Til forside  August

Vælg en dato:

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30
31

1. august

10 f. Kr. f Claudius, romersk kejser 41-54; han var yngste søn af Drusus den ældre og Antonia den yngre, datter af Marcus Antonius og kejser Augustus’ søster Octavia. Fra sin tidligste ungdom var Claudius sygelig og plaget af talebesvær. Dette betød dels, at han af de mange tronprætendenter ikke ansås for en fare for deres ambitioner, og han derfor kunne leve i fred, dels at han ikke blev konsul før i 37, da nevøen Caligula efterfulgte Tiberius som kejser. Trods modstand fra Senatet blev Claudius efter drabet på Caligula i 41 udråbt til kejser af prætorianergarden; forholdet mellem Claudius og Senatet forblev derfor anspændt. I sin indenrigspolitik søgte han at forbedre Roms kornforsyning bl.a. gennem ændringer i administration og ved anlæggelse af et nyt havne-anlæg 4 km fra Ostia. Udenrigspolitisk var der ro ved grænserne langs Rhinen og Donau; alligevel skete der her en udbygning af fæstningsanlæggene; af nye områder indlemmelses som provinserne Mauretania, Thrakien og Britannia. Efter sin første kones død giftede Claudius sig med sin niece Agrippina den yngre og adopterede Nero, der var hendes søn af første ægteskab. I sine sidste år var Claudius under stærk indflydelse af sin hustru og hendes rådgivere, og hun stod formentlig bag hans død, der banede Nero vej til kejsertronen. Efter sin død blev Claudius som den første kejser siden Augustus guddommeliggjort. Claudius’ unge år var helliget studier af bl.a. etruskisk historie, men intet er bevaret af dette omfangsrige forfatterskab (d 13/10 54)

 

126 f Publius Helvius Pertinax, romersk kejser fra januar til marts 193; han var søn af en frigivet slave; inden han trådte ind i hæren, var han lærer. Han kommanderede troppeafdelinger i Syrien, i Britannien, ved Donau og ved Rhinen. Han udmærkede sig under den store invasion af germanske stammer i 169. Han fik rang som senator og stod nu i spidsen for en legion. Han fik herefter kommandoen over tropperne i Moesien, Dacien og Syrien, men under kejser Commodus (herskede 180-192) kom han midlertidig sammen med den fremtidige kejser Septimius Severus i unåde. I Commodus senere år blev Pertinax præfekt i byen Rom, mens Severus førte tropperne ved øvre Donau. Da Commodus blev myrdet den 31. december 192, proklamerede senatet Pertinax som kejser. Han forsøgte forgæves at gennemføre upopulære forholdsregler for at forbedre såvel den militære som civile økonomi. Efter mindre end tre måneder på kejsertronen blev han myrdet af en lille gruppe soldater. Da Severus blev kejser, beordrede han guddommeliggørelse af sin myrdede forgænger (d 28/3 193)

 

1137 d Ludvig 6. "den tykke" fransk konge 1108-1137; Ludvig 6. blev af sin far kong Filip 1. 1098 udpeget til at være Frankrigs næste konge. Som konge styrkede Ludvig 6. kongemagten ved at genskabe kongens autoritet over for vasallerne især i områder direkte under kronen f.eks. Íle-de-France. Byernes stærke vækst i Ludvig 6.s regeringstid blev et vigtigt instrument i denne sammenhæng, og han støttede byernes første spæde forsøg på selvstyre, hvorved de lokale byherrer mistede indflydelse. Ud fra denne styrkede position udviklede Ludvig 6. flere forholdsregler, der fik betydning for fremtidige franske konger. F.eks. det forhold, at kongen ikke var nogens vasal, og at det var kongens pligt at opretholde fred og retfærdighed i riget. Ludvig 6.s større krige blev udkæmpet med kong Henrik 1. af England i årene 1104-13 og 1116-20. Han havde et godt forhold til kirke og præsteskab og knyttede sig jden centrale skikkelse i sin samtids kirkelige og religiøse liv og i cistercienser-ordenens eksplosive udbredelse (f 1081)

 

1291 Områderne Schwyz, Uri og Unterwalden indgår Det Svejtsiske Edsforbund. Ved indgåelsen af edsforbundet – også kaldt Den Evige Liga – lægges grundstenen til det, der gennem mange omskiftelser udvikler sig til staten Svejts. De tre distrikter indgik aftalen med henblik på selvforsvar. Rudolf I af Habsburg havde brugt sin stilling som tysk konge til at genfremsætte sin slægts krav på Schwyz og Unterwalden (Nidwalden og det tilgrænsende Obwalden). Med indgåelsen af aftalen tilkendegav deltagerne, at de var parate til med alle midler og til enhver tid at modsætte sig enhver angriber. Endvidere ville de til enhver tid støtte en hvilkensomhelst ikke-habsburgsk kandidat til den tyske trone

 

d Lorenzo Valla, italiensk humanist; fra 1431 var han professor i retorik i Pavia; skrev her "De voluptate" og "De libero arbitrio", hvori han angreb middelalderens autoriteter på filosofiens område, Aristoteles og Boëthius. Fra 1435 var han sekretær hos kong Alfons af Aragonien. Under dennes strid med pave Eugenius 4. påviste Valla 1440 i skriftet "De falso credita et ementita Constantini donatione" uægtheden af det konstantinske gavebrev. Iflg dette skulle kejser Konstantin have tildelt Roms biskop pave Silvester (314-335) kirkelig overhøjhed over hele kristenheden og verdslig overhøjhed over Rom og "alle Italiens og Vestens provinser" til gengæld for, at Silvester havde døbt og helbredt kejseren. Fra 1447 - efter at have forsonet sig med kirken – var Valla i Rom, hvor han blev udnævnt til apostolisk scriptor. Valla var ofte i strid med kirkens folk, som f.eks. forargedes over hans påstand om den latinske bibeloversættelses unøjagtigheder. Han bevarede dog pavens velvilje og udnævn-tes 1455 til apostolisk sekretær og canonicus ved Laterankirken i Rom (f 1407)

 

1464 d Cosimo Medici, florentinsk bankier og statsmand; han var søn af den hovedrige bankier Giovanni Medici, der var leder af det såkaldte "folkeparti". Cosimo arvede faderens rigdomme og position. Han spillede sine kort så godt, at han fra 1434 ubestridt var Firenzes mest indflydelsesrige mand uden selv at beklæde noget embede. Om Cosimo sagde man, at han i hele sit liv aldrig havde gjort en dårlig forretning og aldrig havde forpasset en mulighed for at øge sin rigdom. Mediciernes bankhus havde 16 filialer i Italien og Europa, bl.a i Brugge og London. Cosimos udsendte agenter holdt ham underrettet om storpolitikkens skiftende faser. Ved at yde lån til konger og fyrster skaffede han sig politisk og økonomisk indflydelse. I Firenze holdt han sig i baggrunden, men hans talrige klienter, som han anbragte i alle vigtige embeder, indberettede til ham, hvorledes stemningen var. Modstandere blev forvist eller i nogle tilfælde dødsdømt. Selv var han ikke videre belæst, men han støttede rundhåndet humanisterne, der til gengæld i tale og skrift priste hans uundværlighed. Det var Cosimo, der opret-tede byens navnkundige "Platonske Akademi", som skulle pleje græske studier og oversætte alle Platons skrifter. Endnu mere støttede han kunsten. Blandt de store kunstnere, han hjalp eller satte i arbejde for sig, var Brunelleschi, Donatello, Fra Giovanni da Fiesole, Fra Lilippo Lippi og Masaccio. Kort før sin død på sit landsted Villa di Careggi ved Firenze var han blevet hædret af Firenzes borgere som "folkets velgører" med betegnelsen "Padre della Patria" – fædrelandets far (f 1389)

 

Danmarks første avis "Danske Mercurius" begynder at udkomme. Den blev udgivet af Anders Bording, der dermed blev Danmarks første professionelle journalist og bladudgiver. Avisen udkom hver måned til 1677, og Bording skrev hele sin avis på vers. Formen var til stadighed den samme, tidens yndlingsversemål, aleksandrinerne, men indholdet var rigt varieret. En væsentlig del af indholdet viedes politiske begivenheder, og det vil sige lovprisninger af kongen og regeringen. Men personlige meddelelser om kendte folk bragtes også. Det udenlandske stof var ordnet efter lande. Avisen gik ind i 1677, da Bording døde

 

1714 d Anne Stuart, dronning af England, Skotland og Irland 1702-14 og fra realunionen med Skotland i 1707 af Storbritannien og Irland; datter af Jacob II og Anne Hyde. Anne Stuart var opdraget i den anglikanske tro og så det som sin hovedopgave at sikre den protestantiske tronfølge i England. Hun støttede sin svoger Vilhelm af Oranien mod sin katolske far, der var blevet afsat i 1688. I 1702 efterfulgte hun Vilhelm på den engelske trone i henhold til Act of Settlement. På mange måder var Annes regentperiode en stor tid for England: Swift og Pope var i gang med at forfatte deres værker, Christopher Wren var i gang med opførelsen af St. Paul’s Cathedral, og Locke og Newton fremlagde deres teorier. De mange engelske sejre i Den Spanske Arvefølgekrig (1701-13) gav England en magt, der var større end nogensinde, og ved fredsslutningen i Utrecht i 1713 blev grunden til Englands koloniherredømme lagt. I 1707 skete den vigtige forfatningsændring med Act of Union mellem England og Skotland, hvorved Storbritannien blev skabt. Anne Stuart var gift med prins Jørgen (George) af Danmark (Frederrik 3.’s næstældste søn og bror til Christian 5.), med hvem hun fik 17 børn; kun fem var levendefødte, og de døde alle som små. Anne blev den sidste Stuart på den engelske trone. Ved hendes død gik tronen over til huset Hannover (Georg 1.) (f 6/2 1665)

 

f Jean-Baptiste Lamarck, fransk naturforsker; efter først at være uddannet til jesuitterpræst, deltaget i Syvårskrigen (1756-63) og levet som boheme og forfatter blev han fængslet af botanik og skrev "Flore francaise" (Frankrigs Flora, 1-3, 1779). Trods sit adelsskab udnævntes han midt under revolutionen til professor i zoologi ved Muséum national d’histoire naturelle i Paris. Han lancerede termen biologi og adskilte dermed mineralriget fra plante- og dyreriget. I bl.a. "Histoire naturelle des animaux sans vertèbres" (De hvirvelløse dyrs naturhistorie, 1-7, 1815-22) indførte Lamarcken opdeling af dyr i hvirveldyr og hvirvelløse dyr og udarbejdede en systematik, der for de sidstnævntes vedkommende stort set stadig er gældende. Gennem værkerne "Recherches sur l’organisation des etres vivants" (Undersøgelser over de levende væsners organisation, 1801-02) og "Philosophie zoologique" (Zoologisk filosofi, 1-2, 1809) lagde han grunden til den første evolutionslære. L var således den første, der hævdede, at nutidens organismer er efterkommere af tidligere geologiske perioders organismer. Trods den kendsgerning, at man ikke længere fastholdt det korte tidsrum Jorden tildeltes i Bibelen, kunne L’s samtidige ikke acceptere det lange tidsrum, L’s teori krævede. Den blev da også stærkt kritiseret og gik snart i glemmebogen. Først senere tider har forstået at værdsætte såvel L’s nyskabende indsats inden for evolutionslæren som hans pionerindsats som zoolog (d 18/12 1829)

 

Under Den Preussiske Syvårskrig (1756-63) udkæmpes slaget ved Minden ved Weserfloden mellem en fransk hær på 60.000 mand under kommando af marskal Louis-Georges-Erasme de Contade og en prøjsisk hær på 43.000 mand under kommando af Ferdinand af Brunswick. For at kunn25e sætte større kraft ind mod England i Den store Kolonikrig (1756-63) reduceredes den franske hjælp til Østrig betydeligt, da de to lande i marts 1759 underskrev den tredje Versaillestraktat. Men Frankrig havde dog stadig 100.000 mand i Tyskland i krigen mod Frederik den Store af Prøjsen. Efter Ferdinand af Brunswick var blevet besejret af franskmændene den 13. april 1759 i slaget ved Bergen ved Frankfurt am Main, havde sejrherren fra Bergen, hertugen af Broglie, i juli erobret Minden ved Weserfloden. Her sluttede marskal de Contade med sin hær sig til Broglie, så den forenede franske hær kom til at tælle 60.000 mand. Alligevel lykkedes det Ferdinand af Brunswick med sin meget mindre hær at tilføje franskmændene et stort nederlag

 

Slaget i Abu-Quir bugten ved Ægyptens Middelhavskyst; en engelsk flåde ødelægger en fransk flådeenhed og afskærer dermed Napoleons forsyningslinie til Frankrig. I sommeren 1797 blev Napoleon beordret til at afbryde felttoget i Italien, vende tilbage til Frankrig og begynde forberedelser til en invasion af England. Napoleon havde imidlertid selv udklækket planer om et indirekte angreb på England, og i første halvdel af 1798 blev disse planer foretrukket for ideen om en invasion. Napoleons tanke var at ramme England gennem et angreb på Ægypten. Et sådant angreb ville skaffe Frankrig en vigtig koloni, svække England i Middelhavet og betyde, at franskmændene sikrede sig en vigtig station på vejen til Indien. Den 5. marts 1798 blev Napoleon udnævnt til leder af ekspeditionen, og den 19. maj stod den franske flåde ud fra Toulon. Den talte 335 skibe af forskellig type med en besætning på 16.000 mand og en landgangsstyrke på 38.000 mand. På trods af den engelske flåde i Middelhavet lykkedes det franskmændene at nå Ægypten. Men da den engelske flåde under kommando af admiral Nelson den 1. august kom til Alexandria, kunne man fra de engelske skibe konstatere, at havnen var fyldt op med tomme transportskibe, og at deres eskorte 13 franske orlogsskibe som en forsvarslinje lå for anker tværs over Abu-Quirbugten tæt ved Nilens udløb. Englænderne gjorde straks klar til kamp, og med de franske skibe ude af stand til at manøvrere var slagets udfald givet. Kampen begyndte ved solnedgang, varede hele natten, og da dagen gryede, var hele den franske orlogsflåde ødelagt. Napoleons planer var skudt i grus, og englænderne beherskede fortsat Middelhavet

 

f Herman Melville, amerikansk forfatter; efter at have studeret nogle år uden at aflægge nogen eksamen stod Melville i 1839 til søs. I 1841 påmønstrerede han hvalfangeren "Acushnet", og hans oplevelser fra dennes togter er baggrunden for hans første roman "Typee" (1846). Melvilles fortsatte sømandsliv i 1840’erne gav stof til en række romaner. I 1850 kom hans "White Jacket", der fortæller om den periode, Melville gjorde tjeneste i den amerikanske flåde om bord på fregatten "United States". Disse hans første arbejder gjorde Melville kendt som forfatter til eksotiske og eventyrlige fortællinger. Hans første forsøg på at skrive et mere seriøst værk "Mardi" (1849), en politisk og moralsk allegori, blev ingen succes. I 1850 slog han sig ned i Massachusetts. Her fuldendte han sit mesterværk "Moby Dick" om jagten på "den store hvide hval". Den udkom i 1851 uden at vække større opsigt, men blev genopdaget i 1920’erne og anerkendt som en af de første moderne romaner. Melvilles næste arbejde "Pierre" (1852) fik en sønderlemmende kritik og blev en økonomisk katastrofe for ham. Den skildrer en forfatters arbejde med sit livs roman. Herefter fortsatte Melville endnu nogle år med at udgive romaner og digtsamlinger. En rejse i 1856 til Europa og Palæstina er skildret i det store fortællende digt "Clarel" (1876) sammen med borgerkrigsdigtet "Battle-Pieces and Aspects of the War" (1866) viser disse to digte Melville som en fin lyriker. I 1866 blev han ansat ved toldvæsnet i New York og levede de resterende 25 år af sit liv i ubemærkethed. Melville blev genopdaget i 1920’erne og er siden blevet regnet for en af USA’s største forfattere (d 28/9 1891)

 

Tyskland erklærer Rusland krig. Den 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig. For at støtte Serbien beordredes der generalmobilisering i Rusland, skønt dets allierede, Frankrig, havde frarådet det. Den tyske generalstabs planer for en tofrontskrig gik ud på, at Frankrig måtte angribes og besejres, inden de tyske tropper vendte sig mod russerne. Disse forventedes på grund af Ruslands dårlige infrastruktur at være længe om at gennemføre en mobilisering og føre deres tropper frem til fronten. Da nyheden om den russiske mobilisering blev kendt i Berlin den 31. juli, var det en logisk konsekvens af de tyske krigsplaner, at man samme dag stillede russerne et ultimatum om inden 12 timer at afbryde krigsforberedelserne. Noget svar kom der aldrig. Den 1. august kl. 18 udstedte den tyske regering mobiliseringsordre og erklærede Rusland krig. Med krigsudbruddet mellem Østrig-Ungarn og Serbien den 28. juli var tæppet gået op for den store europæiske tragedie. Selv om der endnu manglede et par af hovedaktørerne, var med den nye krigserklæring spillet begyndt

 

1914 Eftersom der var udbrudt krig mellem Danmarks to store naboer i øst og i syd indkaldtes sikringsstyrken. Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik baserede sig i 1914 på neutralitet. Dvs., at Danmark ikke deltog i en krig mellem andre stater, og at det gennem en streng upartisk holdning og upartiske handlinger forsøgte at fortsætte et venskabeligt forhold til de krigsførende parter. Til gengæld var dansk territorium ukrænkeligt for de krigsførende. Danmark ville forsvare sig imod forsøg på krænkelser af eller angreb på dansk territorium og imod, at det blev brugt af den ene krigspart mod den anden. Det var på denne baggrund, at Danmark iflg. forsvarsordningen fra 1909 rådede over et ret betragteligt neutralitetsværn på 50.000 mand. For at vise de krigsførende parter, at Danmark ville hævde sin neutralitet for derigennem at forhindre, at dansk territorium ville blive brugt af den ene krigspart mod den anden, indkaldtes yderligere 50.000 mand – den såkaldte sikringsstyrke. Den skulle først og fremmest tage sig af forsvaret af Københavns befæstning. En mindre del blev placeret i Jylland og på Fyn for at bevogte grænsen

 

Den finske præsident Ryti træder tilbage og afløses af marskal Mannerheim. Da russerne i foråret og sommeren 1944 i opgøret mellem de to lande under 2. Verd.krig iværksatte en storoffensiv, måtte finnerne trække sig tilbage. Den russiske offensiv betød endvidere, at finnerne erkendte, at krigen var tabt, og at landet måtte trække sig ud af krigen. Men før det kunne ske, måtte præsident Ryti træde tilbage. Tidligere på året havde han mod ministeriets og rigsdagsflertallets ønske lovet Tyskland ikke at slutte separatfred. Den finske hærs øverstkommanderende marskal Mannerheim, der under krigen fremstod som sit lands ubestridte militære leder og nød tillid i vide kredse, blev ny finsk præsident. Hans hovedopgave var at få Finland ud af krigen, og det lykkedes med våbenhvilen den 19. september 1944

 

Det fællesskandinaviske luftfartselskab – SAS - oprettes. Etableringen skete efter forhandlinger mellem Det Norske Luftfartselskap A/S (DNL), Det danske Luftfartselskab A/S (DDL) og det svenske Aerotransport AB, hvori netop var optaget Svensk Interkontinental Lufttrafik AB (SILA). Efter den første aftale skulle SAS drive den interkontinentale trafik, mens de enkelte selskaber drev de intereuropæiske og indenlandske ruter. Ved en aftale af 18. april 1948 blev samarbejdet udvidet, så at SAS nu også stod for de intereuropæiske og indenlandske ruter. Ved oprettelsen indgik de enkelte selskaber som aktionærer i samarbejdet. De benævnes SAS/Region Norge osv. Danmarks og Norges regioner har hver 2/7, den svenske 3/7. Konsortiet får ingen statsstøtte, men har en mindre statsgaranti, som aldrig er blevet benyttet

 

Fra Point Barrow i Alaska begynder verdens første atomdrevne ubåd "Nautilus" tilhørende den amerikanske flåde sin rejse under Nordpolens is. Rejsen var tilendebragt den 5. august, da Nautilus dykkede ud ved Grønlands kyst.

 

d Walter Ulbricht, østtysk statsleder; udlært som snedker og var tidligt aktiv i den socialdemokratiske arbejderbevægelse; i 1919 var han blandt grundlæggerne af Tysklands kommunistparti og blev for dette parti indvalgt i rigsdagen i 1933. Fra 1925 efter et ophold i Moskva var han Stalins betroede mand i kommunistpartiet, fra 1929 i nøglestillingen som partisekretær for Storberlin. Ulbricht var blind for den fare nazisterne udgjorde for ham og hans parti. Tolv dage før Hitlers magtovertagelse udtalte han således:"Nu som før må vi rette hovedstødet mod socialdemokraterne". I efteråret 1933 flygtede han til Frankrig. Her opholdt han sig til 1938. Derefter frem til krigens afslutning i Moskva. I 1945 vendte han som oberst i Den røde Hær tilbage til den russiske besættelseszone i Tyskland. Her

 

1977 d Francis Gary Powers, amerikansk U2 pilot; han blev verdenskendt, da han som pilot blev skudt ned med sit U2 spionfly, der fløj ind over Sovjetunionen fra Pakistan til Bodø, Nordnorge. Powers blev skudt ned over Sverdlovsk maj 1960. Siden 1956 havde amerikanerne med det såkaldte U2 spionfly overfløjet sovjetisk område og fotograferet militære anlæg. Da flyet fløj i 20 til 30 km højde, var russerne ikke før i 1960 i stand til at skyde det ned. Da russerne meddelte omverdenen om nedskydningen, benægtede amerikanerne i første omgang, at de foretog spionflyvninger over Sovjetunionen. Men da den sovjetiske leder Khrustjov fortalte verdenspressen, at flyets pilot var i live og befandt sig i sovjetisk varetægt, og at man i flyet havde fundet filmoptagelser af sovjetiske militær-anlæg, måtte amerikanerne indrømme, at der var tale om et spionfly, der tilhørte dem. Russerne idømte Powers 10 års fængsel; men allerede efter et par år blev han udvekslet med en russisk spion. Efter hjemkomsten var Powers ansat ved politiet i San Francisco. Han omkom ved et helikopterstyrt, da han overvågede millionbyens biltrafik (f 17/8 1929)

 

 

 

2. august

1060 d Henrik 1., fransk konge 1031-1060; søn af Robert 2. den Hellige (konge 996-1031) og barnebarn af Hugh Capet, grundlægger af det capetinske kongedynasti i Frankrig. Mens faderen stadig var i live og efter en ældre brors død blev Henrik salvet som konge i Reims i 1026. Henriks mor, Constance, så hellere hans yngre bror, Robert som fransk konge, og efter Henrik 1. havde overtaget den franske trone, udbrød der borgerkrig. Robert fik i 1032 overladt Burgund, men i årene frem til 1043 førte Henrik 1. krig med mange af sine lensmænd og med Robert. Henrik 1. støttede Vilhelm af Normandiet – den senere Vilhelm Erobreren af England – i dennes kamp med sine vasaller og deltog i nedkæmpelsen af dem i slaget ved Val-aux-Dunes i 1047. Herefter var der dog sædvanligvis krig mellem de to. I 1059 blev Henrik 1.’s ældste søn Filip (1.) (konge 1060-1108) kronet som hans efterfølger (f ca. 1008)

 

d Vilhelm 2. (William Rufus), engelsk konge 1087-1100; søn af Wilhelm I Erobreren. Hans hårdhændede styre skaffede ham ry som en brutal og korrupt tyran. Rufus – den røde på gr. af sit røde hår – var Vilhelm Eroberens næstældste søn, og i overensstemmelse med feudaltidens normer overlod Vilhelm Erobreren sin egen arv – Normandiet – til sin ældste søn, Robert II Curthose. England, det erobrede kongerige, gik til Vilhelm II. Der var dog mange af de normanniske stormænd i England, der ønskede at bevare England og Normandiet samlet under én hersker. Kort efter Vilhelm 2. var blevet konge, sammensvor disse stormænd sig for at vælte Vilhelm 2. af tronen og gøre hertug Robert til konge. Ledet af Vilhelm Erobrerens halvbror, Odo af Bayeux, brød oprøret ud i 1088 i det østlige England. Ved at love nedsættelse af skatterne og opretholdelse af et effektivt styre vandt Vilhelm 2. de indfødte englændere for sig. Oprøret blev slået ned, men kongen glemte alt om sine løfter. Som følger heraf udbrød et nyt oprør i 1095, men det blev slået ned med en sådan grusomhed, at ingen herefter vovede at udfordre Vilhelm 2.’s autoritet. I hele sin regeringstid førte Vilhelm 2. krige. I krig med Skotland blev den skotske konge dræbt (1093), hvorefter Skotlands konger var at betragte som vasaller under Vilhelm 2. I 1097 blev Wales undertvunget. Men Vilhelm 2.’s hovedinteresse var at vinde Normandiet, og efter at have ført krig i Normandiet i syv år (1089-96) var Robert reduceret til en undergiven allieret. Da Robert i 1095 drog på korstog, indsatte han Vilhelm 2. som regent i sit hertugdømme. Vilhelm 2. blev dræbt, da han under under en jagt i New Forest blev ramt af en pil i ryggen. Måske et vådeskud, men mest sandsynligt et mord. I så fald arrangeret af broderen Henrik, der var med i jagtselskabet, og som straks lod sig udråbe til konge som Henrik 1. (f ca 1056)

 

1332 d Kristoffer 2. dansk konge1320-1326 og 1330-1332; næstældste søn af Erik Klipping og dronning Agnes; Kristoffer 2. lå til stadighed i strid med broderen kong Erik Menved. Selv om denne i 1303 overlod Kristoffer 2. Estland og i 1306 Halland, gik Kristoffer 2. i 1307 i forbindelse med landets fjender og synes at have stræbt Erik efter livet. Efter Erik Menveds død blev Kristoffer 2. valgt til konge efter at have måttet acceptere en meget hård håndfæstning. Bl.a. forpligtede han sig til at overtage broderens gæld og nøjes med rigets almin-delige indtægter for at indfri den. Det kunne Kristoffer 2. ikke, og i 1325 måtte han flygte fra landet over for en koalition af danske stormænd og de holstenske grever Johan og Gerhard. I stedet blev Valdemar Erikssøn 1326 valgt til konge. I 1329 blev Kristoffer 2. igen konge som følge af et jysk herremandsoprør, og fordi grev Gerhard, der var rigsforstander og formynder for den umyndige Valdemar Erikssøn, ikke kunne enes med andre holstenske grever om magtens deling. Det var dog kun en mindre del af det danske rige, der stod til kongens rådighed. Resten af Danmark var pantsat, Jylland og Fyn til Gerhard og det meste af Østdanmark til grev Johan af Plön. I en kamp ved Slesvig by i 1331 mellem Gerhard og Johan deltog Kristoffer 2. på Johans side, men led nederlag. Sin sidste tid levede han på Lolland i største fattigdom. Med dronning Eufemia af Pommern havde Kristoffer 2. sønnerne Erik, Otto og Valdemar (Atterdag) (f 29/9 1276)

 

d Henrik 3. fransk konge 1574-1589; søn af Henrik 2. og Kathatina af Medici. Henrik blev i 1573 valgt til polsk konge, men forlod Polen året efter for at overtage den franske trone efter broderen Karl 9.s død. I Frankrig blev Henrik den sidste konge af slægten Valois. Han beskrives som fysisk svag, følelsesmæssig ustabil, og at han hurtigt blev træt; han kunne hverken ride eller gå på jagt, og efter nogle få minutters aktiv kærlighed måtte han ligge i sengen i dagevis. Inden han var seksogtyve var hans hår hvidt, og hans tænder faldet ud. Han havde en svaghed for at gå i kvindeklæder og omgav sig med en halv snes unge mænd, der krøllede deres lange år, malede deres ansigter, smykkede sig med farvestrålende klæder og stænkede sig med parfume. Politisk forsøgte han at styrke sin magt ved at spille på landets religiøse modsætninger mellem protestanter (huguenotter) og katolikker, men blev selv offer for denne strid. I 1576 kom han protestanterne i møde ved fredsslutningen efter Frankrigs femte religionskrig. Han underskrev "freden fra Monsieur" i Beaulieu og udsendte et fredsedikt – Beaulieuediktet – som gav huguenotterne fuld religionsfrihed overalt i Frankrig, gjorde dem valgbare til alle embeder og overlod dem otte byer, hvor de havde fuldstændig politisk og militær magt. På den anden side var Henrik 3.medansvarlig for de huguenotforfølgelser, der kulminerede med myrderierne på den såkaldt (Bartholomæusnatten 1572). I 1584 anerkendte den barnløse Henrik 3. sin navnebror den protestantiske Henrik af Navarra som arving til tronen. Under ledelse af hertug Henrik af Guise vendte det katolske parti sig nu mod kongen og Henrik af Navarra og udløste "De tre Henrikkers krig". Disse kampe tvang i maj 1588 Henrik 3. til at flygte fra Paris. Dagen før hans erobringsstormløb mod byen (1.august 1589) tilføjede en dominikanermunk (Jacques Clément) ham et dødegt knivstik (f 19/9 1551)

 

Francesco Boromini, italiensk arkitekt; gennem sin ungdoms studier blev han kender af antikkens arkitektur og blev tidligt inspireret af hellenismens barok med dens kontrastrige spil mellem de arkitektoniske elementer. Han blev udlært som stenhugger i Milano. Men var især virksom i Rom, hvortil han kom i 1620 for at arbejde for en ældre slægtning, Carlo Maderna, en fremtrædende arkitekt. Efter dennes død arbejdede han en tid under Bernini bl.a. ved Peterskirken. Fra 1633 arbejdede Boromini som uafhængig arkitekt. Blandt hans egne arbejder i Rom er kirkerne San Ivo alle Sapienza (1642-61), Sant’ Agnese ved Piazza Navona (1652-57) og San Carlo alle Quattro Fontane (1636-40), som på en behændig måde er bygget ind ved et gadehjørne. Blandt hans betydeligste profane bygningsværker er Collegio de Propaganda Fide (1646-62) og Palazzo Falconieri (1650-58). Med sine værker fremstår Boromini som den betydeligste repræsentant for den antiklassiske retning i italiensk barokarkitektur, idet han opløste det tidligere stramme skema i grundplan og facader og erstattede det med et dristigt spil mellem konkave og konvekse flader og med buede og brudte linjer. Bygningskroppen blev på denne måde mere skulpturel og plastisk og dermed behandlet på en måde, der var anderledes end hos nogen af samtidens arkitekter. Men i dette arkitektoniske og ornamentale spil mistede Boromini ikke taget på kompositionen og helheden; selv i hans mest bizarre barokløsninger er der altid en sindrig organisation. Boromini fik især betydning for den tyske og østrigske barokarkitektur. Endvidere kan der i hans arbejder spores træk, der peger fremad mod rokokoen (f 25/9 1599)

 

d Thomas Gainsborough, engelsk maler; uddannet i London fra 1740 og blev allerede tidligt inspireret af hollandsk landskabsmaleri. Selv om han er mest kendt som portrætmaler, træder landskabsmotiverne ofte frem i mange af hans portrætter f.eks. i "Mr. and Mrs. Andrews" (ca 1750) og i "Painter’s Daughters Chasing a Butterfly" (1758). Efter at have boet på hjemegnen i Suffolk fra 1748 slog han sig i 1759 ned i Bath, hvor han som portrætmaler fik en stor kundekreds i badebyens fornemme besøgende. I denne periode udviklede han en elegant portrætstil inspireret af Van Dyck, hvilket f.eks. kommer til udtryk i "Master Jonathan Buttall" (også kaldt "the blue boy") fra ca 1770. Han malede gerne legemsstore billeder, hvor han med forkærlighed placerede personerne i naturomgivelser. I 1768 blev Gainsborough indvalgt som et af Royal Academys første medlemmer og flyttede 1774 til London, hvor han bl.a. malede medlemmer af kongehuset. Samtidig med sit portrætmaleri malede Gainsborough fortsat landskaber og stadig med staffage af mennesker og dyr f.eks. "The Harvest Wagon" (1760'erne) "The Watering Place" (1775). Thomas Gainsborough var også virksom som tegner og grafiker (f 14/5 1727)

 

1799 d Jacques Étienne Montgolfier, fransk papirfabrikant og ballonoperatør; med broderen Joseph delte han foruden ejerskabet af en papirfabrik i Annonay interessen for naturvidenskabelige eksperimenter. I 1782 opdagede de, at varm luft indesluttet i stort lærredshylster vil få dette til at stige til vejrs. Brødrene byggede en ballon, og 4. juni 1783 lavede de den første offentlige demonstration af deres opdagelse på torvet i Annonay. Montgolfier brødrene rejste til Paris, og her gentog de med en større ballon deres demonstration den 19. sept. 1783; med på luftturen var en hane, en and og et får. Den 21. novbr 1783 gik brødrene selv om bord i ballonen. Dermed blev de de første mennesker, der foretog en ballonfærd. Færden varede 25 minutter, og ballonen fløj ca 8 km. De to brødre blev belønnet af Det franske Akademi for deres arbejde. De offentliggjorde flere bøger om aerodynamik og fortsatte begge deres videnskabelige karriere. Jacques opfandt således en proces til fremstilling af pergament (f 6/1 1745)

 

1815 d Guillaume-Marie-Anne Brune, fransk marskal; under revolutionen blev han venner med Georges Danton; for denne skrev Brune forskellige pamfletter om militære anliggender. Under Direkroratets styre (1795-1799) var Brune i tjeneste hos to af direktørerne, Paul Barras og Napoleon Bonaparte. Efter tre måneders tjeneste ved hæren i Italien blev Brune i 1797 divisionsgeneral. Herefter virkede han dels som udsending – bl.a. til Konstantinopel – og som general i felten. I sidstnævnte egenskab besejrede han en engelsk-russisk hær i Holland ved Bergen og ved Castricum – september-oktober 1799. Efter af Napoleon at være blevet sendt til Italien for at afslutte det franske felttog der udkæmpede han der i december 1800 et slag med en østrigsk hær. Han blev marskal i 1804 og var i nogle år ambassadør i Konstantinopel. Af årsager, der aldrig er blevet klarlagt, blev han i 1807 tvunget til at nedlægge alle sine embeder. Ryget om, at han i 1792 havde været ansvarlig for henrettelsen af dronning Marie Antoinettes fortrolige veninde, prinsesse de Lamballe, førte 23 år senere til, at han blev lynchet af skare royalister (f 13/3 1763)

 

1820 f John Tyndall, irsk fysiker; han var den første, der påviste, hvorfor himlen er blå. T var fra 1853 professor ved Royal Institution i London. I sine tidlige arbejder beskæftigede han sig med undersøgelser af krystallers magnetiske egenskaber; i 1859 påbegyndte han undersøgelser af gassers evne til at optage og afgive varme. Af stor betydning for meteorologien fastslog han, at fugtig luft hurtigere optager varme end tør luft. Han studerede lysets spredning i store molekyler og i støv og forklarede, hvorfor et kraftigt vulkanudbrud et sted på Jorden vil give meget røde solnedgange over alt på Jorden; endvidere påviste han, at himlens blå farve skyldes, spredningen af solens stråler i støv. Gennem sine populære skrifter som f.eks."Heat as a Mode of Motion"(1863) og "Six Lectures on Light" (1873) blev T’s arbejde kendt i vide kredse. Også med gletcherbevægelser beskæftigede han sig; hovedværket på dette område er "The Glaciers of the Alps" (udkom 1857-1859) (d 4/12 1893)

 

1830 Under julirevolutionen i Frankrig nedlægger Karl 10. kronen til fordel for kong Ludvig Phillip. I årene op mod 1830 var den franske konge i stadig stigende grad kommet i strid med Deputeretkammerets liberale flertal. Det frygtede, at målet for kongens politik var at skrue tiden tilbage til tiden før 1789 og revidere Den store Revolutions omfordeling af ejendom. I foråret 1830 skærpedes striden. Den 16. maj opløste kongen kammeret og udskrev valg. Det tabte han. For at tøjle oppositionen udstedte Karl 10. den 25. juli fire forordninger, de såkaldte ordinanser. Den første af dem ophævede indtil videre pressefriheden. Den anden ændrede valgloven således, at de rigeste fik endnu større indflydelse, end de allerede havde. Den tredje opløste kammeret, før det var trådt sammen; den fjerde gav meddelelse om nye valg. Offentliggørelsen af ordinanserne fremkaldte demonstrationer i Paris, og den 27. juli erklærede kongen byen i undtagelsestilstand. Nu blev der rejst barrikader, og våbenbutikker blev plyndret. Trikoloren, som ingen havde set siden Napoleons fald i 1815, gik til tops flere steder i byen. Den 29. var de revolutionære herrer i byen, og dagen efter blev det kundgjort, at Karl 10. var ophørt at regere. Revolutionens ledere opgav tanken om en republik og lancerede i stedet et nyt kongedømme under hertugen af Orleans, Ludvig Filip. Af omkring 40 medlemmer af kammeret blev han valgt til generalløjtnant et skalkeskjul, før de delegerede overdrog ham den højeste magt. Det skete den 9. august, efter Karl 10. havde abdiceret den 2. august

 

Som konsekvens af det store oprør – Sepoyoprøret – i 1857-58 overgår det britiske styre i Indien fra East India Company til den britiske krone. Mindre end en måned efter den britiske vicekonge i Indien, Charles Canning, havde proklameret sejren, vedtog britiske parlament "The Government of India Act". Øverste chef for Indien blev nu en minister – Secretary of State for India – som ved sin side fik et råd – Council of India – ved sin oprettelse bestående af 15 personer, af hvilke syv blev valgt blandt East India Companys tidligere direktion, og resten udpeget af staten/kronen. Skønt nogle af Storbritanniens mest magtfulde politikere i 1800-tallets resterende årtier blev udpeget til minister af Indien, lå den faktiske magt over Indien sikkert i hænderne på de britiske vicekonger i Calcutta og deres stab på henved 1.500 tjenestemænd

 

1865 Alice's Adventures in Wonderland af Lewis Carroll kommer i handelen. På grund af for dårlig trykning bliver den dog kaldt tilbage. Kun 21 eksemplarer af denne 1. udgave fik man ikke tilbage, hvilket gør dem til nogle af de mest sjældne bøger fra det 19. århundr.

 

d "Wild Bill" Hickok (James Butler), amerikansk spejder, lov- og ordenshåndhæver, skarpskytte og spiller som blev en amerikansk legende; at det gik sådan skyldtes ikke mindst Hickoks berømmelse som skytte. Han blev da også kendt som "the fastest gun in the West". Som barn hjalp han sin far med at yde støtte til und- vegne slaver. Han drog hjemmefra i 1856 og blev farmer i Kansas. Her blev han indvolveret i antislaveri bevægelsen. Sandsynligvis var det hans meget overdrevne deltagelse i en revolverkamp i 1861 i Nebraska territoriet, der fødte legenden om ham. Under borgerkrigen tjente Hickok nordstaterne som kusk, spejder og spion. Efter krigen blev han sherif. Hans berømmelse som skytte, hans mange kampe mod indianere og hans virke som sheriff i Hays City og Abilene, Kansas førte til mange kampe med tyve og andre banditter og skaffede Hickok mange fjender. Med jernhånd skaffede han lov og orden i de to nævnte byer, som gik for at være de mest lovløse ved "the frontier". Hickok døde, da han blev skudt i ryggen af Jack McCall, der skjulte sig bag bardisken i saloon'en i Deadwood, South Dakota. Hickok faldt ind over pokerbordet og var død. Kortene, Hickok havde på hånden, var to esser og to ottere. Derefter kaldt Død Mands Hånd. McCall blev hængt. Hans motiv til at myrde Hickok blev aldrig klarlagt (f 27/5 1837)

 

d Enrico Caruso, italiensk operasanger, der betegnes som 1900-tallets største tenorpersonlighed. Han debuterede i 1894 i fødebyen Napoli på et lille omrejsende teater som Turiddo i Cavalleria Rusticana; gennembruddet fik han som Rodolfo i Puccini’s La Bohème på La Scala i Milano i 1898, og herefter tog hans karriere fart. I 1902 begyndte han at indsynge grammofonplader, og for sine 154 indspilninger modtog han i alt ca £ 600.000 I årene 1903-1920 sang han fortrinsvis på Metroåolitan Operaen i New York, men samtidig var han den mest feterede og højest betalte sangstjerne på de store operascener i Europa (f 25/2 1873)

 

d Alexander Graham Bell, skotsk født amerikansk fysiolog og opfinder; han blev født i Edinburgh og uddannet til at undervise i taleteknik og at arbejde med afhjælpning af tunghørhed og dens følger. Han kom i 1872 til Boston for at uddanne døvelærere. Dette arbejde førte ham ind på eksperimenter med apparatur til transmission af lyd. Disse eksperimenter førte til hans opfindelse af telefonen (1875). Opfindelsen indbragte ham det franske akademis Voltapris. Da hans patent blev angrebet, fik han det stadfæstet af den amerikanske højesteret. I 1877 stiftede han Bell Telephone Company, som udviklede sig til et milliardforetagende. Sammen med Sumner Taylor opfandt B fotofonen eller radiofonen. Han glemte ikke døvesagen. Over hele USA fik han oprettet en mængde små dagskoler for døve som modsætning til store institutioner. For Voltaprisen og med egne midler oprettede han i 1881 i Washington Voltabureauet, som fik til opgave at indhente og sprede oplysninger over hele verden om døve. I 1883 grundlagde han tidsskriftet Science, som snart blev det officielle organ for "American Association for the Advancement of Science". Bells forskning omfattede også områder som hydrofoilbåde og luftfartøjer (f 3/3 1847)

 

d Warren Harding, USA's præsident 1921-1923 valgt af republikanerne; oprindelig journalist, senere redaktør og bladudgiver. I årene 1900-04 var han medlem af Ohios Senat og 1904-06 viceguvernør i Ohio. Inden han blev præsident var han 1915-21 medlem af det amerikanske Senat. Da man på det republikanske partis konvent i 1920 stod med tre lige kvalificerede kandidater og ikke kunne nå til enighed om, hvem der skulle være partiets præsidentkandidat, valgtes H som en kompromiskandidat. En kandidat som H, der fremstod som en fordringsløs og ligefrem mand fra Midtvesten, der ikke ville gennemføre store reformer eller involvere USA i internationale foretagender– f.eks. medlemsskab af Folkeforbundet, var den rigtige på daværende tidspunkt og han vandt præsidentvalget med den hidtil største vælgertilslutning, 60,3%. Hans administrations vigtigste resultater omfattede indførelse af et nationalt budget, vedtagelse af en protektionistisk toldlov, skattelettelser og immigrationsbegrænsning. Udenrigspolitikken var isolationistisk, således nægtede H at tiltræde Versaillesfreden, men underskrev 1921 en proklamation vedtaget af Kongressen om fredstilstand med Tyskland og Østrig. Som politisk leder viste Harding tydelige svaghedstegn. De mennesker, han udnævnte til ministre og andre høje poster i administrationen, er blevet beskrevet dels som aldeles inkompetente til at beklæde offentlige stillinger dels som politisk nulliteter, hvoraf nogle tillige var uærlige mennesker. Denne udnævnelsespolitik førte til omfattende svindel og embedsmisbrug. Netop som en senatsundersøgelse var ved at oprulle skandalerne, døde H af et hjerteanfald (f 2/11 1865)

 

Paul von Hindenburg, tysk generalfeltmarskal og Tysklands præsident 1925-1934; han deltog som ung officer i krigen mod Østrig 1866, mod Frankrig 1870-71, og efter en strålende karriere blev han pensioneret som general i 1911. Ved verdenskrigens udbrud i 1914 blev han genindkaldt; han blev øverstkommanderende på østfronten og fik heltestatus, da han her i 1914-15 tilføjede russerne en række afgørende nederlag bl.a. ved Tannenberg og de masuriske søer. Efter at den store offensiv mod Verdun var strandet og general von Falkenhayn var trådt tilbage, kaldtes Hindenburg til vestfronten og overtog ledelsen af alle tyske hære indtil krigsafslutningen. Han blev generalstabschef 1916. På vestfronten mødte Hindenburg imidlertid store vanskeligheder og måtte i 1917 trække fronten tilbage. Under krigen repræsenterede han en holdning, der troede, at Tyskland kunne diktere fredsbetingelserne gennem en militær sejr, og det var først sent i 1918, Hindenburg erkendte det tyske nederlag. Han var blandt ophavsmændene til den såkaldte dolkestødslegende, der hævdede, at den ubesejrede tyske hær i november 1918 var blevet dolket i ryggen af hjemmefronten repræsenteret primært af jøder og socialister, senere kaldt novemberforbryderne. I 1925 blev Hindenburg valgt til rigspræsident af højrepartierne i 2. valgomgang. Han blev genvalgt 1932 denne gang med støtte af de moderate venstrepartier. De så i Hindenburg det bedste værn mod de stadig stærkere højrekræfter i Tyskland. De blev skuffede. For skønt Hindenburg længe havde vægret sig ved at udnævne denne "böhmiske korporal", udnævnte han januar 1933 Hitler til rigskansler. Derefter gled Hindenburg, der var blevet senil, helt i baggrunden. Hanblev begravet under stor højtidelighed i et af tårnene i mindesmærke for slaget ved Tannenberg. Hindenburg blev efterfulgt af Hitler, der nedlagde præsidentembedet, eller rettede forenede dets myndighed med sin egen som rigskansler og antog titlen fører og rigskansler (f 2/10 1847)

 

d Louis Blériot, fransk flyver, der den 25. juli 1909 gennemførte den første flyvning over Den engelske Kanal. Blériot, der havde skabt sig en mindre formue som bilfabrikant, var tidligt blevet interesseret i flyvning. Først eksperimenterede han med svæveflyvning. Senere fremstillede han flyvemaskiner med motor bl.a. den, han anvendte til sin flyvning den 25. juli 1909, et 25 hestekræfters monoplan. Med kanalflyvningen vandt han berømmelse og den pris på 1.000 engelske pund, Londonavisen Daily Mail havde udsat til den, der først fløj over Kanalen. Under Første Verdenskrig fremstillede Blériot fly til den franske regering. I de første år fly efter egne tegninger senere i samarbejde med fabrikanterne af de berømte Spad kampfly. I mellemkrigstiden spillede Blériot en vigtig rolle i udviklingen af fransk civilflyvning (f 1/7 1872)

 

Potsdamkonferencen slut. Efter sejren over Tyskland mødtes i Potsdam uden for Berlin den 17. juli lederne fra de tre sejrende stormagter: Stalin, Truman og Churchill, der dog under mødet blev erstattet af Clement Attlee efter det britiske arbejderpartis valgsejr. Konferencens hovedemner var en fælles politik over for Tyskland og forholdene i Østeuropa. Man kom hurtigt til enighed om Tysklandspolitikken. Der var enighed om Tysklands opdeling i fire – efter britisk anmodning skulle Frankrig deltage i Tysklands besættelse – besættelseszoner, og at landet skulle opretholdes som en politisk og økonomisk enhed under ledelse af de allieredes kontrolråd, hvori hver enkelt repræsentant havde vetoret ligesom i FN’s sikkerhedsråd. Berlin, som lå inde i den sovjetiske besættelseszone, fik en tilsvarende ordning med en kommandatur. Forhandlingerne om Østeuropa blev vanskelige, og det blev Stalin, der trak det længste strå. Truman og Churchill rettede skarpe angreb på kommunisternes overgreb på de ikke-kommunistiske partier i de østeuropæiske lande. Men russerne nægtede at tage deres beskrivelse af forholdene for gode varer. Der var kun tale om indsættelse af venligtsindede regeringer, hævdede de. Specielt kom diskussionen til at stå om Polens vestgrænse. Russerne havde overladt polakkerne de tyske områder indtil vestre gren af Neissefloden, mens vestmagterne kun ville lade dem besætte landet til den østre gren. Stalin ville imidlertid ikke bøje sig, og vestmagterne måtte nøjes med protester. Den røde hærs tilstedeværelse i Østtyskland var et stærkt argument bag det russiske synspunkt

 

1945 d Pietro Mascagni, italiensk komponist; han studerede ved konservatoriet i Milano, men afbrød sine studier og tilsluttede sig et omrejsende operakompagni. I 1889 vandt han en konkurrence udskrevet af musikforlaget Sonzogno i Milano med operaen "Cavalleria Rusticana", en dramatisering af en novelle af Giovanni Verga. Med sin opera skabte M en ny operastil, den såkaldte "verisme", der udmærker sig ved realistiske skildringer fra hverdagslivet og ved effektfuld musikalsk fremstilling af teksten. Blandt M's øvrige operaer er "L'amico Fritz" (1891), "Iris" (1898) og "Nerone" (1935) i hvilken Mussolini glorificeres. 1929 blev M førstedirigent ved La Scalaoperaen i Milano (f 7/12 1863)

 

1958 Radio Merkur begynder sine udsendelser fra et skib i Øresund. I vinteren 1957-58 forberedte et konsortium, at der i Danmark skulle oprettes en privat radiosender efter Radio Luxembourgs forbillede med non-stop populær døgnmusik afvekslende med reklamer. Øvrighedens første reaktion var, at sådan noget gør man ikke i Danmark. Det var opfattelsen, at man ikke ustraffet kunne optage musikalsk båndkonserves i Gentofte, sejle stoffet ud til en hollandsk-bygget, tysk-chartret og Panama-registreret 77 brt. motorclipper, Cheeta, opankret lige uden for tremilegrænsen ved Dragør med pårigget radio-sender, der kunne høres på FMs 93,120 megahertz af hele Nordsjælland og det halve Skåne. Det var nøjagtig, hvad Radio Merkur gjorde i den gode sendetid kl. 18-24. Men staten var skatmat, der fandtes ikke nogen lov til at slukke lyden fra Øresund. Der skulle komme til at gå næsten fire år, før loven var klar. Den 3. april 1962 fremsattes i Folketinget lovforslag om forbud mod piratsendere: radiospredningsstationer måtte ikke oprettes eller drives på åbent hav eller i luftrummer derover, og det skulle gøres strafbart at stille skib til rådighed, yde finansiering eller på nogen måde medvirke i en sådan aktivitet. Den 14. juni vedtog Folketinget loven, og den 31. juli indstillede Radio Merkur virksomheden

 

 

 

Til top        3. august

216 f. Kr Slaget ved Cannae; i Anden Puniske krig tilføjer karthagenienserne (punerne) under Hannibal romerne et alvorligt nederlag. Efter romernes nederlag i slaget ved Trasimenersøen i 217 iværksatte romerne store rustninger for året 216. 8 legioner på tilsammen ca. 80.000 fodfolk og 6.000 ryttere blev sendt i felten mod Hannibal. Efter langvarige forberedelser bragte parterne deres tropper i stilling ved Cannae, i Apulien, i Syditalien omkring 10 km fra kysten ved floden Aufidus (Ofanto). Hannibal havde planlagt et tilintetgørelsesslag ved en storstilet og total omringning af fjendens styrke. Det skulle være en opgave for rytteriet, som dannede kernen i hans hær. Fodfolket blev placeret i centrum, yderst på begge fløje opstillede Hannibal sine bedste infanterister, 19.000 libyske veteraner, i midten dannede iberere (spaniere) og gallere en fremskudt, halvmåneformet frontlinje, som skulle tage imod romernes hovedstød, sinke dem mest muligt og så trække sig tilbage. Her, hvor fronten var svagest, havde Hannibal selv kommandoen. Begge hære havde slyngekastere, og andre letbevæbnede i første række, særlig var Hannibals balearer ganske effektive. Romernes infanteri var omtrent dobbelt så stærkt som Hannibals (ca. 80.000 mod knap 40.000), mens han havde flere ryttere (ca 10.000 mod 6.000) og af en ganske anden kvalitet. Slaget udviklede sig nøjagtigt, som Hannibal havde beregnet. Hans rytteri på fløjene rendte modstanderne over ende, og det romerske rytteri var ude af sagaen. I centrum pressede romerne sig ganske rigtigt hårdt frem, og havde ingen vanskeligheder med at drive ibererne og gallerne på flugt. Men afrikanerne på begge fløje blev stående, og således blev romerne presset ind i en sæk. Da de puniske ryttere svingede op bag de romerske linjer, gav Hannibal signal til afrikanerne. De satte sig i bevægelse og angreb romerne i flanken, omringningen var fuldført. Tallet på faldne i den romerske hær (omtrent halvdelen af soldaterne blev stillet af forbundsfæller) bliver opgivet forskelligt, fra 50.000 til henved 70.000. Det sidste tal synes at være det mest sandsynlige. Hannibal mistede mellem 5.000 og 6.000 mand, de fleste af dem gallere. Kun 200 af hans ryttere faldt

 

1387 d Oluf 2., konge 1370-87, søn af kong Haakon VI af Norge og Margrete I; store dynastiske forventninger knyttede sig til Oluf. Han var arving til den norske trone og havde krav på den svenske, hvorfra hans far var blevet fordrevet samt gennem sin mor på den danske trone. I Danmark døde hans morfar, kong Valdemar Atterdag, sønneløs. Haakon VI havde dog måttet give afkald på den svenske krone, og Valdemar havde lovet sin anden dattersøn, Albrecht af Mecklenborg, den danske krone. Alligevel lykkedes det Margrete efter Valdemars død i 1375 at få Oluf valgt til Danmarks konge, og mecklenborgerne måtte opgive deres krav. I de følgende år styredes Danmark i Oluf’s navn af hans statskloge mor. Ved faderens død i 1380 blev O også konge i Norge. I 1385 erklæredes han myndig og antog titlen "sand arving til Sverige". I sommeren 1387 opholdt mor og søn sig i Skåne; sidst i juli var de i Ystad, hvor Margrete forblev, mens O drog til Falsterbo. Her blev han pludselig syg og døde. I Norge ville mange ikke tro, at O var død; og da der samtidig gik rygter om, at han ikke var død en naturlig død, kan man forstå den tiltro, den falske Oluf fandt. I 1402 mente nogle købmænd at genkende O i en fattig og sygelig mand, som de fandt i ordenslandet Preussen. Mange troede på historien. Men Margrete fik ham udleveret af den tyske ordensmester og lod ham i september 1402 brænde offentligt som kætter. En sjælden straf i Skandinavien på det tidspunkt (f ved juletid 1370 i Norge)

 

1460 d Jacob 2. skotsk konge 1437-1460; efter drabet på sin far Jacob I i februar 1437 blev han som dennes eneste søn Skotlands konge. Da Jacob var for ung til selv at overtage styret, faldt det stærke centralstyre, hans far havde fået oprettet, snart fra hinanden. I den følgende urolige tid kæmpede tre familier – Crichtonerne, Livingstonenerne og Douglaserne – om at få kontrol over den unge konge. Endelig i 1449 lykkedes det Jacob at få fast greb om kongemagten. Han beslaglagde Livingstonefamiliens godser. Med den magtfulde Douglasfamilie opretholdt Jacob en skrøbelig fred til 1450. Da kom han i åben strid med William, den ottende jarl af Douglas. I februar stak Jacob egenhændigt jarlen til døde. Tre år senere lod Jacob Douglasborgene nedrive og konfiskerede familiens store jordbesiddelser. Indtægterne fra disse landområder gjorde det muligt for Jacob at opret-holde et stærkt centralstyre og gennemføre forbedringer i Skotlands retsvæsen. Derefter vendte Jacob opmærksomheden mod England, som havde fornyet sit krav på Skotland. I 1456 og i 1460 angreb han engelske stillinger i det sydlige Skotland. Under felttoget i 1460 blev Jacob dræbt under belejringen af Roxburgh Castle (f 16/10 1430)

 

1492 En halv time før solopgang starter Columbus fra Palos de la Frontera i Andalusien ved Tinto-flodens udløb i Atlanterhavet sin første sejlads mod vest. Det skete med tre skibe. Karakken "Santa Maria" – et fartøj med et betydeligt sejlareal således førte det såvel latinersejl som råsejl og havde ofte flere sejl på hver mast - og to karaveller "Nina" en såkaldt caravela latina med latinersejl på alle tre master og "Pinta" en caravela redonda med både råsejl og latinersejl. "Santa Maria" målte omkring 36 meter i længden, de to andre begge omkring 15 meter. Skibene var bevæbnet med 10 centimeter "bombardas", der kunne skyde med tunge granitkugler og "espin-gardes", der kunne affyre mindre blyprojektiler. Eftersom Columbus ikke vidste, om han ville støde på "vilde" eller finde gamle civilisationer, havde han lastet skibene med billigt tingeltangel, som skulle anvendes til at "befri" de indfødte for deres guld. For det tilfælde man mødte "den store khan" havde Columbus medbragt som tolk den tidligere jøde Luis de Torres, der talte både spansk, græsk, latin, arabisk, koptisk og armensk. Den 12. august nåede den lille flåde med sine 90 besætningsmedlemmer og 30 passagerer De kanariske Øer. Her blev man til den 6. september. Fra Pintas forstavn så en sømand to timer efter midnat den 12. oktober land. Det var en lille ø i de Små Antiller. Columbus navngav den San Salvador. Den 28. oktober nåede man Cuba, som Columbus troede var Kina. Den 15. marts 1493 var alle tre skibe tilbage i Palos de la Frontera

 

La paix des dames; også kaldt freden i Cambrai. Ved fredsslutningen afsluttedes en fase i krigene mellem Frans 1. af Frankrig og kejser Karl 5. Den bekræftede for en tid spansk overherredømme i Italien. Den kaldes Paix des Dames, fordi den blev forhandlet af Louise af Savoyen, Frans’ mor og Margrete af Østrig, Karls tante. Iflg. aftalen opgav Frans 1. alle sine krav på Italien og sin position som lensherre i Flandern og Artois. Til gengæld afgav Karl sine krav på Burgund mod til gengæld at få en løsesum for de to franske prinser, han holdt i fangen-skab som gidsler efter det franske nederlag i slaget ved Pavia i 1525. Frans opløste alle sine alliancer og overtog Karl af Bourbons og prinsen af Oranges besiddelser. De italienske krige blev siden genoptaget, og Frankrig foretog tre fejlslagne invasioner i Italien i forsøg på i stedet for Spanien at blive herre i Italien. Først med freden i Cateau-Cambrésis i 1559 opgav Frankrig, og Spanien beherskede Italien de næste 150 år

 

Operabygningen La Scala i Milano bliver indviet. La Scala – egentlig Il Teatro alla Scala – Teatret ved trappen – var tegnet af arkitekten Giuseppe Piermarini, og bag byggeriet stod kejserinde Maria Teresia af Østrig, som på daværende tidspunkt var herre over Milano og Norditalien. La Scala opførtes på tomten af et nedbrændt teater og havde i sin konstruktion og udseende mange lighedspunkter med andre teatre, der i 1700-tallet blev opført i Vesteuropas storbyer for adelen og byernes økonomiske overklasse. La Scala opførtes med 2000 tilskuerpladser fordelt på gulvet og i loger på seks balkoner og fremstod hurtigt som en af Europas betydeligste operascener. Under Anden Verdens krig led teatret svære bombeskader, men genåbnede allerede i 1946

 

d Sir Richard Arkwright, engelsk opfinder og fabrikant; A var oprindelig barber og parykmager i Preston, men blev hurtig opmærksom på de muligheder, der lå i industrialiseringen af tekstilindustriens enkelte komponenter først og fremmest spinding. Opfindelsen - ca 1769 - af "spinning frame" eller vandspindemaskinen var sandsynligvis gjort af en urmager ved navn John Kaye, men på en eller anden måde fik A skubbet Kaye til side og udtog selv patent på opfindelsen. Tråden, der blev spundet på "spinning frame" var stærkere og kunne derfor bruges som kædetråd i vævene. En retssag i 1785 fradømte A patentrettighederne, og det blev frit at bruge maskinen. Men A bevarede en dominerende position inden for tekstilindustrien. Hans maskiner var de bedste. Selv åbnede han flere fabrikker, og i 1782 ejede han en kapital på £200.000og beskæftigede 5000 arbejdere. Han blev adlet i 1786. Med A’s opfindelse holdt fabrikssystemet sit indtog, og den industrielle udvikling tog fart (f 23/12 1732)

 

d Lazare Nicolas Carnot, fransk statsmand, matematiker og ingeniør(officer); efter at have afsluttet sine ingeniørstudier blev han i 1774 premierløjtnant i hærens ingeniørkorps. I 1791 blev han valgt til den lovgivende forsamling, og året efter blev han medlem af Nationalkonventet, hvor han januar 1793 stemte for dødsdommen over Ludvig 16. Mere end politiske var det militære og organisatoriske talenter, der bragte Carnot frem i forreste linje. Således var det ikke mindst hans indsats med nyorganisering af den franske hær og dens slagplaner, der efter alvorlige nederlag i 1792 ved revolutionskrigenes begyndelse bragte sejre til de franske farver i 1793. Det var på dette tidspunkt, Carnot fik tilnavnet "hærens og sejrens organisator". Som ægte republikaner stemte han mod oprettelsen af æreslegionen, mod Napoleons konsulat på livstid og mod oprettelse af kejserdømmet i 1804. Som konse-kvens heraf levede han – efter i 1800 i en kort periode at have været krigsminister - som privatperson på sit gods beskæftiget med matematik, ingeniørvidenskab og befæstningskunst. Men da Frankrig 1814 var truet af invasion, meldte han sig til landets forsvar. Efter Napoleons fald måtte Carnot forlade Frankrig og levede til sin død i Magdeburg. 1889 blev hans kiste overført til Panthéon i Paris. Som matematiker har Carnot bl.a. skrevet "Réflexions sur la métaphysique du calcul infinitésimal" (1797) og "Géométrie de position" (f 13/5 1753)

 

Under sin søgen efter Den hvide Nils kilder når den britiske opdagelsesrejsende John Speke som den første europæer frem til Victoriasøen. 1856 blev Speke deltager i en Royal Geographical Society ekspedition, der skulle undersøge de store søer, som sagdes at ligge i Afrikas hjerte og måske kunne være Nilens kilder. Efter at have rejst fem måneder erfarede ekspeditionen den 7. november 1857 om eksistensen af tre store søer (Nyasa-, Tanganyika- og Victoriasøen). Ekspeditionen nåede Tanganyikasøen i februar 1858. Alene fortsatte Speke nordpå for at finde den sø, han mente måtte være Nilens kilde. Han nåede frem til søen 3. august og navngav den Victoriasøen. Fra september 1860 stod Speke i spidsen for en ny ekspedition til Østafrika. Et år senere nåede man frem til Victoriasøen; ved at navngive Riponfaldene den 28. juli 1862 markerede Speke Nilens udløb fra søen. På gr. af borgerkrig i området måtte Speke opgive at følge Nilens løb nordpå. Da Speke vendte tilbage til England, blev der sået tvivl om hans opdagelser. For at afgøre tvivlsspørgsmålet arrangerede British Association en debat i Bath i september 1864. Men mens publikum sad og ventede på Speke, indløb der meddelelse om, at Speke var blevet fundet skudt af sit eget gevær under en jagt. Om sine rejser har Speke bl.a. skrevet "Journal of the Discovery of the Sources of the Nile" (1863)

 

f Stanley Baldwin, britisk premierminister 1923, 1924-1929, 1935-1937 (konservativ); efter studier i Cambridge gik B ind i faderens omfattende forretning - jernstøberi. I en moden alder - i 1908 - overtog han sin fars plads i Underhuset. Fra 1916 havde han forskellige poster i Lloyd Georges koalitionsregering. Da de konservative dannede regering i 1922 blev B finansminister. Året blev han premierminister, men trådte tilbage i januar 1924 efter et konservativt valgnederlag. Efter endnu et valg kunne han i november 1924 atter danne regering (til 1929). Under indtryk af landets finansielle vanskeligheder og 1930’ernes økonomiske krise var B med til i 1931 at danne koalitionsregeringen med Labour, de liberale. B var atter regeringschef 1935-37. Som 70årig trådte han tilbage og blev adlet som jarl Baldwin af Bewdley. B er dels blevet bedømt som en gammeldags, overforsigtig politiker, der ikke magtede de store inden- og udenrigspolitiske problemer, Storbritannien stod overfor i mellemkrigstiden dels ved sin uforstyrrelige ro og saglighed forbundet med en betydelig uegennytte at repræsentere noget af det bedste i britisk politisk tradition. Til det positive billede af B bidrager endvidere hans dygtige håndtering af krisen ved Edward 8.’s abdikation i 1936, og at det var hans regering, der erkendte den fare, Nazi-Tyskland udgjorde og indledte en britisk oprustning (d 14/12 1947)

 

1876 f Håkon 7. norsk konge 1905-1957; søn af Frederik 8. af Danmark og dronning Louise. H blev norsk konge efter opløsningen af den norsk-svenske union. Efter en folkeafstemning i Norge, der viste et stort ja-flertal for H, blev han enstemmigt valgt til norsk konge af Stortinget. Den 25. november 1905 holdt han sit indtog i Oslo; kroningen fandt sted i Trondheim i juni året efter. Da tyskerne angreb Norge den 9. april 1940 forlod han Oslo og afviste det tyske ultimatum om at indsætte nazisten Vidkun Quisling som regeringschef. Den fortsatte tyske fremrykning tvang den 7. juni H til sammen med regeringen at forlade Norge. Resten af besættelsen opholdt han sig i London, hvorfra han jævnligt holdt radiotaler til det norske folk. H’s hjemkomst den 7. juni 1945 – årsdagen for kroningen i Trondheim i 1906 – var en af de største folkefester i norsk historie. Kongens modige optræden under det tyske overfald på Norge og under hele Anden Verdenskrig gjorde ham til et nationalt samlingspunkt. I 1896 blev H gift med sin kusine prinsesse Maud af Storbritannien; parret fik ét barn, den senere Olav 5. (d 21/9 1957)

 

d William George Fargo, amerikansk grundlægger af Wells-Fargo Express Company; i 1844 oprettede F i byen Buffalo sammen med Henry Wells og Daniel Dunning Wells and Company, der som det første ekspres postselskab opererede vest for Buffalo og så langt mod vest som Chicago. I 1850 sluttedes selskabet sammen med to andre postfirmaer, der opererede mellem Albany og Buffalo i American Express Company med Fargo og Wells som direkrører. To år senere oprettede de Wells Fargo and Company med henblik på at forbinde New York City og San Francisco. Det skulle ske såvel ad søvejen med landværts passage af Panamatangen som tværs over det amerikanske kontinent og besørge ekspresposttjeneste og bankforretninger for de californiske guldmineinteresser. For på bedste måde at kunne det købtes i 1861 selskaber Pony Express og i 1866 Overland Mail Company. Over land skete transporten i dilligencer ledsaget af bevæbnede vagter. Fargos selskaber bragte ikke kun post og forsyninger frem til guldgraverne, men købte disses guldstøv. Et minde om denne bankvirksomhed i det yderste vesten er den stadig eksisterende bank i San Francisco "Wells Fargo National Bank" (f 20/5 1818)

 

1914 Tyskland erklærer Frankrig krig. Eftersom Tyskland siden den 1. august havde været i krig med Rusland, og de tyske krigsplaner for en tofrontskrig mod de allierede Frankrig og Rusland forudsatte en hurtig sejr over Frankrig, inden de tyske tropper vendte sig mod russerne. Disse forventedes på grund af Ruslands dårlige infrastruktur at være længe om at gennemføre en mobilisering og føre deres tropper frem til fronten. Derfor skulle fransk-mændene hurtigt tvinges til at bekende kulør. Med under hele den storpolitiske krise med den truende krigsfare i sommeren 1914 havde den franske regering forholdt sig passiv og i nøje kontakt med den britiske regering. Den 31. juli måtte den tyske regering da give den franske regering et 18-timers ultimatum med krav om klar besked om franske hensigter. Det fik tyskerne ikke. Den den franske regering svarede, at den ville lade sig lede af franske interesser. Dagen efter begyndte den franske mobilisering. For ikke at støde Storbritannien og den offentlige mening kom der ingen krigserklæring. Den tyske regering nødtes derfor til at reagere. I Paris kom signalet den 3. august klokken 18,15, da den franske premierministers telefon ringede. Opringningen kom fra den amerikanske ambassadør, der fortalte, at han netop havde modtaget anmodning om at overtage den tyske ambassade og i en uvis fremtid varetage tyske interesser. Premierministeren, der vidste, hvad det betød, ventede straks at se den tyske ambassadør, der da også blev meldt få øjeblikke senere. Han foldede det dokument ud, han havde med, og læste dets indhold op. Som følge af "organiserede fjendtlige franske handlinger", luftangreb på Nürnberg og Karlsruhe og franske flyveres krænkelse af belgisk territorium "betragter det tyske rige sig værende i krig med Frankrig". Nu manglede kun Storbritannien, før alle europæiske hovedaktører i 1. akt i det 20.århundredes store europæiske tragedie var på scenen

 

1914 På tysk foranledning afgiver den danske regering en erklæring om landets neutralitet. Indkaldelse af sikringsstyrken havde åbenbart ikke været nok til at berolige et øjensynligt nervøst Tyskland. Den 2. august førte en misforståelse – den tyske ambassadør overskred sine beføjelser – til nogle oprivende timer, der mundede ud i, at den danske regering 3. august afgav en erklæring, hvori det hed, at hvis krigshandlingerne skulle strække sig til dansk område uden Tysklands vilje og tilskyndelse, ville det ikke føre til ændringer i Danmarks neutrale holdning. Den danske regering forsikrede samtidig, at Danmark i intet tilfælde ville tilslutte sig Tysklands fjender. Svaret tilkendegav, at den danske regering på enhver måde søgte at undgå at vække Tysklands mistro. Men det var sam-tidig udtryk for regeringens vurdering af situationens realiteter, nemlig at Danmark befandt sig i Tysklands magtområde, og at dansk sikkerheds- og neutralitetspolitik følgelig måtte tilpasse sig denne situation. Begiven-hederne den 5. august i forbindelse med tysk mineudlægning i Langelandsbæltet viste imidlertid, at krisen i det dansk-tyske forhold ikke var overvundet

 

d Sir Roger David Casement, irsk nationalist og britisk diplomat; i 1890’erne og i begyndelsen af det 20. århundrede gjorde C tjeneste som britisk konsul i flere afrikanske lande. Han opnåede international berømmelse for sine afsløringer af den oprørende grusomhed, de indfødte arbejdere i Belgisk Congo var udsat for. Hans rapport i 1904 om disse forhold førte til en større reorganisation af det belgiske styre i Congo. På gr.af dårligt helbred forlod C i 1912 sin tjeneste i det britiske udenrigsministerium og slog sig ned i Irland. Selv om han stammede fra en protestantisk ulsterfamilie, havde C stor sympati for de overvejende katolske, irske nationalister. I 1913 bistod han ved oprettelsen af den frivillige hær Irish National Volunteers, og i juli 1914 rejste han til New York for blandt irske udvandere at få økonomisk støtte til denne anti-britiske hær. Efter udbruddet af 1. Verd. krig rejste C i efteråret 1914 til Berlin for at undersøge mulighederne for tysk støtte til irsk uafhængighed. Men tyskerne var ikke interesserede i at risikere en aktion mod Irland. Ej heller kunne C blandt irske krigsfanger rekruttere mandskab til en hærafdeling, som skulle sættes ind i krigen mod briterne. Da C i april 1916 blev sat i land i Irland fra en tysk ubåd, blev han arresteret, ført til London, hvor han blev dødsdømt og henrettet for højforræderi (f 1/9 1864)

 

d Johannes Steenstrup, historiker; han blev cand. jur. i 1869, derefter fortsatte han med studier i middelalderens rets- og samfundsforhold under påvirkning af den tyske retshistoriske skole og dens fremhævelse af rettens natio-nale og selvgroede karakter, som faldt i tråd med hans eget romantisk-idealistiske og nationalt farvede helheds-syn. I perioden 1882 til 1917 var S professor i historie ved Københavns Universitet. Som professor stod han i opposition til sin kollega Kr. Erslev, hvis øvelser i kildekritik han fandt for skematisk anlagte, og hvem han også i religiøs og politisk henseende stod fjernt. I offentligheden havde S en vis indflydelse som mangeårig kommentator af historisk litteratur i den konservative presse. Blandt hans hovedværker er "Normannerne", 1-4 (1876-82), hvis sidste gjorde ham til dr. jur., og bindet om oldtiden og den ældre middelalder i "Danmarks Riges Historie" (1896-1907). Hertil kommer en række enkeltundersøgelser. I en tid, hvor historiefaget var præget af øget specialisering, arbejdede den meget produktive S gerne med brede problemformuleringer og utraditionelle emner, bl.a. historio-grafi, kvindehistorie og forholdet mellem natur og kultur. Hans retshistoriske arbejder og studier over danske stednavne var banebrydende (f 5/12 1844)

 

d Gabrielle-Sidonie Colette, fransk forfatter; hendes første bøger - de fire "Claudine" romaner (1900-03)- var til dels selvbiografiske og skildrede en letlevende lidt naiv piges verden. Herefter skrev Colette ie bøger om dyr f.eks. "Sept dialoques de bêtes" (1908) og "Paix chez les bêtes" (1916). Efter at være blevet skilt (1906) optrådte hun i parisiske varieteer. Oplevelserne fra disse år skildrede hun i "La Vagabonde" (1910) og "L’Envers du music-hall" (1913). Bøgerne fra disse år tilhørte, hvad C kaldte sine læreår (Mes Apprentissages, 1936). Efter 1920 kom tiåret med hendes mesterværker. En første gruppe skildrer en lettere depraveret ungdom i årene efter 1. Verd.krig, således "Chéri" (1920) og "La Fin de Chéri" (1926). I den sidstnævnte skildrede C forholdet mellem en ung mand – Chéri – og en moden kvinde. I en anden gruppe så hun tilbage på sin lykkelige barndom på landet i "La Maison de Claudine" (1923) og "Sido" (1930). Efter 1930 havde C 25 produktive og lykkelige år foran sig. I 1935 indgik hun et nyt ægteskab. Ægtemanden har i "Près de Colette" skildret sit samliv med C. Blandt C’s senere værker er "Gigi" (1944), der fortæller om en pige, der opdrages af to ældre søstre til at blive kurtisane. "L’Ètoile vesper" (1947) og "Le Fanal bleu" (1949) indeholder begge erindringsstof. Gennem fem årtier havde C succes. Hendes mange læsere så bort fra skandalerne i hendes liv og gjorde hende til medlem af Det kgl. Belgiske Akademi, det franske Académie Goncourt og til "grand officer" i Légion d’Honneur. Alt sammen noget der dengang sjældent blev tildelt kvinder (f 28/1 1873)

 

d Konstantin Rokossowskij, sovjetisk officer af polsk afstamning; han var befalingsmand i zarens hær, men på grund af sin lave sociale baggrund - han var søn af en jernbaneingeniør – kunne han ikke blive officer. Ved revolutionens udbrud i 1917 sluttede han sig til Den røde Hær. Han deltog i borgerkrigen og steg i de følgende år i graderne. Under Stalins udrensninger blev han fængslet i 1938, men slap ud ved tyskernes angreb på Sovjet-unionen i 1941. Nu var der brug for alle militære begavelser. Han kom da også til at spille en afgørende rolle i flere af østfrontens store slag under 2. Verd.krig. I 1941 i var han med i ledelsen af Moskvas forsvar. Blandt R’s bedrifter nævnes også hans indsats i verdens største panserslag - slaget ved Kursk juli 1943. Endvidere han ledelse af sovjetiske tropper under fremstødene i Hviderusland i 1944, i Østpreussen og Pommern 1945. Sit største ry vandt han ved Stalingrad, hvor han i spidsen for seks sovjetiske armeer ved floden Don bidrog først til inde-slutningen og derefter nedkæmpelsen af de 22 divisioner fra tyskernes 6. arme. I årene 1949-56 var R øverst-kommanderende for den polske hær og polsk forsvarsminister samt 1950-56 medlem af det polske kommunist-partis politbureau. Som eksponent for den stalinistiske kurs måtte han efter afstaliniseringens begyndelse og efter urolighederne i Polen oktober 1956 nedlægge sine poster og vende tilbage til Sovjetunionen, hvor han til 1962 var stedfortrædende forsvarsminister (f 21/12 1896)

 

1977 d Makarios (Mikhail Khristodolou Mouskos), ærkebiskop, cypriotisk statsleder; han blev diakon i 1938, han blev præst i 1946 og virkede som sådan to år i Boston, USA, inden han i 1948 blev han biskop i Kition og i 1950 Cyperns ærkebiskop, den yngste i øens historie. På dette tidspunkt blev M identificeret med bevægelsen for énosis, dvs Cyperns sammanslutning med Grækenland. Cypern var på daværende tidspunkt britisk koloni, og M modsatte sig såvel den britiske regerings forslag om selvstændighed som Tyrkiets pres for en deling af øen for at beskytte Cyperns store tyrkiske befolkning. I februar 1954 fik han den græske regerings støtte til énosis, hvilket betød han af briterne blev mistænkt for at tilhøre øens undergrundsterroristorganisation, der kæmpede for ènosis. Han blev arresteret og sendt i eksil til Seychellerne. Efter at have fået lov til at opholde sig i Athen opgav M kravet om énosis og gik på konferencen i Zürich i februar 1959 ind for dannelsen af af selvstændigt Cypern. I decembersamme år blev M valgt til Cyperns første præsident. Det viste sig umuligt at få etableret et samarbejde mellem øens to befolkningsgrupper, og i december 1967 måtte M acceptere oprettelsen af en tyrkisk cypriotisk administration, som varetog det tyrkiske mindretals forhold uden om den cypriotiske centraladministration. Ved præsidentvalget i 1968 blev M genvalgt, men måtte flygte, da militærjuntaen i Athen i juli 1974 gennemførte et militærkup på øen. Kuppet udløste en tyrkisk invasion og en vedvarende besættelse af Nordcypern. I december 1974 vendte M tilbage som præsident i et delt Cypern. Til sin død forsøgte han uden held at forhandle sig frem til en genforening af øen (f 13/8 1913)

 

 

 

 

Til top        4. august

1265 I slaget ved Evesham besejrer Englands kommende konge Edward (1.) de engelske baronernes hær ledet af Simon de Montfort, jarl af Leicester. Efter Henrik 3.’s nederlag til sine oprørske stormænd i slaget ved Lewes i Sussex den 14. maj 1264 blev forholdene i England stadig værre. Lovløsheden voksede, handelen lå næsten stille, og priserne steg. Desuden herskede der i den brede befolkning en almindelig uro og usikkerhed over, at landets lovlige konge var i fangenskab, og hans søn, Edward (1.) tilbageholdtes som gidsel. Samtidig havde de Montfort lagt sig ud med flere af sine mægtige støtter, og han begyndte at samle en hær for at gøre op med dem. Da det samtidig – foråret 1265 – lykkedes prins Edward at flygte fra sit fangenskab og bringe sig i sikkerhed, var der lagt op til et større opgør. Det lykkedes ikke de Montfort at samle den støtte, han havde planlagt, og han sendte bud til sin søn Simon om at samle en hær og bringe den til Kenilworth, Montfort’ernes stærkeste borg, omgivet som den var af brede voldgrave. Da den unge Montfort havde samlet sin hær, var han så dum at lade den indkvartere i byen Kenilworth og ikke på borgen. Edward, der havde en udmærket efterretningstjeneste, dukkede op ved nattetide og tog hele hæren til fange. Det skete den 1. august. For at forhindre, at de Montfort med sin hær nåede i sikkerhed bag Kenilworths voldgrave, delte Edward sin hær i tre og var dermed parat til at møde de Montfort. Denne var uvidende om, at hans søns hær ikke eksisterede, og håbede sikkert, at han ville blive mødt af en undsætningshær fra Kenilworth. Da han nærmede sig borgen, fik han da også underretning om, at en stor hær nærmede sig fra nord. Da man opdagede, at hæren førte prins Edwards banner og samtidig kunne se, at der nærmede sig en hær fra såvel fra nordvest som fra syd, var Montfort og hans lille hærs skæbne beseglet. Han skal da også have udbrudt "Må Gud nu have nåde med vore sjæle, for vores legemer tilhører dem". Slagets kronikør, Robert af Gloucester, karakteriserer da også slaget ved Evesham som "mordene ved Evesham for et slag var det ikke". Såvel Simon de Montfort som hans ældste søn, atten baroner, 160 riddere og 4000 soldater mistede livet ved Evesham den 4. august 1265. Efter at have sikret sin far magten drog Edward i 1270 på korstog. Da Henrik 3. døde i 1272, mens E var i Mellemøsten, blev han af baronerne anerkendt som konge og kronet efter hjemkomsten i 1274

 

d Simon de Montfort, jarl af Leicester. Født og opvokset i Frankrig; da han var omkr. 20 år, rejste han til England for at gøre krav på sin oldefars godser og titlen jarl af Leicester. Uden større besvær blev dette imødekommet i de fransktalende kredse i regeringen og ved hoffet. De Montfort kom til at stå sig godt med kongen – Henrik III – og blev i 1238 gift med dennes søster, Eleanor. Skønt personlige antipatier hurtigt udviklede sig mellem de Montfort og hans kongelige svoger, forblev de Montfort en kongens mand. Da han gennem sit giftermål stod kronen nær, sluttede de mægtigste af de engelske stormænd sig til ham. Dette fik betydning i 1258, da stod kongen over for fallit efter et forgæves forsøg på med pavens hjælp at sikre Siciliens trone til sin søn. Med the Provisions of Oxford kapitulerede Henrik til stormændene. Han gik med til at udøve den kongelige myndighed sammen med et 15 mandsrådbestående af stormænd. Det skulle rådgive kongen i alle regeringssager og udtænke reformer til gode for almenvellet. Nævnte regeringsordning levede ikke længe. I 1261 følte Henrik sig stærk nok til at ophæve den; det skete med pavelig accept. Men almindelig utilfredshed med kongens dårlige ledelse af landet bestod. De Montfort blev den anerkendte leder af oppositionen og gik uden vaklen ind for bevarelse af Provisions of Oxford. Den 14.maj 1264 afgjorde slaget ved Lewes sagen til de Montforts fordel. Kongen og hans ældste søn Edward (1.) blev taget til fange, og i Henrik’s navn regerede de Montfort herefter England. Med quasi-diktatorisk magt søgte han at regere landet med et oligarki på tre elektorer og med et råd med tre medlemmer. Men de Montforts magtbasis var for lille; han manglede støtte i den brede befolkning, og da han desuden mistede støtte blandt sine egne; således var det et hårdt slag for de Montfort, da jarlen af Gloucester (Gilbert de Clare)gik over på kongens parti. Han mistede alt – også livet i slaget ved Ewesham, Worcestershire

 

d f Andrea della Robbia, florentinsk billedhugger. Andrea var nevø til billedhuggeren Luca della Robbia (d 10. februar 1482), og ved dennes død fik han ledelsen af familiens billedhuggerværksted. Hans kendeste arbejde er de ti runde relieffer af svøbelsesbørn på facaden af Hittebørnshospitalet (Ospedale degli Innocenti) i Firenze (ca 1480). Karakteristiske eksempler på hans polycrome relieffer kan ses i Santa Croce-kirken i Firenze og i kirken Santa Maria degli Angeli i Assisi (f 20/10 1435)

 

1566 d Grev Christoffer af Oldenburg, hærfører; hans farfar var Christian 1.’s bror, og som yngre søn var han bestemt for den gejstlige løbebane. Allerede i barneårene indtrådte han da også i Bremens domkapitel og indviedes 1515 til subdiakon. I de følgende år erhvervede han flere embeder i Bremen og Köln, men opnåede aldrig den stilling som fyrstebiskop, der utvivlsomt har været hans mål. Da mulighederne i hjemmet og i kirken var spærret, greb C til den i 1500’tallet vanlige udvej for at skabe en selvstændig magtposition: krigerhåndværket, tilværelsen som landsknægtsfører. Det var i denne egenskab, han kom til at spille en rolle i danmarkshistorien og give navn til borgerkrigen "Grevens Fejde". Da det danske borgerskab og Lüceck ikke kunne overtale hertug Christian – den senere kong Christian 3. – til at overtage den dansk-norske krone, blev deres politik: Christian 2.’s befrielse og genindsættelse som konge. Til at føre krigen valgtes C; utænkeligt er det vel ikke, at greven har tænkt, at den dansk-norske krone kunne ende hos ham selv. Den egentlige Grevens Fejde indledtes, da C den 22. juni 1534 landsatte sin hær på Sjælland. I løbet af få uger var han herre over hele det østlige Danmark. Han antog titlen "gubernator" (statholder) og lod slå mønt i sit eget navn, forsynet med krone og det oldenborgske våben. Hans stilling blev imidlertid snart vanskelig, da Lübeck indlod sig med mere formående fyrster som f.eks.Albrecht af Mecklenborg. Dertil kom, at C vistnok ikke var feltherre af større format. Mod sine modstanderes feltherre Johan Rantzau kunne han ikke klare sig, og efter Københavns overgivelse 1536 forlod han Danmark. Sine sidste år levede han på sit gods i Oldenburg (f ca 1504)

 

En svensk hær ledet af Karl 12. gør uventet landgang ved Humlebæk. I 1600-tallets krige med Sverige havde de gottorpske hertuger i Sønderjylland flere gange gjort fælles sag med Sverige, og tilstedeværelsen af hertugdømmet Gottorp inden for monarkiets grænser var derfor en alvorlig sikkerhedsrisiko. Da svenske tropper i sommeren 1699 rykkede ind i Gottorp, besluttede Frederik 4. en gang for alle at gøre op med den gottorpske hertug. Med et forbund med Polen og Rusland i ryggen krævede han, at de svenske tropper blev trukket tilbage. Da det blev afvist, gik den danske hær i marts 1700 til angreb. Krigen trak i langdrag, og stilheden sænkede sig over den holstenske krigsskueplads. Men samtidig blev der livligt andre steder. For at komme sin forbundsfælle til undsætning samlede svenskekongen Karl 12. en hær i Skåne, og den svenske flåde stak i søen. På samme tidspunkt kom en stor engelsk-hollandsk flåde til Øresund. Dens hensigter var de bedst mulige: at stifte fred, fordi det ikke var i de to sømagters interesse, at de nordiske magter var indviklet i krig. Da Danmark var angriberen, måtte presset lægges der. Den danske flåde turde ikke tage kampen op med den forenede flåde, og da svenskerne opdagede det danske forsvars svaghed, besluttede Karl 12. en landgang. Den lykkedes. Frederik 4.’s planer var strandet. Hæren stod uvirksom i hertugdømmerne, flåden var spærret inde ved København, og svenskerne truede hovedstaden. Der var ikke andet at gøre end at opgive kampen. Det var ikke vanskeligt, da såvel England som Holland var interesseret i fred. Den 18. august blev der sluttet fred på slottet Travental i Holsten. For Frederik 4. var den korte krig endt i nederlag

 

f Johan Olfert Fischer, søofficer; i 1753 indtrådte han som kadet i den dansk-norske orlogsflåde; som kaptajnløjtnant fra 1773 deltog han i 1770’erne på flere togter i Middelhavet. Ved hjemkomsten blev han ansat i konstruktionskommissionen for at uddannes videnskabeligt. Efter at være kommet til skade ved et fald skrev Fischer 1778 til kongen for at få stillingen som kommandant på Københavns tolbod. Han fik ikke denne stillling og gjorde de følgende år tjeneste dels i land dels til søs. I 1799 var Fischer chef på orlogsskibet Oldenborg for at føre en konvoj til Ostindien. Under denne rejse indlagde han sig fortjeneste ved under en orkanagtig storm i Taffelbugten ved Kapstaden i november 1799 at redde skib og besætning ved at sætte Oldenborg på land. Fischer ledede bjærgning og hjemsendelse af besætning og vendte selv hjem 1800. For indsatsen udtalte kongen sin anerkendelse af Fischers konduite og mod. I februar 1801 blev han designeret chef for Københavns defension til søsiden og hejste som sådan sit flag på blokskibet Dannebrog marts 1801. Denne kommando havde F den 2. april 1801, da København blev angrebet af en engelsk flåde. Olfert Fischer tildeltes 1802 Erindringsmedalje for slaget på Reden med brillanter; han blev kontradmiral i 1809 og viceadmiral 1825 (d 18/2 1829)

 

f Percy Bysshe Shelley, engelsk digter; 1810 immatrikuleret ved universitetet i Oxford; herfra blev han relegeret efter et halvt år på gr. af udgivelsen af den fritænkeriske pjece "The Necessity of Atheism". 1818 forlod S England for aldrig at vende tilbage. Herefter opholdt han sig forskellige steder i Italien, og i de fire år, han tilbragte der, blev hans største værker skabt. I Rom skrev han i 1820 det lyriske drama "Prometheus Unbound". Her fik hans ideer om menneskeåndens kamp for fuldkommengørelse og frigørelse fra det ondes lænker og om kærlighedens sejr sit mest sublime udtryk. I de følgende år gennemstrømmede politiske ideer fortsat S’s digte, men digtet "Ode to the West Wind" præges først og fremmest af den lidenskabelige intuition, der er blevet karakteriseret som den drivende kraft for romantikkens poesi. Digtene "The Cloud" og "To a Sky Lark" opnåede stor popularitet på gr. af deres musikalitet og inspirerede gengivelse af stemninger. Sammen med en ven omkom S ved en sejlulykke i bugten ved Genova. Da ligene senere drev i land, blev de brændt på strandbredden. Urnen med S’s aske blev nedsat på den protestantiske kirkegård i Rom. S er blevet karakteriseret som en entusiastisk forkæmper for menneskehedens personlige og politiske frigørelse og med en uudslukkelig tro på menneskenes naturlige godhed og på kærlighedens sejr over ondskaben – alt sammen i den franske revolutions ånd (d 8/7 1822

 

1808 d Elie Salomon Francois Reverdil, pædagog og embedsmand; han kom til Danmark fra sit fødeland Schweiz i 1758, hvor han blev ansat ved Kunstakademiet. I 1760 blev han lærer for den danske kronprins Christian (7.). R var præget af oplysningstidens humane frihedsidealer og erkendte sin elevs sygdom. Som kabinets-sekretær hos Christian 7. fra 1766 støttede han landboreformer. Han blev medlem af Landbokommissionen af 1767, men udmanøvreredes kort tid efter i den interne politiske magtkammp. I 1771 kaldte Struensee ham tilbage til et hofembede. Han fik dog ingen indflydelse og efter Struensees fald i 1772, forlod han landet. Inden sin død nedskrev R sine erindringer. Fordi han var så tæt på kongen, er disse erindriger i dag en af de mest betydningsfulde samtidige kilder. Ikke blot til Christian 7.s psykiske sygdom, men til periodens politiske historie i almindelighed. Erindringerne udkom i 1858 (f 19/5 1732)

 

f Knut Hamsun, norsk forfatter; efter vanskelige ungdomsår i Norge og USA, hvor han levede af tilfældigt arbejde, debuterede han som romanforfatter med "Sult" i 1899, en selvbiografisk skildring af en sultende digter i Kristiania. Med romanen bidrog H til opbruddet fra 1880’ernes realisme og introducerede en ny psykologisk digtning med vægt på "det ubevidste sjæleliv". Under påvirkning af Dostojevskij og Nietzsche behandlede han i de flg. bøger undtagelsesmennesket, f.eks. I "Mysterier" (1892) og "Pan" (1894). I "Børn av Tiden" (1913) og "Segelfoss By" (1915) satiserede han over den nye tid, mens "Markens Grøde" (1917) er en hyldest til det jordnære menneske og det primitive liv. H’s prosa var nyskabende, stærkt lyrisk, men samtidig klar. I de senere romaner er stilen mere rent episk, fyldt med ironi og underfundig humor, f.eks. I trilogien "Landstrykere" (1927), "August" (1931) og "Men Livet Lever" (1933). Allerede tidligt havde H givet udtryk for antiliberale og antidemokratiske ideer. Disse ideer udvikledes til et reaktionært samfundssyn, og H’s store popularitet blev noget hæmmet af hans tyskervenlige holdning under Norges besættelse. Under retsopgøret blev han dømt skyldig i landsforræderi. En redegørelse for sine motiver gav den halvfemsårige digter i "På Gjengrodde Stier" (1949). Om dette værk, der er skrevet i dagsbogsform, er det blevet sagt, at det med al tydelighed viser, at H beholdt sine digterevner helt frem til oldingeårene. Hamsun modtog i 1920 den litterære nobelpris (d 19/2 1952)

 

d H.C. Andersen, allerede inden sin død opnåede han en berømmelse, som eftertiden yderligere har øget. A fulgte årvågent med i sin tids europæiske litteratur, og de mange tilskyndelser, han her modtog, forstod han at udnytte på en helt personlig måde; det gjaldt hans i bedste forstand journalistiske beskrivelser af hans mange og vidtstrakte rejser og endnu mere hans livfulde, psykologiske romaner; det var disse sidste, der fra o. 1835 skabte hans første berømmelse i Tyskland og England. Hans første roman "Improvisatoren" (1835) var således inden 1845 oversat til fem sprog. Men det blev dog "Eventyr og Historier", som han begyndte at udsende 1835, og hvoraf der til sidst forelå omkr. 150, der med tiden blev det varige grundlag for hans ry over hele kloden. Fra først af havde de tilknytning til de folkeeventyr, som romantikerne vurderede så højt, men A omformede dem radikalt, føjede langt flere selvopfundne til og skabte hermed en mangfoldigt varieret, dybt underfundig digtning, der fuldstændig er hans alene: i stil og sprog, der blev impressionistisk og lagt nær op ad talesproget, og ligeledes i indholdet; hertil kommer hans fantasi, hans symbolik og ironi, hans humor og lune og ikke mindst hans usædvanlige livserfaring og alt andet end enkle livsforståelse, i hvilken udviklingstillid og forsynstro brødes med mismod og tvivl (f 2/4 1805)

 

f Tom Kristensen, forfatter; han blev cand mag i 1919 og debuterede som forfatter året efter med den farverige ekspressionistiske digtsamling "Fribytterdrømme". Efter længere rejser til Østen og Spanien i 1920’erne første halvdel udfoldede K’s talent sig i flere forskellige genrer og lagde mere og mere afstand til sit ekspressionistiske udgangspunkt. I løbet af 1920’erne udgav han yderligere tre digtsamlinger: i 1922 "Mirakler" og samme år "Påfuglefjeren" og 1927 "Verdslige Sange". Samtidig med sine digte havde K hævdet sig som en af tidens bedste prosaister. I 1921 udsendte han romanen "Livets arabesk", en kynisk fantasi over proletarrevolutionen i Rusland, i 1923 udkom "En anden", som skildrer en københavnsk underklassedreng og hans forgæves forsøg på at komme ud over barndomoplevelsernes kvælertag. I 1930 udgav K den selvbiografiske roman "Hærværk", hvori skildringen af en littterær journalists selvdestruktion bliver et billede på tidens håbløshed og et klassisk monument over mellemkrigstidsperioden. I 1930’erne blev lyrikken og kritikken K’s foretrukne genrer. På sidstnævnte område har han øvet han en betydelig indflydelse ved sin kunstnerisk inspirerende litteraturkritik i Politiken 1923-27 og fra 1931 til sin død. Med rejseskildringen "Rejse i Italien" (1950), digtsamlingen "Den sidste Lygte" (1954) og tildelingen af De Gyldne Laurbær i 1955 opnåede K klassikerstatus. Han udgav erindringerne "Åbenhjertige fortielser" (1966), "Hvad var mit ærinde?" (1968) og i 1973 "Blandt københavnere". K har oversat en række moderne udenlandske forfattere Dreiser, Remarque o.a. Han blev i 1960 indvalgt i Det Danske Akademi og blev i 1968 tildelt akademiets pris (d 2/6 1974)

 

f Louis Armstrong, amerikansk trompetist, sanger og orkesterleder; han fik sin første musikundervisning fra 1913, da han blev anbragt på en opdragelsesanstalt. I sin ungdom spillede han trompet i marchorkestre i fødebyen New Orleans og på floddampere på Mississippi. Det fortsatte, til hans store forbillede Joe "King" Oliver i 1922 ansatte ham som andenkornettist i sit Creole Jazz Band i Chicago. Med sin kreativitet og sine evner som solist sprængte A det traditionelle New Orleans skema. Som leder af orkestrene Hot Five og Hot Seven indspillede han i årene 1925-28 numre som "Savoy Blues", "Potato Head Blues" og "West End Blues". A’s karakteristiske hæse stemme og det uimodståelige swing i foredraget blev for generationer indbegrebet af selve jazzens væsen. Fra de tidlige 1930’ere var A andet og mere end jazzmusiker. Han var orkesterleder, solist, filmstjerne, og som komponist stod han bag hits som "Dipper Mouth Blues", "I Wish I could Shimmy Like My Sister Kate", "Wild Man Blues" o.a. I 1927-47 fremtrådte han som solist med store besætninger og blev et internationalt navn gennem hyppige turneer – han var første gang i Danmark i 1933. Fra 1947 og resten af karrieren stod A i spidsen for sin All Star Sekstet. Han spillede med i en række film som fra "Diamond Lili" (1933) med Mae West til "Hello Dolly (1969) med Barbara Streisand. Endvidere spillede han med i den danske film "Kærlighedens Melodi" (1959), hvor han med Nina og Frederik sang og spillede "The Formula for Love" i filmens slutscene (d 6/7 1971)

 

1914 Storbritannien erklærer Tyskland krig. De tyske krigsplaner i årene op mod 1914 byggede på den såkaldte Schlieffenplan. Iflg. den ville Tyskland komme til at udkæmpe en tofrontskrig – mod de allierede Frankrig og Rusland. Af disse måtte Frankrig besejres hurtigt i en lynkrig, før russerne kunne føre dets soldater frem mod Tyskland ad de få russiske jernbaner. Den tyske generalstab var klar over, at en hurtig sejr over Frankrig på gr. af terrænet ikke kunne opnås ved et frontaltangreb. Altså måtte den tyske højrefløj gennemføre angrebet på Frankrig ved at marchere gennem Belgien. Denne plan blev udarbejdet tidligt i 1890’erne, men stadig i 1914 havde den samme grundlæggende princip: en overvældende stærk højrefløj skulle rykke frem gennem Belgien og Nord-Frankrig, udmanøvrere de franske hære, så de var omringet. Men Schlieffenplanen havde en stor svaghed. Den forudsatte, at Storbritannien forholdt sig passiv. At briterne skulle gøre det, var tysk ønsketænkning. Briterne havde flere gange erklæret, at de ville forsvare Belgiens neutralitet. Ikke kun fordi Belgien var en lille, neutral stat. Men fordi det var i britisk interesse, at det ikke var en stormagt, der var Storbritanniens nabo syd for Kanalen, og at det ikke var hverken Frankrig eller Tyskland, der var herrer over Rhinmundingen. Da tyske hære den 4. august 1914 marcherede ind i Belgien, reagerede briterne. Deres ambassadør i Berlin fik af sin regering ordre om at kræve en "forklaring". Hvis svaret ikke kom inden midnat, - kl23 britisk tid - skulle han bede om sit pas – i.e. afbryde de diplomatiske forbindelser. Fristen udløb, uden der kom noget svar, og da Big Ben havde slået sine 11 slag, erklærede Storbritannien Tyskland krig. "Nu slukkedes lyset ud over Europa"

 

 

 

 

 

