Forside        April

Vælg en dato:

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30

1. april

1204 d Eleanor af Akvitanien, fransk og engelsk dronning, datter af og arving efter William, hertug af Akvitanien og Aenor af Châtellérault; juli 1137 blev hun gift med Ludvig, der få måneder senere blev Frankrigs konge som Ludvig 7. Eleanor fødte Ludvig to døtre. 1147-49 ledsagede hun kongen på det 2. korstog; på dette tidspunkt var deres ægteskab - trods pavens mæglingsforsøg - ved at revne. Marts 1152 blev det ophævet på grund af for nært slægtskab mellem de to. To måneder senere indgik Eleanor ægteskab med Henrik, hertug af Normandiet, som to år senere fremsatte sine krav på den engelske trone, som han overtog december 1154 som Henrik 2. I sit andet ægteskab fødte hun otte børn, tre døtre og fem sønner, af hvilke kun Richard 1. Løvehjerte og Johan uden Land overlevede faderen. De tre døtre indgik ægteskaber af stor politisk betydning. Matilda med Henrik, hertug af Sachsen og Bayern, Eleanor med Alfonso 8. af Kastilien og Johanne med William 2. af Sicilien (f ca 1122)

 

1306 d Jens Assersen, biskop i Århus 1288-1306; Assersen nævnes ofte blandt Erik Menveds råder; kongen satte pris på hans troskab, og i de stormfulde år efter mordet i Finderup Lade har bispen ikke været uden indflydelse. Da hans unge frænde Niels Brock blev beskyldt for at holde med kongemorderne, talte Jens Assersen hans sag og garanterede hans troskab. Det hedder også, at bispen sammen med bispen af Ribe, frænder og venner rådede ærkebiskop Jens Grand, da han var fængslet (af kongen) i Søborg at søge forlig med kongen. 1299 bevidnede Jens Assersen sammen med bispen af Viborg kong Eriks appel til Rom efter den pavelige legat Isarns afgørelse af Jens Grands sag. Som biskop fastsatte han bestemmelser for uddannelse af stiftets præster, udvirkede flere kongebreve til støtte for domkirkens privilegier og ønsker. Han blev begravet i domkirken, hvor hans ligsten i dag er dækplade på alteret (f kendes ikke)

 

1340 Niels Ebbesen vog den kullede greve, i.e. den holstrenske grev Gert. Ved begyndelsen af 1330’erne var der ingen konge i Danmark, intet rigsråd og intet hof. Den danske regering var ophørt at eksistere. At det var gået sådan, skyldtes kongerne Erik 6. Menved og Kristoffer 2.’s forgæves forsøg på at genskabe den danske indflydelse i Nordtyskland, som havde været til stede i Valdemar 2. Sejrs tid. Det var en kostbar politik. De store udgifter til hvervede tyske ryttertropper kostede dyrt. Udgifterne blev dækkes ved større skatter, men overvejende ved lån hos danske og tyske stormænd. F. eks. måtte Erik Menved for at leje en rytterhær på 200 mand låne pengene hos holstenske grever. Som garanti pantsatte han hele Fyn – til en rente på 10% - for 3 år. Efterhånden blev kronens økonomi fuldstændig undergravet, og i 1326 gav Kristoffer 2. op. Han flygtede til udlandet, hvorefter han blev afsat. Det politiske tomrum udfyldtes af et holstensk militærdiktatur. Blandt landets nye herrer var den kullede (skaldede) grev Gert. For 100.000 mark holdt han Nørrejylland og Fyn som pant. Om grevens endeligt fortæller Jyske krønike med sympati, at en jysk væbner ved navn Niels Ebbesen natten til den 1.april trængte over broen ind i Randers med 47 ledsagere. De stak byen i brand, trængte ind i det hus, hvor greven sov, dræbte ham og nogle andre på trods af, grevens hær på 4.000 mand lå i byen. Grevens folk optog forfølgelsen, men Niels Ebbesen og hans folk slap ud af byen med et tab på kun én mand. Om samme begivenhed fortæller Lybske krønike, at en dansk styrke på 60 mand ved nattetid slap ind i byen udgav sig for nattevagter og tog ophold i et stenhus. Siden gik de op og myrdede greven, der knap var blevet rask efter sygdom, og lige efter han han havde læst tidebønner. Det lykkedes danskerne at slippe bort uden tab. Drabet er ofte i Danmark blevet opfattet som afslutning på landets nationale fornedrelse, og Niels Ebbesen er blevet hyldet som en befrier, men det er ikke let at dømme om hans motiv. Han kan have dræbt "den kullede greve" af had til fremmedherredømmet, men private motiver kan ikke udelukkes

 

1578 f William Harvey, engelsk læge og anatom; studerede i Cambridge 1594-1602 afbrudt af et fireårigt studieophold i Padova, Italien. Harvey nedsatte sig derefter som læge i London, hvor han 1607 blev medlem af College of Physicians, i 1608 overlæge ved St. Bartholomeus’ Hospital og 1615 lærer i anatomi ved ovennævnte collegium. 1618 blev han livlæge hos kong Jacob 1. og 1632 hos efterfølgeren Karl 1. 1628 udsendte han skriftet "Exercitatio anatomica de motu cordis et sanguinis in animalibus"; et skrift der gjorde ham berømt, og hvor han som den første påviste hjertets pumpefunktion og blodets kredsløb. Harvey beskæftigede sig også med studiet af den menneskelige organismes udvikling og med dyrs forplantning. I forbindelse med sidstnævnte emne skabte han udtrykket "omne vivum ex ovo" (alt levende af et æg); dermed tog han afstand fra den siden Aristoteles herskende opfattelse, at liv kan opstå af sig selv - spontan genese. Det synes dog, som om også Harvey antog, at visse lave væsener kunne opstå af sig selv (f.eks. hvor der foregår en forrådnelse) (d 3/6 1657)

 

1809 f Nikolaj Gogol, russisk forfatter; slog igennem 1831-32 med novellesamlingen "Aftener på en gård i nærheden af Dikanka", hvori han genfortalte enkle folkehistorier på baggrund af sit idealiserede og romantiserede fødeland, Ukraine. Gogol forfulgte succesen med et nyt bind noveller "Mirgorod" (1835). Med sine noveller over typisk petersborgske emner, frem for alt den lille embedsmands glædesløse tilværelse, skabte han de første forudsætninger for den moderne russiske realisme. Stor opsigt vakte hans dybt ironiske og pessimistiske komedie "Revisoren" (1836), et spejlbillede af det korrumperede embedsmandsstyre i provinsen. Herefter levede Gogol i Vesten, fortrinsvis i Rom. Her skrev han sit hovedværk den satiriske roman "Døde sjæle" (1842), som på trods af den strålende humor, der præger værket, giver et trøstesløst billede af det tsaristiske Ruslands på livegenskab baserede godsejersamfund. I sine sidste leveår forsøgte Gogol at få skrevet en fortsættelse af Døde sjæle, men brændte manuskriptet kort før sin død (d 4/3 1852)

 

1815 f Otto von Bismarck, preussisk/tysk statsmand; han fik sin politiske debut i 1847, da han blev medlem af den preussiske Landdag; her var han talsmand for yderliggående konservative synspunkter. I 1851 blev han sit lands gesandt ved den tyske forbundsdag i Frankfurt. Allerede nu var det hans mål at skaffe Preussen en ligestilling med Østrig inden for det tyske forbund og på længere sigt få Østrig ud af forbundet. Efter årene i Frankfurt blev Bismarck gesandt i St. Petersborg, siden i Paris, inden han 1862 blev preussisk kansler (statsminister). Da den preussiske landdag i disse hans første år som kansler ikke ville bevilge de fornødne midler til militæret, gennemførte han uden om landdagen en oprustning med henblik på Tysklands samling under Preussens ledelse. Han fik gennemført krigen mod Danmark i 1864, og efter sejren over Østrig i 1866 var Østrig ude af det tyske forbund. Efter sejren over Frankrig i 1870 og udråbelsen af Preussens konge som tysk kejser var målet Tysklands samling nået. Indtil 1890 stod Bismarck med titel af rigskansler som leder af Tysklands politik. Han sørgede for at bevare et godt forhold til Rusland og fik 1881 skabt Triplealliancen med Østrig og Italien. For at begrænse den katolske kirkes indflydelse indledte han den såkaldte kulturkamp; men omkr. 1878 måtte Bismarck trække delvis i land for at vinde katolikkerne i kampen mod arbejderbevægelsen, hvis vækst han dog ikke formåede at standse. Da Wilhelm 2. i 1888 blev kejser, kom det hurtigt til alvorlige gnidninger mellem den unge kejser og Bismarck; i 1890 opfordrede kejseren Bismarck til at træde tilbage. Allerede i sin levetid var Bismarck genstand for en omfattende forgudelse i Tyskland, og efter hans død rejstes der over hele riget talrige monumenter til hans ære. Med sine erindringer "Gedanken und Erinnerungen" (1898-1901) skrevet med stor litterært talent bidrog Bismarck selv til at skabe myten om sig som en stor statsmand (d 30/7 1898)

 

1846 Ved en musikforeningskoncert i København opføres Beethovens 9. symfoni for første gang i Danmark. Det var dog uden korfinalen. Først 26. april 1854 - med Gade som dirigent - blev den opført i sin helhed

 

1851 Frimærker i brug i Danmark. Det første mærke, et chokoladebrunt 4 rigsbank skilling, var tegnet og graveret af M. W. Ferslew. Mærkebilledet var udført i bogtryk af H. H. Thieles trykkeri, og bundtrykket var udført i kobbertryk af M. W. Ferslew. Mærket, der var utakket, kom i et oplag på 3.826.400 stk

 

f Sergei Rakhmaninov, russisk komponist og pianist; efter at have været professor ved konservatoriet i Moskva og kapelmester ved den kejserlige opera i St. Petersborg forlod Rakhmaninov efteråret 1917 Rusland; han rejste først til Skandinavien; hvorefter han fra 1919 til sin død var bosat i USA. De fleste og vigtigste af sine kompositioner skrev Rakhmaninov, mens han endnu var bosat i Rusland. Efter 1917 blev han først og fremmest kendt som klavervirtuos; han blev hyldet som en af sin tids største klavervirtuoser og især som en fremragende Chopin-fortolker. Han skrev fire klaverkoncerter, hvoraf nr 2 i c-mol er en af verdens mest spillede, tre symfonier, operaer, orkesterfantasier, kamme- og kormusik, blandt andet Vesper (1915), der bygger på ortodoks russisk kirkemusiktradition, mange klaverkompositioner og sange (d 28/3 1943)

 

f Edgar Wallace, engelsk forfatter og journalist; han holdt op med at gå i skole som 12-årig; meldte sig senere til hæren og blev sendt til Sydafrika i syv år. Bagefter blev han journalist. Hans karriere som kriminalforfatter indledtes med "The Four Just Men" (1905), der blev en bestseller. Han skabte "Sanders of the River" baseret på sine Afrika-oplevelser og skrev så uafbrudt. Han tjente millioner, men blev aldrig gældfri. Mange af hans romaner var ikke egentlige detektivhistorier, men hans lidt jomfrunalske J.G. Reeder kan med lidt god vilje betragtes som detektiv. W blev efter 1. Verdenskrig meget populær i Tyskland, hvor hans bøger tillige filmatiseredes mere end andre steder. Han havde en udviklet sans for dialog, men galopperede gennem historierne, så fejl kunne ikke undgås. Blandt hans bøger er "The Crimson Circle" (1922), "The Mind of Mr. J.G. Reeder" (1925), "Terror Keep" (1927) og "Red Aces" (1929) (d 10/2 1932)

1885 f Lady Clementine Churchill; i 1908 gift med Winston Churchill (d 12/12 1977)

1885 Estrup-regeringen udsteder den første "store" provisoriske finanslov. Den var ikke, så lidt som de otte, der fulgte indtil 1894, indskrænket til kun at omfatte de bevillinger, som var vedtaget af begge ting, hvad provisoriet af 1877 havde været. Nu blev regeringen bemyndiget til at afholde de "til statsstyrelsens forsvarlige førelse nødvendige udgifter"; der var ingen anden begrænsning end "statens tarv"; og det var regeringen alene, der afgjorde, hvad det var. Nu tog regeringen på de militære områder, støttet af Landstinget, hvad der behagede den. Ret meget herudover gik de provisoriske finanslove aldrig; men det var for Venstre mere end nok. Partiet var i oprør. Møde provisoriet med skattenægtelse eller fysisk vold ville Venstre dog ikke; dette afkald på at møde retsbrud med magt måtte i det lange løb støtte Venstres moderate dele. I Danmark udeblev revolutionen endnu en gang

 

1887 Almindelig dansk Vare- og Industrilotteri oprettes. De første varelotterier i Danmark opstod i første halvdel af 19. århundrede. De var oprettet af private personer, og gevinsterne var indenlandske industrigenstande. Betegnende for de varelotterier, der opstod efter 1850, var den nære forbindelse, der var til dansk industri og håndværk samt den omstændighed, at overskudet anvendtes til velgørende eller kulturelle formål. Dette gjaldt Sygehjemmets Lotteri (oprettet 1856), Den Kjøbenhavnske Håndværkerforenings (1857), Kunstflidslotteriet af 1860 til Fordel for Frederiksborg Slots Gjenopførelse samt flere andre i København og landet over. Alle disse varelotterier samledes ved lov af 1. april 1887 til ét "Almindelig dansk Vare- og Industrilotteri"

1916 Meterloven træder i kraft. Loven blev vedtaget 4. maj 1907, men metersystemet var først fuldstændig indført fra 1. april 1916

Det britiske Royal Air Force dannes ved sammenslutning af Royal Navel Air Service og Royal Flying Corps

 

1920 Også på denne første dag i april er der dramatik i luften under den fortsatte påskekrise. Typografferne iværksatte næsten med det samme generalstrejke, således at store dele af pressen var lammet. Urolighederne i især København fortsatte. Der blev også gjort flere forsøg på at løse krisen. Fra onsdag den 31. marts til langfredag den 2. april blev der forhandlet på kryds og tværs mellem partier, regering og kongen uden synlige resultater. Især var det nye forretningsministerium meget ubøjeligt. Så det stadig tydeligere, at socialdemokraterne med truslen om generalstrejke sad inde med et afgørende trumfkort. Tilstedeværelsen af de "tunge" forbundsformænd fra smedene og arbejdsmændene ved partiets møder med kongen ikke lod denne i tvivl om truslens alvor. Det syntes efterhånden ganske klart, at ministeriet Liebe måtte fjernes, før der kunne findes en løsning. Det klarede generalstrejketruslen, og det er blevet hævdet, at det var den, der til sidst bidrog til, at ministeriet Liebe blev fjernet

 

1920 f Hans Lyngby-Jepsen, forfatter; han var født i Ålborg og vosksede op i byens fattighus ikke som fattiglem, men fordi hans far var institutionens inspektør. Det gav ham et godt indblik i livets mørke sider. Efter studen-tereksamen 1939 begyndte han ingeniørstudiet på Polyteknisk Læreanstalt. Lyngby-Jepsen debuterede som forfatter i Politikens Magasin med novellen "Kvindesind". Han slog sit navn fast med romanen "Stenen i strømmen" (1948). Temaet var menneskets isolation og individets opvækst i et brutalt samfund. I 1953 blev Lyngby-Jepsen medlem af Dansk Forfatterforenings bestyrelse, i årene 1957-63 var han foreningens formand. Et hovedværk i hans forfatterskab er romantrilogien "Paradishuset" (1963), "Træerne" (1965) og "Jorden" (1966). Han har desuden skrevet rejsebøger fra Østeuropa og Sicilien, biografier om bl.a. "Marquis de Sade" (1963) og "Stauning" (1979), børnebøger og egnsbeskrivelser "Nordjylland" (d 31/7 2002)

 

d Det borende X= Julius Albert Theodor Framlev, grønthandler og tyv; han forøvede i årene 1909-31 en lang række dristige indbrud i posthuse, sparekasser, jernbanestationer og offentlige kontorer ved hjælp af et fortrinligt tyveværktøj, han selv havde fremstillet. Det samlede udbytte ved de mange tyverier var ca. 163.000 kr. Han var altid alene om sine forbrydelser, og på grundlag af den ved røverierne anvendte fremgangsmåde var man klar over, det var den samme person, der var gerningsmanden til de pågældende indbrud. Framlev forstod at unddrage sig pågribelse, og da han således forblev ukendt, blev navnet Det borende X efterhånden heftet på ham. Da han altid foretog sine tyvetogter natten til en helligdag, var politiet på udkig aftenen til Store Bededag i 1931, 30.april; denne nat blev Det borende X anholdt under forsøg på indbrud på postkontoret i Rahbeks Alle i København. Ved anholdelsen skød han mod betjentene og sårede en. Til manges skuffelse var den anholdte ikke en elegant gentlemantyv, men en halvfattig grønthandler, der forøvede røverierne for at skaffe midler til sin skrantende forretning. Han blev idømt otte års tugthus og døde under afsoningen (f ?)

Franco erklærer den spanske borgerkrig for afsluttet. Det skete, da han fra Burgos udsendte sin sidste krigsbulletin, der sagde, "Den røde hær er blevet taget til fange og afvæbnet. Den nationale hær har nået sine sidste militære mål. Krigen er ovre". Afgørende for nationalisternes sejr var den betydelige materielle, økonomiske og mandskabsmæssige hjælp de fik fra det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland. Krigen menes at have kostet omkring 600.000 mennesker livet. Efter borgerkrigens afslutning fortsatte nationalisterne undertrykkelsen af deres modstandere med uformindsket styrke; titusindvis blev henrettet eller fængslet, og 200.000-300.000 drog i landflygtighed. De lange skygger, borgerkrigen kastede, havde også baggrund i, at landets økonomi lå i ruiner, og landbrugsproduktionen først i begyndelsen af 1950’erne nåede op på førkrigsniveau. Undervisning og kulturliv blev lammet af udrensninger og censur, størstedelen af den spanske intelligentsia blev tvunget i eksil. I næsten fyrre år efter dens afslutning efterlod borgerkrigen dybe skel mellem sejrherrerne og de besejrede

1943 Schalburgkorpset bliver oprettet. Det var et militært korps oprettet i Danmark til støtte for den tyske besæt-telsesmagt. Korpset, der oprindelig hed Germansk Korps, stod under kommando af den tidligere chef for Fri-korps Danmark, K. B. Martinsen, og dets grundstamme udgjordes af hjemvendte østfrontsfrivillige. Initiativet kom fra SS i Tyskland, som ønskede at skabe en enhed, der kunne vinde danskerne for den storgermanske ide. I praksis blev korpsets mandskab benyttet til bekæmpelse af modstandbevægelsen og deltog i vid udstræk-ning i den tyske "modterror", schalurgtage dvs. de gengældelsesaktioner tyskerne udførte for at gøre den danske modstandsbevægelses sabotageaktioner upopulære i befolkningen. Schalburgtagen var især rettet imod forlystelsesetablissementer bl.a. Tivoli i København, bladhuse bl.a. Demokraten på Banegårds Plads i Århus og forretninger - i Århus i Guldsmedgade og på Søndergade. Schalburgkorpset, der nåede op på 500-600 mand, opløstes i januar 1945, hvorefter mandskabet under betegnelsen SS-vagtbataljon Sjælland anvendtes som sabotagevagter. Schalburgkorpset havde sit navn efter Christian Frederik von Schalburg øverstkommanderende i Frikorps Danmark, der faldt på Østfronten 2. juni 1942

 

Amerikansk landgang på stillehavsøen Okinawa. Angrebet på Okinawa var af et enormt omfang, og kampene her blev de hidtil hårdeste under Stillehavskrigen. Under felttoget, som varede 82 dage, deltog over en halv million allierede soldater; det indledende angreb blev udført af 183.000 soldater og marineinfanterister. De skibe, der støttede angrebet, var udsat for alvorlige japanske Kamikaze-angreb, og mange blev sænket eller beskadiget. Som ved tidligere landgange kunne angrebsstyrken landsættes uden modstand, men stødte snart på et hårdnakket forsvar. Da felttoget afsluttedes 21. juni, havde japanerne mistet 110.000 mand, mens amerikanerne havde tæt ved 8.000 dræbte, heraf var de 5.000 blevet dræbt på de allieredes skibe i forbindelse med Kamikaze-angreb

 

1959 I et forsøg på at erobre nogle af de arbejderlæsere, der stemmer på liste A, men læser Politiken eller BT skifter Social-Demokraten navn til Aktuelt. Dansk arbejderbevægelses hovedorgan var begyndt som ugeblad i 1871 med navnet Socialisten; året efter blev det dagblad og tog navneforandring til Social-Demokraten i 1874. I en kort periode i begyndelsen af 20. århundrede var det Nordens største dagblad. Disse tider var for længst forbi i 1959. Da var oplaget nede på 39.000, såvel Politiken som BT havde flere arbejderlæsere, og når det drejede sig om noget så vigtigt for en lønmodtager som stillingsannoncer, måtte han eller hun ty til de store konservative blade Berlingske Tidende eller Jyllands-Posten. De subsidier bladet modtog fra arbejderbevægelsen havde to følgevirkninger: som kompensation måtte Social-Demokratens journalister beskæftige sig indgående med kreditorernes aktiviteter på en måde, der virkede grå og kedelig på andre end et lille fåtal i fagforeningernes ledelse. Endvidere var bladet tynget af pligtstof, og især i yngre arbejderkredse følte man, at afgiften til parti-pressen var mere end nok, abonnentet gik til andre. En ansigtsløfning var påkrævet. Den kunne virke som en flugt fra den røde fane. På den anden side var den en logisk konsekvens af den blegrøde, midtsøgende efter-krigspolitik, Socialdemokratiet førte i disse år. I de følgende år fik Aktuelt en beskeden fremgang på få tusinde læsere

TV-byen i Gladsaxe indvies af kong Frederik 9. I 1958 havde radiorådet forstået behovet for en fjernsynsfilial til 5-6 mio. kroner til aflastning af det overfyldte radiohus i Rosenørns Alle på Frederiksberg. Syv år senere stod 1. etape af tv-byen i 300 mio. med projektering af tre kæmpestudier og en 14 etagers kontorbygning. Den færste frugt af de nye omgivelser var den debuterende TV-avis den 15. oktober 1965

1976 d Max Ernst, tysk/fransk maler og billedhugger; studerede filosofi og kunsthistorie, men er som kunstner autodidakt; efter krigstjeneste 1914-18 dannede han sammen med J. Arp 1919 "Kölnergruppen" og var nogle år en af de mest fremtrædende kunstnere inden for dadaismen. I denne periode arbejdede han især med skulpturmontager og collager. I 1922 flyttede han til Paris, hvor han nogle år senre fremstod som en af grundlæggerne af surrealismen. Ved illustrationerne i sine bøger "Histoire Naturelle" (1926), "La Femme 100 têtes" og "Une Semaine de bonté" (1934) benyttede han frottage-teknikken, d.v.s., lagde blade, træstykker o.lign. under et stykke papir og overførte struktur og konturer til papiret ved at gnide med blyant. I løbet af 1930'erne intensiveredes det dæmoniske træk i hans kunst, det skæbnesvangre og truende bliver stadig mere føleligt; vegetabilske, dyriske og menneskelige elementer griber ind i hinanden og gennemgår stadig nye forvandlinger, mens de hele tiden trues af død og forrådnelse. Klimaks i denne udvikling er "Europa efter regnen" (1940). I årene 1941-53 var Ernst bosat i USA, hvor hans skulpturer var påvirket af indianerkulturen, og hans malerier, med sine forenklede, halvt geometriske strukturer, nærmede sig det nonfigurative; en udvikling, der fortsatte, efter han var vendt tilbage til Frankrig; i 1958 blev han fransk statsborger (f 2/4 1891)

 

Til top        2. april

742 f Karl den Store; frankernes konge fra 768 - tillige kejser i Det tyske Rige 800-814; han var søn af frankernes konge Pipin og Bertrada, en frankisk grevedatter. Kort før sin død delte Pipin riget mellem sine to sønner Karl og Karloman, der begge ved den lejlighed salvedes som tronfølgere; Karl fik den vestlige del og nordlige del, men da Karloman døde kun tre år senere, satte Karl den Store sig øjeblikkelig i besiddelse af hans lande og lod sig på ny salve som frankerkonge. Karl førte flere erobringskrige med påfølgende jordtildelinger til rigets stormænd, som han derved søgte at knytte til sig; efter at have besejret longobarderne i Norditalien gjorde han sig i 774 til deres konge. Desuden kæmpede Karl 770-810 mod araberne i Spanien og fratog dem Balearerne, Sardinien og Korsika og landet nord for Ebro. I 788 blev Bayern en del af hans rige I 780'erne blev sachserne vest for Elben underkuet og tvangsdøbt. Et forsøg på at trænge ind i Holsten blev forhindret af Godfred, og 811 sluttedes aftale med Danmark om Ejderen som rigsgrænse. Karl lod sig julenat 800 kejserkrone af paven, da han var i Rom for at bistå denne med at nedkæmpe et oprør. Nu rådede Karl over et italiensk-nordvest europæisk rige, som kunne minde om Romerriget. Frankernes politiske institutioner spredtes over størstedelen af det kristne Europa, som udviklede sig videre på det grundlag. I riget blev tjenester lønnet med jord el. andre indtægtskilder, som var knyttet til jorden; lenssytemet var i fuld udvikling, men Karl den Store lod ikke len gå i arv, og derfor svækkedes centralmagten ikke i hans tid. Lensordningen kom til at dominere vesteuropæisk økonomi i flere århundreder. Den lærde tradition, som var knyttet til Karl den Stores hof, formidlede den romerske arv til senere generationer, hvorfor man ofte betegner hans regeringstid som "den karolingske renæssance" (d 28/1 814)

 

1244 d Henrik Harpestreng, læge og kannik i Roskilde; han regnes for Nordens første medicinske forfatter, men flere af hans værker er afskrivninger af kendte udenlandske værker. Oplysningerne om hans liv er sparsomme og hans slægtsforhold ukendte. I sine sidste leveår har han iflg. et par håndskrifter fra ca. 1500 virket som læge for Erik Plovpenning. Harpestreng er rimeligvis den Henricus Dacus, som står som forfatter til et skrift om afførende midler. Foruden denne bog er Harpestreng forfatter til en urtebog på latin og to urtebøger på dansk samt til forskellige stykker om åreladning, kopsætning m.m. Som læge hører Harpestreng til Salerno-skolen, der bygger på den hippokratiske lære (humoralpatologien) at sygdomme skyldes forstyrrelser i blandingsforholdene mellem den menneskelige organismes kardinalvæsker: blod, slim, gul og sort galde – svarende til de fire elementer: luft, vand, ild og jord (f kendes ikke)

 

Freden i Cateau-Cambrésis mellem Spanien og Frankrig ved kongerne Phillip 2. og Henrik 2. Aftalen markerede afslutningen på den 65 år lange kamp mellem Frankrig og Spanien om herredømmet over Italien; her blev nu for de kommende 150 år Spanien den dominerende magt. I krigens sidste fase havde Frankrig lidt nederlag ved Saint-Quentin (1557) og ved Gravelines (1558). Disse nederlag, udbruddet af de religiøse kampe mellem katolikker og huguenotter i Frankrig og begge landes finansielle vanskeligheder førte til freden. Henrik 2. af Frankrig tilbagegav Savoyen og Piemonte til Spaniens allierede, Emmanuel-Philibert af Savoyen; ligeledes tilbagegav kong Henrik Korsika til Genova og gav afkald på alle sine arvekrav på Milano. Selv om Frankrig måtte opgive alle krav på Italien, og Spanien fik den dominerende rolle her, lykkedes det Frankrig at bevare fem forter, blandt disse Torino, Saluzzo og Pignerol. Endvidere beholdt Frankrig de tre bispedømmer Toul, Metz og Verdun, som det havde erobret fra kejser Karl 5. i 1552 og Calais, som var blevet erobret fra Spaniens allierede England i 1558

 

1725 f Giovanni Giacomo Casanova, veneziansk eventyrer, soldat, diplomat og forfatter; han huskes først og fremmest for sine eventyr og som manden, der gjorde navnet Casanova synonymt med "libertiner". Hans selvbiografi, som måske overdriver nogle af hans eskapader, giver en god beskrivelse af 1700’tallets herskende klasser i Europas hovedstæder. Han studerede jura og teologi, men hans store nysgerrighed gjorde, at han også studerede matematik, humaniora og alkymi. Studierne endte med, han blev bortvist fra et præsteseminarium på gr. af kærlighedsaffærer. Herefter førte han et omflakkende liv i Europa. Han blev kendt med en række af tidens berømtheder som Voltaire og d’Alembert, den russiske tsarina Katarina 2. og Frederik 2. af Preussen. I 1755 blev han i Venezia anklaget for at være magiker og blev idømt fem års fængsel, som skulle afsones i Venezias blykammer under Dogepaladsets tag; her sad han 1755-56. Casanovas fantastiske flugt herfra gjorde ham berømt. Fra Venezia flygtede han til Paris. Her introducerede han lotteriet i 1757 og skabte sig en finansiel reputation og et navn i aristokratiet. I 1760 måtte han flygte fra sine parisiske kreditorer. Nu begyndte hans omflakkende rejseliv. I nogle år omkring 1780 boede han atter i Venezia. Her optrådte han som spion for staten Venezia. Den vigtigste del af hans forfatterskab blev til på fransk i hans sidste år – fra 1785 levede som bibliotekar på slottet Dux i Böhmen. Her skrev han en fantastisk roman "L’Icosaméron"(1788), hvor han beskrev en idealverden, en verden fornyet gennem videnskabelig erkendelse og opdagelser. Om bl.a. sine mange elskovseventyr og sin eventyrlige flugt fra fængslet i Venezia har Giovanni Casanova skrevet i memoirerne "Histoire de ma vie" (skrevet 1789, udgivet 1826-38) (d 4/6 1798)

 

1791 d Honoré Gabriel Mirabeau, fransk greve, politiker og revolutionær; forskellige skandaler resulterede i, at han i 1777 blev arresteret og sad fængslet i henved 3 år. Efter han i 1780 var kommet på fri fod, skabte han sig et navn som journalist ved angreb på de herskende forhold i Frankrig. Efter at være blevet afvist af adelen opnåede han at blive valgt som medlem af Nationalforsamlingen i 1788 af tredjestand. Ved sin imponerende veltalenhed og skarpe, politiske intelligens blev han snart førende i forsamlingen, og det var ikke mindst hans dristige optræden, der bevirkede, at rigsstænderforsamlingen blev til en nationalforsamling, en grundlovgivende forsamling. Mirabeaus mål var et konstitutionelt monarki, og i et forsøg på at slå bro mellem monarki og revolution indlod han sig i maj 1790 i forbindelse med hoffet. Det lykkedes ham dog ikke at vinde dets fortrolighed, og kongen havde ikke i sinde at anerkende revolutionens politiske og sociale resultater. For sin forbindelse med hoffet fik Mirabeau af kongen en månedlig gage på 6000 livres, hans gæld blev betalt, og han havde fået løfte om en belønning på en mio. livres, hvis han kunne redde monarkiet. Udadtil bevarede han sin popularitet som den store revolutionsmand, men et pludseligt forøget pengeforbrug vakte mistanke om korruption, og ved hans tidlige død var hans stilling i den grundlovgivende forsamling svækket. Dog ikke mere svækket end at han blev bisat i Pantéon. Men da det fulde omfang af hans forbindelse med hoffet stod klart, blev hans jordiske rester fjernet. Det skete i 1794. Som udtryk for Mirabeaus svage realpolitiske sans er der om ham blevet sagt, at han var for monarkistisk til revolutionen og for revolutionær til monarkiet (f 9/3 1749)

 

Slaget på Københavns red. I sommeren 1800 dannede Rusland sammen med Preussen og Sverige et væbnet neutralitetsforbund, der for alvor skulle sætte en stopper for englændernes undersøgelser og opbringninger af neutrale skibe, der under Napoleonskrigene sejlede til franske havne; Danmark-Norge måtte december 1800 gå med i forbundet. England lod øjeblikkelig alle dansk-norske, svenske, og russiske skibe i engelske havne beslaglægge og sendte derpå i marts 1801 en meget stor flåde mod København på et tidspunkt, da isen spærrede de russiske havne, og den dansk-norske flåde endnu var utaklet. Den 2. april (Skærtorsdag) 1801 angreb hovedstyrken af den engelske flåde under Nelsons kommando i Kongedybet rækken af forankrede blokskibe og batterier under kommando af Olfert Fischer på Københavns red og overvandt den efter godt fem timers kamp. Kampen blev standset af kronprinsen, uden at rådspørge Fischer, som følge af et brev fra Nelson, der truede med at afbrænde de erobrede danske batterier uden at kunne frelse de sårede, der stadig kunne tænkes at være om bord. Resultatet af kampen blev, at Danmark-Norge måtte udtræde af neutralitetsforbundet; samtidig opløstes dette, da den russiske tsar Poul blev myrdet, hvorpå hans søn og efterfølger (Aleksander 1.), der var engelskvenlig, omlagde Ruslands politik. For Danmark-Norge betød dette, at man underr de fortsatte Napoleonskrige igen - nu ved at man anerkendte englændernes ret til at visitere danske og norske handelsskib - fik nogle indbringende år for skibsfarten

 

f H.C. Andersen, forfatter; allerede inden sin død opnåede han en berømmelse, som eftertiden yderligere har øget. Andersen fulgte årvågent med i sin tids europæiske litteratur, og de mange tilskyndelser, han her modtog, forstod han at udnytte på en helt personlig måde; det gjaldt hans i bedste forstand journalistiske beskrivelser af hans mange og vidtstrakte rejser og endnu mere hans livfulde, psykologiske romaner; det var disse sidste, der fra o. 1835 skabte hans første berømmelse i Tyskland og England. Hans første roman "Improvisatoren" (1835) var således inden 1845 oversat til fem sprog. Men det blev dog "Eventyr og Historier", som han begyndte at udsende 1835, og hvoraf der til sidst forelå omkring 150, der med tiden blev det varige grundlag for hans ry over hele kloden. Fra først af havde de tilknytning til de folkeeventyr, som romantikerne vurderede så højt, men Andersen omformede dem radikalt, føjede langt flere selvopfundne til og skabte hermed en mangfoldigt varieret, dybt underfundig digtning, der fuldstændig er hans alene: i stil og sprog, der blev impressionistisk og lagt nær op ad talesproget, og ligeledes i indholdet; hertil kommer hans fantasi, hans symbolik og ironi, hans humor og lune og ikke mindst hans usædvanlige livserfaring og alt andet end enkle livsforståelse, i hvilken udviklingstillid og forsynstro brødes med mismod og tvivl (d 4/8 1875)

f Leon Michel Gambetta, fransk jurist og minister; han deltog ivrigt i modstanden mod Napoleon 3.’s regime, bl.a. som advokat i politiske processer og vandt ry som radikal taler. I 1869 blev han medlem af Frankrigs lovgivende forsamling valgt i det "røde" Belleville i Paris. Efter de første nederlag til tyskerne i krigen 1870-71 og Napoleon 3.’s fald var Gambetta med til at udråbe republikken den 4. september 1870, og han blev indenrigs- og senere krigsminister i den nationale forsvarsregering. 4. oktober steg han med luftballon op fra det af tyskerne belejrede Paris for at slutte sig til den delegation, regeringen havde sendt til Tours for at rejse nye hære. Gambetta blev delegationens ledende mand, og ikke mindst ved hans indsats blev der opstillet en ny hær på 600.000 mand, og i november led en tysk hær ganske uventet nederlag ved Loire. I begejstrede republi-kaneres øjne var sejren vidnesbyrd om de latente kræfter i folket, som republikken havde frigjort. Det blev hvædet, at der var tale om en folkerejsning i lighed med den i 1793, og Gambetta følte sig som arvtager efter Robespierre. Men i løbet af december og januar viste det sig, at de hurtigt uddannede hære ikke kunne stå sig mod de sejrsvante tyske tropper og slet ikke var i stand til at undsætte hovedstaden. Da alle forsøg herpå mislykkedes, Paris overgav sig, og da der landet over var et udbredte ønske om fred, accepterede Gambetta våbenstilstanden (januar 1871) og indkaldelse af en nationalforsamling. Gambetta nægtede at stemme for freds-slutningen, der ville betyde afståelse af Alsace-Lorraine, og han nedlagde sine embeder. Juli 1871 lod han sig overtale til at blive valgt til Deputeretkammeret. Her arbejdede han for at få skabt et stærkt republikansk flertal; det var således ikke mindst hans indsats, at der i 1875 var flertal for en republikansk forfatning. Gambetta blev en kraftig talsmand for den nye republik og øvede stor politisk indflydelse bl.a. som minister og formand for Deputeretkammeret (d 31/12 1882)

 

f Émile Édouard Charles Antoine Zola, fransk forfatter og den vigtigste repræsentant for den naturalistiske roman i Frankrig. Han fik 1862 ansættelse ved et parisisk forlag og debuterede 1864 med en let romantisk præget realisme i en samling fortællinger, "Contes à Ninon". Men med sit næste værk romanen "Thérèse Raquin" (1867) havde han udformet naturalismens principper. Forfatteren skulle med nøjagtige iagttagelser og eksperimenter ligesom naturvidenskabsmanden i sit laboratorium bidrage til at forklare menneskelivet viden-skabeligt ud fra arvebiologiske og miljømæssige faktorer. Psykologiske fænomener blev ført tilbage til fysio-logiske, hvilket indebar en materialistisk determinisme. Allerede i Thérèse Raquin reducerede Zola personernes handlinger til en række primitive instinktreaktioner. Han principper kom dog først til fuld udfoldelse i hans romanserie på tyve bind, hvoraf første bind "La fortune des Rougon" kom i 1871. Det blev en succes, og med dette og de flg. følgende nitten bind skabte Zola en slægtshistorie fra det andet kejserdømme (1852-70) om arvelig belastning, forfald og forbrydelser, der i litterær form er udtryk for tidens videnskabelige forskning inden for arvelighed, degeneration, det sociale miljø. Slægtshistoriens titel er "Les Rougon-Macquart, histoire naturelle et sociale d’une familie sous le second Empire", og den udkom i årene 1871-93. På trods af sit pessimistiske livssyn var Zola en politisk og social idealist. At han var stærkt engageret i sin samtids problemer viser bl.a. hans berømte åbne brev J'accuse (jeg anklager) fra 1898 som forsvar for Dreyfus (d 29/9 1902)

 

f Poul Peter Ørum, læge, byrådsmedlem; efter ophold forskellige steder i landet etablerede han praksis i Århus 1885 og blev i byen indtil 1907. Derefter boede han i København, til han døde. Ud over sit arbejde som læge havde Poul Ørum mange andre interesser. Som oppositionsmand kom han således hurtigt ind i det politiske miljø i 1880’ernes Århus. Specielt tidens sociale problemer optog ham. Det medvirkede til, at han som den første venstremand havde sæde i byrådet i årene 1888-99. Hans store interesse som byrådsmedlem var byens hygiejniske forhold så som renovation, kødkontrol, slagtehus og vandværk. Ørum var initiativtager til etablering af byens første rigtige vandværk, som han var formand for 1894-99. Desuden var han engageret i fattigudvalget og hospitalsudvalget. Også uden for byrådet gjorde Poul Ørum sig gældende. Således var han formand for den venstreorienterede Borgerforeningen og medlem af den første bestyrelse for Århus Teater. Endelig var han medlem af bestyrelsen for Århus Museum samt medstifter af Århus Turistforening og denne forenings første formand. Eftersom han var medlem af det byråd, der i 1898 købte godset Marselis, fik han på godsets jord en gade opkaldt efter sig. P.P. Ørumsgade ligger mellem Skanderborgvej og Marselisborg Boulevard (d 27/8 1925)

d Richard Cobden, britisk fabrikant, økonom og politiker, der står som en af britisk liberalismes faddere. I 1828 grundlagde han en tekstilfabrik i London; da han i 1832 bosatte sig i Manchester, styrede han herfra sit voksende foretagende. I 1830'erne resulterede hans interesse for politik i et forfatterskab og studierejser til Mellemøsten og USA. I 1838 var han blandt de ledende i grundlæggelsen af Anti-Corn Law League og indledte et omfattende agitationsarbejde for at få afskaffet korntolden, som fordyrede arbejderklassens fødevarer. Korn-tolden var i sin tid blevet indført for at beskytte engelsk landbrug og var først og fremmest til fordel for de engelske godsejere. Som et tegn på at England var ved at blive et industriland, og at landets dominerende klasse ikke mere var godsejerne, men fabrikanterne, blev korntolden ophævet i 1846. Herefter arbejdede Cobden for liberale reformer for at opnå en uhæmmet fri konkurrence uden indgreb fra statens side i det økonomiske liv. Cobden var blandt hovedmændene bag den frihandelsvenlige britisk-franske handelsaftale af 1860, da også Frankrig var tilhænger af frihandel (f 3/6 1804)

 

d Samuel Morse, amerikansk kunstner og opfinder; han studerede fire år ved Royal Academy i London og blev 1832 professor i maler- og billedhuggerkunst ved University of the City of New York. 1826 grundlagde han National School of Design, hvor han var direktør til 1845. Da han i 1832 havde fået ideen til det første brugbare elektromagnetiske telegrafsystem (morsetelegrafen), ofrede han sig stadig mere for sin opfindervirksomhed på det elektriske område. I de følgende år udviklede han sin opfindelse og sit tegnsystem, morsealfabetet. I det er hvert enkelt bogstav, tal og tegn baseret på signaler af kort eller lang varighed (hhv. prikker og streger). Der anvendes op til seks streger/prikker pr. tegn, og en streg er tre gange længden af en prik I 1835 lavede han sit første apparat til elektromagnetisk telegrafi, og i 1837 søgte han patent, men måtte vente syv år på godkendelse. I 1838 havde han udviklet en kode, der byggede på prikker og streger. I 1844 blev det første telegram overført fra Washington til Baltimore. Da regeringen ikke ville købe patentrettighederne, lavede Morse sit eget selskab, og telegrafen bredte sig hurtigt (f 27/4 1791)

 

f Max Ernst, tysk/fransk maler og billedhugger; studerede filosofi og kunsthistorie, men er som kunstner autodidakt; efter krigstjeneste 1914-18 dannede han sammen med J. Arp 1919 "Kölnergruppen" og var nogle år en af de mest fremtrædende kunstnere inden for dadaismen. I denne periode arbejdede han især med skulpturmontager og collager. I 1922 flyttede han til Paris, hvor han nogle år senre fremstod som en af grundlæggerne af surrealismen. Ved illustrationerne i sine bøger "Histoire Naturelle" (1926), "La Femme 100 têtes" og "Une Semaine de bonté" (1934) benyttede han frottage-teknikken, d.v.s., lagde blade, træstykker o.lign. under et stykke papir og overførte struktur og konturer til papiret ved at gnide med blyant. I løbet af 1930'erne intensiveredes det dæmoniske træk i hans kunst, det skæbnesvangre og truende bliver stadig mere føleligt; vegetabilske, dyriske og menneskelige elementer griber ind i hinanden og gennemgår stadig nye forvandlinger, mens de hele tiden trues af død og forrådnelse. Klimaks i denne udvikling er "Europa efter regnen" (1940). I årene 1941-53 var Ernst bosat i USA, hvor hans skulpturer var påvirket af indianerkulturen, og hans malerier, med sine forenklede, halvt geometriske strukturer, nærmede sig det nonfigurative; en udvikling, der fortsatte, efter han var vendt tilbage til Frankrig; i 1958 blev han fransk statsborger (d 1/4 1976)

 

1917 I et møde i den amerikanske Kongres anmoder præsident Wilson Kongressens medlemmer om at stemme ja til en krigserklæring til Tyskland og dermed indtræde i 1. Verd.krig på britisk, fransk og russisk side. I talen lagde Wilson vægt på at give krigen en højere mening til trods for dens vildskab og ondskab. Krigen gjaldt, sagde han, den tyske militarisme, ikke det tyske folk, og dens mål var at "make the world save for democracy"."Det er et forfærdeligt ansvar at føre dette store, fredselskende folk ind i krigen, ind i den mest frygtelige og mest ødelæggende af alle krige, hvor hele vor civilisation står på spil. Men retten er mere dyrebar end freden, og vi skal kæmpe for alt det, som altid har stået vort hjerte nærmest – for demokrati, for folkets ret til at være med til at styre deres land, for de små nationers frihed og rettigheder, for rettens herredømme overalt i verden, gennem et samarbejde mellem frie folk, som skal bringe fred og sikkerhed til alle, og endelig en gang for alle gøre verden fri. Til denne opgave vir vi vort liv og vor skæbne, alt hvad vi er, og alt hvad vi har. Vi gør det med stolthed, fordi vi ved, at den dag er kommet, da det skal blive Amerika forundt at ofre sit blod og sin styrke for de principper, som stod vagt ved nationens fødsel, og som gav os den fred og den lykke, vi har elsket så højt. Så hjælpe os Gud, vi kan ikke handle anderledes." Kongressen fulgte Wilson. Den 4. april vedtog Senatet krigs-erklæringenn med 82 stemmer for og 6 imod. Den 6. april fulgte Repræsentanternes Hus efter; her var stemmetallet 373 for og 50 imod. USA, den eneste stormagt, som havde stået udenfor, var kommet med i 1. Verdenskrig

Under påskekrisen forværredes situationen yderligere denne langfredag. Det skete, da regeringen efter den fremtrædende venstremand, tidligere konsejlspræsident J.C. Christensen tilskyndelse til at stå fast iværksatte beslutningen om at opløse Folketinget og udskrive valg til den 22. april. Desuden anmodede regeringen rigsdagsudvalgene om at færdiggøre de lovforslag, hvorom der kunne opnås enighed inden valget. Regeringen lagde således fortsat.op til en alvorlig styrkeprøve. Konfrontationen udeblev dog, fordi mere besindige personer arbejdede for at få ende på krisen. Udfordret af regeringens stejle holdning tog de radikale og socialdemokraterne den 3. april et usædvanligt skridt

 

1938 d Gustav Munch-Petersen, forfatter, billedkunstner, spaniensfrivillig; efter studentereksamen 1930 begyndte han samme år at studere filosofi og psykologi ved universitet i København og senere kunsthistorie i Lund. Han afbrød studierne og rejste 1932 til Grønland, hvor han arbejdede med kryolitbrydning. I årene 1933-34 vagabonderede han i Europa, før han 1935 slog sig ned på Bornholm. Munch-Petersen er blevet karakteriseret som en surrealistisk forfatter, som med sin bog "Mod Jerusalem" fra 1934 blev en inspirationskilde for 1960ernes lyriske modernistiske forfattere. I 1932 udgav Munch-Petersen sin debutsamling "Det nøgne Menneske". På Bornholm dyrkede han især billedkunsten og udstillede 1935 nogle surrealistiske akvareller på Den Frie Udstilling i København. Uden at fortælle det til hverken sin kone eller til andre i sin familie tog han november 1937 til Spanien for at kæmpe som frivillig i borgerkrigen mod fascisterne. Den 2. april 1938 faldt han i Aragonien (f 18/2 1912)

 

Marshallplanen vedtages af den amerikanske Kongres. Med vedtagelsen var der åbnet mulighed for at yde Europa økonomisk støtte i stor stil. De økonomiske tilstande i Europa var blevet forværret i løbet af 1947; vinteren var ualmindelig hård, og høsten slog fejl. De økonomiske ulykker måtte antages at give kommunisterne vind i sejlene. Bag denne opfattelse lå erfaringen fra 1930’erne. Fattigdom og elendighed kan give yderliggående bevægelser succes, som nazisterne havde haft det i Tyskland. Marshallhjælpen ses da også som et supplement til Trumandoktrinen. Hvor denne var det militære led i kampen mod kommunismen i den kolde krig, var Marshallhjælpen det økonomiske. Hjælpen var i første omgang ikke begrænset til Vesteuropa, men samtlige europæiske lande, incl. Sovjetunionen, blev indbudt til at være med i forhandlingerne om hjælpens fordeling. Men Sovjetunionen afviste planen, og i Østblokken startedes en heftig kampagne mod Marshallplanen, som hævdedes at ville indebære Europas underkastelse under USA. 16 vesteuropæiske lande accepterede hjælpen. De sluttede sig sammen i organisationen OEEC (Organization for European Economic Co-operation). Økonomisk medførte Marshallhjælpen hurtigt fremgang. De amerikanske penge virkede som en indsprøjtning, der hurtigt fik Vesteuropas økonomi på fode efter krigens anstrengelser. Men samtidig blev Marshallhjælpen et skridt i udviklingen af den kolde krig, og bidrog derved til at udvide kløften mellem øst og vest. I alt ydede USA omkr. 12.7 mio dollars dels som gave dels som billige lån til de 16 modtagerlande

 

d Cecil Scott Forester, britisk forfatter; Forester blev født i Cairo og uddannet på Dulwich College; han udgav romanen "The African Queen" i 1935; den blev i 1951 filmatiseret med Humphrey Bogart og Katherine Hepburn i hovedrollerne. Hans foretrukne tema om enkeltindividets tapperhed i krig kom tydeligt frem i den serie af historiske romaer, han indledte i 1937 med "The Happy Return". Handlingen foregår på Napoleons-krigens tid, og hovedpersonen er Horatio Hornblower, der med forbillede i lord Nelson gør karriere fra kadet til admiral. (f 27/8 1899)

 

d Georges Pompidou, Franskrigs præsident 1969-1974; fra 1935 virkede han som gymnasielærer; efter 2. Verd.krig kom han ind i general de Gaulles personlige stab. 1946-49 var han vicegeneraldirektør for det franske turistvæsen; efter at have haft fremtrædende stillinger i forskellige statslige selskaber var han 1958-62 generaldirektør i Rothschilds bank; dog afbrudt 1958-59, da han efter de Gaulles magtovertagelse i 1958 var præsidentens rådgiver. Endvidere var han ved flere lejligheder de Gaulles personlige ambassadør bl.a. ved de indledende hemmelige forhandlinger med den algierske oprørsbevægelse. I april 1962 udnævnte de Gaulle ham til premierminister; han beklædte denne post til til juli 1968. Da de Gaulle trådte tilbage efter vælgernes nej til en decentraliserings- og senatsreform ved folkeafstemningen i 1969, fremstod Pompidou som den oplagte arvtager, og han vandt overbevisende det efterfølgende præsidentvalg. Sejren viste, at den franske republik og gaullismen kunne overleve uden de Gaulle. Men fra 1972 blev de regerende gaullister ramt af en række skandaler, og en stadig mere sygdomssvækket Pompidou blev konfronteret med en samlet og styrket venstreopposition. Dertil kom en oliekrise, der markerede afslutningen på en lang periode præget af stærk økonomisk vækst. Pompidou døde to år før præsidentperiodens udløb (f 5/7 1911)

 

Argentinske tropper invaderer de britiske Falklandsøer med en troppestyrke på 1500 mand. Øerne, der er beliggende i det sydlige Atlanterhav ca. 6000 km øst for Argentinas sydspids, blev opdaget i 1592 af John Davis og har siden 1892 været britisk kronkoloni. Kolonien, der i alt er ca. 12.000 km2, består af hovedøerne West Falkland og East Falkland samt et par hundrede ubeboede småøer. Argentina, som gentagne gange havde protesteret over den britiske tilstedeværelse, fremførte i 1964 klagen over for FN; fire år senere indledtes forhandlinger om overdragelse af øerne til Argentina. Disse forhandlinger var stadig i gang, da Argentina i 1982 valgte at ville afgøre spørgsmålet om øernes tilhørsforhold med våbenmagt. Den argentinske besættelse blev fordømt af FN, og Storbritannien svarede igen ved at sende en flådeafdeling med en troppestyrke på 5000 mand mod øerne. Indtil flåden nåede frem den 25. april, blev der forhandlet intensivt med USA, Peru og FN som mæglere, men en fredelig ordning opnåedes ikke. Briterne indtog straks øen South Georgia; en britisk u-båds sænkning den 2. maj af den argentinske krydser General Belgrano, fik den argentinske flåde til at trække sig tilbage. To dage senere led briterne et alvorligt tab, da det argentinske luftvåben med exocetmissiler sænkede den britiske destroyer Sheffield. Den 21. maj gik britiske tropper i land på East Falkland, og den 14. juni overgav de argentinske styrker sig. Krigen sluttede formelt dagen efter med argentinsk kapitulation. De to landes officielle tabstal siger, at krigen kostede 700 argentinske soldater livet; briternres tab angives til 259 dræbte og 777 sårede. Krigens indenrigspolitiske følger blev i Argentina, at landets militærjunta måtte gå af; i Storbritannien styrkede den konservative regering med Margaret Thatcher i spidsen sin prestige og vandt ved parlamentsvalget i 1983 en solid sejr

Til top        3. april

1682 d Bartolomeo Esteban Murillo, spansk maler; hans virksomhed som kunstner strakte sig ikke ud over fødebyen Sevilla og dens nærmeste omegn. Sit gennembrud fik han med en række billeder til byens S. Francisco-kloster, "St. Diego giver de fattige mad", "Santa Claras død", "Englekøkkenet" o.a. (1645-46). Typisk spansk er udviskningen mellem den reelle tilværelse og det transcendentale i hans genreagtige skildringer af visioner, ekstase og lign. Denne genremæssige opfattelse af den hellige families hverdagsliv, af den kyske, endnu kun halvvoksne Madonna og af ydmyge munke tolker med særpræg en side af tidens religiøsitet, og skaffede tillige M en bred popularitet. Den andalusiske kvindeskønhed afspejler sig i hans madonnaer. Specielt tolkede M det da meget aktuelle dogme om den ubesmittede undfangelse ved at vise Maria i skyerne stående på måneseglet. I Caridadhospitalets kirke malede han 1671-74 "Moses slår vand af klippen", "Bespisningen af de 5000" m.m. Han er desuden mester for talrige portrætter; hans komposition er altid sikker, og teknikken let flydende; koloritten var i hans tidlige produktion noget kold og hård, men blev senere varmere og lettere. Hans skildringer af halvnøgne, snavsede tiggerbørn viser en blanding af sentimentalitet og realisme; i 1800-tallet opnåede de stor popularitet og blev kopieret i tusindvis (døbt 1/1 1618)

 

1688 Assistenshuset i København stiftes. Stiftelsen blev foretaget af den københavnske borger Nikolaj Wesling, som efter at have erhvervet et privilegium dannede han et privat interessentskab og blev den første Assistenshusforvalter. Det første Assistenshus indrettedes i Weslings hus i Nyhavn; det kom dog først på fast fod i 1699, da en kgl. forordning forbød lån i huse og gårde og tillige indførte den vigtige bestemmelse, at overskuddet af solgte panter skulle udbetales lånerne eller, hvis disse ikke meldte sig, tilfalde Børnehuset på Christianshavn. Assistenshuset indstillede sin virksomhed i 1975

 

1862 d Sir James Clark Ross, engelsk kontreadmiral og polarforsker, som opdagede Rosshavet og regionen Victoria Land i Antarktis; han trådte 1812 ind i Royal Navy og deltog 1818 i sin første arktiske rejse. 1819-27 deltog han i Sir W.E. Parry’s fire arktiske ekspeditioner. 1829-33 ledsagede han sin onkel Sir John Ross på dennes arktiske ekspedition, hvorunder man 1831 nåede den magnetiske nordpol. 1839-43 var R leder af en jordomsejling og kom herunder til de antarktiske farvande, hvor han forcerede pakisen (Ross barrieren) og nåede ind til det antarktiske fastland. Rosshavet - som hører til Stillehavets antarktiske del og danner en dyb bugt på det antarktiske kontinent - er opkaldt efter ham. I 1847 udgav han "A Voyage of Discovery and Research in the Southern and Antarctic Regions" (f 15/4 1800)

 

1882 d Jesse (Woodson) James; amerikansk bandit og bandeleder; sluttede sig under Borgerkrigen med sin bror Frank til en sydstatsguerillagruppe; da krigen var slut, dannede brødrene kernen i en bande, der begik flere spektakulære bankrøverier, diligence- og togoverfald, som ofte medførte skyderi og drab. Den 13. februar 1866 plyndrede J sammen med 10-12 mand i Liberty, Montana den lokale bank i hvad, der anses for det første bankrøveri i USA foretaget om dagen. Senere fulgte flere bankrøverier. Samtidig synes James og hans bror at have levet et ret fredeligt liv beskæftiget på deres mors farm. Efter et bankrøveri i Gallatin, Montana den 7. december 1869, blev der efterladt en hest "tilhørende en ung mand ved navn James". Herefter var de to brødre konstant på avisernes forsider. Efter 1878 kastede brødrene sig over togrøverier. Det første fandt sted, da de forklædt som Ku Klux Klanmedlemmer standsede et Rock Island tog nær Council Bluff, Iowa. Udbyttet blev beskedne 2.000 dollars. For mange tidligere sydstatssoldater var James en Robin Hood-skikkelse. Mens han for andre var en koldblodig dræber. En dusør på 10.000 dollars for pågribelse af ham død eller levende var nok til, at et af bandemedlemmerne dræbte Jesse. Efter broderens død, var Frank to gange fremstillet for en dommer, men hver gang blev han frikendt. Han døde af en hjertesygdom 73 år gammel (f 5/9 1847)

 

f John Christmas Møller, konservativ politiker, udenrigsminister 1945; i 1920 blev han medlem af Folketinget og 1922 cand jur.; i 1928 blev han formand for folketingsgruppen, 1931 for rigsdagsgruppen og 1932 partiets formand. For at markere sit partis selvstændighed fældede han i 1929 Madsens Mygdals venstreregering på en mindre forsvarsbevilling. De yderliggående højretendenser, der i 1930’erne var inden for Konservative Folke-parti og især inden for partiets ungdomsafdeling, KU, bekæmpede Christmas Møller med held, idet han tog afstand fra alle totalitære styreformer og gang på gang fastslog, at Konservative Folkeparti var et demokratisk parti. Da et grundlovsforslag, ved hvis udarbejdelse M havde spillet en stor rolle, faldt ved folkeafstemningen i maj 1939 nedlagde han sine formandsposter i partiet, selv om han med sin holdning havde fået placeret partiet som et borgerligt midterparti. Efter Besættelsen blev han medlem af samlingsregeringen 10. april 1940, og ved dens ændring juli 1940 handelsminister. På gr. af sin åbenlyse kritik af tyskerne måtte han oktober 1940 udtræde af regeringen og januar 1941 af Folketinget. Herefter blev han blandt de ledende i den kreds, der startede modstandsbladet "Frit Danmark". I maj 1942 flygtede han til England, hvor han blev leder af Det danske Råd og udførte et stort arbejde for at vække og udvikle den danske modstandsbevægelse. Maj 1945 blev han udenrigsminister i befrielsesregeringen. Ved valget i oktober 1945 indtrådte han atter i Folketinget og blev igen de Konservatives formand. Efterhånden kom han i modsætning til sit parti på det sydslesvigske spørgsmål, fordi han var imod grænserevision. Han brød med partiet i oktober 1947. Ved folketingsvalget, samme måned, stil-lede han sig i Sønderjylland som løsgænger, men opnåede ikke valg. Christmas Møller døde dybt skuffet året efter (d 13/4 1948)

 

d Johannes Brahms, tysk komponist, han fik sin første musikundervisning af sin far, der var kontrabassist i Hamburgs Stadstheater, og allerede i 14-årsalderen gav han sin første koncert som pianist. I 1853 (til 1857) blev han ansat som kordirigent ved hoffet i Lippe-Detmold. Efter årene i Lippe-Detmold genoptog Brahms sit turneliv, men fik samtidig tid til at komponere især sange og klaverstykkeer. 1869 slog han sig ned i Wien, og her blev han resten af livet fuldstændig optaget af at komponere. Om Brahms er der blevet sagt, at han er en af romantikkens ejendommeligste og betydeligste komponister, en direkte efterkommer af Beethoven. Hans samlede produktion omfatter 122 opusnumre; undtaget opera har beskæftiget sig med alle musikalske former. Fra ungdommen foreligger der mest klaverkompositioner (sonater, variationer) og sange. Fra 1868 er "Ein deutsches Requiem", der med et gjorde ham kendt. Forholdsvis sent i hans produktion kommer de fire symfonier C-mol opus 68, D-dur opus 73, F-dur opus 90 og E-mol opus 98. Blandt hans øvrige produktion er to orkesterserenader, Haydn-variationer, Akademiske festouverture, to klaverkoncerter, to stryge-sekstetter, klaversonater, violinsonater, orgelværker og korsange (f 7/5 1833)

 

Folketingsvalg. Ved årsskiftet 1900-01 var højreministeriet Sehested kørt ubehjælpelig fast. Arbejdet med en skattereform var gået i hårdknude. Også på andre måder viste ministeriet sin magtesløshed. Af 102 lovforslag, der blev forelagt i samlingen 1900/01 blev kun 27 (heraf 7 ikke-regeringsforslag) vedtaget. I maj 1901 fejrede Venstrereformpartiets finansudvalgspolitik den triumf, at en bekymret finansminister for første gang var nødt til at overtrække statens konto i Nationalbanken. I denne situation udløb valgperioden til Folketinget. Valgets ubestridte sejrherre blev Venstrereformpartiet, der med 96.481 fik 76 mandater – på daværende tidspunkt var der 114 pladser i Folketinget – mens taberen var Højre, der med 54.103 stemmer måtte nøjes med 8 mandater en halvering af dets hidtidige repræsentation. Det var et så voldsomt tilbageslag for Højre, at mange nu følte, at der måtte ske noget. At Højre "betalte" hvert af sine mandater med 6.762 stemmer, mens Venstre slap med 1.270 stemmer skyldtes valgsystemet: flertalsvalg i enkeltmandskredse. Ved valget gik socialdemokraterne atter frem og fik 14 mandater, de Moderate (venstrefolk) skrumpede til 16 mandater. Af hovedstadens 16 kredse beholdt Højre kun én. Dette parti, der endnu i 1887 havde haft et klart flertal i de fleste byer, havde nu mistet taget i bybefolkningen, den del af befolkningen, der var i stærk vækst. Lige straks efter valget skete der ikke noget, og 23. maj rejste kongen på sit sædvanlige sommerophold i Wiesbaden. Efter Hans Majestæts hjemkomst den 15. juli bad han dagen efter ministeriet Sehested søge sin afsked. Den 24. juli fulgte da udnævnelsen af landets første venstreregering.

 

1920 For at få en ende på påskekrisen foreslog den historiebevidste forsvarsminister P. Munch fra Radikale Venstre, at når Rigsdagen ikke kunne indkaldes, så lade Københavns borgerrepræsentation henvende sig til kongen, som den havde gjort i marts 1848. Borgerrepræsentationens formand var Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning. Han delte Munchs opfattelse, og indkaldte borgerrepræsentationen til møde påskelørdag den 3. april kl 16. De borgerlige repræsentanter ville ikke være med til en fælles henvendelse til kongen. Men flertallet vedtog en udtalelse, der forlangte "et ministerium af mænd, der er uden ansvar for den opståede strid, og som kan ventes at opnå parlamentarisk støtte". Derefter drog de socialdemokratiske, radikale og kristelig-sociale borgerrepræsen-tanter gennem store menneskemasser i optog til Amalienborg. Kongen modtog delegationen i overværelse af statsminister Liebe, der gav et affejende svar på henvendelsen. Nede på slotspladsen, der var fuld af mennesker, lød råbene "Ned med Christian! Leve rebublikken". Kongen var dybt bevæget, og det var tydeligt, at han ikke mere var enig med sin statsminister. Resultatet blev da også, at de politiske partiers ledere blev indkaldt til konference på slottet kl. 21. Under denne kom kongen nogle gange til stede. Drøftelseerne varede syv timer. De endte med forlig, afsluttet påskemorgen 4. april kl. 4.10

 

Stalin bliver generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti. Valget fandt sted efter den 11. partikongres, den sidste Lenin overværede. Med udnævnelsen havde Stalin gjort et stort spring fremad i sin karriere; for millioner af mennesker blev udnævnelsen skæbnesvanger. Nu kontrollerede han partiapparatet og gennem det regeringen. Det var bl.a. generalsekretærens hverv at udarbejde dagsordener og bilag for alle politbureauets møder og at føre dettes afgørelser ud i praksis, endvidere at have kontakt med samtlige højere (og dermed også lavere) partifunktionærer, hvis forfremmelse, forsættelse eller afskedigelse således lå i generalsekretærens hånd. Og i den forbindelse fik Stalin tillige den faktiske ledelse i den kontrolkomité, der skulle tage stilling til klager over partimedlemmers opførsel og adfærd og udrense dem, der ikke levede op til kravene. Fra 1922, da Lenin blev syg, og til 1929 lykkedes det ham i kraft heraf at gøre sig til Unionens faktiske enehersker. Men allerede fra Lenins død i 1924 kunne Stalin skridt for skridt udmanøvrere andre ledende bolsjevikker. Kampen drejede sig både om, hvem der skulle efterfølge Lenin, og hvilken kurs partiet skulle tage i fremtiden. I denne kamp blev Stalin sejrherre. Historiens dom over ham har bl.a.været, at hans politik skænker ham en plads blandt historiens største og mest hensynsløse despoter

 

f Helmut Kohl, vesttysk/tysk politiker - CDU - og forbundskansler; han blev medlem af CDU i 1947 og blev i 1954 stedfortrædende formand for CDU’s ungdomsorganisation i Rheinland-Pfalz. I 1959 valgtes han som medlen af landdagen i Rheinland-Pfalz (til 1976), 1960-66 var han medlem af byrådet i fødebyen Ludwigshafen am Rhein. 1969 blev Kohl ministerpræsident i Rheinland-Pfalz (til 1976). I 1973 blev han formand for CDU og i 1976 medlem af Forbundsdagen i Bonn. Ved forbundsdagsvalget i 1976 var han sit partis forbundskanslerkandidat. Efter sit valg til formand for CDU var han ofte udsat for hård kritik fra lederen af CDU’s bayerske søsterparti F.J. Strauss og måtte ved valget i 1980 overlade Strauss posten som de to partiers kanslerkandidat. 1. oktober 1982 blev Kohl Vesttysklands kansler i spidsen for en flertalsregering. Han blev genvalgt efter forbundsdagsvalgene i 1983, 1987, 1990 og 1994

 

Folketingsvalg. Valget var nødvendiggjort af den planlagte grundlovsændring. Valgkampen havde ikke forfatningssagen som hovedemne, dels fordi vælgerne skulle afgøre det spørgsmål ved en folkeafstemning, dels fordi de borgerlige partier foruden at lægge behørig afstand til hinanden også skulle angribe regeringen. Men nævnte forhold skyldtes måske også, at partierne mærkede en mangel på interesse blandt vælgerne og ikke regnede med at få stemmemæssig gevinst på forfatningsspørgsmålet. Det blev da de kendte emner: Valutacentralen og arbejds-løsheden, der stod i centrum i valgkampen. Valgresultatet blev bemærkelsesværdig, fordi Socialdemokratiet for første gang i partiets historie gik tilbage i stemmetal, i procenter og i mandater sammenlignet med valget i 1935. I stemmetal fra 759.102 til 729.619, i procenter fra 46,1 til 42,9 og i mandater fra 68 til 64. Regeringspartneren Radikale Venstre fik uændret 14 mandater; også de Konservative opnåede uændret mandattal, 26. Venstre havde en mindre fremgang på to mandater – til 30. Kommunisterne vandt et mandat og fik 3 denne gang. Til gengæld mistede Retsforbundet et mandat og fik tre. Med 31.032 stemmer opnåede også Erhvervspartiet tre mandater. Ved folkeafstemningen 23. maj faldt regeringens forslag om grundlovsændring. Var det blevet vedtaget, ville det Folketing, der blev valgt den 3. april 1939, kun have siddet kort tid. Nu kom den til at fortsætte til marts 1943, unægtelig med helt andre problemer end dem, vælgerne havde haft i tankerne, da de stemte

 

d Kurt Weil, tysk/amerikansk komponist; uddannet ved musikhøjskolen i Berlin. Han boede i 1933 en tid i Danmark (Svendborg) sammen med Bert Brecht, derefter i England og Frankrig og fra 1935 i USA. Han er blevet betegnet som hørende til sin tids bedst begavede musikdramatikere; hans værker, der vakte en del opsigt omkr. 1930, er holdt i en kølig og enkel stil, ofte med parodisering af andre stilarter og med et fremtrædende, ligeledes til tider karikeret, jazz-indslag. Weils kendeste værker er"Dreigroschenoper (dansk Laser og Pjalter), en bearbejdelse af John Gays "The Beggar’s Opera", (Berlin 1928) og skrevet i samarbejde med Bertolt Brecht; endvidere "Aufstieg und Fall der Stadt Mahagony" (1927), "Der Jasager", baletten "De syv dødssynder" (Paris, 1933): Fra hans tid i USA hører værker som folkeoperaen "Down in the Valley" (1949) og musicals som "Knickerbocker Holiday" (sammen med Maxwell Anderson, 1938) og "Lady in the Dark" (sammen med Moss Hart og Ira Gershwin, 1941). Desuden har Weil skrevet kantaten "Der Lindbergflug" (1929), sange om instrumentalmusik, bl.a. en violinkoncert (1924), to symfonier (1921 og 1934), balletmusik ("The Seven Deadly Sins", 1933) og filmmusik (f 2/3 1900)

 

d Graham Greene, engelsk forfatter, journalist, senere udenrigsministeriel embedsmand og forlagsdirektør. Han konverterede som voksen til katolicismen, og et ofte tilbagevendende motiv i hans bøger er konflikten mellem det gode og det onde. I 1926 blev han ansat ved avisen The Times, og i årene 1935-41 var han filmanmelder ved bladet The Spectator. Gennem sit forfatterskab, der strakte sig over seks årtier, formåede Greene at belyse centrale moralske problemstillinger og forankre dem i spændingsgenren. Han skelnede selv mellem sine "alvorlige" bøger og sine "entertainments" men det er ofte svært at sige, hvor skellet går, eller om der er noget skel. Begge typer er velskrevne og med stærke spændingsmotiver. Han kan være vittig og ironisk som f.eks. i "Our man i Havanna", 1958, der gør grin med den britiske efterretningstjeneste. Har endvidere bl.a. skrevet "Stamboul Train", 1932, "A Gun for Sale", 1936, "The Confidential Agent", 1939, "The Ministry of Fear", 1943. Han blev sin tids mest læste forfatter og markerede sig som den, der gjorde thrilleren alment accepteret. Foruden sine romaner skrev Greene skuespil, biografier og noveller. Såvel Stamboul Train, der i USA hed Orient Express, som Our Man in Havanna blev filmatiseret og opnåede stor succes (f 2/10 1904)

 

Til top        4. april

1406 d Robert 3. skotsk konge 1390-1406; ældste søn af Robert 2. og Elizabeth Mure. Han deltog 1362-63 med sin far i oprøret mod kong David 2. og blev i 1368 indespærret sammen med faderen og to brødre. De kom fri året efter. Faderen blev konge i 1371 som Robert 2.; i 1382 overdrog han på gr. af alderdommens svagelighed Skotlands indre styre til Robert (3.). Kort efter at være blevet konge kom Robert til skade ved et rideuheld; herefter delte han kongemagten med en bror. Da R havde mistet sin søn og udsete arving, David, sendte han sin eneste søn Jacob (den senere Jacob 1.) i sikkerhed i Frankrig. På vej til Frankrig blev Jacob taget til fange af englænderne; han var i fangenskab til 1424. Først efter Henrik 5.s død kom der forhandlinger i gang om Jacobs løsladelse. Ved efterretningen om sønnens tilfangetagelse døde Robert 3. (f ca 1337)

 

1578 d James Hepburn 4. Jarl af Bothwell; var i tjeneste hos den skotske dronning Marie af Guise, der som katolik lå i strid med de protestantiske, skotske stormænd. Skønt selv protestant støttede B dronningen i denne strid. Da Marie af Guise’s datter Marie Stuart var kommet på tronen i Skotland, blev B anklaget for at ville kidnappe dronningen; han blev fængslet; flygtede og efter en tids tilbageholdelse i England nåede han til Frankrig i sept. 1564. Året efter blev han kaldt tilbage til Skotland. Her vandt han Marie Stuarts hengivenhed ved sin loyalitet og snarrådighed i den kritiske periode efter mordet på hendes sekretær, David Rizzio, marts 1566. Snart var B den mest magtfulde mand i Skotland, og dronningen opmuntrede ham til at blive sin mand. Da Maries ægtemand, Lord Darnley blev myrdet i 1567, beskyldte den offentlige mening straks Marie og B for at stå bag mordet. En retssag frikendte B. Han blev skilt fra sin kone, og maj 1567 blev han og Marie gift; dagen efter brylluppet blev B hertug af Orkney og Shetland. Snart stod Marie og B over for en opstand af katolske og protestantiske adelige, der betragtede B som en usurpator. Da Maries tropper nægtede at kæmpe, overgav dronningen sig på den betingelse, at hendes ægtemand fik lejlighed til at flygte. Bothwell flygtede først til Ørkney- og Shetlandsøerne, siden til Danmark, hvor han til sin død sad som fange på Dragsholm slot (f ca 1536)

 

1588 d Frederik 2. konge 1559-1588, søn af Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenborg, 1572 gift med Sophie af Mecklenburg, far til Christian 4. Under faderens hyppige sygdomsanfald blev Frederik i stigende grad inddraget i statsstyrelsen. Frederik 2.’s første regeringsår var præget af et voksende modsætningsforhold til Sverige, og i årene 1563-70 udkæmpedes Den nordiske Syvårskrig. Ikke mindst på gr. af omfattende låntagning til lejetropper belastedes rigernes økonomi. Krigen endte uafgjort med freden i Stettin, men efter krigen var Danmark-Norge stadig den dominerende magt ved Østersøen. Formodede katolske kupplaner mod Danmark fik Frederik 2. til at opføre den stærke fæstning Kronborg; samtidig moderniseredes den dansk-norske flåde, så den blev en af Europas største og mest moderne. I en stort anlagt prestigepolitik betonedes efter Syvårskrigen kongemagtens og det dansk-norske riges status. Bestræbelserne havde også et bevidst kulturpolitisk sigte, som ikke mindst Frederik 2.’s generøse støtte til Tyge Brahe viser. Frederik 2.’s indenrigspolitik blev i høj grad bestemt af sikkerhedspolitiske overvejelser med hensyn til behovet for at øge kronens resurser. Lenene blev gennem reformer gjort mere indbringende, og ved mange mageskifter med adelen blev kronens besiddelser koncentreret og gjort mere rentable. Han var den første konge siden Christian 2., der havde dansk som modersmål. Han skrev det ubehjælpsomt, fordi han var ordblind. Frederik 2. var et friluftsmenneske, der med sin ukomplicerede tro på lutherdommen ubesværet levede op til overklassens mands-ideal, den kristne ridder. Med sin interesse for arkitektur og kunsthåndværk, og især kongens indsats for at skabe værdige udtryk for kongemagten og overgå adelen, bidrog han til renæssancestilens gennembrud i Danmark (f 1/7 1534)

 

Christian 4. erklærer Sverige krig. Kalmarkrigen. Allerede fra omkring 1600 var Christian 4. stemt for en snarlig krig med Sverige, og også den svenske konge Karl 9. var krigerisk sindet. Begge landes rigsråd modsatte sig imidlertid energisk krigspolitikken, og det var først kongens stadige henvisninger til den svenske aktivitet: anlægget af Göteborg for at udvikle forbindelserne vestpå, grænsestridighederne i Lapland hvor svenskekongen hævdede, han var lappernes konge og gjorde krav på suveræniteten over hele kysten fra Lofoten og østpå og endelig strid om herredømmet over Østersøen, der langt om længe fik det danske rigsråd til at vige, så Christian 4. fik sin vilje. Den 4. april 1611 sendte han sit fejdebrev over grænsen til Karl 9. Det viste sig hurtigt, at rigsrådet havde bedømt magtforholdet rigtigere end kongen; trods stor og kostbar indsats af lejetropper i krigen kunne en afgørende sejr ikke vindes. Vel måtte Sverige efter to års krig opgive kravene på den nordnorske kyst og gå ind på at betale betale en krigsskadeserstatning på en million rigsdaler at erlægge over seks år. Indtil erstatningen var betalt, skulle Danmark beholde fæstningen Elfsborg - mellem det norske Bohuslen og det danske Halland - som pant; men svenskerne fik traktatfæstet den sædvane, at de nød frihed for at betale Øresundstold. Krigens beskedne resultat var en stor skuffelse for Christian 4. Krigen har fået navn efter de kampe, der i august1611 resulterede i den danske erobring af Kalmar by og fæstning.

 

d John Napier, skotsk matematiker og teolog, ofte kaldt med den latiniserede form af sit navn, Naper; han studerede først teologi i Edinburgh siden matematik og fysik ved forskellige europæiske universiteter. Napier var meget alsidig begavet og havde et bredt interessefelt; således gjorde han en række opfindelser, interesserede sig for landbrugets forbedring og skrev teologiske kampskrifter. Hans matematiske berømmelse skyldes opfindelsen af logaritmerne. Hans første logaritmetabel "Mirifici Logarithmotum Canonis Descripto" udkom 1614, men selve ideen havde han fået 20 år tidligere. I et efterladt værk, "Constructio" (trykt 1619), giver han metoder til beregning af logaritmer. Her findes også de såkaldte neperske analogier, en gruppe trigonometriske formler. N gjorde forskellige forsøg på at konstruere en regnemaskine, og de såkaldte naperske stave (bones) var en tid ganske udbredt (f 1550)

 

1758 f Pierre Paul Prudhon, fransk maler; efter et treårigt studieophold i Rom vendte han i 1789 tilbage til Paris. Her udførte han dekorationsarbejder - som i dag kun eksisterer i tegninger og skitser - i Hôtel de Lanois. Dette arbejde medførte, at Napoleon blev opmærksom på ham og udførte flere arbejder for kejseren. Ssåledes portræt af kejserinde Josephine (Louvre, 1805). Hans opdragelse i rokotidens kunst og en sværmerisk natur bragte ham i et modsætningsforhold til den herskende kølige og klare klassicisme; først 1808 slog han helt igennem med en række store allegoriske værker, f.eks. "Forbrydelse forfølges af Hævn og Retfærdighed" (Louvre, 1808). Han opnåede stor berømmelse. I 1808 udnævnte Napoleon ham til medlem af Æreslegionen. 1811 blev han kejserindens tegnelærer og 1816 medlem af Akademiet. På gr. af Prudhon’s manglende viden om farvernes ældning er hans malerier i dag meget mørke, men hans tegninger har bevaret deres enestående kvaliteter, f.eks. hans udkast til et officielt portræt af kejserinde Marie-Louise og hans design til det toiletgarniture, som var byen Paris bryllupsgave til Marie-Louise. Også efter Napoleons fald fik Prudhon lr opgaver fra staten (d 16/2 1823)

 

1817 f P.C. Skovgaard, maler; fik af moderen, der havde fået undervisning i at male, den første vejledning i tegning. Da hans anlæg tidligt viste sig, blev det bestemt, at han efter konfirmationen skulle på akademiet. Desuden blev han udlært som håndværksmaler. 1836 udstillede han første gang, og billedet "Maaneskinsstykke med Motiv fra Langebro" købtes af prins Chr. Frederik (Chr. 8.). Dette billede og andre, hvor det fortællende element er vigtig, veg snart pladsen for billeder, hvor studiet af farve, lys og atmosfære og af naturens former er enerådende. Den åndelige baggrund for denne ændring var 1840'ernes folkelige og nationale strømninger. I 1843 vakte han opmærksomhed med "Nordskoven ved Jægerspris" især på gr. af den kraftige og levende formsans, der gjorde sig gældende både i detaljen og i helheden. 1854-55 tilbragte S i Italien, og efter hjemkomsten gav studierne i Italien sig udtryk i en større rigdom og festivitas over skovbillederne end før og ved et mere bevidst arbejde i koloristisk henseende. Hovedværker fra denne periode er det store "Bøgeskov i maj" (1857). Fra hans senere år er "Optrækkende uvejr over Nysø Have" (1870) og "Sommereftermiddag med bortdragende Regnbyge" (1874). Skovgaard blev for sin samtid og nærmeste fremtid den kunstner, der malede Danmark, som de fleste helst ville vedkende sig landet. Han fremstillede fortrinsvis de frodigste egne på Sjælland fra Hellebæk i nord til Præstø i syd. Hans billeder blev fra noget nær begyndelsen klædt på i tunge guldrammer og hængt op på fremtrædende menneskers vægge, hvor de til i dag har været eksempel på rigtig kunst (d 13/4 1875)

 

d André Masséna, duc de Rivoli og prince d’Essling, fransk marskal; begyndte sin militære karriere som menig i 1775. Ved udbruddet af revolutionen var han sergent; han blev snart kaptajn i revolutionsstyrkerne, og i december 1793 fulgte udnævnelsen til general. I de næste to års krigsførelse i Italien mod østrigerne udmærkede han sig flere gange, og spillede en afgørende rolle i den afgørende franske sejr ved Rivoli (14. juni 1797). Kort efter Napoleons statskup (9. november 1799) fik Massena kommandoen over de franske tropper i Italien. Ved at holde ud i Genova, som var belejret af østrigerne fra 21. april til 4. juni (1800), gjorde han det muligt for Napoleon at føre sine tropper i ryggen på østrigerne og vinde slaget ved Marengo (14. juni). En sejr der betød, at østrigerne måtte rømme det meste af Norditalien. I 1804 blev Masszena udnævnt til marskal; i 1806 generobrede han Calabrien fra briterne, og i 1808 blev han duc (hertug) af Rivoli. Han udmærkede sig i krigen med Østrig i 1809 i slagene ved Aspern-Essling (21.-22. maj) og ved Wagram (5.-6. juli), for denne indsats udnævnte Napoleon ham januar 1810 til prince (fyrste af) d’Essling. Tre måneder senere fik han kommandoen over de tropper, der i Portugal kæmpede med briterne. Her blev han besejret af britiske styrker ledet af hertugen af Wellington i slagene ved Bussaco (27. september 1810) og Fuentes de Onoro (5. maj 1811). Herefter blev Massena ,W afløst som øverstkommanderende. I 1815 var han i Paris, men tog ingen del i Napoleons 100 dage; i stedet støttede han indsættelsen af Ludvig XVIII som fransk konge (f 6/5 1758)

f Karl Wilhelm Siemens, tysk ingeniør og fabrikant; rejste 1844 til England, hvor han 1858 oprettede telegrafselskabet Siemens Brothers & Co i London og Woolwich. Sbi’s firma lagde 7 telegrafkabler mellem Europa og Amerika. 1867 grundlagde han et stålværk i Birmingham og i 1869 Landore-Siemens Steel Works, hvor stålet blev fremstillet dels efter en original metode direkte af malmen dels ved Siemens-Martin-processen af støbe- og smedejern. S opfandt også en vandmåler, et pyrometer, en hydraulisk bremse til kanoner m.m. En samling af hans "Scientific Works" udkom i London i tre bind i 1889 (d 19/11 1883)

 

1841 d William Henry Harrison, USA’s præsident 1841; fra 1791 deltog han i krigene mod indianere, i maj 1800 blev han guvernør i de netop oprettede North West indianerterritorier, en stilling han beklædte til 1812. I 1803 fik han desuden den særlige opgave at "forhandle" overenskomster med indianerne; dette resulterede i, at nye store områder blev åbnet for amerikansk bosættelse. Utilfredsheden med disse overenskomster fik i 1811 indianerne til at starte fjendtligheder, som dog bragtes til standsning ved deres nederlag i slaget Tippecanoe floden 7. november 1811. H’s deltog i slaget som leder af en afdeling soldater og skaffede sig derved den berømmelse, der bidrog til, han blev USA’s præsident. Også i krigen mod briterne i 1812 deltog H; her var tropper under hans kommando med til at besejre briterne i slaget ved Thames floden 5. oktober 1812. H var medlem af den amerikanske kongres 1816-19, 1819-21 var han medlem af Ohio senat, og 1825-29 medlem af Senatet i Washington, DC. I 1828 blev han USA’s første ambassadør i Columbia, men trak sig tilbage året efter. Han levede herefter tilbagetrukket, til han i 1835 blev Whig-partiets præsidentkandidat. Han blev ikke valgt ved valget i 1836; det skete ved valget i 1840. Men allerede en måned efter, han var tiltrådt, døde han. Herved blev han den første amerikanske præsident, der døde i embedet (f 9/2 1773)

 

f Willy Falck Hansen, cykelrytter; iført spejderuniform vandt han i 1922 det af dagbladet Politiken arrangerede De unges Cykelløb. Dette gav ham for altid tilnavnet "Spejderen". Året efter fik han en overbevisende debut som banerytter ved ikke alene at vinde Ordrupbanens begynderløb, men også DM på 1 mile og 1 km samt NM på 1 km. Bortset fra en sølvmedalje ved OL i 1924 forhindrede sygdom ham i deltagelse gennem de flg. to sæsoner. Men herefter gik det slag i slag. Ved OL i 1928 i Amsterdam vandt han guld i 1000 m på tid. Ved deltagelse i løb hjemme og ude opnåede han desuden sejre i sprint, tandem og motorpace. I 1928 blev han professionel og boede frem til 1939 i Paris. Dette mindskede dog ikke hans deltagelse i dansk-arrangerede løb, hvad ikke mindst vinterbanen i Forum kunne profitere af. Med sejre ved VM i sprint 1931 og Ordrupbanens Grand Prix 1931 og 1933 var "Spejderen" blevet et tilløbsstykke. Op gennem 30'erne forblev han national topfigur, omkring hvilken vinterbanen baserede sine par- og seksdagesløb. Efter at have forladt de aktives rækker medvirkede han til vinterbanens åbning efter krigen, og som sportslig leder stod han for arrangementer af utallige par- og seksdagesløb i 1950'erne (d 18/3 1978)

 

1920 Med nattens forhandlinger på Amalienborg og det opnåede forlig var påskekrisen overstået. Aftalerne gik ud på, at der skulle dannes et forretningsministerium under ledelse af overformynder Friis med den opgave at indkalde Rigsdagen, få færdigbehandlet valgloven og afholde valg 22. april eller snarest muligt derefter. Til gengæld blev generalstrejken afblæst, og der blev givet almindelig politisk amnesti. Om påskekrisen er det blevet sagt, at den medførte en sejr for parlamentarismen, fordi begge parter - konmgemagt og politiske partier som Socialdemokratiet og Radikale Venstre - argumenterede på grundlag deraf, og fordi det blev demonstreret, hvilken risiko det indebar for kongemagten at handle på en måde, der af store kredse i befolkningen ikke kunne anerkendes som værende i overen sstemmelse med det parlamentariske spils regler.

