Forside        Februar

Vælg en dato :

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29

1. februar

1328 d Karl 4. den Smukke, fransk konge 1322-28; han var den tredje og yngste af Philip 4.s og Johanne af Navarres sønner, der blev konge af Frankrig. K efterfulgte sin bror, Philip 5., der ikke efterlod sig sønner. Nye administrative tiltag og en aggressiv skattepolitik havde gjort hans forgænger upopulær, så Karl begyndte sin regeringstid ud fra et mere konservativt synspunkt. Han forringede mønten, men søgte at undgå upopulære skatter. Et sammenstød ved grænsen og Edward 2. af England tøven med at aflægge lensed for hans franske len, Gascogne, førte til to krige med England først i 1324-25 og igen i 1326-27. Sejren i begge krige tilfaldt Frankrig. At Karl var blevet konge skyldtes et princip, som havde opnået anerkendelse under hans forgænger: ingen kvinde kunne nogensinde komme til at beklæde den franske trone. Efter Karl var blevet al vorligt syg, blev denne regel udvidet, således at en mand, hvis arveret gik gennem en kvinde, ikke kunne komme i betragtning som arving til den franske trone. Da Karl døde, 34 år gammel, blev hans fætter, Philippe af Valois, regent. Da Karls dronning i april fødte en datter, blev Philippe fransk konge som Philip 6.. Karl 4. blev således den sidste konge af dynastiet capetinerne, der i lige linje havde været franske konger siden 987 (f 1294)

 

1539 d Isabella d'Este, fyrstinde i Mantova; datter af hertug Ercole 1.af Ferrara og Eleonora af Aragonien; som seksårig blev hun forlovet med den 14 årige Francesco Gonzaga, arving til fyrstedømmet Mantova. Efter forlovelsen blev hun endnu 10 år i Ferrara, som på det tidspunkt var den mest strålende blandt Italiens hovedstæder. Her fik hun en grundig uddannelse. Hun lærte at sy og synge, at skrive italiensk poesi og latinsk prosa, at danse og at spille clavichord og lut. Som fyrstinde i Mantova var, næst efter hendes omsorg for at bevare Mantovas uafhængighed og velstand, hendes livs dominerende interesse at samle håndskrifter, statuer, malerier, keramik, antikke skulpturer og guldsmedearbejder. Hun havde skulpturer af Michelangelo, malerier af Mantegna og Perugino. I sin mands sidste sygdomsplagede år hjalp hun ham med at styre Mantova. Hendes diplomatiske kunst frelste byen fra at falde i hænderne på først Cesare Borgia, dernæst på de franske konger Ludvig 12. og Frans 1. og endelig Karl 5. af Spanien. Sønnen Federico, der 1519 efterfulgte sin far som fyrste, var en dygtig general og regent, men han tillod sin elskerinde at fortrænge sin mor som herskerinde ved hoffet i Mantova. I 1525 drog I til Rom og sikrede sin søn Ercole et kardinalembede. I hendes samtid var digtere og forfattere fulde af lovord om hende. Digteren Noccola da Corregio kaldte hende "La prima donna del Mondo" (verdens førstedame). Forfatteren Bandello regnede hende for den "ypperste blandt kvinder" og Ariosto vidste ikke, hvad han skulle prise højest hos "den gavmilde og storsindede Isabella" - hendes yndefulde skønhed, hendes beskedenhed, hendes klogskab eller hendes fremme af lærdom og kunst (f 18/5 1474)

 

1572 f Ellen Marsvin, godssamler og svigermor til Christian 4.; som enke i størstedelen af sit liv kunne hun koncentrere sig om landbrug og samle rigdomme. Desuden fik det stor betydning for hende, at hun blev svigermor til Christian 4. Kongen overdrog Ellen Marsvin forvaltningen af de store summer, han i tidens løb skænkede sin hustrus børn. Til gengæld blev de fleste af disse udsat for at skulle opdrages af den hårdhudede bedstemor. Hun forstod at tækkes kongen, der beundrede hendes økonomiske og praktiske evner. Disse evner kom f.eks. til udtryk i årene 1629 til 1636, på et tidspunkt hvor mange adeliges økonomi var meget anstrengt, byggede hun sin netop erhvervede gård Ulfeldtsholm ved Nyborg helt om. Gården fik fire tårne med kobbertækkede spir. Selvbevidst omdøbte hun gården til Ellensborg (nu Holckenhavn). I første omgang ændredes det gode forhold mellem kongen og Ellen Marsvin ikke, da kongens samliv med datteren - Kirsten Munk - ophørte. Dette ændredes, da Ellen Marsvin fra 1635 tog datterens parti; desuden tvang fra midten af 1640'erne tiltagende alderdomssvækkelse hende til at opgive politiseringen ved hoffet og holde sig i ro på Ellensborg (d 11/11 1649)

 

d August den Stærke, kurfyrste af Sachsen, konge af Polen 1697-1706 og 1709-1733; søn af kurfyrst Johan Georg III af Sachsen og Anna af Danmark (søster til Frederik III); i Den Store Nordiske Krig 1700-21 var August Danmarks og Ruslands forbundsfælle mod Sverige. Efter en svensk hær med Karl XII i spidsen i november 1700 havde besejret russerne i slaget ved Narva, vendte svenskekongen sig mod Polen. I de følgende års krig her vandt svenskerne flere sejre. Det varede imidlertid seks år, før svenskerne havde tvunget A til kapitulation. I 1704 fik Karl XII den polske rigsdag til at afsætte August og i stedet vælge hans protegé, Stanislaus Leczinski til polsk konge. A førte krigen videre som kurfyrste af Sachsen, og først da svenskerne havde besat Sachsen, kapitulerede han. Ved freden i Altranstädt i 1706 fik han lov at beholde Sachsen, men måtte give afkald på den polske trone og forpligte sig til ikke at støtte Sveriges fjender. Efter svenskernes nederlag til russerne i slaget ved Poltava i 1709 blev August atter polsk konge. Hans forsøg på at indføre enevælde i Polen strandede på modstand fra den polske adel. I konflikten med adelen optrådte Rusland som mægler. Resultatet blev et forlig i 1716, garanteret ved permanent tilstedeværelse af russiske tropper i landet. Forliget cementerede de indre svagheder i Polen, og landets anseelse svækkedes væsentligt i Augusts regeringstid. Han opbyggede en stor malerisamling i Dresden og brugte store summer på pragtbyggeri. Hans forsøg på at efterligne det franske hof udhulede Sachsens finanser. Han fik tilnavnet Den Stærke på gr. af fysisk styrke og vitalitet (f 12/5 1670)

I spidsen for en preussisk/østrigsk hær går general Wrangel over Ejderen. Preussen og Østrig havde indledt fjendtlighederne med Danmark i krigen 1863-64, da de den 23. december 1863 påbegyndte besættelsen af det danske hertugdømme Holsten; nytårsaften forlod de sidste danske soldater Holsten, og den 8. januar var den tyske besættelse af Holsten og Lauenborg gennemført. Ved at overskride grænsen, Ejderen, mellem Holsten og Slesvig viste tyskerne, at de foruden Holsten også havde til hensigt at bemægtige sig Slesvig, der i modsætning til Holsten ikke var medlem af Det tyske Forbund. Krigen med Danmark var dermed en kendsgerning. Den danske hær trak sig tilbage til Dannevirkestillingen. Over for den danske hær på ca 40.000 mand, stod en preussisk hær på 37 bataljoner, 29 eskadroner og 110 kanoner eller ca 38.000 mand, og en østrigsk hær på 20 bataljoner, 10 eskadroner og 48 kanoner eller ca 22.000 mand. I løbet af krigen blev den preussiske hær forøget med noget over 10.000 mand

 

1874 f Hugo von Hoffmannstahl, østrigsk forfatter; han debuterede meget ung. Som gymnasieelev skrev han formfuldendt poesi, som vakte opsigt i kredsen af nyromantikere. Under pseudonym skrev han nogle versdramaer "Gestern" (1891) og "Der Tor und der Tod" (1893) som gjorde ham til den centrale skikkelse inden for nyromantikken i Østrig. Hans essay om Lord Chandos (1901) signalerede det betydelige vendepunkt i hans digtning. Bevidst vendte han sig bort fra nyromantikkens selvnydende holdning og isolation fra virkeligheden. Med essayet ophørte von Hoffmannstahl lyriske produktion. Fra 1906 indledtess et samarbejde med Richard Strauss, som varede til von Hoffmannstahl død. Blandt deres værker, som har haft stor betydning for udviklingen af det moderne musikdrama, er "Der Rosenkavalier" (1911), "Die Frau ohne Schatten" (1916) og "Arabella" (opført 1933). Von Hoffmannstahl viste stor interesse for barok-kens teatertradition i Østrig. Denne interesse kulminerede med dramaet"Der Turm" (1925), en statstragedie som viser, hvordan ånden går til grunde inden for det politiske magtspil. Desuden skrev von Hoffmannstahl en række komedier, bl.a. "Heimreise" (1910) og "Der Schwierige" (1920). Som prosaist er von Hoffmannsthal blevet betegnet som hørende til de største inden for tysk litteratur (d 15/8 1929)

 

1894 f John Ford, amerikansk filminstruktør, der anses for at være en af filmhistoriens store folkelige fortællere. Han instruerede sin første film "The Tornado" i 1917 og skabte ca 60 film, mest korte westerns i stumfilmtiden. Hans stort anlagte western "Ildhesten" fra 1924 blev et gennembrud, men først "Dilligencen" fra 1939 gjorde western-genren til accepteret kunstnerisk udtryksform. Under Anden Verdenskrig arbejdede Ford for den amerikanske flåde og producerede prisbelønnede dokumentarfilm om Stillehavskrigen, eksempelvis "The Battle of Midway" (1942). Efter krigen lavede han flere westerns, der alle er klassikere, f.eks. "My Darling Clemen-tine" (1946), "Fort Apache" (1948), "Kavalleriets gule bånd" (1949) "Rio Grande" (1950). Blandt John Fords andre hovedværker er "Vredens druer" (1940), "Grøn var min barndoms dal" (1941) og "Den tavse mand" (1952) For alle tre blev John Ford belønnet med en Oscar; han er den eneste filminstruktør, der har modtaget fire Oscars. Sin første Oscar fik Ford i 1935 for "The Informer" (f 1/2 1894)

 

f Clark Gable, amerikansk skuespiller, der betegnes som indbegrebet af romantisk mandighed fra 1930'erne til 50'erne; i tre årtier var han Hollywoods konge. Gable havde småroller i 1920'erne. I 30'erne havde han de to roller, han frem for alt huskes for - som journalisten i "Det hændte en nat" (1934), som skaffede ham en Oscar og som Rhett Butler i "Borte med blæsten" (1939), verdens mest sete film. Karrieren, men ikke populariteten, gik nedad i 50'erne. Hans sidste film blev "De frigjorte" (1960), hvor han i samspil med Marilyn Monroe efter sigende ydede en af sine bedste præstationer (d 16/11 1960)

 

Den tyske regering offentliggør sin beslutning om at erklære uindskrænket ubådskrig. I efteråret 1916 havde den tyske marineledelse udarbejdet et memorandum, hvor den hævdede, at Tyskland kunne tvinge Storbritannien til fred i løbet af fem måneder under forudsætning af, at ubådene i gennemsnit sænkede 600.000 tons om måneden. Storbritannien havde ca. 20 mio. tons, og en stor del af handelsflåden var bundet i trafikken på Frankrig eller rekvireret af militæret eller var til reparation. Følgelig regnede tyskerne med, at Storbritannien kun disponerede over ca. 8,5 mio. tons til sin import af først og fremmest fødevarer og råstoffer. Med en uindskrænket ubådskrig ville briterne den 1. august 1917 have mistet 39% af sin tonnage og stå over for hungersnød og arbejdsløshed. Tilførslerne til vest- og østfronten ville standse, og den britiske armé, som nu var tyskernes stærkeste modstander, ville miste sin slagkraft og blive demoraliseret. Storbritannien ville derfor senest den 1. august og i god tid før, den nye høst var i hus, bede om fred. Tyskerne havde ved begyndelsen af 1917 134 ubåde, og antallet var voksende. De nye ubåde havde en større aktionsradius end de gamle og kunne være til søs i op til fire måneder. Marine-ledelsen var overbevist om, at ubådene kunne løse sin opgave, hvis de kunne operere uden restriktioner. Men tyskerne tog fejl

1920 d Enevold Sørensen, journalist og minister; 1869 lærereksamen fra Blaagaard Seminarium og var derefter et par år huslærer; 1872 redaktør ved "Kolding Folkeblad", det første af Bergs blade og som bl.a. ved Sørensens indsats blev et meget anset blad, og det absolut førende blandt de bergske blade. 1894-1901 var Sørensen formand for Foreningen af Venstreblade i Danmark. I Kolding var han fra 1883 til 1901 medlem af byrådet, og da byen havde den undtagelsesstilling blandt købsstæder at være en by med venstreflertal, fik Sørensen såvel stor kommunal indflydelse som stort indblik i kommunale forhold. Medlem af Folketinget for Venstre 1887-1892 og 1898-1910; kongevalgt medlem af Landstinget 1910-18. Ved sin genindtræden i Folketinget i 1898 tilsluttede han sig venstrereformpartiet og blev medlem af finansudvalget. Ved systemskiftet i 1901 blev han indenrigsminister i det første venstreministerium. På denne post kunne Sørensen udnyte sin store kommunale erfaring og sin sans for administration. Ved regeringsændringen i 1905 overtog Sørensen kulturministeriet, en stilling han beklædte til 1909. I Landstinget var Sørensen medlem af finansudvalget og gjorde sig navnlig gældende under grundlovssagens behandling 1912-14 (f 21/9 1850)

 

d Piet Mondrian, hollandsk maler, der betegnes som en af de centrale skikkelser i 1900-tallets malerkunst. Med udgangspunkt i kubismen og med stærk tilknytning til arkitektur og musik søgte han at nå frem til et såkaldt rent maleri, et maleri baseret på dets egne, konkrete virkemidler. I relationerne mellem det horisontale og det vandrette søgte han at genfinde harmonien i naturen. Det var hans opfattelse, at naturens former kunne reduceres til horisontlinjen, den vandrette linje og primærfarverne og søgte et idealsamfund, hvor kun disse former eksisterede. Med disse tanker var han i 1917 blandt grundlæggerne af neoplastisismen, som netop var en puristisk, enkel, klar, saglig og plastisk stil. Han virkede i mange år i Paris; fra 1938 i London og fra 1940 i New York. Hans kompositioner er bygget op af homogene rektangulære flader sat sammen med det formål at give et statisk og monumentalt maleri. Dette maleri er befriet for subjektive oplevelser og søger en fordeling af de rene maleriske virkemidler. Efter ankomsten til USA forandrede han sit formsprog noget, fladen blev mere nuanceret og rytmisk behandlet, og de sorte skillelinjer forsvandt. Hans værker fik desuden en mere munter farveholdning og stærkere dynamik. Med sine billeder og teoretiske arbejder fik Mondrian betydning i moderne malerkunst, skulptur, arkitektur og industriel formgivning (f 7/3 1872)

 

d Peter Holm, museumsdirektør, Den Gamle Bys grundlægger; i 1891 aflagde han eksamen ved Jonstrup seminarium og var i årene1894-1918 lærer ved Århus kommunale Skolevæsen. Holm havde fra drengeårene en udpræget historisk interesse, som især koncentrerede sig om Århus arkitektur og borgerkultur. Han skrev forskellige lokalhistoriske afhandlinger og bøger bl.a. om Frue Kirke (1926) og Domkirken (flere udg.). 1907 blev han formand for det udvalg, der skulle forberede en historisk udstilling for Århus på landsudstillingen i Århus 1909. Som ramme benyttede han en smukt bevaret - netop nedrevet - renæssancebygning "Borgmestergården" i Århus. Bygningen, som siden 1596 havde ligget på hjørnet af Immervad og Lille Torv, blev genopført på udstillingsområdet. Udstillingen blev en succes, og der opstod ønske om at bevare den, og efter mange forhandlinger lykkedes det Holm at få Borgmestergården genrejst 1914 i "Haven ved Vesterbro". Det var begyndelsen til det kulturhistoriske interiørmuseum "Den gamle By", som er Holms livsværk, og som i kraft af hans smidige forhandlingsevne og utrættelige energi kom til at gennemgå en hurtig udvikling (f 14/5 1873)

 

d Frd. von Paulus, tysk feltmarskal, der under 2. Verd.krig gjorde tjeneste på Østfronten, og hvis tilfangetagelse med hele sin hær blev et vendepunkt i krigen og bidrog afgørende til det tyske nederlag. Ved 2. Verd.krigs udbrud var von Paulus tilknyttet generalstaben og deltog i udarbejdelsen af angrebsplanerne mod Sovjetunionen. Som øverstkommanderende for 6. armé fra begyndelsen af 1942 stod han i spidsen for fremstødet mod Stalingrad. Den 19. november 1942 indledte russerne en modoffensiv, der førte til omringning og indeslutning af 6. armé i Stalingrad. Skønt von Paulus selv efterhånden anså sine troppers situation i byen for håbløs, søgte han på Hitlers udtrykkelige ordre at holde stillingen, men måtte kapitulere, og 2. februar 1943 var al tysk modstandskamp i Stalingrad ophørt. Overgivelsen betød afslutningen på den tyske offensiv i Sovjetunionen, nu var det russerne, der havde initiativet. Endvidere var overgivelsen et hårdt slag mod tyskernes moral og kostede dem 300.000 uerstattelige kernetropper. Von Paulus måtte gå i sovjetisk fangenskab. I de flg. år opfordrede han i sovjetisk radiopropaganda Tyskland til kapitulation; fra 1953 til sin død var han bosat i DDR (f 23/9 1890)

 

d Buster Keaton, amerikansk skuespiller og instruktør; han var fra sine tidligste år med i forældrenes varieténummer; som seksårig var han nummerets trækplaster med specielle voldsomme fald. 1917 opløstes truppen på gr. af faderens drikkeri. Keatone derefter biroller i en række film, hvor hans akrobatik blev det centrale. I 1920 havde han hovedrollen i "Buster som Børsmatador". Den blev en stor succes, og Keatone grundlagt sin position som en af stumfilmens største komikere, hvis film synes uopslidelige og tidløse. Bl. senere film er: "Ship ohoy" fra 1924, "Sherlock Holmes jr" fra 1925 og "Generalen" (1926). Personlige problemer og uenighed med producenterne ødelagde o. 1930 hans karriere, og selv om han havde talrige store og små roller frem til sin død, nåede han aldrig at finde tilbage til de oprindelige Keaton films genialiteter (f 4/10 1896)

 

d Werner Heisenberg, tysk fysiker, som har haft afgørende betydning for kvantemekanikkens udvikling i 1920’erne. Af stor betydning for Heisenberg blev det, at han i 1922 som ung fysikstuderende lærte Niels Bohr at kende. I 1922 holdt Bohr en række foredrag i Göttingen – af fysikere benævnt "Bohr-festspillene i Göttingen"; som følge af nogle kritiske spørgsmål fra den unge student kom det under en spadseretur med Bohr i byens omegn til en timelang drøftelse. Dermed begyndte et livslang venskab, som yderligere besegledes under Heisenberg ophold hos Bohr i København i 1924-25 og 1926-27. 1927-41 var Heisenberg professor i teoretisk fysik ved universitetet i Leipzig, 1941-45 direktør for Kaiser Wilhelm-instituttet i Berlin. 1946-55 professor i Göttingen og fra 1955 i München. Heisenberg gjorde sig først bemærket i 1925 med en kort artikel: "Über quanten-theoretische Umdeutung kinematischer und mekanischer Beziehungen", hvor han indførte matriseringen i kvantefysikken. I et arbejde fra 1927 "Über den anschaulichen Inhalt der quantenmechanischen Kinematik und Mechanik" gav han en tydning af den såkaldte Heisenbergs usikkerhedsrelation. Heisenberg har endvidere udført en række arbejder inden for kvanteelektrodynamikken, for studier inden for kernefysik og elementærpartikelfysik. Han var den første til at fremsætte en begrundet teori om, at atomkernen er bygget op af protoner og neutroner (1932). Med Hitlers magtovertagelse i 1933 sluttede den tyske "atomfysiske guldalder". Mange fysikere flygtede, men Heisenberg blev i Tyskland. Efter 1945 fortsatte han sine teoretiske arbejder og deltog i planlægning og bygning af kernefysiske reaktorer. Heisenberg fik nobelprisen i fysik i 1932 for sin grundlæggelse af kvantemekanikken og for anvendelser, som dette havde ført til. I en stærk trang til enhed var Werner Heisenberg hele livet levende optaget af forholdet mellem naturvidenskaberne, etikken, filosofien og religionen. Dette skildrede han i sin erindringsbog "Del og helhed" (1969, dansk oversættelse 1971) (f 5/12 1901)

 

1979 Fra sit eksil i Paris vender Khomeini tilbage til Iran og modtages i Teheran af millioner af iranere. I 1942 blev han ayatollah – den højeste gejstlige titel i shiitisk religion. Med tiden udviklede han et socialt og samfundsmæssigt engagement. Således hævdede han, at landets monarki kun var i overensstemmelse med traditionen, hvis den siddende monark sikrede de shiamuslimske retslærde en central placering i landets politisake system. Fra begyndelsen af 1960’erne skærpedes Khomeinis modsætningsforhold til shahstyret, da dets moderniseringsbestræbelser truede med at undergrave Irans islamiske traditioner. Da han i 1963 offentligt sammenlignede shahen med en ond kalif, blev han fængslet. Fra 1964 var han i landflygtighed først i Tyrkiet, fra 1965 i Irak, hvor han samlede mange shah-modstandere om sig. I 1978 tog han ophold i Paris, hvorfra han styrede det oprør, der i januar 1979 førte til shahens fald. Den 2. april proklamerede han "den islamiske republik Iran", og frem til sin død spillede han en afgørende rolle for Irans politiske udvikling

Til top         2. februar

Pave Johannes 12. kroner i Rom den tyske konge Otto 1. til den første tysk/romerske kejser. Det Første tyske Rige er dermed skabt. "Det hellige romerske rige af tysk nation", som Otto skabte, selv om betegnelsen først forekom et par hundrede år senere, gav sig ud for at være universelt. Angivelig var det Karl den Stores rige, som genopstod ved Ottos kejserkroning. Ved midten af 900’tallet var der tegn på, at der i Norditalien med Posletten som centrum var ved at opstå et samlet rige. Som de longobardiske konger havde gjort to århundreder tidligere, søgte nu deres arvtagere at forcere Apenninerne for at bringe Rom og Mellemitalien under deres kontrol. For at slippe ud af klemmen og undgå dannelse af et samlet Italien, bønfaldt paven i 960 Otto om at intervenere og lovede som vederlag at krone ham til kejser. Den tyske konge efterkom anmodningen, og to år senere skete kroningen. Paven måtte gå med til at forny den tidligere aftale mellem pave og kejser, at ingen pave kunne vælges eller indvies uden kejserlig samtykke. I de nærmeste år gav Otto bevis på, at han opfattede dette højest bogstavelig. Da Johannes 12. erfarede, hvor lidt han havde opnået, forsøgte han at løsrive sig fra sin myndige beskytter; men kejseren svarede straks igen med at lade paven afsætte og erstatte med en mere medgørlig. For Otto var det livsvigtigt, at pavedømmet ikke fulgte en tyskfjendtlig kurs. Det Første tyske Rige, der blev skabt med Ottos kroning bestod til 1806.

 

1244 d Henrik Harpestreng, læge, kannik; han anses for at være forfatter til et skrift om afførende midler. Som læge hører Harpestreng til Salerno-skolen, der bygger på den hippokratiske lære (humoralpatologien) at sygdomme skyl-des forstyrrelser i blandingsforholdene mellem den menneskelige organismes kardinalvæsker: blod, slim, gul og sort galde – svarende til de fire elementer: luft, vand, ild og jord. Foruden nævnte skrift om afførende midler er Harpestreng forfatter til en urtebog på latin samt to urtebøger på dansk. Desuden er der måske vidnesbyrd om en egentlig lægebog af Harpestreng i et svensk lægebogshåndskrift fra 1500-tallet. I sine sidste år virkede Harpestreng som læge for Erik Plovpenning (fødedag og – år kendes ikke)

 

1446 d Vittorino da Feltre, italiensk humanist; omkr. 1396 begyndte han studier ved universitetet i Padova, han studerede latin, græsk, matematik og retorik. Efter afsluttede studier var han i en årrække lærer ved universitetet, hvorefter han åbnede en drengeskole først i Padova siden i Venezia. I 1425 blev han af fyrsten af Mantova opfordret til at komme til Mantova og undervise en udvalgt gruppe drenge og piger. Den omfattede fire sønner og en datter af fyrsten og andre børn fra italienske fyrstefamilier. Da Feltre sagde ja efter at have fået opfyldt sine betingelser: at skolen blev placeret i nogen afstand fra hoffet og uden nogen politisk indflydelse fra dette, at han til alle tider have fuld myndighed over børnene, og at han fik tilladelse til at optage andre end fyrstebørnene i skolen. Den blev et klosterlignende etablissement, hvor da Feltre og hans elever levede enkelt, spiste fornuftigt og viede sig til det klassiske ideal om "en sund sjæl i et sundt legeme". Selv var da Feltre både idrætsmand og lærd, han var en fremragende rytter og fægter. Han trænede sine elever i forskellige former for gymnastik, løb, ridning, spring, brydning, fægtning og eksersits. Elevernes smag udviklede han ved undervisning i maleri og musik, deres hjerner med matematik, latin, græsk og de antikke klassikere. Han ville hos sine elever forene den kristne livsførelses fortrin med det hedenske intellekts skarpe klarhed og renæssancemenneskets æstetiske følsomhed. Da Feltre ville skabe Renæssancens ideal af det fuldkomne menneske – l’uomo universale. Han er blevet kaldt den første moderne skoleleder og hans skole for verdens første kostskole; den blev for lange tider en model for sådanne skoler (f 1378)

 

1455 f Hans, konge 1481-1513, søn af Christian I og dronning Dorothea; blev allerede som barn valgt som faderens efterfølger, og efter dennes død 1481 blev han dansk konge, og 1483 norsk og svensk konge. Sten Sture d.æ. forhindrede gennem en årrække, at Hans blev hyldet i Sverige. Da Sten Sture kom i stærk modsætning til den svenske adel, sluttede Hans alliance med russserne, der angreb Finland, mens han selv rykkede ind i Sverige. Sten Sture blev afsat, og Hans blev 1497 kronet som svensk konge. I 1501 afsatte svenskerne ham; resten af livet førte han en uafbrudt krig for at genvinde Sverige, som blev støttet af Lübeck, hvis økonomiske magt i Danmark Hans havde søgt at kvæle ved at knytte handelsforbindelser med Holland og England. Under disse kampe lod Hans bygge en betydelig orlogsflåde, som fra da af blev en stående institution i Danmark. Krigen endte i 1512 med en overenskomst i Lübeck, hvor svenskerne igen lovede at tage Hans eller hans søn til konge. Heller ikke denne gang blev løftet opfyldt. Medens han således i udenrigspolitik ikke havde større succes, blev hans indre styre af større rækkevidde. Han støttede ivrigt byerne og borgerstanden, hvorimod hans forhold til adelen efterhånden synes at være blevet ret køligt. Meget tyder på, at han påbegyndte den politiske linje, som blev videreført af hans søn Christian 2. (d 20/2 1513)

1461 Slaget ved Mortimer's Cross. Rosekrigen. Efter nederlaget ved Wakefield den 30. decbr. 1460, hvor Lancaster-partiet (Røde Rose) sejrede, og hvor York-partiets leder (Hvide Rose), Richard, hertug af York blev dræbt, havde Hvide Rose pønset på hævn. I slaget ved Mortimer’s Cross besejrede Richard’s søn Edward en Lancaster-hær. En sejr, der 4. marts 1461 gjorde ham til engelsk konge som Edward IV

 

Ved et søslag i Det Indiske Ocean besejrer en portugisisk flåde under kommando af Portugals indiske vicekonge Francesco de Almeida en muslimsk flåde. Portugal kontrollerer dermed krydderihandelen på Indien

 

d Baldassare Castiglione, italiensk forfatter; ingen anden har som denne adelsmand fra Mantova i et enkelt værk formået at skildre højrenæssancens idealer så fuldkomment. Baseret på erfaringer fra sin tjeneste hos hertug Montefeltro i Urbino skrev han "Il Libro del Cortegiano" (Hofmandens Bog) med hensigt på at analysere, hvordan mennesket skulle være, hvis alt var muligt, hvad man burde kunne, hvordan man skulle bære sig ad ved enhver lejlighed. I sin bog skildrer Castiglione fire afteners samtaler mellem hoffolk - både mænd og fine damer - ved det hertugelige hof i Urbino. Samtalerne har til formål at analysere de forhold, der frembringer den sande hofmand og den optræden, der kendetegner ham. Castiglione var ikke helt sikker på, men var tilbøjelig til at mene, at den første betingelse for at blive en gentleman var fornem byrd. Aristokratiske omgivelser synes at være et nødvendigt oplæringssted til erhvervelse af de rette sæder og normer og den sikre smag. Castiglione påbegyndte sit værk 1508, men det offentliggjordes først 1528. Den idealverden af forfinet kultur og gensidig hensyntagen, som havde foresvævet Castiglione, brød sammen med den rå og brutale Sacco di Roma (Plyndringen af Rom) i 1527. "Tit og ofte", skriver C hen mod slutningen af sit værk, "er for stor rigdom årsag til stor ulykke, som tilfældet er i vort arme Italien, der har været og stadig er et bytte og rov for fremmede folkeslag, både på gr. af dårlige regeringer og de store rigdomme, som findes i vort land". C gjorde en strålende diplomatisk karriere og endte som pavelig nuntius i Madrid (f 6/12 1478)

 

1561 f Hans Poulsen Resen, biskop og forfatter; han blev student i 1581, studerede et par år i København og drog 1584 som hovmester for en ung adelsmand på en europæisk rejse, der varede syv år. I Wittenberg blev han 1588 magister, og efter hjemkomsten i 1591 blev han professor i dialektik og vikar for Sjællands biskop og i 1597 professor i teologi. Fra 1615 til sin død var han Sjællands biskop. Som nidkær vogter af den reforma-toriske tradition og støttet af kongen for Resen hårdt frem mod alle afvigelser. Han arbejdede ivrigt for reformer i latin-skolerne og for katekismeundervisningen. I 1607 udgav han en ny oversættelse af Bibelen fra hebræisk og græsk, der betød et brud med inspirationen fra Luthers bibeloversættelse. Resen karakteriseres som en dygtig og myndig biskop, der førte strengt tilsyn med præsterne og gjorde meget for at højne almuens kundskaber såvel verdsligt som kristeligt. Hans forfatterskab, både det folkelige og det lærde, byggede på traditionen fra Melanchton (d 14/9 1638)

 

1616 f Sébastien Bourdon, fransk maler; kom til Rom i 1634, hvor han kom under indflydelse af sine landsmænd Claude Lorrain og Nic. Poussin, der begge malede såvel heroiske landskaber med realistisk naturskildring som historiemaleri med realistisk personskildring. Da B i 1637 vendte tilbage til Paris, fik han hurtigt mange bestillinger og udførte flere arbejder for hoffet. I 1643 malede han i Notre Dame St. Peters martyrium. I samme tidsrum udførte han udsmykninger i Grammont Hotel og St. Andrés martyrium i Saint-Andre kirken i Chartres. I 1648 var B blandt grundlæggerne af Det franske Kunstakademi. I årene 1652-53 opholdt han sig i Sverige som dronning Kristinas hofmaler og udførte hendes portræt i flere varianter. Tilbage i Paris genoptog han sine udsmykningsarbejder. For Saint Benoét kirken malede han "Christ mort". I 1657 var han i Montpellier, hvor han i Saint Pierre kathedralen malede det store "Chute de Simon le Magicien". Hans sidste arbejde "Deification d’Hercule" i Turillerne var ufuldført ved hans død. B malede i alle genrer, han udførte historie-, landskabs- og genremalerier samt portrætter og kobberstik. Selv om han havde et stort ry som landskabsmaler, var hans landskaber i hovedsagen malet som baggrund i hans historiske og religiøse billeder. Fra 1655 var han kunstakademiets direktør og var desuden virksom som lærer ved akademiet (d 8/5 1671)

 

f Nell Gwyn, maitresse (Karl 2. af England); hendes fars navn er ukendt, men iflg. traditionen døde han i et gældsfængsel i Oxford i N’s barndom. Hendes mor, Helena Gwyn, havde et bordel i Covent Garden området, hvor N voksede op. I 1664 fik N foden inden for ved King’s Theatre tiltrak sig den ledende skuespillers opmærksom - hun blev hans elskerinde - og i decbr 1664 debuterede hun på scenen. Fra 1666 til 1669 var hun teatrets førende skuespillerinde og havde til stadighed - bortset fra en kort periode i sommeren 1667, da hun opholdt sig i Epsom som Lord Buckhurst’s elskerinde - store roller. Da hun havde født kongens første barn i maj 1670, trak hun sig jan. 1671 tilbage fra scenen. Nu blev hun etableret i et fornemt hus på Pall Mall. Hun fik adgang til de fornemste kredse og var til kongens død hans "veninde". Da kongen døde, var N i så stor gæld, at hendes kreditorer truede hende med gældsfængsel. Kongen havde imidlertid ikke glemt hende; på sit dødsleje sagde han til sin bror: "Sørg for at stakkels Nelly ikke kommer til at sulte". Hendes gæld blev betalt, og resten af livet modtog hun en pension på £1.500 om året (d 14/11 1687)

 

f Charles Talleyrand, fransk minister og diplomat; fra jesuitterskole og præsteseminarium blev han 1779 abbed i Saint-Denis og i 1788 blev biskop af Autun; som liberal aristokrat støttede han i stænderforsamlingen 1789 tredjestand og arbejdede for, at staten skulle inddrage kirkegodset og overtage al undervisning. Da han aflagde ed på den nye kirkeforfatning, bandlyste paven ham. Han var ambassadør i London 1791-92 og modarbejdede krigen. Det bragte ham i modsætning til jacobinerne, og han emigrerede først til England siden til USA. Han vendte først tilbage til Frankrig efter jacobinernes fald i 1796. Som udenrigsminister fra 1797 hjalp han Napoleon ved statskuppet i 1799 og blev hans nærmeste medarbejder. Uenighed med Napoleon om bl.a. fortsat krigsførelse og kontinentalblokaden medførte, at Talleyrand i 1807 blev afsat. Han blev nu en af lederne af oppositionen mod Napoleon, og efter dennes fald indbød senatet på Talleyrands forslag 1814 Ludvig XVIII til at vende tilbage som konge. T blev atter udenrigsminister, og på Wienerkongressen udnyttede han virtuost modsætningerne mellem sejrherrne til Frankrigs fordel. Hans tidligere samarbejde med Napoleon var dog nu en belastning, og 1815 måtte han træde tilbage. Han medvirkede til julirevolutionen 1830, og under "borgerkongedømmet" blev han ambassadør i London (1830-35). Som politiker og diplomat beskrives T som behændig, realistisk og vidtskuende, og at han gjorde en stor indsats for Frankrig og for europæisk fred og ligevægt. Han forstod at berige sig; det benægtede han ikke, men hævdede, at det var vanskeligt at benægte, at han altid havde sat Frankrigs interesser over alt andet (d 17/5 1838)

 

f Hans Egede Schack, forfatter og politiker; han studerede jura og blev i studietiden politisk interesseret og tilsluttede sig studenterskandinavismens hovedideer: en politisk union mellem de skandinaviske lande, liberalisme d.v.s. en fri forfatning og Ejderpolitik. De to første holdt S fast ved resten af livet, mens han reviderede den sidste. Han deltog som frivillig i krigen 1848 og støttet af Bondevennerne indvalgtes han oktober 1848 i den grundlovgivende rigsforsamling; han var forsamlingens yngste medlem. I forsamlingen indtog han en række særstandpunkter, hvoraf det væsentligste var, at han ikke mere var tilhænger af Ejderpolitikken, men gik ind for en deling af Slesvig efter landalmuens sprog. Dette standpunkt gjorde han rede for i sin "Om Slesvigs Deling" (1849). Sandsynligvis var hans holdning på dette punkt medvirkende til, han ikke blev valgt, da han støttet af Bondevennerne stillede op til det første rigsdagsvalg december 1849. Året efter stillede han op ved et supplerings-valg; han blev valgt og var medlem af Folketinget til 1853. Schack følte sig efterhånden ikke hjemme hos Bonde-vennerne; hans kritik af gruppen fremførte han i "Bidrag til Bedømmelsen af Rigsdagens Virksomhed" (1853). Året før havde han fundet gnidningsløs optagelse blandt sine nationalliberale ånds- og meningsfæller. Ved folketingsvalget 1853 genopstillede Schack ikke; han udtrykte nu en opgivende uvilje over for det politiske liv – men fastholdt en stadig tilslutning til liberalismens ideer. I december 1857 udsendte han det værk, der skulle sikre ham varig berømmelse, nemlig romanen "Phantasterne". Om den er det blevet sagt, at den kan betragtes som liberalismens første konsekvente udtryk i dansk skønlitteratur. Den er en udviklingsroman, der følger tre drenge fra barndommens indianerlege over ungdommens erotiske fantasier til manddommens sociale placering (d 20/7 1859)

 

d Mére l'Empereur, Maria Laetitia Bonaparte; hun tilhørte en gammel, relativ velhavende korsikansk adelsslægt. Hun blev 1764 gift med Carlo Maria Buonaparte. Maria Laetitia beskrives som en dygtig kvinde, der satte alt ind på at sikre sine 8 børns fremtid. Revolutionen åbnede uventede muligheder for dem, skønt det en tid så ret mørkt ud. I 1793 måtte hun flygte fra Korsika, fordi familien havde svigtet uafhængighedspartiet. En tid levede hun i fattigdom i Toulon og Marseille, indtil hendes næstældste søns glimrende karriere skabte gode levevilkår for hende. I 1796 flyttede hun til Paris. Hun var ofte i strid med Napoleon og stod i et fjendtligt forhold til kejserinde Joséphine og afslog at deltage i hoflivet. Napoleon bevarede dog sin agtelse og hengivenhed for hende. Skønt hun var omgivet af al mulig pragt, bevarede hun sine gamle enkle vaner og sparede, hvad hun kunne af sine store indtægter. Efter sønnens afsættelse i 1814 drog hun til til Rom og sluttede sig derefter til ham på Elba. Under "De 100 dage" var hun sammen med Napoleon i Paris. Efter Waterloo slog hun sig ned i Rom, hvor hun boede til sin død. Hendes sidste år blev triste. Flere af hendes børn og børnebørn døde, og selv blev hun lam og næsten blind, før hun døde over 85 år gammel (f 24/8 1750)

 

1848 Freden i Guadalupe-Hidalgo uden for Mexico City afslutter krigen mellem USA og Mexico. Krigen var begyndt to år tidligere, og skyldtes især amerikansk besættelse i de mexicanske områder Texas og Californien. I 1835 erklærede Texas sig selvstændig og bad om at blive optaget i USA. Men regeringen i Washington fandt, at tidspunktet endnu ikke var inde, så situationen fortsatte med at være uklar i endnu nogle år. I 1841 nåede de første nybyggere frem til Californien, og også her opstod der rivninger med Mexico. I 1845 tilspidsedes krisen, da bad Texas igen om at blive optaget i den amerikanske union. Efter en række sammenstød erklærede USA Mexico krig. Mexicos nederlag betød, at landet måtte anerkende Rio Grande som grænse til den sydvestlige del af USA og afstå New Mexico såvel som hele Øvre Californien, det vil sige det område, der nu udgøres af staterne Californien, Arizona, New Mexico, Nevada, Utah samt dele af Colorado og Wyoming. USA betalte 15 mill dollars for hele området og overtog desuden alle private amerikanske økonomiske fordringer på den mexicanske regering, en post på ca 5 mill dollars, der var indgået i anklagerne mod Mexico før krigen

 

Hærens indtog i København efter Treårskrigen. Indtoget markerede troppernes endelige hjemkomst efter Treårskrigen. På en akvarel af den dengang højt værdsatte maler H.G.F. Holm, ofte kaldet Fattig-Holm, er gengivet den æresport/triumfbue, der var rejst tværs over Strøget på Gammeltorv til ære for soldaterne

 

Slaget ved Mysunde. Ved landsbyen Mysunde - syd for Slien - er Slien på en strækning af ca 2 km 170-235 m bred. Den danske hær havde udbygget en stærk stilling ved Mysunde, der dækkede adgangsvejene til halvøen Svans samt en evt. fjendtlig overskridelse af Slien. Ved middagstid den 2. februar 1864 rykkede den preussiske prins Friedrich Karl, en brorsøn til den preussiske kong Wilhelm, frem med en avantgarde på 5 bataljoner efterfulgt af en brigade med 5 andre bataljoner og et artilleri på ikke mindre end 70 af korpsets 96 kanoner for at sætte sig i besiddelse af Mysundestillingens forterræn, evt. hele stillingen. Den danske besætning i Mysundestillingens 5 åbne skanser (lynetter) bestod af 2 bataljoner og en deling dragoner. Stillingen skulle have haft 32 kanoner, men kun 20 var på plads, da angrebet satte ind. Efter en indledende infanterikamp, der tvang de fremskudte danske kompagnier tilbage og ind i skanserne, begyndte de preussiske kanoner en voldsom beskydning. Heldigvis gik de fleste af de preussiske granater for højt. I ly af artilleriilden var de preussiske infanterister kommet tæt ind på skanserne, og der udviklede sig derefter en voldsom ildkamp mellem dem og den danske infanteribesætning i de forreste skanser. Patronforbruget var for nogle af de danske skytters vedkommende oppe på 80, hvad der var usædvanligt for forladere. Ved 16-tiden opgav Friedrich Karl angrebet og trak sine styrker tilbage. Hans samlede tab var da på 199 mand, hvoraf 33 faldne, mens man på dansk side mistede 141 mand, deraf 38 faldne

1871 f Karen Marie Christensen, socialpolitiker, forstander. Hun var foregangskvinde i bestræbelserne på at gøre tilværelsen lettere for tjenestefolk og stærkt medvirkende til, at forholdet mellem tyende og arbejdsgivere blev lovgivningsmæssigt reguleret i 1921. Tyende fik nu flere rettigheder og kunne ikke længere udsættes for fy-sisk afstraffelse. Som tjenestepige i København dannede C i 1899 Københavns Tjenestepigeforening med det erklærede formål at gøre livet mere tåleligt for denne gruppe. I 1904 sluttede Tjenestepigeforeningerne sig sammen i De Samvirkende Tjenestepigeforeninger med C som formand. Hun fik hurtigt gennemført forbed-ringer; bl.a. opnåede tjenestefolk valgret til menigheds og kommunale valg. C var redaktør på foreningens blad "Husassistenten", der promoverede tjenestepigernes rettigheder. Netop betegnelsen "husassistent" var Cs for-tjeneste. Det kom med tiden til at afløse det mere negativt ladede ord "tjenestepige". Således kom også lands-organisationen til at hedde Husassistenternes Forbund fra 1914. Fra 1917 til 1921 var C medlem af Køben-havns borgerrepræsentation repræsenterende Socialdemokratiet. I denne periode fik hun bl.a. forbedret arbej-desforholdene for husassistenterne på hovedstadens hospitaler. I en lang årrække var C forstander på husassis-tenternes fagskole i København (d 14/9 1945)

 

f James Joyce, irsk forfatter; voksede op i Dublin i et katolsk og nationalistisk miljø. I 1904 forlod han for stedse fødebyen og levede resten af livet i Trieste, Zürich og Paris. Alligevel danner Irland baggrund for de fleste af hans bøger. Gennembrud som forfatter fik han med novellesamlingen "Dubliners" (1914), hvori han giver raffinerede skildringer af livet i den irske hovedstad. Så fulgte den selvbiografiske roman "Portrait of the Artist as a Young Man" (1916), som giver et indblik i Js barndom og katolske opdragelse. Hovedværket i forfatterskabet er "Ulysses" (1922), der handler om tre unge menneskers oplevelser en bestemt dag (16. juni 1904) i Dublin. Et stort opbud af artistiske virkemidler er taget i anvendelse for i romanen at give en totalvision af tilværelsen. Lag på lag under den realistiske Dublin-beskrivelse ligger temaer fra historie, myte og litterær tradition, genspejlet med størst rigdom og fylde i den snuskede, patetiske og heroiske hovedperson, Leopold Bloom. Romanen blev på gr. af nogle obskøne passager forbudt i England og USA og først frigivet i 1933. J's eksperimenteren med sprog og form kulminerede i "Finnegan's Wake" (1939), hvori ordene er opløst som i drømme og atter sammensat med brokker fra alle mulige sprog. J’s værker har øvet stor indflydelse og har affødt en mængde kritiske og forklarende arbejder. Der findes foreninger og tidsskrifter viet studiet af ham (d 13/1 1941)

 

d Carl Georg Andræ, politiker og konseilspræsident 1856-57; 1825 blev han elev på Landkadetakademiet; i 1834 udnævntes han til premierløjtnant. Han gjorde karriere inden for militæret og blev oberstløjtnant 1851; A’s glimrende matematiske evner vakte opmærksomhed på højeste sted og gav ham adgang til to studieophold i Paris 1835-38. Sin politiske virksomhed begyndte han, da han blev kongevalgt medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Her var han forkæmper for et etkammersystem, hvortil valgretten skulle baseres på en ret høj skatteindtægt. Alligevel var det Bondevennerne, der valgte ham til Folketinget 1849, hvor han blev tingets første formand. Han var medlem af Landstinget 1853-63 og 1866-93, af Rigsrådets Landsting 1864-66. Han beklædte 1854-58 posten som finansminister og var 1856-57 tillige konseilspræsident. Han underviste 1842-53 ved Den Militære Højskole. I årene 1853-84 - kun afbrudt af årene som minister - var han direktør for Den danske Gradmåling og udarbejdede det omfangsrige værk "Den danske Gradmåling I-IV"(1867-84), som blev af banebrydende betydning for geodæsien. Sine matematiske evner viste han, da han til beregning af mandatfordeling ved et valg udarbejdede den såkaldte Andræs metode, der blev anvendt første gang ved valget til Rigsrådet 1856. Metoden var epokegørende, fordi den var verdens første praktisk anvendelige form for forholdtalssvalg, som dels indebar en mindretalsbeskyttelse, dels sikrede vælgerne frihed til at vælge mellem de opstillede kadidater. Metoden blev anvendt ved landstingsvalg til 1915 og med modifikationer ved landstingsvalg frem til Landstingets afskaffelse i 1953 (f 14/10 1812)

 

d Dmitrij Ivanovitj Mendelejev, russisk kemiker; uddannet i St. Petersborg, hvor han i 1856 blev docent i kemi. 1859-61 studerede han i Heidelberg. I 1865 professor i kemi ved universitetet i St. Petersborg. Mangel på lærebøger førte til udgivelsen af hans lærebog "Principles of Chemistry " (1868). Udarbejdelsen af denne bog fik M til at beskæftige sig med systematisering af de kemiske grundstoffer og deres egenskaber. Dette arbejde blev anledningen til, han i 1869 kunne offentliggøre sit første bidrag til kemien, nemlig grundstoffernes periodiske system. Mange af de grundstoffer, som er kendte i dag, var endnu ikke opdaget på Ms tid. Dette førte til, at han forudså eksistensen af bl.a. gallium, germanium og scandium og deres egenskaber. Da disse grundstoffer blev opdaget, viste Ms forudsigelser sig at stemme i forbavsende grad. M interesserede sig meget for teknologiske spørgsmål og især for udnyttelsen af Ruslands resurser af kul, salt, metaller og olie. 1893 blev han direktør for justervæsenet og udarbejdede i den egenskab metoder for fremstilling af prototyper både for russiske og metriske enheder. I 1955 blev et nyt grundstof (element nr 101) benævnt mendelevium (Md) til Ms ære (f 8/2 1834)

 

VKR regeringen tiltræder. Da valget i 1966 gav Soc.demokratiet og SF flertal i Folketinget, måtte samarbejdet mellem de to partier gøre de borgerlige partier - Venstre, Konservative Folkeparti og Radikale Venstre bekymrede både med hensyn til de politiske interesser, partierne repræsenterede og af hensyn til den indflydelse, de kunne opnå. Således var f.eks. Radikale Venstre for første gang i årtier sat uden for indflydelse. Efter valget i 1966 skete der da også en tilnærmelse mellem de tre partier, og kort før valget i 1968 udtrykte de vilje til at fremtræde som et regeringsalternativ til Soc.demokratiet. Ved valget i januar 1968 fik de flertal i Folketinget, og især Radikale Venstre havde stor fremgang, og det var derfor naturligt, at de radikales leder Hilmar Baunsgaard blev statsminister. Ved sin tiltræden bebudede VKR-regeringen, at en stram finanspolitik var en nødvendighed. Regeringen ville iagttage streng tilbageholdenhed over for krav om nye statsudgifter. I store kredse af befolkningen var der forventninger om, at den borgerlige regering kunne standse udviklingen i retning af stigende skattetryk. Men da VKR-regeringen i 1971 udskrev valg var forventningerne på centrale økonomiske punkter ikke blevet opfyldt. Betalingsbalanceunderskuddet satte rekord i 1971, momsen var forhøjet med 5%, renten var forhøjet, de direkte skatter var steget, og de offentlige udgifter var i stadig vækst. Det var langt fra det program, de tre partier var gået til valg på i 1968

 

1970 d Bertrand Russel, engelsk matematiker og filosof; han var 1910-16 lærer i Cambridge, men afskediges og idømtes 1918 fængsel for pacifistisk agitation; fra 1944 var han atter lærer i Cambridge. Sin betydeligste teoretiske indsats ydede R på logikkens område med "Principia Mathematica I-III" (1910-13), hvori han søgte at påvise, at matematikken er en del af logikken; forsøget betragtes som mislykket, men arbejdet er et pionerværk i den symbolske logik. Filosofisk indtog R skiftende standpunkter, men gennemgående karakteriseres hans filosofi af en empirisk grundindstilling og en bestræbelse på at etablere filosofi som en videnskab på linje med naturvidenskaberne. Sine radikale meninger om politiske, sociale og pædagogiske problemer forfægtede han i talrige skrifter. Han var en kompromisløs pacifist og en meget aktiv modstander af atomvåben. I 1966 tog han initiativ til det internationale Russel-tribunal, der skulle undersøge USA’s krigsførelse i Vietnam. R fik i 1950 nobelprisen i litteratur og samme år Sonningprisen (f 18/5 1872)

 

1973 d Albert Naur, maler; i 1909 påbegyndte han et juridisk studium, men blev fanget af kunsten og i årene 1912-15 udstillede han på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han faldt naturligt ind i tidens mest progressive tendenser med sine landskaber og figurkompositioner. Selv beskrev han sine egne ekspressionistiske billeder fra disse år som "præcise farveflader, men ofte løse og ubeslutsomme linjer". Efterhånden gjorde dog kubismens krav til form og rum sig i stigende grad gældende. Da Den Frie Udstillings ældre kunstnere modsatte sig hans og to andre kunstneres optagelse i udstillingen, førte det til stiftelse af Grønningen, hvor Naur derefter udstillede fra 1915. Om N’s malerier fra årene umiddelbart efter 1. Verd.krig er det blevet sagt, at da omslaget fra den modernistiske teoretiseren indtraf, greb han som en af de første danske malere tilbage til en harmonisk naturalisme, der skiftede sol og vind lige mellem naturfølelse og dyrkelse af form og farve. I sine portrætter og figurbilleder nåede Naur en sober elegance og en utvungen naturlighed, der bl.a. kom til udtryk i hans udsmykning af bryllupssalen på henholdsvis Århus og Søllested rådhus; han er desuden repræsenteret med flere billeder på Statens Museum for Kunst(f 13/10 1889)

 

Til top        3. Februar

865 d Ansgar, missionær og ærkebiskop; efter som moderløs at være vokset op i klostret Corbie i Picardiet, hvor han blev optaget som munk og siden blev klostrets scolarius, dvs leder af klosterskolen, blev han i 822 overført til et nyoprettet datterkloster, Ny Corvey ved floden Weser i Sachsen. Herfra blev Ansgar i 826 udpeget til at følge den nylig døbte danske tronprætendent Harald Klark til Danmark for at støtte ham i troens udbredelse. Foruden at forkynde underviste han sammen en anden munk Autbert. Nogle år efter ankomsten til Danmark blev Ansgar kaldt til Sverige, hvor han virkede i handelsbyen Birka og havde nogen fremgang. I 831 oprettede kejseren et ærkebispedømme i Hamborg. Det stod Ansgar i spidsen for til sin død. Efter et vikingeangreb blev ærkesædet flyttet til Bremen og i 848 lagt sammen med Hamborgstiftet. Ved diplomatiske forhandlinger med danske konger fik Ansgar bygget kirke i Slesvig og fik grund til kirke i Ribe. Ansgars efterfølger, Rimbert, forfattede hans levnedsbeskrivelse (f 801)

 

1014 d Svend Tveskæg, konge ? -1014; kom til magten ved et oprør mod faderen Harald Blåtand. Men ifølge Adam af Bremen taget til fange af venderne og først frigivet, efter danskerne havde betalt en klækkelig løsesum. I S’s tid genoptoges vikingetogene mod England, og i 994 træffes han selv som leder af et togt sammen med Olav Trygveson af Norge. Endvidere stod S i spidsen for et togt i 1003-04, der muligvis havde til formål at hævne hans søster Gunhild og svoger Palligs død under Æthelreds massakre på danskere i England 1002. I 1013 anførte han et togt, der sigtede mod og endte med Englands erobring. S’s tid som engelsk konge blev imidlertid kort, idet han døde året efter. Ifølge skriftet "Encomium Emmae Reginae" blev han begravet i York, men herfra blev hans lig smuglet til Danmark, hvor han blev begravet i det Trefoldighedskloster, han selv havde grundlagt i Roskilde. Han genoptog sin fars krav på herredømme over Norge. Sammen med allierede besejrede han omkr. 1000 i slaget ved Svold Olav Trygveson, der mistede livet; herefter havde S overherredømmet i Norge. Om hans regering i Dan-mark vides stort set intet. Han var den første danske konge, der slog mønt med sit portræt, en nøje kopi af den engelske kong Æthelreds portræt på en tilsvarende sølvmønt. Både kongens og landets er angivet i den latinske omskrift. Dateringen er ca. 995. Mønten kom kun i et begrænset oplag, og den må først og fremmest være præget af prestigemæssige grunde for at vise, at kongen hørte til i det gode selskab af kristne konger i Europa. Der kendes intet portræt af S. Hvorledes det skæg, som gav ham hans tilnavn, har set ud vides derfor ikke. Navnet optræder første gang i Roskildekrøniken ca 1140 (f dato og år kendes ikke)

 

1399 d Johan af Gaunt, hertug af Lancaster og engelsk prins, som regerede England i sin fars, Edward 3.s sidste år (død 1377) og i de første af dennes efterfølger, Richard 2. (1377-99). J var stamfar til tre Lancasterkonger i 1500-tallet Henrik 4, 5. og 6. Navnet Gaunt er en forvanskning af hans fødested, den belgiske by Ghent. Gennem sin første kone, Blanche (død 1369) arvede han i 1362 hertugdømmet Lancaster med dets store jordbesiddelser. I årene 1367 til 1374 var han hærleder i Hundredårskrigen mod Frankrig, og fra 1371 regerede han England på vegne af sin senile far. Trods sin store upopularitet fastholdt J sin position, efter hans nevø som Richard 2. var blevet konge. Sammen med følgerne af Den sorte Død intensiverede J’s politik Englands økonomiske krise, der førte til bondeopstanden i 1381. Ved bilæggelsen af den spillede J en vigtig rolle. Endvidere var det J, der fik bilagt en opstand mod kongen, anført af J’s yngre bror, hertugen af Gloucester. I 1386 drog J til Spanien for at realisere sit krav på kongedømmet Kastilien-Leon. Kravet rejste han på grundlag af sit giftermål i 1371 Constance af Kastilien. Ekspeditionen mislykkedes, og i 1388 afgav han sit krav på den spanske trone. Men han giftede sin datter, Catherine, bort til den unge adelsmand, der senere blev konge af Kastilien-Leon som Henrik 3. Da Johan døde, konfiskerede Richard II Lancasterfamiliens ejendomme for at undgå at Johans søn Henrik Bolingbroke tog dem i besiddelse. I september 1399 afsatte Henrik da Richard og besteg den engelske trone som Henrik 4. (f marts 1340)

 

1468 d Johan Gutenberg, tysk bogtrykker; han bliver betragtet som opfinder af bogtrykkerkunsten. Selv om der før Gutenberg var lavet såkaldte blokbøger, var hans opfindelse en nyskabelse, da han til trykningen benyttede løse typer, som han støbte i et specielt støbeapparat ved anvendelse af en metalmatrice. Også trykpressen indgår i Gutenbergs opfindelse. Den blev sandsynligvis konstrueret efter forbillede af vinpressen eller af de presser, der blev brugt ved papirfremstilling. Gutenberg måtte 1428 forlade fødebyen Mainz på gr. af politiske uroligheder og levede i 1430'erne som guldsmed i Strasbourg, hvor han syslede med forskellige opfindelser, herunder også trykning med bevægelige typer. Ca 1444 vendte Gutenberg tilbage til Mainz, hvor det lykkedes ham at omsætte sine typografiske forsøg i praktiske resultater. Det ældste kendte tryk fra hans hånd er en tysk "Sibylle-bog", der henføres til 1445. Ca 1455 havde han færdigtrykt den såkaldte 42 linjers bibel, i to store foliobind på tilsammen 1282 sider. Et værk som i udseende konkurrerer med de smukkeste middelalderlige manuskripter. Hans måske smukkeste værk, et psalterium, var færdigtrykt i 1457 og viser hele fem fornemme skriftarter. Om Gutenbergs senere skæbne vides kun lidt. Han blev 1465 udnævnt til kurfyrstelig hofmand og var ved sin død ejer af et trykkeri. Gutenberg signerede ikke sine tryk og har ikke efterladt sig en linje om sin store opfindelse. Men de vidnesbyrd, som foreligger fra hans samtid og nærmeste eftertid, hævder over enhver tvivl, at Gutenberg er den første i det europæiske kulturområde, der gennemførte den indviklede proces at trykke bøger med bevægelige typer (f ca 1395)

 

Bartolomeo Diaz runder Afrikas sydspids. I bestræbelserne på at gennemføre en sejlads til Indien syd om Afrika havde portugiserne gennem årtier foretaget sejladser mod syd ved Afrikas vestkyst. Som årene gik, kom de stadig længere sydpå, og med Diaz som skipper skete den første europæiske omsejling af Afrikas sydspids. D navngav Kap det Gode Håb. Hans hjemkomst i 1488 var formentlig medvirkende til, at den portugisiske konge afslog at støtte Columbus plan om en rejse til Asien i vestlig retning. D’s opdagelser sandsynliggjorde omsider, at Det indiske Ocean ikke var et indhav, således som antikkens geografer havde ment, og at det var muligt at sejle til Asien syd om Afrika

 

d hængt Lord Thomas Fitzgerald, 10th Earl of Kildale "Silken Thomas", irsk oprørsleder mod Henrik 8.; i den tro at hans far var blevet dræbt i Tower, da han i februar 1534 var blevet kaldt til London for at forsvare sig mod anklager for illoyalitet mod kongen (Henrik 8.), opsagde F sin troskabsed til Henrik. Faktisk døde faderen først i septemer eller december 1534. Sandsynligvis regnede F med hjælp fra paven og kejser Karl 5., så han kunne gøre sig til herre i Irland. Hjælpen kom aldrig, men dog havde oprøret i begyndelsen nogen fremgang. Pavens ekskommunikation af Henrik i juli 1535 satte ikke skub i de spanske planer mod England, og F modtog ikke den forventede støtte fra kejseren. I august blev F taget til fange, men undslap; senere samme måned overgav han sig på betingelser, der ikke er kendt, men som ikke blev holdt. Han blev overført til London; regeringen tøvede dog med at henrette ham, da den synes at have frygtet opstande i Irland til støtte for F. Det var åbenbart en ubegrundet frygt, for den 3.feruar 1537 blev han sammen med fem onkler hængt i Tyburn (f 1513)

 

f Frd. Wilhelm von Seydlitz, preussisk kavaleriofficer; han begyndte sin militære karriere i 1740 i tjeneste hos markgreven af Schwedt i dennes regiment af preussiske kyrassérer. Hans første krigsindsats - i den Østrigske Arvefølgekrig - var mindre heldig; han blev taget til fange (maj 1742) men dog hurtigt udvekslet. I 1753 fik preusserkongen Frederik den Store øje på S og satte ham i spidsen for sit 8. Kyrasserregiment. Den Preussiske Syvårskrig blev S store stund. Efter at have udmærket sig i slagene ved Prag (maj 1757) og Kolin (juni 1757) blev han generalmajor. I slaget ved Rossbach (5. november 1757) havde han kommandoen over den samlede preussiske kavaleristyrke - 38 eskadroner og vandt slaget næsten uden støtte af infanteriet. Hans kavaleri øvede ligeledes afgørende indflydelse på udfaldet af slaget ved Zorndorf (25. august 1758). Han deltog i de fleste af krigens slag og blev flere gange såret. Efter krigen blev von Seydlitz øverste chef for det preussiske kavaleri (d 8/11 1773)

1728 f Georg Christian Oeder, botaniker, læge og landbrugsøkonom; han var født i Bayern og uddannede sig der både som mediciner og botaniker. O nedsatte sig i 1749 som læge i Slesvig; to år senere blev han opfordret af J.H.E. Bernstorff til at søge et professorat i botanik og økonomi ved Københavns Universitet. O’s disputats blev afvist; i stedet fik han ansættelse som kongelig professor med den opgave at forestå udgivelsen af Flora Danica og etablere en botanisk have for praktisk landbrugsøkonomisk planteavl. Det omfattende botaniske værk med kobberstukne plancher af danske og norske planter udkom i årene 1761 til 1771. For at samle viden om den norske planteverden var O på indsamlingsrejse i Norge fra 1756 til 1761. Ud over informationer om planter erhvervede han også et indgående kendskab til norske samfundsforhold. Som landbrugsøkonom gjorde O sig bemærket med en betænkning i 1769, hvor han argumenterede for godsejernes ret til at udstykke hovedgårds-markerne og for begrænsning i hoveriet. O’s karriere som landbrugsøkonom nåede et højdepunkt 1770-72, da han under Struensee blev øverste leder af arbejdet med landboreformerne, hvor han tillige argumenterede for en afskaffelse af stavnsbåndet. Struensees fald i januar 1772 påvirkede i høj grad O’s situation. Han fik stillet et amtmandsembede i Norge i udsigt, men endte med at måtte tage til takke med en stilling som landsfoged i Oldenburg. En stilling han beklædte til sin død den 28. januar 1791

 

f Felix Mendelsohn-Bartholdy, tysk komponist, der betegnes som den betydeligste repræsentant for den romantiske klassicisme. Han debuterede som pianist 1818 og begyndte at komponere 1820. Som 17 årig skrev han sit gennembrudsværk, der samtidig er et af romantikkens mest fuldendte værker, ouverturen til Shakespeares skuespil "En Skærsommernatsdrøm". Et besøg i Skotland inspirerede ham i 1830 til ouverturen "Hebriderne". Efter hjemkomsten blev han musikdirektør i Düsseldorf. Med opførelser af Händeloratorier fastslog han her sit ry som dirigent og bidrog selv til genren med oratoriet Paulus. Fra 1835 virkede han som dirigent ved Gewandhauskoncerterne i Leipzig, og under hans ledelse udvikledes orkestret til Europas førende. I 1843 grundlagde han konservatoriet i Leipzig, som hurtigt opnåede internationalt ry, og hvor bl.a. Niels W. Gade var lærer. M skrev fem symfonier bl. disse er "Reformationssymfonien" (1832); dertil kommer klaver- og violinkoncerter samt oratorierne "Paulus" (1834-36) og "Elias" (1846). Blandt hans kompositioner er endvidere scenemusik, sange og romancer bl.a. "Auf Flügeln des Gesanges" med tekst af Heine (d 4/11 1847)

 

f Gertrude Stein, amerikansk forfatter; efter psykologiske og medicinske studier ved amerikanske uiversiteter rejste hun til Europa for at studere kunst og slog sig i 1903 ned i Paris. Her blev hun boende til sin død. Hendes parisiske hjem blev salon for mange af mellemkrigstidens forfattere og billedkunstnere, og hendes støtte til unge avantgarde malere som Picasso, Matisse, Georges Braque og Juan Gris fik stor betydning. I sit forfatterskab, som var mere omtalt end læst, brød hun både med hensyn til sprog og tegnsætning med de traditionelle former og kom til at øve stor indflydelse på en række unge amerikanske forfattere, bl.a. Ezra Pound, Sherwood Anderson og særlig Hemingway. Som sprogfornyer lancerede hun udtrykket "den fortabte generation" om den generation, der var børn i de tilsyneladende stabile og fredelige år før 1. Verd.krig, og som derefter oplevede krigens og efterkrigstidens ragnarok og omvæltninger. S har bl.a. skrevet romanerne "Three Lives" (1908), en fortælling om tre kvinder fra arbejderklassen og "The Making of Americans" skrevet 1906-08, men først udgivet 1925 efter sigende et værk, der var for forskruet og obskur for den jævne læser. Hendes eneste bog, der fik almindelig udbredelse var den selvbiografiske "The Autobiography of Alice B. Toklas" (1933); selvbiografisk var endvidere "Wars I Have Seen" (1945). I forfatterskabet er også digtsamlingen "Tender Buttons" (1915) og de teoretiske værker "How to Write" (1931) og "Lectures in America" (1935). Især efter at have overlevet den tyske okkupation blev S en legende. Hun blev venner med de mange amerikanske militærpersoner, der efter Paris befrielse besøgte hende. Om disse soldater skrev hun bogen "Brewsie and Willie" (1946). I 1969 blev hendes særdeles omfattende kunstsamling solgt for $ 6.000.000 (d 27/7 1946)

 

1884 d Hans Martensen, teolog, professor og biskop; som teologistuderende fik han interesse for filosofi, en inter-esse der blev udbygget på et studieophold i Tyskland i 1834-36. Det var Martensens mål at udforme en spekulativ teologi, der forenede tro og erkendelse. I 1838 blev han lektor og to år senere professor i teologi ved Københavns Universitet. Hovedværket fra denne periode er "Den christelige Dogmatik" (1849), der udløste en debat om forholdet mellem tro og viden. I 1854 efterfulgte han J.P. Münster som Sjællands biskop. Den kritik af spekulationen, der fremkom i Kierkegaards forfatterskab, havde M ingen sans for, mens Kierkegaard på sin side begyndte sin kirkestorm rettet mod den etablerede danske kirke efter Martensens mindetale over Münster. Selv om han på flere måder var konservativ, manglede Martensen ikke forståelse for samtidens sociale urimeligheder. Det fremgår af "Socialime og Christendom" (1874), der i 1878 indgik i hans værk "Den christelige Ethik" (1871-78). De 30 år, han sad som biskop over Sjællands Stift, blev en brydningstid mellem konservatismens kirke- og samfundssyn, som Martensen repræsenterede, og samtidens voksende frihedskrav, som han i visse henseender viste forståelse for (f 19/8 1808)

f Carl Th. Dreyer, filminstruktør; i nævnte stilling er der om Dreyer blevet sagt, at han i kraft af sin perfek-tionisme og kompromisløshed står som en ener i dansk filmproduktion, og at han formåede at realisere værker, som er blevet milepæle i filmkunstens historie og tegner dansk kulturliv i udlandet. Dreyer var i sine unge år journalist ved bl.a. Ekstra Bladet fra 1912. Samtidig skrev han sine første filmmanuskripter. Hans første film var "Præsidenten" fra 1912. En dramatisk familiesaga fra Østrig fra slutningen af 1800-tallet. Hans betydeligste danske stumfilm "Du skal ære din hustru" (1925) førte til en invitation fra Frankrig, hvor han indspillede "Jeanne d’Arcs lidelse og død" (1928). Denne film er blevet karakteriseret som et af de mest helstøbte klassiske værker fra stumfilmperioden. Men på trods af det havde Dreyer herefter svært ved at få realiseret sine projekter, således kunne hans planlagte engelske Maria Stuart-film ikke finde finansiering. Dreyer levede herefter stil-færdigt som journalist i København; han skrev bl.a. en fast klumme "Livet i byretten" for B.T. Under Besættelsen kom han tilbage med dokumentarfilmen "Mødrehjælpen" og spillefilmen "Vredens Dag", et drama om 1600-tallets hekseforfølgelser, i 1943 set som en allegorisk fremstilling af nazismen. Efter at have lavet en mislykket film i Sverige fik han i 1952 bevilling til Dagmar-biografen i København og nåede at skabe yder-ligere to film, den velmodtagne Kaj Munk-film "Ordet" (1955) og Hjalmar Söderberg filmatiseringen "Gertrud" (1964), der fik en blandet modtagelse (d 20/3 1968)

 

f Alvar Aalto, finsk arkitekt; blev tidligt anerkendt som en af modernismens førende og meget personlige fortolkere. Efter at have afsluttet sin uddannelse som arkitekt i 1921 fjernede A sig snart fra 1920'ernes finske klassicisme og vendte sig mod tidens nye internationale funktionalisme, som det ses i avisen Turun Sanomats bygning i Turku/Aabo (1928-29) og biblioteket i Viipuri/Vyborg (1930-35). Hans internationale gennembruds værk blev sanatoriet i Paimio nær Turku/Aabo. 1940-49 var han gæsteprofessor ved Massachusetts Institute of Tecnology i Cambridge. Her tegnede han Baker Dormitory (1946-47), som indledte 1950'ernes rene teglstensarkitektur. Hvid marmor og pudsede facader blev de foretrukne materialer i 1960'erne, f.eks. i Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg (1969-73). A virkede også som byplanlægger og møbelarkitekt. Som formgiver arbejdede han med lamper og glas, bl.a. Savoy vasen (1936). I 1962 modtog A Sonningprisen og var 1963-68 formand for Finlands Akademi (d 11/5 1976)

 

d Ferdinand Meldahl, arkitekt; stod i lære som former i faderens jernstøberi. Senere (fra 1842) blev han udlært som murer og gennemgik derefter arkitektuddannelsen på kunstakademiet. I årene 1864-1905 var han professor ved akademiet; foruden dette arbejde var han privat praktiserende arkitekt og i årene1865-1902 tillige kgl. bygningsinspektør. Blandt hans arbejder som arkitekt er: Blindeinstituttet i København (1857-58), Rådhuset i Fredericia (1859), Tinghusene i Ålborg (1861) og Randers (1862). Dertil kommer flere herregårde, villaer, avlsgårde osv. Han restaurerede slottene Bernstorff, Charlottenlund, Rosenborg og delvis Kronborg og herregården Frijsenborg (1860-67). Endelig ledede han to så betydelige arbejder som genopførelsen af Frederiksborg Slot, det ydre færdigt 1865, det indre 1893 og fuldendelsen af Frederiks-Kirken i København 1878-94. Som aktiv politiker (medlem af København Borgerrepræsentation 1883-96) og byplanlægger interesserede Meldahl sig levende for Københavns udvikling og udbygning. Det er ikke mindst hans fortjeneste, man i dag kan glæde sig over ringen af parker fra Ørstedsparken over Botanisk Have til Østre Anlæg. Kommunen ønskede en ganske anderledes hård og økonomisk lukrativ udnyttelse af disse forhenværende fæstningsarealer. Meldahls arbejder er meget uensartede og typiske for tidens anvendelse af historiske stilarter. Han kom til at stå som den akade-miske konservatismes fornemste forfægter over for nye tanker, hvilket bl.a. viste sig i hans nidkære, men forgæves bekæmpelse af Martin Nyrops rådhusprojekt for Københavns rådhus (f 16/3 1827)

 

En konference om dannelse af et Folkenes Forbund afholder sit første møde i Paris. Tanken om et nationernes verdensforbund var dukket op gennem århundreder ofte i perioder, hvor voldsomme krige vakte trangen til fred og fordragelighed mellem folkene. Igennem det 19. århundrede var der rundt om i landene pacifister, der arbejdede for denne sag. Men med krigsudbruddet i 1914 brød ethvert håb om verdensfred sammen. Verdenskrigens rædsler gav imidlertid impuls til fredsbevægelsens tilhængere, og fra forskellig side fremsattes forslag til et Folkenes Forbund. Virkelig politisk basis fik bestræbelserne først, da USA’s præsident Wilson i sine 14 punkter fra 8. januar 1918 optog kravet om oprettelse af et nationernes forbund, og på fredskonferencen i Versailles nedsattes en kommission til udarbejdelse af en folkeforbundstraktat. Oprindelige medlemmer var de 32 nationer, der udgjorde verdenskrigens allierede magter. Dertil kom 13 neutrale magter, bl.a. Danmark, som straks opfordredes til at indmelde sig. Verdenskrigens besejrede magter var oprindelig ikke medlemmer, men de optoges efterhånden i årene efter krigen. For at løse sin hovedopgave: at søge internationale konflikter løst ad fredelig vej, fungerede Folkeforbundet gennem fem organer: 1) Delegeretforsamlingen, der bestod af delege-rede fra alle medlemsstater, og som trådte sammen i Genève en gang årligt; 2)Rådet bestod af 6 permanente medlemmer og 11 for tre år valgte medlemmer. Rådet samledes ordinært tre gange årligt, men kunne indkaldes i ekstraordinære situationer, der krævede øjeblikkelig handling; 3)Sekretariatet forestod forbundets daglige arbejde. Under Folkeforbundet hørte endvidere den internationale domstol i Haag, der dømmer i internationale retsstridigheder, samt den internationale arbejdsorganisation. Disse to institutioner har overlevet Folkefor-bundets sammenbrud og hører nu under FN. Rådets første møde fandt sted 16. januar 1920, og delegeret-forsamlingen trådte sammen første gang i Genève 15. november 1920