Til top        5. august

1540 f Joseph Justus Scaliger, hollandsk filolog og historiker, hvis arbejder om kronologi var blandt de største bidrag ydet af Renæssancens lærde med henblik på at få systematiseret de klassiske studier. Som ung begyndte S studier ved universitetet i Bordeaux. I 1559 tog han til Paris for at studere latin og græsk og begyndte ved selvstudium at lære sig hebræisk, arabisk, syrisk, persisk og de vigtigste moderne sprog. Han konverterede til protestantismen i 1562. Efter rejser underviste han fra 1572 ved universitetet i Geneve. I 1593 blev han kaldt til universitetet i Leiden, hvor han blev kendt som sin tids mest lærde humanister; han forblev i Leiden til sin død. S’s betydeligste arbejde er "Opus de emendatione tempore" (1583, Studier om forbedringer af tiden). I værket sammenlignede antikkens forskellige civilisationers beregning af tid, rettede deres fejl og placerede for første gang kronologi på et solidt videnskabeligt grundlag. Med to afhandlinger fra 1604 og 1616 grundlagde han numismatik og gav dermed historieforskningen et nyt og sikkert t værktøj (d 21/1 1609)

 

1585 f Jesper Brochmand, biskop; efter uddannelse hjemme og ude blev han 1608 rektor ved Herlufsholm, men allerede 1610 blev han professor ved universitetet i København, først i græsk siden i teologi - fra 1615. Denne virksomhed blev dog afbrudt, da han 1617-20 var lærer for Christian 4.’ s søn, den udvalgte prins. Brochmand blev en af Danmarks ypperste teologer og stod som en af førerne blandt datidens lutheranere. Efter jesuitternes mislykkede propagandaforsøg herhjemme fra 1621 begyndte Brochmand efter kongens opfordring et alvorligt opgør med katolikkerne. Han holdt forelæsninger mod romerkirken, og han udgav flere stridsskrifter. For også at oplyse menigmand om katolicismens farer udgav han 1627 "Gudelig Undervisning, om et Guds Barn uden sin Sjæls største Skade kan den papistiske Religion antage" og "Et kristen Menneskes aandelige kamp". Førstnævnte skrift blev optrykt i 1853 som modvægt mod fornyet katolsk propaganda. Den lutherske lære fremstillede han i sit hovedværk "Systema universae theologiae" (1633). Værket fik vid udbredelse også i Tyskland, hvor det blev optrykt flere gange, også på dansk teologi fik det afgørende indflydelse. Til menighedens opbyggelse skrev Brochmand en postil "Sabbati sanctificatio" (1635-38), som blev en af den danske kirkes ypperste og mest udbredte andagtsbøger. 1639 blev han Sjællands biskop. Her var Jesper Brochmands indsats bl.a., at han i gudstjenesten afskaffede de sidste rester af latin og virkede for salmesangens forbedring (d 19/4 1652)

 

1658 d Peter Vibe, rentemester; han studerede ved tyske universiteter, senere kom han til Frankrig, hvor han i tre år gjorde tjeneste i Ludvig 13.s gendarmerikorps. 1627 blev han dansk agent i Paris, senere resident – ambassa-dør - her. Vibe optoges i den franske og danske adelsstand og blev 1634 resident i Stockholm, en stilling han beklædte de næste ti år. 1646 gjorde Hannibal Sehested ham til medlem af sit generalkommissariat på Akerhus (et slags rentekammer for Norge), og 1648 blev han rentemester i København. Uvist hvorfor opstod der 1655-56 uoverensstemmelser mellem Vibe og hoffet, og var derefter til sin død lensmand i Norge (f ca. 1596)

 

1660 Frederik 3. udsender indkaldelse til stændermøde i København den 8. september. Stændermødet skulle først og fremmest bevilge penge til statsgældens afbetaling og til genrejsning af rigerne efter krigen med Sverige. Krigen havde efterladt en kolossal statsgæld. Næsten 5 mio. rigsdaler beløb den sig til. Alene forrentningen af den oversteg kronens ordinære indtægter så meget, at rigsråd Christen Skeels vurdering var, at staten "kommer til at bankerotte på det sidste". Nok var statsgæld af denne størrelse ikke usædvanlig. Det nye var, at gælden denne gang var koncentreret på et begrænset antal borgerlige inden- og udenlandske kreditorer. Disse krævede med stigende styrke sikkerhed for deres tilgodehavender eller politiske garantier for disses rette afvikling. Nyt i situationen var det også, at staten ikke som tidligere kunne klare situationen ved at udskrive nye landeskatter. Landets ødelagte tilstand gjorde det på forhånd usandsynligt, at det på denne måde kunne tilvejebringes tilstrækkelige midler. Det stod derfor alle ansvarlige klart, at situationen krævede ekstraordinære foranstaltninger. Kun få – om nogen – forestillede sig den 5. august hvor ekstraordinære foranstaltninger, der skulle blive resultat af stændermødet

 

d Thomas Newcomen, engelsk smed og opfinder; i 1700-tallets første årti udviklede han verdens første dampmaskine. Fra 1712 var den i produktion og blev brugt til oppumpning af vand fra kulminer. I alt blev der i løbet af 1700-tallet bygget over 1000 maskiner af Newcomen-typen. Det skete på trods af, den kun havde begrænset brugbarhed og ringe effektivitet. Men dels var den mere effektiv end de hidtil anvendte hestetrukne pumper, dels hvilede den på en driftssikker teknologi. En alvorlig svaghed ved Newcomes maskine var et stort energitab i cylinderen som følge af en konstant vekslen mellem opvarmning med damp og afkøling med vand. Som følge heraf brugte maskinen ret meget kul og blev derfor lidt brugt i kulfattige områder som Cornwall, indtil regeringen nedsatte kulskatten i 1741. Mellem 1741 og 1775 byggedes ikke mindre end 60 maskiner alene i dette distrikt. Problemet med energitabet blev løst af James Watt i midten af 1760’erne. Han konstruerede en separat kondensator, hvilket betød, at cylinderen kunne holdes konstant varm. I stedet for at sprøjte kølevand ind i cylinderen foregik dampens fortætning i en separat beholdet, kondensatoren, som var forbundet med cylinderen (døbt 28/2 1663)

 

f Struensee, læge, politiker; blev læge for den sindssyge Christian 7. under dennes udenlandsrejse i 1768. Da Struensee havde en god indflydelse på kongen, udnævntes han 1769 til kongens livlæge. Året efter blev han bosat på Christiansborg og blev dronningens elsker. Han befæstede snart sin politiske magtstilling; i september 1770 blev han gehejmestatsminister. Da han lod konseillet (statsrådet) ophæve i december 1770, var han kongens eneste minister og havde nu reelt diktatorisk magt. Juli 1771 lod han sig udnævne til geheimekabinets-minister og kort efter til greve. Struensee var grebet af oplysningstidens tanker og ville gennemføre en reformvirksomhed i denne ånd. Han forenklede og omlagde centraladministrationen, en mildere straffelov-givning blev gennemført. På det økonomiske område delte Struensee tidens modstand mod merkantilismen. Da censuren blev ophævet blomstrede en livlig litterær og journalistisk debat op, tildels med stærk kritik af de bestående samfundsforhold. Ophævelsen af censuren indbragte Christian 7. en hyldestskrivelse fra frisindets europæiske førstemand, Voltaire; men pressefriheden åbnede også også for en kritik af Struensees styre, hvilket gradvis skulle komme til at undergrave hans magtposition. Dertil kom, at der på gr. af de mange reformer, der vendte op og ned på alting, inden for embedsstanden og borgerlige kredse voksede en opposition mod S op; man følte velerhvervede rettigheder truet, man harmedes over Struensees demonstrative tyskhed og hans udstrakte brug af udenlandske hjælpere; forargelsen over hans forhold til dronningen øgede denne modstand. For at fjerne S blev der dannet en sammensværgelse ledet af enkedronning Juliane Marie og dennes søn, kongens halvbror arveprins Frederik. Den 17. januar 1772 slog de sammensvorne til. Struensee blev arresteret; i april samme år blev han dødsdømt for at have krænket dronningen og for at have overtrådt kongeloven. Overværet af en tusindtallig tilskuerskare blev Struensee halshugget på Østre Fælled; derefter blev det parterede lig bragt til Vestre Fælled, hvor det blev lagt på hjul og stejle (d henrettet 28/4 1772)

 

Polens første deling. Under Den preussiske Syvårskrig (1756-63) var Polens anseelse så ringe, at de krigsførende magter ikke tog den ringeste hensyn til dets neutralitet. Både russiske og østrigske hære marcherede gennem landet, til og med indkrævede de ofte kontributationer. Da russerne omkring 1770 i en krig tilføjede tyrkerne alvorlige nederlag til lands og til vands, var Maria Teresia af Østrig tilbøjelig til at gå i krig på Tyrkiets side for at undgå at få et for stort og mægtigt Rusland. Men så greb Frederik den Store af Preussen – for magtbalancens skyld – mæglende ind med et forslag om, at Rusland skulle moderere sine krav over for Tyrkiet for i stedet i fællesskab med Preussen og Østrig at tage sig betalt med dele af det forsvarsløse Polen. Forslaget blev positivt modtaget i de to lande, og det blev aftalt, at hele Hvide-Rusland med 1,8 mio. Indbyggere skulle overlades Rusland. Det værdifulde Galizien med sine rige saltminer og en befolkning på 3 mio. indbyggere skulle gå til Østrig. Vest-Preussen med ca. 600.000 indbyggere skulle være Preussens del. Frede-rik den Stores bytte var hverken så stort eller så rigt som de øvriges, men havde en afgørende betydning for Preussens sikkerhed og fremgang. Der blev nu skabt sammenhæng mellem Brandenburg og Østpreussen. Polens anden og tredje deling fandt sted i 1793 og 1795; ved den sidste deling forsvandt Polen fra europakortet for først at genopstå i 1918 efter afslutningen af Første Verdenskrig

 

Slaget ved Castiglione i Norditalien. Det fandt sted under Napoleons Italiensfelttog og under belejringen af Mantova. Den østrigske garnison på 13.000 mand i Mantova, som havde været belejret siden den 4. juni, var sidst i juli på nippet til at overgive sig, da den første undsættelsesstyrke nåede frem. Undsættelsesstyrken var delt i to. En styrke på 24.000 mand under Wurmser rykkede frem mod Mantova langs floden Adige, en anden på 18.000 mand under P.V. Quasdanovich langs Chiese floden vest for Gardasøen. Ved underretning herom hævede Napoleon belejringen den 31. juli. Han vendte sig mod Quasdanovichs tropper og besejrede dem i slaget ved Lonato den 4. august. Dagen efter blev Wurmsers tropper besejret ved Castiglione. Slaget her var prototypen på mange af Napoleons senere slag. Napoleon begyndte slaget med et angreb på Wurmsers centrum, der derved blev tvunget til at blive, hvor Napoleon ønskede det. Samtidig angreb han med en division østrigernes bagtrop. Hermed opstod der forvirring hos østrigerne, samtidig med de var afskåret fra at trække sig tilbage. Da dette var i orden, satte Napoleon det afgørende angreb ind på østrigernes hovedstyrke i deres centrum. Men ved Castiglione var Napoleons timing for angrebene ikke præcis nok. Wurmsers linje holdt, og han kunne trække sig tilbage i god orden

 

d Robert Howe, britisk admiral; under krigen mod Frankrig 1756-63 havde H kommandoen over den engelske flåde i Den engelske Kanal. Var ligeledes aktiv i flåden under Den amerikanske Frihedskrig og sammenstødene med den franske flåde. Skønt nu næsten 70 var han atter chef for den engelske flåde i Den engelske Kanal under revolutionskrigene i 1790'erne (f 8/3 1726)

 

1850 f Guy de Maupassant, fransk forfatter, som sammen med Émile Zola er den betydeligste repræsentant for naturalismen i Frankrig; han debuterede i 1880 med digtsamlingen "Des Vers"; i sin forholdsvis korte produktive periode årene 1880-90 skrev mere end 300 noveller og seks romaner. Blandt de sidstnævnte er debutromanen "Une Vie (1883, dansk Et Menneskeliv, samme år) og "Bel-Ami" (1885, dansk, Smukke Ven, 1891) om parvenuen, der erobrer den ganske verden, her de parisiske medier, men mister sin sjæl dvs. evnen til at føle kærlighed og venskab. Men Maupassants berømmelse hviler på hans mange fortræffelige fortællinger og noveller: "Boule de suif" (1880), "Mademoiselle Fifi" (1883) og "Contes et nouvelles" (1885), alle viser de Maupassants præcise, objektive gengivelse af realistiske detaljer. Han karakteriserers da også som en fortræffelig iagttager, der med få streger forstår at tegne en person eller en ting. Uden illusioner og uden tendenser skildrer han dagliglivet med dets triste sider, smålige, spidsborgerlige, plumpe og sanselige mennesker. Han skildrer gerne trivielle skæbner på en pessimistisk måde; fremstillingsformen er ofte præget af ironisk distance og "sort" humor. Alligevel evnede han også at skildre uselviske følelser som en mors ofren sig for sin søn i "Une Vie". Om Maupassants forfatterskab er det blevet sagt, at han er den store kunstner blandt naturalisterne, som med sin interesse for det irrationelle og makabre, viser han også slægtskab med symbolismen. Maupassant pådrog sig tidligt en alvorlig syfilis, som til sidst berøvede ham forstanden. Han har selv skildret halvtilstanden mellem normalitet og galskab i flere "fantastiske" noveller, f.eks. i "Le Horla" (1886-87) (d 6/7 1893)

 

1858 Ved åbningen af den første transatlantiske kabelforbindelse udveksler dronning Victoria og USA's præsident Buchanan hilsener

 

Der foretages grundstensnedlæggelse til statuen af Frihedsgudinden ved indsejlingen til New Yorks havn. Statuen blev skænket USA af Frankrig i 1876; den blev fuldført af den franske billedhugger Frédéric Auguste Bartholdi og opstillet i 1886. Ideen til statuen opstod i 1865 efter Den Amerikanske Borgerkrig; den skulle være en hyldest til de to landes bidrag til republikanske principper om lighed og folkelig regeringsform og et minde om USA’s uafhængighed. Statuen blev udført i kobber og jern. Den vejer 200 t, er 46 m høj og er placeret på en 47 m høj sokkel

 

1895 d Friedrich Engels, tysk filosof og socialistisk politiker; Friedrich Engels tilhørte på ingen måde proletariatet. Hans far ejede en stor tekstilfabrik og havde bomuldsspinderier i Manchester og i Tyskland. Et år før Engels kunne have bestået studentereksamen, forlod han gymnasiet, hvorefter han blev uddannet som forretningsmand de første tre år i Bremen dernæst ved faderens virksomhed. Han meldte sig frivillig til militærtjeneste i Berlin. Derefter tog han til England for at arbejde på den fabrik, hans far var medejer af. Det gjorde han med succes og blev selv medejer. For hans senere forfatterskab var det af stor betydning, at han lærte forholdene ved industriforetagender i 1840’ernes England at kende. I 1842 traf han Karl Marx, og to år senere indgik de et intimt samarbejde. Sammen med Marx er Engels grundlæggeren af den marxistiske dialektiske materialisme. Sammen med Marx skrev han en række af de klassiske marxistiske værker, f.eks. "Den hellige Familie" (1845), "Den tyske Ideologi" og "Det kommunistiske manifest" (1848). Efter Marx's død udgav Engels 2. bind af "Das Kapital" og forberedte 3. bind. Selv står Engels som forfatter af en række vigtige værker, f.eks. "Die Lage der arbeitenden Klasse in England" (1845), "Grund-sätze des Kommunismus" (1847), "Die Entwicklung des Socialismus von der Utopie zur Wissenschaft" (1882) og "Der Ursprung der Familie, des Privateigentums und des Staates" (1884). Særlig vigtig og omstridt inden for marxistisk filosofi har Engels været gennem sine teorier om naturens dialektik. Her stod han i modsætning til Marx, som især så økonomiske, sociale og politiske forløb som skuepladsen for dialektiske pro-cesser. Gennem sit forfatterskab populariserede Friedrich Engels den historiske materialisme og bidrog derved til marxismens udbredelse. Endvidere står han sammen med Karl Marx som den moderne socialimes betydeligste teoretiker (f 28/11 1820)

 

f Aksel Larsen, politiker; han blev medlem af Socialdemokratiet 1919, men brød med partiet året efter og blev i stedet medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. 1932 blev Larsen medlem af Folketinget valgt i Københavns Østre Storkreds. Efter tyskernes angreb på Sovjetunionen og Folketingets vedtagelse i sommeren 1941 af kommunistloven, der forbød kommunistisk aktivitet i Danmark, gik Larsen under jorden. Men i 1942 blev han arresteret af det danske politi, der udleverede ham til tyskerne. Derefter var Larsen indespærret i KZ-lejr - Sachsenhausen og Neuengamme - til april 1945. Maj 1945 blev han atter folketingsmedlem samt medlem af befrielsesregeringen som minister uden portefølje. På gr. af sin afstandtagen fra russernes nedkæmpelse af den ungarske opstand i oktober-november 1956 blev han ekskluderet af kommunistpartiet november 1958. I januar 1959 stod han bag oprettelsen af Socialistisk Folkeparti, og fra november 1960 til sin død repræsenterede han dette parti i Folketinget. Ved sin død var Aksel Larsen Folketingets alderspræsident, idet han havde været medlem i mere end 39 år. Han havde opnået en næsten uset popularitet i kredse langt uden for sit parti, og han var almindelig anerkendt som en af Danmarks største parlamentarikere gennem tiderne. Han var ikke alene vel-talende og vidende, men også en fornem kender af den politiske teknik og varm fortaler for samarbejde mellem partierne, når dette kunne gennemføres uden skade for hans centrale synspunkter (d 10/1 1972)

 

f John Huston, amerikansk filminstruktør, manuskriptforfatter og skuespiller; begyndte filmkarrieren i 1930’erne som manuskriptforfatter i Hollywood. Derefter virkede han som skuespiller i egne og andres film, bl.a. i Premingers "Kardinalen" (1963), i Polanskis "Chinatown" (1974) og som Noah i "Bibelen" (1967). Som instruktør debuterede han i 1941 med "Ridderfalken". Under 2. Verd.krig optog Huston flere kontroversielle dokumentarfilm. Efter krigen fulgte andre hovedværker bl.a. "Asfaltjungelen" (1950) og "Afrikas Dronning" (1951). Som såvel instruktør som manuskriptforfatter lavede Huston bl.a.filmene "Moulin Rouge" (1953), "De uovervindelige" (1960), "Familiens Ære" (1985) og "The Dead" (1987). John Huston regnes for en af filmhistoriens store enere (d 28/8 1988)

 

Danmarks neutralitet udsættes for et alvorligt pres, da det om morgenen den 5. august blev klart, at den tyske marine var i færd med at udlægge miner i internationalt farvand i Langelandsbæltet. Efter Storbritannien den 4. august var indtrådt i det store europæiske opgør – 1. Verdenskrig. – på fransk/russisk side mod Tyskland, ville tyskerne ved at udlægge miner øjensynligt spærre for et eventuelt britisk flådefremstød i Østeersøen. Senere på dagen rettede tyskerne henvendelse til den danske regering, om den selv ville spærre Store Bælt dvs. minere det imod begge krigsførende parter. Forespørgslen indebar, at hvis den danske regering svarede bekræftende, ville den bryde den ligelige neutralitet, idet den forudsatte fri sejlads gennem bælterne. Den tyske henvendelse og mineudlægning forårsagede en mindre politisk krise i Danmark. Det viste sig under den radikale regerings forhandlingeer med Folketingets tre andre partier og med forsvarets ledelse stor uenighed om, hvordan Danmark skulle handle i den aktuelle situation. Da regeringen fandt støtte hos kong Christian 10. for sit synspunkt, at der ikke var andet at gøre end, at Danmark selv minerede bælterne, bøjede forhandlingens andre parter sig. Ved at bøje sig for det tyske pres afveg Danmark fra den ligelige og upartiske neutralitet. Den britiske regering havde imidlertid – da man ikke havde til hensigt at foretage flådefremstød ind i Østersøen – forståelse for den danske politik, således at Danmark trods alt kunne fastholde sin stilling som neutral. Men den lugtede lidt af en tyskvenlig neutralitet

 

1914 d Egmont H(arald) Petersen, bogtrykker og ugebladsudgiver; som 18-årig og nyudlært stillede han en hånd-drevet trykkerimaskine op i sin mors køkken. Han var for ung til at drive virksomhed efter datidens regler, så officielt måtte hans mor stå for forretningen. Fra 1882 drev han virksomhed i eget navn, og en rivende udvikling begyndte. Ved århundredskiftet ejede Petersen et af Københavns største og maskinelt bedst udsty- rede bogtrykkerier. Han forstod tidligt reklamens betydning, og da han i 1904 igangsatte udgivelsen af ugebladet Hjemmet, begyndte en blomstrende karriere som udgiver. Man har hævdet om Petersens virksomhed, at han gjorde meget ud af at følge med i og selv indføre nye tekniske landvindinger inden for trykkerifaget og forbedre arbejdsmetoderne. Blandt andet var han den første, der benyttede dybtrykket i Danmark. Virksomheden måtte ofte flytte til større omgivelser. Han nåede at give byggeordre til Gutenberg- hus i Møntergade-kvarteret i København, men så det ikke færdigbygget. Petersen var en betydelig filantrop, og i henhold til hans testamente oprettedes i 1920 Egmont H. Petersens Fond (f 3/10 1860)

 

1962 d Marilyn Monroe, amerikansk skuespiller, der er blevet karakteriseret som filmhistoriens berømteste sexsymbol. For eftertiden står hun som en myte, dertil har bidraget hendes ulykkelige barndom, hendes medieombruste liv og hendes tragiske endeligt. Hendes filmfigurer var uløseligt forbundet med stereotypen den dumme blondine, der blev begæret af mændene. Om hendes film er det blevet sagt, at hun tilførte de ofte klichéfyldte roller en sårbarhed og en næsten selvparodisk humor, der gav dem menneskelig dybde. I "Gentlemen foretrækker blondiner" (1953) og i "Ingen er fuldkommen" (1959) viste hun et stort komisk talent, og i "Bus Stop" (1956) og "De frigjorte" (1961) demonstrerede hun, at hun også kunne spille karakterroller. Kort før sin død - hun døde øjensynlig af medicinmisbrug - blev hun fyret fra optagelserne til den projekterede "Something Got to Give", der blev realiseret året efter med Doris Day i hovedrollen som "Hjælp jeg har to koner" (f 1/6 1926)

 

 

 

 

 

Til top        6. august

Christian 3. drager ind i København efter under Grevens Fejde at have belejret byen i mere end et år. Tvunget af den forfærdelige hungersnød, der hærgede i den belejrede by, havde københavnerne den 29. juli opgivet at få Christian 2. tilbage som konge og overgivet sig til Christian 3. Byen anerkendte Christian kom konge, fik sine privilegier fra kong Hans tid bekræftet og sikret forkyndelse af Luthers evangeliske lære. Dog forbeholdt kongen sig at bekræfte valget af prædikanter, for "sværmere eller andre oprørske mænd" ville han ikke vide sig af . Kongen skulle være herre over byens befæstning med "skyts, krudt, lod og anden krigstilbehøring". Han skulle selv indsætte borgmestre og råd. Sammen med andre bestemmelser umuliggjordes forhold, som dem, man netop havde været igennem. Christian 3. gav almindelig amnesti, da borgerne havde sværget troskab til ham og lovet efter hans død at henholde sig til den konge, rigsrådet måtte vælge. I det hele taget fik byen betingelser, der var gunstige. Man har ment at årsagen til disse gunstige betingelser har været at finde i Christian 3.’s fredsommelige sind. Christian 3. var et venligt menneske, men for ham indbød situationen ikke til hævn. Foran sig havde han mange uløste problemer. Blandt disse var, at Christian 2.’s svoger den mægtige kejser Karl 5. stadig var på krigsstien og kunne gøre krav på tronen på vegne af Christian 2.’s børn. Så ville det være uklogt at have en fjendtlig befolkning i ryggen. For Christian 3. var det på mange måder bedst at lade fortid være fortid og tænke på fremtiden

 

1623 d Anne Hathaway, Shakespeare's kone; hun blev gift med Shakespeare i 1582, da han var 18 år, og hun – efter en oplysning på hendes gravsten – 26 år. Deres datter, Susanna, blev født i maj året efter bryluppet. Efter fødslen af ægteparrets tvillinger – Hamnet og Judith – flyttede Shakespeare til London og efterlod tilsyneladende familien i Stratford. Omkring 1596 flyttede Anne og børnene ind i New Place i Stratford, hvor Anne boede til sin død i 1623. Shakespeare besøgte ofte sin familie der, og han boede der til sin død, efter han i 1611 havde trukket sig tilbage. (f ca 1556)

 

1644 f hertuginde La Vallière, Louise-Francoise de la Baume le Blanc; hun var i årene 1661-67 Ludvig 14. af Frankrigs maitresse; da kongen i 1661 ophøjede Louise-Francoise til den høje og fornemme position, holdt han det skjult for sin mor, Anne af Østrig, for ikke at fornærme hende. Da den mere ambitiøse Marquise de Montespan året efter dronning Annes død (1667), havde fortrængt Louise-Francoise, blev hun som kompensation udnævnt til hertuginde. Da Marquisens ægtemand forsøgte at lave skandale ved at offentliggøre sin kones utroskab, lod kongen - for at han kunne slippe ud af den pinlige situation - Louise-Francoise ydmyge ved, at hun måtte opholde sig ved hoffet som den officielle maitresse sammen med den aktuelle maitresse. Louise-Francoise forsøgte i 1671 at komme bort fra hoffet ved at flygte til et kloster. Kongen lod hende hente tilbage. Hendes trængsler endte først i 1674, da Marquis og Marquise de Montespan blev separeret. Ludvig 14. tillod da, at Louise-Francoise indtrådte i Carmelitterkloster i Paris; her levede hun til sin død 37 år senere (d 6/6 1710)

 

d Diego Rodrique de Silva Velazquez, spansk maler; i sine første billeder afslørede han den påvirkning, han havde fået af italiensk malerkunst under et studieophold i Italien omkr. 1620-23. I disse billeder viste han en udpræget interesse for virkelighedsskildring. Inspireret af italieneren Caravaggio valgte V sine motiver fra det jævne folks hverdagsliv. I 1623 blev V kaldt til Madrid som Filip 4.’s hofmaler. I denne stilling forblev han resten af livet bortset fra to kortere ophold i Italien 1629-31 og 1649-51. Inden V i 1629 rejste til Italien malede han flere portrætter af kongefamilien, bl.a. helfigursbilleder af kongen og infanten Don Carlos, desuden hovedværket "Bacchus og drikkebrødrene" (ca 1628); det er blevet karakteriseret som en realistisk og folkelig opfattet scene med glimrende karakteriserede enkeltfigurer. I 1630'erne malede V en række rytterportrætter, men hans hovedværk er "Bredas overgivelse" (1634-35), i opfattelse og kolorit et af de fornemste historiemalerier, malerkunsten har frembragt. Efter V’s sidste ophold i Italien udfoldede hans kunst sig i et register af fint afstemte grålige harmonier. Bl. hans portrætter, som også nu udgjorde hovedmassen i hans kunst, er billedet "Las Menias" (Hoffrøknerne, 1656), en umiddelbar virkelighedsskildring og personlighedstolkning. "Las Hilanderas" (Spinderskerne, ca 1657) er blevet kaldt den ældste industrifremstilling i nyere malerkunst. I virkeligheden er det en fremstilling af en vævekonkurrence mellem Pallas Athene og Arakhne begge klædt i spansk 1600-tals dragt (døbt 6/6 1599)

 

d Christian 6. konge 1730-1746; søn af Frederik IV og Louise af Mecklenburg-Güstow; han fik en udmærket uddannelse, men hans noget kejtede og ubehjælpsomme optræden gjorde ham fremmed over for omgivelserne. Han blev i 1732 gift Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. Ægtefællerne mødtes i en fælles streng pietistisk religiøs overbevisning og en forkærlighed for tysk sprog, hvilket isolerede dem fra befolkningen. Christian var sammen med dronningen i høj grad sin kongelige enevoldsmagt bevidst. Det gav sig udslag på flere måder; bl.a. tjente de kostbare byggerier af slottene Christiansborg og Hørsholm (Hirschholm) til at demonstrere kongemagtens ophøjethed. Christianborgs nyopførelse kostede ikke mindre end 2,7 mio. rdl., og betydelige beløb anvendtes til inventar og indretning af andre slotte. Kongeparrets religiøsitet gav sig udslag i indførelse af konfirmationen i 1736 samt en streng forordning om kirketugt fra 1735. Ifølge forordningen medførte udeblivelse fra gudstjeneste bøder eller ophold i gabestok. Også offentlige teaterforestillinger og private fester på søn- og helligdage var forbudt og straffedes ved overtrædelse. Bortset fra kirkelovgivningen deltog Christian 6. ikke med større interesse i regeringsarbejdet, og loven om Stavnsbåndets indførelse i 1733 skyldtes ikke hans, men den siddende godsejerregerings ønsker. Men med deres tyskhed og religiøst-moraliserende snæversind satte kongeparret et markant præg på hof- stats- og åndsliv (f 30/11 1699)

 

f William Hyde Wollaston, britisk læge og naturforsker; han var uddannet som læge, men hans naturvidenskabelige nysgerrighed førte ham til studere kemi, fysik, astronomi og botanik. Hans arbejde med platin og hans opfindelse af pulvermetallurgi gjorde det muligt at gøre platin smelteligt samt at fremstille yderst tynde (0.001 mm) platintråde (Wollaston-tråde). 1802 opdagede han under studiet af absorptions- og emmisions-spektre de sorte linier i solspektret, men forstod ikke rækkevidden af opdagelsen. 1803 opdagede W. palladium og 1804 rhodium. Endvidere opfandt han et sammensat prisme, som giver to polariserende strålebundter (Wollastonprismet). W’s opfinelse vedrørende pulvermetallurgi, som også blev benyttet ved fremstilling af tungsten, molybdenum og andre overgangsmetaller, gjorde ham økonomisk uafhængig og fik ham til at opgive den lægepraksis, han drev i årene 1789-1800. Omfanget og mangfoldigheden af W’s arbejder gjorde ham til en af samtidens mest betydningsfulde videnskabsmænd. Mange af hans 56 offentliggjorde arbejder inden for kemi, mineralogi, krystallografi, fysik, astronomi, botanik, fysiologi og patologi markerede videnskabelige landvindinger inden for de behandlede områder (d 22/12 1828)

 

Jean-Baptiste Bessières, hertug af Istrien, fransk marskal; B’s militære karriere begyndte som menig i Ludvig 16.’s garde i 1792. Han deltog i Napoleons italienske felttog i 1796. Han kæmpede ved Abu-Quir i 1798, og to år senere stod han i spidsen for 800 mand af Konsulatets garde i slaget ved Marengo (14. juni). I 1805 anførte han med 9.000 gardere angrebet mod russernes gardekavaleri i slaget ved Austerlitz (2. december). I Spanien muliggjorde B’s sejr i slaget ved Medina de Riosco (1808), at Napoleons bror Joseph kunne rykke ind i Madrid og udråbes til konge af Spanien. Under krigen med Østrig i 1809 dækkede B i spidsen for kavaleriet den franske tilbagetrækning efter slaget ved Aspern-Essling (22. maj); under slaget ved Wagram (5.-6. juli) blev han alvorligt såret. Trods sine sår blev B sendt til Flandern for at bekæmpe den britiske landgang der (juli 1809). I 1811 blev B sendt til Spanien med en styrke på 50.000 mand for at forsvare den nordlige del af landet. Men han var ikke i stand til at forhindre det franske nederlag i slaget ved Fuentes de Onoro (3. maj 1811). I 1812 var B i spidsen for gardens kavaleri på Ruslandsfelttoget; men stort set hele mandskabet gik til uden at have været i kamp. Dagen før slaget ved Lützen (2. maj 1813) blev B dræbt i en træfning under en rekognoscering (d 1/5 1813)

 

1777 Under Den amerikanske Uafhængighedskrig udkæmpes mellem britiske soldater og amerikanske forsvarere af Mohawk Valley det blodige slag ved Oriskany. Slaget bidrog til, at det britiske felttog mod nord slog fejl. Britiske tropper under kommando af oberstløjtnant Barry St. Leger var på march østpå gennem staten New York for at slutte sig til britiske tropper i Albany. På vejen kom de til Fort Stanwix og krævede dets overgivelse. I et forsøg på at komme fortet til undsætning faldt 800 koloniale militsfolk i baghold ved Oriskany Creek. De mødte ca. 1200 britiske soldater og disses indianerallierede. I slaget, der fulgte, led begge sider svære tab. St.Leger var herefter ikke i stand til at tage fortet og trak sig tilbage

 

f Bente (Benedicte Frederikke) Dannemand, født Rafsted, maitresse (Fdr. 6.) Som datter af en skibshandler fra Holmen voksede hun op i Nyboder. I 1808 blev hun præsenteret for Frederik 6. Han blev betaget af hendes skønhed, og de indledte et livslangt forhold. Hun fik 1829 rang med oberstinder og tillagt navnet fru Dannemand. Navnet blev givet hende som markering af hendes officielle stilling som maitresse, Danmarks sidste. Hun fik bolig i Toldbodgade nær Amalienborg, fødte kongen fire børn to sønner og to døtre. Alle fire blev adlet 1830 (d 23/12 1862)

 

Den sidste tysk-romerske kejser (Frans 2. af Østrig) nedlægger kejserkronen som tysk-romersk kejser. De mange østrigske nederlag i krigene med Napoleons Frankrig havde reduceret Det tysk-romerske Kejserrige betydeligt. Efter Napoleon i 1804 havde udråbt sig til kejser, proklamerede Frans samme år kejserriget Østrig, og i 1806 erklærede han Det tysk-romerske Rige for opløst. Det skete både for at forhindre Napoleon i at overtage kejserværdigheden, og fordi Det tysk-romerske Rige nu var reduceret til den østrigske kejsers arvelande. Med sin handling satte Frans punktum for det, der i tysk historie går under betegnelsen Det første rige. Det blev grundlagt i 936, da pave Johannes 12. den 2. februar kejserkronede Otto 1.

 

f Alfred Tennyson, engelsk digter; Tennyson levede i en næsten permanent troskrise, som nærede det melankolske i hans væsen, og som genspejler sig i meget af hans digtning. Han var evolutionist længe før Darwin, men hans fremskridtsoptimisme blev i hans senere år afløst af skepsis og pessimisme. Som lyriker var han arvtager efter de store romantikere. Han skabte sig et navn i 1830 med samlingen "Poems Chiefly Lyrical". 1832 kom "Poems" med flere af hans mest kendte digte bl.a. "The Miller's Daughter" og "The Lotos-Eaters". "Poems" fra 1842 fastslog definitivt Tennysons ry som tidens største digter. I disse år skrev han også på et langt, religiøst og filosofisk gribende mindedigt, "In Memoriam", som han havde påbegyndt under chocket af vennen Arthur Hallams pludselige død 1833. Det udkom 1850 og vakte straks alm. opsigt. I 1845 havde han fået tildelt en livsvarig digtergage, og "In Memoriam" førte til, at dronning Victoria i 1850 udnævnte Tennyson til Poet Laureate. Fra nu af var han nationens digter og profet. Han revsede tidens materialisme, og under Krimkrigen (1853-56) hævdede han, at krigen kunne medføre en åndelig og moralsk lutring for folket. Hans forfatterskab var nu en idealistisk, symbolsk farvet digtning, der hyldede ridderlighed og kristne dyder. Helt i tråd med victoriatidens idealer. Med "Idylls of the Kings" (1859-85) gav han sine landsmænd en stor national digtcyklus; det er en victoriansk gendigtning af Arthur-legenderne, gennemtrængt af moralsk idealisme. Første del af nævnte digtcyklus blev ved udgivelsen i 1859 på seks uger solgt i det uhørt store oplag på 10.000 eksemplarer; i hans senere år kom samlinger som "Locksley Hall Sixty Years After" (1886), "Demeter, and Other Poems" (1889) og "The Death of Oenone" (1892). Tennyson blev adlet 1884. Som andre victorianere blev Tennyson nedvurderet og kritiseret gennem en stor del af 1900-tallet. Senere er hans anseelse atter vokset uden dog at nå fordums højder (d 6/10 1892)

 

1881 f Alexander Fleming, skotsk bakteriolog; afsluttede i 1906 sin uddannelse som læge ved St. Mary’s Hospital Medical School i London, hvor han derefter blev ansat som forsker. I 1922 opnåede han stor anerkendelse i videnskabelige kredse for sin opdagelse af enzymet lysozymi; det findes bl.a. i pattedyrs tårer og slim, hvor det nedbryder bakterier. Opdagelsen ledte Fleming til studiet af bakteriedræbende og -hæmmende stoffer. I 1928, da han arbejdede med stafylokokbakterier, oplevede han et tilfælde af skimmelsvampeangreb på sine agarplader. Han bemærkede, at der omkring kolonierne med skimmelsvampe var en ring uden bakterievækst. Fleming fandt ud af, at skimmelsvampene, som var pencillumsvampe, udskilte et kraftigt virkende baktericid, penicillin. I 1944 blev Fleming adlet, og i 1945 delte han nobelprisen i medicin med Ernst B. Cham og Howard Florey, som havde fortsat hans arbejde (d 11/3 1955)

 

Første henrettelse i den elektriske stol finder sted i Auburn Prison, New York. Den henrettede er morderen Wilhelm Kemmler. Stolen blev taget i brug, fordi man anså halshugning og hængning for at være middelalderligt barberi. For at aflive delikventen ledes en spænding på ca. 2500 V og en strømstyrke på ikke over 6 A til kroppen gennem elektroder, der er fæstnet til den barberede isse og anklerne. Strømmen sluttes i to gange et minut med ti sekunders mellemrum. I perioden 1977-1994 blev 113 mennesker i USA henrettet i den elek- triske stol

 

Den korinthiske kanal gennem tangen mellem det græske fastland og Peloponnes åbnes for trafik. I oldtiden blev fragt og muligvis mindre skibe trukket over landtangen, og så tidligt som 600 før Kr. fødsel var der planer om at udgrave en kanal. I 67 e. Kr. fødsel satte kejser Nero 6000 jødiske krigsfanger fra Judæa til at udgrave en kanal; på gr. af oprør blev projektet stoppet. Kejser Hadrian og meget senere venezianerne forsøgte uden held at fortsætte udgravningen. Kanalåbningen i 1893 reducerede sejladsen fra Det joniske Hav til Piræus med 200 sømil. Kanalen er 6,3 km lang, 25 m bred, 8 m dyb og har op til 80m høje sider

 

f Andy Warhol, amerikansk multikunstner; gennem sine malerier, objekter, film og sin person fremstod han som en af popkunstens mest fremtrædende repræsentanter. Som mange andre af denne kunstretnings udøvere startede han sin karriere som kommerciel kunstner nemlig som reklametegner i New York. Det var i 1950'erne. Det var motiver fra denne verden, han senere brugte i sin kunst: Coca coladåser, Campbells suppedåser o. lign. På samme måde som på en fjernsynsskærm lod han genstandene passere revy ved at gengive dem i serier. I sit motivvalg viste han en total og modstandsløs accept af det anonyme massesamfunds struktur, og ved at bruge silketryk opnåede han en mekanisk repetionsproces, som fremhævede hans ønske om at eliminere kunstnerens signatur og gengive motiverne uden kommentar. Efter disse motiver fra supermarkedets hylder gengav Warhol fotografier af berømte personer som Elvis Presley, Jaqueline Kennedy og Marilyn Monroe. I slutningen af 1960’erne var han tilknyttet avantgarderockmiljøet i New York og stod centralt i lanceringen af gruppen The Velvet Underground. Bl. hans film er "The Chelsea Girls" (1966), "Kvinder på krigsstien" (1971) og "Kærligheden" fra 1972 (d 22/2 1987)

 

De tre baltiske stater optages i Sovjetunionen. Ved udbruddet af 2. Verd.krig i 1939 erklærede såvel Estland som Litauen og Letland sig neutrale. Men de tre lande var imidlertid som følge af den Tysk-sovjetiske Ikkeangrebspagt i august 1939 inden for Sovjetunionens interessesfære, og i september 1939 blev de tvunget til at lægge jord til sovjetiske militærbaser. I juni 1940 besatte sovjetiske tropper de baltiske stater, og regeringerne blev udskiftet med regeringer, der var acceptable for Sovjetunionen, d.v.s. ville føre en sovjetvenlig udenrigspolitik. Efter parlamentsvalg, hvor alle kandidater var godkendt af Kommunistpartiet, anmodede de nyvalgte parlamenter om optagelse i Sovjetunionen. Regeringen i Moskva afviste ikke anmodningerne

 

Hiroshima. Den amerikanske Boeing B-29 bombemaskine Enola Gay kaster atombomben "Little Boy". En vellykket prøvesprængning med atombomben fandt sted den 16. juli 1945, og dermed havde amerikanerne et våben, som muligvis kunne bringe krigen med Japan til en hurtig afslutning, selv om man kun havde to bomber færdige. Præsident Trumans rådgivere havde i princippet anbefalet, at atombomben skulle bruges. Herfor talte, at det på ingen måde var sikkert, at Japan kunne tvinges til kapitulation ved fortsatte voldsomme luftbombarde-menter. Dermed ville amerikanerne stå over for at skulle gennemføre en blodig invasion af de japanske øer. En invasion som var anslået til at ville koste en million amerikanske soldater livet. Den 25. juli gav Truman ordre til, at atombomben skulle bruges, så snart vejret tillod det efter den 3. august. Den 6. august om morgenen blev den første atombombe kastet over byen Hiroshima. Mere end 6 km2 af byen blev øjeblikkeligt og fuldstændigt. ødelagt. 66.000 mennesker blev dræbt og 69.000 såret; dvs omtrent halvdelen af byens befolkning. Ved efterretningen om ødelæggelsen af Hiroshima var såvel den japanske kejser som hans statsminister indstillet på at opgive kampen. Men hæren nægtede at gå med til kapitulation. Den 9. august blev Nagasaki ramt af amerikanernes anden atombombe. Dagen før havde Sovjetunionen erklæret Japan krig, og om aftenen den 14. august kunne præsident Truman meddele, at Japan havde overgivet sig, og at Anden Verdenskrig dermed var slut

 

1965 d Aksel Sandemose, dansk/norsk forfatter; han voksede op i Nykøbing Mors med en dansk far og en norsk mor. Han debuterede med "Fortællinger fra Labrador" i 1923. Blandt hans senere danske romaner er "Klabautermanden. Æventyrroman" (1927) og "Ross Dane. Roman om nordiske Indvandrere i Canada" (1928). I 1930 flyttede S til Norge, og året efter udkom hans første norske bog "En sjømann går i land". Den er hans første bog om den usikre unge mand, Espen Arnakke fra Jante, og dennes søgen efter en identitet. I 1933 udsendte han "En Flyktning krysser sit spor. Fortelling om en morders barndom". Gennem ukronologiske associationer skildres Espens barndom og livet i en småby. Det er i denne bog Sandemose formulerede Janteloven, som siden er blevet et begreb inden for socialpsykologien. Billedet af Espen uddybes i "Der stod en benk i haven" (1937) og "Brudulje" (1938). "Det svundne er en drøm" kom på svensk i 1944, mens Sandemose var flygtning i Sverige. Den udkom i Norge i 1946 og er formet som en række forord og et langt brev fra norsk-amerikaneren John Torson til sønnen, som blev født, efter at Torson måtte forlade Norge ved tyskernes overfald i 1940 Efter 2. Verdenskrig slog Sandemose sig ned i Kjørkelvik i Søndeled. 1951-54 skrev han "Årstidene. Brev fra Kjørkelvik" en samling skitser og samtidskommentarer. Blandt hans senere værker er "Felicias Bryllup" (1961) og "Mytteriet på Barken Zuider-Zee" (1964) (f 19/3 1899)

 

1978 d Paul 6. Monti, pave 1963-1978; efter at være blevet præsteviet i 1920 modtog han videre uddannelse ved det pavelige akademi for diplomater og virkede fra 1923 som attaché i Warszawa. To år senere gjorde han tjeneste i Vatikanet, bl.a. som rådgiver for Italiens katolske studenterbevægelse – og støttede studenterne mod fascistiske overgreb. I Vatikanets statssekretariat blev han fra 1937 en af pave Pius 12.’s nærmeste medarbejdere. I 1954 blev han ærkebiskop i Milano, og i 1958 fulgte udnævelsen til kardinal. I juni 1963 blev han valgt til pave og antog navnet Paul 6. Som pave videreførte han sin forgænger Johannes 23.’s arbejde for international forståelse og fred. Ved det 2. Vatikankoncils afslutning i 1965 blev forbindelsen mellem den romersk-katolske og den ortodok-se kirke officielt genoprettet efter bruddet i 1054; patriark og pave besøgte hinanden, første gang i 1964 og igen i 1967. Over for verden demonstrerede Paul sin kirkes universalitet og besøgte en lang række lande (f 26/9 1897)

 

 

 

Til top        7. august

1574 f Sir Robert Dudley, hertug af Northumberland, earl af Warwick, engelsk søfarer og ingeniør; i 1646-47 udgav han en i samtiden meget anvendt afhandling "Dell’ Arcano del mare" (Om Havets Hemmelighed) i tre bind. Den indeholdt summen af samtidens viden om navigation. I 1590’erne havde han deltaget i rejser til Caraibien og Mellemamerika og blev i 1596 adlet for sin indsats i de engelske offensive operationer mod spanierne for at ødelægge deres skibsfart mellem hjemlandet og den nye verden. I 1605 slog Robert Dudley sig ned i Italien, hvor han gik i tjeneste hos storhertugen af Toscana. Her forestod han udtørringen af sumpene mellem Pisa og Leghorn (1620) og konstruktionen af havnen i Leghorn. I sin Arcano skrev Robert Dudlry bl.a.om skibskonstruktion, om at opbygge en orlogsflåde og om disciplinen om bord på denne. Endvidere skrev Robert Dudley om beregning af geografisk længde, værket indeholdt søkort og beskrivelser af fremstilling af navigationsinstrumenter(d 6/9 1649)

 

1657 d Robert Blake, britisk admiral; i 1625 tog han eksamen ved universitetet i Oxford, men ellers vides intet om ham, før han i 1640 blev medlem af parlamentet. Ved udbruddet af den engelske borgerkrig i 1640 betød hans stærke puritanske tro, at han tilsluttede sig parlamentet og Cromwell i opgøret med Karl I. Hans strålende forsvar af Lyme, Dorsetshire og især hans forsvar af Taunton, Somerset under den mere end et år lange belejring i 1644-45 skaffede ham berømmelse som hærfører. I februar 1649 blev Blake udnævnt som en af de tre "generaler til søs"; to måneder stod han til søs for at ødelægge royalisternes lille flåde. Da denne flygtede ind i Lissabons havn, gjorde Blake gengæld ved at erobre flere portugisiske skibe. Derefter forfulgte han royalisternes flåde ind i Middelhavet, og i november 1650 blev den nedkæmpet og ødelagt ved Cartagena, Spanien. Ved udbruddet af krigen mellem England og Holland i 1652 fik Blake kommandoen over flåden i Den engelske Kanal. I perioden maj 1652 til juni 1653 tabte han kun et af de fire større slag, han udkæmpede med den hollandske admiral Maarten Tromp. Da der var sluttet fred med hollænderne i 1654, blev Blake af Cromwell beordret til at demonstrere engelsk flådemagt i Middelhavet. Det gjorde han ved at ødelægge en barbaresk sørøverflåde ved Porto Farina i Tunis i april 1655. Året efter udbrød der krig mellem England og Spanien. Uden at miste et eneste skib angreb og ødelagde Blake i april 1657 en større spansk flådeafdeling i slaget ved Santa Cruz. Hyldesten i hjemlandet for disse sejre kom Blake ikke til at opleve. Han døde som en helt en time før, han med sin sejrrige flåde stod ind i havnen i Portsmouth. Han fik en statsbegravelse fra Westminster Abbey; men da kongemagten - med Karl 2. - var blevet genetableret blev Blakes lig gravet op - som det skete for mange af dem, der havde støttet Cromwell - og smidt i en grube (f august 1599)

 

1711 Det første galopløb afholdes ved landsbyen Ascot i Berkshire vest for London. Hovedbegivenheden i Ascot er The Royal Ascot Meeting, som afholdes fire dage i juni og overværes af et stort publikum med medlemmer af den britiske kongefamilie i spidsen. Royal Ascots vigtigtigste løb er Ascot Gold Cup. Det er blevet løbet hvert år siden 1807 og er åbent for heste, der er mere end tre år gamle. Distancen er 2½ miles

 

f Johan Nicolai Madvig, filolog, politiker; i 1825 blev han filologisk kandidat og tre år senere lektor i klassisk filologi og dr. phil.; i 1829 fulgte udnævnelsen til professor. I årene 1848-1874 var han undervisningsinspektør ved de lærde skoler; det første, M tog fat på efter udnævnelsen, var at reformere latinundervisningen bl.a. ved udarbejdelse af en latinske grammatik og tekster til undervisningsbrug. Med hans medvirken ændredes den hidtidige encyklopædiske undervisning, da studentereksamen i 1871 deltes i to retninger, sproglig og matematisk-fysisk. Derimod afviste han grundtvigianske krav om en retning med oldnordisk som hovedfag. M talte om en "Indbildningens Patriotisme" over for hvilken "vi må have mod til dog at sige og fastholde, at vore forfædre kun levede på randen af Europa og ikke i Europas midte". Allerede i 1830'erne var det M’s overbevisning, at enevælde og dens bureaukrati havde overlevet sig selv. Han tilsluttede sig den liberale bevægelse og blev medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling; men nedlagde sit mandat, da han november 1848 blev kultusminister. Som politiker indtog han flere særstandpunkter. Bl.a. var han tilhænger af Slesvigs deling og udtrådte derfor af regeringen i oktober 1851, da Helstatspolitikken sejrede.Han var medlem af Folketinget 1851-53 og derefter af Landstinget til 1874. I perioden 1852-53 var han Folketingets formand. I sit omfattende forfatterskab har M om danske forhold bl.a. skrevet "Om Arvefølgesagens Behandling i den forenede Rigsdag" (1853) og "De holstenske Stænders Forfatningsforslag og Grev Sponneck" (1859). Hans sidste store arbejde var "Den romerske Stats Forfatning og Forvaltning" (to bind, 1881-82). Som tekstkritiker udgav han bl.a. Ciceros filosofiske værk "De finibus" (1839), med "Emendationes Livinae" (1860), som blev fundamenter for senere udgaver af Livius’ romerske historie. Hertil kommer "Latinsk Sproglære" (1841), der ligesom hans "Græsk Ordføjningslære" (1846) blev oversat til tysk og senere til en række andre sprog (d 12/12 1886)

 

f Carl Brosbøl=Carit Etlar, forfatter; han blev i 1832 optaget på Kunstakademiet, hvor han gennemgik alle klasser indtil modelskolen. For at tjene til sit underhold gav han sig til at skrive, og i 1838 han var så heldig at få nogle af sine ting trykt i Berlingske Tidende. Men det var først året efter, da han udsendte "Smuglerens Søn", han fik sit gennembrud som folkelig fortæller. Herefter opgav han Kunstakademiet til fordel for forfattervirksomheden. Samtidig læste han til studentereksamen, som han tog 1844. I årene 1853-86 havde B ansættelse på Det Kongelige Bibliotek. Samme år B blev student, fik han "Eiaghs Sønner" opført på Det kgl. Teater. Men selv om stykket blev fulgt af flere, blev det ikke som dramatiker, men som fortæller B blev kendt. Hans efterhånden mange historiske underholdningsromaner vandt stor popularitet i samtiden. De er blevet betegnet som farverige og underholdnende, fantasifulde og raske i vendingen, indeholdende stor handlingsmæssig spænding og en effektiv, men nødtørftig person- og miljøtegning. Og videre er de, hvad enten handlingen foregår blandt danskere, korsikanere eller arabere i fortid eller samtid, præget af B’s interesse for folkelivet og af nationale overtoner. De bedste har bevaret deres popularitet således "Gøngehøvdingen" (1853) og fortsættelsen "Dronningens Vagtmester" (1855) om den folkelige modstand mod svenskerne under krigen 1658-60. Bl. hans andre romaner er "Viben Peter" (1875) og "Fangen på Kalø" (nemlig Gustav Vasa) (1877) (d 9/5 1900)

 

1821 d Caroline, britisk dronning, datter af Karl Wilhelm Ferdinand, hertug af Brunswick-Wolfenbüttel og Augusta af Storbritannien, 8. april 1795 gift med Georg, prins af Wales (senere kong Georg IV); hurtigt efter fødslen af deres eneste barn - prinsesse Charlotte 7. januar 1796 - levede prinseparret adskilt. I december 1805 blev Caroline anklaget for at have født et uægteskabeligt barn. En nedsat komité frifandt hende, men dadlede hende for hendes letfærdige levemåde. Da hendes mand blev regent (1811), blev hun nægtet adgang til hoffet; Caroline slog sig da ned i udlandet. Snart blev hun anklaget for at have et intimt forhold med sin italienske hofmand Bartolomeo Pergami. Da hendes mand blev konge i 1820, vendte hun tilbage til England og gjorde krav på sin dronningetitel og de dermed forbundne rettigheder. Svaret blev, at regeringen forelagde Overhuset en lov om ophævelse af det kgl. ægteskab. Efter lang tids undersøgelser og debat måtte man opgive at få gennemført loven. Men Carolines navn forblev udelukket fra den anglikanske kirkes liturgi, hun blev nægtet en kgl. residens, skønt parlamentet tilkendte hende en årlig apanage på £ 50.000. Ligeledes blev hun nægtet adgang til ægtefællens kroning i Westminster Abbey den 10. juli 1821. Få dage senere blev hun alvorligt syg og døde (f 17/5 1768)

 

d Jöns Jacob Berzelius, svensk kemiker; han var uddannet som læge og blev 1807 professor i medicin og farmaci ved den medico-kirurgiske læreanstalt i Stockholm. Han udførte herefter et stort eksperimentalt arbejde inden for kemi. Fra 1801 bestemte Berzelius de dengang kendte grundstoffers atomvægt, og han opdagede grundstofferne Cerium i 1803, Selen i 1817 og Thorium i 1828. Som den første fremstillede han Silicium, det skete i 1823; året efter fremstillede han Zirkon og Tantal. 1813-14 indførte han det kemiske symbolsprog, der bruges den dag i dag. 1838 introducerede han protein som betegnelse for æggehvidestof. Han var overbevist om, at kemi er baseret på atomernes natur, og han opdagede, at det er ionforbindelser, der holder molekyler sammen. Det var en så stor opdagelse, at han i dag betragtes som en af kemiens fædre. Berzelius var en meget flittig forfatter, skrev f.eks. de mellem 1806 og 1818 udkomne "Afhandlinger i Fysik, Kemi och Mineralogi" i 6 bind med over 200 artikler. Disse artikler er blevet karakteriseret ved at udmærke sig ved en sjælden klarhed, grundighed og omhyggelighed i udarbejdelsen. (f 20/8 1779)

 

f Emil Nolde, dansk/tysk maler; han blev udlært som træskærer i Flensborg og blev derefter som maler uddannet i München og Paris og på Zahrtmanns skole i København (1900-01). I årene 1892-98 var han lærer ved kunst- og håndværkerskolen i St. Gallen. I 1902 bosatte han sig i Tyskland. Efter at have malet i impressionistisk stil til 1905 sluttede han sig til gruppen Die Brücke. N’s kolorit blev nu heftigere, penselstrøgene mere opløste, og hans landskaber blev befolket med fantastiske og groteske skikkelser. Omkring 1909 begyndte han med monumentale, religiøse kompositioner, båret af en intens udtrykskraft. De naturlige proportioner blev revet i stykker, og farverne opnåede en sjælden kraft ved grelle kontraster. Også primitiv skulptur, masker og eksotiske tekstiler optog N. I årene 1913-14 deltog han i en etnologisk ekspedition til Rusland, Kina, Japan og Polynesien. Nazisterne erklærede hans kunst "entartet" (degenereret), og under naziregimet havde han maleforbud. N står som en af de fornemste repræsentanter for tysk ekspressionisme, og efter 1945 vandt han sin sin selvskrevne plads i tysk kunst. Anerkendelse i Danmark fik han først efter sin død. N skrev selvbiografierne "Das eigene Leben" (1931) og "Jahre der Kämpfe" (1934). Også som grafiker har N ydet fornemme præstationer (d 15/4 1956)

 

f Mata Hari (Margaretha MacLeod, født Zelle), spion og danser; i 1895 blev hun gift med en hollandsk koloniofficer, og i årene 1897 til 1902 levede ægteparret på Java og på Sumatra, hvor Mata H lærte at udføre Østens rituelle danse. Efter at parret var vendt tilbage til Europa og blevet separeret, begyndte Mata Hari i 1905 at optræde som professionel danser i Paris under navnet Lady MacLeod. Snart begyndte hun at kalde sig Mata Hari, som sagdes at være et malajisk udtryk for Solen. Høj og flot og ikke uvillig til at optræde næsten nøgen opnåede hun en øjeblikkelig succes i såvel Paris som andre større byer. Gennem hele livet havde hun utallige elskere og blandt dem mange officerer. Hendes aktiviteter som spion henligger stadig i mørke. Mere end 50 år efter hendes død afviste de franske myndigheder at offentliggøre hendes sags officielle papirer. Ifølge en version skulle en tysk konsul, mens hun i foråret 1916 boede i Haag, have tilbudt hende at betale godt for enhver information, hun kunne få fat i under hendes næste rejse til Frankrig. Efter sin arrestation tilstod hun kun at have udleveret nogle forældede oplysninger til en tysk efterretningsofficer. Ifølge Mata Haris historie skulle hun være gået med til at virke som fransk spion i det tysk-besatte Belgien, men undlod at fortælle det franske efterretningstjeneste om sit arrangement med tyskerne. Tilsyneladende var det briterne, der informerede den franske efterretningstjeneste om Mata Haris møde med den tyske konsul i Haag. Den franske mistænksomhed om Mata H dobbeltrolle voksede, og den 13. februar 1917 blev hun arresteret i Paris. Hun blev fængslet, i juli dødsdømt ved en militærdomstol og henrettet ved skydning (d 15/10 1917)

 

I de tidlige morgentimer finder man i Bucks Row, Whitechapel, London det ilde tilredte lig af den 42 årige prostituerede Mary Ann 'Polly' Nicholls. Dette mord regnes for Jack the Rippers første. Dermed var tæppet gået op for et af de største mysterier i engelsk kriminalhistorie. I perioden frem til den 10.november fandt man yderligere seks myrdede kvinder, som man regner med er kommet af dage ved Jack the Rippers hånd. Alle bortset fra en enkelt var kvinderne prostituerede og var blevet myrdet, mens de opsøgte kunder på gaden. I hvert enkelt tilfælde var ofrets hals blevet skåret over, og almindeligvis var legemet skamferet på en måde, der tydede på, at morderen havde et betydeligt kendskab til den menneskelige anatomi. I et tilfælde blev en halv nyre, der højst sandsynlig stammede fra en af de myrdede, som pakkepost sendt til politiet. Desuden modtog myndighederne flere hånende skrivelser fra en person, der kaldte sig Jack the Ripper, dvs. opsprætteren, og som hævdede at være morderen. Han blev imidlertid aldrig fanget. Omfattende og sommetider mærkværdige anstrengelser blev gjort for at identificere og pågribe morderen. Således blev øjet fra en af de myrdede kvinder fotograferet ud fra den betragtning, at morderens billede stadig var at se på nævnte øjes nethinde. Uro og utryghed i befolkningen samt indignation over politiets manglende evne til at fange morderen tvang såvel indenrigsministeren som Londons politimester (police commissioner) til at træde tilbage. Jack the Ripper har givet stof til et væld af såvel dramatiske som litterære arbejder. Nogle af disse har desuden været grundlag for film

 

d Wilhelm Liebknecht, tysk socialist, forfatter; deltog i revolutionen 1848/49, efter dens nedkæmpelse flygtede han til Svejts. I årene 1850-62 levede han i London som lærer og aviskorrespondent. Her blev han Karl Marxs ven og trofaste forbundsfælle og blev medlem af Det kommunistiske Forbund. I 1862 kunne Liebknecht efter amnesti vende tilbage til Tyskland. 1869 grundlagde han sammen med Aug. Bebel Sozialdemokrat. Arbeiderpartei, ligesom den af ham grundlagte avis "Volksstaat" - senere "Vorvärts" - blev partiavis. 1874 blev han indvalgt i den tyske Rigsdag, af hvilken han - bortset fra årene 1887-88 - forblev medlem til sin død, og hvor han inden for sit parti indtog den ubestridte førerstilling. Efter at socialistloven var blevet ophævet i 1890, bosatte Liebknecht sig i Berlin og overtog her chefredaktørstillingen ved socialdemokraternes hovedorgan, det genoprettede "Vorvärts". I hele sin karriere forblev Liebknecht det ortodokst-revolutionære standpunkt tro og fremstod som en energisk og talentfuld taktiker og kamppolitiker. Kort før sin død deltog han med stor kraft i den rigsdagsinterpellation, der kritiserede den preussiske tvangspolitik i Sønderjylland (f 29/3 1826)

 

f Louis Leaky, britisk antropolog og arkæolog; født og opvokset i et missionærhjem i Østafrika. Leaky blev uddannet i Cambridge, men begyndte allerede som 21-årig sine indsamlinger og udgravninger i Østafrika – især i Kenya og Tanzania, hvorfra han bl.a. beskrev store mængder palæolitiske stenredskaber – de første i Afrika – de har siden vist sig at være op til 2 mio. år gamle. Særlig betydningsfuld er hans udforskning sammen med hans anden hustru, Mary Leaky i Olduvaisslugten i Tanganyika. Efter 28 års undersøgelser fandt han her i 1959 en knust men fuldstændig hjerneskal af en australopithecide, som blev kaldt Zinjanthropus. Leaky offentliggjorde 1964 en foreløbig beskrivelse af en række nye fund. Han mente at have fundet et meget primitivt ægte menneske, som blev kaldt Homo Habilis. Leaky opstillede en teori om, at Homo Habilis er direkte forfar til Homo Sapiens, mens andre primitive tidligere kendte mennesketyper er at betragte som sidegrene. Med denne og andre teorier kom Leaky flere gange i modsætning til sine fagfæller, som fandt hans teorier og tolkninger svagt funderede. Men som formidler af palæontropologien på en populær måde har Leaky haft stor betydning, og nogle af hans mere tvivlsomme teorier har senere vist sig holdbare. Ud over talrige artikler skrev Leaky bl.a. bøgerne "Adam’s Ancestors" (1934 og 1953), "Unveiling Man’s Origins" (1969) og "Animals of East Africa" (1969) (d 1/10 1972)

 

1914 Rigsdagen vedtager den såkaldte Augustlov nemlig den midlertidige lov om "Regulering af Priser paa Levnedsmidler og Varer". Loven var affødt af de påvirkninger af dagligdagen, den netop udbrudte 1. verdenskrig medførte. I de første dage af august begyndte der at opstå forsyningsproblemer med visse varer som følge af, at danskerne hamstrede. Det resulterede i vareknaphed og hastigt stigende priser på de mest almindelige dagligvarer, især fødevarer. Loven gav indenrigsminister Ove Rode bemyndigelse til "indtil videre at træffe Foranstaltninger til Regulering af Priser paa Levnedsmidler og Varer, derunder mod fuld Erstatning at lade Staten overtage saadanne Levnedsmidler og Varer, som det er af Betydning for Samfundet at have Raadighed over". Loven var uden tidsfrist og forblev i kraft helt frem til 1919. Det var en lov uden klare grænser, og den gav ministeren en stærk, ja næsten diktatorisk magt. Af nogle er loven blevet betegnet som et planøkonomisk instrument, andre har set den som et pragmatisk og konkret stykke lovgivning, der i situationen skulle løse ganske jordnære problemer. Bemyndigelsen kom til at udgøre grundlaget for en vidtgående regulering af den danske samfundsøkonomi. Om loven er det også blevet sagt, at den blev indledningen til en endnu ikke afsluttet magtkamp om omfanget af statens indhug i den frie markedsøkonomi. "Normaliteten" fra før 1914 er aldrig vendt tilbage

 

1933 d Henrik Cavling, journalist, redaktør og forfatter. Efter i 1881 at have taget eksamen fra Blågård Seminarium skrev Cavling sin første egentlige reportageartikel i 1882 og blev 1886 fast medarbejder ved det radikale dagblad Politiken. Cavling skrev ikke opinionsjournalistik, som morgenbladene stadig satsede på, men farverige skildringer af store og små begivenheder, sociale forhold, kriminalitet og skæbner i hovedstaden og andre storbyer bl.a. rejseskildringer fra USA. 1886-87 var han udlandskorrespondent i Paris og kom året efter til USA. Cavling beskrev omkring århundredskiftet væsentlige verdensbegivenheder på nærmeste hold. F. eks. Dreyfus-affæren i Frankrig (1899) og krigen på Cuba (1896-98). 1905 blev han chefredaktør på Politiken og skabte de normer, hvorefter bladet blev skrevet i de følgende årtier. Således blev emner som sport, nyheder fra udlandet og den dag-lige kronik indført som faste ingredienser. Det blev en succes, efter ti år var Politiken landets største avis, og et eksempel til efterfølgelse for andre dagblade. Efter de radikales nederlag ved Påskekrisen i 1920 blev Politiken ramt af boycot og tabte terræn. Cavling overlod gradvist ledelsen af bladet til andre og gik af i 1927. I 1904 var han initiativtager til oprettelsen af Københavns Journalistforbund (en forløber for Dansk Journalist-forbund), men efter 1905 var han ikke aktiv i hverken politik eller i pressens organisa-tioner. Han var dog fortsat aktiv som forfatter, og efter sin fratræden udsendte han sine erindringer: "Efter Redaktionens Slutning" (1928) og "Journalistliv" (1930) (f 22/8 1855)

 

d Oliver "Gokke" Hardy, amerikansk skuespiller; han spillede i stumfilmfarcer fra 1913. Sammen med Gøg (Stan Laurel) dannede han i 1927 komikerparret Gøg og Gokke. Parret var en succes næsten med det samme. Blandt de første film fra 1927 er "Duck Soup", "Love'em and Weep" (dansk Ægtemænd på afveje), "Putting Pants on Philip" (Nevøen fra Skotland). Blandt deres senere mesterværker er "En stor forretning", 1929 om salg af juletræer, "Gøg og Gokke som flyttemænd", 1932 om transport af et klaver, begge dele med katastrofalt resultat. Indtil Hardys død, 1957 optrådte de på scenen verden over, og deres film har bevist deres holdbarhed ved gentagne tv-repriser (f 18/1 1892)

 

1964 Den amerikanske kongres vedtager Tonkin-resolutionen, der giver den amerikanske præsident fuldmagt til "at træffe alle nødvendige forholdsregler for at tilbagevise et væbnet angreb mod De Forenede Staters styrker og forebygge yderligere agression". Da USA i 1965 begyndte både at rette massive luftangreb mod Nordvietnam og sende store amerikanske styrker til Sydvietnam, var det med hjemmel i denne "blanco-check", der blev vedtaget med 88 stemmer mod 2 i Senatet og med 416 mod 0 i Repræsentanternes Hus. Baggrunden for resolutionen var, at to amerikanske destroyere den 4. august var blevet angrebet af nordvietnamesiske motortorpedobåde i Tonkinbugten i internationalt farvand. Det kom til kamp, hvorunder to nordvietnamesiske torpedobåde blev sænket. Vedtagelsen af resolutionen viser, at præsident Johnson på daværende tidspunkt opfattede Vietnamkrigen som et opgør med nordvietnamesiske tropper, der havde infiltreret Sydvietnam. Endvidere er episoden i Tonkinbugten et eksempel på, hvorledes eftertiden har revideret opfattelsen af både begivenhedernes forløb og USA’s rolle. Offentliggørelsen i 1971 af den såkaldte Pentagonrapport – tophemmelige papirer om den amerikanske politik og krigsførelse i Vietnam - afslørede, at sammenstødet foregik i nordvietnamesisk farvand og var blevet fremprovokeret af USA. Præsident Johnson var interesseret i at skabe en episode, der kunne give ham politisk og moralsk rygdækning til optrapning af krigen mod Nordvietnam

 

 

 

 

Til top        8. august

117 d Trajan, romersk kejser 98-117; han blev konsul i 91 og var derefter statholder ved Rhinen; han havde således en glimrende administrativ og militær karriere bag sig, da han i 97 blev adopteret af kejser Nerva. Nervas position var svag, idet han som civilist ikke havde hærens støtte. Det var åbenbart Nervas opfattelse, at den kunne han få ved at adoptere en fremtrædende militærleder. Allerede året efter døde Nerva, og Trajan blev kejser. Hans regeringsperiode blev forholdsvis lang, og han betegnes som en fremragende regent og organisator. Han behandlede senatet med stor hensynsfuldhed uden dog at foretage nogen indskrænkning i sin egen magt. Han udbyggede Nervas alimenta, et offentligt understøttelsesprogram for forældreløse børn og fattige. I sin udenrigspolitik brød han med sine forgængeres defensive politik og førte krig i områderne Dacien (nutidens Rumænien) og Partherriget (Armenien, Mesopotamien og Assyrien). I 92 havde dacerkongen været i krig med romerriget; krigen var blevet afsluttet med en fredsaftale. Efter dacerkongen et par gange ikke havde overholdt fredsaftalen og i 105 ovenikøbet havde krydset Donau og gjort indfald i den romerske provins Moesien, besluttede Trajan at ødelægge det daciske kongerige. Det sejrrige felttog var afsluttet i 107 og førte til dannelsen af provinsen Dacien. Til minde om sejren rejstes i Rom den stadig eksisterende Trajansøjle. Under krigen mod partherriget (113-117) erobrede Trajan Armenien og gjorde området til romersk provins. For at beskytte denne provins indså Trajan, at det var nødvendigt at erobre hele partherriget, romerrigets traditionelle fjende ved østgrænsen. I 115 førte han sin hær sydpå langs Eufrat, krydsede Tigris og erobrede Ctesiphon, partherrigets hovedstad. I 117 havde han her skabt de to nye provinser, Mesopotamien og Assyrien. Men allerede samme år døde Trajan, han blev efterfulgt af sin nevø Hadrian, der straks opgav den agressive politik ved østgrænsen (f 18/9 53)

 

1512 Under forsæde af pave Julius 2. begynder Den Hellige Ligas medlemmer – Pavestaten, Svejts, Venezia, Spanien og den tyske kejser – en kongres i den norditalienske by Mantova for at fordele byttet efter sejren over franskmændene, som nu stort set var fordrevet fra Italien. Selv om franskmændene sejrede over ligaen i slaget ved Ravenna den 11. august 1512, vandt Julius ved diplomati og forhandlinger, hvad han havde mistet i krig, så franskmændene to måneder efter slaget ved Ravenna tilsyneladende var fordrevet fra Italien. På kongressen i Mantova efterkom man Julius’ vedholdende krav om, at Milano skulle gives til Massimiliano Sforza, søn af Lodovico Sforza. Han havde mistet sit hertugdømme, Milano, da franskmændene besejrede ham i slaget ved Novara den 8. april 1500. Svejts fik Lugano og området ved Lago Maggiores nordlige del. Firenze blev tvunget til at genindsætte Medicierne som byens herrer. Toscanas hovedby var dermed ikke længere republik styret af byens velhavende købmænd, men en fyrstestat. Paven fik alle de pavelige stater, som andre italienske stater havde inddraget og opnåede desuden Parma, Piacenza, Modena og Reggio. Men Julius efterlod mange uløste problemer til sin efterfølger. De fremmede var ikke fordrevet: svejtserne holdt Milano som vogtere for Sforza, kejseren gjorde krav på Viacenza og Verona som sin løn, og kong Ferdinand den Katolske af Spanien, den snedigste forhandler af dem alle, havde konsolideret Spaniens magt i det sydlige Italien. Kun Frankrig synes at have udspillet sin rolle i Italien

 

Grundstenen til Tyge Brahes Uranienborg på Hven bliver lagt. I maj 1576 fik Tyge Brahe øen Hven i Øresund i len af Frederik 2. På øen skulle der nu opføres et passende hus, der både kunne rumme beboelse til familie og tjenestefolk, observatotium, kemiske laboratorier og bibliotek. Tyge Brahe valgte det højeste punkt omtrent midt på øen til dets beliggenhed. På sin sidste rejse havde han haft lejlighed til at beundre Norditaliens renæssancearkitektur. En af tidens beundrede mestre, den italienske arkitekt Palladio, havde sagt, at et hus skulle afspejle kosmos og udtrykke den geometriske orden, der udgjorde universets skjulte struktur. Palladios synspunkter må have haft en mægtig appel til Tyge Brahe, og meget af hans tid i månederne efter, han havde fået sit len, må være gået med at udregne harmoniske forhold for sin nye bolig og tegne cirkler og kvadrater. Uranienborgs grundplan blev et kvadrat, delt af korridorer i fire lige store kvadrater. Mod nord og syd skulle der være store runde tårne, og for enderne af de andre korridorer skulle anbringes mindre portaltårne som indgange. Da det var klaret, skulle der tages stilling til en vigtig ting: det astrologisk mest gunstige tidspunkt for grundstenens nedlæggelse. Alle aspekter skulle være gunstige, og efter nøje beregninger kunne dagen fastsættes til den 8. august 1576 om morgenen ved solopgang. Solen stod da op sammen med Jupiter nær Regulus i Løven, og Månen befandt sig i Vandmanden og var ved at gå ned. Et så fornemt selskab, som det der mødte op på dagen, har der næppe før eller siden været på Hven. Der var høje regeringsembedsmænd, Tyge Brahes adelige slægtninge og professorer fra universitetet. Selve grundstensnedlæggelsen blev foretaget af den franske gesandt, Charles Dancay. Måske var det ved denne lejlighed, Tyge Brahe gav sit nye hjem navnet Uranienborg efter himmelguden Urania. Det varede endnu fire år, før opførelsen af Uranienborg var tilendebragt, men Tyge Brahe og hans familie synes at være flyttet ind noget før

 

Den engelske flåde udkæmper de sidste kampe med Den Store spanske Armada ud for den hollandske kyst ved Gravelines. Et spansk skib blev sænket og to blev beskadiget. Vinden drev den resterende spanske flåde mod øst ud i Nordsøen. Flere af disse skibe strandede på den skotske kyst, da de førsøgte at komme ud i Atlanterhavet for herfra stå sydpå til de hjemlige havne. Armadaen havde lagt ud fra Spanien den 29. maj togtet blev af den spanske konge Filip 2. betragtede som et korstog, der skulle bringe England tilbage til den katolske moderkirke. Den direkte anledning til angrebet på "kætterdronningen" Elizabeth af England var bl.a. den engelske søfarer Francis Drakes kaperangreb på spanske skibe i Cariibien 1585-86 og henrettelsen af den skotske, katolske dronning Maria Stuart i 1587. Til erobringstogtet havde Filip 2. samlet en flådestyrke, hvis mage verden næppe havde set før. Den bestod af 130 skibe: 20 galeoner, 44 bevæbnede handelsskibe, 23 depot- og forsyningsskibe, 22 ordonnansskibe (dispatch vessels), 13 slupper, 4 galeaser og fire galejer. Skibenes samlede tonnage var 57.868 tons. De var bevæbnet med 2.431 kanoner. Skibene, hvis besætning udgjorde 8.050 mand medførte 18.973 soldater. Med galejslaver og andre udgjorde den samlede angrebsstyrke 30.493 mand. Men vind og vejr og englændernes bedre sømandskundskab medførte, at spaniernes erobringstogt endte i katastrofe. Nederlaget for den store spanske armada ved Englands kyst i 1588 fik alvorlige følger for Spanien. Ikke kun var det dødsstødet for Filips drøm om at vinde Vest-Europa tilbage til den katolske kirke, det var også et varsel om, at nye nationer snart skulle tage ledelsen fra spanierne på verdenshavene. Med det spanske nederlag var grunden lagt til englændernes århundredlange herredømme på verdenshavene

 

1694 f Francis Hutcheson, britisk filosof; i årene 1710-16 studerede han filosofi, klassisk filologi og teologi ved universitetet i Glasgow. I 1719 grundlagde han en privatskole i Dublin og blev samme år presbyteriansk præst. I 1729 vendte han tilbage til Glasgow som professor i moralfilosofi, en stilling han beklædte til sin død. Sine tanker inden for morallæren fremlagde han i "Inquiry into the Original of Our Ideas of Beauty and Virtue" (1725, En undersøgelse af oprindelsen til vore ideer om skønhed og dyd) og "An Essay on the Nature and Conduct of the Passion and Accections, with Illustrations upon the Moral Sense" (1728, Et essay om lidenskabernes og affekternes natur og virkemåde). H antager, at mennesket har en medfødt moralsk sans, som sætter det i stand til at skelne mellem godt og ondt. Endvidere var det H’s opfattelse, at det gode i moralsk henseende opleves som en særlig art af lystfølelse, der udløses uden fornuftens eller beregningens mellemkomst. Det er således ikke hensynet til egen fordel, der ligger bag moralske vurderinger og handlinger, idet sådanne snarere synes styret af velvilje over for andre end af egoistiske motiver. Herved blev han ophavsmand til princippet "Størst mulig lykke for flest mulig", som senere blev udnyttet af Bentham og utilitarismen. Blandt H's elever var David Hume og Adam Smith (d 1746)

 

Mont Blanc bestiges for første gang af Michel Gabriel Piccard og hans hjælper Jacques Balmat. Piccard sikrede sig dermed den præmie, der var udsat af svejtseren Horace Benedict Saussure til den, der først besteg Mont Blanc.

 

Napoleon afsejler til St. Helena. Da Napoleon efter nederlaget ved Waterloo på gr. af den britiske blokade måtte opgive at begive sig til USA, besluttede han den 13. juli 1815 at overgive sig til briterne ved at gå om bord på den britiske fregat "Bellerophon", der lå uden for den franske havneby Rochefort. Samtidig hermed sendte han et brev til den engelske prinsregent, hvori han bl.a. skrev "…min politiske løbebane er endt, og jeg kommer som Themistokles for at sætte mig ved det britiske folks arne. Jeg stiller mig under beskyttelse af de love, som jeg henholder mig til hos Deres kongelige Højhed i Deres egenskab af den mægtigste, mest vedholdende og mest storsindede af mine fjender." Men briterne havde andre planer. De havde ikke i sinde at betragte Napoleon som deres lands gæst, men som deres fange. Prinsregenten fik aldrig Napoleons brev, og den 2. august erklærede de fire allierede, Storbritannien, Østrig, Preussen og Rusland, at de betragtede Napoleon som deres fange, og ansvaret for valget og bevogtningen af det sted, hvor han skulle holdes interneret, blev overladt briterne. De betragtede Napoleon som en farlig mand og ville have ham godt af vejen. Derfor valgtes den fjerne ø i Sydatlanten, Sankt Helena, som stedet, hvor Napoleon skulle tilbringe resten af livet. Den 4. august fik Bellerophons chef ordre til at krydse ud for Englands sydkyst, indtil fregatten "Northumberland", som under admiral Cockburns kommando skulle transportere Napoleon til St. Helena, ankom. Afsejlingen skete den 8. august, og den 15. oktober gik Napoleon i land på St. Helena

 

1834 I England vedtager parlamentet fattigloven - The Poor Law Amendment Act. Den hidtidige ordning af fattigvæsenet stammede fra Elizabethtiden (1558-1603), og gennem det såkaldte "Speenhamlandsystem" blev der ydet offentlige tilskud til arbejdslønningerne i økonomiske nedgangstider.Fattigloven afskaffede dette system til fordel for en temmelig summarisk løsning af understøttelsessystemet: Folk, som ikke kunne klare sig selv, skulle anbringes i arbejdshuse. Fortalerne for den nye lov hævdede, at den både blev billigere for det offentlige og var til fordel for arbejderklassen. Den ville nemlig fjerne det løntrykkersystem, arbejdsgiverne udøvede med hjælp af Speenhamlandssystemet. Det var rigtigt, når det gjaldt forholdene i landbruget. Inden for industrien var forholdet væsentlig anderledes. Her havde understøttelsen haft karakter af en arbejdsløshedsforsikring. Derfor betød den nye lov udelukkende en forværring i industriarbejdernes forhold. Bag fattigloven af 1834 lå opfattelsen, at fattigdom primært skyldtes dovenskab. Man ville afskaffe fattigdom ved at gøre det ydmygende og afskrækkende at modtage offentlig hjælp. Derfor blev forholdene i arbejdshusene barbariske, med uforsvarlig hygiejne og hårdt arbejdspres. Med loven blev folk nu straffet for "forbrydelsen" fattigdom. Familier, som opnåede støtte på denne måde, blev skilt fra hinanden med magt. Især lagde myndighederne vægt på, at skille ægtefæller ud fra det kyniske synspunkt, at det ville begrænse fødselstallet. En af dem, som først rettede søgelyset mod de umenneskelige forhold, som herskede i arbejdshusene, var den unge forfatter Charles Dickens i sin roman "Oliver Twist"

 

d William Wilson, engelsk hudlæge og ivrig amatørægyptolog. Brugte en del af sin formue på at få hentet obelisken Cleopatras Nål til London (f

 

1897 d Jacob Christoph Burckhardt, svejtsisk kunst- og kulturhistoriker; han var professor ved universitetet i Basel 1857-93. Hans første skrifter "Karl Martel" (1840), "Die Kunstwerke der belgischen Städte" (1842) o.a., viste ham som temmelig afhængig af den herskende tysk-romantiske kunstopfattelse. I 1850'erne fjernede han sig imidlertid helt fra romantiske synspunkter og udformede sit klassiske kunstsyn i en række skrifter af grundlæggende betydning for kunst- og kulturhistorien. I værket "Die Zeit Konstantins des Grossen" (1852) undersøgte han årsagerne til antikkens undergang, og mente at finde den i de hedenske religioners indre forfald. Hans "Cicerone" fra 1855 var tidligere en for kunstinteresserede Italiensfarere uundværlig håndbog. I sit hovedværk "Die Cultur der Renaissance in Italien" fra 1860 viste B, hvordan den nye tid bygges op på resterne af den gamle med gennembrud for individet og personligheden. Værket har været grundlæggende for renæssanceforskningen. I dag er dets synspunkter i vid udstrækning opgivet. I "Geschichte der Renaissance in Italien" (1867) beskæftigede B sig især med arkitekturen. Karakteristisk for Burckhardts historiske værker er, at han lagde vægt på at give et tværsnit gennem åndslivet og kulturen i den tid, han skildrede; økonomiske og statspolitiske forhold udelod han (f 25/5 1818)

 

f Ernest Orlando Lawrence, amerikansk fysiker; han var fra 1930 professor i fysik ved University of California og fra 1936 tillige direktør for The Radiation Laboratoty, nu kaldt The Lawrence Radiation Laboratory. L var en af de første fysikere, som interesserede sig for acceleratorer. Mest kendt er han for opfindelsen af cyklotronen i.e. cirkulær maskine til acceleration af ladede partikler. For denne opfindelse, for bidrag til dens videre udvikling og dens anvendelse til produktion af radioaktive isotoper fik han i 1939 nobelprisen i fysik. Som en yderligere hyldest til L’s forskningsarbejde er grundstof nr. 103 lawrencium opkaldt efter ham. Også til udviklingen af lineæracceleratoren bidrog L. Under 2. Verd.krig arbejdede han med projekter for separation af uranisotopen 235U, noget som havde stor betydning for udviklingen af atombomben, og under 2. Verd.krig spillede han en aktiv rolle i fremstillingen af denne. Efter krigen var Lawrence engageret med udvikling af større acceleratortyper, cynkrocyklotron og cynkrotron og stod bl.a. for bygningen af en 6 GeV cynkrotron, den såkaldte Bevatron, dengang verdens største accelerator (d 27/8 1958)

 

Sovjetunionen erklærer Japan krig. Krigserklæringen skete, som det i februar var blevet aftalt på Jaltakonferencen mellem USA, Storbritannien og Sovjetunionen. Her var russerne gået med til at erklære Japan inden for en måned efter, krigen i Europa var forbi. Dagen efter krigserklæringen begyndte den sovjetiske offensiv, da sovjetiske soldater dels besatte den sydlige del af Sachalin dels begyndte en invasion af Manchuriet. Den sovjetiske krigsførelse i Det fjerne Østen fik dog ikke større betydning. I forvejen var der i Washington ikke den store tiltro til, at Sovjetunionens deltagelse ville bringe krigen med Japan til en hurtig afslutning. Desuden ønskede amerikanerne ikke, at Sovjetunionen skulle spille nogen fremtrædende rolle i Det fjerne Østen. De vanskeligheder, som havde meldt sig i Østeuropa, havde kølnet vestmagternes iver for at få Sovjetunionen med i krigen mod Japan. Denne holdning spillede afgørende ind, da præsident Truman besluttede at anvende atombomber mod Japan for at få krigen afsluttet hurtigt

 

1953 Den sovjetiske ministerpræsident Malenkov meddeler, at Sovjetunionen råder over brintvåben

 

Det store postrøveri i England finder sted ved Cheddington, Buckinghamshire. En gruppe på 15 mand ændrer signalerne på en rolig og fredelig jernbanestrækning standser Royal Mail toget og stikker af med ca 2.6 millioner pund

 

d Knud Sønderby, forfatter; han blav cand. jur. 1935 og var fra 1933 medarbejder ved københavnske dagblade. I 1931 udsendte han sin første roman "Midt i en Jazztid", der skildrer 1920’ernes desillusionerede ungdom, der frygter sentimentaliteten bag de store ord og følelser og derfor kaster sig ud i en ansvarsløs, men desperat dyrkelse af sportspræstationer, filmidoler, dansemusik og erotik. Hans næste roman "To mennesker mødes" (1932) handler ligeledes om mellemkrigstidens ungdom, men her træder det sociale aspekt tydeligere frem. I romanen skildres konflikten mellem to unges kærlighed og deres forskellige miljøer. I S’s roman fra 1936 "En kvinde er overflødig" (dramatiseret 1942 og filmatiseret 1956) stilles generationsproblemet i centrum. I 1940 udsendte S kærlighedsromanen "De kolde Flammer". Romanens naturscenerier bygger på S’s ophold i Grønland 1935. Et ophold der også resulterede i prosaskitserne "Grønlandsk Sommer" (1941), den første af de essaysamlinger, der udgjorde kulminationen i hans senere forfatterskab. Af disse udsendte han fire samlinger "Forsvundne Somre" (1946), "Hvidtjørnen" (1950), "Gensyn med havet" (1957) og "De blå glimt" (1964). Essaysamlingerne fortrængte efterhånden romanerne og dramaet. S’s sidste roman blev "Den usynlige Hær" (1945), der handler om besættelsestiden. Blandt S’s dramaer er "Kvindernes Oprør" (1955, premiere 1963), som er hans version af motivet i Aristofanes’ komedie Lysistrate om kvinderne, der går i erotisk stejke for at hindre mændene i at føre krig – er en aktualisering rettet mod den kolde krig. Sønderby modtog en lang række legater; i 1944 kom han fast på finansloven og blev 1960 medlem af Det Danske Akademi (f 10/7 1909)

 

1974 Præsident Nixon træder tilbage på grund af sin tilknytning til Watergate-sagen. Det demokratiske partis nationale hovedkvarter, som lå i forretningskomplekset Watergate i Washington D.C., blev i juni 1972 udsat for indbrud. Tyvene blev taget på fersk gerning. Det gav stødet til en række afsløringer, som efterhånden gjorde det klart, at tyvene havde haft til hensigt at skaffe sig informationer om demokraternes planer vedrørende præsidentvalget i november 1972, at de havde handlet efter ordrer fra republikanere, som arbejdede for præsident Nixon, at Watergate-indbruddet kun var en af mange aktioner iværksat af Nixons folk, og – vigtigst af alt – at præsidenten selv var aktiv indblandet. Præsidentens rolle blev i perioden juni 1973 til august 1974 det centrale tema i udredningen af indholdet i Watergate-sagen. Ved siden af vidneudsagn blev Nixons såkaldte hemmelige lydbåndoptagelser særlig vigtige. Efter megen strid gik præsidenten med til at frigive båndene, som dels viste sletninger på vigtige steder, dels en grov sprogbrug, som chokerede nationen. I juli 1974 anbefalede Repræsentanternes Hus at stille Nixon for rigsret, anklaget for at have forhindret retsvæsenet i dets arbejde. For at undgå at blive stillet for rigsret trak Nixon sig tilbage

 

1988 Den syv år lange krig mellem Iran og Irak indstilles. Krigen blev indledt af irakerne. De ønskede bl.a. at få kontrol over Shatt al-Arab, floderne Eufrats og Tigris udløb i Den persiske Golf. Det irakiske styre med Saddam Hussein i spidsen antog, at Irans nye præstestyre var svækket af en række oprør efter shahens fald i 1979. I krigens første måneder havde de irakiske tropper da også fremgang og erobrede nogle iranske områder og belejrede byen Abadan. En iransk offensiv i 1982 tilbageerobrede det meste af det tabte, og i juli 1982 overskred iranske tropper grænsen til Irak og forsøgte uden held at erobre Basra. Senere lykkedes det irakerne at fordrive den iranske hær fra den sydlige del af landet. I løbet af krigen rettede parterne i stigende grad deres angreb mod økonomiske mål, og gennem hele krigen blev skibe, som sejlede under flag, der støttede modparten, angrebet. Ingen af parterne magtede definitivt at knække modstanderen, og den 8. august 1988 accepterede de en våbenhvile, der var foreslået af FN. En endelig fred blev ikke indgået. Krigen var særdeles blodig og kostede ca 500.000 mennesker livet

 

 

 

Til top        9. august

48 f.Kr.f. Slaget ved Farsalos i Grækenland. I kampen om magten i romerriget besejrer Caesar Pompejus og er dermed romerrigets enehersker. De to hære havde i nogle dage taget mål af hinanden, og det var ikke kommet til slag. Caesar besluttede da at trække sig tilbage. Da han var i færd hermed, så han, at P’s hær var ved at blive stillet op til slag. Caesar besluttede at blive og udkæmpe slaget. Under sig havde Caesar 80 kohorter eller 22.000 mand, Pompejus havde 110 kohorter (som Caesar måske noget overdrevet anslår til at udgøre 45.000 mand). Pompejus placerede hovedstyrken af sit kavaleri på sin venstre fløj for at omgå og omringe Caesars højre fløj. Caesar opdagede faren og for at modstå angrebet, fjernede han otte kohorter fra sin tredje linje (som han ville holde tilbage som reserve) og placerede dem bag sit kavaleri. Caesars hovedstyrke af infanterister var opstillet på den sædvanlige linje med tre kohorter bag hinanden. Pompejus gav sine mænd ordre til at afvente fjendens angreb. Men Caesars veteraner lod sig ikke narre; kun rekrutter ville begynde et slag forpustede. Så uden ordre stoppede Caesars soldater, da de var nået halvvejen af deres fremrykning, genvandt pusten og begyndte slaget med at kaste deres spyd. Pompejus kavaleri drev Caesars ryttere tilbage, men da det troede sejren var vundet, stod det over for Caesars fjerde linje bestående af otte kohorter. Disse brugte deres spyd som stikvåben mod hestene og rytternes ben og ansigter. Pompejus kavaleri vendte om og flygtede. Derefter fortsatte de otte kohorter fremad og omgik Pompejus infanteri, som nu var helt omringet. Da Caesar satte sin tredje linje ind, var kampen hurtigt overstået. Pompejus flygtede. Omkr. 24.000 af Pompejus mænd overgav sig, resten var enten døde eller flygtet. Slaget er beskrevet i kapitel VII i Lucians Bellum civile

 

Slaget ved Adrianopolis udkæmpes ved nutidens Edirne i den europæiske del af Tyrkiet mellem en romersk hær ledet af kejser Valens og en visigotisk hær forstærket med ostrogoter og andre germanske stammer. Resultatet blev, at barbarernes hær på 20.000 mand nedkæmpede den romerske hær på 60.000 mand, at kun en tredjedel af disse slap bort, og at kejser Valens faldt. I krigshistorien indtager den afgørende sejr til barbarernes kavaleri over romersk infanteri en særlig plads. Her demonstreredes kavaleriets betydning i krigsførelse for første gang. Samtidig markerede nederlaget begyndelsen til store germanske folkevandringer ind i romerriget. Nederlaget gjorde et dybt indtryk i samtiden. Biskop Ambrosius i Milano mente, at nu stod verden ikke længere. Nu var der lukket op for barberiet, og civilisationen gik sin undergang i møde. Også eftertiden har betragtet nederlaget som skelsættende. Her endte oldtiden, og middelalderen begyndte militærhistorisk set, har man hævdet, fordi rytteriet fra da af blev den afgørende våbenart. Andre moderne forskere har været mere forsigtige. Ganske vist blev et flankeangreb af ostrogotisk og måske hunnisk rytteri afgørende. Men romerne var da allerede godt udmattede af et stormløb mod germanernes vognborge. Afgørende blev også Valens utålmodighed. Han undlod at afvente de forstærkninger, der var på vej under kommando af Gratian, hans nevø og medkejser.