 

1931 d André Michelin, fransk dækfabrikant; sammen med broderen Édouard den første der lancerede udskiftelige bildæk. Brødrene havde i 1888 grundlagt deres firma til fabrikation og salg af cykeldæk. For at vise at udskiftelige dæk også kunne anvendes på biler deltog de i 1895 i Paris-Bordeaux løbet med en bil påmonteret deres opfindelse. Skønt de ikke vandt, havde de skabt interesse for de nye dæk, og deres fabrik indtog snart en førerstilling inden for dækproduktionen i Europa. Til at gøre navnet Michelin kendt bidrog endvidere firmaets kort og rejseførere (f 16/1 1853)

 

d Wilhelm Ostwald, tysk kemiker, fysiker og filosof; han var professor i kemi ved Polyteknikum i Riga 1881-87, i fysisk kemi i Leipzig 1887-1906. Efter 1906 virkede han som privatforsker og forfatter. Han foretog tidligt nogle af de undersøgelser inden for katalyse, kemisk ligevægt og kinetik, der i 1909 indbragte ham Nobelprisen i kemi. I sin doktorafhandling (1878) påviste han, at syrer optræder med samme relative styrke over for alle baser og nogle år senere, at reaktionshastigheden ved bl.a. syrekatalyseret esterhydrolyse og rørsukkerinvasion er proportional med kvadratet på den anvendte syres styrke over for baser. I 1890’erne rettedes O’s interesse mod kundskabsteoretiske og filosofiske spørgsmål. I skriftet "Die Überwindung des wissenschaftlichen Materialismus" (1895) hævdede han, at atom, molekyle og materie er unødvendige, metafysiske begreber. Derfor ville han erstatte den mekaniske naturopfattelse med en udvidet termodynamik. Den kaldte han energetik, og den byggede på grundsætningen, at alt, der sker og kan ske, i princippet lader sig entydigt og udtømmende beskrive som energitransformationer. Denne lære, som var uacceptabel for teoretiske fysikere, modificerede O i 1908, da han blev overbevist om, at molekyler eksisterede. Han var optaget af historiske problemer og begyndte 1889 publikationen af serien "Klassiker der exakten Wissenschaften" med kommenterede genoptryk af centrale naturvidenskabelige afhandlinger. Endvidere efterlod han sig et omfattende forfatterskab. Han skrev 45 bøger, ca. 500 afhandlinger og ca 5.000 artikler og anmeldelser. Desuden redigerede han seks tidsskrifter Hans selvbiografi i tre bind "Lebenslinien" udkom 1926-27 (f 2/9 1853)

 

1938 d Alfred Schmidt, tegner og maler; sideløbende med en uddannelse som håndværksmaler (svend 1877) lærte han at tegne og male. Schmidt blev især kendt som bladtegner og illustrator. Han var tilknyttet vittighedsbladet Punch fra 1880, Ude og Hjemme samt Oldfux – begge fra 1883, Fliegende Blätter fra 1884 samt Blæksprutten fra 1889; i nævnte årgang af Blæksprutten bidrog han bl.a. med en tegning med titlen "Forslag til et Annoncetæppe til Det kgl. Teater". I 1899 var han medgrundlægger og chefredaktør af Klods Hans. Til disse udgivelser leverede han sine humoristiske tegninger, bl.a. store situationsbilleder med mange figurer og karikaturtegninger af f. eks. politikere. Af bogillustrationer kan nævnes " Beretning om de vidtberømte Molboer" (1887) og Chr. Winthers "Flugten til Amerika" (1900) (f 3/5 1858)

 

Atlantpagten underskrives i Washington. Udviklingen i Østeuropa og Tyskland var baggrunden for, at Frankrig og Storbritannieni marts 1947 underskrev forsvarsaftalen – Dunkerque traktaten. Traktaten var udtrykkelig vendt mod Tyskland. Men i Kreml udlagde man den utvivlsomt som rettet mod Sovjetunionen. I december 1947 foreslog den britiske udenrigsminister Bevin en udvidelse af pagten. Det skete den 17. marts, da Storbritannien, Frankrig og Beneluxlandene underskrev Bruxellespagten. Derved blev Vestunionen dannet; den havde både civile og militære formål, men de sidste var de vigtigste. For deltagerne i Vestunionen stod det klart, at denne ikke var stærk nok til at imødegå et angreb fra Sovjetunionen. Et canadisk forslag om et nordatlantisk forsvarsfællesskab hilstes derfor velkomment. I juni 1948 vedtog det amerikanske den såkaldte Vandenberg resolution. I den blev præsidenten opfordret til at knytte USA til det vestlige forsvarssamarbejde. Den 6. juli 1948 begyndte da forhandlinger om Atlantpagten i Washington mellem USA, Canada og Vestunionens medlemslande. Der var megen diskussion om, hvem der skulle have adgang til fællesskabet. Frankrig anlagde landmilitære synspunkter og ville have Italien med af hensyn til forsvaret af Alperne. USA og Storbritannien så marinestrategisk på det og ville optage Portugal, Island, Norge og Danmark (ikke mindst af hensyn til Grønland). Pagten blev da underskrevet af USA, Canada og 10 vesteuropæiske lande, blandt disse Danmark. Ifølge traktaten skulle hvert af landene betragte et angreb mod en eller flere af deltagerne som et angreb mod dem alle og tage sådanne skridt, herunder anvendelse af magt, som hver af dem anså for nødvendig for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.Vestblokken var først blevet konsolideret økonomisk gennem Marshallhjælpen og OEEC. Nu blev den sammensvejset militært ved Atlantpagten og NATO (North Atlantic Treaty Organization), den militære organisation der blev bygget op under pagten

 

d J.F. Willumsen, maler, billedhugger, keramiker og grafiker; 1881-82 gik han på akademiets arkitektskole, 1883-85 på dets malerskole. Han udstillede 1883-89 på Charlottenborg, 1891-1950 ofte på Den frie Udstilling. Han debuterede som naturalist og malede folkelivsbilleder. Som grafiker udførte han i disse år bl.a. "En Valgdag i Københavns 5. Kreds" (1890), senere fornemme plakater til Den frie Udstilling (1896, 1902).1890-94 var W bosat i Paris og malede her bl.a. "Billede af livet på Paris’ Quaier" (1890). Som kunstnerisk leder hos Bing & Grøndal 1897-1900 skabte han dansk keramiks store nybrud. Efter århundredskiftet søgte han symbolistisk "ud i naturen", således "En Bjergbestigerske" (1904), "Efter Stormen" og "Sol og Ungdom" (1902-10). Rejser til syden 1910-15 og fast bopæl i Nice fra 1916, i Cannes fra 1943 (med sommerophold i Danmark) gjorde hans kolorit ekspressionistisk f.eks. i "Naturskræk" (1916). Påvirket af El Greco skrev W i 1927 "La jeunesse du peintre el Greco". Fra denne periode er billeder som "Sophus Claussen læser sit Digt Imperia" (1915) og visionen "Maleren modtager Musikeren paa Parnasset" (1923) Senere malede W en række billeder fra Venezia (sidst 1950) og serien "Titian døende" (1935-38, med W’s egne træk). Som billedhugger skabte han 1905-10 statuen af Hørup (Kongens Have, Kbhvn) (f 7/9 1863)

 

1968 d Martin Luther King, amerikansk baptistpræst og borgerretsforkæmper; han virkede som præst i Montgomery, Alabama, senere i fødebyen Atlanta, Georgia. Sin første indsats i kampen for de farvedes ligestilling gjorde han i 1955 ved at organisere en busboycott i Montgomery af de raceadskilte offentlige busser. K, førte året efter aktionen til sejr, da raceadskillelsen i busserne blev ophævet. Han stod derefter forrest i kampen for de farvedes rettigheder ved en række kampagner mod raceadskillelsen i Syden. De fredelige protester, bl.a. protestmarcher og sit-down-demonstrationer, blev flere steder mødt med voldelige angreb fra myndighedernes og civiles side. K, der flere gange blev arresteret for sin deltagelse i borgerrettighedskampagner, var i sin virksomhed stærkt påvirket af Gandhis lære om ikke-volds metoder. I 1964 blev han tildelt Nobels Fredspris. I sine sidste år var K’s kampagne især rettet mod fattigdommen, og han arbejdede for en socialreform, der kunne afskaffe slumkvartererne i de amerikanske byer. Han rettede også skarp kritik mod USA’s krig i Vietnam. Da han april 1968 opholdt sig i Memphis, Tennessee for at støtte en strejke blandt renovationsarbejderne (de fleste af dem var farvede), blev han myrdet (f 15/1 1929)

 

1979 d Zulfikar Ali Bhutto, pakistansk politiker; efter jurastudier ved universiteterne i bl.a. Berkeley, Californien og Oxford, England slog han sig ned i Karachi, Pakistan, hvor han drev et advokatfirma. Efter Ayub Khans magt-overtagelse i 1958 blev Bhutto medlem af den nye regering som handelsminister. I årene 1963 til 1966 var han udenrigs-minister. I denne periode arbejdede han bl.a. for at løsrive Pakistan fra Vesten og søgte i stedet tættere kontakt med bl.a. Kina. I 1966 udtrådte han af regeringen og dannede i 1967 sit eget parti, Pakistan People’s Party (PPP), som ved valget i 1970 vandt et stort flertal i Vestpakistan. Efter tabet af Østpakistan (Bangladesh) i 1970 og et knusende militært nederlag til Indien året overdrog militæret magten til Bhutto, som var præsident indtil han efter indførelsen af en ny forfatning i 1973 blev premierminister. Selv om han var storgodsejer, førte han en politik af socialistisk observans, som fik bred folkelig støtte. Ved valget i 1977 fik PPP flertal, men uroligheder og beskyldninger om valgsvindel fik militæret til at gribe ind og igen tage magten. Bhutto blev fængslet og anklaget for medvirken til drab. Han blev dødsdømt og henrettet (f 5/1 1928)

 

Til top        5. april

1242 Slaget på Peipussøen. Også kaldt slaget på isen; udfaldet blev en sejr til Aleksandr Newskij af Novgorod over angribende teutonske riddere. I 1239 havde en litauisk ridderorden indledt et angreb i det nordvestlige Rusland dels for at udvide ordenens territorium dels for at omvende de græskkatolske russere til den romerskkatolske tro.Efter at angrebene var blevet stillet i bero under den mongolske invasion i Polen og Schlesien, genoptog de teutonske riddere, som de litauiske riddere havde tilsluttet sig, i 1241 angrebet. Samme år erobrede ridderne Pskov og satte sig i bevægelse mod Novgorod. Inden slaget på isen havde Aleksandr Newskij tilbageerobret det tabte russiske område. Aleksandr Newskijs sejr tvang riddernes stormester til at opgive alle krav på russiske områder; for en tid var den teutonske trussel mod det nordvestlige Rusland fjernet

 

I forbindelse med en artilleriduel under et hanseatisk angreb på København anvendes der for første gang krudt i Danmark

 

1568 døbt Urban 8. Barberini, pave 1623-1644; som pave førte Urban 8. en usikker neutralitet mellem Trediveårskrigens hovedmostandere: det katolske Frankrig og dets protestantiske allierede over for habsburgerne i Spanien og Tyskland. Urban 8.’s afvisning af at give den hengivne katolske kejser Ferdinand II, habsburger og konge af Böhmen og Ungarn støtte gjorde det muligt for Frankrig ledet af kardinal Richelieu at komme ud af krigen som sejrherre. Når Urban 8. tøvede med at støtte Ferdinand, skyldtes det, at spanierne sad på områderne i Italien nord og syd for pavestaten. I 1626 erhvervede Urban 8. hertugdømmet Urbino, og hans politik i Italien betød, at pavestaten blev et velafgrænset, kompakt område midt i Italien. For at styrke forsvaret af den oprettede han Fort Urbano i Castelfranco, skabte en blomstrende havn i Civitavecchia med en plads til en orlogsflåde. Arsenalet i Tivoli blev udvidet, og forsvaret af Castel Sant’Angelo i Rom forstærket. Med henblik på at vinde Norditalien førte Urban 8. 1642-44 krig mod hertug Odoardo I Farnese af Parma. Hertugen blev lyst i band i 1642, men krigen endte med pavens ydmygelse og nederlag i marts 1644. At det gik sådan skyldtes, et forbund indgået mellem Venezia, Toscana og Modena; det blev oprettet for beskytte Parma og for at hindre det blev opslugt af pavestaten. Endvidere blandede Frankrig sig i opgøret. Med henblik på at uddanne missionærer oprettede Urban 8. i 1627 Collegium Urbanum. I 1585 havde pave Gregor 13. lukket Kina og Japan for missionsvirksomhed. I 1633 lod Urban 8. atter missionærer udsende til disse to lande. Samme år dømte han Galilei til at tilbagekalde hans udtalelser om universet og hans heliocentriske verdensbillede (d 29/7 1644)

 

1588 f Thomas Hobbes, engelsk filosof; i 1640'erne var Hobbes optaget af at udvikle et filosofisk system baseret på almen bevægelseslære. I 1642 udsendte han systemets 3. del "De Cive" (Om borgeren), 1665 kom 1. del "De Corpore" (Om legemet), hvori han udviklede den mekanik, der skulle danne grundlaget for videnskaben om mennesket og samfundslegemet; i 1657 kom 2. del "De homine" (om mennesket), der rummer hans materialistiske og mekanicistiske psykologi. I 1651 udgav han sit hovedværk "Leviathan". Med sine værker står Hobbes som repræsentant for naturretten, d.v.s., overbevisningen om, at alle overvejelser angående stat, samfund og love må tage deres udgangspunkt i den menneskelige natur og ikke i Bibelen eller kirkelæren. Hobbes hævdede, at af natur er mennesket egoistisk; i naturtilstanden var det deltager i en almindelig, uhæmmet og uafladelig kamp om tilværelsens goder, en "alles krig mod alle". Men mennesket kom ud af denne tilstand kaos og frygt, da dets fornuft fik det til at rette dets selvopholdelsesdrift mod de fordele, det kunne opnå ved at give afkald på naturtilstandens frihed og i stedet organisere sig i en stat: beskyttelse og fred. H tænkte sig, at dette var sket ved en samfundspagt, men han understregede, at den statsmagt, der derved overtog ansvaret for værn og fred, måtte være ene om at bestemme hvordan. Thomas Hobbes mente at kunne fastslå, at en absolut og udelt myndighed hos statsmagten var en logisk nødvendighed, når man gik ud fra menneskenaturen og havde menneskets velfærd som det vigtigste mål; med sine værker gav Hobbes en naturretlig begrundelse for enevælden. Hans absolutiske statsteori kom i et vist omfang til at præge Peter Schuhmacher Griffenfelds formulering af den danske kongelov fra 1665 (d 4/12 1679)

 

f Vicenzo Viviani, italiensk matematiker; elev af Galilei og blev 1666 Første matematiker hos Storhertug Ferdinand 2. af Toscana. Viviani's værk "De maximis et minimis geometrica divinatio in quintum librum Apollonii Pergaei adhuc desideratum" (1659) indeholder flere efter sigende interessante behandlinger af maksimums- og minimumsopgaver ved antikke metoder (d 22/9 1703)

f Karl 5., hertug af Lorraine og Bar; som østrigsk feltmarskal stod han i spidsen for de tropper, der ved Wiens porte i 1683 besejrede tyrkerne og derefter fordrev dem fra det meste af Ungarn. Han indtrådte i den østrigske hær i 1664 og deltog ved Rhinen i krigen med Frankrig 1673 til 1679. To gange var han forgæves kandidat til den polske trone. Sin største triumf opnåede han, da han med hjælp af den polske konge Johan 3. Sobieski og nogle tyske kontingenter tilføjede tyrkerne et afgørende nederlag uden for Wien den 12. september 1683. I løbet af de næste fire år fordrev han tyrkerne fra det meste af Ungarn og opnåede den afgørende sejr den 12. august 1687 i slaget ved Mohács. Ved udbruddet af krigen med Frankrig i 1689 indtog Karl Mainz og Bonn, men døde pludselig få måneder senere (d 18/4 1690)

 

1654 Traktaten i Westminster afslutter den første engelsk-hollandske krig. Hollænderne gik med til at salutere for det engelske flag i engelske farvande og at betale en erstatning for engelske købmænds tab i Det fjerne Østen. Endvidere måtte hollænderne ikke støtte Stuarterne, den landflygtige engelske kongefamilie. Af stor betydning for fremtiden og for beherskelse af verdenshavene var, at der under krigen var fremvokset en egentlig engelsk krigsflåde, adskilt fra handelsflåden

 

d Gabriel Marselis, storkøbmand i Amsterdam; under krigene mod Sverige i 1600-tallet leverede han penge og naturalier til den danske regering. Også politisk støttede han Danmark i Holland og foretog indkøb og hvervninger på dets vegne. Som betaling for sine ydelser fik han dels del i norske told- og skatteindtægter dels og i stigende omfang en række gårde i Norge og i Danmark bl.a. Havreballegård ved Århus; gården havde hidtil været sæde for en lensmand. Gården blev i 1680 ophøjet til baroniet Marselisborg. Gods og gård blev 1896 købt af Århus kommune (f marts 1609)

 

d Karl 11. svensk konge 1660-1697; søn af Karl 10. og Eleonora af Holsten-Gottorp; han blev konge, da han var fire år. Regeringen førtes af et regentskab, til han blev myndig i 1672. Tre år senere blev Sverige inddraget på fransk side i den europæiske krig, hvis nordiske del benævnes Skånske krig. Sveriges modstandere var bl.a. Brandenburg og Danmark. Under modgangen i krigens første år begyndte Karl 11. at frigøre sig for formynderne og spille en selvstændig rolle. Han havde sin store andel i de svenske sejre ved Lund (4.december 1676) og Landskrona (14. juli 1677). Sejrene betød, at Sverige i den følgende tid havde overtaget, og at krigen sluttede uden landafståelser for Sverige. Dermed forblev Skåne svensk. Efter fredsslutningen begyndte Karl 11. en gennemgribende reorganisation af sit lands styre. Han inddrog ulovlige forleninger, hvorved adelens magt blev brudt. Med tvang nedsattes renterne på statslån. Denne hårdhændede reduktion medførte en tiltrængt sanering af finanserne. Kongens enevælde blev efterhånden legaliseret, idet han i 1682 fik lovgivningsret. Selv om han fortsat arbejdede sammen med stænderne, blev enevælden i høj grad personlig. Han lod de gamle rigsembeder stå ubesatte og tålte nødig nogen selvstændig vilje ved siden af sig. Han blev selv forvaltnings- og finansekspert og gik op i regeringsarbejder med enestående arbejdsomhed og en sans for økonomi, som grænsede til det smålige. Udenrigspolitisk indtog Karl 11. en fjendtlig holdning over for Danmark og støttede den gottorpske hertug. Dette samarbejde styrkedes ved ægteskab mellem hertug Frederik af Gottorp og Karl 11.s datter. Karl 11. var gift med den danske prinsesse Ulrika Eleonora (datter af Frederik 3.) og havde børnene Karl (12.), Hedvig Sofia og Ulrika Eleonora (f 24/11 1655)

 

1732 f Jean Honoré Fragonard, fransk maler, der betegnes som en af rokokoens største maleriske begavelser. Han opholdt sig 1756-61 i Rom, hvor han bl.a. kopierede barokmalernes kompositioner. Resultatet af sine studier i dekorativt historiemaleri demonstrerede han efter hjemkomsten i et kæmpebillede af "Ypperstepræsten Coreus som ofrer sig for at frelse Callirhoe" (1765). Det vakte opsigt og åbnede adgang for ham til akademiet; men snart gik Fragonard over til en anden genre, den galante elskovsskildring. Han malede gerne scener i lille format passende for intime sujetter, - f.eks."Krigerens elskovsdrøm" og "De nysgerrige" - fulde af charme, leg og lidenskab, ofte vovede, men aldrig lumre. I løbet af 1770'erne valgte Fragonard i stigende grad motiver fra familie- og landlivet. Desuden malede han flere gode portrætter, f.eks. "Musikken, mand der spiller guitar" og "Ung kvinde der leger med sit barn" og han var en værdsat tegner og illustrator. Med den franske revolution var det forbi med Fragonards kunst. Den blev identificeret med enevælden. Dertil kom klassicismens gennembrud og den nye republikanske "romerånd". Alt dette var fjernt fra Jean Honoré Fragonards drømme, og han døde i fattigdom (d 22/8 1806)

f Georg Wilhelm Brüel, overførster; Brüel blev født i Hannover. Efter uddannelse i skovbrug og studier i matematik og landmåling kom han i 1777 til Danmark for at lægge plan for driften af skovene under stamhusene Krenkerup på Lolland og Frisenvold i Jylland. Arbejdet påkaldte sig Christian Ditlev Reventlows interesse, og han fik Brüel til at udarbejde planer for driften af skovene på de reventlowske godser. Bekendtskabet mellem Reventlow og Brüel fik den største betydning for skovbrugets udvikling i Danmark. I 1788 fik Brüel dansk indfødsret og blev samme år udnævnt til inspektør for statens kommende skovanlæg på heden, en stilling han varetog til sin død. Brüels principper for forstlig planlægning beskrev han i "Bidrag til den praktiske Forstvidenskab" (1802). Den fastlagde principper, der siden har kendetegnet dansk skovbrug. 1805 blev Brüel udnævnt til at beklæde overførsterstillingen for størstedelen af de nordsjællandske skove. Brüel kom til at virke i dansk skovbrug i over 50 år i en periode, hvor man virkelig tog fat på rationel trædyrkning. Han påvirkede udviklingen i retning af et egentlig, produktivt skovbrug dels ved sin personlige indsats dels gennem de mange, han uddannede (d 18/5 1829)

 

d henrettet Georges Jacques Danton, fransk advokat og politiker; under Den franske Revolution var han medlem af Jacobinerklubben og regnes for en af ophavsmændene til kravet om kongens afsættelse. Han spillede en væsentlig rolle i organiseringen af stormen på Tuilerierne - 8. august 1792 - som medførte kongedømmets fald. I den vanskelige tid derefter var Danton justitsminister og den ledende kraft for at organisere krigsindsatsen mod Preussen og Østrig. For at undgå folkelig selvtægt medvirkede han i marts 1793 ved oprettelsen af Revolutionsdomstolen. Fra april til juli 1793 var han et fremtrædende medlem af Velfærdsudvalget, hvor han især tog sig af udenrigspolitik og uden held søgte at slå ind på en fredspolitik. Den evindelige terror trættede ham, og i efteråret 1793 trak han sig ud af politik og slog sig ned i fødebyen Arcis. Da han i begyndelsen af 1794 vendte tilbage til Paris og søgte at afvikle Rædselsherredømmet, havde hans politiske modstandere med Robespierre i spidsen sørget for, hans position var svækket. Han blev arresteret og anklaget for at ville genindføre kongedømmet. Under retssagen viste Danton påny, hvilken magt hans veltalenhed havde. Da retssagen under indtryk heraf truede med at tage en for magthaverne ugunstig vending, dekreterede Konventet sagens afslutning. Danton blev dødsdømt og guillotineret. Til det sidste var hans holdning frygtløs, stolt og overlegen. "Vis folket mit hoved, det er værd at se på," var hans sidste ord (f 26/10 1759)

1837 f Algernon Charles Swinburne, britisk forfatter; skrev først verstragedier og slog stærkt igennem med "Atlanta in Calydon" (1865), formet over klassisk græsk mønster. Allerede det viser den lydlige vellyst og sans for iørefaldende rytmer, som er karakteristisk for Swinburne. I 1865 kom også første del af hans dramatiske trilogi om Maria Stuart "Chastelard", som senere blev fortsat med "Bothwell" og "Maria Stuart". Swinburne levede længe et udsvævende liv og koketterede med farlige laster, noget som afspejler sig i hans digtning. "Poems and Ballards" (1866) vakte en storm af indignation på gr. af hans amoralske og undertiden sadistiske sanselighed og hans antikristne holdning, samtidig med digtene virkede melodisk betagende. Mange læsere var begejstrede. I 1879 flyttede han sammen med kritikeren Theodore Watts-Dunton og levede fra nu af mere disciplineret. "Poems and Ballads; Second Series" kom 1878 og "Third Series" 1889. Blandt hans senere digte handler nogle af de bedste om Arthur-legenden, som "Tristam of Lyonesse and Other Poems" (1882). Endvidere skrev Swinburne kritiske værker bl.a. om Shakespeare, Ben Johnson, Shelly og Dickens (d 10/4 1909)

 

f Thøger Larsen, forfatter; han var en udpræget hjemmeføding, der stort set hele livet opholdt sig på sin fødeegn omkring Lemvig. Her skrev han digte, der ofte handlede om naturen ved Limfjorden og jyske emner. 1892-95 var han huslærer, 1896-1922 landinspektørassistent i Lemvig og1904-22 redaktør af det radikale Lemvig Dagblad. Han debuterede 1891 i Kristeligt Børneblad, hvori en række religiøse digte blev trykt frem til 1895. Men først med samlingen "Vilde Roser" (1895) træder de motiver og den tankeverden frem, der senere karakteriserede hans digtning: naturen, himmelrummet, forestillingen om hvor tæt liv og død er vævet sammen; hertil kom reflektioner om alle tings forkrænkelighed, derfor er det vigtigt at gribe det flygtige nu og give det indhold. I årene efter kom flere digtsamlinger bl.a. "Jord" (1904), "Det fjerne" (1907) "Slægtens træ" (1914) og "I Danmarks navn" (1920). Blandt hans sidste arbejder var oversættelser af Edda’erne, Sapfo, Whitman, Poe og lyrik af yngre samtidige. Som prosaist samlede han Jyske noveller i "Fjordbredden" (1913) og "Kværnen" (1915). Posthumt udkom vikingeromanen "Freja" (1928) inspireret af italiensrejser (1925-26). Af Thøger Larsens mange digte er hans to sommersange "Danmark, nu blunder den lyse nat" og "Du danske sommer, jeg elsker dig" blevet en del af den danske sangskat og er stadig meget yndede (d 29/5 1928)

 

Voldgiftsretten i Haag fastslår i sin dom Danmarks fulde ret til Grønland. Da det nordlige Østgrønland reelt var ubeboet, betragtede nordmændene det som herreløst og ønskede adgang til det. Fra dansk side var man indstillet på i vidt omfang at imødekomme nordmændenes ønsker om ret til at gå i land, jage, fiske og overvintre, men højhedsretten ville man ikke give afkald på. Ved en traktat indgået i 1924 gav man Norge disse indrømmelser foruden ret til at oprette vejrstation og telegraf. Det var en ensidig gestus, der intet kom ud af, da nordmændene stadig ikke ville anerkende Danmarks højhedsret. I 1930 gav den norske regering tilmed nogle nordmænd politimyndighed i Østgrønland, og året efter hejste norske jægere det norske flag i Mackenziebugten i Østgrønland og erklærede området for okkuperet under navnet Erik den Rødes Land, hvilket efterfølgende blev bekræftet af den norske regering. I 1932 besattes yderligere et område. Danmark havde allerede i 1931 udtaget stævning mod Norge ved Den internationale Domstol i Haag. Under stort opbud af diplomater, jurister og andre sagkyndige procederedes sagen i Fredspaladset. Domstolen fandt med 12 stemmer mod to Norges handling retsstridig og bekræftede Danmarks fulde højhedsret til hele Grønland

 

Det amerikanske ægtepar Ethel og Julius Rosenberg dømmes til døden for atomspionage til fordel for Sovjetunionen. De var begge kommunister og de eneste, som i USA er blevet henrettet for spionage i fredstid. Allerede fra 1940 udleverede Julius Rosenberg militære oplysninger til Sovjetunionen og i 1944-45 om atombomben. Oplysningerne om den amerikanske forskning om og fremstilling af atombomben fik ægteparret af Ethel Rosenbergs bror, David Greenglass, som var beskæftiget i Manhattanprojektet, som netop drejede sig om konstruktion af den første amerikanske atombombe. Da atomspionen Claus Fuchs blev arresteret, var Rosenbergerne afsløret. At ægteparret blev dødsdømt og henrettet i den elektriske stol skyldtes, at David Greenglass for at redde sin hustru vidnede imod dem. Dødsdommen blev mødt med demonstrationer og blev kritiseret for at være udslag af mccarthyisme, og at Rosenbergerne var uskyldige syndebukke. Men den amerikanske efterretningstjenestes offentliggørelse i 1996 af opsnappede dokumenter fra den sovjetiske ambassade viser, at der næppe er tvivl om ægteparrets skyld

 

d Kronprinsesse Märtha af Norge; datter af prins Carl og prinsesse Ingeborg af Sverige; 1929 gift med kronprins Olav (den senere Olav 5.); mor til kong Harald (f 28/3 1901)

 

Winston Churchill træder tilbage som britisk premierminister. Dermed afsluttedes en karriere som britisk minister, der var begyndt i 1905, da Churchill blev viceminister for kolonierne. Frem til Første Verdenskrig beklædte han posterne som handelsminister (fra 1908), indenrigsminister (fra 1910) og marineminister fra (1911 til 1915). Han blev valgt til Underhuset i 1900, og bortset fra årene 1922-1924 var han medlem heraf til 1964. Også i mellem-krigstiden beklædte han forskellige ministerposter. I bedømmelsen af Churghills mangeårige politiske indsats trækker hans bekæmpelse som finansminister (1924-29) af generalstejken i 1926 fra. Regeringen tog fra første dag føringen fra arbejdsgiverne og behandlede sagen som et oprør og satte alle midler ind for at bekæmpe strejken. Samfundshjælpen, der var organiseret i forvejen, kom straks i virksomhed støttet af ekstra store politi-styrker og militær, der holdtes i beredskab. I stedet for blokerede blade udsendtes en regeringsavis "The British Gazette" som Churchill personligt redigerede og drev op i et millionoplag. Radioen blev for første gang taget i den politiske agitations tjeneste, idet regeringen dag for dag agiterede mod den ’samvittighedsløse’ generalstrejke. Måske var det den rolle, Churchill her havde spillet, de britiske arbejdere ikke havde glemt, da C i sommeren 1945 tabte parlamentsvalget til Labour. Nederlaget kom som en overraskelse for mange, idet C netop da stod som den, der som premierminister fra 1940 havde ført Storbritannien gennem 2. Verd. krig. Det er denne indsats, der har fået mange til at placere C blandt 20. århundreds største statsmænd. Hans karisma og urokkelige tro på sejren, selv når det så sortest ud, var af største betydning for den britiske krigsmoral i de første, meget svære krigsår, da Storbritannien stod alene, og tyskerne havde fremgang på alle fronter. Det var hans ’finest hour’. Efter de konservatives valgsejr i 1951 blev C som 77 årig igen premierminister. Men alderen meldte sig – hvad han nødigt ville indrømme – i 1953 fik han et lettere slagtilfælde, og to år senere trådte han tilbage som regeringsleder

 

d Douglas MacArthur, amerikansk general; 1930-35 generalstabschef, organiserede 1935-37 Filippinernes forsvar og blev feltmarskal i den filippinske hær. Han gik på pension i 1939, men efter det japanske angreb på Pearl Harbour og USA's indtræden i 2. Verd.krig i december 1941 blev han genindkaldt. Han udnævntes til øverste chef for de amerikanske styrker i Det Fjerne Østen. Året efter afværgede han den japanske trussel mod Australien og ledede derefter modoffensiven mod Japan og Filippinerne, som generobredes 1944-45. Som allieret øverstbefalende i Japan 1945-51 havde han ansvaret for og overvågede gennemførelsen af omfattende politiske og økonomiske reformer. Efterudbruddet af krigen i Korea sommeren 1950 blev han chef for FN-styrkerne i Korea. Da den kinesiske offensiv i Nordkorea i november 1950 kastede FN-tropperne tilbage, tabte MacArthur hovedet. Han fremsatte dystre forudsigelser om, at hele forsvaret af Korea snart ville bryde sammen, hvis ikke han fik lov at bombe kinesiske baser i Manchuriet og dermed uskadeliggøre det "asyl", fjenden havde der. Han begyndte at intrigere bag sin regerings ryg og føre sin egen udenrigspolitik. Han førte forhandlinger med Chang-Kai-shek på Taiwan og krævede, at Taiwan-kinesiske tropper blev sat ind i Korea. For den amerikanske regering gjaldt det om at hindre, at den lokale konflikt i Korea udviklede sig til en verdensbrand. Krigen måtte ikke brede sig ud over Koreas grænser. Præsident Truman understregede da, at det var den amerikanske præsident alene, der førte amerikansk udenrigspolitik, og MacArthur blev afskediget i april 1951. Generalen aspirerede derefter til at blive republikanernes præsidentkandidat ved valget i 1952; men partiet foretrak en anden krigshelt Dwight D. Eisenhower (f 26/1 1880)

 

d Chiang-Kai-Shek, kinesisk /taiwansk statsleder; han var leder af nationalistpartiet Guomintang fra 1926 til sin død og den dominerende lederskikkelse i Kina fra 1928 til 1949. Han fik i årene 1907-11 militæruddannelse i Kina og Japan. Efter at være blevet partileder lykkedes det ham i 1926-27 at fastholde sovjetisk støtte til felttog mod krigsherrene i Nordkina og gennemføre landets genforening under Guomintangs ledelse – samtidig med han underminerede kommunisterners indflydelse. Han prioriterede opgøret med kommunisterne over forsvaret mod Japan og tvang Den røde Hær ud på den legendariske "Lange March" i 1934-35. I 1936 måtte han acceptere borgfred med kommunisterne for at samle kræfterne mod den japanske invasion af Kina. Trods de overvældende japanske sejre kom Chiang Kai-shek til symbol på Kinas modstandsvilje. Efter japanernes angreb på Pearl Harbour i december 1941 blev han USA’s allierede, og hans magt kulminerede. På Cairokonferencen i 1943 kunne han stå frem sammen med Roosevelt og Churchill som repræsentant for en af verdens "fire stormagter" (USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Kina). Da 2. Verd.krig var ovre, blussede borgerkrigen i Kina op. Kommunisterne sejrede, og i 1949 måtte Chiang Kai-Shek med resterne af sin slagne hær trække sig tilbage til øen Taiwan, hvor han fortsatte som leder af Guomintangstyret til sin død (f 31/10 1887)

 

1984 d H.M. Lunding, ritmester, efterretningschef; som sønderjyde blev han 1916 udskrevet til tysk garde-feltartilleri. Senere kom han til et garde-ulanregiment i Berlin. 1922 indtrådte han i den danske hær og blev 1927 officer i et dragonregiment. Fra 1929 gjorde han tjeneste ved 5. dragonregiment. Lunding var en glimrende rytter, og ved OL i Berlin 1936 vandt han på hesten Jason bronze-medalje i disciplinen military. I 1937 blev han udnævnt til ritmester og forsat til generalstabens efterretningstjeneste. Gennem sin ridesport havde han gode forbindelser til såvel polske som tyske officerer, og han fik til opgave at etablere efterretningstjeneste langs Østersøkysten. Fra 25. marts 1940 sendte han løbende meldinger til København om tyske troppebevægelser i Nord-tyskland. Han fortsatte sin efterretningsopgave i Danmark efter den tyske besættelse. Den 29. august 1943 blev han arresteret af tyskerne og indsat i fængsel i Berlin til juli 1944, hvorefter han var fange i forskellige KZ-lejre. Han indtrådte efter befrielsen igen i den danske hær; Lunding blev 1950 afdelingschef i forsvarsstaben med henblik på at opbygge en ny samlet efterretningstjeneste for alle tre værn. Lunding stod i spidsen for forsvarets efterretningstjeneste til sin afgang i 1963. Han udgav i 1970 sine erindringer "Stemplet fortroligt" (f 25/2 1899)

 

1997 d Allen Ginsberg, amerikansk forfatter; han fik sin første digtsamling "Howl and Other Poems" (1956) beslaglagt som pornografi, men senere frikendt af domstolen. Digtsamlingen kom til at stå som et af beatgene-rationens vigtigste manifester. Mange digte i samlingen er hårde i deres angreb på hele den amerikanske livs-form. Hans tidligste digte var mere konventionelle og er senere samlet i "Empty Mirror" (1961) og "The Gates of Wrath" (1972). Tidlig i 1960’erne kom Ginsberg tilknytning til Østens filosofi og mystik stærkere frem i samlinger som "Kaddish and Other Poems" (1961) og "Reality Sandwiches" (1963). Direkte inspireret af rejser i Østen er "Ankor Wat" (1968). Trods alderforskellen blev Ginsberg toneangivende for de unge mennesker, som i 1960’erne blev kaldt hippier. Samfundskritiske og politiske digte er samlet i "The Fall of America: Poems of Three States 1965-1971" (1972). I "Improvised Poetics" (1971) udtaler Ginsberg sig om sin poetik og i "Gay Sunshine Interview" (1974) on sin homoseksualitet (f 3/6 1926)

 

Til top        6. april

1199 d Richard Løvehjerte engelsk konge 1189-1199; tredje søn af Henrik II og Eleanor Akvitanien; blev som 11 årig hertug af Akvitanien, hans mors arv; i 1172 blev han desuden hertug af Poitiers. Han lå til stadighed i strid med sin far snart i forbund med sine brødre snart med de franske konger. Da hans ældre bror, Henrik, var død ung, blev Richard ved faderens død 1189 konge. Richard var kriger, Frankrig var hans hjem, England gæstede han kun kort. I 1190 drog han ud på det 3. korstog. På Sicilien blandede han sig i tronstridighederne til fordel for tronkræveren Tancred mod kejser Henrik 6. Han sluttede sig herefter til den franske konge, og på vej til det hellige land erobrede de Cypern og i 1191 Akka. På gr. af strid i korsfarerhæren kunne man ikke erobre Jerusalem; efteråret 1192 rejste R da tilbage til Europa, men blev på tilbagevejen taget til fange af hertug Leopold af Østrig. Mod at betale en stor løsesum kom han fri og kom 1194 tilbage til England, hvor han måtte kæmpe om magten med broderen Johan uden Land; R vandt, men faldt senere i kamp i Frankrig. I middelalderens digtning blev R blev stærkt forherliget for at være begavet og dristig og for at være et mønster for datidens riddere. Senere er han blevet betegnet som langt fra svarende til ridderidealet og som ikke nogen god konge for sit land: han var grusom, gridsk og ødsel, og ingen god foranstaltning er i det engelske folks historie knyttet til hans navn (f 8/9 1157)

 

1327 I kirken Santa Chiara i Avignon ser Petrarca for første gang Laura, den kvinde der kom til at dominere ikke alle hans værker, men hans poesi. Gennem århundreder har forskere søgt at sætte et ansigt og et navn på kvinden fra Petrarca’s "Canzoniere". Hun er blevet identificeret med Laura di Audiberto, Laura di Sabran, Laura di Chiabau, Laura Colonna etc. Andre har hævdet, at Laura kun er et symbol, en personificering af intellektuel skønhed og sandhed. Men meget i P’s digtning tyder på, at dette ikke er sandheden, og at Laura var en eksisterende kvinde, hvis identitet P ikke røbede, måske fordi han ikke syntes, det var relevant.

 

1348 d Laura, Petrarcas muse. På årsdagen for mødet i Sta. Chiara kirken dør Laura - sandsynligvis af pest. Siden Petracas dage er Lauras navn næsten blevet et fællesnavn for genstanden for poetiske og sværmeriske for-elskelser

 

1483 f Rafaello da Urbino, italiensk maler og arkitekt; var elev af Perugino i fødebyen Urbino; han malede kort efter år 1500 alterbilleder, og alterbilledet i kirken Sant’ Agostino i Città di Castello regnes for hans ældste kendte billede. Trods den store afhængighed af forbilleder ses allerede i Rafaels tidlige billeder hans egenart i den sirlige, yndefulde og flydende linjeføring og i betoningen af det rumlige, hvori der peges fremad mod højrenæssancen og barokken. 1504 slog Rafael sig ned i Firenze; fra årene her stammer en række madonnabilleder. Disse billeder viser fuldt udviklet den inderlighed i følelsen, der gjorde ham til de flg. århundreders mest yndede kunstner. 1508 eller 1509 drog han til Rom for at søge arbejde i Vatikanet. Samtidig med andre arbejder for paven var han til sin død med et stigende antal elever beskæftiget med den indvendige udsmykning af de såkaldte stanzer. I værelset malede Rafael tre store billeder "Skolen i Athen", hvor han i et prægtigt rum viser oldtidens filosoffer i diskussion med Platon og Aristoteles i billedets midte. Med billedets dybe perspektiv og mægtige rumvirkning viste han, hvor langt renæssancens kunstnere var kommet fra middelalderens endimensionale flade. De to andre billeder er "Disputa", diskussionen mellem kirkefædrene og lærde humanister om forvandlingen af Jesu kød og blod og "Parnasset", der skildrer de store digtere, især fra antikken. Således udgør de tre billeder, som paven har siddet omgivet af, når han arbejdede, den syntese af teologi, litteratur og filosofi, der var renæssancens kulturprogram. 1514-16 var Rafael beskæftiget med forarbejdet til de gobeliner, der var bestemt til det sixtinske kapel. Endvidere udsmykkede han loggiaerne i Vatikanet med billeder fra bibelhistorien. Fra tiden efter 1515 er bl.a. "Transfigurationen" i Vatikanet, hvor Rafael viser sig som en barokkens forløber. Som arkitekt var Rafael beskæftiget ved Peterskirken og Villa Madama i Rom (d 6/4 1520)

 

1520 d Rafaello da Urbino, italiensk maler og arkitekt; (f 6/4 1483)

 

1528 d Albrecht Dürer, tysk maler og grafiker; Albrecht Dürer fik sin første undervisning i faderens guld-smedeværksted i Nürnberg. Fortsatte derefter uddannelsen på rejser indtil han 1499 blev gift og slog sig ned i Nürnberg, hvor han boede til sin død bortset fra rejser til Italien og Nederlandene. Hans tidligste arbejder var overvejende træsnit, kobberstik og enkelte malerier, portrætter af hans nærmeste familie og selvportrætter. I disse år udgav han "Apokalypsen" en træsnitserie på 15 blade, hvori han viste sin egenart: alvorlig, dramatisk, med sikker hånd samlede han alle detaljer til en storladen helhed. 1505-07 var Dürer i Italien; i Venezia malede han for de tyske købmænd "Rosenkransfesten", der viser Madonna med barnet, der tilbedes af pave Julius II og kejser Maximillian i spidsen for en stor skare gejstlige og borgere fra den tyske koloni i Venezia. I årene efter hjemkomsten malede han flere af sine fornemste malerier. I Allehelgenbilledet, der forestiller Treenighedens tilbedelse (1511) har han omsmeltet de italienske indtryk og føjet dem ind i sin egen stil. Men da han på gr. af sin omstændelige malemåde tjente for lidt på maleriet, genoptog han grafikken. Han lavede nu nogle af sine berømteste serier: "Den store og lille passion", "Mariæ liv" og bladene "Den hellige Hieronymus", "Melankolien" o.a. I hans sidste leveår udkom flere af hans teoretiske værker, bl.a. "Undervisning i opmåling" (1525), "Befæstningslære" (1527) og "Fire bøger om menneskets proportioner" (1528). Hans sidste malerier (1526) er de to høje billeder af Johannes og Peter samt Markus og Paulus. De fire figurer med deres store og enkle form røber hans tilknytning til den romerske højrenæssances stil. Om Albrecht Dürer er der blevet sagt, at med sin forskerånd og sin alsidighed er han en typisk renæssancepersonlighed, der kan måle sig med den italienske renæssances største mestre. Hans samlede produktion omfatter ca. 70 malerier, 65 kobberstik, ca. 340 træsnit og ca. 1200 tegninger og akvareller (f 21/5 1471)

 

1544 d Mogens Gøye, rigshofmester; er blandt de største godsejere, der har været i Danmark. Efter forældrene arvede han Krenkerup og Skærsø; gennem ægteskab med Danmarks rigeste arving, Mette Brydelsbak, der efter sin brors død i Ditmarskenfelttoget i 1500 var den sidste af sin slægt, kom han i besiddelse af bl.a. Clausholm og Torben-feldt. Ved godskøb øgede han sine besiddelser til i alt 12 hovedgårde og omkr. 1500 bondegårde. Under Christian 2. var han en højt betroet medarbejder og var kongen en tro støtte. Han var da heller ikke blandt de første, der opsagde Christian 2. troskab. I marts 1523 skiftede han imidlertid side og gik over til Frederik 1., der belønnede ham med udnævnelsen til rigshofmester. I løbet af 1520'erne gik Gøye over til den lutherske tro. Efter Frederik 1.’s død i 1533 søgte han forgæves at få den lutherske hertug Christian (3.) valgt til konge ved herredagen i 1533. Først efter udbruddet af Grevens Fejde året efter lykkedes det ham på et møde i Ry at samle den jyske adel bag Christian. Efter tronskiftet fortsatte han som rigshofmester, men hans indflydelse var aftagende. Gøye blev gravlagt i slægtens gravkirke i Voldum på Djursland, hvor hans gravsten er prydet med et relief, der viser ham i hel figur klædt i ridderrustning og med slægtens våbenskjold-tre skråtstillede ibsskaller. Gøyes datter var Birgitte Gøye, der 1544 blev gift med admiral Herluf Trolle (f ukendt)

 

1609 Henry Hudson sejler ud fra Amsterdam for at finde Nordvestpassagen. Rejsen var H tredje i arktiske farvande. Hans første rejser, der var blevet foretaget for det engelske Muscovy company, var gået til henholdsvis Grønland og til farvandene nord for Rusland, hvor man havde gennemsejlet Barentshavet for at finde en nordøstpassage til Kina. Hans tredje rejse foregik i hollandsk tjeneste. Det lykkedes ham ikke at finde en nordvestpassage til Kina. Den 3. september 1609 nåede hans skib til området, hvor nutidens New York ligger. Man sejlede op ad den flod, der i dag bærer hans navn. Da man var nået ca 150 miles op ad floden til nutidens Albany, måtte H konkludere, at floden ikke var en kanal, der førte til Kina. Ved hjemkomsten til England blev H tilbageholdt, fordi han havde sejlet i hollandsk tjeneste. Det blev ham pålagt for fremtiden kun at sejle i engelsk tjeneste

 

Cape Town i Sydafrika bliver grundlagt af en hollandsk skibslæge - Jan van Riebeeck - og 70 andre. Året før havde Riebeeck foreslået det hollandske Østindiske Kompagni, at der ved Afrikas sydkyst blev anlagt en koloni, der kunne forsyne europæiske skibe til og fra Indien med friske forsyninger. Riebeeck fik overladt opgaven og sat i spidsen for en ekspedition, der nåede Sydafrika den 6. april 1652. Opførelse af et fort blev straks påbegyndt. Derefter fulgte anlæggelse af haver med henblik på dyrkning af grøntsager. Kvæg og får købte man af lokale hottentotstammer. Efter tilbageslag på gr. af nogle dårlige høstår og hottentotternes tyverier af kvæg, gjorde Riebeeck i 1655 det hollandske kompagni opmærksom på, at hans mission ville slå fejl, såfremt ikke kolonien blev befolket med frie bønder, der drev egne farme. Kompagniet fulgte forslaget. I kolonien var der ingen raceadskillelse; hvis begge ægtefæller var kristne, var ægteskab mellem hvide og sorte tilladt. Da Riebeeck forlod Kapkolonien blomstrede den og opfyldte sin mission som forsyningshavn for Indienfarene

1814 Napoleon abdicerer. Efter fjenden den 30. marts nåede Paris, og byen overgav sig, ønskede Napoleon at anlægge en forsvarslinje syd for hovedstaden. Men den 4. april forklarede et flertal af hans marskaller ham, at tropperne var udslidte og demoraliserede og ikke i stand til at kæmpe mere. Marskal Ney afsluttede diskussionen med at foreslå Napoleon at abdicere. Napoleon afslog i første omgang at følge rådet, men natten mellem den 4. og 5. april erfarede han, at marskal Marmont, fortroppens øverstkommanderende, var gået over til fjenden med et helt armékorps. Fontainebleau var uden forsvar og ikke længere et sikkert sted. Dagen efter abdicerede Napoleon

 

1830 Joseph Smith grundlægger mormonkirken i Fayette, New York. Grundlaget for hans kirke var nogle gyldne plader, han ved en engels hjælp havde fundet som 17årig. På pladerne var skrevet nogle indianeres historie. De blev beskrevet som efterkommere af hebræere, der for århundreder siden via Stillehavet var kommet til Nord-Amerika. De mange, der i det flg. årti sluttede sig til Smith, fulgte ham fra New York til Ohio, Missouri and Illinois i en stadig søgen mod vest på gr. af den modstand, mormonkirken vakte

 

1862 Slaget ved Shiloh, (også kaldt slaget ved Pittsburg Landing) i det sydvestlige Tennessee under Den amerikanske Borgerkrig. Resultatet af slaget blev sejr til Nordstaterne og store tab på begge sider. I februar havde Nordstaterne ved general Ulysses S. Grant erobret Ft. Henry ved Tennessee floden; herefter var det Grants mål at rette angreb mod Memphis og Charlestone jernbanen. Med det for øje havde han slået lejr ved Corinth, Miss., ved Tennessee flodens Pittsburg Landing. På dette tidspunkt var sydstatsgeneralerne A.S. Johnston og P.G.T. Beauregard ved at samle tropper med henblik på at vinde noget af det tabte tilbage. Eftersom nordstatstropperne var ved at forberede et angreb, var der ikke anlagt forsvarsværker om deres lejr. Til deres overraskelse tog general Johnston offensiven og angreb, inden forstærkninger kunne nå frem til Grant. Slaget blev udkæmpet af uerfarne soldater i begge hære i områdets småskove. Slaget endte den følgende dag, da nordstatshæren havde generobret den lejr, den havde mistet dagen i forvejen, og da sydstatshæren trak sig tilbage til Corinth. Selvom også syd-staterne hævdede de havde vundet, tilskrives sejren almindeligvis nordstaterne, fordi de generobrede det tabte og blev på slagmarken. Efter slaget lå krigen - på gr. af de store tab - stille den næste måned

 

d Kristen Kold, højskoleforstander, friskolelærer; som 16-årig blev Kold "omgangslærer" ved Fårtoft almueskole og fortsatte som lærer, til han 1834 blev optaget på Snedsted Seminarium. Efter at have afsluttet uddannelsen her var han huslærer forskellige steder. Ved krigens udbrud i 1848 meldte han sig frivilligt, men viste sig uegnet til militærtjeneste og blev igen huslærer. Fra 1849 var han huslærer hos præsten Vilhelm Birkedal i Ryslinge, hvor han samtidig holdt efterskole for drenge og historiske lørdagsforedrag for byens unge karle med oplæsning, sang og samtale. I Ryslinge kom Kristen Kold i nærmere forbindelse med Grundtvig og hans vennekreds, og nu modnedes tanken om et egentlig højskolearbejde. I 1851 begyndte han med økonomisk støtte fra Grundtvig og dennes venner sin folkehøjskole i Ryslinge. Året efter begyndte han en fri børneskole i Dalby ved Kerteminde og flyttede 1853 højskolen hertil. 1862 fik han opført en ret stor skolebygning i Dalum ved Odense, og her virkede han til sin død. I dansk skolehistorie står K som den, der oprettede friskolen, den egentlige forældrekredsskole. Desuden skyldes det hans indsats, at højskolen vandt fodfæste i den jævneste del af befolk-ningen. Kristen Kold forstod at tage folk, hvor de stod og så, at der måtte tages mere sigte på vækkelse og udvikling, end man havde forstået på de ældre højskoler. I højskolens historie står Kold som far til det, der er blevet kaldt hans "metode", den frie, beåndede fortælling, en videreførelse af den gamle almues fortællekunst, og som bredte sig til den offentlige skole (f 29/3 1816)

 

1890 f Anthony Herman Gerard Fokker, hollandsk flyver og flyfabrikant, som under 1. Verdenskrig fremstillede mere end 40 flytyper til den tyske overkommando. Han havde tilbudt sin tjeneste til begge krigsførende parter. Men de allierede afviste ham. Fokker byggede sit første fly i 1910 og lærte sig selv at flyve. I 1912 åbnede han en lille flyfabrik uden for Berlin. Under 1. Verd.krig introducerede han et system, der gjorde det muligt at affyre flyets maskingevær gennem propellen uden at ramme dens blade. I begyndelsen af 1920’erne solgte Fokker et stadig større antal fly til amerikanerne, og i 1922 åbnede han i New Jersey Atlantic Aircraft Corp. Endvidere havde han en større flyfabrik i Holland. Den første non-stop flyvning tværs over USA blev udført med en Fokker T-2 transportmaskine. Flyvningen over Nordpolen i maj 1926 blev udført med et tremotores Fokkerfly. I 1920’erne og 30’erne koncentrerede Fokker sig om design og udvikling af civile fly, som i vid udstrækning blev bygget i den unge amerikanske flyindustri (d 23/12 1939)

1896 I Athen åbnes de første olympiske lege i nyere tid. I legene deltog ca 245 atleter fra 14 forskellige nationer. Legenes første guldmedalje blev vundet i trespring af amerikaneren James B. Connolly fra Boston. Også Danmark deltog, og de danske deltagere vandt en guldmedalje i vægtløftning og to sølvmedaljer i henholdsvis pistolskydning og i fægtning på sabel; dertil kom tre bronzemedaljer i henholdsvis skydning med gevær og fægtning

 

Som den første når amerikaneren kommandør Robert Peary Nordpolen. Faktisk var det Matthew H. Henson, Pearys medhjælper, der først nåede polen. Men eftersom han var sort og ansat, blev hans indsats i den historiske begivenhed først anerkendt i 1945. Da tildelte den amerikanske regering ham en medalje for hans fremragende indsats i videnskabens

 

USA erklærer Tyskland krig. Grov tysk propaganda og den tyske regerings tilbud 19. januar 1917 til Mexico om forbund mod USA havde allerede ophidset den amerikanske offentlige mening, da tyskernes uindskrænkede ubådskrig satte ind (fra 31. januar 1917). Som svar herpå afbrød USA 3. februar de diplomatiske forbindelser med Tyskland, og 12. marts blev amerikanske skibe bevæbnet. Den amerikanske præsident Wilson ville imid-lertid ikke gå med til krig, før der forelå et klart overgreb, en fjendtlig handling fra tyskernes side. De fortsatte torpederinger bragte den amerikanske eksport til de allierede i fare, og ramte ikke kun industri- og finans-interesser i øststaterne, men også bomuldsavlerne i syden og farmerne i midtvesten, som eksporterede hvede og kødkonserves. Landet var truet af økonomisk krise, og Wilson måtte spørge sig selv, hvad følgen ville blive, hvis tyskerne ikke bare erobrede det europæiske fastland, men også blev herrer på Atlanterhavet. Folkestem-ningen gik tydeligt i retning af krig, og Wilsons medarbejdere var urolige over hans passivitet og pressede på. Den 20. marts indkaldte præsidenten Kongressen til den 2. april og gjorde det klart, at han havde truffet sit valg. Den 4. april vedtog Senatet krigserklæringen med 82 stemmer mod 6, og den 6. april fulgte Repræsentanternes Hus efter med 373 mod 50. De forenede Stater, den eneste stormagt som havde stået udenfor, var kommet med i krigen

 

1941 Tyskland angriber Jugoslavien og Grækenland. Inden det planlagte tyske angreb på Sovjetunionen kunne begynde, havde tyskerne en anden sag at ordne - at redde italienerne ud af de vanskelighederne, de havde rodet sig ind i ved deres angreb på Grækenland. For at gøre det planlagde Hitler da et angreb på Grækenland snarest muligt; det skulle udgå fra Bulgarien, som derfor skulle tvinges til at indgå en aftale med Tyskland og tage imod tyske tropper. Det skete, og i løbet af marts ankom tyske tropper til Bulgarien. Hitler ville holde Jugoslavien udenfor, men da et militærkup i Beograd den 27.marts medførte, at den jugoslaviske regering afslog at indgå nogen aftale med tyskerne, udsatte Hitler angrebet på Sovjetunionen i fire uger til fordel for en lynkrig mod såvel Jugoslavien som Grækenland. Den 6. april blev Beograd genstand for et uvarslet tysk storangreb fra luften, samme dag rykkede tyske tropper ind i Jugoslavien; efter ti dages kamp måtte den jugoslaviske hær, der på én gang blev angrebet fra Italien, Tyskland, Ungarn og Bulgarien, opgive kampen, navnlig under vægten af et totalt tysk luftherredømme. 14 dage senere - 27. april - rykkede tyskerne ind i Athen. Det tyske sejrstog fuldendtes en måned senere med et dristigt angreb med faldskærmstropper på Kreta, hvorfra britiske tropper efter to ugers hårde kampe blev fordrevet. De fire ugers udsættelse af tyskernes angreb på Sovjetunionen fik afgørende indflydelse på dette felttogs udfald

 

d Kim Malthe-Bruun, sømand, forfatter og frihedskæmper; efter at være blevet arresteret af Gestapo den 19. december 1944 blev Malthe-Bruun sammen med tre andre fra sin modstandsgruppe stillet for en tysk krigsret og dødsdømt den 4. april 1945. Dommen blev fuldbyrdet to dage senere i Ryvangen ved København. Hans mor udgav i efteråret 1945 bogen "Kim. Uddrag af dagbog og breve", der blev meget populær og er oversat til syv sprog. Mens Malthe-Bruun læste til studentereksamen, kom han i kontakt med modstandsgruppen Holger Danske. Efter at være blevet student i 1943 tog han ud at sejle, men i september 1944 gik han for alvor ind i modstands-kampen. Han blev tilknyttet Studenternes Efterretnings-tjeneste, og det lykkedes blandt andet for ham i oktober 1944 sammen med en ven at få sejlet en toldbåd til Sverige. De vendte tilbage til Danmark, hvor Malthe-Bruun blev arresteret kort tid efter, sat i Vestre fængsel senere interneret i Frøslevlejren (f 8/7 1923)

 

Finsk-sovjetisk venskabs- og bistandspagt underskrives. I de første år efter det finske nederlag (1944) i krigen med Sovjetunionen var den finske mistænksomhed over for naboen i øst stor; i 1948 frygtede finnerne en kommunistisk magtovertagelse i stil med, hvad der var sket i Østeuropa. Samme år foreslog Sovjetunionen indgåelse af en bilateral aftale. Resultatet blev Den Finsk-Sovjetiske Venskabs- Samarbejds- og Bistandspagt i lighed med de aftaler Sovjetunionen på det tidspunkt indgik med østeuropæiske lande. Ved hurtigt at fremsætte ændringsforslag til det sovjetiske oplæg lykkedes det den finske regering at give traktaten en sådan udformning, at Finlands selvstændighed ikke for alvor blev truet på trods af klausuler om militærbistand og konsultationer, som Sovjetunionen i krisesituationer kunne påberåbe sig. Stalins accept af ændringerne og manglende reaktioner på, at de finske kommunister blev udmanøvreret, skabte tillid til, at Sovjetunionen ikke havde til hensigt at sovjetisere Finland

 

1992 d Isaac Asimov, russisk født amerikansk forfatter; efter at have taget doktorgraden i biokemi ved Harvard (1948) var Asimov i 10 år professor ved Boston universitet. Han har skrevet en række populær-videnskabelige bøger bl.a. "The Intelligent Man’s Guide to Science" (2 bd. 1960). Mest kendt er han dog som forfatter af science fiction romaner, bl.a. "The Foundation Trilogy" (1951-53), som 1982 blev udvidet med en fjerde bog "Foundation’s Edge", trilogien om "The Galactic Empire" med "The Currents of Space" (1954), "The Kingdom of the Sun" (1960). Særlig populære er hans mange noveller, hvor robotter har en central plads sammen med psykologen Susan Calvin. Nogle af dem samlet i "The Rest of the Robots" (1964). I trilogien "The Caves of Sand" (1953), "The Naked Sun" (1956) og "The Robots of Dawn" forener han science fiction med elementer fra kriminalromanen og lader en politimand fra et fremtidens New York løse kriminalgåder på fremmede planeter sammen med en robot (f 2/1 1920)

Til top        7. april

1348 Universitetet i Prag grundlægges

 

1506 f Francisco Xavier, jesuit, missionær "østens apostel"; begyndte 1525 studier i teologi og filosofi ved universitetet i Paris. Blandt hans medstuderende var Ignatius Loyola, (jesuitterordenens stifter); i årene mellem 1534 og 1540 deltog Xavier i det arbejde, der førte til oprettelse af jesuiterordenen. I 1537 blev han sammen med Loyola ordineret som præst. Da den portugisiske konge udbad sig jesuitternes hjælp til missionsvirk-somhed i sine kolonier, var Xavier blandt de udvalgte. 1542 nåede han Goa, portugisernes vigtigste by i Indien. Hans missionsvirksomhed synes at have haft god fremgang. For at undersøge mulighederne for yderligere missionsvirksomhed foretog han i årene 1545-49 en slags opdagelsesrejse på over 6.400 km; rejsen gik så langt mod øst som til Molukkerne (i nutidens Indonesien). På hjemturen mødte han i Malakka en japaner. Dennes beretninger om sit hjemland gjorde, at han fik lyst til at besøge Japan. I august 1549 nåede han Japan. Under sit missionsarbejde her bemærkede han den store respekt, japanerne havde for kinesisk lærdom, og han besluttede at besøge Kina. På trods af, at Kina dengang var et lukket land for fremmede, lykkedes det Xavier at komme i land på en ø tæt ved det kinesiske fastland. Men en kinesisk handelsmand, der havde lovet, han ville smugle ham ind i Canton, dukkede aldrig op. Han kom således aldrig til Kina; november 1552 blev han alvorligt syg og døde. Hans lig blev bragt til Goa, hvor det blev gravlagt (d 3/12 1552)

 

1521 f Jacob Brockenhuus, admiral; han fik sine første forleninger i 1540’erne og var 1548-1552 stiftslensmand på Roskildegård og havde herefter flere andre forleninger. Han gjorde tjeneste i flåden og nævnes som admiral i december 1562. Før udbruddet af Nordiske Syvårskrig i august 1563 lå Brockenhuus i maj med en flådestyrke på 11 skibe ved Bornholm. I tillid til, svenskerne ville respektere den danske højhedsret til søs, gik han den 30. maj med tre af sine skibe mod en svensk flåde på 19 skibe. De tre danske skibe admiralskibet "Herkules" samt "Hektor" og "Hinden", blev omringet, og efter nogle timers kamp, hvorunder de ikke blev undsat af de øvrige danske skibe, bordet og opbragt. Brockenhuus, hvis dispositioner kong Frederik II aldrig tilgav ham, førtes som fange til Stockholm. Da han i 1566 blev sendt til København for at udvirke en fangeudveksling, mislykkedes missionen for ham, hvilket skabte misstemning på både svensk og dansk side; da han vendte tilbage til Sverige, blev han af kongens nævn dømt til at agtes som en æreløs, ordløs og utro mand. Ved fredsforhandlingerne i Roskilde 1568 blev Brockenhuus fra dansk side alene af samtlige krigsfanger udtrykkelig undtaget fra befrielse. Han synes dog 1569 at have genvundet friheden, måske ved at tilkøbe sig den. Efter frigivelsen levede han tilbagetrukket først på Nakkebølle, hvis hovedbygning hans hustru havde ladet opføre under hans fravær, siden på Damsbo – begge gårde beliggende ved Fåborg (d 17/10 1577)

 

1614 d El Greco (spansk for ’grækeren’) egl. Dominikos Theotokopulos, spansk maler; han blev født på Kreta; El Greco ca 1566 til Venezia, hvor han en tid arbejdede i Tizians værksted. I 1570 kom han til Rom, hvor han hurtigt blev upopulær på gr. af sin åbenlyse kritik af Michelangelo. Han rejste da til Spanien. Fra 1577 var el Greco i Toledo, hvor han fik bestilling på højaltertavlen til San Domingo el Antoguo. Allerede med dette arbejde fremstod El Greco som en kontroversiel fortolker af religiøse emner; senere kom han gang på gang i strid med bestillerne på gr.af sin frie behandling af en ellers cementeret ikonografi. Således afviste kong Filip 2. i 1588 en altertavle til Escorialslottet. Sit kunstneriske gennembrud fik El Greco med "Grev Orgaz’ begravelse" (1586-88) til kirken San Tomé i Toledo; det beskriver et under ved grevens begravelse i 1323. Successen med dette værk betød, at El Greco etablerede et omfattende værksted for at klare den store efterspørgsel. Karakteristisk for hans sene arbejder er de lange slanke figurer med næsten dansende bevægelser, f.eks. "Laokoon og hans sønner" (1610-14). Hans maleri er et isoleret fænomen, og han forblev uden umiddelbare efterfølgere. El Grecos meget dramatiske og ekspressionistiske malestil forvirrede hans samtid, men blev genopdaget i det 20. århundrede hvor specielt b ndvidere er der blevet hævdet, begyndelsen af 1900-tallet fik El Greco betydning for en række kunstnere, bl.a. ekspressionisterne og i Danmark J.F. Willumsen (f ca 1541)

 

f Ole Borch, polyhistor, filolog, kemiker, læge og botaniker; han er blevet karakteriseret som den sidste store polyhistor, der formåede at samle flere videnskabelige områder til en samlet, universel enhed. Således ud-nævntes han i 1660 til professor i filologi og ekstraordinær professor i botanik og kemi ved Københavns Universitet, hvor hans tiltrædelsesdisputats hed "De lexicorum Latinorum jejunitate". Borch deltog i forsvaret af København 1658-59. I stormnatten havde han sin post ved Løngangen, hvor kampen var hårdest; for sin indsats fik han tillagt kongetienden af Strø sogn i Frederiksborg len på livstid. Borch foretog 1660-66 en læn-gere udenlandsrejse bl.a. til Italien, hvor han studerede filologi. I Rom mødtes han med dronning Christina af Sverige, der ofte lod ham hente, for at de kunne tale sammen om "den hemmelige kemis studium" og søge at finde de vises sten, der kunne forvandle uædle metaller til ædle. Efter sin hjemkomst blev han atter professor og blev desuden 1667 udnævnt til hoflæge. Borchs væsentligste indsats inden for det medicinske og botaniske område var udgivelsen i 1688 af hans sidste større skrift, en populær lægebog "De usu plantarum indigenarum in medicina", med udførlige anvisninger til at helbrede de almindeligste sygdomme ved hjælp af indenlandske planter. Som filolog står Borch som en af grundlæggerne af dansk litteraturhistorie. Også som kemiker udgav Borch en række væsentlige skrifter blandt andre "De ortu et progressu chemiæ" (1668). Borch testamenterede sin betydelige formue til oprettelse af Borchs Kollegium i København (d 13/10 1690)

 

1651 d Lennart Torstenson, svensk feltmarskal og artillerist, som ændrede anvendelsen af artilleri ved at gøre det mobilt i et hidtil ukendt omfang. Han vandt vigtige sejre i Trediveårskrigen og i Sveriges krig mod Danmark (Torstensonskrigen 1643-45). Han var officerssøn og blev i 1618 page hos kong Gustav II Adolf; under denne monark kæmpede han – 1621-23 - i Livland mod Polen. Efter at have studeret krigskunst hos Maurice af Nassau, fyrste af Orange vendte han tilbage til Sverige og gjorde 1626-29 tjeneste hos Gustav II Adolf i dennes preussiske felttog. Allerede da var han artilleristekspert, og i 1629 blev han oberst i verdens første 100% artilleriregiment. Han stod i spidsen for feltartilleriet, da kong Gustav i 1630 intervenerede i Trediveårskrigen i yskland. Hans indsats i svenskernes overvældende sejr over de kejserlige styrker i slaget ved Breitenfeld 1631førte til hans forfremmelse til general. I 1636 var han som stabschef hos svenskernes øverstkommanderende med i den fornemme sejr ved Wittstock, som genskabte svensk overherredømme i det nordlige og centrale Tyskland. Skønt hans helbred var vaklende, blev Torstenson i 1641 øverstkommanderende for de svenske styrker i Tyskland. Efter at have opnået nogle afgørende sejre i Tyskland, fik han i 1643 ordre til at angribe Danmark. Hurtigt satte han sig i besiddelse af Jylland; den danske flåde forhindrede ham i at sætte over til øerne. Efter at være vendt tilbage til de centraleuropæiske slagmarker fik Torstenson en strålende sejr i slaget ved Jankov. At sejren tilfaldt svenskerne skyldtes Torstensons evne til at flytte kanonerne efter hvordan slaget udviklede sig. Året efter nedlagde han af helbredsgrunde sin kommando; i 1647 udnævntes han til greve. Her-efter var han til sin død medlem af Sveriges statsråd (f 17/8 1603)

 

1739 d hængt Dick Turpin, engelsk landevejsrøver og hestetyv; født i Hempstead som søn af en kroejer og udlært som slagter; da det blev opdaget, at han stjal får med henblik på salg, tog han skridtet fuldt ud og slog ind på forbryderbanen. Han opgav sit borgerlige erhverv og sluttede sig til en smugler- og tyvebande. Efter at denne bande var blevet afsløret, og to af dens medlemmer hængt, sluttede han sig til en berygtet landevejsrøver, Tom King. Ved et uheld kom Turpin til at skyde King, da denne var ved at blive arresteret for at have stjålet en hest, som faktisk var blevet stjålet af Turpin. Igen tog Dick Turpin flugten. Han endte i Yorkshire. Her blev han pågrebet efter et nyt hestetyveri; han blev dømt og hængt i York, Yorkshire. På vej til galgen ledsaget af lejede sørgende blev den flotte og velklædte hestetyv mødt med hyldestråb fra folkemængden. Det er noget af et mysterium, hvorfor Dick Turpin blev en legendarisk folkehelt. Tilsyneladende startede legenden med udgivel-sen af "Rookwood" (1834), en røverhistorie, i hvilken de tapre bedrifter tilskrives en ’Dick Turpin". I 1970’erne indspilledes en række TV-film om Turpins "bedrifter" (døbt 25/9 1705)

l

1770 f William Wordsworth; engelsk forfatter; han voksede op i "the Lake District" i det nordvestlige England og modtog dybe og varige indtryk fra dets smukke og storslåede natur. Under et ophold i Frankrig 1791-92 blev han grebet af frihedsideer. Såvel i sin levetid som efter hans død er han af mange blevet bebrejdet sin fremfærd i Grækenland, mens andre har påpeget, at han ved at bringe Parthenonskulpturerne har reddet dem fra den forvitring, som i dag truer monumenterne på Athens akropolis pga. århundredes forsømmelser og ikke mindst pga. den moderne forurening (d 7/ne fra den franske revolution, men tog afstand fra terrorregimet. I 1793 udgav han de konventionelle digte "An Evening Walk" og "Descriptive Sketches", de sidste med skildringer fra Alperne. Sammen med digtervennen Samuel Taylor Coleridge planlagde W nu en fælles digtsamling, som skulle betyde et oprør og fornyelse i poesien. Resultatet "Lyrical Ballads" (1798), markerer gennembruddet for den romantiske bevægelse i England. De fleste af bidragene var W’s bl.a. "Tintern Abbey", hvor en glødende tro på sjælen i naturen forener sig med en rationalistisk psykologi. I 1800 udgav W atter "Lyrical Ballads" forøget til to bind og forsynet med et poetisk manifest i form af et langt forord. I 1805 havde han færdiggjort en stor poetisk selvbiografi "The Prelude", som først blev udgivet efter hans død. "Poems in Two Volumes" (1807) indeholder nogle af hans bedste digte, som "Ode: Imitation of Immortality" og sonetten "Upon Westminster Bridge". I 1814 udkom "The Excursion", i 1819 de fortællende "Peter Bell" og "The Waggoner" og 1822 "Ecclesiastical Sketches". I 1843 blev W udnævnt til "poet laureate" (d 23/4 1850)

 

d Thomas Bruce, 7th Earl of Elgin, 11th Earl of Kincardine, engelsk diplomat og kunstsamler; efter Elgin i 1799 var blevet diplomat i Istanbul begyndte han at indsamle oldsager i Grækenland, der dengang var en tyrkisk provins. Med sultanens tilladelse tog Elgin og hans hjælpgamleeere ikke alene afstøbninger på Athens Akropolis, men nedtog skulpturer og arkitekturdele. I sultanens skriftlige tilladelse stod der, at "hvis de (englænderne) ønsker at fjerne nogle stykker sten med gamle indskrifter skulpturer, må ingen forhindre dem deri". Elgin benyttede sig af det til at fjerne en hel del arkitektoniske skulpturer, særlig fra Parthenon og sende dem til England. Her fik de en blandet modtagelse. Nogle hævdede, at skulpturernes kvalitet var stærkt overdrevet – det blev endog hævdet, at skulpturerne ikke var græske, men romerske værker fra Hadrians tid – mens andre kritiserede Elgin for at have fjernet græske mesterværker fra deres hjemland. I 1816 overtalte Elgin parlamentet til at købe de vigtigste dele af skulpturerne for 35.000 pund. Under navnet thr Elgin Marbels er de nu på British Museum. De vigtigste af dem er Parthenon-skulpturerne, gavlgrupperne, frisen og 15 metoper, relieffer fra Niketemplet samt en kayatide fra Erechteion. Meningerne om Elgin har været delte. Såvel i sin levetid som efter hans død er han af mange blevet bebrejdet sin fremfærd i Grækenland, mens andre har påpeget, at han ved at bringe Parthenonskulpturerne har reddet dem fra den forvitring, som i dag truer monumenterne på Athens akropolis pga. århundredes forsømmelser og ikke mindst pga. den moderne forurening (d 7/ (f 20/7 1766)

 

der blev opstillet i Elgins Park Lane Museum i London. E’s praksis skabte voldsom kritik i samtiden og førte i 1803 til hans afskedigelse.

1847 f J.P. Jacobsen, forfatter; han studerede naturvidenskab særlig botanik og fik 1876 guldmedalje for en afhandling om alger. Han studerede Darwin, og gennem artikler og ved oversættelse af hans hovedværker (1872-75) var Jacobsen en af de første, der gjorde Darwin kendt i Danmark. Digtning optog ham også tidligt, han skrev poesi og prosa og læste det op for sine venner. Påvirket af bekendtskabet med brødrene Brandes udgav han fortællingen "Mogens" i 1872; den vakte opmærksomhed på gr. af dens nye impressionistiske stil og psykologi. 1876 kom romanen "Marie Grubbe; interiører fra det 17. aarhundrede", som regnes for den første danske naturalistiske roman efter fransk mønster. Hans næste bog, "Niels Lyhne" (1880) var en udviklingsroman henlagt til midten af 1800-tallet, men fyldt af samtidens problemer, af fritænkeri og individualisme. J skrev fortsat noveller og digte; nogle af novellerne bl.a. "Fru Fønss" og "Pesten i Bergamo" blev udgivet sammen med "Mogens" i 1882. Kun 38 år gammel døde J af den tuberkulose, han havde kæmpet med i mange år. Han havde haft stor indflydelse på mange af sin samtids og sin nærmeste eftertids forfattere, men vurderingen af hans værk og betydning har været vekslende (d 30/4 1885)

 

1857 f Hans A. Brendekilde, maler; han var udlært som stenhugger; fra 1877 var han elev på Kunstakademiet Efter at have fået afgang som modellør i 1881, slog han pludselig om. Han blev maler og debuterede som sådan 1882. På akademiet mødte han L.A. Ring. Sammen med ham malede han på Fyn i begyndelsen af 1880'erne. Her og på Sjælland fandt Brendekilde sin motivkreds i landsbymiljøerne blandt landbefolkningens fattigste, f.eks. "Akssamlerne, Raagelunde" (1883), og han skildrede dem i et koloristisk raffineret formsprog. I hans skildringer af landbefolkningens liv kunne han undertiden anslå en dramatisk og socialt engageret tone f.eks. i "Udslidt" (1889). Men efterhånden blev det mere religiøse islæt, der karakteriserede Brendekildes værker, f.eks. "En landevej" (1893), hvor en ung tømrer prædiker for stenslageren og hans hustru. Efter århundredskiftet slog hans produktion over i den rutineprægede og harmløse landsbyidyl med stokroser og stråtage (d 30/3 1942)

 

1891 d Phineas Taylor Barnum, amerikansk cirkusdirektør; efter at have været kroejer og lotteriholder begyndte han i 1835 sin showvirksomhed ved at fremvise bizarre fænomener som præsident Washingtons barnepige, en over 160 år gammel negerkvinde; hertil kom efterhånden en havfrue, en uldhåret hest, lilleputten general Tom olidaThumb og de siamesiske tvillinger Chang og Eng. Efter flere falitter slog Barnum igennem som impressario for Jenny Lind, hvorved han tjente en halv mio. dollars. 1871 startede han det verdenscirkus, der blev til Barnum and Bailey's og dermed vandt succes over hele verden ikke mindst ved anvendelse af en omfattende og pågående reklame; således kaldte han fra 1876 sit cirkus "The Greatest Show on Earth". I 1865 udgav Barnum "The Humbug of the World" og i 1869 "Struggles and Triumph" (f 5/7 1810)

 

1906 Algeciras konferencen i Spanien slutter. Det var en international konference, der startede 16. januar 1906 for at diskutere det franske forhold til den marokkanske regering. Ved indgåelsen af den britisk franske entente cordiale to år tidligere havde briterne bl.a. givet franskmændene frie hænder i Marokko. Da franskmændene ville implementere denne beslutning ved at overrække den marokkanske regering et program med forslag om økonomiske og politiske "reformer", bragte det den fornærmede tyske kejser Wilhelm 2. til Tanger i marts 1905. Kejseren udfordrede de franske intentioner ved at understrege den marokkanske sultans suverænitet og ved at kræve bevarelse af "den åbne dørs politik" med hensyn til handel med Marokko. Den internationale spænding lettede, da præsident Th. Roosevelt, USA efter tysk opfordring indkaldte Algeciras konferencen. Stik imod hvad tyskerne havde forventet, var det kun Østrig-Ungarn, der støttede de tyske synspunkter. Italien, Rusland, Storbritannien og USA støttede Frankrig. Betydningen af konferencen ligger derfor i den diplomatiske støtte Frankrig fik fra Storbritannien og USA; en antydning af det samarbejde, der skulle komme i 1. Verd.krig, om hvilken Marokko-krisen i 1905-06 var et forvarsel

 

1915 f Billie Holiday, (døbt Eleonora Fagan) amerikansk jazzsanger; hun debuterede som sanger i 1931 i en natklub i Harlem. Billie Holiday brød igennem med grammofonindspilninger i de sidste år i 1930’erne oftest i samarbejde med pianisten Teddy Wilson. Hun sang også i kortere perioder med storband ledet af Count Basie og Artie Shaw. Senere arbejdede hun som solist oftest akkompagneret af en trio. Men var i de senere år inaktiv i perioder pga. narkotikaproblemer. I samarbejde med W. Dufy udgav hun selvbiografien "Lady Sings the Blues" (1956). I 1972 blev den filmatiseret med Diana Ross i hovedrollen. Efter sigende giver filmen næppe noget særlig rigtigt billede Billie Holidays liv. Hendes sidste år var præget af et stadig voksende heroin- og alkoholforbrug, som endte med at lægge sangerinden i graven – kun 44 år gammel (d 17/7 1959)

Franco-Spanien tilslutter sig Antikominternpagten. Da alt tydede på en nationalistisk sejr i den spanske borgerkrig, gav Franco efter for presset fra det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien, som nu ville have betaling for den store støtte, de havde givet ham. På et kabinetsmøde under ledelse af Franco blev der da den 20. februar 1939 truffet beslutning om spansk tilslutning til Anti-Kominternpagten. Beslutningen skulle dog ikke bekendtgøres, før Borgerkrigen var slut. I overensstemmelse hermed skete offentliggørelsen den 7. april seks dage efter, Franco havde meddelt verden nationalisternes sejr og dermed borgerkrigens afslutning

 

1939 Italienske tropper invaderer Albanien. På denne Langfredag 1939 påbegynder 100,000 italienske soldater støttet af 400 fly invasionen af Albanien. Hermed indledte Mussolini, opmuntret af Hitlers succes, opfyldelsen af sit længe nærede ønske om italiensk ekspansion på Balkan. Geografisk var Albanien et naturligt brohoved for videre operationer mod Jugoslavien og Grækenland. Baggrunden for aktionen var Mussolinis forbitrelse over den tyske indmarch i Prag måneden før. Den havde Hitler foretaget uden at rådspørge den italienske Duce. Den tyske forbundsfælle gik fra sejr til sejr og blev stadig mægtigere. "Berlin-Rom aksen", bemærkede den italienske udenrigsminister, grev Ciano, "virker kun til fordel for den ene deltager, som sikrer sig en overmægtig indflydelse og handler på egen hånd og på eget initiativ uden hensyn til sin aksepartner". Nu ville Mussolini også være med. For at opretholde prestigen blev det nødvendigt også for Italien at foretage et kup, og som tak for sidst blev Hitler ikke informeret på forhånd. Invasionen var hurtigt overstået; den 12. april tilbød en albansk marionetforsamling den albanske trone til Victor Emmanuel III af Italien. Den italienske aktion skabte frygt i Grækenland for, at det ville blive Mussolinis næste offer, og den 13. april erklærede den britiske og den franske regering, at Grækenland og Rumænien ville få hjælp i tilfælde af et angreb

 

1947 d Henry Ford, amerikansk ingeniør og bilfabrikant; i 1896 og 1898 byggede han privat to biler; i 1903 stiftede han Ford Motor Co. Som leder af selskabet gik Ford i mange henseender sine egne veje, således ville han ikke optage lån, men klare udvidelserne ved henlæggelser; selskabets aktier var ikke spredt, men kun i hans og familiens eje. Fords tanke var at bygge en billig og solid vogn, der kunne blive hvermands eje. Han nåede sit mål med T-modellen, der byggedes fra 1909-1927 til stadig lavere priser. Dette blev muligt, da han fra 1913 tilpassede samlebåndsprincippet fra andre industriformer til bilindustrien; dertil kom, at Ford undgik mellemhandlere, idet han selv ejede miner, skove og salgsorganisationer. Allerede fra 1906 producerede Ford flere biler end nogen anden bilproducent i verden. Ford tog aldrig del i amerikansk indenrigspolitik; i 1915 forsøgte han en "fredsekspedition" for at skabe fred i Europa, men dette dilettantiske forsøg bragte ham kun skuffelse. Da USA to år senere trådte ind i krigen på de allieredes side, blev Fordfabrikkerne storleverandør af ambulan-cer, fly, kampvogne, ammunition og ubåde til den amerikanske hær. Dette gentog sig under 2. Verdenskrig. Ford var i mange år modstander af sine ansattes faglige organisering, men indførte i 1931 ottetimersarbejdsdag og efter datidens målestok ganske høje lønninger for det monotone arbejde ved samlebåndene. Han trak sig tilbage i 1945 (f 30/7 1863)

 

Til top        8. april

217 d Caracalla, romersk kejser 211-217; han var først kejser med sin far Septimius Severus, men fra 209 også med sin bror Geta. Et år efter faderens død i 211 lod Caracalla Geta myrde og blev enekejser. Hans kejsertid var præget af barbarernes stigende pres mod rigets nord- og østgrænser; gennem næsten hele sin regeringstid var han derfor i felten. De mange krige kostede mange penge, og byttet fra krigene kunne ikke opveje de store udgifter. Caracalla forsøgte at løse problemet ved i 212 at give alle indbyggere i Romerriget romersk borgerret. Det ville øge statsindtægterne, idet visse skatter alene påhvilede borgerbefolkningen. Men ved juridisk at ligestille alle (med undtagelse af slaverne) ville man tillige få et mere samlet og homogent imperium. I 212 lod Caracalla påbegynde opførelsen af en af de største offentlige badeanstalter i oldtidens Rom. Den var i brug til 537, da goterne afbrød vandforsyningen. Til 1993 dannede ruinerne af disse Caracallas termer ramme om koncerter og operaer. Caracalla blev myrdet i felten af sin garderpræfekt Macrinus; hermed indledtes den turbulente periode i Roms historie, som går under betegnelsen "soldaterkejserne" (f 186)

 

1341 Petrarca krones på Capitol. I september 1340 modtog Petrarca i sit hjem i Vaucluse ved Avignon samtidig invitation fra Paris og Rom om at blive digterkronet. Ikke kun af ambition havde Petrarca søgt denne ære, men også for at give anledning til at fejre poesien efter 1000 års mørke. Midt i middelalderens mørke med dens forvirring og fattigdom kunne Roms ruiner stadig give stof til de lærdes syner og patrioters drømme. En skønne dag, troede de, ville Rom igen være verdens åndelige og politiske hovedstad, og barbarerne hinsides Alperne ville sende både kejseren tribut og paven tiende. Selv i Roms mørkeste nedværdigelsestid sang digtere og glemte nutiden for fortiden. Efter at Padova og Prato havde genoptaget kejser Dominitians skik med at anbringe en laurbærkrans om en yndet skjalds pande, anså Roms senat det for passende for Roms traditionelle forrang at krone den, der efter almindelig opfattelse var sit lands og tids førende digter. Petrarca tøvede ikke med at foretrække invitationen fra Rom frem for den fra Sorbonne, Paris. Et farverigt optog fulgte Petrarca – iført en purpurkåbe – til Capitols trapper, hvor en laurbærkrone blev anbragt på hans hoved. Hvis man skal pege på nogen enkeltbegivenhed, der indvarsler Renæssancen, kunne man angive Petrarcas digterkroning. Som en symbolsk gestus anbragte Petrarca kransen på Sct. Peters grav

 

1498 d Karl 8. fransk konge 1483-1498; eneste søn af Ludvig 11. og Charlotte af Savoyen; ved faderens død i 1483 blev landets styre på Karl 8.’s vegne forestået af hans søster Anne og hendes mand Pierre de Bourbon. Denne ordning bestod til 1492, da K ville føre et mere personligt styre. Med hovedet fuld af gyldne drømme, der stammede fra tidens ridderromancer, besluttede han at rejse de franske arvekrav på kongedømmet Napoli, at bruge dette som et springbrædt til erobring af Konstantinopel og derefter kroning som østromersk kejser. Til sikring af flankerne blev Artois og Franche-Comté afstået til Maximillian af Habsburg, Cerdagne og Roussillon til Ferdinand af Kastilien alt i håbet om at kunne holde sig skadesløs i Syditalien. Gennem høje skatter, pantsætning og lån hos genovesiske banker blev der opstillet en hær på 40.000 mand og 100 kanoner foruden 68 krigsskibe. Pave Alexander 6. gjorde, hvad han kunne for at støtte sin allierede, det aragonske dynasti i Napoli, men måtte forhandle med Karl 8., da han rykkede ind i Rom. Karl 8. drog ind i Napoli 22. februar 1495 og blev kronet der den 12. maj. Allerede i marts havde Milano, Østrig, Venezia og paven dannet Den venezianske Liga mod Karl 8., og efter det uafgjorte slag ved Fornova (juli 1495) blev han tvunget til at vende tilbage til Frankrig. Under forberedelse af et nyt felttog til Italien, døde han (f 30/6 1470)

 

Slaget ved Novara, 45 km vest for Milano. Ludvig 12. af Frankrig besejrer hertugen af Milano, Lodovico Sforza "il Moro", som bliver taget til fange. Da hertugen af Orleans i 1498 blev udråbt til fransk konge som Ludvig 12. genoptog han sin forgængers – Karl 8.’s – italienspolitik. Som barnebarn af Valentina Visconti – den tidligere hertugfamilie i Milano – havde han ikke glemt familiens krav på Milano, desuden gjorde han dynastiet Anjous krav på Napolis trone gældende. På sin kroningsdag antog han foruden flere andre titlerne hertug af Milano, konge af Napoli og Sicilien og kejser af Jerusalem. For at være på den sikre side fornyede han inden angrebet på Italien sin fredstraktat med England og indgik en ny med Spanien. Ved at love Venezia Cremona og områderne øst for Adda fik han kanalbyen til at underskrive en allianceaftale "med det formål at føre fælles krig mod hertugen af Milano, Lodovico Sforza, og mod alle undtagen paven i Rom", samt med "det formål at genindsætte den Allerkristeligste Konge Som hertug af Milano, hans retmæssige fædrenearv". Endvidere indgik Ludvig 12. en aftale med svejtsiske kantoner om at stille soldater til rådighed til gengæld for årlige subsidier på 20.000 floriner. Stillet over for en sådan koalition følte Lodovico sig magtesløs, og han flygtede til Østrig. I løbet af tre uger deltes hans hertugdømme mellem Venezia og Frankrig. Den 6. oktober 1499 holdt Ludvig 12. sit indtog i Milano. I 1500 forsøgte Lodovico at tilbageerobre sit hertugdømme med svetsiske og tyske lejetropper. Hærene mødtes ved Novara, men efter det første sammenstød vendte Lodovicos lejetropper om og flygtede. Lederne forhandlede om overgivelsesbetingelser med franskmændene, og da Lodo-vico søgte at undslippe i forklædning, forrådte hans svejtsiske lejetropper ham til fjenden. Han blev taget til fange og sad indespærret i Frankrig til sin død. I de næste 60 år stredes franskmænd og spaniere om herre-dømmet over Italien. De sidstnævnte blev sejrherrer, og først i 1860’erne blev italienerne herrer i deres eget land

 

1513 Spanieren Juan Ponce de Léon opdager Florida og erklærer det for spansk. Juan Ponce havde deltaget i Columbus første rejse. På rejse i 1508-09 havde han udforsket og koloniseret Puerto Rico. Ordrer fra Spanien om at søge nyt land og legenden om en ’ungdomskilde’ på Bimini-øen i øgruppen Bahamas førte til opdagelsen et område, der fik navnet Florida efter dagens navn

 

1525 Stormesteren hos De teutoniske Riddere - Albert af Brandenburg - bliver hertug af Preussen. I 1511 var Albert blevet stormester af den Teutonske Orden, som havde haft Østpreussen i len af den polske konge siden 1466. I 1519 var Albert kommet i krig med sin polske lensherre, og selvom der blev sluttet våbenhvile i 1521, var striden ikke bilagt. Da der tillige var fjendskab mellem ordenens riddere og den lokale adel, besluttede Albert at følge det råd, han havde fået af Luther i Wittenberg: Han opløste ordenen i Preussen og ændrede landets status til et hertugdømme under den polske konge. På et møde i Krakow 8. april 1525 accepterede den polske kong Sigismund II denne ordning

 

d Niels Juel, admiral; Niels Juel fik en grundig sømandsuddannelse bl.a. i Holland og deltog i dette lands krig med England 1652-54. 1658 vendte han hjem til Danmark og indtrådte i flåden. Året efter udnævntes han til admiral og Holmens chef; som chef for den dansk-norske flåde deltog han i 1657-60 i kampene mod svenske-kongen Karl Gustav. Efter fredsslutningen bragte han sammen med Cort Adeler orlogsflåden i en fortrinlig stand, hvilket kom rigerne til gode under Den skånske Krig 1676-79. Allerede før krigsudbruddet havde Griffenfeldt aftalt med den hollandske admiral Cornelis Tromp, at denne skulle lede den dansk-norske flåde. Skønt dette var en forbigåelse af Niels Juel, bøjede han sig loyalt herfor. Før Tromps ankomst indtog Niels Juel 1. maj 1676 Gotland og udkæmpede 25.-26. maj et gunstigt slag ved Falsterbo med svenskerne. Næste dag overtog Tromp kommandoen over den forenede dansk-norske-hollandske flåde, og som eskadrechef under ham bidrog Niels Juel 30. maj til sejren ved Øland. I 1677 opnåede Niels Juel sin største triumf: sejren i Køge Bugt den 1. juli over en overlegen svensk flåde; en sejr der var opnået, inden den hollandske flåde var nået frem til Danmark. Efter triumfen blev Niels Juel generaladmiralløjtnant; efter Tromp var blevet afskediget, beholdt Niels Juel krigen ud overkommandoen til søs; 1678 blev han vicepræsident i admiralitetet; 1683 avancerede han til dets præsident (f 8/5 1629)

 

1713 For at kunne finansiere Store Nordiske Krig udstedes de første danske pengesedler. I 1713 udsendtes 120.000 sedler. Loven påbød, at sedlerne skulle have samme værdi som mønter. Men danskerne havde ikke tillid til de nye papirpenge, og kursen faldt hurtigt til langt under møntværdien. Flådens matroser, der blev tvunget til at modtage en del af deres sold i sedler, måtte afhænde dem med store tab til københavnske pengemænd, der spekulerede i, at kongen efter krigen ville være nødt til at tilbagekøbe sedlerne til deres pålydende værdi

