Forside    December

Vælg en dato:

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30
31

Til top        1. december

1083 f Anna Comnena, byzantinsk prinsesse og krønikeskriver; datter af den byzantinske kejser Alexios 1. Som krønikeskriver forfattede hun Alexiaden i 16 bøger om sin fars regeringstid i årene omkring 1. korstog. Hun fik en god uddannelse og studerede bl.a. litteratur, filosofi, historie og geografi. I 1097 blev hun gift med fyrsten af Bryennium, Nicephorus Bryennius. I sin fars sidste sygdomsplagede tid søgte hun forgæves sammen med sin mor kejserinde Irene at overtale ham til i arvefølgen at se bort fra sin søn Johannes II Comnenus til fordel for Nicephorus. Senere, efter Johannes i 1118 var blevet kejser konspirerede hun mod ham for at få sin ægtemand på kejsertronen. Men hun fik ikke støtte fra ham. Komplottet blev afsløret, som straf blev Anna Comnena frataget sin formue, og hun trak sig tilbage til et kloster. Det var her hun skrev sit værk, der foruden at give et billede af livet ved det byzantinske hof er en vigtig kilde til Første korstogs historie (d efter 1148)

 

1135 d Henrik 1. engelsk konge 1100-1135, yngste søn af Wilhelm Erobreren og dronning Mathilde af Flandern; da Henriks bror kong Vilhelm 2. blev dræbt under en jagt, lod Henrik sig i største hast krone til konge, inden hans ældre bror Robert nåede hjem fra korstog. Inden det kom til kamp mellem brødrene ved Roberts hjemkomst, blev der 1101 sluttet forlig mellem de to, hvorved Robert gav afkald på sine krav på den engelske trone mod fortsat at være hertug af Normandiet. Aftalen mellem de to brødre holdt dog ikke; den 28. september 1106 - præcis 40 år efter normannernes landgang ved Pevensey - besejrede Henrik sin bror i slaget ved Tinchebrai og var dermed også hertug af Normandiet. Til sin død sad Robert i fangenskab i Cardiff. Henriks eneste legitime søn Vilhelm druknede 1120. De engelske baroner anerkendte Henriks legitime datter Mathilde som hans efterfølger. Hun havde været gift med kejser Henrik V. Efter dennes død med Godfred Plantagenet, hertug af Anjou. Men da Henrik døde, mente de engelske stormænd ikke, at en kvinde var egnet som regent, og Stephen af Blois, en nevø til Henrik og et barnebarn af Vilhelm Erobreren, blev konge. Henrik er den engelske konge, der har fået flest illegitime børn - 9 sønner og 11 døtre (f 1068)

 

1167 For at skabe en samlet front mod den tysk-romerske kejsers forsøg på at begrænse deres frihed danner en række norditalienske byer Den Lombardiske Liga. Ved grundlæggelsen var 16 byer medlemmer af ligaen, dette tal voksede senere til 20. Blandt deltagerne var Milano, Venezia, Mantova, Padova, Brescia og Lodi. Fra begyndelsen fik den støtte af pave Alexander III, som i ligaen så en allieret i kampen mod kejser Frederik I Barbarossa. Frederik Barbarossa led flere militære nederlag til ligaen. Disse nederlag førte til, at kejseren og paven 25. juni 1177 sluttede fred. Fredsslutningen blev ledsaget af en seksårig våbenhvile mellem ligaen og Frederik Barbarossa. Ved udløbet af den seksårige periode blev våbenhvilen ændret til en fredsslutning: Freden i Konstanz. I følge denne anerkendte de lombardiske byer Frederik som deres lensherre, mens kejseren til gengæld anerkendte byernes politiske og juridiske selvstændighed. Desuden garanterede kejseren byernes ret til at opretholde og forny deres liga. Den Lombardiske Liga blev fornyet i 1198 og igen i 1208. Det var dog ikke før i 1226, den atter blev en magtfaktor i italiensk politik. Det skete, da Frederik II ville hævde kejsermagtens autoritet i Norditalien. Den nye liga blev dannet for 25 år af Milano, Bologna, Brescia, Mantova, Padova, Vicenza og Treviso. Snart fik de tilslutning af byer som Piacenza, Verona, Lodi og andre norditalienske byer. Også denne gang støttede paven ligaen, som igen effektivt modsatte sig kejsermagtens indblanding i byernes styre. Ved Frederik II’s død i 1250 opløstes ligaen for aldrig mere at opstå

 

d Lorenzo Ghiberti, italiensk billedhugger; kun 23 år gammel vandt han over flere af Italiens mest fremtrædende kunstnere i konkurrencen om udførelsen af udsmykningen på det nordlige par bronzedøre til baptisteriet i Firenze. Konkurrencens deltagere skulle lave et prøvepanel med et relief visende Abrahams ofring af sin søn Isak. Bedømmelseskomiteens 34 medlemmer - billedhuggere, malere og guldsmede – fandt, at G’s var det bedste. Udsmykningen, udført 1403-26, består af 28 kvadratiske felter (39x39 cm), hvoraf de tyve med sine relieffer i forgyldt bronze viser motiver fra Kristi liv, fire afbilder apostle og fire viser kirkelærde. Også udførelsen af baptisteriets østdøre blev betroet G. Hertil lavede han 10 80x80 cm relieffer i forgyldt bronze med figurrige scener fra Det gamle Testamente fra menneskets skabelse til dronningen af Sabas besøg hos Salomon. I disse relieffer behandlede G med sikkerhed masseopbud og elegante, ubesværede figurer til en så mesterlig helhed, at Michelangelo kaldte dørene Porta del Paradiso (Paradisporten). Blandt hans øvrige arbejder er bronzestatuer af Matthæus (1419-22) og Stephen (1428) til kirken Or San Michele i Firenze. G’s udvikling røber en stadig fremadskridende klassisisme byggende på studier af antikke værker og brug af linjeperspektivet, som det var blevet udformet af Brunelleschi. For at hævde sin hjemstavns betydning udgav G i sine senere år biografiske skildringer – "I Commentarii"- af toscanske kunstnere fra 1300-tallet. Som den tidligste af renæssancens teoretikere ved siden af Leon Battista Alberti gav G i disse skrifter foruden selvbiografiske oplysninger en indføring i kunsten; han behandlede bl.a. optik og proportionslære på grundlag af antikke og arabiske forfattere (f 1378)

 

1469 d Piero Medici, bankier og overhoved for Medicifamilien og dermed den mest fremtrædende borger i Firenze; han var søn af Cosimo M, og blev efter dennes død i 1464 leder af republikken Firenze. Han havde tilnavnet "il Gottoso" (den gigtplagede), fordi han livet igennem var plaget af gigt. I sin ungdom havde han med held udført nogle diplomatiske missioner for sin far. Som denne var han gavmild mod sine venner, litteraturen, religion og kunst. Men han synes at have manglet Cosimos intelligens og takt. For at befæste sin politiske støtte havde Cosimo lånt indflydelsesrige borgere store summer. Ved faderens død krævede Piero pludselig disse summer tilbagebetalt. Adskillige skyldnere, der så ruin imøde, rejste sig i revolution under råbet "i frihedens navn". I kort tid beherskede de regeringen, men Medici-partiet genvandt hurtigt magten. Udenrigspolitisk havde Piero heldet med sig, da Venezia (atter) indledte krig mod Firenze. Han allierede han sig med Milano og Napoli, hvilket førte til nederlag for venezianernes hær under ledelse af condottieren Bartolomeo Colleoni ved Imola. Ved den påfølgende fredsslutning i 1468 erhvervede Firenze Sarzana og Sarzanello. Ved sin død efterlod han to sønner, Lorenzo på tyve og Giuliano på seksten. Med kun fem år ved magten og mellem sin berømte far og ikke mindre berømte søn Lorenzo "il Magnifico" (den strålende) fylder Pietro Medici ikke meget i Firenzes og renæssancens historie (f 1416)

 

1521 d Leo 10. Medici. Pave 1513-1521, han var søn af Lorenzo "il Magnifico" Medici og fik en fremragende uddannelse. Fra barnsben var han bestemt for en karriere inden for kirken og blev som 14-årig udnævnt til kardinal. Først da han i februar 1513 var blevet valgt til pave, blev han præsteviet og udnævnt til biskop. Leo havde sin slægts interesse for klassisk litteratur og kunst, og han gjorde Rom til midtpunkt for europæisk kultur. Det gav mange kunstnere med Rafael og Michelangelo i spidsen mulighed for at skabe nogle af renæssancens ypperligste mesterværker. Mens han endnu var kardinal, lod Leo kirken Santa Maria in Dominica restaurere efter tegninger af Rafael. Som pave lod han opføre S. Giovanni i Via Giulia, og han fortsatte opførelsen af den nye Peterskirke, som hans forgænger Julius II havde påbegyndt. For at skaffe penge til denne indsats – heraf ikke mindst til fortsættelse af byggeriet på Peterskirken - lod Leo udskrive den almindelige aflad. Det førte til Luthers protester og dermed til Reformationens frembrud i Tyskland. Luthers virksomhed besvarede Leo med fordømmelse i bullen "Exsurge Domine" juni 1520. Den blev fulgt op med, at Leo højtideligt ekskommuni-kerede Luther i januar 1521. Spanske og franske forsøg på at dominere den italienske halvø blev bestemmende for Leos politik her. Den franske konge Frans I’s sejr i slaget ved Marignano i Norditalien førte til, Leo i 1516 indgik et konkordat med den franske konge. Det gav kongen den afgørende indflydelse på udnævnelsen af bisper, til gengæld fik paven lov at beholde sine indtægter fra Frankrig. Leos pengeforbrug medførte, at Roms befolkning i hans korte tid som pave voksede fra 40.000 til 90.000, og at der blev opført 10.000 huse i byen. Men samtidig mistede Romerkirken halvdelen af sine medlemmer. Medicipaven, Leo 10. havde ikke forstået det religiøse livs rørelser og kirkens behov for reformer (f 11/12 1475)

 

d Margrete af Østrig, hertuginde af Savoyen; som regentinde i Nederlandene 1507-15 og 1519-30 for sin nevø Karl (senere tysk-romerske kejser som Karl V) bidrog hun afgørende til at konsolidere det habsburgske styre der. M var datter af den habsburgske ærkehertug Maximilian (den senere tysk-romerske kejser Maximilian I) og Marie, hertuginde af Burgund. Efter at have overlevet tre ægtemænd blev M i 1507 af sin far udnævnt til regentinde i Nederlandene for sin mindreårige nevø Karl (V). I begge hendes regeringsperioder var Nederlandene hårdt beskattet for at bidrage til habsburgernes mange krige. I 1508 repræsenterede hun sin far ved forhandlingerne i Cambrai, hvor man fik løst uoverensstemmelser med Frankrig om dette lands rettigheder i de burgundiske Nederlande. Da Karl i 1515 blev erklæret myndig, genudnævnte han sin tante som regentinde i Nederlandene. I årene herefter udvidede hun det habsburgske herredømme i Nederlandene; f.eks. indlemmede hun i årene 1515-24 Friesland. Som repræsentant for Karl V afsluttede hun i Cambrai i 1529 "La Paix des Dames" med Louise af Savoyen, der forhandlede på sin søns, kong Frans I af Frankrig, vegne. Fredsaftalen afgjorde for en tid de to landes krav i Burgund, Milano og Napoli; men den fred, den tilvejebragte, var kun midlertidig. Det var ved M’s hof Christian II’s dronning Elisabeth af Habsburg voksede op. M var Elisabeths faster (f 10/1 1480)

 

d St Edmund Campion, engelsk jesuit og katolsk martyr; han var ordineret som præst i den anglikanske kirke og underviste i Oxford, da hans katolske sympatier blev kendt. Han måtte forlade England. C rejste først til Irland og efter nogle år i Frankrig, kom han i 1573 til Rom, hvor han tilsluttede sig jesuitterordenen. I 1580 blev han sendt til England for at udføre præstegerning for de engelske katolikker, for hvem det var strengt forbudt at udøve deres tro. Han prædikede og afholdt messer flere steder i England. Endvidere udgav han en pamflet "Decem rationes" (Ti Grunde), der indeholdt et angreb på den anglikanske kirke og et forsvar for den katolske tro. C blev angivet, og den 14. juli 1581, mens han prædikede i Lyford, Berkshire, blev han arresteret og ført til London. Da han efter tortur nægtede at afsværge sin katolske tro, strikkede man en anklage sammen om, at han sammen med andre katolikker i Rom og Reims havde konspireret om at styrte dronning Elizabeth. Han blev dødsdømt for forræderi og henrettet. C blev kanoniseret i 1886 (f 25/1 1540)

 

1657 f Karen Brahe, godsejer, legatstifter og bogsamler. Efter moderens død (1683) styrede hun huset for sin far på Engelsholm, Fyn, så længe han levede (død 1708). Efter hans død flyttede hun til Østrupgård, der ved skiftet efter moderen var tilfaldet hende og søsteren Birgitte og blev boende der resten af livet; 1735 udkøbte hun søsteren af gården. K havde praktisk greb på godsadministration, og de rige midler,hun fik rådighed over, anvendte hun for en stor del til offentlige formål. Foruden en skole og et hospital i Svannige oprettede hun Odense adelige jomfrukloster. Til denne stiftelse testamenterede K sin bogsamling, en enestående skat af ældre dansk litteratur. Samlingen omfatter ca. 3.400 numre, hvoraf ca. 2.100 numre er danske værker. Hun var tidligt begyndt at samle på bøger, men grundstammen i hendes bibliotek havde hun arvet. På dette grund-lag arbejdede hun videre og forøgede samlingen ved systematiske indkøb, foruden at hun takket være sine udmærkede forbindelser fik mange bøger som gave. Blandt manuskripterne findes flere vigtige folkevise-håndskrifter og blandt de trykte bøger mange unica. Samlingen er det eneste privatbibliotek fra den tid, der er bevaret for eftertiden i nogenlunde uskadt stand; en del har den lidt ved tidligere tiders vanrøgt, men er nu – siden 1907 – deponeret i Landsarkivet for Fyn (d 27/9 1736)

 

d Aleksander 1. russisk zar 1801-1825; ældste søn af Paul I og Maria Fedorovna (Sophia Dorothea af Würtemberg); han kom på tronen ved paladsrevolution, da utilfredse adelige myrdede Paul I på gr. af hans franskorienterede udenrigspolitik. I As regeringsperiode var årene indtil 1812 indenrigspolitisk præget af en række moderate liberale reformer i regeringsapparatet samt nogle bonde- og uddannelsesreformer med bl.a. grundlæggelse af nye universiteter. Det blev alt i alt ikke til store ting, da A langtfra have til hensigt at give afkald på enevoldsmagten. Fra 1805 slugte udenrigsplitikken næsten hele hans interesse. På dette område lod han Rusland deltage i antifranske koalitioner. Det førte til nederlag, og ved freden i Tilsit 1807 blev landet tvunget i alliance med Napoleon, men gentagne brud på fredsvilkårene førte til Napoleons felttog mod Rusland 1812. Det blev et knusende nedlerlag for franskmændene; resultatet blev Napoleons abdikation og As indtog i Paris 1814. A var en ledende figur på Wienerkongressen 1814-15. Hans mystisk prægede religiøsitet, og at han følte sig kaldet af Gud til menneskehedens frelse, var ikke uden betydning, da han på kongressen fik lagt grunden til den såkaldte hellige alliance, et broderskab mellem de deltagende fyrster, hvis formål var at bekæmpe den franske revolutions ideer og alle fremtidige revolutioner. Alliancen fik dog ingen større betydning. Efter 1812 var hans indenrigspolitik præget af den almene europæiske reaktion, og forestillingen om oplysningstidens fordærvelighed sejrede fuldstændig. I stadig større omfang overlod han styret til reaktionære ministre. Det betød, at godsejernes beføjelser over bønderne blev udvidet, og den kulturelle og videnskabelige frihed indskrænket (f 23/12 1777)

 

1844 f Alexandra, dansk prinsesse og britisk dronning; hun var datter af Chr. 9. og dronning Louise og var endnu ikke sytten år gammel, da der på vegne af tronfølgeren, Edward, prins af Wales, senere Edward 7. af Storbritannien indledtes ægteskabsforhandlinger. Forlovelsen fandt sted september 1862 og brylluppet den 10. marts 1863. Da dronning Victoria efter gemalen prins Alberts død levede en tilbagetrukken tilværelse, kom mange repræsentative pligter til at hvile på tronfølgerparret. Da den dansk-tyske konflikt kulminerede i årene 1863-64, lagde Alexandra ikke skjul på sine dansk-nationale synspunkter og påvirkede derved en kreds i den britiske offentlighed, men nogen afgørende politisk betydning fik det ikke. Hendes besøg hos sin danske familie blev talrige, og 1906 købte hun sammen med sin søster enkekejserinde Dagmar af Rusland Hvidøre ved Klampenborg og lod det indrette til fælles sommerbolig. Danske i England nød godt af hendes støtte, og ligesom hun 1885 lagde grundstenen til en kirke for den engelske menighed i København, fik hun den finsenske lysbehandling indført på hospitaler i London (d 20/11 1925)

 

Peter Erasmus Lange-Müller, komponist; hans kompositioner omfatter både dramatisk musik, instrumentalmusik, korværker og sang; hans musikinteresse fik ham i 1871 til at afbryde et statsvidenskabeligt studium og søge ind på musikkonservatoriet. Han debuterede 1874 med udsendelsen af sit op. 1: fem sange af B.S. Ingemann "Sulamith og Salomom". Samme år deltog han i stiftelsen af Koncertforeningen, hvor han senere blev meddirigent (1879-83), den eneste offentlige musikstilling han overhovedet har haft. Tilbageholdenheden skyldtes dels et svagt helbred dels, at han skyede offentlig fremtræden. På det musikalske område blev Lange-Müller en af folkets udkårne. Medvirkende hertil var især hans musik til Holger Drachmanns "Der var Engang" (op. 25 - 1887), der var indpasset i såvel dansk folkelig som tidens national romantiske smag. Blandt hans operaer er "Spanske Studenter" (op 22, 1883) og "Fru Jeanna" (op. 30, 1891). Inden for instrumantalmusik har Lange-Müller komponeret to symfonier "Efterår" (op.17, 1882) og d-mol symfonien (op. 33, 1889). Allerede på et tidligt tidspunkt i sin kunstneriske løbebane kastede L-M sig over vokalmusik – kor og sange. Bl. hans korværker er "Niels Ebbesen" (op. 9, 1878) og "Stavnsbåndets Løsning" (op. 36, 1888). Inden for vokalkompositionen nåede Lange-Müller sin største popularitet på solosangens område, ikke mindst på gr. af den romantisk-folkelige tone. Mange af hans sange var indtil for få år siden nationalt eje f.eks. "Naar Dagen er træt" (1880) og "Skin ud du klare Solskin" (1882) (d 26/2 1926)

 

Der indføres regelmæssig dampfærgedrift over Storebælt på ruten Nyborg-Korsør. I november 1872, godt et halvt år efter, at færgeoverfarten på Lillebælt var blevet oprettet, nedsatte Indenrigsministeriet en kommission, der skulle "tage under Overveielse, hvorvidt det maatte være muligt at tilveiebringe en Dampfærgeforbindelse over Store Bælt". Efter to års grundigt arbejde fremkom betænkningen i efteråret 1874. Kommissionen fastslog, at der ville være store fordele ved at indsætte dampfærger på Storebæltsoverfarten. Derfor skulle der oprettes en sådan forbindelse, og at der i dette "Øiemed indrettes Anlægssteder for Dampfærger i Korsør og Nyborg og anskaffes 2 Dampfærger". Men det planlagte arbejde trak ud. Bygningen af færgerne blev overladt Kockums mekaniske værksted i Malmø. Her blev den første færge søsat 28. december 1882, og den fik navnet Korsør. Den anden færge løb af stabelen den 10. april 1883. Den fik navnet Nyborg. De var begge hjulfærger. Med indsættelsen af dem var jernbanenettet mellem Sjælland og Jylland knyttet sammen, så man fik den ønskede trafikale styrke af jernbanerne i Danmark. Efter datidens målestok var det to store færger, der nu besejlede Store Bælt. Længden var 77,42 m, bredden på spant 10,37 m, og bredden over hjulkasserne var 17,68 m, så skovlhjulene, der var 6,02 m i diameter, var af en anseelig størrelse. Maskineriet kunne yde 1200 hk og give færgerne en fart på 12,25 knob. Den effektive sporlængde på vogndækket var 120 m. Under vogndækket var der spisesalon, damesalon, rygesalon og toiletter. Færgerne kunne tage 1100 passagerer. I vingehusene ved hjulkasserne var der god plads. Her var der indrettet kabys, en lille rygesalon og kamre for skibsofficererne

 

f Georgij Sjukov, sovjetisk marskal; deltog i 1. Verdenskrig, Revolutionen i 1917 og kampen mod Japan 1938-39. Han blev armégeneral 1940, generalstabschef og vicekommissær for forsvaret 1941. Under 2. Verd.krig ledede han 1941 forsvaret af Moskva og 1942 af Stalingrad. Han var øverstkommanderende for de tropper, der fordrev tyskerne fra Ukraine, Rumænien og Polen. I januar 1943 blev han marskal af Sovjetunionen og stod i spidsen (sammen med Konjev) for de sovjetiske soldater, der indtog Berlin 2. maj 1945. Efter krigens afslutning forblev han i Tyskland som chef for de sovjetiske besættelsestyrker og som medlem af den allierede Kontrolkommission for Tyskland. Da S i 1946 vendte tilbage til Moskva var hans popularitet så stor, at Stalin tilsyneladende betragtede den som en trussel for sin position. I al fald blev han i de flg. år udnævnt til en række ubetydelige kommandoer i Sovjetunionens fjernere egne. Efter Stalins død i 1953 ønskede det nye styre at sikre sig hærens støtte og udnævnte S til viceforsvarsminister. Derefter støttede S partisekretær Khrustjov mod ministerpræsident Malenkov, der talte for en reduktion af militærudgifterne. Ved rokeringer i den sovjetiske ledelse i febr 1955, da Khrustjov tvang Malenkov til at træde tilbage, blev S forsvarsminister og kandidatmedlem af partipræsidiet. Selv om S støttede Khrustjov i juni 1957, da denne var truet med afsættelse af et flertal i partipræsidiet - den såkaldte partifjendtlige gruppe, ved at stille forsvarets fly til rådighed for indflyvning til Moskva af centralkomitémedlemmer, der ville støtte Khrustjov, afskedigede Khrustjov i okt. 1957 ham, fordi han ikke kunne acceptere S’s arbejde for at gøre den sovjetiske hær uafhængig af partiet bl.a. ved at fjerne partiets kommissærer på kasernerne. Indtil Khrustjovs fald i okt.1964 levede S en skyggetilværelse, men herefter blev han bl.a. tildelt Leninordenen (1966) og fik i 1969 tilladelse til at offentliggøre sin selvbiografi (d 18/6 1974)

 

Island bliver en fri og suveræn stat i personaluion med Danmark. Systemskiftet i Danmark den 24. juli 1901 med dannelsen af den første parlamentariske regering hvilende på et flertal i Folketinget ændrede den danske Islandspolitik drastisk. I 1904 fik Island en hjemmestyreordning, og ministeriet for Island blev flyttet fra København til Reykjavik. Ordningen tilfredsstillede imidlertid ikke de nationalistiske drømme i Island, fordi landet stadig blev betragtet som en integreret del af det danske rige. I perioden 1904-18 var islandsk politik derfor præget af en intens nationalisme. Spændingerne kulminerede i 1908, da de islandske vælgere afviste en overenskomst mellem Altinget og Folketinget vedrørende landets status i den danske stat. Dette problem blev dog løst hen imod slutningen af 1. Verd.krig af en komité bestående af islandske og danske parlamentarikere. I efteråret 1918 blev Forbundsloven vedtaget i såvel det danske som det islandske parlament, og den trådte i kraft den 1. december 1918. Island var nu en fri og suveræn stat i personalunion med Danmark. De danske myndigheder skulle varetage visse anliggender f.eks. udenrigstjenesten og kystbevogtningen, indtil islændingene valgte at overtage dem. Det skete i juni 1944

 

Som den første kvinde nogensinde indtager den nyvalgte amerikanskfødte Lady Nancy Astor sin plads i det britiske Underhus. Da hendes mand, viscount Waldorf Astor i 1919 arvede sin fars plads i Overhuset, overtog hun ægtemandens valgkreds i Plymouth, Devonshire. Hun opstillede for De Konservative og ved valget den 28. november 1919, vandt hun kredsen, som hun herefter repræsenterede, til hun i 1945 undlod opstilling. I parlamentet beskæftigede hun sig især med kvinde- og skolespørgsmål samt med afholdssagen

 

Locarnopagten underskrives. I London underskrives den i den svejtsiske by Locarno i perioden 16. juni til 16. oktober 1925 færdigforhandlede traktat. Den blev indgået mellem Tyskland, Frankrig, Belgien, Storbritannien og Italien. Initiativet til traktaten udgik fra den tyske udenrigsminister Gustav Stresemann. Den garanterede Frankrigs og Belgiens grænser mod Tyskland i henhold til Versaillesaftalen af 1919 og fastslog demilitariseringen af Rhinlandet. For at undgå krig ved evt. grænsestridigheder indgik parterne endvidere en række voldgiftsaftaler. Med underskrivelsen ville underskriverlandene skabe et tryggere og sikrere Europa, hvor krig var utænkelig. Derfor blev underskrivelsen betragtet som begyndelsen til et nyt og bedre sikkerhedspolitisk system i Europa. Vidnesbyrd herom var Tysklands indtræden i Folkeforbundet i marts 1926 og tilbagetrækningen af franske og britiske tropper fra Rhinlandet i henholdsvis 1926 og 1930. Endvidere understregedes dens betydning som fredsskabende, da hovedaktørerne, udenrigsministrene fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland i 1926 blev hædret med Nobels fredspris

 

d Luigi Pirandello, italiensk forfatter; fra 1889 havde P skrevet poesi, men det var først med nogle af sine romaner (han skrev 7), novellerne (ca 259) og frem for alt skuespillene (ca 40) han viste sig som en stor og original forfatter. Blandt romanerne er "Il fu Mattia Rascal" (1904) og "Uno, nessuno e centomila" (1926) om den absolutte uforståenhed. Mennesket tror, det er uno (én), med én bestemt karakter, i stedet er det "nessuno" (ingen) eller "centomila"(hundredtusind), siden det opfattes forskelligt af alle andre. P’s noveller er forankret i en konkret, ofte siciliansk virkelighed og anset for at være større litteratur end romanerne. De blev samlet i to store bind "Novelle per un anno" (1937-39). P’ dramatiske arbejde er samlet i 31 bind (1920-35). Det var som dramatiker P opnåede størst ry i f.eks. "Sei Personaggi in Cerca d'Autore"(1916); (da: Seks Personer søger en Forfatter 1925). Blandt øvrige dramaer er "Enrico IV" (1922 da; Henrik IV 1925). Pirandello fik nobelprisen i litteratur 1934 (f 28/6 1867)

 

1952 d Vittorio Emanuele Orlando, italiensk statsmand; han var sit lands premierminister i 1. Verd.krigs. sidste år og leder af den italienske delegation til Versailles fredskonferencen. Han blev medlem af Deputeretkammeret i 1897, var undervisningsminister 1903-05, justitsminister 1907-09 og atter undervisningsminister i 1914. Han støttede italiensk deltagelse i verdenskrigen – maj 1915. Under den krise, der fulgte efter italienernes nederlag til østrigerne i slaget ved Caporetto, blev han premierminister; det lykkedes ham at samle sine landsmænd til en fornyet indsats. Efter krigens sejrrige afslutning drog Orlando til Versailles, hvor han havde alvorlige sammenstød med sine allierede først og fremmest med præsident Wilson, USA over italienske krav på østrigske områder. Da også jugoslaverne rejste krav på havnebyen Fiume på halvøen Istrien ved Adriaterhavets nordlige ende appellerede Wilson direkte til den italienske befolkning uden om Orlando. Manøvren slog fejl, men den var med til at vise, at Orlando ikke var i stand til at få indrømmelser fra sine allierede. Det undergravede hans position, og den 19. juni 1919 trådte han tilbage. December samme år valgtes han til formand for Deputeretkammeret. I den begyndende strid mellem arbejderorganisationerne og Fascistpartiet støttede Orlando i første omgang Mussolini, men da den socialistiske politiker Matteotti blev myrdet af fascister, skiftede han standpunkt. Orlando mod-arbejdede fascisterne ved lokalvalgene på Sicilien, og i protest mod fascisternes valgsvindel nedlagde han i 1925 sit mandat. Han forblev uden for politik til efter 2. Verd.krig. I 1946 blev han medlem af den forsamling, der skulle udarbejde en ny forfatning. I 1948 blev han medlem af det nye italienske Senat. Samme år var han kandidat ved præsidentvalget, men blev ikke valgt (f 19/5 1860)

 

1973 d David Ben-Gurion, israelsk politiker og Israels første regeringsleder; han blev født i Polen, men flyttede i 1906 med sin familie til Palæstina. Her var han i 1920 medstifter af de jødiske arbejderes fagorganisation, Histadrut og var dets generalsekretær i årene 1921-35; fra 1930 var han tillige generalsekretær i det jødiske arbejderparti (MAPAI); i årene 1935-48 beklædte han posten som præsident for Jewish Agency. Da briterne fra 1939 begyndte at føre en proarabisk politik, der begrænsede jødisk indvandring til Palæstina, opfordrede han jøderne til at kæmpe for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Da dette med USA og Sovjetunionens støtte blev realiseret i 1948, blev Ben-Gurion stats- og forsvarsminister i den provisoriske regering, og han beholdt disse poster til 1953. I februar 1955 atter forsvarsminister og var fra november 1955 til juni 1963 stats- og forsvarsminister. I 1963 forlod han regeringen og af MAPAIs ledelse året efter. I 1965 brød han med partiet og stiftede sit eget arbejderparti, RAFI, som i udenrigspolitik gik ind for at fastholde Israels rettigheder i forhold til arabstaterne. Ved valget efteråret 1969 opnåede det kun liden tilslutning, og et halvt år senere trak Ben-Gurion sig tilbage fra politik. RAFI blev snart igen slået sammen med MAPAI og en anden udbrydergruppe til det israelske arbejderparti (f 16/10 1886)

 

 

 

 

 

Til top        2. december

d Fernando Francesco de Avalos marchese di Pescara, italiensk kommandør af kejser Karl V’s tropper i opgøret med Frankrigs kong Frans I. Følgelig kom P til at stå som sejrherre i slaget ved Pavia 24. februar 1525. Som elev af condottieren Prospero Colonna kommanderede P spanske tropper i Italien i årene 1512 til 1525 i striden mellem franskmændene på den ene side - spaniere og tyskere på den anden. I 1512 blev han såret i en træfning ved Ravenna og blev taget til fange af franskmændene. Han kom fri, da han afgav løfte om aldrig at drage i felten mod franskmændene. Et løfte der blev brudt flere gange. I de følgende års slag besejrede han venezianerne ved Vicenza, besatte Padova i 1514, og – da han atter mødte franskmændene på slagmarken – erobrede Milano i 1521 og i 1522 Genova. Efter Prospero Colonnas død i 1523 kom P til at stå i spidsen for Karl V’s tropper i Italien. I 1524 opnåede han sejr i et slag ved Romagnano og året efter sin største triumf sejren ved Pavia. En sejr der satte en stopper for franskmændenes erobringsplaner i Italien. Efter sejren kom det til uroligheder i Milano. Den milanesiske hertug nægtede at efterkomme kejserens ordrer. Under belejringen af hertugens fæstning – Castello Sforzesco – døde P (f 1490)

 

d Hernando Cortes, spansk conquistador og Mexicos erobrer; drog 1504 til Hispaniola (Haiti) hvor han blev statholderens sekretær og deltog i dennes togt til Cuba i 1511. Statholderen valgte i 1518 Cortes til leder af en ekspedition mod det aztekiske rige i Mexico. 1519 landede Cortes med 11 skibe og 600 soldater på Mexicos kyst. Efter at have brændt skibene for at forhindre et tilbagetog trængte Cortes ind i landet og frem til aztekernes hovedstad Tenochtitlan. Indbyggerne, som aldrig havde set kanoner eller heste, gjorde ikke modstand, de hyldede C som "solens søn", som var ventet fra den anden side af havet. Mens Cortes var optaget af kampe i landet, udbrød der oprør i hovedstaden mod de tilbageblevne spanske tropper, som blev tvunget til at forlade byen. Men spanierne kom tilbage og tog en grusom hævn. August 1521 angreb Cortes påny. Efter 75 dages hårde kampe blev Tenochtitlan erobret, aztekernes kejser - Guatemozin - blev taget til fange og tortureret ihjel. Byen blev brændt og helt udslettet. 1522 blev Cortes guvernør over "Ny Spanien"; han lod Tenochtitlan (Mexico City) genopbygge og udsendte ekspeditioner, som erobrede hele Mellem-Amerika. 1528 vendte Cortes tilbage til Spanien. I 1530 drog han ud på nye ekspeditioner og konstaterede bl.a. (1536), at Californien var en halvø. Sine sidste år tilbragte han ved det spanske hof (f 1485)

 

1804 Napoleon kejserkrones. I foråret 1802 var Napoleon blevet førstekonsul på livstid. Men afsløring af attentatplaner og dermed risiko for, at han skulle blive revet bort, nødvendiggjorde et mere fast regime. Med det for øje blev Napoleon ved en senatsbeslutning af 18. maj 1804 betroet regeringen af Frankrig som "franskmændenes kejser" med arveret i familien. Ved kroningen i Notre Dame, Paris, deltog alle nationens dignitarer. Der var ikke blevet sparet noget for at kaste glans over rigets ophøjelse til kejserdømme og over Napoleons kroning. Paven, som modstræbende var kommet fra Rom, fik kun overladt salvningen. Napoleon satte selv kronen på hovedet. Derefter kronede han sin kone, Joséphine Beauharnais til kejserinde

 

Slaget ved Austerlitz - Trekejserslaget - således benævnt, da Napoleon i spidsen for de franske tropper var i kamp mod en russisk/østrigsk hær, ved hvilken begge landes kejsere - Alexander 1. og Frans 2. - befandt sig. Da Østrig i august 1805 tilsluttede sig det måneden før oprettede offensive og defensive forbund mellem England og Rusland, var den såkaldte 3. koalition i krigen mod Napoleon dannet. Napoleon tog udfordringen op og besluttede at søge afgørelsen i Tyskland med 200.000 mand franske, bayerske og württembergske tropper. Han overtog selv kommandoen. Med sin sædvanlige hurtighed koncentrerede han sine styrker i Tyskland. Han omgik den østrigske general Macks højre fløj og tvang ham til at trække sig ind i Ulm, hvor Mack den 20. oktober måtte strække våben med 27.000 mand. Resterne af Macks hær, 22.000 mand, sluttede sig til den russiske hær på 30.000 mand ved Brunnau. Ved udgangen af november var den russiske hær nået op på 90.000 mand, og kejser Frants af Østrig og den russiske kejser Alexander sluttede sig til hæren. Over Wien var Napoleon fulgte efter de vigende østrigere og nåede 20. november Brünn, hvor han afventede forstærkninger. For der var opstået en ny fare for ham. Den 3. november havde Rusland og Preussen sluttet forbund, og den preussiske hær stod rede til at gribe ind. En sejr var nu en nødvendighed for Napoleon, inden hans modstandere fandt sammen og blev ham for stærke. Sejren fik han i Trekejserslaget ved Austerlitz den 2. december 1805.Slaget resulterede i en af Napoleons største sejre. Efter få timer var kampen afgjort. Napoleon, som havde gennemskuet sine modstanderes plan om at angribe hans højre fløj, lod denne vige langsomt, og da fjenden var stærkt engageret her, gennembrød de franske soldater det fjendtlige centrum og angreb russernes og østrigernes venstre fløj i flanken. Sejren kostede franskmændene ca 7.000 dræbte soldater, mens de allieredes tab udgjorde ca 27.000 døde. Ved slagets begyndelse stod ca 65.000 franskmænd over for ca 80.000 russere og østrigere. Sejren førte til den østrigsk-franske fredsslutning i Pressburg (Bratislava) den 22. decbr.

 

d Donatien-Alphonse-Francois de Sade (Marquis de Sade), fransk forfatter; som hans hovedværker nævnes "Justine, ou les malheurs de la vertu" (1791), "Aline et Valcour" (1795), "La Philosophie dans le boudoir" (1795), "Les crimes de l’amour" og "Idées sur les roman" (begge 1800). Helt op til første halvdel af 1900-tallet var han mest kendt og berygtet for sine afvigende seksuelle tilbøjeligheder og sin tøjlesløse kønsaktivitet, og hans navn lever videre i ordet sadisme. Senere tiders forskning har modificeret dette billede betragteligt. Det ser ud til, at en del af anklagerne mod hans livsførelse byggede på ubegrundede rygter. Som tænker og forfatter giver Sade en original behandling af dristige emner som seksuel afvigelse og radikale/anarkistiske politiske ideer. Hans holdninger og idealer bygger på den "libertinisme", som var udbredt i samtiden, og hans tankeverden har sit udgangspunkt i tidens filosofiske debat, særlig i den filosofiske og naturvidenskabelige materialisme i 1700-tallets Frankrig. S vil i sit forfatterskab vise den yderste konsekvens, mennesket føres til, når det blindt og uden hæmninger følger sit begær, sine dybeste lidenskaber - og kun dem. S’s menneskesyn ses ofte i sammenhæng med tanker, man møder hos den italienske renæssancefilosof Machiavelli. Hans tanker om seksuel frigørelse fik afgørende betydning for surrealisterne (f 2/6 1740)

 

1823 USA's præsident James Monroe proklamerer Monroedoktrinen. Doktrinen havde en dobbelt baggrund. Dels russiske krav ved den nordvestligste del af Nordamerika – nutidens Alaska dels europæiske landes krav over for sydamerikanske stater. I 1821 udstedte den russiske tsar en forordning, der forbød fremmede skibe at komme inden for en afstand af 100 miles fra Alaskas kyst. Forordningen blev fra begyndelsen afvist af amerikanerne og fik den amerikanske udenrigsminister – senere præsident – John Quincy Adams til at offentliggøre en erklæring, der klargjorde det amerikanske synspunkt, at ingen fremmed stat havde ret til at oprette kolonier på det amerikanske kontinent. Bag fremsættelsen af Monroedoktrinen lå endvidere de forsøg, europæiske stater gjorde for at genoprette deres magt over de af deres tidligere kolonier i Central- og Sydamerika, som under Napoleonskrigene havde opnået selvstændighed. Offentliggørelsen af doktrinen skete, da præsidenten i et budskab til Kongressen fastslog, at enhver europæisk indblanding i tidligere koloniers forhold ville blive opfattet som en fjendtlig handling mod USA. Samtidig blev det fra amerikansk side slået fast, at amerikanerne ville holde sig neutral i europæisk politik og respektere etablerede koloniers styre og tilhørsforhold

 

1852 Napoleon 1.'s nevø, Frankrigs præsident Louis Napoleon proklamerer Det anden franske Kejserdømme og antager titlen Napoleon 3. I december 1848 var Louis Napoleon blevet valgt til fransk præsident. Forfatningen tillod ikke, at præsidenten blev valgt til endnu en periode efter udløbet af den firårige periode, og han var klar over, at han ikke kunne forvente at opnå det nødvendige ¾ flertal i Nationalforsamlingen, som en ændring af forfatningen krævede. På denne baggrund gennemførte han den 2. december 1851 et coup d’etat, der satte forfatningen ud af kraft. Kun republikanerne vovede at modsætte sig ham. Efter kampe i gaderne i Paris og andre byer var deres modstand nedkæmpet den 4. december. Antallet af arrestanter og deporterede republikanere løb op i tusinder. En folkeafstemning accepterede en ny forfatning. Udfaldet styrkede Louis Napoleons mod og selvfølelse, og i november 1852 lod han afholde endnu en folkeafstemning. Da såvel denne som den lovgivende forsamling imødekom Louis Napoleons ønsker, kunne han proklamere kejserdømmet på 48-årsdagen for hans onkels kejserkroning

 

f Georges Seurat, fransk maler; blandt grundlæggerne af den neoimpressionistiske skole kaldet pointilisme; i sin kunst tog han udgangspunkt i impressionismens teknik, men reagerede mod dens spontane malemåde og flygtige stemningsbeskrivelse. Han beskrives som en eftertænksom og rationel natur, forelsket i matematikken. Det kommer tydeligst frem i sene arbejder som "Le Chahut" (1890) og "Le Cirque" (1891). De er præget ikke bare af det bevidste arbejde med farveproblemerne, men også af et stærkt intellektuelt betinget studium af kompositionen, som fik en geometrisk streng karakter. Han var 1878-80 elev på École des Beaux-Arts. 1884 vakte han første gang opmærksomhed; det skete med værket "Baignade à Asnières" (Badende ved Asnières). Badestedet ved Seinen i den parisiske forstad Asnières var et yndet udflugtsmål for industriområdets stotre arbejderbefolkning. Med badescenen skabte S sit første hovedværk, hvori han forenede en impressionistisk opfattelse med en strengt klassicerende formopfattelse i ikke mindst menneskeskikkelserne.1886 gjorde hans "Un Dimanche à La Grande Jatte" skandale på Salonen. Dette hovedværk blev til på grundlag af ikke mindre end 38 malede forarbejder og 23 forberedende tegninger. I maleriet er linjeføringens graciøse spil, brugen af kontrastfarver og det prikkede penselstrøg anvendt til sin yderste konsekvens. Billedet er hans første gennemarbejdede pointillistiske værk. Lærredet er påført ublandede farver i små strøg eller prikker. Det farveindtryk, der opstår på beskuerens nethinde, når billedet ses på den rette afstand, er en blanding af det reflekterede lys fra de enkelte prikker. Trods sin tidlige død har S’s arbejder sat spor i fransk kunst. De indledte neoimpressionismen og forberedte kubismen (d 29/3 1891)

 

1859 d hængt John Brown, amerikansk slaverimodstander; han nedstammede fra en puritansk familie og var uldhandler i Ohio. Han gik tidligt ind for at afskaffe slaveriet, og fra 1855 organiserede han forskellige ofte blodige aktioner mod tilhængere af slaveri. Aktionerne kulminerede i 1859 med besættelse af våbenarsenalet i Harper’s Ferry i Virginia. Aktionen udløste ikke, som ventet, opstand blandt slaverne og Brown blev arresteret og henrettet. Han var hadet i Sydstaterne, men i Nordstaterne en helt. Under Borgerkrigen blev Brown hædret i Nordstaternes slagsang John Browns Body med refrænet "but his soul goes marching on" (f 9/5 1800)

 

f Mikhail Kalinin, Sovjetunionens præsident 1938-1946; han var medlem af det russiske Socialdemokrati fra 1898, og efter sprængningen af partiet i 1904 sluttede han sig til Lenins fløj – de revolutionære bolsjevikker. For sin revolutionær virksomhed var han arresteret flere gange; i 1905 var han aktiv i revolutionen i St. Petersborg. I 1912 blev Kalinin kandidatmedlem af bolsjevikpartiets centralkomite og deltog i grundlæggelsen af dets avis Pravda. Efter den kommunistiske magtovertagelse i 1917 blev han borgmester i Petrograd. I årene 1919-1928 var han formand i centraleksekutivkomiteen; 1924 blev han kandidatmedlem af politbureauet og 1925 fuldt medlem. 1938 til marts 1946 beklædte han posten som formand for Den øverste Sovjets præsidium, og dermed formelt Sovjetunionens statsoverhoved, med især repræsentative opgaver. Skønt Kalinin undertiden viste tendenser til at støtte partiets højrefløj i interne partidiskussioner om landbrugs- og industripolitik, støttede han altid Stalin, når det kom til afgørende afstemninger. Som resultat overlevede han ikke kun 1930'ernes udrensninger, men bevarede sine poster til sin død. Efter Anden Verdenskrig hædredes Kalinin med, at den fra tyskerne erobrede by, Königsberg i Østpreussen, kom til at bære hans navn, Kaliningrad (d 3/6 1946)

 

1923 f Maria Callas, græsk-amerikansk operasanger; om Maria Callas er det blevet hævdet, at hun med sin enestående sopran, sine dramatiske evner og sin samvittigsfulde indstilling til operakunsten blev sin generations førende operastjerne, der fejrede triumfer over hele verden. Sammen med sin græskfødte mor rejste hun i 1937 fra hjemmet i USA til Grækenland og begyndte et studium ved Athens konservatorium. Maria Callas egentlige karriere begyndte i august 1947, da hun i Verona optrådte i Ponchiellis "La Gioconda". Herefter gik det slag i slag med koncerter i bl.a. Venedig, Firenze, Buenos Aires og Mexico City. Hendes talent gjorde det muligt at genoplive flere værker af Donizetti og Bellini. Med et omfattende repertoire turnerede hun i flere år. I 1952 optrådte hun i Covent Garden i London, to år senere var turen kommet til Chicago’s Lyric Opera. I 1970 spillede hun hoved-rollen i Pasolinis filmatisering af Euripides tragedie Medea. I 1973-74 gav hun en sidste koncertturné i Europa og USA. Da Maria Callas stoppede, havde hun optrådt i mere end 40 forskellige roller (d 16/9 1977)

 

Folketingsvalg. I efteråret 1926 var landets første socialdemokratiske (mindretals)regering kørt fast. Regeringen kunne ikke komme igennem med sit forslag til afhjælpning af erhvervskrisen. Socialdemokratiet følte sig svigtet af sin hidtidige samarbejdspartner de radikale; det bidrog uden tvivl til, at valgkampen blev hård og bitter. Det var alles kamp mod alle. Især gik det ud over de radikale, som ved dette valg nu også havde socialdemokraterne imod sig. Det havde de ikke prøvet før, men Socialdemokratiets bitterhed var stor, partiet følte sig – som allerede nævnt – svigtet af sin gamle makker. Samtidig trådte splittelsen hos de radikale frem, en fløj hældede mod Venstre, en anden mod Socialdemokratiet. Det viste sig i valgresultatet. Det radikale Venstre blev valgets store taber. Partiet mistede 4 mandater – fra 20 til 16. Socialdemokratiet bevarede stemmetallet, men gik to mandater tilbage og blev 53. Før valget stod Venstre og de konservative til fremgang og vandt da også hver to mandater. Venstre fra 44 til 46, Konservative Folkeparti fra 28 til 30. De to borgerlige partier havde nu tilsammen 76 mandater, dvs. et flertal. Nye i tinget var to mand fra Danmarks Retsforbund, som nu var kommet for at blive til 1960, om end ofte nær valglovens spærregrænse. Trods Socialdemokratiets regeringsansvar og forgæves kamp mod arbejdsløsheden lykkedes det ikke kommunisterne at komme i Folketinget. Der skulle gå endnu seks år, før det skete. Valgets resultat blev dannelse af en Venstre mindretalsregering under ledelse af Madsen-Mygdal

 

Ford Motor Kompagni præsenterer sin nye Model A. I foråret 1927 foretog Henry Ford et opsigtsvækkende kup. Han standsede pludselig fabrikationen af model T, og størstedelen af hans vældige fabrikker blev liggende stille i flere måneder. Ford kunne gennemføre dette, fordi han ikke var afhængig af bankerne, men var sin egen bankier. De følgende måneder blev brugt til eksperimenter, og den 2. december blev den første Ford Model A præsenteret på New York City’s Waldorf Hotel og i 35 andre byer i U.S.A, Canada og Europa. I New York var 1 million mennesker på benene for at se det nye vidunder. Den nye bil var en succes, og prisen var særdeles rimelig. Model Phaeton kostede $395.00 og model Tudor Sedan kunne fås for $495.00. Produktionen kunne ikke følge med, og ved forårstide 1928 var 800.000 amerikanere på venteliste for at få leveret den nye Fordmodel. I 1929 fremstillede Fordfabrikkerne næsten to millioner af model A

 

1942 I Chicago gennemfører fysikerne Enrico Fermi og Leo Szilard den første kontrollerede atomkernereaktion. Forsøget blev gjort som led i det kapløb, der var i gang med tyskerne for at fremstille en atombombe. Man var klar over, at den enorme energi, der frigjordes ved en kædereaktion kunne danne grundlag for en atombombe med en uhyre stor sprængkraft. Man kunne starte en kædereaktion, hvis man kunne finde et element, der kunne deles af neutroner og udsende to neutroner, men kun optage én. Herved ville frigivelsen af energi være enorm. Når en atomkerne frigiver to neutroner, vil de fare af sted til andre kerner og forårsage frigivelsen af fire neutroner. Fire bliver til otte, otte bliver til 16, 16 til 32 og så videre. I løbet af milliontedele af et sekund vil milliarder af atomer blive delt. Efter det i januar 1939 var lykkedes at spalte en urankerne, var man klar over, at uran var et fremragende element til at udsende ekstra neutroner. Det stod ligeledes klart, at frigivelsen blev bedst, hvis urankernerne blev bombarderet med langsomme neutroner – neutronerne måtte ikke smadre ind i kernen med så høj fart, at de ikke nåede at skubbe til kernens neutroner. For at gøre de bombarderende neutroner langsomme brugte amerikanerne grafit. Den reaktor, man den 15.november 1942 begyndte at konstruere på et par squashbaner i en kælder under Chicago University, var i virkeligheden en stabel grafitplader. I pladerne var der boret huller, som dels indeholdt uranelementerne dels skulle bruges til at stikke kadmiumstænger i. Kadmiumstængerne var sikkerhedsnettet, hvis eksperimentet løb løbsk. Kadmium absorberer nemlig neutroner, og så længe de var stukket ind i stakken af grafit og uran, ville de absorbere neutroner og forhindre, de startede en kædereaktion. Den 2. december var stabelen med sine 52 lag grafit færdig. Det skulle være nok til at starte en kædereaktion. Da den sidste kadmiumstang blev fjernet, knaldede den tæller, der registrerede neutronaktiviteten, højt for derefter at blive tavs. Den brød sammen af energibrølet fra kædereaktionen, der nu var i gang. De forsamlede 42 mennesker var vidner til verdens første atomkraftudladning, og 32 måneder senere udslettede en enkelt atombombe det meste af Hiroshima

 

1980 d Ole Bjørn Kraft, journalist og konservativ politiker; sin journalistiske løbebane begyndte han som dagbladsjournalist ved Aarhuus Stiftstidende maj 1919. Men allerede et halvt år senere blev han redaktør af Svendborg Amts Dagblad. Denne stilling blev efterfulgt af ansættelse ved forskellige blade, til han 1924-1931 var leder af Aarhuus Stiftstidendes København redaktion. Derefter var han ansat ved Berlingske Tidende til 1964. Første gang han var opstillet ved et folketingsvalg var ved aprilvalget i 1920. Da var han opstillet på Langeland mod P. Munch - uden at blive valgt. 1926 valgtes han 33 år gammel i Ålborg, som han repræsenterede i Folketinget, til han 1964 frasagde sig opstilling. I 1930'erne indtog han en fremtrædende position i sit parti på Christiansborg. Denne posi-tion bevarede han under Besættelsen, idet han som medlem af partiernes samarbejdsudvalg (nimandsudvalget) deltog i alle afgørende forhandlinger i besættelsestiden. Han blev forsvarsminister i befrielsesregeringen maj 1945. Efter sin afgang som minister oktober 1945 blev han sin folketingsgruppes formand. Ved dannelsen af VK-regeringen blev Kraft i 1950 udenrigsminister. Efter afgang som udenrigsminister var Kraft gruppeformand til 1955. Hans erindringer "Ung mand undervejs. 1912-26" (1958), "En konservativ politikers erindringer 1926-45" (1971), "Frem mod nye tider, 1945-47" (1974) og "Danmark skifter kurs, 1947-50" (19 75) giver et værdifuldt bidrag til fem årtiers politiske historie (f 17/12 1893)

 

 

 

 

 

Til top        3. december

1368 f Karl 6. fransk konge, 1380-1422; søn af Karl 5. og dronning Jeanne de Bourbon; han blev sindssyg i 1392 og var herefter frem til sin død ramt af sygdommen i alt 44 gange, i anfald der varede fra tre til ni måneder, afbrudt af perioder på tre til fem måneder, hvor han var fuldstændig rask og frygtede nye anfald. Karls sygdom betød, at hans slægtninge Filip af Burgund og Ludvig af Orléans begyndte en magtkamp, som udviklede sig til borgerkrig. Begge søgte engelsk hjælp; da de begge var døde, førtes kampen videre. Fra 1407 af Filips søn Johan og dauphinen (tronfølgeren) Karl (7.). Efter englænderne havde besejret franskmændene ved Agincourt 1415, vandt Johan med engelsk hjælp overhånd, til han 1419 under et fredsmøde blev dræbt af dauphinen. 1420 traf hans søn Filip i Troyes aftale med englænderne om, at den engelske konge Henrik 5. skulle giftes med Karls datter og efterfølge ham som fransk konge med udelukkelse af dauphinen. Karl 6. blev i 1385 gift med Isabella af Bayern, med hvem han havde seks børn, bl.a. Karl 7., der trods aftalen i Troyes efterfulgte ham på tronen som fransk konge (d 21/10 1422)

 

1552 d Francisco Xavier, jesuit, missionær "østens apostel"; begyndte 1525 studier i teologi og filosofi ved universitetet i Paris. Blandt hans medstuderende var Ignatius Loyola, (jesuitterordenens stifter); i årene mellem 1534 og 1540 deltog Xavier i det arbejde, der førte til oprettelse af jesuiterordenen. I 1537 blev han sammen med Loyola ordineret som præst. Da den portugisiske konge udbad sig jesuitternes hjælp til missionsvirksomhed i sine kolonier, var Xavier blandt de udvalgte. 1542 nåede han Goa, portugisernes vig tigste by i Indien. Hans missionsvirksomhed synes at have haft god fremgang. For at undersøge mulighederne for yderligere missionsvirksomhed foretog han i årene 1545-49 en slags opdagelsesrejse på over 6.400 km; rejsen gik så langt mod øst som til Molukkerne (i nutidens Indonesien). På hjemturen mødte han i Malakka en japaner. Dennes beretninger om sit hjemland gjorde, at han fik lyst til at besøge Japan. I august 1549 nåede han Japan. Under sit missionsarbejde her bemærkede han den store respekt, japanerne havde for kinesisk lærdom, og han besluttede at besøge Kina. På trods af, at Kina dengang var et lukket land for fremmede, lykkedes det Xavier at komme i land på en ø tæt ved det kinesiske fastland. Men en kinesisk handelsmand, der havde lovet, han ville smugle ham ind i Canton, dukkede aldrig op. Han kom således aldrig til Kina; november 1552 blev han alvorligt syg og døde. Hans lig blev bragt til Goa, hvor det blev gravlagt (f 7/4 1506)

 

1684 f Ludvig Holberg; den norskfødte Holberg var den dominerende skikkelse i 1700-tallets og dermed i oplysningstidens danske åndsliv. Oplysningstidens tanker kom frem i hans værk fra 1716 "Introduktion til Natur- og Folkerettens Kundskab"; heri fastslog han, at Gud har begavet mennesket med en fornuft, der giver det mulighed for at begribe og dømme, hvad der er godt og ondt, hvis den ikke er fordærvet af ond d.v.s. dårlig optugtelse, vane eller andet, der kan formørke menneskets forstand. I Holbergs første arbejder var der intet, der tydede på, det var som digter, han ville blive kendt. Omkr. 1720 udsendte han sit første digt. Det var om den danske Æneas, en jævn købmand, Peder Pårs, der på en rejse til Århus strander på Anholt. Paars fremstilles som latterlig, fordi han med stupid uforstyrrethed modtager skæbnens slag. I årene 1722-26 skrev Holberg 25 komedier til Komediehuset i Grønnegade, der åbnede i januar 1722. Komedierne udkom som tre bind "Comedier" (1723-25), optrykt og forøget til fem som "Den danske Skueplads" (1731). Teatret lukkede 1727 og forblev lukket til 1748. Til det nyåbnede teater skrev Holberg nogle nye komedier, bl.a. "Den pantsatte bondedreng" og "Den ellevte Junii". Som historiker forfattede H flere betydelige værker. 1729 udkom hans "Dannemarks og Norges Beskrivelse"; 1749 kom den i ny udgave under titlen "Dannemarks og Norges gejstlige og verdslige Stat. Da havde han forlængst forfattet en fuldstændig "Dannemarks Riges Historie" i tre dele (1732-35). Allerede 1711 havde han udgivet "Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historie fortsat indtil disse Tider". 1720 blev han professor eloquentiæ; dvs han skulle gennemgå de klassiske forfattere. 1730 fulgte udnævnelsen til professor i historie. 1737 blev han universitetets kvæstor og blev en nidkær og dygtig forvalter af universitets midler. Fra omkr. 1730 tjente Holberg selv gode penge; han satte sin opsparing i jord. 1740 erhvervede han Brorup ved Slagelse og 1745 Terløsegård ved Sorø. Her tilbragte han sine sidste somre og fik ry som en klog og human herremand (d 28/1 1754)

 

f Samuel Crompton, engelsk opfinder "spinning mule"; efter flere års indsats af både tid og penge lykkedes det i 1779 Crompton at få konstrueret sin maskine, som var den første vigtige opfindelse inden for bomuldsindustrien. Sandsynligvis fik den navnet "spinning mule" fordi den var en krydsning mellem de maskiner, der var blevet opfundet af Richard Arkwright og James Hargreaves. Efterspørgslen efter Cromptons garn var stor, men han havde ikke råd til at få sin opfindelse patenteret. Mod løfte om en rundhåndet godtgørelse fortalte han om sin opfindelse til nogle bomuldsfabrikanter. Det eneste, han nogensinde modtog, var 60 pund. År efter (1812), da der var mange "spinning mules" i gang landet over, tildelte parlamentet Samuel Crompton 5.000 pund (d 26/6 1827)

 

1795 f Rowland Hill, engelsk administrator og underviser; Hill var i besiddelse af et bredt interessefelt: han var maler, astronom, matematiker. En analyse af beskatning førte ham til den konklusion, at samfundet fik det bedste udbytte af beskatningen på de områder, hvor udskrivningen kunne følge med samfundets voksende rigdom. Postvæsenets indtægter var et område, hvor dette ikke var tilfældet. Hans forslag til en reform var baseret på følgende: et lavere gebyr ville medføre større indtægt til staten på grund af den voksende postmængde. Alle postgebyrer skulle være de samme uden hensyn til afstanden, og gebyret skulle betales før postbesørgelsen. Som betaling foreslog han det papir, der blev kendt som frimærket, og januar 1840 blev frimærket taget i brug i England (d 27/8 1879)

 

1800 Slaget ved Hohenlinden (ca 30 km øst for München). Det var det sidste større slag i den 2. koalitions periode (1798-1802) under Napoleonskrigene. I slaget besejrede en fransk hær på 119.000 mand under Jean-Victor-Marie Moreau en østrigsk hær på 130.000 mand under ærkehertug Johan. Napoleon brød en seks måneders våbenhvile, da han i slutningen af november beordrede Moreaus hær mod Wien. Uventet stødte han på marchen ind i den østrigske hær, og et noget disorganiseret slag fulgte. Takket være de underordnede franske kommandørers glimrende førelse af deres styrker tilfaldt sejren franskmændene. De østrigske tab var på mere end 15.000 mand heraf ca 9.000 fanger. Franskmændenes tab var ca 1.800 mand. Efter sejren fortsatte Moreau mod Wien. Tre uger senere blev der underskrevet en våbenhvile, der betød, at Østrig trak sig ud af krigen. Den anti-franske koalition var dermed opløst

 

d Levin August Benningsen, russisk general; han kom til verden i en hannoveransk familie og gjorde først tjeneste i Hannovers hær. 1773 gik han i russisk tjeneste. Han deltog i kampene mod tyrkerne i 1774 og 1778 og blev 1787 oberst. Han udmærkede sig gentagne gange i Den polske Krig 1793-94 og i Den persiske Krig 1796. 1801 blev B guvernør i Litauen og i 1802 general i kavaleriet. I 1806 stod han i spidsen for en russisk hær i krigen mod Napoleon. Efter det blodige, men uafgjorte slag ved Eylau (8. februar 1807) kunne han rose sig af at være den førte, der havde påført Napoleon et alvorligt tilbageslag. Men seks måneder senere led han det knusende nederlag ved Friedland (14. juni). Nederlaget havde til følge, at Benningsen forlod militæret. I 1813 var han atter i tjeneste og ledede den afdeling, der udførte det afgørende angreb på den sidste dag af slaget ved Leipzig (16-19. oktober 1813). Han deltog i den resterende del af krigen mod Napoleon; han trak sig tilbage fra aktiv tjeneste i 1818 og slog sig ned på sit hannoveranske gods ved Hildesheim, hvor han døde (f 10/2 1745)

 

d Frederik 6. konge 1808-1839, søn af Christian 6. og Caroline Mathilde af England; han gennemførte ved sin optagelse i statsrådet i 1784 et kup, der gjorde ham til regent i sin sindsyge fars sted. Herefter indledtes en betydelig reformperiode, og Frederiks oprigtige begejstring for bondestandens frigørelse og for reformer på en række af samfundslivets felter lettede afgørende iværksættelsen af dette reformarbejde. Direkte indflydelse på landets styre opnåede Frederik næppe før efter 1797 (ved A.P. Bernstorffs død), men i løbet af 1790'erne sporedes der en stigende tilbøjelighed hos ham til at markere egne synspunkter og vilje til magt. Efter Bernstorffs død ledede han selv udenrigspolitikken. Men den vanskelige opgave, hvor Danmark-Norge under Napoleons-krigens store opgør skulle balancere mellem stormagterne, magtede han ikke. Efter Københavns bombardement og flådens bortførelse i 1807 indgik Frederik forbund med Frankrig og førte dermed sine riger i krig med England. Resultater blev nederlag, statsbankerot i 1813 og 1814 tabet af Norge. Frederik genvandt imidlertid snart en del af sin popularitet på gr.af sin pligtfølelse og nøjsomhed. I 1830'erne fulgte påny en mere kritisk indstilling over for ham fra liberale kredse, efterhånden som han fremstod som modstander af enhver forandring i statsstyrelsen. Karakteristisk i denne forbindelse er kongens udtalelse fra 1835, til landets borgere vedrørende en eventuel indskrænk-ning i trykkefriheden: "Vi alene være i stand til at bedømme, hvad der er i begges (folkets og statens)sande gavn og bedste". I 1834 oprettedes dog De Rådgivende Stænderforsam-linger. 1790 blev Frederik gift med Marie af Hessen-Kassel. Frederik fik i ægteskabet to døtre, Caroline og Vilhelmine, der begge overlevede forældrene, mens seks sønner døde som spæde. Omkr. 1808 indledte Frederik et forhold til Bente Rafsted, datter af en borer ved Holmen. Hun fik status som officiel maitresse (fru Dannemand, fra 1829 med rang af oberstinde) og fødte ham to sønner og to døtre (f 28/1 1768)

 

f Ludvig Holstein, forfatter; fra 1918 til sin død var han konsulent ved Gyldendals forlag; desuden oversatte han en række bøger fra tysk, engelsk og fransk. Med sin sene debut i 1895 med "Digte" placerede H sig umiddelbart som en af sin generations betydeligste lyrikere. Skønt han overvejende boede i København, er hans digtning knyttet til oplevelsen af Sjællands natur. I samlingen udtrykkes en spontan naturglæde, en erkendelse af naturens stemninger også er digterens. I 1898 kom hans kærlighedsdrama "Tove", der bygger på H’s barndomsminder fra skovene omkring Vordingborg samt på folkeviserne om kong Valdemar og Tove. Herefter udsendte han intet før "Løv" i 1915; samlingen indeholdt for størstedelen digte, der havde været trykt i blade og tidsskrifter. Den fulgtes af samlingen "Mos og Muld" (1917), hvortil slutter sig "Æbletid" (1920) og "Jehi" (1929), hvormed H fandt sin egen tone i en afklaret dyrkelse af såvel det jordnære som det sjælfulde. Nogle af H’s digte er sat i musik og har fundet vej til Højskolesangbogen bl.a. "Nu rider vårens glade svend med sang og spil om lande" (fra "Digte", 1895), "Det lysner over agres felt" (fra "Løv", 1915) og den nok bedst kendte "Det er i dag et vejr – et solskinsvejr" (fra "Digte", 1895) (d 11/7 1943)

 

f Anton Webern, østrigsk komponist og dirigent; fra 1902 studerede han musikvidenskab ved Wiens universitet. For hans musikalske udvikling blav det af afgørende betydning, at han fra 1904 blev Arnold Schönbergs elev. I 1908 afsluttede han studierne med "Passacaglia" opus 1 for orkester. Dette værk er tonalt, men W var allerede da begyndt at frigøre sig fra traditionel harmonik og udvikle en stil byggende på atonalitet. Med udgangspunkt i Schönbergs tolvtonemusik skabte han en helt særegen stil præget af knaphed og koncentration, hvor melodiske linier må vige til fordel for enkeltstående toner og klange. I sine værker udvikler han rækkeprincippet til også at omfatte andre parametre end skalaens tolv kromatiske toner, som rytme og klangfarve, herved blev han inspirator til udviklingen af serialismen efter 2. verd.krig. W’s produktion er ikke stor – 31 opus – og omfatter især kammermusik, hertil kommer korværker og talrige sange (d 13/9 1945)

 

1894 d Robert Louis Stevenson, skotsk forfatter; han blev uddannet som jurist, men benyttede sig aldrig af sin uddannelse. Han blev forfatter. Hans tilbøjelighed til tuberkulose tvang ham til at søge mildere klima, og hans første udgivelser var rejseskildrer, resultat af rejser i Frankrig: "An Inland Journey" (1878) og "Travels With a Donkey in the Cevennes" (1879). 1882 kom hans første samling historier "The New Arabians Nights", fulde af spænding, uhygge og dramatik. Han slog sit navn fast med sørøverromanen "Treasure Island" (Skatteøen 1883), en vel-skrevet og spændende fortælling om sørøvere og skattejagt, som er blevet en klassiker i sin genre. Han begyndte på den under et kurophold i Svejts, og den blev først trykt som en serie i bladet "Young Folks" under titlen "The Sea-Cook" begyndende i oktober 1881. Samme år udsendte han sin første essaysamling "Virginibus Puerisque", hvoraf flere tidligere havde været trykt i magasinet "Cornhill". Hans historiske romaner, som fortsatte traditionen fra Walter Scott, blev straks populære: "Kidnapped" (1886), "The Master of Ballantrae" (1889), "Catriona" (1893). 1886 kom "Dr. Jekyll and Mr Hyde", historiens første psykologiske thriller. Novellesamlingen "The Merry Men" (1887) indeholder fine eksempler på Stevensons fortællekunst. I 1887 rejste Stevenson med sin familie til Amerika. Her var han særdeles kendt og fik tilbudt flere lukrative kontrakter. Med sin familie rejste han i juni 1888 fra San Francisco ud på et togt i Sydhavet. Om rejsen skrev S "In the South Seas" (1896) og "A Footnote to History". Efter længere ophold på bl.a. Tahiti, Honolulu og i Australien slog familien sig i oktober 1890 ned på Samoa. Her levede Stevenson til sin død. Hans pludselige død forhindrede fuldendelsen af romanen "Weir of Hermiston". Om den er det blevet sagt, at den trods fragmentarisk er et stort arbejde og Stevensons mesterstykke (f 13/11 1850)

 

d Aug. Renoir, fransk maler og skulptør, der af mange regnes for impressionismens betydeligste maler; hans første impressionistiske landskaber er fra sidst i 1860'erne f.eks. "Scènes de patinage au Bois de Boulogne" (1868). I 1870'erne Renoir deltog i impressionisternes første udstillinger og begyndte mere og mere at forlade landskabsmaleriet til fordel for figurmaleri, særlig af kvinder. I 1881 rejste han til Algeriet og kom samme år til Italien, hvor han særlig interesserede sig for Raphaels arbejder. I denne periode var der i Renoirs værker spor efter hans klassiske interesser, linjen fik større betydning, konturen større vægt. Denne såkaldte "ingreske periode" med billeder som "Efter badet" (1885) varede til midten af 1880'erne. Herefter viste Renoir fornyet interesse for farven og formproblemer. I de flg. år skabte han nogle af sine bedste billeder f.eks "Baigneuse endormie" I 1899 begyndte gigt at plage Renoir, han opholdt sig derefter meget i Syd-Frankrig; 1903 købte han ejendommen "Les Colettes" i Cagnes. I 1905 oplevede han stor succes på Salon d’Automne, og 1908 skabte han den store klassiske komposition "Jugement de Paris". I Cagnes-perioden gik Renoirs kunst ind i en ny fase, koloritten blev lysere, konturen mere opløst, motiverne endnu mere solfyldte end tidligere. Fra 1912 var Renoirs sygdom så alvorlig, at han ikke mere kunne bruge hænder og fødder; han fortsatte med at male med penslen bundet til armen. Fra 1907 arbejdede Renoir også med skulptur og keramik; med italieneren Guini som udførende modellør skabte han i 1916 fra sin kørestol sit skulpturelle hovedværk "Den sejrende Afrodite" (f 25/2 1841)

 

 

 

 

Til top        4. december

1154 Den første og hidtil eneste engelskfødte pave bliver kåret - Hadrian 4. Hans fødenavn er Nicholas Breakspear. Han var munk og senere abbed i St. Ruf ved Avignon. Omkring 1150 gjorde pave Eugenius II ham til kardinal, og i 1152 sendte Eugenius ham som legat til Skandinavien. Her stod han bag oprettelsen af ærkebispestolen i Trondheim og fik Norge og Sverige til at betale peterspenge til Rom. Han løste opgaven så godt, at han ved tilbagekomsten i Rom i 1154 blev valgt til pave. Året efter kronede han Frederik Barbarossa til tysk-romersk kejser, efter Frederik havde overladt Arnold af Brescia i hans varetægt. Denne var kendt for sin kritik af kirkens rigdomme, for dens verdslige magt og for dens korruption. Hadrian lod Arnold fremstille for et tribunal, der dømte ham som kætter. Arnold blev hængt, hans krop brændt, og hans aske smidt i Tiberen. Da kongen i det normanniske rige i Syditalien aflagde lensed til Hadrian, opstod den strid mellem pave og kejser, der fortsatte efter Hadrias død i september 1159

 

1560 d Frans 2. fransk konge 1559-1560; han var ældste søn af Henrik 2. og Katharina af Medici og blev i april 1558 gift med Maria Stuart. Hun var søsterdatter af hertugen af Guise, og hertugen fik derfor sammen med sin bror Karl, kardinal af Lorraine og den mægtigste mand inden for den franske gejstlighed stor indflydelse ved hoffet, da den 16-årige Frans blev konge. At indflydelsen blev så stor, skyldtes foruden Frans ungdom hans sygelighed, og at han var uden megen selvtillid. Guiserne brugte bl.a. deres magt til en skærpet forfølgelse af protestanter – huguenotter. For at bryde huset Guises magt iværksatte Ludvig af Bourbon, prinsen af Condé i marts 1560 et kup. Nogle Huguenot adelsmænd omringede slottet Amboise og forsøgte at bemægtige sig kongens person. Kuppet slog fejl, og mange af de sammensvorne blev henrettet. Det fejlslagne kup styrkede Guisernes position; men den fik en brat ende ved Frans død. Samtidig reddede den Condé, der var blevet dømt til døden for højforræderi, og Maria Stuart drog hjem til Skotland (f 19/1 1544)

 

1642 d Armand Jean de Plessis de Richelieu, fransk statsmand og kardinal; begyndte 1602 en teologisk uddannelse; han blev en overmåde energisk prælat, der forfulgte kættere, var en anset prædikant og skrev en klar katekismus. Richelieu blev 1622 kardinal; 1624-42 var han kongens førsteminister og den faktiske leder af Frankrigs udenrigs- og indenrigspolitik. Udadtil var det hans mål at begrænse de spanske habsburgeres magt. Han fik bygget en - ganske vist endnu ret beskeden - flåde og skabt en anselig og duelig hær, men dette tog tid. Først i 1640'erne var den franske militærmagt spanierne jævnbyrdig. De første år efter 1624 var Richelieu derfor nødt til at føre en forsigtig udenrigspolitik og nøjedes med at modarbejde Spanien og kejseren med diplomatiske midler. Han forstod med dygtighed at udnytte Europas politiske og religiøse modsætninger. Skønt han selv var overbevist katolik, lod han ikke sin politik bestemme af religiøse hensyn. Straks efter 1624 støttede han Nordtysklands protestantiske fyrster, der var ængstelige over den habsburgske kejsers voksende magt. En politik han fortsatte, da han 1635 lod han Frankrig indtræde i Trediveårskrigen på protestantisk side. Indenrigspolitisk arbejdede han for at styrke centralmagtens (kongens) stilling og skabe grundlag for dens enevælde. For at knække højadelens indflydelse lod Richelieu en række af deres borge ødelægge. Centraliseringen af forvaltningen skærpedes gennem regeringsudsendte intendanter. De kontrollerede provinsguvernørernes lokale styre og havde ubegrænset fuldmagt til at gribe ind, hvor de fandt forholdene utilfredsstillende. Richelieu førte en ensidig finanspolitik; bønderne led under en hård skattebyrde, og der førtes ikke en politik, der på nogen måde fremmede eller støttede næringsvejene. Sine kulturelle interesser viste Richelieu, da han 1635 stiftede Académie Francaise og 1631 grundlagde Frankrigs første avis (f 9/9 1585)

 

Slaget ved Lund under Skånske Krig mellem Sverige og Danmark. I tre uger havde de to hære stået over for hinanden tæt nord for Lund adskilt af Kævlingeåen. Forholdene i den svenske lejr var forfærdelige. Mere og mere svandt den svenske hær ind. Al tilførsel fra Sverige var ophørt. "Iblandt de svenske var der ikke alene en stor hunger, som sagt er, men endog en meget stor sygdom, så at folket bortdøde udi mangfoldighed" . Den svenske hær havde flere gange forgæves søgt at omgå den danske hær for at komme ned til det tætbefolkede sletteland i syd med dets bedre provianteringsmuligheder. Frost og forsømmelser fra de danske vagters side reddede svenskerne. Natten til den 4. decbr gik den svenske år med kong Karl i spidsen over åen for at søge mod syd uden om den danske hær. Svenskerne blev opdaget og ved daggry begyndte slaget. De første træfninger afgjordes til svenskernes fordel, men da Karl XI med en styrke forfulgte vigende danske afdelinger langt mod nord, havde den øvrige danske hær fremgang og var ved at trænge svenskerne ind i Lund. Da vendte svenskekongen tilbage fra sin forfølgelse. Hans ankomst satte atter mod i de svenske soldater, og slaget blev afgjort til svenskernes fordel, skønt danske afdelinger fortsatte at kæmpe til mørkets frembrud og derpå marcherede uhindret bort. I slaget havde henimod 20.000 deltaget. Da aftenen faldt på, skal omtrent halvdelen have dækket slagmarken som døde eller sårede. Slaget ved Lund blev det blodigste, der nogensinde er udkæmpet på nordisk grund

 

1679 d Thomas Hobbes, engelsk filosof; i 1640'erne var Hobbes optaget af at udvikle et filosofisk system baseret på almen bevægelseslære. I 1642 udsendte han systemets 3. del "De Cive" (Om borgeren), 1665 kom 1. del "De Corpore" (Om legemet), hvori han udviklede den mekanik, der skulle danne grundlaget for videnskaben om mennesket og samfundslegemet; i 1657 kom 2. del "De homine" (om mennesket), der rummer hans materialistiske og mekanicistiske psykologi. I 1651 udgav Hobbes sit hovedværk "Leviathan". Med sine værker står Hobbes som repræsentant for naturretten, d.v.s., overbevisningen om, at alle overvejelser angående stat, samfund og love må tage deres udgangspunkt i den menneskelige natur og ikke i Bibelen eller kirkelæren. Hobbes hævdede, at af natur er mennesket egoistisk; i naturtilstanden var det deltager i en almindelig, uhæmmet og uafladelig kamp om tilværelsens goder, en "alles krig mod alle". Men mennesket kom ud af denne tilstands kaos og frygt, da dets fornuft fik det til at rette dets selvopholdelsesdrift mod de fordele, det kunne opnå ved at give afkald på naturtilstandens frihed og i stedet organisere sig i en stat: beskyttelse og fred. Hobbes tænkte sig, at dette var sket ved en samfundspagt, men han understregede, at den statsmagt, der derved overtog ansvaret for værn og fred, måtte være ene om at bestemme hvordan. Han mente at kunne fastslå, at en absolut og udelt myndighed hos statsmagten var en logisk nødvendighed, når man gik ud fra menneskenaturen og havde menneskets velfærd som det vigtigste mål; med sine værker gav Hobbes en naturretlig begrundelse for enevælden. Hans absolutiske statsteori kom i et vist omfang til at præge Peter Schuhmacher Griffenfelds formulering af den danske kongelov fra 1665. Efter 1660 skrev Hobbes om den engelske borgerkrig og oversatte hele Homer (f 5/4 1588)

 

1680 d Thomas Bartholin, læge og anatom; han studerede teologi i København 1634-37; derefter studerede han medicin og især anatomi i flere europæiske lande. I 1645 blev han dr. med. i Basel. Efter hjemkomsten blev han i 1648 professor ved København Universitet i anatomi. Udnævnelsen til professor i medicin skete i 1654. Under Bartholins ledelse opnåede det medicinske fakultek ved Københavns Universitet et højdepunkt af anseelse i ind- og udland. Selv er han først og fremmest berømt for sin opdagelse af menneskets lymfekar. I 1653 udgav han større værk om opdagelsen, og i 1670 udsendte han"Vasa lactea et lymphatica" med en udtømmende beskrivelse af lymfekarrenes anatomi. Endvidere udgav han talrige medicinske og anatomiske værker, således en forbedret udgave af faderens (Caspar Bartholin den ældre) anatomiske lærebog. Også den bidrog til at gøre Bartholins navn kendt i udlandet, idet den blev oversat til flere sprog. I 1658 udgav han receptsamlingen "Dispensatorium Hafniense". Han redigerede et af verdens første videnskabelige tidsskrifter "Acta medica et philosophica Hafniensia". Han deltog i udarbejdelsen af den første danske farmakope og medvirkede til jordemodervæsenets forbedring. I samarbejdede med Griffenfeld stod Bartholin i 1672 bag Danmarks første medicinalforordning (f 20/10 1616)

 

1747 f Heinrich Ernst Schimmelmann, greve, minister; blev som ung ansat i finansadministrationen. Han var med i den kreds, der 1784 medvirkede ved kronprins Frederiks (Frederik 6.) overtagelse af magten. Hans stilling blev herefter faktisk en finansministers. Schimmelmanns forsøg på at råde bod på rigets dårlige økonomi blev kun til halvheder. Statsgælden forblev for stor, pengevæsenet blev kun delvis saneret, og hele finansadministrationen var stadig uoverskuelig. Krigene 1801 og 1807-14 mod England på Napoleons side fremkaldte en fuldstændig statsbankerot. I 1813 måtte S. sætte sit navn under på den nye lov om pengevæsenets forandring, der reelt var dommen over hans uheldige finansstyre. Han afskediges samme år som finansminister, men bevarede sin plads i statsrådet og virkede desuden som udenrigsminister Schimmelmann drev godserne 1824-31. Lindenborg og Gudumlund og ejede desuden en række industrielle virksomheder. Således købte han 1763 kongens/statens fire største sukkerplantager på de vestindiske øer sammen med den største sukkerfabrik i København. Han erhvervede statens geværfabrik Hammermøllen i Hellebæk i Nordsjælland 1768. Schimmelmann var gift med Charlotte Schimmelmann, som var midtpunkt i hjemmet i palæet i Bredgade og på landstedet Sølyst. Sin samtids økonomiske og politiske overklasses interesse for kultur viste Charlotte Schimmelmann, da hun økono-misk støttede digteren Jens Baggesen og sørgede for økonomisk støtte til den tyske digter Schiller (d 9/2 1831)

 

1777 f Julie dame de Récamier, fransk værtinde, hvis salon tiltrak mange af de mest betydningsfulde politiske og litterære skikkelser i det tidlige 1800-tals Paris. Hun var datter af en rig bankier og uddannet i en klosterskole. I 1792 slog hun sig ned hos sin far i Paris, og inden et år blev hun gift med en velhavende bankier. Madame Récamier åbnede sit hjem for gæster fra nær og fjern, og hendes salon blev snart et fashionabelt mødested for de store og næsten-store inden for politik og kunst. Dens stamgæster omfattede mange royalister og andre – så som Bernadotte (den senere konge af Sverige og Norge) og general Jean Moreau – som var i opposition til Napoleons styre. I 1805 påførte Napoleons politik hende og hendes mand store finansielle tab; samme år forviste Napoleon hende fra Paris. Hun opholdt sig herefter sammen med sin veninde Mme de Stäel i Geneva og fra 1813 i Rom og Napoli. Et litterært portræt af Mme de Récamier findes i romanen Corinne skrevet af Mme de Stäel i denne periode. Efter Napoleons fald vendte hun tilbage til Paris, og selv om hun igen led finansielle tab efter 1819, opretholdt hun sin salon og fortsatte med at modtage gæster. I hendes senere år var forfatteren Francois Chateaubriand hendes faste ledsager og den centrale figur i hendes salon, hvor han læste op af sine værker. Skønt hendes salon havde omfattet mange berømte og indflydelsesrige mænd, opnåede ingen så stor indflydelse på hende som Chateaubriand. Der er to velkendte portrætter af Mme de Récamier af J.-L. David og Francois Gérard (11/5 1849)

 

f Charlotte Frederikke, prinsesse, kongemoder; datter af storhertug Friedrich Franz I af Mecklenburg-Schwerin og prinsesse Louise af Sachsen-Gotha, juni 1806 gift med prins Christian Frederik (senere Chr VIII). I oktober 1808 fødte hun en dreng, der fik navnet Frederik Carl Christian, den senere Frederik VII. Ellers syntes hun at interessere sig mest for det, der lå uden for ægteskabets og hofceremoniellets rammer. Af karakter var hun lunefuld, hun var formløs, letsindig og havde svært ved at skelne mellem sandhed og løgn. På den anden side hævdedes hun at være godmodig og i besiddelse af sund fornuft.Hendes intime forhold til sin sanglærer medførte novbr 1811 hendes fjernelse fra hoffet og skilsmisse. Hun blev forvist til Horsens, men boede længere perioder i Århus. Hendes livsførelse vakte forargelse i højere kredse, mens hun vandt venner i borgerskabet og blandt ubemidlede. Hun måtte ikke se sin søn, og dette forbud, hvorunder hun led, vakte en vis sympati i de to byer. Omkr 1830 forlod hun Danmark; tog ophold i Rom, hvor hun blev katolik. Ved sin konstante pengeforlegenhed var hun en fabel for datidens danske romafarere, og hendes død betød uden tvivl en lettelse for hoffet i Kbhvn, hvortil hun drømte om engang at vende tilbage som kongemoder. Frdr 7. viste hendes minde stor ærbødighed; da han var blevet konge lod han hendes grav ved Peterskirken forandre og udsmykke med en marmorsarkofag (d 13/7 1840)

 

d Thomas Carlyle, skotsk historiker og essayist; som forfatter spænder Carlyle over et stort felt. Med bøger om og oversættelser af tyske forfattere som Schiller og især Goethe bidrog han til at formidle tysk klassisk og romantisk litteratur til England. Han fik sit gennembrud med den delvis selvbiografiske"Sartor Resartus" (Den lappede lappeskrædder, 1833-34). Den er et opgør med intellektuel skepticisme og abstrakt filosofering og illustrerer Carlyles livsanskuelse og politiske filosofi. Samfundsnormer, dogmer og meninger slides som gamle klæder og må som dem lappes og sys om. I "Chartism" (1839) og "Past and Present" (1843) langede han indigneret ud mod liberalismens hensynsløse udnyttelse af arbejderne i dens stræben efter stadig større materiel velstand. I 1837 kom hans "The French Revolution", der gjorde ham berømt. Den byggede på omfattende studier og glimrede ved sin maleriske stil og skjulte hverken det gamle systems uretfærdigheder eller revolutionens grusomheder. Han fremstod nu som en stærk kritiker af viktoriansk materialisme, nyttemoral og åndsfattigdom. Han hadede middelmådighed, principløshed og åndelig dovenskab. Op mod det satte han de store mænd, de stærke personligheder, "heltene" som skaber historie og leder udviklingen. I "On Heroes, Hero-Worship and the Heroic in History" (1841) og bogen "Oliver Cromwell’s Letters and Speeches" (1843) samt i biografien "Frederick the Great" (1858-65) fremhævede han de store personligheders rolle i historien. I 1840’erne og 50’erne fortsatte Carlyle sin bidske kritik af så godt som alle tidens rørelser, vendt både mod gamle privilegier og fordomme og nye ideer. Men kort efter han i 1866 var blevet rektor ved universitetet i Edinburgh, døde hans kone. Dermed brød Carlyle sammen. Hans produktion standsede brat. Ensom, bitter og menneskesky levede han i London til sin død (d 4/2 1881)

 

d Luigi Galvani, italiensk læge, professor i anatomi og fødselsvidenskab i fødebyen Bologna; i 1780 iagttog han under eksperimenter med en frø, som han havde præpareret, så den indre lårnerve var blotlagt, at musklerne trak sig sammen som i krampetrækninger, når nerven blev berørt med spidsen af en kniv. Han foretog eksperimentet under forskellige omstændigheder bl.a. for at elektricitetens virkning på muskler og nerver. Han drog den slutning, at krampetrækningerne skyldtes en slags dyrisk elektricitet, som fandtes i nerver og muskler. Endvidere lagde G mærke til, at når han satte strøm til en muskel med en ledning med to tråde bestående af to forskellige metaller, blev musklens sammentrækning langt voldsommere, end hvis ledningen bestod af én tråd. G lagde ingen vægt på fænomenet, og hans forklaring på det var ikke rigtig. Fænomenet blev 1794 forklaret af Volta, som påviste, at sammentrækningen skyldtes den elektriske spænding, der opstår ved, at de to metaller er i fugtig forbindelse med hinanden. Fænomenet gav Volta navnet galvanisme (f 9/9 1737)

 

1800 f Emil Aarestrup, forfatter; sine første 25 år tilbragte Aa i det indre København, som for altid forblev hans København. Det var her han voksede op, det var her han blev digter, og det var her han blev læge. Vers skrev han fra han var 14 år. 1819 begyndte Aarestrup det medicinske studium; da han havde arvet, tog han sig god tid med studiet. Han blev cand. med. 1827 og åbnede praksis i Nysted. 1833 traf Aarestrup Chr. Winther, og Nytårsdag 1834 læste han op af sine digte for Chr. Winther, som opfordrede ham til at lade dem trykke. December 1837 (med trykkeår 1838) udkom Aarestrups "Digte". Om hans digtning er det blevet sagt, at den præges af en sødmefyldt sensualisme og en underfundig ironi, og at Aarestrup på en gang er realistisk og sublim, en kvindens og skønhedens sanger. Men at der bag livsglæden lurede en angst, der glimtvis gav sig gribende udtryk. Efter 11 år i Nysted flyttede Aarestrup april 1838 til Sakskøbing i håb om større parksis. Han længtes dog stadig efter barndoms- og ungdomsbyen København, som han besøgte en gang om året for at varme sin "forfrosne sjæl". 1844 søgte han forgæves at blive stiftsfysikus i Nykøbing F, og 1847 den tilsvarende stilling i Odense. Da denne stilling atter blev ledig i 1849 fik han den og beklædte den til sin død syv år senere. Hans "Efterladte digte" udkom 1863 (d 21/7 1856)

 