 

378 d Valens, østromersk kejser 365-378; han var en yngre bror til Valentinian I. Da denne blev kejser i 364, udnævnte han samme år V til medkejser. Valentinian blev kejser over det vestromerske rige, og V altså i det østromerske rige. For at hindre visigoterne i at krydse Donau og trænge ind i romerske områder, hærgede V maj 367 de visigotiske områder nord for Donau – nutidens Rumænien. To år senere invaderede V atter de visigotiske områder og tilføjede visigoterne et afgørende nederlag. Fra 372 blev V involveret i kampe med perserne. Han opnåede en sejr i Mesopotamien, men i 376 måtte han slutte fred på ugunstige vilkår. Samme år fik visigoterne, der var blevet besejret og forfulgtes af hunnerne, lov til slå sig ned på romersk område syd for Donau. Snart gjorde de oprør mod romerne, og i slaget ved Adrianopolis besejrede de romerne og V blev dræbt. V var ariansk kristen og forfulgte katolikker, mens han lod hedningene i fred. Biskopper, der var blevet genindsat af hans forgænger, kejser Julian, blev atter forvist. Mod slutningen af sin regeringstid føørte Ven mildere religionspolitik, og mange af de forviste biskopper fik lov at vende hjem (f ca 328)

 

Blodgildet i Roskilde; for at få stoppet stridighederne om den danske trone mellem de tre tronprætendenter, Svend, Knud og Valdemar, blev det besluttet, at de skulle dele riget, således at Valdemar (den 1. Store) skulle have herredømmet over Jylland, Knud 3. over Sjælland og Fyn og Svend 3. Grathe over Skåne. Ligeledes blev det aftalt, at de tre konger senere på året 1157 ved et gæstebud i Roskilde med Knud som vært skulle stadfæste forliget. Dette gæstebud fik et skæbnesvangert forløb. Bægerne blev flittigt tømt. Da mørket faldt på, blev kærterne i salen tændt, og snart trak Svend sig tilbage til sit sovekammer. Det var tegnet for hans mænd til at trække sværdene og gå løs på Knud og Valdemar. "Valdemar sprang imidlertid hurtigt op fra sit sæde, viklede sin kappe om hånden og afbødede ikke blot med den de hug, der rettedes mod hans hoved, men gav også Ditlev, der styrtede voldsomt frem mod ham, et sådant stød for brystet, at han styrtede til jorden. Valdemar faldt også selv og blev såret i låret, men han kom straks på benene igen, og uden at ænse sit sår brød han igennem de skarer, der stillede sig i vejen for ham, og løb ud ad døren…. Imidlertid slog nogle vinduerne op, for at mørket ikke skulle hindre dem i at fuldbyrde deres niddingsværk. Ditlev sprang op fra gulvet og kløvede hovedet på Knud, der ikke havde andet end hånden til at bøde for sig med". Knud udåndede i armene på den sjællandske storbonde Asser Rigs søn, Absalon, som troede den døde var Valdemar, hans fostbroder. Denne var dog sluppet bort i ly af mørket. Ved at besejre Svend i slaget på Grathe Hede ved Viborg den 23. oktober 1157 blev Valdemar Danmarks enekonge

 

1157 d Knud 3. konge 1146-1157, søn af Magnus og sønnesøn af kong Niels; da Erik Lam i 1146 nedlagde kronen, konkurrerede K med sin fætter, Erik Emunes søn Sven om at blive hans efterfølger; begge blev konger, K valgt af jyder, Sven af skåninger og sjællændere. De fortsatte deres fædres fjendskab og kamp om den danske trone; det betød, at den borgerkrig, der var begyndt 1134, gik ind i en ny fase og fortsatte til 1157. K forsøgte flere gange at erobre Sjælland, men blev hver gang slået. I 1152 vendte K sig til den nyvalgte tyske konge Frederik Barbarossa, der stævnede begge konger til rigsmøde i Merseburg. Her tog Sven hele det danske rige til len af den tyske konge, men skulle til gengæld forlene K med Sjælland. Da Sven ikke opfyldte dette løfte, allierede K sig med Knud Lavards søn Valdemar, der ægtede K’s halvsøster Sofie. Efter de var hyldet som konger på Viborg ting, vendte de sig mod Sven. Denne flygtede til Tyskland. Da han vendte tilbage i spidsen for en tysk hær for at genvinde sit rige, tvang danske stormænd ved et møde på Lolland de tre konger til et forlig. Det delte riget i tre dele, så K fik Sjælland og Fyn, Valdemar Jylland og Sven Skåne. Da K derefter indbød sine medkonger til et møde i Roskilde. Et møde, der er gået over i historien som blodgildet i Roskilde, idet Sven her lod K dræbe, mens Valdemar slap såret bort. Samme efterår besejrede Valdemar Sven i slaget på Grathe hede ved Viborg og var Danmarks enekonge. Om K’s personlighed er intet sikkert kendt. Han efterlod flere frillebørn, bl.a. Niels der siden æredes som helgen (f ca 1129)

 

1516 d Hieronymus Bosch, nederlandsk maler; Bosch, hvis oprindelige navn er Jerome van Eaken, karakteriseres som en dygtig og original middelalderkunstner, hvis ikonografi var meget kompleks og særegen. I modsætning til sine samtidige kunstnerkolleger, der malede de traditionelle kristne symboler, var Boschs stil nærmest surrealistisk. Med sine billeder demonstrede han sin indsigt i sindets dybde og evne til at skildre symboler på skabelsen og livet. Samtidens traditionelle tro på sakramenterne som vejen til frelse ses ikke hos Bosch. Han var pessimist og en hård moralist, der ikke nærede illusioner om den menneskelige fornuft og så verden som korrumperet af menneskets tilstedeværelse. Boschs billedproduktion kan groft opdeles i to hovedgrupper: De egentlig religiøse, der omfatter altertavler og andagtsbilleder og de moraliserende. Bosch regnes for en af de første kunstnere, der benyttede abstrakte koncepter i sine billeder. Mellem 35 og 40 af hans billeder er bevaret for eftertiden (f ca. 1450)

 

1593 f Izaak Walton, engelsk forfatter; i en moden alder begyndte Walton at skrive biografier om kirkens mænd, der tillige var hans fiskekammerater, f.eks fra 1651 "The Life of Sir Henry Wotton", Wotton var rektor i Eton; i 1670 udkom "The Life of Mr. George Herbert", og i 1678 da Walton var 85 år "The Life of Dr. Robert Sanderson". Da England i 1660 med tronbestigelsen af Karl 2. atter blev et kongerige, blev en af Waltons royalistvenner biskop i Winchester. Han inviterede Walton til at bo i den biskoppelige residens. Her boede Walton resten af livet optaget af at læse, skrive, udgive sine værker, fiske og aflægge besøg hos sine fremtrædende klerikale venner. Bogen, der skulle vise sig at sikre Walton udødelighed, og som regnes blandt engelsk litteraturs klassikere, udkom 1653 med titlen"The Compleat Angler or The Comtemplative Man's Recreation". Med bogen grundlagde Walton den opfattelse, at sportsfiskeri er en passende beskæftigelse for en gentleman. Den er formet som en lærebog i fiskekunsten og er i dialogform. Bogen viser Waltons fredelige, kontemplative sindelag og store kærlighed til engelsk natur. Ved begyndelsen af 1970'erne var The Compleate Angler kommet i ca 300 oplag (d 15/12 1683)

 

1631 f John Dryden, britisk forfatter; i 1658 udgav han i forbindelse med Cromwells død hyldestdigtet "Heroic Stanzas on the Death of Cromwell"; men da England atter blev et kongerige i 1660, hilste han Karl 2. med "Astræ Redux". 1667 udkom "Domini Annus Mirabilis", der handler om det for England så sørgelige år 1666; det år, hvor den hollandske flåde viste sig på Themsen, og London brændte. Efter ca 1666 blev Dryden dramatiker og skrev både tragedier og komedier f.eks. "The Conquest of Granada". Endvidere forfattede Dryden politiske satirer bl.a. "Absolom and Achitophel", hvor den kvindeglade Karl 2. sammenlignes med Det gamle Testamentes kong David, der levede i de gode, gamle, hellige tider, hvor polygami endnu ikke var blevet en synd. Dryden skrev også om sin samtids religiøse spørgsmål: "Religio Laici" (1682) og "The Hind and the Panther" (1687). En vigtig indsats er Drydens forord til dramaerne. De er kritiske afhandlinger i en letflydende af dagligdagssproget påvirket prosastil, karakteriseret ved en prunkløs naturlighed, klarhed, dynamik og musikalitet. En stil der har givet Dryden navnet den moderne engelske prosas far (d 1/5 1700)

 

f Thomas Telford, skotsk ingeniør, hvis mangesidede virke kronedes i 1820’erne med hans design og konstruktion af Menai hængebroen i Wales. Han blev udlært som murer og blev ved selvstudium arkitekt. I slutningen af 1780’erne arbejdede han i Shropshire, hvor han bl.a. stod for opførelsen af tre broer over floden Severn ved Montford, Buildwas og ved Bewdley. I 1793 blev han ansat som ingeniør ved Ellesmere Canal Company. Han blev berømt, da han under et kanalbyggeri brugte plader af støbejern i vandrenderne på de to aquadukter, som fører kanalerne over Ceiriog og Dee dalene i Wales ved Chirk og Pont Cysylltau. Ved at anvende støbejern viste Telford, midt under den industrielle revolution, en af de mange anvendelsesmuligheder, der var for den unge industris masseproduktion. Fra 1805, da Telford blev ansat ved staten med henblik på udvikling af det skotske højland, stod han bag bygningen af Caledonian kanalen, udvidelse af havne bl.a. i Aberdeen og Dundee, konstruktion af mere end 1450 km vej og i forbindelse hermed flere broer. I 1820’erne under forbedringen af vejen fra Chester og Shrewsbury til Holyhead stod han for opførelsen af sine to berømte hængebroer over floden Conway og over Menai Straits. Berømmelsen skyldes dels, at hængebroer dengang var noget nyt i Storbritannien, dels Menaibroens store spænd – 177 meter – dels at Telford som den første anvendte smedejern ved opførelsen. De 16 kæder der bærer broen blev udført i smedejern. Bl.a Telfords andre arbejder er mange kanaler f.eks. kanalen fra Wolwerhampton til Nabtwich, endvidere Götakanalen i Sverige, Sct. Katherine dokkerne i London og broerne over Severn ved Tewkesbury og Gloucester (d 2/9 1834)

 

f Amadeo Avogadro, italiensk fysiker; oprindelig jurist; doktor i kirkeret 1796; 1820 professor i matematik og fysik i Torino. Fremsatte 1811 den hypotese, der nu kendes som Avogadros lov, at lige store rumfang af forskellige gasser ved samme temperatur og tryk indeholder det samme antal molekyler. Forblev hypotese til 1858, da den blev fuldt anerkendt (d 9/7 1856)

 

Den amerikanske ingeniør Fultons og verdens første dampskib "Clermont" foretager en prøvesejlads på Hudsonfloden ved New York. Fra 1786 besøgte Fulton England og Frankrig og studerede særlig kanalbyggeri og –transport. Under opholdet konstruerede han desuden undervandsminer og torpedoer. Han begyndte 1801 i Frankrig at bygge et dampskib, hvilket mislykkedes i første omgang. 1803 var et nyt skib færdigt; det foretog en vellykket prøvetur på Seinen for Det franske Akademi og en stor skare tilskuere. Da han i 1806 vendte tilbage til USA, havde han med sig til fortsat dampskibsbyggeri en stor Boulton & Watt dampmaskine, han havde fået bygget i England. I New York fik han bygget hjuldampskibet "Clermont", og 9.august 1807 foretog skibet en prøvetur på Hudsonfloden fra New York til Albany. Det kunne sejle med en fart på 5 knob og præsterede at sejle 150 sømil på 22 timer. Skønt skibet ikke rummede egentlige tekniske nyskabelser, blev det verdens første rentable og praktisk anvendelige dampskib. En ny æra i skibsbygningens og skibsfartens historie var begyndt

 

I Frankrig vælges hertugen af Orléans Ludvig Phillip til konge. Den revolutionære uro i juli (julirevolutionen) havde den 2. august tvunget Karl 10. til at abdicere og flygte til England. Trods mange mindre revolutionsforsøg beklædte Ludvig Phillip herefter den franske trone, til næste store revolution brød ud i 1848. Ikke uden grund er han blevet kaldt borgerkongen. Kontrasten til den pragtelskende Karl 10. var stor. Ludvig Phillip var den borgerlige familiefar – fem sønner og tre døtre - uden de store krav til tilværelsen. Både han og de fremtrædende skikkelser i hans epoke afveg i stil fra aristokratiet under l’ancien regime og de tidlige bourbon’er. Fødsel og flotte manerer blev nu erstattert af pengenes magt og juristernes overmod. Inden for det højere borgerskab rådede et prosaisk pengebegær. Både indenrigs- og udenrigspolitik blev præget af tankegangen i disse kredse; man frygtede frem for alt demokratiske omvæltninger. "Tal ikke om ære, renten kunne falde 10%", hed det inden for oppositionen. Det var borgerskabet, der økonomisk og politisk sad på magten. De parisiske arbejdede, som havde været julirevolutionens stødtropper, blev hyldet hjerteligt i skrift og tale for deres indsats, men dermed havde de også gjort deres indsats. De blev holdt uden for de manøvrer, som førte Ludvig Philip på tronen, og den nye forfatning gav dem ingen som helst indflydelse. Parolen for dagen blev givet i et opråb fra regeringen: "Tapre arbejdere! Gå tilbage til arbejdspladserne"

 

Den amerikanske udenrigsminister Daniel Webster og den britiske ambassadør i USA Alexander Baring, baron Ashburton underskriver Webster-Ashburton traktaten, der fastlægger den nordøstlige grænse mellem USA og Canada – i.e. den nuværende grænse mellem Maine og New Brunswick – og proklamerer britisk-amerikansk samarbejde i bekæmpelsen af slavehandel

 

d Frederick Marryat, engelsk kaptajn og forfatter; fra sit 14. år tjente M i den engelske flåde. Det var på Napoleons og Nelsons tid, og M deltog i mange søslag. Med rang som kaptajn forlod han i 1830 livet til søs. Med baggrund i sine oplevelser i flåden skrev han derefter mere end 30 sømandsromaner, der blev meget populære på gr. af deres livfulde skildringer og situationer, eventyrlige hændelser og morsomme typer. Den første var "Frank Mildmay" (1829) derefter fulgte bl.a. "Peter Simple" (1837), "Jacob Faithful" (1834) og "Mr Midshipman Easy" (1836). Endvidere skrev M den kendte børnebog "The Children of the New Forest" (dansk: Børnene i Nyskoven). Handlingen i den udspilles i 1600-tallets England under det blodige opgør mellem konge og parlament. Sympatien er på kongens side. Bønene er nogle adelsbørn, der holdes skjult i Nyskoven for at undgå efterstræbelser fra "onde" parlamentsstyrker (f 10/6 1792)

 

d Jørgen Roed, maler; han var på Akademiet elev af Eckersberg; som en af dennes dygtigste og længst levende arvtagere varetog Roed senere trofast mod traditionen den Eckerbergske lære ved Akademiet. Som selvstændig maler fremtrådte Roed i begyndelsen af 1830'erne med malerier som "Besøget i Præstegaarden" (udstillet 1833) og "Afskeden paa Toldboden" (udstillet 1835). Roed gjorde sig tidligt bemærket som arkitekturmaler, og det er på dette felt, han har ydet sit bedste. Fra perioden før opholdet i Italien er "En gade i Roskilde. I baggrunden domkirken", 1836. Fra samme år "Det indvendige af Ribe Domkirke". Med billeder som de to sidstnævnte fulgte han tidens program om valg af nationale motiver. I årene 1837-42 var han på studieophold i Italien. I juni 1838 besøgte han sammen med vennen Constantin Hansen Paestum og malede "Poseidontemplet i Paestum". Fra opholdet i Italien er endvidere "Fængselsgården i Palazzo Bargello i Firenze" (1842) og "Scala Santa i San Benedetto i Subiaco" (1839). Efter hjemkomsten blev Jørgen Roed en af de tidligste skildrere af den landlige almues liv, som man ser det i det statelige "Sjællandske Høstpiger hæger sig ved Brønden" (1850). Fra samme år er "Haven med den gamle Døbefont". Roeds intersse for Rafael synes at forklare, at han har kunnet levere altertavler til adskillige danske kirker. Jørgen Roed blev medlem af Akademiet 1844 og 1862 professor samme sted (f 13/1 1808)

 

d Ruggiero Leoncavallo, italiensk komponist; studerede musik ved konservatoriet i fødebyen Napoli. Hans første opera "Tommaso Chatterton" (1878) blev først opført i 1896. Det første af hans arbejder, der blev opført var 2-akts operaen "I Pagliacci" i Milano i 1892, (opført i København med titlen "Bajadser" i 1895). Sammen med Pietro Mascagnis næsten samtidige "Cavalleria Rusticana" er "I Pagliacci" et tidligt eksempel på verisme, i.e. en bevægelse der lagde vægt på realisme. Opførelsen i Milano gjorde med et slag Leoncavallo berømt, men han formåede ikke med senere arbejder at følge succesen op. Blandt senere arbejder er "I Medici" (1893) "Der Roland von Berlin" (1904), komponeret på opfordring af den tyske kejser Wilhelm II og "Edipo Re" - posthumt opført i 1920 i Chicago (f 8/3 1858)

 

1919 d Ernst Heinrich Haeckel, tysk biolog; han var uddannet som læge, men studerede senere zoologi, specielt havets dyreliv og var professor i zoologi i Jena 1864-1909. Haeckel tilsluttede sig Darwins lære og kæmpede for den hele live, og til dens forsvar udgav han en lang række videnskabelige og populærvidenskabelige skrifter. Haeckels hovedværk er "Generelle Morphologie" (1866). Her hævdede han, at de laveste organismer, "monerer", opstod ved en slags "krystallisationsproces" af uorganiske stoffer. Monerer er kerneløse protoplas-maklumper, og fra dem udviklede alle andre organismer sig. Disse delte han i tre hovedgrupper: protister (encellede), planter og dyr. I samme værk opstillede han sin biogenetiske grundregel (eller lov), som siger, at individets fosterudvikling rekapitulerer den tidligere historiske udvikling (evolutionen). Haeckel fremhævede desuden menneskets nære forbindelse med dyreriget og mente, at både udviklingslæren og selektionsteorien var fuldt berettigede teorier, de var tilstrækkeligt bevist af kendsgerningerne. I et senere værk "Stammbaum des Menschengeschlechts" (1868) behandlede Haeckel mere indgående menneskenes afstamning og opstillede menneskens stamtræ. Med sine værker bidrog Haeckel i væsentlig grad til at fremskynde udviklingslærens gennembrud (f 16/2 1834)

 

1962 d Herman Hesse, tysk forfatter; han debuterede med en digtsamling "Romantische Lieder" (1899); sit gennembrud som forfatter fik han med romanen "Peter Camenzind" (1904). Både i den og i senere udviklingsromaner "Unterm Rad" (1905) fremstiller han den unge, begavede, indiviadulistiske mands problemer, når han med sine tanker og idealer støder sammen med virkeligheden, et motiv H også behandlede i "Gertrud" (1910) og i novelletrilogien "Knupl" (1908-15). Under behandling for en psykisk sygdom i 1916 kom H i forbindelse med bl.a. Jungs værker, og romanen "Demian" (1919) – en selvbiografisk ungdomsroman – var det første resultat af H’s møde med psykoanalysen. "Der Steppenwolf" (1927) blev H’s mest omdiskuterede roman. Heri behandlede han problemet om digteren, som har oplevet verdenskrigen og samtidig: det skizofrene træk hos begavede mennesker, personlighedsspaltningen som normalt eller patologisk problem. I romanen "Das Glasperlenspiel" (påbegyndt 1932, udgivet 1943) rykkede han frem i en tænkt fremtid omkr. 2000 og så tilbage på sin samtid. H gjorde sig til talsmand for forsvaret af individualitet og egenart mod samfundets magtkrav og vold. Som pacifist var han modstander af Tysklands deltagelse i 1. Verd.krig og kom i konflikt med det officielle Tyskland. Fra 1923 var H svejtsisk statsborger. I 1946 fik han nobelprisen i litteratur, og i begyndelsen af 1960’erne blev han genstand for stor interesse i USA. Med skildringer af brug af rusmidler, med sin interesse for Orienten, med sin modstand mod krig og vold fremstod H som digteren, der tydeligst artikulerede den amerikanske undergrundskulturs mål; han blev "The Poet of the Interior Journey" og "den vigtigste vejviser til den psykedeliske verden" (f 2/7 1877)

 

Singapore udtræder af føderationen Malaysia og bliver en selvstændig republik. På grund af den store kinesiske befolkning i Singapore var det briternes plan at udelukke Singapore fra optagelse i Den malayiske Union. Men da Den malayiske Føderation blev oprettet i september 1963 omfattede den også Singapore. Singapores deltagelse i føderationen varede imidlertid kun to år. At Singapore forlod føderationen skyldtes stridigheder mellem det lokale styre i Singapore og Malaysias centralregering. Striden havde racistiske overtoner, der havde baggrund i, at føderationens regering havde svært ved at acceptere den indflydelse det kinesiske befolkningselement i Singapore havde på byens styre

 

1973 d Christian Arhoff, skuespiller; i sin karriere spillede han med i en lang række folkekomedier, hvor han ofte spillede fjolleroller med fistelstemme som f.eks. i "Moster fra Mols", 1943. Debuterede i 1932 i "Han, Hun og Hamlet"; den var samtidig Fy og Bi's første tonefilm (f 26/1 1893)

1975 d Dimitrij Shostakowitz, russisk komponist; S er blevet betegnet som den betydeligste russiske komponist i perioden efter revolutionen. Han blev professor ved konservatoriet i Leningrad i 1937, og var ansat som professor ved konservatoriet i Moskva 1943-48. I 1930'erne blev S gentagne gange angrebet af de sovjetiske myndigheder, som hævdede, at hans værker var præget af formalisme og antidemokratiske tendenser. Med operaen "Lady Macbeth fra Mtsensk" (1934) opnåede S stor succes i såvel Vesten som i sit hjemland. Men i 1936 blev den på Stalins foranledning angrebet i partiavisen Pravda. S trak sin 4. symfoni (færdiggjort 1936) tilbage inden uropførelsen (den blev først spillet i 1961) og forsøgte med sin 5. symfoni (1937) at finde en stil, der levede op til kommunistpartiets krav uden underkue sin kunstneriske integritet. I 1948 blev han atter fordømt af partiet. Efter Stalins død kunne han skrive lidt friere, og for sine senere værker tildeltes han de højeste statspriser; anerkendelse og æresbevisning var det også, da han i 1959 blev medlem af den øverste Sovjet. S har bl.a. komponeret operaer, 15 symfonier, 15 strygekvartetter, samt orkester-, vokal-, klaver-, og filmmusik. Blandt hans symfonier er især nr 7 "Leningradsymfonien" kendt, den blev skrevet i 1942 i tilknytning til den tyske belejring af Sovjetunionens næststørste by. S modtog Léonie Sonnings musikpris i 1973 (f 25/9 1906)

 

 

 

Til top        10. august

70 Jerusalems ødelæggelse. I Judæa udbrød der i 66 oprør mod det romerske styre. Romerne blev jaget ud af Jerusalem, og den politiske forbindelse med Rom blev afbrudt. Det blev signalet til en almindelig rejsning over hele landet. Romerne var ikke forberedt på oprørets voldsomhed og havde ikke tilstrækkelige tropper til at klare situationen. Oprørerne vandt således første omgang, og det bragte de fanatiske "zeloter" til magten. De gik frem uden pardon også mod de moderate i egen lejr, og det lykkedes dem at rejse en hær på 80.000 mand. Romerne kom frygteligt tilbage. I 67 fik generalen Flavius Vespasianus kommandoen over tre legioner og talrige hjælpetropper. Han erobrede Galilea, hvor de sidste jødiske afdelinger gjorde fortvivlet modstand i deres fæstninger i bjergene. Kampene var så hårde og tabene så store, at Geneserats sø sagdes at være blevet farvet rød af blod efter romernes erobring af den stærkt befæstede by Magdala. Med sejrene kunne romerne sætte 100.000 jøder til salg på slavemarkedet, og prisen sank til næsten det halve. Imidlertid gik belejringen af Jerusalem næsten i stå, da der fra Rom indløb melding om, at Nero var blevet styrtet. Og byen fik en ny frist, da romerrigets nye kejser blev Vespasianus. Han drog til Rom og overlod belejringen til sin søn Titus. Den 10. august i 70 mente denne, situationen var moden til en storm på byen. Templet blev lagt i ruiner, og befolkningen på det nærmeste udryddet. Den jødiske kirkestat blev udslettet: Salomons tempel, "sanhedrin" = Det høje råd, ypperstepræsten og præsteskabet eksisterede ikke længere. Jerusalem blev kejserlig domæne, Judæa romersk provins. Over 1 million jøder var dræbt under krigen, de sørgelige rester af den jødiske befolkning spredtes i landflygtighed. Titus jødiske triumf er foreviget i den triumfbue, broderen Domitian senere lod rejse på Forum Romanum i Rom

 

1250 d Erik IV Plovpenning, konge 1241-1250; søn af Valdemar Sejr og Berengaria. Ved tronfølgeren Valdemar den Unges død blev Erik i 1232 sin fars medkonge og ved faderens død enekonge. Dermed indledtes en periode i dansk historie med uro og stridigheder. Tre gange rejste broderen hertug Abel af Sønderjylland sig mod Erik med krav om større magt og indflydelse i hertugdømme og kongerige. Efter første opstand 1242-43 enedes brødrene om et fælles togt mod Estland. Her opnåede Erik dog ikke større resultater, og hjemme førte korstogspolitikken til brud med kirken på gr. af kongens krav om kirkelige ledingsydelser og ret til at bruge tienden til krigsformål. I 1246 dannedes der da en stærk koalition støttet af kirken og ledet af Abel mod Erik. I de følgende år bekæmpede de to brødre hinanden ved at hærge hinandens områder. Ribe skiftede gentagne gange herre, jyske byer og Odense afbrændtes af Abel, hvilket Erik hævnede ved afbrænding af Abels Svendborg. 1248 kom et forlig i stand mellem de stridende, men det holdt ikke. Året efter var situatioen atter kritisk for Erik. Igen dannedes en koalition ledet af Abel, der nu antog kongenavn. I 1250 stod Erik som sejrherre, og i Slesvig by indgik brødrene igen en fredsaftale. Men efter forligsfesten overfaldt og dræbte Abels mænd Erik; de skaffede sig af med kongens lig ved at smide det i Slien. Selv om han siden ved ed fralagde sig al skyld og blev konge efter den sønneløse Erik, der udelukkende efterlod sig døtre, var det manges opfattelse, at drabet skete i forståelse med Abel. Snart opstod der beretninger om mirakler ved Eriks grav, og i den kongelige gravkirke i Ringsted opdyrkedes en helgenkult ved hans grav. Uvis af hvilken grund fandt en egentlig helgenkåring aldrig sted, så Erik måtte nøjes med at forblive en elsket folkehelgen, til hvem en række østdanske gilder var indviet (f 1216)

 

d Christine, dansk prinsesse, hertuginde af Milano, senere af Lothringen; datter af Christian II og dronning Elisabeth; var knap to år da hun fulgte sine forældre på flugten fra Danmark. Efter moderens død blev hun opdraget af sin grandtante, statholderen over Nederlandene, Margaretha. Da Margaretha døde, voksede Christine op hos sin moster, dronning Maria af Ungarn. Her var hun, til hun kun 13 år gammel blev gift med den meget ældre hertug Francesco II Sforza af Milano. Efter hertugens død (1535) tog Christine atter ophold i Nederlandene. Hun fik snart nye bejlere og blev i 1541 gift med hertugen af Lothringen. Lykken blev dog kun kort, fire år efter brylluppet, var Christine atter enke og tog ophold i Bruxelles. Som sin ældre søster Dorothea opretholdt Christine sit arvekrav på Danmark, og forsøg på at få en udsoning i stand bl.a. ved forslag om ægteskab mellem Frederik II og hendes datter Renata førte ikke til noget. 1578 drog Christine af helbreds-grunde til Italien og levede her til sin død i byen Tortona, som var tillagt hende som livgeding. Christine var en af senrenæssancens mest beundrede damer. Mange forfattere priser hendes skønhed - bl.a. hendes fine hænder - og hendes mange talenter: for sprog, for musik, for jagt og for at klæde sig med den fornemste smag. Hendes holdning var en niece af kejser Karl V og en datter af Chr. II værdig, og hendes lange enkestand og faderens ulykke gav den et fint skær af tragik (f 1521)

 

1653 d Maarten Harpertszoon Tromp, hollandsk admiral; han kom ud at sejle som 10 årig og efter at have sejlet som matros, hvorunder han to gange blev taget til fange af pirater, gik han 1624 ind i marinen og blev kaptajn på en fregat. I 1637 blev Tromp admiral og beklædte dermed den højeste post i den hollandske marine. Han kom dermed til at spille en vigtig rolle i de mange krige, der blev udkæmpet med englænderne om at beherske verdenshavene. I februar 1639 vandt han en overvældende sejr over en spansk flåde i Nordsøen ud for Gravelines. Da den engelsk-hollandske krig var brudt ud 1652, udkæmpede han et uafgjort slag med en engelsk flådestyrke ud for Dover i maj 1652; men under en kraftig storm umiddelbart efter slaget mistede Tromp en stor del af sine skibe. I december samme år besejrede han den engelske admiral Blake og en engelsk flådestyrke i slaget ved Dungeness; englændernes nederlag betød, at de mistede kontrollen over Den engelske Kanal. Fra 28. februar til 2. marts 1653 kæmpede han med en numerisk overlegen engelsk flådestyrke i Kanalen, og det lykkedes ham at føre en større konvoj af hollandske handelskskibe sikkert i havn. I et sammenstød med den engelske flåde ud for Terheije ved Scheveningen i Holland blev Tromp dræbt, netop som det stod klart, at sejren ville tilfalde hollænderne (f 23/4 1598)

 

Karl 2. nedlægger grundstenen til observatoriet i Greenwich. Selv om bygningen i Greenwich siden 1958 ikke tjener som observatorium, kan man stadig her se nulmeridianen, ud fra hvilken Jordens længdegrader er blevet beregnet siden 1884. Den tidligere observatoriebygning, der var tegnet af arkitekten Christopher Wren, kaldes nu Flemstead House, efter astronomen Sir John Flamstead, Greenwich observatoriets første astronom – astronomer royal. I 1960 blev den åbnet som et astronomisk museum

 

1729 f William Howe, engelsk øverstkommanderende for den britiske hær i Nord Amerika (1776-78), som til trods for adskillige militære successer ikke formåede at nedkæmpe amerikanernes hær og dermed sætte en stopper for Den amerikanske Revolution og de amerikanske koloniers løsrivelse fra kolonimagten, Strobritannien. I englændernes sidste krig mod franskmænd og indianerne (1754-63) havde Howe vundet ry som en af hærens bedste yngre generaler. I 1775 blev han overført til Boston for at forstærke de derværende tropper i belejringen af byen; han stod i spidsen for en afdeling i den dyrtkøbte sejr i slaget ved Bunker Hill den 17.juni 1775. Året efter overtog han overkommandoen af den britiske hær; han førte sine tropper sydpå og erobrede den vigtige havneby New York. Da operationer blev genoptaget foråret 1777, fulgte nogle sejrrige måneder for H. I september (den 11.) besejrede han amerikanerne ved Bandywine Creek og i oktober ved Germantown. Den følgende vinter erobrede Howe Philadelphia. Imidlertid indså Howe nu, at han havde begået en fejl ved ikke nedkæmpe general George Washingtons beskedne styrke i den nærliggende Valley Forge. Endvidere havde hans operationer blottet general John Burgoynes tropper i den nordlige del af staten New York, hvilket førte til englændernes katastrofale nederlag ved Saratoga efteråret 1777. Nederlaget fik Howe til at nedlægge sin kommando. Han vendte tilbage til England og forlod aktiv tjeneste. Ved broderens død i 1799 blev Howe viscount (12/7 1814)

 

1782 f Charles James Napier, britisk officer; han stod i 1843 bag erobringen af Sind – i nutidens Pakistan – og var områdets generalguvernør i årene 1843-47. Napier deltog som ung officer i kampene på Pyrenæerhalvøen under Napoleonskrigene. I 1839, da arbejdernes (chartisternes) agitation for politiske og sociale reformer truede med at udvikle sig til urolighedeer, fik Napier kommandoen over en hærafdeling i det nordlige England. Her lykkedes det ham ved en blanding af at udtrykke sympati for arbejdernes krav og insistere på opretholdelse af ro og orden at holde den alvorlige situation i ro i mere end to år. Fra 1841 gjorde han tjenesete i Indien og blev året efter overflyttet til styrken i Sind. Det følgende års felttog medførte, at herskerne i Sind måtte acceptere britisk overhøjhed og blev truet med, at såfremt de ikke viste sig loyale, ville deres land blive underlagt direkte britisk styre. Da Napier fandt, at de indfødte fyrster ikke opfyldte betingelserne, fremprovokerede han en krig. Den blev vundet, og Napier blev områdets generalguvernør. Efter få års ophold i England vendte Napier i 1849 tilbage til Indien udnævnt til øverstkommanderende for de britiske styrker i Den anden Sikh Krig. Krigen var dog afsluttet, da Napier nåede frem til Indien. På Trafalgar Square i London står en bronzestatue af Charles James Napier (d 29/8 1853)

 

Ludvig 16. af Frankrig afsættes og skal for fremtiden tiltales som "borger capet". Ledende revolutionære kredse i Frankrig havde forventet, at krigen – begyndt april 1792 - med Østrig og Preussen hurtigt ville blive afgjort med en fransk sejr. Det kom til at gå lige modsat. De første nederlag viste, at den franske hær var i fuld opløsning, da mindst halvdelen af officererne var emigreret, og resten ikke var til at stole på. Generalerne manglede initiativ, og soldaterne havde liden tiltro til dem. Endelig havde de frivillige, som hæren var blevet forstærket med, mere sans for patriotiske optrin end for militær disciplin. Hærens tilbagetog udløste en panikstemning, der ikke blev mindre af, at emigranter kæmpede på fjendens side. Og da de allieredes øverstkommanderende – hertugen af Braunschweig – udstedte et manifest, hvori han truede byen Paris med udslettelse, hvis kongefamilien blev udsat for det mindste overgreb, var kongens forbindelse med fjenden åbenbar. I Paris tog et revolutionært kommunestyre magten og vendte den 10. august folket mod kongen. Han søgte tilflugt i den lovgivende forsamling. Mængden fulgte efter, og under dens pres vedtog forsamlingen at afsætte kongen og indsætte et midlertidigt udøvende råd og udskrive valg til et nationalkonvent. Alle mandlige borgere over 21 år fik valgret. Kongefamilien førtes som fanger til fængselstårnet Le Templeij

 

f Camillo Cavour, italiensk politiker; efter som ganske ung at have gjort tjeneste som page ved den fremtidige konge af Piemonte-Sardinien, prins Karl Alberts hof blev Cavour uddannet som ingeniør. Fra 1830 gjorde han tjeneste i Genova som militæringeniør og blev aktiv i politik. Efter rejser i England og Frankrig indledte han i 1835 en karriere som landbrugsekspert, finansmand og initiativrig fabrikant. I 1848 grundlagde han avisen "Il Risorgimento", som snart blev talerør for gennemførelse af demokratiske reformer. Samme år blev han indvalgt i sit lands parlament, hvor han hurtigt fremstod som en fremragende debattør i især militære og finansielle spørgsmål. I 1850 blev han landbrugsminister, og i 1852 betroede den nye konge, Victor Emanuel Cavour hvervet som premierminister. Den modernisering og industrialisering Cavour fik gennemført i Piemonte, gjorde landet til model for de øvrige stater i Italien. På fredskonferencen i Paris i 1856 efter krigen med Østrig vakte Cavour beundring ved sine forhandlingsevner; han opnåede løfte om fransk støtte til sin politik om at befri Italien for østrigsk dominans. Løftet blev indfriet i 1859, da Frankrig ydede militær assistance i Den anden italienske Uafhængighedskrig, der tvang Østrig til at forlade Lombardiet. Året efter støttede han hemmeligt Garibaldis togt til Sicilien, for at erhverve øen og Syd- og Mellemitaliens stater. Da det var sket, var skabelsen af et samlet italiensk kongedømme under Piemonte-Sardiniens kong Victor Emanuel fuldbragt. Cavour blev det nye Italiens første premierminister. Som tak for den franske støtte lod Cavour Italien afstå Nice (ital. Nizza) og Savoyen til franskmændene (d 6/6 1861)

 

1846 I Washington D.C. oprettes den videnskabelige og kulturelle institution Smithsonian Institution, da den amerikanske kongres accepterer den engelske videnskabsmand James Smithsons testamentariske gave. Smithson, der var død i 1829, havde i sit testamente overladt sin ejendom – som i 1846 havde en værdi af 500.000 dollars – til USA for at "grundlægge i Washington en institution benævnt Smithsonian Institution, som skal have til formål at skabe og udbrede viden". På mange måder opfylder Smithsonian stadig Smithsons ønske. Det støtter forskning og offentliggørelsen af resultaterne. Institutionen opbevarer mere end 100 mio. genstande af videnskabelig, historisk og kunstnerisk interesse. Næppe mere end 2% af magasinernes indhold er til stadighed udstillet. Det gælder genstande som dinosaurusskeletter, Eli Whitneys bomuldsrensemaskine, præsidentfruers garderobe og et månelandingsmodul. Resten er i magasinerne tilgængelig for studier. Kunstgenstandene er hovedsagelig fra Asien, Nærøsten, Afrika og Amerika

 

f Aleksander Konstantinovich Glazunov, russisk komponist; han begyndte at komponere som 11-årig; modtog i et par år undervisning hos Rimskij-Korsakov og skrev sin første symfoni som 16-årig. I 1889 blev han ansat som lærer ved konservatoriet i St. Petersborg, og 1905-28 var han konservatoriets direktør. Herefter turnerede han nogle år som dirigent, indtil han i 1932 slog sig ned i Paris, hvor han boede til sin død. Glazunov var uhyre produktiv, navnlig inden for instrumentalmusikken; han har skrevet otte symfonier og en lang række større og mindre orkesterstykker, en violinkoncert i a-moll, 2 klaverkoncerter, og ikke mindst en del kammermusik. Sammen med Rimskij-Korsakov fuldførte han Borodins opera "Fyrst Igor", som var ufuldført ved Borodins død i 1887 (d 21/3 1936)

 

f Herbert Clark Hoover, USA's præsident 1929-1933; i 1895 afsluttede han sin uddannelse som mineingeniør ved Stanford University. Under Første Verdenskrig organiserede han hjælpeforanstaltninger til krigszonerne i Belgien og Nordfrankrig. Dette hjælpearbejde fortsattes efter krigen. Da ledede han fødevarehjælp til oven-nævnte områder og stod i spidsen for et genopbygningsprogram i Europa. Under hungersnøden i Rusland i 1921-23 organiserede han tillige nødhjælp her. I årene 1921-29 var han handelsminister under de republikanske præsidenter Harding og Coolidge. Som kandidat for Det Republikanske Parti vandt han præsidentvalget i 1928. Hans embedsperiode blev præget af børskrakket i 1929 og den efterfølgende økonomiske krise. Det var Hoovers opfattelse, at krisen bedst kunne løses uden den føderale regerings indgriben. Således modsatte han sig forslag om direkte føderal socialhjælp og godkendte en særdeles protektionistisk toldlov. Alligevel tog Hoover flere initiativer, som foregreb præsident Roosevelts New Deallove efter 1933. Bl.a. fik han oprettet The Reconstruction Finance Corporation, som gav statslån til banker og private forretagender og finansierede offentlige arbejder. I Hoovers fire år som præsident blev der iværksat flere større offentlige arbejder end i de foregående 30, således broen over San Franciscobugten og Hoover Dam, den 221 m høje og 362 m lange dæmning i Coloradofloden på grænsen mellem Nevada og Arizona. Til Hoovers ulykke kom han til at personificere krisen, således blev de fremvoksende husvildebyer kaldt Hoovervilles, og ved præsidentvalget i 1932 tabte han til demokraten Franklin D. Roosevelt. På gr. af hans smukke og resultatrige karriere var forventningerne store, da Hoover i 1929 overtog præsidentembedet. Forventningerne blev ikke indfriet. Tværtimod er Hoover i sit eftermæle blevet betegnet som en af det 20. århundredes mest tragiske skikkelser (d 20/10 1964)

 

Vedtagelsen af parlamentsloven gør ende på det britiske Overhus absolutte vetoret. Ved valget til det britiske Underhus i 1906 havde de liberale opnået en stor sejr. Med 400 af de 670 pladser i Underhuset havde de et formidabelt og absolut flertal. Inden for de næste år gennemførtes da også en række reformer. Otte timers arbejdsdag blev indført i mineindustrien, natarbejde for kvinder blev forbudt, amterne fik ret til at ekspropriere jord og sælge det som små lodder til arbejderne, og endelig gennemførtes en lov om folkepension. Overhuset havde forkastet en række forslag, bl.a. vedrørende undervisning af arbejderbørn. Dermed blev en afgørende regulering af magtforholdet mellem de to huse aktuel. Sagen blev sat på spidsen i 1909, da finansministeren fremsatte lovforslag om, at de sociale reformer skulle betales bl.a. ved progressive skatter, højere arveafgifter, skat på jordværdistigning, på tobak og øl samt motorkøretøjer. Forslaget blev vedtaget af Underhuset, men forkastet af Overhuset. Af regeringen og de liberale blev Overhuset da stillet over for en trussel om enten at acceptere såvel indskrænkning af husets beføjelser som budgetforslaget eller at blive udsat for en masseudnævnelse af nye lorder med garanteret liberale anskuelser. Ved den afgørende afstemning i Overhuset den 10. august 1911 gav medlemmerne sig med 131 stemmer mod 114. Derefter kunne det gennem det såkaldte suspensive veto kun midlertidigt forhale Underhusets beslutninger

 

Balkanstaterne underskriver freden i Bukarest og sætter dermed punktum for 2. Balkankrig. Ved fredsslutningen i maj 1913 efter 1. Balkankrig mistede Tyrkiet alle dets europæiske besiddelser bortset fra Konstantinopel. Størstedelen af de områder, Tyrkiet afstod, blev bulgarske. Bulgarernes drøm om at skabe et Stor-Bulgarien var ved at gå i opfyldelse. Endvidere var det ved fredsslutningen lykkedes Østrig-Ungarn at begrænse den serbiske ekspansion i den vestlige del af Balkan. Tilsammen startede disse to forhold omgående en ny krisesituation. Serberne krævede erstatning for den landudvidelse, dobbeltmonarkiet havde forhindret, og det skulle ske i Makedonien på bulgarernes bekostning. Her håbede grækerne også på en grænserevision og igen på bulgarernes bekostning. I nord krævede rumænerne kompensation i form af bulgarske landafståelser ved Sortehavet. En forståelse blev opnået mellem de tre utilfredse lande. Krigen – 2. Balkankrig - blev indledt af bulgarerne den 30. juni. Men deres angreb blev slået tilbage, og de måtte vige for de græsk-serbiske styrker. Et par uger senere angreb rumænerne Bulgarien fra nord og tyrkerne, som så en mulighed for revance for nederlaget i 1. Balkankrig, fra sydøst. Der blev sluttet våbenhvile efter godt en måneds krig, og freden blev hård for bulgarerne. Hvad de havde vundet i 1. Balkankrig mistede de nu. Tyrkerne udvidede deres europæiske brohoved. Rumænien fik sine krav på Sortehavskysten tilgodeset. Grækenland og Serbien delte hovedparten af Makedonien. Serbien fremstod nu som den ledende Balkanstat. Dermed var det, østrigerne frygtede, blevet virkeliggjort. Et Stor-Serbien, et samlingspunkt for den sydslaviske nationalisme, begyndte at tage form

 

1963 d Hal Koch, kirkehistoriker; dr. theol 1932; han blev udnævnt til professor i kirkehistorie ved Københavns universitet 1936. Da Krogerup Højskole blev oprettet i 1946 blev Koch forstander; samtidig bestred han sit professorat. Under indtryk af den tyske besættelse og begivenhederne i sommeren 1940 stod Koch forrest i kampen mod den nazistiske infiltration og for bevarelse af danske kulturelle og nationale værdier. Det skulle være en ikkevoldelig kamp og føres med "legale" midler. Disse bestræbelsers første virkelige resultat blev Dansk Ungdomssamvirke, en sammenslutning af alle danske ungdomsforeninger. Koch var sammenslutningens formand i årene 1940-46. Efter besættelsens ophør angreb Koch med stor styrke straffe-lovstillægget af 1. juni 1945 (indførte dødsstraf med tilbagevirkende kraft), som det bl.a. skete i hans "Jeg anklager Rigsdagen" (1947). Koch hævdede, at tyskerne måtte drage ud, som man havde ladet dem drage ind. Danske "krigsforbrydere" kunne i nogle tilfælde dømmes efter gældende lov, andre var hårdt nok ramt ved omgivelsernes foragt. Koch efterlod sig en stor litterær produktion - med vægten på kirkehistoriske emner. Således "Danmarks Kirke i den begyndende Højmiddelalder" (I-II 1936), som behandlede forholdet mellem kirke og konge og tegnede et billede af de kirkelige institutioner og embeder. Til Schults Danmarkshistorie (1941) skrev han afsnittet Det danske Folk 1042-1241. Han var redaktør ved Politikens Danmarkshistorie og forfatter til dens 3. bind "Kongemagt og Kirke 1042-1241 (1963). Desuden var han medarbejder ved forskellige leksika (f 6/5 1904)

 

1975 Dansk varmerekord måles i Holstebro. 36.4 grader celsius

 

 

 

Til top        11. august

1306 Slaget ved Dalry nær Tyndrum i Perthshire, Skotland. Da Robert Bruce den 25. marts 1306 var blevet kronet til skotsk konge, skete det uden accept af den engelske kong Edward 1. Han betragtede Robert Bruce som forræder og oprører, og ud fra sin besiddelse af mange af Skotlands vigtigste borge gjorde han alt for at knuse Robert Bruce. To gange i 1306 blev Robert og hans skotter besejret af englænderne den 19. juni ved Methven nær Perth og den 11. august ved Dalty. Robert Bruces hustru og mange af hans tilhængere blev taget til fange. Tre af hans brødre blev henrettet. Robert selv flygtede og levede til februar 1307 i skjul på øen Rathlin ud for Irlands nordkyst. Herefter genvandt han i løbet af få år det meste af Skotland og efter at have provokeret Englands Edward II til at invadere Skotland, mødtes de to landes hære i slaget ved Bannockburn 24. juni 1314. Skønt den engelske hær var tre gange så stor som den skotske, tilfaldt sejren Robert Bruce og hans mænd. Sejren sikrede skotterne deres uafhængighed og Robert Bruce den skotske trone

 

1464 d Nikolaus af Cusa (Nikolaus Cusanus), tysk kardinal, teolog og filosof; han studerede i Heidelberg, Padova og Köln og blev 22 gammel doktor i kanonisk ret. Derefter trådte han i kirkens tjeneste og deltog i Baselkonciliet (afholdt i årene 1431 til 1449). For kirkemødet forelagde han sit store skrift "De concordantia catholica", hvor han hævdede, at et almindelig kirkemøde står over paven. Han skuffedes, da kirkemødet ikke formåede at skabe enhed og fred inden for kirken. Ej heller sluttedede man sig på mødet til hans tanker. Tværtimod blev det fastslået, at paven rangerede over kirkemøderne. Senere sluttede sig til paven, Eugenius 4., og udførte flere betydningsfulde hverv. Af paven blev han belønnet ved i 1448 at blive udnævnt til kardinal og i 1450 til biskop af Brixen. C var en betydelig tænker og teolog, og betegner med sine skrifter overgangen mellem middelalder og nyere tid. Påvirket af Dionysius Areopagita og mystikken hævdede han, at Gud er den uendelige, i hvem alle modsætninger opløses i fuld harmoni (coincidentia oppsitorum). Mens mennesket empirisk kan erkende det endelige, kan det kun erkende Gud ved negativt at tænke alle de ufuldkommenheder bort, som knytter sig til endeligheden, og ved en mystisk opløftelse til Gud som enheden i mangfoldigheden. Disse tanker har C udviklet i sit hovedværk "De docta ignorantia" (1440) (f 1401)

 

1494 d Hans Memling, nederlandsk/tysk maler; sandsynlligvis udlært i Köln og var fra ca 1466 til sin død virksom i Brugge, hvor hans bedste arbejder er i byens Johanneshospitals museum. Hans malerier er blevet betegnet som værende i besiddelse af lyriske træk, og at de i deres fortællende form ofte har et verdsligt præg. Memlings evne til at fortælle kommer stærkt frem i "Marias syv glæder" (1460) og med "Kristi lidelse". For Johanneshospitalet i Brügge malede han 1489 det berømte Ursulaskrin med de seks hændelser fra den hellige kvindes liv og de 11.000 jomfruers valfart og martyrdød. Memling’s portrættter – f.eks.portrætter af Martin Nieuwenhove (1487) – viser italiensk påvirkning. Ellers er påvirkningen fra italiensk renæssance tydeligst i hans mange madonnabilleder. Blandt Memlings øvrige værker er "Dommedag" i Mariakirken i Gdansk (1473) og "Korsfæstelsen" i domkirken i Lübeck (1491) (f ca 1440)

 

1519 d Johan Tetzel, munk og afladshandler, hvis taktløse og yderst tvivlsomme salgsmetoder, bl.a. et af hans reklameslogans "når pengene i kisten klinger, straks sjælene af skærsilden springer" bidrog til at fremkalde Reformationen. I 1487 afsluttede Tetzel sine studier ved universitetet i Leipzig og tilsluttede sig kort efter dominikanerordenen i samme by. Efter at have virket som prædikant og inkvisitator i henholdsvis Polen og Sachsen blev han i 1516 afladshandler og rejste rundt og solgte afladsbreve for at skaffe penge til opførelsen af den nye Peterskirke i Rom. I 1517 var han i ærkebiskop Albrechts stift i Brandenburg, hvor hans pågående handelsmetoder tiltrak sig indbyggerne i det nærliggende Wittenbergs opmærksomhed; i Wittenberg underviste Luther, og han blev også opmærksom på Tetzel’s virksomhed. Luther var netop begyndt at udvikle sine tanker om, at sjælens frelse kun kunne opnås ved tro – ikke ved gode gerninger og ikke ved at købe afladsbreve. Det er derfor ikke underligt, at Tetzels handel ophidsede og provokerede Luther. Resultatet heraf kom, da han senere på året (31. oktober) fremsatte sine berømte 95 teser, der i løbet af få år førte til brud med romerkirken og fremkomst af den evangelisk-lutherske kirke. Mod slutningen af 1518 trak Tetzel sig tilbage til et kloster i Leipzig, hvor han døde (f ca 1465)

 

I sin søgen efter Nordvestpassagen kommer den engelske søfarer Martin Frobisher ind i den efter ham opkaldte Frobisher bugt på Baffins Island i Canada. Da Frobisher vendte hjem fra sin rejse, rapporterede han, at der muligvis var guldminer i de egne, han havde besøgt. I såvel 1577 som 1578 foretog han nye rejser til områderne omkring Baffins Island, men man fandt intet guld. Også hans forsøg på i området at oprertte en bosættelse mislykkedes. Til sin død var Frobisher overbevist om Frobisher bugten var et stræde. Først i 1860 blev det fastslået, at der var tale om en bugt og ikke et stræde

 

1658 Svenskerne indleder belejringen af København. Ved freden i Roskilde den 26. februar 1658 havde Danmark-Norge til Sverige måttet afstå Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslen og Trondheim len. Desuden skulle Danmark-Norge betale en million daler i krigsskadeserstatning – og give fuld oprejsning til landsforræderen Corfitz Ulfeldt, der optrådte i rollen som svensk fredsforhandler. Men i løbet af foråret begyndte svenskekongen Karl Gustav at overveje den fuldstændige erobring af Danmark-Norge. Han sluttede sig til den del af sin hær, der befandt sig i hertugdømmerne, og den 23. juli 1658 besluttede et svensk krigsråd at angribe Danmark. Den 8. august blev en større svensk styrke landsat ved Korsør, og den 11. august indledte Karl Gustav en belejring af København. I mere end 22 måneder lå svenskerne uden for København. Regulære tropper, studenterkorps, væbnede borgere og håndværkere forsvarede voldene, alt imens svenske "gloende kugler" regnede ned over byen. De fór gennem vinduerne, havnede i folks senge og brændte sengehalmen af, slog en student ihjel, der stod og så på sine kammerater, der spillede brætspil, rev låret af en kvinde, der tappede øl bag slottet, raserede bispens bolig og antændte adskillige brænde. Men københavnerne fik også ram på en del af belejrerne. De lagde miner ud, forbundet med løbekrudt, og de svenskere, der kom for nær, blev sprængt i stumper og stykker. Eller de blev ramt af skud fra voldene. Frygten for et svensk stormangreb red byen som en mare. Tit opstod der rygter om, at svenskerne var trængt ind i byen. Men hver gang var det falsk alarm. Først natten mellem 10. og 11. februar 1659 gik svenskerne til angreb. Det blev krigens vendepunkt. Karl Gustavs forsøg på at erobre hovedstaden mislykkedes. Hans soldater kom aldrig over de isbelagte volde. Men der gik mere end et år, før svenskerne ophævede belejringen

 

1877 Den amerikanske astronom Asaph Hall opdager Marsmånen Deimos. Med den 66 cm spejlkikkert på U.S. Navel Observatory i Washington studerede Hall Mars på et tidspunkt, der var særlig gunstig, fordi planeten da var tæt på Jorden. Den 11. august 1877 opdagede han Deimos, og den 17. august, da han igen ville iagtage Deimos, opdagede han Mars anden måne, Phobos. De to måner blev opkaldt efter de to heste, krigsguden Mars, har spændt for sin stridsvogn

 

1913 d Natalie Zahle, skolebestyrer; 1849 begyndte Zahle en uddannelse på A.Beyers og E. Bojesens Højere dannelsesanstalt for Damer. Hun bestod her 1851 institutbestyrerindeeksamen og åbnede samme år på hjørnet af Holmens- og Hummergade et privatlærerindekursus med pension. Med hendes oprettelse af Kursus for almuelærerinder 1862 var grunden lagt til N. Zahles kvindeseminarium. Ved seminariet oprettedes der i 1877 studenterkursus, der 1885 fik eksamensret. Zahle fastholdt, at kvindens naturlige opgave lå i hjemmet men hun satte uden vaklen sin kraft ind på, hvad hun kaldte "kvindens indre frigørelse", hvilket indebar kvindens ret til og mulighed for at tilegne sig den viden og de kundskaber, der for den enkelte var nødvendige for at udvikle sin personlighed. Som overbe-styrerinde indtil 1900 var Zahle såvel ildsjæl som autoritet. Piger skulle i hendes skole hente viden og indsigt i tidens kultur, så de blev friere mennesker i hjem og samfund. Som organisator ydede hun sin måske mest originale indsats, bl.a. i valg af medarbejdere; ikke så få faglige specialister har hentet deres pædagogiske viden på N. Zahles Skole (f 11/6 1827)

 

d Andrew Carnegie, amerikansk fabrikant og filantrop; han blev født i Skotland, men udvandrede i 1848 med sin familie til Pittsburgh, USA. Her begyndte han at arbejde i en bomuldsfabrik; senere blev han driftsleder i et jernbaneselskab. Snart dannede han sit eget jernbaneselskab, der som noget helt nyt introducerede sovevogne. I 1864 købte han nogle oliekilder i Pennsylvania, som dog hurtigt blev afhændet til Rockefeller. I stedet grundlagde Carnegie Keystone Bridge Works, som fremstillede jernbanebroer. Efter Borgerkrigen anlagde han flere jernværker, hvor han i 1868 indførte Bessemerprocessen i stålfremstillingen. Fra 1873 koncentrerede han sig om stål og opkøbte flere store stålværker; de blev alle forenet i Carnegie Steel Co., som også omfattede jernbaner, kulminer, dampskibe m.m. I 1901 købte den amerikanske ståltrust, organiseret af J. Pierpont Morgan (United States Steel Corporation) Carnegie ud for 500 millioner $. Herefter trak Carnegie sig tilbage til privatlivet. Af sin formue gav han ca 350 millioner $ til almennyttige formål i første række til biblioteker, universiteter og tekniske højskoler i såvel USA som Storbritannien. Han oprettede endvidere "Carnegie-Hero-Fund-Trust" til belønning af heltemodige handlinger i fredstid og Fondet for International Fred (Carnegies Endowment for International Peace) til fremme af mellemfolkelig forståelse. Carnegie ydede væsentlige bidrag til opførelse af Fredspaladset i Haag. Carnegie udgav bl.a. "Triumphant Democracy" (1886) og i 1902 "The Empire of Business" (f 25/11 1835)

 

1942 I Leningrad - under den tyske belejring - bliver Dimitri Shostakovich's Syvende symfoni - Leningrad -spillet for første gang

 

d Jackson Pollock, amerikansk maler; uddannet i New York i 1920'erne. Han udviklede sig i 1940'erne fra et figurativt, surrealistisk maleri over i det abstrakte maleri og blev en af grundlæggerne at det spontane, abstrakt-ekspressionistiske maleri kaldt action-painting, som opstod i USA i 1940'erne, og som blev en af efterkrigs-tidens vigtigste kunstretninger. Det var her selve maleprocessen, der var det vigtigste. Den fysiske kontakt mellem kunstneren og materialet skulle udløse og give udtryk for følelse og tanke. Man skulle udtrykke følelser snarere end at illustrere dem. Kunstneren gik til staffeliet med materialet i hånden for at gøre et eller andet med det andet stykke materiale (lærredet) foran sig. Billedet blev et resultat af dette møde. Retningen gav stor plads for tilfældig udformning af maleriets opbygning og farvesammensætning (f 28/1 1912)

 

 

Til top        12. august

 

Slaget ved Dupplin; slaget markerede genoptagelsen af skotternes kamp med englænderne; en kamp som tilsyneladende var blevet afsluttet i 1328 med freden i Northampton. Men under ledelse af Henrik de Beaumont og med hemmelig accept fra den engelske konge, Edward III planlagde de skotske stormænd, der efter ordre fra den skotske konge Robert I pga. af deres støtte til englænderne havde mistet jord og indflydelse, at tilbageerobre deres ejendom og tidligere position med magt. Som ny leder af forehavendet kom Edward de Balliol over fra Frankrig i spidsen for 1500 mand. Ved det afgørende slag ved Dupplin, hvor Balliols styrke var i stort mindretal, brugte Balliol den taktik, der senere blev anvendt af Edward III i slagene ved Halidon Hill 19. juli 1333 og ved Crécy 26. august 1346. Alle Balliols mænd kæmpede til fods, og på infanteristernes flanker placeredes hans bueskytter. I et noget uordentligt angreb havde den første skotske angrebsstyrke ingen fremgang, og den blev stærkt decimeret af byger af pile fra Balliols bueskytter. Nu angreb den anden skotske angrebsstyrke. Den stødte sammen med den første angrebsstyrke, som var ved at trække sig tilbage, og i denne almindelige forvirring, tilfaldt sejren Edward de Balliol. Han blev som Edward III’s vasal kronet som Skotlands konge den 24. september 1332

 

1484 d Sixtus 4. Rovere, pave 1471-1484; han startede sin gejstlige karriere som franciscanermunk; i 1464 blev han ordenens leder; udnævnelsen til kardinal fulgte tre år senere, og i 1471 blev han pave. Som pave interesserede han sig ikke meget for europæiske forhold. Han koncentrerede sig om italienske forhold. Hans var indvolveret i mindre pæne foretagender. Den værste blandt disse var uden tvivl sammensværgelsen mod Lorenzo ’il magnifico’ Medici. For at bryde medicifamiliens magt i Firenze overfaldt agenter udsendt af Girolamo Riario, Sixtus nevø, medicibrødrene Lorenzo og Giuliano. Overfaldet fandt sted den 26. april 1478 under messen i Firenzes domkirke. Giuliano blev dræbt, mens Lorenzo slap bort. Følgerne af udåden var bl.a., at Sixtus ekskommunikerede Lorenzo, lagde Firenze under interdikt, opmuntrede sin allierede kong Ferdinand I af Napoli til at indlede krig mod Firenze. Men i 1480 sluttede Lorenzo fred med Ferdinand, og for Sixtus endte affæren med, han måtte give Lorenzo absolution og løse bandet over Firenze. En stor del af de pavelige indtægter brugte Sixtus på kunst og offentlige bygninger. Han forbedrede Roms vandforsyning, restaurerede broer, mure, porte og tårne. Han opførte en bro over Tiberen, der efter ham blev kaldt Ponte Sisto. Han byggede et nyt Vatikanbibliotek og over dette Det sixtinske Kapel. Til at udsmykke dette kapel indbød Sixtus tidens største kunstnere til Rom. Endvidere lod han i Rom opføre kirkerne Santa Maria della Pace og Santa Maria del Popolo. Sixtus bragte den tyske naturvidenskabsmand Johann Müller – Regiomontanus – til Rom og gav ham til opgave at bringe orden i den julianske kalender. Men Regiomontanus døde året efter (1476), og kalenderreformen (den gregorianske kalender) blev udsat et århundrede (til 1582) (f 21/7 1414)

 

1503 f Christian 3. konge 1533-1559; søn af hertug Frederik af Holsten-Gottorp (senere Frederik 1.) og Anna af Brandenburg, 1525 gift med Dorothea af Sachsen-Lauenburg; Christian oplevede Luther på Rigsdagen i Worms i 1521 og gik over til Lutheranismen. Efter det udsatte kongevalg efter faderens død i 1533 accepterede C den jysk-fynske adels tilbud om at blive konge, efter at grev Christoffer af Oldenborg med Lübecks hjælp havde udløst borgerkrigen (Grevens Fejde) med det formål at genindsætte Christian 2. Den 18. august 1534 blev Christian 3. hyldet i Horsens. Efter sejren i borgerkrigen skabte Christian mere stabile og formaliserede rammer for det samarbejde mellem kongemagt og adel, der bestod frem til enevældens indførelse i 1660. Efter at det norske rigsråd var blevet opløst, lå den højeste magt i riget nu hos Danmarks krone, der bestod af konge og rigsråd i forening. I 1536 gennemførtes Reformationen; kirkens gods (ca 1/3 af landets jord) blev beslaglagt af kronen. De forøgede indtægter af den inddragne jord samt tidens gode økonomiske konjunkturer kom først og fremmest konge og adel til gode. Men det ser dog ud til, at der i løbet af Christians regeringstid for den almindelige befolkning i det mindste blev skabt tålelige vilkår med nogen velstand. Generelt karakteriseres Christians tid som konge som en periode i Danmarks historie præget af betydningsfulde reformer på en lang række områder og af en konsekvent gennemført politik. Christian var en from mand, og hans hverdag var udover regeringsarbejde præget af bøn, gudstjenester, hvor han selv jævnligt prædikede og læste op af religiøse skrifter, særlig Luther, og diskussioner om religiøse anliggender. Bibelen læste han kontinuerligt livet igennem. Udover religionen havde matematik, astronomi og ikke mindst musik hans interesse. Christian 3. var far til bl.a. sin efterfølger Frederik (II) og datteren Anna, der 1548 blev gift med hertug August af Sachsen (d 1/1 1559)

 

1515 Bryllup. Christian 2. og Elisabeth af Nederlandene. Efter sin tronbestigelse i 1513 indledte Christian 2., som af handelspolitiske hensyn ønskede tilknytning til Nederlandene, og som også af andre grunde ønskede tilknytning til det habsburgske hus, gennem kurfyrsten af Sachsen forhandlinger om giftermål med en af habsburgeren, ærkehertug Philip af Østrigs døtre. Han ønskede oprindelig, bl.a. af hensyn til en eventuel arv, at ægte Elisabeths ældste, smukke søster, Eleonora. Men hun var lovet bort og blev senere gift med den franske konge Frans I. Christian måtte tage til takke med Elisabeth, hvis træk skæmmedes af Habsburgernes tunge underansigt. Denne forbindelse var dog ikke så dårlig, og den blev endnu bedre, da Elisabeths bror i 1519 efterfulgte sin farfar som tysk kejser under navnet Karl 5. Dertil kom medgiften. Den var stor. 250.000 gylden. Med generhvervelsen af Sverige i tankerne havde Christian god brug for pengene. Men han kom til at vente længe. Ægteskabstraktaten blev sluttet i Linz den 29. april 1514, den 11. juni samme år blev Elisabeth i Bruxelles ved prokuration viet til Mogens Gøje på kongens vegne. Året efter kom hun til Danmark, hvor bryllup og kroning fejredes samtidig

 

De katolske biskopper i Danmark fængsles - i forbindelse med reformationen. Da Christian 3. stod som sejrherre efter Grevens Fejde, var hovedproblemet for ham at skaffe penge til lejetroppernes sold, så de kunne hjemsendes. Da kongen hørte, at kirkens ledere havde nægtet at yde noget, "besluttedes i Guds navn straks at tage bisperne ved vingebenet". De tre bisper, der intetanende opholdt sig i København, blev straks fængslet. Samtidig blev der sendt soldater og skibe til Fyn og Jylland for at pågribe bisperne der. På et stændermøde i oktober forklarede kongen, hvad der var sket. Grevens Fejde med alle dens ulykker var kommet, fordi bisperne ikke havde villet vælge en konge i 1533. De havde så opført sig som "en hob galne, ubesindige hunde" og plyndret gårde og slotte. Bl.a. derfor sad de nu i fængsel, og deres gods overdraget kongen.

 

På sin 34 års fødselsdag og på årsdagen for de katolske biskoppers fængsling krones Christian den 3. og hans dronning – Dorothea - i Københavns domkirke. Måneder i forvejen var rigsrådet og adelen blevet indbudt "med deres hustruer og jomfruer" til at kaste glans over festen, og allerede midsommerdag skulle tolv fornemme adelsfruer indfinde sig for som "dragefruer" at foretage udsmykningen, der bestod i at "drage" salene på Københavns Slot med kostbare, farverige tøjtapeter eller vægtæpper. På kroningsdagen bevægede et strålende optog sig langsomt fra slottet over Højbro gennem Københavns smalle gader til domkirken. Forrest gik den menige adel tre og tre, efter dem fulgte rigsråderne til hest. Efter disse fulgte trompetere og spillemænd til fods. Umiddelbart foran kongen blev båret rigssværdet, kronen, septret og rigsæblet. Kongeprocessionen afsluttedes af udenlandske fyrster og repræsentanter fra andre stater. Efter nogen afstand kom en ny procession, dronningens. Dronningen selv sad i en forgyldt vogn sammen med hertuginden af Preussen. Så fulgte hofdamerne og de adelige fruer og jomfruer. Højtideligheden i domkirken blev indledt af den wittenbergske reformator Johan Bugenhagen, der i en tale advarede mod overdreven nydelse af mad og drikke og fremhævede mådeholdet som en sand dyd. Efter "Gloria in excelsis" var sunget, trådte kansler Johan Friis frem og bad Bugenhagen om at salve kongen og overrække ham de kongelige værdighedstegn. På tilbagevejen til slottet red dronningen ved kongens side på en hvid hest "Hilset og beundret af alle, mindre ved kronens glans end ved sin ynde og skønhed". Også hendes ridefærdighed beundrede man, for dronning Dorothea var en fremragende rytter, der holdt af at tumle sin hest under jagt. Den Stralsundske Krønike fortæller, at Bugenhagen "der kun fortjente tak for sin gerning", i stedet blev kraftigt skældt ud af Luther. Det var Luthers opfattelse, at det var Bugenhagens opgave at reformere kirker ikke at krone fyrster

 

Freden i Brømsebro på grænsen mellem Sverige og Blekinge afslutter den svensk/danske krig Torstenssonkrigen 1643-45. Ved fredsslutningen afstod Danmark-Norge til Sverige de norske landskaber Jämtland, Härjedalen, øerne i Østersøen Gotland og Øsel samt Halland i 30 år. Desuden fik Sverige toldfrihed i Øresund. De svenske sejre i Trediveårskrigen (1618-48) havde gjort Sverige til en europæisk stormagt med besiddelser i Tyskland og i Balticum. Men den danske flåde var Nordens stærkeste og dermed en hindring for en udbygning og konsolidering af forbindelserne mellem Sverige og kontinentet. Kunne svenskerne erobre Skåne, Halland og Blekinge ville de få kontrol over Øresund og dermed indsejlingen til Østersøen. Det var disse tanker, der lå bag det angreb, den svenske general Torstensson begyndte, da han i december 1643 sydfra rykkede ind i Holsten. På to uger var hele Slesvig-Holsten på nær fæstningerne Krempe og Glückstadt erobret. I begyndelsen af januar fortsatte svenskerne op i Jylland, og i slutningen af måneden var hele halvøen i svenskernes hænder. I februar trængte svenske tropper ind i Skåne og indtog bl.a. Helsingborg og Landskrona. Det danske landforsvar var brudt sammen. Nu var det op til den dansk-norske flåde at hindre, at øerne ikke led samme skæbne som Jylland. Med sejren over den svenske flåde i slaget på Kolberger Heide 1. juli 1644 blev denne fare afværget i første omgang. Men nu blandede hollænderne sig i det nordiske opgør. Af hensyn til deres handel så de gerne en svækkelse af Danmark-Norge; det betød dog ikke, at de ville erstatte et dansk-norsk østersøherredømme med et svensk. Stillet over for en hollandsk-svensk flåde måtte Danmark-Norge give op, og da svenskerne ikke havde ressourcer til alene at undertvinge Danmark-Norge, indledtes der fredsforhandlinger i Brømsebro. Med freden i Brømsebro mistede Danmark for stedse herredømmet i Norden.

 

d Niccoló Amati, italiensk violinbygger; han var tredje generation i en familie af violinbyggere i den norditalienske by Cremona og anses for at være familiens dygtigste mest berømte inden for faget. Han byggede instrumenter, der var kendt for deres gode håndværk og smukke klang. Blandt hans elever var Stradivari og Andrea Guarneri. A’s virksomhed blev videreført af sønnen Girolamo (1649-1740), og skønt de instrumenter var på højde med dem, hans bedstefar og far havde lavet, kom han til at stå i skygge af Stradivari (f 3/9 1596)

 

Med østrigernes og ungarernes sejr over tyrkerne i slaget ved Mohács i Ungarn sættes der en effektiv stopper for tyrkernes ekspansion i Europa

 

døbt Støvlet-Cathrine (Anna Cathrine Benthagen), Christian VIIs maitresse; endnu ikke fyldt ti år hjalp hun sin mor med at bringe de af moderen fremstillede støvletter ud til kunder blandt garnisonens folk, hvilket gav hende det tilnavn, som hun blev kendt under i samtid og eftertid. Først i 1760erne har hun muligvis en tid været statist ved teatret; derefter var hun en engelsk gesandts elskerinde, hvilket skaffede hende tilnavnet "Mylady". Da hun efteråret 1767 kom i forbindelse med Christian VII, omtales hun som "den østrigske gesandts meget utro elskerinde", men hun havde også en tid ernæret sig som almindelig prostitueret. I nogle måneder turede hun og kongen rundt i København ved nattetide og øvede hærværk og vold mod især bordellerne og deres beboere. Da det var kendt i byen, at det var kongen, der stod bag hændelserne, vakte de stor opmærksomhed. Af frygt for at S skulle få politisk magt over den mentalt forstyrrede konge, greb nogle ministre ind. De tvang kongen til at underskrive en forvisningsordre, og i januar 1768 blev S kørt til Hamborg og indsat i tugthuset der. Ret hurtigt flyttedes hun til tugthuset i Neumünster, hvor hun efter omstændighederne fik en hæderlig behandling. I 1770 blev hun løsladt og fik en pension på 500 rigsdaler om året(d 25/8 1805)

 

Det slag, der er blevet betegnet som det ubarmhjertigste og for Frederik den Store af Preussen mest tragiske slag i Den Preussiske Syvårskrig (1756-63), udkæmpes ved Kunersdorf øst for Frankfurt an der Oder. Preusserkongen led et alvorligt nederlag, da hans hær besejredes af en forenet østrigsk russisk hær. Efter sin sejr over preusserne ved Züllichau i Brandenburg den 23. juli marcherede den russiske general Pyotr Semyonovich Saltykov med sine 70.000 mand langs floden Oder mod Frankfurt. Samtidig havde Ruslands allierede Østrig sendt en hær på 35.000 mand under kommando af Gideon Ernst von Laudon frem for at slutte sig til Saltykov. For at hindre at hans fjender forenede deres hære, satte Frederik den Store sig straks i bevægelse med en hær på omkr. 50.000 mand. På trods af han ikke fik hindret den østrigske hærs tilslutning til den russiske, gik Frederik den 12. august til angreb på modstanderens stærke stillinger ved Kunersdorf. Efter tolv timers kamp syntes preusserkongen at have fordelen på sin side; da angreb Laudons 18.000 mand, som havde været holdt i reserve, de udmattede preussere og slog dem på flugt. Resultatet af slaget blev en katastrofe for Frederik. I løbet af seks timer mistede han flere end 18.000 mand. Men da russerne og østrigerne ikke gjorde noget for at følge sejren op, fik nederlaget ikke de store konsekvenser for Frederik den Store. Den følgende morgen konstaterede han, at 23.000 mand, der var flygtet fra slagmarken, var vendt tilbage til deres regimenter, skamfulde over deres flugt og parate til atter at kæmpe for ham; om ikke andet så længtes de efter at få noget at spise

 

f Malthe Conrad Bruun, dansk/fransk forfatter og geograf; efter i nogle år at have studeret henholdsvis teologi og jura kastede Bruun sig over litterær og politisk forfattervirksomhed. I kraft af sin eminente udtryksevne og spidse pen blev han et af de mere betydende medlemmer af 1790'ernes politisk-litterære miljø. I de første år skrev han især digte, kritikker og artikler til tidsskrifter som Minerva og Tilskueren. 1796 udgav Bruun satiren "Aristokraternes Katekismus", hvori han gav sin samfundssatire og sine voldsomme angreb på adel og enevælde en gudsbespottelig form. Satiren førte til anmeldelse; af frygt for konsekvenserne flygtede Bruun. I næsten halvandet år holdt han skjult på Uranienborg kongsgård på Hven. Sin politiske opositionstrang kunne Bruun dog ikke tøjle. 1797 udgav han tre afhandlinger "Tria juncta in uno", hvori han bl.a. hævdede, at en regering, der bruger magt for at undertrykke andres tanker, handler mod Guds indretning og derved opfordrer til opstand. Bruun blev atter sat under anklage. 19. december 1800 faldt dommen: landsforvisning. Bruun rejste til Frankrig; her tog han med stor energi fat på at skabe sig en ny fremtid. På to områder vandt han berømmelse, som litteraturkritiker og som en af den moderne geografis grundlæggere. Som kritiker udgav han 1814-15 "Spectateur ou Variétes historiques, littétaires, critiques, politiques et morales". Som geograf skrev han bl.a. 1/3 af det 16 binds store "Géographie, matématique, physique et politique de toute les parties du monde", der udkom i årene 1803-1807 (d 14/12 1826)

 

Under Napoleonskrigene rykker hertugen af Wellington med sine tropper ind i Madrid. Da portugiserne i 1808 gjorde oprør mod Napoleons franske besættelsesstyrker, fik Wellington ordre til at støtte dem. Den 21. august 1808 tilføjede hans tropper franskmændene under ledelse af general Andoche Junot nederlag i slaget ved Vimeiro. Indgriben fra den britiske overkommando hindrede Wellington i den fulde succes. I London foretrak man et kompromis, og Junot kunne med sin slagne hær trække sig tilbage til Frankrig. Dermed var første runde i krigen på den Iberiske Halvø slut, og Wellington trak sig tilbage til sin tidligere stilling som guvernør i Irland. I 1809 overtalte han den britiske regering til at genoptage krigen i Portugal/Spanien. Efter at være gået i land i Lissabon med sin styrke tilføjede han en fransk styrke under marskal Nicolas-Jean de Dieu Solt nederlag. Sejren betød, at franskmændene trak sig ud af Portugal, men Wellingtons forsøg på at rykke frem til Madrid mislykkedes. I de følgende år fulgte Wellington en defensiv politik, mens hans hær til stadighed blev stærkere. I sommeren 1812 kunne han erobre den stærke spanske fæstning Ciudad-Rodrigo ved Bajadoz. Da hans styrker derefter "på 40 minutter besejrede 40.000 franskmænd" kunne han den 12. august 1812 rykke ind i Madrid. Men da hans belejring af Burgós mislykkedes, måtte W atter trække sig tilbage til Portugal. I maj 1813 rykkede Wellington for sidste gang ind i Spanien. I løbet af det næste år besejredes hans fjender i Spanien. Wellington krydsede grænsen til Frankrig, og den 10. april 1814 kunne han med sine soldater rykke ind i Toulouse. Den del af Napoleonskrigene, der var blevet udkæmpet på den Iberiske Halvø, var slut

 

1827 d William Blake, engelsk digter, maler og gravør; Blake er blevet karakteriseret som en af de mærkeligste skikkelser i britisk litteratur og kunst, ikke forstået i sin samtid, den første store romantiker og samtidig et geni, som man ikke kan klasseficeres. Mange af hans mindre digte som "The Tiger" og "Jerusalem" er allemandseje. Hans større værker er vanskeligt tilgængelige, men har også i nyere tid beskæftiget mange forskere. Han levede næsten hele livet i London i små kår og ofte i fattigdom. Som 10 årig kom han på tegneskole og fire år senere i gravørlære. I 1779 blev han elev på Royal Academy. I 1821 afholdt han en udstilling med 16 malerier og akvarel-tegninger. Men i sin samtid var han mest kendt som grafiker. Han trykte selv sine værker fra kobberplader, hvor han havde indgraveret teksten med dekorative rammer og illustrationer. Som forfatter udgav han bl.a. digter-værket "Songs of Innocense" (1789) og fra 1794 "Songs of Experience". I sit forfatterskab opponerede Blake ikke blot mod den industrielle revolutions sataniske fabrikker og arbejdernes fremmed-gørelse over for eget arbejde, men også imod engelsk erfaringsfilosofi (empirisme) og imod oplysningsårhund-redets fremhævelse af det abstrakte og generelle på det konkrete, sanselige livs bekostning. Fra slutningen af hans liv stammer hans mesterværk i raderkunsten, illustrationerne til Jobs Bog (1822-23). Endvidere skabte han en serie illustrationer i blyant og akvarel til Dantes Guddommelige Komedie (1826-27). William Blake er blevet bedømt som en ener i engelsk romantik og værende forud for sin tid, idet han i digterisk-visionær form med sin radikale kritik af den moderne verden foregreb indsigter hos senere tiders tænkere som Marx, Nietzsche og Freud (f 28/11 1757)

 

f Helena Blavatsky, russisk teosof og okkultist; i sin ungdom rejste hun meget og studerede okkulte "videnskaber" i bl. a. Indien og Tibet og siges selv at have udviklet magiske og oversanslige evner. Hun påstod at have tilbragt syv år hos nogle af Himalayas mahatmaer, der gennem årtusinder havde udviklet utallige og utrolige hemmelige kræfter, og som nu indviede B i disse mirakuløse magter. Efter et længere ophold i Rusland rejste hun i 1873 til New York. Her traf hun oberst Henry Olcott og grundlagde sammen med ham i 1875 Theosophical Society (Teosofisk Samfund). 1879 rejste Olcott og B til Indien. De slog sig ned i Adyar nær Madras, som siden har været Teosofisk Samfunds internationale centrum. I 1884 blev B beskyldt for bedrageri. Hun havde hævdet, at dele af hendes bøger blev skrevet af Himalayas mahatmaer, mens hun sov. Undersøgelser viste, at mahatmabrevene var skrevet med Blavatskys håndskrift. Herefter (1885) forlod hun Indien og boede resten af livet i London. Blavatsky har bl.a. skrevet "Isis Unveiled" (1877) en 1300 siders samling af mysticisme, myter og arkæologi som antyder, at antikkens indviede besad en viden, som siden gik tabt. I 1888 udsendte hun "The Secret Doctrine" (dansk, Den hemmelige lære) som er en fuldstændig omarbejdet udgave af Isis Unveiled og indeholder hele Blavatskys samlede okkultisme. Begge er grundliggende værker inden for teosofien (d 8/5 1891)

 

d Christen Brøndum, brændevinsbrænder; hans virksomhed lå i Prinsensgade i København, og han havde startet den allerede i 1809. Da der i 1812 blev indført en brændevinsbrændereksamen, blev Brøndum af myndighederne udnævnt til at give undervisning i faget. I 1820 udgav han en af H.C. Ørsted gennemset "Kort Underviisning i Kunsten at brænde Brændevin". I 1822 udsendte han på Landhusholdningsselskabets opfordring "Anvisning på at lave Vin af Æbler". Brøndums brænderi med en kedel på omkr. ti tønder og fire mæskekar, hvert på ca. 28 tønder var blandt tidens største. I samtiden var Brøndums brændevin særdeles velanset. Hans navn lever i dag gennem De Danske Spritfabrikkers (Danisco Distillers) "Brøndum Snaps". Enken efter hans søn solgte i 1893 Bs brænderi til De Danske Spritfabrikker (f 12/7 1777)

 

d George Stephenson, engelsk ingeniør og lokomotivfabrikant; uden egentlig skolegang begyndte han tidligt at arbejde bl.a. som kulminearbejder. Som 19-årig betjente han en Newcomendampmaskine, der pumpede vand op af Killingworth kulminen ved Newcastle-on-Tyne. Samtidig gik han på aftenskole for at indhente sine manglende skolekundskaber. S’s efterhånden store kendskab til dampmaskiner gjorde, at han blev udnævnt til maskinmester ved Killingworth kulminen. Omkr. 1814 byggede S sit første lokomotiv "Blucher", der kunne køre med en fart på mellem 7 og 8 km i timen trækkende otte vogne lastet med 30 tons kul. I de flg. år forbedrede han han til stadighed sit lokomotiv. Da han i 1821 hørte om planerne om anlæggelse af en hestetrukken jernbanelinje mellem Stockton og Darlington, overbeviste han mændene bag projektet om fordelene ved en linje betjent af et lokomotiv bygget af ham. Den 27. september 1825 er siden blevet kaldt jernbanedriftens fødselsdag. Da kørte et tog med en fart af 15 miles (24 km) i timen mellem Stockton og Darlington medbringende 450 passagerer. Året efter byggede S en 64 km linje mellem Liverpool og Manchester. For at kunne bygge denne linje måtte S dæmpe vrede bønder ned. Bl. a. frygtede de, at jernbanen ville udkonkurrere hestetrukken transport og ødelægge markedet for havre. Da Liverpool-Manchester linjen var færdig vandt S’s lokomotiv "Rocket" med en fart af 36 miles (58 km) i timen en lokomotivkonkurrence. Til sin død virkede S som rådgiver ved jernbanebyggeri både i England og i udlandet (f 9/6 1781)

 

f Mary Roberts Rinehart, amerikansk forfatter af spændingsromaner; hævdede selv, at hun aldrig havde skrevet detektivromaner, og bortset fra Miss Pinkerton, (1932) optræder der da heller ingen detektiver i hendes mere end 20 romaner. Efter at være uddannet som sygeplejerske blev hun i 1896 gift med en læge. Da hendes familie under depressionen i 1903 fik økonomiske vanskeligheder, begyndte hun at skrive. Næsten fra begyndelsen opnåede hendes produktion stor popularitet. Hendes "The Man in Lower Tower" blev bragt som føljeton i et dagblad i 1907. Året efter udkom hendes første bog " The Cirkular Staircase". Ved siden af sine spændingsromaner skrev hun en længere serie om en uforfærdet gammeljomfrus oplevelser. I en længere årrække blev de bragt i avisen The Saturday Evening Post. Desuden skrev R rejsebøger, hvoraf nogle reflekterede hendes oplevelser som krigskorrespondent under 1. Verd.krig. Om sine spændingsromaner udtalte R, at hun var interesseret i mennesker og deres motiver og ikke i udlagte spor (d 22/8 1958)

 

Våbenhvile i den spansk amerikanske krig. Allerede da krigen havde varet tre måneder, indså både den spanske befolkning og den spanske regering det håbløse i at fortsætte kampen. De spanske hære på såvel Cuba som Philippinerne var stadig i stand til at føre en offensiv krig, men efter ødelæggelsen af den spanske flåde i Manillabugten og ved Santiago de Cuba (juli 1898) var de isolerede. De kunne hverken få tilført forstærkninger eller forsyninger og måtte uundgåeligt bukke under, når amerikanerne fik ført forstærkninger frem. Disse forhold fik den spanske regering til at udsende fredsfølere gennem den franske ambassadør i Washington. Fjendtlighederne sluttede den 12. august 1898 med undertegnelse af en våbenhvile. Den fastslog, at Spanien skulle forlade Cuba og overlade USA Puerto Rico samt en af Marianaøerne – senere fastslagt som Guam. Endvidere skulle spanierne acceptere amerikansk besættelse af Philippinerne, indtil disse øers tilhørsforhold var blevet afgjort ved den endelige fredsaftale. Den blev underskrevet i Paris den 10. december 1898

 

1953 Sovjetunionen sprænger sin første brintbombe

 

d Thomas Mann, tysk forfatter; hans første større værk er den delvis selvbiografiske "Buddenbrooks" fra 1901. I den anslår han et hovedtema for sit forfatterskab: konflikten mellem kunstneren og det borgerlige liv. Temaet gentages i novellen "Der Tod in Venedig" (1913, dansk 1913). Med 1. Verd.krig indledtes en ny fase i M’s forfatterskab med kulturfilosofiske og historiske studier. I "Betrachtungen eines Unpolitischen" (1918) satte han humanitet og europæisk universalitet over politiske programmer. For M var den borgerlige kultur bærer af en lang, humanistisk åndstradition, som han så som sin opgave at bevare. I romanen "Der Zauberberg" (1924, dansk Troldfjeldet, 1930, nyoversat Trolddomsbjerget 1989) skildrer han det europæiske borgerskabs situation lige før 1. Verd.krig. Titlen refererer til bjergsanatoriet i Davos i Svejts, hvor handlingen foregår. Fra M’s senere år er bl.a. romanen "Doktor Faustus" (1947, da.1957), hvor han analyserer en kunstnertype, men hvor der også er kommet en ny dimension i hans forfatterskab: hans fortvivlelse over Tyskland. I dette kulturfilosofiske værk forsøgte M inden for et bredt historisk perspektiv at kortlægge den nationalsocialistiske katastrofe. I 1933 forlod M Tyskland; han slog sig først ned i Svejts, hvorefter han emigrerede til USA. Hvor stærkt knyttet M var til den borgerlige verden før og efter 1900 viste romanen "Bekentnisse des Hochstaplers Felix Krull" (1. bd. 1954, men påbegyndt langt tidligere). Med munter ironi og virtuos sprogkunst fortog M en skarpsindig demaskering af det wilhelminske borgerskab. I 1951 vendte han tilbage til Europa og boede i Svejts til sin død. M’s forfatterskab omfatter talrige essays og trykte taler. Gennem hele livet skrev M utrætteligt om litteratur, politik, kultur, om sig selv og om sine værker. I 1929 modtog M nobelprisen i litteratur (f 6/6 1875)

 

1977 Rumfærgen "Enterprise" foretager fra Vandenberg-basen i Californien sin første prøveflyvning. I 1969 opstod de første amerikanske planer om at skabe en rumfærge, der kunne genbruges ved opsendelse af satellitter og andre rumfartøjer i modsætning til de hidtil anvendte rumkapsler. I marts 1972 havde man de endelige tegninger færdige, og bygningen af den første rumfærge blev påbegyndt. Den stod klar i februar 1977 og havde betegnelsen OV-101 (Orbiter Vehicle, first). Den fik tilnavnet Enterprise efter Hollywood rumskibet i fjernsynsserien Star Trek. Enterprise var ikke planlagt til at foretage egentlige rumflyvninger, men for prøveflyvninger i Jordens atmosfære. Eftersom Enterprise derfor ikke var konstrueret til at kunne starte fra jordoverfladen, blev et Boeing 747 fly bygget om, så det på ryggen kunne bære Enterprise op i den ønskede starthøjde. Enterprise foretog sin første flyvning den 12. august 1977 med Gordon Fullerton og Fred Haise om bord. Enterprise blev udløst fra Boeing 747’eren i 22.800 fods højde, hvorfra piloterne i glideflugt førte rumfærgen ned i en perfekt landing. Den første egentlige flyvning, hvor rumfærgen ikke blev båret op af et Boeing-fly, fandt sted den 12. april 1981, da rumfærgen Columbia lettede fra Kennedy rumstationen i Cape Canaveral i Florida

 

 

 

 

Til top        13. august

 

1521 Den spanske hærfører og opdagelsesrejsende Hernán Cortés generobrer aztekernes hovedstad Tenochtitlan (nutidens Mexico City)og omstyrter dermed aztekerriget. Efter Cortés og hans styrke natten mellem den 9. og 10. juli 1520 med store tab var flygtet ud af Tenochtitlan, havde den spanske conquistador indset, at aztekernes hovedstad ikke kunne erobres ved at trænge frem ad de lange dæmningsveje og over kanalerne, så længe aztekerne kunne bruge deres krigskanoer på søen. Forholdet var nemlig, at Tenochtitlan lå på en ø i Tetzcocosøen – som nu er fuldstændig udtørret – og med dæmninger var forbundet med søbredden. For at gennemføre erobringen lod Cortés bygge 13 brigantiner, nogle manøvredygtige, tomastede småskibe, der blev bemandet med bøsseskytter og bestykket med små kanoner. Foråret 1521 forløb med mange større sammenstød og egentlige slag, hvorunder spanierne og deres indianske forbundsfæller skridt for skridt sikrede sig kontrol med det meste af søens østlige og sydlige bred. Den 22. maj iværksatte Cortés hovedangrebet. Tre store styrker sendtes ud mod hver sit mål, samtidig med at brigantinerne stak ud på søen. Snart var hovedstaden omringet, og angriberne satte sig fast ved dæmningsvejene. Mere end to måneder kom der til at gå, før aztekerne var besejret. Der blev kæmpet dag og nat, og langsomt blev ringen indsnævret om aztekerne, der efterhånden var afskåret fra forsyninger, så mange døde af sult eller af mangel på frisk vand. Da man nåede den 13. august, lå Tenochtitlan i ruiner, og gaderne flød af blod. Den dag steg aztekernes sidste konge, Quauhtemoc, ned i en kano, og kun ledsaget af en embedsmand, en tjener og en mand til at padle, sejlede han over til Cortés og overgav sig. Dermed besegledes det aztekiske riges undergang

 

1598 Som afslutning på de bitre religionsstridigheder i Frankrig udsteder kong Henrik 4. i Nantes i Bretagne det såkaldte Nantesedikt. Med ediktet sikredes de franske protestanter, huguenotterne, en række religiøse rettigheder. De sikredes religionsfrihed og tilladelse til i mange egne af Frankrig at udøve deres tro. Dog ikke i Paris, den blev forbeholdt katolikkerne. Ediktet sikrede huguenotterne fulde borgerlige rettigheder. Endvidere blev der oprettet en særlig domstol, Chambre de l’Édit. Den var sammensat med samme antal katolske som protestantiske dommere. Domstolen skulle dømme i sager, der måtte opstå som følge af ediktet. Det blev ligeledes bestemt, at protestantiske præster skulle lønnes af staten. Endelig blev de byer og steder, der i august 1598 var i huguenotternes hænder, for otte år overladt dem som sikkerhedsbyer, places de súrete; udgifterne til den der placerede garnison ville blive betalt af kongen. Samtidig genindførtes katolicismen i de egne, hvor den under religionskrigene var forsvundet, og ethvert forsøg på at udbrede protestantismen blev forbudt. På trods af katolicismens fortrinsstilling blev ediktet bekæmpet af pave Clemens VIII og af det katolske præsteskab i Frankrig. Kardinal Richelieu, som anså ediktets politiske bestemmelser for at være til fare for staten, ophævede dem ved freden i Alès i 1629. Den 18. oktober 1685 ophævede Ludvig 14. Nantesediktet og fratog dermed de franske protestanter alle religiøse og borgerlige rettigheder

 

f Rasmus Bartholin, fysiker, matematiker og læge; han studerede 1646-56 i Holland, Frankrig, Italien og England. Under opholdet i Holland – i Leyden – grundlagdes hans hovedinteresse, matematikken. Et område han allerede da opnåede betydelig anseelse på. Han vendte hjem, da der kunne skaffes ham et professorat i matematik. Det tiltrådte han i februar 1657, og august samme år blev han professor i medicin. Han blev i 1667 udnævnt til kongelig lærer i naturvidenskab (mathemathicus regis) og lærer for prins Jørgen. Bartholin fik stor betydning for udbredelsen og forståelsen af den tids nye matematik, dvs Descartes’ analytiske geometri. Sammen med sin senere svigersøn, Ole Rømer, arbejdede han på at udgive Tyge Brahes efterladte obervationer. Hans videnskabelige hovedværk er opdagelsen 1688 af dobbeltbrydningen i islandsk kalkspat – Experimenta crystalli Islandici disdiaclastici, 1669. I dette arbejde redegøres så indgående for krystalform, spalteretninger, karakteristiske vinkler m.m., at Bartholin med rette ved siden af Steno nævnes som krystallografiens grundlægger. Bartholin’s beskrivelse fik afgørende indflydelse på udviklingen af Huygens og Newtons lysteorier. Som læge indførte han kinin som middel mod andendagsfeber – malaria (d 4/11 1698)

 

Slaget ved Blenheim udkæmpes under Den spanske Arvefølgekrig (1701-13) ved byen Blenheim (nutidens Blindheim) ved Donau ca 20 km vest for Donauwörth i Tyskland mellem en østrigsk-engelsk hær på 52.000 mand under kommando af hertugen af Marlborough og prins Eugen af Savoyen og en fransk-bayersk hær på 60.000 mand under kommando af den franske marskal Camille, greve af Tallert. Slaget endte med engelsk-østrigsk sejr, hvilket betød, at Wien blev reddet fra en truende fransk-bayersk erobring, at krigsalliancen mellem England, Østrig og Nederlandene blev cementeret, og at Bayern trak sig ud af krigen. Dagen før slaget var det lykkedes Marlborough og prins Eugen at forene deres hære, så de den 13. kunne angribe de overraskede og uforberedte franskmænd. Franskmændene var opstillet med en bæk (Nebelbach) foran sig og i to sektioner med et meget svagt centrum bestående af kavaleri næsten uden støtte af infanteri. Det indledende engelsk-østrigske angreb tvang Tallert til at indsætte hans reserver på fløjene, hvorved hans centrum blev yderligere svækket. Marlborough iværksatte så et så kraftigt angreb over Nebelbach, at franskmændene var ude af stand til at slå det tilbage, inden han rettede et afgørende fremstød mod det franske centrum. Tallert blev taget til fange, og mange af hans soldater druknede i Donau. Det lykkedes, Maximillian II, kurfyrste af Bayern, at trække sig ud af slaget med sine tropper. Men på franskmændenes højre fløj overgav den samlede infanteristyrke sig. Med et tab på 12.000 mand tog englænderne og østrigerne 13.000 fanger og tilføjede deres modstandere et tab på 18.000 mand – dræbte, sårede og druknede. Som påskønnelse for sejren lod det engelske parlament Bleinheim Palace i Oxfordshire opføre til hertugen af Marlborough

 

f Ivan 6. russisk zar 1740-41, søn af fyrst Anton Ulrich af Braunschweig-Bevern-Lüneburg og Anna Leopoldovna, niece til zarina Anna (1730-40); Ivan blev af zarina Anna udpeget til tronfølger den 27. oktober 1740 og dagen efter udråbt til zar. Den 6. december 1741 foranstaltede Elizabeth, datter af zar Peter den Store 1682-1725), et kup rettet mod Ivans regentskab, der var ledet af hans mor. Utilfredshed med dennes udenrigspolitik og den tyske klike, der omgav Anna Leopoldovna, var tilsyneladende årsagen til kuppet. Elizabeth afsatte Ivan og fjernede den tyske indflydelse ved zarhoffet. I de næste tyve år blev Ivan holdt i fangenskab i forskellige fængsler. Da en løjtnant, Vasily Yakovlevich Mirovich, ved Shlissselborg garnisonen i 1764 forsøgte at befri Ivan for at sætte ham på tronen i stedet for Katharina II, som to år tidligere havde taget magten i Rusland, blev Ivan dræbt af sine fangevogtere (d 15/7 1764)

 

Den hollandske Kapkoloni i Sydafrika bliver britisk. Da Holland var Frankrigs allierede, besatte briterne alle hollandske kolonier under revolutions- og napoleonskrigene. Den britiske besættelse fandt sted i 1795, men ved freden i Amiens i 1802 mellem Napoleon og hans modstandere blev Kapkolonien givet tilbage til Holland. Ved krigens genoptagelse besatte briterne atter Kapkolonien – i 1806. Bortset fra Kapkolonien tilbagegav briterne ved fredsslutningen efter napoleonskrigene alle Hollands kolonier. Som flådestøttepunkt havde Kapkolonien før anlæggelse af Suezkanalen stor strategisk betydning for briterne

 

1826 d René Théophile Hyacinthe Laënnec, fransk læge; opfandt 1816 stetoskopet, som straks fik almindelig udbredelse ved kliniske undersøgelser. Laënnec beskrev i sine værker - bl.a. i "De l’auscultation médiate" (1819) - meget nøje de lyde, han hørte med stetoskopet og udarbejdede en differentieret auskultationsteknik. Hans stetoskop var en træcylinder med en diameter på 4 cm og en længde på 30 cm. På grundlag af sine undersøgelser gav Laënnec værdifulde bidrag til forståelse af lungernes og hjertets sygdomme. Disse resultater opnåede han at sammenligne de lunge- og hjertelyde han havde hørt i sit stetoskop med de brystsygdomme, han konstaterede ved obduktion. Fra 1823 var Laënnec læge ved "Hopital de la Charité" i Paris, året før var han blevet udnævnt til professor ved Collège de France (f 17/2 1781)

 

f Christian Krogh, norsk maler; efter at være blevet cand jur fik han i 1870’erne en kunstnerisk uddannelse på malerskoler i Tyskland. I 1881-82 opholdt han sig i Paris, hvor han fik øjene op for impressionisterne. Krogh havde allerede da vakt opmærksomhed. Det skete i 1876 med "Et farvel" og et par kvindeportrætter. 1879 kom han for første gang til Skagen. Han vendte tilbage hertil i somrene 1882-84 og 1888. I samværet med de danske skagensmalere skabte Krogh nogle af sine ypperste billeder, f.eks. "Kone som skærer brød" (1879) og "Håret flettes" (1882). Samtidig begyndte han de mange norske lods- og sømandsbilleder, hvor han med bred pensel, i en lys og kølig kolorit og med overraskende afskæringer gav realistiske skildringer af livet til søs. Efter studieårene og hjemkomsten til Norge 1879 tog han for alvor portrætmaleriet op. Imidlertid kom Krogh mere og mere ind på tanken om kunstens sociale appel. Den skulle ikke kun være et estetisk anliggende, men gribe og ryste ved sin ubarmhjertige afsløring af den barske virkelighed. Så nu begyndte han på sin hovedopgave: at skildre fattigfolks tilværelseskamp i Kristiania; således i "Daggry" (1880) en fattig sypige, der er faldet i søvn over den fine kvindes balkjole. Efter 1890 var han ofte på rejser og opholdt sig i lange perioder i udlandet, således 1901-09 i Paris. I årene 1890-1901 supplerede han sin kunstnerindtægt som journalist ved dagbladet Verdens Gang. I årene 1909-25 var Christian Krogh professor ved det nyoprettede Statens Kunstakademi i Oslo. Hans kunst er blevet beskrevet som forening af en moderne impressionistisk inspireret teknik med et politisk revolutionært indhold (d 16/10 1925)

 

1860 f Annie Oakley (Phoebe Anne Oakley Moses), amerikansk mesterskytte; som ung vandt hun lokal berømmelse for sin skydefærdighed. Hun blev landskendt, da hun besejrede den nationale mesterskytte Frank E. Butler ved et skydestævne i Cincinnati. Senere blev Frank og Annie gift, og sammen rejste de rundt med forskellige cirkus og optrådte med deres skydefærdighed. 1885 blev A hovednummeret i Buffalo Bill's Wild West show. Hun optrådte som "Annie Oakley, the Peerless Lady Wing-Shot", mens Frank var hendes manager og assistent. De mest spektakulære numre i hendes optræden var på 30 skridts afstand at ramme den tynde side på et spillekort, at ramme en mønt kastet op i luften og at skyde gløden af en cigaret, Frank Butler havde mellem læberne. Under en optræden i Berlin overtalte hun kronprins Wilhelm - den senere kejser Wilhelm II til at træde i Frank Butlers sted og være ham, der havde cigaretten mellem læberne. I mange år var et minde om Annie Oakleys bedrifter brugen af termen "Annie Oakley" om de huller billettøren klippede i en billet for at gøre den ugyldig. Det var jo de samme slags huller Annie havde skudt i kort under sin optræden. Musical'en Annie Get Your Gun er bygget over Annie Oakleys liv (d 3/11 1926)

 

1863 d Eugène Delacroix, fransk maler; han udstillede første gang på Salonen som 24 årig med "Dante og Virgil i Underverdenen" og to år senere med "Massakren på Chios", en skildring af den græske ø Chios tyrkiske magthaveres massakre på øens græske befolkning efter et oprør i 1822. Med disse billeder skabte Delacroix den franske romantismes hovedværk og brudt afgørende med den klassisk-akademiske tradition. Delacroixs første romantiske periode (1822-31) afsluttedes med en rejse til Marokko og Algeriet 1832. Denne rejse fuldendte hans udvikling, idet sydens stærke lys åbnede hans blik for virkningen af farve og lys. Fra denne tid malede Delacroix med forkærlighed orientalske motiver. Ellers er hans emner hentet fra Biblen, historien, mytologien, poesien og hverdagslivet. Blandt sådanne værker er "Kvinderne i Algeriet" (1834), "Medea dræber sine børn" (1838), "Korsfarernes indtog i Jerusalem" (1840). Kendt er endvidere D’s dyremalerier f.eks. "Tigerjagt" (1854) og "Hestekampen" (1860). Delacroix har også udført dekorationsarbejder i biblioteket i Deputeretkammeret (1838), Apollosalen i Louvre (1848). Mod slutningen af livet viede han sig til monumentalopgaver som udsmykningen af et kapel i Saint-Sulpice (1861) med de to hovedværker fra hans alderdom "Helidorus’ uddrivelse" og "Jacobs kamp med engelen". Delacroix er romantikkens betydeligste repræsentant i fransk malerkunst; han er blevet karakteriseret som en temperamentsfuld personlighed, som forenede nervøs lidenskab, kraft og poetisk flugt med stor kunstnerisk og litterær dannelse. Han lagde hovedvægten på farve og lys, mens klassicisterne først og fremmest betonede tegning og form. Delacroix regnes for den betydeligste grundlægger af nyere fransk malerkunst og danner forbindelsen mellem denne og de store venezianske og flamske kolorister (f 26/4 1798)

 

d Ignaz Semmelweiss, ungarsk læge; i 1844 tog han den medicinske doktorgrad ved universitetet i Wien og var derefter ansat ved Allgemeines Krankenhaus i Wien. Uder sit arbejde på hospitalets fødeafdeling lagde S mærke til, at kvinder, der blev indlagt efter at have født hjemme, sjældnere døde af barselsfeber end kvinder, der fødte på hospitalet. Opfattelsen, at barselsfeber var en infektionssygdom, var blevet fremsat allerede i 1795 af den skotske læge Alexander Gordon. Men Semmelweiss kendte ikke den lidet omfattende litteratur om emnet. Under S’s arbejde med problemet døde en ven og kollega af blodforgiftning efter at have skåret sig på en skalpel, han havde anvendt ved en obduktion. Semmelweiss havde lagt mærke til, at kollegaens sygdomsforløb var det samme som for de kvinder, der døde af barselsfeber på hospitalet. Han sluttede, at forgiftningen blev overført fra råddent væv til raskt væv. I kollegaens tilfælde via skalpellen og på hospitalets fødeafdeling via lægernes hænder. Ofte gik lægerne direkte fra obduktionsrummene til fødeafdelingen uden at vaske hænder. Den 15. maj 1847 gav Semmelweiss ordre til, at alle læger skulle vaske hænder omhyggeligt i klorvand, inden de gik ind på fødeafde-lingen. I løbet af seks måneder var der stadig færre kvinder, der døde af barselsfeber. Faldet fortsatte, efter Semmelweiss havde beordret håndvask før enhver undersøgelse. Semmelweiss var udsat for mange angreb fra sin samtids mest fremtrædende læger. Han fik ikke sin ansættelse ved Allgemeines Krankenhaus fornyet og vendte tilbage til Budapest. Sine teorier offentliggjorde Semmelweiss i "Die Atiologie, der Begrif und die Prophylaxis des Kindbettfebers" (1861), men de opnåede ikke almen accept før efter hans død (f 1/7 1818)

 

f Carl Peter Herman Christensen, politibetjent og Danmarks sidste skarpretter; i 1899 blev han politibetjent i Slagelse. Blandt 188 ansøgere blev Christensen i august 1906 ansat som skarpretter i kongeriget Danmark af justitsminister Alberti. Stillingen var blevet ledig, da Christensens forgænger i embedet, Theodor Seistrup, var blevet afskediget, fordi han mente, det lå under en skarpretters værdighed at fuldbyrde de pryglestraffe, der var blevet indført med Albertis pryglelov i 1905. Ved sin ansættelse blev Christensen beskrevet som en "ca. 175 cm. rank, kraftig, ca. 200 pund bygget mand i sine bedste år. Hans hår og velplejede overskæg er lyst, hans øjne blå. Hænderne muskuløse, og han står godt på fødderne. Hans krop bærer intet overflødigt fedt. Alt er muskler". Christensen kom aldrig til at udføre en henrettelse, men flere gange eksekverede han pryglestraffe. Efter afskedigelsen som skarpretter i 1926 ernærede Christensen sig og sin familie som ejendomskommissær og drev lidt agenturvirksomhed. Han var også medhjælper hos en kreatur- og hestehandler i Slagelse. Det blev hans død. Han døde af de kvæstelser, han fik, da han blev klemt af en hest i en hestestald (d 9/10 1936)