Christian 9. konge 1863-1906; søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck og Louise af Hessen-Kassel; nedstammede på fædrene og mødrene side fra det danske kongehus. Efterhånden som det stod klart, at den Oldenborgske kongeslægt ville uddø med Frederik VII, blev opmærksomheden rettet mod C; efter at hans hustrus søskende havde givet afkald på deres arvekrav til hende og hun sine til C, blev han ved Londontraktaten 1850 og arvefølgeloven 1853 anerkendt som tronfølger. Han kom på tronen (november 1863) under meget vanskelige udenrigspolitiske forhold. Den netop vedtagne novemberforfatning, der kun gjaldt for kongeriget og Slesvig, gav de tyske magter anledning til indblanding i danske forhold. Kun nødtvungent skrev C under på den nye forfatning og var indstillet på at tage den krig, der måtte komme. I årene efter 1864 blev der uberettiget rejst tvivl om hans danskhed, og hans popularitet i befolkningen var ikke stor. Den politiske strid - provisorietiden - 1870-94, da han gentagne gange udtalte sin tillid til Højre, og spec. konseilspræsident Estrup, fremkaldte undertiden misstemning mod kongen, men agtelsen for hans personlighed steg, ligesom hans vidtomfattende familie- og venskabsforbindelser med Europas fyrster ikke kunne andet end at styrke hans popularitet. Årene, de mange familiebegivenheder og Systemskiftet 1901 gjorde, at kongen på sine gamle dage vandt almindelig sympati for sin noble og stilfærdige personlighed, og man oplevede, at han og folket var vokset sammen gennem ulykkesåret 1864 og den almindelige fremgang, Danmark havde oplevet i hans regeringstid (f 29/1 1906)

 

1838 Første transatlantiske dampskibsrute åbnes mellem Bristol og New York med dampskibet "Great Western"

 

d Gaetano Donizetti, italiensk komponist; allerede som meget ung drev han musikstudier, og da hans familie ikke ville acceptere hans ønske om at blive musiker, stak han af hjemmefra. Han trådte ind i den østrigske hær. Det bragte ham til flere større byer, og overalt benyttede han lejligheden til at studere opera som tilhører. Han forsøgte sig som operakomponist i 1818, og da han havde succes, opgav han militærlivet for helt at hellige sig musikken, navnlig operakomposition. I de følgende år indtil 1834 skrev han omkr. 40 operaer mest for Napolis scene, bl.a. "L’elisir d’amore" (Elskovsdrikken, 1832). Næsten alle gjorde de lykke, og gjorde D kendt. I 1834 blev han lærer ved konservatoriet i Napoli og snart efter direktør samme sted. I disse år skrev han operaer som "Lucretia Borgia" og "Lucia di Lammermoor" (Napoli, 1835), der hører til hans berømteste. Fra 1838 tog han ophold i Paris; der videreførte han sin succesrige karriere med bl.a. med "La Favorite" og den komiske opera "La Fille du régiment" (Regimentets Datter, 1840), af hvilke den første straks gjorde stormende lykke, mens den anden havde en langsommere, men mere holdbar succes. Endnu nogle år tilbragte D på rejser, bl.a. i Wien, hvor han havde stor succes med operaerne "Linda di Chamounix" og "Don Pasquale". Sine sidste år tilbragte han stærkt sygdomssvækket i sin fødeby Bergamo (f 29/11 1797)

 

1879 d Antonio (Andrew) Panizzi, italiensk født britisk bibliotekar; han måtte forlade Italien 1822 for at undgå arrest på grund af sin revolutionære virksomhed. Han rejste til England og efter at have undervist i italiensk i Liverpool, var han i årene 1828-37 professor i italiensk ved University College, London. I perioden 1831-1866 var han ansat i biblioteket ved British Museum – fra 1856 som førstebibliotekar. Her gjorde han en stor indsats for forbedring af bibliotekets forhold. Han planlagde og begyndte katalogisering af bibliotekets bogbestand; endvidere fik Panizzi udarbejdet en rapport over bibliotekets mangler, hvilket førte til bedre vilkår for biblioteket herunder flere penge til indkøb af bøger. Han tegnede og stod for indretningen af bibliotekets læsesal (åbnede maj 1857). Selv om han blev britisk statsborger i 1832, fortsatte P med at arbejde for Italiens frihed gennem sit venskab med fremtrædende liberale briter, med Thiers i Frankrig og med italienske politiske ledere. Efter Italiens samling afslog han invitationer fra Garibaldi og Cavour om at vende tilbage til Italien som senator eller som medlem rådet for offentlig undervisning. Panizzi foretrak at blive i England som "uofficiel ambassadør" (f 16/9 1797)

 

1892 f Mary Pickford, amerikansk skuespiller; hun debuterede i 1909 i "Violinspilleren fra Cremona" og var blandt stumfilmens mest populære stjerner. Hun fik sit gennembrud som "Little Mary" med tilnavnet "America's Sweetheart" og vedblev at spille barnlige unge piger i de fleste af sine film. I 1919 blev hun gift med Douglas Fairbanks, med hvem hun sammen med bl.a. Chaplin dannede filmselskabet United Artists. Efter nogle mindre heldige film i slutningen af 1920'erne trak hun sig delvis tilbage. Hendes ægteskab med Fairbanks blev opløst i 1936. I 1953 solgte hun og Chaplin United Artists. I 1975 modtog hun en æres-Oscar for sin indsats i amerikansk film (29/5 1979)

 

1898 Slaget ved Atbara i Sudan. En britisk/ægyptisk hær under Lord Kitchner besejrer Mahdisterne. I de fortsatte kampe i Sudan efter Khartoums fald i 1885 udkæmpedes før briternes afgørende sejr ved Omdurman 2. september 1898 slaget ved Atbara. I april 1898 trængte emir Mahmoud, en af de mest agressive af Kaliffens tilbageværende generaler, ned ad Nilen helt til Atbara for at møde den fremrykkende britiske styrke. Langfredag den 8. april 1898 gik Kitchener imod ham med sit moderne artilleri, og akkompagneret af skotske sækkepiber og engelske piber og trommer stormede britiske og ægyptiske soldater de arabiske barrikader. Ingen fjender blev skånet, og inden længe var over 2000 dræbt. I sine erindringer beretter Winston Churchill, at Kitchener efter slaget "red langs geleddet, og de britiske brigader hævede hjelmene på de mørke, blodplettede bajonetter og hyldede ham med den sejrrige krigs begejstring". Forude ventede der Kitchner nye triumfer: sejren ved Omdurman og franskmændenes opgivelse af Fashoda

 

1904 l'Entente cordiale mellem Storbritannien og Frankrig underskrives; med underskrivelsen blev der bilagt et antal kontroversielle spørgsmål mellem de to lande; der banedes dermed vej for britisk-fransk samarbejde mod tyske udfordringer i tiåret forud for 1. Verd.krig. Aftalen var ikke en alliance, og Storbritannien blev ikke inddraget i de franske forpligtelser over for Rusland. Vigtigt i aftalen var, at den gav briterne frie hænder i Ægypten, og at Frankrig fik det samme i Marokko. Endvidere blev Nigerias grænser fastlagt til fransk fordel, mens Frankrig gav afkald på visse fiskerettigheder ved New Foundland. Man fik også fastlagt grænserne for de to landes interessesfærer i Thailand. Aftalen kom meget på tværs af tysk udenrigspolitik, som byggede på et fortsat dårligt britisk-fransk forhold. Et tysk forsøg på i 1905 at stoppe Frankrig i Marokko - første Marokkokrise - og således få brudt ententen, bidrog kun til at styrke den. Herefter blev der indledt militære drøftelser mellem den britiske og den franske generalstab. Britisk-fransk solidaritet blev bekræftet ved Algeciras-konferencen i 1906 og igen under den anden Marokkokrise i 1911

 

d Hein. von Nutzhorn, komponist, højskolelærer; 1860 cand theol og derefter lærer ved Rødding højskole. Da skolen efter nederlaget i 1864 - den lå nu syd for grænsen - ikke kunne føres videre som før, flyttede han med skolens forstander Ludvig Schrøder til Askov. Her virkede han til 1921, fra 1898 som medbestyrer. N skulle komme til at sætte stærke spor inden for dansk højskole. Som lærling af Grundtvig viede han undervisningen i Nordens historie en meget stor del af sin indsats. I endnu højere grad end som historielærer fik han betydning som sanglærer. Til speciel brug for højskolen udgav han flere visesaminger og sangbøger. Endvidere komponerede han melodier til især Grundtvigs salmer og folkelige historiske sange, f.eks. "Arildstiden kom i Hu" og "Der lød fra gamle Dage" var skattede i datiden. N var på forskellig måde litterært beskæftiget; i sin høje alderdom fik han således udgivet "Den dansk-lutherske Menigheds Salmesang" (I-II, 1913-18), en fremstilling af den ældre danske salmes historie (f 20/2 18)

 

1963 d Karl Kristian Steincke; socialdemokratisk politiker og minister; han blev cand jur i 1906 og året efter ansat ved fattigvæsenet i Frederiksberg kommune fra 1910 som dettes leder som fattiginspektør. Embedet gav Steincke en praktisk viden om socialpolitik, som senere var en solid støtte i hans politiske arbejde. Teoretisk engagerede han sig dybt i tidens sociale debat. Det gav sig bl.a. udslag i værket "Fremtidens Forsørgelsesvæsen", der udkom i 1920 i to bind. Med værket og hans andre afhandlinger og artikler om offentlig forsorg stod han efterhånden som den af alle anerkendte førende ekspert på området. Samtidig med sit embede og sit faglige forfatterskab fik han i disse år en politisk position. I 1913 blev Steincke medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. I 1918 blev han valgt til Landstinget i 1. kreds (København), en post han bevarede til 1940, hvorefter han var tingvalgt medlem til oktober 1952. I den første socialdemokratiske regering 1924-26 var han justitsminister. Da Socialdemokratiet sammen med De radikale dannede regering i 1929 blev Steincke social-minister. Ved overtagelsen af ministeriet tog han fat på at gennemføre den socialreform, der havde været arbej-det på 1920’erne igennem. Den blev gennemført i 1933. Der var tale om et stort lovkompleks, der omfattede fire love om arbejdsløshedsunderstøttelse, ulykkesforsikring, folkeforsikring og offentlig forsorg. Det grund-læggende i reformen var, at man nu arbejdede efter et retsprincip, hvor man hidtil havde haft et såkaldt skøns-princip. Man havde med andre ord ret til hjælp fra det offentlige. Med Steinckes socialreform var det første skridt taget hen mod efterkrigstidens velfærdsstat. Efter valget i 1935 blev han atter justitsminister. I september 1939 trådte han tilbage som minister. Men trods afgangen som minister havde han fortsat en central position i Landstinget. I januar 1948 blev han landstingsformand og i marts 1950 på ny justitsminister. K. K. Steinckes sidste ministertid blev kort, idet ministeriet Hedtoft trådte tilbage i oktober 1950 (f 25/8 1880)

1973 d Pablo Picasso, spansk maler, billedhugger, keramiker og grafiker; P dominerede den europæiske billedkunst i 1900-tallets første halvdel. Hans teknisk overlegne, ekspressive udtryksformer, der spænder fra klassiske, naturalistiske kompositioner til genstandsløs abstraktion, ustandseligt ændret i en stadig eksperimenterende proces, har inspireret en stor del af århundredets malerkunst og grafik (f 25/10 1881)

 

1981 d Omar Bradley, amerikansk general; i 1915 afsluttede han uddannelsen ved det amerikanske militærakademi West Point. Ved udbruddet af 2. Verd.krig gjorde han tjeneste som kommandant ved infanteriskolen Fort Benning i Georgia. Han overtog derefter kommandoen over 82. og 28. division og blev i 1941 brigadegeneral; i februar 1942 fulgte udnævnelsen til generalmajor; i efteråret samme år blev han chef for 2. armekorps i kampene i Nordafrika. Her bidrog hans korps afgørende til erobringen af Tunesien og tilfangetagelsen af flere end 250.000 tyske og italienske soldater. Efter med udmærkelse at have deltaget i erobringen af Sicilien sommeren 1943 blev B samme efterår overført til Storbritannien. Her overtog han kommandoen over 1. amerikanske hær og deltog i planlægningen af invasionen i Normandiet. Han ledede sine tropper under landgangen den 6. juni 1944. Efter gennembruddet ved Avranches blev han chef for 12. allierede armégruppe, bestående af 1., 3. og 9. amerikanske armé, hvilket var den største amerikanske styrke, der nogensinde var blevet opstillet. Den blev placeret i centrum under fremrykningen mod øst og nedkæmpede den tyske offensiv i Ardennerne december 1944. I januar 1945 fik han overkommandoen over alle tropper på fronten syd for Ardennerne og ledede offensiven ind i Tyskland på denne del af fronten. I 1948 blev B chef for generalstaben og i 1950 øverste chef for nyskabelsen forsvarsstaben bestående af repræsentanter fra såvel hær som flåde og luftvåben. I 1951 udgav han erindringsbogen "A Soldier’s Story" (f 12/2 1893)

 

2001 d Marguerite Viby, skuespiller; efter debutten som amatør i Aalborg i 1926, gjorde hun lykke bl.a. i Århus med en rammende Josephine Baker-parodi. Det bragte hende i 1928 til Scala i København. Med sig fra 1920’erne tog hun de nye danserytmer og en utrolig appetit på tilværelsen. Hun sang i PH-revyen Pæn og Høflig "Det er sjovt at være til. Man sku aldrig være andet" på Riddersalen i 1931. I 1932 kom det helt store gennembrud med skiftet til Apolo Teatret. Her blev hun eksponent for den nye tids puls og rytme. Ud over en række sucesser i revy, operette og lystspil blev hun en af dansk film mest populære skuespillere. Hun debuterede i Fy og Bi film. Hendes første talefilm var "Skal vi vædde en Million" (1932), hvor hun sang landeplagen, "Titte til hinanden", endvidere "Mille, Marie og mig" (1937), med sangen "Jeg har elsket dig så længe, jeg kan mindes", "Frøken Kirkemus" (1941) og "Teatertosset" (1944). At hun også kunne synge en alvorlig vise beviste hun bl.a. med "Flyv min Hest" i Dagmarrevyen 1943 og med Chaplin-visen "Med Stok og med Hat og med Skæg" samme sted 1953. I 1965 gjorde hun lykke i Cirkusrevyen som jazzende husmor og med visen "Før vi fik bil", en vittig og ironisk kommentar til de nye motionister, der søgte at smide nogle kilo til tidens jazzrytmer. I 1968 hentede hun tillige en solid succes på Ungdommens Teater som den snusfornuftige rengøringskone i "Mordskab" (på film i 1969). Også på tv har hun været flittigt benyttet bl.a. som husfaktotun i serien "En stor familie" fra 1982 (f 25/6 1909)

 

Til top        9. april

Mongolslaget ved Legnica (tysk, Liegnitz) i det sydlige Polen - datidens Schlesien. Efter Kievs fald i december 1240 ophørte den russiske modstand mod mongolerne. Mongolerne foretog derefter flere togter ind i Polen, Galicien, og mongolernes fortrop nåede helt frem til Breslau (Wroclaw) i Schlesien. En fælles styrke bestående af tyske og polske riddere under hertug Henrik II af Schlesien led et overvældende nederlag ved Legnica. Mongolerne trængte imidlertid ikke længere mod vest; de drejede mod syd for at slutte sig til den mongolhær, der opererede i Ungarn

 

1388 Slaget ved Näfels resulterede i en større sejr til den svejtsiske konføderation i dens kamp for selvbestemmelse mod Habsburg herredømme. Selv om østrigernes katastrofale nederlag i slaget ved Sempach den 9. juli 1386 var blevet efterfulgt af en våbenhvile, blev fjendtlighederne mod habsburgerne fortsat af af de krigeriske indbyggere i Glarus, et område, der var blevet tilsluttet konføderationen i 1352, men som i 1355 atter blev indlemmet i det habsburgske rige. Efter udløbet af våbenhvilen (februar 1388), rykkede habsburgeren Albert III af Østrig med en hær frem mod Glarus; men rebellerne, som var blevet forstærket med tropper fra Schwyz, standsede først invasionen ved holde højderne oven for Näfels ved den nordlige indgang til deres dal, slog den derefter på flugt efter et blodigt modangreb. Senere svejtsiske offensiver opnåede samme succes, og i april 1389 blev en syvårig våbenhvile ratificeret af hertug Albert; den gav dels svejtserne ret til at bevare deres konføderation dels at bevare deres erobringer

 

1454 Freden i Lodi (ved Milano) mellem Milano og Venezia afslutter krigen mellem de to stater om arveretten til hertugdømmet Milano til Francesco Sforzas fordel. Da der efter fredsslutningen eksisterede en magtbalancesituation mellem Venezia, Milano, Napoli, Firenze og Pavestaten, de fem betydeligste stater på den italienske halvø, markerede fredsslutningen begyndelsen på en 40 årig periode med relativ fred i Italien. Venezia, hvis handelsimperium var truet af de ottomanske tyrker, var interesseret i fred i Italien. Condottieren Sforza, som af befolkningen i Milano var blevet udråbt til hertug, var ligeledes interesseret i at få afsluttet den kostbare krig. Ved fredsslutningen fik Sforza anerkendt sin position som hertug, Venezia bevarede sine betydelige besiddelser i Norditalien - bl.a. Brescia og Bergamo. De andre krigsdeltagere (Milanos allierede Firenze, Mantova og Genova og Venezia allierede Napoli, Savoyen og Montferrat) måtte acceptere fredsslutningen. For at bevare de eksisterende landegrænser blev der i forbindelse med fredsaftalen indgået en 25 årig gensidig forsvarsaftale samt oprettet en Italiensk Liga (Lega Italica). Ligaens deltagere lovede fælles forsvar, hvis en af deltagerne blev angrebet. Ligaen, der blev officielt proklameret af pave Nikolaj 5. den 2. marts 1455, blev tiltrådt af næsten alle italienske stater. Aftalen formåede dog ikke fuldstændigt at hindre krig mellem de italienske stater; mange af dem fortsatte med at forfølge egne interesser. Ligaen faldt fra hinanden ved det franske angreb på Italien i 1494

1483 d Edward 4. engelsk konge 1461-70 og 1471-83, nedstammede i en sidelinje fra Edward 3. og spillede en hovedrolle i opgøret mellem slægterne York og Lancaster - Rosekrigen - War af the Roses. E’s far, hertug af York (hvide rose) anførte en revolte mod Lancaster-kongen (røde rose) Henrik 6. og blev i 1460 udnævnt til Henriks efterfølger. Da hans far blev dræbt i 1460, anførte E en hær, der besejrede Henrik og dennes støtter; E blev derpå kronet som engelsk konge - juni 1461. I hans første regeringsår udøvede jarlen af Warwick stor magt, men efterhånden som E fik anbragt betroede mænd på indflydelsesrige poster, mistede Warwick indflydelse. Opmuntret af Ludvig 11. af Frankrig tog Warwick i juli 1469 E til fange og holdt ham indespærret. E kom fri i oktober, og Warwick måtte flygte til Frankrig. I 1470 vendte Warwick, der havde allieret sig med den franske konge, tilbage til England og tvang E på flugt - til Holland. Da E vendte tilbage, besejrede og dræbte (april 1471) han Warwick. Henrik (6.) blev dræbt måneden efter, og til sin død sad E sikkert på den engelske trone. I de sidste år af sin regering opmuntrede han handelen og fik sluttet handelstraktater med Frankrig (1475), med Burgund (1468) og med Hansaforbundet (1474). Den engelske handel voksede som følge af den indre og ydre fred. I 1478 fik E sin bror, Clarence, henrettet, fordi han havde været på Warwicks side. Under forberedelserne til en invasion af Frankrig døde Edward (f 28/4 1442)

 

1492 d Lorenzo "il Magnifico" Medici; søn af Piero M og Lucrezia Tornabuoni; han fik en ypperlig opdragelse, og ved faderens død blev han i 1469 familiens overhoved. Han stod nu i spidsen for familiens handelshus og havde dermed den faktiske magt i Firenze. I 1478 stiftede adelsfamilien Pazzi en sammensværgelse mod Medicifamilien. L undslap et baghold i domkirken, mens broderen Giuliano blev myrdet. Mordet blev blodigt hævnet, og L var fra da af byens ubestridte hersker. Hans strålende magt gav ham tilnavnet "il Magnifico" (den prægtige), og han blev midtpunkt i det rige kulturliv, som i disse år udfoldede sig i byen. L besad sin tids højeste dannelse og beskrives som menneskelig rigt udrustet, harmonisk af natur og overordentlig intelligent. Desuden forstod han med stor diplomatisk kløgt at optræde som mægler mellem de forskellige italienske stater og arbejdede med held på at opretholde ligevægten mellem dem. Desuden var hans gæstfrie og storslåede hjem det strålende, festlige og åndfulde midtpunkt for Firenzes åndsliv i byens glansperiode, samlingssted for humanister, digtere og kunstnere. Hans søn Giovanni blev den senere pave Leo X. Giulianos søn Giulio blev den senere pave Clemens VII (f 1/1 1449)

1553 d Francois Rabelais, fransk forfatter; efter først at have været munk uddannede han sig til læge, men studerede desuden naturvidenskab, klassisk filologi, hebræisk og jura. Han arbejdede med udgivelsen af medicinske og humanistiske skrifter, da han i 1532 opdagede det middelalderlige værk om kæmpen Gargantua. Disse gamle krøniker vækkede R’s digterevner, og han fortsatte den overleverede beretning med sin bog om Pantagruel, Gargantuas søn. Dette værk blev bind 2 i R’s hovedværk på 5 sammenhængende bøger. Han skrev sin egen Gargantua-roman "Det forfærdelige levnedsløb af den store Gargantua, far til Pantagruel", som udgør bind 1 (1534). Derefter fulgte "Le tiers livre" (1546), en fortsættelse af Pantagruel. I den fjerde bog "Le quart livre" (1552) beskrives søvejen til Ostindien. Den femte bog "Le cinquième livre" (posthumt 1564) er måske ikke skrevet af R. Hans livsanskuelse faldt sammen med renæssancens optimistiske naturfilosofi. Skinhellighed og åndelig snæversyn, medicinsk humbug, politisk tyranni, aristokratiets hovmod og råhed bekæmpede han med utrættelig ironi og åndrig munterhed, samtidig med han forfægtede positive ideer, bl.a. om børneopdragelse og individets frihed (f ca 1494)

 

1624 f Henrik Rysensten, hollandsk/dansk ingeniørofficer, født i Ruinen i provinsen Drenthe, Holland; fra 1661 var han i dansk tjeneste som generalkvartermester og overinspektør for fæstningsvæsenet. Han udarbejdede planen til og ledede arbejdet med opførelsen af Frdr. III’s kastel i København, med den foranliggende, ubebyggede Esplanade af hensyn til det frie skud; han udbedrede tillige Københavns volde efter svenskekrigen. P, der blev generalløjtnant, iværksatte flere andre fæstningsarbejder; han var med sine tusinder af soldaterarbejder entreprenør i stor stil og blev en overordentlig rig mand. 1671 blev han friherre, og af Bøvling Slot med tilhørende gods ved Lemvig, der var tilskødet ham af kronen, oprettedes lensbaroniet Rysensteen (d 14/3 1679)

 

1626 d Francis Bacon, engelsk filosof, jurist, forfatter og statsmand; var af fornem familie, men som yngre søn måtte han selv bane sig vej, hvortil hjalp hans ærgerrighed. Mindre nøjeregnende med hensyn til midler steg han under Jacob I til lordkansler og baron af Verulam 1618; tre år senere blev han dømt for bestikkelse. Han blev benådet og tilbragte sine sidste år med studier. Hans hovedværker er fra 1620 "Novum Organum" (i.e. "det nye redskab", i modsætning til Aristoteles’ Organum) og fra 1623 "De dignitate et augmentis scientiarum" (i.e. om videnskabernes værd og forøgelse). Videnskabernes formål er iflg B af praktisk art, nemlig at få magt over naturen, hvilket forudsætter viden om naturens love. Ved sine overvejelser over den empiriske forsknings metoder blev B grundlægger af den engelske empirisme. Til erstatning for den på hans tid herskende aristotelisk-skolastiske deduktive metode som søgte at udlede konklusioner fra givne præmisser, ville B udbygge den induktive metode: at formulere almengyldige love på grundlag af eksperimentelt kontrollerede iagttagelser. Den frie videnskabelige forskning hæmmes imidlertid af en række menneskelige fordomme, såkaldte idoler, som B inddelte i fire grupper: idola tribus, som skyldes menneskets natur, der bevirker menneskets tilbøjelighed til at lade sin tænkning påvirke af følelser og ønsker og til at antage, at naturen er formålsbestemt; idola specus som beror på det enkelte menneskes særlige udrustning og tilbøjeligheder; idola fori som beror på sprogets magt over tanken; idola theatri som skyldes traditionens og samtidens vid og filosofiske synspunkters magt. Ved sin iagttagelse af den ensartede form af Atlantiske Oceans kystlinjer var B en forløber for teorien om kontinentaldrift (f 22/1 1561)

 

1682 Den franske opdagelsesrejsende La Salle når Mississipis udløb. Det skete efter Louis Jolliet og Father Marquette havde udforsket Mississippi så langt mod syd som Arkansas-floden; 1677 fik la Salle den franske konges tilladelse til at udforske floden til dens udløb. 9.april 1682 afsluttede han rejsen. Området langs floden gav han navnet Louisiana og erklærede det for fransk i Ludvig 14.'s navn

 

James Cook opdager Botany Bay på Australiens østkyst. Da Cook på sin første rejse den 1. april 1770 forlod New Zealand med skibet "Endeavour", valgte han at sejle hjemad langs den da ukendte australske østkyst, som Cook nu fik kortlagt trods faren for at grundstøde på Great Barrier

 

d Jacques Necker, svejtisk bankier, fransk politiker og fransk finansminister; skønt udlænding og protestant lykkedes det ham at gøre en strålende om end omskiftelig karriere i det franske finansvæsen. Som finansminister 1776-81 og 1788-90 søgte han at sanere de franske finanser og gennemføre liberale reformer; i 1781 offentliggjorde N en såkaldt Compte rendu au Roi over finansforholdene; det var ikke et egentligt budget, men en indberetning til kongen om den foreliggende finansielle situation ledsaget af et forsvar for de midler, han hidtil havde anvendt. Skriftet indeholdt en kritik af hoffets ødselhed. Men da hoffet ikke ville gå med til de krævede besparelser, blev N afskediget. I 1788 blev han genindsat i sit embede i håb om, at man derved kunne undgå en truende statsbankerot. Han fik kongen til at indkalde Generalstænderforsamlingen maj 1789 og satte igennem, at tredjestand fik halvdelen af repræsentanterne. Men han havde ikke fasthed til at drage konsekvensen af dettte: afstemning efter hoveder. Han blev derfor årsag til den store konflikt i juni 1789 mellem tredjestand og hoffet. N blev 11. juli 1789 afskediget af kongen; men da Necker nød stor folkelig popularitet, kom det til folkebevægelsen 12., 13. og 14. juli kulminerende med Stormen på Bastillen. Kongen blev nødt tik at kalde N tilbage. Det skete den 29. juli. September 1790 tog Necker sin afsked på grund af uenighed med Nationalforsamlingen. Han trak sig tilbage til sit gods Coppet ved Genèvesøen og deltog ikke siden i politik. Hans hustru, Susanne Necker (1739-94) var sjælen i den Necker'ske salon i Paris. Ægteparrets datter var Madame de Staël, der skrev Neckers biografi ind i sin "Considérations sur la Révolution Francaise" (f 30/9 1732)

 

1806 f Isambard Kingdom Brunel, engelsk ingeniør; Brunel var ansvarlig for anlæg af mere end 1000 engelske miles jernbanespor; i forbindelse med dette arbejde byggede han flere broer således Maidenhead-broen med den fladeste murstensbue i verden; desuden ydede Brunel fremragende bidrag til konstruktion af skibe, først og fremmest med sine tre skibe "Great Western" (1837), "Great Britain" (1843) og Great Eastern" (1858), hver især det største i verden ved søsætningen. Det første en hjuldamper af træ og den første succesfulde transatlantiske damper; det andet var verdens første skruedamper med jernskrog; det tredie blev drevet frem med både skrue og hjul og havde dobbelt skrog, noget der senere blev almindeligt for moderne oceandampere. Med en størrelse, der først blev overgået 40 år senere, var Great Eastern ingen succes som passagerskib, men det indlagde sig berøm-melse ved at lægge det første transatlantiske kabel (d 15/9 1859)

 

1821 f Charles Baudelaire, fransk forfatter; han var hele livet plaget af økonomiske bekymringer, og han kæmpede mod sygdom og sjælelige kriser. I perioder var han henfalden til narkotika. Erfaringerne fra stofmisbruget skildrede han i "Les paradis artificiels" (1860). Han havde bortødet en betydelig arv efter faderen på vin, kvinder og spil. Familien fik ham erklæret umyndig (1844), men sørgede for en beskeden månedsudbetaling, som slet ikke kunne finansiere hans bohemeliv. Han tjente til livets ophold som kritiker og oversætter. Succes fik han aldrig. Han døde slidt op af fattigdom, alkohol og narkotika. B’s litteraturkritiske arbejder er samlet i "L’artromantique", kunstkritikken i "Curiosités esthétiques". Hans eneste digtsamling "Les fleurs du mal" vakte opsigt/skandale ved udgivelsen i 1857. Samtiden fandt den så anstødelig, at den blev beslaglagt, og der rejstes sag mod forfatteren. Samlingen giver udtryk for en lidenskabelig skønhedstrang, svælger i sære, raffinerede stemninger, tit strejfende det sygelige; præget af en dyb melankoli. Mens hos romantikerne især synssansen var fremherskende, fremmaner B også høresansen, følesansen, lugten, dyrker synæstesien – sammenkædning af indtryk hentet fra forskellige sanser f.eks. "en blå klang" – og vil gerne virke musikalsk ved verset. I sine sidste leveår udgav han en samling prosadigte"Petits poèmes en prose", hvori han behandler temaer og motiver fra digtsamlingen. Hans digte fik betydning for symbolisterne; overhovedet har B's poesi øvet en overvældende indflydelse på hele den moderne lyrik. Baudelaire har også udgivet skrifter om Théophile Gautier (1859) og om Wagner (1861) (d 31/8 1867)

 

Slaget ved Bov; det første sammenstød mellem den danske hær og slesvig-holstenske oprørere under Treårskrigen 1848-50. Danske tropper, der talte 10-11.000 mand angreb om formiddagen kl 08.15 en afdeling oprørere, der i antal var betydeligt underlegne, 6-7.000 mand. Oprørerne havde taget opstilling langs linjen Krusaa, Bov og Volmerstoft. Efter nogle timers kamp, i hvilken den danske hær fik støtte fra nogle krigsskibe på Flensborg fjord, var oprørerne besejret, og de trak sig skyndsomt sydpå. Danskerne fulgte efter, og i løbet af få dage var hele Slesvig til Ejderen besat. De danskes tab var ringe: 8 officerer og 86 underofficerer og menige sårede og døde. Oprørernes tab udgjorde 8 officerer, 165 mand døde og sårede samt 773 usårede fanger. Efter slaget ved Bov ville krigen have været forbi, hvis slesvigholstenerne havde stået alene; men de var begyndt kampen i tillid til Tyskland. Allerede straks efter Rendsborgmødet var hertugen af Augustenborg rejst til Berlin for at søge preusserkongens hjælp, og den blev beredvilligt tilstået. Efter den for kongen ydmygende martsrevolution greb han med iver den gunstige lejlighed til at vinde både militær ære og national anerkendelse; han erklærede den 24.marts at ville støtte slesvigholstenerne, og allerede den 4. april rykkede preussiske tropper ind i Altona, den 5. april i Rendsborg. Stadig ved hertugen af Augustenborgs virksomhed lykkedes det den 12. april at få det tyske forbund til at anerkende den slesvigholstenske oprørsregering, og kort efter rykkede også tropper fra de tyske småstater ind i Holsten. I den følgende uge gik den samlede styrke nordpå. Det var således en anderledes stærk styrke, danskerne mødte i påskeslaget ved Slesvig den 23. april

 

d Erich Ludendorff, tysk general; han tilknyttedes 1895 generalstaben og gjorde en fornem karriere. Ved udbruddet af 1. Verd.krig var han generalmajor og brigadechef og førte stormtropperne mod Liège 7. august. En måned senere udnævntes han til arméstabschef på østfronten under Hindenburg. L var således delagtig i de sejrrige operationer, det fandt sted på denne front under Hindenburgs kommando. Da Hindenburg i 1916 overførtes til vestfronten og blev øverstkommanderende for alle tyske tropper, var det en selvfølge, at L udnævntes til 1. generalkvartermester i et fortsat samarbejde med Hindenburg. I dette samarbejde blev L med rette regnet for hjernen af de to, der til krigens slutning udformede de strategiske planer for den samlede tyske krigsførelse. L indså i foråret 1918 efter den mislykkede tyske forårsoffensiv, at krigen var tabt og virkede for en hurtig kapitulation. Han desavoueredes og måtte i oktober 1918 træde tilbage. Efter sin tilbagetræden var han bl.a. med erindringsbogen "Meine Kriegserinnerungen 1914-1918" (1919) med til at udbrede dolkestødslegenden. Den sagde, at den tyske hær ikke var blevet besejret, men stukket i ryggen af hjemmefronten, først og fremmest af socialdemokratiske politikere og jøder. Efter krigen gik han ind i politik; han deltog i en række reaktionære konspirationer, Kapp-kuppet marts 1920 og Hitlers Ølstue-kup novbember 1923. Han blev rigsdagsmedlem 1924, men trak sig ud af politik, da han som det national-socialistiske partis præsidentkandidat ved valget 1925 opnåede 1% af stemmerne. Hans sidste år var viet udbredelsen af hans antisemitiske og antifrimurer asatro gennem tidsskriftet "Volkswarte" (d 20/12 1937)

 

Amerikanske borgerkrig slut. Sydstatsgeneral Robert E. Lee overgiver sig ved Appomatox i Virginia til Nordstaternes øverstkommanderende general Ulysses Grant

 

f Leon Blum, fransk socialistisk politiker; studerede litteratur og jura og arbejdede herefter som litteratur- og teaterkritiker og udgav flere essaysamlinger. Dreyfusaffæren blev afgørende for hans politiske engagement og bragte ham i forbindelse med socialisten Jean Jaurès, hvis parti han tilsluttede sig i 1902. I 1919 blev han valgt til Deputeretkammeret, og året efter var han på Tourskongressen den samlende skikkelse i kampen mod den del af partiet, som ville tilslutte sig Lenins teser og senere dannede det kommunistiske parti. Efter Folkefrontens valgsejr i 1936 blev B leder af en socialistisk-radikal regering, støttet af kommunisterne. Trods regeringens korte levetid nåede den at gennemføre skelsættende reformer, bl.a. 40 timers uge, ferieordning, forhandlingsret for arbejderne og kollektive aftaler på arbejdsmarkedet. B var som jøde og socialist et yndet offer for højres kampagner, og da kapitalisterne strejkede ved at undlade at investere i fransk erhvervsliv og i stedet føre kapitalen til udlandet, kunne hans regering ikke gøre meget for at bekæmpe 30'ernes økonomiske krise; allerede i 1937 måtte hans regering gå af. Derefter var han vicekonseilspræsident i en af de socialistiske-radikale partirer dannet mindretalsregering. I 1938 var han i nogle måneder påny ministerpræsident i en folkefrontsregering. I 1940 blev B arresteret af Vichyregeringen; fra 1943 til befrielsen var han kz-fange i Tyskland. B opnåede at blive den 4. republiks første regeringsleder i den korte periode fra dec. 1946 til jan. 1947 (d 30/3 1950)

 

Canadisk og britisk angreb indleder slaget ved Arras, 1. Verdenskrig. Briterne indledte de blodige slag i 1917 en tidlig påskemorgen den 9. april med angrebet ved Arras. Her havde tyskerne i de foregående måneder udbygget deres forsvarsværker og anlagt den såkaldte Hindenburg-linje - af tyskerne kaldt Siegfried-linjen. Fra den 9. april til den 24. april stødte 3. britiske armé og et canadisk korps (i alt 12 divisioner i det indledende angreb) hårdt frem over en ca. 22 kilometer bred front og mødte stærk tysk modstand. Den britiske overkommando svar på tidligere fejlslagne offensiver var mere artilleri; det forberedende bombardement varede en uge, og under hele slaget blev der afskudt 88.000 tons ammunition. Da briterne afbrød slaget den 5. maj, havde de opnået en meget begrænset sejr: 3-4 kilometers fremrykning og 230 erobrede kanoner samt yderligere tyske tab på 57.000 mand betalt med et samlet britisk tab på 84.000 mand

 

Tysk angreb på Norge. I januar 1940 var man i Berlin begyndt forberedelsen til besættelse af Norge og Danmark. I den tyske flådeledelse var man overbevist om, at man måtte sikre sig de norske havne til brug i kampen om Atlanten og til sikring af egne tilførsler. Det gjaldt først og fremmest importen af svensk malm over den norske havn Narvik. Når de tyske malmskibe sejlede sydpå, skete det indenskærs, dvs. på norsk territorialfarvand. Det vakte harme i London. Ikke alene brød tyskerne den britiske blokade, men sejlede også beskyttet af norsk neutralitet. Da nordmændene afviste et britisk krav om at udlægge miner i norske farvande, havde man i London allerede besluttet selv at udlægge minerne og gøre invasion i Norge i begyndelsen af april. Midt i den tyske aktion dumpede nu den allierede. Den 8.april udlagde briterne miner i norske kystfarvande og gjorde klar til at sejle landgangstropper fra britiske havne. Den tyske aktion overrumplede briterne. Deres flåde misforstod, hvad der foregik, og var mod alle forventninger ikke i stand til at afskære tyskerne. Derfor kunne de gøre landgang i de store norske havnebyer fra Kristianssand til Narvik. Overalt kom det til kamp. Den begyndte allerede den 8. april kl 23.10, da et norsk flådefartøj blev beskudt ved Oslofjordens munding. Fartøjet nåede at slå alarm, og derved lykkedes det kl. 05.17 længere oppe i fjorden at sænke den tyske krydser "Blücher", som medførte den styrke, der skulle besætte Oslo. Med disse tidlige advarsler kunne regering og Stortinget nå at forlade Oslo,inden tyskerne kom, og man kunne få sendt ordre om mobilisering til kamp mod fjenden ud. I endnu to måneder fortsattes kampene i Midt- og Nordnorge. Men resultatet stod ikke til at ændre. Efter i et statsråd at have besluttet at fortsætte kampen uden for Norge forlod kongen og hans regering den 7. juni Tromsø om bord på den britiske krydser "Devonshire". Tre dage senere kapitulerede nordmændene. De to måneders kamp havde gjort Norge krigsførende og allieret. Med til at skabe klare linier bidrog også, at den norske nazileder Vidkun Quisling til den norske befolknings afsky straks den 9. april anmeldte sig som ny regeringsleder. Derfor har man i Norge aldrig haft den betændte danske diskussion om besættelsen som aftalt spil

 

Tyskerne besætter Danmark. Advarsler fra den tyske admiral Canaris gennem den hollandske og danske militærattaché i Berlin den 4. april om et forestående angreb toges i København for rygter. Danmark mobiliserede ikke, og havde, da overfaldet skete – trods ikke-angrebspagten - kun 14.300 mand under våben. Dele af Jydske Division bevogtede grænsen, da en tysk kolonne overskred den fra Flensborg, en anden over Tønder; begge blev de mødt af en dansk bataljon i modig kamp flere steder med tab for begge parter. Al kamp ophørte ved ottetiden, og samme dag besatte tyskerne Jylland. Samtidig med kampene i Sønderjylland landsattes tyske tropper i Middelfart, Nyborg, Korsør og Gedser. Lillebælts- og Storstrømsbroerne blev besat og Værløse flyveplads med få flyvemaskiner blev ødelagt. Tre tyske "kulbåde" landsatte uhindret ved Langelinie 2000 mand, der besatte Kastellet, det danske forsvars hovedkvarter. Tyske bombefly fløj truende over hovedstaden, medens den tyske gesandt forhandlede med kongen og regeringen, der kl. 5.30 beordrede al modstand indstillet. Tyskerne overtog "beskyttelsen af Danmarks neutralitet og sikkerhed", men kongen og regeringen fungerede videre. For opretholde illusionen om, at Danmark stadig var en selvstændig stat, foregik al forhandling med tyskerne gennem udenrigsministeriet

 

1943 d Edvard Weie, maler; i 1890’erne var han i malerlære og var samtidig elev på Teknisk skole. Han blev afvist som elev på Kunstakademiet i København og kom først som 26-årig på Zahrtmanns skole 1905-07. I 1907 var han med Zahrtmann på dennes årlige rejse til Civita d'Antino i Italien. W's billeder fra perioden viser, at han ikke bare fik lært adskilligt af læreren, men også for altid forelskede sig i sydens lys. Fra 1911 fandt han på Christiansø sin danske lysverden, her malede han i 1912 "Mindet, Christiansø" (Statens Museum for Kunst). Gengivelser af havet omkring Christiansø i såvel solskin som storm er sammen med læsning af græsk mytologi baggrunden for hans store komposition "Poseidon farer over Havet omgivet af Nereider og Tritoner" (udstillet 1918, men det store billede var mislykket og blev tilintetgjort). Et smukt eksempel på W’s koloristiske talent er hans "Nature Morte med potteplante og appelsiner" (ca 1925, Århus Museum). Arbejdet med farven og det monumentale samledes i W’s sene arbejder i en lykkelig enhed som f. eks. i "Vej gennem skov" (1932) og "Bortførelsen" (1940-41). Selv om motivet i begge billeder kan genkendes, er det uvæsentlig i forhold til farverne, der er spændt ud over en enkel skala og samlet af nogle hovedklange (f 18/11 1879)

 

d Wilhelm Canaris, tysk admiral og efterretningschef; indtrådte i marinen i 1905. Under 1. Verdenskrig var han ubådsofficer. Efter krigen var han med til at organisere anti-kommunistiske friskarer og deltog i Kappkuppet 1920. Som modstander af Weimarrepublikken stod C fra 1929 i forbindelse med nazisterne og foretog undersøgelser for dem i militære og politiske kredse. 1935-1944 var han chef for den militære efterretningstjeneste, Abwehr. Fra 1938 modarbejdede han Hitlers krigspolitik og lod bl.a. advarsler om de forestående tyske angreb tilgå Danmark, Norge, Holland og Belgien. Han dækkede over de oppositionelle generaler, men var modstandere af kup- og attentatplaner. Da Abwehr i februar 1944 blev lagt inder under SS, blev Canaris sat uden for indflydelse. Efter attentatet mod Hitler i juli 1944 blev han arresteret og i april 1945 hængt i kz-lejren Flossenbürg i Bayern (f 1/1 1887)

 

1945 d Anders Lassen, dansk major i den britiske hær; under de allieredes sidste offensiv i Norditalien faldt han ved Comacchio søen og tildeltes posthumt Victoriakorset som den eneste udlænding i britisk krigstjeneste. Efter endt skolegang kom han ud at sejle. Ved Danmarks besættelse var han jungmand på et dansk skib, der befandt sig i Den persiske bugt. Han var stærkt medvirkende til at få kaptajnen til at søge allieret havn for at lade skibet sejle under allieret flag. Allerede nu havde L truffet beslutning om at søge optagelse som frivillig i de britiske styrker. Men først ved juletid 1940 lykkedes det ham at komme til England, og i begyndelsen af 1941 meldte han sig som en af de første danskere til den britiske hær. Han blev specialuddannet i de hemmelige "raiding forces", og han deltog med en trawler i et togt på jagt efter tyske ubådsbaser på den vestafrikanske kyst. Tilbage i England blev han i begyndelsen af 1942 udnævnt til løjtnant og første gang indstillet til Military Cross. Han deltog i flere natlige raids over Den engelske Kanal, men fra februar 1943 gjorde han tjeneste i Special Boat Service i Middelhavet. Her deltog han i raids mod den franske kyst, i felttoget i Nordafrika og i angreb på Saloniki og Athen. Han op-nåede stort ry for sine fremragende soldateregenskaber så som snarrådighed, mod, handlekraft og praktisk orga-nisationstalent. Han avancerede til major og hædredes med høje militære æresbevisninger (f 22/9 1920)

 

1973 d Sigurd Swane, maler; han gik på Kunstakademiet 1899-1903 og 1904-06 på Kunstnernes Frie Studieskoler; her mødte han kunstnerkollegaen Harald Giersing, som han blev nær ven med. Under et ophold i Paris i 1907 stiftede Swane bekendtskab med impressionismen og fauvismen; resultaterne heraf kom frem på den vigtige generations-udstilling Ung Dansk Kunst i 1910, hvor han bl.a. udstillede skovbilleder med en radikalt ny farvepragt og frihed i penselarbejdet. Med bl.a. disse skovbilleder indledte Swane sammen med Harald Giersing det modernistiske gen-nembrud i dansk malerkunst. De klare, lysende farver – i ovennævte malerier – i dristigt samspil og den levende energiske penselskrift demonstrerer den vægt, der blev lagt på maleriets koloristiske kvaliteter. Giersing og Swane fremstod som den tidlige danske modernismes fortrop og deltog også i oprettelsen af Grønningen i 1915. I 1915 udførte Swane de første frie, ekspressive udgaver af "Jacobs drøm", et motiv, der optog ham siden. Hovedparten af hans værker er dog naturbaserede, efter 1920 især blomster- og landskabsbilleder, kendetegnet ved en impres-sionistisk kolorit. Portrætterne omfatter bl.a. broderen "Leo Swane" (1908) og flere selvportrætter. I 1934 flyttede familien fra København til Ods Herred, hvor "Malergaarden" blev opført, og i de følgende år malede Swane egnens fjordlandskaber. Årene 1950-67 tilbragte familien overvejende i Portugal og Spanien i det rullende hus "Casambu", hvor han fandt ny næring for et stadig mere lysmættet landskabsmaleri. Swane udgav flere digt-samlinger med "Skyer" (1912) som den første. Han var medlem af Den Frie Udstilling 1910-14 og af Grønningen til 1966. Swane modtog Eckersberg medalje i 1919 og Thorvaldsen medalje i 1940 (f 16/6 1879)

 

 

Til top        10. april

1512 f Jacob 5. skotsk konge 1513-1542; efter et regentskab under Jacobs mindreårighed overtog han selv styret 1524; i årene derefter kæmpede han indædt i den sydlige del af Skotland mod oprørske vasaller, der fik støtte fra England. Fredsforhandlinger med England førte i maj 1534 til undertegnelsen af en fredsaftale. Den engelske konge (Henrik VIII) så gerne, at Jacob 5. ægtede hans datter Marie (senere Den Blodige), men i januar 1534 blev J gift med Frans I af Frankrig ældste datter Madelaine. Da Madelaine juli 1537 døde, indgik Jacob 5. i 1538 et nyt prestigegivende ægteskab nemlig med Marie af Guise, datter af Claude, hertug af Guise og enke efter Louis d’Orleans, hertug af Longueville. Ægteskabet styrkede Jacob 5. udenrigspolitisk og betød, at han kunne føre en kraftig udenrigspolitik over for England. Henrik VIII sendte flere fredsfølere til Jacob 5., men blev afvist. I 1542 sendte Henrik VIII en hær mod nord for at invadere Skotland. Da flere skotske adelige støttede englænderne, blev Jacobs hær let besejret i slaget ved Solway Moss d. 24. november 1542. Kort efter døde Jacob 5., men nåede dog at høre om sin datters (Marie Stuart) fødsel (d 14/12 1542)

 

1533 d Frederik 1. konge 1523-1533; yngste søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg; da Frederik blev myndig 1490, deltes Slesvig Holsten mellem ham og broderen (kong) Hans. Frederik fik den gottorpske del. Han mente sig forfordelt, og forholdet mellem de to brødre var aldrig godt. Dog foretog de sammen det mislykkede togt til Ditmarsken i 1500. Ej heller forholdet til nevøen Christian 2. var godt, og Frederik accepterede derfor i december 1522 den oprørske jyske adels tilbud om at blive konge af Danmark; han satte sig hurtigt i besiddelse af både Danmark og Norge. Skønt bundet af en streng håndfæstning havde han som konge på gr. af adelens frygt for Christian 2. en betydelig magt i landet. Han vedblev at residere i hertugdømmerne og kom kun til Danmark for at deltage i de årlige herredage. Han er da også blevet betegnet som "en gammel høne, der nødigt forlod sin rede i Gottorp". Hans regeringstid var præget af stærk uro blandt bønder og borgere inspireret af den konstante trussel fra den landflygtige Christian 2., som han i august 1532 mod givet frit lejde lod fængsle på Sønderborg slot. Frederik 1.’s kirkepolitik foregreb Reformationen, idet han beskyttede de evangeliske prædikanter. Hans forhold til de katolske biskopper blev derfor særdeles anspændt. I pengesager optrådte Frederik 1 myndigt, og ved sin død efterlod han et fyldt skatkammer på Gottorp. I 1502 blev han gift med Anna af Brandenburg; efter dennes død indgik han i 1518 ægteskab med Sophie af Pommern. I ægteskabet med Anna fødtes hans efterfølger Christian 3. (f 7/10 1471)

 

1555 d Ove Bille, biskop i Århus 1521-37; med en universitetsuddannelse bag sig blev han 1499 kancellisekretær; indtil udnævnelsen til biskop gjorde han tjeneste i kongens kancelli, og senest 1507 blev han kong Hans’ kansler. I dette embede opnåede han stor indflydelse og anseelse. Alle vigtige politiske afgørelser gik gennem hans hænder, herunder udenrigspolitikken. I 1521 indledte han med kongens billigelse forhandlinger om overtagelse af Århus bispestol. Ved en højtidelig handling blev han 23. oktober 1521 indsat i embedet af sin forgænger. Da den jyske adels oprør mod Christian 2. brød ud i januar 1523, blev han af kongen anmodet om at mægle. Lige til hertug Frederik (1.’s) væbnede optræden i riget tøvede Bille med at tage stilling. Herefter tilsluttede han sig til gengæld af hjertet det nye styre. Bille var alt andet end konfliktsøgende, måske var det denne politik der bidrog til, at Århus modsat de fleste andre bispestæder undgik voldsomheder under grevefejden i begyndelsen af 1530’erne. Det gryende reformationsrøre søgte han efter evne at modvirke, dog uden at gribe til rabiate midler og uden selv at træde frem. Efter grevefejdens ophør blev han som de andre danske bisper fængslet og indsattes på Dragsholm senere Nyborg. Ved frigivelsen 1.juni 1537 måtte han afskrive alle krav på bispestolen i Århus. Han kom dog ikke til at lide nød. Han forlenedes med Skovkloster (Herlufsholm), og senere fik han flere indbringende forleninger. Til sin død 18 år senere levede han i overbevisningen om sin værdighed optaget af at hævde sin ret til et næsten fyrsteligt underhold. På Skovkloster sørgede henved 40 personer for hans opvartning, og han tituleredes til sin død som biskop (f kendes ikke)

 

f Hugo Grotius, hollandsk humanist og folkeretslærd; han tilhørte en anset slægt i Delft og viste tidligt usædvanlige evner. Som otteårig skrev han digte på latin. Han blev student i Leiden 1594 (11 år gammel), dr. juris i Orleans 1598, advokat i Haag i 1599. Han betegnes som et universalgeni med et forfatterskab, der omfatter såvel filosofi, klassisk filologi, historie, politik og teologi som digte og skuespil. Hans vigtigste juridiske ungdomsværk er "De jure praedae" (1604-06, Om prisret), som han skrev til Det hollanske Ostindiske Kompagni. Særlig vigtigt var afhandlingens 12. kapitel "Mare Liberum" (Det frie hav), som udkom anonymt 1609, og som var fremkaldt af kompagniets ønske om at hævde sin ret til at sejle i de ostindiske farvande, der beherskedes af portugiserne. I skriftet gjorde han sig til talsmand for den vigtige grundsætning om havets frihed. "De jure belli ac pacis" (1625, Om krigs- og fredsret) regnes for hans mesterværk, et grundlæggende værk inden for natur- og folkeretten. Det lagde grunden til Grotius europæiske berømmelse. Han beskriver ikke blot folkerettens grundsætninger i krig og fred, men han udvikler teser for al menneskelig ret, herunder også privatret og strafferet. I begyndelsen af 1600-tallet blev Grotius indvklet i de religiøse og politiske stridigheder i Nederlandene. Det kostede ham i 1619 en dom på livsvarigt fængsel. I 1621 lykkedes det ham at flygte gemt i en bogkiste. Herefter levede han i Paris. I 1634 blev han udnævnt til svensk ambassadør i Paris; han hjemkaldtes i 1644 af dronning Kristina og døde på tilbagerejsen i Rostock efter at have lidt skibbrud i Øster-søen (d 28/8 1645)

 

d Nicodemus Tessin d.y. svensk arkitekt; søn af Tessin den ældre, blev uddannet i udlandet først og fremmest i Rom 1673-78 under Bernini og Fontana. Han efterfulgte sin far som hofarkitekt og fortsatte dennes arbejder bl.a. ved Drottningholm. Den yngre Tessins hovedværk var ombygningen af det kgl. slot i Stockholm. Endvidere var han virksom ved nybygning af flere adelsslotte. Også i Danmark var han aktiv. Han har således leveret tegninger til trekantsgavl og indgangsparti på hovedbygningen på herregården Clausholm ved Randers Han var ikke blot chef for bygningsvæsenet, men faktisk for hele kunstvirksomheden i Sverige. Lidt efter lidt kom han desuden ind på det politiske område. 1701 blev han hofmarskal og i 1712 rigsråd. 1714 blev han greve og kansler for Lund universitet. I kong Karl 12. senere år blev han svensk forvaltnings betydeligste mænd i sin egenskab af formand for "kontributionsränteriet" og "högste ordningsman" (f 23/5 1654)

 

Under Første Schlesiske krig – i.e. den del af Østrigske Arvefølgekrig (1740-48), der blev udkæmpet mellem Preussen og Østrig - besejrer Frederik 2. den Store af Preussen østrigerne i slaget ved Mollwitz i Schlesien. Da det stod klart for den habsburgske kejser Karl 6. af Østrig, at hans arving og efterfølger ville blive datteren Maria Theresa, fik han de europæiske stater til at acceptere og garantere kvindelig arvefølge. Også Frederik 2. af Preussen havde givet denne garanti; han brød derfor sit ord, da han den 16. december 1740 uden krigserklæring angreb det rigeste af de habsburgske lande, Schlesien. Med invasionen startede Frederik den krig, der er gået over i historien som Den Østrigske Arvefølgekrig. Krigens første slag blev udkæmpet ved Mollwitz, hvor Frederik rådede over et kavaleri på 4.000 mand, et infanteri på 16.000 og 60 kanoner og over for sig havde en østrigsk styrke på 8.600 mand kavaleri, et infanteri på 11.400 mand og 18 kanoner; den østrigske styrke betegnes som dårligt trænet og dårligt udrustet. Et kraftigt og ødelæggende østrigsk rytterattak ved slagets begyndelse overbeviste Frederik om, at slaget var tabt, og han galoperede væk fra slagmarken. Han så derfor ikke, at slaget vendte, og han hørte ikke om den preussiske sejr før 10 timer efter slagets ophør. I sine memoirer omtaler Frederik denne oplevelse som et eksempel på, at unge krigere ikke bør miste modet for tidligt. Så snart sejren blev kendt, blev Frederik overøst med lykønskninger og tilbud om alliancer fra stort set alle europæiske stater. At overfalde en svag nabo og samtidig bryde en traktat og uden at have erklæret krig var i overensstemmelse med praksis i 1700-tallets Europa

 

1794 f Matthew Calbraith Perry, amerikansk søofficer; 1838-40 var han kaptajn på det første dampdrevne amerikanske krigsskib; han udmærkede sig i krigen mod Mexico i 1840'erne. I marts 1852 blev Perry kommandør for en flådeafdeling, der skulle "overtale" Japan til at oprette diplomatisk forbindelse med USA. Den 8. juli 1853 sejlede han ind i den befæstede japanske havn Uraga; han afviste de japanske krav om straks at forlade havnen. I stedet overbeviste han japanerne om, at det ville være bedst for dem, at de kom om bord og fik overrakt de dokumenter, han var kommet for at overbringe dem. Det skete; japanerne fik at vide, at Perry ville komme igen om et år med en endnu større flådestyrke for at få svar på sin regerings anmodning om en traktat. I februar 1854 var Perry tilbage - denne gang i Edo (nuv. Tokyo) bugten med en stor flådestyrke, og den 31. marts blev den første traktat mellem Japan og USA underskrevet. Det eneste traktaten indeholdt var, at den sikrede bedre behandling af skibbrudne sømænd og tillod amerikanske skibe at benytte to japanske havne som forsyningshavne. Men traktaten viste, at den japanske regering ikke mere formåede at opretholde landets traditionelle isolationspolitik; dermed bidrog den til sammenbruddet af det feudale samfund i Japan og til landets modernisering efter vesterlandsk mønster (d 4/3 1858)

d Joseph Louis Lagrange, fransk /italiensk matematiker; udmærkede sig tidligt med sine usædvanlige evner og var kun 19 år, da han vandt Eulers venskab og beundring ved at angive en ny metode til løsning af det isoperimetriske problem i.e. at finde den plane figur med en given omkreds som har det største areal. Lagrange stiftede 1758 i fødebyen Torino et videnskabeligt selskab, i hvis skrifter mange af hans afhandlinger er trykt. 1766 blev han af Frederik II af Preussen udnævnt til præsident for Berlin-akademiet. Efter kongens død rejste Lagrange 1787 til Paris. Her blev han formand for den komité, som udarbejdede metersystemet og fik fra 1791 en årlig pension fra statskassen. Han tog del i forarbejdet ved grundlæggelsen af École Polytechnique og var dens første professor i matematik. Han var en af de første i den række fremstående matematikere, som i 1700-tallet udviklede Newtons og G.W. Leibnitz’ infinitesimalregning. Hans arbejder spænder over næsten alle områder af matematikken; et af hans hovedværker er "Mécanique analytique" (1788), hvor han udviklede de lagrangeske bevægelsesligninger for mekaniske systemer (f 25/1 1736)

 

f William Booth, metodistpræst; efter først at være fulgt i faderens fodspor som pantelåner begyndte han i 1852 som gadeprædikant med tilknytning til Methodist New Connection. Det varede ni år; da begyndte han som uafhængig vækkelsesprædikant. Dvs. han startede da sammen med sin kone en gade- og gruppemission i den østlige del af London, East London Christian Mission. På grundlag af denne oprettede han 1878 Frelsens Hær som en international, konfessionsløs kristelig-social organisation efter militære mønstre og sig selv som den første general. Hærens opgaver var og er udførelse af socialt arbejde blandt fattige og udstødte. I bevægelsens guds-tjenester i "Templet" og gademission blev fra første færd lagt vægt på, at de blev vækkelses- og helliggørelsesmøder præget af musik, sang og vidnesbyrd. I hærens første år var den udsat for chikane og forfølgelse; dens møder blev forstyrret, og Booth og hans meningsfæller blev idømt bøder og fængsling for at bryde den offentlige orden. Booth udviklede sine socialreformatoriske tanker om proletariatets moralske og sociale nød og storbykriminalitet i "Darkest England and the Way out" (1890). Den bidrog til at skabe en velvillig holdning til kristendommen og Frelsens Hær ikke kun i den engelske arbejderbevægelse, men i store dele af den engelske befolkning. Et tydeligt bevis herpå fik Booth, da Edward VII i 1902 insisterede på, at Booth skulle have en officiel invitation til at overvære hans kroning i Westminster Abbey (d 20/8 1912)

Amerikaneren Walter Hunt tager patent på sikkerhedsnålen. Senere solgte Hunt sine patentrettigheder for 400 $. 12. oktober 1841 ansøgte en britisk opfinder om patent på en sikkerhedsnål uvidende om det amerikanske patent

 

f F.J. Borgbjerg, soc.dem. politiker og redaktør; var i næsten 40 år en af dansk politiks mest fremtrædende personligheder og blandt Soc.demokratiets mest indflydelsesrige mænd; han medvirkede bl.a. stærkt ved fastlæggelsen af partiets moderate reformlinje. Ligeledes spillede han en fremtrædende rolle i forhandlinggerne om Grundloven af 1915. Han studerede nogle år teologi og tog de indledende eksamener, men aldrig den afsluttende. Gennem Studentersamfundet fik han kendskab til socialismen. Han blev medlem af partiet i 1890 og samme år medarbejder ved partiavisen "Social-Demokraten". I 1892 medlem af partiets hovedbestyrelse og dermed den første akademiker, der opnåede en ledende position i partiet. 1898 blev han indvalgt i Folketinget og var medlem til sin død. I årene 1898-1904, 1905-13 og 1920-24 var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han var redaktør af "Social- Demokraten" 1911-24 og 1926-29. Som redaktør spillede han i 1920 en afgørende rolle i Påskekrisens indledende fase med proklamationen om generalstrejke for på den måde at bekæmpe kongens "statskup". Fra 1920’ernes begyndelse stod Borgbjerg i skygge af Stauning; men blev dog socialminister i Staunings første ministerium 1924-26 og undervisningsminister i 1929 i ministeriet Stauning-Munch. Ved regeringsomdannelsen i 1935 måtte han til sin store fortrydelse forlade sin post til fordel for den radikale Jørgen Jørgensen (d 15/1 1936)

 

1866 Kongen (Christian 9.) underskriver den almindelige borgerlige straffelov af 1866. Med den nye lov, længe forberedt, fulgte Danmark en europæisk bevægelse bort fra de kasuistiske (anvendelse af almene moralbegreber på enkelttilfælde) straffelove over til de generelle. Mens Christian V’s Danske Lov meget ofte direkte nævnte den mangfoldighed af strafværdige handlinger, der kunne forekomme og fastsatte straffen for hver enkelt (undertiden så urimeligt, at statsrådet ofte måtte nedsætte en idømt livsstraf til f.eks. 6x5 dages vand og brød), hvilede straffeloven af 1866 på en overvejelse af de ledende principper for statens straffende retshåndhævelse, hvorefter der over for et system af forbrydelser blev opstillet et tilsvarende system af straffe, mens den endelige vurdering af den "sædelige skyld" var domstolenes sag i det enkelte tilfælde. Loven af 1866 byggede endnu på gengældelsesteorien; kriminalteoretiske synspunkter hørte fremtiden til.

d Edvard Collin, embedsmand; han er bedst kendt som H. C. Andersens ven og støtte livet igennem. Edvard Collin blev student 1825 og seks år senere cand. jur. Herefter gjorde han karriere som embedsmand i centraladministrationen. Ved siden af dette arbejde var han bl.a. medstifter af Musikforeningen og i tyve år medlem af dens direktion. Han var tillige sekretær i Fonden ad usus publicos 1832-42. Edvard Collin udbyggede faderen Jonas Collins (f 6. januar 1776) omfattende bibliotek og skænkede store dele af samlingen til Det Kgl. Bibliotek. Om samværet med H. C. Andersen har Edvard Collin skrevet "H. C. Andersen og det collinske Hus" (1882) (f 2/11 1808)

 

d Algernon Charles Swinburne, britisk forfatter; skrev først verstragedier og slog stærkt igennem med "Atlanta in Calydon" (1865), formet over klassisk græsk mønster. Allerede det viser den lydlige vellyst og sans for iørefaldende rytmer, som er karakteristisk for S. I 1865 kom også første del af hans dramatiske trilogi om Maria Stuart "Chastelard", som senere blev fortsat med "Bothwell" og "Maria Stuart". S levede længe et udsvævende liv og koketterede med farlige laster, noget som afspejler sig i hans digtning. "Poems and Ballards" (1866) vakte en storm af indignation på gr. af hans amoralske og undertiden sadistiske sanselighed og hans antikristne holdning, samtidig med digtene virkede melodisk betagende. Mange læsere var begejstrede. I 1879 flyttede han sammen med kritikeren Theodore Watts-Dunton og levede fra nu af mere disciplineret. "Poems and Ballads; Second Series" kom 1878 og "Third Series" 1889. Blandt hans senere digte handler nogle af de bedste om Arthur-legenden, som "Tristam of Lyonesse and Other Poems" (1882). Endvidere skrev S kritiske værker bl.a. om Shakespeare, Ben Johnson, Shelly og Dickens (f 5/4 1837)

 

1912 Fra Southampton lægger "Titanic" for White Star Line, Liverpool ud på sin jomfrurejse. Om bord var 1316 passagerer og 885 besætningsmedlemmer. Med sine 46,328 tons var Titanic sammen med sit søsterskib "Olympic" dengang verdens største passagerskib. Ved at forsyne skibet med dobbeltbund og et system af vandtætte skotter ansås det for at være synkefri. Derfor var "Titanic" kun udstyret med 14 redningsbåde til de i alt 2201 ombordværende

 

Hindenburg genvælges som tysk præsident. Ved det tyske præsidentvalgs første valgrunde 13. marts var præsident Hindenburg, der var medlem af Nationalistpartiet, også kandidat for socialdemokraterne, det katolske centrumparti og andre demokratiske partier. Kommunisterne og nazisterne opstillede deres egen kandidat; nazisterne Hitler. Ved valget fik Hitler med næsten 11.2 mio. stemmer henved en tredjedel af stemmerne, men lå mere end 7 mio. stemmer efter Hindenburg, som havde fået 18.661.736 stemmer. Dog manglede Hindenburg 0,4% i det absolutte flertal. Der skulle derfor være omvalg, en anden valgrunde. Da det var blevet afholdt den 10. april, havde Hitler opnået 13,417,460 stemmer; men Hindenburg fik det absolutte flertal og lidt til - 53% med 19.359.642 stemmer. Grunden til Hindenburgs succes var støtten fra de republikanske partier, der i Hindenburg så en garant for forfatningen. De blev skuffede

 

1942 d Carl Schenstrøm "Fy", skuespiller; udlært bogbinder; efter nogle år på valsen blev han uden forudgående skuespilleruddannelse antaget på Nørrebros teater, hvor han debuterede 1903. De næste 20 år arbejdede han her som en ofte anvendt birolleskuespiller, hvilket mere skyldtes et stort maskeringstalent end et egentlig skuespillertalent. For at supplere sin ikke høje gage ved teatret lod S sig engagere af filmen og debuterede i en birolle som etbenet soldat i "Peder Tordenskjold" (1910). I 1920 kom han til Palladium. Her skabtes den første Fy og Bi film "Film, Flirt og Forlovelse" i 1921. Fyrtårnet og Bivognen med S som den lange, tynde figur og Bivognen (Harald Madsen) som den lille tykke, blev straks en succes, og parret opnåede international berømmelse. Fyrtårnet fremstod med langt pjusket hår, uplejet hængeskæg og en stor, bred opstoppernæse. Blandt deres mere vellykkede film er "Takt, Tone og Tosser" (1924), "Vester-Vov-Vov" (1927). Overgangen til talefilmen blev vanskelig for Fy og Bi. Deres første og længe ventede talefilm "Han, Hun og Hamlet" (1932) blev ingen succes. Det var en træt og uinspireret genindspilning af en af deres stumfilmsuccer af samme navn. Deres sidste film " I de gode gamle Dage" fra 1940 blev en fiasko.Tiden var blevet en anden, og de to komikere var ude af trit med den ny tid (f 13/11 1881)

 

1954 d Auguste Lumière, fransk fototekniker og filmpioner; eksperimenterede sig sammen med sin bror Louis L frem til et filmkamera og en projektor, som de demonstrerede ved verdens første biografforestilling i Paris den 28. december 1895. Brødrenes tidligste film varede under ét minut og indeholdt hverken klip eller kamerabevægelser. De var hverdagsbilleder med titler som "Le Déjeuner de bébe" (Babys morgenmad), "La Sortie des usines Lumières à Lyon" (Arbejderne forlader Lumières fabrik i Lyon) og "L’Arrivée d’un train en gare de La Ciotat" (Et togs ankomst til Ciotatbanegården) alle optaget af Louis L i 1894-95. I 1907 førte deres opdagelser til, at den første farvefotometode kom i brug (f 19/10 1862)

 

d Evelyn Waugh, engelsk forfatter; , der af mange blev anset for være hans tids mest brilliante satiriske romanforfatter. Under 2. Verd.krig gjorde han tjeneste først i Royal Marines og Royal Horse Guards siden i kommandostyrkerne i Jugoslavien. I sine første bøger giver W vittige skildringer af engelsk overklassemiljø i mellemkrigstiden, f.eks. "Decine and Fall" (1928) og "A Handful of Dust" (1934). 1930 gik W over til katolicismen, og i hans største romaner spiller katolicismen en væsentlig rolle; "Brideshead Revisited" (1945) skildrer en katolsk overklassefamilie, der får afgørende betydning for hovedpersonen. I trilogien om 2. Verdenskrig, "Sword of Honour", "Officers and Gentlemen" (1955) og "Unconditional Surrender" (1961), som skildrer det gradvise sammenbrud af æres- og gentlemanidealet, er hovedpersonen katolik. W skrev en historisk roman "Helena" (1950) om Konstantin den Stores mor; desuden udgav han rejseskildringer og biografier, blandt sidstnævnte er bøger om Edmund Campion (1935) og Ronald Knox (1959). I 1964 kom første bind af en selvbiografi "A Little Learning" (f 28/10 1903)

 

 

Til top        11. april

146 f Septimius Severus, romersk kejser 193-211; han blev konsul i 190 og året efter provinsguvernør i Pannonien. Da kejser Pertinax døde i 193, blev Septimius Severus som øverstkommanderende for hæren i Pannonien udråbt til kejser af sine soldater. Samtidig udråbte soldaterne i Britannien deres general til kejser; det samme skete i Syrien. I 197 havde Septimius Severus besejret dem begge og var enekejser i Romerriget. Herefter førte han en politik, der skulle vise romerfolket, at de gode gamle dage var genopstået. Felttog mod partherne førte til en udbygning af grænseforsvaret samt en udvidelse af grænserne i øst. Efter seks år i Rom, hvor fjendskabet mellem hans to sønner, Caracalla og Geta, blev tydeligere dag for dag, drog Septimius Severus til Britannien for at gennemføre mange romeres gamle drøm om at undertvinge hele øen. Hans hære trængte så langt nordpå som til Aberdeenshire, men blev besejret ikke ved våben, men af moser og skove, og plaget af stadige skinangreb, der aldrig førte til egentlige slag; sygdomme plagede hæren, mange døde, blandt disse var også kejseren, Septimius Severus (d 4/2 211)

 

1204 d Peder Vognsen, biskop i Århus 1191-1204; han tilhørte en af landets fornemste slægter, således var hans mor kusine til ærkebiskop Absalon. Efter at være blevet biskop benyttede Vognsen sit rige privatgods til at dotere et domkapitel ved sin kirke; 23. april 1197 stadfæstede pave Coelestin 3. Vognsens oprettelse af seks præbender ved Århus domkirke; 13. november 1198 gentoges stadfæstelsen af pave Innocens 3. Af en yderligere meget betydelig godsgave til domkapitlet 14. november 1203 fremgår det, at han ejede meget gods på Sjælland og i Jylland hvoriblandt fire kirker. Han havde også skænket kirken sine bøger (9. februar 1195). Vognsen er sammen med broderen og efterfølgeren Skjalm Vognsen afbildet på den gravsten over Absalon i Sorø kirke, som klostrets sidste katolske abbed lod udføre til graven. Vognsens mest vidtrækkende disposition, beslut-ningen om at bygge en ny domkirke inden for borgvolden, må være truffet hurtigt efter hans tiltræden, idet kirkenns præsteskab kunne omtales som en realitet allerede 1195. Overvejelserne bag beslutningen kendes ikke. Som led i beslutningen overførtes den hellige Niels jordiske rester fra Sct. Nikolai domkirke (nutidens Vor Fruekirke) til den nye Sct. Clemens (f kendes ikke)

 

1447 d Henry Beaufort, engelsk kardinal og biskop af Winchester; han var en fremtrædende skikkelse i engelsk politik i de første 43 år af 1400-tallet. Hans far var John af Gaunt, hertug af Lancaster. Mens fætteren Richard II var konge, blev Beaufort kansler ved Oxford universitet (1397) og i 1398 biskop i Lincoln. Da hans halvbror Henrik IV blev konge i 1399, var der sikret Beaufort en fremtrædende politisk rolle. 1403 blev han landets kansler og året efter biskop i Winchester. Mens nevøen Henrik V var konge (1413-22) blev Beaufort pavelig legat i England og kardinal. Da kongen frygtede, at Beaufort ville blive en for magtfuld talsmand for pavelige interesser i England, fik han Beaufort til at nedlægge disse pavelige embeder. Da barnekongen Henrik VI kom på tronen i 1422, nåede Beauforts magt sit højdepunkt. Han forøgede sin allerede store formue ved at låne kronen penge til høje renter. I 1426 blev han atter pavelig legat og kardinal. I 1435 og 1439 forsøgte han uden succes at forhandle sig til en afslutning på Hundredsårskrigen med Frankrig; i 1443 trak Beaufort sig ud af politik (f ca 1374)

 

1492 f Margrethe af Angoulême (Navarra); datter af Karl af Orléans, greve af Angoulème og Louise af Savoyen. Faderen døde, da hun var 4 år gammel; moderen lod hende få en fortræffelig uddannelse, der stillede hende lige med tidens mest kundskabsrige mænd. 1509 ægtede hun hertug Karl af Mencon og siden, efter hans død, Henrik d’Albret, konge af Navarra, med hvem hun havde datteren Jeanne d’Albret, mor til den senere franske konge Henrik IV. M’s bror var Frankrigs konge Frans I. På slottet i Pau samlede hun om sig en talrig kreds af forfattere, mange af disse var mere eller mindre præget af den protestantiske tro. Hendes litterære interesser fik udtryk i værker, der har skænket hende en fremtrædende plads blandt den tids franske forfattere. En stor samling af hendes digte blev udgivet med titlen "Marguerites de la Marguerite des Princesses" (1547). Mest kendt er hendes novellesamling efter Decamerons mønster "L’Heptaméron des novelles de très illustre princesse Marguerite de Valois" (1559) (d 21/12 1549)

 

Slaget ved Ravenna. I sine bestræbelser på at få brudt Frankrigs herredømme i Italien og udvide pavestaten fik pave Julius 2. i oktober 1520 oprettet en Hellig Liga bestående af pavestaten, Venezia og Spanien. I november tiltrådte Henrik 8. ligaen på Englands vegne. Påskedag 1512 vandt de franske styrker under kommando af Gaston de Foix, støttet af hertug Alfonso af Ferraras artilleri en overvældende sejr over ligaens tropper i slaget ved Ravenna. Så at sige hele Romagna kom derefter under fransk overhøjhed. Men med Julius 2. var det en modstander af første rang, Frankrig var oppe mod. Det fandt franskmændene ud af, da paven ved forhandlinger vandt, hvad han havde mistet i krig. I første omgang overtalte han den tyske kejser Maximillian til at underskrive en våbenstilstand med Venezia, at tilslutte sig ligaen mod Frankrig, og tilbagekalde det 4000 mand store troppekontingent, der havde deltaget i krigen på fransk side. På pavens opfordring marcherede svejtserne derefter ned i Lombardiet med 20.000 mand. Den franske hær, der var blevet betydeligt mindre ved hårdt tilkæmpede sejre og tabet af det tyske troppekontingent, veg for de forenede svejtsiske, venezianske og spanske tropper og trak sig tilbage til Alperne efterladende ubetydelige garnisoner i Brescia, Cremona, Milano og Genova. I løbet af to måneder efter slaget ved Ravenna havde Den hellige Liga ved pavens diplomati og ud af tilsyneladende kaos fordrevet franskmændene fra italiensk jord. Julius 2. blev hyldet som Italiens befrier. Den 8. august mødtes sejrherrerne i Mantova for at fordele byttet

 

1713 Freden i Utrecht afslutter Spanske Arvefølgekrig mellem Frankrig på den ene side og Storbritannien, Holland, Preussen, Portugal og Savoyen på den anden. Over for briterne måtte franskmændene anerkende dronning Anne som britisk statsoverhoved og ophøre med at støtte den afsatte Jacob 2.’s søn. Frankrig måtte overlade New Foundland, Nova Scotia, Hudson Bay området og øen St. Kitts til briterne og afgive løfte om af sløjfe befæstningerne ved Dunkerque, som havde været brugt som angrebsbase mod britisk skibsfart. Hollænderne fik visse grænsereguleringer, medens Frederik 1. af Preussen fik sin kongelige titel anerkendt af Frankrig. I traktaten med Savoyen anerkendte franskmændene Victor Amadeus 2., hertug af Savoyen, som konge af Sicilien, og at han skulle regere Sicilien og Nice. Traktaten med Portugal fastslog portugisernes suverænitet på begge bredder af Amazonfloden

 

Under Den preussiske Syvårskrig fornyer Storbritannien og Preussen deres aftale ved underskrivelsen af en traktat, der giver Preussen en årlig støtte på 4 mill. daler; de to lande afgav hinanden løfte om ikke at indgå separatfred med nogen af deres fjender

 

1769 f Jean Lannes, duc de Montebello, fransk marskal; indtrådte i hæren 1762; Napoleon blev opmærksom på L, efter den modige indsats han øvede som sergent i slaget ved Dego (15. april 1796) under Italiensfelttoget, og allerede samme år udnævnte Napoleon ham til general. L deltog i felttoget til Ægypten og blev alvorligt såret i slaget ved Abukir. Tilbage i Frankrig overtog han kommandoen over 9. og 10. division. Han deltog i statskuppet, der den 9. november 1799 gjorde Napoleon til førstekonsul og dermed reelt Frankrigs enehersker. Som øverstkommanderende for den franske fortrop, der i maj 1809 krydsede Alperne til Italien, besejrede han østrigerne i slaget ved Montebello den 9. juni og bidrog derved afgørende til Napoleons sejr ved Marengo fem dage senere. I 1804 blev han marskal og deltog i slagene ved Ulm (oktober 1805), Austerlitz (december 1805) og Jena (oktober 1806). I slaget ved Pultusk i Polen den 26. december. 1806 besejrede han en talmæssig overlegen russisk hær og banede derved vej for Napoleons sejr over russerne i slaget ved Friedland i juni 1807. I 1808 blev L udnævnt til duc (hertug) de Montebello. I 1809 stod han i spidsen for de franske styrker i den blodige belejring af Saragossa, Spanien, der resulterede i byens erobring den 20. febr. 1809. I slaget ved Aspern-Essling ved Wien den 21.-22. maj 1809 blev L så hårdt såret, at han døde ni dage senere (d 31/5 1809)

 

f Ferdinand Lassalle, tysk socialfilosof og politisk agitator, grundlægger af det tyske socialdemokratiske parti og tysk arbejderbevægelses første store lederskikkelse. I revolutionsåret 1848 blev han revet med af den revolutionære bevægelse og sad en tid i fængsel. Han blev påvirket af Karl Marx’ lære, og i 1861 udkom hans juridisk-filosofiske hovedværk "System der erworbenen Rechte", hvori han brød med den marx'ske materialisme. Han ville grundlægge et nyt, radikalt parti, hvor arbejderne, som dengang var helt uorganiserede, skulle danne kærnen. Hans "Arbeiterprogram" (1862) skaffede ham fire måneders fængsel, men han fortsatte sit forfatterskab og udgav i 1863 "Die Wissenschaft und die Arbeiter" og "Die Lage der arbeitenden Klassen". Samme år var han medstifter af den alm. tyske arbejderkongres, hvis første præsident han var. L's mål, erhvervelse af den politiske magt for arbejderne, skulle ikke ske ved revolution, men ved fredelige midler, d.v.s. ved stemmesedlen. Når den politiske magt var nået, skulle arbejderne ved oprettelse af produktionsforeninger unddrage sig kapitalmagtens udbytning. L blev skudt i en duel (d 31/8 1864)

f W.H.O. Madsen, minister (Venstre), officer og maskingeværkonstruktør; afsluttede officersuddannelse i 1861 og deltog i krigen 1864. Han avancerede reglementeret og blev i 1895 oberst og direktør for artilleriets tekniske tjeneste og chef for fæstningsartilleriet i 1898. Inden han fik disse chefstillinger, havde han gjort tjeneste på mange områder inden for artilleriet. Dette hang sammen med hans fremragende matematiske evner. I 1868 blev han knyttet til officersskolen som lærer. I 1872 udgav han "Elementair Arithmetik og Algebra", "Analytisk Plangeometri" i 1875 og i 1882-83 "Rationel Mekanik I-II". Sit tekniske snilde demonstrerede han, da han deltog i konstruktionen af en afstandsmåler for søbefæstningen, og navnlig da han gennem samarbejde med rustmester Bjarnov i 1880'erne konstruerede Madsen-rekylgeværet, der indførtes i den danske hær og i en forbedret udgave blev kendt i udlandet som Madsen-maskingevær og infanterikanon. Krupps fabrikker i Essen havde bemærket sig M’s evner og indsats i våbenproduktion og søgte at knytte ham til sig, men det afslog han. I 1901 blev M krigsminister i den første regering efter systemskiftet (til 1904). Han opstillede forgæves til folketingsvalget i 1903 i Randers. 1909 blev han valgt i København, men da han tabte sin kreds ved valget i 1910, opstillede han ikke siden. Fra 1907 til sin død var han direktør for gradmålingen og fra 1909 medlem af B&W’s bestyrelse (d 14/6 1917)

 

1854 d Karl Adolf von Basedow, tysk læge; han var virksom som stadsfysikus i Merseburg; beskrev 1840 den efter ham opkaldte sygdom-Basedows syge-i Caspars Wochenschrift für die gesamte Heilkunde(f 28/3 1799)

 

f Kristen Bording, socialdemokrat, politiker og landbrugsminister; kom allerede som barn ud at tjene og efter konfirmationen arbejdede han som karl. Fra 1899 var han et par år vognmandskusk i København og deltog her i både den faglige og politiske arbejderbevægelse. I 1903 vendte han tilbage til fødeegnen ved Øster Snede og overtog i 1908 en lille gård i Bøgballe. Her deltog han i oprettelse af en husmandsforening og en afdeling af Soc.demokratiet. Ved de første sognerådsvalg efter den nye kommunallov af 1908 opstillede egnens husmænd B øverst på deres liste, og 1909-21 havde han sæde i Øster Snede sogneråd. Ved folketingsvalget i 1918 opstilledes han som Soc.demokratiets kandidat i Herningkredsen. Han blev valgt og repræsenterede kredsen til 1946. Da Stauning i 1924 dannede den første socialdemokratiske regering, blev B til manges overraskelse landbrugsminister. Efter regeringens afgang i 1926 var han sit partis ordfører i de mange sager om hjælp til det kriseramte landbrug. Ved dannelsen af den soc.demokratiske-radikale regering i 1929 blev Bording atter landbrugsminister. Som minister var det tydeligt, at han især varetog det mindre landbrugs interesser. Efterhånden blev det mindre tydeligt, og fra slutningen af 1930’erne bedredes forholdet til landbrugsorganisationernes mænd. Under Besættelsen fortsatte Bording som landbrugsminister, og da ministeriet Scavenius formelt trådte tilbage ved kapitulationen, havde han været landbrugsminister i næsten 19 år. Han var dog ikke ude af politik, selv om han året efter trådte ud af Folketinget på gr. af alder. Da Hedtoft dannede regering i 1947 blev han atter landbrugsminister. Endnu engang lykkedes det ham at gennemføre vigtige landbrugs- og forsyningslove på trods af de skarpe fronter, krigsårene havde skabt mellem arbejderne og landbruget. Efter mere end 40 års virke i dansk politik trak Bording sig tilbage i 1950 (d 26/9 1967)

 

f Dean Acheson, amerikansk udenrigsminister 1949-53; efter at have afsluttet sine juridiske studier ved Yale og Harvard gjorde A tjeneste i den amerikanske flåde under 1. Verd.krig. I 1921 blev han ansat i et advokatfirma i Washington D.C., og i de næste 50 år var han dels beskæftiget i denne lukrative praksis dels i statens tjeneste. Hans første ansættelse i statens tjeneste skete i 1933, da han i seks måneder var viceminister i finansministeriet. I 1941 begyndte hans tjeneste i udenrigsministeriet. Her var han i årene 1941-45 assisterende udenrigsminister og 1945-47 viceudenrigsminister. Efter udnævnelsen i 1945 var en af hans første opgaver at sikre Senatets godken-delse af amerikansk medlemskab af FN. Ved krigens afslutning var A blevet overbevist antikommunist, en over-bevisning, der fik afgørende indflydelse på hans ledelse af amerikansk udenrigspolitik. Han var overbevist om, at Sovjetunionen førte en ekspansiv udenrigspolitik, og han var drivkraften ved udformningen af inddæmnings-politikken over for Sovjetunionen. Således var han meget aktiv ved udformningen af Trumandoktrinen i 1947 og Marshallplanen i 1947-48. Som udenrigsminister 1949-53 arbejdede han ihærdigt for at støtte Vesteuropa bl.a. ved oprettelsen af Atlantpagten 1949. Hans "Europa først" holdning gjorde ham til en let skydeskive for visse konservative republikanere. De mente, at denne politik forsømte Asien, der netop med Maos sejr i 1949 og udbruddet af Koreakrigen i 1950 var udsat for alvorlige trusler. Efter hans afgang brugte forskellige præsidenter ham som uofficiel rådgiver således John F. Kennedy i forbindelse med Cubakrisen i 1962 (d 12/10 1971)

 

f Kai Normann Andersen, komponist, som med sin særdeles store produktion af melodier til revyer og et halvt hundrede spillefilm har leveret et betydeligt bidrag til 1900-tallets danske sangskat. I 1920’erne leverede NA melodier til københavnske revyteatre, således havde han succes med "Du gamle Maane" i Scalarevyen 1924. Med tonefilmene opnåede han igennem 1930’erne en landsomfattende popularitet med iørefaldende sange i film som f.eks. "Odds 777" med Liva Weel og de af Marguerite Viby lancerede i film som "Mille, Marie og mig" (1937), "Komtessen på Stenholt" (1939) og "Sørensen og Rasmussen" (1940). I besættelsesårene skrev han musikken til Kjeld Abells revykomedie "Dyveke" (1940) og til Dagmarrevyerne hovedsagelig i samarbejde med Poul Henningsen og Mogens Dam. I 1946 komponerede han musikken til Kjeld Abells skuespil "Silkeborg" med bl.a. en sørgemarch, der senere blev spillet ved Christian 10.s begravelse. I 1950’erne skrev NA musik til flere film bl.a. "Mød mig på Cassopeia" (1951), til en del ABC-revyer, hvor Osvald Helmuth formidlede tonerne og musikken til syngespilllet "En lørdag på Ama’r" (1959). Om det væld af musik, der strømmede fra NA’s hånd, er der blevet sagt, at den var baseret på en stor musikteoretisk indsigt, og bl.a. derfor blev hans lette og iørefaldende tonesprog aldrig banalt (d 24/6 1967)

 

1920 Efter påskekrisens turbulens vedtager Rigsdagen den meget omstridte valglov.

 

Folketingsvalg. I Folketinget kunne partierne ikke blive enige om, hvilke indgreb der skulle iværksættes, for at undgå en ødelæggende inflation, som den der havde ramt Tyskland og andre mellemeuropæiske lande. Regeringen - en Venstre mindretalsregering ledet af Niels Neergaard – udskrev da valg et lille halvt år før valgperiodens udløb. Valgets resultat blev en kraftig tilbagegang for Venstre, der mistede 50.000 stemmer og syv mandater til 44; valgets sejrherre var Socialdemokratiet, det gik frem med 80.000 stemmer og syv mandater –til 55. Partiets 469.949 stemmer tydede på, at dets vælgere på ingen måde kun var at finde blandt organiserede arbejdere, men at det i stigende grad samlede brede befolkningslag om sin politik. De indre splittelser og manglen på en fast profil i Venstre især i erhvervsstøttesagen havde efter alt at dømme fået mange mindre selvstændige i byerne til at foretrække Socialdemokratiets ganske vist endnu uprøvede løfter om støtte til erhvervene. Det store arbejderparti fik en bemærkelsesværdig fremgang i jyske landdistrikter, hvilket blev tolket som et indhug blandt de husmænd, der tidligere havde stemt Venstre, idet de Radikale bevarede deres position i denne gruppe. Såvel de Konservative som Radikale Venstre havde fremgang, førstnævnte vandt et – til 28 sidstnævnte to til 20 mandater. Erhvervspartiet gled ud, og hverken Danmarks Kommunistiske Parti eller Retsforbundet, der begge opstillede for første gang, opnåede ikke tilstrækkelig tilslutning til at blive repræsenteret i Folketinget. Nogle dage efter valget indgav Neergaard sin demissionsbegæring, og de følgende regeringsforhandlinger resulterede i dannelsen af landets første socialdemokratiske regering – en mindretals-regering ledet af Thorvald Stauning

 

d Sophus Claussen, forfatter og journalist; efter at have været ansat ved Horsens Folkeblad fra 1886 blev C i 1890 journalist ved Politiken. Her blev han nært knyttet til de to omtrent jævnaldrende digtere Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg. I 1890’ernes begyndelse opholdt C sig i længere perioder i Paris og Italien. Om opholdene skrev han bl.a. prosabogen "Antonius i Paris" (1896) og fortællingen "Unge Bander" (1894. I 1905 blev han medudgiveraf Lolland-Falsters Folketidende. Som digter debuterede han i 1887 med digtsamlingen "Naturbørn". 1898 udsendte han skuespillet "Arbejdersken", der samme år under instruktion af Herman Bang opførtes på Folketeatret og blev en fiasko. Skønt C har skrevet god prosa, fremfor alt i rejsebøgerne, hviler hans berømmelse på seks digtsamlinger "Pilefløjter" (1899), "Djævlerier" (1904), "Danske Vers" (1912), "Fabler" (1917), "Heroica" (1925) og "Hvededynger" (1925). Bag hele hans værk ligger en søgen efter at nærme sig tingenes væsen, det reale, det som han dog ved, at digteren i sidste instans aldrig kan gribe (f 12/9 1865)