 

d Woodrow Wilson, USA's præsident 1913-1921; efter i 1886 at have taget doktorgraden i Baltimore blev han professor i historie og nationaløkonomi i Philadelphia, dernæst i Middletown (Connecticut) og fra 1890 i Princeton i New Jersey. I 1911 afbrød han brat sit universitetsarbejde for at gå ind i politik som demokratisk guvernør i New Jersey. Som sådan førte han en energisk kamp mod de store trusters magt. Denne indsats medførte, at demokraterne i 1912 opstillede ham som præsidentkandidat. Han blev valgt delvis på gr. af spilttelse blandt republikanerne. Hans første præsidentperiode blev en udpræget reformtid; i den anden kom lovene om alkoholforbud og kvindevalgret. Da 1. Verd.krig brød, ud tog han til orde for en streng neutralitet. Hans sejr ved præsidentvalget 1916 skyldtes ikke mindst slagordet, at han "havde holdt USA ude af krigen". Da han i 1917 måtte forelægge Kongressen en krigserklæring til Tyskland, betegnede han USA som "en af forsvarerne af menneskerettighederne", og at den umiddelbare grund til krigserklæringen var tyskernes uindskrænkede u-bådskrig. Med sine "14 punkter" fremlagde Wilson i januar 1918 de allieredes krigsmål og dermed grundlaget for afslutning af krigen; grundlaget for en fredsslutning skulle være national selvbestemmelsesret og demo-kratisk selvstændighed. Modtaget med jubel af Europas krigstrætte befolkninger mødte Wilson op ved fredsforhandlingerne i Paris; men hans europafærd – fra december 1918 til juni 1919 med et par ugers afbrydelse – blev en skuffelse. Hans politiske dømmekraft slog ikke til, og hans forhandlingsevne kunne ikke stå mål med Clemencceaus og slet ikke med Lloyd Georges. Han blev nødt til at acceptere kompromisser i vigtige spørgsmål, men han fik vedtaget oprettelsen af Folkeforbundet, en organisation han havde arbejdet ivrigt for at kfå oprettet, og som skulle sikre en bedre og fredeligere verden. Hjemme i USA sagde Senatet nej til amerikansk tilslutning til Folkeforbundet. September 1919 blev Wilson ramt af en hjerneblødning og var invalid i resten af livet. I 1920 modtog han Nobels fredspris (f 28/12 1856)

 

d Niels Skovgaard, maler; hans kunstneriske arbejde er mangfoldigt og omfatter foruden oliemaleri også altertavler, skulptur, bogillustrationer og keramik. I 1874 blev han elev på Kunstakademiet og debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1880. Han stillede sig skeptisk over for den nye franske kunst, og livet igennem dyrkede han med stor flid et naturalistisk landskabsmaleri, hvortil han vekselvis søgte sine motiver i Halland, Norge og Danmark. I årene 1888-89 og 1894-96 opholdt Skovgaard sig i Italien og Grækenland. Fra hans sidste rejse er malerierne "Kvindedansen i Megara" (1897, Statens Museum for Kunst) og "Udsigt fra vor bolig på Naxos" (Hirschsprungske samling). Om hans altertavlemaleri til valgmenighedskirken Immanuelskirken i København "Daaben paa Pinsedag" (1896-1905) er det blevet sagt, at den betegner indbegrebet af grundtvigiansk religiøsitet. Blandt hans øvrige altertavler er altertavlerne i Bøvling Valgmenighedskirke og i Rigshospi-talets kirke. Blandt hans arbejder som bogillustrator er tegningerne til "Danske Sagn og Æventyr fra Folke-munde" (I-IV, 1913-29). Som billedhugger udførte Skovgaard en række grav- og mindesten. Endvidere er i Skibelund Krat opstillet hans skulptur "Magnusstenen" (1898) til minde om kong Magnus den Godes sejr på Lyrskov Hede over en vendisk invasionshær i 1043. På Statens Museum for Kunst er hans relief i glaseret ler "Aage og Else" inspireret af folkevisen om ridder Aage og hans Else (f 2/11 1858)

1946 d C. Th. Zahle, radikal venstre politiker; Zahle blev i 1890 cand jur og samme år redaktør af Aarhus Amtstidende; han faldt imidlertid ikke til, og allerede året efter forlod han stillingen. I de flg. år var han med-arbejder ved Politiken fra 1894 samtidig med selvstændig sagførervirksomhed i København. Som venstremand blev han 1895 medlem af Folketinget, valgt i Ringsted-kredsen, som han repræsenterede til 1928, da han blev tingvalgt medlem af Landstinget (til 1939). Zahle blev formand for den folketingsgruppe, der i 1905 blev "udrenset" af Venstre, og som, da Det Radikale Venstre blev dannet samme år, straks tilsluttede sig dette parti. Zahle fik hurtigt en fremtrædende position i det nystiftede parti og kunne 3. november 1909 som regeringsleder præsentere sit første ministerium for Folketinget. Ved valget det flg. år fik Venstre fremgang, og Zahle trådte tilbage. I 1913 blev Zahle atter regeringsleder igen for en ren radikal regering. Ud over posten som konseils-præsident overtog han justitsministeriet. Da regeringen trådte tilbage i 1920, blev Zahle atter formand for den radikale rigsdagsgruppe. 1929-35 var han justitsminister i Stauning-Munch regeringen. Som justitsminister gennemførte han i 1930 den gennem flere år forhandlede borgerlig straffelov, som bl.a. afskaffede dødsstraf og indførte hæftestraf som strafnorm mellem bøde og fængsel. Fra 1936, til han i 1939 nedlagde sit landstingsmandat, var han Landstingets formand (f 19/1 1866)

 

1959 d Buddy Holly, - døbt Charles Hardin Holly - amerikansk rockguitarist, sanger og komponist. Holly havde tidligere spillet country-inspireret musik, men udsendte i 1957 rockpladen "That’ll Be The Day", som blev et stort hit i både USA og Storbritannien Han havde i de næste to år en række hits, hvoraf nogle er blevet "klassikere", bl.a."Peggy Sue" og "Rave On". Holly havde stor indflydelse på 1960’ernes rockmusik, og hans musik inspirerede grupper som The Beatles,The Rolling Stones og The Shadows. Hollys karriere blev kort, som 22-årig omkom han ved en flyulykke. Kort efter sin tragiske død fik Holly sit største hit med pladen "It Doesn’t Matter Anymoe", som han havde indspillet få uger før ulykken (f 7/9 1936

7/9 nemfører den første bløde landing på Månen

Til top        4. februar

211 d Septimius Severus, romersk kejser 193-211; han blev konsul i 190 og året efter provinsguvernør i Pannonien. Da kejser Pertinax døde i 193, blev Septimius Severus som øverstkommanderende for hæren i Pannonien udråbt til kejser af sine soldater. Samtidig udråbte soldaterne i Britannien deres general til kejser; det samme skete i Syrien. I 197 havde Septimius Severus besejret dem begge og var enekejser i Romerriget. Herefter førte han en politik, der skulle vise romerfolket, at de gode gamle dage var genopstået. Felttog mod partherne førte til en udbygning af grænseforsvaret samt en udvidelse af grænserne i øst. Efter seks år i Rom, hvor fjendskabet mellem hans to sønner, Caracalla og Geta, blev tydeligere dag for dag, drog Septimius Severus til Britannien for at gennemføre mange romeres gamle drøm om at undertvinge hele øen. Hans hære trængte så langt nordpå som til Aberdeenshire, men blev besejret ikke ved våben, men af moser og skove, og plaget af stadige skinangreb, der aldrig førte til egentlige slag; sygdomme plagede hæren, mange døde, blandt disse var også Septimus Severus (f 11/4 146)

 

1495 f Francesco Maria Sforza, søn af Ludovico Sforza og Beatrice d’Este; efter faderens nederlag og afsættelse som hertug af Milano flygtede F til Tyskland. Efter franskmændenes nederlag i kampen om Milano indsatte den tyske kejser i 1522 F som hertug af Milano. I 1534 blev han gift med den danske prinsesse den 13-årige Christine, datter af Christian 2. og dronning Elisabeth. Ved hertugens død året efter uddøde Sforzaernes hertugelige linje (d 24/10 1535)

 

1733 Stavnsbåndet indføres. Presset fra militæret - personificeret i overkrigssekretæren Poul Vendelbo Løvenørn - der ønskede at skaffe hæren og det betrængte forsvarsbudget erstatning for det billige mandskab, hæren havde mistet ved landmilitsens ophævelse (30. oktoer 1730) og fra godsejerne, der ønskede billig arbejdskraft og fæstere, gennemførte kongen (Chr 6.) den helhedsløsning, der har fået navn af stavnsbåndsforordningen af 4. febr 1733. Enevælden fulgte her sin politiske, afvejede tradition: at pålægge byrder og betale med privilegier. Ved forordningen fik godsejerne pålagt forpligtelsen til at stille en mand til den nyoprettede landmilits for hver 60 tønder hartkorn - fra 1741 for hver 40 tønder hartkorn. Til gengæld fik de ret til at forbyde enhver dreng og mand mellem 14 og 36 år - i 1742 udvidet fra 9 til 40 år og i 1764 endelig til fra 4 til 40 år - at forlade godset, dog for-udsat at de kunne tilbyde ham fæste. I landbrugskrisens slutfase, i 1739, skærpede kongen godsejernes muligheder for at udnytte stavnsbåndet: karle, der nægtede at tage en anvist gård i fæste, kunne sendes til mangeårig militærtjeneste ved et af de hvervede regimenter

 

1740 f Carl Michaël Bellmann, svensk digter; begyndte sit forfatterskab med religiøse skrifter, et længere satirisk digt "Tanker om Flickars ostadighet" (1758), samt moralske digte og lejlighedsdigte om drikkeri, bryllupper og begra-velser. Fra 1767 ændrede hans viser karakter. Emnerne var de samme, men viserne blev nu befolket med faste figurer som musikanten Fader Berg, de militære drukkenbolte korporal Molberg og konstabel Movitz, tolderen Norström, dennes unge promiskuøse kone Ulla Winblad og hendes elsker Fredman. Bortset fra Ulla Winblad er de alle virkelige, men af B dog ret idealiserede personer. I 23 år cirkulerede viserne i B’s egen fremførelse og i afskrift, indtil en samling af dem udkom som "Fredmans epistler" i 1790. Året efter kom "Fredmans sångar", der bl.a. indeholdt visen "Gubben Noah". B nåede aldrig at få økonomisk udbytte af sin digtning. Men hans ry, navnlig som lutspiller, nåede hoffet, og for at vise sig folkelig beskyttede Gustav 3. ham og skaffede ham i 1776 en pæn indtægt som ansat uden pligter ved det statslige lotteri. Han giftede sig året efter, men klarede ikke at underholde en hurtigt voksende familie. 1794 havnede han i gældsfængsel, hvor han pådrog sig den sygdom, han døde af. Om hans poesi er det blevet sagt, at dens effektfulde livlighed og virkelighedskraft hviler på nøgtern iagttagelse og omhu med hensyn til det formelle. Særligt besnærende er det drag af melankoli, der går igennem hans viser (d 11/2 1795)

 

f Tadeusz Andrzei Kosciuszko, polsk officer og frihedshelt; han blev uddannet ved et militærakademi i Warszawa. Han deltog fra 1776-83 i Den Amerikanske Frihedskrig og var Washingtons adjudant. Han avancerede til generalmajor og blev i 1783 æresborger i USA. Året efter vendte han tilbage til Polen, hvor han i 1789 blev general og høstede hæder i kampene mod russerne før Polens 2. deling. Ved den polske opstands udbrud 1794 blev han overgeneral med diktatorisk myndighed. Han viste sig som en strålende fører: slog russerne ved Raclawice og tvang preusserne til at opgive Warszawas belejring. Men i oktober 1794 blev han ved Maciejowice besejret af en dobbelt så stor russisk styrke og kom i russisk fangenskab. Han blev løsladt i 1796 og levede resten af sit liv i landflygtighed. Under kampene med russerne udviklede han sin doktrin om polsk national befrielse og sine ideer om guerillakrigsførelse. Tanken var her, at en national kamp for uafhængighed skal forenes med sociale reformer. Dette synspunkt blev fundamentet for 1800-tallets polske opstande. To år efter sin død fik K hæders-plads blandt kongesarkofagerne i Kraków (d 15/10 1817)

f F. Bülow, general; som 14 årig begyndte han sin militære uddannelse i Rendsborg og blev året efter (1806) elev på det militære institut i København. Januar 1809 afgik han fra instituttet som sekondløjtnant. Det var i årene med krigen med England, og B udmærkede sig ved flere lejligheder. Således da han på både førte sin styrke over til den af englænderne besatte Nekselø og jog fjenden bort. 1815 blev han stabskaptajn og forstander for regimentets eksercerskole i Ålborg - fra 1817 i København - 1827 blev han kompagnichef, 1836 major. Ved Treårskrigens udbrud i 1848 fik han (i april) kommandoen over den nyoprettede 1. brigade, med hvilken han udmærkede sig i slaget ved Slesvig den 23. april. Det er sagt, at det at ville skildre B’s deltagelse i felttoget 1848 ville være det samme som at skildre hele krigen, for der fandt ikke nogen begivenhed af større betydning sted, uden at B og hans brigade spillede en hovedrolle deri. Efter slaget ved Slesvig blev B generalmajor, og under kampene ved Nybøl – 28. maj - og ved Dybbøl 5. juni - var det hans brigades indsats, der var afgørende. 1849 blev han generalløjtnant, og da hæren deltes i to armékorps: nørrejyske og flankekorpset, blev han øverstkommanderende ved sidstnævnte. Med korpset slog han den 3. april ved Adsbøl på Als slesvigholstenerne og 5. april ved Arnbøl på Als de hannoveranske og würtembergske rigstropper. B ledede slaget ved Fredericia 6. juli, men afgik samme år på gr. af sygdom (gigt). Efter overstået sygdom blev han kommanderende general først i Slesvig siden i København. 1856 forlod han aktiv tjeneste og levede sine sidste på Sandbjerg slot i Sundeved (d 16/7 1858)

 

1842 f Georg Brandes, kritiker og forfatter; han blev magister som 22-årig og skrev i 1870 disputats om "Den franske Æstetik i vore Dage". Efter studier i Italien, Frankrig og England 1870-71 vendte han hjem "ulmende af nye ideer og oprørslyst". Hans forelæsningsrække, der begyndte på Københavns universitet 3. november 1871, blev signal til en livslang kamp for at forny dansk åndsliv. Med "Hovedstrømninger i dansk Litteratur" (udgivet 1872-90) ville Brandes vise, hvordan romantikken i polemik med 1700-tallets fornuftsideer blev til politisk reaktion, der igen blev overvundet af revolutionerne i 1848 - ude i Europa, men ikke i Danmark. Endvidere ville han med værket bane vej for en ny, virkelighedsnær litteratur i frihedstankens tjeneste. Med sin tro på den frie tanke og det frie individ kom han for den ældre generation til at stå som samfundsopløser, immoralist og fritænker. Reaktionen sendte ham i eksil i Berlin 1876-83. Hans tilhængere i Danmark fik en organisator i broderen, politikeren og bladmanden Edvard Brandes. Da Brandes vendte hjem, kunne han mønstre sin gruppe i "Det moderne Gjennembruds Mænd" (1883). Brandes hovedgenre blev det psykologiske portræt, som blev dyrket i biografier som "Søren Kierkegaard" (1877), "Ferdinand Lassalle" (1881) og "Ludvig Holberg" (1884). Med "Shakespeare" (1895-96) indledte Brandes sin række af heltebiografier:"Goethe" (1915), "Voltaire" (1916-17), "Cæsar" (1918) og "Michelangelo" (1921). Han vakte en sidste forargelse med de bibelkritiske kampskrifter "Sagnet om Jesus, Petrus og Urkristendommen" (1925-27). Brandes var særdeles produktiv, og i sine 61 skribentår skrev han 58 små og store værker, tit i flere bind og i stadig reviderede udgaver, og mange tusind artikler og breve. Georg Brandes er blevet karakteriseret som "det uovertrufne talent i dansk kritik og litteraturforskning" (d 19/2 1927)

 

f Fred. Ebert, tysk socialdemokratisk politiker og Tysklands præsident 1919-1925; uddannet sadelmager og fulgte en klassisk socialdemokraa karriere via poster i fagforening og parti. Han indtrådte i 1905 i SPD’s ledelse, blev 1912 medlem af Rigsdagen og i 1913 SPD’s formand. Som moderat socialist og samarbejds-tilhænger støttede han regeringen, hvilket bevirkede, at en venstresocialistisk fløj, spartakisterne, i 1916 løsrev sig fra partiet. Da det blev klart, at den revolutionære bevægelse i 1918 ikke lod sig standse, sluttede Ebert sig modstræbende til kravet om republik, og 9. november 1918 overtog han embedet som rigskansler. Allerede i december samme år kom det til et brud med de uafhængige socialister, og i januar 1919 slog regeringen under ledelse af Ebert bl.a. med støtte af kontrarevolutionære tropper den spartakistiske opstand ned. 11. februar 1919 valgte Rigsdagen i Weimar Ebert til foreløbig præsident. 1922 vedtog Rigsdagen at forlænge hans provisoriske præsidentperiode til 1925. Kort før den udløb, døde han efter en operation. Ebert blev voldsomt angrebet af de yderliggående højregrupper og af kommunisterne, mens han nød stor anseelse blandt de socialdemokratiske arbejdere. Han var ingen betydelig statsmand, men en jævn, gemytlig og forstandig sydtysker, som forstod at optræde med værdighed og takt. Efter hans død begyndte Weimarrepublikkens krise (d 28/2 1925)

 

f Fernand Léger, fransk maler; han begyndte som arkitektstuderende, men skiftede til billedkunstner og var fra 1900 elev på École des Beaux-Arts. Hans tidlige interesse for Paul Cézanne og hans form blev nu rendyrket, og i 1911 udstillede han sammen med kubisterne. I disse år tolkede Léger i sin kunst den moderne maskinkultur. Han brugte stærke metalagtige farver og opbyggede ofte virkningen ved hjælp af maskindele o. lign. således i "Trappen" fra 1914. I begyndelsen af 1920’erne blev hans kompositioner roligere; mennesket, som indtil da havde spillet en underordnet rolle, indtager fra 1921 en større plads. Han gengiver især store kvinder med mørkt, hængende hår stillet alene eller ved siden af hinanden "Den store frokost" og "Kvinderne med buketten" (begge 1921). I slutningen af 1920’erne vendte Léger tilbage til det mindre format og til stillebenet og arbejdede nu med at frigøre farven fra formen gennem et abstrakt maleri. Under 2. Verdenskrig opholdt han sig i USA, og under indfly-delse af krigen blev interessen for for de stærkt bevægede kompositioner atter vækket. Efter hjemkomsten til Frankrig vendte han atter tilbage til det mere abstrakte og statiske maleri. Blandt hans senere arbejder er en frise i glasmaleri i kirken i Audincourt (1951) samt et vægmaleri i FN's generalfor-samlingssal i New York (1952). Om Léger er det blevet sagt, at han gennem sin vitalitet, mangesidighed og kunstneriske klarhed har haft stor betydning for den moderne kunst, særlig gennem sin lærergerning, efter at han begyndte sin egen skole i 1924 (d 17/8 1955)

 

f Ludwig Erhard, vesttysk nationaløkonom og politiker, forbundskansler 1963-1966; han var ansat ved Handelshøjskolen i Nürnberg 1929-44. Erhard blev 1945 rådgiver for den amerikanske besættelsesmagt og 1945-46 økonomiminister i Bayern. Han ledede herefter forberedelserne af den valutareform i vestzonerne, som briterne og amerikanerne ønskede. Fra 1948 var han direktør for den økonomiske forvaltning af vestzonerne og gennemførte samme år valutareformen for at genrejse den vesttyske økonomi og dermed den vesteuropæiske. I 1949 med-virkede han ved oprettelsen af den vesttyske stat og blev indvalgt i Forbundsdagen for CDU. I årene 1949-63 var Erhard vesttysk økonomiminister. Hans politik - den såkaldte sociale markedsøkonomi, der var en økonomisk og politisk linje, der kombinerede frie markedskræfter med en begrænset statslig styring - var en vigtig forud-sætning for det økonomiske opsving, das Wirtschaftswunder, som Vesttyskland oplevede efter 1950. I 1963 blev han valgt som Adenauers efterfølger på forbundskanslerposten og dannede en koalitionsregering med partiet FDP. Efter FDP havde forladt regeringskoalitionen, trådte Ludwig Erhard tilbage som kansler i 1966, men forblev medlem af Forbundsdagen til 1976 (d 5/5 1977)

 

1902 f Charles Lindbergh, amerikansk flyver; han gennemførte 20-21. maj 1927 første soloflyvning over Atlanterhavet; turen vakte voldsom opsigt i både Europa og USA. Han blev udnævnt til oberst af reserven og virkede i de flg år som teknisk konsulent for forskellige flyselskaber. I marts 1932 blev Lindberghs ældste søn kidnappet og fundet dræbt; bortførelsen og retssagen, som fulgte, vakte stor opmærksomhed. Da Lindbergh efter et besøg i Tyskland udtalte, at han var imponeret af det tyske luftsvåbens effektivitet og flyvningens fremskridt i Tyskland, blev han anset for at være tyskvenlig. Da krigen brød ud, var hans popularitet derfor svækket. Hertil bidrog, at han vendte sig mod amerikansk deltagelse i krigen. Disse udtalelser, fik præsident Roosevelt til at kalde ham defaitisk og kujon. Men da USA kom med i krigen, stillede han sig solidarisk med den amerikanske krigspolitik og arbejdede som flyekspert for militæret. Efter 2. Verdenskrig virkede han som teknisk rådgiver for Pan American Airways. I 1965 fik Liadbergh sæde i selskabets direktion, en post han trak sig tilbage fra i 1974 (d 26/8 1974)

 

1911 d Piet Arnoldus Cronje, boergeneral; deltog i 1880'erne i kampe i Transvaal i Sydafrika mod briterne. Da Transvaal i 1881 blev uafhængig, blev han medlem af områdets Volksraad (parlament), hvor han støttede præsident Paul Kruger og blev medlem af dennes regering med ansvar for sager, der angik de indfødte (de sorte). Da Boerkrigen brød ud i 1899, fik Cronje, der nu var general, overkommandoen i Syd Afrikas vestlige del. Han indledte en belejring af Kimberley og afviste ikke kun et større angreb på sine stillinger, men besejrede den britiske undsætningsstyrke under Lord Methuen i slaget Magersfontein den 11. december 1899, hvorved han i to måneder forsinkede briternes fremrykning mod nord. Efter at have været ude af stand til at forhindre briternes erobring af Kimberley i febr. 1900 måtte han retirere mod øst. Han blev omringet ved Paardeburg; efter at have påført briterne store tab måtte han den 27. februar 1900 her overgive sig med sin hær på 4.000 mand. Resten af krigen var han krigsfange på St. Helena. I 1904 var Cronje med 150 af sine gamle krigere i USA og opførte tableauer fra Boerkrigen på verdensudstillingen i St. Louis (f ca 1835)

1911 d Peter Vedel, direktør i udenrigsministeriet; Vedel blev cand. jur. i 1846, og året efter fik han universitetets guldmedalje. 1847-48 studerede han ved universitetet i Berlin. I årene 1849 til 1851 studerede han jura, sprog og nationaløkonomi i London og Paris. Lektoratet i statsforvaltning ved Københavns Universitet tilfaldt Peter Vedel, da han i 1851 vendte hjem. Året efter blev han professor og dekan for det juridiske fakultek. Karrieren gik dog mere og mere i retning af centraladministrationen. I 1858 blev han udnævnt til chef for 1. departement i Udenrigsministeriet og var direktør for det samlede udenrigsministerium fra 1864 til 1899. I denne periode påvirkede Peter Vedel dansk udenrigspolitik mere end de skiftende udenrigsministre. Dansk udenrigspolitik vil efter 1864 sige forholdet til Tyskland, der efter nederlaget "havde Danmark i sin hule hånd". Det væsentligste sikkerhedspolitiske mål blev derfor aldrig at lægge sig ud med Tyskland. Umiddelbart efter nederlaget forhandlede Peter Vedel med sejrherrerne om Sønderjyllands stilling. Desuden bidrog han i 1870 til at holde Danmark ude af den fransk-tyske krig. Ved siden af karrieren som embedsmand var han tillige medlem af be-styrelsen i Det Store Nordiske Telegraf-Selskab fra 1899. 1858 blev Vedel gehejmekonferensråd (f 10/12 1823)

d Robert Koldewey, tysk arkitekt og arkæolog; han fandt oldtidens Babylon, som man indtil da havde ment hørte hjemme i myternes verden. Hans aktivitet som feltarkæolog begyndte med besøg i det gamle Assus (Assos) i det vestlige Tyrkiet (1882) og på Lesbos (1885). Senere ekspeditioner førte ham til Irak (1887) og til Zincirli Hüyük i Tyrkiet, hvor hittiternes by Samal ligger (1888-92). Han deltog også i udgravninger af græske templer i Syditalien og på Scilien. I 1897 mente han at have fundet stedet, hvor det gamle Babylon lå. Det var i det sydlige Irak og under det tyske orient selskabs auspicier, begyndte udgravninger, som med korte afbrydelser varede de næste atten år. Blandt Koldeweys mere bemærkelsesværdige opdagelser var fundamentet til guden Marduks tempel, en ziggurat – en terrasseformert struktur med et astronomisk observatorium på toppen. K troede, han havde fundet resterne af De Hængende Haver i Babylon, et af verdens syv underværker, da han udgravede en hvælvet ruin med en nærliggnde fornemt udført brønd. Han udgravede endvidere byens store bymur med den legendariske Ishtar port og processionsgaden til Marduktemplet. Om sine arbejder har Koldewey bl.a. udgivet "Die griech. Tempel in Unteritalien und Sicilien" (1-2, 1899); "Die Tempel von Baylon und Borsippa" (1911) (f 10/9 1855)

 

d Thomas Laub, komponist, organist og forfatter; opgav 1873 et teologisk studium og gennemgik derefter til 1876 konservatoriet. Sit forfatterskab indledte han 1884 med "Vor musikundervisning og den musikalske dannelse". Fra midten af 1880'erne blev en fornyelse af den danske kirkesang hans livs hovedopgave. 1887 forelå hans bog "Om kirkesangen", og de tre flg. år kom et hæfte enstemmige melodier "80 rytmiske Koraler" og tre hæfter fir-stemmige "Kirkemelodier" 1888, 89, 90. Fra 1891 var L organist ved Holmens Kirke. I de flg. år fortsatte han sit litterære arbejde, der 1918 sammenfattedes i "Dansk Kirkesang". Arbejdet med kirkemelodierne førte L ind på et andet område, den danske folkevise. 1892-93 forelå hans undersøgelse "Studier over vore Folkevise-melodiers Oprindelse og musikalske Bygning". L’s egne melodier bevægede sig fra den enkle, kraftige fællessang "Et jævnt og muntert virksomt Liv paa Jord" (1920) til salmemelodier som "Den mørke nat forgangen er" (1915). Endvidere har L skrevet melodien til "Er lyset for de lærde blot" (1919). Højest i denne genre nåede han med sin samling "Tolv Viser og Sange af danske Digtere" (1920). Da Københavns rådhus blev bygget (1905) bestemte Laub tonesammensætningen af rådhusklokkerne og komponerede kvarter- og fuldslagene (f 5/12 1852)

 

Jaltamødet begynder. I Jalta på Krim mødes de "tre store", Roosevelt (USA), Churchill (Storbritannien) og Stalin (Sovjetunionen). På dagsordenen stod spørgsmål vedrørende krigens afslutning og forholdene efter krigen. Det blev besluttet, at Tyskland skulle besættes opdelt i fire besættelseszoner. På Churchills anmodning fik Frankrig tildelt en besættelseszone bestående af dele af den britiske og amerikanske zone. Mod løfte om at genvinde de områder Rusland i 1905 havde mistet til Japan - og lidt til - lovede Stalin, at Sovjet ville angribe Japan senest tre måneder efter, at krigen i Europa var slut. Stalin opnåede på denne måde det sydlige Sakhalin og øgruppen Kurilerne, der aldrig havde været russisk. Desuden skulle Sovjet sikres adgang til de kinesiske havne Dairen og Port Arthur samt jernbanerne i Manchuriet. Det vanskeligste punkt i forhandlingerne var spørgsmålet om Østeuropa og Polen. Efter lange diskussioner lykkedes det at blive enige om Polens grænser. I øst skulle grænsen være Curzon-linjen (den polske østgrænse fra 1919) og Oder-Neisse linjen i vest. Vedr. Polens fremtidige regering besluttede man, at den af russerne indsatte regering i den polske by Lublin skulle optage medlemmer fra Polens eksilregering i London og dermed danne en provisorisk polsk samlingsregering. Denne skulle snarest udskrive frie valg. Russernes løfte herom var og blev dog kun tomme ord. Endelig blev parterne i Jalta enige om at skabe en verdensomfattende freds- og sikkerhedsorganisation. Dette blev realiseret ved oprettelsen af FN

 

d Satyendra Nath Bose, indisk fysiker; fra 1926 var han professor i fysik i Dacca og derefter i Calcutta. Hans arbejder i 1920'erne kom til at danne grundlag for en ny beskrivelse af kvantemekaniske partikelsystemer, den såkaldte Bose-Einstein statistik. Hans navn indgår i betegnelsen - boson - for en partikel, der adlyder denne statisstik (f 1/1 1894)

 

1989 d Thorkild Hansen, forfatter; efter litteraturhistoriske studier ved universitetet i København og ophold i udlandet blev Hansen i 1952 litterær anmelder ved Information. Deltagelse i ærkæologiske ekspeditioner i Bahrein og Øvre Egypten gav stof til bøgerne: "Pausesignaler" (1959), "Syv seglsten" (1960) og "En kvinde ved en flod" (1961). Med "Det lykkelige Arabien" (1962) om den danske ekspedition til Yemen i 1700’tallet fandt H sin egen særlige genre: den bredt episk anlagte, effektfuldt dramatiskt tilspidsede dokumentariske beretning. I denne genre fortsatte han med "Jens Munk" (1965), om nordmanden der i tjeneste hos Christian 4. på to rejser i henholdsvis 1610 og 1619 skulle finde en sørute til Østen nord om Asien og nord om Amerika. H skrev om dansk slavehandel i trebindsværket "Slavernes kyst" (1967), "Slavernes skibe" (1968) og "Slavernes øer" (1970). Værket blev i 1970 belønnet med Nordisk Råds pris. I 1978 afsluttede Hansen genren med "Processen mod Hamsun". Han dyrkede desuden reportage og dagbog. Som rejseskildringer eller beretninger fra Røde Kors-missioner, som han deltog aktivt i fra 1970’erne, er de repræsenteret i samlingen "Kurs mod solnedgangen" (1982). Sine personlige levnedsdagbøger betragtede han som dokumentarisk materiale for en beretning om en ung skribents og intellektuels udviklingshistorie. Af projektet nåede dog kun at redigere og tilrettelægge begyndelsen: "De søde piger " (1974) og "Et atelier i Paris I-II" (posthumt 1990). Imellem de to udgivelser udsendte han en samlet selvbiografi: "Søforhør" (1982). I sine sidste år boede Thorkild Hansen mest i Frankrig om sommeren på Samsø (f 9/1 1927)

 

1995 d Patricia Highsmith, amerikansk krimiforfatter; hendes bøger er psykologiske spændingsromaner, der tit er bygget op om et par, hvoraf den ene synes normal for omverdenen, den anden psykopat eller sindssyg. Om H’s sprog er der blevet sagt, at hun skriver i en nøgtern stil uden biilledsprog, og handlingen ofte er anskuet fra et eneste synspunkt: Den anormale hellts. Ofte foregår handlingen i lande som Italien, Grækenland eller Tunis, hvor den landflygtige turist (amerikaner) begynder at tvivle på, hvem han er i de varme, sløvende omgivelser. Den svage hovedperson tiltrækkes af volden, han er en "kigger", som tilfældigt bliver blandet ind i voldsomme begiven-heder. Hun deuterede i 1949 med "Strangers on a Train", filmatiseret af Hitchcock i 1951. I sin de-utroman skildrer H et skænedrama; hun lader to mænd, der tilfældigt er med samme tog, ytte mord. landt hendes øvrige hovedværker er "The Glass Cell" (1964), "Those Who Walk Away" (1967) og "Ripley Under Ground" (1970) (f 19/1 1921)

 

Til top        5. februar

1259 Striden mellem kongemagt og kirken kulminerer, da ærkebiskop Jacob Erlandsen fængsles. I marts 1256 havde E fået vedtaget en lov (Vejlekonstitutionen), der indførte automatisk gudstjenesteforbud i stiftet, hvis en biskop fængsledes, i hele riget hvis ærkebispen fængsledes, og det kunne formodes, kongen stod bag. Vedtagelsen af Vejlekonstitutionen blev udgangspunkt for en langvarig og alvorlig retsstrid mellem konge og ærkebiskop med foreløbig kulmination 5/2 1259, da E fængsledes af fyrst Henrik af Mecklenborg. Der er almindelig enighed om, at arrestationen givetvis skete på kong Christoffers foranledning. E kom fri sommeren 1259, kort efter at Christoffer var død. Det skete på et tidspunkt da Danmarks politiske situation var meget vanskelig for enkedronning Margrete og den mindreårige Erik Klipping. Dertil kom den fortsatte strid mellem ærkebiskop og kongemagt

 

1788 f Robert Peel, britisk politiker, premierminister 1834-1835 og 1841-1846; han blev uddannet på Harrow og Christ College i Oxford; i 1809 blev han som tory medlem af Underhuset, hvor han hurtigt gjorde sig gældende ved solide kundskaber og stor veltalenhed. 1812-18 beklædte han stillingen som minister for Irland, 1822-27 og 1828-30 var han indenrigsminister. Som indenrigsminister reformerede han straffelovgivningen i en mere human retning bl.a. indskrænkedes anvendelse af dødsstraf. For bedre at kunne opklare forbrydelser fik P oprettet et nyt politikorps, populært kaldet bobbies efter P (Robert=Bob). Han støttede loven, som gav katolikkerne adgang til parlamentet, men han var blandt lederne af modstanden mod stemmeretsreformen 1831-32. Efter de konser-vatives store valgnederlag i 1832 reorganiserede han partiet og blev 1834 premier- og finansminister. Han måtte gå af 1835, og ved sin afgang anerkendte han den parlamentariske statsskik. I sin anden periode som premierminister gennemførte han en række økonomiske reformer i frihandelsvenlig retning. Under indtryk af hungersnøden i Irland gennemførte P i 1846 ophævelse af korntolden. Det førte til en splittelse af det konservative parti. Dets flertal, under Disraeli, vendte sig mod P, som derefter dannede sin egen gruppe, "Peelisterne". Den indtog en stilling midt mellem de konservative og de liberale og bidrog til gennemførelse af nye frihandelsvenlige reformer. P døde efter et rideuheld (d 2/7 1850)

 

f Johan Ludvig Runeberg, finsk digter, der anses for at være sit lands største; at han kom til at indtage denne position skyldes primært, at han gennem sin digtning udtrykte sine landsmænds patriotiske ånd; eftersom han skrev på svensk, kom hans arbejder desuden til at øve stor indflydelse på svensk litteratur. Ved universitetet i Åbo blev han inspireret af tidens romantiske nationalisme, samtidig med blev han kendt med det finske bondeland og dets befolkning; her hørte han de fortællinger om Finlands stolte fortid, der skulle blive temaet for mange af hans digte. I sin digtning er han inspireret af klassiske græske og latinske digtere og af slavisk folkevisedigtning, endvidere har den fået sit præg af den tid, da den finske nationalfølelse begyndte at vågne efter adskillelsen fra Sverige. Frem for nogen regnes han som Finlands nationaldigter. Allerede i debutsamlingen "Dikter" (1830) findes den enkle lyriske tone, som betegner noget nyt, og i de senere episke digte "Âlgskyttarne" (1832) og "Hanna" (1836) med motiver fra bonde- og præstegårdsmiljøer uddybes hans naturfølelse, og hans realisme øges. Med disse to digte vandt Runeberg en position i svensk litteratur, der kun overgås af Esaias Tegnér. Sin position son nationaldigter fik han gennem digtcyklen "Fänrik Ståls Sänger" (1848 og 1860), en samling fortællinger fra den finsk/russiske krig 1808-09. Heri forenes fædrelandskærlighed med humanisme, og helteskikkelserne er fint iagttagne finske folketyper, som f.eks. Sven Dufva og Lotta Svärd. Indledningsdigtet "Vårt Land" er siden 1848 Finlands nationalsang. Om Runebergs digtning er det blevet sagt, at dens originalitet består i Runebergs evne til at forene digtenes klassicisme med tidens romantiske følelse, og den realisme der afslører hans forståelse for livet på landet, der ikke mindst viser sig i hans personkarakteristikker (d 6/3 1877)

 

f John Dunlop, skotsk dyrlæge og dækopfinder; fra 1867 dyrlæge i Belfast. Han tog 1888 patent på et pneumatisk (luftfyldt)dæk til cykler; året efter grundlagde han en fabrik til fremstilling af disse dæk. I 1900 fik fabrikken navnet Dunlop Rubber Co, Ltd. og begyndte fabrikationen af pneumatiske bildæk. For at sikre at fabrikken til stadighed havde en uforstyrret tilførsel af rågummi, begyndte Dunlop at købe gummiplantager på Malakka halvøen (Malasya), og i 1926 var selskabet den største jordejer i the British Empire. Men i 1981 startede et salg af gummiplantagerne til de malaysiske investorer. Året efter solgte Dunlop størstedelen af dets europæiske foretagender til det japanske Sumitomo Rubber Industries, INC (d 23/10 1910)

 

1864 Tilbagetoget fra Danevirke. Om eftermiddagen den 4. havde armeens øverstkommanderende general de Meza foretaget en grundig inspektion af Danevirke- stillingen. Han havde fået bekræftet sin opfattelse af, at den ikke ville kunne modstå preussernes angreb. Der manglede både mandskab og barakker; arbejdet med at holde vinterkuldens virkninger borte var overmenneskeligt. I et krigsråd samme aften i Slesvig by blev det besluttet at rømme stillingen, og inden midnat den 5. var den ca 40.000 mand store hær ført bort. Under de største vanskeligheder i snestorm og issalg, men med mønsterværdig disciplin rykkede man nordpå og kom den 6. om formiddagen til Flensborg. På trods af den gode disciplin var tilbagetoget planløst, fordi det blev sat i værk med få timers varsel og skulle holdes hemmeligt. Skønt flere landeveje førte nordpå, blev næsten hele hæren ført ad den samme isbelagte hovedvej i en 20 km lang kolonne. Fjerde brigade, der lå længst mod vest, kom til at tilbagelægge 60 km til fods op til Flensborg. Fjenden opdagede først om morgenen kl 4, at den danske hær havde forladt Danevirke; den optog straks forfølgelsen. Ud over landet vakte rømningen panik. Uden for den snævre kreds af indviede stolede man blindt på Danevirke, Thyras gamle vold, den var uindtagelig. Nu kom efterretningen som et bombenedslag, og overalt råbte man op om forræderi. De Meza krævedes afsat, og konseilspræsident Monrad og kongen ansås for medskyldige. De første dage efter rømningen fandt der optøjer sted i København rettet mod kongeparret og Monrad

 

d Thomas Carlyle, skotsk historiker og essayist; som forfatter spænder C over et stort felt. Med bøger om og oversættelser af tyske forfattere som Schiller og især Goethe bidrog han til at formidle tysk klassisk og romantisk litteratur til England. Han fik sit gennembrud med den delvis selvbiografiske"Sartor Resartus" (Den lappede lappeskrædder, 1833-34). Den er et opgør med intellektuel skepticisme og abstrakt filosofering og illustrerer C’s livsanskuelse og politiske filosofi. Samfundsnormer, dogmer og meninger slides som gamle klæder og må som dem lappes og sys om. Som konservativ havde C kun foragt til overs for Manchester-liberalisternes lassez faire politik; han gik ind for større statslig engagement og reformer i den økonomiske og sociale sektor. I "Chartism" (1839) og "Past and Present" (1843) langede han indigneret ud mod liberalismens hensynsløse udnyttelse af arbejderne i dens stræben efter stadig større materiel velstand. I 1837 kom hans "The French Revolution", der gjorde ham berømt. Den byggede på omfattende studier og glimrede ved sin maleriske stil og skjulte hverken det gamle systems uretfærdigheder eller revolutionens grusomheder. Han fremstod nu som en stærk kritiker af viktoriansk materialisme, nyttemoral og åndsfattigdom. Han hadede middelmådighed, principløshed og åndelig dovenskab. Op mod det satte han de store mænd, de stærke personligheder, "heltene" som skaber historie og leder udviklingen. I "On Heroes, Hero-Worship and the Heroic in History" (1841) og bogen "Oliver Cromwell’s Letters and Speeches" (1843) samt i biografien "Frederick the Great" (1858-65) fremhævede han de store personligheders rolle i historien. I 1840’erne og 50’erne fortsatte C sin bidske kritik af så godt som alle tidens rørelser, vendt både mod gamle privilegier og fordomme og nye ideer. Men kort efter han i 1866 var blevet rektor ved universitetet i Edinburgh, døde hans kone. Dermed brød C faktisk sammen; hans produktion standsede brat; ensom, bitter og menneskesky levede han i London til sin død (f 4/12 1795)

 

1928 d Herbert Henry Asquith; britisk premierminister 1908-1916 og leder af Det Liberale Parti 1908-25. Han var medlem af Underhuset fra 1886. Han var indenrigsminister 1892-95. På denne post gennemførte han en for arbejderne vigtig ulykkesforsikringslov. Efter sit partis valgnederlag i 1895 gled han ud af politik. Ved århundredskiftet kom han atter ind i politik. Han blev finansminister i 1905 og var en af hovedkræfterne bag den liberale valgsejr i 1906. Som premierminister gennemførte han reformer på det sociale område. Ved Parliament Act af 18. august 1911 beskar han Overhusets magt til at standse love allerede vedtaget i Underhuset og åbnede dermed muligheder for en fortsat reformlovgivning. I sin udenrigspolitik arbejdede han for fortsat hævdelse af Storbri-tanniens position som stormagt og var derfor tilhænger af et stærkt militær. Hans bestræbelser for at indføre irsk hjemmestyre strandede på Overhusets modstand og uvilje i Ulster, hvor befolkningen i 1914 truede med væbnet opstand mod det britiske styre. Verdenskrigens udbrud standsede alle forhandlinger om Irlands fremtid. I krigens første år stod A som leder af britisk politik. Men den militære modgang fremkaldte kritik. Bl.a. kritiseredes han for for ikke at udvise tilstrækkelig handlekraft. Hans stilling svækkedes yderligere ved Galipolifiaskoen. Blandt andet på gr. af dårlig forberedelse var den britiske aktion - startet i marts og april 1915 - mod Dardanellerne for at "bombardere og erobre Gallipoli-halvøen med Konstantinopel som det strategiske mål", endt i en katastrofe. Tabstallet var over 200.000 mand. Ved udgangen af 1916 trådte han tilbage og afløstes af Lloyd George. I 1925 blev A adlet som Jarl af Oxford og Asquith (f 12/9 1852)

 

1941 Som eksempel på et klassisk stykke samarbejdspolitik må regeringen efter tyske krav udlevere seks torpedobåde til tyskerne. Selv om regeringen kunne forsvare den ’frivillige’ udlevering med, at det dermed var lykkedes at reducere tyskernes oprindelige krav, vakte besættelsesmagtens nye brud på de tyske tilsagn den 9. april dyb harme blandt danske søofficerer, der hellere ville have sænket skibene. Kongen beordrede flagning på halv på Amalienborg og markerede derved sin personlige holdning. Tilsvarende gik orlogsflaget på Batteri Sixtus på halv i stille protest. Også briterne lod i en ikke særlig hemmelig og endnu mindre diplomatisk note forstå, at grænsen for danske indrømmelser gik ved militære bidrag til Det Tredje Riges oprustning. Den britiske protest blev i BBC fulgt op af en særdeles voldsom kampagne mod udenrigsminister Scavenius

Til top        6. februar

 

46 f.Kr.f. Slaget ved Tapsus. Det blev udkæmpet i borgerkrigen (49-46 f. Kr. fødsel) mellem Pompejus og Caesar om magten i romerriget. Slaget blev krigens sidste og afgørende, for det lykkedes Caesars soldater at tilføje Pompejus støtter et eklatant nederlag. Tapsus var en nordafrikansk havneby ca. otte km. fra nutidens Teboulba i Tunesien. Quintus Metellus Scipio, Pompejus svigerfar, ville undsætte den af Caesars tropper belejrede Tapsus. Han opstillede sine styrker, 14 legioner og 10.000 kavalerister. Caesars officerer mistede kontrollen over deres mandskab, det stormede frem, overmandede fjenden og nedslagtede 10.000 af Pompejus legionærer. Tre uger efter sejren havde Caesar eroberet de romerske besiddelser i Afrika

 

1515 d Aldus Manutius, italiensk humanist og bogtrykker; allerede i sin levetid var han berømt for sine korrekte og veludførte tekstudgaver af græsk og latinsk oldtidslitteratur; hans tanke at samle, redigere, trykke og distribuere til en symbolsk pris al væsentlig klassisk græsk litteratur var af mange grunde et hasarderet foretagende. Bl.a. skulle der udformes og fremstilles latinske og græske tryktyper, der skulle ansættes og oplæres sættere og trykkere. Den første udgave, der kom fra M’s trykkeri i Venezia, var en græsk-latinsk grammatik (1495), samme år begyndte han at udsende Aristoteles værker på originalsproget. I 1497 udgav han en græsk-latinsk ordbog, som han selv havde udarbejdet. M vedblev nemlig at være filolog midt i sin forlæggervirksomhed. Således kunne han i 1502 trykke sin egen "Rudimentata grammatica linguae Latinae". Herefter kom den ene efter den anden af de de klassiske græske forfattere. Til sine latinske tryk lod M fremstille en elegant halvhøj skrifttype. Det er den type, der i dag på engelsk kaldes italics (svarende til dansk kursiv). Sammen med andre venezianske lærde grundlagde han i 1500 Neacademia (Det Nye Akademi), hvis formål var at erhverve, udgive og offentliggøre klassisk græsk litteratur. (f 1449)

 

1531 Det Schmalkadiske Forbund oprettes. For under Reformationen at modstå den katolske, tyske kejser Karl 5. i dennes angreb på den netop oprettede lutheranske kirke indgår de fleste af Europas protestantiske fyrster i Schmalkalden i det østlige Tyskland forsvarsforbundet Det Schmalkaldiske Forbund. Den umiddelbare grund var den beslutning rigsdagen i Augsburg offentliggjorde den 19.november 1530. Den truede de protestantiske fyrster med retsforfølgelse og fredsløshed, såfremt de holdt fast ved deres protestantiske tro og ikke gav tilbage til den katolske kirke den jord, de havde konfiskeret. I spidsen for forbundet stod fyrsterne Philip af Hessen og Johan Frederik I af Sachsen. Da han frygtede, at forbundet ville indgå alliancen med hans værste fjende Frans I af Frankrig, gav Karl 5. det i første omgang sin de facto anerkendelse. Den varede til 1544, da Karl sluttede fred med Frans. Han startede da krig mod de lutheranske fyrster, og tre år senere var deres forbund effektivt besejret og opløst

 

1665 f Anne Stuart, dronning af England, Skotland og Irland 1702-14 og fra realunionen med Skotland i 1707 af Storbritannien og Irland; datter af Jacob II og Anne Hyde. A var opdraget i den anglikanske tro og så det som sin hovedopgave at sikre den protestantiske tronfølge i England. Hun støttede sin svoger Vilhelm af Oranien mod sin katolske far, der var blevet afsat i 1688. I 1702 efterfulgte hun Vilhelm på den engelske trone i henhold til Act of Settlement. På mange måder var Annes regentperiode en stor tid for England: Swift og Pope var i gang med at forfatte deres værker, Christopher Wren var i gang med opførelsen af St. Paul’s Cathedral, og Locke og Newton fremlagde deres teorier. De mange engelske sejre i Den Spanske Arvefølgekrig (1701-13) gav England en magt, der var større end nogensinde, og ved fredsslutningen i Utrecht i 1713 blev grunden til Englands koloniherredømme lagt. I 1707 skete den vigtige forfatningsændring med Act of Union mellem England og Skotland, hvorved Storbritannien blev skabt. Anne Stuart var gift med prins Jørgen (George) af Danmark (Frederik 3.s næstældste søn og bror til Christian 5.), med hvem hun fik 17 børn; kun fem var levendefødte, og de døde alle som små. Anne blev den sidste Stuart på den engelske trone. Ved hendes død gik tronen over til huset Hannover (Georg 1.) (d 1/8 1714)

 

d Karl 2. engelsk konge 1660-1685, søn af Karl 1. og dronning Henrietta Maria; efter faderens afsættelse og henrettelse i 1648 boede han i Frankrig. I februar 1649 udråbtes han til konge i Skotland og Irland, men et forsøg på i 1651 at erobre England med skotternes hjælp mislykkedes. Ved Cromwells død i 1658 døde samtidig forsøget på at gøre England til en puritansk republik. England var nu uden fast ledelse, og mange af Karl 1.s tidligere modstandere gik sammen med loyale Stuarttilhængere om at bringe Karl 2. på tronen. Da Karl anslog en forsonlig tone, kunne han i foråret 1660 gå i land i Dover og ride i triumf til London. Som faderens blev også K’s regeringstid fuld af modsætninger. Der var strid om trosspørgsmål og om grænserne for kongens magt, men der kom ingen ny borgerkrig. I modsætning til sin far valgte K at give efter, når modsætningen mellem ham og parlamentet blev for store. I 1673 demonstrerede parlamentet sin magt ved at vedtage The Test Act, der udelukkede enhver, der ikke tilhørte den anglikanske statskirke fra embeder. Karl var afhængig af parlamentets skattebevil-lingsret. Det medførte, at han hverken formåede at få opfyldt sit ønske om at knytte sin udenrigspolitik til Ludvig 14. eller at gennemføre den tolerancepolitik over for katolikkerne, som var en hjertesag for ham. Han undlod at erklære sin katolicisme åbent, men de religiøse forhold forblev særdeles omstridte, ikke mindst fordi hans bror tronfølgeren, den senere Jacob I var erklæret katolik. I maj 1662 blev han gift med den portugisiske prinsesse Catharina af Braganza; ægteskabet forblev barnløst (f 29/5 1630)

 

f Ugo Foscolo, italiensk forfatter; han blev politisk forfulgt helt fra sit første skuespil "Tieste" (1797), og med oden "A Bonaparte liberatore" (1797) gjorde han det klart, at han kæmpede for et selvstændigt Italien. Hans håb om at se Napoleon Bonaparte som Italiens befrier blev gjort til skamme, da den franske kejser overlod Venezia til Østrig. F’s første hovedværk er romanen "Le ultime lettere di Jacopo Ortis" (1798), en selvbiografisk brevroman, inspireret af Goethes Den unge Werthers lidelser, og efter mønstret fra Goethes værk ender den med hoved--personens selvmord. Årsagen er både fædrelandets og kærlighedens misere. Karakteristisk for F’s liv var hans politiske engagement, hans gradvise desillusionering, hans rastløshed og lidenskabelige kærlighedsliv, og hans forsøg på at optræde som den kritiske og fri forfatter. Brevdigtet – 295 urimede 11 stavelsers-vers - "Dei sepolcri" (1807, dansk Gravene, 1954) handler om døden og om gravsteder som en ubrudt forbindelse gennem tiden til de store myter, fædrelandets historie, fortidens genier og de afdøde, som hver enkelt har elsket. I senere politiske skrifter, bl.a. "Sulla origine e i limiti della giustizia" hævdede han i modsætning tidlige skrifter, at folkets demokratiske revolution var en utopi. En lignende politisk pessimisme findes i tragedie "Aiace" (1811). Foruden skønlitterære og politiske arbejder, skrev Foscolo litteraturkritiske arbejder og regnes som en af grundlæggerne af moderne litteraturanalyse (d 10/9 1827)

 

1804 d Joseph Priestley, britisk amatørkemiker, præst og filosof; på gr. af sine liberale anskuelser i religiøse og politiske spørgsmål og fordi han forsvarede den franske revolutions ideer, blev forholdene efterhånden så vanskelige for P, at han i 1794 forlod England og slog sig ned i USA. Priestleys navn er fremfor alt knyttet til undersøgelse og opdagelse af en række gasser, først og fremmest ilt, som han opdagede 1774 og påviste, at den grønne plante er i stand til i dagslyset at udskille ilt af kuldioxid. I 1772 opdagede han hydrogenchlorid, ammoniak i 1773/74, svovldioxid i 1775 o.fl. Priestley har også æren for at have opfundet sodavand (1772). Denne opdagelse skyldes, at han på daværende tidspunkt boede i nærheden af et bryggeri og derfra kunne skaffe sig store mængder kuldioxid. Når man tager i betragtning, at de fleste af Priestleys skrifter og afhandlinger var af teologisk, filosofisk og politisk art, og at hans beskæftigelse med kemi nærmest var en bibeskæftigelse, er det imponerende, hvor mange vigtige og grundlæg-gende kemiske iagttagelser og opdagelser, han gjorde. Det meste af hans øvrige livsværk er for længst glemt. Resultaterne af hans eksperimentelle undersøgelser over gasser vil imidlertid fortsat leve i kemiens historie (f 13/3 1733)

 

Som det netop selvstængige Grækenlands første konge går den unge prins Otto af Bayern i land i Piræus

 

1839 f Caroline Testman, kvindesagspolitiker; hun ønskede at studere, men fik ikke lov da det var i strid med familiens traditioner. Ved selvstændig læsning søgte hun derfor at skaffe sig de fornødne kundskaber Under et halvandet års ophold i Italien fik hun rejsebreve optaget i "Fædrelandet". Hun kom i forbindelse med ægteparret Matilde og Frederik Bajer og blev 1871 medstifter af Dansk Kvindesamfund, for hvilket hun var sekretær og kasserer til 1883. I forlængelse af hendes egne ønsker om en egentlig uddannelse blev hun ivrig forkæmper for oprettelse af fagskoler for kvinder. 1872 oprettedes Handelsskolen for Kvinder, 1874 Søndagsskolen for arbejderkvinder. Sidstnævnte var et forsøg på at få arbejderkvinder tilknyttet bevægelsen. I 1876 stod T bag oprettelsen af Tegneskolen for Kvinder. T var forstander for såvel handelsskolen som søndagsskolene (d 1/9 1919)

 

 

Storbritannien og maorihøvdinge indgår Waitangitraktaten, der lægger New Zealand under britisk overhøjhed. Den stadig større britiske indvandring til New Zealand fik i 1838 den britiske regering til at gå ind for i al fald delvis inkorporering af New Zealand under den britiske krone. I juli udnævnte regeringen flådeofficeren William Hobson til generalguvernør i New Zealand, og han lagde hele New Zealand ind under kronen. Nordøen blev overladt af maorihøvdinge, og sydøen hævdede briterne, de havde ret til, fordi de havde opdaget den. Inden Hobson erklærede New Zealand britisk, gennemførte han en række forhandlinger med nordøens høvdinge. Resultatat af disse forhandlinger blev Waitangitraktaten. Iflg. den overlod maorierne deres herredømme over nordøen til den britiske krone mod lovning om beskyttelse og fortsat besiddelse af deres landområder. De gik også med til for fremtiden kun at sælge jord til den britiske krone. Endvidere lovede Hobson at foretage undersøgelser af tidligere salg af jord til private for at se, om alt var gået retfærdigt til

 

f Johan Baune, århusiansk købmand; efter at have gennemgået en uddannelse som handelsmand – såvel praktisk som teoretisk - fik han ansættelse hos Otto Mønsted i Århus. December 1878 løste han borgerskab og etablerede sig som købmand i Århus under firmanavnet Johan Baune & Co. med forretning i korn, foderstoffer og smør. I løbet af få år oparbejdede han en betydelig import- og eksportvirksomhed, hvilket var så meget mere bemærkel-sesværdigt, som han havde Hans Broges og Otto Mønsteds tidligere skabte og langt større forretninger at konkur-rere med. Allerede inden århundredskiftet var han en meget rig mand. Fra 1890’erne begyndte Baune som andre købmænd at importere bomuldsfrøkager i hele ladninger. På grund af risikoen sluttede han sig i 1896 sammen med andre importører i branchen og stiftede Korn- og Foderstofkompagniet, for hvilket han var formand fra 1916 til 1930. Herefter virkede B kun som smøreksportør. 1905-26 var han medlem af Københavns smørnotering, men ellers var alle hans offentlige hverv knyttet til det århusianske forretningsliv. I 1897 var han medstifter af Th. Sabroe & Co., for hvis bestyrelse han var formand i årene 1897-1931. Transport og kommunikation havde B’s særlige bevågenhed. Han var formand for Jydsk-Engelsk Dampskibsselskab 1886-1906, for Hads-Nings- Herreders Jernbaneselskab 1907 til 1930 og for Jydsk Telefon 1917 til 1920. Han var 1891-97 medlem af Århus byråd og medlem af havneudvalget 1894-1917 (d 15/6 1933)

 

Slaget ved Sankelmark. Lidt før kl. 10 indhentede de forreste østrigske kavaleripatruljer bagtroppen og forstyrrede ved gentagne angreb bagtroppen af den danske hær under tilbagetoget fra Dannevirke. Det blev overladt 7. brigade (1. og 11. regiment) under oberst Max Müller at holde forfølgerne stangen, indtil den øvrige hær var samlet i og omkring Flensborg. Under tidligere manøvrer havde man fundet terrænet ved Sankelmark velegnet til en arrièregardes forsvarskamp. Slesvig-Flensborg landevej løber her gennem en smal snævring mellem Sankelmark sø i vest og nogle høje kratbevoksede bakker i øst. Max Müller havde sin egen opfattelse af, hvordan en kamp skulle føres. Han opgav at besætte højderne, idet han ikke tillagde ildkampen større værdi, den kunne blot indlede en infanterikamp, mens afgørelsen skulle fremkaldes ved bajonetangreb i kolonner. På det punkt var han af samme mening som sin østrigske modpart, hvilket resulterede i meget store tab for dem begge. Efter indledende artilleribeskydning gik 6 fjendtlige kompagnier til angreb, der i første omgang blev drevet tilbage med svære tab. Nogle af de danske kompagnier svarede igen med et modangreb, men under nærkampene mistede de kontakt med hinanden og blev drevet tilbage i delvis opløsning. En væsentlig grund til kompagniernes ukoordinerede kamp var, at deres regimentschef svigtede. Han forlod kamppladsen for at følge sin lettere sårede adjudant til en forbindingsplads. Da Max Müller så resterne af 1. regiment på flugt, beordrede han 11. regiment frem til bajonetangreb. Dette regiment – bestående af vendelboer - var ikke blevet mere rystet af at se 1. regiments skæbne og flugt, end at det udførte angrebet med stor voldsomhed og fasthed, så der blev skaffet luft til et ordnet tilbagetog imod en ny stilling ved Bilskov kro. Ved 17-tiden, da mørket faldt på, ophørte kampen, og 11. regiment indtog forpoststillinger. De danske tab ved Sankelmark var 763 mand, heraf 53 faldne og 157 sårede, resten fangne. Østrigerne havde mistet 95 faldne, 311 sårede og 27 savnede (tallene er fra det preussiske generalstabsværk); senere danske kilder siger i alt 680 faldne og sårede østrigere. Det danske formål med kampen ved Sankelmark blev nået: den danske hær nåede i god behold til Flensborg, hvor 7. brigade snart efter sluttede sig til den

 

 

1866 f Ingeborg Stuckenberg, forfatter; hun blev født i København, i et velstående grossererhjem; efter endt skolegang begyndte hun en uddannelse på Tegne- og Kunstindustriskolen for kvinder. Hun opgav uddannelsen efter forlo-velsen i 1884 med Viggo Stuckenberg. De blev gift i 1887 og flyttede ind i "kartoffelrækkerne" ved søerne i København. Deres hjem blev et valfartssted for 1890’ernes kunstnere og forfattere. Ingeborg S var kredsens muse, kritiker og inspirator, men hendes selvstændige litterære virksomhed stod i skyggen. Viggo Stuckenbergs roman "Fagre Ord" (1895) er væsentlige dele skrevet af Ingeborg. Det eneste, hun selv fik trykt, er novellen "Badegæster" (1889), der kom som føljeton i Kjøbenhavns Børstidende. Ægteskabet var stormfuldt, og efter flere brud og med efterfølgende forsoning indskibede Ingeborg Stuckenberg sig i 1903 på et emigrantskib til New Zealand sammen med sin elsker. Emigrationen var en katastrofe, som beskrevet i de posthumt udgivne "Korte Breve fra en lang Rejse" (1986). Ingeborg begik selvmord i 1904. Hendes skæbne er beskrevet i romanen "Ingeborg" (1985) og i tv-serien "To som elsker hinanden" (d 12/8 1904)

 

f Wladyslaw Gomulka, polsk kommunistisk politiker; han begyndte sin politiske karriere i fagbevægelsen og blev fagforeningssekretær 1927 og aktivt medlem af det polske kommunistparti. Efter 1939 var han en af lederne af det illegale kommunistparti. 1942 blev han sekretær i partiets Warszawa-gruppe og 1943 sekretær i central-komiteen; samme år kommunistpartiets førstesekretær (til 1948). Han var vicestatsminister i Lublinregeringen 1945 (til 1948). Sept 1948 blev han afskediget fra sine stillinger i partiet, anklaget for nationale og titoistiske opfattelser. Herefter sad han fængslet 1951-54. Efter den sovjetiske 20. Partikongres i 1956 rehabiliteredes G og efter arbejderurolighederne i Polen samme år overtog han atter posten som generalsekretær. Han indledte en række økonomiske reformer og en vis politisk liberalisering - det polske forår. Men fra 1957 begyndte han igen at stramme kursen og holdt sig i de flg. år nær til USSR både magtpolitisk og ideologisk. I forbindelse med løn-strejker og opstande i 1970 måtte G trække sig tilbage som partileder til fordel for E. Gierek (d 1/9 1982)

 

1910 f Eilif Krogager, præst, rejsebureaudirektør; efter at være blevet cand. theol. i 1934 var K 1935-72 præst i Sneum-Tjæreborg. I 1950 begyndte han at arrangere busture til udlandet, og året efter dannede Krogager rejseselskabet Nordisk Bustrafik, der siden under navnet Tjæreborg Rejser udviklede sig til Skandinaviens største rejsekoncern. Virksom-heden blev i 1962 udvidet med charterluftfartsselskabet Sterling Airways, der i en periode var verdens største charterselskab. I 1967 stiftede Krogager den almennyttige Tjæreborg Fonden og blev formand for fondsbesty-relsen. I sine senere år virkede han som konsulent Tjæreborg Rejser samtidig med, at rejse-virksomheden gradvis blev afviklet. Sterling Airways blev solgt i 1987, og Tjæreborg Rejser solgtes i 1989 til Spies-koncernen (d 7/1 1992)

 

1912 f Eva Braun, Hitlers elskerinde og hustru; hun var uddannet laborant. I september 1931 blev hun Hitlers elskerinde. De havde mødt hinanden hos Hitlers fotograf, Heinrich Hoffmann, hvor Eva Braun arbejdede som salgsassistent. Hitler ville ikke vedstå forholdet, følgelig kom Eva Braun ikke med til Berlin, da Hitler blev rigskansler i 1933. Hun blev i München og på Berghof og spillede ingen politisk rolle. Hitlers undskyldning for ikke at gifte sig med Eva Braun var, at han allerede var gift med det tyske folk. I modsætning til andre mægtige mænds elskerinder opnåede Eva Braun som ovenfor nævnt aldrig nogen politisk indflydelse. Hun var psykisk ustabil og forsøgte flere gange at begå selvmord. Hun sluttede sig til Hitler i Berlin i april 1945, da krigen var tabt for Tyskland. Allerede i forbindelse med mordforsøget på Hitler den 20. juli 1944 havde Eva Braun betroet ham: "Fra vort første møde svor jeg, at jeg ville følge dig hvor som helst, selv i døden. Jeg lever kun for dig, elskede." Den 29. april 1945, dagen før de begge selvmord i førerbunkeren, blev de gift (d 30/4 1945)

 

1923 d Edward Emerson Barnard, amerikansk astronom; fra 1887 var han ansat ved Lick-observatoriet i Californien og fra 1895 til sin død professor i praktisk astronomi ved Yerkes-observatoriet i Wisconsin. B var pioner inden for astrofotografering og gjorde mange opdagelser. I 1892 opdagede han Jupiters femte måne, Amalthea og i 1916 den stjerne, som fik hans navn. Barnards stjerne er en svagtlysende rød dværgstjerne i stjernebilledet Slangebæreren. Den er ikke synlig med det blotte øje; den er den næstnærmeste stjerne til Solen med en afstand på seks lysår. Stjernen har den største kendte egenbevægelse. En karakteristisk bølgen i bevægelsen tyder på, at den har en eller flere planeter eller meget lyssvage ledsagestjerner (f 16/12 1857)

 

 

1943 Det tyske mindretal i Sønderjylland erklærer at ville deltage i Tysklands landesorg over Stalingrads fald

 

1952 d Georg 6. engelsk konge 1936-52; næstældste søn af Georg V og dronning Mary. Hed Albert og var hertug af York, til han blev konge, da hans bror Edward 8.lbdicerede. Georg er far til dronning Elisabeth 2. og prinsesse Margaret Rose (f 14/12 1895)

 

1958 Syv spillere - kaldt "Busby Babes" - fra Manchester United er blandt de 23 dræbte, da deres fly under en kraftig snestorm styrter ned under starten i München lufthavn. Hårdt kvæstet overlevede holdets træner, Matt Busby, ulykken. Manchester United havde netop vundet Europa Cup’en

 

 

Til top        7. februar

1301 Edward Caernavon (Edward 2.) bliver den første prince of Wales

1478 f Thomas More, engelsk statsmand og forfatter; 1503 blev han medlem af parlamentet, men pådrog sig snart Henrik 7’s uvilje ved sine angreb på kongens finansstyre. Under Henrik 8. avancerede M 1529 efter Wolseys fald til posten som lordkansler, men allerede 1532 nedlagde han sin post på gr. af uoverensstemmelser med Henrik 8. om dennes antikatolske politik. Uoverensstemmelserne voksede, da M efter kongens "skilsmisse" fra Katharina af Aragonien ikke ville anerkende gyldigheden af det kongelige ægteskab med Anne Boleyn. Da han endvidere nægtede at aflægge ed på arvefølgeloven, der indeholdt en afvisning af pavelig overhøjhed over England, blev han i april 1534 indsat i Tower og efter en rettergang halshugget. M hørte til tidens betydeligste humanister, han stod i brevveksling med Erasmus af Rotterdam, og hans fromhed skaffede ham en stærk position i den katolske kirke; han blev helgenkåret i 1935. Mores politiske forfatterskab var båret af afsky for revolution og af kærlighed til fornuftige reformer. Hans berømteste værk er "Utopia" fra 1516, hvori han skildrer en idealstat. Inden han skrev Utopia, havde han skrevet en "Richard III’s historie", men da dens holdning gik skarpt imod overklassen, og overklassen sad på magten, fandt More det klogest, den ikke blev trykt. Det skete efter hans død. Shakespeare byggede sit drama om Richard 3. på den. Det og biografien, hvis ry skuespillet udbredte, må bære noget af ansvaret for Richards dårlige rygte i eftertiden (d 6/7 1535)

 

1560 d Baccio Bandinelli, italiensk billedhugger, hvis manierist arbejder var påvirket af Michelangelo og som var værd-satte af Medicierne i Firenze i anden halvdel af 1500-tallet. Han blev uddannet som guldsmed af sin far, der var i tjeneste hos medicierne. Da B viste interesse for at arbejde med skulptur, lod faderen ham arbejde i billedhugger Giovanni Rusticis værksted. Et klogt valg for B blev en af de mest fremtrædende kunstnere ved hoffet hos Cosimo I Medici, storhertug af Toscana. B grundlagde et akademi for kunstnere i Vatikanet i 1531 og et i Firenze ca 1550. Underretning om hans liv findes hos Vasari og i Benvenuto Cellinis Selvbiografi; i denne beskrives B som misundelig, ondskabsfuld og talentløs. B’s overleverede arbejder afslører ham imidlertid som en bedre kunstner end beskrevet af hans samtidige kollegaer. Hans kopi af Laokoon, hans monumentale figurgruppe "Herkules og Cacus" (1530-34) opstillet foran Palazzo Vecchio i Firenze hans 88 relieffer på korskranken i Firenzes domkirke forklarer den popularitet han nød ved Medicihoffet. I Rom udførte B de to gravmæler for Medicipaverne Leo 10. og Clemens 7. i kirken Santa Maria sopra Minerva (1536-42). I sine senere år blev han i popularitet overgået af Cellini og Ammannati. Kort før sin død udførte han med sin søn sit gravmæle opstillet i kirken SS. Annunziata. Fra 1547 ledede han arbejdet med bygningen af Firenzes domkirke (f 12/11 1493)

 

1606 døbt Nicolas Mignard, kaldt Mignard d’Avignon fransk maler; opholdt sig 1635-36 i Rom. Blandt hans arbejder er alterbilleder, portrætter og mytologiske scener. Indtil 1660 var han mest beskæftiget i Avignon; derefter i Paris, hvor han deltog i udsmykningen af rummene i Tuileries-slottet (d 20/3 1668)

 

1700 f Philippe Buache, fransk kartograf (d 24/1 1773)

 

1793 d Carlo Goldoni, italiensk dramatiker; han blev uddannet som jurist, men var tidligt begyndt at skrive tragedier i tidens frankiserende stil. Da en af dem "Belisario" (1734) blev en succes, fandt G, at hans livsopgave var ved tearet, men ikke i den tragiske genre. Støttet til det eksempel Molière havde givet franske teater, ville han skabe en italiensk karakterkomedie. Han forlod sin juridiske karriere, allierede sig med en skuespillertrup, aftalte at levere til dens brug 16 nye komedier pr. år - og holdt sit løfte. Emner tog han både fra ældre litteratur og fra sit eget rige fond af oplevelser. Dialogen lagde han tæt op ad dagligtale, hvadenten han skrev på italiensk, venetiansk eller fransk. I 1762 accepterede G en indbydelse til at assistere La Comédie italienne i Paris. Afskedsforestillingen i Venezia "Una delle ultime sere di Carnevale" er blevet betegnet som en af de største aftener i italiensk teater-historie og en triumf for G. I Frankrig blev han i 30 år. Til Ludvig 15.s bryllup skrev han på fransk en af sine bedste komedier, "Le Bourru bientaisant". Gennem flere år var han lærer i italiensk for kongens døtre og boede i Versailles. Her skrev han sine "Mémoires". Foruden tragedier, librettoer til (bl.a. Puccinis) operaer og mindre stykker har G forfattet 120 komedier (f 25/2 1707)

 

d Ove Høegh-Guldberg, statsmand; han studerede 1749-53 teologi, derefter historie og blev 1761 professor ved Sorø Akademi. I 1764 blev han lærer for arveprins Frederik - Frederik 5.'s søn i hans andet ægteskab. Efter årene som lærer forblev han i arveprinsens tjeneste. Som dansksindet og stærkt fortørnet over den udhulning af kongemagten, der fandt sted under Struensees styre 1770-72, var han virksom i sammensværgelsen, der 1772 fjernede Struensee. Han var endvidere medlem af den kommission, der dømte Struensee. Efter 1772 spillede H-G en central rolle i dansk politik. Han blev chef for kabinettet og 1776 stats- og gehejmekabinetssekretær. Ikke uden held bestræbte han sig på at vinde den borgerlige middelklasse, der var misfornøjet med de mange fremmede på høje poster i stats- og samfundsliv, for det enevældige styre. I denne henseende arbejdede han for at ansætte borgerlige mænd i statsadministrationen på linje med adelen. Reelt var tiden en stilstands- om end ikke tilbage-gangsperiode; de fleste af Struensees reformer ophævedes, og trykkefriheden begrænsedes (1773). Hans med-virken 1776 ved udstedelsen af loven om indfødsretten betegner fremskridt. Sin interesse for den danske natio-nalitet viste han ved, at arveprinsen fik en fuldstændig dansk uddannelse samt ved at indføre faget dansk i den lærde skole og dansk som kommandosprog i hæren. Ved denne indsats fik han stor betydning for udviklingen af en dansk identitet i slutningen af 1700-tallet. Ved kronprins Frederiks kup i 1784 fjernedes Høeg-Guldberg fra sine poster i statsstyret. Han blev derefter stiftamtmand i Århus; efter sin afgang i 1802 tilbragte han sine sidste år på herregården Hald, som han havde erhvervet i 1798 (f 1/9 1731)

 

f Fr. Paludan-Müller, forfatter; 1835 tog han juridisk embedseksamen, som han dog aldrig gjorde brug af. Han blev forfatter. 1832 udsendte han det shakespearske lystspil "Kærlighed ved Hoffet". Dette sammen med andre værker bl.a. det mytologiske digt "Amor og Psyche" (1834) gjorde lykke både hos kritikere og publikum. Men to bind med digte og skuespil (1836-38) fik en dårlig modtagelse. På en toårig (bryllups)rejse 1840-42 til Paris og Italien fortsatte han sin mytologiske digtning med "Venus" (1841). I samme genre er "Tithon" (1844). Med sit hovedværk "Adam Homo" (1. del 1842, 2. og 3. del, 1849) vendte P-M sig fra mytologien til samtiden og skrev et satirisk digt i ottaver over en idealforladt stræber, som følges fra fødsel til den evige dom, hvor han reddes ikke af fortjeneste, men af nåde. P-M havde ingen tillid til det blot menneskelige. Dramaet "Ahasverus" (1854) er en fordømmelse af den moderne kultur, der er blændværk. I "Kalanus" (1854) stillede P-M en indisk vismand op mod verdensherskeren, Alexander den Store, og kaster verden i støvet for den stille vismand, der sejrer, fordi hans vilje er ren og stor. "Benedict fra Nursia" (1861) er også dramatisk digtning, denne gang om den hellige Benedict i valget mellem det religiøse kald, forsagelsen, og det nemme menneskeliv med dets nydelser. Alder-domsromanen "Ivar Lykkes Historie" (1866-73) er et prosa-modstykke til "Adam Homo" om en mand, der trods modgang og et vanskeligt sind vinder sig selv og sandheden modsat den forløjede Adam Homo. P-M var søn af Jens Paludan-Müller, der 1830-45 var biskop i Århus (d 28/12 1876)