 

f Karl Liebknecht, tysk socialist; uddannet som jurist og var advokat i Berlin da han 1912 blev medlem af Rigsdagen. Før 1. Verd.krig var han en af lederne for den socialdemokratiske ungdomsbevægelse og skrev enkelte antimilitarisriske skrifter. I Rigsdagen rejste han en storm mod sig, da han påviste rustningskapitalens internationale forbindelser. Liebknecht var blandt de 14 medlemmer af den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, der ved krigsudbruddet 1914 i gruppen stemte mod krigsbevillinger. Ved afstemningen i rigsdagssalen bøjede han sig for partidisciplinen. I december samme år stemplede han krigen som en imperialistisk krig, som blev udkæmpet for at erobre verdensmarkedet og knuse arbejderbevægelsen. Herefter stemte han i Rigsdagen mod yderligere krigsbevillinger. Liebknecht’s holdning betød, at han blev anset for at være landsforræder; han blev ekskluderet af den social-demokratiske rigsdagsgruppe og indkaldt til militært arbejde. 1. maj 1916 forsøgte han at foranstalte en demonstration mod krigen. Han blev idømt 4 års tugthus. Umiddelbart før Tysklands militære sammenbrud i 1918 blev han løsladt. Sammen med Rosa Luxemburg blev han leder for den revolutionære fløj af spartakister inden for tysk arbejderbevægelse, og han redigerede deres avis "Rote Fahne". Liebknecht deltog januar 1919 som revolutionsudvalgets leder i den kommunistiske Spartakus-opstand, som han iøvrigt havde frarådet. Under opstanden blev Liebknecht sammen med Rosa Luxemburg myrdet af reaktionære officerer, som skulle føre dem i fængsel (d 15/1 1919)

 

f Alfred Hitchcock, engelsk/amerikansk filminstruktør; med sine 53 film er H thriller-genrens ubestridte mester og en af filmhistoriens mest populære og beundrede filmkunstnere. Hans tredie film "Londonmysteriet" (1926), inspireret af Jack -mordene, 1926 var hans første thriller. I denne film optrådte han for første gang i en lille statist-rolle noget, der siden skulle blive hans varemærke. Med "Pengeafpresseren" fra 1929 skabte H den første engelske talefilm. 1939 kom H til Hollywood og blev i 1955 amerikansk statsborger. Hans første amerikanske film var "Rebecca" (1940). Som H’s virkemidler nævnes kameravinklen, belysningen, klipningen og lyset, som skaber en atmosfære udøvende ubevidst sjælelig påvirkning. Hans film indeholder ofte makabre indslag – brugt som chockeffekt i stærk kontrast til detaljerige, realistiske miljøskildringer. Filmene kan inden for genren placeres i flere grupper: den rene kriminalfilm med psykologiske undertoner, f.eks. Strangers On a Train/Farligt møde (1951), Dial M for Murder/Telefonen ringer kl.23 (1954); kriminalkomedier f.eks. To Catch a Thief/Fang tyven (1955), The Trouble with Harry/Hvem har dræbt Harry? (1955), North by Northwest/Menneskejagt, (1960); og de rene gysere som Psycho (1963), The Birds/Fuglene (1963) og Frenzy (1972). H og hans fysiognomi blev for alvor kendt, da han i 1955 begyndte tv-serien Alfred Hitchcock Presents; den fortsatte de næste ti år – fra 1962 under titlen The Alfred Hitchcock Hour. H indledte de enkelte afsnit med en monolog; men selv instruerede han kun 20 af de i alt 359 (d 29/4 1980)

 

1905 Folkeafstemning i Norge om opløsning af unionen med Sverige. 368.208 stemmer ja - 184 nej. Efter Norge med erklæringen af 7. juni 1905 havde opsagt unionen med Sverige, ventede nordmændene med spænding svenskernes reaktion. Nordmændene havde sat deres væbnede styrker i højeste alarmberedskab, og mandskabet lå i uger og måneder på grænsevagt. I Sverige var det den almindelige opfattgelse, at en union, der ikke byggede på frivillig tilslutning på længere sigt var værdiløs. At det ikke kom til et væbnet opgør skyldes endvidere demokratiseringen i det svenske samfund, uviljen mod krig i liberale og socialdemokratiske kredse og presset fra frivillige organisationer, som samarbejdede med meningsfæller tværs over grænsen. En adresse fra det norske Storting den 19. juni appellerede til kongen og "til Sveriges rigsdag og folk" om at medvirke til en fredelig afvikling af unionen. Beslutningen om at holde en folkeafstemning om unionsopløsningen havde også baggrund i ønsket om at pacificere stemningen i Sverige. Afstemningen den 13. august er blevet betegnet som en sjælden manifestation af national enighed. Kun mænd deltog i afstemningen, men 244.765 kvinder skrev deres navn på lister, der støttede afgørelsen

 

d Florence Nightingale, engelsk filantrop og sygeplejerske; at give sig af med sygepleje ansås ikke for en passende beskæftigelse for en pige fra bedre kredse. Det vakte derfor forfærdelse i familien, da N som datter af en velhavende godsejer bekendtgjorde, at hun ville være sygeplejerske. Hun satte sin vilje igennem. Hun gjorde sig bekendt med filantropisk arbejde i England og gennemgik 1848 et sygeplejekursus hos diakonisserne i Kaiserswerth i Tyskland. Da det britiske militærhospitalsvæsen brød sammen under Krimkrigen (1854-56), fik N overdraget at reorganisere det. Med sit organisationstalent og evne til at skaffe penge, udstyr og forsyninger af enhver art sammen med en stor arbejdsindsats løste hun opgaven på 6 måneder. Hendes arbejde drejede sig mere om administration end om sygepleje, men hun fik også tid til at tage sig af sårede og døende soldater. Af dem blev hun forgudet, hun stod for dem som en helgen som "the lady with the lamp", der trøstende og lindrende stille gled rundt mellem sengene. Omgivet af beundring og respekt vendte hun 1856 hjem til London. Her stod hun snart i spidsen for en reform af det militære hospitalsvæsen. Dernæst omkr. 1860 af det civile. Som hyldest til hende indbragte en landsindsamling £50.000, hvis renter efter hendes ønske blev anvendt til driften af The Nightingale Home and Training School ved St. Thomas Hospital, en sygeplejerskeskole hun fik oprettet 1871. Gennem sin indsats regnes Florence Nightingale for grundlægger af den moderne sygepleje (f 12/5 1820)

 

August Bebel, tysk politiker; med sit 50 år lange engagement i arbejderbevægelsen er Bebel en af de store skikkelser i tysk og international arbejderbevægelses historie. Han var udlært drejer og slog sig 1860 ned som mester i Leipzig; her tilsluttede han sig 1861 den liberale arbejderbevægelse, men gennem bekendtskab med Wilhelm Liebknecht blev han socialist og tilsluttede sig Første Internationale. Sammen stiftede Liebknecht og B i 1869 Det socialdemokratiske Arbejderparti (SDAP) efter grundlæggelsesbyen også kaldt "Eisenachpartiet". Fra 1875 hed partiet Det Tyske Socialistiske Arbejderparti (1890 SPD). Fra begyndelsen af 1880'erne var B partiets ubestridte leder, fra 1892 også formelt formand. Han var ofte i konflikt med myndighederne, bl.a. under Den Fransk-tyske Krig 1870 og tilbragte i alt mere end fire år i fængsel. Under socialistloven (1878-90), da partiets presse var kneblet og offentlig agitation var forbudt, var B sit partis mest fremtrædende talsmand i Rigsdagen og bidrog væsentlig til partiets fremgang. Han holdt fast ved den rene socialisme og bekæmpede revisionismen. Han var en enestående debattør og taktiker, og under de tiltagende modsætninger inden for Socialdemokratiet formåede han at holde sammen på partiet. Han havde en klar og letfattelig fremstillingsevne både mundtlig og skriftlig. Hans bog "Kvinden og socialismen" blev en af de mest læste i den socialistiske litteratur. Hans selvbiografi "Aus meinem Leben" i tre bind udkom 1910-14. Sine sidste år viede han kampen mod den truende storkrig (f 22/2 1840)

 

f Makarios (Mikhail Khristodolou Mouskos), ærkebiskop, cypriotisk statsleder; han blev diakon i 1938, han blev præst i 1946 og virkede som sådan to år i Boston, USA, inden han i 1948 blev han biskop i Kition og i 1950 Cyperns ærkebiskop, den yngste i øens historie. På dette tidspunkt blev M identificeret med bevægelsen for énosis, dvs Cyperns sammanslutning med Grækenland. Cypern var på daværende tidspunkt britisk koloni, og M modsatte sig såvel den britiske regerings forslag om selvstændighed som Tyrkiets pres for en deling af øen for at beskytte Cyperns store tyrkiske befolkning. I februar 1954 fik han den græske regerings støtte til énosis, hvilket betød han af briterne blev mistænkt for at tilhøre øens undergrundsterroristorganisation, der kæmpede for ènosis. Han blev arresteret og sendt i eksil til Seychellerne. Efter at have fået lov til at opholde sig i Athen opgav M kravet om énosis og gik på konferencen i Zürich i februar 1959 ind for dannelsen af af selvstændigt Cypern. I december samme år blev M valgt til Cyperns første præsident. Det viste sig umuligt at få etableret et samarbejde mellem øens to befolkningsgrupper, og i december 1967 måtte M acceptere oprettelsen af en tyrkisk cypriotisk administration, som varetog det tyrkiske mindretals forhold uafhængig af den cypriotiske centraladministration. Ved præsidentvalget i 1968 blev M genvalgt, men måtte flygte, da militærjuntaen i Athen i juli 1974 gennemførte et militærkup på øen. Kuppet udløste en tyrkisk invasion og en vedvarende besættelse af Nordcypern. I december 1974 vendte M tilbage som præsident i et delt Cypern. Til sin død forsøgte han uden held af forhandle sig frem til en genforening af øen (d 3/8 1977)

 

f Fidel Castro, cubansk statsleder; i 1950 tog han juridisk embedseksamen og var i begyndelsen af 1950’erne medlem af Partido Ortodoxa, et progressivt oppositionsparti. I kampen mod Cubas diktator Batista organiserede C i 1953 et angreb på en politikaserne i Santiago de Cuba. Den fejlslagne aktion førte til C’s fængsling. Han opnåede amnesti i 1955 og gik i eksil i Mexico. Herfra organiserede han i 1958 en ny militær aktion mod Batista. Med støtte fra illegale grupper i byerne indledtes en guerillakrig, der kronedes med succes. Den 1. januar 1959 flygtede Batista, og den 8. januar drog C ind i Havana som sejrherre og som Cubas egentlige leder. Hans radikale økonomiske og sociale reformer bragte ham hurtigt i skarp modsætning til den amerikanske regering. C søgte i stedet en alliancepartner i Sovjetunionen, som straks var parat til at støtte Cuba politisk og økonomisk. Sovjetunionens sammenbrud var derfor et hårdt slag for C og for Cuba. Herefter har han som en af de sidste tilbageværende kommunistiske ledere kæmpet for at bevare magten. Almindeligvis betegnes C som kommunistisk leder, og selv erklærer han fortsat sit styre for socialistisk. Andre iagttagere af C’s ideologiske udvikling og af det cubanske samfund i midten af 1990’erne vil snarere karakterisere det som en radikal nationalistisk populisme

 

Frøslevlejren tages i brug. Lejren, der blev placeret i Frøslev Plantage tæt ved den dansk-tyske grænse, blev oprettet i samarbejde mellem den tyske besættelsesmagt og de danske myndigheder (departementschefstyret) for at hente danske fanger fra tyske koncentrationslejre til Danmark og for at muliggøre et tysk løfte om at undlade yderligere deportationer til Tyskland, et løfte som tyskerne dog ikke holdt. Lejren blev bygget til at rumme 1500 fanger, men den blev hurtigt overfyldt. Den største belægning var på 5400 fanger i april 1945. I alt passerede 12000 fanger gennem lejren. Selv om Frøslevlejren var under kommando af SS, var der en dansk lejrledelse, som bl.a. varetog forplejning og sundhedstjeneste

 

1946 d Henry George Wells, engelsk forfatter, journalist og sociolog; W's naturvidenskabelige uddannelse danner baggrund for den del af hans forfatterskab, som falder ind under begrebet science-fiction bl.a. "The Time Machine", 1895 (da. Tidsmaskinen, 1976); den blev en øjeblikkelig succes. W fulgte successen op med "The Invisible Man" (1897) og "War of the Worlds", 1898 (da, Klodernes Kamp, 1912). W havde store socialpolitiske og historiske interesser og sidste del af hans forfatterskab var politisk-sociologisk; hovedværket her er "Outline of History", 1920 (da, Menneskeslægtens Historie, 1937-38). Han ville reformere historieundervisningen ved at lægge vægt på historien som enhed i modsætning til den snævre nationalistiske historieskrivning. I eftertiden er W mest kendt som romanforfatter, men i sin samtid havde han en betydelig position som samfundskritiker. Ved siden af science-fictionromanerne har W skrevet romaner, hvor han skildrer almindelig engelsk dagligdag, sådan som han kendte den: "Love and Mr. Lewisham" (1900) og "The History of Mr. Polly" (1910). 1. Verdenskrig bragte metafysiske problemer i forgrunden: "Mr. Britling Sees it Through" (1916) og "The Undying Fire" (1919) o.a. 2. Verdenskrig gjorde ham til pessimist, videnskaben havde ikke udrettet det for menneskene, han havde håbet: "The Outlook for Homo Sapiens" (1942) og "Mind at the End of its Tether" (1945). Selvbiografien "Experiment in Autobiography" udkom 1934 (f 21/9 1866)

 

1961 Opførelsen af Berlinmuren påbegyndes. Muren blev opført for at standse flugten fra Øst- til Vestberlin. Siden oprettelsen af DDR i 1949 var et stort antal borgere flygtet fra DDR; frem til murens opførelse i alt 2,7 mio. Alene i juli 1961 flygtede flere end 30.000. Denne flugt var efterhånden en trussel mod DDR’s eksistens, så meget mere som det især var yngre og veluddannede folk, der flygtede til Vesttyskland. For at sætte en stopper for det afspærrede østtyske arbejdere, bevogtet af soldater, om morgenen den 13. august 1961grænsen mellem Øst- og Vestberlin med betonklodser og pigtråd. Denne første afspærring blev inden for de følgende år erstattet af en betonmur, der hele tiden blev udbygget og fik en samlet længde på 45,1 km. Også grænsen mellem DDR og Vesttyskland blev lukket. Det skønnes, at omkostningerne ved opførelsen af muren svarede til et års boligproduktion. Den var skarpt bevogtet af særligt udvalgte grænsesoldater, som fra 1971 havde ordre til at skyde for at dræbe flygtninge. Indtil murens fald var det opfattelsen, at op imod 100 mennesker var blevet dræbt i forbindelse med flugtforsøg, men en opgørelse fra 1994 anfører 244 dødsofre. Som følge af pres fra den østtyske befolkning og borgerbevægelse blev muren åbnet om aftenen den 9. november 1989. Med indførelse af fri udrejsemulighed smuldrede fundamentet for DDR’s eksistens

 

 

 

 

Til top        14. august

1193 Den danske prinsesse Ingeborg – datter af Valdemar den Store og Sofie – bliver gift med kong Filip 2. August af Frankrig. Han havde indgået ægteskabet af hensyn til den danske kongeslægts gamle krav på England, som han tænkte, han kunne bruge i sin kamp mod englænderne. Uvis af hvilken grund fattede kongen hurtigt efter bryllupet en stærk modvilje mod Ingeborg. Tre måneder efter ægteskabets indgåelse fik han de franske bisper til at ophæve det. Kort efter giftede han sig med Agnes af Méran. Da Innocens III blev pave i 1198, greb han ind til fordel for den forskudte dronning. Kongen bøjede sig, men kort efter forviste han igen dronningen, og levede i de følgende år under fængselslignende forhold. Først 1213, da han stod over for at begynde krigen mod England, sejrede de politiske hensyn, han gav Ingeborg, der hele tiden havde haft befolkningens sympati, dronningestillingen. Agnes af Méran skal være død af sorg derover. Ingeborg levede nu som dronning til Filip Augusts død i 1223. Derefter blev hun i Frankrig og trak sig tilbage til en slags klosterliv

 

1385 Slaget ved Aljubarrota nær nutidens Leiria i Portugal. Her standsede portugisiske tropper en spansk invasionshær under anførsel af kong Johan I af Kastilien. Portugals militære leder Nuno Alvares Pereira havde i de foregående år opbygget en infanterihær bevæbnet med armbrøster. I slaget ved Aljubarrota besejrede de den spanske hær overvejende bestående af jernklædte riddere. Portugiserne fik støtte af en engelsk hær under ledelse af Johan af Gaunt, hertug af Lancaster, der gjorde krav på Kastiliens kongetrone. Den portugisiske sejr var overbevisende. De sejrende portugisere kunne sætte efter de spanske riddere, da de flygtede tilbage til Spanien. Med sejren fødtes portugisisk nationalisme og markerede begyndelsen af opløsningen af feudalismen i Portugal. Endvidere betød sejren, at portugisisk uafhængighed var sikret for de næste to århundreder

 

1464 d Pius 2., Aeneas Silvius Piccolomini, pave 1458-1464; som sekretær for en kardinal deltog han i konventet i Basel 1432-35, og fra Basel foretog han flere diplomatiske rejser bl.a. til England og Skotland. Efter valget af Felix 5. (1439) blev P pavelig sekretær. I 1442 gik han i tjeneste hos kejser Frederik III. I 1447 udnævntes han til biskop af Triest og i 1449 i Siena. Han blev kardinal i 1456 ved Santa Sabina kirken i Rom og valgtes til pave i 1458. Gennem hele livet var P en flittig forfatter. Han skrev inden for næsten alle litterære genrer: roman, lyrik, epigram, dialog, essays, historie, rejseskildring, geografi, kommentarer, erindringer og en enkelt komedie. Som essayist kunne han bevæge sig fra et værk som "Hoflivets elende" til en afhandling om "Hestens Væsen og Pleje". Som historiker forfattede han korte levnedsbeskrivelser af berømte samtidige – "De viris claris", en biografi om Frederik III og en fremstilling om Husitterkrigene. Han planlagde en omfattende "Verdens Historie og Geografi". Han blev færdig med afsnittet om Asien, som Columbus læste med godt udbytte. Som pave skrev han fra dag til dag "Commentarii" eller dagbøger. I den skildrede han sin karriere op til sit pavevalg og sin tid som pave til få måneder før sin sidste sygdom. Dette værk er blevet kaldt historiens første selvbiografi og anses for at være blandt de seks bedste, der nogensinde er skrevet i denne genre. I sit pontifikat søgte P at samle Europas fyrster til et korstog mod tyrkerne, som året før hans pavevalg havde erobret Konstantinopel. Men forgæves. Han døde under forberedelserne (f 18/10 1404)

 

f H.C. Ørsted, fysiker, elektromagnetismens opdager; i studietiden var hans hovedinteresser filosofi, æstetik, fysik og kemi. 1796 vandt han universitetets pris for en æstetisk afhandling, året efter for en medicinsk, samtidig tog han farmaceutisk embedseksamen, og 1799 blev han dr.phil. på en afhandling om Kants filosofi med titlen"Dissertatio de forma metaphysices elementaris naturae externae" i.e. om grundtrækkene af naturmetafysikken. Året efter blev han universitetslærer, fra 1806 som professor i fysik. Han var på flere grundige og alsidige studieture i udlandet. Han foretog en lang række eksperimentale forsøg over elektricitet, og det var herunder, han i 1820 gjorde den berømte opdagelse, at den elektriske strøm kan dreje en magnetnål. Denne opdagelse offentliggjorde han 21. juli 1820 i skriftet "Experimenta circa effectum conflictus electrici in acum magneticam". Der kom desuden flere kemiske afhandlinger og et antal bøger fra hans hånd. Fra 1815 gjorde han som sekretær i Videnskabernes Selskab et stort arbejde for at reformere selskabet. I 1824 oprettede han "Selskabet for Naturlærens udbredelse", som i høj grad gennem hans virksomhed kom til at vække den almene interesse for naturvidenskaberne. Men Ø var også klar over nødvendigheden af en teknisk undervisning på et højere niveau, og han arbejdede ivrigt for oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt. Han var dennes direktør fra dens oprettelse 1829 til sin død. Også Meteorologisk Institut og universitetets kemiske laboratorium skyldtes ham. Dertil kom hans livslange og dybtgående æstetiske og naturfilosofiske studier, der resulterede i såvel bøger som foredrag. Hans litterære hovedværk "Ånden i naturen" kom i 2 bind i 1850 og blev oversat flere sprog. Hans interesse for dansk sprog fik ham til at danne nye ord, bl.a. vægtfylde, rumfang, ilt og brint (d 9/3 1851)

 

I Moss indgås våbenstilstandkonventionen i krigen mellem Norge og Sverige. Krigen havde sin baggrund i Napoleonskrigens fredsslutning. Iflg. den skulle Danmarks konge – Frederik 6. - afstå Norge til den svenske konge, der havde været på den rigtige side – sejrherrernes i det store opgør. Danmark-Norge havde været på Napoleons side – og dermed taberens. Prisen herfor var afståelse af Norge. Det var en behandling, nordmændene ikke ville finde sig i. De ville ikke "afstås"; de skulle nok selv bestemme deres tilhørsforhold Resultatet blev krig, og skønt udfaldet var givet, brød krigen ud den 30. juli, da svenske tropper overskred grænsen til Norge. Den svenske hær var omtrent dobbelt så stor som den norske, og den havde meget bedre udrustning. Krigen varede to uger. Underskrivelsen af konventionen i Moss markerede krigens afslutning. Konventionen lod svenskerne besætte hele Østfold. Men ellers var vilkårene de samme som før krigen: Et overordentlig storting skulle træde sammen, og Norges konge Kristian Frederik (dansk konge som Christian 8. 1839-48) nedlægge kronen. Den svenske konge lovede at godkende den norske Eidsvollforfatning. Den 7. oktober trådte det overordentlige storting sammen. Her lykkedes det nordmændene at redde deres forfatning, og det blev dermed klart, at nordmændene ikke havde ladet sig "afstå" til Sverige, som var de den danske konges ejendom. Norge gik ind i unionen med Sverige som et selvstændigt rige, næsten ligestillet med Sverige. Kun næsten ligestillet. For Norge havde ikke egen udenrigsledelse, hverken konsuler, ambassadører eller et udenrigsministerium; alt dette var underlagt Sverige. Dog havde stortingsmændene al grund til at være tilfredse med deres arbejde, da de den 4. november valgte svenskekongen Karl Johan til Norges konge

 

1863 d Colin Campbell, baron Clyde, britisk officer og øverstkommanderende under det store mytteri i Indien 1857; han indtrådte i hæren som 15-årig, men på gr. af sin ringe sociale herkomst skete Campbells forfremmelse uhyre langsomt; det varede således 30 år for ham at blive forfremmet fra kaptajn til oberst.Han deltog i Napoleonskrigene på Pyrenæerhalvøen, i Opiumskrigen mod Kina 1842 og blev adlet for sin indsats i Sikh krigen 1848-49. Under Krimkrigen (1854-56) kommanderede han Highland brigaden i slaget ved Alma (20. september 1854) og vandt ry ved at slå det russiske angreb ved Balaklava (25. oktober 1854) tilbage. Ved udbruddet af det store indiske oprør i 1857 blev han udnævnt til øverstkommanderende for de britiske tropper i Indien. Inden sin afrejse til Indien blev han modtaget i audiens af dronning Victoria. Han nedkæmpede opstanden med succes, og for sin indsats blev han adlet som baron Clyde og tildelt en årlig pension på £2000. Han havde fået heltestatus og blev begravet mellem andre af nationens helte og berømtheder i Westminster Abbey (f 20/10 1792)

 

1867 f John Galsworthy, britisk forfatter; tilhørte fra fødslen den velstående middelklasse et tilhørsforhold, der kom til at præge hans forfatteerskab. Han studerede i Oxford og blev advokat. Fra 1904 levede han dog udelukkende som forfatter. Han har skrevet en del romaner, der behandler problemet: Hvorledes skal overklassen stille sig til nøden i underklassen. Sine fire første romaner (1897-1901) udsendte han under pseudonym, og de vakte ikke større opmærksomhed. Med "The Island Pharisees" (1904), under hans eget navn vakte G opmærksomhed hos både publikum og kritikere. G’s hovedværk er den bredt anlagte "The Forsyte Saga", som indledtes i 1906 med "The Man of Property" og afsluttedes 1933 med værkets 11. bind "Over the River". Forsytesagaen er en familieroman fra engelsk middelklassemiljø fra slutningen af Victoriatiden til ind i 1930'erne. Man følger en borgerlig families fremgang og sluttelige stagnation og opløsning i et miljø G var hjemme i og forstod at skildre indefra. Skildringen af familien er til at begynde med mest med kritik, siden med mere sympati. Bøgerne fik straks succes. Men 1920’ernes nye, eksperimentelle forfattere opfattede G som kunstnerisk konservativ og snæver i sin vision af sociale fænomener. Hans ry som seriøs forfatter har siden lidt under denne kritik. G bevarededog en stor og trofast læserskare, og værket dannede i 1960’erne grundlag for en populær tv-serie. Sociale og økonomiske omvæltninger efter 2. Verd.krig har desuden gjort Forsytesagaen værdifuld som en skildring af et miljø, der nu er forsvundet. Blandt G’s andre romaner er "The Country House" (1907) og "Saint’s Progress" (1919). G modtog 1932 nobelprisen i litteratur (d 31/1 1933)

 

d C.C. Hall, politiker og jurist; han blev cand. jur. i 1833; da han efter en længere studierejse vendte hjem i 1837, blev han auditør i den militære retspleje. Her avancerede han og blev 1851 generalauditør; samtidig var han fra 1847 docent i romerret ved Københavns universitet – fra 1847 med titel af professor. I 1848 blev H medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han blev hurtigt en af lederne i den nationalliberale gruppe, og ved samtlige folketingsvalg fra 1849 til 1879 blev han valgt med stort flertal på Frederiksberg. I årene 1854-59 var han kultusminister. Men allerede i 1857 blev han konseilspræsident og fra juli 1858 tillige udenrigsminister. Begge disse hverv (bortset fra en knap tre måneders afbrydelse december 1859 til februar 1860) bestred han til udgangen af 1863. I tillid til, at Rusland og Storbritannien ikke ville acceptere preussisk ekspansion, forhandlede H i sin ministertid om hertugdømmernes – Slesvigs og Holstens – stilling. Med sin politik ville han dels forsøge at berolige hertugdømmernes befolkning, hvoraf en stor del ønskede en nærmere tilknytning til Tyskland dels undgå at udfordre sit eget partis tilhængere af Ejderpolitikken, som gik ud på, at knytte Slesvig til Danmark og lade Holsten gå til Tyskland. Den voksende nationalisme i Danmark og Tyskland fik imidlertid hans politik til at slå fejl og umuliggjorde stormagternes forslag om en deling af Slesvig efter sproggrænsen. Nytårsaftensdag 1863 trådte H tilbage som konseilspræsident, og 1 måned senere var Danmark i krig med Preussen og Østrig. H’s politiske rolle var dog ikke udspillet. Han var fortsat medlem af Folketinget og var i årene 1870-74 atter kultusminister. I 1877 blev han ved rigsretten frifundet for en af Venstre rejst anklage for stærkt at have overskredet bevillingerne til Det kgl. Teaters nye bygning. På gr. af sygdom trådte han i 1881 tilbage som folketingsmedlem (f 25/2 1812)

 

Bokseropstanden i Kina er slut. Legationskvarteret i Peking erobres af et internationalt ekspeditionskorps. Efter mordet på den tyske gesandt von Ketteler den 20. juni var de europæiske legationer blevet belejret ikke kun af kinesiske oprørere – de såkaldte boksere – men også af kejserlige tropper, idet de europæiske magters beskydning af Taku-forterne gav enkekejserinden – Kinas reelle oveerhoved - påskud til at gå med til boksernes krav om europæernes fordrivelse fra Kina. Efter otte ugers kampe blev legationerne befriet den 14. august af de europæiske magters undsættelsesekspedition, ledet af den russiske general Lebevitsch. Peking blev delvis besat, og kejserfamilien flygtede hovedkulds til Singanfu i provinsen Sjensi. Besættelsen af Peking fortsatte under fredsforhandlingerne mellem de europæiske magter og kinesiske myndigheder, og i vinteren og foråret 1901 udsendtes flere europæiske, især tyske straffeekspeditioner mod bokserne. Ved freden den 7. september 1901 måtte Kina bl.a. betale en stor bøde, straffe de skyldige embedsmænd, lade legationskvarteret afspærre og forbyde kinesere at bo der, og lade en kinesisk prins rejse til Tyskland for at undskylde mordet på den tyske gesandt

 

I Tyskland træder Weimarforfatningen i kraft. Efter nederlaget i 1. Verd.krig og kejserdømmets fald blev der den 19. januar 1919 afholdt valg til en grundlovgivende nationalforsamling med lige og almindelig stemmeret for alle tyske statsborgere over 20 år. For første gang kunne også kvinder deltage i et valg. Ved valget fik de tre demokratiske partier, den såkaldte Weimarkoalition, bestående af socialdemokraterne (SPD), demokraterne (Deutsche Demokraticche Partei, DDP) og det katolske, konservative parti, Zentrum tilsammen 329 af nationalforsamlingens 423 pladser. Det var den almindelige mening, at den grundlov, der blev udarbejdet og vedtaget af nationalforsamling i Weimar i foråret og sommeren 1919, respekterede alle de krav, man kunne stille til en forfatning med hensyn til demokrati og parlamentarisk ledelse. I henhold til Weimarforfatningen lå den lovgivende magt i rigsdagen, som skulle vælges ved almindelig valgret og ved forholdstalsvalg. Den udøvende magt blev tillagt præsidenten og den regering, han dannede under ledelse af rigskansleren. Regeringen skulle have rigsdagens tillid og kunne afsættes af denne ved et mistillidsvotum. Præsidenten blev valgt ved direkte valg af befolkningen for en periode af syv år. Efter lange forhandlinger i nationalforsamlingen blev forfatningen vedtaget den 31. juli 1919, underskrevet den 11. august og sat i kraft den 14. august 1919. Om forfatningen er det blevet sagt, at den søgte at gøre alle tilfreds: tilhængere af det direkte demokrati fik folkeafstemninger; forkæmpere for et demokrati i stil med det britiske fik rigsdagen, som skulle godkende alle budgetter og love. Og dem, der hverken havde tillid til folkeafstemninger eller parlamenter, men ønskede erstatning for kejseren, fik rigspræsidenten: forfatningens folkevalgte beskytter. Hos ham samlede man overkommandoen for de væbnede styrker og retten til at opløse rigsdagen og erklære undtagelsestilstand og gjorde ham dermed til en rigtig Ersatzkaiser, mere magtfuld i en krisesituation end Wilhelm II nogensinde havde været

 

1925 Svalbard bliver officielt en del af Norge. Med den stigende betydning hvalfangsten fik fra begyndelsen af 1600-tallet, blev suverænitetsspørgsmålet over Svalbard brændende. Der blev imidlertid ikke truffet nogen afgørelse, og da fangsten efterhånden ikke kunne svare sig, mistede suverænitetsspørgsmålet sin aktualitet. Det blev atter aktuelt, da kulminedriften tog til omkring 1900. Svalbardkonferencerne i 1910, 1912 og 1914 formåede ikke at løse problemet. Men ved fredsordningerne efter 1. Verd.krig blev sagen omsider ordnet, og ved Paristraktaten (Svalbardtraktaten) indgået den 9. februar 1920 blev overhøjheden tilkendt Norge. Suveræniteten blev imidlertid ikke overtaget før 14. august 1925. Det havde bl.a. sammenhæng med vanskelighederne ved at bringe orden i annektionskravene. Af 75 anmeldte krav blev 40 godkendt; de fordelte sig på 17 selskaber og privatpersoner. Indehaverne af disse såkaldte "traktatejendomme" blev sikret visse begunstigelser. Imidlertid er efterhånden de fleste af de traktatejendomme, som var på fremmede hænder indløst eller købt af Norge, og kun Sovjetunionen/Rusland opretholder sine grubeinteresser

 

1926 f René Goscinny, fransk tegner og tekstforfatter; og tekstforfatter; var grundlægger af og chefredaktør for ungdomsmagasinet "Pilote"; arbejdede efter 1951 kun som tekstforfatter; som tekstforfatter opnåede han sin største succes med serien Asterix (d 6/11 1977)

 

Efter et møde ud for New Foundland om bord på det britiske slagskib Prince of Wales og den amerikanske krydser Augusta udsender præsident Roosevelt og premierminister Churchill Atlanterhavs-Deklarationen. I otte punkter formuleredes i deklaratioen de to landes fælles krigsmål og den fremtidige fredsordning. Freden skulle sikre frihed, selvbestemmelse og økonomisk tryghed for alle nationer. Agressorerne skulle afvæbnes, der skulle gennemføres afrustning og påtvungne territoriale ændringer afvikles. USA var på daværende tidspunkt ikke inddraget i 2. Verd.krig, men Atlanterhavsdeklarationen kom i stand på Roosevelts initiativ med det formål at forberede den amerikanske befolkning på krig med Aksemagterne – primært Tyskland og Italien. Et vigtigt punkt for USA var således kravet om fri handel og lige adgang til råstoffer over grænserne. Det accepterede Churchill, men med forbehold for Det Britiske Imperium. På Sovjetunionens vegne tilsluttede Stalin sig senere deklarationen ligeledes med store reservationer. I alt 45 stater tilsluttede sig, og dele af Atlanterhavsdeklarationen genfindes i FN’s konventioner

 

1956 d Bert Brecht, tysk forfatter og teatermand; som kommunist måtte B forlade Tyskland i 1933. Efter ophold i Svejts, Danmark og Moskva slog han sig i årene 1941-47 ned i Californien. Efter at være vendt tilbage til Tyskland i 1949 grundlagde han sammen med sin kone, Helene Weigel sit eksperimentelle teater Theater am Schiffbauerdamm, hvor han med sit efterhånden verdensberømte Berliner Ensemble fik banebrydende indflydelse på det europæiske efterkrigsteater. Hans tidligste produktion viser indflydelse fra ekspressionismen: i "Baal" (1919) og "Trommeln in der Nacht" (1919) stillede han et sanselighedens kaos op over for borgerskabets trygge verden. Fra 1924 arbejdede han som dramaturg ved Deutsches Theater i Berlin, datidens førende teater, og knyttede tætte bånd til Tysklands venstreorienterede elite. I de to stykker, han skrev sammen med Kurt Weil "Die Dreigroschenoper" (1928, da. 1930 Laser og Pjalter) og "Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny" (1928-29) forbandtes de satiriske elementer med sociale anklager. Efterhånden udviklede hans værker sig til en engageret digtning, som forfægtede den marxistiske ideologi, f.eks. "Die Mutter" (1932). Med stykker som disse ville han påvirke folks bevidsthed og stimulere til indsigt i det kapitalistiske samfunds modsigelser. I eksiltiden skrev han sine største dramaer, f.eks. "Leben des Galilei" (1938), antikrigsdramaet "Mutter Courage und ihre Kinder" (1941) og "Der Kaukasische Kreidekreis" (1945). Også lyrik havde for Brecht til opgave at formidle erkendelse, ikke at indbyde til bevidstløs indfølelse. Ved siden af lieder, ballader og songs har han med stor – ofte parodisk – virtousitet skrevet epigrammer, sonetter og salmer. Med sit omfattende forfatterskab betegnes Bert Brecht som en af 1900-tallets mest fremtrædende og indflydelsesrige, men også kontroversielle tyske forfattere (f 10/2 1898)

 

Kunstmuseet Lousiana i Humlebæk indvies. Museets grundlægger, Knud W. Jensen erhvervede i 1953 villaen Louisiana fra 1855 for at skabe et museum for moderne dansk kunst. I villaens tilhørende park blev der herefter frem til museets åbning opført en række udstillingspavilloner, forbundet med glaskorridorer. Senere udvidelser omfatter bl.a. en koncertsal (1976) og en sydfløj (1982). Louisianas samling var først præget af den tidlige danske modernisme, men fra 1966 satsede man på moderne international kunst. Store udstillinger, hvor moderne klassikere, etnografika og design veksler med de nyeste strømninger inden for billedkunsten, samt foredrag, koncerter, konferencer debatdage m.m., har givet Louisiana en central placering i dansk kulturliv

 

d Jules Romains, fransk forfatter; han betragtes som en førende repræsentant for gruppen unanimismen, der opfatter gruppen som en besjælet enhed. I digtsamlingen "La Vie Unanime" (1908) og i senere samlinger tolkede R retningens grundtanker. Desuden har R skildret kollektivets psykologi i romaner f.eks. "Mort de Quelqu'un" (1911, da. En mand gik hen og døde, 1930) og "Les Capains" (1913). Hans første romaner f.eks. "Les Capains" viste hans fine fortælleregenskaber. Trilogien "Psyché" (1922-33) er studier i ægteskabets psykologi. R's hovedværk er den store romanserie i 27 bind "Les Hommes de Bonne Volontés" (1932-46), (dansk De gode Viljer, 1941-53) som giver et billede af hele det franske samfund før, under og efter 1. Verdkrig frem til 1933. Med et forbløffende kendskab til alle mulige klassers og menneskers sædvaner og tankegang har han skildret politikere, forretningsmænd, akademiske idealister soldater osv., så de står lyslevende for læseren. Den dybere hensigt med det store værk er at vise det grundliggende menneskelige broderskab og fællesskab, og dermed proklamere de "de gode viljers" sejr over ondskab og dumhed. Som dramatiker fejrede R triumfer; det skete med bl.a. "Knock ou le triomphe de la médecine (1923, dansk Knock eller medicinens triumf", opført på Det kgl. Teater med titlen "Dr. Knock"). Romains var medlem af Académie francaise (f 26/8 1885)

 

d John Boynton Priestley, britisk forfatter; han slog igennem i 1929 med "The Good Companions" (da. Kammeraterne, 1930). Blandt P’s andre romaner er " Angel Pavement" (1930), "They Walk in the City" (1936), "Black-Out in Gretley" (1942) og "Bright Day"(1946). I sit forfatterskab optræder han gerne som den typiske Yorkshiremand, ærlig, flegmatisk og undertiden sentimental og skildrer ud fra et optimistisk socialistisk syn engelsk hverdag. P gjorde lykke på teatret i 1931 med en dramatisering af The Good Companions og skrev senere mange skuespil, bl.a. "Dangerous Corner" (1932), det første af en serie hvor han eksperimenterer med tidsdimensionen; i 1947 havde det moralsk-psykologisk betonede "Music at Night" premiere. Hans skildring af England med kommentarer fra en rejse omkring i landet "Englisk Journey" (1934) blev meget populær. Selvbiografisk er "Midnight on the Desert" (1937) og "Rain Upon Godshill" (1939). P udgav endvidere en række kulturhistoriske, rigt illustrerede værker, som "The Edwardians" (1970) og "The English" (1973). En stor del af P’s omfangsrige forfatterskab består af artikler om aktuelle spørgsmål i aviser og tidsskrifter. Desuden skrev han TV-stykker, litteraturkritik og essays (f 13/9 1894)

 

1988 d Enzo Ferrari, italiensk bildesigner og -fabrikant; begyndte i 1920 at køre motorløb for Alfa Romeo, og i 1929 oprettede han sin egen væddeløbsstald, Scuderia Ferrari, der frem til 1939 arbejdede tæt sammen med Alfa Romeo. I årene efter 2. Verd.krig producerede fabrikken næsten udelukkende biler til væddeløb, men i 1953 udstillede Ferrari en ny model, 250 Europa, på biludstillingen i Paris. Med denne topersoners, lukkede sportsvogn fandt firmaet den niche i bilverdenen, hvor dets produkter fik en position som den ultimative bil blandt luksuøse, sportsprægede biler (f 20/2 1898)

 

 

 

 

Til top        15. august

778 Slaget ved Roncesvalles (Roncevaux) i Pyrenæerne. Her blev bagtroppen i Karl den Stores hær massakreret af baskere. Under et felttog mod mauerne (muslimerne) i Spanien havde Karl den Store og hans frankiske krigere hærget i Nordspanien, plyndret flere byer og jævnet byen Pamplona med jorden, inden de gennem Pyrenæerne trak sig tilbage til Akvitanien. I bjergene faldt den frankiske hærs arrieregarde i et baskisk baghold og blev fuldstændig udslettet. Til kampen ved Roncesvalles er knyttet eperne – skrevet omkr. 1100 - "La Chanson de Roland" og "Roncesvalles". Iflg. digtene er angriberne i Pyrenæerne muslimer, og bagtroppen er under kommando af Karl den Stores nevø, Roland, der er ledsaget af sin våbenbroder og ven Oliver og af ærkebiskoppen Turpin. Under slaget opfordrer Oliver Roland om at lade hornsignaler lyde for at tilkalde den frankiske hovedhær. Men Roland er for stolt til at efterkomme opfordringen. Da det endelig sker, er det for sent, og det eneste, de tilkaldte styrker kan gøre, er at hævne deres døde våbenfæller. Også den danske nationalhelt Holger Danske er knyttet til slaget ved Roncesvalles. Han nævnes i Rolandskvadet som en af Karl den Stores krigere. Han kan dog ikke identificeres som nogen historisk person. I digtet er han en biperson, hvis eneste tilknytning til Danmark er hans navn Oger le Danois

 

1054 d Macbeth, skotsk konge 1040-54; sandsynligvis var han en sønnesøn af kong Kenneth II (herskede 971-995) og blev gift med Gruoch en efterkommer af kong Kenneth III (herskede 997-1005). Omkring 1031 efterfulgte Macbeth sin far, Findlaech (hos Shakespeare kaldt Sinel) som moarmaer, eller høvding i landsdelen Moray i det nordlige Skotland. Macbeth blev skotsk konge efter at have besejret sin fætter kong Duncan I i et slag nær Elgin – og ikke som Shakespeare fortæller det ved at myrde Duncan i hans seng. Såvel Duncan som Macbeth hævdede deres ret til den skotske trone gennem deres mødre, så ingen af dem havde større ret end den anden. Macbeths sejr over en oprørshær, måske under ledelse af Duncans far, Crinan, ved Dunkeld, Perth, kan måske forklare senere tiders henvisninger (hos Shakespeare og andre) til Birnam Woods, for landsbyen Birnam ligger tæt ved byen Dunkeld. I 1046 forsøgte Siward, jarl af Northumbria, uden held af afsætte Macbeth til fordel for Duncan I’s ældste søn Malcolm, senere kong Malcolm III Canmore. Fire år senere følte Macbeth sig så sikker på den skotske trone at han kunne forlade Skotland og drage på pilgrimsrejse til Rom. Men i 1054 blev han tilsyneladende af Siward overtalt til at overlade dele af det sydlige Skotland til Malcolm, som tre år senere besejrede og dræbte Macbeth i et slag. Macbeths tilhængere indsatte hans stedsøn, Lulach som skotsk konge. Da han blev dræbt i marts 1058, var Malcolm III skotsk enekonge (f ca 1005)

 

1319 d Ingeborg, dronning, datter af kong Magnus Ladelaas af Sverige og Helvig af Sverige; Ingeborg blev i 1288 trolovet med den kun få år ældre kong Erik Menved og otte år senere gift med ham. Hun prises af samtidens historikere som yndig og vennesæl. Den svenske Erikskrønike kalder hende "Danebod" og i Danmark blev hendes bryllup besunget i en vise, som er efterklang af Dagmarvisen. Hun synes ikke at have spillet nogen rolle i datidens politik. Over hendes ægteskab kom der til at hvile en ulykkelig skæbne. Hun fødte sin husbond talrige børn, ifølge nogle beretninger otte, ifølge andre endog fjorten, men de fleste var ufuldbårne, og de, der levede efter fødslen, døde i en spæd alder. Det yngste barn, skal fjorten uger gammelt, være omkommet ved at falde ud af dronningens vogn undervejs fra Abrahamstrup (Jægerspris) til Holbæk i 1318. Efter denne tragiske ulykke trak Ingeborg sig tilbage til Clara kloster i Roskilde, hvor hun døde året efter. Hun ligger begravet i Ringsted (f dato og år kendes ikke, måske 1274)

 

d Philippa af Hainault, engelsk dronning, datter af Vilhelm den Gode, greve af Hainault (i nutidens Belgien) og Jeanne de Valois, datterdatter af kong Filip 3. af Frankrig. Hun blev i oktober 1327 gift med Edward, ni måneder efter denne havde besteget den engelske trone som Edward 3. Hun ledsagede sin kongelige ægtefælle på krigstogterne til Skotland i 1333 og til Flandern 1338-40 og vandt almindelig respekt ved sit milde og medfølende væsen. Det kom til udtryk, da hun i 1347 greb ind og reddede seks Calaisborgeres liv. De var blevet taget til fange af englænderne ved erobringen af Calais og var af Edward truet med henrettelse. Til hendes popularitet og gode eftermæle bidrog endvidere det forhold, at hun ikke som mange andre udenlandske dronninger bragte et stort antal landsmænd til hoffet. Ofte var disse fremmede lykkeriddere, som forventede at opnå begunstigelser ved hoffet. Quenn’s College ved universitetet i Oxford blev grundlagt af hendes hofpræst og opkaldt efter hende. Philippa fødte fem døtre og syv sønner. Af sønnerne nåede fem voksenalder (f ca 1314)

 

1598 d Lord Burleigh, William Cecil, engelsk statsmand; i årene 1572-98 dvs.i det meste af hendes regeringstid, var han dronning Elizabeths højt betroede medarbejder. Han kom ind i statstjenesten under Henrik VIII. Han blev statssekretær, mens den umyndige Edward VI (1547-53) var konge. Da Maria den Blodige (Katolske) besteg den engelske trone i 1553, nedlagde B sit embede. I 1558 gjorde dronning Elisabeth ham atter til statssekretær. 1572 blev han storskatmester og havde herefter afgørende indflydelse på Englands indenrigs- og udenrigspolitik frem til sin død. Det skyldtes således hans indsats, at dronningens politik ledtes i en mere og mere protestantisk retning, og hvor lunefuld og stædig Elisabeth end var, bøjede hun sig oftest – efter nogen overvejelse for sin ministers kloge råd. Det var således efter hans råd, at Elisabeth støttede skotterne mod Maria Stuart. Dronningen og hendes ministre bloev stillet over for et vanskeligt dilemma, da Maria Stuart i 1568 søgte hjælp og støtte hos Elizabeth. Cecil opstillede da i et memorandum de tre muligheder, Elisabeth kunne vælge; han påpegede samtidig de farer, de alle indebar: Fik Maria Stuart lov at drage videre til Frankrig, ville hun genoptage sine krav på den engelske trone; fik hun lov at blive i England, ville hendes udsigt til at blive tronarving her, lidt efter lidt trække alle partier i Skotland over på hendes side. Fik hun engelsk støtte til genvinde tronen i Skotland, ville hun skubbe alle de engelskvenlige lorder, der nu havde magten til side, og atter søge fransk hjælp. Resultatet blev, at Elisabeth valgte at holde Maria fængslet. C’s rådgivning var ikke uden betydning, da fængslingen endte med henrettelse. Englands udenrigspolitik, der gjorde landet til hovedmodstanderen af den katolske reaktion i Europa, var C’s værk. 1571 udnævnte dronningen ham til Peer og Lord af B, og til sin død havde han Elisabeths fulde tillid (f 13/9 1520)

 

1620 Mayflower afsejler fra Southampton, England til Plymouth, Massachusetts med de såkaldte Pilgrimme, som efter ankomsten til den nye verden anlagde den første permanente koloni i New England. Skønt der ikke eksisterer nogen detaljeret beskrivelse af Mayflower, mener man, det vejede omkring 180 tons og målte 27 meter i længden. Nogle af Pilgrimmene var kommet over fra Holland om bord på "Speedwell". Det ledsagede Mayflower, da rejsen begyndte den 15. august 1620. Men det viste sig ikke at være sødygtig og måtte sammen med Mayflower vende om. Efter at have fået overført nogle af passagererne og noget af godset fra Speedwell kom Mayflower alene afsted en måned senere. På grund af hårdt vejr, nåede Mayflower, der var chartret af nogle London-købmænd kaldt London Adventurers, ikke frem til det territorium, købmændene havde fået overladt i Virginia. Efter en rejse på 66 døgn nåede Mayflower den 21. november frem til Cape Cod, Massachusetts, hvor Princetown i dag er beliggende. De 102 nybyggere blev sat i land, hvor nutidens Plymouth er. Mayflower blev liggende i havn til april året efter, da det vendte tilbage til England

 

Slaget ved Kilsyth i Skotland. Ved udbruddet af Den engelske Borgerkrig mellem kongen og parlamentet i 1644 var James Graham, 5te jarl af Montrose blevet sendt til Skotland for som Karl I’s repræsentant at samle en hær til støtte for kongens sag. En kongelig hær i Skotland, ville tvinge hans modstandere – kaldt rundhovederne – til at sende en del af deres hær i England mod Montrose. Derved ville man lette presset på royalisternes hær i England. Et år og fem slag senere havde Montrose løst sin opgave. I august 1645 var han med sin hær bestående af 4,500 infanterister og 500 kavalerister parat til at udkæmpe det slag, der ville give ham fuldstændig kontrol med Skotland. Også i slaget ved Kilsyth løste Montrose sin opgave. Men hans sejr fik ingen indflydelse på udfaldet af borgerkrigen. Den var blevet afgjort ved royalisternes nederlag ved Naseby den 14. juni 1645. En måned efter slaget ved Kilsyth vendte en del af skotternes hær i England hjem. Den 13. september overraskede og besejrede den Montrose og hans hær ved Philiphaugh. Det lykkedes Montrose at flygte, men han beherskede ikke længere Skotland. I april året efter blev han taget til fange og en måned senere hængt på markedspladsen i Edinburgh

 

f Friedrich Wilhelm, preussisk konge 1713-40; søn af Frederik III, kurfyrste af Brandenburg (fra 1701 konge i Preussen som Frederik I) og Sophia Charlotte af Hanover; deltagelse i Den spanske Arvefølgekrig (1701-13) formede hans karakter. Han gjorde tjeneste i hertug Marlboroughs hovedkvarter og betegnede slaget ved Malplaquet (1709) som den største dag i sit liv. Hurtigt efter at have overtaget den preussiske trone reducerede han faderens luksuriøse og ekstravagante hof, så det kom til at minde om en spartansk oberstfamilies husholdning. Det betød, at det preussiske hof fik ry for at være Europas tarveligste. Friedrich Wilhelm var soldat med hud og hår; han gik altid klædt i uniform, og hans bedste eje var hans "Potsdamer Kerle", et grenaderregiment bestående af meget høje mænd rekrutteret fra hele Europa. Han fordoblede den preussiske fredsstyrke - 80.000 mand ud af en samlet befolkning på 2.2 mio. Indenrigspolitisk samledes magten om ham; han var sin egen finansminister og feltmarskal. Eftersom Preussen primært var et landbrugsland, fik dette erhverv særlig bevågenhed. Bøndernes hoveri blev reduceret, og deres retsstilling, som nærmede sig slaveri, blev noget forbedret. Ved sin død ejede kongen 1/3 af Preussens landbrugsjord. Sine evner som storgodsejer viste preusserkongen ved, at i hans regeringstid var skatteindkomsten fra hans jorder næsten fordoblet, og repræsenterede halvdelen af statsindtægterne. I 1722 blev hele finansstyret lagt under et generaldirektorat i Berlin, og Preussen fik dermed verdens mest effektive finansadministration. I 1720 erhvervedes svensk Forpommern, siden førte Friederich Wilhelm en forsigtig udenrigspolitik. Kongens kulturelle interesser var små;hans største fornøjelse var at ryge tobak og drikke øl sammen med ligesindede i de såkaldte tobakskollegier (d 31/5 1740)

 

1760 Uder Den preussiske Syvårskrig (1756-63)udkæmpes slaget ved Liegnitz i Schlesien. Som den vigtigste krigsskueplads for felttogene i 1760 havde de allierede Rusland og Østrig i Den preussiske Syvårskrig mod Preussen valgt Schlesien. Det var hensigten, at den russiske styrke under general Saltykov fra Poznan i Polen skulle marchere ind i Schlesien og her slutte sig til den østrigske hær under general Ernst von Laudon. I mellemtiden var preusserkongen Frederik den Store marcheret mod øst for udkæmpe et slag med von Laudons styrke. Men da han erfarede, at en østrigsk styrke med feltmarskal von Daun i spidsen var på vej for at slutte sig til von Laudon, opgav han denne plan og indledte i stedet en belejring af Dresden. Imidlertid vendte von Daun om; det fik Frederik til at ophæve belejringen og med sin styrke marchere til Schlesien. Da han håbede, at kunne forhindre Frederiks styrker i at slippe ud af en omringning, angreb von Laudon den 15. august ved Plaffenberg nær Liegnitz (polsk: Legnica) Frederiks kolonner. Men østrigerne blev slået tilbage med svære tab. Da russerne samtidig begyndte at trække sig tilbage, kom der intet ud af de østrigsk-russiske planer om en afgørende sejr i Schlesien

 

f Napoleon Bonaparte; i jesuitterskolen på fødeøen Korsika viste han ypperlige evner især i matematik; 1779 kom han i skole i Frankrig først i Autun, men kort efter i Brienne (Champagne) i en kongelig munkeskole, der var forskole til militæruddannelsen. 1784 kom han på militærskole i Paris og blev året efter løjtnant i artilleriet. Under revolutionen blev han en stor beundrer af Rousseau og republikaner. Han blev inddraget i kampene mellem revolutionens forskellige fraktioner. I disse kampe udmærkede han sig i december 1793 som artillerikaptajn ved indtagelsen af Toulon. Han avancerede derefter til brigadegeneral, og trods sin nære tilknytning til Robespierre undgik han at blive draget med i dennes fald. Hans succes ved felttogene i Italien fra 1795 banede vej for hans stadig større politiske indflydelse. Efter et militærkup i november 1799 stod han som Frankrigs herre. Revolutionen var endt i et nyt eneherredømme. I 1804 lod han sig krone som kejser. Der er almindelig enighed om, at Napoleon ejede fremragende egenskaber: stort personligt mod, en alsidig intelligens, stor arbejdskraft, hvortil kom hans enestående feltherregeni. Egenskaber der gjorde ham til herre over store dele af Europa. Det hele endte i hans nederlag ved Waterloo i Belgien den 18. juni 1815. Napoleon overgav sig til englænderne, som internerede ham på den ensomt beliggende atlanterhavsø Sankt Helena. Her døde han. Men med sine memoirer og sit testamente nåede han inden sin død at skabe den "napoleonske legende": forestillingen om ham som frihedens martyr og Frankrigs hengivne søn; tyve år efter hans død viste den sin kraft. Da blev hans lig ført hjem fra St.Helena og bisat i Invalidekirken i Paris (d 5/5 1821)

 

f Walter Scott, skotsk forfatter; han blev inspirerede senere forskere og reddede gammelt stof fra glemsel. Hans første digt "The Lay of the Last Minstrel" (1805), et langt epos i den franske ridderdigtnings form, hentede sit stof fra de engelsk-skotske grænseegnes folkedigtning. De friske, letflydende vers blev straks populære og banede vejen for den romantiske poesi. Herefter fulgte flere værker af samme art, samtidig med at S var en flittig bidragsyder til Tory-tidsskriftet Quarterly Review, som han selv var med til at grundlægge. I 1814 udsendte S anonymt den første af sine berømte historiske romaner, "Waverley". Med den står han som skaberen af den historiske roman. Succesen var enorm, og han udgav efterhånden 29 romaner næsten alle historiske. Med stof fra skotsk historie og folkeliv er bl.a."Legend of Montrose", "The Abbot" og "The Fair Maid of Perth". Med emne fra engelsk historie er bl.a. "Ivanhoe", "Kenilworth". Med emne fra fransk historie er "Quentin Durward". En fængslende stil, god detailkundskab, troværdig skildring, smukke lyriske afsnit, broget persongalleri og humor gjorde, at S blev berømt – også på det europæiske kontinent. Det skete også i Danmark, hvor bl.a. B. S. Ingemann, H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher blev inspireret af S. 1826 blev S som parthaver inddraget i et boghandlerfirmas fallit. Han påtog sig at indfri gælden på ca 150.000 pund; det lykkedes, men det økonomiske pres gik ud over såvel kvaliteten i hans senere værker som hans helbred. Han rejste på kur ved Middelhavet, men døde kort efter hjemkomsten (d 21/9 1832)

 

f Thomas de Quincey, britisk forfatter; var allerede i sine studieår forfalden til brug af opium, en vane han kun delvis blev kureret for ca 1848. Efter at have boet i Lake District fra 1809 kom han pga af sit medarbejderskab ved tidsskriftet "Blackwood’s Magazine" i 1828 til Edinburgh. Det var tabet af hans formue, der førte ham ind på journalistikken; 1821-24 var han medarbejder ved det liberale "London Magazine", hvor hans artikelserie "The Confession of an English Opium Eater" (1821) vakte stor opsigt. Den blev udgivet i bogform 1821. Har yderligere kun udgivet to bøger, romanen "Klosterheim" (1832) og "The Logic of Political Economy" (1844). Hans øvrige store forfatterskab består af essays og tidsskriftartikler. Blandt hans essays er "Murder Considered as One of the Fine Arts" og "The Mail Coach". Gennem Coleridge havde Quincey fået interesse for tysk filosofi og litteratur og fik stor betydning for kendskabet til den i England (d 8/12 1859)

 

Københavns Sommertivoli åbner. I 1840'ernes København havde journalisten og bladudgiveren Georg Carstensen succes med at arrangere folkefester med store illuminationsnumre og fyrværkeri i Rosenborg Have for sit blads læsere. 1842 fik han et femårigt kgl. privilegium på oprettelse af forlystelsesparken "Kjøbenhavns Tivoli og Vauxhall". Vauxhall var navnet på en forlystelseshave, som allerede i 1600-tallet var blevet oprettet i London ved Themsen, og havde vundet ry som folkeligt underholdningsetablisement à la Dyrehavsbakken. Men hvor skulle etablissementet ligge? Uden for fæstningen naturligvis, derom kunne der ikke være tvivl. C havde øje på den såkaldte "Dronningens Enghave", der lå lige uden for Vesterport op til Stadsgraven. Den 11 tdr. land store eng havde indtil da været lejet ud til forskellige københavnske brændevinsbrændere, som her lod deres køer græsse om sommeren. Skønt området lå lige op til fæstningens vandgrav uden for demarkationslinjen, fik Carstensen dispensation fra militærets restriktioner til at anlægge sit Tivoli på stedet, der således kom til at ligge så nær byen, som det overhovedet var muligt, når det skulle være uden for voldene. På rekordtid fik Carstensen etableret sit foretagende som aktieselskab, og på området fik han hurtigt afstukket veje og opført en række lette bygninger i træ, der hurtigt på militærets krav kunne nedrives. Det var alle beskedne, men yndefulde småhuse i kinesisk eller maurisk stil. I det lille område var der koncertsal og rutschebane, basarbygning og teater samt restauranterne Divan 1 og 2. På et kort over Tivoli fra 1854 er der indtegnet hele fire tepavilloner, café, konditori, restaurant og øl-pavillon. Derudover basarbygningen, teater, koncertsal, voliere, karrusel, rutschebane og keglebane. Carstensens Tivoli var blevet en stor succes

 

1854 f L.A. Ring, maler; han var udlært som håndværksmaler og rejste efter læretiden til København for at uddanne sig til kunstner. Han var elev på Teknisk Skole og dimitteredes herfra til Akademiet. Uden at have haft synderlig udbytte af undervisningen forlod han Akademiet i 1877, og i særdeles fattige kår måtte han finde vej frem som maler. Hurtigt fandt han dog de emner, der blev karakteristiske for hans kunst: skildringen af den sjællandske landsby, det sjællandske landskab og den sjællandske landalmue. Som autodidakt sled han sig frem til den personlige maleriske form, som helt og holdent blev hans egen. Fra barndommen var han fortrolig med livet på skyggesiden. Det skildrede han i en saglig, registrerende stil. Et eksempel herpå er "Tiggerbørn uden for en bondegård i landsbyen Ring" (1883). Efter at have opnået anerkendelse som maler begav R sig ud på flere rejser. I Paris gjorde mødet med den nye kunst indtryk på ham, hvilket især ytrede sig i en mere dristig afskæring, som det ses i protrættet af hustruen "I havedøren" fra 1897 og i "Diset Vinterdag i Vinderød", 1901. R arbejdede i udstrakt grad med dybdeperspektiv i forbindelse med figurer i forskellige størrelsesforhold eller med diagonalkompositioner med skrå vinkler af ret kompliceret art, som f.eks. i "Når Toget ventes" (1914). Ved siden af vinterens bløde halvlys holdt R af at bruge det blændende forårslys. Det kunne være i landskabsmalerier fra marts i en dristig motivafskæring som i "Lundbyes bænk ved Arresø" (1899) og i "Kalkemanden. Det gamle Hus bliver pudset op" (1899) (d 10/9 1933)

 

f James Keir Hardie, britisk politiker. Uden skolegang begyndte H at arbejde som syvårig; da han var ti år, blev han kulminearbejder.Sidst i 1870’erne blev han fyret og sortlistet af mineejerne for at opfordre til strejke. Fra 1881 var han aktiv i at danne fagforeninger for minearbejdere, mens han tjente til livets ophold som journalist og avisejer. I 1888 grundlagde han det skotske Labour Party; samme år led han et stort nederlag, da han forsøgte at blive valgt til det britiske Underhus. Ved valget i 1892 opnåede han valg, og som parlamentsmedlem deltog han i januar 1893 i oprettelsen af Independent Labour Party. "Partiet" var løst organiseret og er blevet beskrevet som snarere at være en propagandaorganisation end et politisk parti. Så da H i 1895 mistede sin plads i Underhuset, planlagde han at skabe et Labourparti organiseret i stil med Storbritanniens to gamle partier, De Liberale og De Konservative. På en arbejderkonference i London i februsr 1900 dannedes Labour Representation Committee, forløberen for partiet Labour. Samme år blev H atter valgt til Underhuset, og seks år senere fik han følgeskab af 28 andre medlemmer af Representation Committee. De blev nu organiseret som et parti med partidisciplin og en valgt formand. Eftersom den udenrigspolitiske situation op mod 1914 blev stadig mere truende, var H især beskæftiget med internationalt fredsarbejde og med at forpligte Anden Internationale til at erklære generalstrejke i alle lande ved et krigsudbrud. Da dette ikke lykkedes ham, og da flertallet i Labourpartiet støttede britisk krigsdeltagelse, forlod H politik (d 26/9 1915)

 

1885 d Jens Jacob Asmussen Worsaae, arkæolog og museumsmand om hvis virksomhed det er blevet hævdet, at den blev skelsættende i den ærkæologiske videnskabs udvikling. Som ganske ung blev han ansat som ulønnet assistent ved Oldnordisk Museum; samtidig studerede han først teologi siden jura, men tog aldrig en afsluttende eksamen. W var en intellektuel og polemisk begavelse, der i 20-25 års alderen rettede en fældende kritik mod en professor og en gehejmeråd for deres fejlagtige tolkninger af hhv. af et moselig (som dronning Gunhild) og naturlige klippesprækker i Runamo i Blekinge (som runer). I 1843 udgav han "Danmarks Oldtid", den første sammen-fattende skildring bygget på C. J. Thomsens opdeling i sten-, bronze- og jernalder. Efter 1849 passede Thomsen og Worsaae i fællesskab tilsynet med Danmarks oldtidsminder. W arbejdede utrætteligt for at frede og sikre så mange jordfaste oldtidsminder som muligt. I 1855 blev W docent i oldtidsvidenskab ved Københavns Universitet; da havde han allerede skrevet en række banebrydende værker om de tre oldtidsperioder. I 1865 blev han direktør for Rosenborg og afløste samtidig Thomsen som direktør for de samlinger, der hidtil havde sorteret under ham. Ved en særbevilling fra Rigsdagen organisering han 1873 en systematisk, antikvarisk berejsning af Danmark, udgangspunkt for Det Kulturhistoriske Centralregister, der siden er opbygget på Nationalmuseet (f 14/3 1821)

 

1887 d Meïr Aron Goldschmidt, forfatter; efter at have bestået studentereksamen begyndte G 17 år gammel at udgive en samfundskritisk ugeavis. 1840 startede han med nogle studentervenner det politisk-satiriske ugeblad Corsaren efter parisisk forbillede. Det vakte stor opsigt og blev tit beslaglagt. Trods anvendelse af stråmænd som ansvarshavende blev Goldschmidt ofte idømt bøde, fængsel og livsvarig censur. Da han i 1845 lod sig lokke ind i en smædekampagne mod Søren Kierkegaard, afhændede han året efter Corsaren og rejste udenlands. Da havde han allerede debuteret med romanen "En Jøde" (1845). På sin udlandsrejse besøgte han bl.a. Svejts, besøget her i et land med demokrati og religiøs tolerence gav varige indtryk. Hj mme igen udgav han ugeskriftet Nord og Syd (1847-59). Dets program: helstatsmonarki med republikanske institutioner var uforeneligt med De National-liberales partilinje førte til et samarbejde med en kreds af konservative godsejere. Oven i disse politiske problemer kom private. For at legitimere sine to uægteskabelige børn giftede Goldschmidt sig med deres mor (f 26/10 1819)

 

f Thomas Edward Lawrence (of Arabia), britisk arkæolog, officer og diplomat. Som ung arkæolog foretog han vidtstrakte rejser i Mellemøsten og blev i begyndelsen af 1. Verd. krig knyttet til det britiske hovedkvarter i Ægypten. Da emiren i Mekka og andre araberhøvdinge gjorde oprør mod tyrkerne i 1916, så L en mulighed for at samle de mange spredte og indbyrdes uenige araberstammer til en fælles krigsindsats. I årene 1917-18 arbejdede han utrætteligt som organisator og anfører og foretog dristige og overraskende angreb på tyrkisk militær. Han klædte sig og levede som en indfødt, han beherskede dialekterne forholdsvis godt, og han blev anerkendt som en indfødt af araberne. Hans guerillaoperationer havde stor betydning for den britiske general Allenbys felttog mod tyrkerne, og det var L’s araberstyrker, som først rykkede ind i Damaskus i 1918. Han deltog i Versailleskonferencen og blev dybt skuffet over dens behandling af arabernes drøm om selvstændighed. Han trådte helt tilbage fra offentligheden. Skønt han var blevet udnævnt til oberstløjtnant i hæren, var det som menig og under navnet Ross (senere Shaw), han i 1922 meldte sig til tjeneste i Royal Air Force. I 1926 udgav han beretningen om sine oplevelser og reflektioner under ørkenkrigen, "Seven Pillars of Wisdom". Bogen fik en særegen status blandt selvbiografier og rejseskildringer, og dens gådefulde forfatter blev allerede i levende live noget af en sagnfigur. L omkom ved en motorcykelulykke (d 19/5 1935)

 

f Louis de Broglie, fransk fysiker; professor ved Institut Henri Poncaré i Paris 1928-62. I sin doktorafhandling fra 1924 antog De Broglie, at partikler i bevægelse, f.eks. en elektron, kan opføre sig som en bølge. I 1929 fik han nobelprisen i fysik for sin "opdagelse af elektronens bølgenatur". Denne bølge-partikel dualisme fik stor betydning for den senere formulering af kvantemekanikken (d 19/3 1987)

 

Panamakanalen tages i brug. Det første skib, der passerede gennem kanalen, var SS Ancon. Allerede i 1500-tallet tumlede spanierne med tanken om at grave en kanal gennem Panamatangen for at forbinde Atlanterhavet og Stillehavet. I 1880’erne gjorde et fransk selskab, under ledelse af Ferdinand de Lesseps, et mislykket forsøg på at grave en kanal. Flere tusind arbejdere mistede livet på grund af tropesygdomme. Samtidig var også USA’s regering blevet interesseret i bygning af en kanal. Amerikanerne overtog det ikke fuldførte anlæg i 1902. Året efter fik USA for ubegrænset tid suverænitet over kanalzonen, efter at Panama havde erklæret sig uafhængig af Colombia. Kanalen er 81,6 km lang og har 6 dobbeltsluser. Mindstedybden er 13 m, mindstebredden i vandspejlet er 152,4 m, i bundniveau 74,3 m

 

d Hugo von Hoffmannstahl, østrigsk digter; han debuterede meget ung, som gymnasieelev skrev han formfuldendt poesi, som vakte opsigt i kredsen af nyromantikere. Under pseudonym skrev han nogle versdramaer "Gestern" (1891) og "Der Tor und der Tod" (1893) som gjorde ham til den centrale skikkelse inden for nyromantikken i Østrig. H’s essay om Lord Chandos (1901) signalerede det betydelige vendepunkt i hans digtning. Bevidst vendte han sig bort fra nyromantikkens selvnydende holdning og isolation fra virkeligheden. Med essayet ophørte H’s lyriske produktion. Fra 1906 indledtess et samarbejde med Richard Strauss, som varede til H’s død. Blandt deres værker, som har haft stor betydning for udviklingen af det moderne musikdrama, er "Der Rosenkavalier" (1911), "Die Frau ohne Schatten" (1916) og "Arabella" (opført 1933). H viste stor interesse for barokkens teatertradition i Østrig. Denne interesse kulminerede med drmaet "Der Turm" (1925), en statstragedie som viser, hvordan ånden går til grunde inden for det politiske magtspil. Desuden skrev H en række komedier, bl.a. "Heimreise" (1910) og "Der Schwierige" (1920). Som prosaist er H blevet betegnet som hørende til de største inden for tysk litteratur (f 1/2 1874)

 

Philippe Petain dømmes til døden, men benådes med livsvarigt fængsel. Da Frankrig havde lidt de første nederlag efter det tyske angreb den 10. maj 1940, blev krigshelten fra 1. Verd.krig marskal Petain den 18. maj vicestatsminister. I regeringen blev der flertal for P’s synspunkt om at søge våbenstilstand. I juli blev P både statschef og statsminister i den såkaldte Vichy-regering i den af tyske tropper ubesatte del af Frankrig og havde faktisk diktatorisk magt. Udenrigspolitisk fulgte han en "ventepolitik", der gik ud på at se, hvordan krigen ville udvikle sig. I praksis fik denne politik ofte en anti-britisk karakter og blev dermed pro-tysk. Først og fremmest opstod en uforsonlig modsætning mellem P og de Gaulle og hans komité i London, som med "de frie franske styrker" fortsatte krigen mod Tyskland. Da de allierede i 1942 gik i land i den franske koloni, Algeriet i Nord-Afrika, gav P de franske styrker der ordre til at gøre modstand. Han protesterede også mod tyskernes indmarch i den tidligere ubesatte del af Frankrig og gav marinen ordre til at sænke den franske flåde i Toulon. 3. august 1944 blev P afsat; senere samme år blev han interneret i Tyskland. I april 1945 kom P tilbage til Frankrig; han blev anklaget for samarbejde med tyskerne og forræderi; han blev dømt til døden, men på grund af sin høje alder og sine fortjenester under 1. Verd.krig. – først og fremmest som redningsmanden i slaget ved Verdun - blev han benådet og deporteret til øen Yeu, hvor han døde 23. juli 1951

 

Union Jack bliver strøget i New Delhi. Indien bliver selvstændigt. Ved midnatstid mellem 14. og 15. august 1947 blev Union Jack halet ned over ruinen af den gamle residensbygning i Lucknow, hvor det havde vajet siden nedkæmpelsen af Sepoy-oprøret 90 år tidligere. Begivenhederne i Indien i årene op til selvstændigheden med spændingerne mellem muslimer og hinduer havde vist, at der ikke var nogen vej udenom en deling af Indien i et hindudomineret Indien og et muslimsk Pakistan. Ved daggry den 15. august gik Kongrespartiets grøn-hvide-gule flag til tops over alle officielle bygninger i Indien – Den Indiske Union". I Pakistan gik Den Muhammedanske Ligas grønne flag til tops. Over hele det tidligere Britiske Indien blev uafhængighedsdagen fejret med flag, illuminationer og folkefester. Overalt herskede fred og fordragelighed. I Calcutta, hvor der i de foregående år havde forekommet mange religiøse kampe, drog jublende folkemasser gennem gaderne under råbet: "Hinduer og muslimer står sammen". Over hele landet vajede de to nye staters flag side om side. Også den gamle bitterhed over for briterne var borte. Fra alle sider blev den sidste britiske vicekonge i Indien, Lord Mountbatten, hyldet, og ingen steder forekom der antibritiske demonstrationer. Såvel Den Indiske Union som Pakistan blev medlemmer af det britiske Commonwealth

 

1967 d René Magritte, belgisk maler; han studerede ved kunstakademiet i Bruxelles i årene 1916-18 og kom tidligt i kontakt med surrealistiske ideer. I 1920’ernes begyndelse arbejdede han for en tapetfabrik og forsøgte sig som reklametegner. I 1926 blev han med støtte fra en galeriejer fuldtidsmaler og opholdt sig i årene 1927-30 i Paris, hvor han spillede en aktiv rolle i surrealistiske kunstnerkredse. Magritte var en revolutionerende moderne kunstner, samtidig med han udarbejdede sine værker i en konventionel, nærmest akademisk malemåde. De mest dagligdags ting gengives med en minutiøs nøjagtighed i detaljerne, samtidig med helheden kan fremvise helt absurde sammenstillinger, og i billederne er ingenting, hvad det ser ud til at være. Havet og store skyer ses ofte i hans malerier. I "Truende uvejr" (1928) har skyer form af en torso, en tuba og en stol. I andre værker gengives en fisk med menneskeben, en mand med et fuglebur som krop. I "Voldtægten" (1934) er en kvindes krop blevet hendes ansigt. I sin kunst satte han ofte billedet i relation til sproget for at undersøge forholdet mellem det betegnede og det betegnende. I maleriet "Drømmenes nøgle" viser han fire genstande i fire billedruder, i hvert billedrude står også et ord, et substantiv, men kun i et tilfælde betegner ordet genstanden i billedruden. Dette maleri – som så mange andre af René Magritte – kan ses som en kommentar til afstanden mellem sproget og det, man ser. René Magrittes ganske omfattende teoretiske forfatterskab findes udgivet i "Écrits complets" (1979) (f 21/11 1898)

 

1969 Den første Woodstock-festival afholdes nær byen Bethel i staten New York. Man kunne høre Janis Joplin, the Who, Jimi Hendrix, Joan Baez og Jefferson Airplane. I de tre dage arrangementet varede, blev det overværet af 400.000 personer. Der blev født to børn, og der skete tre dødsfald

 

 

 

Til top        16. august

 

d Jacob Jacques Bernoulli, svejtsisk matematiker; fra 1687 til sin død professor i matematik i Basel. Har præget sandsynlighedsregningens udvikling og indførte sandsynlighed som et matematisk begreb. Beviste bl.a. de store tals lov. Hans bidrag til sandsynlighedsregningen publiceredes i værket Ars Conjectandi (1713) (f 6/1 1654)

1780 Under Den amerikanske Frihedskrig udkæmpes slaget ved Camden i South Carolina. Den amerikanske general Horatio Gates i spidsen for 3000 soldater og militsfolk angrier den britiske belægning i Camden. Gates var uvidende om, at briterne havde forudset hans angreb og havde ført forstærkninger frem. Det betød,at en britisk styrke på 2200 mand stod parat til at møde amerikanerne. Under slaget flygtede den amerikanske milits, og Gates soldater blev nedkæmpet med et tab på mindst 750 dræbte eller tilfangetagne. De britiske tab var 68 dræbte og 245 sårede. Det katastrofale amerikanske nederlag betød, at North Carolina lå som et let bytte for briterne

1817 f Hans Christian Sonne, præst, grundlægger af Danmarks første brugsforening i Thisted; han blev cand theol i 1841 og i 1864 sognepræst i Thisted-Tilsted; 1875 forflyttedes han til Store og Lille Fuglede - et af landets højestlønnede præsteembeder. S var tidligt socialt interesseret, men det var mødet med den fattige befolkning i Thisted, der satte ham i gang med en egentlig indsats. I vinteren 1865-66 blev S tilskyndet til i den kommende sommer at få oprettet Danmarks første levedygtige brugsforening, Thisted Arbejderforening. S var den drivende kraft i Thisted-foreningen, tog del i dens daglige ledelse og kom snart ind i et agitationsarbejde for sagen. I skriftet "Om Arbejderforeninger" (1867) redegjorde han for sine erfaringer, gav praktisk vejledning og beskrev foreningens idé. Målet var gennem tilvejebringelse af billige og sunde forbrugsvarer at hjælpe arbejderbefolkningen økonomisk, men på længere sigt også at bidrage til dens moralske og borgerlige højnelse. Ved sin forflyttelse i 1875 trak S sig tilbage fra det omfattende arbejde i bevægelsens tjeneste, selv om han også i Fuglede fik stiftet en brugsforening (d 26/1 1880)

Engelske soldater - omfattende veteraner fra Waterloo - splitter en fredelig forsamling, der diskuterer krav om en parlamentsreform på St. Peter's Field, Manchester. Med en bitter hentydning til den stolte sejr ved Waterloo er episoden gået over i engelsk historie som Peterloo Massakren. I stedet for at bekæmpe udenlandske fjender blev engelske soldater nu sat ind til at bekæmpe deres landsmænd. Massakren understregede den dybe frygt for en revolution, der i årene efter Napoleonskrigene var i overklassen. Mødet på St. Peter’s Field var kulminationen på en række møder, der havde været afholdt i 1819. Et år der var karakteriseret af økonomisk depression og høje fødevarepriser. Omkring 60.000 var mødt frem for at overvære mødet, og blandt dem var der forholdsvis mange kvinder og børn. Ingen af mødedeltagerne var bevæbnet, og mødet forløb fredeligt. Men bystyret, der var foruroliget over det store antal mødedeltagere og over den stemning, der herskede på St.Peter’s Field, beordrede Manchesters beredne militærstyrke af frivillige (yeomen) til at arrestere dem, der skulle tale ved mødet, såsnart den første taler var begyndt. Men det lykkedes ikke den utrænede militærstyrke at få fat i mødelederne. I stedet trak de sablerne og gjorde udfald mod folkemængden. Bystyret beordrede en husarstyrke og en afdeling fra Cheshire Volunteers til at bistå med at rydde pladsen. Det skete på ti minutter, tilbage var kun de dræbte og sårede. Antallet af disse er usikkert. Sandsynligvis blev der såret 500 og dræbt 11 mennesker. Peterloo Massakren vakte harme og afsky i liberale kredse. Men regeringen gav de militære ledere sin uforbeholdne ros og udnyttede episoden til at rette et slag mod den liberale opposition. I parlamentet fik den vedtaget nogle love – "the Six Acts" – som indskrænkede den borgerlige frihed langt stærkere end tidligere under Revolutions- og Napoleonskrigene. Lovene gav myndighederne adgang til summarisk rettergang mod "politiske forbrydere". Endvidere ret til vilkårlige husundersøgelser, forbud mod offetlige møder og mod foreninger, som kunne mistænkes for at holde øvelser med militært præg.

1870 Slagene ved Mars-la-Tour og Gravelotte. I dagene 16. – 18.august udkæmpes nævnte to store slag under den fransk-tyske krig. For den 130.000 mand store franske Rhinhær, under marskal Achille-Francois Bazine mislykkes det at bane sig vej gennem to tyske hære og den bliver indesluttet i fortet i Metz. Grev Mac-Mahons forgæves forsøg på at undsætte Bazine ender med Mac-Mahons knusende nederlag ved Sedan 1.september. Den franske hær havde været på tilbagetog og den franske overkommando i chock siden de tyske sejre i de første uger i august. Den retirerende franske Rhinhær mødte ved Mars-la-Tour det tyske III korps under Constantine von Alvensleben. Korpset talte kun en trediedel af den franske mandskabsstyrke. Alligevel lykkedes det tyskerne at spærre den franske tilbagetrækningsrute mod vest. Begge sider mistede ca.16.000 mand. Slaget ved Mars-la-Tour var det sidste slag i Vesteuropa, hvor store kavaleristyrker deltog. I slaget Gavelotte havde franskmændene overtaget. Det kom derfor som en stor overraskelse for den tyske øverstbefalende von Moltke, at ved mørkets frembrud forlod slagmarken og trak sig tilbage til Metz. De tyske tab på mere end 20.000 mand ved Gavelotte var flere end franskmændenes 13.000 mand, men ved at indeslutte den franske hær i Metz, havde tyskerne nået ders mål. Moltke kunne da anvende en del af sine styrker til at hindre et tysk udbrud i Metz og resten til at besejre Mac-Mahon ved Sedan

 

d Robert Wilhelm Bunsen, tysk kemiker; efter at have taget sin eksamen i Göttingen i 1830 underviste han ved forskellige tyske universitetet; fra 1852 til 1889 som professor i Heidelberg. B er blevet karakteriseret som en af 1800-tallets betydeligste naturforskere. Hans første forskningsområde var organiske arsenforbindelser. En eksplosion kostede ham synet på det højre øje, og han beskæftigede sig derefter udelukkende med fysik-kemiske problemer. I 1841 opfandt han bunsenelementet og fremstillede grundstofferne aluminium, chrom og magnesium elektrolytisk. Omkring 1859 opdagede han i samarbejde med Gustav Kirchoff, at hvert grundstof udsender lys på en bølgelængde, der er karakteristisk for netop dette stof. Dermed var spektralanalysen grundlagt, og ved hjælp af deres spektroskop fandt de to forskere i 1860 og 1861 grundstofferne cæsium og rubidium. B’s undersøgelser af de gasser, der dannes i højovne, viste, at op mod 80% af varmen i højovnene gik til spilde. Foruden forbedringer af højovnene førte disse undersøgelser til metoder til måling af luftarters volumen, et resultat B redegjorde for i sin "Gasometrische Methoden" (1857). Da Heidelberg fik indlagt gas, konstruerede Bunsen i 1855 bunsenbrænderen til laboratorieforsøg. Endvidere opfandt han vandluftpumpen i 1865 og Bunsens iskalorimeter i 1870 (f 30/3 1811)

1915 d Sophus Bauditz, forfatter; påbegyndte i 1869 et jurastudium og afsluttede det som cand. jur. i 1875. Hans interesse for undervisning knyttede ham til skolen, og han var en længere årrække dansklærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn. I årene 1881-96 var han forstander for Det kgl. Teaters balletskoles læseskole. Fra 1896 til sin død var B skoledirektør i København. Som forfatter debuterede han 1873 med to små fortællinger "Ved Søen" og "I Skoven". I de følgende år fulgte flere småbøger, men først med "Historier fra Skovridergaarden" (1889) lykkedes det ham at få tag i den store læserkreds. I den næste bog "Krøniker fra Garnisonsbyen" (1892) er det barndomsbyen Århus omkring krigsåret 1864, der skildres. Den rummer flere gode typeskildringer især fra byens førende kredse og grupperende sig omkring dragonregimentet, latinskolen og præstegården. Romanens gammeldags slyngede handlingsgang med dens forviklinger og spænding tiltalte et stort publikum og gjorde B til en af tidens mest læste forfattere. 1896 fulgte en romantisk og meget sindrig komponeret herregårdsroman "Hjortholm" med en rigdom af sikre landskabs- og årstidsbilleder. Det var den af B’s bøger, der nåede længst ud. Efter en række jagt- og friluftshistorier kom 1912 en større fortællingskreds "Den gamle Kro" som en ny samling erindringer og krøniker om hovedpersonen fra Hjortholm. Om B’s forfatterskab er det blevet sagt, at i en tid, da dansk litteratur brød nye veje, havde B’s lette og underholdende bøger med deres muntre, danske stemning, deres friluftsglæde og deres lyse, forsonende livssyn let ved at skaffe ham en taknemmelig læserkreds (f 23/10 1850)

1949 d Margaret Mitchell, amerikansk forfatter; hun skrev til dagbladet The Atlanta Journal fra 1922 til 1926, da en brækket ankel tvang hende til at forlade avisen. Som reconvalescent gjorde hun forstudier til sin eneste bog "Gone with the Wind" (da, Borte med blæsten), en roman om Den amerikanske Borgerkrig og dens umiddelbare følger set fra et sydstatssynspunkt. Hun arbejdede på bogen i ti år før dens udgivelse i 1936. Året efter modtog M Pulitzer-prisen for fiktionslitteratur. Filmrettighederne til bogen blev solgt for 50.000 $. Filmen, der blev lavet på grundlag af romanen, modtog en Oscar i 1940. "Borte med Blæsten" blev en salgssucces. Den var den hidtil mest solgte bog i USA. I de første seks måneder efter udgivelsen solgtes den i 1.000.000 eksemplarer. På en enkelt dag blev der solgt 50.000 stk. I 1939 var der i USA solgt 2.000.000 eksemplarer, og ved M’s død var der i 40 lande solgt 8.000.000 eksemplarer af hendes bog. Filmen opnåede samme succes; i to årtier lå den på førstepladsen som den film, der havde indspillet flest penge. M omkom ved en bilulykke (f 8/10 1900)

1974 Tyrkiet erklærer våbenhvile på Cypern efter at have opnået kontrol med øens nordlige del

1977 d Elvis Presley, amerikansk sanger, musiker og skuespiller; mens han arbejdede som lastbilchauffør i Memphis, Tennessee indspillede han nogle plader i et lokalt studie; de solgte godt, og snart kunne han turnere rundt i sydstaterne som country-and-western sanger. I sin musik hentede han ikke kun inspiration fra country-and-western musik, men tillige fra rytmen og bluesstilen fra de farvedes musik, og efter opfordring fra sin drevne manager lagde han efterhånden størst vægt på denne musik. Det var en klog disposition, for fra midten af 1950’erne fremstod P som rock & roll-musikkens konge. I 1956 indspillede han sit første store hit "Heartbreak Hotel". Herefter havde han uafbrudt i 16 måneder en plade – undertiden to – på listen over de 10 mest solgte plader i USA. Indspilninger med sange som "Hound Dog", "Don’t Be Cruel", "Love Me Tender" og "All Shook Up" solgtes i millionvis. Hans optræden samlede tusinder af skrigende teenagers. For andre var hans optræden tegn på almindelig moralsk forfald. I alt sogte han 600 millioner plader i sin levetid. I årene 1956-69 medvirkede han i 33 film, hovedsagelig trivialiteter, hvis formål var at bringe ungdomsidolet ud til publikum. Som skuespiller var hans talent begrænset. Bedst klarede han sig som rockstjerne i "Med knyttede næver" (1957) – samt naturligvis i musikfilmene "Elvis – That’s the Way It Is" (1970) og "Elvis på turné" (1972). Han fik tv-debut i serien Stage Show i januar 1956 og vakte opsigt senere på året med tre optrædender i The Ed Sullivan Show (f 8/1 1935)

 

 

 

Til top        17. august

 

f Pierre de Fermat, fransk matematiker; var advokat og assessor i overretten i Toulouse, men hans hovedinteresse var matematik, og han regnes for en af Frankrigs største matematikere. Fermat indførte uafhængig af Descartes, med hvem han iøvrigt stod i et ikke altid fredeligt samkvem, koordinationsmetoder til fremstilling af kurver. Fermat undersøgelser af tangenter og beregning af maksima og minima er så systematiske, at Fermat anses som en af grundlæggerne af infinitesimalregningen. Sammen med sin ven Pascal var Fermat blandt de første matematikere, der beskæftigede sig indgående med sandsynlighedsregningens love. Særlig kendt er hans bidrag til talteorien, hvor mange sætninger er opkaldt efter ham. Fermats Store Sætning siger, at ligningen xn + y n= zn ikke kan tilfredsstilles af hele tal, når n er større end to. Sætningen er aldrig bevist, men beskæftigelsen med den har fremmet talteoriens udvikling (d 12/1 1665)

 

1603 f Lennart Torstenson, svensk feltmarskal og artillerist, som ændrede anvendelsen af artilleri ved at gøre det mobilt i et hidtil ukendt omfang. Han vandt vigtige sejre i Trediveårskrigen og i Sveriges krig mod Danmark (Torstensonskrigen 1643-45). Han var officerssøn og blev i 1618 page hos kong Gustav II Adolf; under denne monark kæmpede han – 1621-23 - i Livland mod Polen. Efter at have studeret krigskunst hos Maurice af Nassau, fyrste af Orange vendte han tilbage til Sverige og gjorde 1626-29 tjeneste hos Gustav II Adolf i dennes preussiske felttog. Allerede da var han artilleristekspert, og i 1629 blev han oberst i verdens første 100% artilleriregiment. Han stod i spidsen for feltartilleriet, da kong Gustav i 1630 intervenerede i Trediveårskrigen i Tyskland. Hans indsats i svenskernes overvældende sejr over de kejserlige styrker i slaget ved Breitenfeld 1631førte til hans forfremmelse til general. I 1636 var han som stabschef hos svenskernes øverstkommanderende med i den fornemme sejr ved Wittstock, som genskabte svensk overherredømme i det nordlige og centrale Tyskland. Skønt hans helbred var vaklende, blev T i 1641 øverstkommanderende for de svenske styrker i Tyskland. Efter at have opnået nogle afgørende sejre i Tyskland, fik han i 1643 ordre til at angribe Danmark. Hurtigt satte han sig i besiddelse af Jylland; den danske flåde forhindrede ham i at sætte over til øerne. Efter at være vendt tilbage til de centraleuropæiske slagmarker fik T en strålende sejr i slaget ved Jankov. At sejren tilfaldt svenskerne skyldtes T’s evne til at flytte kanonerne efter hvordan slaget udviklede sig. Året efter nedlagde han af helbredsgrunde sin kommando; i 1647 udnævntes han til greve. Heerefter var han til sin død medlem af Sveriges statsråd (d 7/4 1651)

 

1624 Størstedelen af Oslo ødelægges ved en voldsom brand, hvorefter Christian 4. opfører den nye by Kristiania ved Akerhus fæstningen. Da branden brød ud om aftenen den 17. august, fik den så godt fat i den lille træby på østsiden af Bjørvika, at et slukningsarbejde var forgæves. I tre døgn brændte det, og da ilden døde ud, var der ikke mange ubeskadigede huse tilbage i byen. Branden gav Christian 4. anledning til at flytte byen ind under Akerhus beskyttende mure. I brev af 4. oktober 1624 bestemte kongen, hvordan byen skulle bygges. I et andet og samtidigt brev bestemte han, at de, som havde lidt tab under branden, fik fire års fritagelse for told, skat og anden kongelig "tyngde". I 1625 blev denne bestemmelse udvidet til seks år. Den nye by fik et helt andet præg end den gamle. Nu blev det bestemt, hvordan husene skulle bygges, og hvordan gaderne skulle forløbe. Byens grænser blev trukket op som lige streger af kongen selv. Beliggenheden ved Akerhus førte til, at den nye købstad blev en garnisonsby, hvor gadebilledet blev præget af militæret. Til forskel fra det gamle Oslo fik Kristiania et bælte af folkerige forstæder med en fattig befolkning. Mange af dem, som boede her, drev handel og håndværk i strid med byens privilegier og kom på en række områder i konflikt med byens styrende organer

 

Slaget ved Lutter am Barenberg i Nordtyskland udkæmpes under den dansk-norske deltagelse i Trediveårskrigen mellem de kejserlige tropper under Tilly og Christian 4.’s hær og resulterer i nederlag til Chr 4.og hans styrker. Dermed sattes der en stopper for kongens deltagelse i Trediveårskrigen; endvidere førte nederlaget til fjendtlig besættelse af Jylland. Christian 4.’s beslutning om at levere slag var uden tvivl strategisk motiveret. Om stedet ved Lutter am Barenberg så var taktisk velvalgt er svært at afgøre, da der intet vides om Christians planer for slaget. I det hele taget er den viden, man har om slaget, meget begrænset. Man ved fra Tillys egen beretning, at Christian 4. lod sin hær tage opstilling nord for et sumpet dalstrøg, der blev gennemskåret af en bæk, mens Tilly opstillede sin hær i slagorden syd for bækken. Efter spredt artilleriskydning rykkede nogle af Tillys infanteriregimenter over bækken, samtidig med han lod sit kavaleri rykke frem på fløjene. Herefter satte Christian 4. et modangreb ind og kom helt frem til Tillys artilleristillinger. Sejren synes inden for Christian 4.’s rækkevidde, men med besvær fik Tilly bremset hans tropper, ikke mindst fordi hans artilleri fik bragt uorden i kongens rækker. Denne uorden synes at være gået over i almindelig opløsning, der endte i flugt. Resultatet blev et totalt nederlag for Christian 4., der selv måtte tage flugten. Hans hest styrtede under ham, og han reddede sig kun, fordi hans staldmester overlod ham sin. Som forklaring på det dansk-norske nederlag har man peget på, at selv om de to hære var lige store, ca. 20.000 mand, var Christian 4.’s tropper urutinerede og af dårligere kvalitet. Endvidere har det været fremført, at nederlaget enten skyldtes, at to danske regimenter ved en fejl kom til at beskyde hinanden, eller at det danske rytteri kom for langt frem og hang fast i det sumpede terræn

 

1645 døbt Jean de la Bruyère, fransk forfatter; i kraft af ét værk "Les Caractères" regnes han blandt fransk klassicismes førende repræsentanter. Det skyldes, at han i sit værk forener forsvaret for antikkens dyder og mønstre med en skarp og vittig samfundssatire og evne til dybtborende psykologisk analyse. Hans skrift udkom som appendiks til hans oversættelse af oldtidens græske forfatter Theophrast. Efter ti års arbejde med værket udkom det i 1688 med titlen "Les Caractères de Théophraste traduis du grec avec les caractères ou les moeurs de ce siècle". Hans metode er den samme som Theophrast: at definere egenskaber så som hykleri, smiger, bondskhed og derefter give eksempler på egenskaberne hos nulevende personer. Samtidig reflekterede han over sin samtidens karakteristika med henblik på at forbedre folks manerer. I la Bruyères levetid udkom otte udgaver af "Les Caractères", de tre første i 1688. I den fjerde udgave tilføjede la Bruyère 344 reflektioner til de oprindelige 420. På gr. af deres store popularitet forlængede la Bruyère personkarakteristikkerne. La Bruyère karakteriseres som en af fransk litteraturs første "moderne" prosaister, skønt han så sig selv som opponent til tidens nymodens strømninger (d 11/5 1696)

 

1676 d Hans Jacob Christoffel von Grimmelhausen, tysk forfatter; G blev tidligt forældreløs og blev som barn trukket eller kidnappet af hessiske og kroatiske tropper ind i Trediveårskrigen. Senere gjorde han tjeneste som musketer i den kejserlige hær og blev i 1639 sekretær hos kommandanten i Oldenburg, Reinhard von Schauenburg. Efter krigen fortsatte han sin tjeneste hos Schauenburgfamilien. Bl.a. indsamlede han skatter hos fæstebønderne, trak dårlige betalere i retten og var vært i en kro ejet af Schauenburgerne. For at øge sine indtægter var G endvidere hestehandler. Tjenesten hos Schauenburgfamilien ophørte i 1660, da det kom frem, at G havde købt jord for penge, der tilhørte hans arbejdsgiver. Herefter var G bl.a. hushovmester hos en velhavende læge i Strassbourg, kroejer i Gaisbach og forvalter i Renchen. G, der allerede var begyndt at skrive i sin militærtid, udgav i 1658 og 1660 to mindre satirer. I 1669 udgav han første del af Simplicissimus, hvis fulde titel er "Der Abenteurliche Simplicissimus, Teutsch, das hist: Die Bescbreibung dess Lebens eines seltsamen Vaganten, genannt Melchior Sternfels von Fuchshaim". Værket genspejler levende og realistisk tidens uhygge og rædsler, som særlig bønderne blev ramt af. I formen er den en efterligning af den spanske pikaresk-roman (gavtyve- eller skælmeroman opstået i Spanien i midten af 1500-t), men selvstændig hvad indholdet angår, idet den gengiver G’s syn på menneskelivet. Det betragtede han fra et religiøst standpunkt. Fortsættelser af Simplicissimus omfatter "Lansstörtzein Courage", som inspirerede Bertolt Brecht til hans drama "Mutter Courage" (1941). G skrev bl.a. også romanen "Das wunderbarliche Vogelnest" (1672-75) om en eventyrer, som giver sig ud for at være Messias og dermed får mulighed for at stjæle en rig jødes penge og datter. Den er en satire over såvel lettroenhed som gerrighed. Med sine værker placerer G sig som en af Tysklands største forfattere i 1600-tallet (f 1621/22)

 

1786 d Frederik d. Store, konge af Preussen 1740-1786; søn af Frederik Wilhelm I og Sofie Dorothea af Hannover, datter af Georg I af England. Faderens behandling, der ved prygl og tvang gik ud på at gøre F til soldat med samme smag og indstilling som han selv, førte til flugtforsøg i 1730. F bøjede sig for sin fars vilje, og blev som ham, politiker og soldat. I Første schlesiske Krig (1740-42) tog han Schlesien fra Østrig, og forsvarede det i Anden schlesiske Krig (1744-45). Ved sit angreb på Sachsen fremkaldte han Den preussiske Syvårskrig (1756-63), hvor Preussen kæmpede mod Det tyske Rige, Østrig, Frankrig, Sverige og Rusland kun støttet af England. I 1762 døde hans værste fjende Elizabeth af Rusland, og 1763 blev der sluttet fred. I 1772 erhvervede han Vestpreussen ved den første deling af Polen mellem Preussen, Østrig og Rusland; delingen og dermed opløsningen af Polen havde F planlagt. Som regent repræsenterede F den oplyste enevælde; han var "statens første tjener", og arbejde og ansvar hvilede på ham alene. Med sig selv som øverste leder opbyggede han en fortrinlig administration. Han indførte et hurtigt og sikkert retsvæsen, øgede statens velstand ved kloge og lempelige indgreb, fordoblede hæren og fyldte statskassen. F gjorde Preussen til en stormagt, og hans politik blev genfødt i Bismarcks periode. 1733 blev han gift med Elisabeth Christine af Braunschweig-Bevern. Ægteskabet forblev barnløst (f 24/1 1712)

 

f David (Davy) Crockett, amerikansk pelsjæger og politiker; han fik næsten ingen skolegang, men fik tidligt erfaring som jæger og skarpskytte; senere også militær erfaring som deltager i Andrew Jacksons kamp mod creek-indianerne 1813-1815. Han blev valgt til Tennessees lovgivende forsamling 1821. Crockett vandt stor folkelig popularitet ved sine taler, der var spækket med røverhistorier og hjemmelavede metamorforer. Billedet af den barske lovgiver fra vildmarken talte til folks fantasi, og det såvel mens Crockett levede som efter hans død. Han var medlem af den amerikanske kongres 1827-31 og 1833-35. Han drog derefter til Texas, hvor han deltog i krigen mod Mexico og døde i slaget ved Alamo (d 6/3 1836)

 

1842 f Hugo Egmont Hørring, embedsmand, konseilspræsident 1897-1900, han blev cand. jur. 1868 og var derefter ansat i indenrigsministeriet, 1882 blev han direktør for Grøndlandske Handel, hvorefter han 1889 blev departementschef. Da 1894 Ministeriet for offentlige Arbejder udskiltes fra Indenrigsministeriet, blev Hørring, som længe havde været anset for en af centraladministrationens dygtigste embedsmænd, udnævnt til indenrigs-minister i ministeriet Estrup; ved Estrupministeriets afgang august samme år fortsatte Hørring på samme post i ministeriet Reedtz-Thott. Efter dettes fald dannede han maj 1897 selv regering, hvori han overtog finans-ministeriet og 1899 tillige justitsministeriet. Men tiden var ved at rinde ud for højreregeringer, og trods utvivlsom dygtighed som politiker og som administrator, formåede Hørring ikke at hævde sin regerings og sit partis politik over for det massive venstreflertal i Folketinget. Dertil kom, at Hugo Egmont Hørring selv havde svækket sin position ved i sommeren 1898 på egen hånd at afholde en del udgifter til forstærkning af Københavns befæstning under en formentlig truende krig mellem England og Rusland. I april 1900 trådte ministeriet Hørring tilbage. Han var siden 1896 medlem af direktionen for det Classenske’ske Fideikommis og fra 1906 til sin død direktør for Kongerigets Hypotekbank, i 1906 blev han endvidere eksekutor i Christian IX’s bo (d 13/2 1909)