 

1945 d Frederick John Dealtry Lugard, britisk officer og koloniadministrator; efter militær uddannelse gjorde han tjeneste i Indien og deltog i Den afghanske Krig (1878-80); var derefter med i kampene i Sudan (1884-85) og i Burma (1886-87). For The Imperial British East Africa Company hævdede han de britiske interesser i Uganda ved i 1890 at sætte en stopper for rivaliseringen mellem franske (romersk katolske) og britiske (anglikanske) fraktioner. Desuden gennemnrejste og kortlagde han store dele af Uganda. Fra 1894 var han udsendt til Nigeria for der at forsvare britiske interesser i konkurrence med Frankrig. Efter at uoverensstemmelserne med franskmændene var bilagt, blev L i 1900 guvernør over Nord-Nigeria. En post, han beklædte til 1906; herefter var han 1907-12 guvernør i Hong Kong. Fra 1912 (til 1919) guvernør over både Syd- og Nord-Nigeria, fra 1914 med titlen Generalguvernør. I årene 1923-36 var han medlem af Folkeforbundets Permanente Mandatkommission. I 1893 udgav L "The Rise of Our East African Empire" ( f 22/1 1858)

 

Præsident Truman afskediger MacArthur som øverstkommanderende for de amerikanske tropper i Korea. Da den kinesiske offensiv i Nordkorea i november 1950 kastede FN-tropperne tilbage, begyndte MacArthur at bombardere regeringen i Washington med dystre forudsigelser om, at hele forsvaret af Korea ville bryde sammen, hvis han ikke fik lov at bombe kinesiske baser i Manchuriet og dermed uskadeliggøre det "asyl", fjenden havde der. Da Washington vendte det døve øre til, begyndte MacArthur at intrigere bag sin regerings ryg. Han førte forhandlinger med Chang-Kai-shek på Taiwan og krævede, at Taiwan-kinesiske tropper skulle bidrage med effektive operationer mod den fælles fjende. Præsident Truman måtte da fastslå, det det var præsidenten alene, der fastlagde amerikansk udenrigspolitik, og MacArthur blev afskediget

1987 d Erskine Caldwell, amerikansk forfatter; inden C var fyldt 17 år, havde han levet i seks sydstater, men de bedste af hans mere end 60 bøger foregår i Coweta County i Georgia, hvor han blev født. Hans fjerde roman "Tobacco Road" (1932, dansk "Tobaksvejen", 1943) blev en overvældende succes."God's Little Acre" (1933, dansk "Vorherres lille ager", 1939) viser mennesker i Coweta, som grådig materialisme og seksualitet har forvandlet til dyriske maskiner. Som mange andre af C’s bøger blev "God’s Little Acre" anklaget for at være pornografisk; USA’s højesteret frikendte dog C for anklagen. "Journeyman" (1935, dansk, "Rejsende i relligion", 1941) om udnyttelse af vækkelsesreligion og "Trouble in July" (1940, dansk "Spektakler i juli", 1940) om racehad og lynching i Lillte Rock, Arkansas, bliver begge betegnet som væsentlige problemdebatterende romaner. Skønt Caldwells almene populariet var vigende fra 1940'erne, udkom der de næste årtier stadig nye værker fra ham. I begyndelsen af 1960'erne rundede hans bøger et samlet antal på 60 mio. eksemplarer (f 17/12 1903)

 

Til top        12. april

1204 Under 4. korstog indtager korsfarerne Konstantinopel. Da korsfarerne, især franske riddere, var samlet i Venezia, manglede de penge til transporten. Den venezianske doge var parat til at vente med betalingen, såfremt ridderne ville hjælpe Venezia med at erobre byen Zara (Zadar), en kristen by på Dalmatiens kyst, der var blevet erobret af den ungarske konge. Trods pavens protester sejlede korsfarerne til Zara, som blev erobret og plyndret. Korsridderne, der nu var strandet for vinteren i Zara, blev overtalt til at ledsage venezianerne til Konstantinopel og sætte Alexius, søn af den afsatte kejser Isaac II Angelus, på den byzantinske kejserkrone. Fore-havendet lykkedes, men da en paladsrevolution seks måneder senere fjernede Alexius, angreb korsfarerne byen, erobrede og plyndrede den. Venezianerne indsatte en "latinsk" kejser og sikrede sig kontrol med det meste af kejserrigets handel. Byzantinerne fik atter kontrol med deres by og rige i 1261; men Byzans genvandt aldrig fordums magt. Begivenhederne i 1204 umuliggjorde den gamle drøm om en forening af den romersk katolske og den græsk katolske kirke. Dermed fortonede sig en fælles indsats mod de fremtrængende muhammedanske osmanner. Faktisk var der i 1400-tallet mange i Konstantinopel, der foretrak erobring af osmannerne frem for at underkaste sig paven som betaling for hjælp mod dem

f Christian 4. konge 1588-1648; søn af Frederik 2. og dronning Sophie. Fik en særdeles omhyggelig opdragelse og erhvervede gode kundskaber i sprog, matematik, historie og tegning. Da han kun var 11år, da hans far døde, blev der oprettet et formynderstyre, hvor den daglige regeringsførelse blev lagt i hænderne på et firemandsråd. I 1596 blev Christian erklæret myndig, og kroningen fandt sted august 1596. Den unge konge viste tidligt stor interesse for regeringssagerne, og han havde en betydelig arbejdsevne. Som sin far var han et udpræget friluftsmenneske; jagten var han kæreste adspredelse, og som rytter var han dygtig og udholdende. Samtidige iagt-tagere forbløffedes over, hvad han formåede at konsumere af stærke drikke, uden det synes at gå ud over hans dømmekraft. Christian 4.s velfunderede finansielle stilling i 1600-tallets første årtier afspejles i hans udstrakte byggevirksomhed. Den gode økonomi ville Christian 4. desuden bruge til at styrke rigerne udadtil. I 1611 erklærede han mod rigsrådets ønske Sverige krig - Kalmarkrigen, der sikrede Finmarken for Norge. Men deltagelsen i 30-årskrigen 1625-29 var uheldig; fra da af var det slut med de gode tider for Christian 4. og for Danmark-Norge. Christian 4.’s politik efter 1631 førte krigen med Sverige 1643-45 med sig; freden i Brømsebro medførte betydelige landafståelser, bl.a. Härjedalen og Jämtland. Christian 4.’s sidste år var mørke, rigernes økonomi var elendig, han lå i strid med adel og rigsråd, hans hjemlige forhold var ulykkelige. Han var far til over 20 legitime og illegitime børn blandt disse var efterfølgeren Frederik III (d 28/2 1648)

1782 Søslaget i "the Saintes" udkæmpes i Vestindien mellem en britisk og en fransk flåde under Den amerikanske Uafhængighedskrig; slaget resulterede i britisk sejr; dermed fjernedes enhver fransk trussel mod britiske besiddelser i Vestindien. Den 8. april stod en fransk flåde bestående af 35 krigsskibe og 150 handelsskibe ud fra Martinique med kurs mod Jamaica. Flådestyrken blev opdaget i "the Saintes" sundet mellem øerne Dominica og Guadeloupe af en britisk flåde på 36 skibe. Efter indledende småkampe udkæmpedes det afgørende slag den 12. april, da et omslag i vinden medførte, at der opstod et hul i den franske slagorden. Det forstod briterne at udnytte; den franske flåde blev spredt, og den følgende britiske sejr bidrog til genoprettelse af den britiske flådes prestige. Sejren betød endvidere, at briterne iflg. fredsaftalen underskrevet i Paris den 3.september 1783 beholdt de fleste af sine øer i Vestindien

1817 d Charles Messier, fransk astronom; ansat ved marineobservatoriet i Paris. M var specielt interesseret i studiet af kometer og opdagede selv 21. Ludvig 15. kaldte ham spøgende le furet des comètes (kometsporhunden). Under sit arbejde med kometerne lavede M et katalog med over 103 stjernehobe og tåger, som kunne forveksles med kometer (1781). Mange af disse objekter betegnes fremdeles med nummer fra M’s katalog, f.eks. Messier I (M I), som er Krabbetågen i stjernebilledet Tyren (f 26/6 1730)

1830 Slaget ved Tugela i Sydafrika; britiske bosættere kæmper mod zuluer, der er under kommando af deres høvding, Dingaan. At briterne var udrustet med geværer og zuluerne med spyd, var afgørende for slagets udfald

Synagogen i Krystalgade i København indvies. I 1764 fik den mosaiske menighed i København tilladelse til at bygge en synagoge; den kom til at ligge i Læderstræde. Ved bybranden i 1796 blev den ødelagt, og i 1800 købte man grunden i Krystalgade, daværende Skidenstræde. 1804 udarbejdede P. Meyn et projekt til en synagoge; men den nuværende bygning blev først opført 1830-33 efter tegninger af G.F. Hetsch. Bygningen restaureredes 1958 af arkitekt Henning Meyer

 

1860 d Gerhard Christoph von Krogh, general; allerede i sit 10. år blev han sekondløjtnant ved kronprinsens regiment og avancerede efterhånden til oberst samtidig med, han forrettede tjeneste som kavaler hos dronning Marie Sofie Frederikke. 1847 udnævntes han til generalmajor og chef for 1. infanteribrigade. Juli 1848 afløste han general Hedemann som overgeneral og blev samtidig kommanderende general i Jylland. Efter flere stridigheder med forsvarsministeren måtte von Krogh sammen med sin stabschef oberstløjtnant Fr. Læssøe nedlægge kommandoen. 1850 overtog han igen overkommandoen og fra denne post planlagde og ledede han slaget ved Isted 25. juli 1850. Det slag der afgjorde om danskerne eller slesvig-holstenerne skulle beherske Slesvig. I den første fase af slaget opnåede slesvig-holstenerne fordele, og den danske hærs stilling var en tid stærkt truet. Men ved indsættelse af reserven lykkedes det op ad dagen for von Krogh, at tvinge slesvig-holstenerne til at gå tilbage mod syd. Efter sejren udnævntes von Krogh til generalløjtnant og storkors af Dannebrog og fik en nationalbelønning på 15.000 rdl (f 9/10 1785)

1861 Ved sydstaternes angreb på Fort Sumter, Charleston, South Carolina begynder Den amerikanske borgerkrig. Med sin holdning til negerslaveriet i sydstaterne blev situationen mellem nord og syd tilspidset, da præsident Lincoln tiltrådte sit embede den 1. marts 1861. Nu vogtede de to parter på hinanden. For Lincoln og nordstaterne gjaldt det, at det ikke blev dem, der affyrede det første skud. Præsidenten ville se, hvor langt sydstaterne ville gå. Dertil kunne Fort Sumter bruges. Fortet lå ved indsejlingen til havnen i Charleston, sydstaten South Carolinas hovedstad, og var bemandet med tropper fra nordstaterne. Da fortets kommandant meddelte Washington, at han behøvede forsyninger og forstærkninger, bestemte Lincoln, at et forsyningsskib skulle sendes til fortet. Hvis South Carolina tillod det, ville det være et bevis på, at dets myndigheder stadig respekterede forbundsmagtens tilstedeværelse. Hvis man ikke tillod det, havde Lincoln tvunget South Carolina til at affyre det første skud. South Carolina reagerede ved at kræve Fort Sumters overgivelse, og da kommandanten nægtede det, affyredes ved daggry den 12. april 1861 de første granater mod fortet. Næste dags eftermiddag - og over 3000 granater senere – overgav fortet sig. Den Amerikanske Borgerkrig var en realitet

1877 Da Rigsdagens to ting i foråret 1877 havde vedtaget finansloven i forskellige affattelser, udstedte konseilspræsident Estrup den første provisoriske finanslov. Den blev siden kaldt det lille provisorium, da det kun bemyndigede regeringen til at afholde de statsudgifter, som trods uenigheden var vedtaget af begge ting. Venstre stemplede ikke desto mindre det skete som et grundlovsbrud, og vreden hos befolkningens flertal var stor. Dog da Rigsdagen på ny samledes, enedes i novbr. 1877 en fløj af Venstre alligevel med Landstinget om finansloven; det skete sikkert i forventningen om, at Estrup ville træde tilbage, og Venstre ville blive deltager i landets regering, således at et blandingsministrrium kunne udtrykke en politisk overgangstid. Det skete ikke; forude lå den periode til 1894, der kaldes provisorietiden eller forfatningskampen

Rigsdagen vedtager loven om uniformsforbud. I 1930'ernes første år havde der især i København været gadeuroligheder med brosten gennem ministervinduer, demonstrationer og slagsmål med politiet. Alene i juli kvartal 1932 blev 35 københavnske politibetjente såret ved gadespektakler. Uniformerede agitationsafdelinger var et velkendt fænomen syd for grænsen. Nu var moden ved at brede sig til Danmark. DKP’s ungdom, DSU og KU begyndte at promenere i uniform af forskellig farve og tilsnit. Regeringen - Soc.demokratiet og Radikale Venstre - frygtede, at tumulter og slagsmål skulle begynde at gøre sig gældende ved politiske møder, og med loven søgte den at komme en sådan udvikling i forkøbet. Et år senere skete der en lempelse af uniformsforbudet; iflg. dette måtte børn under 14 år, der var medlem af idrætsforeninger og lign. organisationer, bære den pågældende sammenslutnings påklædning. Nu blev denne aldersgrænse sat op til 16 år. I december 1934 samme år lempedes loven yderligere, så at spejdere, DUI'ere og FDF’ere måtte bære uniform

 

d Franklin D. Roosevelt, USA's præsident 1933-1945; som søn af en rig godsejer og forretningsmand fik han en alsidig og god uddannelse, der afsluttedes med studier ved Harvard universitetet og Columbia universitetet. I øvrigt førte R en rig ung mands sorgløse tilværelse og var en ivrig sportsmand. Han blev interesseret i politik. Ikke i politiske ideer, men i løsningen af konkrete opgaver. I årene 1910-13 var han demokratisk medlem af staten New Yorks senat. Ved præsidentvalget i 1912 støttede han Wilson, som i 1913 udnævnte ham til vicemarineminister. I 1920 var han vicepræsidentkandidat for demokraterne. Han blev ikke valgt, og levede efter nederlaget som forretningsmand. Roosevelt ramtes 1921 af polio og kunne herefter kun gå med stort besvær. 1929-33 var han guvernør i staten New York. I denne stilling bekæmpede han korruption og begyndte en hårdt påkrævet sociallovgivning, bl.a.arbejdsløshedsunderstøttelse. Som demokraternes præsidentkandidat ved valget i 1932 sejrede han stort. Han tiltrådte under den store økonomiske krise, som han søgte at lette ved en række foranstaltninger af statsregulerende art. Han brød i disse år med den traditionelle amerikanske liberalisme og gennemførte overgangen til den sociale velfærdsstat med den lovgivning, der har fået navnet "New Deal". Roosevelt ejede et sikkert instinkt for den offentlige mening og forstod, hvor meget aktiv handling betyder mod pessimisme og håbløshed. Han kunne forme vendinger, der gjorde indtryk og blev husket. Således de berømte ord i hans tiltrædelsestale "The only thing we have to fear is fear itself". I 1936 blev Roosevelt genvalgt. Udenrigspolitisk var han bundet af isolationismen, men krigsudbruddet i 1939 var første skud mod denne politik. Efter i 1940 at være blevet genvalgt kunne han gøre USA til demokratiernes våbensmedie, og i marts 1941 underskrev han låne- og lejeloven, der sikrede Storbritannien våben og materiel i kampen mod Tyskland og Italien. På grund af USA’s voksende materielle og militære magt blev Roosevelts politik afgørende for krigens førelse og planlægningen af efterkrigstiden. November 1944 blev han valgt til præsident for fjerde gang, men var da en dødsmærket mand og døde fem måneder senere af en hjerneblødning (f 30/1 1882)

1961 Jurij Gagarin bliver sendt i kredsløb om jorden. Første mand i rummet

1975 d Josephine Baker, amerikansk/fransk varietékunstner; det er blevet sagt om Josephine Baker, at hun symbo-liserede vitaliteten og skønheden i de sorte amerikaneres kultur, den kultur der i 1920’erne tog Paris med storm. Kun 14 år gammel optrådte hun med musik og sang, og 1923 optrådte hun med succes på Broadway, New York. Et gæstespil i 1925 i Paris med La Revue nêgre var ligeledes en succes for Josephine B, og i 1926 blev hun internationalt berømt med et nummer på Folies Bergères i Paris, hvor hun optrådte nøgen kun iført et skørt af bananer. En optræden der også vakte forargelse, og da hun i 1928 ankom til København, forsøgte man forgæves at stoppe hendes optræden. Fra 1934 begyndte hun at indspille film. 1937 blev hun fransk statsborger. Under 2. Verd.krig var Josephine Baker aktiv i Frankrigs modstandskamp og modtog efter krigen flere hæders-bevisninger. Josephine Bakers show efter krigen var musikalsk og visuelt overdådige, og hun turnerede overalt i Europa, bl.a. for at finansiere sin kamp mod racediskrimination og sit idealistiske børnehjem på slottet Les Milandes (f 3/6 1906)

1981 d Joe Louis, amerikansk bokser, kaldt ’The brown bomber’; blev professionel verdensmester i sværvægt i 1937 ved at besejre James J. Braddock; han forsvarede titlen 25 gange og trak sig ubesejret tilbage i 1949. I 1950 gjorde Joe Louis come back, men tabte til Ezzard Charles. Han er den sværvægtsbokser, der har siddet længst på verdensmestertronen. I sin professionelle karriere 1934-51 vandt han 68 af 71 kampe, heraf 54 på knockout (f 13/5 1914)

 

Til top        13. april

1519 f Katharina af Medici, fransk dronning; datter af Lorenzo Medici, hertug af Urbino og Madelaine de la Tour d’Auvergne; 14 år gammel blev hun gift med den franske tronfølger, den senere Henrik II. Både da og efter, han var blevet konge, var hun uden indflydelse på ham, der fuldstændigt beherskedes af elskerinden Dianne af Poitiers. Men efter kongens død stod hun frem som en politiker af stort format. Under hendes tre sønner (Frans II, Karl IX og Henrik III), der nu fulgte hinanden på tronen, var det hende, der havde den reelle magt i landet. Uden skrupler spillede hun på de religiøse og politiske modsætninger i Frankrig og udnyttede dem til at sikre kongemagten. For hende gjaldt det om at tilvejebringe en balance mellem de to modstandere, katolikker og protestanter, så at de begge til stadighed behøvede hende. Hun skiftede derfor parti gang på gang, som forholdene førte det med sig. Da det efter religionsfreden i 1570 så ud til, at huguenotternes leder, Coligny var ved at få indflydelse hos kong Karl IX, mente Katharina, at grunden under hendes politik var ved at skride. Hun så sig selv sat ud af spillet med kongen som sin fjende i hænderne på de mest aktive huguenotter. Da var det, hun fattede en desperat plan om at knuse huguenotterne en gang for alle ved at gøre det af med alle lederne, som var samlet i Paris. Med en rystende beretning om en huguenotsammensværgelse fik hun kongens (Karl IX) nerver til at svigte, så han grebet af panik søgte tilbage til den moderlige autoritet og krævede udryddelse af alle kættere. Natten til den 24. august, Bartholemæusnatten, begyndte massakren på huguenotterne. Coligny blev myrdet i sin seng, og liget kastet ud på gaden. Katharinas sidste år blev ulykkelige; hendes tredje søn, Henrik III, på den franske trone tilsidesatte hende. Som tronfølger måtte Katharina i 1584 acceptere huguenotternes fører Henrik af Navarra, der var gift med hendes datter Margrethe af Valois (d 5/1 1589)

 

1523 Christian 2. forlader Danmark. Fra 1521 begyndte vanskelighederne at tårne sig op for Chr. 2. Svenskerne valgte oprørsbevægelsens leder Gustav Eriksson (Vasa) til rigsforstander. Endvidere udbrød sommeren 1522 åben krig med hansestæderne, anført af Lübeck og Danzig. Da yderligere i januar 1523 nørrejyderne, kongens egne undersåtter, rejste oprørsfanen, veg C uden kamp. Han synes i disse afgørende måneder helt at have mistet modet. Den samtidige fortælling om kongens natlige færd over Lillebælt - henved 20 gange skal han have ladet sig ro frem og tilbage - træffer om ikke sandheden så dog utvivlsomt C’s stemning. Besluttet på at søge hjælp i udlandet sejlede han fra København, medførende sin familie, sine nærmeste rådgivere og en betydelig flådemagt. 1. maj nåede flåden Nederlandene

 

Henrik 4. udsteder Nantesediktet, der giver de franske protestanter (hugenotter) de samme politiske rettigheder som katolikkerne og ret til at udøve deres religion i visse franske byer. Endvidere blev der oprettet en speciel domstol – Chambre de l’Édit – sammensat af såvel huguenotter som katolikker til at behandle uenigheder opstået som følge af Nantesediktet. Huguenotternes præster skulle lønnes af staten, og der overlodes huguenotter visse byer – de såkaldte sikkerhedsstæder, places de sureté, hvor garnisoner var protestantiske soldater. For katolikkerne genindførtes deres tro i de områder, de havde mistet til huguenotterne under religionskrigene. Dermed blev udbredelse af den protestantiske tro stort set umulig i Frankrig. Kongens religiøse tolerance mødte kraftig modstand fra paven og fra det katolske præsteskab i Frankrig. Frankrigs førsteminister kardinal Richelieu ophævede i 1629 ediktets politiske bestemmelser. Han anså det for uforeneligt med en enevældig stat, at visse befolkningsgrupper havde særlige rettigheder. I oktober 1685 ophævede Ludvig XIV Nantesediktet og berøvede dermed huguenotterne deres religionsfrihed

 

1695 d Jean de la Fontaine, fransk forfatter; hans berømmelse hviler på hans "Fables" (12 bøger, 1668-94); det er korte, versifiserede dyrehistorier, hvor realistisk og illusionsløs menneskelig livsvisdom forenes med frisk for-ællerglæde og underfundig humor, så man lærer menneskenaturen med alle dens fejl og småligheder at kende. Emnerne for fablerne er taget alle vegne fra, fra Æsop og Phardrus, fra oldfranske dyrefabler, fra arabiske og indiske samlinger. Den første samling "Fables choisies mises en vers" (Udvalgte fabler sat i vers) var beregnet til belæring og opdragelse af den unge tronfølger. I de senere samlinger findes i stigende grad eksempler på social satire, karaktertegning og individualisering. Med sin enkle naturlighed og sit formelle mesterskab er de blevet Frankrigs mest citerede litterære værk. Desuden er fablerne det værk, franskmændene bedst kender, idet det for generationer af franskmænd indgik som en del af deres skolelærdom at lære la F’s fabler udenad. Blandt la F øvrige arbejder er "Contes et det nouvelles en vers" (4 samlinger, 1665-74), hvoraf flere er dristige erotiske fortællinger. På prosa udgav han romanen "Psyché" (1669). Allerede i sin ungdom førte la F førte et noget udsvævende liv. Hans far søgte at sætte en stopper herfor ved at lade sønnen overtage sin stilling som forstembedsmand og få ham gift. Det hjalp dog ikke. I 1658 forlod la F sin kone og rejste til Paris, hvor han førte en rigtig bohèmetilværelse. Men i sine sidste år blev han efter en alvorlig sygdom grebet af anger, fordømte sine Contes og døde som en bodfærdig kristen (f 8/7 1621)

f Thomas Jefferson, USA's præsident 1801-1809; var storgodsejer og advokat, da han i 1769 kom ind i det politiske liv som medlem af Repræsentanternes Hus i Virginia. Han var med i kontinentalkongressen 1775-76 og deltog her i udformningen af den amerikanske uafhængighedserklæring. I den var kravet om menneskets natur-givne ret til selvbestemmelse formuleret i forlængelse af bl.a. John Lockes tanker. Allerede i 1774 havde Jefferson rgumenteret for, at det britiske Parlament ikke havde nogen myndighed i de nordamerikanske kolonier, og at de kun var forbundet med Storbritannien i en personalunion. 1785-89 var Jefferson amerikansk udsending i Frankrig, og 1790 blev han Georges Washingtons udenrigsminister. Jeffersons uenighed med kabinettets stærke mand, A. Hamilton, som arbejdede for centralisering og protektionisme, førte til hans afgang i 1793. I spidsen for et nyt oppositionsparti, det demokratiskrepublikanske (det nuv. demokratiske parti regner Jefferson som sin grundlægger) sejrede han ved præsidentvalget i 1800. Som præsident gennemførte han købet af Louisiana (1803) og førte under Napoleonskrigene en streng neutralitetspolitik. Jefferson var ikke kun en traditionsskabende politiker, men også en betydelig tænker og videnskabsmand. Han havde desuden kunstneriske anlæg, og efterlod sig arkitektoniske værker af varig værdi, bl.a. Virginias Capitol i Richmond, som han udformede sammen med den franske arkitekt Clérissau. Med sin virksomhed som arkitekt bidrog Jefferson til at indføre den nyklassicistiske stil i USA. Forgæves søgte han at indføre det metriske system og decimalsystemet i USA (d 4/7 1826)

 

I Den Preussiske Syvårskrig bragte foråret en ny fransk armé i felten. Den blev kommanderet af hertugen af Broglie, og i slaget ved Bergen - ved Frankfurt am Main – led en preussisk hær under Ferdinand af Braunsschweig nederlag. Ferdinand fik oprejsning ved sin sejr over de Broglie i slaget ved Minden 1. august samme år. Her besejrede han med 43.000 tyskere, englændere og skotter 60.000 franskmænd under kommando af de Broglie

 

1764 f Laurent marquis de Gouvion-Saint-Cyr, fransk marskal; sluttede sig i 1792 til de revolutionære styrker og hans heltemodige indsats i slagene ved Mainz og Mannheim i 1795 sikrede ham forfremmelse til general. Derefter deltog han i felttogene i Italien og Ægypten. I 1801 udnævnte Napoleon han til sin ambassadør i Spanien. Her spillede han en stor men resultatløs rolle i Napoleons felttog. Under det russiske felttog blev han udnævnt til marskal. Da han i 1813 uden succes havde stået i spidsen for Dresdens forsvar nedlagde han alle sine poster. I 1815 og igen i 1817 udpegede kong Louis 18. ham til krigsminister. Selv om Saint-Cyrs tidligere tjeneste under Republikken og under Napoleon svækkede hans troværdighed hos det yderste højre, fik han som minister gennemført vigtige reformer. Han fik skabt en ny hær på 240.000,og Napoleons tidligere officerer blev indkaldt til at lede den. Efter at være trådt tilbage skrev han nogle betydelige historiske værker, bl.a. "Mémoires sur les campagnes des armées du Rhin" (1829), der omhandler felttogene 1792-97. Posthumt udkom i 1831 hans "Mémoires pour servir à l’histoire militaire sous le Directoire, le Consulat, et l’Empire" (d 17/3 1830)

 

Slaget ved Montenotte, ca 60 km øst for Genova. Slaget fandt sted under Napoleons Italiensfelttog. Med en overlegen styrke besejres en østrigsk-piemontesisk hær, og Napoleon fik dermed sin første sejr i Italien. Efter fredsslutningen med Preussen og Spanien i foråret 1795 var Østrig Frankrigs eneste større modstander på fastlandet. For tvinge Østrig til fred forberedte franskmændene angreb på to fronter. Det ene skulle starte fra Rhinlinjen, det andet skulle rettes mod Østrigs allierede kongeriget Sardinien og mod de østrigske besiddelser i Norditalien. Lederen af felttoget i Italien med en hær på 40.000 mand blev Napoleon Bonaparte. Med Italiensfelttoget opfyldte Napoleon til fulde sit udsagn om, at den bedste soldat ikke først og fremmest er den, som kan slås, men den som kan marchere. Han lagde nemlig felttoget an på hurtig manøvrering og på at ramme fjenden på hans svageste punkter. Efter at have påbegyndt overgangen over Alperne den 9. april fik han sin første sejr kun fire dage senere. Den bidrog sammen med hans andre sejre under felttoget til at grundlægge hans ry som feltherre og til, han fik sine soldaters tillid. Felttoget afsluttedes med freden i Campo Formio, hvor Østrig afstod De Østrigske Nederlande (nuv. Belgien), Milano og Mantova til Frankrig, men fik til gengæld størstedelen af den tusindårige republik Venezias område, Venezias selvstændighed ophørte hermed; dens territorium blev delt mellem Østrig, Frankrig og den af Napoleon oprettede Cisalpinske Republik

 

1805 f Edourd Suenson, søofficer; blev kadet 1817 og steg derefter reglementeret i graderne. Efter et togt til Vestindien 1825-26 med korvetten Diana fik han tilladelse til at gå i fransk tjeneste. Her deltog han om bord i briggen Alcyone ved Navarino 20. oktober 1827 i den fransk-russisk-engelske flådes angreb på den tyrkiske flåde, der blev fuldstændig ødelagt. 1831 vendte Suenson hjem fra fransk tjeneste og havde derefter forskellige kommandoer. Under Treårskrigen 1848-50 deltog han i flere træfninger. Efter krigen blev han medlem af konstruktions- og reguleringskommissionen og maj 1851 chef for søkadetkorpset. Under krigen 1864 var Suenson chef for Nordsø-eskadren, der i slaget ved Helgoland 9. maj 1864 besejrede en østrigsk-preussisk eskadre. Under slaget blev den østrigske fregat Schwarzenberg skudt i brand, Østrigerne flygtede ind på neutralt britisk område under Helgoland for at udbedre skader. Den danske eskadre forlod kamppladsen og gik til Kristianssand. Efter sejren blev Suenson modtaget i København som en helt. Siden opstod en ikke helt uberettiget kritik af, at han havde undladt at vente på fjenden, der efter sædvane havde været nødt til at forlade Helgoland efter et kort ophold. Hvorefter Suenson kunne have fremtvunget en egentlig afgørelse på kampen. Efter krigen trak han sig tilbage fra flåden med kontreadmirals karakter. Han udnævntes til overlods over det østlige distrikt. Suenson forlod aktiv tjeneste i 1880. Samme år tillagdes der ham viceadmirals karakter (d 16/5 1887)

 

1829 Der britiske parlament ophæver testakten. Testakten (the Test and Corporation Act) af 1673 påbød, at alle embedsmænd og parlamentsmedlemmer skulle nyde nadveren efter den anglikanske kirkes regler og forkaste transsubstantiationslæren. Den var blevet indført for at stoppe katolsk infiltration af lokal- og statsstyre på et tidspunkt, da der eksisterede en reel fare for, at der i England opererede en katolsk femtekolonne udsendt af Ludvig XIV. Denne fare var for længst væk og borte, og loven blev betragtet som overflødig. I såvel 1789 som 1790 blev der i Underhuset fremsat forslag til dens ophævelse, men forgæves. At det gik sådan, og at dens ophævelse først skete i 1829, skyldtes bl.a. udbruddet af den franske revolution i 1789. Al dens brutalitet og i briternes øjne lovløshed fik Underhuset til at tage afstand fra alt, der havde det mindste med reformer at gøre. I 1828 blev de irske katolikkers leder Daniel O’Sonnell valgt til Underhuset. Iflg. testakten kunne han ikke indtage sin plads. Regeringen indså da, at ville den undgå uro på Irland, måtte Testakten ophæves. Det skete. I oktober 1828 vedtog Underhuset ophævelsen, og efter en længere strid med kongen underskrev han loven den 13. april 1829

 

1846 f Poul la Cour, fysiker, højskolelærer; tog 1869 magisterkonferens i fysik med meteorologi som hovedfag. 1872-77 var han ansat ved det nyoprettede meteorologiske institut. 1871 fik han Videnskabernes Selskabs sølvmedalje for måling af skyhøjder. 1874 fik han guldmedalje for stemmegaffel-telegrafien, der gjorde det muligt at sende flere telegrammer gennem samme tråd. 1878 blev højskolen i Askov omdannet til en udvidet højskole med videregående undervisning, og la Cour tog mod tilbuddet om en lærerstilling i naturvidenskab ved højskolen. Foruden at virke som lærer og foredragsholder udfoldede han en omfattende eksperimentel og litterær virksomhed. Hans pædagogiske metoder blev nedfældet i "Historisk Matematik" (1881) og "Historisk Fysik" (1896). Som fysiker og meteorolog var han optaget af at udnytte vindkraften. Det var hans plan, at enhver større gård skulle have sit eget vindelektricitetværk. Da la Cours forsøg tegnede lovende, blev det muligt i 1897 for en bevilling på 27.000 kr. at bygge en stor forsøgsmølle i Askov. 1903 oprettedes med la Cour i spidsen Dansk Vind Elektricitets Selskab (DVES) med den opgave at give vejledning ved anlæg af små el-værker, udbrede oplysning gennem kurser og et tidsskrift. La Cours interesser var ikke kun bundet til naturvidenskaberne. 1899 oprettede han Askov valgmenighed og fik bygget kirke og præstebolig(d 24/4 1908)

 

d P.C. Skovgaard, maler; fik af moderen, der havde fået undervisning i at male, den første vejledning i tegning. Da hans anlæg tidligt viste sig, blev det bestemt, at han efter konfirmationen skulle på akademiet. Desuden blev Skovgaard udlært som håndværksmaler. 1836 udstillede han første gang, og billedet "Maaneskinsstykke med Motiv fra Langebro" købtes af prins Chr. Frederik (Christian 8.). Dette billede og andre, hvor det fortællende element er vigtig, veg snart pladsen for billeder, hvor studiet af farve, lys og atmosfære og af naturens former er enerådende. Den åndelige baggrund for denne ændring var 1840'ernes folkelige og nationale strømninger. I 1843 vakte han opmærksomhed med "Nordskoven ved Jægerspris" især på gr. af den kraftige og levende formsans, der gjorde sig gældende både i detaljen og i helheden. 1854-55 tilbragte Skovgaard i Italien, og efter hjemkomsten gav studierne i Italien sig udtryk i en større rigdom og festivitas over skovbillederne end før og ved et mere bevidst arbejde i koloristisk henseende. Hovedværker fra denne periode er det store "Bøgeskov i maj" (1857). Fra hans senere år er "Optrækkende uvejr over Nysø Have" (1870) og "Sommereftermiddag med bortdragende Regnbyge" (1874). Skovgaard blev for sin samtid og nærmeste fremtid den kunstner, der malede Danmark, som de fleste helst ville vedkende sig landet. Han fremstillede fortrinsvis de frodigste egne på Sjælland fra Hellebæk i nord til Præstø i syd. Hans billeder blev fra noget nær begyndelsen klædt på i tunge guldrammer og hængt op på fremtrædende menneskers vægge, hvor de til i dag har været eksempel på rigtig kunst (f 4/4 1817)

 

f Butch Cassidy, Old West fredløs og det mest fremtrædende medlem af the Wild Bunch, en bande af bank-og togrøvere, som hærgede i det vestlige USA i 1880erne og 90erne. Bortset fra årene 1891-92, hvor Cassidy levede som cowboy og de to år 1894-96, som han tilbragte iWyoming State Prison, levede Cassidy som fredløs i forskellige bander. Hans foretrukne ven og partner var Elzy Lay, med hvem – enten de to alene eller i en bande- han forøvede adskillige tog- og bankrøverier, stjal heste og sjældnere kvæg. Året efter Elzy blev arresteret og fængslet (1899), sluttede Cassidy sig sammen med Harry Longabaugh, kendt som Sundance Kid. På det tidspunkt var sheriffer og Pinkerton detektiver kommet på sporet af the Wild Bunch og havde fanget flere af dens medlemmer. Cassidy og Sundance Kid sammen med Sundances veninde Etta Place undslap først til New York dernæst til Sydameria. Etta Place vendte hjem til USA i 1907. Fra 1902 til 1906 ejede og drev de to banditter en farm i Argentina. Herefter vendte de tilbage til forbrydervirksomhed. Flakkende fra land til land røvede de banker og forøvede togrøverrer etc. Dette fortsatte til 1909, da de iflg. Pinkerton detektiver faldt i et baghold i Bolivia. Sundance blev dødeligt såret, og Cassidy begik selvmord. En anden version siger, de fandt døden i Uruguay i december 1911 skudt af soldater under et bankrøveri. Iflg.andre historier skulle Butch Cassidy enten alene eller med Sundance være vendt tilbage til USA og døde gammel og glemt i Nevada i 1937 (d 1909??)

 

f Samuel Beckett, irsk/fransk forfatter; han var født i Dublin, Irland; han skrev sine værker på både engelsk og fransk, og stod selv for oversættelsen mellem de to sprog. Beckett var i årene 1928-29 lektor i engelsk ved Ecole Normale Supérieure i Paris og slog sig ned i Frankrig for bestandig i 1938. Fra 1951 er størstedelen af hans værker skrevet på fransk. Beckett regnes blandt de førende inden for 1950'ernes absurde teater. Han har også skre-vet prosaværker, bl.a. romanerne "Murphy" (1947) og "Malone meurt" (1951). Med det er særlig skue-spillene "En attendant Godot" (1952), "Fin de partie" (1958) og "Happy Days" (1962), som har skaffet ham verdensberømmelse. Stykkerne er uden handling og karaktertegning, præget af dialog uden klar mening. Pantomime og klovnerier forenes med en dybt tragisk grundstemning. De store motiver i Becketts forfatterskab er det at vente på noget eller nogen, som aldrig kommer. Han tegner mennesker, som opløser sig fysisk og psy-kisk, skildrer eksistensen som en lang dødskamp udholdt af elendige, som venter en afslutning, de aldrig oplever. Beckett adskilte sig fra mange af samtidens forfattere ved, at han ikke synes at være optaget sociale og politiske problemer, men kredsede om det enkelte menneskes eksistentielle kriser. Også som menneske levede han isoleret og forsøgte at undgå virkningerne af sin berømmelse. Da han fik nobelprisen i litteratur i 1969, rejste han ikke til Stockholm for at modtage den (d 22/12 1989)

 

f Bernhardt Jensen, borgmester i Århus 1958-1971 valgt af Socialdemokratiet; efter at have taget realeksamen ved N.J. Fjordsgades skole blev han i 1927 journalistelev ved Demokraten i fødebyen Århus. Samtidig kom han med i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse; han sad i ledelsen af DSU i Århus 1927-32 og var ligeledes (1929-35) hovedbestyrelsesmedlem i "Aldrig mere krig". I 1943 blev han medlem af Århus byråd og i 1946 gruppeformand og ordfører og var stadig journalist. Ved magistratsordningens gennemførelse i Århus i 1950 blev han rådmand for magistratens 4. afdeling, hvorunder hørte netop de sager, som havde hans interesse: skoler, biblioteker, skove, parker, idræt og - skovpavilloner. Da Unmarck Larsen trak sig tilbage i 1958 på gr. af sygdom, blev Bernhardt Jensen borgmester. I 1956 tog han initiativ til oprettelse af Århus byhistoriske udvalg, og til belysning af Århus' historie har han bidraget med et omfattende forfatterskab, bl.a. "Fra det glade Århus" (1963), "Som Århus morede sig" (1966), "Da Århus var Hollywood" (1969) og "Marselisborgskovene" (1975). For dette arbejde besluttede Århus universitet i 1978 at tildele ham æresdoktorgraden i filosofi; men han døde inden promoveringen. På gr. af svigtende helbred havde Bernhardt Jensen i 1971 trukket sig ud af kommunalpolitik (d 11/6 1978)

 

1919 Britisk massakre i i sikhernes hellige by med deres vigtigste helligdom Det Gyldne Tempel (Hari Mandir ’Guds Tempel) Amritsar i Punjab, Indien. I april 1919 udbrød der alvorlige uroligheder i Punjab. Briterne indførte krigsretstilstand og trak tropper til Amritsar, hvor en folkemængde havde overfaldet europæere, og en kvindelig britisk missionær var blevet dræbt. Alle møder og forsamlinger blev forbudt. Da en stor skare indere afholdt et møde på torvet Jallianwalla Bagh, der var omgivet af huse og lave mure, beordrede general Dyer sine tropper til at åbne ild. De britiske tropper skød ind i folkemængden. Der blev affyret 1650 salver; 379 blev dræbt og såret tre gange så mange

 

Handelsministeriet meddeler, at al privat automobilkørsel skal indstilles fra midnat. Fra da af ville man i Danmark kun få den benzin, Tyskland kunne afse, og det var ikke store sager. Efter 14. april kunne læger, sygeplejersker og enkelte andre fortsætte bilkørsel, men med nedskårne rationer. Alene brandvæsenet, politiet, det civile luftværn og redningskorpsene måtte fylde tanken op, og det var endda ikke med ren benzin, idet man indførte en 20% iblanding af sprit. Det forudsattes dog, at spritten var absolut ren; det kunne De danske Spritfabrikker ikke klare, så også sprit måtte importeres fra Tyskland

 

1948 d John Christmas Møller, konservativ politiker, udenrigsminister 1945; i 1920 blev han medlem af Folketinget og 1922 cand jur.; i 1928 blev han formand for folketingsgruppen, 1931 for rigsdagsgruppen og 1932 partiets formand. For at markere sit partis selvstændighed fældede han i 1929 Madsens Mygdals venstreregering på en mindre forsvarsbevilling. De yderliggående højretendenser, der i 1930’erne var inden for Konservative Folke-parti og især inden for partiets ungdomsafdeling, KU, bekæmpede Christmas Møller med held, idet han tog afstand fra alle totalitære styreformer og gang på gang fastslog, at Konservative Folkeparti var et demokratisk parti. Da et grundlovsforslag, ved hvis udarbejdelse Møller havde spillet en stor rolle, faldt ved folkeafstemningen i maj 1939 nedlagde han sine formandsposter i partiet, selv om han med sin holdning havde fået placeret partiet som et borgerligt midterparti. Efter Besættelsen blev han medlem af samlingsregeringen 10. april 1940, og ved dens ændring juli 1940 handelsminister. På gr. af sin åbenlyse kritik af tyskerne måtte han oktober 1940 udtræde af regeringen og januar 1941 af Folketinget. Herefter blev han blandt de ledende i den kreds, der startede modstandsbladet "Frit Danmark". I maj 1942 flygtede han til England, hvor han blev leder af Det danske Råd og udførte et stort arbejde for at vække og udvikle den danske modstandsbevægelse. Maj 1945 blev han udenrigsminister i befrielsesregeringen. Ved valget i oktober 1945 indtrådte han atter i Folketinget og blev igen de Konservatives formand. Efterhånden kom han i modsætning til sit parti på det sydslesvigske spørgsmål, fordi han var imod grænserevision. Christmas Møller brød med partiet i oktober 1947. Ved folketingsvalget, samme måned, stillede han sig i Sønderjylland som løsgænger, men opnåede ikke valg. Han døde dybt skuffet året efter (f 3/4 1894)

 

1966 d Georges Duhamel, fransk læge og forfatter; grundlagde 1906 sammen med en række forfattere og malere kunstnerkolonien l’Abbaye ved Créteil. Deres idegrundlag var Jules Romains unanimisme – i.e. den litterære retning der skildrer sociale grupper som sjælelige enheder på bekostning af det individuelle. Duhamel deltog som læge i 1. Verdenskrig og kom i nær kontakt med mange af krigens ulykkeligste ofre. Han udgav "Vie des martyrs" (1917) og "Civilisation" (1918), som afslører stor menneskundskab og dyb medfølelse med dem, ulykken rammer. Hans humanisme, hans livsvisdom og sans for humor gjorde ham åben for mange menneskelige livsformer, men måske først og fremmest for den enkle hverdagseksistens, som holdes nede af de små bekymringer og plager. Bl. hans romaner er "Vie et aventures de Salvin" (5 bd. 1920-32), "Chronique des Pasquier" (10 bd. 1933-45) og i en genre for sig selv "Fables de mon jardin" (1936). I flere af Duhamels værker finder man en overtone af konfessionsløs religøsitet. Stilistisk var Duhamel forankret i den realistiske tradition fra 1800-tallet fransk læge og forfatter; (f 30/6 1884)

 

Til top        14. april

1471 Slaget ved Barnet. I Rosekrigens - War of the Roses - kampe blev slagets udfald en betydningsfuld sejr for York (hvide rose) kongen Edward 4. over hans Lancaster (røde rose) modstandere. Slaget blev udkæmpet Påskedag på Hadley Green, nu i East Barnet, lige nord for London. Edward, der havde beklædt den engelske trone siden 1461, var i 1470 blevet drevet i eksil, da hans mest betydningsfulde støtte, Richard Neville, jarl af Warwick, skiftede side og genindsatte Lancasteren Henrik 6. Da Edward i marts 1471 vendte tilbage til England, satte han sig i besiddelse af London og tog Henrik 6. til fange. Derefter rykkede han nordpå for at møde Warwick's fremrykkende hær. Warwick, der støttedes af John de Vere, 13. jarl af Oxford og Edmond Beaufort, benævnt 4. hertug af Somerset, lod sine mænd gå i stilling den 13. Edward, der støttedes af sin bror hertugen af Gloucester (senere kong Richard 3.) og William Hastings, baron Hastings, slog lejr lige over for fjenden og angreb ved daggry. Sejren ved Barnet og sejren en måned senere over en hær ledet af Henrik 6.’s dronning Margrete af Anjou og deres søn i slaget ved Tewkesbury samtidig med Henriks belejlige død i Tower betød, at Edward sad sikkert på den engelske trone til sin død i 1483

 

1471 d Richard Neville, earl af Warwick, kaldt "The kingmaker" fordi han først hjalp Edward IV til at blive konge i 1461 og siden støttede genindsættelsen af Henrik VI i 1470; i 1453 allierede han sig med Richard, hertug af York (hvide rose), som kæmpede for at vriste magten fra Lancasteren (røde rose) Edmund Beaufort, kong Henrik 6. indflydelsesrige minister. I slaget ved St. Albans maj 1455,det første slag i Rosekrigene - War of the Roses - bidrog Warwick væsentlig til Yorks sejr. I de fortsatte kampe spillede Warwick en fremtrædende rolle, og da Richard af Yorks søn Edward i 1461 var blevet konge, var Warwick dennes magtfulde minister. Da det efterhånden blev tydeligt, at kongen ville gøre sig fri af Warwicks indflydelse, allierede Warwick sig med Edwards bror og fremkaldte et oprør i Nordengland mod kongen. Edward fik det nedkæmpet, og Warwick måtte flygte til Frankrig (april 1470). Her allierede han sig med den afsatte Henrik 6.’s dronning, Margrete af Anjou. Han vendte tilbage til England og satte Henrik 6. på tronen. Men året efter var alt tabt for Warwick. I slaget ved Barnet sejrede Edward 4., og Warwick blev dræbt (f 22/11 1428)

 

1527 f Abraham Ortelius, flamsk kosmograf og kartograf; udlært som gravør og omkr.1554 åbnede han i fødebyen Antwerpen forretning med salg af antikviteter og kort. Inspireret af renæssancens store tyske grograf Gerardus Mercator begyndte Ortelius fra ca 1560 at interesse sig for fremstilling af kort, og i løbet af det næste tiår udsendte han en række kort, der gjorde ham berømt. I 1570 udgav han verdens første moderne atlas og sit hovedværk "Theatrum orbis terrarum" med 70 kort. Theatrum var en succes; i de følgende år reviderede Ortelius til stadighed kortene i lyset af nye informationer; i 1573 udgav han 17 nye kort med titlen "Additamentum theatri orbis terrarum"; nye tilføjelser kom i de følgende år. Endvidere grundlagde Ortelius en fornem samling af mønter, medaljer og antikviteter, og i 1573 udgav han et katalog over samlingen. I 1575 blev han kongelig geograf hos kong Philip 2 (d 4/7 1598)

 

1629 f Christiaan Huygens, hollandsk matematiker og astronom; han var af en formuende familie og kunne leve som fri forsker. I 1666 blev han af Ludvig 14. kaldt til en vellønnet stilling ved det netop oprettede videnskabsakademi i Paris. Her levede han til 1681, da han på gr. af den franske krig mod sit fødeland måtte vende tilbage til Holland; her levede han sine 14 sidste leveår på sit fædrene gods. Huygens er en af de store grundlæggere af den nyere tids naturforskning. Han danner ved siden af Kepler bindeleddet mellem Galilei og Newton. Han beskæftigede sig med legemers bevægelser og fandt lovene for de mere indviklede bevægelsesformer, legemers bevægelser i cirkelformede baner, legemers stød og det fysiske pendul. Desuden har Huygens haft stor betydning for optikken, idet han grundlagde bølgeteorien, byggende på hypotesen om en lysæter og udformede det vigtige princip for konstruktion af en bølgefront, som senere er kendt under navnet Huygens princip. Han var den første, der konstruerede et pendulur. Hans forbedringer af kikkerten førte til hans opdagelse af en af Saturn måner, og at ringen omkring denne planet er fritsvævende. Som matematiker gjorde han med "De Ratiociniis in Ludo aleae" (1657) den første systematiske fremstilling af sandsynlighedsregning (d 8/6 1695)

 

1759 d Georg Fdr. Händel, tysk/engelsk komponist; i 1703 blev Händel violinist ved operaen i Hamborg; han opholdt sig i Italien 1706-10 og modtog indtryk af især napolitansk operastil, der kom til at præge hans musik. Fra 1710 kapelmester hos kurfyrsten af Hannover og fra 1712 bosat i London. Henstillinger fra kurfyrsten om at vende tilbage overhørte Händel. Da kurfyrsten 1714 som Georg I overtog den britiske trone komponerede Händel for at formilde sin tidligere principal suiten "Water Music", som blev fremført 1717 under kongens indtog i London ad Themsen. 1720-37 var han musikalsk leder af det nyoprettede Royal Academy of Music. Fra 1753 var han helt blind, men fortsatte sit komponist- og koncertarbejde. Allerede under Italiensrejsen var Händel kendt som orgel- og cembalovirtuos. 1705 opførtes hans første opera "Almira"; frem til 1745 skrev han ca 45 operaer de fleste til italiensk tekst blandt disse er "Rinaldo" (1711), "Rodelinda" (1725) og "Orlando Furioso" (1733). Den mest betydningsfulde del af Händels produktion er oratorierne; de fleste skrevet til engelsk tekst, som regel med bibelske eller mytologiske emner. Blandt de højest værdsatte er "Messias" (1742), "Samson" (1743), "Salomon" (1749) og "Jefta" (1752). Blandt hans øvrige vokalværker er kirkelige korværker og 90 kammerkantater. Endvidere har Händel skrevet instrumentalmusik, orgelkoncerter og kammermusik (f 23/2 1685)

 

1784 Kronprins Frederik (Frederik 6.) overtager regeringsmagten i Danmark-Norge. Efter Struensees fald i 1772 havde magten i Danmark-Norge på vegne af den sindssyge Christian 7. ligget hos kronprinsens stedmor enkedronning Juliane Marie og ministeren Høegh-Guldberg. Efterhånden var der opstået utilfredshed med dette styre, og der dannedes en sammensværgelse mod Høegh-Guldberg. I sammensværgelsen indgik kronprins Frederik som hoved-personen. Da den 16-årige kronprins i forbindelse med sin konfirmation var blevet medlem af statsrådet, iværksatte han den forudlagte plan: ved en resolut optræden skaffede han sig i det første møde, han deltog i, kongens underskrift på en ordre, der ophævede det hidtidige styre og udnævnte fire af sine støtter til statsråds-medlemmer. Dermed var enkedronningens og Høegh-Guldbergs styre væltet

 

1868 I Vestergade i Århus åbner Emil Vett og Theodor Wessel en manufakturforretning. Den er begyndelsen til Magasin du Nord. De to butiksejere var dygtige, tiderne var gode, så butikken i Vestergade gik godt. Wessel og Vett så de nye muligheder, og efter en konsolideringsperiode i Vestergade flyttede de i 1871 forretningen til større lokaler i den gård på Immervad, hvor Magasin ligger i dag. De følgende år blev der åbnet filialer over hele landet. Det hele blev samlet under navnet De Forenede Hvide Vare Forretninger. Efterhånden indså Wessel og Vett, at mulighederne for storhandel ikke lå i Århus, men i København. Et butikslejemål hos Hotel du Nord på Kongens Nytorv førte til køb af ejendommen, og i 1879 indregistreredes firmanavnet Magasin nu Nord

 

f Arnold Joseph Toynbee, engelsk historiker; han var professor i byzantinsk og moderne græsk litteratur og historie ved London Universitet1919-1924 og fra 1925 til pensioneringen i 1955 professor i international historie samme sted. Under såvel 1. som 2. Verd.krig arbejdede han for regeringen. Arbejdet medførte, at han var m

 

edlem af den britiske delegation til Versaillesforhandlingerne 1919-20 og medlem af den britiske delegation til fredskonferencen i Paris efter 2. Verd.krig. Han var blandt grundlæggerne af The Royal Institute of International Affairs. Desuden var han 1943-46 chef for udenrigsministeriets forskningsafdeling. Toynbee har et omfattende historisk og historiefilosofisk forfatterskab bag sig. Hans hovedværk er "A Study of History" (12 bd, 1934-61), hvor han søger at kaste lys over de faktorer, som bestemmer de forskellige samfunds udvikling, opløsning og undergang. Den afgørende rolle tildeler Toynbee religionerne. Og i modsætning til Marx mener han, historien ikke skabes af økonomiske, men af åndelige faktorer. Trods kritik af visse detaljer og af, at hans konklusioner mere er gjort af en kristen moralist end af en historiker, betragtes hans værk som et væsentligt bidrag til beskrivelse af civilisationens historie. I hans øvrige forfatterskab er bl.a. "War and Civilization" (1951), "The World and the West" (1952), "Hellenism" (1959) og "Experiences" (1969) (d 22/10 1975)

 

1912 På sin jomfrurejse fra Southampton til New York forliser Titanic. Verdens største og mest luksuriøse passagerskib var udstyret med et dobbeltbundet skrog, som var delt op i 16 vandtætte afdelinger. Skibets konstruktører hævdede, at skulle ulykken ske, kunne fire af disse fyldes med vand, uden at skibet mistede sin evne til at holde sig flydende. Derfor anså man Titanic for at være synkefri. Men kort før midnat den 14. april mens det sejlede relativt hurtigt – 22 knob – i et isfyldt farvand, kolliderede Titanic på sin højre side med et isbjerg. Ved kollisionen fik Titanic revet fem af dets vandtætte skot op. Det fik skibet til at synke. Det skete kl. 02.20 omkring 640 km. syd for Newfoundland. Da Titanic jo var synkefri, var der for få redningsbåde om bord. Til de 2.224 om bord på rejsen til New York var der plads til 1.178 i redningsbådene. Ved Titanics forlis mistede 1.513 passagerer og besætningsmedlemmer livet. Ved søforhør kom det frem, at passagerskibet California, som ulykkesnatten befandt sig mindre end 30 km fra Titanic, kunne have hørt det dødsdømte skibs nødsignaler og sejlet det til undsætning, såfremt dets radiotelegrafist ikke havde slukket sin radio og var gået til køjs. Kun ankomsten af passagerskibet Carpathia 1time og 20 minutter efter, Titacic var sunket, afværgede yderligere tab af menneskeliv i den iskolde nat. Vraget blev lokaliseret i september 1985 af en amerikansk-fransk ekspedition. Et fjernstyret undervandsfartøj sendte via kabel de første videobilleder fra vraget op til forskningsskibet. Siden er vraget, der ligger på ca 4000 meters dybde, blevet nøje undersøgt med undervandsrobot

 

1917 d Ludwig Zamenhof, polsk øjenlæge, skaberen af esperanto; i 1887 udgav han den første lærebog i det sprog, han havde udarbejdet "Lingvo Internacia" under pseudonymet Doktoro Esperanto et navn, der snart blev overført på selve sproget. På esperanto udgav han flere læse- og lærebøger samt oversættelser af kendte værker fra verdenslitteraturen (f 15/12 1859)

 

Alfonso 13. af Spanien abdicerer, og landet bliver republik. Ved at samarbejde med det diktatur, der under ledelse af general Miguel Primo de Rivera var kommet til magten ved et kup, og som styrtede det parlamentariske styre i 1923, havde kong Alfonso bundet sin skæbne til diktaturet. Da Primo de Rivera blev væltet i 1930, var monarkiets dage talte. Der blev gjort forskellige forsøg på at redde kongen. Men valget i april blev en overvældende sejr til republikanske partier. De krævede kongens abdikation; da hæren fjernede sin støtte, måtte Alfonso meget mod sin vilje forlade Spanien

 

d Ernest Bevin, britisk Labour politiker; han kom fra et fattigt landarbejderhjem og gik ud af skolen allerede som 11-årig. Som forældreløs måtte han nu klare sig selv. Da han var 13 år blev han kusk ved et mineralvands-bryggeri. Han blev tidligt involveret i fagforeningsarbejde og blev i 1910 leder for den lokale transportarbejderforening. Et par år senere startede han den Almindelige Transportfagforening, hvis generalsekretær han var 1922-46. Han var en af hovedplanlæggerne af den britiske generalstrejke i maj 1926. Efter forgæves at være opstillet ved parlamentsvalget i 1931 planlagde han at trække sig tilbage som 60-årig, men efter opfordring af Churchill var han 1940-45 arbejdsminister i dennes krigskabinet. Bevins indsats for den britiske krigsproduktion blev af største betydning for krigsførelsen. Først nu blev han medlem af Underhuset. Her repræsenterede han Central Wandsworth kredsen. Efter Labours valgsejr i juli 1945 blev Bevin udenrigsminister. I denne egenskab søgte han at hævde imperiets interesser, men indså samtidigt nødvendigheden af et samarbejde i Vesteuropa samt af at fastholde USA’s interesse for Europa. Derfor støttede han Marshall-planen og var i 1947 initiativtager til den europæiske økonomiske samarbejdsorganisation OEEC (nuv. OECD). Bevin indgik i 1947 en forsvarsaftale (Dunkerqueaftalen) med Frankrig, medvirkede i 1948 til oprettelse af Vestunionen og spillede en væsentlig rolle ved oprettelsen af Atlantpagten i 1949. De Konservative støttede oftest hans udenrigspolitik, hvorimod Labours venstrefløj var kritisk. Som følge af dårligt helbred måtte han i marts 1951 opgive posten som udenrigsminister. Han døde måneden efter (f 9/3 1881)

 

1986 d Simone de Beauvoir, fransk forfatter; i romaner og dramatik diskuterer hun filosofiske problemer, spørgsmål om frihed og ansvar, mål og midler. Desuden har hun skrevet filosofiske essays. Blandt hendes tidligste værker er "Le Sang des autres" (en roman fra 1944). "Pour une morale de l’ambiguité" (1947) er et forsøg på at opbygge en eksistentialistisk moral. I 1949 kom hendes store værk "Le Deuxième sexe", hvor hun diskuterer kvindens frihed og hendes muligheder som kvinde og som socialt og intellektuelt væsen. I 1954 vakte hendes roman "Les Mandarins" uro i eksistentialistiske kredse. Hun udfordrede her den radikale fløj i fransk åndsliv ved at stille spørgsmål om, en venstreintellektuel kunne handle på det offentlige plan uden at forråde den revolution, han anså for sandhed; Beauvoir svarede benægtende. Med "Mémoires d’une jeune fille rangée" (1958) og "La Force de l’âge" (1960) tog hun skridtet over i selvbiografien. Selvbiografisk var også "La Force des choses" (1965) og "Une Mort très douce" (1965) (f 9/1 1908)

 

Til top        15. april

1452 f Leonardo da Vinci, italiensk multikunstner; kom 1466 i maler- og billedhuggerlære hos den berømte Verrochio og blev 12 år i hans værksted, der var Firenzes kunstcentrum. Maleriet var hans lyst, men uddannedes også i skulptur, arkitektur og kunstsmedearbejde. Desuden tegnede og eksperimenterede han gennem hele livet. 1482 forlod han Firenze og drog til Milano, hvor han trådte i tjeneste hos hertug Lodovico Sforza il Moro, ved hvis strålende hof han var arkitekt, ingeniør, maler, billedhugger, musiker, teaterdirektør og festarrangør. Her udførte han bl.a. det store nadverbillede 1495-98, men arbejdede mest med utallige dristige eksperimenter som f.eks. en stejlende rytterstatue af hertugen (den blev aldrig fuldført). Da franskmændene 1499 erobrede Milano, flygtede Leonardo. Han opholdt sig herefter bl.a. nogle år i Firenze, hvor han malede Mona Lisa. 1502-03 var han fæstningsingeniør hos pave Aleksander 6.’s søn Cesare Borgia. En tid var han i tjeneste hos kong Ludvig 12. af Frankrig. 1516 forlod han Italien, rejste til Frankrig og arbejdede for kong Frans 1., der overlod ham et lille slot Clos-Lucé ved Amboise. Her døde han virksomt beskæftiget til det sidste. Hans efterladte notater og manu-skripter (skrevet med spejlskrift; han skrev og tegnede med venstre hånd), der er utroligt righoldige og afvek-slende, fylder omkr. 5000 store sider. I modsætning til sine to store samtidige, Michelangelo og Rafael, efterlod Leonardo da Vinci ingen store arkitektur- eller billedhuggerarbejder, kun 12 malerier (hvoraf et par ufuldendte). Men hans omfattende optegnelser, der rummer hans naturforskning, eksperimenter, opfindelser og indfald, viser, hvorledes han på alle områder - navnlig som anatom, naturforsker og tekniker - var langt forud for sin tid (d 2/5 1519)

 

1625 f Hans Rostgaard, ridefoged, amtsforvalter; han deltog 1644 i slagene ved Listerdyb og på Kolberger Heide; 1656 blev han ridefoged på Kronborg len. Under svenskekrigen stillede han 1658 med kort varsel to gange ved København med Kronborg lens bønder, formerede i fire kompagnier og respektabelt bevæbnede. Da svenskerne samme år erobrede Kronborg, nægtede Rostgaard at sværge Karl Gustav troskabsed og sad en tid fængslet. Efter løsladelsen - mod kaution - stod han til stadighed i forbindelse med det belejrede København. Den svenske plan om storm på hovedstaden i februar 1659 fik han i tide nys om og gav regeringen udførlige meddelelser om alle forberedelser og om tidspunktet til uvurderlig gavn for forsvaret. Rostgaard var en af hovedmændene bag planen om at fratage svenskerne Kronborg, ligesom der var tiltænkt ham en betydningsfuld rolle ved udførelsen. Da planen i juni røbedes, og en række af de sammensvorne fængsledes af svenskerne, skød han, for at give udseende af han var omkommet, sin hest i en mose og undslap til København. Hans kone optrådte som sørgende enke, og efter freden 1660 genforenedes ægteparret; marts 1661 fik det sin belønning: Krogerups jord til eje med adelig frihed og løfte om 300 rdl. årlig af sundtolden for begges levetid. 1681 blev Rostgaard amtsforvalter over Kronborg amt, samtidig med han fik ladegården ved Helsingør i forpagtning (d 31/12 1684)

 

1646 f Christian 5. konge 1670-1699; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Skønt kongen efter enevældens indførelse i 1660 var magtfuldkommen, var Christian 5. dårligt forberedt til sit høje embede. Han havde fået en mangelfuld uddannelse, og lige til det sidste holdt hans far ham borte fra statssager. Dette vanskeliggjorde i forbindelse med en mådelig begavelse hans tilegnelse af statssagerne. Han var derfor nødt til i vid udstrækning at støtte sig til andre, når sagerne skulle afgøres. Det gjorde han da også gerne, da han af naturen var åben og erkendte sine begrænsninger. Christian 5.’s regeringstid blev en rig reformperiode; enevælden blev konsolideret, og samfundsstrukturen moderniseredes gennem initiativer som Danske Lov 1683, Norske Lov 1687 og Den store Matrikel 1688, der skabte et retfærdigere grundlag for skatteudskrivningen. Til at kaste glans over det enevældige hof udnævntes en ny adel af grever og baroner, ligesom Elefant- og Dannebrogsordenen indførtes. Christian 5. beskrives som værende i besiddelse af megen god fornuft og var desuden et flittigt og samvittighedsfuldt menneske, hvis naturlige tilbøjeligheder gik i retning af det raske friluftsliv. Han jævne folkelighed gjorde ham til en af de mest populære blandt dansk enevældes konger. 1667 blev Christian gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel; i ægteskabet blev der født syv børn blandt disse efterfølgeren Frederik 4. (d 25/9 1699)

 

1683 Christian 5.'s Danske Lov. Med Danske Lov tilvejebragtes der retsenhed inden for kongeriget Danmark, som hidtil havde været opdelt i et jysk, sjællandsk og skånsk retsområde med hver sit retsgrundlag. Efter næsten 20 års arbejde forelagdes de nedsatte kommissioners arbejde i 1681 for kongen, der 3. januar 1682 påbød trykningen af loven. Når loven henføres til 15. april 1683, skyldes det, at fortalen er dateret denne dag - Christian 5.’s fødselsdag - medens datoen hverken refererer til lovens stadfæstelse eller dens ikrafttræden. Kilderne til Danske Lov er i første række Jyske Lov af 1241 samt de i 16. og 17. århundrede udstedte love. Fremmed ret har kun på enkelte områder været benyttet som forbillede. Nogen egentlig reformtendens findes ikke i loven; adskillige af dens bestemmelser betragtedes tidligt som forældede, og i løbet af de sidste 150 år er de fleste af dens bestemmelser ophævet eller bordfaldet. Men vigtige principper i dansk ret støttes endnu på D.L., f.eks. det såkaldte husbondansvar, hvorefter en arbejdsgiver er ansvarlig for den skade, der under arbejde forvoldes af ansatte, og f.eks., at en bestjålen kan kræve sine ejendele tilbage, selv om de er kommet ud i omsætningen

 

1687 Til afløsning af ældre norsk lovgivning udsteder Christian 5. den så kaldte Christian 5.'s Norske Lov. Som det var tilfældet med Danske Lov er også fortalen til Norske Lov dateret den 15. april. Det første udkast til loven sluttede sig i hovedsagen til Danske Lov, men indeholdt dog talrige særlige bestemmelser hentet fra ældre norsk ret. Dette udkast blev imidlertid underkastet en revision af en kommission, der fjernede en række forskelligheder mellem udkastet og Danske Lov. Christian 5.'s Norske Lov bygger derfor kun i begrænset omfang på ældre norsk ret. I højere grad bygger den på Christian 5.'s Danske Lov og skabte dermed grundlag for den betydelige retsenhed mellem Danmark og Norge. Hovedparten af bestemmelserne i Norske Lov har paralleller i Danske Lov, ligesom opbygningen er den samme. Norske Lov indeholder dog nogle specialbestemmelser for Norge, bl.a. for domstolesystemet og ejendomsretten, hvor den bibeholdt den særlige odelsret. Norske Lovs bestemmelser er på samme måde som Danske Lovs i tidens løb blevet afløst af nye love eller er gået af brug. Derfor er det kun meget få af bestemmelserne, der endnu er gældende

 

1707 f Leonhard Euler, svejtsisk matematiker; han blev 1731 professor i fysik og i 1733 professor i matematik ved det nyoprettede akademi i St Petersborg. 1741 tog han imod et tilbud fra Frederik 2. den Store af Preussen om at komme til Berlins akademi. Her arbejdede han i 25 år, hvorefter uoverensstemmelser med kongen fik ham til at tage tilbage til St. Petersborg. Efter sygdom mistede han 1735 synet på det ene øje; i 1767 også på det andet øje. Hans arbejde fortsatte imidlertid, og efterhånden skaffede hans talrige artikler og lærebøger ham ry som tdens største matematiker. Ti gange blev han tildelt det franske akademis pris. Hans navn er knyttet til en række matematiske begreber; f.eks. eulerske tal, funktioner og konstanter. Vigtig er hans bidrag til variationsregningen, som udformede til en systematisk teori. Kendt blev også Eulers populære oversigt over naturvidenskaberne i samlingen "Brev til en tysk prinsesse", oprindelig undervisningsmateriale til prinsessen af Anhalt-Dessau. Euler er historiens mest produktive matematiker. Udgivelsen af hans samlede værker blev påbegyndt i 1911, 60 år senere var der udkommet cirka 50 bind, og hele serien ventes at komme til at omfatte mere end 100 bind (d 18/9 1783)

 

d Madame de Pompadour (Jeanne Antoinette Poisson, Marquise de Pompadour) maitresse (Ludvig 15.); 1741 gift med en skatteforpagter. Le Normant d’Etoiles; ved et maskebal på Versailles i 1745 tiltrak Madame d’Etoiles sig kongens opmærksomhed, hun blev markise af Pompadour og kongens officielle maitresse. Hun havde afgørende indflydelse på kongen, også når det gjaldt statssager, og omgav sig med et klientel af ærgerrige mænd, som gennem hende vandt politisk indflydelse. Madame Pompadour var ikke uden skyld i det vældige pengeforbrug, der var med til at underminere kongemagtens prestige i befolkningen. Hun havde sans for kul-turelle værdier og fik en ikke ubetydelig indflydelse på samtidens kunst og digtning og dens frembringelser; hun optrådte også som filosoffernes beskytter og blev hyldet af Voltaire (f 29/12 1721)

 

 

 

f Karl Philipp fyrste af Schwarzenberg, østrigsk feltmarskal og diplomat; han var en af de mest succesrige allierede hærførere i Napoleonskrigen og bidrog afgørede til den franske kejsers nederlag 1813-14. S begyndte sin militære løbebane 1787 og deltog i krigen mod tyrkerne 1788-89. Fra begyndelsen af krigen mod Frankrig var han med. I Den Første Koalitionskrig (1792-97) deltog han som kavalleriofficer. I Den Anden Koalitionskrig (1798-1802) udmærkede han sig ved at dække den østrigske tilbagetrækning efter nederlaget ved Hohenlinden (1800). Efter at have reddet sine tropper ved overgivelsen ved Ulm (20. oktober 1805). blev S udnævnt til formand for Hochkriegrat. Sin største succeser som diplomat, havde han, da han i 1809 overtalte den russiske zar Alexander I til at forhale dennes støtte til Napoleon, og da han året efter som udsending til Frankrig forhandlede giftermålet mellem Napoleon og den østrigske prinsesse Marie Louise på plads. 1813 udnævntes S til feltmarskal og øverstkommanderende for de allierede styrker. Samme år besejrede disse Napoleon og hans hær i slaget ved Leipzig (16. oktober). Han fulgte succeen op, fulgte efter de franske styrker over Rhinen og stod i spidsen for de operationer i Frankrig, der i 1814 førte til det endelige sammenbrud af Napoleons hære. S var medlem af sit lands delegation ved Wienerkongressen. Her modsatte han sig, at Preussen fik hele Sachsen, fordi det ville medføre en fuldstændig preussisk omklamring af det østrigske Böhmen (d 15/10 1820)

 

Slaget ved Dego under Napoleons Italiensfelttog. Dego, en lille, strategisk vigtig by beliggende ca 50 km øst for Genova, erobres af Napoleons styrker. Med sejrene ved Montenotte og Dego og nedkæmpelsen af de piemontesisketropper i de omliggende bjerge lå vejen til Torino, hovedstaden i Piedmonte, åben for franskmændene. Den 24. april underskrev piedmonteserne derfor en våbenhvileaftale. Dermed var Piedmonte, Østrigs allierede, sat ud af spillet, og Napoleon kunne vende sig mod Østrig

 

1800 f Sir James Clark Ross, engelsk kontreadmiral og polarforsker, som opdagede Rosshavet og regionen Victoria Land i Antarktis; han trådte 1812 ind i Royal Navy og deltog 1818 i sin første arktiske rejse. 1819-27 deltog han i Sir W.E. Parry’s fire arktiske ekspeditioner. 1829-33 ledsagede han sin onkel Sir John Ross på dennes arktiske ekspedition, hvorunder man 1831 nåede den magnetiske nordpol. 1839-43 var Ross leder af en jordomsejling og kom herunder til de antarktiske farvande, hvor han forcerede pakisen (Ross barrieren) og nåede ind til det antarktiske fastland. Rosshavet - som hører til Stillehavets antarktiske del og danner en dyb bugt på det antarktiske kontinent - er opkaldt efter ham. I 1847 udgav han "A Voyage of Discovery and Research in the Southern and Antarctic Regions" (d 3/4 1862)

 

1833 d Steen Bille, søofficer; 1797-1800 var han chef for den dansk-norske Middelhavsflåde, hvis opgave først og fremmest var over for Barbareskstaterne at varetage dansk-norske handelsinteresser. 1797 fik Bille sluttet en aftale med pashaen i Tripolis. Denne indsats blev bemærket af kongen, der udtalte sin anerkendelse af Billes mod, tapperhed og gode konduite og udnævnte ham til kammerherre. Under det stadig stigende modsætningsforhold til England truedes den danske handel af den engelske flåde, især i Middelhavet. Dette kunne Bille ikke tillade, og flere gange var han og hans skibschefer på nippet til at forsvare deres standpunkt med magt. Kun én gang kom det til kamp. Det skete, da tre engelske fregatter 24. december 1799 ved Gibraltar trods protest søgte at visitere en konvoj under beskyttelse af fregatten Havfruen. Under Slaget på Reden 1801 var Bille chef for den søgående eskadre. Da forholdet til England 1807 antog en faretruende karakter blev han chef for Københavns søforsvar og har æren for de mange udfald af danske kanonbåde under hovedstadens belejring. Da situationen viste sig at være håbløs, traf han foranstaltninger til at ødelægge de skibe fra den dansk-norske orlogsflåde, der lå for anker i København; men tilladelse hertil blev ikke givet. Da København overgav sig (7. september 1807) nægtede Bille at underskrive kapitulationen. Efter flådens udlevering og krigserklæringen til England var Bille sjælen i bygning og udrustning af kanonbåde, der optrådte i danske farvande mod engelske skibe. Efter 1814 forestod han flådens genopbygning. 1809 avancereder Bille til kontreadmiral, 1825 blev han viceadmiral og 1. deputeret i admiralitetet, 1829 admiral og 1831 gehejmestatsminister (f 22/8 1751)

 

1858 f Émile Durkheim, fransk sociolog, professor i sociologi og pædagogik i Bordeaux 1887 og ved Sorbonne i Paris. Med udgangspunkt i Comte skabte Durkheim en ny sociologisk lære. Han søgte at bestemme sociologiens op-gaver og de sociale fænomeners karakter, som han hævdede, er væsensforskellig fra den medfødte, biologiske karakter af de individuelle fænomener. De sociale fænomener står udenfor og over individerne og virker tvingende på dem. Individerne beherskes af kollektive forestillinger, som danner en slags syntese af de enkelte individers forestillingsliv og indeholder noget andet og mere end summen af disse. Sociale institutioner må studeres objektivt som "ting", lige så objektivt som man studerer naturfænomener. I "De la division du travail social" (1893) studerer han de moralske virkninger af arbejdsdeling og viser hvordan udviklingen af menneskenes forskellige kul-turer skyldes voksende befolkningstæthed og arbejdsdeling. I "Le suicide" (1897) undersøger han selvmordets sociale årsager og konkluderer på grundlag af et omfattende statistisk materiale, at der er en tydelig sammenhæng mellem disse og samfundssolidariteten. Personer, som er mindst hæmmet af sociale bånd og forpligtelser, er mest tilbøjelige til at begå selvmord. Durkheims sidste store arbejde var "Les Formes élémentaires de la vie religieuse" (1912). Her han vil vise, at den australske totemisme er en elementær form for religion udformet på grundlag af australske stammers samfunds- og levevilkår. Foruden disse hovedværker udgav han en række mindre arbejder om spørgsmål af sociologisk, filosofisk, pædagogisk og moralhistorisk art, hvoraf flere er samlet og udgivet efter hans død ( 15/11 1917)

 

d Abraham Lincoln, USA's præsident 1861-1865; født i Kentucky og voksede op i beskedne kår i en nybyggerfamilie på "the frontier", først i Kentucky siden i Illinois. Han fik ingen regelmæssig uddannelse, men læste meget selv og uddannede sig til advokat ved selvstudium. Han nedsatte sig som advokat i Springfields, Illinois, hvor han 1834-40 var medlem af Repræsentanternes Hus for Whig-partiet (dvs. en slags republikaner). Her tog han til orde for, at slaveriet, som han anså for et onde, ikke burde udstrækkes til flere områder. Han deltog ikke i agitationen mod slaveriets afskaffelse, og han anerkendte sydstaternes ret i henhold til forfatningen til selv at bestemme, om de ville have slaveri. 1847-49 og igen fra 1854 sad han i Repræsentanternes Hus i Washington. I 1854 sluttede han sig til det nystiftede Republikanske parti. Han stillede forgæves op til US-senatsvalget i 1858. Diskussionerne med modstanderen gjorde Lincoln så kendt, at han 1860 blev sit partis præsidentkandidat og valgt november samme år. Skønt Lincoln aldrig havde talt for slaveriets afskaffelse ved unionslov, fik hans valg sydens slavestater til at forlade unionen. Dette hævdede den nyvalgte præsident var ulovligt, og Borgerkrigen mellem nordstaterne og sydstaterne var en kendsgerning. Først i 1862 bekendtgjorde han slaveriets ophævelse og gjorde anerkendelse heraf til en fredsbetingelse. I 1865 gennemførtes en forfatningsbestemmelse, hvorved slaveriet blev forbudt. Under krigen gik Lincolns indsats til stadighed ud på at skabe basis for en forsoning mellem nord og syd efter krigens ophør. I 1864 blev han genvalgt. Få dage efter sydstaternes overgivelse og krigens afslutning blev Lincoln myrdet under en teaterforestilling i Washington. Hans død blev til ubodelig skade for sydstaterne. Nu blev der ikke tale om forsoning. Sydstaterne, der i mange år var besat af unionstropper, blev behandlet som erobret land, og det varede flere år, før krigens ødelæggelser var overvundet (f 12/2 1809)

 

1888 d Matthew Arnold, engelsk forfatter; han var det meste af livet skoleleder og 1857-67 professor i litteratur i Oxford. Hans to første digtsamlinger "The Strayed Reveller" (1849) og "Empedocles on Etna" (1852) blev næsten straks trukket tilbage af forfatteren. Men mange af digtene blev udgivet igen i "Poems" (1853). Hans sidste samling var "New Poems" (1867). Som litteratur- og kulturkritiker blev A efterhånden en åndsmagt i sin samtid. I "Essays on Critisism" (1865) hævdede han, at kritikerens opgave først og fremmest var at udkrystalisere og formidle til samfundet "det bedste som man vidste og tænkte i verden", og at det var nødvendigt at søge efter dette uden for Englands grænser, helst i Frankrig. Som religions-filosofisk forfatter har A i "Litterature and Dogma" (1873) og "God and the Bible" (1875) ud fra et rent rationelt standpunkt søgt at hævde bibelens rang som den ypperste lovbog for moral og religion. Fra 1851-86 var han undervisningsinspektør og foretog som sådan rejser i Frankrig, Tyskland og Holland; til denne virksomhed knytter sig værkerne "Higher Schools and Universities in Germany" og "The Popular Education of France". Som forfatter er Matthew Arnold blevet karakteriseret som en af Victoriatidens væsentligste og karakteristiske digtere. Men gennem sit litteratur- og kulturkritiske forfatterskab fik han en bredere betydning. Med dette grundlagde Arnold en kulturopfattelse, som kom til at spille en afgørende rolle i Storbritanniens litterært orienterede åndsliv og i dets undervisningsvæsen (f 24/12 1822)

 

1906 f Christian Frederik von Schalburg, officer, øverstkommanderende i Frikorps Danmark; født og opvokset i det førrevolutionære Rusland. Som 11årig blev han optaget på et militærakademi, hvor han var, da revolutionen brød ud. Bolsjevikkernes skånselsløse udryddelse af den russiske overklasse – der også gik ud over hans familie – mærkede ham for livet. For altid hadede han bolsjevikkerne. Det lykkedes hans forældre – moderen var russer, faderen dansk – at flygte til Danmark, hvor Schalburg blev uddannet som officer. Han gjorde tjeneste i livgarden. Hans oplevelser under revolutioen i Rusland gjorde, at han tidligt var tiltrukket af nazismen og var aktiv i det danske naziparti, DNSAP. 1939-40 havde han orlov for i Finland at kæmpe mod russerne. Efter en kort tid atter at have gjort tjeneste i livgarden søgte han efteråret 1940 igen orlov. Han meldte sig til tysk krigstjeneste i Waffen-SS og kom til at gøre tjeneste i division Wiking under felttoget mod Sovjetunionen sommmeren 1941. Her gjorde han tjeneste i divisionens stab som ordonnansofficer. 1942 blev han SS-Sturmbannführer (major) og blev 1. marts 1942 udnævnt til chef for Frikorps Danmark. Han stod i spidsen for korpset under kampene ved Ilmensøen sommeren 1942. Under disse kampe faldt han. Allerede i live var Schalburg i nazistiske kredse en myte. Hans popularitet udnyttedes af de danske nazister, som et par uger efter hans død afholdt en stor og propangandistisk vel tilrettelagt mindehøjtidelighed i Od Fellowpalæet i København, hvor Schalburg mindedes for sin heltedød i kampen mod den røde pest. Endvidere betød Schalburgss popularitet i visse kredse, at han kom til at lægge navn til det berygtede terrorkorps Schalburgkorpset (d 2/6 1942)

 

f Kim Il Sung, Den store Leder i Nordkorea; hed oprindelig Kim Sung Ju, han tog sit nye navn efter en antijapansk modstandsmand. Flygtede som ung til Kina; i 1930'erne ledede han en guerillagruppe mod japanerne i Manchuriet. Under 2. Verd.krig fik han politisk og militær uddannelse i Sovjetunionen og blev major i Den røde Hær. I 1945 vendte han sammen med de sovjetiske styrker tilbage til Korea; her blev han leder af et interimstyre nord for 38. breddegrad. Han grundlagde Koreas kommunistiske parti 1945 og var til sin død dets leder. I 1948 proklameredes Den Demokratiske Folkerepublik Korea. I årene 1948-72 var han landets statsminister og fra 1972 til sin død præsident. Han var oprindelig prosovjetisk og i en periode prokinesisk. Efter 1966 søgte han at have gode forbindelser til begge kommunistiske stormagter. Kim il Sung arbejdede samtidig for en national koreansk kommunisme, undertiden kaldt kimilsungisme; formulerede juche-ideologien om national selvforsyning. Både som levende og død var Kim il Sung genstand for en omfattende persondyrkelse (d 9/7 1994)

 

Med Rigsdagens vedtagelse af en ny straffelov afskaffes dødsstraf i borgerlige straffesager. Forslaget til den nye straffelov havde været behandlet i samtlige rigsdagssamlinger siden 1924-25. Den indtil da gældende straffelov var fra 1866. De nye holdninger med hensyn til straf, som politikerne efterhånden blev vundet for, gik ud på, at man burde tage hensyn til forbryderens individuelle særpræg og også til den sociale baggrund for forbrydelsen. Det betød ikke kun mildere straffe, men også alvorligere sanktioner i form af langvarige, tidsubestemte indespær-ringer. Ved den nye straffelov hævedes den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år, og for personer mellem 15 og 21 år kunne anbringelse i ungdomsfængsel komme på tale, ligesom der i øget omfang kunne idømmes betingede domme. Fuldbyrdelse af dødsstraf var ikke sket siden 1892; siden 1866-lovens ikrafttræden var dødsstraf kun blevet fuldbyrdet 4 gange. Alligevel havde dødsstraffen mange fortalere både i og uden for Rigsdagen. I Folke-tinget forkastedes dødsstraffens bibeholdelse med 90 stemmer mod 45. Også Landstinget forkastede dødsstraffen her med 42 stemmer mod 26

 

d Anna Ancher, maler, født Brøndum; hun var en af de første kvindelige kunstnere af betydning i dansk kunsthistorie. A var født og opvokset i det fattige og isolerede fiskerleje Skagen. Alligevel fik hun tidligt interesse for kunsten, og efter mødet med Michael Ancher i 1874 tog karrieren fart. Hun var 1875-78 elev på Vilh. Kyhns tegneskole for kvinder i København. I 1888-89 var hun på studieophold i Paris. Men afgørende for hendes uddannelse var samværet med Skagens kunstnere. Blandt hendes tidligste arbejder er "Et gammelt Ægtepar paa Hjemvejen fra Skagens Kirke efter en Begravelse". Allerede her viste hun, hvad der blev hovedmotivet i hendes kunst at skildre almuelivet på Skagen. Med sin koloristisk fine og psykologisk indtrængende kunst er hun blandt de førende skikkelser inden for den naturalistiske Skagen skole. Bortset fra "En Begravelse" (1891) og "Et Missionsmøde" (1903) malede A nødigt patetiske, endsige heroiske folkelivsskildringer som andre Skagensmalere. Hun foretrak interiører med få eller ingen figurer og koncentrerede hele sin opmærksomhed om farve og lys, f.eks fra 1883 "Pigen i Køkkenet" og "Solskin i den blå stue" (1891). Som portrætmaler nåede hun sit ypperste i skildringer af moderen, især en række billeder fra 1913, hvor den gamle fru Brøndum, ses mod rummets blå baggrund, med hvid kappe, hvidt sjal og et rødt tæppe om livet. I 1880 blev Anna A gift med Michael Ancher (f 18/8 1859)

1956 d Emil Nolde, dansk/tysk maler; han blev udlært som træskærer i Flensborg og blev derefter som maler uddannet i München og Paris og på Zahrtmanns skole i København (1900-01). I årene 1892-98 var han lærer ved kunst- og håndværkerskolen i St. Gallen. I 1902 bosatte han sig i Tyskland. Efter at have malet i impressionistisk stil til 1905 sluttede han sig til gruppen Die Brücke. Hans kolorit blev nu heftigere, penselstrøgene mere opløste, og hans landskaber blev befolket med fantastiske og groteske skikkelser. Omkring 1909 begyndte han med monumentale, religiøse kompositioner, båret af en intens udtrykskraft. De naturlige proportioner blev revet i stykker, og farverne opnåede en sjælden kraft ved grelle kontraster. Også primitiv skulptur, masker og eksotiske tekstiler optog N. I årene 1913-14 deltog han i en etnologisk ekspedition til Rusland, Kina, Japan og Polynesien. Nazisterne erklærede hans kunst "entartet" (degenereret), og under naziregimet havde han maleforbud. N står som en af de fornemste repræsentanter for tysk ekspressionisme, og efter 1945 vandt han sin sin selvskrevne plads i tysk kunst. Anerkendelse i Danmark fik han først efter sin død. Han skrev selvbiografierne "Das eigene Leben" (1931) og "Jahre der Kämpfe" (1934). Også som grafiker ydede N fornemme præstationer (f 7/8 1867)

 

1980 d Jean-Paul Sartre, fransk forfatter; regnes for at være den mest fremtrædende repræsentant for den ateistiske eksistentialisme. Han skrev romaner og dramaer og var virksom som kritiker og politisk skribent. Hans filosofiske hovedværk er "L’Étre et le Néant" (1943). I det kortfattede "L’Existensialisme est un humanisme" (1946) redegør han i populær form for hovedpunkterne i sin idéverden. S postulerer menneskets absolutte frihed. Af denne følger, at man selv bærer det fulde ansvar for sit liv og ikke kan skyde sig ind under determinisme eller andre synspunkter. Senere var S optaget af forholdet mellem denne frihedsfilosofi og marxismen. I "Critique de la raison dialectique" (1960) forsøger han at forene eksistentialisme og marxisme. Hans skønlitterære forfatterskab viser et stærkt politisk engagement. Han stod i lange perioder det franske kommunistparti nær. Han grundlagde det politisk-litterære tidsskrift "Les temps modernes" i 1945 og den venstreorienterede avis "Libération" i 1973. Han engagerede sig i kampen mod krigen i Algeriet, mod de sovjetiske invasioner i Ungarn og Tjekkoslovakiet og mod amerikanernes krig i Vietnam. Sartre blev tildelt nobelprisen i litteratur i 1964, men nægtede at tage imod den. Han har haft stærk indflydelse på europæisk intellektuel liv efter anden verdenskrig. Fra 1970’erne kom hans forfatterskab mere i baggrunden, og fransk filosofi og litteratur udvik-lede sig i andre retninger. Op gennem 1980’erne og 1990’erne blev S genstand for en både politisk og filoso-fisk omvurdering. Om S er der blevet sagt, at på trods af den nævnte udvikling har få forfattere i 1900-tallet nået hans indflydelse, og næppe nogen inde for så bredt et felt politisk, filosofisk og litterært (f 21/6 1905)

 

d Jean Genet, fransk forfatter; i sin fiktive selvbiografi "Journal du Voleur" (1949, dansk Tyvens dagbog, 1955) bygger Genet sit image op som tyv, fængselsfange, homoseksuel og prostitueret. De fleste af hans romaner, f.eks. "Notre Dame des Fleurs" (1942) og "Miracle de la Rose" (1945) henter da også sine motiver fra kriminalitetens verden og handler om mennesker på den forkerte side af loven, og som føler sig hjemme der. Han omgiver forbrydelsen og dens udøvere med en næsten religiøs glorie, og han fremstiller den verden, som består af kriminalitet og perversitet som den "normale" verden overlegen. Hans egenartede skuespil, som f.eks. "Les Bonnes", (1947) og "Les Nègres" (1959), er digteriske analyser af forholdet mellem scenens illusion og "virkeligheden" uden for teatret. Desuden har Genet arbejdet med film og udgivet digte som samlingen "Le Condamné à mort" (1942). De sidste år af sit liv skrev Jean Genet kun lidt. Han var engageret i politisk arbejde, bl.a. støttede han aktivt palæstinensernes sag og yderliggående grupper som Rote Armee Fraktion. Som forfatter opnåede Jean Genet stor anerkendelse i Frankrig, og han blev bl.a. tildelt Le Grand Prix national des lettres i 1983 (f 19/12 1910)