 

f Charles Dickens, engelsk forfatter; efter nogle år som retsreporter for et sagførerfirma begyndte Dickens en karriere som journalist. Han nedfældede mange iagttagelser fra retssalene i litterære skitser som bidrag til nogle af tidens yndede tidsskrifter. Nogle af skitserne samlede han i sin første bog "Sketches by Boz, Illustrative of Every-Day Life and Every-Day People" (1836-37), illustreret med kobberstik. Hurtigt efter begyndte føljetonudgivelsen af "The Posthumous Papers of the Pickwick Club". Den blev en succes, og dermed var Dickens litterære og økonomiske status sikret. Da han i 1842 drog på sin første tur til USA, havde han fået udgivet "Oliver Twist" (1837-39) og "Nicholas Nickleby" (1838-39). Blandt Dickens modne hovedværker, hvis strammere tematik, billedsprog og symbolik adskiller dem fra de mere strukturløse tidlige værker, og som blev til fra midten af 1840'erne, er "Dombey and Son" (1846-48) og "David Copperfield" (1849-50). Den lurvede, men altid opti-mistiske Mr. Micawber heri er et karrikeret portræt af Dickens far. Ved sin død var Dickens i gang med romanen "The Mystery of Edwin Drood", hvis mangel på såvel afslutning som anvisning på en sådan, har gjort den til et af litteraturhistoriens mysterier. Dickens hører til den lange række af samtidige engelske forfattere, der skrev med humanistisk og socialt formål. Næsten alle hans bøger indeholder angreb på institutioner og samfundsforhold, samtidig med de er præget af en til tider naiv, men altid oprigtig tro på menneskelig godhed, der uværgerlig vil udfolde sig under forudsætning af de rette omstændigheder. Det er blevet påstået, at det var Dickens, der populariserede den engelske roman. Han revolutionerede det engelske bogmarked, da han begyndte at sælge sine romaner i små billige hæfter, som udkom en gang om måneden. En roman var sædvanligvis opdelt i 18 hæfter hvert på 32 sider inklusiv illustrationer. På den måde blev Dickens romaner allemandseje, for få romanlæsere var så fattige, at de ikke havde råd til at ofre en shilling om måneden (d 9/6 1870)

 

1824 f William Huggins, engelsk astronom; Huggins reformerede observations astronomien ved som den første at bruge spektroskopi ved bedømmelsen af stjernernes kemiske sammensætning. Hans resultater vedrørende undersøgelserne af stjernernes kemiske sammensætning, blev forelagt for Royal Society i 1863 i afhandlingen "Lines of the Spectra of some of the fixed-stars". Heri påviste han, at stjernerne er sammesat af de samme stoffer som Jorden og Solen. I 1868 opdagede han de såkaldte "uopløste stjernetågers" gasagtige natur; hidtil var de blevet betragtet som ophobninger af stjerner, der var for langt borte til at kunne "opløses" med de instrumenter, der var til rådig-hed. I 1868 påviste han, at kometer udsendte lys fra brændende kulgasser. Arbejdende uafhængig af hinanden var Huggins og Henry Draper de første, som fotograferede en komets spektrum (Kometen 1881 III) den 24. juni 1884 (d 12/5 1910)

 

f Heinrich Hirschsprung, tobaksfabrikant, kunstsamler; stod fra 1858 sammen med sin ældre bror i spidsen for det af faderen grundlagte tobaksfirma; under de to brødres ledelse blev firmaet et af de ledende i branchen. H nærede hele livet en brændende kærlighed til kunst og fik opbygget en udsøgt samling af dansk kunsts bedste frembringelser på maler- og tegnekunstens område fra Eckersberg til "fynboerne". Hovedvægten blev lagt på Eckersberg og hans elever, af hvem samlingen rummede en særlig fyldig repræsentation, samt på 1880'ernes malerkunst. H anlagde sin samling efter det princip at vise udviklingen hos den enkelte kunstner ved indkøb af værker fra forskellige tidspunkter af deres virksomhed, et princip som dengang endnu ikke fulgtes ved indkøb til den kgl. Malerisamling, og han havde på et tidligt tidspunkt øje for skitsens selvstæn-dige værdi som kunstværk og sikrede derfor talrige studier og forarbejder. Ved gavebrev af 1. juli 1902 skænkede ægteparret H deres samlinger til "den danske Stat og vor Fødeby Københavns Kommune". Den efter tegninger af H.B. Storck opførte museumsbygning i Østre Anlæg i København blev indviet 8. juli 1911, efter at den Hirschsprungske samling var blevet ophængt. Den rummede ved åbningen 529 malerier, 1670 akvareller, pasteller og tegninger samt 187 billedhuggerarbejder I dens arkiv findes en betydelig samling af danske kunstneres breve og andre bidrag til 1800-tallets kunsthistorie (d 8/11 1908)

 

1837 d Gustav 4. Adolf, svensk konge 1792-1809; søn af Gustav 3. og Sophie Magdalene, dansk prinsesse, datter af Frederik 5. og dronning Louise. Blev konge ved faderens død i 1792 med en farbror som formynder. Gustav overtog selv styret i 1796. Han forsøgte længe at holde Sverige uden for tidens mange europæiske krige, men i 1805 gik han med i den tredje koalition mod Napoleon. I Sverige var der både blandt embedsmænd og officerer udbredt modstand mod kongens udenrigspolitiske kurs, som også snart bragte ulykker over landet. I 1807 måtte Pommern rømmes og Ruslands udtræden af koalitionen – freden i Tilsit 7. juli 1807 – førte til russisk angreb på og tab af Finland i 1808. Da Gustav ville fortsætte krigen og udskrev nye soldater først på året 1809, blev der dannet en sammensværgelse mod ham. Optræk en truende borgerkrig blev afværget ved arrestation af kongen den 16. marts 1809. Rigsdagen erklærede senere kongen for afsat, og i december samme år forlod han med sin familie landet. Under navnet oberst Gustavson førte han siden en omflakkende tilværelse, ofte i yderste nød. Han døde i St. Gallen. Hans lig blev i 1884 overført til Riddarholmskyrkan i Stockholm (f 1/11 1778)

 

1848 d Christen Købke, maler; som dreng flyttede K ind på Kastellet i Kbhvn., hvor hans far havde soldaternes brødforsyning i entreprise. Som 12-årig kom han på Kunstakademiet (til 1832), hvor han som lærer havde bl.a. Eckersberg. K malede nødigt længere borte fra hjemmet, end at han kunne overholde spisetiderne. Men kun 20 år gammel dristede K sig til at foretage en rejse til Århus, hvor han malede sit livs første mesterværk "Parti af Aarhus Domkirke". Efter hjemkomsten begyndte K at male alle de partier fra Kastellet, som han havde været fortrolig med fra barndommen, således "Parti af Kastelvolden set fra et Kornloft i Nærheden" (1831) og "Gården ved Bageriet i Kastellet" (ca 1832) og "Parti udenfor den nordre Kastelport" (1834). I 1830'erne drog K til Nordsjælland for at dyrke Frederiksborg Slots maleriske skønhed, et passende motiv for en dansk maler med nationale følelser: "Frederiksborg Slot ved Aftenbelysning" (1835) og "Et af de små Tårne på Frederiksborg Slot" (ca 1834). I 1834 trak bagermester Købke sig tilbage fra Kastellet, men havde tjent nok til at erhverve et solidt hus ved Blegdammen. K flyttede med, og efter han i 1838 havde giftet sig, blev der indrettet en selvstændig bolig til ham i forældrenes ejendom. Flytningen gjorde uvilkårlig Sortedamssøen og dens nærmeste omgivelser til hans vigtigste jagtmark for motiver. I 1836 malede han det store (106x161 cm) "Parti af Østerbro i Morgenbelysning". Det viser den nuværende Østerbrogade set mod Trianglen med et lille hjørne af søen til venstre. Endvidere "Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro" (1838) og "Efterårsmorgen ved Sortedamssøen" (1838). I 1838 fik K Akademiets rejsestipendium til Italien, hvor han opholdt sig til 1840. Italiensrejsen synes ikke at have føjet noget nyt til hans kunst. I flere år arbejdede han på "Et parti af den italienske kyst ved Middelhavet"; det skulle være hans medlemsstykke til Akademiet. Det blev forkastet - i 1846. Afvisningen forbitrede K. En overgang var han indstillet på at lægge penslerne på hylden og tage arbejde som dekorationsmaler. Så galt gik det ikke, hans sidste arbejder viste en ny arbejdsglæde. Der standsede det; K blev i 1848 ramt af lungebetændelse og døde et par dage efter og blev snart så godt som glemt. Først et halvt hundred år efter hans død, begyndte det at dæmre for hans landsmænd, hvilken stor maler K er. På Bruun Rasmussens auktioner i København opnåede i juni 1980 K’s maleri af søsteren Cecilie Margrethe Petersen hammerslag ved 530.000 kr og blev hermed Danmarks hidtil dyreste maleri (f 26/5 1810)

 

1885 f Sinclair Lewis, amerikansk forfatter; studerede ved Yale universitet og deltog 1906-07 i Upton Sinclairs utopiske socialisteksperiment, Helicon Hill. Derefter arbejdede han en årrække som freelance journalist. I disse år var han på stadig rejse i USA og udsendte flere middelmådige romaner. I 1920 udgav han romanen "Main Street", som blev en succes. I romanen blev livet i en typisk småby i det amerikanske midtvesten kritisk vurderet. Den var den første i en lang række romaner med satiriske skildringer af amerikanske samfundsforhold og af gennemsnits-amerikanerens livsform og tankesæt. I "Babbit" (1922) skildrer L en gennemsnits amerikansk forretningsmand i de brølende 20'vere. "Elmer Gantry" (1927) afdækker religiøs humbug. Karakteristisk for L’s romaner er den reportageprægede behandling af dokumentarisk og aktuelt samtidsstof; således om lægestanden i "Martin Arrowsmith" (1924), om amerikanernes møde med Europa i "Dodsworth" (1929) og om amerikansk straffelovgivning i "Ann Wickers" (1933). Blandt hans senere bøger er "It Can't Happen Here" (1935) om det totalitære system, som truer demokratierne. Om racefordomme skrev han i "Kingsblood Royal" (1947). I 1930 fik L nobelprisen i litteratur (d 10/1 1951)

 

d Antoine Joseph (Adolphe) Sax, belgisk/fransk instrumentmager; efter at have studeret - med speciale i fløjte og klarinet - på konservatoriet i Bruxelles kom S i 1842 til Paris, hvor han fremviste sin opfindelse saxofonen. I 1857 blev S lærer i saxofon ved konservatoriet i Paris. I sine senere år forbedrede S flere andre instrumenter, men dog uden at få nogen økonomisk gevinst ud af det, og i sine sidste år levede han i fattigdom (f 6/11 1814)

 

f Jacob Paludan, forfatter; han begyndte sit forfatterskab efter en rejse til Amerika 1920-21 med romanen "De Vestlige Veje" (1922), der ligesom "Søgelys" (1923) og digtsamlingen "Urolige sange" (1923)udtrykker en fordømmelse af den åndløst mekaniserede, ensrettede amerikanske kultur, der truede den europæiske kulturs ro og individualisme. I de tre værker anslog P dermed et af hovedtemaerne i forfatterskabet: en humanistisk, til tider reaktionær afstandtagen fra teknikkens vold mod de åndelige og menneskelige værdier. Efter romanen "En vinter lang" (1924), kom i 1925 "Fugle omkring fyret", der kontrasterer den rolige, naturgroede livsform og teknikken i profitjagets tjeneste og i 1927 "Markerne modnes", der demonstrerer den moderne livsforms destruktive virkning. P's hovedværk er den store udviklingsroman "Jørgen Stein", fællestitlen for "Torden i syd" (1932) og "Under regnbuen" (1933). Det er en udviklingsroman med selvbiografiske træk, temaet er "årgangen, der måtte snuble i starten", d.v.s. den rodløse krigsgeneration, som P selv tilhørte. Romanen indeholder tillige en skildring af danske stemninger og tilstande i årene 1914-33. Om værket er det blevet sagt, at det både ved sin dybde og sin fornemme stilkunst er en af mellemkrigstidens betydeligste danske romaner. P var virksom som dagbladskritiker og essayist. Inden for sidstnævnte genre har P bl.a. skrevet "Feodor Jansens Jeremiader" (1927), den blev skrevet bl.a. under indflydelse af den øjeblikkelige debat om feminismen. I samme genre er "Aaret rundt" (1929) og "Som om intet var hændt" (1938). Endvidere var han redaktør af Hasselbalchs Kulturbibliotek og medlem af Det Danske Akademi fra dets oprettelse i 1960 (d 26/9 1975)

 

Handelsministeriet meddeler, at ejendomme til beboelse m.v. ikke må opvarmes til mere end 16 grader samt, at der ikke må fyres efter kl. 20.

 

Til top        8. februar

1552 f Thédore Agrippa d'Aubigné, fransk digter og historiker; han var en fremtrædende huguenot og ven med Henrik af Navarra, der i 1610 blev konge af Frankrig som Henrik 4. Som 16-årig stak han af hjemmefra og sluttede sig til huguenotternes tropper og var med i religionskrigens mange træfninger. Han var écuyer (en der tager sig af hestene) hos Henrik af Navarra. Efter Henrik var blevet konge og katolik, trak d’Aubigne sig tilbage til sin ejendom i Poitou. I 1620 blev han landsforvist; herefter levede han i Geneve til sin død. Blandt hans prosaarbejder er "Confession Catholique du sieur de sancy" (udgivet første gang i 1660), en parodi på de noget krogede og spidsfindige forklaringer huguenotter kunne komme med, når de som Henrik 4. konverterede til katolicismen. Som historiker skrev han "Histoire universelle"; den beskæftiger sig med perioden fra 1553 til 1602 med et appendix, der dækker årene til Henrik 4.s død i 1610. Et ufuldendt supplement skulle have bragt værket frem til 1622. Hans betydeligste værk er det store, harmfulde og voldsomme digt "Les Tragiques", som han arbejdede på fra omkr. 1573 til udgivelsen i 1616. Dets emne er de franske religionskriges blodige drama med forfølgelsernes bål og brand og Guds straffedom over forfølgerne. Mens samtidens digtning gav en heroisk skildring af krigen, viser d’Aubigé, hvorledes den rammer både civilbefolkningen og naturen. Med værket placerer Aubigné sig som en af Europas betydeligste barokdigtere (d 29/4 1630)

 

1587 d Marie Stuart, dronning af Skotland; datter af Jakob 5. og Maria af Guise. Blev dronning en uge efter sin fødsel ved faderens død. Opholdt sig som barn i Frankrig og blev her gift med den franske konge, Frans 2. Ved dennes og moderens død vendte M 1561 tilbage til Skotland, hvor hun som katolik og franskvenlig blev set på med mistro af de skotske kalvinister, der også tog afstand fra hendes livsglæde og for dem uortodokse livsførelse. Denne mistro blev ikke mindre, da hun 1565 giftede sig med sin katolske fætter Darnly. Han havde arvekrav på den engelske trone, og nu skulle England og Skotland vindes for den rette tro. Gennem sin sekretær Riccio forhandlede M med paven og Filip 2. Den skinsyge og krænkede Darnley stod 1566 bag mordet på Riccio. Darnley blev myrdet 1567 ved en sammensværgelse, formentlig anstiftet af jarlen af Bothwell, hvem M ægtede kort efter. Ægteskabet med Bothwell fremkaldte oprør, hvorunder M 1567 blev tvunget til at abdicere til fordel for sønnen Jacob (6.). 1568 flygtede hun til England, hvor dronning Elizabeth lod hende fængsle. Fra fængslet konspirerede M mod dronningen og blev 1587 anklaget for meddelagtighed i mordplaner mod Elizabeth, senere dødsdømt og henrettet. Henrettelsen vakte stor opsigt og førte til krig mellem England og Spanien bl.a. med det spanske angrebsforsøg med Den store Armada 1588. Om M er det blevet sagt, at hun ikke var uden skyld i sin skæbne, hun var letsindig, intrigant og uden store planer, men hendes fortryllende ynde, hendes mod og djærvhed har i forbindelse med de ulykker, der ramte hende, skabt sympati og givet hende en strålende romantisk glorie. Således i Schillers drama "Maria Stuart" (f 7 eller 8/12 1542)

 

1612 døbt Samuel Butler, engelsk forfatter; i årene 1663, 1664 og 1678 udsendte han sit digt i tre dele: "Hudibras"; digtet var det første, der satiserede over ideer og ikke over personer. Det er en vittig og kraftig burlesk satire mod puritanerne for deres fanatisme, hulhed, pedanteri og skinhellighed; dets hovedperson er Sir Hudibras, en uvidende, pedantisk, uærlig, gnaven og trættelysten Presbyterianer. Han er langskægget, pukkelrygget og tykmavet. Med sin våbendrager Ralph drager han ud for at gøre ende på almuens forlystelser. B blev uddannet ved the King’s School i Worcester. Efter ansættelser bl.a. hos hertuginden af Kent kom han i tjeneste hos en oberst i parlamentets hær. Han var en stivsindet presbyritaner. Her havde B uden tvivl rig lejlighed til at studere den brogede skare af særlinge, fanatikere og slyngler, der tilsluttede sig puritanernes hær, og hvis "bedrifter" og tosserier blev emnet for hans digt. I Church of England kredse – og efter genindførelsen af kongedømmet dermed de herskende kredse - gjorde digtet overordentlig lykke. Det skal være blevet stærkt gouteret af kongen - Karl 2., der sammen med sin lord chancellor stillede B betydelige honorarer i udsigt. Et løfte der aldrig blev holdt. B døde som en fattig og skuffet mand. Om ham blev det sagt, at det eneste han havde nok af på sine gamle dage var fattigdom og lovprisning (d 25/9 1680)

 

1677 f Jacques Cassini, fransk astronom; efterfulgte i 1712 sin far som leder af observatoriet i Paris; han bidrog til beregning af Jordens størrelse og form ved i 1713 at måle længden af meridianbuen fra Dunkerque til Perpignan; i 1720 offentliggjorde han sine resultateter i "De la grandeur et de la figure de la terre" (1720). Han skrev desuden "Éléments d’astronomie" (1740) (d 18/4 1756)

d Ivan 5. russisk zar 1682-96; yngste søn af zar Alexej Michailovitsch (1645-76) og dennes første kone Maria. Ivan var handicapled af skørbug, havde et dårligt syn og var i sine senere år delvis lammet. Da hans ældre bror zar Feodor III døde i 1682, blev hans halvbror Peter, en søn af Alexej og dennes anden kone Natascha, udnævnt til zar. Men Ivans helsøster Sophia ønskede, at hendes og Ivans gren af familien skulle sidde på magten. Hun fik held med sit forehavende, og rådet – bojar dumaen – erklærede, at såvel Ivan som Peter skulle være zarer med Ivan som "overzar". Selv om et kup i 1689 fjernede Sophia fra hoffet, fik Ivan, der bevarede en forsonende holdning til Peter, lov at bevare sin position til sin død. Han deltog aldrig i regeringssager. Det meste af hans tid gik med bøn, med faster og med pilgrimsrejser (f 6/9 1666)

 

f Daniel Bernoulli, svejtsisk matematiker og fysiker; professor i Skt Petersborg 1725-32 hvor han underviste i medicin og fysik; derefter i Basel professor i anatomi og botanik samt fra 1750 i fysik. I bogen "Exercitationes quedam mathematicae" (1724) demonstrerede han et sikkert håndelag for behandling af vigtige problemer i matematik om bl.a. løsning af differentialligninger ved separation af de variable. Som fysiker er hans hovedværk "Hydrodynamica" (1738) heri findes en generel beskrivelse af væskers strømninger, hvor udgangspunktet er princippet om energiens bevarelse. B gav endvidere væsentlige bidrag til teorien om den svingende streng, idet han påviste, at svingningen af en streng i et musikinstrument er sammensat af et uendeligt antal harmoniske svingninger (d 17/3 1782)

 

d Peter den Store, russisk tsar 1689-1725; da P blev tsar, var det hans mål så hurtigt som muligt at omskabe Rusland til en moderne europæisk stat. 1697 drog han på studierejse til Holland og England; i England arbejdede han på Royal Navy's værft i Deptford, besøgte fabrikker, arsenaler, skoler, museer og overværede et møde i Parlamentet. I både Holland og England engagerede han fagfolk til russisk tjeneste. Ved hjemkomsten gik han i gang med reformerne. Patriarkværdigheden blev stort set afskaffet, og administrationen blev effektiviseret. Der blev startet et offentligt skolevæsen, og da der kom for få elever fra adelen, fik også børn af soldater, embeds-mænd og præster adgang. Den første russiske avis kom på gaden i 1703; Det Russiske Videnskabelige Akademi blev oprettet ved P’s dekret i 1724. Fra 1. januar 1700 introducerede P en ny kronologi i Rusland. Hidtil havde man i Rusland talt årene ikke fra Kr. f., men fra verdens skabelse, nu indførte P den julianske kalender (samme år indførtes i Danmark den gregorianske kalender). P’s udenrigspolitiske mål var at gøre Rusland til en europæisk stormagt med adgang til havet. 1699 sluttedes en langvarig krig mod tyrkerne. Fredsslutningen gav Rusland adgang til Sortehavet. Krig mod Sverige - Store Nordiske Krig - betød, at svenskerne ved freden i Nystad septem-ber 1721 måtte afstå de fleste af deres østersøprovinser. Rusland var nu Østersøens stærkeste stat. I 1703 havde P ved Neva flodens udløb i Den finske Bugt, grundlagt byen, St. Petersborg. Rusland havde fået sit vindue mod vest; i 1712 blev St. Petersborg Ruslands hovedstad (f 9/6 1672)

 

1807 Slaget ved Eylau (ca 100 km syd for Kalingrad i det tidligere Østpreussen). Mens den store franske armé i vinteren 1806-07 lå i vinterkvarter over en 300 km lang front vendt mod øst mod russerne, rykkede en russisk hær ledet af general Bennigsen i slutningen af januar i felten. Benningsen havde til hensigt at trænge ind mellem marskal Bernadottes afdelinger og resten af den franske hær. Han blev opdaget, og det lykkedes Bernadotte at standse den russiske fremrykning. Napoleon lagde da en plan, der kunne betyde, at Benningsen ville blive fanget i en fælde. Men der skete det uheldige for kejseren, at hans kurer blev taget til fange af russerne, så Bernadotte ikke var klar over Napoleons planer. Da Benningsen erfarede Napoleons planer, brød han straks op og trak sig tilbage mod nordøst. Ved Eylau mødtes da den franske og den russiske hær. På gr.af de spredte franske styrker kunne Benningsen være næsten sikker på at vinde, inden forstærkninger nåede frem til Napoleon. Franskmæn-dene foran ham var kun halvt så stærke som han selv, og det russiske artilleri var umådeligt overlegent. Ved det første skær af dagslyset den 8. februar 1807 begyndte de russiske kanoner at tordne. Efter kanonaden kom sammenstødet midt på formiddagen; det kom under sådanne betingelser, at det næsten var umuligt at manøvrere. Det var en voldsom østenvind og snestorm, sneen faldt så tæt, at soldaterne sloges næsten som i tåge. Lidt over kl 10 kom marskal Davouts fortrop marcherende frem gennem sneen. De nyankomne angreb den russiske linje i flanken. Skønt hele Davouts korps ikke var i kamp før kl 14, var Benningsen klar over, at slaget var vendt. Da det næsten var mørkt, kom marskal Neys trætte folk tilsyne på franskmændenes venstre fløj; det skete lidt bagved de russiske stillinger, og nu trak Benningsen sig helt tilbage og rømmede slagmarken. Slaget ved Eylau havde været det blodigste, verden havde set siden slaget ved Malplaquet (11. septermber 1709, Spanske Arvefølgekrig). Russerne havde 25.000 døde og sårede, franskmændene 28.000. Slaget synes at være endt uafgjort. Men det kan også hævdes, at slaget var det første tabte slag i Napoleons karriere. De franske tab var større end russernes. Russerne havde forladt slagmarken, men franskmændene havde ikke været i stand til at forfølge dem og tilføje dem et afgørende nederlag. Russerne led det afgørende nederlag ved Friedland d. 14. juni samme år. Et nederlag der førte til fredsslutningen mellem Frankrig og Rusland i Tilsit den 7. juli 1807

 

f William Tecumseh Sherman, amerikansk general; han blev døbt Tecumseh, fordi hans far beundrede shawnee indianerhøvdingen med dette navn. Faderens døde, da S var ni år; han blev bortadopteret, og hans stedmor gav ham navnet William. I 1840 afsluttede han sin uddannelse på U.S. Military Academy og blev løjtnant i 3. Artilleriregiment. I 1853 forlod han hæren og efter uden at have fået succes i det civile liv, blev han i 1859 leder af Louisianas militære højskole. Da Louisiana i januar 1861 meldte sig ud af den amerikanske union, forlod S sin stilling og indtrådte som oberst i den nordamerikanske hær. Under Den amrikanske Borgerkrig udmærkede han sig i slaget ved Bull Run, hvor han kommanderede en brigade. Han blev generalmajor. Han kæmpede under Grant såvel i slaget ved Shiloh 6.-7. april 1862 som ved belejringen og erobringen af Vicksburg måneden efter. Da Grant i marts 1864 blev overgeneral, fik S Mississippi-armeen. Som fører for denne er han navnlig kendt fra felttoget i Georgia, hvor han erobrede Atlanta (sept 1864). I spidsen for 62.000 mand gennemførte han herfra i perioden 16.november til 22. december marchen mod havet. Inden han forlod Atlanta, beordrede han indbyg-gerne ud af byen og brændte den af. På marchen mod Savannah, som blev indtaget 22. december, gennemførte hans soldater en systematisk ødelæggelse af områdets økonomiske potentiel i et næsten 100 km bredt bælte. Fabrikker og gårde blev lagt i grus, jernbaneskinner blev revet og smeltet til forvredne "Sherman halsbånd". Med ødelæggelserne ville nordstaterne tilintetgøre sydstaternes økonomiske grundlag for fortsat krigsførelse. Efter Savannah drog S gennem Nord- og Syd Carolina erobrede Raleigh og tvang general Johnston til overgivelse med 20.000 mand ved Durham i N-Carolina (april 1865). Efter borgerkrigen deltog Sherman i nedkæmpelse af indianeruroligheder og forfremmedes 1866 til generalløjtnant. 1869 blev han øverstkommanderende for hæren, en stilling han beklædte, til han i 1883 trak sig tilbage (d 14/2 1891)

 

1828 f Jules Verne, fransk forfatter; uddannet jurist og var senere børsmægler samtidig med han var forfatter; hans litterære debut skete med historien "Un Voyage en ballon", som i 1851 blev trykt i børnebladet Le Musée des familles. Succeen kom med "Cinq Semaines en ballon" (1863). Senere fulgte bl.a. "Voyage au centre de la terre" (1864, da. Rejsen til Jordens indre), "Vingt milles lieues sous les mers" (1869, da. En Verdensomsejling under Havet) og "Le tour du monde en quatre-vingts-jours" (1873, da. Jorden rundt på 80 dage). Hans bøger var meget populære og opnåede stor udbredelse. Årsagen til denne yndest skyldtes den fantastiske behændighed, hvormed V forstod at udnytte den moderne naturvidenskab, rejselysten og opdagertrangen; han frugtbargjorde eventyret i sin tids store opfindelser og opdagelser, populariserede resultaterne og digtede problemernes løsning eller videre udvikling i fantastisk retning. På mange måder foregreb V den moderne science fictionroman (d 24/3 1905)

 

f Dimitrij Ivanovitj Mendelejev, russisk kemiker; uddannet i St. Petersborg, hvor han i 1856 blev docent i kemi. 1859-61 studerede han i Heidelberg. I 1865 professor i kemi ved universitetet i St. Petersborg. Mangel på lære-bøger førte til udgivelsen af hans lærebog "Principles of Chemistry " (1868). Udarbejdelsen af denne bog fik M til at beskæftige sig med systematisering af de kemiske grundstoffer og deres egenskaber. Dette arbejde blev anledningen til, han i 1869 kunne offentliggøre sit første bidrag til kemien, nemlig grundstoffernes periodiske system. Mange af de grundstoffer, som er kendte i dag, var endnu ikke opdaget på M’s tid. Dette førte til, at han forudså eksistensen af bl.a. gallium, germanium og scandium og deres egenskaber. Da disse grundstoffer blev opdaget, viste M’s forudsigelser sig at stemme i forbavsende grad. M interesserede sig meget for teknologiske spørgsmål og især for udnyttelsen af Ruslands resurser af kul, salt, metaller og olie. 1893 blev han direktør for justervæsenet og udarbejdede i den egenskab metoder for fremstilling af prototyper både for russiske og metriske enheder. I 1955 blev et nyt grundstof (element nr 101) benævnt mendelevium (Md) til M’s ære (d 2/2 1907)

 

f Vilhelm Bergsøe, zoolog og forfatter, med entomologi som hovedfag tog han i 1860 magistergraden i zoologi. Men allerede da havde Bbegyndt et populærvidenskabeligt forfatterskab, som han fortsatte i 1865 med "Oldenborrens Naturhistorie". Doktorgraden tog han i 1864 med en afhandling om sværdfiskens sidelinjeparasit Thilichthys Ziphiæ. I 1860’erne var plaget af en alvorlig øjensygdom, som gjorde ham næsten blind. Først efter en operation i 1875 fik han synet igen. Det er i disse år, B’s litterære forfatterskab kulminerer. Det skete bl.a. med en af tidligere tiders mest læste danske roman "Fra Piazza del Popolo. Livsbilleder samlede i Rom" (1867). Gennem oversættelse blev romanen også særdeles kendt i Sverige og Tyskland. Hans næste roman "Fra den gamle Fabrik" (1869) er skrevet i Italien og bygger på erindringer om B’s opvækst i den gamle kgl. Porcelænsfabrik i Købmagergade i København. Om B’s forfatterskab er der blevet sagt, at han bl.a. med de her nævnte romaner indtager en betydelig plads i den danske efterromantiks historie. Blandt hans svagere arbejder nævnes romanen" I Sabinerbjergene" (1871) og fortællingen "Falskmøntneren" (1900) (d 26/6 1911)

1860 d Carl Eduard Rotwitt, konseilspræsident og folketingsformand; han blev cand. jur. i 1834 og højesteretsdommer i 1842. Rotwitt blev valgt til Folketinget for Frederikssundkredsen i 1849 og forblev medlem af tinget til sin død. Han sluttede sig nærmest til Bondevennerne, dog med selvstændig holdning i mange enkeltsager. Partiet satte ham ind i mange betydningsfulde udvalg, mens han på den anden side kun sjældent deltog i forhandlingerne i salen. I årene 1853 til 1859 var han folketingets formand. Om hans indsats er der blevet hævdet, at han røgtede sit hverv med dygtighed og takt, og at han også vandt sine modstanderes anerkendelse. Rotwitt var i 1855 blevet amtmand i Frederiksborg. Det skete efter kongens ønske. Rotwitt stod nemlig Frederik 7. og grevinde personlig nær. Da regeringen i efteråret 1859 kom i konflikt med hoffet, menes Rotwitts personlige forbindelser til hoffet at have spillet en rolle, da Rotwitt modtog det ham tilbudte hverv. 2. december 1859 dannede han sin regering i overensstemmelse med Bondevennerne, men ingen af dette partis ledere blev medlem af Rotwitts regering. Den fik straks den nationalliberale opinion imod sig og betegnedes af store dele af pressen som afhængig dels af Bondevennerne dels af grevinde Danner og dennes nære kammerherre Berling. Hverken Rotwitt eller nogen af hans regeringskolleger fik gennemført meget, for kun to måneder efter sin tiltråden døde Rotwitt pludselig af en hjerneblødning (f 2/3 1812)

 

d Robert Michael Ballantyne, skotsk forfatter; skrev en række romaner, som blev meget populære ikke mindst på grund af beskrivelsen af bøgernes hovedperson. De var helte, hvis selvtillid og retskaffenhed førte dem ud i spændende eventyr. Hans erfaringer fra ansættelse i Hudson Bay Company (1841-48) dannede baggrund for hans første bog "The Young Fur-Traders" (1856). Blandt hans mere end 80 bøger er "Dog Crusoe" (1860) og "The Gorilla Hunters" (1862) (f 24/4 1825)

 

Japansk angreb på den russiske flådehavn Port Arthur. Ved 23-tiden stod ni japanske destroyere ind mod den opankrede russiske eskadre i Port Arthurs havn. De russiske skibe var det idéelle mål for et torpedoangreb - opankrede, uden alarmberedskab og fuldt oplyste, mens mange af officererne deltog i et bal, som blev givet af den russiske admirals frue. De japanske skibe gennemførte et lærebogsangreb og undslap, da de første russiske skud lød. Af de seksten torpedoer, som blev affyret, eksploderede de tre, men de ramte de to bedste af de russiske slagskibe. Da de var ukampdygtige i fem uger, lod den russiske admiral - som i det hele taget var en frygtsom mand - sig spærre inde i havnen af den japanske eskadre. To dage efter angrebet på Port Arthur erklærede Japan Rusland krig. Den japansk-russiske krig endte i 1905, og resultatet blev et ydmygende nederlag for Rusland. Iflg. fredsbetingelserne, som blev forhandlet på plads af den amerikanske præsident Theodore Roosevelt, skulle det besejrede Rusland anerkende Japans ret til Korea og overlade den af kineserne tildelte lejeret af Port Arthur og Liao-tung halvøen til japanerne. Endvidere skulle russerne afstå den sydlige del af Sakhalin øen til Japan. Begge parter gik med til at tilbagegive Manchuriet til Kina

 

f Folmer Bendtsen, maler; som helt selvlærd kunstner begyndte han at male samtidig med, han havde en række skiftende jobs som bud, kontorist, klunser og gadehandler m.m. Han debuterede på Kunstnernes Efterårs-udstilling i 1935, var medlem af Kammeraterne 1936-46 og af Grønningen fra 1953. Da Bendtsens billeder realiserede 1930’ernes idealer om det sociale engagement i kunsten, vakte hans værker fra begyndelsen stor opmærksomhed, og han fik ofte gode anmeldelser. Hans kunst er præget af hans indgående kendskab til livsvilkårene og miljøerne i de københavnske yderkvaterer. Her var han født, og her var han vokset op. Kernen i hans produktion udgøres af de mange billeder fra barndomskvarteret omkring Alexandravej på Nørrebro, som han har skildret i al slags vejr og på alle tider af døgnet. Hverdagens omgivelser, skildret i en neddæmpet farveskala og med vægten lagt på døgnets forskelligartede lys og atmosfære, danner ofte kulisser omkring livsbekræftende scenerier. Dem hentede han også på Vesterbro, i Sydhavnen og på Assistens kirkegård, således: "Begravelse, Assistens Kirkegård" (1944, Århus Kunstmuseum). Kun sjældent beskæftigede han sig med andet end motiver fra københavnske arbejder-kvarterer. Om hans kunst er det blevet sagt, at den poetisk farvede hverdagsrealisme var hans typiske form. Bendtsen løste flere store udsmykningsopgaver, bl.a. til byrådssalen på Korsør Rådhus, til kantinen i Radiohuset i København (1949-51) og til Frederiksværk Rådhus (1965); desuden udførte han en lang række litografier (d 6/1 1993)

 

1908 d Ludvig Schrøder, højskoleforstander; han blev cand theol 1860; allerede i studietiden havde S været sjælen i en kreds af unge teologer, der stærkt påvirket af Grundtvig senere blev højskolemænd. 1861 blev han lærer på Rødding højskole og året efter dens forstander. Da skolen efter nederlaget i 1864 - den lå nu syd for grænsen - ikke kunne føres videre som før, flyttedes den til landsbyen Askov få km nord for grænsen. Under S’s ledelse blev denne skole udrustet med dygtige lærerkræfter og fik i løbet af få år stor betydning ikke mindst for den nationale kamp i Sønderjylland. Ved siden af arbejdet på Askov var S aktiv med en omfattende foredrags-og skribent-virksomhed; hans hovedemner var historie og litteratur. Stort indtryk på hans tilhørere gjorde ikke mindst hans foredrag om nordisk mytologi. Indtil århundredskiftet var S ubestridt den danske højskoles ledende personlighed. I 1906 trak han sig tilbage som forstander, men fortsatte som lærer ved skolen til sin død. 1886-90 var han medlem af Landstinget som venstremand (f 19/1 1836)

 

d Gustav Fröding, svensk digter; han var uddannet journalist og var 1887-94 tilknyttet "Karlsstads Tidningen". Efter et par essays i 1890 "Naturalism och romantik" og "Om humor" debuterede han med digtsamlingen "Gitarr och dragharmonika", hvor trækspillet betegner viser om värmlandsk folkeliv, og guitaren mere personlige, vemodige toner. Med samlingen vandt han med det samme og for stedse en plads blandt svensk lyriks ypperste mestre; især digtene om Värmlands natur- og folkeliv betegnede noget nyt ved deres maleriske kraft, friske humor og ejendommelige blanding af folkelighed og forfinelse. Succesen blev fulgt op med med samlingen "Nya dikter" (1894) med bl.a. "Bibliska fantasier" og rolledigte fra fjern og nær, herunder et Zarathustradigt, der viser hans begyndende Nietzsche-påvirkning. Efter udbrud af skizofreni kom hans hovedværk "Stänk och fikar" (1896). Allerede fra sine unge år havde F tilbragt flere perioder på nervesanatorier; i slutningen af 1890'erne indlagdes han på sindsygehospital i Uppsala, og i hans sidste år var hans sind formørket (f 22/8 1860)

 

1921 d Pjotr Aleksejevitj Kropotkin, russisk geograf og anarkist; som officer foretog han mange rejser i Sibirien og Manchuriet og indsamlede et stort materiale om disse områders geografi. Samtidig vakte den lokale befolknings elendige levevilkår ham politisk. Efter flere fængselsophold som følge af illegal politisk aktivitet flygtede han 1874 fra Rusland. Fra 1879 udgav han i Svejts bladet "La Révolte", der var anarkistisk-kommunistisk. I 1917 atter i Rusland. Hans bøger, der er skrevet på engelsk eller fransk, vandt stor udbredelse. Vigtigst er "L'anarchie, sa philosophie - son ideal", 1896. Endvidere "Mutual aid", 1902 (da, "Gensidig Hjælp" 1906). I sine værker kritiserede Kropotkin socialdarwinismens lære om alles kamp mod alle og forsøgte med etnogerafisk, biologisk og historiske argumenter at vise, at menneskets sociale instinkt vil sejre ved hjælp af videnskab og teknik. Revolutionen sker ikke, som Marx siger, ved erobring af statsmagten, men vokser ifølge K frem nedefra med en naturkrafts nødvendighed, ved at bønder og arbejdere overtager og organiserer selvforvalende kommuner. K’s tanker fik størst praktisk betydning ved de anarkistiske samfund, der blev opbygget i Spanien i 1930’erne, og hvor de anarkistiske fagforeninger fik mere end to mio. medlemmer (f 21/12 1842)

 

1924 Den første henrettelse i gaskammer finder sted i Nevada, USA

 

f James Dean, amerikansk skuespiller, der efter sin død fik status som en myte. Inden han døde havde han foruden lidt reklamefilm og tv-arbejde samt småroller kun haft tre rigtige filmroller – "Øst for Paradis" (1955), "Vildt Blod" (1955) og "Giganten" (1956) – om disse filmroller er der blevet sagt, at D her til fuldkommenhed personificerede tidsåndens utilpassede, trodsige, men også yderst følsomme yngling, 50'ernes 'rebel without a cause' (d 30/9 1955)

 

d Max Liebermann, tysk maler og grafiker; efter uddannelse i Weimar var han fra 1872 elev i Paris, hvor han lærte den franske realisme at kende og malede her sit første betydelige arbejde "Gåseplukkersken" (1872). Efter studieophold i Holland, hvor især den hollandske realisme interesserede ham, drog han til Barbizon i 1874 og kom under indflydelse af Millet. I 1880'erne viser hans arbejder overgang fra en dyster totalkarakter til lettere, mere munter kolorit og påvirkning fra fransk impressionisme. I sine malerier dyrkede han nu lyset, og hans malede underklassens mennesker. Motiverne fandt han i børne- og alderdomshjemmene i Amsterdam, blandt hollandske bønder og i krohaverne, i fabrikkerne og værkstederne i sit hjemland. L står som den betydeligste og mest konsekvente blandt de tyske impressionister, desuden var han en af sin tids mest fremtrædende grafikere. I 1898 blev han professor i Berlin, og i 1900 var han med til at grundlægge Berliner-Sezession (f 20/7 1847)

 

Til top        9. februar

d Agnes Sorel, maitresse (Karl 7. af Frankrig); fik efter 1444 som officiel maitresse (maitresse de tire) stor indflydelse på kongen, hvem hun fødte fire døtre. Omkr. 1450 blev Agnes S malet af Jean Fouquet som Madonna med barnet som den ene fløj af det tofløjede Melun-alter udført til Norte Dame i Melun sydøst for Paris. Agnes S kan genkendes som modelllen for Maria på grundlag af en tegning fra 1449 og fra skulpturen på hendes grav i Norte Dame i Loches. Maleriet er i dag i Antwerpen (f ca 1422)

1404 f Konstantin 11., sidste kejser af Det østromerske Rige; han var fjerde søn af kejser Manuel II og dennes serbiske kone, Helene af det makedonske Dragas dynasti. K Med sine brødre Theodor og Thomas indledte K sin politiske karriere med at regere de byzantinske områder på Peloponnes. Da hans bror Johannes VIII Palaeologus døde barnløs, blev K i januar 1449 proklameret som kejser. Et særdeles uheldigt tidspunkt at blive kejser på. Byen havde ikke fortidens styrke. Den fik sit første alvorlige knæk i 1204, da vesteuropæiske korsfarere udplyndrede byen. Ganske vist lykkedes det byzantinerne at genoprette deres kejsermagt i 1261, men venezianerne, der havde stået bag katastrofen i 1204, kontrollerede fortsat vigtige handelsveje mod vest. I 1354 sikrede de ekspanderende tyrker sig kontrollen med Gallipoli og Dardanellerne. Dermed fik de et brohoved i Europa, og i årene 1389-1402 udvidede de deres herredømme på Balkan helt op til Donau. I september 1452 begyndte tyrkerne at samle materiel og mandskab til det endelige angreb på den gamle kejserby, der nu lå som en kristen ø i et muslimsk hav. K gjorde alt, der stod i hans magt, for at organisere byens forsvar. Tilsyneladende sikrede han sig Vestens støtte, da han anerkendte Roms overhøjhed over den græsk-katolske kirke. Men forgæves. Byzans sidste kejser faldt i forsvaret af sin hovedstad (d 29/5 1453)

1518 f Frands Brockenhuus, rigsråd, rigsmarsk; som ejer af godserne Bramstrup og Egeskov var B knyttet til Fyn. I årene 1543-53 var han lensmand på Nyborg slot, hvor han ledede Christian 3.s store befæstningsarbejder; på Fyn gennemførte han den kirkelige nyordning efter reformationen med stor hensyntagen til kongens interesser. I 1554 lod B det nuværende Egeskov opføre. 1562 blev han medlem af rigsrådet og overtog styrelsen af København, Krogen og Abrahamstrup len. 1567 udnævntes B til rigsmarsk og deltog både til lands og til vands i Den Nordiske Syvårskrig og døde af de sår, han fik i krigen (d 14/11 1569)

1555 d brændt John Hooper, biskop af Gloucester, der ved sin død på bålet blev det første prominente offer i den engelske dronning Marie den Blodiges modreformation; omkr 1520 blev han cisterciensermunk. Fra 1539 blev han kendt med og påvirket af reformatoriske skrifter. Da det blev kendt, måtte han forlade England, og i mere end ti år boede han i protestantiske lande, til slut i Zürich, hvor han blev stærkt påvirket af Zwinglis lære. At han havde forladt katolicismen, viste han, da han i Strasbourg giftede sig med Anne de Tserclas. I 1549 vendte H tilbage til England, hvor han blev præst hos hertugen af Somerset og siden hos hertugen af Northumberland. Da han i 1550 blev tilbudt ærkesædet i Gloucester, afviste zwinglitilhængeren Hooper at blive indviet med den engelske reformations moderate ceremonier. En længere strid udviklede sig; men hårdt presset bl.a. med nogle ugers fængselsophold overbeviste ham om, at han ville få større indflydelse som aktiv biskop end som en impotent dissenter. Da den katolske Marie den Blodige besteg den engelske trone i 1553, var H som en af de mest kendte protestanter i fare. Den 1. september 1553 blev han arresteret, dødsdømt 29. januar 1554 og brændt i Gloucester. Ikke kun af sine modstandere beskrives H som en stivsindet person, tungsindig og uden vid og elegance. Han stammede fra en lavere socialklasse, end det var vanligt for engelske reformatorer og optrådte ofte som en selv-bevidst "mand af folket" (f ca 1500)

1655 begravet Caspar Fincke, kunstsmed; den i Sydtyskland fødte og uddannede smed kom tidligt til Danmark. 1610 fik han arbejde på våbensmedjen ved Kronborg. Fra ca 1613 var han mester i København med værksted på hjørnet af Skt. Annagade og Kongensgade. Omkr. 1615 leverede hans værksted fornemme smedejernsgitre til Frederiksborg, og allerede 1618-20 havde han fremstillet sit hovedværk, gitterportene for Christian 4s kapel i Roskilde domkirke; selvbevidst satte han sit signaturvers på arbejdet "Caspar Fincke bin ich genannt, dieser Arbeit bin ich bekannt". 1622-30 var han mestersmed på Hammermøllen ved Hellebæk; januar 1631 blev han kgl. kleinsmed på Københavns Slot, Frederiksborg og Kronborg. Det endnu bevarede gitterværk på Rundetårn er sikkert smedet i hans værksted, ligesom en række gitterporte til adelige gravkapeller i Århus, Odense og Nyborg, der bærer hans karakteristiske mærke, en krydslagt hammer og nøgle. Endnu i sine sidste år havde Fincke kongens gunst; Frede-rik 3. tillod 1650 hans søn Morten Fincke at betjene værkstedet og lod ham blive faderens efterfølger i slotsembedet (f ca 1584)

 

 

1670 d Frederik 3. konge 1648-1670, søn af Christian 4. og Anna Cathrine af Brandenburg; efter sin ældre brors - den udvalgte prins (Christian) - død i juni 1647, var Frederik den nærmeste til at arve tronen. Da faderen døde i februar 1648, kunne han ikke umiddelbart blive konge. Først efter at have underskrevet en håndfæstning kunne han krones den 23. november 1648. Samme år blev han hyldet i Norge. Herefter forbedrede Frederik skridt for skridt sin stilling uden dog at overtræde håndfæstningen. Han fik anbragt betroede mænd på de rigtige poster. I 1657 mente han, det var tiden at få revanche for freden i Brømsebro og indledte krig med Sverige. Den endte ulykkeligt med freden i Roskilde; Karl X Gustavs fornyede angreb blev afslået ved Københavns forsvar, som F tappert deltog i, beredt til at "dø i sin rede". Freden i København 1660 bekræftede dog tabet af Bohuslen og de skånske landskaber. Danmark var udmarvet, og de lavere stænder så hen til Frederik som befrier for adelens magt. Ved stænder-mødet i København efteråret 1660 tvang borgerskab og gejstlighed igennem, at Danmark blev et arverige, og at F blev løst fra håndfæstningen. Januar 1661 udstedte Frederik enevoldsarveregeringsakten, hvorved enevælden blev indført i Danmark og Norge. Frederiks interesseområde var betydeligt. Han var velbevandret i teologi og statsret. Hertil føjedes naturvidenskab, hvortil også alkymi blev regnet. På Københavns Slot indrettedes en række værelser til at rumme Frederiks stadig voksende samling af kunstgenstande, instrumenter og kuriositeter. Andre værelser rummede kongens samling af bøger og håndskrifter. 1. oktober 1643 blev han gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Af deres børn nåede to sønner voksen alder, Christian (5.) og prins Jørgen, der 1683 ægtede Anne af York, senere dronning af England. Også de fire døtre, der nåede voksen alder, blev politisk og standsmæssigt tilfreds-stillende gift; således blev Ulrikke Eleonora 1680 gift med Karl 11. af Sverige. Da havde Frederik hvilet 10 år i sin grav. En lungebetændelse gjorde ende på hans liv (f 18/3 1609)

 

1773 f William Henry Harrison, USA’s præsident 1841; fra 1791 deltog han i krigene mod indianere. I maj 1800 blev han guvernør i de netop oprettede North West indianerterritorier, en stilling han beklædte til 1812. I 1803 fik han desuden den særlige opgave at "forhandle" overenskomster med indianerne; dette resulterede i, at nye store områder blev åbnet for amerikansk bosætning. Utilfredsheden med disse overenskomster fik i 1811 indianerne til at starte fjendtligheder, som dog bragtes til standsning ved deres nederlag i slaget Tippecanoe floden 7. november 1811. H’s deltog i slaget som leder af en afdeling soldater og skaffede sig derved den berømmelse, der bidrog til, han blev USA’s præsident. Også i krigen mod briterne i 1812 deltog H; her var tropper under hans kommando med til at besejre briterne i slaget ved Thames floden 5. oktober 1812. H var medlem af den amerikanske kongres 1816-19, 1819-21 var han medlem af Ohio senat, og 1825-29 medlem af senatet i Washington, DC. I 1828 blev han USA’s første ambassadør i Columbia, men trak sig tilbage året efter. H levede herefter tilbagetrukket, til han i 1835 blev Whig-partiets præsidentkandidat. Han blev ikke valgt ved valget i 1836; det skete ved valget i 1840. Men allerede en måned efter, han var tiltrådt, døde han. Herved blev H den første præsident, der døde i embedet (d 4/4 1841)

 

1801 Freden i Lunéville. De østrigske nederlag i Norditalien - bl.a. Marengo – til franske hære under Napoleons kommanndo tvang landet til fred. Ved freden i Lunéville måtte østrigerne anerkende Frankrigs ret til de "naturlige grænser", Julius Cæsar havde givet Gallien: Rhinen, Alperne og Pyrenæerne. Endvidere måtte Østrig anerkende de fire søsterrepublikker, Den Liguriske, Den Cisalpinske (Nord-Italien), Den Helvetiske (Svejts) og Den Bataviske Republik (Nederlandene). Desuden måtte Østrig garantere, at de verdslige fyrster i Tyskland, som havde afstået land på den vestlige side af Rhinen til Frankrig, skulle have kompensation i konfiskeret kirkegods på østsiden. Denne tildeling skulle finde sted under fransk opsyn. Gennem Lunévillefreden skænkede Napoleon Frankrig, hvad selv Solkongen havde betragtet som umulig, nemlig et Frankrig til Rhinen. Og rundt om landet lå de fire søsterrepublikker, som alle var under fransk kontrol. Freden betød, at Frankrig havde befæstet sin europæiske magtstilling, og at Napoleon - førstekonsulen - havde befæstet sin egen

 

 

d Ernst Schimmelmann, greve, minister; blev som ung ansat i finansadministrationen. Han var med i den kreds, der 1784 medvirkede ved kronprins Frederiks (den senere Frederik 6.) overtagelse af magten. Hans stilling blev herefter faktisk en finansministers. Schimmelmanns forsøg på at råde bod på rigets dårlige økonomi blev kun til halvheder. Statsgælden forblev for stor, pengevæsenet blev kun delvis saneret, og hele finansadministrationen var stadig uoverskuelig. Krigene 1801 og 1807-14 mod England på Napoleons side fremkaldte en fuldstændig statsbankerot. I 1813 måtte Schimmelmann sætte sit navn under på den nye lov om pengevæsenets forandring, der reelt var dommen over hans uheldige finansstyre. Han afskediges samme år som finansminister, men bevarede sin plads i statsrådet og virkede desuden som udenrigsminister 1824-31. Schimmelmann drev godserne Lindenborg og Gudumlund og ejede desuden en række industrielle virksomheder. Således købte han 1763 kongens/statens fire største sukkerplantager på de vestindiske øer sammen med den største sukkerfabrik i København. Han erhvervede statens geværfabrik Hammermøllen i Hellebæk i Nordsjælland 1768. Schimmel-mann var gift med Charlotte Schimmelmann, som var midtpunkt i hjemmet i palæet i Bredgade og på landstedet Sølyst. Sin samtids økonomiske og politiske overklasses interesse for kultur viste Charløotte Schim-melmannn, da hun økonomisk støttede digteren Jens Baggesen og sørgede for økonomisk støtte til den tyske digter Schiller (f 4/12 1747)

 

d Fiodor Dostovjevskij, russisk forfatter; i modsætning til de fleste samtidige russiske forfattere voksede Dostovjevskij ikke op i et adeligt godsejermiljø, men fik sine første bestemmende indtryk i et bymiljø. Hans far var læge i Moskva. Her blev Dostovjevskijs livslange sociale engagement grundlagt. Han blev uddannet ved den militære ingeniørhøjskole i Skt. Petersborg (1841). Han forlod militæret i 1844 for at leve som forfatter. Han debuterede 1846 med brevromanen "Fattige mennesker", samme år kom "Dobbeltgængeren"begge hører til de såkaldte "små værker". Herefter fulgte en strøm af realistiske noveller blandt andre "Værtinden" (1847) og "Hvide Nætter" (1848). Dostovjevskij forbindelse med revolutionære kredse førte til, at han 1849 blev idømt 4 års tugthus i Sibirien, der blev efterfulgt af fire år som menig soldat. Årene 1850-54 tilbragte Dostojevskij i tugthuset i Omsk. Opholdet her fik afgørende betydning for hans udvikling. Samværet med fangerne gav ham dyb indsigt i den menneskelige psyke, og hans opgør med den materialistiske socialisme begyndte, samtidig genfandt han sin "barndoms Kristus" og fik en ny tro på det russiske folk. 1854-59 gjorde han tjeneste i et regiment i Semipalatinsk. I november 1859 fik han tilladelse til igen at bosætte sig i Skt. Petersborg. Efter hjemkomsten kom fangelejrskildringen "Optegnelser fra Det døde Hus" (1860). 1865 kom Dostovjevsskijs nok berømteste roman "Forbrydelse og straf", en beretning om hvordan et nihilistisk livssyn fører til mord, som først kan sones, da forbryderen, studenten Raskolnikov, åbner sig for den sande kristne tro. Det næste hovedværk var romanen "Idioten" (1868-69), hvor han som modstykke til den stolte Raskolnikov viser den ydmyge variant af sit etiske ideal i fyrst Mysjkins Kristuslignede skikkelse. I 1879-80 sættes kronen på livsværket med romanen "Brødrene Karamasov", hvori tre brødre repræsenterer hver sit religiøse og etiske ståsted. Med udgangspunkt i et fadermord viser Dostovjevskij, hvordan gold intellegtualisme og vantro nedbryder personligheden, mens den angrende synder genrejses ved lidelse og tro. Dostovjevskijs død og begravelse udløste landesorg, og siden har hans værker været udsat for mange tolkninger, han er blevet "genopdaget" og erklæret "moderne" adskillige gange (f 11/11 1821)

 

1900 Den amerikanske krigsminister og tennisspiller Dwight F. Davis indstifter Davis-Cup turneringen i tennis. Det er en turnering om verdensmesterskabet for mandlige tennislandshold. Et hold består maksimalt af fire spillere og en holdleder, og hver landskamp, som spilles over tre dage, består normalt af fem kampe, fire singler og en double. I turneringens første match i 1900 besejrede USA Storbritannien. Deltagerantallet blev efterhånden så stort, at man fra 1923 lavede en inddeling i geografiske zoner. Indtil 1971 var det foregående års vinder fast deltager i finalen, hvor denne nation blev udfordret af den bedste af de øvrige. Men fra 1972 har pokalinde-haveren spillet med fra turneringens begyndelse. Siden 1981 har de bedste 16 nationer i den såkaldte World Group hvert år kæmpet om mesterskab og pokal

 

1920 Efter resultatløse konferencer i 1910, 1912 og 1914 om Svalbards statsretslige forhold tilkendes Norge ved traktat underskrevet i Paris 9. februar 1920 suveræniteten over øerne. Traktaten gjaldt hele Svalbard. Officiel overtagelse fandt sted 14. august 1925. Traktaten giver udlændinge samme rettigheder som nordmænd til udnyttelse af landet. Den bestemmer endvidere, at militære anlæg ikke må anlægges på øerne. Alligevel blev Svalbard udsat for øde-læggende krigshandlinger under 2. Verdenskrig. Til krigens afslutning havde tyskerne fem radiostationer på Svalbard

1940Den strenge vinter, der lukker sund og bælt, standser tilførslerne af kul og andet brændsel til de danske havne. Handelsministeriet bekendtgør derfor, at der i beboelsesejendomme med centralvarme bliver lukket for det varme vand, og at der i stuerne højest må være 18 grader celsius

Den republikanske US senator McCarthy hævder i en tale i en republikansk klub i Wheeling, West Virginia, at 205 ansatte i det amerikanske udenrigsministerium er kommunister uden at være blevet fyret. Hvad han sagde, var løgn. McCarthy fandt aldrig nogen virkelige kommunister, men med udtalelsen og med fortsatte løgne og beskyldninger mod en lang række embedsmænd for "unational" virksomhed og for at være hemmelige medlemer af kommunistpartiet startede McCarthy en heksejagt, der skulle komme til at vare fem år. At det gik sådan, og at hans advarsler mod den røde fare vandt genklang, skyldtes, at mange amerikanere ønskede synde-bukke, som kunne tage ansvaret for, at verdenskommunismen øjensynligt havde fremgang, samtidig med at titusinder af amerikanske unge mænd blev dræbt på de koreanske slagmarker. McCarthys kampagne – McCarthyisme – førte ikke til mange domme. Først og fremmest førte den til, at offentligt ansatte og folk i bl..a. undervisningssystemet og filmindustrien mistede deres arbejde eller havde svært ved at få et nyt. Da McCarthy i efteråret 1954 rettede sine beskyldninger mod den amerikanske hær, og da hans grove beskyldninger efterhånden havde forgiftet det amerikanske samfund ved at skabe en nærmest hysterisk nationalistisk og antikommunistisk stemning i vide kredse, blev han afhørt af en senatskomite. Afhøringerne viste, at der intet hold var i McCarthys anklager; det hele faldt til jorden, og McCarthy spillede herefter ingen politisk rolle

 

d Miklos de Nagybanya Horthy, ungarsk admiral og sit lands regent fra 1920 til 1944; som 14 årig blev han elev på det østrig-ungarske flådeakademi. I årene 1909-14 var han adjudant hos kejser Franz Fosef; han udmærkede sig som flådeofficer under 1. Verd.krig bl.a. ved gentagne gange at bryde den allierede blokade i Adriaterhavet. Efter at være forfremmet til admiral i 1918 måtte han efter sit lands nederlag i okt. samme år lede udleveringen af kejserrigets flåde til den nyoprettede stat Jugoslavien. På opfordring fra det kontrarevolutionære styre i Szeged, Ungarn organiserede H i 1919 en hær for at bekæmpe Béla Kuns kommunistiske regime. Han førte sin hær ind i Budapest, efter at Béla Kun var flygtet; det i januar 1920 valgte ungarske parlament valgte i marts 1920 ham til landets regent, og fra 1920 var han Ungarns rigsforstander dvs statsoverhoved, så længe tronen var ubesat. Han førte en konservativ indenrigspolitik. Men i det hele taget blandede han sig i årene 1921-1931 ikke meget i politik. Det ændrede sig i de urolige 1930’erne, og i 1937 vedtog parlamentet en betydelig udvidelse af hans beføjelser. Udenrigspolitisk arbejde han for grænserevisioner, og ved samarbejde med Tyskland opnåede han 1938 og 1939, at tidligere ungarske områder i Tjekkoslovakiet atter kom under Ungarn. I 1940 fik Ungarn en væsentlig del af Transylvanien fra Rumænien; til gengæld måtte H lade Ungarn deltage i det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941. H’s forsøg på i 1944 at trække Ungarn ud af krigen førte til, at tyskerne i marts 1944 besatte Ungarn. Da russerne oktober s.å. gik over grænsen, bad H om fred. Han blev arresteret af tyskerne og interneret i Bayern. Derefter var han interneret af amerikanerne 1945-46; samme år blev han formelt frataget rigsforstanderembedet. Efter løsladelsen var Horthy bosat i Portugal sin sin død. I 1953 udgav han sine erindringer "Ein Leben für Ungarn" (f 18/6 1868)

1977 d Sergeji Vladimirovitj Ilusjin, sovjetisk flykonstruktør; blev indkaldt som værnepligtig i den russiske hær ved udbruddet af 1. Verd.krig. Senere blev han overført til hærens flyvevåben, hvor han i 1917 fik flyvercertifikat. Han indtrådte i Den røde Hær i 1919 og blev to år senere optaget på luftvåbnets ingeniørhøjskole i Moskva, hvorfra han tog sin eksamen i 1926. Herefter konstruerede han forskellige flytyper; i 1939 således IL-2 (Shturmovik), et bevæbnet angrebsfly. Efter 2. Verd.krig konstruerede han civilfly. I 1946 kom IL-12, et tomotores passagerfly, i 1957 IL-18 ("Moskva"), et firemotores turboprop transportfly og i 1962 IL-62, et turbojet passagerfly. I det sovjetiske luftvåben blev I generalløjtnant, ligesom han blev professor ved den ingeniørhøjskole, hvor han havde fået sin uddannelse (f 30/3 1894)

1981 d Bill Haley, amerikansk rock and roll-sanger og guitarist; med en baggrund som countrymusiker nærmede Haley sig i 1951 rock og roll-musikken med sin indspilning af nummeret "Rockett 88". I 1953 dannede han "Bill Haley and The Comets", der med sangen "Crazy Man Crazy" (1953) skabte det første rockhit i USA. I årene 1954-56 toppede gruppen hitlisterne med numre, der i dag er klassikere, f.eks. "Rock Around The Clock" (1954), "Shake, Rattle and Roll" (1954) og "See You Later Alligator" (1956). Da "Rock Around The Clock" i 1955 var temamelodi i ungdomsfilmen "Blackboard Jungle" kom den til at symbolisere den nye musikstil, rock and roll (f 6/7 1927)

1984 d Jurij Vladimirovitj Andropov, sovjetisk politiker; han var generalsekretær i Sovjetunionen i 21 måneder i en særdeles konfliktfyldt periode med mange konfrontationer med Vesten. Andropov begyndte sin politiske karriere i ungdomsbevægelsen Komsomol i 1939. I perioden 1953-57 var han i diplomatiets tjeneste bl.a. som ambassadør i Ungarn, hvor han var med til at koordinere den sovjetiske invasion af landet i 1956. Efter det sovjetisk støttede og sovjetisk kontrollerede styre var genoprettet, forsøgte A at ride på to heste, dvs. han førte dels en hård politik, mens han på nogle områder førte en mild politik. Khrusjtjov udnævnte A til leder af en nyoprettet afdeling i Centralkomiteen, der skulle stå for sanarbejdet med kommunist- og arbejderpartier i lande med socialistisk styre. I april 1973 blev Andropov leder af KGB – det hemmelige politi – og gjorde bureauet til en af landets mest effektive og frygtede organisationer ved hjælp af bl.a. arbejdslejre. Hans politik skaffede ham tilhængere i de magtcirkler, der ønskede mere statskontrol. I maj 1982 blev han sekretær i Centralkomiteen og indledte en kam-pagne mod korruption, hvilket gik ud mange også højtstående embedsmænd. I november samme år efterfulgte han Brezjnev som kommunistpartiets generalsekretær dvs. Sovjetunionens faktiske leder. Det var hans hensigt at udrydde korruption i Sovjetunionen og skærpe disciplinen i partiet, men han arbejdede også for økonomiske reformer. Men efter knap to år som sovjetisk leder døde Andropov, og overlod til sin efterfølger, Gorbatjov, at gennemføre nødvendige reformer. Men det lod sig ikke gøre. Sovjetunionen afgik ved døden (f 2/6 1914)

 

Til top        10. februar

 

1482 1482 d Luca della Robbia, florentinsk billedhugger, en af pionererne inden for florentinsk renæssance og skaber af et

1567 1567 d Henry Stuart Darnley, skotsk adelsmand og den skotske dronning Maria Stuarts fætter og mand; på kvindesiden var han oldebarn af den engelske konge Henrik VII. Maria og D lærte hinanden at kende kort efter Marias første mands – Frans 2. af Frankrig – død. I slutningen af april 1565 blev det almindeligt kendt, at Maria havde i sinde at gifte sig med sin fætter. Hun udnævnte ham til jarl af Ross – en titel der hidtil havde været forbeholdt en søn af Skotlands konge; dernæst fulgte udnævnelsen til hertug af Albany. Dronning Elizabeth af England og hendes rådgivere lod Maria vide, at hendes påtænkte giftermål ville være en alvorlig belastning for venskabet mellem England og Skotland. På trods af denne advarsel blev Darnley og Maria gift den 29. juli 1565. At vielsen fandt sted efter katolsk ritus var en alvorlig fornærmelse mod Skotlands protestantiske kirke. Selv for Maria blev det snart klart, at en vis overfladisk charme var hendes ægtemands eneste positive træk. Hans dominerende træk var ladhed, arrogance, drukkenskab og jalousi. Sidstnævnte egenskab var rettet mod Marias sekretær David Riccio (Rizzio), og D deltog i mordet på Riccio i 1566. Efterhånden var D en belastning for alle. Dog står det ikke klart om Maria Stusrt var med i den sammensværgelse, der stod bag mordet på D, selv om D’s far (Matthew, jarl af Lennox) samlede meget materiale, der pegede på hendes medvirken. Tre måneder senere giftede Maria sig med James Hepburn, 4. jarl af Bothwell, som anses for at være hovedmanden bag mordet på D. Maria og D’s søn født i juni 1566 blev konge af Skotland som Jacob 6., senere tillige af England som Jacob 1. (f 7/12 1545)

1745 f Levin August Benningsen, russisk general; født i en hannoveransk familie og gjorde tjeneste i Hannovers hær til 1764. 1773 gik han i russisk tjeneste; deltog i kampene mod tyrkerne i 1774 og 1778 og blev i 1787 udnævnt til oberst. Han udmærkede sig gentagne gange i Den polske Krig 1793-94 og i Den persiske Krig 1796. 1801 blev han guvernør i Litauen og i 1802 general i kavaleriet. I 1806 stod han i spidsen for en russisk hær i krigen mod Napoleon. Efter det blodige, men uafgjorte slag ved Eylau (8. februar 1807) kunne han rose sig af at være den førte, der påførte Napoleon et alvorligt tilbageslag. Men fire måneder senere led han det knusende nederlag ved Friedland (14. juni). B trak sig derefter tilbage; atter i tjeneste i 1813 og ledede den afdeling, der udførte det afgørende angreb på den sidste dag af slaget ved Leipzig (16-19. okt 1813). Var derefter aktiv i krigen Napoleon; trak sig tilbage fra aktiv tjeneste i 1818 og slog sig ned på sit hannoveranske gods ved Hildesheim, hvor han døde (d 3/12 1826)

1755 d Charles-Louis Montesquieu, fransk filosof; han tilhørte godsejer- og embedsaristokratiet; forfædrene havde i flere generationer været dommere. Han studerede jura og blev 1711 dommer i Bordeaux. I 1716 arvede han posten som formand for bordeauxparlamentet og blev samtidig medlem af Videnskabernes Selskab. Dommerembedet interesserede ham kun lidt. Derimod studerede han fortsat historie, statslære og naturvidenskab. I 1726 solgte han dommerembedet for som privatmand helt at hellige sig studier og forfatterskab. Han blev berømt i både Frankrig og i udlandet ved sit første litterære arbejde "Lettres persanes" fra 1721, en åndfuld og vittig satire over alle mulige franske samfundsforhold. I årene 1728-31 var han på en stor rejse i Tyskland, Østrig, Italien, Svejts, Holland og England. Overalt satte han sig grundigt ind i samfundsforhold og i politik og blev særlig fængslet af, hvad han så i England. I 1734 kom hans "Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence"(Årsagerne til romernes storhed og fald). M så grunden til romerrigets fald i moralske og sociale forhold. Med værkets positive behandling af republikken og dets kritik af kejserdømmet er det præget af den forestillingskreds, som kom til udtryk i det store værk "Esprit des lois" (Lovenes ånd)fra 1748. I dette værk giver M sin berømte skildring af Englands forfatning og formulerer en konstitutionel magtfordelingsteori. M beundrede det engelske monarki, men gjorde opmærksom på, at der altid var fare for, at et monarki kunne udarte til despoti. Det kunne forhindres, hvis statsmagten blev delt i en lovgivende, en udøvende og en dømmende funktion, og man sørgede for, at disse funktioner ikke lå i hænderne på de samme personer, men forblev uafhængige af hinanden og fremfor alt befandt sig i indbyrdes ligevægt. M’s magtfordelingslære har øvet indflydelse på de fleste moderne, demokratiske forfatninger herunder også den danske grundlov (f 18/1 1689)

1763 Freden i Paris afslutter Den store Kolonikrig mellem Frankrig og England. Det franske nederlag i krigen betød, at England ved fredsslutningen kom i besiddelse af det nordamerikanske kontinent øst for Mississippi inclusive Canada og Florida. Sidstnævnte område blev overladt til Spanien. I Indien fik Frankrig nogle mindre handels-pladser tilbage, men var her reduceret til en ubetydelig kolonimagt

f Søren Kanne, bonde, redningsmand; har gjort sit navn kendt ved en heltemodig bedrift. Da et skib fra Hornbæk 16. februar 1835 strandede på Djurslands kyst, og skipperen ikke ved egen hjælp ikke kunne redde sig, svøm-mede K trods forrygende storm med sine heste ud til skibet og bragte ham frelst i land. Blicher besang begivenheden i et digt. Kongen tildelte K Medaljen for Druknedes Redning og 40 rdl. K kom af dage ved at drukne i Gren å under eftersøgningen af en bortløben ko (d 10/11 1860)

 

1818 Almindeligt Reglement for Skolelærerseminarierne i Danmark udsendes. Når det trods mange vanskeligheder lykkedes, at få folkeskoleloven af 29. juli 1814 til at virke, ligger en vigtig del af forklaringen i seminarierne. En stadig voksende del af lærerne, henimod 1864 næsten alle, havde fået deres uddannelse her. De første seminarier i monarkiet var oprettet i Kiel i 1781. På initiativ af Den store Skolekommission var Blågård i hovedstaden oprettet som det første i kongeriget 1791 – i 1807 udflyttet til Jonstrup. Senere oprettedes andre seminarier udover landet. Det var erfaringer fra disse, der var samlet i reglementet af 10. februar 1818. Læreruddannelsen blev treårig, og den vide fagrække fra de eksisterende seminarier fastholdtes. Den omfattede ikke alene skolens fag, men også geometri, fysik, musik og historie og praktiske fag som landbrug og havebrug med biavl, forædling af frugttræer m.v. De vordende lærere skulle have grundig besked. Seminarierne skulle drage omsorg for elevernes "religiøse Aand", så de kunne forvalte deres embeder "med Ydmyghed i Sind". Skolelæreren skulle op drages til at blive en fornuftig bonde blandt bønder, altså ikke i levevis hæve sig over almuens kår. Faren herfor var heller ikke stor. Der er en del

1837 d Alexander Pusjkin, russisk forfatter; allerede i sine unge år skrev P fornem poesi; den viser påvirkning af Voltaire og fransk nyklassicisme, noget der for altid gav hans lyrik dens præsision og klarhed. Denne periode afsluttedes med eposparodien "Ruslan og Ljudmila" (1820). På gr. af nogle politiske epigrammer blev P forvist først til Syd-Rusland (1820-24), derefter 1824-26 til familiegodset Mikhajlovskoje i Nord-Rusland. I disse år blev hans lyrik præget af en poetisk realisme. Objektivitet og dyb historisk og psykologisk indsigt præger dramaet "Boris Godunov" (1825). I 1826 blev P "tilgivet" af tsar Nikolaj 1., som knyttede ham til hoffet og herefter selv ville være hans censor. P kom dermed i en meget ydmygende og vanskelig stilling i resten af livet. Men også i denne situation fortsatte han med at vokse som digter. Han skrev de mægtige digte "Poltava" (1828) og "Bronzerytteren" (1833). I løbet af 1830'erne blev prosaen efterhånden P’s vigtigste udtryksmiddel, og han skabte mesterværker som "Bjelkins fortællinger" (1830), "Spardame" (1834) og "Kaptajnens datter" (1836). P’s mest populære værk er "Jevgenij Onegin", skrevet 1823-31, en roman på vers, hvor han giver en skildring af tidens samfund og overklassens liv, forsynet med personlige humoristiske og satiriske kommentarer. Som fuldender af en syntese mellem klassisisme og romantik og indleder af realismen skabte P den moderne russiske litteratur, og med sin store alsidighed har han haft stor betydning i udviklingen af russisk kunst og kultur. Hofintriger og sladder i forbindelse med hans kone forbitrede hans sidste år. For at forsvare sin kones ære duellerede han, blev dødeligt såret og døde to dage senere (f 6/6 1799)

1840 Bryllup mellem Prins Albert og Dronning Victoria af England

1868 d Sir David Brewster, skotsk fysiker; hans væsentligste indsats som fysiker blev lagt i arbejdet med optiske fænomener, især knyttet til polarisation og dobbeltbrydning. Han foretog systematiske undersøgelser af polarisation ved spejling i metaloverflader og fandt, at mange krystallers brydningsforhold kunne karakteriseres ved antallet af optiske akser. Endvidere opfandt B kalejdoskopet. Han ernærede sig hovedsagelig som skribent, var udgiver af "Edinburgh Encyclopedia" og flere videnskabelige tidsskrifter samt forfatter til lærebøger og populærvidenskabelkige bøger (f 11/12 1781)