 

f Mae West, amerikansk skuespiller; i filmhistorien har hun fået betegnelsen, filmens første og største sex-komiker. Hun startede som skribent og cabaret-skuespiller. I 1926 fik hun fængselsstraf for stykket "Sex". Hun brød igennem med Broadway-forestillingen "Diamond Lil", 1928. Den blev filmet 1933 som "Damen fra Varietéen". W var manuskriptforfatter til de fleste af sine film i 1930'erne, som var hendes store årti. Fra dette årti bl.a."Jeg er ikke nogen engel" (1933), "Klondike Annie" (1936), "Go West, young Man/En trestjernet Pige" (1937) (d 22/11 1980)

 

Der bliver fundet guld ved Bonansa Creek; den munder ud i Klondike River i Yukon territoriet i Canada. Fundet førte til det store guld rush i 1898, hvor bebyggelsen ved Dawson i løbet af kort tid voksede til en by med ca 25.000 indbyggere

 

1929 f Francis Gary Powers, amerikansk U2 pilot; han blev verdenskendt, da han som pilot blev skudt ned med sit U2 spionfly, der fløj ind over Sovjetunionen fra Pakistan til Bodø, Nordnorge. Powers blev skudt ned over Sverdlovsk maj 1960. Siden 1956 havde amerikanerne med det såkaldte U2 spionfly overfløjet sovjetisk område og fotograferet militære anlæg. Da flyet fløj i 20 til 30 km højde, var russerne ikke før i 1960 i stand til at skyde det ned. Da russerne meddelte omverdenen om nedskydningen, benægtede amerikanerne i første omgang, at de foretog spionflyvninger over Sovjetunionen. Men da den sovjetiske leder Khrustjov fortalte verdenspressen, at flyets pilot var i live og befandt sig i sovjetisk varetægt, og at man i flyet havde fundet filmoptagelser af sovjetiske militæranlæg, måtte amerikanerne indrømme, at der var tale om et spionfly, der tilhørte dem. Russerne idømte Powers 10 års fængsel; men allerede efter et par år blev han udvekslet med en russisk spion. Efter hjemkomsten var Powers ansat ved politiet i San Francisco. Han omkom ved et helikopterstyrt, da han overvågede millionbyens biltrafik (d 1/8 1977)

 

1955 d Fernand Léger, fransk maler; han begyndte som arkitektstuderende, men skiftede til billedkunstner og var fra 1900 elev på École des Beaux-Arts. Hans tidlige interesse for Paul Cézanne og hans form blev nu rendyrket, og i 1911 udstillede han sammen med kubisterne. I disse år tolkede Léger i sin kunst den moderne maskinkultur. Han brugte stærke metalagtige farver og opbyggede gerne virkningen ved hjælp af maskindele o. lign. således i "Trappen" fra 1914. I begyndelsen af 1920’erne blev hans kompositioner roligere; mennesket, som indtil da havde spillet en underordnet rolle, indtog fra 1921 en større plads. Han gengiver især store kvinder med mørkt, hængende hår stillet alene eller ved siden af hinanden "Den store frokost" og "Kvinderne med buketten" (begge 1921). I slutningen af 1920’erne vendte L tilbage til det mindre format og til stillebenet og arbejdede nu med at frigøre farven fra formen gennem et abstrakt maleri. Under Anden Verdenskrig opholdt Léger sig i USA, og under indflydelse af krigen blev interessen for de stærkt bevægede kompositioner atter vækket. Efter hjemkomsten til Frankrig vendte han atter tilbage til det mere abstrakte og statiske maleri. Blandt Légers senere arbejder er en frise i glasmaleri i kirken i Audincourt (1951) samt et vægmaleri i FN's generalforsamlingssal i New York (1952). Om Léger er det blevet sagt, at han gennem sin vitalitet, mangesidighed og kunstneriske klarhed har haft stor betydning for den moderne kunst, særlig gennem sin lærergerning, efter at han begyndte sin egen skole i 1924 (f 4/2 1881)

 

 

 

Til top        18. august

 

1095 d Oluf 1. Hunger, konge 1086-1095, søn af Svend Estridsen og ukendt frille; Oluf blev konge efter oprøret mod og mordet på broderen Knud den Hellige. Oluf var på dette tidspunkt i fangenskab eller sad som gidsel hos kong Knuds svigerfar grev Robert af Flandern, hvor nu den yngre bror Niels måtte træde i hans sted. I Olufs regeringstid hjemsøgtes Danmark – sammen med hele Vesteuropa – af misvækst med hungersnød og pest, der varede i flere år. De kredse, der arbejdede på at få forgængeren Knud helgenkåret, ønskede naturligvis hungersnøden opfattet som Guds retfærdige gengældelse for kongemordet, der synes at være begået af de samme kræfter, der derefter satte Oluf på tronen. Helgenlitteraturen om Kund den Hellige kom til at farve senere historieskrivnings opfattelse af Oluf. Den engelske krønikeskriver Ralph Niger har således særlig fremhævet hans utaknemmelighed mod Niels og tilskrevet hungersnøden det faktum, at Oluf ikke udbetalte den løsesum, der skulle til for at løse Niels af det flanderske fangenskab. De senere legender tilslører næsten alle Olufs virkelige regeringshandlinger (f kendes ikke)

 

1227 d Djengis Khan, mongolsk fyrste, han hed oprindelig Temudjin og var søn af en høvding over en mongolsk nomadestamme ved floden Onon sydøst for Bajkalsøen; omkring 1188 overtog han sin fars position og lagde nu sine ualmindelige krigerevner og lederegenskaber for dagen. Først lagde han flere nabostammer under sig, og i 1203 besejrede han ved Urga (nu: Ulaan Baatar) Mongoliets stærkeste folk, de tyrkiske keraiter, der boede syd for Bajkalsøen. Han var nu herre over hele Mongoliet, og da han i 1204 erobrede Naimanriget syd for Altaj-bjergene, blev han 1206 på et mongolsk rigsforsamling kåret til alle mongolers herre, khan. Det var nu, han antog navnet Djengis Khan (den uovervindelige kriger eller verdens hersker) og satte som sit første mål at undertvinge alle mongolske og tyrkiske rytterfolk i Centralasien og stille dem under én herre, for derefter at erobre Kina. Med dette for øje skabte han en helt ny, praktisk og fast krigsorganisation af de mongolske stammer i militære enhedeer på tværs af de gamle klaner. Kernen i hæren var hans personlige garde på 10.000 mand. Hans erobringer uden for Mongoliet begyndte i 1207; først erobredes Tangutriget i egnene omkring øvre Huang Ho, hvorved han bl.a.blev herre over "Silkevejen"; dernæst 1212-15 Tunguserriget i det nordlige Kina med Beijing. Mens hans hørførere fortsatte her og tog Manchuriet og Korea, gik Djengis Khan mod de tyrkiske folkeslag i vest og erobrede 1218-23 hele Turkestan frem til Det kaspiske Hav, mens fremskudte mongolske styrker hærgede Persien, Kaukasien (langt ind i Sydrusland), Afghanistan og Induslandet. På disse krigstogter lagde Djengis Khans hære de blomstrende civilisationer i Bukhara, Samarkand og andre centralasiatiske bystater øde. Derpå planlagde Djengis Khan et felttog mod Mellemkina, men under disse forberedelser døde han pludseligt (f 1162 eller 1167)

 

1503 d Alexander 6. Borgia. Pave 1492-1503; han var spansk af fødsel og blev adopteret af sin morbror pave Calixtus 3. og fik hans slægtsnavn. Dermed var hans lykke gjort; 24 år gammel blev han ærkebiskop af Valencia, samme år kardinal og kuriens vicekansler. Da han blev valgt til pave - ved bestikkelse af kardinalkollegiet - var Den Hellige Stol i praksis blevet forvandlet til et valgfyrstendømme, og Alexander forvaltede i sin tid som pave overvejende embedet til konsolidering af sin fyrstemagt. I Rom udfoldede han en betydelig byggeaktivitet, bl.a. bekostede han et nyt loft i Santa Maria Maggiore ved hjælp af en sending amerikansk guld - som siges at være det første amerikanske guld i Europa - fra Ferdinand og Isabella af Spanien. Endvidere lod han kejser Hadrians mausoleum ombygge til den store fæstning Castel Sant’Angelo (Engelsborg). Alexanders liv og vandel var sandsynligvis ikke værre end mange andre verdslige fyrster på den tid, alligevel har han fået en særdeles hård dom i historien. Han er blevet benævnt som det dæmoniske udtryk for renæssancens vrangside og som en af de mest berygtede personer i historien. Machiavelli betegnede ham som det mest troløse menneske, der har levet. Savona-rola brændemærkede Alexander som det groveste eksempel på umoral inden for kirken (f 1/1 1431)

 

Christian III hyldes i Horsens. Efter Frederik I’s død – april 1533 - udsatte rigsrådet kongevalget. Kandidaten til tronen, hertug Christian (III) var på grund af sin tilslutning til den lutherske tro, ikke acceptabel for rigsrådets katolske medlemmer. Men Lybæks angreb på hertugdømmene i maj 1534, og grev Christoffer af Oldenburgs landgang på Sjælland i juni, formelt for at genindsætte den fængslede Christian II på den dansk-norske trone, ændrede situationen. Den jyske og den fynske adel besluttede på møder i Ry og Hjallelse at tilbyde hertug Christian tronen. Selv om disse møder ikke havde nogen ret hertil, accepterede Christian og blev hyldet i Horsens. Ved hyldningen lovede Christian, at han efter borgerkrigens – Grevens Fejde – afslutning ville acceptere en håndfæstning. Om religionsstridighederne bestemtes det, at den gamle og nye lære indtil videre skulle eksistere side om side, men at Christian, når krigen var forbi, "med Danmarks riges råd og adel ville gøre en kristelig og god skikkelse derpå i alle måder". Reelt var det dødsdommen over den danske katolske kirke der hermed blev afsagt. Men som erklæringen var udformet, kunne den af katolikkerne opfattes, som om der var mulighed for et kompromis, og den tjente derfor til at hindre, at religionsspørgsmålet yderligere forbitrede borgerkrigen

 

1572 Bryllup. Henrik de Bourbon, konge af Navarra, og 1589-1610 fransk konge som Henrik IV og Margrethe af Valois, datter af Henrik II af Frankrig og Katharina af Medici bliver gift. Giftermålet mellem den katolske prinsesse og den protestantiske konge af Navarra havde til formål at besegle freden mellem protestanter (huguenotter) og katolikker efter den langvarige religionskrig i Frankrig. Men kun seks dage efter brylluppet fandt massakrene på Bartholemæusdagen sted. Ægteskabet blev opløst i 1599. Året efter indgik Henrik ægteskab med Maria af Medici. Ægteskabet mellem Henrik af Navarra og Margrethe var barnløst

 

f Virginia Dare; det første barn af europæiske forældre født i Den nye Verden. Hun blev født i Roanoke Island, Virginia Colony (nu i North Carolina). Hendes forældre var englænderne Ananias og Eleanor White Dare, og hendes bedstefar var John White, leder af den anden ekspedition til Amerika udsendt af Sir Walter Raleigh. Kolonisterne var sejlet fra Plymouth, England den 26. april 1587 og var gået i land på Roanoke i juli. Ni dage efter Virginias fødsel sejlede White tilbage til England for at hente forsyninger, men han blev forsinket på gr. af krigen med Spanien. Da undsættelsen endelig nåede frem i 1591, var der ingen spor af nybyggerne. Sandsynligvis var de alle blevet dræbt af indianere (d på et tidspunkt mellem 1587 og 1591)

 

1642 d Guido Reni, italiensk maler; han fik sin uddannelse i fødebyen Bologna. I 1600 eller 1601 åbnede han med succes et atelier/værksted i Rom. Fra 1610 er hans fresker om Jomfru Marias liv i pavens kapel i Monte Cavallo (Palazzo del Quirinale). Skønt ikke særligt kendte regnes de for at være blandt hans bedste arbejder. Disse arbejder blev i 1613-14 fulgt af den berømte fresco "Phoebus and the Hours, Preceded by Aurora" i Palazzo Rospigliosi. Disse romerske værker viser R’s ungdomsstil, der er karakteristisk ved kraftig brug af lys og skygge, dristige afskæringer og kraftfulde kompositioner. I 1614 var R tilbage i Bologna, hvor han malede frescoen"The Glory of St. Dominic" i kirken St. Dominico. I årene 1617 til 1621 arbejdede han ved hertug Ferdinand Gonzagas hof i Mantova, her udførte han bl.a. fire malerier visende Herkules arbejder. Omkring 1630 slog han sig for bestandigt ned i Bologna; nu nåede hans kunst sin største perfektion - f.eks. "Madonna med rosenkrans", dette værk placerede ham som en af ungbarokkens betydeligste malere. Endvidere fik den gode komposition og følsomt sentimentale stil i hans raderinger stor betydning for mange af 1600-tallets franske og itallienske raderere (f 4/11 1575)

 

1700 Freden i Travental i Holsten. Under svenskekrigene i 1600- og 1700-tallet havde de gottorpske hertuger, der i henhold til delingstraktaten i 1544 mellem Christian 3. og hans brødre besad store områder i Slesvig og Holsten, flere gange gjort fælles sag med Sverige mod Danmark, og tilstedeværelsen af hertugdømmet Gottorp inden for det danske monarkis grænser var derfor en alvorlig sikkerhedsrisiko. Situationen blev skærpet i 1699, da der rykkede svenske tropper ind i Gottorp. Den unge konge, Frederik 4., der samme år overtog den dansk-norske trone efter Christian 5., besluttede da at forsøge at fjerne svensk indflydelse i Gottorp med våbenmagt. Med lovning om støtte fra Sveriges gamle fjender, Polen og Rusland, men uden at have sikret sig, hvordan sømagterne England og Holland, ville reagere, slog Frederik 4. til. Han krævede, at de svenske tropper blev trukket tilbage fra Gottorp, og da det blev afvist, gik den danske hær i marts 1700 til angreb. Trods en vis fremgang for den danske hær, gik krigen i Holsten i stå. Da svenskekongen, Karl 12., støttet af en engelsk-hollandsk flåde, den 4. august gjorde landgang med en mindre hær nord for København og truede hovedstaden, måtte Frederik 4. søge fred. Sømagterne, der ikke var interesseret i krig mellem de nordiske lande, så Danmark som angriberen, så presset måtte lægges dér. Freden blev sluttet på slottet Travental i Holsten. Sejren var Gottorps. Traventalfreden fastslog, at hertugen havde fuld og hel ret til at holde hær, bygge fæstninger og slutte forbund. Ligeledes fastslog freden, at stridigheder mellem kongen og hertugen skulle bilægges ved fredelig overenskomst eller ved mægling af andre magter. Endelig måtte Frederik 4. gå med til at betale hertugen 260.000 rigsdaler i erstatning for forvoldt skade under krigen

 

f Antonio Salieri, italiensk/østrigsk komponist; kom 1766 til Wien, hvor han levede resten af livet. 1770 kom hans første opera "La donna Letterale". Den blev fulgt af andre bl. a. "Amida" (1771), som blev modtaget med begejstring. 1774 blev han ’kapellmeister’ og var de næste 50 år ansat ved det østrigske hof. I 1788 blev han ’hofkapellmeister'. Han aflagde flere besøg i Italien og Frankrig og komponerede musik til mange europæiske teatre. Til åbningen af La Scala-operaen i Milano 1778 komponerede han "L’Europa riconosciuta". Blándt hans betydeligste arbejder regnes operaen "Tarare" (1787). Den skrev S, mens han som Glucks efterfølger ledede Pariseroperaen. Hans sidste opera var "Die Negersclaven" (1804). Herefter komponerede han især kirkemusik. Gennem hele livet stod Salieri på venskabelig fod med Haydn og Beethoven, hvem han havde givet undervisning i kontrapunkt. Blandt hans andre elever var Schubert og Mozarts søn Franz Xaver (d 7/5 1825)

 

1774 f Meriwether Lewis, amerikansk opdagelsesrejsende og officer; han blev uddannet ved hæren og var kaptajn, da præsident Jefferson i 1801 ansatte ham som sin personlige sekretær. To år senere blev han af præsidenten opfordret til at gennemføre en transkontinental udforskningsekspedition. L delte lederskabet af ekspeditionen med William Clark og foretog 1804-06 den første ekspedition over det nordamerikanske fastland fra østkysten til Stillehavet og tilbage. Rejsen blev en succes og offentliggørelsen af den af L omhyggeligt førte dagbog om ekspeditionen udbredte kendskabet til de hidtil ukendte egne og bidrog derved afgørende amerikansk bosættelse i områderne; som belønning for den velgennemførte ekspedition modtog L 1600 acres land og blev udnævnt til guvernør i Louisiana territoriet, der 1803 var blevet købt af Frankrig (d 11/10 1809)

 

Under marchen mod Moskva udkæmper Napoleon og hans store armé en træfning med russerne ved Smolensk. Under fremrykningen var det ikke som planlagt lykkedes Napoleon at få udkæmpet et større og afgørende slag med russerne. Hele tiden trak den russiske hær sig tilbage og undgik slag. Søndag den 16. august fik Napoleons armé øje på floden Dnjepr, og man så Smolensk med dens glitrende, malede kirkekupler. Om aftenen viste en række bivouakbål, hvor den russiske hær stod på de lave bakker; i forstæderne lå dens fremskudte poster. Napoleon må have håbet, at han nu kunne få det store slag, og at russerne ville gå til angreb ved daggry. Men den 17. august var alt stille. Den franske kejser måtte nu træffe sit valg. Ud fra et militært synspunkt ville det klogeste være at gå over floden og afskære russernes tilbagetog. Det burde Napoleon have gjort. Men han overvurderede den betydning, en by kunne have på disse enorme vidder mellem millioner af bønder. Han besluttede sig for det politiske træk fremfor den militære manøvre. Det har åbenbart været Napoleons overbevisning, at hvis han erobrede Smolensk og blev herre over den første, store, russiske by, ville fjenden miste modet. Klokken ti om formiddagen den 17. gav Napoleon ordre til, at artilleriet skulle træde i virksomhed som forberedelse til at tage Smolensk med storm. Der fulgte en voldsom kamp, som fortsatte til klokken seks om aftenen. Det lykkedes franskmændene at besætte byens forstæder, men de nåede ikke at trænge ind i selve byen. Om aftenen gav Napoleon marskal Davoust ordre til at indtage Smolensk den næste dag. Lige før solen stod op tirsdag den 18. august, blev delinger fra 15. regiment sendt frem for at rekognoscere. Regimentet gik ind i byen og så, at alle russere var blevet trukket over på den anden side af floden. Den store armé besatte Smolensk, men meget var der ikke opnået ved det. Under retræten havde russerne brudt broerne over Dnjepr af, og de trak sig nu tilbage mod øst i retning af Moskva. Den forventede afgørelse var kun blevet til røgen fra et par brande. Hele den russiske hær og alle dens kanoner var undsluppet. For at få en afgørelse måtte Napoleon følge efter

 

1830 f Franz Joseph, kejser af Østrig 1848-1916 og konge af Ungarn 1867-1916; den forfatning, der var blevet indført efter revolutionsåret 1848, blev ophævet i 1851, og Franz Joseph regerede derefter enevældigt. Nederlaget i krigen i Italien i 1859 medførte det reaktionære styres sammenbrud, og han forsøgte derpå med forskellige forfatningsforslag. På samme måde skiftede hans politik mellem indrømmelser til det føderative princip og forsøg på stram centralisering. Nederlaget til Preussen i krigen 1866 tvang Østrig ud af Det Tyske Forbund, hvor det havde indtaget førstepladsen, og til en reorganisering af riget, der førte til Ungarns ligestilling. Fra da af regerede Franz Joseph som kejser i den østrigske rigsdel og som konge i den ungarske. Hans vigtigste indenrig-politiske mål blev da at dæmpe de nationale modsætninger i riget. Og det tilskrives almindeligvis Franz Josephs indsats, at det lykkedes at holde sammen på det broget sammensatte rige så længe, som det trods alt gjorde. Udenrigspolitisk holdt han efter 1871 fast i forbundet med Tyskland. I sine sidste år gjorde han ikke noget for at standse den agressive Balkanpolitik, som førte til Første Verdenskrig. Han blev 1854 gift med sin kusine Elisabeth af Bayern. Ægteskabet blev ikke lykkeligt, og Franz Joseph blev som ældre ramt af mange personlige tragedier. Sønnen og tronfølgeren, kronprins Rudolf, begik selvmord 1889, kejserinden blev myrdet af en anarkist 1898, og i 1914 blev tronfølgeren, nevøen, Frans Ferdinand, myrdet i Sarajevo. Samme år førte Franz Joseph Østrig-Ungarn ind i Første Verdenskrig (d 21/11 1916)

 

USA annekterer New Mexico. Det skete i begyndelsen af Den mexicansk-amerikanske krig, da general Stephen W. Kearny med en mindre hærstyrke red ind i Santa Fe hejste det amerikanske flag og på USA’s vegne tog området i besiddelse. Ved fredsslutningen den 2. februar 1848 forblev New Mexico på amerikanske hænder, og den 6. januar 1912 blev området optaget i USA som den 47. stat

 

1850 d Honore de Balzac, fransk forfatter; efter at have studeret jura og have været ansat på et parisisk sagførerkontor levede han som forfatter. Hans første romaner (fra 1821) var rene knaldromaner, skrevet for at tjene penge; på fem år udsendte han ikke færre end 13 romaner på i alt 35 bind. Senere fornægtede han disse ungdomsværker. Oprettelse i 1825 af eget bogtrykkeri endte tre år senere med krak og påførte Balzac en meget stor gæld, som han aldrig kom ud af. Med romanen "Chouanerne" (1829)afslørede Balzac sine virkelige evner som forfatter: hans eminente kendskab til de menneskelige sjæleliv, til tankegang og indstilling i borgerskabets forskellige lag. Balzac var besat af ubændig produktionstrang; han arbejdede i rasende tempo så godt som døgnet rundt. I løbet af de sidste 20 år af sit liv skrev han over 80 omfangsrige romaner og en række udkast til romaner, som han ikke nåede at fuldføre. Han er især kendt som skildrer af sin samtids samfund. Han skildrer mennesker, som kæmper for livets goder, og ikke mindst er han klar over, hvilken rolle penge spiller i menneskets jagt efter nydelse, magt og anseelse. Han var ingen samfundsreformator; han gav ofte et afslørende billede af de mennesker og miljøer, han fremstillede, men han havde ikke noget klart socialt program, og hans egne politiske sympatier var meget konservative. Balzacs skildring af døde ting viser, hvordan han på samme tid var realist og visionær. Han har et klart blik for konkrete detaljer, og i mange af hans bøger er detailrigdommen stor. Men ofte får tingene liv ved, at de får præg af de mennesker, som færdes blandt dem. I 1836 besluttede Balzac at samle sine romaner til ét værk "La Comédie humaine". Værket er blevet betegnet som den europæiske realismes fundament, og med det har Balzac haft stor indflydelse på romanens udvikling fra romantik til realisme (f 20/5 1799)

 

f Anna Ancher, maler, født Brøndum; hun var en af de første kvindelige kunstnere af betydning i dansk kunsthistorie. A var født og opvokset i det fattige og isolerede fiskerleje Skagen. Alligevel fik hun tidligt interesse for kunsten, og efter mødet med Michael Ancher i 1874 tog karrieren fart. Hun var 1875-78 elev på Vilh. Kyhns tegneskole for kvinder i København. I 1888-89 var hun på studieophold i Paris. Men afgørende for hendes uddannelse var samværet med Skagens kunstnere. Blandt hendes tidligste arbejder er "Et gammelt Ægtepar paa Hjemvejen fra Skagens Kirke efter en Begravelse". Allerede her viste hun, hvad der blev hovedmotivet i hendes kunst at skildre almuelivet på Skagen. Med sin koloristisk fine og psykologisk indtrængende kunst er hun blandt de førende skikkelser inden for den naturalistiske Skagen skole. Bortset fra "En Begravelse" (1891) og "Et Missionsmøde" (1903) malede A nødigt patetiske, endsige heroiske folkelivsskildringer som andre Skagensmalere. Hun foretrak interiører med få eller ingen figurer og koncentrerede hele sin opmærksomhed om farve og lys, f.eks fra 1883 "Pigen i Køkkenet" og "Solskin i den blå stue" (1891). Som portrætmaler nåede hun sit ypperste i skildringer af moderen, især en række billeder fra 1913, hvor den gamle fru Brøndum, ses mod rummets blå baggrund, med hvid kappe, hvidt sjal og et rødt tæppe om livet. I 1880 blev Anna A gift med Michael Ancher (d 15/4 1935)

 

1866 Nordtyske forbund dannes under Preussens ledelse. Efter reaktionens sejr efter revolutionsåret 1848 var Det tyske Forbund omkr. 1852 genrejst i sin gamle form som en løs føderation af store og små stater, og Forbundsdagen i Frankfurt bestod af diplomatiske udsendinge fra de tyske staters regeringer. Inden for forbundet konkurrerede de to tyske stormagter Østrig og Preussen om førerskabet. Østrig kunne regne med at have flertal bag sig i Forbundsdagen, men Preussen ville ikke lade sig majorisere i forsamlingen og modsatte sig alle forslag om at styrke Forbundet og begyndte at bekæmpe den østrigske politik. Da Bismarck i 1862 blev preussisk rigskansler, arbejdede man i Preussen for at skubbe Østrig ud af Tyskland og dermed sikre Preussen den dominerende position blandt de tyske stater. Efter den fælles sejr over Danmark i 1864 kom opgøret mellem de to store tyske stater i 1866 – Seksugerskrigen i sommeren 1866. Det endte med preussisk sejr. Efter sejren var hjemme, gik Preussen straks i gang med at organisere Det nordtyske Forbund. Hannover, Hessen, Nassau og Frankfurt blev forenet med Preussen og alle områder nord for floden Main blev samlet i Det nordtyske Forbund. Forbundet blev domineret af Preussen, idet 4/5 dele af dets indbyggerne boede i Preussen. Endvidere tegnede fremtiden lyst for Preussen. Det var ved at opbygge en industri. Desuden havde landet efter sejren over Danmark fået Kiel som flådebase i Østersøen, og det var nået frem til Nordsøen. De sydtyske stater rivaliserede indbyrdes og fik ikke skabt noget samarbejde. Tværtimod sluttede flere af dem i efteråret 1866 hemmelige militære aftaler med Preussen; i krig skulle de stille deres hære under kommando af den preussiske konge

 

Under den fransk tyske krig indesluttes den franske marskal Bazaines hær på 170.000 mand i fæstningen i Metz. At Bazaines med sin hær søgte tilflugt bag fæstningens mure skyldtes først og fremmest, at han efter at have mødt den preussiske hær i flere træfninger – især slaget ved Gravelotte i Lorraine – tvivlede på sin hærs evne til at fortsætte kampen. I Metz ville han skaffe sine soldater hvile, levnedsmidler og ammunition. Men allerede den 20. tvivlede Bazaine på, at han nogensinde ville blive i stand til at forlade Metz. I en depeche til marskal MacMahon meddelte Bazine "jeg vil underrette Dem om min march, når jeg overhovedet kan iværksætte den uden at udsætte armeen for overhængende fare". Mac Mahon fik ordre til med sine 120.000 mand at redde Bazaine. Den 1. september blev hans armé omringet ved Sedan, og dagen efter overgav den sig. Den 19. september begyndte preusserne at belejre Paris, og den 27. oktober overgav Bazaine sig i Metz, derved frigjordes store preussiske tropper. Nu kunne Paris ikke befris, og intet kunne nu hindre fransk nederlag

 

Den tyske propagandradio i Nordafrika til de allierede styrker spiller for første gang "Lili Marleen", den senere meget populære sang hos såvel tyske som allierede soldater. Sangens forfatter Hans Leip (1893-1893) begyndte at skrive teksten i 1914 eller 1915 efter sigende, mens han stod vagt under en gadelygte ved kasernens port ("Vor der Kaserne vor dem grossen Tor stand eine Lanterne")."Lili Marleen" var en sammensætning af to piger, hans egen kæresteLili og hans kammerats kæreste Marleen. Leip afsluttede ikke versene før 1937, da de som et digt offentliggjordes i hans samling "Die kleine Hafenorgel"; et år senere blev musikken til det komponeret Norbert Schultze. Den blev ikke populær, før tyskerne sendte den i radioen hin 18.august. Sangen, oprindelig sunget af en tysk kabaretsanger Lale Andersen, nåede sin største berømmelse i den version, den tysk-amerikanske filmstjerne Marlene Dietrich fremførte

 

 

 

Til top        19. august

 

d Augustus, født Gajus Octavius, han var nevø til Julius Cæsar, der gjorde ham til sin hovedarving. Efter Cæsars død antog A navnet Gajus Julius Cæsar. Skønt ung og ukendt og uden ydre magtmidler manøvrerede han sindigt, behændigt og bestemt og fik i løbet af få måneder efter Cæsars død vundet betydelig politisk støtte og desuden 3000 af Cæsars veteraner; midlet var i høj grad penge. Hans magt var så betydelig, at Cæsars nære medarbejder Marcus Antonius måtte respektere ham og dele magten i riget med ham. I de følgende år undergravede Augustus målbevidst, men uden at forhaste sig, Antonuis’ anseelse og styrkede sin egen for til slut i 31 f.Kr. at stå som Romerrigets enehersker. Da nedlagde Augustus sin militære kommando og oprettede formelt republikken; reelt regerede han fortsat enevældigt; han havde kommandoen over rigets tropper, havde en folketribuns beføjelser, var pontifex maximus, kontrollerede Roms kornforsyning, idet Ægypten var hans personlige ejendom. Det sidstnævnte forhold betød, at hans økonomiske hjælpemidler faktisk var ubegrænsede og langt overgik statens. Augustus yndede at fremstille sig som fredsfyrste, men ved romerrigets grænser var der langt fra fred. Tværtimod lagde de romerske hære gennem adskillige felttog betydelige naboområder ind under riget, således bl.a. alpelandene, så at nordgrænsen fra Nordsøen til Sortehavet fulgte Rhinen og Donau. Til disse grænsekrige mærkede størstedelen af rigets indbyggere kun lidt. Derfor kom Augustus-freden til at stå for romerne som virkelighed – grundlæggelsen af den verdensfred, der senere blev døbt Pax Romana, en fred, som romerne følte, de havde skabt ved at lægge verden ind under romersk lov. I Rom iværksatte Augustus omfattende nybyggerier, bl.a. Marcellusteatret, ligesom han istandsatte flere af templerne (f 23/9 63 f. Kr)

 

Maria Stuart - Queen of Scots - vender tilbage til Skotland fra Frankrig. En uge efter Marias fødsel i december 1542 døde hendes far, kong Jacob V af Skotland, og Maria var tronfølger. Fem år senere sendte hendes mor hende til Frankrig, for at hun kunne vokse op der. I april 1559 blev hun gift med den sygelige franske tronfølger, der tre måneder senere overtog den franske trone som Frans II. Da den engelske regent, Marie den Blodige døde i november 1558, begyndte Maria og hendes mand at føre det engelske rigsvåben. I Frankrig blev hun betragtet som Englands dronning; otte måneder efter dronning Elizabeth havde overtaget den engelske trone, hørte Englands ambassadør i Paris råbet "Gør plads for Englands dronning", da Maria Stuart nærmede sig. Da hendes unge ægtemand døde i december 1560, følte Maria Stuart, at der ikke var nogen fremtid for hende i Frankrig, hvor hendes intrigante svigermor Katharina af Medici nu var regent for barnekongen Karl X, og efter forgæves forsøg på at finde en ny ægtemand inden for kontinentets kongehuse vendte hun tilbage til Skotland. Her var hendes mor, dronningeregenten, død i juni 1560 efter at være blevet besejret i kampen mellem den katolske pro-franske fraktion og den protestantiske-nationalistiske fraktion. Sidstnævnte var blevet støttet af dronning Elizabeth, som frygtede, at Skotland kunne blive brugt som et fransk brohoved for en invasion af England. Borgerkrigen i Skotland var blevet afsluttet i juli med undertegnelse af en traktat. En af bestemmelserne i den var skotsk anerkendelse af Elizabeth som Englands retmæssige dronning. Maria Stuart havde ikke underskrevet traktaten. Derfor afslog Elizabeth at lade Maria Stuart rejse gennem England, og rejsen fra Frankrig til Skotland foregik da med skib. Da Maria Stuart gik i land i Leith, var vejret i stærk modsætning til det varme, solbeskinnede Frankrig. Trods sommer var det mørkt og skummelt, tågen lå tæt og varslede mørke tider forude

 

d Andrea Palladio, egentlig Andrea dalla Gondola, italiensk arkitekt og en af tidens mest indflydelsesrige; til han var 28 år arbejdede han som bygningsarbejder som medlem af stenhuggernes laug. Tilskyndet af humanisten Giangiogio Trissino begyndte han at studere arkitektur. Af Trissino blev han kaldt Palladio en allusion til gudinden Pallas Athene. Senere antog han navnet til erstatning for sit familienavn. I 1545 kom P til Rom, hvor han blev fængslet af antikken; han studerede og tegnede byens antikke ruiner. I 1549 vendte han hjem til fødebyen Vicenza. Her blev hans første opgave en ombygning af byens rådhus, den såkaldte Basilika. Den store bygning i to etager blev i begge etager omgivet af en søjlegang – kronet af en balustrade med statuer. Dette byzantinsk-venezianske toetagers system anvendte P også i sit næste arbejde, Palazzo Chierigati i Vicenza. Underetagen er omgivet af en søjlegang i dorisk stil, og med midterpartiet lidt fremskudt som en risalit. Bag denne ligger en vestibule, androne, der på tre sider er omgivet af en søjlegang, hvorfra monumentaltrapper fører op til den øverste etage. Også den er på husets yderside omgivet af en søjlegang. Foruden i hjembyen var P virksom i Venezia, hvor han byggede kirkerne San Giorgio Maggiore og Il redentore. Det "palladianske" kommer imidlertid stærkest til udtryk i hans villaer. De er formede som enkle, kubiske blokke, præget af kompromisløs symmetri i såvel grundplan som facade, og med et fremskudt parti a la klassisk tempelfront sat ind på en eller flere sider. Både i det ydre og det indre følger proportionerne strengt enkle talforhold, f.eks. 2 : 3 : 4. Mest karakteristisk er den dobbeltsymmetriske Villa Rotonda ved Vicenza. Gennem sine mange villaer og gennem sit i 1570 udkomne værk "I quattro libri dell’architettura" (Arkitekturens fire bøger)– hvor han med sine egne værker som eksempel søgte at lave en lærebog på linje med den romerske Vitruvius - kom Palladio til at udøve en enorm indflydelse på europæisk arkitektur i 1600- og 1700-tallet (f 30/11 1508)

 

f Pierre Vernier, fransk matematiker; opfandt i nonius, der benyttes til aflæsning på en målestok eller en inddelt kreds af mindre dele end man direkte kan aflæse (d 14/9 1638)

 

f John Flamstead, britisk præst og astronom; på gr. af et svagt helbred fik han ingen regelmæssig skolegang, så han studerede astronomi på egen hånd. Dog studerede han i årene 1670-74 ved universitetet i Cambridge og blev i 1677 medlem af Royal Society. Hans interesse for astronomi gjorde, at han i 1670 kom i forbindelse med Newton og i 1674 fik til opgave at beregne månens kulminationstid for derved at udlede tidspunktet for højvande. Dette arbejde medførte, at han blev medlem af den af Karl II nedsatte kommission til bedømmelse af længden til søs ved månedistancer. Da F stærkt hævdede nødvendigheden af nyere stjernekataloger og bedre månekataloger af hensyn til navigationen, gav det stødet til oprettelsen af observatoriet i Greenwich 1675, og med titlen Astronomer Royal blev han dets første leder. F’s senere år gik med endeløse stridigheder om offentliggørelse af hans mange betydningsfulde observationer. Selv kæmpede han for at tilbageholde dem, til de var færdiggjorte, mens bl.a. Newton og Edmond Halley fremhævede den store nytte offentliggørelse af hans observationer ville have – f.eks. med hensyn til navigationen til søs. Trods F’s protester påtog prinsgemalen prins Georg af Danmark sig i 1704 udgifterne ved trykningen og offentliggørelsen af de ufuldstændige observationer. De blev trykt i 400 eksemplarer, og af dem lykkedes det F at få fat i 300 og brænde dem. Først seks år efter F’s død offentliggjordes hans stjernekatalog "Historia Coelestis Britannica". Det afløste Tyge Brahes forældede, men velrenommerede katalog. F’s katalog indeholdt over 3000 stjerner og var det første større katalog, der var baseret på observationer ved hjælp af kikkert (d 31/12 1719)

 

d Blaise Pascal, fransk religionsfilosof, matematiker og naturforsker; i 1654 trak han sig tilbage til klostret Port-Royal, hvor han skrev sine "Lettres provinciales" (1656-57) rettet mod jesuitternes morallære. Efter hans død udkom "Pensées sur la religion" (1670), en samling notater og aforismer som Pascal aldrig selv nåede at få ordnet systematisk. De er et forsvar for kristendommen, og i dem hævder Pascal, at de højeste sandheder ikke er tilgængelige for fornuften; de fattes umiddelbart af hjertet: la logique du cæur (hjertets logik). De første principper, som al videnskab bygger på, erkendes intuitivt. Intuitionen (l’esprit de finesse) er derfor ligeså vigtig for mennesket som dets analyserende logisk diskursive evne (l’esprit de géométrie). Pascals matematiske evner viste sig tidligt, og allerede som 16-årig skrev han et arbejde om keglesnittet. Her finder man blandt andre resultater den såkaldte Pascals sætning: i en sekskant, som er indskrevet i et keglesnit, ligger de tre skæringspunkter for forlængelserne af to og to modstående sider på en ret linje. 19 år gammel opfandt Pascal en regnemaskine, og i sin korrespondance med Pascal de Fermat bidrog han i væsentlig grad til at skabe grundlaget for sandsynlighedsregning. Hans arbejder vedrørende cykloiden er bemærkelsesværdige, fordi han bruger metoder som svarer til integralregning. Som fysiker er Pascal mest kendt for de barometermålinger han foretog ved foden af og på toppen af bjerget Puy-de-Dôme (f 19/6 1623)

 

Under krigen 1683-99 mellem Det ottomanske Rige og Den hellige Liga (Østrig, Polen, Venezia og Rusland) udkæmpes slaget ved Szcelankemen (Slankamen) i Ungarn. Slaget resulterede i sejr til ligaens tropper under kommando af Louis af Baden over de Ottomanske tyrker. Sejren betød, at tyrkerne blev standset i yderligere erobringer. Men da Ludvig 14. som led i Den pfalziske Arvefølgekrig i 1688 angreb Tyskland, betød det, at der ikke kunne afses tropper til krigen mod tyrkerne. I 1690 var alt, hvad der var vundet fra tyrkerne, efter de havde måttet opgive deres belejring af Wien i 1683, atter tabt. Da Louis af Baden blev overført til fronten ved Rhinen, overtog prins Eugen af Savoyen hans kommando. Den 11. september 1697 opnåede han en afgørende sejr over tyrkerne i slaget ved Zenta. Efter Eugen havde gennemført en succesrig offensiv i Bosnien, bad tyrkerne om fred. Den blev sluttet i Karlowitz i 1699. Fra tyrkerne overtog den østrigske kejser ved freden Ungarn, Transylvanien og store dele af Slavonien

 

f Madame du Barry, maitresse (Ludvig 15.); efter et omtumlet liv blev madame du Barry 1769 præsenteret ved hoffet; efter sigende blev den aldrende konge betaget af hendes robuste skønhed. Eftersom hun ikke var gift med en adelig, var hun ikke kvalificeret til at blive kongens officielle elskerinde (maitresse en titre), en stilling der var ledig efter Madame de Pompadours død i 1764. Hendes elsker - adelsmanden Jean du Barry - fik da arrangeret et nominelt bryllup mellem sin bror, Guillaume du Barry, og Jeanne. Hun havde ingen stor politisk indflydelse, men blandt enevældens modstandere blev hun genstand for et grænseløst had som indbegrebet af enevældens fordærvelighed. Den skildring af hendes simpelhed, frækhed og ondsindethed, som oppositionen i det fine selskab og mange filosoffer har givet til bedste, må dog tages med forbehold. Efter Ludvig XV’s død blev hun forvist fra hoffet, men fik en pension. Fra 1776 til udbruddet af revolutionen i 1789 levede hun på sit gods ved Louveciennes. Under revolutionen blev hun guillotioneret for at være kontrarevolutionær og "for at have bortødet statens rigdomme" (d 8/12 1793)

 

1759 Under Syvårskrigen (1756-63) besejrer en engelsk flåde franskmændene ved Lagos ved Portugals sydvestspids. For med større kraft at kunne føre krigen med England i Den store Kolonikrig (1756-63) havde franskmændene ved underskrivelsen i marts 1759 af den tredje Versailles-traktat mellem Østrig og Frankrig reduceret deres støtte til Østrig i dette lands krig med Frederik den Store af Prøjsen (Den prøjsiske Syvårskrig, 1756-63) betydeligt. På samme tidspunkt planlagde franskmændene en invasion i England. For at have nødvendig tonnage til invasionen nødvendigt at føre Middelhavsflåden fra Toulon til den engelske kanal. Men undervejs mod nord, blev den angrebet og besejret af en engelsk flådestyrke under kommando af admiral Edward Boscawen ved Lagos ved den portugisiske kyst. Franskmændene måtte opgive invasionsplanerne

 

1808 f Hans Martensen, teolog, professor og biskop; som teologistuderende fik han interesse for filosofi, en inter-esse der blev udbygget på et studieophold i Tyskland i 1834-36. Det var Martensens mål at udforme en spekula-tiv teologi, der forenede tro og erkendelse. I 1838 blev han lektor og to år senere professor i teologi ved Køben-havns Universitet. Hovedværket fra denne periode er "Den christelige Dogmatik" (1849), der udløste en debat om forholdet mellem tro og viden. I 1854 efterfulgte han J.P. Münster som Sjællands biskop. Den kritik af spekulationen, der fremkom i Kierkegaards forfatterskab, havde Martensen ingen sans for, mens Kierkegaard på sin side begyndte sin kirkestorm rettet mod den etablerede danske kirke efter Martensens mindetale over Münster. Selv om han på flere måder var konservativ, manglede Martensen ikke forståelse for samtidens sociale urimeligheder. Det fremgår af "Socialime og Christendom" (1874), der i 1878 indgik i hans værk "Den christelige Ethik" (1871-78). De 30 år, han sad som biskop over Sjællands Stift, blev en brydningstid mellem konservatismens kirke- og samfundssyn, som Martensen repræsenterede, og samtidens voksende frihedskrav, som han i visse henseender viste forståelse for (d 3/2 1884)

 

1819 d James Watt, skotsk ingeniør og opfinder; efter en praktisk og teoretisk uddannelse blev han i 1760 ansat som mekaniker ved universitetet i Glasgow. I 1763 fik han her overdraget reparationen af universitets model af Newcomes dampmaskine. Dette arbejde medførte, at W på flere måder forbedrede Newcomen-maskinen. I 1769 patenterede han de vigtigste af disse opfindelser, bl.a. at lade dampen fortætte i en særlig kondensator og ekspansion af dampen i cylinderen. Med disse forbedringer blev man i stand til med 1 kg kul at udføre det samme arbejde, som man i Newcomens maskine havde brugt 5 kg kul til. I 1774 anlagde W i samarbejde med Matthew Boulton den første store dampmaskinefabrik i Soho ved Birmingham, som takket være forlængelsen af patentet af 1769 indtil 1800 havde monopol på fremstilling af dampmaskiner. I industrielle virksomheder var det nødvendigt at overføre energien fra dampmaskinen til virksomhedens maskiner ved en roterende bevægelse. Efter at W havde prøvet forskellige konstruktioner, lykkedes det ham at kunne overføre stemplets frem- og tilbagegående bevægelse til en roterende. Endvidere gjorde W flere mindre opfindelser som f.eks. centrifugalregulatoren, indikatoren og en omdrejningstæller. W medvirkede til udarbejdelsen af metersystemet, idet han i 1783 foreslog, at man – ved at gå ud fra en bestemt længdeenhed – skulle antage kubikenheden fyldt med vand som vægtenhed og foretage inddelingen efter decimalsystemet. Efter 1800 trak W sig tilbage fra det daglige arbejde i Soho og beskæftigede sig meget med billedhuggerarbejde (f 19/1 1736)

 

Grattan massakren ved Fort Laramie, Wyoming. I september 1851 var op mod 10.000 indianere forsamlet ved Horse Creek 56 km øst for Fort Laramie i det sydøstlige hjørne af Wyoming. Indianerne var mødt op til en fredskonference med klager over de hvide. Blandt klagepunkterne var, at emigranterne, der drog gennem deres jagtterritorier ødelagde bisonflokkene, trampede græsset ned og fældede de få træer, der var. Det var de amerikanske myndigheder, der havde indkaldt til konference først og fremmest for at få standset indianernes overfald på nybyggere. Det lykkedes regeringskommissærer fra Washington D.C. at få lavet en overenskomst med indianerne. På trods af overenskomsten og mange løfter opdagede indianerne snart, at de intet havde opnået, og i løbet af knap tre år var stemningen mellem indianerne og hvide så ugunstig som nogensinde. En sekondløjtnant J.L. Grattan, der var kommet til Fort Laramie lige fra officersskolen, udtalte offentligt, at indianerne var nogle krystere, og at han med ti mand ville påtage sig at udrydde alle cheyenneindianere og med 30 mand alle prærieindianere. I sommeren 1854 fik han chancen. For at finde den siouxindianer, der havde dræbt og flået en syg ko efterladt af en mormonemigrant, begav Grattan sig med 30 mand og to haubitzere til siouxlejren. Mens hans mænd stillede haubitzerne op, begav han sig ind i lejren. Her forsøgte to høvdinge i næsten en time at overbevise Grattan om, at koen ville blive betalt, så snart den indianske agent kom til fortet. Grattan vendte tilbage til sine soldater, og uden varsel åbnede han ild mod indianerlejren. Indianerne gik straks til modangreb. Da Grattan trak sig tilbage, løb han lige ind i en flok krigere. I løbet af få minutter var Grattan og alle hans mænd dræbt. Hævnen kom året efter, da en hærstyrke under oberst William S. Harney overfaldt en indianerlejr ved Ash Hollow ved North Platte River og dræbte 86, sårede fem og tog 70 kvinder og børn til fange

 

f Orville Wright, amerikansk flyver; efter flere forsøg byggede Orville Wright sammen med broderen Wilbur i 1903 det første vellykkede motorfly; det var udstyret med en 12 hk motor og propel efter brødrenes eget design og konstruktion. Med dette fly foretog Orville den 17. december 1903 historiens første flyvning; han foretog fire ture, hvoraf den længste varede 59 sekunder. Med deres tredie fly i 1905 havde brødrene bygget et fly, der både kunne vende, cirkle, lave figurer i luften og forblive flyvende i mere end to timer (d 30/1 1948)

 

1876 d George Smith, britisk assyriolog, der decifrerede kileskrift, og som gennem sit fund af Gilgamesheposet udbredte kendskabet til Mesopotamiens – d.v.s. sumerernes – tidlige historie. Samtidig med han var i lære som gravør, studerede han på egen hånd den unge videnskab assyriologi. Han blev ekspert i at læse tavlerne med kileskrift, som omkr. 1861 begyndte at ankomme til British Museum i London fra Nineve (Ninawa, Irak). Smiths offentliggørelse af sine opdagelser vakte opmærksomhed, og han blev ansat som assistent ved British Museum. Under sit fortsatte arbejde med indskrifterne stødte Smith på en beretning om en oversvømmelse, der havde mange lighedspunkter med Det gamle Testamentes beretning om syndfloden. Da han offentliggjorde denne opdagelse i december 1872, fik det karakter af en sensation hos såvel lærd som læg. Londonavisen Daily Telegraph stillede midler til rådighed for Smith, så han kunne udruste en ekspedition til Mesopotamien for at finde det fragment, der manglede for at gøre beretningen om syndfloden fuldstændig. Med et helt usandsynligt lykketræf fandt Smith i maj 1873 på ekspeditionens femte udgravningsdag det manglende fragment. I triumf kunne han vende hjem med lertavlen og andre værdifulde fund. Senere stod han i spidsen for andre udgravninger i Mesopotamien, og under en af disse døde han pludselig. Hans "Chaldean, Account of Genesis" (1876) var en af datidens mest solgte bøger (f 26/3 1840)

 

Den danske flåde tager sine første torpedobåde i brug. I Tidsskrift for Søvæsen 1877 findes den første større offentliggjorte artikel om torpedoer på dansk. Våbnet anbefales til danske forhold, idet specielle fartøjer udstyret med torpedoer ville være effektive i de lavvandede danske farvande. Dette våbens store chance var overraskelsesmomentet. I artiklen foreslås, at der stationeres et større antal torpedobåde rundt omkring i danske farvande i naturlige havne, der uden større omkostninger ville kunne forsvares. Ingen fjende ville derefter føle sig sikker i danske farvande, ligesom spredningen af skibene kunne modvirke landgangsforsøg. Allerede samme år indhentede Marineministeriet tilbud på levering af en torpedobåd hos de britiske værfter Yarrow og Thornycroft. I oktober 1877 besluttede man sig for Thornycroft, som man tidligere havde haft forbindelse med. Efter forskellige undersøgelser og forhandlinger blev der i september 1878 indgået kontrakt om levering af en torpedobåd på 33 tons, 28 m lang og udstyret med et udskydningsrør i stævnen til 35,5 cm torpedoer. Pengene blev skaffet af de almindelige bevillinger. Den 19. august 1879 ankom fartøjet til Holmen. Det blev navngivet "Hajen". I de følgende ti år blev der anskaffet yderligere 18 torpedobåde. I 1890’erne begyndte Orlogsværftet i København at bygge torpedobåde – af hvilke de første dog blev udstyret med maskiner fra Thornycroft

 

1883 f Gabrielle (Coco) Chanel, fransk modeskaber, der i næsten seks årtier sad på den parisiske haute couture-trone. Coco stod i mange år i spidsen for et af verdens mest kendte modehuse, et stort tekstilfirma, et verdensberømt parfumelaboratorium og et eksklusivt juvelerværksted – virksomheder som beskæftigede flere tusind mennesker. På højdepunktet af Cocos karriere var der i hendes forretningsimperium ca. 3.500 ansatte. Hun var i spidsen ved udformningen af 1920’ernes fladbrystede mode

 

Frederikskirken (Marmorkirken) i København indvies. Grundstenen til kirken var blevet lagt allerede i 1749, da Frederik 5. lod Frederiksstaden med Amalienborg anlægge. Men opførelsen trak ud, og under J. F. Struensees regimente (1770-72) blev det kostbare byggeri med norske marmorkvadre standset. Herefter henlå den op til 19 m høje bygning ufærdig, indtil C.F. Tietgen købte den i 1874 og lod arkitekten Frederik Meldahl fuldføre den i en ændret skikkelse. Den runde kirke med den mægtige kuppel (30 m i indre diameter) blev opført i nybarok stil med romerske forbilleder. Den er omgivet af statuer af personer fra Bibelen og den danske og internationale kirkehistorie. I kirken står den syvarmede lysestage af guld, som Grundtvig fik ved sit 50-års præstejubilæum i 1861

 

1936 d Federico Garcia Lorca, spansk forfatter; allerede i sin studietid vandt han ved oplæsning af egne værker en central plads blandt Spaniens yngre digtere. Han dyrkede også teatret. I 1927 var der premiere på hans historisk-romantiske stykke "Mariana Pineda". Under et ophold i USA 1929-30 skrev han "La zapatera prodigiosa", som blev opført i Madrid 1930. Efter hjemkomsten var det teatret, som optog ham mest. I 1932 var han med til at oprette og lede studenterteatret "La Barraca", og med det rejste han omkring i Spanien for at gøre det klassiske spanske teater kendt blandt folket. Hans eget stykke, landsbytragedien "Bodas de sangre" (da. Blodbrylluppet) blev opført 1933. I 1935 udkom Lorcas sidste større digt "Llanto por la muerte de Ignacio Sánchez Mejias", et sørgedigt over tyrefægtervennen, som blev dødeligt såret i arenaen. En måned efter udbruddet af Den spanske Borgerkrig (juli 1936) blev Lorca myrdet af spanske fascister. Han efterlod sig landsbytragedien "La casa de Bernarda Alba" (Bernardas Hus). Hans digte bygger på Andalusiens folkepoesi og er populære i hele Spanien; det gælder især for hans zigeuner-ballader - Romancero gitano - 1928. Det er blevet sagt om Lorca, at noget af det, som karakteriserer hans poesi er den dominerende plads menneskesindets elementære drivkræfter indtager: kønsdriften, moderinstinktet, slægtsfølelsen, herskelysten, dødsangsten og dødslængslen. Hans dramaer er skildringer af andalusiske folketyper, især kvinder således Bernardas Hus. Lorca har også skrevet muntre farcer for dukketeater (f 5/6 1898)

 

1942 Under Anden Verdenskrig lider britiske og canadiske tropper store tab under et angreb på byen Dieppe på Nordfrankrigs kyst. Landgangen blev udført af 6000 mand, hvoraf 5000 var canadiere på såvel øst- som vestsiden af byen med det formål at ødelægge havnen, forsvarsanlæg, radarstationer m.v. Men formålet var også at prøve det tyske forsvars styrke og berolige russerne i deres krav om en "anden front". Det tyske forsvar viste sig at være stærkt. Selv om tropperne over en bred front kom i land med kampvogne og tungt materiel, lykkedes angrebet kun et enkelt sted fuldstændigt. Til den planlagte tid, 6 timer efter angrebets start, trak landgangsstyrken sig tilbage. Dens tab udgjorde 4.300 mand i faldne og tilfangetagne. Men man havde gjort nogle værdifulde erfaringer, der senere kom de allierede til gode. Desuden havde man vist russerne viljen til at skabe "den anden front"

 

 

 

 

Til top        20. august

 

d Bernhard af Clairvaux, fransk cistercienserabbed; B var den centrale skikkelse i sin samtids kirkelige og religiøse liv og i cistercienserordenens eksplosive udbredelse. Han tilhørte en fransk ridderslægt, men indtrådte 1112 sammen med flere slægtninge og venner i klostret i Citeaux. Tre år senere blev han udsendt for at grundlægge et nyt reformkloster i Clairvaux, og herfra grundlagde han 68 nye klostre. Fra sin magtbase i Clairvaux greb han med stor taktisk kløgt ind i kirkens og samfundets større og mindre anliggender. Da det således i 1130 kom til et paveligt skisma, lykkedes det B at afgøre det til fordel for hans kandidat, Innocens 2. Senere blev en af B’s disciple pave som Eugenius 3. Endvidere bidrog B til, at Konrad 3. som den første hohenstaufer blev tysk-romersk kejser. Derimod mislykkedes hans bestræbelser begyndende i 1146 for at etablere det 3. korstog under Konrad og den franske konge Ludvig 7. Gennem sit forfatterskab - der litterært afspejler 1100-t's kulturelle fornyelse - står han for eftertiden tillige som en hovedrepræsentant for den kristne mystik. B's placering i middelalderen afspejles hos Dante; i Den guddommelige Komedie fremstår han på vejen til paradiset som den højeste og endelige vejleder. Allerede i 1174 blev B ophøjet til helgen, og i 1830 blev han gjort til en af den katolske kirkes kirkelærere, doctores ecclesiae (f ca 1090)

 

1528 d Georg von Frundsberg, tysk hærfører, der, både mens han levede og i flere århundreder derefter, havde afgørende indflydelse på europæisk krigskunst. Med forbillede i det svejtsiske fodfolksformationer bestående af pikenerer oprettede han sin private hær af Landsknechte – lejetropper bestående af infanterister. Efter rytteriet i mere end tusind år havde domineret de europæiske slagmarker, bidrog von Frundsberg med sine landsknægte afgørende til, at infanteriet atter blev den dominerende våbenart. Sin største indsats ydede han i 1500-tallets første årtier i tjeneste hos habsburgerkejseren Karl 5. i dennes kampe for at vinde herredømmet i det nordlige Italien. Von F blev soldat i 1492, og hans første tjenesteår foregik i Svejts. Det var her, han tilegnede sig den svejtsiske infanteritaktik, hvor soldaterne var opstillet i rektangulære formationer og udstyret med lange stødlanser – en såkaldt pike, i.e. et spyd med en 4-6 meter lang stage og en kort od. Sidst i 1490’erne kæmpede von F i Nederlandene og i Tyskland. Herefter på datidens vigtigste slagmark, Norditalien. Med sine sejre over franskmændene i slagene ved Bicocca 1522 og ved Pavia i 1525 sikrede han området for kejser Karl 5. Med sine soldater bidrog von F endvidere afgørende til nedkæmpelsen af de tyske bønder under deres oprør udløst af Luthers reformation (f 24/9 1473)

 

Frederik II’s kroning. Som altid var forberedelserne til kroningen enorme, og allerede måneder i forvejen begyndte forberedelserne. Der skulle skaffes fødevarer til de tusinder af gæster og deres heste, soverum, staldplads, sengetøj og spisegrejer. Dragter til hoffets tjenere og embedsmænd og til kongefamilien lagde beslag på skræddere, sypiger, perlestikkere og guldtrækkere dag og nat. Det forventedes, at hele adelen kom til København med fruer og døtre og folk og heste. Adelens våbenføre mænd skulle endvidere medbringe deres "rendetøj", for der skulle være ridderspil og turneringer. Ved tidligere kroninger og andre store fester havde kirkens høje herrer spillet en væsentlig rolle. Men efter Reformationen ver det ændret. Det ventedes, at rigets bisper og en del provster kom, men de var nu stilfærdige embedsmænd på linje med dommere og universitetets professorer. Om det pragtfulde kroningstog fra slottet til domkirken, Frue Kirke, blev det noteret, at kongen til en vis grad holdt måde. Han var "uden yppig og alt for overdådig pragt". Det var et led i den indenrigske finanspolitik, hvorved man allerede under Christian III prøvede at begrænse luksusimporten. Under kroningshøjtideligheden i Frue Kirke lagde man mærke til, at biskoppen holdt kroningstalen på dansk og sagde: "I denne sag ville vi ikke tale latin eller tysk, men dansk, på det at den største part, som her til stede er, kan forstå hvad her bliver handlet. De andre, som ikke forstå det danske mål, beder jeg, at de vil have tålmodighed med os på denne tid". Sandsynligvis har de danske rigsråder som en hilsen til de mange tyskere, der endnu kan have ment, at de skulle spille en rolle ved rigets styre, at nu er Danmarks-Norges konge dansk, og at de mange tyskere ?????????????

 

d myrdet Jan de Witt, nederlandsk statsmand; han var Hollands faktiske regent i perioden 1653-72, da der ingen statholder var. Inden han trådte ind i politik, var han advokat i Haag. I 1650 blev han sat i spidsen for bystyret i fødebyen Dordrecht. Ud fra denne position blev han den ledende i konflikten mellem det hollandske parlament og statholderen/regenten Vilhelm 2., prins af Oranien. Vilhelm, der planlagde at genoptage krigen med Spanien, afviste i 1650 det hollandske parlaments krav om at reducere de væbnede styrker for dermed at mindske statens gældsætning. Skønt statholderen havde støtte fra hæren og flere af de nederlandske provinser, blev det de Witt og hans fraktion, der triumferede. For da Vilhelm døde i 1650, blev der ikke udpeget nogen ny statholder. Da de Witt i 1653 blev udpeget til at indtage den højeste udøvende post i Holland, var han landets faktiske leder. Året efter skaffede han med freden i Westminster sit land en tålelig fred efter krigen mod England 1652-54. Efter fredsslutningen fik de Witt genopbygget den hollandske flåde, forbedret de offentlige finanser, udbygget den hollandske dominans i handelen på Ostindien, og i 1656 og 1657-60 lod han Holland støtte henholdsvis Polen og Danmark i krigene mod Sverige, da han anså dette lands voksende magt som en trussel mod den hollandske handel på Østersøen. At de Witts flådeoprustning havde været en god investering viste sig, da Den Anden engelsk-hollandske Krig brød ud i 1665. Hollænderne vandt flere sejre til søs, og i slaget ved Chatham i 1667 ødelagde de det meste af den engelske flåde. Men da franskmændene samme år invaderede de spanske Nederlande (Belgien) og dermed truede såvel England som Holland, sluttede de to lande fred. Da Frankrig angreb Holland i 1672 fik huset Oraniens repræsentant Vilhelm 3.(fra 1689 konge af England som Vilhelm 3.) støtte i befolkningen. Han fik sin slægts gamle magtposition tilbage. Han blev statholder, og den 4. august 1672 blev de Witt tvunget til at trække sig tilbage. Den 20. august blev de Witt myrdet på gaden i Haag af en flok tilhængere af statholderen (f 24/9 1625)

 

f Jöns Jacob Berzelius, svensk kemiker; han var uddannet som læge og blev 1807 professor i medicin og farmaci ved den medico-kirurgiske læreanstalt i Stockholm. Han udførte herefter et stort eksperimentalt arbejde inden for kemi. Fra 1801 bestemte Berzelius de dengang kendte grundstoffers atomvægt, og han opdagede grundstofferne Cerium i 1803, Selen i 1817 og Thorium i 1828. Som den første fremstillede han Silicium, det skete i 1823; året efter fremstillede han Zirkon og Tantal. 1813-14 indførte han det kemiske symbolsprog, der bruges den dag i dag. 1838 introducerede han protein som betegnelse for æggehvidestof. Han var overbevist om, at kemi er baseret på atomernes natur, og han opdagede, at det er ionforbindelser, der holder molekyler sammen. Det var en så stor opdagelse, at han i dag betragtes som en af kemiens fædre. Berzelius var en meget flittig forfatter, skrev f.eks. de mellem 1806 og 1818 udkomne "Afhandlinger i Fysik, Kemi och Mineralogi" i 6 bind med over 200 artikler. Disse artikler er blevet karakteriseret ved at udmærke sig ved en sjælden klarhed, grundighed og omhyggelighed i udarbejdelsen (d 7/8 1848)

 

1794 Slaget ved Fallen Timbers ved Fort Miami ved Maumee floden i Ohio. Slaget blev udkæmpet mellem flere end 1.000 amerikanske soldater og omkr. 2.000 indianere og resulterede i nederlag for indianerne. Dermed fjernedes den trussel, som Nordvest Konføderationen - bestående af indianere fra Miami, Potawatomi, Shawnee, Delaware, Ottawa, Chippewa, Iroquois og andre stammer - havde udgjort mod amerikansk bosættelse i tidligere indianerområder hovedsagelig i Ohio. I tillid til løfter om britisk støtte forholdt indianerne sig i ro, mens de fra midten af juni afventede et amerikansk angreb. I ventetiden havde indianerne indtaget en forsvarsstilling i en sammenfiltret masse af væltede træer. Men da slaget havde stået på i mindre end to timer, flygtede indianerne. Det skete ikke så meget på gr. af svigtende mod som på grund af udeblivelse af den lovede britiske støtte. Under krigen med det revolutionære Frankrig ville Storbritannien ikke lægge sig ud med det neutrale USA. Derfor fik indianerne ingen hjælp ved Fallen Timbers. Den amerikanske sejr betød, at det meste af Ohio og dele af Indiana, Illinois og Michigan nu blev åbnet for hvid bosættelse

 

1833 d Benjamin Harrison, USA's præsident 1889-1893; han afsluttede sit juridiske studium i 1854 og virkede herefter som advokat. Dette blev afbrudt af deltagelse i Borgerkrigen, hvor han udmærkede sig og blev udnævnt til titulær brigadegeneral. Efter krigen vendte han tilbage til sin advokatvirksomhed i Indianapolis og tilsluttede sig det republikanske parti. Forsøgte men blev ikke nomineret til guvernørvalget i Indiana 1872, og da han blev nomineret i 1876, blev han ikke valgt. I januar 1881 blev han valgt som den ene af Indianas to US-senatorer. Da han ikke blev genvalgt i 1887, blev han sin hjemstats favorit ved republikanernes præsidentnominering i 1888; H blev nomineret og vandt præsidentvalget med 233 valgmænd over for sin modstanders (Cleveland) 168. H fortsatte den republikanske beskyttelsestoldpolitik; endvidere fik han gennemført en stramning af USA’s indvandringspolitik. For at knytte de syd- og mellemamerikanske stater i en tættere forbindelse med USA og således sikre "Amerika for amerikanerne", fik H gennemført den første konference for amerikanske stater. Ved præsidentvalget i 1892 tabte han til demokraten Cleveland, sin modstander i 1888 (d 13/3 1901)

 

1858 f Rudolf, østrigsk ærkehertug og tronfølger; hans reformiver og hans liberale og antiklerikale holdning blev modarbejdet af faderen, kejser Frans Josef; måske var det dårlige forhold til Frans Josef medvirkende til tron-følgerens selvmord. Kejseren lod ikke Rudolf deltage i regeringssager og arrangerede i 1881 hans giftermål med Stephanie, datter af kong Leopold 2. af Belgien. Sine holdninger viste Rudolf, da han fra begyndelsen af 1880’erne skrev anonyme artikler til det radikale dagblad "Neues Wiener Tagblattt". Desuden udgav han to bøger om sine rejser og sponsorerede et monumentalt værk om Østrig-Ungarn "Österreich-Ungarn in Wort und Bild". På samme tid omgikkes han med planer om at blive kronet som konge af Ungarn og genoprettelse af et polsk kongerige. Skuffet i disse planer og ulykkelig i sit ægteskab blev han ramt af livslede, og baronesse Maria Vetsera, en 17 årig pige, han i oktober 1887 havde indledt et forhold til, accepterede hans forslag om en selv-mordspagt. Om morgenen den 30. januar 1889 blev de to fundet døde i en jagthytte ved slottet Mayerling ved Wien. Kejserens og hans rådgiveres ubehjælpsomme forsøg på at skjule kendsgerningerne ved dødsfaldene, fremkaldte alle slags rygter; fjender af den habsburgske kejserfamilie bidrog til rygtedannelsen, og romantiske skribenter broderede på romancen mellem Rudolf og den unge baronesse. Bortset fra sindsforvirring anses den mest plausible forklaring på tronfølgerens handling at være, at hans forhandlinger med den ungarske opposition var ved at blive afsløret. Ny tronfølger blev Rudolfs fætter, Frans Ferdinand; han blev sammen med sin kone myrdet i Sarajevo 28. juni 1914 (d 30/1 1889)

 

f Martin A. Hansen, forfatter; han voksede op i et landbomiljø på Stevns og var efter konfirmationen tjenestedreng i tre år, inden han kom på Haslev seminarium. Han blev færdig på seminariet foråret 1930 midt under den økonomiske krise, så nogen fast stilling fik han ikke før i eftersommeren 1931. Samme år flyttede han til København og blev året efter lærer på Blågårds seminariums øvelsesskole. Som forfatter debuterede han i 1935 med romanen "Nu opgiver han", dens fortsættelse "Kolonien" kom i 1937. De foregår i en verden, der havde H store fortrolighed: kriseårene på landet i et til dels proletariseret landbomiljø. Hans næste roman "Jonatans rejse" (1941) er skrevet til opbyggelse og opmuntring i en ond tid og fortæller om den kernedanske smed Jonatan og hans rejse sammen med den lille fornufts-fanatiker Askelad. "Lykkelige Kristoffer" fra 1945 foregår på grevefejdens tid (1530’erne), men afspejler besættelsens. Under besættelsen havde H en omfattende illegal produktion, bl.a. bidrog han til den illegale antologi "Der brænder en ild". I årene efter besættelsen frem til 1950 skabte H de tre store fortællinger i "Tornebusken" (1946) de tolv noveller i "Agerhønen" (1947) samt romanudkastet "Kains Alter". I 1950 kom "Løgneren", der er blevet karakteriseret som H’s berømteste, men langt fra betydeligste roman. Allerede før H i efteråret 1949 skrev Løgneren, havde han to storværker under forberedelse: det polemiske essay "Leviathan" og "Orm og Tyr" om danskernes forfædre. Det sidste værk fra H blev "Rejse paa Island". Efter nytår 1954 var H næsten konstant sløj eller virkelig syg. Han fik stillet diagnosen: uhelbredelig uræmi (d 27/6 1955)

 

1912 d William Booth, metodistpræst; efter først at være fulgt i faderens fodspor som pantelåner begyndte han i 1852 som gadeprædikant med tilknytning til Methodist New Connection. Det varede ni år; da begyndte han som uafhængig vækkelsesprædikant. Dvs.han startede da sammen med sin kone en gade- og gruppemission i den østlige del af London, East London Christian Mission. På grundlag af denne oprettede han 1878 Frelsens Hær som en international, konfessionsløs kristelig-social organisation efter militære mønstre og sig selv som den første general. Hærens opgaver var og er udførelse af socialt arbejde blandt fattige og udstødte. I bevægelsens guds-tjenester i "Templet" og gademission blev fra første færd lagt vægt på, at de blev vækkelses- og helliggørelsesmøder præget af musik, sang og vidnesbyrd. I hærens første år var den udsat for chikane og forfølgelse; dens møder blev forstyrret, og Booth og hans meningsfæller blev idømt bøder og fængsling for at bryde den offentlige orden. Booth udviklede sine socialreformatoriske tanker om proletariatets moralske og sociale nød og storby-kriminalitet i "Darkest England and the Way out" (1890). Den bidrog til at skabe en velvillig holdning til kristendommen og Frelsens Hær ikke kun i den engelske arbejderbevægelse, men i store dele af den engelske befolkning. Et tydeligt bevis herpå fik Booth, da Edward 7. i 1902 insisterede på, at Booth skulle have en officiel invitation til at overvære hans kroning i Westminster Abbey (f 10/4 1829)

 

1913 Verdens første faldskærmsudspring finder sted, da franskmanden Adolphe Pégond springer ud fra sin Blériot maskine 700 fod over Buc i Frankrig

 

Ved de olympiske lege i Paris afslår den britiske sprinter Eric Liddel at løbe sit heat på 100 meteren, da det skal ske på en søndag, og det vil være imod hans religiøse overbevisning. På en hverdag vandt han senere 400 meteren

 

1940 d Leo Trotskij, (født Bronstein) sovjetisk politiker; under sine studier sluttede han sig til mensjevikkerne – i.e. moderate socialister. Han deltog i revolutionen i 1905, men blev taget til fange af tsarens politik og sendt til Sibirien. Det lykkedes ham at flygte herfra, hvorefter han i en årrække levede i udlandet. Her stod han i forbindelse med Lenin, hvis revolutionære politik, han nu tilsluttede sig. Han blev interneret i Canada i 1916. Herfra vendte han ved tsardømmets sammenbrud i foråret 1917 tilbage til Rusland. Sammen med Lenin var han ledende i oktoberrevolutionen 1917. Samme år stod han i spidsen for den russiske delegation ved fredsforhandlingerne med centralmagterne i Brest Litovsk. Efter oprettelsen af Sovjetunionen blev han kommissær (forsvarsminister) for Den røde Hær, hvis opbygning i høj grad skyldtes hans indsats. T var allerede inden Lenins død 1924 i et modsætningsforhold til Stalin; da Lenin var død, brød det ud i lys lue. T ønskede at arbejde for verdensrevolutionen, mens Stalin var for "socialisme i ét land". T blev taberen i magtkampen mellem de to, og i 1925 måtte han nedlægge sit hverv som krigskommissær (forsvarsminister). To år senere blev han forvist fra USSR. Han slog sig ned i Tyrkiet. Fra 1934 i Frankrig, derefter i Norge og fandt endelig i 1936 tilflugt i Mexico. Under processerne i Sovjetunionen 1936-38 var den virkelig anklagede T. 1938 udgav han, der har præsteret et omfattende forfatterskab, sit hovedværk "The Betrayed Revolution". I 1940 blev Trotskij myrdet af en udsending fra Stalin, Ramon Mercader, der tildelte ham flere slag i hovedet med en isøkse (f 7/11 1879)

 

1944 f Rajiv Gandhi, indisk politiker, premierminister 1984-89; han blev i 1984 leder af Kongrespartiet og premierminister efter mordet på sin mor, Indira Gandhi . Kort efter sin tiltræden vandt hans parti en massiv valgsejr, men efter en lovende begyndelse løb han ind i indenrigspolitiske problemer samt anklager for korruption og tabte valget i 1989. Efter en periode i opposition blev han myrdet under en valgturné, formentlig af tamilske terrorister fra Sri Lanka (d 21/5 1991)

 

1956 Calder Hall på Englands vestkyst ca 100 nord for Liverpool tages i brug som Storbritanniens første atomkraftværk og som verdens første egentlige kernekraftværk. Calder Hall er forsynet med fire reaktorer med grafitmo-deratorer. Som brændsel anvendes metalstave med naturligt uran; disse køles med kuldioxid (CO2). Værket har en samlet elektrisk effekt på 240 MW. Foruden elektricitet har værket produceret plutonium til kernevåben

 

 

 

Til top        21. august

f Filip 2. August, fransk konge 1180-1223, søn af Ludvig 7. og Adele af Champagne; ved Filip 2. Augusts tronbestigelse var Frankrig en hærget og ubetydelig stat. England besad Normandiet, Bretagne, Anjou, Touraine og Akvitanien – et område, der var tre gange så stort som det, der kontrolleredes af den franske konge. Flandern var reelt et uafhængigt fyrstendømme. Det samme gjaldt grevskaberne Lyon, Savoyen og Provence og andre betydelige områder i Frankrig. Filip 2. August var den første af tre magtfulde regenter, der i løbet af 1200-tallet hævede Frankrig op til at indtage en intellektuel og politisk førerstilling i Europa. Allerede seks år efter at have overtaget den franske trone havde Filip besejret den mægtige greve af Flandern, som blev tvunget til at afstå bl.a. Amiens og Valois til kongen. I hele sin regeringstid holdt Filip 2. August et skarpt øje med den franske adel, og det lykkedes ham at holde den på plads og undgå ethvert forsøg på oprør. Desuden forstod han at vinde byernes støtte. Det skete ved at give dem handelsprivilegier og opretholde deres selvstyre. Ved denne politik opnåede Filip 2. August ikke alene at beskære adelens magt, men også at få økonomisk og militær støtte fra byerne. Filip 2. August styrkede kongemagten betydeligt ved at oprette et korps af embedsmænd, baillis, der ud over Frankrig virkede som hans dommere, indkrævede skatter, udskrev soldater osv. Filip 2. Augusts magtposition og den franske kongemagts styrke illustreres af, at han som den første franske konge ikke fandt det nødvendigt, at få sin søn kronet som konge, mens han selv stadig var i live. Filip 2. August var gift med Ingeborg, datter af kong Valdemar den Store af Danmark (d 14/7 1223)

 

1560 En partiel solformørkelse er synlig i Danmark. Blandt dem, der iagttog fænomenet, kan have været den 13-årige Tyge Brahe, der allerede et årstid havde studeret ved universitetet i København. Det hører dog hjemme i myternes verden, at det var denne begivenhed, der fik ham til at gå i gang med astronomien, hvor han skulle komme til at udrette store og afgørende ting. Selv har Tyge Brahe aldrig omtalt begivenheden, som om den havde betydet noget for ham. Dog kan Tyge Brahe have set formørkelsen, og hvis han ikke skulle have set den, har han uden tvivl hørt om den. For senere tiders forfattere har det været en god historie at fortælle, at det var denne begivenhed, der gjorde den opvakte dreng til astronom

 

1754 f William Murdock, skotsk ingeniør, der i 1792 opfandt gasbelysning. I 1777 tiltrådte han en stilling i Matthew Boulton og James Watts ingeniørfirma i Birmingham. To år senere blev han sendt til Cornwall for at føre tilsyn med opstilling af Watts dampmaskiner. I sit hjem her eksperimenterede han med at udvinde gas af kul; disse eksperimenter lykkedes i 1792, og han kunne oplyse sit hus og sine kontorer med gas. Efter at være vendt tilbage til Birmingham omkring 1799 forfinede han sine metoder til fremstilling, opbevaring og rensning af gas. Disse forbedringer demonstrerede M, da han for at fejre fredsslutningen i Amiens i 1802 illuminerede dele af fabrikkens udendørs arealer med gasbelysning. Året efter kunne M gå videre. Nu blev der installeret gaslygter til oplysning af fabrikkens kontorer og værksteder. M’s opfindelse var en succes, og stadig flere – i første omgang i Birmingham og omegn - anvendte gasbelysning, og i 1808 blev M indbudt af Royal Society til at gøre rede for sin opfindelse. Som ingeniør bidrog M til mange forbedringer af dampmaskinen; dog mislykkedes hans arbejde for at lave en dampvogn – et vejlokomotiv (d 15/11 1830)

 

d Lady Mary Wortley Montagu, britisk forfatter; da hendes far ville tvinge hende ind i et arrangeret ægteskab stak hun af med sin elsker - Edward Wortley Montagu, et Whig medlem af parlamentet - og indgik ægteskab med ham. I 1716 under ophold i Konstantinopel - hvor hendes mand var gesandt - skrev hun "Letters from the East". De blev først trykt og udgivet i 1763, året efter M’s død. De blev modtaget med beundring af så berømte læsere som Voltaire, Gibbon og Walpole. Senere udgaver nu tilføjet breve til familien og hendes poesi bidrog til, at hun ikke kun som hidtil var kendt som en virtuos rejsebrevsforfatter, men derefter også som en alsidig og talentfuld forfatter. Fra 1736 opholdt hun sig mest i udlandet; fra 1742 i Avignon. Her levede hun til 1746. Da vendte hun tilbage til Italien, hvor hun i de næste ti år boede i Brescia. Efter sin mands død i 1761 begyndte M at tænke på at vende hjem England. Men kun syv måneder efter hjemkomsten døde hun af kræft (f 26/5 1689)

 

1765 f William 4. engelsk konge 1830-1837; søn af George 3. og dronning Charlotte af Mecklenburg-Strelitz. Blev uddannet som søofficer og gjorde tjeneste i flåden til 1790. Da revolutionskrigene med Frankrig udbrød i 1793, forbød hans far ham at fortsætte sin aktive tjeneste i flåden. Hans udnævnelser til viceadmiral i 1794 og til admiral i 1799 var da også rent nominelle. Da prinsesse Charlotte, regentens - den senere Georg 4. - eneste barn døde i 1817, stod arvespørgsmålet åbent, og regentens yngre brødre fik travlt med at indgå ægteskab for at sikre arvefølgen. Som en efterhånden ikke helt ung bejler havde W svært ved at finde en passende brud. Således blev han (februar 1818) afvist af Frederik 6.’s datter Caroline med den begrundelse, at han var for gammel. Samme år blev W gift med enkehertuginden af Sachsen-Meiningens datter Adelaide. I ægteskabet blev der født to døtre, der begge døde som små. Ved broderens død i juni 1830 efterfulgte William ham på den britiske trone. Det store politiske spørgsmål i W’s regeringstid var en parlamentsreform eller rettere en udvidelse af stemmeretten. Den nye mellemstand, der var opstået ved Englands forvandling til en industri- og handelsnation, ville ikke længere acceptere, at de eneste, der havde indflydelse på landets styre, var den jordejende adel. Da reformen var blevet gennemført i 1832, betød det, at kongens mulighed for uden indblanding at vælge sine ministre forsvandt. William opdagede, at hans ministre var blevet mere afhængige af vælgerkorpset end af hans nåde. I 1834 blev der gennemført en ny fattiglov. Derved skabtes de fattighuse med arbejdspligt, som Dickens har beskrevet i sine romaner. Ved Williams død besteg Victoria, datter af Georg 3.'s fjerde søn, hertug Edward af Kent, den britiske trone (d 20/6 1837)

 

f August Bournonville, koreograf og balletmester; som barn fik han en flersidig kunstnerisk uddannelse og debuterede på Det kgl. Teater i oktober 1813. I 1820 blev han engageret som danser og modtog samtidig stipendium til et studieophold i Paris. Efter et par års ophold i København vendte han i 1823 tilbage til Paris. Her opholdt han sig til 1829 og var tilknyttet pariseroperaen som solodanser. Da han vendte tilbage til København, modtog han en attenårig kontrakt som solodanser og dansedirektør ved Det kgl. Teater. Frem til 1877 stod han i spidsen for den danske ballet. Til 1848 forenede Bournonville alle funktioner i sin person. Han var solodanser, forfatter af ballettekster og organisator. Han fornyede balletten i Danmark ved at uddanne et fremragende korps, for hvilket han komponerede sine arbejder. Han skabte over 50 balletter foruden et utal af divertissementer og indslag i operaer og skuespil. Han arbejdede inden for alle balettens genrer, det være sig historiske balletter som "Valdemar" (1835), vaudevilleballetter som "Livjægerne på Amager" (1871), folkelivsballetter som "Brudefærden i Hardanger" (1853) eller romantiske balletter som "Sylfiden" (1836) og "Napoli" fra 1842. Da han i 1848 tog sin afsked som danser, udsendte han første del af sine erindringer i fire bind "Mit Theaterliv". De resterende bind kom i årene 1865 og 1877-78. Bournonvilles baletter opføres stadig hyppigt i Danmark og i udlandet. Således fik han ikke ret, da han to år før sin død til en ven skrev at: "Intet i denne verden er uforgængeligt og allernindst scenens flygtige fremtoninger" (d 30/11 1879)

 

1808 I slaget ved Vimiero ved Lissabon under Napoleonskrigenes kampe på den pyrenæiske halvø besejrer en britisk styrke under hertugen af Wellington en fransk styrke under general Junot. Da portugiserne afslog at deltage i fastlandsspærringen, sendte Napoleon en hær gennem Spanien for at tvinge portugiserne til at følge hans politik. For at kontrollere hele den iberiske halvø tvang Napoleon samtidig den spanske konge til at abdicere og satte sin bror, Joseph Bonaparte på den spanske trone. Portugiserne bad deres gamle handelspartner, briterne om hjælp. Briterne efterkom anmodningen, og den 1. august 1808 blev en britisk hær på 13.000 mand under Arthur Wellesley, senere udnævnt til hertug af Wellington landsat i Portugal. Efter at portugisiske soldater havde sluttet sig til ham, kunne Wellington i slaget ved Vimiero mønstre en hær på henved 19.000 mand. Det var med denne hærstyrke franskmændene blev besejret. Efter nederlaget trak den franske hær sig ud af Portugal

d Sophie Magdalene, dansk prinsesse og svensk dronning; datter af kong Frederik 5. og dronning Louise. Da Sophie Magdalene var fem år, blev der under moderens protest indledt forhandlinger med det svenske hof om giftermål mellem den danske prinsesse og den svenske tronfølger, prins Gustav (3.) i et forsøg på at bilægge den gamle strid mellem de nordiske riger. Også det svenske kongepar var imod forbindelsen, men efter stærkt dansk pres blev planen realiseret i 1766. Ægteskabet fik ikke den forventede storpolitiske virkning, og blev en personlig tragedie for Sophie Magdalene. Hun, der var kejtet og genert, blev isoleret ved det intrigefyldte hof, og først efter 11 års ægteskab lykkedes det at få en forsoning i stand mellem ægtefællerne. Forsoningen kom i stand med bistand af kongens staldmester og fortrolige Adolf Frederik Munck. Da denne bistand omfattede håndfast seksuel vejledning af den formentlig homoseksuelle konge, opstod der hurtigt rygte om – efter al sandsynlighed med urette – at Munck var far til den prins, Sophie Magdalene derefter fødte. Dronningen fik ikke lov til at opdrage sin søn, og i sin stadig mere tilbagetrukne tilværelse, var hun offer for sladder og bagtalelse. Hun viste oprigtig sorg, da kongen 1792 blev myrdet, men levede derefter endnu mere i det stille. Før sin død oplevede hun, at sønnen Gustav Adolf 4. blev afsat ved et kup og sendt i eksil (f 3/7 1746)

 

1839 f Otto Bache, maler; han blev som 10 årig optaget på Kunstakademiet, men forlod det efter kort tid. Bache b tdligt anerkendt som en dygtig portrætmaler, men også med dyre- genre- og historiske billeder gjorde han sig bemærket. Han må være blevet betragtet som en kommende storhed for på trods af sin afbrudte akademiske karriere, fik han stipendium og rejste udenlands. Først til Paris hvor han opholdt sig i 1867. Samme år rejste han til Italien, hvor han var et års tid. Hjemkommen til Danmark udbyggede han en tidligere indgået forbindelse med landadelen, som han forsynede med portrætter og billeder af heste og hunde. Til greven på Bregentved solgte han et billede i kolossalformat "Hundene skal have mad" (1871) med en skildring af fire forskellige hunderacer og en madsvend i et 1500-tals kostume. B påtog sig at effektuere alle slags opgaver, og hans position styrkedes yderligere, da kongen købte hans "Et kobbel Heste uden for en Kro" (1878), som skulle blive et af hans populæreste billeder, spredt ud over landet i utallige gengivelser. I 1880'erne malede B især historiebilleder efter bestilling til det nyoprettede nationalhistoriske museum på Frederiksborg. Mange af disse kom også til at nyde stor popularitet, f.eks."De sammensvorne rider fra Finnerup Lade" (1882), "Christian IV’s Kroningstog" (1887), "Soldaternes Hjemkomst i 1849" (1884); som en gave fra en komité maledes til kongen "Hestgardens Indskibning i Korsør til Krigsskuepladsen" (1888) og "Christian IX’s besøg i Dybbølskansen 1864" (1888). Desuden malede B altertavler og portrætter, bl. de sidstnævnte er "Christian IX til Hest" (1896), "Frederik VIII" (1911) og portrætter af generalerne fra de slesvigske krige. Foruden sin store popularitet hos publikum opnåede B også mange faglige æresbevisninger. Han var bl.a. medlem af Akademiet fra 1872, dets professor fra 1887 til 1909 og i flere omgange dets direktør. Ved udstillinger i München 1892, Berlin 1896 og i Paris 1889 fik han guldmedaljer (d 28/6 1927)

 

Leonardo da Vinci's berømte maleri Mona Lisa bliver stjålet fra Louvre af en italiensk håndværksmaler, Vincenzo Perruggia, der var harm på franskmændene, fordi de kaldte ham en spagettiæder. Maleriet blev fundet to år senere i Firenze

 

1941 Tyskerne indleder angrebet på Stalingrad, da deres 6. armé overskrider floden Don ca. 50 km vest for byen. Medens Donovergangen gennemførtes planmæssigt, var der ved at opstå vanskeligheder for tyskerne i flankerne. Fra nord truede russerne den dybe tyske flanke langs Don dels fra Kremenskaja, hvor tyskerne kun med vanskelighed kunne standse det russiske angreb, dels længere mod vest hvor russerne under et angreb over Don truede den 8. italienske armé. Også på den sydlige fløj anedes de kommende vanskeligheder. Her var 4. panserarmés angreb blevet standset ca 40 km syd for Stalingrad, og de tyske planer om et knibtangsangreb mod Stalingrad med 6. armé fra vest og 4. panserarmé fra syd synes ikke at ville lykkes

 

d Henrik Pontoppidan, forfatter efter at have påbegyndt en ingeniøruddannelse – i 1871 tog P således 1. del af ingeniøreksamen ved Polyteknisk Læreanstalt DTU – levede han efter debutten i 1881 udelukkende som forfatter. Allerede debutbogen, en novellesamling, indeholdt grundmotivet i P’s digtning: oprøret mod præstegården og viser hans realistiske syn på bonden, der virkede nyt på baggrund af skolelærerlitteraturens idealisering. Hans digtning står da som en naturalistisk kunst, der skildrede fattigdom og elendighed uden nogen formildende besmykning. I de følgende år nåede P stadig dybere i sine bondeskildringer; det skete med romanen "Sandinge Menighed", 1883 (rettet mod den grundtvigske højskolekultur) og novellesamlingerne "Landsbybilleder", 1883 og "Fra Hytterne", 1887. P’s tredje novellesamling "Skyer", 1890 har et videre sigte emne: billeder fra land og by i provisorieårene. 1891 udsendte P "Muld" som første del af hans store romancyklus "Det forjættede Land", året efter fulgt op med "Det forjættede Land" og i 1895 afsluttet med "Dommens Dag". Værket er et tidsbillede fra provisorieårene med dens kulturelle, kirkelige og politiske brydninger, dernæst en levende skildring af en nordsjællandsk egn med store og små bønder og af honoratiores uden for bondestanden, endelig – gennem hovedpersonen Emanuel Hansted – en indtrængende sjælestudie af en religiøs fantast og hans "over evne" tragedie. Med værker som "Ung Elskov", 1885, "Spøgelser", 1888, "Højsang", 1896 havde P allerede i 1880’erne begyndt udgivelse af en række små romaner, der ofte foregår uden for bondekredse. Således også "Mimoser" (1886), et vittigt indlæg i 1880’ernes store sædelighedsfejde og "Nattevagt" (1894), en skarp protest fra naturalismens side mod den voksende symbolisme og nyromantik i 1890’erne. Omkring århundredskiftet udkom storværket romanen "Lykkeper" (udgivet i 8 bind 1898-1904). Ideen bag romanen er, at "det ikke hjælper, at man her ligget i et ørneæg, når man er vokset op i en andegård". Den handler om en præstesøn, der trods sit oprør mod barndomshjemmeet og slægten ikke formår at frigøre sig og virkeliggøre sine store ingeniørplaner og sit overmenneskeideal, fordi hans dybtliggende natur overalt i det afgørende øjeblik lammer hans handlekraft. Efter århundredeskiftet udsaendte P en række små romaner f.eks. "Det idelle Hjem" (1900), "Borgmester Hoeck og hans Hustru" (1907) og "Den kongelige Gæst" (1908). I årene 1912-15 kom hans tredje store roman "De Dødes Rige". P gav her et billede af Danmark efter Systemskiftet. I det hele taget var P’s felt det aktuelle tidsbillede. Om P’s digtning er det da også blevet sagt, at ingen dansk forfatter – måske Holberg ene undtaget – har formået at give et så fuldstændigt billede af sin samtid, dens åndelige rørelser og dens mennesketyper som han. Af den grund er P stadig læsværdig (f 24/7 1857)

 

1959 d John Epstein, britisk/amerikansk billedhugger; på gr. af dårligt syn måtte han opgive en påbegyndt karriere som maler; han blev i stedet billedhugger, og efter at have studeret to år i Paris åbnede han i 1905 et værksted i London. Trods den skandale, der i 1912 stod om hans skulptur af Oscar Wilde til dennes gravmæle i Paris, blev E toneangivende i britisk kunst og en søgt portrætbilledhugger. I 1913 var E blandt grundlæggerne af en løst organiseret London-gruppe af skribenter og billedkunstnere, der arbejdede for at udbrede kendskabet til den moderne kunst. I disse år arbejdede E mest i sten, men hans mest kendte arbejde fra disse år den robotlignende"Klippebor" (1913-15) er skabt i gips og derefter støbt i bronze. Efter opløsningen af London-gruppen i 1916 begyndte E at arbejde inden for to retninger. Den ene består af især religiøse og allegoriske figurer som f.eks. "Genesis" (1930) og "Ecce Homo" (1934-35); de var udhugget direkte af en megalit og havde ofte bevaret noget af blokkens oprindelige omrids. E’s andet hovedområde, som var hans største, bestod af portrætbuster i bronze udført for et internationalt klientel og skabt i en summarisk, ekspressiv udtryksform. Undertiden skabte han også monumentale bronzegrupper som f.eks. "Sankt Michael and the Devil" (1958) til Coventry nye domkirke. I sine senere år var E en kraftig modstander af abstrakt skulptur (f 10/11 1880)

 

1959 Hawaii bliver USA's 50. stat. Omkring 1830 var en stor del af Hawaiiøernes indfødte befolkning død af en række sygdomme, som europæiske og amerikanske hvalfangere havde påført dem. I 1851 stillede Hawaiis fyrste Kamehameha 3. (1814-54) øerne under USA’s beskyttelse. I 1887 fik USA rådighed over Pearl Harbour, hvis havn fra 1908 blev udbygget og blev base for den amerikanske Stillehavsflåde. Tiltagende amerikanske interesser i sukkerplantager med brug af kinesisk og japansk arbejdskraft og øernes afhængighed af afsætningsmarkedet i USA førte til, at dronning Liliuokalani (1838-1917) i 1893 blev afsat. Den amerikanske regering afviste dog kupmagernes anmodning om at annektere øerne. I stedet oprettedes republikken Hawaii med en amerikaner som præsident. I 1900 fik Hawaii status som amerikansk territorium, og efter 1. Verd.krig tog amerikaniseringen fart. Det japanske angreb på Pearl Harbour den 7. december 1941 blev den umiddelbare anledning til amerikansk indtræden i 2. Verd. krig, og Hawaii fik stor betydning for krigsførelsen i Stillehavet. En kendsgerning der ikke var uden betydning, da Hawaii efter adskillige forsøg såvel før som efter krigen den 21. august 1959 blev optaget som stat i USA

 

1968 Tropper fra Sovjetunionen og fire Warszawapagt lande invaderer Tjekkoslovakiet.Fra begyndelsen af 1960’erne havde Tjekkoslovakiet kæmpet med økonomiske vanskeligheder. Disse vanskeligheder satte gang i en reformbevægelse. Der blev udarbejdet en "ny økonomisk model", som kommunistpartiet vedtog at indføre fra 1966-67. Den indebar bl.a. fri prisdannelse og indkobling af landet i verdensøkonomien. I 1965 ophævedes de stalinistiske arbejdslove. Undervisningen blev afsovjetiseret, og universiteterne fik større selvstændighed. Også det politiske system blev sat under debat. I 1967 blev den reformvenlige Alexander Dubcek kommunistpartiets førstesekretær. Hans program var at give socialismen "et menneskeligt ansigt". Kommunistpartiet skulle dog bevare den ledende rolle i landets politiske og økonomiske liv. Men nye interesseorganisationer, der var uden partiets kontrol, fik lov at vokse op. Efter ophævelsen af pressecensuren i februar 1968, blev pressen mere og mere åbenmundet. Det blev efterhånden for meget for politikerne i Østeuropas kommunistiske lande, og den 14. juli 1968 mødtes toppolitikere fra disse lande i Warszawa – uden Dubcek. Den polske partichef forlangte, at der nu blev sat punktum for "det tjekkoslovakiske eksperiment". Det skete en måned senere, da rykkede en hær på 500.000 mand fra Sovjetunionen, Polen, DDR, Ungarn og Bulgarien ind i Tjekkoslovakiet. Dets regering og partiledelse blev taget til fange og ført til Moskva, hvor de blev tvunget til at underskrive en aftale om stationering af sovjetiske tropper i deres land og love at genindføre pressecensuren samt ophæve de reformer, der var blevet gennemført under "foråret i Prag". Udadtil prøvede russerne at retfærdiggøre invasionen med henvisning til en trussel fra Vesttyskland og NATO. Få var dog i tvivl om, at den væsentligste grund til indmarchen var frygt for politisk afsmitning fra den tjekkoslovakiske reformbevægelse til andre østeuropæiske lande og endda til Sovjetunionen

 

 

 

 

 

Til top        22. august

408 d henrettet Flavius Stilicho, romersk general og den faktiske leder af det vestromerske rige fra 395 til sin død; han, der af herkomst var vandal, blev romersk soldat. Han gjorde karriere og blev omkr.384 af af kejser Theodosius sendt på en diplomatisk mission til Persien; missionen lykkedes, idet S fik lavet en for romerne fordelagtig fredsaftale. Ved hjemkomsten til Rom kom belønningen: S blev gift med kejserens søster, Serena og blev udnævnt til chef for prætorianergarden. Inden Theodosius død i 395 var S blevet øverstkommanderende i den romerske hær, og i 392 stod han i spidsen for succesfulde felttog mod goter og hunner. I 394 udpegede Theodosius S som højre hånd for sin søn Honorius, som han havde udnævnt til augustus – vicekejser – med myndighed over Afrika, Gallien, Italien og Spanien. Honorius udviste ingen interesse for statssager, så efter Theodosius død var S den faktiske leder af Det vestromerske Rige. Honorius blev gift med en af S’s døtre, og S blev konsul i 400. S’s største succes var at besejre visigoterne, da disse under ledelse af Alarik forsøgte at invadere Italien. Alarik, som i 395 havde stået i spidsen for en revolte i Makedonien og Thrakien, invaderede Italien i 401. S’s tropper besejrede Alarik og hans visigoter ved Pollenta (nutidens Pollenza) i 402 og ved Verona i 403. Efter nederlagene fik Alarik tilladelse til at trække sig tilbage til Illyrien (Jugoslavien). Da en anden gotisk stamme – ostrogoterne – i 405 invaderede Italien, blev også de besejret af S og hans tropper. S’s succes som hærfører skaffede ham mange fjender ved hoffet. Det lykkedes dem at overbevise Honorius om, at S planlagde at dræbe ham og anbringe sin søn Eucherius på den romerske kejsertrone. S blev arresteret og halshugget. S havde åbenbart været den eneste, der kunne standse barbarerne, for to år efter hans henrettelse skete den store katastrofe, der rystede verden og varslede dens undergang: Alariks erobring og plyndring af Rom (f ca. 365)’

 

Slaget om Bannerne udkæmpes mellem englændere og skotter ved Cowton Moor, ved Northallerton i Yorkshire. Slaget fik navn efter de bannere, der vajede fra en stang rejst på en vogn. På tre bannere var afbildet lokale Yorkshire helgener på et fjerde den hellige hostie. Sejren tilfaldt englænderne, der var draget i felten mod den skotske kong David I (1124-53) der havde invaderet England for at støtte sin niece, kejserinde Matilda. Hun var datter af Henrik 1. (engelsk konge 1100-1135) og havde været gift med kejser Henrik V. Henrik I havde inden sin død sikret sig, at de engelske baroner anerkendte Matilda som sin efterfølger. Men da Henrik I døde, mente stormændene, at en kvinde ikke kunne beklæde den engelske trone og valgte i stedet hendes fætter Stephen af Blois, et barnebarn af Vilhelm Erobreren. Kong David havde dog også personlig interesse i felttoget. Han gjorde krav på de nordlige egne i England, Northumberland og Cumberland. Stephen af Blois var dog for svag til at følge sejren ved Cowton Moor op, og i resten af sin regeringstid (til 1153) kunne David holde nævnte områder besat

 

1350 d Philip VI, fransk konge 1328-1350 og dermed den første franske af Valois dynastiet; da han var konge ved udbruddet af Hundredårskrigen (1337-1453), havde han svært ved at hævde sin myndighed. For at skaffe penge til krigsførelsen var han nødt til at gøre indrømmelser adelen, kirkens mænd, og borgerskabet; derfor skete der i hans regeringstid den vigtige fremvækst af stænderforsamlinger. De første år efter udbruddet af Hundred-rskrigen forløb ret fredelige, men i 1340 (24. juni)led Frankrig et alvorligt nederlag i søslaget ved Sluys (sluserne). Den indenrigske situation var blevet dårligere på gr. af utilfredshed med den dominerende indflydelse hertugen af Bretagne havde i kongens råd. En alvorlig krise tvang i 1343 Philip til at indkalde stænderne til møde i Paris, ved vedtagelse af nogle forholdsregler lykkedes det dem og kongen at dæmpe krisen. Men det tilintetgørende franske nederlag i slaget ved Crécy i 1346 (26.august)affødte en ny krise. For at komme sine modstandere i møde måtte kongen gå med at betro tre abbeder de offentlige finanser. Et nyt stændermøde i 1347 tvang Philip til at omdanne sit råd med afskedigelse og optagelse af nye medlemmer. Men snart overskyggede spredningen af Den sorte Død i 1348 og 1349 de politiske spørgsmål. Da Philip døde, efterlod han et pestplaget Frankrig og hærget af indre strid (f 1293)