 

d Greta Garbo, svensk/amerikansk skuespiller; en af Hollywoods allerstørste stjerner, hvis særlige overjordiske og uopnåelige karakter blev omhyggeligt bygget op af MGM-studierne og understøttet af de roller, man valgte til hende i perioden, fra hun kom til Hollywood sidst i 1920'erne, til hun trak sig tilbage i 1941. Garbo havde sit store gennembrud i 1927 med kærlighedsfilmen "Eros". Hun indspillede yderligere otte stumfilm. Hendes første talefilm var "Anna Christie" (1930) efter Eugene O'Neills nutidsdrama. 1930'erne var G’s store årti, hun indspillede i 1932 "Mata Hari", i 1933 "Dronning Christina", i 1935 "Anna Karenina", i 1936 "Kamelia-damen", i 1939 "Ninotcka". Efter at have trukket sig tilbage levede Greta Garbo utilnærmelig i sin Manhattanlejlighed i New York, hvilket dog kun forstærkede offentlighedens interesse for hende (f 18/9 1905)

 

 

Til top        16. april

1446 d Filippo Brunelleschi, italiensk arkitekt, der anses for at være ungrenæssancens betydeligste arkitekt. Efter-tidens viden om Brunelleschis liv og karriere bygger på en biografi skrevet i 1480’erne af en ung, samtidig beundrer, der er blevet identificeret som Antonio di Tuccio Manetti. 1399 var Brunelleschi i guldsmedelære; under et længere ophold i Rom studerede han antikkens arkitektur, målte, tegnede og rekonstruerede dens værker. 1417 var han tilbage i Firenze og var fra dette år til sin død knyttet til opførelsen af byens domkirke, Santa Maria del Fiore. Hans hovedværk er kirkens store kuppel (1420-34), konstrueret som en dobbeltskal, en nyskabelse og en stor bedrift. Den blev rejst på en ottekantet tambur med store runde vinduer. Ved opførelsen brød Brunelleschi med gotikkens udvendige stræbesystem. Han byggede kuplen over en række større og mindre ribber. Samtidig med byggeriet på domkirken stod han for opførelsen af Ospedale degli Innocenti, Hittebørnshospitalet, et i plan og opbygning klart komponeret anlæg, det første renæssanceværk. Det blev bygget i fire fløje grupperet om en kvadratisk gård med buegange alt komponeret efter en symmetriakse. Kravet om ligevægt, orden og overskuelighed i et bygningsværk var dermed slået fast for århundreder. Detaljerne, søjleordenerne m.m. er antik inspireret. Let og fin elegance præger Brunelleschis stil, og den går igen i hans andre arbejder i Firenze, sakristiet i San Lorenzo (1420), San Lorenzo kirken og Pazzi kapellet ved Santa Croce (1430). Fra 1434 arbejdede Brunelleschi med St. Maria degli Angeli, renæssancens første konsekvente centralbygning (f 1377)

 

1501 d Eiler Madsen Bølle, biskop i Århus 1482-1490; blev 1444 immatrikuleret ved universitetet i Erfurt, og nævnes allerede 1451 som provst i Århus; 1461 valgte domkapitlet ham til ærkedegn og i 1482 til biskop efter giganten Jens Iversen Lange. Bølle synes at have været et stridbart gemyt. Han kom i strid med Århus by. Flere gange kom hans og bystyrets svende i regulært slagsmål. 1488 sluttede han et forlig med borgmester og råd i Århus og næste år med kong Hans med hvem, han også var kommet i strid. Blandt stridspunkterne nævnes manddrab, vold, hærværk og krænkelse af plovfred og tingfred, som biskoppen eller hans folk skulle have gjort sig skyldige i. Han formåede ikke at komme på god fod hverken med folk eller konge, og efter få år blev han nødt til at nedlægge sit bispeembede; det skete 1490. Af sin efterfølger betingede han sig en årlig pension på 24 dukater og beholdt vistnok tillige Silkeborg til sin død. I Århus domkirke lod han 1487 indbygge hvælvinger i den nordlige korsfløj. Hans ligsten med relief er stadig i Århus domkirke (f ca 1420)

 

1557 d Mads Lang, første lutherske biskop (superintendent) i Århus 1537-1557; som den første (og skulle det vise sig eneste) fik han den nye titel, som efter reformationen af kirken skulle afløse den katolske betegnelse biskop. Vanens magt gjorde, at hans efterfølgere atter kom til at bære betegnelsen biskop. Før sommeren 1529 var Lang luthersk prædikant i Randers. Maj 1530 kaldte rigshofmesteren ham til Viborg som præst ved Gråbrødrekloster, som kongen havde givet rigshofmesteren. At samtiden regnede Lang til de bedste blandt "prædikanterne", viste hans indkaldelse til "konvokatsen" januar 1537 i Odense, der udarbejdede udkastet til Danmarks nye kirkeordning. Ligeledes står hans navn står under den latinske "Kirkeordinans" af 1537. Samme år (2. septemer) indviedes han i København af Bugenhagen til superintendent i Århus. Om tidens vanskeligheder med at fremkalde det fromhedsliv, man ventede efter evangeliets sejr, viser det klagebrev, han - omkr. 1547 - indsendte til kongen. Heri kræver han straf, dels for den almindelige overtrædelse både på landet og i byerne af søndags- og festhelg ved tinghold, arbejde, handel og drikkeri, dels for ublu åger og sædelighedsbrud, og han ønsker vidneed forkastet for dem, der ikke kan katekismen og især de ti bud. Lang var gift med Karine, der overlevede ham, og fik som enke ved kongebrev noget underhold. Mads Langs ligsten med relief er stadig i Århus domkirke (f kendes ikke)

 

1570 f Guy Fawkes, engelsk katolsk konspirator berømt for sin deltagelse i Gun Powder Plot; Fawkes far var sagfører og fremtrædende protestantisk embedsmand. Fawkes mors anden mand var katolik, og han omvendte Fawkes til denne tro kort tid før 1591. I 1593 tilsluttede Fawkes sig den spanske hær, og mens han gjorde tjeneste i Flandern lev han i 1604 tilsluttet den såkaldte krudtsammensværgelse (The Gunpowder Plot), en katolsk undergrundsgruppe, som stod bag forsøget på at sprænge Parlamentet i luften på åbningsdagen 5. november 1605. Planen blev afsløret, men Fawkes ville ikke afsløre navnene på sine medsvorne. Men efter at have været underkastet tortur aflagde han tilståelse, afslørede sammensværgelsens detaljer og opgav navnene på sine fem medsammensvorne. Fawkes blev henrettet i Westminster ved hængning (d 31/1 1606)

f Jens Brochmand, biskop i Århus 1660-64; efter fire års teologistudier i København tog Brochmand 1642 til England, hvor han først var immatrikuleret i Oxford og dernæst tog magistergrad i Cambridge (1644). 1649 blev han sognepræst ved Skt. Nicolai i København. I denne stilling fik han ikke ringe betydning ved at indføre den såkaldte engelske prædikemåde, der ved sin livfulde form, klare, tematiske disposition og stærke fremhæven af praktisk-etiske synspunkter virkede som en tiltrængt fornyelse af den lutherske prædiken. Ikke hos alle vandt denne prædikeform dog bifald. Også på andre områder havde Brochmand besværligheder. Således pådrog han sig ved sin myndige optræden forskellige stridigheder. Han må dog også have haft velgørere, for da han i 1660 følte sig for svag til at passe sin præstegerning, blev han udnævnt til professor i teologi. Men for skrøbelig til også dette embede blev han samme år biskop i Århus. Fra den århusianske biskops hånd foreligger ni trykte ligprædikener, der i flere henseender er karakteristiske for den nye retning, han førte frem, men dog stadig er i slægt med den ældre stærkt bibelske forkyndelse (d 3/3 1664)

 

1693 f Anna Sofie Reventlow, dronning; 1711 gjorde hun på et maskebal på Koldinghus, hvortil hoffet var flygtet for pesten i København, et sådant indtryk på Frederik IV, at han udså hende til elskerinde. Da moderen på det bestemteste modsatte sig denne "ophøjelse", bortførte han 26. juni 1712 Anna Sofie fra hendes hjem Clausholm. I Skanderborg viedes hun til kongens venstre hånd; hun fik titlen fyrstinde af Slesvig. Ved dronning Louises død i 1721 viedes Anna Sofie til kongens højre hånd, og ved en hastigt improviseret ceremoni satte kongen egenhændigt dronningekronen på hendes hoved. Den 15. juni holdt hun sit indtog i hovedstaden som dronning. Frederik IV gjorde sit yderste for at betrygge hendes stilling efter sin død. Han lod kronprinsen afgive en højtidelig erklæring om at ville overholde sit testamente. Straks efter Frederiks død blev Anna Sofie imidlertid forvist til Clausholm. Hun måtte aflevere alt, hvad hun - efter Christian VI’s mening uretmæssigt - havde modtaget af kostbarheder, men fik en engangssum på 100.000 rigsdaler og en apanage på 25.000 rigsdaler. Hun fik lov at kalde sig dronning, men ikke "til Danmark og Norge". I ægteskabet fødte hun flere børn, der alle døde som små (d 7/1 1743)

 

1646 f Jules Hardouin-Mansart, fransk arkitekt; gennem ægteskab var han grandnevø til arkitekten Francois Mansart, hvis efternavn han antog i 1668. I 1674 fik han af Ludvig XIV til opgave at bygge et slot til den kongelige maitresse, Madame de Montespan. Dermed indledte Hardouin-Mansart en fornem karriere under kongens protektion. Blandt hans tidlige arbejder var en række privathuse, f.eks. Hotel de Lorges. Som kongens officielle arkitekt var han betroet om- og tilbygninger i Versailles. Der byggede han Galerie des Glaces, Orangeriet og Trianon. Dertil kom hovedslottets nord- og sydfløj i en harmonisk, klassisk stil. Foruden dette store projekt, som optog M det meste af hans liv, byggede han offentlige bygninger, kirker og prægtige adelsslotte. Efter at have fuldført tilbygninger til Palais Royal og dele af kathedralen i Orleans fuldførte han kapellet St. Louis des Invalides (Dome des Invalides) i Paris i en blanding af klassisk græsk stil og barok. I Paris forestod han endvidere arbejdet med Place Vendome, Place des Victoires og Maison de St. Cyr. Hans adelige landslotte omfatter bl.a. Chateau de Luneville og Chateau de Sagonne (d 11/5 1708)

 

d Georges Louis Leclerc Buffon, fransk greve og naturforsker; han var oprindelig fysiker, og han overførte fysikkens og astronomiens nye verdensbillede på biologien. Verdensaltet blev opfattet som en gigantisk mekanisme, der virker efter bestemte love. Med kendskab til disse ville såvel fortidens som fremtidens kosmiske forhold kunne beregnes matematisk. Buffon mente, at forholdene på Jorden var underkastet de samme love, og det gjaldt såvel den uorganiske som den organiske verden. Han ville vise lovmæssigheden i den levende natur og sætte den ind i den store lovbundne kosmiske sammenhæng. Han studerede både dyrets og menneskets biologi og påviste, at mennesket har de samme kropsfunktioner som dyrene. Han beskrev endvidere fossiler og påviste, at mange fossiler adskilte sig fra beslægtede nulevende former; en tanke om evolution lå dog Buffon fjern. Han forfattede en gigantisk naturhistorie "Histoire naturelle" udgivet i 44 bind fra 1749 til 1804. Han blev leder af Jardin du Roi, den botaniske have og naturhistoriske museum i Paris. Han oversatte Newton og Hales til fransk, videreudviklede sandsynlighedsregning og arbejdede med mikroskopi, brudstyrke, kosmologi, geologi og livets oprindelse. Buffon huskes som en af dem, der vagt foregreb evolutionstanken og det såkaldte biologiske artsbegreb (f 7/9 1707)

 

f Jakob Brønnum Scavenius Estrup, godsejer, minister, konseilspræsident 1875-1894; medlem af Folketinget 1854-55, af Landstinget 1864-98 og 1900-13. Som indenrigsminister 1865-69 fik han gennemført anlæg af Esbjerg havn samt love om vejvæsen og jyske og sjællandske jernbaner. Som konseilspræsident var han Højres førerskikkelse i kampen for en styrkelse af forsvaret, mod parlamentarisme og almindelig valgret til Landstinget. Han fastholdt kongens ret til frit at vælge ministre og Landstingets ligeberettigelse med Folketinget, hvor Venstre siden 1872 havde flertal. Han kom da også i konflikt med Venstre, som krævede regeringsmagten på grundlag af partiets folketingsflertal opnået ved almindelig valgret. Da Venstre i forsøg på at tvinge Estrup bort ikke stemte for finansloven, udstedte han i 1877 den første provisoriske finanslov og regerede 1885-94 ved hjælp af provisoriske love. Estrups stivsind førte til talrige retssager og oprettelse af et gendarmerikorps. Valgnederlag 1884 og attentat 1885 ændrede ikke hans diktatoriske styre. Tiden og udviklingen arbejdede imidlertid mod ham, og fra 1890 begyndte grunden at glide bort under ham. Medlemmer i hans eget parti arbejdede for at få den parlamentariske strid afsluttet og lagde op til et forlig med Venstre. Det skete i 1894, da Højres moderate fløj og dele af Venstre indgik forlig; Estrup trådte tilbage som konseilspræsident samme år, men forblev medlem af Landstinget til sin død (d 24/12 1913)

 

1828 d José de Goya, spansk maler og raderer; studerede i Italien 1767-71. 1773 slog han sig ned i Madrid og arbejdede 1776-91 for en tæppefabrik. Her malede han kartoner (forlæg) til billedvævninger. De viser genrescener fra spansk folkeliv og fra adelens og hoffets liv på landet i en idyllisk, rokokopræget stil. 1798 blev han direktør for akademiet og året efter hofmaler. Som hofmaler veg han ikke tilbage for i sine portrætter at give en usminket og afslørende karakteristik f.eks. i "Karl 4. med familie" (1800). Hans "Den nøgne Maja" og "Den påklædte Maja" (ca 1800-02) er sensuelle skildringer af kvindekroppen. Oplevelserne under kampene mellem spanierne og franskmændene i Napoleonskrigene inspirerede ham til gribende kompositioner som "Den 3. maj 1808" (1814-15) og raderingsserien "Desastres de la guerre" (Krigens rædsler, 1810-13). Blandt hans mange religiøse værker er "Kristus tages til fange" (1798, Domkirken i Toledo) og freskerne i kirken San Antonio de la Florida ved Madrid (1798). Efter freden 1814 levede han mere isoleret i sin villa Huerta del Sordo, som han udsmykkede med uhyggelige vægmalerier, gentaget i raderingsserien "Tauromachia" (Tyrefægtning, 1815). 1824 rejste Goya til Bordeaux, men først 1826 tog han sin afsked som direktør for akademiet i Madrid. Fra hans sidste år er "Malkepigen fra Bordeaux". Goya øvede stor indflydelse på Europas senere kunst, både gennem sin voldsomme udtryksmåde, sine dynamiske kompositioner og gennem sin impressionistiske malemåde og sin suveræne anvendelse af akvatinta-teknikker i de grafiske blade. Kunstnere som Eduard Manet og Edgar Degas fandt i anden halvdel af 19. årh. inspiration hos Goya, ligesom Picasso i 1900-tallet dyrkede Goyas billedverden i både maleri og grafik (f 30/3 1746)

 

1844 f Anatole France, fransk forfatter, der var påvirket af antikkens og oplysningstidens filosofi. Som Voltaire var han en skeptiker og en klar stilist med en omfattende viden. Hans forfatterskab er præget af ironi og medfølelse, vid og skarp intelligens, ofte sensuelt betonet som i de historiske romaner "Thaïs" (1890) og "La Rotisserie de la reine Pédauque" (1893). Han slog igennem i 1881 med en munter samtidsroman "Le crime de Sylvestre Bonnard", som blev prisbelønnet af Akademiet. Til dels selvbiografisk er "Le Livre de mon ami" (1885), hvori han giver poetiske billeder fra barndommens Paris; i samme genre er "Pierre Nozière" (1899). Med årene greb France stadig mere ind i samtidens liv, talte for frihed og ret; var en ivrig forsvarer for Dreyfus. Hans stil-færdige romaner er i grunden kraftige protester mod enhver form for undertrykkelse, enten den kommer fra religionen, fra "rettens" håndhævere eller fra militarismen. Endvidere har France skrevet biografien "Vie de Jeanne d’Arc" (1908) og den historiske fortælling "Les Dieux ont soif" (1912). Han fik Nobelprisen i litteratur 1921 og blev i samtiden betragtet som en digterhøvding. Om France er det blevet sagt, at hans indflydelse på fransk litteratur er lille, og at han var alt for bundet til sine litterære forbilleder (d 13/10 1924)

 

d Madame Marie Tussaud, svejtsisk født fransk voksmodelfremstiller; hun lærte voksmodelhåndværket af sin onkel, og ved dennes død i 1794 arvede hun hans to voksmusæer. Fra 1780 til udbruddet af revolutionen i 1789 var hun tutor på slottet i Versailles for Ludvig XVI’s søster Madame Elizabeth og var under revolutionen fængslet i en kort periode anklaget for at være royalist. Under revolutionens rædselsperiode havde hun til opgave at lave dødsmasker af de mange, der mistede hoveder under guillotinens kniv. Hendes giftermål i 1800 blev ingen succes, og i 1802 rejste hun med sine to sønner og sin samling af voksmodeller til England. I 33 år drog hun rundt i Storbritannien med sin samling, indtil hun etablerede en permanent udstilling i Baker Street i London. I 1884 flyttede Madame Tussaud’s til sin nuværende adresse i Marylebone Road, London. Her er stadig udstillet mange af de originale modeller lavet af Madame Tussaud af hendes store samtidige f.eks. Voltaire, Benjamin Franklin, Horatio Nelason og Sir Walter Scott (f 7/12 1761)

1859 d Alexis de Tocqueville, fransk historiker og politiker; bestemmende for hans karriere som så´vel politiker som historiker blev et ophold i USA i begyndelsen af 1830'erne. Her modtog han stærke indtryk af amerikanske politiske og sociale forhold. Han skildrede sine indtryk i "De la démocratie en Amérique" (4 bd. 1835-40); heri forudser han en almindelig udvikling af demokrati. Under februarrevolutionen (1848) tilhørte T den moderate fløj af borgerskabet og var udenrigsminister 1849. Han trak sig ud af politik efter Napoleon 3.’s statskup (1852). Han udgav 1856 et stort værk om den franske revolution "L’Ancien régime et la révolution", hvori han søger at vise sammenhængen i udviklingen fra enevælde til revolutionen (f 29/7 1805)

 

1879 d Sankt Bernadette af Lourdes (Bernadette Soubirous) fransk helgen; i en alder af 14 år så hun atten gange Jomfru Maria. "Damen" viste sig for hende i en grotte ved Gave, en biflod til Adour i nærheden af byen Lourdes i departementet Hautes-Pyrénées; i synerne havde Maria udpeget en kilde, ønsket en kirke bygget og kaldt sig "Den uplettede Undfangelse". Under forhør holdt Bernadette fast ved sin historie, som siden gjorde Lourdes til et verdenskendt katolsk valfartssted kendt for sine mirakler. I 1905, da over 2000 helbredelser hævdedes at have fundet sted, anerkendtes Lourdes af paven, og 1933 blev Bernadette kanoniseret. Hun døde som nonne i Nevres (f 7/1 1844)

 

Paulus Krüger bliver præsident i Transvaal. 16. december 1880 havde boerne udråbt deres republik i byen Paardekraal. Efter at være blevet valgt i 1883 genvalgtes Krüger, til britiske sydafrikanere i september 1900 annekterede Transvaal

 

1889 f Charlie Chaplin, engelsk født amerikansk skuespiller og instruktør; voksede op i Londons slum og var allerede som barn skuespiller og sanger. Blev opdaget i 1912 under en turne i USA og blev hyret som filmkomiker. I 1914 spillede han med i 34 kortfilm og én spillefilm. I "Chaplin vil fotograferes" (1914) lanceredes hans vagabondfigur. Fra sin film nr 12 "Chaplin som den falske baron" (1914) skrev og instruerede han som regel selv sine film. I 1916-17 skabtes 12 korte farcer, begyndende med "Chaplin i stormagasinet"; i denne periode var det, at hans kombinerede skuespiller- og instruktørtalent udmøntedes. I 1919 var han medstifter af filmselskabet Unites-Artists. Der blev nu langt mellem hans film. I 1925 kom "Guldfeber", måske hans mest elskede spillefilm. Cha ville ikke umiddelbart acceptere tonefilmen og producerede i 1931 den stumme, men musikunderlagte "Byens lys", der mod alle odds blev en succes. I 1936 kom den socialt-satiriske "Moderne tider", hvor han indføjede lidt dialog, og i 1940 100% talefilmen "Diktatoren", der var et angreb på fascismen og samtidig den lille vagabonds sidste optræden. C’s forhold til USA havde altid været anstrengt, og i 1952 i kommunistforskrækkelsens år blev han, der ikke var amerikansk statsborger, nægtet indrejse efter London-premieren på "Rampelys". Chaplin flyttede til Svejts og skabte kun yderligere to film; i 1957 "En konge i New York" og i 1967 "Grevinden fra Hong Kong". Chaplins selvbiografi "My Life" udkom 1964 (d 25/12 1977)

 

1894 d Enrico Mylius Dalgas, officer, hedeopdyrker; deltog som artillerist i krigen 1848-50; efter krigen fuldførte han sin uddannelse som ingeniørofficer og blev 1854 ansat ved ingeniørkorpsets vejdirektion i Viborg. Hans arbejdsområde blev især den netop påbegyndte etablering af landevejen Randers-Viborg; senere landevejen Holstebro-Viborg. Gennem sit arbejde i Vestjylland kom han i kontakt med hedebefolkningen og hederne og blev stærkt interesseret i disses opdyrkning, idet han fik øjnene op for de muligheder, en storstilet opdyrkning ville indebære ikke mindst af økonomisk art. Efter sin deltagelse i krigen 1864 var han i 1866 den drivende kraft bag oprettelsen af Det Danske Hedeselskab. Han blev selskabets første direktør, en stilling han beklædte til sin død. Hedeselskabet kom gennem D’s store arbejde til at omspænde hele samfundet, og hedernes opdyrkning blev efterhånden betragtet som en national opgave. Han skrev en uhyre mængde artikler, fra 1880 især i Hedeselskabets tidsskrift. Af større arbejder har han skrevet "Geographiske Billeder fra Heden" (1867-68) med en indgående karakteristik af hedernes terræn- og jordbundsforhold i, 1883-85 kom hans "Fortids- og Fremtids-Skovene i Jyllands Hedeegne", hvor han påviser, at en stor del af de lyngklædte arealer i historisk tid var skovbevoksede (f 16/7 1828)

 

1897 f John Bagot Glubb (Glubb Pasha), britisk officer; var udstationeret i Mellemøsten fra 1920 og blev i 1939 leder af elitestyrken Den Arabiske Legion i det britiske mandatområde Transjordanien. Han fortsatte på posten efter Jordans selvstændighed. Da kong Hussein afskedigede G i marts 1956, blev det set som udtryk for pres fra arabiske nationalister og som en trussel mod britiske interesser i området (d 17/3 1986)

1905 Den første biograf i Århus åbner. Den hed Kosmorama og var indrettet i et butikslokale på hjørnet af Guldsmedgade og Klostergade. Forestillingerne kørte hver time fra kl. 17 til 22, søndag 14 – 22, og priserne var 25 øre for voksne og 15 øre for børn. Hvert "billede", som en film blev kaldt, varede ganske få minutter og blev kombineret med andre til programmer af ca tre kvarters varighed. Det nysgerrige og imponerede publikum blev underholdt med reportager fra kongelige bryllupper, udflugter og begravelser, diverse optog, rejsefilm, eksotiske naturoptagelser og korte dramatiske handlingsforløb

 

1922 Den russiske Sovjetrepublik og Tyskland underskriver Rapallotraktaten. Den 5. november blev traktaten udstrakt til også at gælde andre Sovjetrepublikker. Underskrivelsen markerede tilnærmelsen mellem to taberstater fra 1. Verd.krig. De to stater genoptog øjeblikkeligt fulde diplomatiske forbindelser på ambassadør- og konsulniveau; de to stater gav gensidigt afkald på alle former for krigsskadeserstatninger; Tyskland gav afkald på enhver form for erstatning for de tab, tyske borgere måtte have lidt som følge af russisk nationalisering. En følge af traktaten var, at Tyskland fik mulighed for i Rusland i al hemmelighed at fremstille og afprøve nye prototyper af krigsmateriel, der ifølge Versaillestraktaten var forbudt Tyskland. Den Røde Hærs overkommando gik gerne med til dette arrangement, forudsat at prototyperne forblev i Rusland, og at den blev fuldt informeret om prøveresultaterne

 

1941 d Laust Rasmussen, socialdemokratisk forsvarsminister 1924-26, 1929-1932; han blev udlært som typograf i fødebyen Horsens; i 1880'erne var han aktiv i bestræbelserne for at genrejse partiet efter Pios flugt. Flyttede 1890 til Århus, hvor han blev sætter på "Demokraten" og Harald Jensens discipel og håndgangne mand; han var 1893-97 formand for De samvirkende Fagforeninger i Århus. Da "Horsens Social-Demokrat" 1898 blev et selvstændigt dagblad, blev Rasmussen dets redaktør, en stilling han beklædte til 1918. Medlem af Horsens byråd 1900-17. 1892, 1898, 1901 og 1903 var Rasmussen forgæves opstillet til Folketinget i Fredericia. 1906 vandt han kredsen, tabte den i 1910, genvandt den i 1913 og bevarede den til 1935, da han nedlagde sit mandat. April 1924 indtrådte han som forsvarsminister i ministeriet Stauning. Da Stauning atter dannede regering i 1929, var han oprindelig ikke indstillet på at optage Rasmussen i regeringen, men bøjede sig for henstillinger fra hoved-bestyrelsen. Rasmussen havde bebudet, at han ville trække sig ud af ministeriet, når han fyldte 70 år, og 24. november 1932 trådte han tilbage (f 22/11 1862)

 

1984 d Simonn Spies, forretningsmand, cand.polit. et psych. og en af de hidtil mest farverige aktører i dansk erhvervsliv; efter erfaringer som bl.a. chokoladesælger, fabrikant af ferietabletter, indehaver af et cykel-droskefirma og et biografbilletbureau S ramte en guldåre, da han begyndte at arrangere udlandsrejser. Inden da havde han i 1951 afsluttet et omfattende universitetsstudium, og han blev såvel cand. polit. som cand. psych. og det med et af de højeste gennemsnit i landet. De første udlandsrejser arrangerede S i 1957, de gik med bus og skib til Mallorca. De "grå 50’ere" var ved at klinge ud, og en højere levefod for de såkaldte almindelige mennesker var ved at blive synlig. "De gyldne 60’ere" var lige om hjørnet. Sammen med Eilif Krogager, som skabte Tjæreborg Rejser, stod S fadder til den danske charterturisme. Under mottoet "Spies, rejs og vær glad" opfordrede Spies sit publikum til livsglæde ofte med et stænk af frivolitet, og han gik selv i spidsen med et utraditionelt familieliv, som han gerne stillede til skue. Men samtidig med han skaffede sit firma gratis reklame gennem sin flamboyante livsførelse, var S i forretningsspørgsmål en alvorsmand. Det af ham op- rettede og i hele hans levetid personligt ejede selskab blev drevet med forsigtige forretningsmetoder såsom at udbyde få rejsemål, at vælge nye rejsemål med stor omhu og helst lade dem afprøve først af andre bureauer, altid at spare op til investeringer samt fortrinsvis at leje frem for at købe fly. Det betød, at selskabet Spies Rejser voksede støt og kunne ved grundlæggerens død fremvise en egenkapital på ca. 800 mio. kr. (f 1/9 1921)

 

Til top        17. april

 

1080 d Harald Hen, konge 1074-1080, søn af Svend Estridsen og ukendt frille; efter faderens død kåredes han på et stormandsmøde ved Isøre ved Roskilde fjord til konge, og overleveringen hævder, at det var hans løfter til folket om "fred og frihed", der sikrede ham valget fremfor Knud, skønt traditionen om denne tidligt anså Knud som den af Gud og faderen udpegede. I alle tilfælde gav tronskiftet anledning til strid mellem brødrene. Om opfattelsen af Harald er de berettende kilder totalt modstridende, mere ledet af politisk holdning end af konkret kundskab. Konkret fremgår det af pavebreve, at han fortsatte faderens kirkepolitiske linje, og at han steg i pavens omdømme, skønt det heller ikke lykkedes ham at grundlægge en selvstændig dansk kirkeprovins, løsgjort fra Hamborg-Bremen. Ifølge Sven Aggesen blev tilnavnet Hen (en blød hvæssesten) givet ham på gr. af "hans velvillige sindelags blødhed" (f kendes ikke)

 

1790 d Benjamin Franklin, amerikansk opfinder og diplomat; han kom i 1718 i bogtrykkerlære; i 1724 rejste han til London og blev uddannet som typograf samtidig med, han ivrigt studerede fysik. Atter hjemme i staterne nedsatte Franklin sig 1728 som bogtrykker i Philadelphia og arbejdede engergisk på at udbrede folkeoplysning. Han købte avisen Philadelphia Gazette, der snart blev en af koloniernes bedste aviser. Han stod desuden for trykning af Philadelphias pengesedler. Franklin gjorde sig til velgører for sin hjemby. 1731 oprettede han et lånebibliotek, et brandvæsen, en politistyrke og et akademi, som senere blev til Philadelphia University. Hans fortsatte fysiske studier og eksperimenter førte til, at han ved hjælp af sin drage påviste, at lynet er en elektrisk gnist og til hans opfindelse af lynaflederen. I 1751 blev Franklin indvalgt i Pennsylvanias lovgivende for-samling og rejste 1756 til England som udsending for den og andre kolonier; i England talte han varmt for begrænsning i koloniernes skattebetaling til englænderne. Franklin fik ikke noget ud af sin mission, han pådrog sig regeringens uvilje. Efter hjemkomsten og valget til forbunds-forsamlingen i Philadelphia deltog han i femmandsudvalget, som forfattede uafhængighedserklæringen af 4. juli 1776. Var derefter udsending i Paris, hvor han blev meget populær hos både folket og hoffet, og det lykkedes ham at etablere en økonomisk og forsvarsmæssig alliance mellem USA og Frankrig. I 1787 var han medlem konventet i Philadelphia, som udarbejdede unionsforfatningen; i sine sidste år arbejdede han ivrigt for negerslaveriets ophævelse (f 17/1 1706)

 

1816 f Adolf Jerichau, billedhugger; han blev optaget på Akademiets malerskole 1831, men besluttede efter nogle års forløb at ville være billedhugger. Da han 1837 ikke fik akademiets lille guldmedalje, rejste han uden stipendium til Rom. Han ankom til Rom med den fregat, der skulle hente Thorvaldsens samlinger hjem. Jerichau nåede derfor kun lige at opleve mesteren i de romerske omgivelser. I Rom skabte Jerichau "Herkules og Hebe" (1844-45), i hvilken påvirkningen fra Thorvaldsen er tydelig. Den voldsomme kontrast mellem den muskuløse Herkules og den yndefulde pigeskikkelse var et brud med antikkens idealer, og Jerichau fulgte det op, da han i 1845-46 udførte "Panterjægeren". Her er den klassiske ro afløst af de spændte linjer og det øjebliksbetonede. 1849 rejste han hjem og blev professor ved Kunstakademiet. Samtidens nationale rørelser bevirkede, at H.V. Bissen i de fleste tilfælde blev foretrukket ved tildelinger af officielle opgaver. Jerichau konkurrerede med Bissen om Fredericiamonumentet med en "Thor". Den havde ikke en chance over for Bissens Landsoldat og viser, at Jerichau var uden forbindelse med tidens nationale og folkelige rørelser. Hans største arbejder fra disse år er Davidstatuen – i bronze - foran Frue Kirke i København og Ørstedmonumentet – ligeledes i bronze – opstillet i Ørstedsparken i København. Desuden udførte han et stort antal statuer og statuetter med mytologiske motiver og dyrefigurer. Jerichau opnåede flere hædersbevisninger. Bl. a. modtog han i 1847 Thorvaldsens Medalje. Han hædredes med medlemskab af flere europæiske kunstakademier og blev i 1879 æresdoktor ved Københavns Universitet. I 1881 blev han æresborger i fødebyen Assens (d 24/7 1883)

 

f Karen Blixen, forfatter; debuterede 1907 i tidsskriftet Tilskueren med novellen "Eneboerne". Samme sted blev også komedien "Sandhedens hævn" trykt i 1926. I 1914 blev hun gift og levede flere år i Kenya som bestyrer af en kaffefarm. Kaffedyrkningen kom dog aldrig til at svare sig, og i 1931 vendte hun tilbage til Danmark. Under pseudonymet Isak Dinesen udgav hun i 1934 i USA sin første bog "Seven Gothic Tales" (gendigtet til dansk 1935, Syv fantastiske Fortællinger), som blev en verdenssucces. I 1937 udgav hun den personlige erindringsbog "Den afrikanske Farm" om sine oplevelser i Afrika. Til Afrikaerindringerne hører også "Skygger på græsset" (1960) og de posthumt udgivne "Breve fra Afrika" (2 bd. 1978). Den underfundige og velkomponerede novellesamling "Vintereventyr" kom 1942 fulgt af "Gengældelsens veje", udgivet under pseudonymet Pierre Andrézel i 1944. Blandt hendes senere værker er "Sidste fortællinger" (1957) og "Skæbneanekdoter" (1958). Novellen "Den udødelige historie" blev i 1968 filmatiseret af Orson Welles, og Den afrikanske farm lå sammen med Judith Thurmans biografi til grund for Sydney Pollacks oscar-præmierede film om Blixens liv i Afrika - Out of Africa, 1985 (d 7/9 1962)

1894 f Nikita Khrustsjov, sovjetisk statsleder; uddannet som metalarbejder og deltog aktivt i revolutionen 1917. Han blev medlem af kommunistpartiet 1918 og deltog i borgerkrigen 1918-20. I 1929 kom han til Moskva, hvor han gjorde hurtig karriere, 1935-38 førstesekretær for partiorganisationen i Moskva og fra 1939 medlem i politbureauet. Under 1930'ernes udrensninger sendte Stalin ham til Ukraine som førstesekretær for det ukrainske kommunistparti. Han opholdt sig i Ukraine under 2. Verd.krig som medlem af militærrådet ved forskellige stabe. Inden han i 1949 blev kaldt til Moskva, var han fra 1944 ukrainsk statsminister. I Moskva blev han sekretær i centralkomiteen og førstesekretær for partiorganisationen i Moskvaområdet. I 1953 blev han valgt til førstesekretær for centralkomiteen efter Georgij Malenkov. Fra 1958 var han også statsminister. Khrustsjov spillede en vigtig rolle i forberedelserne af den 20. partikongres i 1956, hvor med sin "hemmelige" tale startede afstaliniseringen. På et møde i centralkomiteen i oktober 1964 blev han afsat som statsminister og førstesekretær i partiet. Hans modstandere hævdede, at han havde ført en stærk personlig præget politik, at hans landbrugspolitik havde været forfejlet, og at han havde skadet forholdet til Kina. Khrustsjov levede derefter som pensionist i Moskva (d 11/9 1971)

 

Underskrivelsen af fredsaftalen i den japanske by Shimonoseki afslutter den kinesisk/japanske krig. Kinas nederlag betød, at det måtte afstå Formosa, øgruppen Pescadorerne og Liaotung-halvøen til Japan. Endvidere måtte Kina give Japan de samme rettigheder, som de europæiske lande havde i Kina. Nye traktathavne blev åbnet i Kina, og landet måtte betale en krigsskadeserstatning på 200.000.000 taels i guld i to rater til Japan. De europæiske stormagter og USA ville dog ikke anerkende den japanske overtagelse af Liaotung-halvøen, og den blev givet tilbage til Kina

 

Svinebugtaffæren. Navn på USAs mislykkede forsøg på at styrte Castro og hans styre på Cuba. I begyndelsen af 1960 havde præsident Eisenhower med henblik på en invasion af Cuba bemyndiget CIA til at uddanne en hær af eksilcubanere i Guatemala. Da Kennedy blev præsident, gik han nølende med til at iværksætte aktionen under den forudsætning, at amerikanske styrker ikke blev indblandet. De skulle først træde til, når angriberne havde fået fodfæste på øen og havde dannet en regering, der så skulle anmode om amerikansk støtte. Da 1400 eksilcubanere var gået i land på Cuba i Svinebugten den 17. april 1961, fik Castro imidlertid forbløffende hurtigt dirigeret en forsvarsstyrke på 20.000 mand til stedet, og et par dage senere måtte invasionsstyrken opgive på gr. af ammunitionsmangel. De ca 1100 tilfangetagne eksilcubanere blev december 1962 frigivet mod medicinalvarer for 53 mio dollars. Landgangsaktionen styrkede Castro, men var et alvorligt nederlag for Kennedy og ikke den bedste måde at begynde sin præsidentperiode på. Midt i sin egen baghave havde USA stadig en fjendtlig stat, som det åbenbart ikke kunne slippe af med. Tilmed havde den nære forbindelser med USA’s supermagtsmodstander og inspirerede andre latinamerikanske lande til revolution eller til større uafhængighed af USA

 

1974 d Carl Peter Henrik Dam, biokemiker, i 1943 delte Dam Nobelprisen i kemi med amerikaneren E. A. Doisy. Dam for sin opdagelse af K-vitaminet – Doisy for sin syntesering af samme vitamin. Dam blev cand. polyt. i 1920 (fabriksingeniør) og dr. phil. i 1934. Han havde derefter forskellige stillinger, inden han i 1941 blev ud-nævnt til professor i bioteknisk kemi ved Den Polytekniske Læreanstalt. Men da han på dette tidspunkt var på studie- og foredragsrejse i USA og Canada, hindrede den tyske besættelse ham i at tiltræde professoratet. Først 1946 vendte han tilbage til Danmark, hvor han 1946-65 virkede i professoratet, hvis navn han ændrede til biokemi, og denne betegnelse blev igen ændret i 1951 til biokemi og ernæring. Efter hjemkomsten koncentrede Dam sig især om ernæringsfysiologiske studier, lipidernes biologi, galdestensdannelse og disses opløsning. Han blev i 1948 medlem af sundhedsstyrelsens ernæringsudvalg og var 1956-63 leder af Dansk fedtforsk-ningsinstituts biokemiske afdeling. I sit otium kunne Henrik Dam med støtte fra forskellige fonde fortsætte sine ernæringsfysiologiske forsøg til sin død. 1947 blev Henrik Dam medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber (f 21/2 1895)

 

1975 I Phnom Penh – hovedstaden i Cambodia – tager de røde khmerer magten. Nu skulle socialismen realiseres, landet gøres selvforsynende og uafhængig af udlandet. Dermed indledtes et rædselsregimente. Mennesker blev myrdet i tusindtal, og andre tusinder blev drevet fra byerne for at arbejde ude i de forsømte og krigsraserede landdistrikter med risdyrkning og dæmningsanlæg. De fleste af disse byboer havde aldrig før plantet ris og gik en nådesløs og ubeskrivelig hård tid i møde. I khmer rouges øjne var de kapitalister, der skulle straffes med hårdt arbejde, op til 14 timer i døgnet. Maden var beskeden, og aftenerne helliget politiske møder, der mere og mere tog form af hjernevask. De ungdommelige medlemmer af khmer rouge – mange var rene drenge – gjorde kort proces ved lydighednægtelse og protester. Det anskås, at ca. 1,5 mio. mennesker døde som følge af khmer rouges politik i årene 1975-79. I sidstnævnte år væltede en vietnamesisk militærinvasion khmer rougestyret

1978 d Lucius D. Clay, amerikansk general og ingeniør; under 2. Verdenskrig havde han ledende stillinger i forsyningstjenesten og var næstkommanderende hos den amerikanske militærguvernør i Tyskland 1945-47. I 1947 blev han øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa og militærguvernør i den amerikanske zone i Tyskland. Han opnåede stor popularitet ved sin beslutsomme optræden, da han oprettede den amerikanske luftbro til Vestberlin under den russiske blokade af byen i årene 1948-49. Clay trådte tilbage fra hæren i 1949 overøst med hædersbevisninger. Han gik ind i forretningslivet og støttede Eisenhower i dennes valgkampagne forud for præsidentvalget 1952. Kort efter Berlinmurens opførelse i august 1961 sendte præsident Kennedy Clay med rang som ambassadør og som sin personlige repræsentant til Vestberlin for at vise, at som i 1948 ville USA også i 1961 forsvare Vestberlin. Denne stilling havde Clay til 1962 (f 23/4 1897)

 

1996 d Piet Hein, forfatter, opfinder og designer; efter at være blevet student i 1924 læste han teoretisk fysik og filosofi ved Københavns Universitet, men tog ingen afsluttende eksamen. Som forfatter debuterede han ano-nymt med muntre strofer i Politiken den 9. april 1940 til bladets "At Tænke Sig" spalte. Det var de såkaldte Gruk (et ord sammensat af grin og suk), som under 2. Verdenskrig drillede tyskerne. De udkom samlet i 20 bind i årene 1940-63. Først udkom de under pseudonymet Kumbl (oldnordisk kumbl, en sten med indskrift), en hilsen til Piet (sten) og Hein (hvæssesten). Heins streg gør den runde Kumpel med hat, butterfly, pegasus og lyre til en del af grukket, der sætter dagliglivets uendelig små i et uendeligt stort perspektiv. De lyrisk-afo-ristiske, virtuos rimede strofer vender sig med humor og optimisme mod magtbalance, ideologi, system og vaner, og åbner øjet for en visdom, som enhver allerede synes selv at have formuleret. De i alt knap 10.000 Gruk er trykt i oplag på knap 1,5 mio. og oversat til mere end 20 sprog. Som designer blev Hein kendt for super-elipsen. Formen synes at være en forening af rektanglet og elipsen, hvoraf den matematisk er afledt. Superelipsen, der er blevet brugt ved formgivning af borde, løste i 1969 problemet om, hvem der skulle sidde for bordenden ved Vietnamkonferencen i Paris. Mangfoldigheden i Piet Heins virke ses i æresbevisningerne The Alexander Graham Silver Bell 1968, Aarestrup-madaljen 1969, Storm Petersen-prisen 1978, Ingenio et arti 1985. Han blev æresdoktor ved Yale University 1972 og Odense Universitet 1991; æreshåndværker udnævnt af Haandværkerforenigen 1975 (f 16/12 1905)

 

Til top        18. april

f Lucrezia Borgia, hertuginde af Ferrara; datter af den spanske kardinal Rodrigo Borgia - senere pave Alexander 6. - og hans romerske elskerinde Vannozza Catanei. Lucrezia var søster til Cesare Borgia. og er ofte blevet anklaget for at have deltaget i faderens og broderens mange forbrydelser og udsvævelser. Men i historisk perspektiv synes hun mere at have været et instrument end aktiv deltager i deres aktiviteter. Hendes tre ægteskaber med medlemmer fra fornemme familier bidrog til at forøge Borgiaernes politiske og økonomiske magt. I 1491 var den unge Lucrezia forlovet to gange. Men da hendes far blev pave i 1492, ville han gerne indgå alliance med den stærke hertugelige Sforzafamilie i Milano for at stå stærkere mod den aragonesiske kongefamilie i Napoli. Paven fik så sin datter gift med en Sforza. Da Alexander indgik alliance med Napoli og Milano med Frankrig, frygtede den unge brudgom for sit liv, og han flygtede fra Rom. I 1497 fik paven ægteskabet opløst. Året efter, da Alexander ville styrke båndene til Napoli, fik han sin datter gift med et 17-årigt medlem af kongefamilien i Napoli. Men da alliancerne igen skiftede, frygtede også denne brudgom for sit liv, og han flygtede fra Rom (august 1499). Han vendte tilbage i oktober, men i juli 1500 blev han fundet såret af knivstik. Under rekonvalescensen blev han kvalt af en af Cesares Borgias tjenere, og Cesare fik det ønskede alliancebrud med Napoli. I december 1501 blev Lucrezia gift med Alfonso d’Este, søn af Ercole 1. hertug af Ferrara. Cesare fik arrangeret dette ægteskab, fordi han ønskede at vinde større indflydelse i Romagna. Da Alexander døde i 1503, spillede Lucrezia ikke mere nogen politisk rolle og kunne leve et mere normalt liv ved det strålende hof i Ferrara, som under den italienske renæssance var et center for kunst og kultur (d 24/6 1519)

 

1506 Pave Julius II lægger den første sten til den nye – nuværende Peterskirke. Ved midten af 1400-tallet var den daværende Peterskirke kaldet Konstantinbasilikaen – indviet 18. november 326 - så forfalden, at den truede med at styrte sammen. Et større reparationsarbejde iværksat af pave Nikolaj V gik i stå efter Nikolajs død i 1455. I et halvt århundrede lå arbejdet stille, til Julius II i 1506 besluttede at bygge en helt ny Peterskirke. Arbejdet blev overladt til Bramante. Han lod med hård hånd store dele af Konstantinbasilikaen nedrive og fik tilnavnet Bramante Ruinante. Bramante ville opføre den ny basilika med en grundplan som et græsk kors, i.e. et kors med lige lange arme og med en stor kuppel i korsskæringen. Ved Bramantes død i 1514 havde man fået bygget de fire piller, der skulle bære kuplen. Under de følgende paver betød røret i forbindelse med Reformationen, at byggeriet kun skred langsomt frem, og skiftende arkitekter vaklede mellem to muligheder, skulle kirken opføres med et græsk kors som grundplan eller med et latinsk kors, i.e. med et langt midterskib og kortere tværskibe? I Paul IIIs pontifikat 1534-49 blev der under ledelse af Antonio da Sangallo den yngre bygget meget på kirken, og det skete med et latinsk kors som grundplan. Efter Sangallos død i 1546 overtog den 72-årige Michelangelo arbejdet. Han vendte tilbage til Bramantes plan og hans forbillede for kuplen var Brunelleschis på domkirken i Firenze. Michelangelo var arkitekt ved Peterskirken til sin død i 1569. I 1590 var kuplen fuldført. I 1605 beordrede Paul V nedrevet, både hvad der var tilbage af Konstantinbasilikaen og den nye kirkes ufuldførte facade. Paul Vs arkitekt, Carlo Maderno, gik derefter i gang med at bygge et midterskib, der dækkede såvel Konstantinbasilikaens skib som dens atrium. Derved fik kirken en indre længde på ikke indre end 186 m og dermed fuldført med et latinsk kors som grundplan. 18. november 1626 indviedes kirken.

 

1521 Martin Luther for rigsdagen i Worms. I oktober 1520 udsendte paven en bandbulle mod Luther, men begejstringen, der omgav Luther, var nu så stor, at han demonstrativt kunne brænde den på bålet. Pavebullen kunne ikke umiddelbart få følger, fordi den nyudnævnte kejser Karl 5. i sin valged havde lovet aldrig at dømme nogen, uden at pågældende havde haft lejlighed til at forsvare sig. Luther indkaldtes derfor til rigsdagen i Worms 1521 for at forsvare sig. Her fik han forelagt en række af pavens fordømmende udtalelser og blev spurgt, om han fortsat stod ved dem. Luther svarede, at medmindre han blev overbevist med skriftens vidnesbyrd eller med indlysende argumenter, kunne han ikke tilbagekalde noget; for det var ikke rimeligt at handle imod samvittig-heden. Kejseren havde herefter ikke anden udvej end at erklære Luther i "Rigens akt", dvs. lade bandlysningen følge af fredløshed. For Luthers støtter var det sin sag at sætte sig op mod en dom afsagt af kejseren på en rigsdag. Problemet klaredes elegant ved, at Luther på tilbagerejsen fra Worms bogstavelig talt sporløst for-svandt. Kurfyrste Frederik havde i al stilfærdighed anbragt Luther på sin afsidesliggende borg Wartburg, hvor han kunne fortsætte sine bibelstudier

 

d Karl 5., hertug af Lorraine og Bar; som østrigsk feltmarskal stod han i spidsen for de tropper, der ved Wiens porte i 1683 besejrede tyrkerne og derefter fordrev dem fra det meste af Ungarn. Han indtrådte i den østrigske hær i 1664 og deltog ved Rhinen i krigen med Frankrig 1673 til 1679. To gange var han forgæves kandidat til den polske trone. Sin største triumf opnåede han, da han med hjælp af den polske konge Johan 3. Sobieski og nogle tyske kontingenter tilføjede tyrkerne et afgørende nederlag uden for Wien den 12. september 1683. I løbet af de næste fire år fordrev han tyrkerne fra det meste af Ungarn og opnåede den afgørende sejr den 12. august 1687 i slaget ved Mohács. Ved udbruddet af krigen med Frankrig i 1689 indtog Karl Mainz og Bonn, men døde pludselig få måneder senere (f 5/4 1643)

 

Slaget ved Colloden i Skotland. I 1745 havde den britiske tronprætendent Charles Edward Stuart, sønnesøn af den i 1688 fordrevne engelske konge Jacob 2., gjort landgang i Skotland, hvor der udbrød oprør til støtte for hans krav på den britiske trone. Efter Jacob 2., der var af huset Stuart og katolik, var blevet fordrevet, havde stuarterne aldrig opgivet håbet om igen at beklæde den britiske trone. Charles Edwards far havde forsøgt, men forgæves. Nu ville Bonnie prins Charles, som Charles Edward blev kaldt, gøre et forsøg. Han havde også tilnavnet The Young Pretender. Efter landgangen i Skotland rykkede Charles Edward med en skotsk hær ned i England og havde en forbigående succes. Men han fik ingen tilslutning i England, og i foråret 1746 var han på tilbagetog mod nord. Han manglede forsyninger og penge, så det var med en sultende og dårligt udrustet hær, han drog mod nord. Bonnie prins Charles hær talte omkr. 5000 mand; i hælene på den var der en engelsk hær på omkr. 9000 mand. Ved Culloden mødtes de to hære, og slaget resulterede i et afgørende nederlag for Charles Edward. Slaget var overstået på 40 minutter. Så var den talmæssigt underlegne, udhungrede og dårligt ud-rustede skotske hær besejret af englænderne. Efter nederlaget blev Charles Edward eftersøgt i Skotland af engelske tropper og regeringens spioner. Der var udsat en dusør på £30.000, på ham død eller levende. Hjulpet af trofaste skotter strejfede han rundt i det vestlige Skotland og på de skotske øer indtil ankomsten af to franske skibe ved Loch nan Uamh, gjorde det muligt for ham at vende tilbage til Frankrig. Nederlaget betød afslut-ningen på ethvert forsøg på at genindsætte stuarterne på den britiske trone

 

d Jacques Cassini, fransk astronom; han efterfulgte i 1712 sin far som leder af observatoriet i Paris; Jacques Cassini bidrog til beregning af Jordens størrelse og form ved i 1713 at måle længden af meridianbuen fra Dunkerque til Perpignan; i 1720 offentliggjorde han sine resultateter i "De la grandeur et de la figure de la terre" (1720). Han skrev desuden "Éléments d’astronomie" (1740) (f 8/2 1677)

 

f Adolphe Thiers, fransk politiker og historiker; han var født i Marseille og blev 1821 journalist i Paris. Som redaktør for den liberale avis "Le National" spillede han en central rolle ved udbruddet af julirevolutionen 1830 og ved valget af Ludvig Filip I til fransk konge. I de nærmeste år derefter havde han stor politisk indflydelse. Han var tilhænger af et konstitutionelt monarki og fremstod under julikongedømmet som en regimetro centrum-venstre leder. Han var medlem af kabinettet 1832-36 og som indenrigsminister i nævnte periode slog han flere oprørsforsøg og arbejderuroligheder ned. Han var konseilspræsident og udenrigsminister 1836 og 1840, men måtte begge gange træde tilbage efter kort tid, da kongen modsatte sig hans aktive udenrigspolitik. Efter først at have støttet Napoleons (III) valg til fransk præsident i 1848, brød Thiers med ham og vendte sig skarpt mod Napoleon 3.'s statskup 1851, der gjorde ham til kejser. Derefter blev han den liberale oppositions leder. Hans holdning medførte en landsforvisning på 1 år. Fra 1863 var han atter med i fransk politik og atter som oppositionens leder. Han modsatte sig krigen mod Preussen i 1870. I februar 1871, efter kejserdømmets fald, blev han valgt til chef for den udøvende magt, dvs. foreløbig præsident. I denne egenskab ledede han nedkæmpelsen af Pariserkommunen og sluttede fred med Tyskland efter franskmændenes nederlag i den fransk/tyske krig. Han trådte tilbage som præsident 1873. Thiers havde succes som populærhistoriker og udgav bl.a. "Histoire de la Révolution Francaise" (I-X, 1823-27) og og i tilslutning til dette værket om konsulatet og kejserdømmets historie "Histoire du Consulat et de l'Empire" (I-XX, 1845-62) (d 3/9 1877)

 

Underskrivelse af våbenhvilen i Loeben mellem Østrig og Napoleon Bonaparte. Efter Napoleon under sit felttog i Norditalien har besejret østrigerne i slaget ved Rivoli den 14. januar 1797, afvist den nyligt ankomne ærkehertug Karl, marcherede han med sin hær mod nordøst ind i Østrig. Hans fortrop nåede langt ind i Styrien kun få dagsmarcher fra Wien. Østrigerne blev overrasket og bad om stilstand i stridighederne og underskrev våbenhvilen i Loeben 18. april 1797, fulgt af en egentlig fredstraktat underskrevet i Campo Formio den 17. oktober 1797

1859 f Jens Jensen, socialdemokratisk minister og borgmester i København.

 

1864 Stormen på Dybøl. Efter rømningen af Danevirkestillingen i begyndelsen af februar 1864 trak størstedelen af den danske hær sig tilbage til flankestillingen ved Dybbøl. Den havde gjort nytte under Treårskrigen (1848-50), og fra naturens hånd var den stærk. Tilmed dækkedes stillingen til søs af flådens skibe og af batterier på Als. Trætte tropper kunne ad to pontonbroer føres til Sønderborg og finde hvile under afløsning. Men stillingen var ikke udbygget. Alt var uforberedt til forsvar, skanserne langtfra i orden, magasinerne tomme. Dog lykkedes det efter kun otte dages forløb at udbedre forskansningerne så meget, at der var officerer, der mente, at de 25.000 mand, der stod i skanserne, nok kunne hamle op mod en tredobbelt overmagt. De fik ikke ret. Gennem marts måned trængte preusserne de danske tropper tilbage mod de ti skanser, gravede sig derefter ned i skyttegrave knap en kilometer fra de danske linjer og hentede svært artilleri op fra Berlin. Det var træfsikre bagladekanoner, langt mere effektive end det forældede danske skyts.. Fra den 15. marts begyndte det ustandselige bombar-dement af de danske stillinger, der skulle komme til at vare godt en måned, de første 14 dage "kun" godt 4000 skud, som danskerne kunne besvare med knap 2000 skud. Efter seks timers vedvarende granatild, der ikke blev besvaret fra dansk side, begyndte preusserne stormen kl. 10. Angrebsstyrkens overlegenhed var knusende, fem-dobbelt på stillingens venstre fløj, hvor angrbet først satte ind. Her blev skanserne erobret på få minutter. Men trods skansernes elendige tilstand efter en måneds bombardement leverede de danske soldater modstand mod overmagten gennem næsten fire timer, inden de trak sig tilbage til Als. De danske tab var 4800 mand, nemlig 378 døde og 910 sårede resten tilfangetagne. Normalt er angriberne udsat for de største tab, men preusserne havde kun 263 døde og 909 sårede. Mens tilbagetoget fra Dannevirke havde virket som et signal til selvop-givelse, virkede stormen på Dybbøl modsat. Dybbøl blev i årene efter nederlaget symbol på folkeåndens udhol-denhed i kampen mod overmagten

 

d Justus, baron von Liebig, tysk kemiker; 21 år gammel blev han professor i kemi i Giessen, fra 1852 i München. Von Liebig udviklede organisk elementæranalyse til den form, den i det væsentlige stadig har; han udførte mange betydningsfulde arbejder i organisk kemi. Fra hans tidligste år stammer de første over knaldsølv og knaldsure salte; et arbejde han fortsatte gennem mange år. Også i den uorganiske kemi har han udført værdifulde arbejder - I hans senere år tog hans interesse og arbejde en mere praktisk retning og blev af stor betydning for anvendt kemi, især resultaterne af hans arbejder over planters, dyrs og menneskers ernæring og stofskifte. Hans bog "Die Chemie in ihrer Anwendumg auf Agricultur und Physiologie" (1840) blev epoke-gørende for landbruget og gav bl.a. støtte til fremstilling af kunstgødning. Hans værk "Die Tierchemie oder die organische Chemie in ihrer Anwendung auf Psysiologie und Pathalogie" (1842) fik lignende betydning for dyrefysiologien og lægevidenskaben. Ikke mindre betydning havde von Liebig som lærer; han grundlagde moderne videnskabelig kemiundervisning ved hjælp af egne kemiske undervisningslaboratorier (f 12/5 1803)

 

f Hans Scherfig, forfatter og maler; han blev 1931 medlem af kommunistpartiet; som maler var Scherfig selv-lært, han udstillede fra 1931 og vandt og fastholdt et bredt publikum for sine muntre urskovsbilleder, hvor næsehorn, giraffer, aber og elefanter lever i paradisisk forståelse med løver og tigre. Som forfatter debuterede Scherfig med en billedbog for børn "Hvad lærer vi i skolen?" (1933). Som journalist stod han i politikkens tjeneste, ved Arbejderbladet 1930-41, ved Land og Folk fra 1945. I 1937 udsendte han den ironiske kriminal-romanen "Den døde Mand", og året efter kom "Den forsvundne Fuldmægtig" om embedsmanden, der søger at undslippe det borgerlige livs trædemølle, men først finder fred og ro i fængslets tryghed. I "Det forsømte Forår" fra 1940 udleverer Scherfig skånselsløst sin skoletids lærere, som kvæler, hvad der måtte være af naturlig lyst og evne hos deres elever. Romanerne "Idealister" (1942) og "Frydenholm" (1962) er en slags dobbeltroman om Danmark før, under og efter Besættelsen. Sin interesse for naturhistorie, som gik tilbage til skoletiden, viste han i "Dammen" (1958), hvor han i en minutiøs rapport følger livet i og omkring et vandhul i Nordsjælland. I "Naturens uorden" (1965) sammenligner han naturens nådesløse alles-kamp-mod-alle med kapitalismens sam-fund. Om sine senere års rejser i Østlandene har han bl.a. skrevet "Rejse i Sovjetunionen" (1951) og "Morgen-rødens Land" (dvs Grusien) (1971). Scherfig modtog i 1973 Det Danske Akademis pris (d 28/1 1979)

 

Det store jordskælv i San Francisco. Jordskælvet udløstes kl. 5.12 om morgenen af en forskydning i Sct. Andreas forkastningen. Forskydningen havde en længde af ca. 270 miles og strakte sig fra San Juan i Benito County til Upper Mattole i Humbolt County og derfra ud under Stillehavet i en ukendt længde. I San Francisco blev den indre by raseret, ligesom store boligområder blev ødelagt. Omkring 700 mennesker blev dræbt. Som følge af jordskælvet opstod der brande mange steder, som forårsagede skader, der blev anslået til 400.000.000 dollars

f Leif Panduro, han blev uddannet som tandlæge, men levede fra 1965 som forfatter. I denne egenskab er han blevet betegnet som tv-mediets betydeligste danske forfatter, og at han med sine tretten sædeskildrende og underholdende tv-spil fra årene 1963-1977 blev velfærddanskernes yndlingsforfatter. Han debuterede med romanen "Av min guldtand" (1957), der efterfulgtes af en række romaner bl.a. "Rend mig i Traditionerne" (1958), Panduros gennembrudsroman, der gav ham ry som en kulturradikal, vred, ung mand. I sidstnævnte roman behandles bl.a. temaet: er vanviddet det normale eller omvendt, som også findes i romanen "Daniels anden Verden" (1970). I 1965 havde Panduro udsendt "Den gale Mand", der i 1966 blev fulgt af "Vejen til Jyl-land". Engageret satire, en ætsende humor og dybdeborende psykologiske portrætter er karakteristisk for de fleste af Panduros værker, således også TV-spillene blandt hvilke er "En af Dagene" (1963), "Ka’ De li’ Østers?" (1967), "Farvel Thomas" (1968), "Rundt om Selma" (1971) og "Louises Hus" (1977). Blandt Panduros skue-spil er "Kufferten" (1962) og "Kannibaler i Kælderen" (1962. Foruden noveller har P skrevet filmmanu-skripter til "Harry og Kammertjeneren" (1961), "Naboerne" (1966) m.fl. samt episoder til TV-serien "Huset på Christianshavn" (d 16/1 1977)

 

De sejrsvante japanere lider et alvorligt psykologisk nederlag, da 16 amerikanske B-25 bombemaskiner fra hangarskibet "Hornet" gennemfører et angreb på Tokyo. Angrebet udrettede kun få ødelæggelser i den japanske hovedstad, men det styrkede de allieredes moral, den japanske ledelse mistede ansigt, og japanske fly blev her-efter bundet til hjemlandet for at forsvare de japanske øer

 

Bandung konferencen begynder. I den indonesiske by Bandung mødes repræsentanter fra 29 asiatiske og afrikanske lande. Der deltog kun repræsentanter fra uafhængige stater samt et par udsendinge fra lande, der snart ville blive selvstændige. Således var kun seks afrikanske lande repræsenteret, de resterende 23 var asiatiske. Til stede var delegater både fra kommunistiske lande som Kina og Nordvietnam og fra stater allieret ved vestmagterne, f.eks. Japan, Tyrkiet og Sydvietnam. Modsætninger i den kolde krig dukkede derfor tit op på konferencen. De delegerede ville finde frem til til nogle fælles verdenspolitiske mål. Et flertal enedes om en kurs, alle om et krav. Kursen kaldtes neutralisme, en politik, der afviste at tage parti i supermagts-konflikten mellem øst og vest. Kravet var, at den afkolonisering, der var blevet gennemført i Asien, skulle fortsætte overalt, hvor der endnu fandtes kolonier. I praksis gav dette krav neutralismen en antivestlig slagside fra starten, da man ved kolonier især tænkte på Afrika. På grund af landenes forskellige stillingtagen i den kolde krig, førte konfe-rencen ikke til konkrete resultater, men den betragtes som skelsættende, fordi "ånden fra Bandung" fik stor betydning for den senere udvikling af den alliancefri bevægelse

 

d Albert Einstein, tysk/amerikansk fysiker; afsluttede 1901 sine studier ved den tekniske højskole i Zürich. 1905 tog han doktorgraden. Samme år kom som et resultat af hans teoretiske studier tre små afhandlinger i tidsskriftet "Annales der Physik". I den ene anvendte han Plancks nye kvanteteori på de lyselektriske virkninger og på faste legemers varmefylde; i den anden, "De brownske bevægelsers teori", beregnede han molekylernes bevægelser; og i den tredje, "Om bevægede legemers elektrodynamik", opstillede han sin epokegørende specielle relativitetsteori. Få måneder senere offentliggjorde han sin teori om ækvivalens mellem masse og energi. Efter denne bedrift fik Einstein 1909 et professorat i teoretisk fysik ved universitetet i Zürich. 1913 blev han direktør for Kaiser-Wilhelm-Instituttet for teoretisk fysik i Berlin. 1915 kom udvidelsen af relativitetsteorien til den alm. relativitets- og gravitationsteori. Einstein var nu en berømt mand, og i 1922 fik han Nobel-prisen i fysik. I de flg. år beskæftigede han sig bl.a. med forholdet mellem energi og masse og søgte især at opstille en enhedsteori for materien. På gr. af sin jødiske afstamning og sine meninger blev Einstein genstand for voldsomme angreb fra nazisterne (der bl.a. fandt, at relativitetsteorien var udtryk for en "opløsende", typisk jødisk tankegang). 1933 forlod han Tyskland. Samme år blev han professor ved Instituttet for videregående studier ved universitetet i Princeton i New Jersey, USA og 1941 amerikansk statsborger. Sommeren 1939 gjorde han i et brev til præsident Roosevelt opmærksom på de forsøg på at spalte uranatomet, der foregik i Tyskland; det gav stødet til konstruktion af atombomben. 1945 tog Einstein sin afsked (f 14/3 1879)

d Maurice Gustave Gamelin, fransk general; han var 1914-16 stabschef hos den franske øverstkommanderende J. Joffre, 1931-35 chef for generalstaben, 1935-38 hærens generalinspektør og næstformand i det øverste krigsråd. Gamelin blev 1938 chef for forsvarsstaben - i realiteten forsvarschef; juni 1939 chef for den franske hær. Ved krigsudbruddet var han øverste chef for de britiske og franske styrker i Frankrig. På denne post var han den forkerte mand, på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Gamelin havde aldrig tillagt panservåbnet nogen betydning og da slet ikke som selvstændig opererende våbenart. De skulle tjene som støtte for infanteriet. Han ville derfor føre krig med en rolig, velforberedt infanterifremrykning støttende sig til Maginotlinjen. Han var en typisk repræsentant for generalerne fra 1918. Af de Gaulle karakteriseret "de ældes på deres poster, formælet med de fejl, der engang havde grundlagt deres berømmelse". Med denne baggrund var Gamelin fuldstændig uforberedt på det tyske angreb gennem Ardennerne 10. maj 1940; et angreb der med kampvognsenheder og fly – (Stukaer -STUrz-KAmpf-flieger)skar den den allierede front over i to. 19. maj blev Gamelin afskediget og afløst af Weygand. September 1940 blev Gamelin arresteret, og ved Vichy-regeringens proces i Rion i 1942 gjort ansvarlig for det franske nederlag i 1940. Fra 1943 til krigens afslutning var han fængslet i Tyskland (f 20/9 1872)

 

d Marcel Dassault, (Marcel Bloch), fransk politiker og flykonstruktør; uddannet ingeniør og byggede sit første militærfly i 1917. Under Folkefrontsregeringen 1936-37 blev hans firma nationaliseret. Under 2. Verd.krig nægtede Dassault, der var jøde, at samarbejde med tyskerne og blev sendt i kz-lejr. I 1945 konverterede han til katolicismen og tog navnet Dassault. Samme år gik han påny ind i flyindustrien, og hans firma "Dassault Aviation" blev kendt for sine Mirage kampfly og Falcon forretningsfly. Dassault var en af Frankrigs rigeste mænd og repræsenterede som politiker en socialt afbalanceret gaullisme; han var deputeret 1951-56 og 1958-86 og senator 1957-58 (f 22/1 1892)

 

Til top        19. april

1390 d Robert 2. skotsk konge 1371-1392; han var den første konge af Stewart dynastiet, søn af Walter, steward af Skotland, Roberts mor var Marjorie, datter af Robert I Bruce. Efter skotternes nederlag til englænderne i slaget ved Halidon Hill (juli 1333) og kongens (David I) påfølgende landflygtighed var Robert sammen med John Ran-dolph rigsforstander. En stilling han atter beklædte efter nederlaget ved Neville’s Cross (1346) og kong Davids påfølgende fangenskab hos englænderne 1346-57. Ved kong Davids frigivelse blev Robert udnævnt til Jarl af Strathearn, men trods dette gjorde han flere gange oprør mod David. Således modsatte han sig kraftigt kon-gens villighed til at acceptere Edward 3. af Englands tilbud om at slå en streg over løsesummen for David, hvis skotterne ville acceptere en søn af Edward som konge, da det ville betyde en tilsidesættelse af Roberts egen arveret. Efter David 2.’s død blev Robert anerkendt som Skotlands konge. I 1384 overlod han ledelsen af de indenlandske sager til sin søn og efterfølger Robert (3.); iøvrigt er kilderne meget sparsomme om Roberts tid som Skotlands konge (f 2/3 1316)

 

1560 d Philip Melanchton, tysk reformator og Luthers kampfælle i reformationsårene; i 1518 blev han professor i græsk i Wittenberg og var allerede da et stort navn i Tysklands humanistisk-lærde verden; navnlig inden for klassisk filologi indlagde han sig berømmelse. Snart blev han grebet af sin kollega Luthers ideer; reformationen fik en støtte i Melanchton, som med sit beherskede, fredselskende væsen og sin humanistiske videnskab supple-rede Luthers kraftnatur. Han havde en fabelagtig evne til at følge Luthers ofte indviklede tankegang og frem-stille den i et klart sprog, således i "Loci communes" (1521), den første evangeliske dogmatik. I den brød han med Middelalderens skolastik og Aristoteles filosofi. Den blev læst atter og atter og udkom i Melanchtons levetid i næsten 100 oplag. Også den danske kirkeordinans af 1539 anbefalede den til alle "gode" sognepræster. Da Melanchton ikke besad Luthers førerevner og ikke som han var en stærk personlighed, var det først og fremmest som skribent og ikke mindst som lærer, han fik betydning for reformationen. Undervisningen i mange skoler og universiteter ordnedes efter hans forslag. Efter Luthers død blev Melanchton leder af den lutherske sag, men hans imødekommenhed over for katolikkerne blev en hovedårsag til splittelse i den lutherske verden og bevirkede, at han mistede sin ledende position blandt lutheranerne. I dogmatisk henseende repræsenterede den ældre M en bortgliden fra den oprindelig lutherske; han gik i calvinsk retning i sakramentespørgsmålet og i synergistisk i forholdet mellem nåden og den frie vilje. I begge henseender blev hans holdning årsag til bitre kampe i de lutherske kirker (f 16/2 1497)

 

1588 d Paolo Veronese, italiensk maler; født og uddannet i Verona, hvor han tilegnede sig den dekorative og stærkt illusionistiske stil, som var fremherskende her. 1555 blev han kaldt til Venezia for at udsmykke sakristiet i kirken S. Sebastiano med fresker. I løbet af 1560'erne udviklede han sin specialitet, skildringen af store gæstebudsscener. Frodigst udfolder Veroneses dekorative fantasi sig i Villa Barbaro i Maser ved Treviso (1565). Han dekorerede også villaer med scener fra Bibelen, f.eks. "Brullupet i Kana" (1562-63) og "Gæstebudet i Levis hus" (1573), begge i Accademia di Belle Arti, Venezia. Her fik han lejlighed til at vise det samtidige Venezias pragtfulde selskabskultur. Man finder kun lidt af modreformationens alvor hos Veronese, og på gr.af indholdet i disse festskildringer blev han stævnet for inkvisitionen, mistænkt for kætteri. Efter at være blevet lyst i band to gange - 1574 og 1577 - blev der brug for Veronese i Dogepaladset. Her skildrede han over tronen i Sala del Collegio venetianernes sejr over tyrkerne i søslaget ved Lepanto, på loftet allegoriske skikkelser og grupper. I den store rådssal malede han en mægtig komposition "Venezias triumf" (1580-82) (f 1528)

 

d Jesper Brochmand, biskop; efter uddannelse hjemme og ude blev han 1608 rektor ved Herlufsholm, men allerede 1610 blev han professor ved universitetet i København, først i græsk siden i teologi - fra 1615. Denne virksomhed blev dog afbrudt, da han 1617-20 var lærer for Christian 4.’s søn, den udvalgte prins. Brochmand blev en af Danmarks ypperste teologer og stod som en af førerne blandt datidens lutheranere. Efter jesuitternes mislykkede propagandaforsøg herhjemme 1621 ff. begyndte Brochmand efter kongens opfordring et alvorligt opgør med katolikkerne. Han holdt forelæsninger mod romerkirken, og han udgav flere stridsskrifter. For også at oplyse menigmand udgav han 1627 "Gudelig Undervisning, om et Guds Barn uden sin Sjæls største Skade kan den papistiske Religion antage" og "Et kristen Menneskes aandelige kamp". Førstnævnte skrift blev optrykt i 1853 som modvægt mod fornyet katolsk propaganda. Den lutherske lære fremstillede han i sit hovedværk "Systema universae theologiae" (1633). Værket fik vid udbredelse også i Tyskland, hvor det blev optrykt flere gange, og det fik en afgørende indflydelse på dansk teologi. Til menighedens opbyggelse skrev Brochmand en postil "Sabbati sanctificatio" (1635-38), som blev en af den danske kirkes ypperste og mest udbredte andagts-bøger. 1639 blev han Sjællands biskop. Her var hans indsats bl.a., at han i gudstjenesten afskaffede de sidste rester af latin og virkede for salmesangens forbedring (f 5/8 1585)

 

1658 d Kirsten (Kirstine) Munk, Christian 4.’s hustru; datter af Ludvig M og Ellen Marsvin. 17 år gammel lærte hun Christian 4. at kende. 31. december 1615 blev Christian 4. og jomfru Kirsten hemmeligt gift, efter at kongen havde forsikret sin tilkommende svigermor, at han ikke ville skille sig af med hendes datter, når hun "har fået et barn eller to". Ved vielsen fik Kirsten titlen "grevinde af Slesvig og Holsten". Når Kirsten ikke var af fyrstelig afstamning, var det utænkeligt, hun blev dronning. Fra 17. til sit 31. år fødte hun 13 børn, blandt disse Leonore Christina. 1628 ophørte hendes ægteskabelige samliv med kongen, idet han beskyldte hende for utroskab med rhingrev Otto Ludvig. Januar 1630 blev hun forvist fra hoffet og var derefter udsat for voldsomme angreb fra kongen. Utroskab, spionage, mordforsøg - der var ikke den misgerning, fru Kirsten ikke blev anklaget for; kongen erklærede, at skrev han alle hendes synder ned, ville brevet "blive længere end den fornemste ligprædiken, som er trykt udi Danmark udi i 10 år". Efter Christian 4.’s død 1648 fik Kirsten en slags oprejsning, men svigersønnernes fald 1657 bragte en ende derpå; samme år fratog Frederik 3. Kirsten hendes titel. Plaget i sine sidste år af stadig hårdere sygdom søgte hun trøst i stor gudfrygtighed. På basis af flittigt læste teologiske skrifter skrev hun en bønnebog: "Naadens Dørs aandelige Hammer" (1648). Hun gav mange almisser til de fattige og desuden bidrag til kirker, skoler og hospitaler. Hun blev begravet i Odense med pomp og pragt fordi svigersønnen, landsforræderen Corfitz Ulfeldts svenske venner stod som herrer i byen (f 6/7 1598)

 

1689 På denne dag lod Christian V en operaforestilling, som med stor succes var blevet opført på hans fødselsdag d. 15. april, gentage med fri adgang for Københavns borgere. Opførelsen fandt sted på et træteater, der til lejligheden var bygget ved Sophie Amalienborg, det lille slot, som lå, hvor nu Amalienborg ligger. Under forestillingen gik der ild i festdekorationerne. Af de 250 tilskuere omkom mere end 200 i bålet, deriblandt de to eneste børn af højesteretsassessor Jørgen Elers, som til minde om dem oprettede Elers Kollegium i Store Kannikestræde 9 (indviet 1705). Branden er til dato Danmarks eneste teaterbrand

 

1689 d Kristina, svensk dronning; datter af Gustav II Adolf og Maria Eleonora; blev dronning som 4 årig ved faderens død; 18 år gammel overtog hun styret efter en formynderregering under Axel Oxenstierna. Hun var usædvanlig godt begavet og blev fra barndommen uddannet til at blive sit lands regent. Efter sin fars ønske fik hun samme opdragelse som en mandlig tronfølger; hun red, gik på jagt og fik en boglig uddannelse, der var af samme karat som den, fyrstesønner ude i Europa fik. I 1642 blev hun optaget i rigsrådet, og 1644 blev hun regerende dronning. Som dronning søgte hun at overtage magten i sin egen hånd mod rigsrådets og adelens ønske. De ikke-adelige stænder støttede hende, og rigsrådet måtte give afkald på den dominerende stilling, det havde fået under formynderregeringen. Da hun trods gentagne frierier fra forskellige fyrster nægtede at gifte sig, blev arveretten i 1649 overdraget fætteren Karl Gustav. Kristina ønskede at skaffe Sverige en kultur, der svarede til dets stormagtsstilling. Hendes hof skulle være centrum for europæisk humanisme. Derfor indkaldte hun lærde og kunstnere, bl.a. Descatres. Hun indkøbte kunstværker og hendes hofholdning var overdådig; banketter, fyrværkeri, dyrekampe, koncerter og baletter fyldte dagene. Ved hendes tiltræden udgjorde udgifterne til hoffet 3% af rigets udgifter, ved hendes afgang 20%. I hemmelighed havde hun haft kontakt til den katolske kirke, og i 1654 frasagde hun sig tronen. Hun forlod Sverige, og julenat samme år gik hun i Innsbruck officielt over til katolicismen. Resten af livet boede hun i Rom, hvor hun også holdt stort hof. Hun døde i Rom og blev gravlagt i Peterskirken, en helt enestående æresbevisning (f 17/12 1626)

 

1772 f David Ricardo, engelsk økonom, der ved siden af af Adam Smith regnes som den ledende inden for den klassiske skole i socialøkonomien. Ricardo videreførte Adam Smiths liberalistiske synspunkter. Han var derfor varm tilhænger af frihandel og fremførte som den første et klart bevis for frihandelens fordele. Hans navn er især knyttet til tre centrale bidrag til økonomisk teori: I grundrenteteorien forsøgte han at vise, at grundejerens andel af nationalproduktet vil vokse, når udnyttelsen af jorden vokser. Hans bidrag til teorien for international handel gik ud på, at der altid vil være grundlag for handel mellem lande, selv om det ene land er mere produktivt på alle områder. Desuden leverede Ricardo bidrag til pengeteorien, hvor han var talsmand for kvan-titetsteorien, dvs., at prisniveauet varierer parallelt med pengemængden. I sine pengeteoretiske skrifter - bl.a. "The High Price of Bullion" (1809) - gjorde han sig til talsmand for brug af pengesedler. Allerede før han var 30 år tjente R en betydelig formue på børsen. Han trak sig derefter tilbage fra aktiv forretningsvirksomhed for at hellige sig studier og forfatterskab.1817 kom hans hovedværk "On the Principles of Political Economy and Taxation". Fra 1819 til sin død var han medlem af Underhuset, hvor han særlig arbejdede for afskaffelse af korntold og for genindføring af guldindløsningspligten, nu da krigen mod Napoleon var slut (d 11/9 1823)

1775 Den amerikanske uafhængighedskrigs første skud løsnes under træfningen ved Lexington og Concord. Om aftenen den 18. startede briterne en aktion med to formål. Den ene var at arrestere to af amerikanernes ledere Samuel Adams og John Hancock, som opholdt sig i Lexington en snes kilometer nordvest for Boston. Det andet var at beslaglægge et militært depot, som man vidste, lå i Concord, ca femten kilometer længere mod vest fra Lexington. Da de britiske soldater om morgenen den 19. nåede Lexington, fandt de ikke Adams og Hancock, men blev i stedet mødt af 60-70 militsmænd. Efter en kort kamp spredtes militsen, og soldaterne drog videre mod Concord, med otte dræbte militsmænd og en halv snes sårede efterladt bag sig i Lexington. I Concord mødte briterne en større styrke af militsen, og der udspandt sig en daglang kamp. Da skyts og lagre i et vist omfang var blevet fjernet fra byen af amerikanerne, fik briterne ikke lejlighed til at ødelægge så meget, som de havde regnet med. Værre var det, at de under tilbagemarchen uden ophold blev beskudt af militsfolk skjult bag træer, bag mure, i grøfter og bag diger, så marchen snart blev til en uordnet flugt. Da briterne nåede Boston, havde de lidt et tab på 273 mand mod militsens tab på 93

 

1810 f Emil Hornemann, læge; han var en af de betydeligste forkæmpere for forbedring af levevilkårene i 1800-tallet. På en studierejse til England oplevede industrialiseringens skadelige sundhedsmæssige konsekvenser og bri-tiske lægers første forsøg på at afbøde dem. Som praktiserende læge i København fra 1841 arbejdede han for gennemførelsen hygiejnereformer, men først ved koleraepidemien her i 1851 med 4737 vandt hans tanker gehør med opførelsen af Lægeforeningens Boliger (Brumleby) og revision af den københavnske byggelov. Den første arbejdsmiljølov (1873) skyldtes bl.a. hans beskrivelse af børnearbejde i industrien. Desuden var Hornemann aktiv i bekæmpelsen af alkoholmisbrug. Indsatsen gennemførtes ved talrige pjecer, foredrag og artikler samt gennem Det Medicinske Selskab i København og Sundhedskollegiet. Emil Hornemann blev titulær professor i 1853 (d 16/6 1890)

 

d George Gordon lord Byron, engelsk digter; voksede op i trange kår i Aberdeen indtil han i 1798 arvede barontitel og familiegodset Newstead Abbey ved Nottingham efter en grandonkel; mens han studerede i Cambridge, kom hans første digtsamling "Hours of Idleness", der fik en ilde medfart i Edinburgh Review. Byron svarede igen med satiren "English Bards and Scotch Reviewers" (1809). Samme år drog han ud på en lang rejse til Portugal, Spanien, Tyrkiet og Grækenland. 1812 udgav han de første sange af det episke digt "Childe Harold’s Pilgrimage", som straks gjorde ham berømt og fereret. I de flg år udkom en række fortællinger på vers med romantiske og spændende emner fra middelhavsegnene: "The Giaour", "The Bride of Abydos", "The Corsair", "Lara" og "The Siege of Corinth". Skandalen efter et opløst ægteskab fik i april 1816 Byron til i bitterhed at forlade England for aldrig mere at vende tilbage. Rejsen gik til Svejts, hvor han boede en periode, siden rejste han til Italien, hvor han det meste af tiden boede i Venezia. I disse år afsluttede han "Childe Harold" og skrev en række versdramer "Manfred", "Sardanapalus" o.a. I 1818 påbegyndte han sin store samfundssatire "Don Juan", den blev aldrig helt færdig, men i årene 1819-24 blev den udgivet i ialt 16 sange. Det var i disse år, Grækenland førte sin seje frihedskamp mod tyrkerne. Byron, som længtes efter handling, begav sig i 1823 efter opfordring af Londons grækervenner til Grækenland, hvor den engelske lord blev hilst som landets frelser. Han udfoldede en rastløs virksomhed og megen klogskab i ordningen af forsvaret. Men midt under arbejdet blev han febersyg og døde. Byron betegnes som inkarnationen af den romantiske helt og en af romantikkens centrale skikkelser i Europa (f 22/1 1788)

 

1848 f Wyatt Earp, amerikansk sherif og legendarisk skikkelse i Det vilde Vesten; han begyndte karrieren som kortspiller, hestetyv og bøffeljæger; i 1878 blev han sherif i Dodge City. Herefter bosatte han sig med sine brødre i Tombstone, Arizona, hvor de kom i konflikt med de lokale kvægfarmere, hvad der resulterede i den berømte ildkamp ved O.K. Corral. I de flg. år flakkede E rundt mellem guldgraverbyer i Colorado, Alaska og Nevada, indtil han bosatte sig som boligspekulant i Los Angeles. Wyatt Earp er udødeliggjort i talrige bøger og film; således i John Fords "My Darling Clementine" (1946) med Henry Fonda i hovedrollen og i Lawrence Kasdans "Wyatt Earp" (1994) med Kevin Costner i hovedrollen (d 13/1 1929)

 

1863 f Louis Carl Frederik Lütken, officer; hans plads i historien skyldes de hemmelige samtaler han i begyndelsen af 1900-tallet havde med den tyske generalstab. Lütken var på opfordring af Venstres leder J.C. Christensen blevet sendt til Berlin for at undersøge Tysklands holdning til et neutralt Danmark under en europæisk storkrig, hvis Danmark ikke formåede at hævde sin neutralitet. På denne måde blev han en central person i tidens mest ømtå-lelige politiske debat, forsvarsdebatten. Efter studentereksamen i 1881 begyndte Lütken en karriere i hæren. I 1890’erne kom den unge løjtnant i forbindelse med ledende folk inden for partiet Venstre. Der opstod således et venskab mellem Lütken og J.C. Christensen. Sidstnævnte skaffede penge og sendte Lütken 1902-03 til Berlin for at "studere" militære og samfundsøkonomiske forhold. Her kom han i nærmere forbindelse med den tyske generalstab, og den gav Lütken oplysninger om Tysklands eventuelle optræden over for Danmark under krigs-forhold i Europa. L’s rapporter fra Berlin fik i 1905 regeringen Christensen til at ændre holdning i forsvars-spørgsmål. Ændringen betød bl.a. opbygningen af et stærkt forsvar og påfølgende De Radikales brud med Venstre. I 1905 sørgede J.C. Christensen bag Lütkens udnævnelse til departementschef i krigsministeriet, og året sendtes Lütken til nye drøftel-ser med generaler i Berlin. Da De Radikale dannede regering i 1909, trådte Lütken tilbage som departementschef og blev - forfremmet til oberstløjtnant året inden - bataljonchef. 1910 blev han oberst og regimentschef. 1917 fulgte udnævnelsen til generalmajor og chefstillingen for 3. division i Roskilde (d 27/6 1918)

 

d Benjamin Disraeli, 1881 adlet som jarl af Beaconsfield, britisk forfatter og minister, premierminister 1868 og 1874-80. Han var af italiensk-jødisk afstamning, men i 1817 indtrådte familien i den anglikanske kirke. Han debuterede som forfatter i 1826 med romanen "Vivian Grey"; den skildrer en politisk eventyrers opkomst. I disse år blev Disraeli kendt som en vittig skønånd og modelaps med eksentrisk optræden og stor gæld. Den slap han ud af i 1839, da han giftede sig med en velstående enke, Mary Ann Lewis, 15 år ældre end han, men ægteskabet blev meget lykkeligt. I 1840’erne udsendte han romanerne "Coningsby; or The New Generations" (1844) og "Sybil; or The Two Nations" (1845); den sidste af hans mange romaner kom så sent som i 1880. Efter forgæves forsøg lykkedes det i 1837 Disraeli at blive valgt til Parlamentet for Torypartiet. Han udviklede sig til en af Underhusets bedste talere og fremstod fra 1848 som den egentlige leder af det nye Conservative Party. Han var finansminister 1852, 1858-59 og 1866-68 og blev 1868 premierminister, men måtte i december s.å. træde tilbage efter et valgnederlag. I 1874 blev han atter premierminister. Det var hans store tid, hans glanstid som Storbritanniens temperamentsfulde og maleriske, i det brede lag stærkt beundrede leder. I 1876 udnævnte dronning Victoria, der i høj grad værdsatte "den venlige, kloge gamle mand" ham til jarl af Beaconsfield. Hans regering, der sad til 1880, gennemførte begrænsede reformer, der sigtede på at forbedre sundhed, skolegang og arbejdsforhold, samtidig med der blev ført en aktiv imperialistisk udenrigspolitik. Disraeli, der tidligere havde kritiseret den ekspansive britiske kolonipolitik, sikrede 1875 Storbritannien kontrol over Suezkanalen. I 1879 indledte han krig med Afghanistan dels for at bremse den russiske indflydelse dels for at udvide det britiske territorium. Skønt han ved sin baggrund og i hele sin personlighed var en fremmed i forhold til den herskende klasse, kom Benjamin Disraeli mere end nogen anden politiker til at bidrage til skabelsen af Det britiske Imperium (f 21/12 1804)

d Charles Darwin, engelsk naturforsker, der sandsynligvis er den enkeltperson, der har haft størst betydning for den moderne biologis udvikling. Som 16-årig blev han sendt til Edingburgh for at blive læge som sin far, men efter to år opgav han og begyndte i stedet at læse teologi i Cambridge. Han var ikke særlig interesseret i studiet, men gennemførte uddannelsen. Sideløbende med teologistudiet dyrkede han sine interesser; han var frilufts-menneske, jæger, samler af insekter og planter og syslede med kemiske eksperimenter. Han tog desuden for-skellige naturhistoriske fag. Darwin fik et nært forhold til en af sine undervisere, botanikeren Steven Henslow, som anbefalede ham til den britiske flåde, der manglede en ung naturhistoriker til en jordomsejling. Således gik det til, at Darwin i 1831 kom med som zoolog på et af regeringen udsendt opmålingsskib, briggen "Beagle", der skulle på videnskabeligt togt syd om Sydamerika og rundt om Jorden. Rejsen, der varede fem år, bød Darwin på rig lejlighed til talrige sammenlignende iagttagelser af geologiske og biologiske fænomener. På Galapagosøerne kunne han konstateere, at øerne husede en dyreverden, som var beslægtet med, men tydeligvis var forskellig fra fastlandets, og som atter viste små forskelle fra ø til ø. Disse iagttagelser fik ham til at antage, at arterne gradvis forandres. Efter hjemkomsten i 1836 studerede og bearbejdede Darwin, der var økonomisk uafhængig, sine samlinger og optegnelser. Han skrev en beretning om jordomsejlingen, og sine teorier om nedstamningen havde han klar allerede 1839, men først 20 år senere udkom hans "On the Origin of Species by Means of Natural Selection", (da. Arternes oprindelse, 1872). I værket hævdede Darwin, at de højere levende væsener havde udviklet sig af de lavere; det var sket gennem en "naturlig udvælgelse", idet de bedst egnede under "kampen for tilværelsen" havde klaret sig, mens de andre var gået til grunde. At Darwin uden videre indordnede mennesket i dyreriget vakte voldsom ophidselse især i kirkelige kredse. Allerede på udgivelsesdagen blev "Arternes Oprindelse", trykt i 1250 eksemplarer, udsolgt. Med bogen fik den biologiske udviklingstanke sit gennembrud. Vide kredse nøjedes dog ikke med at betragte "darwinismen" som en ny og frugtbar arbejdshypotese, men tog den som en bevist kendsgerning og fandt i den en ny, hensigtsmæssig naturlov i nøjeste overensstemmelse med troen på fremskridets ustandselige fremmarch (f 12/2 1809)

 

USA erklærer Spanien krig. På gr. af elendige leveforhold udbrød der i 1895 som så mange gange før oprør på Cuba. Kolonimagten Spanien havde vanskeligheder med at slå opstanden ned. Dette forhold og indignation over de efter nutidig standard blide metoder spanierne anvendte i bekæmpelsen af oprøret skabte i USA en stemning for at "befri" Cuba. Samtidig ville en "befrielse" betyde, at USA fik bedre kontrol med dets mange investeringer på Cuba. Den 19. april 1898 gav den amerikanske Kongres præsidenten tilladelse til indsættelse af tropper for at fordrive Spanien fra Cuba. Samtidig blev det vedtaget, at USA ikke ville annektere Cuba, der var jo tale om en befrielseskrig. Krigen var overstået i august, og sygdomme - malaria - havde dræbt flere amerikanske soldater end spanske kugler. Med krigen havde USA demonstreret, at det ikke blot var blevet en stærk magt med en slagkraftig marine, men også en imperialistisk magt. Cuba var blevet "befriet", Puerto Rico var blevet annekteret som en regulær koloni, og på den anden side af Stillehavet havde USA gjort sig til Spaniens arvtager ved at tage Philippinerne i besiddelse. Det bragte amerikanerne krig på halsen med de philippinske oprørere/patrioter, en krig der varede flere år. For at få overtagelsen af Philippinerne til at se ud som et køb betalte USA Spanien en kompensation på 20 mill dollars

 

1906 d Pierre Curie, fransk fysiker; var fra 1878 "préparateur" hos professor Desains ved Sorbonne og udførte her sammen med sin bror, mineralogen Jacques Curie, et arbejde over piezoelektricitet - elektricitet opstået ved sammenpresning af krystaller, især kvarts. I 1882 forlod han Sorbonne for at blive amanuensis ved Paris højskole for teknisk fysik og kemi og blev der de næste 22 år. I 1902 blev han professor i fysik ved undervisningen af medicinere og vendte 1904 tilbage til Sorbonne som professor i fysik. Curie udførte en række arbejder over krystalsymmetri, og ved siden af sine arbejder over radioaktivitet udførte han grundlæggende undersøgelser over stoffers magnetiske egenskaber ved forskellige temperaturer (doktorafhandling 1905). Iflg. Curies lov er den paramagnetiske susceptilitet omvendt proportional med den absolutte temperatur. Curie konstruerede flere fysiske apparater. For sine arbejder fik han sammen med sin kone Marie Curie Nobelprisen i fysik i 1903. Curie blev dræbt i en færdselsulykke (f 15/5 1859)

 

 

 

1920 For at afgøre tilhørsforholdet for territorier tilhørende Det Ottomanske Tyrkiske Rige – en af de besejrede centralmagter i 1. Verd.krig - åbnes en international konference i San Remo ved den italienske riviera. I konferencen deltog premierministrene fra Storbritannien, Frankrig og Italien samt repræsentanter fra Japan, Grækenland og Belgien. Konferencen anerkendte udkastet til en fredsaftale med Tyrkiet – aftalen blev senere underskrevet i Sèvres den 10. august 1920. Den bestemte bl.a., at Det Ottomanske Rige opløstes, pålagde Tyrkiet at opgive alle rettigheder over dets besiddelser i Mellemøsten og Nordafrika, arbejde for et uafhængigt Armenien og et selvstyrende Kurdistan samt give grækerne kontrol over øerne i DetÆgæiske Hav. Aftalen blev forkaster af det nye nationalistiske styre i Tyrkiet. I en ny aftale indgået i Lausanne i 1923 opnåede tyrkerne, at de allierede gav afkald på kravet om kurdisk selvstyre og armensk uafhængighed. På konferencen i San Remo blev der ud af den tidligere ottomanske provins Syrien dannet to "A" mandatområder: den nordlige halvdel – Syrien og Libanon – blev et fransk mandatområde, den sydlige halvdel – Palæstina – blev et britisk mandatområde. Provinsen Mesopotamien (Irak) blev ligeledes et britisk mandat. Ved et "A" mandatområde forstod man et land, der formelt var uafhængigt, men underlagt en mandatmagt indtil mandatlandet opnåede politisk modenhed. Da kongen af Syrien modsatte sig ordningen, afsatte franskmændene ham.