1890 f Boris Pasternak, sovjetisk forfatter; debuterede 1913 med digtsamlingen "En tvilling i skyen", som viste stærk påvirkning af futurismen. Senere fulgte "Over barriererne" (1916); "Min søster - livet"(1922), sikrede ham ry som en af det nye Ruslands største lyrikere. Stort set forstummede P, som forfatterne gjorde det i femårsplanernes tid. Men han udfoldede i disser år en stor virksomhed som en fortrinlig oversætter af Shakespeare, Goethe, Rilke m.fl. Drømmen om at skrive en stor roman, som genspejlede det store historiske drama, han selv havde levet i, virkeliggjorde P med "Doktor Zhivago" (skrevet mellem 1945-56). Da P havde indleveret manuskriptet til et sovjetisk forlag, sikrede en italiensk (kommunistisk) forlægger sig en kopi. Efter at være blevet afvist ved det sovjetiske forlag, udkom romanen i Italien (i 1958) trods russiske protester. "Doktor Zivago" skildrer de kaotiske revolutions- og borgerkrigsår og er et opgør med Sovjetsamfundets ensretning og brutalitet. Da P i 1958 tildeltes den litterære nobelpris, begyndte i Sovjetunionen en hadsk kampagne mod den "antisovjetiske" forfatter. Af sovjetmyndighederne fik P valget mellem at emigrere eller frasige sig nobelprisen. P valgte det sidste. "Dr. Zhivago" blev oversat til mange sprog og blev en verdenssucces. I 1965 filmatiseredes den (d 30/5 1960)

 

f Harold Macmillan, britisk konservastiv politiker og premierminister 1957-63, Han kom fra en velstående forlæggerfamilie og stod selv i en periode i spidsen for familieforetagendet det ansete forlag Macmillan & Co Ltd; med to års afbrydelse (1929-1931) var han medlem af Underhuset fra 1924 til 1964. Inden han i 1957 blev premierminister beklædte Macmillan forskellige ministerposter bl. a. var han forsvarsminister 1954-55, udenrigsminister 1955 og finansminister 1955-57. Men han havde især skabt sig anseelse som boligminister, da han mere end opfyldte sit valgløfte om at opføre 300.000 boliger om året; det skaffede ham beundring som "Supermac". Han blev premierminister efter Edens afgang i 1957 i forbindelse med Suezkrisen. Også som premierminister bevarede han sin opmærksomhed for sociale problemer: de "kriseramte områder", arbejdsløshed og prisudviklingen. Hans baggrund var den praktiske forretningsmands erfaringer, og desuden havde han været en af Keynes tidligste elever. Med en stadig stærkere britisk økonomi, med et tæt forsvarssamarbejde med USA og med oprettelsen af det europæiske frihandelsområde, EFTA, indtog Macm en fremtrædende position blandt Vestens statsledere. Men fra 1962 svækkedes denne position. Dertil bidrog et økonomisk tilbageslag, fransk afvisning af britisk ansøgning om optagelse i EF. Dertil kom ent en række spionskandaler kulminerende i 1963 med Profumo-skandalen. Det vakte stor og pinlig opsigt, da det kom frem, at forsvarsminister John Profumo havde et forhold til en tvivlsom dame, der også plejede omgang med den sovjetiske flådeattaché. Samme år tvang sygdom Macm til at træde tilbage som premierminister. I sit otium skrev han en række bøger om politiske og sociale forhold bl.a. "Industry and the State" (1927), "The Middle Way" (1938). Har desuden udsendt sine erindringer i fire bind, hvoraf første bind kom i 1969 med titlen "Winds of Change. 1914-1939". I 1984 blev han adlet som earl of Stockton (d 29/12 1986)

f Bert Brecht, tysk forfatter og teatermand; som kommunist måtte Brecht forlade Tyskland i 1933. Efter ophold i Svejts, Danmark og Moskva slog han sig i årene 1941-47 ned i Californien. Efter at være vendt tilbage til Tyskland i 1949 grundlagde han sammen med sin kone, Helene Weigel sit eksperimentelle teater Theater am Schiffbauerdamm, hvor han med sit efterhånden verdensberømte Berliner Ensemble fik banebrydende indflydelse på det europæiske efterkrigsteater. Hans tidligste produktion viser indflydelse fra ekspressionismen: i "Baal" (1919) og "Trommeln in der Nacht" (1919) stillede han et sanselighedens kaos op over for borgerskabets trygge verden. Fra 1924 arbejdede han som dramaturg ved Deutsches Theater i Berlin, datidens førende teater, og knyttede tætte bånd til Tysklands venstreorienterede elite. I de to stykker, han skrev sammen med Kurt Weil "Die Dreigroschenoper" (1928, da. 1930 Laser og Pjalter) og "Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny" (1928-29) forbandtes de satiriske elementer med sociale anklager. Efterhånden udviklede hans værker sig til en engageret digtning, som forfægtede den marxistiske ideologi, f.eks. "Die Mutter" (1932). Med stykker som disse ville han påvirke folks bevidsthed og stimulere til indsigt i det kapitalistiske samfunds modsigelser. I eksiltiden skrev han sine største dramaer, f.eks. "Leben des Galilei" (1938), antikrigsdramaet "Mutter Courage und ihre Kinder" (1941) og "Der Kaukasische Kreidekreis" (1945). Også lyrik havde for Brecht til opgave at formidle erkendelse, ikke at indbyde til bevidstløs indfølelse. Ved siden af lieder, ballader og songs har han med stor – ofte parodisk – virtousitet skrevet epigrammer, sonetter og salmer. Med sit omfattende forfatterskab betegnes Brecht som en af 1900-tallets mest fremtrædende og indflydelsesrige, men også kontroversielle tyske forfattere (d 14/8 1956)

Sidste duel i Danmark. Edvard Brandes vs Robert Schyberg. Som teateranmelder havde Brandes til stadighed kritiseret Det kgl. Teater meget hårdt. I sin anmeldelse af Holbergs "Geert Westphaler" havde Brandes bl. a. skrevet: "Hr. Schyberg havde som Leander den underligste, forsigtigste Gang (man tør slet ikke antyde, hvad man kom til at tænke paa)". Så kunne man selv brodere videre på, hvad Brandes var komme til at tænke på. Men officielt blev den insinuerende parantes tolket helt klart: Schyberg så ud som om, han havde tisset i bukserne. Robert Schyberg følte sig og sine kolleger krænket og gav Brandes en lussing på Østergade i København. Brandes udfordrede ham til duel, da han ikke fik en tilfredsstillende undskyldning. De mødtes i Ermelunden. Der blev udvekslet fire skud på 20 skridts afstand. De to duellanter sigtede så godt de kunne, men ingen af dem ramte. Da dueller var forbudt fik de begge 14 dages fængsel. Brandes indstillede herefter sin virksomhed som teaterkritiker med den begrundelse, at dadlede han en forestilling, ville man sige, at det var hævn, roste han, ville man sige, at han var bange. Fra 1911 til sin død skrev Brandes dog i Politikens kronik en række teatererindringer

 

To dage efter at have angrebet den russiske flådehavn, Port Arthur erklærer Japan Rusland krig. Begge lande stræbte efter at ekspandere i Kina, Manchuriet og Korea. Japan, som havde lært sig europæiske metoder, synes fast besluttet på at blive "Det fjerne Østens Storbritannien". I 1894 havde det ført en sejrrig krig med Kina og havde erhvervet Korea og Formosa (Taiwan). Men sejren over Kina havde ikke i fuld udstrækning tilgodeset Japans interesser på det asiatiske fastland. Snart viste en endnu stærkere rival sig, Rusland. Det viste sine interesser i området, da det i 1898 erhvervede havnebyen, Port Arthur på Liaotung halvøen. Japans position forbedredes betydeligt med indgåelsen i 1902 af den britisk-japanske alliance. Dermed var Rusland isoleret militært i området. At Japan åbnede fjendtlighederne i februar 1904 var ikke en tilfældighed. Russernes transsibiriske jernbanes kapicitet var endnu begrænset. Ruslands maritime slagkraft i Stillehavet var planlagt til først at nå sit højdepunkt i 1905, da regnede russerne med at have ikke mindre end 12 slagskibe baseret i Port Arthur, mens den japanske flåde kun ville bestå af seks slagskibe

Søsætning af "Dreadnought". Hermed havde briterne skabt en ny type slagskib, som blev navngivet efter dette typens første skib. Det havde et deplacement på 21.485 tons, var udstyret med fire skruer og blev drevet af dampturbiner, der kunne give skibet en fart på 21 knob. Det nye ved en Dreadnought var bl.a., at dets kanoner var anbragt i tårne og var af en hidtil ikke set størrelse. Dreadnought var udstyrer med 10 30 cm kanoner, hvoraf dog kun de syv var anbragt i tårne samt til bekæmpelse af torpedobåde 24 stk 76 mm kanoner. Skibets panser var ved vandlinjen 250 mm. Inden udbruddet af 1. Verd.krig havde Storbritannien bygget yderligere 13 Dreadnoughts. Under krigen blev der søsat yderligere ti Dreadnoughts af en endnu større type. De havde et deplacement på 33.000 tons, var dieselskibe og kunne skyde en fart på 25 knob; de var bestykket med 8 stk 38 cm kanoner i fire dobbelttårne, 24 stk 15 cm kanoner og 12 stk 76 mm kanoner. Ved vandlinjen var dets panser 343 mm

1920 Afstemning i zone I - Nordslesvig. Kravet om Nordslesvigs genforening med Danmark blev rejst, da sønderjydernes repræsentant i den tyske rigsdag, H.P. Hanssen talte i rigsdagen den 23. oktober 1918. Altså endnu før Tyskland havde overgivet sig. Men H.P. Hanssen kunne henvise til den nye tyske regerings accept af folkenes selvbestemmelsesret. I det hele taget var det et moderat udspil om en rets- og forsoningsordning, Hanssen spillede ud med, og i fuld overensstemmelse med den amerikanske præsident Wilsons 14 punkter, på grundlag af hvilke Tyskland havde anmodet om fred. Sønderjyderne rejste selv kravet om genforening ved den såkaldte Åbenrå-rersolution den 16.-17. november 1918. Spørgsmålet om genforening blev behandlet på Versailleskonferencen, der begyndte den 18. januar 1919. Her blev det besluttet, at der i Slesvig skulle være to afstemningszoner, og at alle, der var født i afstemningszonerne, ville kunne stemme. Den 28. juni 1919 blev Versaillestraktaten underskrevet. Men før afstemningerne kunne finde sted, skulle den ratificeres af de stater, der havde underskrevet traktaten. Det trak længere ud end forudset. Men den 10. januar 1920 trådte traktaten i kraft. Forud for afstemningen gik en sand folkevandring af både tyske og danske til Nordslesvig. Det var de mange, der født i området, men som havde forladt det, der nu vendte "hjem" for at stemme. For første gang i 56 år måtte der flages med Dannebrog. Og der blev god grund til at flage. Med overvældende flertal stemte vælgerne i første zone for tilknytning til Danmark. Stemmeprocenten var over 91, og af de fremmødte stemte 75.431 for Danmark og 25.329 for Tyskland

1923 d Wilhelm Conrad Röntgen, tysk fysiker; efter at have været professor ved forskellige tyske universitetet var han 1900-20 professor i München. R udførte en række arbejder i varmelære, elasticitet, elektricitet osv. I forbindelse med undersøgelser af elektrisk udladning i gasser opdagede han i 1895 en ny slags stråler, som han kaldte x-stråler. Omtrent samtidig opdagede han, at strålerne kunne bruges til at gennemlyse stof, som var ugennemtrængelig for almideligt lys, og at man ved hjælp af dem kunne få fotografiske skyggebilleder af levende menneskers skeletter. Strålerne fik snart efter navnet røntgenstråler. For opdagelsen gik R i 1901 den første Nobelpris i fysik (f 27/3 1845)

d Edgar Wallace, engelsk forfatter og journalist; han holdt op med at gå i skole som 12-årig; meldte sig senere til hæren og blev sendt til Sydafrika i syv år. Bagefter blev han journalist. Hans karriere som kriminalforfatter indledtes med "The Four Just Men" (1905), der blev en bestseller. Han skabte "Sanders of the River" baseret på sine Afrika-oplevelser og skrev så uafbrudt. Han tjente millioner, men blev aldrig gældfri. Mange af hans romaner var ikke egentlige detektivhistorier, men hans lidt jomfrunalske J.G. Reeder kan med lidt god vilje betragtes som detektiv. W blev efter 1. Verd.krig meget populær i Tyskland, hvor hans bøger tillige filmatiseredes mere end andre steder. Han havde en udviklet sans for dialog, men galopperede gennem historierne, så fejl kunne ikke undgås. Blandt hans bøger er "The Crimson Circle" (1922), "The Mind of Mr. J.G. Reeder" (1925), "Terror Keep" (1927) og "Red Aces" (1929) (f 1/4 1875)

 

1948 d Sergeij Eisenstein, sovjetisk filminstruktør; i 1925 kom hans første film "Strejke" og samme år fulgte "Panserkrydseren Potemkin" om 1905-mytteriet i Sortehavsflåden. I 1928 og 1929 kom "Oktober" om oktoberrevolutionen og "Gammelt og nyt" om kollektiviseringen af landbruget. Disse film var revolutionær filmkunst, præget af en kollektiv opfattelse, folket var hovedpersonen. I 1929 rejste E til Vesten bl.a. for at orientere sig i lydfilmens teknik. Ved hjemkomsten til USSR i 1932 var stalinismens æra begyndt; 1920'ernes filmeksperimenter blev afvist som formalisme. Han fik et comeback i 1938 med "Aleksander Newskij", der med allegoriske henvisninger til den aktuelle politiske situation fortalte om nationalhelten, som forsvarede russerne mod de teutonske korsriddere. Under krigen arbejdede han på en stort anlagt trilogi om Ivan den Grusomme; første del kom i 1945, men anden del (optaget 1943-46) blev forkastet af Stalin personligt (først udsendt i 1958); tredje del forblev urealiseret. E havde en betydelig pædagogisk virksomhed og har skrevet en lang række filmteoretiske skrifter (f 23/1 1898)

 

Til top        11. februar

1380 f Francesco Poggio (Bracciolini), italiensk humanist; i 1414 blev han ansat hos den skismatiske pave Johannes 23. og påbegyndte det arbejde, der har gjort hans navn kendt: at finde håndskrifter fra oldtidens Rom. Under et besøg i Cluny-klostret i Frankrig fandt han to hidtil ukendte taler af Cicero. I Saint-Gall i Svejts fandt han i juni-juli 1416 den første komplette tekst af Quintilians "Institutio oratoria", de første tre bøger og en del af fjerde bog af Valerius Flaccus’ "Argonautica". I de flg år lykkedes det P at finde flere hidtil ukendte håndskrifter fra den klassiske oldtid. Efter et ulykkeligt ophold i England (1418-23); ulykkeligt fordi hans håb om at kunne fortsætte med at finde håndskrifter ikke lykkedes i England. Han vendte tilbage til Rom, hvor han blev ansat ved den pavelige curie og genoptog søgningen efter håndskrifter; i klostret Monte Cassino fandt P således i 1429 den romerske "vandinspektør" Frontinus’ værk om akvadukterne "De aquaeductibus" fra 1.århundrede efter Kr. og Firmicus Maternus’ "Matheseos libri". I P’s forfatterskab er "Facetiae" (1438-52) en samling humoristiske ofte usømmelige fortællinger, som indeholder kraftige satirer om munke og andre af kirkens folk. Hans "Historia florentina" i otte bøger er overvejende en beretning om Firenzes krige mellem 1350 og 1445 (d 30/10 1459)

1650 d René Descartes, fransk filosof, matematiker og naturforsker; udmærkede sig i sin skoletid på jesuitterkollegiet i La Flèche i matematik og filosofi. 1616 blev han dr. juris, men gik derpå i hollandsk og tysk krigstjeneste som officer; navnlig de militære ingeniørarbejder interesserede ham. I disse år (1617-23) kom han rundt i størstedelen af Mellemeuropa, men samtidig blev han - efter eget udsagn gennem en intensiv sjælelig oplevelse under en drøm 1619 - klar over, at det var hans livsopgave at finde vejen til sandhedens rige. Efter militærlivet fortsatte han sine rejser, dels for at lære menneskene at kende dels for sin friheds og uafhængigheds skyld og besøgte påny mange lande (bl.a. Danmark). 1629 slog han sig ned i Holland. Her omgikkes han mange lærde mænd og fortsatte sine studier i matematik, fysik, astronomi, fysiologi og filosofi. Sine bøger skrev han snart på fransk snart på latin. Matematikkens klare og indlysende logik tiltalte D’s intelligens mere end nogen anden videnskab. Overleveret lærdom, vanetænkning og autoritetstro var han yderst vagtsom overfor: man måtte tilbage til den simpleste, umiddelbare viden og så derfra arbejde sig frem med små, logiske skridt. Både i matematik, geometri, fysik, optik o.a. gjorde D vigtige opdagelser; f.eks. er han grundlæggeren af den analytiske geometri. Religiøst var D en from katolik, og han var overbevist om, at filosofi og religion ikke stred mod hinanden; tværtimod førte de frem til det samme: sandhedens erkendelse. 1649 efterkom han en indbydelse fra dronning Kristine af Sverige til at komme til Stockholm for at undervise hende i filosofi. Et halvt år senere døde D af lungebetændelse (f 31/3 1596)

1659 Stormen på København. I mere end 22 måneder lå de svenske tropper uden for København. Regulære tropper, studenterkorps, væbnede borgere og håndværkere forsvarede Københavns volde, alt imens "gloende kugler" regnede ned over byen. "Den 24. var en bedrøvelig juleaften; svenskerne gjorde stor alarm, så alle mand gik til volds og dér åd deres julenadver"... "Den 11. februar om natten fra et til fem gik stormen foran København". Forsvarerne "kunne intet se for sig, hvor de ramte, fordi der kun var mørke, og fordi der var stor sne". Man "skød kun på må og få og ramte dog så overflødigt, at de, som var nær derved, ikke kunne sige andet, end at vi ramte". Om morgenen kunne københavnerne se de mange dræbte svenskere, der lå foran voldene, og som for-gæves havde forsøgt at erobre byen. Forsvarerne måtte undre "os over, hvorledes noget sådan kunne være sket dem ligesom ved blindskud i et meget slemt mørke". Når det lykkedes at afværge det svenske angreb og udholde belejringen, der fortsatte i mere end et år efter erobringsforsøget, skyldtes det ikke alene københavnernes sammenhold, men også hjælp udefra. Svenskerne kunne ikke forhindre, at der kom forsyninger ind fra Amager, og at en nederlandsk hjælpeflåde bragte mad, våben og hjælpetropper

f Carl Michaël Bellmann, svensk digter; begyndte sit forfatterskab med religiøse skrifter, et længere satirisk digt "Tanker om Flickars ostadighet" (1758), samt moralske digte og lejlighedsdigte om drikkeri, bryllupper og begravelser. Fra 1767 ændrede hans viser karakter. Emnerne var de samme, men viserne blev nu befolket med faste figurer som musikanten Fader Berg, de militære drukkenbolte korporal Molberg og konstabel Movitz, tolderen Norström, hans unge promiskuøse kone Ulla Winblad og hendes elsker Fredman. Bortset fra Ulla Winblad er de alle virkelige, men af B dog ret idealiserede personer. I 23 år cirkulerede viserne i B’s egen fremførelse og i afskrift, indtil en samling af dem udkom som "Fredmans epistler" i 1790. Året efter kom "Fredmans sångar", der bl.a. indeholdt visen "Gubben Noah". B nåede aldrig at få økonomisk udbytte af sin digtning. Men hans ry, navnlig som lutspiller, nåede hoffet, og for at vise sig folkelig beskyttede Gustav III ham og skaffede ham i 1776 en pæn indtægt som ansat uden pligter ved det statslige lotteri. Han giftede sig året efter, men klarede ikke at underholde en hurtigt voksende familie. 1794 havnede han i gældsfængsel, hvor han pådrog sig den sygdom, han døde af. Om hans poesi er det blevet sagt, at dens effektfulde livlighed og virkelighedskraft hviler på nøgtern iagttagelse og omhu med hensyn til det formelle. Særligt besnærende er det drag af melankoli, der går igennem hans viser (f 4/2 1740)

 

1799 d Lazaro Spallanzani, italiensk biolog; fra 1756 professor i Reggio nell’Emilia, derefter i Modena og fra 1769 i Parma. Som en af grundlæggerne af den eksperimentelle biologi imødegik han især læren om spontan genese dvs., at liv opstår af sig selv. S påviste eksperimentelt befrugtning af æg med sædceller og gennemførte den første kunstige befrugtning (af hunde). S undersøgte blodomløbet, fordøjelse og åndedræt. Som den første beskrev han mavesyrernes betydning ved fordøjelsen (f 12/1 1729)

1830 f Peter Arnold Heise, komponist; H’s interesse for musik fik ham til at afbryde en påtænkt akademisk karriere og intensivere de musikalske studier, han havde begyndt i 1848, og som 1852-53 fortsattes i Leipzig. 1854-57 var han dirigent for Studentersangforeningen, til hvilken han komponerede en række værker for mandskor og –kvartet. I årene 1857-65 var han musiklærer ved Sorø Akademi. H var først og fremmest produktiv som sangkomponist, og hans mere end 300 sange spænder vidt. Hans sceniske hovedværk er operaen "Drot og Marsk" (1878), hvis libretto Chr Richardt formede over Carsten Hauchs tragedie Marsk Stig og folkeviserne om Marsk Stig og kong Erik Klipping. For scenen skrev H desuden "Pashaens Datter" (1868) og balletten "Cort Adeler" (1870). Sin største indsats ydede H med sine romancer; hans kendeste romancesamling er Dyvekes Sange fra 1879. Desuden komponerede han en symfoni i d-mol og kammermusik, herunder seks strygekvartetter og en cellosonate. Blandt Heises sangpro-duktion er "Jylland mellem tvende have" (1859) og "Det var en sommermorgen, endnu før det blev dag, da yppedes på heden et Holger Danske slag" (1864) (d 12/9 1879)

1840 Bernadette Soubirous ser for første gang Jomfru Maria ved Massabielle-grotten ved Lourdes. Hun var da 14 år, og atten gange viste Jomfru Maria. "Damen"sig for hende i en grotte ved Gave, en biflod til Adour i nærheden af byen Lourdes i departementet Hautes-Pyrénées; i synerne havde Maria udpeget en kilde, ønsket en kirke bygget og kaldt sig "Den uplettede Undfangelse". Under forhør holdt B fast ved sin historie, som siden gjorde Lourdes til et verdenskendt katolsk valfartssted kendt for sine mirakler. I 1905, da over 2000 helbredelser hævdedes at have fundet sted, anerkendtes Lourdes af paven, og 1933 blev Bernadette kanoniseret. Hun døde som nonne i Nevres

1847 f Thomas Alva Edison, amerikansk telegrafist og opfinder; han er blevet kaldt verdens første professionelle op-finder og blev allerede i sin levetid betragtet som virkeliggørelsen af "den amerikanske drøm": den fattige og ulærde avisdreng, der ved egen genialitet bliver rig og berømt. I 1868 blev han anansat som telegrafingeniør ved Western Union Telegraph Co., og hans første opfindelser blev gjort på telegrafiens område. Hans børstelegraf kom således i 1869, og derefter en række forbedringer af det automatiske telegrafsystem. Blandt disse var opfindelsen af duplex- og kvadrupl-telegraferingssystemet, der gjorde ham berømt. Endvidere muliggjorde hans forbedringer af telefonen f.eks. induktionsrullen telefoni over større afstande. Fra 1878 stammer Edisons opfindelse af fonografen - en forløber for grammofonen. En nål omsatte lydens svingninger til en rille på en foliebelagt valse, som kunne gemmes og spilles igen. Opfindelsen af fonografen gjorde ham berømt verden over. Han blev kendt som "Troldmanden fra Menlo Park". Efter at have opfundet glødelampen - nok hans mest kendte opfindelse - tog han initiativ til etablering af verdens første offentlige el-værk, opført ved New York i 1882. I 1887 flyttede Edison sine laboratorier i Menlo Park, New Jersey til West Orange, New Jersey. Her lod han opføre fonograffabrik, laboratorier og værksteder. En del af bygningskomplekset er bevaret og er i dag indrettet som museum (d 18/10 1931)

d Léon Foucault, fransk fysiker; fra 1854 fysiker ved Paris-observatoriet; 1862 astronom ved Bureau des longitudes; foretog målinger af lysets hastighed og af forskellen af dets hastighed i vand og luft. Udførte 1851 sit berømte pendulforsøg med et 2 m langt pendul, senere et 65 m langt ophængt under kuplen i Panthéon i Paris; herved viste Foucault direkte, at jorden drejer sig om sin akse. Da et frit ophængt pendul stræber efter at beholde sit en gang givne svingningsplan, og da et sådant pendul alle steder på Jorden, undtagen på ækvator, drejer sig i forhold til en fast linie (N-S linien) må man slutte, at det er Jorden der drejer sig. Foucault opfandt desuden gyroskopet (f 18/9 1819)

 

1879 d Honoré Daumier, fransk grafiker, billedhugger og maler; kom i boghandlerlære; men han ville være kunstner og lærte sig på egen hånd litografi; denne havde netop gennemgået en kraftig teknisk udvikling, så at det nu var muligt at udføre tegninger, der kunne reproduceres med det samme. I 1830'erne udfoldede han sit talent som satirisk tegner, fra 1832 for bladet La Caricature; da det blev lukket af censuren i 1835, fortsatte han ved tidsskriftet Le Charivari. D’s skildringer af den fedladne kong Ludvig Filips selvforherligelse på folkets bekostning indbragte ham et halvt års fængsel. Derefter focuserede D på borgerskabet – både storborgerskabet og den lille spidsborger. Hans arbejder viser bl.a. juristernes lempfældige forvaltning af den jordiske retfærdighed og på korrupte politikeres grådighed som f eks i litografiet "Den lovgivende vom" (1834). Fra 1848 var Ludvig Napoleon (3.) et af hovedofrene, indtil presseloven af 1852 forbød politisk satire. D’s samfundskritiske holdning kom også til udtryk i skulpturer og malerier. Han udførte bl.a. små bemalede portrætbuster med karrikerede fremstillinger af politikere, således serien "Parlamentarikerne" (1832), eller personifikationer af almenmen-neskelige laster og dårskaber, f eks "Afsky" og "Den listige". Som maler var D produktiv dels i sin populære ironiske form dels i en anden mere ekspressiv socialrealistisk. Til den førstenævnte kategori hører "Republikken" (1848) og en lang række malerier med emner fra Cervantes Don Quixote. I den anden gruppe findes bl.a. værker som "Tredjeklassesvogn" (ca 1856) og "Vaskekonen" (ca 1863) (f 20 eller 26/2 1808)

1902 f Arne Jacobsen, arkitekt; han var fra 1924 elev på Kunstakademiet i København og fik afgang i 1927. Året efter vandt han den mindre guldmedalje med et projekt til et nationalmuseum. Efter et par års ansættelse hos stadsarkitekten i København fik han egen tegnestue og slog i årene omkr. 1930 sit navn fast med en række opsigtsvækkende byggerier, der introducerede den internationale funktionalisme herhjemme. Dermed opnåede han en position, han bevarede til sin død. Han kom til at stå i midten af den arkitektoniske udvikling i Danmark. Blandt hans arbejder er boligbebyggelsen Bellavista i Klampenborg (1933-34), Bellevue teatret (1935-36), Århus Rådhus, sammen med Erik Møller (1939-42), Rødovre Rådhus (1957), SAS-huset i København (1960) samt en lang række villaer, navnlig i kvarteret omkring Ordrup krat. J fik desuden mange opgaver i udlandet; 1966 afsluttedes Saint Catherine College i Oxford, hvor J s.å. blev æresdoktor. Endvidere har han haft stor betydning for dansk kunstindustri ved at fremstille forlæg til møbler, tekstiler, tapeter og sølvtøj m.m. F.eks. skabte han i begyndelsen af 1950'erne sin første stol i formspændt træ "Myren". Til Royal Hotel skabte han andre velkendte stoletyper, "Svanen" og "Ægget". Han var ekstraordinær professor ved kunstakademiet 1956-65 og medlem af akademirådet 1955-71 (d 24/3 1971)

f Walter Brattain, amerikansk fysiker; efter arbejde ved National Bureau of Standards blev han 1929 ansat ved Bell Telephone Laboratories; sammen med to kollegaer - Shockley og Bardeen - udviklede han en elektronisk komponent, som de kaldte en transistor (1948). For sit arbejde med halvledere og transistorer modtod B sammen med Stockley og Bardeen i 1956 Nobelprisen i fysik (d 1987)

Syndikalisterne stormer Børsen i København. Da ideen til at storme Børsen - kapitalismens højborg - opstod, havde det længe ulmet blandt arbejdsløse københavnere; nogle havde således efter et møde plyndret fødevarebutikker i Istedgade. Man havde aftalt, at inden angrebet på Børsen skulle demonstrationer fra flere steder i byen samles i nærheden af Nørreport, derfra skulle man så gå mod Børsen. Vel vidende, at der blandt de demonstrerende var en del politistikkere, udspredte initiativtagerne det rygte, at marchen gjaldt en plyndring af Kødbyen, og det troede politiet øjensynligt på. Da de første demonstranter kom ind i børssalen, råbte de til de forsamlede børsfolk: "Kan I så se at komme ud, alle I slyngler, tyveknægte og banditter". Snart var hele Børsen ryddet for dens daglige gæster. Mange af demonstranterne blev senere idømt hårde straffe. En illustration af retssystemets nidkærhed over for politiske aktivister i disse urolige år

 

Lateranoverenskomsten mellem Mussolinis Italien og Vatikanet underskrives. Ved magtovertagelsen og oprettelsen af diktaturet i 1922 havde de italienske fascister sejret over to hovedmodstandere: Den borgerlige liberalisme og socialismen. Men endnu bestod en ideologisk kraft med stor indflydelse i italiensk samfundsliv: Den katolske kirke. I kampårene havde fascisterne – ved agitation og overfald – også bekæmpet de sociale katolikker, og paven havde ofte udtalt sin harme over fascisternes fremfærd. Efter magtovertagelsen beroligede Mussolini Vatikanet. Han anerkendte katolicismen som den nationale religion, gav påbud om at krucifikser skulle ophænges i skoler, fritog delvis præster fra militærtjeneste og garanterede katolske privatskoler retigheder omtrent på linje med de offentlige. Også Vatikanet optrådte imødekommende over for Mussolini. Med underskrivelsen af overenskomsten den 11. februar 1929 blev den konflikt bilagt, der havde hersket mellem pavestolen og den italienske stat, siden denne fra 1870 havde besat resterne af pavestaten, dvs byen Rom. Overenskomsten bestod af en politisk traktat, en finansiel ordning og et konkordat. I den politiske traktat blev det slået fast, at det romerske spørgsmål fra 1870 var definitivt løst med, at Vatikanet blev anerkendt som en suveræn stat, mod at Vatikanet anerkendte Rom som Italiens hovedstad. Paven fik udbetalt en stor erstatning. I konkordatet blev det slået fast, at "den katolske, apostoliske og romerske religion er den eneste statsreligion". Det betød ikke, at andre bekendelser var forbudt, men at den katolske kirke indtog en foretrukket stilling, og dens præster nød visse privilegier når det gjaldt den civile og militære forvaltning. Aftalen blev underskrevet af Mussolini og kardinal Gaspari

1945 Jaltamødet afsluttes. Mødet, der var begyndt den 4. februar, blev afholdt i Jalta på Krim mellem de "tre store", Roosevelt (USA), Churchill (Storbritannien) og Stalin (Sovjetunionen). På dagsordenen stod spørgsmål vedrørende krigens afslutning og forholdene efter krigen. Med hensyn til Tysklands fremtid besluttedes det, at landet efter at have kapituleret betingelsesløst skulle besættes opdelt i fire besættelseszoner. På Churchills anmodning fik Frankrig tildelt en besættelseszone bestående af dele af den britiske og amerikanske zone. Sovjetunionen havde ikke deltaget i krigen med Tysklands allierede Japan, og på mødet tog Stalin sig dyrt betalt for at erklære Japan krig senest tre måneder efter, at krigen i Europa var slut. Han fik løfte om at genvinde de områder, Rusland i 1905 havde mistet til Japan - og lidt til. Stalin opnåede på denne måde det sydlige Sakhalin og øgruppen Kurilerne, der aldrig havde været russisk. Desuden ville vestmagterne sørge for, at Sovjet sikres adgang til de kinesiske havne Dairen og Port Arthur samt jernbanerne i Manchuriet. Det vanskeligste punkt på Jaltamødet var spørgsmålet om Østeuropa og Polen. Efter lange diskussioner lykkedes det at blive enige om Polens grænser. I øst skulle grænsen være Curzon-linjen (den polske østgrænse fra 1919) og Oder-Neisse linjen i vest. Vedr. Polens fremtidige regering besluttede man, at den af russerne indsatte regering i den polske by Lublin skulle optage medlemmer fra Polens eksilregering i London og dermed danne en provisorisk polsk samlingsregering. Denne skulle snarest udskrive frie valg. Russernes løftet herom var og blev dog kun tomme ord. Endelig blev parterne i Jalta enige om at skabe en verdensomfattende freds- og sikkerhedsorganisation. Dette blev realiseret ved oprettelsen af FN

1950 d Hartvig Frisch, filolog, forfatter, socialdemokratisk folketingsmedlem og minister; han blev i 1917 cand mag med latin som hovedfag og græsk som bifag. Derefter var han i en årrække gymnasielærer og 1938-1941 faginspektør i oldtidskundskab og græsk. I 1926 blev han valgt til Folketinget i Maribokredsen for Social-demokratiet. I 1935 blev han sit partis gruppeformand og ordfører, og der fulgte nu fem år, hvor F var blandt de toneangivende i dansk politik. I 1930'erne havde F rettet stærke angreb på nazismen f.eks. i "Pest over Europa" (1933), og under besættelsen hørte han blandt de hårdest angrebne fra nazistisk hold og blev tidligt tvunget til at afholde sig fra deltagelse i udadvendt politisk virksomhed. Han skiftede da over og blev videnskabsmand. I 1941-47 var han professor i klassisk filologi ved Københavns Universitet. I 1942 udkom hans "Cice-ros Kamp for Republiken" og i 1944 "Magt og Ret i Oldtiden". Samtidig med han stod på Brøn-dum-bandens mordliste, kom han i et stærkt modsætningsforhold til modstandsbevægelsen. I november 1943 rettede han et kraftigt angreb mod en sabotage på en storbæltsfærge, hvorved flere hundrede danskeres liv i fare. Bedre blev det ikke, da han i 1945 først kritiserede retsopgøret og dernæst angreb modstandsbevægel-sen for de gennemførte stikkerlikvideringer. Kritikken mod F var hård, hvilket uden tvivl medvirkede til, at han ikke opnåede valg i okt 1945; da en anden partifælle derefter trak sig tilbage, rykkede F på ny ind i tinget. Partiet brugte ham i de næste par år i det internationale samarbejde; i 1947 blev han undervisningsminister. I Fs tid som minister, der kun blev to år, idet han i slutningen af november 1949 blev han syg og indlagt, gennemførtes retskrivningsreformen af 1948, der afskaffede formerne skulde, kunde og vilde, de store begyndelsesbogstaver i substantiver samt indførte å i stedet for aa (f 17/1 1893)

 

1975 Margaret Thatcher bliver leder af det konservative parti i Storbritannien. De konservatives valgnederlag i februar 1974 svækkede partiets leder, Edward Heath så meget, at han måtte træde tilbage som formand. Margaret Thatscher fik ved afstemningen om formandsposten dobbelt så mange stemmer som nærmeste konkurrent. Med sin rappe replik og med sin baggrund i middelklasseborgerskabet mente man, hun havde vælgertække. Hun var blevet indvalgt i Parlamentet i 1959 og var 1961-64 statssekretær i MacMillans regering. I Edward Heaths regering 1970-74 var hun undervisningsminister og lagde navn til regeringens skolepolitik, som standsede Labour-regeringens iværksatte reformer og afskaffede den gratis skolemælk – hvilket skaffede hende tilnavnet "milk-snatcher". Labour-regeringens manglende evne og vilje til at træde op mod de mange vilde strejker, der florerede i Storbritannien fra 1972 og kulminerede i vinteren 1978-79 var ikke uden betydning for den store valgsejr, de konservative fik ved valget den 4. maj 1979. I valgkampen udfordrede Thatcher fagforeningerne og afsluttede sin valgkamp med en advarsel til arbejderne om, at de "ikke skal regne med at kunne leve af understøttelse i al evighed". Ved parlamentsvalget vandt de konservative 339 mandater mod Labours 269, og Margaret Thatcher blev Storbritanniens første kvindelige premierminister

1990 Efter 27 år i fængsel løslades Nelson Mandela og bliver fire år senere Sydafrikas første demokratisk valgte præsident. Han var uddannet jurist og åbnede i 1952 landets første sorte advokatfirma. Han blev en ledende kraft i modstanden mod apartheid, og hans tid var stort set optaget af at forsvare sig selv og sine kammerater i omfattende retssager vekslende med stadig længere fængselsophold. Han blev leder af ANC- Sydafrikas største befrielsesbevægelse. Efter demonstrationerne i Sharpeville i 1960, hvor politiet dræbte 69 sorte, forbød regeringen ANC. Nelson Mandela gik under jorden og organiserede en guerilla-bevægelse, som han ledede, til han blev arresteret i 1962. Han blev idømt livsvarigt fængsel for forsøg på væbnet revolution

 

 

 

 

 

 

Til top        12. februar

1545 Slaget ved Ancrum Moor. England (Henrik 8.) vs Skotland

1554 d henrettet Lady Jane Grey, engelsk dronning i ni dage i juli 1553; hun var tipoldebarn af Henrik 7. (konge 1485-1509)og datter af Henry Grey, marquess af Dorset og Lady Frances Brandon, der var datter af en søster til Henrik 8.(konge 1509-47). Jane Grey fik en uddannelse, der var usædvanlig for hendes samtid. Hun skrev og læste latin og græsk bedre end de fleste. I maj 1553 blev hun gift med hertug af Northumberlands søn, og det lykkedes hertugen at overtale kong Edward 6., der var døende af tuberkulose, til at se bort fra sin fars (Henrik 8.) testamente og anerkende Jane Grey og hendes mandlige efterkommere som arvinger til den engelske trone. Dermed havde man set borrt fra Henrik 8.s to døtre, prinsesserne Marie og Elizabeth Da Edward døde, blev Jane proklameret som engelsk dronning. Men da Edwards søster Marie (den Blodige) gjorde krav på dron-ningeværdigheden og blev mødt med jubel af Londons indbyggere, samtidig med støtten til Jane Grey forsvandt, udråbte Londons lord mayor Marie til dronning. Da ingen ville støtte Jane G, bøjede hun sig for kends-gerningerne. Hun og hendes mand blev den 14. november 1553 idømt dødsstraf for højforræderi. I første omgang blev dommen ophævet, men med Janes Greys fars deltagelse i en sammensværgelse mod dronningen var hendes og hendes mands skæbne beseglet. Den tidligerer dom trådte i kraft, og de blev begge halshugget (f okt. 1537)

1567 f Thomas Campion, engelsk læge, forfatter og komponist; meget af C’s liv er hyldet i mørke; således ved man ikke, hvor han blev uddannet til læge. Der er ingen tvivl om, det skete i udlandet og mest sandsynligt i Holland. Dels var universitetet berømt for sit medicinske fakultek, dels tyder oversættelser fra det 17. århundrede af C’s værker til hollandsk, at han var kendt i Holland. Inden studieårene i udlandet havde Campion studeret nogle år i Cambridge. Efter hjemkomsten til England var han praktiserende læge resten af livet. Hans første litterære arbejder var latinske epigrammer, elegier og hyldestdigte, f.eks. "Poemata" (1597); fra 1601 til 1617 udgav han på engelsk i alt fire "Books of Ayres", samlinger af lyriske digte med musik til, blandt disse er "There is a Garden in her Face". Som prosadigter – "Observations in the Art of English Poesi" (1602) - vil han efter klassisk mønster indføre urimede vers, til trods for hans egne rimdigte blev betragtet som små mesterværker. Campion har desuden skrevet en bog om kontrapunkt og flere maskespil for hoffet (Jacob I) (d 1/3 1620)

1585 f Caspar Bartholin d.æ., læge; han blev i 1605 magister i filosofi og teologi i Wittenberg; denne uddannelse blev efterfulgt af medicinske studier i Basel, Padova og Rom. Han blev dr. med. i Basel 1610. Året efter udgav han "Institutiones anatomica", der blev den mest anvendte anatomiske lærebog i Europa i de næste 100 år. I 1611 blev han professor i latin i København og 1613 professor i medicin. 1618-19 var han universitetets rektor og holdt ved periodens udløb en tale "De ortu, progressu et incrementis regia Academiæ Hafniensis", det første forsøg på en samlet fremstilling af universitetets historie og et arbejde, der vidner om et omfattende kildestudium. Da han 1623 helbredtes for en alvorlig sygdom, forlod han medicinen til fordel for teologien. 1624 blev han professor i teologi og i 1626 dr. teol. Han helligede sig i de flg. år teologiske og religiøse betragtninger, som han offentliggjorde dels i disputatser, dels i prædikener og mindre religiøse afhandlinger. B beskrives som typen på datidens vidensskabs-mand, der med samme dygtighed mestrede en mængde forskellige fag. Således udgav han lærebøger i logik, fysik, metafysik, etik og anatomi. Han er blevet karakteriseret som hørende til Danmarks mest berømte videnskabs-mænd i 1600-tallet, mindre i kraft af nye, originale opdagelser og synspunkter end på gr.af hans usædvanlige pædagogiske evner og intuitive sans for det væsentlige i tidens lærdomskompleks, som han forstod at formulere klart og skarpt med tydelig fremhævelse af hovedpunkterne (d 13/7 1629)

f Jan Swammerdam, hollandsk naturforsker; han studerede fra 1661 medicin ved Leiden universitet og sluttede her venskab med Niels Stensen; sammen foretog de med iver anatomiske studier. Efter at have taget sin eksamen blev han en pioner inden for mikroskopi. Han foretog minutiøse undersøgelser af døgnfluens og biens anatomi; han iagttog frøæggenes udvikling og studerede haletudsens og frøens anatomi. Han opdagede de røde blodceller (1658) og klapperne i lymfekarrene. Han var den første, der tegnede en bregnes spore. I 1669 udgav han "Historia Insectorum generalis"; heri viste han, at insekter i lighed med de højerestående dyr, har en højt udviklet anatomi, og at de ikke forplantede sig gennem selvbefrugtning. I sit mikriskop så han, hvorledes insekter udvikles ved epigenese på samme måde som mennesket, ved at det ene organ udvikles efter det andet. Om dette skrev han i "Biblia naturæ"; det regnes som hans hovedværk. Det udkom først i 1737, og deri havde Swammerdam samlet en række anatomiske skildringer af talrige insekter og disses udviklingsstadier (d 15/2 1680)

 

1663 f Cotton Mather, amerikansk puritaner, præst og forfatter; han var præst i Boston og blandt lederne af det puritanske samfund i de amerikanske kolonier. Han var en udmærket type på en amerikansk, puritansk lærd, hjemme i en halv snes sprog, i besiddelse af megen viden på mange områder og alligevel bevarende sin puritanske snæversynethed uforstyrret. Efter sigende var Mather i besiddelse af en enorm arbejdsevne; han har udgivet over 400 værker. Især beskæftigede han sig med det overnaturlige i hverdagen, eksempler på det offentliggjorde han i "Memorable Providences Relating to Witchcraft and Possessions" (1689), som almindeligvis får skylden for at have givet anledning til heksehysteriet og -processerne i Salem 1692. Endvidere forfattede Mather bønner, arbejder om åndelig vejledning, medicin (han arbejde ivrigt for at fremme koppevaccination) og politisk moral. I sin "Magnalia Christi Americana" (1702) fortæller han om stort set enhver betydningsfuld person og begivenhed i New England fra dets grundlæggelse til hans egen tid (d 13/2 1728)

f Frans 2., han var 1792-1806 den sidste tysk-romerske kejser. Fra 1804 til sin død var han som Frans 1. østrigsk kejser. Hans første mange regeringsår var præget af krigene mod det revolutionære Frankrig og Napoleon. I disse krige mistede Østrig i begyndelsen af 1800-tallet store landområder, og kejserrigets finanser var ødelagt. Efter Napoleon i 1804 havde udråbt sig til kejser, proklamerede Frans samme år kejserdømmet Østrig, og i 1806 erklærede han Det Tysk-romerske Rige for opløst. Det skete både for at forhindre Napoleon i at overtage kejserværdigheden, og fordi Det Tysk-romerske Rige nu var reduceret til den østrigske kejsers arvelande. Frans accepterede i et forsøg på at opnå forståelse med Frankrig, at hans datter Marie Louise blev gift med Napoleon. Alligevel gik han med i den afgørende koalition mod Napoleon. Indenrigspolitisk fastholdt Frans et strengt konservativt system, som bekæmpede alle liberale initiativer. Han var i lighed med andre af samtidens fyrster borgerlig af væsen og havde udpræget sans for retfærdighed og for fyrstemagtens guddommelighed. Der blev i Frans regeringstid grundlagt industrielle, finansielle og videnskabelige institutioner, der pegede fremad mod bl.a. industrialismens gennembrud (d 2/3 1835)

1804 d Immanuel Kant, tysk filosof; født i Königsberg (Kalingrad), bortset fra år som huslærer på forskellige østpreussiske godser boede han hele livet i fødebyen. Ved byens universitet studerede han naturvidenskab, matematik og filosofi. Fra 1755 virkede han som privatdocent; 1766 blev han desuden underbibliotekar og fra 1770 professor. De forelæsninger, han holdt over filosofi og fysik, blev stærkt besøgt; selv sagde han, at han lagde vægt på at lære studenterne ikke filosofi, men at filosofere. Samtidig med universitetsvirksomheden begyndte han sit forfatterskab. For at nå til klarhed over hvad videnskabelig undersøgelse vil sige, tog han både oplysningstidens tillid til den menneskelige fornuft, Humes skeptiske indstilling og kirkens logiske bevisførelse op til en kritisk og overordentlig dybtgående undersøgelse. I "Kritik der reinen Vernunft" (1781) analyserede han den menneskelige erkendelse og viste, hvorledes mennesket, når det sanser omverdenen, ikke står frit, men er bundet til altid at opfatte den i tid og rum; K konkluderede da, at om den verden, der er forud for eller uden for menneskets erkendelse "das Ding an sich", kan det intet som helst vide. I "Kritik der praktischen Vernunft" (1788) undersøgte K etikken for at finde et gyldigt grundlag for en sand moral (f 22/4 1724)

f Abraham Lincoln, USA's præsident 1861-1865; født i Kentucky og voksede op i beskedne kår i en nybyggerfamilie på "the frontier", først i Kentucky siden i Illinois. Han fik ingen regelmæssig uddannelse, men læste meget selv og uddannede sig til advokat ved selvstudium. Han nedsatte sig som advokat i Springfields, Illinois, hvor han 1834-40 var medlem af Repræsentanternes Hus for Whig-partiet (dvs. en slags republikaner). Her tog han til orde for, at slaveriet, som han anså for et onde, ikke burde udstrækkes til flere områder. Han deltog ikke i agitationen mod slaveriets afskaffelse, og han anerkendte sydstaternes ret i henhold til forfatningen til selv at bestemme, om de ville have slaveri. 1847-49 og igen fra 1854 sad han i Repræsentanternes Hus i Washington. I 1854 sluttede han sig til det nystiftede Republikanske parti. Han stillede forgæves op til US-senatsvalget i 1858. Diskussionerne med modstanderen gjorde L så kendt, at han 1860 blev sit partis præsidentkandidat og valgt november samme år. Skønt L aldrig havde talt for slaveriets afskaffelse ved unionslov, fik hans valg sydens slavestater til at forlade unionen. Dette hævdede den nyvalgte præsident var ulovligt, og Borgerkrigen mellem nordstaterne og sydstaterne var en kendsgerning. Først i 1862 bekendtgjorde han slaveriets ophævelse og gjorde anerkendelse heraf til en fredsbetingelse. I 1865 gennemførtes en forfatningsbestemmelse, hvorved slaveriet blev forbudt. Under krigen gik L’s indsats til stadighed ud på at skabe basis for en forsoning mellem nord og syd efter krigens ophør. I 1864 blev han genvalgt. Få dage efter sydstaternes overgivelse og krigens afslutning blev L myrdet under en teaterforestilling i Washington. Hans død blev til ubodelig skade for sydstaterne. Nu blev der ikke tale om forsoning. Sydstaterne, der i mange år var besat af unionstropper, blev behandlet som erobret land, og det varede flere år, før krigens ødelæggelser var overvundet (d 15/4 1865)

 

 

f Charles Darwin, engelsk naturforsker, der sandsynligvis er den enkeltperson, der har haft størst betydning for den moderne biologis udvikling. Som 16-årig blev han sendt til Edingburgh for at blive læge som sin far, men efter to år opgav han og begyndte i stedet at læse teologi i Cambridge. Han var ikke særlig interesseret i studiet, men gennemførte uddannelsen. Sideløbende med teologistudiet dyrkede han sine interesser; han var friluftsmenneske, jæger, samler af insekter og planter og syslede med kemiske eksperimenter. Han tog desuden forskellige naturhistoriske fag. Darwin fik et nært forhold til en af sine undervisere, botanikeren Steven Henslow, som anbefalede ham til den britiske flåde, der manglede en ung naturhistoriker til en jordomsejling. Således gik det til, at Darwin i 1831 kom med som zoolog på et af regeringen udsendt opmålingsskib, briggen "Beagle", der skulle på videnskabeligt togt syd om Sydamerika og rundt om Jorden. Rejsen, der varede fem år, bød Darwin på rig lejlighed til talrige sammenlignende iagttagelser af geologiske og biologiske fænomener. På Galapagosøerne kunne han konstateere, at øerne husede en dyreverden, som var beslægtet med, men tydeligvis var forskellig fra fastlandets, og som atter viste små forskelle fra ø til ø. Disse iagttagelser fik ham til at antage, at arterne gradvis forandres. Efter hjemkomsten i 1836 studerede og bearbejdede Darwin, der var økonomisk uafhængig, sine samlinger og optegnelser. Han skrev en beretning om jordomsejlingen, og sine teorier om nedstamningen havde han klar allerede 1839, men først 20 år senere udkom hans "On the Origin of Species by Means of Natural Selection", (da. Arternes oprindelse, 1872). I værket hævdede Darwin, at de højere levende væsener havde udviklet sig af de lavere; det var sket gennem en "naturlig udvælgelse", idet de bedst egnede under "kampen for tilværelsen" havde klaret sig, mens de andre var gået til grunde. At Darwin uden videre indordnede mennesket i dyreriget vakte voldsom ophidselse især i kirkelige kredse. Allerede på udgivelsesdagen blev "Arternes Oprin-delse", trykt i 1250 eksemplarer, udsolgtz. Med bogen fik den biologiske udviklingstanke sit gennembrud. Vide kredse nøjedes dog ikke med at betragte "darwinismen" som en ny og frugtbar arbejdshypotese, men tog den som en bevist kendsgerning og fandt i den en ny, hensigtsmæssig naturlov i nøjeste overensstemmelse med troen på fremskridets ustandselige fremmarch (d 19/4 1882)

d Uwe Jens Lornsen, embedsmand og politisk forfatter; under jurastudier i Kiel og Jena blev han påvirket af den tyske "burschenschaftbevægelse". Denne bevægelses ideer om tysk samling og tidens frihedsbegejstring prægede ham for livet. Efter afsluttede studier blev han i 1821 ansat i det Slesvig-Holsten-Lauenburgske kancelli i København og avancerede til kontorchef. 1830 blev han landsfoged på Sild. Julirevolutionen 1830 vakte hans liberale ideer, og på et møde i Kiel oplæste han for meningsfæller sit skrift om en fri forfatning for hertugdømmerne, Slesvig og Holsten. Styret skulle være et tokammersystem efter norsk mønster, men med absolut veto for kongen. Desuden skulle hertugdømmernes styre flyttes fra København til Kiel. Skriftet udkom i 9.000 eksemplarer med titlen "Über das Verfassungswerk in Schleswig-Holstein". Med sine "revolutionære" ideer om en fri forfatning og helstatens opløsning vakte skriftet ængstelse hos kongen (Frederik VI) og hans regering i København. Udgivelsen medførte derfor, at L dømtes fra sit embede og fik 1 års fæstningsarrest. Efter afsoningen slog han sig ned i udlandet og begik selvmord 1838. I slesvig-holstenske kredse betragtedes L siden som en heroisk skikkelse og den første martyr for slesvigholstenismen (18/11 1793)

f Omar Bradley, amerikansk general; i 1915 afsluttede han uddannelsen ved det amerikanske militærakademi West Point. Ved udbruddet af 2. Verd.krig gjorde han tjeneste som kommandant ved infanteriskolen Fort Benning i Georgia. Han overtog derefter kommandoen over 82. og 28. division og blev i 1941 brigadegeneral; i februar 1942 fulgte udnævnelsen til generalmajor; i efteråret samme år blev han chef for 2. armekorps i kampene i Nordafrika. Her bidrog hans korps afgørende til erobringen af Tunesien og tilfangetagelsen af flere end 250.000 tyske og italienske soldater. Efter med udmærkelse at have deltaget i erobringen af Sicilien sommeren 1943 blev B samme efterår overført til Storbritannien. Her overtog han kommandoen over 1. amerikanske hær og deltog i planlægningen af invasionen i Normandiet. Han ledede sine tropper under landgangen den 6. juni 1944. Efter gennembruddet ved Avranches blev han chef for 12. allierede armégruppe, bestående af 1., 3. og 9. amerikanske armé, hvilket var den største amerikanske styrke, der nogensinde var blevet opstillet. Den blev placeret i centrum under fremrykningen mod øst og nedkæmpede den tyske offensiv i Ardennerne december 1944. I januar 1945 fik han overkommandoen over alle tropper på fronten syd for Ardennerne og ledede offensiven ind i Tyskland på denne del af fronten. I 1948 blev B chef for generalstaben og i 1950 øverste chef for nyskabelsen forsvarsstaben bestående af repræsentanter fra såvel hær som flåde og luftvåben. I 1951 udgav han erindringsbogen "A Soldier’s Story" (d 8/4 1981)

 

Kinas sidste kejser – den seksårige Pu Yi - abdicerer. I 1911-12 udbrød der en række lokale oprør i Kina. I Jangtsedalen tog den liberale nationalist Sun Yat Sen ledelsen af oprøret, og i Nanking blev der dannet en republikansk regering under hans ledelse. I Beijing blev general Yuan Shih-kai udnævnt til statsminister, og han valgte at komme overens med Nankingregeringen. Barnekejseren – Pu Yi – måtte abdicere. Da japanerne i 1931 erobrede det kinesiske Manchuriet, blev Pu Yi kejser i den af japanerne oprettede lydstat Manchoko. Efter Japans nederlag i 1945 blev Pu Yi taget til fange af kineserne. De "omskolede" ham, og han levede som gartner i Beijing til sin død i 1967. Yuan Shih-kai betegnes som en listig og intrigant general, som snart kom i skarp modsætning til Sun Yat Sen og hans nye parti, Guomintang. Yuan Shih-kai afløste Sun Yat Sen som præsident. I 1913 fik Kuomintang flertal i Nationalforsamlingen og krævede et parlamentarisk styre. Men Yuan Shih-kai opløste Guomintang og jog dens repræsentanter ud af nationalforsamlingen. Borgerkrigen fortsatte, og Riget gik i opløsning. Det blev først samlet i 1949. Nu under kommunisternes og Maos ledelse

d Lillie Langtry, engelsk skuespiller; 1881 skabte L sensation ved at være den første society kvinde, der optrådte på scenen; hun debuterede på Haymarket Theatre i London som Kate Hardcastle i "She Stoops to Conquer". I nogen tid tog kritikerne hende ikke alvorligt. Men hun viste sig at være en kompetent skuespiller og fik succes. Hun spillede på teatre i hele England og var desuden på turne i USA. Hun blev tilbedt for sin skønhed, og blev kaldt "Jersey Lily" – hun var født på kanaløen Jersey. 1901 åbnede hun sit eget teater – Imperial Theatre. I 1917 trak hun sig tilbage fra scenen. Som en af sin tids smukkeste kvinder var hun til stadighed ombejlet og havde mange beundrere. En af dem var prinsen af Wales, den senere Edward 7. (f 13/10 1852)

d George-Auguste Escoffier, kok; han begyndte sin karriere som 12 årig, og først efter 62 års virke trak han sig tilbage i 1920. Hans arbejde i disse mange år bragte ham vidt omkring. Fra den første læreplads i Nice til Paris, Luzern, Monte Carlo og London med en afstikker som chefkok på kejser Vilhelm II’s yacht. E’s navn blev verdenskendt, efter han i 1890 havde overtaget ledelsen af køkkenet på Savoy hotellet i London. Her skabte han 1893 péche Melba til ære for den australske sangerinde, der da var gæst på hotellet. 1899 flyttede han til Carlton Hotel i London, hvor han til sin tilbagetræden opbyggede hotellets ry for haute cuisine. Ved en lejlighed skal Vilhelm II have sagt til E "Jeg er kejser af Tyskland, men De er kokkenes kejser". Hvorefter kejseren overtalte ham til at tage jobbet som chefkok på den kejserlige yacht. E udgav flere bøger bl.a. "Le Guide Culinaire" (1903) med ca. 5000 opskrifter, "Le Livre de Menus" (1912) og "Ma Cuisine" (1934) (f 28/10 1846)

1947 Christian Dior lancerer "New Look". Denne meget feminine mode erstattede overalt i Vesteuropa og Nordamerika den uniformslignende krigsgarderobe. Fælles for new-look-stilen var afrundede skuldre, betonede bryster og en hvepsetalje, der ideelt skulle måle 54 cm. Dertil et skørt, der nåede godt under knæene (24 cm over jorden) og ofte havde stor vidde. Dertil kort krøllet hår, høje hæle og en håndtaske. Med New Look-moden fik Dior stor indflydelse på verdensmoden og skaffede efter 2. Verd.krig atter respekt for den parisiske haute couture

 

Til top        13. februar

1457 I Mainz udkommer Johann Fusts bog "Psalterium Meguntium" som den første trykte bog i Europa

1542 d Katherine Howard, som kone nr. fem gift med Henrik 8. af England 28. juli 1540 og anerkendt som dronning 8. august. I 1539, da Katherine netop var levet hemmeligt forlovet, vakte hun kongens opmærksomhed. K var ikke afvisende, og de tos flirten blev opmuntret af konservative kredse ved hoffet i et forsøg på at diskreditere kongens førsteminister, Thomas Cromwell, som netop havde arrangeret Henrik 8.’s giftermål med den protestantiske Anne of Cleves. Konspirationen lykkedes – kongen lod sig skille, og Henriks og Katherines bryllupsdag blev Thomas Cromwell henrettet. De næste 15 måneder synes kongen at være meget forelsket i sin femte kone, men i november 1541 fortalte, Thomas Cranmer, ærkebiskop af Canterbury, ham om Katherines elskere før ægteskabet; undersøgelser afslørede, at hun havde mødt nogle af dem efter indgåelse af ægteskabet med Henrik. Alle, også Katherine selv, benægtede utroskab. 11. februar vedtog Parlamentet, at det var forræderi, at en ukysk kvinde giftede sig med kongen. Henrik godkendte vedtagelsen, og Katherine blev halshugget i Tower (f ukendt)

d Benvenuto Cellini, italiensk guldsmed, billedhugger og forfatter; han blev uddannet som guldsmed i Bologna, Siena og Pisa; derefter var han var 1523-40 ansat ved pavehoffet i Rom som medaljør. Under il sacco di Roma opholdt han sig i Castel San Angelo, hvor han gjorde tjeneste som kanonér. Fra 1540 var han i tjeneste hos Frans 1. af Frankrig; derefter arbejdede (fra 1545) hos hertug Cosimo 1. i Firenze. Cellinis hovedværk, statuen "Perseus med Medusas hoved" (1554) er opstillet i Loggia dei Lanzi i Firenze. Andre arbejder er: "Frans 1.’s saltkar" (1542) samt "Nymfen fra Fontainebleau", et bronzerelief Cellini udførte for Frans 1. I sine senere år var Cellini beskæftiget med litterær virksomhed. Med sin selvbiografi "Vita di Benvenuto Cellini" skabte han et spændende kildeskrift til den italienske renæssance. Selvbiografien blev skrevet mellem 558 og 1562. 1565 påbegyndte Cellini sit forfatterskab om guldsmede- og billedhuggerkunsten "Trattato dell’oreficeria" og "Trattato della scultura" (f 3/11 1500)

1616 d Anders Sørensen Vedel, historiker og viseudgiver; han blev student fra Ribe og kom 1561 til København for at studere ved universitet. Men allerede året efter blev han hofmester for Tyge Brahe på dennes udenlandsrejse og vendte først 1565 tilbage Danmark. 1566 tog V magistergraden i Wittenberg og udnævntes 1568 til hofpræst i København. Af stor betydning for V blev den adgang, han fik til den højadelige kreds af historisk interesserede rigsråder og embedsmænd, som han selv har skildret i dedikationer og fortaler. Han blev inviteret til deres bord og påhørte og deltog i samtaler mellem disse nationalt og kulturelt bevidste samfundsspidser. Navnlig rigets kansler Johan Friis til Hesselagergård tog sig af V. Det blev tanken, at Vedel skulle oversætte og fortsætte Saxo. Kansleren Niels Kaas gav ham 1573 et kanonikat i Ribe til understøttelse, og 1575 kom V’s Saxo-udgave. Den er dels blevet betegnet mere at være en fri gengivelse end en oversættelse dels som en gengivelse skrevet på et rent og frodigt dansk. Langt senere blev den en sproglig inspirationskilde for romantikkens digtere og blev 1845-51 genudgivet på initiativ af digteren Christian Winther. V's arbejde med en fortsættelse af Saxo forløb mindre heldigt. 1581 flyttede han til Ribe, hvor han arbejdede utrætteligt på at samle stof til danmarkshistorien. 1584 udnævntes han til historiograf, men fik intet færdigt, hvorfor regeringen 1594 tog dette embede fra ham. Meget tyder på, at V faldt for fristelsen til at fordybe sig i enkeltproblemer og udenomsværker, herunder kronologien og landebeskrivelsen. Alt hvad V havde fået færdig brændte ved Københavns brand i 1728. 1591 udgav V efter opfordring fra dronning Sophie "Et hundrede udvalgte danske viser", folkeviser, han selv havde samlet og bearbejdet (f 9/11 1542)

d Karl 10. Gustav, svensk konge 1654-1660; søn af pfalzgreve Johan Kasimir og Katharina (en datter af Karl IX og dermed søster til svenskekongen Gustav II Adolf); da pfalzgreven blev fordrevet fra sit land, søgte han til Sverige, hvor Gustav Adolf udnævnte ham til hertug. Her blev K født, han blev opdraget her og følte sig altid som svensker. I 1640’erne tydede meget på, at han skulle blive gift med Gustav Adolfs datter, Kristina. Men til hans store skuffelse blev Kristinas voksende modvilje mod at gifte sig afgørende. 1642-45 var K i feltherrelære hos Torstenson og deltog i dennes danske felttog. Kristina, der i 1642 havde overtaget den svenske efter sin fars død, udnævnte i 1648 K til overgeneral for samtlige svenske hære. Året efter gennemtvang hun, at det modvillige svenske rigsråd accepterede K som tronfølger, og da Kristina juni 1654 nedlagde kronen, blev han kronet. 1655 begyndte han krig mod Polen og Rusland, men trods sejre var hans stilling vanskelig, og Danmark-Norges krigserklæring 1657 kom derfor som en befrielse for ham. I ilmarch trængte han frem til Jylland, indtog Frederiksodde (Fredericia), foretog sit berømte tog over bælternes is og fik ved freden i Roskilde: Bohuslen og Trondheims len, Skåne Halland, Blekinge og Bornholm. Da han genoptog krigen august 1658 for at gøre det af med det danske kongerige, svigtede krigslykken ham. Krigen endte med freden i København; Norge fik Trondheim len og Danmark Bornholm. I ægteskabet med Eleonora af Holsten-Gottorp blev født sønnen Karl (XI) (f 8/11 1622)

 

 

Højesteret oprettes ved forordning til afløsning af Kongens Retterting. Kongen var indtil Grundloven af 1849 rettens formand, men efterhånden gav han kun møde på den første retsdag i retsåret, så allerede i 1674 oprettedes et embede som justitiarius. Han blev rettens egentlige leder og fik ved Retsplejelovens ikrafttræden i 1919 navn af præsident

1692 Massakren i Glencoe, Skotland. Den fandt sted som et forræderisk angreb udført efter ordre fra den engelske øvrighed af soldater fra Archibald Campbells regiment på medlemmer af MacDonald klanen i Glencoe. Denne klans leder havde på gr. af omstændigheder, der lå uden for hans kontrol, undladt at aflægge troskabsed inden for den foreskrevne tidsgrænse til den engelske konge, Vilhelm 3.. Mange skotske klaner var forblevet loyale over for Jacob 2., da han i 1689 blev afsat og på den engelske trone erstattet af Vilhelm 3. I august 1691 tilbød den engel-ske konge straffritagelse til alle klanledere, som inden den 1. januar 1692 aflagde troskabsed. Da man forventede, at mange ville afslå at aflægge eden, stillede englænderne samtidig barske modforholdsregler i udsigt til alle, der ikke aflagde eden. Men alle klanledere aflagde faktisk eden. Men da Alexander MacDonald i Glencoe den 31. december mødte op for at tilkendegive sin loyalitet, kunne det ikke ske, da der ikke var nogen embedsmand til stede i Fort William. Så først den 6. januar 1692 kunne MacDonald foretage sin edsaflæggelse. En underordnet engelsk embedsmand syntes åbenbart, at MacDonalds formodede opsætsighed skulle have følger. Vilhelm III underskrev en ordre til afstraffelse af MacDonaldklanen. Men det kan ikke udelukkes, at han ikke har læst den, for han underskrev ofte papirer i stor hast. Det gik derefter fredeligt til, da mere end 100 soldater fra Fort William blev indkvarteret blandt medlemmer af MacDonald klanen. Men efter en uge gik de pludselig til angreb. Mange klanmedlemmer nåede at flygte, men Alexander MacDonald, 33 mænd, 2 kvinder og 2 børn blev dræbt. I såvel 1693 som 1695 iværksatte Vilhelm 3. undersøgelser. De førte til afskedigelse af nogle embedsmænd, men hvem, der var den virkelige ansvarlige, blev aldrig opklaret

1728 d Cotton Mather, amerikansk puritaner, præst og forfatter; han var præst i Boston og blandt lederne af det puritanske samfund i de amerikanske kolonier. Han står som en karakteristisk type på en amerikansk, puritansk lærd, hjemme i en halv snes sprog, i besiddelse af megen viden på mange områder og alligevel bevarende sin puritanske snæversynethed uforstyrret. M var i besiddelse af en enorm arbejdsevne; han har udgivet over 400 værker. Især beskæftigede han sig med det overnaturlige i hverdagen, eksempler på det offentliggjorde han i "Memorable Providences Relating to Witchcraft and Possessions" (1689), som almindeligvis får skylden for at have givet anledning til heksehysteriet og -processerne i Salem 1692. Endvidere forfattede M bønner, arbejder om åndelig vejledning, medicin (han arbejde ivrigt for at fremme koppevaccination) og politisk moral. I sin "Magnalia Christi Americana" (1702) fortæller han om stort set enhver betydningsfuld person og begivenhed i New England fra dets grundlæggelse til hans egen tid (f 12/2 1663)

f Édouard-Adolphe-Casimir-Joseph Mortier, fransk marskal; gjorde sig kendt i revolutionskrigene og blev forfremmet til general i 1799. Året efter blev han øverstkommanderende for den 10. division. Efter sammenbruddet af freden i Amiens og krigens genoptagelse besatte han med sin division i april 1803 Hannover. Ved Napoleons kroning i 1804 blev han marskal og deltog i felttogene i Preussen 1806 og 1807. I 1808 kæmpede han i Spanien og besejrede en spansk hær på 60.000 mand i slaget ved Ocana. Under felttoget i Rusland i 1812 stod han i spidsen for en del af garden. Til det sidste stod Mortier på Napoleons side, og i 1814 kæmpede han med de allierede hære uden for Paris. Da bourbonerne vendte tilbage til den franske trone i 1814, bevarede M sin position. Da Napoleon fra Elba vendte tilbage til Paris for at generhverve sin magt, sluttede M sig til ham. Efter bourbonerne atter var vendt tilbage, var M i unåde til 1819. Efter julirevolutionen i 1830, da kong Louis-Philippe overtog den franske trone efter Karl 10., gjorde M en tid tjeneste som sit lands ambassadør i Sct. Petersborg og var derefter premier- og krigsminister i perioden november 1834 til marts 1835 (d 28/7 1835)

 

d Jacob Edvard Coljørnson, jurist, bondereformator; født i Norge, som han aldrig genså, efter han begyndte sine juridiske studier i København. Han blev cand. jur. i 1773 og virkede derefter nogle år som advokat; i 1780 blev han kammeradvokat, hvad der knyttede ham nært til centraladministrationen og især til rentekammeret. I 1786 blev han sekretær ved Den store Landbokommission og fik afgørende indflydelse på dens arbejde. Det skete efterhånden som de første resultater af forhandlingerne i kommissionen blev ført ud i livet i form af lovgivning. Da måtte kommissionen tage stilling til en lang række problemer vedrørende forordningernes tolkning. Dette arbejde påhvilede C, der tilsyneladende suverænt udformede besvarelserne. Desuden øvede han en betydelig indflydelse på selve forhandlingernes gang. Kommissionens arbejde betød en lovgivning, der gav bonden borgerlige rettig-heder og sikrede ham mod overgreb fra herremanden. C stod således bag forordningen af 8. juni 1787 om tvungen synsforretning ved en fæstegårds overtagelse. Selv om han deltog i forarbejdet, synes han at have haft mindre indflydelse på loven om stavnsbåndets ophævelse i 1788. C var blandt initiativtagerne til Frihedsstøtten, opført 1792-97. Fra 1788 var han generalprokurør og øvede frem til 1804 stor indflydelse på lovgivningen. Omkring 1790 stod C som en af de mest indflydelsesrige personer i landets styre. Han nød stor popularitet i det reformvenlige borgerskab, hvor man betragtede ham som garant for en fortsat reformvenlig politik. Med årene blev C stadig mindre liberal og med sin medvirken til skærpelsen af Trykkefrihedsloven i 1799, mistede han sin hidtidige popularitet. Fra 1804 til sin død var han justitiarius (formand/præsident)i Højesteret (f 19/11 1744)

1811 f Francois Achille Bazine, fransk marskal; han blev løjtnant i 1833 og kæmpede som ung officer i Algeriet. Som oberst udmærkede han sig under Krimkrigen og blev forfremmet til generalmajor og guvernør i Sevastopol. I den fransk-sardinske krig mod Østrig om Norditalien indtog han i juni 1859 Solferino. Han deltog i den franske ekspedition til Mexico 1862-67, blev ekspeditionsstyrkens leder og blev marskal i september 1863. Ved udbruddet af den fransk-tyske krig 1870 førte han 3. armékorps og fik 12. august overkommandoen over Rhinhæren. Efter nederlaget ved Gravelotte trak han sig med sin ca 180.000 mand stærke hær ind i fæstningen ved Metz. Her blev han indesluttet og efter et par kraftløse udbrudsforsøg, indledte han efter det franske nederlag ved Sedan forhandlinger med tyskerne. Forhandlingerne endte med, at Bazine overgav sig med hele sin hær, der stadig var intakt. For disse handlinger blev han 1872 stillet for en krigsret, som enstemmigt dømte ham til døden for forræderi. Ved indgriben af landets præsident blev straffen nedsat til 20 års fængsel. 1874 undslap han fra sit fangenskab; resten af livet levede han i meget beskedne kår i Madrid (d 28/9 1888)

1845 d Henrik Steffens, naturforsker, filosof; i 1794 tog han som den første i Danmark en naturvidenskabelig eksamen. Efter eksamen fik han stipendium til en mineralogisk og geologisk rejse til Norge. Han var herefter ansat ved universitetet i Kiel, indtil han 1798 fik understøttelse til sin store dannelsesrejse; i konditionerne for støtten stod, at han skulle drive nyttige studier i geologi og bjergværksdrift. Men da han i 1799 kom til Jena, blev han grebet af Fichtes filosofi og kom i forbindelse med Goethe og de førende mænd i den romantiske skole. S fandt en ledetråd for sin erkendelse af naturen, og han kunne finde en udvidelse og guddommeliggørelse af det idylliske verdensbillede, han havde hyldet i Danmark. S’s hjemkomst er en af de virkelig skelsættende begivenheder i dansk åndsliv. For Oehlenschläger og for hele den yngre generation betød mødet med S en overvældende inspiration: som en katalysator vækkede han skjulte kræfter og bragte nye, dybere perspektiver ind i den eksisterende tro på harmoni og forsyn. S’s optræden, hans "levende ord", hans personlige udstråling gjorde ham til en farlig mand for magt-haverne. Han kunne ikke få nogen ansættelse ved universitetet i København, og da han i foråret 1804 kaldtes til Halle, havde han ikke noget valg. Resten af sin indsats lagde han i Tyskland (f 2/5 1773)

f Lord Randolph Churchill, britisk politiker; blev 1874 medlem af Underhuset for Woodstock. Han var konservativ, men dannede 1880 "The Fourth Party", der voldsomt bekæmpede Gladstones irske politik og søgte forbindelse med liberale tilhængere af Home Rule for Irland. C stod for en fremskridtsvenlig konservatisme, der gik ud på at vinde arbejderne ved politiske og sociale reformer, ligesom han ville omorganisere det gamle tory parti i demokratisk retning. C var minister for Indien 1885-86 og virkede energisk for erobringen af Burma; 1886 blev han finansminister, men gik af samme år, da han ikke ville gå med til det store militærbudget, hans kolleger ønskede. Han agiterede de følgende år for sine venstrekonservative synspunkter, men svækkedes tidligt af sygdom. Randolph C var far til Winston Churchill (d 24/1 1895)