 

Slaget ved Bosworth Field, 12 miles vest for Leicester, udkæmpes mellem kong Richard III’s og Henrik Tudors hære; slaget afsluttede i Rosekrigene - War of the Roses - og sikrede tronen for Tudor dynastiet. Mistanken om, at Richard III stod bag mordet på Englands konge(Edward V), R’s 12-årige nevø og dennes lillebror (Richard), hvilede tungt på Richard III. At blive accepteret som Englands retmæssige konge var vanskeligt for Richard. Landets mest indflydelsesrige mænd svigtede ham. Sammen med hans fjender samledes de bag hans rival, Henrik Tudor, jarl af Richmond, - Lancaster partiets (røde rose) tronkræver. Efter at have levet i eksil i Frankrig gjorde han den 7. august landgang med en styrke ved Milford Haven i det sydlige Wales. På sin march for at møde Richards hær opnåede han en vis støtte. I Leicestershire sikrede han sig støtte fra den York (hvide rose) frafaldne Thomas Stanley, 2. baron Stanley (senere 1. jarl af Derby) og dennes bror Sir William Stanley. Richards hær tog opstilling på Ambien Hill, omkr. tre miles syd for markedsbyen Bosworth. Slaget startede med et planløst og uorganiseret sammenstød på højens sider. At Stanley støttede Henrik, og at Henrik Percy, 4. jarl af Northumberland under slaget svigtede, blev afgørende for Richard’s nederlag. Under slaget blev Richard dræbt, og Henrik Tudor blev engelsk konge som Henrik VII. Ved at gifte sig med Edward IV’s datter, Elizabeth af York, forenede Henrik VII husene York og Lancaster. Dermed var kampen om den engelske trone mellem de to huse bragt til ende

 

1485 d (faldt i slaget ved Bosworth Field) Richard 3. engelsk konge 1483-1485; yngste søn af Richard, hertug af York og Cicely. Da broderen Edward IV døde i april 1483, blev R regent for dennes 12-årige søn og efterfølger Edward V. Snart efter Edward IV’s død kom R i strid med en fraktion, der blev ledet af Edward IV’s dronning, Elizabeth Woodville. R brød fraktionens magt ved at arrestere og henrette dens ledere. Desuden fik han Edward V og dennes 9–årige lillebror, Richard i sin varetægt. Engelske præster blev herefter overtalt til at erklære Edward IV’s ægteskab ugyldigt og hans børn illegitime. Den 25. juni 1483 godkendte parlamentet dette, og dagen efter blev R engelsk konge. Da de to små prinser forsvandt i august 1483, opstod der hurtigt rygter om, at deres onkel Richard havde fået dem myrdet. Måske er det sandt. Men en anden mistænkt var R’s nære medarbejder hertugen af Buckhingham, Henry Stafford. I det skjulte havde han modarbejdet R, så måske havde han fået prinserne myrdet for at sætte R i et dårligt lys. Det oprør, hertugen af Buckhingham rejste i oktober 1483, faldt sammen, og hertugen blev henrettet. Men støtten til Richard smuldrede, og da han blev udfordret af Henrik Tudor, tabte han. Han mistede såvel tronen som livet. R er gået over i historien som en særdeles kontroversiel person. I både historiske og litterære værker er han blevet beskrevet som et uforligneligt eksempel på ondskab. Nyere forskning har karakteriseret R som en kompetent hersker, og at billedet af ham som en ondskabsfuld djævel har sin oprindelse i Tudorslægtens propaganda i 1500-tallet (f 2/10 1452)

 

Det gottorpske Slesvig indlemmes i Danmark. Ved fredsslutningen efter Store Nordiske Krig den 3. juli 1720 blev det bl.a. bestemt, at Danmarks gamle fjende Sverige opgav for fremtiden at støtte den holsten-gottorpske hertug, og at Frankrig og England gik i borgen for Danmarks besiddelse af den hertugelige del af Slesvig "til evig tid". Ved patent af 22. august 1721 løste Frederik 4. derfor indbyggerne i den hertugelige del af Slesvig fra deres troskabsed til hertugen af Gottorp og indkaldte hertugerne af Glyksborg og Augustenborg, ridderskabet, godsejerne og provsterne til at aflægge hyldningsed til sig som deres eneste suveræne landsherre. Undersåtterne på det tidligere fyrstelige område skulle tages i ed på særlige steder. Handlingen motiverede med, at kongen havde besluttet at tage den hertugelige del af Slesvig i besiddelse på ny "som en i onde tider på ulovlig måde fra kronen Danmark løsreven pertinens". Da nu ved fredsslutningen med Sverige og ved de mægtige magters garantier den evige og uforstyrrelige besiddelse af hele Slesvig følgelig også af den tidligere hertugelige del var sikret ham, havde han besluttet, "at forene og inkorporere samme andel med vor egen". I henhold til patentet af 22. august indfandt de pågældende personer sig på Gottorp Slot den 4. september og aflagde troskabsed til Frederik 4.

f Sten Bille, søofficer; 1797-1800 var han chef for den dansk-norske Middelhavsflåde, hvis opgave først og fremmest var over for Barbareskstaterne at varetage dansk-norske handelsinteresser. 1797 fik B sluttet en aftale med pashaen i Tripolis. Denne indsats blev bemærket af kongen, der udtalte sin anerkendelse af B’s mod, tapperhed og gode konduite og udnævnte ham til kammerherre. Under det stadig stigende modsætningsforhold til England truedes den danske handel af den engelske flåde, især i Middelhavet. Dette kunne B ikke tillade, og flere gange var han og hans skibschefer på nippet til at forsvare deres standpunkt med magt. Kun én gang kom det til kamp. Det skete, da tre engelske fregatter 24. december 1799 ved Gibraltar trods protest søgte at visitere en konvoj under beskyttelse af fregatten Havfruen. Under Slaget på Reden 1801 var B chef for den søgående eskadre. Da forholdet til England 1807 antog en faretruende karakter blev han chef for Københavns søforsvar og har æren for de mange udfald af danske kanonbåde under hovedstadens belejring. Da situationen viste sig at være håbløs, traf han foranstaltninger til at ødelægge de skibe fra den dansk-norske orlogsflåde, der lå for anker i København; men tilladelse hertil blev ikke givet. Da København overgav sig (7. Sept. 1807) nægtede B at underskrive kapitulationen. Efter flådens udlevering og krigserklæringen til England var B sjælen i bygning og udrustning af kanonbåde, der optrådte i danske farvande mod engelske skibe. Efter 1814 forestod han flådens genopbygning. 1809 avancereder B til kontreadmiral, 1825 blev han viceadmiral og 1. deputeret i admiralitetet, 1829 admiral og 1831 gehejmestatsminister (d 15/4 1833)

 

d Jean Honoré Fragonard, fransk maler, der betegnes som en af rokokoens største maleriske begavelser. Han opholdt sig 1756-61 i Rom, hvor han bl.a. kopierede barokmalernes kompositioner. Resultatet af sine studier i dekorativt historiemaleri demonstrerede han efter hjemkomsten i et kæmpebillede af "Ypperstepræsten Coreus som ofrer sig for at frelse Callirhoe" (1765). Det vakte opsigt og åbnede adgang for ham til akademiet; men snart gik F over til en anden genre, den galante elskovsskildring. Han malede gerne scener i lille format passende for intime sujetter, - f.eks."Krigerens elskovsdrøm" og "De nysgerrige" - fulde af charme, leg og lidenskab, ofte vovede, men aldrig lumre. I løbet af 1770'erne valgte F i stigende grad motiver fra familie- og landlivet. Desuden malede han flere gode portrætter, f.eks. "Musikken, mand der spiller guitar" og "Ung kvinde der leger med sit barn" og han var en værdsat tegner og illustrator. Med den franske revolution var det forbi med F’s kunst. Den blev identificeret med enevælden. Dertil kom klassicismens gennembrud og den nye republikanske "romerånd". Alt dette var fjernt fra Fragonards drømme, og han døde i fattigdom (f 5/4 1732)

1841 f Frede Bojsen, Venstre politiker; han tilhørte fra ungdommen grundtvigianismen og blev cand.theol. i 1864. Samme år deltog han i krigen mod Preussen. To år senere oprettede han for egne midler Rødkilde Højskole ved Stege. Han fik hurtigt en fremtrædende position på Møn, og fra 1869 til 1901 repræsenterede han Mønkredsen i Folketinget. Her gjorde han hurtigt karriere; han blev medlem af Finansudvalget 1870 og var dets formand 1872-82 og 1884-90. Han blev sit partis militærpolitiske ordfører, og i overensstemmelse med sit grundtvigianske synspunkt talte han for "et levende forsvar" og så forsvarssagen som en national løftestang via en væbning af folket, så man fik "et Dannevirke i hvert mands bryst". Dette synspunkt bragte efterhånden B i modsætning til de radikale dele af Venstre, hvilket i 1884 kulminerede i Venstres sprængning i et "dansk" og et "europæisk" Venstre. Bojsen erkendte Folketingets manglende magtmidler over for Højres konseilspræsident Estrups provisoriepolitik og indledte fra 1884 en forhandlingspolitik, der 1890-91 udmøntedes i et omfattende reformprogram, som bl.a. lagde grunden til dansk sociallovgivning. I foråret 1894 indgik han sammen med en del af Venstre forlig med Højre. Med forliget anerkendtes Københavns befæstning, hvilket betød opgivelse af den provisoriske lovgivning og kort efter Estrups afgang. Bojsen nedlagde sit mandat i 1901 på grund af den modstand, hans politik vakte. Til sin død levede han på Rødkilde optaget af lokalhistoriske studier (d 4/12 1926)

1846 f Amalie Skram, forfatter; voksede op i Bergen og blev gift som 18 årig. Men ægteskabet holdt ikke, og efter tretten år opløstes det. Som 38 årig blev hun gift med den danske forfatter Erik Skram, ægteparret flyttede til København, hvor det kom ind i en radikal litterær kreds. I 1885 udsendte hun sin debutroman "Constance Ring" og vakte opmærksomhed med den og senere romaner, der viser fin psykologisk forståelse for den i ægteskabet misforståede kvinde. I samme genre er "Bøn og Anfægtelser" (1886), her den uforstående ægtemand en sindssyg overlæge på et sindssygehospital. Hendes hovedværk "Hellemyrsfolket" I-IV (1887-98) anses for at være blandt den nordiske realismes betydeligste værker. Hun vakte sensation med romanen "Professor Hieronimus" (1895) og fortsættelsen "Paa St. Jørgen", en skildring af det københavnske kommunehospitals sindssygeafdeling. S havde under en nervøs krise været indlagt på hospitalet. Den forargelse hun som fraskilt, blændende smuk, højttalende og cigarrygende journalist vakte i Kristiania sammen med den mangel på forståelse, der i Norge mødte "Hellemyrsfolket" og den større forståelse, der vistes hendes kunst i Danmark, gjorde, at hun ville kaldes dansk forfatter, og at der på hendes gravurne skulle stå "Dansk Borger, Dansk Undersåt og Dansk Forfatter" (d 15/3 1905)

f Gustav Fröding, svensk digter; han var uddannet journalist og var 1887-94 tilknyttet "Karlsstads Tidningen". Efter et par essays i 1890 "Naturalism och romantik" og "Om humor" debuterede han med digtsamlingen "Gitarr och dragharmonika" (1891), hvor trækspillet betegner viser om värmlandsk folkeliv, og guitaren mere personlige, vemodige toner. Med samlingen vandt han med det samme og for stedse en plads blandt svensk lyriks ypperste mestre; især digtene om Värmlands natur- og folkeliv betegnede noget nyt ved deres maleriske kraft, friske humor og ejendommelige blanding af folkelighed og forfinelse. Succesen blev fulgt op med med samlingen "Nya dikter" (1894) med bl.a. "Bibliska fantasier" og rolledigte fra fjern og nær, herunder et Zarathustradigt, der viser hans begyndende Nietzsche-påvirkning. Efter udbrud af skizofreni kom hans hovedværk "Stänk och fikar" (1896). Et af digtene i samlingen, "Ariens land" medførte, at bogen blev beslaglagt og F sat under anklage for blasfemi. Han frikendtes, men plagedes af depressioner og skyldfølelser, og senere værker nåede ikke samme digteriske højder som tidligere udgivelser. Allerede fra sine unge år havde F tilbragt flere perioder på nervesanatorier; i slutningen af 1890'erne indlagdes han på sindsygehospital i Uppsala, og i hans sidste år var hans sind formørket (d 8/2 1911)

 

1860 I sin kamp for at samle Italien kan den italienske nationalhelt Garibaldi med britisk hjælp krydse Messinastrædet fra Sicilien og gøre landgang på den italienske halvø. I 1859 havde Garabaldi deltaget i sit fødeland Sardiniens (Sardinien og Piemonte) krig mod Østrig, der beherskede Norditalien, Lombardiet. Året efter drog han med sin konge Vittorio Emanuele 2. og regeringslederen Cavours stiltiende samtykke med 1000 mand – I Mille – til Sicilien med det formål at omstyrte kongedømmet Begge Sicilier og på længere sigt skabe et samlet Italien. Garibaldis hær gik i land på Sicilien den 11. maj, hæren voksede hurtigt, og den 6. juni faldt Palermo. Den 1. august var Sicilien erobret, og i modstrid med Vittorio Emanuele og Cavour krydsede Garabaldi Mesinastrædet og rykkede mod Napoli, der faldt den 7. september. For Cavour var projektet ude af kontrol, og af frygt for fransk intervention sendte han en hær mod Kirkestaten for at blokere Garibaldis vej mod nord. Herefter trak Garibaldi sig tilbage til sit hjem på øen Caprera

1861 d Richard Oastler, engelsk politiker og fabriksreformator, i Nordengland kendt som "the Factory King" og som fra 1831 førte en kampagne for kortere arbejdstid og var en af bagmændene for gennemførelse af Ten Hours Act i 1847. O var fra 1820 godsforvalter på et gods nær Huddersfield, Yorkshire; her blev han i 1830 opmærksom på det omfattende børnearbejde på de lokale tekstilfabrikker og de elendige vilkår, børnene havde på fabrikkerne. O sendte et harmfuldt brev til avisen "Leeds Mercury" og startede dermed sin agitation som fabriksreformator. I de flg. år blev O blandt lederne i den gruppe mennesker, der angreb "Fabrikssystemet" og fattigloven af 1834 og kæmpede for mere retfærdige samfundsforhold ud fra overbevisningen "at enhver englænder har en naturlig ret til at leve anstændigt". I 1847 vedtog Parlamentet loven om en 10 timers arbejdsdag. Oastlers angreb på fattigloven medførte hans afskedigelse som godsforvalter; da han ikke kunne betale sin store gæld til sin arbejdsgiver, blev han sat i gældsfængsel. Her tilbragte han mere end tre år, til venner i 1844 betalte hans gæld (f 20/12 1789)

1862 f Claude Debussy, fransk komponist, der skabte den såkaldte musikalske impressionisme, en betegnelse, der er overført fra malerkunsten. Betegnelsen hentyder til den passive, rent receptive holdning, som er et væsentligt træk i D's musik. Allerede som elev ved konservatoriet i Paris eksperimenterede D med usædvanlige klangforbindelser. I 1884 vandt han den store Rom-pris med kantaten "L’enfant prodigue". D brød sig ikke om Rom og fuldførte ikke de obligatoriske tre års studier der. I 1890’erne komponerede han især vokalmusik, og i orkesterværket "Prélude à l'aprés-midi d'un faune" (1894) fandt hans impressionistiske stil udtryk i instrumentalmusik. Fra 1892 arbejdede han med operaen "Pelléas et Mélisande", som efter flere omarbejdelser blev opført på Opéra-Comique i Paris i 1902, og som betød hans gennembrud som komponist. Hans succes som orkesterkomponist blev fulgt op med "Nocturnes" fra 1889 og "La Mer" (1905). For klaver har han bl.a. skrevet "Suite bergamasque" (1890), "Estampes" (1903) og "Childrens Corner" (1906-08). En smertefuld kræftsygdom nedbrød i D’s sidste år hans arbejdskraft (d 25/3 1918)

f Leni (Hélène Bertha Amalie) Riefensthal, tysk skuespiller, filminstruktør og fotograf, som er mest kendt for sine dokumentarfilm fra 1930’erne, der dramatiserede styrken, pompen og pragten ved den nazistiske bevægelse. R studerede kunst og ballet i Berlin, og i årene 1923-26 optrådte hun som danser over hele Europa. Hun begyndte sin filmkarriere som skuespiller i "bjergfilm". En type film tyskerne yndede i 1920’erne; i filmene spillede naturen specielt bjerge en vigtig rolle. Efterhånden blev R selv instruktør for sådanne film. I 1931 grundlagde hun sit eget filmselskab, Leni Riefenstahl Produktion, og året efter skrev, instruerede, producerede og spillede selv med i filmen "Das blaue Licht". Filmene fra disse år film blev lovprist for smukke scener med solopgange, bjerge og tysk bondeliv. Med økonomisk støtte fra nazipartiet instruerede hun herefter film, der priste fysisk styrke og arisk raceoverlegenhed. I 1933 kom hendes "Sieg des Glaubens"; filmen var bestilt af Hitler, og den hyldede den nazistiske "ideologi". "Triumph des Willens" fra 1934 er en dokumentarfilm om partidagene i Nürnberg i 1934 og skal vise enheden, sammenholdet og styrken i nazipartiet og gøre partiets ledere kendte i den tyske offentlighed. I 1936 kom hendes "Olympia" i to dele om de olympiske lege i Berlin i 1936. Første del havde titlen "Fest der Völker" og anden del hed "Fest der Schönheit". Fordi hendes film havde hyldet nazismen, var R sortlistet efter krigen. I 1952 genoptog hun sit filmarbejde

f Deng Xiaoping, kinesisk politiker; seksten år gammel fik han et stipendium til studier i Frankrig, under opholdet stiftede han bekendtskab med kommunismen. Senere fulgte studieophold i Moskva. I 1930 blev Deng stabschef i den kinesiske røde hær, i 1932 chef for propagandaafdelingen, han deltog i "Den Lange March" 1934-36. Under 1930’ernes og 40’ernes krig mod Japan og den påfølgende borgerkrig gjorde han tjeneste som kommisær i hæren. Generalsekretær i kommunistpartiets centralkomité 1953-67, medlem af politbureauet 1955-67. Under Kultur-revolutionen blev Deng stærkt kritiseret for "den som følger den kapitalistiske vej" og i 1967 frataget alle parti- og andre tillidsposter. I 1973 rehabiliteret og 1974 atter medlem af politbureauet, denne gang i to år til han igen blev udstødt. Rehabiliteret for anden gang i 1977. Var derefter til 1981 viceformand i partiet, til 1980 generalstabschef. Om Deng Xiaopings position er der blevet hævdet, at han utvivlsomt var Kinas mægtigste mand, efter hans fløj i partiet vandt en afgørende sejr over Hua Guofengs fløj ved centralkometémødet i december 1978. Deng Xiaoping blev regnet for at være en moderat, pragmatisk politiker og var den drivende kraft i den moderniseringspolitik, der satte ind efter Mao Zedongs død i september 1976 (d 19/2 1997)

 

Japan indlemmer Korea. Da det råstoffattige Japan i 1868 indledte et moderniseringsprogram, begyndte det at vise interesse for Korea som råvareleverandør og marked. Denne japanske interesse foruroligede kineserne, som stationerede tropper i Seoul for at fastholde dominansen af Korea. For at opnå et mere retfærdigt samfund, for at bekæmpe en korrupt embedsmandsstand og udenlandsk, især japansk indflydelse, udbrød der i 1894 oprør i Korea. I bekæmpelsen af oprøret fik de koreanske myndigheder assistance fra Kina. Det fik japanerne til at sende tropper til Korea, og rivaliseringen om Korea udløste Den japansk-kinesiske Krig 1894-95. Japan var militært overlegen og gennemtrumfede nye aftaler om rettigheder i Korea. Efter Japans sejr over Kina 1895 og Rusland i 1905 blev Korea, med vestmagternes accept, japansk protektorat og den 22. august 1910 regulær koloni. En tilstand der varede til 2. Verdenskrigs afslutning i 1945

f Karlheinz Stockhausen, tysk dirigent og komponist; han blev uddannet ved musikhøjskolen og ved universitetet i Köln. Fra 1953 var han fast medarbejder og fra 1963 kunstnerisk leder ved Studio für elektronische Musik i Köln. Desuden har S virket som pædagog og teoretiker og var i årene 1971 til 1977 professor ved musikhøjskolen i Köln. S er blevet betegnet som en af de mest kendte repræsentanter for den elektroniske musik. Desuden er han kendt gennem værker, hvor han udnytter en gennemorganiseret seriel stil i Anton Webern-traditionen og ligeledes for sine eksperimenter med musikalsk teater. Blandt hans kompositioner er "Zeitmasse for fem træblæsere" (1956), "Gruppen für drei Orchester" (1957), "Hymnen for fire solister, højtaler og orkester" (1971) og "Licht" (1977-78) i to dele, første del for orkester og dansere, anden del for trompet og orkester

d Emil Marott, socialdemokratisk politiker, redaktør; udlært som typograf og kom herefter i 1875 til København, hvor han hørte Louis Pio og Paul Geleff tale og sluttede sig til socialismen. Efter militærtjeneste og ansættelse som typograf i bl.a. Roskilde kom han i 1882 til Århus. Her oprettede han sammen med Harald Jensen i 1883 socialdemokratisk forbunds første afdeling uden for København. Samme år startede de to Socialdemokratisk Ugeblad, der året efter blev til dagbladet Demokraten og senere mor til andre jyske arbejderblade. 1888 rejste Marott til Horsens som redaktør af denne bys nye partiblad; også her fik han grundlagt en selvstændig arbejderbevægelse. 1896 overtog Marott redaktionen af "Fyens Socialdemokrat", og i en lang årrække var han Socialdemokratiets førstemand på Fyn. Uden at opnå valg havde Marott været opstillet ved folketingsvalgene i 1890’erne. Ved folketingsvalget i 1901 opstillede han forgæves i Odenses 1. kreds, men ved valget i 1903 valgte denne kreds ham, og han repræsenterede kredsen i Folketinget til 1920. I et så lidet teoretisk parti som det danske Socialdemokrati vakte det ikke opsigt, at Marott ofte var ude af takt med den socialistiske teori. Men under det politiske og nationale røre, der udspandt sig i månederne før Genforeningen i 1920, kom det til et brud mellem partiet og Marott. I Folketinget uddtalte han i november, 1919, at han håbede på Flensborgs indlemmelse i Danmark uanset afstemningen. Da han den 27. marts 1920 sluttede sig til oppositionens krav om udskrivning af folketingsvalg og dermed fremkaldte den situation, der førte til det radikale - af socialdemokraterne støttede – ministerium Zahles fald og Påskekrisen, blev han tre dage senere ekskluderet af Socialdemokratiet. Hermed var det slut med hans politiske karriere. Efter at have forladt Christiansborg arbejdede han dels som redaktør, dels som skribent og foredragsholder; senere fik han en biografteaterbevilling (f 23/8 1856)

Som led i regeringens forhandlings- og forståelsespolitik med den tyske besættelsesmagt vedtager Rigsdagen enstemmigt kommunistloven, der 1) forbød alle kommunistiske foreninger og sammenslutninger, 2) forbød kommunistisk virksomhed og agitation af enhver art uanset, om der forelå tilslutning til nogen forening, og 3) bemyndigede justitsministeren til at tage "personer, hvis adfærd gav særlig grund til at antage, at de ville deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation" i forvaring. Loven var en følge af interneringen af ledende kommunister den 22. juni 1941 i forbindelse med det tyske angreb på Sovjetunionen. Få dage herefter krævede tyskerne, at der skulle sættes lovhjemmel bag interneringen. I kraft af den vedtagne lov "legaliseredes" arrestationerne og interneringen den 22. juni af 107 kommunister. Loven var klart grundlovsstridig. Det officielle forsvar for den var, at kommunisterne i deres virksomhed havde arbejdet med voldelige midler – der henvistes til en sabotage i Frederikshavn mod trawlere, bygget for den fascistiske spanske regering – og derved sat sig uden for grundlovens beskyttelse. Det uofficielle forsvar kunne være, at man/politikerne ofrede nogle for at undgå det, man mente var værre

1963 d Viscount Nuffiels (William Richard Morris), britisk bilfabrikant og filantrop; hans første Morris-Oxford kom på gaden 1913. Grundlagde 1919 Morris Motors Ltd., som i 1923 byggede den første MG. Fusionerede med Austin Motor Co i 1935 til British Motor Co. (f 10/10 1877)

 

Til top        23. august

93 d Julius Gnaeus Agricola, romersk statsmand og feltherre; svigerfar til historieskriveren Tacitus. Efter at have været militærtribun i staben hos statholderen i Britannien Suetonius Pailinus i årene 59-61 var A kvæstor i Asien (år 64), folketribun og prætor i Rom (64-66). Under borgerkrigen i 69 kæmpede han på Vespasians side, og i 70 udnævnte kejser Vespasian ham til kommandør for en legion i Britannien. Efter sin hjemkomst til Rom i 73 fik A patricerstatus og blev statholder i Aquitanien (74-77). Efter at have været konsul i 77 blev han statholder i Britannien. En stilling han beklædte til 84. Efter at have lagt dele af det nordlige Wales og øen Mona (Anglesey) under romersk myndighed erobrede han de områder, der i dag udgøres af det nordlige England. Ved udløbet af sit tredje år som statholder var A trængt ind i Skotland og havde oprettet en midlertidig grænse befæstet med forsvarsværker mellem floderne Clota og Bodotria (Clyde og Forth). Herfra stødte romerne i 83 frem nord for Forth og på en ikke identificerbar lokalitet – Mons Graupius – besejrede de caledonierne. A’s permanente besættelse af Skotland strakte sig til randen af det skotske højland. Her blokerede han de vigtigste pas med forter og placerede en legion i en befæstning ved Inchtuhill (nær Dunkeld i Perthshire). Efter at være blevet kaldt tilbage til Rom levede A tilbagetrukket. Tacitus har sat ham et uforgængeligt minde i en navnkundig levnedsskildring: De vita Julii Agricolae (f 13/6 40)

476 Sidste romerske kejser - Romulus Augustulus – afsættes. Den 14-årige kejser var søn af Orestes, øverstkommanderende for de kejserlige tropper under kejser Julius Nepos (474-75). Orestes afsatte Julius Nepos og anbragte den 31. oktober 475 sin søn på den romerske kejsertrone. På grund af kejserens unge alder ændrede romerne hans navn fra Augustus til diminutivet Augustulus. I mindre end et år herskede Orestes i sin søns navn i Italien. Men da de germanske lejetropper – som det var sædvane – krævede jord i Italien, afslog Orestes det. Soldaterne gjorde mytteri, fandt en leder i germaneren Odoacer og henrettede Orestes. At Romulus Augustulus var så ung reddede hans liv. Han blev tildelt en pension og en villa ved Napoli. Hans senere skæbne er ukendt. Odoacer tog titlen konge, og barbarerne fik kontrol med den vestlige del af romerriget

d henrettet Sir William Wallace, skotsk patriot og frontfigur i skotternes kamp mod Edward 1. af England. I 1296 havde Edward 1. invaderet Skotland og afsat og fængslet den skotske konge John de Balliol. Herefter erklærede Edward sig om konge af Skotland. I 1297 organiserede W en hær og angreb engelske garnisoner i området mellem floderne Forth og Tay. Den 11. september 1297 udfordrede en talmæssigt langt overlegen engelsk hær under kommando af John de Warenne, jarl af Surrey, W og hans styrke ved Forth tæt ved Sterling. For at nå de skotske stillinger måtte den engelske hær krydse Forth ad en smal bro. Det benyttede skotterne sig af og slagtede løs på den engelske hær under passagen af Forth. Resultatet blev en overvældende skotsk sejr. W’s berømmelse var i zenit. Han blev adlet og udnævnt til at regere Skotland på vegne af den fængslede Balliol. Bl.a. fordi W kom fra meget jævne kår, var der mange skotske adelige som kun med tøven gav ham deres støtte. Edward 1., der havde ført krig i Frankrig, vendte tilbage til England i 1298, og den 3. juli dette år invaderede han Skotland for at gøre op med W. Afgørelsen faldt den 22. juli i slaget ved Falkirk, og den faldt ud til fordel for englænderne. Afgørende for dette udfald var, at umiddelbart inden slaget gik to skotske jarler med deres styrke over til englænderne. Under slaget skete endnu et forræderi. Det skotske kavaleri gik over til englænderne, netop som det skulle sættes ind. Selv om Edward ikke formåede at pacifisere Skotland, inden han vendte tilbage til England, havde W’s militære omdømme lidt et knæk. Han nedlagde sit regentskab. I de næste fire år vides intet om W. Meget tyder på, han opholdt sig i Frankrig. Da han vendte tilbage i 1305, blev han ved forræderi fanget af englænderne, ført til London og henrettet (f omkr. 1270)

f Ludvig 16. fransk konge 1774-1792; tredjefødte søn af dauphinen (kronprinsen)Ludvig og Maria Josepha af Sachsen; L blev tronarving, da hans far døde i 1765 og hans to ældre brødre i 1754 og 1761; han var kendt for sparsommelighed, reformvenlighed og et anstændigt privatliv. Han blev da også hilst med glæde, da han blev konge. Ludvig XV’s upopulære ministre blev afskediget, og med fysiokraten Turgot i spidsen prøvede den nye regering at få gennemført en skattereform og skabe større frihed i næringslivet. Det lykkedes ikke at få orden i finanserne, tværtimod var statsgælden vokset under krigen med England 1778-83, og Pariserparlamentet nægtede at godkende nye skatter. 1789 tvang finansnøden L til at indkalde generalstænderne, og tredjestands beslutsomhed og kongens vankelmod fremskyndede revolutionens udbrud; oktober samme år måtte kongen godkende, at menneskerettighedserklæringen (vedtaget august s.å.) skulle danne grundlag for en ny forfatning. Utilfreds med, at kongemagten blev mindsket, planlagde kongefamilien i slutningen af 1790 at flygte for med østrigsk hjælp at vinde sin tidligere magt tilbage. Juni 1791 blev planen sat i værk. Men kongen blev genkendt og standset i Varennes, hvorefter kongefamilien blev tvunget til at tage tilbage til Paris. Flugtforsøget svækkede L’s position; følgelig blev han suspenderet, til en ny forfatning var vedtaget. Forfatningen blev færdig september 1791, og L overtog styret som konstitutionel monark. Men uden om sin regering holdt han forbindelse med udlandet og lagde planer om at genindføre enevælden. Under krigen med Preussen og Østrig (fra 1792)mistænkte folket ham for at ønske fjenden fremgang, og det kom til demonstrationer mod ham. Han blev afsat, og kongefamilien fængslet. L blev som "borger Capet" anklaget for forræderi og kendt skyldig i sammensværgelse mod friheden og den almene sikkerhed, han blev dømt til døden og guillotineret (d 21/1 1793)

 

f Georges Cuvier, fransk naturforsker; blev 1802 professor i anatomi ved Jardin des plantes i Paris, hvor han grundlagde de zoologiske samlinger. I sit værk "Le règne animal distribué d’après son organisation" inddelte han dyreriget i fire hovedgrupper, som hver er karakteriseret ved en bestemt anatomisk bygningsplan. Inden for hver gruppe fremkommer så undergrupper med modifikationer inden for den oprindelige plan. Ethvert dyr danner et i sig selv afsluttet system af dele, som strukturelt er afstemt efter hinanden, og som fysiologisk er afhængig af hinanden. Forandringen af en enkelt del medfører også forandring af de andre dele. Denne lov, kendt som C’s korrelationslov, tillader bl.a. at udføre mere eller mindre rekonstruktioner af fossile dyr på grundlag af ufuldstændige rester. C gennemførte flere palæontologiske undersøgelser; bl.a. studerede han fossile pattedyr fra tertiære kalksten i Parisområdet, og han regnes for grundlægger af palæontologi. Om dette emne udgav han "Recherches sur les ossements fossiles des quadripèdes". Det var C’s opfattelse, at i løbet af Jordens historie blev fra tid til anden alle - eller de fleste - planter og dyr tilintetgjort ved en eller anden voldsom katastrofe. Efter hver katastrofe blev der skabt nye planter og dyr, og for hver gang blev de mere fuldkomne. C’s autoritet gjorde, at denne teori blev alm. accepteret, og den havde en meget stor indflydelse på samtiden. Udviklingstanken, som bl.a. blev forfægtet af hans samtidige Lamarck, som C ubarmhjertigt forfulgte, blev derfor afvist af de fleste, indtil Darwin ca 50 år senere fremlagde sin teori om arternes oprindelse (d 13/5 1832)

1831 d August von Gneisenau, preussisk generalfeltmarskal; i sin ungdom gjorde han tjeneste først i den østrigske hær senere i den britiske hær i Canada. I 1786 vendte han tilbage til Preussen og gjorde garnisonstjenste, til krigen med Napoleon brød ud i 1806. På det tidspunkt var han stadig kun kompagnikommandør, men med hans succesfulde forsvar af fortet i Kolberg mod franskmændene i 1807, skabtes grundlaget for de kommende års forfremmelser. I 1808 blev han chef for de preussiske fæstningsværker og for landets ingeniørkorps. Endvidere deltog han i arbejdet for at omskabe den preussiske hær fra i hovedsagen at være en lejetropshær til at være et instrument i moderne massekrigsførelse. Han talte for afskaffelse af såvel korporlige straffe som særlige privilegier til de overordnede officerer. Endvidere talte han for, at hovedvægten i soldaternes uddannelse skulle ligge på felttjeneste og ikke på eksercits på kasernens paradeplads, at officerernes forfremmelse skulle ske på grundlag af fortjenester. Kernen i G’s militære filosofi var omdannelsen af lejetrophæren til en folkehær. Resultatet var, at Preussen som det første land indførte værnepligt. I 1808 tvang Napoleon den preussiske regering til at afskedige G, og i de følgende år rejste han på hemmelige missioner i Østrig, Rusland, Sverige og England for at få krigen mod Napoleon genoptaget. Da det skete i 1813, gjorde G tjeneste som stabsofficer i den hær, der blev ledet af von Blücher, en af sejrherrerne ved Waterloo; fra juli 1813 var G stabschef. Herved blev han ansvarlig for den preussiske hærs – og undertiden også for den russiske hærs – strategi. Denne strategi blev brugt med succes ved Waterloo. Senere blev hans principper udødeliggjort af vennen og kollegaen Carl von Clausewitz i dennes håndbog "Vom Kriege". G’s liberale synspunkter passede ikke ind i den reaktion, der satte ind efter Napoleons nederlag, og i 1816 blev han afskediget. Udnævnelsen til feltmarskal kom først i 1825. Under den polske opstand i 1831 havde Gneisenau kommandoen over de preussiske tropper i øst, men døde samme år (f 27/10 1760)

1856 f Emil Marott, socialdemokratisk politiker og redaktør; udlært som typograf og kom herefter i 1875 til København, hvor han hørte Louis Pio og Paul Geleff tale og sluttede sig til socialismen. Efter militærtjeneste og ansættelse som typograf i bl.a. Roskilde kom han i 1882 til Århus. Her oprettede han sammen med Harald Jensen i 1883 socialdemokratisk forbunds første afdeling uden for København. Samme år startede de to Socialdemokratisk Ugeblad, der året efter blev til dagbladet Demokraten og senere mor til andre jyske arbejderblade. 1888 rejste M til Horsens som redaktør af denne bys nye partiblad; også her fik han grundlagt en selvstændig arbejderbevægelse. 1896 overtog M redaktionen af "Fyens Socialdemokrat", og i en lang årrække var han Socialdemokratiets førstemand på Fyn. Uden at opnå valg havde M været opstillet ved folketingsvalgene i 1890’erne. Ved folketingsvalget i 1901 opstillede han forgæves i Odenses 1. kreds, men ved valget i 1903 valgte denne kreds ham, og han repræsenterede kredsen i Folketinget til 1920. I et så lidet teoretisk parti som det danske Socialdemokrati vakte det ikke opsigt, at M ofte var ude af takt med den socialistiske teori. Men under det politiske og nationale røre, der udspandt sig i månederne før Genforeningen i 1920, kom det til et brud mellem partiet og M. I Folketinget udtalte han i november 1919, at han håbede på Flensborgs indlemmelse i Danmark uanset afstemningen. Da han den 27. marts 1920 sluttede sig til oppositionens krav om udskrivning af folketingsvalg og dermed fremkaldte den situation, der førte til det radikale - af socialdemokraterne støttede – ministerium Zahles fald og Påskekrisen, blev han tre dage senere ekskluderet af Socialdemokratiet. Hermed var det slut med hans politiske karriere. Efter at have forladt Christiansborg arbejdede han dels som redaktør, dels som skribent og foredragsholder; senere fik han en biografbevilling (d 22/8 1940)

 

Ved Mons står britiske tropper for første gang under 1. Verdenskrig over for tyske tropper. Efter at de franske tropper i Lorraine i slaget ved Morhange-Sarrebourg i dagene 20.-22. august var blevet drevet tilbage, var det den franske øverstkommanderende Joffres plan at slå til mod de fremtrængende tyskere i Belgien. Det skulle ske ved en knibtangsoperation. Højrefløjens 23 divisioner stødte i Ardennerne sammen med tyskernes 4. og 5. armé (20 divisioner) og blev slået tilbage. Knibtangens venstre fløj (13 franske og 4 britiske divisioner fra British Expeditionary Force, BEF) var tæt på at blive fanget mellem tyskernes 1. og 2. armé til den ene side og deres 3. armé på den anden. Eftersom den franske general Charles Lanrezac den 21. var udsat for et voldsomt angreb syd for floden Sambre, var briterne, som nåede Mons den 22. august, indstillet på at holde Mons for derved at dække Lanrezacs venstre flanke. Men da Lanrezac den 23. erfarede, at Namur var faldet, og at tyskernes 3. armé stod nær Dinant, beordrede han et almindeligt tilbagetog. Dagen efter begyndte briterne deres tilbagetog fra Mons. Derved undgik de lige at blive omringet af tyskernes 1. armé.

1918 Tyskernes sidste store offensiv på Vestfronten under 1. verdenskrig bryder sammen under det andet slag ved Marne. I slutningen af 1917 stod det den tyske hærledelse klart, at franskmændene og frem for alt briterne måtte besejres, inden de lovede amerikanske forstærkninger nåede frem og for stedse vendte udviklingen til fordel for de allierede. Den 21. marts 1918 begyndte tyskerne da den offensiv, som skulle vise sig at blive deres sidste. Den indledtes med et bombardement af de allierede stillinger, det voldsomste bombardement, verden nogensinde havde set. I løbet af den næste uge erobrede tyskerne ca 3.100 km2 territorium med store depoter af allieret krigsmateriel. Dertil kom over 90.000 fanger og 1.000 kanoner. Det blev imidlertid hurtigt klart, at den tilstrækkelige numeriske overlegenhed til at gennemføre en så stor offensiv, som tyskerne havde planlagt, ikke var til stede. Endnu et stykke tid fortsatte den tyske fremgang, men omkostningerne var overordentligt store. De bedste tyske soldater var faldet. I stedet var der nu de meget unge og de midaldrende, der kæmpede i forreste linje. Desuden tog deserteringerne til. I forsommeren, da de første amerikanske soldater kom ud til fronten, voksede optimismen hos de allierede, og de genvandt følelsen af, at den endelige sejr ville tilfalde dem. I løbet af august led tyskerne en række alvorlige nederlag. Deres front begyndte at vakle, og efter den 23. august tog den tyske hær ikke mere offensiven. Tyskerne havde tabt krigen

d Rudolf Valentino (Rodolfo Guglielmo di Valentina d'Antonguolla)), italiensk født amerikansk skuespiller; kom 1913 til USA; 1917 til Hollywood. Efter småroller fik han sit gennembrud i "De fire Ryttere", 1921. Med sit smukke ansigt, sine mørke øjne og sin adrætte, nærmest yndefulde krop, blev han et øjeblikkeligt hit hos kvinder verden over. Han blev stumfilmens førsteelsker. Med "Sheiken", 1921, "Blod og Sand", 1922 og "Monsieur Beaucaire" fra 1923 fik han sine største succeser (f 6/5 1895)

De to italienskfødte anarkister Nicolo Sacco og Bartolomeo Vanzetti henrettes i den elektriske stol, dømt for at have begået et røveri, og i den forbindelse skudt to personer. Såvel Sacco som Vanzetti var kommet til USA i 1908, og begge var som anarkister mod krigen (1. Verd.krig) og drog til Mexico. I 1918 kom de tilbage til Massachusetts. S fik arbejde på en skotøjsfabrik, og V var fiskehandler. I juli 1921 kendte en jury dem skyldige i røveriet og mordene. Det røre, sagen vakte, kan ses af, at der kom til at gå seks år, før dommen faldt. De første efterretninger om processen vakte ikke større opmærksomhed, men det lykkedes anarkister og radikale i Europa at interessere udlandet for sagen. Allerede efteråret 1921 protesterede italienere i og uden for Italien. I Paris blev der kastet bomber mod amerikanske huse, i Buenos Aires var der 48 timers generalstrejke. For venstrefløjen blev Sacco og Vanzetti martyrer; de politiske undertoner polariserede den politiske debat, og gjorde sagen til en af det 20.århundredes mest omtalte. I USA blev der stadig større tvivl, om dommen var holdbar. Mange var overbevist om de tos uskyld, og at de var blevet dømt på grund af deres politiske overbevisning. Det blev afsløret, at det var en bande - Morelli-banden - der havde begået røveriet. Men intet hjalp. I april 1927 blev dommen afsagt, og henrettelsesdagen fastsat. Guvernøren i Massachusetts havde benådningsret. Han fik henvendelser fra mange om at bruge den. Han søgte da råd hos en komite af tre ansete borgere – rektoren for Harvard universitetet, rektoren for Massachusetts Institute of Technology og en tidligere dommer. Disse ansete mænd gav domstolen ret. Guvernøren nægtede at bruge sin benådningsret, og kl.1 om natten den 23. august 1927 blev Nicolo Sacco og Bartolomeo Vanzetti henrettet i den elektriske stol

 

1939 En tysk/russisk ikke-angrebspagt underskrives i Moskva; med underskrivelsen fik Hitler-Tyskland frie hænder til at begynde en angrebskrig i vest. Under indtryk af den truende krigsfare foregik der i foråret og sommeren 1939 forhandlinger mellem vestmagterne og Sovjetunionen og mellem Tyskland og Sovjetunionen. Englænderne lod forhandlingerne trække i langdrag, og deres holdning var tydeligt præget af deres uvilje mod at binde sig til en gensidig pagt med Sovjetunionen. Samtidig med disse forhandlinger lod den sovjetiske ambassade i Berlin den tyske regering forstå, at Sovjetunionen var interesseret i at få forbedret forholdet til Tyskland. På det handelspolitiske plan fortsatte Sovjetunionen i løbet af sommeren 1939 sine bestræbelser på at få udvidet forbindelserne med Tyskland. De muligheder for en aftale med Sovjetunionen, der opstod i forbindelse med handelsforhandlingerne, udnyttede tyskerne i slutningen af juli. Da tog de målbevidst initiativ til forhandlinger om en vidtgående aftale med Sovjetunionen. Det gav hurtigt resultat. Den 23. august blev der i Moskva underskrevet en ikke-angrebspagt mellem de to lande. I aftalen forpligtede Tyskland og Sovjetunionen sig til ikke blot til at afstå fra enhver fjendtlig handling mod hinanden, men også til ikke at indgå i nogen magtgruppering, der var rettet mod den anden part. Hitler havde hermed skaffet sig frie hænder til at angribe Polen uden samtidig af risikere krig med Sovjet. Til ikke-angrebspagten hørte en hemmelig tillægsprotokol, der først blev kendt langt senere. Den rummede ikke blot en opdeling af Polen, men af hele Østeuropa. Finland, Estland, Letland og Litauen mod nord og Bessarabien mod sydøst faldt iflg. denne aftale inden for Sovjetunionens interessesfære. Offentliggørelsen af ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen virkede som en bombe. Det stod nu klart, at en krig i Europa var umiddelbart forestående

Der forøves schalburgtage mod Aarhus Sporvejes remise på Dalgas Avenue ved Filtenborg Plads. Sporvejenes samlede bestand af sporvogne, i alt 47 (25 motor- og 22 bivogne), og halvdelen af Sporvejenes 40 trambusser ødelægges

 

 

 

Til top        24. august

79 Vesuvs udbrud - Pompei begraves

79 d Plinius d. ældre, romersk forfatter; i sine unge dage gjorde han militærtjeneste i Gallien og beklædte derefter forskellige embeder i Rom og i provinserne. Under kejser Vespasian (69-79) blev P udnævnt til præfækt (admiral) for den romerske flåde i Misenum ved Napolibugten. Her opholdt P sig under Vesuvs udbrud den 24. august 79. P’s indsats og død denne dag er beskrevet af hans nevø Plinius den yngre i et brev til historikeren Tacitus. For at hjælpe de nødstedte sejlede P fra Misenum til Stabiae (Castellamare) ved Napolibugtens sydlige bred. Da P nåede frem til vennen Pomponianus "omfavnede han trøstende den skælvende mand….. og for at mildne hans angst ved selv at demonstrere ro lod han sig føre til badeværelset; efter selv at have taget bad lå han til bords og spiste til middag, munter eller (hvad der er lige så imponerende) med munter mine". Efter middagen gik P til ro. Men midt om natten, da jordskælv fik huset til at ryste, og småsten og aske faldt tæt, blev P vækket, og han og selskabet besluttede at søge ud i det fri. Man begav sig ned mod stranden for derfra at komme i sikkerhed. P faldt sammen, da han støttet af to slaver flygtede henad stranden…." formodentlig, fordi han i den tætte røg ikke kunne trække vejret; og hans luftrør, som altid havde været svagt og snævert og tit betændt, lukkedes". To dage senere fandt man P’s lig uskadt. Plinius den yngre fortæller, at onklen snarere lignede en sovende end en død. Iflg. en oversigt over P’s forfatterskab udarbejdet af nevøen skrev P sit første værk, mens han gjorde tjeneste ved et kavaleriregiment i Germanien; værket har titlen "De iaculatione equestri unus" – (om at kaste med spyd fra hesteryg). Det omtalte værk er gået tabt, det samme er tilfældet med værker om germanerne og om Roms historie under Claudius og Nero. Det eneste af P’s arbejder, der er bevaret, er hans store "Naturalis Historia" (naturhistorie) i 37 bøger, en encyklopædi om geografi, mineralogi, zoologi, astronomi, botanik m.v. (f 23 eller 24)

410 Vestgoterne med kong Alarik i spidsen erobrer og plyndrer Rom. I såvel 402 som 403 havde vestgoterne (visigoterne) under ledelse af Alarik gjort indfald i Italien. Det skete igen i 407, og for at få visigoterne til at trække sig tilbage betalte det romerske senat dem 4000 pund guld. I august 408 beordrede Senatet de romerske soldater til at dræbe koner og børn til de ikke-romerske soldater, der gjorde tjeneste i den romerske hær. Disse soldater gik derefter over til Alarik, hvorved hans hær styrkedes betydeligt. To gange i 409 førte Alarik med sine visigoter frem til en belejring af Rom. Hver gang blev han betalt til at opgive belejringen. Da kejser Honorius afslog at lade visigoterne besætte provinsen Afrika, indledte Alarik i 410 en tredje belejring af Rom. Ved forræderi blev portene åbnet for ham den 24. august i 410, og i tre dage besatte visigoterne Rom. For første gang i 800 år var en fjende trængt ind i Rom. Meget blev røvet, og nogle bygninger blev sat i brand. Men mange historier berettede bagefter om de kristne visigoters humane opførsel som erobrere. Meget taler således for, at det ikke var de store ødelæggelser visigoterne forøvede i Rom. Men det var med et stort bytte visigoterne forlod Rom. Med sig havde Alarik kejserens søster Galla Placidia som fange. Herefter var det Alariks plan at sætte sig i besiddelse af Afrika, Roms kornkammer. Men da visigoterne nåede frem til udskibningshavnen, Rhegium, (nutidens Reggio di Calabria) havde en storm ødelagt transportskibene. Visigoterne satte atter kursen mod nord. Men i Consentia (Cosenza) døde Alarik pludseligt. Med store skatte blev han begravet i floden Busentus (Busento) leje

1198 f Alexander 2., konge af Skotland 1214-1249; kom på tronen da hans far kong William 1. Løve (1165-1214) døde. Da de engelske stormænd gjorde oprør mod kong Johan uden Land i 1215, sluttede A sig til oprørerne med henblik på at generhverve områder i det nordlige England. Da oprøret var blevet nedkæmpet i 1217, aflagde A lensed til den nye engelske konge Henrik 3. (1216-72), og i 1221 blev han gift med Henrik søster, Johanne (d 1238). I 1237 beseglede de to konger en traktat - Peace of York. Iflg. den gav A afkald på alle krav på territorier i England. Til gengæld fik han overladt flere godser i England. Endvidere blev grænsen mellem England og Skotland fastlagt i et forløb, der stort set stadig er gældende. I sin regeringstid fik A styrket den skotske kongemagt og fik den udstrakt til områder i sit land, der hidtil ikke havde været underlagt kongelig myndighed. A døde, da han var ved at forberede en erobring af de norsk-kontrollerede øer ved Skotlands vestkyst (d 8/7 1249)

 

Dagen efter Bartholomæusnatten, hvor der blev forøvet massakre på franske huguenotter forsamlet i Paris i anledning af brylluppet mellem Henrik af Navarra og Magrete af Valois. I den langvarige religionsstrid i Frankrig mellem katolikker og protestanter (huguenotter) var det i 1570 lykkedes landets regent enkedronning Katharina af Medici på vegne af sin søn kong Karl IX at få etableret fred mellem de stridende parter. Et ægteskab mellem en af huguenotternes ledere den unge konge Henrik af Navarra og kongens søster Margrete af Valois skulle sikre freden. På samme tid så enkedronningen med bekymring på, at Karl IX var i færd med at frigøre sig for hendes formynderskab og lede Frankrig ind på en efter hendes mening farlig udenrigspolitik, nemlig frigøre landet fra den store spanske indflydelse og nærme sig England. Stemningen var eksplosiv, da fyrstebrylluppet blev fejret den 18. august. To dage efter blev en fremtrædende huguenotfører Coligny såret i et bagholdsoverfald. Ingen var i tvivl om, at katolikkerne stod bag, og blandt huguenotterne var det en almindelig mistanke, at Katharina havde billiget overfaldet. Da kongen sluttede sig til huguenotternes krav om undersøgelse og straf af de skyldige, så Katharina grunden skride under sin politik. Hun så sig selv sat ud af spillet med kongen som sin fjende i hænderne på de mest aktivistiske huguenotter. Da var det, hun fattede en desperat plan om at knuse huguenotterne en gang for alle ved at gøre det af med alle lederne, som var samlet i Paris. Med en rystende beretning om en huguenotsammensværgelse fik hun kongens nerver til at svigte, så han grebet af panik søgte tilbage til den moderlige autoritet og krævede udryddelse af alle kættere. Natten til den 24. august, Bartholemæusnatten, begyndte massakren på huguenotterne. Coligny blev myrdet i sin seng, og liget kastet ud på gaden. Flere tusinde mennesker blev myrdet i den uge, optøjerne varede. Eksemplet blev fulgt i provinsbyerne, så tallet på ofre skal være kommet op på mellem 20-30.000. Henrik af Navarra reddede livet. Det skulle vise sig, at trods mordet på huguenotternes ledere var protestantismen ikke udryddet i Frankrig

1572 d Gaspard de Châtillon, greve af Coligny, fransk admiral og huguenotfører; han gjorde karriere inden for militæret; i 1547 blev han generaloberst og 1552 admiral. Efter fangenskab hos spanierne 1557-59 bekendte han sig til calvinismen og forsøgte at forsone Frankrigs katolikker og calvinister (huguenotter). Modsætningerne resulterede 1562 i krig, hvori huguenotterne blev ledet af C og prinsen af Condé. Da sidstnævnte døde i 1569, var C alene huguenotternes leder. C’s sejr 1570 over en katolsk hær førte samme år til freden i Saint-Germain-en-Laye, der var gunstig for huguenotterne. Fra 1571 gjorde C tjeneste ved hoffet, hvor han fik stor indflydelse på kongen, Karl 9. Han foreslog denne at føre en antispansk politik. Det skulle ske ved at bekrige spanierne i De spanske Nederlande (Belgien) med en hær bestående af såvel katolske som protestantiske soldater. At smide spanierne ud af dette område var ikke det vigtigste for C. Med en succesfuld krig med sejre opnået med protestantiske soldater forventede C at styrke huguenotternes position i Frankrig. Andre ved hoffet – med kongens mor, Katarina Medici, i spidsen - ønskede ikke krig med Spanien, gennem mange år Frankrigs allierede. Desuden frygtede C modstandere at miste deres indflydelse på kongen. Katarina modarbejdede planerne ved et mislykket attentat på C (22. august 1572). Under påskud af en forventet opstand fik hun kongen til at lade C og andre ledende huguenotter dræbe på Bartholomæusnatten 23.-24. august 1572 (f 16/2 1519)

f Peder Schuhmacher, greve af Griffenfeld; han var søn af en indvandret tysk vinhandler og en københavnsk købmandsdatter; de velhavende forældre sørgede for, at deres velbegavede dreng fik en god uddannelse. Han blev student som 12-årig, og i 1653 tog han teologisk eksamen. Så fulgte otte års studier i udlandet; de gjaldt især klassisk litteratur, orientalske sprog og statsvidenskab, men navnlig tilegnede han sig dog fransk selskabskultur. Efter hjemkomsten blev han Frederik 3.’s bibliotekar, og hurtigt skaffede hans viden, hans vid og hans vilje til at påtage sig arbejde kongens yndest. 1665 blev han tillige kongens sekretær, og samme år færdiggjorde han kongeloven, der var Danmarks "grundlov" til 1848. De følgende år gik det støt opad, 1669 blev S oversekretær i Danske kancelli, og under Christian V (konge 1670-99) kom forfremmelserne i stadig øget tempo. S blev 1672 rigskansler og til den adelige ekscellence grev Griffenfeld. 1673 og 74 bragte nye avancementer og æresbevisninger som ridder af elefanten og tysk rigsgrevetitel m.m. Men G synes ikke at have gjort sig klart, hvor oplagte angrebspunkter hans iøjnefaldende svagheder frembød: hans store modtagelighed for smiger, hans åbenbare forfængelighed, hans begunstigelser af familie og især, at han ingen embedsbesættelser foretog (f.eks. præstekald) uden at tage sig endda klækkeligt betalt. Mod G's ønske udbrød der 1675 krig mod Sverige. G, der ønskede et godt forhold til Frankrig, der var Sveriges allierede, opretholdt under krigen forbindelse til Frankrig. For G blev det nu skæbnesvangert, at kongen, hvem den almægtige minister i sit overmod kunne behandle taktløst, var ved at være træt af ham. Da hærens overgeneral forelagde kongen bevis for, at G stod i hemmelig forbindelse med Frankrig, blev han 1676 pludselig arresteret; efter en husundersøgelse blev han anklaget for høj- og landsforræderi og grov bestikkelse. Højesteret dømte ham til døden, men på skafottet – umiddelbart før henrettelsen – ændrede kongen dommem til livsvarigt fængsel. Han sad fængslet resten – 22 år - af livet. Først i Kastellet; herfra blev han i 1680 overflyttet til øen Munkholm i Trondheimsfjorden, indtil han i 1698 på gr. af sygdom fik lov at tage ophold i Trondheim by (d 12/3 1699)

 

1690 På vegne af det engelske East India Company opretter Job Charnock en handelsstation ved landsbyen Kalikata i Vest Bengalen. Det anses for at være den officielle grundlæggelse af Indiens største by, Calcutta. Charnock var kommet til Indien i 1655 eller 1656 og blev først stationeret i Cossimbazar, nu en industriby umiddelbart nord for Calcutta. Derefter var han stationeret i Patna, i Bihar, og blev i 1686 leder af East India Companys afdeling i Hooghly (Hugli) ved Hooghly-floden. For at undgå uroligheder og truslerne om overfald fra Mughal (mogul) vicekongen i Bengalen flyttede Charnock handelsstationen 40 km mod syd til det sted, der udviklede sig til byen Calcutta. At Calcutta blev hovedstad i Britisk Indien skyldes i høj grad Charnocks vedholdende arbejde

f Erik Pontoppidan, teolog og topografisk forfatter; efter en årrække som sognepræst blev han 1735 hofpræst, 1747 tillige biskop i Bergen og 1755 prokansler ved Københavns Universitet, hvor han siden 1738 havde været ekstraordinær professor i teologi. P er blevet betegnet som hørende til blandt de betydeligste kirkelige personer i statspietismens periode under Christian 6., og hans omfangsrige forfatterskab spænder over topo-grafi og geografi, historie og folklore. Særlig kendt er Pontoppidans "Den Danske Atlas", påbegyndt af ham med to bind (1763-64)og fortsat af andre topografer; som beskrivelse af hele landet er det en forløber for Trap Danmark (se Trap 19. september 1810). I den teologiske del af forfatterskabet blev "Sandhed til Gudfrygtig-hed" (1737) til efter opfordring fra Christian 6., der satte stor pris på P. Det var en katekismeforklaring nød-vendiggjort af den året før indførte konfirmationsundervisning. Dette skrift dannede skole i Danmark i 50 år og i Norge i 100 år (d 20/12 1764)

f Mére l'Empereur, Maria Laetitia Bonaparte, Napoleons mor; hun tilhørte en gammel, relativ velhavende korsikansk adelsslægt. Hun blev 1764 gift med Carlo Maria Buonaparte. Maria Laetitia beskrives som en dygtig kvinde, der satte alt ind på at sikre sine 8 børns fremtid. Revolutionen åbnede uventede muligheder for dem, skønt det en tid så ret mørkt ud. I 1793 måtte hun flygte fra Korsika, fordi familien havde svigtet uafhængighedspartiet. En tid levede hun i fattigdom i Toulon og Marseille, indtil hendes næstældste søns glimrende karriere skabte gode levevilkår for hende. I 1796 flyttede hun til Paris. Hun var ofte i strid med Napoleon og stod i et fjendtligt forhold til kejserinde Joséphine og afslog at deltage i hoflivet. Napoleon bevarede dog sin agtelse og hengivenhed for hende. Skønt hun var omgivet af al mulig pragt, bevarede hun sine gamle enkle vaner og sparede, hvad hun kunne af sine store indtægter. Efter sønnens afsættelse i 1814 drog hun til til Rom og sluttede sig derefter til ham på Elba. Under "De 100 dage" var hun sammen med Napoleon i Paris. Efter Waterloo slog hun sig ned i Rom, hvor hun boede til sin død. Hendes sidste år blev triste. Flere af hendes børn og børnebørn døde, og selv blev hun lam og næsten blind, før hun døde over 85 år gammel (d 2/2 1836)

1758 f Sophie Frederikke, arveprinsesse og mor til Christian VIII; partiet mellem arveprinsen – søn af Frederik 5. i dennes andet ægteskab – og Sophie Frederikke var dikteret af politiske årsager. Der kunne næppe være varme følelser mellem den unge, livlige og vindende mecklenburgske prinsesse og den uskønne og ikke for godt begavede arveprins Frederik. Efter giftermålet i 1774 fandt hun sig imidlertid godt til rette i København og tog livligt del i hoflivets forlystelser. Omverdenens dom over hende var gennemgående positiv, og hun blev rost for sin omsorg for de fire børn, hun fødte. De tre ældste – prinsesserne Charlotte og Juliane og prins Christian, den senere Christian VIII - var så velskabte og velbegavede, at man allerede i datiden anså det for usandsynligt, at arveprinsen var far til dem. Ved hoffet var det opfattelsen, at faderen til den senere konge var arveprinsens adjudant. Dette forhold, som allerede samtiden vidste besked om, svækkede ikke arveprinsens hengivenhed for sin kone eller iver for børnenes opdragelse. S.F. døde af tuberkulose efter længere tids svagelighed (d 29/11 1794)

d Thomas Chatterton, britisk digter; skaberen af den engelske litteraturs mest geniale falskneri; da han var 10 år skrev han sit første digt "On the Last Epiphany", og han fortsatte med at udgive digte under sit eget navn. Ved siden af har han sin mærkelige produktion af falsknerier: digte og beretninger, som angivelig skulle være forfattet af en gejstlig krønikeskriver og digter fra 1400-tallet, Thomas Rowley; værker, som C sagde, han havde fundet blandt gamle papirer i et rum i den lokale sognekirke, St. Mary Redcliffe. De første af disse lavede han som 12 årig, og i hans fødeby (Bristol) lod man sig dupere; mest kendt er beretningen om åbningen af Bristol Bridge 1248, og som C kom med i 1768. Derefter rejste C til London, hvor han 18 år gammel efter en forgæves kamp mod nød og modgang begik selvmord. Hvad C publicerede under sit eget navn, står ikke poetisk så højt, som det han udgav under navnet Rowley. C’s geni og tragiske skæbne har beskæftiget mange digtere og givet stof til en mængde større og mindre digte om ham (f 20/11 1752)

 

1795 d Francois André Philidor, fransk komponist og skakspiller; han komponerede flere operaer, som i hans samtid både var meget kendte og blev opført med succes. Med sine kompositioner blev Phioregangsmand inden for opéra-comique. Han tilhørte en kendt musikerfamilie og fik fra barnsben en grundig musikundervisning, men som 18-årig opgav han musikken og deltog i skakturneringer Europa over. Mens han levede, var det som skakspiller og ikke som musiker og komponist, han var kendt; faktisk som den absolut førende. I perioder var han så overlegen, at han foretrak at spille med forgave (dvs. med en brik mindre) eller blindt (dvs. uden at se brikker og bræt) Især blev han godt modtaget i England, hvor han udgav en bog om skak, og hvor London Chess Club tildelte ham en årlig pension. I 1754 vendte han tilbage til Paris og til musikken. Han skrev nu nogle meget populære operaer bl.a. "Sancho Panca dans son isle" (1762) og "Tom Jones" (1765). For resten af livet fortsatte han som komponist og skakspiller og rejste regelmæssigt til London (f 7/9 1726)

Under krigen 1812-1814 mellem USA og Storbritannien afbrænder britiske soldater De forenede Staters hovedstad, Washington, D.C. Inden afbrændingen spiste britiske officerer i Det hvide Hus den middag, der var forberedt til præsidenten og hans selskab. Såvel Det hvide Hus som Capitol Hill blev sammen med mange offentlige og private bygninger flammernes bytte. At briterne satte ild på byen og ikke nøjedes med at erobre den var en hævnakt. Året før havde amerikanerne nemlig brændt den canadiske by York af. Efter afbrændingen af hovedstaden trak de britiske tropper sig bort

1875 f Emil Glückstadt, bankdirektør, søn af Landmandsbankens første direktør Isak G (d 11/6 1910); efter studen-tereksamen i 1894 fulgte en omhyggelig bankuddannelse i Landmandsbanken, National City Bank i New York og Banque de Paris et des Pays-Bas i Paris. Efter endt uddannelse begyndte en flot karriere. G blev sekretær i Landsbanken i 1901, underdirektør i 1904 og administrende direktør efter faderens død i 1910. Under G.s ledelse fortsatte banken sin ekspansion og udbyggede ved opkøb af mindre banker og sparekasser sit filialnet og kundekreds. Med denne politik blev Landmandsbanken Skandinaviens største pengeinstitut. Foruden top-posten i banken havde G mange indflydelsesrige poster i dansk erhvervsliv. Således var han i mange år med-lem af Industrirådet og af den danske delegation til fredsforandlingerne i Paris 1919. Under 1. Verd.krig førte G banken ind i en række dristige og fejlslagne børsspekulationer. Da det rygtedes, at banken ikke var solvent, iværksatte Bankkommissionen en undersøgelse, som resulterede i, at G i 1922 blev afskediget; herefter måtte staten, Nationalbanken og Ø.K. rekonstruere banken. G blev anklaget for bedrageri og overtrædelse af bank-, aktiesel-skabs- og brslovgivningen. Han døde, inden retssagen var afsluttet. Men blev kendt skyldig. I 1911 blev G etatsråd id 23/6 1923)

1936 d henrettet Lev Borosovich Kamenev, sovjetisk politiker; han tilsluttede sig i 1901 det russiske Socialdemokrati og i 1903 dets bolsjevikkiske fløj. Efter Februarrevolutionen i 1917 vendte han sammen med Stalin tilbage til Petrograd fra Sibirien og blev ledende i oppositionen inden for partiet mod Lenins opfordring til revolution. Tiltrods herfor blev han optaget som et af de syv medlemmer af partiets øverste ledelse, politbureauet. Det blev oprettet for at planlægge og gennemføre partiets overtagelse af magten i samfundet (Oktoberrevolutionen 1917). Han blev valgt til centralkomiteen og til politbureauet i 1919. 1919-25 var han partichef i Moskva og dermed formand for Moskva sovjettens eksekutivkomite. Han var stedfortrædende formand for folkekommissærernes (ministrenes) råd. Han var medlem af den trojka – tremandsråd, der varetog ledelsen under Lenins sidste sygdom. Efter Lenins død i 1924 støttede han Stalin i magtkampen med Trotskij; senere blev han Stalins modstander. Om K er det blevet sagt, at han var en mand med oprigtige overbevisninger, blottet for personlige ambitioner, men at hans mådehold og tvivl om egen dømmekraft fik ham til at søge en leder. Der-ved kom han til at følge den mindre begavede, men mere hensynsløse Sinovjev til deres fælles ødelæggelse. K mistede 1925-26 sine parti- og statsembeder. I 1935 blev han idømt fem års tugthus for sammensværgelse mod staten (dvs. Stalin). I 1936 blev han atter anklaget; denne gang dødsdømt og henrettet (f 22/7 1883)

1939 I Moskva underskriver den tyske udenrigsminister von Ribbentrop og hans sovjetiske kollega Molotov en ikke-angrebspagt. Europas skæbne var beseglet. Med underskrivelsen sikrede Tyskland sig, at Sovjetunionen vil forholde sig i ro, når Tyskland angreb mod øst – mod Polen. Prisen, tyskerne måtte betale, var, at sovjetiske tropper rykkede ind og besatte det østlige Polen, som nu var sovjetisk. Med aftalen var rovet delt på forhånd mellem de to totalitære stormagter. Tilbage stod kun det beskidte arbejde dvs. felttoget mod Polen, som ud-viklede sig til 2. Verdenskrig

 

 

 

 

Til top        25. august

383 d Gratian, Flavius Gratianus, romersk kejser 367-383; i perioder af sin regeringstid delte han magten med sin far, Valentinian 1. (reg. 364-375) og med sin onkel (reg. 364-378). For at sikre en fredelig arvefølge blev G allerede som otteårig sin fars medkejser. Drengens uddannelse blev betroet digteren Ausonius. Ved sin fars død - november 375 - blev G enehersker i det vestromerske rige. Under Ausonius’ indflydelse søgte G at gøre sin ledelse af romerriget mild og populær. Han tilbragte perioder af sin regeringstid i Gallien optaget af kampe mod germanske stammer, der søgte at trænge ind i Romerriget ved at krydse Rhinen. I 378 kom han for sent til at deltage i det for romerne katastrofale slag ved Adrianopolis. Udfaldet var, at barbarernes hær på 20.000 mand nedkæmpede den romerske hær på 60.000 mand, at kun en tredjedel af disse slap bort, og at kejser Valens faldt. Til at efterfølge Valens, udnævnte G Theodosius som østromersk kejser. Under kampe i Gallien med usorpatoren Magnus Maximus, der var blevet udråbt til kejser af sine tropper i Britannien, blev G dræbt. I den sidste del af sin regeringstid var G under stor indflydelse af St. Ambrosius. Af ærbødighed over for kirken udelod G som den første romerske kejser ordene pontifex maximus (øverste præst) i sin titel. Endvidere beordrede han statuen af sejrsgudinden Victoria fjernet fra senatsbygningen i Rom (f 359)

 

1251 d Gunner, biskop i Viborg 1222-1251; ligesom adskillige andre unge danskere i Valdemarstiden studerede han i Paris, men ellers vides intet om hans liv eller hans karriere i kirkens tjeneste, før han i 1208, 56 år gammel blev cisterciensermunk. 1216 blev han abbed i Øm, og 1222 kaldtes han til biskop i Viborg. G styrede stiftet i henved 30 år. Kildemæssigt er hans styrelse kun i ringe grad belyst, eftersom arkiverne i Viborg har haft en krank skæbne.Men en klosterbror fra Øm har givet en skildring af hans liv og virke med mange levende småtræk og tegnet ham som den ordensbundne asketiske munk, den nidkære biskop, men tillige som en mand med sund forståelse og ægte dansk lune. G’s virke var på ingen måde begrænset til Viborg stift, og det så meget mere som kong Valdemar Sejr satte ham meget højt. Han blev sendt til Portugal for at hente den unge kong Valdemars brud; den Valdemar der i maj 1223 sammen med sin far, Valdemar Sejr, blev taget til fange af grev Heinrich af Schwerin under en jagt på Lyø og som 22-årig døde af et vådeskud under en jagt på Refsnæs. Marts 1241 var G med ærkebiskoppen og bisperne og verdslige stormænd til stede på rigsmødet i Vordingborg; hans navn står sammen med andres i fortalen til Jyske Lov; men ifølge munken fra Øm havde kong Valdemar i særlig grad brugt G’s råd og hjælp ved lovens affattelse. Det formodes da også, at den ret stærke indflydelse fra kanonisk ret, der gør sig gældende hist og her i Jyske Lov og navnlig i den myndige fortale, er forfattet af G. Endnu da G døde som næsten 100-årig, førte han bispestaven(f ca 1152)

 

d Ludvig 9. "den hellige" fransk konge 1226-1270; han var ældste overlevende søn af Ludvig VIII og Blanche af Castilien; for at sikre sin søn tronen ved Ludvig VIII’s død i 1226 fik Blanche straks den 12 årige L kronet. Hun var de flg. år regent for sønnen og måtte slå flere alvorlige opstande ned. Længe efter L var gammel nok til at overtage styret, var det Blanche der regerede Frankrig - i al fald til 1242 muligvis længere. Endvidere var hun landets regent fra 1248 til sin død i 1252 under L’s første korstog. Da L overtog styret regerede han sit kongerige med visdom og autoritet; der var ro og trivsel i Frankrig, og landet havde fred udadtil; Frankrig kom derved til at indtage en fremtrædende position i Vesteuropa. Hans mest energiske indsats gik ud på at forbedre retssikkerheden og retsplejen. Han var stærkt religiøs, levede næsten som en munk og udviste udstrakt velgørenhed. Men han tillod ikke kirken at formindske den kongelige myndighed. Han fortsatte sine forgængeres politik med at forøge de kongeige domæner. 1234 erhvervede han således Clermont-en-Beauvais, Mortain og Domfront. For at støtte kejser Balduin II af Konstantinopel i kampen mod tyrkerne opfordrede L til korstog. August 1248 forlod han og korsfarerne Frankrig med kurs mod Ægypten, den stærkeste muslimske magt. Efter at have lidt nederlag og fangenskab, som han blev løskøbt af, opholdt han sig fire år i Syrien, hvor han bl.a. løskøbte så mange kristne fanger, han formåede. Da L 1270 startede et nyt korstog, satte han kurs mod Tunesien, der skulle være base for et nyt angreb på Ægypten. I Tunesien blev korsfarerne ramt af pest, som også kostede L livet. For eftertiden kom L regeringsår til at stå som en rig og lykkelig periode. August 1297 blev han kanoniseret (f 25/4 1214)

 

f Ivan 4. den grusomme, tsar af Rusland 1533-1584; søn af Vasilij 3., storfyrste af Moskva og Helena Glinskaya; da han 17 år gammel fik magten i landet, tillagde han sig titlen tsar; 1561 bekræftede patriarken i Konstantinopel den ny titel, og fra da af betragtede I sig som de østromerske/byzantinske kejseres arving. Han indledte sin regering med at skaffe sig afløb for sit had til det jordejende aristokrati, bojarerne; de blev forfulgt "med vild og utæmmet dyrisk grusomhed". Fra omkr. 1550 førte han krig med Polen og havde længe fremgang i krigen; da polakkerne i 1578 sluttede forbund med Sverige, vandt de det tabte tilbage, og da der blev sluttet fred i 1582, beholdt russerne kun en lille del af det østlige Estland. I Ivans regeringstid begyndte erobringen af Sibirien. Erobringen af Kazan i oktober 1552 blev betragtet som en stor sejr. For første gang var det lykkedes russerne at erobre et tartarkhanat - et rige, der repræsenterede de fjender, som i mere end 200 år havde hersket over deres land. Det var derfor med god grund, at man besluttede at rejse et værdigt mindesmærke for denne begivenhed. Mindesmærket blev Vasilij-Blazjennyj-katedralen, som den dag i dag rejser sig for enden af Den røde Plads i Moskva. Erobringen af khanatet i Astrakhan to år senere betød, at Volga floden i hele sin længde - 3.685 km - nu var en russisk flod. Omkr. 1560 begyndte den periode i Ivans liv, der har givet ham hans tilnavn. Hans grusomhed udartede nu til et rent forfølgelsesvanvid. Men ved sin død efterlod han et rige, der var mere centraliseret både økonomisk og kulturelt, end det havde været før. Ivan 4., Den Grusomme, havde skabt en stærk jordejende klasse, der var trofaste over for tsaren, fordi det var ham, der havde skaffet dem rigdom, magt og indflydelse (d 18/3 1584)

 

1580 Slaget ved Alcante nær Lissabon. Portugiserne lider nederlag til spanierne. Nederlaget betød, at Portugal til 1640 var underlagt spansk herredømme. Da kong Sebastian af Portugal døde i 1578, blev han efterfulgt af sin grandonkel kardinal Henrik (1578-80). Dennes alder og cølibat understregede den kendsgerning, at den portugisiske kongeslægt var ved at uddø. Filip 2. af Spanien, nevø af Johan 3., konge af Portugal 1521-57 og i sit første ægteskab ægtemand til Johans datter Maria, havde allerede gjort sine arvekrav gældende og truffet forberedelser til at overtage Portugals trone. I foråret 1580, efter kardinalkongen var død den 31. januar 1580, lod han en hær invadere Portugal. Støtten til Johan 3.’s uægte søn, Antonius, der havde udråbt sig som portugisisk konge som Antonius 1., var ikke stor. Filips 2.’s hær jog portugiserne på flugt ved Alcante, og Filip blev Portugals konge som Filip 1.

 

1699 d Christian 5. konge 1670-1699; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Skønt kongen efter enevældens indførelse i 1660 var magtfuldkommen, var Christian dårligt forberedt til sit høje embede. Han havde fået en mangelfuld uddannelse, og lige til det sidste holdt hans far ham borte fra landets styre. Dette vanskeliggjorde i forbindelse med en mådelig begavelse hans tilegnelse af statssagerne. Han var derfor nødt til i vid udstrækning at støtte sig til andre, når sagerne skulle afgøres. Det gjorde han da også gerne, da han af naturen var åben og erkendte sine begrænsninger. Christians regeringstid blev en rig reformperiode; enevælden blev konsolideret, og samfundsstrukturen moderniseredes gennem initiativer som Danske Lov 1683, Norske Lov 1687 og Den store Matrikel 1688, der skabte et retfærdigere grundlag for skatteudskrivningen. Til at kaste glans over det enevældige hof udnævntes en ny adel af grever og baroner, ligesom Elefant- og Dannebrogsordenen indførtes. Christian beskrives som værende i besiddelse af megen god fornuft og var desuden et flittigt og samvittighedsfuldt menneske, hvis naturlige tilbøjeligheder gik i retning af det raske friluftsliv. Han jævne folkelighed gjorde ham til en af de mest populære blandt dansk enevældes konger. 1667 blev Christian gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel; i ægteskabet blev der født syv børn blandt disse Christians efterfølger Frederik 4. (f 15/4 1646)

 

f Johann Gottfried Herder, tysk historiker og forfatter; efter at have virket som præst kaldtes han 1776 på Goethes foranledning som generalsuperintendent til Weimar, hvor han blev boende til sin død. Han havde allerede da begyndt sin litteraturkritiske virksomhed med værkerne "Fragmente zur deutschen Literatur" (1767) og "Kritische Wälder" (1769). I værkerne hævdede Herder i modsætning til Lessing og Winckelmann, der havde opstillet antikken som absolut ideal, at et kunstværk må vurderes efter sin sammenhæng med den tid og det milieu, hvori det er opstået. Det skal være karakteristisk, originalt og nationalt. Han udgav 1773 sammen med Goethe "Von deutschen Art und Kunst". 1784-91 udsendte han det historisk-filosofiske værk "Ideen zu einer Philosofie der Geschichte der Menchheit". Herder deltog i sin samtids kunstteoretiske debat og var en fremragende oversætter, det være sig fra såvel germanske som romanske sprog og hebræisk. I sit sidste leveår oversatte han de gammelspanske ridderromancer "Der Cid". Størst betydning fik hans oversættelser fra 1770’erne af folkeviser. Således er ordet "Volkslied" skabt af Herder. Han udgav to samlinger med titlen "Volkslieder", 1778 og 1779, der efter hans død samledes som "Stimmen der Völker in Liedern". Om Herders betydning er det blevet hævdet, at den mindre beror på hans værker end på den indflydelse, han havde på sin samtid. Den tyske klasssicisme, såvel den tyske romantik som den danske romantik og al humanistisk forskning i 19. århundrede står i dyb gæld til Herder og er næsten utænkelige uden Herders personlighed (d 18/12 1803)

 

Den prøjsiske Syvårskrigs blodigste slag udkæmpes ved Zorndorf (Sarbinowo) – ca 80 km syd for Poznan i nutidens Polen - mellem en russisk og en prøjsisk hær. Frederik den Store af Prøjsen begyndte felttogene i 1758 med en offensiv i Schlesien, hvor Schweidnitz faldt den 16. april. Derfra drog han ind i Mähren, hvor han indledte en belejring af Olmütz (Olomouc), men i juli tvang østrigerne ham til at opgive belejringen. Samtidig var russerne atter i felten, de var på march fra Østprøjsen mod syd mod Oderfloden og Brandenburg. For at undgå at få sin marchvej blokeret af østrigerne måtte Frederik med sin hær først marchere mod nordvest ind i Böhmen så mod nord gennem Schlesien. Den russiske general Fermor var med sin hær på 52.000 mand nået frem til Oder og indledte den 15. august en belejring af Küstrin (Kostrzyn), men den 20. var Frederik ved Frankfurt an der Oder. Han passerede forbi Fermors venstre fløj, og ved Zorndorf (Sarbinowo) angreb han den 25. august med 36.000 mand russerne. Det blodige slag endte med, at russerne trak sig tilbage. Da havde de mistet 42.000 mand, hvoraf 21.000 lå døde på slagmarken. Prøjserne mistede 13.500 mand

 

d David Hume, skotsk filosof, historiker og økonom; efter studier ved universitetet i Edinburgh opholdt han sig i ung alder flere år i Frankrig, hvor han udarbejdede størstedelen af sit første filosofiske hovedværk "A Treatise on Human Nature" (1739-40). I 1748 udgav han sit andet filosofiske hovedværk "Philosophical Essays" senere kaldt "An Enquiry Concerning Human Understanding". Hume’s politiske og diplomatiske erfaringer satte frugt i "Political Discourses" (1751); blandt disse afhandlinger var der mange om økonomiske spørgsmål. Samme år kom hans "An Enquiry Concerning the Principles of Morales". I 1750'erne begyndte Hume sine historiske undersøgelser; disse førte til udgivelsen af "History of England" (5 bd., 1754-62). Dette værk fik stor udbredelse og gjorde Hume til en holden mand. Det var den første fremstilling af denne art, som medtog den sociale og litterære udvikling. Også i 1750'erne kom Hume’s tredje filosofiske hovedværk "Four Dissertations: The Natural History of Religion, Of the Passions, Of Tragedy, Of the Standard of Taste". Hume forfægtede en radikal empirisme og hævdede, at erfaringen er den eneste kilde til erkendelse. I sin religionsfilosofi hævdede Hume, at årsagen til religionens opkomst er at finde i naturlige følelser som dødsfrygt, håb m.v. I sin etik hævdede Hume, at de moralske dyder til syvende og sidst må retfærdiggøres ud fra den nytte, de fører til. Det almennyttige giver mennesket en vis følelse af behag; det har en naturlig følelse for andres ve og vel. Det, Hume kalder den moralske følelse, og som ligger til grund for menneskets moralske vurderinger, dyder og laster, udvikler sig fra denne oprindelige følelse for de andres lykke (f 7/5 1711)

 

f Adam Wilhelm Moltke; lensgreve og dansk folkestyres første statsminister (premierminister); han blev jurist i 1805 og efter i nogle år at have virket som dommer blev han ansat i statsadministrationen. I 1812 blev han deputeret i rentekammeret og 1816 tillige i finansdeputationen. I 1831 blev han finansminister og gehejmestatsminister; i 1845 tillige rentekammerpræsident. I 1818 havde han overtaget godset Bregentved efter faderen og købte 1828 Jomfruens Egede; fra 1818 var han kurator for Vallø og Vemmetofte og overtog samme år styrelsen af Knuthenborg. Moltke havde således et stort landområde under sin direkte ledelse. Over for tidens frem-voksende liberale røre stod han ikke uvillig, men uden begejstring, og han afslog at tage sæde i det udvalg, der efter kongeskiftet januar 1848 skulle udarbejde den nye forfatning. Men da det gamle ministerium trådte tilbage den 21. marts 1848, og dannelsen af et nyt var mislykkedes for flere, lod Moltke sig overtale til at danne regering. Ved at påtage sig denne opgave formidlede Moltke overgangen fra det gamle - enevælde - til det nye - folkestyre. Moltke beklædte posten som premierminister (statsminister) til 1852. Han var medlem af Landstinget 1849-60 og af Rigsrådet 1854-61. Nogen større politisk rolle spillede han dog ikke. Som godsejer var han meget afholdt, skønt han ikke hørte til de mest liberale. Han var modstander af fæstevæsenets afløsning og ikke ivrig for hoveriets (d 15/2 1864)

 

Christian 7. underskriver på Frederiksborg Slot det kongelige kommissorium om nedsættelse af en kommission til at "undersøge og gøre forslag om adskillige poster, betræffende proprietærernes såvelsom fæstebøndernes indbyrdes rettigheder og pligter i Danmark". Kommissionen havde til opgave at beskæftige sig med, hvad der kunne tjene til forbedring af bondestandens vilkår, når det blot ikke krænkede godsejernes ejendomsret og deres økonomiske interesser. Med underskriften nedsættes det, der er blevet kaldt "Den store Landbokommission". Det betød ikke sejr for reformtilhængerne, men at der var givet signal til kampen om landboreformerne. Med kommissoriet var der givet et politisk signal til godsejerne om, at de ikke behøvede at frygte for deres ejendoms- og dispositionsrettigheder. Men den opmærksomme godsejer kunne på den anden side ikke undgå at se, at enevældens garanti kun gjaldt hans lovlige rettigheder. Hvad det var, ville blive en politisk afgørelse. Et resultat af kommissionens arbejde var bl.a. stavnsbåndets ophævelse i 1788

 

f Henrik Hertz, forfatter; han voksede op i en ortodoks jødisk familie. Blev cand. jur. i 1825 efter året før at have vundet universitetets guldmedalje for en retshistorisk afhandling. Kort efter sin eksamen fik han atter en guldmedalje for besvarelse af Oehlenschlägers æstetiske prisspørgsmål om at påvise, hvorledes nationerne har virket på digterne og omvendt. Hertzs første teaterstykke "Hr. Buchardt og hans Familie" indleverede han anonymt. Det var en satire over dilletantkomedien, der hørte til tidens uskyldige laster. Det blev opført i marts 1827. J.L. Heiberg modtog stykket med anerkendelse; det stod da også i samklang med hans egne anstrengelser for at skabe et dansk teaterrepertoire. Hertz fortsatte i samme spor med "Flyttedagen" (1828) og "Sparekassen" (1836). Samtidig med dette arbejde på komediens område var Hertzs forsøg som vaudevilledigter. Også disse er skrevet i tilslutning til Heibergs ideer således "Kjærlighed og Politie", der blev opført i november 1827. Om hans vaudeviller er der blevet sagt, at Hertz prøvede at give en mere indgående karakterskildring end sin mester (Heiberg), og at denne forskydning i retning af realisme tiltog i hans følgende vaudeviller som "Arvingerne" (1829). Indtil 1832 havde Hertz skrevet under forskellige mærker, men i april dette år vedgik han sit forfatterskab, samtidig med han lod sig døbe. I 1833-34 foretog han en større udenlandsrejse. Den gik over Tyskland og Østrig til Rom, hvor han opholdt sig 5 måneder, kun afbrudt af en tomåneders tur til Napoli i selskab med H.C. Andersen. Efter hjemkomsten genoptog Hertz sin skuespildigtning. Han blev Det kgl. Teaters flittigste dramaturg, og han skrev gerne sine roller for dets skuespillere, frem for alle Johanne Louise Heiberg, der var hans muse og den egentlige hovedperson i hans stykker. Fra disse år er bl.a. familiekomedien "Sparekassen" (1836), der handler om lotterispil og økonomisk turbulens, mens folkevisedramaet "Svend Dyrings Hus" (1837) viser elskovens trolddomsmagt. Hertz nåede sin højeste berømmelse efter midten af 1830’erne; en tilbagegang i publikums gunst oplevede han, da han i 1839 udgav romanen "Stemninger og Tilstande", hvori han angreb tidens liberale rørelser, især dens presse (d 25/2 1870)

 

1805 d Støvlet-Cathrine (Anna Cathrine Benthagen), Christian 7.s maitresse; endnu ikke fyldt ti år hjalp hun sin mor med at bringe de af moderen fremstillede støvletter ud til kunder blandt garnisonens folk, hvilket gav hende det tilnavn, som hun blev kendt under i samtid og eftertid. Først i 1760erne har hun muligvis en tid været statist ved teatret; derefter var hun en engelsk gesandts elskerinde, hvilket skaffede hende tilnavnet "Mylady". Da hun efteråret 1767 kom i forbindelse med Christian 7., omtales hun som "den østrigske gesandts meget utro elskerinde", men hun havde også en tid ernæret sig som almindelig prostitueret. I nogle måneder turede hun og kongen rundt i København ved nattetide og øvede hærværk og vold mod især bordellerne og deres beboere. Da det var kendt i byen, at det var kongen, der stod bag hændelserne, vakte de stor opmærksomhed. Af frygt for at S skulle få politisk magt over den mentalt forstyrrede konge, greb nogle ministre ind. De tvang kongen til at underskrive en forvisningsordre, og i januar 1768 blev S kørt til Hamborg og indsat i tugthuset der. Ret hurtigt flyttedes hun til tugthuset i Neumünster, hvor hun efter omstændighederne fik en hæderlig behandling. I 1770 blev hun løsladt hun og hun fik en pension på 500 rigsdaler om året (døbt 12/8 1745)

 

f Allan Pinkerton, amerikansk detektiv; efter at have slået sig ned i Illinois i 1842 begyndte P sin farverige karriere ved at pågribe en bande falskmøntnere; han blev sheriff i Kane County i Illinois (1846) og senere i Cook County (som omfattede Chicago). I 1850 trak han sig tilbage fra Chicago politiet og grundlagde Pinkerton National Detective Agency, som specialiserede sig i opklaring af jernbanetyverier. Under Den amerikanske Borgerkrig arbejdede han fra 1861 for nordstaterne som spion i syden og fremskaffede mange værdifulde militære oplysninger. Efter krigen genoptog han ledelsen af detektivbureauet, som især blev hyret af arbejdsgivere til bekæm-pelse af fagforeninger og strejkende. P skrev bl.a. "The Spy of the Rebellion" (1883) og "Thirty Years a De-tective" (1884) (d 1/7 1884)

 

d Friedrich William Herschel, tysk født britisk astronom; han blev født i Hannover, hvor han fik en musikeruddannelse og blev oboist ved det hannoveranske garderregiment. 1757 drog han til England og blev 1765 organist i Halifax, 1766 i Bath. Hans interesse for astronomi blev, som tiden gik, mere og mere udtalt, og han begyndte selv at bygge kikkerter. Hans største interesse var at studere de meget lyssvage objekter på himlen. Den 13. marts 1781 fik H øje på et sådant lyssvagt objekt. Da objektet bevægede sig, troede han i første omgang, der var tale om en komet. H blev dog hurtigt klar over, det ikke kunne være tilfældet, da objektets bane var næsten cirkulær. Når det var tilfældet måtte der være tale om en planet. Opdagelsen af den nye planet var en stor triumf for astronomien og for H. Musikeren fra Hannover, der syslede med astronomi i England, var med et slag verdensberømt. Men hvad skulle den nye planet hedde? Selv foreslog H at kalde den Georgium Sidus (Georgs stjerne). Den ville således blive opkaldt efter den engelske konge Georg III. Selv om planeten ikke fik dette navn, blev majestæten meget smigret, og han ansatte H som hofastronom og lod i Slough indrette et observatorium, som efterhånden blev forsynet med den tids største teleskoper. H opdagede senere de to inderste Saturnmåner, de to yderste Uranusmåner – blandt sidstnævnte den næststørste af Uranus fem større måner, Titania i 1787. Endvidere ca 700 dobbeltstjerner og ca 2000 stjernegrupper og tåger. Med sine opdagelser betragtes H som grundlæggeren af af stellarastronomien. Desuden var han den første, som påviste omløbsbevægelser ved dobbeltstjerner. Det er derfor med rette, han kaldes "alle århundrerers største astronomiske opdager". Planeten, H opdagede i 1781, fik navnet Uranus efter forslag af den tyske astronom Johann Elert Bode (1747-1826) (f 15/11 1738)

 

f Ludwig 2. konge af Bayern 1864-1886; søn af kong Maximilian 2. af Bayern og Maria af Preussen. Ved udbruddet af Syvugerskrigen i 1866 sluttede han sig til Østrig i krigen mod Preussen. Efter Østrigs nederlag underskrev L en traktat med Preussen, og gennem sin førsteminister arbejdede han for udsoning mellem de to store tyske stater. Ved udbruddet af den fransk-preussiske krig i 1870 sluttede han sig til Preussen. I december 1870 udsendte L på initiativ af Preussens kansler Bismarck et brev til Tysklands fyrster, hvori han opfordrede dem til at deltage i skabelsen af et tysk kejserrige under Preussens ledelse. L’s frygt for at hans lands selvstændighed kunne komme i fare i det nye tyske kejserrige blev fjernet, da Bismarsk tilstod ham og hans land en række særlige privilegier og finansiel støtte. Kejserriget blev imidlertid en skuffelse for L, og da han samtidig følte sig foruroliget over den bayerske befolknings pantyske begejstring, trak han sig mere og mere ud af politik. Som en stor beundrer af Wagner støttede L livet igennem komponisten, ligesom han ydede teatret og operaen stor støtte. I årenes løb udviklede L en ekstravagant mani for byggeri i de bayerske Alper. Hans palads Herrenchiemsee (Herrn-Insel), bygget 1878-1885 og aldrig fuldført, var en kopi af Versailles; slottet Linderhof (1869-78) blev bygget med det franske Trianon som forbillede; Neuschwanstein blev et eventyrslot og opført på en klippetop og med værelser smykket med scener fra Wagners operaer. I juni 1886 blev L erklæret sindssyg, og hans onkel blev regent. Samme måned begik L selvmord ved at drukne sig i Starnberger See ved slottet Berg (d 13/6 1886)

 

1851 d Johan Christian Drewsen, fabrikant, landøkonom og politiker; efter sin far arvede han i 1810 Strandmøllens papirfabrik i Nordsjælland. Han modernisere den ved at indstallere dampkraft og hydraulisk presse, hvorefter den blev landets førende papirvirksomhed; i 1830 blev den kraftigt udbygget. Drewsen var eneleverandør af papir til staten og Nationalbanken, ligesom hovedparten af alt trykpapir kom fra Strandmøllen. Som landmand var Drewsen præsident for Landhusholdningsselskabet 1819-30 og talte som forfatter og redaktør af land-økonomiske bøger og tidsskrifter for intensive driftsformer og tidssvarende besidelsesformer i dansk landbrug. I 1834 blev han medlem af Roskilde Stænderforsamling og fremstod hurtigt som en af bondestandens ledende talsmænd. Drewsen stod igennem 1840’erne på den liberale venstrefløj og støttede den danske bevægelse i Sønderjylland. I 1846 var han medstifter af Bondevennernes Selskab og indtrådte i dets bestyrelse. Drewsen er blevet karakteriseret som en af de mest fremtrædende personligheder inden for dansk erhvervsliv og politik i første halvdel af 1800’tallet. Samtidig var han en af de første moderne politikertyper ved repræsentere ikke kun landbruget, men industrien (f 23/12 1777)

 

d Johan Ludvig Heiberg, journalist og digter; han tog konferens i æstetik og skrev 1817 disputats om Calderon. Han opholdt sig 1819-22 hos sin landsforviste far (P.A. Heiberg) i Paris. 1822-25 var han lektor i dansk sprog og litteratur ved universitetet i Kiel. 1825 slog han sig ned i København for som uafhængig litterat at skabe sig en position. Det lykkedes ham med de vaudeviller, han de flg. år fik opført på Det kgl. Teater. Det begyndte 1825 med "Kong Salomon og Jørgen Hattemager". Bl. de øvrige er "Et Eventyr i Rosenborg Have" (1827) og "Nej" (1836). H havde nu fået et navn som digter. Samtidig arbejdede han som journalist. 1827-28 og 1830 udsendte han "Den flyvende Post" fortsat 1834-37 med "Den flyvende Posts Interimsblade" og "Interimsblade" 1842-44. Heri skrev han dels artikler om takt og tone, om hvordan en dannet person burde opføre sig dels litteraturkritiske artikler.1828 blev han teaterdigter med pligt til at levere oversættelser og lejlighedsarbejder. Fra 1839 var han censor ved Det kgl.Teater og 1849-56 dets direktør. 1831 blev han gift med Johanne Louise Pätges. Ægteskabet med Det kgl. Teaters primadonna knyttede H’s digtning stærkt til teatret. "Elverhøj" (1829) skrev han til den senere Frdr. 7.’s første bryllup og skabte dermed det hyppigst opførte danske skuespil. Hans "Nye Digte" (1841) indeholder bl.a. "De Nygifte" og "En Sjæl efter Døden"; det sidstnævnte er et skuespil i Aristofanes stil. I sine senere år fjernede H sig mere og mere fra tidens rørelser. Han så ned på den frembrydende folkelige bevægelse med dens aviser og folkemøder (f 14/12 1791)

 

1862 f Louis Bartou, fransk politiker; efter afsluttede jurastudier i 1884 blev han advokat. Han blev dog hurtigt draget ind i politik, og blev i 1889 valgt til det franske parlament. Han blev minister første gang i 1894, og i de fyrre år frem til sin død var Bartou flere gange minister. Som premierminister i 1913 gennemførte han en udvidelse af den franske værnepligt fra to til tre år. Efter afslutningen af Første Verdenskrig repræsenterede han sit land ved flere vigtige internationale konferencer. Desuden var han i 1920’erne formand for Den internationale Krigsskadeskommission. I 1934 blev Bartou udenrigsminister. I arbejdet for at inddæmme en mulig tysk agression søgte Bartou i sin udenrigspolitik at styrke båndene til Rusland, Storbritannien og Donaulandene. Efter at Bartou havde foretaget en rundrejse i østeuropæiske lande, var Jugoslaviens kong Alexander i efteråret 1934 inviteret til Frankrig for at drøfte de fransk-jugoslaviske relationer. Under dette besøg blev Bartou og den jugoslaviske konge myrdet i Marseille (d myrdet 9/10 1934)

 

1875 Som den første svømmer krydser den engelske kaptajn Matthew Webb Den engelske Kanal. Turen, der gik fra Dover til Calais, varede 22 timer. Startede den 24.