 

d Konrad Adenauer, vesttysk politiker, kristelig-demokrat; uddannet jurist, 1906 medlem af det katolske parti Zentrum. I 1906-17 var han rådmand og i 1917-33 overborgmester i Köln. I denne egenskab var han medlem af det preussiske "Herrnhaus" (overhus). I 1920 kom han ind i ledelsen af Zentrum. I årene 1920-33 var han formand for det preussiske statsråd og fik stor politisk indflydelse i Weimarrepublikken. I 1926 afviste han et forslag fra præsident Hindenburg om at blive rigskansler. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev han frataget alle sine poster. Medvirkende hertil var, at han ikke ville flage med hagekorsflag, da Göring besøgte Köln. I 1934 og efter attantatet mod Hitler i juli 1944 var han kortvarigt fængslet. Efter amerikanernes indmarch i Köln i marts 1945 blev han genindsat som overborgmester, men igen fjernet af de britiske besættelsesmyndigheder i oktober samme år. Efter krigens afslutning var han medstifter af CDU, som et nyt katolsk- socialt folkeparti. Han blev straks dets leder i Nordrhein-Westfalen, derefter i den britiske zone og fra 1949 i hele Vesttyskland. Han deltog endvidere aktivt i opbygningen af en tysk stat i de vestlige besættelseszoner. I 1948 blev han præsident for det forfatningsgivende råd. I 1949 indvalgtes han i Forbundsdagen, og september 1949 blev han 73 år gammel Forbundsrepublikkens første forbundskansler og leder af en koalitionsregering; han var kansler til 1963. I årene 1951-55 bestred han tillige posten som udenrigsminister. Han satte Vesttysklands integration i et vestligt samarbejde højere end en tysk genforening. I 1952 afviste han Stalins udspil om, at Tyskland kunne blive genforenet, hvis det til gengæld blev alliancefrit. Adenauer tilskrives æren for den politik, der førte til Vesttysklands selvstændighed og ligeberettigede stilling blandt de øvrige europæiske lande (f 5/1 1876)

 

1975 d Aksel Schiøtz, sanger; han blev i 1930 cand mag i engelsk og dansk og underviste herefter ved københavnske gymnasier, til han i 1939 søgte orlov og i 1948 sin afsked. Allerede i sin studietid havde han gjort sig bemærket som sanger, og i 1939 debuterede han på Det kgl.Teater som Ferrando i Cosi fan tutte.Ved koncerter og pladeindspilninger blev han kendt som en af sin generations betydeligste romance- og oratoriesangere. For sin fortolkning af danske sange blev han under besættelsen hele det danske folks nationale sanglige idol. En alvorlig sygdom greb efter besættelsen ind i hans tilværelse, men i efteråret 1948 kunne S fortsætte sin karriere og virkede desuden som sangpædagog. I årene 1955-57 var han, samtidig med han turnerede som sanger, professor i sang ved University of Minnesota i Minneapolis, 1958-61 ved Royal Conservatory i Toronto, Canada og 1961-68 ved University of Colorado. I 1968 blev han udnævnt til professor i sang ved Danmarks Lærerhøjskole i København (f 1/9 1906)

 

 

Til top        20. april

1534 Den franske opdagelsesrejsende Jacques Cartier når frem til Labradors kyst i Nordamerika. Cartier havde af den franske konge Frans 1. fået til opgave at finde en nordvestpassage til Østen. Da Cartier med sine to skibe og en besætning på 61 mand nåede New Foundland stod han ind i Belle Isle strædet og ved i strædets sydside sejlede han langs næsten hele New Foundlands vestkyst. Cartier fandt ikke nordvestpassagen; han var tilbage i Frankrig 5. september 1534

 

1558 d Johannes Bugenhagen, tysk reformator og kirkeorganisator; efter at have været rektor, præst og lektor ved et kloster i Pommern førte læsningen af Luthers skrifter ham 1521 til Wittenberg, hvor han holdt forelæsninger, og hvor han året efter af byrådet og Luther stadfæstedes som sognepræst. I denne stilling og som professor i teologi og forfatter af mange prædikener, andagsbøger og fortolkninger til Bibelen blev han uhyre afholdt. Ikke alene for Luther var han som ven og sjælesørger og med sine taktisk-religiøse evner en trofast støtte, men fra mangfoldige steder gjorde man brug af hans bistand ved opbygningen og organiseringen af de nye evangeliske kirker. Især var Nordtyskland hans arbejdsmark. 1537 kaldte Christian 3. ham til Danmark for at gennemføre Reformationen. Her lagde han sidste hånd på den danske kirkeordinans, kronede kongen, indviede de syv nye superintendenter (biskopper) samt reorganiserede som rektor København Universitet. 1539 forlod han landet, men var igen i Danmark i 1542, hvor han medvirkede ved udarbejdelsen af den nye kirkeordning for hertugdømmerne (f 24/6 1485)

 

1768 d Giovanni Canaletto, italiensk maler; han arbejdede i sine unge år som teatermaler i fødebyen Venezia. I forbindelse med studier i Rom 1719-20 valgte han at specialisere sig i arkitektur- og vedutemaleriet. Det gjorde han med så stor succes, at han regnes blandt 1700-tallets største vedutemalere. Efter årene i Rom virkede han væsentligst i Venezia, hvor der var et stort marked for den i 1700-tallet så populære genre, vedutmaleriet. Markedet for denne kunstform var skabt af turisterne, som i stadig større antal søgte til Italien, og som ønskede souvenirbilleder fra de vigtigste steder, de besøgte. Canaletto blev især kendt for sin atmosfæriske gengivelse af kanalbyens glitrende havnepartier. Han var også populær i England, og han virkede i London i årene 1746-55. Her malede han prospekter ved Themsen og i Eton. Som de andre vedutemalere tillod han sig betydelige friheder over for motivet, og mange af hans værker er fantasibilleder. Men det var for sine topografiske prospekter fra Venezia, han blev berømt. Giovanni Canaletto skildrede byens monumenter, pladser og kanaler, dens fester og ceremonier i en lang række billeder, der kendetegnes af en kølig gennemsigtighed i atmosfæren, klarhed og monumentalitet i rummet og en lysende kolorit. Grafiske reproduktioner efter hans malerier bidrog til at gøre dem kendte og populære. Som grafiker udførte han desuden en række fornemme raderinger fra Venezia og omegn (f 18/10 1697)

 

1808 f Napoleon 3., fransk præsident 1848-52 og sit lands kejser 1852-70; sandsynligvis søn af Napoleon I’s bror Louis Bonaparte, moderen var i al fald Hortense de Beauharnais, en datter af Josephine i dennes første ægteskab; hendes andet var med Napoleon 1. Fra 1830'erne efter kongen af Rom, Napoleon 1.’s søns død var han bonapartisternes tronprætendent; han foranstaltede mislykkede statskup i 1836 og 1840. Efter det sidste var han fange i fæstningen Ham, til han i 1846 undslap. I fængslet skrev han "Fattigdommens udslettelse", hvori han afslørede en vis forståelse for arbejderklassens forhold og krav. Efter Februarrevolutionen i 1848 valgtes han til præsident for fire år. Efter et statskup i december 1851 opløste han Nationalforsamlingen og udstedte en ny forfatning, der forlængede hans mandat til 10 år, hvilket blev godkendt ved folkeafstemning. I den nærmest følgende tid forstod han at spille på borgerskabets frygt for en venstrerepublikansk republik; han vandt kirken for sig bl.a. ved at gennemføre en skolelov, der gav munkeordnerne øget indflydelse i skolevæsnet; endvidere havde han gennem en tid arbejdet for i alle kredse af folket at fremstå som en ordenens og fredens mand. Alt var således lagt til rette, da han i december 1852 lod sig udråbe til kejser efter en ny folkeafstemning. Hans styre var tilsyneladende demokratisk, og hans tidlige regeringsperiode prægedes af stærk økonomisk vækst. Gennem deltagelse i Krimkrigen 1853-56 og sejrene i Norditalien 1858-59 over østrigerne øgedes hans og Frankrigs prestige. Napoleon 3.’s forsøg på at hævde sin og Frankrigs stilling i Fransk-Tyske Krig 1870-71 slog fejl, og nederlaget ved Sedan 1870 førte til kejserdømmets sammenbrud og Napoleon 3.’s tilfangetagelse. Han bosatte sig 1871 i Storbritannien, hvor han boede til sin død (d 9/1 1873)

 

Napoleons afsked med den gamle garde

 

1815 f Theodor August Jes Regenburg, stiftamtmand, han blev cand. jur. i 1841 og gjorde derefter karriere i centraladministrationen, inden han i 1870 blev udnævnt til stiftamtmand over Århus og Skanderborg amter. Det udstrakte amt var overvejende venstredomineret, mens byerne – Århus, Skanderborg, Silkeborg og Horsens - var konservative, men med en gryende socialisme. I de politiske kampår i 1870’ erne og 80’erne blev det derfor ofte Regenburgs opgave at bilægge politiske stridigheder under amtsrådets forhandlinger. Det lykkedes ham så godt, at han kom til at indtage en position som en lokal landsfader. I Regenburgs embedsperiode åbnedes i 1882 det nye amtssygehus på det sted, der siden kom til at hedde Ingerslev Boulevard. Ved opførelsen af det nye amtssygehus i begyndelsen af 1930’erne blev Regenburg hædret ved at få opkaldt en gade og en lille plads syd for sygehuset efter sit navn. Ved sin fratræden skænkede han sit omfattende bibliotek på omkring 22.000 bind til Århus Latinskoles bibliotek, hvorfra det siden blev indlemmet i Statsbiblioteket (7/6 1895)

 

1846 f Vyacheslav Plehve, russisk indenrigsminister; var fra 1867 ansat i justitsministeriet og blev i 1881 kort efter mordet på zar Aleksander 2. chef for indenrigsministeriets politidepartement. Han blev 1884 viceindenrigsminister og i 1899 guvernør i Finland. Hans udnævnelse til indenrigsminister fandt sted i 1902 på et tidspunkt med stigende uro overalt i Rusland og i alle samfundslag. Hans måde at løse de politiske og sociale problemer på viste, han var en effektiv politimand. Det lykkedes ham at sætte forskellige befolkningsgrupper op mod hinanden. Han bragte de liberale til tavshed ved indrømmelser ledsaget af forholdsregler, der skabte frygt. Han sørgede for, at arbejdernes utilfredshed blev rettet mod arbejdsgiverne og ikke mod staten og tsaren. Han fik oprettet "patriotiske" fagforeninger ledet af politispioner. Han anstiftede nationalistiske stridigheder ved iværksættelse af en hårdhændet russifisering. Han opmuntrede antisemitismen, hvilket flere gange førte til pogromer. Når disse metoder slog fejl, drømte Plehve om "en lille sejrrig krig", som kunne samle folket bag tsaren. Derfor støttede han den russiske eventyrpolitik i Korea; en politik der i 1904 førte til krig med Japan. Som offer for sine egne intriger blev Plehve myrdet på gaden i St. Petersborg af et medlem fra det socialist-revolutionære parti. Det viste sig, at mordet var blevet planlagt af en dobbeltagent, der arbejdede for de revolutionære samtidig med, han var ansat i Plehves politi (d myrdet 28/7 1904)

 

1857 f Herman Bang, forfatter; i det konservative dagblad skrev Bang i årene 1879-83 sine "VekslendeThemaer"; hans portrætter af moderne forfattere samlede han i "Realisme og Realister" (1879). Hans debutroman "Haab-løse Slægter" kom i 1880, hans anden roman "Fædra" i 1883. Han var nu blevet en kendt skikkelse i København og et yndlingsoffer i vittighedsbladene. Men ingen har skrevet vittigere om Bang end Bang selv i "Ti Aar" (1891). I 1885 var "Excentriske Noveller" udkommet; året efter fulgte "Stille Eksistenser" og i 1887 "Stuk". "Tine" (1889) og novellerne "Under Aaget" (1890) afsluttede rækken af mesterværker fra Bangs lykkeligste periode. Efter denne produktive periode gennemlevede han de alvorligste af sine mange psykiske kriser. En indlæggelse på København Kommunehospitals psykiatriske afd. er baggrund for "Ludvigsbakke" (1896). 1898 og 1901 kom erindringsbøgerne "Det hvide Hus" og "Det graa Hus". Hans sidste roman "De uden Fædreland" kom 1906. Som oplæser, især af egne værker, fik Bang internationalt ry. Et ry han ønskede at udbrede til USA og Japan. Under en oplæsningsrejse i USA blev han blev fundet bevidstløs i toget på vej til San Francisco og døde i Ogden City, Utah (d 29/1 1912)

 

1882 d Balthaszar Christensen, Venstre-politiker; han var jurist og 1829-31 embedsmand på Guineakysten, men han følte sig dårligt til rette i koloniadministrationen og blev 1839 sagfører i København. Han tog med liv og sjæl del i 1830’ernes gryende frihedsbevægelse. I 1834 udgav han et flyveblad om pressefrihed og deltog i 1839 i omdannelsen af de nationalliberales ugeblad "Fædrelandet" til et dagblad. Hans ry som demokratisk frihedsmand sammen med hans evne til at vinde landboernes tillid gjorde ham fra 1841 til medlem af Roskilde Stænderforsamling. I 1846 var han medstifter af Bondevennernes Selskab, der skulle virke for bondestandens "fuldstændige emancipation". Da den nye tid brød frem i "morgenrødens år" 1848, stod Balthaszar Christensen som en af landets ledere. Et vidnesbyrd blandt mange om hans betydelige indflydelse på denne tid var, at han ved udbruddet af Treårskrigen i 1848 i løbet af fire dage fra sjællandske bønder fik fremskaffet 400 heste til anvendelse i hæren. Han var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsmling, i årene 1849-53, 1866-73 og 1875-82 medlem af Folketinget og medlem af Landstinget 1853-66. Livet igennem bevarede han ungdommens demokratiske idealisme, og i 1866 stemte han imod den reviderede grundlov. I 1870 gik Christensen ind i Det forenede Venstre. Da havde han mistet sin politiske indflydelse, men blev æret som en af veteranerne fra det politiske livs første tid (f 25/10 1802)

f Joan Miró, spansk maler og billedhugger, der anses for at være en af den abstrakte surrealismes internationale hovedskikkelser; efter 1919 var han virksom skiftevis i Spanien og Frankrig. Han fik sin uddannelse i Barcelona i årene 1912-15. Hans første værker indeholdt træk fra især van Gogh og fauvismen. Men efter sit første besøg i Paris i 1919, begyndte han at udvikle et maleri inspireret af kubismen og naivismen. Omkr. 1924 havde han skabt en næsten abstrakt stil, inspireret af bl.a. surrealismen, som han blev en af de ledende repræsentanter for. Siden udviklede Miró et formsprog, der med enkle tegn og symboler kan minde om børnetegninger. Hans billeder blev udført med poetisk fantasi og humor, ofte i få raffinerede grundfarver. Miró har udført monumentale opgaver: i USA bl. a. til Harvard University (1950); i Paris til UNESCO-bygningen udsmykningen "Solens Mur og Månens Mur" (1957). I 1971 grundlagde han i Barcelona et museum for sine egne arbejder og skænkede adskillige hundrede malerier og skulpturer til museet. Miro har endvidere arbejdet med skulptur og keramik, scenografi, bogillustrationer, litografi og forlæg til gobeliner (d 25/12 1983)

 

d H.P. Ingerslev, godsejer (Århusgården/Marselisborg) og politiker (Højre); 1862 forpagtede han Marselisborg og ved faderens død i 1864 blev han ejer af godset. Han vandt snart et navn som en af foregangsmændene i dansk landbrug, og Marselisborg blev en anerkendt mejerigård. På godset oparbejdede Ingerslev ligeledes en god stamme af jysk kvæg. Han kom hurtigt til at spille en fremtrædende rolle i det landøkonomiske foreningsliv og i den offentlige lokaladminisration. I 1862 var han medstifter af Århus amts landboforening, 1865-1880 formand for Viby sogneråd og i årene 1865-1885 medlem af Århus amtsråd. Landspolitisk debuterede han, da han ved folketingsvalget i 1865 forgæves opstillede i Odderkredsen. I 1873 valgtes han i Århuskredsen, tabte den igen i 1876, genvalgtes 1879 og tabte kredsen i 1884. Samme år blev han tilbudt og modtog et af Højres mandater i 9. landstingskreds. I august 1885 blev Ingerslev indenrigsminister en post, han beklædte til januar 1894, da han af helbredshensyn ønskede ministeriet delt, således han overtog den del af ministeriet, der svarede til det senere trafikministerium. Men allerede august samme år måtte han trække sig tilbage på gr. af sygdom. Få dage før sin død solgte han Marselisborg gods til Århus kommune for 1.2 mio. kr (f 3/5 1831)

 

Med stadfæstelsen af loven vedrørende kommunevalg får danske kvinder kommunal valgret. Forhandlingerne om loven havde været årelange og vanskelige. Med dens vedtagelse udstraktes junigrundlovens "lige og almindelig" valgret til sogne- og byråd. Nu fjernedes endelig skellet mellem de to vælgerklasser, og samtidig fik kvinder og tyende valgret ved kommunevalg. Nu begyndte husmænd og arbejdere for alvor at hævde sig i kommunestyret. Valgretten i København havde hidtil været betinget af, at man betalte skat af mindst 1000 kr; en opgørelse i 1880 viste, at som følge af denne census havde af 235.000 indbyggere kun 15.000 valgret. Ved valgretsudvidelsen i 1908 skabtes forudsætningen for, at socialdemokraterne i 1917 vandt flertal på hoved-stadens rådhus. På indenrigsminister Sigurd Bergs anmodning blev loven stadfæstet - dvs underskrevet af kongen - 20. april, 2. påskedag, altså på en helligdag, fordi denne dag var ministerens mors fødselsdag. Kongen indvilgede deri. Maren Berg havde altid været en varm tilhænger af kvinders valgret, og sønnen ville gerne hædre hende gennem stadfæstelsen, hvad Frederik VIII med glæde gik ind på

 

Lufthavnen i Kastrup åbnes for trafik. Den var i 1925 en stor græsmark. Den første permamente startbane blev anlagt i 1941. Lufthavnens første bygningsanlæg blev opført 1923-26. Det erstattedes 1937-39 af et kompleks i den internationale funktionalismes stil. Den regnes i dag for et hovedværk i dansk funktionalisme

 

1939 f Gro Harlem Brundtland, norsk politiker – Arbejderpartiet. Hun blev cand. med. 1963 og Master of Public Health ved Harvard University, 1965. Brundtland havde derefter lægestillinger i Oslo, inden hun i 1977 blev indvalgt i Stortinget. Hun var formand for Arbejderpartiets Stortingsgruppe 1981-86, næstformand for Arbej-derpartiet 1975-81, fra 1981 formand. 1974-79 var Brundtland miljøminister. Hendes første periode som statsminister blev kort fra 4. februar 1981til 14. oktober samme år.

 

1947 d Christian 10. konge 1912-1947, søn af Frederik 8. og Louise af Norge-Sverige; Christian var den første danske konge, der havde studentereksamen. Men det blev hans militære uddannelse, der kom til at præge ham. Efter eget udsagn var han soldat med liv og sjæl, og det faldt ham ikke let at ombytte soldatertilværelsen med arbejdet ved skrivebordet. Hans militære baggrund afspejledes i hans fremtræden og prægede hans hof gennem et stramt ceremoniel, der dominerede over alt uformelt og utvungent festligt. Af vigtige begivenheder for land og rige i hans regeringstid skete den første i 1915 med grundlovsændringen, der bl.a. gav kvinderne stemmeret og ændrede sammensætningen af Landstinget. I 1918 blev Island selvstændigt kongerige, og i 1920 fandt Genforeningen med Nord-Slesvig sted. Den førte til en indrepolitisk krise med den følge, at kongen afskedigede den radikale regering Zahle. Den kritik og upopularitet, episoden medførte, blev først fuldt udlignet med Besættelsen. Da opnåede Christian til gengæld en popularitet uden sidestykke. Han blev det naturlige midtpunkt, nationen samledes om. Under besættelsen fortsatte han såvidt mulig sin daglige levevis bl.a. morgenrideturene gennem København. I september 1942 indtrådte en farlig krise i forholdet til tyskerne på gr. af Hitlers reaktion på Christians noget kølige svar på førerens lykønskning med kongens fødselsdag. I oktober 1942 styrtede kongen med sin hest på Esplanaden i København. Tilsyneladende var uheldet ikke alvorligt, men et sår på kongens fod ville ikke læges, og han genvandt aldrig sin fulde førlighed. Efter bruddet med tyskerne i august 1943 var Christian frem til Befrielsen nærmest at betragte som fange. 1898 blev han gift med Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (1879-1952), som han havde to sønner med, Frederik 9. og arveprins Knud (f26/9 1870)

 

 

 

Til top        21. april

753 f.Kr. Urbs condita. Ifølge den romerske historiker Varro blev Rom grundlagt denne dag

 

1109 d Anselm, engelsk helgen og ærkebiskop af Canterbury; født i Piemonte og blev efter et omflakkende ungdomsliv munk i klostret Bec i Normandiet. Her blev han i 1063 prior og leder af klostrets blomstrende skole. Her samlede han ved sin glimrende undervisning adskillige disciple om sig. 1093 udnævnte den engelske konge, Villiam 2. til ærkebiskop i Canterbury. Det dog med nogen modvilje A havde accepteret udnævnelsen, for kongen ville ikke umiddelbart anderkende Urban 2. som retmæssig pave. A og kongen kom snart på kant med hinanden, bl.a. forbød kongen A at rejse til Rom for at modtage palliet af paven – investituren – symbolet på pavens accept af hans udnævnelse. Dette betragtede A som en skændig indblanding i interne kirkelige affærer, og han forlod Eng--land i 1097 og vendte først tilbage, da Villiam 2. var død, og hans bror, Henrik 1. i 1100 havde overtaget tronen. Striden mellem konge og ærkebiskop endte med konkordaten i London 1107, hvor kongen gav afkald på inves-tituren, og A aflagde lensed. Som teolog indledte A skolastikken med en epokegørende behandling af de erken-delsesteoretiske og dogmatiske problemer. Han var den første, som fremsatte (i "Proslogium") det ontologiske gudsbevis. Det siger, at da Gud er den genstand, i forhold til hvilken intet større kan tænkes, og da det at eksistere i virkeligheden er større end det, der kun findes i tanken, er det ifølge A en logisk selvmodsigelse at lhvæde, at Gud ikke eksisterer. Som dogmatiker gjorde han et dristigt forsøg på rationelt at bevise nødvendigheden af Kristi forsoningsværk i bogen "Cur Deus homo" ("Hvorfor er Gud blevet menneske"). Med sine værker placerede Anselm sig som en af middelalderens største teologer (f 1033)

 

1142 d Pierre Abélard, fransk teolog og filosof; han anses for at være den betydeligste tænker i første halvdel af 1100-tallet og en af Middelalderens farverigeste intellektuelle. Gennem sit virke var han den, der forberedte og indledte den aristoteliske epoke i Middelalderens teologi-filosofiske tænkning. I etikken betonede han en handlings hensigt som det afgørende frem for dens konsekvenser eller resultat. A’s dygtighed som lærer, hans dristige fremstilling af filosofiske og teologiske spørgsmål og hans personlige charme gjorde ham til en central personlighed i tidens franske skole- og klosterliv. Gennem sin virksomhed ved klostret St. Victor i Paris blev han en af banebryderne for det senere universitet i Paris. A huskes også som komponist, men det, som har bevaret mindet om ham gennem århundreder, har først og fremmest været hans tragiske kærlighed til den smukke Héloïse, hvis lærer og elsker han var. A’s digte til Héloïse blev offentlig kendt og meget populære, men de er ikke overleveret til nutiden. Kærlighedsforholdet har A skildret i brevform i selvbiografien "Historia calamitatum" (Mine trængslers historie, ca 1133). Deres forhold og bryllup vakte furore i de nærmeste kredse, og efter brylluppet overfaldt Héloïses formynders mænd A og kastrerede ham. Herefter gik de begge i kloster. A døde en naturlig død og blev begravet i det kloster, hvor Héloïse levede. Efter Den franske Revolution blev deres jordiske rester overført til kirkegården Pere-Lachaise i Paris, hvor de iflg. traditionen hviler i samme kiste (f 1079)

 

1509 d Henrik 7. engelsk konge 1485-1509; søn af Edmund Tudor, jarl af Richmond og Margrete af Beaufort; under Rosekrigene var H blevet bragt i sikkerhed i Bretagne; den voksende modstand mod Richard III gjorde H til samlingsmærke for Lancaster-partiet og de dele af York-partiet, der tog afstand fra Richards usurpation i 1483. I 1485 landede Henrik ved Mill Bay i Milford Haven, Wales og rykkede frem mod London. Især takket være, at Henriks stedfar Thomas, Lord Stanley svigtede Richard og tilsluttede sig Henrik, blev Richard besejret i slaget ved Bosworth den 22. august 1485. Den 30. oktober blev H kronet, og januar 1486 stod brylluppet mellem ham og Edward IV’s (engelsk konge 1461-83) ældste datter, Elizabeth af York; hermed var de to slægter, Lancaster og York, der havde udkæmpet Rosekrigen, forenet, og huset Tudor opstået. Efter borgerkrigens ødelæggelser trængte landet til ro. Ved en klog og fast politik lykkedes det H at styrke statens magt og skabe respekt for lov og orden. Han fik afsluttet den lange og blodige strid mellem konge og stormænd. Ved tunge skatter og store bøder for selv mindre mindre lovovertrædelser fik han sat adelen på plads. Handelen blev opmuntret, landets velstand var voksende. Skibsbyggeri blev støttet med subsidier, og starten på opbygning af en engelsk flåde blev gjort. I Henriks regeringstid blev der i England bygget bro mellem Middelalder og Renæssance (f 28/1 1457)

 

1619 f Jan van Riebeeck, embedsmand i Det hollandsk Østindiske Kompagni og grundlægger af Kapkolonien; indtrådte i kompagniets tjeneste som skibslæge i april 1639 og sejlede samme måned til Batavia. Han gjorde hurtigt karriere i kompagniet og blev i 1643 sendt til Japan; 1645 overtog han ledelsen af den hollandske handelsstation i Tonkin. Efter at være vendt tilbage til Batavia, vendte han året efter tilbage til Holland. Her afskedigede kompagniet ham, fordi han som ansat i kompagniet havde drevet privat handel. R havde tidligere gjort kompagniet opmærksom på fordelene ved at anlægge en forsyningshavn ved Sydafrikas kyst for de skibe, der besejlede Indien. R blev sat i spidsen for ekspeditionen, som nåede frem til Sydafrika 6. april 1652. Der blev straks bygget et fort, og begyndelsen på europæisk bosættelse i Sydafrika var gjort. Omkring fortet voksede byen Cape Town op. Da R i 1662 forlod Kapkolonien, blomstrede den og opfyldte sin mission som forsyningshavn. R vendte tilbage til Batavia, hvor han gjorde tjeneste til sin død (d 18/1 1677)

 

1699 d Jean Racine, fransk dramatiker; blev tidligt forældreløs og gik på skole hos jansenisterne i Port-Royal, hvor han fik en fremragende klassisk undervisning. Han blev også stærkt præget af den strenge jansenistiske religiøsitet. Hans første forsøg som dramatiker førte til et brud med lærerne. Han førte herefter et liv i skuespillerkredse, som man kun ved lidt om. I 1660 fik han kongens bevågenhed med bryllupsdigtet "La Nymphe de la Seine" i anledning af Ludvig 14.'s bryllup. For digtet modtog han en kongelig pengegave. I 1664 fik han sin første tragedie "La Thébaïde" opført (dansk, De fjendtlige brødre i Theben, 1961) og i 1665 "Alexandre le Grand". 1667 kom hans første egl. store tragedie "Andromaque", derpå fulgte bl.a. "Bérénice" (1670), "Mithridate" (1673) og "Phèdre" (1677, dansk Fædra, 1952). Som titlerne viser, behandlede hans skuespil klassiske eller bibelske emner. Til alle stykkerne skrev R fortaler og dedikationer, hvori han beskrev sin arbejdsproces og opgav sine kilder. Efter sidstnævnte tragedie skete der et nyt vendepunkt i R’s liv. Han kom ind i en religiøs krise med det resultat, at han afsvor sin "synd", søgte tilbage til religionen og sine gamle lærere. Han gav afkald på digtningen, blev 1677 kongelig historiograf, giftede sig og blev en from familiefar. Som historiograf gjorde han kongen sin opvartning ved at følge ham i felten og skrive rosende ord om hans politik i krig og fred. På den kongelige maitresses, Madame de Maintenons opfordring skrev han tragedier med bibelske emner - "Esther", 1689 og "Athalie" 1691. De opførtes af de kvindelige elever i den af Madame de Maintenons stiftede opdragelsesanstalt Saint Cyr. Imidlertid kølnedes forholdet til kongen, der ikke kunne lide hans venskab med de halvkætterske jansenister. Racines sidste år var præget af tristhed og sygdom (f 22/12 1639)

 

1734 Det andet guldhorn bliver fundet. Ikke langt fra det sted i Gallehus ved Møgeltønder, hvor det første guldhorn blev fundet i 1639, fandt Erich Lassen det såkaldte korte guldhorn. Da det var afbrudt ved enden, målte det "kun" ca 55 cm - og vejede ca 3,1 kg. Hornet fra 1639 var ca 87 cm langt og vejede ca 3,7 kg. Begge horn bestod af et glat indre horn, og derover et hylster bestående af brede ringe af rent guld. De ydre ringe var smykket med mennesker, dyr, slanger og fabelvæsener, dels indpunslede, dels som påsatte figurer i lavt relief. På det korte horn var desuden en runeindskrift: "Jeg Lægæst, holtijaz, gjorde hornet". Holtijaz er blevet tolket forskelligt dels som ’skovbo’, dels som ’fra Holt’. Den tidligere tolkning ’Holtes søn’ betragtes nu som mindre sandsynlig. Begge horn blev i 1802 stjålet fra Kunstkammeret i København og omsmeltet

 

1736 d prins Eugen af Savoyen, østrigsk feltherre; da Ludvig 14. på grund af E's lidenhed og svaghed ikke ville lade ham få en militær uddannelse i Frankrig, gik han 1683 i østrigsk tjeneste. Han udmærkede sig straks i krigen mod tyrkerne (Wien 1683, Mochas 1687). 1690 blev E general for de østrigske tropper, som drog til Italien for at hjælpe hertugen af Savoyen mod Frankrig. Da krigen mod tyrkerne atter brød ud, vandt han en af sine mest strålende sejre i det afgørende slag ved Zenta 11. september 1697. Slaget fandt sted under krigen 1683-99 mellem Det ottomanske Rige og Den hellige Liga (Østrig, Polen, Venezia og Rusland). Slaget begyndte, da østrigerne angreb tyrkerne, medens disse var ved at krydse floden Theiss ved Zenta. Der gik panik i de tyrkiske tropper, de blev besejret, og deres anfører Kara Mustafa faldt. De mistede alt deres artilleri og sultanens skattekiste til østrigerne. Sejren betød, at ved freden i Karlovits (1699) fik Østrig næsten hele Ungarn og havde ryggen fri i Den spanske Arvefølgekrig (1701-14), hvor Eugen vandt store sejre sammen med Marlborough (Blenheim 1704, Malplaquet 1709) og alene (Torino 1706); efter 1718 var han kejserens førsteminister og udviste som sådan så glimrende evner, at han ikke alene er blevet betegnet som Østrigs største general, men tillige som en af dets mest fremragende statsmænd (f 18/10 1663)

f Friedrich Fröbel, tysk pædagog; han studerede hos Pestalozzi 1808-10 og var derefter lærer. Med udgangspunkt i mere end tre årtiers lærergerning var det F's opfattelse, at menneskets personlighedsudvikling dannes i småbarnsalderen. Derfor skabte han børnehaven, hvor det lille barn kan vokse op og udfolde sig under kyndig vejledning. I sin pædagogiske tænkning tog han udgangspunkt i barnets egenaktivitet, som han ville udvikle gennem leg, sang og formningsaktiviteter. I 1837 oprettede han den første børnehave i Bad Blankenburg og 1849 den første skole for børnehavelærere. Den konservative preussiske regering så imidlertid med mistro på alle pædagogiske nydannelser, og 1851 blev Fröbelbørnehaverne forbudt. Forbudet blev ophævet 1860. Hans pædagogiske ideer er opsummeret i hovedværket "Die Menschenerziehung" (1826). F’s børnehavepædagogik danner grundlaget for udviklingen af børnehaver i den form, som er typisk i de nordiske lande (d 21/6 1852)

 

815 f Grevinde Danner, Louise Rasmussen; lensgrevinde, Frederik 7.s hustru; som datter af en ugift tjenestepige blev hun i 1826 optaget på balletskolen på Det kgl. Teater, hvor hun 1835-42 var figurantinde (balletdanserinde). I begyndelsen af 1830'erne stiftede hun bekendtskab med den senere Frdr. 7. Hun blev hans elskerinde, og forholdet udviklede sig stadig tættere. Efter F’s tronbestigelse i 1848 fik hun navnet Danner og flyttede ind på Christiansborg, hun var nu blevet uundværlig for kongen; året efter blev hun baronesse. I 1850 blev de viet ved en uofficiel ceremoni i Frederiksborg Slotskirke, og hun ophøjedes til lensgrevinde Danner; hendes borgerlige byrd umuliggjorde, at hun blev dronning. Hun havde uden tvivl en heldig indflydelse på kongen, som indtil da havde ført et ustadigt liv, men ægteskabet forargede højborgerskabet og aristokratiet. Efter kongens død i 1863 gled hun hurtigt i baggrunden og levede tilbagetrukket, bl.a. på lange rejser. Sin formue testamenterede hun til velgørende formål. Om grevinde Danner blot kynisk søgte at udnytte Frdr. 7., eller om hun var en kvinde af folket, som evnede at være en fast og kærlig støtte for den svage konge, har siden været debatteret af både historikere og skønlitterære forfattere (d 6/3 1870)

 

1816 f Charlotte Brontë, engelsk forfatter; skrev guvernanteromaner om den uforsørgede middelklassekvindes kamp for at blive selverhvervende og dog bevare sin kvindelighed. Hun forenede realisme og romantik for at beskrive de spirende ønsker om både kvindefrigørelse og udvikling af kvindens særlige psyke og seksualitet. Trods skolegang og et par guvernantestillinger tilpassede den lille sky og utiltrækkende C.B. sig aldrig samfundet. Hendes første roman "The Professor", der behandler hendes oplevelser fra et skoleophold i Bruxelles, blev afvist af forlaget. Romanen "Jane Eyre" (1847) blev et gennembrud til et stort publikum og til det litterære miljø. Det er en dannelseshistorie om den forældreløse Janes vej fra undertrykkelsen i plejefamilien og skolen til selvdisciplineringen som guvernante og forelskelsen i den dæmoniske arbejdsgiver, der vil giftes med Jane, selv om han skjuler en gal hustru på loftet. "Shirley" (1849) udfolder et bredere socialt panorama omkr. maskinstormeriet i 1812. "Villette" (1853) er en fornyet gennemskrivning af historien om en engelsk lærerindes forelskelse i en belgisk lærer. Charlotte Bronte giftede sig i 1854 med faderens kapellan, men døde året efter i forbindelse med et svangerskab (d 31/3 1855)

 

1836 Slaget ved San Jacinto. Amerikansk-mexicanske krig. Den stadig større amerikanske indvandring i den mexicanske delstat Texas og indbyggernes ønske om tilknytning til USA havde i 1835 ført til den amerikansk-mexicanske krig. Den 1. marts 1836 havde Texas løsrevet sig fra Mexico og erklæret sig selvstændigt. 6. marts havde Texas kolonister lidt nederlag i slaget ved Alamo. Herefter var det lykkedes Sam Houston, Texas første præsident, der stod i spidsen for en lille hær af Texas-kolonister, at få den mexicanske general Santa Anna og dennes korps manøvreret derhen, hvor han ønskede det, til et sted tæt ved mundingen af floden San Jacinto. Houston havde efterladt halvdelen af sit mandskab bagude til beskyttelse af syge og sårede, og selv stod han med 783 mand i dække af en egelund med små to km. åben prærie foran. I præriens modsatte ende hævede en bakke sig, og her havde Santa Anna slået lejr med 1500 mand. I tillid til sin overlegne styrke og det gode udsyn tog mexicanerne deres middagshvil. Hen på eftermiddagen var Houston med sine folk nået helt frem til bakken, før de blev opdaget. Kolonisterne angreb, og den egentlige kamp var overstået på 20 min., resten var forfølgelse; inden mørket faldt på, var halvdelen af den mexicanske styrke dræbt, resten taget til fange deriblandt Santa Anna. Med sejren var Texas bånd til Mexico brudt, dets uafhængighed sikret, og vejen til sammenslutning med USA banet

 

1837 f Frederik Bajer, forfatter og politiker; var officer og deltog i krigen 1864 som løjtnant. Han fik sin afsked i 1865 og levede derefter som lærer, forfatter og oversætter. 1872-95 var han medlem af Folketinget for Venstre. Han tillsluttede sig partiets grundtvigske fløj, men nærmede sig senere den radikale. Han fik ingen fremstrædende stilling i tinget, men ydede en betydelig indsats på det udenrigspolitiske felt, hvor han rejste spørgsmålet om Danmarks neutralitet. B engagerede sig i det danske og internationale fredsarbejde og stiftede bl.a. Dansk Fredsforening og Verdensfredsbureauet i Bern i Svejts. Det var for denne indsats, Bajer i 1908 modtog Nobels Fredspris. B var en af kvindesagens pionérer, og især hans indsats lå bag den såkaldte Bajer-lov fra 1880, der gav gifte kvinder rådighed over, hvad de erhvervede ved selvstændig virksomhed. Hidtil havde manden haft råderetten. Endvidere er det hans fortjeneste, at udenrigspolitik blev en del af Rigsdagens arbejde, og hans udenrigspolitiske synspunkter blev retningsgivende for venstregrupperne frem til 2. Verd.krig (d 22/1 1922)

 

f Hans Hedtoft, socialdemokratiak politiker; født (i Lollandsgade 23) og opvokset i Århus, udlært som sten-trykker. Som lærling begyndte han sin politiske og organisatoriske karriere. 1922 blev han sekretær og 1927-29 forretningsfører (formand) for DSU og afslørede allerede nu sit store talent for organisations- og propagan--daarbejde. 1929 blev H anden partisekretær og 1930 sekretær for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe. 1935 medlem af Folketinget og 1939 formand for Soc.demokratiet. I 1930'erne stod han som leder af HIPA – Hoved-organisationernes Informations og Propaganda Afdeling - i spidsen for partiets uforsonlige agitation mod nazisme og især kommunisme. I samme årti var han endvidere med til at præge og udvikle Socialdemokratiets ideologi med vægten lagt på nordisk samarbejde, ændring fra arbejderparti til bredtfavnende folkeparti samt opblødning af den hidtidige afrustningspolitik. Efter tysk pres måtte H i februar 1941 nedlægge alle sine tillidshverv inden for partiet. I befrielsesregeringen blev han socialminister og overtog atter formandsposten i partiet. Valget 1947 førte ham frem til statsministerposten (til 1950). Under indtryk af Den kolde Krig og Sovjetunionens stramme greb om Østeuropa spillede H den afgørende rolle, da Soc.demokratiet opgav sin traditionelle neutralitetspolitik, og Danmarks tilslutning til Atlantpagten i 1949. Som oppositionens leder under VK-regeringen 1950-53 spillede han en central rolle ved implementeringen af Danmarks nye sikkerhedspolitik samt ved dannelsen af Nordisk Råd i 1952. 1953 blev H atter statsminister, men egen sygdom og hans kones død svækkede hans arbejdskraft. Under et møde i Nordisk Råds møde i Stockholm døde han uventet af et hjerteslag (d 29/1 1955)

 

1910 d Mark Twain (Samuel Langhorne Clemens), amerikansk forfatter; han voksede op i den lille by Hannibal ved Mississippi i Missouri; var i bogtrykkerlære og derefter lodselev på Mississippi. Herfra stammer hans forfatternavn, der egl. ikke er noget navn, men betyder "mærk to (favne)" et råb, der hørtes på floden, når man loddede dybden. Senere var Twain journalist, guldgraver. I 1860’erne begyndte han en karriere som populær foredragsholder og udgav sin første bog "The Celebrated Jumping Frog of Calaveras County and Other Sketches" (1867). Omkr. 1870 blev han gift og slog sig ned i Hartford, Connecticut, hvor han blev boende resten af livet. 1873 udgav han romanen "The Gildes Age", et satirisk angreb på korruptionen og spekulationsmentaliteten efter borgerkrigen. Barndomserindringer ligger til grund for "The Adventures of Tom Sawyer" (1876) og "The Adventures of Huckleburry Finn" (1884), som med sin skildring af drengen Huck og den bortløbne slave Jim og deres færd på en flåde nedad Mississippi betragtes som Twains bedste bog. Den blev særdeles populær og har bevaret sin status som et hovedværk i amerikansk litteratur. I Twains særdeles omfattende forfatterskab er: "The Prince an the Pauper" (1882) og "Following the Equator" (1897) (f 30/11 1835)

 

d von Richthofen= Den røde Baron, tysk krigsflyver; efter en kort tid som kavaleriofficer blev von Richthofen flyveruddannet i 1915. Allerede året efter var han på vej op blandt de berømteste piloter, de store "esser". Sit tilnavn fik han efter farven på sit fly, et Fokker triplan. Hans heltery i Tyskland skyldtes hans mange nedskydninger af fjendtlige fly. 80 (79 britiske og et belgisk) nåede han, inden han selv blev skudt ned over Vaux-sur-Seine (f 2/5 1892)

 

d John Maynard Keynes, engelsk økonom; Keynes var 1915-19 ansat i det britiske finansministerium og deltog som dets repræsentant ved fredsforhandlingerne i Versailles i 1919. Han var modstander af kravene om erstatningsbetalinger fra Tyskland og vakte international opsigt ved sin kritik af Versailles-freden i skriftet "The Economic Consequenses of the Peace" (1919). Hans mest betydningsfulde skrift blev "The General Theory of Employment, Interest and Money" (1936). Det nye i hans synspunkter bestod først og fremmest i påpegningen af, at den totale indtægt i et samfund er bestemt af summen af forbrug og investeringer, og at man i et samfund med arbejdsløshed og uudnyttet produktionskapacitet kan øge beskæftigelsen og den totale indtægt ved at øge udgifterne enten til forbrug eller til investeringer. Dvs. at staten kunne og skulle imødegå kriser ved at stimulere efterspørgslen, også selv om dette medførte underskud på statsfinanserne. Hvis staten holdt hjulene i gang, ville pengene komme ind igen ved øget produktion og aktivitet i samfundet, særlig hvis der tilstræbtes en indkomst-omfordeling, så forbrugskvoten hos den almindelige forbruger øgedes. Keynes synspunkter trængte hurtigt igennem blandt økonomer i hele den vestlige verden; men har senere været genstand for kritik, bl.a. for ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til mulighederne for inflation. I begyndelsen af 2. Verd.krig blev Keynes medlem af direktionen for Bank of England og rådgiver for finansministeren. I "How to pay for the War (1940) gik han ind for finansiering af krigen med skatter samt frivillig og tvungen opsparing en linje, som også stort set blev fulgt. I 1942 blev Keynes adlet under navnet Lord Keynes of Tilton. Ved krigens afslutning ledede Keynes de britiske finansielle forhandlinger med USA. Fra 1912 var han redaktør for Economic Journal (f 5/6 1883)

 

d Agnes Henningsen, forfatter; i hele Agnes Henningsens forfatterskab er det overordnede tema seksuel frigørelse for kvindenn, og hun søgte selv at leve sådan. Det var hendes drøm, at det erotisk frie liv kunne forenes med kvindens andre livsbehov – som mor og hustru. At det var svært at realisere viser hendes forfatterskab. Hun debuterede i 1890’erne med noveller i dagbladet "København" og som romanforfatter i 1899 med "Glans-billeder", som er skrevet under stærk påvirkning af Herman Bangs impressionisme, men som samtidig giver et selvstændigt billede af livet i et pensionat, en lukket kvindeverden, der med sine mange kvindeportrætter og livlige erotiske sceneri anslog ovennævnte tema. "Polens Døtre" (1901), der foregår i polske bohemekredse, regnes for hendes gennembrudsroman. Agnes Henningsens kamp mod dobbeltmoralen var et ømfindtlig emne i den borgerlige offentlighed; 1918 lykkedes det den konservative presse at få opar-bejdet en hetz mod romanerne "Den elskede Eva" (1911) og "Den store Kærlighed" (1917) og dermed forhindre, at Agnes Henningsen kom på finansloven. I årene 1941-55 kom i otte bind hendes erindringer. Heri har Agnes Henningsen givet et detaljeret og farverigt billede af den københavnske kunstnerverden omkr. århundredskiftet - 1900; med sine portrætter af bl.a. Gustav Wied, Holger Drachmann og Georg Brandes er det en vigtig kilde til periodens litteraturhistorie. Agnes Henningsen var mor til forfatteren og arkitekten Poul Henningsen (f 18/11 1868)

 

1967 Militærkup i Grækenland. Efter kong Konstantin i juli 1965 havde afskediget centrum-venstre regeringen under George Panpandreou, var striden mellem Papandreou-gruppen og dens tilhængere og dens stærke modstandere i hær, kirke, højfinans og hof skærpet. I foråret 1967 måtte højrepartierne gå med til, at der blev afholdt valg. Det skulle finde sted 28. maj. Ville valget komme til at foregå korrekt, var centrum-unionen under George Papandreou så godt som sikre på at vinde valget. Da var det, at de yderliggående højrefolk inden for officerskorpset slog til natten mellem fredag 21. april og lørdag 22. En række officerer med obersterne Papadopoulos og Patakos i spidsen tog magten. Flere hundrede politiske modstandere fra Centrumsunionen og venstrepartierne blev arresteret. Hos Grækenlands allierede i NATO var reaktionen mod kuppet skarp. Især i Danmark, ja i alle de nordiske lande, blev der rettet en særdeles voldsom kritik mod diktaturet, og ikke mindst mod kong Konstantin, der blev beskyldt for at have modarbejdet de demokratiske kræfter i sit land og dermed banet vej for militærdiktaturet

 

 

 

 

Til top        22. april

1451 f Isabella den Katolske, dronning af Kastilien 1474-1504, datter af Johan I af Kastilien og dennes anden kone Isabella af Portugal; 1469 gift med Ferdinand af Aragonien; dette ægteskab førte til personalunion mellem Kastilien og Aragonien, en union, der blev grundlaget for den spanske stat. Isabella var en betydelig personlighed og spillede en selvstændig politisk rolle. Det skyldtes ikke mindst hendes indsats, at maurernes magt blev endelig knækket i Spanien, og Granada blev erobret i 1492. Endvidere gav Isabella Columbus den støtte, han behøvede for at gennemføre sine rejser (d 26/11 1504)

 

1500 Pedro Alvarez Cabral opdager Brasilien og erklærer det portugisisk. Kun ét år efter, at portugiseren Vasco da Gama var kommet hjem for den første europæiske ekspedition til Indien, forlod Cabral den 9. Marts 1500 som leder af en ny portugisisk ekspedition til Indien. Enten for at undgå heden i Guineabugten eller på gr. af mulige instrukser fra den portugisiske konge om at sikre sig, at skibsruten til Indien lå i den portugisiske sfære, som defineret i Tordesillastraktaten af 1494 mellem Spanien og Portugal, kom Cabrals flåde så langt mod sydvest, at man fra flåden den 22. april 1500 fik Monte Pascoal på den brasilianske kyst i sigte. Efter et ophold på ti dage i Brasilien hovedsageligt i Cabrália bugten, hvorfra der blev foretaget undersøgelser i land, fortsattes rejsen til Indien

 

1566 d Diane de Poitiers, maitresse (Henrik 2); efter sin mands død 1533 blev hun prins Henrik (2.'s) elskerinde. Skønt over 20 år ældre end prinsen indgød hun ham en stærk lidenskab, som varede hele hans liv. Ved Henriks tronbestigelse (1574) blev hun Frankrigs reelle dronning og påvirkede kongens politik i flere tilfælde. Da Henrik døde, fik den franske dronning, Katharina af Medici, der havde stået fuldstændig i skyggen af Diane, hende straks forvist fra hoffet. D levede resten af livet tilbagetrukket på et af sine slotte (f 3/9 1499)

 

1625 Fort Amsterdam bliver grundlagt på sydspidsen af Manhattan Island af det hollandske Vest Indiske Kompagni. I 1609 havde en hollandsk flåde ledet af briten Henry Hudson udforsket den flod, der blev opkaldt efter ham. Her grundlagde hollænderne det fort, om hvilket millionbyen New York voksede op. I 1664 blev Nieuw Amsterdam erobret af briterne og omdøbt til New York

 

1707 f Henry Fielding, engelsk forfatter; overtog 1737 New Theatre i London, hvortil han skrev en række skuespil, f.eks. "Tom Thumb" (1730). "Historical Register, For the Year 1736" (1737) var imidlertid så kras i sin satire over premierminister Walpole, at parlamentet vedtog en censurlov for teaterstykker. F begyndte at studere jura, samtidig gjorde han sig bemærket som essayist; 1739-41 udgav han avisen "The Champion" . De blev de tre romaner "Joseph Andrews" (1742), "Tom Jones" (1749) og "Amelia" (1751), der sikrede F en plads i litteraturhistorien. I "Joseph Andrews" optræder den udødelige Parson Adams, en naiv, hjertegod idealist, som har noget af Cervantes Don Quixote i sig. "Tom Jones" regnes af mange som F’s betydeligste roman; i den følger man den godhjertede, impulsive Tom gennem den tildels selvforskyldte modgang frem til visdom og "happy end". Titelpersonen i "Amelia" er et portræt af hans afdøde hustru. Efter at have arbejdet i flere år som advokat uden særlig succes, blev F i 1748 fredsdommer for Westminster og Middlesex; han gjorde her en energisk indsats for at få bugt med kriminaliteten. De erfaringer han gjorde, resulterede i flere reformskrifter fra hans hånd, og F blev kendt for sin humanitet. F døde under en rejse til Lisabon. På rejsen skrev han "Journal of a Voyage to Lisbon". F er blevet kaldt den engelske romans far; han blev overordentlig beundret af sine efterfølgere f.eks. Scott og Dickens (d 8/10 1754)

 

1724 f Immanuel Kant, tysk filosof; født i Königsberg (Kalingrad), bortset fra år som huslærer på forskellige østpreussiske godser boede han hele livet i fødebyen. Ved byens universitet studerede han naturvidenskab, matematik og filosofi. Fra 1755 virkede han som privatdocent; 1766 blev han desuden underbibliotekar og fra 1770 professor. Samtidig med universitetsvirksomheden begyndte han sit forfatterskab. Heri tog han bl.a. oplysningstidens tillid til den menneskelige fornuft op til en kritisk og overordentlig dybtgående undersøgelse for at nå til klarhed over, hvad videnskabelig undersøgelse vil sige. I "Kritik der reinen Vernunft" (1781) analyserede han den menneskelige erkendelse og viste, hvorledes mennesket, når det sanser omverdenen, ikke står frit, men er bundet til altid at opfatte den i tid og rum; K konkluderede da, at om den verden, der er forud for eller uden for menneskets erkendelse "das Ding an sich", kan det intet som helst vide. I "Kritik der praktischen Vernunft" (1788) undersøgte K etikken for at finde et gyldigt grundlag for en sand moral(d 12/2 1804)

1766 f Madame de Staël, svejtsisk/fransk forfatter; i 1802 åbnede hun salon i Paris og begyndte at modarbejde Napoleon, som var forarget over hendes bog "De la littérature considérée dans ses rapports avec les institutions sociales" (1800), hvor hun behandlede vekselvirkningen mellem litteraturen og samfundet og priste republikken og fremskridtsideen. I 1803 forviste Napoleon hende fra Paris og hun tilbragte flere år på rejser i udlandet. Efter ophold i Tyskland skrev hun "De l’Allemagne" (1810), hvor hun søgte at uddybe sine landsmænds forståelse af tysk kultur, digtning og tænkning; dermed introducerede hun den tyske romantiske digtning i Frankrig. Endvidere udgav hun romanerne "Delphine" (1802) og "Corinne" (1807). Madame de Stäel var datter af finansminister J. Necker (d 14/7 1815)

 

1778 d James Hargreaves, britisk opfinder af spinning Jenny, verdens første spindemaskine; da Hargreaves omkr. 1766 gjorde sin opfindelse, boede han i Standhill nær Blackburn og var en fattig spinder og væver uden nogen uddannese. Med en spinninzg-jenny’en kunne én person spinde så megen tråd, som der hidtil skulle have været 12-16 personer om. Efter han var begyndt at sælge sine spindemaskiner for at skaffe penge til sin store familie, brød håndspindere, der frygtede at blive arbejdsløse, ind i hans hus og ødelagde et antal jennies. Overfaldet fik ham til at flytte til Nottingham i 1768, hvor han med en partner, Thomas James, oprettede en virksomhed, hvor han fik anvendelse for sin opfindelse og virkede som underleverandør af tråd til større væverier. I juli 1770 fik Hargreaves patent på sin ’spinning Jenny’; til sin død arbejdede han på sit spinderi, med hvilket han havde nogenlunde succes (f kendes ikke)

 

1793 f Ludvig Bødtcher, digter; efter at have været ansat i Overformynderiet rejste Bødtcher 1824 til Rom. Ved faderens død var der tilfaldet ham en mindre arv, men tilstrækkelig til at gøre ham økonomisk uafhængig, og han bestemte sig til at foretage en større udenlandsrejse. Han havde tænkt at blive i Rom i to år, men blev der i 11. Bekendtskabet med billedhuggeren Thorvaldsen og optagelsen i den kreds af kunstnere og danske romafarere, der samledes om ham, blev afgørende for Bødtchers poesi. Digte som "Morgen i Nemi", "Gjenkomst til Nemi" og "Piazza Barberina" viser alle, at Rom for Bødtcher betød et digterisk gennembrud. Han vendte tilbage til Danmark i 1835 om bord på fregatten "Bellona", der hjembragte en stor del af Thorvaldsens arbejder. At Thorvaldsen i 1833 oprettede et lovformeligt testamente, hvormed hans kunstsamling og arbejder sikredes for Danmark, skyldtes i væsentlig grad B’s indsats. I København fortsatte B sin uafhængige tilværelse; end ikke Thorvaldsens anmodning til ham om at påtage sig stillingen som inspektør ved det museum, der skulle rumme Thorvaldsens arbejder, kunne lokke ham. Som digter hørtes der herefter kun lidt til B. Først 1856 udsendte han et bind "Digte, ældre og nyere". "Sidste Digte" udkom posthumt 1875. Hans "Nemi-digte" og "Piazza Barberini" - der hentyder til Bødtchers adresse gennem alle Rom-årene - er blevet klassikere. Hans samlede værk er blevet karakteriseret som sparsomt, men udsøgt (d 1/10 1874)

 

1793 f H.N. Clausen, professor og politiker; cand theol 1813; fra 1822 til 1874 var han professor i teologi ved København Universitet. Udsendte 1825 "Catholicismens og Protestantismens kirkeforfatning, Lære og Ritus". Clausen hævdede heri, at katolicismen bygger på kirken og paven, protestantismen på Kristus og skriften, dog således at de bibelske skrifter må gøres til genstand for en historisk-kritisk undersøgelse. Imod denne kritiske skriftteologi rettede Grundtvig sit "Kirkens Gjenmæle", der i stedet for skriften hævdede den "apostolske" trosbekendelse ved dåben som den højeste målestok for den sande kristendom. I kirkens navn krævede han, at Clausen skulle gøre afbigt for sin ukristelige lærdom eller nedlægge sit embede og aflægge sit kristne navn. Ved en påfølgende injurieproces dømtes Grundtvig en bøde på 100 rigsdaler. Politisk tilhørte Clausen national-liberalismen og havde fra 1830 en central placering i den fremvoksende opposition mod enevælden.1840-48 var han medlem af Roskilde stænderforsamling og var forsamlingens præsident 1842-46. Efter Christian 8.s død i januar 1848 var han medforfatter til skriftet "Ved Thronskiftet", der krævede fri forfatning for Danmark og Slesvig; han deltog i organiseringen af Casinomøderne, som førte til enevældens afskaffelse i marts 1848. Ved valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i oktober 1848 tabte Clausen til en væver fra Mern, Hans Hansen; han blev i stedet kongevalgt medlem. Clausen var medlem af Folketinget 1849-53 og medlem af Landstinget 1853-54 og 1855-63 (d 28/3 1877)

 

d Pierre Charles Jean Baptiste Silvestre de Villeneuve, fransk admiral; hans første større kommando var ledelsen af en eskadre af Napoleons flåde under aktionerne i Middelhavet 1798. I forbindelse med slaget ved Abukir i august var V’s flagskib "Guillaume Tell" det ene af de to franske skibe, der slap væk efter franskmændenes knusende nederlag. Efter forgæves at have søgt at forstyrre den engelske handel i vestindiske farvande vendte V i juli 1805 tilbage til Europa og lagde ind i den spanske havneby El Ferrol. Her fik han ordre fra Napoleon om at slutte sig til den franske flåde i Den engelske Kanal. Da V lagde ud, bedømte han nogle franske fregatter, der var kommet til farvandene for at støtte ham, for at være fjendtlige, og han søgte havn i Cádiz. V’s frygtsomhed bidrog til at sætte en stopper for Napoleons drømme om en aktion mod England. I Cádiz modtog V den 14. sept. ordre til med sin spansk-franske flåde at sejle ind i Middelhavet med henblik på en aktion mod Napoli. Under klargøringen af flåden erfarede V, at han stod over for at miste sin kommando. Han fremskyndede da afsejlingen, og den 19. oktober stod han ud af havnen med 33 skibe for at møde den britiske flåde under Nelson, der lå uden for havnen og ventede på hans ankomst. Resultatet blev slaget ved Trafalgar og fransk nederlag. V blev som fange ført til England, men hurtigt frigivet. Hjemme i Frankrig frygtede han en krigsret; i flere dage hørte han intet. Den 22. april blev han fundet død efter flere knivstik; selvmord var den almindelige antagelse. Da der ikke var tydelige og overbevisende tegn på, V havde begået selvmord, opstod legenden om, at den uheldige admiral var blevet myrdet af Napoleons agenter (f 31/12 1763)

 

1812 f James Andrew Dalhousie, 1. Marquess af Dalhouise og 10. Earl af Dalhouise, britisk statsmand; blev medlem af Parlamentet i 1837. I 1847 blev han udnævnt til generalguvernør i Indien. Kort efter sin ankomst fik han britisk styre udvidet til at omfatte Punjab efter nedkæmpelse af en Shik opstand. Ved anvendelse af såvel militære som fredelige midler fortsatte disse udvidelser i D’s tid som guvernør. I 1852 førte Den Anden Burmesiske Krig således til erobringen af størstedelen af Burma med hovedstaden Rangoon. Områderne Jhansi og Nagpur blev underlagt britisk styre i 1854 og Oudh i 1856. Trods D’s mange fortræffelige administrative reformer, trods han fik anlagt gode veje og jernbaner, trods han fik bygget dæmninger og etableret et skolesystem, skabte hans annektionspolitik og de forandringer, den medførte, et sådant klima i Indien, at det store oprør brød ud i 1857. Året før havde D plaget af sygdom forladt Indien (d 19/12 1860)

 

1823 f Line Luplau, kvindesagsforkæmper; da hun gennem sit sociale arbejde som præstekone i Varde nåede frem til den overbevisning, at kvinder i højere grad end mænd viste social forståelse, var hendes interesse for kvindens politiske rettigheder vakt, og hun meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund. Hun arbejdede aktivt for sine synspunkter. Således var hun en af de første kvinder - om ikke den første - der talte ved en grundlovfest. L var ikke tilfreds med den forsigtige politik, Dansk Kvindesamfund førte ikke mindst om kvindens politiske rettigheder. Som konsekvens heraf oprettede hun Valgretsforeningen efter i 1888 at være flyttet til København. Ved folketingsvalget 1890 fik hun andre kvindeforeninger med til på vælgermøderne at spørge kandidaterne om deres syn på kvindernes politiske ligestilling. Denne interpellation fik stor betydning, idet stadig flere støttede kravet om valgret til kvinder. Samme år måtte hun på gr. af sygdom opgive formandsskabet. Efter hendes død sygnede Valgretsforeningen hen, men Line Luplau blev i en periode den samlende skikkelse i kvindernes kamp for ligestilling (d 10/9 1891)

 

1830 d Knud Lyhne Rahbek, journalist, forfatter; professor i æstetik ved Københavns universitet 1790-99, i litteraturhistorie 1816-30. R virkede som teaterkritiker og dramaturg og øvede stor indflydelse på samtidens litteratur ved sine tidsskriftsudgivelser bl.a. "Minerva" (1785-1808) og "Den Danske Tilskuer" (1791-1808). Hans litterære virksomhed er uhyre omfattende. Ved siden af en dramatisk produktion dyrkede han som lyriker tidens elegiske og sentimentale genrer samt, med stort held, drikke- og klubvisen, ofte fint pointeret, med allusioner til aktuelle forhold og antikke forbilleder. Som oversætter af en lang række værker fra bl.a. latin, tysk, engelsk og fransk bidrog R til at introducere fremmed litteratur i Danmark. Vigtig er desuden hans udgivervirksomhed; han var således medudgiver af "Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen I-IV" (1812-14). Sin store viden om Holberg samlede R i en kommenteret udgave af "Holbergs udvalgte Skrifter I-XXI" (1804-14); 1800-08 udgav han Bidrag til "Den Danske Digtekunsts Historie I-IV". Hans "Erindringer af Mit Liv I-IV" (1824-29) giver et fængslende billede af datidens kulturelle liv. Også inden for teatret øvede han stor indflydelse. På Det kgl. Teater, af hvis direktion han var medlem fra 1809, krævede han skønhed, dyd og ægte varme af skuespillerne og afviste ballet, opera og højstemt patos som unatur. Rahbæk blev 1798 gift med Kamma Rahbek f. Heger, deres hjem i Bakkehuset på Frederiksberg blev mødested for tidens betydeligste kunstnere (f 18/12 1760)

Det britiske skib "Sirius" ankommer til New York. Det blev dermerd det første dampskib, der krydsede Atlanterhavet. I 1838 blev det 703 tons store "Sirius", der var bygget til sejlads i Det Irske Hav, chartret af et udvandrerrederi. Det sejlede fra London, via Cork i Irland, med kurs mod New York. Kort før sit bestemmelsessted slap skibets kulbeholdning op. Skipperen, der var fast besluttet på at fuldføre sejladsen udelukkende ved damp, afviste at sætte sejl. I stedet blev skibets rundholdter kastet i kedlerne. Man fik Sandy Hook, New Jersey i sigte, inden et muligt mytteri brød ud, og i tide til, at Sirius kunne fuldføre sin sejlads i rekordtid (18 dage og 10 timer), hurtigere end den meget større "Great Western"

 

1839 f Isak Glückstadt, bankdirektør; han fik sin første bankuddannelse hos G.A. Gedalias bankiervirksomhed i København. I 1865 grundlagde han et bankierfirma i den norske hovedstad Kristiania. Seks år senere blev han direktør for Den Norske Creditbank. Da Landmandsbanken begyndte sin virksomhed i 1871, fik G tilbudt stillingen som direktør, og februar 1872 satte han sig i bankens direktørstol. I 38 år var han direktør, og banken vok-sede under hans ledelse til Danmarks største med filialer i hele kongeriget. G valgte som kunde-kreds de mere traditionelle erhvervsdrivende, som han betjente med nye banktjenester som kassekredit og boksanlæg. Han dyrkede ligeledes oblgations- og aktiehandel og skaffede sin bank en ledende rolle ved emis-sioner af særlige danske og norske offentlige lån. Ud fra sin stilling som direktør i Landmandsbanken fik G en central placering i dansk erhvervsliv. Som medstifter af Ø.K. og mangeårig bestyrelsesformand i kompag-niet, havde han stor indflydelse. Foruden Ø.K. var G formand for bestyrelsen i Nordisk Kabel- og Trådfa-brikker og Københavns Frihavn A/S. Han havde tillige bestyrelsesposter i mange større handels- og industri-foretagender. G var medlem af Bankrådet fra 1904 og Københavns Borgerrepræsentation 1886-92. Fra 1887 til sin død var han formand for Mosaisk Troessamfund (d 11/6 1910)

 

1870 f Lenin (Vladimir I. Ulanov), russisk revolutionær, statsmand og marxistisk teoretiker; fik tidligt berøring med revolutionære kredse, bl.a. gennem broderen Aleksandr, hvis henrettelse 1887 i forbindelse med et attentat mod tsaren fik stor betydning for L’s udvikling. Han afsluttede sine juridiske studier i 1891 og var derefter en kort periode advokat i Sct. Petersborg; fortsatte sine studier af marxismen og samfundsudviklingen i Rusland og udgav en illegal avis. Blev arresteret og efter at have tilbragt et år i fængsel, blev han 1897 forvist tre år til Sibirien. 1900 rejste L til Vesteuropa, hvor han bortset fra årene 1905-07 opholdt sig til 1917. I disse år færdiggjorde han værket "Kapitalismens udvikling i Rusland". På kongresser af venstresocialister i Zimmerwald (1915) og Kienthal (1916) var L leder af den venstrefløj, som uden held gik ind for at omdanne den imperialistiske krig (1. Verdenskrig) til en borgerkrig. Det teoretiske grundlag for sin vurdering af krigen fremlagde han i bogen "Imperialismen som Kapitalismens højeste Stadium". Da den russiske revolution brød ud i marts 1917, vendte L tilbage til Rusland og gik i gang med at forberede den væbnede opstand, der skulle sikre hans parti magten i Rusland. Han var i én person lærer, strateg, taktiker, ideernes og handlingens mand, og det var ikke mindst hans beslutsomhed, handlekraft, foragt for hindringer og en urokkelig tro på hans tankers absolutte rigtighed, der sikrede bolsjevikkernes sejr. Efter Oktoberrevolutionen 1917 blev han formand for Folkekommissærernes Råd og den faktiske leder af den nye Sovjetrepublik. I de flg. år organiserede han kampen mod den russiske kontrarevolution og de udenlandske interventionstropper samt opbygningen af det sovjetiske samfund. Fra 1922 ramtes han af flere slagtilfælde, der lagde hindringer i vejen for hans deltagelse i styret (d 21/1 1924)

 

f Robert Oppenheimer, amerikansk fysiker; professor ved forskellige amerikanske universiteter og var 1946-52 formand for Atomic Energy Commissions (AEC). Han var den første, som underviste systematisk i kvantemekanik i USA, og størstedelen af de amerikanske fysikere, som deltog i udviklingen af den teoretiske fysik fra 1930, havde studeret hos O. Som direktør i Los Alamos fik O hovedansvaret for udviklingen af atombomben. Han udviste liden entusiasme for udviklingen af brintbomben og udarbejdede et forslag, som skulle begrænse dens brug. I 1952 trak han tilbage som formand for AEC. I 1954 blev han nægtet adgang til hemmelige dokumenter om kernefysisk forskning og derpå af Senatets undersøgelseskomite anklaget for at have samarbejdet med kommunister før og i begyndelsen af 2. Verd.krig, at have ladet Sovjetunionen få videnskabelige oplysninger og modarbejdet udviklingen af brintbomben. Undersøgelseskomitéen påviste, at han før krigen havde omgået med kommunistvenlige personer, men iøvrigt blev der aldrig ført bevis for anklagerne. Alligevel blev O frataget al kontakt med AEC. For fuldstændig at rehabilitere ham efter retssagen og hædre ham for hans indsats under 2. Verd.krig inviterede præsident Kennedy ham i 1962 til en middag for nobelprisvindere. Året efter blev han af præsident Johnson tildelt Fermiprisen (d 18/2 1967)

Folketingsvalg. Første valg hvor kvinder og tyende kan deltage; ligeledes første valg hvor man anvender forholdstalsvalgmåde ved fordeling af mandater. Der havde været stor tilstrømning til valgmøderne, især hvor det var de store navne, der mødtes. Et nyt træk var det, at kvinderne mødte frem i stort tal, nogle steder var de næsten halvdelen af tilhørerne. Selv om neutralitetspolitikken var et vigtigt tema, blev valgkampen fremfor alt et opgør om, hvad der skulle følge efter 1. Verd. krigs ragnarok. Desuden kom næsten fire års opsparede modsætninger for dagen, især om regeringens økonomiske politik, som først og fremmest den konservative opposition anklagede for at "statssocialistisk" ved at give statsmagten øget indflydelse på erhvervslivet. Valget ændrede ikke afgørende det parlamentariske styrkeforhold. Den radikale regering – og dermed Det Radikale Venstre – og dens socialdemokratiske støtteparti opnåede en mindre stemmefremgang, så at de nu havde et stemmeflertal bag sig, og de styrkede deres mandattal i Folketinget, således at regeringen fremover havde 72 mandater (Radikale Venstre 33 og Socialdemokratiet 39 mandater) bag sig. Regeringen og Socialdemokratiet havde dermed fået bekræftet og styrket deres mandat. Danskerne havde åbenbart ikke ønsket, at der skulle finde noget regerings- og magtskifte sted midt i krigen. Regeringen fortsatte, efter den i begndelsen af juni 1918 havde fået et tillidsvotum i det nyvalgte Folketing. Socialdemokraten Thorvald Stauning forblev i regeringen som minister uden portefeuille. Valgdeltagelsen havde været usædvanlig høj, nemlig godt 75%. Ved valget var der for første indvalgt kvinder i Folketinget – fire

 

1930 d Jeppe Aakjær, forfatter; tog præliminæreksamen 1884; derefter på Askov Højskole. Efter at have læst historie et par år levede han nogle år som foredragsholder og lærer. Han debuterede 1897 med et kampskrift mod Indre Missions leder Vilh Beck "Missionen og dens høvding". I 1899 kom hans egentlige litterære debut med fortællingen "Bondens Søn", lidt i 90’er stil, selvbiografisk og med drøftelse af livsproblemer. Samme år kom hans første digtsamling "Derude fra Kjærene". I de flg år kom en række tendens-romaner som f.eks i 1904 "Vredens Børn" om en tjenestedrengs liv. Den vakte voldsom debat, affødte mere end 800 avisartikler, og dens problem indgik i Rigsdagens påfølgende debat om tyendeloven. Endvidere skrev Aa folkelige skuespil som f. eks. "Livet på Hegnsgaard" (1907). Sit digteriske gennembrud fik han i 1905 med "Fri Felt", med hans nok mest kendte sang Jeg er Havren; i 1906 kom samlingen "Rugens Sange". Hans lyrik spænder fra socialagitoriske digte hvoraf kun Jens Vejmand har formået at overleve over dialektdigte som Jenn' Hjemm' til naturpoesi som Jylland og Karup Å. Perlen blandt Aa’s dialektdigtning er fortællingen "Af Gammel Jehannes hans Biwelskistaarri", hvor kimen er de udlægninger af Det gamle Testamente, han som dreng hørte af den gamle Johannes Villadsen (f 10/9 1866)

 

1945 d Käthe Kollwitz, tysk grafiker og billedhugger; uddannet i Berlin og München, fra 1919 professor i Berlin og medlem af akademiet der. Hendes stil var først realistisk, men gennem en intens dyrkelse af motiverne fandt hun frem til en ekspressiv og højst personlig stil, hvor dramatiske lys- og skyggevirkninger og et til tider symbolsk indhold gav hendes grafik en særegen intensitet. K skildrede og forsvarede de fattige og undertrykte. Allerede i de grafiske blade "Væveroprøret" (1894-98) og "Bondekrigen" (1902-08) kom hendes sociale samvittighed frem i en bidende form. Ledemotivet i hendes grafiske værk forblev proletariets håbløse kamp mod den overmægtige fjende sult og død. I træsnitserier skildrede hun menneskelig elendighed og hjemmenes sorg over dødens høst. Som billedhugger udførte hun monumenterne "Faderen" og "Moderen" til minde om en søn, der faldt i 1. Verd.krig. Hendes kunst var ikke velanset i naziårene og blev erklæret ’entartet’. Hun døde af sult og lidelser kort før den tyske kapitulation (f 8/7 1867)

 

Til top        23. april

1016 d Ethelred 2. den Rådvilde, engelsk konge 978-1013 og 1016; som søn af kong Edgar (959-975) blev E konge, da hans halvbror kong Edward 2. Martyren blev dræbt i marts 978. Udbredt mistanke om, at E på en eller anden måde havde del i mordet, har sandsynligvis haft betydning for den mistillid og illoyalitet, der undergravede hans autoritet. Der var således ikke noget fælles engelsk forsvar, da de danske vikinger i 980 genoptog deres angreb. Næsten hele England var udsat for hærgninger, og kongens forsøg på at købe sig til fred, gjorde kun vikingerne mere gridske. Da vikingerne begyndte at slå sig ned i England som fastboende, fremprovokerede E flere invasioner, da han iværksatte massakren på danske kolonister i Danelagen den 13. november 1002. Da Svend Tveskæg ved slutningen af 1013 var anerkendt som engelsk konge, flygtede E til Normandiet. Da Svend døde i februar 1014, inviterede engelske stormænd E til at vende tilbage som engelsk konge, forudsat han gjorde noget effektivt for forsvaret af England. Da E døde, hærgede Svends søn Knud (den Store) England. E’s blev efterfulgt af sin søn Edmund 2. Jernside (1016), der blev efterfulgt af Knud den Store. En anden af E’s sønner regerede England som kong Edward Bekender 1042-1066 (f omkr. 968)

 

1598 f Maarten Harpertszoon Tromp, hollandsk admiral; kom ud at sejle som 10 årig og efter at have sejlet som matros, hvorunder han to gange blev taget til fange af pirater, gik han 1624 ind i marinen og blev kaptajn på en fregat. I 1637 blev han admiral og beklædte dermed den højeste post i den hollandske marine. Han kom dermed til at spille en vigtig rolle i opgøret med England om at beherske verdenshavene. I februar 1639 vandt han en overvældende sejr over en spansk flåde i Nordsøen ud for Gravelines. Da den engelsk-hollandske krig var brudt ud 1652, udkæmpede han et uafgjort slag med en engelsk flådestyrke ud for Dover i maj 1652; men under en kraftig storm umiddelbart efter slaget mistede T en stor del af sine skibe. I december samme år besejrede han den engelske admiral Blake og en engelsk flådestyrke i slaget ved Dungeness; englændernes nederlag betød, at de mistede kontrollen over Den engelske Kanal. Fra 28. februar til 2. marts 1653 kæmpede han med en numerisk overlegen engelsk flådestyrke i Kanalen, og det lykkedes ham at føre en større konvoj af hollandske handelskskibe sikkert i havn. I et sammenstød med den engelske flåde ud for Terheije ved Scheveningen i Holland blev T dræbt, netop som det stod klart, at sejren ville tilfalde hollænderne (d 10/8 1653)

 

1605 d Boris Fedorovich Godunov, tsar af Moskva 1598-1605; som adelsmand vandt Boris stor indflydelse i tsar Ivan den Grusommes sidste år og fik sin søster gift med tronarvingen Fjodor Ivanovitch. I dennes regeringstid (1584-98) var han regent for denne mentalt og fysisk svage tsar. Han oprettede 1589 patriarkatet Moskva og gjorde den russiske kirke uafhængig af Konstantinopel. I 1591 døde den nærmeste tronarving, Fjodors bror Dimitrij, og da også Fjodor døde, blev B med søsterens hjælp valgt til tsar. Han forsøgte at styrke statsmagten og førte en hård politik mod bojajerne (højadelen) og støttede sig på lavadelige godsejere og købmændene i Moskva. Da undertrykkelsen af bønderne tiltog udbrød der med polsk støtte et kosak- og bondeoprør under ledelse af en tronprætendent (den falske Dimitrij), som udgav sig for at være Fjodors bror. Under disse kampe døde Godunov pludselig, og Rusland var til 1613, da huset Romanov kom på tronen, kastet ud i en voldsom inden- og udenrigspolitisk krise (f ca 1551)

 

d William Shakespeare, engelsk forfatter; der vides kun lidt om S’s liv. Han blev født i Stratford-on-Avon, en lille by i Warwickshire. Han gik i byens latinskole til omkr. 1577. Vistnok 1586 forlod han byen med sin familie og tog til London og blev skuespiller i forskellige teaterselskaber; snart begyndte han også at sætte i scene og skrive stykker for selskaberne og fik hurtigt et vist navn. Fra sit 28. til sit 47. år skrev han 36 skuespil. Hans fantasi, dramatiske kraft og personskabende evne var uudtømmelig; som hans menneskekundskab spændte over alle det menneskelige sinds muligheder, beherskede hans vers det engelske sprog i dets fulde ydeevne. En stor del af hans skuespil er historiske dramaer som f.eks. "Richard 3." og "Henrik 5."; nogle er lystspil, hvoraf flere er romantiske som "En skærsommernatsdrøm", "Som man behager", mens andre er mere realistiske; det gælder f.eks. "Købmanden i Venezia". Endelig skrev han tragedier, hvoriblandt kærlighedstragedien "Romeo og Julie" og romertragedien "Julius Cæsar" er de mest kendte. Bl. hans øvrige tragedier er "Macbeth", "Hamlet" og "Kong Lear". Også som sonetdigter var S betydelig. Han tjente åbenbart godt på sine skuespil og sine meget yndede digte. Allerede 1597 kunne han købe en stor ejendom i Stratford til familien, mens han selv blev i London til 1611. Sine skuespil, af hvilke de første var omarbejdelser af ældre stykker, udgav han ikke selv, idet de var truppens ejendom. Først 1623 udkom den første udgave af dem, den såkaldte "folioudgave". Men smarte bogtrykkere havde hugget og trykt mange af dem i piratudgaver lige fra 1594 (f 26/4 1564)

 

1616 d Miguel de Cervantes Saaveda, spansk forfatter; som ung var han i Italien, hvor han lærte renæssancekulturen at kende. Han blev soldat og deltog i kampen mod tyrkerne. Bl.a. udmærkede han sig i slaget ved Lepanto. Da han i 1575 var på vej tilbage til Spanien, blev han taget til fange af sørøvere og var indtil 1580 slave i Algeriet. I 1585 udsendte han sin første roman, hyrderomanen "Galatea". Herefter havde han flere ydmyge hverv i sit hjemland bl.a. som proviantør til Den uovervindelige Armada og som skatteopkræver. 20 år efter "Galatea" kom l. del af hans hovedværk "Don Quijote". Bogen blev straks en stor succes. På ét år kom der seks udgaver, og kort efter udgivelsen blev den oversat til engelsk og fransk. Oprindelig havde det været C’s hensigt at skrive en parodi på tidens yndede ridderromaner. Men det blev til noget langt mere: en rig og livsklog, af mild hunor fyldt, almengyldig og klassisk skildring af menneskelivets grundvilkår. I de to hovedpersoner, den idealistiske, ædle og tapre, men fantastiske, lidet menneskekloge og fattige adelsmand, Don Quijote på sin magre Rocinante, og hans jordbundne, egoistiske, men forstandige og godlidende, bondefødte væbner Sancho Panza på sit æsel, skabte C to uforgængelige mennesketyper fra livet selv. 1615 udsendte han 2. del af "Don Quijote". I mellemtiden havde C udgivet sit andet hovedværk "De 12 Lærerige Fortællinger" (1613) Gennem hele livet dyrkede C poesien, hans største digt er "Rejsen til Parnasset" (1614), hvori han portrætterede en mængde forfattere inklusive sig selv. Af hans teaterstykker er mange gået tabt, bl. de bevarede er tragedien "El cerco de Numancia" (Belejringen af Numancia, fra 1580'erne) (døbt 9/10 1547)

 

1775 f Joseph Mallard William Turner, engelsk maler og raderer; han begyndte på Royal Academy 15 år gammel og debuterede to år senere; han blev medlem af akademiet 1799, professor samme sted 1802 og dets præsident 1845. Frem til 1796 arbejdede han udelukkende som akvarelmaler, men under et besøg i Frankrig blev han grebet af Claude Lorrains klart opbyggede, heroiske kompositioner, deres koloristiske luft- og lysvirkninger og deres mytologiske staffage; denne franske påvirkning kom f.eks. til udtryk i hans "Dido bygger Karthago" (1815). 1819 foretog han sin første Italiensrejse og tog nu for alvor lysproblemet med dets formopløsning op. Han overførte sin akvarelteknik til oliemaleriet som i f.eks. "Regn, damp og fart" (1844), en apoteose over datidens nye tekniske vidunder, jernbanen. Han foregreb her den senere udvikling under impressionismen. T står ved siden af Constable som Englands største landskabsmaler og indtager i kraft af sit visionære natursyn en fremtrædende plads i det europæiske maleris udvikling (d 19/12 1851)

 

1791 f James Buchanan, USA’s præsident 1857-61 (demokrat); jurist og embedsmand i Washington. 1814 blev han medlem af sin hjemstat Pennnsylvanias lovgivende forsamling, derefter 1821-1831 medlem af Repræsentanternes Hus i Washington. 1832-33 var B amerikansk ambassadør i Sct. Petersborg. Fra 1834 til 1845 var han medlem af det amerikanske Senat. Han var på tale som sit partis præsidentkandidat i såvel 1844 som 1852, men efter først at have gjort tjeneste som udenrigsminister og ambassadør i London blev han præsident i 1857. Som udenrigsminister 1845-49 førte han under amerikanernes krig med Mexico en ekspansionistisk politik over for Texas og Mexico; han havde planer om en annektering af Cuba for at forhindre et evt. slaveoprør her i at brede sig til USA. Som præsident i årene umiddelbart før udbruddet af Den amerikanske Borgerkrig forsøgte B at holde sammen på unionen ved at komme både nord og syd i møde. En umulig politik og en politik, der både i sam- og eftertid er blevet opfattet som sydstatsvenlig -–f.eks. da han for at bevare styrkeforholdet mellem nord og syd gjorde Kansas til slavestat, da den blev optaget i unionen. B’s fejlslagne politik har betydet, at han er gået over i historien som en svag præsident. Om Buchanan er der blevet sagt, at hvis han med sine gode forudsætninger var blevet præsident i 1844, var hans eftermæle blevet helt anderledes. Som forsvar for sin politik skrev han "Mr. Buchanan’s Administration on the Eve of the Rebellion" (d 1/6 1868)

 

1811 f Carl Ferdinand Allen, historiker; han studerede teologi og blev cand. theol. I 1836. Men det blev som historiker, han blev kendt. Det skete 1840. Da udkom hans "Haandbog i Fædrelandets Historie". Den blev en succes. Dels fordi den i overensstemmelse tidens stemning var skrevet ud fra et klart nationalt synspunkt, dels fordi den afhjalp et savn i datidens danske historieskrivning. I de flg. årtier udkom bogen i flere nye optryk. Den var lærebog ved universitetet. En forkortet version til brug i den lærde skole fik endnu større udbredelse. Håndbogens succes idrog til, at A kunne fortsætte sine historiske studier, og 1844 blev han magister i faget. Året efter begyndte han en treårig udlandsrejse, hvis formål var i en række udenlandske arkiver at samle materiale til dansk historie i 15-16 og 1700-tallet. Resultatet blev hans livsværk. En fremstilling af de forene-de nordiske rigers historie på overgangen fra middelalder til nyere tid. "De tre nordiske Rigers Historie under Hans, Christiern den Anden, Frederik den Første, Gustav Vasa, Grevefeiden. 1497-1536" (I-V, 1864-72). As nationallierale holdning kom frem i såvel i hans historiske arbejder som i hans aktive deltagelse i tidens politiske liv. A var professor i historie ved universitetet i København fra 1851. 1859 optoges han i Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab (d 27/11 1871)

 

Påskeslaget ved Slesvig. Efter slesvig-holstenernes nederlag ved Bov den 9. april ville krigen have været forbi, hvis de havde stået alene. Men efter den ydmygende Martsrevolution i Berlin greb kong Frederik Wilhelm af Preussen med iver den gunstige lejlighed til at vinde både militær ære og national anerkendelse; han erklærede den 24. marts at ville støtte slesvig-holstenerne, og allerede den 4. april rykkede preussiske tropper ind i Holsten og den 5. ind i Slesvig. Påskedag 1848 stødte preusserne og danskerne sammen i slaget ved Slesvig. Preussernes hær talte ca 30.000 mand, den danske 10-12.000. Efter otte timers kamp blev danskerne kastet tilbage med betydelige tab; de samlede sig næste dag i Bov-Kruså-stillingen. Overrumpling, som Plough opfatter det i sit digt "Paaskeklokken kimed mildt over den danske kyst" med ordene "sneget var i nattens mulm hid den tyske hær/knap de danske drenge fik tid at spænde sværd", var der ikke tale om. Men rigtigt er det, at den danske hær "veget er for overmagt den liden flok til sidst/men af æren den intet haver midst". Med hensyn til det sidste kan Plough have ret. Under slaget var den danske hær blevet ledet fortrinligt, og tilbagetoget foregik i god orden