1822 f Hans Broge, århusiansk købmand; som 15-årig kom han i handelslære hos H. Meulengracht & Søn i Århus; december 1847 startede han egen forretning i Århus, som hurtigt - bl.a. på gr. af Englands overgang til frihandel - fik god fremgang. Især efter krigen 1864 blomstrede Englandshandlen, og den fik et sådant omfang, at den gjorde Århus til Jyllands handelsmæssige midtpunkt. For landbrugsvarerne modtog man overvejende kul og andre råstoffer. Denne handel betød, at Broge fik stor interesse i at højne kvaliteten af det danske smør, der var hans største eksportartikel. Englænderne var begyndt at stille kvalitetskrav til smørret og truede med ikke længere at ville købe den danske vare. Derfor arbejdede Broge for, at de danske landmænd blev oplyst om, hvordan de skulle behandle smørret for at højne kvaliteten. Som eksportartikel optog Broge ikke blot sommersmør, men efterhånden også vintersmør, idet han blandt landmændene agiterede stærkt for at give kreaturerne kraftfoder om vinteren, således at en regelmæssig eksport af vintersmør kunne komme i gang. Den udbredte handel med England medførte, at havneforholdene i Århus blev forbedret og udbygget. I 1860'erne stod han bag oprettelsen af Det jysk-engelske Dampskibsselskab, der 1868 begyndte farten med Århus- Newcastle som hovedlinje. I 1865 var Broge medstifter af Dampskibsselskabet Aarhus-København af 1865. Han var også medstifter af en række århusianske virksomheder som f.eks. Århus Palmekærnefabrik(senere Århus Oliefabrik) og Århus Svineslagteri. Ved siden af sin smørforretning drev Broge en korn- og foderstofforretning, som 1896 gik op i Korn- og Foderstofkompagniet. Også banelinjerne Århus-Grenå, Århus-Odder og Århus-Hammel skyldtes Broges initiativ. I sidste tredjedel af 1800-tallet øvede han en så stor indflydelse på Århus kommunes anliggender såvel uden for som inden for byrådet, hvoraf han var medlem 1857-70, at det i Århus ikke kom noget større forehavende af almen betydning i stand, uden at hans navn på den ene eller anden måde var knyttet dertil (d 25/3 1908)

 

Første folketingsvalg efter grundlovens vedtagelse. Valgret havde alle uberygtede tredive-årige mænd "med egen dug og disk", i.e. med egen husholdning og egen virksomhed. Valgmåden var flertalsvalg i enkeltmandskredse. Landet var opdelt i 100 kredse, og ingen var større, end at vælgerne kunne nå frem til valgstedet og hjem igen på selve valgdagen. Foruden 10 hovedstadskredse var der 60 kredse, hvor valgstedet var en by, som regel byens torv. Her trådte kandidaterne frem og holdt tale, og derefter blev den kandidat, som havde fået de fleste stemmer ved håndsoprækning, erklæret for valgt. Var der kun én kandidat blev han "kåret" til folketingsmand. Da det første Folketing samledes, udgjorde de akademisk uddannede embedsmænd en anselig gruppe – ca halvdelen. De fleste af dem var Nationalliberale. Folketingets halvdel udgjordes af Bondevennerne – bøndernes parti. Der var ikke valgt en eneste godsejer, men 22 gårdmænd og proprietærer

 

d William Sturgeon, engelsk fysiker. Byggede verdens første elektromagnet (f 22/5 1783)

 

1865 f Edith (Louise) Cavell, britisk sygeplejerske; fra 1907 var hun leder af en sygeplejeskole i Bruxelles. Ved 1. Verd.krigs udbrud omdannedes skolen til lazaret. Under de allieredes tilbagetog fra Mons og Charleroi i august 1914 blev mange britiske og franske soldater afskåret fra deres enheder og havnede i tysk kontrollerede områder. For ikke at falde i tysk krigsfangenskab iførte de sig civile klæder. Ved at gøre det var de ikke mere beskyttet af Genevekonventionen om krigsfanger, men kunne henrettes som spioner. Det samme kunne de mennesker, som hjalp dem på deres flugt. En organisation bestående af belgiere fra alle samfundslag hjalp soldaterne med at flygte fra det besatte Belgien over grænsen til det neutrale Holland. C blev spurgt om hun ville skjule de flygtende på sit hospital. Det ville hun, og hun bistod flere end 200 med at flygte til Holland. Tyskerne opdagede, hvad der foregik, og den 5. august 1915 blev C sammen med 34 andre arresteret. Sammen med fem andre blev hun dømt til døden. Trods amerikanske og spanske forsøg på at få omgjort dommen blev hun henrettet. Henrettelsen af en kvinde – og tilmed en sygeplejerske – vakte forfærdelse mange steder, og i de Allierede lande blev hun betragtet som en martyr. Selv om det var politisk dumt, hvad tyskerne gjorde, kunne henrettelsen juridisk ikke anfægtes. Måske moralsk (d henrettet af tyskerne 12/10 1915)

 

f Franco, Francisco Franco Bahamonde, spansk officer og diktator; han blev i 1935 generalstabschef. F var kendt for sine særdeles højreorienterede synspunkter, så da folkefrontsregeringen blev dannet i 1936, var man klar over, den fare han udgjorde, og han blev sendt til De Kanariske Øer som guvernør. Det forhindrede ham dog ikke i at deltage i forberedelserne af oprøret mod den demokratisk valgte folkefrontsregering. I juli 1936 fløj han til Spansk Marokko, hvor oprøret begyndte 17. juli. Han ledede transporten af tropper til Spanien støttet af det fascistiske Italien. Under den flg. borgerkrig blev han den 1. oktober 1936 udnævnt til kommanderende general for den spanske oprørshær og chef for den spanske oprørsstat. 20. april 1937 udstedte han et dekret, der gjorde ham til den politiske og militære diktator for den spanske stat. Han ledede de militære operationer til Madrids overgivelse 28. marts 1939, og den 19. maj holdt han indtog i byen. Under 2. Verdenskrig opretholdt F formelt neutralitet, selv om han i de første krigsår udtrykte sympati med aksemagterne, som havde givet ham materiel og moralsk støtte under borgerkrigen. Spaniens neutralitet betød, at såvel landets fascistiske diktatur som F overlevede aksemagternes nederlag i 2. Verd.krig. Men efter 1945 blev hans styre stærkt kritiseret bl.a. i FN. En forfatningsændring i marts 1947 gjorde F til overhoved for kongedømmet Spanien, og i 1960 anerkendte han den spanske kongefamilies krav på tronen. Under den kolde krig styrkede F forbindelserne med Syd Amerika og USA. 1953 afsluttede han en militær støtteaftale med USA. En aftale der blev betragtet som en af F’s største diplomatiske sejre (d 20/11 1975)

 

d John Tyndall, irsk fysiker; han var den første, der påviste, hvorfor himlen er blå. T var fra 1853 professor ved Royal Institution i London. I sine tidlige arbejder beskæftigede han sig med undersøgelser af krystallers magnetiske egenskaber; i 1859 påbegyndte han undersøgelser af gassers evne til at optage og afgive varme. Af stor betydning for meteorologien fastslog han, at fugtig luft hurtigere optager varme end tør luft. Han studerede lysets spredning i store molekyler og i støv og forklarede, hvorfor et kraftigt vulkanudbrud et sted på Jorden vil give meget røde solnedgange over alt på Jorden; endvidere påviste han, at himlens blå farve skyldes spredningen af solens stråler i støv. Gennem sine populære skrifter som f.eks."Heat as a Mode of Motion"(1863) og "Six Lectures on Light" (1873) blev T’s arbejde kendt i vide kredse. Også med gletcherbevægelser beskæftigede han sig; hovedværket på dette område er "The Glaciers of the Alps" (udkom 1857-1859) (f 2/8 1820)

 

d Frede Bojsen, Venstrepolitiker; han tilhørte fra ungdommen den grundtvigske retning og blev cand.theol. i 1864. Samme år deltog han i krigen mod Preussen. To år senere oprettede han for egne midler Rødkilde Højskole ved Stege. Han fik hurtigt en fremtrædende position på Møn, og fra 1869 til 1901 repræsenterede han Mønkredsen i Folketinget. I Rigsdagen gjorde han hurtigt karriere; han blev medlem af Finansudvalget 1870 og var dets formand 1872-82 og 1884-90. Han blev sit partis militærpolitiske ordfører, og i overensstemmelse med sit grundtvigianske synspunkt talte han for "et levende forsvar" og så forsvarssagen som en national løftestang via en væbning af folket, så man fik "et Dannevirke i hvert mands bryst". Dette synspunkt bragte efterhånden B i modsætning til de radikale dele af Venstre, hvilket i 1884 kulminerede i Venstres sprængning i et "dansk" og et "europæisk" Venstre. B erkendte Folketingets manglende magtmidler over for Estrups provisoriepolitik og indledte fra 1884 en forhandlingspolitik, der 1890-91 udmøntedes i et omfattende reformprogram, som bl.a. lagde grunden til dansk sociallovgivning. I foråret 1894 indgik han med en del af Venstre forlig med Højre. Med forliget anerkendtes Københavns befæstning, hvilket betød opgivelse af den provisoriske lovgivning og kort efter Estrups afgang. Han nedlagde sit mandat i 1901 på grund af den modstand, hans politik vakte. Til sin død levede han på Rødkilde optaget af lokalhistoriske studier (f 22/8 1841)

 

Folketingsvalg - "jordskredsvalget". Om valget er det blevet sagt, at det var udtryk for en generel krise for de gamle partier og viste, at opbygningern af velfærdsstaten i 1960’erne, som var sket i samarbejde mellem alle partier, ikke havde fundet sted i overensstemmelse med store dele af befolkningens ønsker. De borgerlige vælgeres håb om en ændret kurs var blevet skuffet med VKR-regeringen, hvis politik ikke havde adskildt sig væsentligt fra de socialdemokratiske mindretalsregeringers. De fire "gamle" partier, Soc.dem, Radikale Venstre, Venstre og Konservative Folkeparti mistede halvdelen af deres vælgere og dermed den dominerende stilling, de havde haft op gennem det 20. århundrede. Fem nye partier blev repræsenteret i Folketinget, nemlig Fremskridtspartiet (med 28 mandater), Centrumdemokraterne (med 14 mandater), Kristeligt Folkeparti (med 7 mandater), Kommunisterne (med 6 mandater) og Retsforbundet (med 5 mandater). Af disse havde de to sidstnævnte tidligere været i Folketinget. Sammenlignet med valget i 1971 gik af de "gamle" partier Socdem. tilbage fra 70 mandater til 46 (i % fra 37,3 til 25,7), Venstre fra 30 mandater til 22 (i % fra 15,6 til 12,3), Konservative fra 31 mandater til 16 (i % fra 16,7 til 9,2), Radikale Venstre fra 27 til 20 mandater (i % fra 14,4 til 11,2). Valgets store sejrherre blev Fremskridtspartiet. Det var aldrig før sket, at et helt nyt parti kom i Folketinget med så mange mandater bag sig, Fremskridtspartiet, der blev tingets næststørste, var valgt ind på et meget enkelt program, der omfattede tre hovedpunkter:"afvikling af indkomstskatterne, begrænsning af papirvældet og udtynding af lovjunglen og forståeliggørelse af lovteksterne". Valget resulterede i dannelse af en ren venstreregering med kun 22 mandater bag sig og med Poul Hartling som statsminister

 

1981 d Ole Sarvig, kunsthistoriker, forfatter; han blev uddannet som kunsthistoriker og var ansat som kritiker ved dagbladet Information 1950-53 og ved Danmarks Radio 1953-54. Som lyriker debuterede Sarvig i 1943 med "Grønne Digte", der er den første af i alt seks digtsamlinger, der udkom fren til 1952. Samlingerne har Sarvig komponeret til en sammenhængende digtkreds, i et forkortet udvalg kaldt "Den sene dag" (1962), der er blevet betegnet som et hovedværk i tidens digtning. Her skildres et erkendelsesforløb, der fra naturgrund-laget i "Grønne Digte" går over fremmedgørelsen i "Jeghuset": Mennesket lever isoleret i en verden, hvor gamle sammenhænge er opløst i tom modernitet, behersket af gold intellektualisme. De senere samlinger søger en forløsning gennem Kristusidentifikation og kærlighedens åbning til medmennesket, men henter især billedkraft fra naturens vækstmysterium. Også i Sarvigs essays, der især handler om modernismen i billed-kunsten, f. eks. "Krisens billedbog" (1950), blandes sansekonkrete iagttagelser og en kulturpessimistisk tolk-ning af moderniteten. Blandt hans romaner er "Havet under mit vindue" (1960), hvor Sarvig blander krimi-nalintrige og en metafysisk symboltolkning. Den mere lyriske "Limbo" (1963) er en kvindes erindringsmono-log om den mand, hun elskede. Sarvigs senere værker omfatter bl.a. dramatik og den store roman "De rej-sende" (1978), en handlingsmættet og kulturfilosofisk skildring af det europæiske menneske. Før sit selvmord nåede han også at udgive "Salmer og begyndelser til 1980’erne" (1981) – Sarvigs mangfoldige afsked med et tiår (f 27/11 1921)

 

 

 

 

Til top        5. december

1570 d Johan Friis, (til Hesselagergård) kongens kansler; vendte efter en syvårig dannelsesrejse med studier i bl.a. Köln, hvor han blev magister og et 18 måneders ophold i Rom i 1522 hjem til en karriere i kancelliet. 1532 blev han kongens kansler, dvs Frdr. 1.’s personlige sekretær. Efter Frdr. 1.’ s død virkede han ivrigt for valget af Chr. 3., der 1536 gjorde ham til sin kansler. Dette embede gjorde F til det mest indflydelsesrige i kredsen omkring kongen. 1536 blev F medlem af rigsrådet. Indenrigspolitisk virkede han for gennemførelse af reformationen. Gennem sin lenspolitik øgede han kongens/statens indtægter, så der efter de urolige år under Grevens Fejde atter blev overskud på statsfinanserne. 1539 fik han også udenrigspolitikken under sig. Her fik han i 1544 underskrevet Speyertraktaten, der fjernede den tyske kejsers støtte til den afsatte Chr. 2.’s arvekrav på riget. Endvidere spillede Friis en vigtig rolle i den politik, der førte til krigen (Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570) mod Sverige; ligesom han lagde stor kraft i gennemførelsen af denne. Efterhånden kom han i besiddelse af ikke så lidt jordegods, navnlig fædrenegården Hesselagergård ved Svendborg; her lod han fra 1538 den nuværende af italiensk renæssance påvirkede hovedbygning opføre. Fra 1566 lod han desuden den nuværende hovedbygning på Borreby ved Skælskør opføre; også her med træk af italiensk renæssance. Begge byggerier er tidlige eksempler på renæssancebyggeri i Danmark (f 20/2 1494)

 

1624 d Caspard Bauhin, svejtsisk botaniker og anatom, som introducerede et videnskabeligt, binominalt system til klacificering af såvel anatomi og botanik. Det meste af sin karriere var han tilknyttet Basel universitet, hvor han blev professor i græsk (1582), i anatomi, botanik (1588) og medicin (1614). Som anatom beskrev han i 1579 den bauhinske klap mellem tyndtarm og tyktarm. 1605 kom hans "Theatrum anatonicum" (En beskri- velse af menneskets legeme), der betragtes som den hidtil bedste og mest omfattende anatomiske tekst. I værket erstattede han den hidtil anvendte og uklare praksis med at nummerere muskler, årer og nerver med et system, hvor de enkelte dele havde navn efter deres mest karakteriske træk. Bauhin udgav i 1589 "Phytopinax" en af de første systematiske fortegnelser over ca 2500 plantearter. I 1623 kom hans"Pinax theatri botanici", den berømteste blandt de tidlige forsøg på at navngive og katalogisere alle kendte plantearter. Bauhin katalogi- serede og beskrev kort ca 6000 plantearter og introducerede praksisen med inddele planterne efter deres art og køn (f 17/1 1550)

 

f Ivar Huitfeldt, admiral; i sin ungdom var han i hollandsk og fransk tjeneste. I 1692 vendte han tilbage til Danmark, hvor han indtrådte i den dansk-norske flåde. Ved krigsudbruddet 1700 - Store Nordiske Krig - blev Huitfeldt chef på orlogsskibet "Prins Georg", men kom ikke i kamp. I 1709 chef på "Prins Christian" og i 1710 på "Dannebrog". Hans berømmelse skyldes hans deltagelse med sidstnævnte skib i slaget i Køge Bugt 4. okt. 1710. Her blev den dansk-norske flåde uventer angrebet af en svensk flådestyrke. Huitfeldt lettede først og tvang ved en manøvre den svenske flåde til at ændre kurs, hvorved de andre dansk-norske skibe ikke alene vandt tid til at komme under sejl, men også lettere kunne formeres i slaglinjen. Ved atter at ankre fastholdt Huitfeldt Dannebrog på positionen, hvad der bragte uorden i den svenske slaglinje. Under kampen gik der ild i agterskibet på Dannebrog og for at hindre svenskernes fremfærd, lod Huitfeldt kaste anker og fortsatte med at beskyde fjenden, indtil hans skib sprang i luften (d 4/10 1710)

 

1674 f Iver Rosenkrantz, statsmand; han begyndte sin karriere som kammerjunker ved hoffet i 1698. I årene 1702-05 fungerede han som gesandt i London, blev i 1716 amtmand i København, men forflyttedes i 1723 til Viborg som stiftsamtmand pga. Frederik 4.s uvilje mod den gamle danske adel. Efter Christian 6.s tronbesti-gelse kom han igen i første række og blev chef for Danske Kancelli og Tyske Kancelli, han var dermed storkansler og medlem af Gehejmekonseilet. Trods indre brydninger i statsledelsen fik R gennemført sit ønske om en alliance med England, men i flere andre sager bl.a. spørgsmålet om stavnsbåndet fik han ingen indfly-delse. Efterhånden svækkedes hans stilling. Han fik sin afsked som kancellichef i 1735 og som medlem af Gehejmekonseilet i 1740. Årsagen var dels hans kritiske indstilling til pietismen, som Christian 6. personlig var grebet af, dels at han sammen med andre adelige ved hoffet udgjorde en aristokratisk opposition, som ikke behagede kongeparret. Sine sidste år koncentrerede han sig om at være godsejer. Han boede især på sit gods Rosenholm, som han havde arvet efter sin far (d 13/11 1745)

 

Slaget ved Leuthen (Lutynia) i Schlesien. Preussiske Syvårskrig. I november havde preusserne mistet byerne Schweidnitz (Swidnica) (11. november) og Breslau (Wroclaw) (22. november) til østrigerne. Da Frederik den Store derefter i hurtige dagsmarcher fra Thüringen rykkede ind i Schlesien, opnåede han i slaget ved Leuthen sin største sejr i krigen. Med 43.000 mand angreb han fjendens 72.000 mand store hær under Karl af Lorraine; et overraskende kavaleriangreb efterfulgt af et voldsomt artilleribombardement førte til fuldstændigt østrigsk nederlag. Mod Frederiks tab på omkr. 6.000 mand mistede Karl 22.000 mand - blandt disse 12.000 tilfangetagne. Efter sejren kunne preusserne atter rykke ind i Breslau

 

f Martin van Buren, USA's præsident 1837-1841; efter at have afsluttet sine jurastudier vendte han 1803 tilbage til fødebyen Kinderhook, New York og grundlagde en efterhånden blomstrende advokatvirksomhed. I Kinderhook begyndte han sin politiske karriere i 1812, da han valgtes til statens senat. Han var medlem af denne forsamling til 1820; i samme periode var han desuden New Yorks justitsminister. 1821-28 var van B senator i Washington (US senator). For at sikre Andrew Jackson sejren i New York ved præsidentvalget i 1828 nedlagde van B embedet som US-senator og blev i stedet valgt til guvernør i New York. Men efter 22 måneder trak han sig tilbage fra guvernørposten og blev præsident Jacksons udenrigsminister. Som guvernør medvirkede han ved dannelsen af Det Demokratiske Parti; 1833-37 var van B vicepræsident under Andrew Jackson og 1837-41 præsident. Genopstillede ved valget 1840, men tabte. Det skete bl.a. på gr. af utilfredshed med hans regerings økonomiske politik under den den økonomiske krise i1837. Da han modsatte sig annektering af Texas, kostede det ham nomineringen som Demokraternes kandidat i 1844. I 1840'erne arbejdede Van Buren imod slaveriets udvidelse og opstillede i 1848 forgæves for Free-Soil-partiet (d 24/7 1862)

 

1791 d Wolfgang Amadeus Mozart, komponist; hans musikalske geni viste sig allerede i de første barneår. Da han var fire år begyndte hans far, der var komponist og vicekapelmester hos ærkebiskoppen i Salzburg, at undervise ham, og samtidig begyndte han at komponere. Da M var otte år, komponerede han sin første opera "La finta semplice". M’s kunstneriske højdepunkt faldt på et tidspunkt, hvor hans personlige forhold var de slettest mulige, årene 1786-88. Fra disse år foreligger bl.a. hans fire sidste symfonier og operaerne "Figaros bryllup" og "Don Juan". Da han døde som 35 årig, efterlod han sig 623 fuldstændige og ca 200 ufuldstændige værker, der omfatter alle musikkens genrer. Han komponerede dramatiske værker, messer, arier med orkester, sange med klaver, kantater og anden verdslig kormusik, 41 symfonier, divertimenter, koncerter (klaver, violin, fagot, fløjte, horn), strygekvintetter, violinsonater, klaversonater m.m. Om hans musik er det blevet sagt, at hvilken form han end valgte, ydede han det største. Alt, hvad man i det 18. århundredes musik havde stræbt imod, samledes i ham. Både som harmoniker og som melodiker gik han langt ud over sin samtid (f 27/1 1756)

 

1839 f George Custer, amerikansk kavaleriofficer; under Den amerikanske Borgerkrig blev han som 23 årig udnævnt til midlertidig brigadegeneral, Nordstaternes hidtil yngste; under krigen udmærkede han sig i flere slag. Efter krigens afslutning vendte han tilbage til sin ordinære rang som kaptajn. I 1866 blev han oberstløjtnant og beordret til Kansas for under general Winfield S. Hancock at deltage i et togt, der over for nogle krigeriske præ-rieindianere skulle demonstrere den amerikanske hærs styrke. I stedet for at afvente udlosning af forsynin ger i Fort Harker, tog han hjem for at besøge sin kone. Hændelsen førte til, at han blev stillet for krigsret, anklaget for at have været fraværende fra tjeneste uden orlov; han blev 1867 dømt til suspension i et år uden løn. På gr. af voksende fjendtlighed blandt prærieindianerne blev han september 1868 kaldt tilbage i tjenesten og sluttede sig atter til 7th Cavalry i Kansas. I november samme år overraskede og ødelagde Custer og hans tropper Cheyenne høvdingen Black Kettle's sovende lejr ved Washita floden. I de flg. år fortsatte han sin tjeneste ved 7th Cavalry, samtidig med han om sit militærliv på prærien skrev "My Life on the Plains" (1874). Under Sioux krigen (1876) var Custer’s tropper udset til at danne den ene fløj i et angreb på Sitting Bull’s -Sioux og Cheyenne lejr ved floden Little Bighorn i Montana. Custerr nåede frem ved aftenstid den 24. juni. ---Den anden del af angrebsstyrken - under kommando af general Alfred Terry - ville ankomme to dage senere. Men i stedet for at afvente Terry’s ankomst, besluttede Custer at angribe. De mere end 250 mand, der om morgenen den 25. fulgte ham i slag, blev alle dræbt, og ingen overlevede til at fortælle, hvad der hændte. Custer fik en heltebegravelse på West Point militærakademi. I eftertiden har Custer’s kriti-kere betegnet ham som en selv centreret og storskrydende lykkeridder, mens hans beundrere i ham har set en modig kriger med hjertet på rette sted (d dræbt ved Little Bighorn 25/6 1876)

 

1844 f Johannes Steenstrup, historiker; han blev cand. jur. i 1869, derefter fortsatte han med studier i middel- alderens rets- og samfundsforhold under påvirkning af den tyske retshistoriske skole og dens fremhævelse af rettens natio-nale og selvgroede karakter, som faldt i tråd med hans eget romantisk-idealistiske og nationalt farvede helheds-syn. I perioden 1882 til 1917 var Steenstrup professor i historie ved Københavns Univer- sitet. Som professor stod han i opposition til sin kollega Kr. Erslev, hvis øvelser i kildekritik han fandt for skematisk anlagte, og hvem han også i religiøs og politisk henseende stod fjernt. I offentligheden havde Steenstrup en vis indflydelse som mangeårig kommentator af historisk litteratur i den konservative presse. Blandt hans hovedværker er "Normannerne", 1-4 (1876-82), hvis sidste gjorde ham til dr. jur., og bindet om oldtiden og den ældre middelalder i "Danmarks Riges Historie" (1896-1907). Hertil kommer en række enkeltundersøgelser. I en tid, hvor historiefaget var præget af øget specialisering, arbejdede den meget produktive Johannes Steenstrup gerne med brede problemformuleringer og utraditionelle emner, bl.a. historio-grafi, kvindehistorie og forholdet mellem natur og kultur. Hans retshistoriske arbejder og studier over danske stednavne var banebrydende (d 3/8 1935)

 

f Thomas Laub, komponist, organist og forfatter; opgav 1873 et teologisk studium og gennemgik derefter til 1876 konservatoriet. Sit forfatterskab indledte han 1884 med "Vor musikundervisning og den musikalske dannelse". Fra midten af 1880'erne blev en fornyelse af den danske kirkesang hans livs hovedopgave. 1887 forelå hans bog "Om kirkesangen", og de tre flg. år kom et hæfte enstemmige melodier "80 rytmiske Koraler" og tre hæfter fir-stemmige "Kirkemelodier" 1888, 89, 90. Fra 1891 var Laub organist ved Holmens Kirke. I de flg. år fortsatte han sit litterære arbejde, der 1918 sammenfattedes i "Dansk Kirkesang". Arbejdet med kirkemelodierne førte Laub ind på et andet område, den danske folkevise. 1892-93 forelå hans undersøgelse "Studier over vore Folkevisemelodiers Oprindelse og musikalske Bygning". Hans egne melodier bevægede sig fra den enkle, kraftige fællessang "Et jævnt og muntert virksomt Liv paa Jord" (1920) til salmemelodier som "Den mørke nat forgangen er" (1915). Endvidere har han skrevet melodien til "Er lyset for de lærde blot" (1919). Højest i denne genre nåede han med sin samling "Tolv Viser og Sange af danske Digtere" (1920). Da Københavns rådhus blev bygget (1905) bestemte Laub tonesammensætningen af rådhusklokkerne og komponerede kvarter- og fuldslagene (d 4/2 1927)

 

f Józef Pilsudski, polsk marskal og statsmand; deltog i sin ungdom i nationale bevægelser især rettet mod sit fødelands russiske besættere; for denne aktivitet blev han i 1887 deporteret 5 år til Sibirien. Han var i 1894 med til at grundlægge Polens soc.demokratiske parti og tilhørte den fløj i partiet, der satte national frigørelse øverst. Denne holdning kom frem, da Pilsudski i kampen for national selvstændighed afviste muligheden for samarbejde med den russiske arbejderklasse i kampen mod tsarismen. I årene 1905-07 ledede han partiets "kamporganisation", en terrorgruppe som gennemførte en række attentater og bankrøverier. Fra 1910 organiserede han i østrigsk Polen "skytteforbund", som i realiteten blev en polsk officersskole. Efter ud- bruddet af 1. Verd.krig deltog han med sine folk på østrig-ungarsk side. Efter våbenstilstanden 1918 blev han midlertidig præsident for den nye polske republik og chef for dens militære styrker. Han var præsident til 1922. Derefter stod han noget i baggrunden, til han i 1926 gennemførte et statskup; han udøvede herefter som krigsminister og 1926-1928 og 1930-1931 tillige som ministerpræsident til sin død et faktisk diktatur i Polen. Han byggede i første række sin magt på hæren, men opnåede også betydelig popularitet i befolkningen. Hans politik var stærkt nationalistisk betonet, og var derfor hårdhændet over for de nationale mindretal. Hans udenrigspolitik byg- gede i første omgang på samarbejde med Frankrig vendt mod såvel Tyskland som Sovjetunionen. Men da franskmændene i marts 1933 afviste Pilsudski’s forslag om en præventiv krig mod Tyskland, sluttede han året efter en ikke-angrebspagt med Tyskland for at sikre Polen i vest (d 12/5 1935)

 

1870 d Alexander Dumas d.æ. fransk forfatter; han gjorde sig først bemærket med vaudeviller og historiske dra maer, som i samtiden blev umådelig populære. Han slog igennem i 1829 med "Henri III et sa cour", som med sin kraftige historiske kolorit gjorde Dumas til en af førene for den romantiske digtning og til skaberen af fransk romantiks vigtigste teatergenre, det historiske drama. Politisk var Dumas republikaner; hans republikanske idealer fik ham med i Garibaldis opstand på Sicilien. Budskabet i hans arbejder er enkelt: leve den store sensuelle lidenskab og det generøse engagement. I 1830’erne udgav Dumas en række livfulde rejseskildringer fra Europa og Asien. Men det blev som romanforfatter han blev verdensberømt. Kendt og elsket er "Les Trois Mousquetaires" (1844; da. De tre Musketerer, 1846) fra Ludvig XIII’s tid. For sig selv står mesterværket "Le Comte de Monte-Christo" (1845-46; da Greven af Monte Cristo, 1845-46). De fleste af hans romaner er skrevet som føljetoner for de store aviser i Paris, og efterspørgslen blev efterhånden så stor, at Dumas organiserede en hel romanfabrik med talrige medarbejdere, som kapitel for kapitel udarbej- dede hans ideer og skitser. Ofte arbejdede han på et halvt dusin romaner på samme tid. Umiddelbart før sin død skrev Dumas en 1150 sider stor kogebog "Grand dictionnaire de cuisine", som udkom posthumt 1872 og fik stor udbredelse (f 24/7 1802)

 

1872 Første mysterium på den 5. december: Marie Celeste findes drivende i Atlanterhavet forladt af sin besætning. Ingen har siden hørt noget til skibets kaptajn - Benjamin Briggs - og hans mandskab

 

f Werner Heisenberg, tysk fysiker, som havde afgørende betydning for kvantemekanikkens udvikling i 1920’erne. Af stor betydning for Heisenberg blev det, at han i 1922 som ung fysikstuderende lærte Niels Bohr at kende. I 1922 holdt Bohr en række foredrag i Göttingen – af fysikere benævnt "Bohr-festspillene i Göttingen"; som følge af nogle kritiske spørgsmål fra den unge student kom det under en spadseretur med Bohr i byens omegn til en timelang drøftelse. Dermed begyndte et livslang venskab, som yderligere besegledes under Heisenbergs ophold hos Bohr i København i 1924-25 og 1926-27. 1927-41 var Heisenberg professor i teoretisk fysik ved universitetet i Leipzig, 1941-45 direktør for Kaiser Wilhelm-instituttet i Berlin. 1946-55 professor i Göttingen og fra 1955 i München. Heisenberg gjorde sig først bemærket i 1925 med en kort artikel: "Über quanten-theoretische Umdeu-tung kinematischer und mekanischer Beziehungen", hvor han indførte matriseringen i kvantefysikken. I et arbejde fra 1927 "Über den anschaulichen Inhalt der quantenmechanischen Kinematik und Mechanik" gav han en tyd-ning af den såkaldte Heisenbergs usikkerhedsrelation. Heisenberg har endvidere udført en række arbejder inden for kvante-elektrodynamikken, for studier inden for kernefysik og elementærpartikelfysik. Han var den første til at fremsætte en begrundet teori om, at atomkernen er bygget op af protoner og neutroner (1932). Med Hitlers magtovertagelse i 1933 sluttede den tyske "atomfysiske guldalder". Mange fysikere flygtede, men Heisenberg blev i Tyskland. Efter 1945 fortsatte han f sine teoretiske arbejder og deltog i planlægning og bygning af kernefysiske reaktorer. Heisenberg fik nobelprisen i fysik i 1932 for sin grundlæggelse af kvantemekanikken og for anvendelser, som dette havde ført til. I en stærk trang til enhed var Heisenberg hele livet levende optaget af forholdet mellem naturvidenskaberne, etikken, filosofien og religionen. Dette skildrede han i sin erindringsbog "Del og helhed" (1969, dansk oversættelse 1971) (d 1/2 1976)

f Walt Disney, amerikansk tegner og filmproducent; han begyndte som tegnefilmkunstner i 1920; hans eksperimenter var vellykkede, men gav til at begynde med magert økonomisk udbytte. Dog fik han i 1923 en rimelig succes med serien "Alice in Cartoonland". Disneys gennembrud kom i 1928, da han i Hollywood lancerede tegnefilmfiguren Mickey Mouse. En stor succes blev hans tredie Mickey Mouse-film "Steamboat Willie" fra 1928; det var den første tegnefilm med lyd. I begyndelsen af 1930’erne lancerede Disney tegnefilmserien "Silly Symphonies", hvor "De tre små grise" fra 1933 var et af højdepunkterme. Disse film var i farver. I løbet af 1930'erne kom nye figurer til: Pluto (1930), Fedtmule (1930), Anders And (1934). Baggrunden for filmenes succes var bl.a., at Disney forkastede illusionistisk modellering i sine film og i stedet arbejdede med rene flader og plan i forenklet stil med en klar og fast kontur. 1937 kom filmhistoriens første lange tegnefilm "Snehvide og de syv dværge"; den forenede dramatik, poesi og humor på en måde, der gjorde den til en stor succes. Senere fulgte bl.a. "Pinocchio" (1940), "Dumbo" (1941) og "Bambi" (1942). Efter 2. Verdenskrig kom bl.a. "Peter Pan" (1953)"Lady og Vagabonden" (1955) og "Junglebogen" (1967). Det skete samtidig med, produktionen af korte tegne-film – især om Anders And og Fedtmule – fortsatte. Sideløbende med sit arbejde som tegner engagerede Disney sig i meget andet bl.a. realfilm som "Den levende ørken" (1953) og "Den døende prærie" (1954). Dertil kom tv-programmer og anlæggelse af forlystelsesparken Disneyland ved Los Angeles, der åbnede i 1955. I 1971 blev et lignende anlæg, Walt Disney World, åbnet i Orlando, Florida (d 15/12 1966)

1926 d Claude Monet, fransk impressionistisk maler; var med sin klarlæggelse af lysets væsen fransk impressionismes grundlæggende maler og gav med sit billede: "Impression, soleil levant" (Indtryk, solopgang-1872) navn til impressionismen. Den nye retning markerede sig første gang i april 1874 ved en udstilling i Paris. I en satirisk-parodisk anmeldelse kaldte en journalist udstillerne impressionister efter titlen på M’s billede. M begyndte som portrætmaler, men fra omkr 1870 gik han over til at udtrykke sig i lysfyldte landskaber. Hans friluftsmaleri blev til ansigt til ansigt med motivet og er rene studier over de atmosfæriske fænomener, over for hvilke motivets form og perspektiv underordnes; de faste konturer og former opløses, afgørende bliver alene de mange lysmættede farvers sammensmeltning til den helhed, der er motivet på lærredet. Kendte er hans billeder af katedralen i Rouen, som han har gentaget 18 gange i forskellige belysninger, således fra 1894 "Katedralen i Rouen, portalen og Albanertårnet i morgenbelysning". Blandt M’s øvrige værker er "Gare Saint-Lazare, Paris" (1877), "London, parlamentsbygningen gennembrudt af solen i tågen" (1904) og "Åkander" (ca 1910) i hvilket Monet strejfer det nonfigurative (f 14/11 1840)

1933 Efter 14 år ophæves spritusforbuddet i USA. I 1919 vedtog den amerikanske Kongres en lov, The Volstead Act, der bl.a. bestemte, at alle drikkevarer med mere end ½ % alkohol ikke måtte fremstilles, sælges eller transporteres. Præsident Wilson nedlagde veto, men loven blev vedtaget efteråret 1919, og i januar 1920 trådte forbuddet i kraft, da Kongressen og de nødvendige ¾ af delstaterne havde ratificeret det 18. forfatningstillæg. Spiritus forbuddet ophævedes kl. 17.32 den 5.december 1933, da Utahs lovgivende forsamling som den sidste af de nødvendige 36 states ratificerede det 21. forfatningstillig og dermed ophævede det 18. forfatningstilliæg

Andet mysterium på den 5. december: Da man mister radiokontakten med fem amerikanske bombefly, der var startet fra Fort Lauerdale, Florida på en øvelsesflyvning, sender man et fly op for at søge efter dem. Også med dette fly mister man kontakten. Siden er der ikke fundet noget spor af disse seks fly, der forsvandt i et område, der senere er blevet kendt som Bermudatrekanten

 

1947 d Fritz Clausen, læge, nazileder; hans forældre tilhørte det danske mindretal i Sydslesvig. Efter studentereksamen begyndte C at studere medicin ved universiteterne i Freiburg, Heidelberg og Kiel. 1914 indkaldtes han til tysk krigstjeneste. Han blev taget til fange på østfronten 1915. Under fangeskabet deltog han i arbejdet for oprettelse af en særlejr for sønderjyder; her var han læge 1915-16, derefter læge ved russiske militærhospitaler til 1918. Da krigen var slut, kom han via Finland til København. C afsluttede sine medicinstudier 1923, og året efter slog han sig ned som læge i Bovrup. Politisk var C meget højreorienteret og påvirkedes i 1920erne af den tyske nazisme. Han havde tidligt forbindelse med danske nazistiske kredse, og 1933 blev han leder - fører – for det danske naziparti, NSDAP. I årene 1939-45 repræsenterede han partiet i Folketinget. Allerede før udbruddet af 2. verd.krig havde C forbindelse med det tyske nazistiske efterretningsvæsen, fortsatte dermed efter 9. april 1940 og modtog betydelige beløb til nazistisk og antisemitisk propaganda. Han gjorde en stor indsats for at hverve mandskab til SS og for oprettelse af Frikorps Danmark. Hans udenomparlamentariske bestræbelser i sommeren og efteråret 1940 for at erobre regeringsmagten mislykkedes. Tilslutningen til NSDAP var ikke stor. Det viste sig ved folketingsvalget 1943; det gav ikke mandatfremgang, nazisterne fik uændret 3 mandater. C meldte sig herefter til tysk krigstjeneste på østfronten. Med rang af Sturmbannführer arbejdede han som læge i WaffenSS, indtil han januar 1944 indlagdes på lazaret i Tyskland. Et par måneder senere hjemsendtes han. 5. maj 1945 blev han arresteret. Inden retssagen mod ham var begyndt, døde han i Vestre fængsel i København (f 12/11 1893)

 

 

 

 

 

 

Til top        6. december

1421 f Henrik 6. engelsk konge 1422-1461 og 1470-1471, søn af Henrik V og Katharina af Valois; kort efter faderen døde også Karl VI af Frankrig, og iflg. traktaten fra Troyes (1520) var H nu konge af både England og Frankrig. Regentskabet var blevet ordnet af Henrik 5., således at Hertugen af Bedford skulle styre besiddelserne i Frankrig og føre krigen (Hundredårskrigen) videre, mens hertugen af Gloucester skulle lede regeringen i England. I Frankrig gik det efter Jeanne d'Arcs optræden tilbage for England, der, da krigen sluttede 1453, kun havde Calais tilbage. Som voksen lod H sig lede af kardinal Beaufort og efter dennes død af dronning Margrete af Anjou og hendes yndlinge, først jarlen af Suffolk og siden hertugen af Somerset. Efter nederlagene i Frankrig var H's stilling i England svag, og den folkeyndede hertug Richard af York tiltvang sig del i regeringen, hvilket førte til konflikt og fra 1455 til borgerkrig mellem den røde rose (dronningens parti) og den hvide rose (Yorks parti). Efter Richard af York var faldet i slaget ved Wakefield, førte hans søn Edward kampen videre. Hvide rose sejrede 1461 ved Towton, og Edward (4.) blev konge. H og hans dronning flygtede til Skotland. 1470 lykkedes det i kort tid den røde rose at sætte H på tronen igen, men efter Edwards sejre i 1471ved Barnet og Tewkesbury (hvor H’s søn prins Edward (f 1453) blev dræbt) blev han taget til fange og dræbt (d 21/5 1471)

1478 f Baldassare Castiglione, italiensk forfatter; ingen anden har som denne adelsmand fra Mantova i et enkelt værk formået at skildre højrenæssancens idealer så fuldkomment. Baseret på erfaringer fra sin tjeneste hos hertug Montefeltro i Urbino skrev han "Il Libro del Cortegiano" (Hofmandens Bog) med hensigt på at analysere, hvordan mennesket skulle være, hvis alt var muligt, hvad man burde kunne, hvordan man skulle bære sig ad ved enhver lejlighed. I sin bog skildrer C fire afteners samtaler mellem hoffolk - både mænd og fine damer - ved det hertugelige hof i Urbino. Samtalerne har til formål at analysere de forhold, der frembringer den sande hofmand og den optræden, der kendetegner ham. C var ikke helt sikker på, men var tilbøjelig til at mene, at den første betingelse fot at blive en gentleman var fornem byrd. Det vil sige, at det ville være meget vanskeligt at tilegne sig gode manerer og en elegant og sikker beherskelse af legeme og ånd på anden måde end ved at blive opfostret blandt mennesker, der allerede besad disse egenskaber. Aristokratiske omgivelser synes derfor at være et nødvendigt oplæringssted til erhvervelse af de rette sæder og normer og den sikre smag. Castiglione påbegyndte sit værk 1508, men det offentliggjordes først 1528. Den idealverden af forfinet kultur og gensidig hensyntagen, som havde foresvævet C, brød sammen med den rå og brutale Sacco di Roma (Plyndringen af Rom) i 1527. "Tit og ofte", skriver C hen mod slutningen af sit værk, "er for stor rigdom årsag til stor ulykke, som tilfældet er i vort arme Italien, der har været og stadig er et bytte og rov for fremmede folkeslag, både på gr. af dårlige regeringer og de store rigdomme, som findes i vort land". C gjorde en strålende diplomatisk karriere og endte som pavelig nuntius i Madrid (d 2/2 1529)

På sin første rejse til den ny verden opdager Columbus øen Hispaniola - nuværende Haiti og Dominikanske Republik. Tre måneder blev C i den nye verden, og sandsynligvis var det en af Bahamaøerne, han først kom til. Derefter opdagede han flere øer og blandt disse Hispaniola. Her byggede han et fort og efterlod en koloni på 30-40 mand

1708 d Jens Bircherod, biskop, antikvar; han er bedst kendt i eftertiden for sine dagbøger, der kaster lys over forfatterens samtid. B blev student 1674 og cand. theol. fem år senere. Desuden studerede han semitisk og sin fødeby Odenses historie. Efter en studierejse til tyske universiteter udarbejdede han et katalog over Karen Brahes (f 1/12 1567) bogsamling og blev senere knyttet til universitetsbiblioteket og arbejdede i konsistoriums arkiv. 1683-87 holdt han forelæsninger over mosaisk ret ved Københavns Universitet. I 1684 blev han pro-fessor i hebræisk og 1692 tillige professor ved Det Ridderlige Akademi. Året efter blev han udnævnt til biskop i Ålborg. Sideløbende dyrkede han sine historiske interesser. Han studerede blandt andet adels- og kirkehistorie. I 1698 blev han udnævnt til dr. teol. og arbejdede i sine sidste år med færdiggørelsen af de omfattende dagbogs-optegnelser. Han har her efterladt sig et større materiale til belysning af tiden end nogen anden enkeltmand. Om dagbøgerne er det blevet sagt, at de er nogle af de mest citerede værker og giver B en væsentlig plads i den danske litteratur- og kulturhistorie (f 15/1 1658)

f Joseph Louis Gay-Lussac, fransk fysiker og kemiker; 1808 professor i fysik ved Sorbonne, 1809 også professor i kemi ved École polytecnique og 1832 professor i kemi ved Jardin des plantes i Paris. Han vakte tidligt opmærksomhed ved sine dristige ballonfærd, som han foretog 1804 og 1805 for at studere jordmagnetismen og luftens sammensætning i forskellig højde. G er desuden kendt for en række fysiske og især kemiske arbejder; blandt disse er arbejder over grundstoffet bor, som han som den første isolerede, over jod, som han erkendte var et grundstof, og en dermed nøje sammenhængende undersøgelse over det frie dicyan, som først blev fremstillet af G. Sammen med Humboldt opdagede han gasvolumenloven: når to gasser reagerer kemisk med hinanden, vil deres volumer altid stå i et enkelt forhold til hinanden, forudsat at gasserne har samme tryk og temperatur. G offentliggjorde de fleste af sine arbejder i "Annales de chimie", et skrift han var blandt udgiverne af i årene 1816-40 (d 9/5 1850)

 

d Jean-Baptiste Chardin, fransk maler, den betydeligste repræsentant for den realistiske retning i fransk 1700-tals malerkunst; han begyndte i enkel realisme og malede stilleben med frugt, grøntsager og alskens husgeråd. Det var med billeder af denne slags han slog igennem og åbnede ham adgang til akademiet. Fra slutningen af 1730'erne vendte C opmærksomheden mod det daglige liv i hjemmet. Han skildrede hverdagens gøremål - især barnets og kvindens - f.eks. "Dreng med snurretop" (1737). I sine portrætter afbildede han personer i deres vante miljø og gav derved malerierne en vis karakter af genrebilleder. På denne måde blev C det jævne borgerlivs maler og imødekom forståelsen for enkelhed og familielykke, noget som hørte til de mest karakteristiske træk i rokokotidens borgerlige livsopfattelse. Såvel hans stilleben som genrestykkerne var inspireret af 1600-t’s nederlandske kunst; med sin kunst ramte han noget tidstypisk, der stod som modstykke til den officielle hofkunsts opulente stil (f 2/11 1699)

f Charles Martin Hall, amerikansk kemiker; udarbejdede 1886 den proces der stadig anvendes for fremstilling af aluminium. De næste tre år brugte H til at forbedre processen og skaffe kapital til grundlæggelse af - Pittsburg Reduction Company - senere omdøbt til - Aluminium Company of America, som H blev vicedirektør for i 1890 (d 27/12 1914)

1877 Thomas Alva Edison reciterer "Mary had a little lamb" ind i sin fonograf og laver dermed den første optagelse af menneskets stemme

1882 d Louis Blanc, fransk utopisk socialist og historiker; han studerede filosofi, jura og historie i Paris, men gik over i journalistik ved radikale venstreblade. Resultatet af sine økonomiske studier fremlagde han i 1839 i sit hovedværk "L’Organisation du travail", hans socialistiske program. Det vakte kolossal opsigt og blev straks de franske socialisters arsenal. B så den frie konkurrence som årsag til arbejdernes dårlige forhold. Den trykkede lønnen ned, den forlængede arbejdstiden, den medførte alles kamp mod alle. I stedet ville han have flyttet produktionen over i en række "samfundsværksteder", derved ville kapitalist- og mellemklassen forsvinde, og "enhver skulle yde efter evne og nyde efter behov". B befæstede sin popularitet med bogen i fem bind om Ludvig Filips første tiår som konge"Histoire de dix ans 1830-1840" (1841-44). Den bidrog til at berede jordbunden for februarrevolutionen 1848 og Ludvig Filips afsættelsae. Efter februarrevolutionen blev B medlem af regeringen, hvor han tog til orde for, at den politiske revolution hurtigt blev efterfulgt af en social. Men efterhånden blev hans stilling svag på gr. af de oprettede "samfundsværksteders" fiasko. Han forlod Frankrig og bosatte sig i London. Her levede han som journalist og forfatter, og her skrev han sit hovedværk "Histoire de la Revolution francaise" (1847-62). Efter kejserdømmets fald i 1870 vendte han tilbage til Frankrig; han blev indvalgt i Nationalforsamlingen, hvor han sluttede sig til det yderste venstre, men tog skarp afstand til Pariserkommunen (f 29/10 1811)

d Jefferson Davis, sydstaternes præsident under Den amerikanske Borgerkrig; efter at have fået en officersuddannelse og deltaget i indianerkrigene slog han sig i 1835 ned som plantageejer i Mississippi. I begyndelsen af 1840’erne blev han politisk aktiv i Det demokratiske parti. Han var medlem af Repræsentanternes Hus 1845-46, medlem af Senatet 1847-51 og 1857-61. Han optrådte som kraftig tilhænger af slaveriet og af enkeltstaternes suverænitet. I årene 1853-57 var han krigsminister. Da en borgerkrig syntes uundgåelig, ved Lincolns valg til præsident i november 1860, tog D offentligt til orde for enkeltstaternes selvstændighed over for unionen. Da Mississippi løsrev sig januar 1861, og krigen dermed en kendsgerning udtrådte han af Senatet. Måneden efter valgtes han til præsident for hele Syden. Han udtalte med stor tillid sin tro på Sydens endelige sejr; det var hans overbevisning, st Syden kunne holde kampen ud i 20 år, mens Norden ville synke sammen under den umådelige gæld, krigen ville medføre. Men det gik anderledes. Da Sydstatshæren kapitulerede i 1865, flygtede D for at videreføre kampen i et forsøg på at opnå bedre fredsvilkår, men han blev arresteret og tilbragte to år i fængsel, sigtet for forræderi. Sagen blev mod D’s ønske opgivet, idet han fastholdt, at Sydens løsrivelse var legitim; et synspunkt han også fremførte i sin bog "The Rise and Fall of the Confederate Government" (1881). Et kvart århundrede efter Sydens nederlag var D’s popularitet stadig så stor, at han blev fulgt til graven af en af de største menneskemængder i Sydens historie (f 3/6 1808)

 

1905 d Viggo Stuckenberg, forfatter; kun femten år gammel kom han til søs, men opgav uddannelsen til søofficer. Han blev student i 1844, men gennemførte ikke et påbegyndt studium i etnografi ved universitetet i København. 1886 udsendte han sit første bind "Digte" af naturalistiask tilsnit. Året efter giftede han sig med sin Ingeborg. Det unge ægtepars hjem i "kartoffelrækkerne" ved søerne i København blev samlingsstedet for en vennekreds bestående af bl.a. Sophus Claussen, Johs. Jørgensen og maleren Albert Gottschalk, alle Brandestro. Ingeborg Stuckenberg var kredsens muse, inspirator og kritiker Til sin død tjente S til dagen og vejen som timelærer. På trods af dette arbejdes ensformighed følte han sig tiltrukket af dets regelmæssighed. I 1888 og 1889 kom to fortællinger "I Gennembrud" og "Messias". I 1890'erne udkom fortællingerne "Sol"(1897), "Hjemfalden" (1898) og 1899 romanen "Asmadæus og Vejbred", en samling myter og eventyr. 1898 udkom digtsamlingen "Flyvende Sommer" og 1901 samlingen "Sne", denne samling blev tidens populæreste, og den der har nået det største publikum. Herfra stammer det kendte digt "Ingeborg", hvor digteren portrætterer sin hustru og skriver de berømte linjer "og to,/som elsker hinanden/kan læge de ondeste Saar/blot ved at se paa hinanden/og glatte hinandens Haar". Så let gik det ikke i virkeligheden; ægteskabet var overmåde stormfuldt og endte i katastrofe. Efter flere forsøg på at bryde ud af ægteskabet forlod Ingeborg hjemmet i 1903; hun rejste med sin elsker til en bror i New Zealand, hvor hun året efter begik selvmord. Om S’s forfatterskab er det blevet sagt, at han som forfatter efterlevede symbolismens doktrin om, at et landskab er udtryk for en sjælstilstand. Han skrev ikke om det, der er over eller uden for ham, kun tilstandene i og omkring ham interesserede; et faktum der gør hans kendeste bøger til noget nær bekendelseslitteratur, dog uden at overskride grænsen til det pinlige (f 17/9 1863)

Finland uafhængig. Med den russiske zars abdikation 15. marts 1917 forsvandt finnernes bindeled til Rusland. Den finske rigsdag, hvor SPD (soc.demokraterne) havde flertal, blev sammenkaldt, og der blev dannet en samlingsregering. I juli fik SPD vedtaget en lov, Magtloven, der på trods af fortsat fælles finsk-russisk udenrigspolitik reelt gjorde Finland selvstændigt. Ved et efterfølgende valg mistede SPD flertallet, og der blev dannet en borgerlig regering, under ledelse af Pehr Evind Svinhufvurd. Efter Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 udbrød der storstrejke i Finland, hvorunder bevæbnede rødgardister stod over for de borgerlige "hvide skyddskår beskyttel-seskorps". Da den borgerlige regering 6. decbr. 1917 erklærede Finland en selvstændig republik, havde den langt fra kontrol med den indenrigspolitiske situation. Der udbrød borgerkrig, der først afsluttedes i løbet af foråret 1918, da de hvide styrker hjulpet af tyske tropper havde sejret. Borgerkrigen havde kostet flere end 30.000 menneskers død, og hadet mellem tabere og sejrherrer og især sejrherrernes hævn kom til at kaste en skygge over mellemkrigstiden i Finland

1921 d Charles Camille Saint-Saëns, fransk komponist; han blev uddannet ved Pariserkonservatoriet, i årene 1858-77 var han organist ved Madéleine-kirken i Paris. Siden levede han som fri kunstner og foretog koncertrejser som pianist, organist og dirigent af egne værker. Af hans 14 operaer blev navnlig "Dalila og Samson" en succes. Hans instrumentalkompositioner omfatter fem symfonier, talrige symfoniske digte bl.a. "Omphales rok" og den nok mest kendte "La Danse Macabre" (1874). Endvidere skrev S-S tre violinkoncerter, to cello-, tre violin-, og fem klaverkoncerter samt kammermusik. Bl. hans kirkelige værker er oratoriet "Syndfloden", en messe og et requiem og en del a capella-korværker. S-S var også virksom som forfatter, han udgav essaysamlinger bl.a. "Harmonie er mélodie" (1885) og biografierne "Portraits et souvenirs" (1900og "Notes et souvenirs" (1913) desuden gjorde han en indsats som organisator en indsats for samtidig musik ved grundlæggelsen af Société Nationale de Musique (1871). Med sine kompositioner står S-S sammen med César Franck som den mest fremtrædende repræsentant for fransk senromank (f 9/10 1835)

1938 I Paris underskriver den tyske udenrigsminister von Ribbentrop og hans franske kollega en erklæring, der fast-slog, at der ikke eksisterede udestående territoriale krav mellem de to lande, og at de eksisterende grænser var endelige – i.e. at Frankrig fik et højtideligt løfte om, at Tyskland ikke ville rejse krav om Alsace-Lorraine. Parterne forpligtede sig enndvidere til at rådslå om alle spørgsmål, som kunne lede til internationale konflikter, og til at stå i kontakt med hinanden om alle spørgsmål, som havde de to landes interesse. Aftalen blev indgået først og fremmest på fransk initiativ. Med underskrivelsen af den britisk-tyske aftale i forbindelse med Münchenmødet, en aftale franskmændene ikke var blevet informeret om på forhånd, opstod der frygt i den franske regering for at der kunne opstå en speciel tysk-britisk forståelse bag om ryggen på franskmændene. Der var også en anden grund for Frankrig til at forsone sig med Tyskland. Den tyske succes havde opmuntret Italien til at indtage en mere truende holdning, og i det italienske Deputeretkammer var det kommet til "spontane" demonstrationer med krav om "Tunis, Djibouti, Nizza (Nice) og Korsika". Den italienske presse skrev, at Aksen ikke kun skulle tjene Tysklands interesser. Nu var tiden kommet til at tilfredsstille italienske krav. Den franske regering afviste bestemt disse krav, men for at stå stærkere over for Italien ønskede den at forbedre sit forhold til Tyskland

 

 

 

 

 

 

7. december

43 f.Kr. d Cicero, romersk politiker og forfatter; var en nøgleperson i sin samtid og med afgørende indflydelse i eftertiden. Hans forfatterskab er omfattende og varieret: taler, oplysende skrifter om filosofi og om retorik, oversættelser af græske litterære værker, private breve til venner og politiske forbindelser. For at kunne gennemføre sit oplysningsprogram oversatte han det græske abstrakte ordforråd til latin. Han skabte herved forbilledet for den europæiske ræsonnerende prosa. I sin ungdom fulgte C nogle af tidens betydelige romerske politikere som lærling, desuden fik han en militær stabsuddannelse. Han gennemførte derefter en typisk romersk embedsmandskarriere, der kronedes, da han i 63 blev valgt til konsul. 52-51 var han statholder i Kilikien. I C’s forfatterskab er bl.a. værker om statslære f.eks. "De legibus" (om lovene) om teologi f.eks. "De natura deorum" (om gudernes væsen) og om retorik f.eks. "De oratore" (om taleren). Den store samling af taler afspejler hans politiske virke. 58 er overleveret, omtrent lige så mange er gået tabt. De fleste er forsvarstaler for andre medlemmer af det ledende befolkningslag. Hans største politiske bedrift var nedkæmpelsen af Catilinas kupforsøg og oprør i 63, det år han var konsul. I de fire catilinariske taler skildres for senatet og folkeforsamling oprøret og dets baggrund. I de sidste taler - fra 44-43 - afspejles C’s kamp mod voldsregimet efter mordet på Cæsar; det er de såkaldte filipinske taler mod Antonius, Cæsars mægtige næstkommanderende. Da Cæsars arving Octavian - den senere kejser Augustus - sluttede forbund med Antonius, blev C likvideret (f 3/1 106 f. Kr.)

983 d Otto 2. tysk konge fra 961, tysk romersk kejser 967; han var søn af Otto I og Adelheid og blev kronet allerede mens hans far levede. Da faderen døde i 973 efterfulgte O ham. Han blev april 972 gift med den byzantinske prinsesse Theophano. Kort efter sin tronbestigelse kæmpede han med Harald Blåtand, der forgæves forsøgte at forsvare Dannevirke. Med sin hær trængte Otto op i Jylland. Dog anses det for historisk ukorrekt, at han som fortalt af krønikeskriveren Adam af Bremen (d. ca. 1075) skal være trængt så langt nordpå som til Oddesund, som påstås opkaldt efter ham. Efteråret 980 krydsede O alperne for at genoptage sin fars italienspolitik i.e. at befæste den tyske kejsers magt over Italien. I Rom genindsatte han pave Benedict VII, som romerne havde afsat. Det var O hensigt at erobre de byzantiske besiddelser – Calabrien og Apulien - i sydlige Italien, der var stærkt truet af saracenerne, som kort tid i forvejen havde erobret Sicilien. Lykkedes erobringen ville O beherske hele den italienske halvø. Hans kampagne i Apulien og Calabrien, som begyndte godt, endte med nederlag ved Cap Colonne i juli 982, og O reddede kun livet ved at svømme ud til et græsk skib. Under forberedelser til et nyt felttog mod saracenerne, døde O; han efterlod til sin efterfølger - sønnen Otto III - et velkonsolideret og stærkt rige (f december 955)

f Henry Stuart Darnley, skotsk adelsmand og den skotske dronning Maria Stuarts fætter og mand; på kvindesiden var han oldebarn af den engelske konge Henrik 7. Maria og D lærte hinanden at kende kort efter Marias første mands – Frans 2. af Frankrig – død. I slutningen af april 1565 blev det almindeligt kendt, at Maria havde i sinde at gifte sig med sin fætter. Hun udnævnte ham til jarl af Ross – en titel der hidtil havde været forbeholdt en søn af Skotlands konge; dernæst fulgte udnævnelsen til hertug af Albany. Dronning Elizabeth af England og hendes rådgivere lod Maria vide, at hendes påtænkte giftermål ville være en alvorlig belastning for venskabet mellem England og Skotland. På trods af denne advarsel blev Darnley og Maria gift den 29. juli 1565. At vielsen fandt sted efter katolsk ritus var en alvorlig fornærmelse mod Skotlands protestantiske kirke og belastede yderligere det spændte forhold mellem katolikken Maria Stuart og Skotlands præsteskab. Selv for Maria blev det snart klart, at en vis overfladisk charme var hendes ægtemands eneste positive træk. Hans dominerende træk var ladhed, arrogance, drukkenskab og jalousi. Sidstnævnte egenskab var rettet mod Marias sekretær David Riccio (Rizzio), og D deltog i mordet på Riccio i 1566. Efterhånden var D en belastning for alle. Dog står det ikke klart, om Maria Stuart var med i den sammensværgelse, der stod bag mordet på D, selv om D’s far (Matthew, jarl af Lennox) samlede meget materiale, der pegede på hendes medvirken. Tre måneder senere giftede Maria sig med James Hepburn, 4. jarl af Bothwell, som anses for at være hovedmanden bag mordet på D. Maria og D’s søn født i juni 1566 blev konge af Skotland som Jacob 6., senere tillige af England som Jacob 1. (d myrdet 10/2 1567)

 

f Giovanni Lorenzo Bernini, italiensk arkitekt og billedhugger; han betragtes som barokkens betydeligste kunstner i 1600-tallets Rom. Hans værksted løste de fleste af periodens store arkitektoniske og skulpturelle opgaver, og hans kunst fik både langvarig og vidtrækkende betydning. Han udførte opgaver for otte på hinanden følgende paver, lavede adskillige buster samt gravmælerne for paverne Urban 8. (1627-47) og Alexander 7. (1671-78). B satte præg på det romerske bybillede med flere fontænegrupper:"Fontane del Tritone" (1640) på Piazza Barberini og "Fontane dei Quattro Fiume" (1640) på Piazza Navona. Om denne De fire Floders fontæne er det blevet sagt, at man skal se sig meget om i verden for at finde et kunstværk, hvor så mange tons marmor giver et sådant indtryk af vægtløshed. Der er klipper, fire store marmorstatuer, en løve, en hest, et bæltedyr o.a., alt samlet i en harmonisk komposition. Statuerne symboliserer de fire verdensdele. Donau (Europa), Ganges (Asien), Nilen (Afrika) og Rio de la Plata (Amerika). De fire flodguder hviler på klipper, hvorfra vandet spreder sig vifteformet i fint skumsprøjt ned i det store runde bassin. Nilen ligger med tilsløret ansigt, en hentydning til dens dengang ukendte kilder. Midt i fontænen hæver sig en 18 meter høj obelisk. Den lille kirke Sant’ Andrea al Quirinale (1658-70), hvis grundplan er oval, anses for at være hans mest helstøbte værk inden for kirkearkitekturen. End-videre tegnede han adskillige paladser i Rom, bl.a. Palazzo Barberini (ca 1629), facaden til Collegio di Propa-ganda Fide (1642-44) og Palazzo del Monte Citorio (1650-55). B byggede også kolonnaden på Peterspladsen og 1624-33 tabernaklet ved højalteret i Peterskirken. Som billedhugger skabte han med et stort antal individualistiske portrætbuster et formsprog, der blev normdannende i 1600-tallet og langt ind i 1700-tallet (d 28/11 1680)

1615 f Nicodemus Tessin d.æ. svensk arkitekt; kom 1636 som fæstningsingeniør fra Stralssund til Sverige, hvor han hurtigt blev en af landets mest fremtrædende arkitekter. Han introducerede den romerske og franske klassicisme i svensk arkitektur. Efter nogle mindre opgaver var T 1651-53 på studierejse i Tyskland, Italien, Frankrig og Nederlandene. Efter hjemkomsten blev hans hovedopgave det aldrig fuldførte Borgholms slot. Med sin position som Sveriges fornemste arkitekt kom han til at personificere arkitekturen som et embedsanliggende, bl.a. som Stockholms første stadsarkitekt. Kalmar domkirke (påbegyndt 1660) er som tolkning af protestantisk kirkebyggeri en selvstændig sammensmeltning af renæssancens centralkirke og den romerske basilika. I Drottingholm Slot (påbegyndt 1662) skabte T et kongeligt landslot efter fransk forbillede, med fornemme værelser omkring midterpartiets trapper. Lignende symmetriske bygninger udviklede T i nogle mindre slotte, bl.a. Salsta og Sjöö i Uppland. Bl.a T’s øvrige arbejder er Wrangels palads på Riddarholem i Stockholm, Skokloster, Rådhuset og Rigsbankbygningen i Stockholm (d 24/5 1681)

1683 d henrettet Algernon Sidney, engelsk politiker; S’s livslange kamp mod kongelig enevælde og hans "Discourses Concerning Government" (udkom 1698), i hvilken han hævder undersåtternes modstandsret mod kongen, blev et eksempel for eftertiden. Hans bog blev en populær "lærebog i revolution" i de amerikanske kolonier og var kendt i Frankrig og Tyskland i 18. århundr. I borgerkrigen mod Karl I stod S på parlamentets side. Blev 1649 medlem af det lange parlament og var medlem af domstolen over Karl I; men den dag, da dødsdommen blev afsagt, holdt S sig borte og underskrev ejheller dødsdommen. Efter uenighed med Cromwell trak S sig tilbage til sit gods. Efter Cromwells død fik S sæde i parlamentet og kom snart ind i statsrådet; 1659 blev han sendt til Danmark for at mægle mellem Frederik III og Karl Gustav. I mellemtiden var Karl II kommet på tronen, og S turde ikke vende tilbage til England. Han drog til Rom. Ved udbruddet af den anden engelsk-hollandske krig 1665, blev der fra den engelske konges side gjort forsøg på at fange eller myrde S. 1666 slog han sig ned i Sydfrankrig. På gr. af faderens vaklende helbred vendte S i 1677 tilbage til England. Det blev påstået - men er aldrig blevet bevist - at S havde deltaget i den såkaldte Rye House sammensværgelse i 1683, der havde til hensigt at myrde kongen og hans bror. S blev anklaget, dømt og henrettet (f 1622)

f Madame Marie Tussaud, svejtsisk født fransk voksmodelfremstiller; hun lærte voksmodelhåndværket af sin onkel, og ved dennes død i 1794 arvede hun hans to voksmusæer. Fra 1780 til udbruddet af revolutionen i 1789 var hun tutor på slottet i Versailles for Ludvig 16.s søster Madame Elizabeth og var under revolutionen fængslet i en kort periode anklaget for at være royalist. Under revolutionens rædselsperiode havde hun til opgave at lave dødsmasker af de mange, der mistede hoveder under guillotinens kniv. Hendes giftermål i 1800 blev ingen succes, og i 1802 rejste hun med sine to sønner og sin samling af voksmodeller til England. I 33 år drog hun rundt i Storbritannien med sin samling, indtil hun etablerede en permanent udstilling i Baker Street i London. I 1884 flyttede Madame Tussaud’s til sin nuværende adresse i Marylebone Road, London. Her er stadig udstillet mange af de originale modeller lavet af Madame Tussaud af hendes store samtidige f.eks. Voltaire, Benjamin Franklin, Horatio Nelason og Sir Walter Scott (d 16/4 1850)

 

1783 William Pitt, den yngre, bliver som 24 årig Storbritanniens yngste premierminister. To år tidligere var han blevet medlem af Underhuset, hvor hans oratoriske begavelse og store viden hurtigt skaffede ham en central position. Han tilhørte nærmest whiggerne og var 1782-83 finansminister. P’s første ministerium bestod til 1801. Indtil 1793 var dets hovedopgave at bøde på følgerne af Den Nordamerikanske Frihedskrig, hvilket bl.a. skete gennem finans- og toldpolitiske reformer og nye handelstraktater. Valgene 1784 gav P stort flertal, og under hans ledelse dannedes nu i Parlamentet spirerne til torypartiet. Fra 1793 blev den franske revolution og især dens udenrigspolitiske følger dominerende i engelsk politik. Da Frankrig i 1793 angreb Belgien, førte P England ind i krigen, og han blev i de følgende år sjælen i koalitionspolitikken. Indenrigspolitisk blev alle planer om reformer skrinlagt – bl.a. en valgreform. 1800 gennemførtes unionen med Irland. P anså katolikkernes valgret for en logisk følge heraf, men faldt på dettes spørgsmål. 1804 dannede P sit andet ministerium; han døde to år senere

d Michel Ney, fransk marskal; trådte ind i den franske hær som menig 1788; blev brigadegeneral 1796. N indsats i slaget ved Hohenlinden (1800) overbeviste Napoleon om, at N ville blive en af hans største generaler. Efter sejren ved Friedland i 1807 karakteriserede Napoleon N som "den tapreste blandt tapre". N blev marskal i 1804 og i 1808 hertug d’Elchingen. Under ruslandsfelttoget anførte N angrebet mod russernes centrum i slaget ved Borodino; hans indsats her gav ham titlen fyrste de la Moskowa. N’s fremtrædende plads i militærhistorien skyldes hans mesterlige ledelse af arrièregarden under tilbagetoget fra Moskva. Han kæmpede med hæder i felttogene i 1813 og 1814; men var den første af marskallerne, der overtalte Napoleon til at abdicere. Efter Napoleons fald sluttede Ney sig til Ludvig 18. og blev stillet i spidsen for dennes tropper. Men ved Napoleons tilbagekomst fra Elba bragte N ham ikke til Paris i et jernbur, som han havde lovet kongen. Med sine tropper sluttede han sig til Napoleon, og i slaget ved Waterloo kommanderede han den kejserlige garde. Efter Napoleons anden abdikation sørgede ultraroyalisterne for, han blev stillet for krigsret anklaget for forræderi. N blev dødsdømt og henrettet ved skydning (f 10/1 1769)

d William Bligh, britisk søofficer; han indtrådte i den britiske flåde i 1762 og fik i 1787 til opgave at føre skibet "Bounty" til Tahiti for at hente brødfrugttræer til Vestindien. B's voldsomme temperament var blandt årsagerne, da besætningen på "Bounty" under ledelse af førstestyrmanden Fletcher Christian gjorde mytteri den 28. april 1789. Sammen med 18 loyale mænd blev B sat i en åben båd, som han navigerede 5800 km til øen Timor. Mytteriet fik ingen betydning for Bs fortsatte karriere som søofficer. Han besejlede atter Tahiti og transporterede flere brødfrugttræer til Vestindien. I 1797 var han udsat for endnu et mytteri. Han blev sat i land, da hans besætning sluttede sig til mytteriet på et andet skib. Han deltog i Napoleonskrigene og var bl.a. kommandør og chef på fregatten "Glatton" under slaget på Reden 1801. I 1805 blev han udnævnt til guvernør i New South Wales.Tre år senere blev han på grund af sin tyranniske fremfærd afsat af koloniens officerer og under arrest sendt til London. Kupmagerne blev anklaget for mytteri, men deres milde straffe var indirekte en anklage mod William Bligh. I 1811 blev han kontreadmiral. Han forlod flåden i 1813 og blev året efter udnævnt til viceadmiral (f 9/9 1754)

1857 d Francis Beaufort, engelsk admiral og hydrograf; han lagde navn til Beaufort-vindmålingsskala og var med til at etablere en telegraflinje fra Galway til Dublin i 1803-04. Han var uddannet sømand og var i en årrække tjenst-gørende i den britiske flåde. I forbindelse med sejladser ud for den spanske kyst og ved Buenos Aires blev han interesseret i kartografi og udarbejdede en række brugbare søkort og kystbeskrivelser. Efter livet som sømand vendte han i 1812 hjem til England. I 1829 blev han udnævnt til hydrograf i flåden – en post han bestred i 26 år. Det var i denne periode han gjorde sit navn udødeligt ved udarbejdelsen af en skala for måling af vindstyrke. Beaufortskalaen beskriver vinden i 13 styrker, fra 0, vindstille, til 12, orkan. Skalaen blev med det samme obliga-torisk i den engelske flåde og i 1874 accepteret af den internationale meteologiske komitè. Oprindelig blev de enkelte vindstyrker benævnt efter den mest hensigtsmæssige sejlføring, f.eks. mærsejlskuling og bramsejlskuling, men nu sker inddelingen efter den målte vindhastighed. Til hver vindhastighed hører en standardbeskrivelse, som gør det muligt uden vindmåler at angive vindstyrken i beaufort med acceptabel nøjagtighed (f 7/5 1774)

f Pietro Mascagni, italiensk komponist; studerede ved konservatoriet i Milano, afbrød sine studier og tilsluttede sig et omrejsende operakompagni. I 1889 vandt han en konkurrence udskrevet af musikforlaget Sonzogno i Milano med operaen "Cavalleria Rusticana", en dramatisering af en novelle af Giovanni Verga. Med sin opera skabte M en ny operastil, den såkaldte "verisme", der udmærker sig ved realistiske skildringer fra hverdagslivet og ved effektfuld musikalsk fremstilling af teksten. Blandt Ms øvrige operaer er "L'amico Fritz" (1891), "Iris" (1898) og "Nerone" (1935) i hvilken Mussolini glorificeres. 1929 blev Mascagni førstedirigent ved La Scalaoperaen i Milano (d 2/8 1945)

 

f Magnus Bech-Olsen, bryder, cirkusdirektør; som ung arbejdede han som murersvend i Tyskland. Da mester krakkede, fandt B-O - der var bomstærk - at der var penge at tjene i professionel brydning. Da han i Cirkus Schumanns bygning i Mainz og senere i Berlin besejrede Carl Abs, blev han udråbt som tysk mester. Han vendte som berømt tilbage til Danmark, hvor han slog sig ned som værthusholder på Vesterbro og professionel bryder. Undertiden efterfulgtes B-Os kampe - som var en blanding af show og sport - af retssager og skandaler med anklager om aftalt spil. 26. sept. 1897 vandt B-O over "den frygtelige græker" Antonio Pierri; en senere revanchekamp vandt B-O også, og han var dermed verdensmester og uhyre populær. Det betød, at som den eneste dansker af folket oplevede at få sit billede på tændstikæsker. Efter at have opgivet brydningen blev han direktør for sit eget cirkus (d 19/2 1932)

1891 f Skat Hoffmeyer, biskop i Århus 1940-61. Efter at være blevet cand. teol. i 1915 fortsatte han studierne i Göttingen og blev dr. teol. 1918 på en afhandling om den apokryfe og pseudepigrafiske litteraturs forhold til senjødedommens partidannelser; samme år blev han hjælpepræst ved Frederiksberg kirke, 1921 sognepræst i Rårup og 1931 stiftsprovst i Århus (1935-40 også skoleprovst). 1922-58 var han seminariecensor, 1932-38 overtog og ledede han den netop begyndte teologiundervisning ved det nystiftede, indtil videre private univer-sitet; derved kom han i betydelig grad til at lægge grund til det teologiske fakultet, som oprettedes 1942; 1934 indvalgtes han i universitetssamvirke bestyrelse, og 1928-68 var han medlem af bestyrelsen for Naturhistorisk museum. Fra sin ungdom var H en passioneret sommerfuglesamler og dyrkede denne interesse på videnskabe-ligt plan. En frugt heraf er mange afhandlinger i fagtidsskrifter. Da H 1940 valgtes til biskop, skete det med kvalificeret majoritet – eneste gang det hidtil var sket ved et bispevalg. Energisk bestred han embedet til sin afgang i 1961 – berømte blev især (under krigen) hans visitater til fods fra sogn til sogn (d 31/8 1979)

d Ferdinand de Lesseps, fransk diplomat og ingeniør; han fulgte sin families tradition, da han i 1820 indtrådte i Frankrigs diplomatiske tjeneste. I årene 1831-37 var han konsul i Alexandria. Det var under tjenesten her, han begyndte at drømme om, det måtte blive ham, der realiserede de planer, der verserede om at gennemgrave Sueztangen. Han blev gode venner med den ægyptiske vicekonge og dennes søn, Said Pasha. I 1854 fik L mulighed for at realisere sine gamle drømme. Da modtog han en invitation fra Said Pasha, der nu var ægyptisk vicekonge. Samme år undertegnede de to en aftale, der gav L koncession på at anlægge kanalen. To år senere gav en international kommission af ingeniører L’s plan sin accept. L’s begejstring for ideen var smittende, og det lykkedes ham at formå sine landsmænd til at tegne sig for mere end halvdelen af den kapital, der var nødvendig for at grundlægge det selskab, der skulle udføre arbejdet. Det skete i 1858, og den 25. april 1859 påbegyndtes arbejdet. Den 17. november 1869 foretog den ægyptiske kediv, Ismail Pasha den officielle åbning af kanalen. I 1879 fik L overdraget arbejdet med at gennemgrave Panama-tangen for dermed at forbinde Atlanterhavet med Stillehavet. 1880 begyndtes arbejdet, og 1881 dannedes et aktieselskab til dets fuldførelse. Opgaven viste sig at være for stor til at kunne løses af et privat selskab, og i 1889 trådte det af L i 1881 dannede aktieselskab i likvidation. Mange aktionærer mistede alle deres penge. Ved en retssag i 1893 blev L og hans søn idømt 5 års fængsel, men dommen fuldbyrdedes ikke (f 19/11 1805)

Japansk angreb på Pearl Harbour. Frankrigs fald sommeren 1940 medførte, at Japan underlagde sig dele af Fransk Indokina (Vietnam). Som følge af denne besættelse lod præsident Roosevelt handelsforbindelserne med Japan fastfryse; en forholdsregel der den 24. juli 1941 blev fulgt op af en olieembargo mod de japanske øer. I den japanske regering var det nu opfattelsen, at der herefter kun var én mulighed, hvis ikke landets olielagre skulle tørre ud: besættelse af det olie- og råstofrige Sydøstasien og Hollandsk Ostindien (Indonesien). Den eneste magt, der kunne forhindre dette, var USA. For med ét slag at sætte den amerikanske stillehavsflåde ud af spillet angreb japanerne om morgenen, søndag 7. decbr. 1941, den amerikanske flådebase Pearl Harbour på Hawaii. Tolv dage tidligere var en japansk flåde, hovedsagelig bestående af hangarskibe, sejlet fra Kurilerne mod Hawaii. I løbet af to timer sænkede eller ødelagde japanske torpedo- og bombefly fra hangarskibene 4 slagskibe, 14 orlogsskibe af forskellig størrelse og 120 flyvemaskiner. Over 3.000 amerikanske militærfolk og 400 civile blev dræbt. Men den amerikanske flådes vigtigste enheder, hangarskibene, fik japanerne ikke ram på. De befandt sig på angrebstidspunktet i søen, bl.a. i Atlanterhavet. Af de 353 japanske fly, der deltog i angrebet, gik kun 29 tabt. Dagen efter angrebet erklærede USA Japan krig. Japans allierede, Tyskland og Italien, erklærede USA krig den 11. december. Krigen i Europa var blevet en verdenskrig

 

 

 

 

 

 

Til top        8. december

65 f. Kr. f Horats, romersk digter; som studerende i Athen traf Horats cæsarmorderen Brutus. Mødet betød, at han gjorde et politisk fejltrin, da han deltog på Brutus side i slaget ved Filippa i 42 f. Kr. Fejltrinnet medførte, at han fik sin fædrendegård konfiskeret, da Cæsars adoptivsøn Augustus havde hævnet sin "far" og var blevet romerrigets enehersker. Senere fik Horats i politikeren Maecenas, der forærede ham en gård i Sabinerbjergene, sin "mæcen" og levede fra da af for poesien. Hans originaleste indsats i litteraturen er hans satirer. Kejserdømmet udelukkede politisk satire, derfor holdt Horats sig til den moralske og almentmenneskelige. Han gør grin med sin samtids fejl ofte med personlige hentydninger, men aldrig med angreb på en fremtrædende person. Undertiden er der slet ingen satire, mem kun humoristisk beretning om personlige oplevelser. Satirerne får derved værdi ved at give et levende billede af datidens Rom. I Horats forfatterskab er endvidere hans epoder, polemiske digte i lyrisk form. Dertil kommer hans litterære og almentbetragtende breve samt Carmen Sæculare, et digt ved Roms hundredsårsfest i år 17 f. Kr. At kejser Augustus overlod Horats at skrive festdigtet viser den store anseelse, han nød. Gennem hans breve og satirer træder Horats personlighed frem. Det betyder, at bortset fra Cicero er der ingen romer, eftertiden kender så godt som Horats (d 27/11 8 f. Kr.)