 

 

1862 f Mikkel Hindhede, læge; begyndte 1895 at eksperimentere med ernæringsspørgsmål og påviste, at æggehvideindholdet i kosten kunne nedsættes til 1/4 eller ½ af den officielle videnskabs foreslåede tal. H. hævdede, at man fik æggehvide nok gennem indtagelse af et passende overskud af korn, kartofler og grøntsager. Han hævdede samtidig, at en æggehvidefattig og meget sparsom kost fremmede menneskets sundhed og gav modstandsdygtig-hed mod sygdomme – spec. hjerte-og nyresygdomme. Noget objektivt kriterium for dette standpunkt gav han aldrig. Fra H’s laboratorium udsendtes der et halvthundrede beretninger, men kun en del indeholdt selvstændige undersøgelser. Under 1. Verdenskrig blev H's principper lagt til grund for den rationering, der blev indført i Danmark. Kosten blev for befolkningens flertal en væsentlig brød-grød-kartoffelkost med et mindre tilskud af animalske fødemidler (kød, mælk, smør og flæsk), idet svinebestanden blev reduceret til en femtedel, og kvægbestanden ligeledes reduceredes væsentligt, hvorved det indhøstede korn i højere grad kom mennesket til gode. I en lille pjece - Dyrtidskost - fra 1918, der af regeringen udsendtes i 30-40.000 eksemplarer, gav H de nødvendige praktiske anvisninger. Det er blevet hævdet, at danskernes gode sundhedstilstand under 1. Verdenskrigs rationeringer i væsentlig grad skyldtes Hindhedes indsats (d 17/12 1945)

1883 d Richard Wagner, tysk komponist; begyndte sin musikalske karriere i 1834 som musikdirektør i Magdeburg. To år senere blev han teaterkapelmester i Königsberg og fra 1837 i Riga. 1839 måtte han opgive sin stilling og flygtede hemmeligt fra sine kreditorer. Han havnede i Paris. Her levede han kummerligt til 1842 ved at skrive avisartikler, komponere franske romancer, lave musikarrangementer m.v. Desuden skabte han her sin første betydelige opera "Der Fliegende Holländer" (1841). 1842 blev W hofkapelmester i Dresden, hvor "Der fliegende Holländer" opførtes med stor succes. I 1840'erne kom også "Tannhäuser" og "Lohengrin". W’s aktive deltagelse i den politiske opstand i Sachsen 1848 betød, at han måtte drage i landflygtighed til Svejts (til 1861). Her udgav han en række skrifter, dels kunstfilosofiske, dels polemiske om tysk nationalisme, antisemitisme m.m. Desuden udarbejdede han størstedelen af "Der Ring der Nibelungen". Også i Svejts komponerede han: "Tristan und Isolde"(1857-59). I 1861 fik W amnesti, og han vendte tilbage til Tyskland. Men de første år efter hjemkomsten bragte ham ikke megen glæde. Han var plaget af pengesorger og var netop for anden gang i sit liv at flygte fra dine kreditorer, da kong Ludvig II af Bayern uventet inviterede ham til München og hjalp ham ud af hans dårlige økonomiske situation. Nu begyndte en opgangstid for W. 1865 pførtes "Tristan og Isolde", og 1868 efterfulgtes den af "Die Meistersinger von Nürnberg". Fra 1872 boede W i Bayreuth, hvor der i 1876 blev indviet et Festspieltheater helliget opførelse af hans operarer ved årlige festspil. Ved indvielsen fandt den første fuldstændige opførelse af "Nibelungens Lied" sted. Foruden "Rhinguldet" og "Valkyrien" består den af "Siegfried" og "Ragnarok". W’s sidste værk blev "Parsifal" (1877-82) (f 22/5 1813)

1903 f Georges Simenon, belgisk født fransk krimiforfatter, hvis bøgers verdensomspændende udbredelse er uden fortilfælde inden for fransksproget litteratur; efter flere småjobs som ung kom han i lære som journalist på et blad i provinsen med politisager som sit område. I 1920 tog han til Paris, hvor han begyndte at skrive alle slags fortællinger under forskellige pseudonymer. I 1930 kom hans første kriminalroman med den parisiske politikommissær Maigret som hovedperson. S var utrolig produktiv; han udgav 5-6 bøger om året, nogle af dem historier uden Maigret, men næsten alle med en dystert psykologisk analyse af et forkvaklet miljø, højt såvel som lavt, hvor begivenhederne til sidst eksploderer i en kriminel handling. I Maigret-bøgerne sørger den store detektiv for opklaringen. Alfaderligt, piberygende, desillusioneret og mærkeligt reserveret træder Maigret frem og får lidt efter lidt folk til at lukke sig op og afsløret forbryderen. Selv om bøgerne handler om forbrydelser, er der en stilfærdig, lidt melankolsk stemning i Maigrets verden. Alt opleves gennem ham. S skrev flere hundrede kriminalromaner, hvoraf ca. 80 var med Maigret. Desuden har han skrevet realistiske, psykologiske romaner f.eks. "L'Homme qui Regardait Passer les Trains" (1938) (d 4/9 1989)

1909 d Hugo Egmont Hørring, embedsmand, konseilspræsident 1897-1900, han blev cand. jur. 1868 og var derefter ansat i indenrigsministeriet, 1882 blev han direktør for Grøndlandske Handel, hvorefter han 1889 blev departementschef. Da 1894 Ministeriet for offentlige Arbejder udskiltes fra Indenrigsministeriet, blev H., som længe havde været anset for en af centraladministrationens dygtigste embedsmænd, udnævnt til indenrigsmi-nister i ministeriet Estrup; ved Estrupministeriets afgang august samme år fortsatte H på samme post i ministeriet Reedtz-Thott. Efter dettes fald dannede han maj 1897 selv regering, hvori han overtog finansmi-nisteriet og 1899 tillige justitsministeriet. Men tiden var ved at rinde ud for højreregeringer, og trods utvivlsom dygtighed som politiker og som administrator, formåede H ikke at hævde sin regerings og sit partis politik over for det massive venstreflertal i Folketinget. Dertil kom, at H selv havde svækket sin position ved i sommeren 1898 på egen hånd at afholde en del udgifter til forstærkning af Københavns befæstning under en formentlig truende krig mellem England og Rusland. I april 1900 trådte ministeriet Hørring tilbage. Han var siden 1896 medlem af direktionen for det Classen’ske Fideikommis og fra 1906 til sin død direktør for Kongerigets Hypotekbank, i 1906 blev han endvidere eksekutor i Christian 9.s bo (f 17/8 1842)

f Mae West, amerikansk skuespiller; i filmhistorien har hun fået betegnelsen, filmens førsteter han 1889 blev departementschef. Januar 1894 blev Hørring indenrigsminister i ministeriet Estrup; ved Estrupministeriets afgang august samme år fortsatte H på samme post i ministeriet Reedtz-Thott. Efter dettes fald dannede han maj 1897 selv regering, hvori han overtog finansministeriet og 1899 tillige justitsministeriet. Men tiden var ved at rinde ud for højreregeringer, og trods utvivlsom dygtighed som dygtighed som administrator, formåede H ikke at hævde sin regerings og sit partis politik over for det massive venstreflertal i Folketinget. I april 1900 trådte ministeriet Hørring tilbage. Hørring var siden ordensskatmester og fra 1906 til sin død direktør for Kongerigets Hypotekbank (f 17/8 1842)

1916 d Vilhelm Hammershøi, maler; udstillede 1885 sit første billede "Portræt af en ung Pige". Med sine enstonige sorte, grå og brune farver og sit tyste væsen skulle man synes, at H i 1880’ernes Danmark ville komme til at stå som en ganske egenartet, tilsyneladende rodløs fremtoning. H "den fredeligste af fredsommelige" fik imidlertid den skæbne at blive et stridens æble mellem en uforstående offentlighed og vrangvillige autoriteter på den ene side og betydelige venner samt en kunstnerisk opposition på den anden side. Hans kunst virkede så ny og uvant, at den forargede, men samtidig var H straks fra første færd anerkendt af en lille kreds af kunstnere og kunstkyndige. Iøvrigt blev H’s billeder modtaget med virkelig beundring og stor anerkendelse overalt i udlandet; efter flere udstillinger i udlandet fastslog udstillingen i Rom 1911 hans europæiske ry (præmie 10.000 lire; opfordring til at levere selvportræt til Uffizierne). I stadig videre kredse vandt H indpas som "de stille stuers maler" med billeder fra sit hjem - stuer med hvide døre, nogle få udsøgte møbler og en enkelt figur, stundom et solstrejf gennem et vindue. Disse skildringer af det fornemme borgerlige interiør har vist sig at have større betingelse for at vinde udlandets forståelse som fortolkning af det særegne i dansk kultur, end dansk malerkunst i almindelighed besidder. Nogle af hans interiører er måske snarere indendørs-arkitektur end stue-billeder, således "Støvkornenes Dans i Solstrålerne" (1900) og "Aabne Døre" (1905). De fører lige over i hans store arkitekturstykker f.eks. "Kronborg" (1907) og "Slotskirken" (1910). H’s produktion af figurbilleder og landskabsbilleder er ikke stor (f 15/5 1864)

1945 Massakren på Dresden. 800 RAF og 521 amerikanske bombefly sønderbomber i tre bølger i en 14 timers periode Dresden. Inden dette angreb var byen stort set blevet forskånet for luftangreb. I midten af januar var alt luftværnsskyts blevet flyttet fra Dresden til østfronten, og mange flygtninge var søgt til byen. Ved angrebet på Dresden ville lederen af det britiske Bomber Commands, luftmarskal Harris, lade bombemaskinerne bruge samme angrebsmetode, som tidligere var blevet anvendt mod Hamborg: Først skulle der nedkastes sprængbomber, der ødelagde tage og vinduer, og derefter brandbomber, som nu ville få en optimal effekt. I denne nat blev der kastet eksorbitant store mængder sprængbomber over Dresden, bl.a. over hundrede med en vægt på 1.800 og 3.500 kilo, og næsten 650.000 brandbomber. De i alt 2.659 tons fremkaldte en ildorkan i byen. Efter angrebet lå mere end 20 kvadratkilometer af byen i ruiner. Ved de tyske angreb på London blev der i løbet af hele krigen "kun" ødelagt 2,4 kvadratkilometer. Blot få timer efter det britiske angreb ankom 311 flyvende fæstninger fra 8. amerikanske luftflåde til den brændende by og nedkastede yderligere 711 tons bomber. Senere på dagen blev Dresden endnu en gang angrebet; denne gang af 210 B-17 bombemaskiner fra 8. amerikanske luftflåde, der kastede 461 tons bomber. Da byen var fyldt med flygtninge, er det aldrig blevet endeligt fastslået, hvor mange der omkom. Tallet varierer mellem 60.000 og 245.000. Angrebet skulle dels tilkendegive vestmagternes solidaritet med Sovjetunionen. Man ville yde den røde hær støtte ved at sætte et jernbaneknudepunkt ud af spillet og derved vanskeliggøre tropperokeringer, dels demonstrere Bomber Commands knusende slagkraft. Angrebet var snarere udtryk for, at bombeoffensiven mod Tyskland fortsatte efter inertiens lov. Vestmagterne havde apparaturet, og det kunne bruges uden indblanding fra fjenden. Angrebet hverken forkortede krigen eller havde indflydelse på den sovjetiske offensiv

 

1958 d Georges Rouault, fransk maler; arbejdede tidligt med at restaurere middelalderens glasmalerier. Efter at have beskæftiget sig med realistisk landskabsmaleri begyndte han ca 1905 at skildre prostituerede og cirkusartister, samtidig med han dyrkede religiøse motiver, særlig Kristus-skildringer, hvor han fyldte figurernes tydeligt afgrænsede flader med gnistrende farver. Han overførte på denne måde noget af glasmaleriets væsen til sine lærreder. I 1930'erne nåede hans kunst sin dybeste farveskala som i "Kristus i fabrikken" og "Den sårede klovn", begge karakteristiske for Rouaults socialt og religiøst prægede kunst. Rouault virkede også som glaskunstner: vinduerne i kirken i Aay, Haute-Savoie og i kirken i Tavaux, Jura. Efter 2. Verd.krig blev hans kolorit lysere, og han optog nye motiver som blomster, landskaber og kvindeportrætter. Rouault var en af sin tids betydeligste religiøse kunstnere, og sammen med sin tilbagetrukne og beskedne tilværelse gav det ham tilnavnet "den moderne kunsts munk" (f 27/5 1871)

1975 d P.G. Wodehouse, engelsk/amerikansk forfatter, der vandt verdensberømmelse med sine underholdende romaner og noveller, præget af løssluppen situationskomik fra engelsk societyliv i den sene edwardianske æra. Hans mest vellykkede skikkelser er den af skæbnen forfulgte verdensmand Bertie Wooster og hans uforlignelige tjener Jeeves, desuden Lord Emsworth, den foretagsomme herre til Blandings Castle. Om Wooster og Jeeves har Wodehouse bl.a. skrevet"The Inimitable Jeeves" (1924), "Very Good, Jeeves" (1930) og "The Code of the Woosters" (1938). W var en af de få britiske forfattere, som kunne benytte amerikansk engelsk. Det kom til udtryk, da han foruden sine humoristiske noveller sammen med Guy Bolton skrev teksten til en række populære Broadway mucicals bl.a. "Sally" (1920), "Sitting Pretty" (1924) og "Bring on the Girls" (1953). "Performing Flea" (1953) og "Over Seventy" (1957) er selvbiografier. Wodehouse var under 2. verd. krig interneret i Tyskland, hvor han 1940 lod sig udnytte i tysk radiopropaganda; han bosatte sig senere i USA og blev amerikansk statsborger i 1955 (f 15/10 1881)

1978 DBU vedtager at indføre en modificeret form for professionel fodbold fra fra den nye sæsons start. Indtil 1971 var danske fodboldspillere, der som professionelle spillede på udenlandske hold, udelukket fra at spille på landsholdet. Indtil da var det den rene amatørlinje, der var herskende i Dansk Boldspil Union (DBU). Man betragtede nærmest professionelle spillere som folk med en anløben moral. Når de vendte hjem fra deres udenlandske karriere, måtte de gennem en årelang karantæne, før de kunne afslutte karrieren med et par år i divisionsfodbold med rene danske amatører. Alt dette ændredes med en provokation fra venstrepolitikeren og senere borgmester i Herning, Helge Sander og OL-sølvvinder fra 1960 og tidligere Italiensprofessionelle, Harald Nielsen. Den 31. juli 1977 kunne Jyllands-Posten fortælle, at de to havde planer om at oprette en piratfodboldliga i Danmark. Det skulle være en halvprofessionel liga med ti hold hver med 15 spillere, der kunne tjene 40.000 kr. om året, hvis tilskuergennemsnittet blev 4.600 ved hver kamp. Ligaen skulle styres af Dansk Professionel Fodboldforbund uden tilknytning til DBU og de eksisterende klubber, og de ti nye professionelle selskaber skulle spredes geografisk og strategisk over hele landet. Disse planer fik amatørlederne til at vende på en tallerken. I løbe af få måneder var indførelse af betalt fodbold i Danmark vedtaget af DBU

 

Til top        14. februar

1404 f Leon Batista Alberti, italiensk arkitekt og kunstskribent, der er en af renæssancens mest fremtrædende og alsidige humanister. Han lærte latin og græsk i Padova og studerede jura, fysik og matematik i Bologna 1421-28. I 1432 blev han ansat i den pavelige administration i Rom. Her malede han, foretog optiske eksperimenter og studerede den romerske arkitektur. Et af resultaterne blev afhandlingen "Della Pittura" (1435-36), hvor han bl.a. som den første formulerede lovene for centralperspektivet. Endvidere skrev han "De Re Aedificatoria" (skrevet 1443-52, trykt 1485), renæssancens første afhandling om arkitektur. Den fik vidtrækkende betydning, her sammenfattedes tidens ideer om proportioner, søjleordner og byplanlægning. Alberti har desuden skrevet om matematik og mekanik samt poetiske og moralsk-filosofiske værker. Han var i 40’erne, da han blev arkitekt og anvendte sine teorier i praksis ved at tegne og få opført en lille gruppe bygninger, der hører til hovedværkerne i europæisk arkitektur. I 1450 bad Sigismondo Malatesta, herskeren i Rimini ham ombygge den middelalderlige kirke San Francesco i Rimini til gravkirke for Malatestaslægten. A omskabte kirkens middelalderlige ydre efter klassiske former; således blev indgangspartiet formet som en romersk triumfbue. Det betød, at bygningen fra at have været en kirke blev et tempel. Den blev da også nu kaldt Tempio Malatestiana. Efter samme mønster skabte han facaden på Palazzo Rucellai i Firenze (1450-60). En facade, der blev brugt som model for byhuse helt op i 1900-t. Facaden på Santa Maria Novella i Firenze (1456-70) fik tilsvarende rolle for kirkernes facadeudsmykning. I Mantova stod han bag opførelsen af to kirker San Sebastiano (1460) og Sant’ Andrea (1470). Den førstnævnte blev som noget helt nyt bygget med en grundplan som et græsk kors. Dvs et kors med lige lange arme i modsætning til middelalderens grundplan formet som et latinsk kors – med et langt midterskib og to kortere sideskibe (d 25/4 1472)

 

1473 f Nikolaj Kopernikus, tysk/polsk astronom og grundlægger af det heliocentriske verdensbillede; han fik en særdeles grundig og alsidig uddannelse, idet han ved universitetet i Kraków og senere i Bologna og Padova foruden matematik og astronomi læste jura, græsk og medicin for i 1503 at blive doktor i kirkeret i Ferrara. I 1506 vendte han tilbage til Tyskland, hvor han efter nogen tid at have æret livlæge hos sin onkel, bispen af Ermland i 1510 blev domherre i Frauenberg og senere bestyrer af de biskoppelige godser. Allerede i sin studietid begyndte K at tvivle på rigtigheden af det ptolomæiske verdensbillede (med Jorden som centrum i universet). Observationer var noget, som lå K’s samtid fjernt, og han anfører kun 27 iagttagelser, dvs vinkelmålinger, som han i løbet af 30 år foretog med selvlavede træapparater. Men hans tankearbejde gjorde ham til grundlæggeren af den nyere astronomi, der siger, at Solen ikke bevæger sig om den ubevægelige Jord, tværtimod er Solen solsystemets faste midtpunkt, hvorom planeterne drejer. De ubevægelige fiksstjerner er yderst i universet, og Jorden er en planet i et årligt kredsløb om Solen og i daglig rotation om sin akse. Hans berømte værk "De revolutionibusorbium coelestium", frugten af næsten 36 års stille, alvorlig eftertanke, måtte hans ven Rhetius tvinge fra ham for at få det trykt, og Kopernicus skal have modtaget det første trykte eksemplar på sit dødsleje. Først mod slutningen af 1600-tallet blev K’s kosmologi almindelig anerkendt. Men i astronomiens historie har K status som den første af nogle forskere, der i renæssancen gjorde astronomi til en videnskab. Arbejdet blev fortsat på forskellig måde af Tyge Brahe, Kepler og Galilei og afrundet af Newton, idet han forklarede, hvorfor planeterne bevæger sig som de gør, mens de fire andre havde forklaret, hvordan planeterne bevæger sig (d 24/5 1543)

 

Danmarks Højesteret træder sammen for første gang

 

f Jean-Victor-Marie Moreau, fransk general; som jurastuderende i Rennes stod han i 1788 i spidsen for en protestbevægelse mod kong Ludvig 16.’s forsøg på at begrænse parlamenternes autoritet. Da revolutionen brød ud, organiserede han oprettelsen af en nationalgarde i Rennes. I 1791 blev han valgt til oberstløjtnant for en bataljon frivillige, og året efter deltog han i Nordfrankrig i kampene mod Østrig og Preussen. Efter at være blevet general for en division i april 1794 spillede han en stor rolle i den franske erobring af de østrigske Nederlande (nuværende Belgien), og i marts 1795 overtog han kommandoen over den franske nordhær. I marts 1796 fik han kommandoen over Rhinhæren og deltog i det næste års kampe i Tyskland og ved Frankrigs vestgrænse. I april 1799 blev M udnævnt til øverstkommanderende for hæren i Italien. Da han i oktober vendte tilbage til Paris, spillede han en mindre rolle i Napoleons statskup den 9. november 1799. Alligevel blev M belønnet af Napoleon med kommandoen over Rhinhæren og de franske styrker i Den helvetiske Republik (Svejts). Med disse styrker besejrede han den 3. december 1800 østrigerne i slaget ved Hohenlinden. Nederlaget fik østrigerne til at bede om fred, men det vakte også Napoleons skinsyge. Diktatorens kone, Josephine lagde ikke skjul på sin afsky for M. Det fik ham til at slutte sig til kredse, der arbejdede på at vælte Napoleon. Den 5. februar 1804 blev han arresteret. Napoleon landsforviste M, der drog til USA. Inviteret af franske royalister vendte han i 1813 tilbage til Frankrig og tilsluttede sig de allierede hære, der kæmpede mod Frankrig. I disse kampe blev M såret (august 1813) og døde kort efter af sine sår (d 2/9 1813)

 

f Thomas Malthus, engelsk præst og samfundsøkonom; uddannet til præst, men opgav det gejstlige kald og fik i 1805 professoratet i historie og socialøkonomi ved Det Ostindiske Kompagnis College i Haileybury. I 1798 udgav han anonymt sit senere berømte værk "An Essay on the Principles of Population". I 1803 udkom det i en ny og forøget udgave. M havde da høstet nye erfaringer ved rejser i bl.a. Norge og Sverige. Bogen skabte M’s ry som befolkningslærens grundlægger. I værket fremsatte M en økonomisk lov, der siger, at befolkningen har tendens til at formere sig hurtigere, end mængden af fødemidler kan forøges. Han illustrerede sin påstand med følgende taleksempel: Folketallet i et land har tendens til at fordobles hvert 25. år og vil således vokse i geometrisk progression (dvs. 1-2-4-8-16 osv.), mens madforsyningen kun kunne tænkes at øges i aritmetisk progression (1-2-3-4-5 osv.). Såfremt menneskene ikke gennem afholdenhed begrænsede fødselstallet, ville folketallet til stadighed presse mod ernæringsgrundlaget, og ville blive holdt nede med høj dødelighed på gr. af underernæring, epidemier og krige. Hindringer for menneskenes stærke reproduktive evne skulle da efter M’s mening være forhøjelse af ægteskabsalder og seksuel tilbageholdenhed. Selv drog M den slutning af sin befolkningsteori, at de rådende forsorgsforanstaltninger for arbejdsløse virkede mod deres hensigt, fordi de førte til yderligere vækst i befolkningstallet. M’s pessimistiske lære fik i begyndelsen af 1800-tallet almindelig tilslutning og dannede en hovedhjørnesten i tidens sociallovgivning. Hans tanker lå bl.a. bag den engelske fattiglov i 1834 og oprettelsen af fattighuse (d 23/12 1834)

 

1779 d James Cook, engelsk søofficer og opdagelsesrejsende; han gik 1775 ind i den engelske flåde og deltog i krigen med Frankrig 1756-63. Herefter deltog han i opmålinger af Saint Lawrence floden og New Foundlands kyst. I 1768 blev han udpeget til ekspeditionsleder af admiralitetet og Royal Society. På sin første rejse 1768-71 med skibet Endeavour stod C i spidsen for den ekspedition, som fra Tahiti skulle iagttage en Venuspassage; fra Tahiti sejlede C derefter sydpå og kortlagde store dele af New Zealands kyster samt Australiens østkyst. 1772-75 krydsede han på sin anden ekspedition som den første den sydlige polarcirkel og sejlede omkring Antarktis. Derved aflivede han den gamle europæiske forestilling om Terra Australis Incognita ("det ukendte land mod syd"). Denne rejse var den første jordomsejling i vestlig-østlig retning. På sin tredje og sidste rejse 1776-79 denne gang med skibene Resolution og Discovery kortlagdes Amerikas hidtil ukendte nordvestkyst, og C fastslog med sikkerhed, at den længe eftersøgte Nordvestpassage mellem Stillehavet og Atlanterhavet ikke eksisterede. Efter opdagelsen af talrige øer i Stillehavet, deriblandt Hawaii-øerne, udforskede C Nordamerikas hidtil ukendte nordvestkyst og trængte gennem Beringsstrædet mod NV, men standset af is sejlede han tilbage til Hawaii. Her blev C dræbt under et sammenstød med indfødte. Med sine rejser fik C endeligt inddraget Stillehavet i det europæiske verdensbillede, og hans indsats inden for navigation, kartografi og livet til søs, f.eks. indførelse af ernæringsrigtig skibskost blev epokegørende (f 27/10 1728)

 

1797 Slaget ved Kap St. Vincent på Portugals sydvestlige kyst. En britisk flåde under John Jervis, efter slaget adlet som Earl of St. Vincent besejrer en spansk flåde. I 1797 var Spanien allieret med Storbritanniens fjende det revolutionære Frankrig og havde en flåde på 27 skibe i søen. Jarvis, hvis flådestyrke havde base ved udløbet af floden Tagus, holdt farvandet ud for havnebyen Cadiz under observation, fordi man var ret sikker på, den var den spanske flådes mål. Da briterne fik øje på den spanske flådestyrke ud for Kap St. Vincent, var den delt i to. Skønt han kun rådede over 15 skibe, tøvede Jarvis ikke med at indlede slag med spaniernes 27 skibe. Han lagde sine skibe på linje for på den måde at sejle ind mellem fjendens to grupper og så tage kampen op med den største. Det blev kommandør Horatio Nelson, der havde kommandoen på "Captain", og som med sit skib lå tredjesidst i den britiske angrebsformation, der indledte slaget. Det skete, da han angreb nogle spanske skibe, der var ved at stikke af. Nelson fik støtte af andre skibe, og hans initiativ resulterede i, at briterne erobrede fire spanske skibe. To af dem "San Josef" og "Salvador del Mundo" var større end de bedste britiske skibe. De to andre hed "San Nicolas" og "San Ysidro". Jarvis mistede ingen skibe og havde omkr. 300 døde og sårede. I de fire erobrede skibe var der mere end 600 døde og sårede. Dertil kom, hvad der måtte være af døde og sårede på de skibe, der slap væk. Sejren styrkede Storbritannien på et tidspunkt, hvor det ingen allierede havde. Nelson blev Knight of the Bath, og hans ry voksede, da det blev kendt, han personligt havde deltaget i bordingen af "San Nicolas" og af "San Josef". Slaget afslørede de spanske flådeofficerers uduelighed, og den mangel på veluddannet mandskab, der rådede i den spanske flåde. Med sejren kunne briterne igen vise flaget på Middelhavet. Herfra havde de midlertidig været fordrevet, efter Napoleons sejre i Italien

 

 

d William Tecumseh Sherman, amerikansk general; han blev døbt Tecumseh, fordi hans far beundrede shawnee indianerhøvdingen med dette navn. Faderens døde, da Sherman var ni år; han blev bortadopteret, og hans nye mor gav ham navnet William. I 1840 afsluttede han sin uddannelse på U.S. Military Academy og blev løjtnant i 3. Artilleriregiment. I 1853 forlod han hæren. Han havde dog ikke større succes i det civile liv. Han vendte tilbage til militæret og blev 1859 leder af Louisianas militære højskole. Da Louisiana i januar 1861 meldte sig ud af den amerikanske union, forlod Sherman sin stilling og indtrådte som oberst i den nordamerikanske hær. Under Den amerikanske Borgerkrig udmærkede han sig i slaget ved Bull Run, hvor han kommanderede en brigade. Han blev generalmajor. Han kæmpede under Grant såvel i slaget ved Shiloh 6.-7. april 1862 som ved belejringen og erobringen af Vicksburg måneden efter. Da Grant i marts 1864 blev overgeneral, fik Sherman Mississippi-armeen. Som fører for denne er han navnlig kendt fra felttoget i Georgia, hvor han erobrede Atlanta (sept 1864). I spidsen for 62.000 mand gennemførte han herfra i perioden 16.november til 22. december marchen mod havet. Inden han forlod Atlanta, beordrede han indbyggerne ud af byen og brændte den af. På marchen mod Savannah, som blev indtaget 22. dec., gennemførte hans soldater en systematisk ødelæggelse af områdets økonomiske potentiel i et næsten 100 km bredt bælte. Fabrikker og gårde blev lagt i grus, jernbaneskinner blev revet og smeltet til forvredne "Sherman halsbånd". Med ødelæggelserne ville nordstaterne tilintetgøre sydstaternes økonomiske grundlag for fortsat krigsførelse. Efter Savannah drog Sherman gennem Nord- og Syd Carolina erobrede Raleigh og tvang general Johnston til overgivelse med 20.000 mand ved Durham i N-Carolina (april 1865). Efter borgerkrigen deltog han i nedkæmpelse af indianeruroligheder og forfremmedes 1866 til generalløjtnant. 1869 blev han øverstkommanderende for hæren, en stilling han beklædte, til han i 1883 trak sig tilbage (f 8/2 1820)

 

Under gangsterkrigen i Chicago finder Valentine Dag massakren sted. Da politiet nåede frem til det garageanlæg, hvor massakren havde fundet sted, fandt de ligene af syv velklædte mænd liggende langs en sønderskudt væg med blodet strømmende fra hoveder, fra overkroppe, fra arme og ben. Af fundet fremgik det, at nedskydningen var blevet udført med maskinpistoler og haglgeværer, samt at ofrene havde stået langs væggen med ryggen til skytterne. Et af ofrene var indehaveren af det biltransportfirma, der ejede garagen et andet en mekaniker i biltransportfirmaet. Begge var uheldige at befinde sig i garagen, da massakren fandt sted. De fem andre tilhørte alle George "Bugs" Morans bande – den eneste bande, som ikke ville deltage i den "fredsbevægelse", som Chicagos ukronede gangsterkonge, Al Capone forsøgte at iværksætte. Med nedskydningen var gangsterkrigen i Chicago slut. Al Capone var nu enerådende i byen. Af vidneforklaringer fremgik det, at henrettelsesholdet havde bestået af fire måske fem personer. Iført politiuniformer var to af dem gået ind i garageanlægget, og Moranfolkene havde troet, "politifolkene" kom for at se, om de havde våben. Havde de ikke troet det, ville drabsmændene ikke være sluppet ind, og de ville i hvert fald ikke havde fået banden til at stille sig op mod væggen. Udenfor gjorde to andre maskinpistolerne klar. Så fik de et signal, stormede ind og fyrede løs. Da det var overstået, gik de to civilklædte ud af garagen med hænderne i vejret, tæt fulgt af de to uniformerede, således at eventuelle vidner på gaden skulle betragte det som en anholdelse og tro, at skuddene, de havde hørt, hang sammen med anholdelsen

 

Den britiske regering meddeler, at Storbritannien vil give mandatet over Palæstina tilbage til FN. Efter det tyrkiske nederlag i 1. Verd.krig blev det hidtil tyrkiske Palæstina omdannet til et britisk mandatområde. Det betød, at Storbritannien på vegne af Folkeforbundet administrede området med en forpligtelse til at udvikle det, så det kunne blive en selvstændig stat. Allerede fra begyndelsen af mandatperioden var der strid om områdets fremtid. I den såkaldte Balfourerklæring fra 1917 erklærede den britiske regering, at den ville bestræbe sig på at skabe "et nationalt hjem" for jøder i Palæstina. Imidlertid havde briterne under 1. Verd-krig lovet araberne, at der skulle oprettes en selvstændig arabisk stat i Palæstina. Efter en forholdsvis fredelig periode i 1920’erne kom det i 1930’erne til alvorlige sammenstød mellem arabere og jøder, efterhånden som den jødiske immigration voksede. Den britiske mandatmagt søgte i første omgang at mægle. Men med en stadig voksende krigstrussel ville briterne ikke lægge sig ud med araberne, og i 1939 fastslog den britiske regering, at den jødiske indvandring til Palæstina skulle reduceres til i alt 75.000 over en femårig periode. Endvidere fik araberne løfte om, at de jødiske jordopkøb i Palæstina skulle begrænses, at mandatet skulle ophæves, og at området efter en periode på ti år skulle overgå til selvstændighed. Efter 2. Verd.krig var situationen i Palæstina ændret. Jødeforfølgelserne i Europa havde skabt stor sympati for de overlevende jøder. Dertil kom, at USA’s regering nu støttede jødernes sag. I Palæstina blev situationen stadig mere voldelig. Storbritannien fastholdt en stærk begrænsning af jødisk indvandring, mens illegale jødiske grupper bekæmpede briterne for at sikre indvandringen. Det var i denne situation briterne overlod mandatet til Folkeforbundets efterfølger, FN, der i november 1947 vedtog at dele Palæstina i en jødisk del og i en arabisk del

1956 Lederen af det sovjetiske kommunistparti Nikita Khrustjov kritiserer Stalin på det sovjetiske kommunistspartis 20. partikongres og begynder dermed den såkaldte afstalinisering, der i hele Khrustjov perioden (1953-64) var et vigtigt tema. Tre år efter Stalins død gik Khrustjov til frontangreb på den døde fører. På partikongressen anklagede han i en hemmelig tale Stalin for en række uhyrligheder, først og fremmest hans angreb på partiet med udrensninger og henrettelser. I 1961 blev Stalins lig flyttet fra Leninmausolæet til en mere beskeden plads ved Kremls mure. En række byer, som bar Stalins navn, blev omdøbt. Stalingrad kom således til at hedde Volgograd. Stalins historiske indsats blev på forskellige måder reduceret eller vurderet mere nøgternt

 

Til top        15. februar

1483 f Babur, stormogul; han var grundlægger af mogulernes herredømme i Nordindien. Som 12-årig arvede han efter sin far tronen i det lille kongedømme Turkestan. Nabokonger søgte at udnytte Baburs ungdom og uerfarenhed til at fravriste ham Turkestan, men det lykkedes ham at overvinde vanskelighederne, og i 1498 erobrede han Samar-kand. Han fortsatte sine erobringer, og efter at have erobret Afgahnistan gik han i 1504 til angreb på sultanatet i Delhi i Indien. Den endelige sejr fik Babur i 1526, da besejrede han sultan Ibrahim af Delhis talmæssigt overlegne hær vha. bedre teknik og de første skydevåben i den muslimske verden. Hans navn var Zahiruddin Mohammed, men efter sine sejre blev han kendt som Babur (mongolsk for tiger). Ved sin død havde skabt et storrige, og han er gået over i historien som en erobrer på linje med Aleksander den Store (d 26/12 1530)

 

f Galileo Galilei, italiensk fysiker og astronom; et af alle tiders største genier og den egentlige grundlægger af den eksperimentelle naturforskning. Han kom i 1581 til universitetet i Pisa for at studere. I 1583 opdagede han iflg. traditionen ved at se på to svingende lysekroner i domkirken i Pisa, at svingningstiden for to penduler med samme længde, men forskellig vægt, er den samme. Galilei indså, at dette stred mod Aristoteles lære, at tunge legemer falder hurtigere end lette. 1589 blev han professor i matematik i Pisa. I 1592 byttede han professoratet i Pisa med et fordelagtigere i Padova (under Venezia). Her virkede han i de flg. 18 år, de lykkeligste og frugt-bareste i hans liv. Her udformede han bl.a. loven om acceleration, drev studier vedr. kohæsion og opfandt et væsketermometer. 7. januar 1610 opdagede han Jupiters fire store måner, og i 1613 tilsluttede han sig Kopernicus’ heliocentriske verdensbillede. I 1615 nedsatte paven et kirkeråd til at tage stilling til Galileis anskuelser. 1616 erklærede rådet, at læren om Jordens bevægelse var absurd og kættersk; Galileis bøger blev forbudt, og han blev truet med fængsel. Galilei bøjede sig tilsyneladende, men håbede på bedre tider og fortsatte sit arbejde. 1632 udgav han "Dialogo Sopra i Due Massimi Sistemi Del Mondo". Galilei blev indstævnet for inkvisitionen i Rom, der fulgte en proces, der varede henmod et halvt år. Den 22. juni 1633 måtte den ærværdige olding i dominikanerklostret Santa Maria Sopra Minerva knælende og kun iført en skjorte for en forsamling af kardinaler og prælater afsværge, at Jorden bevæger sig om Solen; Galilei blev derefter idømt livsvarigt fængsel og til i 3 år én gang om ugen at bede de syv bodssalmer. Snart blev Galilei dog benådet, og sine sidste år levede han i Firenze. Her skrev han "Discorsi e Dimostrazioni Matematiche intorno a Due Nuove Scienze" (1638), som indeholder hans mekaniske undersøgelser. Galileo Galileis støv blev i 1737 bisat i kirken Santa Croce i Firenze (d 8/1 1642)

 

1589 d Anne Hardenberg, adelsdame; hun er mest kendt for sit kærlighedsforhold til Frederik 2. fra midten af 1550’erne til kongens forlovelse i 1571 med Sophie af Mecklenburg

 

1680 d Jan Swammerdam, hollandsk naturforsker; han studerede fra 1661 medicin ved Leiden universitet og sluttede her venskab med Niels Stensen; sammen foretog de med iver anatomiske studier. Efter at have taget sin eksamen blev han en pioner inden for mikroskopi. Han foretog minutiøse undersøgelser af døgnfluens og biens anatomi; han iagttog frøæggenes udvikling og studerede haletudsens og frøens anatomi. Han opdagede de røde blodceller (1658) og klapperne i lymfekarrene. Han var den første, der tegnede en bregnes spore. I 1669 udgav han "Historia Insectorum generalis"; heri viste han, at insekter i lighed med de højerestående dyr, har en højt udviklet anatomi, og at de ikke forplantede sig gennem selvbefrugtning. I sit mikriskop så han, hvorledes insekter udvikles ved epigenese på samme måde som mennesket, ved at det ene organ udvikles efter det andet. Om dette skrev han i "Biblia naturæ"; det regnes som hans hovedværk. Det udkom først i 1737, og deri havde han samlet en række anatomiske skildringer af talrige insekter og disses udviklingsstadier (f 12/2 1637)

 

 

f Ludvig 15. fransk konge 1715-1774; søn af Ludvig 14.’s sønnesøn, hertugen af Burgund og Marie Adelaide af Savoyen. Fem år gammel fulgte han Ludvig 14. på tronen, og i disse første år havde et regentskab ledelsen i Frankrig (til 1723). Da L overtog magten, var statens finansielle status elendig, og krige med England og Østrig ruinerede landet helt. Det blev de franske bønder, der kom til at bære den tungeste skattebyrde. Man har beregnet, at de kom til at betale op til 80% af deres indtægter i skatter og afgifter. Da udgifterne til hoffet i Versailles var meget store, bredte der sig i befolkningen den dybeste foragt for kongehuset. Denne holdning blev godt hjulpet på vej af oplysningsfilosofferne, der begyndte at sætte spørgsmålstegn ved samfundets indretning. I forening med følelsen af Frankrigs magttab udadtil bidrog dette til i L’s tid at forberede de senere revolutionsbevægelser. L’s evner var ikke store, og med regeringsanliggender beskæftigede han sig kun undtagelsesvis. I 1725 blev gift Maria Leszcynski, en datter af den landflygtige polske konge Stanislaus. Dronningen var kongen ret ligegyldig, og efterhånden knyttede han en skare af elskerinder til sig. Bl. disse var fire søstre af familien Nesle, derefter Madame Pompadour, der 1745-64 øvede stor indflydelse, og fra 1768-74 Madame du Barry. Skånet for krige i sidste del af L’s regeringstid oplevede Frankrig en økonomisk fremgangsperiode. Men trods det var kongemagtens anseelse undegravet, da L døde, og modsætningen mellem enevælden og oplysningstidens samfundskritik stod stejlt over for hinanden. Et opgør mellem de to ventede forude (d 10/5 1774)

 

f Jeremy Bentham, engelsk økonom, jurist og filosof; som økonom fortsatte B Adam Smiths økonomiske liberalisme; han krævede fuld frihed for kapitalbevægelser og vareomsætning. Som jurist fik B betydning for sit krav om en kodifikation af lovene og ved sin kamp for en reform af straffeloven. Han fandt tidens retsvidenskabelige teorier uklare og usammenhængende og uden forbindelse med en ofte brutal og uigennemskuelig praksis. Mest kendt blev han som moralfilosof; han regnes for grundlægger af den såkaldte nyttelære, utilitarisme, som opstiller "den størst mulige lykke for det størst mulige antal" både som det mål, al politisk lovgivning bør stile mod, og som den målestok alle handlinger bør bedømmes efter. Det, som må være afgørende for et menneske i en valgsituation, er iflg. Bentham, hvor meget gavn og glæde, ulykke og smerte, valget kan antages at føre til for de personer, som berøres af valget. Selv mente han, at hvert enkelt individs velberettigede interesse (egoisme) er i overensstemmelse med almenvellet. Benthams største arbejde er hans forslag til en fuldstændig reform af det britiske retsvæsen, byggende på utilitaristiske principper, mens hans teorier findes spredt i et stort antal arbejder, mange knyttet til konkrete reformforslag. Størst politisk betydning fik Jeremy Bentham gennem sine mange elever, der i de næste par generationer prægede britisk politik og politisk tænkning (d 6/6 1832)

 

1764 f Jens Baggesen, forfatter; han vakte tidligt opmærksomhed med nogle smådigte og debuterede med "Comiske Fortællinger" (1785), der indeholder hans første æstetik "Poesiens Oprindelse", en munter syndefaldsberetning om Odin, der skuffet henter sin kraft fra menneskene og returnerer den tvedelt som mosemjød til enhver og bjergmjød til de indviede. Nu åbnede alle krredse sig for B. På den holstenske adels slotte blev han en velset og hyppig gæst. Hans gamle venner så med uvilje på denne aristokratiske og delvis tyske omgang. Sin danskhed viste han dog fuldt ud med sin oversættelse af Holbergs Niels Klim fra latin. Den skaffede ham i 1789 støtte til en udenlandsrejse, skildret i "Labyrinten" (1792-93) – den først udgivne danske roman, hvor et moderne jeg søger sig selv. Efter 1796-97 at have været viceprovst på Regensen drog han atter udenlands. Inspireret af Vergils Æneide udgav han i 1803 skrevet på tysk heksametereposet "Parthenaïs", hvor den unge digter Nordfrank forelsker sig i en af de unge piger, han ledsager på en Alpevandring. Efter et par år som litteraturprofessor i Kiel (1811-13) opholdt B sig 1813-20 i København, hvor han kastede sig ud i polemikker, som vakte en misstemning, der drev ham i landflygtighed. Sine sidste år tilbragte han i fattige kår i Frankrig og Svejts, hvor han fuldendte sit følsomme epos "Adam og Eva", (1824). Undervejs til Danmark døde han i Hamborg. Om B er det blevet sagt, at hans skæbne var tragisk, og det ikke blot i hans personlige forhold. Han bortødslede sine rige evner uden at sætte dem et monument (d 3/10 1826)

 

1781 d Gotthold Ephraim Lessing, tysk forfatter, der som kritiker og kunstteoretiker, som digter og teologisk polemiker kom til at sætte skel i tysk litteratur. Han studerede teologi i Leipzig og var fra 1748 bosat i Berlin. Her skabte han sig et navn som kritiker, dels ved "Vossische Zeitung", dels ved tidsskriftet "Briefe, die neueste Litteratur betreffend". I 1770'erne fik han en stilling som bibliotekar i Wolfenbüttel, hvor han boede til sin død. L.’s hovedværker som kritiker er: " Laokoon oder über die Grenzen der Malerey und Poesie" (1766) og "Ham-burgische Dramaturgie" (1767-69). I førstnævnte forsøger han – til dels i polemik med Winckelmanns påstand om, at "edle Einfalt und stille Grösse" skulle være karakteristisk for den græsk-romerske oldtid – at fastslå grundforskellen mellem billedkunsten og digtningen. I "Hamburgische Dramaturgie" rettede han et kraftigt angreb på fransk teater, der i modsætning til Shakespeare og især til det af ham selv i Tyskland indførte borgerlige skuespil med forkærlighed skildrede fyrstelige personer. Hans digteriske indsats ligger dog især på det dramatiske område. Fra ungdomsårene i Leipzig stammer en række lystspil bl.a. "Der junge Gelehrte". Med "Miss Sara Sampson" (1755) indførte han efter engelsk forbillede det rørende borgerlige sørgespil i Tyskland. Fra 1772 er tragedien "Emilia Galotti". Den indeholder en social tendens vendt mod den enevældige fyrste. En ung pige efterstræbes af fyrsten, men dræbes af sin egen far, for at hun ikke skal blive vanæret. Som bibliotekar udgav L nogle papirer, som fandtes i biblioteket i Wolfenbüttel bl.a. nogle bibelkritiske studier de såkaldte "Wolfenbütter Fragmente" (1774 ff) som fremkaldte en voldsom teologisk polemik fra ortodokse kredse. Lessings tanker under striden kom til udtryk i det dramatiske digt "Nathan der Weise" (1779), et indlæg i kampen for tolerance (f 22/1 1729)

 

f Cyrus Hall McCormick, amerikansk opfinder af mejemaskinen; i 1834 fik han patent på sin opfindelse, og i 1847 grundlagde han en landbrugsmaskinfabrik i Chicago. Hans brødre blev hans partnere i fabrikken, og selv vendte McCormick sin opmærksomhed mod verdensmarkedet. Desuden var han aktiv inden for Den Presbyterianske Kirke og Det Demokratiske parti. Efter hans død førte hans kone firmaet videre, og hun blev dermed den første kvinde i USA, der kom til at stå i spidsen for et stort firma. I 1902 blev McCormick Harvesting Machine Company sammensluttet med Deering Harvester company og andre firmaer i International Harvester company (d 13/5 1884)

 

1820 f Susan Brownell Anthony, amerikansk kvindesagsforkæmper; hun betegnes som pionér i kampen for amerikanske kvinders rettigheder og bidrog til, at de fik stemmeret i 1920. Det var kvindernes manglende rettig-heder og muligheder, der tidligt bragte Anthony ind i politik. Hun var tillige aktiv i bevægelsen mod slaveri i årene op mod den Amerikanske Borgerkrig (1861-65). Ved indlæg i aviserne,

 

d Adam Wilhelm Moltke, lensgreve og dansk folkestyres første premierminister (statsminister); han blev jurist i 1805 og efter i nogle år at have virket som dommer blev han ansat i statsadministrationen. I 1812 blev han deputeret i rentekammeret og 1816 tillige i finansdeputationen. I 1831 blev han finansminister og gehejmestatsminister; i 1845 tillige rentekammerpræsident. I 1818 havde han overtaget godset Bregentved efter faderen og købte 1828 Jomfruens Egede; fra 1818 var han kurator for Vallø og Vemmetofte og overtog samme år styrelsen af Knuthenborg. M havde således et stort landområde under sin direkte ledelse. Over for tidens fremvoksende liberale røre stod han ikke uvillig, men uden begejstring, og han afslog at tage sæde i det udvalg, der efter kongeskiftet januar 1848 skulle udarbejde den nye forfatning. Men da det gamle ministerium trådte tilbage den 21. marts 1848, og dannelsen af et nyt var mislykkedes for flere, lod M sig overtale til at danne regering. Ved at påtage sig denne opgave formidlede Moltke overgangen fra det gamle - enevælde - til det nye - folkestyre. Moltke beklædte posten som premierminister (statsminister) til 1852. Han var medlem af Landstinget 1849-60 og af Rigsrådet 1854-61. Ingen af stederne spillede han nogen større politisk rolle. Som godsejer var han meget afholdt, skønt han ikke hørte til de mest liberale. Han var modstander af fæstevæsenets afløsning og ikke ivrig for hoveriets (f 25/8 1785)

 

1874 f Ernest Henry Shackleton, britisk sydpolarforsker; han deltog i The National Antarctic Expedition med "Discovery" under Scotts ledelse og var en af de tre, som 1902 nåede 82 gr 17 min s. br. på S-Victoria Land. I 1907 blev han leder af en anden britisk ekspedition med "Nimrod" til Antarktis. Målet var den geografiske og magnetiske sydpol. Han startede 29. oktober 1908 med tre mand og fire ponnier og nåede 9. januar 1909 88 gr 23 min s.br., hvilket var det nærmeste, nogen nogensinde var nået Sydpolen; her måtte man vende om på gr. af udmattelse, rasende snestorme og løs sne. Sin næste sydpolfærd startede Shackleton august 1914 med "Endurance", som blev skruet ned i Weddelhavet. Efter utrolige farer og anstrengelser lykkedes det mandskabet at nå frem til S-Georgia. Også den tredje og sidste ekspedition blev delvis mislykket. Skibet "Quest" var udmærket udrustet, men dagen efter ankomsten til Grytvika på S-Georgia døde S. Han har bl.a. skrevet "Furthest South, the Adventures of the Discovery" (1903), "The Hearth of the Antarctis" (1909) og "Shackleton in the Antarctis" (1911) (d 5/1 1922)

 

1898 Det amerikanske krigsskib"Maine" ødelægges og sænkes i Havanas havn efter en eksplosion om bord. Eksplosionen var et led i en serie begivenheder, der førte til USA’s intervention i Cubas kamp mod Spanien for at opnå selvstændighed; en kamp der var begyndt i 1895. I januar 1898 havde amerikanerne dels som en forsonende gestus over for de spanske autoriteter på Cuba dels for at beskytte amerikansk ejendom og amerikanske borgere i forbindelse med de tilbagevendende urolighederne på Cuba sendt "Maine" til Havana. Den 15. februar sænkede en eksplosion skibet og 260 amerikanske sømænd døde. Skønt spanierne tilbød at lade en uvildig undersøgelsesgruppe søge efter grunden til eksplosionen, blev denne aldrig fundet. Visse amerikanske benyttede begivenheden; de lancerede sloganet "Remember the "Maine", to hell with Spain" i forsøg på piske en offentlige stemning frem for væbnet intervention på Cuba;det skete to måneder senere, da den spansk/amerikanske krig brød ud

 

d Viggo Hørup, journalist, radikal politiker, trafikminister 1901-1902; cand jur 1867, derefter journalist 1873-77 ved Venstres københavneravis Morgenbladet, dets redaktør 1877-83; 1884 oprettede han sammen med E. Brandes dagbladet Politiken, hvis leder han var til 1901. Det var ikke mindst H’s indsats, at dele af det københavnske borgerskab tilsluttede sig Venstre samt, at Politiken blev landets største dagblad. H var medlem af Folketinget 1876-92, her gik han ind for en skarp oppositionspolitik over for Højre med bekæmpelse af den nationalliberale tradition. Tillige bekæmpede H den nationalt indstillede, grundtvigske fløj af Venstre, der ønskede en tilnærmelse til det moderate Højre. Han kom da til at stå som leder af det europæiske venstre, der havde dagbladet Politiken som talerør. Fra 1880’ernes begyndelse begyndte H sin kamp mod "militarismen" som ide og konkret i form af planerne om Københavns befæstning. Kendt blev hans udtryk "Hvad skal det nytte" sagt ud fra en betragtning om, at Danmark på grund af sin lidenhed ikke kan forsvares. Ved valget i 1892 tabte H sin plads i Folketinget til den mere moderate venstremand P.A. Alberti. Han var dog hermed ikke helt ude af politik; som redaktør af Politiken og som fører for den københavnske radikalisme indtog han en indflydelsesrig position. Da Det Radikale Venstre blev dannet i 1905 skete det i høj grad på arven fra H, og hans antimilitarisme fik betydning for dansk forsvarspolitik langt ind i 1900-tallet. I forbindelse med systemskiftet 1901 og dannelsen af den første Venstreregering blev han efter nogen strid i partiet trafikminister. Allerede ved sin udnævnelse var han dog svæk-ket af sygdom og kom stort set ikke til at deltage i regeringsarbejdet (f 22/5 1841)

 

d Herbert Henry Asquith, britisk premierminister 1908-1916 og leder af Det Liberale Parti 1908-25. Han var medlem af Underhuset fra 1886. Han var indenrigsminister 1892-95. På denne post gennemførte han en for arbejderne vigtig ulykkesforsikringslov. Efter sit partis valgnederlag i 1895 gled han ud af politik. Ved århundredskiftet kom han atter ind i politik. Han blev finansminister i 1905 og var en af hovedkræfterne bag den liberale valgsejr i 1906. Som premierminister gennemførte han reformer på det sociale område. Ved Parliament Act af 18. august 1911 beskar han Overhusets magt til at standse love allerede vedtaget i Underhuset og åbnede dermed muligheder for en fortsat reformlovgivning. I sin udenrigspolitik arbejdede han for fortsat hævdelse af Storbritanniens position som stormagt og var derfor tilhænger af et stærkt militær. Hans bestræbelser for at indføre irsk hjemmestyre strandede på Overhusets modstand og uvilje i Ulster, hvor befolkningen i 1914 truede med væbnet opstand mod det britiske styre. Verdenskrigens udbrud standsede alle forhandlinger om Irlands fremtid. I krigens første år stod A som leder af britisk politik. Men den militære modgang fremkaldte kritik. Bl.a. kritiseredes han for for ikke at udvise tilstrækkelig handlekraft. Hans stilling svækkedes yderligere ved Galipolifiaskoen. Ved udgangen af 1916 trådte han tilbage og afløstes af Lloyd George. I 1925 blev A adlet som Jarl af Oxford og Asquith (f 12/9 1852)

 

1939 Første afprøvning af luftværnssirenerne i Århus

 

Singapores kapitulation. Singapore var briternes vigtigste militære støttepunkt i Det fjerne Østen. Briterne havde brugt store summer for at udbygge denne flådebase, som ofte blev betegnet som uindtagelig. Der var imidlertid truffet helt utilstrækkelige forberedelser til at forsvare den mod et angreb fra landsiden. Da japanerne havde sikret sig luftherredømmet, var man i London klar over, at Singapores stilling var blevet kritisk. Efter japanerne den 10. december 1941 havde gjort landgang i Malaya, skred deres invasion hurtigt frem. De britiske tropper i Malaya havde ikke gjort nogen stor indsats, og moralen blandt tropperne i Singapore var dårlig. Churchill gav imidlertid ordre til, at Singapore skulle forsvares til sidste mand. I et telegram Singapores øverstkommanderende sagde han bl.a. "Det britiske imperiums og den britiske hærs ære står på spil…….Mens russerne heltemodigt forsvarer deres land, og amerikanerne forsvarer sig heltemodigt på Luzon, er det hele vort lands og vort folks anseelse, der står på spil….kæmpe til det sidste". Singapores forsvarere viste ikke den kampånd, som Churchill krævede. Da der kun var vandforsyninger tilbage til yderligere 24 timer, blev ordren om at kæmpe fra hus til hus inde i selve byen trukket tilbage, og kommandanten fik lov at overgive sig. I alt mistede engelske, indiske og australske styrker 138.708 soldater, hvoraf mere end 130.000 blev taget til fange. Japanerne mistede 3.507 døde og 6.150 sårede. Singapores fald, som Churchill karakteriserede som den værste katastrofe og den største kapitulation i engelsk historie, førte til Hollandsk Ostindiens sammenbrud, og at japanerne løb Burma over ende på få uger

 

1959 Socialistisk Folkeparti stiftes. I 1950’erne blev Danmarks kommunistiske Parti svigtet af vælgerne. Den nære forbindelse til Sovjetunionen var under den kolde krig et handicap, og den sovjetiske indmarch og nedkæmpelse af demokratibevægelsen i Ungarn i november 1956 kompromitterede partiet i mange vælgeres øjne. Partiets leder Aksel Larsen ønskede derfor, at man skulle arbejde mere uafhængigt af Moskva. Denne holdning kunne han ikke overbevise tilstrækkelig mange partifæller om, og på partiets 20. kongres i dagene 31. oktober til 2. november 1958 blev han ekskluderet. Allerede inden kongressens afslutning blev der af folk, der støttede Aksel Larsen, taget initiativ til dannelse af et nyt parti. I slutningen af januar 1959 stod det klart, at målet på 14.335 underskrifter – til anmeldelse af det nye parti og dermed ret til deltagelse i folketingsvalg - snart ville blive nået. Der blev da indkaldt til stiftende landsmøde for Socialistisk Folkeparti søndag 15. februar på Holmegårdsskolen i Hvidovre. Her vedtog de 164 delegerede enstemmigt en politisk udtalelse, valgte partiets første hovedbe-styrelse ved håndsoprækning og forretningsudvalget ved skriftlig afstemning med Aksel Larsen som formand

 

1977 Folketingsvalg. Den konkrete anledning til udskrivelse af valget var uenighed med Venstre om grundskyldspromillen. Valget handlede som i 1975 ikke om, hvorvidt der skulle føres indkomstpolitik, men om hvem der skulle gøre det – Socialdemokratiet eller Venstre. Socialdemokratiet fik en fremgang på 12 mandater til 65, og det styrkede dets forligspolitik. CD gik fra 4 til 11 mandater; partiet havde i valgkampen rettet et voldsomt angreb på folkeskoleloven og kulturpolitikken. Dets leder Erhard Jacobsen fremkom f.eks. i partilederdebatten før valget med udokumenterede angreb på folkeskolelærerne, som han beskyldte for at indoktrinere eleverne i venstre-orienteret retning. Venstre blev halveret og havde nu 21 mandater, Konservative Folkeparti vandt 5 mandater til 15, SF mistede 2 og havde nu 7 mandater, de Radikale tabte 7 af 13 mandater og fik ikke nogen pladser i Folketingets stående udvalg. Med en gevinst på 2 mandater til 26 var Fremskridtspartiet igen tingets næststørste, og Retsforbundet blev atter repræsenteret – med 6 mandater. VS vandt 1 mandat og var herefter 5. Kristeligt Folkeparti tabte 3 mandater – fra 9 til 6. Kommunisterne fik uændret 7 mandater. Efter valget undersøgte den socialdemokratiske partiledelse muligheden for at danne en flertalsregering, men de små forligspartier, CD og Kristeligt Folkeparti var afvisende. Socialdemokratiet forhandlede også med Venstre, men de to partier kunne ikke blive enige om et fælles regeringsgrundlag. Udgangen blev da, at den socialdemokratiske mindretalsregering med statsminister Anker Jørgensen i spidsen fortsatte

 

 

 

Til top        16. februar

1497 f Philip Melanchton, tysk reformator og Luthers kampfælle i reformationsårene; i 1518 blev han professor i græsk i Wittenberg og var allerede da et stort navn i Tysklands humanistisk-lærde verden; navnlig inden for klassisk filologi indlagde han sig berømmelse. Snart blev han grebet af sin kollega Luthers ideer; reformationen fik en støtte i M, som med sit beherskede, fredselskende væsen og sin humanistiske videnskab supplerede Luthers kraftnatur. Han havde en fabelagtig evne til at følge Luthers ofte indviklede tankegang og fremstille den i et klart sprog, således i "Loci communes" (1521), den første evangeliske dogmatik. I den brød han med middelalderens skolastik og Aristoteles filosofi. Den blev læst atter og atter og udkom i M’s levetid i næsten 100 oplag. Også den danske kirkeordinans af 1539 anbefalede den til alle "gode" sognepræster. Da M ikke besad Luthers førerevner og ikke som han var en stærk personlighed, var det først og fremmest som skribent og ikke mindst som lærer, han fik betydning for reformationen. Undervisningen i mange skoler og universiteter ordnedes efter hans forslag. Efter Luthers død blev M leder af den lutherske sag, men hans imødekommenhed over for katolikkerne blev en hovedårsag til splittelse i den lutherske verden og bevirkede, at han mistede sin ledende position blandt lutheranerne. I dogmatisk henseende repræsenterede den ældre Melanchton en bortgliden fra den oprindelig lutherske; han gik i calvinsk retning i sakramentespørgsmålet og i synergistisk i forholdet mellem nåden og den frie vilje. I begge henseender blev hans holdning årsag til bitre kampe i de lutherske kirker (d 19/4 1560)

 

1519 f Gaspard de Châtillon, greve af Coligny, fransk admiral og huguenotfører; han gjorde karriere inden for militæret; i 1547 blev han generaloberst og 1552 admiral. Efter fangenskab hos spanierne 1557-59 bekendte han sig til calvinismen. Han søgte herefter at vinde banekongen Karl 9. og hans mor Katharina af Medici for calvinismen for derved at sætte Frankrig i spidsen for den europæiske protestantisme mod habsburgerne. Han fik regeringen til at vise sine trosfæller tolerance, men den katolske slægt Guise, som ønskede venskab med Spanien, fik overtaget. 1562 begyndte borgerkrigen i Frankrig mellem katolikker og huegenotter. Huguenotterne blev ledet af C og prinsen af Condé. Châtillons sejr 1570 over en katolsk hær førte samme år til freden i Saint-Germain-en-Laye, der var gunstig for huguenotterne. C fik indflydelse på kongen, Karl 9. Der blev knyttet forbindelse med protestanter i Europa, og en spanskfjendtlig politik blev indledt. I 1572 udbrød der opstand i Nederlandene mod det spanske styre; C søgte at vinde Frankrig for Nederlandenes sag. Men enkedronning Katharina Medici var veg tilbage for en så kraftig udenrigspolitik og var desuden bange for, at C ville ødelægge hendes magt over kongen. Under festlighederne i forbindelse med Henrik af Navarras bryllup med Margrete af Valois august 1572 iværk-satte hun et mordforsøg mod Châtillon, som ikke lykkedes. Men to dage senere blev han Bartholemæusnattens første offer (d 24/8 1572)

 

f Wilhelm Sponneck, ansat i toldvæsnet, rigsgreve, politiker og Danmarks første finansminister efter Grundlovens vedtagelse i 1849; han blev cand jur 1836. I 1840 udgav han "Om Toldvæsen i Almindelighed og det danske Toldvæsen i Særdeleshed". Værket, der var præget af økonomisk liberalisme, skaffede ham en hurtig karriere inden for toldetaten. Til 1863 stod han i spidsen for det danske toldvæsen. 1848 blev han kongevalgt medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Allerede november samme år blev han finansminister, en stilling han bevarede i de påfølgende mere og mere konservative ministerier til december 1854. Han foretog en grundlæggende omordning af enevældens finansvæsen og tilpassede det til det konstitutionelle system. Han udarbejdede Danmarks første finanslov, og i samarbejde med Rigsdagen udviklede han en bæredygtig form for såvel finanslove som for deres behandling på Rigsdagen. I forbindelse med krigsskattelovgivningen 1848-51 indførte Sponneck midlertidigt en indkomst- og formueskat, som han forgøves forsøgte at gøre permanent. Efter sin afgang som minister deltog Sponneck ikke mere i politik, men under de følgende års ministerkriser var hans navn flere gange fremme (d 29/2 1888)

 

 

 

1822 f Francis Galton, britisk arvelighedsforsker; han fik sin uddannelse ved universitetet i Cambridge, og hans første videnskabelige interesse var geografi og meteorologi. I årene 1850-51 foretog han en mere end 2000 km lang rejse i Sydvest-Afrika; dertil kom senere andre rejser. For sine afrikanske opdagelser modtog han i 1853 Royal Geographical Society's guldmedalje. Men efter offentliggørelsen af hans fætter Charles Darwins "On the Origin of Species" i 1859, blev Galton fascineret af de problemer, der var i forbindelse med den menneskelige races udvikling. Arvelighedslære var dengang noget ukendt. Med sin indsats blev Galton derfor en af de første, der opdyrkede dette felt. Ved brug af bl.a. statistik påviste han mange facts vedrørende arvegangen af menneskelige karakteristika såvel fysike som mentale. Det skete i værker som "Hereditary Genius" (1869) og "Natural Inheritance" (1889). Under sit arbejde udviklede han mange af de statistiske metoder, som endnu bruges f.eks. normalfordelingskurven. I de nævnte værker var Galton den første, der på videnskabelig måde udforskede forholdet mellem arv og miljø. Det var hans overbevisning, at mentale egenskaber nedarves på samme måde som fysiske. Endvidere var han overbevist om, at alle mentale evner kunne og skulle beskrives kvantitativt på linje med fysiske. Også på dette område anvendte han statistiske metoder, og som den første anvendte han tests og spørgeskemaer. Galton opdagede menneskets individuelle fingeraftryks betydning i politiarbejde. Til fortolkning af data vedrørende de mere end 9000 personer, han havde undersøgt i sit antropometriske laboratorium, opfandt han nye statistiske metoder - kulminerende i hans korrelationskoeficient måske hans største videnskabelige bedrift. Det var Galtons opfattelse, at arv spillede en større rolle end miljø, og hvis man fuldt ud kendte arvelighedens love, ville man ved arrangerede ægteskaber kunne skabe en race af velbegavede mennesker og undgå degeneration. Det var i værket "Hereditary Genius", Francis Galton fremsatte disse tanker (d 17/1 1911)

 

1823 d Pierre Paul Prudhon, fransk maler; efter et treårigt studieophold i Rom vendte han i 1789 tilbage til Paris. Her udførte han dekorationsarbejder - som i dag kun eksisterer i tegninger og skitser - i Hôtel de Lanois. Dette arbejde medførte, at Napoleon blev opmærksom på ham og udførte indimellem arbejder for kejseren, således portræt af kejserinde Josephine (Louvre, 1805). Hans opdragelse i rokotidens kunst og en sværmerisk natur bragte ham i et modsætningsforhold til den herskende kølige og klare klassicisme; først 1808 slog han helt igennem med en række store allegoriske værker, f.eks. "Forbrydelse forfølges af Hævn og Retfærdighed" (Louvre, 1808). Han opnåede stor berømmelse. I 1808 udnævnte Napoleon ham til medlem af Æreslegionen. 1811 blev han kejserindens tegnelærer og 1816 medlem af Akademiet. På gr. af P’s manglende viden om farvernes ældning er hans malerier i dag meget mørke, men hans tegninger har bevaret deres enestående kvaliteter, f.eks. hans udkast til et officielt portræt af kejserinde Marie-Louise og hans design til det toiletgarniture, som var byen Paris bryllupsgave til Marie-Louise. Også efter Napoleons fald fik P opgaver fra staten (f 4/4 1758)

 

1834 f Ernst Heinrich Haeckel, tysk biolog; var uddannet som læge, men studerede senere zoologi, specielt havets dyreliv, og var professor i zoologi i Jena 1864-1909. Han tilsluttede sig Darwins lære og kæmpede for den hele livet og udgav en lang række videnskabelige og populærvidenskabelige skrifter. H’s hovedværk er "Generelle Morphologie" (1866). Her hævder han, at de laveste organismer, "monerer" opstod ved en slags "krystallisationsproces" af uorganiske stoffer. Monerer er kerneløse protoplasmaklumper, og fra dem udviklede alle andre organismer sig. Disse delte han i tre hovedgrupper: protister (encellede), planter og dyr. I samme værk opstillede han sin biogenetiske grundregel (eller lov), som siger, at individets fosterudvikling rekapitulerer den tidligere historiske udvikling (evolutionen). H fremhævede desuden menneskets nære forbindelse med dyreriget og mente, at både udviklingslæren og selektionsteorien var fuldt berettigede teorier, de var tilstrækkeligt bevist af kendsger-ningerne. I et senere værk "Stammbaum des Menschengeschlechts" (1868) behandlede H mere indgående menneskenes afstamning og opstillede menneskens stamtræ. Med sine værker bidrog H i væsentlig grad til at fremskynde udviklingslærens gennembrud (d 9/8 1919)

 

1886 d Albert Küchler, maler; som elev på Kunstakademiet vandt han 1823 den lille sølvmedalje, den lille guldmedalje opnåede han året efter. Hans område var i disse år det historiske figurmaleri med motiver fra det gamle testamente, Ossian og Oehlenschläger. Sit gennembrud fik han 1828 med "En Amagerpige, som vil sælge Frugt i en Malers Atelier". 1830 startede den obligatoriske rejse til Rom. Her viste Thorvaldsen K meget venskab, købte flere af hans billeder og sørgede 1838 for, at Küchler agreeredes ved akademiet med udskydelse af det pligtige medlemsstykke til hjemkomsten. Hjem kom han dog aldrig. Rom indfangede ham ikke kun kunstnerisk, men også religiøst. 1844 gik han over til katolicismen og blev 1851 munk i San Bonaventura klostret på Palatin i Rom, hvor han blev boende til sin død. Küchlers plads i dansk kunsthistorie er kun beskeden. Hans yndest hos samtiden skyldes mest de såre elskværdigt opfattede folkelivsbilleder fra Italien. Som tegner nåede han aldrig ud over det nydelige (f 2/5 1803)

 

1893 f Mikhayl Nikolayevich Tukhachevsky, sovjetisk marskal, der tilskrives æren for moderniseringen af den sovjetiske hær i årene forud for 2. Verd.krig og som blev offer for Stalins udrensninger i 1930’erne. Tukhachevsky blev født i en adelig familie og forlod efter endt uddannelse zarens militærakademi i 1914. Han kæmpede i den kejserlige hær i l. Verdenskrig; han blev taget til fange i 1915, men undslap. Fra 1918 gjorde han tjeneste i Den røde Hær og stod i spidsen for forsvaret af Moskva distriktet. Herefter var han øverstkom-manderende i hærafdelinger i kampen mod de kontrarevolutionære – De Hvide – styrker. Endvidere deltog han i krigen mod Polen (1920-21) og i nedkæmpelsen af oprøret i Kronstadt (1921). Efter sejren over De Hvide i borgerkrigen spillede Tukhachevsky en ledende rolle for opbygningen af Den røde Hær, og fra 1931var det ham, der stod i spidsen for moderniseringen af den sovjetiske hær bl.a. ved at gøre den mere mobil. Det var også Tukhachevskys indsats, at der blev oprettet en række moderne militærakademier. I årene 1925-28 var han Den røde Hærs stabschef, og fra 1931 var han viceforsvarsminister. For sin indsats modtog Tukhachevsky Leninordnen, og i 1935 fulgte udnævnelsen til marskal af Sovjetunionen. I forbindelse med Stalins udrens-ninger blev Tukhachevsky sammen med syv andre topofficerer i juni 1937 anklaget for spionage til fordel for Tyskland. Alle blev de fundet skyldige og henrettet. Det var signalet til en større udrensning inden for officers-korpset (d 11/6 1937)

 

1894 d Peter Fdr. Steinmann, officer og krigsminister, 1822 blev han kadet i artilleriet; han gjorde derefter en smuk karriere i militæret og var ved udbruddet af Treårskrigen i 1848 major. Under det meste af krigen var han stabschef hos Olaf Rye. Efter krigens afslutning i 1850 og frem til 1864 var han stabschef dels i Fredericia dels i Flensborg. I 1862 blev han generalmajor. Ved fjendens (prøjseernes) indmarch januar 1864 ledede Steinmann rømningen af Lauenburg og Holsten uden kamp og besatte centrum af Danevirkestillingen, syd for Slesvig by. I krigsrådet den 4. februar om rømning af Danevirke eller ej hævdede han under den lange, heftige diskussion det standpunkt, at tilbagetoget fra Danevirke først burde tiltrædes efter en alvorlig kamp, men endte med at tilslutte sig flertallets ønske: tilbagetog under skjul af natten. Under tilbagetoget blev Steinmann alvorligt såret i slaget ved Sankelmark (den 6. februar). Efter sin helbredelse kommanderede han kort tid 1. division og lettede i høj grad de slagne afdelingers overgang til Als 18. april 1864 efter prøjsernes erobring af stillingen ved Dybbøl. I 1867 blev han general. I 1874 blev Steinmann krigsminister og skulle forsøge at gennemføre en hærrevision. Han foreslog en forholdsvis talstærk hær og stærk søbefæstning ved København. Det lykkedes ham ikke at få gennemført forslaget, og 1875 gik han af som minister (f 8/7 1812)

 

1973 d Georg F. Duckwitz, tysk diplomat; i årene 1928-33 opholdt han sig i København som direktør for et tysk kaffefirma. I årene op til krigen var han ansat i "Hamburg-Amerika-Linien". De erfaringer, han her gjorde, og hans kendskab til Danmark var baggrunden for, det tyske udenrigsministerium i november 1939 sendte ham til København, hvor han frem til kapitulationen gjorde tjeneste ved det tyske gesandtskab som søfartsrådgiver. Duckwitz havde tidligt vendt sig mod nazismen og lod under den tyske besættelse gang på gang informationer sive ud til danskerne, bl.a. om aktionen mod de danske jøder i efteråret 1943. Under folkestrejken i København i sommeren 1944 mæglede han i forhandlingerne mellem Best og de danske politikere, og i de sidste besættelsesdage i april-maj 1945 gjorde han en aktiv indsats for at fremme kapitulationsforhandlinger med de allierede, så Danmark ikke blev hvirvlet med i den tyske undergang. Efter krigen gjorde han karriere i det vesttyske diplomati, bl.a. som ambassadør i Danmark 1955-58. Han sluttede sin diplomatiske karriere i 1967 som statssekretær i udenrigsministeriet i Bonn (f 29/9 1904)

 

 

Til top        17. februar

1405 d Timur Lenk, tyrkisk feltherre; søn af en tatarhøvding og havde magten i Transoxanien fra 1360. Fra 1380 foretog han mange felttog, hærgede og erobrede Afghanistan, Armenien, Persien, 1387, Hindustan 1398, Syrien og Damaskus 1400, Mesopotamien med Bagdad 1401. I 1402 besejrede han osmannersultanen Bajaset I ved Ankara. T’s rige var et af de største i historien. Han holdt et pragtfuldt hos i sin hovedstad, Samarkand, hvor han også modtog ambassadører fra Europa. T døde under forberedelserne til et felttog mod Kina. Det store rige gik i opløsning ved hans død. Timur Lenk skildres som en brutal og hensynsløs erobrer, men også som en, der fremmede handel og videnskab (f 1336)

 