 

d William Wordsworth, engelsk forfatter; han voksede op i "the Lake District" i nordvest England og modtog dybe og varige indtryk fra dets smukke og storslåede natur. Under et ophold i Frankrig 1791-92 blev han grebet af frihedsideerne fra den franske revolution, men tog afstand fra terrorregimet. I 1793 havde W udgivet de konventionelle digte "An Evening Walk" og "Descriptive Sketches", de sidste med skildringer fra Alperne. Sammen med digtervennen Samuel Taylor Coleridge planlagde nu W en fælles digtsamling, som skulle betyde et oprør og fornyelse i poesien. Resultatet "Lyrical Ballads" (1798), markerer gennembruddet for den romantiske bevægelse i England. De fleste af bidragene var W’s bl.a. "Tintern Abbey", hvor en glødende tro på sjælen i naturen forener sig med en rationalistisk psykologi. I 1800 udgav W atter "Lyrical Ballads" forøget til to bind og forsynet med et poetisk manifest i form af et langt forord. I 1805 havde W færdiggjort en stor poetisk selvbiografi "The Prelude", som først blev udgivet efter hans død. "Poems in Two Volumes" (1807) indeholder nogle af hans bedste digte, som "Ode: Imitation of Immortality" og sonetten "Upon Westminster Bridge". I 1814 udkom "The Excursion" i 1819 de fortællende "Peter Bell" og "The Waggoner" og 1822 "Ecclesiastical Sketches". I 1843 blev han udnævnt til "poet laureate" (f 7/4 1770)

 

f Gerson Trier, socialistisk teoretiker og sproglærer; 1876 blev han mag. art. i fransk; under et ophold i London 1883-85 – han havde ansættelse som prokurist – færdedes Trier i socialistiske kredse, og han blev revolutionær marxist. Da han igen var i Danmark, meldte han sig ind i Socialdemokratiet, men var i opposition til partiets reformistiske linje og blev ekskluderet i 1889. I 1901 blev han genoptaget, indvalgtes i hovedbestyrelsen og var medforfatter til det marxistisk farvede partiprogram i 1913. I 1916 meldte han sig ud af partiet i protest mod Staunings indtræden i den redikale Zahle-regering (d 22/12 1918)

 

1858 f Max Planck, tysk fysiker, hvis vigtigste arbejder var inden for termodynamik og varmestråling. For at forklare strålingsspektret fra sorte legemer og hvorledes det varierer med legemets temperatur, fremsatte han i 1900 den hypotese, at stråling ikke bliver udsendt kontinuerligt, men i små mængder, mindstekvantum, med energi lig frekvensen multipliceret med en konstant, som han kaldte virkningskvanten, som som nu almindeligvis betegnes som P’s konstans. Med P’s hypotese kunne man nu forklare lysudsendelsen fra en glødende jernstang. Man kunne iagttage, at den først blev rød, siden gullig og til sidst hvid. Man havde ved målinger fundet frem til de love, som styrede denne varmestråling. Men ingen teori kunne forklare disse love, indtil P kom med sin teori om, at energien er kvantiseret. Det vil sige, at lyset udsendes i små "energipakker". Det var første gang det moderne kvantebegreb blev indført i fysikken, og arbejdet fik grundlæggende betydning for udviklingen af fysikken i 1900-tallet. I 1885 blev P professor i Kiel; i 1889 professor i teoretisk fysik i Berlin og i 1930-1937 præsident for Kaiser-Wilhelm- Instituttet for fysik. I 1920 fik han nobelprisen i fysik for 1918 for sit bidrag til kvanteteoriens grundlæggelse og udvikling. I sine senere år arbejdede P væsentlig med filosofiske og erkendelsesteoretiske problemer (d 3/10 1947)

 

f Henry Hyman, Viscount Allenby, britisk feltmarskal; han gjorde fra 1882 tjeneste ved Inniskilling dragonerne og deltog i Bechuanaland-ekspeditionen 1884-85 og i Boerkrigen 1899-1902. Ved udbruddet af 1. Verd.krig havde han kommandoen over en kavaleridivision i Frankrig. I juli 1917 blev han øverstkommanderende for de britiske styrker i Egypten. I 1917-18 stod han i spidsen for et felttog mod de tyrkiske tropper i Palæstina; her opnåede han i november 1917 en afgørende sejr over tyrkerne i slaget i Gaza. Sejren førte til til den britiske erobring af Jerusalem i december 1917. Den britiske krigsførelse i Mellemøsten under Allenbys kommando havde fortsat fremgang, og i sommeren 1918 gennembrød hans tropper den tyrkiske front, og efter sejren ved Megiddo i september 1918 erobredes Damaskus og Aleppo. Dette bidrog afgørende til, at Tyrkiet kapitulerede, og den 30.oktober 1918 indgik våbenstilstand.. Oktober 1919 blev A adlet som 1st Viscount Allen- by of Meggido and Felixstowe og udnævnt til feltmarskal. Han var fra 1919 til 1925 britisk højkommissær i Egypten, hvor han førte en politik, der i 1922 resulterede i Egyptens delvise selvstændighed (d 14/5 1936)

 

1866 f Jacob Appel, højskoleforstander, minister; han voksede op i et grundtvigsk højskolemiljø og levede det meste af sit voksenliv i et sådant miljø. På trods af disse grundtviske omgivelsers uvilje mod "den sorte skole" gennemførte A en femårig uddannelse på Polyteknisk læreanstalt – dog uden at aflægge afsluttende eksamen. I 1890, da højskolen i Askov var i vanskeligheder, blev han kaldt hjem som lærer i matematik. Ved sin forlovelse med forstanderens datter blev A endnu mere knyttet til Askov. Efter de var blevet gift, blev arbejdet ved højskolen As livsopgave. Allerede 1891 lev han skolens inspektør. Han blev leder af det 1894 oprettede kursus for yngre højskolelærere. 1899 medestyrer af skolen og 1906 svigerfaderens – Ludvig Schrøder - afløser som dens forstander. På et tidspunkt hvor A syntes uundværlig som skolens leder og lærer, blev han efter folketingsvalget i 1910, der gav venstre sejren, opfordret til indtræde i ministeriet Klaus Berntsen som undervisnings- og kirkeminister. Til lærernes skuffelse fulgte han opfordringen. A var nok venstremand, men havde aldrig deltaget i partipolitik. Da regeringen faldt i 1913, vendte han tilbage til Askov. I 1920 indtrådte A i Neergaards regering som undervisningsminister fra 1922 virkede han også som kirkeminister. Det er blevet sagt om As indsats som minister, at hans hensigt med at fremme grundtvigske frihedssynspunkter i skole og kirke lykkedes i et vist omfang. Gennem hele livetHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHNNNNhhhnnvv måtte A slås med perioder med depression. Perioder der var præget af mismod, uro, søvnløshed og pirrelighed. Hans sidste år blev triste. 1928 trak han sig tilbage som forstander – kræfterne svigtede. Han flyttede fra Askov og købte en gård i nærheden, men ramtes kort tid efter af en hjerneblødning. Han blev blind og lam (31/12 1931)

 

1897 f Lucius D. Clay, amerikansk general og ingeniør; under 2. Verd.krig havde han ledende stillinger i forsyningstjenesten og var næstkommanderende hos den amerikanske militærguvernør i Tyskland 1945-47. I 1947 blev han øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa og militærguvernør i den amerikanske zone i Tyskland. Han opnåede stor popularitet ved sin beslutsomme optræden, da han oprettede den amerikanske luftbro til Vestberlin under den russiske blokade af byen i årene 1948-49. Han trådte tilbage fra hæren i 1949 overøst med hædersbevisninger. Han gik ind i forretningslivet og støttede Eisenhower i dennes valgkampagne forud for præsidentvalget 1952. Kort efter Berlinmurens opførelse i august 1961 sendte præsident Kennedy Clay med rang som ambassadør og som sin personlige repræsentant til Vestberlin for at vise, at som i 1948 ville USA også i 1961 forsvare Vestberlin. Denne stilling havde Clay til 1962 (d 17/4 1978)

 

f Edith Ngaio Marsh, new zealandsk/engelsk krimiforfatter; en af New Zealands mest populære 20.århundredes forfattere kendt især for sine kriminalromaner med hovedpersonen Inspector Roderick Alleyn ved Scotland Yard; han er blevet karakteriseret som mange kvinders drøm af en mand; han er høj, intelligent, smuk "som en spansk grande". Han er en af de få detektiver, der har overlevet litterært efter at være blevet udstyret med en kone: malerinden Agatha Troy. Marsh var oprindelig kunstmaler siden skuespiller i et Shakespeare teater-selskab i Australien og New Zealand; i 1928 rejste hun til England, hvor hendes første kriminalroman "A Man Lay Dead" udkom i 1934. Hun vendte tilbage til New Zealand, hvor hun skrev stykker til Shakespeare teatret. Desuden skrev hun om New Zealand og om teatret og blev kendt for sine miljøskildringer, dels fra hendes elskede New Zealand dels fra teater- og kunstnerkredse i London. Hun fortsatte med at skrive kriminalromaner blandt disse er "Artists in Crime" (1938), "Opening Night" (1951) og "When in Rome" (1970). Marsh blev adlet i 1948 som Dame of the Order of the British Empire (d 18/2 1982)

 

1902 f Halldór Laxness, islandsk forfatter; Laxness debuterede i 1919 med romanen "Barn náttúrunnar"; derefter drog han udenlands, hvor han blev katolik og en periode levede i kloster i Luxembourg. I 1927 kom hans roman "Vefarinn mikli frá Kasmír", den borgerlige realismes hovedværk i islandsk litteratur. Den næste periode i Laxness forfatterskab var præget af et radikalt samfundssyn, inspireret af et ophold i USA og først udtrykt i "Alþýdubókin". Efter en digtsamling fulgte hans store romanværker, bl.a. "Salka Valka" (1931-32), "Ljósvi-kingur" (1937-40) om den fattige skjald Olafur Kárason Ljósvikingur og den historiske romanserie "Íslands-klukkan" (1943-46), der foregår omkr. 1700 og behandler islandsk og i det hele taget små nationers kamp for frihed mod trældom og undertrykkelse. Efter den tragikomiske Reykjavik- og kunstnerroman "Brekkukot-sannáll" (1957) svingede Laxness interesse mod det absurde teater, og han udgav flere skuespil. I 1960 kom han stærkt igen som romanforfatter med "Paradisarheimt". I 1970'erne veg hans stærkt venstresocialistiske holdning for en mere tydelig interesse for individet og Lao Zis filosofi. Årene førte ham også tilbage til hjembygden med bøger som "Innansveitarkronika" (1970) og "Í túninu heima" (1975). I 1980'erne stod det selvbiografiske i centrum for hans produktion. I 1969 fik Laxness Sonningprisen

 

Folketinget vedtager grundlovsforslaget med 106 stemmer mod 1; de afsluttende forhandlinger om den nye grundlov begyndte i januar. 24. marts var man nået så langt, at der kunne forelægges medlemmerne af fællesudvalget fra 1913-14 et forhandlingsgrundlag. Efter et par ugers besværlige forhandlinger nåede man omsider frem til et grundlovsforslag, bag det stod Venstre, Højre, Soc.demokratiet og Radikale Venstre; forslaget blev vedtaget i Folketinget 23. april 1915

 

Første socialdemokratiske regering (Stauning) tiltræder. Ved folketingsvalget den 11. april mistede det hidtidige regeringsparti, Venstre syv mandater; det var således uden betydning, at dets støtteparti Konservative Folkeparti vandt et enkelt mandat. Valgsejren var oppositionens. Socialdemokratiet vandt syv mandater og fik med 470.000 stemmer en fremgang på 80.000. Nu var partiet ubestridt landets største. De Radikale vandt to mandater. Resultatet var således, at med 75 mandater, 55 socialdemokrater og 20 radikale havde de to partier flertal i Folketinget over for Venstres 45 og 28 konservative. Få dage efter valget indgav den hidtidige statsminister Venstres Niels Neergaard sin dimissionsbegæring. Han tilrådede kongen at henvende sig til Socialdemokratiets leder Thorvald Stauning, hvem det straks blev overdraget at danne den nye regering. Socialdemokratiet havde nu ganske forladt sit gamle standpunkt ikke at ville danne regering, før partiet havde flertal i Folketinget. Socialdemokratiets hovedbestyrelse gav Stauning grønt lys for at danne sit regering; tillige fik han frie hænder til at sammensætte regeringen. Det var Danmarks første arbejderregering, der nu blev dannet. Det føltes skelsættende på næsten samme måde som i 1901, da Venstre dannede regering, og den første bonde kom i kongens råd. Blandt de nye ministre var historikeren Nina Bang. Hun blev verdens første kvindelige minister og fik undervisningen under sig. Til uriasposten som finansminister valgte Stauning C. V. Bramsnæs. Han var uddannet typograf, men tog senere studentereksamen og gennemførte det national-økonomiske studium. Nu var han universitetslektor og indvalgt i mange økonomiske råd. K.K.Steincke, der var kendt for sine betydelige værker om socialpolitik, blev justitsminister. F.J. Borgbjerg blev socialminister, en ny post, der understregede den betydning, socialdemokraterne tillagde den sociale lovgivning

 

d H.C. Branner, forfatter; debuterede 1936 med kollektivromanen "Legetøj", en skildring af et firma som en magtstat i miniatureformat præget af magt, undertrykkelse og frygt; et billede af verden i 1930'erne med dens totalitære styreformer som kommunisme og nazisme. Efter "Legetøj" fulgte en række fine psykologiske studier; romanerne "Barnet leger ved stranden" (1937), en ægteskabs-og skilsmissehistorie, om folk i opløsning handler også "Drømmen om en kvinde" (1941) endvidere barneportrættet "Historien om Børge" (1942) samt novellesamlingerne "Om lidt er vi borte"(1939) og "To minutters stilhed"(1944), hvor han med sin følsomme indlevelse skabte et højdepunkt i dansk novellekunst. Om det medmenneskelige handler skuespillet "Søskende" fra 1951, hvor en søskendeflok er sprængt fra hinanden og forgæves søger at finde sammen igen. Hans sidste hovedværker er romanen "Ingen kender natten" (1955) og skuespillet "Thermopylæ" (1958), begge med ydre motiver fra besættelsesårene, men fundamentalt menneskelige i sin ide. Branner var en central figur i efterkrigstidens kulturdebat, bl.a. med sine essays "Vandringer langs floden" (1956). Desuden var han aktiv som oversætter. Branner var medlem af Det Danske Akademi fra stiftelsen i 1960 (f 23/6 1903)

 

1994 d Richard Nixon, amerikansk politiker (republikaner) vicepræsident 1953-61, USAs 37. præsident 1969-74; uddannet som jurist og praktiserede som advokat 1937-42. Medlem af Repræsentanternes Hus 1947-51, af Senatet 1951-53. Nixon blev landskendt i disse år for sin energiske indsats i undersøgelserne for "uamerikansk virksomhed". Ved republikanernes sejr ved præsidentvalget i 1952 blev han Eisenhowers vicepræsident; genvalgt 1956. Hans ansvarsområde blev udvidet under præsident Eisenhowers sygdom i 1955 og 1957. Som sit partis præsidentkandidat blev han i 1960 besejret af John F. Kennedy. I 1962 forsøgte Nixon forgæves at blive valgt til guvernør i Californien; efter nederlaget trak han sig ud af politik og nedsatte sig som praktiserende advokat i New York. Men politik trak. I 1968 gjorde han comeback. Ved årets præsidentvalg var han igen republikanernes kandidat, og denne gang lykkedes det ham at vinde. Nixon genvalgtes i 1972 med 61% af stemmerne. Udenrigspolitisk var det største problem i den første præsidentperiode forsøgene på at finde en løsning på Vietnamkrigen. Det lykkedes i januar 1973, da USA og Nordvietnam underskrev en fredsaftale, der afsluttede USAs deltagelse i Vietnamkrigen. Med sin aktive udenrigspolitik opnåede Nixon triumfer i forholdet til Kina og Sovjetunionen. I februar 1972 gennemførte han et statsbesøg i Kina, som USA ikke havde haft forbindelse med siden 1949, og i maj 1972 underskrev han i Moskva SALT-I-aftalen om begrænsning af strategiske kernevåben. Nixons anden embedsperiode blev domineret af Watergatesagen. I juni 1972 arresteredes fem indbrudstyve i Det Demokratiske Partis hovedkvarter i Washington, D.C. Efterfølgende undersøgel-ser viste, at Nixons genvalgskomite stod bag indbruddet. Nixons tilbagetræden blev uomgængelig, da det i sommeren 1974 afsløredes, at Nixon allerede i juni 1972 havde haft kendskab til indbruddet og havde søgt at dække over det. En måned efter sin tilbagetræden i august 1974 blev Nixon benådet af sin efterfølger, Gerald Ford. På trods af den store skam ved at måtte forlade posten som USAs præsident på grund af uhæderlighed opnåede Nixon i sine sidste år en vis genoprejsning ved som ældre erfaren statsmand at optræde som rådgiver i udenrigspolitiske spørgsmål for præsidenterne Reagan og Bush (f 9/1 1913)

 

 

Til top        24. april

1066 Første dag hvor det var muligt at se Halleys komet ved dens tilsynekomst i 1066. Som afbilledet på Bayeux-tapetet var Wilhelm Erobrerens mænd i foråret 1066 travlt beskæftiget med at forberede invasionen af England fra Normandiet

 

1731 d Daniel Defoe, engelsk forfatter; efter uden held at have forsøgt sig som forretningsmand slog han ind op den politiske journalistik og blev en af Englands flittigste pamfletskrivere. Særlig kendt blev hans satire mod de højkirkeliges forfølgelse af dissenterne "The Shortest Way with the Dissenters" (1702). Den medførte, at Defoe blev straffet med gabestok og fængsel. I 1704 startede han tidsskriftet "The Review". Her skrev han tre gange om ugen om aktuelle spørgsmål af politisk, økonomisk, religiøs og kulturel karakter. I sit 60. år indledte han et nyt, rigt forfatterskab med "Robinson Crusoe" (1719), som snart opnåede verdensberømmelse. Denne fortælling om en skibsbrudden, der opholder sig 28 år på en øde ø, behandler et sensationelt stof på en fængslende måde. Senere kom romaner som "Captain Singleton" (1720) og "Colonel Jack" (1723) og mange andre fortællinger og skrifter af forskellig art. Defoe er blevet kaldt den første moderne romanforfatter. Selv gav han sig ud for at være reporter i stort format. Hans "A Tour through the Whole Island of Great Britain" (3 bd., 1724-27) gjorde i 50 år tjeneste som håndbog for rejsende og er et vigtigt kildeskrift. Som politisk journalist var han altid talsmand for borgerstanden (f 1660)

 

1743 f Edmund Cartwright, engelsk præst og opfinder; han blev i 1779 præst i Goadby Marwood, Leicestershire. For at hindre den overproduktion af garn, der var en følge af Arkwrights opfindelse (ca 1769) af spindemaskinen, begyndte man omkring 1784 at spekulere på udvikling af en mekanisk væv. Det blev Cartwright, der fremstillede den første mekaniske væv, og han udtog patent på den i 1785. Han forbedrede i de flg år denne vævestol og udtog nye patenter 1786 og 1787. Nogen større udbredelse fik den dog ikke før efter napoleonskrigene. Den langsomme udbredelse skyldtes især, at der var vævere til stede i rigelig mængde, så fabrikanterne havde ingen tilskyndelse til forsøge en mekanisering. Ej heller Cartwrights egne forsøg på at få økonomisk udbytte af sin opfindelse gav resultat, idet en tekstilfabrik, han i 1785 grundlagde i Doncaster, i 1793 blev overtaget af hans kredi-torer. I 1789 fik han patent på en uldkartemaskine, men heller ikke den gjorde ham rig. I 1809 fik han dog nogen økonomisk gevinst af sine opfindelser. Da vedtog Underhuset at skænke ham 10.000 pund som påskønnelse for den økonomiske fremgang hans opfindelse af maskinvæven havde skabt. For beløbet købte Cartwright en gård i Kent, hvor han boede til sin død (d 30/10 1823)

 

1825 f Robert Michael Ballantyne, skotsk digter; skrev en række romaner, som blev meget populære ikke mindst på gr. af beskrivelsen af bøgernes hovedperson. De var helte, hvis selvtillid og retskaffenhed førte dem ud i spændende eventyr. Hans erfaringer fra ansættelse i Hudson Bay Company (1841-48) dannede baggrund for hans første bog "The Young Fur-Traders" (1856). Blandt hans mere end 80 bøger er "Dog Crusoe" (1860) og "The Gorilla Hunters" (1862) (d 8/2 1894)

 

f Joseph Simon Gallieni, fransk officer; efter at have afsluttet sin officersuddannelse og gjort tjeneste under krigen mod Preussen 1870-71 blev han ved midten af 1870'erne sendt til Afrika for at gøre tjeneste i de franske kolonier. Her var tjenestegørende næsten uafbrudt frem til 1911. Om sine oplevelser i kolonierne skrev han bl.a. "Mission d’exploration du Haut-Niger" (1885), "Deux campagnes au Soudan francaise" (1886-88) og "La Pacification de Madagascar" (1900). I 1911 blev han den franske hærs øverstkommanderende, men på gr. af dårligt helbred måtte han trække sig tilbage april 1914. Umiddelbart før verdenskrigens udbrud blev han indkaldt og blev militærkommandant i Paris. Herfra gennemførte han en modoffensiv, da han erfarede, at de tyske tropper efter at have krydset Marne i sept. 1914 i deres march mod Paris var bøjet af mod sydøst, og at deres flanke mod Paris derfor var udækket. Med sin offensiv bidrog Gallieni afgørende til den franske sejr ved Marne. Han blev krigsminister oktober 1915, men trak sig tilbage marts 1916. I 1921 blev han posthumt udnævnt til marskal. I 1926 udkom hans memoirer "Mémoires du Maréchal Gallieni" (d 27/5 1916)

 

f Philippe Pétain, fransk marskal og statsleder; han udmærkede sig under 1. Verd.krig som chef for Verduns forsvar i 1916; han var øverstkommanderende for de franske styrker på Vestfronten 1917-18. Ved at forbedre forholdene for de franske soldater standsede han et udbrud af mytteri. Han opnåede en umådelig popularitet blandt de menige, og i hele mellemkrigstiden fejredes han som en helt. I november 1918 udnævntes han til marskal af Frankrig. Da Frankrig havde lidt de første nederlag efter det tyske angreb den 10. maj 1940, blev Pétain den 18. maj vicestatsminister. I regeringen blev der flertal for Pétains synspunkt om at søge våben-stilstand. I juli blev Pétain både statschef og statsminister i den såkaldte Vichy-regering i den ubesatte del af Frankrig og havde faktisk diktatorisk magt. Udenrigspolitisk fulgte han en "ventepolitik", der gik ud på at se, hvordan krigen ville udvikle sig. I praksis fik denne politik ofte en anti-britisk karakter. Først og fremmest op-stod en uforsonlig modsætning mellem Pétain og de Gaulle og hans komité i London, som med "de frie franske styrker" fortsatte krigen mod Tyskland. Da de allierede i 1942 gik i land i Nord-Afrika, gav Pétain de franske styrker ordre til at gøre modstand. Han protesterede også mod tyskernes indmarch i den ubesatte del af Frankrig og gav marinen ordre til at sænke den franske flåde i Toulon. 3. august 1944 blev Pétain afsat; da tyskerne 1944 blev fordrevet fra Frankrig, fulgte Pétain med til Tyskland. I april 1945 kom Pétain tilbage til Frankrig; han blev anklaget for samarbejde med tyskerne og forræderi; han blev dømt til døden, men benådet og deporteret til øen Yeu, hvor han døde (d 23/7 1951)

 

1868 Loven om anlæggelse af Esbjerg havn vedtages på Rigsdagen. På skrænten Esbjerg i Jerne sogn lå der på daværende tidspunkt kun et par gårde og nogle huse, og der boede omkr. 30 personer der. Det var indenrigsminister Jakob Brønnum Scavenius Estrup, der først og fremmest havde arbejdet for anlæggelse af havnen. Det var ikke Estrups egen ide, at der der, i et fjernt og øde hjørne af landet, burde anlægges en eksporthavn. Men han havde erkendt, at fra Esbjerg var afstanden til England kortest, og at der her var et godt udskibningssted for Jyllands kvæg, efter at grænseflytningen i 1864 havde vanskeliggjort den gamle afsætning sydpå. Da dansk landbrug ti - femten år senere måtte gå over til mejeri- og kødproduktion, fik Estrup dobbelt ret

 

1881 f Harald Giersing, maler; blev i 1899 cand phil, og året efter elev på Kunstakademiet. 1904-06 på Kristian Zahrtmanns skole. 1906-07 opholdt han sig i Paris, hvor neoimpressionismen, Gauguin og senere Matisse fik betydning for ham. Rejsens resultater viste sig hurtigt: det monumentale portræt af faderen og "Model i Interiør" fra henholdsvis 1907 og 08. Den neo-impressionistiske teknik forlod han snart og samlede farven i brede, rytmisk bevægede flader. Hans interesse for fart og bevægelse førte ham til nye motiver som danserinder og fodboldspillere, som f.eks "Sophus header" (1917), hermed var Giersing ikke bare i overensstemmelse med det nye i fransk kunst. De italienske futuristers højstemte manifester var ude i samme ærinde: "vi vil prise den agressive bevægelse...det gymnastiske skridt, det farlige spring...". Fra 1912 malede han som i de unge år ude i landet. En række af hans smukkeste skovmalerier er malet ved Sorø 1915-16. Siden fandt han motiver ved Furesøen. Efter i 1920 at have erhvervet sommerhus på Sydfyn dyrkede Giersing det fynske landskabsmaleri, f.eks. "Landevej ved Fåborg" (1920) og "Svanninge kirkegaard, sorte stammer" (1922) (d 15/1 1927)

 

d Helmuth von Moltke, tysk generalfeltmarskal; han var søn af en dansk general og blev 1819 dansk officer. I 1822 trådte han i preussisk tjeneste og var 1835-40 militær rådgiver i Tyrkiet. Efter hjemkomsten var han tjenestegørende i den preussiske generalstab fra 1857 som dennes chef. I krigene mod Danmark 1864, mod Østrig 1866 og mod Frankrig 1870-71 var Moltke den strategiske hjerne bag operationerne. Hans effektive udnyttelse af de nye kommunikationsmidler - især jernbanerne - samt en minutiøs udarbejdelse af de militære planer har sikret ham ry som en af den moderne krigshistories største begavelser. 1870-88 ledede Moltke den tyske generalstab. Fra 1867 var han konservativt rigsdagsmedlem og fra 1872 medlem af det preussiske Herrnhaus. Moltke efterlod sig et omfattende militærpolitisk forfatterskab, der udkom under titlen "Gesammelte Schriften und Denkwürdigkeiten". Forfatterskabet, hvoraf dele er af militærstrategisk art, og hans betydning for udvikling af moderne militærstrategi, militærorganisation og militær uddannelse holdt sig langt op i 1900-tallet (f 26/10 1800)

 

Med stemmer fra Socialdemokratiet og Venstre gennemføres J.C. Christensens og Venstres skolereform, der afstak rammerne for det danske skolevæsen helt frem til 1958. Hvad angik gymnasiet, så havde industrialiseringen og den videnskabelige udvikling gjort det påkrævet, at man i de højere almenskoler (gymnasiet) tilgodeså de naturvidenskabelige fag, og den matematisk-naturvidenskabelige linje var blevet oprettet i 1871. Med loven i 1903 blev gymnasiet grundlæggende ændret. Foruden ovennævnte og den klassisk-sproglige linje lev der oprettet en tredje linje, den nysproglige. Piger fik adgang til de offentlige gymnasier, og faget oldtidskundskab blev indført. Samtidig blev der skabt forbindelse til grundskolen med indførelse af en firårig mellemskole. Adgangen til den var betinget af en bestået adgangsprøve efter det femte skoleår. Ca. en tredjedel af en årgang kom i mellemskolen. De børn, der ikke kom i mellemskolen, fortsatte i en 2-årig folkeskoleoverbygning.. Det blev problematisk, at mellemskolen drænede folkeskolen for de dygtigste elever. Det blev sagt, at folkeskolen visnede i toppen. Mellemskolen efterfulgtes af en etårig realklasse og/eller et treårigt gymnasium. Med reformen blev landbo-børnene ladt i stikken. Geografiske, kulturelle og sociale afstande bevirkede, at der skulle en ganske ekstra-ordinær indsats til, hvis et barn fra en landsbyskole skulle bryde op efter det femte skoleår og hver dag tage til byen for at gå i mellemskolen. I byerne blev den nye mellelskole med realklasse og gymnasiet en succes. Stadig flere børn fra den nye funktionærklasse og efterhånden også børn af faglærte arbejdere søgte denne skoleform. Mellemskoleeksamen og realeksamen blev adgangsbillet til mange af de nye jobs i banker, handelsfirmaer, i den kommunale administration og i told-post og jernbaneetaterne. Knap så stor var successen for gymnasiet. Det lykkedes kun i begrænset omfang at give gymnasiet et bredere rekrutte-ringsgrundlag. Men fra 1900 til 1910 fordobledes studentertallet – fra ca. 400 til ca. 800

 

1907 d Poul la Cour, fysiker og højskolelærer; tog 1869 magisterkonferens i fysik med meteorologi som hovedfag. 1872-77 var han ansat ved det nyoprettede meteorologiske institut. 1871 fik han Videnskabernes Selskabs sølvmedalje for måling af skyhøjder. 1874 fik han guldmedalje for stemmegaffel-telegrafien, der gjorde det muligt at sende flere telegrammer gennem samme tråd. 1878 blev højskolen i Askov omdannet til en udvidet højskole med videregående undervisning, og la Cour tog mod tilbuddet om en lærerstilling i naturvidenskab ved høj-skolen. Foruden at virke som lærer og foredragsholder udfoldede han en omfattende eksperimentel og litterær virksomhed. Hans pædagogiske metoder blev nedfældet i "Historisk Matematik" (1881) og "Historisk Fysik" (1896). Som fysiker og meteorolog var han optaget af at udnytte vindkraften. Det var hans plan, at enhver større gård skulle have sit eget vindelektricitetværk. Da la Cours forsøg tegnede lovende, blev det muligt i 1897 for en bevilling på 27.000 kr. at bygge en stor forsøgsmølle i Askov. 1903 oprettedes med la Cour i spidsen Dansk Vind Elektricitets Selskab (DVES) med den opgave at give vejledning ved anlæg af små el-værker,udbrede oplysning gennem kurser og et tidsskrift. La Cours interesser var ikke kun bundet til naturvidenskaberne. 1899 oprettede han Askov valgmenighed og fik bygget kirke og præstebolig (f 13/4 1846)

 

1929 Folketingsvalg. Ved afstemningen om finansloven i marts 1929 kunne Venstre mindretalsregeringen ikke samle flertal for sin finanslov og måtte udskrive valg. Ved den endelige afstemning i tinget stod det åbent, om Socialdemokratiet villle undlade at stemme, hvorved finansloven kunne vedtages alene med Venstres stemmer. Ved afstemningen stemte 45 fra Venstre for finansloven, 52 socialdemokrater imod, alle øvrige medlemmer hverken for eller imod. Finansloven var altså faldet, og statsminister Madsen-Mygdal udskrev valg. Om lederen af rege-ringens støtteparti – Konservative Folkeparti – Christmas Møller hed det, at "Piccoloen havde tabt terrinen". Herved skulle man forstå, at den unge partileder utilsigtet havde styrtet en borgerlig regering. I virkeligheden smed han terrinen. Hans aktion havde nemlig det klare formål at markere Konservative Folkeparti som et selvstændigt parti i forhold til Venstre. Hans aktion blev imidlertid ikke anerkendt af vælgerne. De konservative mistede seks mandater og havde nu 24. Det andet af de store borgerlige partier – Venstre- mistede tre mandater og blev 43. Valgets store sejrherre var Socialdemokratiet, som gik otte mandaater frem til 61. Radikale Venstre fik uforandret 16. I Folketinget var der dengang 148 pladser. Altså nu havde Socialdemokratiet og de radikale flertal. Regeringsforhandlingerne, efter valgresultatet forelå, resulterede da også i dannelsen af en socialdemo-kratisk-radikal koalitionsregering med socialdemokratiets leder Thorvald Stauning som statsminister og den radikale P. Munch som udenrigsminister. Det blev en regering, der kom til at sidde i 11 år; en rekord ingen anden regering slog i det 20. århundrede

 

1932 d Sylvia Pio, lensgrevinde; som datter af Socialdemokratiets grundlægger (Louis Pio, f 14. december 1841) fik hun stor symbolsk betydning for det hurtigt voksende arbejderparti. Hun var født i USA under faderens landflygtighed. Som 24-årig mødte hun grev Eggert Knuth, som hun blev gift med. Hun kunne således rejse hjem til Danmark som lensgrevinde til Knuthenborg på Lolland. Men ægteskabet holdt kun knap ti år. I 1917 blev Sylvia Pio i stedet gift med skuespilleren Johannea Poulsen. Heller ikke dette forhold holdt, parret blev skilt i 1922. Hendes politiske liv begyndte for alvor med indmeldelsen i Socialdemokratiet i 1920. I forbin-delse med partiets jubilæum i 1921lykkedes det at få faderens aske til Danmark med hjælp fra partiets første-mand, Thorvald Stauning. Mellem de to udviklede der sig et kærlighedsforhold – et papirløst forhold -, der varede til Sylvia Pios død. Hun kæmpede for at få dannet en socialdemokratisk kvindebevægelse. Disse bestræbelser førte i 1928 til dannelse af et kvindeudvalg inden for partiet. I 1930 blev adskillige kvindeudvalg samlet i Kvindeudvalgenes Klub, hvor Sylvia Pio blev formand. Hendes sidste år var præget af sygdom og delvise lammelser (f 29/11 1878)

 

1967 Militærkup – det såkaldte oberstkup finder sted i Grækenland under ledelse af obersterne Georgios Papadopoulos og Nikolaos Makarezos og brigadechef Stylianos Pattakos. Kuppet, der blev begyndelsen til over syv års militærstyre, var kulminationen på en politisk krise, der havde rødder tilbage til Den græske Borgerkrig ved afslutningen af 2. Verd.krig og blev udløst af en magtkamp om kontrollen over militæret mellem den folkevalgte regeringsleder Georgius Papandreou og kong Konstantin. Diktaturet ophævede de demokratiske principper, og kritik af styret blev imødegået med brutalitet, herunder massefængslinger, tortur, statslig kontrol med fagbevægelsen og fyringer af tusinder af offentligt ansatte på grund af deres politiske overbevisning. Regimets ideologiske grundlag var nationalistisk, antidemokratisk, stærkt antikommunistisk og reaktionært. Det faldt den 24. juli 1974 på gr. af manglende folkelig opbakning, intern splittelse og Cypernkrisen, hvor der var fare for krig med Tyrkiet

 

Til top        25. april

1214 f Ludvig 9. "den hellige" fransk konge 1226-1270; han var ældste overlevende søn af Ludvig 8. og Blanche af Castilien; for at sikre sin søn tronen ved Ludvig 8.’s død i 1226 fik Blanche straks den 12 årige Ludvig kronet. Hun var de flg. år regent for sønnen og måtte slå flere alvorlige opstande ned. Længe efter Ludvig var gammel nok til at overtage styret, var det Blanche der regerede Frankrig - i al fald til 1242 muligvis længere. Endvidere var hun landets regent fra 1248 til sin død i 1252 under Ludvigs første korstog. Da Ludvig 9. overtog styret regerede han sit kongerige med visdom og autoritet; der var ro og trivsel i Frankrig, og landet havde fred udadtil; Frankrig kom derved til at indtage en fremtrædende position i Vesteuropa. Hans mest energiske indsats gik ud på at forbedre retssikkerheden og retsplejen. Han var stærkt religiøs, levede næsten som en munk og udviste udstrakt velgørenhed. Men han tillod ikke kirken at formindske den kongelige myndighed. Han fortsatte sine forgængeres politik med at forøge de kongeige domæner. 1234 erhvervede han således Clermont-en-Beauvais, Mortain og Domfront. For at støtte kejser Balduin II af Konstantinopel i kampen mod tyrkerne opfordrede Ludvig 9. til korstog. August 1248 forlod han og korsfarerne Frankrig med kurs mod Ægypten, den stærkeste muslimske magt. Efter at Ludvig havde lidt nederlag og fangenskab, som han blev løskøbt af, opholdt han sig fire år i Syrien, hvor han bl.a. løskøbte så mange kristne fanger, han formåede. Da Ludvig 9. 1270 startede et nyt korstog, satte han kurs mod Tunesien, der skulle være base for et nyt angreb på Ægypten. I Tunesien blev korsfarerne ramt af pest, som også kostede Ludvig 9. livet. For eftertiden kom Ludvig 9.s regeringsår til at stå som en rig og lykkelig periode. August 1297 blev han kanoniseret (d 25/8 1270)

 

1284 f Edward 2. engelsk konge 1307-1327; fjerde søn af Edward I og dennes første kone Eleanor af Castilien; i januar 1308 blev Edward 2. gift med Isabella, datter af kong Philip IV den Smukke af Frankrig. Gennem hele sin regeringstid lå Edward 2. i strid med engelske stormænd, en strid der førte til hans afsættelse og død. Striden havde sit udspring i stormændenes forsøg på at begrænse kongens magt, især når det gjaldt hans valg af rådgivere. I 1311 måtte Edward 2. acceptere de såkaldte ’ordinances’, en række krav stormændene havde forfattet for at sikre sig indflydelse på landets styre. I de næste 11 år kæmpede Edward 2. for at fjernet ’the ordinances’. Med hjælp fra Hugh le Despenser lykkedes det i 1322. Despensers voksende magt udfordrede stormændene og især dronningen, hvis ejendomme i 1324 var blevet beslaglagt med den søgte forklaring, at landet var truet af en fransk invasion. Isabella slog sig sammen med utilfredse stormænd og erklærede, det var hendes hensigt at få fjernet Despenser. Kongen var uden støtte og flygtede mod Wales sammen med Despenser. I november 1326 blev de fanget, Despenser blev henrettet og kongen indespærret. I januar blev Edward 2. tvunget til at afgive kronen til sin søn Edward (3.). I september 1327 døde Edward II i fangenskab - højst sandsynligt myrdet

 

d Leon Batista Alberti, italiensk arkitekt og kunstskribent, der er en af renæssancens mest fremtrædende og alsidige humanister. Han lærte latin og græsk i Padova og studerede jura, fysik og matematik i Bologna 1421-28. I 1432 blev han ansat i den pavelige administration i Rom. Her malede han, foretog optiske eksperimenter og studerede den romerske arkitektur. Et af resultaterne blev afhandlingen "Della Pittura" (1435-36), hvor han bl.a. som den første formulerede lovene for centralperspektivet. Endvidere skrev han "De Re Aedificatoria" (skrevet 1443-52, trykt 1485), renæssancens første afhandling om arkitektur. Den fik vidtrækkende betydning, her sammenfattedes tidens ideer om proportioner, søjleordner og byplanlægning. Alberti har desuden skrevet om matematik og mekanik samt poetiske og moralsk-filosofiske værker. Han var i 40’erne, da han blev arkitekt og anvendte sine teorier i praksis ved at tegne og få opført en lille gruppe bygninger, der hører til hovedværkerne i europæisk arkitektur. I 1450 bad Sigismondo Malatesta, hersker i Rimini og forhenværende condottiere ham ombygge den middelalderlige kirke San Francesco i Rimini til gravkirke for Malatestaslægten. Alberti omskabte kirkens middelalderlige ydre efter klassiske former; således blev indgangspartiet formet som en romersk triumfbue. Det betød, at bygningen fra at have været en kirke blev et tempel. Den blev da også nu kaldt Tempio Malatestiana. Efter samme mønster skabte han facaden på Palazzo Rucellai i Firenze (1450-60). En facade, der blev brugt som model for byhuse helt op i 1900-tallet. Facaden på Santa Maria Novella i Firenze (1456-70) fik tilsvarende rolle for kirkernes facadeudsmykning. I Mantova stod han bag opførelsen af to kirker San Sebastiano (1460) og Sant’ Andrea (1470). Den førstnævnte blev som noget helt nyt bygget med en grundplan som et græsk kors. Dvs et kors med lige lange arme i modsætning til middelalderens grundplan formet som et latinsk kors– med et langt midterskib og to kortere sideskibe (f 14/2 1404)

 

d Margrete af Anjou, engelsk dronning; datter af René I af Anjou og født i faderens hertugdømme, Lorraine. 23. april 1445 gift med Henrik 6. af England; hun blev hurtigt indblandet i stridighederne omkring den engelske trone - Rosekrigene; hendes upopularitet i befolkningen blev cementeret af hendes griske og herskesyge optræden; ej heller hendes franske baggrund var heldig for hende på et tidspunkt, hvor englænderne led nederlag i Hundredårskrigen i Frankrig. Oktober 1453 fødte hun sit eneste barn, sønnen Edward. Uheldigvis for M blev hendes mand få måneder senere sindssyg og ude af stand til at regere. Den naturlige rigsforstander ville under disse omstændigheder være hertugen af York, men M frygtede, han ville være en fare for hendes søns muligheder for at blive konge. Stridighederne udviklede sig herefter hurtigt og stadig alvorligere; efter flere kampe med sejre og nederlag for M i War of the Roses, endte hendes optræden i engelsk historie med det fuldstændige nederlag i slaget ved Tewkesbury d. 4. maj 1471. Hendes søn blev dræbt, selv blev hun taget til fange; tre uger senere blev hendes hendes mand myrdet i Tower. I 1475 løskøbte hendes slægtning Ludvig XI af Frankrig hende; dog for hendes egne penge, for kongen krævede, at hun gav afkald på arv efter sin far. Sine sidste år - fra 1475 - levede hun i Frankrig (f 23/3 1429)

 

1595 d Torquato Tasso, italiensk forfatter; han var elev på jesuitskolen i Napoli og derefter jurastuderende i Padova. Perioden 1565-75 tilbragte han som hofpoet og historiograf hos hertugfamilien Este i Ferrara, et liv i arbejde og fest, præget dels af kærlighedshistorier dels af religiøse kriser. Blandt hofdamerne fandt han modeller både til sit hyrdedigt "Aminta" (1573) og til de kvindeskikkelser, han smykkede "Jerusalems befrielse" med; dette hans store heltedigt "Gerusalemme liberata" med emne fra første korstog havde han fuldført 1575. Årene i Ferrara blev T lykkeligste; fra 1579 til 1586 var han på et sindssygehospital. 1586 blev han indbudt til ophold hos hertugfamilien Gonzaga i Mantova, T efterkom indbydelsen, men blev ikke længe i Mantova. Herefter fulgte en sørgelig og flerårig omstrejfen i Italien. Hans sidste opholdssted blev Rom (fra 1595). Her ville man foranstalte hans digterkroning på Capitol; men inden den kunne finde sted, døde han i klostret San Onofrio som munkenes gæst (f 11/3 1544)

 

1599 f Oliver Cromwell, engelsk statsmand; han tilhørte en beskeden lavadelig slægt fra East Anglia, og levede indtil 40-års alderen et stille liv som godsejer nær Cambridge. Omkr. 1630 gennemlevede den strengt puritanske Cromwell en åndelig krise, som overbeviste ham om, at han var Guds udvalgte redskab, hvis mission var at omdanne England til en jordisk gudsstat på puritansk grundlag. Dette mål forfulgte han stædigt, fra han 1640 blev medlem af Parlamentet og til sin død. I Parlamentet blev han modstander af den "tyranniske og upålidelige" kong Karl 1. Efter oprøret mod kongen stod Cromwell i Den Engelske Borgerkrig i spidsen for en ryttertrop (jernsiderne), og som fører for disse fik han afgørende indflydelse på slagene mod kongens tropper ved Marston Moor 1644 og Naseby 1645. Som øverstkommanderende knuste han irernes modstand 1649-50, og efter at have besejret skotterne, overvandt han den sidste kongetro hær ved Worcester 3. september 1651. Cromwell blev Lord Protector og dermed landets leder; Cromwells velvoksne hærmagt forøgede Englands anseelse i udlandet, og Navigationsakten og koloniale erhvervelser forbedrede økonomien. Han blev begravet i Westminster Abbey; men efter kongemagtens genetablering blev hans jordiske rester på kongens/Karl 2.'s befaling gravet op og hængt op i en galge (d 3/9 1658)

 

1719 London-bogtrykkeren William Taylor udsender bogen "The Life and Strange Surprizing Adventures of Robinson Crusoe of York, Mariner" af Daniel Defoe. Den blev straks en bestseller. Allerede to uger senere udkom et nyt oplag og inden årets udgang yderligere to. Sådan blev det ved ikke bare i England, men i hele Europa. "Robinson Crusoe" blev en af de mest læste bøger i 1700-tallet

 

d Anders Celsius, svensk astronom og fysiker; hans arbejder omfatter forskellige områder; mest kendt er hans indførelse af centesimalskalaen på termometret (Celsiusskalaen). Men at han fik indført teoretisk og praktisk astronomi i Sverige, er blevet karakteriseret som hans største indsats. For egne midler indrettede han i 1729 et beskedent observatorium i Uppsala. For at sætte sig ind i den nye astronomis teoretiske og praktiske sider begav han sig i 1732 på en længerevarende studierejse rundt i Europa. Han opholdt sig en tid i Nürnberg. Herfra gik rejsen til Italien. Under opholdet i Rom beskæftigede C sig bl.a. med at bestemme den gammelromerske fods sande længde og med at måle intensiteten af sollyset. For at få afgjort uenigheden om Jordens form deltog han i sidste halvdel af 1730'erne som eneste fagastronom i en ekspedition til Lapland. Selv om målingerne var af tvivlsom kvalitet, viste de, at Jorden, som forudsagt af Newton, virkelig var fladtrykt ved polerne. C's energiske indsats for at få bygget et svensk observatorium af international standard bar frugt i 1740, da der blev opført et observatorium i Uppsala. C døde forholdsvis ung og nåede ikke at færdiggøre de mange forskningsprojekter, han havde sat i gang. Herunder også hans arbejde for at få indført den gregorianske kalender i Sverige. Det skete først i 1753. 53 år senere end i Danmark-Norge (f 27/11 1701)

 

1767 f Nicolas Charles Oudinot, duc de Reggio, fransk marskal; begyndte sin militære karriere i den kgl. hær i 1784. Eftersom ikke-adelige var udelukket fra forfremmelse, udtrådte han af hæren i 1787. Men efter revolutionen blev han i 1792 leder af Meuse militsen og indtrådte i den regulære hær i 1794. For den seje modstand hans tropper havde ydet i slaget ved Kaiserslauten, blev han i 1795 brigadegeneral. I 1799 blev han divisionsgeneral; som stabschef under André Masséna deltog Oudinot i felttogene i Svejts og Italien. Herefter stod han i spidsen for en elitedivision af grenaderer (1805-07) bl.a. i slagene ved Austerlitz og Ostrolenka. Efter slaget ved Wagram (1809) blev Oudinot forfremmet til marskal, og i 1810 blev han hertug af Reggio. Efter at have gjort tjeneste som guvernør i Holland (1809-12) og deltaget i felttoget i Rusland i 1812, led han et alvorligt nederlag i slaget ved Grossbeeren i Tyskland og blev afløst af Michel Ney. Da Napoleon havde abdiceret i 1814, sluttede O sig til Louis 18. og forblev ham tro under Napoleons 100 dage (1815). Senere gjorde han tjeneste som udsending i Spanien. Fra 1842 til sin død var han leder af les Invalides (veteranhjem) (d 13/9 1847)

 

I Frankrig er guillotinen i brug for første gang. Landevejsrøveren Nicolas Jacques Pelletier mister hovedet. Henrettelsesmaskinen blev opkaldt efter lægen Ignace Guillotin, der som led i revolutionens almindelige demokratisering og privilegiernes afskaffelse i 1789 i Nationalforsamlingen fremsatte forslag om, at dødsstraf skulle eksekveres ens for alle. At blive hængt var en vanærende straf, og det var så den måde den gemene hob blev henrettet på. Følgelig kunne en adelig ikke henrettes ved hængning. Det var adelens privilegium at blive henrettet ved halshugning. Når adelen ved revolutionen mistede sine privilegier, måtte også dette væk. Her kom den demokratiske guillotine ind i billedet. Den bestod af en platform, hvorpå var rejst to høje bjælker forbundet med tværbjælke. I denne var den tunge faldøkse anbragt. Den var oprindelig halvmåneformet senere en retvinklet trekant. Faldøksen udløstes ved snoretræk. Når den faldt, huggede den hovedet af delikventen, der lå på maven med hovedet fastgjort i en træudskæring

 

1848 d J. Th. Lundbye, maler; som 14 årig elev på Kunstakademiet. Han var bestemt til at være dyremaler, men gik over til i det væsentligste at være landskabsmaler. Påvirket af Grundttvig og den nationale bevægelse i 1840'erne blev han fortolker af det danske landskabs stemninger. Lundbye ville, at folk skulle glædes ved hans billeder, styrkes i deres kærlighed til Danmark og dets sagn og oldtidsminder, og at byboen skulle lære at værdsætte sin broder bag ploven og denne at værdsætte sig selv. Med "En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Isefjorden" (1842) har Lundbye præsteret en monumental skildring af et typisk dansk landskab. En rejse til Italien 1845-46 påvirkede ikke hans kunst i synderlig grad. Overalt hvor han på sin rejse kom frem, iagttog og studerede han med stor energi, men det direkte arbejdsudbytte af rejsen - en mængde tegninger og billeder, bl.a. "En Drift Okser i den romerske Kampagne" - hører ikke til hans betydeligste; aldrig havde han så stærkt som i denne tid mærket, han var bundet til den danske natur. Efter hjemkomsten gik han atter i gang med at skildre egnen ved Vognserup i Nordsjælland, bl.a. "Malkeplads ved Herregaarden Vognserup" (1847). Bl. hans senere billeder er en række studier fra egnen ved fødebyen Kalundborg. Fra samme år er desuden "Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde". Lundbye deltog som frivillig i Treårskrigen, men han kom aldrig frem til slagmarken. Hans kompagni var 25. april 1848 nået til Bedsted. Under et hvil sad L og tegnede. Da soldaterne fik ordre til at træde an, væltede en pyramide geværer; et af dem gik af, og Lundbye blev dræbt. Når Lundbye trods sin tidlige død har erobret en fremtrædende plads i dansk kunst, skyldes det ikke alene hans malerkunst, men i lige så høj grad hans tegninger. Hans evner som tegner har også sat sig spor i hans grafiske arbejder, der navnlig omfatter en række raderinger; hans fortrinlige evner som illustrator er mest kendt fra H.V. Kaalunds fabler, der udkom 1844 (f 1/9 1818)

 

1859 Bygningen af Suez-kanalen påbegyndes. Det skete, da den franske ingeniør Ferdinand de Lesspes, manden der havde projekteret arbejdet, tog det første spadestik ved anlæggelsen af det store moleanlæg ved Port-Said, der danner indløbet til kanalen fra Middelhavet. Ti år senere var arbejdet fuldendt, og den 17. november 1869 åbnedes kanalen. Den havde da en længde på 165,8 km, en dybde på 10,5 m og en mindste bredde i overfladen 80 m, ved bunden 45-60 m. Der er ingen sluser. Senere er der foretaget flere såvel uddybninger som anlæg af parallelløb. Åbningen af kanalen skete i overværelse af regenter, fyrster, statsledere og fremtrædende personligheder fra en lang række lande. En procession af skibe med den franske kejserlige yacht "l’Aigle" med kejserinde Eugenie om bord i spidsen sejlede gennem kanalen. Adskillige tusind gæster repræsenterende et udsnit af europæisk og mellemøstlig overklasse var indbudt af kediven af Ægypten Ismael for at deltage i højtideligheden

 

1874 f Guglielmo Marconi, italiensk elektrotekniker og en af radiotelegrafiens pionerer; han blev uddannet som fysiker, og allerede i sin ungdom udførte han sine første eksperimenter med radiotransmission. Det skete bl.a. på faderens gods ved Bologna. I 1896 flyttede han til London, og her kunne han samme år og året efter med succes demonstrere de trådløse telegrafapparater, han havde udviklet. Ved udgangen af 1897 kunne han med sine apparater radiokommunikere på afstande op til 25 kilometer. I 1899 oprettede han i det sydlige England en radiostation, der over Den engelske Kanal kunne kommunikere med Frankrig. Samme år udstyrede han tillige to amerikanske skibe med sine apparater, så de fra britiske farvande kunne rapportere til aviser i New York om forløbet af kapsejladsen om America’s Cup. Dette sidste førte til oprettelsen af American Marconi Company. I 1909 modtog M nobelprisen i fysik, og i 1930 blev han valgt til formand i det italienske videnskabelige selskab (d 20/7 1937)

 

f Peter Faber, telegrafdirektør og forfatter; i 1845 blev han, der selv var polytekniker, inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt og 1852 "administrende Direktør for den electromagnetiske Telegraflinie"; han var en dygtig administrator, og han kom til at præge etatens tekniske og administrative opbygning. Under hans ledelse voksede telegrafvæsenet fra 8 stationer til ca 100, og ledningslængden tidobledes. F huskes dog først og fremmest som forfatter. Hans ældste selskabssange stammer fra årene på Borchs kollegium; fra 1840'erne er gemytlige, revyagtige småfarcer som "Familien Oxhall" og "Stegekjælderen". Han blev almindelig kendt med sin vise om "Den tapre Landsoldat" skrevet 1848 efter opfordring fra Emil Hornemann, som ønskede en tekst til en march, han havde komponeret. Visen traf Treårskrigens nationale stemning præcist, og den blev en succes. Til de hjemvendende troppers - efter Treårskrigen - indtogsfestligheder i København skrev F "De danske kanoner på Tøjhuset stod". Folkekærest er F’s to julesange "Sikken voldsom trængsel og alarm" og "Højt fra træets grønne top", begge fra 1848 (f 7/10 1810)

 

1900 f Wolfgang Pauli, østrigsk født amerikansk/svejtsisk fysiker; han fik sin første uddannelse i Wien; studerede derefter i München hvor han i 1921 tog doktorgrad i fysik. Han var en central skikkelse i udformningen af kvantemekanikken og havde tæt samarbejde med bl.a. Heisenberg og Max Born. Blandt Paulis tidlige arbejder var teorier for spin og paramagnetisme (begge 1927). I 1930 foreslog han, at betaradioaktivitet kunne forklares ved at antage eksistensen af en lille neutral partikel i atomkernen. I 1956 var påstanden ikke mere teori, da blev eksistensen af partiklen - en neutrino - påvist eksperimentelt. Efter bl.a. at have arbejdet med Niels Bohr i København blev Pauli i 1923 docent ved universitetet i Hamborg. Her var han til 1928, da han blev professor i teoretisk fysik ved den tekniske højskole i Zürich. Under hans ledelse kom højskolen til at indtage en fremtrædende position inden for fysikforskningen i årene før 2. Verdenskrigs udbrud. I årene 1935-36 var han i USA som gæsteprofessor ved Institute for Advanced Studies (Princeton University). I 1940 blev han professor ved Princeton og i 1946 amerikansk statsborger. I 1949 vendte han tilbage til Zürich og blev atter svejtsisk statsborger. I 1945 fik Wolfgang Pauli nobelprisen i fysik for i 1925 at have formuleret pauliprincippet (også kaldt eksklusionsprincippet), der siger, at to identiske partikler ikke kan være i samme kvantemekaniske tilstand(d 15/12 1958)

 

f Karel Appel, hollandsk maler, der karakteriseres som en af de mest fremtrædende repræsentanter for det europæiske abstrakt ekspressionistiske maleri. Han blev uddannet ved Rijksakademie i Amsterdam i årene 1940-43. I 1948 var han med til at grundlægge den hollandske avantgarde-gruppe Reflex, som samme år gik op i gruppen COBRA – en international kunstnerbevægelse, der dannede samarbejdsgrundlag for malere og digtere fra Danmark (COopenhague), Belgien (BRuxelles og Holland (Amsterdam), og som tilførte efterkrigstidens amerikansk dominerede abstrakte ekspressionisme et væsentligt europæisk islæt. Efter opløsningen af COBRA i 1951 arbejdede Appel til 1957 i Paris, derefter arbejdede og boede han i USA, Frankrig og Monaco. Efter 1951 fortsatte han arbejdet med sin motivverden fra COBRA-årene: fabulerende abstraktioner over mennesker, dyr og fabelvæsner malet i stærke farver, hvor resultatet blev et ekspressivt non-figurativt maleri med en spændingsfyldt og stoflig kolorit. Senere fik hans værkeer en roligere overflade og en mere behersket komposition. A har desuden udført flere store dekorative opgaver, bl.a. i UNESCO’s bygning i Paris (1958), endvidere har han udført polykrome skulpturer og vægrelieffer i træ og polyester, glasmosaikvinduer til kirker, keramik, grafik og bogillustrationer

 

1945 Konferencen i San Francisco åbnes. 45 nationer samles for at oprette De forenede Nationer - FN. På mødet i Jalta på Krim i februar 1945 havde Stalin, Churchill og Roosevelt besluttet at indkalde en konference i San Francisco med henblik på at få oprettet den internationale freds- og sikkerhedsorganisation, Roosevelt og Churchill havde fremsat planer om i Atlanterhavsdeklarationen efter derers møde på Nordatlanten ombord på vekselvis Prince of Wales og den amerikanske krydser Augusta. Til mødet i San Francisco blev alle de lande indbudt, der hørte til sammenslutningen af allierede, som dengang betegnedes De Forenede Nationer. Frankrig stod ikke som indbyder, da den franske regering var misfornøjet med ikke at være med i Jalta. Under mødet i San Francisco øgedes antallet af deltagerlande. Danmark blev efter befrielsen indbudt som den 50. stat

 

1955 Vaccination mod polio påbegyndes i Danmark. I løbet af et halvt år var 90% af alle mellem ni måneder og 40 år vaccineret; kun 3% af forældrene ønskede ikke deres børn vaccineret

 

1964 Hovedet saves af Den lille havfrue i København og bortføres

 

 

Til top        26. april

 

121 f Marcus Aurelius, romersk kejser 161-180; han var den sidste af de "gode kejsere", og ved hans død sluttede 84 års stabilitet og fremgang for romerriget. Denne periode var begyndt i 98 med kejser Trajans overtagelse af magten, den første af de "gode kejsere". M var af fornem spansk senatorslægt og stærkt yndet af kejser Hadrian, der i 138 lod sin sønneløse adoptivsøn Antoninus Pius adoptere M sammen med Lucius Verus. M ægtede Antoninus’ datter Faustina. Han fik en glimrende uddannelse i retorik, filosofi og jura – om dette vidner en del bevarede breve mellem ham og hans yndlingslærer Fronto. M blev 147 sin sviger- og adoptivfars medregent. I 161 anerkendte han ved dennes død sin yngre og ubetydelige adoptivbror L Verus som medkejser, men blev selv den toneangivende i regeringen. Om Marcus Aurelius er det blevet sagt, at det han ikke påtog sig sin opgave med glæde og helst var forblevet privatmand og filosof. Men han gjorde sin gerning med urokkelig pligtfølelse og lagde stor kraft og myndighed for dagen, endda som feltherre, til trods for et skrøbeligt helbred. Fra 166 måtte den fredelige M, der var stoisk filosof og har efterladt sig et skrift, der viser hans humane og fredelige livsanskuelse, tilbringe det meste af tiden i felten ved Donaugrænsen, der truedes af bl.a. marcomanner. Efter endt dagværk beskæftigede han sig med sine filosofiske interesser og betroede sine tanker til sin dagbog, som han førte på græsk. Den blev senere udgivet som hans "Tanker til mig selv". Det gælder om at leve livet efter naturens orden, bevare sjælen uplettet af nydelse og smerte, af falskhed og fordom for sluttelig tage mod døden, der kommer iflg. naturens lov, som kun kan være noget godt. Fra L Verus’ død 169 til 177, da sønnen Commodus blev medkejser, styrede M alene. Det var til stor ulykke for fremtiden, M havde fået sin uduelige søn proklameret som sin efterfølger. Med Commodus blev der sat et brat punktum for de "gode kejseres" gode tid, og romerriget gled ud i ustabilitet og borgerkrig (d 17/3 180)

 

1478 d myrdet i Santa Maria del Fiore, Firenze Giuliano Medici; som yngre bror kom Giuliano til at stå i skyggen af sin bror, Lorenzo ’il Magnifico’ Medici. Men med sin dannelse og rigdom bidrog Giuliano til at kaste glans over de gyldne år, Firenze oplevede i de første år af brødrenes "regeringstid". Den såkaldte Pazzi sammensværgelse kom derfor som et chock for den sorgløse by. Da paven - Sixtus 4. - havde erfaret, at Firenze havde til hensigt at købe byen Imola med opland (mellem Bologna og Ravenna), mistænkte han Lorenzo for at have i sinde at udvide florentinsk område til Adriaterhavet. Paven købte da selv byen; i handelen brugte han Pazzi-bankiernes tjeneste og formuer, de var nu Medicis stærkeste rival. Sixtus overførte den givtige ret til at bestyre de pavelige indtægter fra Lorenzo til Pazzi. Lorenzo reagerede overilet, han tog skridt til at ruinere Pazzi-firmaet. Paven blev rasende og bifaldt et komplot om at styrte Lorenzo. Det blev besluttet at gøre det af med Lorenzo og Giuliano under højmessen i domkirken påskedag (26. april). På samme tid skulle andre sammensvorne besætte Palazzo Vecchio og smide byrådet ud. Overfaldet på brødrene fandt sted under messen, netop som præsten løftede brødet. Giuliano blev dolket og faldt død om. Også Lorenzo blev angrebet; han beskyttede sig med armene og fik kun et ringe sår. Venner omringede ham og førte ham bort til et sakristi, medens hans angribere flygtede for den fjendtlige folkemængde. Florentinerne stod på Medicis side; de sammensvorne blev dræbt; efter overfaldet var huset Medicis position i Firenze styrket, og Lorenzo var ubestridt byens herre (f 1453)

 

f William Shakespeare, engelsk forfatter; der vides kun lidt om Shakespeares liv. Han blev født i Stratford-on-Avon, en lille by i Warwickshire. Han gik i byens latinskole til omkr. 1577. Vistnok 1586 forlod han byen med sin familie og tog til London og blev skuespiller i forskellige teaterselskaber; snart begyndte han også at sætte i scene og skrive stykker for selskaberne og fik hurtigt et vist navn. Fra sit 28. til sit 47. år skrev han 36 skuespil. Hans fantasi, dramatiske kraft og personskabende evne var uudtømmelig; som hans menneskekundskab spændte over alle det menneskelige sinds muligheder, beherskede hans vers det engelske sprog i dets fulde ydeevne. En stor del af hans skuespil er historiske dramaer som f.eks. "Richard 3." og "Henrik 5."; nogle er lystspil, hvoraf flere er romantiske som "En skærsommernatsdrøm", "Som man behager", mens andre er mere realistiske; det gælder f.eks. "Købmanden i Venezia". Endelig skrev han tragedier, hvoriblandt kærligheds-tragedien "Romeo og Julie" og romertragedien "Julius Cæsar" er de mest kendte. Bl. hans øvrige tragedier er "Macbeth", "Hamlet" og "Kong Lear". Også som sonetdigter var S betydelig. Han tjente åbenbart godt på sine skuespil og sine meget yndede digte. Allerede 1597 kunne Shakespeare købe en stor ejendom i Stratford til familien, mens han selv blev i London til 1611. Sine skuespil, af hvilke de første var omarbejdelser af ældre stykker, udgav han ikke selv, idet de var truppens ejendom. Først 1623 udkom den første udgave af dem, den såkaldte "folioudgave". Men smarte bogtrykkere havde hugget og trykt mange af dem i piratudgaver lige fra 1594 (d 23/4 1616)

 

f Maria Medici, fransk dronning; datter af Francesco de’Medici, storhertug af Toscana og Johanne af Østrig. Oktober 1600 gift med Henrik 4. af Frankrig. Året efter fødte hun sønnen Ludvig (den senere Ludvig 13.); i løbet af de næste otte år fødte hun kongen yderligere fem børn. Efter mordet på Henrik 4. i 1610 blev Maria regent for den mindreårige Ludvig 13. Efter Ludvig i september 1614 blev myndig, ignorerede Maria det og fortsatte med at regere i sin søns navn. Det affødte strid mellem mor og søn, og det blev sønnen, der trak det længste strå. Striden kulminerede i 1617, da Ludvig sendte sin mor sendt i eksil i Blois; herfra flygtede hun februar 1619 og fik startet et oprør. Hendes førsterådgiver, den senere kardinal Richelieu, fik forhandlet et forlig med kongen på plads; iflg. dette fik Maria lov til at holde hof i Angers. Efter et nyt oprør i 1620 fik Richelieu atter afsluttet et gunstigt forlig for Maria. Da hun i 1622 igen fik plads i kongens råd, sikrede hun kardinalhatten til Richelieu; i august 1624 overtalte hun kongen til at antage Richelieu som førsteminister. For M viste det sig at være et dårligt råd. Richelieu var sin konge tro, og fra omkr. 1628 var han hendes værste fjende. Da hun ville have kongen til at afskedige sin førsteminister, blev det afslået. I stedet blev hun forvist til Compiègne. Juli 1631 flygtede hun til Bruxelles for aldrig mere at vende tilbage til Frankrig. 11 år senere døde hun i fattigdom. Maria Medici fik opført Luxembourg paladset i Paris; 1622-24 dekorerede Rubens dets gallerier med 21 malerier, der gengiver begivenheder fra Maria Medicis liv, og som regnes blandt Rubens bedste arbejder (d 3/7 1642)

 

1718 f Esek Hopkins, admiral, første øverstkommanderende i USA's flåde; han stod til søs som 20-årig, og i løbet af de følgende.år lykkedes det ham at komme til at eje flere skibe og blive en velhavende mand. Da den amerikanske Revolution brød ud i 1775, blev han øverstkommanderende for Rhode Islands styrker. Hans maritime ry var imidlertid så stor, at Kontinantalkongressen i Philadelphia overtalte ham til at forlade hæren og i stedet overtage kommandoen over den amerikanske krigsflåde, der var ved at blive udrustet. Det var Hopkins opfattelse, at hans flåde var for svag til at optage kamp med englænderne. Han sejlede i stedet til Bahamaøerne, hvor han erobrede store mængder engelsk krigsmateriel. Dette var ikke, hvad Kongressen havde ønsket. Hopkin blev fra-taget sin kommando, og der blev rejst anklage mod ham for sørøveri. Anklagen faldt dog til jorden, men han fik ikke sin kommando igen. Han trak sig da tilbage til Rhode Island, hvor han kom til at spille en fremtrædende rolle i statens politik (d 26/2 1802)

 

1798 f Eugene Delacroix, fransk maler; han udstillede første gang på Salonen som 24 årig med "Dante og Virgil i Underverdenen" og to år senere med "Massakren på Chios", en skildring af den græske ø Chios tyrkiske magthaveres massakre på øens græske befolkning efter et oprør i 1822. Med disse billeder skabte Delacroix den franske romantismes hovedværk og brudt afgørende med den klassisk-akademiske tradition. Delacroixs første romantiske periode (1822-31) afsluttedes med en rejse til Marokko og Algeriet 1832. Denne rejse fuldendte hans udvikling, idet sydens stærke lys åbnede hans blik for virkningen af farve og lys. Fra denne tid malede D med forkærlighed orientalske motiver. Ellers er hans emner hentet fra Biblen, historien, mytologien, poesien og hverdagslivet. Blandt sådanne værker er "Kvinderne i Algeriet" (1834), "Medea dræber sine børn" (1838), "Korsfarernes indtog i Jerusalem" (1840). Kendt er endvidere Delacroixs dyremalerier f.eks. "Tigerjagt" (1854) og "Hestekampen" (1860). Delacroix har også udført dekorationsarbejder i biblioteket i Deputeretkammeret (1838), Apollosalen i Louvre (1848). Mod slutningen af livet viede han sig til monumentalopgaver som udsmykningen af et kapel i Saint-Sulpice (1861) med de to hovedværker fra hans alderdom "Helidorus’ uddri-velse" og "Jacobs kamp med engelen". Delacroix er romantikkens betydeligste repræsentant i fransk malerkunst; han er blevet karakteriseret som en temperamentsfuld personlighed, som forenede nervøs lidenskab, kraft og poetisk flugt med stor kunstnerisk og litterær dannelse. Han lagde hovedvægten på farve og lys, mens klassicisterne først og fremmest betonede tegning og form. Delacroix regnes for den betydeligste grundlægger af nyere fransk malerkunst og danner forbindelsen mellem denne og de store venezianske og flamske kolorister (d 13/8 1863)

 

d Carsten Niebuhr, geodæt, opdagelsesrejsende; født i Tyskland og uddannet som landmåler; fra 1762 var han i dansk tjeneste ved ingeniørkorpset. Til den danske videnskabelige ekspedition til Arabien og omliggende lande blev han valgt som medlem som sagkyndig i astronomi m.m. og som kasserer. 1761-62 var ekspeditionen i Ægypten, hvor Niebuhr kopierede hieroglyf-tekster. 1763-64 var man otte måneder i Sydarabien og derefter i Bombay, hvor Niebuhr stod ene tilbage, efter de fire andre ekspeditionsmedlemmer var bukket under for sygdomme. 1765 begyndte han hjemrejsen over Mesopotamien, Syrien, Palæstina og Lilleasien. Han nåede tilbage til København i slutningen af 1767. Her offentliggjorde han beskrivelsen af Arabien (1. bind) og rejsebeskrivelse fra Arabien og omliggende lande (2. bind), det tredje bind kom først 1837. Niebuhrs søkort over Det Røde Hav vakte beundring i datiden. Af størst betydning blev hans kopier af kileindskrifterne i Persepolis. Med deres fuldstændige nøjagtighed overgik de alle tidligere afskrifter, og det blev på grundlag af hans afskrifter, man senere fandt nøglen til forståelse af den persiske kileskrift. Fra 1778 til sin død var Carsten Niebuhr landsskriver i Meldorf i Holsten (f 17/3 1733)

 

1856 Jernbanen Roskilde-Korsør indvies. 1844-45 blev de første arbejder til anlæggelse af linjen gjort. Men det kneb med at skaffe penge, og anlæggelse af jernbaner blev af mange betragtet med en vis skepsis. Efter Treårskrigen, der gav myndighederne andet at tænke på, kom man i gang. Det sjællandske Jernbaneselskab indhentede tilbud fra to engelske entreprenørfirmaer om anlægsarbejdet. I oktober 1852 skrev jernbaneselskabet kontrakt med det engelske entreprenørfirma Fox, Henderson & Co om bygning af banen, som skulle være klar til drift senest 1. november 1854. Arbejdet kom dog først i gang april 1853 på gr. af dårligt vejr, og efteråret 1855 var der stadig langt igen. Kontrakten blev derfor ophævet, og banen blev fuldført af jernbaneselskabet. 31. marts 1856 påbegyndtes prøvekørslerne, og den 26. april fandt indvielsen sted. Kl. 9.45 afgik fra København det smukt pyntede indvi-elsestog, der medførte kongen (Frederik 7.) og grevinde Danner og mange højtstående embedsmænd. Dagen efter blev banen åbnet for den almindelige drift med tre tog daglig i hver retning.

 

1886 f Olaf Rude, maler; debuterede 1908 på Kunstnernes Efterårsudstilling og slog sit navn fast på De trettens ud-stillinger de flg. år alt sammen uden at have gennemgået akademiet. Et ophold i Paris i 1911 på kun tre måneder fik stor betydning for R. De arbejder, han udførte efter hjemkomsten, er blandt de første herhjemme, som blev kaldt kubistiske. Således "Bro i Frederiksberg Have" (1915). 1920 forlod han kubismen, og det er Bornholm, hans senere liv og værk er knyttet til. I de flg. årtier udviklede R sin abstrakt-naturalistiske maleform, hvor farven har særlig vægt. Han dyrkede nature-morten i stadig større forenkling, men det var især det bornholmske land-skab, skov, mark og kysten med huse og klipper, der udgjorde hans motivverden. Skønt kritikken var hård helt frem til 1920'erne, gik der dog ikke mange år, før R blev betragtet som en klassiker inden for dansk modernisme. I anledning af Grundlovens 100 års jubilæum bestilte Ny Carlsbergfondet 1949 to landskaber af ham til ophængning i folketingssalen. Med sine røde køer vakte landskaberne protester fra venstrefolk, og R måtte ændre farven på nogle af køerne til sortbroget (d 17/6 1957)

 

1889 f Ludwig (Josef Johann) Wittgenstein, østrigsk/engelsk filosof; efter ingeniøruddannelse i Linz, Berlin og Manchester studerede han matematikkens filosofiske grundlagsproblemer i Cambridge 1912-13. Under 1. Verd.krig kæmpede han i den østrigske hær som frivillig. Med sin første bog "Tractatus Logico-Philosophicus" (1921), mente han at have givet den endelige løsning på de filosofiske og logiske problemer, som bogen tog op. Han forlod da også filosofien for en tid og arbejdede som landsbylærer i Østrig. En af de faktorer, som bragte ham tilbage til filosofien, var de logiske positivisters misforståelse af hans filosofi i Tractatus. Igen søgte han til Cambridge, hvor han underviste 1929-47, fra 1939 som professor. Tractatus var den eneste bog, W udgav, mens han levede. På ca. 80 sider sammenfattede han her sin filosofi om sproget og virkeligheden, bl.a. sin såkaldte billedteori: udsagn i sproget opfattes som billeder eller modeller af mulige sagsforhold. For W blev filosofi en virksomhed, som skaber klarhed ved at trække grænsen mellem det, som kan siges i sproget (d.v.s. videnskabelige udsagn) og det, som bare kan vises. Forsøg på at sige det, som kun kan vises, fører til sproglige meningsløsheder. Dette indebærer, at Tractatus selv i en vis forstand er meningsløs, som W da også selv påpeger i slutn. af sin bog. Efter W’s død kom i 1953 "Philosophische Untersuchungen". Senere er kommet en række værker fra hans litterære efterladenskaber, f.eks. "Remarks on the Foundations of Mathematics" (1956), "Notebooks 1914-1916" (1961) (d 29/4 1951)

 

f Charles Francis Richter, amerikansk fysiker og seismolog; han blev kendt for for sin medvirken ved udviklingen af en metode til angivelse af, hvor kraftigt et jordskælv er; hans navn er derfor knyttet til den skala - Richter skalen - der angiver intensiteten af et jordskælv. Efter studier ved University of Southern California 1916-17 aflagde han eksamen i fysik i 1920 ved Stanford University. Det fulgte han op med en Ph. D eksamen i samme fag i 1928 ved California Institute of Technology. Iårene 1927-36 var Richter ansat ved Seismological Laboratory ved Carnegie Institution of Washington i Pasadena, Californien. I årene 1937-70 arbejdede i dets seismologiske afdeling samtidig med han forelæste i såvel fysik som seismologi (læren om jordskælv) ved California Institute of Tecnology i Pasadena, fra 1952 som professor i seismologi. Sammen med en kollega (Beno Gutenberg) udviklede Richter i 1935 den skala, til måling af et jordskælvs styrke, der kom til at bære hans navn. Richterskalaen erstattede den unøjagtige Mercalliskala, der målte et jordskælvs intensitet ved målestationen og ikke som Richterskalaen ved jordskælvets epicenter. Sammen med ovennævnte Beno Gutenberg udgav Richter i 1949 "Seismicity of the Earth and Associated Phenomena" (30/9 1985)

 

1910 d Bjørnstjerne Bjørnson, norsk forfatter; efter studentereksamen var han huslærer et års tid på hjemegnen i Romsdalen. Men efter tilbagekomsten til Oslo i 1853 besluttede han at leve af sin pen i stedet for at gå i gang med et studium. I nogle år virkede han som journalist ved nogle af hovedstadens aviser og markerede sig tidligt som litteratur- og teaterkritiker. I 1856 opholdt han sig i København. Han færdedes i byens litterære kredse, og den københavnske kultur betog ham, men vakte samtidig hans trang til at hævde de norske værdier. 1857-59 var han chef for Bergen Teater. Her begyndte hans deltagelse i det politiske liv som redaktør og folketaler. 1865-67 var B leder af Christiania Theater. Gennembrud som forfatter fik han med bondefortællinger som "Synnøve Solbakken" (1857) og "En glad Gut" (1860). Som i fortællingerne søgte B i en række skuespil sit stof i den norske sagatid, således "Sigurd Slembe" (1862), der sikrede ham digtergage fra Stortinget. Han skrev endvidere digte, gerne sangbare som "Ja, vi elsker dette landet" (1859), der blev Norges nationalsang. Efter i 1860'erne at have været tilsluttet dansk-norske højskolekredse orienterede B sig i 1870'erne mod den europæiske positivisme. Denne nyorientering gav sig udslag i problemdebatterende nutidsdramaer som "En fallit" (1875) og fortællinger som "Magnhild" (1877). B’s produktion var stor, og han skrev i de fleste genrer. Han blandede sig desuden bestandig i politik i såvel Danmark som Norge og øvede stor indflydelse. Norges kulturelle og politiske selvstændighed – dvs. Norges udtræden af unionen med Sverige – inden for et enigt Norden (skandinavisme)var hans program. Dertil kom gennemførelse af parlamentarisme. Fra 1890'erne agiterede han for den internationale fredssag. 1903 fik B nobelprisen i litteratur (f 8/12 1832)

 

1920 Folketingsvalg. Det blev afholdt i kølvandet på Påskekrisen, og om valgkampen er det da også blevet sagt, at den blev ført med større bitterhed end nogensinde før eller senere i århundredet. Grænsespørgsmålet spillede en langt mindre rolle, end man skulle have troet på baggrund af de sidste måneders agitation. De fleste vælgere viste langt større interesse for den økonomiske politik. På denne front angreb Venstre og Konservative de tidligere regerings-partier og da særlig de Radikale for deres "regereri" og deres påståede socialisme. Ved valget havde Socialdemo-kratiet fremgang i stemmer (fra 262.796 til 300.345)og fik 42 mandater, tre mere end i 1918. Valgets største sejrherre var dog Venstre, der vandt næsten 80.000 stemmer og med 34,4% af stemmerne førte klart over for Socialdemokratiets 29,2%. I mandater blev det kun til en fremgang fra 44 til 48, fordi Venstre nu ikke mere havde fordel af valgloven. Også de Konservative havde fremgang, og skønt den ikke var nær så stor som Venstres, bragte den dem 28 mandater, en fremgang på seks. Erhvervspartiet fik 4 mandater. Valgets store taber var det Radikale Venstre. Det mistede næsten halvdelen af dets mandater og fik kun 17 – fra 32. I stemmer var tabet en tredjedel. Det var med sine 11,9% af stemmerne over for de Konservatives 19,7% klart det mindste af de fire gamle partier. Valgresultatet med Venstres store fremgang resulterede i dannelse af en Venstre mindretalsregering ledet af Niels Neergaard

 

Hindenburg valgt til tysk præsident. Ved præsidentvalgets første valgrunde den 29. marts havde ingen af kandidaterne opnået et absolut flertal. Der skulle derfor være en anden valgrunde, hvor kandidaten kunne vælges med relativt flertal. Hindenburg var kandidat for den såkaldte "Reichsblock", bestående af Det tyske Nationale Folke-parti, Det Bayerske Folkeparti, Det Bayerske Bondeforbund og Tyske Folkeparti. Over for Reichsblock stod "Volksblock", hvis kandidat var Wilh. Marx fra det katolske Zentrum parti. Han var også sodialdemokraternes og Det Tyske Demokratiske Partis kandidat. Kommunisterne opstillede deres egen kandidat, Ernst Tählmann. Ved valget opnåede Hindenburg 48,3% af stemmerne og var dermed valgt. Wilh. Marx fik 45,3% og Tählmann 6,4%. Splittelsen på Centrum-venstre fløjen havde dermed sikret valget af højrepartiernes kandidat

 

Guernica. Tyske Heinkel III fly fra den såkaldte Condorlegion, der under Den spanske Borgerkrig udgjorde Hitlers støtte til Franco, begyndte kl. 16.40 at bombe den lille (ca 5000 indbyggere) baskiske by Guernica i Nord-Spanien ca 30 km fra Bilbao. Heinkel-flyene bombede først byen og skød dernæst med maskingeværer ned i gaderne. Disse maskiner blev efterfulgt af Juncker 52'ere. Brandbomber på op til 500 kg og højeksplosive bomber blev nedkastet af bølger af maskiner, som ankom hvert tyvende minut lige til klokken kvarter i otte. Ødelæg-gelserne i byen var omfattende. Mere end 70% af husene blev totalt ødelagt, 20% alvorligt beskadiget, og kun 10% var nogenlunde ubeskadiget. Det har ikke været muligt at fastslå antallet af dræbte. Antallet varierer fra 1600 ned til 100. I 1946 indrømmede det tyske Luftwaffes tidligere chef Herman Göring, at tyskerne havde betragtet Guernica som øvelsesterræn. At Guernica blev bombet med overlæg af tyskerne var med den hensigt at ødelægge den og rent teknisk iagttage virkningerne af et så voldsomt angreb. Picasso havde tidligere på året fået til opgave at udføre et maleri til den spanske (republikanske) pavillon på verdensudstillingen i Paris. Han begyndte straks arbejdet med at fremstille krigens rædsler udtrykt i ødelæggelsen af Guernica i det billede, der af mange betragtes som hans mesterværk og som det 20. århundredes uovertrufne mesterværk

 

1939 Der indføres almindelig værnepligt i England

 

1952 Grauballemanden bliver fundet. Under tørvegravning i Nebelgårds mose ved Grauballe stødte man på liget af en velbevaret mosemand. Fundet blev straks meddelt til Forhistorisk Museum i Århus. Da de nødvendige under-søgelser var foretaget på stedet, blev den døde løftet op i hele den tørveblok, der omgav ham og ført til Forhisto-risk Museums konserveringsafdeling i Århus. Om dødsårsagen var der ingen tvivl. På halsens forside sås et snit, der nåede fra øre til øre og var ført så dybt, at spiserøret var fuldstændig overskåret. En C-14 bestemmelse fastslog, at Grauballemandens dødsdag var indtruffet inden for tidsrummet fra år 210 til år 410 efter Kr.’s f. Dermed aflivedes den påstand, der var blevet fremført på egnen ved Grauballe, at oldtidsmanden var identisk med den fordrukne "Røde Kristian", som i en brandert var sunket i mosen og forsvundet henved 70 år tidligere

 

Til top        27. april

1296 En engelsk hær under kommando af Edward 1. besejrer skotterne i slaget ved Dunbar. I 1292 havde skotterne med John Balliol efter seks års forløb atter fået en konge. Nogen stærk konge var han ikke, men han var trods alt deres egen konge, en skotsk konge. Længe varede denne tilstand dog ikke. Edward I af England, som netop havde erobret Wales, havde til hensigt også at lægge Skotland under sit herredømme. Med en hær på 30.000 mand infanteri og 5000 mand kavaleri invaderede han Skotland. Edwards hensigter afsløredes, da den sydligst beliggende større skotske by, Skotlands vigtigste handelsby, Berwick blev indtaget og plyndret. Uden nåde blev næsten alle byens indbyggere dræbt. Den engelske hær marcherede derefter til Dunbar, hvor den besejrede en skotsk hær. Skotland var nu i Edwards hænder. Med sin hær marcherede han til Scone og stjal den berømte sten 'Stone of Destiny'. Den blev anbragt i Westminster Abbey. Her opbevaredes den i de næste 700 år. Den 30. november 1996 vendte den tilbage til Skotland. Edward understregede, at det nu var ham, der var herre i Skotland ved at rejse rundt i landt og fjerne relikter, der var skotterne dyrebare og ved at nedkæmpe de spæde oprørs-forsøg, der trods alt var. For første gang nogensinde var engelske soldater nu garnisoneret på Edinburgh Castle

 

1521 d Magellan = Fernao de Magelhaes, portugisisk sømand og jordomsejler; efter at være gået i spansk tjeneste fik han i 1518 kommandoen over den ekspedition, som gennemførte den første rejse Jorden rundt. Ekspeditionen skulle søge efter Molukkerne, som man troede lå i nærheden af Amerika og kunne nås ved at sejle i vestlig retning. M lagde ud 20.september 1519 med fem skibe, en samlet besætning på ca 270 mand og proviant til to år. Han sejlede forbi Kanarieøerne, langs Afrikas kyst til Sierra Leone, over Atlanterhavet til Brasilien og sydover til La Plata, som han nåede januar 1520. Alle bugter på den patagoniske kyst blev undersøgt, og oktober samme år stod han ind i det 600 km lange stræde tæt ved Sydamerikas sydspids, som har fået navn efter ham. M havde på dette tidspunkt mistet to skibe, et ved forlis og et ved mandskabets desertering. November 1520 begyndte den over tre måneder lange sejlads over det hav, som han kaldte Mar pacifico (Stillehavet), pga. den rolige sejlads i sydøstpassaten; mærkelig nok passeredes ingen af Polynesiens øer, og Magellan og hans mandskab led meget af sult og skørbug.Endelig blev Philippinerne opdaget; her blev ekspeditionen godt modtaget. Men under et togt til øen Mactan kom M i kamp og blev dræbt. Med skibet Vittoria, det eneste som var tilbage af de fem skibe, der havde begyndt ekspeditionen, kom 17 mand af den oprindelige besætning tilbage til Spanien 6. september 1522. (f 1480)

 

1650 f Charlotte Amalie, dansk/norsk dronning, datter af landgrev Vilhelm VI af Hessen-Kassel og markgrevinde Hedvig Sophie af Brandenburg, juni 1667 gift med kronprins, senere kong Christian 5.; Charlotte Amalie var ikke smuk, men en brav og velbegavet kvinde, der forstod at optræde venligt og taktfuldt. Som så mange af den tids fyrstinder måtte Charlotte Amalie finde sig i, at ægtemanden holdt maitresse, men hun blev dog altid behandlet med agtelse og anstand af denne. Hun var en omhyggelig mor for sine børn, hvilket særlig fremgår af den række breve, hun under sin yngste søn Carls udenlandsrejse skrev til dennes overhofmester. Charlottr Amalie var en praktisk og økonomisk kvinde, der med stor dygtighed styrede sine store godser. Allerede som kronprinsesse havde hun af Frederik 3. fået Frederiksdal, Bagsværd og Gentoftegård på livstid. Senere købte hun som privatejendom parpimøllen ved Strandvejen, Vemmetofte og næsten hele Stevns herred, samt Børglum kloster, Dronninglund og Dronninggård i Nord-Jylland. I København købte hun af Ulrik Frdr. Gyldenløve hans palæ på Kongens Nytorv, som efter hende kaldtes Charlottenborg. Charlotte Amalie var mor til bl.a. Frederik 4. (d 27/3 1714)

 

1656 d Jan van Goyen, hollandsk maler; var i lære hos forskellige mestre i Leiden og Harlem og slog sig omkr. 1631 ned i Haag. For at kunne undeholde sin familie virkede han også som auktionsholder og spekulerede i tulipanløg og fast ejendom. Hans tidlige landskabsbilleder fra 1620’erne er udført detaljeret, og landskabet virker ofte som baggrund for genrescener. Hans karakteristiske stil udvikledes i 1630’erne, da hans komposition blev simplere og teknikken bredere. Skønt han besøgte Frankrig nogle gange, er det det hollandske landskab, van G skildrer i sin kunst. De fleste af hans billeder er malet i olie på træ; med placering af en lav horisont var van G især optaget af at gengive skyformationer, deres vekslende lys og form. Også lysets spillen i vandoverflader interesserede ham, f.eks. "Flodscene" (1636). Han malede ofte strækninger af floderne Rhinen, Waal og Maas. Undertiden malede han klitterne ved Scheveningen eller havet ved udløbet af Rhinen og Schelde. Van G holdt af at gengive det fredelige og rolige liv, der udspilledes ved flodbredderne. Endvidere udførte han mange panoramaer af hollandske byer, især udsigter over Leiden og Haag, f.eks. "Udsigt over Leiden" (1643, Alte Pinakotek, München). Foruden at være en særdeles flittig maler - der er katalogiseret mere end 1000 malerier af ham - var van Goyen en særdeles produktiv grafiker (f 13/1 1596)

 

1702 d Jean Bart, fransk søhelt; hans berømmelse skyldes hans bedrifter under Ludvig l4s krige. Bart blev født i Dunkerque, som dengang tilhørte Spanien. Han begyndte sin flådekarriere i hollandsk tjeneste. Da den fransk-hollandske krig (1672-78) brød ud, og Dunkerque igen var under fransk herredømme, vendte han hjem til føde-byen og gjorde krigstjeneste på fransk side. Det var en stor fordel for ham, at han havde et stort kendskab til farvandet ud for Dunkerque. Denne kendsgerning gjorde det muligt for ham som leder af et antal mindre skibe at føre krig på hjemmebane. Ikke mindre end 81 fjendtlige lykkedes det Bart og hans mænd at erobre. Ludvig 14. belønnede Bart ved at udnævne ham til løjtnant. Under Den Pfalziske Arvefølgekrig (1688-97), hvor England og Frankrig igen stod over for hinanden, blev Bart taget til fange af englænderne, men undslap fra Plymouth i en mindre båd og roede i 52 timer, inden han nåede den franske kyst. Han blev forfremmet til kaptajn og havde kommandoen på "Alcyon" i slaget ved Beachy Head i 1690 og senere en flådeafdeling ved Dunkerque. Bart forsvarede Dunkerque under i de engelske angreb i 1694-95. I juni 1696, da sulten hærgede i Frankrig, erobrede Bart med sin flådestyrke ud for den hollandske kyst en konvoj på 96 skibe lastet med polsk og russisk korn. For denne bedrift blev Bart adlet. Da krigen var slut, havde Barts flådestyrke ødelagt 30 fjendtlige krigsskibe og erobret flere end 200 handelsskibe (f 21/10 1650)