 

1521 d Christine, dronning; datter af kurfyrst Ernst af Sachsen og Elisabeth af Bayern; 6. september 1478 gift med den senere kong Hans. Christine blev kronet 18. maj 1485 sammen med kong Hans. Hun ledsagede 1500 og 1501 kongen til Sverige, hvor hun september 1501 til maj 1502 med stor tapperhed ledede forsvaret af Stockholm slot. Efter slottets overgivelse blev hun tilbageholdt i Stockholm og Vadstena og først frigivet oktober 1503. Ved sin tronbestigelse fik hun som livgeding bl.a. Tranekær og Næsbyhoved ved Odense, hvor hun tog ophold efter sin mands død. Christine var stærkt grebet af senkatolicismens fromhedsliv, især af franciscanismen; hun stiftede Klaraklostrene i Odense og København; hendes yngste søn Frans, der døde 1511, var opkaldt efter Frans af Assisi, i hvis ånd hun øvede den storartede godgørenhed, hendes regnskaber vidner om. For Christine udførte Claus Berg sit hovedværk, højaltertavlen til Odense Gråbrødrekirke (nu i Sct. Knudskirke); hun har rimeligvis også bekostet sandstensepitafiet over kong Hans til samme kirke. Hun fødte børnene Christian 2., Ernst og Hans, der døde som små, datteren Elisabeth, der var gift med kurfyrst Joachim af Brandenburg; Frans, der døde af pest som 14 årig (f 24/12 1461)

 

f Maria Stuart, dronning af Skotland; datter af Jakob V og Maria af Guise. Blev dronning en uge efter sin fødsel ved faderens død. Opholdt sig som barn i Frankrig og blev her gift med den franske konge, Frans II. Ved dennes og moderens død vendte M 1561 tilbage til Skotland, hvor hun som katolik og franskvenlig blev set på med mistro af de skotske kalvinister, der også tog afstand fra hendes livsglæde og for dem uortodokse livsførelse. Denne mistro blev ikke mindre, da hun 1565 giftede sig med sin katolske fætter Darnly. Han havde arvekrav på den engelske trone, og nu skulle England og Skotland vindes for den rette tro. Gennem sin sekretær Riccio forhandlede M med paven og Filip 2. Den skinsyge og krænkede Darnley stod 1566 bag mordet på Riccio. D blev myrdet 1567 ved en sammensværgelse, formentlig anstiftet af jarlen af Bothwell, hvem M ægtede kort efter. Ægteskabet med Bothwell fremkaldte oprør, hvorunder M 1567 blev tvunget til at abdicere til fordel for sønnen Jacob (VI). 1568 flygtede hun til England, hvor dronning Elizabeth lod hende fængsle. Fra fængslet konspirerede M mod dronningen og blev 1587 anklaget for meddelagtighed i mordplaner mod Elizabeth, senere dødsdømt og henrettet. Henrettelsen vakte stor opsigt og førte til krig mellem England og Spanien bl.a. med det spanske angrebsforsøg med Den store Armada 1588. Om M er det blevet sagt, at hun ikke var uden skyld i sin skæbne, hun var letsindig, intrigant og uden store planer, men hendes fortryllende ynde, hendes mod og djærvhed har i forbindelse med de ulykker, der ramte hende, skabt sympati og givet hende en strålende romantisk glorie. Således i Schillers drama "Maria Stuart" (d 8/2 1587)

 

d Gerard Terborch, hollandsk barok maler, der udviklede sin egen karakteristiske stil med sine interiørbilleder, med hvilke han med ynde og nøjagtighed skildrede hverdagslivet hos den velhavende mellemklasse i 1600-tallets Holland. Hans far havde været kunstner og havde været i Rom, men fra 1621 var ansat som skatteopkræver. Den ældre Terborch må have haft øje for sønnens talent, for bevarede tegninger udført af den unge Terborch i 1625 og 1626 har Terborch senior med stolthed katalogiseret og dateret. I 1632 var Gerard i Amsterdam, og i 1634 var han elev hos Pieter de Molijn i Haarlem. Han var i England i 1635 og i Rom i 1640. Fra 1646 tilbragte Terborch to eller tre år i Münster, Westphalen, hvor fredskonferencen for at få afsluttet Trediveårskrigen var i gang. Hovedværket fra disse år er"Edsaflæggelsen for Ratifikation af Traktaten i Münster" (1648). På billedet er portrætteret de delegerede fra Holland og Spanien forsamlede for at underskrive fredsaftalen. Efter et ophold i Madrid vendte han i slutningen af 1650 hjem til sit fødeland, og 1655 slog han sig ned i Deventer. Terborchs værk består af næsten lige dele portrætter og genrebilleder. Hans karakteristiske og fornemme teknik kommer tydeligt frem i portrætterne, som er malet i lille næsten miniature målestok, og det selv om de afbildede er gengivet i fuld længde. Farverne er dæmpede, hvilket især skyldes datidens diskrete klædedragt, men som mester i både at gengive farvetonernes graduering og forskellige tekstilers overflade opnåede Terborch en rigdom af effekter. Karakteristisk er især hans gengivelse af satin. Hans superbe farvesans kommer først og fremmest til udtryk i hans portrætter, selv om farverne altid er anvendt med mesterlig tilbageholdenhed. I sin tidlige karriere malede Ter-borch mange vagtstuebilleder, men senere - fra tiden da han vendte tilbage til Holland – malede han gruppe-billeder af borgere, der hvilede i sig selv, og samtidig fyldt af en næsten aristokratisk elegance. (f 1617)

 

1765 f Eli Whitney, amerikansk ingeniør og opfinder; han opfandt 1793 en maskine, der var i stand til at skille frøene fra bomuldsfibrene, et arbejde, der hidtil møjsommeligt var blevet foretaget med håndkraft. I april 1793 fremstillede W en bomuldsrensemaskine, der kunne rense 50 pund bomuldsfibre på en dag. Marts 1794 fik W patenteret sin opfindelse og indledte en fabrikation af bomuldsrensemaskiner i New Haven, Conn. Efterspørgslen var så stor, at W og hans partner måtte have hjælp fra lokale smede for at kunne fremstille maskiner i et tilstrækkeligt antal. W brugte mange penge og megen tid på at beskytte sit patent mod efterligninger. 1798 begyndte W på sin fabrik i New Haven også at fabrikere skydevåben og fik mange profitgivende kontrakter med regeringen. Opfindelsen af bomuldsrensemaskinen fik den amerikanske bomuldsproduktion til at eksplodere. I 1794 eksporterede amerika-nerne 1,6 mio. pund bomuld. Det var ti gange så meget som året før. I 1808 blev der produceret 75 mio. pund, hvoraf 10,6 mio. pund blev eksporteret. I 1846 blev der eksporteret 535 mio. pund bomuld (d 8/1 1825)

 

d henrettet Madame du Barry, (Jeanne)maitresse (Ludvig 15.); efter et omtumlet liv blev Jeanne (den senere madame du Barry) 1769 præsenteret ved hoffet; efter sigende blev den aldrende konge betaget af hendes robuste skønhed. Eftersom hun ikke var gift med en adelig, var hun ikke kvalificeret til at blive kongens officielle elsker-inde (maitresse) en stilling der var ledig efter Madame de Pompadours død i 1764. Hendes elsker - adelsmanden Jean du Barry - fik da arrangeret et nominelt bryllup mellem sin bror, Guillaume du Barry, og Jeanne. Ved hoffet havde hun havde ingen stor politisk indflydelse, men blandt enevældens modstandere blev hun genstand for et grænseløst had som indbegrebet af enevældens fordærvelighed. Den skildring af hendes simpelhed, frækhed og ondsindethed, som oppositionen i det fine selskab og mange filosoffer har givet til bedste, må dog tages med forbehold. Efter Ludvig 15.s død blev hun forvist fra hoffet, men fik en pension. Fra 1776 til udbruddet af revolutionen i 1789 levede hun på sit gods ved Louveciennes. Under revolutionen blev hun guillotioneret for at være kontrarevolutionær og "for at have bortødet statens rigdomme" (f 19/8 1743)

 

Som det første land indfører Frankrig metersystemet. Indtil slutningen af 1700-tallet var enheder for længder defineret ved målestokke. De var normalt fremstillet af metal, og hvert land havde sine egne prototyper, der ofte afveg fra andre landes. I 1790 blev det i den franske Nationalforsamling fremlagt et forslag om at definere et længdemål på basis af en uforanderlig størrelse. Valget faldt på afstanden mellem Jordens nordpol og ækvator målt langs den meridian, der går gennem Paris. I årene 1792-97 gennemførtes en måling af afstanden mellem Dunkerque og Barcelona, der ligger på denne meridian. Man beregnede afstanden, og meteren blev defineret som en timilliontedel af afstanden mellem Nordpolen og Ækvator. Til praktisk brug blev der fremstillet en prototype af platin, som blev opbevaret i det franske nationalarkiv. 16 marmorblokke med indgraverede meter-inddelinger blev opsat forskellige steder i Paris for at vænne befolkningen til det nye mål. Internationalt vandt meteren (af græsk metron ’mål’) kun langsomt frem. For at sikre et globalt ensartet ensartet system af måle-enheder indgik 20 lande – blandt disse Danmark – i 1875 Meterkonventionen, og i 1907 gik Danmark over til metersystemet. I midten af 1980’erne besluttedes det at benytte den meget præcise bølgelængde af laserlys fra en jodstabiliseret helium-neonlaser til at definere meteren

 

f Chr. Emil Krag-Juel-Vind-Frijs, lensgreve, konseilspræsident 1865-70; han var ejer af landets største gods Frijsenborg ved Hammel og fik tidligt stor lokal indflydelse. Ud fra en særdeles konservativ holdning begyndte han sin landspolitiske karriere, da han forgæves stillede op ved valget til Den grundlovgivende Rigsforsamling. I 1858 blev han medlem af Rigsrådet af 2. oktober 1855, hvor han i 1863 stemte for Novemberforfatningen, der førte til krigen med Preussen og Østrig i 1864 og tabet af Slesvig og Holsten. I 1865 blev han medlem af Folketinget; året efter flyttede han over i Landstinget, hvor han havde sæde til 1890. Da han samme år blev leder af gruppen De nationale Godsejere, rykkede han frem i forreste linje i dansk politik. I november 1865 blev han konsejlspræsident i den første af flere godsejerregeringer. I sin regering overtog han også posten som udenrigsminister. Ministeriet Frijs gennemførte bl.a. forfatningsrevisionen – "den gjennemsete grundlov" af 28. juli 1866 samt en nyordning af forsvaret med en mobil hær på 60.000 mand, som man håbede, i en tredie slesvigsk krig i samarbejde med Frankrig ville kunne vinde Slesvig tilbage. Frijs trådte tilbage som regeringsleder i maj 1870. Han blev ridder af elefanten i 1869 (d 12/10 1896)

 

f Bjørnstjerne Bjørnson, norsk forfatter; efter studentereksamen var han huslærer et års tid på hjemegnen i Romsdalen. Men efter tilbagekomsten til Oslo i 1853 besluttede han at leve af sin pen i stedet for at gå i gang med et studium. I nogle år virkede han som journalist ved nogle af hovedstadens aviser og markerede sig tidligt som litteratur- og teaterkritiker. I 1856 opholdt han sig i København. Han færdedes i byens litterære kredse, og den københavnske kultur betog ham, men vakte samtidig hans trang til at hævde de norske værdier. 1857-59 var han chef for Bergen Teater. Her begyndte hans deltagelse i det politiske liv som redaktør og folketaler. 1865-67 var Bjørnson leder af Christiania Theater. Gennembrud som forfatter fik han med bondefortællinger som "Synnøve Solbakken" (1857) og "En glad Gut" (1860). Som i fortællingerne søgte Bjørnson i en række skuespil sit stof i den norske sagatid, således "Sigurd Slembe" (1862), der sikrede ham digtergage fra Stortinget. Han skrev endvidere digte, gerne sangbare som "Ja, vi elsker dette landet" (1859), der blev Norges nationalsang. Efter i 1860'erne at have været tilsluttet dansk-norske højskolekredse orienterede Bjønson sig i 1870'erne mod den europæiske positivisme. Denne nyorientering gav sig udslag i problemdebatterende nutidsdramaer som "En fallit" (1875) og fortællinger som "Magnhild" (1877). Bjørnsons produktion var stor, og han skrev i de fleste genrer. Han blandede sig desuden bestandig i politik i såvel Danmark som Norge og øvede stor indflydelse. Norges kulturelle og politiske selvstændighed – dvs. Norges udtræden af unionen med Sverige – inden for et enigt Norden (skandinavisme)var hans program. Dertil kom gennemførelse af parla-mentarisme. Fra 1890'erne agiterede han for den internationale fredssag. 1903 fik Bjørnson nobelprisen i litteratur (d 26/4 1910)

 

1859 d Thomas de Quincey, britisk forfatter; var allerede i sine studieår forfalden til brug af opium, en vane han kun delvis blev kureret for ca 1848. Efter at have boet i Lake District fra 1809 kom han pga. af sit medarbejderskab ved tory-tidsskriftet "Blackwood’s Magazine" 1828 til Edinburgh. Det var tabet af hans formue, der førte ham ind på journalistikken; 1821-24 var han medarbejder ved det liberale "London Magazine", hvor hans artikelserie "The Confession of an English Opium Eater" (1821) vakte stor opsigt. Den blev udgivet i bogform 1821. Har yderligere kun udgivet to bøger, romanen "Klosterheim" (1832) og "The Logic of Political Economy" (1844). Hans øvrige store forfatterskab består af essays og tidsskriftartikler. Blandt hans essays er "Murder Considered as One of the Fine Arts" og "The Mail Coach". Gennem Coleridge havde Q fået interesse for tysk filosofi og litteratur og fik betydning for kendskabet til den i England (f 15/8 1785)

 

Verdens første kamp om verdensmesterskabet i sværvægtsboksning finder sted i Woodhurst, Kent mellem Tom King (England) og John C. Heenan (USA). King vandt og blev vægtklassens første verdensmester

 

f Jean Sibelius, finsk komponist; studerede oprindelig jura, men gik over til musikken; allerede omkr. 1900 var han internationalt kendt, og han blev indbudt til at dirigere egne værker i både Europa og Amerika. Hans første kompositioner var af mere international karakter, men i begyndelsen af 1890'erne blev han stærkt nationalt interesseret, og i 1892 fuldførte han sit første store værk, korsymfonien "Kullervo", som var inspireret af nationaleposet Kalevala. I årene herefter kom en række kompositioner, som havde samme inspirationskilde. S blev også meget interesseret i finsk historie, dette resulterede i værker som suiterne "Karelia"og "Historiske scener" og orkesterstykket "Finlandia" (1899 omarbejdet 1900), som blev samlingsmærket i finnernes frihedskamp og en tid var forbudt af russerne. Endvidere har Sibelius bl.a. komponeret syv symfonier, en række symfoniske digte, ca 100 romancer, meget klavermusik og en lang række korværker både for blandet kor, mandskor og damekor. Sibelius fik fra 1897 kunstnerløn fra den finske stat. Efter 1929 kom intet nyt værk fra hans hånd (d 20/9 1957)

 

d Herbert Spencer, engelsk ingeniør og filosof; på grundlag af naturvidenskabelige synspunkter, især hentet fra biologien, geologien og fysikken, udarbejdede S i 1800-tallets sidste halvdel et omfattende filisofisk system for at forklare historiens gang. Han mente at kunne påvise to linjer, som udviklingen fulgte, og som han kaldte integration og differentiation; den første forløber fra løshed mod fasthed og sammenhæng, den anden fra det enkle og usammensatte til det sindrige, det komplicerede og varierede. Udviklingens fremadskriden vil sige det samme som en tilpasning af disse to tendenser til hinanden i en ligevægtstilstand. Som der i dyre- og planteriget er tale om en udvikling fra infusionsdyret til mennesket, således også i historien: den fører fra urskovens barbariske vildskab gennem organisation af stadig mere omfattende samfundsdannelser; ved den tekniske specialisering, som kulminerede i 1700-tallets industrielle revolution, havde mennesket nået en høj grad af differentiering. S beskrev den vesteuropæiske liberalismes historie og så udviklingens mål i den liberalt indstillede, menneskevenlige driftslederelite i Manchester, som man med nogen ret har hævdet. Selv om S ikke var blind for, at udviklingen rummede fremskridtsfjendtlige tendenser og farer, står han som en typist repræsentant for det 19. århundredes tilsyneladende solidt begrundede optimistiske og tillidsfulde udviklings- og fremskridtstro. Hans hovedværk er "A System of Synthetic Philosophy" (10 bd. 1862-96) (f 27/4 1820)

 

d Oskar 2. svensk konge 1872-1907 og norsk konge til 1905, søn af Oskar I og dronning Joséphine af Beauharnais; 1857 blev han gift med Sophie af Nassau. O udfoldede et rigt historisk, krigshistorisk og skønlitterært forfatterskab. Hans uddannelse ved marinen afspejler sig i hans "Om skärgårdsflottens debarkeringstrupper" (1849) og "Förslag til exercisreglemente för K.M. flottas landstigningstrupper" (1855); i det kgl. ægteskab blev der født fem sønner bl.a. Gustav (V) (f 21/1 1829)

 

Spadeslaget i Haderslev. Udstyret med spader var en større gruppe nazister i slagsmål med politiet. Som optakt til et møde på byens Højskolehjemmet marcherede ca.400 partimedlemmmer ad Åbenråvvej mod byen. --Mange af deltagerne bar en spade over skulderen, og alle var iføret uniform. Ved at foretage marchen havde nazisterne overtrådt demonstrationsforbuddet, og i Lavgade havde de det første sammenstød med ordensmagten. Den var for lille, og efter et håndgemæng blev den trængt til side. Byens beslutsomme politimester tillkaldte forstærkning fra nabobyerne, så at en styrke på 160 ordensbetjente og 20 kriminalbetjente ventede uden for Højskolehjemmet efter mødet. Her blev nazisterne tillige mødt af brandvæsenets motorsprøjte og tåregas. Trods dette opbud modsatte de sig anholdelse. Så både vand, tåregas, knipler oog spader kom i brug, og det hele endte med en masseanholdelse. "Spadeslaget" var de danske nazisters mest provokerende og voldelige forsøg på at udfordre samlingsregeringen og banne vej for en magtovertagelse

 

Japansk landgang på Filippinerne. I dagene før landgangen var flyvepladser og andre vigtige punkter på hovedøen Luzon udsat for et voldsomt bombardement. Omkring halvdelen af de 200 amerikanske fly blev ødelagt på jorden. Filippinerne var på dette tidspunkt kommet langt på vejen mod fuld selvstændighed. De sidste amerikanske garnisoner skulle trækkes tilbage i 1946. Efter aftale mellem USA og Filippinerne havde øens amerikanske styrkers øverstkommanderende, general Douglas MacArthur påtaget sig opbygge et selvstændigt filippinsk forsvar. Ved siden af en amerikansk garnison på 19.000 mand havde han til sin disposition en trænet fillippinsk styrke på 12.000 mand og en løst organiseret og utrænet filippinsk hær på 100.000 mand. Med de begrænsede midler han havde til rådighed, havde MacArthur søgt at opbygge et nogenlunde stærkt forsvar på Luzon, hvor han håbede at kunne holde ud, til forstærkninger kom frem. Halvøen Bataan med fæstningen Corregidor var planlagt som en sidste forsvarsskanse. Men disse planer blev tilintetgjort af japanerne. I maj overgav de sidste amerikanske styrker på Filippinerne sig

 

d Golda Meir, israelsk ministerpræsident 1969-1974; hun blev født i Kiev; faderen, der var tømrer, udvandrede i 1903 til USA. I 1906 fulgte moderen, Meir og en lillesøster efter. I sin ungdom traf hun sammen med sionistiske emigranter fra Rusland, blev optaget af deres politiske diskussioner og sluttede sig til deres drømme om at opbygge et socialistisk samfund i Palæstina. Fra 1914 blev hun uddannet til lærer. I studietiden blev hun stadig mere optaget af arbejde i den sionistiske bevægelse. Hun indmeldte i det socialistiske sionistparti og var 1918 delegeret ved stiftelsen i Philadelphia af den "Amerikansk-jødiske Kongres". I 1921 udvandrede hun sammen med sin mand, sin søster og en flok kammerater til Palæstina, hvor hun tidligt blev aktiv inden for fagbevægelsen (Histadrut) og Israels arbejderparti (Mapai). I 1928 overtog hun posten som sekretær i Histadruts Kvindelige Arbejderforbund. Som medlem af Mapai fik hun i 1934 sæde i Jewish Agencys eksekutivkomite og var 1946-48 leder af dennes politiske afdeling i Jerusalem. Efter oprettelsen af staten Israel i 1948 var hun sit lands første gesandt i Sovjetunionen til 1949. Da blev hun medlem af parlamentet (Knesset), og inden hun i 1969 blev premierminister, beklædte hun flere ministerposter. I årene 1949-52 som arbejds- og socialminister, 1952-65 som arbejdsminister. Hun var udenrigsminister i årene 1956-66. Hun beklældte posten som premierminister til 1974, da hun trak sig tilbage fra det politiske liv. Hendes tilbagetræden var ikke uden forbindelse med Oktoberkrigens udbrud i 1973. Skønt hun var kendt som skeptisk over for arabernes militære hensigter, er det ikke utænkeligt, at offentliggørelsen af en rapport fra en undersøgelseskommission om, hvorfor det ægyptiske og syriske angreb på Israel den 6. oktober 1973 kom som en overraskelse for de israelske myndigheder, havde betydning for hendes tilbagetræden. 1975 udkom hendes selvbiografi "My Life" (da. Mit liv, 1976) (f 3/5 1898)

 

Folketingsvalg. Da der i november blev udskrevet folketingsvalg, skete det efter længere tids tovtrækkerier om pensionskassernes muligheder for at investere i danske erhvervsvirksomheder. Socialdemokraterne og den social--demokratiske regering var meget interesserede i at få vedtaget en lovgivning herom, fordi det ville kunne skabe nye arbejdspladser, men de borgerlige partier var tilsvarende afvisende. I november blev der vedtaget en radikal dagsorden, der udtrykte mistillid til regeringen og anbefalede, at den opgav sine planer om "tvangsindgreb over for anbringelse af pensionsmidler". I valgkampen markerede Venstre og Konservative sig med et fælles oplæg som et alternativ til Socialdemokratiet. Forudsætningen for dets gennemførelse var, at de to partier fik flertal, hvis der ikke skulle være tale om andet end en ideologisk manifestation. Ved valget blev balancen mellem højre og venstre ikke rykket. Ved at miste 9 mandater til 59 var Socialdemokratiet svækket, men havde stadig en tredjedel af mandaterne. Konservative vandt 4 mandater til 26 og var dermed større end Venstre, der tabte 2 mandater og herefter havde 20; sammen med CD, der vandt 9 mandater til 15 og Kristeligt Folkeparti, der tabte et mandat til 4, havde Venstre og Konservative kun lidt mere end en tredjedel af mandaterne. Den sidste tredjedel gik til Radikale Venstre, der nu havde 9 mandater efter et tab på 1 mandat og partierne på fløjene. Her havde SF stor fremgang, partiet vandt 10 mandater og havde nu 21. Fremskridtspartiet tabte 4 mandater til 16. VS tabte 1 mandat og havde efter valget 5. Retsforbundet gled ud af Folketinget for aldrig mere at vende tilbage. Efter forsøg på at få dannet en regering hen over midten og en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre var strandet, dannede Socialdemokratiet endnu en mindretalsregering. Det skete på trods af nogen modvilje i folketingsgruppen

 

 

 

 

 

9. december

1594 f Gustav 2. Adolf af Sverige, konge 1611-32; søn af Karl IX og Kristina af Holsten-Gottorp; han kom tidligt ind i landets styre, og ved faderens død i 1611 blev han som 16 årig Sveriges konge. Efter at have afsluttet krigen med Rusland - der bragte Sverige Keksholm len og Ingermanland - indledte Gustav en reform- og opbygningstid, der på mange måder styrkede Sverige. Administrationen blev forbedret, og i erhvervspolitikken fulgtes merkantilistiske principper. Det betød, at især bjergværksdriften gjorde store fremskridt. Endvidere blev der lagt stor vægt på at udbygge rigets krigsmagt. Bevæbningen blev moderniseret, og hærafdelingerne blev gjort mere bevægelige, idet han supplerede det tunge, spanske fodfolks svære stødkraft med en bevægelighed, der stammede fra nederlændernes krigsførelse og opnåedes ved at opstille fodfolket i lange linjer med få geledder. Endvidere blev svenskernes artilleri både lettere og kraftigere end fjendens og besad større skudhastighed. Også flåden blev forstærket. 1630 greb Gustav ind i 30årskrigen og havde her stor fremgang. Den svenske hær var i mønsterværdig orden, disciplinen streng, og en begejstret ånd rådede blandt soldaterne. Pommern faldt i hans hænder, og Brandenburg blev tvunget til et forbund. Efter at have afslået Tillys angreb kunne svenskerne rykke ind i Sachsen, hvor de september 1631 besejrede Tilly ved Breitenfeld, og München blev erobret. 6. novbr. kom det til slaget ved Lützen i Sachsen, hvor de fjendtlige tropper måtte trække sig tilbage, men Gustav blev dræbt. Gustavs eneste barn var den senere dronning Kristina født 17. december 1626 (d 6/11 1632)

 

1608 f John Milton, engelsk forfatter; efter i 1632 at have afsluttet sine studier i Cambridge i klassisk litteratur, italiensk, fransk, hebræisk og teologi kom hans første litterære arbejder. Der var tale om hyrdedigte, maskespil og yndefuld lyrik f.eks. hans julediigt: "On the Morning of Christ’s Nátivity". 1638-39 var M på rejse i Italien, hvor han fik stærke indtryk af den humanistiske ånd og renæssancelitteraturen. Efter hjemkomsten satte han sig mål at skrive et stort bibelsk epos med Homer og Vergil som forbillede. Foreløbig blev han dog grebet af det store opgør mellem konge og parlament. Han deltog ikke aktivt i krigen, men med tilknytning til Cromwells regering tog han ivrigt del i den politiske og religiøse polemik. Fra hans hånd kom der en lang række stridsskrifter. Blandt disse var "Areopagitica", hvor han krævede trykkefriheden indført; endvidere kom hans forsvar for kong Karl 1.’s afsættelse og henrettelse i skrifterne "The Tenure of Kings", "Eikonoklastes" og "Defensio Pro Popolo Anglicano"; hertil kom hans piecer "On Divorce", hvori han gik ind for ret til skilsmisse. Ved Cromwellstyrets fald og kongedømmets genindførelse var M’s liv en overgang i fare. Han slap med at miste sin ejendom samt med, at bøddelen brændte flere af hans skrifter. Sine sidste år fik han lov at leve i fred, men i særdeles beskedne kår. Det var i disse år, han skabte det storværk, hvorpå hans ry som en af Englands største digtere nu hviler: "Paradise Lost" (1667) et epos i 12 sange og i hvilket han beskrev det, der for ham var menneskehedens største tragedie, Adam og Evas syndefald i Edens have. Hans sidste digt "Paradise Regained" er en art fortsættelse af "Paradise Lost" i form af en digtning om Kristi fristelse og sejr over Djævelen, hvilket iflg. M var grundlaget for forsoningen og salighedshåbet "genvindelsen af paradiset" (d 8/11 1674)

 

1629 f Henrik Gerner, biskop; blev 1656 kapellan hos sognepræsten i Birkerød, og da denne døde 1656, hans efterfølger. Under svenskekrigen 1658-60 var han udsat for hårde trængsler. I begyndelsen af 1658 blev hans præstegård plyndret seks gange. Efter svenskerne havde erobret Kronborg (september 1658) deltog G i den sammensværgelse, der planlagde at befri Kronborg. Da sammensværgelsen blev afsløret i slutningen af juni 1659, blev G arresteret, forhørt under tortur, men gav ingen meddelelser og blev derfor dømt til at henrettes. Han slap imidlertid med livet, fordi man fra svensk side kunne benytte sig af hans person til at presse den danske regering til at løslade den svenske gesandt. På trods af gesandtens frigivelse (18. august 1659) blev G ikke frigivet før fredsslutningen i 1660. De tredobbelte lænker og det 18 kg tunge jernlod, han havde båret i fangenskabet, lod G ophænge i Birkerød kirke. Efter disse hårde tider fulgte lykkelige arbejdsår. Han nød stor anseelse; takket være sit veldrevne landbrug opnåede han tillige gode økonomiske kår; indtil 1679 havde han ret til at drive kro i Birkerød. Med "Hesiodus fordansket oc udi Rijm oversat" indledte G et forfatterskab, der viste hans store interessefelt. Bogen bogen gav en skildring af bondens lykkelige arbejde året igennem og afslørede G’s åbene blik for naturen og bondens liv. Hans interesse for Nordsjællands flora satte sig spor i P. Kyllings "Viridarium Danicum" (1688). Om Skånske Krig skrev han "Dend store Nordens-Konnings Christian dend Femtis Berømmelige Land-Togs oc aff Gud forlente lyckelige Seyervindingers Ilias" (1681) 1678 udgav han et skrift, hvori han både fejdede med Peder Syv om retskrivningens regler og selv fremstillede sine synspunkter for retskrivningens metode "Ortographia Danica eller det danske Sproks Skrifverictighed". 1680 blev G magister og 1690 provst i Lynge-Kronborg herred. Fra 1693 til sin død var han biskop i Viborg (d 14/5 1700)

 

1641 d Anton van Dyck, flamsk maler og grafiker; som 10 årig i lære hos maleren Hendrick van Balen d.æ. i fødebyen Antwerpen. Efter læretiden arbejdede han i Rubens værksted og blev Rubens vigtigste medarbejder; i læretiden udførte R også selvstændige arbejder f.eks. "Korsbæringen" (ca 1617-20) til Sankt Pauluskerk samt flere portrætter, f.eks. "Maleren Frans Snyders" (1620-21). Rejste 1621 til Italien, hvor han især virkede i Genova. Her arbejdede han for aristokratiet, og i sine talrige portrætter udviklede han hele det repertoire af legemsstore portrætter, som han senere brugte i Antwerpen og London: rytterportrætter, store familiegruppeportrætter og fornemme enkeltportrætter f.eks. "Elena Grimaldi Marchesa" (ca 1623). I 1629 atter i Antwerpen; udførte her store opgaver for byens kirker f.eks. "Skt Augustins vision" (1628) til Augustijnenkirk. Påbegyndte desuden sin "Ikonografi", en serie på 80 raderinger og stukne portrætter af berømte samtidige. 1632 rejste van D til London, hvor han blev adlet af Karl I og udnævnt til hofmaler, og hvor han resten af sit liv virkede næsten udelukkende som portrætmaler for kongehuset og adelen. Blandt de kendeste arbejder fra denne periode er de tre store rytterportrætter af kongen (ca 1633) og det tredobbelte brystportræt af Karl I (ca 1635) (f 22/3 1599)

 

1717 f Johan Joachim Winckelmann, tysk kunsthistoriker; fra 1748 bibliotekar hos grev von Bünau i Nothnitz ved Dresden. Winckelmann’s første værk om antik kunst var "Gedanken über die Nachahmung der griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst" (1755). Samme år rejste han til Rom, hvor han studerede de antikke skulpturer i Vatikanet og i de Capitolinske samlinger. Fra omkr. 1760 var W i Napoli og Herculanum, hvor han forberedte sit hovedværk "Geschichte der Kunst des Altertums", der udkom i Dresden 1764. 1767 kom hans "Monumentii antichi inediti"; efter også i Rom at have virket som bibliotekar blev Winckelmann 1763 pavelig antikvar, og året efter fik han overopsynet med de antikke monumenter i Rom og omegn. Winckelmann regnes som den antikke kunsthistories far, idet han var den første, der så på kunstens udvikling som et sammen-hængende hele. Tidligere bøger om antik kunst omhandlede som regel mer eller mindre tilfældige samlinger af antikke kunstværker. For Wincvkelmann repræsenterede den klassiske græske kunst højdepunktet (det er den, han har karakteriseret med de kendte ord "edle Einfalt und stille Grösse"), særlig den senklassiske periode repræsenteret ved værker som Apollon Belvedere. Winckelmann’s tolkning af antikkens kunst blev af afgørende betydning for nyklassicismen, Thorvaldsen står således i gæld til Winckelmann (d 8/6 1768)

 

1773 f Armand marquis de Caulaincourt, fransk general, diplomat og udenrigsminister; som Napoleons hofstaldmester fra 1804 var han ved kejserens side i alle dennes større slag. Og hans "Mémoires" er en vigtig kilde til perioden 1812-14. C indtrådte i hæren i 1795; i 1799 blev han oberst ved et elitekavaleriregiment, som han kommanderede i slaget ved Hohenlinden i 1800. I årene 1801-02 gjorde han tjeneste ved den franske ambassade i Sct. Peters-borg, og ved sin hjemkomst herfra blev han Napoleons adjudant. Fra november 1807 til februar 1811 var C sit lands ambassadør i Rusland, hvor han trods Napoleons vilkårlige politik utrætteligt arbejdede for fred. Da han blev hjemkaldt i 1811, blev han skoset af Napoleon for at være russiskvenlig. Da Napoleon invaderede Rusland i 1812, bad C om at blive sendt på mission til Spanien for at være så langt væk fra kejseren som muligt. Dog blev han medlem af det lille følge, der ledsagede Napoleon på rejsen fra den russiske grænse til Paris efter nederlaget i Rusland. Efter slaget ved Leipzig - 18. oktober 1813 - blev C fransk udenrigsminister; han forhandlede og afslut-tede den aftale, der sendte Napoleon i eksil på Elba. Da Napoleon vendte tilbage herfra og atter tog magten i Frankrig, påtog C sig den håbløse opgave at være Napoleons udenrigsminister. Efter Waterloo reddede tsar Alexanders indgriben C fra forfølgelse af den genoprettede franske kongemagt. Resten af livet levede C tilbage-trukket (d 19/2 1827)

 

f Laurids Tuxen, maler; på Akademiet 1868-72 som elev af Marstrand. I anden halvdel af 1870’erne opholdt han sig i lange perioder i Paris og i Italien, primært i Firenze. I Frankrig påvirkedes han stærkt af den franske naturalisme og blev sammen med Krøyer dens banebryder i Danmark. Ved 1880’ernes begyndelse havde han opnået en vis anseelse. Vidnesbyrd herom er den bestilling, der ganske ændrede hans kunstneriske løbebane, nemlig kongehusets bestilling 1882 på at male et monumentalt billede af den danske kongefamilie på Fredensborg. Bestillingen medførte mange rejser til Europas hoffer. Det trak nye bestillinger fra disse hoffer med sig, ogfu blev en kosmopolitisk personlighed og fyrstemaler i stor stil. Foruden Fredensborgbilledet med titlen "Kong Chr. 9. og hans slægt på Fredensborg" (1883-86) malede han i denne genre bl.a. "Dronning Victorias Jubilæum" (1887-88), "Nikolaj 2.'s kroning 1896" (1899), "Kong Edward 7. og Dronning Alexandras kroning" (1902-04) og "De fire Slægtled" (1902), et gruppebillede, hvor Christian 9. iført hermelinskåbe sidder sin søn kronprins Frederik (8.) stående på sin venstre side og sin sønnesøn prins Christian (10.) på sin højre side. Foran kongen står den treårige prins Frederik (9.) Foruden nævnte billeder udførte T opgaver af anden art, bl.a. mytologiske og historiske kompositioner blandt disse er "Arkonas Indtagelse af Valdemar den Store og Absalon 1169", der indtager en fremtrædende plads i naturalismens historiemaleri. Gennem hele sin karriere var T virksom som lærer. Han blev titulær professor ved Akademiet 1892 og var professor i malerkunst samme sted 1909-1916. 1920-23 var han Akademiets vicedirektør. Hans selvbiografi "En malers arbejde gennem tredssindtyve år" udkom posthumt i 1928 (d 21/11 1927)

 

1895 f Dolores Gomez Ibarruri, "La Pasionaria" (Passionsblomsten), spansk politiker; hun deltog i 1920 i stiftelsen af det spanske kommunistparti og blev i 1939 indvalgt som medlem af Cortes i 1936 for Asturien. Ved sine usædvanlige oratoriske evner og sin store patriotisme havde hun stor indflydelse under Den spanske Borgerkrig, også uden for sit eget parti. Det var hende, der stod bag republikanernes kampråb "No pasarán" (De skal ikke komme igennem). Hun var vicepræsident i Cortes 1937-39 støttet af Folkefronten. Hun er mest kendt under navnet La Pasionaria, som var hendes litterære pseodonym. Ved Barcelonas fald i 1939 flygtede hun til Frankrig og senere til Sovjetunionen, hvor hun opholdt sig til 1977, da hun vendte tilbage til Spanien og atter i en kort periode var medlem af Cortes. Under eksilet var hun 1942-60 generalsekretær for det spanske kommunistparti og derefter dets formand. Hendes taler og artikler udkom på engelsk i 1938, og hendes memoirer "El único camino" udkom på Cuba i 1962 (d 12/12 1989)

 

1941 f Dea Trier Mørch, forfatter, grafiker og maler; hun blev uddannet på Kunstakademiet 1958-64 og fortsatte studierne til 1967 på kunstakademier i Polen, Sovjetunionen og andre østlande. Allerede som 19-årig debuterede hun på Kunstnernes Forårsudstilling, og året efter udstillede hun på den cencurerede udstilling på Charlottenborg. Rejseskildringen "Sorgmunter socialisme. Sovjetiske raderinger" (1968) blev hendes første bog, ligesom de føl-gende forsynet med egne illustrationer. Hendes politiske engagement førte til medlemskab af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti); i 1968 oprettede hun sammen med sin senere ægtefælle Troels Trier kunstnerkollektivet Røde Mor. I 1970’erne arbejdede Dea Trier Mørch politisk med sin kunst; i forfatterskabets største succes romanen "Vinterbørn" (1976) skildres fødegangen på Rigshospitalet som en lille model af det klasseløse samfund. I det intensive fællesskab, hvor store følelser udleves og deles, kommer menneskelige værdier til verden sammen med de små, skrøbelige liv, titlen henviser til. Romanen blev i 1978 filmatiseret af Astrid Henning Jensen og er oversat til 22 sprog. Efter udgivelsen af "Vinterbørn" kom der for alvor fart på karrieren. Næsten hvert andet år siden da er der kommet en bog fra Dea Trier Mørch. I romanerne "Den indre by" (1980), "Aftenstjernen" (1982) og "Morgengaven" (1984) skildres tilværelsens mange sociale, eksistentielle og psykologiske kriser. I 1995 kom den selvbiografiske "Hvide løgne" skrevet sammen med datteren Sara Trier. Dea Trier Mørch fik i 1985 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige støtte. 1990-91 var hun formand for Dansk Forfatterforening (d 26/5 2001)

 

d Karl Barth, tysk/svejtsisk teolog. Fra 1930 professor i teologi i Bonn. Afsat og udvist af Tyskland 1935, da han nægtede at aflægge embedsed til Hiter "at være kristen medfører et politisk ansvar og et klart nej til alle magter, der står evangeliets sandhed imod". Fra 1935 professor i Basel. Har bl.a. skrevet "Kom, Guds skaberhånd" 1935 og "Den evangeliske Kirke i Tyskland efter Det tredie Riges Sammenbrud" (f 10/5 1886)

 

1969 d Fanny Jensen, socialdemokratisk minister, fagforeningsformand. Hun begyndte sin politiske karriere i føde-byen Horsens. Fanny Jensen var fabriksarbejder og var 1912-35 formand for den lokale Kvindeligt Arbejderforbund. 1924-35 var hun tillige medlem af Horsens byråd repræsenterende Socialdemokratiet. I 1935 flyttede hun til København for at blive forbundssekretær, og 1937-47 var hun forbundsformand, i årene 1943-47 tillige medlem af Københavns borgerrepræsentation. Da scialdemokraterne dannede regering dannede regering i 1947 blev Fanny Jensen minister uden portefølje "med særligt henblik på hjemmenes, husførelsens og børnenes interesser inden for sociale og forsyningsmæssige områder og på selverhvervende kvinders interes-ser". Socialdemokratiet satte netop i disse år stærkt ind på at få kvinder med i politik bl.a. ved opstilling ved folketingsvalg. Fanny Jensen var netop blevet valgt i Roskilde-kredsen. Selv om hun var en respekteret fag-foreningsleder, havde hun dog ikke gjort sig stærkt gældende; da hun så tillige fik et så udflydende ministerium uden embedskontor, var der almindelig misførnøjelse blandt partiets kvinder over den placering, kvinder fik i regeringen. Det viste sig da også, at J ikke fik reel politisk indflydelse. Tilmed pegede hendes taler rundt om i landet mere i retning af de idealer vedrørende kvindens stilling, der hørte en tidligere generation til eller i bedste fald ikke pegede fremad mod en selvstændiggørelse gennem faglig uddan-nelse. Hun har formentlig også selv følt, at hun ikke havde fundet sin plads, for ved regeringsomdannelsen 1950, bad hun selv om sin afsked. J fortsatte i Folketinget til 1953 (f 11/10 1890)

 

 

 

 

 

 

Til top        10. december

1475 d Paolo Ucello, italiensk maler; (virksom væsentlig i Firenze) elev af Ghiberti ca 1407-14 dermed oplært i den sengotiske stil, men ikke desto mindre blev han en af den florentinske renæssances mest originale kunstnere. Han opholdt sig 1424-30 i Venezia og udførte her mosaikker til Markuskirken (nu forsvundet). Blandt hans første arbejder er en freske i domkirken i Firenze - et rytterbillede af den engelske condottiere John Hawkwood (Giovanni Acuto) fra 1436. Ucello videreførte Masaccios monumentale stil i de tre skildringer af slaget ved San Romano i 1432, hvor florentinerne besejrede sieneseerne (ca 1455), de befinder sig i dag i henholds-vis i National Gallery, London, i Uffizierne i Firenze og i Louvre, Paris. Ucellos hovedværk er tre fresker i Chiostro Verde ved kirken Santa Maria Novella i Firenze (ca 1446) med motiver fra Noas historie. I freskerne står figurerne som relieffer, malet udelukkende i rødlige og især grønlige farvetoner, deraf navnet Chiostro Verde "Det Grønne Kloster". I det øverste billede har Ucello skildret Syndfloden, hvor Noas ark i perspektivisk forkortning er gengivet i et heftigt uvejr. Ucello regnes som en af ungrenæssancens betydeligste malere stærkt optaget af rum- og kompositionsproblemer, som han bl.a. løste ved en stærkt accentueret anvendelse af perspektivet og en markeret og levende rytme (f 1397)

 

1519 d Birger Gunnersen, ærkebiskop 1497-1519; efter at have gået på domskolen i Roskilde afsluttede han sin uddannelse i Greifswald med magistergraden 1468. Hans fattigdom tillod ikke større dannelsesrejser. Ledede derefter domskolen i Lund til han 1474 blev ansat i kancelliet; 1477 avancerede han til kansler hos dronning Dorothea, en betroet stilling, men uden politisk betydning. Da dronning Dorothea døde 1495, fortsatte Gunnersen efter kong Hans ønske som kansler hos dronning Christine, men valgtes knap to år senere til ærkebiskop takket være kongelig gunst og dermed på trods af hans ikke-adelige herkomst. Han kom straks i strid med arvingerne efter sin adelige forgænger, Jens Brostrup (1492-97), som sad tungt på ærkesædets slotte og len. Da de gav op, førtes deres kamp videre af rigshofmester Poul Laxmand, og den endte først med drabet på ham i 1502. Forholdet til kong Hans forblev godt; derimod var Gunnersen’s forhold til Chr. II mindre godt. Gunnersen er blevet ka-rakteriseret som en personlighed med mange facetter. På én gang repræsenterede han den senmiddelalderlige fromhed centreret om Mariadyrkelsen og den gryende renæs sances Machiavellifilosofi, ægte fromhed iblandet en betydelig selvfølelse. Et varigt minde har Gunnersen sat sig i de værker, han lod trykke: Missale Lundense (1514) og Breviarium Lundense (1517), og det var ham, der omsider fik fremskaffet et Saxo-manuskript og delvis bekostede Pariser-udgaven 1514 (f ca 1445)

 

I Wittenberg afbrænder studenter katolske skrifter. Luther forsyner bålet med den pavelige bulle Exsurge domine, der fordømte enogfyrre af hans udtalelser. Pavens reaktion blev bullen den 3. januar 1521 - Decet Romanum pontificem - der ekskommunikerede Luther. I 1520 var Luthers position så stærk, at pavens bulle ikke skræmte ham. Ej heller vaklede han, da kejseren udstedte et dekret om at undertrykke al kætteri, og heller ikke da hans bøger blev højtideligt fordømt af universitetet i Louvain og offentligt brændt. Hurtigt efter at Exsurge domine blev kendt i Wittenberg, opfordrede et opslag alle, som var "fyldt af iver for det hellige evangelium" til at være med til at brænde de kanoniske lovbøger og "den skolastiske teologis ugudelige skrifter". "Velan da, du fromme studerende ungdom, kom med til dette fromme religiøse skuespil, thi måske tiden er inde for åbenbaringen af Antikrist". 10. december 1520 tændte Luther og hans studenter da et stort bål ved Elsterporten uden for Wittenberg. Da de kanoniske lovbøger og dekretsamlingerne var gået op i flammer, trådte Luther hen til bålet og kastede bandbullen på ilden med ordene: "Fordi du har krænket Guds sandhed, lad ilden tilintetgøre dig"

 

f Christian Ludvig von Plessen, godsejer og statsmand; da Christian 6. besteg den danske trone i 1730, var en af hans første handlinger at afskedige faderens gamle regering med undtagelse af von Plessen. Fra 1725 havde han været medlem af Gehejmekonseiliet og blev nu – 1730 – tillige finansminister. Han forsøgte at over vinde den økonomiske krise, landet befandt sig i, ved besparelser, handelsfremme, toldbeskyttelse af landbruget samt lettelse af storlandbrugets byrder. Som storgodsejer støttede von Plessen indførelsen af stavnsbåndet i 1733. Han var imod, at det skulle kombineres med en landmilits, men måtte bøje sig for militærets krav. Udenrigspolitisk støttede von Plessen alliancerne med England, Østrig og Rusland, mens han var imod den af kongen ønskede tilnærmelse til Sverige. Derfor endte samarbejdet mellem ham og kongen med et brud, og i 1734 tog von Plessen sin afsked (d 30/8 1752)

 

1747 f Ove Malling, historiker og embedsmand; på Ove Høegh-Guldbergs opfordring udarbejdede M i 1777 "Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere". Værket var tænkt som en lærebog i latinskolerne, hvor undervisningen i dansk og fædrelandshistorie var blevet styrket i 1775. I bogen skildrer M efter klassisk forbillede, men i en helstatspolitisk kontekst forfædrenes dyder og bedrifter til inspiration for vordende borge-re og embedsmænd. Det var sammen med bl.a. Indfødsretten af 1776 udtryk for Guldbergstyrets bestræbelser på at vinde det dansk-nationale borgerskab for enevælden og dens helstatsideologi. Værket blev en stor succes og kom i otte oplag frem til 1885. M fik senere centrale poster i statsforvaltningen. I perioden 1777-1809 var han ansat i Det Vestindisk-Guienanske Rente- og Generaltoldkammer. Her gjorde han karriere og endte som 1. deputeret. I 1810 blev M præsident for den kommission, der havde ansvaret for Sjællands og øernes for-syninger under krigen mod England. Disse hverv var blot to af de mange andre, hvorved historikeren tjente enevælden. I 1824 blev han trods sin borgerlige herkomst indvalgt i Gehejmestatsrådet som gehejmestats-minister (d 17/11 1829)

 

1766 d Philip de Lange, murermester og arkitekt; lærte murerhåndværket i Holland, hvor han en tid var virksom i Haag. Efter Københavns brand 1728 sluttede de Lange sig til den strøm af udenlandsk arbejdskraft, der søgte beskæftigelse ved byens genopbygning. I Danmark opbyggede han hurtigt en en stor virksomhed som arkitekt, murermester og entreprenør. Genopbygningen og de flg. års privatbyggeri blev i høj grad overdraget til bygmestre uden for de kgl. arkitekters kreds, da de var travlt optaget dels med Christiansborg dels med den række nordsjællandske slotte, der opførrtes i Christian 6.s regeringstid. Mellem de talrige bygninger de Lange opførte for private bygherrer efter egne tegninger er Chr. Möinichens palæ (nu posthus) Købmagergade 33, (1729), hofkonditor Zieglers gård, Nybrogade 12 (1732) og Asiatisk Kompagnis kontorbygning, Strandgade 15 (1738-39). Endvidere Damsholte kirke på Møn (1741-43), Store Mariendal i Hellerup 1760). De Lange var også virksom i forbindelse med periodens herregårdsbyggeri og opførte Søllerødgård (1741-42), Hellebækgård (1740'erne) og sandsynligvis Hvidkilde ved Svendborg. De Lange blev desuden flittigt benyttet af søetaten, for hvilken han bl.a.opførte Arsenalet (1742-45), Mastekranen på Nyholm (1748-50) og Admiralitetsbygningen på Gammelholm (1746, nedbrudt 1865) (f ca 1700)

 

Som det første land indfører Frankrig metersystemet. Indtil slutningen af 1700-tallet var enheder for længder defineret ved målestokke. De var normalt fremstillet af metal, og hvert land havde sine egne prototyper, der ofte afveg fra andre landes. I 1790 blev der i den franske Nationalforsamling fremlagt et forslag om at definere et længdemål på basis af en uforanderlig størrelse.Valget faldt på afstanden mellem Jordens nordpol og ækvator målt langs den meridian, der går gennem Paris. I årene 1792-97 gennemførtes en måling af afstanden mellem Dunkerque og Barcelona, der ligger på denne meridian. Man beregnede afstanden, og meteren blev defineret som en timilliontedel af afstanden mellem Nordpolen og Ækvator. Til praktisk brug blev der fremstillet en prototype af platin, som blev opbevaret i det franske nationalarkiv. 16 marmorblokke med indgraverede meterinddelinger blev opsat forskellige steder i Paris for at vænne befolkningen til det nye mål. Internationalt vandt meteren (af græsk metron ’mål’) kun langsomt frem. For at sikre et globalt ensartet ensartet system af meleenheder indgik 20 lande – blandt disse Danmark – i 1875 Meterkonventionen, og i 1907 gik Danmark over til metersystemet. I midten af 1980’erne besluttedes det at benytte den meget præcise bølgelængde af laserlys fra en jodstabiliseret helium-neonlaser til at definere meteren

 

f César Franck, belgisk/fransk komponist; han var 1830-35 studerende ved konservatoriet i fødebyen Liège og 1837-42 ved konservatoriet i Paris. Fra 1844 tog han blivende ophold i Paris. Fra 1858 til sin død var han organist ved Sainte-Clotilde-kirken. Organistembedet inspirerede ham til flere betydelige orgelkompositioner, hvoraf det første – "Six Pièces" - kom 1862. Franck blev 1872 ansat som lærer i orgelspil ved konservatoriet. I den sidste halve snes år af sit liv skabte han en række kompositioner, der regnes for hovedværker i fransk musik og placerer ham i forreste række blandt fornyerne af 1800-tallets franske instrumentalmusik. Blandt Francks værker er "Symfoniske variationer for klaver og orkester" (1885), symfoni i d-mol (1886-88) og strygekvartet i D-dur (1889). Desuden har han komponeret to store klaverværker "Prélude, choral et fugue" (1884) og "Prélude aria et final" (1886-87). Blandt hans korværker er oratoriet "Les Béatitudes" (1879) med tekst fra Bjergprædiken og de to oratorielignende symfoniske værker "Redemption" (1871-72)og"Psyché" (1887-88) (d 8/11 1890)

 

1823 f Peter Vedel, direktør i udenrigsministeriet; han blev cand. jur. i 1846, og året efter fik han universitetets .-guld-medalje. 1847-48 studerede han ved universitetet i Berlin. I årene 1849 til 1851 studerede han jura, sprog og nationaløkonomi i London og Paris. Lektoratet i statsforvaltning ved Københavns Universitet tilfaldt Vedel, da han i 1851 vendte hjem. Året efter blev han professor og dekan for det juridiske fakultek. Karrieren gik dog mere og mere i retning af centraladministrationen. I 1858 blev han udnævnt til chef for 1. departement i Udenrigsministe-riet og var direktør for det samlede udenrigsministerium fra 1864 til 1899. I denne periode påvirkede han dansk udenrigspolitik mere end de skiftende udenrigsministre. Dansk udenrigspolitik vil efter 1864 sige forholdet til Tyskland, der efter nederlaget "havde Danmark i sin hule hånd". Det væsentligste sikkerhedspolitiske mål blev derfor aldrig at lægge sig ud med Tyskland. Umiddelbart efter nederlaget forhandlede Vedel med sejrherrerne om Sønderjyllands stilling. Desuden bidrog han i 1870 til at holde Danmark ude af den fransk-tyske krig. Ved siden af karrieren som embedsmand var han tillige medlem af bestyrelsen i Det Store Nordiske Telegraf-Selskab fra 1899. 1858 blev Vedel gehejmekonferensråd (d 4/2 1911)

1830 f Emily Elizabeth Dickinson, amerikansk forfatter; hun isolerede sig hele livet i sit barndomshjem for at skrive de 1775 stærkt personlige digte, som placerer hende blandt 1800-tallets store forfattere. Hun tilhørte en velstillet familie i provinsbyen Amherst, Massachusetts. Faderen delte tidens opfattelse af, at kvinder ikke burde arbejde intellektuelt, men D kom dog efter endt skolegang et år på seminarium og havde fri adgang til hjemmets velforsynede bibliotek. I hendes digte udspringer billedsproget af hverdagslivet, ordvalg og sætningsbygning stammer fra læsning i Bibelen, ordbogen og den latinske grammatik; versformen er ofte salmebogens enkle, firelinjede strofer. Digtene er udpræget subjektive, 139 begynder med "jeg"; i mere end 600 nævnes døden. D lod kun syv digte trykke i sin levetid, men familie og venner offentliggjorde snart indholdet af de 44 hjemmegjorte hæfter, hun efterlod sig (d 15/5 1886)

 

Under Den russisk-tyrkiske krig (1877-78) lider tyrkerne nederlag, da de søger at bryde russernes belejring – påbgyndt den 10. juli - af den af dem besatte bulgarske by Pleven. Fire slag blev der udkæmpet ved byen: tre var tyrkiske afvisninger af russiske angreb, mens det fjerde blev et tyrkisk nederlag, da de søgte at bryde russernes belejring. I krigens første uger opnåede russerne en vis succes. På den bulgarske front overskred de i juni 1877 Donau, og en stødkolonne besatte den 19. juli Shipka passet i Balkanbjergene. På dette tidspunkt var de russiske planer udsat for et tilbageslag. Den 20. juli kastede tyrkiske tropper russerne tilbage ved Pleven (første slag ved Pleven) og standsede derved yderligere russisk fremmarch. Russiske forsøg på at bryde tyrkernes modstand slog fejl. Russiske angreb den 30.juli (andet slag) og den 11-12. september (tredje slag) blev afvist med svære tab. Russerne indledte da en belejring af Pleven. Den belejrede styrke fik ingen hjælp fra andre tyrkiske hærafdelinger, og den tyrkiske kommandant indså til sidst, at hans position var håbløs og forsøgte da at bryde den russiske kordon, men blev besejret og måtte overgive sig 10. december 1877)

 

f Robert Svendsen, flyver; han blev som ung chauffør. Endnu var bilkørsel noget nyt, og S kom hurtigt til at deltage i motorsport. Han blev således en af Danmarks første motorsportsmænd og deltog i de tidligste løb i ind- og udland. Han var indehaver af talrige præmier for motorløb, bl.a. Dansk Automobilklubs ærespræmie 1919 (1 km på 34,4 sek.) og Dansk Motor Grand Prix 1913. Men det blev som flyver S blev mest kendt. Han blev uddannet på flyverskolen Mourmelon i Frankrig i 1909 og var dermed den første dansker, der erhvervede flyvercertifikat. Året efter vandt han en af Politiken udsat præmie til den dansker, der først fløj en mil. Samme år den 17. juli ydede han sin største bedrift, flyvningen over Øresund fra Amager til Malmø. Hans tilbagekomst til København formede sig som et triumftog, og han blev fejret som en helt. Fra kongeskibet, som lå i Århusbugten sendte kong Frederik 8. et telegram:"Min varmeste lykønskning til Deres så smukt og lykkeligt udførte flyvning over Øresund". I marineministeriet overrakte konseilspræsident (statsminister) Klaus Berntsen ham en stor sølvpokal og udtalte bl.a."Jeg indser aviatikens betydning for forsvaret". Aeronautisk Selskab udsendte en sundflyvningsplatte – og Svendsen blev foreviget i voks og udstillet mellem andre berømtheder i Panoptikon. Ikke kun i Danmark var der jubel over hans øresundsflyvning, også i udlandet vakte den opmærksomhed, hvorfra han blev indbudt til deltagelse i betydelige flystævner. I 1911 satte han dansk højderekord med 536 m ved et flyvestævne i Ålborg. I øvrigt opgav S snart flyvesporten og levede resten af livet som automobilforhandler (d 17/7 1938)

 

d Alfred Nobel svensk kemiker og opfinder; under sin opvækst i Rusland, hvor hans far drev militærtekniske industrivirksomheder, fik N en uddannelse, der omfattede både naturvidenskab, litteratur og flere fremmedsprog. I årene 1850-54 var han i USA, hvor han fortsatte de undersøgelser, faderen havde påbegyndt vedr. sprængstoffer. Han udarbejdede 1862-63 en metode til fremstilling i stor målestok af nitroglycerin og opfandt samtidig dynamit, der er nitroglycerin opsuget i kiselgur. Dermed havde han fået et sikkerhedssprængstof, som første gang fik praktisk anvendelse i 1867. Med sin opfindelse blev N grundlægger af den moderne sprængstofteknik, og han startede flere fabrikker i Europa og USA for at udnytte sine opfindelser. På grundlag af dynamit opfandt N 1888 det såkaldte røgsvage krudt eller ballistit. De mange opfindelser skaffede ham en betydelig formue, som han for størstedelen testamenterede til oprettelse af en fond, hvis renter skulle bruges til fem prisbelønninger - de såkaldte nobelpriser, der hvert år skulle uddeles til personer "som i det forløbne år har gjort menneskeheden den største nytte" inden for fysik, kemi, fysiologi eller medicin, litteratur eller for freden. Siden 1969 har den svenske nationalbank, Riksbanken, tillige uddelt en nobelpris i økonomi (f 21/10 1833)

 

1898 Underskrivelsen af Paris-freden bringer den amerikansk/spanske krig til ophør. I 1890’erne fik imperialismen sine første offentlige talsmænd blandt såvel amerikanske forretningsmænd som politikere. For USA’s imperialisme spillede ønsket om bosættelseskolonier ingen rolle; det var råstofområder, men frem for alt markeder for kapital og vareomsætning, det gjaldt. 1890’ernes økonomiske krise gav disse ønsker vægt. Da den amerikanske flåde udbyggedes kraftigt i disse år, spillede også søstrategiske hensyn en stor rolle for amerikansk imperialisme. Da der i begyndelsen af 1898 udbrød oprør på Cuba mod det spanske styre, var det en trussel mod de amerikanske sukkeravleres interesser på øen. I USA blev der oppisket en stemning for "at komme cubanerne til hjælp". Spanien var totalt underlegen, og den korte krig endte med, at det mistede sine sidste kolonier i Amerika. Det betød, at Cuba blev "befriet". Fomelt blev det en uafhængig republik; i realiteten blev øen nærmest et amerikansk protektorat, og dens sukker-og tobaksavl kom i de følgende år på amerikanske hænder. Krigens resultat var endvidere, at USA annekterede Puerto Rico, Guam og Philippinerne fra Spanien. For at få det til at se ud som et køb og ikke som en erobring betalte USA Spanien 20 mill. dollars for Philippinerne. Til trods herfor blev traktaten udsat for svære angreb i Senatet i Washington; den blev angrebet for at være starten på en imperialistisk politik; men med en stemmes flertal godkendte Senatet (6. febr. 1899) fredsaftalen. To dage tidligere var der på Philippinerne udbrudt kampe mellem amerikanske styrker og philippinske oprørere/partisaner/frihedskæmpere. I mere end tre førte philippinerne guerillakrig mod amerikanerne

 

Japanerne sænker de britiske krigsskibe "Prince of Wales" og "Repulse" 70 sømil sydøst for Kuantan i det østlige Malaya. Den 8. december var de to skibe ledsaget af tre destroyerne sejlet ud fra Singapore for at imødegå yderligere japanske landgangsforsøg på Malayas nordøstkyst. Eskadren var uden flyledsagelse. Japanske fly opdagede de britiske skibe, og om morgenen den 10. december lettede 75 japanske bombefly fra Saigon med kurs mod den britiske flådestyrke. Kl 11.19 indledte alle flådestyrkens luftværnskanoner skydningen mod angriberne. Kl. 12.33 sank Repulse i en regn af bomber og torpedoer. Da de 11 engelske Buffalo jagere, der havde til opgave at beskytte flåden, nåede frem fra Singapore kl 13.20, rullede Prince of Wales tungt til bagbord og sank. Tabet af de to skibe med 840 mand om bord beseglede Malayas skæbne og bekræftede Japans herredømme over Stillehavet og Det indiske Ocean; det var blevet opnået med tabet af tre fly

 

 

 

 

 

 

Til top        11. december

1198 d Averroës, Ibn Rushad, arabisk filosof, teolog, jurist og læge; født i Córdoba og studerede filosofi, teologi, jura, matematik og medicin. I 1169 blev han dommer i Sevilla, senere i sin fødeby; 1182 blev han livlæge hos kalifen i Marrakech. A regnes for den betydeligste skikkelse i arabisk filosofis storhedstid 700-1200. Han skrev en række værker af naturvidenskabelig, filosofisk og religiøs karakter. Den største betydning fik A som formidler af og fortolker af Aristoteles; A kendte ikke Aristoteles "Politikken" og skrev derfor en kommentar til Platons "Staten"; i det hele taget prøvede A at forene Platons, Aristoteles’ og nyplatoniske tanker til et hele i den tro, den græske filosofi udgjorde et hele. Omkr. 1200 blev flere af A’s værker oversat til latin, og A’s tanker fik derfor afgørende betydning for den latinske skolastik fra 1200 til frem til ca 1650. Man har karakteriseret A egen filosofi som aristoteliske tanker sat ind i platonsk helhedssyn. Tanker har han især hentet fra Aristoteles og hans kommen-tatorer og nyplatonikere som Plotin og Proklos. Averroës mente som nyplatonikerne, at der findes forskellige niveauer af væren, og at der på det højeste niveau findes et højeste væsen, som omfatter al væren, og samtidig repræsenterer den højeste indsigt (f 1126)

 

1241 d Ogadai, mongolsk khagan, den mongolske kejser Genghis Khan’s søn og efterfølger; O var blevet valgt af sin far som efterfølger på gr. af fjendskabet mellem sine to ældre brødre. Han var den første, der kaldte sig khagan (chef khan), han far havde nøjedes med titlen khan. O fik bygget en hovedstad, Karakotum, i det nordlige Mongoliet, fuldførte erobringen af Nordkina - men ikke Kina syd for Yangtze-floden; han sendte hære ind i Iran, Irak, Azerbaijan og Rusland. I Rusland ødelagde mongolske hære mange byer i årene mellem 1237 og 1240. I sidstnævnte år besejrede de også en tysk-polsk hær og marcherede gennem Ungarn til Adriaterhavet. Efter disse begivenheder beherskedes Rusland i mere end 200 år af mongolerne og måtte betale dem skat. Efter O’s død var hans enke, Toragana regent til 1246, da hun overlod tronegn til Kuyuk, hendes ældste søn med Ogadai (f 1185)

 

1475 f Leo 10. Medici. Pave 1513-1521; han var søn af Lorenzo "il Magnifico" Medici og fik en fremragende uddannelse. Fra barnsben var han bestemt for en karriere inden for kirken og blev som 14-årig udnævnt til kardinal. Først da han i februar 1513 var blevet valgt til pave, blev han præsteviet og udnævnt til biskop. Leo havde sin slægts interesse for klassisk litteratur og kunst, og han gjorde Rom til midtpunkt for europæisk kultur. Det gav mange kunstnere med Rafael og Michelangelo i spidsen mulighed for at skabe nogle af renæssancens ypperligste mesterværker. Mens han endnu var kardinal, lod Leo kirken Santa Maria in Dominica restaurere efter tegninger af Rafael. Som pave lod han opføre S. Giovanni i Via Giulia, og han fortsatte opførelsen af den nye Peterskirke, som hans forgænger Julius II havde påbegyndt. For at skaffe penge til denne indsats – heraf ikke mindst til fortsættelse af byggeriet på Peterskirken lod Leo udskrive den almindelige aflad. Det førte til Luthers protester og dermed til Reformationens frembrud i Tyskland. Luthers virksomhed besvarede L med fordømmelse i bullen "Exsurge Domine" juni 1520. Den blev fulgt op med, at L højtideligt ekskommuniekerede Luther i januar 1521. Spanske og franske forsøg på at dominere den italienske halvø blev bestemmende for L’s politik her. Frans I’s sejr i slaget ved Marignano i Norditalien førte til, han i 1516 indgik et konkordat med den franske konge. Det gav kongen den afgørende indflydelse på udnævnelsen af bisper, til gengæld fik paven lov at beholde sine indtægter fra Frankrig. Leos pengeforbrug medførte, at Roms befolkning i hans korte tid som pave fra 40.000 til 90.000, og at der blev opført 10.000 huse i byen. Men samtidig mistede Romerkirken halvdelen af sine medlemmer. L havde ikke forstået det religiøse livs rørelser og kirkens behov for reformer (d 1/12 1521)

 

1513 d Bernardino Pinturicchio, (Bernardino di Betto di Biagio, tilnavnet P - den lille maler - fik han på gr. af vanskabthed) italiensk maler; arbejdede 1481/82 som Peruginos medhjælper med udførelse af fresker i det sixtinske kapel. I 1480'erne udførte han fresker i Bufalini kapellet i Sta. Maria in Aracoeli og i Sta. Maria del Popolo - begge i Rom. P’s mest betydningsfulde arbejde i denne periode er freskerne, han udførte for pave Alexander 6. 1492-94 i seks værelser i Appartamento Borgia i Vatikanet. P’s sidste større arbejde er ti scener fra pave Pius II’s liv malet 1503-08 i fresco i Piccolomini Biblioteket i Sienas domkirke (f ca 1454)

 

1529 Frederik I kundgør, at ifald det skulle ske, at sortebrødrene i Århus forlader deres kloster, overlader kongen dette med tilliggende og bygning, huse, kirke, have, abildgård og teglgård til Ove Bille (byens biskop) og følgende bisper i Århus at nyde som Århus domkirkes ejendom til evig tid

 

d Hertugen af Alba, Fernando Álvarez De Toledo, spansk feltherre; allerede i 16 års alderen trådte han i spansk krigstjeneste og tjente Karl V i dennes felttog i Italien og mod tyrkerne i Ungarn. Efter Karl V i 1555 havde nedlagt kronen, gjorde A tjeneste hos hans efterfølger Filip II som hærfører. Efter at have deltaget i flere krige blev A 1567 sendt til de spanske besiddelser i Nederlandene. Hans opgave her var at bekæmpede kalvinisternes oprør, straffe de kætterske oprørere og genoprette kongens autoritet. Det gjorde A med religiøs fanatisme, terror og eksorbitante skatter. I løbet af de seks år, hans statsholdertid varede, skal han have ladet 18.000 mennesker henrette. Med sin terrorpolitik opnåede A kun, at oprøret bredte sig stærkere end før. Han blev derfor kaldt tilbage 1573 og sad i husarrest i flere år. Da Filip i 1579 forberedte sit felttog til Portugal for at erobre den portugisiske trone, blev A taget til nåde og sat i spidsen for den spanske hær. Hans sejr den 25. august i slaget ved Alcante nær Lisabon sikrede den portugisiske trone for Filip. Men på trods heraf synes han ikke at have opnået sin konges gunst (f 29/10 1507)

 

d Karl 12. svensk konge 1697-1718, søn af Karl X og Ulrika Eleonora (datter af Frederik 3. af Danmark-Norge); K’s far døde, da han var 15 år, han erklæredes myndig og blev konge. Han havde fået en fortrinlig undervisning med vægt på sprog, matematik, fortifikationskunst og krigshistorie og ved siden heraf fægtning, skydning, ridning og jagt. Han kom i 1700 i krig med Danmark, Sachsen-Polen og Rusland. Allerede samme år tvang han Danmark til fred efter at have gjort landgang på Sjælland. Krigslykken forblev på K’s side; november 1700 besejrede han russerne ved Narva og drev sachserne på flugt. I 1706 tvang K ved freden i Altranstädt den polske konge (August II) til at frasige sig tronen. 1707 drog svenskekongen atter mod Rusland og trængte dybt ind i Ukraine, men led her efter den strenge vinter 1708-09 et knusende nederlag ved Poltava (juni 1709). Selv undslap K til Tyrkiet, hvor han virkede for at få sultanen over på sin side. Efter et dristigt ridt kom han 1714 til Stralsund, undslap 1715 til Sverige og angreb forgæves Norge 1716 og igen 1718. Det var således næsten hele sin regeringstid han tilbragte i felten, og han udøvede sin regeringsmagt gennem sit feltkancelli. Som feltherre bedømmes han som ikke at være nogen stor strateg. Især felttoget i Rusland viste mange fejlbedømmelser. Men han var en stor taktiker, der personligt ledede alle slag – undtagen ved poltava, da han havde sårfeber og måtte nøjes med at følge med fra en båre. Fysisk var han utrolig hårdfør. Hans berømte ridt hjem fra Tyrkiet var en præstation: 2000 km i ét stræk på 16 dage med først to, til sidst kun én ledsager. K blev dræbt under uopklarede omstændigheder ved belejringen af den norske fæstning Frederiksten (f 17/6 1682)

 

f Sir David Brewster, skotsk fysiker; hans væsentligste indsats som fysiker blev lagt i arbejdet med optiske fænomener, især knyttet til polarisation og dobbeltbrydning. Han foretog systematiske undersøgelser af polarisation ved spejling i metaloverflader og fandt, at mange krystallers brydningsforhold kunne karakteriseres ved antallet af optiske akser. Endvidere opfandt B kalejdoskopet. Han ernærede sig hovedsagelig som skribent, var udgiver af "Edinburgh Encyclopedia" og flere videnskabelige tidsskrifter samt forfatter til lærebøger og populærvidenskabelkige bøger (d 10/2 1868)

 

1803 f Hector Berlioz, fransk komponist; studerende ved Pariserkonservatoriet 1826-30. Han fik 1830 den eftertragtede udmærkelse Prix de Rome; opholdet i Italien inspirerede til symfonien "Harold en Italie" (1834). Trods to monumentale officielle bestillingsværker "Grande messe des morts", (Requim,1837) og "Grande symphonie funèbre et triomophale" (1840) lykkedes det ikke B at opnå anerkendelse i Frankrig, og han måtte i mange år ernære sig som musikkritiker. Men efter hans død erobrede hans musik Frankrig og den øvrige verde. 1843 udsendte han sin epokegørende lærebog i instrumentation "Grand traité d’instrumentation et d’orchestration modernes", hvorfra mange komponister har hentet inspiration fra. Bl. B’s værker er operaen "Benvenuto Cellini" (1834-37), vokalværket "Te Deum" (1849), ouverturen "Romersk karneval" (1844) og den dramatiske symfoni "Roméo et Juliette" (efter Shakespeare, for soli, kor og orkester, 1839). Om B og hans værker er der blevet sagt, at hans historiske betydning har været overordentlig, mens værdien af hans musik stadig er omtvistet. Som forfatter afslørede B eminent fortællekunst og humor i bl.a. "Voyage musical en Allemagne et en Italie" (1844), "A travers chant" (1862) og i "Mémoires" udgivet efter hans død i 1870 (d 8/3 1869)

 

f Robert Koch, tysk læge, der sammen med Pasteur deler æren for at have skabt den moderne bakteriologi. Endvidere revolutionerede han forståelsen for og bekæmpelsen af infektionssygdomme, og hans arbejder regnes stadig blandt mikrobiologiens vigtigste. Blandt hans mange epokegørende arbejder er arbejderne over miltbrand (1876), hvor han påviste miltbrandsporerne og klarlagde deres betydning for sygdommens spredning, arbejder over årsagerne til sårbetændelse (1878), opdagelsen i 1882 af tubercle bacillus, som forårsager tuberkulose og i 1883 af cholera bacillus. Stor praktisk betydning fik de forbedringer, K indførte i bakteriologisk teknik, specielt brugen af faste næringssubstrater (gelatine- og agarsubstrater). Det var denne metode, der muliggjorde bakteriologiens hurtige fremskridt i slutningen af 1800-tallet. Han blev uddannet i Göttingen, og efter tjeneste som kirurg i Den Fransk-Tyske krig begyndte han ved siden af sit arbejde som distriktskirurg at studere først algers siden bakteriers biologi. 1880-85 var han ansat ved Reichgesundheitsamt i Berlin; det var her, han begyndte studiet af tuberkulosens biologi, og i 1882 identificerede han en af de skyldige bakteriearter. Fra 1885 var han direktør for det af ham selv oprettede Institur für Infektionskrankheiten. For sin indsats modtog han i 1905 nobelprisen i medicin/fysiologi (d 27/5 1910)

 

f Max Born, tysk/britisk fysiker; professor ved forskellige tyske universiteter, fra 1921 i Göttingen; B måtte i 1933 opgive sit professorat som flg. af nazisternes forordninger om jøders ansættelse ved tyske universiteter. Derefter var han 1933-36 lektor i matematik i Cambridge og 1936-1953 professor i Edinburgh. Han flyttede herefter tilbage til Tyskland. Fra 1915 arbejdede B med de elastiske, termiske, elektriske og optiske egenskaber ved krystalgitre ud fra en klassisk beskrivelse, som i hans senere år blev videreudviklet til at omfatte en kvantemekanisk beskrivelse. Fra 1920'erne blev han optaget af den nye kvantefysik. Sammen med W. Heisenberg og P. Jordan formulerede han matricemekanikken som et alternativ til E. Schrödingers bølgemekanik. I Edinburgh udgav han lærebøger i fysik således "Principles of Optics". For den statistiske tolkning af Schrödingers bølgefunktion - et arbejde han udførte i 1926 - fik han i 1954 en halvdel af nobelprisen i fysik (d 5/1 1970)

 

1898 d Carl Christian Burmeister, skibsværftsdirektør; uddannet på Polyteknink Læreanstalt, hvor han bl.a. var H.C. Ørsteds assistent. Det var på Ørsteds anbefaling, at H.H. Baumgarten i 1846 optog Burmeister som kompagnom i det af ham i 1843 opretede maskinbyggeri på Christianshavn. Skibsbygning blev efterhånden virksomhedens vigtigste opgave. Da Baumgarten i 1863 trak sig tilbage, var B eneejer til 1865, da optoges den britiske maskin-ingeniør William Wain i firmaet. Som følge af kapitalmangel blev firmaet i 1872 omdannet til Aktieselskabet Bur-meister og Wains Maskin- og Skibsbyggeri med C.F. Tietgen som formand. Samme år anlagdes et nyt skibsværft på Refshaleøen (f 7/1 1821)

 

Franskmændene (Marchand) stryger Tricoloren og forlader Fashoda, Sudan. Dermed bøjede franskmændene sig for britisk pres og opgav at få et kolonirige i Afrika strækkende sig fra vestkysten til Det røde Hav. Briterne ville ikke acceptere fransk tilstedeværelse i Sudan, som de betragtede som britisk interessesfære. Endvidere kunne en fransk tilstedeværelse ved Det røde Hav være en fare for den britiske forbindelse til Indien. Den 10. juli var den franske kaptajn Jean-Baptiste Marchand med syv europæiske officerer, 120 afrikanske soldater og to kanoner nået frem til den sudanesiske nillandsby Fashoda. Da franskmændene i 1888 erhvervede havnebyen Djibouti fik de et lille fodfæste ved Det Røde Hav. Tillige var der dermed skabt mulighed for at forbinde det franske Vest- og Centralafrika med Østafrika. Men herved kom franskmændene på kollisionskurs med briterne. De var i disse år ved at skabe et sammenhængende imperium i Østafrika. Hensigten var, at det skulle strække sig fra "Kap til Cairo". Marchands tilstedeværelse i Fashoda og folkestemningen i de to lande bragte da i nogle uger Frankrig og Storbritannien på randen af krig. Det blev dog ikke forhandlingerne mellem Marchand og Lord Kitchner eller den magtdemonstration sidstnævnte kunne lave med sine fem kanonbåde, to bataljoner ægyptisk infanteri og et kompagni højlændere, der afsluttede konflikten, men den franske regering. Den valgte at vige for briterne. Den var ikke interesseret i krig med Storbritannien. Tværtimod ønskede den britisk støtte i en krig med Tyskland. I 1899 kom der en aftale i stand mellem Frankrig og Storbritannien, hvorved det nordlige Afrika blev delt i en fransk og en britisk interessesfære

 

1902 f Arne Ungermann, tegner; som udlært litograf 1922 blev han i 1924 ansat i Politikens reklameafdeling; fra 1930 til sin død var han tegner ved Politiken. 1946-52 desuden medredaktør ved tillæget Magasinet. Us store produktion spænder fra enkelttegninger (i bl.a. Politiken, Blæksprutten, Svikmøllen, Kulturkampen, Aandehullet og Vild Hvede/Hvedekorn) til bogillustrationer, bogomslag, plakater og teaterdekorationer. Satire og ironi præger mange tegninger fra 1930’erne. I Magasinet blev tegneserien om husassistentens hverdag, Hanne Hansen (1936-57) særlig populær ligesom hans illustrationer til Jens Sigsgaards børnebøger, bl.a. "Palle alene i verden" (1942, ændrede udg. 1954 og 1974). Blandt talrige andre illustrationsopgaver er "Baron Münchhausens Rejser Eventyr" (1941), hvor særlig hans groteske og indfaldsrige humor kommer til udtryk. 1953-57 illustrede han fem samlinger af Halfdan Rasmussens "Tosserier". De over 100 plakater, Ungermann tegnede, viser hans sans for det enkelt formidlede budskab i en ofte overraskende form som f.eks. Brug Øjnene og Fodgængerovergangen (1938). Med egen tekst har Ungermann udgivet samlinger af tegninger "Efter øjemål" (1952), "Efter hukommelsen" (1972) og "Man skal se det for sig" (1972). Fra 1932 var han medlem af Grønningen, og i 1979 modtog han Eckersbergs Medalje (d 25/2 1981)

 

Under 1. Verd.krig holder den britiske general Edmund Henry Allenby og hans soldater indtog i Jerusalem efter at have erobret byen fra tyrkerne. I løbet af sommeren og efteråret 1917 samlede Allenby på Palæstinafronten 75.000 mand infanteri og 17.000 kavalerister. De tilsvarende tal for tyrkerne var 42.000 og 1.500. De tyrkiske stillinger gik fra Gaza og ca 35 km mod øst til landsbyen Beersheeba. Det mest logiske ville være at angribe ved Gaza. Her gik kystbanen til Ægypten, briterne havde lagt en vandledning, og de kunne regne med et samarbejde med flåden. Gaza var imidlertid stærkt befæstet. Allenby besluttede derfor først at erobre Beersheeba i øst, og dernæst bryde gennem centrum, omgå Gaza og erobre den fra øst og nord. Den store vanskelighed ved denne plan var transport af vand, og det blev nødvendigt at bruge 30.000 kameler til denne opgave. Tyrkerne havde ventet briterne ville angribe ved Gaza. Angrebet på Beersheeba den 31. oktober kom derfor som en overraskelse for tyrkerne, og landsbyen blev taget samme dag. Også Gaza blev erobret, men den tyrkiske hovedstyrke undslap. På gr. af vandmangel gik forfølgelsen af den langsomt. Den 9. december nåede briterne Jerusalem, og samme dag overgav byen sig. Men også denne gang slap den tyrkiske hovedstyrke bort. Erobringen af Jerusalem havde ingen stor strategisk betydning, men den styrkede Storbritanniens prestige efter de mange dystre nederlag, 1917 havde bragt

 

1918 f Alexander Solzhenitsyn, russisk forfatter; blev indkaldt til militærtjeneste i 1941 og var kaptajn i artilleriet, da han i febr. 1945 blev arresteret for i et brev til en ven at have kritiseret Stalin; han blev idømt 8 års straffearbejde i en kz-lejr. Han blev løsladt 1953, men samtidig dømt til evig forvisning til en landsby i Kasakhstan. Efter den 20. partikongres i 1956 blev S rehabiliteret. I 1962 blev med partiets tilladelse hans roman "En dag i Ivan Denisovitsjs liv" trykt i tidsskriftet Novyj mir. Bogen skildrer livet i Stalintidens kz-lejre; den vakte sensation i Sovjetunionen og gjorde dens forfatter verdensberømt. Efter at have udgivet nogle noveller kom i 1966 romanen "Sakhar Kalita"; den medførte, at han fik forbud mod at udgive bøger i Sovjetunionen. Romanen "Kræftafdelingen", oprindelig antaget af Novyj mir blev standset af Forfatterforbundet; den udkom da på russisk i Vest-Tyskland i 1968. I 1969 blev S ekskluderet af Forfatterforbundet. I 1970 fik S nobelprisen i litteratur. På trods af myndighedernes kraftige angreb for pristildelingen fortsatte S sit forfatterskab. 1973 udsendte han "Åbent brev til Sovjetunionens ledere" og udgav første bind i en romanserie om Ruslands nyere historie. Han begyndte med 1. Verd. krig og 1. bind udkom med titlen "August 1914"; så fulgte "Gulag Øhavet" (Paris 1973-76), sagaen om de sovjetiske kz-lejre, baseret på et overvældende materiale og på personlige oplevelser. I 1974 blev S tvangsforvist til Vesten og har siden 1976 boet i USA, hvor han har fortsat forfatterskabet. Det er bl.a. sket med fortsættelsen af romanserien om Ruslands moderne historie med "Lenin i Zürich" (1975) og "Det røde hjul" (1983)

 

1919 I København forhøjes sporvognstaksterne fra 10 til 15 øre

 

 

 

 

 

Til top        12. december

1565 d Johan Rantzau, hærfører; efter ungdommens dannelsesrejse blev han efter hjemkomsten ca 1520 hofmester for hertug Christian (3.). Efter Christian 2.s afsættelse (1523) førte han Frederik 1.s hær og sikrede ham den danske trone. Rantzau var nu ubestridt den ledende statsmand i monarkiet. Sine evner som hærfører viste han i nedkæmpelsen af den Christian 2. tro lensmand Søren Norbys skånske oprør. Efter Christian 2.s angreb på Norge i 1531 deltog han i de forhandlinger, der førte til kongens fængsling. Tidligt havde Rantzau sluttet sig til lutheranismen, og han var stærkt medvirkende til at bane vej for den lutherske kirkeordning i Danmark. Efter Frederik 1.s død var han Christian 3.s hærfører i Grevens Fejde. Det er for hans indsats i denne fejde, hans navn er kendt og berygtet. Efter at have nedkæmpet bondeoprørerne i Jylland satte han overrumplende via Als over til Fyn, hvor han i slaget ved Øksnebjerg – 11. juni 1535 udslettede de samlede grevelige tropper og bondehære. De fynske byer blev givet fri til plyndring, og med støtte fra flåden indledte han belejringen af København, som måtte overgive sig – 29. juli 1536. Christian 3.s første regeringsår var højdepunktet i Rantzaus magt og indflydelse. Samtidig var han blevet en hovedrig mand. Hans mange sejre indbragte ham værdifulde "priser" efter princippet, at der tilkom feltherren en gård i hver erobret by. Som lensmand havde han bl.a. 1535-40 det store Riberhus len, og februar 1537 fik han også Vor Frue Kloster i Ribe. I sine sidste år levede han tilbage-trukket på sit nyanlagte gods Breitenburg. 1559 var han dog atter i felten; han førte den danske-holstenske hær, der erobrede Ditmarsken, som derefter blev delt mellem den danske konge (Frederik 2.) og de gottorpske fyrster (f 12/11 1492)

 

1574 f Anna af Danmark, dansk prinsesse, skotsk/engelsk dronning (Jacob 6. af Skotland fra 1603 Jacob 1. af England/Skotland) datter af Frederik 2. og dronning Sofie, og søster til Christian 4.; tanken om et ægteskab mellem en dansk prinsesse og kongen af Skotland, som opstod på skotsk side i forbindelse med forhandlinger om Orkneyøernes indløsning, mødte ikke megen sympati hverken hos Frederik II eller i England, men gennemførtes af dronning Sophie efter kongens død. Efter på Kronborg ved stedfortræder at være blevet viet afsejlede A september 1589 på en dansk flåde, men denne blev af storme, der blev tilskrevet trolddom, kastet ind mod Norges kyst. Her sattes A i land, og brylluppet fejredes i Oslo, efter den utålmodige kong Jakob selv var kommet over for at hente sin brud hjem. De nygifte tilbragte derpå vinteren 1589-90 i Danmark. A fødte 6 børn af hvilke Karl (I) blev faderens efterfølger. I den senere del af sit liv var A stærkt grebet af katolicismen og lagde ikke skjul derpå (d 2/3 1619)

 

d Gerhardus Mercator, tysk geograf og kartograf; foretog banebrydende arbejder inden for katografien og er berømt for konstruktionen af den kortprojektion, der har navn efter ham. Det er en vinkeltro - men ikke fladetro - centralprojekt, hvor længde- og breddekredsene overalt står vinkelret på hinanden. Anvendtes første gang på et verdenskort 1569 (f 5/3 1512)

I spidsen for en svensk hær rykker den svenske general Torstensson sydfra ind i Holsten. Torstensson-fejden (1643-45) er begyndt. De svenske sejre i Trediveårskrigen (1618-48) havde gjort Sverige til en europæisk stormagt med besiddelser i Tyskland og i Balticum. Med den danske flåde var Nordens stærkeste og dermed en hindring for en udbygning og konsolidering af forbindelserne mellem Sverige og kontinentet. Kunne svenskerne erobre Skåne, Halland og Blekinge ville de få kontrol over Øresund og dermed indsejlingen til Østersøen. Det var disse tanker, der lå bag Torstenssons angreb. På to uger var hele Slesvig-Holsten på nær fæstningerne Krempe og Glückstadt erobret. I begyndelsen af januar fortsatte svenskerne op i Jylland, og i slutningen af måneden var hele halvøen i svenskernes hænder. I februar trængte svenske tropper ind i Skåne og indtog bl.a. Helsingborg og Landskrona. Det danske landforsvar var brudt sammen. Nu var det op til den dansk-norske flåde at hindre, at øerne ikke led samme skæbne som Jylland. Faren for at øerne led. Med sejren over den svenske flåde i slaget på Kolberger Heide 1. juli 1644 blev denne fare afværget i første omgang. Men nu blandede hollænderne sig i det nordiske opgør. Af hensyn til deres handel så de gerne en svækkelse af Danmark-Norge; det betød dog ikke at ville erstatte et dansk-norsk østersøherredømme med et svensk. Men stillet over for en hollandsk-svensk flåde måtte Danmark-Norge give op, og da svenskerne ikke havde ressourcer til alene at undertvinge Danmark-Norge, indledtes der fredsforhandlinger i Brømsebro. For Danmark-Norge blev det en hård fred. Ved fredsslutningen den 12. august 1645 afstod Danmark-Norge de norske landskaber Jämtland, Härjedalen, øerne i Østersøen: Gotland og Øsel samt Halland i 30 år. Desuden fik Sverige toldfrihed i Øresund. Med freden i Brømsebro havde Danmark-Norge for stedse mistet herredømmet i Norden

 

f Marie-Louise, fransk kejserinde; hun var ældste datter af den tysk-romerske kejser Frans II (senere Frans I af Østrig) og Maria Theresa af Napoli-Sicilien.Tanken om et giftermål mellem Marie-Louise og Napoleon synes at være dukket op efter indgåelsen af den fransk-østrigske fred i oktober 1809. Da var Napoleon indstillet på at opløse sit barnløse ægteskab med Joséphine og var på udkig efter en passende brud. Forhandlinger med den russiske tsar Alexander I om giftermål med hans datter, Catherine, trak ud. Napoleon havde åbenbart ikke tid til at vente, for den 11. marts 1810 blev han i Wien ved stedfortræder gift med Marie-Louise, og 1.-2. april blev vielsen gentaget i Paris. For Napoleon var det en stor sejr, at han som kejser for et rige, der var født gennem revolution at blive gift med et medlem fra en af Europas gamle kejserlige slægter, og under parrets hvedebrødsdage viste han sin brud stor opmærksomhed. Et år efter brylluppet fødte hun den længe ventede arving, kongen af Rom, den fremtidige Napoleon II. Under krigene 1812-14 var hun af navn regentinde, dog uden virkelig myndighed. Efter Napoleons fald rejste hun med parrets søn til Wien. Ved fredsslutningen efter Napoleonskrigen fandt man udvej for hendes forsørgelse ved, at hun i marts 1816 overtog regeringen i hertugdømmet Parma i Italien, hvor hun boede til sin død. Hertugdømmets styre overlod hun til sin overhofmester, hvem hun 1822 ægtede morganatisk; allerede 1817 havde hun født deres datter, og i 1821 fødte hun en søn. 1834 ægtede Marie-Louise sin nye overhofmester. Da det nationale røre brød ud i Italien 1831, flygtede hun til fæstningen i Piacenza, men blev snart genindsat af østrigske tropper. Hun var en upopulær regent i Parma, og hendes død hilstes som en befrielse af hertugdømmets indbyggere (d 17/12 1847)

 

f A.F. Tscherning, officer, politiker; han var ni år, da han blev indskrevet som volontør ved artilleriet og begyndte efter konfirmationen sin militære uddannelse. I 1810 blev han kadet og 1813 sekondløjtnant. Bl.a. hans udsen-delse som observtør ved det franske ekspeditionskorps til den græske frihedskrig i 1828 viste, at han var en af dem, der regnedes med for fremtiden. Ved hjemkomsten i 1829 blev han lærer ved artillerikadetskolen. Ved oprettelsen af officersskolen i 1830 blev han ansat her og udnævntes til kaptajn. Ved sin kritik af militære standsforskelle og efter julirevolutionen i Frankrig med sin kritik af enevældens samfundsforhold pådrog han sig såvel kollegers som Frederik 6.s uvilje. I 1833 blev han afskediget som skoleofficer og sendt på en længere udenlandsrejse, officielt for at studere militærvæsen, reelt en slags landsforvisning. Efter sin hjemkomst 1841 afgik T fra hæren og blev en af hovedmændene i den liberale bevægelse. 1846-56 var han formand for Bondevennernes Selskab. Som martsministeriets krigsminister gennemførte han loven om almindelig værnepligt sept. 1848. T var medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, af Folketinget 1849-66 og af Rigsrådet 1854-64. Han var medlem af finansudvalget og i årene 1859-64 dets formand. Her arbejdede han for at bringe alle offentlige midler under statens kontrol og for streng sparsommelighed. Trods sin nære tilknytning til Bondevennerne var T nærmest tilhænger af helstaten og stemte imod Novemberforfatningen 1863. Sin modstand mod alle standsprivilegier demonstrerede han ved sin modstand mod den reviderede grundlov af 1866. Sammen med N.F.S. Grundtvig søgte han foretræde for Christian IX for at få ham til at nægte sin underskrift på loven, men de afvistes (d 29/6 1874)

 

f Gustave Flaubert, fransk forfatter; studerede medicin, derefter jura, men gik snart over til at leve som forfatter. Med sine værker blev F talsmand for den realistiske litteraturopfattelse. Det var hans opfattelse, at litteratur skulle være upersonlig og objektiv, og at forfatteren selv ikke måtte komme til syne i romanen; han ville først og fremmest sætte problemer under debat, han ville skabe litteratur med egenværdi. 1857 udsendte han i bogform den mest kendte af sine romaner "Madame Bovary". Den havde først været offentliggjort i Revue de Paris (1856). Den påførte F en anklage for usædelighed, og først efter at være renset for anklagen, kom den i bogform. I romanen skildrer F, hvorledes hovedpersonens hang til romantiske drømmerier fører hende ud i utroskab og til slut i selvmord. Om romanen er det blevet sagt, at den er realistisk ved den lidenskabsløse skildring af begivenhederne og den minutiøse iagttagelse af virkeligheden. Men der er mere end realisme i bogen. F stillede store krav til formens skønhed; han arbejdede med sproget for at opnå stilistisk fuldkommenhed. F’s mål var mere at være digter end virkelighedsskildrer. Derfor vedkendte han sig heller aldrig naturalisterne, der i Madame Bovary så indledningen til deres kunstretning. I 1862 udsendte Flaubert romanen "Salammbô", der giver et farverigt billede af det gamle Karthago, mens "L’Éducation sentimentale" (1869) og fortællingen "Un coeur simple" (1877) er moderne virkelighedsskildringer."La Tentation de Saint Antoine" kom i tre udgaver, den sidste 1874. Her giver Flaubert en fantasifuld fremstilling af gamle religioner og filosofiske tankebygninger, men det hele munder ud i forfatterens erkendelse af, at alt bunder på illusioner

(d 8/5 1880)

 

1863 f Edvard Munch, norsk maler og grafiker; debuterede 1883 som naturalist, men præget af indtryk fra barndomshjemmet: sygdom og død, angst og tungsind fulgte M snart egne veje. Blandt tidlige arbejder er "Pubertet", "Dagen Derpå"(alle 1886). M opholdt sig 1889-92 i Frankrig, hvor han frigjorde sig fra naturalismen og påvirkedes af impressionisme og til en vis grad af jugendstil og symbolisme. M’s impressionisme ses i bl.a."Forårsaften på Karl Johan" (1895). 1892-1908 boede M overvejende i Berlin - om sommeren dog i Norge. I 1890'erne udførte M sin store billedsuite "Livsfrisen" med omkr. 20 malerier udført i jugendstilens linjer og farver, mættet med angstfyldt og erotisk symbolisme. Omkr 1900 ændrede han malemåde som i "Pigerne på Broen", hvor den ydre virkelighed præger billederne. 1909 vendte M tilbage til Norge, hvor han skabte en række vinterlandskaber og monumentale helfigurportrætter. Hovedværket er dekorationerne til Oslo universitets aula (1910-13, ophængt 1916). M var en af det moderne maleris store fornyere. Sammen med van Gogh og Ensor blev han den moderne ekspressionismes grundlægger. Fra 1894 arbejdede M med grafik, især radering; blandt hans grafiske arbejder er portræt af Strindberg (1896) og "Synden" (1901). M testamenterede sine samlinger på 1027 malerier og ca 4.500 tegninger m.m. til Oslo kommune, hvor Munch-museet blev indviet i 1963 (d 23/1 1944)

 

f Gerd von Rundstedt, tysk feltmarskal, der anses for at være en af Hitlers bedste officerer under 2.Verd. krig, han havde kommandoer på såvel øst- som vestfronten og bidrog afgørende til såvel den tyske sejr over Frankrig i 1940 som den seje modstand mod de allieredes offensiv på vestfronten i 1944. Under 1. Verd.krig var han dels stabschef ved et armékorps, dels deltog han i reorganiseringen af den tyrkiskie hærs general- stab. I mellemkrigstiden var han aktiv i den hemmelige tyske oprustning, både før og efter Hitler kom til magten.I 1938 forlod akiv tjeneste. Kort før udbruddet af 2. Verd. krig blev han genindkaldt og deltog som armégruppechef i felttoget mod Polen 1939 som general-feltmarskal i felttogene mod Belgien, Frankrig og Sovjetunionen. I sidstnævnte felttog stod han i spidsen for den sydlige hærgruppe, men blev afskediget da den russiske modoffensiv tvang ham på tilbagetog. I juli 1942 vendte han tilbage til aktiv tjeneste og blev øverstkommanderende for styrkerne i vest. Med hovedkvarter i Paris forberedte han forsvaret mod en allieret invasion. Ude af stand til besejre de allierede styrker blev han i juli 1944 blev han afløst af von Kluge, men blev i september atter vestfrontens øverstkommanderende for at forberede Ardenneroffensiven. Selv om offensiven ødelagde de allieredes planlægning, var den for tyskerne en fiasko, og i marts 1945 blev von Rundsxtedt afskediget for tredje gang. På gr.af dårligt helbred blev han løsladt fra amerikansk krigsfangenskab (d 24/2 1953)