1461 Det andet slag ved St. Albans udkæmpes under Rosekrigen – i.e. opgøret om den engelske trone mellem slægterne Lancaster – hvis våbenskjold var prydet med en rød rose – og slægten York i hvis våbenskjold indgik en hvid rose. Efter Lancaster-partiets sejr ved Wakefield den 30. december 1460 havde dronning Margaret (af Anjou), der kæmpede for tronen for sin søn Edward (Lancaster), samlet store styrker og rykkede (for) langsomt frem for at sikre sig London. Da Richard Neville, jarl af Warwick, rykkede ud fra London for at stoppe hende, blev han besejret, - ved St. Albans - og vejen til London lå åben for Margaret. Men mens hun tøvede og forhandlede med Londons borgere, handlede Edward af York. Lancasterhærens grusomheder og Margarets alliancer med landets fjender, skotter og franskmænd, fjernede Yorkpartiets og London’ernes tøven. Den 4. marts hyldede de Edward York som landets konge som Edward IV. Han befæstede sin kongemagt, da han palmesøndag den 29.marts 1461 i slaget ved Towton, ca 15 km sydvest for York i Yorkshire besejrede Lancasterhæren, hvor den afsatte Lancaster-konge Henrik 6., hans dronning Margaret (af Anjou) og deres søn Edward befandt sig. Efter nederlaget flygtede de til Skotland. At der blev udkæmpet ikke mindre end to slag ved St. Albans under War of the Roses skyldtes byens placering ved den gamle romerske vej Watling Street kun ca 30 km fra London og den dermed forbundne beherskelse af de nordlige adgangsveje til London. Første slag ved St. Albans udkæmpedes den 22. maj 1455

 

1500 Dansk nederlag i Ditmarsken. Ditmarsken i det vestlige Holsten var reelt uafhængig af fyrstemagt. Kong Hans ville ændre dette forhold. Han forlangte ret til at opføre tre borge i området for med dem som militære støttepunkter at få magt over skatteborgere og handelsveje. Da ditmarskerne afviste disse krav, angreb kongen. Hovedbyen Meldorf blev indtaget med lethed. Landsknægtene og de jernklædte adelige ryttere, i alt omkr. 12.000 mand, begav sig derefter nordpå ud i marsken fulgt af artilleri og vogne, hvoraf nogle var tomme, de var beregnet til det store bytte, man ventede sig. Vejen mod Hemmingstedt var ét pløre. Ditmarskerne åbnede digerne imod Vesterhavet, så vandet steg i de dybe, brede grøfter på begge sider af vejen. Før hæren nåede det højere land, gesten, ved Hemmingstedt, stødte den på en skanse tværs over vejen. Her havde nogle få hundrede ditmarskere taget opstilling, og da de forreste landsknægte stormede skansen, smed bønderne rustninger og støvler, og med lanserne som springstokke satte de over grøfterne og gik løs på den lange kolonne af fjender, der ikke kunne flygte, fordi vejen bagved var blokeret af kanoner og vogne. Omkr. en tredjedel af kong Hans' styrke blev hugget ned eller druknede. Kongen og hans bror hertug Frederik undslap med nød og næppe, og et stort bytte faldt i bøndernes hænder

 

d brændt Giordano Bruno, italiensk humanist og filosof; i sin studietid i Napoli blev han 1565 dominikanermunk, og i 1572 blev han præsteviet. Hans tidligt vakte kritik af kirkens dogmer pådrog ham mistanke for fritænkeri, og 1576 blev B indstævnet for inkvisitionen, men flygtede til Venezia. Indtil 1592 levede han som omvandrende lærer bl.a. i Paris, London, Wittenberg og Prag. Derefter bosatte han sig atter i Venezia, men blev forrådt til inkvisi-tionen, der førte ham til Rom. Her sad han fængslet i syv år. Da B ikke ville tilbagekalde sine meninger, blev han dømt til døden som kætter og brændt på Campo di Fiore. På samme sted rejstes der ham 1889 et mindesmærke. Bruno var overbevist om, at universet udgør en organisk helhed, og han var en af de tidligste tilhængere af Kopernicus solcentrerede astronomi. Han mente at kunne vise, at universet er uendeligt og rummer adskillige verdener ud over den jordiske, og at Jorden ikke er dets centrum. B’s forfatterskab er omfattende og består hovedsagelig af filosofiske dialoger som f.eks. "La cene della ceneri" (1584, Askeonsdagens middag) indeholdende hans kopernikanisme og "De la causa, principio e uno" (1584, Om årsagen, princippet og det ene), som er hans spekulative og erkendelsesteoretiske hovedværk (f 1548)

 

1653 f Arcangelo Corelli, italiensk violinist og komponist; fra 1675 var han i Rom violinist ved kirken Saint-Louis-des-Francais, hvis orkester han også lejlighedsvis dirigerede. Fra omkr. 1680 var han i tjeneste hos den svenske dronning Kristina, som boede i Rom, og hvem han tilegnede sit opus 1. I 1687 ansattes han som kapelmester hos kardinal Benedetto Panfili, til hvem han skrev sit opus 2. Fra 1690 beklædte han hos kardinal Pietro Ottoboni den stilling, han varetog til sin død. Som dirigent for koncerterne i kardinalens palæ opnåede C stor popularitet og berømmelse. Hans produktion forøgedes med endnu to sæt triosonater, opus 3 og 4. Senere fulgte de 12 solosonater opus 5, og endelig udkom posthumt i 1714 hans concerti grossi, opus 6. Udover de seks trykte opus sættes C’s navn kun i forbindelse med få værker, hvis ægthed til dels er tvivlsom. Allerede i samtiden opnåede C stor international berømmelse. Grundlaget for hans berømmelse og udbredelsen af hans musik lå i hans udvikling af virkemidler, som skulle blive skoledannende for høj- og senbarokken indtil midten af 1700-tallet. F.eks. repræsenterede den orkestrale klang i de tolv concerti grossi et skønhedsideal, som blev forbillede for flere generationer af komponister (d 8/1 1713)

 

1673 d Moliere, Jean Baptiste Poquelin, fransk komedieforfatter; han studerede jura i Orléans og tog juridisk eksamen 1641. I 1643 var han skuespiller ved en parisisk trup i Rouen. Med truppen drog Moliere på turné rundt i Frankrig, som med afbrydelser varede til 1658. Da den for første gang spillede for Ludvig 14., vandt den kongens gunst. Ved kongens velvilje fik den i 1661 en scene i Palais-Royal; fire år senere fik den ret til at kalde sig "kongens komedianter" med årlig løn. Hidtil havde Moliere mest omlavet eller tilskåret ældre franske eller italienske lystspil, men i 1659 blev han berømt med sit eget lystspil "Les Précieuses ridicules", hvori han søgte at tegne et satirisk billede af sin samtid. Han måtte ofte bruge sit talent til at lave hofstykker; nogle var fiaskoer andre mesterværker blandt disse "Les Fâcheux", "Amphitryon" og "Le Bourgeois gentilhomme". De mange angreb, som fjender eller kredse, der mente sig ramt, rettede mod Moliere, tog han sig ikke nær, men han pintes af personlige sorger, bl.a. et ulykkeligt ægteskab. I 1664 kom mesterstykket "Le Tartuffe", hvor han angreb det religiøse hykleri; det frem-kaldte en storm af raseri fra religiøse kredse, som længe forhindrede dets opførelse. Men kongen holdt hånden over Moliere. En pendant til Tartuffe danner "Don Juan". I 1666 kom "Le Misanthrope", af mange regnet som den største af hans komedier. I "Le Malade imaginaire"(Den indbildte syge) harcelerede han over læger og hypokondere; han spillede selv titelrollen. Moliere havde længe været syg; mod slutningen af stykkets fjerde opførelse fik han blodstyrtning og døde samme aften. Kirken nægtede ham sakramentet og at give ham en kristen begravelse; på kongens bud skete det dog, men om natten og uden ceremoni. Moliere blev ikke optaget i akademiet; dertil var han som skuespiller ikke fin nok. Men 100 år senere blev hans buste opstillet i akademiets mødesal, forsynet med indskriften: "Intet mangler i hans hæder, men han manglede i vor" (døbt 15/1 1622)

 

1702 d Peder Syv, præst, filolog; mens han var rektor for Næstved latinskole (fra 1658), blev han talsmand for de modersmålstudier, senrenæssancen på sin gang fra syd mod nord kaldte til live i Danmark som i Tyskland. Han forlod den klassiske filologi og helligede sig fædrelandets sprog og litterære mindesmærker. I 1663 udgav han "Nogle Bemærkninger om det Cimbriske Sprog"; den er det første på dansk skrevne forsøg i sammenlignende sprogvidenskab. Titlens cimbrisk betyder hos S snart germansk, snart spec. dansk. I sit værk priser han det danske sprog for dets ælde og udtryksfylde, men finder, at det skal dyrkes og renses. Han efterlyser derfor en grammatik, en ordbog, en retskrivningsreform samt skønlitteratur på dansk. I 1683 blev S kongelig filolog i det danske sprog, Philologus regius lingvæ Danicæ. En stilling ingen før eller senere har haft. I 1685 kom hans "Den Danske Sprog-Kunst eller Grammatica", den første danske grammatik på modersmålet. I 1682-88 stod han bag udgivelsen i to bind af "Aldmindelige Danske Ord-Sproge og korte Lærdomme", 1. bind indeholdende mellem 10.000 og 11.000, i 2. bind halvt så mange ordsprog i bredeste forstand. S’s andet store udgiverarbejde er "200 Viser om Konger, Kemper og Andre", der udkom 1695 (f 22/2 1631)

 

f René Théophile Laënnec, fransk læge; opfandt 1816 stetoskopet, som straks fik almindelig udbredelse ved kliniske undersøgelser. L beskrev i sine værker - bl.a. i "De l’auscultation médiate" (1819) - meget nøje de lyde, han hørte med stetoskopet og udarbejdede en differentieret auskultationsteknik. Hans stetoskop var en træ-ylinder med en diameter på 4 cm og en længde på 30 cm. På grundlag af sine undersøgelser gav L værdifulde bidrag til forståelse af lungernes og hjertets sygdomme. Disse resultater opnåede han at sammenligne de lunge- og hjertelyde han havde hørt i sit stetoskop med de brystsygdomme, han konstaterede ved obduktion. Fra 1823 var L læge ved "Hopital de la Charité" i Paris, året før var han blevet udnævnt til professor ved Collège de France (d 13/8 1826)

 

1827 d Johann Pestalozzi, svejtsisk pædagog; i sit lange liv åbnede han flere skoler, som dog ofte måtte lukke efter få år pga. økonomiske vanskeligheder, endvidere pga. P’s manglende praktiske sans, hans svigtende administrationstalent og hans manglende evne til at samarbejde med andre. Men hans mange skrifter fik stor betydning i datidens pædagogik. P’s opdragelsestanker var stærkt påvirket af Rousseau, bl.a. ved den stærke vægt han lagde på selvvirksomhed og selvoplevelse. I 1768 opgav han et juridisk studium og købte en gård for at drive landbrug. Her indrettede han i 1775 sin første skole. En opdragelsesanstalt for fattige børn, som skulle lære landbrug som sommeren og håndværk om vinteren og tillige opdrages åndeligt. Hovedets, hjertets og håndens kræfter skulle udvikles harmonisk. P ville "psykologisere" opdragelsen; den skulle fremhjælpe den naturlige udvikling af barnets iboende kræfter. Opdragelsens mål var udviklingen af det sande menneskelige, humanitet, og dens område skulle være alle samfundslag. Anskuelsen dannede grundlaget for al undervisning, og dennes mål var mindre kundskabs-meddelelse end evnernes opøvelse og udvikling. Skoleundervisning skulle være en samfundssag, og særlig de lavere samfundslags opdragelse var af største betydning. Efter P’s opfattelse ville det give alle mulighed for at føre et menneskeværdigt liv. Med dette krav blev han folkeskolens forkæmper, og han kaldes derefor ofte "folkeskolens far". Blandt hans mange skrifter fik kun et enkelt egentlig succes nemlig landsbyromanen "Lienhard und Gertrud" (1781-87). I hans andet hovedværk "Wie Gertrud ihre Kinder lehrt" (1801) gav han i brevform en fremstilling af sine erfaringer og teorier om en anskuelsesundervisning byggende på anskuelsens elementer: lyd, form og tal (f 12/1 1746)

 

d Heinrich Heine, tysk forfatter af jødisk herkomst; han oplevede i sin barndom og ungdom napoleonstidens storme, og begejstringen for den store kejser har han givet udtryk for i digtet "Die beiden Grenadiere". Efter hans rige onkel forgæves havde søgt at gøre ham til forretningsmand, begyndte H at studere jura; 1826 blev han cand jur. Året før var han gået over til kristendommen. Fra studietiden stammer digtsamlingen "Gedichte" (1822). Hans gennembrud skete med "Reisebilder" (2 bd., 1826-27) med bl.a. Harzreise og Die Nordsee. Hans vittig-ironiske prosastil og hans følsomme og elegante, lyriske tone havde stor gennemslagskraft. Med digtsamlingen "Buch der Lieder" (1827) blev H verdensberømt. 1831 flyttede H til Paris og boede der resten af livet. Her skrev H åndfulde skildringer af fransk selskabsliv, kunst og poesi "Französische Zustände" (1833). I det hele taget forsøgte han at formidle fransk kultur og liberalisme i Tyskland og gøre tysk litteratur og filosofi kendt i Frankrig med f.eks. "Zur Geschichte der neueren schönen Literatur in Deutshland" (1833). H’s frisindede liberalisme og en uvilje over for mange fænomener i tysk politik og kulturliv kom til udtryk i satiriske værker som "Deutschland, ein Wintermärchen" (1844), som hudfletter politiske forhold, og i "Atta Troll, ein Sommernachtstraum" (1847), som kritiserer elementer i tysk kulturliv. Om franske forhold skrev han åndfulde skildringer af af fransk selskabsliv, kunst og poesi, "Französische Zustände" (1833), "Lutetia" (1854). Med sin politiske holdning var H en omstridt person; 1835 blev hans digtning forbudt i Tyskland. Hans bøger endte på bålet under nazisternes bogbrændinger, og han var et af de første ofre for Hitlerregimets censur (f 13/12 1797)

 

1865 Under Den amerikanske Borgerkrig går South Carolinas hovedstad Columbia op i flammer. Efter i efteråret 1863 at have opnået nogle afgørende sejre over sydstatshære i Tennessee indledte general William Tecumseh Sherman i eftersommeren 1864 fra Chattanooga ved Tennessee River i det sydlige Tennessee sin march mod havet. I begyndelsen af september erobrede han Georgias hovedstad Atlanta, og ved juletid kunne han sende et telegram til præsident Lincoln med følgende ordlyd: "I beg to present you as a Christmas gift the city of Savannah". Ved at erobre Georgias største kystby var sydstaterne nu ikke kun delt mellem øst og vest af Mississippi, men også mellem syd og nord af Shermans brændte zone fra Atlanta til Savannah. Inden han forlod Atlanta, beordrede han indbyggerne ud af byen, og han brændte byen af. På marchen mod Savannah gennemførte hans soldater en systematisk ødelæggelse af landets økonomiske potentiel i et næsten 100 km bredt bælte. Fabrikker og gårde blev lagt i grus, jernbaneskinner blev revet og smeltet til forvredne "Sherman halsbånd". Med ødelæggelserne ville nordstaterne tilintetgøre sydstaternes økonomiske grundlag for at føre krig. Efter en måneds hvilepause i Savannah gav Sherman marchordre. Han rykkede ind i South Carolina, der fik en endnu hårdere medfart end Georgia. Amerikanske historikere har aldrig kunnet blive enige om, hvem der satte ild til Columbia

 

d Friedrich Wilhelm August Argelander, tysk astronom; fra 1823 ansat ved observatoriet i Åbo og fra 1827 som professor og direktør ved observatoriet i Helsingfors. Her interesserede han sig især for stjernernes egenbevægelser. Fra 1837 arbejdede A i Bonn, hvor han forestod udarbejdelsen af "Bonner Durchmusterung" (udg. 1859-62) et af verdens mest omfattende stjernekataloger med positioner for over 300.000 stjerner ned til størrelsesklasse 9.5. Han udviklede en metode til bedømmelse af størrelsesklasser, trinvurderingsmetoden, der havde overordentlig stor betydning før udviklingen af fotometre. A anses desuden for at være grundlægger af den videnskabelige iagttagelse af variable stjerner (f 22/3 1799)

 

d Otto Nors, prokurator, bankdirektør og politiker; han kom til Århus i 1844, da han blev ansat som amtsfuldmægtig på stiftsamtmandens kontor. I 1853 blev han udnævnt til prokurator ved underretterne i Århus stift; i 1864 fulgte udnævnelsen til kancelliråd. Fra 1861 til sin død var Nors medlem af byrådet. I flere år var han rådets viceformand, ligesom han i en længere periode var formand for fattigudvalget. At Nors havde en central placering i rådet betød, at han i mange betydelige sager kom til at øve stor indflydelse. Som eksempel kan nævnes sagen om Frederiksbjergs indlemmelse i Århus i 1874. I 1871 var han medvirkende ved oprettelsen af Aarhuus Privatbank. Han blev valgt til bankens bestyrelse senere til direktionen, en post han bevarede til sin død. Nors havde desuden en lang række tillidshverv. Bl.a. blev han i 1853 valgt til kommunalrevisor og sad i bestyrelsen for et par af byens dampskibsselskaber. Allerede samme år han døde, fik Nors en gade opkaldt efter sig. Man var begyndt at bygge op ad bakken fra Nørre Allé (til Thunøgade), og den nyanlagte gade, ud for hvor Guldsmedgade senere blev ført igennem, fik navnet Norsgade. Gaden var en af de første i Århus, der blev opkaldt efter en person. Først i årene herefter blev det almindeligt at opkalde gader efter kendte personer (f 15/10 1821)

 

f André Maginot, fransk politiker; efter at have afsluttet sine studier i statsvidenskab og jura blev M statsembedsmand. I 1910 forlod han statstjenesten til fordel for politik og blev medlem af Deputeretkammeret; i 1913 blev han viceforsvarsminister. Ved udbruddet af Første Verdenskrig blev han indkaldt som menig; under krigen blev han alvorligt såret og var invalideret for livstid. I 1916 genoptog han sin politiske karriere blev atter deputeret og be-klædte forskellige ministerposter i seks på hinanden følgende regeringer. Mens han for sidste gang var forsvarsminister, fik han i 1930 gennemført dels en reorganisering af hæren dels opførelse af forsvarsværker ved Frankrigs nørdøstgrænse; forsvarsværker, der kom til at bære hans navn. De blev i vid udstrækning bygget som underjordiske betonkonstruktioner, hvis primære opgave var at afværge et tysk angreb. Bag opførelsen lå erfaringerne fra Første Verdenskrig. Dengang havde de franske skyttegrave hindret, at tyskerne erobrede Frankrig. Til brug i en kommende krig ville franskmændene sikre sig et veludbygget og moderne forsvarssystem. I den franske befolkning blev maginotlinjen til at stå som en uindtagelig fæstning. Men ved det tyske angreb den 10. maj 1940 blev linjen omgået og spillede kun en beskeden rolle under kampene (d 7/1 1932)

 

1909 d Geromino, leder af apacheindianerne; gennem generationer havde apacherne modstået mexicanernes og amerikanernes kolonisation af deres hjemstavn, den sydøstlige del af nutidens USA. Fra den dag i 1846 han optoges i krigernes råd, fortsatte G denne tradition. I det lange løb forgæves. For med anvendelse af magt blev i 1874 omkr. 4.000 apachere – repræsenterende forskellige stammer – af de amerikanske myndigheder flyttet til et reservat kaldt San Carlos et øde og goldt område i det centrale Arizona. Her skulle de forholde sig i ro, antage kristendommen og blive bønder. De usle levevilkår fremkaldte uro, som det dog i første omgang lykkedes de amerikanske myndigheder at få dæmpet ned. Men omkr. 1880 brød G i spidsen for en gruppe krigere ud af reservatet og genoptog krigen mod såvel mexicanere som amerikanere. I januar 1884 overgav G sig. Allerede i maj året efter forlod han igen reservatet, og nu begyndte det, der er gået over i historien som "the Geronimo Campaign". Den afsluttedes den 3. september 1886, da G mod løfte om et kortvarigt fangenskab i Florida ville få lov til at vende tilbage til Arizona. Et løfte der aldrig blev holdt. G genså aldrig Arizona. Resten af livet levede han i fangenskab; dog fik han i sine senere år lov til at sælge indiansk kunsthåndværk og fotos af sig selv rundt om på markeder og udstilliner. G’s overgivelse i 1886 regnes almindeligvis for afslutningen på USA’s indianerkrige (f juni 1829)

 

1917 d Axel Olrik, folkemindesamler og litteraturhistoriker; han vandt Københavns Universitets guldmedalje i 1896 og blev mag. art. i nordisk filologi året efter. I 1896 fik han et midlertidigt docentur. Sytten år senere – i 1913 – blev han udnævnt til ekstraordinær professor. Olrik fortsatte udgivelsen af "Danmarks gamle Folkeviser", som hans lærer Svend Grundtvig havde påbegyndt i 1853. Olriks anden hovedinteresse var Saxo og andre middelalderlige kilder til Nordens kulturhistorie, mytologi, heltedigtning og sagn, hvilket bl.a. udmøntedes i hans disputats fra 1892 "Forsøg paa en Tvedeling af Kilderne til Sakses Oldtidshistorie". I samtaler med historikeren Kr. Erslev ud-viklede Olrik sammenhængende synspunkter på den mundtlig overleverede fortællings tradition og former, udgivet posthumt i 1921, "Nogle Grundsætninger for Sagnforskning". Axel Olrik grundlagde tidsskriftet "Danske Studier" i 1904; samme år var han blandt grundlæggerrne af og blev den første formand for Dansk Folkemindesamling (f 3/7 1864)

 

1940 Det neutrale Norges passivitet, da engelske flådefartøjer natten mellem 16. og 17. februar 1940 i norsk territorial-farvand befriede engelske krigsfanger om bord på det tyske fragtskib Altmark i Jøssingfjorden, blev den direkte anledning til Hitlers beslutning om at iværksætte fremstødet mod nord og lade dette omfatte også hele Danmark

 

Med salget af 15.007.034. Folkevogn sætter den rekord og overgår slaget af Fords model T

 

1972 d Ingvald Lieberkind, zoolog og popularisator; han var kendt fra radio og fjernsyn som den engagerede zoolog, der på sin karakteristiske og veloplagte facon gjorde børn og voksne interesserede i naturens mysterier. På fjernsynsskærmen kom hans evner som tegner ham til gode, når han skulle fortælle om de små kræs udseende og levevis. Naturvandringer i barndommen med morfaderen vakte tidligt L’s interesse for plante- og dyreverden. Efter studentereksamen i 1917 begyndte han at studere zoologi ved universitetet i København. Året før den afsluttende konferenseksamen i 1925 fik han arbejde på Zoologisk Museum. L’s speciale var pighude dvs. navnlig søstjerner. Han opnåede doktorgraden i 1937 på en afhandling om hæfteorganerne hos haletudser og deres betydning for paddernes slægtsforhold. Efter en professorkonkurrence samme år forlod han den akade-miske verden til fordel for formidlingen og populærvidenskaben, bl.a. med 12- binds værket "Dyrenes Verden" (1937-38 med senere ny udgave), der kom i kæmpeoplag. Værket kom også til at præge universitets-undervisningen i mange år. Allerede i 1920’erne havde L optrådt i radioen med populære dyreudsendelser, og med fjernsynets fremkomst i Danmark midt i 1950’erne blev han også en af de mest populære tv-stjerner. L var især folkekær pga. sin snakkesalighed og venlige runde væsen (f 13/6 1897)

 

Til top        18. februar

1274 d Jacob Erlandsen, ærkebiskop; uddannet i udlandet og opholdt sig en tid i Rom, hvor han blev ærkekapellan. I 1249 blev han af paven indsat som biskop i Roskilde. Trods modstand fra kongen, Christoffer 1., blev han 1254 valgt til ærkebiskop i Lund. E’s moderniseringsforsøg i Lund af den skånske kirkeret blev energisk modarbejdet af skåningerne, som fandt en forbundsfælle i kongen, der frygtede en beskæring af sin magtudøvelse over den danske kirke; denne strid mellem kongemagt og ærkebisp kom til at vare i 20 år. I 1256 skærpedes striden, da de danske bisper vedtog den såkaldte Vejlekonstitution, den bestemte, at der ville blive nedlagt gudstjenesteforbud, interdikt, i hele Danmark, såfremt en biskop blev fængslet af kongen eller på kongens foranledning. Alligevel lod kongen E fængsle i febr 1259; han blev dog nogle måneder senere atter frigivet. Herefter førtes sagen for den pavelige domstol. Bl.a. på grund af hyppige paveskift trak sagen ud; i 1264 nedlagde E sit embede for at drage til Rom. I 1272 aftaltes en voldgift; på vej tilbage for at genindtræde i sit embede døde E imidlertid på Rügen. Det endelige forlig, som mægledes på det 2. Lyonkoncil 1274, blev et nederlag for E’s parti (f ukendt dato og år)

f Marie den Blodige af England, dronning 1553-1558; datter af Henrik 8. og hans første kone Katharina af Aragonien; af moderen blev hun bestyrket i sin katolske tro, som hun trofast bevarede hele livet; efter halvsøsteren Elizabeths fødsel blev M erklæret for uægte og slettet af tronfølgen. Men 1544 blev hendes arveret til tronen atter anerkendt, og 1553 efterfulgte hun broderen Edward på den engelske trone. Edwards yderliggående reformationspolitik havde skabt modvilje og splittelse i befolkningen. Derfor fik M ved sin tronbestigelse støtte fra en stor kompromissøgende befolkningsgruppe i arbejdet for en religiøs midterpolitik. Imidlertid stod det snart klart, at hun stræbte efter en rekatolisering af England. Det blev bekræftet, da hun i 1554 til manges forfærdelse indgik ægteskab med Filip 2. af Spanien, katolicismens stærkeste forkæmper. Der begyndtes nu et ihærdigt arbejde for føre England tilbage til den katolske kirke. Der blev gennemført en streng kætterlovgivning, der blev indsat katolske bisper, de antikatolske love fra forgængernes tid blev ophævet, de protestantiske prædikanter blev forfulgt. Nåede de ikke at gå i eksil blev de brændt på kætterbålet. Det var denne politik, der skaffede hende tilnavnet "den blodige". I alt skal ca 300 have lidt døden for deres tro. I 1558 mistede England den sidste besiddelse på det europæiske fastland - Calais til Frankrig. M’s lovgivning til fordel for katolicismen blev straks ophævet af hendes efterfølger, Elizabeth (d 17/11 1558)

1546 d Martin Luther (f 10/11 1483)

d Michelangelo (Buonarroti), italiensk maler, arkitekt og billedhugger; han blev uddannet i Firenze bl.a. i Lorenzo Medicis billedhuggerskole, og i Mediciernes hus modtog han sin humanistiske dannelse. Efter Mediciernes fordrivelse fra Firenze flygtede M (1494) til Bologna, hvorfra han året efter drog til Rom; her skabte han sit første mesterværk "Pietà" (i Peterskirken). Ved hjemkomsten til Firenze i 1501 blev det overdraget ham at mejsle en David-statue i en fejlhugget Carrara-marmorblok. Statuen, der blev opstillet i byen i 1504, blev et sindbillede på florentinernes ukuelige frihedsvilje og på Renæssancens optimistiske fremskridtstro. En ny opgave ventede M, udførelsen af et storstilet gravmonument for pave Julius 2. bestående af 36 statuer og med bronzerelieffer omkring pavens sarkofag. Gravmælet blev aldrig virkeliggjort; en ugunstig skæbne rådede over det projekterede storværk, og det plagede mesteren livet igennem. Kun den genialt udformede Moses-statue (i San Pietro in Vincoli-kirken i Rom) blev fuldt færdig og kan betragtes som M’s eget værk. (M havde mange medhjælpere). M’s stordåd som freskomaler, loftsmalerierne i det Sixtinske Kapel i Vatikanet (1508-12), vidner om hans statuariske forestillingsverden, også hvor det gjaldt en malerisk opgave. Det næste romerværk var den nøgne, opstandne Kristus i kirken Santa Maria sopra Minerva. Fra 1516 virkede M påny i Firenze, og fra denne periode er Biblioteca Laurenziana med den prægtige trappe (1519) og gravmælerne i Medicikapellet (1520-24). 1534 drog M til Rom for stedse. Her malede han 1535-41 Dommedagsfresken i det Sixtinske Kapel, et ophøjet monument over den kæmpende og lidende menneskehed. På sine ældre dage arbejdede M især med arkitektoniske opgaver: anlægget af Capitolpladsen (1544), der dog først afsluttedes i 17. årh., fuldendelsen af det af da Sangallo den Yngre, påbegyndte Palazzo Farnese (1547) og hans plan til Peterskirken med den storslåede kuppelbygning (udført efter M’s død af della Porta). Med M afsluttedes renæssancen, og barokken indledtes. Hans "terribilita" (voldsomhed) blev forbilledlig for "manierismens" billedkunst og fandt talrige efterlignere og beundrere i de følgende århundreder (f 6/3 1475)

 

Danmark går over til den gregorianske kalender. Efter 18. februar følger 1. marts. Den kalender, der ved dekret af Julius Cæsar var blevet indført i Romerriget i 45 f. Kr., var der hvert fjerde år et skudår på 366 dage. Endvidere havde man sat årets gennemsnitlige længde til 365,25 dage, men da det er lidt for meget – det "nøjagtige" tal er 365,2422 - flyttede jævndøgn sig ca 1 dag på 128 år. I 1500-tallet faldt forårsjævndøgn således 11. marts, hvilket udgjorde et alvorligt problem for påskeberegningen. Derfor bestemte pave Gregor 13., at der i 1582 skulle springes 10 dage over fra den 4. til den 15. oktober, og at kalenderåret blev sat til 365,2425 døgn, således at hvert fjerde år fortsat er skudår, dog med den undtagelse, at hundredår, der ikke er delelige med 400 ikke er skudår. På denne måde er årene 1600 og 2000 skudår, mens 1700, 1800 og 1900 ikke er det. Den gregorianske kalender er meget præcis; først i løbet af 3000 år bliver der en afvigelse på én dag fra det astronomiske år. Til den tid kan man så bare undlade at have skudår en enkelt gang, hvorefter der atter går 3000 år, før denne undtagelse skal praktiseres igen. Den gregorianske kalender antoges straks i katolske lande. I protestantiske og græsk-katolske lande ville man ikke acceptere et sådant papistisk arbejde og indføre en kalender, der var fastlagt ved en pavelig bulle. At den i 1700 blev antaget i Danmark skyldtes en energisk indsats af naturvidenskabsmanden Ole Rømer

f Allessandro Volta, italiensk fysiker; 1774 lærer i fysik ved gymnasiet i Como; 1779 professor i fysik ved universitetet i Pavia, en stilling han beholdt, til han i 1804 trak sig tilbage. I 1777 førte studier over sumpgas V til opfindelse af eudiometret og en gaslampe og 1782 den elektriske kondensator. I 1794 fandt han forklaringen på Galvanis opdagelse af elektricitetudvikling ved berøring mellem metaller, og 1800 konstruerede han den såkaldte Volta søjle, den ældste form for et galvanisk batteri og det første apparat, som leverede varig elektrisk strøm. 1791 blev V medlem af Royal Society i London; i 1801 demonstrede V voltasøjlen for Napoleon. Denne lev imponeret og gjorde Vtil greve og senator i kongeriget Lomardiet. I 1815 blev V af den østrigske kejser udnævnt til direktør for det filosofiske fakultet i Padova (d 5/3 1827)

1772 d Johan Hartvig Ernst Bernstorff, diplomat, udenrigsminister og hannoveransk godsejer. I 1732 kom han i dansk tjeneste i Tyske kancelli. Året efter (til 1737) blev han Christian 6.’s udsending i Sachsen og var derefter 1737-44 gesandt ved den tyske rigsdag i Regensburg. 1744-50 var han gesandt i Paris, hvor han knyttede særdeles vigtige forbindelser. Som udenrigsminister fra 1750 viste han sig snart som en af tidens betydeligste statsmænd. Han hævdede dansk neutralitet under de mange krige i 1700-tallet; holdt Danmark-Norge uden for Den Preussiske Syvårskrig (1756-63). Foruden sin fredspolitik var et andet hovedformål med B’s politik at opnå udsoning med Gottorperne, hvis del af Slesvig i 1721 var blevet inddraget i kongeriget. Situationen var vanskelig, da den gottorp-ske hertug var russisk tronfølger og Danmark fjendtligsindet. I 1762 opstod en farlig krise med overhængende krigsfare. Heldigt for Danmark løstes krisen ved, at Kaharina 2. tog magten i Rusland. I 1767 fik B sluttet den såkaldte mageskiftetraktat med Rusland, hvorved russerne frafaldt krav på Slesvig og gottorpsk Holsten mod at få Oldenburg og samvirke mod den fælles fjende, Sverige. B’s merkantilistiske politik betød et tiltrængt opsving for dansk handel og industri. Han lod opføre Bernstorff Slot, og på sit gods var han foregangsmand for bondere-former. Efter 1770 at være blevet styrtet af Struensee forlod han Danmark og tog ophold på sine hannoveranske godser (f 13/5 1712)

d Johan Olfert Fischer, søofficer; i 1753 indtrådte han som kadet i den dansk-norske orlogsflåde; som kaptajnløjtnant fra 1773 deltog han i 1770’erne på flere togter i Middelhavet. Ved hjemkomsten blev han ansat i konstruktionskommissionen for at uddannes videnskabeligt. Efter at være kommet til skade ved et fald skrev Fischer 1778 til kongen for at få stillingen som kommandant på Københavns tolbod. Han fik ikke denne stillling og gjorde de følgende år tjeneste dels i land dels til søs. I 1799 var han chef på orlogsskibet Oldenborg for at føre en konvoj til Ostindien. Under denne rejse indlagde han sig fortjeneste ved under en orkanagtig storm i Taffelbugten ved Kapstaden i november 1799 at redde skib og besætning ved at sætte Oldenborg på land. Fischer ledede bjærgning og hjemsendelse af besætning og vendte selv hjem 1800. For indsatsen udtalte kongen sin anerkendelse af Fischers konduite og mod. I februar 1801 blev han designeret chef for Københavns defension til søsiden og hejste som sådan sit flag på blokskibet Dannebrog marts 1801. Denne kommando havde han den 2. april 1801, da Køben-havn blev angrebet af en engelsk flåde. Han tildeltes 1802 Erindringsmedalje for slaget på Reden med brillanter; han blev kontradmiral i 1809 og viceadmiral 1825 (f 4/8 1747)

 

 

f Søren Christian Wærum, grosserer; i 1859 blev W efter udstået læretid ansat hos Hans Broge. Om W’s ansættelse sagde man siden, at det måske var den bedste handel, Broge gjorde i hele sit liv. W blev hos Broge og avancerede støt fra dreng til kontorist, til bogholder, til prokurist og endelig i 1884 til kompagnon. I 12 år fra 1891 til 1902 var W medlem af Århus byråd. I dette arbejde havde navnlig havnen hans interesse. Ligeledes var W aktiv i forindelse med Århus kommunes køb af Marselisorg gods i 1896, og ligesom sine byrådskolleger fik W en gade opkaldt efter sig, da godsets jorder blev bebygget. Wærumsgade går fra Ingerslev Boulevard krydser Ålborggade og udmunder i Sdr. Ringgade. Med årene blev W særdeles velstående. Han nåede i 1800’tallets sidste årti op blandt byens største skattteydere. I årene omkring århundredskiftet indskrænkedes den store forretnings virkeområde lidt efter lidt: kornafdelingen gik i 1896 op i Korn- og Foderstofkompagniet og teglværket i 1905 i A/S De forenede Teglværker. W var kendt for en storstilet godgørenhed og stod som regel øverst på byens indsamlingslister (d 12/1 1910)

1912 f Gustav Munch-Petersen, forfatter, billedkunstner, spaniensfrivillig; efter studentereksamen 1930 begyndte han samme år at studere filosofi og psykologi ved universitet i København og senere kunsthistorie i Lund. Han afbrød studierne og rejste 1932 til Grønland, hvor han arbejdede med kryolitbrydning. I årene 1933-34 vagabonderede han i Europa, før han 1935 slog sig ned på Bornholm. M-P er blevet karakteriseret som en surrealistisk forfatter, som med sin bog "Mod Jerusalem" fra 1934 blev en inspirationskilde for 1960ernes lyriske modernistiske forfattere. I 1932 udgav M-P sin debutsamling "Det nøgne Menneske". På Bornholm dyrkede han især billedkunsten og udstillede 1935 nogle surrealistiske akvareller på Den Frie Udstilling i København. Uden at fortælle det til hverken sin kone eller til andre i sin familie tog han november 1937 til Spanien for at kæmpe som frivillig mod fascisterne. Den 2. april 1938 faldt han i Aragonien (d 2/4 1938)

d Frank James, sammen med broderen Jesse James var han den mest berygtede og eftersøgte bandit i det amerikanske Vesten; de forøvede dristige bank- og togrøverier, som for mange kom til karakterisere det lovløse liv ved det 19. århundredes grænse (frontier)mellem civilisation og ødemark, og som det er blevet fremstillet i utallige Westerns. Brødrene deltog i borgerkrigen på sydstaternes side i hver sin guerillagruppe. Ved den 13. februar 1866 at røve en bank i Liberty, Montana begyndte Frank og Jesse sammen med otte andre mænd deres lovløse karriere. I de følgende år forøvede de bankrøverier fra Iowa til Alabama og Texas og begyndte med togrøverier i 1873. Banditterne udså sig også dilligencer, butikker og mennesker som bytte. Samtidig synes Frank og hans bror at have levet et ret fredeligt liv beskæftiget på deres mors farm. Både under og efter deres lange karriere blev Jamesbrødrenes gerninger udnyttet af skribenter; de overdrev og romantiserede dem for at imødekomme det behov, der var hos læsere i øststaterne for blodige og dristige Westerns historier. Især Jesse kom til at stå som en romantisk skikkelse, der var drevet ind på forbryderbanen af myndighederne, der aldrig tilgav ham hans tilslutning til sydstaterne i borgerkrigen. Faktisk søgte såvel Frank som Jesse altid at retfærdiggøre deres lovløse tilværelse som følge af forfølgelse af myndighederne. I 1881 udsatte Missouris guvernør en dusør på $10.000 for brødrenes tilfangetagelse død eller levende. Det lokkede et bandemedlem til at skyde Jesse og gøre krav på dusøren. Få måneder senere meldte Frank sig til myndighederne. I Missouri blev han anklaget for mord, men blev frifundet; i Alabama blev han anklaget for røveri og også her frifundet; og endelig atter under anklage i Missouri denne gang for væbnet røveri, men atter frifundet. Som en fri mand trak han sig til et roligt og fredeligt liv på familiens farm; her døde han i 1915 i samme værelse, hvor han var blevet født 72 år tidligere (f 10/1 1843)

 

På observatoriet Flagstaff, Arizona opdager den amerikanske astronom Clyde William Tombaugh planeten Pluto. Den amerikanske rigmand og amatørastronom Percical Lowell lod i begyndelsen af 1890’erne observatoriet i Flagstaff opføre. Her brugte han megen tid og drømte gennem mange år om at blive den, der fandt en ny planet. Han var af den opfattelse, at hans observationer af de yderste planeter tydede på, at der fandtes endnu en stor planet i solsystemet. Men alle hans beregninger var forgæves, han fandt ingen ny planet. Det blev dog alligevel en astronom på Lowells observatorium, der fandt solsystemets nye planet. Efter Lowells død i 1916 fortsatte man – ganske vist med nogle afbrydelser – jagten på "Planet X", som Lowell havde kaldt det ukendte himmellegeme. Herunder blev ikke mindre end 30.000 kvadratgrader på himlen med i alt ca. 45 millioner stjerner gennemsøgt ved hjælp af en blinkkomparator, der afslører ethvert legeme, der bevæger sig mellem fiksstjernerne. Endelig den 18. februar 1930 fandt Tombaugh den såkaldte "Trans-neptun" på tre fotografiske optagelser fra slutningen af januar samme år. Den viste sig som en stjernelignende plet af 15. størrelsesklasse i stjernebilledet Tvillingerne, kun ca. 6 grader fra det sted Lowell havde forudberegnet. På to forskellige billeder kunne man konstatere, at et himmellegeme havde bevæget sig. Ikke meget, kun tre millimeter på de to optagelser, men bevægelsen var tydelig. På observatoriet blev der iagttaget den strengeste tavshed om fundet, indtil man havde foretaget en første bestemmelse af banen for dette svage objekt, der var så fjernt, at dets eventuelle skive ikke kunne ses. Og dog bevægede det sig præcist, som det sig hør og bør for en planet. Opdagelsen blev publiceret den 13. marts, som både var årsdagen for Herschels opdagelse af Uranus i 1781 og Lowells fødselsdag. I maj 1930 fik den tiende planet navnet Pluto, hvor de to første bogstaver danner initialerne for Percival Lowell. Selv om Lowells drøm gik i opfyldelse, var der alligevel lidt malurt i bægeret, for planeten var faktisk så lille, at den ikke kunne perturbere – forstyrre – banerne for Neptun og Uranus, sådan som Lowell troede. Opdagelsen af Pluto var således lidt af en tilfældighed

1934 d Christian Kier, overretssagfører, byrådsmedlem. K blev cand. jur. 1863 og deltog i krigen 1864. I 1869 nedsatte han sig som overretssagfører i Århus og opnåede hurtigt en fremtrædende position i byen. Han var medstifter af Aarhus Privatbank og medlem af dens første repræsentantskab 1874-76. Han sad i museets styrelse, var medlem af bestyrelsen for Det danske Trælastkompagni og for Akts. Otto Mønsted, efter Mønsteds død i 1916 formand. I to perioder var han medlem af Århus byråd, 1876-87 og 1891-99. Hans arbejde her beskrives som initiativrigt, og at K var den, der i disse år havde størst indflydelse i byrådet. Det var f.eks. på hans initiativ, at Århus i 1896 køte Marselisborg gods. K var medlem af byrådets betydende udvalg, fra 1897 formand for Den danske Køstadsforening. Trods alle disse praktiske gøremål og oparbejdelsen af en af byens største sagførerforretninger fik Kier også tid til ret dybtgående retshistoriske undersøgelser om forholdet mellem kong Valdemars sjællandske og skånske lov, om longoardisk lov, ligesom han skrev en og om Hamurais lov. Kiers Plads ligger ved Frederiks Allés vestlige side mellem Frederiksjerg Torv og Max Müllersgade (f 25/12 1939)

I Sportspalast i Berlin holder nazisternes og dermed Tysklands propagandaminister Joseph Goebbels sin "wollt Ihr den totalen Krieg" tale. Efter den tyske 6. armés overgivelse i Stalingrad den 31. januar 1943 var det bl.andre også Goebbels opfattelse, at man ufortøvet skulle omstille hele nationen til total krigsførelse; kun på den måde ville det være muligt at få bugt med den fare for nederlag, der truede, især på Østfronten. Sandsynligvis regnede Goebbels med selv at blive sat i spidsen for denne indsats. I sin tale i Sportspalast gik Goebbels lige til sagen. Han fremmanede "den røde fare", bolsjevismens fare. Han fastslog, at Vestens kultur nu var truet, og at kun Tyskland kunne frelse den. Han gik derefter over til at affyre en række spørgsmål. Som repræsentanter for hele det tyske folk skulle tilhørerne svare klart ja eller nej, om de var parate til at bringe de store ofre, hvis sejren skulle sikres. Der blev svaret ja, f.eks. til spørgsmålet, om de var parate til at arbejde 14, 15 om fornødent 16 timer i døgnet for at sikre de tyske soldater de fornødne våben. Som oratorisk præstation var talen en succes, men som politisk operation var dens virkning lig nul. Først i juli 1944 fik Goebbels som Reichbevollmächtigen für den totalen Kriegseinsatz de fuldmagter til en "totalisering" af krigen, han havde håbet på i februar 1943

1967 d Robert Oppenheimer, amerikansk fysiker; han var professor ved forskellige amerikanske universiteter og var 1946-52 formand for Atomic Energy Commissions (AEC). Han var den første, som underviste systematisk i kvantemekanik i USA, og størstedelen af de amerikanske fysikere, som deltog i udviklingen af den teoretiske fysik fra 1930, havde studeret hos O. Som direktør i Los Alamos fik O hovedansvaret for udviklingen af atombomben. Han udviste liden entusiasme for udviklingen af brintbomben og udarbejdede et forslag, som skulle begrænse dens brug. I 1952 trak han tilbage som formand for AEC. I 1954 blev han nægtet adgang til hemmelige dokumenter om kernefysisk forskning og derpå af Senatets undersøgelseskomite anklaget for at have samarbejdet med kommunister før og i begyndelsen af 2. Verd.krig, at have ladet Sovjetunionen få videnskabelige oplysninger og modarbejdet udviklingen af brintbomben. Undersøgelseskomitéen påviste, at han før krigen havde omgået med kommunistvenlige personer, men iøvrigt blev der aldrig ført bevis for anklagerne. Alligevel blev O frataget al kontakt med AEC. For fuldstændig at rehabilitere ham efter retssagen og hædre ham for sin indsats under 2. Verd.krig inviterede præsident Kennedy ham i 1962 til en middag for nobelprisvindere. Året efter blev han af præsident Johnson tildelt Fermiprisen (f 22/4 1904)

1968 d Alice O’Fredericks, filminstruktør; efter at have haft biroller i stumfilm i 1920’erne tog hendes filmkarriere fart, da hun i 1926 vandt dagbladet B.T.s konkurrence om at skrive et manuskript til en Fy og Bi-film. Manuskriptet blev til filmen "Filmens Helte". Hun medvirkede ved indspilningen af flere Fy og Bi-film. Debutten som filminstruktør fik AO i 1934 med farcen "Ud i den kolde Sne". Derefter blev hun en af de mest produktive filminstruktører af især populære folkekomedier. Hendes film fra 1930’erne 1940’erne er romantisk-sociale komedier med nogle af de mest folkekære skuespillere. Det gælder f.eks. "Panserbasse" (1936) med Ib Schøn-berg, " Blaavand melder Storm" (1938) med Osvald Helmuth og "Frøken Vildkat" (1942) med Marguerite Viby og Ebbe Rode. Alice O’Fredericks lavede også socialt debatterende film som publikumsuccesen og den interna-tionalt prisbelønnede "Vi vil ha’ et barn" (1949) om abort, barnløshed og adoption. I 1950’erne stod hun bag en af dansk films største succeser målt i antal biografgængere og indtjening, da hun i 1949 instruerede "De røde heste" (premiere januar 1950). Filmen byggede på en roman af Morten Korch, og blev den første af flere filmmatiseringer af de populære Morten Korch bøger. Alice O’Fredericks var også instruktør på de særdeles populære Far til Fire-film. I sine sidste år var Alice O’Fredericks plaget af gigt, og hendes sidste film blev instrueret fra kørestol (f 8/9 1900)

1982 d Edith Ngaio Marsh, new zealandsk/engelsk krimiforfatter; en af New Zealands mest populære 20.århundredes forfattere kendt især for sine kriminalromaner med hovedpersonen Inspector Roderick Alleyn ved Scotland Yard; han er blevet karakteriseret som mange kvinders drøm af en mand; han er høj, intelligent, smuk "som en spansk grande". Han er en af de få detektiver, der har overlevet litterært efter at være blevet udstyret med en kone: malerinden Agatha Troy. Oprindelig kunstmaler siden skuespiller i et Shakespeare teaterselskab i Australien og New Zealand; i 1928 rejste hun til England, hvor hendes første kriminalroman "A Man Lay Dead" udkom i 1934. Hun vendte tilbage til New Zealand, hvor hun skrev stykker til Shakespeare teatret. Desuden skrev hun om New Zealand og om teatret og blev kendt for sine miljøskildringer, dels fra hendes elskede New Zealand dels fra teater- og kunstnerkredse i London. Hun fortsatte med at skrive kriminalromaner blandt disse er "Artists in Crime" (1938), "Opening Night" (1951) og "When in Rome" (1970). M blev adlet i 1948 som Dame of the Order of the British Empire (f 23/4 1899)

 

Til top        19. februar

1626 f Francesco Redi, italiensk læge og forfatter; han var læge hos hertugerne af Toscana og viste ved eksperimenter, at maddiker i rådnende kød ikke opstår af sig selv - spontan genese - som det var blevet troet siden Aristoteles. I 1688 læste han en bog af den engelske læge William Harvey, hvori denne fremsatte den påstand, at kravl som utøj, orm og frøer ikke opstår spontant i mudder og rådnende ting, men stammer fra æg, der er så små, at mennesket ikke umiddelbart kan se dem. Disse oplysninger gav anledning til, at R foretog et af historiens første biologiske eksperimenter. Han anbragte nogle stykker kød i et antal krukker; nogle forblev åbne, andre fik åbningen dækket med et stykke gaze. Skønt alle kødstykker gik i forrådnelse, var det kun i de ikke-tildækkede krukker, der var kommet maddiker i kødet. R konkluderede da, at maddikerne kom fra æg, der var blevet lagt af fluer; men trods denne konklusion fastholdt R, at gallemyg (gall flies) og indvoldsorm opstod ved spontan genese. Som forfatter er R især kendt for sin "Bacco in Toscana" (d 1/3 1697)

1674 Traktaten i Westminster afslutter den 3. engelsk/hollandske krig. England får New York og Delaware. England kan nu øge landets handel. Det indrømmes hollanske skibe kun skal hilse engelske skibe i farvandet mellem Norge og Kap Finisterre

1795 f N. C. Lunding, officer; han blev sekondløjtnant i 1810 og forsattes året efter til ingeniørkorpset. Som ingeniørofficer tog han eksamen med udmærkelse og var 1814-40 ansat ved korpsets bygningstjeneste. 1844 blev han major og chef for bygningsdistrikt København, og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 blev han oberstløjtnant og højeste ingeniørofficer i Jylland. Da man i Treårskrigens første år (1848) skønnede, at Fredericia ikke kunne forsvares, blev stedet rømmet; men den følgende vinter befaledes det, at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand. Det blev Lundings opgave, at dette skete; i april blev han byens kommandant. Den 29. juni anbefalede han overkommandoen at iværksætte det store udfald mod de 14.000 slesvig-holstenske tropper, der havde indesluttet byen. Personlig deltog Lunding ikke i udfaldet 6. juli, men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det heldige resultat. 1856 afgik han fra ingeniørtropperne og blev kommandant på Kronborg. December 1863 blev Lunding atter kommandant i Fredericia og gik i gang med at forbedre forsvarsværkerne, men i april 1864 fik han ordre til at rømme Fredericia. Han vendte tilbage til Kronborg, hvor han forblev i sin gamle stilling som kommandant, til han 1867 blev fratrådte tjenesten (d 26/7 1871)

1827 d Armand marquis de Caulaincourt, fransk general, diplomat og udenrigsminister; som Napoleons hofstaldmester fra 1804 var han ved kejserens side i alle dennes større slag. Og hans "Mémoires" er en vigtig kilde til især årene 1813-14, da C var udenrigsminister. Han indtrådte i hæren i 1795; i 1799 blev han oberst ved et elitekavaleri-regiment, som han kommanderede i slaget ved Hohenlinden i 1800. I årene 1801-02 gjorde han tjeneste ved den franske ambassade i Sct. Petersborg, og ved sin hjemkomst herfra blev han Napoleons adjudant. Fra novbr 1807 til febr 1811 var C sit lands ambassadør i Rusland, hvor han trods Napoleons vilkårlige politik utrætteligt arbejdede for fred. Da han blev hjemkaldt i 1811, blev han skoset af Napoleon for at være russiskvenlig. Da Napoleon invaderede Rusland i 1812, bad C om at blive sendt på mission til Spanien for at være så langt væk fra kejseren som muligt. Dog blev han medlem af det lille følge, der ledsagede Napoleon på rejsen fra den russiske grænse til Paris efter nederlaget i Rusland. Efter slaget ved Leipzig - 18. okt. 1813 - blev C fransk udenrigsminister; han forhandlede og afsluttede den aftale, der sendte Napoleon i eksil på Elba. Da Napoleon vendte tilbage herfra og atter tog magten i Frankrig, påtog C sig den håbløse opgave atter at være Napoleons udenrigsminister. Efter Waterloo reddede tsar Alexanders indgriben C fra forfølgelse af den genoprettede franske kongemagt. Resten af livet levede C tilbagetrukket (f 9/12 1773)

f Svante August Arrhenius, svensk kemiker og fysiker; han tog doktorgraden i 1884, hvorefter han studerede nogle år i udlandet. I 1891 blev han lærer i fysik ved Stockholms Högskola, i 1895 professor og to år senere højskolens rektor. I 1903 modtog han nobelprisen i kemi for sine arbejder vedrørende den elektrolytiske dissociationsteori. Året efter blev han kaldt til Berlin, men afslog idet det svenske videnskabsakademi samtidig besluttede at oprette et Nobelinstitut for fysisk kemi med A som direktør. Fra 1905 til sin død var han leder af dette institut. Han er grundlæggeren af teorien om elektrolytters dissosiation, en teori han kom ind på allerede i sin doktorafhandling og udformede nærmere i 1887. Teorien viste sig overmåde frugtbar og blev grundlaget for den moderne elektrokemi. Endvidere udførte A vigtige arbejder om gassers ledning, kemiske reaktioners tempe-raturafhængighed, luftelektricitet, forskellige kosmiske problemer og anvendelsen af den fysike kemi i serum-terapien. I hans senere år var det særlig de to sidstnævnte emner, der optog ham, og herunder bl.a. nordlys. Om dette vidner en række af hans bøger f.eks. "Lehrbuch der kosmischen Physik" (1902-03) og hans populære skrifter "Världarnas utveckling" (1906) og "Stjärnonas öden" (1915) (d 2/10 1927)

 

1922 d Karl Isakson, maler; efter uddannelse på kunstakademiet i Stockholm 1897-1901 var han fra sommeren 1902 til 1905 elev ved Zahrtmanns skole i København. Hvad, han lærte hos Zahrtmann, var især at behandle farven frit og bruge en kraftigere kolorit end den almindeligt godtagne. Dermed blev han en af moderne nordisk kunsts største kolorister. Et ophold i Paris 1905-07 gav I lejlighed til at stifte bekendtskab med den nyere franske kunst. Især fik Cezanne betydning for hans udvikling, hvilket ses i en række nature morts fra disse år. Sammen med Weie opholdt I sig flere gange på Bornholm og Christiansø; efter det første besøg på Christiansø i juli 1911 steg hans kolorit i intensitet, og i årene 1911-12 malede han nogle pragtfulde opstillinger og modelbilleder. I de sidste par år af sit liv arbejdede han med figurkompositioner med bibelske motiver, som vidnede om han interesse for ældre malerkunst; især Giotto optog ham (f 16/1 1878)

1927 d Georg Brandes, kritiker og forfatter; han blev magister som 22-årig og skrev i 1870 disputats om "Den franske Æstetik i vore Dage". Efter studier i Italien, Frankrig og England 1870-71 vendte han hjem "ulmende af nye ideer og oprørslyst". Hans forelæsningsrække, der begyndte på Københavns universitet 3. november 1871, blev signal til en livslang kamp for at forny dansk åndsliv. Med "Hovedstrømninger i dansk Litteratur" (udg. 1872-90) ville B vise, hvordan romantikken i polemik med 1700-tallets fornuftsideer blev til politisk reaktion, der igen blev overvundet af revolutionerne i 1848 - ude i Europa, men ikke i Danmark. Endvidere ville han med værket bane vej for en ny, virkelighedsnær litteratur i frihedstankens tjeneste. Med sin tro på den frie tanke og det frie individ kom han for den ældre generation til at stå som samfundsopløser, immoralist og fritænker. Reaktionen sendte ham i eksil i Berlin 1876-83. Hans tilhængere i Danmark fik en organisator i broderen, politikeren og bladmanden Edvard B. Da B vendte hjem, kunne han mønstre sin gruppe i "Det moderne Gjennembruds Mænd" (1883). B’s hovedgenre blev det psykologiske portræt, som blev dyrket i biografier som "Søren Kierkegaard" (1877), "Ferdinand Lassalle" (1881) og "Ludvig Holberg" (1884). Med "Shakespeare" (1895-96) indledte B sin række af heltebiografier:"Goethe" (1915), "Voltaire" (1916-17), "Cæsar" (1918) og "Michelangelo" (1921). Han vakte en sidste forargelse med de bibelkritiske kampskrifter "Sagnet om Jesus, Petrus og Urkristendommen" (1925-27). B var særdeles produktiv, og i sine 61 skribentår skrev han 58 små og store værker, tit i flere bind og i stadig reviderede udgaver, og mange tusind artikler og breve. Georg Brandes er blevet karakteriseret som "det uover-trufne talent i dansk kritik og litteraturforskning" (f 4/2 1842)

1932 d Magnus Bech-Olsen, bryder, cirkusdirektør; som ung arbejdede han som murersvend i Tyskland. Da mester krakkede, fandt B-O - der var bomstærk - at der var penge at tjene i professionel brydning. Da han i Cirkus Schumanns bygning i Mainz og senere i Berlin besejrede Carl Abs, blev han udråbt som tysk mester. Han vendte som berømt tilbage til Danmark, hvor han slog sig ned som værthusholder på Vesterbro og professionel bryder. Undertiden efterfulgtes B-O's kampe - som var en blanding af show og sport - af retssager og skandaler med anklager om aftalt spil. 26. september 1897 vandt B-O over "den frygtelige græker" Antonio Pierri; en senere revanchekamp vandt B-O også, og han var dermed verdensmester og uhyre populær. Det betød, at som den eneste dansker af folket oplevede at få sit billede på tændstiksæsker. Efter at have opgivet brydningen blev han direktør for sit eget cirkus (f 7/12 1866)

Amerikansk landgang på den japanske ø Iwo Jima. Besiddelse af øen var nødvendig for amerikanerne som luftbase for kampfly, der skulle eskortere bombefly over Japan og som tilflugtssted for beskadigede fly. Øen var lille - 21 km2 - men den havde tre flyvepladser; øens vulkanske bjerge var af japanerne forvandlet til stærke forsvarsværker med mange skjulte maskingeværstillinger. Efter flere ugers luftbombardement og adskillige dages beskydning fra amerikanske skibe gik 4. og 5. marineinfanteri-division i land. Erobringen af Iwo Jima kostede dyrt; først 18. marts var den sidste japanske modstand nedkæmpet. Men allerede 23. februar blev et af krigens berømteste billeder taget, da fire US-marinere plantede det amerikanske flag på Iwo Jimas Suribachibjerg. Den 7. april forlod de første kampfly øen for at eskortere et bombetogt mod Tokyo. Ved erobringen af Iwo Jima blev 5.931 US-marinere dræbt, 17.372 såret. Øens japanske styrke, ca 23.000 mand, blev så godt som udslettet

 

 

1948 Dobbeltmordet på Peter Bangsvej (nr. 74, 3. sal til højre). Her myrdes på bestialsk vis den 55-årige kontorchef Vilhelm Jacobsen og hans 52-årige hustru Inger Margrethe Jacobsen. Det blodige drama menes at have fundet sted ved 17-18 tiden den 19. februar, og blev opdaget næste morgen af parrets faste hushjælp. På morddagen var fru Jacobsen vendt hjem fra sygebesøg ved halvfemtiden og menes ved hjemkomsten at have mødt eller senere lukket gerningsmanden/mændene ind, hvilket påskud pågældende så end måtte have haft. Da Jacobsen en times tid senere kom hjem, er han også blevet myrdet. Jacobsen blev fundet liggende på gulvet dækket af et tæppe. En af stuens stole, hvoraf det ene ben var brækket af, var lagt hen over hans mave, og hen over stolen var der lagt en spadserestok, som hørte til i huset. Fruen blev fundet i soveværelset. Hun havde kraftige læsioner i hoved og nakke, og som hos hendes mand lå en spadserestok tværs over hendes ryg. Placeringen af stokkene gav anledning til stor spekulation. De blev udlagt som symboler på i et hævnritual. Senere svandt interessen for dem og blev af politiet anset for at være et vildspor. Da der var forsvundet penge fra lejligheden, kunne der være tale om rovmord. Men politiet forlod denne tanke, og var mere tilbøjelig til at mene, at der i lighed med stokkene var tale om en manøvre, der skulle bringe efterforskningen bort fra det egentlige motiv. Af Jacobsens checkhefte fremgik det, at han på morddagen havde udstedt en check på 8.500 kr til "mig selv". Checkheftets næstfølgende blanket var revet ud, men for denne var der intet beløb anført på talonen. Ingen af checkene er nogensinde forsøgt indløst. Hvad skulle Jacobsen bruge et så stort beløb, rent ud sagt en mindre formue, til? Sine 52 år til trods blev fruen beskrevet som en fysisk attraktiv, og dertil en yderst charmerende kvinde. Kunne der ligge et trekantsdrama bag forbrydelsen? En omtrent jævnaldrende husven kom i politits søgelys. Men pågældende klarede frisag under alle afhøringer og var på intet tidspunkt anholdt. Skulle motivet til mordene søges i besættelsestiden? Jacobsen var kontorchef i et af Københavns største herreekviperings- konfektionsfirmaer English House. Under krigen havde det leveret uniformer til tyskerne. Havde Jacobsen dermed lagt sig ud med modstandsbevægelsen? Eller skulle motivet søges i efterkrigstidens sortbørshandel? Havde Jacobsen søgt at supplere tidens knappe legale leverancer med køb på det sorte marked? På morddagen var Jacobsen stik mod sin daglige rutine ikke taget hjem med S-toget fra Nørreport station kl. 16.39. Han havde forladt firmaet til sædvanlig tid og derefter hyret en taxa ud for English House. Hvad han derefter foretog sig i den næste time, har man aldrig kunnet finde ud af. Sammen med mangel på motiv har de mange løse ender i forbindelse med mordene på den pæne og stabile kontorchef og hans hjemmegående hustru gjort, at dobbeltmordet på Peter Bangsvej blev en af de største kriminalgåder i Danmark

1951 d André Gide, fransk forfatter; han, der kom fra et borgerligt, protestantisk miljø, betegnes som en af 1900-tallets betydeligste franske forfattere, og at hans forfatterskab genspejler bruddet med 1800-tallets moralske og sociale holdninger og idebrydningerne i første del af 1900-tallet. Han debuterede 1891 med "Les cahiers d’André Walter" en romantisk fortælling i slægt med Goethes Werther. Under et ophold i Algier skrev han sin egentlige gennembrudsroman "Les nourritures terrestres" 1897, (dansk, Jordens frugter, 1963). Den karakteriseres som et stykke prosapoesi, der opfordrer til stadig at være disponibel, klar til opbrud, og om nødvendigt at bryde med de borgerlige værdinormer. Bogen er blevet kaldt et "kødelighedens evangelium", og den behandler et tema, som – sammen med homoseksualitet – kommer igen i alle G’s værker: spændingen mellem asketiske idealer og sensuel nydelsesmoral. I 1909 stiftede han tidsskriftet "Nouvelle Revue francaise", der blev et forum for udenlandsk litteratur og et samlingssted for det unge Frankrig. I 1926 udsendte han selvbiografien "Si le grain ne meurt", der sammen med hans dagbog "Pages de Journal" (1889-1942) er den vigtigste kilde til forståelse af G’s sammensatte karakter. I begyndelsen af 1930’erne sluttede Gide sig til kommunismen, men efter en rejse til Sovjetunionen i 1936 – "Retour de l’URSS" brød han med kommunismen og vendte tilbage til en individualistisk kritisk holdning til alle ideologier. G har endvidere skrevet skuespil, rejsebøger og litteraturkritik; i 1947 fik han nobelprisen i litteratur (f 22/1 1869)

d Knut Hamsun, norsk forfatter; efter vanskelige ungdomsår i Norge og USA, hvor han levede af tilfældigt arbejde, debuterede han som romanforfatter med "Sult" i 1899, en selvbiografisk skildring af en sultende digter i Kristiania. Med romanen bidrog H til opbruddet fra 1880’ernes realisme og introducerede en ny psykologisk digtning med vægt på "det ubevidste sjæleliv". Under påvirkning af Dostojevskij og Nietzsche behandlede han i de flg. bøger undtagelsesmennesket, f.eks. I "Mysterier" (1892) og "Pan" (1894). I "Børn av Tiden" (1913) og "Segelfoss By" (1915) satiserede han over den nye tid, mens "Markens Grøde" (1917) er en hyldest til det jordnære menneske og det primitive liv. H’s prosa var nyskabende, stærkt lyrisk, men samtidig klar. I de senere romaner er stilen mere rent episk, fyldt med ironi og underfundig humor, f.eks. I trilogien "Landstrykere" (1927), "August" (1931) og "Men Livet Lever" (1933). Allerede tidligt havde H givet udtryk for antiliberale og antidemokratiske ideer. Disse ideer udvikledes til et reaktionært samfundssyn, og H’s store popularitet blev noget hæmmet af hans tyskervenlige holdning under Norges bersættelse. Under retsopgøret blev han dømt skyldig i landsforræderi. En redegørelse for sine motiver gav den halvfemsårige digter i "På Gjengrodde Stier" (1949). Om dette værk, der er skrevet i dagsbogsform, er det blevet sagt, at det med al tydelighed viser, at H beholdt sine digterevner helt frem til oldingeårene. Hamsun modtog i 1920 den litterære nobelpris (f 4/8 1860)

 

1960 d H.C. Svane Hansen, socialdemokratisk politiker; født i Århus og uddannet som typograf; han voksede op i et arbejderkvarter og i et politisk vågent hjem. Det betød, at han allerede fra sin tidligste ungdom var aktiv i Socialdemokratiet. Således var han 1933-37 formand for DSU efter i 1929 at være blevet denne organisations sekretær. Fra 1936 til sin død var han medlem af Folketinget valgt i Københavns amtskreds. Efter af tyskerne at være tvunget ud af politisk virksomhed var han 1944-45 medlem af kontaktudvalget mellem politikerne og Danmarks Frihedsråd. Han blev finansminister i befrielsesregeringen 1945, og beklædte atter denne post i den soc.demokratiske regering 1947-50. I perioden september-oktober 1950 var han handelsminister. Da soc.demokraterne atter dannede regering i 1953, blev H udenrigsminister. Efter statsminister Hedtofts død i januar 1955 blev H statsminister, en post han beklædte til sin død. Han var tillige udenrigsminister i årene 1955-58. Som politiker var han udpræget pragmatiker, hvilket bl.a. viste sig, da han i foråret 1956 lod et af arbejderne forkastet mæglingsforslag ophøje til lov. Det udløste de største arbejderdemonstrationer nogensinde i Danmark. Men russernes nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i efteråret 1956 belastede de danske kommunister, så en større vælgerflugt af arbejderstemmer til det danske kommunistparti skete ikke. Trods tilbagegang ved folketingsvalget i maj 1957 kunne H danne en koalitionsregering bestående af Soc.demokratiet, Retsforbundet og Radikale Venstre. Han stod i spidsen for denne regering til sin død (f 8/11 1906)

1997 d Deng Xiaoping, kinesisk politiker; seksten år gammel fik han et stipendium til studier i Frankrig, under opholdet stiftede han bekendtskab med kommunismen. Senere fulgte studieophold i Moskva. I 1930 blev Deng stabschef i den kinesiske røde hær, i 1932 chef for propagandaafdelingen, han deltog i "Den Lange March" 1934-36. Under 1930’ernes og 40’ernes krig mod Japan og den påfølgende borgerkrig gjorde han tjeneste som kommisær i hæren. Generalsekretær i kommunistpartiets centralkomité 1953-67, medlem af politbureauet 1955-67. Under Kultur-revolutionen blev Deng stærkt kritiseret for "den som følger den kapitalistiske vej" og i 1967 frataget alle parti- og andre tillidsposter. I 1973 rehabiliteret og 1974 atter medlem af politbureauet, denne gang i to år til han igen blev udstødt. Rehabiliteret for anden gang i 1977. Var derefter til 1981 viceformand i partiet, til 1980 generalstabschef. Om Deng Xiaopings position er der blevet hævdet, at han utvilsomt var Kinas mægtigste mand, efter hans fløj i partiet vandt en afgørende sejr over Hua Guofengs fløj ved centralkometémødet i december 1978. Deng Xiaoping blev regnet for at være en moderat, pragmatisk politiker og var den drivende kraft i den moderniseringspolitik, der satte ind efter Mao Zedongs død i september 1976 (d 19/2 1997)

 

Til top        20. februar

1431 d Martin 5. pave 1417-1431 - første pave i Rom efter det store skisma. Han blev valgt enstemmigt af et konklave under konciliet i Konstanz (1414-18), der blev afholdt for at afslutte det store skisma (1378-1417). Det havde splittet Vestens kirke med paver i både Avignon og Rom. Nu var det Martins opgave at genoprette pavedømmets anseelse. Aldrig så snart var han blevet pave, før han tiltog sig alle pavedømmets magtbeføjelser og særret-tigheder. Dermed aflivede han koncilietanken, der sagde, at der ikke var lighedstegn mellem kirken og gejstlig-heden. Kirken var forsamlingen af alle troende, og denne helhed havde større myndighed end nogen enkelt del, f.eks. paven. De mange vanskeligheder Martin stod over for, imødegik han med mod og held. Til trods for han havde overtaget en næsten tom statskasse, stillede han midler til rådighed for en begyndende opbygning af Rom. Hans energiske forholdsregler fik fordrevet røverne fra Roms omegn, og han lod deres anfører halshugge. Han udnævnte en af renæssancens tidlige humanister Poggio Bracciolini til pavelig sekretær. Han ansatte Antonio Pisanello og Masaccio til at male fresker i Santa Maria Maggiore og San Giovanni in Laterano. Udenrigspolitisk forsøgte han sig som mægler i Hundredårskrigen mellem England og Frankrig og at få etableret et korstog mod husitterne i Böhmen (f 1368)

1482 d Luca della Robbia, italiensk billedhugger (Firenze); er nævnt i Albertis "Della Pittura" som en af pionererne i den florentinske renæssance. I 1431 fik han bestilling på et af sine hovedværker "cantoria" - et sangergalleri, der blev anbragt over døren i det nordlige sakristi i domkirken i Firenze. Gallerierne, som blev taget ned i 1688, er udsmykket med ti relieffer og illustrerer salmesang; de viser syngende drenge, trompetere, kordansere og børn, der spiller på forskellige musikinstrumenter. Kort før fuldførelsen af "cantoria" fik della Robbia bestilling på fire relieffer til domkirkens kampanile. I 1463 fuldførte han arbejdet med bronzedøren til Firenze domkirkes nordre sakristi. Foruden arbejder i marmor og bronze har Luca della Robbia efterladt mange arbejder i polykromt, emaljeret terra cotta bl.a. lofterne i Krucifiks- og Kardinal af Portugal kapellerne i San Miniato al Monte kirken i Firenze (f ca 1390)

1494 f Johan Friis, kongens kansler; vendte efter en syvårig dannelsesrejse med studier i bl.a. Köln, hvor han blev magister og et 18 måneders ophold i Rom i 1522 hjem til en karriere i kancelliet. 1532 blev han kongens kansler, dvs. Frederik 1.’s personlige sekretær. Efter Frederik 1.’ s død virkede han ivrigt for valget af Christian 3., der 1536 gjorde ham til sin kansler. Dette embede gjorde Friis til det mest indflydelsesrige i kredsen omkring kongen. 1536 blev Friis medlem af rigsrådet. Indenrigspolitisk virkede han for gennemførelse af reformationen. Gennem sin lenspolitik øgede han kongens/statens indtægter, så der efter de urolige år under Grevens Fejde atter blev overskud på statsfinanserne. 1539 fik han også udenrigspolitikken under sig. Her fik han i 1544 underskrevet Speyertraktaten, der fjernede den tyske kejsers støtte til den afsatte Christian 2.’s arvekrav på riget. Endvidere spillede Friis en vigtig rolle i den politik, der førte til krigen (Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570) mod Sverige; ligesom han lagde stor kraft i gennemførelsen af denne. Efterhånden kom han i besiddelse af ikke så lidt jordegods, navnlig fædrenegården Hesselagergård ved Svendborg; her lod han fra 1538 den nuværende af italiensk renæssance påvirkede hovedbygning opføre. Fra 1566 lod han desuden den nuværende hovedbygning på Borreby ved Skælskør opføre; også her med træk af italiensk renæssance. Begge byggerier er tidlige eksempler på renæssancebyggeri i Danmark (d 5/12 1570)

1513 d Hans, konge 1441-1513, søn af Christian I og dronning Dorothea; blev allerede som barn valgt som faderens efterfølger, og efter dennes død 1481 blev han dansk konge, og 1483 norsk og svensk konge. Sten Sture d.æ. forhindrede gennem en årrække, at Hans blev hyldet i Sverige. Da Sten Sture kom i stærk modsætning til den svenske adel, sluttede Hans alliance med russserne, der angreb Finland, mens han selv rykkede ind i Sverige. Sten Sture blev afsat, og Hans blev 1497 kronet som svensk konge. I 1501 afsatte svenskerne ham; resten af livet førte han en uafbrudt krig for at genvinde Sverige, som blev støttet af Lübeck, hvis økonomiske magt i Danmark Hans havde søgt at kvæle ved at knytte handelsforbindelser med Holland og England. Under disse kampe lod Hans bygge en betydelig orlogsflåde, som fra da af blev en stående institution i Danmark. Krigen endte i 1512 med en overenskomst i Lübeck, hvor svenskerne igen lovede at tage Hans eller hans søn til konge. Heller ikke denne gang blev løftet opfyldt. Medens han således i udenrigspolitik ikke havde større succes, blev hans indre styre af større rækkevidde. Han støttede ivrigt byerne og borgerstanden, hvorimod hans forhold til adelen efterhånden synes at være blevet ret køligt. Stort set synes han at have påbegyndt den politiske linje, som blev videreført af hans søn Christian 2. (f 2/2 1455)

 

 