 

1737 f Edward Gibbon, engelsk historiker; under ungdommens studier i udlandet først og fremmest i oplysningstidens Frankrig blev G stærkt fransk påvirket både i sin tanke og i sin stil. Han vendte i 1758 tilbage til England, boede på faderens gods og var i mere end 3 år kaptajn i Hampshire landeværn. I 1761 skrev han på fransk "Essai sur l’étude de la littérature", og 1763-65 foretog han en dannelsesrejse til Frankrig, Svejts og Italien. Under opholdet i Rom oktober 1764 blev han grebet af tanken om Roms fordums storhed og besluttede at skildre Romerrigets undergang. Et par år efter faderens død flyttede han til London (1772), hvor han var parlamentsmedlem i årene 1774 til 1783. I 1776 kom 1. bind af hans livsværk "History of the Decline and Fall of the Roman Empire", som straks blev en succes; 1788 var værket, som er et af den engelske litteraturs monumentale værker, fuldført med 6. bind. I de 6 bind behandler Gibbon perioden fra kejser Trajan (år 98) til Konstantinopels fald i 1453 med hovedvægt på perioden 180-641og med blik på udviklingen både før og efter. Som barn af 1700-tallets oplysningstid og som en oplysningstidens rationalist forklarede Gibbon Romerrigets undergang med, at kristendommem undergravede det romerske samfund indefra med sin særlige moral og overtro. "Gejstligheden prædikede med held tålmod og forsagthed og undergravede alle de aktive dyder i samfundet. De sidste rester af krigerisk ånd blev begravet i klostret. …".soldaternes sold blev ødslet bort på de unyttige mængder af begge køn, som ikke havde andre fortjenester at påberåbe sig end afholdenhed og kyskhed". Med denne udvikling i Romerriget blev det muligt for barbarerne udefra at trænge ind i riget og opløse det. For dannede briter var det et "must" at læse Gibbon. I sine erindringer "De unge År" skriver Winston Churchill, hvordan han "slugte Gibbon i alle de lange, solhvide indiske dagtimer, fra staldtjenesten endte, til skyggerne blev lange, og polotimen var nær". Da Churchill sad i Indien og læste Gibbon, var der gået 120 år, siden værket om Romerrigets forfald og fald så dagens lys. Siden er der gået yderligere 100 år, men Gibbon er stadig særdeles læsværdig (d 16/1 1794)

 

f Mary Wollstonecraft gift Godwin; engelsk forfatter, en af de første talsmænd m/k for kvindefrigørelsen socialt og uddannelsesmæssigt. Sit forfatterskab begyndte hun med "Thoughts on the Education of Daughters", 1787; i 1790 kom "Vindication of the Rights of Men"; i "Vindication of the Rights of Women", 1792, hævder hun ligestilling mellem kønnene og økonomisk uafhængighed for kvinden. 1792 forlod hun London tog til Paris for at studere revolutionen. Her levede hun papirløst med en amerikaner. I foråret 1794 fødte hun en datter. Året efter, ulykkelig over opløsningen af forholdet til amerikaneren, forsøgte hun at drukne sig. W vendte tilbage til London.1796 indledte hun et forhold til en William Godwin; da hun blev gravid, giftede de sig (1797). Ægteskabet blev lykkeligt, men kort. W døde elleve dage efter at have født sin anden datter. W’s liv har altid interesseret biogafer. Begyndende med hendes mand, som efter hendes død udgav hendes efterladte arbejder "Posthumous Works", 1798. Ellers var det først og fremmest hendes skandaløse livsførelse, 1800-tallets biografer beskæftigede sig med. Med den fornyede kvindekamp i slutningen af 1900-tallet udkom der igen bøger om W. Blandt disse er "Mary Wollstonecraft" (1972) af Eleanor Flexner og "The Life and Death of Mary Wollstonecraft" (1975) af Claire Tomalin (1798) (d 10/9 1797)

 

1791 f Samuel Morse, amerikansk kunstner og opfinder; han studerede fire år ved Royal Academy i London og blev 1832 professor i maler- og billedhuggerkunst ved University of the City of New York. 1826 grundlagde han National School of Design, hvor han var direktør til 1845. Da han i 1832 havde fået ideen til det første brugbare elektromagnetiske telegrafsystem (morsetelegrafen), ofrede han sig stadig mere for sin opfindervirksomhed på det elektriske område. I de følgende år udviklede han sin opfindelse og sit tegnsystem, morsealfabetet. I det er hvert enkelt bogstav, tal og tegn baseret på signaler af kort eller lang varighed (hhv. prikker og streger). Der anvendes op til seks streger/prikker pr. tegn, og en streg er tre gange længden af en prik, i 1835 lavede han sit første apparat til elektromagnetisk telegrafi, og i 1837 søgte han patent, men måtte vente syv år på godkendelse. I 1844 blev det første telegram overført fra Washington til Baltimore. Da regeringen ikke ville købe patentrettighederne, lavede Morse sit eget selskab, og telegrafen bredte sig hurtigt (d 2/4 1872)

 

1794 d James Bruce, skotsk opdagelsesrejsende; han var 1762-65 britisk konsul i Algeriet og drog herfra ud på sin store rejse gennem Nordafrika. Turen gik via berberstaterne til Ægypten, derfra op ad Nilen til Aswan og så med en karavane til Kosseïr ved Det røde Hav. Under store farer og strabadser nåede Bruce herfra Etiopiens daværende hovedstad Gondar; den 14. november 1770 nåede han Tanasøen, og Bruce kunne konstatere, at den blå Nil begynder sit løb her. Hjemrejsen blev lige så anstrengende som udrejsen, men også den endte lykkeligt. Bruce ankom til Marseille i marts 1773 og var i London året efter. I årene herefter skrev han på sin beretning om sine rejser. Resultatet blev "Travels to Discover the Source og the Nile" (1790). I Storbritannien blev der rejst tvivl om Bruces beretninger. Men rapporter fra senere rejsende bekræftede hans observationer. Der skulle gå mere end 100 år, før den hvide Nils kilder blev fundet (f 14/12 1730)

 

f Herbert Spencer, engelsk ingeniør og filosof; på grundlag af naturvidenskabelige synspunkter, især hentet fra biologien, geologien og fysikken, udarbejdede Spencer i 1800-tallets sidste halvdel et omfattende filosofisk system for at forklare historiens gang. Han mente at kunne påvise to linjer, som udviklingen fulgte, og som han kaldte integration og differentiation; den første forløber fra løshed mod fasthed og sammenhæng, den anden fra det enkle og usammensatte til det sindrige, det komplicerede og varierede. Udviklingens fremadskriden vil sige det samme som en tilpasning af disse to tendenser til hinanden i en ligevægtstilstand. Som der i dyre- og planteriget er tale om en udvikling fra infusionsdyret til mennesket, således også i historien: den fører fra urskovens barbariske vildskab gennem organisation af stadig mere omfattende samfundsdannelser; ved den tek-niske specialisering, som kulminerede i 1700-tallets industrielle revolution, havde mennesket nået en høj grad af differentiering. Herbert Spencer beskrev den vesteuropæiske liberalismes historie og så udviklingens mål i den liberalt indstillede, menneskevenlige driftslederelite i Manchester, som man med nogen ret har hævdet. Selv om Herbert Spencer ikke var blind for, at udviklingen rummede fremskridtsfjendtlige tendenser og farer, står han som en typist repræsentant for det 19. århundredes tilsyneladende solidt begrundede optimistiske og tillidsfulde udviklings- og fremskridtstro. Hans hovedværk er "A System of Synthetic Philosophy" (10 bd. 1862-96) (d 8/12 1903)

 

1822 Ulysses S. Grant, USA's præsident 1869-1877; i årene 1839-43 fik han en militæruddannelse ved militærakademiet West Point. Han deltog i Den Mexicansk-amerikanske Krig 1846-48. I 1854 forlod han hæren og var derefter bl.a. farmer i Missouri. Ved Borgerkrigens udbrud i 1861 blev Grant oberst for et regiment frivillige i nordstaternes hær. Sin første af mange fornemme bedrifter øvede han i juli 1863, da han erobrede fæstningen Vicksburg. Dermed fik nordstaterne herredømme over Mississippi, og sydstaternes område blev delt i to. Grant blev generalmajor og chef for vesthæren og fordrev efter slagene ved Chattanooga november samme år syd-statshæren fra Tennessee. Marts 1864 blev han udnævnt til overgeneral for alle nordstatstropper. Han inde-sluttede sydstatsgeneralen Lee ved Richmond og tvang ham til overgivelse april 1865. I striden efter krigen mellem præsident Andrew Johnson og Kongressen støttede Grant Kongressen og gennemførte med stor energi sydstaternes genrejsning 1866-67. 1867-68 var Grant fungerende krigsminister. Som Det republikanske Partis præsidentkandidat vandt han valgene 1868 og 1872. Som præsident fik han nedsat skatterne og formindsket statsgælden. Han tvang sydstaterne til at gennemføre afskaffelsen af slaveriet og til at indføre almindelig stemmeret. Om Grants indsats som soldat og politiker er det blevet sagt, at han var dygtigere som general end som politiker. Han var en lidt naiv person og var ofte redskab for republikanske partilederes rævestreger. En række korruptionsskandaler svækkede derfor hans anseelse. Det var derfor forgæves, da han i 1880 atter søgte opstilling som sit partis præsidentkandidat. I sine sidste år skrev Grant erindringerne "Personel Memoirs" (2 bind, 1885-86), hvis udgivelse blev forestået af Mark Twain (d 23/7 1885)

 

1827 d Hugh Clapperton, britisk opdagelsesrejsende; efter at have gjort tjeneste i flåden deltog han i en britisk regeringsekspedition, som rejste fra Tripolis sydpå gennem Sahara. Tidligt i 1823 blev ekspeditionens medlemmer de første europæere, der så Chadsøen; herfra drog de ind i den sudanske Bornu-provins (nu i Nigeria). C rejste til Kano, Katsina, Sokoto og Zaria (alle nu i Nigeria), før han vendte tilbage til England i juni 1825. Hurtigt herefter sejlede C til Afrikas vestkyst. I december 1825 forlod han Beninbugten mod Nigerfloden; den blev krydset og turen gik via Kano til Sokoto, i hvis nærhed C døde. Gennem sine ekspeditioner i Vestafrika blev C den første europæer, der vendte tilbage til civilisationen med en førstehåndsberetning om de egne, der i dag ligger i Nordnigeria. I 1828 udgav han "Narrative of Travels and Discoveries in Northern and Central Africa in the Years 1822-1823". Et ekspeditionsmedlem udgav i 1830 "Records of Captain Clapperton's Last Expedition to Africa" (f 18/5 1788)

 

1835 Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug stiftes. I september 1834 udkom det første nummer af ugebladet Fædrelandet. Bladets indgående behandling af politiske spørgsmål fra ind- og udland vakte snart opmærksomhed i offentligheden og betænkelighed hos kong Frederik 6. I december 1834 rejste det kgl. kancelli på kongens opfordring sag mod Fædrelandets redaktør, C.N. David, for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen. Både ved Hof- og Stadsretten og ved Højesteret blev David frifundet. Da "skrivefrækheden" herefter blomstrede endnu kraftigere, rejste kongen over for kancelliet spørgsmålet om indførelse af en skærpet censur. Rygter om dette udspil rejste en adressebevægelse til forsvar for gældende lovgivning (adressen afleveret til kongen den 21. februar 1835). I Frederik 6.’s svar – 26. februar 1835 - en fastslog han, at "ligesom vor landsfaderlige opmærksomhed stedse har været henvendt på at bidrage alt, hvad der stod i Vor kongelige magt til at virke for folkets og statens vel, således kan heller ikke ingen uden Vi alene være i stand til at bedømme, hvad der er i begges sande gavn og bedste". Kort efter stiftedes Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug. Som navnet antyder, skulle selskabets formål være at fremme den rette udnyttelse af lovgivningen og hindre misbrug. Ved selskabets stiftelse havde det 500 medlemmer og inden årets udgang 2256. Í 1836 var ca. en tredjedel af medlemmerne offentlig ansatte, og arbejdet i selskabet, der fik afdelingeer i flere provinsbyer, var domineret af akademikere

 

1855 f N.J. Fjord, docent og forsøgsleder; lærersøn fra Holmsland, blev som 16-årig omgangslærer, senere huslærer, tog 1845 lærereksamen og virkede nogle år som lærer i Århus. Han deltog som frivillig i krigen i 1848 og forfremmedes til kommandersergent, inden han ved våbenstilstanden 1848 vendte tilbage til skolearbejdet. Fra 1855 var Fjord studerende ved Polyteknisk Læreanstalt og blev allerede 1858 docent ved den nyoprettede Landbohøjskole. Her blev han en dygtig lærer, men hans hovedindsats kom til at ligge inden for landbrugsforskningen, og han blev den egentlige grundlægger af landbrugets forsøgsvirksomhed i Danmark. Fjord forstod at samarbejde med det praktiske landbrug, finde problemer, der trængte sig på og fremlægge sine resultater pædagogisk og umiddelbart anvendeligt. I 1885 blev han forstander for Landøkonomisk Forsøgslaboratorium. Gennem sammenlignende undersøgelser dokumenteredes her centrifugens overlegenhed ved smørfremstilling, og han udviklede en simpel metode til bestemmelse af fedtindholdet i mælken, hvilket var af betydning for andelshavernes afregning. Om Fjords arbejde er det blevet sagt, at hans betydning for dansk landbrugs omlægning til animalsk produktion med høj forædlingsgrad er særdeles stor (d 4/1 1894)

 

1861 f Johan Skjoldborg, forfatter; som dreng arbejdede han på gårde på hjemegnen i Vester Han herred. 1881 tog han lærereksamen og virkede som lærer til 1902. Herefter levede han som forfatter og foredragsholder. Han slog igennem med "En Stridsmand" (1896), fortællingen om en udflytters seje kamp for at skabe sig en eksistens i Jyllands klitegne. "Kragehuset" (1898) foregår i samme miljø og skildrer, hvordan tidens tanker, grundtvigianisme og socialisme, bringer nyt ind i husmandens sliderliv. Et nyt stof, gårdejerstanden, fandt Skjoldborg med "Bjærregaarden" (1904) om tre slægtled af grundtvigianere. Skjoldborg var særdeles produktiv og foruden mange romaner, skrev han noveller, bl.a. "Per Hywers Sommerdag", skuespil og digte, f.eks. husmandssangen "Min hakke, min skovl og min spade" (1897). Selvom Skjoldborgs forfatterskab udmalede mørke sider af samfundet og fortalte om dem på skyggesiden, havde han altid en tro på de positive kræfter i mennesket, på dets evne til at hæve sig over modgangen. I sine senere år boede han i en æresbolig, som de danske husmænd havde bygget ham ved Løgstør (d 22/2 1936)

 

d Hans Vilhelm Kaalund, forfatter; efter at have søgt uddannelse først som billedhugger siden som maler tog hans litterære interesser overhånd og han debuterede 1840 med et episk digt "Kong Haldan den Stærke". I 1845 kom den siden klassiske børnebog "Fabler for Børn", hvortil vennen maleren J. Th. Lundbye tegnede illustrationerne. Kaalund deltog i krigen 1848 og var derefter huslærer, teglværksbestyrer, ansat ved telegrafvæsenet, inden han 1858 blev overlærer ved det nyoprettede Vridsløselille statsfængsel. Digtsamlingen "Et Foraar" (1858) gjorde ham til en anerkendt digter. I samlingen er børnedigte som "Nisserne paa Vandring", "Cocosnødden" og "Orgelet". 1877 udgav han digtsamlingen "En Eftervaar", der bragte nye, udmærkede digte om dyr: "Løven i Slippen" og "Bjørnejagt". Med digtet "Da de rev Voldene ned" formanede K sin samtid til at fare med lempe mod minderne. I diskussionen om det moderne gennembrud deltog K 1877-80 i en verspolemik med Drachmann og Schandorph, hvor Hans V. Kaalund endte med at sætte sin kristendom op mod de radikale ideer (f 27/6 1818)

 

1870 f Hans Peter Hjerl Hansen, forretningsmand; Hansen stiftede i 1915 Hjerl-fonden, som fra 1910 havde opkøbt hedearealer ved Flynder sø syd for Skive. Hedearealet blev fredet, og Hjerl Hede Frilandsmuseum anlagt. H kom i 1885 i lære i et smørgrossistfirma, hvor han hurtigt gjorde karriere fra 1897 som medindehaver. I 1904 overtog han firmaet, som eksporterede smør og fremstillede konserves fra 1932 under navnet Plumrose. H var pioner i det danske erhvervsfremstød i Sibirien i begyndelsen af 1900-t. Han grundlagde i 1904 Det Sibiriske Kompagni og i 1916 Det Almindelige Handelskompagni; begge firmaer måtte lukke i 1930. Samme år genskabte H Sibirisk Kompagni som en handels- og industrivirksomhed. Begyndelsen på frilandsmuseet på Hjerlhede blev gjort i 1928 ved erhvervelsen af "Danmarks ældste bondegård" fra Vinkel ved Viborg. Museets store samling af landbygniger, hvoraf de fleste er jyske, gårde og huse (landhåndværk), møller, kro, smedje, mejeri, skole og præstegård samt en kopi af en romansk kirke. Hjerl Hansen var i 1920 kortvarigt finansminister i Otto Liebes regering (d 23/11 1946)

 

d Thorvald Ellegaard, cykelrytter; professionel 1898-1926; vandt VM i sprint 1901, 1902, 1903, 1906, 1908 og 1911 og fik sølv fire gange. Derudover vandt han, hvad der i datiden blev betragtet som verdens fornemste sprinterløb, Grand Prix de la ville de Paris, i 1901 og 1911. Før Ellegaard blev professionel vandt han DM fire gange, 1899-1914 vandt han DBC’s (Dansk Bicycle Club) Grand Prix på Ordrupbanen 11 gange. Også i tan-demløb vandt han en række sejre, bl.a. med broderen Peter som makker. I sin lange karriere opnåede han 1560 placeringer i betydningsfulde cykelløb, heraf 925 sejre. Allerede omkr. århundredskiftet (1900), da cyklerne vejede det tredobbelte af, hvad de gør i dag, formåede Ellegaard at køre de sidste 200 m af en sprintermatch på 11,3 sek. En tid som kun ganske få i verdenseliten kunne gøre ham efter før midt i 1950'erne. Ellegaard var verdens største cykelsportsnavn i en epoke, hvor banesporten tiltrak sig større opmærksomhed end landevejs-løbene. I forbindelse med Danmarks Idræts-Forbunds 100 års jubilæum i 1996 var han blandt de fem nominerede mandlige kandidater til titlen "Århundredets danske sportsnavn". Efter endt karriere var Ellegaard bl.a. en overgang sportsleder på Ordrupbanen; Ellegaard hører til de få danske eliteidrætsmænd, der har modtaget ridderkorset for sin indsats i sporten (f 7/3 1877)

 

 

Til top        28. april

1074 d Svend Estridsen, dansk konge 1047-74; søn af Svend Tveskægs datter Estrid og den dansk-engelske stormand Ulf jarl. S arvede store godser i Skåne efter sin mor og levede som ung flere år ved den svenske konge Anund Jakobs hird. Da Magnus den Gode blev valgt til dansk konge, rejste Svend oprør, blev slået og flygtede til Sverige. Efter Magnus død i 1047 blev Svend konge, men indtil 1064 måtte han afværge en række angreb fra Harald Hårderåde af Norge. Bortset fra et mislykket krigstogt til England i 1069-70 havde Danmark fred i resten af S’s regeringstid. Hans største indsats blev derfor indenrigspolitisk. Han prøvede at skabe en solid basis for kongemagten gennem samarbejde med kirken. Han fik ved samarbejde med ærkebiskop Adalbert af Bremen gennemført en reorgani-sering af Danmarks stifter, idet Ribe opdeltes i fire, Odense genopstod, og Skåne udskiltes fra Roskilde med Lund som bispesæde. Han arbejdede tillige for at skabe en uafhængig dansk kirke med direkte forbindelse til Rom. Den nordiske kirke hørte under ærkestiftet Hamborg-Bremen, men Svend forhandlede i flere omgange med paven om at gøre Norden til et selvstændigt ærkestift med sæde i Danmark. Disse bestræbelser lykkedes dog ikke førend under sønnen Erik 1. Ejegod. Svend forsøgte endvidere at gennemføre en reform af møntvæsenet, men et mono-polmøntsystem er sandsynligvis ikke blevet gennemført fuldt ud. Endvidere var han optaget af at øge kronens indtægter og styrke retssikkerheden. Krønikeskriveren Adam af Bremen skildrer S som en klog og kultiveret mand, hvis liv dog skæmmedes af et løsagtigt levned. Pave Leo 9. tvang Svend til at opløse ægteskabet med dron-ning Gunhild, fordi de efter kirkens retsopfattelse var for nært beslægtede. Svend havde siden flere hustruer og friller, med hvem han fik et stort antal børn, hvoraf fem sønner fulgte ham på tronen: Harald Hen, Knud den Hellige, Olaf Hunger, Erik 1. Ejegod og Niels. Også sagaerne giver et sympatisk billede af den ligevægtige konge. Han blev begravet i Roskilde domkirke, som hans mor havde ladet opføre i sten. Ud fra Svends skeletrester kan man se, at han har været kraftig af statur med en betydelig højde, og at han havde en haltende gang (f ca 1020)

 

f Edward 4, engelsk konge 1461-70 og 1471-83; nedstammede i en sidelinje fra Edward 3. og spillede en hovedrolle i opgøret mellem husene York og Lancaster - Rosekrigen - War af the Roses. E’s far, hertug af York (hvide rose) anførte en revolte mod Lancaster-kongen (røde rose) Henrik 6. og blev i 1460 udnævnt til Henriks efter-følger. Da hans far blev dræbt i 1460, anførte E en hær, der besejrede Henrik og dennes støtter; E blev derpå kronet som engelsk konge - juni 1461. I hans første regeringsår udøvede jarlen af Warwick stor magt, men efterhånden som E fik anbragt betroede mænd på indflydelsesrige poster, mistede Warwick indflydelse. Opmuntret af Ludvig 11. af Frankrig tog Warwick i juli 1469 E til fange og holdt ham indespærret. E kom fri i oktober, og Warwick måtte flygte til Frankrig. I 1470 vendte Warwick, der havde allieret sig med den franske konge, tilbage til England og tvang E på flugt - til Holland. Da E var vendt tilbage, besejrede og dræbte (april 1471) han Warwick. Henrik (6.) blev dræbt måneden efter, og til sin død sad E sikkert på den engelske trone. I de sidste år af sin regering opmuntrede E handelen og fik sluttet handelstraktater med Frankrig (1475), med Burgund (1468) og med Hansaforbundet (1474). Den engelske handel voksede som følge af den indre og ydre fred. I 1478 fik E sin bror, Clarence, henrettet, fordi han havde været på Warwicks side. Under forberedelserne til en invasion af Frankrig døde E (d 9/4 1483)

 

1751 f Ludvig Reventlow, godsejer; han overtog 1775 baroniet Brahetrolleborg på Sydfyn. Han var engageret i forberedelserne til statskuppet 1784 - Guldbergstyret fjernes - og tog initiativ til reformerne på det nordsjæl-landske krongods samme år. Han havde desuden indflydelse på skolelovgivningen, men koncentrede især sin indsats om Brahetrolleborg, som han gjorde til et foregangsgods på landbrugets og især på skolevæsenets område. Reventlow afskaffede således hoveriet og tilbød bønderne arvefæste, introducerede bl.a. rapsdyrkning, støttede høravlens udbredelse, udskilte som den første avlsgårde, gennemførte landbrugstekniske nyskabelser og oprettede industri-elle virksomheder som garveri og hammerværk på godset. De udstakte skove blev genstand for rationel behand-ling, og dårlig agerjord blev tilplantet. Brahetrolleborg blev i Reventlows ejertid et samlingssted for tidens progressive ideer og personer med kosmopolitisk orientering og sympati for Den Franske Revolution i dens tidlige faser. Adskillige af Reventlows initiativer slog fejl, og godsets økonomi belastedes, mens andre blev retningsgivende for den frem-tidige udvikling på landbrugets og ikke mindst skolevæsnets område (d 1/3 1801)

 

f James Monroe, USA’s præsident 1817-25; han begyndte sin politiske karriere som sin hjemstat Virginias repræsentant på kontinentalkongressen 1783-86. 1790-94 var han medlem af Senatet. 1794-96 var M amerikansk ambassadør i Paris og igen i 1803 for at forhandle om købet af Louisiana. 1799-1802 virkede han som Virginias guvernør og var 1811-17 USA’s udenrigsminister. Som præsident anerkendte han i 1822 de nye sydamerikanske republikker. I hans embedsperiode blev endvidere grænsen til Canada fastlagt, og Missourikompromisset om slaveriets udbredelse indgået. Ved indgåelse af kompromisset søgte man at fastholde en magtbalance mellem Nord- og Sydstater. Til gengæld for optagelse af Missouri i unionen som slavestat blev staten Maine udskilt fra Massa-chusetts som en slavefri stat, og slaveri blev forbudt mellem Mississippi River og Rocky Mountains, det område som USA erhvervede ved Louisianakøbet i 1803. I sit budskab til Kongressen december 1823 meddelte M, at USA ikke ville tåle nogen europæisk indblanding i de amerikanske staters indre anliggender. Et forhold de europæiske stater måtte acceptere; budskabet er gået over i historien som Monroe-doktrinen. Baggrunden for erklæringen var Ruslands territoriale krav på Nord-Amerikas nordvestkyst og Den hellige Alliances planer om intervention i Syd-Amerika til fordel for Spanien mod dets latinamerikanske koloniers uafhængighedsbestræbelser. Til langt ind i 1900-tallet var Monroe-doktrinen et centralt element i amerikansk udenrigspolitik (d 4/7 1831)

 

1772 d henrettet Struensee, læge, politiker; blev læge for den sindssyge Chr. 7. under dennes udenlandsrejse i 1768. Da Struensee havde en god indflydelse på kongen, blev han 1769 livlæge. Året efter blev han bosat på Christiansborg og blev dronningens elsker. Han befæstede snart sin politiske magtstilling; i september 1770 blev han gehejmestatsminister. Da han lod konseillet (statsrådet) ophæve i december 1770, var han kongens eneste minister og havde nu reelt diktatorisk magt. Juli 1771 lod han sig udnævne til geheimekabinetsminister og kort efter til greve. Struensee var grebet af oplysningstidens tanker og ville gennemføre en reformvirksomhed i denne ånd. Han forenklede og omlagde centraladministrationen, en mildere straffelovgivning blev gennemført. På det økonomiske område delte Struensee tidens modstand mod merkantilismen. Da censuren blev ophævet blomstrede en livlig litterær og journalistisk debat op, tildels med stærk kritik af de bestående samfundsforhold. Ophævelsen af censuren indbragte Christian 7. en hyldestskrivelse fra frisindets europæiske førstemand, Voltaire; men pressefriheden åbnede også også for en kritik af Struensees styre, hviljet gradvis skulle undergrave hans magtposition. Dertil kom, at der på gr. af de mange reformer, der vendte op og ned på alting, inden for embedsstanden og borgerlige kredse voksede der en opposition mod Struensee op; man følte velerhvervede rettigheder truet, man harmedes over hans demonstrative tyskhed og brug af udenlandske hjælpere; forargelsen over hans forhold til dronningen øgede denne modstand. For at fjerne Struensee blev der dannet en sammen-sværgelse ledet af enkedronning Juliane Marie og dennes søn, kongens halvbror arveprins Frederik. Den 17. januar 1772 slog de sammensvorne til. Struensee blev arresteret; i april samme år blev han dødsdømt for at have krænket dronningen og for at have overtrådt kongeloven. Overværet af en tusindtallig tilskuerskare blev Struensee halshugget på Østre Fælled; derefter blev det parterede lig bragt til Vestre Fælled, hvor det blev lagt på hjul og stejle (f 5/8 1737)

 

1772 d henrettet Enevold Brandt, hofmand, greve; efter jurastudier blev han 1764 assessor ved højesteret. Samme år begyndte han en udenlandsrejse. På sin hjemegn, grevskabet Rantzau, blev han bekendt og ven med den jævnaldrende distriktslæge, Johan Friedrich Struensee. Om de to er det blevet sagt, at de på en ejendommelig måde supplerede hinanden, den muntre adelsmand og den lidet talende, tænksomme borgersøn; begge var de opvok-set i pietistiske hjem, begge var de begejstrede for den nye franske samfundskritik og begge ambitiøse mht. karriere. Da Struensee foråret 1770 havde opnået den faktiske ledelse i forhold til kongen, kom Brandt til hoffet. I juli udnævntes han til direktør for det franske hofteater, kunstkammeret og billedgalleriet, fra januar 1771 tillige for hofkapellet, teatret og hoffets forlystelser. Senere på året fik han overopsynet med kongens garderobe og dermed også hoffets personale. I november kom den officielle udnævnelse til Grand maitre de la garderobe hvormed fulgte excellencetitlen. Men hverdagen med Struensee blev anderledes end ventet. Brandt tog ikke del i reformarbejdet, selv om han som jurist blev medlem af den kommission, der skulle forberede en ny ordning af højesteret. Hans opgave blev at være opvartende kavaler for den sindssyge konge – Christien 7. En opgave han ikke brød sig meget om, dog fortsatte han med at nyde hoflivet. Men kongen, der ikke kunne lide Brandt, kastede mørke skygger over denne tilværelse. Ved en lejlighed måtte han således deltage i et af kongen provokeret slagsmål, hvorved hans majestæt fik nogle skrammer. Denne episode blev skæbnesvanger for Brandt: det blev den, der dannede grundlag for dommen over ham. Sammen med Struensee arresteredes han 17. januar 1772, førtes til Kastellet hvor han var lænket til henrettelsen på Østre Fælled. Brandt dømtes efter Danske Lov for majestætsforbrydelse til at have liv, ære og gods forbrudt. Umiddelbart før vennen – Struensee – blev han halshugget, efter at højre hånd var blevet hugget af. Kroppen blev derefter parteret og lagt på hjul og stejle på det gamle rettersted på Vestre Fælled. En tradition vil vide, at slægtninge nedtog resterne og begravede dem i Sankt Petri krypt (f 7/9 1738)

 

Besætningen på Bounty gør mytteri mod kaptajn William Bligh. Det skete i den sydlige del af Stillehavet; H.M.S. Bounty var blevet beordret til at bringe brødfrugtstræer fra Tahiti til Jamaica. B's eruptive natur og den strenge disciplin skabte en fjendtlig stemning blandt besætningen. Ved Tonga øerne under sejladsen til Jamaica overtog besætningen skibet; Bligh med 18 loyale mænd blev sat i en 7 meter barkasse, som med et eventyrligt godt sømandsskab blev sejlet til øen Timor; en strækning på 5.822 km som blev sejlet på 48 døgn. Da Bligh var vendt tilbage til England, blev H.M.S. Pandora sendt til Tahiti for at arrestere mytteristerne. Efter en retssag i England blev tre af dem hængt. For at undgå arrestation havde otte andre mytterister sammen med seks mænd og 12 kvinder fra Tahiti sejlet Bounty til de fjerntliggende Pitcairn-øer. Deres lille samfund først blev fundet i 1808. Mytteristernes efterkommere lever stadig på Pitcairn

 

1813 d Mikhail Illarionovich Kutuzov, russisk feltmarskal, som bekæmpede Napoleons invasion af Rusland i 1812. Han var kun 14 år, da han indtrådte i den russiske hær. Kutuzov fik kamperfaring ved krigen i Polen 1764-69 og mod tyrkerne 1770-74. 1784 blev han generalmajor. Skønt han i 1774 havde fået et alvorligt sår i hovedet og mistet et øje, tog han aktivt del i Den Russisk-Tyrkiske Krig 1787-91. Efter krigen beklædte en række diplomatiske og administrative poster. Han deltog i krigen mod Napoleon fra 1802, med faldt i unåde efter nederlaget ved Auster-litz (2. december 1805) og blev afskediget af zaren. Men da Napoleons hær i juni 1812 overskred den russiske grænse, var Kutuzov allerede taget til nåde og havde tilføjet tyrkerne alvorlige nederlag, så han 28.maj 1812 kunne underskrive en for sit land favorabel fredsaftale. Kutuzov – nu feltmarskal – blev udnævnt til øverstkommanderende for alle russiske tropper ved Napoleons invasion. Da han ville bevare sin hær intakt, indlod han sig kun i mindre engagementer og lod sin hær vige foran de franske styrker. Men presset af den offentlige mening og mod sin egen overbevisning udkæmpede han et større slag ved Borodino 7. september. Skønt slaget endte uafgjort, mistede Kutuzov halvdelen af sine mænd. Han trak sig tilbage mod sydøst og lod franskmændene drage ind i Moskva. Men Napoleon, der ikke havde opnået en fredsslutning og ikke ville tilbringe vinteren i Moskva, brød op fra byen i oktober. Kutuzov blokerede den franske hærs forsøg på at drage vestpå ad en sydlig og mere frugtbar rute. Han tvang franskmændene til at forlade Rusland ad den rute, de havde lagt øde, da de invadere landet. Så uden at udkæpe et større slag bidrog Kutuzovs taktik til sammenbrudet af den franske hær. Efter Napoleons mænd havde krydset floden Berezina – 26.-28. november – fulgte dem ind i Polen og Preussen, hvor han døde (16/9 1745)

 

1889 f António de Olivera Salazar, portugisisk diktator; efter i 1918 at have erhvervet den juridiske doktorgrad blev han samme år professor i økonomi ved universitetet i Coimbra. Han deltog i dannelsen af et katolsk centrumsparti og blev som repræsentant for dette i 1921 valgt til det portugisiske parlament. Efter kun et år vendte han tilbage til sin professorstilling. I maj 1926 efter regeringen var blevet væltet ved et militærkup, blev S finansminister. Han trådte tilbage efter kort tid, da det stod ham klart, at han ikke ville få mulighed for at gennemføre de reformer, han fandt nødvendige. Men to år senere, da general Antonio de Carmona var blevet valgt til præsident, accepterede S finansministerposten. Han blev lovet frie hænder til at ordne landets økonomi. Da han i 1932 blev premier-minister, fik han gennemført en ny forfatning som grundlag for hans "estato novo" (ny stat) og for hans dikta-toriske magt. S hævdede selv, at hans største fortjeneste var, at han fik ordnet Portugals økonomi. Men landets fattigdom var stadig stor. Landets undervisningssystem elendigt. Der var ingen pressefrihed, og enhver opposition mod S’s styre blev elemineret. I sept 1968 fik han en hjerneblødning, og han var herefter uvidende om den demokratiseringsproces, der nu begyndte i Portugal (d 27/7 1970)

 

1892 d Ludvig Holstein-Holsteinsborg, lensgreve, konseilspræsident 1870-1874; overtog ved faderens død i 1836 grevskabet Holsteinsborg. Som sin far var H foregangsmand inden for land- og skovbrug; han beklædte en lang række tillidsposter; således var han i en årrække sognerådsformand, medlem af amtsrådet, i flere år formand for statsdyrskuekommissionen og for Sjællands hingstskuer, præsident for Landhusholdningsselskabet 1866-81 o.m.a. 1847 blev han medlem af Roskilde Stænderforsamling og 1856-63 medlem af Helstatsforfatningens Rigsråd. I 1865 blev han medlem af Rigsrådets Folketing og året efter af Rigsdagens Folketing. Han var valgt i Skelskør-kredsen, som han repræsenterede det næste tiår. H tabte kredsen i 1876, vandt den igen 1879, men tabte den atter 1881, vandt den tilbage i 1887 for derpå 1890 at trække sig tilbage på gr. af sygdom. H, der oprindelig var helstatsmand, arbejdede på Rigsdagen sammen med den gruppe, der gennemførte "den gjennemsete Grundlov" i 1866. 1870 blev han konseilspræsident for en regering af godsejere og nationalliberale, der skarpt gik imod det nystiftede Forenede Venstres krav om bl.a. indførelse af Junigrundloven og formue- og indkomstskat. H må tilskrives en stor del af æren for, at de forhandlinger, der i august 1870 blev ført med en fransk udsending, ikke førte til dansk deltagelse på fransk side i den fransk-tyske krig 1870-71. En deltagelse, der kunne have bragt Danmarks selvstændighed i fare. Spændinger i regeringen og et voksende pres fra Venstre førte i juli til H’s afgang som konseilspræsident. H stod højt i gunst hos Chr. 9., der udnævnte ham til elefantridder ved ministertiets afgang (f 18/7 1815)

 

1918 d Gavrilo Princip; serbisk nationalist og morder, som den 28. juni 1914 i Sarajevo myrdede ærkehertug Frans Ferdinand, tronfølger til den østrig-ungarske kejsertrone og dennes hustru Sophie, hertuginde af Hohenberg. Princips handling gav Østrig-Ungarn det påskud, kejserriget længe havde søgt, til at begynde en krig mod Serbien. En krig, som indledte 1. Verdenskrig. Født i en serbisk familie i Bosnien blev Princip trænet i terrorisme i den hemmelige serbiske organisation kendt som Sorte Hånd – dens virkelige navn var Ujedinjeje ili Smrt – Dødens Forening. Det var Princips overbevisning, at mordet på et medlem af den kejserlige familie eller på en højtstående østrigsk embedsmand ville være et første skridt til at ødelægge østrig-ungarsk indflydelse på Balkan og dermed bane vej for en forening af de sydslaviske folk i en forbundsrepublik. Da de erfarede, at Frans Ferdinand som generalinspektør i den østrig-ungarske hær ville aflægge et officielt besøg i Sarajevo i juni besluttede Princip, hans kammerat Nedjelko Cabrinovic og fire andre terrorister at slå til. Den 28. juni tog de opstilling forskellige steder i Sarajevo og afventede tronfølgerens bilkortege. Cabrinovic kastede en bombe mod tronfølgerparrets bil, men den ramte bilens nedslåede kaleche trillede ned på gaden og eksploderede under kortegens næste bil. Kort tid efter, da tronfølgerparret var på vej til hospitalet for at besøge de sårede efter bombeattentatet, skød og dræbte Princip tronfølgerparret. Østrig-Ungarn gjorde Serbien ansvarlig for mordene og erklærede krig. Den 28. oktober blev Princip i Sarajevo idømt 20 års fængsel – maksimumstraffen til en person, der var under 20 år på gerningstidspunktet. Princip var sandsynligvis allerede syg af tuberkulose, før han blev fængslet. Han døde af denne sygdom på et hospital i nærheden af fængslet (f 25/7 1894)

 

Hitler opsiger ikkeangrebspagten med Polen og flådeaftalen med Storbritannien. Situationen blev alvorligt skærpet i Europa, da Italien langfredag den 7. april invaderede Albanien. Nu greb præsident Roosevelt ind. I en henvendelse til Hitler og Mussolini anmodede han dem om at give løfter om ikke at angribe en række europæiske småstater. I en tale i rigsdagen afviste Hitler med harme enhver tanke om, at Tyskland skulle have planer om at angribe sine naboer. Han benyttede samtidig lejligheden til at gentage kravet om Danzigs indlemmelse i Tyskland og om fri passage til Østpreussen gennem den polske korridor. Og da de gensidige polsk-britiske garantier efter Hitlers opfattelse var uforenelige med den hidtil gældende polsk-tyske ikke-angrebspagt af 1934, erklærede Hitler, at han betragtede den som ikke-eksisterende. Med samme begrundelse opsagde han også den flådeaftale, der var blevet indgået med Storbritannien i 1935

 

d Benito Mussolini, italiensk duce; han var i sine unge år socialist og blev 1912 redaktør af partiavisen "Avanti" i Milano og medlem af partiets hovedbestyrelse. Hans agitation for Italiens indtræden i 1. Verd.krig førte til udstødelse af partiet. Han grundlagde da bladet "Popolo d’Italia", der blev den italienske nationalismes talerør. 1915-17 deltog han i krigen og vendte såret tilbage for atter at lede sit blad. Mod venstrepartiernes voksende indflydelse dannede han 1919 de første fascistiske "Fascio di Combattimento". Takket være sine store evner som taler, taktiker og organisator kunne han 1921 danne det fascistiske parti. Samme år valgtes han med 37 fascister ind i Parlamentet. De kaotiske tilstande i Italien såvel politisk som økonomisk muliggjorde en omvæltning. Den 28. oktober 1922 foretog Mussolini "marchen mod Rom", der uden om alle demokratiske regler og normer bragte ham magten, idet han 1. november samme år dannede regering. M’s første regering var en koalitionsregering, men han udmanøvrerede de andre partier og grundlagde de flg. år det fascistiske diktatur. Udenrigspolitisk betonede han en imperialistisk og militaristisk politik. I 1930’erne begyndte han at realisere sine mål – erobringen af Abessinien 1935-38, interventionen i Den spanske Borgerkrig og i 1939 invasionen i Albanien. Denne politik førte ham i armene på Hitler. Mussolini lod dog først Italien træde ind i 2. Verd.krig 10. juni 1940, da Tyskland næsten havde nedkæmpet Frankrig. Med krigene mod Grækenland oktober 1940 og mod englænderne i Nordafrika gik det galt. I stigende grad blev Mussolini afhængig af Tysklands hjælp. Da Italien juni 1943 blev invaderet af de allierede, blev Mussolini afsat og fængslet. Han blev befriet af tyske tropper og sat i spidsen for en republikansk-fascistisk regering i Norditalien. Men forsøgene på på republikansk grundlag at genrejse fascismen her slog fejl, og nogen reel magt havde han ikke mere. Ved Italiens sammenbrud i april 1945 blev han henrettet af italienske partisaner (f 29/7 1883)

Danmarks første første kvindelige præster ordineres i Odense af biskop Øllgaard. I 1930'erne havde den første kvinde- Ruth Vermehren - ansøgt biskoppen over Københavns stift om at modtage kirkelig ordination. Biskoppen svarede ikke på ansøgningen, og den forblev ubesvaret i 10 år. I december 1945 fik kirkeministeren - venstremanden Hermansen - besøg af en deputation af kvinder, der bad ministeren om at fremsætte lovforslag om kvinders adgang til præsteembeder. Hermansen tøvede. Han havde intet mod kvindelige præster, men han vidste, at der ville opstå en vældig larm, som kunne skade roen i folkekirken og genere regeringens tilværelse. Men da ministeren, der havde været valgmenighedspræst, fik en henvendelse fra en fynsk valgmenighed, at den ønskede at ansætte en kvindelig præst, fremsatte han i december 1946 lovforslaget, der ville gøre det muligt for menighedsrådene at ansætte kvinder som præster. Da loven var vedtaget, viste det sig, at kun én af landets biskopper ville præstevie kvinder. Det var biskoppen i Fyns stift, tidligere medlem af Frihedsrådet, Hans Øllgaard. Den 28. april 1948 blev Ruth Vermehren endelig præsteviet, og den fynske valgmenighed kunne få sin kvindelige præst

 

de Gaulle træder tilbage. Folkeafstemninger var et karakteristisk træk i de Gaulles Femte Republik. Hvad, man stemte om ved de enkelte afstemninger, kom som regel til at stå i skygge af, at præsident de Gaulle lagde op til, at afstemningen var at betragte som et tillidsvotum til ham selv. Det var særlig tydeligt ved den afstemning, der førte til generalens afgang. Blandt politiske kommentatorer var der før afstemningen enighed om, at de Gaulle havde fejlbedømt situationen - ikke alene ved at sende det forholdsvis ligegyldige forslag til en decentraliseringsreform ud til folkets afgørelse, men i særlig grad ved sin trussel om at gå af, hvis flertallet sagde nej. Da valgets resultat forelå, trak generalen sig derfor tilbage

 

 

Til top      29. april

1529 d Lave (Lauge) Urne, "af Guds og pavestolens nåde biskop i Roskilde", sidste katolske biskop over Sjællands stift; blev 1491 magister fra universitetet i Rostock. Da han januar 1494 opholdt sig i Rom "for studiers skyld" bevilgede paven ham et sognekald i Børglum stift. I 1503 var han atter i Rom denne gang for at få pavelig tilladelse til at modtage de højere kirkelige vielser. Omkr. 1510 blev Urne den senere Christian 2.’s kansler og medvirkede april 1512 ved afslutningen af en overenskomst med Sverige og fred med Lübeck. Som kansler bød han august 1515 dronning Elisabeth velkommen til Danmark på havnen i Helsingør med en latinsk tale. Da oprøret mod Christian 2. i 1523 var brudt ud i Jylland, havde Urne i København gentagne forhandlinger med kongen, men hans ’gode råd’ om at vise bodfærdighed og ændre regeringsmåden (vel især skille sig af med mor Sigbrit) var forgæves. Efter Urne fra Christian 2. havde modtaget et brev med anklager om at være forræder sendte han 10. april kongen sit opsigelsesbrev. Urne fortsatte som kansler under den nye konge - Frederik 1. I sine sidste år var det kampen mod den fremvoksende lutheranisme, der var Urnes hovedopgave. Med sin myndighed synes det at være lykkedes ham at holde bevægelsen nede, så længe han levede. Med Urne mistede romerkirken i Danmark sin betydeligste støtte; med rette siger Skibbykrøniken, der bebrejder ham adelsstolthed og favorisering af slægtninge ved lensbesættelser, at Urne i begavelse, lærdom og myndighed langt overgik de andre bisper (f kendes ikke)

 

1630 d Thédore Agrippa d'Aubigné, fransk digter; han var en fremtrædende huguenot og ven med Henrik af Navarra, der i 1610 blev konge af Frankrig som Henrik IV. Som 16-årig stak han af hjemmefra og sluttede sig til huguenotternes tropper og var med i religionskrigens mange træfninger. Han var écuyer (en der tager sig af hestene) hos Henrik af Navarra. Efter Henrik var blevet konge og katolik, trak d’Aubigne sig tilbage til sin ejendom i Poitou. I 1620 blev han landsforvist; herefter han levede i Geneve til sin død. Blandt hans prosaarbejder er "Confession Catholique du sieur de sancy" (udgivet første gang i 1660), en parodi på de noget krogede og spidsfindige forklaringer huguenotter kunne komme med, når de som Henrik IV konverterede til katolicismen. Som historiker skrev han "Histoire universelle"; den beskæftiger sig med perioden fra 1553 til 1602 med et appendix, der dækker årene til Henrik IV’s død i 1610. Et ufuldendt supplement skulle have bragt værket frem til 1622. Hans betydeligste værk er det store, harmfulde og voldsomme digt "Les Tragiques", som han arbejdede på fra omkr. 1573 til udgivelsen i 1616. Dets emne er de franske religionskriges blodige drama med forfølgelsernes bål og brand og Guds straffedom over forfølgerne. Mens samtidens digtning gav en heroisk skildring af krigen, viser A, hvorledes den rammer både civilbefolkningen og naturen. Med værket placerer Aubigné sig som en af Europas betydeligste barokdigtere (f 8/2 1552)

 

d Michiel Adriaanszoon de Ruyter, hollandsk admiral; indledte i sin tidlige ungdom som matros den karriere i den hollandske flåde, som han afsluttede med topstillingen som generaladmiralløjtnant. Under Karl Gustav-krigen 1658-60 bragte han 1659 i spidsen for en hollandsk flåde danskerne undsætning. I krigene mod England 1652-54 og 1664-67 deltog han med stor dygtighed, først som underadmiral under Tromp den Ældre og derefter fra 1666 som flådens chef. I sidstnævnte år blokerede han efter sejren ved North Foreland Themsen, hvorved englænderne blev tvunget til freden i Breda 1667. Under den følgende krig mod Frankrig leverede han 1676 i spidsen for de hollandske søstridskræfter i Middelhavet det store søslag ved Messina; her blev de R så alvorligt såret, at han døde kort efter (f 24/3 1607)

 

Kongen – Christian 6. – ophæver den skoleordning, han havde indført ved forordningen af 23. januar 1739. Baggrunden for ophævelsen var den strøm af protester fra landets godsejere, som ud over deres egne bidrag også skulle stå som garanter for deres bønders skoleydelser, og som vægrede sig ved – midt under en landbrugskrise – at skulle påtage sig hovedparten af omkostningerne ved enevældens skolelovgivning. Intentioner bag skoleforordningen var at "ungdommen oplæres i sin kristnendoms grund samt i læsen, skriven og regnen, og derudover til dels i sådan ynkelig uvidenhed er opvoksen, at de hverken i det åndelige eller legemlige véd rettelig at søge og befordre deres eget bedste: Så have Vi anset det for en af de største velgerninger for Vore kære og tro undersåtter og for en uforbigængelig nødvendighed for landet" At indføre en almindelig undervisningspligt blev således ikke til noget. Mere end 60 år skulle der gå, før det skete med forordningerne af 29. juli 1814

1762 f Jean-Baptiste grev Jourdan, fransk marskal; efter at have gjort tjeneste i Ludvig 16.’s hær bl.a. i Vestindien (1778-84) trak J sig tilbage og blev klædehandler i Limoges. Men udbruddet af revolutionen kaldte ham tilbage til militæret. Hans støtte til revolutionen gjorde, at han blev valgt til oberstløjtnant i den frivillige revolutionshær i 1791. I 1793 blev han general og var konsulent for Velfærdskomiteen i forsvarsspørgsmål. Da han havde opnået successer i krigen med østrigerne, blev han i marts 1794 kommandør i hæren ved Mosel. I slaget ved Fleurus den 26. juni tilføjede han østrigerne et så afgørende nederlag, at østrigsk modstand vest for Meusefloden ophørte. I oktober kunne han med sin hær besætte Belgien. I 1797 blev han valgt til De Femhundredes Råd, hvor han fik gennemført den almindelige værnepligt og tvangsudskrivning til revolutionshæren. Som øverstkommanderende i Rhinhæren belv han besejret af østrigerne i oktober 1798. J måtte overlade sin kommando til André Masséna og blev igen politiker. På trods af sin modstand af Napoleons statskup, der den 9. november 1799 gjorde Napoleon til Frankrigs enehersker, blev J sat i spidsen for hæren i Italien og i 1804 udnævnt til marskal. Året efter måtte han imidlertid aflevere sin kommando i Italien til Masséna. Han fik ingen kommandoer i krigen med Østrig; i stedet blev han guvernør i Napoli og militær rådgiver for Napoleons bror Joseph. Da Joseph i 1808 blev konge i Napoli, blev J kongens stabschef. På gr. af for dårlig ledelse af sine tropper mistede J i 1813 den kommando, han i 1812 havde fået i Spanien, efter han i nogle år før havde trukket sig tilbage skuffet over Napoleon ikke ville bruge ham i aktiv krigstjeneste. Ved Napoleons afgang støttede J den nye konge (Ludvig 18.), som udnævnte ham til chef i Rhinarmeen. Under Julirevolutionen i 1830 var J i en kort periode udenrigsminister (d 23/11 1833)

 

1818 f Aleksander 2., russisk tsar 1855-1881; han kom på tronen året før Ruslands nederlag i Krimkrigen. Nederlaget betød et alvorligt tilbageslag for Ruslands ambitioner på Balkan og i Den nære Orient. Endvidere afslørede det Ruslands militære svaghed og dermed problemer i den socialøkonomiske struktur. Denne situation dannede baggrund for ophævelsen af livegenskabet i 1861, hvilket indbragte Aleksander tilnavnet "Befrieren" og i 1860'erne førte en omfattende og liberal lovgivning med sig. Hans motiver var dels militære, dels frygt for bonde-uro; men han måtte optræde bestemt over for godsejerne, der var imod reformer. Aleksander gav så meget efter for deres ønsker om erstatning, at den økonomiske byrde for bønderne blev stor. Reformerne stoppede og udhuledes dog tildels i anden halvdel af 1870'erne. Aleksanders udenrigspolitik var præget af en tyskvenlig kurs og genetablering af Ruslands position i Europa, hvilket bl.a. gik ud på at få ændret Parisfredens (efter Krimkrigen) bestemmelser fra 1856 om en neutralisering af Sortehavet. Bestemmelserne sagde bl.a., at Rusland ikke måtte have krigsskibe i Sortehavet. Krigen med Tyrkiet 1877-78 blev vundet militært, men tabt diplomatisk, idet Bismarck på Berlinkonferencen stækkede Ruslands ambitioner på Balkan. Til gengæld førte krigen en betydelig ekspansion i Turkestan med sig. I 1879 meddelte den revolutionære organisation Narodnaja Volja "Folkes vilje" offentligt, at den havde dømt Aleksander til døden; han havde tidligere to gange (1866 og 1873) været udsat for attentater, og ved tre attentater 1879-80 (revolverskud, togsprængning og sprængninger af Vinterpaladset) søgte de revolutionære nu at fuldbyrde dommen. Det lykkedes den 13. marts 1881, da de kastede to bomber mod tsarens vogn under en køretur i Sankt Petersborg (d 13/3 1881)

 

1854 d Henry William Paget Anglesey, 1. marquess af Anglesey; han var øverstkommanderende for det allierede (britiske, tyske, hollandske og belgiske) rytteri under slaget ved Waterloo. I spidsen for et kavaleriangreb på slagets anden dag (den 18/6), som jog det franske I Corps under Jean-Baptiste Drouet d’Erlon på flugt, blev P så alvorligt såret, at det medførte amputering af et ben. Paget blev marquess af Anglesey i 1815, general i 1819; han var vicekonge i Irland 1828-29 og igen 1830-33 og blev feltmarskal i 1846 (f 17/5 1768)

 

d N.L. Høyen, kunsthistoriker; da kunsthistorie ved Københavns Universitet endnu ikke havde fundet fast og gyldig form som selvstændigt studium og videnskab, måtte Høyen på egen hånd gennemføre sin uddannelse. Han læste den sparsomme faglitteratur; han besøgte Akademiet (1821) som elev i "første Frihåndstegningsskole" og hørte her forelæsninger i anatomi og perspektiv. Afgørende for ham blev et treårigt studieophold i udlandet fra 1822. I Tyskland studerede han især middelalderens kunst, navnlig kirkearkitektur. Hans studier i Rom, hvortil han kom november 1823, gjaldt først og fremmest den ældste kristne kunst og antikkens og renæssancens kunst. Efter hjemkomsten opnåede han hurtigt anseelse i den hjemlige kunstverden. I 1825 deltog han i stiftelsen af Kunstforeningen. I 1829 blev han professor i kunsthistorie ved Kunstakademiet; i 1856 blev han den første docent i kunsthistorie ved universitetet. Begge stillinger beholdt han til sin død. I disse stillinger var han med til definere kunsthistorie som videnskab med klare grænser til historie og filosofisk æstetik. I forlængelse af den borgerlige, nationalliberale bevægelse i Danmark og de nationale strømninger i Danmark søgte Høyen som lærer og kritiker fra slutningen af 1830'erne at påvirke en række kunstnere til at dyrke det nationale gennem skildringer af historiske bygningsværker samt landskaber og folkeliv. Høyens forfattervirksomhed blev ikke af større omfang. Noget større værk har han ikke efterladt sig. Hvad han skrev udkom i småpjecer og offentliggjordes i blade og tidsskrifter (f 4/6 1798)

f Edward Duke Ellington, amerikansk komponist, pianist og orkesterleder; Duke Ellington, som regnes blandt jazzens største personligheder med en omfangsrig produktion og en nyskabende stil, voksede op i Washington D.C., men tog som ganske ung til New York. Her optrådte han professionelt som pianist allerede i 1916 – dvs. 17 år gammel. I to år spillede han med eget band i adskellige af Harlems natklubber, bl.a. The Cotton Club. Snart fik han en fremtrædende i amerikansk jazz og blev medskaber af big-band-jazzen, som siden førte over i swingmusikken. Duke Ellington skrev musik til film, ballet, teater og tv og turnerede fra 1950’erne over det meste af verden. Nogle af hans mange mesterværker er "Jack the Bear" (1940), "Harlem Air Shaft" (1940), "Cotton-tail" (1941) og "Concerto for Cooti" (1940). Duke Ellington giftede sig i 1918 med sin skolekæreste, Edna. De fik ét barn, sønnen Mercer, som efterfulgte sin far som leder af The Duke Ellington Orchestra (d 24/5 1974)

 

f Kejser Hirohito af Japan; på grund af faderens sygdom overtog han regeringen i 1921. Hirohito blev kejser i 1926. Efter det japanske nederlag i 1945 måtte kejser Hirohito offentligt erklære, han ikke var af guddommelig herkomst (d 6/1 1989)

 

Den tyske delegation ankommer til fredskonferencen i Versailles. Den bestod af repræsentanter for de republikanske partier og af talrige eksperter. Den blev ledet af udenrigsminister grev Brockdorff-Rantzau, en aristokratisk og arrogant diplomat. Delegationen blev indlogeret i hoteller, som var omgivet af tropper og pigtrådsspærringer. Der var tilløb til demonstrationer, og tyskerne følte sig omgivet af en følelse af intenst had. Tyskerne fik ikke anledning til at diskutere traktatudkastet mundtligt, men kun til at fremlægge deres synspunkter skriftligt. Den 7. maj fik de overrakt fredstraktatudkastet

 

1951 d Ludwig (Josef Johann) Wittgenstein, østrigsk/engelsk filosof; efter ingeniøruddannelse i Linz, Berlin og Manchester studerede han matematikkens filosofiske grundlagsproblemer i Cambridge 1912-13. Under 1. Verd.krig kæmpede han i den østrigske hær som frivillig. Med sin første bog "Tractatus Logico-Philosophicus" (1921), mente han at have givet den endelige løsning på de filosofiske og logiske problemer, som bogen tog op. Han forlod da også filosofien for en tid og arbejdede som landsbylærer i Østrig. En af de faktorer, som bragte ham tilbage til filosofien, var de logiske positivisters misforståelse af hans filosofi i Tractatus. Igen søgte han til Cambridge, hvor han underviste 1929-47, fra 1939 som professor. Tractatus var den eneste bog, Wittgenstein udgav, mens han levede. På ca. 80 sider sammenfattede han her sin filosofi om sproget og virkeligheden, bl.a. sin såkaldte billedteori: udsagn i sproget opfattes som billeder eller modeller af mulige sagsforhold. For Wittgenstein blev filosofi en virksomhed, som skaber klarhed ved at trække grænsen mellem det, som kan siges i sproget (d.v.s. videnskabelige udsagn) og det, som bare kan vises. Forsøg på at sige det, som kun kan vises, fører til sproglige meningsløsheder. Dette indebærer, at Tractatus selv i en vis forstand er meningsløs, som Wittgenstein da også selv påpeger i slutningen af sin bog. Efter Wittgensteins død kom i 1953 "Philosophische Untersuchungen". Senere er kommet nogle bøger udarbejdet på grundlag af hans litterære efterladenskaber, f.eks. "Remarks on the Foundations of Mathematics" (1956), "Notebooks 1914-1916" (1961) (f 26/4 1889)

 

1980 d Alfred Hitchcock, engelsk/amerikansk filminstruktør; med sine 53 film er Hitchcock thriller-genrens ubestridte mester og en af filmhistoriens mest populære og beundrede filmkunstnere. Hans tredie film "Londonmysteriet" (1926), inspireret af Jack the Ripper-mordene, 1926 var hans første thriller. I denne film optrådte han for første gang i en lille statist-rolle noget, der siden skulle blive hans varemærke. Med "Pengeafpresseren" fra 1929 skabte Hitchcock den første engelske talefilm. 1939 kom Hitchcock til Hollywood og blev i 1955 amerikansk statsborger. Hans første amerikanske film var "Rebecca" (1940). Som Hitchcocks virkemidler nævnes kameravinklen, belysningen, klipningen og lyset, som skaber en atmosfære udøvende ubevidst sjælelig påvirkning. Hans film indeholder ofte makabre indslag – brugt som chockeffekt i stærk kontrast til detaljerige, realistiske miljøskildringer. Filmene kan inden for genren placeres i flere grupper: den rene kriminalfilm med psykologiske undertoner, f.eks. Strangers On a Train/Farligt møde (1951), Dial M for Murder/Telefonen ringer kl.23 (1954); kriminal-komedier f.eks. To Catch a Thief/Fang tyven (1955), The Trouble with Harry/Hvem har dræbt Harry? (1955), North by Northwest/Menneskejagt, (1960); og de rene gysere som Psycho (1963), The Birds/Fuglene (1963) og Frenzy (1972). H og hans fysiognomi blev for alvor kendt, da han i 1955 begyndte tv-serien Alfred Hitchcock Presents; den fortsatte de næste ti år – fra 1962 under titlen The Alfred Hitchcock Hour. Hitchcock indledte de enkelte afsnit med en monolog, men selv instruerede han kun 20 af de i alt 359 afsnit (f 13/8 1899)

 

1983 d Luis Bunuel, spansk filminstruktør; efter i 1925 at være flyttet til Paris skabte han her i samarbejde med Salvador Dali sin første film "Den andalusiske hund" (1928); den fik surrealisterne til at betragte ham som en af deres egne. Hans to næste film "Guldalderen" (1930) og "Las hurdes" (1932) udløste en bølge af protester, avisartikler og voldsaktioner for - især for den førstes vedkommende - angreb på den vestlige verdens vedtagne værdier. De blev begge forbudt. Bunuel opholdt sig derefter i USA, hvor han måtte nøjes med underordnede opgaver. Først i 1946 kom han i Mexico igen i gang som filminstruktør. Her instruerede han indtil 1962 20 film. Blandt disse "Fortabt Ungdom" (1950), en både pessimistisk og varm skildring af en ungdomsbande i Mexico City; den blev præmieret ved filmfestivalen i Cannes og betød et nyt international gennembrud for Bunuel. Med "Dagens skønhed" (1967) indledte han den tredje og mest frodige del af sin karriere, nu igen i Frankrig. I 1972 kom den episodiske og sorthumoristiske "Borgerskabets diskrete charme", der gjorde Bunuel til et verdensnavn; i 1974 "Frihedens spøgelse", om en gammel mands frustrerende lyst til en ung kvinde. Hans sidste film var "Begærets dunkle mål" (1977). Bunuels selvbiografi "Mit sidste suk" udkom 1982 (dansk 1983) (f 22/2 1900)

 

 

Til top        30. april

535 d Amalasuntha, 526-34 ostrogoternes dronning og regent; A var datter af den ostrogotiske konge i Italien Theoderik den Store; hun var en særdeles veluddannet kvinde, hun talte og skrev såvel latin som græsk. Da Theoderik døde i 526, var A allerede enke, hendes søn Athalaric var 10 år, og A blev regent. I store træk fortsatte hun sin fars politik, hun begunstigede italienerne, hun iagttog en forsonlig holdning til Byzans og til den katolske kirke, mens hun afviste alliancer med andre germanske stammer. Hendes pro-byzantinske politik, hendes støtte af litteratur og kunst og hendes ønske om at opdrage sin søn som en romersk fyrste vakte voldsom modstand hos store dele af den ostrogotiske adel. Det fik hende til at nærme sig Byzans endnu mere. I 533 blev tre ostrogotiske adelige henrettet, efter de havde deltaget i en sammensværgelse mod A. Efter Athalarics død i okt. 534 delte hun magten med sin fætter Theodahad, som hun kort forinden var blevet gift med. Det var A’s plan at give Theodahad kongetitlen, mens hun selv bevarede den reelle magt. Men Theodahad, der stod i forbindelse med kredse, der var modstandere af A’s politik, forviste hende til en ø i Bolsenasøen i Toscana; her blev hun kvalt af nogle slægtninge til de adelige, hun havde fået henrettet i 533 (f 498)

 

1245 f Filip 3. "den Dristige" fransk konge 1270-1285; næstældste søn af Ludvig 9. og Margrete af Provence; besteg tronen efter at hans far Ludvig 9. den Hellige var død af pest på korstoget mod Tunis; hans første regeringshandling blev derfor at slutte fred med sultanen og vende tilbage til Frankrig. F greb ofte ind i forholdene på den pyrenæiske halvø; hans ældste søn blev gift med Johanne, arvingen til Navarra, hvorved dette land knyttedes til Frankrig. I spidsen for en hær trængte F sommeren 1285 ned i Aragonien, men felttoget mislykkedes, da der udbrød pest blandt soldaterne. I F’s regeringstid blev de kongelige domæner udvidet med Poitou, Toulouse, Auvergne, Provence og Venaissin med Avignon. F efterlod sig fem børn; med Isabella af Aragonien efterfølgeren Filip 4. og hertug Karl af Valois. Med Maria af Brabant tre døtre bl.a. Margrete, som 1299 blev gift med Edward 1. af England (d 5/10 1285)

 

1524 d Pierre Terrail Bayard, fransk soldat; kendt som le Chevalier sans Peur et sans Reproche eller som le Bon Chevalier; deltog 1494 i Karl 8. af Frankrigs togt til Italien og blev slået til ridder 1495 efter slaget ved Fornovo. Herefter var han helten i mange militære sammenstød; ved en lejlighed skal han alenemand have forsvaret en bro over floden Garigliano mod omkr. 200 spanske soldater. Da Frans 1. var blevet konge, blev B generalløjtnant, og efter den franske sejr ved Marignano havde B æren af at slå den unge konge til ridder. Da der udbrød krig mellem Frans 1. og kejser Karl 5., holdt B med 1.000 mand Mézières mod en hær på 35,000 mand, og efter seks uger tvang han de kejserlige generaler til at ophæve belejringen. Denne hårdnakkede modstand reddede det centrale Frankrig fra invasion og gav Frans tid til at samle en hær, som 1521 drev fjenden ud af Frankrig. I 1523 blev B sendt til Italien, hvor han overtog kommandoen af de franske styrker. Under passage af floden Sesia blev han dødeligt såret af en kugle fra en hagebøsse (f ca 1473)

 

1632 d Johan Tserclaes Tilly, greve og tysk hærfører i Trediveårskrigen; han fik en grundig opdragelse i et jesuiterkollegium og var livet igennem en glødende katolik. T fik sine første militære erfaringer i 1580'erne på spansk side i den nederlandske frihedskrig. I 1594 gik han i tjeneste hos kejser Rudolf 2. af Østrig i kampen mod tyrkerne. Af hertugen af Bayern fik han i 1620 til opgave at reorganisere den bayerske hær, som i Trediveårskrigen kom til at danne grundstammen i den katolske ligas hær under T’s ledelse. Han slog i 1620 det tjekkiske oprør ned i slaget på Det hvide Bjerg, og i 1626 besejrede han Christian 4. i slaget ved Lutter am Baremberg og erobrede Jylland. 1630 blev han tillige øverstkommanderende for de kejserlige styrker, som hidtil havde været ledet af Wallenstein. Tillys vigtigste opgave blev nu at standse den svenske fremrykning under Gustav Adolf. T håbede at kunne gøre Magdeburg til sit vigtigste støttepunkt i denne kamp, men gjorde den fejl at plyndre og nedbrænde byen, efter den var blevet erobret; et forhold der gav svenskerne gode kort på hånden. Han blev slået af svenskerne i slaget ved Breitenfeld 17. september 1631. Herefter drog T til Bayern, og da han her 15. april 1632 uden held forsøgte at hindre Gustav Adolf, som fulgte efter, i at overskride floden Lech, pådrog han sig sår, som kort efter kostede ham livet. T betegnes som en habil hærfører, der dog ikke var Gustav Adolfs feltherregeni voksen (f februar 1559)

 

d Eustache le Sueur, fransk maler; han studerede ivrigt de italienske barok-kunstneres værker i Frankrig, og han blev da også kendt for sine religiøse billeder i klassisk fransk barokstil. Hans store forbillede var Rafael, og han fik tilnavnet "Frankrigs Rafael". Han grundlagde tidligt sit ry, og det voksede yderligere, da nogle af hans værker blev gengivet i gobeliner. Endvidere udførte han figurdekorationer med mytologiske motiver, i Hôtel Lambert i Paris. Han malede desuden bibelske billeder til kirker og klostre. Blandt disse er "Paulus prædiker i Efesos". Til karteuserklostret i Paris udførte han 22 scener fra den hellige Brunos liv, blandt disse er " Jesus hos Marta og Maria" og "Den hellige Martins messe" (1645-48). I en enkel stil og i kølige toner gav han udtryk for den stilfærdige og harmoniske stemning, som spillede så stor en rolle i datidens asketisk prægede katolske fromhed i Frankrig. Le Sueur deltog i grundlæggelsen af det franske kunstakademi – Académie Royale de Peinture et de Sculpture - i 1648 (f 19/11 1616)

 

1662 f Marie II, dronning af England og hustru til kong Vilhelm III, hun var ældste datter af Jacob, hertug af York (senere kong Jacob II) og hans første kone Anne Hyde; hun blev opdraget som protestant, da faderen frygtede, hun ellers ville blive taget fra ham. I 1677 blev hun gift med Vilhelm III af Oranien. Den udbredte utilfredshed med Jacob II’s hensynsløse styre, hans samarbejde med den franske konge og ikke mindst hans bekæmpelse af protestantismen fik i 1688 parlamentet til at indkaldte Vilhelm og Marie og tilbyde dem tronen. Jacob II forlod landet og slog sig ned i Frankrig. Da der var mange, der ønskede Marie som regent, blev man i parlamentet enige, at såvel Maria som Vilhelm skulle have kongelig magt. Vilhelm skulle styre i hendes navn, og hun kun føre regeringen, såfremt hun kom til at overleve sin mand. Det skete ikke. Hun døde kun 32 år gammel af kopper. Med Vilhelms og Maries kroning i april 1689 afsluttedes den årelange strid mellem krone og parlament. Vilhelm blev valgt til konge af parlamentet. Dermed havde parlamentet aflivet teorien om, at den engelske konge havde magten af Guds nåde. Det havde til følge, at England i modsætning til f.eks. Frankrig og Danmark aldrig en enevældig stat (d 28/12 1694)

 

f Carl Friedrich Gauss, tysk matematiker og astronom; Gauss betegnes som en af historiens største matematikere. Han anlagde og ledede fra 1807 det astronomiske observatorium i Göttingen. Han var tillige professor ved byens universitet. I byen oprettede han også et magnetisk observatorium, og mellem de to observatorier oprettede han i 1833 den første elektromagnetiske telegrafforbindelse. Hans arbejder omfatter mange forskellige områder inden for matematikken; på alle disse er han blevet grundlæggende, både gennem en mængde nye resultater og nye metoder og ikke mindre gennem sit krav til fuldkommen stringens og systematisk fremstilling. Blandt hans arbejder er "Disquisitiones arithmeticae" (1801) med hvilket, han lagde grunden til den moderne talteori; han indførte bl.a. begrebet kongruenser for tal og beviste umuligheden af vinklens tredeling med passer og lineal. I "Theoria motus" (1809) gav han løsningen af problemet om himmellegemers bevægelser, foranlediget af opdagelsen af asteroiden Ceres i 1801; den blev straks efter genfundet ved hjælp af Gauss beregninger. Fra 1831 begyndte en fysisk periode i hans forskning; den omfattede bl.a. arbejder over geometrisk optik, men især over jordmagnetismen. Inden for dette område konstruerede Gauss bl.a. nye apparater til måling af de jordmagnetiske elementer og forbedrede målemetoderne. I "Resultate aus den Beobachtungen des magn. Vereins" (6 bd. 1837-43) findes hans store arbejde "Theorie des Erdmagnatismus", som har været af grundlæggende betydning for al senere jordmagnetisk forskning. Den sidste af ham selv offentliggjorte afhandling (1849) behandlede de algebraiske ligningers teori (f 23/1 1855)

 

1792 d John Montagu, 4. jarl af Sandwich, britisk flådeminister (first lord of the Admiralty) under Den amerikanske Revolution (1776-81) og manden efter hvem sandwichen er opkaldt. Efter studier ved Eton og Trinity College, Cambridge og rejser i udlandet overtog han i 1739 sin bedstefars plads i Overhuset. Han beklædte høje poster inden for administrationen; f.eks. var han "first lord of the Admiralty" i årene 1748-51 og 1771-82. I sidstnævnte periode blev han af sine modstandere anklaget for at modtage bestikkelse. Skønt han ofte blev anklaget for korruption, måtte man anerkende hans administrative evner. Af frygt for et fransk angreb insisterede han under krigen i forbindelse med Den amerikanske Revolution på at holde (for) meget af den britiske flåde hjemme i europæiske farvande; ligeledes blev han stærkt kritiseret for den dårlige tilstand, den britiske flåde var i, da krigen brød ud. S’s interesse for alt der angik flåden og hans støtte til opdagelsesrejser medførte, at kaptajn James Cook i 1778 opkaldte Sandwich Islands (Hawaii) efter ham. Hans "Voyage Round the Mediterranean" udkom i 1799. Sandwichen blev opkaldt efter ham i 1762, da han tilbragte 24 timer ved spillebordet uden at indtage anden føde end sandwicher i.e. skiver brød med skiver kød (f 3/11 1718)

 

1803 Frankrig sælger Lousiana til USA. Opdagelsesrejser og spredte franske bebyggelser gav i 17. og 18. århundr. franskmændene ejendomsret til det meste af Mississippi-dalen. Det første alvorlige angreb på denne besiddelse kom i forbindelse med Syvårskrigen (1756-63). 1762 overlod Frankrig området vest for Mississippi-floden til Spanien og 1763 størstedelen af dets besiddelser i Nord-Amerika til Storbritannien. Da Frankrig atter var blevet stærk, overtalte Napoleon i oktober 1800 den spanske konge til at overlade Frankrig Louisiana. Voksende amerikansk bosættelse i Mississippi-dalen og ønsket om kontrol med den stadig vigtigere transportvej - Mississippi-floden medførte, at amerikanerne gerne ville have området. Oktober 1802 skrev den amerikanske præsident Jefferson til sin ambassadør i Paris om at undersøge muligheden for at købe Louisiana. Udsigt til genoptagelse af krigen med Storbritannien og en anstrengt økonomi menes at være vigtige grunde til, at Napoleon gik med til et salg. Iflg. salgsdokumentet af 30. april 1803 skulle USA straks betale $11.250.000 og overtage amerikanske borgeres krav mod Frankrig til et beløb af $3.750.000. Iberegnet påløbne renter frem til overtagelsen udgjorde hele købssummen $27.267.622

 

f Albrecht Theodor Emil von Roon, preussisk/tysk officer, som sammen Otto von Bismarck og general Helmuth von Moltke stod bag skabelsen af det tyske kejserrige og gjorde Tyskland til det europæiske fastlands førende stat. Han indtrådte i hæren i 1821. Han blev kendt i videre kredse, da han i 1832 udgav trebindsværket "Grundzüge der Erd-, Völker- und Staatenkunde". Von Roon skrev værker, for at gøre opmærksom på de mangler den preussiske hær havde. Den var efter hans mening ineffektiv og havde behov for reorganisation. Under de revolutionære uroligheder i 1848 gjorde han tjeneste under kronprins Wilhelm (konge af Preussen som Wilhelm I i 1862 og kejser af Tyskland i 1871) og deltog i nedkæmpelsen af urolighederne i Berlin. For von Roon åbnedes der ved denne indsats adgang til de højeste militære poster i Preussen. 1856 blev ham general-major, 1859 generalløjtnant og medlem af den kommission, der skulle reorganisere den preussiske hær. Det blev von Roons ideer, der blev realiseret. Han ville skabe en hær, der byggede på værnepligt; han ville have en "nation under våben" med en treårig værnepligt. Forslaget var lige upopulært hos såvel manden på gaden som blandt de mere konservative officerer; men da det var blevet gennemført, viste hæren sin effektivitet under krigen mod Østrig i 1866 og i den fransk-tyske krig i 1870-71. Hans ide om en værnepligtshær blev herefter efterlignet i mange lande, og grundlaget for det 20.århundredes massehære var skabt. I 1871 blev von Roon udnævnt til greve og i 1873 til feltmarskal (d 23/2 1879)

 

1831 f Romolo Gessi, italiensk opdagelsesrejsende og administrator i Sudan; under sin deltagelse på britisk side i Krimkrigen (1854-55) mødte G den britiske general Charles Gordon. Da Gordon blev generalguvernør i Sudan i 1873, opfordrede han Gessi til at gå i tjeneste hos sig. I Sudan gennemførte Gessi ekspeditioner til landets indre og fuldførte kortlægningen af Lake Albert i 1876. Ligeledes deltog han i ekspeditionerne, der havde til formål at finde Nilens kilder. Ved at være den første, der kortlagde og foretog en rejse rundt om Lake Albert Nyanza i Uganda, som er en af Nilens hovedkilder, afsluttede Gessi det geografiske arbejde, der var begyndt i 1856 for at fastslå Nilens løb. Da Gessi senere i det sydlige Sudan slog en opstand af arabiske slavehandlere ned, fik han af den ægyptiske Khediv titlen Pasha, den højeste titel ved det ægyptiske hof (d 30/5 1881)

 

1841 d P.A. Heiberg, forfatter; han tog 1777 filologisk embedseksamen; på gr. af gæld flygtede han i 1779 til Sverige. Her lod han sig hverve til soldat. En farbror købte ham fri af tjenesten, og en tid studerede han i Uppsala. Men i 1782 rejste han til Bergen, hvor han arbejdede først som lærer senere som kontorist. Her begyndte hans litterære liv, idet han gjorde udkast til en tragedie "Aksel og Valborg". I 1785 var han atter i København, hvor han i de flg. år skrev en række komedier og syngespil. Som dramatiker debuterede han i 1788 med komedien "Forvandlingerne", der blev opført på Det kgl. Teater i marts 1788 og blev gunstigt modtaget.Emnet var fra en af Cervantes noveller en smule fordansket. Samme år kom karakterkomedien "Heckingborn". Hans dramatik var aktuel bestemt med mange satiriske udfald. Han havde ikke ringe anlæg for at blive en kværulant, og disse anlæg blev udviklet ved regeringens intolerante holdning over for ham. 1790 fik han en bøde på 150 rdl. for linjen "Ordner hænger man på idioter" og hans "dumdristige Kritik over Hans Majestæts Kongens Forhold med at uddele Ordener". 1794 bragte nogle ord om den engelske konge ham en ny bøde, denne gang på 300 rdl. H følte sig spec. forfulgt af embedsmanden Chr. Colbiørnsen og rettede personlige beskyldninger mod ham, og december 1799 blev han dømt til landsforvisning. Resten af livet boede han i Paris, hvor han indtil 1817 var ansat i det franske udenrigsministerium. Han fik en pension på 3000 frcs, og i sin alderdom var han en flittig forfatter. Også i danske blade skrev han fra tid til anden med sin stadig skarpe pen (f 16/11 1758)

 

f Franz Lehar, ungarsk komponist; efter studier i Prag debuterede han 1896 som komponist i Leipzig med operaen "Kukuska". I 1905 vandt han verdensberømmelse med operetten "Den glade Enke"; som en af verdens mest fejrede operettekomponister kunne han nu i de flg. år notere den ene succes efter den anden. Med rund hånd strøede han bløde, indsmigrende, ofte sentimentale, sange, festlige marcher og besnærende danse rundt om i sine mange værker. Bl. disse er "Greven af Luxemburg" (1909) og "Zigeunerblod" (1910). Sandsynligvis trængt i konkurrencen med den amerikanske musical forlod han i 1920’erne den gængse operettetone og skrev "store operetter", der krævede operatenorer, og som hver har sin schlager, der binder det hele ledemotivisk sammen. Således "Du bist mein ganzes Herz" i "Land des Lächelns" og "O, Mädchen, mein Mädchen" i "Friederike", der handler om Goethes ungdomseventyr i Sesenheim (d 24/10 1948)

 

d Édouard Manet, fransk maler; da M i 1863 udstillede sit "Déjeuner sur l'herbe" (Frokosten i det Grønne)på Salon des Refusés, vakte det skandale ikke mindst på gr. af den nøgne kvinde, der var placeret i gruppen sammen med påklædte mænd. I disse år tog M gerne ældre mestre som forbilleder, men transformerede altid kompositionen til sin egen tid. Frokosten i det Grønne byggede således på den italienske renæssancemaler Giorgiones "Landlig Koncert" fra ca. 1510. I 1865 blev "Olympia" udstillet, et af M's hovedværker. Også det vakte skandale. Billedets hovedfigur er en kurtisane; hun ligger udstrakt på en seng og ser sin kommende kunde (billedbetragteren) i møde, mens hun opvartes af en neger, der bringer hende blomster fra en tilfreds kunde (?). I kraft af den flademæssige opbygning, den faste komposition, den klare linje er dette billede blevet et hovedværk i det moderne maleris udvikling. Efter 1865 blev M den unge radikale malergenerations leder; ved samværet med de yngre friluftsmalere ændredes hans hidtidige stil med dens roligt monumentale fladebehandlig i retning af et lysmaleri med friluftssyn. Ved at gengive sin samtids emner og ved sin kunst, der var udformet efter rent maleriske værdier med lyset som bestemmende faktor, fik han betydning for impressionismen, hvis farveteknik han dog ikke anvendte. Han udstillede heller aldrig sammen med dem; han vedblev at sende sine billeder til Salonen, som først anerkendte ham i 1881. Som grafiker udførte M illustrationer, bl.a. til Edgar Allan Poe samt en række litografier (f 23/1 1832)

 

1885 d J.P. Jacobsen, forfatter; studerede naturvidenskab særlig botanik og fik 1876 guldmedalje for en afhandling om alger. Han studerede Darwin, og gennem artikler og ved oversættelse af hans hovedværker (1872-75) var J en af de første, der gjorde Darwin kendt i Danmark. Digtning optog ham også tidligt, han skrev poesi og prosa og læste det op for sine venner. Påvirket af bekendtskabet med brødrene Brandes udgav Jacobsen fortællingen "Mogens" i 1872; den vakte opmærksomhed på gr. af dens nye impressionistiske stil og psykologi. 1876 kom romanen "Marie Grubbe; interiører fra det 17. aarhundrede", som regnes for den første danske naturalistiske roman efter fransk mønster. Hans næste bog, "Niels Lyhne" (1880) var en udviklingsroman henlagt til midten af 1800-t., men fyldt af samtidens problemer, af fritænkeri og individualisme. Jacobsen skrev fortsat noveller og digte; nogle af novellerne bl.a. "Fru Fønss" og "Pesten i Bergamo" blev udgivet sammen med "Mogens" i 1882. Kun 38 år gammel døde Jacobsen af den tuberkulose, han havde kæmpet med i mange år. Han havde haft stor indflydelse på mange af sin samtids og sin nærmeste eftertids forfattere, men vurderingen af hans værk og betydning har været vekslende (f 7/4 1847)

 

1887 d Jacob Christian Jacobsen, brygger – grundlægger af Carlsberg; 24 år gammel overtog han faderens bryggeri ved dennes død. For at forbedre sin produktion og for at skabe nyt foretog han flere rejser i sær til Tyskland. Da det lykkedes ham at få 2 potter gær med hjem fra et bryggeri i München, begyndte han 1845 som den første i Danmark at brygge undergæret øl (bajersk øl). I de flg. år anlagde han Carlsbergbryggeriet i Valby; første bryg der 1848. Dets produkter blev snart kendt over hele Europa, og Jacobseb blev en særdeles velhavende mand. I 1876 stiftede han Carlsbergfondet på 1 mio. kr. og henlagde det under Videnskabernes Selskab. Det fik bl.a. til formål at fremme dansk forskning på forskellige naturvidenskabelige og historiske områder. Efter Frederiksborg slots brand i 1859 bidrog Jacobsen i stor udstrækning til dets genopførelse. Dette er kun ét eksempel på den omfattende støtte Jacobsen ydede til kunstneriske og nationale formål. Han tog tidligt del i tidene frisindede bevægelser. 1843 var han medstifter af Skandinavisk Selskab; samme år blev han borgerrepræsentant (til 1857), 1846 stænderdeputeret og 1854 medlem af Folketinget (til 1857) og igen folketingsmand i årene 1861-64. 1866-1871 var Jacobsen medlem af Landstinget. Om brygger Jacobsen er det blevet sagt, at han er et smukt eksempel på, hvordan en borger ved midten af 1800-tallet, som ved sin dygtighed og ved konjunkturernes gunstige udvikling kunne opnå stor rigdom, stadig stærkt følte sine medborgerlige pligter og rundhåndet søgte at fremme bevægelser af national og immateriel art (f 2/9 1811)

 

f Joachim von Ribbentrop, tysk diplomat og udenrigsminister; efter at have fået skoleuddannelse i Tyskland, Frankrig, Svejts og England rejste han i 1910 til Canada, men vendte tilbage til Tyskland ved udbruddet af 1. Verdenskrig. Han deltog i krigen på østfronten. Efter krigen arbejdede Ribbentrop som repræsentant i champagne; det gjorde han til 1920, da giftede han sig med sin rige chefs datter og blev økonomisk uafhængig. Han mødte Hitler i 1932 og blev samme år medlem af nazipartiet. Efter Hitler var blevet rigskansler – 30. januar 1933 - blev Ribbentrop dennes chefrådgiver i udenrigspolitiske spørgsmål. I 1934 var han leder af den tyske delegation ved nedrustningskonferencen i Geneve. Året efter kunne han på sit lands vegne sætte sin underskrift på den engelsk-tyske flådeaftale, der tillod tyskerne at opbygge en flåde. 1936 blev Ribbentrop ambassadør i London. En post han beklædte til 1938, da han blev udenrigsminister. 22. maj 1939 underskrev han sammen med sin italienske kollega Ciano "Stålpagten" om et tiårigt politisk og militært samarbejde mellem Tyskland og Italien. Hans største diplomatiske succes var underskrivelsen af Ikkeangrebpagten med Sovjet-unionen 23. august 1939. Dermed var vejen banet for det tyske angreb på Polen 1. september 1939. Med udbruddet af krigen kom diplomati i anden række, det betød, at Ribbentrops indflydelse blev mindre. Han blev anklaget ved Den internationale Militærdomstol i Nürnberg for forbrydelser mod menneskeheden – fundet skyldig, dødsdømt og henrettet ved hængning (d 16/10 1946)

 

Det borende X arresteres. Da Det borende X næsten altid forøvede sine indbrud aftenen før en helligdag, var politiet i København særlig opmærksom denne St. Bededagsaften. Gaderne blev afpatruljeret af en stor politistyrke. Det blev to betjente på Frederiksberg, som havde fået ordre til at holde øje med postkontorerne, der afslørede Det borende X. Den ene af dem havde under patruljeringen bemærket, at der lå støv på et dørhåndtag til en ubenyttet bagdør i gården til postkontoret i Rahbeks Alle. Da de senere passerede stedet, var støvet væk. Samtidig hørte de nogen gå på køkkentrappen, og lidt efter kom en ældre respektabel herre ned ad trappen. Man hilste på hinanden, og den fremmede gik ud af gården. Først da slog mistanken ned i de to betjente, som satte efter manden og arresterede ham. Han hævdede at bo i ejendommen og indvilgede i at gå med tilbage for at påvise sin lejlighed. Men pludselig udviklede begivenhederne sig. Det kom til et håndgemæng; den fremmede trak en pistol og fyrede mod betjentene, men blev hurtigt overmandet og ført til politistationen. Her afslørede han sig som Det borende X og tilstod sine 58 indbrud, begået i årene 1903-1931. Det borende X viste sig at være - ikke en elegant gentlemantyv og fantomskikkelse - men en halvfattig grønthandler fra Vesterbro ved navn Julius Framlev, der supplerede sin beskedne indkomst med udbyttet - ca 163.000 kr - fra sine dristige indbrud.

 

1942 Christmas Møller flygter til England. Skjult i et motorskib nåede Chritmas Møller med sin kone og søn Sverige, herfra gik flugten videre til London. Den invitation Christmas Møller havde modtaget om at komme til London var skrevet på den britiske Sverigesdelegations parpir. M måtte tro, at den britiske regering ønskede hans tilstedeværelse; men sandheden var, at det var SOE’s (Special Operations Executive) agent i Stockholm, der uden at have konfereret med højereliggende organer, havde skrevet invitationen. Der var tværtimod uvilje mod invitationen i det britiske udenrigsministerium. Christmas Møller havde derfor forladt Danmark med løst funderet forhåbninger om at komme til at spille en vigtig rolle i kampen mod Nazi-Tyskland. Disse forhåb-ninger var der ingen dækning for, og opholdet i London blev en skuffelse for ham. Til hans isolation i London føjedes hans isolation i forhold til udviklingen i Danmark. Det var derfor en svækket Christmas Møller, der den 7. maj 1945 vendte hjem for som udenrigsminister at tjene under den Vilh. Buhl, der havde talt mod sabotage, mens Christmas Møller fra London havde opfordret til sabotage

 

1945 d Eva Braun, Hitlers elskerinde; var uddannet laborant. I september 1931 blev hun Hitlers elskerinde. De havde mødt hinanden hos Hitlers fotograf, Heinrich Hoffmann, hvor Eva Braun arbejdede som salgsassistent. Hitler ville ikke vedstå forholdet, følgelig kom Eva Braun ikke med til Berlin, da Hitler blev rigskansler i 1933. Hun forblev i München og på Berghof og spillede ingen politisk rolle. Hitlers undskyldning for ikke at gifte sig med Eva Braun var, at han allerede var gift med det tyske folk. I modsætning til andre mægtige mænds elskerinder opnåede Eva Braun som ovenfor nævnt aldrig nogen politisk indflydelse. Hun var psykisk ustabil og forsøgte flere gange at begå selvmord. Hun sluttede sig til Hitler i Berlin i april 1945, da krigen var tabt for Tyskland. Allerede i forbindelse med mordforsøget på Hitler den 20. juli 1944 havde Eva Braun til ham: "Fra vort første møde svor jeg, at jeg ville følge dig hvor som helst, selv i døden. Jeg lever kun for dig, elskede." Den 29. april 1945, dagen før de begge selvmord i førerbunkeren, blev de gift (f 6/2 1912)

Til top