 

d Johan Nicolai Madvig, filolog, politiker; i 1825 blev han filologisk kandidat og tre år senere lektor i klassisk filologi og dr. phil.; i 1829 fulgte udnævnelsen til professor. I årene 1848-1874 var han under-visningsinspektør ved de lærde skoler; det første, Madvig tog fat på efter udnævnelsen, var at reformere latinundervisningen bl.a. ved udarbejdelse af en latinske grammatik og tekster til undervisningsbrug. Med hans medvirken ændredes den hidtidige encyklopædiske undervisning, da studentereksamen i 1871deltes i to retninger, sproglig og matematisk-fysisk. Derimod afviste han grundtvigianske krav om en retning med oldnordisk som hovedfag. Madvig talte om en "Indbildningens Patriotisme" over for hvilken "vi må have mod til dog at sige og fastholde, at vore forfædre kun levede på randen af Europa og ikke i Europas midte". Allerede i 1830'erne var det Madvig’s overbevisning, at enevælde og dens bureaukrati havde overlevet sig selv. Han tilsluttede sig den liberale bevægelse og blev medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling; men nedlagde sit mandat, da han novbr. 1848 blev kultusminister. Som politiker indtog han flere særstandpunkter. Bl.a. var han tilhænger af Slesvigs deling og udtrådte derfor af regeringen i oktober 1851, da Helstatspo-litikken sejrede. Han var medlem af Folketinget 1851-53 og derefter af Landstinget til 1874. I perioden 1852-53 var han Folketingets formand. I sit omfattende forfatterskab har Madvig om danske forhold bl.a. skrevet "Om Arvefølgesagens Behandling i den forenede Rigsdag" (1853) og "De holstenske Stænders For- fatningsforslag og Grev Sponneck" (1859). Hans sidste store arbejde var "Den romerske Stats Forfatning og Forvaltning" (to bind, 1881-82). Som tekstkritiker udgav han bl.a. Ciceros filosofiske værk "De finibus" (1839), med "Emendationes Livinae" (1860), som blev fundamenter for senere udgaver af Livius’ romerske historie. Hertil kommer "Latinsk Sproglære" (1841), der ligesom "Græsk Ordføjningslære" (1846) blev oversat til tysk og senere til en række andre sprog (f 7/8 1804)

 

d Robert Browning, engelsk forfatter; med sine første arbejder f.eks. "Pauline, a Fragment of a Confession" (1833) afslørede B sin store psykologiske indsigt; hans interesse for sjælelige individualiteter er et gennemgående træk i hele hans digtning og blev bestemmende for hans form: den dramatiske monolog. Efter digtene "Paracelsus" (1835), "Bells and Pomegranates" (1841-46) o.a. nåede hans kunst sit højdepunkt med "Men and Women" (1855),"Dramatis Personae" (1864) og med versromanen fra 1868 "The Ring and the Book", hvor B lader 12 forskellige personer berette om en dyster italiensk mordsag fra 1600-t's Rom. Til hans senere arbejder hører "Dramatic Idylls" (1879-80) og "Asolando" (1889). Efter i 1846 at være blevet gift med den seks år ældre og svagelige forfatter Elizabeth Barrett rejste parret til Italien, hvor de slog sig ned i Firenze. Efter hustruens død (1861) levede B sine sidste år i London (f 7/5 1812)

 

1910 f P(oul) G(eorg) Lindharth, teolog og professor; da han i 1952 holdt et foredrag på Askov Højskole om det evige liv, vakte han stor opsigt og sensation. Det skete i såvel kirkelige miljøer som i den brede befolkning. Synspunktet, L fremførte, var, at forkyndelsen af opstandelsen og det evige liv var det modsatte af at have tiltro til fremtiden. I 1952 blev han udnævnt til professor i kirkehistorie ved Århus Universitet. Til udforsk-ningen af den nyere og nyeste tids danske kirkehistorie bidrog han på banebrydende måde, f.eks. ved præg-nante tolkninger af 1800- og 1900-tallets "Vækkelser og kirkelige retninger" (1951), af sammenhængen mel-lem religiøse vækkelser og samfundsændringer. L’s sans for de religiøse personligheders menneskelige moti-ver satte sig spor i mange personalhistoriske studier. Størst folkelig gennemslagskraft fik han som foredrags-holder og skribent og ikke mindst som prædikant. Fra 1945 til 1980 var han hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Århus, og de fleste af hans mange trykte prædikner stammer fra dette virke f.eks. "Gentagelse" (1975) og "Eftertryk" (1980). Om L.s virke er det blevet hævdet, at han var en hovedperson i efterkrigstidens danske kristendoms- og kulturhistorie, kendt for sine udfald mod indadvendt kirkelighed, religiøs selvspejling, og religiøs og politisk selvtilstrækkelighed (d 30/9 1988)

 

1923 I Folketinget er lov om bygning af Lillebæltsbroen til første behandling

 

1940 I slaget ved Sidi el Barani i Nordafrika slår de allierede de italienske tropper under Graziani på flugt. 2. verdenskrig. Efter indgåelse af våbenhvilen mellem Italien og Frankrig den 24. juni 1940 frigjordes ved Tunis grænse 250.000 italienske soldater med 2-300 fly, som den italienske general Grazani i Afrikafelttogets første fase 13. september 1940 til medio marts 1941 satte ind mod en britisk hær i Ægypten under general Wavell. Den var på 100.000 mand med højst 100 fly. Den 13. september overskred italienerne grænsen og havde en vis fremgang, til de standsedes af briterne, og fronten stivnede. Trods afgivet hjælp til Balkanfronten opbyggede Wavell en i materiel overlegen modoffensiv, der begyndtes den 9. december, støttet af RAF og flåden. I løbet af de næste to måneder blev italienerne drevet over 1000 km. tilbage, deres 10. hær blevet revet op med tab af 130.000 fanger og alt materiel; men Wavell måtte afgive for mange tropper til Balkan, til at fremstødet kunne fastholdes. Afrikafelttogets anden fase begyndte i marts 1941, efter det tyske Afrikakorps var blevet overført i februar

 

1977 d Lady Clementine Churchill; i 1908 gift med Winston Churchill (f 1/4 1885)

 

d Dolores Gomez Ibarruri, "La Pasionaria" (Passionsblomsten), spansk politiker; hun deltog i 1920 i stiftelsen af det spanske kommunistparti og blev i 1939 indvalgt som medlem af Cortes i 1936 for Asturien. Ved sine usædvanlige oratoriske evner og sin store patriotisme havde hun stor indflydelse under Den spanske Borgerkrig, også uden for sit eget parti. Det var hende, der stod bag republikanernes kampråb "No pasarán" ( De skal ikke komme igennem). Hun var vicepræsident i Cortes 1937-39 støttet af Folkefronten. Hun er mest kendt under navnet La Pasionaria, som var hendes litterære pseodonym. Ved Barcelonas fald i 1939 flygtede hun til Frankrig og senere til USSR, hvor hun opholdt sig til 1977, da hun vendte tilbage til Spanien og atter i en kort periode var medlem af Cortes. Under eksilet var hun 1942-60 generalsekretær for det spanske kommunistparti og derefter dets formand. Hendes taler og artikler udkom på engelsk i 1938, og hendes memoirer "El único camino" udkom på Cuba i 1962 (f 9/12 1895)

 

 

 

 

 

 

 

Til top        13. december

 

1250 d Frederik 2. tysk-romersk kejser 1215-1250, tysk konge fra 1212, konge af Sicilien fra 1198 og konge af Jerusalem fra 1229, søn af kejser Henrik II og Constance, datter af normannerkongen Roger II af Sicilien; F erhvervede særdeles omfattende kundskaber, såvel klassiske som moderne og både i digtning og de fleste videnskaber. Hans videnskabelige og filosofiske interesser afspejles i hans bog om falkejagt "De arte venandi cum avibus"; foruden at være en håndbog i falkejagt var den et ornitologisk leksikon. På Sicilien, hvor F i regelen opholdt sig, skabte han en stærk militær- og embedsstat; en veluddannet stab af fastlønnede, lovkyndige borgerlige embedsmænd, der beherskede fransk, latin, græsk og arabisk, gjorde styret effektivt. Der blev indført en lovbog for hele riget og for alle stænder, som på den måde fik lige rettigheder. At han stod Tyskland fjernt blev bestemmende for landets skæbne århundredeer frem. Nu fuldendtes dets opløsning i selvstændige områder under hver sin lensherre; nogen centralmagt fandtes ikke, og der gik over 600 år, før Tyskland fik en sådan. F havde et usædvanlig godt magtgrundlag for at samle Italien under sin magt. Det betød, at han til stadighed lå i strid med paven og de store italienske byer, og det blev denne koalition, der sejrede. I sept. 1227 lyste paven ham i band. Trods bandlysningen drog F året efter på korstog; i Det hellige Land indgik han en aftale med sultan al-Kamil, som sikrede ham kontrol med Jerusalem, Bethlehem og Nazareth. Marts 1229 blev F kronet i Jerusalem. Ved hjemkomsten løste paven ham fra bandet (august 1230). Derefter genoptog han sin kamp for at samle Italien. Da en sådan politik truede pavens kontrol over pavestaten, erklærede paven (Innocens IV) i 1245 F for afsat. Det blev signalet til almindelig rejsning blandt kongens modstandere. F fortsatte utrættelig kampen til sin død. Da F's unge sønnesøn forsøgte at videreføre bedstefaderens kamp, blev han slået, fanget og henrettet i 1268; pavens sejr over kejseren var en kendsgerning, det verdslige Italien var sprængt (f 26/12 1194)

 

1466 d Donatello (Donato di Niccoló di Betto Bardi), italiensk billedhugger; Donatello anses for at være ung-renæssancens største billedhugger af den florentinske skole og den store grundlægger af den italienske renæssanceplastik og den første karakterskildrer i moderne tid. Efter en uddannelse som guldsmed og efter at have lært bronzestøbning og stenhugning arbejdede han i Firenze for domkirkebyggeriets komite, for byens lav og for Medicifamilien. Med statuerne til domkirkens kampanile indledte Donatello en individualisering af sine værker; statuernes hoveder er portrætter af samtidige. Med bronzerelieffet med Salomes dans på døbefonten i San Giovanni i Siena (1425-28) begyndte hans perspektivisk, dramatiske reliefkompositioner. I 1430'erne udførte han med bronzedørene med diskuterende og mediterende helgener i sakristiet i San Lorenzo i Firenze en serie skildringer i relief af menneskelige følelser og udtryk. Fra ca 1435 er bronzeskulpturen "David", den betegnes som "den første fuldstændig frit behandlede nøgne statue fra renæssancen". Donatellos frihed i forhold til de antikke forbilleder ses i værker som "Sangertribunen" (1432-35, Domkirkemuseet i Firenze) og i "Bebudelsen" (1435, Santa Croce, Firenze). I Padova skabte han den første moderne rytterstatue siden antikken med statuen af den venezianske condottiere Gattamelata (afsløret 1453). I Padova lavede Donatello endvidere 22 bronzerelieffer til højalteret i Sant Antonio. Bl.a. fire relieffer af Den hellige Antonius undere; her arbejdede han med kompositionsproblemer, som først højrenæssancen skulle tage op (omkr 1450) (f ca 1386)

 

1565 d Konrad von Gesner, svejtsisk læge og naturforsker; hans monumentale "Historia animalium" (1551-58) anses for at indlede den moderne zoologi. På trods af bogen var G i datiden mest kendt som botaniker. I 1545 udgav han med "Bibliotheca universalis" den første bibliografi overhovedet; værket var et katalog (på latin, græsk og hebræisk) med over 1800 forfattere med angivelse af deres værker etc. 1548-49 udsendte han en encyclopædi "Pandectarum sive Partitionum universalium Conradi Gesneri libri xxi", hvor han i 20 bøger samlede datidens viden. Den 21. bog (værkets bind 20) om datidens medicinske viden blev aldrig færdiggjort. Hans zoologiske værk "Historia animalium" om pattedyr, krybdyr, fugle samt fisk og andre vandlevende dyr udkom i Zürich i årene 1551-58. Et femte bind (om slanger) udkom posthumt i 1587. G beskæftigede sig ikke kun med biologiske emner. I 1555 kom hans "Mithridates de differentiis linguis", en afhandling om de dengang 130 kendte sprog med Fadervor på 22 sprog. For sine samtidige var G kendt for sin kærlighed til bjergene og for sine mange ekskursioner i dem. Han foretog sine bjergvandringer ikke kun som botaniker, men også for at holde sig i form og for at glædes over den smukke natur. I 1555 udgav han sin "Descriptio Montis Fracti sive Montis Pilati" om sine ekskursioner til Gnepfstein i Pilatus bjergene og om, hvordan hver eneste af menneskets sanser forfriskes af vandreture i bjergene (f 1516)

 

Freden i Stettin. Afslutter Nordiske Syvårskrig mellem Danmark/Norge og Sverige. Begge riger skulle afstå fra territoriale krav, og Elfsborg skulle tilbagegives Sverige, der til gengæld skulle yde en erstatning på 150.000 daler. Sverige opgav sine krav på Gotland, Danmark sine på Sverige. Härjedalen og Jämtland skulle Norge have tilbage, og deres gejstlige tilhørsforhold til Sverige ophøre. I Livland skulle Sverige mod at få krigsskades-erstatning afgive sine besiddelser til kejseren, der så igen skulle forlene Sverige med dem. På samme måde fik Danmark bispedømmerne Øsel og Reval m.m. Blandt krigens årsager havde været retten til at føre De tre Kroner i rigsvåbnet. Christian 3. havde i 1550’erne optaget De tre Kroner, Sveriges mærke, i sit våben, i segl og mønt. Det kunne af Sverige udlægges som et forsøg på fra dansk side igen at rejse fordringen på Sveriges rige, idet danske konger i unionstiden havde ført Sveriges tre kroner i deres våben. Men efter unionens ophør 1523 fjernedes de. Frederik 2. fortsatte med at føre De tre Kroner. Til gengæld optog den svenske konge Erik 14. Danmarks og Norges våben i sit. I Stettin besluttedes det, at spørgsmålet om De tre Kroner skulle afgøres ved voldgift. Freden var gunstig for Danmark-Norge. Tvillingerigernes førerstilling i Norden var bevaret, deres herredømme over Østersøen styrket. Resultatet skyldtes mindre krigeriske bedrifter end den støtte, Danmark-Norge fik af fredskonferencens mæglere, Polen, Sachsen og den tyske kejser

 

1575 d Claus Mortensen Tøndebinder, reformatorisk prædikant og provst; i 1526 fremførte han i prædikener i Frue Kirke i København så skarpe angreb på den katolske kirke, at biskopppen forbød ham at prædike i Roskilde stift. Efter indbydelse fra borgmesteren rejste han til Malmø. Sin første lutherske prædiken holdt han her 29/5 1527 med "Glødende veltalenhed", men han "Dyppede foreløbig kun lidt af kætteriets gift i sin tale". Da "hele byen" snart strømmede til for at høre ham prædike, blev det ham også forbudt at prædike her. Efter herredagen i Odense juni-juli 1527, da Frdr. I ved "mandater" tillod luthersk prædiken, rejste T til Haderslev for at styrke sig i evangelisk lære ved den lutherske præsteskole der. Efter et års tid vendte han tilbage til Malmø, og inden udgangen af 1528 havde han med sin fremragende veltalenhed bragt lutherdommen til sejr i Malmø, og 1529 blev han byens sognepræst. På trods af sit cølibatløfte giftede han sig. Han indførte brugen af danske samler; dåb, vielse og begravelse blev foretaget efter luthersk ritus, og han forestod en "udrensning" af billeder og altre i byens hovedkirke, Sct. Petri. Efter reformationens sejr i 1536, blev T ikke - måske på gr. af sin ringe uddannelse - medlem af kirkekommissionen, der udarbejdede "kirkeordinansen" af 1537; men han beskikkedes til provst i Oxie herred. Den nye evangeliske biskop i Lund lod ham besørge en ny udgave af "håndbogen" dvs en "alterbog" med teksterne til stiftets delvis særprægede messehold og kirkelige skikke samt melodier til tekster og salmer (f ca 1499)

 

1577 Francis Drake drager med fem små skibe ud på sin jordomsejling fra Plymouth. Formålet med rejsen, som blev finansieret af bl. a. dronning Elizabeth, var at indgå handelsaftaler, at skade spaniernes handel og at udforske et ukendt kontinent, som sagdes at ligge fjernt i Sydhavet. Ved forårstide 1578 nåedes Brasiliens kyst, og den 21. august stod D’s flagskib "The Golden Hind" ind i Magellenstrædet. Sejladsen gennem strædet varede 16 dage. Da sejlede det andet europæiske skib efter 57 år ud på Stillehavet. Det første var Magellans i september 1520. Op langs Sydamerikas vestkyst overfaldt D flere spanske skibe, og "The Golden Hind" lå dybt i vandet, lastet med guld- og sølvbarer, spanske mønter af ædelt metal, ædelsten og perler, da det forlod sydamerikanske farvande. Inden han satte kursen vestover, kom D i sin søgen efter en Nordvestpassage tilbage til Atlanterhavet så langt mod nord som 48 gr. N dvs. på højde med nutidens Vancouver. Det kolde klima standsede yderligere sejlads mod nord. I juli 1579 påbegyndtes sejladsen over Stillehavet, og efter 68 døgn fik man landkending. Det menes at have været Palau-øerne. Herfra gik turen via Filippinerne til Molukkerne og Java, hvor man lastede krydderier. Fra Java gik rejsen over Det Indiske Ocean rundt Kap Det gåde Håb til Plymouth, som nåedes 26. september 1580. Drake blev således den første skipper i menneskehedens historie, der på eget skib havde sejlet Jorden rundt. Magellan var blevet dræbt, inden han nåede hjem.

 

f Karl Gustav Wrangel, svensk rigsmarsk og rigsadmiral; blev officer som 16 årig, deltog i Trediveårskrigen og udmærkede sig særlig ved overgangen over Lech i 1632. Kun 25 år gammel blev han generalmajor og tjente som sådan under Torstenson. Da Trediveårskrigen var slut, blev W generalguvernør over Pommern og 1651 ophøjet i grevestanden. Da Karl Gustav efter den danske krigserklæring (1657) brød op fra Holsten, stødte W til ham med tropperne fra Pommern. W ledede belejringen af Frederiksodde (Fredericia) og indtog 24/10 1657 fæstningen med storm. Det var W, der tilrådede svenskekongen at erobre de danske øer ved at lade hæren marchere over bælternes is. W undersøgte isforholdene i Lillebælt og anbefalede overgangen fra Hejls til Ivernæs. Selv førte han rytteriet under passagen af Lillebælt 30. jan 1657. Ved den senere overgang over Store Bælt førte W hovedstyrken efter kongen. Efter freden i Roskilde havde W kommandoen over de i Danmark efterladte svenske styrker. Efter fjendtlighedernes genoptagelse ledede han belejringen af Kronborg og fik 6. sept. 1658 kommandanten til at kapitulere. W var ikke ved hæren under stormen på København. Efter krigen blev W rigsmarsk og medlem af rigsrådet (d 25/6 1676)

 

1642 Hollænderen Abel Tasman opdager New Zealand. Mange af hans mænd bliver dræbt, da man går i land

 

d Samuel Johnson, engelsk forfatter; sit ry som klassisk lærd kulturpersonlighed befæstede han med sit livsværk "Dictionary of the English Language". Efter otte års arbejde afsluttede han i 1755 denne store og banebrydende ordbog udarbejdet efter oplysningstidens forbilleder. Værket er blevet betegnet som et imponerende arbejde for en enkelt mand, og en præstation at det trods hans mangelfulde etymologiske kundskaber blev et standardværk for engelsk stil i lange tider. At værket fik denne status skyldtes forfatterens præcise og omfattende definitioner og de anførte citater, som viser ordene i deres rette sammenhæng. Ordbogen sikrede ikke J økonomisk tryghed, og indtil han i 1762 fik en pension af kongen, levede han i en stadig kamp for udkommet undertiden i dybeste nød; for at klare sig skrev han skrev han artikler, biografier og den filosofiske allegori "Rasselaas, The Prince of Abyssinia: A Tale" (1759); også betegnet som en moraliserende roman. Han skrev den for at dække omkostningerne ved sin mors begravelse, og i den kritiserede han – baseret på egne erfaringer - menneskets tåbelige forventninger om et ideelt liv. En rejse, J foretog til øerne vest for Skotland, beskrev han i "A Journey to theWestern Islands" (1775). Hans sidste store arbejde var "The Lives of the Most Eminent English Poets" (1779-81, 4 bd), oprindelig indledninger til boghandlerudgaver af de forskellige forfattere, og med begrænsning derefter, men typisk for J's evne til karakteristik, både af mennesker og bøger. I en biografi fra 1791 beskrives Johnsons legendariske evner for samtalens kunst og hans højt udviklede sans for ægthed, originalitet og for menneskets dyder og svagheder (f 18/9 1709)

 

Generalvejkommissionen udsender en alm. vejforordning. Den betød, at der påbegyndtes anlæggelse af det hovedvejsystem, der frem til motorvejenes fremkomst var skelettet i det danske vejsystem. Forordningen gav detaljerede retningslinjer for udformningen af de nye landeveje. Den fastslog også, at vejenes fornyelse nu var en statsopgave, som hele landet skulle bidrage til. Planen var overmåde fremsynet, men det skulle tage flere generationer at få den gennemført. Vejene blev delt i tre klasser. Hovedveje indgik i landets hovedlandevejsnet. Veje mellem landets købstæder blev benævnt landeveje, mens resten fik betegnelsen biveje. De nye veje skulle anlægges så lige som muligt og afvandes med 2 alen brede grøfter på hver side. Hovedlandevejene skulle være 20 alen brede chausseer med fast opbygget grusvej, de mindre landeveje 12 alen brede chausseer med grusveje og bivejene i almindelighed kun 8 alen brede jordveje. Over vandløbene skulle der bygges granitbroer i vejbanens bredde, og for at understrege vejenes forløb i mørke og snevejr skulle der langs hovedvejene plantes opstammede vejtræer og opsættes milepæle og vejskilte. På gr. af den stigende landevejstrafik blev der fastsat retningslinjer for snerydning, så vejforbindelserne kunne opretholdes om vinteren

 

1797 f Heinrich Heine, tysk forfatter af jødisk herkomst; efter hans rige onkel forgæves havde søgt at gøre ham til forretningsmand, begyndte H at studere jura; 1826 blev han cand jur. Året før var han gået over til kristendommen. Fra studietiden stammer digtsamlingen "Gedichte" (1822). Hans gennembrud skete med "Reisebilder" (2 bd., 1826-27) med bl.a. Harzreise og Die Nordsee. Hans vittig-ironiske prosastil og hans følsomme og elegante, lyriske tone havde stor gennemslagskraft. Med digtsamlingen "Buch der Lieder" (1827) blev H verdensberømt. 1831 flyttede H til Paris og boede der resten af livet. Han forsøgte nu at formidle fransk kultur og liberalisme i Tyskland og gøre tysk litteratur og filosofi kendt i Frankrig med f.eks. "Zur Geschichte der neueren schönen Literatur in Deutshland" (1833. H’s frisindede liberalisme og en uvilje over for mange fænomener i tysk politik og kulturliv kom til udtryk i satiriske værker som "Deutschland, ein Wintermärchen" (1844), som hu dfletter politiske forhold, og i "Atta Troll, ein Sommernachtstraum" (1847), som kritiserer elementer i tysk kulturliv. Om franske forhold skrev han åndfulde skildringer af af fransk selskabsliv, kunst og poesi, "Französische Zustände" (1833), "Lutetia" (1854). Med sin politiske holdning var H en omstridt person; 1835 blev hans digtning forbudt i Tyskland. Hans bøger endte på bålet under nazisternes bogbrændinger, og han var et af de første ofre for Hitlerregimets censur (d 17/2 1856)

 

1862 Slaget ved Fredericksburg i Virginia under Den amerikanske Borgerkrig. Da den netop udnævnte øverstkommanderende over Nordstaternes styrker, general A.E. Burnside med en hær på 120.000 mand overskred Rappahannock floden for at angribe Sydstaternes hovedstad, Richmond, blev han ved Fredericksburg mødt af en sydstaatshær på 78.000 under kommando af general Robert E. Lee. Sydstatshæren havde indtaget glimrende, højtliggende positioner, og Burnsides angreb blev en fuldstændig fiasko. Med et tab på 12.500 mand måtte han trække sig tilbage. Sydstatshæren havde "kun" mistet 5.000 mand. Endnu engang havde Nordstaterne ikke opnået deres hovedmål: at ødelægge sydstatshæren i Nordvirginia og erobringen af Richmond. For Sydstaterne betød sejren ved Fredericksburg genoprettelse af troen på deres sag efter Lees mislykkede felttog i Maryland i september samme år. Måneden efter slaget blev general Burnside frataget sin kommando. I historien om Borgerkrigen er han blevet voldsomt kritiseret for sin ledelse af angrebet ved Fredericksburg

 

1883 d Pauline Worm, forfatter, kvindesagsforkæmper; 1852 tog hun institutbestyrerindeeksamen og drev 1853-57 en pigeskole i Randers. Fra 1857 drev hun en skole i Århus indtil dens lukning i 1863. Hun fortsatte dog med at undervise. Pauline Worm var meget optaget frihedstanken, og som privatlærer i Præstø skrev hun 1848 ved Frederik 7.s tronbestigelse et hyldestdigt til kongen; det kom først i dagbladet "Fædrelandet", siden som særtryk og er det første bevis på hendes digteriske begavelse, ligesom det vidner om hendes stærke nationalfølelse. Langt stærkere end de fleste var hun grebet af ånden fra 1848. I 1850 kom hendes første digtsamling "En Krands af ni Blade" og i 1857 romanen "De fornuftige I-II". I den nationale genrejsningstid efter 1864 var hun en søgt national foredragsholder i folkelige foreninger med foredrag som f.eks. "Om Holger-Danske Sagnet", "Om Tydsken i vore Skoler", "Arbejderspørgsmålet og Kvindesagen" og "Kvinden som Personlighed". Især kvinders ret til udddannelse var vigtig for hende. I sine senere år viste hun sin store iver for forsvarssagen; i 1875 samlede hun således jyske kvinders underskrifter på et opråb til fordel for en udbygning af flåden. I sit dødsår havde Pauline Worm den glæde at se sit navn på finansloven sammen med ni andre kvindelige forfattere (f 29/11 1825)

 

1896 Marconi giver den første offentlige demonstration af sin radio i Toynbee Hall, London

 

Marconi udfører den første transatlantiske radiotransmission fra Poldhu i Cornwall til St. John's, Newfoundland

1904 Danmarks første – og dermed verdens første – julemærke er på gaden. Manden bag mærket var postekspedient – senere postmester – Einar Holbøll. Han havde fået ideen til at forsyne de mange julehilsner med et særligt mærke, der skulle sælges til fordel for filantropisk arbejde. Det blev en stor succes. Allerede efter få år var der indsamlet så mange penge, at der ved Kolding Fjord kunne opføres et sanatorium for tuberkuloseramte børn. Det førstejulemærke bar et æportræt af dronning Louise, der indtil sin død i 1898 havde været ivrigt optaget af velgørende arbejde. I 1904 kostede 1 stk. julemærke 2 øre. Julemærket blev et skattet samlerobjekt, og i 2001 stod et ustemplet julemærke fra 1904 i 160 kr. Et perfekt, postfrisk, ubeskadiget og ufoldet helark af samme mærke stod i 16.000 kr

 

1913 Mona Lisa, som var blevet stjålet i Louvre 21. august 1911, bliver fundet skjult i et soveværelse på et lille hotel i Firenze.

 

1944 d Vassili Kandinsky, russisk/tysk maler og kunstteoretiker; fra 1896 bosat i Tyskland - 1914-21 dog i Rusland, hvor han indtog en ledende stilling i kunstlivets reorganisering efter revolutionen. 1896 kom K til München for at uddanne sig som maler; han kom tidligt i forbindelse med det moderne franske maleri og udviklede en farvestærk, delvis abstrakt ekspressionisme, som han omkr. 1910 rendyrkede til et helt nonfigurativt, visionært maleri f.eks. i "Improvisationer" (1910). Det var revolutionerende kunst, og med den blev han en af grundlæggerne af det abstrakte maleri. Endvidere fik den vidtrækkende betydning for 20. århundr's malerkunst. Under opholdet i Rusland blev hans kunst ændret under indtryk af konstruktivismen; et geometrisk formsystem eller en kompositorisk helhed dannet af farvepletter i klare, rene farver blev karakteristisk for K’s billeder i denne periode. Han var professor ved Bauhaus 1922-32, og under indtryk af forbindelsen med Bauhaus blev hans værker mere rytmist betonede og de kalejdoskopiske former underordnet i større kompositioner. Fra 1933 var han bosat i Paris, og i 1930’erne modtog han impulser fra Miro, og med amøber, mikrober og andre organismer fra en mikroskopisk verden synes hans arbejder igen at nærme sig virkeligheden om end en hidtil ukendt. K udgav flere kunstteoretiske værker f.eks. "Über das Geistige in der Kunst" (1912), hvori han hævder kunstnerens ret til suverænt at sætte sig ud over virkeligheden og dens krav. Som lærebog ved Bauhaus-skolen udsendte han i 1926 "Punkt und Linie zu Fläche" (f 16/12 1866)

 

1961 d Anna Mary Robertson Moses, "Grandma Moses", amerikansk maler, der 78årig med stor succes begyndte at male naivistiske landskabsbilleder. Hendes forældre var fattige farmere, hun blev født i en stor børneflok, hendes skolegang var ringe, og hun kom tidligt ud at tjene. I 1887 blev hun gift med en landarbejder (farmhand). De lejede en farm nær Staunton, Virginia. I 1905 flyttede parret til Eagle Bridge, New York, hvor M boede resten af sit lange liv. Hun blev enke i 1927. Som 78-årig var hendes hænder så forkrøblede af ledegigt, at hun var ude af stand til at fortsætte arbejdet med jord og dyr. Hun begyndte da at male med oliefarver. I begyndelsen kopierede hun andre malere efter billeder i bøger og på postkort. Men snart begyndte hun at male efter hukommelsen. Hun havde altid været en opmærksom iagttager og havde en sikker følelse for farver og komposition. Hurtigt blev man opmærksom på hendes værker. Nogle af dem blev i 1939 udstillet på Museum of Modern Art i New Yorrk, og i 1940 afholdtes en separatudstilling af hendes værker på New York City Gallery. I sine billeder skildrede M det fredfyldte, idylliske landmandsliv i et velopdyrket, frodigt landskab på USA’s østkyst. Endvidere er det tætte forhold til dyr og jord centrale temaer. Da hun døde, var hun berømt og blev hyldet som "grand old lady of American art" (f 7/9 1860)

 

 

 

 

 

 

Til top        14. december

1503 f Nostradamus – også kendt som Michel de Notredame eller Nostredame - fransk læge og astrolog; han begyndte sin medicinske praksis i Agen i 1529 og flyttede til Salon i Provence i 1544. Her blev han kendt for sin nyskabende ukonventionelle behandlingsmetoder under en pestepidemi i Aix og Lyons i 1546-47. Sin profetivirksomhed begyndte han omkring 1551. Da vandt han ry som profet med udgivelsen af en årlig almanak med forudsigelser om lokale forhold. Cirka 1/3 af sin samling på 942 profetier udgav han i 1551 med titlen "Les Prophéties de M. Michel Nostradamus". Værket var bygget op af rimede, firelinjede vers "quatrains", der var samlet i grupper beståede af 100 vers. Astrologi var populært på daværende tidspunkt, og en forøget anden udgave tilegnet kongen udkom i 1558. Resten af hans profetier udkom posthumt i 1568. Da N’s quatrains kunne tolkes som spådomme om virkelige hændelser, og nogle af hans profetier syntes at gå i opfyldelse, blev han kendt over hele Frankrig. Han blev inviteret til hoffet af Henrik II’s dronning Katharina af Medici. Her udarbejdede han horoskoper for kongeparrets børn og blev hoflæge for Karl X, da denne blev konge i 1560. På grund af "Centuries" noget kryptiske udformning, har N’s profetier til stadighed skabt megen kontrovers. Nogle af dem påstås at have forudsagt hændelser, der er indtruffet efter N’s død. Således er han blevet tilskrevet for bl.a. at have forudsagt Londons brand i 1666, Den franske Revolution, en kejser ved navn Napoleon, luftkrig og raketter. Andre, der forekommer meningsløse, påstås at profetere begivenheder, der endnu ikke er indtruffet. I 1781 blev N’s værker forbudt af paven, da pavedømmets undergang mentes forudsagt deri (d 2/7 1566)

 

1542 d Jacob 5. skotsk konge 1513-1542; efter et regentskab under J’s mindreårighed overtog han selv styret 1524; i årene derefter kæmpede han indædt i den sydlige del af Skotland mod oprørske vasaller, der fik støtte fra England. Fredsforhandlinger med England førte i maj 1534 til undertegnelsen af en fredsaftale. Den engelske konge (Henrik VIII) så gerne, at J ægtede hans datter Marie (senere Den Blodige), men i januar 1534 blev J gift med Frans I af Frankrig ældste datter Madelaine. Da Madelaine juli 1537 døde, indgik han i 1538 et nyt prestigegivende ægteskab nemlig med Marie af Guise, datter af Claude, hertug af Guise og enke efter Louis d’Orleans, hertug af Longueville. Ægteskabet styrkede J udenrigspolitisk og betød, at han kunne føre en kraftig udenrigspolitik over for England. Henrik VIII sendte flere fredsfølere til J, men blev afvist. I 1542 sendte Henrik VIII en hær mod nord for at invadere Skotland. Da flere skotske adelsmænd støttede englænderne, opnåede disse en let sejr i slaget ved Solway Moss d. 24. novbr. 1542. Kort efter døde J, men nåede dog at høre om sin datters (Marie Stuart) fødsel (f 10/4 1512)

 

f Tyge Brahe, lensmand, astronom; 12 år gammel begyndte han at studere retorik og filosofi ved København Universitet. Allerede tidligt fik han interesse for astronomi, og da han fra 1562 var i Leipzig for at studere jura, brugte han det meste af tiden på astronomi. På dette område blev hans navn hurtigt kendt ud over Europa. Det skyldes sandsynligvis mest, at han som astrolog havde gjort et par forudsigelser, der tilfældigt slog til. Denne anseelse førte til, at B’s slægtninge fandt sig i, at han fulgte en anden livsbane end den, de havde udstukket for ham. Efter han i 1570 var vendt tilbage til Danmark, fortrængte for en tid alkymien interessen for astronomi. B vendte tilbage til astronomien, da han om aftenen 11. novbr. 1572 så "det største under der har vist sig i hele naturen siden verdens skabelse"; hvad han så var en supernova i stjernebilledet Cassiopeia. Om sine observationer af fænomenet udgav han 1573 sin første bog "De nova stella". Med bogen var B’s position som astronom slået fast i hele det lærde Europa. Det stadig mere påtrængende problem med at finde en passende levevej for den adelige astronom blev løst, da Frdr. 2. blev B’s mæcen. I 1574 holdt B på kongens anmodning forelæsninger i astronomi; fra 1576 fik han fast understøttelse og øen Hven i len. Her byggedes slottet Uranienborg og observatoriet Stjerneborg. B byggede instrumenter, der overgik alle tidligere. Han udarbejdede et stort stjernekatalog og udførte de observationer af planeterne, som satte Kepler i stand til at finde lovene for deres bevægelser. Af forskellige grunde ville B ikke anerkende det kopernikanske verdenssystem; han konstruerede i stedet et hybrid system, halvt geocentrisk, halvt heliocentrisk. I dette system bevæger planeterne sig rundt om Solen, medens denne bevæger sig rundt om Jorden. Hans hovedværk "Astronomiae instauratae progymnasmata", hvor bl.a. verdenssystemet er beskrevet, udkom året efter hans død. Uoverensstemmelser med Chr. 4. fik i 1597 B til at forlade Danmark. I 1599 fandt han en ny velgører i kejser Rudolf 2. i Prag. Her boede han til sin død med bl.a. Kepler som assistent (d 24/10 1601)

 

f Henrik 4. fransk konge 1589-1610; søn af Antoine de Bourbon, hertug af Vendôme og Jeanne d’Albret (dronning af Navarra). Han blev ved moderens død i juni 1572 konge af Navarra, det lille rige i det fransk-spanske grænseland. Han var kun ni år, da faderen døde, og det blev den protestantiske mor, der kom til at stå for hans opdragelse. Det betød, at de franske protestanter – huguenotterne – i 1569 kårede ham til deres anfører. Som symbol på forsoningspolitikken mellem katolikker og hugenotter fik enkedronningen, Frankrigs regent Katharina af Medici i 1572 et ægteskab i stand mellem sin datter Margrete af Valois og H, der efter Henrik 2.’s og Katharinas fire barnløse sønner var nærmeste arving til Frankrigs trone. Under bryllupsfesten blev mange af hugenotterne myrdet (Bartolomeusnatten), og H måtte gå over til katolicismen for at redde livet. Efter nogen tid blev han dog atter hugenotternes leder. Da tronfølgeren døde 1584, blev H nærmeste arving til tronen. I sin kamp for at sikre sig den franske trone hævdede H sig militært, han evnede dog ikke at tage Paris. For at sikre sig byen gik han i 1593 over til katolicismen (Paris er vel en messe værd). Forholdet til hugenotterne ordnede han 1598 med "Det nantiske edikt", der sikrede dem religionsfrihed. H beskrives som som en usædvanlig intelligent mand, en legemligt og åndeligt kraftig personlighed, vist den rigest udrustede konge, Frankrig har haft. Som konge fik han orden i finanserne, og i fred kunne landet udvikle sine rige økonomiske muligheder. Bøndernes skatter blev nedsat, hoveriet formindsket og korn- og vindyrkningen gik frem. Også silke- og gobelinindustrien fik støtte, bl.a. ved høj told på udenælandske luksusvarer. Endvidere nød handelen godt af store vej- og kanalanlæg. H lagde grunden til det franske kolonirige, da Quebec blev grundlagt i 1608. Hans ægteskab med Margrete var ikke lykkeligt, og det blev opløst i 1599. Året efter ægtede han Marie Medici af Toscana, der i 1601 fødte ham sønnen og efterfølgeren Ludvig 13. Henrik 4. blev myrdet af en katolsk fanatiker, en munk ved navn Ravaillacs (d 14/5 1610)

 

1574 f Holger "den lærde" Rosenkranz, rigsråd, teolog, han gik i Århus skole 1586-90. På gr. af sin fars ængstelse for, at han skulle indpodes andet end den ortodokse lutherske rettroenhed, fik R kun lov til at studere ved universitet i Rostock (1590-92) og ved reformationens vugge i Wittenberg (1592-95). Den sædvanlige karriere for en ung adelsmand blev for R kort. Han gjorde tjeneste i danske kancelli i et års tid – januar 1597 til januar 1598. Men kancelliet var for ham et "modbydeligt tvangsarbejdshus". I stedet stiftede han i 1598 hjem og blev gift med Sophie Brahe. Hun fødte ham seks sønner og syv døtre, hvoraf fem dog døde tidligt; samme år arvede han Rosenholm. Omsorgsfuld og energisk, varetagende en stor del af husvæsenet og de omfattende regnskaber gav Sophie Holger ro til "i sit hjems mørke" at uddybe sine teologiske studier, som han opfattede som forudsætning for den rette indsigt i alle andre fag, som jura og politik. Snart stod der ry om H’s store lærdom, og i kirkespærgsmål søgte man i stigende omfang hans råd og domme. I 1614 blev han kannik ved Århus Domkirke og to år senere medlem af rigsrådet. På Rosenholm holdt han skole for sine børn og for andre adelsbørn; denne skole er blevet kaldt "Jyllands første universitet". Han støttede oprettelsen af slægtsskoler "gymnasier" for at højne et åndeligt og fagligt studenterniveau til universitetet. Da Odense gymnasium kom i gang i begyndelsen af 1620'erne, blev han dets "Director". Også ved ordningen af Århus skole deltog han og bidrog økonomisk. R udgav 1631 andagtsbogen"Hør danske mand" (d 28/10 1642)

 

1730 f James Bruce, skotsk opdagelsesrejsende; han var 1762-65 britisk konsul i Algeriet og drog herfra ud på sin store rejse gennem Nordafrika. Turen gik via berberstaterne til Ægypten, derfra op ad Nilen til Aswan og så med en karavane til Kosseïr ved Det røde Hav. Under store farer og strabadser nåede B herfra Etiopiens daværende hovedstad Gondar; den 14. Novbr. 1770 nåede han Tanasøen, og Bruce kunne konstatere, at den blå Nil begynder sit løb her. Hjemrejsen blev lige så anstrengende som udrejsen, men også den endte lykkeligt. Bruce ankom til Marseille i marts 1773 og var i London året efter. I årene herefter skrev han på sin beretning om sine rejser. Resultatet blev "Travels to Discover the Source og the Nile" (1790). I Storbritannien blev der rejst tvivl om Bruces beretninger. Men rapporter fra senere rejsende bekræftede hans observationer. Der skulle gå mere end 100 år, før den hvide Nils kilder blev fundet (d 27/4 1794)

 

f Johan Ludvig Heiberg, journalist og forfatter; han tog konferens i æstetik og skrev 1817 disputats om Calderon. Han opholdt sig 1819-22 hos sin landsforviste far (P.A. Heiberg) i Paris. 1822-25 var han lektor i dansk sprog og litteratur ved universitetet i Kiel. 1825 slog han sig ned i København for som uafhængig litterat at skabe sig en position. Det lykkedes ham med de vaudeviller, han de flg. år fik opført på Det kgl. Teater. Det begyndte 1825 med "Kong Salomon og Jørgen Hattemager". Bl. de øvrige er "Et Eventyr i Rosenborg Have" (1827) og "Nej" (1836). H havde nu fået et navn som digter. Samtidig arbejdede han som journalistisk skribent. 1827-28 og 1830 udsendte han "Den flyvende Post" fortsat 1834-37 med "Den flyvende Posts Interimsblade" og "Interimsblade" 1842-44. Heri skrev han dels artikler om takt og tone, om hvordan en dannet person burde opføre sig dels litteraturkritiske artikler. 1828 blev han teaterdigter med pligt til at levere oversættelser og lejlighedsarbejder. Fra 1839 var han censor ved Det kgl. Teater og 1849-56 dets direktør. 1831 blev han gift med Johanne Louise Pätges. Ægteskabet med Det kgl. Teaters primadonna knyttede Hans digtning stærkt til teatret. "Elverhøj" (1829) skrev han til den senere Frdr. 7.’s første bryllup og skabte dermed det hyppigst opførte danske skuespil. Hans "Nye Digte" (1841) indeholder bl.a. "De Nygifte" og "En Sjæl efter Døden"; det sidstnævnte er et skuespil i Aristofanes stil. I sine senere år fjernede H sig mere og mere fra tidens rørelser. Han så ned på den frembrydende folkelige bevægelse med dens aviser og folkemøder (d 25/8 1860)

 

d George Washington, USA's præsident 1789-1792; efter uddannelse som landmåler blev han i 1751 officer og udmærkede sig i grænsekampene med franskmænd og indianere. I 1759 blev han gift og slog sig ned på godset Mount Vernon på sin fødeegn i Virginia. Han blev medlem af Virginias lovgivende forsamling og chef for militsen i Virginia. Som politiker sluttede han sig til dem, der kritiserede Storbritanniens politik og blev 1774 medlem af kontinentalkongressen i Philadelphia. I 1775 valgte kongressen ham til militær øverstkommanderende. Med energi og organisationstalent lykkedes det ham i de flg. års krig mod Storbritannien først at skabe en amerikansk hær og dernæst at lede den til sejr og dermed sikre USA’s løsrivelse fra Storbritannien. W er blevet beskrevet som værende i besiddelse af netop de egenskaber, der skulle til for at løse denne opgave: på trods af han ikke var nogen stor taler og absolut ingen genial statsmand eller feltherre, men i besiddelse af udpræget sund fornuft og med en koldblodig og fast karakter. Da krigen var slut, nedlagde W sine militære hverv og trak sig tilbage til sit gods. I 1787 blev han valgt til den grundlovgivende forsamling i Philadelphia; han blev formand for forsamlingen og spillede en fremtrædende rolle i arbejdet for en stærkere føderal myndighed. Ved forfatningens endelige vedtagelse valgtes W i 1787 enstemmigt til USA’s første præsident. Som præsident lagde han stor vægt på embedets værdighed og gav embedet den autoritet og højhed, det siden har haft i amerikanernes bevidsthed. Udenrigspolitisk førte han en forsigtig neutralitetspolitik og arbejdede for et godt forhold til Storbritannien. Ved valget i 1792 blev han genvalgt, men afslog et nyt genvalg i 1796. Han trak sig tilbage til Mount Vernon, hvor han døde efter i sit testamente at have frigivet sine slaver (f 22/2 1732)

 

d Charles Howard jarl af Nottingham, engelsk admiral, som i 1588 havde kommandoen over den engelske flåde i opgøret med den Spanske Armada. Selv om han næppe var en så dygtig en sømand som Francis Drake og John Hawkins bidrog N’s dygtige ledelse i høj grad til den engelske sejr. Efter at have samlet sin flådestyrke mod Armadaen førte N ombord på flagskibet "Ark" hovedstyrken mod den engelske sydvestkyst for at slutte sig til Sir Francis Drakes fremskudte flådestyrke. Da den spanske flåde nærmede sig, forstyrrede N dens formation ved langtrækkende kanonild, mens han langsomt lokkede den ind i Den engelske Kanal. N’s forsigtige taktik viste sig at være rigtig. Men han blev senere kritiseret for at stoppe for at erobre et usødygtigt og ødelagt spansk skib på det tidspunkt, da resten af Armadaen, nu da dens tætte formation var brudt op, blev nedkæmpet af Drake ud for den franske kyst – 7.-8. august 1588. I 1597 udnævnte dronning Elizabeth til jarl af Nottingham. Det var til N dronningen på sit dødsleje udnævnte Jacob I som sin efterfølger. Den ærværdige jarl tjente som ambassadør og som medlem af undersøgelsesdomstole i det meste af Jacobs regeringstid (f 1536)

 

d Malthe Conrad Bruun, dansk/fransk forfatter og geograf; efter i nogle år at have studeret henholdsvis teologi og jura kastede B sig over litterær og politisk forfattervirksomhed. I kraft af sin eminente udtryksevne og spidse pen blev han et af de mere betydende medlemmer af 1790'ernes politisk-litterære miljø. I de første år skrev han især digte, kritikker og artikler til tidsskrifter som Minerva og Tilskueren. 1796 udgav B satiren "Aristokraternes Katekismus", hvori han gav sin samfundssatire og sine voldsomme angreb på adel og enevælde en gudsbespottelig form. Satiren førte til anmeldelse; af frygt for konsekvenserne flygtede B; bl.a. holdt han sig i næsten halvandet år skjult på Uranienborg kongsgård på Hven. Sin politiske opositionstrang kunne B dog ikke tøjle. 1797 udgav han tre afhandlinger "Tria juncta in uno", hvori han bl.a. hævdede, at en regering, der bruger magt for at undertrykke andres tanker, handler mod Guds indretning og derved opfordrer til opstand. B blev atter sat under anklage. 19. decbr. 1800 faldt dommen: landsforvisning. B rejste til Frankrig; her tog han med stor energi fat på at skabe sig en ny tilværelse. På to områder vandt han berømmelse, som litteraturkritiker og som en af den moderne geografis grundlæggere. Som kritiker udgav han 1814-15 "Spectateur ou Variétes historiques, littétaires, critiques, politiques et morales". Som geograf skrev han bl.a. 1/3 af det 16 binds store "Géographie, matématique, physique et politique de toute les parties du monde", der udkom i årene 1803-1807 (f 12/8 1775)

 

1841 f Louis Pio, socialistisk organisator; grundlægger af det danske socialdemokrati; gik først militærvejen og blev 1867 løjtnant. Efter at have forladt hæren fik P en mindre stilling ved postvæsenet og ernærede sig iøvrigt som huslærer hos familien Berling. P blev stærkt grebet af Pariserkommunen og blev en ivrig agitator for socialistiske ideer. Han udgav "Socialistiske Blade" og fra 1871 ugebladet "Socialisten"; samtidig virkede han for oprettelsen af en dansk afdeling af Internationale og blev bevægelsens stormester. I forbindelse med slaget på Fælleden i 1872 blev P arresteret og idømt 5 års forbedringshus; han blev benådet 1875 og atter leder af det socialistiske parti. I 1877 blev han af politiet bestukket til at rejse til USA; her ernærede han sig ved journalistisk virksomhed. I sine senere år skrev P artikler og kronikker til Politiken. I 1891, 1892 og 1893 skrev han en serie lange og velskrevne artikler til avisen om danske indvandreres liv og om amerikanske politiske og sociale forhold. I 1893 skrev P desuden to artikler til Illustreret Familie-Journal. Med disse artikler var P sluppet ind i det borgerlige og småborgerlige Danmarks allerhelligste, dagligstuen. P håbede, at det snart ville blive muligt for ham at vende hjem til Danmark. Men det var for sent, artiklerne til Familie-Journalen blev det sidste, han fik skrevet (d 27/6 1894)

 

1861 d Albert, tysk prins af Sachsen-Coburg- Gotha og britisk prinsgemal; han blev 1840 gift med dronning Victoria af Storbritannien. Ægteskabet var tilsyneladende lykkeligt, men A havde som tysker vanskeligt ved at blive accepteret i Storbritannien. Han øvede en stor indsats for kunstindustriens fremme og var virksom ved gennemførelsen af verdensudstillingen i London 1851. Hans officielle titel var Prince Consort og blev 1857 optaget i gehejmerådet. Politisk holdt han sig i baggrunden, men øvede med sine pro-tyske synspunkter en betydelig indflydelse på sin ægtefælle, hvilket ikke var til fordel for Danmark i 1800-tallets dansk-tyske konflikter (f 26/8 1819)

 

1861 f Peder Pedersen Pinstrup, landmand og politiker; det er blevet hævdet, at Ps traditionelle landmands- og højskolebaggrund blev under indtryk af 1890’ernes krise parret med en agrarisk protestholdning, som blev hans kendingsmærke som venstrepolitiker og organisationsleder. Hans faste udgangspunkt var De Jyske Land-boforeninger, hvis formand han var 1918-30. Organisationskarrieren kronedes med posten som Landbrugs-rådets præsident 1920-33. Som organisationsleder og som medlem af Folketinget 1903-32 så han det som sin hovedopgave at bekæmpe bylivet i alle dets former, da livet på stenbroen efter hans opfattelse forråede det sunde, det gudgivne i menneskets sind. Bondegerningen udfoldede sig på naturens betingelser modsat fabriks-livet, hvor kapitalister og fagforeningsfolk delte kagen til skade for andre. Stærkest vendte han sig mod de partifæller, som var parate til at gå på kompromis med socialdemokrater og radikale. Finansiel støtte til land-bruget retfærdiggjordes af bondekulturens storslåethed. Når P i tale eller skrift kom ind på forskelle mellem befolkningsgrupper, understregede han altid bondestandens åndelige og kulturelle overlegenhed (d 30/6 1934)

 

f Kurt von Schuschnigg, østrigsk kansler 1934-1938; som advokat i Innsbruck blev han i 1927 for det kristelig-sociale parti indvalgt i Østrigs parlament – Nationalrat. I 1932 blev han justitsminister og året efter undervisningsminister. Efter mordet på Dollfuss i juli 1934 blev han forbundskansler. I årene 1936-38 beklædte han tillige posterne som forsvars- og udenrigsminister 1936-38. I kampen for at hævde østrigsk uafhængighed over for Tyskland eliminerede S den trussel, den nationalistiske, paramilitære organisation Heimwehr udgjorde, da han i maj 1936 fjernede dets leder fra posten som vicekansler og i oktober samme år opløste Heimwehr. Men allerede da havde S’s bestræbelser lidt et tilbageslag. Hidtil havde han forladt sig på at kunne hævde Østrigs uafhængighed ved støtte fra Italien. Denne mulighed faldt bort, da Tyskland og Italien nærmede sig hinanden, og juli 1936 måtte S gå med til en venskabsaftale med Tyskland. Det var den østrigske regerings håb, at aftalen var den endelige ordning af forholdet mellem Østrig og Tyskland. Men snart blev det klart, at Tyskland brugte aftalen til at øge presset på Østrig. Sidste akt i Østrigs rolle som selvstændig stat og S som politiker udspilledes i februar og marts 1938. Den 12. febr. 1938 blev S kaldt til Hitlers bolig "Berghof" ved Berchtesgaden. Her blev han af Hitler udsat for trusler om krig, hvis han ikke gik med til at optage tre repræsentanter for den "nationale opposition" (nazisterne) i regeringen. S gjorde et sidste forsøg på at standse nazismen ved at lade udskrive folkeafstemning. Hitler svarede med mobilisering og ultimatum 11. marts; S opgav folkeafstemningen og trådte tilbage. 15. marts rykkede tyske tropper ind i Østrig; Anschluss var en kendsgerning. S blev arresteret og sad i KZ-lejr til 1945. I årene 1948-68 var han professor i statsvidenskab ved universitetet i Saint Louis, USA (d 18/11 1977)

 

Den tyske fysiker Max Planck fremsætter sin kvanteteori på universitetet i Berlin

 

klokken 11.00. Roald Amundsen når Sydpolen. Under forberedelse af en Nordpolsekspedition i 1909 erfarede A, at amerikaneren Robert E. Peary som den første var nået frem til Nordpolen. For ikke over for offentligheden og dermed evt. konkurrenter at afsløre sine reelle hensigter fortsatte A forberedelserne. Han havde ændret planer, og da han i juni 1910 forlod Norge med udstyr og ledsagere, var planen at nå frem til Sydpolen. Ved ankomsten til Antarktis slog A lejr omkr. 80 km nærmere polen end en britiske ekspedition under ledelse af Robert Falcon Scott, der også var ved at forberede en færd til Sydpolen. Den 20. oktober forlod A med fire ledsagere og 52 hunde hovedlejren, og den 14. december nåede nordmændene som de første Sydpolen. Den mest nærliggende forklaring på, at det var A og den norske ekspedition, der nåede polen og ikke briterne er, at briterne ikke som nordmændene var udstyret med ski og ikke anvendte hunde som trækdyr for slæderne

 

1916 Folkeafstemning om salg af De dansk vestindiske Øer; 283.694 var for salg, mens 157.596 var imod

 

1917 f Tove Ditlevsen, forfatter; debuterede 1937 med digtet "Til mit døde barn" i tidsskriftet Vild Hvede. Digtsamlingen "Pigesind" (1939) blev rost for at udtrykke ægte kvindelighed; digtet "Barndommens Gade" fra "Lille Verden" (1942) er en kærlighedserklæring til opvækstmiljøet i arbejderkvarteret på Vesterbro i København. Arbejderklassens kontante forhold til seksualiteten er temaet i romanerne "Man gjorde et Barn Fortræd" (1941) og "Barndommens Gade" (1943), som tillige er en bred social skildring af proletarpigens opvækst. Omfattende journalistisk virksomhed, - udgivet i essaysamlinger som "Flugten fra opvasken" (1956) - og et mangeårigt hverv som brevkasseredaktør i ugebladet Familie Journalen foregreb 1970'ernes store debatter om kvinderollen. Brugen af prosadigtets moderne form med korte, urimede strofer i samlingerne "De voksne" (1969) og "Det runde værelse" (1973) viser det kunstneriske opbrud. De flg. erindringsbind "Gift" (1971) og "Vilhelms værelse" vakte med deres usminkede fremstilling af hendes ægteskaber og en mangeårig afhængighed af narkotika og alkohol voldsom offentlig interesse. I "Tove Ditlevsen om sig selv" (1975) bandt hun digt og virkelighed sammen til et nøgternt og barokt humoristisk selvportræt (d 7/3 1976)

 

Den første registrerede flyulykke i passagerflyvningens historie finder sted, da et fly med seks passagerer og to besætningsmedlemmer kort efter starten fra Cirklewood Airport, London styrter ned i et hus i Golders Green tæt ved flyvepladsen. Ulykken koster besætningen og to af passagererne livet.

 

d Stanley Baldwin, britisk premierminister 1923, 1924-1929, 1935-1937 (konservativ); efter studier i Cambridge gik B ind i faderens omfattende forretning - jernstøberi. I en moden alder - i 1908 - overtog han sin fars plads i Underhuset. Fra 1916 havde han forskellige poster i Lloyd Georges koalitionsregering. Da de konservative dannede regering i 1922 blev B finansminister. Året blev han premierminister, men trådte tilbage i januar 1924 efter et konservativt valgnederlag. Efter endnu et valg kunne han i november 1924 atter danne regering (til 1929). Under indtryk af landets finansielle vanskeligheder og 1930’ernes økonomiske krise var B med til i 1931 at danne koalitionsregeringen med Labour, de liberale. B var atter regeringschef 1935-37. Som 70årig trådte han tilbage og blev adlet som jarl Baldwin af Bewdley. B er dels blevet bedømt som en gammeldags, overforsigtig politiker, der ikke magtede de store inden- og udenrigspolitiske problemer, Storbritannien stod overfor i mellemkrigstiden dels ved sin uforstyrrelige ro og saglighed forbundet med en betydelig uegennytte at repræsentere noget af det bedste i britisk politisk tradition. Til det positive billede af B bidrager endvidere hans dygtige håndtering af krisen ved Edward 8.’s abdikation i 1936, og at det var hans regering, der erkendte den fare, Nazi-Tyskland udgjorde og indledte en britisk oprustning (f 3/8 1867)

 

1990 d Friedrich Dürrenmatt, svejtsisk forfatter og maler; voksede op i en protestantisk præstefamilie i Bern; efter at have studeret filosofi, litteratur og naturvidenskab i nogle semestre blev D tegner og grafiker, senere teaterkritiker, indtil han debuterede som dramatiker og vakte straks forargelse og beundring med gendøberdramaet "Es steht geschrieben" (1947). Allerede her kom grundmotivet, der præger hele D’s digtning, frem, nemlig retfærdighed og nåde. I 1948 fulgte "Der Blinde" , et drama om blind tro; endvidere "Romulus der Grosse" (1949) om Roms sidste hønseopdrættende kejser, der bevidst fremskynder rigets undergang. Med "Die Ehe des Herrn Mississippi" (1952) grundlagdes D’s verdensry - det blev opført på festivalen i Venezia 1952. I 1956 kom "Der Besuch der alten Dame", en tragikomedie om skyld, hævn og soning og om et helt samfunds moralske korruption gennem velstandens fristelser. "Die Physiker" (1962) tog problemet om naturvidenskabsmandens ansvar i vor tid op. "Der Meteor" (1965) handler om en digter, der stadig dør og genopstår og de konsekvenser, dette har for hans omgivelser. D’s prosatekster - ofte i kriminalromangenren som "Der Richter und sein Henker" (1952) og "Der Verdacht" (1953) - har bevaret deres popularitet; hans kvaliteter som maler er først blevet opdaget sent. Sammen med landsmanden Max Frisch blev D i de første 15 år efter 2. Verd.krig en af de mest indflydelsesrige forfattere i de tysksprogede lande (f 5/1 1921)

 

 

 

 

 

Til top        15. december

37 f Nero, romersk kejser 54-68; søn af Gnæus Domitius Ahenobarbus (konsul i 32) og Agrippina den Yngre; ved moderens intriger blev N adopteret af kejser Claudius og gift med hans datter Octavia og derefter, da Agrippina havde ryddet Claudius af vejen, kejser med forbigåelse af Claudius ægefødte søn Britannicus. Nero skildres som en ekstrem repræsentant for Roms forfaldstid. Han havde dilletantisk interesse for poesi og musik og ville gerne glimre som optrædende kunstner. De første fem år som kejser lod han sig endnu til dels lede af gode rådgivere som sin lærer Seneca og af Burrus, og eftertiden har derfor betegnet denne periode som de fem gode år. I 59 lod han sin mor dræbe, Burrus døde, og Seneca trådte tilbage. De nye rådgivere havde ikke Burrus og Senecas format, og Nero drev ud i hæmningsløse udskejelser og ødselhed. I 62 myrdede han Octavia og ægtede Poppea Sabina. I stort omfang blev processerne om krænkelser af kejseren genoptaget; det resulterede i henrettelse af flere velhavende senatorer. Da Rom brændte i 64, gav alle Nero skylden; han væltede skylden over på de kristne, der derefter blev blodig forfulgt. Nero konfiskerede store dele af det nedbrændte område, hvor han påbegyndte opførelsen af et kæmpe kejserpalads, Domus Aurea, ’Det Gyldne Hus’. I 65 lod han Seneca dræbe. 66-67 foretog N en rejse til Grækenland for at lade sig beundre i Delfi og Olympia som væddeløbskører, skuespiller og digter. Da der kort efter udbrød oprør, flygtede N; Prætorianergarden og Senatet erklærede sig for oprørets leder. Da syntes alt håb ude, og nær Rom lod han sig dræbe af en frigivet slave (d 9/6 68)

 

1025 d Basileios 2. "bulgardræberen", østromersk kejser 976-1025, søn af Romanus 2. og Theophano, tipoldebarn af Basileios I; i april 960 blev han kronet som sin fars medkejser. Ved faderens død var B mindreårig, og et regentskab stod for styret i kejserriget til 985, da B var stærk nok til at træde frem som enehersker. Han førte herefter næsten endeløse krige mod den godsejerklasse, der var vokset frem i Lilleasien, og som hans far ikke havde kunnet nedkæmpe. Med sin politik søgte B at beskytte mellem- og underklassens interesser samt at undgå en feudalisering af riget. Det mest betydningsfulde resultat af hans politik i øst, var erobringen af størstedelen af Armenien. I dette højland skabte han en stærk befæstet grænse. Som, hvis hans efterfølgere havde vedligeholdt den, måske kunne have været del af et effektivt forsvar mod de selsjukiske tyrkeres invasion. Men hans regeringstids største succes var den fuldstændige nedkæmpelse af Bulgarien. Offensiven mod bulgarerne startede i 996 og fortsatte til 1014, da den bulgarske hær led et afgørende nederlag. B lod 15.000 fanger blinde; dog fik hver 100. fange lov at beholde et øje, for at han kunne føre sine kammerater til deres tsar. Den bulgarske tsar besvimede ved synet af sin hær og døde to dage senere. B reorganiserede det byzantinske styre i Syditalien, og var ved at planlægge et togt mod Sicilien for at generobre det fra araberne, da han døde (f 957)

 

d Niels Clausen (Skade), biskop i Århus 1490-1520; fortsatte sine forgængeres udsmykning af domkirken. Af endnu bevaret inventar bekostede han i 1508 korstolene, de to korskabe til opbevaring af alterklæder og 1515 den syvarmede lysestage i koret. Endnu bevaret er desuden C’s ligsten - domkirkens største - og korkåbe og messehagel af italiensk guldbrokade, som han skænkede til det kapel, han 1494 lod indrette i koromgangen, og hvor der ved hans død 1531 blev indstiftet et alter til Skt. Christoffers ære. Han var den sidste af domkirkens store bygherrer. I hans tid opførtes det gotiske kor, som i dag afslutter kirken mod øst. 1520 afstod han sit bispeembede på gr. af alder mod at beholde Silkeborg slot og indtægterne af en række jyske herreder. 1523 blev han af Chr. II udnævnt til at deltage i de frugtesløse forhandlinger mellem kongen og de oprørske jyske rigsråder, idet han tilhørte den del af det gamle rigsråd, der nok stod som udsteder af sammensværgelsesbrevet mod Chr. II, men hverken havde underskrevet eller beseglet det. Senere deltog han i hyldningen af Frederik I. Hans ligsten - kirkens største - ligger i gulvet bag højalteret (f ca 1450)

 

d Jørgen Skodborg, ærkebiskop; efter studier i udlandet var han fra ca. 1505 i dronning Christines tjeneste og fik flere kirkelige embeder; i 1512 kaldes han "Clericus Ottoniensis" og menes derfor særlig at have gjort tjeneste hos dronningen i Odense. Af både dronning Christine og dennes søn Christian 2. blev S sendt på diplomatiske missioner. I marts 1515 var han i Rom og i årene 1516-19 flere gange i Nederlandene, antagelig for at få dronning Elisabeths medgift udbetalt. For sine tjenester hos Christian 2. belønnedes S i 1518 med prælaturen som ærkedegn i Århus. 5. januar 1520 blev han valgt til ærkebiskop i Lund. Paven (Leo X) ville imidlertid ikke anerkende valget, da han havde tildelt ærkesædet til en italiensk kardinal. Kongen afsatte S, da denne afviste kongens krav om ærkesædets besiddelser bl.a. Bornholm. S pådrog sig moder Sigbrits had, og det var utvivlsomt på hendes tilskyndelse, at kongen i juni 1521 for ublu betaling skaffede Didrik Slagheck pavelig udnævnelse som Lunds ærkebisp. S forlod Danmnark, og foråret 1523 var han i Rom for at opnå pavens støtte. Men først 29/11 1525 udnævnte paven ham til ærkebiskop. S blev således den sidste, der modtog vielse til ærkesædet i Lund. Han vendte dog ikke tilbage til Danmark, og det lykkedes ham aldrig at erhverve sit embede. De sidste tyve år af sit liv boede S i Köln (f antagelig ca 1480)

 

1634 f Thomas Kingo, salmedigter, biskop; efter teologisk eksamen var han huslærer og kapellan, inden han i 1668 blev sognepræst i Slangerup. 1677 udnævntes han til biskop over Fyns stift, og nogle år senere ophøjedes han i adelsstanden. Forfatterskabet begyndte han i huslærertiden med nogle humoristiske landlige digte bl.a. "Sæbygaards Ko-Klage". Sit digterry vandt han med pompøse lejlighedsdigte til flere af tidens stormænd bl.a. Griffenfeld. Chr 5. strategiske geni lovpristes i det i 1675 skrevne alexandriner-digt "Stormægtigste Monarks første og lyksalige Ledingstog". Sit digteriske format viste K dog først og fremmest i sin religiøse digtning. 1673 udgav han første del af "Aandeligt Sjunge-Kor", 1681 fulgte anden del. Den fremtrædende position, han efterhånden havde fået, viste sig, da han fik overdraget at udarbejde en ny salmebog. 1689 kom hans "Vinter-Parten af Danmarks og Norges Kirkes forordnede Psalmebog", men den vakte ikke tilfredshed på højeste sted, bl.a. fordi halvdelen af salmerne var K’s egne. Andre udarbejdede en ny salmebog, der var færdig 1699 - den såkaldte "Kingos salmebog" - hvor op mod 100 af K’s salmer var medtaget (d 14/10 1703)

 

1675 begravet Jan van der Meer van Delft, hollandsk maler; han levede og døde i Delft. I sin samtid var van M særdeles værdsat, men efter hans død sænkede glemslens mørke sig over hans kunst. Sådan var det i de næste to hundrede år, til franske kunstkritikere i 1860'erne opdagede hans kunst storhed. Det betød, at van D nu sammen med Rembrandt og Frans Hals står som den største hollandske maler i 1600-tallet. Der kendes ikke mange billeder af V (i alt ca 30 - 40 landskaber og interiører), men de viser ham som en af verdenskunstens ypperste kolorister. Fra slutningen af 1650'erne udførte han især interiørbilleder - fra perioden er der kun to udendørs billeder "Gade i Delft" og "Udsigt over Delft" - med en enkelt person eller få, ofte musicerende personer i et rum, hvor lyset falder ind fra venstre og omslutter person og interiør i et blødt skær, der står i kontrast til samtidens skarpe clair-obscurmaleri. Karakteristisk for van M er tillige hans hyppige anvendelse af komplementære farveklange. Blandt hans billeder er "Kniplersken"; "Maleren i sit Atelier" og "Damen med Perlehalsbåndet (døbt 31/10 1632)

 

1683 d Izaak Walton, engelsk forfatter; i en moden alder begyndte W at skrive biografier om kirkens mænd, der tillige var hans fiskekammerater, f.eks fra 1651 "The Life of Sir Henry Wotton", Wotton var rektor i Eton; i 1670 udkom "The Life of Mr. George Herbert", og i 1678 da W var 85 år "The Life of Dr. Robert Sanderson". Da England i 1660 med tronbestigelsen af Karl 2. atter blev et kongerige, blev en af W’s royalistvenner biskop i Winchester. Han inviterede W til at bo i den biskoppelige residens. Her boede W resten af livet optaget af at læse, skrive, udgive sine værkeer, fiske og aflægge besøg hos sine fremtrædende klerikale venner. Bogen, der skulle vise sig at sikre W udødelighed, og som regnes blandt engelsk litteraturs klassikere, udkom 1653 med titlen"The Compleat Angler or The Comtemplative Man's Recreation". Med bogen grundlagde W den opfattelse, at sportsfiskeri er en passende beskæftigelse for en gentleman. Den er formet som en lærebog i fiskekunsten og er i dialogform. Bogen viser W’s fredelige, kontemplative sindelag og store kærlighed til engelsk natur. Ved begyndelsen af 1970'erne var The Compleate Angler kommet i ca 300 oplag (f 9/8 1593)

 

1832 f Alexandre Gustave Eiffel, fransk bygningsingeniør, som især beskæftigede sig med brobygning i jern. I 1858 ledede han arbejdet med opførelsen af en jernbanebro ved Bordeaux, et arbejde der blev efterfulgt af flere andre. Efter et projekt udarbejdet af E byggedes i 1877 i Porto, Portugal, en jernbanebro over Douro-floden med 160 m spændvidde; siden byggedes en tilsvarende bro over Truyère-floden i Frankrig, hvis højde på 120 m over floden i mange år var verdensrekord. I 1887-89 byggedes efter E’s projekt Eiffeltårnet i Paris. Det blev opført til verdensudstillingen i 1889 som symbol på den industrielle revolution. Tårnet krævede med sin højde dimensio-nering for vindlast, og da tidens viden var utilstrækkelig, beskæftigede E sig indgående hermed og blev en af pionererne på området aerodynamik (d 23/12 1923)

 

1840 Napoleons lig - overført fra St Helena - bliver gravlagt i Les Invalides, Paris

 

1852 f Antoine Henri Becquerel, fransk fysiker; Becquerel var en af pionererne inden for udforskningen af radio-aktivitet. Han arvede i 1891 efter sin far – Edmond Becquerel - dennes to professorater ved Muséum d'histoire naturelle og Conservatoire des arts et métiers i Paris; fra 1896 var Antoine B tillige professor ved École poly-technique; han begyndte tidligt at eksperimentere med optiske undersøgelser af fosforescerende krystaller, spe-cielt uransalte. Hans undersøgelser førte til, han i 1896 opdagede, at krystaller af uransalt kunne sværte en foto-grafisk plade gennem lystæt papir. Det viste sig, at sværtningen skyldtes en ny stråling, der udsendtes af grund-stoffet uran. I et samarbejde med ægteparret Curie fortsattes undersøgelserne af disse stråler, som ægteparret benævnte radioaktivitet. I 1900 påviste han, at strålingen indeholdt elektroner. Becquerel delte i 1904 nobelprisen i fysik for 1903 med Curie'erne for deres arbejder om radioaktivitet (d 25/8 1908)

f Ludwig Zamenhof, polsk øjenlæge; skaberen af esperanto; i 1887 udgav han den første lærebog i det sprog, han havde udarbejdet "Lingvo Internacia" under pseudonymet Doktoro Esperanto et navn, der snart blev overført på selve sproget. På esperanto udgav han flere læse- og lærebøger og oversættelser af kendte værker fra verdenslitteraturen (d 14/4 1917)

 

f Niels Finsen, læge; han var allerede som ung handicappet af en alvorlig og uhelbredelig hjertelidelse; det betød, at han efter lægeeksamen i 1890 måtte afstå fra praktisk lægearbejde. Han blev ansat som undervisningsassistent i anatomi ved Kbhvn. Universitet. Forsøg på at forbedre sit helbred ved hjælp af sollys førte ham ind på udforskningen af lysstrålernes biologiske virkninger, og i 1893 udgav han sit første videnskabelige arbejde om lysets indvirkning på den mennrskelige organisme. Hans fortsatte arbejde på området førte til en resultatrig forskning vedrørende lysets virkning på nogle hudsygdomme. Han blev derved grundlægger af den moderne lysterapi. Han udnyttede de røde lysstråler for at stoppe betændelser i koppeudslet og især for behandling af lupus vulgaris (hudtuberkulose). Behandlingen skete med ultraviolet lys fra en elektrisk kulbuelampe; ved hjælp af kvartslinser koncentrerede strålerne. Behandlingen bruges ikke mere. Inden sin tidlige død lykkedes det F at indarbejde og udbygge sin behandlingsmetode samt at grundlægge det institut, der bærer hans navn, og som allede før hans død havde opnået verdensry. Instituttet blev indviet i oktober 1896 i en træbarak i Kommunehospitalets have i København. Dets formål var at undersøge lysstrålerne og eventuelt anvende disse i den praktiske medicins tjeneste. Anledningen til oprettelsen var, at Finsen havde helbredt to lupuspatienter ved bestråling med koncen-treret kulbuelys. I 1903 fik han som den første danske læge tildelt nobelprisen i fysiologi/medicin "i anerkendelse af hans arbejde for behandling af sygdomme og særlig af lupus vulgaris ved koncentrerede lysstråler, hvori-gennem han åbnede en ny vej i lægekunsten". Finsens kroniske sygdom lagde ham i graven kort efter prismod-tagelsen (d 24/9 1904)

Under den amerikanske Borgerkrig udkæmpes slaget ved Nashville; det endte med en overbevisende sejr til nordstaterne. En sejr der standsede organiseret sydstats modstand i Tennessee for resten af krigen. I håbet om at overskære nordstatsgeneral William Shermans forsyningslinjer og måske tillige true Cincinnati, Ohio og andre byer i nordstaterne trænge sydstatsgeneral John B. Hood efteråret 1864 ind i Tennessee og i slaget ved Franklin, Tennessee den 30. november påførte han general John M. Schofields nordstatssoldater svære tab. Da Hood tidligt i december nærmede sig Nashville, marcherede en hurtigt samlet hær under general George H. Thomas ud fra Nashville og tilføjede Hood og hans tropper et eklatant nederlag den 15. og 16. december. I uorden trak sydstatssoldaterne sig tilbage til Alabama, og skønt Hood undslap, var hans hær i realiteten ophørt at eksistere som en kampdygtig enhed

1871 Dansk Kvindesamfund stiftes. Foreningens første formålsparagraf betonede, at hensigten var "at hæve kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigt Medlem af Familie og Stat, navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv". Frem til 1900 stod kampen overvejende om kvinders adgang til uddannelse og selverhverv og om, at gifte kvinder skulle have rådighed over egne økonomiske midler. Først i 1906 kom kravet om stemmeret på DK’s program. Efter kvinderne i 1915 havde opnået valgret og valgbarhed til Rigsdagen, vedtog foreningen en ny formålsparagraf iflg. hvilken, der skulle arbejdes for udvikling og dygtiggørelse af kvinderne til den fuldmyndige borgers ansvar og arbejde

1888 f Kaare Klint, arkitekt; begyndte en uddannelse som maler og besøgte flere malerskoler, men påvirket af faderens - Jensen-Klint - virke som arkitekt og egen personlighed fik han en afgørende interesse for arkitektfaget. Han oplærtes af faderen og blev dennes medarbejder. Afgørende for K’s udvikling blev hans deltagelse i ind-retningen af Fåborg Museum. Hertil tegnede han en serie møbler, der fremhæves som noget af det ypperste i dansk møbelhåndværk. Det blev samtidig indledningen til hans betydningsfulde og grundlæggende indsats for møbelkunsten, hvor han med egne møbler og som lærer i møbelkunst på akademiet, fra 1924 som docent, fra 1944 som professor, skabte grundlaget for den højt vurderede danske møbeltradition efter 2. Verd.krig. K tegnede kun få bygninger; han forestod restaureringsarbejdet ved Thorvaldsens Museum 1921-42 samt den store ombygning af Frederiks Hospital til Kunstindustrimuseet 1921-36. Efter faderens død overtog han færdiggørelsen af Grundtvigskirken. Byggeriet blev fortsat efter faderens tegninger, men K tegnede selvstændigt inventar, prædikestol og alterbord. Endvidere tegnede K en del momumenter, bl. disse er sammen med Gerhard Henning "Gåsepigen" i Ålborg (1937) og med Mogens Bøggild "Grisebrønden" i Århus (1950). K fortsatte en familiesyssel fra sin barndom, foldede papirskærme, som man dengang lavede til eget og venners brug. Efterspørgslen blev efterhånden så stor, at skærmen i 1943 sattes i produkt med navnet Le Klint skærme (d 28/3 1954)

 

d Sitting Bull, sioux-høvding; han tilhørte undergruppen hunkpapa i teton-dakota-stammen. Han var først medicinmand, men kom gennem sine evner som diplomat og feltherre til at samle alle prærie-sioux'erne under sit lederskab i kampen mod de hvide. Sammen med Crazy Horse besejrede han general Custer ved Little Big Horn (1876); han førte året efter sine mænd over grænsen til Canada, men blev af hungersnød tvunget til at vende hjem og overgive sig 1881. Sioux-høvdingen deltog i 1885 i Buffalo Bills Wild West-cirkus. Under undertrykkelsen af den religiøse bevægelse Ghost Dance blandt de udsultede og fortvivlede siuox'er blev Sitting Bull skudt. Bevægelsen blev af de amerikanske myndigheder anset for at være starten på en sidste desperat kamp fra sioux’ernes side. Sitting Bull blev mistænkt for at være den egentlige leder af Ghost Dance, og det blev besluttet at lade ham arrestere. Tre politiofficerer og 39 mand, alle sioux’er, blev sat på opgaven; under arrestationen opstod der uvis af hvilken grund en kort indkamp, under hvilken Sitting Bull blev skudt ned sammen med syv af sine mænd. Politifolkene mistede seks mand. Ved andre siouxhøvdinges indgriben blev hovedparten af deres folk overbevist om det håbløse i fortsat kamp med de amerikanske kolonister. Sitting Bull blev født ca 1831

Slaget ved Verdun er slut. Slaget, der kom til at kaste lange skygger i det 20. århundredes historie, begyndte 21. februar 1916, men dets forudsætninger gik tilbage til midten af december 1915. Da udarbejdede den tyske general Falkenhayn et langt memorandum til kejseren, hvori han gjorde gældende, at den eneste måde at opnå sejr på var at lemlæste de allieredes hær, deres vigtigste våben, ved at lokke dem til at forsvare en stilling, som ikke kunne forsvares. Fæstningsbyen Verdun med dens forter, som lå på spidsen af et langt frontafsnit, opfyldte alle Falkenhayns krav. Han regnede med, at franskmændene til det yderste ville forsvare Verdun, som i Den fransk-tyske Krig 1870 var den sidste franske stilling, der faldt. Den franske hær skulle lokkes ud i det smalle fremspring, hvor svært tysk artilleri så ville mase den i stumper og stykker. Frankrig skulle på denne måde bringes til at "forbløde". I begyndelsen af februar 1916 stod 1200 tyske kanoner i stilling - parat til at angribe det kun 12 km brede frontafsnit. Over 500 af dem var "svære" kanoner, deriblandt 13 eksemplarer af 42 cm giganten "Tykke Bertha". Aldrig nogensinde før havde man set en sådan koncentration af artilleri. Da slaget sluttede, havde tyskerne ikke erobret Verdun. Forsvaret havde imidlertid kostet franskmændene dyrt: ca 364.000 mand, hvoraf ca 163.000 var døde eller savnede. De tyske tab havde været næsten lige så store: ca 338.000 mand. Det antages dog, at det samlede tab var mere end 800.000 mand. I årevis efter våbenstilstanden i 1918 vedblev denne det 20. århundredes Pyrrhus-sejr at ride det franske folk som en mare. Dels skabte det en udbredt pacifisme i Frankrig, dels drog franske politikere og militærfolk de forkerte slutninger af slaget. På grund af den rolle forterne ved Verdun havde spillet, blev resultatet Maginotlinjen - med de for franskmændene katastrofale strategiske konsekvenser i 1940. I Tyskland drog man en anden konsekvens. Skulle man i en fremtidig krig kunne løbe de franske forsvarsværker over ende, måtte der anvendes andre våben end 1. Verd.krigs. Svaret blev kampvogne og fly. Den 14. maj 1940 brød tyske pansertropper igennem ved Sedan. Præcis en måned senere stod tyske tropper igen foran Verdun. Det kom til korte kampe, men den 15. juni vejede hagekorsflaget over Verdun. Erobringen af byen havde varet mindre end 24 timer, og kostet tyskerne færre end 200 faldne. Tyskerne havde draget den rette lære af 1. Verd.krigs Verdunslag

 

I Danmark bliver kaffe rationeret. Rationen var 600 g pr. måned. Kaffen kunne ombyttes med 300 g te. Fra 15. januar 1940 nedsattes rationen til 500 g kaffe eller 200 g te. Fra 15. april nedsattes rationen yderligere nu til 400 g kaffe eller 200 g te. Herefter blev børn under 6 år ikke tildelt rationeringskort til kaffe. Personer over 60 år fik dog 100 g kaffe eller 50 g te ekstra pr. måned. Fra 1. juli nedsattes rationen til 250 g kaffe eller 50 g te, og det bestemtes samtidig, at kaffen kunne ombyttes med kakao, der således blev inddraget under ordningen. Ekstrarationen til folk over 60 år blev nedsat til 50 g kaffe. Fra 1. oktober blev rationen nedsat til 125 g kaffe eller kakao eller 50 g te. Ekstrarationen bortfaldt. Da tilførslerne allerede var ophørt, blev de sidste rester af de forhåndenværende lagre af kaffe, te og kakao i foråret 1942 fordelt til ældre og svagelige på alderdomshjem, stiftelser og lign.; for kakaoens vedkommende dog til børnehjem og lign. Resten af Besættelsen måtte danskerne klare sig med erstatninger. Ved juletid 1945 var den rene vare atter i handelen. Den 18. december 1945 tildeltes en juleration på 500 g kakao til børn under 6 år og til personer over 6 år 250 g kaffe eller 200 g te. For at spare fremmed valuta fortsatte rationeringen frem til 30. september 1952, da den blev endeligt ophævet

 

1939 Hollywoods hidtil største filmproduktion og mest monumentale melodrama "Gone With the Wind" (da. Borte med Blæsten) har premiere i Loew’s Grand Theatre i Atlanta, Georgia. Dagens særlige betydning blev understreget, dels ved at Georgias guvernør proklamerede dagen for helligdag dels ved, at festlighederne i forbindelse med premieren stod på i tre dage. Filmen var baseret på Margaret Mitchells bestseller om Den amerikanske Borgerkrig, og for rettighederne til filmen havde filmselskabet MGM betalt hende $50,000. Filmens mandlige hovedrolle som Rhett Butler blev spillet af Clark Gable og den kvindelige hovedrolle som Scarlett O’Hara af den hidtil ikke særlig kendte britiske skuespiller Vivien Leigh. Filmen blev indspillet i to versioner. I den ene formulerer Rhett Butler en afskedshilsen til Scarlett med ordene: "Frankly my dear, I don’t give a damn". For det famøse ord "damn" modtog filmens producent David O. Selznick en bøde på $5,000. I den anden version lød replikken: "Frankly my dear, I just don’t care". Blandt de mange filmstjerner, der blev prøvefilmet, før Vivien Leigh fik hovedrollen, var Katharine Hepburn, Tallulah Bankhead, Miriam Hopkins, Susan Hayward, Paulette Goddard, Norma Shearer, Lana Turner, Jean Arthur og Joan Bennett. For sin medvirken fik Vivian Leigh $30,000. For sin rolle vandt hun i 1940 en Oscar, og herudover fik filmen ni andre Oscars. På grund af krigen, valutamangel og konflikt mellem danske filmdistributører og amerikanske filmselskaber fik "Borte med Blæsten" først premiere i Danmark i 1958

Jens Olsens verdensur på Københavns rådhus sættes i gang af kongen (Frederik 9.)

d Walt Disney, amerikansk tegner og filmproducent; han begyndte som tegnefilmkunstner i 1920; hans eksperimenter var vellykkede, men gav til at begynde med magert økonomisk udbytte. Dog fik han i 1923 en rimelig succes med serien "Alice in Cartoonland". D’s gennembrud kom i 1928, da han i Hollywood lancerede tegnefilmfiguren Mickey Mouse. En stor succes blev hans tredie Mickey Mouse-film "Steamboat Willie" fra 1928; det var den første tegnefilm med lyd. I begyndelsen af 1930’erne lancerede D tegnefilmserien "Silly Symphonies", hvor "De tre små grise" fra 1933 var et af højdepunkterme. Disse film var i farver. I løbet af 1930'erne kom nye figurer til: Pluto (1930), Fedtmule (1930), Anders And (1934). Baggrunden for filmenes succes var bl.a., at D forkastede illusionistisk modellering i tegnefilmene og i stedet arbejdede med rene flader og plan i forenklet stil med en klar og fast kontur. 1937 kom filmhistoriens første lange tegnefilm "Snehvide og de syv dværge"; den forenede dramatik, poesi og humor på en måde, der gjorde den til en stor succes. Senere fulgte bl.a. "Pinocchio" (1940), "Dumbo" (1941) og "Bambi" (1942). Efter 2. Verd.krig. kom bl.a. "Peter Pan" (1953), "Lady og Vagabonden" (1955) og "Junglebogen" (1967). Det skete samtidig med produktionen af korte tegnefilm – især om Anders And og Fedtmule – fortsatte. Sideløbende med sit arbejde som tegner engagerede D sig i meget andet bl.a. realfilm som "Den levende ørken" (1953) og "Den døende prærie" (1954). Dertil kom tv-programmer og anlæggelse af forlystelsesparken Disneyland ved Los Angeles, der åbnede i 1955. I 1971 blev et lignende anlæg, Walt Disney World, åbnet i Orlando, Florida (f 5/12 1901)

1968 I Folketinget mister den socialdemokratiske mindretalsregering sin parlamentariske basis, da SF revner, og "det røde flertal" dermed ikke eksisterer mere. Mange i SF såvel i som uden for Folketinget havde svært ved acceptere de mange kameler, der måtte sluges, for at bevare "det røde flertal" valget den 22. november 1966 havde skabt i Folketinget. Udefra kommende kræfter satte i november 1967 skred i begivenhederne. Den 18. meddelte englænderne, at pundet devalueredes med 14,3%. På gr. af det store handelssamkvem med England besluttede den danske regering, at kronen skulle følge pundet om end kun en del af vejen. Kronen devalueredes med 7,9%. Det politiske drama kom i forbindelse med følgelovgivningen, der skulle bremse den inflation, der kunne blive en følge af devalueringen. På det tidspunkt var der i SF indkaldt til endnu en ekstraordinær kongres. Det springende punkt i følgelovgivningen blev "indefrysningen" af den ene af de to dyrtidsportioner, som januarpristallet forventedes at udløse. Lønmodtagerorganisationerne accepterede. I SF’s folketingsgruppe kunne modstanderne af samarbejdet med Socialdemokratiet regne med fem måske seks medlemmer. Det var tilstrækkeligt til, at regeringens parlamentariske basis var i fare. Statsministeren bebudede, at der ville blive udskrevet valg, hvis regeringen kom i mindretal med sine forslag. 3. behandling og afstemning fandt sted den 15. december. Regeringen kom i mindretal over for de borgerlige partier og seks af SF’s folketingsmedlemmer. Statsministeren meddelte, der ville blive udskrevet valg til afholddelse den 23. januar 1968