 

f Karl Kristian Steincke, socialdemokratisk politiker og minister; han blev cand jur i 1906 og året efter ansat ved fattigvæsenet i Frederiksberg kommune fra 1910 som dettes leder som fattiginspektør. Embedet gav S en praktisk viden om socialpolitik, som senere var en solid støtte i hans politiske arbejde. Teoretisk engagerede han sig dybt i tidens sociale debat. Det gav sig bl.a. udslag i værket "Fremtidens Forsørgelsesvæsen", der udkom i 1920 i to bind. Med værket og hans andre afhandlinger og artikler om offentlig forsorg stod han efterhånden som den af alle anerkendte førende ekspert på området. Samtidig med sit embede og sit faglige forfatterskab fik han i disse år en politisk position. I 1913 blev han medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. I 1918 blev han valgt til Landstinget i 1. kreds (København), en post han bevarede til 1940, hvorefter han var tingvalgt medlem til oktober 1952. I den første socialdemokratiske regering 1924-26 var han justitsminister. Da Socialdemokratiet sammen med De radikale dannede regering i 1929 blev S socialminister. Ved overtagelsen af ministeriet tog han fat på at gennemføre den socialreform, der havde været arbejdet på 1920’erne igennem. Den blev gennemført i 1933. Der var tale om et stort lovkompleks, der omfattede fire love om arbejdsløshedsunderstøttelse, ulykkesforsikring, folkeforsikring og offentlig forsorg. Det grundlæggende i reformen var, at man nu arbejdede efter et retsprincip, hvor man hidtil havde haft et såkaldt skønsprincip. Man havde med andre ord ret til hjælp fra det offentlige. Med Steinckes socialreform var det første skridt taget hen mod efterkrigstidens velfærdsstat. Efter valget i 1935 blev han atter justitsminister. I september 1939 trådte han tilbage som minister. Men trods afgangen som minister havde han fortsat en central position i Landstinget. I januar 1948 blev han landstingsformand og i marts 1950 på ny justitsminister. Steinckes sidste ministertid blev kort, idet ministeriet Hedtoft trådte tilbage i oktober 1950 (d 8/4 1963)

 

d Friedrich Nietsche, tysk filosof og forfatter, der i årene 1869-1878 var professor i klassisk filologi i Basel. Fra 1889 var han uhelbredelig sindssyg og tilbragte resten af livet i moderens og søsterens varetægt og pleje i Naumberg og Weimar. Han betragtes som en af Europas mest markante og omstridte filosoffer, og hans tanker har fået forskellige til dels modstridende tolkninger. Delvis skyldes det, at hans fremstilling og stil ikke er systematisk, men digterisk og rig på billeder, aforismer og paradokser. Sædvanligvis skelnes der mellem tre perioder i N’s udvikling. Til den første hører "Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik" (1872) og "Unzeitgemässige Betrachtungen" (1873-76). N er her en antiintellektuel livsdyrker og nedvurderer videnskaben og hævder, at livets mening findes i kunsten. I sin anden "positivistiske" periode var han påvirket af den moderne naturvidenskab "Die fröhliche Wissenschaft" (1882), og han afviser her både metafysik og religion. Til den tredje periode hører hans mest originale tanker og mest kendte skrifter: "Also sprach Zarathustra" (1883-85), "Jenseits von Gut und Böse" (1886), "Zur Genealogie der Moral" (1887) og den ufuldendte "Der Wille zur Macht". I disse værker er N først og fremmest optaget af moralfilosofiske ideer. Han afviser den gængse moral og vil omvurdere alle værdier og give ordene "godt" og "ondt" nyt indhold. Den kristne moral er en slavemoral med sin betoning af ydmyghed, medlidenhed, kærlighed osv. I dens sted vil N have en herremoral, som passer til den nye mennesketype, han profeterer: overmennesket. Dets moral bygger på viljen til magt, det anser krigen ikke freden for værdifuld. Med sådanne tanker satte Nazismen ham højt, og hans biologiske magtmoral og filosofiske antiintellektualisme har betydet meget til styrkelse af den immoralisme og ringeagt for "fornuft og videnskab", der har præget store dele af 20. århundrede (f 15/10 1844)

 

f Kjeld Abell, forfatter; han blev cand polit i 1927. Men inden sin embedseksamen havde han i to perioder været elev på Kunstakademiets malerskole, og i 1927 tog han til Paris for at realisere sin drøm om at blive teatermaler. I 1934 kunne han på Det Kgl. Teater præsentere sit første selvstændige sceniske arbejde, balletten "Enken i Spejlet" i sin egen scenografiske udformning. Han fik sit gennembrud som dramatiker i 1935 med "Melodien Der Blev Væk". A stod for tekst, dekorationer og kostumer, mens sangteksterne var skrevet af Sven Møller Kristensen og musikken af Herman D. Koppel. Stykket om den lille funktionær, Larsen, der bryder op fra sin småborgerlige tilværelse og finder melodien, blev en af 1930’ernes største teatersucceser. Året efter fulgte en ny komedie "Eva aftjener sin Barnepligt", en satire over borgerlig børneopdragelse. I skyggen af nazismen havde A's drama "Anna Sophie Hedvig" premiere 1939. Heri angreb han den livstruende passivitet og mangel på mod til at bekæmpe diktaturet. Snart vendte han dog tilbage til revykomedien, med f.eks."Dyveke" (1940) og dets modstykke til den tyske besættelse – som senere blev emnet for "Silkeborg" (1946). Andre politisk farvede dramaer fra krigsårene er "Judith" (1940) og "Dronning går igen" (1943). Efter besættelsen skrev Abell moderne debat-og drømmespil som "Dage på en sky" (1947) og "Den blå pekingeser" (1954). Abell betegnes som dansk teaters store fornyer i det 20. århundrede; han var i 1960 med til at grundlægge Det Danske Akademi (d 5/3 1961)

 

1908 d Antoine Henri Becquerel, fransk fysiker; Becquerel var en af pionererne inden for udforskningen af radio-aktivitet. Han arvede i 1891 efter sin far – Edmond Becquerel - dennes to professorater ved Muséum d'histoire naturelle og Conservatoire des arts et métiers i Paris; fra 1896 var Antoine B tillige professor ved École poly-technique; han begyndte tidligt at eksperimentere med optiske undersøgelser af fosforescerende krystaller, spe-cielt uransalte. Hans undersøgelser førte til, han i 1896 opdagede, at krystaller af uransalt kunne sværte en foto-grafisk plade gennem lystæt papir. Det viste sig, at sværtningen skyldtes en ny stråling, der udsendtes af grund-stoffet uran. I et samarbejde med ægteparret Curie fortsattes undersøgelserne af disse stråler, som ægteparret benævnte radioaktivitet. I 1900 påviste han, at strålingen indeholdt elektroner. Becquerel delte i 1904 nobelprisen i fysik for 1903 med Curie'erne for deres arbejder om radioaktivitet (f 15/12 1852)

 

1912 f Erich Honecker, østtysk politiker. Som fjortenårig blev han medlem af kommunistpartiets ungdomskorps og i 1929 medlem af partiet. Af uddannelse var han bygningsarbejder. 1935 blev Honecker arresteret af Gestapo, idømt ti års straffearbejde for undergravende virksomhed. I 1945 blev han befriet af Den Røde Hær og kom med i arbejdet for at opbygge et kommunistisk styre i den sovjetiske zone i Tyskland. Han var blandt grundlæggerne af kommunistpartiets ungdomskorps – FDJ, Freie Deutsche Jugend – og var korpsets formand fra 1946 til 1955. 1946 blev Honecker indvalgt i kommunistpartiets centralkomite og var en af hovedarkitek-terne i fusionen af Østtysklands socialdemokrati og kommunistparti til SED – Sozialistische Einheitspartei Deutschlands. Efter at være fratrådt posten som formand for FDJ tilbragte han de næste to år på partiskole i Moskva. Hans karriere fortsatte, 1958 blev han medlem af Politbureauet, og i 1971 efterfulgte Honecker Walter Ulbricht som første-sekretær og partichef; fra 1976 var han tillige formand for DDRs Statsråd og fra 1981 formand for Det Nationale Forsvarsråd. Honecker knyttede DDR tæt til Sovjetunionen og bestræbte sig på at fremme vækst og velstand i DDR. Det lykkedes ikke. Reformudviklingen i Sovjetunionen og de stadig dårligere økonomiske forhold fik DDR til at smuldre indefra, og i oktober 1989 blev Honecker afsat. Tre måneder senere blev han anholdt og anklaget for embedsmisbrug. Han blev imidlertid løsladt af helbredsgrunde og flygtede marts 1991 med sin kone til Moskva. Da Sovjetunionen i slutningen af 1991 brød sammen, søgte han tilflugt i den chilenske ambassade, men blev udleveret i 1992 og stillet for retten i Berlin, anklaget for at være ansvarlig for drab på flygtende østtyskere. Pga. Honeckers svage helbered blev sagen opgivet, hvorefter han til sin død boede i Chile (d 29/5 1994)

 

1918 f Leonard Bernstein, amerikansk komponist og dirigent; han viste tidligt musikalske evner, som tiårig var han virtuos på et klaver. Som ung studerede han komposition ved Harvard University. Bernstein begyndte sin karriere som dirigent i 1943, da vikarierede han for dirigenten ved New York Philharmonic Orchestra. I 1953 blev han den første amerikaner, der dirigerede orkestret ved La Scala-operaen i Milano. Hans store gennembrud kom med musicalen "West Side Story" i 1957, der var en blanding af Romeo og Julie og New York i 1950’erne. Om dens musik er det blevet fremhævet, at dens bestanddele af jazz og latinamerikansk musik bidrager til at give stykket en raffineret og underholdende præg. I 11 år var han dirigent ved New York Philharmonic Orchestra. Hans store og fine evner som pianist og komponist blev bredt anerkendt. Andre af hans bedre kendte værker er "On the Town" (1944) og "Candide" (1956). Bernstein modtog i 1965 Sonnings Musikfonds pris for sit arbejde med Carl Nielsens musik (d 14/10 1990)

 

Der påbegyndes daglige flyvninger mellem London og Paris. Selskabet bag flyvningen var Transport and Travel Ltd. På den første flyvning var der en passager med den ombyggede de Havilland bombemaskine, der kl. 9.10 forlod Hounslow i London. 2½ time senere landede den i Le Bourget lufthavnen i Paris. Billetprisen svingede fra 15 til 20 guineas. Det var det samme, som et fjorten dages krydstogt til norske fjorde kostede. Inden maskinen lettede, blev passagererne advaret om, at de måtte indstille sig på en urolig og nu og da farlig rejse. Luftfartselskabet indrømmede tøvende, at "maskinskader kan ikke fuldt ud udelukkes, og tvungen landing og udsættelse kan indtræffe". Inden han steg op, fik hver pilot overdraget en konvolut, som indeholdt fransk valuta til betaling for hotelophold og jernbanebiletter i tilfælde af en uforudset landing på en fransk mark. På en rejse blev en pilot tvunget ned 33 gange på vejen til Paris. Han ankom over 40 timer for sent, men han havde fuldført sin tur, og det var i passagerflyvningens barndom det vigtigste

 

d henrettet Gregori Yevseyevich Zinoviev (Ovsel Gershon Aronov Radomyslsky), russisk revolutionær og første offer for Stalins skueprocesser i 1930'erne. Han blev medlem af det russiske socialdemokrati i 1901 og tilsluttede sig året efter partiets ledere i eksil i Vesteuropa. Da partiet splittedes på Londonkonferencen i 1903, sluttede Z sig til Lenins bolsjevikiske fløj og blev en af Lenins nære medarbejdere. Efter at være vendt tilbage til Rusland deltog han i revolutionen i 1905. I 1907 blev han valgt til partiets centralkomite, og efter et kort fængselsophold i 1908 vendte han tilbage til Vesteuropa, hvor det nære samarbejde med Lenin blev genoptaget. Da revolutionen i februar 1917 havde væltet tsarstyret, vendte Z sammen med Lenin tilbage til Rusland. Efter kommunisterne ved oktoberrevolutionen havde fået magten i Rusland, kom Z til at spille en fremtrædende politisk rolle. Med sine store oratoriske evner bidrog han til at skaffe det nye styre folkelig opbakning, og i 1921 blev han formand for Petrograd (Leningrad) sovjetten og medlem af partiets øverste leelse, politbureauet. I 1919 var han blevet formand for den netop oprettede Kommunistisk Internationale (Komintern), der under Sovjetunionens ledelse skulle samordne politikken og taktikken for de kommunistiske partier verden over. I de tidlige 1920’erne dannede Z sammen med Kamenev og Stalin en koalition i politbureauet for at forhindre, at Trotskij blev Lenins efterfølger. Men efter triumviratet havde elimineret Trotskij som en alvorlig trussel i magtkampen, vendte Stalin sig mod sine to allierede, og hverken en alliance med Trotskij eller Z’s magtposition i Petrograd har nok til at han kunne bevare sin magtposition i partiet. Ved udgangen af 1926 havde han mistet såvel sin plads i politbureauet som formandsposten i Komintern, og året efter blev han ekskluderet af partiet. I 1935 blev Z arresteret og ved en hemmelig retssag anklaget for at have "moralsk medskyld" i mordet på formanden for Leningradsovjetten Sergeij Kirov. Z blev idømt 10 års fæng-sel. Året efter - i Stalins første store "udrensningsproces" – blev hans sag genoptaget; han blev nu fundet skyldig i at have dannet en terroristorganisation, der dels stod bag mordet på Kirov dels havde planlagt at myrde andre Sovjetledere. Z blev dødsdømt og henrettet (f sept 1883)

 

f Sean Connery, skotsk skuespiller; han har spillet hovedrollen som 007 James Bond i syv film; den første fra 1962 "Dr No". Desuden har han vundet en Oscar i 1987 for bedste birolle – "The Untouchables"

 

1984 d Truman Capote, amerikansk forfatter; han voksede op hos forskellige ældre slægtninge i småbyer i Louisi- ana og Alabama. To små selvbiografiske fortællinger beretter om denne periode, "A Christmas Memory" (1965) og "Thanksgiving Visitor"(1968). Da hans første roman "Other Voices, Other Rooms" udkom i 1948, blev C omtalt som en talentfuld og lovende ung forfatter. Bogen handler om en 13-årig drengs søgen efter sin biologiske far og sin egen identitet i et dekadent sydstatsmiljø. Hans næste roman "The Grass Harp" (1951) var i gysergenren. C's noveller om kærlighedsløse og isolerede personer er samlet i "A Tree og Night" (1956). Sammen med komponisten Harlod Arlen skrev C i 1954 musicalen "The House of Flowers". Samme år skrev han manuskriptet til en film instrueret af John Houston "Beat the Devil". Om sine mange rejser skrev Capote "Local Color" (1950) og "The Muses are Heard" (1956), den sidste om en turné med "Porgy og Bess" i Sovjetunionen. Fra 1966 er "In cold Blood" en detalieret beretning om et brutalt massemord skrevet efter seks års research (f 30/9 1924)

 

 

 

 

 

Til top        26. august

55 f.Kr. Cæsar går med sine legioner i land i Britannien

 

1346 Slaget ved Crecy udkæmpes i Hundredårskrigens første årti mellem englændere og franskmænd. Edward III af England var midt i juli 1346 gået i land på Cotentin halvøen i spidsen for en hær på ca 4.000 infanterister og 10.000 langbueskytter. Herefter havde englænderne plyndret i Normandiet vest for Seinen og var trængt sydpå til Poissy lige uden for Paris. Usikker på, hvorhen Edward ville føre sin hær, var den franske konge Johan VI draget imod ham i spidsen for en hær på 12.000 infanterister og talrige soldater af andre våbenarter. Da Edward fik underretning om det, førte han sin hær mod nordvest for at indtage en forsvarsposition ved Crécy-en-Ponthieu. Her opstillede han sin hær med infanterister i centrum, på dettes højre side placeredes kavaleri under hans søn Edward med tilnavnet den sorte prins. Til venstre for centrum placeredes kavaleri under jarlerne af Arundel og Northampton. Yderst på begge fløje opstilledes langbueskytterne. Italienske armbrøstskytter i den franske hær indledte slaget. De blev dog ret hurtigt nedkæmpet af de engelske langbueskytter. De overlevende armbrøstskytter trak sig tilbage, men kom i vejen for det franske kavaleri, som netop havde begyndt dets første angreb. Optændt af utæmmelig kampånd og af mangel på disciplin angreb det franske kavaleri det engelske centrum. Men forgæves. De fleste franske riddere faldt for engelske pile, og det engelske centrum veg ikke. Slaget blev et blodbad på franskmændene. Da dagen var til ende lå Johans bror, Karl II af Alencon, hans allierede, kong Johan af Böhmen og Ludvig II af Nevres, greve af Flandern sammen med 1.500 riddere og væbnere og små 3.000 franske krigere dræbte på slagmarken.Såret slap den franske konge væk fra ulykken. Edward førte efter sejren sin hær mod nord for at begynde en belejring af Calais

 

1612 Under Kalmarkrigen tilintetgøres oberst Alexander Ramsey og hans omkring 300 skotske lejesoldater på vej til Sverige og svensk tjeneste af norske bønder i Kringen-passet i Gudbrandsdalen. Skotterne var gået i land i Romsdalen tidligere på sommeren. De marcherede via Lesja gennem Gudbrandsdalen. Her blev de stoppet af en norsk bondehær på 400-500 mand, under ledelse af fogeden Lars Gram. Kun atten af de menige skotske soldater overlevede overfaldet. De fleste af officererne blev taget til fange

 

1676 f Robert Walpole, 1st Earl of Orford, engelsk statsmand; han blev medlem af Underhuset 1701; han beklædte derefter forskellige ministerposter, inden han 1721 blev premierminister; på denne post dominerede han til sin afgang i 1742 britisk politik. Han havde gode relationer til hoffet, han forstod at udnytte udnævnelser og bestikkelse til at kontrollere parlamentet. Han førte en ydre- og indrepolitik, der havde støtte fra et flertal af vælgerne. I udenrigspolitikken undgik han længe enhver militær indblanding på det europæiske fastland. På det økonomiske område stimulerede han udenrigshandelen, formindskede statsgælden og sænkede skatterne. I løbet af 1730'erne blev han udsat for stadig større kritik af sin fredsbaserede udenrigspolitik, som hævdedes at negligere vigtige britiske handelsinteresser. W bøjede sig for kritikken, og 1739 erklærede Storbritannien Spanien krig; kort efter blev landet involveret i Den østrigske Arvefølgekrig. Da det i 1742 stod W klart, at hans politik ikke havde et flertal i parlamentet bag sig, gik han af (d 18/3 1745)

 

d Anton van Leeuwenhoek, hollandsk naturforsker og mikroskopist; han var i sin ungdom handelsmand, senere drev han studier af dyrs og planters bygning ved hjælp af en slags mikroskoper, han selv konstruerede, og som udmærkede sig ved linsernes fremragende slibning. Han havde lært sig selv med stor præcision at slibe ganske små, stærkt krummede linser, der monteret i en metalplade kunne forstørre op til 300 gange. Men også ved at bruge svagere forstørrelser gjorde han betydelige opdagelser.Ved hjælp af disse simple mikroskoper, som han fremstillede over 100 af, gjorde han betydelige opdagelser, som han nedskrev, ledsaget af præcise tegninger. Bl.a. studerede han de røde blodlegemer, musklernes tværstribning samt et utal levende organismer d.v.s. forskellige encellede dyr, ligesom han beskrev detaljer ved bittesmå insekter. Endvidere beskrev han indgående "sæddyrene" – d.v.s. sædcellerne. Dem betragtede han som det nye individs kærne, mens ægcellen blev opfattet som næring for "sæddyret". Desuden beskrev han den kapillære blodcirkulation, og af stor betydning var også hans beskrivelse af øjets linse hos mange dyrearter. Leeuwenhoek meddelte de fleste af sine iagttagelser i mere end 100 breve, som publiceredes i Philosophical Transactions of the Royal Society i London, hvor han i 1680 blev optaget som medlem (f 24/10 1632)

 

f Antoine Laurent Lavoisier, fransk kemiker; oprindelig uddannet som jurist, men begyndte tidligt at interessere sig for naturfag og studerede bl.a. geologi, mineralogi, fysik og kemi. Det, som mere end noget andet er Lavoisiers store fortjeneste, er, at han fandt ud af, hvad der foregår ved stoffers forbrænding. Ifølge den herskende flogistonteori afgav stofferne et stof, flogiston, ved forbrænding. Men ved forsøg 1772-83 viste Lavoisier, at stofferne, når de brænder, ikke afgiver et stof, men optager et af luftens bestanddele, oksygen, og at de som følge heraf øger i vægt ved forbrænding. I 1777 var han overbevist om, at luft var en blanding af to gasser, hvoraf den ene del, af Lavoisier kaldt "vital luft", blev brugt ved åndedræt og ved metallers iltning, mens den anden del hverken kunne opretholde liv eller forbrænding. I 1779 foreslog Lavoisier navnet oksygen (af græsk for "syredanner") for del del af luften, som bevirker iltning. Resten kaldte han mofette (af fr. for "giftig luft"). Senere ændrede han navnet til azote (af gr. for "uden liv"). Lavoisier var også aktiv på andre områder. På en landejendom i Fréchines drev han systematiske jordbrugsforsøg med henblik på at komme frem til bedre dyrkningsmetoder. I 1785 blev han af kongen udnævnt til direktør for videnskabsakademiet. 1791 udnævnte nationalforsamlingen ham til sekretær og kasserer for en komité, som var nedsat af akademiet for at reformere mål- og vægtsystemet, og hvis arbejde førte til indførelse af metersystemet. Lavoisier var også medlem af velfærdskomiteen og af en komite, som skulle undersøge de hygiejniske forhold ved hospitalerne. I november 1793 blev han arresteret, anklaget for bl.a. misbrug af privilegier, dømt til døden og henrettet (d 8/5 1794)

 

1789 Erklæringen om menneskerettighederne vedtages af den franske Nationalforsamling. Vedtagelsen af erklæringen kom som en naturlig følge af, at forsamlingen natten mellem den 4. og 5. august havde afskaffet alle privilegier. Bl. a. mistede adelen sin skattefrihed. Bondestanden blev fritaget for hoveri og livegenskab, og kirken mistede retten til tiende. Endvidere mistede adelen sine seigneurale rettigheder. Den enevældige konge havde begrundet sin herskermagt i religionen. Han var konge af Guds nåde. For at begrunde sin magt tog borgerskabet i National-forsamlingen udgangspunkt i læren om folkesuveræniteten, som siger, at statsmagten i sidste ende beror hos folket. Denne evige og almengyldige kendsgerning blev fastslået i erklæringens indledning: "I nærvær og under beskyttelse af den højeste anerkender og kundgør Nationalforsamlingen følgende menneske- og borgerrettig-heder". At folket har suveræniteten i staten fastslog man med ordene: "Loven er udtryk for folkeviljen. Alle borgere har ret til personligt eller gennem deres repræsentanter at være med til at udforme den". Lighedsprincip-pet blev i erklæringens første artikel sat ved siden af frihedsprincippet med ordene: "Mennesker fødes frie og forbliver frie og har lige rettigheder". I øvrigt fastslog erklæringen, at de naturlige og umistelige rettigheder er: Frihed, ejendomsret, sikkerhed, ret til at afværge undertrykkelse, ytringsfrihed, skattebevillingsret og almindelig lovgivningsret

 

1819 f Albert, tysk prins af Sachsen-Coburg-Gotha og britisk prinsgemal; han blev 1840 gift med dronning Victoria af Storbritannien. Ægteskabet var tilsyneladende lykkeligt, men A havde som tysker vanskeligt ved at blive accepteret i Storbritannien. Han øvede en stor indsats for kunstindustriens fremme og var virksom ved gennemførelsen af verdensudstillingen i London 1851. Hans officielle titel var Prince Consort og blev 1857 optaget i gehejmerådet. Politisk holdt han sig i baggrunden, men øvede med sine pro-tyske synspunkter en betydelig indflydelse på sin ægtefælle, hvilket ikke var til fordel for Danmark i 1800-tallets dansk-tyske konflikter (d 14/12 1861)

 

d Ludvig Filip, fransk konge 1830-48, ældste søn af Louis-Philippe Joseph de Bourbon-Orléans, hertug af Orléans og Adélaide de Bourbon-Penthièvre. Som sin far havde Ludvig Filip prorevolutionære synspunkter og tilsluttede sig i 1789 en gruppe progressive adelige. Men i 1793 forlod han Frankrig og slog sig ned i Svejts, siden i USA. Efter Napoleons fald vendte han tilbage til Frankrig, hvor han tilsluttede sig den liberale opposition, samtidig med han intrigerede mod kongerne Ludvig 18. (1815-1824) og Karl 10. (1824-1830) for selv at blive konge. Denne mulighed kom med julirevolutionen og kong Karl 10.’s afgang i 1830. Den 30. juli lod han sig udråbe til rigsforstander – lieutenant général du royaume. Den 9. august valgte Deputeretkammeret ham til konge. Ludvig Filip konsoliderede sin magt ved at føre en midterkurs mellem de højreorienterede monarkister på den ene side og socialisterne og andre republikanere (inclusive Bonapartister) på den anden. Udenrigspolitisk styrkede han Frankrigs position i Europa. Han samarbejdede med Storbritannien ved i 1830 at tvinge hollænderne til at anerkende Belgiens selvstændighed; han vandt briternes good-will ved at standse landsmænds forsøg på at gøre krav på belgiske områder. Den økonomiske depression i 1846 medførte udbredt utilfredshed med Ludvig Filips styre på et tidspunkt, hvor han havde stødt det lavere borgerskab fra sig ved at modsætte sig en udvidelse af stemmeretten. Stillet over for et oprør af arbejderklassen og dele af middelstanden abdicerede Ludvig Filip den 24. februar 1848. Han slog sig ned i England, hvor han døde to år senere (f 6/10 1773)

 

f Jules Romains, fransk forfatter; han betragtes som en førende repræsentant for gruppen unanimismen, der opfatter gruppen som en besjælet enhed. I digtsamlingen "La Vie Unanime" (1908) og i senere samlinger tolkede R retningens grundtanker. Desuden har R skildret kollektivets psykologi i romaner f.eks. "Mort de Quelqu'un" (1911, da. En mand gik hen og døde, 1930) og "Les Capains" (1913). Hans første romaner f.eks. "Les Capains" viste hans fine fortælleregenskaber. Trilogien "Psyché" (1922-33) er studier i ægteskabets psykologi. R's hovedværk er den store romanserie i 27 bind "Les Hommes de Bonne Volontés" (1932-46), (dansk De gode Viljer, 1941-53) som giver et billede af hele det franske samfund før, under og efter 1. Verdkrig frem til 1933. Med et forbløffende kendskab til alle mulige klassers og menneskers sædvaner og tankegang har han skildret politikere, forretningsmænd, akademiske idealister soldater osv., så de står lyslevende for læseren. Den dybere hensigt med det store værk er at vise det grundliggende menneskelige broderskab og fællesskab, og dermed proklamere de "de gode viljers" sejr over ondskab og dumhed. Som dramatiker fejrede R triumfer; det skete med bl.a. "Knock ou le triomphe de la médecine (1923, dansk Knock eller medicinens triumf", opført på Det kgl. Teater med titlen "Dr. Knock"). Romains var medlem af Académie francaise (d 14/8 1972)

1888 f Henrik Kauffmann, diplomat; han blev cand. jur. 1911 og ansattes samme år som volontør i udenrigsmini-steriet, fra 1912 som assistent. 1913-15 var han konsulatsekretær i New York, 1916-19 legationssekretær i Berlin, 1920-21 kontorchef i udenrigsministeriet. Maj 1921udnævntes han til gesandt i Rom, forflyttedes 1924 til i Bejdjing med sideakkreditering i Tokio og fra 1928 tillige i Bangkok. 1932-39 var han gesandt i Oslo, hvorfra han i august 1939 flyttedes til Washington. Her blev han, til han 1958 faldt for aldersgrænsen – fra 1947 med titel af ambassadør. K opnåede hurtigt en stærk position i den amerikanske hovedstad, hvilket kom ham til gode ved Danmarks besættelse 9. april 1940. Allerede dagen efter erklærede K som den første danske gesandt ikke at kunne modtage ordrer fra den ufrie danske regering. Trods det delvise brud med København anerkendte den amerikanske regering ham fortsat som Danmarks officielle repræsentant. 11. april 1941 med-delte K København, at han på den danske regerings vegne to dage tidligere havde indgået en traktat med USAs regering om anlæggelse af militærbaser på Grønland. Landsfogederne på Grønland havde accepteret aftalen; nogen reel indflydelse på denne havde de dog ikke haft. Ved denne handling, der kom som et chock for regeringen i København, skabte K en betydelig good-will for det danske folk i den frie verden. Men den bragte samtidig den danske regering i store vanskeligheder over for besættelsesmagten. Den danske udenrigs-minister – Scavenius – anså traktaten for ugyldig og ville hjemkalde og afskedige K. At gøre det havde han ikke mulighed for, og resten af krigen fortsatte K arbejdet for at varetage danske interesser. Januar 1942 til-trådte han de allieredes regeringers erklæring om oprettelse af FN, og i årene 1943-45 deltog han i flere inter-nationale konferencer i USA. Efter sin fratræden var K medlem af ØKs bestyrelse (d 5/6 1963)

1904 f Christopher Isherwood, engelsk/amerikansk forfatter; efter endt studietid i Cambridge udgav han sine første romaner "All the Conspirators" og "The Memorial" (1932). Men det var først, da han i 1930 slog sig ned i Berlin, han fandt det tema, der gjorde ham kendt. Hans berlinerophold resulterede i de to romaner "Mr. Norris Changes Train" (1935, da. Mr. Norris skifter Tog, 1939) og "Goodbye to Berlin" (1939, da. Farvel til Berlin, samme år), der er forlæg til musicalen og filmen Cabaret med Liza Minelli. Det er Berlins kulturelle og politiske dekadence før Hitlers magtovertagelse i 1933, der skildres med en bevidst naiv, selvbiografisk impressionisme og med fine person- og miljøskildringer. På trods af det selvbiografiske i romanerne, afslørede I ikke det egentlige motiv til det selvvalgte eksil i Berlin, nemlig hans homoseksualitet. Først i "Christopher and His Kind" (1976, da. Christopher og hans kreds: 1929-1939, 1978) kunne I tale åbent om denne side af sit berlinerophold. Under indtryk af den truende krig emigrerede han i 1939 til USA og blev 1946 amerikansk statsborger. Allerede i 1938 udgav han en selvbiografi "Lions and Shadows". I 1939 blev han scriptforfatter for Metro-Goldwyn-Mayer. Romanen "Prater Violet" handler om en filmindspilning i London. Efter at have tilsluttet sig Ramakrishna-menigheden i Los Angeles udgav I antologierne "Vedanta for the Western World" (1948) og "Vedanta for Modern Man" (1952), med artikler af både indiske og vesterlandske tilhængere af Vedanta, desuden biografien "Ramakrishna and His Disciples" (1965). Det i 1996 udkomne første bind af I’s dagbøger (skrevet i perioden 1939-60) viste bl.a., at han trods hangen til mysticisme ikke gav afkald på mere jordnære interesser såsom unge elskere og Hollywood-karrieren som drejebogsforfatter (d 4/1 1986)

 

1906 d Johs. Nellemann, jurist, nationalbankdirektør, justitsminister; han blev 1858 lektor ved Københavns Universitet i retshistorie og proces – året efter professor i samme fag. I 1870 blev N valgt til Landstinget. Sandsynligvis var det interessen for gennemførelse af en retsplejelovsreform, der fik N til at tage dette skridt. Men da den politiske situation i den store kamp om folketingsparlamentarismen mellem Højre og Venstre blev stadig mere tilspidset, blev N inddraget i politisk mere betydningsfulde opgaver. Politisk havde han oprindeligt nærmest tilhørt centrum, men i juni 1875 blev han af konseilspræsident Estrup overtalt til at indtræde som justitsminister i dennes højreministerium. N forebeholdt sig dog retten til inden et år at kunne træde tilbage til sit professorat, men begivenhederne udviklede sig således, at hans tid som justitsminister kom til at strække sig over 21 år frem til 1896. I provisorietiden blev det N's opgave at tilvejebringe de juridiske argumenter for forsvarligheden af regeringens politik. N’s modstand mod folketingsparlamentarisme og Venstres deltagelse i regeringsmagten kom klart til udtryk, når han talte om at "Bønder og Degne og Folke- og Friskolelærere og andre incompetente Personer vover på Veje og Stræder at prædike den provisoriske Finanslovs Grundlovsstridighed som en given Ting". Som justitsminister fik han ansvaret for den upopulære foreløbige lovgivning, der indledtes med riffelloven (1885) vendt mod Venstres skytteforeninger og fortsattes med loven om oprettelse af gendarmerikorpset. Ved siden af Estrup var N regeringens mest fremtrædende medlem. Ved Estrups afgang i 1894 fortsatte han som justitsminister i ministeriet Reedtz-Thott til 1896, da han blev nationalbankdirektør. Sin plads i Landstinget bevarede han til sin død (f 1/11 1831)

1909 d Jesper Bahnson, general og krigsminister 1884-1894; han deltog som artilleriofficer i krigene 1848-50 og 1864. I 1855 blev han skoleofficer og lærer i artilleri og fortifikation ved Landkadetakademiet. I 1859 lærer i kemi ved Den militære højskole. Da højsskolen og Landkadetakademiet ved hærlovsrevisionen 1867 afløstes af officersskolen på Frederiksberg slot ansattes B her som lærer i kemi og var skoleofficer 1870-76. Nu fik han for alvor lejlighed til at beskæftige sig med den sag, der blev hans livssag, forsvarsvæsenets udvikling. I 1871 foranledigede han oprettelse af Det krigsvidenskabelige Selskab, hvor spørgsmålet om Københavns befæstning blev drøftet. B, der 1880-84 var krigsministeriets direktør, arbejdede utrætteligt for sin plan, dels i ministeriet, dels i offentligheden, her kraftigt støttet af de i 1870’erne oprettede forsvarsforeninger. Deres antal øgedes, og der holdtes foredrag om hovedstadens befæstning i alle byer. Kvinder foranstaltede indsamlinger til forsvaret, og 1884 startedes Komiteen for selvbeskatning, der ville indsamle midler til anlæg af fæstningsanlæg omkring København. Da B i september 1884 blev krigsminister håbede han sikkert, at han med støtte i den rejste forsvarssag kunne gennemføre hovedstadens befæstning ad normal parlamentarisk vej, men det lod sig ikke gøre, og han fulgte sin regeringschef J.B.S. Estrup ud i provisorierne. 1886 kom det første provisorium til kystbatterier ved Charlottenlund og Kastrup og til Københavns landbefæstning – Vest-Encienten.I de følgende år fortsatte såvel provisorielovgivningen som opførelsen af befæstningen. Men 1894 resulterede forhandlingerne mellem Højre og dele af Venstre i forlig om finanslov og provisoriernes ophør. Dermed var B’s politiske rolle udspillet, og 7. august 1894 gik han af som minister. I 1887 var han blevet medlem af Folketinget, men da han tabte valget i 1895, søgte han ikke genvalg og var ikke siden politisk aktiv. Fra sin afgang som minister til 1897 var Bahnson kommanderende general i 1.generalkommandodistrikt (f 18/11 1827)

1914 I 1. verdenskrigs første uger begynder slaget ved Tannenberg. Dette andet slag – det første fandt sted den 15. juli 1410 – ved Tannenberg i Østpreussen resulterede i tysk sejr. Ved krigens udbrud invaderede to russiske armeer – 1. armé under general P.K. Rennenkampf og 2. armé under general A.V. Samsonov – Østpreussen. Den 20. august opnåede Rennenkampf en mindre sejr ved Gumbinnen, men formåede ikke at opretholde forbindelse med Samsonov. Den 26. august kastede de to tyske kommandører Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff sig med hele deres styrke over den isolerede Samsonov nær Uzdowo lige syd for Tannenberg. Samsonov måtte trække sig tilbage og mistede i løbet af de næste dage halvdelen af sin hær. Ved midten af september var den russiske styrke fordrevet fra Østpreussen

 

Den amerikanske kongres har vedtaget det 19. amendment til den amerikanske forfatning og giver dermed stemmeret til kvinder

1945 d Franz Werfel, østrigsk forfatter; han gjorde tjeneste som soldat i årene 1915-17 under 1. Verd.krigs kampe i Østgalicien og ved den italienske front. Han debuterede som lyriker med samlingen "Der Weltfreund" (1911). Den blev fulgt af andre f.eks samlingerne "Wir sind" (1913) og "Einander" (1915), samlet udgave"Gedichte" (1927). Men han er først og fremmest kendt for sine skuespil og prosaværker, bl.a. det symbolske skuespil "Spiegelmensch" (1920), den psykologisk interessante novelle "Nicht der Mörder, der Ermorderte ist schuldig" (1920), kunstnerromanen "Verdi, Roman der Oper" (1924) og romanen "Die vierzig Tage des Musa Dagh" (1933) om masseforfølgelserne af de armenske kristne i Tyrkiet efter 1. Verd.krig. Hans frie oversættelse af Euripides' "Trojanerinderne" (1915) fik stor betydning for mellemkrigstidens ekspressionistiske drama. W, der var jøde, flygtede i 1938 til Frankrig. Ved Frankrigs fald i 1940 – afspejlet i hans scenesucces fra 1944 "Jacobowski und der Oberst" – besluttede W at flygte til USA. Under sin flugt fandt han midlertidigt asyl i valfartsbyen Lourdes, hvor St. Bernadette omkring 1860 atten gange havde set Jomfru Maria. Her afgav W da det løfte, at hvis han nåede USA, ville han skrive om helgenen. Han indfriede løftet med romanen "Das Lied von Bernadette", den blev filmatiseret i 1942. Filmen opnåede året efter fem Oscars. W’s sidste roman var den satirisk-utopiske "Stern der Ungeborenen" (1946). Med sine fortællinger og romaner opnåede W verdensberømmelse og var en fremtrædende repræsentant for mellemkrigstidens litterære ekspressionisme. Om hans forfatterskab er der blevet sagt, at han uden udtalt politisk tendens gav udtryk for bevidstheden om menneskenes samhørighed, samtidig med han viste en dyb religiøsitet, og i sine romaner og dramaer en voksende psykologisk indlevelsesevne (f 10/9 1890)

1968 Margrethespiret på Roskilde Domkirke brænder i forbindelse med restaureringsarbejde. Ifølge traditionen skal Margrethespiret eller tidsspiret over korsskæringen være rejset af Erik af Pommern (1412-1439). Intet i spirets hovedformer taler mod denne antagelse. Spiret i 1968 stammede fra 1656-57, men syntes at være en nøje kopi af sin forgænger, som kendtes fra en tegning, der var udført omkring 1660, og om hvilken man ved, at det var tækket med kobber og bly. Det slanke, ottekantede, kobbertækte spir havde en lanterne med to klokker og kronedet med enkrans af spidsgavle prydet med forgyldte plader – solplader – og knapper.

1974 d Charles Lindbergh, amerikansk flyver, der 20.-21. maj 1927 gennemførte den første soloflyvning over Atlanterhavet; turen vakte voldsom opsigt i både Europa og USA, og L var med et slag verdensberømt. Han blev udnævnt til oberst af reserven og virkede i de flg år som teknisk konsulent for forskellige flyselskaber. I marts 1932 blev L’s ældste søn kidnappet og fundet dræbt; bortførelsen og retssagen, som fulgte, vakte stor opmærksomhed. Da L efter et besøg i Tyskland udtalte, at han var imponeret af det tyske luftsvåbens effektivitet og flyvningens fremskridt i Tyskland, blev han anset for at være tyskvenlig. Da krigen brød ud, var hans popularitet derfor svækket. Hertil bidrog, at han vendte sig mod amerikansk deltagelse i krigen. Disse udtalelser, fik præsident Roosevelt til at kalde ham defaitisk og kujon. Men da USA kom med i krigen, stillede han sig solidarisk med den amerikanske krigspolitik og arbejdede som flyekspert for militæret. Efter 2. Verd.krig virkede han som teknisk rådgiver for Pan American Airways. I 1965 fik han sæde i selskabets direktion, en post han trak sig tilbage fra i 1974 (f 4/2 1902)

2001 d Marita Petersen, færøsk lærer, psykolog og lagmand; hun var den første kvinde, der beklædte embedet som lagmand på Færøerne og spillede derfor en fremtrædende rolle i forhandlingerne mellem Landsstyret og den danske regering om genopbygningen af den færøske økonomi efter den økonomiske krise i begyndelsen af 1990’erne. Hun blev lærer fra Hellerup Seminarium i 1964, samtidig med jobbet som lærer supplerede hun sin seminarieuddannelse med en eksamen som cand.pæd.psych. fra Danmarks Lærerhøjskole i 1980. Ni år senere blev hun leder af Undervisningsdirektoratet på Færøerne. P var medlem af Lagtinget i årene 1988-92 og 1994-98 og af Landsstyret 1991-94 og Lagmand 1993-94. Ved valget til Lagtinget i 1998 stillede Marita Petersen ikke op (f 21/10 1940)

 

 

 

 

Til top        27. august

1146 d Erik Lam, dansk konge 1137-46, søn af Hakon Jyde og Ragnhild, datter af Erik Ejegod; E var tidligt knyttet til morbroderen Erik Emune, som han ifølge Saxo søgte at forsvare, da han blev dræbt på et tingmøde ved Ribe den 18. september 1137. E, der var den nærmeste arving til tronen, da der ikke fandtes voksne medlemmer af den rene mandslinje, udpegedes derefter straks til konge. E’s regeringstid var fredelig, om end venderangrebene vist blev talrigere. Det er uklart, hvad der begrundede hans tyske ægteskab med Liutgard, en søster til domprovst Hartwig, den senere ærkebiskop i Bremen, men krav om tysk overhøjhed over det danske rige eller den danske kirke kendes ikke fra hans tid. E’s diplomer viser, at han opretholdt et kongestyre med faste embeder, kapellan og notar til et kancelli og dertil en leder af finanserne. E synes at have styret i nær tilknytning til kirken, som han begunstigede med gaver og privilegier. De modstridende karakteristikker af E fra samtid og nærmeste eftertid svinger fra en uduelig og uværdig til en lykkelig fredens konge. På gr. af dårligt helbred nedlagde E i 1146 tilsyneladende frivilligt kronen og trak sig tilbage som munk i Odense i Skt. Knuds kloster, hvor han døde samme år (f dato og år ukendt)

 

1487 f Anna, hertuginde af Slesvig-Holsten-Gottorp, hun var datter af kurfyrst Johan af Brandenburg og Margrethe af Sachsen; Anna blev i 1500 trolovet med sin slægtning hertug Frederik (senere Frederik 1.), der ved ægtepagt tillagde hende indtægten af Kiel slot, by og amt samt Neumünster som livgeding. Bryluppet fejredes samtidig med, at kong Hans datter Elisabeth blev gift med Annas bror, kurfyrst Joachim. For det fremadstræbende kurfyrstendømme Brandenburg var forbindelsen med den danske kongeslægt af stor betydning. Men selv om personlig tilbøjelighed ingen rolle har spillet ved ægteskabets indgåelse, synes det som om, hertugparrets samliv har været præget af hengivenhed og harmoni. Da Anna fra 1509 plagedes af sygdom, søgte hendes ægtefælle med utrættelig iver hjælp herfor. Anna fødte to børn, Christian (3.) gennem hvem hun blev stammor til den danske kongeslægt og samtlige hertugelige grene af det oldenborgske hus, og datteren Dorothea, der blev gift med hertug Albrecht af Preussen (d 3/5 1514)

 

1576 d Tizian/Tiziano Vecellio, italiensk maler; han anses for at være en hovedskikkelse i højrenæssancens malerkunst; han var hovedsagelig aktiv i Venezia, hvor han 1516 blev byens officielle maler. Hans første periode regnes for årene ca 1500-1518, og blandt de arbejder, der med sikkerhed kan tilskrives T, er "Flora". Hans ungdomsperiode afsluttes med "Den himmelske og jordiske kærlighed" (ca 1515-16), som viser T’s vågnende forståelse for antikken. Hans næste periode strækker sig fra 1518 til ca 1530. Det nye, egenartede hos T kommer frem i billleder som "Skattens mønt". Her giver han figurerne større legemlighed og individualitet ved at rykke dem frem i forgrunden. Indtrykket bliver på denne måde mere spontant og levende. Det samme præger hans store mytologiske og religiøse kompositioner fra disse år: "Marias Himmelfart" (1518-20), "Familien Pesaros Madonna" (1519-26) og "Bacchus og Ariadne" (1523). Den næste periode 1530-1550 i T’s kunst domineres af en række portrætter. Det gælder først og fremmest tre store billeder af vennen Karl 5., billeder af Filip 2. og pave Paul 3. Ikke mindst som påskud for nøgenmaleri skabte T i disse år hovedværker som "Danaë", "Venus fra Urbino" samt andre billeder af gudinder og diverse motiver fra klassisk mytologi. Påvirket af – og i konkurrence med – Tintoretto fik farven, som altid havde været vigtigere for T end formen, voksende betydning i hans sidste periode, fra ca 1550. Han vendte nu tilbage til store kompositioner og skabte koloristiske hovedværker som "La Gloria". Gennem sin opløsning af formverdenen ved at omskabe den til et diffust lys og farvespil er T blevet af grundlæggende betydning for det moderne maleri. Da T døde, var der pest i Venezia. Men så stor var den gamle kunstners anseelse, at bystyret undtagelsesvis ophævede sit forbud mod offentlige forsamlinger for at give T en statsbegravelse. Han blev stedt til hvile i Santa Maria Gloriosa de’ Frari, som det havde været hans ønske (f sandsynligvis ca 1490 – muligvis 1477)

 

d Lope Felix de Vega, spansk digter og dramatiker; han fik sin uddannelse hos jesuitterne i Madrid sandsynligvis med henblik på at blive præst. Men han blev aldrig præst. Allerede i sin ungdom begyndte han at skrive stykker til teatrene i Madrid, samtidig med han var i tjeneste som sekretær hos forskellige adelige. I 1588 deltog han i Den uovervindelige Armadas tog mod England. Fra 1605 til sin død var de Vega privatsekretær hos hertugen af Sessa. I 1605 havde han dog allerede slået sit navn fast som en af tidens mest fremtrædende forfattere. Hans litterære produktion er stor og mangeartet. Et af hans berømteste digte er "Madonnas Vuggesang" i romanen "Betlehems hyrder" (1612). Blandt hans fortællende digte er "La Dragontea", (1598) om den den engelske søhelt, Armadaens modstander, Sir Francis Drake. Lope var først og fremmest kendt som dramatiker. Af hans comedias er bevaret ca 460 og desuden kendes titlerne på over 200, som ikke er bevaret. Hjemlige sorger – inden for to år døde såvel hans yndlingssøn som hans kone og elskerinde – kan være forklaringen på den religiøse krise, der i 1612 fik de Vega til at lade sig præstevie, og, såsnart det var ham økonomisk muligt, at opgive dramaet og i stedet skrive religiøs poesi f.eks. "Rimas sacras" (1614). Senere optog de Vega dog for en tid et mere verdsligt liv, men til sin død fortsatte han med at skrive poesi. I 1627 tildelte pave Urban VIII ham Malteserordenen for hans digt om Maria Stuarts død "Corona tragica" (f 25/11 1562)

 

d James Thomson, skotsk digter; han blev født i Skotland, men levede han fra sit 25. år i London. Han ernærede sig som lærer, da han udgav sit første hovedværk, et omfattende digt i blankvers og i fire dele "The Seasons". Første del "Winter" kom i 1726, anden del "Summer" i 1727, "Spring" og "Autum" kom i 1728 og 1730. The Seasons var det første gennemførte naturdigt på engelsk og afsluttes med "Hymn to Nature". Udgivelsen var en skelsættende begivenhed. Det nye i The Seasons lå ikke kun i emnevalget, men i dets struktur. Hvad der var mest overraskende for værkets første læsere, var den dristighed, hvormed Thomson bandt sit digt sammen. Det gjorde han uden at anvende noget "plot" eller noget fortællende emne. Derved tog han afstand fra de aristoteliske karakteristika, der blev holdt i ære af neoklassicisterne. Men Thomsons digt var ikke kun beskrivende; med levende beskrivelser af naturen ville han inspirere sine læsere. The Seasons fik betydning også i Tyskland og Skandinavien for den naturdyrkelse, der opstod senere i århundrede, og som indvarslede 19. århundredes romantik. Thomsons overbevisning, at naturvidenskabsmanden og digteren må samarbejde i Guds tjeneste ved at berette om naturens undere, kom tydeligst til udtryk i hans "To the Memory of Sir Isaac Newton" (1727). I 1735 udsendte Thomson det patriotiske læredigt "Liberty"; i 1740 dramaet "Alfred" med sangen "Rule Britannia" (f 11/9 1700)

 

f Georg Wilhelm Friedrich Hegel, tysk filosof; studerede fra 1788 teologi i Tübingen, men gav sig desuden af med bl.a.filosofi, statslære, naturvidenskab og blev især optaget af studiet af den klassiske oldtid. Han blev dr. phil.i 1801; virkede derefter nogle år som privatdocent i Jena, 1806-16 var han gymnasierektor I Nürnberg; derefter var han professor i Heidelberg 1816-18; i 1818 kaldte den preussiske regering ham til Berlin som professor en stilling, han beklædte til sin død. I Berlin erhvervede Hegel en førende stilling i samtidens filosofi. Hertil medvirkede hans historisk-konservative, antiliberale indstilling, der passede godt til den reaktionære ånd, der herskede i tiden efter Wienerkongressen (1814). Filosofi var for Hegel videnskaben om det absolutte, der er ånd eller fornuft; den er det dybest virkelige, og derfor kan han hævde, at alt virkeligt er fornuftigt, og alt fornuftigt virkeligt. Ånden ytrer sig både i tænkningen, i naturen og historien dialektisk dvs gennem modsætninger, der efterhånden ophæver sig i højere enheder: gennem tesis over antitesis til syntesis. Denne tilblivelsesproces kaldte Hegel den dialektiske proces. Efter dette skema foregår ikke blot den menneskelige tænkning, men også historiens forløb. Det er en ubønhørlig proces, der skrider frem uafhængig af menneskenes indsats – frem mod den endelige syntese. Det var Hegels overbevisning, at ligesom f.eks. den gudfrygtige, pligttro og ordenselskende preussiske embedsmand repræsenterede slutsyntesen på menneskets udvikling, således var den preussiske statsordning verdensfornuftens sidste og højeste tilkendegivelse. Følgelig blev Hegels tanker en kraftig støtte for det bestående og for begrebet om en stat, ikke mindst fordi han stemplede frihedstanken som egoistisk og nedbrydende, et maskeret ønske om at løbe fra pligterne. Efter Hegels død fik hans tanker en betydning, han næppe havde forestillet sig. 1830’erne og 40’ernes liberale samlet i det "Unge Tyskland" hævdede nemlig, at udviklingsprocessen på ingen måde var afsluttet – tværtimod ville verdens-fornuften også bringe de eksisterende politiske tilstande til fald i overens-stemmelse med den logiske udvik-lings gang. En anden elev, der øste af Hegels historiefilosofiske tanker, var Karl Marx (d 14/11 1831)

 

1776 Under Den amerikanske Uafhængighedskrig udkæmpes slaget på Long Island; det beskrives som en succesfuld britisk aktion i Brooklyn, New York. Slaget indledte briternes kampagne for at opnå kontrol med New York for dermed at isolere New England fra resten af kolonierne. Efter briternes evakuering af Boston i marts besatte den britiske general Lord Howe New York City beskyttet af en britisk flåde, som beherskede farvandet ud for New York. For at beskytte sin venstre flanke anbragte George Washington, som stod for forsvaret af Long Island, en trediedel – ca 20.000 mand – af sine soldater på Long Islandsiden af East River, hvor de byggede forsvarsværker. Fra sin lejr på Staten Island indledte Howe angrebet på Washingtons isolerede fløj, da han den 22. august land-satte 20.000 mand ved Gravesend Bay, Long Island. Efter fire dages rekognoscering kastede Howe amerikanerne tilbage og påførte dem svære tab. 1200 amerikanere blev taget til fange, og på hver side var der 400 dræbte og sårede. Howe havde chancen for at tage hele Washingtons styrke på Long Island til fange; men i stedet for at forfølge den totale sejr valgte han at belejre Washingtons soldater. Ugen efter benyttede Washington sig heraf, idet han trak sig tilbage over floden til Manhattan; et træk der bidrog til at genoprette noget af den lave amerikanske krigsmoral

 

1859 Ved Titusville i Pennsylvania gøres de første oliefund i USA

 

f Theodore Dreiser, amerikansk forfatter, der betegnes som pioner inden for amerikansk naturalisme; efter at have haft forskellige jobs begyndte han i 1892 at arbejde som journalist ved Chicagoavisen "Globe". Senere fulgte ansættelse ved andre blade, bl.a. var han i en periode korrespondent i Pittsburgh og New York for bladet "Globe-Democrat" i St. Louis. Fra slutningen af 1890’erne arbejdede D som free-lance journalist. I 1900 fik han udgivet sin første roman "Sister Carrie". Den bygger på D’s søsters skæbne og fortæller den tidløse historie om den lidt naive pige, der kommer til byen og kommer "i ulykke". Med udgivelsen begyndte en af de mest spegede historier inden for amerikansk forlagsvirksomhed. Da forlagets ejer vendte tilbage fra en Europatur, blev han betænkelig ved, at hans forlag i hans fravær var gået med til at udgive D’s bog. Hans kone mente ligefrem, det var upassende at udgive den. Denne opfattelse skyldtes, at D havde valgt at kritisere den amerikanske succesmyte ikke kun ved at fremstille et nederlag, men også ved at vise hvordan hovedpersonen Carrie havde nået toppen uden at leve et "moralsk" liv. Når Carrie ved bogens slutning er alene og ensom, skyldtes det ikke hendes "umoralske livsførelse", men de umenneskelige forhold i den moderne storby. Forlaget opfyldte sin kontrakt med D. Det udgav bogen, men gjorde intet for at få den solgt. Besværlighederne ved udgivelsen gjorde, at D gik tilbage til journalistikken og havde en vellykket karriere som redaktør af populære familieblade. Senere fulgte et omfattende forfatterskab, som bl.a. omfatter romanerne "An American Tragedy" (1925). Den behandler det samme tema som "Sister Carrie" og konkluderer, at det materialistiske samfund har lige så stor skyld som hovedpersonen for den tragedie, der rammer ham. Endvidere udgav D bøger om sine rejser i USA og Sovjetunionen; desuden essaysamlinger og en række selvbiografiske skildringer; blandt disse er "A Book About Myself" (1922) og "Dawn" (1931) (d 28/12 1945)

 

1879 d Rowland Hill, engelsk administrator og underviser; H var i besiddelse af et bredt interessefelt: han var maler, astronom, matematiker. En analyse af beskatning førte ham til den konklusion, at samfundet fik det bedste udbytte af beskatningen på de områder, hvor udskrivningen kunne følge med samfundets voksende rigdom. Postvæsenets indtægter var et område, hvor dette ikke var tilfældet. Hans forslag til en reform var baseret på følgende: et lavere gebyr ville medføre større indtægt til staten på grund af den voksende postmængde. Alle postgebyrer skulle være de samme uden hensyn til afstanden, og gebyret skulle betales før postbesørgelsen. Som betaling foreslog han det papir, der blev kendt som frimærket, og januar 1840 blev frimærket taget i brug i England. Disse første frimærker til en værdi af 1 penny og 2 pence bar dronning Victorias billede (f 3/12 1795)

 

f Sam Goldwyn, amerikansk filmmand, grundlægger og medejer af filmselskabet MGM; da MGM blev solgt uden om G i 1922, stiftede han sit egte firma Samuel Goldwyn Production, som han herefter herskede egenrådigt over. Mange af hans stort opsatte film huskes for deres overflod af korpiger, de såkaldte Goldwyn Girls. Bl. de 38 film, han producerede, er "Alle veje fører til Rom"(1933), "Professoren og korpigen" (1942), "Danny vinder krigen" (1944), "Alle tiders helt" (1947), "H.C. Andersen" (1952) og "Porgy og Bess" (1959) (d 31/1 1974

 

Det udbrud af vulkanen Krakatau på øen Rakata i Sundastrædet mellem Java og Sumatra i Indonesien, som er blevet karakteriseret som det voldsomste i menneskehedens historie, kulminerer. Vulkanens eneste kendte udbrud før 1883 var sket i 1680 og var blevet betegnet som moderat. Men den 20. maj 1883 kom Krakatau i udbrud med eksplosioner, der kunne høres i Djakarta på Java mere end 150 km borte; desuden udspyede den askeskyer, der nåede op i en højde af 8 km. Ved månedens udgang var Krakatau atter i ro. Den 19. juni kom den atter i udbrud. Tidligt på natten den 26. august indtraf de første af en serie voldsomme eksplosioner, og samme dags eftermiddag rejste sorte skyer af aske sig over 20 km over Krakatau. Klimaks nåedes om formiddagen den 27. med nogle særdeles voldsomme eksplosioner, der kunne høres i Australien mere end 4.500 km borte. Samtidig udslyngedes aske op i en højde af 80 km. Eksplosionernes trykbølger kunne registreres hele vejen rundt om Jorden. I dagens løb aftog eksplosionerne, og om morgenen den 28. var Krakatau rolig. Under udbruddet havde Krakatau udslynget næsten 21 km3 store og små sten. Asken fra udbruddet gjorde dag til nat i 2½ døgn, og da den faldt ned, dækkede den et areal på over 800.000 km2. Fint støv fra udbruddet drev Jorden rundt flere gange og forårsagede farvestrålende solnedgange det næste årstid. Efter udbruddet var Rakata stort set forsvundet, og ligeledes var den øverste del af Krakatau forsvundet. Den var ikke, som man først troede, eksploderet, men sunket sammen i det hul, der opstod, da store mængder magma strømmede ud fra sit reservoir under vulkanen. Krakataus kollaps forårsagde en serie, tsunnamis, flodbølger, der kunne registreres så langt borte som Syd-amerika og Hawaii. Den største af flodbølgerne nåede en højde af op mod 40 m og forårsagede store ødelæg-gelser og døden for 36.000 mennesker på kysten af Java og Sumatra. Alt liv på Krakatau-øgruppen var dækket under et tykt lag aske, og det varede fem år, før dyr- og planteliv atter indtog øerne. Siden 1927 har Krakatau jævnligt været i udbrud, men på ingen måde så voldsomt som i 1883

 

1884 f Vincent Auriol, fransk socialistisk politiker og præsident; han blev medlem af Deputeretkammeret i 1914; i 1928 blev han sekretær for den socialistiske parlamentsgruppe og leder af gruppens repræsentanter i kammerets finanskommission og dens ordfører i finansielle spørgsmål. Han blev finansminister i Léon Blums første regering juni 1936-juni 1937, og medlem af Blums anden regering marts-april 1938 som statsministerens særlige rådgiver i finansielle spørgsmål. A blev i 1940 interneret af Vichy-regeringen, men undslap i 1943 til Storbritannien og sluttede sig til de Gaulle. Han var vicestatsminister i de Gaulles regering november 1945 - januar 1946 og derefter formand for den 1. og 2. grundlovgivende forsamling. Januar 1947 blev A valgt til fransk præsident - den 4. republiks første - for en syv års periode (til januar 1954). Trods begrænsede magtbeføjelser spillede han en aktiv politisk rolle og søgte i særdeleshed at forsvare de svage republikanske institutioner over for både kommunister og gaullister (d 1/1 1966)

 

1892 Garderhøjfortet ved Jægersborg indvies. Fortet indgik i Københavns landbefæstning, der fra Køge Bugt i en bue uden om Avedøre-Brøndbyøster-Rødovre-Husum strakte sig til Utteerslev Mose og videre fra Gladsaxe over Bagsværd-Kongens Lyngby og Dyrehavebs sydkant til Sundet ved Tårbæk. Befæstningen bestod af to fronter, Vestfronten og Nordfronten. Førstnævnte bestod af et voldanlæg med en våd grav. I voldens brystværn var med mellemrum udgravet kanonstillinger. Bag volden var et jernbanespor, og ad dette kunne kanonvogne flyttes til særligt udsatte punkter. Nordfronten bestod af et oversvømmelsesområde fra Klampenborg til Utterslev Mose og i forbindelse med dette en række forter og batterier. I alt var der her 5 forter og 8 batterier. At det blev sådan, skyldtes to ting. For det første var terrænet mod nord mere bakket og derfor mere egnet til forter end til en sammenhængende fæstningsvold, der krævede fladt terræn. For det andet var det af økonomiske årsager, man ikke byggede en sammenhængende vold bag forterne og batterierne. Mellem Københavns bygrænse dengang og befæstningen var der ca. seks km åbent land. Garderhøjfortet indgik i Nordfronten. Det blev opført for midler, der var indsamlet af "Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme", og ved indvielsen overdrog nævnte forenings formand fortet til krigsminister, generalmajor von Bahnson. Kernen i det fort, Bahnson modtog, var bygget i beton. Ovenpå betonen var der først et mindre jordlag. Dette var dækket af et lag store kampesten. Disse var så igen dækket af et tykt jordlag. I fortet kunne der garnisoneres 200-300 infanterister. Det var meningen, at der i en sikringsperiode skulle være et antal fodfolk til at sikre fortet ude for fortet i anlagte skyttegrave. Af kanoner havde Garderhøjfortet en 15 cm jernkanon, to 53 mm hurtigskydende stålkanoner, to 15 cm korte stålkanoner, to 75 mm hurtigskydende stålkanoner og to 8 mm mitrailleuser (forgængeren for maskingeværet)

 

1896 Historiens korteste krig udkæmpes mellem Storbritannien of den selvbestaltede sultan af Zanzibar. Sultanen overgiver sig efter 38 minutters bombardement

 

f Cecil Scott Forester, britisk forfatter; født i Cairo og uddannet på Dulwich College; udgav "The African Queen" i 1935; den blev i 1951 filmatiseret med Humphrey Bogart og Katherine Hepburn i hovedrollerne. Hans foretrukne tema om enkeltindividets tapperhed i krig kom tydeligt frem i den serie historiske romaer, han indledte i 1937 med "The Happy Return". Handlingen foregår på Napoleonskrigens tid, og hovedpersonen er Horatio Hornblower, der med forbillede i lord Nelson gør karriere fra kadet til admiral. (d 2/4 1966)

 

f Lyndon B. Johnson, USA præsident 1963-69; ; læreruddannelse 1930-32, senere var han aktiv i ungdomsarbejde i hjemstaten Texas. Som uforbeholden tilhænger af Roosevelt og New Deal-politikken blev J i 1937 valgt ind i Repræsentanternes Hus. 1941-42 gjorde han tjeneste i marinen i Stillehavet og kom efter krigen med i præsident Trumans "unge garde" af politikere. I 1948 blev han valgt til Senatet og blev 1949 viceformand for Senatets demokratiske gruppe. I 1953 blev han mindretallets leder i Senatet og to år senere leder af flertallet. Da Kennedy i 1960 blev nomineret som demokraternes præsidentkandidat, blev J kandidat til embedet som vicepræsident. Efter Kennedys valgsejr var J vicepræsident. Efter mordet på præsident Kennedy i november 1963, blev J præsident. Ved præsidentvalget november 1964 blev han genvalgt med stort flertal. Skønt J i sin indenrigspolitik lagde stor vægt på at få gennemført et storstilet reformprogram (the great society), kom det i hans præsidenttid til voldsomme sociale og politiske brydninger i det amerikanske samfund. Samtidig voldte den amerikanske krigsførelse i Vietnam ham stadig større problemer. I 1968 havde USA ½ mio. mand i Vietnam uden udsigt til en snarlig løsning, det være sig politisk eller militært. Voksende amerikanske tabstal udløste voldsomme folkelige protester mod den udsigtsløse krigsførelse i en krig, der for stadig flere amerikanere forekom at blive udkæmpet for interesser, der ikke vedkom det amerikanske folk.Disse forhold medførte, at J ikke genopstillede ved præsidentvalget i november 1968. Han trak sig tilbage til sin ranch i Texas, hvor han bl.a. skrev sine memoier "The Vantage Point" (1971) (d 23/1 1973)

 

d Thorvald Bindesbøll, arkitekt, kunsthåndværker, designer; han blev uddannet på Kunstakademiet i årene 1861-76. Blandt hans få bygninger er Bombebøssen (stiftelse for gamle sømænd på Chr.havn, 1891) og fiskepakhuse på Skagen (1905-07) bygget i en saglig og ukonventionel stil. Sin betydeligste indsats ydede B inden for kunsthåndværk, hvor han med sine værker blev et af de frodigste og mest originale talenter på dette område. Således havde han en meget omfangsrig produktion af dekoreret lertøj. Hertil kom tegninger til møbler, broderier, malerirammer, sølvarbejder, bogbind og etiketter, hvoraf etiketten til Carlsberg pilsner, Hof fra 1904 er den mest berømte. B skabte en personlig abstrakt arabeskagtig stil, der udmærker sig ved sin drastiske livfuldhed. B har endvidere tegnet udkast til bestik, lysekroner og lamper, til gravmæler og til glasmosaikvinduer i bl.a. Viborg Domkirke. Dertil kom springvandsgrupper - f.eks. Dragespringvandet ved Københavns Rådhus - 1904, og 1901-02 udkastet til mindestøtten på Langelinie for slaget på Reden (f 21/7 1846)

 

d Emil Chr. Hansen, gæringsfysiolog, laboratorieforstander; 1864 fik han lærereksamen fra Blågårds seminarium. Året efter søgte og fik han stipendium til et treårigt kursus for lærere på Polyteknisk Læreanstalt. Han følte sig i disse år tiltrukket af at studere plantefysiologi, og afgørende for ham blev, at han i 1871 blev privatassistent ved professor Japetus Steenstrups moseundersøgelser. 1873-76 forberedte han sin magisterkonferens med plante-fysiologi som speciale. 1876 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling omhandlende de svampe, der i Danmark vokser på frisk pattedyrsgødning. 1. oktober 1879 ansattes han som forstander ved Carlsberg laboratoriets fysiologiske afdeling og han forblev i stillingen til sin død. Hos Carlsberg - under datidens bedst mulige arbejdsforhold - udførte H de gæringsfysiologiske arbejder, der gjorde ham til en af Danmarks mest kendte videnskabsmænd. Efter flere års forsøg lykkedes det ham i 1883 at fremstille ren "kulturgær". Den første brygning med dette "Carlsberg bundgær no. 1" fandt sted 12. november 1883. Denne dato er senere betragtet som Carls-bergs "fødselsdag". Gæringsfysiologer fra mange lande kom til Carlsberg for at lære; det første kursus blev afholdt i 1882, og trods modstand og kritik fra flere sider har kun få gennemgribende metodeændringen inden for industrien så hurtig vundet international anerkendelse. H blev æresdoktor ved universiteterne i Uppsala i 1907, i Genève i 1909 samt ved Teknisk Højskole i Wien i 1908. I Danmark blev han medlem af Videnskabernes Selskab i 1890 (f 8/5 1842)

 

1925 d Poul Peter Ørum, læge, byrådsmedlem; efter ophold forskellige steder i landet etablerede han praksis i Århus 1885 og blev i byen indtil 1907. Derefter boede han i København, til han døde. Ud over sit arbejde som læge havde Ørum mange andre interesser. Som oppositionsmand kom han således hurtigt ind i det politiske miljø i 1880’ernes Århus. Specielt tidens sociale problemer optog ham. Det medvirkede til, at han som den første venstremand havde sæde i byrådet i årene 1888-99. Hans store interesse som byrådsmedlem var byens hygiejniske forhold så som renovation, kødkontrol, slagtehus og vandværk. Ørum var initiativtager til etablering af byens første rigtige vandværk, som han var formand for 1894-99. Desuden var han engageret i fattigudvalget og hospitalsudvalget. Også uden for byrådet gjorde Ørum sig gældende. Således var han formand for den venstreorienterede Borgerforeningen og medlem af den første bestyrelse for Århus Teater. Endelig var han medlem af bestyrelsen for Århus Museum samt medstifter af Århus Turistforening og denne forenings første formand. Eftersom han var medlem af det byråd, der i 1898 købte godset Marselisgården, fik han på godsets jord en gade opkaldt efter sig. Ørumsgade er beliggende mellem Skanderborgvej og Marselisborg Boulevard (f 2/4 1846)

 

Briand-Kellogg aftalen undertegnes i Paris. Den var en multilateral aftale, der forbød krig som et instrument i international politik. I et forsøg på at inddrage USA i et system af forsvarsalliancer rettet mod en mulig genopståen af tysk agression, foreslog den franske udenrigsminister Aristide Briand i foråret 1927 amerikanerne en bilateral ikkeangrebspagt. Den amerikanske udenrigsminister Frank B. Kellogg, inspireret af den amerikanske "forbyd krig bevægelse" og støttet af de grupper, der var skuffet over, at USA ikke havde tilsluttet sig Folkeforbundet, foreslog, at pagten ikke kun skulle gælde for Frankrig og USA, men skulle være en generel multilateral aftale. Frankrig tilsluttede sig dette synspunkt. Inden udbruddet af 2. Verd.krig havde 63 stater undertegnet pagten. I traktaten erklærede de kontraherende stater, "at de fordømmer tilflugt til krig til løsning af mellemfolkelige uoverensstemmelser og giver i deres indbyrdes forhold afkald på krig som et redskab for national politik". Parterne var endvidere "enige om, at afgørelsen eller løsningen af alle uoverensstemmelser eller stridigheder, som måtte opstå dem imellem, af hvilken art eller oprindelse disse end måtte være, aldrig må søges med andre end fredelige midler". Der fastsattes imidlertid ingen reaktioner mod stater, der ikke overholdt bestemmelserne, og aftalen viste sig da også snart virkningsløs

 

Et tysk fly af typen Heinkel 178 går i de tidlige morgentimer i luften som verdens første jetdrevne fly. Flyvningen fandt sted på Heinkel-fabrikkernes flyveplads ved Rostock og blev udført af testpiloten Erich Warsitz. Med maskinen, der var bygget af letmetal og vejede godt og vel 2 tons, var 7,5 meter lang og med en motor, der havde en effekt på 350 hk, steg Warsitz til 300 meters højde. Han holdt maskinen i luften i seks minutter. Under flyvningen var beboerne på egnen blevet vækket af jetmotorens hylen, og mange var forskrækket løbet ud af deres huse uden at ane, at de var vidne til begyndelsen på en helt ny tidsalder inden for luftfarten: jetalderen. At tyskerne kom først med en jetflyvemaskine var noget af et tilfælde, for englænderne havde haft et godt forspring. Allerede i 1928 havde en englænder konstrueret en jetmotor, og i 1930 anmeldt den til et patentbureau, men da patentet skulle fornys i 1935, havde han ikke pengene. Han mistede såvel patentet som modet til at fortsætte med udviklingen af jetfly. Det første engelske jetfly, en enmotoret Gloster-Whittle 28/39, gik på vingerne den 19. april 1941. Den 5. maj 1941 prøvefløj italienerne et jetfly bygget af Gianni Caproni. USA var bagefter i udviklingen og kunne først i oktober 1942 prøveflyve et tomotores fly, XP 59 A Aerocomet. Russerne kom først med i jetalderen efter Anden Verdenskrig

 

d Cesare Pavese, italiensk digter og forfatter; han påvirkede i 1930'erne sit lands åndelige og kulturelle klima dels gennem sin antifascisme dels gennem oversættelser af moderne amerikansk litteratur. Desuden skrev han i det af ham selv udgivne og redigerede litterære og antifascistiske tidsskrift "La Cultura" mange artikler om amerikanske forfattere og amerikansk litteratur. Disse artikler blev efter hans død udgivet samlet i "Le Lettere americana et altri saggi" (1951). Som forfatter debutterede han i 1936 med digtsamlingen "Lavora Stanca". Endvidere skrev P noveller baseret på erindring og barndommens myter bl.a. "Feria d'agosto" (1946). Han blev dog bedst kendt som romanforfatter. Hans "Paesi tuoi" (1941) regnes for en af de første neorealistiske romaner i Italien; "La bella estate" udmærkede sig ved sine miljøskildringer fra Paveses barndomsby Torino. Romanerne "Il carcere" (udg. 1948) og "Il campagno" bygger begge på oplevelser fra Paveses forvisning til Calabrien 1935-36. "La Casa in Collina" (udg 1948) og "La Luna e i falò (1950) beskriver begge krigen og partisankampene i Italien. I årene 1943-45 var Pavese aktiv i modstandskampen og levede i disse år i bjergene i Piemonte som partisan i den anti-fascistiske modstandsbevægelse. Hans dagbog "Il Mestière di vivere, diario 1935-1950" blev udgivet posthumt i 1952. I litteratur-historisk sammenhæng er Paveses forfatterskab blevet karakteriseret som et væsentligt bidrag til ikke kun italiensk, men til europæisk litteratur (f 9/9 1908)

 

d Ernest Orlando Lawrence, amerikansk fysiker; han var fra 1930 professor i fysik ved University of California og fra 1936 tillige direktør for The Radiation Laboratoty, nu kaldt The Lawrence Radiation Laboratory. L var en af de første fysikere, som interesserede sig for acceleratorer. Mest kendt er han for opfindelsen af cyklotronen i.e. cirkulær maskine til acceleration af ladede partikler. For denne opfindelse, for bidrag til dens videre udvikling og dens anvendelse til produktion af radioaktive isotoper fik han i 1939 nobelprisen i fysik. Endvidere bidrog Lawrence til udviklingen af lineæracceleratoren. Under Anden Verdenskrig arbejdede han med projekter for separation af uranisotopen 235U, noget som havde stor betydning for udviklingen af atombomben. Efter krigen var Lawrence engageret med udvikling af større acceleratortyper, cynkrocyklotron og cynkrotron og stod bl.a. for bygningen af en 6 GeV cynkrotron, den såkaldte Bevatron, dengang verdens største accelerator (f 8/8 1901)

 

d Le Corbusier (Charles Édourd Janneret-Gris) fransk/svejtsisk maler, arkitekt og byplanlægger; hans faglige uddannelse var baseret på selvstudium og praktisk arbejde som assistent på tegnestuer. Han startede egen arkitektvirksomhed i 1921 og markerede fra midten af 1920’erne sin stilling ved en række radikalt nyskabende arbejder, fortrinsvis villaer i og omkring Paris. De foretrukne materialer var beton og glas, som blev brugt til at skabe bygninger formet som kubistiske kompositioner helt befriet for smykkende detaljer. I denne såkaldte funk-tionalisme var hovedvægten lagt på det brugsmæssigt hensigtsmæssige. Med sine arbejder blev le C funktionalismens førende teoretiker og stilskaber; han fremførte sine ideer om en funktionalistisk arkitektur og byplanlægning i tidsskriftet "L'Esprit nouveau" (1919-25). I 1923 udgav han en række artikler i bogform under navnet "Vers une Architecture", som blev en århundredets mest skelsættende arkitekturmanifest. Blandt hans større værker er Frelsens Hærs natasyl (1929) og det svejtsiske studenterhus (1930-32) begge i Paris; et af hans hovedværker fra efterkrigstiden er Unité d’Habitation i Marseille (1947-52). Her realiserede han sit ønske om at udvikle en god boligform for den brede befolkning. Hans væsentligste bidrag inden for byplanlægning er udformningen af den nye hovedstad Chandigarh i Punjab i Indien. Her forestod han generalplanen (1950-51) og opførelsen af regeringsbygningerne (1952-64) (f 6/10 1887)

 

d Haile Selassie, etiopisk kejser1930-1974; søn af Ras Makonne, guvernør i provinsen Harar og fætter til kejser Menelik 2. Haile Selassies mor var en datter af Menelik 2. I 1916 blev han tronarving og søgte herefter at gennemføre en europæisering af Abessinien, som Etiopien dengang hed. Det lykkedes ham i 1923, at få sit land optaget i Folkeforbundet. Samme år lod H sig krone til negus (konge), og da landets overhoved døde i 1930 til nagadt (kejser) under navnet Haile Selassie. Som enevældig kejser styrkede han indadtil sin magt gennem en centralisering af landet, mens han udadtil bl.a. gennem Folkeforbundet søgte at sikre landets selvstændighed. Under den italienske besættelse 1936-41 af Etiopien var han i eksil i England, og efter sin tilbagevenden fortsatte han sin modernisering af det etiopiske samfund. Fra midten af 1950’erne kom han mere og mere ud af trit med udviklingen. En voksende utilfredshed førte til strejker og demonstrationer, der endte med et militærkup i september 1974. Haile Selassie blev afsat og sad i husarrest til sin død. Sandsynligvis blev han henrettet. I 1973 udgav han sine erindringer "My Life and Ethiopia’s Progress 1892-1937" (f 23/7 1892)

 

Århus Musikhus indvies med stor festivias og tre receptioner. Indvielsen begyndte med en overdragelsesceremoni, hvor bygmesteren arkitekt Johan Richter overdrog musikhuset til bygherren, borgmester Thorkild Simonsen, der atter overdrog huset til rådmanden for kulturelle anliggender, Thorkild Ibsen. Derefter var der fernisering af bygningens kunstværker: vægmalerier af Richard Mortensen og Pierre Soulages og en bronzeskulptur af Jean Arp. Disse festligheder afsluttedes med modtagelse af offentlige og private gratulanter. Dagen sluttede med et åbningsshow, transmitteret i radio og tv, hvorefter huset officielt blev indviet af dronning Margrethe

 

 

 

 

 

Til top        28. august

d Magnus Maximus, som usurpator var han romorsk kejser i Britannien, Gallien og Spanien i perioden 383-388. M havde kommandoen over de romerske styrker i Britannien i krigen mod pikter og skotter. I foråret 383 udråbte hans soldater ham til kejser. Han satte straks over til kontinentet for at udfordre sin rival den vestromerske kejser Gratian. Magnus Maximus besejrede Gratian. Denne flygtede, men blev indhentet og dræbt (25.august 383). Magnus valgte Trier som residensby og indledte forhandlinger med den østromerske kejser Theodosius I. Eftersom fjendtlige stammer truede hans riges østgrænse besluttede Theodosius frem for at skulle udkæmpe en krig i Vesten at anerkende Magnus Maximus som kejser. Han indledte også forhandlinger med Valentinian II, som havde været Gratians medkejser. Der blev indgået en fredsaftale mellem de to kejsere. På denne tid udnævnte M sin søn, Flavius Victor til sin medkejser. En handling der blev anerkendt af såvel Valentinian som Theodosius. I sommeren 387 invaderede Magnus Italien og tvang Valentinian til at flygte til Grækenland. Året efter udbrød der krig mellem M og Theodosius. I Illyrien blev Magnus og hans hær besejret to gange. Magnus Maximus blev taget til fange og henrettet (f vides ikke)

 

430 d Sankt Augustin, helgen; hans virke gjorde ham til den mest indflydelsesrige af alle latinske kirkefædre. Han har præget teologi og kirkeliv og har tillige haft stor betydning for vesteuropæisk åndstradition i bredere forstand. Augustin var født i Nordafrika; hans far var hedning, mens hans mor var kristen. Som lærer i retorik i Milano fra 384 kom han i forbindelse med byens biskop Ambrosius; dennes påvirkning medførte, at Augustin blev omvendt til kristendommen og i 387 døbt. 388 vendte han tilbage til Nordafrika, hvor han boede med nogle venner i et kloster-lignende fællesskab, indtil han i 381 blev præst i Hippo Regius (nuv. Annaba i Algeriet), hvor han var biskop fra ca 396 til sin død. Sin opvækst, omvendelse og første tid som kristen har Augustin skildret i selvbiografien "Confessiones". Med dette værk skabte han en ny litterær genre, der fik stor betydning i europæisk kultur. I selvbiografien hævder han, at det er tiden og historien, som er den afgørende dimension i et menneskes liv; det er ikke tidløse idealer, men begivenheder, der bestemmer menneskets virkelighed. Ved siden af mange polemiske skrifter skrev han bibelfortolkninger, dels kommentarer, dels prædikener, ligesom han gav anvisning på oplæring i kristendom og på kunsten at prædike og fortolke Bibelen. I "De Trinitate" bearbejder han den græske teologis resultater og løftede den vesterlandske teologi op på et intellektuelt niveau, der var på højde med det, der var nået i den græsksprogede del af Romerriget. I "De civitate Dei" fremlagde han sin forståelse af historien (tiden) i dens forhold til evigheden og afviste enhver forbindelse mellem religion og jordisk lykke. Mod slutningen af sit liv tog Augustin i "Retractationes" hele sit forfatterskab op til kritisk revision, vel vidende at skiftende forudsætinger og modsætningsforhold havde fremkaldt nuancer i hans standpunkter, som ikke altid uden videre kunne bringes i overensstemmelse med (f 13/11 354)

 

1640 Slaget ved Newburn. England vs Skotland

 

d Hugo Grotius, nederlandsk jurist; var et universalgeni med et forfatterskab, der omfatter såvel filosofi, klassisk filologi, historie, politik og teologi som digte og skuespil. Hans vigtigste juridiske ungdomsværk er "De jure praedae" (1604-06, Om prisret), som han skrev til Det hollanske Ostindiske Kompagni. Særlig vigtigt var afhandlingens 12. kapitel "Mare Liberum" (Det frie hav), som udkom anonymt 1609, og som var fremkaldt af kompagniets ønske om at hævde sin ret til at sejle i de ostindiske farvande, der beherskedes af portugiserne. Her gjorde Grotius sig til talsmand for den vigtige grundsætning om havets frihed. "De jure belli ac pacis" (1625, Om krigs- og fredsret) regnes for hans mesterværk, et grundlæggende værk inden for natur- og folkeretten. Det lagde grunden til Grotius europæiske berømmelse. Grotius beskriver ikke blot folkerettens grundsætninger i krig og fred, men han udvikler teser for al menneskelig ret, herunder også privatret og strafferet. I begyndelsen af 1600-t. blev Grotius indviklet i de religiøse og politiske stridigheder i Nederlandene. Det kostede ham i 1619 en dom på livsvarigt fængsel. I 1621 lykkedes det ham at flygte gemt i en bogkiste. Herefter levede han i Paris. I 1634 blev han udnævnt til svensk ambassadør i Paris; han hjemkaldtes i 1644 af dronning Kristina og døde på tilbagerejsen i Rostock efter at have lidt skibbrud i Østersøen (f 10/4 1583)

 

1654 d Axel Oxenstierna, svensk statsmand; var søn af en rigsråd og begyndte som 16årig at studere ved tyske protestantiske universiteter. I 1603 vendte han hjem og blev 1606 medlem af rigsrådet. Da Karl 9. i 1610 fik et slagtilfælde kom det til et nært samarbejde mellem Oxenstierna, som allerede nu betragtedes som sin stands leder, og den unge Gustav Adolf, et samarbejde der blev til venskab, skønt det var O, der havde udformet kongens strenge håndfæstning. De var helt enige om, at det var en betingelse for Sveriges storhed, at konge-magten og Sveriges første stand var enige. 1612 blev Oxenstierna rigskansler og tilrettelagde derefter den aristo-kratiske regeringsordning. Hans arbejdsindsats var kolossal, og han interesserede sig i lige grad for administration, finanspolitiske, erhvervsmæssige og kirkelige spørgsmål. Han ledede de fleste forhandlinger med udlandet og sørgede også for forsyninger til hæren i østersøprovinserne. Også de omfattende forhandlinger i Tyskland efter de svenske sejre i Trediveårskrigen blev ledet af ham. Som chef for formynderregeringen efter Gustav Adolfs død (1632) anlagde han det synspunkt, at Sverige kun skulle anvende sine kræfter på egne interesser, først og fremmest østersøpolitikken. Det var Danmark-Norge og Polen, der var hovedfjenden. Over for Danmark-Norge gjaldt det om at bryde den dansk-norske indkredsning først og fremmest ved erhvervelse af de danske områder øst for Øresund: Skåne, Halland og Blekinge. Et første skridt i denne retning blev gjort i 1645 efter det danske nederlag til svenskerne i Torstensonkrigen. Oxenstierna ledede de fredsforhandlinger i Brømsebro, hvor Sverige bl.a. erhvervede de norske land-skaber Härjedalen og Jämtland og for en periode på 30 år Halland. Fra 1647 svækkedes Oxenstiers position. Da begyndte dronning Kristina at gå sine egne veje, og forholdet mellem hende og Oxenstierna blev temmelig køligt. Kort efter hendes tronafsigelse døde Axel Oxenstierna (f 16/6 1583)

 

1667 f Louise, dansk-norsk dronning; datter af hertug Gustav Adolf af Mecklenborg-Güstrow og Magdalena Sibylla af Gottorp. 5. december 1695 gift med den senere Frederik IV. Blandt hertugparrets døtre synes Frederik at have valgt den, han mente ville være ham til mindst besvær. Allerede 1699 begyndte hans åbenlyse utroskab ved forbindelsen med Elisabeth von Vieregg, som han 1703 indgik morganatisk ægteskab med. Forholdet fortsatte, så længe dronningen levede, og under former som ikke kunne undgå at såre og krænke hende. I det kongelige ægteskab fødtes i årene mellem 1697 og 1706 fem børn, af hvilke de tre døde som små. Opdraget i den pietisme, der i disse år bemægtigede sig alle nordtyske fyrstehoffer, søgte Louise i sin krænkethed tilflugt i religion, men passivt uden evne til åndelig virksomhed. Som personlighed var hun uden tvivl ganske ubetydelig. Til gengæld sluttede sønnen, kronprins Christian (VI) sig tæt til hende og delte hendes harme mod faderen og hans maitresser. Som livgeding havde Louise fået Hørsholm, 1703 fik hun desuden Rungstedgård, hvor traditionen om hendes ophold mere end 50 år senere gav Johannes Ewald anledning til at nævne hendes "Kiærlige Kummer" i sin Rungsteds Lyksaligheder (d 15/3 1721)

 

f Andreas Peter Bernstorff, dansk statsmand, udenrigsminister; efter sin farbror J.H.E. Bernstorffs ønske trådte han i 1758 i dansk statstjeneste. Foruden sin tjeneste i økonomi- og kommercekollegiet bestyrede han farbroderens gods lige nord for København. Efter Struensees magtovertagelse i 1770 blev Bernstorff sammen med sin farbror afskediget fra alle sine hverv, hvorefter han tog ophold på sit gods i Mecklenborg. Men da Struensees magtperiode var ovre, blev Bernstorff opfordret til atter at træde i dansk statstjeneste og blev i 1773 udenrigsminister, leder af hertugdømmernes styre og medlem af gehejmestatsrådet. Fra da af ledede han Danmark-Norges udenrigspolitik i 24 år - bortset fra årene 1780-84. Årene efter 1784 var Bernstorffs egentlige storhedstid som rigernes faktiske førsteminister. Særlig under Den Amerikanske Frihedskrig, hvor dansk-norsk storhandel fik glimrende muligheder og udnyttede dem, forstod Bernstorff at manøvrere mellem stormagterne England og Rusland. Han lod Danmark-Norge tilslutte sig det i 1780 på Ruslands foranledning oprettede væbnede neutralitetsforbund, som hævdede nogle af Bernstorff selv formulerede søkrigsregler, bl.a. at flaget dækker ladningen, så snart denne ikke er kontrabande, og at en blokade skal være effektiv for at være gyldig. Samtidig opnåede Bernstorff, at den britiske regering godkendte en for Danmark-Norge fordelagtig tolkning af, hvilke varer der var kontrabande. Som anerkendelse for hans dygtigt førte udenrigspolitik lod københavnske borgere i 1794 præge en medalje, der afbildede et kompas med omskriften "Uden Misvisning" (d 21/6 1797)

 

1749 f Johann Wolfgang Goethe, tysk forfatter; blev 1771 dr. juris i Strasbourg; året efter var han en kort tid knyttet til rigskammerretten i Weimar, men gik nu ellers helt op i litterære interesser og arbejder med store digteriske udkast. 1773 kom hans tragedie "Götz von Berlichingen" og året efter romanen "Die Leiden des jungen Werthers", der begge gjorde ham berømt, det første værk i Tyskland, det andet over hele Europa. 1775 kom Goethe til Weimar efter indbydelse af hertug Karl August; der forblev han resten af livet, først som hofmand og hertugens ven, snart dog som adlet statsråd og travl minister. 1794 begyndte det berigende og stimulerende samarbejde med Schiller, der varede til dennes død i 1805. Desuden gjorde i disse år den franske revolution og Napoleon dybt indtryk på ham; endvidere viede han naturen, nyplatonismen, Spinoza og Bibelen indgående studier. Hans store interessefelt fik udtryk i et anseligt antal større og mindre, yderst forskellige værker: epos (som "Hermann og Dorothea", 1797), tragedier, romaner, selvbiografi. Men højest nåede han som lyriker og med sit hovedværk "Faust". Med afbrydelser beskæftigede Goethe sig med det fra ungdommen og fuldførte det først lige inden sin død. Det skildrer, hvad han selv kaldte "et godt menneske", dvs., et menneske i dunkel, ubevidst pagt med tilværelsens modsætningsfyldte mysterium, og fra hvem der derfor udgår en velsignelsesrig kraft. Sin lange alderdom tilbragte Goethe med omfattende studier, bl.a. naturhistoriske og fysiske. Hans alsidige evner forblev friske og modtagelige til det sidste, og som "olymperen" i Weimar nød han europæisk berømmelse. Endvidere er der blevet sagt om Goethe, at han er den altoverskyggende personlighed inden for tysk litteratur. Han fornyede det tyske sprog, specielt lyrikken, og står så stærkt i tyskernes litterære bevidsthed, at tyske kulturinstitutter i udlandet hedder Goethe-instituttet (d 22/3 1832)

 

Den franske marskal Jean Baptiste Bernadotte udråbes til svensk tronfølger. Efter den svenske tronfølger, Karl Augustus, død i maj 1810 var den svenske konge Karl 13. og de fleste rigsråder stemt for at gøre hertug Frederik Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg til ny tronfølger. Den svenske udsending løjtnant Carl Otto Mörner (1781-1868), der i Paris skulle indhendte kejser Napoleons samtykke til valget, mente imidlertid, at Bernadotte ville være bedre egnet til at bringe Sverige ud af den vanskelige politiske situation efter nederlaget i Den Russisk-svenske Krig 1808-09. Vel vidende, at Napoleons magt en dag ville være forbi, indvilgede Bernaotte. Ideen om at vælge Bernadotte vandt hurtigt tilslutning i Sverige især inden for hæren, og med kejserens godkendelse udråbtes han den 28. aug 1810 til svensk tronfølger. Efter Karl 13. var blevet ramt af en hjerneblød-ning, blev Bernadotte som kronprins under navnet Karl Johan hurtigt den faktiske leder af svensk udenrigspolitik og snart også af indenrigspolitikken. I 1818 blev han konge af Sverige og Norge

 

I Storbritannien vedtages The Abolition Act. Iflg. loven blev alle slaver i britiske kolonier frie i løbet af de kommende syv år. I 1807 havde det britiske parlament forbudt britiske skibe at deltage i slavehandel; samtidig forbød parlamentet al indførsel af slaver i britiske kolonier. Den første fredstraktat efter Napoleonskrigene underskrevet i Paris den 30. maj 1814 indeholdt en bestemmelse, der pålagde det besejrede Frankrig at standse al slavehandel under fransk flag. Endvidere lovede franskmændene at støtte briterne på den kommende fredskonference i Wien i at få alle kristenhedens lande til at standse slavehandel. Men slavehandelen standsede ikke. I 1817 vedtog parlamentet derfor en lov, der stemplede slavehandel som en forbrydelse. Den britiske orlogsflådes jagt på slaveskibe fik efterhånden den ulovlige handel standset. Fra omkring 1820 opstod der i Storbritannien en voldsom agitation for at få slaveri forbudt. I 1823 stiftedes organisationen "British and Foreign Anti-Slavery-Society" med det formål straks at få frigivet alle slaver. Samtidig meddelte den britiske regering, at den havde de samme planer, om end den ville gå mere forsigtigt til værks. Den opfordrede de kolonier, der havde en lovgivende forsamling, til at frigive koloniens slaver. Samtidig meddelte den kolonierne, at den ikke ville acceptere unødig tøven. Men i løbet af de næste ti år skete der intet. Under pres af den offentlige mening reagerede regeringen i 1833 og parlamentet vedtog "The Abolition Act". Den gav slaveejerne en kompensation, og efter en periode på syv år ville slaverne have opnået deres frihed. I disse syv år skulle slaverne arbejde for deres ejere mod til gengæld at få kost og logi. Senere blev overgangsperioden nedsat til fem år, og i 1838 fik alle slaver i Britisk Vestindien friheden. Senere skete det samme i andre britiske besiddelser samt i Indien

 

f Amalie Skram, dansk-norsk forfatter; hun blev født i Norge – i Bergen, men flyttede efter et mislykket ægte-skab som 38-årig med to halvvoksne børn til Danmark, hvor hun blev gift med forfatteren Erik Skram. Hendes første udgivelse var ægteskabsromanen "Constance Ring" (1885) med en nærgående skildring af et ulykkeligt ægteskab. Den kom til at spille en stor rolle i samtidens moral- og ægteskabsdebat. 1887 kom de to første bind i roman-serien "Hellemyrsfolket", Sjur Gabriel" og "To Venner". De sidste to bind, "S. G. Myre" og "Afkom" udkom 1890 og 1898. Hellemyrsfolket er et af naturalismens hovedværker i norsk litteratur, en vesterlandsk slægtsroman, som belyser arv- og miljøbestemte forudsætninger for en række mislykkede menneskeskæbner. Romanen "Lucie" (1888) og skuespillet "Agnete" (1893) skildrer kvinder, som i tragiske situationer svigtes af de mænd, de elsker. I 1890 kom "Børnefortællinger" skrevet for voksne, og 1891 fortællingen "Fru Ines", som igen tager op problemet om kvinden, som "ikke kan elske". Romanen "Forraadt" (1892) giver en rystende skil-dring af en ung piges ægteskab med en ældre, erfaren mand. Sygdom, arbejdspres og personlige disharmonier medførte, at Amalie Skram blev indlagt til psykriatisk behandling på Københavns Kommunehospitals psykri-atriske afdeling. I 1895 kom to opsigtsvækkende bøger "Professor Hieronimus" og "Paa Sct. Jørgen", som retter heftige angreb mod behandlingen af psykiatriske patienter. Efter nogle mindre noveller og fortællinger kom hendes sidste roman "Mennesker". Den udkom hæftevis frem til 1905, for at hun kunne få udbetalt forskud fra forlaget. Amalie Skram døde psykisk nedbrudt før "Mennesker" var fuldført (d 15/3 1905)

 

d Jonas Colin, embedsmand; efter at være blevet cand. jur. 1795 gjorde han karriere i finansforvaltningen og var 1816-48 deputeret med stor indflydelse på dansk finansadministration i enevældens sidste periode. Colin var i besiddelse af en utrættelig arbejdskraft, og hans indsats som embedsmand dækkede mange sider af samfundslivet. Han var præsident i Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab 1809-55, hvorved han stærkt bidrog til landbrugets og landbooplysningens fremskridt. Plantningen af Kongelunden på Amager fra 1819 skete på Colins initiativ. 1803-33 var han sekretær i Fonden ad usus publicos, hvad der bragte ham i nær kontakt med kunst og videnskab. Colin tog sig af den unge H.C. Andersen i hans første vanskelige år, og han bidrog afgørende til sikre Thorvaldsens livsværk og kunstsamling for København. 1821-29 og 1843-49 var Colin meddirektør for Det Kgl. Teater, hvor han støttede opførelsen af Heibergs vaudeviller. Colin er blevet karakteriseret som typen på den akademiske borgerlige embedsmand, der videreførte 1790’ernes patriotiske holdning og dannelseskultur i det nye århundrede. I 1847 blev Colin udnævnt til geheimekonferensråd – en af de højeste titler i kongeriget (f 6/1 1776)

 

f Charles Steward Rolls, britisk ingeniør, pilot og bilfabrikant; som den første i verden gennemførte Rolls i juni 1910 en tur-retur non stop flyvning over Den engelske Kanal. I 1900 deltog han med en 12 hk Panhard i et 1000 miles bilvæddeløb og deltog siden i mange af de tidlige europæiske langdistance bilvæddeløb. I 1902 grundlagde han et bilfirma, og i 1906 blev det sammensluttet med et tilsvarende firma ejet af Sir Frederick Henry Royce til automobil- og flyvemaskinefabrikken Rolls-Royce Ltd. Foruden biler og bilvæddeløb var flyvning Rolls’ store interesse. Charles Steward Rolls omkom ved et flystyrt og blev dermed den første britiske pilot, der døde på denne måde (d 12/7 1910)

 

1896 f Liam O’Flaherty, irsk forfatter, hvis værker kombinerer brutal realisme, psykologisk analyse, poesi og bidende satire med en stedsevarende (abiding) beundring for det irske folks mod og udholdenhed. I sin ungdom opgav O’F en præsteuddannelse. I stedet indledte han en omflakkende og mangesidet tilværelse. Han var soldat i 1. Verd.krig og arbejdede herefter som skovhugger, hotelportier, minearbejder, fabriksarbejder, tallerkenvasker, dæksmatros og bankkontorist i Syd Amerika, USA og Canada. Efter i Irland at have deltaget i kampene mod englænderne slog han sig i 1922 ned i England. Her skrev han sine bøger, der bl.a. omfatter hans første roman "Thy Neighbor’s Wife" (1923). Den blev en succes. I 1924 kom "The Black Soul", en historie om en krigs-skadet soldat, der søger fred og ro på en ø ved Vest Irlands kyst. Året efter udsendte O’Flaherty "The Informer" (da. Stikkeren, 1943), der handler om en enfoldig irsk revolutionær, der angiver sine venner til englænderne. I 1935 omskabte den amerikanske instruktør John Ford bogen til en oscarbelønnet film. Ofte henter O’Flaherty stoffet til sine bøger fra den nyere irske historie, således "The Famine" (1937), hvis handling foregår under den store hungersnød i Irland 1845-48. Endvidere "Insurrection", en roman der beskæftiger sig med Påskeoprøret i Irland i 1916 (d 7/9 1984)

 

Georges Sorel, fransk filosof; han var uddannet som civilingeniør, og han var 40 år, før han blev interesseret i sociale og økonomiske spørgsmål, indtil da havde hans synspunkter på disse områder været liberalt konservative, som det bl.a. kom frem i hans "Le Procès de Socrate" (1889). I 1892 trak han sig tilbage fra sin stilling som ingeniør i statens tjeneste for at hellige sig studier og et forfatterskab. I 1893 "opdagede" han marxismen og begyndte at forfatte sin analytiske kritik heraf. Han skabte dermed sit mest originale og værdifulde værk og blev marxismens skarpeste kritiker med værkerne "Introduction a l'économie moderne" (1903) og "La décomposition du marxisme" (1908). Med bøgerne "L’Avenir socialiste des syndicats" (1898) og "Réflexions sur la violence" (1908) bidog Sorel til at udvikle syndikalismen, der er blevet karakteriseret som en med socialisme og anarkisme beslægtet revolutionær arbejderbevægelse. Ifølge syndikalismen skal hovedvægten i arbejderbevægelsen lægges på fagorganisationerne, og gennem uafbrudte strejker ledsaget af voldshandlinger skal klassekampens ånd holdes ved lige blandt arbejderne; frygten for voldshandlinger vil derefter drive borgerskabet til hård undertrykkelsespolitik, hvorved klassekampen når sit oprindelige renhed, og selve det store mål rykker nær - generalstrejken – i hvilken arbejderne ligesom i et af de store napoleonske feltslag skal knuse modstanderne og gennemføre revolutionen. Foruden sine bøger om socialismen skrev Sorel inden for et usædvanligt bredt emnefelt: Bibelen, Aristoteles og Romerrigets undergang (f 2/11 1847)

 

Ved Lincoln Memorial i Washington afslutter flere end 250.000 deres protestmarch fra the South og hører dr. Martin Luther King, jr. holde sin berømte "I Have a dream" tale. I maj 1961 begyndte negerorganisatioen CORE (Congress of Racial Equality) at organisere grupper af såkaldte freedom riders, frihedspassagerer, der gennem-rejste de amerikanske sydstater på offentlige transportmidler for at gennemtvinge ophævelse af den raceadskillelse i busser, tog, stationer og restauranter, Højesteret havde beordret, men som stort set var blevet ignoreret. I sommerferien 1961 fik bevægelsen stærk tilslutning fra studenter nordfra, og barriererne begyndte at falde. I efteråret 1962 besluttede lederen af SCLC (Southern Christian Leadership Conference), præsten dr. Martin Luther King, at 1963 skulle være året, hvor USA for alvor skulle vækkes. I Syden blev der da gennemført en række fredelige protester bl.a. protestmarcher og sit-downstrejker, mod raceadskillelsespolitikken. Disse protester blev flere steder mødt med voldelige angreb fra myndighedernes og civiles side, og under en ampagne i Birmingham, Alabama blev King og flere andre fængslet. Som reaktion herimod ledede King og andre fremtrædende borgerrettighedsforkæmpere den 28. august 1963 marchen i Washington. I sin "I have a dream"-tale fremsatte King sin vision om et retfærdigt samfund uden raceadskillelse

 

1967 d Charles Darrow, opfinder af verdens mest populære brædtspil "Monopoly" dansk "Matador". Darrow opfandt spillet i 1933, under et ferieophold i Atlantic City i staten New York. Det blev gadenavne fra denne by, der blev sat på de første spil. Darrow solgte håndlavede eksemplarer af i sit spil, indtil han i 1935 solgte rettighederne til det til firmaet Parker Brothers. Spillet blev en succes, og inden udbruddet af 2. Verd.krig var det kommet frem i 27 lande (f

 

1972 d Lale (Lise Lotte)Andersen, tysk sanger; blev kendt da hendes indspilning fra 1938 af soldatersangen "Lili Marleen" i 1941 blev udsendt af den militære radiosender i Budapest (f 23/3 1905)

 

1988 d John Huston, amerikansk skuespiller, manuskriptforfatter og filminstruktør; begyndte filmkarrieren i 1930’erne som manuskriptforfatter i Hollywood. Derefter virkede han som skuespiller i egne og andres film, bl.a. i Premingers "Kardinalen" (1963), i Polanskis "Chinatown" (1974) og som Noah i "Bibelen" (1967). Som instruktør debuterede han i 1941 med "Ridderfalken". Under 2. Verd.krig optog Huston flere kontroversielle dokumentarfilm. Efter krigen fulgte andre hovedværker bl.a. "Asfaltjungelen" (1950), "Afrikas Dronning" (1951). Som såvel instruktør som manuskriptforfatter lavede Huston bl.a. filmene "Moulin Rouge" (1953), "De uovervindelige" (1960), "Familiens Ære" (1985) og "The Dead" (1987). Huston regnes for en af filmhistoriens store enere (f 5/8 1906)

 

 

 

 