1644 begravet Jens Bang, købmand i Ålborg; blev 1600 medlem af købmandsgildet Gud Legems lav i Ålborg; selvstændig købmand blev han sikkert i 1605, da han tog borgerskab i byen. Hans forretning gik godt, og i de gode studeår 1608-17 fortoldede han årligt 400-500 stude i Gottorp. I de dårligere år efter Trediveårskrigens (1618) udbrud gik Bangs studekontingenter ned. Derimod træffes han i kredsen af ålborgensere, der opkøbte korn i de gunstige kornhandelsår 1614-17 og navnlig 1621-27. I 1623-24 byggede han sit prangende stenhus med renæssancegavlene ved Østerå. 1626 fik hans fuldmægtig kredit i Königsberg på Bangs navn, og samme år leverede B korn til Christian 4.’s hær i Nordtyskland. Bangs storhandelsperiode var 1630'erne. To storskibe havde han i Spaniensfart med korn og norsk trælast, foruden flere små skibe. Handelsfaktorer virkede for ham i Lübeck, Hamborg og Bremen. Hans tjenere handlede med hør, hamp og humle i Narva og Riga og sejlede stude og korn til Amsterdam eller afsatte klæde, vin, salt og kramvarer i Østersølandene. Omkr. 1640 forliste hans to store skibe, og dermed var glansperioden forbi. Jens Bang døde få år senere i væsentligt forringede formueforhold (f ca 1575)

1653 En engelsk flåde under kommando af afdmiral Blake besejrer en hollandsk flåde i farvandet ud for Portsmouth

1677 d Benedictus de Spinoza, jødisk/hollandsk filosof; han gik i den jødiske skole i Amsterdam og skulle være rabiner. Da rabinere skulle kunne et håndværk, lærte han samtidig diamantsliberi. Han blev særdeles velbevandret i såvel jødisk som kristen filosofi, og han studerede latin, klassisk litteratur, matematik og fysik. Som følge af hans omgang med ikke-jødiske lærde blev han – efter at have fået en advarsel – i 1656 udstødt af menigheden og lyst i band som kætter. Fra 1670 boede han i Haag og ernærede sig ved linseslibning. Han fik talrige tilbud om gode stillinger, professorater o.lign. i udlandet, men afslog dem alle, til trods for at de hollandske kalvinister ikke var ham venligtsindede. Derimod havde han mange venner blandt den lærde verdens mænd, og disse venner lod efter hans død to af hans hovedværker trykke. Hans vigtigste værk er "Tractatus theologica-politicus" (anonymt 1670), hvori bl.a. findes en første historisk bibelkritik; endvidere de efter hans død udgivne "Ethica", "Tractatus politicus" og "De intellectus emendatione" (om forstandens forbedring) (alle 1677). Iflg. Spinoza er det højeste gode sand frihed, som nås gennem erkendelse, og den højeste form for denne er en intuition, hvor man ser tingene sub specie aeterni dvs under evighedens synsvinkel. Spinozas grundbegreb er substansen, der er ét med Gud eller med naturen. Heri er hans lære en panteisme. Substansen fremtræder under to former (attributer), nemlig som ånd og materie, sjæl og legeme. Disse er da i grunden det samme, blot oplevet på to måder. Efter et århundredes upåagtethed blev Spinoza kendt, gennem bl.a. Goethes interesse for ham, og har siden været anset for en af filosofiens store (f 24/11 1632)

 

1685 d Sophie Amalie, dansk/norsk dronning; datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg og Anna Elenora af Hessen-Darmstadt. Den 1. oktober 1643 blev hun gift med hertug Frederik (senere kong Frederik 3.). Som rigernes dronning lagde hun ikke skjul på, at hun ville nyde sin ungdom og omgive tronen med glans og pragt. At hofudgifterne i forhold til rigernes dårlige finanser herved blev så svimlende store, var i første linje hendes skyld, selv om hun her kun fulgte parolen fra Europas andre fyrstehoffer. Når rigens råd og størstedelen af adelen så skævt til hende, var dette dog ikke eneårsagen. Hun så denne adel som hæmsko for sin mands kongemagt. Tysk af opdragelse og følemåde stod hun fremmed over for dansk-adelig som dansk kulturtradition overhovedet. Da gejstlighed og borgerskab på stændermødet 1660 tilbød kongen og hans hus arveregering, mens rigsrådet stred imod, har Sophie Amalie uden tvivl bearbejdet sin forsigtige mand og nølende ægtefælle til at tage den store beslutning. Ved det nye enevældige hof blev Sophie Amalie det naturlige midtpunkt, og hun gav sin glæde ved pragt og fester adskilligt friere tøjler, end den bitre pengenød tillod. Fra 1661 opførtes Dronninggård (Søllerød sogn), hvor pragtfulde friluftsfester afholdtes i hyrde- og senbarokstil, 1669-73 slottet Sophie-Amalienborg (Amalienborg) ved den 1664 anlagte franske have. I kraft af sit temperament, sin trang til magt og politisk aktivitet har Sophie Amalie grebet stærkere ind i politik end de fleste af landets dronninger (f 24/3 1628)

 

d henrettet Andreas Hofer, tyrolsk frihedshelt; han var værthusholder i Skt. Leonhard i værtshuset "Am Sand" og havde derfor tilnavnet "Der Sandwirth". Allerede 1796 førte han en afdeling tyrolere i kamp mod de franske besættelsesstyrker. Som ivrig katolik og tro tilhænger af det habsburgske hus delte han sine landsmænds uvilje mod den af Napoleon i 1805 dikterede tilknytning af Tyrol til Bayern. Da opstanden brød ud 1809, blev Hofer dens leder. Efter to slag i maj 1809, gjorde Hofer sig til herre i Innsbruck. Efter en ny sejr ved Isel den 13. august var franskmændene drevet ud af Tyrol, og 4. oktober modtog Hofer som belønning for sin indsats af den østrigske kejser en guldkæde med fortjenstmedalje og dertil adels rang. Ved freden i Wien, der stadfæstede Tyrols afståelse, var Hofer indstillet på at opgive kampen. Men i stedet for som de andre oprørsledere at flygte til Østrig, holdt han sig skjult i en alpehytte, indtil en landsmand forrådte ham til franskmændene. Han blev ført til Mantova, og på Napoleons udtrykkelige ordre dødsdømt og henrettet (f 22/11 1767)

 

1833 f Heinrich von Nutzhorn, komponist, højskolelærer; 1860 cand theol og derefter lærer ved Rødding højskole. Da skolen efter nederlaget i 1864 - den lå nu syd for grænsen - ikke kunne føres videre som før, flyttede han med skolens forstander Ludvig Schrøder til Askov. Her virkede han til 1921, fra 1898 som medbestyrer. Nutzhorn skulle komme til at sætte stærke spor inden for dansk højskole. Som lærling af Grundtvig viede han undervisningen i Nordens historie en meget stor del af sin indsats. I endnu højere grad end som historielærer fik han betydning som sanglærer. Til speciel brug for højskolen udgav han flere visesaminger og sangbøger. Endvidere komponerede han melodier til især Grundtvigs salmer og folkelige historiske sange, f.eks. "Arildstiden kom i Hu" og "Der lød fra gamle Dage" var skattede i datiden. N var på forskellig måde litterært beskæftiget; i sin høje alderdom fik han således udgivet "Den dansk-lutherske Menigheds Salmesang" (I-II, 1913-18), en fremstilling af den ældre danske salmes historie (d 8/4 1925)

f Peter Freuchen, forfatter og polarforsker; som ung student deltog han i Danmarksekspeditionen til Østgrønland (1906-08) og anlagde i 1910 sammen med Knud Rasmussen handelsstationenen, Thule, som han bestyrede til 1919. I den periode deltog han i 1. og i 1919-24 i 5. Thuleekspedition til arktisk Canada. Den blev Freuchens sidste egentlige polarekspedition, idet han under den mistede en fod på gr. af forfrysninger. Han foretog dog siden flere rejser i arktiske egne. Det virkelighedsstof Freuchen under sine rejser kom i berøring med, udnyttede han litterært dels i rejsebøger, erindringer og artikler dels i en række romaner f.eks "Storfanger" (1927), "Nordkaper" (1929) og fra 1934 "Eskimo". Endvidere de to historiske romaner fra 1943 og 1948 "Hvid Mand" og "Larions Lov", den første om Hans Egede, den anden om Alaskaindianernes møde med civilisationen. I 1932 blev Freuchen nærmest verdensberømt for sin medvirken i filmen "Eskimo", som han desuden skrev manuskript til. På hans ældre dage fortsatte berømmelsen, og han var nærmest en eventyrskikkelse. Til dette billede bidrog, at han i 1956 vandt 64.000 dollars i en quiz i amerikansk fjernsyn på sin store viden om verdenshavene (d 2/9 1957)

1886 f Bela Kun, kommunistisk leder og i spidsen for den Ungarske Sovjet Republik i 1919, ligeledes var han et fremtrædende medlem af Den Tredie (kommunistiske) Internationale, som i 1920’erne arbejdede på at frembringe en verdensomfattende revolution. Han endte med at blive offer for Stalins udrensninger i 1930’erne. Som russisk krigsfange under 1. Verdenskrig tilsluttede han sig bolsjevikkerne; han blev trænet i revolutionæ taktik, og efter krigens afslutning vendte han hjem til Ungarn. Han startede en kommunistisk avis og grundlagde i december 1918 Ungarns kommunistparti. Efter et fængselsophold blev han som udenrigsminister det mest indflydelsesrige og dominerende medlem i en socialdemokratisk-kommunistisk koalitionsregering. Med et løfte om at sikre hjælp fra Sovjetunionen benyttede hans regime sig af en opblussen af folkelig nationalisme; der blev dannet en rød hær, som i løbet af kort tid tilbageerobrede meget af det territorium, der var gået tabt til Tjekkoslovakiet og Rumænien og eliminerede styrets mere moderate medlemmer. Den sovjetiske kom ikke, og Kun stødte bønderne fra sig ved at nationalisere de ungarske godser i stedet for at udstykke dem i småbrug. Der opstod mangel på fødevarer, og hæren nægtede at kæmpe. Styret brød sammen den 1. august 1919, og Kun flygtede til Wien. Som leder af Tredie Internationale søgte han flere gange i 1920’erne at starte revolution i Tyskland og Østrig. Men han blev anklaget for Trotskisme og blev dræbt i en af Stalins udrensninger sidst i 1930’erne (d november 1939)

1898 f Enzo Ferrari, italiensk bilfabrikant; begyndte i 1920 at køre motorløb for Alfa Romeo, og i 1929 oprettede han sin egen væddeløbsstald, Scuderia Ferrari, der frem til 1939 arbejdede tæt sammen med Alfa Romeo. I årene efter 2. Verd.krig producerede fabrikken næsten udelukkende biler til væddeløb, men i 1953 udstillede Ferrari en ny model, 250 Europa, på biludstillingen i Paris. Med denne topersoners, lukkede sportsvogn fandt firmaet den niche i bilverdenen, hvor dets produkter fik en position som den ultimative bil blandt luksuøse, sportsprægede biler (d 14/8 1988)

1904 f Aleksej Kosygin, sovjetisk statsmand, ministerpræsident 1964-1980; medlem af komm.partiet 1927. Kosygins politiske karriere begyndte, da han først i 1930’erne blev formand for en tekstilfabrik i Leningrad. Herefter gik det hurtigt fremad; han blev fabriksdirektør i 1937, borgmester i Leningrad i 1938, folkekommissær for tekstil-industrien 1939, vicestatsminister 1940-53 med letindustrien som arbejdsområde, statsminister i den Russiske Sovjetrepublik 1943-46, i 1946 kandidat til politbureauet og i 1948 fuldt medlem. I 1948 blev han finansminister og året efter chef for departementet for tekstilindustri. I 50'ernes begyndelse var Kosygin minister for letindustrien og næringsmidler. Kosygin blev ikke medlem - kun kandidat - til det nye præsidium, som afløste politbureauet på den 19. partikongres i 1952, og kom heller ikke med i præsidiet efter Stalins død. December 1953 blev han atter valgt til vicestatsminister, indtil han 1956 blev viceformand i den økonomiske planlægningskommission (Gosplan). I 1960 blev han første vicestatsminister og medlem af partipræsidiet. Ved Khrustjovs fald i 1964 dannede han som ministerpræsident/regeringsleder med Brezjnev som partichef Sovjetunionens nye lederteam. Men snart stod Brezjnev som eneste topfigur. Med den såkaldte Kosyginreform søgte Kosygin i 1965 at reformere planøkono-mien ved at gøre planlægningen mere rationel og give virksomhederne større selvstændighed. Reformen løb ud i sandet, da den stødte bmod bureaukratisk modstand (d 18/12 1980)

 

1911 f Peter Vilhelm Glob, rigsantikvar, arkæolog; 1936 blev han mag. art. i forhistorisk arkæologi fra Køben-havns Universitet. 1934 ansattes han i en assistensstilling ved Nationalmuseet og blev museumsinspektør samme sted i 1937. I 1945 blev han dr. phil. på disputatsen Studier over den jyske enkeltgravskultur. Han fik et professorat ved Århus Universitet i 1949 og blev samtidig leder af forhistorisk Museum. Han udviklede museet og instituttet fra at være en enmandsvirksomhed til at være anerkendte og velrenommerede forsknings-institutioner. Han interesserede sig for såvel nordisk som orientalsk arkæologi og deltog bl.a. ved udgravnin-ger i Bahrain, Qatar, Kuwait og Saudi Arabien. I Danmark udgravede G bl.a. jernalderlandsbyen ved Barkær, Slotsbjergby høje samt ikke mindst Tollund og Grauballe, hvor to velbevarede moselig blev fundet. Han deltog tillige i udgravninger i Grønland. Som museumsmand spillede G en vigtig rolle med udformningen af museumsloven 1958, der ændrede det danske museumsvæsen radikalt. Han var tillige med til at skabe Natio-nialmuseets såkaldte Brede-udstillinger, der kunne tilbyde mere tidssvarende kulturhistoriske fortolkninger. I 1960 blev G udnævnt til rigsantikvar. Han havde desuden en stor og bred litterær produktion. Blandt værkerne er "Helleristninger i Danmark" (1969) og "Mosefolket" (1965). Han var vicepræsident for Det kongelige nordiske oldskriftselskab og medlem af Viden-skabernes Selskab (d 20/7 1985)

1963 d Jacob Gade, komponist og kapelmester; han er i dag især kendt for én komposition "Tango Jalousie" fra 1925, som han skrev efter at have læst en avisartikel om en mand, der havde dræbt sin elskede i et jalousidra-ma. Under 1. Verd.krig var G kapelmester på Dagmarteatret i København, og blev kendt for sine festlige kompositioner og lette underholdningsmusik. I 1919 rejste han til USA, hvor han bl.a. blev medlem af Natio-nal Symphony Orchestra i New York. I 1921 vendte G tilbage til København og blev kapelmester i Palads-teatret, hvor han komponerede og dirigerede musikken til stumfilm. I de følgende år udfoldede han her sine rige evner som kapelmester, solist og komponist. I 1925 lancerede han den senere verdenskendte "Tango Jalousie". Allerede året efter blev kompositionen udgivet i Paris og New York. I 1938 vakte den international opmærksomhed ved Arthur Fiedlers og Boston Pops grammofonindspilning, der i 1952 som den første i underholdninsbranchen rundede en million solgte eksemplarer. G fortsatte med at komponere til sin død. Foruden "Tango Jalousie" har han bl.a. komponeret revymelodierne "Maggiduddi" (1923), "Peter kom ned og leg" (1927) og tangoen "Romanesca" (1933). Indtægterne for sine kompositioner testamenterede G til en af ham oprettet fond – Jacob Gades Fond – med en grundkapital på en halv mio. kr. Fondens formål var og er stadig at støtte unge musikere under uddannelse. Desuden skal den fremme musikkens kunst til unge mennesker (f 29/11 1879)

1966 d Chester Nimitz, amerikansk admiral; som 15-årig blev han optaget på det amerikanske flådeakademi, og fem år senere forlod han det med udmærkelse. I årene op mod 1. Verd.krig blev han u-bådsekspert og var under verdenskrigen stabschef ved den amerikanske u-bådsstyrke. I mellemkrigstiden gjorde han tjeneste Admiral og var herefter den amerikanske flådes øverstkommanderende, til han i 1947 forlod aktiv tjeneste. Såvel til søs som på land. I 1938 blev han udnævnt til kontreadmiral og blev chef for en slagskibseskadre. Efter japanernes angreb på Pearl Harbour 7. december 1941 blev han udnævnt til admiral og chef for stille-havsflåden. For ikke at udfordre den numerisk overlegne japanske indskrænkede N sig i krigens begyndelse til at lade fly fra sine hangarskibe foretage overraskelsesangreb på japanske baser på stillehavsøerne. Med sejren i slaget ved Midway i juni 1942 opnåede den amerikanske stillehavsflåde numerisk parietet med japa-nerne. Den blev opnået ikke mindst ved N’s brug af sine hangarskibe, hvorfra jagerbombere sænkede fire japanske hangarskibe. Efter at have tilføjet den japanske flåde flere nederlag og især efter sejren i slaget i Det philippinske Hav i juni 1944 var den japanske flådemagt brudt, og Sillehavet tilhørte nu N og hans flåde. Den 2. september 1945 blev det japanske kapitulationsdokument underskrevet om bord på hans slagskibet "Missouri" i Tokyo bugten, og N var medunder-skriver på dokumentet. I 1944 blev han udnævnt til Fleet Admiral og var herefter den amerikanske flådes øverstkommanderende, til han i 1947 forlod aktiv tjeneste. En egentlig afsked tog N aldrig (f 24/2 1885)

Til top        21. februar

1437 d myrdet Jacob 1. skotsk konge 1406-1437; søn af Robert III og Annabella Drummond; i 1406 blev J af sin far sendt til Frankrig, da det var kongens opfattelse, at drengens onkel stræbte ham efter livet. Men J nåede ikke til Frankrig; han blev taget til fange af englænderne og var i fangenskab til 1424. Først efter Henrik V’s død kom der forhandlinger i gang mellem England og Skotland om J’s løsladelse. I mellemtiden havde den skotske adel så godt som delt landet mellem sig. Da J var blevet frigivet og vendt tilbage til Skotland, gik han i gang med den store opgave at genoprette kongemagtens magt og prestige. Mange adelige blev fængslet, men i de fleste tilfælde dog hurtigt frigivet. Nogle blev henrettet, og deres jord inddraget under kronen. J havde ikke de nødvendige ressourcer til at føre en energisk udenrigspolitik. Men han spillede behændigt på modsætningsforholdet mellem England og Frankrig. Begge ønskede de hans støtte i deres opgør – Hundredårskrigen. Det gav ham mulighed for at spille de to lande ud mod hinanden og således lade sit land være neutral i det store opgør. En sammensværgelse kom til at koste ham livet. Motivet til sammensværgelsen og mordet er uklar. Den mest fremtrædende blandt de sammen-svorne, Walter, jarl af Atholl, en efterkommer af Robert 2. i dennes andet ægteskab, var en af Jacobs mest betroede medarbejdere og havde altid været højt værdsat af kongen. Måske var det ambitioner om selv at blive konge, der drev Walter til kongemordet. Det var lykkedes Jacob at styrke kongemagten så meget, at hans enke kunne retsforfølge de sammensvorne, og hans søn - Jacob 2. - uden vanskelighed kunne efterfølge ham på tronen (f juli 1394)

1513 d Julius 2. della Rovere, pave 1503-1513; hans farbror pave Sixtus 4. fik ham ind i kirken, og han blev kardinal som 27- årig. Som sådan udmærkede han sig som diplomat og hærfører. Ved at bestikke nogle kardinaler blev han i 1503 valgt til pave. Han opdagede da, at nogle af kirkestatens naboer havde erobret af dens område. Således havde Venezia bemægtiget sig de pavelige len Faenza, Ravenna og Rimini. På samme måde var såvel Perugia som Bologna gledet ud af pavens magt. For at vinde det tabte tilbage og straffe de formastelige forlod den militærvante pave Rom i august 1506 i spidsen for sin egen beskedne styrke – fire hundrede kavalerister, Schweitzergarden og fire kardinaler. En af dem havde kommandoen, men paven red selv i spidsen for dem i egen høje person. På felttoget erobredes Perugia og Bologna. Efter en bandlysning og felttog afstod Venezia sine erobringer. I J’s pontifikat forlagde renæssancen sin hovedstad fra Firenze til Rom, hvor den nåede sit højdepunkt inden for kunsten. Ingen anden har som J nogensinde bragt så mange kunstnere til Rom. Han lod Rafael udsmykke det pavelige studereværelse - camera della segnatura - i Vatikanet med tre store billeder: "Skolen i Athen", hvor Rafael i et prægtigt rum viser oldtidens filosoffer i diskussion med Platon og Aristoteles i billedets midte. De to andre billeder er "Disputa", diskussionen mellem kirkefædrene og lærde humanister om forvandlingen af Jesu kød og blod og "Parnasset", der skildrer de store digtere, især fra antikken. Således udgør Rafaels tre billeder, som J har siddet omgivet af, når han arbejdede, den syntese af teologi, litteratur og filosofi, der var renæssancens kulturprogram. Mens Rafael malede i studererværelset, smykkede Michelangelo loftet i det sixtin-ske kapel med fresker. I 1505 besluttede J at lade den gamle og brøstfældige Peterskirke fra 326 nedrive og i stedet bygge en helt ny. Den 11. april 1506 nedlagde han grundstenen til den Peterskirke, der står i dag. At J fik råd til at betale over hundrede kunstnerer, kunne finansiere et dusin krige og alligevel efterlade 700.000 floriner i den pavelige kasse, er et af historiens undere og en af årsagerne til reformationen (f 1445)

Vornedskabet ophæves. Vornedskabet omfattende Sjælland, Lolland-Falster og Møn betød pligt for den mandlige landbobefolkning til at forblive på det gods, hvor de var født og til efter godsejerens ønske at overtage jord til dyrkning. Baggrunden for ophævelsen var, at vanskelighederne med at få ødegårde besat omsider var i aftagen. Forordningen fastslog for det første, at alle frie bønder fra andre landsdele, som havde bosat sig eller i fremtiden ville bosætte sig i det sjællandske område, herefter skulle være fri for vornedskab. Det samme skulle gælde for alle sjællandske bondesønner født efter tronskiftet 25. august 1699. For det tredje blev det godsejerne forbudt at sælge vornede. Reelt afskaffedes vornedskabet ikke, men forhindrede blot, at nogen i fremtiden kunne blive vornede, og før ophævelsen kunne få virkning, indførtes i 1733 et landsdækkende stavnsbånd. Forordningen om vornedskabet ophævelse kom derfor ikke til at danne epoke i bondefrigørelsernes historie. Uanset dens humanitære islæt var ophævelsen først og fremmest udtryk for enevældens ønske om at skabe ensartede retstilstande overalt i riget

 

d Jethro Tull, engelsk landmand, opfinder og forfatter, hvis banebrydende opfindelser og ideer bidrog til at lægge grunden til det moderne britiske landbrug; 1699 begyndte han karriere som advokat. Denne karriere blev kun kort, for hurtigt efter valgte han at blive forpagter på sin fars ejendom Howberry Farm, nær Wallingford, Oxfordshire. Her begyndte han sin pionervirksomhed, idet han omkring 1701 opfandt en hestetrukken radsåmaskine, der, som navnet siger, såede kornet i lige rækker. Det var en betydelig forbedring i forhold til den hidtil anvendte metode med at så kornet ved at sprede sædekornet med hånden. Desuden var braklægning af markerne var nu ikke mere nødvendigt, da det usåede område mellem rækkerne jo nu kunne renses for ukrudt og faktisk lå brak. I 1709 købte Tull sin egen gård i Berkshire. På rejser i Frankrig og Italien blev Tull opmærksom på den intensive dyrkning, der skete på vinmarkerne. Disse observationer lå bag hans opfindelse i 1714 af en hestetrukken radrensemaaskine. Dels fjernede den ukrudt, dels løsnede den jorden om planterne, og gjorde det således lettere for dem at optage vand. Tull fik den sat i produktion. Radrenseren blev en succes, og i 1731 kunne Tull udgive "The New Horse Houghing Husbandry: or, an Essay on the Principles of Tillage and Vegetation". Tulls indsats fik stor betydning for de forbedringer, der skete inden for engelsk landbrug på daværende tidspunkt og dermed dannede grundlag for den befolkningsforøgelse og den kapitaldannelse, der var en forudsætning for den industrielle revolution (f 1674)

1835 Frifindelsen ved Højesteret 2. december 1834 af professor C.N. David for hans politiske indlæg i dagbladet Fædrelandet var en afgørelse Frederik 6. ikke brød sig om. Han rejste derfor over for kancelliet spørgsmålet om indførelse af skærpet censur over for "skrivefrækheden" samt at fratage domstolene muligheden for at under-kende myndighedernes indgriben, de lejlighedsvis havde taget i brug. Rygtet om dette udspil og administrationens overvejelser - antagelig formidlet af A.C. Ørsted - rejste en adressebevægelse til forsvar for gældende lovgivning. Fra København indkom 21. februar 1835 en adresse med 572 underskrifter, heraf 27 professorer, 12 præster, 10 overretsadvokater, 6 højesteretsadvokater, 82 embedsmænd fra centraladministrationen og 55 officerer - de fleste fra flåden. Henvendelsen, der var forfattet i ret ydmyge vendinger, understregede det nødvendige i at "forfatterne kun ved love er indskrænkede i deres virksomhed og ved overtrædelse af disse kun er undergivne domstolenes kendelse". Fem dage senere kom kongens svar. Indeholdende de berygtede/berømte ord "Vi alene vide"

f H.P. Hanssen (Nørremølle), grænselandspolitiker, minister; han drev landbrug i Nordslesvig 1880-86 samtidig med han skrev artikler og holdt foredrag om nationale emner. I disse spørgsmål indtog H bl.a. det standpunkt, at den sønderjyske ungdom burde aftjene sin værnepligt i den preussiske hær for derved at bevare ejendomsretten til jorden. Han knyttede forbindelser til højskole- og venstrekredse i Danmark. Efter studier i Danmark og Tyskland var han 1888-93 journalist; 1893 købte han bladet "Hejmdal", der blev en af Nordslesvigs vigtigste aviser. Fra 1888 blev H organisator af det dansk-nationale liv i landsdelen. 1896-1908 var han medlem af Landdagen i Kiel og 1906-19 af den tyske Rigsdag i Berlin. Da Tyskland ved slutningen af 1. Verd.krig brød sammen i 1918, rejste H i Rigsdagen kravet om Nordslesvigs tilbagevenden til Danmark, og ved Aabenraaresolutionen den 17. november fastlagdes den grænse, som H søgte, og som blev gennemført 1920. Juni 1919 indtrådte han i ministeriet Zahle som minister for sønderjyske sager; repræsenterende Venstre sad han i Folketinget 1924-26 (27/5 1936)

1866 f August von Wassermann, tysk bakteriolog; professor i Berlin 1898, fra 1906 bestyrer af afdelingen for eksperimentel terapi og biokemi ved Robert Koch Institut i Berlin. I 1913 leder af det nye Institut für Experimentelle Therapie der Kaiser-Wilhelm Geschellschaft. W var her ledende blandt de forskere, der udarbejdede den første brugbare serologiske reaktion til påvisning af syfilis, kendt som Ws reaktion (d 15/3 1925)

1895 f Carl Peter Henrik Dam, biokemiker, i 1943 delte D Nobelprisen i kemi med amerikaneren E. A. Doisy. Dam for sin opdagelse af K-vitaminet – Doisy for sin syntesering af samme vitamin. Dam blev cand. polyt. i 1920 (fabriksingeniør) og dr. phil. i 1934. Han havde derefter forskellige stillinger, inden han i 1941 blev udnævnt til professor i bioteknisk kemi ved Den Polytekniske Læreanstalt. Men da han på dette tidspunkt var på studie- og foredragsrejse i USA og Canada, hindrede den tyske besættelse ham i at tiltræde professoratet. Først 1946 vendte han tilbage til Danmark, hvor han 1946-65 virkede i professoratet, hvis navn han ændrede til biokemi, og denne betegnelse blev igen ændret i 1951 til biokemi og ernæring. Efter hjemkomsten koncentrede Dam sig især om ernæringsfysiologiske studier, lipidernes biologi, galdestensdannelse og disses opløsning. Han blev i 1948 medlem af sundhedsstyrelsens ernæringsudvalg og var 1956-63 leder af Dansk fedtforskningsinstituts biokemiske afdeling. I sit otium kunne Dam med støtte fra forskellige fonde fortsætte sine ernæringsfysiologiske forsøg til sin død. 1947 blev han medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber (d 17/4 1974)

 

f Wystan Hugh Auden, britisk/amerikansk digter; fra 1939 bosat i USA og 1946 amerikansk statsborger; han var venstreorienteret og deltog i den spanske borgerkrig; A's særpræg er et moderne ofte sjagongpræget symbolsprog med billeder hentet fra teknik og psykologi. Hans første digtsamling "Poems" kom i 1930, og A viste sig med den som en af den engelske modernismes mest formsikre og traditionsbevidste lyrikere. Han samarbejdede med C. Isherwood om symbolske versdramaer, f.eks. "The Ascent of F6" (1936) og med bl.a. Benjamin Britten om operalibrettoer. Hovedtemaet i forfatterskabet, som også rummer væsentlig litteraturkritik, er kunstens ordnende funktion i en kaotisk verden. Et eks. er det lange reflekterende digt "New York Letter" (1940). Bl. hans senere værker er digtsamlingerne "Nones" (1952), "Homage to Clio" (1960) og "About the House" (1966) og essaysamlingen "The Dyer's Hand" (1963). 1956-61 var A æresprofessor i poesi i Oxford (d 28/9 1973)

Tyskerne indleder den store offensiv ved Verdun. Omkr. midten af december 1915 udarbejdede den tyske general Falkenhayn et langt memorandum til kejseren, hvori han gjorde gældende, at den eneste måde at opnå sejr på var at lemlæste de allieredes hær, deres vigtigste våben, ved at lokke dem til at forsvare en stilling, som ikke kunne forsvares. Fæstningsbyen Verdun med dens forter, som lå på spidsen af et langt frontafsnit, opfyldte alle Falkenhayns krav. Han regnede med, at franskmændene til det yderste ville forsvare Verdun, som i Den fransk-tyske Krig 1870 var den sidste franske stilling, der faldt. Den franske hær skulle lokkes ud i det smalle fremspring, hvor svært tysk artilleri så ville mase den i stumper og stykker. Frankrig skulle på denne måde bringes til at "forbløde". I begyndelsen af februar 1916 var 1200 tyske kanoner kørt i stilling - parate til at angribe det kun 12 km brede frontafsnit. Over 500 af dem var "svære" kanoner, deriblandt 13 eksemplarer af 42 cm giganten "Tykke Bertha". Aldrig nogensinde før havde man set en sådan koncentration af artilleri. Da slaget sluttede ved juletid 1916, havde tyskerne ikke erobret Verdun. Forsvaret havde imidlertid kostet franskmændene dyrt: ca 364.000 mand, hvoraf ca 163.000 var døde eller savnede. De tyske tab havde været næsten lige så store: ca 338.000 mand. Det antages dog, at det samlede tab var mere end 800.000 mand. I årevis efter våbenstilstanden i 1918 vedblev denne det 20. århundr.’s Pyrrhus-sejr at ride det franske folk som en mare. På grund af den rolle forterne ved Verdun havde spillet, drog franske politikere de forkerte slutninger, og Maginotlinjen - med alle dens katastrofale strategiske konsekvenser i 1940 - blev resultatet

d Frederick Grant Banting, canadisk læge, der sammen med Charles H. Best opdagede insulin. Det skete i 1921. Under arbejdet i laboratorier tilhørende den skotske fysiolog, John Macleod, leder af Fysiologisk Institut ved universitetet i Toronto var de de første, der fremstillede et hormon, der var effektiv i behandlingen af diabetes. I 1923 blev B leder af nyoprettet afdeling for medicinsk forskning ved universitetet i Toronto. I 1923 modtog han sammen med Macleod nobelprisen i fysiologi/medicin for sit arbejde med insulin. Han delte frivilligt sin nobelpris med Best. Under 2. Verd.krig gjorde han militærtjeneste og blev dræbt ved et flystyrt (f 14/11 1891)

1945 d Anne Marie Carl Nielsen, billedhugger; hun var den første kvindelige danske billedhugger, der skabte kunst-værker af en størrelse og kvalitet, der kunne måle sig med hendes mandlige kollegers. Sin uddannelse fik hun bl.a. Kunstakademiets kunstskole for kvinder 1889-90. Men allerede da havde hun debuteret, det skete i 1884 på Charlottenborgs forårsudstilling. Tre år senere vandt hun Neuhausens Præmie for den store gruppe "Thor med midgaardsormen". I 1891 mødte hun komponisten Carl Nielsen, de giftede sig, bosatte sig i København og fik tre børn. Med baggrund i sin opvækst på landet skildrede A.M. Carl Nielsen kalve, tyre og heste i statuetter, der vakte opmærksomhed på bl.a. Verdensudstillingen i Paris 1889. I hendes værker forenes klassisk tradition og naturstudium, således i rytterstatuen af Christian 9. (1927) ved Ridebanen på Christiansborg Slot. Andre store arbejder er de tre bronzedøre i Ribe Domkirke og monumentet for dronning Dagmar på Slotsbanken ligeledes i den sønderjyske domkirkeby. Efter sin mands død i 1931 lavede A.M. Carl Nielsen "Den fløjtespillende Pan", der blev rejst som monument for hendes mand ved Grønningen i København. Fra 1892 var hun medlem af Den Frie Udstilling. A.M. Carl Nielsen modtog Ingenio et Arte i 1927 og Thorvaldsens Medalje 1932 (f 21/6 1863)

1965 d myrdet Malcolm X, (Malcolm Little), amerikansk muslimsk leder; under et fængselsophold 1946-52 blev han omvendt til Nation of Islam. Herefter udskiftede han sit efternavn med X, fordi han nu var ex-smoker, ex-drinker, ex-christian og ex-slave. I 1964 forlod M Nation of Islam og grundlagde sin egen Muslim Mosque. I 1965 stiftede han Organization of Afro-American Unity, som skulle fremme samarbejdet mellem det sorte USA og den 3. verdens lande. For sit arbejde for islam - bl.a. startede han avisen Muhammed Speaks - blev han udnævnt til leder af Mosque nr 7 i Harlem, der næst efter hovedkvarteret i Chicago var det mest betydningsfulde muslimske center i USA. M’s taler øvede stor indflydelse på USA’s sorte befolkning, ligesom hans erindringer "The Autobiography of Malcolm X" fik stor betydning for afro-amerikanernes selvforståelse (f 19/5 1925)

 

 

 

 

Til top        22. februar

1371 d David 2., skotsk konge 1329-1371, søn af Robert I the Bruce og Elizabeth de Burgh; det skotske nederlag til englænderne i slaget ved Halidon Hill 19. juli 1333 medførte, at D kom til at tilbringe syv år som flygtning i Frankrig. Her deltog han i den franske konges - Philip 6. - mislykkede felttog mod englænderne i Hundredårskrigen. 1341 var han tilbage i Skotland. For at støtte den franske konge i hans krig mod England foretog D i 1346 et større angreb ned i England. Det endte i nederlag i slaget ved Neville’s Cross (okt. 1346) og i D’s fangenskab hos englænderne. Han kom fri 1357 mod at betale en løsesum på 100.000 mark over ti år. Efter frigivelsen aflagde D flere besøg i London, dels for fornøjelse dels for at få udsat betalingen; det viste sig nemlig at være svært at få den betalt. Det lykkedes til slut at få betalt 76.000. D fik opført Davids tower i Edinburgh Castle og St. Monan’s kirken i Fife (f 5/3 1324)

1403 f Karl 7. fransk konge 1422-1461; søn af kong Karl 6. og Isabeau (Isabella) af Bayern. Efter Troyesaftalen 1420 med englænderne var K udelukket fra tronfølgen; dette fandt dog kun anerkendelse i en del af landet, nemlig området nord for Loire, der var i hænderne på englænderne. Da faderen døde, blev han da også af store dele af Frankrig anerkendt som konge. Hans position var imidlertid svag, idet han ikke var kronet. Da Jeanne d’Arc i 1429 henvendte sig til K og vakte troen på hans sag, blev det et vendepunkt i krigen – Hundredårskrigen med England. K blev kronet, og soldater fra hele Frankrig sluttede sig til ham. Selv efter englænderne havde fanget og henrettet Jeanne d’Arc, bevarede franskmændene overtaget; 1435 sluttede burgunderne sig til K, og 1436 kunne han rykke ind i Paris. 1444 sluttedes en våbenstilstand, og da krigen blev genoptaget 1449, sejrede franskmændene gang på gang. 1453 endte striden, og englænderne havde da kun Calais tilbage. Frankrig var hærget og affolket, men bemærkelsesværdigt hurtigt kom det atter på fode. 1439 bevilgede stænderne K en fast skat, som gjorde ham uafhængig af dem; endvidere styrkedes hans magt ved, at adelen var svag efter krigen og ikke kunne byde kongemagten stor modstand. Da K døde var grunden lagt til den styrke og glans, der i de næste århundreder karakteriserede den franske kongemagt (d 22/7 1461)

1512 d Amerigo Vespucci, italiensk søfarer og geograf, der fik en verdensdel opkaldt efter sig - Amerika; født og opvokset i Firenze; som ung kom han i tjeneste hos Medicierne, Firenzes ledende familie. I 1492 blev han sendt til Spanien for at varetage Mediciernes interesser der. I Sevilla førte hans kommercielle og geografiske interesser ham ind på en ny løbebane. Han ville forsøge at indfri Columbus' forhåbninger om at nå frem til Asien ved at sejle mod vest. I 1499-1500 og 1501-02 deltog han i to rejser mod vest for at finde vejen til Indiens rigdomme. Efter på den anden rejse at have sejlet omkr. 4.000 km mod syd til omkr. 650 km nord for den sydligste spids af Terra del Furgo, Ildlandet, uden at finde nogen passage mod vest, mod Indien, fik V den tanke, at den kyst, han havde fulgt, ikke var den østlige del af Asien, men et ukendt fastland. V udgav et antal meget læste rejsebreve, der oversattes til flere sprog. Ophavsmanden til navnet på den ny verdensdel var Martin Waldseemüller, en ukendt tysk præst, der boede i den lille by Saint-Dié i Lorraine. Han var medlem af et lærd selskab, der publicerede egne værker. I 1507 udgav selskabet en lille bog på 103 sider, "Cosmographiae Introductio". Bogen indeholdt dels en beretning om en fjerde verdensdel dels et forslag at kalde den nye verdensdel Amerige (af de græske "ge", som betyder "land")d.v.s. Amerigas land eller Amerika, efter dets opdager Amerigo, "en såre dygtig mand". I 1508 blev V af den spanske dronning udvævnt til "Piloto Mayor", overnavigatør samt fik til opgave at oprette en navigatørskole. Mens han forberedte en ny rejse, døde han af malaria (f 9/3 1454)

Mikhail Romanov vælges til russisk tsar og grundlægger dermed Romanov-dynastiet. Kampe mellem adelsfraktioner, mellem godsejere og kosakker og bønder og mellem de mange ærgerrige tsaremner truede i tiden efter den sidste repræsentant for Rurikdynastiet tsar Fjodor I’s død i 1598 med at bringe hele tsarriget i opløsning. Uroen fik både den polske og den svenske konge til at blande sig. Inden de blev besejret af polakkerne, besatte svenskerne således i 1609 Novgorod, hvorpå de rykkede ind i Moskva. Under denne almindelige opløsningstilstand opstod en national samlingsbevægelse. Den havde basis i byernes borgerskab og i lavadelen. De frygtede udenlandsk besættelse lige så meget, som de frygtede de revolutionære masserejsninger. Der blev organiseret en national hær, og i 1613 kapitulerede den polske hær i Moskva. Et stændermøde valgte den unge Mikhail Romanov til tsar. Han blev valgt mere på grund af sin ungdom og føjelighed end på gr. af fremragende herskeregenskaber. Han hørte heller ikke til de allerfornemste adelsslægter, men hans slægtsskab med den sidste tsar af den ruriske slægt gav ham en vis sikkerhed mod nye falske tsarsønner. Romanovslægtens mandslinje regerede indtil Peter II’s død i 1730. Peters hustru, Elisabeth, overtog derefter regeringen – til 1762. Før sin død valgte hun Karl Peter Ulrik, en søn af Peter den Stores datter Anna og hertug Karl Frederik af Holsten-Gottorp, til tronfølger. Han overtog tronen, og den fra ham nedstammende slægt, der kaldte sig Holsten-Gottorp-Romanov, regerede Rusland indtil revolutionen i 1917

 

1631 f Peder Syv, præst, filolog; mens han var rektor for Næstved latinskole (fra 1658) blev han talsmand for de modersmålstudier, senrenæssancen på sin gang fra syd mod nord også kaldte til live i Danmark. Han forlod den klassiske filologi og helligede sig fædrelandets sprog og litterære mindesmærker. I 1663 udgav han "Nogle Bemærkninger om det Cimbriske Sprog"; den er det første på dansk skrevne forsøg i sammenlignende sprogvidenskab. Titlens cimbrisk betyder hos S snart germansk, snart spec. dansk. I sit værk priser han det danske sprog for dets ælde og udtryksfylde, men finder, at det skal dyrkes og renses. Han efterlyser derfor en grammatik, en ordbog, en retskrivningsreform samt skønlitteratur på dansk. I 1683 blev S kongelig filolog i det danske sprog, Philologus regius lingvæ Danicæ. En stilling ingen før eller senere har haft. I 1685 kom hans "Den Danske Sprog-Kunst eller Grammatica", den første danske grammatik på modersmålet. I 1682-88 stod han bag udgivelsen i to bind af "Aldmindelige Danske Ord-Sproge og korte Lærdomme", 1. bind indeholdende mellem 10.000 og 11.000, i 2. bind halvt så mange ordsprog i bredeste forstand. S’s andet store udgiverarbejde er "200 Viser om Konger, Kemper og Andre", der udkom 1695 (d 17/2 1702)

1690 d Charles le Brun, fransk maler; efter studieår i Rom vendte han hjem til Paris 1646 og deltog 1648 i grundlæggelsen af det franske kunstakademi; herefter gjorde han hurtig karriere: rektor ved akademiet 1655, "premier peintre du roi", 1662, og direktør for gobelinfabrikkerne, kongens møbelfabrikker og kunstsamlinger 1663. Han tiltrak sig Ludvig 14.'s opmærksomhed og udførte 1662-68 en række billeder for ham fra Alexander den Stores historie, hvor Ludvig optrådte forklædt som den store heltefyrste. Sammen med dette og udnævnelsen til direktør på livstid for kunstakademiet, blev ledelsen af landets kunstneriske virksomhed og smag faktisk samlet i hans hånd. I spidsen for en talrig skare arbejdere udførte han en række store opgaver bl.a. Apollongalleriet i Louvre og Spejlkabinettet i Versailles med en forherligelse af Ludvig 14.’s bedrifter i 27 allegoriske billeder. Blandt hans private arbejder er dekorationerne i Vaux-le-Vocomte (1658) typiske for hans mytologisk-allegoriske stil. Spec. på grund af disse værker blev den romerske barok i le B’s udgave toneangivende for de europæiske fyrstehoffer i det næste trekvarte århundrede (f 24/2 1619)

1732 f George Washington, USA's præsident 1789-1797; efter uddannelse som landmåler blev han i 1751 officer og udmærkede sig i grænsekampene med franskmænd og indianere. I 1759 blev han gift og slog sig ned på godset Mount Vernon på sin fødeegn i Virginia. Han blev medlem af Virginias lovgivende forsamling og chef for militsen i Virginia. Som politiker sluttede han sig til dem, der kritiserede Englands politik og blev 1774 medlem af kontinentalkongressen i Philadelphia. I 1775 valgte kongressen ham til militær øverstkommanderende. Med energi og organisationstalent lykkedes det ham i de flg. års krig mod Storbritannien først at skabe en amerikansk hær og dernæst at lede den til sejr og dermed sikre USA’s løsrivelse fra Storbritannien. W er blevet beskrevet som værende i besiddelse af netop de egenskaber, der skulle til for at løse denne opgave; det skete på trods af han ikke var nogen stor taler og absolut ingen genial statsmand eller feltherre, men besad en udpræget sund fornuft og var en koldblodig og fast karakter. Da krigen var slut, nedlagde W sine militære hverv og trak sig tilbage til sit gods. I 1787 blev han valgt til den grundlovgivende forsamling i Philadelphia; han blev formand for forsamlingen og spillede en fremtrædende rolle i arbejdet for en stærkere føderal myndighed. Ved forfatningens endelige vedta-gelse valgtes han i 1787 enstemmigt til USA’s første præsident. Som præsident lagde han stor vægt på embedets værdighed og gav embedet den autoritet og højhed, det siden har haft i amerikanernes bevidsthed. Udenrigs-politisk førte han en forsigtig neutralitetspolitik og arbejdede for et godt forhold til Storbritannien. Ved valget i 1792 blev han genvalgt, men afslog et nyt genvalg i 1796. Han trak sig tilbage til Mount Vernon, hvor han døde efter i sit testamente at have frigivet sine slaver (d 14/12 1799)

f Arthur Schopenhauer, tysk filosof; han levede fra 1832 som formuende privatlærd i Frankfurt am Main. I sit hovedværk fra 1819 "Die Welt als Wille und Vorstellung" går S ud fra Kants tese om at verden, som den frem-træder for os, kun beror på vore egne forestillinger. S afviger dog fra Kant ved at hævde, at viden om virke-lighedens sande væsen er mulig nemlig gennem viljen. I værket forfægtede S en udpræget irrationalisme. Tilværel-sen har ingen anden mening end den, som følger af selve livsdriften, den blinde vilje til eksistens. Forbundet med dette syn er en dyb pessimisme. Sin etik udviklede han i "Die beiden Grundprobleme der Ethik" (1841). Moralen består i at fornægte viljen, og det kan ske gennem den estetiske betragtning, ved selvopofrelse eller gennem asketisk selvfornægtelse. Hans filosofi kulminerede i en pessimistisk forløsningslære som i visse træk ligner buddismens lære om nirvana: fred, frelse og forløsning fra "livshjulet" er ensbetydende med, at viljens stræben totalt ophører. Med sin betoning af intellektet som en sekundær, afledet kvalitet, og med sit syn på verden som produkt af en blindt virkende vilje, banede han vej for senere filosofiske retninger. Han har haft indflydelse på så forskellige tænkere og retninger som Nietzsche, Tolstoj, Wittgenstrin og eksistentialismen (d 21/9 1860)

 

1797 d Karl Frd. Hieronymus Münchhausen, tysk officer og løgnebaron; han var i sin ungdom officer og deltog på russisk side i krigen mod tyrkerne; senere blev han en ivrig jæger. Han berømmelse opstod og voksede ved de storskrydende og højst fantastiske beretninger, han gav om sine oplevelser som kriger og jæger. M offentliggjorde i samlingen "Vademecum für lustige Leute" (Berlin, 1781) nogle af sine historier. En professor fra Hannover, Rudolf Raspe, som var flygtet til England på grund af beskyldninger for tyveri, oversatte den til engelsk som "Baron M’s Narrative of his Marvellous Travels and Campaigns in Russia" (1785). Året efter blev bogen oversat til tysk af digteren August Bürger, som udvidede den til det dobbelte med historier, han selv havde digtet: "Die Wunderbaren Reisen zu Wasser und zu Lande. Feldzüge und lustige Abendteuer des Feldherrn von Münchhausen, wie er dieselben bey der Flasche zu erzählen pflegt". Det blev Bürgers udgave, der dannede grundlag for historiernes succes på mange sprog, herunder også dansk. I værket berettes f.eks. om toner, der er frosset fast i et posthorn, men som ved optøning bliver til melodi; om hvorledes M i krigen med tyrkerne lader sig skyde af sted på en kanonkugle, men fortryder og springer over på en af fjendens, som bringer ham hjem igen; om hans sørejser og rejser til Månen; og nok mest berømt hvordan han ved sine hovedhår trækker sig selv og sin hest op af en sump (f 11/5 1720)

1797 Under det store opgør - hvor England og Frankrig var hovedmodstandere – som først endte i 1814 med Napoleons nederlag, går en fransk hærafdeling i land i England ved Fishguard. Det varede ikke længe, før de franske soldater var taget til fange. Siden dette franske forsøg er det ikke lykkedes for nogen fjendtlig styrke at invadere De Britiske Øer

1817 f Niels W. Gade, komponist; efter en kort periode som snedkerlærling i farens værksted blev han violinelev i Det kgl. Kapel. Gennembrud som komponist fik han 1840 med "Efterklange af Ossian". Fra 1843 er hans symfoni nr 1, "Paa Sjølunds fagre Sletter", der var bygget over hans melodi til Ingemanns sang af samme navn. Fra 1843 gjorde han karriere i Leipzig; han blev lærer ved byens musikkonservatorium og 1847 tillige leder af byens Gewandhausorkester. 1848 vendte han for bestandig tilbage til København medbringende impulser og inspiration til dansk musikliv. 1849-50 deltog han i en nyordning af Musikforeningen, som resulterede i oprettelse af et nyt symfoniorkester, Musikforeningens orkester med ham som fast dirigent. Fra 1851 var han tillige organist ved Garnisons kirke og fra 1858 ved Holmens kirke. Samtidig med disse hverv fortsatte G sin karriere som en særdeles produktiv komponist: symfonier, ouverturer, orkestersuiter, en violinkoncert, kammermusik, klaver- og orgelmusik. Heril kom solo- og korsange, balletmusik ("Et folkesagn" 1853-54) og et enkelt syngespil. Med årene specialiserede han sig i de såkaldte koncertstykker - en slags verdslige oratorier for soli, kor og orkester. På dette felt var han en mester, og det var i særdeleshed med værker som "Elverskud" (1854), "Korsfarerne" (1866), "Kalanus" (1869) og "Zion" (1874), han befæstede sit sin position som en af samtidens fremtrædende komponister. Endvidere skrev han melodier til sange som "Hvorfor svulmer Weichselfloden" (1849) og "Grøn er Vårens Hæk" (1852). 1867 var G medstifter af Københavns Musikkonservatorium, hvor han resten af livet virkede som direktør og lærer (d 21/12 1890)

f Erik f Erik Skeel, godsejer og politiker; han blev cand jur 1841og i 1844 ejer af hovedgården Dronninglund i Vendsyssel. Godsejer S var personlig afholdt over hele Vendsyssel og var medlem af Hjørring Amtsråd, formand for Landboforeningen, derudover medlem af bestyrelsen for Det kgl. Landhusholdningsselskab og Landbrugernes alm. Brandforsikring. I 1875 var han præsident for den 13. danske landmandsforsamling, vel dengang landbrugets største æreshverv. Foruden disse lokale tillidshverv var S medlem af Landstinget i årene1859-66 og 1866-1884, medlem af Rigsrådets Landsting 1864-66 og 1869-75 næstformand i Landstinget. Politisk hørte han til de "nationale godsejere", der i modsætning til den gamle adel accepterede det konstitutionelle styre, men var modstandere af den almindelige valgret. S afslog i 1875 at danne regering; indtrådte i stedet samme år i Estrups regering som indenrigsminister. Han blev Estrups håndgangne mand og regnedes snart for en af ministeriets mest hårdkogte forkæmpere. Hans ledelse af indenrigsministeriet var præget af hans landbrugsinteresser, og han viste ingen særlig interesse for det frembrydende industri- og bysamfunds sociale problemer. Han døde kort efter, han af helbredsgrunde var trådt tilbage (d 5/11 1884)

Spanien afstår Florida til USA. I 1816 foretog de såkaldte simanoleindianere - simanole betyder "udflytter" og det brugtes om de creekindianere, der i tidens løb var flyttet sydpå og østpå ind i Florida - angreb på amerikanerne. Angrebet førte til, at general Andrew Jackson med mere end 3.000 mand marcherede ind i det spanske Florida, hvor han ikke nøjedes med at bekæmpe seminolerne, men også erobrede de vigtigste spanske poster. Spanien protesterede og krævede garantier mod gentagelse samt afstraffelse af Jackson. Den amerikanske regering besluttede sig for total afvisning af de spanske krav og svarede, at Spanien enten måtte beskytte amerikanerne mod angreb fra spansk område eller afstå Florida til USA. Spanien valgte det sidste, og 22. februar 1819 blev traktaten om overdragelse underskrevet

 

f August Bebel, tysk politiker; med sit 50 år lange engagement i arbejderbevægelsen er B en af de store skikkelser i tysk og international arbejderbevægelses historie. Han var udlært drejer og slog sig 1860 ned som mester i Leipzig; her tilsluttede han sig 1861 den liberale arbejderbevægelse, men gennem bekendtskab med Wilhelm Liebknecht blev han socialist og tilsluttede sig Første Internationale. Sammen stiftede Liebknecht og B i 1869 Det socialdemokratiske Arbejderparti (SDAP) efter grundlæggelsesbyen også kaldt "Eisenachpartiet". Fra 1875 hed partiet Det Tyske Socialistiske Arbejderparti (1890 SPD). Fra begyndelsen af 1880'erne var B partiets ubestridte leder, fra 1892 også formelt formand. Han var ofte i konflikt med myndighederne, bl.a. under Den Fransk-tyske Krig 1870 og tilbragte i alt mere end fire år i fængsel. Under socialistloven (1878-90), da partiets presse var kneblet og offentlig agitation var forbudt, var B sit partis mest fremtrædende talsmand i Rigsdagen og bidrog væsentlig til partiets fremgang. Han holdt fast ved den rene socialisme og bekæmpede revisionismen. Han var en enestående debattør og taktiker, og under de tiltagende modsætninger inden for Socialdemokratiet formåede han at holde sammen på partiet. Han havde en klar og letfattelig fremstillingsevne både mundtlig og skriftlig. Hans bog "Kvinden og socialismen" blev en af de mest læste i den socialistiske litteratur. Hans selvbiografi "Aus meinem Leben" i tre bind udkom 1910-14. Sine sidste år viede han kampen mod den truende storkrig (d 13/8 1913)

1848 Februarrevolutionen bryder ud i Paris. I løbet af 1847 var der i Paris blevet afholdt flere såkaldte "reformbanketter" – store offentlige sammenkomster, hvor oppositionsfolk satte hinanden stævne. Meningen med sammen-komsterne var, at man derved omgik pligten til at spørge politiet om tilladelse, således som det var tilfældet med almin-delige politiske møder. På reformbanketterne kunne der være op til 6000 deltagere; liberale aviser offentliggjorde udførlige referater af taler, som var blevet holdt der. Offentligheden var således velinformeret om, hvad der var foregået. Det var forberedelsen til en sådan banket, der gav stødet til de revolutionære hændelser i februar 1848. Nogle nationalgardeofficerer i en afdeling fra arbejderkvartererne i Paris havde planlagt at afholde en sammen-komst. For at mange kunne være med havde man sat kontingentet meget lavt. Da arrangørerne indbød nogle kendte politikere til at deltage i arrangementet, forbød politiet det. En afgørelse der blev stadfæstet af regeringen. De mere moderate af arrangørerne indgik derefter et kompromis med myndighederne. Bl.a. blev kontingentet hævet. Da skete der noget, som startede en udvikling, ingen havde forudset. I kundgørelsen om banketten – som var fastsat til den 21. februar – hed det, at nationalgardister og studenter skulle flankere optoget på vejen til mødelokalet. Ganske vist skulle nationalgardisterne møde ubevæbnet; men regeringen mente, at opfordringen var en krænkelse af dens myndighed og forbød igen arrangementet. Også denne gang bøjede de mere forsigtige af reformvennerne sig; men de radikale ville ikke give sig så let. Sammen med nogle revolutionære grupper hidsede de folket op mod regeringen, og om morgenen den 22. februar begyndte masserne at komme i bevægelse, og demonstrationer af arbejdere og studenter bidrog til at drive revolutionsfeberen i vejret. Revolutionen afskaffede monarkiet under Ludvig-Filip, indførte den Anden Republik med Ludvig-Napoleon Bonaparte som præsident og knuste socialisternes håb om en social republik. På længere sigt blev revolutionen også et nederlag for det lille republikanske borgerskab. Den banede vejen for Ludvig-Napoleons statskup (i 1852) og det autoritære kejserdømme, der bestod til 1870

1857 f Heinrich Herz, tysk fysiker; efter at have studeret til ingeniør gik H over til at studere fysik. Fra 1885 var han professor i fysik i Karlsruhe og fra 1889 i Bonn, hvor han blev til sin død. H er mest kendt for sin eksperimentelle påvisning af de elektromagnetiske bølger i 1887-88. H's opdagelse gav stødet til Marconis første forsøg med trådløs telegrafi og førte senere til udviklingen af radiotelegrafien og radiotransmission. H var også den egentlige opdager af den fotoelektriske effekt. Han udførte vigtige arbejder inden for elastisitetsteorien og søgte en ny begrundelse for den rationelle mekanik (d 1/1 1894)

f Baden-Powell, engelsk officer, grundlægger af drengespejderbevægelsen; i 1903 vendte Baden-Powell hjem fra Boerkrigen (1899-1902) i Sydafrika som folkehelt pga. sin rolle i forsvaret af Mafeking, hvor det lykkedes ham at holde stand mod en talmæssig overlegen boerhær, indtil der kom undsætning. Under den 217 dage lange belejring af Mafeking (12. oktober 1899 til 17. maj 1900) oprettede Baden-Powell et korps af drenge, som blev anvendt til ordonnans- og meldingstjeneste. Allerede mens han gjorde tjeneste i Indien (fra 1876), var Baden-Powell begyndt at udvikle patruljering og rekognoscering til fods i vanskeligt terræn og i små grupper, kaldet "scouting", til en del af den militære uddannelse. De erfaringer, han havde gjort i Indien Sydafrika, brugte han, da han hjemme i England i 1907 afholdt en lejr for drenge på Brownsea Islands i Dorset. Lejren blev begyndelsen til den efter-hånden verdensomspændende spejderbevægelse. I begyndelsen kun for drenge, men senere kom også pigerne med. Da Baden-Powell i 1910 blev pensioneret fra hæren, helligede han sig helt og holdent arbejdet med spejderbevægelsen (d 8/1 1941)

 

 

d Charles Lyell, skotsk geolog; uddannet jurist, men opgav i 1827 juraen til fordel for geologi; han regnes for grundlæggeren af den moderne geologi først og fremmest på gr. af sit hovedværk "Principles of Geology" (1830-33); han beskrev i det, at dannelsen af bjergarterne fra tidligere geologiske perioder og de forandringer, som havde fundet sted i jordskorpen og ved jordoverfladen, kunne forklares ved virkningen af de samme geologiske processer som stadig var virksomme. Med denne forklaring var L i modstrid med den da almindelige opfattelse, der sagde, at forholdene ved jordoverfladen havde været helt forskellige fra nutidens i tidligere geologiske tids-afsnit, og at de geologiske tidsperioder var skilt fra hinanden ved voldsomme naturkatastrofer, som havde ødelagt alt levende. L indførte således udviklingstanken i geologien, før Darwin indførte den i biologien. Lyell blev adlet 1848, og udnævnt til baronet 1864; hans ry var så stort, at han blev bisat i Westminster Abbey (f 14/11 1797)

1875 d Jean-Baptiste-Camille Corot, fransk maler; efter at have stået i lære i en klædehandel fik han 25 år gammel af sine forældre lov at blive maler. Men det var først i 50årsalderen, han slog igennem som kunstner med sine stemningsfulde landskaber af fransk natur. Han begyndte som klassicist. I hans senere billeder går hans klassiske interesser igen i de nymfer og satyrer, han ofte befolker sine landskaber med. Hans billeder udmærker sig deres bløde, slørede, sølvgrå tone, med flydende, lette penselstrøg. Med forkærlighed fremstillede han fredelige naturstemninger med aftenens tågeslør eller den tidlige morgens dugfriskhed, for en stor del fra omegnen af Paris. Ved siden af sine landskaber har Corot malet talrige figurbilleder (f 16/7 1796)

f Julius Streicher, nazi demagog og politiker, han var en af de mest ondsindede fortalere for 1930’ernes jødeforfølgelser. Under 1. Verd.krig gjorde han tjeneste i den tyske hær; efter krigen var han folkeskolelærer i Nürn-berg. I 1921 tilsluttede han sig nazipartiet og blev således et af de første partimedlemmer i Sydtyskland. På dette tidspunkt blev han tillige nær ven af Hitler. I 1925 blev S gauleiter i Franconia, som han efter magtovertagelsen i 1933 administrerede fra distriktets hovedstad, Nürnberg. Som grundlægger – 1923 – og chefredaktør af den anti-semitiske ugeavis "Der Stürmer" blev S en rig mand og fik stor indflydelse i det nazistiske Tyskland. "Der Stürmers" grove anti-jødiske sprog og dets stempling af jøderne som tilhørende en laverestående race, der kunne være en fare for de racerene ariere, gjorde det til en hjørnesten i nazisternes antijødiske politik. I "Der Stürmer" begyndte den kampagne, der førte til Nürnberg-lovene 15. september 1935. S’s ryggesløse livsførelse, hans seksuelle og sadistiske udskejelser medførte, at flere af hans partikammerater brød forbindelsen med ham. I 1940 blev han frataget sine partiposter, efter en kommission havde undersøgt hans særdeles mangelfulde varetagelse hans embedspligter; medvirkende til hans afskedigelse var også hans livsførelse. Takket være Hitlers protektion fortsatte S som chefredaktør ved "Der Stürmer" til krigens afslutning. I maj 1945 blev S arresteret af amerikanske tropper. Sammen med andre topnazister blev han anklaget ved Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg. Her blev han i oktober 1946 fundet skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og dømt til døden ved hængning (d 16/10 1946)

d Carl Bloch, maler; uddannet på Kunstakademiet 1849-53 under Wilhelm Marstrand. Efter debuten 1853 på Charlottenborg fortsatte han i Marstrands fodspor med folkelivsskildringer fra Danmark som f.eks. "Fiskerfamilier venter deres Mænds Hjemkomst ved frembrydende Uvejr" (1858) og fra Italien "Fra et romersk Osteri" (1866). Fra begyndelsen af 1860'erne malede han monumentale, barokinspirerede billeder med motiver fra mytologi og historie, hvoraf flere blev folkeeje: "Samson hos filistrene" (1863) og især "Christian 2. på Sønderborg Slot" (1871). Holdningen i B’s kunst røbede fra begyndelsen en dybt religiøs natur, og med sine mange altertavler nåede han et resultat, der i udtalt grad kom til at præge den samtidige indremissionske forkyndelse. Flere generationer er blevet belønnet for bedrifter i søndagsskolen med glansbilleder efter Carl Bloch. Foruden malerierne efterlod B et omfattende grafisk værk, og her fandt hans betagelse af Rembrandt sit smukkeste udtryk. I sin samtid blev B hyldet nærmest ukritisk, men efter sin død udsat for en kraftig nedvurdering. Medens man dengang var enige om at fremhæve hans strålende, rene farver, har eftertiden afvist dem som grumsede og stemplet indholdet som ubehageligt patetisk. Det er dog aldrig lykkedes at få B helt likvideret. Fra 1873 til sin død var han professor ved Kunstakademiet (f 23/5 1834)

 

 

 

 

 

 

f Luis Bunuel, spansk filminstruktør; efter i 1925 at være flyttet til Paris skabte han her i samarbejde med Salvador Dali sin første film "Den andalusiske hund" (1928); den fik surrealisterne til at betragte ham som en af deres egne. Hans to næste film "Guldalderen" (1930) og "Las hurdes" (1932) udløste en bølge af protester, avisartikler og voldsaktioner for - især for den førstes vedkommende - angreb på den vestlige verdens vedtagne værdier. De blev begge forbudt. B opholdt sig derefter i USA, hvor han måtte nøjes med underordnede opgaver. Først i 1946 kom han i Mexico igen i gang som filminstruktør. Her instruerede han indtil 1962 20 film. Blandt disse "Fortabt Ungdom" (1950), en både pessimistisk og varm skildring af en ungdomsbande i Mexico City; den blev præmieret ved filmfestivalen i Cannes og betød et nyt international gennembrud for B. Med "Dagens skønhed" (1967) indledte han den tredje og mest frodige del af sin karriere, nu igen i Frankrig. I 1972 kom den episodiske og sorthumoristiske "Borgerskabets diskrete charme", der gjorde B til et verdensnavn; i 1974 "Frihedens spøgelse", om en gammel mands frustrerende lyst til en ung kvinde. Hans sidste film var "Begærets dunkle mål" (1977). B’s selvbiografi "Mit sidste suk" udkom 1982 (dansk 1983) (d 29/4 1983)

d Johan Skjoldborg, forfatter; som dreng arbejdede han på gårde på hjemegnen i V. Han herred. 1881 tog han lærereksamen og virkede som lærer til 1902. Herefter levede han som forfatter og foredragsholder. Han slog igennem med "En Stridsmand" (1896), fortællingen om en udflytters seje kamp for at skabe sig en eksistens i Jyllands klitegne. "Kragehuset" (1898) foregår i samme miljø og skildrer, hvordan tidens tanker, grundtvigianisme og socialisme, bringer nyt ind i husmandens sliderliv. Et nyt stof, gårdejerstanden, fandt S med "Bjærregaarden" (1904) om tre slægtled af grundtvigianere. S var særdeles produktiv og foruden mange romaner, skrev han noveller, bl.a. "Per Hywers Sommerdag", skuespil og digte, f.eks. husmandssangen "Min hakke, min skovl og min spade" (1897). Selvom S’s forfatterskab udmalede mørke sider af samfundet og fortalte om dem på skyggesiden, havde han altid en tro på de positive kræfter i mennesket, på dets evne til at hæve sig over modgangen. I sine senere år boede han i en æresbolig, som de danske husmænd havde bygget ham ved Løgstør (f 27/4 1861)

1980 d Oscar Kokoschka, østrigsk maler, grafiker og forfatter; han anses for at være en af ekspressionismens betydeligste pionerer; han studerede ved Wiens Kunstgewerbschule 1905-09. I 1908 udgav han versfortællingen "Die träumenden Knaben" illustreret med litografier, præget af jugendstilen. I 1909 malede han sine første gennemtrængende og dybdepsykologiske portrætter, hvor han ikke søgte ydre portrætlighed, men analyserede de afbildedes psyke. Med disse værker og desuden med landskabsmalerier blev han hovedrepræsentant for den dramatiske ekspressionisme. 1910-14 boede han i Berlin, hvor han bidrog med litografier til tidsskriftet "Der Sturm". I 1914 meldte han sig som frivillig til militæret og blev i 1916 alvorligt såret. 1917-24 boede han i Dresden, hvor han 1919 blev professor ved kunstakademiet. Derefter foretog han talrige rejser gennem Europa, Nordafrika og Den nære Orient.Under rejserne malede han dramatiske bjerglandskaber og byprospekter i en hidsig kolorit og med opreven penselstrøg. Efter rejseårene boede han dels i Wien dels i Tyskland. Nazisternes magtovertagelse drev ham på flugt, da 417 af hans værker i 1937 blev erklæret "entartet" (degenereret) af nazisterne. Fra 1938 boede K i London; i 1947 blev han britisk statsborger. Fra 1953 boede han i Svejts og blev 1957 atter østrigsk statsborger. Hans senere maleri fik en mildere kolorit, og landskaber med lyriske træk vandt indpas. Som grafiker arbejdede han på at illustrere Bachs musik. Hans litterære produktion omfatter flere dramatiske arbejder (f 1/3 1886)

1987 d Andy Warhol, amerikansk multikunstner; gennem sine malerier, objekter, film og sin person fremstod han som en af popkunstens mest fremtrædende repræsentanter. Som mange andre af denne kunstretnings udøvere startede han sin karriere som kommersiel kunstner nemlig som reklametegner i New York. Det var i 1950'erne. Det var motiver fra denne verden, han senere brugte i sin kunst: Coca coladåser, Campbells suppedåser o. lign. På samme måde som på en fjernsynsskærm lod han genstandene passere revy ved at gengive dem i serier. I sit motivvalg viste han en total og modstandsløs accept af det anonyme massesamfunds struktur, og ved at bruge silketryk opnåede han en mekanisk repetionsproces, som fremhævede hans ønske om at eliminere kunstnerens signatur og gengive motiverne uden kommentar. Efter disse motiver fra supermarkedets hylder gengav Warhol fotografier af berømte personer som Elvis Presley, Jaqueline Kennedy og Marilyn Monroe. I slutningen af 1960’erne var han tilknyttet avantgarderockmiljøet i New York og stod centralt i lanceringen af gruppen The Velvet Underground. Blandt hans film er "The Chelsea Girls" (1966), "Kvinder på krigsstien" (1971) og "Kærligheden" fra 1972 (f 6/8 1928)

 

 

Til top         23. februar

1629 Ulvsbäckmødet begynder. Et møde mellem Christian 4. og Sveriges kong Gustav 2. Adolf i Ulvsbäck præstegård på den svenske side ved den skånsk-hallandsk-smålandske grænse. Mødet var kommet i stand på initiativ af Christian 4. Det var hans opfattelse, at muligheden for etableringen af et nordisk militærsamarbejde ville styrke Danmarks position ved de samtidige fredsforhandlinger i Lübeck. Det var forhandlinger, der skulle afslutte kongens uheldige deltagelse i Trediveårskrigen (Kejserkrigen). På mødet foreslog svenskekongen, at de to nordiske riger skulle skabe en så stor hær, at de kunne sætte sig fast i Nordtyskland og derigennem slå fjenderne tilbage. Skulle kejseren og hans katolske uvæsen trænges tilbage, og Christian 4. genvinde sine tabte lande, måtte de to konger i fællesskab gå i offensiven. Men det var Danmark-Norges konge ikke interesseret i. Han satte sin lid til selve det indtryk, det usædvanlige møde ville gøre på omverdenen, og han havde derfor ikke andet formål med mødet end at få det afviklet, uden at der skete nogetsom helst. Det lykkedes ham, for alene nyheden om mødet i Ulvsbäck var nok til at slække på fredsvilkårene over for Danmark-Norge ved forhandlingerne i Lübeck

1633 f Samuel Pepys, engelsk statsmand og dagsbogsforfatter; han fik en god skoleuddannelse og fik efter studier i Cambridge ved protektion ansættelse som kontorist i finansministeriet. Allerede året efter blev han fuldmægtig i admiralitetet. Han var en særdeles flittig og pligtopfyldende embedsmand og en stor administrativ dygtighed. 1673 blev han medlem af parlamentet og admiralitetssekretær – nærmest svarende til marineminister. Som sådan gennemførte han mange værdifulde reformer i den britiske marine og indlagde sig fortjenester med hensyn til flådens udvidelse og reorganisation. Han fik dog også fjender og blev 1679 fængslet som formodet papist, men fik fuld oprejsning og blev 1685 genindsat i sin stilling. Da han stod Jacob II nær, nedlagde han efter dennes afsættelse i 1689 sit embede og levede derefter som privatmand. Han var en mand med betydelige kundskaber, meget musikalsk – han komponerede sange – og stærkt naturvidenskabelig interesseret. 1684-86 var han formand for Englands berømte naturvidenskabelige forening The Royal Society. Han efterlod sig et bibliotek på 3000 bind – opstillet efter størrelse. Blandt bøgerne var hans dagbog, seks små tætskrevne bind (indbundet i kalveskind) fra årene 1660-69 skrevet med cifferskrift (over 1 1/4 mill. tegn). På gr. af P’s alsidige interesser, hans bekendtskab med mange af tidens kendte personer - bl.a. Christopher Wrenn og Isaacs Newton - og ikke mindst hans hæmningsløse åbenhed, giver dagbøgerne med deres detailrigdom et godt billede af forholdene i datidens London og er dermed en righoldig kulturhistorisk kilde (d 26/5 1703)

1646 f Tsunayoshi Togukawa, femte Togukawa shogun i Japan, kendt som Hunde Shogunen på grund af sin besættelse af hunde. T blev shogun i 1680 og regerede i en af de mest økonomisk blomstrende og fredeligste perioder, Japan havde oplevet og ville komme til at opleve i lange tider. Hans interesse lå på det kulturelle område, hvor han fremmede ny-konfucianismen, som den var blevet lanceret i 12. århunderede af den kinesiske vismand Chu Hsi, og som sagde, at det var menneskets første pligt at være loyale over for landets ledere. Mod slutningen af sin regeringstid begyndte fornøjelser i paladset at dominere over Ts embedsførelse samtidig med, den blev mere eksentrisk. Det sidste viste sig i hans dekreter om hunde. Som født i hundens år var T kommet under indflydelse af en buddistisk munk, som fortalte ham, at han havde været hund i sit foregående liv. Som følge heraf dekreterede T dødsstraf for enhver, der gjorde en hund skade, samtidig bekendtgjorde han, at man for fremtiden skulle tiltale sin hund med ærefrygt og respekt. Selv holdt han for regeringens penge henved 50.000 hunde, som blev fodret med fornem ret bestående af ris og tørfisk (d 19/2 1709)

1685 f Georg Fdr. Händel, tysk/engelsk komponist; han begyndte sin musikalske karriere, da han i 1703 blev violinist ved operaen i Hamborg; derefter opholdt han sig i Italien 1706-10 og modtog indtryk af især napolitansk operastil, der kom til at præge hans musik. Fra 1710 var han kapelmester hos kurfyrsten af Hannover og fra 1712 bosat i London. Henstillinger fra kurfyrsten om at vende tilbage overhørte H. Da kurfyrsten 1714 som Georg I overtog den britiske trone, komponerede H for at formilde sin tidligere principal suiten "Water Music", som blev fremført 1717 under kongens indtog i London ad Themsen. 1720-37 var H musikalsk leder af det nyoprettede Royal Academy of Music. Fra 1753 var han helt blind, men fortsatte sit komponist- og koncertarbejde. Allerede under Italiensrejsen var H kendt som orgel- og cembalovirtuos. 1705 opførtes hans første opera "Almira"; frem til 1745 skrev han ca 45 operaer de fleste til italiensk tekst blandt disse er "Rinaldo" (1711), "Rodelinda" (1725) og "Orlando Furioso" (1733). Den mest betydningsfulde del af H’s produktion er oratorierne; de fleste skrevet til engelsk tekst, som regel med bibelske eller mytologiske emner. Blandt de højest værdsatte er "Messias" (1742), "Samson" (1743), "Salomon" (1749) og "Jefta" (1752). Bl. H’s øvrige vokalværker er kirkelige korværker og 90 kammerkantater. Endvidere har H skrevet instrumentalmusik, orgelkoncerter og kammermusik (d 14/4 1759)