 

1974 d Jørgen Jørgensen, radikal undervisningsminister 1935-1942 og 1957-1961, indenrigsminister 1942-1945; efter uddannelse inden for landbruget overtog J 1923 sin fødegård, hvor de mange impulser fra ungdomsårene samledes i et virksomt liv, gårdens drift, ikke mindst avl af Frederiksborg-hingste, deltagelse i kommunalt arbejde, møder i friskole og forsamlingshus, hjemmeundervisning af børnene, diskussioner med gårdens karle og piger, alle omkring langbordet med J for bordenden, optaget af politiske og åndelige brydninger, alt anskuet ud fra et grundtvigsk-folkeligt livssyn. Han var De Radikales kandidat ved valgene til Folketinget i 1924 og 1926; indvalgtes 1929 og var medlem af Folketinget til 1960. 1934 blev han formand for den radikale folketingsgruppe, men fratrådte året efter, da han blev undervisningsminister. Efter befrielsen blev han atter formand for den radikale folketingsgruppe og stod sammen med Bertel Dahlgaard ubestridt som partiets leder med betydelig indflydelse på al væsentlig lovgivning. I sin sidste periode som undervisningsminister (1957-61) stod han bag folkeskoleloven af 1958 (f 19/5 1888)

 

 

 

 

 

Til top        16. december

f Katharina af Aragonien, engelsk dronning, yngste datter af Ferdinand 2. af Aragonien og Isabella af Kasti-lien. 1501 gift med den engelske tronfølger Arthur. Da Arthur døde efter et halvt års ægteskab, blev hun i 1503 forlovet med Arthurs bror Henrik (8.). Da der var opnået pavelig dispensation blev ægteskabet indgået 11. juni 1509. Da der i ægteskabet ikke fødtes nogen levedygtig mandlig tronfølger, begyndte H fra omkring 1525 at arbejde for en ophævelse af sit giftermål med Katharina; Henrik hævdede ægteskabet stred mod kirkens love, fordi Katharina havde været gift med hans bror. Da paven ikke ville ophæve ægteskabet, tog Henrik sagen i egen hånd. Juli 1531 blev han separeret fra Katharina, og ærkebispen af Canterbury, Thomas Cranmer ophævede ægteskabet i maj 1533. Fire måneder før var Henrik i hemmelighed blevet gift med Anne Boleyn. En række nye love afbrød nu al pavelig indflydelse i England. En ny tronfølgelov i 1534 fastslog, at Katharinas datter Marie (den Blodige) var uægteskabelig og ikke arveberettiget til tronen. Den ret fik Anne Boleyns børn. Under alt dette fastholdt Katharina, at hun var kongens lovmæssige kone, hun afviste at trække sig tilbage til et kloster, at give afkald på dronningetitlen og at acceptere tronfølgeloven af 1534. Efterhånden isoleredes hun mere og mere, hendes helbred blev dårligere, og fire år efter ægteskabets ophævelse døde hun. I ægteskabet fødte hun seks børn. Kun et nåede voksenalder, Marie den Blodige (d 7/1 1536)

 

1515 d Alfonso d'Albuquerque, portugisisk statsmand og opdagelsesrejsende; han var stærkt medvirkende til de portugisiske sejre over arabiske flåder i Det Indiske Ocean, der betød, at Portugal kom til at beherske søruterne til Indien og dermed den værdifulde krydderihandel. Afgørende for denne portugisiske succes var de overlegne portugisiske skibskanoner, der kunne bruges dels i søslagene dels til at bombardere genstridige havnebyer. I søslagene havde portugiserne endvidere stor fordel af deres skibes større manøvredygtighed sammenlignet med de muslimske monsunsejlere. I 1510 stod d’A bag erobringen af Goa på Indiens vestkyst og i 1511 af Malakka. I 1513 trængte han som den første europæer ind i Det røde Hav sydfra og plyndrede arabiske byer. I 1515 ledede han erobringen af den rige arabiske by Hormus i Den persiske Golf. D’A var Vicekonge i Indien fra 1509. Mistanke om, at han gennem sin magt ville gøre sig uafhængig af moderlandet, fik den portugisiske konge til at afsætte ham. d’A døde kort efter og blev begravet i Goa (f 1453 eller 1462)

 

d Arild Huitfeldt, historiker og kansler; efter dannelsesrejse i udlandet indtrådte han 1570 i kancelliet; han blev rigens kansler og leder af retsforvaltningen i 1586 og samme år medlem af rigsrådet. Før midten af 1570'erne fandt H sammen med den kun lidt ældre Anders Sørensen Vedel i fælles interesse for Danmarks historie og ikke mindst i ønsket om, at den måtte få en tidssvarende fremstilling, der førte Saxo ajour. H’s arbejde i kancelliet og de mange kontakter, det medførte, gav ham enestående muligheder for at afskrive historisk kildemateriale, dokumenter og optegnelser i rigets centrale og lokale arkiver, breve og andet fra kirker og klostre og i adelsgårdenes gemmer. Om planerne fra begyndelsen tog sigte mod udgivelse af en fuldstændig eller blot delvis Danmarkshistorie er usikkert, selv efter han omkr. 1580 havde fået adgang til historikerens Hans Svannings righoldige samlinger. I al fald skrev Huitfeldt ved årsskiftet 1587-88 "Jeg har samlet meget stof, nok til en hel Danmarkshistorie" De første håndgribelige resultater af Huitfeldts indsamlingsarbejde blev nogle kildeudgaver. For H var det efterhånden blevet magtpåliggende, at "slig en samling efter min død ikke skulle bortspredes eller forkommes uden frugt". Be-gyndelsen blev gjort 1595 med "Chr III’'s historie", som fortsattes med "Christian II's historie" (1596), 1597 med "Frederik I's historie" og i 1599 med "Christian I's historie" og "Kong Hans' historie". Et tilsagn om en Frederik II’s historie blev aldrig indfriet. De næste dele var led i en samlet plan om at dække tidsrummet efter Saxo, og i tre stofmættede bind vedr. tiden 1182-1448 udkom 1600-03 som "Chronologia I-III". Endelig afrundedes værket sidstnævnte år med et niende bind, hvis titel siden er kommet til at stå for hele værket:"Danmarckis Rigis Krønicke fra Kong Dan oc indtil Kong Knud den Siette". Huitfeldt fortsatte som rigens kansler til foråret 1609. Det resterende halve leveår tilbragte han som privatmand på Herlufsholm, i hvis kirke hans kiste blev hensat (f 11/9 1546)

 

f Cort Adeler, admiral; han blev født i Norge og kom som 15-årig til Holland for at blive uddannet i navigation og matematik. Han optoges som kadet i den hollandske flåde og var 1640-45 forhyret som konstabel på et armeret hollandsk skib, der sejlede på Middelhavet og en tid var fragtet af republikken Venezia. Ved skipperens død 1645 overtog C kommandoen af skibet. Omkr. 1648 gik han som skipper i veneziansk tjeneste og deltog i adskillige blodige sammenstød med den tyrkiske flåde. Han gjorde sig bemærket som en dygtig sømand og tapper kriger.1654 opnåede han berømmelse som søhelt i slaget ved Dardanellerne, hvor hans skib, omringet af fjenden, ene udholdt en langvarig og hård kamp, indtil en gunstig vind gjorde det muligt at undslippe. At han i 1663 blev kaldt hjem til Danmark menes at stå i forbindelse med Frdr. 3.’s ønske om at betro kommandoen over den udrustede flåde til en mand, der nød europæisk anseelse som en dygtig og erfaren søkriger. A interesserede sig meget for skibsbygning, og flere af de efter 1664 søsatte orlogsskibe byggedes efter tegninger, som han måske har udarbejdet. Det var således hans fortjeneste, at Danmark ved krigsudbruddet 1675 rådede over en førsteklasses flåde.Tanken om at genoptage handelen på Ostindien havde ofte været fremme, og A arbejdede ihærdigt på at realisere spørgsmålet. Da en i 1668 på A’s initiativ udrustet ekspedition endte med godt resultat og et godt overskud, oprettedes Det ostindiske Kompagni i 1670 med A som direktør. Ved Skånske Krigs udbrud i 1675 fik A overkommandoen over den dansk-norske flåde og tog i august station i Østersøen. Det kom ikke til sammenstød med den svenske flåde, stærke storme og sygdom blandt mandskabet hæmmede begge flåders bevægelser. Midt i oktober blev A angrebet af epidemien, 2. november afgav han kommandoen til Niels Juel og døde tre dage senere (d 5/11 1675)

 

Oliver Cromwell bliver udnævnt til Lord Protector for the Commonwealth of England, Scotland and Ireland. Udnævnelsen skete i overensstemmelse med Instrument of Government, som var den forfatning efter hvilken, Storbritannien blev styret i perioden decbr. 1653 til maj 1657. Forfatningen, som var et forsøg på at få et legalt basis for styret af Storbritannnien efter henrettelsen af Karl I og afskaffelsen af Overhuset, bestod af 42 paragraffer.De sagde bl.a.,at den udøvende magt lå hos Lord Protector, som blev fundet ved valg, og et statsråd bestående af mellem 13 og 21 medlemmer. Den lovgivende magt lå i hænderne på "en person og folket samlet i et parlament". Artikel 13 udnævnte Cromw. til Lord Protector for livstid; men titlen var ikke arvelig

 

1740 Frederik den Store af Preussen indleder Den østrigske Arvefølgekrig ved at angribe Schlesien, et af de rigeste områder i det habsburgske Østrig. Ved at angribe brød Frederik sit ord, idet han havde underskrevet Den pragmatiske Sanktion, og dermed anerkendt den østrigske regent Maria Theresas arveret til hele det østrigske kejserrige efter sin far, Karl VI, der døde okt. 1740, to måneder før Frederik angreb. Men at angribe et forsvarsløst naboland uden krigserklæring og ved at bryde en indgået traktat, var i overensstemmelse med international praksis i 1700-tallet

 

f Gerhard von Blücher, prøjsisk feltmarskal; som preussisk kavaleriofficer gjorde han en hurtig karriere; i 1794 blev han generalmajor og i 1801 generalløjtnant. I Napoleonkrigenes tid ivrede han utrætteligt for kamp mod den franske kejser. I slaget ved Auerstädt 1806 førte han avantgarden og ledede efter nederlaget på mesterlig vis sine soldaters tilbagetog, men måtte kapitulere ved Ratkau. Ved frihedskrigenes udbrud fik han kommandoen over de preussiske tropper og indlagde sig stor hæder i slagene ved Lützen og Bautzen. Herefter fik han kommandoen over den schlesiske armé (preussiske og russiske tropper), og nu fulgte hans livs glansperiode. Til general-kvartermester fik han Gneisenau, og foreningen af dennes strategiske evner og B’s offensive temperament, viste sig at være en glimrende kombination. Blücher greb straks offensiven. I slaget ved Leipzig den 16. oktober 1813 fik hans indsats afgørende indflydelse på slagets udfald. For da Blücher og hans soldater besejrede en fransk hær-gruppe, var det muligt for de allierede at trække forstærkninger til. Så efter tre dages kampe, tre nætter med øsende regn og to voldsomme slag, der rasede fra om morgenen, til det blev mørkt, var Napoleons nederlag en kendsgerning. Efter nederlaget stod det klart, at Napoleon ikke længere kunne besejre Europa. Nu måtte han forsvare sin position og Frankrigs grænser. Efter slaget trængte Blücher som den første ind i Leipzig. 1. januar 1814 gik han over Rhinen og kæmpede med skiftende held mod Napoleon og indtog sluttelig Paris. 1815 led han nederlag ved Ligny (16. juni 1815), men bidrog to dage senere afgørende til Napoleons nederlag ved Waterloo (12/9 1819)

 

I Den preussiske Syvårskrigs sjette og næstsidste år erobrer russerne den preussiske by Kolberg ved Pommerns kyst. I 1761 var vanskelighederne for Preussen og Frederik den Store voksende. Året igennem havde kongen forhindret, at østrigernes hær i Schlesien på 72.000 mand sluttede sig sammen russernes på 50.000 mand. Frederik koncentrerede de styrker, han havde tilbage, ved Schweidnitz, men efter to måneder med småkampe skete den østrigske og russiske forening den 23. august mellem Liegnitz og Jauer. Afskåret mod nord og underlegen i forholdet tre til en forskansede Frederik sig i Bunzelwitz, hvor fjenden ikke turde angribe ham. Da hovedstyrken af den russiske hær i sept. trak mod nord, kunne preusserne trække sig tilbage til Brandenburg. Da byen og fæstningen Kolberg faldt, så det sort ud for Frederik. Han var klar over, at kun et mirakel nu kunne redde ham fra nederlag. Miraklet skete, da den russiske zarina Elizabeth døde 5. jan 1762. 5. maj sluttede hendes preussiskvenlige efterfølger Peter III fred med Preussen

 

1770 f Ludwig Beethoven, komponist; født i Bonn i en musikerslægt, der var indvandret fra Nederlandene med hans bedstefar. B viste tidligt store musikalske evner. Som otteårig optrådte han offentligt som pianist, og 1782 blev hans første klaversonate udgivet. Året før var han blevet vikar hos hoforganisten og var tillige musiker i kurfyrstens orkester i fødebyen. 1792 kom han til Wien, hvor han en kort tid blev undervist af Haydn og studerede Bach og Mozart. Allerede nu komponerede B meget og blev yndet i Wiens musikinteresserede aristokrati. Han fik gode økonomiske kår, og hans berømmelse var stor. Fra årene 1800-1808 stammer hans første seks symfonier; den tredje, "Eroica", var tilegnet Napoleon, men da B 1804 erfarede kejserkroningen, sønderrev han dedikationen. 1813-14 kom 7. og 8. symfoni, og endnu under Wienerkongressen 1814 blev han stærkt hyldet, men jo mere han i de senere år fulgte egne veje, jo mindre forstod samtiden. 1824 opførtes hans 9. symfoni, og Wien gjorde ham til æresborger. B var den sidste store komponist i den klassiske Wienerskole og tillige den, der i sin personlige følelsesstyrke brød ud af den; hans lidenskabelige bekendelsesmusik sprængte såvel den faste sonate- og symfoniform, det traditionelle tonesprog som den overleverede orkesterbesætning; uden selv at ville det indledte han dermed den romantiske musik (d 26/3 1827)

 

The Boston Tea Party. For at hjælpe East India Company ud af en økonomisk krise vedtog det engelske parlament i foråret 1773 den såkaldte telov. Den gav kompagniet mulighed for gennem egne agenter at sælge te i de amerikanske kolonier uden den alm. told på 1 shilling pr pund; en told på 3 pence pr pund blev bevaret. Dermed ville briterne opnå en firdobbelt fordel: kolonisterne ville kunne købe billigere te, smugleri af te forhindres, og salget af legalt te forøges. Det betød, at regeringens toldindtægter ville stige, og East India Companys økonomi stabiliseres. I kolonierne vakte teloven imidlertid voldsomme protester. I begyndelsen af december ankom tre skibe med te til Boston. Den 16. decbr. sneg en flok mænd forklædt som indianere sig om bord og smed lasten på 342 kasser te i vandet. Det engelske parlaments reaktion på aktionen var vedtagelse af nogle love, der medførte lukning af havnen i Boston, til teen var erstattet. Lovenes vedtagelse betød en optrapning i den konflikt, der førte til bruddet mellem de amerikanske kolonier og England og dermed til USA’s uafhængighed

 

d Francois Quesnay, fransk læge og nationaløkonomisk fysiokratisk forfatter; var livlæge hos markisen af Pompadour, og efter dennes anbefaling fra 1752 hos Ludvig XV. Har som økonomisk forfatter haft epokeskabende betydning ved for første gang at udarbejde et selvstændig videnskabelig samfundsøkonomisk system, fysiokratisme byggende på hovedsætningern, at jorden er rigdommens eneste kilde og landmanden den eneste virkelige producent. Sine tanker fremsatte han i sit hovedværk "Tableau économique" (1758), hvori han tillige foretog de første forsøg på at kortlægge samfundets økonomiske kredsløb. Q delte samfundet i tre klasser: den produktive klasse, bønderne, den besiddende klasse, godsejerne og den sterile klasse, som omfattede alle samfundets øvrige klasser. Han opstillede et skema over vare- og pengestrømmene mellem disse klasser. Q’s forsøg på at opstille et økonomisk kredsløb blev videreført af Karl Marx i "Das Kapital". Med sine fysiokratiske tanker bidrog Q væsentlig til den oppriotering af landbrugserhvervet, der skete i 1700-tallet; herunder bondestandens frigørelse (f 4/6 1694)

 

f Jane Austen, engelsk forfatter; hun levede et roligt liv hovedsagelig på landet i Hampshire, og hun gjorde middelklassens huslige liv, familiære samværsformer og snævre vennekreds til emne for realistiske samtids-romaner. Den litterære baggrund for hendes forfatterskab var først og fremmest 1700’tallets roman, og hun var kun i meget begrænset omfang berørt af romantikken eller af samtidens politiske begivenheder (Napoleons-krigene). Det er særlig replikkunsten, den psykologisk indsigtsfulde personskildring og den mesterlige kompo-sition, der sikrer Jane A en plads blandt de store i britisk romankunst. Husmoderen og de giftefærdige døtre, der tilrettelagde hjemmelivet, blev forfatterskabets hovedpersoner. A forblev ugift og boede til sin død sammen med moderen og sin ligeledes ugifte søster. Ud over nogle ungdomsskrifter, en mindre brevroman "Elinor and Mariannne" (1795) og et par ufuldendte arbejder, består forfatterskabet af seks romaner. Heraf blev de tre skrevet i 1790'erne, men først udgivet senere."Sense og Sensibility" udkom 1811,"Pride and Prejudice"(1813), "Northanger Abbey" (1818). Efter faderens død slog familiens tre kvinder sig 1809 ned i Chawton, Hampshire, og forfatterskabet blev genoptaget. A omskrev og fik udgivet sine to første romaner og skrev sine tre sidste hovedværker, "Mansfields Park" (1814), "Emma" (1816) og "Persuasion" (1818). A’s bøger mødte stor anerkendelse fra kolleger, kritikere og læsere, allerede inden hun døde (d 18/7 1817)

 

1800 For at beskytte sin handel mod engelske overgreb under det store opgør med Napoleons Frankrig indgår Danmark sammen med Preussen, Sverige og Rusland i et væbnet neutralitetsforbund. Aftalen betyder, at Danmark vil lade sine handelsskibe sejle i konvoj ledsaget af krigsskibe og med magt modsætte sig engelske krav om at visitere skibene for krigskontrabande i.e. forsyninger til franskmænldene, der kan bruge i krigen mod England. Aftalen betød endvidere, at Det Væbnede Neutralitetsforbund fra 1780 var genoprettet, og at Danmark sammen med de øvrige søfartsnationer søgte at hævde neutralitetsprincipper som frit skib, fri ladning og neutrale konvojers ukrænkelighed. Englænderne kunne og ville ikke anerkende disse principper, og deres svar på den danske politik kom prompte. Den 27. december forlangte den engelske gesandt, at Danmark trådte ud af neutralitetsforbundet. Det afvises. 14. januar 1801 beslaglægges samtlige dansk-norske skibe i engelske havne. Det drejede sig om 149 handelsskibe. 2. april 1801 fulgte slaget på Reden, og Danmark tvinges til at forlade neutralitetsforbundet

 

lighed Slaget ved Blood River. Under boernes – Voortrekkers - Store Træk nordpå til Transvaal i Natal bort fra briternes styre i Kapkolonien opstår der kamp med zuluerne ved bredden af en biflod til floden Buffalo. På grund af deres bedre våben og taktikken med at danne vognborg sejrer boerne. Efter slaget fik bifloden navnet Blood River, da blodet fra 3000 døde og sårede zuluer farvede flodens vand rødt. Boernes tab var fire sårede. Sejren forbedrede med et boernes tilværelse i Natal. Her havde de tidligere lidt en række nederlag i kampe med zuluerne. Det var nu ændret, og zulukongen Dinganes (Dingaan) magt var betydeligt svækket. Af de hvide sydafrikanere blev sejren fejret hvert år den 16. december. som Day of the Covenant eller Dingaan’s Day

 

1857 f Edward Emerson Barnard, amerikansk astronom; fra 1887 var han ansat ved Lick-observatoriet i Californien og fra 1895 til sin død professor i praktisk astronomi ved Yerkes-observatoriet i Wisconsin. B var pioner inden for astrofotografering og gjorde mange opdagelser. I 1892 opdagede han Jupiters femte måne, Amalthea og i 1916 den stjerne, som fik hans navn. Barnards stjerne er en svagtlysende rød dværgstjerne i stjernebilledet Slangebæreren. Den er ikke synlig med det blotte øje; den er den næstnærmeste stjerne til Solen med en afstand på seks lysår. Stjernen har den største kendte egenbevægelse. En karakteristisk bølgen i bevægelsen tyder på, at den har en eller flere planeter eller meget lyssvage ledsagestjerner (d 6/2 1923)

 

1859 d Wilhelm Grimm, tysk sprogvidenskabsmand og eventyrudgiver; efter en juridisk uddannelse blev han 1814 bibliotekssekretær i Kassel, 1830 underbibliotekar i Göttingen. Fra denne stilling blev han i 1837 afskediget på gr. af tilhørsforhold til liberale kredse. I 1840 medlem af Berlins Videnskabelige Akademi med jus docendi. Sammen med broderen Jakob indsamlede og udgav han 1812-14 "Kinder- und Hausmärchen", den første videnskabelige udgivelse af eventyr. Til trods for titlen var bogen oprindelig beregnet for et voksent publikum, og dens udgivelse var et led i såvel den ideologiske kamp for fædrelandet som for den spirende nationalisme og den videnskabelige debat om Europas kulturhistorie. Eventyrsamlingen skulle illustrere samtidens ide om nationens særprægede ånd og kultur og romantikkens teori om folkets naturpoesi i modsætning til den lærde kunstpoesi. Endvidere udgav brødrene talrige ældre tyske værker i "Altdeutsche Wälder" (1813-15) og "Deutsche Sagen" (1816-18). Desuden udgav W.G. bl.a. "Altdänische Heldenlieder, Balladen und Märchen" (1811) og 1829 "Die deutsche Heldensage". W.G. arbejde er især grundlæggende for sagnforskningen, og brødrenes indsats inspirerede en verdensomspændende interesse for indsamling, udgivelse og studier af folkeeventyr. Med sin sprogsans tilskrives Wilhelm G hovedæren for den kunstnerisk fint afstemte genfortælling og mesterlige eventyrtone i udgivelserne af folkeeventyrene (f 24/2 1786)

 

f Vassili Kandinsky, russisk/tysk maler og kunstteoretiker; fra 1896 bosat i Tyskland - 1914-21 dog i Rusland, hvor han indtog en ledende stilling i kunstlivets reorganisering efter revolutionen. 1896 kom K til München for at uddanne sig som maler; han kom tidligt i forbindelse med det moderne franske maleri og udviklede en farvestærk, delvis abstrakt ekspressionisme, som han omkr. 1910 rendyrkede til et helt nonfigurativt, visionært maleri f.eks. i "Improvisationer" (1910). Det var revolutionerende kunst, og med den blev han en af grundlæggerne af det abstrakte maleri. Endvidere fik den vidtrækkende betydning for 20. århundr's malerkunst. Under opholdet i Rusland blev hans kunst ændret under indtryk af konstruktivismen; et geometrisk formsystem eller en kompositorisk helhed dannet af farvepletter i klare, rene farver blev karakteristisk for K’s billeder i denne periode. Han var professor ved Bauhaus 1922-32, og under indtryk af forbindelsen med Bauhaus blev hans værker mere rytmist betonede og de kalejdoskopiske former underordnet i større kompositioner. Fra 1933 var han bosat i Paris, og i 1930’erne modtog han impulser fra Miro, og med amøber, mikrober og andre organismer fra en mikroskopisk verden synes hans arbejder igen at nærme sig virkeligheden om end en hidtil ukendt. K udgav flere kunstteoretiske værker f.eks. "Über das Geistige in der Kunst" (1912), hvori han hævder kunstnerens ret til suverænt at sætte sig ud over virkeligheden og dens krav. Som lærebog ved Bauhaus-skolen udsendte han i 1926 "Punkt und Linie zu Fläche" (d 13/12 1944)

 

1866 d Christian Albrecht Bluhme, konseilspræsident, minister; blev juridisk kandidat 1816 og havde derefter for-- skellige stillinger i statens tjeneste rundt om i landet. I 1843 kaldte Christian 8., hvis bevågenhed han havde vundet, ham til København som direktør for Toldkammeret org Kommercekollegiet, hvis præsident han blev 1848. Efter at have været amtmand i Præstø 1849-50 var B direktør for Øresunds toldkammer til toldens ophævelse i 1852. Men allerede da havde B begyndt en politisk karriere. I martsministeriet – siddende fra marts til november 1848 – var han handelsminister og var således med til at forelægge grundlovsudkastet; i marts året efter blev han medlem af den grundlovgivende rigsforsamling som kongevalgt medlem og kort efter også kabinetssekretær hos Frederik VII. I årene først i 1850erne beklædte B forskellige ministerposter. Fra januar 1852 til april 1853 stod han i spidsen for regeringen, og det var således ham, der ledede forhandlingerne, der førte til London-traktaten 1852 om tronfølgen. Februar 1856 blev han medlem af rigsrådet. Herfra rettede han en hård kritik mod de følgende regeringers Ejderpolitik og advarede også mod gennemførelsen af novemberforfatningen 1863. Efter Frederiks 7.s død i november 1864 opfordrede man flere gange forgæves B til at danne regering. Først da konfe-rencen i London var sprængt, regeringen trådt tilbage, og krigen mod prøjserne genoptaget blev B 11. juli 1864 regeringsleder, samtidig overtog han også posten som udenrigsminister. Det blev således ham, der ledede de forhandlinger, der førte til fredsslutningen i Wien 30. oktober 1864. En fredsslutning der for Danmark betød tabet af Slesvig og Holsten. De påfølgende forhandlinger om grundlovsændring magtede B ikke at påtage sig, og han trak sig tilbage (f 27/12 1794)

 

1884 f Jonathan Høegh von Leunbach, læge; han ydede i mellemkrigstiden en betydelig social – men omstridt – indsats for at bistå mindrebemidlede med seksuloplysning, prævention, han var også talsmand for, at abort kunne være tilladt i nogle tilfælde. Han blev cand. med. fra Københavns Universitet i 1912 og virkede som praktiserende læge i København. Her begyndte han at interessere sig for seksualoplysning til de samfundets mindrebemidlede klasser og skabte i samarbejde med Kommunistisk Kvindesekretariat en konsultation, hvor man kunne få oplysning om prævention og graviditet. I 1924 indledte han et tæt samarbejde med forfatteren Thit Jensen i Foreningen for Seksuel Oplysning. Foreningen kæmpede for, at abort skulle være tilladt af sociale grunde. Med årene blev L mere radikal i sin kamp. Internationalt var han et stort navn, men herhjemme mødte han massiv modstand fra de fleste politiske partier, lægelige og kirkelige kredse samt Dansk Kvindesamfund. Han opstillede for kommunisterne – DKP – ved folketingsvalget i 1935, men blev ikke valgt. To gange blev han sigtet for medvirken til illegal abort. Han blev frikendt i 1935. Året efter idømtes han tre måneders fængsel og tab af de borgerlige rettigheder i fem år. Han selv og en del samtidige opfattede dette som en politisk dom. Meget af det, L kæmpede for, opfattes nu som selvfølgelige rettigheder. Han druknede under et ferieophold i Italien (d 24/9 1955)

 

f Alexander konge af Jugoslavien 1921-34; på grund af faderen kong Peders sygdom blev han i 1914 Serbiens prinsregent og var under 1. Verd.krig øverstkommanderende i Serbiens hær. Ved faderens død i 1921 blev han konge over den i 1918 oprettede stat, Jugoslavien. I begyndelsen regerede han efter parlamentarismens regler; men i 1929 tiltog han sig under påberåbelse af indre stridigheder i staten diktatorisk myndighed. I 1934 blev han sammen med den den franske udenrigsminister Barthou myrdet i Marseille af en kroatisk terrorist (d 9/10 1934)

 

d Alphonse Daudet, fransk forfatter; han slog igennem med "Lettres de mon moulin" (1869) stemningsbilleder og hændelser fra barndommens Provence, også beskrevet i debutromanen "Le petit chose" (1868). Herpå fulgte romantrilogien "Tartarin de Tarascon" (1872), "Tartarin sur les Alpes" (1885) og "Port-Tarascon" (1890) om en storpralende provencalers eventyrlige oplevelser ude og hjemme. I "Contes du lundi" (1873) fastholdes barokke episoder fra samtiden, mens de senere romaner bl.a. "Sapho" (1884) er naturalistiske sædeskildringer. D’s kendeste skuespil er "L'Arlésienne" (1872) oprindelig en novelle fra Møllebrevene. D er blevet betegnet som fransk naturalismes tredje store navn ved siden af Zola og Maupassant; men at hans forfatterskab har sin særlige tone ved hans elskværdige humor og ved hans dybe medfølelse og solidaritet med samfundets svage. Ligesom han er en skarp iagttager af sin samtid med åbent blik for alle virkelighedens tragikomiske detaljer. Hans erindringer "Trente ans de Paris" og "Souvenirs d'un hommes de lettres" udkom 1888 og 1882 (f 13/5 1840)

 

f Piet Hein, forfatter, opfinder og designer; efter at være blevet student i 1924 læste han teoretisk fysik og filosofi ved Københavns Universitet, men tog ingen afsluttende eksamen. Som forfatter debuterede han ano-nymt med muntre strofer i Politiken den 9. april 1940 til bladets "At Tænke Sig" spalte. Det var de såkaldte Gruk (et ord sammensat af grin og suk), som under 2. Verdenskrig drillede tyskerne. De udkom samlet i 20 bind i årene 1940-63. Først udkom de under pseudonymet Kumbl (oldnord. kumbl, en sten med indskrift), en hilsen til Piet (sten) og Hein (hvæssesten). H.s streg gør den runde Kumpel med hat, butterfly, pegasus og lyre til en del af grukket, der sætter dagliglivets uendelig små i et uendeligt stort perspektiv. De lyrisk-afo-ristiske, virtuos rimede strofer vender sig med humor og optimisme mod magtbalance, ideologi, system og vaner, og åbner øjet for en visdom, som enhver allerede synes selv at have formuleret. De i alt knap 10.000 Gruk er trykt i oplag på knap 1,5 mio. og oversat til mere end 20 sprog. Som designer blev H kendt for super-elipsen. Formen synes at være en forening af rektanglet og elipsen, hvoraf den matematisk er afledt. Superelipsen, der er blevet brugt ved formgivning af borde, løste i 1969 problemet om, hvem der skulle sidde for bordenden ved Vietnamkonferencen i Paris. Mangfoldigheden i H.s virke ses i æresbevisningerne The Alexander Graham Silver Bell 1968, Aarestrup-madaljen 1969, Storm Petersen-prisen 1978, Ingenio et arti 1985. Han blev æresdoktor ved Yale University 1972 og Odense Universitet 1991; æreshåndværker udnævnt af Haandværkerforenigen 1975 (d 17/4 1996)

 

f Egill Jacobsen, maler; han kom som 22-årig på kunstakademiet i København; men opholdet var ingen succes. Han frekventerede akademiet i kun ét semester og fortsatte med selvstændige studier. Han debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1932. Efter en pariserrejse i 1934 fik han sit gennembrud, og de første malerier med maskemotiver kom til. Snart havde han skabt de grundtræk, der skulle bære hans kunst. Fra dette tidspunkt - midten af 1930'erne - var J en fremtrædende repræsentant for det nonfigurative maleri i Danmark. Han var med i den kreds af malere, der 1942-44 udgav tidsskriftet "Helhesten" og senere (1948-51) dannede gruppen Cobra. J’s udstillingsaktivitet har haft et betydeligt omfang. Han har været medlem af flere betydningsfulde kunstnersammenslutninger og udstillet mange steder herhjemme og i udlandet. Som udsmykningsarbejder har han udført malerier til bl.a. bryllupssalen i Hvidovre Rådhus (1958), Århus Universitet (aulaen i fysisk-matematisk institut, 1969). I perioden 1959-73 var J professor ved kunstakademiet i København

 

d Glenn Miller, amerikansk musiker og orkesterleder; han virkede som instrumentalist og arrangør, inden han i 1937 dannede sit første orkester. Med sit bigband opnåede han fra 1938 en enestående succes. Hans musik blev først og fremmest værdsat af et dansepublikum f.eks "Moonlight Serenade" og "In the Mood" (begge 1939).Under 2. Verd.krig spillede hans orkester for de amerikanske tropper i deres forlægninger i Europa og Asien. På en sådan musikturne omkom M som passager i et militærfly, der forsvandt over Den Engelske Kanal (f 1904

 

Ardenneroffensiven. De allieredes ring om Tyskland var sluttet overalt, da Hitler i december 1944 lod general Rundstedt bryde ind i Belgien for at nå Antwerpen, splitte de allierede og opnå en kompromisfred. Mellem de amerikanske 9. og 1. hær, der fra 16. november angreb hårdt ved Roer – øst for Aachen – og Pattons 3. hær, der fra 18. november slog løs ved Saar, satte Rundstedt den 16. december 32 divisioner med 2300 kampvogne, dækket af 1400 fly, ind på en 100 km. front Monschau-Trier mod de ret udækkede Ardenner. Tyskerne slog 1. amerikanske hær syd for Malmédy, men den 25. december knustes deres kampvognskile – den var løbet tør for benzin – 6 km. øst for Dinant. En tysk stødkile omringede 20.-27. december ved Bastogne 10.000 amerikanere, indtil Patton svingede mod nord ind i Rundstedts flanke. Den 21. januar måtte Rundstedt uden resultat opgive angrebet med tab af 120.000 mand af de bedste tyske reserver – de allieredes tab var 75.000 mand

 

d W. Somerset Maugham, engelsk forfatter; han afsluttede sin uddannelse til læge 1897. Hans erfaringer som læge ligger til grund for hans første bog "Liza of Lambeth" (1897); dens succes - skønt ikke stor - fik ham til at forlade medicinen. I 1900-tallets tre første årtier slog han sit navn fast med den succes, han havde med en række lystspil f.eks. "Lady Frederick" (1907). Under 1. Verd.krig arbejdede han som hemmelig agent. Hans gennembrud som romanforfatter skete i 1915 med den store selvbiografiske "Of Human Bondage"( da. Livets Lænker, 1942) der efterfulgtes af mange romaner bl.a. "The Moon and Sixpence" (1919) om maleren Paul Gauguin, "Cakes and Ale" (1930) og "The Razor’s Edge" (1945) om en ung amerikansk krigsveterans søgen tilbage efter en normal tilværelse. M’s imponerende fortællekunst kommer også til sin ret i hans noveller, og det blev som novelleforfatter, han blev kendt verden over. Novellerne gengiver ofte europæerers oplevelser i fremmede omgivelser, og de følelser dette frembringer. Bl. novellesamlingerne er "The Trembling of a Leafe" (1921), "Ashenden: Or The British Agent" (1928, dansk, Ashenden, Den hemmelige agent, 1952) er baseret på M’s efterretningsarbejde under 1. Verd.krig; endvidere samlingerne "The Summing up" (1938) og "Strictly Personel" (1941) (f 25/1 1874)

 

d Leo "the lion" Mathisen, pianist og komponist; ved siden af et borgerligt erhverv som disponent i en musikforretning spillede M fra 1922-23 i en amatørkvintet, 1924 blev denne som det første danske jazzensemble radiotransmitteret. 1927 indspillede M sin første grammofonplade, "The more we are together". Samme år blev han fuldtids musiker og spillede herefter frem til 1931 i forskellige orkestre. I årene 1931 til 1936 var han medlem af Erik Tuxens orkester, som han prægede med sine arrangementer. I 1935 fik M kompositionen "Anytime" udgivet i USA. Fra 1936 til 1951 havde han sit eget orkester, med hvilket han i 1940 deltog i en række grammofonindspilninger, der har været med til at give perioden benævnelsen "den gyldne swingtid"; blandt disse plader er "Anita", "Take It Easy", "To Be Or Not" og "Long Shadows". På grund af sygdom trak han sig i 1953 ud af musiklivet (f 10/10 1906)

 

 

 

 

 

 

Til top        17. december

1594 f Ove Giedde, admiral; efter militær uddannelse især i udlandet udsendtes G 1618 af Christian 4. med en eskadre på ostindientogt med det formål at få overladt en station til støtte for det 1616 oprettede Ostindiske Kompagni. Det lykkedes. I september 1620 erhvervedes Trankebar for Danmark, og desuden opnåedes vigtige handelsprivilegier. Foråret 1622 var G tilbage i Danmark. Han havde løst sin opgave tilfredsstillende, men følte sig skuffet og forurettet af kompagniet af hvilket han havde ventet en påskønnelse for sin indsats. Samme år blev han lensmand i Brunla og Numedalen og gjorde frem til 1643 tjeneste i Norge. Ved udbruddet af krigen med Sverige 1643 begyndte den tredje periode af G’s liv. 1. jan 1644 blev han admiral og marts 1645 rigsadmiral og medlem af rigsrådet, skønt han i det foregående år ikke havde indlagt sig synderlig fortjeneste. Ej heller som rigsadmiral indlagde han sig fortjeneste. Måske skyldtes hans udnævnelse protektion. G havde i disse år sluttet sig nøje til kongens svigersønner Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt, og da de blev styrtet i 1651 var også G’s stilling i fare. Faren drev over. Heller ikke under Karl Gustavkrigen vandt han berømmelse; han blev 1658 taget til fange af svenskerne og udveksledes 1660 (d 19/12 1660)

 

1626 f Kristina, svensk dronning, datter af Gustav II Adolf og Maria Eleonora; blev dronning som 4 årig ved faderens død; 18 år gammel overtog hun styret efter en formynderregeringen under Axel Oxenstierna. Hun var usædvanlig godt begavet og blev fra barndommen uddannet til at blive sit lands regent. Efter sin fars ønske fik hun samme opdragelse som en mandlig tronfølger; hun red, gik på jagt og fik en boglig uddannelse, der var af samme karat som den, fyrstesønner ude i Europa fik. I 1642 blev hun optaget i rigsrådet, og 1644 blev hun regerende dronning. Som dronning søgte hun at overtage magten i sin egen hånd mod rigsrådets og adelens ønske. De ikke-adelige stænder støttede hende, og rigsrådet måtte give afkald på den dominerende stilling, det havde fået under formynderregeringen. Da hun trods gentagne frierier fra forskellige fyrster nægtede at gifte sig, blev arveretten i 1649 overdraget fætteren Karl Gustav. K ønskede at skaffe Sverige en kultur, der svarede til dets stormagtsstilling. Hendes hof skulle være centrum for europæisk humanisme. Derfor indkaldte hun lærde og kunstnere, bl.a. Descatres. Hun indkøbte kunstværker og hendes hofholdning var overdådig; banketter, fyrværkeri, dyrekampe, koncerter og baletter fyldte dagene. Ved hendes tiltræden udgjorde udgifterne til hoffet 3% af rigets udgifter, ved hendes afgang 20%. I hemmelighed havde hun haft kontakt til den katolske kirke, og i 1654 frasagde hun sig tronen. Hun forlod Sverige, og julenat samme år gik hun i Innsbruck officielt over til katolicismen. Resten af livet boede hun i Rom, hvor hun også holdt stort hof. Hun døde i Rom og blev gravlagt i Peterskirken, en helt enestående æresbevisning (d 19/4 1689)

 

1778 f Sir Humphrey Davy, engelsk kemiker; hans første vigtige arbejde var en undersøgelse af nitrogenoxider, hvor han bl.a. opdagede dinitrogenoxids (lattergas) bedøvende egenskaber; men det var hans elektrokemiske arbejder, der for alvor gjorde ham berømt. I 1807 anvendte han det nylig opfundne batteri til at isolere to nye metaller, natrium og kalium; året efter gentog han succesen ved at isolere magnesium, calsium, strontium og barium. D’s opdagelser førte til en ny opfattelse af grundstofferne. Således viste D, at ikke alle syrer indeholdt oxygen - som det tidligere var blevet hævdet - idet han i 1810 påviste, at saltsyre er et sammensat stof af vand og hydrogenklorid, mens klor er et grundstof. Det var først med D’s undersøgelser, at det moderne grundstofbegreb blev en bestanddel af kemien. Også som teknisk kemiker gjorde D en stor indsats. Han skrev i 1813 den første omfattende bog om kemiens nytte for landbruget, og i 1815 opfandt han en sikkerhedslampe, der kunne forhindre mange af de eksplosioner (af metan), der hjemsøgte de engelske kulminer. D var blandt sin periodes største videnskabsmænd og hører til den moderne kemis grundlæggere (d 29/5 1829)

 

d Johannes Wiedewelt, billedhugger; var fra 1750 på en otteårig udenlandsrejse; i Rom blev han gode venner med nyklassicismens betydeligste teoretiker, tyskeren Johann Winckelmann. - bl.a. besøgte de sammen Napoli og Pæstum. Efter hjemkomsten introducerede Wiedewelt nyklassicismen i Danmark med udførelsen af Christian 6. sarkofag i Roskilde Domkirke 1759-68. I slotsparken ved Fredensborg udførte han med sine assistenter i årene 1762-68 en hærskare af skulpturer. I parterrehaven foran slottet anbragtes to kæmpemæssige marmorvaser samt to mands- og to kvindefigurer af sandsten symboliserende de fire årstider. Ved Runde Allé placeredes 1766 to store monumenter "Danmark" og "Norge" som symbol på tvillingerigerne. Arveprins Frederik, der ejede Jægerspris, lod i 1776 en kæmpehøj i slotsparken udgrave, og W blev anmodet om at forestå både udformningen og en kunstnerisk udsmykning af jorddyngen. W huskede sine romerske studier. Højen blev udformet så den mindede om de romerske kejseres mausoleer, men omkring den blev der stillet syv mindesten over hedenske danske konger. Trods den klassiske dragt var det landets egen fortid, der mindedes; i årene frem til 1789 opstilledes desuden 54 monumenter over fremtrædende danske mænd i slotsparken. Blandt W’s øvrige arbejder er Holbergs gravmæle med portrætmedaljon i Sorø Klosterkirke 1779-80, statuen Troskaben og relieffet Retfærdigheden begge 1797 til Frihedsstøtten. Mange af W's bedste arbejder - således udsmykningen af riddersalen 1765-66 - gik tabt ved Christianborgs brand i 1794. Som professor ved Kunstakademiet fra 1758 tilhørte W den første generation af dansk opdragne kunstnere. Efter den første travlhed blev der mere stille om billedhuggeren; hans sidste år var præget af modgang; han endte med at begå selvmord ved at drukne sig i Sortedamssøen (f 1/1 1731)

 

1814 d Christian Colbjørnsen, generalprokurator og præsident for højesteret; han var en af de ledende skikkelser inden for centraladministrationen i 1700’tallets sidste årtier. C var født i Norge, men kom til København for at studere jura. Han blev cand. jur. i 1773 og fik bestalling som højesteretssagfører i 1776, hvor han også blev udnævnt til justitsråd. Fire år senere blev han kammeradvokat, inden han i 1786 blev sekretær for Den Store Landbokommision, der var nedsat for at udarbejde forslag, der kunne forbedre forholdene for den danske bon-destand. Her opnåede han stor indflydelse på reformarbejdet, der kulminerede med stavnsbåndets ophævelse i 1788. Som generalprokurator og ansat i af Danske Kancelli fra 1788 satte C sine aftryk på lovgivningen. Bl.a. havde han stor indflydelse på udformningen af retsplejeloven af 1796. C var fortaler for trykkefrihed, men kom alligevel som embedsmand udforme forordningen af 27. september 1799 "som nærmere forklarer og bestemmer Trykkefrihedens Grænser", der indskrænkede ytringsfriheden betydeligt; derved mistede C meget af den popularitet, han siden 1790 nydt i liberale kredse. Om C er der blevet sagt, at han mere end nogen anden enkeltperson gav han tidens lovarbejder kraft og enhed, og han bidrog afgørende til at moderni-sere og effektivisere dansk retsvæsen. Han var enevældens ubetingede tjener, men så det politiske system betinget af oplyste og realistiske love, der til gengæld skulle håndhæves for at sikre samfundets liv og vel-færd. C virkede i Danske Kancelli til 1804; hvorefter han blev præsident (justitiarius) i højesteret og beklædte stillingen til sin død, selv om han pga. sygdom ikke mødte i retten fra sommeren 1811 (f 29/1 1749)

 

1830 d Simón Bolivar, venezuelansk politiker og sydamerikansk frihedshelt; under sin uddannelse hjemme og på rejser i Europa i sin ungdom modtog han stærke indtryk af tidens frihedstanker og af de herskeridealer, der knyttede sig til Napoleon. Da han i 1806 vendte tilbage til Venezuela, deltog han i kampene mod kolonimagten Spanien, hvilket i 1811 resulterede i Venezuelas uafhængighed. 1819 forenede Bolivar Venezuela, Ny-Granada (Colombia) og Ecuador i Storcolombia. Da han 1820-21 havde vundet militær kontrol over hele området, udformede en dårligt forberedt kongres i 1821 en forfatning for Storcolombia, og Bolivar blev valgt til præsident. Modsætningerne inden for området var imidlertid or store; ved oprettelsen af Storcolombia havde Bolivar ikke taget hensyn til holdningerne i de forskellige områder. Også forskelligartede naturforhold og de vanskelige samfærdselsforhold vanskeliggjorde statsdannelsen. Da Bolivar ville indføre et diktatorisk styre for at sikre den indre ro, rejste der sig modstand mod ham. 1829-30 trak Venezuela og Ecuador sig ud af Storcolombia. 1830 nedlagde Bolivar sit embede for at drage i eksil i Europa. Men endnu før han havde forladt Amerika, døde han af tuberkulose (f 24/7 1783)

 

1847 d Marie-Louise, fransk kejserinde; hun var ældste datter af den tysk-romerske kejser Frans II (senere Frans I af Østrig) og Maria Theresa af Napoli-Sicilien.Tanken om et giftermål mellem Marie-Louise og Napoleon synes at være dukket op efter indgåelsen af den fransk-østrigske fred i oktober 1809. Da var Napoleon indstillet på at opløse sit barnløse ægteskab med Joséphine og var på udkig efter en passende brud. Forhandlinger med den russiske tsar Alexander I om giftermål med hans datter, Catherine, trak ud. Napoleon havde åbenbart ikke tid til at vente, for den 11. marts 1810 blev han i Wien ved stedfortræder gift med Marie-Louise, og 1.-2. april blev vielsen gentaget i Paris. For Napoleon var det en stor sejr, at han som kejser for et rige, der var født gennem revolution at blive gift med et medlem fra en af Europas gamle kejserlige slægter, og under parrets hvedebrødsdage viste han sin brud stor opmærksomhed. Et år efter brylluppet fødte hun den længe ventede arving, kongen af Rom, den fremtidige Napoleon II. Under krigene 1812-14 var hun af navn regentinde, dog uden virkelig myndighed. Efter Napoleons fald rejste hun med parrets søn til Wien. Ved fredsslutningen efter Napoleonskrigen fandt man udvej for hendes forsørgelse ved, at hun i marts 1816 overtog regeringen i hertugdømmet Parma i Italien, hvor hun boede til sin død. Hertugdømmets styre overlod hun til sin overhofmester, hvem hun 1822 ægtede morganatisk; allerede 1817 havde hun født deres datter, og i 1821 fødte hun en søn. 1834 ægtede Marie-Louise sin nye overhofmester. Da det nationale røre brød ud i Italien 1831, flygtede hun til fæstningen i Piacenza, men blev snart genindsat af østrigske tropper. Hun var en upopulær regent i Parma, og hendes død hilstes som en befrielse af hertugdømmets indbyggere (f 12/12 1791)

 

1859 Frederiksborg Slots brand. En ny epoke for Frederiksborg Slot indledtes med Frdr. VII (1848-63). Den romantik, der var opbygget om ham som konge, greb ham om hjertet. Han, folkekongen, følte sig nærmest som en parallel til det billede, tiden havde af Chr. IV og yndede at give sig skæret af denne monark. Derfor blev Frederiksborg for Frdr. VII yndlingsslottet, hans fritidsslot. Men indretningen af et gammelt slot til beboelse rummede farer. Katastrofen indtraf 17/12 1859. Kongen havde fået indrettet et særligt arkæologisk museum på 4. etage i en sal ved Mønttårnet; kongen ønskede, der skulle fyres i salens kamin, da han ville arbejde med sine oldsager. Salen var imidlertid under reparation; kaminens bundsten var fjernet, og en opfyring umulig. Uden at søge støtte i sin protest hos sine overordnede tændte tjeneren bål på de bare bjælkeender; inden længe var gulvet, salen, hele slottet i brand. Der var forvirring overalt. Kongen deltog ivrigt i redningsarbejdet, men måtte pludselig standse, han havde slugt en glød, og slotsforvalteren måtte bringe noget at slukke den med. Inden morgen havde luerne krævet deres offer. Af slottets tre fløje var de to fortæret i det indre; i kirkefløjen var riddersalen brændt. Kirken var uskadt.Taget var borte på de tre fløje, og karnapperne og arkaden sprængt. Murene stod, men hele den indre udsmykning var gået til grunde.

 

Førsteopførelsen af balletten Nøddeknækkeren med musik af Tchaikovsky, koreografi af Ivanov og danset af den kejserlige ballet finder sted i Sct Petersborg

f Ole Bjørn Kraft, journalist, konservativ politiker; sin journalistiske løbebane begyndte han som dagbladsjournalist ved Aarhuus Stiftstidende maj 1919. Men allerede et halvt år senere blev han redaktør af Svendborg Amts Dagblad. Denne stilling blev efterfulgt af ansættelse ved forskellige blade, til han 1924-1931 var leder af Aarhuus Stiftstidendes København redaktion. Derefter var han ansat ved Berlingske Tidende til 1964. Første gang han var opstillet ved et folketingsvalg var ved aprilvalget i 1920. Da var han opstillet på Langeland mod P. Munch - uden at blive valgt. 1926 valgtes han 33 år gammel i Ålborg, som han repræsenterede i Folketinget, til han 1964 frasagde sig opstilling. I 1930'erne indtog han en fremtrædende position i sit parti på Christiansborg. Denne position bevarede han under Besættelsen, idet han som medlem af partiernes samarbejdsudvalg (nimandsudvalget) deltog i alle afgørende forhandlinger under Besættelsen. Han var 30/12 1943 udsat for et nazistisk attentat. Han blev forsvarsminister i befrielsesregeringen maj 1945. Efter sin afgang som minister oktober 1945 blev han sin folketingsgruppes formand. Ved dannelsen af VK-regeringen blev K i 1950 udenrigsminister. Efter afgang som udenrigsminister var K gruppeformand til 1955. Hans erindringer "Ung mand undervejs. 1912-26" (1958) "En konservativ politikers erindringer 1926-45" (1971) "Frem mod nye tider, 1945-47" (1974) og "Danmark skifter kurs, 1947-50" (1975) giver et værdifuldt bidrag til fem årtiers politiske historie (d 2/12 1980)

f Erskine Caldwell, amerikansk forfatter; inden C var fyldt 17 år, havde han levet i seks sydstater, men de bedste af hans mere end 60 bøger foregår i Coweta County i Georgia, hvor han blev født. Hans fjerde roman "Tobacco Road" (1932, dansk "Tobaksvejen", 1943) blev en overvældende succes. "God's Little Acre" (1933, dansk "Vorherres lille ager", 1939) viser mennesker i Coweta, som grådig materialisme og seksualitet har forvandlet til dyriske maskiner. Som mange andre af C’s bøger blev "God’s Little Acre" anklaget for at være pornografisk; USA’s højesteret frikendte dog C for anklagen. "Journeyman" (1935, dansk, "Rejsende i relligion", 1941) om udnyttelse af vækkelsesreligion og "Trouble in July" (1940, dansk "Spektakler i juli", 1940) om racehad og lynching i Lillte Rock, Arkansas, bliver begge betegnet som væsentlige problemdebatterende romaner. Skønt Caldwells almene populariet var vigende fra 1940'erne, udkom der de næste årtier stadig nye værker fra ham. I begyndelsen af 1960'erne rundede hans bøger et samlet antal på 60 mio. eksemplarer (d 11/4 1987)

Orville Wright i luften ved Kitty Hawk, North Carolina – omkr. 500 km syd for New York. I august 1900 var brødrene Wright – storebror Wilbur f. 16. april 1867 og lillebror Orville f. 19. august 1871 - for første gang i Kitty Hawk for at foretage flyvninger. De havde valgt stedet af flere grunde. Det var en øde strandområde, så ingen uvedkommende kunne stjæle brødrenes ideer. En stabil og stærk vind gav ideelle flyvebetingelser. Flyvningen i 1900 skete med et svævefly. Brødrenes fælles baggrund som cykelfabrikanter gav dem en værdifuld indsigt. En cyklist drejer til venstre ved at læne kroppen til venstre ikke ved at dreje på styret, som når en bil eller et skib drejer. Ved flyvningen i 1900 lykkedes det brødrene at styre svæveflyet ved at vride vingerne ved hjælp af wirer. Princippet fra cyklen kunne overføres til svæveflyet. I de følgende år fortsatte de to Wright’er deres eksperimenter ved Kitty Hawk. 1902-svæveflyet var en bragende succes, og brødrene forlod Kitty Hawk med en klippefast tro på, at de ville blive de første, der fløj. Året efter medbragte Orville og Wilbur en motor til Kitty Hawk, og deres første motorfly, The Flyer, blev samlet i løbet af efteråret. Den 14. december var brødrene klar. En lodtrækning afgjorde, at Wilbur fik chancen for at skrive sig ind i historiebøgerne. Men han forivrede sig under starten, og flyet endte ødelagt og begravet i sandet. Efter tre dages reparationer var det Orvilles tur, og den fuldførtes med succes. Den 17.december fløj han 12 sekunder og nåede en strækning på 36 meter. Verdens første kontrollerede flyvning med et motordrevet fly havde fundet sted

 

d William Thompson Kelvin, engelsk fysiker og matematiker; 1846-99 professor i fysik i Glasgow; i Victoriatiden blev K anset for britisk naturvidenskabs førende skikkelse, og hans fysiske arbejder er mange. Blandt dem er undersøgelser over elektricitetens fordeling på en leder, hvor han indførte begrebet "elektriske billeder", bestemmelse af modstandens størrelse ("ohm"-en), opdagelse af smeltepunktets afhængighed af trykket. Desuden var han en fortrinlig konstruktør af måleapparater. K's beregninger og apparatkonstruktioner havde afgørende betydning for, at det i 1886 lykkedes at få oprettet telegrafforbindelse mellem England og Nordamerika. K var optaget af praktiske arbejder vedrørende telegrafkabler, og i forbindelse med nævnte telegrafforbindelse grundlagde han et firma, som med stor succes fremstillede præcisionsinstrumenter til brug i telegrafindustrien. Kelvin har givet navn til temperaturenheden K. Hvor celsiusskalen har sit nulpunkt ved vands frysepunkt, har kelvinskalaen sit ved den temperatur, hvor enhver molekylebevægelse ophører, det såkaldte absolutte nulpunkt -273.15 grader C. I 1866 blev Kelvin slået til ridder som anerkendelse for sine fortjenester ved lægningen af Atlanterhavskablet. I 1892 blev han optaget i adelsstanden som Lord Kelvin, et navn han antog efter en lokalitet ved universitetet i Glasgow (f 26/6 1824)

1939 Det tyske krigsskib Admiral Graf Spee bliver sænket af besætningen i floden Plate ud for Montevideo i Uruguay. Allerede før krigsudbruddet var de to tyske slagskibe "Admiral Graf Spee" og "Deutschland" (senere omdøbt til Lützow) gået til deres positioner i Atlanterhavet for i en evt. krig at kunne forstyrre den allierede skibstrafik. Den 30. september sænkede "Graf Spee" sit første skib, et britisk handelsskib "Clement". Det britiske admiralitet fik samlet en flådestyrke, der fik til opgave at finde og nedkæmpe de to tyske skibe. Den 13. december blev "Graf Spee" observeret af en britisk angrebsstyrke bestående af krydserne "Exeter", "Ajax" og "Achilles" - kl 6.14 gik de tre skibe til angreb. Kl 7.30 måtte "Exeter" trække sig - svært beskadiget - ud af kampen. Kl. 7.40 måtte de to andre skibe afbryde kampen. "Graf Spee" fik tilladelse at gå til kaj i Montevideo, blive der i fire dage og få gennemført reparationer. I mellemtiden fik briterne samlet forstærkninger, der ventede uden for Montevidro. Det kom dog ikke til kamp. Da de fire dage var gået, sænkede besætningen deres skib ud for Montevideo. "Deutschland" vendte tilbage til Tyskland

1945 d Mikkel Hindhede, læge; begyndte 1895 at eksperimentere med ernæringsspørgsmål og påviste, at æggehvideindholdet i kosten kunne nedsættes til 1/4 eller ½ af den officielle videnskabs foreslåede tal. H. hævdede, at man fik æggehvide nok gennem indtagelse af et passende overskud af korn, kartofler og grøntsager. Under 1. Verdenskrig blev H's principper lagt til grund for den rationering, der blev indført i Danmark. Kosten blev for befolkningens flertal en væsentlig brød-grød-kartoffelkost med et mindre tilskud af animalske fødemidler (kød, mælk, smør og flæsk), idet svinebestanden blev reduceret til en femtedel, og kvægbestanden ligeledes reduceredes væsentligt, hvorved det indhøstede korn i højere grad kom mennesket til gode. I en lille pjece - Dyrtidskost - fra 1918, der af regeringen udsendtes i 30-40.000 eksemplarer, gav H de nødvendige praktiske anvisninger. Det er blevet hævdet, at danskernes gode sundhedstilstand under 1. Verdenskrigs rationeringer i væsentlig grad skyldtes Hindhedes indsats (f 13/2 1862)

d Dorothy Sayers, engelsk krimiforfatter; skaberen af Lord Peter Wimsey, den adelige detektiv med hørhår, monokel og hyperintelligens. S var en af de første kvinder, der fik en akademisk grad i Oxford - så sent som i 1915. Hun var meget lærd og havde især i sine tidlige bøger en forkærlighed for at lade sin detektiv citere på diverse sprog. Gennem årene forandredes Peter Wimsey umærkeligt fra en noget fjoget adelsmand til en charmerende akademiker. Selv trættedes S af sin førhen så tilbedte detektiv; i sine sidste år helligede hun sig et religiøst betonet forfatterskab og oversættelser af Dante - om Wimsey hørte man intet i de sidste tyve år af hendes liv. Hendes første større arbejde, der blev udgivet, var "Whose Body?" (1923); en kriminalroman hvori Peter Wimsey dukker op første gang. Bogen blev fulgt af en eller to romaner om året i de næste 15 år. S skrev noveller, hvori der foruden Peter Wimsey optrådte en detektiv ved navn Montague Egg. I sine senere år vendte S sig fra detektiv fiktion og skrev teologiske skuespil og bøger som "Creed or Chaos?" (1947). Desuden oversatte hun Dantes "Inferno" (1949) og "Purgatorio" (1955); hendes oversættelse af den tredje bog "Paradiso" var ufuldendt ved hendes død.. Efter hendes død udkom "Lord Peter" (1972), der indeholder samtlige noveller om Peter Wimsey (f 13/6 1893)

 

 

 

 

 

 

Til top        18. december

Stormen på Ålborg under Grevens Fejde; da Lübeck i opgøret om den danske trone havde lidt nederlag og i oktober sluttet fred den 18. november 1534 fik hertug Chrustian (III) frigjort tropper, og fra Holsten drog hans hærfører Johan Rantzau op med sine bedste tropper. Han drog nordpå for at gøre op med de oprørske jyske bønder under ledelse af Skipper Klement. Foran ham flygtede bondehæren, og flere gange under fremrykningen kommanderede Rantzau omegnens bønder sammen og lod dem aflægge troskabsed tilk hertug Christian. Da han nærmede sig Viborg, erfarede Rantzau, at Skipper Klement havde trukket sig tilbage til Ålborg. Den 17. december nåede Rantzau med sin hær Ålborg og lejrede sig et par kilometer fra byen. Om morgenen den 18. stormede Johan Rantzau og hans landsknægte byen. Over for Rantzaus professionelle soldater og hans overlegne ledelse af styrkerne kunne Skipper Clements folk ikke klare sig. Kampen ved Ålborgs mure blev hård, for besætningen kæmpede for livet, og man vidste, at der ikke ville blive givet pardon. Landsknægtene kæmpede for bytte; den velhavende handelsby blev givet til pris for plyndring, som det var skik med byer, der blev taget med storm. Angrebet varede "en god time, hvis det ikke var halvanden"; så var byen faldet. Rantzau angiver antallet af faldne forsvarere til mellem 800 og 900. Hvor mange, der mistede liver under plyndringen, vides ikke. I sidste øjeblik lykkedes det Skipper Klement at slippe bort på en hest

1724 f Louise, engelsk prinsesse, dansk dronning (Frederik 5.), datter af den senere kong Georg II af England og Caroline Vilhelmine af Brandenburg-Ansbach; efter i Hannover at være blevet viet per procura kom L 11. decbr. 1743 til København, hvor hun samme dag blev viet til kronprinsen. Den naturlige ligefremhed over for etiketten, der kendetegnede L, befæstede snart hendes popularitet. Straks efter tronskiftet i 1746 indtrådte en mærkbar forandring i hoffets liv. Christian 6. og hans dronnings pietistiske og kedsommelige hofliv blev afløst af et mere åbent og muntert hof. Som et ydre tegn herpå blev de spærrende jernkæder ved indkørslerne til slotspladsen, anbragt for at betrygge dronning Sophie Magdalenes nattesøvn, fjernet, og slottets saloner åbnedes for assembleer og baller. Ludvig Holberg er i et par epistler fulde af lovord over dronningen og understreger især hendes bestræbelser for at lære sine børn dansk. I en periode, hvor fremmed indflydelse nåede sit højdepunkt, er dette også bemærkelsesværdig. I det hele taget tog L sig mere af sine børns opdragelse end sædvanligt. Fødte Christian (VII), og døtrene Sofie Magdalene, gift med Gustav III af Sverige; Vilhelmine Karoline, gift med kurfyrst Wilhelm I af Hessen-Kassel og Louise, gift med prins Karl af Hessen-Kassel (en datter i dette ægteskab, Marie Sofie Frederikke blev gift med Frdr. VI) (d 19/12 1751)

1736 d Antonio Stradivari (Stradivarius), italiensk violinbygger fra Cremona; forarbejdede til dels sammen med sønnerne, Francesco og Omobono et stort antal verdensberømte instrumenter - omkr. 1100 - fortrinsvis violiner og celloer - hvoraf ca halvdelen er bevaret, af disse er ca 440 violiner (f 1644)

1760 f Knud Lyhne Rahbek, journalist, forfatter; professor i æstetik ved Kbhvn’s universitet 1790-99, i litteraturhistorie 1816-30. R virkede som teaterkritiker og dramaturg og øvede stor indflydelse på samtidens litteratur ved sine tidsskriftsudgivelser bl.a. "Minerva" (1785-1808) og "Den Danske Tilskuer" (1791-1808). Hans litterære virksomhed er uhyre omfattende. Ved siden af en dramatisk produktion dyrkede han som lyriker tidens elegiske og sentimentale genrer samt, med stort held, drikke- og klubvisen, ofte fint pointeret, med allusioner til aktuelle forhold og antikke forbilleder. Som oversætter af en lang række værker fra bl.a. latin, tysk, engelsk og fransk bidrog R til at introducere fremmed litteratur i Danmark. Vigtig er desuden hans udgivervirksomhed; var således medudgiver af "Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen I-IV" (1812-14). Sin store viden om Holberg samlede R i en kommenteret udgave af "Holbergs udvalgte Skrifter I-XXI" (1804-14); 1800-08 udgav han Bidrag til "Den Danske Digtekunsts Historie I-IV". Hans "Erindringer af Mit Liv I-IV" (1824-29) giver et fængslende billede af datidens kulturelle liv. R blev 1798 gift med Kamma Rahbek f. Heger, deres hjem i Bakkehuset blev mødested for tidens betydeligste kunstnere (d 22/4 1830)

d Johann Gottfried Herder, tysk historiker og forfatter; efter at have virket som præst kaldtes han 1776 på Goethes foranledning som generalsuperintendent til Weimar, hvor han blev boende til sin død. Han havde allerede da begyndt sin litteraturkritiske virksomhed med værkerne "Fragmente zur deutschen Literatur" (1767), der i 1769 efterfulgtes af "Kritische Wälder". I værkerne hævdede H i modsætning til Lessing og Winckelmann, der havde opstillet antikken som absolut ideal, at et kunstværk må vurderes efter sin sammenhæng med den tid og det milieu, hvori det er opstået. Det skal være karakteristisk, originalt og nationalt. Han udgav 1773 sammen med Goethe "Von deutschen Art und Kunst". 1784-91 udsendte han det historisk-filosofiske værk "Ideen zu einer Philosofie der Geschichte der Menchheit". H deltog i sin samtids kunstteoretiske debat og var en fremragende oversætter, det være sig fra såvel germanske som romanske sprog og hebræisk. I sit sidste leveår oversatte han de gammelspanske ridderromancer "Der Cid". Størst betydning fik hans oversættelser fra 1770’erne af folkeviser. Således er ordet "Volkslied" skabt af H. Han udgav to samlinger med titlen "Volkslieder", 1778 og 1779, der efter hans død samledes som "Stimmen der Völker in Liedern". Om H’s betydning er det blevet sagt, at den mindre beror på hans værker end på den indflydelse, han havde på sin samtid. Den tyske klasssicisme, såvel den tyske romantik som den danske romantik og al humanistisk forskning i 19. århundrede står i dyb gæld til Herder og er næsten utænkelige uden hans personlighed (f 25/8 1744)

 

f Christen Berg, venstrepolitiker, der var en central figur i bondeliberalismen gennembrud efter 1864. Han blev lærer fra Ranum Seminarium i 1859. I årene 1865-91 var han medlem af Folketinget, og han fremstod som en naturlig leder, da Det Forenede Venstre blev dannet 1870. Trods den store respekt, der stod om ham, blev han aldrig egentlig rigsdagspolitiker. Debatten i salen lå mindre godt for ham, hans selvtillidsfulde, ofte ret anmasende og docerende optræden stødte an og skaffede ham betegnelsen "overfolketingsmanden" . Han havde sin styrke som agitator og organisator. Blandt sine jyske vælgere var B i sit es. Det var denne brede folkelige tillid, der sikrede ham stillingen som Venstres "høvding". I årenes løb grundlagde han en række dagblade: De Bergske Blade, der blev grundstammen i Venstrepressen og talerør i hans kamp, for at Venstre skulle opnå den politiske magt i Danmark. Samme hensigt havde hans mange og meget anstrengende agitationsrejser. Regeringen Estrup var dog urokkelig over for B’s stormløb, fordi kongen og administrationen anerkendte Højres fortolkning af Grundloven. Den sagde, at kongen frit valgte sine ministre. Kongen behøvede derfor ikke at tage hensyn til Venstres krav, at regeringen skulle udgå fra det parti, der havde flertal i det ved almindelig valgret valgte Folketing. I 1885 lykkedes det regeringen at ramme B med en urimelig retssag, der sendte ham seks måneder i fængsel. Dette svækkede ham; han fik sukkersyge og var i sine sidste år uligevægtig og ubehersket i forholdet til partifællerne. Han bevarede dog til det sidste sin store popularitet blandt vælgerne Om Christen Berg er det blevet sagt, at han: "som den første, der gav den danske bondebevægelse ånd og stemme, er en høvdingeskikkelse i partiet Venstres historie" (d 28/11 1891)

1829 d Jean-Baptiste Lamarck, fransk naturforsker; efter først at være uddannet til jesuitterpræst, deltaget i Syvårskrigen (1756-63) og levet som boheme og forfatter blev han fængslet af botanik og skrev "Flore francaise" (Frankrigs Flora, 1-3, 1779). Trods sit adelsskab udnævntes han midt under revolutionen til professor i zoologi ved Muséum national d’histoire naturelle i Paris. Han lancerede termen biologi og adskilte dermed mineralriget fra plante- og dyreriget. I bl.a. "Histoire naturelle des animaux sans vertèbres" (De hvirvelløse dyrs naturhistorie, 1-7, 1815-22) indførte L en opdeling af dyr i hvirveldyr og hvirvelløse dyr og udarbejdede en systematik, der for de sidstnævntes vedkommende stort set stadig er gældende. Gennem værkerne "Recherches sur l’organisation des etres vivants" (Undersøgelser over de levende væsners organisation, 1801-02) og "Philosophie zoologique" (Zoologisk filosofi, 1-2, 1809) lagde han grunden til den første evolutionslære. L var således den første, der hævdede, at nutidens organismer er efterkommere af tidligere geologiske perioders organismer. Trods den kendsgerning, at man ikke længere fastholdt det korte tidsrum Jorden tildeltes i Bibelen, kunne L’s samtidige ikke acceptere det lange tidsrum, L’s teori krævede. Den blev da også stærkt kritiseret og gik snart i glemmebogen. Først senere tider har forstået at værdsætte såvel L’s nyskabende indsats inden for evolutionslæren som hans pionerindsats som zoolog (f 1/8 1744)

f Sir Joseph John Thomson, engelsk fysiker; han var 1884-1918 professor i Cambridge, fra 1905 samtidig professor i Natural Philosophy ved Royal Institution i London, fra 1918 Master of Trinity College, Cambridge. T fik 1906 Nobelprisen i fysik for teoretiske og eksperimentelle undersøgelser af elektrisk ledning i gasser. I 1897 opdagede han, at katodestråler bestod af ladede partikler, som han kaldte korpuskler (senere vist sig at være identiske med atomernes elektroner) og bestemte forholdet mellem deres ladning og masse. Thomson undersøgte også ionstråler og fandt principperne, som blev lagt til grund for massespektografen. Endvidere påviste han elektronet i atomet, hvilket førte til den såkaldte thomsonske atommodel. Hans arbejde betød, at Cavendish Research Laboratory i Cambridge blev et hovedcenter i atomforskningen (d 31/8 1940)

f Franz Ferdinand, østrig-ungarsk tronfølger; søn af ærkehertug Karl Ludvig, der var bror til kejser Frans Josef. Efter faderens død i 1896 blev F tronfølger. Da han i 1900 giftede sig under sin stand med grevinde Sophie von Chotek, måtte han inden brylluppet afgive en erklæring om, at hans ægteskab var morganatisk, d.v.s., han fraskrev sig retten til tronfølgen for sine børn og disses efterkommere. Som arving til et multinationalt rige besad han et klart blik for nationalitetsproblemerne i det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Således arbejdede han på at samle de slaviske befolkningsgrupper i riget til en enhed, som kunne være en modvægt til Ungarn. Samtidig ville han skabe et bedre forhold til Rumænien, og han var fortrolig med kejserrigets rumænske befolknings ønsker og fortrædeligheder under det ungarske styre i Transsylvanien. Denne politik gjorde ham forhadt både i Ungarn og i nationalistiske serbiske kredse. Endvidere betød F’s "upassende" ægteskab, at hans forhold til kejseren var dårligt. Udenrigspolitisk ville han en tilnærmelse til Rusland uden dog at slippe alliancen med Tyskland. Hvad, han drømte om, var at kunne forny Trekejserforbundet mellem Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland. Det skulle som Den hellige Alliance efter Napoleonskrigene være en garanti mod revolutioner og omstyrtninger. 28. juni 1914 blev F og hans hustru myrdet af serbiske nationalister i Sarajevo. Mordene blev den umiddelbare anledning til udbruddet af Første Verd.krig (d 28/6 1914)

 

f Paul Klee, svejtsisk maler og grafiker; han blev uddannet på kunstakademiet i München i årene 1898-1901. I denne periode og årene umiddelbart efter skabte han især grafik, bl.a. raderinger der viser groteske, samfundskritiske figurkompositioner og afslører påvirkninger fra jugend og symbolisme. Efter kontakt med abstrakte kunstnere i Tyskland var han med til at grundlægge kunsnergruppen "Der blaue Reiter" i 1911. Året efter rejste han til Paris; på dette tidspunkt var K’s kunst stadig figurativ, men usædvanlig fri og fantasifuld, dels præget af fin-de-siècle-stemning dels af Art Nouveau’ens linjerytmik. I årene før 1. Verd.krig udviklede han helt og holdent sin personlige, halvt surrealistiske, halvt abstrakte stil. I 1921 blev han lærer i glasmaleri ved Bauhaus-skolen og udgav i 1925 "Pädagogisches Skizzenbuch". Til ca. 1920 havde K kun udført få oliemalerier, men i 1920’erne og 1930’erne øgedes denne side af hans produktion. Fra 1930 var han professor i Düsseldorf. Da nazisterne i 1933 afsatte ham, flyttede han til Svejts, hvor han boede til sin død. K blev aldrig helt abstrakt i sin kunst, han beholdt altid tingenes grundform, som danner udgangspunktet for hans abstraktion. Hans teknik kunne være meget kompliceret med brug af olie, tempera, tusch og akvarel i samme maleri (d 29/6 1940)

d Chr. Richardt, forfatter; blev student 1848 og valgte teologi af religiøse grunde; nogen lærd teolog blev han dog aldrig. Først 1857 blev han med et beskedent eksamensresultat cand teol. I studentertiden skrev han studenterkomedier som f.eks. "Kong Rosmer". Ved juletid 1860 udgav han sin første digtsamling "Smådigte" med bl.a. religiøse digte som "Lær mig nattens stjerne" og naturdigte som "Hvor skoven dog er ung og frisk". Samlingen gjorde R kendt; han fik legater og kunne foretage en udenlandsrejse. Vinteren 1861-62 var han i Rom, derefter rejste han til Palæstina. Samlingen "Nyere Digte" (udkom jul 1864) indeholder bl.a. digtkredsene Fra Rejsen og Et Aar. Efter krigen 1864 var R en tid musik- og teateranmelder ved Dagbladet. 1866 blev han forstander på Tune højskole. Men hans foredrag gik over hovedet på de fleste, og han var for upraktisk til en sådan gerning.1868 kom "Tekster og Toner" med bl.a. "Altid frejdig". Efter en tid som kapellan var R 1876-86 sognepræst i Ørsted på Fyn. Fra 1889 til sin død præst til Vemmetofte kloster. Hverken præstegerning, svagt helbred eller rejser hindrede ham i at udsende bøger. 1874 kom "Billeder og Sange", 1878 "Halvhundrede Digte" m.fl. Som moden mand skrev R sit eneste værk til scenen dramaet "Drot og Marsk" (1878) som tekst til Heises toner. R’s vers er oftest sangbare, ligefrem beregnede på at sættes i musik, og han er en af vore mest komponerede digtere; således"Altid frejdig, når du går" (1868), "Venner, ser på Danmarks kort" (1889), "Når egne knoppers, og granerne duppes" (1874) (f 25/5 1831)

f Willy Brandt, vesttysk socialdemokratisk politiker; han arbejdede som journalist, da han i 1930 blev medlem af SPD; ved nazisternes magtovertagelse i 1933 flygtede han via Danmark til Norge, hvor han arbejdede som journalist. Ved det tyske overfald på Norge 9. april 1940 flygtede han til Sverige. Den norske eksilregering i London tildelte ham nu norsk statsborgerskab. Da krigen var ovre, vendte Brandt tilbage til Tyskland som korrespondent for "Arbeiderbladet" og i 1946 ansat som presseattache ved den norske militærmission i Berlin. Men tysk politik lokkede; i 1947 blev han atter tysk statsborger og meldte sig ind i SPD. I 1949 blev han valgt ind i Forbundsdagen og året efter i Vestberlins byparlament. I 1955 blev han dets formand. To år senere blev han byens overborgmester. En post han beklædte til 1966. Han høstede anerkendelse for sin indsats under Berlinkriserne; især efter opførelsen af Berlinmuren i 1961 blev han symbol på byens vilje til at modsætte sig sovjetisk pres. I 1964 valgtes han til formand for SPD og partiets kanslerkandidat. Han begyndte en tilnærmelse til det borgerlige parti CDU, og efter dannelsen af regeringssamarbejdet i "den store koalition" mellem SPD og CDU blev Brandt i 1966 udenrigsminister. Efter valget 1969 indgik SPD i koalition med FDP og han blev forbundskansler. Hans afspændingspolitik over for Østeuropa førte til aftaler med Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Polen, disse garanterede bl.a. Polens vestgrænse samt gav Berlinaftalen i 1971 om byens status. Endvidere blev forholdet til DDR normaliseret, uden at Brandt dog anerkendte Tysklands deling. Han trådte tilbage som forbundskansler i maj 1974, da hans personlige sekretær var blevet afsløret som østtysk spion. Frem til 1987 forblev han en indflydelsesrig formand for sit parti. I 1971 tildeltes Brandt Nobels fredspris som anerkendelse for sin østpolitik (d 8/10 1992)

Kongemødet i Malmø. I november 1914 havde Norge, Sverige og Danmark i en fællesnote til de krigsførende magter tilkendegivet de ensartede grundsætninger i de tre landes handelspolitik. Denne fælles optræden blev understreget ved mødet i Malmø af de tre konger, Gustav 5. af Sverige, Haakon 7. af Norge og Christian 10. fra Danmark, ledsaget af stats- og udenrigsministre. Nogen større politisk betydning fik mødet ikke. Men det satte sig spor i dansk revyhistorie. I Sommerrevyen 1915 sang Frederik Jensen en vise om mødet. Den var skrevet af Anton Melbye og sat i musik af Olfert Jespersen. Den begyndte "Der leved engang tre konger på rad, en var stor, en var høj, en var længst" og sluttede "Nordens konger, samlet i Malmø, vedtaget har i går, at de ej vil mødes i Malmø, førend om tusind år! Nu skal børn i skolen om Malmø kønt lære udenad: Malmø nittenhundredfemten! Tre høje konger på rad!"