Til top        29. august

1475 Kongerne Edward 4. af England og Ludvig 11. af Frankrig mødes i Picquigny og underskriver en syvårig våbenhvile. Kongerne aftalte for fremtiden ikke at afgøre uoverensstemmelser med våben, men ved diplomati. Endvidere aftaltes, at englænderne skulle trække sig ud af Frankrig, og at den engelske konge som kompensation skulle modtage 75.000 guld écus og en årlig betaling på 50.000, sålænge han var i live. Da der aldrig blev sluttet en egentlig fred, kom aftalen til at betyde afslutningen på Hundredårskrigen mellem de to lande

 

Slaget ved Mohács ved Donau i den sydlige del af det centrale Ungarn. Slaget blev udkæmpet mellem ungarere og tyrker og endte med ungarsk nederlag. Det betød opløsningen af det ungarske monarki, hvorved der var banet vej for habsburgsk og tyrkisk dominans i Ungarn. I 1521 havde den tyrkiske sultan Süleyman I (1520-66) benyttet sig af det ungarske politiske, økonomiske og militære forfald under kongerne Vladislav II Jagiello (1490-1516) og dennes søn Ludvig 2. (1516-26) og forlangte, ungarerne betalte ham tribut. Da kong Ludvig afslog at betale, gik tyrkerne i felten mod Ungarn og indtog forterne Sabac og Belgrad. Skønt tyrkerne ikke iværksatte yderligere angreb, var ungarerne for svage til at få samlet en hær og var uforberedte, da tyrkerne genoptog krigen og i juli 1526 erobrede Petervárad (Peterwardein). I hast fik Ludvig nu samlet en styrke, der talte mindre end 20.000 mand. Med den rykkede han ud fra Buda og at møde tyrkerne. Uden at afvente forstærkninger fra Transsylvanien og Kroatien angreb han ved Mohács Süleymans hær på mere end 100.000 mand. Den ungarske styrke blev tilintetgjort og kong Ludvig blev dræbt, da han flygtede fra slagmarken. Den 10. september rykkede Süleyman med sin hær ind i Buda. Han forlod dog snart Ungarn, men med sig havde han 100.000 fanger. Det varede over-måde længe, inden Ungarn kom kræfter efter nederlaget, og efter en langvarig borgerkrig (1526-38) blev de centrale og sydlige totrediedele af Ungarn inkorporeret i Det osmanniske Rige (1547), mens Transsylvanien og den østlige del af Ungarn blev en del f af habsburgske Østrig

 

1526 d Ludvig 2., konge af Ungarn og Böhmen fra 1516 til sin død i 1526; han var den sidste i sin slægt – Jagiello – der regerede disse lande og den sidste konge, der regerede over hele Ungarn, før tyrkerne erobrede en stor del af det. Han beskrives som et sygeligt, men intelligent barn. For at sikre tronfølgen blev han kronet som konge af Ungarn juni 1508 og af Böhmen året efter. Efter faderens – Vladisslav 2. - død i marts 1516 blev han konge. Da tyrkerne i sommeren 1526 angreb Ungarn, rykkede Ludvig i felten mod dem. Men med sin underlegne hær led han nederlag og blev dræbt (f 1/7 1506)

 

d henrettet Atahualpa, sidste inkakonge; søn af inkaherskeren Huayna Capac og en prinsesse fra Quita, Ecuador. Skønt Atahualpa’s halvbror Huascar var anerkendt som inkarigets retmæssige konge, påberåbte Atahualpha sig tronen. Resultatet var fire års borgerkrig, indtil spanierne under Francisco Pizarro erobrede landet i 1532 og tog Atahualpa til fange. Tilfangetagelsen skete i Cajamarca, som spanierne til deres store forbløffelse uhindret nåede frem til. Pizarro blev sendt til Atahualpa, der opholdt sig uden for byen for at forhandle. Pizarro blev dermed den første og sidste europæer, der oplevede en inkahersker i al hans magt og vælde. Atahualpa indvilgede i at møde spanierne på den store plads i midten af Cajamarca den følgende aften. Begivenhederne under dette møde har kuppets karakter. Trods deres talmæssige underlegenhed lykkedes det spanierne at bemægtige sig Atahualpas person tillige med et enormt bytte i guld og sølv. Fra sit fangenskab havde Atahualpa magt til at lade Huascar myrde i Cuzco, inkarigets hovedstad og lade flere rum fylde med guld og sølv for at kunne blive løskøbt. Spanierne tog mod skattene, men henrettede alligevel Atahualpa. Kuppet i Cajamarca i 1532 blev inkarigets endeligt. Man har siden undret sig over den til-bageholdenhed, Atahualpa udviste over for Pizarro og hans mænd. Hvorfor tog han dem ikke tage til fange i bjergpassene på deres vej til Cajamarca? Anså han de skæggede krigere for guder? Eller forstod han, at de var mennesker af kød og blod og blot søgte at undgå, at de sluttede sig til hans fjender i den endnu ikke helt afsluttede magtkamp med broderen og dennes tilhængere? Spørgsmålene vil aldrig blive besvaret (f ca 1500)

 

Christian d. 4's kroning. Kroningen blev fejret med festligheder, hvis lige aldrig var set i Danmark. Med dem kom den europæiske renæssances pragtudfoldelse for alvor til Danmark. De mange festligheder skulle ikke blot ad-sprede deltagere og tilskuere. Tilsammen var der tale om et velgennemtænkt program, der skulle demonstrere monarkiets ophøjethed som den af Gud indstiftede regeringsform. Allerede tidligt på året begyndte forberedelserne. I maj blev der således gjort overslag over, hvad der omtrent ville gå til bespisning, og som rentemesteren skulle indkøbe: 60 skippund flæsk – vistnok lig en halv ton – 1.700 lam, 1.200 gæs, 450 grise og svin, 24.000 hvillinger, 30.000 flyndere, 150 kalve, 45.000 brød og adskilligt andet. Til at få de våde varer fra tønder til ganer bestilte kancelliet den 1. maj 35.000 glas i Skanderborg glashytter. Hoffet havde langtfra tilstrækkeligt med service og sengetøj til de mange gæster. En række købstæder skulle derfor låne kongen 2.280 tinfade og 2.130 tallerkner. Og både købstæder og adelsfruer blev anmodet om at låne sengetøj, ja hele opredte senge til gæsterne. På kroningsdagen mellem kl. 8 og 9 om morgenen satte kroningstoget sig i bevægelse og drog fra slottet over Højbro og Amagertorv til Frue Kirke. Forrest gik en paukeslager og ni trompetere, derefter kongens hofmarskal, hele adelen og hoffet samt andre fornemme folk; efter dem rigsråderne til hest, tre og tre ved siden af hinanden, alle i lange fløjlskapper. Foran festens midtpunkt gik også en paukeslager og 15 trompetere, foran majestæten red fire rigsråder med kronregalierne. Selv red Christian 4. på en grå hest og var iført en hvid dragt, broderet med guld, sølv og silke i mange farver. Efter ham fulgte de kongelige og fyrstelige repræsentanter og personer til hest, endelig enkedronningen, kongens søstre og de øvrige fornemme damer med deres jomfruer i vogne. Selve kronin-gen blev forestået af Sjællands biskop. Den varede tre timer, og derefter – medens kanonerne tordnede, kirke-klokkerne ringede, folket jublede og herolderne kastede penge i grams - gik toget tilbage til slottet. Kronings-festlighederne fortsatte i flere dage. Den sidste større begivenhed i København, et ridderspil på Gammeltorv, fandt sted den 6. september

 

f Jean Baptiste Colbert, fransk statsmand; som0909 ung blev han ansat i krigsministeriet og vakte her Frankrigs mægtigste mand, Mazarins opmærksomhed. Han tog Colbert i sin tjeneste og anbefalede ham til den unge Ludvig 14. Colbert var 1661-83 finansminister og blev efterhånden Frankrigs ledende statsmand på omtrent alle områder. Det var hans mål at gøre Frankrig rigt. Dette mål søgte han at opå ved sin egen form for merkantilisme, ofte kaldt colbertisme. Han lod råvarer indføre uden afgifter, men lagde høj told på færdigvarer, særlig nederlandske. For at fremhjælpe indenlandsk industri og handel lod han den franske infrastruktur udbygge, f.eks. kanalen fra Garonne til Middelhavet (Canal-du-Midi). Ligeledes fik han fjernet mange indenlandske toldgrænser og samordnede landets mønt, mål og vægt. Han hentede industriarbejdere og teknisk sagkyndige fra andre lande, han grundlagde kongelige fabrikker og gav privilegier og subsidier til private industriforetagender. Han forenklede statsadministrationen og afskaffede mange overflødige stillinger. Han moderniserede statens bogføring, udryddede megen korruption og sløseri. Som den første opstillede han et statsbudget og fik hurtigt statsgælden ud af verden. Han forsøgte at fordele skattetrykket retfærdigere, bl.a. ved en omlægning fra direkte skatter (la taille) til indirekte. Colberts skattepolitik blev dog kun en halv succes, da Ludvig 14. ikke tillod ham at fjerne adelens og præste-skabets skatteprivilegier. Colbert skabte Frankrigs krigsflåde. Til kronens opgaver regnede Colbert også støtte til kunst og videnskab. I 1663 grundlagde han "Académie des inscriptions et belles-lettres" og 1666 "Académie des sciences". Så systematisk som Jean Baptiste Colbert havde tænkt sin reformpolitik, fik han den ikke virkeliggjort. Men hans system blev alligevel epokegørende og greb kraftigt ind i hele Europas økono-miske udvikling (d 5/9 1683)

 

Slaget ved Fleurus i det sydlige Belgien. Under Trediveårskrigen foretog en protestantisk hær fem angreb på spansk vejspærring, som var sat op for at blokere protestanternes forsøg på at komme den belejrede hollandske by Bergen op Zoom til undsætning. Efter svære tab lykkedes angrebene; protestanternes sejr åbnede vejen til den belejrede by, som blev befriet i oktober

 

f John Locke, engelsk filosof; fra 1652 studerede han medicin, filosofi, teologi og klassiske sprog i Oxford, han blev dog aldrig præst, men levede for frie studier og skribentvirksomhed. Den statsform med et stærkt parlament og en svag kongemagt, der fra 1689 var ved at tage form i England fik sin teoretiske begrundelse af Locke. I 1689 udkom hans "Two Treaties on Government", hvori han fremsætter påstanden, at alle mennesker er født lige, frie og uafhængige og i naturtilstanden havde ejet deres liv, deres frihed og deres gods. For gensidigt at garantere hinanden, at de fortsat kunne eje og nyde disse rettigheder, havde menneskene indgået en "samfundspagt". Det samfund til gavn for almenvellet, som var grundlaget for pagten, måtte have en lovgivende myndighed og tillige en udøvende myndighed. Den magt, disse sad inde med, var betroet dem af folket, som til enhver tid havde ret til at sætte sig op imod dem og fjerne dem, hvis de svigtede folkets tillid og krænkede dets medfødte rettigheder. Sin almindelige tolerance viste Locke i sin bog om opdragelse "Some Thoughts Concerning Education" (1693); i den tog han afstand fra korporlige straffe og lagde megen vægt på den legemlige uddannelse. Endvidere prioriterede han karakterdannelse langt højere end erhvervelse af boglig viden. Hans opdragelsestanker kom til at øve stærk indflydelse navnlig på de engelske kostskolers opdragelsesmål: gentlemanidealet. I sit filosofiske hovedværk "An Essay Concerning Human Understanding" (1690) diskuterer han den menneskelige erkendelse, dens oprindelse, sikkerhed og grænser. I værket formulerede han sin empirisme, som siger, at menneskets erkendelse af omverdenen og dets ideer om den alle stammer direkte fra sansningen eller stammede fra den bearbejdelse af sanseindtrykkene, som fornuften foretog gennem tankearbejde; medfødte ideer spillede derimod ingen rolle, som det var blevet hævdet af skolastikerne bl.a Descartes. Med sin tro på, at det er muligt at opdrage mennesket til et fornuftsvæsen og til en god samfundsborger, fremstår Locke som en af oplysningstidens fædre (d 28/10 1704)

 

d Frans Hals, hollandsk maler; han var fra Flandern, men voksede op og boede hele livet i Haarlem; bortset fra en kortvarig påvirkning fra Rembrandt modtog han ikke særlige impulser udefra. Hals viede sig tidligt portrættet, og af hans ca 240 kendte arbejder er 195 portrætter. I disse skildrede han Haarlems lærde, gejstlige, statsmænd og officerer, samt personer fra byens lavere sociale lag. Som kunstner har han gengivet menneskene i omhyggeligt karakteriserede billeder, med en øjebliksskildring af sjælden intensitet og suveræn teknisk behandling. Ved sin egenart brød han med konventionel fremstillingsmåde, idet han ikke beskæftigede sig med mytologiske og andre højtidelige emner, men fandt sin typiske form, i hvad man senere har kaldt genreportrættet. Ofte fandt han sine modeller fra folkets brede lag: værtshusenes drikkebrødre, børn, gamle koner, musikanter osv og fangede øjeblikkets stemning og gengav det i et frit og bredt strøg med modellen i halvfigur. Blandt hans tidlige arbejder er portræt af en ukendt mand, kaldt "Den smilende kavaler" (1624); det er malet i klare, lyse farver. Senere forlod Hals denne farverige palet til fordel for en monokrom farveskala af sort, hvidt og gråt. Foruden enkeltportrætter malede han otte gruppeportrætter, bl.a. "Officersbanketten i Sankt Georg-skytternes kompagni" (1616). Hals var travlt beskæftiget med størree gruppebilleder og portrætter af tidens fornemste folk, og dog døde han i stor fattigdom. Sine sidste år tilbragte han fattig og ulykkelig på fattigasylet i Haarlem. Her malede han to år før sin død de to berømte, psykologisk indtrængende gruppeportrætter af asylets forstandere og forstanderinder (f.uvis. sandsynligvis 1582/83)

 

Ved at overskride grænsen til Sachsen med en hær på 70.000 mand indleder preusserkongen Frederik den Store den Preussiske Syvårskrig (1756-63). Grunden til krigen var i det væsentligste Østrigs forsøg på at genvinde den rige provins Schlesien, som Frederik den Store havde erobret i Den østrigske Arvefølgekrig (1740-48). I årene efter krigen opbyggede den store østrigske diplomat grev Wenzel von Kaunitz en omfattende alliance mod Preussen. Alliancen omfattede Østrig, Sachsen, Sverige, Rusland og Frankrig. I 1756 indgik Preussen alliance med England, som siden 1754 havde været i krig i Frankrig i den nye verden (Den store Kolonikrig). I sommeren 1756 var det europæiske fastlands stormagter rede til at angribe Preussen. Men Frederik den Store valgte at slå til først; det gjorde han ved at marchere ind i Sachsen for at tvinge dette land til at forlade alliancen mod Preussen. Den 10. september rykkede Frederik med sin hær ind i Sachsens hovedstad, Dresden. Inden udgangen af oktober tvang Frederik den sachsiske hær til kapitulation. Preusserkongen havde en modstander mindre. Han kunne nu vende sig mod hovedmodstanderen, Østrig

 

1780 f Jean-Aug. Dominique Ingres, fransk maler; han var elev af David og blev dennes arvtager i Frankrig og klassicismens repræsentant under kampen mod Eugène Delacroix og de øvrige romantikere. Han påbegyndte 1806 et 14 årigt ophold i Rom, som efterfulgtes af fire år i Firenze. Sine motiver hentede han fortrinsvis fra den græsk-omerske ideverden: "Homers apoteose" (1827) og "Stratonikes død" (1842). Motiver som disse gav Ingres alle muligheder for at dyrke menneskelegemet, og i en række kvindeskildringer har han ydet noget af sit bedste som maler, f.eks. "Badende kvinde" (1808) og i skildringer som "Hvilende odalisk" (1814) og "Francesca da Rimini" (1819). Disse billeder afslører også hans interesse for Orienten, et motiv han i lighed med de romantiske malere følte en brændende interesse for. Når Ingres alligevel står som senklassicismens fører, er det først og fremmest, fordi han i sin kunst bekæmpede farven til fordel for linjen. Dette dyrkede han med stort talent; undertiden foretog han anatomiske proportionsforskydninger for linjerytmens egen skyld. Hans penselsstrøg var desuden glatte og tynde og besad ikke noget af romantikernes frihed og impasto. Men i enkelte af hans portrætter kommer hans koloristiske begavelse til sin ret, f.eks. "Mme og Mlle Rivière" (1805) og "Den skønne Zélie" (1806). I perioden 1834-41 var han direktør ved det franske Akademi i Rom. Ingres betegnes som hørende til de betydeligste af de mange fremragende portrætmalere, fransk kunst har fostret, og som en af 1800-tallets betydeligste kunstnere. Hans kunst danner overgangen fra klassicismen til realismen. Samtidig peger den fremad, og såvel Edgar Degas som Paul Gauguin modtog indtryk fra Ingres kunst (d 14/1 1867).

 

Det britiske parlament vedtager en fabrikslov, der begrænser arbejdstiden for børn og unge og indfører statsansatte fabriksinspektører. En i 1830 nedsat kommission til at undersøge forholdene på arbejdsmarkedet fremlagde så mange eksempler på rystende forhold, at mange mente, materialet var tendentiøst behandlet. Der blev så nedsat en ny kommission, og på grundlag af dens rapporter vedtog parlamentet en arbejderbeskyttelseslov. Det nye ved denne lov var, at den omfattede hele tekstilindustrien. Den forbød fabriksarbejde for børn under 9 år, indskrænkede arbejdstiden for børn under 13 år til 9 timer og for unge under 18 år til 12 timer. Det vigtigste ved loven var dog, at den oprettede fire fabriksinspektørstillinger. Tallet på inspektører var helt utilstrækkeligt til en effektiv kontrol, men selve det at princippet blev fastslået, var alligevel betydningsfuldt

 

Opiumskrigen mellem Kina og Storbritannien afsluttes med undertegnelsen af Nanjingfredsaftalen. Omkring 1800 begyndte briterne at eksportere opium (udvundet af valmuer i Indien) til Kina; en handel der var særdeles indbringende og gav anledning til mange rivninger. Da Det Britiske Ostindiske Kompagni i 1834 mistede monopolet på Kinahandelen, skærpedes striden. Nu repræsenterede en fast, officiel ambassadør britiske interesser i Kanton – den eneste havneby hvor det var tilladt europæerne at handle. Denne repræsentation viste betydelig mindre tålmodighed med de kinesiske myndigheder, end de britiske købmænd havde gjort. Kineserne satte imidlertid hårdt mod hårdt, da briterne ville udvide opiumshandelen, som nu mange steder var begyndte at true den kinesiske folkesundhed. I 1840 beslaglagde de kinesiske myndigheder 20.000 kasser opium og lod dem smide i havet. Den britiske regering svarede omgående igen ved at erklære krig, og militært underlegne som kineserne var, måtte de efter to år slutte fred i Nanjing. Freden indebar, at Kina skulle betale Storbritannien en bøde på 21.000.000 mexicanske dollars, overlade det Hong Kong og gå med til at indføre fair og fornuftige toldtariffer. Endvidere fik europæiske købmænd foruden Kanton nu adgang til i alt fem kinesiske havne - de såkaldte traktathavne. Nanjingtaktaten blev den 8. oktober 1843 suppleret med Boguetraktaten, der garanterede britiske borgere i Kina eksterritoriale rettigheder. Dvs., at de ikke var underlagt kinesisk, men britisk lov. Boguetraktaten indeholdt også en mestbegunstigelsesklausul, der garanterede briterne alle de privilegier, Kina måtte tilstå andre lande

 

d Martinus Rørbye, maler; elev på Kunstakademiet 1820-29, her havde han bl.a. Eckersberg som lærer. Med nogle store portrætter blev Rørbye først anerkendt som portrætmaler. Det blev dog ikke som skildrer af menneskets ansigtstræk, Rørbye blev kendt. Med et maleri som "Et Partie af Toldboden med figurer af det daglige Liv. Vinterstykke" (1827) grundlagde han det ry som folkelivsskildrer, der grundfæstedes med "Arrestbygningen ved Råd- og domhuset" (1831). I 1833 var Rørbye i Skagen, d.v.s. længe før Skagen blev opdaget af danske malere. I 1840'erne vendte han tilbage og malede bl.a. "Fiskere ror deres båd gennem det oprørte hav mod et skib i havsnød" (1847). I årene 1834-38 var han i Italien. Fra opholdet her er "Parti fra den romerske Kampagne, Tiberen og Monte Socrate" (1835). Men ligesom mange andre nordboer kredsede han oftest om de maleriske muligheder, som de romerske tiggere, munke og hyrder bød. Som en af de få danske kunstnere kom Rørbye til Athen og Konstantinopel. Fra 1836 stammer "Grækere henter vand fra brønden ved Vindenes Tårn i Athen". Opholdet i Konstantinopel gav inspiration til "Brønden på pladsen St Sophie ved Seraillets port i Konstantinopel" (1846). I årene 1839-41 var Rørbye atter i Italien. Denne gang blev hans motivkreds udvidet med motiver fra Sicilien, således "En Morgen på Piazza Marina i Palermo" (1844). I det hele taget var Rørbye en rejsende, der kom til steder, danske/københavnske kunstnere hidtil ikke havde besøgt. I Danmark gjaldt det steder som Samsø og Læsø, og så som nævnt Skagen (f 17/5 1803)

 

d Charles James Napier, britisk officer; han stod i 1843 bag erobringen af Sind – i nutidens Pakistan – og var områdets generalguvernør i årene 1843-47. Napier deltog som ung officer i kampene på Pyrenæerhalvøen under Napoleonskrigene. I 1839, da arbejdernes (chartisternes) agitation for politiske og sociale reformer truede med at udvikle sig til urolighedeer, fik Napier kommandoen over en hærafdeling i det nordlige England. Her lykkedes det ham ved en blanding af at udtrykke sympati for arbejdernes krav og insistere på opretholdelse af ro og orden at holde den alvorlige situation i ro i mere end to år. Fra 1841 gjorde han tjenesete i Indien og blev året efter overflyttet til styrken i Sind. Det følgende års felttog medførte, at herskerne i Sind måtte acceptere britisk overhøjhed og blev truet med, at såfremt de ikke viste sig loyale, ville deres land blive underlagt direkte britisk styre. Da Napier fandt, at de indfødte fyrster ikke opfyldte betingelserne, fremprovokerede han en krig. Den blev vundet, og Napier blev områdets generalguvernør. Efter få års ophold i England vendte Napier i 1849 tilbage til Indien udnævnt til øverstkommanderende for de britiske styrker i Den anden Sikh Krig. Krigen var dog afsluttet, da Napier nåede frem til Indien. På Trafalgar Square i London står en bronzestatue af Napier (f 10/8 1782)

 

1871 f Albert Lebrun, i årene 1932-40 den franske 5. republiks 14. og sidste præsident. Stillet over for indre splid og militær trussel fra Tyskland søgte han i Anden Verdenskrigs første år at bevare fransk enhed; en politik der ikke lykkedes,idet det lykkedes ham ikke at skabe et effektivt politisk lederskab. Han var uddannet som mineingeniør og blev medlem af Deputeretkammeret i 1900, af Senatet i 1920 og dettes formand i 1931. I samme periode var han desuden flere gange minister. Som moderat konservativ og som en kompromiskandidat alle kunne enes om, blev Lebrun i maj 1934 valgt til republikkens præsident. I sin rolle som mægler og som symbol på enhed tilpassede han sig let regeringer, hvadenten de byggede på venstre- eller højrefløjen, og det var sjældent, han øvede politisk indflydelse på kabinettets udnævnelser eller dets politik. Efterhånden som Frankrigs situation forværredes i 2. Verd-krigs første år samtykkede Lebrun i kabinettets beslutninger i juni 1940 om at slutte våbenhvile, skønt han personligt ville have foretrukket at stå i spidsen for et eksilstyre.Han bøjede sig for de konstitutionelle ændringer, Vichy regeringen foretog, og som gjorde marskal Petain til statsoverhoved. I 1943 blev han interneret af tyskerne. Efter krigen var han ikke politisk aktiv (d 6/3 1970)

 

d Brigham Young, amerikansk mormonleder; blev mormon 1832 og i 1835 en af mormonernes ledere. Da mormonerne i 1838 blev drevet ud af Missouri, ledede Young udvandringen til Nauvoo, Illinois. I 1844 blev Young mormonsamfundets præsident og ledede dets overflyttelse til Utah 1845-47, hvor han grundlagde mormonstaten og blev dens guvernør. Fra mormonernes nye hovedstad Salt Lake City sørgede Young for, at der blev udsendt missionærer. Ved midten af 1850'erne medførte uoverensstemmelser mellem mormonerne og regeringen i Washington, at præsident James Buchanan sendte en hær ind i Utah for at hævde forbunds-regeringens førsterang. Young trådte da tilbage som guvernør, men bevarede til sin død stillingen som førstemand i mormonsamfundet og dets kirke - Jesu Kristi Kirke af De sidste Dages Hellige (f 1/6 1801)

 

f Ingrid Bergman, svensk skuespiller; hun havde som ung teateruddannet skuespiller så stor succes med Molanders film "Intermezzo" (1936), at hun i 1939 blev hentet til Hollywood for at genindspille den. 1940'erne blev hendes store årti med film som bl.a. "Cacablanca" (1942), "Gaslys" (1944) for hvilken hun fik en Oscar samt Hitchcocks "Troldbunden" (1945). Det vakte umådelig forargelse i USA, da hun i 1949 brød med sit image som lady, lykkelig hustru og mor og forlod mand og barn til fordel for den italienske instruktør Roberto Rossellini. For ham indspillede hun bl.a. den først stærkt kritiserede siden berømmede film "Stromboli" (1949). Hun blev taget til nåde igen af den amerikanske filmindustri og offentlighed med sin oscarbelønnede rolle i "Anastasia" (1956). I den sidste del af sin karriere optrådte Bergman især på teater og TV. Selv betragtede hun sin enlige gæsteoptræden for Ingmar Bergman - som dominerende mor og karrierekvinde i "Høstsonate" (1978) - som sit livs bedste film (d 29/8 1982)

 

1935 d Dronning Astrid af Belgien; datter af den svenske prins Carl. 1926 gift med den belgiske kronprins, den senere konge Leopold. Hun omkom ved en bilulykke i Svejts. Ved sin død efterlod hun fire små børn blandt disse, de senere belgiske konger Boudouin og Albert (f 17/11 1905)

 

Stillet over for uantagelige tyske krav ophører den danske regering at fungere. Under indtryk af at den tyske krigslykke var vendt, opstod i sommeren 1943 en stigning i sabotagen. I det hele taget fandt modviljen over for besættelsesmagten og dens medløbere nu stærkere udtryk. Det skete særlig i de store byer, og tyskernes repressalier øgede kun modstanden. I Odense udviklede rudeknusninger hos nazister og værnemagere den 12. august sig i løbet af et par dage til sammenstimlen på gaden; udkommandering af tyske militærpatruljer, som skød vildt omkring sig; nedlæggelse af alt arbejde i byen; ødelæggelse af tyskvenlige personers huse og lejligheder. Under tumulterne såredes en tysk officer alvorligt. Først efter vanskelige forhandlinger fik man uroen standset, og arbejdet genoptoges den 24. august. Men uroen bredte sig til andre byer, og efter at være kaldt til samtaler i Berlin fremførte det tyske riges befuldmægtigede Werner Best den 28. august en række krav til den danske regering. Bl.a skulle der indføres undtagelsestilstand; forbud mod al udendørs færdsel mellem kl.20.30 og 5.30; samt mod enhver strejke eller understøttelse af strejkende. Endvidere forlangtes der indførelse af pressecensur under tysk medvirken; oprettelse af hurtigdomstole som skulle kunne idømme dødsstraf for sabotage og medvirken dertil, for angreb mod værnemagten eller dens medlemmer, og for besiddelse af skyde-våben og sprængstoffer. Svaret skulle gives samme dag. Regeringen afviste de tyske krav. Næste morgen ind-førte tyskerne undtagelsestilstand og begyndte afvæbning af det danske militær. Herunder kom det til kamp ved flere kaserner. Da kongen lod meddele, at han ville føle sig svigtet, hvis regeringen trådte tilbage, enedes man i regeringen om en kompromisløsning. Ministrene indgav deres afskedsbegæring, men kongen undlod at under-skrive den. Formelt beklædte de enkelte ministre deres embede, men de var ophørt at fungere

 

d Morten Nielsen, digter og litteraturstuderende; deltog i modstandsbevægelsen og blev dræbt ved et vådeskud. Selv om han i sit korte liv kun nåede at udgive én digtsamling "Krigere uden våben", få dage før han døde, var det nok til at slå hans navn fast som en af sin generations mest begavede og formbevidste lyrikere. Efter besættelsen voksede hans ry yderligere, styrket både af den stramt redigerede samling "Efterladte Digte", der udkom i befrielsesåret, og af det forhold Nielsen var aktiv i modstandsbevægelsen og derfor et velegnet symbol på nationale følelser. Han blev tidligt under besættelsen medarbejder ved det illegale blad Frihedsstøtten, senere kaldt Dansk Maanedspost, og fra forsommeren 1944 "indsiver" i transportgruppen Speditøren, dvs. en der besøgte og beroligede Sveriges-flygtninge inden ombordstigningen. Efter at have udført dette arbejde i få måneder omkom han under omstændigheder, der i mange år blev beskrevet med den faste formular "Vådeskud under våbeninstruktion". Omstændighederne synes at have været, at Nielsen ville sætte patroner i en Mauser-pistol og derunder kom til at affyre den mod sig selv. Nielsen var ikke bevæbnet under de opgaver, han hidtil havde løst og var ikke kyndig i våbenbrug (f 3/1 1922)

 

Sovjetunionen sprænger sin første atombombe. Det kom som et chock for den vestlige verden, da efterretningen om, at russerne i ørkenen ved Semipalatinsk i den centralasiatiske republik Kasakhstan havde gennemført en atomprøvesprængning. I Vesten var man overbevist om, at det ville tage Sovjetunionen mindst 10 år at indhente det forspring, USA havde sikret sig med udviklingen af den første atombombe i 1945. Men USA havde gjort regning uden den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, som havde haft held til at infiltrere det amerikanske atomvåbenprojekt i Los Alamos. Det materiale russerne skaffede sig herfra, havde afgørende betydning for russernes udvikling af deres atombombe

 

d C.V. Bramsnæs, socialdemokrstisk finansminister 1924-26 og 1929-33 og nationalbankdirektør 1933-49; han var udlært som typograf. I 1908 blev han kursusstudent og begyndte at studere nationaløkonomi, mens han ernærede sig som korrekturlæser og journalist. I 1914 blev han cand polit og derefter ansat i Statistisk departement. I 1921 blev Bramsnæs lektor i socialpolitik ved universitetet i København. I 1909 indvalgtes han i Frederiksberg kommunalbestyrelse og var 1919-24 rådmand. April 1918 blev Bramsnæs medlem af Landstinget (til 1939). Som finansminister 1924-26 gennemførte han en radikal omlægning af finanslov og statsregnskab, så der nu i højere grad sondredes mellem statens drifts- og kapitaludgifter. Også på det kooperative område var Bramsnæs aktiv. 1928-38 var han formand for den store Arbejdernes Andels-Boligforening. Da Stauning igen dannede regering i 1929 var Bramsnæs selvskreven som finansminister. Han blev således for en stor del ansvarlig for den krisepolitik, der blev ført i de første kriseår. Han gik ind for den konjunkturudlignende politik, der skulle komme til at præge årtiet. Det vigtigste mål for Bramsnæs var dog at opretholde eksistensgrundlaget for de dårligst stillede. Dette mål viste sig svært at indfri i depressionens værste år. Da der i det store forlig (Kanslergadeforliget –30. januar 1933) mellem regeringspartierne - Soc. dem. og Radikale Venstre - og Venstre indgik en kronedevaluering, meddelte han Stauning, at han ikke ønskede at fortsætte i regeringen. Måske var devalueringen ikke den egentlige årsag til afgangen som minister. Hans overtagelse af direktørposten i Nationalbanken tyder ikke derpå: her måtte han netop leve videre med at administrere devalueringens følgelove. Da en ny nationalbanklov i 1936 indførte en stilling som førstedirektør, blev Bramsnæs udnævnt til denne stilling. Han var Nationalbankens førstedirektør til pensioneringen i 1949 (f 12/6 1879)

 

1975 d Éamon de Valera, irsk politiker; født i New York, men voksede op hos bedsteforældrene i Dublin. Her studerede han matematik var matematiklærer, da han i 1913 tilsluttede sig Gaelic League og den irske frivillige hær for at kæmpe for et selvstændigt Irland. For sin deltagelse i påskeoprøret i 1916 blev han dømt til døden. Men blev, da han stadig var amerikansk statsborger, benådet med livsvarigt fængsel i Dartmoor. Ved en almindelig amnesti kom han fri allerede året efter. Han vendte tilbage til Irland, hvor han straks begyndte at reorganisere det republikanske parti Sinn Fein. Ved valget i 1918 blev han indvalgt i parlamentet i London, men han ville ikke aflægge ed til den britiske konge og mødte ikke op. Kort efter blev han atter arresteret, mistænkt for oprørsplaner. Det lykkedes ham at flygte fra fængslet og blev af sinn-feinerne udråbt til den illegale irske republiks præsident. De Valera rejste derpå til USA, hvor det lykkedes ham at ved bidrag fra irerne der at rejse en kapital på 5 mio. $ til fortsættelse af kampen for Irlands selvstændighed.Ved sin tilbagekomst fordømte han stærkt den overenskomst om oprettelse af den Irske Fristat, moderate irere havde indgået med englænderne. I sommeren 1922 organiserede han et nyt oprør, nu mod fristatens regering. Den lod ham arrestere og holde i forvaring i et år. Men i 1926 rejste de Valera nye signaler; da Sinn Fein vedblivende modsatte sig en indbyrdes irsk forsoning, brød han med dette parti og oprettede 1927 et nyt parti, som han kaldte Fianna Fáil (Irlands soldater). I spidsen for partiet blev han indvalgt i Dáil Éireann, det irske parlament. Da partiet i 1932 vandt valget og blev Irlands største, blev de Valera premierminister. Han beholdt denne post til 1948 og arbejdede til stadighed for Irlands fulde selvstændighed. I årene 1951-54 og 1957-59 var han atter sit lands premierminister for så at blive Irlands præsident. Denne post beklædte de Valera trods sin høje alder og blindhed lige til 1973 (f 14/10 1882)

 

1982 d Ingrid Bergmann, svensk skuespiller (f 29/8 1915)

 

 

 

 

Til top        30. august

 

30 f.Kr. d Kleopatra, ægyptisk dronning; i 51 efterfulgte hun sammen med broderen, Ptolemaios Dionysos, sin far, Ptolemaios 11 Auletes på tronen. Da hun blev fordrevet af broderen, søgte hun hjælp hos Cæsar. Med våbenmagt hjalp denne hende tilbage til magten. Efter at have født Cæsar sønnen Cæsarion drog hun i 46 med ham til Rom. Cæsars forbindelse med hende – en Østens skøge - vakte stor modvilje i Rom og blev et af anklagepunkterne mod ham. Efter mordet på Cæsar vendte hun tilbage til Ægypten. I 41 mødte hun Marcus Antonius, der sammen med Cæsars adoptivsøn Octavian nu havde magten i romerriget. Det lykkedes Kleopatra at vinde Antonius for sig. Han flyttede med hende til Alexandria og blev hendes elsker, skønt han var gift med Octavians søster. Et moment Octavian forstod at udnytte i agitationen mod sin rival. Efter Octavian havde besejret Antonius i slaget ved Actium i 31, flygtede Kleopatra til Ægypten. Da Octavian med sin hær rykkede efter, søgte hun at indlede forhandlinger. Men da det viste sig umuligt, tog hun sit liv; iflg. traditionen ved at lade sig bide af en slange. Kleopatra-skikkelsen har inspireret dramatikere som Shakespeare, John Dryden og G.B. Shaw; operakomponister, bl.a. Jules Massenet; på film er Kleopatra blevet fremstillet af Claudette Colbert (1934), Vivien Leigh (1946) og Elizabeth Taylor (1963) (f 69 f. Kr.)

 

526 d Theoderik den Store, ostrogotisk konge af Italien 493-526; han var søn af en ostrogotisk høvding og overtog dennes position i 471. Han stod i spidsen for sit folks indvandring i nutidens Bulgarien og i 489 ind i Italien. To år senere havde ostrogoterne vundet kontrol med hele den italienske halvø. Det skete, da det lykkedes at besejre deres rival, Odoaker, efter han var blevet belejret i det vanskeligt tilgængelige Ravenna. Germaneren Odoaker - som havde været kongei Italien siden 476, da han afsatte romerrigets sidste kejser - overgav sig efter at have opnået løfte om at kunne fortsætte som Theoderiks medregent. Men sejrherren holdt ikke sit løfte. Midt i et drikkelag, da man fejrede forsoningen, trak Theoderik sit sværd og dræbte Odoaker og hans søn, hvorpå han indledte et blodbad på de tilstedeværende. Theoderik anerkendte den østromerske kejsers overhøjhed, men han styrede Italien og det vestlige Illyrien efter forgodtbefindende. Han opnåede ikke Østroms – Konstantinopels - officielle anerkendelse, ej heller som konge, selv om man beundrede hans dygtighed som regent. Betegnelsen "Goternes konge og romersk landshøvding" viser hans stilling, som den tog sig ud fra Konstantinopels synsvinkel. Theoderik viste sig at være en stor statsmand og regent, og han har derfor af eftertiden fået tilnavnet "den Store". Han genoprettede fredelige forhold i Italien og organiserede forvaltningen i overensstemmelse med den romerske tradition, der endnu ikke var glemt og tilmed var yderst effektiv. På det kulturelle område stræbte Theoderik efter at genoplive den romerske dannelsestradition. Kirken behandlede han med ærbødighed; biskopperne og paven støttede ham, til trods for han var arianer og således fornægtede treenighedslæren og dermed Kristus som Guds søn (f 454/455)

 

1181 d Alexander 3., pave 1159-81; da kardinal Rolando Bandinelli i 1159 blev udnævnt til pave, satte en af den romersk-katolske kirkes mest markante paver sig i Sct. Peters stol. Allerede som kardinal havde Alexander forsøgt at gøre kirken uafhængig af verdslige myndigher samt at skabe respekt om et selvstændigt gejstligt retssystem. Som pave fortsatte han med at kæmpe for kirkens uafhængighed, og Alexanders stædige hævdelse af romerkirkens suverænitet gjorde den tysk-romerske kejser, Frederik 1. Barbarossa, til hans fjende. Ved pavevalget i 1159 gjorde Barbarossa, hvad han kunne for at få sin egen kandidat, kardinal Oktavian, valgt til pave. Oktavian så straks mulig-hederne og antog et pavenavn – Victor 4., dermed havde man to paver, en støttet af den tysk-romerske kejser, en valgt af et flertal af kardinalerne. Presset fra kejseren og dennes støtter blev efterhånden så stærkt, at Alexander i 1162 flygtede til Frankrig. Tre år senere vendte han dog tilbage til Rom, men måtte allerede året efter forlade byen pga. af kejserens intriger og fortsatte fysiske modstand. De lombardiske byers oprettelse af den kejserfjendtlige Det Lombardiske Forbund og Barbarossas nederlag til ligagen i slaget ved Legnano 29. maj 1176 styrkede Alexanders position, samtidig med kejserens svækkedes. Det banede vej for, at konflikten kunne bilægges i 1177. Alexander stod bag sammenkaldelsen af tredje laterankoncil i Rom i 1179, hvor det bl.a. blev besluttet, at fremtidige paver skulle vælges ved flertalafgørelse blandt valgmændene dvs. kardinalerne. Desuden blev det indskærpet, at opstod der konflikter i forbindelse med gejstlige valg, skulle disse indbringes for pavestolen (f ca. 1105)

 

1483 d Ludvig d. 11. fransk konge 1461-1483, søn af Karl VII af Frankrig og dronning Marie af Anjou; som kronprins var Ludvig "i lære" i Dauphiné – det sydøstfranske landskab mellemm den italienske grænse og i vest Rhôhe i vest; her begrænsede han adelens magt og bekræftede byernes privilegier. Endvidere søgte han at udnytte områdets miner og skove og fremme dets handel. Da han havde fuld enevældig magt førte han en udenrigspolitik, der undertiden kolliderede med faderens. En hemmelig aftale med Savoyen om at dele hertugdømmet Milano førte 1452 - trods faderens forbud - til hans ægteskab med Charlotte, datter af hertug Ludvig I af Savoyen. Som konge søgte Ludvig til stadighed at øge kongemagtens indflydelse og magt, det skete ved at bekæmpe de franske fyrsters indflydelse og holde fred med England. Den indbyrdes jalousi blandt de franske fyrster bidrog til at lette denne politik. I 1465 sluttede hans modstandere sig sammen i Ligue du bien public for at fjerne Ludvig fra tronen. Men lavadelen tilsluttede sig ikke ligaen, og borgerne slutte op bag deres konge; ved store indrømmelser fik Ludvig ligaen opløst. En ny alliance i 1468 mellem Ludvigs hovedfjende hertug Karl den Dristige af Burgund, England og hertugen af Bretagne overlevede Ludvig også. I 1475 købte Ludvig svejtserne til at gå i krig mod Karl af Burgund, og da Karl faldt i slaget med svejtserne ved Nancy den 5. januar 1476, kunne Ludvig inddrage Burgund under den franske krone. Han følte sig herefter stærk nok til at gøre op med sine egne vasaller og gjorde nu ende på Frankrigs feudale splittelse. Resultatet blev, at det rige, han overtog i 1461 bestående af løst forbundne verdslige og kirkelige fyrstendømmer, ved hans død var en fast sammentømret nation, den mægtigste i det romanske Europa (f 3/7 1423)

 

1721 Freden i Nystad (svensk for den finske by Uusikaupunki) mellem Rusland og Sverige efter Den Store Nordiske Krig. Rusland fik her de baltiske provinser Livland, Estland og Ingermanland samt den østlige del af Karelen. Politisk betød traktaten, at Rusland overtog Sveriges rolle som den dominerende Østersømagt og blev integreret i det europæiske statssystem som hovedaktør

 

f Jacques Louis David, fransk maler; han opholdt sig i Italien 1775-80, hvor han blev inspireret af antikkens kunst og ideer og lagde grunden til sit ry som nyklassicismens betydeligste franske maler. Tilbage i Paris fejrede han triumfer på Salonen i 1781 med et romersk emne "Belisarius genkendes af en romersk soldat". Han åbnede eget værksted i Paris, og da C.W. Eckersberg i 1810 kom til Paris, var det helt naturligt Davids værksted, han opsøgte. I 1784 drog David atter til Rom for at udføre et bestillingsarbejde for kongehuset "Horatiernes ed" i de rette antikke omgivelser. På Salonen i 1785 blev dette maleri fejret som den nye stils, nyklassicismens, manifest, og med det indledtes opgøret med "l’ancien Regime" og rokokoen. Horatierne var trillingebrødre fra Rom, der skulle afslutte en krig mod byen Alba Longa ved at kæmpe med trillingerne Curiaterne derfra. På Davids billede ses Horatierne før kampen i færd med at sværge over for deres far. I overens-stemmelse med tidens politiske og moralske ideer gør Horatierne deres borgerpligt og ofrer sig for almenvellet. Det går foran alt andet; det understreges af, at Horatiernes søster var forlovet med en af Curiaterne. Under revolutionen var David jacobiner og stemte for kongens henrettelse. Fra disse år stammer billederne "Marats død" og "Boldhuseden". Da Napoleon kom til magten forherligede David kejserdømmet og blev 1804 kejserlig hofmaler; David skildrede kronings-højtidelighederne på et 6x10m stort lærred, med over 500 portrætter (1805-08). Efter Napoleons fald måtte David gå i landflygtighed til Bruxelles. Gennem sin undervisning fik han her stor indflydelse på den lokale malerkunst; desuden han skabte flere fremragende portrætter. David boede i Bruxelles til sin død (d 29/12 1825)

 

1752 d Christian Ludvig von Plessen, godsejer og statsmand; da Christian 6. besteg den danske trone i 1730, var en af hans første handlinger at afskedige faderens gamle regering med undtagelse af von Plessen. Fra 1725 havde han været medlem af Gehejmekonseiliet og blev nu – 1730 – tillige finansminister. Han forsøgte at overvinde den økonomiske krise, landet befandt sig i, ved besparelser, handelsfremme, toldbeskyttelse af landbruget samt lettelse af storlandbrugets byrder. Som storgodsejer støttede von Plessen indførelsen af stavnsbåndet i 1733. Han var imod, at det skulle kombineres med en landmilits, men måtte bøje sig for militærets krav. Udenrigs-politisk støttede Christian von Plessen alliancerne med England, Østrig og Rusland, mens han var imod den af kongen ønskede tilnærmelse til Sverige. Det endte med et brud, og i 1734 tog Christian von Plessen sin afsked (f 10/12 1676)

 

1757 I Østpreussen udkæmpes under Den preussiske Syvårskrig slaget ved Gross-Jägerndorf. Den russiske hovedhær på 90.000 mand under kommando af general Stepan Fyodorovich Apraksin rykkede i juli 1757 ind i Østpreussen og i slaget ved Gross-Jägerndorf tilføjede den preusserne et knusende nederlag. Herefter påbegyndte Apraksin til alles overraskelse et tilbagetog. Senere stod det klart, at dette skyldtes – i al fald til dels – at den russiske tsarina Elizabeths helbred på daværende tidspunkt var meget dårlig. Elizabeth hadede Preussen, hvorimod hendes sandsynlige efterfølger – den senere tsar Peter 3. – var en uforbeholden beundrer af preusserkongen Frederik den Store og modstander af russisk deltagelse i krigen mod Preussen. Det betød, at enhver general eller embedsmand, der på nogen måde ydmygede eller tilføjede Preussen unødig skade, risikerede at komme i unåde hos sin fremtidige hersker

 

1856 d John Ross, britisk polarforsker og kontreadmiral; han indtrådte i den britiske flåde i 1786 og deltog i Revolutions- og Napoleonskrigene. I 1818 foretog han sin første polarekspedition, som dog ikke resulterede i nye opdagelser. Hans anden ekspedition 1829-33, havde til formål at finde nordvestpassagen, opnåede bedre resultater, bl.a. bidrog den til, man fik et betydeligt bedre kendskab til de arktiske haves geografi og strømforhold. I 1851 blev John Ross kontreadmiral. Om sine rejser har han skrevet "A Voyage of Discovery for the Purpose of Exploring Baffin’s Bay" (1819), "Narrative of a Second Voyage in Search of a North-West-Passage" (1835) (f 24/6 1777)

 

Under Den Nordamerikanske Borgerkrig udkæmpes det andet slag ved Bull Run nær Manassas i det nordlige Virginia. Det blev udkæmpet mellem en sydstatshær på mere end 56.000 mand under general Robert E. Lee og en netop opstillet nordstatshær på 70.000 mand under generalmajor John Pope. General Pope havde fået ordre til at dække den nordamerikanske hovedstad Washington, til hans hær kunne forenes med en anden nordstatshær. For at forhindre det delte Lee sin styrke i to og gav general T.J. "Stonewall" Jackson ordre til at omgå Popes højre fløj; det lykkedes ham, ligesom det lykkedes ham at erobre Popes forsyningsdepot i Manassa og derpå "gemme" sine tre divisioner i en nærliggende skov. De blev imidlertid opdaget af nordstatshæren, og i dagene 27., 28. og 29. foretog de to hære adskillige omgrupperinger, småangreb, skinangreb og nye omgrupperinger. Den 30. om eftermiddagen forhindrede sydstaternes artilleri, at nordstaternes angreb på Jacksons stilling lykkedes. Herefter beordrede Lee hele sin styrke fremad i et stort modangreb. Den totale sejr, det længe så ud til, angrebet ville resultere i, opnåede Lee ikke. Det lykkedes nemlig flere afdelinger af nordstatshæren at modstå sydstatsstyrkens gentagne angreb. Men til sidst trak Pope sine styrker tilbage til befæstede stillinger i Washington. Tabene på begge sider var store. Nordstaterne mistede 15.000 mand, sydstaterne 9.000

 

1871 f Ernest baron of Nelson Rutherford, britisk fysiker; 1919 prof. ved Cavendish laboratoriet i Cambridge. Var blandt pionererne inden for udforskningen af radioaktivitet; fandt bl.a. loven for de radioaktive omdannelser. Opstillede 1911 teorien om kerneatomet og påviste 1919 den første atomkernesønderdeling (atomkerneproces). Regnes blandt grundlæggerne af den moderne atomfysik. Tildelt nobelprisen i kemi 1908 (d 19/10 1937)

 

f Bodil Ipsen, skuespiller; hun er blevet kaldt sin generations største skuespillerinde. Hun fik sin filmdebut i 1913, men medvirkede kun i få stumfilm. Derimod medvirkede hun i flere tone- og talefilmklassikere, bl.a. "Bolettes Brudefærd" (1938) og "Sørensen og Rasmussen" (1940). I 1940'erne og 50'erne instruerede hun en række spillefilm (med Lau Lauridsen jr.) To blev belønnet med en Bodil, Filmmedarbejdernes Forenings prisstatuette: nemlig "Mordets Melodi" (1944) og "Cafe Paradis" (1950) (d 26/11 1964)

 

f Huey "the catfish" Long, guvernør i Lousiana 1928-1931, US senator 1931-1935; skønt opvokset i beskedne kår lykkedes det ham at få en juridisk uddannelse. Med støtte fra Lousianas landdistrikter vandt han i 1928 guvernørvalget i sin fødestat. Han blev kendt i hele USA for sin velfærdspolitik og de mange offentlige arbejder, han fik iværksat i en stat, der havde ligget politisk brak i to generationer. Han var til stadighed de fattige hvides talsmand, han indførte gratis skolebøger i statens skoler, han sørgede for, der blev bygget veje til statens afsides egne, at der blev bedre forhold på statsuniversiteterne og oprettede et offentligt hospital, hvor det var tanken, der skulle være gratis behandling for alle. Som modstander af privilegier til de rige skaffede han pengene til gennemførelsen af sit program ved at hæve arveafgifter og indkomstskat for store indtægter samt ved en afgift på benzin, hvilket skaffede ham fjender inden for olieindustrien. Longs folkelige væremåde og hans sympati for de underprivilegerede fjernede opmærksomheden fra hans hensynsløse despoti. Som samtidens gangsterledere omgav han sig med en barsk bodygarde og ved trusler om vold fik han Louisianas lovgivere til at stemme, som han ønskede. Da han var blevet valgt til senatet i Washington, sørgede han for at få fjernet sin viceguvernør og erstattede ham med folk, han kunne regne med, så han kunne styre Lousiana fra Washington. Et truende valgnederlag i 1934 undgik han ved fuldstændig at omdanne Louisianas styrende organer og ved at give sig selv kontrol med alle udnævnelser inden for statens uddannelsessystem, politi og brandvæsen. Desuden fik han fuldstændig kontrol over Louisianas nationalgarde, domstole og statens skatteudskrivning. I Washington stod Long for et "lad os dele velstanden-program", der lød lokkende i et samfund lammet af depression. Meget tydede på, at Long ved præsidentvalget i 1936 kunne have fået så meget opbakning i vælgerkorpset, at han kunne være blevet tungen på vægtskålen mellem de to store partier. Intet kom der dog ud af dette, for han blev skudt af en ung læge, hvis familie var blevet forulempet af Long (d myrdet 10/9 1935)

 

1941 d P.O. Pedersen, elektrotekniker, opfinder og fysiker; han blev cand. polyt. i 1897 og var derefter i kortere perioder ansat ved Vandbygningsvæsenet (1897-98), ved stadsingeniøren i København (1898-99), i 1899 blev han ansat som undervisningsassistent på Polyteknisk Læreanstalt (DTU). I 1898 indledtes P’s samarbejde med Valdemar Poulsen, der samme år havde opfundet telegrafonen – i.e. en elektro-magnetisk fonograf til optagelse og gengivelse af tale og andre lyde. Pedersen blev teknikeren bag det i de følgende år meget omfattende udviklingsarbejde med telegrafonen. Da DTU i 1908-09 fik mulighed for at indføre undervisning i svagstrømselektronik, tilbød Pedersen at holde en række forelæsninger i telegrafi og telefoni. I 1909 blev han docent og i 1912 professor ved DTU i svagstrømselektronik. I årene 1921-41 var han direktør (fra 1933 rektor) for DTU. I sin rektorperiode fik Pedersen gennemført en større udvidelse og modernisering af DTU. I 1937 tog Pedersen initiativ til stiftelse af Akademiet for de tekniske Videnskaber, hvorved DTU fik et nyt grundlag for forskningsmæssigt arbejde. I Pedersen omfattende litterære produktion er "Telefonledningernes Teori" (1914) og "The Propagation of Radio Wave Along the Surface of the Earth and in the Atmosphere" (1927), hvori han redegjorde for sin teori om de korte radiobølgers udbreddelsesforhold og forklarede disse bølgers store rækkevidde. Ved samarbejdet med Valdemar Poulsen, der 1903-04 viste, hvorledes man kunne udnytte den elektriske lysbue som generator for kontinuerlige højfrekvente elektriske svingninger, kom Pedersen ind på et omfattende teoretisk og eksperimentelt, der 1903-04 viste, hvorledes man kunne udnytte den elektriske lysbue som generator for kontinuerlige højfrekvente elektriske svingninger, kom Pedersen ind på et omfattende teoretisk og eksperimentelt undersøgelsesarbejde med udvikling af et system til trådløs telegrafi. Om dette arbejde skrev han bl.a. "Den elektriske Lysbues Elektronteori" (1917) (f 19/6 1874)

 

d Charles Cunningham Boycott, engelsk

 

1963 d Guy Burgess, britisk afhopper og sovjetisk spion; i sine studieår i 1930erne ved Cambridge universitet tilhørte B en gruppe privilegerede unge, som følte en vis foragt for det kapitalistiske demokrati. Rekruteret af agenter fra den sovjetiske efterretningstjeneste begyndte han at forsyne russerne med materiale, han fik fat i gennem sit arbejde som ansat ved BBC som korrespondent og i årene 1939-41 som ansat i den britiske efterretningstjeneste, MI6 - endelig fra 1944 som ansat i udenrigsministeriet. 1951 blev B hjemkaldt fra sit embede som andensekretær ved ambassaden i Washington og anmodet om at søge sin afsked pga. uordentlig livførelse. I maj samme år blev han advaret om, at man var på sporet af hans aktivitet som spion. Han forlod England og forsvandt på mystisk vis. Man havde intet spor af ham, før han i 1956 dukkede op i Moskva og afslørede sin årelange forbindelse med kommunismen (f 1911)

 

1978 SV-regeringen dannes. I august 1978 kom der ikke et nyt augustforlig, men en ny regering gennem en aftale mellem Socialdemokratiet og Venstre om et fælles regeringsprogram. Den blev dannet med 14 ministre fra Socialdemokratiet og 7 fra Venstre. Både efter valget i 1975 og i februar 1977 havde et politisk samarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre været på tale, men afstanden var for stor. At det nu lykkedes at danne en regering af de to partier var en naturlig konsekvens af udviklingen i forligspolitikken. Socialdemokratiet havde flere gange i 1970’erne forsøgt at få Venstre med i et tættere samarbejde om ikke andet så for at pacificere det. Venstre ønskede at fremstå som et selvstændigt parti, men efter valgnederlaget i 1977 blev det klart, at partiet var nødt til at deltage aktivt i den økonomiske politik. For Socialdemokratiet spillede det en rolle, at SV-regeringen i den aktuelle situation var den eneste mulighed for at undgå et valg, der kunne føre til en borgerlig regering bestående af firkløverpartierne – Venstre, Konservative Folkeparti, CD og Kristeligt Folkeparti – med Fremskridtspartiet som støtteparti. Anker Jørgensen fra Socialdemokratiet blev statsminister. Venstres leder Henning Christophersen blev udenrigsminister. SV-regeringen sad til 26.oktober 1979

 

 

 

 

Til top        31. august

12 f Caligula, romersk kejser 37-41; søn af Agrippina d.æ. og den populære Germanicus, der var søn af en bror til kejser Tiberius; som barn fulgte han sine forældre på deres rejser og i felten, hvor soldaterne gav ham navnet Caligula ('lille støvle' af det latinske caliga 'soldaterstøvle'). I 32 blev han kaldt til Capri af kejser Tiberius, som adopterede ham som søn og efterfølger sammen med sin egen sønnesøn Gemellus. Ved Tiberius' død var det imidlertid Caligula, der støttet af prætorianergardens præfekt Marco alene fik tildelt kejsermagten. Caligula havde fået en god uddannelse, han var populær og intelligent, men var uden administrativ erfaring, da han fik magten i romerriget. I løbet af de næste fire år lykkedes det ham at sætte sin popularitet over styr og tømme den fyldte statskasse, Tiberius havde efterladt ham. Samme år, som han blev kejser, lod Caligula både Marco og Gemellus myrde. Meget tyder på, at havde til hensigt at guddommeliggøre sig. Den interesse, han viste for sin søster Drusilla, er blevet udlagt som han pønsede på at oprette et hellenistisk monarki med et bror-søster ægteskab, som det blev praktiseret i Ptolemæerriget i Ægypten. Da Drusilla døde i 38, blev hun som den første kvinde i Rom nogensinde guddommeliggjort. Efter utallige sammernsværgelser og attentatforsøg blev Caligula myrdet i 41. De antikke kilder fremstiller Caligula som en grusom og pervers kejser. Hvis blot en lille del af de handlinger, der tillægges ham, er sande, har han været usædvanlig kynisk, personligt uberegnelig og politisk uansvarlig. Mange har betragtet Caligula som sindssyg, men de mange "beviser" på hans sygdom – f.eks. at han udnævnte sin hest til konsul – har ikke bund i virkeligheden. Så selv om han til tider kunne optræde kunne optræde temmelig ulige-vægtig og uforudsigeligt, er der intet bevis for, at han skulle have været sindssyg (d myrdet 24/1 41)

 

f Commodus, Lucius Aelius Aurelius, romersk kejser 180-192; søn af kejser Marcus Aurelius og Faustina; med hans overtagelse af magten sluttede 84 års stabilitet og fremgang for romerriget. I sit værk om Det Romerske Riges Forfald og Undergang skriver Gibbon i prologen: "Hvis nogen opfordredes til at sige, i hvilken af verdenshistoriens perioder menneskene havde levet under de lykkeligste og gunstigste vilkår, ville han uden vaklen nævne tidsrummet fra Domitians død til Commodus tronbestigelse". I 177 blev Commodus sin fars medkejser; et særdeles uheldigt valg, for om Commodus er det blevet sagt, at han var uansvarlig, fornøjelsessyg og fuldstændig manglede faderens statsmandsevner. Da Marcus Aurelius døde, blev Commodus enekejser. Han sluttede straks fred med germanerne. De antikke kilder er fyldt med beskrivelser af, hvordan han fordrev tiden med gladiatorkampe og ødslede store summer på dem og på alskens laster. Han yndede at optræde som skuespiller, sanger og danser. Især optrådte han som Hercules. Han kaldte sig Hercules Romanus og lod sig afbilde med Hercules atributter, løvehuden og køllen. For at vise at han i kræfter kunne måle sig med sagnhelten, kæmpede han som gladiator i Colesseum, hvor han også nedlagde løver med bue og pil. Efter en mislykket sammensværgelse i 182, der var anstiftet af hans søster Lucilla, skilte han sig af med de fleste af sin fars medarbejdere. Han kom i et voldsomt modsætningsforhold til Senatet og overlod stort set styret til prætorianerpræfekterne. Han blev myrdet i forbindelse med en sammensværgelse, og et taknemmeligt Senat udpegede bypræfekten Publius Helvius Pertinax til kejser; det kom der heller ikke noget godt ud af; de gode tider var forbi, romerriget gled snart ud i borgerkrig (d 31/12 192)

 

d Henrik 5. engelsk konge 1413-1422; søn af Henry, jarl af Derby - senere Henrik 4. og Mary de Bohun; han genoptog krigen mod Frankrig bl.a. for at aflede opmærksomheden fra indre stridigheder i England. Han havde succes med sin franske krigsførelse og indledte den fase i Hundredårskrigen, som bragte England de største triumfer. Han vandt herredømme over Nord-Frankrig og slaget i ved Agincourt 1415, hvor engelske langbueskytter massakrerede en fransk overmagt, sikrede Henrik sig middelalderens mest overvældende sejr. I 1417 vendte H tilbage til Frankrig med en hær, moderniseret med kraftigere artilleri. I Normandiet gik han i gang med at erobre Rouen, der havde en nøglestilling ved Seinen. Et halvt år holdt byens indbyggere ud. Da måtte Rouens heltemodige befolkning drevet af sult og nød kapitulere. Hele Normandiet var nu på engelske hænder. Sejrene førte til traktaten i Troyes 1420. Iflg. denne skulle der indgås ægteskab mellem Henrik 5. og den franske konges - Karl 7. - datter, Catherine af Valois; ligeledes blev Henrik 5. anerkendt som fransk tronfølger. Havde han levet to måneder længere, var han blevet fransk konge. Men den kun 35 år gamle Henrik 5. døde pludselig i 1422 af en maveblødning. Det var nu op til hans 9 måneder gamle søn at opfylde kravet på den franske trone (f 16/9 1387)

 

1618 f Lorenz Tuxen, ridefoged, vicepræsident i hofretten; han var i sin ungdom ved landbruget, derefter gjorde han krigstjeneste vistnok som ingeniørofficer i Torstensonkrigen mod svenskerne 1643-45. Han havde indsigt i bogholderi, administration og jura og skrev godt på både dansk og tysk. I 1651 gjorde dronning Sophie Amalie ham til ridefoged på Hørsholm. Senere fik han tillige tilsynet med andre af dronningens godser på Sjælland. Under den første Karl Gustav krig kunne han stille med 350 bevæbnede nordsjællandske bønder i København. Mest kendt er Tuxen dog for sin indsats under den følgende krig, hvor han fra Hørsholm ledede den nordsjællandske snaphanebevægelse, som han for en stor del selv finansierede. Foruden overfald på mindre svenske enheder og ammunitionsdepoter organiserede han en kurertjeneste og fik sendt mange vigtige meddelelser til det af svenskerne belejrede København. Bl.a. gav han meddelelse om den forestående storm, tre dage inden den fandt sted. Efter at stormen på København (11. februar 1659) var afslået, planlagde de nordsjællandske snaphaner under ledelse af bl.a. Tuxen at overrumple den svenske besætning på Kronborg. Planen blev imidlertid røbet for svenskerne, og flere af deltagerne blev fanget – blandt disse Tuxen. Svenskerne var imidlertid ikke klar over hans betydning, og han blev sluppet løs, hvorefter han atter tog del i kampen mod svenskerne. Under krigen var Tuxens rige hjem blevet plyndret, og han havde udlagt ca 5.000 rdl. for kongen. For dette og for sine tjenester i det hele taget fik han bevilget en årspension på 700 rigsdaler. Det kneb dog at få pengene udbetalt, til gengæld fik han det ulønnede æreshverv som vicepræsident i hofretten. Han boede nu i København, hvor han 1668 købte en gård i Snaregade. Herfra drev han nogle småejendomme, han havde i Nordsjælland. Endvidere deltog han som skibsejer i handel og blev igen en velstående mand (d senest 11/3 1682)

 

1654 d Ole Worm, læge og runeforsker; efter skolegang i fødebyen Århus studerede han i udlandet. Efter nogle års teologiske studier valgte han medicinen som hovedstudium. Som så mange af tidens fremtrædende læger afsluttede W sine studier i Padova, hvor han immatrikuleredes i oktober 1608. I 1613 blev Worm professor i latin ved universitetet i København. I 1624 blev han professor i sit fag, medicin. Worm udgav mange lægevidenskabelige skrifter, men det blev som grundlægger af dansk runeforskning, han tidligt vandt nationalt ry. I 1622 sørgede han for, at rigets bisper fik kgl. ordre til at indsende beretninger om oldtidsminder. Som resultat kom efter lange tiders forberedelse i 1643 "Danicorum Monumentorum libri sex", en fuldstændig samling af alle kendte danske, norske og gotlandske runeindskrifter, indledt med en oversigt over arten af monumenterne, lokalbeskrivelser af bl.a. Lejre og Danevirke samt oplysninger om oldtidsfolkenes skikke ved begravelser, rettergang og kongevalg. De flg. fem bøger behandler gruppevis efter landsdele 144 mindesmærker meddelt i runer, gammel sprogform og latinsk oversættelse og ledsaget af kommentarer. Foruden andre udgivelser om emnet udgav Worm i 1641 en beskrivelse "De aureo cornu" med kobberstukne illustrationer af det i 1639 ved Gallehus fundne guldhorn. Med sit pionerarbejde inden for runeforskningen er Worm blevet beskrevet som "ikke blot Århus, men Danmark, ja hele Europa kan regne ham blandt sine berømte sønner". Selv havde han en større oldsagssamling, hvis katalog blev udgivet af sønnen Villum Worm med titlen "Historia Musei Wormiani" (f 13/5 1588)

 

f Georg Daniel Gerlach, officer; han blev landkadet 1808 og 40 år senere oberstløjtnant. Gerlach deltog i Treårskrigen som bataillonschef. Han udmærkede sig i slagene ved Fredericia og Isted. Efter krigen blev han i 1850 oberst og kommandør for 6. infanteribrigade i Angel og i 1854 kommandør for 1. infanteribrigade i København. Ved krigsudbruddet 1864 var Gerlach generalløjtnant og divisionskommandant ved Danevirke og udmærkede sig i den heldige træfning ved Mysunde. Gerlach støttede de Mezas beslutning om afmarch fra Danevirkestillingen. Efter de Mezas fjernelse fra overkommandoen, blev Gerlach mod sin vilje beordret til at overtage denne. I skarp modsætning til ministeriet krævede han Dybbøls rømning, men forgæves. Mod slutningen af krigen - juli 1864 - blev han afløst som øverstkommanderende af generalløjtnant Steinmann og blev atter kommandant for sin gamle division (1. Division), som han førte resten af krigen. Hans karriere i hæren afsluttedes med pensioneringen i december 1864. Gerlach er blevet karakteriseret som værende en solid officer uden dog at have de store evner som hærfører. Omstændighederne bragte ham frem som hærens leder i 1864. Situationen dengang krævede imidlertid en mand med større militære evner end dem, Gerlach var i besiddelse af. De Meza, der nærede den største velvilje over for Gerlach, karakteriserede ham som "Tel brille au second rang, qui s’éclipse au premier" (d 7/3 1865)

 

d Nicolas Henri Jardin, fransk/dansk arkitekt; uddannet på Kunstakademiet i Paris, men afgørende for hans uddannelse og senere virke blev et ophold i Rom i årene 1744-48. Her var den nyklassicistiske stil ved at tage form bl.a. inspireret af den fælleseuropæiske arv, de romerske ruiner. Af sin landsmand billedhuggeren Saly, skaberen af Frederik 5.’s rytterstatue på Amalienborg Slotsplads, blev Jardin i 1754 anbefalet som arkitekt for fuldførelsen af Frederikskirken i København og som professor ved det to år i forvejen åbnede Kunstakademi. I 1760 blev han desuden udnævnt til chef for det kongelige bygningsvæsen. Da man i 1770 af sparehensyn standsede arbejdet på Frederikskirken, var grundlaget for Jardins ophold i Danmark væk, og han vendte tilbage til Frankrig. Jardins sekstenårige ophold i København fik langvarig betydning både gennem hans mange elever og gennem hans bygninger, haver og interiører. Blandt hans værker er spisesalen i Moltkes Palæ på Amalienborg (1757), Fredensborg Slotshave (1760’erne), Bernstorff Slot og have i Gentofte (1759-68) samt i København Sølvgades Kaserne (1763-71) og Det gule Palæ i Amaliegade. Sidstnævnte var med sin facadedekoration i form af guirlandeomhængte medaljoner, festoner og vaseopsatser det første nyklassicistiske borgerhus i København. Helheder eller detaljer fra hans værker blev hyppigt brugt i andre sammenhænge, Bernstorff Slot således som forbillede for herregårdsbygninger (f 22/3 1720)

 

1811 f Théophile Gautier, fransk forfatter og kritiker; han var i sin tidlige ungdom kunstmaler, men blev hurtigt klar over, at hans kunstneriske kald lå inden for poesien. I disse tidlige år var han aktivt med blandt romantikerne i kampen for digtningens uafhængighed af de klassiske regler. Han var tidens betydeligste talsmand for slagordet l’art pour l’art (kunst for kunstens skyld). Sine synspunkter lagde G frem i forordet til romanen "Mademoiselle de Maupin" (1835). Hans første digte udkom i 1830 "Albertus" et langt fortællende digt om en ung maler, som faldt i hænderne på en troldmand. Fra 1836 til 1855 leverede han ugentligt materiale til bladene "La Presse" og "Le Moniteur". I 1851 blev han redaktør af "Revue de Paris". Foruden disse job skrev han til flere andre tidsskrifter og aviser. Rejser til England, Algeriet, Italien, Tyrkiet, Grækenland og Rusland gav materiale til yderligere værker, f.eks. "Voyage en Italie" (1852) og "Voyage en Russie" (1866). Med sin lyrik blev G en forløber for parnasssianerne, som ville en formfuldendt digtning med objektiv beskrivelse af den ydre virkelighed. Romaner som "Le Roy Candaule" (1847) og "Le Capitaine Fracasse" (1863) pegede frem mod realismens historiske romaner. Samtidig skrev Gautier en række fantastiske fortællinger f.eks. "Omphale" (1834), "Avatar" (1856) og "Spirite" (1865). I disse møder man en mystisk og spiritualistisk virkelighedsopfattelse, som genfindes hos Baudelaire og de symbolistiske digtere (d 23/10 1872)

 

1812 f Georg Carstensen, tivoligrundlægger; efter journalistisk virksomhed i Frankrig og Amerika udgav han i København fra 1839 salonbladet "Portefeuillen". Hans blads lette, brogede, for en stor del oversatte indhold fandt mange læsere. Men det vakte uvilje i dagspressen, der ikke tillod, at opmærksomheden blev vendt bort fra 1840'ernes store politiske spørgsmål. Carstensen fik endvidere succes, da han begyndte at arrangere køben-havnske folkefester som store illuminations- og fyrværkerifester i Rosenborg have for sit blads læsere. 1842 fik han et femårigt kgl. privilegium på oprettelse af "Kjøbenhavns Tivoli og Vauxhall". 15. august 1843 åbnede Carstensen Tivoli, som straks blev en stor succes og fik en vis politisk betydning, der medførte, at Christian VIII besøgte haven og udnævnte Carstensen til kgl. agent. Et fejlslagent projekt med åbning af et "Vinter-Tivoli" kaldt Casino svækkede hans ledelse af Tivoli, hvis privilegium udløb 1847, uden han havde fået det fornyet. Udbruddet af krigen 1848 modtog han som en befrielse. Han meldte sig som frivillig og blev løjtnant ved 1. reservebataljon. Senere samme år lod han sig ansætte som premierløjtnant ved den vestindiske hærstyrke på St. Thomas. 1852 tog han sig afsked og bosatte sig i New York. Med svækket helbred vendte C 1855 tilbage til København. Han måtte kæmpe en hård kamp for at holde sig oven vande. I harme over at blive holdt ude fra ledelsen af Tivoli havde Carstensen planer om at anlægge et konkurrerende foretagende. April 1856 fik han kgl. bevilling til at realisere sin hævnakt i en have ved Frederiksberg Allé. Men inden etablissementet åbnede, døde Carstensen af lungebetændelse (d 4/1 1857)

 

1814 d Arthur Phillip, engelsk admiral og New South Wales første guvernør; som 17-årig indtrådte han i den britiske flåde; otte år senere trak han sig tilbage fra sømandslivet og blev farmer i England. Efter tretten års forløb meldte han sig atter til flådetjeneste – først i den portugisiske flåde mod spanierne (1776) og fra 1778 i den britiske i krigen mod Frankrig. I 1786 fik han til opgave at grundlægge en straffekoloni i New South Wales i Australien, og året efter forlod han England med 11 skibe med kurs mod Australien. Skibene ankom til Botany Bay januar 1788. Som New South Wales første guvernør var P’s største problemer oprørske straffefanger og oprørske soldater og – indtil midten af 1790 – truslen for sult. Men efterhånden fik P skabt et velfungerende samfund, hvorved den blev den første koloni i Australien. Men trods hans forsonende politik over for de australske aborigines, lykkedes det ham ikke at skabe fred mellem dem og de europæiske nybyggere. På gr. af dårligt helbred vendte han i 1792 tilbage til England. Men under krigen mod Frankrig gjorde han tjeneste til søs i årene 1796-98 og blev i 1814 forfremmet til admiral (f 11/10 1738)

 

f Hans Henrik Liisberg, købmannd, rådmand i Århus; sammen med en bror åbnede L i 1839 en købmandsforretning i Mejlgade. Med en ny kompagnon slog L sig i 1847 på brændevinsbrænderi. Efter at have overtaget et konkurrerende brænderi drev de to kompagnoner i de følgende år virksomheden frem til at blive Århus største. En overgang var den tilmed landets største inden for branchen. Efter kompagnonens død i 1859 udvidede L forretningen med studeopfedning på bærmen fra brænderiet samt med salg af "bayersk øl" fra Carlsberg. Sammen med Hans Broge var L i 1870’erne byens største skatteyder. Han var fra 1861 til 1868 rådmand og sad i byrådet 1869-70 og igen 1873-76. Han var derudover med i en del foreningsbestyrelser og var i mange år værge for Domkirken. To år før sin død solgte L brændevinsbrænderiet til De danske Spritfabrikker, som drev det videre til omkring 1920. Herefter blev bygningerne hjemsted for en produkthandel, men i 1928 brændte virksomheden. Kort tid efter blev der på grunden anlagt en ny gade, som fik navnet Rådmand Liisberggade. Gaden går mellem Mejlgade og Knudrisgade (d 29/11 1883)

 

1821 f Herman Ludwig Ferdinand von Helmholz, tysk fysiker og fysiolog; i 1849 blev han professor i fysiologi og patologi i Königsberg, derefter beklædte han professorater ved forskellige tyske universiteter, til han i 1871 blev professor i fysik Berlin. 1888 blev han direktør for den nyoprettede Psysikalisch-technische Reichanstalt i Berlin. H regnes for den mest fremtrædende tyske naturforsker i anden halvdel af 1800-tallet. Om ham er det blevet sagt, at han i sjælden grad forenede betingelserne for at skabe det ypperste: en genial skabende fantasi, fremragende dygtighed til at eksperimentere, dyb filosofisk indsigt og dertil fuldkomment herredømme over matematikken. I begyndelsen gik hans arbejder mest i fysiologisk retning: undersøgelser over forholdet mellem muskeltemperatur og muskelarbejde, måling af impulsledninger i nervesystemet, særlig refleksbanerne.Til undersøgelse af øjet konstruerede han oftalmometret og opfandt 1851 øjespejlet. Af grundlæggende betydning var hans studier over farvesansen (1852). Hans arbejder over øret og tonefornemmelser vedrørte især tonernes klangfarve samt kombinationstoner, og i "Die Mechanik der Gehörknochelchen und des Trommenfells" (1869) gav han en teori for ørets virkemåde. Efterhånden gav Helmholz sig af med rent fysiske studier, bl.a. foretog han undersøgelser over farvespredningen, lovene for den elektromagnetiske induktion samt over bevægelser i væsker og luft, navnlig hvirvelbevægelser (d 8/9 1894)

 

f Amilcare Ponchielli, italiensk komponist; som niårig blev han elev ved konservatoriet i Milano. Her studerede han til 1854, da han blev organist i fødebyen Cremona. Inden han i 1881 blev domkapelmester i Bergamo, var han en periode orkesterleder i Piacenza. Fra 1883 underviste han ved konservatoriet i Milano. Ponchiellis første arbejde var operaen "I promessi sposi" baseret på Alessandro Manzonis roman. Den blev kun en betinget succes. Da den imidlertid blev opført i en revideret version ved åbningen af Teatro Dal Verme i Milano i 1872, blev den en succes. Herefter skrev Ponchielli to baletter "Le due gemelle" og "Clarina" begge i 1873. Hans senere operaer omfatter "I Lituani" (1874, omarbejdet som "Aldona" i 1884), "La Gioconda" (1876), "Il figliuol prodigo" (1880) og "Marion Delorme" (1885), baseret på et drama af Victor Hugo. Selv om Ponchiellis musik var værdsat i hans samtid, har kun "La Gioconda" overlevet. I musikkens historie står Ponchielli som den største italienske komponist mellem Verdi (f 1813) og den næste generation af operakomponister med bl.a. Puccini (f 1858) og Mascagni (f 1863), der begge var hans elever (d 16/1 1886)

 

d Ferdinand Lassalle, tysk socialfilosof og politisk agitator, grundlægger af det tyske socialdemokratiske parti og tysk arbejderbevægelses første store leder. I revolutionsåret 1848 blev han revet med af den revolutionære bevægelse og sad en tid i fængsel. Han blev påvirket af Karl Marx’ lære og i 1861 udkom hans juridisk-filosofiske hovedværk "System der erworbenen Rechte", hvori han brød med den marx'ske materialisme. Lassalle ville grundlægge et nyt, radikalt parti, hvor arbejderne, som dengang var helt uorganiserede, skulle danne kærnen. Hans "Arbeiterproramm" (1862) skaffede ham fire måneders fængsel, men han fortsatte sit forfatterskab og udgav i 1863 "Die Wissenschaft und die Arbeiter" og "Die Lage der arbeitenden Klassen". Samme år var han medstifter af den alm. tyske arbejderkongres, hvis første præsident han var. Lassalles mål, erhvervelse af den politiske magt for arbejderne, skulle ikke ske ved revolution, men ved fredelige midler, d.v.s. ved stemmesedlen. Når den politiske magt var nået, skulle arbejderne ved oprettelse af produktionsforeninger unddrage sig kapitalmagtens udbytning. L blev skudt i en duel (f 11/4 1825)

 

f Georg Jensen, sølvsmed. Han er blevet karakteriseret som indbegrebet af dansk kunsthåndværk i sølv. J blev født Rådvad, hvor hans far arbejdede på knivfabrikken med samme navn. Som 13-årig begyndte han at hjælpe sin far i fabrikkens støberi. Da familien flyttede til København, kom J i guldsmedelære og fik svendebrev i 1884. Han fortsatte med at arbejde inden for sit fag, men begyndte samtidig at arbejde kreativt og lavede bl.a. en buste af sin far. En professionel billedhugger fik interesse for den unge guldsmed og efter at have lært bil-ledhuggerfaget, blev J i 1887 optaget på Akademiets billedhuggerskole. Han udstillede første gang på Char-lottenborg i 1889 og tog afgangseksamen fra Akademiet i 1892. Trods positiv kritik af sin kunst kunne J ikke leve af sine værker. Så han vendte tilbage til sit gamle fag. Han skabte et værksted for kunstneriske metalar-bejder, hvor han især fremstillede sølvsmykker. Senere fremstillede han desuden tepotter og kander m.v. Virksomheden voksede og fik med årene stor betydning for dansk kunsthåndværk og design. I 1920 opnåede J en fornem anerkendelse, da udstillede han sin virksomheds på Charlottenborg. Ved hans 25-års jubilæum i 1929 blev J af mange karakteriseret som: "sin tids største sølvsmed" (2/10 1935)

 

f Ove Rode, journalist, politiker og radikal indenrigsminister 1913-1920; efter studentereksamen begyndte Rode udgiver- og journalistvirksomhed. Fra 1892 ved Politiken. I årene 1897-1901 var han bladets redaktionssekretær; han skrev lederartikler og udstak dets politiske kurs. Ved folketingsvalget i 1898 stillede han som Venstre-Reformpartiets kandidat på Møn, men opnåede ikke valg. Efter århundredskiftet var han med i Den radikale Klub, og han var en af hovedforfatterne til partiprogrammet, da Det radikale Venstre blev stiftet i 1905. Samme år blev han Politikens politiske redaktør, og næsten daglig skrev han polemiske lederartikler om det nye partis program. I 1909 blev Rode medlem af Folketinget og blev sit partis gruppeformand og politisk ordfører. Han var dermed centralt placeret, også fordi han samtidig kunne understøtte sin politik i Politiken. 1907-13 var han tillige medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Da De radikale dannede regering i 1910, var Rode selvskreven til en ministerpost; han blev indenrigsminister. Under verdenskrigen fik han en uhørt magt. For at skaffe befolkningen elementære livsfornødenheder til en rimelig pris oprettedes den såkaldte "overordentlige kommission" under indenrigsministeriet. Det system, som efterhånden opbyggedes, øgede samfundets magt over erhvervslivet, og indgrebene ramte efterhånden alle sider af samfundslivet. Ved afslutningen af sin ministertid var Rode helbredsmæssig svækket – sukkersyge, og han følte de følgende år som oppositionsleder utilfredsstillende. Da der i 1927 viste sig mulighed for at blive Politikens chefredaktør, nedlagde han sit folketingsmandat. Til sin død i 1933 var Rodes indflydelse på bladets linje dog ringe. Han administrerede og repræsenterede, men var ofte fraværende på gr. af sygdom (d 11/7 1933)

 

d Charles Baudelaire, fransk digter; han var hele livet plaget af økonomiske bekymringer, og han kæmpede mod sygdom og sjælelige kriser. I perioder var han henfalden til narkotika. Erfaringerne fra stofmisbruget skildrede han i "Les paradis artificiels" (1860). Han havde bortødet en betydelig arv efter faderen på vin, kvinder og spil. Familien fik ham erklæret umyndig (1844), men sørgede for en beskeden månedsudbetaling, som slet ikke kunne finansiere hans bohemeliv. Han tjente til livets ophold som kritiker og oversætter. Succes fik han aldrig. Han døde slidt op af fattigdom, alkohol og narkotika. Baudelaires litteraturkritiske arbejder er samlet i "L’artromantique", kunstkritikken i "Curiosités esthétiques". Hans eneste digtsamling "Les fleurs du mal" vakte opsigt/skandale ved udgivelsen i 1857. Samtiden fandt den så anstødelig, at den blev beslaglagt, og der rejstes sag mod forfatteren. Samlingen giver udtryk for en lidenskabelig skønhedstrang, svælger i sære, raffinerede stemninger, tit strejfende det sygelige; præget af en dyb melankoli. Mens hos romantikerne især synssansen var fremherskende, fremmaner Baudelaire også høresansen, følesansen, lugten, dyrker synæstesien – sammenkædning af indtryk hentet fra forskellige sanser f.eks. "en blå klang" – og vil gerne virke musikalsk ved verset. I sine sidste leveår udgav han en samling prosadigte"Petits poèmes en prose", hvori han behandler temaer og motiver fra digtsamlingen. Hans digte fik betydning for symbolisterne; overhovedet har Baudelaires poesi øvet en overvældende indflydelse på hele den moderne lyrik. Baudelaire har også udgivet skrifter om Théophile Gautier (1859) og om Wagner (1861) (f 9/4 1821)

 

1870 f Maria Montessorri, italiensk læge og småbørnspædagog; Montessorri, der var Italiens første kvindelige læge, udviklede et system af læremidler for mentalt handicappede børn, som siden viste sig at være velegnet også til andre børn. Hun byggede videre på Fröbels tanker, men mens denne i 1800-tallet havde sat lærerformidlet leg og fantasi i højsædet, skabte Montessorri nytænkning i småbørnsopdragelsen ved at lade børnene opøve sanser og selvkontrol uden lærerindgriben. Derved fik hun stor betydning for udformningen af moderne børnehaver. Hun begyndte sit pædagogiske arbejde blandt fattige og psykisk udviklingshæmmede børn i Rom. Fra 1907 ledede hun et et børneasyl i Rom (Casa bei Bambibi, Børnenes hus), der blev forbillede for de montessoriske børnehaver. Her udvikler barnet sig i frihed, uden tvang eller straf, og kun beskæftiges (gennem tilpasset materiale) med hvad, der interesserer det. Undervisningen foregår bl.a. ved anvendelse af et helt system af belærende legetøj, hvorved børnene gør erfaringer om begreber som form og størrelse (d 6/5 1952)

 

f Eksdronning Wilhelmina af Holland, regent 1890-1948; hun blev 1901 gift med prins Heinrich af Mecklenburg-Schwerin. Under den tyske besættelse af hendes land under Anden Verdenskrig var hun i eksil i Storbritannien. Hun abdicerede 1948 til fordel for datteren Juliana (d 28/11 1962)

 

1880 Slagtet ved Baba Wali. Anden afghanske Krig

 

Da de kaster anker ved Kap Nome i Alaska, har Roald Amundsen og besætningen på "Gjøa" som de første sejlet gennem Nordvestpassagen mellem Atlanterhavet og Stillehavet nord om Nordamerika. Ekspeditionen, der blot omfattede syv mand med den danske premierløjtnant Godfred Hansen som næstkommanderende, havde til opgave at udforske den magnetiske nordpol og om muligt forcere Nordvestpassagen rundt om Nordamerika. Begge opgaver blev løst

 

1913 f Sir Bernard Lovell, engelsk astronom og grundlægger og leder af Jodrell Bank Experimental Station i Cheshire; nu kendt som Nuffield radio Astronomy Laboratories. Efter i 1936 at have erhvervet en Ph.D.-eksamen i fysik ved universitetet i Bristol arbejdede Lovell i årene op mod 2. Verd.krig med udviklingen af radar. Efter krigen bidrog Lovell til udviklingen af radio astronomi ved observationen af meteorer. Samtidig planlagde han og stod i spidsen for opførelsen af det første store radio teleskop. Det havde en diameter på 76,2 m og stod færdigt i 1957. Eftersom det blev taget i brug samtidig med opsendelse af de første satellitter, blev Jodrell Bank teleskopet anvendt ved sporing af satellitter og senere ved modtagelse af signaler fra rumsonder. Arbejdet ved Jodrell Bank har endvidere omfattet undersøgelser af Månen og planeterne ved hjælp af radar samt forskning i udsendelsen af radiobølger fra planeter, stjerner, mælkevejen, fra fjernere galaxer og fra kvasarer

 

Slaget ved Tannenberg i Østpreussen – begyndt den 26. august – er slut, og resultatet blev en overvældende tysk sejr. Da den tyske øverstkommanderende i Østpreussen general Prittwitz den 20. august erfarede, at den russiske general Samsonov med en hær på mellem 220.000-230000 mand var gået over grænsen til Østpreussen, blev han grebet af panik og gav ordre til, at de tyske tropper skulle trække sig tilbage. Han meddelte denne beslutning til Berlin og tilføjede, at det ikke var sikkert, de nye stillinger kunne holdes. Prittwitz blev sammen med sin stabschef afskediget og erstattet af generalerne Ludendorff og Hindenburg. De lagde straks planer om modangreb, og i dagene fra 26. til 31. august blev Samsonovs hær omringet og praktisk talt ødelagt. Hans centrum var kommet i voldsom kamp med det tyske centrum – det XX. korps – der langsomt trængte det mod nord. Den 26. og 27. august blev russerne angrebet i flankerne, og deres tilbagetog blev afskåret. De russiske styrker blev i forvirring og opløsning kastet mod de tyske linjer, og Samsonov skød sig. Slaget blev et "Vernichtungs-Schlacht", og tyskerne tog 92.000 usårede og 30.000 sårede fanger. Forudsætningen for den tyske sejr var, at tyskerne kunne operere på de "indre linjer" og bruge jernbanenettet i Østpreussen og føre forsyninger frem. Den militære ledelse spillede også en væsentlig rolle – den russiske ledelse viste sig fra den værste side: inkompetent, inaktiv og fantasiløs, i.e. ude af stand til at indstille sig på nye situationer. De tyske troppers moral var høj, fordi de forsvarede deres hjemstavn. Den russiske hær var blevet opstillet i største hast, og forsyningerne til den svigtede. Ludendorff navngav kampene "slaget ved Tannenberg". Landsbyen Tannenberg lå i kampområdet, men havde ikke spillet nogen særlig rolle i slaget. Navnet var imidlertid kendt fra historien, fordi polakkerne den 15. juli 1410 havde tilføjet tyske riddere et afgørende nederlag i slaget ved Tannenberg. Nu havde germanerne fået hævn

 

d Sir Joseph Thomson, engelsk fysiker; han var 1884-1918 professor i Cambridge, fra 1905 samtidig professor i Natural Philosophy ved Royal Institution i London, fra 1918 Master of Trinity College, Cambridge. T fik 1906 Nobelprisen i fysik for teoretiske og eksperimentelle undersøgelser af elektrisk ledning i gasser. I 1897 opdagede han, at katodestråler bestod af ladede partikler, som han kaldte korpuskler (senere vist sig at være identiske med atomernes elektroner) og bestemte forholdet mellem deres ladning og masse. Thomson undersøgte også ionstråler og fandt principperne, som blev lagt til grund for massespektografen. Endvidere påviste han elektronet i atomet, hvilket førte til den såkaldte thomsonske atommodel. Hans arbejde betød, at Cavendish Research Laboratory i Cambridge blev et hovedcenter i atomforskningen (f 18/12 1856)

 

d Georges Braque, fransk maler, grafiker og billedhugger; hans tidligste billeder var impressionistiske; han udviklede sig derefter over neoimpressionisme mod en geometrisering af konstruktiv art. 1905-07 var han tilsluttet gruppen les fauves (de vilde) og tog gruppens koloristiske problemer op. Sammen med Picasso var han i årene 1906-07 med til at lægge grunden for kubismen. Braque formulerede denne kunsts indstilling til realiteterne: "Sanserne fordrejer, kun ånden giver form" Han opgav nu landskabs- og figurmaleriet og vendte sig til stillebenet og skabte sammen med Picasso collagemaleriet. I 1920'erne, da klassisistiske tendenser gjorde sig gældende, gik han over til et mere realistisk maleri, for så i 1930'erne igen at nærme sig kubismens formlære. I kraft af sin eksperimentering, sin stadige søgen mod og kontakt med de mest fremskredne retninger, er Braque en indikator for maleriets udvikling i Europa i 1900-tallet. Takket være den faste opbygning og den egenartede kolorit øvede han en stor indflydelse på det moderne maleris udvikling. Som billedhugger var han inspireret af tidlig græsk kunst. Endvidere udfoldede Braque en rig virksomhed som grafiker. Hans sidste store værk var dekorationen af et loft i Louvre (1952) (f 13/5 1882)

 

d Ilja G. Ehrenburg, russisk forfatter; født i det bedre borgerskab, men kom tidligt ind i revolutionært arbejde og fik dermed sin skoleuddannelse afbrudt. Han førte herefter en omtumlet tilværelse og opholdt sig i lange perioder i udlandet, særlig Frankrig, første gang 1909-17. Under 1. Verdenskrig var Ehrenburg fransk krigskorrespondent. Under revolutionen og borgerkrigen (1917-21) opholdt han sig i Rusland, hvilket ligeledes var tilfældet i NEP-perioden (1924-26). Med romanen "Julio Jurenito og hans disciples sælsomme eventyr" (1922) satiserer E over kapitalismens udskejelser, politisk hykleri og andre negative foreteelser. Blandt Ehrenburgs andre romaner er "Gaden ved Moskva-floden" (1927) og "Moskva tror ikke på tårer" (1930). Hans produktivitet var overvældende og hans produktion af uens værdi. Han forsøgte sig med den biografiske roman, dyrkede med held den dokumentariske roman. En blanding af reportage og digtning er "10 HK" (1929) om bilindustrien, "Drømmefabrikken" (1931) om filmindustrien. Ehrenburg udfoldede en stor journalistisk virksomhed f.eks. under Den spanske Borgerkrig; hans artikler fra 2. Verd.krig er gennemtrængt af et uforsonligt tyskerhad. Ilja Ehrenburg, som efter 1940 havde fast ophold i Sovjetunionen, blev klandret, fordi han i Stalintiden gjorde sig til talsmand for den officielle kulturpolitik. En forsigtig skepsis kom først til orde i "Tøvejr" (1954). Efter 1956 blev han dristigere. "Franske hefter" (1958) og "Ved at genlæse Tsjekhov" (1960) indeholdt direkte angreb på åndstyranniet i Sovjet-unionen (f 27/1 1891)

 

1973 d John Ford, amerikansk filminstruktør, der anses for at være en af filmhistoriens store folkelige fortællere. Han instruerede sin første film "The Tornado" i 1917 og skabte ca 60 film, mest korte westerns i stumfilmtiden. Hans stort anlagte western "Ildhesten" fra 1924 blev et gennembrud, men først "Dilligencen" fra 1939 gjorde western-genren til accepteret kunstnerisk udtryksform. Under Anden Verdenskrig arbejdede Ford for den amerikanske flåde og producerede prisbelønnede dokumentarfilm om Stillehavskrigen, eksempelvis "The Battle of Midway" (1942). Efter krigen lavede han flere westerns, der alle er klassikere, f.eks. "My Darling Clemen-tine" (1946), "Fort Apache" (1948), "Kavalleriets gule bånd" (1949) "Rio Grande" (1950). Blandt John Fords andre hovedværker er "Vredens druer" (1940), "Grøn var min barndoms dal" (1941) og "Den tavse mand" (1952). For alle tre blev John Ford belønnet med en Oscar; han er den eneste filminstruktør, der har modtaget fire Oscars. Sin første Oscar fik Ford i 1935 for "The Informer" (f 1/2 1894)

 

d Skat Hoffmeyer, biskop i Århus 1940-61. Efter at være blevet cand. teol. i 1915 fortsatte han studierne i Göttingen og blev dr. teol. 1918 på en afhandling om den apokryfe og pseudepigrafiske litteraturs forhold til senjødedommens partidannelser; samme år blev han hjælpepræst ved Frederiksberg kirke, 1921 sognepræst i Rårup og 1931 stiftsprovst i Århus (1935-40 også skoleprovst). 1922-58 var han seminariecensor, 1932-38 overtog og ledede han den netop begyndte teologiundervisning ved det nystiftede, indtil videre private universitet; derved kom han i betydelig grad til at lægge grund til det teologiske fakultet, som oprettedes 1942; 1934 indvalgtes han i universitetssamvirke bestyrelse, og 1928-68 var han medlem af bestyrelsen for Natur-historisk museum. Fra sin ungdom var Hoffmeyer en passioneret sommerfuglesamler og dyrkede denne inter-esse på videnskabeligt plan. En frugt heraf er mange afhandlinger i fagtidsskrifter. Da Skat Hoffmeyer 1940 valgtes til biskop, skete det med kvalificeret majoritet – eneste gang det hidtil var sket ved et bispevalg. Energisk bestred han embedet til sin afgang i 1961 – berømte blev især (under krigen) hans visitater til fods fra sogn til sogn (f 7/12 1891)

 

Sovjetisk MIG-jager nedskyder over Sakhalin-øen et sydkoreansk passagerfly med 269 passagerer og besætningsmedlemmer om bord, fordi maskinen på vej fra Anchorage i Alaska til Seoul forvildede sig ind over sovjetisk område. Dagen efter indrømmede Sovjet, at der blev affyret advarselsskud mod det sydkoreanske rutefly, fordi det "udførte efterretningsopgaver i sovjetisk luftrum". Senere indrømmede Sovjet i TV-udsendelser nedskydningen af det sydkoreanske passagerfly, men hævdede, at jagerpiloten ikke vidste, der var tale om en civil rutemaskine. Samtidig opfordrede den amerikanske præsident Ronald Reagan i en tale til nationen hele verden til at indlede lufttransportboycot af Sovjetunionen og betegnede Sovjetunionen som "ondskabens imperium

 

d Henry Moore, engelsk billedhugger; han begyndte sin kunstnerbane i 1919, først i Leeds og London, derefter studierejser til Paris og Italien. Allerede fra midten af 1920’erne var Moores karakteristiske formsprog fuldt udviklet. Med udgangspunkt i forhistorisk skulptur skabte han en række nonfigurative værker, der er opbygget på spændingen mellem lukkede former og rumudsnit. Flertallet af hans værker er dog figurative, dannet over få motiver f.eks. kvindefigurer og familiegrupper gengivet i stærk forenkling. Hans udgangspunkt var til stadighed en abstrahering fra naturen, enkeltformen formindskes eller forstørres uafhængig af motivets størrelse. Under 2. Verd.krig udførte han en række tegninger fra livet i det bombede London. Han var blevet udnævnt til officiel krigsillustrator, og det var i den funktion, han udførte de såkaldte shelter-drawings fra undergrundsbanen i London, hvor folk søgte tilflugt under bombardementerne. Han udførte forarbejdet under bombardementerne. I dagene efter bearbejdede han sine skitser til store farvelagte tegninger. Hans tidligste skulpturer var inspireret af romansk kunst og mayafolkets liggende gudefigurer med maven formet som en offerskål. En rejse til Grækenland efter 2. Verd.krig gav næring til hans store kærlighed til antikken. Moore har arbejdet i såvel træ som metal som sten. Han betragtes som en af sin tids betydeligste billedhuggere; han var særdeles produktiv, og hans skulpturer spredtes over hele kloden; desuden var Moore en fremragende tegner og grafiker (f 30/7 1898)

 

1986 d Urho Kekkonen, finsk statsminister og præsident; jurist – mens han praktiserede som advokat, blev han fra 1920’erne aktiv i den finske bondebevægelse. I perioden 1927-32 var han tjenestemand i landbrugsministeriet.1936-56 var han medlem af parlamentet repræsenterende Bondepartiet – senere omdøbt til Centerpartiet. Oprindelig gik han ind for en hård linje over for Sovjetunionen, og i 1940 var han den ene af de kun to parlamentsmedlemmer, der stemte imod at afgive finsk territorium til russerne i forbindelse med en fredsslutnng. Men i 1943, da han var overbevist om, at tyskerne ville tabe krigen, indså han, at Finland måtte slå ind på venskabelig neutralitetspolitik over for Sovjetunionen, hvis Finland fortsat skulle være en selvstændig stat. Efter at have beklædt forskellige ministerposter blev Kekkonen statsminister i 1950, og 1956 efterfulgte han Paasikivi som præsident. Han blev genvalgt 1962, 1968 og 1978. I 1973 forlængede parlamentet hans tredje seksårsperiode som præsident med yderligere fire år. På grund af dårligt helbred trak Kekkonen sig tilbage i 1981(f 3/9 1900)

 

1994 De sidste russiske soldater forlader Estland, Letland og Tyskland

 

1997 d Diana, prinsesse af Wales; hun var datter af den 8. jarl af Spencer og arbejdede som børnehavelærerinde, da hun mødte prins Charles, den britiske tronfølger, som hun blev gift med den 29. juni 1981. Parret fik fra starten en intens opmærksomhed, og deres bryllup blev en stor mediebegivenhed, man mener, at mere end 1 mia. seere fulgte det på tv. Det royale par fik sønnerne William (1982), der er arving til den engelske trone, og Harry (1984). Prinsessen blev umådelig populær, og ægtefællerne blev hinandens rivaler i kampen om befolkningens gunst. De blev separeret i 1992 og skilt i 1996. Efter skilsmissen intensiverede Diana sit humanitære arbejde, bl.a. agiterede hun for afskaffelse af landminer, og hun talte de AIDS- og spedalskramtes sag. I 1993 sagde den tidligere kronprinsesse, at hun ville trække sig tilbage fra offentlighedens søgelys, der havde været en belast-ning under ægteskabet og især under skilsmissen. I 1995 gav hun alligevel et tv-interview, hvor hun med beret-ninger om sin og ægtemandens utroskab og sin bulimi viste en for de kongelige hidtil uset grad af åbenhed. Hun omkom ved en bilulykke i Paris under flugt fra pressefotografer, der ville fotografere hende i selskab med elskeren, mangemillionæren, Dodi Al-Fayed, der også omkom ved ulykken. Dianas død gav anledning til en hidsig debat om mediernes behandling af kendte personer (f 1/7 1961)

 

Til top