 

1919 d John Alcock, engelsk flyver; erhvervede flyvercertifikat allerede 1912 og ved 1. Verdenskrigs udbrud blev han tilknyttet Royal Navy Air Force som instruktør. I 1916 blev han tilknyttet no. 2 wing i Mudros, hvor han udførte flere bemærkelsesværdige bedrifter, bl.a. gennemførte han 30. september 1917 en bombning af Istanbul. På hjemturen fra dette togt måtte han foretage en nødlanding på havet. Alcock og de øvrige besætningsmedlemmer svømmede i land og blev taget til fange af tyrkerne. Efter at have forladt flyvevåbnet gennemførte han med A.W. Brown den 14.-15. juni 1919 den første flyvning over Atlanterhavet - fra St. John’s på New Foundland til Clifden på Irland. En uge efter atlanterhavsflyvningen forulykkede Alcock med et amfibiefly under en flyvning til Paris og blev dødeligt kvæstet (f 6/11 1892)

1935 d Viggo Johansen, maler; i årene 1868-1875 blev han uddannet på Kunstakademiet; sin første motivverden fandt han i Hornbæk - 1872-76, hvortil han søgte med bl.a. P.S. Krøyer. 1875 kom han til Skagen med Michael Ancher, og tilhørte siden kredsen af Skagensmalere. I 1880 blev han gift med Anna Anchers kusine Martha Møller. På Skagen gav han sig omgående i gang med at skildre den øde natur som f.eks. i "Klitparti ved den tilsandede kirke" (1875). I løbet af 1880'erne lykkedes det Johansen at gøre sit talent gældende blandt 80'ernes realister således i Skagen-interiøret "Ung pige i sit køkken" (1882). Sine mest populære arbejder udførte Johansen dog ikke på Skagen. Det blev som den borgerlige idyls, især aften-interiørets uovertrufne skildrer, han opnåede sin position som en af de centrale skikkelser i dansk malerkunst i slutningen af 19. århundr. Allerede 1885 fik han sit gennembrud inden for denne motivkreds med "Aftenpassiar", som vandt international anerkendelse. Inden for samme motivkreds er "Børnene vaskes" (1888), "Omkring juletræet" (1896) og "Et Akademirådsmøde" (1904). 1906-1920 var Johansen professor ved Kunstakademiet (f 3/1 1851)

1946 f Steven Biko, sydafrikansk studenterleder; han blev martyr i de sorte sydafrikaneres kamp mod det hvide mindretals apartheidstyre. Som medicinstuderende blev Biko politisk aktiv, og i 1968 stod han bag oprettelsen af South African Students’ Organisation (SASO), der var forbeholdt sorte og havde til formål at højne sort bevidsthed og selvrespekt. Biko blev organisationens præsident og var en af hovedkræfterne bag skabelsen af Black Consciousness-bevægelsen, hvis mål var at forene alle sorte sydafrikanere i kampen mod apartheid. I 1972 blev han tillige præsident for de sortes konvent, en paraplyorganisation for nogle og 70 frihedsbevægelser i Sydafrika. I 1973 forbød det hvide styre Bikos politiske virksomhed. Den åbenmundede Biko fortsatte imidlertid sin virksomhed og var i årene 1975-77 flere gange arresteret. Han døde i fængslet efter at have været udsat for politibrutalitet. Politiet forsøgte at fralægge sig ansvaret, men det er opfattelsen i vide kredse, at dødsårsagen var tortur eller mishandling i fængslet (d 12/9 1977)

1954 d Vilhelm Buhl, socialdemokratisk politiker og jurist; han gjorde karriere ved Københavns Kommune og blev skattedirektør 1924. På denne post reformerede han hele skatteadministrationen og gjorde skatteligningen mere effektiv. Fra sin ungdom var Buhl socialt interesseret, han deltog med iver i Studentersamfundets arbejde og var medstifter af Juridisk Diskussionsklub. Politisk sluttede han sig til Socialdemokratiet. Han var medlem af Landstinget 1932-39 og af Folketinget 1939-53. Han kom hurtigt frem i forreste række og var finansminister 1937-42. Ved Staunings død april 1942 var han dennes naturlige efterfølger som statsminister. Han videreførte samarbejds-politikken med tyskerne; men det var Buhl, der 28. august 1943 formulerede regeringens nej til tyskerne. I den regeringsløse tid var Buhl "den kommende og de facto regeringschef". Således var han den ledende politiker i forhandlingerne med Frihedsrådet om dannelsen af befrielsesregeringen, hvis leder han blev maj 1945. Efter sin afgang som statsminister – oktober 1945 - bevarede Buhl betydelig politisk indflydelse bl.a. som minister uden portefølje i den socialdemokratiske regering 1947-50 med den opgave at lede koordineringen af regeringens økonomiske politik (f 16/10 1881)

1980 d Aleksij Kosygin, sovjetisk statsmand, ministerpræsident 1964-1980; han blev medlem af kommunistpartiet 1927, formand for en tekstilfabrik i Leningrad til 1937. Kosygin gjorde herefter en hurtig politisk karriere, blev fabriksdirektør i 1937, borgmester i Leningrad i 1938, folkekommissær for tekstilindustrien 1939, vicestatsminister 1940-53 med letindustrien som arbejdsområde, statsminister i den russiske sovjetrepublik 1943-46, i 1946 kandidat til politbureauet og i 1948 fuldt medlem. I 1948 blev Kosygin finansminister og året efter chef for departementet for tekstilindustri. I 50'ernes begyndelse var Kosygin minister for letindustrien og næringsmidler. Kosygin blev ikke medlem - kun kandidat - til det nye præsidium, som afløste politbureauet på den 19. partikongres i 1952, og kom heller ikke med i præsidiet efter Stalins død. December 1953 blev han atter valgt til vicestatsminister, indtil han 1956 blev viceformand i den økonomiske planlægningskommission. I 1960 første vicestatsminister og medlem af parti-præsidiet. Ved Khrustjovs fald i 1964 afløste Kosygin ham som ministerpræsident; en post han beklædte til 1980 (f 20/2 1904)

 

 

 

 

 

 

 

Til top        19. december

1498 f Andreas Osiander, tysk kirkereformator; under sit virke som katolsk præst i Nürnberg blev han kort efter 1520 grebet af Luthers tanker og arbejdede herefter for at indføre reformationen i Nürnberg. I 1548 måtte han flygte fra Nürnberg, da byen blev rekatoliseret. Han virkede derefter som sognepræst og professor i Königsberg; O fremkaldte en heftig strid blandt lutheranere ved sin lære om retfærdiggørelsen, som afveg fra Luthers lære. O betragtede retfærdiggørelse som en stadig omskabelse af mennesket. Den skete ved, at Kristi guddommelige natur på mystisk vis tog bolig i mennesket, hvorved det opnåede frelse. Osiander anså det for utænkeligt - som hævdet af Luther - at mennesket trods sin synd kunne opnå frelse alene ved Guds nåde (d 17/10 1552)

1660 d Ove Giedde, admiral; efter militær uddannelse især i udlandet udsendtes G 1618 af Christian 4. med en eskadre på ostindientogt med det formål at få overladt en station til støtte for det 1616 oprettede Ostindiske Kompagni. Det lykkedes. I september 1620 erhvervedes Trankebar for Danmark, og desuden opnåedes vigtige handelsprivilegier. Foråret 1622 var G tilbage i Danmark. Han havde løst sin opgave tilfredsstillende, men følte sig skuffet og forurettet af kompagniet af hvilket han havde ventet en påskønnelse for sin indsats. Samme år blev han lensmand i Brunla og Numedalen og gjorde frem til 1643 tjeneste i Norge. Ved udbruddet af krigen med Sverige 1643 begyndte den tredje periode af G’s liv. 1. jan 1644 blev han admiral og marts 1645 rigsadmiral og medlem af rigsrådet, skønt han i det foregående år ikke havde indlagt sig synderlig fortjeneste. Ej heller som rigsadmiral indlagde han sig fortjeneste. Måske skyldtes hans udnævnelse protektion. G havde i disse år sluttet sig nøje til kongens svigersønner Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt, og da de blev styrtet i 1651 var også G’s stilling i fare. Faren drev over. Heller ikke under Karl Gustavkrigen vandt han berømmelse; han blev 1658 taget til fange af svenskerne og udveksledes 1660 (f 17/12 1594)

1741 d Vitus Bering, dansk søfarer i russisk tjeneste. Gik ganske ung til søs og blev af den norsk-russiske admiral Cruys overtalt til at indtræde i den russiske marine. 1707 udnævntes han til løjtnant og udmærkede sig i Den store Nordiske Krig. 1724 blev han kaptajn af 1. rang og blev samme år af Peter d. Store udnævnt til leder af den første Kamtjatka-ekspedition (1725-1730). Ekspeditionen skulle bl.a. klarlægge, om Asien var landfast med Amerika nord for Stillehavet. Under færden kortlagde B 1728 kysten fra Kamtsjaka til Kap Desjnjov (Østkap). August 1728 gennemsejlede B det stræde, som blev opkaldt efter ham. Fra 1733 ledede B den anden Kamtjatka-ekspedition også kaldt "den store nordiske ekspedition". I ekspeditionen deltog mere end 500 mand, og 1735-42 kortlagdes størstedelen af Sibiriens ishavskyst samt øer og kyststrækninger i Alaska og på Aleuterne. Juli 1741 påbegyndtes hjemrejsen; den blev vanskelig. Provianten var sparsom, og skørbug greb om sig. B var selv blandt de angrebne. Da man 5. novbr. opdagede en klippekyst, i hvilken man mente at genkende Kamtjatka, sattes skibet på land. I virkeligheden var man landet på en ukendt og ubeboet ø; den er nu opkaldt efter B. Efterhånden bortrev sygdom størstedelen af de skibbrudne - blandt disse B (f 1681)

d Louise, engelsk prinsesse, dansk dronning (Frederik 5.), datter af den senere kong Georg II af England og Caroline Vilhelmine af Brandenburg-Ansbach; efter i Hannover at være blevet viet per procura kom L 11. december 1743 til København, hvor hun samme dag blev viet til kronprinsen. Den naturlige ligefremhed over for etiketten, der kendetegnede L, befæstede snart hendes popularitet. Straks efter tronskiftet i 1746 indtrådte en mærkbar forandring i hoffets liv. Christian 6. og hans dronnings pietistiske og kedsommelige hofliv blev afløst af et mere åbent og muntert hof. Som et ydre tegn herpå blev de spærrende jernkæder ved indkørslerne til slotspladsen, anbragt for at betrygge dronning Sophie Magdalenes nattesøvn, fjernet, og slottets saloner åbnedes for assembleer og baller. Ludvig Holberg er i et par epistler fulde af lovord over dronningen og understreger især hendes bestræbelser for at lære sine børn dansk. I en periode, hvor fremmed indflydelse nåede sit højdepunkt, er dette også bemærkelsesværdig. I det hele taget tog L sig mere af sine børns opdragelse end sædvanligt. Fødte Christian (VII), og døtrene Sofie Magdalene, gift med Gustav III af Sverige; Vilhelmine Karoline, gift med kurfyrst Wilhelm I af Hessen-Kassel og Louise, gift med prins Karl af Hessen-Kassel (en datter i dette ægteskab, Marie Sofie Frederikke blev gift med Frdr. 6.) (f 18/12 1724)

1820 f Peter Panum, læge og fysiolog; året efter sin lægevidenskabelige eksamen blev han i 1846 sendt til Færøerne i forbindelse med en mæslingeepidemi. Hans redegørelse for epidemien var et banebrydende arbejde inden for epidemiologi. Således dokumenterede han, at smitte spredes fra menneske til menneske og ikke som hidtil antaget gennem luften. Samme store betydning fik hans beskrivelse af et udbrud af kolera på Lolland i 1850. Efter at være blevet dr. med. i 1851 var Panum på studieophold i Tyskland og Frankrig for at dygtiggøre sig inden for fysiologisk forskning. Udlandsopholdet varede til 1853, da blev ekstraordinær professor i medicinsk kemi, fysiologi og patologi ved Kiels Universitet. Her gennemførte han en lang række fysiologiske undersø-gelser. I1864 blev han han professor i fysiologi i København og fik opfyldt et ønske om oprettelse af fysiolo-gisk laboratorium. Dermed blev grunden lagt til den stærke tradition for eksperimenterende fysiologi ved Københavns Universitet. På det nedlagte Blegdamshospitals arealer opførtes etapevis i årene 1970-89 Panum Instituttet, der rummer forsknings- og undervisningsfaciliteter for de teoretiske institutter under Det Sund-hedsvidenskabelige Fakultek ved Københavns Universitet (d 2/5 1885)

 

f Wilhelm Dinesen, forfatter, godsejer (Rungstedlund)og officer; han gjorde en fornem militær karriere; han blev officersaspirant i 1863 og oktober s.å. sekondløjtnant i infanteriets krigsreserve, overført til linien 1864. Han deltog i slaget ved Dybbøl 18. april 1864, hvor han udmærkede sig. 1867 udnævntes han til premier-løjtnant, 1870 sattes han uden for nummer (afsked 1873). D rejste derpå til Frankrig, hvor han som kaptajn deltog på fransk side i Den fransk-tyske Krig 1870-71. Efter det franske nederlag i 1871 rejste D til USA, hvor han en tid opholdt sig i Nebraska, levede siden to år som jæger blandt indianerne i Wisconsin. Han kom hjem til Danmark i 1874, men efter et par år rejste han igen ud. Denne gang til Tyrkiet, hvor han på tyrkisk side deltog i den russisk-tyrkiske krig 1877-78. Han vendte derefter definitivt tilbage til Danmark købte Rung-stedlund og Folehave og levede som godsejer og landmand. Fra 1895 var han sognerådsmedlem og fra 1892 folketingsmedlem valgt i Grenå. Om hans ikke store litterære indsats er der blevet hævdet, at den afspejler hans bevægede liv og de forskellige sider af hans væsen: soldaten, eventyren, politikeren og jægeren. Størst sucess havde han med sine Jagtbreve udsendt under pseudonymet Boganis: "Jagtbreve" (1889) og "Nye Jagt-breve" (1892)

d Emily Jane Brontë, engelsk forfatter; hun var den yngste af de tre Brontë døtre, der alle var forfattere. Emi-ly skrev knap 200 digte og en roman præget af naturfølelse og eksistentielle visioner om adskillelse og forening, indespærring og forløsning. Hun betegnes som den bedst begavede og den eneste lyriker blandt søstrene; hendes bidrag til søstrenes fælles digtsamling "Poems" (1846) er det betydeligste. Som sine søstre blev hun uddannet til guvernante og søgte uden held sammen med søsteren Charlotte at åbne en skole. I 1847 kom hendes roman "Wuthering Heights" (da. 1919, Stormfulde Højder). Den er blevet betegnet som et af de mærkeligste værker inden for den engelske roman, fyldt af en lidenskabelig, dyster intensitet, en dramatisk, fantasifuld og spændende skildring, henlagt til Yorkshire, hvis ensomme heder, E elskede så højt (f 30/7 1818)

1851 d Joseph Mallard William Turner, engelsk maler og raderer; han begyndte på Royal Academy 15 år gammel og debuterede to år senere; han blev medlem af akademiet 1799, professor samme sted 1802 og dets præsident 1845. Frem til 1796 arbejdede T udelukkende som akvarelmaler, men under et besøg i Frankrig blev han grebet af Claude Lorrains klart opbyggede, heroiske kompositioner, deres koloristiske luft- og lysvirkninger og deres mytologiske staffage; denne franske påvirkning kom f.eks. til udtryk i hans "Dido bygger Karthago" (1815). 1819 foretog han sin første Italiensrejse og tog nu for alvor lysproblemet med dets formopløsning op. Han overførte sin akvarelteknik til oliemaleriet som i f.eks. "Regn, damp og fart" (1844), en apoteose over datidens nye tekniske vidunder, jernbanen. Han foregreb her den senere udvikling under impressionismen. T står ved siden af Constable som Englands største landskabsmaler og indtager i kraft af sit visionære natursyn en fremtrædende plads i det europæiske maleris udvikling (f 23/4 1775)

1860 d James Andrew Dalhousie, 1. Marquess af Dalhouise og 10. Earl af Dalhouise, engelsk statsmand; blev medlem af Parlamentet i 1837. I 1847 blev han udnævnt til generalguvernør i Indien. Kort efter sin ankomst fik han britisk styre udvidet til at omfatte Punjab efter nedkæmpelse af en Shik opstand. Ved anvendelse af såvel militære som fredelige midler fortsatte disse udvidelser i D’s tid som guvernør. I 1852 førte Den Anden Burmesiske Krig således til erobringen af størstedelen af Burma med hovedstaden Rangoon. Områderne Jhansi og Nagpur blev underlagt britisk styre i 1854 og Oudh i 1856. Trods D’s mange fortræffelige administrative reformer, trods han fik anlagt gode veje og jernbaner, trods han fik bygget dæmninger og etableret et skolesystem, skabte hans annektionspolitik og de forandringer, den medførte, et sådant klima i Indien, at det store oprør brød ud i 1857. Året før havde D plaget af sygdom forladt Indien (f 21/4 1812)

f Leonid Bresjnev, sovjetisk statsleder; han var ingeniøruddannet og havde fra 1935 lokale partiposter i Ukraine. Under 2. Verd.krig var han politisk officer på den ukrainske front og var fra 1943 politisk leder på 4. ukrainske front med rang af generalmajor. Herefter var han bl.a. partichef i Moldavien 1950-52 og 1954-56 i Kasakhstan. I 1952 medlem af centralkomiteen og kandidatmedlem af partipræsidiet. Ved Stalins død 1953 blev han næst-kommanderende for hærens politiske forvaltning. I Kasakhstan fik han ansvaret for de store nydyrknings-programmer, som den daværende partileder Khrustsjov havde sat i gang, og vandt dennes tillid. I 1956 blev han kaldt tilbage til Moskva for at overtage en stilling som centralkomitesekretær. I 1957 steg han til tops og blev medlem af partipræsidiet og var 1960-64 formand for Den Øverste Sovjets præsidium, dvs Sovjetunionens statsoverhoved. Efter Khrustjovs fald i 1964 blev B partisekretær. Mod slutningen af 1960'erne fremstod B som Sovjetunionens faktiske leder og fra 1977 igen som statsoverhoved. B's periode som Sovjetunionens leder var præget af stærkt faldende økonomiske vækstrater bl.a. på gr. af den ineffektive planøkonomi. Udadtil cemen-terede han Sovjetunionens dominerende position i Østeuropa f.eks. med invasionen i Tjekkoslovakiet 1968. I forholdet til Vesten fulgte Brezjnev efter først at have gennemført en betydelig oprustning en afspændingspolitik, der førte til en række internationale aftaler, herunder Helsingforsaftalen, der bidrog til at mindske spændingen i verden (d 10/11 1982)

 

f Jean Genet, fransk forfatter; i sin fiktive selvbiografi "Journal du Voleur" (1949, dansk Tyvens dagbog, 1955) bygger G sit image op som tyv, fængselsfange, homoseksuel og prostitueret. De fleste af hans romaner, f.eks. "Notre Dame des Fleurs" (1942) og "Miracle de la Rose" (1945) henter da også sine motiver fra kriminalitetens verden og handler om mennesker på den forkerte side af loven, og som føler sig hjemme der. Han omgiver forbrydelsen og dens udøvere med en næsten religiøs glorie, og han fremstiller den verden, som består af kriminalitet og perversitet som den "normale" verden overlegen. Hans egenartede skuespil, som f.eks. "Les Bonnes", (1947) og "Les Nègres" (1959), er digteriske analyser af forholdet mellem scenens illusion og "virkeligheden" uden for teatret. Desuden har G arbejdet med film og udgivet digte som samlingen "Le Condamné à mort" (1942). De sidste år af sit liv skrev G kun lidt. Han var engageret i politisk arbejde, bl.a. støttede han aktivt palæstinensernes sag og yderliggående grupper som Rote Armee Fraktion. Som forfatter opnåede Genet stor anerkendelse i Frankrig, og han blev bl.a. tildelt Le Grand Prix national des lettres i 1983 (d 15/4 1986)

f Edith Piaf, fransk sanger; egl. Gassion, kunstnernavnet Piaf betyder "spurv"; hun var datter af et artistpar og optrådte sammen med dem på gaderne i udkanten af Paris. Gennem flere år var hun gadesangerske, indtil en barejer engagerede hende til at synge for sine kunder, der hovedsagelig var folk fra underholdningsbranchen. Det var her hun fik navnet Piaf. Promoveret af bl.a. Maurice Chevalier fik hun sit gennembrud i 1939 på det store parisiske varietéteater ABC. Efter krigen havde hun stor succes i en række film og blev internationalt kendt på turneer i Europa og USA. Hendes stemme, hendes raffinerede fremtoning på scenen og ikke mindst hendes repertoire, der for det meste var parisiske kærlighedsviser af realistisk, melankolsk karakter, f.eks. "Milord", "Je ne regrette rien" og "La Vie en Rose" fik hende til at fremstå som en visens tragédienne. Piaf udgav memoirerne "Au Bal de la Chance" (1958) (d 11/10 1963)

1930 d J.C. Christensen, Venstre politiker; han tog lærereksamen fra Gedved Seminarium 1877 og var derefter lærer ved forskellige skoler - fra 1886 i Stadil. Her kom han ind i sognerådet og blev dets formand. I 1890 opstillede han til folketingsvalget i Ringkøbingkredsen og valgtes med stort flertal. Han var herefter medlem af Folketinget til 1924. Der kom hurtigt til at stå respekt om den nye folketingsmand som følge af den store flid og grundighed, hvormed han, der straks blev medlem af finansudvalget, satte sig ind i alle sager. Fra 1895 tilhørte han Venstre-Reformpartiet, hvis formand han blev to år senere. Han blev dermed oppositionens leder med et systemskifte som sit faste mål. Som formand for finansudvalget fra 1895 havde han højreministerierne i sin hule hånd, og gennem de næste henved 30 år indtog han central plads i dansk politik. En position der kun forbigående blev svækket af albertiulykken i 1908. Ved systemskiftet 1901 blev han kultusminister. Denne post beklædte han til 1905, da han blev konseilspræsident. Det var han til 1908, hvorefter han 1909 var forsvarsminister, 1916-18 minister uden portefølje og 1920-22 kirkeminister. 1912-13 var han Folketingets formand. I 1924 trak C sig ud af politik. Gennem hele sin karriere var "I.C." omstridt som politiker. Hos sine vestjyske vælgere nød han en tillid, som ikke lod sig rokke. Hos sine politiske modstandere: Højre, Socialdemokraterne og navnlig De Radikale var han genstand for en indgroet mistillid. Man forstod simpelthen ikke hans personlighed; man mente, at hans iøjnefaldende træk af naiv selvtillid og troskyldighed var et udspekuleret dække over hensynsløs selvrådighed og bundløs upålidelighed. I årene efter sin tilbagetræden helligede han sig bl.a. ledelsen af Det danske Hedeselskab, som han blev formand for i 1921. Foruden et par kristelige skrifter udgav C erindringsbøgerne "Fra min Barndom og Ungdom" (1925) og "Ad Kirkesti og Kirkevej" (1928) (f 21/11 1856)

 

 

 

 

 

 

 

Til top        20. december

d Katharina von Bora, tysk nonne og Martin Luthers kone; påvirket af Luthers skrifter og støttet af ham flygtede hun sammen med otte andre nonner i 1523 fra klostret Nimbschen i Sachsen. Hun og Luther blev gift i juni 1525. Hun fødte seks børn og forestod med myndighed den omfattende husholdning i hjemmet i det tidligere augustinerkloster; hun blev af sin mand spøgende kaldt "Herr Käthe". Deres ægteskab og husliv blev forbillede for den evangeliske præstegård (f 29/1 1499)

Udsendt af Virginia Company stævner de tre små skibe"Susan Constant", "Godspeed" og "Discovery" ud fra London med kurs mod Amerika. Deres ankomst til Jamestown i Virginia markerer grundlæggelsen af den første permanente bebyggelse i det, der senere blev USA

1629 døbt Pieter de Hooch, hollandsk genremaler af Delftskolen, der er kendt for sine interiørbilleder og sin behandling af lyset. H var elev af Claes Berchem i Haarlem. Fra 1653 boede han henholdsvis i Delft, Haag og Leiden. Fra 1654 til 1657 var han medlem af malernes lav i Delft; efter dette år er der ingen oplysninger om hans karriere, før han i 1667 opholder sig i Amsterdam. Hans værker i såvel stil som emnevalg viser slægts- skab med Vermeer, som boede i Delft i disse år. Hans malerier er som Vermeers smålærreder, der afslører en perfekt finish og en fornem kompositionel opbygning. Selv om han undertiden malede friluftsscener som "En kvinde og hendes tjenestepige på en gårdsplads" og krobilleder f.ex. "Backgammonspillere" (begge ca 1653) foretrak han at male to eller tre skikkelser, der er beskæftiget med dagligdags pligter i et nøgternt interiør, hvor den rolige atmosfære kun brydes af det strålende dagslys, der trænger ind og oplyser scenen; således "Spisekammeret" (ca 1658), "En mor ved siden af en vugge" (1659-60) og "I linnedværelset" (1663). Disse beskrivelser af den fredfyldte jævnhed i hollandsk hjemmeliv er renset for sentimalitet. Stort set er de alle malet mellem ca. 1655 og ca. 1663, mens de Hooch boede i Delft og regnes for hans bedste arbejder. I dem beskæftigede han sig med lysets spil i forskellige overflader, med rummets og lysadgangens (vindue eller/og dør) betydning for lysets intensitet, med variationer i lysets styrke, med det sammensatte hele af rummets genstande og endelig med linearperspektiv (1681)

Slaget ved Gadebusch i delstaten Mecklenburg-Vorpommern i Nordtyskland. I Store Nordiske Krig besejres en dansk hær af svenskerne under Magnus Stenbock. En dansk hærstyrke på 10.000 mand var rykket ind i Mecklenburg, og den svenske armé marcherede i hast mod den for at forhindre, at tropper fra danskernes allierede russere og sachsere skulle slutte sig til dem. Svenskerne sejrede først og fremmest takket være deres artilleri, men de var så udmattede, at de ikke formåede at sætte efter de slagne danskere. Det var natten før dette slag Holbergs Jeppe "lå og læste den hele nat, førend auktionen skulle stå, i Davids Psaltkar"

1764 d Erik Pontoppidan, teolog og topografisk forfatter; efter en årrække som sognepræst blev han 1735 hofpræst, 1747 tillige biskop i Bergen og 1755 prokansler ved Københavns Universitet, hvor han siden 1738 havde været ekstraordinær professor i teologi. P er blevet betegnet som hørende til blandt de betydeligste kirkelige personer i statspietismens periode under Christian 6., og hans omfangsrige forfatterskab spænder over topo-grafi og geografi, historie og folklore. Særlig kendt er Pontoppidans "Den Danske Atlas", påbegyndt af ham med to bind (1763-64)og fortsat af andre topografer; som beskrivelse af hele landet er det en forløber for Trap Danmark (se Trap 19. september 1810). I den teologiske del af forfatterskabet blev "Sandhed til Gudfrygtig-hed" (1737) til efter opfordring fra Christian 6., der satte stor pris på P. Det var en katekismeforklaring nød-vendiggjort af den året før indførte konfirmationsundervisning. Dette skrift dannede skole i Danmark i 50 år og i Norge i 100 år (f 24/8 1698)

f Richard Oastler, engelsk politiker og fabriksreformator; han var fra 1820 godsforvalter på et gods nær Huddersfield, Yorkshire; her blev han i 1830 opmærksom på det omfattende børnearbejde på de lokale tekstilfabrikker, og de elendige vilkår børnene havde på fabrikkerne. O sendte et harmfuldt brev til avisen "Leeds Mercury" og startede dermed sin agitation som fabriksreformator. I de flg. år blev O blandt lederne i den gruppe mennesker, der angreb "Fabrikssystemet" og fattigloven af 1834 og kæmpede for mere retfærdige samfundsforhold ud fra overbevisningen "at enhver englænder har en naturlig ret til at leve anstændigt". I 1847 vedtog Parlamentet loven om en 10 timers arbejdsdag. O angreb på fattigloven medførte hans afskedigelse som godsforvalter; da han var ude af stand til at betale sin store gæld til sin arbejdsgiver, blev han sat i gældsfængsel. Her tilbragte han mere end tre år, til venner i 1844 fik betalt hans gæld (d 22/8 1861)

 

1803 USA overtager Louisiana territotiet – området mellem Mississippifloden og Rocky Mountains - fra Frankrig. Traktaten, hvormed Frankrig solgte området til USA for $15 million, var dateret den 30. april 1803 og underskrevet den 2. maj. Traktaten nåede først til Washington den 14. juli, og blev ratificeret af Kongressen den 25. oktober, og den 20. december blev området så reelt amerikansk. Med overtagelsen fordobledes datidens USA’s areal. With 827,987 square miles in the deal, that price translates to roughly $18 per square mile -- under 3 cents per acre

f Fini Henriques, komponist og violinist; H er blevet betegnet som en af de store danske komponister i første halvdel af 1900-tallet, og som violinist blev han sin tids betydeligste danske virtuos. Efter elevår i Danmark studerede han i årene 1888-91 i Østrig og Tyskland. Hjemvendt til Danmark blev H udnævnt til kgl. kapel-musikus og virkede derefter som koncertviolinist og komponist. Tillige var han musikpædagog og dannede sin egen strygekvartet. Gennem hele sin karriere nød han stor popularitet for sin uhøjtidelige optræden og char-merende musik. H optrådte mange gange i udlandet og fik også uden for landets grænser et godt ry. Han stiftede kammermusikforeningen Musiksamfundet, hvilken han var formand for til 1931. H er ophavsmand til et utal kompositioner. Af disse mange kompositioner udmærker de bedste sig ved umiddelbarhed og stor melodiøsitet. De vigtigste er baletten "Den lille Havfrue" (1909) og melodramaet "Vølunds Smed" med tekst af Drachmann (1896, omarbejdet til opera 1939-40). Han skrev også kammermusik, sange og utallige småstykker (fx. "Myggedans" og "Vuggesang") (d 27/10 1940)

1916 Folketinget vedtager salget af de dansk vestindiske øer med 90 stemmer mod 13 (10 kons. og 3 venstre)

1917 d Carl Goos, professor, kultusminister 1891-1894, justitsminister 1900-1901; han blev juridisk kandidat 1857, lektor ved Københavns Universitet 1861 og professor samme sted 1862. Hans fagområde var primært strafferet, straffeproces og retslære. Hans hovedværker er "Forelæsninger over den almindelige Retslære" (1889-92) samt det strafferetslige værk "Den danske Strafferets Specielle Del" (1895-96). 1880 blev han som højremand valgt til Folketinget i en københavnsk kreds med mange socialdemokratiske vælgere; ved det flg. valg i 1884 tabte han da også kredsen til socialdemokraten P. Holm. C blev 1885 kongevalgt medlem af Landstinget, hvor han havde sæde til sin død. I 1891 indtrådte han som kultusminister I Estrups regering, men mistede posten ved regeringsomdannelsen i 1894. 1884-1901 var G blevet overinspektør ved fængselsvæsenet og fortsatte i denne stilling efter sin afgang som minister. Da han forlod stillingen ved fængselsvæsenet, var han justitsminister 1900-01i det sidste højreministerium inden Systemskiftet. Ved sin 80-årsdag blev G hyldet som den største danske jurist siden A.S. Ørsted (f 3/1 1835)

d Edvard Brandes, radikal politiker, kritiker, journalist og forfatter; i 1872 blev han magister i orientalske sprog og i 1879 dr. phil. på en afhandling. om Ushas og Ushashymnerne i Rigveda. Han var allerede da teaterkritiker, og som sådan angreb han Det Kgl. Teaters præstationer, dets kunstneriske tilbagegang og manglende forståelse for den nye franske og norske dramatik. B begyndte selv at skrive skuespil; 1881 opførtes hans "Lægemidler" på Det Kgl. Teater; i alt skrev han 14 skuespil. B’s artikelsamlinger "Dansk Skuespilkunst" (1880) og "Fremmed Skuespilkunst" (1881) indeholder eksempler på hans holdning til teatret. Hans journalistiske virksomhed nåede et højdepunkt, efter han 1884 havde været med til at grundlægge dagbladet Politiken. 1902-04 var han avisens chefredaktør og skrev til sin død jævnligt i bladet om såvel litterære som politiske spørgsmål. I årene 1880-94 var han medlem af Folketinget for Venstre; 1906-27 medlem af Landstinget for Radikale Venstre. I de radikale regeringer 1909-10 og 1913-20 var han finansminister. Gennem personlige kontakter til De Frikonservative og Chr. 10. ydede B en betydelig politisk indsats som mægler for den regering, han var medlem af (f 21/10 1847)

d Erich Ludendorff, tysk general; han tilknyttedes 1895 generalstaben og gjorde en fornem karriere. Ved udbruddet af 1. Verd.krig var han generalmajor og brigadechef. En måned senere udnævntes han til arméstabschef på østfronten under Hindenburg, og da denne overtog overkommandoen på nævnte front, blev L hans generalstabschef. Da Hindenburg i 1916 blev øverstkommanderende for alle tyske tropper, var det en selvfølge, at L udnævntes til 1. generalkvartermester. I denne egenskab blev L med rette regnet for hjernen af de to, der til krigens slutning udformede de strategiske planer for den samlede tyske krigsførelse. L indså i foråret 1918 efter den mislykkede tyske forårsoffensiv, at krigen var tabt og virkede for en hurtig kapitulation. Han desavoueredes og måtte i oktober 1918 træde tilbage. Efter sin tilbagetræden var han bl.a. med erindringsbogen "Meine Kriegserinnerungen 1914-1918" (1919) med til at udbrede dolkestødslegenden. Den sagde, at den tyske hær ikke var blevet besejret, men stukket i ryggen af hjemmefronten, først og fremmest af socialdemokratiske politikere og jøder. Efter krigen gik han ind i politik; han deltog i en række reaktionære konspirationer, Kapp-kuppet marts 1920 og Hitlers Ølstue-kup novbember 1923. Han blev rigsdagsmedlem 1924, men trak sig ud af politik, da han som det national-socialistiske partis præsidentkandidat ved valget 1925 opnåede 1% af stemmerne (f 9/4 1865)

 

1939 d Fritz Syberg, maler; han blev udlært som håndværksmaler, hvorefter han fra 1885 var elev hos Zahrtman i Kunstnernes frie Studieskole. Efter i 1880'erne at have udstillet landskabsmalerier præsenterede S sig i 1892 med "Dødsfaldet" (1890-92), som med sin realisme vakte noget nær skandale. Billedet var malet ud fra erindringen om moderens død 14 år tidligere på fattiggården i Fåborg. Det er blevet sagt om S, at blandt de fynske malere synes han at være den, der står tungest forankret i den fynske muld. Den tunge, store rytme over Svanninge bakker på Sydfyn har han skildret i en række arbejder. Og han har i det store billede "Aftenleg" (1900) malet bøndernes ringdans i skumringen mellem bakkerne. På denne egn boede S i 1890'erne. Efter århundredskiftet flyttede han til egnen vest for Kerteminde, hvor han bosatte sig i en gammel bondegård "Pilegården", hvis frodige have resten af livet liv blev et af hans foretrukne motiver. Fra 1910 opholdt han sig med familie tre år i Pisa; her arbejdede han udelukkende i akvarel, ligesom han med vandfarve og pen har udført mange skildringer fra Zoologisk Have og Søndermarken i København. Som tegner påtog S sig flere illustrationsarbejder, og hans atten pennetegninger til H.C. Andersens Historien om en Moder anses for at være et hovedværk i dansk tegnekunst. S’s datter, Besse, blev 1917 gift med maleren Harald Giersing, der tilhørte den nye generation i dansk kunst. Under indtryk af svigersønnens maleri søgte S en overgang nye veje, som det f.eks. ses i "Overkærby Bakke. Vinter" (1917). S slap godt fra springet over til de unge, men han havde ikke lyst til at blive der. Fra hans senere år, 20'erne og 30'erne, var det havemotiver fra "Pilegården", der dominerede hans kunst (f 28/7 1862)

d James Hilton, britisk forfatter; mens han endnu var studerende ved Christ’s College i Cambridge, skrev han avisartikler og fik som 20-årig udgivet sin første roman "Catherine Herself" (1920). Han slog igennem med "Goodbye, Mr Chips" (1934, dansk, Farvel Mr. Chips, 1935), om en barnløs kostskolelærers liv og gerning i tiden før, under og efter 1. Verd.krig. Mr Chips blev fulgt af en lang række fængslende og underholdende romaner, med hvilke H nåede et stor læserskare og gjorde ham til den helt store bestsellerforfatter i 1930’erne. Blandt disse er "Lost Horizon" (1933, dansk, Den blaa Maanes Dal, senere udg. Tabte Horisonter, 1937), der skildrer en eventyrers oplevelser, da han i Himalayas bjerge fandt paradis i dalen Shangri La, hvor tiden stod stille. Begge dannede grundlag for succesfulde film. Allerede i 1930'erne var H flere gange i USA for at skrive filmmanuskripter over sine bøger. I 1940 slog han sig ned i Californien; han var nu tabt for litteraturen. Til sin død var han beskæftiget med at skrive filmmanuskripter (f 9/9 1900)

d Johannes Larsen, maler; født og opvokset i Kerteminde; blev 1885 elev på Kunstnernes frie Studieskole i København og havde Zahrtmann som lærer. Afgørende for L blev mødet med Theodor Philipsen i 1888, gennem ham fik han øjnene op for de franske impressionister. Fra barnsben havde L holdt af fugle, og fra omkr. århundredskiftet tog fuglemotiverne til i hans kunst. Et højdepunkt i denne genre nåede han med "Bygevejr i April, Tårbystranden"(1901-07). I årene omkr. 1910 skabte L nogle af sine bedste billeder. Det er arbejder som "Møllers Hus" i Kerteminde og "Storm og Regn, Snave Strand" (1911). I 1914 leverede L et væsentlig bidrag til dansk grafik med de 82 illustrationer til St. St. Blichers "Trækfuglene". Senere påtog L sig flere illustrationsopgaver. Således samarbejdede han med Achton Friis om "De danskes øer" (1921-24), "De Jyders Land" (1931-33), "Danmarks store øer" (1935), ligesom han også illustrerede"De Islandske Sagaer" (1932). L rejste nødigt sydpå; han blev omkring Kerteminde, hvor han i 1902 havde fået bygget et hus. Med det som udgangspunkt fortsatte han med at vise den nordfynske provins som røde tage under forårets stærke lys, når frugttræerne blomstrede, eller når andetrækket gik ind om efteråret. Men det var ikke mindst sort-hvide fremstillinger af vintertiden, som gjorde L til en af sin tids mest afholdte kunstnere (f 27/12 1867)

1968 d John Steinbeck, amerikansk forfatter; fra 1925 arbejdede han i New York som journalist; han begyndte tidligt at skrive, men debuterede først i 1929 med sørøverromanen "Cup of Gould"; popularitet vandt han med "Tortilla Flat" (1935; dansk Dagdriverbanden 1935), og sit store gennembrud havde han med "Of Mice and Men" (1937; dansk Mus og Mænd), en både barsk realistisk og festligt fabulerende skildring af vestamerikanske landarbejderers liv. En mere social karakter havde strejkeromanen med brod mod kapitalismen "In Dubious Battle" (1936) og hovedværket "The Grapes of Wrath" (1939), en roman om farmernes flugt fra Oklahomas udpinte jord i 1930'erne til et elendigt proletarliv i Californien. "The Moon is Down" henter sit tema fra et tysk okkuperet område. Selv om landet er geografisk udefinerbart, er det uden tvivl Norge, S har haft i tankerne.Med "TheWayward Bus" (1947; dansk, Rutebil på Afveje, samme år)giver S personskildringer af et selskab, der tilfældigt overnatter på en servivestation i Californien. Senere udsendte han bl.a. "East of Eden" (1952),"Once there Was a War" (1958) og "The Winter of Our Discontent" (1961). Steinbeck modtog nobelprisen i litteratur 1962. Selv om han modtog nobelprisen og længe var en af de mest kendte og populære amerikanske forfattere i Europa, havde han svært ved at opnå fuld anerkendelse af kritikerne i sit hjemlandet (f 27/2 1902)

 

 

 

 

 

Til top        21. december

1118 f Thomas Becket, ærkebiskop af Canterbury; som Henrik 2.'s kansler støttede han kongens bestræbelser for at øge kronens magt over for kirken. Da B. ved kongens hjælp blev ærkebiskop i Canterbury i 1162, ændrede han fuldstændig politik og blev en nidkær forsvarer for kirkens ret mod kronen. Striden drejede sig om, hvor grænserne gik mellem kongelig og kirkelig domsmyndighed. På synoden i Clarendon 1164 fik Henrik gennemført, at gejstlige skulle dømmes af en verdslig ret og indskrænkede samtidig den gejstlige jurisdiktion. B nægtede at at anerkende synodens beslutninger og flygtede til Frankrig. 1170 kom et forlig i stand, og B vendte tilbage til England. Da striden snart brød ud igen, drog fire riddere efter en ubesindig ytring af kongen til Canterbury og dræbte B i kirken. Drabet vakte opsigt i hele Vest-Europa, og snart gik der rygter om mirakler ved B’s grav. I 1173 blev han kanoniseret, og året efter måtte kongen gøre en bodsfærd til B's grav. Her sværgede han, at han ikke havde ønsket at tage livet af ærkebispen, men indrømmede at et ord fra ham kunne have tilskyndet til mordet (d 29/12 1170)

 

1295 d Margrete af Provence, fransk dronning; ældste datter af Raymond Berengar, greve af Provence; 27. maj 1234 gift med Ludvig 9. af Frankrig. Skønt Blanche af Kastilien, Ludvigs mor, havde arrangeret ægteskabet, var hun jaloux på sin svigerdatter og holdt hende under strengt opsyn. Jean, Sire de Joinville, kronikøren til Ludvigs regeringstid, fortæller adskillige historier om, hvordan Blanche søgte at holde det kongelige par adskilt og om, hvordan kongen undertiden kunne optræde brysk over for sin dronning. Margrete ledsagede Ludvig 9. på det syvende korstog (1248-54) og viste stort mod ved Damietta, da hun indgød korsfarerne nyt mod efter nederlaget til muslimerne ved Mansurah (februar 1250), og hvor Ludvig 9. blev taget til fange. Efter svigermoderens død synes Margrete at have spillet en vis politisk rolle. Hun synes således at have fået forbedret forholdet mellem Ludvig 9. og Henrik 3. af England, som i 1236 var blevet gift med hendes søster Eleanor. I ægteskabet med Ludvig 9. fødte Margrete på 25 år 11 børn blandt dem Ludvig 9.’s efterfølger på tronen, Philip 3. den Dristige (f ca 1220)

 

1375 d Boccaccio, italiensk forfatter; tilhørte fra fødslen Firenzes nye klasse af borgerlige, ambitiøse kapitalister og fik tidligt en humanistisk opdragelse. B’s forfatterskab falder i to perioder, en digterisk og en humanistisk før og efter dets absolutte højdepunkt "Il Decamerone" (1349-51). Til den første gruppe hører bl.a. "Ninfale d’Ameto" (1341-42) en beretning på vers og prosa om den ukultiverede hyrde Ametos’ udvikling "fra vildt dyr til mand". Fra 1343-44 er "Elegia di madonna Fiammetta", der viderefører den klassisk retoriske klage fra Ovids heroider, men er også noget helt nyt: en introspektiv, psykologisk prosaroman. Med sin fortællerglæde og sin sanselighed er "Ninfale fiesolano" (1344-46) B’s mest vellykkede versdigtning. I Dekameron identificerer B sig litterært med de ti unge florentinere, syv kvinder og tre mænd, fra byens rige borgerskab, som under Den sorte Døds hærgen ikke har andet at stille op mod døden og opløsningen end netop kulturens værdier, det slebne selskabsliv, musikken og de 100 noveller, de fortæller hinanden på 10 dage. Forfatterskabets sidste del er viet humanismen i ordets begrænsede betydning, studiet af græsk og latinsk kultur. Blandt værkerne her er den systematiske mytologi i 15 bøger "Genealogia deorum gentilium". Med den barske kvindefjendske "Il Corbaccio" (ca 1365) tog B afsked med både kærligheden og den italienske digtning. Hans sidste kræfter var viet Dante med biografien "Trattatello in lauda di Dante" og "Esposizioni sopra la Comedia di Dante", kommantarer til de første 17 sange af "Helvede" (f 1313)

 

f Masaccio, virkelige navn er Thomasso di Giovanni di Simone Guidi, italiensk maler; med Masaccio begyndte den intense søgen efter gengivelse af det tredimensionale rum og figurgruppernes placering i dette. Ved indgående kendskab til perspektiv, forkortning og det menneskelige legeme gjorde Masaccio de første vigtige skridt på denne vej og indledte dermed en ny tidsalder inden for billedkunsten. I hans første tid 1420-24, da han delvis arbejdede i Rom, malede han bl.a. den repræsentative gruppe af "Anna selvtredje" i Firenze. Men Masaccios kunst kom først til fuldmodent udtryk i hans sidste år, da han malede "Treenigheden" i Sta. Maria Novella i Firenze. Et hovedværk er også freskerne over St. Peters liv i Brancacci-kapellet i Sta. Maria del Carmine i Firenze. Skildringerne fra apostlens liv blev af Masaccio fremstillet i en ny, magtfuld opfattelse med gennemtrængende realisme: Kristus med streng ædelhed, Peter i vred ophøjethed, skatteopkræveren med en romersk atlets smidige krop, hver eneste apostel klart individuel med særlige træk, klæder og stilling. Bygninger og baggrund illustrerede perspektivets nye videnskab, og Masaccio malede sig selv som apostel i mængden, et selvportræt malet ved hjælp af et spejl. Mens han arbejdede på serien, blev kapellet indviet med et ceremonielt optog. Masaccio iagttog optoget med et skarpt blik og afbildede det så i en freske i klostergangen. Brancacci-freskerne blev straks anerkendt som et vældigt fremskridt inden for malerkunsten, og hver eneste maler i nærheden kom for at studere serien. Den betegner et højdepunkt i Masaccios kunst og blev et udgangspunkt for den videre opfattelse af figurgruppering i ungrenæssancen (d december 1429)

 

d Margrete af Angoulème (Navarra), datter af Karl af Orléans, greve af Angoulème og Louise af Savoyen. Faderen døde, da hun var 4 år gammel; moderen lod hende få en fortræffelig uddannelse, der stillede hende lige med tidens mest kundskabsrige mænd. 1509 ægtede hun hertug Karl af Mencon og siden efter hans død Henrik d’Albret, konge af Navarra, med hvem hun havde datteren Jeanne d’Albret, Henrik IV’s mor. Ms bror var Frankrigs konge Frans I. På slottet i Pau samlede hun om sig en talrig kreds af forfattere, mange af disse var mere eller mindre præget af den protestantiske tro. Hendes litterære interesser fik udtryk i værker, der har skænket hende en fremtrædende plads blandt den tids franske forfattere. En stor samling af hendes digte blev udgivet med titlen "Marguerites de la Marguerite des Princesses" (1547). Mest kendt er hendes novellesamling efter Decame-rons mønster "L’Heptaméron des novelles de très illustre princesse Marguerite de Valois" (1559) (f 11/4 1492)

 

1778 f Anders Sandø Ørsted, jurist og premierminister 1853-1854; 1801 assessor i Hof- og Stadsretten, 1810 i Højesteret, 1813-48 deputeret i Danske Kancelli, 1825-48 tillige generalprokurør.1842-48 gehejmestatsminister, 1848-49 kongevalgt medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, 1850-53 medlem af Landstinget, 1853-54 premierminister (statsminister) samt indenrigs- og kultusminister. Som jurist har Ø lagt grunden til senere dansk retsvidenskab. Hans hovedværk er "Håndbog i den Danske og Norske Lovkyndighed" (I-VI, 1822-35); desuden har han i talrige afhandlinger behandlet næsten alle juraens grundlæggende problemer. Politisk indtog Ø i begyndelsen forsigtigt-liberale synspunkter og var oprindelig velset af de liberale, men han kunne ikke følge de Nationalliberales krav om forfatning og ejderpolitik. Han var modstander af Junigrundloven; han var helstatsmand og indtog efterhånden en klar konservativ holdning. Som premierminister førte han en udpræget reaktionær politik. Hans sympati var stadig ved det politiske system, under hvilket han var vokset op, og som han havde tjent trofast i et langt liv. For det nationale modsætningsforhold inden for monarkiet i de sidste år af hans aktive politiske liv, manglede han enhver forståelse. Ø’s erindringer "Af mit Livs og min Tids Historie" (I-IV, 1851-57) er et forsvar for enevældens administration og for helstaten samt en vigtig kilde til dansk historie i første halvdel af 1800-tallet (d 1/5 1860)

 

1795 f Leopold von Ranke, tysk historiker; i et appendix til sin "Geschichte der romanischen und germanischen Völker 1494-1514" (1824) fremsatte R den opfattelse, at historisk forskning hverken skal dømme fortiden eller spå om fremtiden, men kun beskæftige sig med at fremstille "wie es eigentlich gewesen" (hvad der virkelig hændte). Han krævede en kildekritisk metode baseret på primære og samtidige kilder og et objektivitetsiideal. Von Ranke søgte at forstå fortiden ud fra dens egne forudsætninger. Hans største betydning ligger i, at han professionaliserede den historiske disciplin og udviklede en systematisk forskeruddannelse gennem sin undervisning som professor i Berlin 1825-71. I von Rankes egen forskning fra hans senere år var magtbalancen mellem de europæiske stormagter et centralt tema, mens de ikke-europæiske folk ignoreredes. Han fremstillede Englands og Frankrigs historie, Trediveårskrigens Tyskland og han bidrog til den franske revolutions og den tyske frihedstids historie. Han afsluttede sin store produktion med det ambitiøse projekt "Weltgeschichte" (bd. 1-9, 1881-88), som han dog ikke nåede at fuldføre (d 23/5 1886)

 

f Benjamin Disraeli; britisk forfatter og minister, premierminister 1868 og 1874-80; Disraeli blev i 1876 adlet som jarl af Beaconsfield. Han var af italiensk-jødisk afstamning, men i 1817 indtrådte familien i den anglikanske kirke. Han debuterede som forfatter i 1826 med romanen "Vivian Grey"; den skildrer en politisk eventyrers opkomst. I disse år blev Disraeli kendt som en vittig skønånd og modelaps med eksentrisk optræden og stor gæld. Den slap han ud af i 1839, da han giftede sig med en velstående enke, Mary Ann Lewis, 15 år ældre end han, men ægteskabet blev meget lykkeligt. I 1840’erne udsendte han romanerne "Coningsby; or The New Generations" (1844) og "Sybil; or The Two Nations" (1845); den sidste af hans mange romaner kom så sent som i 1880. Efter for-gæves forsøg lykkedes det i 1837 Disraeli at blive valgt til Parlamentet for Torypartiet. Han udviklede sig til en af Underhusets bedste talere og fremstod fra 1848 som den egentlige leder af det nye Conservative Party. Han var finansminister 1852, 1858-59 og 1866-68 og blev 1868 premierminister, men måtte i decbr. s.å. træde tilbage efter et valgnederlag. I 1874 blev han atter premierminister. Det var hans store tid, hans glanstid som Storbritan-niens temperamentsfulde og maleriske, i det brede lag stærkt beundrede leder. I 1876 udnævnte dronning Victoria, der i høj grad værdsatte "den venlige, kloge gamle mand" ham til jarl af Beaconsfield. Hans regering, der sad til 1880, gennemførte begrænsede reformer, der sigtede på at forbedre sundhed, skolegang og arbejds-forhold, samtidig med der blev ført en aktiv imperialistisk udenrigspolitik. Disraeli, der tidligere havde kritiseret den ekspansive britiske kolonipolitik, sikrede 1875 Storbritannien kontrol over Suezkanalen. I 1879 indledte han krig med Afghanistan dels for at bremse den russiske indflydelse dels for at udvide det britiske territorium. Skønt han ved sin baggrund og i hele sin personlighed var en fremmed i forhold til den herskende klasse, kom han mere end nogen anden politiker til at bidrage til skabelsen af Det britiske Imperium (d 19/4 1881)

 

1842 f Pjotr Aleksejevitj Kropotkin, russisk geograf og anarkist; som officer foretog han mange rejser i Sibirien og Manchuriet og indsamlede et stort materiale om disse områders geografi. Samtidig vakte den lokale befolknings elendige levevilkår ham politisk. Efter flere fængselsophold som følge af illegal politisk aktivitet flygtede han 1874 fra Rusland. Fra 1879 udgav han i Svejts bladet "La Révolte", der var anarkistisk-kommunistisk. I 1917 atter i Rusland. Hans bøger, der er skrevet på engelsk eller fransk, vandt stor udbredelse. Vigtigst er "L'anarchie, sa philosophie - son ideal", 1896. Endvidere "Mutual aid", 1902 (da, "Gensidig Hjælp" 1906). I sine værker kritiserede K socialdarwinismens lære om alles kamp mod alle og forsøgte med etnografisk, biologisk og historiske argumenter at vise, at menneskets sociale instinkt vil sejre ved hjælp af videnskab og teknik. Revolutionen sker ikke, som Marx siger, ved erobring af statsmagten, men vokser ifølge K frem nedefra med en naturkrafts nødvendighed, ved at bønder og arbejdere overtager og organiserer selvforvaltende kommuner. K’s tanker fik størst praktisk betydning ved de anarkistiske samfund, der blev opbygget i Spanien i 1930’erne, og hvor de anarkistiske fagforeninger fik mere end to mio. medlemmer (d 8/2 1921)

 

1846 For første gang bliver der anvendt bedøvelse - der blev brugt æter - i forbindelse med en operation på et britisk hospital. Det skete på University College Hospital, London af lægen Robert Liston, da han foretog amputeringen af et ben

 

1879 f Josef Stalin, generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti (1922-53), Sovjetunionens premierminister (1941-53), som i et kvart århundrede var Sovjetunionens diktator og gjorde det til en verdensmagt. Han blev født i Georgien og kom som niårig på præsteskole, og derfra i 1894 på præsteseminarium. Her kom han i kontakt med nationale og revolutionære kredse, og i 1899 blev han smidt ud af seminariet. S deltog nu i revolutionært arbejde; i 1902 blev han første gang sendt til Sibirien. Det gentog sig, fordi det flere gange lykkedes ham at undvige fangenskabet. Efter det russiske soc.demokratis sprængning i 1903 sluttede S sig til bolsjevikkerne. Han mødtes flere gange med Lenin, der i 1912 fik ham ind i partiets centralkomité og ansat som medredaktør ved partiavisen "Pravda". I 1913 fik politiet atter fat i ham, og han blev forvist til det fjerne og barske Nordsibirien, hvor han måtte blive til revolutionen i februar 1917. Da blev han medlem af Petrograd-sovjetten og indvalgtes i partiets politbureau. S beklædte efter Oktoberrevolutionen (1917) forskellige ministerposter. I reglen stemte han for Lenins standpunkter, og Trotskij kaldte ham "partiets mest fremragende middelmådighed".En karakteristik, der viste sig at være meget forkert. Som kommunistpartiets generalsekretær fra 1922 fik han kontrol over partiet, en kontrol der udbyggedes efter Lenins død i 1924. I løbet af 1920’erne fik han også kontrol med landet. Som partiets ubestridte leder fra 1929 gennemførte han parolen om socialisme i ét land og foretog samtidig en forceret industrialisering og en kollektivisering af landbruget, delvis baseret på tvangsmidler og oprettelse af arbejdslejre. Efter 1945 konsoliderede Stalin USSR’s politiske og militære landvindinger i Østeuropa bl.a. ved kraftige udrensninger efter bruddet med Titos Jugoslavien i 1948. Under navn af proletariatets diktatur opbyggede han gennem sit langvarige lederskab et totalitært regime og vulgariserede den historiske materialisme til et system af dogmer og doktriner, hvis korrekte fortolkning forbeholdtes partiledelsen. Efter S’s død indledtes der i Sovjetunionen fra 1956 en voldsom kritik af hans lederskab og politiske metoder. Det betød, at hans lig, der var blevet placeret ved Lenins side i mausolæet på Den røde Plads i Moskva, blev fjernet og begravet ved kremlmuren; først i 1970 blev der opstillet en buste på Stalins grav (d 5/3 1953)

 

d Niels W. Gade, komponist; efter en kort periode som snedkerlærling blev han violinelev i Det kgl. Kapel. Gennembrud som komponist fik han 1840 med "Efterklange af Ossian". Fra 1843 er hans symfoni nr 1, "Paa Sjølunds fagre Sletter", der var bygget over hans melodi til Ingemanns sang af samme navn. Fra 1843 gjorde han karriere i Leipzig; han blev lærer ved byens musikkonservatorium og 1847 tillige leder af byens Gewandhausorkester. 1848 vendte han for bestandig tilbage til København medbringende impulser og inspiration til dansk musikliv. 1849-50 deltog G i en nyordning af Musikforeningen, som resulterede i oprettelse af et nyt symfoniorkester, Musikforeningens orkester med ham som fast dirigent. Fra 1851 var han tillige organist ved Garnisons kirke og fra 1858 ved Holmens kirke. Samtidig med disse hverv fortsatte han sin karriere som en særdeles produktiv komponist: symfonier, ouverturer, orkestersuiter, en violinkoncert, kammermusik, klaver- og orgelmusik. Heril kom solo- og korsange, balletmusik ("Et folkesagn" 1853-54) og et enkelt syngespil. Med årene specialiserede G sig i de såkaldte koncertstykker - en slags verdslige oratorier for soli, kor og orkester. På dette felt var han en mester, og det var i særdeleshed med værker som "Elverskud" (1854), "Korsfarerne" (1866), "Kalanus" (1869) og "Zion" (1874), han befæstede sin position som en af samtidens fremtrædende komponister. Endvidere skrev han melodier til sange som "Hvorfor svulmer Weichselfloden" (1849) og "Grøn er Vårens Hæk" (1852). 1867 var G medstifter af Københavns Musikkonservatorium, hvor han resten af livet virkede som direktør og lærer (f 22/2 1817)

 

d Johanne Louise Heiberg, skuespiller, forfatter; kom som otteårig på balletskolen på Hofteatret; her blev hun opdaget af Johan Ludvig Heiberg, da hun februar 1826 spillede med i dialogen "Hans og Trine". Inden sæsonen var til ende, havde hun spillet den første rolle, han skrev til hende,Trine i "Aprilsnarrene" (april 1826). Hun og vaudevillen gjorde så stor lykke, at hun forlod danseskolen og blev "dramatisk elev". 1831 blev hun gift med J.L. Heiberg. Deres hjem blev et toneangivende mønsterhjem i en biedermeier-tid, hvor hjemmets kultur stod højt. Et genskin af den udstråling af elegance og værdighed, hun viste på scenen, tog hun med i privatlivet. I hjemmet blev hun midtpunkt i en kreds af landets fremragende mænd fra samfundets forskellige grene. Begavede kvinder var derimod sjældne gæster i det Heibergske hjem. H blev på scenen inkarnationen af den danske romantisme. Da alderen blev for nærgående, trak hun sig tilbage (juni 1862). Hendes styrke var ungpigecharme og den modne kvindes udstråling. En ældre H skulle ikke fordunkle mindet om den strålende H, der havde været en hel tidsalderes muse. Ved sin tilbagetræden havde hun spillet ca 270 forskellige roller på teatret.1867-74 virkede hun som sceneinstruktør på teatret. Hun fornyede repertoiret ved at indføre stykker af Bjørnson og Ibsen. Hun begyndte at nedskrive sine memoirer "Et liv gjenoplevet i Erindringen" omkr.1855. Året efter hendes død kom de to første bind og næste år de to sidste (f 22/11 1812)

 

f Konstantin Rokossowskij, sovjetisk officer af polsk afstamning; han var befalingsmand i zarens hær, men på grund af sin lave sociale baggrund - han var søn af en jernbaneingeniør – kunne han ikke blive officer. Ved revolutionens udbrud i 1917 sluttede han sig til Den røde Hær. Han deltog i borgerkrigen og steg i de følgende år i graderne. Under Stalins udrensninger blev han fængslet i 1938, men slap ud ved tyskernes angreb på Sovjetunionen i 1941. Nu var der brug for alle militære begavelser. Han kom da også til at spille en afgørende rolle i flere af østfrontens store slag under 2. Verd.krig. I 1941 i var han med i ledelsen af Moskvas forsvar. Blandt R’s bedrifter nævnes også hans indsats i verdens største panserslag - slaget ved Kursk juli 1943. Endvidere han ledelse af sovjetiske tropper under fremstødene ind i Hviderusland i 1944, i Østpreussen og Pommern 1945. Sit største ry vandt han ved Stalingrad, hvor han i spidsen for seks sovjetiske armeer ved floden Don bidrog først til indeslutningen og derefter nedkæmpelsen af de 22 divisioner fra tyskernes 6. arme. I årene 1949-56 var R øverstkommanderende for den polske hær og polsk forsvarsminister samt 1950-56 medlem af det polske kommunistpartis politbureau. Som eksponent for den stalinistiske kurs måtte han efter afstaliniseringens begyndelse og efter urolighederne i Polen oktober 1956 nedlægge sine poster og vende tilbage til Sovjetunionen, hvor han til 1962 var stedfortrædende forsvarsminister (d 3/8 1968)

 

1917 f Heinrich Böll, tysk forfatter; efter at have været soldat i hele 2. Verd.krig skrev B noveller og romaner om krigens kedsommelighed og efterkrigstidens nød og tristesse. Han blev tidligt opdaget af kritikerne for sine fortællinger og romanen "Wo warst du, Adam?" (1951, dansk "Hvor var du, Adam?", 1955). Hans første store publikumssucces var romanen "-und sagte kein einziges Wort" (1953, dansk "-og han svarede dem ikke", 1956). Derefter fulgte en lang række romaner, noveller og hørespil, der forholdt sig til den aktuelle tyske virkelighed, bl. a. "Ansichten eines Clowns" (1963. dansk "En klovns opgør", 1963) og "Die verlorene Ehre der Katharina Blum" (1974, dansk "Katharina Blums tabte ære", 1975). Andre romaner udvidede perspektivet til tysk historie i 1900-t f.eks. "Gruppenbild mit Dame" (1971, dansk "Gruppebillede med dame" 1972). B’s forfatterskab omfatter endvidere essays om litteratur, om politik og om hjembyen Köln og Rhinlandet. Sammen med sin kone Annemarie oversatte han engelsk og amerikansk litteratur. B modtog i 1972 nobelprisen i litteratur (d 16/7 1985)

 

d Knud Rasmussen, polarforsker; født og opvokset på Grønland. Kom som 12-årig i 1891 til København for at gå i skole. Efter studentereksamen (1898) kom han ikke i gang med noget egentlig fagstudium. Sommeren 1900 deltog han i Studentersamfundets Islandsrejse; rejsens leder, Mylius Erichsen, og R besluttede at søge startet en ekspedition til Grønland. Inden denne plan lod sig realisere, foretog R i vinteren 1901 en rejse til Lapland, hvor han levede blandt samerne. Rejsen var at betragte som en forberedelse til hele hans senere forskningsfærd. Foråret 1902 startede med R blandt deltagerne og med Mylius Erichsen som leder den såkaldte litterære Grønlandsekspedition, der nåede frem til Thule. Sammen med Peter Freuchen oprettede R 1910 på privat basis stationen Thule, som han drev til sin død. I årene 1912-1933 gennemførte R syv Thuleekspeditioner. På 5. Thuleekspedition besøgtes alle eskimoer uden for Grønland. R’s forfatterskab omfatter både skønlitterære skrifter, rejseskildringer, oversættelser af eskimoiske traditioner, eventyr, sagn og sange og videnskabelige arbejder. Hans første bog "Lapland" (trykt 1907) er en skildring af arktisk nomadeliv. Derefter er hans produktion udelukkende helliget eskimoerne. I denne er bl.a. "Min Rejsedagbog" (1915), som er en beretning af oplevelserne på 1. Thuleekspedition. Om 2. Thuleekspedition beretter R i "Grønland langs Polarhavet" (1919); "Myter og Sagn fra Grønland" (1921-25) handler om sagn og traditioner fra eskimolivet i tidligere tider; "Fra Grønland til Stillehavet" (1925-26) og "Den store Slæderejse" (1932) skildrer 5. Thuleekspedition (f 7/7 1879)

 

I Carthay Circle Theatre i Hollywood præsenterer Walt Disney sin første tegnefilm i spillefilmslængde "Snehvide og de syv dværge". Den blev en stor succes, og efter et år havde Disney indtjent filmens fremstillingsomkostninger på $1.5 million. Filmen, der varede 83 minutter, var blevet skabt af 750 kunstnere. De havde bl.a. lavet næsten en million tegninger, af hvilke 250.000 blev brugt i den endelige version

 

1939 Rejsegilde på Århus Rådhus. Efter nedlæggelsen af grundstenen den 24. september 1938 var opførelsen skredet planmæssigt frem. Byggeriet var først kommet i gang, efter arkitekterne havde "monumentaliseret" deres oprindelige projekt. Det var sket ved, at de havde føjet et tårn til bygningen. Dette manglende tårn havde været den største blokering for projektets gennemførelse. Endvidere havde de lagt en beklædning af natursten uden på den pudsede beton. Disse ændringer var blevet nødvendige, da der mod det oprindelige projekts "funktionalistiske" udformning rejste sig en storm af protester ved dets offentliggørelse i august 1937. Det blev bl.a. hævdet, at projektet var ikke den værdige og monumentale løsning, man kunne forvente af en så stor offentlig opgave; "det var tværtimod holdt i tidens ordinære stil, der her ytrede sig i en lidt afsvækket og traurig funktionalisme med de kendte og halvt opslidte virkemidler". Projektets mod standere pointerede, "at det bør slås fast, at et kommende Raadhus i Aarhus skal have monumental Karakter og ikke først og fremmest ytre sig som en Arbejdsplads for Kontorister". Ved rejsegildet bød borgmester H.P. Christensen på byrådets vegne den store forsamling, der var mødt op på byggepladsen, velkommen; i sin velkomsttale skildrede han den hurtighed og præsision, hvormed arbejdet hidtil var forløbet. Herefter talte rådhusets arkitekt Arne Jacobsen; han takkede Århus byråd og enhver, der havde medvirket til rådhusets rejsning. Byråd, embedsmænd og særligt indbudte samledes derefter i Århus Hallens restaurant sammen med entreprenører og håndværksmestre, ingeniører og arkitekter til en kop kaffe; her blev der igen holdt taler. Indvielsen af rådhuset fandt sted den 2. juli 1941

 

1940 d Scott Fitzgerald, amerikansk forfatter, der er blevet betegnet som tilhørende den "fortabte generation" af mellemkrigstidsforfattere. Han deltog i 1. Verd.krig og kom derefter til New York, hvor han begyndte sit forfatterskab med en roman om tidens rodløse ungdom "This Side of Paradise" (1920), som straks vandt ham et navn. Han fortsatte i samme genre med en række novellesamlinger bl.a. "Flappers and Philosophers" (1920). Om sit ægteskab og sin tilværelse i tiden efter 1. Verd.krig berettede F i romanen "The Beautiful and the Damned" (1922). Hans hovedværk "Den store Gatsby" (1925, filmatiseret 1974) er blevet karakteriseret som et af de centrale værker i amerikansk litteratur i 1900-tallet og har som tema en følsom, men også ironisk behandling af den amerikanske drøm, dens romantiske uskyld midt i en korrupt og materialistisk profit- og lykkejagt. Herefter brugte F ni år på at skrive romanen "Tender is the Night" (1934, dansk, Natten er blid, 1954 – filmatiseret 1962 og 1985), den fortæller om 1920’er generationens moralske og økonomiske nedtur. Senere fulgte novellesamlingen "All the Sad Young Men" (1926). Sine senere år tilbragte F som manuskriptforfatter i Hollywood. Hans sidste og ufuldendte roman "The Last Tycoon" om en filmproducents storhed og fald udkom posthumt i 1941 og blev filmatiseret i 1976 (f 24/9 1896)

 

d Franz Boas, tysk født og uddannet i Tyskland, amerikansk antropolog; professor ved Colombia uniersitet i New York. Efter feltarbejder blandt canadiske eskimoer indledte han et livslangt studium af USA's nordvestkyst-indianere, spec. kwakiutl-gruppen. B.'s opfattelse af kultur som en miljøafhængig, sproglig gruppering, hvor historie, social organisation, religion og kunst spiller sammen til en helhed, førte til en kulturrelativistisk orientering, der i 1900-t's første halvdel prægede faget antropologi (f 9/7 1858)

 

d George Smith Patton, amerikansk general; han tog 1909 afgangseksamen fra militærakademiet West Point; deltog i femkamp ved OL i Stockholm 1912. I 1. Verd. krig gjorde han tjeneste ved det amerikanske Tank Corps; ved krigens afslutning var han oberst. I 2. Verd. krig var P efter den amerikanske landgang i Algeriet i efteråret 1942 chef for de amerikanske tropper i Vestafrika. Under kampene på Sicilien efteråret 1943 stod han i spidsen for US 7th Army; hans kampvognes hurtige fremstød var afgørende for erobringen af Palermo for næsen af Montgomerys britiske ørkenrotter. P’s største tid kom under kampene i Frankrig, hvor han efter invasionen den 6. juni 1944 stod i spidsen for 3. amerikanske armé. Hans arme bidrog afgørende til gennembruddet på Cherbourg-halvøen sommeren 1944, ligesom 3. armé spillede en vigtig strategisk rolle i forsvaret af Bastogne under tyskernes Ardenneroffensiv ved juletid 1944. Ved udgangen af jan. 1945 nåede P den tyske grænse; 1. marts rykkede han ind i Trier og havde ti dage senere nedkæmpet al modstand i hele området nord for Moselfloden. Hans tropper krydsede Mosel, sluttede sig til 7th Army, nedkæmpede tyskerne i Saar og Rheinland-Pfalz og tog mere end 100.000 fanger. Spektakulære bedrifter som de nævnte bidrog til at gøre P særdeles populær. Han blev 1945 militærguvernør i Bayern; han blev afskediget samme år på grund af udtalelser mod en for hastig afnazificering. Døde kort efter ved et biluheld. Hans erindringer udkom i 1947 under titlen "War As I Knew It" (f 11/11 1885)

 

1970 d Cicero (Elyesa Bazna) sandsynligvis albaner. Han anses for at være en af Anden verdenskrigs bedste spioner. Han arbejdede som kammertjener i den britiske ambassade i Istanbul. Her affotograferede han hemmelige dokumenter, som han solgte til tyskerne. Han fik store summer udbetalt, men alle i forfalskede britiske sedler. Tyskerne troede aldrig på hans informationer på trods af, Cicero leverede nøjagtige angivelser om invasionen i Normandiet. Sine sidste år levede han som nattevagt i München.

1988 Et amerikansk jumbo-fly med 270 mennesker om bord på vej til New York sprænges i luften og falder ned ved den skotske by Lockerbie. Bomben havde været skjult i en transistorradio

 

 

 

 

 

Til top        22. december

1639 døbt Jean Racine, fransk dramatiker; blev tidligt forældreløs og gik på skole hos jansenisterne i Port-Royal, hvor han fik en fremragende klassisk undervisning. Han blev også stærkt præget af den strenge jansenistiske religiøsitet. Hans første forsøg som dramatiker førte til et brud med lærerne. Racine førte herefter et liv i sku-.-.espillerkredse, som man kun ved lidt om. I 1660 fik han kongens bevågenhed med bryllupsdigtet "La Nymphe de la Seine" i anledning af Ludvig 14.'s bryllup. For digtet modtog han en kongelig pengegave. I 1664 fik Racine sin første tragedie "La Thébaïde" opført (dansk, De fjendtlige brødre i Theben, 1961) og i 1665 "Alexandre le Grand". 1667 kom hans første egl. store tragedie "Andromaque", derpå fulgte bl.a. "Bérénice" (1670), "Mithridate" (1673) og "Phèdre" (1677, dansk Fædra, 1952). Som titlerne viser, behandlede hans skuespil klassiske eller bibelske emner. Til alle stykkerne skrev Racine fortaler og dedikationer, hvori han beskrev sin arbejdsproces og opgav sine kilder. Efter sidstnævnte tragedie skete der et nyt vendepunkt i Racines liv. Han kom ind i en religiøs krise med det resultat, at han afsvor sin "synd", søgte tilbage til religionen og sine gamle lærere. Han gav afkald på digtningen, blev 1677 kgl historiograf, giftede sig og blev en from familiefar. Som historiograf gjorde han kongen sin opvartning ved at følge ham i felten og skrive rosende ord om hans politik i krig og fred. På den kongelige maitresses, Madame de Maintenons opfordring skrev han tragedier med bibelske emner - "Esther", 1689 og "Athalie" 1691. De opførtes af de kvindelige elever i den af Madame de M stiftede opdragelsesanstalt Saint Cyr. Imidlertid kølnedes forholdet til kongen, der ikke kunne lide hans venskab med de halvkætterske jansenister. Racines sidste år var præget af tristhed og sygdom (d 21/4 1699)

1726 f James Wolfe, engelsk general; indtrådte 1741 i hæren i Royal Marines, men overførtes kort tid efter til 12th Foot. Efter at have udmærket sig på den europæiske krigsskueplads tjente han som brigadegeneral under generalmajor Sir Jeffrey Amherst i kampagner mod franske hære i Nordamerika. 1759 blev Wolfe udnævnt til at stå i spidsen for et angreb på de franske styrker ved Quebec. Efter en kostbar fejldisposition med et angreb øst for byen overraskede Wolfe de franske styrker på fladt område nord for byen. Slaget (13. september 1759) varede mindre end én time; så flygtede franskmændene. Wolfe, der blev såret to gange under slaget, døde af et tredje sår; men tidsnok til at høre, at Quebec var faldet. Med Quebecs fald var det slut med fransk herredømme i Canada; det blev nu en del af det britiske imperium (d 13/9 1759)

1828 d William Wollaston, britisk læge og naturforsker; han var uddannet som læge, men hans naturvidenskabelige nysgerrighed førte ham til studere kemi, fysik, astronomi og botanik. Hans arbejde med platin og hans opfindelse af pulvermetallurgi gjorde det muligt at gøre platin smelteligt samt at fremstille yderst tynde (0.001 mm) platintråde (Wollaston-tråde). 1802 opdagede han under studiet af absorptions- og emmisionsspektre de sorte linier i solspektret, men forstod ikke rækkevidden af opdagelsen. 1803 opdagede Wollaston palladium og 1804 rhodium. Endvidere opfandt han et sammensat prisme, som giver to polariserende strålebundter (Wollastonprismet). Wollastons opfindelse vedrørende pulvermetallurgi, som også blev benyttet ved fremstilling af tungsten, molybdenum og andre overgangsmetaller, gjorde ham økonomisk uafhængig og fik ham til at opgive den lægepraksis, han drev i årene 1789-1800. Omfanget og mangfoldigheden af Wollastons arbejder gjorde ham til en af samtidens mest betydningsfulde videnskabsmænd. Mange af hans 56 offentliggjorde arbejder inden for kemi, mineralogi, krystallografi, fysik, astronomi, botanik, fysiologi og patologi markerede videnskabelige landvindinger inden for de behandlede områder (f 6/8 1766)

d Giacomo (Antonio Domenico Michele Secondo Maria) Puccini, italiensk komponist; født i Lucca i en slægt, der i flere generationer havde været højt ansete komponister og kirkemusikere i byen. Han fik sin første uddannelse i fødebyen og var derefter i årene 1880-83 elev på konservatoriet i Milano. Han modtog stærke indtryk fra den veristiske opera og fra det franske lyriske drama og skabte en egenartet, personlig operastil, som har haft stor indflydelse på yngre operakomponister. Hans første opera "Le Villi" skrev han i 1884 på opfordring af sin kompositionslærer på konservatoriet. Med "La Bohème" (1896)fik han ikke kun sit gennembrud, men blev international berømt. Senere fulgte "Tosca" (1900) og "Madame Butterfly" (1900, ny version 1904). Hans værker blev nu opført på alle store operascener i Europa og USA, og uropførelsen af "La fanciulla del West" (Pigen fra Vesten) fandt sted op Metropolitanoperaen i New York i 1910. Udover elevarbejder og operaer har han kun skrevet to menuetter for strygeorkester, en messe (1880), et Requiem (1905) til minde om Guiseppe Verdi og en del sange (f 29/11 1797)

 

1864 Under Den amerikanske Borgerkrig erobrer nordstats soldater under kommando af general Sherman, Savannah i staten Georgia. Mens nordstatshæren under general Grant sad fast på Potomac-fronten, var der mere bevægelse på vestfronten. Efter i efteråret 1863 at have opnået nogle afgørende sejre over sydstatshære i Tennessee indledte general William Tecumseh Sherman i eftersommeren 1864 fra Chattanooga ved Tennessee River i det sydlige Tennessee sin march mod havet. I begyndelsen af september erobrede han Georgias hovedstad Atlanta, og ved juletid kunne han sende et telegram til præsident Lincoln med følgende ordlys: "I beg to present you as a Christmas gift the city of Savannah". Ved at erobre Georgias største kystby var sydstaterne nu ikke kun delt mellem øst og vest af Mississippi, men også mellem syd og nord af Shermans brændte zone fra Atlanta til Savannah. Inden han forlod Atlanta, beordrede han indbyggerne ud af byen og brændte byen af. På marchen mod Savannah gennemførte hans soldater en systematisk ødelæggelse af landets økonomiske potentiel i et næsten 100 km bredt bælte. Fabrikker og gårde blev lagt i grus, jernbaneskinner blev revet og smeltet til forvredne "Sherman halsbånd". Med ødelæggelserne ville nordstaterne tilintetgøre sydstaternes økonomiske grundlag for at føre krig

d Jacob Dampe, lærer, politiker, langtidsfange; blev cand teol 1809 (sic), 1811 lærer ved den lærde skole i Slagelse. 1812 erhvervede D doktorgraden på en afhandling om Koranens morallære. 1816 oprettede han en privat drengeskole i København. Han deltog ivrigt i tidens debat, hvor han ikke lagde skjul på sine rationalistiske synspunkter i såvel teologi som filosofi. D spillede en fremtrædende rolle i diskussions- og læseselskabet Clio og talte med mange tilhørere enkelte gange i Københavns kirker. Med udgangspunkt i 1700’tallets tanker om folke-suveræniteten udformede D en plan om, at folket ved valgte repræsentanter selv skullle udtale sig om rege-ringsformen. Hvis folket ville have en fri forfatning, skulle kongen anerkende folkets ret. Gjorde han ikke det, var han at betragte som voldsudøver. Folkets valgte repræsentanter kunne så med hærens hjælp sætte sin vilje igennem. Hans plan blev kendt af myndighederne, og han blev arresteret. I februar 1821 blev han fundet skyldig i at have tilskyndet til ændring af den bestående regeringsform for hvilket, forordningen fra 1799 om trykkefri-hedens grænser fastsatte dødsstraf. Kongen ændrede dødsdommen til livsvarigt fængsel at afsone i fæstningen på Christiansø.1821-26 og igen 1831-32 sad han fængslet i Kastellet. På Christianø levede D i ca 15 år, til Christian VIII i maj 1841 ændrede hans fangenskab til forvisning til et selvvalgt sted på Bornholm. Han slog sig ned i Rønne, hvor han under politiopsyn kunne færdes frit og under særlig censur udgive småskrifter. Ved tronskiftet 1848 blev han benådet. Resten af livet boede han i København. Som anerkendelse for sin indsats for en fri forfatning tilkendtes D en statsydelse; oprindelig 360 rigsdaler senere forhøjet til 500 rigsdaler (f 10/1 1790)

1894 Alfred Dreyfus bliver deporteret til Djævleøen. D, der var officer, var i 1894 blevet dømt til degradering og livsvarig deportation for at have solgt militære hemmeligheder til en fremmed magt. Selv bestred han anklagen, og hans venner arbejdede for sagens genoptagelse. Da sagens rette sammenhæng efterhånden kom for dagen og viste, at D var uskyldig, modarbejdede generalstaben, at sagen blev genoptaget, da man mente, det ville skade hærens renommé. Den franske offentlighed kom i oprør, og forfatteren Zola udsendte den 13. januar 1898 sit berømte anklageskrift J’accuse (’Jeg anklager’), hvori han angreb generalstaben. Artiklen indbragte Zola en bøde og fængselsstraf, men fik stor virkning på opinionen. Samme år blev dommen annulleret og D hentet hjem; men en ny retssag dømte ham påny for landsforræderi, dog under formildnende omstændigheder. Regeringen benådede straks D. Benådning var ikke frifindelse, den kom først 1906. Dreyfus blev optaget i hæren som major og dekoreret med Æreslegionen

1918 d Gerson Trier, socialistisk teoretiker og sproglærer; 1876 blev han mag. art. i fransk; under et ophold i London 1883-85 – han havde ansættelse som prokurist – færdedes Trier i socialistiske kredse, og han blev revolutionær marxist. Da han igen var i Danmark, meldte han sig ind i Socialdemokratiet, men var i opposition til partiets reformistiske linje og blev ekskluderet i 1889. I 1901 blev han genoptaget, indvalgtes i hovedbestyrelsen og var medforfatter til det marxistisk farvede partiprogram i 1913. I 1916 meldte han sig ud af partiet i protest mod Staunings indtræden i den redikale Zahle-regering (f 23/4 1851)

 

d Otto Gelsted, forfatter; efter et par år at have studeret matematik opgav han i 1911 studiet og virkede herefter en periode som huslærer. Forfatterskabet indledtes med en begejstret bog om Johs. V. Jensen (1913). Som 32-årig debuterede han med en digtsamling "De evige Ting" (1920), der hurtigt fulgtes af andre. I begyndelsen af 1920'erne søgte han ud fra kulturelle synspunkter kontakt med den revolutionære retning inden for dansk arbejderbevægelse - bl.a. under indflydelse af Hans Kirk, som han tilegnede sit store antikapitalistiske digt "Reklameskibet" (1923). G’s socialistiske engagement ses endvidere i genoptagelsen af det lyriske forfatterskab med bl.a. "Rejsen til Astrid" (1927), "Henimod Klarhed" (1931) og "Under Uvejret" (1934). I 30'erne fik den politiske digtning en fremtrædende plads i G’s arbejder. Han skrev til flere af tidens socialistiske og antifascistiske tidsskrifter. 1936 blev han medarbejder ved den kommunistiske presse. Under Besættelsen måtte G flygte til Sverige. Efter hjemkomsten blev han fast medarbejder ved kommunisternes dagblad Land og Folk. Hans kommunistiske engagement afspejledes i digtsamlingerne fra efterkrigstiden bl.a. "Frihedens Aar" (1947). Kulturarven fra oldtidens Grækenland var livet igennem en inspirationskilde for G. Hans prosabearbejdelser af Odysseen (1954) og Iliaden (1955) vandt anerkendelse. De blev fulgt op af populære fremstillinger af græsk mytologi i "Guder og Helte" (1956), "Græsk Drama" (1957) og "Den græske Tanke" (1958). Hans oversættelser fra engelsk, tysk, fransk, latin og græsk skaffede ham i 1958 Dansk Oversætterforbunds ærespris. G blev medlem af Det danske Akademi 1961 (f 4/11 1888)

 

1989 d Samuel Beckett, irsk/fransk forfatter; han var født i Dublin, Irland; han skrev sine værker på både engelsk og fransk, og stod selv for oversættelsen mellem de to sprog. B var i årene 1928-29 lektor i engelsk ved Ecole Normale Supérieure i Paris og slog sig ned i Frankrig for bestandig i 1938. Fra 1951 er størstedelen af hans værker skrevet på fransk. B regnes blandt de førende inden for 1950'ernes absurde teater. Han har også skrevet prosaværker, bl.a. romanerne "Murphy" (1947) og"Malone meurt" (1951). Med det er særlig skuespillene "En attendant Godot" (1952), "Fin de partie" (1958) og "Happy Days" (1962), som har skaffet ham verdensberøm-melse. Stykkerne er uden handling og karaktertegning, præget af dialog uden klar mening. Pantomime og klovnerier forenes med en dybt tragisk grundstemning. De store motiver i B’s forfatterskab er det at vente på noget eller nogen, som aldrig kommer. Han tegner mennesker, som opløser sig fysisk og psykisk, skildrer eksistensen som en lang dødskamp udholdt af elendige, som venter en afslutning, de aldrig oplever. Beckett adskilte sig fra mange af samtidens forfattere ved, at han ikke synes at være optaget sociale og politiske problemer, men kredsede om det enkelte menneskes eksistentielle kriser. Også som menneske levede han isoleret og forsøgte at undgå virkningerne af sin berømmelse. Da han fik nobelprisen i litteratur i 1969, rejste han ikke til Stocholm for at modtage den (f 13/4 1906)

 

 

 

 

 

 

 

Til top        23. december

558 d Kildebert 1. fransk konge 511-558; søn af Klodevig og Clotilda; efter faderens død arvede K Paris som hovedstad i et kongedømme, der strakte sig fra Sommedalen til Bretagne og omfattede Seinedalen og byerne Nantes, Angers og Bourges. Han udvidede området med Chartres og Orléans efter at have myrdet sin afdøde brors arvinger. Kildebert deltog i felttoget mod burgunderne (523-24) og erobrede Mâcon, Geneve og Lyons. I 537 kunne Kildebert udvide sit kongedømme med Arles og Marseille. Invaderede 541 visigoternes Spanien og indtog Pamplona, men måtte opgive belejringen af Saragossa. Hjembragte som krigsbytte St. Vincents klædning; til dens ære byggede han klostret St. Vincent- i dag St. Germain-des-Prés - hvor Kildebert blev begravet(f ca 495)

 

1423 d Bo Mogensen Lang, biskop i Århus 1395-1423; om hans tidligste år og uddannelse vides kun, at hans navn står indskrevet i det juridiske fakultets matrikel i Prag 1378. Efter hjemkomsten opnåede Bo kanonikater i Roskilde og Ribe, inden han blev biskop i Århus. Han tiltrådte embedet, da forgængeren Peder Jensen Lode- hat med assistan-ce fra dronning Margrethe blev forflyttet til Roskilde. Det gode forhold til den mægtige dronning satte biskop Bo over styr, da han nægtede at tilbagelevere Kalø, som bispestolen havde i pant af kronen. I 1407 kom det ved forgængerens mellemkomst til et forlig, ved hvilket Kalø gik tilbage til dronnin-gen, der som tak gav en stor donation til Århus domkirkes forbedring. Bo lagde i det hele taget forretnings-talent for dagen ved at administrere kirkegodset så effektivt, at bispestolen og domkapitlet kunne regnes blandt de få storgodsejere, der på de smås bekostning fik fordel af den senmiddelalderlige landbrugskrise. Til gengæld for kronens donation måtte biskop og kapitel undertiden forstrække kronen med lån. Bo ejede gårde rundt om i Jylland og havde Skanderborg og Bygholm som len af kronen. Til bispestolen erhvervede han - bl.a. ved hjælp af lån fra slægtninge - Åkær, der lige til reformationen var Århusbispernes faste borg. At der senere i 1400’tallet var råd til de store domkirkeudvidelser skyltes således ikke mindst biskop Bos økono- miske foretagsomhed. Bo Mogensen Langs ligsten i domkirken har et billede af ham i fuld figur (f kendes ikke)

 

1616 f Ebbe Ulfeldt, dansk-svensk officer og politiker; på den unge adelsmands uddannelseoafsluttende dannelses-rejse i udlandet tjente han i de kejserlige og spanske hære. Ebbe U blev i 1642 gift med Hedevig, datter af Christian 4. og Kirsten Munk, ved giftermålet blev han lensmand i Norge. Under Torstensfejden med svenskerne 1643-44 var han øverstkommanderende generalmajor i Skåne. Efter at være afsat som lensmand på Bornholm som følge af bondeplageri og manglende afregning af skatter gik han 1652 i svensk tjeneste. Under Karl Gustav-krigene 1657-60 brød han endeligt med Danmark, og 1661 blev han svensk generalløjtnant. 1664 blev han optaget i den sven-ske adel og udnævnt til rigsråd. Efter deltagelse i Den Skånske Krig blev Ebbe Ulfeldt i 1679 lagmand i Öster-götland (d 30/1 1682)

 

1655 Dronning Christina af Sverige holder sit imponerende officielle indtog i Rom. Her blev hun modtaget med åbne arme som sit århundredes mest prominente konvertit. For den katolske kirke var det en triumf, at kong Gustav Adolfs datter, en datter af den frygtede forsvarer for protestantismen i Trediveårskrigen, var vundet for Rom. Hun levede der til sin død i 1689 som en førende skikkelse i byens kulturelle liv, men mere egenrådig og til besvær for paverne end først forventet, dog stadig som et sejrstrofæ for den katolske kirke

1732 f Sir Richard Arkwright, engelsk tekstilfabrikant og opfinder; A var oprindelig barber og parykmager i Preston, men blev hurtig opmærksom på de muligheder, der lå i industrialiseringen af tekstilindustriens enkelte komponenter først og fremmest spinding. Opfindelsen - ca 1769 - af "spinning frame" eller vandspindemaskinen var sandsynligvis gjort af en urmager ved navn John Kaye, men på en eller anden måde fik Arkwright skubbet Kaye til side og udtog selv patent på opfindelsen. Tråden, der blev spundet på "spinning frame" var stærkere og kunne derfor bruges som kædetråd i vævene. En retssag i 1785 fradømte Arkwright patentrettighederne, og det blev frit at bruge maskinen. Men A bevarede en dominerende position inden for tekstilindustrien. Hans maskiner var de bedste. Selv åbnede han flere fabrikker, og i 1782 ejede han en kapital på £200.000 og beskæftigede 5000 arbejdere. Han blev adlet i 1786. Med Arkwrights opfindelse holdt fabrikssystemet sit indtog, og den industrielle udvikling tog fart (d 3/8 1792)

 

f Alexander 1. af Rusland, zar 1801-1825; ældste søn af Paul I og Maria Fedorovna (Sophia Dorothea af Würtemberg); han kom på tronen ved paladsrevolution, da utilfredse adelige myrdede Paul I på gr. af hans franskorienterede udenrigspolitik. I A’s regeringsperiode var årene indtil 1812 indenrigspolitisk præget af en række moderate liberale reformer i regeringsapparatet samt nogle bonde- og uddannelsesreformer med bl.a. grundlæggelse af nye universiteter. Det blev alt i alt ikke til store ting, da A langtfra have til hensigt at give afkald på enevoldsmagten. Fra 1805 slugte udenrigsplitikken næsten hele hans interesse. På dette område lod han Rusland deltage i antifranske koalitioner. Det førte til nederlag, og ved freden i Tilsit 1807 blev landet tvunget i alliance med Napoleon, men gentagne brud på fredsvilkårene førte til Napoleons felttog mod Rusland 1812. Det blev et knusende nedlerlag for franskmændene; resultatet blev Napoleons abdikation og A’s indtog i Paris 1814. A var en ledende figur på Wienerkongressen 1814-15. Hans mystisk prægede religiøsitet, og at han følte sig kaldet af Gud til menneskehedens frelse, var ikke uden betydning, da han på kongressen fik lagt grunden til den såkaldte hellige alliance, et broderskab mellem de deltagende fyrster, hvis formål var at bekæmpe den franske revolutions ideer og alle fremtidige revolutioner. Alliancen fik dog ingen større betydning. Efter 1812 var hans indenrigspolitik præget af den almene europæiske reaktion, og forestillingen om oplysningstidens fordærvelighed sejrede fuld-stændig. I stadig større omfang overlod han styret til reaktionære ministre. Det betød, at godsejernes beføjelser over bønderne blev udvidet, og den kulturelle og videnskabelige frihed indskrænket (d 1/12 1825)

 

1777 f Johan Christian Drewsen, fabrikant, landøkonom og politiker; efter sin far arvede han i 1810 Strandmøllens papirfabrik i Nordsjælland. Han modernisere den ved at indstallere dampkraft og hydraulisk presse, hvorefter den blev landets førende papirvirksomhed; i 1830 blev den kraftigt udbygget. Drewsen var eneleverandør af papir til staten og Nationalbanken, ligesom hovedparten af alt trykpapir kom fra Strandmøllen. Som landmand var Drewsen præsident for Landhusholdningsselskabet 1819-30 og talte som forfatter og redaktør af landøko-nomiske bøger og tidsskrifter for intensive driftsformer og tidssvarende besidelsesformer i dansk landbrug. I 1834 blev han medlem af Roskilde Stænderforsamling og fremstod hurtigt som en af bondestandens ledende talsmænd. Drewsen stod igennem 1840’erne på den liberale venstrefløj og støttede den danske bevægelse i Sønderjylland. I 1846 var han medstifter af Bondevennernes Selskab og indtrådte i dets bestyrelse. Drewsen er blevet karakteriseret som en af de mest fremtrædende personligheder inden for dansk erhvervsliv og politik i første halvdel af 1800-tallet. Samtidig var han en af de første moderne politikertyper ved repræsentere ikke kun landbruget, men industrien (d 25/8 1851)

 

f Jean-Francois Champollion, fransk orientalist og grundlægger af ægyptologien; han studerede tidligt orientalske sprog og blev 1812 professor i historie ved universitetet i Grenoble. Især arbejdede Champollion med tydningen af hieroglyfskriften. Ved hjælp af navne på den dobbeltsprogede Rosettesten og andre indskrifter decifrerede han 1822 flere hieroglyffer. Sine opdagelser gjorde han kendt i "Lettre à M. Dacier relative à l’alphabet des hiéroglyphes phonétiques" (1822) og "Précis du systeme hiéoglyphique"(1824), hvori han påviste, at hieroglyfer dels er fonetiske dels alfabetiske tegn. 1828-29 var Champollion i Ægypten på en af Ludvig 18. udsendt ekspedition for at studere indskrifter. I 1830 blev han medlem af Academié des inscriptions og 1831 professor ved Collège de France. Efter hans død udgav hans bror "Grammaire égyptienne" (1836-41), "Dictionnaire égyptien en écriture hiérogly-phique" (1842-44) og "Monuments de l"Egypte et de la Nubie" (1835 ff) (d 4/3 1832)

 

1805 f Joseph Smith, amerikansk leder af Jesus Kristi Kirke af de sidste dages Hellige - mormonerne; han var søn af en fattig farmer fra New England. Som 17-årig hævdede han, at en engel havde ledt ham hen til nogle nedgravede gyldne plader, hvorpå der var nedskrevet en beretning om nogle indianere, der erklærede sig som efterkommere af et folk fra Det hellige Land, og som via Stillehavet var kommet sejlende til Amerika. Han oversatte beretningen og udgav den som Mormons Bog; på grundlag af den grundlagde han Mormon kirken 6. april 1830. Dermed var iflg. S den oprindelige kristendom genoprettet. Mange sluttede sig i de flg. år til mormonerne, som måtte flytte stadig længere vestpå, fra New York til Ohio, Missouri og Illinois. Ikke-mormoner var især fjendtlige mod mormonerne på gr. af deres flerkoneri. I 1839 førte Smith sine tilhængere til Commerce, Illinois. Også her slut-tede stadig flere sig til Smiths kirke, og snart var Nauvoo, som Smith havde omdøbt Commerce til, Illinois største by. Smith blev byens borgmester. Men da han februar 1844 meddelte, at han kandiderede til det amerikanske præsidentembede, udbrød der uroligheder. Under urolighederne endte Smith i fængsel. Trods løfte om beskyttelse brød maskerede mænd ind i fængslet og myrdede Smith. Hovedparten af Nauvoo's mormoner brød op og drog til Great Salt Lake, Utah (d 27/6 1844)

 

1834 d Thomas Malthus, engelsk præst og samfundsøkonom; uddannet til præst, men opgav det gejstlige kald og fik i 1805 professoratet i historie og socialøkonomi ved Det Ostindiske Kompagnis College i Haileybury. I 1798 udgav han anonymt sit senere berømte værk "An Essay on the Principle of Population". I 1803 udkom det i en ny og forøget udgave. M havde da høstet nye erfaringer ved rejser i bl.a. Norge og Sverige. Bogen skabte M’s ry som befolkningslærens grundlægger. I værket fremsatte M en økonomisk lov, der siger, at befolkningen har tendens til at formere sig hurtigere, end mængden af fødemidler kan forøges. Han illustrerede sin påstand med følgende taleksempel: Folketallet i et land har tendens til at fordobles hvert 25. år og vil således vokse i geometrisk pro-gression (dvs. 1-2-4-8-16 osv.), mens madforsyningen kun kunne tænkes at øges i aritmetisk progression (1-2-3-4-5 osv.). Såfremt menneskene ikke gennem afholdenhed begrænsede fødselstallet, ville folketallet til stadighed presse mod ernæringsgrundlaget, og ville blive holdt nede med høj dødelighed på gr. af underernæring, epidemier og krige. Hindringer for menneskenes stærke reproduktive evne skulle da efter Ms mening være forhøjelse af ægteskabsalder og seksuel tilbageholdenhed. Selv drog M den slutning af sin befolkningsteori, at de rådende forsorgsforanstaltninger for arbejdsløse virkede mod deres hensigt, fordi de førte til yderligere vækst i befolk-ningstallet. M’s pessimistiske lære fik i begyndelsen af 1800-t almindelig tilslutning og dannede en hoved-hjørnesten i tidens socialøkonomi. Malthus’ tanker lå bl.a. bag den engelske fattiglov i 1834 og oprettelsen af fattighuse (f 14/2 1766)

 

1834 Den engelske arkitekt Joseph Hansom (1803-1882) får patent på sin "sikkerheds droche" bedre kendt som Hansom cab. Det var en tohjulet hestevogn med lukket vognkasse til to passagerer. Kusken sad på et sæde bag vognkassen. Hansom-cab blev brugt til privat kørsel og som hyrevogn, og i London prægede den bybilledet fra 1880 til først i 1900-tallet. Den var særdeles sjælden i Danmark, men var udbredt i det meste af det øvrige Europa

 

d Bente (Benedicte Frederikke) Dannemand, født Rafsted, maitresse (Frederik 6.) Som datter af en skibshandler fra Holmen voksede hun op i Nyboder. I 1808 blev hun præsenteret for Frederik 6. Han blev betaget af hendes skønhed, og de indledte et livslangt forhold. Hun fik 1829 rang med oberstinder og tillagt navnet fru Dannemand. Navnet blev givet hende som markering af hendes officielle stilling som maitresse, Danmarks sidste. Bente Dannemand fik bolig i Toldbodgade nær Amalienborg, fødte kongen fire børn to sønner og to døtre. Alle fire blev adlet 1830 (f 6/8 1790)

 

f Niels Kaj Jerne, læge, immunolog; han var en af de store foregangsmænd inden for immunogien

 

f Helmuth Schmidt, vesttysk socialdemokratisk politiker; han var af jødisk afstamning og var af uddannelse socialøkonom. Han gjorde hele 2. Verd.krig med som officer i luftværnet og var en af de få socialdemokrater, der meldte sig til aktiv tjeneste som reserveofficer, da opbygningen af det nye forbundsværn påbegyndtes. Han blev valgt ind i Forbundsdagen 1953; forlod den i 1962 for at blive minister i delstaten Hamborg. I 1965 blev han atter medlem af Forbundsdagen, og i 1967 blev han socialdemokraternes gruppeformand. I 1969 fulgte udnævnelsen til forsvarsminister i regeringen Willy Brandt. I årene 1972-74 var han finansminister, hvor han havde gavn af sin uddannelse som økonom. Han var således godt rustet til at overtage kanslerembedet efter Brandts tilbagetræden i 1974. Politisk var han til gengæld handicappet af et brysk væsen, der bar præg af hans syv år i uniform. S blev forbundskansler i spidsen for en koalitionsregering med det liberale parti FDP. Koalitionen vandt forbundsdags-valgene i 1976 og 1980, og med en stærk økonomi i ryggen lykkedes det S at blive 1970’ernes toneangivende vestlige politiker. Under hans ledelse ophørte Forbundsrepublikken med at være "en økonomisk kæmpe og en politisk dværg". Voksende spændinger mellem de to koalitionspartier om økonomiske og socialpolitiske spørgsmål førte i sept. 1982 til koalitionens sprængning og S’s afgang. Herefter var S medudgiver af ugeavisen "Die Zeit". Han har bl.a. udgivet "Der Kurs heisst Frieden" (1970) og "Die Deutschen und ihre Nachbarn" (1990)

 

d Alexandre Gustave Eiffel, fransk bygningsingeniør, som især beskæftigede sig med brobygning i jern. I 1858 ledede han arbejdet med opførelsen af en jernbanebro ved Bordeaux, et arbejde der blev efterfulgt af flere andre. Efter et projekt udarbejdet af E byggedes i 1877 i Porto, Portugal, en jernbanebro over Douro-floden med 160 m spændvidde; siden byggedes en tilsvarende bro over Truyère-floden i Frankrig, hvis højde på 120 m over floden i mange år var verdensrekord. I 1887-89 byggedes efter E’s projekt Eiffeltårnet i Paris. Det blev opført til verdensudstillingen i 1889 som symbol på den industrielle revolution. Tårnet krævede med sin højde dimensio-nering for vindlast, og da tidens viden var utilstrækkelig, beskæftigede E sig indgående hermed og blev en af pionererne på området aerodynamik (f 15/12 1832)

 

1939 d Anthony Herman Gerard Fokker, hollandsk flyver og flyfabrikant, som under 1. Verd.krig fremstillede mere end 40 flytyper til den tyske overkommando. Han havde tilbudt sin tjeneste til begge krigsførende parter. Men de allierede afviste ham. F byggede sit første fly i 1910 og lærte sig selv at flyve. I 1912 åbnede han en lille flyfabrik uden for Berlin. Under 1. Verd.krig introducerede han et system, der gjorde det muligt at affyre flyets maskingevær gennem propellen uden at ramme dens blade. I begyndelsen af 1920’erne solgte F et stadig større antal fly til amerikanerne, og i 1922 åbnede han i New Jersey Atlantic Aircraft Corp. Endvidere havde han en større flyfabrik i Holland. Den første non-stop flyvning tværs over USA blev udført med en Fokker T-2 transportmaskine. Flyvningen over Nordpolen i maj 1926 blev udført med et tremotores Fokkerfly. I 1920’erne og 30’erne koncentrerede F sig om design og udvikling af civile fly, som i vid udstrækning blev bygget i den unge amerikanske flyindustri (6/4 1890)

 

1953 d Laurentij Beria, sovjetisk politiker; han sluttede sig 1917 til bolsjevikkerne i sit hjemland Georgien og blev 1921 ansat i Tjekaen (det hemmelige politi). Fra 1931 var B førstesekretær for det georgiske kommunistparti, indtil han i 1938 blev hentet til Moskva og gjort til indenrigsminister. Under indenrigsministeren hørte sikkerhedstjenesten og det vidtstrakte system af tvangsarbejdslejre, og hermed blev B hovedansvarlig for den poli-tiske terror i de sidste 15 år af Stalins regime. 1939 kom han som kandidatmedlem af politbureauet (fuldt medlem i 1946) i magtens centrum, og under 2. verdenskrig sad han i den fem medlemmer store komité, der ledede den sovjetiske krigs-indsats. I 1946 forfremmet til viceministerpræsident med ansvar for USSR’s atomprogram. Ved regeringsomdan-nelsen efter Stalins død i 1953 blev han foruden viceministerpræsident igen indenrigsminister. Juli s.å. blev B arresteret af sine kolleger i partipræsidiet og blev i decbr. efter en kort proces henrettet. B må have haft Stalins tillid, måske fordi de kom fra samme del af Sovjetunionen. Men da diktatoren var borte, kunne politiets rolle som en stat i staten og som redskab for eneherskeren ikke forenes med kollektivt lederskab. Dette forhold menes at have været udslaggivende for B’s fjernelse(f 29/3 1899)

 

 

 

 

 

Til top        24. december

1167 f Johan uden Land, engelsk konge 1199-1216; Henrik 2.’s yngste søn, bror til Richard Løvehjerte; han fik tilnavnet, fordi han ikke fik noget len af sin far. Han var vicekonge i Irland fra 1185; senere var han med i et oprør mod faderen, og da hans bror var på korstog 1191-92, prøvede han at tage magten i England. Som konge mistede Johan alle sine len i Frankrig. Han kom i strid med paven, men måtte kapitulere efter at paven - Innocens 3. - havde lyst interdikt over England (1208) og året efter sat Johan i band. De engelske stormænd ledet af ærkebispen af Canterbury (Langton) rejste sig i 1215 i oprør mod Johan, da han nægtede at forny Henrik 1.’s håndfæstning, som sikrede kirkens og baronernes stilling. Kongen kunne ikke kue oprøret, og 15. juni 1215 måtte han på Runnymede ved Windsor skrive under på et frihedsbrev, Magna Charta, som sikrede baronerne deres rettigheder. Snart fortrød Johan dog sin accept. Kampene blev genoptaget, men efter et års kampe døde han (d 18/10 1216)

 

1461 f dronning Christine; datter af kurfyrst Ernst af Sachsen og Elisabeth af Bayern; 6. sept. 1478 gift med den senere kong Hans. C blev kronet 18. maj 1485 sammen med kong Hans. Hun ledsagede 1500 og 1501 kongen til Sverige, hvor hun sept. 1501 til maj 1502 med stor tapperhed ledede forsvaret af Stockholm slot. Efter slottets overgivelse blev hun tilbageholdt i Stockholm og Vadstena og først frigivet okt. 1503. Ved sin tronbestigelse fik hun som livgeding bl.a. Tranekær og Næsbyhoved ved Odense, hvor hun tog ophold efter sin mands død. C var stærkt grebet af senkatolicismens fromhedsliv, især af franciscanismen; hun stiftede Klaraklostrene i Odense og København; hendes yngste søn Frans, der døde 1511, var opkaldt efter Frans af Assisi, i hvis ånd hun øvede den storartede godgørenhed, hendes regnskaber vidner om. For C udførte Claus Berg sit hovedværk, højaltertavlen til Odense Gråbrødrekirke (nu i Sct. Knudskirke); hun har rimeligvis også bekostet sandstensepitafiet over kong Hans til samme kirke. Hun fødte børnene Christian 2., Ernst og Hans, der døde som små, datteren Elisabeth, der var gift med kurfyrst Joachim af Brandenburg; Frans, der døde af pest som 14 årig (d 8/12 1521)

 

d Vasco da Gama, portugisisk søfarer; af kong Manuel blev da Gama valgt til at stå i spidsen for en ekspedition til Indien. Ekspeditionens fire fartøjer sejlede ud fra Tejo (spansk Tajo) juli 1497. Kort efter nytår nåede den til Malindi på Afrikas østkyst. Her hyrede da Gama en lods, som førte skibene til Calicut i det sydvestlige Indien. I Calicut blev ekspeditionen venligt modtaget af den indiske fyrste; men de arabiske søfarere, som hidtil havde haft monopol på krydderihandelen, modtog ikke portugiserne med samme venlighed. Det lykkedes dog da Gama at laste sine skibe med så meget peber, at rejsen gav et pænt overskud. Det betød, at en ny flåde under kommando af Cabral straks blev sendt til Indien. Da alle deltagere i denne ekspedition blev dræbt af de indiske indfødte, blev da Gama i 1502 med 10 fartøjer sendt ud for at hævne det. Ved ankomsten til Calicut bombar-derede han byen og massakrerede mange af indbyggerne. I 1503 vendte da Gama tilbage til Portugal med en værdifuld last. I 1524 blev da Gama udnævnt til vicekonge af (portugisisk) Indien, men døde i Indien samme år. Med sine rejser bidrog da Gama til, at Portugal blev en stormagt og en handelsnation, idet landet kom til at beherske den givtige krydderihandel mellem Europa og Østen (f ca 1469)

 

1546 f Manderup Parsberg, rigsråd; på den traditionelle udenlandsrejse opholdt Parsberg sig bl. a. ved universi-teterne i Wittenberg (1565) og Rostock (1567). Her havde han et skænderi med sin landsmand Tycho (Tyge) Brahe; det endte med duel. Den gik ud over Tyge Brahe, der fik næsen skamferet. De blev dog snart forligt og skal have været venner resten af livet. Temperamentsfuld og bramfri som Parsberg siges at have været tiltalte han Frederik II. Fra 1573 var han blandt de yngre adelsmænd, der uden at tilhøre hofstaben, indkaldtes til forekommende lejligheder. 1574 bekostede kongen hans bryllup, og han blev i de følgende år tildelt givtige len. Ligeledes fik han også hurtigt en fremtrædende stilling i diplomatiet. 1585 stod han således i spidsen for et gesandtskab til Skotland. Under Christian 4.’s mindreårighed var Parsberg et af de fire medlemmer af det såkaldte regeringsråd. Christian 4. gjorde i høj grad brug af Parsberg i sverigespolitikken. 1601 indkaldte Parsberg til grænsemøde, men svenskerne udeblev; stort bedre gik det ikke året efter, da kom forhandlingerne ikke i gang pga. titulaturstridigheder. 1612-13 deltog han i fredsforhandlingerne i Knäröd. 1622 opgav han stillingen som lensmand i Ålborg og udtrådte samtidig af rigsrådet. Parsberg hørte til rådets mest iltre medlemmer. Så sent som 1604, da han var næsten 60 år, måtte rådsmedlemmer lægge sig imellem, for at forhindre en duel mellem Parsberg og et medlem af rigsrådet. Han blev en meget rig mand, og hans jordegods anslog man i hans dødsår til over 3000 tdr. Hartkorn. Han blev begravet i Århus domkirke, hvor man stadig kan se hans gravsten (d 11/11 1625).

 

1624 Christian 4. udsender forordning om oprettelse af et postvæsen. Danmarks første. Ad faste ruter skulle under ledelse af Københavns fornemste købmænd kørende bude fragte breve og pakker til Hamborg. Gående postbude skulle bringe den indenlandske post omkring

 

1799 Domfældelse af Peter A. Heiberg. Han blev idømt landsforvisning for sine mange hib til enevælden,. Det havde han f.eks. gjort i skriftet Politisk Dispache, hvor han rejste krav om offentlig statsregnskab. Om H er der blevet sagt, at han "havde en ikke ringe evne til at blive en kværulant", og at disse anlæg blev udviklet ved regeringens intolerante holdning over for ham. Det mærkede han første gang i januar 1792, da hans "De Vommer og Vanner" blev forbudt efter tre opførelser på gr. af satiren over officerskorpsets tyske dominans. Året efter faldt der en bøde på 150 rigsdaler for visen "Ordner hænger man på idioter" og hans "dumdristige Kritik over Hans Majestæts Kongens Forhold med at uddele Ordener". 1794 indeholdt en af hans viser nogle hib til den engelske konge; det kostede en bøde på 300 rigsdaler. Da han – bl.a. i den fiktive ordbogstekst "Sproggranskning"– angreb regeringen, besluttede den at slå til. H blev forvist fra "Kongens riger og lande". Han drog til Paris og vendte ikke siden tilbage. I Paris var han indtil 1817 ansat i det franske udenrigsministerium. På sine gamle dage udgav han flere skrifter, der viste ham som den samme stejle frihedsmand

 

f (Christopher) Kit Carson, amerikansk pelsjæger, spejder, indianer agent og folkehelt; som pelsjæger havde C et stort kendskab til indianernes levevis og sprog og blev i 1842 fører for John Frémonts ekspeditioner i Californien. Spillede i det hele taget en stor rolle i den amerikanske ekspansion vestpå. Han deltog i Den Mexicanske-amerikanske krig 1846-48. I Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65 kæmpede han på Nordstaternes side og fik rang af brigadegeneral. C ledede flere blodige felttog mod indianerstammer i det syvvestlige USA. Carson City, Nevada er opkaldt efter ham. (d 23/5 1868)

 

f Wilhelm Marstrand, maler; blev som 15 årig elev på Akademiet, hvor han havde Eckersberg som lærer. Bl. hans tidligste arbejder er anekdotiske optrin fra det københavnske gadeliv. I "En flyttedagsscene" (1831) ser man en fattig familie, som er blevet sat på gaden. Værten i døren beder dem vredt forsvinde, mens den nye lejer - en meget tyk dame med en ligeså fed moppe under armen - er ved at flytte ind. Bl. a. værker i denne genre er "Gadescene i hundedagene" og "En auktionsscene". Samtidig begyndte M at male portrætter af sine venner - f.eks. af vennen, arkitekt Gottlieb Bindesbøll - og medlemmer af det københavnske borgerskab. Mesterværket fra 1830'erne er de to gruppebilleder, han malede til hofagent Waagepetersen. I det første (1834) "Et musikalsk aftenselskab" er skildret et musikalsk aftenselskab hos den rige vinhandler; et billede der viser den kultiverede provinsialisme, der også karakteriserede guldalderens København. To år senere fulgte han successen op med "Det Waagenpetersenske familiebillede". Endvidere blev han kendt for sine malede Holberg-illustrationer. Marstrand var flere gange i Italien (første gang 1836-41) og har malet flere italienske folkelivsbilleder, således "Lystighed uden for Roms mure på en Oktoberaften" (1839). 1848 blev han professor ved Akademiet. Med billedet fra sin bryllupsrejse til Dalarne i Sverige "Kirkefærd til Leksand over Siljan søen" imødekom han samtidens ønske om en nordisk og folkelig kunst. Bl. hans senere arbejder er foruden altertavler de store dekorationsarbejder i Roskilde Domkirke 1864-66. I Christian 4..s kapel valgte han at skildre to begivenheder fra kongens liv: Christian 4. i røg og damp på "Trefoldigheden" i slaget ved Femern og kongen, der dømmer Christoffer Rosenkrantz fra ære og liv. Mellem vinduerne i kapellet malede han den opstandne frelser. Til udsmykning af Københavns Universitet malede han til dets festsal "Universitetets indvielse i Vor Frue Kirke den 1. juni 1479". Det blev hans sidste værk (d 25/3 1873)

 

Krigen i 1812–1814 mellem USA og Storbritannien afsluttes med underskrivelsen af traktaten i Ghent. I juni 1812 vedtog den amerikanske Kongres at erklære Storbritannien krig. Bag erklæringen lå amerikansk forbitrelse over de overgreb amerikansk skibsfart var udsat for fra britisk side. Selv om både Frankrig og Storbritannien under Napoleonskrigens opgør opbragte amerikanske skibe, som mistænktes bryde den blokade af det europæiske fastland, begge lande havde erklæret, gjorde briterne sig yderligere forhadt ved at tvinge tilfangetagne amerikanske søfolk til at gøre tjeneste på britiske skibe. Det skete under påskud af, at de var desertører, for hvis de var født før den amerikanske uafhængighed, var de stadig britiske statsborgere, hævdede briterne. For en krigserklæring talte for amerikanerne endvidere ønsket om at udvide statens territorium i Canada mod nord og i spansk Florida i syd. I begge tilfælde risikerede man en krig med Storbritannien, fordi Canada var britisk koloni, og fordi Spanien var briternes forbundsfælle i krigen mod Frankrig. I krignes første år førte amerikanerne ikke uden held kaperkrig mod briterne. Man opsnappede ca 1.500 priser til en værdi af 40 mill. dollars. Men krigslykken vendte, og i 1814 var alle USA’s krigsskibe, undtagen ét, enten erobret af briterne eller indespærret i amerikansk havn. Napoleons nederlag i april gjorde det muligt for briterne at overføre store styrker til Amerika, idet særlig Wellingtons kamptrænede tropper blev frigjort på den pyrenæiske halvø. Selv om det i august lykkedes briterne at afbrænde Washington, D.C. var der på dette tidspunkt en tydelig krigstræthed hos begge parter. Den banede vej for fredsafslutningen i Ghent. Den sagde, at tilstandene fra før krigen skulle genoprettes, uden territoriale afståelser, mens en række af de gamle, øvrige mellemværender, der havde været uløste siden uafhængighedskrigens tid, blev overladt til løsning gennem forhandlinger i de kommende år

 

1818 I kirken i Obertdorf i Bayern lyder for første gang "Heilige Nacht". Musik af Franz Gruber og tekst af Joseph Mohr

 

f James Prescott Joule, britisk fysiker, der anses for en af grundlæggerne af læren om varmen som energiform. Efter at have arbejdet med forskellige elektriske og magnetiske problemer, studerede han eksperimentelt forbindelsen mellem mekanisk arbejde og varme og fremlagde sine resultater 21. august 1843, da han kunne angive varmeenhedens arbejdsværdi. Denne varmeenheds mekaniske værdi målte han i de flg. år ved en række geniale forsøg og fik den bestemt med stor nøjagtighed. Hans undersøgelser over elektricitet og varme ledte ham frem til den lov, der bærer hans navn - Joules lov for elektrisk energiomsætning. I elektricitetslæren giver loven udtryk for, hvordan elektrisk energi omsættes til varme, når der går strøm gennem en leder. Ifølge denne lov er den energi, som pr. tidsenhed omsættes til varme lig produktet af resistansen (modstanden) i lederen og kvadratet af strømmen, som går gennem den. I varmelæren bruges J’s lov som betegnelse på den lov, som siger, at den indre energi af en gas er uafhængig af volumen. J opstillede denne lov på grundlag af eksperimenter, han havde udført. Senere har det vist sig, at loven kun gælder for ideelle gasser (d 11/10 1889)

 

f Matthew Arnold, engelsk forfatter; han var var det meste af livet skoleleder og 1857-67 professor i litteratur i Oxford. Hans to første digtsamlinger "The Strayed Reveller" (1849) og "Empedocles on Etna" (1852) blev næsten straks trukket tilbage af forfatteren. Men mange af digtene blev udgivet igen i "Poems" (1853). Hans sidste samling var "New Poems" (1867). Som litteratur- og kulturkritiker blev A efterhånden en åndsmagt i sin samtid. I "Essays on Critisism" (1865) hævdede han, at kritikerens opgave først og fremmest var at udkrystalisere og formidle til samfundet "det bedste som man vidste og tænkte i verden", og at det var nødvendigt at søge efter dette uden for Englands grænser, helst i Frankrig. Som religions-filosofisk forfatter har A i "Litterature and Dogma" (1873) og "God and the Bible" (1875) ud fra et rent rationelt standpunkt søgt at hævde biblens rang som den ypperste lovbog for moral og religion. Fra 1851-86 var han undervisningsinspektør og foretog som sådan rejser i Frankrig, Tyskland og Holland; til denne virksomhed knytter sig værkerne "Higher Schools and Universities in Germany" og "The Popular Education of France". Som forfatter er A blevet karakteriseret som en af Victoriatidens væsentligste og karakteristiske digtere. Men gennem sit litteratur- og kulturkritiske forfatterskab fik han en bredere betydning. Med dette grundlagde han en kulturopfattelse, som kom til at spille en afgørende rolle i Storbritanniens litterært orienterede åndsliv og i dets undervisningsvæsen (d 15/4 1888)

 

f kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn; ved oprettelsen af dobbeltmonarkiet 1867 tillige dronning af Ungarn; blev 1854 gift med sin fætter Frans Josef I af Østrig. E var datter af hertug Maximillian Joseph, hertug i Bayern og Louisa Wilhelmina. Trods sin fyrstelige baggrund evnede hun ikke at indleve sig i kejserhoffets strenge etikette. Hun isolerede sig stadig mere bl.a. gennem årelange ophold borte fra hoffet. E talte Ungarns sag i dobbeltmonarkiets nationalitetskonflikt. Den smukke, men ensomme kejserinde blev i 1898 myrdet i Genève af en italiensk anarkist (d myrdet 10/9 1898)

 

f Th. Madsen-Mygdal, godsejer, Venstrepolitiker og statsminister 1926-29; han var uddannet ved landbruget og var 1908-20 forstander ved Dalum Landbrugsskole samtidig med, han drev et større landbrug. Fra sin ungdom var han aktiv inden for landbrugets organisationer og Radikale Venstre. Under 1. Verd.krig gik han over til Venstre på gr. af den radikale regerings erhvervsreguleringspolitik. Han var talsmand for gårdmandsbruget, som han anså for Danmarks bærende erhverv. Han var indædt talsmand for den frie konkurrence og gik stærkt imod beskyttelse af industrien. I 1918 blev han formand for De Danske Landboforeninger og var i årene 1919 til 1933 præsident for det nyoprettede Landbrugsråd. Han var medlem af Landstinget 1920-25, af Folketinget 1926-33, formand for Venstres rigsdagsgruppe 1929-33 og for Venstres landsorganisation 1929-41. I Niels Neergaards regering 1920-24 var han landbrugsminister. Ved folketingsvalget i 1926 var han sit partis statsministerkandidat, og efter at have fået flertal med Konservative Folkeparti dannede han en ren Venstreregering. Han gennemførte en kraftig ned-skæring af statsbudgettet ved bl.a. at reducere lønninger og socialudgifter for at bringe overensstemmelse mellem stigningen i kronekursen og de offentlige udgifter. Hans regering faldt, da samarbejdet med Konservative Folkeparti sprængtes på spørgsmålet om nedskæring af forsvarsudgifterne. Under den økonomiske verdenskrise i 1930'erne måtte han opgive sin skarpe liberalisme, og han bidrog til oprettelse af Valutacentralen i 1932 og var blandt arkitekterne bag Kanslergadeforliget i 1933 (d 23/2 1943)

 

1879 f Alexandrine, dronning – Christian 10. A var datter af storhertug af Mecklenburg-Schwerin Franz III og stor-fyrstinde af Rusland Anastasia Mikhailovna. Hun voksede op dels i Schwerin, dels i Cannes hvor faderen ejede en villa, og hvor han pga. dårligt helbred opholdt sig i længere perioder. Her traf hun sin senere mand; deres forlovelse blev bekendtgjort i Schwerin i marts 1897, brylluppet fandt sted i Cannes 26. april 1898. A blev kronprinsesse 1906 og dronning i 1912. Sammen med sin mand levede hun et roligt og jævnt familieliv dels på Amalienborg, dels på Sorgenfri, Marselisborg og Skagen og foretog med ham talrige rejser rundt i landet, til Færøerne, Grønland, Island, til Europas hoffer og til Cannes. Om A er der blevet sagt, at hun under den tyske besættelse 1940-45 var sin mand en loyal og trofast støtte, og kongeparret blev symbol for national samling, men det lå hende altid fjernt at b6lande sig i politiske spørgsmål. Hun var protektrice for en lang række instutioner. A var mor til Frederik 9. og arveprins Knud (d 28/12 1952)

 

Vincent van Gogh skærer sit ene øre af. På dette tidspunkt boede van Gogh sammen med sin franske malerkollega Jean Gaugin i "Det Gule Hus" i Arles, som Vincents bror Theo van Gogh finansierede. Hertil havde Vincent van Gogh inviteret Gaugin, for at de sammen kunne realisere van Goghs vision om et "atelier i syd", et samlingssted for beslægtede kunstnere, som skulle bane nye veje i malerkunsten i en moderne verden. I oktober 1888 ankom Gaugin, og i begyndelsen gik det godt i samværet mellem de to kunstnere, begge var de entusiastiske i deres kunstneriske udfoldelse. Om de to kunstnere er der blevet sagt, at måske var der lighedspunkter i deres kunstneriske syn, men som personligheder var de meget forskellige, såat det måtte ende galt, hvis de to skulle bo under samme tag. Det gjorde det også. Daglige skænderier medførte, at van Gogh kom til at lide af en alvorlig depression, som blev forværret, da Gaugin fortalte, at han overvejede at forlade deres fælles logi. 23. december endte et skænderi med, at van Gogh truede Gaugin med en barberkniv. Gaugin flygtede ud af huset, og da han næste morgen vendte tilbage til "Det Gule Hus", blev han arresteret af politiet. Samme nat havde van Gogh i et anfald af sindssyge skåret sit ene øre af, lagt det i et stykke papir og opsøgt en prostitueret, som han overrakte øret. Kvinden besvimede, politiet blev tilkaldt, og næste morgen blev Gaugin arresteret som mistænkt for at have skåret van Goghs øre af. Misforståelsen blev dog hurtigt afklaret. Gaugin forlod Arles og rejste til Paris. Van Gogh blev indlagt på sindssygehospital

 

d Jacob Brønnum Scavenius Estrup, godsejer, minister, konseilspræsident 1875-1894; medlem af Folketinget 1854-55, af Landstinget 1864-98 og 1900-13. Som indenrigsminister 1865-69 fik han gennemført anlæg af Esbjerg havn samt love om vejvæsen og jyske og sjællandske jernbaner. Som konseilspræsident var han Højres førerskikkelse i kampen for en styrkelse af forsvaret, mod parlamentarisme og almindelig valgret til Landstinget. Han fastholdt kongens ret til frit at vælge ministre og Landstingets ligeberettigelse med Folketinget, hvor Venstre siden 1872 havde flerttal. Han kom da også i konflikt med Venstre, som krævede regeringsmagten på grundlag af partiets folketingsflertal opnået ved almindelig valgret. Da Venstre i forsøg på at tvinge E bort ikke stemte for finansloven, udstedte han i 1877 den første provisoriske finanslov og regerede 1885-94 ved hjælp af provisoriske love. Estrups stivsind førte til talrige retssager og oprettelse af et gendarmerikorps. Valgnederlag 1884 og attentat 1885 ændrede ikke Estrups diktatoriske styre. Tiden og udviklingen arbejdede imidlertid mod ham, og fra 1890 begyndte grunden at glide bort under ham. Medlemmer i hans eget parti arbejdede for at få den parlamentariske strid afsluttet og lagde op til et forlig med Venstre. Det skete i 1894, da Højres moderate fløj og dele af Venstre indgik forlig; Estrup trådte tilbage som konseilspræsident samme år, men forblev medlem af Landstinget til sin død (f 16/4 1825)

 

1943 I Peenemünde foretager tyskerne deres første prøveflyvning med verdens første jord-til-jord raket - V I. Faktisk var V-1 ikke en raket, men et lille førerløst fly medbringende en sprængladning. Tyskerne havde foretaget raketforsøg siden begyndelsen af 1930’erne. Den, der mere end nogen anden fik æren for Tysklandss førerstilling på dette område, var Werner von Braun, der efter krigen også kom til at stå i spidsen for USA’s raketprogram. Det var dog først efter Slaget om Storbritannien, der for alvor kom gang i udviklingen af V-1 og V-2. Forsøgsområdet ved Peenemünde ved Mecklenburgs kyst blev udvidet, og flere end 2000 videnskabsmænd og ingeniører arbejdede der. I sommeren 1944 var V-1 operationsklar, og den 13. juni 1944 slog den første V I-bombe ned i London. I perioden mellem den 13. juni 1944 og den 29. marts 1945 affyrede tyskerne 9.251 V1-bomber mod England. Af disse faldt 2.419 i London. Resten blev uskadeliggjort af antiluftskyts eller blev skudt ned af RAF. V1-bomben var selvstyrende i.e., når den først var i luften kunne dens kurs ikke ændres. Den blev affyret fra en 100 meter lang katapult og blev drevet frem af en jetmotor. Den havde et vingespænd på noget over 5 meter, en længde på 8 m og medførte en højeksplosiv sprængladning på 850 kg. Dens flyvehastighed var ca 600 km i timen, rækkevidden ca 330 km. Afstanden til nedslagsstedet blev målt af en propel i næsen. Et tælleværk stoppede brændstoftilførslen, når den beregnede afstand var nået, og bomben faldt ned. V-1 bomben var billig og hurtig at fremstille. Dens produktionstiden var 280 mandetimer, men den var forbundet med flere ulemper. Dens lange startbane var særdeles synlig, og kunne let ødelægges af fjendtlige bombefly. Dens forholdsvis langsomme fart og ringe højde gjorde, at den let kunne skydes ned. Dertil kom, at den ikke kun var unøjagtig, men at mange af dem viste sig at være forsagere. V’et i navnet på bomben stod for det tyske ord Vergeltung – gengæld, hævn

 

Præsident Roosevelt udnævner general Dwight D. Eisenhower til øverstkommanderende for invasionsstyrkerne i Europa. På mødet i Teheran i november 1943 mellem "de tre store" Roosevelt, Stalin og Churchill havde Stalin spurgt, hvem der skulle have kommandoen over invasionen i Frankrig? Roosevelt og Churchill var blevet ham svar skyldig, for afgørelsen var endnu ikke truffet. Briterne var enige i, at det skulle være en amerikaner, og general Marshall var den stærkeste kandidat. Selv ønskede han at afslutte sin militære karriere med en sådan kommando i felten, men selv på direkte spørgsmål undlod han at foreslå sig selv. Roosevelt ville også meget nødig undvære ham i Washington, hvor han udførte et fremragende arbejde i den amerikanske forsvarsstab og i den fælles amerikansk-britiske stab, hvor de store strategiske retningslinjer blev afgjort. Valget faldt derfor på general Eisenhower, som under landgangen i Nordafrika havde vist, at han mestrede den vanskelige kunst at have kommandoen over en hær sammensat af styrker fra forskellige nationer. Eisenhower overtog sin nye kommando i Storbritannien i midten af januar 1944.

 

Sovjetiske tropper invaderer Afghanistan. Mens USA under den kolde krig satsede på Pakistan, samarbejdede Sovjetunionen med Afghanistan. Russerne leverede såvel militærudstyr om militærrådgivere til Afghanistan, og tusindvis af afghanske officerer blev uddannet i Sovjetunionen. I løbet af 1979 udbrød der væbnede opstande rundt om i Afghanistan mod det kommunistiske styre, og i løbet af efteråret faldt størstedelen af landet i de antikommunistiske oprøreres hænder. Det reagerede russerne på. De besatte landet med en hær på omkring 100.000 mand og for at styrke det afghanske styre indsatte de en moskvatro kommunist som regeringschef. Set fra Moskva var besættelsen af Afghanistan sandsynligvis en gentagelse af invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Man kom en socialistisk bror til hjælp. Set fra Washington virkede det anderledes. Afghanistan blev ikke som Østeuropa betragtet som sovjetisk interessesfære. Besættelsen gav endvidere russerne betydelige militære fordele. Bl.a. kunne de mellemøstlige oliefelter fra Afghanistan nås med sovjetiske raketter, og Afghanistan var et skridt på vejen mod det Indiske Ocean. Med besættelsen var grundlaget for afspændingspolitikken brudt sammen. Amerikanerne reagerede på besættelsen ved at indføre økonomiske og politiske sanktioner mod Sovjetunionen, de standsede kornsalg til Sovjetunionen og besluttede at boycotte de forestående olympiske lege i Moskva. Denne politik fik dog ikke russerne til at ændre politik. Efterhånden blev de i Afghanistan inddraget i en årelang partisankrig, der påførte dem store tab. I februar 1989 erkendte man i Kreml, at intet var blevet opnået, og de sovjetiske tropper blev trukket tilbage

 

d Karl Dönitz, tysk grossadmiral; skaber af 2.verd.krigs tyske ubådsflåde og som efterfulgte Hitler og i få dage var Tysklands statsoverhoved. Under 1. Verd.krig var han u-bådschef og stod – på trods af Versaillesfredens absolutte forbud - efter nazisternes magtovertagelse i 1933 i spidsen for opbygningen af tyskernes ubådsflåde, som han blev chef for i 1935. Hans flåde blev under 2. Verd.krig sat ind mod de allieredes handelsskibe og konvojer og påførte disse store tab i Slaget om Atlanterhavet. Men i 1943 vendte udviklingen til de allieredes fordel, og Dönitz mistede stadig flere af sine u-både. Dönitz blev admiral i 1942 og året efter – januar 1943 - blev han storadmiral og efterfulgte Erich Raeder som chef for den tyske flåde. Kort før sit selvmord udnævnte Hitler ham til sin efterfølger. Den 2. maj dannede Dönitz en regering med sæde i Flensborg, og den 7. maj 1945 kapitulerede han betingelsesløst på Tysklands vegne.Ved Nürnbergprocessen idømtes han 10 års fængsel. To år efter løsladelsen udgav han erindringsbogen "Zehn Jahre og Zwanzig Tage" (1958) (f 16/9 1891)

 

d Louis Aragon, fransk forfatter; A’s lyriske forfatterskab hørte fra debuten omkr. 1920 til dadaismen og senere arbejder til surrealismen. I 1926 udkom "Le Paysan de Paris", en montage af byvandringer. I 1927 blev han medlem af kommunistpartiet, og hans digtning fik et stærkt politisk og socialt indhold og et mere realistisk præg. Kommunismen blev for A et blivende ideologisk ståsted, og han forblev også i efterkrigstiden partiets førende og moskvatro kulturpersonlighed. Under den tyske besættelse tog han aktiv del i modstandskampen og skrev patriotisk lyrik, som var meget skattede og gjorde ham kendt langt uden for Frankrigs grænser for sine modstandsdigte. A indtog en central plads i Frankrigs litterære liv. Hans omfattende forfatterskab består af lyrik, romaner og essays. I perioden 1934-51 udkom hans stort anlagte socialrealistiske romanværk "Le Monde réel". Blandt hans andre romaner er "Aurélien" (1944) og "La Mise à mort" (1965). I årene 1942-72 udfoldede han en udstrakt litteraturkritisk virksomhed i tidsskriftet Les Lettres francaises. Fra 1956 er det selvbiografiske værk "Le Roman inachevé" (f 3/10 1897)

 

 

 

 

 

Til top        25. december

1635 d Samuel de Champlain, fransk opdagelsesrejsende og den første guvernør i Fransk Canada; han udforskede 1603-06 området omkring St. Lawrence floden og langs Atlanterhavskysten. Med henblik på den profitable pelshandel grundlagde han i 1608 Québec som oplagsplads. I 1616 forfattede han en rapport om bosættelsens betydning; den blev afgørende for kardinal Richelieus planer om etablering af franske kolonier i Nordamerika. Under den britiske besættelse af Québec 1629-32 var C fange i England, men i 1633 vendte han tilbage for som guvernør at forestå koloniens genopbygning (f ca 1567)

1721 f William Collins, engelsk digter; C’s digterkarriere var kort, og hans produktion blev derfor ikke særlig omfattende. Han var kun 17, da han skrev "Persian Eclogues" (udgivet 1742), det eneste af hans produktion, der var værdsat i hans levetid. Da hans "Odes" udkom i 1746 blev det knap bemærket af offentligheden. Efter forgæves selv at have søgt at kurere en mental sygdom - bl.a. ved at rejse - blev C i 1754 indlagt på et sindsygehospital. En søster tog sig af ham i hans sidste år (d 12/6 1759)

1745 Under Den Østrigske Arvefølgekrig må dronning Maria Theresia af Østrig efter flere nederlag med indgåelse af traktaten i Dresden acceptere Frederik den Store af Preussens fredstilbud og overlade ham størstedelen af hendes rige provins, Schlesien

d Dominique-Catherine Pérignon, fransk marskal; efter at være trådt tilbage fra aktiv tjeneste i den kongelige hær indtrådte P i revolutionsstyrkerne i 1792. Efter vellykkede felttog i Spanien blev han udnævnt til general og i 1794 til øverstkommanderende for de franske styrker ved Pyrenæerne. Herefter var han i nogle år sit lands ambassadør i Madrid. Efter at have deltaget i kampene i Italien og været i russisk fangenskab i atten måneder vendte han i 1801 tilbage til Frankrig. Her blev han senator og i 1804 marskal. I 1806 blev han generalguvernør i Parma og to år senere øverstkommanderende i Napoli. Efter Napoleons tilbagetræden sluttede P sig til Ludvig XVIII, der i 1817 udnævnte ham til marquis (f 31/5 1754)

1839 f Christian Kier, overretssagfører, byrådsmedlem. K blev cand. jur. 1863 og deltog i krigen 1864. I 1869 nedsatte han sig som overretssagfører i Århus og opnåede hurtigt en fremtrædende position i byen. Han var medstifter af Aarhus Privatbank og medlem af dens første repræsentantskab 1874-76. Han sad i museets styrelse, var medlem af bestyrelsen for Det danske Trælastkompagni og for Akts. Otto Mønsted, efter Mønsteds død i 1916 formand. I to perioder var han medlem af Århus byråd, 1876-87 og 1891-99. Hans arbejde her beskrives som initiativrigt, og at K var den, der i disse år havde størst indflydelse i byrådet. Det var f.eks. på hans initiativ, at Århus i 1896 køte Marselisborg gods. K var medlem af byrådets betydende udvalg, fra 1897 formand for Den danske Køstadsforening. Trods alle disse praktiske gøremål og oparbejdelsen af en af byens største sagførerforretninger fik Kier også tid til ret dybtgående retshistoriske undersøgelser om forholdet mellem kong Valdemars sjællandske og skånske lov, om longoardisk lov, ligesom han skrev en og om Hamurais lov. Kiers Plads ligger ved Frederiks Allés vestlige side mellem Frederiksjerg Torv og Max Müllersgade (d 18-2 1934

1883 f Maurice Utrillo, fransk maler, især kendt for sine malerier af huse og gadepartier fra det parisiske kvarter, Montmartre. Hans mor var maleren Suzanne Valadon; hans far kendes ikke, men han fik navn efter en spansk kunstkritiker, Miguel Utrillo. Tilskyndet af sin mor begyndte U at male som terapi i forbindelse med alkoholproblemer. På trods af flere tilbagefald malede U flere hundrede oliemalerier fra sit elskede Montmartre. Han var i det væsentligste autodidakt, men modtog impulser fra Pissaro og den sene impressionisme og udviklede sin egen stil præget af en neddæmpet kolorit og en ypperlig teknik, og som ikke viste tegn på et fysisk og psykisk forfald. Utrillos bedste billeder siges at være fra årene 1908-14 – pga. en rundhåndet brug af zinkhvidt kaldes perioden også den "hvide periode". I perioden var hans billeder præget af en blond kolorit, motiverne var hentet fra Montmartres gader med deres hvide og grå facader. Fra ca 1913-14 blev Utrillos kolorit mørkere og mere varieret, men hans kærlighed til det parisiske gademotiv og hans ukomplicerede gengivelse af de mange typiske detaljer forblev den samme. Hans særpræg som maler viste sig i disse billeder ved en stærk forenkling af gadebilledet i forbindelse med en postkortagtig tilsyneladende naiv komposition (d 5/11 1955)

1899 f Humphrey Bogart, amerikansk skuespiller, der har fået status som en af Hollywoods legender. Han optrådte 10 år på teatret, før han kom til filmen i 1930. Han spillede godt 40 roller overvejende i gangsterfilm inden det definitive gennembrud i "Ridderfalken" i 1941. B’s personificering af Dashiell Hammetts privatdetektiv Sam Spade som den cottoncoatklædte, barske og ensomme ulv i storbyen blev den usentimentale og alligevel romantiske type, som alle privatdetektiver siden er blevet målt med. Figuren blev udbygget i "Sternwoodmysteriet" (1946) og cementerede dermed Bogart-myten, der skulle overleve det årti, den var et produkt af. Mellem de to roller var det nu klassiske melodrama "Casablanca" (1942). B viste desuden selvironisk komedietalent i "Afrikas Dronning" (1951), og som den mentalt krigsskadede flådekaptajn i "Mytteriet på Caine" (1954) afslørede han, at talentet kunne have rummet mere sammensatte og komplicerede karakterer, hvis ikke sygdom havde sat en stopper for karrieren (d 14/1 1957)

 

1918 f Anvar Sadat, ægyptisk officer og præsident; i 1943 deltog han i grundlæggelsen af undergrundsbevægelsen "Frie Officerer", der bekæmpede Ægyptens britiske styre; som oberst var han med i statskuppet mod kong Faruk i 1952 og blev medlem af Revolutionsrådet. Herefter var han flere gange minister og i årene 1960-69 formand for Nationalforsamlingen. Han var vicepræsident 1969-70 og afløste Nasser som Ægyptens præsident efter dennes død 28/9 1970. Som præsident var hans største problem de fortsatte fjendtligheder med Israel. Siden 1956 havde Ægypten udenrigspolitisk støttet sig til Sovjetunionen. S overraskede verden, da han i sommeren 1972 udviste de sovjetiske teknikere fra Ægypten. Øjensynlig har S følt, at den sovjetiske hjælp var for dyr, og at såfremt han skulle kunne opnå fred med Israel, var det ikke Sovjetunionen, men USA der på gr. af sit gode forhold til Israel kunne være fredsmægler. USA var imidlertid afvisende over for S. For at få den fastlåste situation i Mellemøsten opløst startede S i oktober 1973 en angrebskrig mod Israel. S fik her demonstreret, at Israel ikke var usårlig; i slutningen af 1973 blev der indkaldt til fredskonference i Geneve. I november 1977 overraskede Sadat igen; han erklærede, at han var parat til at tage til Israel, hvis det kunne føre til fred. Det kunne det. 26. marts 1979 blev fredsaftalen mellem Israel og Ægypten underskrevet. Sadat havde fået den fred, der var nødvendig for økonomisk fremgang i Ægypten. At slutte fred med ærkefjenden Israel var for mange muslimer en dødssynd. Det var repræsentanter fra denne gruppe, der myrdede Sadat (d 6/10 1981)

1940 d Christen Hauge, soc. dem. politiker og minister; født og udlært som snedker på Fur og etablerede sig 1896 som snedkermester i Esbjerg; 1898-1902 jvar han ournalist ved byens "Vestjylland Social-Demokrat"; H var medlem af Esbjerg byråd 1898-1902. I 1902 blev han redaktør af den netop oprettede"Bornholms Social-Demokrat"; 1905-20 var han medlem af Rønne byråd. Gennem H’s agitation blev Soc. demokratiet i den grad styrket på øen, at han ved folketingsvalget i 1909 vandt Rønnekredsen. Han mistede mandatet ved valget i 1910, men var påny 1913-20 folketingsmand for Rønne. Som medlem af og i en periode næstformand for den overordentlige kommission var han med til at præge de mange indgreb, 1. Verd.krigs vareknaphed krævede. Det var således på hans initiativ, "den fattige mands snaps" ofredes i 1917, og det danske system med høj spiritusbeskatning indførtes. 1920 blev H redaktør af "Fyns Social-Demokrat" i Odense, og september 1920 valgtes han til Folketinget for Odense 1. kreds, en kreds han repræsenterede til sin død. Han var medlem af finansudvalget 1922-24 og 1926-29. I Staunings første ministerium 1924-26 var han indenrigsminister. I det andet ministerium Stauning var han 1929-35 minister for handel og industri, 1933-35 tillige for søfart og fiskeri. Ved regeringsomdannelsen i 1935 blev han ikke igen minister. Det var mod H’s eget ønske, han måtte trække sig tilbage. Staunings bevæggrunde til at forbigå H er ikke oplyst. 1937 udgav han sine "Erindringer 1870-1924" (f 13/9 1870)

1941 Hong Kong overgiver sig til japanerne. 2. Verdenskrig

d Charlie Chaplin, engelsk født amerikansk skuespiller og instruktør; voksede op i Londons slum og var allerede som barn skuespiller og sanger. Blev opdaget i 1912 under en turne i USA og blev hyret som filmkomiker. I 1914 spillede han med i 34 kortfilm og én spillefilm. I "Chaplin vil fotograferes" (1914) lanceredes hans vagabondfigur. Fra sin film nr 12 "Chaplin som den falske baron" (1914) skrev og instruerede han som regel selv sine film. I 1916-17 skabtes 12 korte farcer, begyndende med "Chaplin i stormagasinet"; i denne periode var det, at hans kombinerede skuespiller- og instruktørtalent udmøntedes. I 1919 var han medstifter af filmselskabet Unites-Artists. Der blev nu langt mellem hans film. I 1925 kom "Guldfeber", måske hans mest elskede spillefilm. C ville ikke umiddelbart acceptere tonefilmen og producerede i 1931 den stumme, men musikunderlagte "Byens lys", der mod alle odds blev en succes. I 1936 kom den socialt-satiriske "Moderne tider", hvor han indføjede lidt dialog, og i 1940 100% talefilmen "Diktatoren", der var et angreb på fascismen og samtidig den lille vagabonds sidste optræden. C’s forhold til USA havde altid været anstrengt, og i 1952 i kommunistforskrækkelsens år blev han, der ikke var amerikansk statsborger, nægtet indrejse efter London-premieren på "Rampelys". Chaplin flyttede til Svejts og skabte kun yderligere to film; i 1957 "En konge i New York" og i 1967 "Grevinden fra Hong Kong". Chaplins selvbiografi "My Life" udkom 1964 (f 16/4 1889)

 

d Joan Miró, spansk maler og billedhugger, der anses for at være en af den abstrakte surrealismes internationale hovedskikkelser; efter 1919 var han virksom skiftevis i Spanien og Frankrig. Han fik sin uddannelse i Barcelona i årene 1912-15. Hans første værker indeholdt træk fra især van Gogh og fauvismen. Men efter sit første besøg i Paris i 1919, begyndte han at udvikle et maleri inspireret af kubismen og naivismen. Omkr. 1924 havde han skabt en næsten abstrakt stil, inspireret af bl.a. surealismen, som han blev en af de ledende repræsentanter for. Siden udviklede M et formsprog, der med enkle tegn og symboler kan minde om børnetegninger. Hans billeder blev udført med poetisk fantasi og humor, ofte i få raffinerede grundfarver. M har udført monumentale opgaver: i USA bl. a. til Harvard University (1950); i Paris til UNESCO-bygningen udsmykningen "Solens Mur og Månens Mur" (1957). I 1971 grundlagde han i Barcelona et museum for sine egne arbejder og skænkede adskillige hundrede malerier og skulpturer til museet. Miro har endvidere arbejdet med skulptur og keramik, scenografi, bogillustrationer, litografi og forlæg til gobeliner (f 20/4 1893)

1991 Gorbatjov træder tilbage. De økonomiske reformer af det sovjetiske samfund G lancerede kort efter sin tiltræden som generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti – og dermed Sovjetunionens leder – i 1985 led skibbrud af to grunde: fordi han alt for længe havde været i vildrede med, i hvilken retning de skulle gå, og fordi nationale kræfter og modsætninger, der med den nye politik kom til udtryk med en styrke og i et omfang, som hverken G eller Kommunistpartiet havde taget højde for og derfor for sent erkendte. G kom derfor ofte til at stå som bevarer af det gamle i stedet for reformator. Selv om G i marts 1990 blev valgt til den nyoprettede præsidentpost var hans position svækket, og den svækkedes yderligere efter det mislykkede Augustkup i 1991, da "gammelkommunister" forsøgte at tage magten. Han opgav posten som generalsekretær, men hans forsøg på at forny unionen blev umuliggjort af de kraftige opløsningstendenser, der kulminerede i med dannelsen af uafhængige stater, SNG, i december 1991. Som en præsident, der reelt var uden land, nedlagde G sit embede

 

 

 

 

 

 

Til top        26. december

1194 f Frederik 2. tysk-romersk kejser 1215-1250, tysk konge fra 1212, konge af Sicilien fra 1198 og konge af Jerusalem fra 1229, søn af kejser Henrik 2. og Constance, datter af normannerkongen Roger 2. af Sicilien; Frederik 2. erhvervede særdeles omfattende kundskaber, såvel klassiske som moderne og både i digtning og de fleste videnskaber. Hans videnskabelige og filosofiske interesser afspejles i hans bog om falkejagt "De arte venandi cum avibus"; foruden at være en håndbog i falkejagt var den et ornitologisk leksikon. På Sicilien, hvor Frederik 2. i regelen opholdt sig, skabte han en stærk militær- og embedsstat; en veluddannet stab af fast-lønnede, lovkyndige borgerlige embedsmænd, der beherskede fransk, latin, græsk og arabisk, gjorde styret effektivt. Der blev indført en lovbog for hele riget og for alle stænder, som på den måde fik lige rettigheder. At han stod Tyskland fjernt blev bestemmende for landets skæbne århundredeer frem. Nu fuldendtes dets opløsning i selvstændige områder under hver sin lensherre; nogen centralmagt fandtes ikke, og der gik over 600 år, før Tyskland fik en sådan. Frederik 2. havde et usædvanlig godt magtgrundlag for at samle Italien under sin magt. Det betød, at han til stadighed lå i strid med paven og de store italienske byer, og det blev denne koalition, der sejrede. I sept. 1227 lyste paven ham i band. Trods bandlysningen drog Frederik 2. året efter på korstog; i Det hellige Land indgik han en aftale med sultan al-Kamil, som sikrede ham kontrol med Jerusalem, Bethlehem og Nazareth. Marts 1229 blev Frederik 2. kronet i Jerusalem. Ved hjemkomsten løste paven ham fra bandet (august 1230). Derefter genoptog han sin kamp for at samle Italien. Da en sådan politik truede pavens kontrol over pavestaten, erklærede paven (Innocens 4.) i 1245 Frederik 2. for afsat. Det blev signalet til almin-delig rejsning blandt kongens modstandere. Frederik 2. fortsatte utrætteligt kampen til sin død. Da Frederik 2.’s unge sønnesøn forsøgte at videreføre bedstefaderens kamp, blev han slået, fanget og henrettet i 1268; pavens sejr over kejseren var en kendsgerning, det verdslige Italien var sprængt (d 13/12 1250)

 

1476 d myrdet Galeazzo Maria Sforza, hertug af Milano; han var søn af den første hertug af Milano af slægten Sforza, Francesco Sforza, moderen var Bianca, datter af den sidste hertug af Milano af slægten Visconti, Filippo Maria V. Galeazzo Maria S var på mange måder en udmærket regent. Han var mæcen for billed-kunstnere og forfattere og indførte dyrkning af ris på Posletten. Men Galeazzo Maria er også blevet karak-teriseret som forfængelig, ødsel, udsvævende og ondsindet. Han blev myrdet af tre milanesere, som håbede at kunne befri deres by fra despoti; men mordet blev ikke efterfulgt af noget oprør; tværtimod var der almindelig sorg over hertugens død. Problemerne med at få dannet et regentskab efter mordet viste sig at blive begyndelsen til enden for Sforza-herredømmet i Milano. Ved sin død efterlod Galeazzo Maria sig en syvårig søn, Giangaleazzo Sforza, og Milanos reelle hersker blev den afdøde hertugs bror, Lodovico "il Moro" Sforza. Han gjorde det hertugelige hof i Milano til det mest strålende i Europa. Her virkede bl.a. Leonardo da Vinci som arkitekt, ingeniør, maler, billedhugger og ikke mindst som musiker, teaterdirektør og festarrangør. Ved at indgå alliancer med Lorenzo ’il Magnifico’ Medici af Firenze og andre italienske stater søgte Ludovico i sin Italienspolitik at føre en balancepolitik. Men da han i 1495 støttede den franske kong Karl 7. i dennes invasion af Italien for at sætte sig i besiddelse af den neapolitanske trone, gik det galt for Ludovico. Nu havde franskmændene fået øje på det rige, men politisk splittede Italien. Det var et lokkende bytte for en beslutsom og krigsvant fyrste. Da Giangaleazzo i 1495 døde en naturlig død, blev Lodovico mistænkt for at have forgivet ham. Den franske konge hævdede, at nedstamme fra Viscontislægten, og i 1499 mistede "il Moro" sit hertugdømme til fransk-mændene (f 1444)

 

1530 d Babur, stormogul; han var grundlægger af mogulernes herredømme i Nordindien. Som 12-årig arvede han efter sin far tronen i det lille kongedømme Turkestan. Nabokonger søgte at udnytte Baburs ungdom og uerfarenhed til at fravriste ham Turkestan, men det lykkedes ham at overvinde vanskelighederne, og i 1498 erobrede han Samar-kand. Han fortsatte sine erobringer, og efter at have erobret Afgahnistan gik han i 1504 til angreb på sultanatet i Delhi i Indien. Den endelige sejr fik Babur i 1526, da besejrede han sultan Ibrahim af Delhis talmæssigt overlegne hær vha. bedre teknik og de første skydevåben i den muslimske verden. Hans navn var Zahiruddin Mohammed, men efter sine sejre blev han kendt som Babur (mongolsk for tiger). Ved sin død havde skabt et storrige, og han er gået over i historien som en erobrer på linje med Aleksander den Store (f 15/2 1483)

 

Under Den Nordamerikanske Frihedskrig sætter Washington om aftenen juledag med omkr. 2.500 mand over Delaware floden og angriber om morgenen 2. juledag englændernes hessiske garnison i Trenton. I løbet af efteråret 1775 havde amerikanerne lidt flere nederlag og mistet byen New York til englænderne. Her havde den engelske øverstkommanderende, general Howe ladet de fleste af sine soldater gå i vinterlejr, men samtidig havde han efterladt garnisoner i flere New Jersey-byer bl.a. i Trenton, ca 30 km. sydvest for New York. Garnisonen her bestod af hessiske tropper, som landgreve Frederik af Hessen-Kassel havde udlejet til englænderne. Ialt have den hessiske landgreve udlejet 17.000 mand til engelsk krigstjeneste i Amerika. Efter dette store kontingent fik alle tyske lejetropper i Amerika tilnavnet "hesserne". Den hessiske kommandant i Trenton var af Howe blevet beroliget med, at han intet havde at frygte fra den amerikanske hær, idet "oprørshærens soldater hverken har sko eller strømper og er næsten nøgne, døende af kulde, uden tæpper og næsten uden forsyninger". Med sit angreb spillede Washington højt spil. Moralen i hans hær kunne ikke tåle flere nederlag, så feltråbet under angrebet var derfor meget betegnende "Sejr eller død". Billedet af den statelige Washington stående i stævnet på en lille båd i Delawareflodens oprørte vande en kold og stormfuld julenat hører til den amerikanske nationalskat. Det skyldes et maleri af begivenheden udført 60 år senere af den tyske kunstner Leutze. Maleriet symboliserer for mange amerikanere selve den amerikanske frihedskamp. Gennem mange år hang en kopi af maleriet i næsten hver anden amerikansk skole og også i mange private hjem. For garnisonen i Trenton kom angrebet som en stor overraskelse. Den blev bogstaveligt talt taget på sengen. Efter kun tre kvarters kamp overgav styrken sig. Amerikanerne tog omkring 1000 fanger. Deres egne tab var fem mand

 

f Charles Babbage, britisk matematiker, der fremsatte nogle af de centrale ideer bag den programmerbare computer. Fra ca 1820 arbejdede han med konstruktioner af regnemaskiner først de såkaldte difference engines, der skulle beregne f.eks. logaritmetabeller; senere fra midten af 1830'erne med den såkaldte analytical engine, der skulle være en programmerbar regnemaskine. På grund af tekniske og økonomiske vanskeligheder lykkedes det ikke i Babbages levetid at færdiggøre nogen maskine. Først med den moderne elektroniske hjælp har man kunnet realisere hans tanker og ideer. Babbage tegnede i 1840'erne Difference Engine nr. 2. I 1991 blev denne maskinens ca 4000 enkeltdele konstrueret og samlet i Science Museum i London. Den kan beregne matematiske tabeller med 30 decimalers nøjagtighed (d 18/10 1871)

 

Freden i Pressburg (Bratislava) mellem Frankrig og Østrig underskrives. Østrigs nederlag i slaget ved Austerlitz 2. december 1805 betød, at det måtte afstå Venetrien, Istrien og Dalmatien til Napoleon i hans egenskab som konge af Italien. Tyrol, Vorarlberg og flere mindre områder blev afstået til Bayern, hvis fyrste Maximillian Joseph nu blev anerkendt som konge. Da Østrig i august 1805 tilsluttede sig det måneden før oprettede offensive og defensive forbund mellem England og Rusland, var den såkaldte 3. koalition i krigen mod Napoleon dannet. Napoleon tog udfordringen op og besluttede at søge afgørelsen i Tyskland med 200.000 mand franske, bayerske og württembergske tropper. Han overtog selv kommandoen. Med sin sædvanlige hurtighed koncentrerede han sine styrker i Tyskland. Han omgik den østrigske general Macks højre fløj og tvang ham til at trække sig ind i Ulm, hvor Mack den 20. oktober måtte strække våben med 27.000 mand. Resterne af Macks hær, 22.000 mand, sluttede sig til den russiske hær på 30.000 mand ved Brunnau. Ved udgangen af november var den russiske hær nået op på 90.000 mand, og kejser Frants af Østrig og den russiske kejser Alexander sluttede sig til hæren. Over Wien var Napoleon fulgte efter de vigende østrigere og nåede 20. november Brünn, hvor han afventede forstærkninger. For der var opstået en ny fare for ham. Den 3. november havde Rusland og Preussen sluttet forbund, og den preussiske hær stod rede til at gribe ind. En sejr var nu en nødvendighed for Napoleon, inden hans modstandere fandt sammen og blev ham for stærke. Sejren fik han i trekejserslaget ved Austerlitz den 2. december 1805, og Østrig måtte søge fred

 

d Joseph Fouché, fransk politiminister; før revolutionen 1789 fik han en teologisk uddannelse og blev lærer; med udbruddet af revolutionen åbnedes der ham nye muligheder, han forstod at udnytte. I 1792 indvalgtes han i Nationalkonventet, men da han var en dårlig taler, gjorde han sig her kun lidet bemærket. Hans vigtigste opgave blev deltagelse i de systematiske afkristningskampagner, der i disse år blev iværksat over hele Frankrig. Da han var med i den gruppe, der stod bag nogle omfattende massakrer i Lyon, faldt han i unåde hos sin tidligere ven Robespierre og blev ekskluderet af Jacobinerklubben. Fouché tog hævn, da han i juli 1794 medvirkede til at styrte Robespierre. Under Direktoratets styre (1794-99) gjorde den ledende direktør, Barras, ham i 1799 til politiminister, men samme år forrådte Fouché ham ved at støtte Napoleons statskup. Fouché fortsatte i sit embede til 1810; han blev senator og hertug af Otranto. Herefter modarbejdede han i det skjulte Napoleon og plejede forbindelse med Bourbonnerne, men blev alligevel Napoleons politiminister i De hundrede Dage. Efter Napoleons fald og genoprettelse af kongemagten under bourbonneren Ludvig 18. blev Fouché en kort periode politiminister. Men fordi han i sin tid i Nationalkonventet havde stemt for Ludvig 16.’s henrettelse, måtte han nedlægge sit embede. Sine sidste år måtte han tilbringe i eksil i Triest. Fouché er blevet karakteriseret som en fænomenal vendekåbe, der begyndte som yderliggående revolutionær og endte med at være i tjeneste hos en ultrakonservativ konge (f 21/5 1759)

 

d Schack von Staffeltt, forfatter af to digtsamlinger; han betegnes som ikke særlig agtet i sin samtid, men senere rehabiliteret som en af dansk romantiks betydeligste digtere. Staffeltt var grundig forberedt på den rolle, han havde håbet på, som den gryende tyske romantiks sendebud i dansk litteratur. Som søn af en indvandret tysk adelsfamilie havde han tysk som modersmål og fik aldrig helt udryddet sporene af dette sprog. Han fik en militær uddannelse, samtidig vaktes hans interesse for litteratur. Som ung løjtnant var han 1791-93 på et toårigt studieophold i Göttingen, og efter to år hjemme gennemrejste han Europa i yderligere fem år, hvor han sugede til sig af den nye tids filosofi og digtning. Men hvad den kantede S møjsommeligt havde lært gennem et tiår, opsnappede den ti år yngre intuitive begavelse Adam Oehlenschläger hurtigere og omsatte til poesi i sin debutsamling. Så da Staffeltt året efter fik sin debut undet samme titel "Digte" (1804), blev han uretfærdig betragtet som blot en forsinket efterligner af den vordende digterkonge. Om Staffeltts værk er der blevet sagt, at han i sine digte ikke blot demonstrerer en dybere indsigt i den romantiske filosofi end sin unge, lyse digter-kollega, han formåede også at omsætte dens forestilling om verdens fundamentale splittelse mellem idéernes og fænomenernes sfære til "Poesi af uforgængelig Skønhed". Da hans anden udgivelse "Nye Digte" (1808), der indeholder hans smukkeste kærlighedsdigte, forblev upåagtet, holdt Staffeltt inde og lagde fra 1810 sin energi i det opslidende amtmandshverv i Hertugdømmerne, hvor han endte sine dage bitter og glemt (f 28/3 1769)

 

1890 d Heinrich Schliemann, tysk købmand og arkæolog; grundlagde 1847 i St. Petersborg en forretning som skaffede ham en formue. 1863 opgav Schliemann sin forretning for at realisere sin barndoms og ungdoms drøm: han ville genfinde Troja. 1866 bosatte han sig i Paris; han foretog de forberedende studier og rejser og begyndte 1871-75 for egne midler store udgravninger på højen Hissarlik i det nordvestlige Lilleasien, hvor enkelte Homer-tolkere ville søge Troja; senere fortsatte han 1878-79, 1882 og 1889-90; videre foretog Schliemann undersøgelser i Mykene (1874-76), Orkhomenos (1880-81) og Tiryns (1884-85) foruden mindre udgravninger andre steder. Resultaterne blev overvældende. Schliemann genfandt de forhistoriske kulturer, hvis personer og forhold afspejler sig i de homeriske digte. Sine resultater offentliggjorde Schliemann i en række store skrifter. Hans arbejder både på stedet ved undersøgelserne og i fremstillingerne bærer præg af, han var autodidakt. Men de mange undersøgelser, som fulgte, bygger i væsentlig grad på Schliemann (f 6/1 1822)

 

1893 f Mao Ze Dong, kinesisk statsleder; i 1913 kom han på seminariet i provinshovedstaden Changsha. Efter lærereksamen i 1918 rejste han til Beijing for at studere økonomi, historie og filosofi; han ernærede sig som assistent ved universitetsbiblioteket, hvis chef havde stiftet et selskab for marxistiske studier. Han var overbevist marxist, da han i 1919 vendte tilbage til Changssa. Her underviste han på seminariet. I 1921 var han en af det dusin lærere og studenter, der i Shanghai grundlagde Kinas Kommunistiske Parti. I sit partiarbejde blev han overbevist om, at byproletariatets revolutionære betydning var for ringe; det var på Kinas millioner af bønder, socialismen måtte bygge. For Mao stod bonden som den mest værdifulde mennesketype. I 1927 skrev han sit første revolutionsskrift om bondebevægelsen. Da Kinas nationalistiske parti Guomintang i 1927 brød med kommunisterne måtte Mao gå under jorden. Han var nu med i oprettelsen af "Bøndernres og Arbejdernes Revolutionshær". Da denne i sin base i Sydkina blev udsat fra voldsomme angreb fra nationalisthæren, beor-drede Mao den i oktober ud på "Den lange March". Under marchen blev Mao i januar 1935 valgt til partiets formand. Marchen afsluttedes et år senere i provinsen Yanan i det nordlige Kina. Det blev Maos hjem i de næste 13 år. Efter Japan havde lidt nederlag i 2. Verdenskrig, og nationalisthæren besejret og resterne af den flygtet til Taiwan, kunne Mao den 1. oktober på Den himmelske Freds plads i Peking udråbe den Kinesiske Folkerepublik med sig selv som formand for både det Centrale Regeringsråd og partiet. "Formand Mao" bevarede siden da trods adskillige farlige fejlslag og kriser i 50’erne og 60’erne – forsøget med ytringsfrihed i 1956, "det store spring fremad" i 1958, den "store proletariske kulturrevolution" i 1966-69 – sin indflydelse. Under flere års tiltagende fysisk og åndelig skrøbelighed søgte Mao Ze Dong ro i sin hjemegn, hvor han døde (d 9/9 1976)

 

1898 Ægteparret Curie opdager grundstoffet radium

 

Englænderne sænker det tyske krigsskib "Scharnhorst". Det 26.000 tons store slagskib, der kunne sejle 32 knob og var armeret med 9 stk 23 cm, 12 stk 15 cm, 14 stk 10,5 cm kanoner og 16 stk maskinskyts, blev søsat i 1936. Fra foråret 1943 var det stationeret i Nord-Norge, hvor det opererede mod de allierede konvojer til USSR. Disse måtte af den grund foruden sin eskorte have dækning af fartøjer fra den britiske hjemmeflåde. Under angreb på en østgående konvoj blev "Scharnhorst" uden for Nordkap overrasket og forfulgt af en sådan dækningsstyrke, bestående af slagskibet "Duke of York", en krydser og fire torpedojagere. Efter flere timers kamp blev "Scharnhorst" sænket. Af besætningen på 1970 mand blev 36 reddet

 

d Astrid Noack, billedhugger; efter i 1910 at have afsluttet en uddannelse som billedskærer arbejdede hun i de følgende år bl.a.med restaureringsopgaver for Nationalmuseet. Ophold i Paris 1926-1934 udviklede hende kunstnerisk og dannede grundlag for hendes ofte gentagne motiv – det oprejste menneske. Det gælder f.eks. hendes første større arbejde efter hjemkomsten "Holtepigen" og "Stående kvinde", der er udført i teaktræ i årene 1937-41. Blandt hendes senere arbejder er "Det korsfæstede menneske" (Løgumkloster, 1943-46), "Knælende dreng" (1942, Åbenrå) og "Ung mand der planter et træ" (1948, Tønder). Foruden disse helfigurer skabte hun mange portrætbuster. Endvidere udførte hun i 1939 en portrætstatue af Anna Ancher, der er opstillet i bronze ved Skagen museum (f 30/1 1888)

 

1972 d Harry S. Truman, USAs præsident 1945-1953; han blev i sin ungdom kontorist i en bank og deltog i verdenskrigen 1917-18, hvor han avancerede til kaptajn. I 1919 nedsatte han sig som herreekviperingshandler i Kansas City, men gik konkurs efter to år. I de næste 15 år afbetalte han troligt sin anselige gæld, hvad der skaffede ham en ikke ringe respekt på hjemegnen. Fra sin ungdom var Truman politisk interesseret og sluttede sig til det demokratiske parti. I 1921 kom han ind i den stedlige administration i Missouri, hvor han efterhånden bestred stillinger som vejinspektør, vejdirektør og distriktsdommer; han viste gode administrative evner og skaffede sig ved selvstudium en betydelig faglig viden. I 1934 blev han US-senator for hjemstaten Missouri. I 1941 blev han formand for en senatskomité, der havde til opgave at kontrollere anvendelsen af krigsbevillinger. Posten var betydningsfuld. Gennem den trådte Truman ud af ubemærketheden. Han blev kendt for at besidde såvel store administrative evner som en sympatisk hæderlighed. Ved demokraternes partikonvent 1944 kåredes han til vicepræsidentkandidat. Med Franklin D. Roosevelt vandt han præsidenvalget, og ved præsident Roosevelts død april 1945 efterfulgte han denne. Truman blev genvalgt 1948. Med den såkaldte Trumandoktrin (marts 1947) indførte han et nyt træk i amerikansk udenrigspolitik. Stillet over for den sovjetiske udfordring og udviklingen i Østeuropa lovede Truman støtte til alle frie stater, der var truet af kommunisme. Det være sig såvel af et truende kommunistisk kup som ved kommunistisk invasion. Hans politik over for Sovjetunionen fik stort set tilslutning fra begge de to store partier, men mange republikanere angreb hans politik i Det fjerne Østen, ikke mindst efter kommunisterne var kommet til magten i Peking oktober 1949. I overensstemmelse med Trumandoktrinen greb Truman militært ind til fordel for Sydkorea, da det i juni 1950 blev angrebet af tropper fra det kommunistiske Nordkorea. Indadtil søgte Truman at fastholde arbejdet for sociale reformer og kravet om skærpet lovgivning mod racediskrimination gennem programmet Fair Deal. Truman har udgivet memoirerne "Years of Decision" (1955) og "Years of Trial and Hope" (f 8/5 1884)

 

 

 

 

 

Til top        27. december

537 Den byzantinske kejser Justinian indvier kirken Hagia Sophia i datidens Konstantinopel - nutidens Istanbul. Den blev ikke indviet til en helgen af dette navn, men til den hellige visdom, Guds skabende visdom. Kirkens arkitekter opgav den traditionelle basilikaform og udkastede en plan, hvorefter centrum skulle bestå af en kuppel af stort omfang, som ikke skulle hvile på mure, men på massive piller, og som i hver ende støttes af en halvkuppel. Grundplanen var et græsk kors 75 gange 68 meter. Korsets fire ender dækkedes af en mindre kuppel. Midterkuplen hæver sig over en kvadrat på 30 gange 30 meter, som fremkommer, hvor armene skærer hinanden. Kuplens højeste punkt var 54 meter over jorden, og dens diameter var 30 meter – næsten 10 meter mindre end Panthenons kuppel i Rom. Mens denne var støbt i cement i et eneste solidt stykke, bestod kuplen i St. Sophia af tredive teglstensskifter, som konvergerede mod centrum. Kirkens indre var et panorama af lysende dekoration. Marmor i mange farver – hvidt, grønt, rødt, gult, purpur, guld – fik gulvet, væggene og søjlerne i de to stokværk til at ligne en blomstermark. Elegante stenudhugninger dækkede kapitæler, buer, hjørnestykkerne over buerne, lister og gesimser med klassiske akanthus- og vinblade. Mosaikker af en hidtil uset størrelse og pragt så ned fra vægge og hvælv. Fyrretyve sølvlysekroner hang ned fra kuplens kant og hjalp lige så mange vinduer med at oplyse kirken. Prædikestolen var indlagt med elfenben, sølv og kostbare ædelsten, kirkens gyldne alter var opbygget af sjældne marmorarter, ved det stod hellige kar af guld og sølv, og foran det hang et silkeforhæng med billeder af kejseren og kejserinden, som mod- tog Kristi og Jomfru Marias velsignelse.

1530 Billedstormen i Vor Frue Kirke i København; under det folkelige røre i forbindelse med reformationen trængte en gruppe københavnske borgere medbringende økser ind i kirken. De smadrede inventar og helgenbilleder, trængte ind i koret, hvor lægfolk ikke må komme, splintrede kannikestolene og rev messebøgerne i stykker, mens de overdængede de tilstedeværende præster med skældsord. "Pøblens værste bærme" kaldte Poul Helgesen de voldsomme demonstranter. Kongens reaktion var at lukke kirken for både katolsk og evangelisk messe.

1571 f Johannes Kepler, tysk astronom; i 1589 kom han på universitetet i Tübingen, hvor han i 1591 blev magister og i 1594 doktor. Under studierne blev han stærkt interesseret i astronomi og blev en overbevist tilhænger af det kopernikanske system. I 1594 blev han matematiklærer ved den lutherske skole i Graz, hvor han tillige virkede som kommunal matematiker med udarbejdelse af kalendere og horoskoper. På gr. af modreformationen blev hans stilling i Graz uholdbar, og han forvistes fra byen i august 1600. Han tog til Prag for at samarbejde med Tyge Brahe. Efter Brahes død i 1601 blev han dennes efterfølger som kejserlig matematiker. Ud fra Tyge Brahes planetobservationer kuldkastede Kepler den indviklede ptolemæiske epicykelteori og fastslog, at planeternes bevægelser foregår i elipser med solen i det ene brændpunkt (Keplers første lov) og således at forbindelseslinien mellem solen og en planet overstryger lige store arealer til lige store tidsrum, d.v.s., at en planet bevæger sig langsommere i sin bane, når den er langt væk fra solen end når, den er tæt på solen (Keplers anden lov). Disse observationer offentliggjorde Kepler i 1609 i Astronomia Nova. 1611 blev han distriktsmatematiker i Linz i Østrig. Han fortsatte med at udforske solsystemet og fandt igen en lovmæssighed for planetbevægelserne. Denne lov - Keplers tredie - siger, at der for hver planet er en ganske bestemt sammenhæng mellem planetens omløbstid og dens middelafstand fra solen. Dette offentliggjorde Kepler i Harmonice Mundi fra 1619. Derefter redigerede han alle Tyge Brahes og egne astronomiske målebøger, og i 1627 blev de udgivet under titlen Tabulae Rudolphinae. Om Johannes Kepler er det blevet sagt, at hans betydning for eftertiden blev særdeles stor, ikke mindst fordi hans tre love blev en del af grundlaget for den newtonske fysik og dermed hele den senere himmelmekanik frem til nutiden (d 15/11 1630)

d John Davis, engelsk søfarer; for et engelsk handelskompagni gjorde han i årene 1585-87 med flere småskibe tre forsøg at finde en kortere søvej til Kina ved at sejle nord om Amerika og dermed finde den såkaldte Nordvest-passage. På den første rejse sejlede han nordpå langs Grønlands vestkyst. Da han nåede Baffins Island, sejlede han ind i Cumberland Sound i den opfattelse, det var Nordvestpassagen. Han måtte vende om. Nye forsøg blev gjort i 1586 og 1587. På den sidste af disse rejser sejlede han gennem det stræde, der er opkaldt efter ham, stod ind i Baffins bugten og sejlede langs Grønlands vestkyst nordpå til Disko bugten, omkr. 73 grader Nord. Det menes, at Davis havde kommandoen på "Black Dog" mod den spanske armada i 1588. I sin søgen efter en passage gennem Magellanstrædet syd om Sydamerika til Stillehavet opdagede Davis i august 1592 Falklands-øerne. Han var med på rejser til Østindien i 1598 og 1601. Udgav 1594 en navigationshåndbog til søens folk "The Seaman's Secrets" og 1595 "The World's Hydrographical Description". Han konstruerede også en kvadrant til måling af solhøjden. På sin tredje rejse til Østindien blev han dræbt af japanske sørøvere i Malaccastrædet (f ca. 1550)

 

Ved den såkaldte Methuen-overenskomst - navngivet efter den engelske ambassadør i Lisabon - giver Storbritannien portugisiske vine toldpræference på det engelske marked og får eneret på Portugals uldeksport. Det var den anden af to engelsk-portugisiske traktater det år. Ved den første, afsluttet den 16. maj, havde Portugal tilsluttet sig den engelsk-østrigske alliance rettet mod Frankrig i Den spanske Arvefølgekrig. Ved Methuenaftalen åbnede Portugal for import af engelsk klæde, som hidtil havde været nægtet adgang til det portugisiske marked. England gik med til at give portugisiske vine adgang til det engelske marked med en told, der var lavere end den, der var pålagt franske vine. Ganske vist blev Portugal ved overenskomsten befriet for fransk-spansk dominans, men blev i stedet underlagt engelsk økonomisk dominans. Landets hurtigt voksende vinproduktion blev i stigende omfang kontrolleret af engelsk kapital. På tidligere kornmarker blev der i stedet dyrket vin, så Portugal måtte importere korn. Samtidig forblev Portugal et land, der producerede råmaterialer og importerede færdigvarer. Methuen-overenskomsten fik således stor økonomisk betydning for både England og Portugal

1794 f Christian Albrecht Bluhme, konseilspræsident, minister; blev juridisk kandidat 1816 og havde derefter forskellige stillinger i statens tjeneste rundt om i landet. I 1843 kaldte Christian 8., hvis bevågenhed han havde vundet, ham til København som direktør for Toldkammeret og Kommercekollegiet, hvis præsident han blev 1848. Efter at have været amtmand i Præstø 1849-50 var Bluhme direktør for Øresunds toldkammer til toldens ophævelse i 1852. Men allerede da havde Bluhme begyndt en politisk karriere. I martsministeriet – siddende fra marts til november 1848 – var han handelsminister og var således med til at forelægge grundlovsudkastet; i marts året efter blev han medlem af den grundlovgivende rigsforsamling som kongevalgt medlem og kort efter også kabinetssekretær hos Frederik 7. I årene først i 1850erne beklædte Bluhme forskellige ministerposter. Fra januar 1852 til april 1853 stod han i spidsen for regeringen, og det var således ham, der ledede forhandlingerne, der førte til London-traktaten 1852 om tronfølgen. Februar 1856 blev han medlem af rigsrådet. Herfra rettede han en hård kritik mod de følgende regeringers Ejderpolitik og advarede også mod gennemførelsen af novemberforfatningen 1863. Efter Frederiks 7.s død i november 1864 opfordrede man flere gange forgæves Bluhme til at danne regering. Først da konferencen i London var sprængt, regeringen trådt tilbage, og krigen mod prøjserne genoptaget blev Bluhme 11. juli 1864 regeringsleder, samtidig overtog han også posten som udenrigsminister. Det blev således ham, der ledede de forhandlinger, der førte til fredsslutningen i Wien 30. oktober 1864. En fredsslutning der for Danmark betød tabet af Slesvig og Holsten. De påfølgende forhandlinger om grundlovsændring magtede Bluhme ikke at påtage sig, og han trak sig tilbage (d 16/12 1866)

d Jens Juel, maler; efter konfirmationen blev han uddannet som håndværksmaler; ved siden af fik også en vis kunstneriske uddannelse. Fra midten af 1760'erne var han elev på Kunstakademiet i Kbhvn. I foråret 1767 vandt han den lille guldmedalje. Efter troligt at have deltaget i konkurrencen i hvert af de flg. år vandt han i 1771 den store guldmedalje. Gennem en lang række portrætter havde han allerede nu placeret sig som den ypperste i faget efter J.G. Pilo. Til hans hurtige kunstneriske udvikling svarede en glimrende ydre karriere. Da han 1769, endnu akademielev, indsendte en ansøgning til kongen om rejseunderstøttelse, kunne han anføre, at han allerede havde haft den lykke at male portrætter af dronningen og andre "adskillige høje herskaber" ved hoffet. J udenlandsrejse begyndte novbr. 1772. Han opholdt sig i Rom 1772-76; hvorefter han rejste til Paris. Her blev opholdet kort; allerede i begyndelsen af 1777 rejste han til Geneve, hvor han fik så rigeligt med portrætbestillinger, at han blev i byen og egnen deromkring i flere år. April 1780 var han tilbage i København. Her blev han agreeret ved akademiet, udnævnt til hofportrætmaler, 1782 optaget som medlem af akademiet, 1784 udnævnt til ekstraordinær professor og blev 1786 professor. 1795-97 og 1799-1801 var han akademiets direktør. Fra hans værksted, i hvilket elever deltog i arbejdet, udgik der i de flg. år en uoverskuelig række portrætter dels i olie, dels i pastel, af herrer og damer fra de højere samfundslag. Sommetider udvikledes portrætter til en hel miljøskildring som i de store billeder af grupper i et interiør eller i fri luft, f.eks. "Det Rybergske Familiebillede" (1796-97, og det han et årstid efter sit giftermål malede af sig selv og sin kone (Rosine) siddende foran stafelliet (1791). J interesse for landskabsmaleriet, der var blevet stærkt opmuntret i Svejts, forlod ham aldrig. Han vedblev at male landskabsbilleder, og hans produktion heraf er betydelig. Fra 1790'erne er "En sjællandsk bondegård under optrækkende Uvejr" (f 12/5 1745)

 

1822 f Louis Pasteur, fransk kemiker og mikrobiolog; i 1849 blev han professor i kemi i Strasbourg. Efter fra 1854 at have været professor ved universitetet i Lille var han fra1867 professor ved Sorbonne; fra 1889 var P chef for Pasteurinstituttet i Paris. Han lagde grunden til sin berømmelse, da han påviste, hvordan forskellige typer fermentering forårsagedes af bestemte bakterier og gær, og at disse mikroorganismer ikke opstod ved såkaldt spontan genese, men måtte tilføres udefra. Disse forsøg gav anledning til den britiske læge Joseph Listers indførelse af antiseptikken. I 1864 blev P sendt til Jura, fordi vindyrkerne der var ved at blive ruinerede af uheld med vinfremstillingen. P fandt ud af, at vinen blev sur på grund af en parasit, som det lykkedes ham at fjerne ved i kort tid at varme vinen op. Denne metode har senere fået betegnelsen pasteurisering. Året efter befriede P silkeindustrien for en sygdom, som ramte silkeormene, og som blev fremkaldt af mikroorganismer. I 1877 rettede P sin interesse mod miltbrand, en sygdom som ramte fårebestanden voldsomt. Dette arbejde blev afbrudt nogle år senere, da han en tid arbejdede med at finde årsagen til hønsekolera. Han isolerede den mikrobe, som forårsagede sygdommen og fremstillede en vaccine mod den. Han nåede samme resultat, hvad angik miltbrand. Også studiet af hundegalskab – rabies – beskæftigede P sig med og opnåede også her gode resultater. I 1895 lykkedes det ham at helbrede en ung mand, som var blevet bidt af en hund med rabies. Det gav stødet til oprettelse af Pasteurinstituttet i Paris. Instituttet blev indviet i 1888, men P var da så svækket, at han aldrig kom til at lede eller arbejde i instituttet (d 28/9 1895)

d Steven Fuller Austin, med engelsktalende nybyggere grundlagde han i 1820erne store bosættelser i Texas, som dengang var mexicansk. Med sin indsats blev A grundlægger af staten Texas. I årene 1814-19 var han medlem af territoriets Missouris lovgivende forsamling. Den økonomiske panik i 1819 fik hans far til at opgi-ve sin blyminevirksomhed slutte sig til en gruppe nybyggere og drage til Texas. Af de mexicanske myndig-heder fik faderen overdraget et stykke land, men døde kort tid efter. 1821 tog A til Texas for at vide-reføre faderens projekt. Han grundlagde en koloni (1822), der hurtigt blev befolket med flere hundrede engelske familier. I de følgende år steg koloniseringen af Texas, og A var en hovedperson i striden mellem Mexico og USA om ejendomsretten til kolonien. Han var ligeledes særdeles aktiv i kampen for at bevare slaveriet. Endvidere forsøgte han til stadighed at overtale den mexicanske regering til at lave Texas til en selvstændig stat i forbund med Mexico, så de amerikanske nybyg-gere kunne opnå den frihed og selvstyre, de som ameri-kanere var vant til. Da forsøget fejlede, foreslog A i 1833 - uden at man afventede svar fra den mexicanske regering - oprettelse af et selvstændigt Texas. Så fik A svar fra myndighederne, han blev fængslet. Han blev løsladt 1835. Da der udbrød revolution i Texas i oktober samme år, tog han til USA for at få hjælp i kampen. A vendte hjem juni 1836; i præsidentvalget i den nydannede republik Texas blev han besejret af Sam Houston, men fungerede som udenrigsminister til sin død få måneder senere (f 3/11 1793)

Lars Kruse redder på Skagens nordstrand besætningen fra den svenske brig "Daphne". Fra sin tidligste ungdom havde K deltaget i mange redningsaktioner ved Skagens kyst, og henved 200 mennesker skyldte for en del ham deres redning. En af hans mest berømte af disse fandt sted den 27. december 1862. Da strandede den svenske brig, og K ene mand under overhængende livsfare frelste besætningen. Forinden var redningsbåden kæntret, og otte mand af dens besætning var druknet.

1867 f Johannes Larsen, maler; født og opvokset i Kerteminde.1885 elev på Kunstnernes frie Studieskole, hvor han havde Zahrtmann som lærer. Afgørende for L blev mødet med Theodor Philipsen i 1888, gennem ham fik han øjnene op for de franske impressionister. Fra barnsben havde L holdt af fugle, og fra omkr. århundredskiftet tog fuglemotiverne til i hans kunst. Et højdepunkt i denne genre nåede han med "Bygevejr i April, Tårbystranden"(1901-07). I årene omkr. 1910 skabte L nogle af sine bedste billeder. Det er arbejder som "Møllers Hus" i Kerteminde og "Storm og Regn, Snave Strand" (1911). I 1914 leverede L et væsentlig bidrag til dansk grafik med de 82 illustrationer til St. St. Blichers "Trækfuglene". Senere påtog L sig flere illustrationsopgaver. Således samarbejdede han med Achton Friis om "De danskes øer" (1921-24), "De Jyders Land" (1931-33), "Danmarks store øer" (1935), ligesom han også illustrerede"De Islandske Sagaer" (1932). L rejste nødigt sydpå; han blev omkring Kerteminde, hvor han i 1902 havde fået bygget et hus. Med det som udgangspunkt fortsatte han med at vise den nordfynske provins som røde tage under forårets stærke lys, når frugttræerne blomstrede, eller når andetrækket gik ind om efteråret. Men det var ikke mindst sort-hvide fremstillinger af vintertiden, som gjorde Larsen til en af sin tids mest afholdte kunstnere (d 20/12 1961)

 

1901 f Marlene Dietrich, tysk-amerikansk skuespiller; Marlene Dietrich, hvis fødenavn var Maria Magdalene von Losch, blev kendt som tre årtiers – 1930’erne, 40’erne og 50’erne – mest sensuelle og glamourøse kabaret- og filmskuespiller. Hun var født i Berlin og fik sit gennembrud i den tyske film "Der blaue Engel" (1930), hvorefter hun blev opdaget af Hollywood og i en årrække medvirkede i amerikanske spillefilm. Især film som "Morocco" (1930) og "Blond Venus" (1932) blev internationale gennembrud. Under Anden Verdenskrig sang Marlene Dietrich for de allierede tropper, men hendes evergreen "Lili Marlene" blev også en klassiker blandt tyske soldater. Efter krigen fortsatte hun sin filmkarriere, men var fortsat en stjerne også på de skrå brædder. I sine sidste år levede hun en tilbagetrukket tilværelse og valgte ikke at medvirke i portrætfilmen "Marlene" fra 1984. (d 6/5 1992)

1914 d Charles Martin Hall, amerikansk kemiker; udarbejdede 1886 den proces der stadig anvendes for fremstilling af aluminium. De næste tre år brugte Hall til at forbedre processen og skaffe kapital til grundlæggelse af - Pittsburg Reduction Company - senere omdøbt til - Aluminium Company of America, som Charles Hall blev vicedirektør for i 1890 (f 6/12 1863)

 

 

 

 

 

Til top        28. december

 

1065 Westminster Abbey indvies af Edward the Confessor (Bekenderen)

 

1694 d Marie 2., dronning af England og hustru til kong Vilhelm 3.; hun var ældste datter af Jacob, hertug af York (senere kong Jacob 2.) og hans første kone Anne Hyde; hun blev opdraget som protestant, da faderen frygtede, hun ellers ville blive taget fra ham. I 1677 blev hun gift med Vilhelm 3. af Oranien. Den udbredte utilfredshed med Jacob 2.s hensynsløse styre, hans samarbejde med den franske konge og ikke mindst hans bekæmpelse af protestantismen fik i 1688 parlamentet til at indkaldte Vilhelm og Marie og tilbyde dem tronen. Jacob 2. forlod landet og slog sig ned i Frankrig. Da der var mange, der ønskede Marie som regent, blev man i parlamentet enige, at såvel Maria som Vilhelm skulle have kongelig magt. Vilhelm skulle styre i hendes navn, og hun kun føre regeringen, såfremt hun kom til at overleve sin mand. Det skete ikke. Hun døde kun 32 år gammel af kopper. Med Vilhelms og Maries kroning i april 1689 afsluttedes den årelange strid mellem krone og parlament. Vilhelm blev valgt til konge af parlamentet. Dermed havde parlamentet aflivet teorien om, at den engelske konge havde magten af Guds nåde. I modsætning til f.eks. Danmark blev England aldrig en enevældig stat (f 30/4 1662)

 

1706 d Pierre Bayle, fransk teolog og filosof; han var søn af en protestantisk præst, men gik i sin ungdom over til katolicismen og studerede en tid ved jesuitterkollegiet i Toulouse; senere gik han igen over til protestantismen og fortsatte studierne i Geneve. På gr. af Ludvig 14.’s forfølgelse af huguenotter rejste B til Rotterdam, hvor han underviste i filosofi 1681-93. Her stod han i forbindelse med de fleste af af samtidens betydeligste tænkere, bl.a. Leibnitz og Locke og markerede sig i sin indædte kamp mod overtro med "Pensées diverses sur la comète", (1682). Gennem sin kritik af sondringen mellem primære og sekundære sansekvaliteter fik B stor filosofisk betyd-ning. I sin filosofi er han udpræget skeptiker. Men mod fornuften stillede han den religiøse tro; dens dogmer kan godt stride mod fornuften: troen overgår al fornuft og forstand. Hans position i 1700-tallets europæiske idedebat skyldes især hans leksikon "Dictionnaire historique et critique", (1695-97). Fundamentet i værket er mere end to tusind artikler, hvis hovedsigte er at gøre op med de fordomme og myter, der er behandlet i artiklerne. Dette meget personlige opgør og hans energiske indsats for gennem rationalistisk funderet kritik af overleveringer at nå frem til mere holdbare synspunkter blev modtaget med begejstring i store dele af den lærde verden i Bayles samtid og nærmeste eftertid. Hans leksikon var det første forsøg på en samlet fremstilling af tidens viden. Det fik således stor betydning for encyclopædisterne og for oplysningstidens filosofi i almindelighed. Med sit virke fik B stor betydning for fødslen af den frie tanke (f 18/11 1647)

 

1708 d Joseph Pitton de Tournefort, fransk botaniker og læge; T’s interesse for botanik opstod tidligt. Men det var først efter faderens død, han kunne afbryde et teologisk studium og begynde at studere botanik. Faderen ville, den unge T skulle være præst. For at sikre sig økonomisk uddannede T sig også til læge. I 1688 blev han professor ved Jardin des Plantes (Naturhishorisk Museum) i Paris. Denne stilling beklædte han til sin død. På videnskabelige rejser til Pyrenæerne, Lilleasien og Grækenland indsamlede han planter og blev kendt for sine botaniske arbejder. Hans hovedværk er den smukt illustrerede "Eléments de botanique" (1694). Oversat til latin i 1700 med titlen "Institutiones rei herbariae". I sin klassifikation lagde T hovedvægt på at inddele planterne i slægter på grundlag af deres blades og frugters struktur. Han udmærkede sig ved sin plantebeskrivelse, hvoraf nogle stadig kan aner-kendes. Hvad angik teorier var han mindre banebrydende; således benægtede han, at der var noget, der hed plan-ternes køn. Den klassifikation, han anvendte udover slægten, kunne derfor virke noget kunstig. Men hans anvendelse af et enkelt latinsk ord til at angive slægten, efterfulgt af en kort beskrivelse af arten var alligevel et stort skridt fremad i udviklingen af et toords nomenklatur - d.v.s. brugen af to latinske ord til at angive hver enkelt plante, hvoraf det første angiver slægten, det andet arten. Den svenske botaniker Carl Linné, som udviklede det toords nomenklatur, der anvendes i dag, navngav slægten Tournefortia efter Tournefort (f 5/6 1656)

 

1852 f Kr. Erslev, historiker, der bl.a. ved anvendelse af en strengt metodisk kildekritik forsøgte at nærme historien til en eksakt videnskab. Han blev dr. phil. 1879 på afhandlingen "Konge og Lensmand i 16. Aarhundrede". Den blev indledningen til et omfattende forfatterskab. Inden for middelalderens historie udgav han "Dronning Margrethe og Kalmarunionens Grundlæggelse" (1882), "Valdemarernes Storhedstid" (1898) og "Erik af Pommern". Sine studier over middelalderen samlede E i fremstillingen af tiden 1241-1448 i "Danmarks Riges Historie". Det var den første Danmarkshistorie beregnet for en større offentlighed, der ikke hvilede på Arild Huitfeldts autoritet som selvstændig kilde til middelalderens historie. Blandt hans arbejder over senere perioder er studier over arvehyldningen 1721 (1901), "Augustenborgernes arvekrav" (1915) og "Niels Kjeldsen" (1903). E var 1883-1915 professor ved Kbhvn. Universitet, rigsarkivar 1915-24. Til hans universitetsvirksomhed knytter sig flere arbejder om historisk metode og fremstilling samt lærebøger i middelalderens og 1500-tallets historie. Ved etableringen af moderne kildekritik og metodisk historievidenskab blev han en central skikkelse i nordiske historikerkredse. Han dannede skole ved den vægt han lagde på oplæringen i kritisk forskning, og anses for at være den moderne historieforsknings fader i Danmark (d 20/6 1930)

 

1856 f Woodrow Wilson, USA's præsident 1913-1921; efter i 1886 at have taget doktorgraden i Baltimore blev han professor i historie og nationaløkonomi i Philadelphia, dernæst i Middletown (Connecticut) og fra 1890 i Princeton i New Jersey. I 1911 afbrød han brat sit universitetsarbejde for at gå ind i politik som demokratisk guvernør i New Jersey. Som sådan førte han en energisk kamp mod de store trusters magt. Denne indsats medførte, at demokraterne i 1912 opstillede ham som præsidentkandidat. Han blev valgt delvis på gr. af spilttelse blandt republikanerne. Hans første præsidentperiode blev en udpræget reformtid; i den anden kom lovene om alkoholforbud og kvindevalgret. Da 1. Verd.krig brød, ud tog han til orde for en streng neutralitet. Hans sejr ved præsidentvalget 1916 skyldtes ikke mindst slagordet, at han "havde holdt USA ude af krigen". Da han i 1917 måtte forelægge Kongressen en krigserklæring til Tyskland, betegnede han USA som "en af forsvarerne af menneskerettighederne", og at den umiddelbare grund til krigserklæringen var tyskernes uindskrænkede u-bådskrig. Med sine "14 punkter" fremlagde W i januar 1918 de allieredes krigsmål og dermed grundlaget for afslutning af krigen; grundlaget for en fredsslutning skulle være national selvbestemmelsesret og demokratisk selvstændighed. Modtaget med jubel af Europas krigstrætte befolkninger mødte W op ved fredsforhandlingerne i Paris; men hans europafærd – fra december 1918 til juni 1919 med et par ugers afbrydelse – blev en skuffelse. Hans politiske dømmekraft slog ikke til, og hans forhandlingsevne kunne ikke stå mål med Clemencceaus og slet ikke med Lloyd Georges. Han blev nødt til at acceptere kompromisser i vigtige spørgsmål, men han fik vedtaget oprettelsen af Folkeforbundet, en organisation han havde arbejdet ivrigt for at få oprettet, og som skulle sikre en bedre og fredeligere verden. Hjemme i USA sagde Senatet nej til amerikansk tilslutning til Folkeforbundet. September 1919 blev Wilson ramt af en hjerneblødning og var invalid resten af livet. I 1920 modtog han Nobels fredspris (d 3/2 1924)

 

1876 d Fr. Paludan-Müller, forfatter; 1835 tog han juridisk embedseksamen, som han dog aldrig gjorde brug af. Han blev forfatter. 1832 udsendte han det shakespearske lystspil "Kærlighed ved Hoffet". Dette sammen med andre værker bl.a. det mytologiske digt "Amor og Psyche" (1834) gjorde lykke både hos kritikere og publikum. Men to bind med digte og skuespil (1836-38) fik en dårlig modtagelse. På en toårig (bryllups)rejse 1840-42 til Paris og Italien fortsatte han sin mytologiske digtning med "Venus" (1841). I samme genre er "Tithon" (1844). Med sit hovedværk "Adam Homo" (1. del 1842, 2. og 3. del, 1849) vendte P-M sig fra mytologien til samtiden og skrev et satirisk digt i ottaver over en idealforladt stræber, som følges fra fødsel til den evige dom, hvor han reddes ikke af fortjeneste, men af nåde. P-M havde ingen tillid til det blot menneskelige. Dramaet "Ahasverus" (1854) er en fordømmelse af den moderne kultur, der er blændværk. I "Kalanus" (1854) stillede P-M en indisk vismand op mod verdensherskeren, Alexander den Store, og kaster verden i støvet for den stille vismand, der sejrer, fordi hans vilje er ren og stor. "Benedict fra Nursia" (1861) er også dramatisk digtning, denne gang om den hellige Benedict i valget mellem det religiøse kald, forsagelsen, og det nemme menneskeliv med dets nydelser. Alder-domsromanen "Ivar Lykkes Historie" (1866-73) er et prosa-modstykke til "Adam Homo" om en mand, der trods modgang og et vanskeligt sind vinder sig selv og sandheden modsat den forløjede Adam Homo. P-M var søn af Jens Paludan-Müller, der 1830-45 var biskop i Århus (f 7/2 1809)

 

1882 f Arthur Stanley Eddington, britisk astrofysiker; 1913 professor i Cambridge og 1914 direktør for observatoriet samme sted. Kendt som grundlæggeren af teorien om stjernernes indre struktur. I begyndelsen af 1920'erne, hvor man ikke vidste meget om kernereaktioner og stjernernes energiproduktion, indså han, at stjernernes indre temperatur måtte være millioner af grader, ellers ville de være styrtet sammen. Han foreslog, at grundstofdannelse var ansvarlig for disse høje temperaturer. Allerede i 1917 havde han udformet en teori for cepheiders pulsationer, og i 1924 offentliggjorde han en masselysstyrkerelation, der viste, hvorledes stjernernes lysstyrke afhænger af deres masse. E sammmenfattede sit arbejde i "The Internal Constitution of the Stars" (1926). Han har desuden skrevet flere bøger i populær form om astronomiske emner f.eks. "Space, Time and Graviation" og den til dansk oversatte "Stjerner og Atomer" (d 22/11 1944)

 

I Paris åbner brødrene Lumière verdens første biograf. De to brødres fotoeksperimenter havde ført til fremstillingen af et filmkamera og en projektor, som de demonstrerede ved verdens første biografforestilling i Paris den 28. december 1895. Brødrenes tidligste film varede under ét minut og indeholdt hverken klip eller kamerabevægelser. De var hverdagsbilleder med titler som "Le Déjeuner de bébe" (Babys morgenmad), "La Sortie des usines Lumières à Lyon" (Arbejderne forlader Lumières fabrik i Lyon) og "L’Arrivée d’un train en gare de La Ciotat" (Et togs ankomst til Ciotatbanegården) alle optaget af Louis L i 1894-95. I 1907 førte deres opdagelser til, at den første farvefotometode kom i brug

 

d Theodore Dreiser, amerikansk forfatter, der betegnes som pioner inden for amerikansk naturalisme; efter at have haft forskellige jobs begyndte han i 1892 at arbejde som journalist ved Chicagoavisen "Globe". Senere fulgte ansættelse ved andre blade, bl.a. var han i en periode korrespondent i Pittsburgh og New York for bladet "Globe-Democrat" i St. Louis. Fra slutningen af 1890’erne arbejdede D som free-lance journalist. I 1900 fik han udgivet sin første roman "Sister Carrie". Den bygger på D’s søsters skæbne og fortæller den tidløse historie om den lidt naive pige, der kommer til byen og kommer "i ulykke". Med udgivelsen begyndte en af de mest spegede historier inden for amerikansk forlagsvirksomhed. Da forlagets ejer vendte tilbage fra en Europatur, blev han betænkelig ved, at hans forlag i hans fravær var gået med til at udgive D’s bog. Hans kone mente ligefrem, det var upassende at udgive den. Denne opfattelse skyldtes, at D havde valgt at kritisere den amerikanske succesmyte ikke kun ved at fremstille et nederlag, men også ved at vise hvordan hovedpersonen Carrie havde nået toppen uden at leve et "moralsk" liv. Når Carrie ved bogens slutning er alene og ensom, skyldtes det ikke hendes "umoralske livsførelse", men de umenneskelige forhold i den moderne storby. Forlaget opfyldte sin kontrakt med D. Det udgav bogen, men gjorde intet for at få den solgt. Besværlighederne ved udgivelsen gjorde, at D gik tilbage til journalistikken og havde en vellykket karriere som redaktør af populære familieblade. Senere fulgte et omfattende forfatterskab, som bl.a. omfatter romanerne "An American Tragedy" (1925). Den behandler det samme tema som "Sister Carrie" og konkluderer, at det materialistiske samfund har lige så stor skyld som hovedpersonen for den tragedie, der rammer ham. Endvidere udgav D bøger om sine rejser i USA og Sovjetunionen; desuden essaysamlinger og en række selvbiografiske skildringer; blandt disse er "A Book About Myself" (1922) og "Dawn" (1931) (f 27/8 1871)

 

d Victor Emanuel III, Italiens konge 1900-46, og med ham afsluttedes det italienske monarki. Han blev konge i 1900 efter mordet på hans far, Umberto I. Da det tryk, som Italiens deltagelse i 1. Verd.krig lagde på lagde på landets parlamentariske styre, lykkedes det ikke Victor Emanuel at forhindre Mussolinis og fascisternes magtovertagelse, skønt det var op til ham at underskrive dekretet om indførelse af undtagelsestilstand, som hans kabinet foreslog. Af Mussolinis dikratoriske styre blev Victor Emanuel hurtigt reduceret til blot og bar en kransekagefigur. Men i 1943 efter Italiens katastrofale tilbageslag i II Verd.krig kulminerende med de allieredes landgang på Sicilien overraskede Victor Emanuel verden ved at få Mussolini arresteret og udnævne marskal Pietro Badoglio til ministerpræsident. Handlingen førte hverken til, at Italien trak sig d af krigen eller til en forbedring af kongens vanskelige situation. I italienernes øjne var han for tæt knyttet til Mussolinis styre. Så den 5. juni 1944 – dagen efter Roms befrielse – udnævnte han sin søn, kronprins Umberto til generalløjtnant og overlod ham al udøvende magt; for sig selv beholdt han kun titlen konge. Men det italienske monarki stod ikke til at redde. I 1946 gennemtvang den offentlige en folkeafstemning, der skulle stemmes om: monarki eller republik. I et forsøg på at redde sit dynasti abdicerede Victor Emanuel den 9. maj til fordel for Umberto; med folkeafstemningen faldt ud til fordel for republik. Både Umberto og Victor Emanuel drog i eksil ( 11/11 1869)

 

Alexandrine, dronning – Christian 10. A var datter af storhertug af Mecklenburg-Schwerin Franz III og stor-fyrstinde af Rusland Anastasia Mikhailovna. Hun voksede op dels i Schwerin, dels i Cannes hvor faderen ejede en villa, og hvor han pga. dårligt helbred opholdt sig i længere perioder. Her traf hun sin senere mand; deres forlovelse blev bekendtgjort i Schwerin i marts 1897, brylluppet fandt sted i Cannes 26. april 1898. A blev kronprinsesse 1906 og dronning i 1912. Sammen med sin mand levede hun et roligt og jævnt familieliv dels på Amalienborg, dels på Sorgenfri, Marselisborg og Skagen og foretog med ham talrige rejser rundt i landet, til Færøerne, Grønland, Island, til Europas hoffer og til Cannes. Om A er der blevet sagt, at hun under den tyske besættelse 1940-45 var sin mand en loyal og trofast støtte, og kongeparret blev symbol for national samling, men det lå hende altid fjernt at b6lande sig i politiske spørgsmål. Hun var protektrice for en lang række institutioner. A var mor til Frederik 9. og arveprins Knud (24/12 1879)

 

d Paul Hindemith, tysk/amerikansk komponist og bratschist; han lev uddannet i såvel violin som komposition ved konservatoriet i Frankfurt am Main og var 1915-23 koncertmester ved operaen der. 1927-35 virkede han ved musikhøjskolen i Berlin, og i 1920'erne blev han et kendt navn inden for moderne musik. Men 1934 lyste nazisterne hans værker i band, og det blev vanskeligt for ham i hjemlandet. I 1935 blev han kaldt til Tyrkiet for at organisere musiklivet der; 1937 foretog han en koncertrejse til USA, hvor han bosatte sig i 1940 og blev i 1946 amerikansk statsborger. Fra 1940 virkede han ved Yale University, og efter 1951 vekselvis der og ved universitetet i Zürich, hvor han var professor. Hs meget omfangsrige produktion omfatter orkesterværker, som symfonierne "Mathis der Maler" (1934), "Symfoniske metamorfoser" over temaer af Weber og "Die Harmonie der Welt" (1951); sidstnævnte titel dækker også hans opera, der uropførtes i 1957, og hvori Johannes Keplers søgen efter sfærernes harmoni afspejler Hs egen opfattelse af musikkens væsen. I Hs produktion er endvidere koncerter, kammermusik, klavermusik, bl.a. "Ludus tonalis", sangcyklen "Das Marienleben" (1923), omarbejdet 1939 og 47, operaerne "Cardillac" (1926) og "Neues vom Tage" (1929) balletten "Nobilissima Visione" (1938) og værker for kor og orkester f.eks. "An American Requiem" (1946). Hindemith har også udgivet de teoretiske lærebøger "Unterweisung im Tonsatz", (1937), "Traditional Harmony" (1943) samt essaysamlingen "A Composer’s World" (1952 (f 16/11 1895)

 

d Harald Herdal, forfatter; begyndte at skrive i 18 års alderen og lagde i 1920'erne grunden til dele af sit senere forfatterskab. Han skrev artikler om pjalteproletariatets vilkår til det kommunistiske Arbejderbladet og fik trykt enkelte digte i bl.a. Tilskueren og Politiken. I 1929 kom hans første digtsamling "Nyt Sind". Frem til midten af 1940'erne kom digtsamlinger som bl.a. "Nøgne digte" (1933), "Mennesket" (1937), "Blomstrende tjørne" (1941) og "Nye digte" (1944). Men det var med en række stærkt naturalistiske romaner om storbyens proletariat han slog sit navn fast. Efter ret traditionelle udviklingsromaner som f.eks."Tirsdag" 1932) udsendte han i 1934 "Man skal jo leve" og "Løg" (1935), som begge gav en realistisk og usmykket skildring af livet i et københavnsk slumkvarter. H tog ivrigt del i 1930'ernes politiske og antifascistiske kulturkamp og var en af initiativtagerne til den antinazistiske kulturfront "Frisindet kulturkamp"; desuden leverede han - ud fra sin partiuafhængige socialistiske holdning - talrige debatindlæg til aviser og tidsskrifter. Hans politiske agitation fortsattes efter 2. Ver.krig i bl.a. "Ukuelige menneske" (1949) og i rejsereportagen "DDR" (1951). H’s sidste digtsamling "Hegnets nattergal" kom i 1960. Hans hovedværk i disse år var de fire bind erindringer: "Barndom" (1944), "De unge år" (1945), "Læreår" (1946) og "Arbejdsår" (1970). Endvidere skrev han - blandt meget andet - talrige essays i form af digterportrætter, erindringsbilleder og mere lyriske stemninger f.eks. "Tre prosastykker" (1949), "Den danske sommer" (1963) og "Mellem bøger og portrætter" (1970) (f 1/7 1900)

 

Danmarks Kommunistiske Partis dagblad Land og Folk udkommer for sidste gang. Det begyndte at udkomme som illegalt blad i 1941, og i dets første år var det en succes som følge af partiets rolle i modstandsbevægelsen. Især efter den sovjetiske nedkæmpelse af den ungarske opstand i 1956 mistede bladet terræn. Herefter faldt oplaget støt, og bladet overlevede kun ved tilskud og indsamlinger. Opbruddet i Østeuropa i 1989 gav det dødsstødet

 

 

 

 

 

 

 

Til top        29. december

1170 d Thomas Becket, ærkebiskop af Canterbury; som Henrik 2.'s kansler støttede han kongens bestræbelser for at øge kronens magt over for kirken. Da Becket ved kongens hjælp blev ærkebiskop i Canterbury i 1162, ændrede han fuldstændig politik og blev en nidkær forsvarer for kirkens ret mod kronen. Striden drejede sig om, hvor grænserne gik mellem kongelig og kirkelig domsmyndighed. På synoden i Clarendon 1164 fik Henrik gennemført, at gejstlige skulle dømmes af en verdslig ret og indskrænkede samtidig den gejstlige jurisdiktion. Becket nægtede at at anerkende synodens beslutninger og flygtede til Frankrig. 1170 kom et forlig i stand, og Becket vendte tilbage til England. Da striden snart brød ud igen, drog fire riddere efter en ubesindig ytring af kongen til Canterbury og dræbte Becket i kirken. Drabet vakte opsigt i hele Vest-Europa, og snart gik der rygter om mirakler ved den dræbte ærkebiskops grav. I 1173 blev han kanoniseret, og året efter måtte kongen gøre en bodsfærd til Beckets grav. Her sværgede han, at han ikke havde ønsket at tage livet af ærkebispen, men ind-rømmede at et ord fra ham kunne have tilskyndet til mordet (f 21/12 1118)

 

1566 Tyge Brahes duel med sin adelige medstuderende Manderup Parsberg. Brahe fik et hug over ansigtet og mistede et stykke af næsen midt på næseryggen. Brahe gik resten af livet med en næseprotese af sølv og guld

 

1709 f Elisabeth Petrovna, kejserinde af Rusland 1741-1762; datter af Peter den Store og Katarina I. Efter en paladsrevolution i 1741 overtog Elisabeth tronen fra barnekejseren Ivan 6.. Elisabeth havde sans for at vælge dygtige rådgivere, der bl.a. i 1753 fik ophævet de indenlandske toldskranker til gavn for handelen. Under E fik Rusland en større rolle udenrigspolitisk, og alliancen med Østrig og modsætningsforholdet til Danmark i det gottorpske spørgsmål blev videreført. I St. Petersborg lod hun Vinterpaladset og Kunstakademiet opføre (1757); og i Moskva det første russiske universitet (d 5/1 1762)

 

1721 f Madame de Pompadour, (Jeanne Antoinette Poisson, Marquise de Pompadour) maitresse (Ludvig 15.); 1741 blev hun gift med en skatteforpagter C. G. Le Normant d’Etoiles; ved et maskebal på Versailles i 1745 tiltrak Madame d’Etoiles sig kongens opmærksomhed, hun blev markise af Pompadour og kongens officielle maitresse. Hun havde afgørende indflydelse på kongen, også når det gjaldt statssager, og omgav sig med et kli- entel af ærgerrige mænd, som gennem hende vandt politisk indflydelse. Madame Pompadour var ikke uden skyld i det vældige pengeforbrug, der fra midten af århundredet var med til at underminere kongemagtens prestige i befolkningen. Madame de Pompadour havde sans for kulturellse værdier og fik en ikke ubetydelig indflydelse på samtidens kunst og digtning og dens frembringelser; hun optrådte også som filosoffernes beskytter og blev hyldet af Voltaire (d 15/4 1754)

 

f Johan Herman Wessel, forfatter; han blev født i Norge og kom i 1761 til København. Han studerede fransk og engelsk, men tog aldrig nogen eksamen; han ernærede sig som sproglærer og ved oversættelses- arbejde. Wessel var blandt stifterne af Norske Selskab (april 1772). Samme år skabte han sit litterære storværk "Kjærlighed uden Strømper". Værker parodierer både efterligningerne af den franske tragedie og det italienske syngespil. Stykket gjorde stor lykke på scenen, og de angrebne skuespilgenrer havde med Wessels stykke udspillet deres rolle på det københavnske teater. Hans "sørgespil" står som et evigt monument over menne-skets latterlighed og dårskab. Wessel ernærede sig kummerligt; han søgte at gøre sine poetiske evner indbringende ved at udgive et ugeblad på vers "Votre Serviteur, Otiosis" (marts 1784 til juli 1785). Det gjorde i begyndelsen stor lykke, men tabte efterhånden sine læsere. I bladet skrev Wessel de fleste af sine komiske fortællinger f.eks. "Smeden og Bageren", "Gaffelen" og "Hundemordet". Hans sidste år var vanskelige. 1776 blev han alvorligt syg, lå i sengen halvandet år og blev siden aldrig helt rask. I vinstuen på hjørnet af Købmager- og Skindergade tilbragte han sine bedste timer. Han blev begravet på Trinitatis kirke- gård ved Rundetårn, ganske nær ved sin kære vinstue. Hans indbo var pantsat, og han efterlod sig kun gæld (d 6/10 1742)

 

f Christian Jürgensen Thomsen, museumsleder, arkæolog; han blev uddannet som handelsmand hos sin far, der var grosserer og skibsreder. Efter faderens død overtog han en tid forretningen (1833-40). Som møntsamler kom Thomsen i forbindelse med oldforskere og museumsfolk. Thomsen hørte ikke til de lærdes kreds, men han havde alligevel betydelig antikvarisk indsigt; han var ikke student, men selvlært med respektabel viden; tillige var han samler og kunstkender. Disse egenskaber var afgørende, da han i 1816 blev bestyrer for det oldnordiske museum og sekretær i kommissionen for oldsagers opbevaring. For som det blev sagt under kommissionens forhandlinger om udnævnelsen, "det kommer jo ikke an på, hvorfra man har sin kundskab, men om man har den". Oldsamlingen blev opbevaret på Trinitatis kirkeloft, og i 1819 åbnede han samlingen for publikum, som han vejledte med forevisninger og foredrag. I 1838 fik han skaffet nye lokaler på Christiansborg, og i 1853 over-flyttedes samlingerne til Prinsens Palæ. I 1832 blev han inspektør ved den kgl. mønt- og medaljesamling og 1842 direktør samme sted. Thomsen deltog i ordningen af museet på Tøjhuset, og i oprettelsen af Rosenborg-samlingerne. Han oprettede selv to nye samlinger. Den etnografiske (1849) og Antikkabinettet (1851) i Prinsens Palæ. Ved opstillingen af oldtids-samlingen 1818-20 på Trinitatis kirkeloft grundlagde han treperiodesystemet ved en inddeling i sten-, bronze- og jernalder, en inddeling, den ikke meget skrivende Thomsen først i 1837 lod trykke i det epokegørende skrift "Ledetråd til nordisk Oldkyndighed" (d 21/5 1865)

 

1808 f Andrew Johnson, USA's præsident 1865-1869; han sluttede sig tidligt til Demokraterne og blev som 27-årig borgmester i Greenville i det østlige Tennessee. I sine otte år på denne post blev han trænet i grænsestatens hårde skole og blev de små farmeres talsmand. I ti år – 1843-53 - var han deres repræsentant i Kongressen i Washington. Herefter var han guvernør i Tennessee 1853-57; i 1856 blev han valgt til at repræsentere sin hjemstat i Senatet i Washington. Her fremstod han som en typisk Demokrat, der gik ind for lavere told og talte mod dem, der gik ind for ophævelse af slaveriet. Men i 1860 brød han med partilinjen, da han efter Lincolns valg til præsident stærkt gik imod dem, der hævdede sydstaternes ret til at udtræde af unionen. Dermed var han den eneste sydstats senator, der gik ind for unionens uopløselighed. Denne holdning var ikke uden betydning, da han i 1864 blev vicepræsident. Efter mordet på præsident Lincoln blev Johnson præsident (til 1869). Som tro tilhænger af unionen forlangte han slaveriets afskaffelse i alle sydstater; når dette var gennemført, var det hans holdning, at sydstaterne skulle bevare deres selvstændighed og genindtræde i unionen uden straf. Med denne forsoningspolitik kom han i et voldsomt modsætningsforhold til de republikanske nordstatspolitikere, som ønskede en ganske anderledes behandling af de rebelske sydstater. Da Johnson i 1868 afskedigede sin krigsminister, der var de nævnte republikaneres repræsentant i kabinettet, vedtog Repræsentanternes Hus at rejse rigsretssag "impeach-ment" mod ham for grundlovsbrud. Johnson blev frifundet (maj 1868) med en margen på én stemme i forhold til de to tredjedele af Senatets stemmer, der skulle til for at dømme ham. Efter at være gået af som præsident valgtes Johnson til Senatet, men døde kort efter (d 31/7 1875)

 

1809 f William Ewart Gladstone, britisk premierminister 1868-1874, 1880-1885, 1888, 1892-1894; ved sin indtræden i Underhuset i 1833 var Gladstone med sin konservative overbevisning og religiøse interesser en typisk repræsentant for de ideer, som var rådende inden for det højere borgerskab i Storbritannien. I 1840'erne blev Gladstone frihandelstilhænger; som handelsminister i 1842 gennemførte han en stor toldtarifrevision og fremstod efterhånden som de liberales leder. Beklædte derefter forskellige ministerposter; således var han finansminister i årene 1852-55 og 1859-66. I 1868 blev han premierminister. I de seks år han beklædte denne post, var hans arbejde væsentlig viet kirke- og jordspørgsmål. Den konservative strømning, som var en følge af Gladstones dristige reformpolitik og lempfældige udenrigspolitik, bragte de konservative til magten i 1874; Gladstone stod derefter i en periode uden for det offentlige liv. Han havde i 1858 udgivet "Studies on Homer and the Homeric Age" og udgav nu (1876) "Homeric Syncronism". I årene 1873-74 og 1880-82 var han igen finansminister. I sin sidste periode som premierminister var han optaget af det irske spørgsmål og fremlagde igen sit forslag om irsk Homerule. Det blev imidlertid standset i Overhuset. Han trak sig derefter helt ud af politik. Hans tilnavn "The Grand Old Man" viser hans samtids hyldest. Om Gladstone er det blevet sagt, at som karakter kendetegnes han af retsindighed og frygt-løshed, men også af magtlyst og stejl selvsikkerhed; sidstnævnte kendetegn hang sammen med hans religiøsitet. Den gjorde, at han anlagde moralske betragtninger på alle politiske spørgsmål. Han savnede humor og hans menneskekundskab var begrænset; dronning Victoria yndede ham ikke med "hans evindelige ideer og reformer" (d 19/5 1898)

 

d Jacques Louis David, fransk maler; han opholdt sig i Italien 1775-80, hvor han blev inspireret af antikkens kunst og ideer og lagde grunden til sit ry som nyklassicismens betydeligste franske maler. Tilbage i Paris fejrede han triumfer på Salonen i 1781 med et romersk emne "Belisarius genkendes af en romersk soldat". Han åbnede eget værksted i Paris, og da C.W. Eckersberg i 1810 kom til Paris, var det helt naturligt Davids værksted, han opsøgte. I 1784 drog David atter til Rom for at udføre et bestillingsarbejde for kongehuset "Horatiernes ed" i de rette antikke omgivelser. På Salonen i 1785 blev dette maleri fejret som den nye stils, nyklassicismens, manifest, og med det indledtes opgøret med "l’ancien Regime" og rokokoen. Horatierne var trillingebrødre fra Rom, der skulle afslutte en krig mod byen Alba Longa ved at kæmpe med trillingerne Curiaterne derfra. På Davids billede ses Horatierne før kampen i færd med at sværge over for deres far. I overensstemmelse med tidens politiske og moralske ideer gør Horatierne deres borgerpligt og ofrer sig for almenvellet. Det går foran alt andet; det under-streges af, at Horatiernes søster var forlovet med en af Curiaterne. Under revolutionen var David jacobiner og stemte for kongens henrettelse. Fra disse år stammer billederne "Marats død" og "Boldhuseden". Da Napoleon kom til magten forherligede David kejserdømmet og blev 1804 kejserlig hofmaler; David skildrede kroningshøj-tidelighederne på et 6x10m stort lærred, med over 500 portrætter (1805-08). Efter Napoleons fald måtte David gå i landflygtighed til Bruxelles. Gennem sin undervisning fik han her stor indflydelse på den lokale malerkunst; desuden han skabte flere fremragende portrætter. David boede i Bruxelles til sin død (f 30/8 1748)

 

Kongen (Frederik 7.) underskriver loven om næringsfrihed. Med loven opfyldtes junigrundlovens § 88, der lovede, at alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv skulle ophæves ved lov. Loven var en triumf for den økonomiske liberalisme, som indgik i datidens nationalliberales program. Hidtil havde byerne levet under lavsvæsenet. Alt håndværk var reguleret: ti skomagere skulle give en ellevte tilladelse til at nedsætte sig. Købstæderne havde monopol på handel og håndværk; på landet måtte kun fremstilles og forhandles, hvad bønderne brugte, såsom træsko og vadmelstrøjer. Ved loven, der gjaldt fra 1. januar 1862, indledtes sprængningen af den gamle borgerstand. Byernes befolkning opløstes i de bestanddele, der kendes i dag: arbejdere, arbejdsgivere, funktionærer, detailhandlere o.s.v. Fællesskabet mellem mestre og svende blev brudt; de sidstnævnte gled med tiden over i den socialistiske arbejderbevægelse

 

Massakren ved Wounded Knee Creek, i det sydvestligste South Dakota. Efter Sitting Bull’s død den 15. december var høvdingen Big Foot flygtet sydpå med en gruppe på et par hundrede mænd, kvinder og børn. Han overgav sig, da han den 28. december blev indhentet af 7th US Cavalry. På grund af mørkets frembrud, ventede den amerikanske styrke med at afvæbne indianerne til næste dag. Under eftersøgningen i indianernes lejr gik der pludselig et skud af. I løbet af få øjeblikke opstod der vilde nærkampe på knive, pistoler og køller. Lejren blev derpå overdænget med granater fra kanoner, der i forvejen var kørt i stilling. Efter "slaget" fandt man 153 indianere dræbt på stedet. Da soldaterne gennemsøgte området ved lejren for sårede indianere fandt de 4 mænd og 47 kvinder og børn. Soldaternes tab var 25 dræbte og 39 sårede, de fleste ramt af militærets egne kugler. Hvad der hændte ved Wounded Knee Creek er for de amerikanske indianere blevet et symbol på hele deres tragiske saga

 

Sun Yat-Sen vælges til provisorisk præsident i Kina. Efter Bokseropstanden blev der fra 1901 iværksat en række reformer. Det skete først og fremmest inden for regering og administration og af uddannelser. Ligeledes påbegyndtes en begrænset folkelig deltagelse i lokale forsamlinger. Da der efter et par misvækstår med hungers-nød i oktober 1911 i den store centralkinesiske jernbane- og industriby Wuhan ved Yang Tze-floden udbrød væbnet opstand, som adskillige tropper sluttede sig til, og som bredte sig over store dele af Sydkina, faldt landet fra hinanden. Udsendinge fra 16 provinser mødtes i Nanking, hvor de den 29. december valgte Sun-Yat-Sen til Kinas nye præsident fra den 1. januar 1912. Den 12. februar 1912 abdicerede kejseren. Det viste sig dog snart, at omvæltningen ikke skulle komme til at gå let. Den stærke og ærgerrige general Yan Shi kai med en stærk hær i ryggen tvang Sun Yat Sen bort efter kun halvanden måneds "regering" og lod sig selv vælge til præsident. Hermed kom Kina ind i et politisk og militært kaos, der skulle komme til at vare i henved 40 år. Til 1. oktober 1949 da Mao udråber den kommunistiske Folkerepublikken Kina

 

1911 f Klaus Fuchs, tyskfødt britisk fysiker og spion; arresteret og i 1950 dømt for at have udleveret britiske og amerikanske atomhemmeligheder til Sovjetunionen. Som studerende ved universitetet i Kiel blev Fuchs i 1932 medlem af det kommunistiske parti. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 flygtede han via Frankrig til Skot-land, hvor han fortsatte sine studier. Han erhvervede doktorgrader ved universiteterne i Bristol og Edinburgh; ved udbruddet af 2. Verdenskrig blev han som tysker interneret i Skotland. For at han kunne foretage nukleare studier, blev han frigivet, og i 1942 blev han britisk statsborger. I 1944 var han medlem af den gruppe, der blev sendt til for at deltage i udviklingen af atombomben. Efter krigen vendte han tilbage til England, hvor han blev chef for fysik afdelingen ved Harwell Atomic Energy Research Establishment, en stilling han havde til 1950, da han blev arresteret. Da han blev arresteret, tilstod han, at han siden 1943 havde udleveret informationer om britisk og amerikansk atomforskning til Sovjet-unionen. Fuchs blev idømt 14 års fængsel. Efter sin løsladelse i 1959 for god opførsel rejste han til Østtyskland, hvor han fik statsborgerskab og blev direktør for Central Institut for Nuclear Research i Rossendorf ved Dresden. I 1963 blev han professor i teoretisk fysik ved den tekniske højskole i Dresden (d 28/1 1988)

 

1986 d Harold MacMillan, britisk konservastiv politiker og premierminister 1957-63. Han kom fra en velstående forlæggerfamilie og stod selv i en periode i spidsen for familieforetagendet det ansete forlag Macmillan & Co Ltd; med to års afbrydelse (1929-1931) var han medlem af Underhuset fra 1924 til 1964. Inden han i 1957 blev premierminister beklædte MacMillan forskellige ministerposter bl. a. var han forsvarsminister 1954-55, uden ,lmopælrigsminister 1955 og finansminister 1955-57. Men han havde især skabt sig anseelse som boligminister, da han mere end opfyldte sit valgløfte om at opføre 300.000 boliger om året; det skaffede ham beundring som "Supermac". Han blev premierminister efter Edens afgang i 1957 i forbindelse med Suezkrisen. Også som premierminister bevarede han sin opmærksomhed for sociale problemer: de "kriseramte områder", arbejdsløshed og prisudvik-lingen. Hans baggrund var den praktiske forretningsmands erfaringer, og desuden havde han været en af Keynes tidligste elever. Med en stadig stærkere britisk økonomi, med et tæt forsvarssamarbejde med USA og med opret-telsen af det europæiske frihandelsområde, EFTA, indtog MacMillan en fremtrædende position blandt Vestens statsledere. Men fra 1962 svækkedes denne position. Dertil bidrog et økonomisk tilbageslag, fransk afvisning af britisk ansøgning om optagelse i EF. Dertil kom en række spionskandaler kulminerende i 1963 med Profumo-skandalen. Det vakte stor og pinlig opsigt, da det kom frem, at forsvarsminister John Profumo havde et forhold til en tvivlsom dame, der også plejede omgang med den sovjetiske flådeattaché. Samme år tvang sygdom MacMillan til at træde tilbage som premierminister. I sit otium skrev han en række bøger om politiske og sociale forhold bl.a. "Industry and the State" (1927), "The Middle Way" (1938). MacMillan har desuden udsendt sine erindringer i fire bind, hvoraf første bind kom i 1969 med titlen "Winds of Change. 1914-1939". I 1984 blev han adlet som Earl of Stockton (f 10/2 1894)

 

 

 

 

Til top        30. december

f Titus (Titus Flavius Vespasianus), romersk kejser 79-81; søn af Vespasian (kejser 69-79); Titus stod i spidsen for Jerusalems ødelæggelse i 70. Store pengeuddelinger gjorde ham særdeles populær i hans korte regeringstid. Rundhåndet med såvel sin personlige formue som med statens sendte han hjælp til Campanien efter Vesuvs udbrud i 79, og efter Roms brand i 80 ydede han støtte til byens genopbygning. Han fuldførte opførelsen af det flaviske Amfiteater, bedre kendt som Colosseum, som hans far havde påbegyndt. Efter at have gjort tjeneste i Britannien og Germanien stod han i spidsen for en legion under faderen i krigen i Judæa (år 67). Da Vespasian var kejser efter Neros død i 69, satte han sin søn i spidsen for de romerske tropper i Judæa. Titus fortsatte krigen, under hvilken 1 mill. jøder siges at have mistet livet. Han bragte krigen til afslutning med Jerusalems erobring og ødelæggelse. Titusbuen ved indgangen til Forum Romanum i Rom står i dag som et minde om den romerske sejr. Da Titus i 71 vendte tilbage til Rom overtog han kommandoen over prætorianergarden. Flere gange delte han konsulembedet med sin far. I 79 undertrykte Titus en sammensværgelse, som synes at have haft forbindelse med tronfølgen. Men da hans far døde, efterfulgte Titus ham uden vanskeligheder som romerrigets kejser. Hans store popularitet viste sig, da romerfolket gav ham navnet "amor et deliciae generis humani" (menneskeslægtens lyst og glæde). Hans bror, Domitian, synes at have haft en anden opfattelse, idet meget tyder på, han stod bag Titus død (d 13/9 81)

 

1460 d Richard, hertug af York; han var far til kongerne Edward IV og Richard III; selv gjorde han under Rosekrigen krav på den engelske trone. Kravet blev begrundet med, at skønt både kongen (Henrik VI) og Richard nedstammede fra Edward III, var Richards stamfar, hertug Lionel af Clarence Edward III’s tredje søn, mens Henrik VI’s stamfar, John af Gaunt, hertug af Lancaster, "kun" var Edward III’s fjerde søn. I flere år tjente Richard dog kongen loyalt. Konflikten opstod i juli 1453, da Henrik VI blev syg og ude af stand til at regere. Dronningen – Margrethe af Anjou – gjorde krav på at få overdraget regentskabet, men hun var upopulær, og parlamentet overdrog Richard hvervet som rigets protektor og forsvarer. Da dronningen i okt 1453 fødte en søn, Edward, senere prins af Wales, frygtede hun, at Richard kunne blive rival til hendes søn i tronfølgen. Da kongen blev rask, overtalte hun sin mand til at afskedige Richard. Det ville Richard ikke acceptere. Han stillede sig i spidsen for et oprør, og de fjendtligheder, som varede til 1485, og som er gået over i historien som "War of Roses", Rosekrigen, var i gang. Kampene fik navn efter de to slægters våbenskjold. Den ene part, Lancaster-partiet, havde en rød rose i sit, den anden, York-partiet, en hvid. Begge slægter gjorde krav på den engelske trone. Opgøret krævede mange ofre; blandt disse var Richard. Han blev dræbt i slaget ved Wakefield (f 21/9 1411)

 

1460 Slaget ved Wakefield, Rosekrigen. Efter York-partiets (Hvide Rose) sejr ved Northampton - 10. juli 1460 vendte Hvide Roses leder, hertug Richard af York tilbage fra Irland og gjorde atter krav på den engelske trone. Der blev indgået et kompromis; Lancasterkongen (røde rose) Henrik VI skulle forblive engelsk konge, men Richard skulle efterfølge ham. Det betød forbigåelse af Henrik VI’s søn, prins Edward. Dette forbitrede dronningen – Margrethe af Anjou. Men da hun kun havde ringe støtte, tøvede Richard ikke med at tage Lancasterpartiets opfordring op. Men i slaget ved Wakefield blev hans styrke besejret, og han var blandt de faldne. Som tegn på Lancasterpartiets triumf blev Richards hoved - "smykket" med en krone af papir - anbragt på Micklegate Bar i York; da hans sejrrige søn Edward 4. var blevet engelsk konge fjernedes hovedet, og hertugens jordiske rester blev gravlagt i York-familiens kapel på Fotheringhay i Northampshire

 

1644 d Jean Baptistevan Helmont, flamsk kemiker og læge; uddannet i Louvain. Han skal være den første, som har skelnet mellem atmosfærisk luft og gasser. Han skabte ordet gas fra det latinsk/græske ord chaos (eg. afgrund, det tomme, uendelige rum) fra græsk mytologi (f 12/1 1580)

 

1691 d Robert Boyle, irsk fysiker og kemiker; efter en dannelsesrejse til Frankrig og Italien i årene 1638-44 og et længere ophold i Irland bosatte han sig i 1654 i Oxford. Han arbejdede med at forbedre luftpumpen, og i 1660 offentliggjorde han en række resultater af sine forsøg. Bl.a. havde han opdaget sammenhængen mellem tryk og luftens volumen, og han fremsatte Boyles lov, der siger, at tryk gange volumen for en indespærret gas er konstant, hvis temperaturen er konstant. I værket "The Sceptical Chymist" fra 1661 bestred han troen på de fire elementer – jord, luft, ild og vand – som siden oldtidens Grækenland var blevet betragtet som altings byggesten – ved at indføre en ny grundstofopfattelse. Boyle definerede grundstoffer som primitive og enkle legemer, der kunne reagere med hinanden og danne kemiske forbindelser. Han var således af den overbevisning, at alt stof er opbygget af atomer, og han mente, at atomernes egenskaber var bestemt af deres ydre form. Han turde dog ikke fastslå noget stof som værende et grundstof. Med tanker som disse lagde Boyle grunden for den moderne kemiske metode. Han var også optaget af teologi og skrev en række religiøse og moralske essays, bl.a. "Discourse of Things above Reason" (1681) og "The Christian Virtuoso" (1690). Desuden var han med til at finansiere udgivelsen af Biblen i en indisk, irsk og walisisk oversættelse (f 25/1 1627)

 

1788 d Jørgen Hee, biskop i Århus 1777-1788; 1738 blev han sognepræst i Allerup og Davinde; da han 1758 havde udsendt første bind af et stort homiletisk arbejde "Vor Herres og Frelsers Jesu Christi hellige Lidelses, Døds og Begravelses Historie" (bd 2 og 3 kom 1760-66) vandt han indflydelsesrige velyndere. Efter de havde skaffet ham sognekaldet ved Skt. Hans kirke i Odense og fra 1763 embedet som stiftsprovst ved Skt. Knuds kirke, også i Odense blev han allerede 1764 provst ved Holmens kirke. I denne stilling var han særdeles værdsat af såvel flådens mandskab som af kongehuset. Udpræget konservativ som han var, følte han sig knyttet til enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik. Som dem var han skarp modstander af Struensees styre, som han ofte ivrede mod fra prædikestolen. Efter Struensees fald i januar 1772 offentliggjorde han en eksalteret prædiken "Forstyrrernes Forstyrrelse og Mangelens glædelige forandring". I fængslet blev han sjælesørger for Struensees medanklagede, Enevold Brandt. Hees naive skrift "Paalidelig Underretning om den henrettede Enevold Brandts Forhold og Tænkemaade i hans Fængsel" (1772) vidner om, at han stod fremmed over for den fangne hofmands psyke. 28. april ledsagede han Enevold Brandt til skafottet. Hee stod landets nye magthavere nær, og ved Ove Høegh Guldbergs protektion blev han i 1777 biskop i Århus, et embede han beklædte til sin død (f 18/11 1714)

1829 f Vilhelm Beck, præst; efter sin fars - der var præst - ønske studerede Beck teologi og blev cand teol. i 1855. Da han ikke ville være præst, blev han lærer i Kalundborg. Jævnligt vikarierede han for sin far, og da denne blev syg, måtte B - meget uvilligt - blive hans kapellan; som sådan virkede han i Ubby 1856-65 og optrådte som vækkelsesprædikant i stor stil. Fra 1874 til sin død var han sognepræst i Ørslev-Solbjerg på Sjælland. Mens han var kapellan, fik han kontakt med vakte kredse. Selv om han først 1881 blev formand, lå fra 1861 Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark fast i hans hånd; herunder også Indre Missions Tidende, som han redigerede til sin død, og som han bankede op til at have 16.000 abonnenter. I en stadig balancegang mellem bevægelsens yderfløje styrede Beck i 40 år med fast hånd foreningen og gjorde Indre Mission til en landsdækkende kirkelig retning med missionærer, missionshuse m.m. Ustandselig rejste han som prædikant over hele landet, og ingen har som han draget så store skarer ved sin forkyndelse. Beck lagde vægt på, at alt samledes om "det ene fornødne", omvendelsen og troslivet. Det hang sammen med, at Indre Mission appellerede til folkelag, der lå under den socialt og kulturelt mere avancerede grundtvigske gårdmandsstand og spillede på modsætningen inden for landalmuen (d 30/9 1901)

 

f Rudyard Kipling, engelsk forfatter; født i Indien; som dreng blev han sendt til England for at gå på kostskole der. Hans ophold på skolen i Westward Ho, Devon har han skildret i "Stalky og Co" (1899), hvori han selv optræder under navnet Beetle. 1882-89 opholdt han sig igen i Indien og blev redaktør ved bladet "The Pioneer". Fra denne tid stammer en række af hans bedste indiske fortællinger bl.a. "Wee Willie Winkie", "Plain Tales from the Hills" (1888), "Soldiers Three" (1888-89) og "The Phantom Rickshaw" (1890) og digtsamlingen "Departmental Ditties" (1886). Med disse tidlige arbejder blev hans verdensry befæstet. Det fremmedartede, den levende fremstillingsevne, hans skarpe journalistiske sans for de karakteristiske enkeltheder, hans humor og ungdom-melige begejstring for "The British Empire" og dets verdensmission, bidrog altsammen til at skaffe ham en stor læserkreds over hele den engelsktalende verden. Efter en længere rejse til Kina, Japan og Amerika udkom i 1891 romanen "The Light that Failed". Fra 1896 boede han for det meste i England. De berømte fortællinger om Mowgli og dyrene i den indiske jungle, med illustrationer af hans far, udkom 1894-95 som "The Jungle Book" og "The Second Jungle Book". Kipling var uhyre produktiv, og han fortsatte med at skrive til kort før sin død. Særlig i sine digte viser Kipling sig som en ivrig talsmand for imperialismen, som han fremstillede som et udslag af den hvide mands civilisatoriske pligt; tydeligst i digtet "The White Mans Burden". I 1907 modtog han nobelprisen (d 18/1 1936)

 

d Christian Winther, forfatter; han blev cand theol 1824. I 1828 udgav han sin første samling "Digte", som foruden lyriske digte indeholder "Træsnit", idylliske folkelivsbilleder og kærlighedshistorier på vers. Træsnittene udgør sammen med hans to noveller – "Et Reise-Æventyr" (1828) og "Hesteprangeren" (1828) – hans bidrag til 1820'ernes såkaldte poetiske realisme. Da han 1841 mødte den unge præstekone Julie Werlin, fik han sit livs dybeste oplevelse af kærligheden. Under indtryk af de vanskeligheder, der var forbundet med hendes skilsmisse, skrev Winther sine smukkeste digte. De blev udgivet samlet efter deres bryllup i 1848 "Til Én" (påbegyndt i Digtninger 1843). I 1835 havde Winther udgivet "Nogle Digte", som bl.a. indeholder den erotiske romancesykel Anette, Ringens indskrift og Sjælland. Med Julie ved sin side oplevede Winther i 1840'erne og 1850'erne sin digtnings modneste og rigeste periode. Hans natur- og elskovsdigtning kulminerede 1855 i det store historiske episke digt "Hjortens Flugt". Winther dyrkede tillige prosanovellen f.eks. det historiske genrebillede "En Aftenscene" (f 29/7 1796)

 

d Samuel White Baker, engelsk opdagelsesrejsende fandt sammen med John Hanning Speke den hvide Nils kilder. B voksede op på Mauritius og Ceylon (Sri Lanka). I årene 1856-60 gennemrejste han Mellemøsten. I 1861 rejste han sammen med sin anden kone til Afrika, hvor han i et år udforskede Nilens bifloder i grænseegnene mellem Sudan og Abessinien (Etiopien). Medens Baker opholdt sig i det sydlige Sudan, modtog han fra Speke informationer, der førte til en ekspedition, på hvilken Speke (Marts 1864) i området mellem nutidens Uganda og Zaire (Den Demokratiske Republik Congo)nåede en sø, som han til ære for dronning Victorias mand gav navnet Albert Nyanza (Lake Albert). Fra søen løber den hvide Nil mod nord. Ved at fastslå det havde Baker løst den årtusind gamle gåde om Nilens udspring. Den gåde som allerede den græske historiker Herodot havde beskæftiget sig med i 5. århundrede f. Kr. fødsel. Året efter sin hjemkomst til England (1865) blev Baker adlet. I 1869 bad Ægyptens ottomanske vicekonge, Ismail Pasha Baker om at overtage ledelsen af en militær ekspedition til Nilens øvre løb. Der bistod Baker ved bekæmpelse af slavehandel samt deltog i erobring af områder, hvor han i de flg. fire år var generalguvernør. Om sine rejser og sit liv har Baker bl.a. skrevet "The Rifle and the Hound in Ceylon" (1854), "The Nile Tributaries of Abyssinia" (1867) (f 8/6 1821)

 

1916 d Rasputin, Grigorij Jefimowitsch, russisk lægprædikant og eventyrer; han var bonde fra landsbyen Pokrovskoje i det vestlige Sibirien; under sin ungdomsårs ensomme vandringer rundt i Rusland, i Balkanlande og i Det mellemste Østen havde han dannet sig en sikker tro på sig selv som åndelig helbreder. I det "gode selskab" i Sct. Petersborg var der omkr. 1900 god grobund for mysticisme og for alle mulige mærkelige sekter. Her gjorde Rasputin stor lykke blandt aristokratiets damer, og han både gav dem sin velsignelser og ydmygede dem. Det var ham en særlig glæde at stikke sine skidne hænder i suppeterrinen ved deres middage; dermed havde han velsignet maden. I 1907 fik han forbindelse med hoffet. Kronprinsen led af en alvorlig blødersygdom, og det lykkedes Rasputin at overbevise tsaren og især tsarinaen, at han kunne standse blødningerne. Tsarinaen fik ubegrænset tillid til Rasputin, og hun var overbevist om, at han var en hellig mand. Men tsarfamiliens tilknytning til R havde også en politisk baggrund. Rasputin følte sig som repræsentant for de fattige bønder, og han hadede "herrerne". Hadet gjaldt først og fremmest de vantro liberale, og Rasputin mente, at dumaen udelukkende var et redskab i "herrernes" hånd. Tsaren skulle være en "folketsar" og støtte sig på bønderne, som repræsenterede det hellige Rusland. Rasputin fik særlig fra 1912-13 stor indflydelse ved hoffet. Han var for bundløs uvidende til at udøve nogen direkte politisk indflydelse. Hans magt viste sig først og fremmest ved, at han gennem tsarinaen, spillede en stor rolle, når det gjaldt udnævnelse af regeringsmedlemmer og højere embedsmænd. Han ændrede ikke sine vaner, han var fordrukken, korrupt og besvangrede tronfølgerens barnepige. Rapporterne strømmede ind, men tsarinaen, som var et eksempel på viktoriansk dyd, nægtede ganske enkelt at tro, at noget sådant kunne være muligt. Hendes tro på Rasputin blev en religiøs besættelse. Rasputins modstandere mente, han var i færd med at korrumpere tsardømmet; ved hoffet blev der dannet en sammensværgelse mod ham, og han blev likvideret (f 1864 eller 1865)

 

1937 d H.N. Andersen, ØK's grundlægger; efter at være udlært som skibsbygger og nogle år til søs slog A sig i 1873 ned i Bangkok. Her arbejdede han bl.a. for landets konge som styrmand på et af dennes skibe. Sammen med lokale forretningsmænd købte han en ladning teaktræ, som han sejlede til Europa og solgte med stor fortjeneste. Han havde nu så mange penge, at han kunne begynde for sig selv, og i 1884 stiftede han firmaet Andersen og Co., der bl.a. beskæftigede sig med skibsproviantering. Med henblik på at etablere en dansk-østasiatisk forbindelse og igen gøre København til centrum for Nordeuropas handel med Fjernøsten stiftede han i marts 1897 Østasiatisk Kompagni (ØK). A investerede i oversøiske råvarer (soyabønner, sisal, kokos, gummi m.v.), som ØK kunne fragte til Europa, og i Danmark investeredes i industri, der kunne forarbejde råvarerne. I de følgende år udbyggede han kompagniet, idet rammerne til stadighed udvidedes: rederidrift, plantadrift, oliepresning, finansiering af beslægtede erhvervsgrene etc. Politisk øvede han indflydelse via kongefamilien og støttede Systemskiftet i 1901, hvorved ØK’s næstformand J.H. Deuntzer blev statsminister. Under påskekrisen i 1920 og uroen om grænsen til Tyskland efter det tyske nederlag i 1. Verd. krig påvirkede han Chr. X til at afskedige regeringen Zahle trods dennes flertal i Folketinget. A’s motiv var økonomisk. Sammen med sine britiske partnere havde han investeret 65 mio. kr. i baltiske selskaber, og investeringens succes krævede en sydligere grænse end den, Zahles regering ønskede. Da Landmandsbanken krakkede i 1922 gjorde bankkrisens konsekvenser A ængstelig, de indebar afsløring af hans egne tvivlsomme, men givtige transaktioner i børsspekulationer under 1. Verd.krig. Det lykkedes Andersen fra 1923 at få begrænset og senere standset bankkommissionens undersøgelser (f 10/9 1852)

 

1968 d Trygve Lie, norsk soc.demokratisk politiker og FN's generalsekretær 1946-1952; han begyndte sit politiske arbejde i lokalpolitik; derefter var han medlem af Stortinget 1937-49. Han blev justitsminister i 1935, og i 1939 blev han først handelsminister derefter leder af Forsyningsdepartementet. Efter den tyske besættelse fulgte L med den øvrige regering til London og blev novbr. 1940 eksilregeringens udenrigsminister; L arbejdede herefter ihærdigt for at skaffe Norge et godt forhold til de allierede. I 1942 kunne han på Norges vegne tiltræde De forenede Nationers pagt i Washington. Efter befrielsen fortsatte han som udenrigsminister. Han blev i 1946 valgt til FN’s første generalsekretær. Norges indtræden i Atlantpagten i 1949, der betød opgiven af Norges hidtidige neutrale udenrigspolitik, vanskeliggjorde hans arbejde, og efter udbruddet af Koreakrigen i 1950 udtrykte Sovjetunionen mistillid til ham. Efter udløbet af sin første embedsperiode ønskede han ikke genvalg og vendte tilbage til Norge. Her var han i årene 1955-63 amtmand (fylkesmand) i Oslo og Akerhus. I årene 1963-1965 var L en tid handelsminister en tid industriminister (f 16/7 1896)

 

 

 

 

 

 

Til top        31. december

192 d Commodus, Lucius Aelius Aurelius, romersk kejser 180-192; søn af kejser Marcus Aurelius og Faustina; med hans overtagelse af magten sluttede 84 års stabilitet og fremgang for romerriget. I sit værk om Det Romerske Riges Forfald og Undergang skriver Gibbon i prologen: "Hvis nogen opfordredes til at sige, i hvilken af verdenshistoriens perioder menneskene havde levet under de lykkeligste og gunstigste vilkår, ville han uden vaklen nævne tidsrummet fra Domitians død til Commodus tronbestigelse". I 177 blev C sin fars medkejser; et særdeles uheldigt valg, for om C er det blevet sagt, at han var uansvarlig, fornøjelsessyg og fuldstændig manglede faderens statsmandsevner. Da Marcus Aurelius døde, blev C enekejser. De antikke kilder er fyldt med beskrivelser af, hvordan han bedrev tiden med gladiatorkampe og ødslede store summer på dem og på alskens laster. Han yndede at optræde som skuespiller, sanger og danser. Især optrådte han som Hercules. Han kaldte sig Hercules Romanus og lod sig afbilde med Hercules atributter, løvehuden og køllen. For at vise at han i kræfter kunne måle sig med sagnhelten, kæmpede han som gladiator i Colesseum, hvor han også nedlagde løver med bue og pil. Efter en mislykket sammensværgelse i 182, der var anstiftet af hans søster Lucilla, skilte han sig af med de fleste af sin fars medarbejdere. Han kom i et voldsomt modsætningsforhold til Senatet og overlod stort set styret til prætorianerpræfekterne. Han blev myrdet i forbindelse med en sammensværgelse, og et taknemmeligt senat udpegede bypræfekten Publius Helvius Pertinax til kejser, det kom der heller ikke noget godt ud af; de gode tider var forbi, romerriget gled snart ud i borgerkrig (f 31/8 161)

 

1384 d John Wycliffe, engelsk filosof, teolog og reformator. Han var magister ved Balliol College i Oxford, siden præst i Lutterworth. Indtil 1375 skrev han for det lærde publikum om teologiske og filosofiske emner, men henvendte sig derefter til en bredere kreds med sine reformtanker. Han forkyndte fattigdomsidealet og tog levende del i den i England meget udbredte uvilje mod kirkegodsets store omfang, den kirkelige domsmyndighed, pavestolens juridiske overgreb og økonomiske udsugning af landet. Han krævede, at kirken skulle opgive sin verdslige magt og ejendomme. Paven udstedte 1377 en bulle mod ham; men W havde kong Richard II, hertugen af Lancaster og til dels parlamentet på sin side. W blev stadig dristigere i sine angreb på pavestolen og hævdede i 1378 i sit skrift " De Veritate Sacrae Scripturae" den hellige skrift som eneste autoritet. Han rettede også sit skyts mod pilgrimsrejser, helgendyrkelse, sjælemesser og nadverlæren. I det hele taget var kirkens nådemidler uden værdi og overflødige, da ethvert menneske stod i umiddelbart, personligt forhold til Gud; kirke og stat havde aldeles intet med hinanden at gøre. W fik skylden for bondeoprøret 1381 og blev stævnet for en synode i Oxford, men beholdt sit embede til sin død. Kirkemødet i Konstanz 1415 stemplede 267 af hans udtalelser som kætterske og påbød, at hans værker skulle brændes og hans ben graves op; det sidste skete 1428. Hans tilhængere - lollarder - blev nu forfulgt. W forberedte Reformationen, og på det europæiske fastland fik han betydning gennem Johan Huss (f før 1330)

 

Schmalkaldiske Forbund. I Schmalkalden i Thüringen aftaler protestantiske tyske fyrster at oprette et forsvarsforbund mod de trusler, der lå i den endelige reces fra mødet i Augsburg (novbr. 1530). Heri blev der sagt, at protestantiske fyrster udsatte sig for anklager for den kejserlige domstol og for bandlysning, såfremt de ikke tilbagegav konfiskeret kirkegods og opgav deres protestantiske tro. Forbundsaftalen blev underskrevet 27. februar 1531

 

d Henrik Rantzau, statholder og humanist; under sine studieår ved universitet i Wittenberg menes han at have mødt Martin Luther. I 1556 blev R Christian 3.s statholder i Hertugdømmerne – Slesvig og Holsten – og beholdt posten under Frederik 2., som han hjalp med betydelige lån under Den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Han var dansk forhandler ved fredsforhandlingerne i Stralsund 1567 og i Stettin 1570. Under formynder-regeringen - efter Frederik 2.s død i 1588 og under dennes søn Christian 4.s mindreårighed – hvor enke-dronning Sophie (d 4/10 1631) hævdede retten til at disponere for sine sønner i Hertugdømmerne, blev Rant-zau klemt i sin dobbeltposition som ridderskabets leder og kongens statholder, og hans tidlige afgang under Christian 4. kom ikke uventet. R var stærkt inspireret af Melanchtons humanisme og blev på mange måder formidler af disse værdier. Han korresponderede med mange fremtrædende kulturpersonligheder, og ved disse kontakter bragte han nye impulser til riget. F.eks. fik han via forlæggeren Georg Braun i Köln adskillige kobberstik af danske byer optaget i værket "Teatrum Urbinum". R var bogsamler og efterlod ved sin død et bibliotek på ca. 6.300 bind. Mange af disse blev skænket til Jesuitterklostret i Prag, men en del af værkerne opbevares i dag på Det Kongelige Bibliotek i København (f 11/3 1526)

 

d Giovanni Alfonso Borelli, italiensk fysiker og matematiker; grundlægger af iatrofysik (det græske iatro betyder læge), der anvender fysik på lægekunsten. I sit værk "De Motu Animalium" (1680-81, Om dyrenes bevægelser) påviste han, at menneskelegemets bevægelser ikke adskilte sig fra bevægelserne hos andre fysiske legemer. Når et menneske løfter en byrde med armen, blev dette arbejde udført i overensstemmelse med Arkimedes’ kendte principper: Knoglen var vægtstangen, der blev løftet i sin korte ende ved musklernes trækkraft. Lemmernes bevægelser, når de blev løftet under gang, spring o.s.v., fulgte ligeledes fysikkens love. B påviste, hvordan nøjagtig de samme love styrede fuglenes vinger, fiskenes finner og insekternes ben. Borelli var professor i matematik i Messina fra 1649, i Pisa fra 1656. Vendte 1667 tilbage til Messina; i 1674 slog han sig ned i Rom, hvor han kom i tjeneste hos den svenske dronning Kristina og blev medlem det nye Accademia reale, som dronningen havde oprettet (f 28/1 1608)

 

d John Flamsteed, britisk præst og astronom; på gr. af et svagt helbred fik han ingen regelmæssig skolegang, så han studerede astronomi på egen hånd. Dog studerede han i årene 1670-74 ved universitetet i Cambridge og blev i 1677 medlem af Royal Society. Hans interesse for astronomi gjorde, at han i 1670 kom i forbindelse med Newton og i 1674 fik til opgave at beregne månens kulminationstid for derved at udlede tidspunktet for højvande. Dette arbejde medførte, at han blev medlem af den af Karl II nedsatte kommission til bedømmelse af længden til søs ved månedistancer. Da F stærkt hævdede nødvendigheden af nyere stjernekataloger og bedre månekataloger af hensyn til navigationen, gav det stødet til oprettelsen af observatoriet i Greenwich 1675, og med titlen Astronomer Royal blev han dets første leder. F’s senere år gik med endeløse stridigheder om offentliggørelse af hans mange betydningsfulde observationer. Selv kæmpede han for at tilbageholde dem, til de var færdiggjorte, mens bl.a. Newton og Edmond Halley fremhævede den store nytte offentliggørelse af hans observationer ville have – f.eks. med hensyn til navigationen til søs. Trods F’s protester påtog prinsgemalen prins Georg af Danmark sig i 1704 udgifterne ved trykningen og offentliggørelsen af de ufuldstændige observationer. De blev trykt i 400 eksemplarer, og af dem lykkedes det F at få fat i 300 og brænde dem. Først seks år efter F’s død offentliggjordes hans stjernekatalog "Historia Coelestis Britannica". Det afløste Tyge Brahes forældede, men velrenommerede katalog. F’s katalog indeholdt over 3000 stjerner og var det første større katalog, der var baseret på observationer ved hjælp af kikkert (f 19/8 1646)

 

f Charles Edward Stuart, kaldt henholdsvis The young pretender og Bonnie Prince Charlie; han var den sidste af kongeslægten Stuart, der gjorde alvorlige forsøg på at erhverve den engelske trone efter sin i 1688 afsatte bedstefar, Jacob 2. I modsætning til sin far, der mente, at den engelske trone kun kunne erhverves med fremmed hjælp, troede C.E., at et oprør blandt englænderne kunne få succes uden såvel invasion som fremmed (fransk) hjælp. Denne opfattelse viste sig at være forkert. Hans sidste forsøg på at blive konge i England endte i nederlaget ved Culloden i Skotland, 16. april 1746. C.E. tog herefter ophold i Frankrig, men efter indgåelse af den engelsk-franske traktat i Aix-la-Chapelle (1748), måtte C.E. forlade Frankrig. I de næste ti år rejste han rundt i Europa og forsøgte at finde støtte til sin tabte sag. Men hans kritisable livsførelse - han drak tæt, stødte venner og evt. støtter bort. Efterhånden støttede de større katolske stater heller ikke hans krav på den engelske trone. Sine sidste år levede C.E. i Rom (d 31/1 1788)

 

f Pierre Charles Jean Baptiste Silvestre de Villeneuve, fransk admiral; hans første større kommando var ledelsen af en eskadre af Napoleons flåde under aktionerne i Middelhavet 1798. I forbindelse med slaget ved Abukir i august var V’s flagskib "Guillaume Tell" de ene af de to franske skibe, der slap væk efter franskmændenes knusende nederlag. Efter forgæves at have søgt at forstyrre den engelske handel i vestindiske farvande vendte V i juli 1805 tilbage til Europa og lagde ind i den spanske havneby El Ferrol. Her fik han ordre fra Napoleon til at slutte sig til den franske flåde i Den engelske Kanal. Da V lagde ud, bedømte han nogle franske fregatter, der var kommet til farvandene for at støtte ham, for at være fjendtlige, og han søgte havn i Cádiz. V’s frygtsomhed bidrog til at sætte en stopper for Napoleons drømme om en aktion mod England. I Cádiz modtog V den 14. sept. ordre til med sin spansk-franske flåde at sejle ind i Middelhavet med henblik på en aktion mod Napoli. Under klargøringen af flåden erfarede V, at han stod over for at miste sin kommando. Han fremskyndede da afsejlingen, og den 19. okt stod han ud af havnen med 33 skibe for at møde den britiske flåde under Nelson, der lå uden for havnen og ventede på ham. Resultatet blev slaget ved Trafalgar og fransk nederlag. V blev som fange ført til England, men hurtigt frigivet. Hjemme i Frankrig frygtede han en krigsret; i flere dage hørte han intet. Den 22. april blev han fundet død efter flere knivstik; selvmord var den almindelige antagelse. Da der ikke var tydelige og overbevisende tegn på, V havde begået selvmord, opstod legenden om, at den uheldige admiral var blevet myrdet af Napoleons agenter (d 22/4 1806)

 

f Mathilde Fibiger, forfatter, kvindesagsforkæmper; 1849 blev hun guvernante på Lolland og skrev her brevromanen "Clara Raphael, tolv breve"; den blev udgivet anonymt med forord af J.L. Heiberg i 1851. Bogen hævdede for første gang på dansk kvindens ret til frit at udvikle sin personlighed. Den indeholder guvernanten Claras respektløse beskrivelse af det konventionelle provinsmiljø og hendes vanskelige valg mellem kamp for kvindernes emancipation og ægteskab med en baron. F’s roman fremkaldte en voldsom offentlig debat om kvindens stilling med flyveskrifter og indlæg i aviser og tidsskrifter. F udgav yderligere to romaner,"En Skizze efter det virkelige Liv" (1852) og den højromantiske incesthistorie "Minona" (1854). Den sidstnævnte blev mødt med kraftig fordømmelse, hvorimod den førstnævnte ikke vakte større opmærksomhed. I de flg år ernærede F sig kummerligt ved at sy, ved at male porcelæn, som guvernante og ved at give privatundervisning. Efter at have lært at telegrafere blev hun 1866 ansat ved statstelegrafen som Danmarks første kvindelige telegrafist og dermed også som Danmarks første kvindelige tjenestemand (d 17/6 1872)

 

Hvad der er blevet betegnet som den første egentlige danske revy går over scenen denne nytårsaften på Casino Teatret i Amaliegade i København. Forestillingens forfatter var Erik Bøgh, som dog ikke brugte betegnelsen "revy", men "Tryllefarce med sang i 1 akt". Formen var ikke væsentligt anderledes end datidens populære vaudeviller, men indholdet var mest en satirisk fremstilling af året, der netop var gået

 

f Henri Matisse, fransk maler og grafiker; elev ved École des Beaux-Arts 1895-98. Efter et ophold i Svejts i 1900 begyndte han med neoimpressionistiske studier, hvilket afspejles i flere stilleben og hovedværket fra disse år "Luxe, Calme et Volupté" (1905). Året efter deltog han i Les Fauves-udstillingen. Gruppen (repræsenterende fauvismen) blev benævnt således, fordi man i disse maleres forsøg på at forenkle linieføring og farve så et oprør mod den gamle tradition. 1908-09 rettedes M’s interesse mod kubismen. I disse år skabte han nogle af sine hovedværker "Dansen" (1909), "De badende" (1910) og "Musikken" (1910). I de flg. år malede han en række stilleben, interiører, som repræsenterer højdepunkter i hans arbejder. I 1920'erne dæmpede M sine virkemidler, og tegningen blev mere ekspressiv forenklet. Han begyndte nu på et af sine mest berømte motiver, den siddende eller liggende kvinde mod en stormønstret arabeskagtig baggrund i stærke, rene farver. M’s tegninger og grafiske arbejder udmærker sig særlig ved den elegante og ofte ornamentale streg. Han illustrerede bl.a. Mallarmés Poésies og Baudelaires Les Fleurs du Mal. Med sine værker indtager M en fremtrædende plads i europæisk malerkunsts udvikling. Gennem sin søgen bort fra naturgengivelse fandt han frem til en afklaret form, hvor "ligevægt, renhed og ro" er de centrale begreber. M udførte 1949-1951 dekorative arbejder bestående af væg- og glasmalerier i dominikanerkapellet i Vence (d 3/11 1954)

 

d Gustave Coubert, fransk maler og realismens største mester i Frankrig; kom 1840 til Paris. Udstillede på Salonen i 1840'erne, men hans realistiske motiver medførte forargelse. 1850 vakte hans "Begravelse i Ornans" sensation på Salonen, og "Stenhuggerne" blev opfattet som et socialistisk agitationsbillede. Da han blev nægtet plads på verdensudstillingen i Paris i 1855, lavede han sin egen udstilling med titlen "Le Réalisme", dermed havde han døbt en stilretning, der prægede anden halvdel af 19. århundr. På udstillingen var et stort billede af ham selv i færd med at male et landskab med en afklædt kvindelig model stående ved sin side og hans venner som tilskuere; til venstre i billedet var placeret forskellige repræsentanter for socialt ulykkeligt stillede. Det havde titlen "L’atelier du peintre; allégorie réelle" (1855) og er et af realismens hovedværker. Bl. a. af C’s billeder fra denne periode er: "Damerne ved Seine-bredeen" (1851) og "Kornsierskerne" (1855). Efter et ophold i Trouville i 1865 malede C en række marinebilleder. Desuden udførte han mange portrætter og stilleben. Også i sine senere år malede han billeder med socialt indhold. Hans kunstopfattelse var i samklang med tidens socialrevolutionære ideer, og C sluttede sig 1870-71 til kommunarderne i Paris. Han blev senere, med urette, anklaget for at være den skyldige for ødelæggelse af Vendômesøjlen. Han dømtes til at betale omkostningerne ved dens genopførelse; hans værker solgtes, selv gik han 1873 i landflygtighed i Svejts, hvor han boede til sin død, fattig og overset (f 10/6 1819)

 

f George Marshall, amerikansk general og politiker; han deltog i 1. Verd.krig som stabsofficer og udnævntes ved 2. Verd. krigs udbrud i september 1939 til stabschef i USA’s hær og avancerede 1944 til general. Ved USA’s indtræden i krigen i 1941 blev han en af de allieredes førende strateger. Han var fortaler for "Europa først" tanken og talte for en tidlig invasion i Europa. Han var tiltænkt at være leder af invasionen i Normandiet, men præsident Roosevelt ville ikke undvære ham som medarbejder i Washington, og Eisenhower fik kommandoen. Efter krigen fratrådte han embedet som stabschef og var 1945-46 ambassadør i Kina. Her lykkedes det ham for en tid at bringe borgerkrigen til standsning. I januar 1947 udnævntes han til udenrigsminister og gjorde sig især bemærket ved i juni 1947 at fremsætte forslaget til den såkaldte Marshall-plan. Det var et hjælpeprogram på i alt 13 mia. dollar til 16 europæiske lande. Formålet var at støtte disse landes genopbygning efter 2. Verd.krig samt forhindre kommunistisk magtovertagelse i Vesteuropa. Da tilbuddet om hjælp også blev givet til Sovjetunionen og østeuropæiske lande, men afvist, er det næppe korrekt især at se planen i et koldkrigsperspektiv. Som følge af vaklende helbred måtte han jan 1949 træde tilbage. På gr. af den udbredte misstemning mod Truman-administrationen i begyndelsen af Koreakrigen ønskede Truman at styrke sin regering og overtalte M til at indtræde i regeringen som forsvarsminister. M beklædte denne post fra sept 1950 til sept 1951. M modtog i 1953 Nobels fredspris først og fremmest for sit arbejde med Marshallplanen (d 16/10 1959)

 

d Leon Michel Gambetta, fransk jurist og minister; han deltog ivrigt i modstanden mod Napoleon III’s regime, bl.a. som advokat i politiske processer og vandt ry som radikal taler. I 1869 blev han medlem af Frankrigs lovgivende forsamling valgt i det "røde" Belleville i Paris. Efter de første nederlag til tyskerne i krigen 1870-71 og Napoleon 3.’s fald var han med til at udråbe republikken den 4. september 1870, og han blev indenrigs- og senere krigsminister i den nationale Forsvarsregering. 4. oktober steg han med luftballon op fra det belejrede Paris for at slutte sig til den delegation, regeringen havde sendt til Tours for at rejse nye hære. G blev delegationens ledende mand, og ikke mindst ved hans indsats blev der opstillet en ny hær på 600.000 mand, og i november led en tysk hær ganske uventet nederlag ved Loire. I begejstrede republikaneres øjne var sejren vidnesbyrd om de latente kræfter i folket, som republikken havde frigjort. Der var tale om en folkerejsning i lighed med den i 1793, og G følte sig som arvtager efter Robespierre. Men i løbet af december og januar viste det sig, at de hurtigt uddannede hære ikke kunne stå sig mod de sejrsvante tyske tropper og slet ikke var i stand til at undsætte hovedstaden. Da alle forsøg herpå mislykkedes, Paris overgav sig, og da der landet over var et udbredte ønske om fred, accepterede G våbenstilstanden (januar 1871) og indkaldelse af en nationalforsamling. G nægtede at stemme for fredsslutningen, der ville betyde afståelse af Alsace-Lorraine, og nedlagde sine embeder. Juli 1871 lod han sig overtale til at blive valgt til Deputeretkammeret. Her arbejdede han for at få skabt et stærkt republikansk flertal; det var således ikke mindst hans indsats, at der i 1875 var flertal for en republikansk forfatning. G blev en kraftig talsmand for den nye republik og øvede stor politisk indflydelse bl.a. som minister og formand for Deputeretkammeret (f 2/4 1838)

 

I New York åbnes indvandringsstationen på den lille ø Ellis Island ved indsejlingen til byens havn. Den fungerede frem til 1943 og fik i 1965 status som et nationalt mindesmærke. På øen havde det føderale Immigrant Bureau, der havde kontrollen med modtagelsen af den voksende immigrantskare, sit hovedsæde. Ved modtagelsen blev alle nummereret og underkastet en lægeundersøgelse. De amerikanske myndigheder ville undgå, at epidemiske og smitsomme sygdomme kom ind i landet. Efter undersøgelsen blev indvandrerne indladt i USA eller sendt tilbage. Fra omkring 1900 kunne 8.000 mennesker passere gennem Ellis Island pr. dag. I 1976 blev de historiske bygninger indrettet til museum. Navnene på foreløbig 200.000 af de anslåede 17 mio. immigranter, der slap gennem "det amerikanske tælleapparat" – et af øens mange tilnavne – står skrevet på æresmuren The American Immigrant Wall of Honor

 

1897 f Liva Weel, skuespiller; debuterede i 1917 i en revy på Odder Sommerteater og senere i Nykøbing F; kom året efter til Scala-Teatret i København, hvor hun fik sit gennembrud og blev i over ti år. Hendes repertoire bestod af operetter og revyer, hvor hendes store, friske stemme kom til sin ret. Især i revyen udviklede hun en fænomenal karakteriseringsevne kombineret med en særegen komisk fantasifuldhed, og hun skabte en række originale figurer fra gammeljomfru til slagfærdig madamme. Efterhånden kom hun her til at danne par med Scalas førstekraft, den store karakterskuespiller og komiker Carl Alstrup. I 1930 havde hun gæstespil på Det kgl. Teater som Pernille i "Den Stundesløse". Herefter spillede W på de fleste københavnske scener. Gennem 1930'erne og 40'erne kom hun især til at synge Poul Henningsens viser. Derom er der blevet sagt, at hun foredrog teksterne med en sjælden indføling. Hun formåede at forløse teksternes hensigt og sit eget talent med en intensitet, der gjorde hende identisk med det, hun sang. Den intellektuelle vise berigede hun med så mange nuancer, svingende fra det blide til det stærke, fra det kloge til det barokke og fra det sentimentale til det satiriske. Alt sammen bidrog til at ophøjede hendes viseforedrag til fornem kunst. Blandt hendes bedste PH viser er, "Ta’ og kys det hele fra mig", "Sig de Ord, du ved", "Naa", "Jeg ku’ bli’ no’et så 1-2-3-", "I dit korte Liv", "Man binder os paa Mund og Haand" og "Jeg gi’r mit Humør en gang Lak" - de sidste to fra Kjeld Abells revykomedie Dyveke i Riddersalen 1940. W var kun med i få film, men nogle af dem blev store successer, således "Odds 777" (1932) og "De blaa Drenge" (1933). I den førstnævnte sang hun bl.a. "Gaa med i Lunden" og "Glemmer du". Liva Weel er blevet karakteriseret som den største - aldrig overgåede - danske revykunstnerinde (d 22/5 1952)

 

1905 d Johannes Clausen, biskop i Århus 1884-1905; Clausen var søn af politikeren professor H.N. Clausen; under et længere ophold i Rom i årene 1845-46 tog professoren sig af sin søns undervisning. I sine erindringer skriver H.N. Clausen, at det hørte til hans livs skønneste oplevelser, når han ved den romerske lampe læste Livius og Virgil med sin søn. Clausen blev cand. teol. 1853, hvorefter han 1855-56 foretog en studierejse til Tyskland, Svejts og Italien. Især opholdt han sig længe i Rom for at studere kirkehistorie og kirkearkæologi.. 1861 blev han dr. phil. På en afhandling om "Laurentius Valla, hans liv og skrifter". Efter at have beklædt embeder som sognepræst i Fredericia og Horsens blev han 1884 biskop over Århus stift. I sit bispestyre var Clausen meget konservativ og uden sympati for tidens demokratiske frihedsbevægelser. Han stod den grundtvigske retning fjernt og var kritisk mod Grundtvigs "yderliggående" frihedsteorier i kirkelig henseende. Han var meget utilpas ved Bjørnson, der efter Clausens opfattelse havde en meget uheldig indflydelse på moderne kvinders tankegang. I 1890’erne vendte han sig mod loven om ligbrænding "hedensk i sin oprindelse".Ved en lejlighed gav han udtryk for, at en ansøger til et lærerembede, der var venstremand, som sådan næppe overbevisende kunne indprente børnene lydighed og respekt for forældre og øvrighed. Clausen var filantropisk aktiv og stod bag oprettelsen af det kristne sømandshjem og Magdalenehjemmet. Desuden var han med i kredsen bag skabelsen af Sct. Johannes kirke (f 7/6 1830)

 

d M.C. Lyngsie, fagforeningsformand; i 1896 fik L samlet forskellige københavnske arbejdsmandsgrupper i Arbejdsmændenes Fællesorganisation; han var herefter den drivende kraft bag sammenslutningen af de tre arbejdsmandsforbund, for Jylland og Fyn, for Sjælland og omliggende øer og for København og omegn som fra 1. januar 1897 blev til Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF). Forbundet havde ved stiftelsen 14.000 medlemmer, og L blev dets formand. DAF voksede til at blive landets største fagforbund; 25 efter dets oprettelse talte det 40.000 medlemmer, og ved L’s død nåede medlemstallet op mod de 100.000. L var 1898 med til at oprette De samvirkende Fagforbund i hvis hovedbestyrelse, han havde sæde til sin død. Han var medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg 1896-1914. Medlem af Folketinget 1898-1906 og af Landstinget fra 1925 til sin død. Ingen arbejderfører i Danmark har været hadet af modstanderne, smædet, bagvasket og karikeret som L. Og dog var hans mål alene at skaffe samfundets "bundklasser" bedre livsvilkår. Han skabte som middel hertil den sammenslutning af alle ufaglærte brancher i et stort forbund, som intet land har mage til, og som på mange måder giver dansk fagbevægelse sit særpræg (f 6/7 1864)

 

1931 d Jacob Appel, højskoleforstander, minister; han voksede op i et grundtvigsk højskolemiljø og levede det meste af sit voksenliv i et sådant miljø. På trods af disse grundtvigske omgivelsers uvilje mod "den sorte skole" gennemførte A en femårig uddannelse på Polyteknisk læreanstalt – dog uden at aflægge afsluttende eksamen. I 1890, da højskolen i Askov var i vanskeligheder, blev han kaldt hjem som lærer i matematik. Ved sin forlovelse med forstanderens datter blev A endnu mere knyttet til Askov. Efter de var blevet gift, blev arbejdet ved højskolen As livsopgave. Allerede 1891 lev han skolens inspektør. Han blev leder af det 1894 oprettede kursus for yngre højskolelærere. 1899 medestyrer af skolen og 1906 svigerfaderens – Ludvig Schrøder - afløser som dens forstander. På et tidspunkt hvor A syntes uundværlig som skolens leder og lærer, blev han efter folketingsvalget i 1910, der gav venstre sejren, opfordret til indtræde i ministeriet Klaus Berntsen som undervisnings- og kirkeminister. Til lærernes skuffelse fulgte han opfordringen. A var nok venstre-mand men havde aldrig deltaget i partipolitik. Da regeringen faldt i 1913, vendte han tilbage til Askov. I 1920 indtrådte A i Neergaards regering som undervisningsminister fra 1922 virkede han også som kirkeminister. Det er blevet sagt om As indsats som minister, at hans hensigt med at fremme grundtvigske friheds-syns-punkter i skole og kirke lykkedes i et vist omfang. Gennem hele livet måtte A slås med perioder med depression. Perioder der var præget af mismod, uro, søvnløshed og pirrelighed. Hans sidste år blev triste. 1928 trak han sig tilbage som forstander – kræfterne svigtede. Han flyttede fra Askov og købte en gård i nærheden, men ramtes kort tid efter af en hjerneblødning. Han blev blind og lam (f 23/4 1866)

 

1951 d Maksim Maksimovich Litvinov, sovjetisk diplomat og 1930-39 udenrigsminister, han var en prominent fortaler for nedrustning og for kollektiv sikkerhedsaftale med vestmagterne rettet mod Nazityskland. Han tilsluttede sig det russiske Socialdemokrati i 1898 og dettes bolsjevikkiske del i 1903. Efter revolutionen i 1917 blev han det nye styres repræsentant i London. Derefter gjorde han tjeneste i udenrigsministeriet i Moskva. L blev kendt, da han stod i spidsen for den sovjetiske delegation ved indledningen af Folkeforbundets nedrustningskonference i 1927, hvor han foreslog gennemgribende nedrustningsaftaler. Efter at være blevet udenrigsminister i juli 1930 ledede han den sovjetiske delegation ved Verdens Nedrustningskonferencen i Geneve i 1932. Ligeledes ledede han sit lands delegation til Verdens Økonomikonferencen i London i 1932 og førte de forhandlinger, der i 1934 førte til oprettelse af diplomatiske forbindelser mellem Sovjetunionen og USA. Da Nazitysklands voksende militære magt blev en trussel, anmodede L indtrængende Folkeforbundet om at lave planer for kollektiv sikkerhed mod Tysk-land; ligeledes fik han afsluttet en anti-Tyskland aftale med Frankrig (underskrevet 2. maj 1935) og med Tjekkoslovakiet (underskrevet 16. maj 1935). Men de sovjetiske ledere ændrede udenrigspolitik og afskedigede i maj 1939 L, som var jøde og identificeret med den anti-tyske politik, inden underskrivelsen i august af den tysk-russiske ikkeangrebsaftale. Litvinov vendte tilbage til aktiv tjeneste i 1941 efter tyskernes angreb på Sovjetunionen først som ambassadør i USA (til august 1943) derefter som viceudenrigsminister. Han trak sig tilbage i 1946 (f17/7 1876)

Til top