 

 

1717 d Magnus Stenbock, svensk feltherre; han lærte i sine unge år krigerhåndværket i udlandet; han deltog således i den tyske kejsers tjeneste i krigene mod Ludvig XIV i 1690'erne. Ved Store Nordiske Krigs udbrud i 1700 var han atter i Sverige; han deltog i slaget ved Narva i Estland, den 20. november 1700, hvor den svenske hær under kommando af Karl 12. besejrede russerne. Efter slaget blev S forfremmet til generalmajor. Som leder af generalkrigskommissariatet, som bl.a. havde ansvaret for den svenske armés indkvartering i Sachsen 1705-06 forstod S at berige sig. Store summer og mængder af kostbart krigsbytte sendtes hjem til familien i Sverige. 1704 blev han generalløjtnant. Året efter blev han general og udnævntes samtidig til generalguvernør i Skåne. Her fortsatte han den svenske forsvenskningsproces og organiserede landsdelens forsvar. Hans hær besejrede i slaget ved Helsingborg 28. februar 1710 den danske invasionshær. I 1712 blev S beordret til at udskibe sin hær til Pommern for siden at føre den til Polen. Overførslen var ingen succes, meget af hærens udrustning og forsyninger gik tabt i slag med den danske flåde. I Pommern fandt S adgangen til Polen spærret af overlegne danske, sachsiske og russiske tropper. Han vendte sig da med sin hær på 16.000 mand mod Mecklenburg, hvor han 9. december 1712 i slaget ved Gadebusch besejrede en dansk-sachsisk hær. Den af S ledede hær indesluttedes imidlertid i fæstningen i Tönning, og i maj 1713 måtte han overgive sig. Han var herefter i dansk fangenskab først i København; efter et flugtforsøg i Frederikshavn kastel, hvor han sad til sin død (f 12/5 1664)

1744 f Mayer Amschel Rothschild, tysk bankier (Frankfurt am Main); var af sin far udset til at være rabbiner, men begyndte med en lille vekselererforretning, som han fik oparbejdet på en sådan måde, at han skaffede forretningen politiske forbindelser og stor anseelse (d 19/9 1812)

1792 d Joshua Reynolds, engelsk maler; ved siden af Gainsborough anses han for at være den betydeligste engelske maler i sidste halvdel af 1700-talllet. Han var med til at grundlægge Royal Academy og blev dets første præsident 1768-90. Under et studieophold i Italien 1746-49 modtog han stærke indtryk fra italiensk renæssance. Hans betydning ligger i, at han grundlagde det nationale engelske portrætmaleri på disse indtryk. Gennem forelæsninger i Royal Academy dikterede han etiske normer, hvor italiensk idealisme og flamsk-hollandsk realisme forenedes. Derved skabte han et nyt repræsentationsportræt, selv om det på en vis måde ikke var andet end en opfriskning af Van Dycks arrangement med en poserende figur i et parkmiljø. Men R’s modeller var det nye imperiums kraftfulde mænd, malet på deres godser, og det kan ses på dem, selvbevidste og stolte over deres magt og rigdom. Det var dog særlig i skildringen af kvinder og børn R hævede sit portrætmaleri til de store højder. Hans stil, som i ungdommen var meget naturtro, udviklede sig til fuld malerisk frihed i alderdommen med maleriske og tekniske eksperimenter. Hans maleri er badet i clair-obscur, altid i finstemt sammenhæng med naturen som baggrund, gerne intimt uden at blive sentimental, således kurtisanen"Nelly O’Brien" (1760) placeret på en bænk i en park med sin skødehund. I alt har han malet ca 2000 portrætter. I sin samtid spillede R en stor rolle som smagsdommer og reflekterer udviklingen fra barokkens pompøse stilopfattelse frem mod romantikkens ideer. Bl. hans skrifter er "On the True Idea of Beauty" (f 16/7 1723)

d John Keats, engelsk digter; han anses for at være en af engelsk romantiks betydeligste digtere. Barndommens ophold på en kostskole gav ham den første kærlighed til poesi og mytologi. Senere var han i lære hos en apoteker og kirurg, studerede medicin ved Guy’s Hospital og fik 1816 sit diplom som farmaceut. Han opgav dog hurtigt sit arbejde som kirurgisk assistent til fordel for digterkunsten. 1817 kom hans første digtsamling "Poems" og året efter det mytologisk-alegoriske "Endymion". Stilen i disse første digte er ofte overlæsset, og kritikerne slagtede dem brutalt. 1819 blev K’s store skaberår, da skrev han "The Eve of St. Agnes" og sine udødelige oder "Ode to a Nightingale", "Ode to a Grecian Urn", "Ode on Melancholy" o. fl. Samlingerne blev vel modtaget, og om digtene er der blevet sagt, at de taler til alle sanser og er båret af en intens, af og til ekstatisk følelse, og af bevidstheden om det menneskeliges forgængelighed i forhold til kunstens og naturens uforanderlige fuldkommenhed. Med udgangen af 1819 ophørte hans digteriske virksomhed. I 1820 fik han alvorlige tuberkulosesymptomer og drog til Italien med håb om bedring, men døde i Rom året efter. K var en flittig brevskriver, og i brevene giver han udtryk for sine betragtninger over digtningen og livets forgængelighed (f 31/10 1795)

 

Slaget ved Buena Vista i nærheden af Monterry i Mexico udkæmpes under den Amerikansk-Mexicanske Krig 1846-48. En amerikansk hær på ca. 5.000 mand under kommando af general Zachary Taylor havde invaderet det nordøstlige Mexico og erobret byerne Monterry og Saltillo. Med en styrke på henved 14.000 mand marcherede den mexicanske general Antonio López de Santa Anna mod nord fra San Luis Potosi for at drive amerikanerne tilbage. Da rapporter om den mexicanske hær nåede Taylor, flyttede han den 21. februar sine styrker til området ved haciendaen Buena Vista. Han ville indtage en forsvarsstilling i et nærliggende pas mellem to bjergrygge. Hvad mexicanerne foretog sig var Taylor uvidende om, da mexicansk kavaleri dagen efter afbrød hans kommuni-kationsforbindelser. Det var medvirkende til, at hans venstrefløj, der havde besat den østlige side af passet, og som amerikanerne ikke havde nået at få befæstet tilstrækkeligt på et tidspunkt var truet, da det mexicanske hovedangreb satte ind den 23. februar. Men på trods af at nogle regimenter bestående af frivillige flygtede, standsede det amerikanske artilleri mexicanernes angreb, og da mørket faldt på, havde de lidt et tab på ca 1.500 mand. Amerikanerne havde et tab på ca. 700 mand. Uden at Taylors styrke satte efter forlod mexicanerne i løbet af natten slagmarken. Da Santa Anna i april 1848 ikke formåede at standse invasionen af endnu en amerikansk hær, der i september erobrede Mexico City, endte krigen med mexicansk nederlag. Det nationale ry, Taylor fik ved sejren ved Buena Vista, bidrog til, han i 1848 vandt præsidentvalget

d John Quincy Adams, USAs præsident 1825-29; søn af præsident John Adams (1797-1801). I 1778 ledsagede han sin far på en rejse til Europa; det samme var tilfældet i 1780. Han studerede i Paris 1778-79 og ved universitetet i Leiden i 1780. Som medlem af den amerikanske ambassadørs stab var han i 1781 i Rusland. Han vendte tilbage til USA, og afsluttede i 1787 jurastudier ved Harvard. Herefter var han advokat i Boston. I årene 1794-1801 gjorde han tjeneste ved amerikanske ambassader i en række europæiske lande. Efter at have været medlem af Senatet i Washington 1803-08, var til 1817 sit lands ambassadør i henholdsvis Rusland og Storbritannien. Ved tilbagekomsten til USA blev han udenrigsminister i præsident Monroes kabinet. På denne post spillede han en ledende rolle i de diplomatiske aktiviteter, der førte til USA’s køb af Florida, i "erobringen" af "vesten" frem til Stillehavet, og i formuleringen af Monroedoktrinen i 1823. Efter et uafgjort præsidentvalg i 1824 udpegede Repræsentanternes Hus ham til præsident. Som præsident ønskede A at gennemføre et program, som skulle fremskynde et amerikansk fællesmarked ved vej- og kanalbyggeri, med støtte til uddannelse og med regulering af bankvæsen. Planerne fik dog kun begrænset støtte. Efter i 1828 at have tabt præsidentvalget til Andrew Jackson vendte A tilbage til sin hjemby Quincy i Massachusetts; men allerede året efter blev han valgt til Repræsentanternes Hus og forblev medlem heraf til sin død. I Repræsentanternes Hus blev han samlingspunkt for oppositionen mod slaveriet i Sydstaterne (f 11/7 1767)

 

d Albrecht Theodor Emil von Roon, preussisk/tysk officer, som sammen Otto von Bismarck og general Helmuth von Moltke stod bag skabelsen af det tyske kejserrige og gjorde Tyskland til det europæiske fastlands førende stat. Han indtrådte i hæren i 1821. Han blev kendt i videre kredse, da han i 1832 udgav trebindsværket "Grund-züge der Erd-, Völker- und Staatenkunde". R skrev værker, for at gøre opmærksom på de mangler den preus-siske hær havde. Den var efter hans mening ineffektiv og havde behov for reorganisation. Under de revolutionære uroligheder i 1848 gjorde han tjeneste under kronprins Wilhelm (konge af Preussen som Wilhelm I i 1862 og kejser af Tyskland i 1871) og deltog i nedkæmpelsen af urolighederne i Berlin. For R åbnedes der ved denne indsats adgang til de højeste militære poster i Preussen. 1856 blev ham generalmajor, 1859 generalløjtnant og medlem af den kommission, der skulle reorganisere den preussiske hær. Det blev R’s ideer, der blev realiseret. Han ville skabe en hær, der byggede på værnepligt; han ville have en "nation under våben" med en treårig værnepligt. Forslaget var lige upopulært hos såvel manden på gaden som blandt de mere konservative officerer; men da det var blevet gennemført, viste hæren sin effektivitet under krigen mod Østrig i 1866 og i den fransk-tyske krig i 1870-71. Hans ide om en værnepligtshær blev herefter efterlignet i mange lande, og grundlaget for det 20.århun-dredes massehære var skabt. I 1871 blev von Roon udnævnt til greve og i 1873 til feltmarskal (f 30/4 1803)

f Casimir Funk, polsk født amerikansk biokemiker. Fandt i risklid og ølgær et livsnødvendigt stof, som han kaldte: vitamin (d 20/11 1967)

1899 f Erich Kästner, tysk forfatter; han vendte hjem fra deltagelse i 1. Verd.krig som overbevist pacifist; inden fra han midten af 20’erne ernærede sig som journalist og forfatter, havde han studeret tysk og teatervidenskab. Han støttede Weimarrepublikken, men var ikke politisk aktiv, hvilket udsatte ham for angreb fra såvel venstre som højre; fra venstrefløjen for passivitet og fra højre for sin pacifistisk-demokratiske holdning. Hans forfatterskab omfatter humørfyldte og satiriske digte, romaner, skuespil med tendens mod hykleri, spidsborgerlighed, militarisme og fascisme. Bag hans ironi vendt mod hul patos og tomme fraser skjulte sig et ægte pædagogisk og moralsk engagement, som i digtsamlingen "Herz auf Taille" (1928), romanen "Fabian; die Geschichte eines Moralisten" (1931), hvori der tegnes et billede af det moderne menneske og de kaotiske tilstande i tyvernes Tyskland efter nederlaget og inflationen. Efter nazisternes magtovertagelse lagde K sin stil om og udgav en række elskværdige humoristiske småromaner bl.a. "Drei Männer im Schnee" (1934), "Die verschwundene Miniatur" (1936) og "Georg und die Zwischenfälle" (1938). Allerede tidligt skrev K drengebøger. De gjorde stor lykke og gjorde ham økonomisk uafhængig; i genren fik han stor succes med "Emil und die Detektive" (1929) og "Das fliegende Klassenzimmer" (1933). I "Als ich ein kleiner Junge war" (1957) og "Notabene 45" (1961) gengiver K barndomsminder og sine erfaringer fra 2. Verd. krigs sidste måneder (d 29/7 1974)

d Edward William Elgar, engelsk komponist; en central skikkelse i 1900-t’s engelske musik og regnes for den første store engelske komponist i nyere tid. Han kom fra beskedne kår og var derfor i det væsentligste selvlærd. Hans vigtigste kompositioner er skrevet i en 20-års periode fra omkr. 1900 og er holdt i en senromantisk, ofte monumental stil, der forenede klassicismens formelle balance med romantisk tonesprog. Bl. hans værker er to symfonier (1908 og 1909), offertoriet "O hearten thou", op. 64 til kong Georg V’s kroning, oratoriet "The Dream of Gerontius" (1900), marcher bl.a. "Pomp and Circumstances" op. 39, melodien til nationalhymnen "Land of Hope and Glory"; endvidere violinkoncerter f.eks. violinkoncert i h-mol, op. 61 (1910. Efter han i 1920'erne stort set havde holdt sig borte fra komposition, tog E i sine sidste år virksomheden op igen med værker som orkestersuiten "Nursey Suite" (1931) og en femte Pomp and Circumstance march (1930). En opera og en tredje symfoni var ufuldendte ved E’s død (f 2/6 1857)

 

 

d Thomas Madsen-Mygdal, godsejer, Venstrepolitiker og statsminister 1926-29; han var uddannet ved landbruget og var 1908-20 forstander ved Dalum Landbrugsskole samtidig med, han drev et større landbrug. Fra sin ungdom var han aktiv inden for landbrugets organisationer og Radikale Venstre. Under 1. Verd.krig gik han over til Venstre på gr. af den radikale regerings erhvervsreguleringspolitik. Han var talsmand for gårdmandsbruget, som han anså for Danmarks bærende erhverv. Han var indædt talsmand for den frie konkurrence og gik stærkt imod beskyttelse af industrien. I 1918 blev han formand for De Danske Landboforeninger og var i årene 1919 til 1933 præsident for det nyoprettede Landbrugsråd. Han var medlem af Landstinget 1920-25, af Folketinget 1926-33, formand for Venstres rigsdagsgruppe 1929-33 og for Venstres landsorganisation 1929-41. I Niels Neergaards regering 1920-24 var han landbrugsminister. Ved folketingsvalget i 1926 var han sit partis statsministerkandidat, og efter at have fået flertal med Konservative Folkeparti dannede han en ren Venstreregering. Han gennemførte en kraftig nedskæring af statsbudgettet ved bl.a. at reducere lønninger og socialudgifter for at bringe overensstemmelse mellem stigningen i kronekursen og de offentlige udgifter. Hans regering faldt, da samarbejdet med Konservative Folkeparti sprængtes på spørgsmålet om nedskæring af forsvarsudgifterne. Under den økonomiske verdenskrise i 1930'erne måtte han opgive sin skarpe liberalisme, og han bidrog til oprettelse af Valutacentralen i 1932 og var blandt arkitekterne bag Kanslergadeforliget i 1933. Af frygt for kommunismen svingede han under besættelsen over i tyskvenlig retning (f 24/12 1876)

1944 d Leo Baekeland, belgisk født amerikansk kemiker, som med sin opfindelse af bakelit – det første termohæmmende plastic i.e. plastic som ikke bliver blødt ved opvarmning - bidrog til grundlæggelsen af den moderne plasticindustri. 21 år gammel afsluttede han med udmærkelse sine studier ved universitetet i Ghent og underviste der til 1889, da han rejste til USA og fik ansættelse i et fotofirma. Det varede dog ikke længe, før han åbnede eget firma med henblik på at producere sin opfindelse, Velox en film, hvis billeder kunne fremkaldes med kunstigt lys. Velox var en kommerciel succes. I 1899 solgte bl Baekeland sit firma og rettighederne til den amerikanske opfinder George Eastman for $1.000.000. De undersøgelser, der førte til opdagelsen af bakelit, begyndte Baekeland i 1905 med hen blik at opfinde en syntetisk erstatning for shellak. Selv om bakelit, som er en kondensation af formaldehyd og fenol og fremstillet ved høj temperatur og tryk, siges at være fremstillet tidligere, var Baekeland den første, der fandt en metode til at forme det til et termohæmmende plastic, han udviklede dermed det første kommercielle plastic (f 14/11 1863)

1965 d Stan "Gøg" Laurel, amerikansk skuespiller; han blev født i England og uddannet ved hjemlandets varieteer; i 1912 kom han til USA og begyndte at spille med i korte farcer fra 1917. Han fik dog først rigtig succes, da producenten Hal Roach i 1927 satte ham sammen med Oliver Hardy, Gokke, der havde spillet biroller i farcer siden 1913. Parret var en succes næsten øjeblikkeligt. Den tynde Gøg (Laurel) som den barnligt enfoldige, grotesk uintelligente, den tykke Gokke (Hardy) som hans dominerende, dannede, ambitiøse, men egentlig lige så enfoldige kammerat. Deres første film var stumme, men overgangen til lyd blev en fordel. Deres sparsomme dialog fremhævede de tos personlighed. Samarbejdet med Hal Roach varede til 1940, hvorefter Gøg og Gokke blev misbrugt i mekaniske film på andre studier til deres sidste film i 1950 (f 16/6 1890)

 

 

Til top        24. februar

1304 f Ibn Battuta, arabisk opdagelsesrejsende; om Ibn Battuta er der blevet fremsat den formodning, at han er det middelaldermenneske, der har rejst længst. Han voksede op i Marokko, og da han var 21 år, drog han til Mekka på den for muslimer obligatoriske pilgrimsrejse. Undervejs etablerede den rejsemåde, han senere altid fulgte, ved at opsøge lærde og mystikere hvert eneste sted, han besøgte. Efter besøget i Mekka rejste han en tid rundt i Mellemøsten, indtil han hørte om Indien og besluttede at rejse dertil.

 

1389 Slaget ved Åsle/Falkøping. Efter sønnen Olufs død 3. august 1387 blev Valdemar Atterdags datter, Margrete anerkendt i Danmark som "fuldmægtig Frue og til Husbonde og ganske rigens af Danmark formynder". I februar 1388 fik hun den samme stilling i Norge. I maj samme år fulgte en aftale med svenske stormænd, der antog hende som "Fuldmægtig Frue og ret Husbonde". At aftalen kom i stand skyldtes, at man i Sverige ønskede man at komme af med den upopulære kong Albrecht af Mecklenburg. Grunden til kongens upopularitet var især hans favorisering af tyskere. Aftalen førte til en almindelig rejsning mod Albrecht, og snart havde han ikke synderligt tilbage af riget end Stockholm og Kalmar. Han drog da til Tyskland for at rejse en hær. I begyndelsen af 1389 vendte han tilbage og "på den hellige Matthias Apostels dag" ved Åsle i nærheden af Falköping mødte han en dansk/norsk/svensk hær og led nederlag. Slaget ved Åsle skulle for lange tider komme til at bestemme Nordens skæbne; det var forspillet til den nordiske - Kalmarunionen - unions gennemførelse. Ved slaget blev Albrecht taget til fange. Han kom fri 1395, samtidig med Margrete kom i be----

siddelse af Stockholm. Albrecht vendte herefter tilbage til sine besiddelser i Mecklenburg

 

1463 f Giovanni Pico della Mirandola, italiensk humanist, filosof; i hjemmet fik han en grundig humanistisk uddannelse. Derefter studerede han kanonisk ret ved universitet i Bologna og aristotelisk filosofi i Padova. Han lærte hebræisk, aramæisk og arabisk. 1486 udgav han et skrift "Oration", indeholdende 900 sentenser fra forskellige græske, arabiske, hebræiske og latinske forfattere. Med udgangspunkt i sentenserne beskæftigede P sig i skriftet med menneskets ophøjede natur. Men en pavelig kommission erklærede 13 af sentenserne kætterske. Med skriftet "Apo-logia" forsvarede della Mirandola sig og flygtede til Frankrig. Her blev han 1488 pågrebet og sat i fængsel af pavens udsendinge. Ved indgriben fra Lorenzo Medici fik han lov at vende tilbage, og han slog sig ned i Firenze. I 1493 ophævede paven dommen for kætteri. I Firenze blev han en af frontfigurerne i det Akademi, der efter Pla-tons forbillede var blevet oprettet i byen. Med sin understregning af menneskets ophøjede natur tog han afstand fra kirkens og den gængse opfattelse, at mennesket er anbragt på en fra tidernes morgen bestemt position i det himmelske hierarki. Menneskets natur og dets placering i verden afgøres alene af dets frie vilje (d 17/11 1494)

 

1500 f Karl 5., tysk-romersk kejser 1519-56; K forenede den burgundiske arv fra farmoderen Maria - dvs bl.a. Nederlandene - med de habsburgske - Østrig - besiddelser fra farfaderen Maximilian og Spanien, Napoli og de amerikanske besiddelser fra morforældrene, Isabella og Ferdinand. Han voksede op i Nederlandene, og gennem fdscsin opdragelse var han præget af traditionerne fra det burgundiske hof. Det sprog, han helst benyttede, var fransk, men han kunne også hollandsk; spansk talte han ikke så godt og tysk elendigt. Hans uddannelse blev ledet af fasteren, Margrete af Østrig, der var regentinde i Nederlandene. Men drengen syntes at udvikle sig langsomt, han havde ikke let ved at lære og virkede undertiden tung og ubegavet. Allerede ved faderens tidlige død i 1506 blev han af navn ærkehertug af Østrig og herre over Nederlandene, og 1515 blev han erklæret myndig. Overraskende lagde han nu betydelig handlekraft for dagen. Da bedstefaderen Ferdinand døde i 1519, sikrede han sig ved en personlig indsats kongemagten i Spanien, og i 1519 valgte kurfyrsterne ham – i skarp konkurrence med Frans 1. af Frankrig, der havde pavens støtte – til romersk konge; kroningen fandt sted i Aachen året efter, kejserkronen fik han 1530 i Bologna. K's mål var at forsvare de lande, Gud havde givet ham og yderligere at udvide dem, at skænke kristenheden fred og som "Guds fanebærer" at arbejde for den hellige katolske tros ære. Hans modspillere var Frankrig, Osmannerriget og de tyske protestantiske fyrster. De tyske katolske fyrster kunne K ikke stole på, idet de modsatte sig hans forsøg på at styrke riget på enkeltstaternes bekostning. Da Karl 1556 plaget af gigt og mismodig over det ikke var lykkedes ham at samle Europa til kamp med tyrkerne, opgav han kampen med de nævnte modstandere. Han nedlagde kronen og trak sig tilbage til et kloster i Spanien. Hans riger blev delt mellem broderen Ferdinand, der fik de tysk-østrigske dele, og sønnen Philip 2. der fik de spansk-burgundiske besiddelser (d 21/9 1558)

 

Slaget ved Pavia. Europas mægtigste herskere Frans 1. og Karl 5. støder sammen. Aldrig så snart var Frans l. blevet fransk konge (1515), før han optog sine forgængeres italienspolitik. Det lykkedes ham i et snuptag at erobre Milano. I årene derefter blev der opbygget en antifransk koalition under ledelse af Spaniens Karl 5., der satte sig i besiddelse af Milano. I 1525 gik Frans til modoffensiv. Mest på grund af uduelig ledelse havde franskmændene kun ringe fremgang, og hele ekspeditionen endte i katastrofe, i slaget ved Pavia, hvor den franske hær led et knusende nederlag, og Frans blev taget til fange. Hvad, der skete, var, at franskmændene efter nogen tids belejring af Pavia selv blev omringet af spanske undsætningsstyrker. Spanierne fintede et angreb, som blev slået tilbage af de franske kanoner. Det franske kavaleri kunne ikke modstå fristelsen til at optage forfølgelsen med det resultat, at det kom ind i egne kanoners skudfelt. I det bløde terræn var kanonerne svære at flytte og måtte derfor indstille skydningen. Spanierne gjorde derpå omkring og med støtte af tropper, der foretog et udbrud fra Pavia, blev de franske forfølgere massakreret. Frans blev som fange ført til Madrid; han kom fri marts 1526 mod bl.a. at opgive alle krav på Milano

 

1525 d Richard de la Pole, engelsk tronkræver og condottiere; han var yngste søn af John de la Pole og Elizabeth, søster til York-kongen Edward IV (konge 1461-70 og 1471-83). Med sin ældre bror Edmund overtog han efter deres farbror, Richard 3.’s død i 1485 York-familiens krav på den engelske trone. Edmund blev henrettet i 1513 på bud af Henrik 7. efter at have været fange i Tower of London siden 1506. Richard overtog nu sin slægts krav. Det var lykkedes ham at flygte fra England i 1504; han levede derefter et eventyrligt liv; han gik i tjeneste hos kong Ulszló 2. af Ungarn og opnåede en vis berømmelse som condottiere. Da der 1512 udbrød krig mellem England og Frankrig, gik han i fransk tjeneste. Han blev stillet i spidsen for en lille hær; men inden han kunne nå at udrette noget, blev der sluttet fred. Den franske konge, Ludvig 12. udviste ham af Frankrig. Ludvigs efterfølger, Frans 1., mente at kunne have nytte af P, både på grund af hans militære begavelse og som et værktøj i sit diplomati. De la Pole gik atter i fransk tjeneste. Han deltog i Frans 1.’s krig i Italien og faldt i slaget ved Pavia. Hans død satte en stopper for York slægtens arvekrav og dermed fjernedes en trussel mod de engelske tudorers kongemagt (f 1490/95)

 

1619 f Charles le Brun, fransk maler; efter studieår i Rom vendte han hjem til Paris 1646 og deltog 1648 i grundlæggelsen af det franske kunstakademi; herefter gjorde han hurtig karriere: han blev rektor ved akademiet 1655, i 1662 "premier peintre du roi", året efter direktør for gobelinfabrikkerne, kongens møbelfabrikker og kunstsamlinger. Han tiltrak sig Ludvig 14.'s opmærksomhed og udførte 1662-68 en række billeder for ham fra Alexander den Stores historie, hvor Ludvig optrådte forklædt som den store heltefyrste. Sammen med dette og udnævnelsen til direktør på livstid for kunstakademiet blev ledelsen af landets kunstneriske virksomhed og smag faktisk samlet i hans hånd. I spidsen for en talrig skare arbejdere udførte han en række store opgaver bl.a. Apollongalleriet i Louvre og Spejlkabinettet i Versailles med en forherligelse af Ludvig 14.’s bedrifter i 27 allegoriske billeder. Blandt hans private arbejder er dekorationerne i Vaux-le-Vocomte (1658) typiske for hans mytologisk-allegoriske stil. Spec. på grund af disse værker blev den romerske barok i le Bruns udgave toneangivende for de europæiske fyrstehoffer i det næste trekvarte århundrede (d 22/2 1690)

 

1786 f Wilhelm Grimm, tysk sprogvidenskabsmand og eventyrudgiver; efter en juridisk uddannelse blev han 1814 bibliotekssekretær i Kassel, 1830 underbibliotekar i Göttingen. Fra denne stilling blev han i 1837 afskediget på gr. af tilhørsforhold til liberale kredse. I 1840 medlem af Berlins Videnskabelige Akademi med jus docendi. Sammen med broderen Jakob indsamlede og udgav han 1812-14 "Kinder- und Hausmärchen", den første videnskabelige udgivelse af eventyr. Til trods for titlen var bogen oprindelig beregnet for et voksent publikum, og dens udgivelse var et led i såvel den ideologiske kamp for fædrelandet som for den spirende nationalisme og den videnskabelige debat om Europas kulturhistorie. Eventyrsamlingen skulle illustrere samtidens ide om nationens særprægede ånd og kultur og romantikkens teori om folkets naturpoesi i modsætning til den lærde kunstpoesi. Endvidere udgav brødrene talrige ældre tyske værker i "Altdeutsche Wälder" (1813-15) og "Deutsche Sagen" (1816-18). Desuden udgav Wilhelm Grimm. bl.a. "Altdänische Heldenlieder, Balladen und Märchen" (1811) og 1829 "Die deutsche Helden-sage". Wiilhelm Grimms arbejde er især grundlæggende for sagnforskningen, og brødrenes indsats inspirerede en verdens-omspændende interesse for indsamling, udgivelse og studier af folkeeventyr. Med sin sprogsans tilskrives Wilhelm Grimm hovedæren for den kunstnerisk fint afstemte genfortælling og mesterlige eventyrtone i udgivelserne af folkeeventyrene (d 16/12 1859)

 

 

d Henry Cavendish, engelsk fysiker og kemiker; fra 1766 udførte Cavendish en række grundlæggende undersøgelser over luftarternes kemi. Han var den første, som påviste, at gasser kan have forskellig kemisk karakter, et resultat af hans arbejder med brint, kuldixoid og luft; han fremstillede brint og kuldioxyd og viste deres forskellighed fra atmosfærisk luft, fandt at atmosfærisk luft overalt indeholder 20.8 rumfangsprocent ilt, at vand består af brint og ilt, at der dannes salpeter, når elektriske gnister slår gennem atmosfærisk luft. C bestemte i 1798 gravitationskonstansen (C’s forsøg)ved meget nøjagtige målinger med blykugler af forskellig masse og kunne beregne Jordens samlede masse. Jordens radius var kendt, og han kunne således beregne Jordens gennemsnitlige densitet. Den viste sig at være 5.5 g/cm3, og da de fleste bjergarter har densitet omkr. 3.3 g/cm3, sluttede han, at Jorden måtte have en kerne af meget høj densitet. Ved sin forskning frembragte C resultater, som indgik i den omvæltning, der i disse år fandt sted inden for fysik og kemi (f 10/10 1731)

 

d Robert Fulton, amerikansk ingeniør og opfinder inden for kanal- og sluseanlæg samt dampskibskonstruktion; Fulton blev uddannet som våbensmed. Han arbejdede 1782-86 som landskabs- og portrætmaler i Philadelphia. Fra 1786 besøgte han England og Frankrig og studerede særlig kanalbyggeri og kanaltransport. Under opholdet konstruerede han desuden undervandsminer og torpedoer. Han begyndte 1801 i Frankrig at bygge et dampskib, hvilket mislykkedes i første omgang. 1803 var et nyt skib færdigt; det foretog en vellykket prøvetur på Seinen for Det franske Akademi og en stor skare tilskuere. Fulton søgte støtte hos Napoleon til fortsatte forsøg, da det mislykkedes, forlod han Frankrig. Da han i 1806 vendte tilbage til USA, havde han med sig til sit fortsatte dampskibsbyggeri en stor Boulton & Watt dampmaskine, han havde fået bygget i England. I New York fik han bygget hjuldampskibet "Clermont", og i august 1807 foretog skibet en prøvetur på Hudson-floden fra New York til Albany. Det kunne sejle med en fart på 5 knob og præsterede at sejle 150 sømil på 22 timer. Skønt skibet ikke rummede egentlige tekniske nyskabelser, blev det verdens første rentable og praktisk anvendelige dampskib. I de flg. år byggede Fulton en række skibe, bl.a. dampfærger. I 1814 fik han bestilling fra Kongressen på det første dampdrevne krigsskib i verden (f 14/11 1765)

 

1848 Under februarrevolutionen i Frankrig nedlægger Ludvig Filip kronen, og Frankrig bliver republik. I de foregående dage havde kongen forgæves forsøgt at få dannet en regering. Ligeledes viste det sig forgæves at slå det oprør ned, som var begyndt to dage (den 22. februar)tidligere. Kongen havde gjort general Bugeaud til kommandant i Paris; han var kendt for at være en barsk kriger, og Ludvig Filip håbede, han ville være i stand til at slå oprøret ned. Men da Bugeaud om morgenen den 24. februar satte sin offensiv ind, viste det sig, at den ikke lod sig gennemføre, først og fremmest fordi mange af hans mænd ikke ville lade sig bruge mod landsmænd. Nu vidste Ludvig Filip ikke, hvad han skulle gøre. Han besluttede så at vise sig til hest for tropperne og folket – en slags gentagelse af hans pompøse optræden i juli 1830. Men denne gang udeblev virkningen, og råbet "Leve kongen" blev straks overdøvet af "Leve reformen" og "Ned med ministrene". Kongen trak sig da hurtigt tilbage til Tuilerierne. I løbet af dagen foretoges en række personudskiftninger, men de kunne ikke tilfredsstille folkestemningen, som nu var blevet klart republikansk. Heller ikke en abdikationserklæring til fordel for sønnesønnen greven af Paris, som Ludvig Filip udsendte, kunne redde monarkiet. Kort tid efter Ludvig Filip ubemærket forlod Tuilerierne, blev republikken udråbt

 

d B.S. Ingemann, forfatter; 1806-17 læste han jura ved universitetet i København uden at tage embedseksamen. Sin friplads på Valkendorfs Kollegium 1811-16 udnyttede han til dikterisk virksomhed, og han debuterede 1811-12 med "Digte" 1-2, hvori bl.a. findes "Vift stolt på Codans Bølge" og "Marsk Stigs Døtre". I 1822 blev han lektor ved Sorø Akademi og boede i Sorø resten af livet. Digtet "Valdemar den Store og hans Mænd" (1824) var ouverturen til rækken af hans historiske romaner. I 1826 kom "Valdemar Sejr". "Erik Menveds Barndom" (1828). "Kong Erik og de Fredløse" (1833) blev skrevet med støtte i Marsk Stig-viserne om kongens drab og landets ulykkestid. "Prins Otto af Danmark" (1835) foregår omkring Niels Ebbesen og Valdemar Atterdag, som dog holdes i baggrunden til fordel for den unge, idealistiske prins Otto. En kynisk realpolitiker som Valdemar havde ikke forfatterens sympati. Walter Scotts historiske romaner var Ingemanns forbilleder, og med sine romaner ville han vise, hvordan fædrelandskærlige, kristne mænd i Danmarks fornedrelsestider havde forstået at genrejse folkeånden til dåd. Det gik godt for folk og rige, når de ledende troede på Gud. Hans bøger blev meget læst og fik stor betydning for den folkelige vækkelse i årene omkring 1849. Ved siden af romanerne blev salmerne I’s hovedværk. "Morgen- og Aftensange" (1837-39) bragte hans bedste religiøse lyrik:"I Østen stiger Solen op", "Nu vaagner alle Guds Fugle smaa", "Nu titte til hinanden" o.s.v.. I 1840'erne var Ingemann ikke så produktiv, man da han i 1849 sluttede sit arbejde ved akademiet, genoptog han sit forfatterskab, bl.a. med "Landsbybørn" (1852). Hans sidste værker var religiøse læredigte. Til det sidste bevarede han sin barnetro. Kristendommen og tillid til fædrelandets lykkestjerne var de to grundelementer i Ingemanns væsen (f 28/5 1789)

 

f Chester Nimitz, amerikansk admiral; som 15-årig blev han optaget på det amerikanske flådeakademi, og fem år senere forlod han det med udmærkelse. I årene op mod 1. Verd.krig blev han u-bådsekspert og var under verdenskrigen stabschef ved den amerikanske u-bådsstyrke. I mellemkrigstiden gjorde han tjeneste såvel til søs som på land. I 1938 blev han udnævnt til kontreadmiral og blev chef for en slagskibseskadre. Efter japanernes angreb på Pearl Harbour 7. december 1941 blev han udnævnt til admiral og chef for stillehavsflåden. For ikke at udfordre den numerisk overlegne japanske indskrænkede Nimitz sig i krigens begyndelse til at lade fly fra sine hangarskibe foretage overraskelsesangreb på japanske baser på stillehavsøerne. Med sejren i slaget ved Midway i juni 1942 opnåede den amerikanske stillehavsflåde numerisk parietet med japanerne. Den blev opnået ikke mindst ved N’s brug af sine hangarskibe, hvorfra jagerbombere sænkede fire japanske hangarskibe. Efter at have tilføjet den japanske flåde flere nederlag og især efter sejren i slaget i Det philippinske Hav i juni 1944 var den japanske flådemagt brudt, og Sillehavet tilhørte nu Nimitz og hans flåde. Den 2. september 1945 blev det japanske kapitulationsdokument underskrevet om bord på hans slagskibet "Missouri" i Tokyo bugten, og Nimitz var med-underskriver på dokumentet. I 1944 blev han udnævnt til Fleet Admiral og var herefter den amerikanske flådes øverstkommanderende, til han i 1947 forlod aktiv tjeneste. En egentlig afsked tog N aldrig (d 20/2 1966)

 

d Karl Hjalmar Branting, svensk socialdemokratisk politiker og nobelprismodtager; han betegnes som en af de helt store skikkelser i det svenske socialdemokrati, som han blev formand for i 1907. Efter at have studeret astronomi ved Uppsala Universitet i årene 1877-84, forlod han universitetet uden afsluttende eksamen for at blive journalist først ved den venstreorienterede avis Tiden og fra 1886 ved Social-Demokraten, som han tillige var chefredaktør for i flere perioder frem til 1917. I 1887 valgtes han som den første socialdemokrat til Riksdagen og repræsen-terede sit parti i Andra Kammaren til sin død. Han anlagde fra begyndelsen en reformistisk linje, som det svenske Socialdemokrati siden har fulgt. Efter krigsudbruddet i 1914 beskæftigede Branting sig i stigende grad med udenrigspolitik og blev en varm tilhænger af Folkenes Forbund, i hvis forsamling han var et fremtrædende medlem 1920-24. Da Branting i 1920 for første gang satte sig i statsministerstolen, var det som leder af Sveriges første rent socialdemokratiske regering. Regeringens program indeholdt bl.a. løfter om bevare monarkiet, om ikke at ville nationalisere banker m.m., ligesom det klart tog afstand fra revolution som vejen til et bedre samfund. Både denne regering og de to andre, Branting stod i spidsen for i 1920’erne, kæmpede for indførelsen af en ottetimers arbejdsdag og for en demokratisk stemmeretsreform omfattende såvel kvinder som mænd. Brantings store interesse for det internationale fredsarbejde i Folkenes Forbund var medvirkende til, at han i 1921 sammen med en nordmand fik Nobels Fredspris (f 23/11 1860)

 

f Gerd von Rundstedt, tysk feltmarskal, der anses for at være en af Hitlers bedste officerer under 2. Verd. krig. Han havde kommandoer på såvel øst- som vestfronten og bidrog afgørende til såvel den tyske sejr over Frankrig i 1940 som den seje modstand mod de allieredes offensiv på vestfronten i 1944. Under 1. Verd.krig var han dels stabschef ved et armékorps, dels deltog han i reorganiseringen af den tyrkiskie hærs generalstab. I mellem-krigstiden var han aktiv i den hemmelige tyske oprustning, både før og efter Hitler kom til magten. I 1938 forlod han akiv tjeneste. Kort før udbruddet af 2. Verd. krig blev han genindkaldt og deltog som armégruppechef i felttoget mod Polen 1939 som generalfeltmarskal i felttogene mod Belgien, Frankrig og Sovjetunionen. I sidst-nævnte felttog stod han i spidsen for den sydlige hærgruppe, men blev afskediget da den russiske modoffensiv tvang ham på tilbagetog. I juli 1942 vendte han tilbage til aktiv tjeneste og blev øverstkommanderende for styrkerne i vest. Med hovedkvarter i Paris forberedte han forsvaret mod en allieret invasion. Ude af stand til at besejre de allierede styrker blev han i juli 1944 blev han afløst af von Kluge, men blev i september atter vest-frontens øverstkommanderende for at forberede Ardenneroffensiven. Selv om offensiven ødelagde de allieredes planlægning, var den for tyskerne en fiasko, og i marts 1945 blev von R afskediget for tredje gang. På gr.af dårligt helbred blev han løsladt fra amerikansk krigsfangenskab (f 12/12 1875)

 

1975 d Nicolaj Bulganin, sovjetisk statsmand; han blev medlem af kommunistpartiet i 1917 og arbejdede fra 1918 i det hemmelige politi, Tjekaen. I 1922 blev han medlem af Det Øverste Økonomiske Råd. Som Moskvas borgmester fra 1931 ledede han bygningen af byens undergrundsbane. 1937-38 var han statsminister i den russiske sovjet-republik. Som en af Stalins faste støtter var han 1938-41 Sovjetunionens stedfortrædende regeringschef og organiserede under 2. Verd.krig forsvaret af Moskva, og da den tyske offensiv var afvist, blev han medlem af det øverste forsvarsråd med rang af generalløjtnant (1944-45). Han var viceforsvarsminister 1944-47, i årene 1947-49 afløste han Stalin på forsvarsministerposten og blev marskal af Sovjetunionen. 1949-55 var han første vicestats-minister Efter Stalins død i 1953 støttede han Khrusjtjov, især i opgøret med Beria, og blev igen forsvarsminister. I 1955 afløste han Malenkov som ministerpræsident. Efter sin deltagelse i den såkaldte "partifjendtlige gruppe", som i 1957 forsøgte at udmanøvrere Khrusjtjov, blev Bulganin i 1958 afskediget fra sine stats- og partiposter og udstødt af partipræsidiet; i 1961 mistede han tillige sin plads i centralkomitéen. Han var medlem af kommunist-partiets centralkomité fra 1939 og af politbureauet (senere partipræsidiet) 1948-58 (f 11/6 1895)

 

Til top        25. februar

 

1570 Pave Pius 5. ekskommunikerer dronning Elisabeth af England

1634 d Albrecht Eusebius Wenzel von Wallenstein, kejserlig hærfører; nedstammede fra en protestantisk tjekkisk adelsslægt, men gik som ung over til katolicismen. Han erhvervede ved arv og giftermål store godser og rig-domme; studerede naturvidenskab; ved Trediveårskrigens udbrud benyttede han lejligheden til at opkøbe godser, der blev konfiskeret fra oprørerne. 1624 fik han et af dem, Friedland, ophøjet til fyrstendømme og W kunne nu kalde sig hertug af Friedland. Året efter hvervede han til hjælp for kejseren en hær på 20.000 mand på egen bekostning. Den førte han mod de protestantiske tyske fyrster og Christian 4.; i slaget ved Lutter am Barenberg besejrede W den danske konge, besatte Jylland og tvang Christian 4. til fred i 1629. W's modstandere blandt de katolske fyrster foruroligedes over W’s og kejsermagtens voksende magt og fik i 1630 kejseren til at afskedige W. 1631 blev han kaldt tilbage og opstillede en hær mod svenskekongen Gustav Adolf, men tabte ved Lützen og kunne ikke skabe en vending i krigen. Da W dels indledte fredsforhandlinger med svenskerne dels førte krigen nølende, fratog kejseren ham i 1634 igen kommandoen og anklagede ham for højforræderi. W nægtede at lystre, og nogle af hans officerer dræbte ham (f 24/9 1583)

f Carlo Goldoni, italiensk dramatiker; han blev uddannet som jurist, men begyndte tidligt at skrive tragedier i tidens frankiserende stil. Da en af dem "Belisario" (1734) blev en succes, fandt G, at hans livsopgave var ved teatret, men ikke i den tragiske genre. Støttet til det eksempel Molière havde givet det franske teater, ville han skabe en italiensk karakterkomedie. Han opgav sin juridiske karriere, allierede sig med en skuespillertrup, aftalte at levere til dens brug 16 nye komedier pr. år - og holdt sit løfte. Emner tog han såvel fra ældre litteratur som fra sit eget rige fond af oplevelser. Dialogen lagde han tæt op ad dagligtale, hvadenten han skrev på italiensk, venetiansk eller fransk. I 1762 accepterede G en indbydelse til at assistere La Comédie italienne i Paris. Afskedsforestillingen i Venezia "Una delle ultime sere di Carnevale" er blevet betegnet som en af de største aftener i ital. teaterhistorie og en triumf for G. I Frankrig blev han i 30 år. Til Ludvig XV’s bryllup skrev han på fransk en af sine bedste komedier, "Le Bourru bientaisant". Gennem flere år var G lærer i italiensk for kongens døtre og boede i Versailles. Her skrev han sine "Mémoires". Foruden tragedier, librettoer til (bl.a. Puccini) operaer og mindre stykker har G forfattet 120 komedier (d 7/2 1793)

1713 d Frederik I, preussisk konge 1701-1713, desuden 1688-1701 kurfyrste af Brandenburg (Preussen); søn af storkurfyrste Frederik Wilhelm af Brandenburg og Louise Henrietta af Orange; det er blevet sagt om F, at han havde mere sans for sin magts ydre glans end på dens indre substans, og at han for at tilfredsstille sin trang til selvhævdelse og stillen sig til skue opretholdt et ødselt og blændende hof, der oversteg hans riges beskedne økonomiske ressourcer. Endvidere at han i modsætning til sin far ikke tog personligt del i statens styre, men overlod det til sine ministre. I såvel Den store Koalitionskrig (også kaldt Pfalziske Arvefølgekrig) (1688-97) som Spanske Arvefølgekrig (1701-13) deltog hans land i alliance med den østrigske kejser mod Frankrig. I 1701 opnåede F, hvad han havde arbejdet for, siden han overtog magten: kongeværdigheden. Kejseren tildelte ham denne værdighed, og den 18. januar 1701 kronede F sig selv som konge. Det skete i Königsberg. Både som kurfyrste og konge støttede F kunst og videnskab. Ved sit hof samlede han fremtrædende kunstnere og arkitekter, og i Berlin lod han opføre flere fornemme paladser. Hovedstadens lærde samledes i et selskab, der var dannet med Académie Francaise og The Royal Society i London som forbillede. Det fik navnet Societät der Scienzien (1700), senere omdøbt til Societät der Wissenschaften. På den preussiske kongetrone blev Frederik efterfulgt af sin søn Frederik Wilhelm I (f 11/7 1657)

d Christopher Wren, engelsk arkitekt og astronom; han blev i 1657 professor i astronomi i London og i 1660 i Oxford. Omkr. 1663 opførte han sit første bygningsværk Pembroke Chapel i Cambridge og 1664-69 Sheldon Theatre i Oxford. Londons brand i 1666 førte til, at W for alvor startede sin karriere som arkitekt. Han fremlagde et udkast til en byplan for de nedbrændte områder. Planen blev ikke virkeliggjort, men den gjorde W til leder af genopbygningen, og i 1669 blev han generalinspektør for de kongelige bygningsarbejder. Samme år opgav han sit professorat. Herefter tegnede han bl.a. 51 sognekirker, alle forskellige og hovedsagelig opført i perioden 1670-86, selv om enkelte bygningsdele som tårn og spir er kommet til senere. I disse kirker er klassicistiske elementer sat sammen på en personlig måde og med stor fantasirigdom. Enkelte af kirkespirene har fået gotiske detaljer, og gotiske træk er der også i hans hovedværk, St Pauls Cathedral (1674-1710), verdens største protestantiske kirke og et af engelsk arkitekturs hovedværker. Med sit ydre er katedralen det fornemste eksempel på britisk barokklassicisme, hvor særlig kuplen over korsskæringen har været højt værdsat i såvel samtid som eftertid. Bl. W's senere arbejder i London er Chelsea Hospital (1682-89) og Greenwich Naval Hospital (1698-1707), i Oxford Christ Church College (1681-82) og i Cambridge Trinity College Library (1676-84). Han blev adlet i 1673 og var i to perioder medlem af Parlamentet (f 20/10 1632)

1812 f C.C. Hall, politiker og jurist; han blev cand. jur. i 1833; da han efter en længere studierejse vendte hjem i 1837, blev han auditør i den militære retspleje. Her avancerede han og blev 1851 generalauditør; samtidig var han fra 1847 docent i romerret ved Københavns universitet – fra 1847 med titel af professor. I 1848 blev H medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han blev hurtigt en af lederne i den nationalliberale gruppe, og ved samtlige folketingsvalg fra 1849 til 1879 blev han valgt med stort flertal på Frederiksberg. I årene 1854-59 var han kultusminister. Men allerede i 1857 blev han konseilspræsident og fra juli 1858 tillige udenrigsminister. Begge disse hverv (bortset fra en knap tre måneders afbrydelse december 1859 til februar 1860) bestred han til udgangen af 1863. I tillid til, at Rusland og Storbritannien ikke ville acceptere preussisk ekspansion, forhandlede H i sin ministertid om hertugdømmernes – Slesvigs og Holstens – stilling. Med sin politik ville han dels forsøge at berolige hertugdømmernes befolkning, hvoraf en stor del ønskede en nærmere tilknytning til Tyskland dels undgå at udfordre sit eget partis tilhængere af Ejderpolitikken, som gik ud på, at knytte Slesvig til Danmark og lade Holsten gå til Tyskland. Den voksende nationalisme i Danmark og Tyskland fik imidlertid hans politik til at slå fejl og umuliggjorde stormagternes forslag om en deling af Slesvig efter sproggrænsen. Nytårsaftensdag 1863 trådte H tilbage som konseilspræsident, og 1 måned senere var Danmark i krig med Preussen og Østrig. H’s politiske rolle var dog ikke udspillet. Han var fortsat medlem af Folketinget og var i årene 1870-74 atter kultusminister. I 1877 blev han ved rigsretten frifundet for en af Venstre rejst anklage for stærkt at have overskredet bevillingerne til Det kgl. Teaters nye bygning. På gr. af sygdom trådte han i 1881 tilbage som folketingsmedlem (d 14/8 1888)

1841 f Aug. Renoir, fransk maler og skulptør, der af mange anses for at være impressionismens betydeligste maler; hans første impressionistiske landskaber er fra sidst i 1860'erne f.eks. "Scènes de patinage au Bois de Boulogne" (1868). I 1870'erne R deltog i impressionisternes første udstillinger og begyndte mere og mere at forlade landskabsmaleriet til fordel for figurmaleri, særlig af kvinder. I 1881 rejste han til Algeriet og kom samme år til Italien, hvor han særlig interesserede sig for Rafael. I denne periode var der i R’s værker spor efter hans klassiske interesser, linjen fik større betydning, konturen større vægt. Denne såkaldte "ingreske periode" med billeder som "Efter badet" (1885) varede til midten af 1880'erne. Herefter viste R fornyet interesse for farven og formproblemer. I de flg. år skabte han nogle af sine bedste billeder f.eks "Baigneuse endormie" I 1899 begyndte gigt at plage R, han opholdt sig derefter meget i Syd-Frankrig; 1903 købte han ejendommen "Les Colettes" i Cagnes. I 1905 oplevede han stor succes på Salon d’Automne, og 1908 skabte han den store klassiske komposition "Jugement de Paris". I Cagnes-perioden gik R’s kunst ind i en ny fase, koloritten blev lysere, konturen mere opløst, motiverne endnu mere solfyldte end tidligere. Fra 1912 var R’s sygdom så alvorlig, at han ikke mere kunne bruge hænder og fødder; han fortsatte med at male med penslen bundet til armen. Fra 1907 arbejdede R også med skulptur og keramik; med italieneren Guini som udførende modellør skabte han i 1916 fra sin kørestol sit skulpturelle hovedværk "Den sejrende Afrodite" (d 3/12 1919)

d Henrik Hertz, forfatter; han voksede op i en ortodoks jødisk familie. Blev cand. jur. i 1825 efter året før at have vundet universitetets guldmedalje for en retshistorisk afhandling. Kort efter sin eksamen fik han atter en guldmedalje for en besvarelse af Oehlenschlägers æstetiske prisspørgsmål at påvise, hvorledes nationerne har virket på digterne og omvendt. Efter eksamen lagde han juraen på hylden for at leve for og af sin digtning. H.s første teaterstykke "Hr. Buchardt og hans Familie" indleverede han anonymt. Det var en satire over dilletantkomedien, der hørte til tidens uskyldige laster. Det blev opført i marts 1827. J.L. Heiberg modtog stykket med anerkendelse; det stod da også i samklang med hans egne anstrengelser for at skabe et dansk teaterrepertoire. H fortsatte i samme spor med "Flyttedagen" (1828) og "Sparekassen" (1836). Samtidig med dette arbejde på komediens område var H’s forsøg som vaudevilledigter. Også disse er skrevet i tilslutning til Heibergs ideer således "Kjærlighed og Politie", der blev opført i november 1827. Om hans vaudeviller er der blevet sagt, at H prøvede at give en mere indgående karakterskildring end sin mester, og at denne forskydning i retning af realisme tiltog i hans følgende vaudeviller som "Arvingerne" (1829). Indtil 1832 havde H skrevet under forskellige mærker, men i april dette år vedgik han sit forfatterskab, samtidig med han lod sig døbe. Efter hjemkomsten i 1835 efter en længere udenlandsrejse genoptog H sin skuespildigtning. Han blev Det kgl. Teaters flittigste dramaturg, og han skrev gerne sine roller for dets skuespillere, frem for alle Johanne Louise Heiberg, der var hans muse og den egentlige hovedperson i hans stykker. Fra disse år er bl.a. familiekomedien "Sparekassen" (1836), der handler om lotterispil og økonomisk turbulens, mens folkevisedramaet "Svend Dyrings Hus" (1837) viser elskovens trolddomsmagt. H nåede sin højeste berømmelse efter midten af 1830’erne; en tilbagegang i publikums gunst oplevede han, da han i 1839 udgav romanen "Stemninger og Tilstande", hvori han angreb tidens liberale rørelser, især dens presse (f 25/8 1797)

 

f Enrico Caruso, italiensk operasanger, der betegnes som 1900-tallets største tenorpersonlighed. Han debuterede i 1894 i fødebyen Napoli på et lille omrejsende teater som Turiddo i Cavalleria Rusticana; gennembruddet fik han som Rodolfo i Puccini’s La Bohème på La Scala i Milano i 1898, og herefter tog hans karriere fart. I 1902 begyndte han at indsynge grammofonplader, og for sine 154 indspilninger modtog han i alt ca £ 600.000 I årene 1903-1920 sang han fortrinsvis på Metroåolitan Operaen i New York, men samtidig var han den mest feterede og højest betalte sangstjerne på de store operascener i Europa (d 2/8 1921)

1881 f henrettet Aleksej Ivanovich Rykov, russisk revolutionær og sovjetisk politiker; han blev arresteret første gang af tsarens politi i 1900 for at organisere en 1. maj demonstration. I 1902 besøgte han Lenin i Genève og blev bolsjevik året efter. Den fejlslagne revolution i 1905 kostede dels Rykov en forvisning til Sibirien, dels placerede den ham blandt de ledende russiske bolsjevikker. I forbindelse med februar-revolutionen i 1917 blev han medlem af det bolsjevikkiske partis centralkomite. 1917-18 var han indenrigsminister og blev 1918 formand for det nationaløkonomiske råd.1924-30 formand for folkekommissærernes råd (statsminister). Fra 1922 var Rykov medlem af politbureauet. Efter Lenins død i 1924 hjalp han Stalin i magtkampen mod Zinovyev og Kamenev. Alliancen hvilede på Stalins kamp for en økonomisk politik, der opmuntrede udviklingen af en velstående landbrugssektor, der kunne finansiere udviklingen af landets industrialisering. Men da Stalin havde besejret sine venstre-fløjls modstandere, der gik ind for en hurtig industrialisering finansieret af et kollektiviseret landbrug, kom Rykov i klemme. Han blev nu stemplet som højreafviger og i 1930 frataget sine stats- og partiposter. I 1937 blev han smidt ud af partiet; samme år fængslet og i 1938 i en skueproces anklaget for højforræderi, dødsdømt og henrettet (d 14/3 1938)

f John Foster Dulles, amerikansk udenrigsminister 1953-59 i præsident Eisenhower administrationen; inden han blev udenrigsminister, gjorde han karriere som diplomat; Dulles var kritisk over for Trumanadministrationens (1945-53) udenrigspolitik, der var baseret på "inddæmning" af Sovjetunionen, hvilket, han fandt, overlod initiativet til den kommunistiske verden, og at amerikansk udenrigspolitik hidtil havde været nødforanstaltninger, der var blevet amerikanerne påtvunget. Som udenrigsminister arbejdede han derfor for øget amerikansk engagement i især Europa og Asien, hvilket bl.a. lykkedes gennem oprettelse af de militære alliancer SEATO (1954) og Bagdadpagten (1955). Hans udenrigspolitiske grundsyn var enkelt: det var lyset mod mørket. En kristen fri verden var udsat for at blive undergravet af et gudløst og tyrannisk tvangssystem. Der kunne derfor ikke være tale om indrømmelser; de var tegn på svaghed, og neutralitet var umoralsk. Tværtimod skulle der vises en ubøjelig fasthed. Dulles argumenterede derfor for en udenrigspolitik, der var parat til at balancere "på randen af krig" (brinkmanship), og for at modstanderen ikke skulle kunne bestemme de kampbetingelser, der passede ham, lancerede han tanken om "massiv gengældelse" (full response), hvilket i givet fald ville betyde anvendelse af kernevåben fra krigens første dag. Med denne holdning, der hvilede på en stærk kristen overbevisning, var han en af den kolde krigs mest kompromisløse figurer. Om ham blev der sagt, at hans eneste lekture var Karl Marx og Bibelen. Nyere forskning har dog fremhævet, at hans moralske sprogbrug i fremstillingen af amerikansk udenrigspolitik var et forsøg på at pacificere det republikanske partis højrefløj (d 24/5 1959)

f H.M. Lunding, officer, efterretningschef; som sønderjyde blev han 1916 udskrevet til tysk garde-feltartilleri. Senere kom han til et garde-ulanregiment i Berlin. 1922 indtrådte han i den danske hær og blev 1927 officer i et dragonregiment. Fra 1929 gjorde han tjeneste ved 5. dragonregiment. Lunding var en glimrende rytter, og ved OL i Berlin 1936 vandt han på hesten Jason bronze-medalje i disciplinen military. I 1937 blev han udnævnt til ritmester og forsat til generalstabens efterretningstjeneste. Gennem sin ridesport havde han gode forbindelser til såvel polske som tyske officerer, og han fik til opgave at etablere efterretningstjeneste langs Østersøkysten. Fra 25. marts 1940 sendte han løbende meldinger til København om tyske troppebevægelser i Nordtyskland. Han fortsatte sin efterretningsopgave i Danmark efter den tyske besættelse. Den 29. august 1943 blev han arresteret af tyskerne og indsat i fængsel i Berlin til juli 1944, hvorefter han var fange i forskellige KZ-lejre. Han indtrådte efter befrielsen igen i den danske hær; Lunding blev 1950 afdelingschef i forsvarsstaben med henblik på at opbygge en ny samlet efterretningstjeneste for alle tre værn. Lunding stod i spidsen for forsvarets efterretningstjeneste til sin afgang i 1963. Udgav i 1970 sine erindringer "Stemplet fortroligt" (d 5/4 1984)

 

1963 Sammenbrud i overenskomstforhandlingerne, stadige og voksende underskud på betalingsbalancen og en inflation, der truede med at løbe løbsk var baggrunden for, at statsminister J.O. Krag forelægger Folketinget, hvad der er blevet karakteriseret som hans politiske svendestykke som leder af den socialdemokratiske arbejderbevægelse og som statsminister. Med sin forelæggelse ville Krag og hans regering have gennemført et indkomstpolitisk indgreb. Overenskomsterne skulle forlænges for to år med kun få ændringer. Der skulle ydes et lavtlønstillæg med det samme og et generelt tillæg året efter. Pristalsreguleringen opretholdtes, dog med den ikke uvæsentlige ændring, at skatter og afgifter ikke mere skulle indregnes. Sociale pensioner og landbrugsstøtten forhøjedes svarende til lavtlønstillægget, og syge- og dagpenge blev sat op. Til gengæld for lønstoppet skulle der vedtages et stop for priser og avancer, udbyttebegrænsning og offentlig kontrol med huslejestigninger. De aftalte skattelettelser var det ikke muligt at rokke ved; i stedet forelagde finansministeren forslag om bunden opsparing, der temmelig præcist tog de penge, skatteyderne havde glædet sig til. For at få denne bitre pille til at glide ned kom der et lag sukker på i form af en tillægspensionsordning med bidrag til en fond fra arbejdsgivere og lønmodtagere. Den blev senere realiseret under navnet Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP. Alle disse forslag blev lagt frem undere betegnelsen "helhedsløsningen". Krag havde sit flertal i orden, og Helhedsløsningen blev vedtaget

1981 d Arne Ungermann, tegner; som udlært litograf 1922 blev han i 1924 ansat i Politikens reklameafdeling; fra 1930 til sin død var han tegner ved Politiken. 1946-52 desuden medredaktør ved tillæget Magasinet. Us store produktion spænder fra enkelttegninger (i bl.a. Politiken, Blæksprutten, Svikmøllen, Kulturkampen, Aandehullet og Vild Hvede/Hvedekorn) til bogillustrationer, bogomslag, plakater og teaterdekorationer. Satire og ironi præger mange tegninger fra 1930’erne. I Magasinet blev tegneserien om husassistentens hverdag, Hanne Hansen (1936-57) særlig populær ligesom hans illustrationer til Jens Sigsgaards børnebøger, bl.a. "Palle alene i verden" (1942, ændrede udgaver 1954 og 1974). Blandt talrige andre illustrationsopgaver er "Baron Münchhausens Rejser og Eventyr" (1941), hvor særlig hans groteske og indfaldsrige humor kommer til udtryk. 1953-57 illustrede han fem samlinger af Halfdan Rasmussens "Tosserier". De over 100 plakater, Ungermann tegnede, viser hans sans for det enkelt formidlede budskab i en ofte overraskende form som f.eks. Brug Øjnene og Fodgængerovergangen (1938). Med egen tekst har Ungermann udgivet samlinger af tegninger "Efter øjemål" (1952), "Efter hukommelsen" (1972) og "Man skal se det for sig" (1972). Fra 1932 var han medlem af Grønningen, og i 1979 modtog han Eckersbergs Medalje (f 11/12 1902)

d Tennessee Williams, amerikansk forfatter; efter at have skrevet lyrik blev han kendt, da han debuterede med skuespillet "Battle of Angels" (1940). Det blev ingen succes. Der gik fem år, før han med sit næste arbejde "The Glass Menagerie" (da. Opførelse 1948: Glasmenageriet) fik sit gennembrud og placerede sig som en af århundredets største dramatikere. W fulgte successen op med stykker som bl.a. "A Streetcar Named Desire" (1947; dansk opf. 1949: Omstigning til Paradis), der udspiller sig i New Orleans slum og skildrer hvorledes en neurotisk kvindes drømmeverden krakelerer, da en svoger lægger an på hende. I 1951 kom "The Rose Tattoo" (dansk opf.:1951: Den tatoverede Rose) og i 1955 "Cat on a hot Tin Roof" hvori kampen om kontrollen over en plantage udløser bitre og abnorme familjemodsætninger. Fra 1950’erne er endvidere 1959). Senere stykker som "Kingdom of Earth" (1968), "In a Bar of a Tokyo Hotel" (1969) og "Small Craft Warnings" (1972) anses for at være svagere end hans tidlige arbejder. Med dristig åbenhed skildrede W menneskers lidenskaber og skæbner i et indelukket sydstatsmiljø. Han har også skrevet noveller og romanen "The Roman Spring of Mrs Stone" (1950), flere novellesamlinger, f.eks. "The Knightly Quest" (1967), "Eight Ladies Possessed" (1974). Dertil kommer digte og selvbiografien "Memoirs" (1975) (f 26/3 1911)

 

 

Til top        26. februar

1266 Slaget ved Benevento – 50 km nordøst for Napoli. Karl af Anjou, bror til kong Ludvig 9. den Hellige af Frankrig, besejrer og dræber Manfred, konge af Napoli og Sicilien og søn af kejser Frederik 2. Efter Frederik 2.’s død i 1250 ønskede sicilianerne ikke at have en tysk hær i deres land. Som deres nye konge ville de derfor ikke at acceptere den afdøde konges ældste legitime, den tyske konge Konrad IV. De foretrak Frederiks illegitime søn, Manfred, som gennem sin mor var en af deres egne. I 1258 blev han da konge af Sicilien. Også længere mod nord fulgte Manfred i faderens fodspor. I Lombardiet havde Manfred mægtige forbundsfæller, og en sejr over det guelfiske – pavetro – Firenze i 1260 bragte Toscana under hans kontrol. Den østlige del af Kirkestaten, området mellem Adriaterhavet og Apenninerne, var kongen desuden godt på vej til at underlægge sig. Manfreds voksende magt bekymrede pavestolen, og da en franskmand i 1261 blev valgt til pave, valgte han med fransk hjælp at knække Manfred. På denne måde ville pavestaten gardere sig mod nye forsøg på at samle Italien. For paven var idealet en række uafhængige småstater, som havde paven at takke for deres selvstændighed og til gengæld anerkendte hans politiske førerskab. Der kom da en aftale i stand med Karl af Anjou, at han skulle overtage tronen på Sicilien som pavelig lensmand. Til gengæld skulle han afholde sig fra enhver indblanding i områder længere mod nord. Med sin sejr ved Benevento indledte Karl den franske beherskelse af Sicilien, der blev afsluttet 30. marts 1282 med Den sicilianske Vesper

1658 Freden i Roskilde. Efter svenskekongen Karl Gustavs færd over isen fra Jylland, Fyn, Langeland og videre til Lolland Falster, som han den 10. februar 1658 beherskede med en styrke på 7.000 mand, besluttede en panikslagen dansk regering at slutte fred på de bedst opnåelige vilkår. Den 12. februar fortsatte Karl Gustav til Sjælland, og nord for Vordingborg mødte de danske forhandlere (Joachim Gersdorff og Christen Skeel) den sejrssikre svenske konge, i hvis selskab også befandt sig forræderen Corfitz Ulfeldt. Det blev især ham, de danske forhandlere måtte forhandle fredsbetingelserne med. Den 16. februar flyttedes forhandlingerne til Høje Tåstrup præstegård, mens de endelige fredsforhandlinger fandt sted og afsluttedes i Roskilde. Bestemmelserne i fredstraktaten betød intet mindre end en lemlæstelse af det dansk-norske monarki. Danmark måtte afstå alle de gamle danske besiddelser øst for Øresund. Norge måtte overdrage såvel Bohus- som Trondhjem len til Sverige. Desuden forpligtede Danmark sig til ikke at tillade fremmed, d.v.s. ikke-nordisk flådetilstedeværelse i Østersøen. Landet skulle videre yde den svenske besættelsesstyrke vinterkvarter til 2. maj og overdrage 2.000 kampudrustede ryttere til Sverige. Videre skulle den danske regering respektere Karl Gustavs gavedispositioner af dansk gods - og værst af alt - genindsætte Corfitz Ulfeldt i alle hans tidligere besiddelser og len. Endelig skulle regeringen senest 2. maj være nået til en overenskomst med svenskernes allierede hertugen af Gottorp om krigsskadeserstatning og hertugdømmernes (Slesvig og Holsten) forhold til kongeriget

Christiansborgs brand. Den 26. november 1740 var kongefamilien flyttet ind på det nybyggede Christiansborg slot. Det var dog langtfra færdigt. Først i slutningen af 1745 var det ydre i orden, og riddersalen blev taget i brug så sent som i 1766. Som slottet var opført, rummede det en ustandselig fare for ildebrand på gr. af de mange varmekanaler og trækrør, der lå tæt bag væggene. Natten mellem 9. og 10. december 1774 var det kun agtpågivenhed og åndsnærværelse, der hindrede en katastrofe. 1779 erklærede bygningsdirektionen, at den ikke kunne angive noget sikkert middel mod brandfaren; alligevel levede man sorgløst videre, og om eftermiddagen den 26. februar 1794 udbrød der ild i prins Christians gemakker i fløjen ud mod ridebanen, efter at man i flere dage havde hørt en buldren og bragen på slottet. Branden greb om sig med en heftighed, der gjorde ethvert slukningsforsøg omsonst. Redde, hvad reddes kunne. Især Holmens folk viste et sandt heltemod, 50 af dem omkom i flammerne. Branden standsede næste dag, da der ikke var mere for flammerne at fortære. Hele slotskareen med kirken tre af løngangene var brændt, uerstattelige værdier var gået tabt. Tilbage stod mure "aldeles opreyste og ubeskadigede"endvidere var oberhofmarchallens løngang (til teaterfløjen) og alle udbygningerne, stalde, ridehuse etc. gået fri af flammerne. Den husvilde kongefamilie flyttede ind på Amalienborg, som siden har været residensslot

 

1802 f Victor Hugo, fransk forfatter; han var særdeles produktiv, og i næsten 70 år skrev han digte, dramaer, romaner, rejsebreve, litterær teori og politiske pamfletter. Hans forfatterskab er repræsentativt for retninger i 1800-tallets franske litteratur: romantikken, realismen, og hans lyrik peger fremad mod symbolismen. H tog ivrig del i sin samtids politiske liv; han var i sin ungdom royalist, senere indtog han en liberal, næsten socialistisk holdning. Store dele af hans litterære produktion er præget af hans politiske og sociale holdninger. Efter Napoleon III’s statskup i 1852 blev han landsforvist og opholdt sig 1852-55 på Jersey, hvorfra han udgav flyveskriftet "Napoléon le petit" (1852) og digtsamlingen "Les châtiments", der revsede Napoleon III. Under landflygtigheden påbegyndte han også udgivelsen af sit lyriske hovedværk "La Légende des siècles", en fantasifuld fremstilling af menneskehedens historie. Blandt H’s mest kendte dramatiske arbejder er "Cromwell" (1827). Opførelsen af dramaet "Hernanis" blev en hovedbegivenhed i fransk teater og gav anledning til voldsomme tumulter mellem romantikerne og deres modstandere. Men for H blev stykket en sejr. Hans romaner fik en meget store læserkreds både i hans hjemland og i udlandet. Med "Norte Dame de Paris" (1831) skabte han en storslået historisk roman. Han fremtryllede heri Paris mod slutningen af middelalderen, domkirken, det myldrende folkeliv. "Les Misérables" (1862) er præget af social patos og medlidenhed med de undertrykte og forstødte. I romanen"Le Dernier Jour d’un condanné" (1829) kæmpede han for afskaffelse af dødsstraf (d 22/5 1885)

1802 d Esek Hopkins, den første øverstkommanderende i USA's flåde; han stod til søs som 20-årig, og i løbet af de flg. år lykkedes det ham at komme til at eje flere skibe og blive en velhavende mand. Da den amerikanske Revolution brød ud, blev han øverstkommanderende for Rhode Islands styrker. Hans maritime ry var imidlertid så stor, at Kontinantalkongressen i Philadelphia overtalte ham til at forlade hæren og i stedet overtage kommandoen over den amerikanske krigsflåde, der var ved at blive udrustet. Det var H’s opfattelse, at hans flåde var for svag til at optage kamp med englænderne. Han sejlede i stedet til Bahamaøerne, hvor han erobrede store mængder engelsk krigsmateriel. Dette var ikke, hvad Kongressen havde ønsket. H blev frataget sin kommando, og der blev rejst anklage mod ham for sørøveri. Anklagen faldt dog til jorden, men han fik ikke sin kommando igen. Han trak sig da tilbage til Rhode Island, hvor han kom til at spille en fremtrædende rolle i statens politik (f 26/4 1718)

1835 Gennem Kollegialtidende svarer Frederik 6. på københavnske borgeres adresse af 21. februar angående trykkefrihedssagen: "Det har været Os uventet at se, at flere af Vore kære og tro undersåtter har kunnet ansøge om, at ingen forandring i trykkefrihedsforordningen må foretages; thi ligesom Vor landsfaderlige opmærksomhed stedse har været henvendt på at bidrage til at virke for folkets og statens vel, således kan heller ingen uden Vi alene være i stand til at bedømmer, hvad der er i begges sande gavn og bedste". Det er dette reskript, der i den lidt fordrejede forkortelse "Vi alene vide" hurtigt kom til at stå som udtryk for Frederik 6.’s selvrådighed og afvisning af enhver indskrænkning i hans enevældige magt

1839 Det første Grand National Steeplechase løb finder sted på Aintree banen ved Liverpool. Vinder af løbet blev "Lottery" redet af Jim Mason. Det var en kroejer fra Liverpool, der stod for arrangementet af det første løb. Sit nuværende navn fik løbet i 1847, og det afvikles på en bane, der har form som en lidt skæv trekant. Banen skal gennemløbes to gange, hvilket giver løbet en længde på ca 7,200 m. Undervejs skal der passeres 30 forhindringer, af hvilke de vanskeligste er Becher’s Brook og Valentine’s Brook. Forhindringernes vanskelighed understreges af, at kun et fåtal af de ekvipager, der starter, når i mål

1846 f d William F. Cody (Buffolo Bill), amerikansk bøffeljæger, spejder og cirkusdirektør; under Den Amerikanske Borgerkrig og indianerkrigene 1868-76 var Cody spejder for hæren; fra 1867/68 tillige bøffeljæger for Kansas Pacific Railroad, hvor han fik navnet Buffalo Bill. Han blev hurtigt kendt som den bedste bøffeljæger på prærien, da han præsterede at nedlægge mere end 4.000 dyr på otte måneder. I 1869 blev Cody gjort til helt i avisfølje-tonen "Buffalo Bill, the King of Border Men", som blev forløberen for en række bøger og skuespil om Codys op-levelser. Efter sin legendariske karriere som spejder og bøffeljæger skabte Cody i 1883 sit eget show "Buffalo Bill Wild West" med maleriske scener fra livet i Det Vilde Vesten. I 1887 var dette show, der havde den kvindelige mesterskytte Annie Oakley som en af hovedatraktionerne, for første gang i Europa og blev overalt modtaget med stor begejstring. Showet skabte en hel Wild West-feber. Det var bl.a. gennem den nærmest kultiske dyrkelse af Buffalo Bill, at western-genren blev grundlagt. De sidste årtier af sit liv fungerede Cody bl.a. som rådgiver for staten Wyomings guvernør og drivkraften bag opførelsen af Shoshone-dæmningen (1910), der i 1946 blev omdøbt til Buffolo Bill-dæmningen (d 10/1 1917)

 

d Michael Drewsen, papirfabrikant og politiker; I 1840 blev han sammen med en bror kompagnon i faderens papirfabrik Strandmøllen nord for København. I 1848 blev brødrene ejere af virksomheden. De to brødre anlagde 1844 Silkeborg Papirfabrik for at udnytte Gudenåens vandkraft. Det var dog især Michael Drewsen, der tog sig af fabrikken i Silkeborg, som i årene efter kom til at spille en afgørende rolle for byens udvikling – faktisk var det om fabrikken byen voksede op. 1865 delte brødrene ejendommene mellem sig, og Michael Drewsen blev eneejer af Silkeborg fabrikken. Han var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og i årene 1849-51 og 1854-55 medlem af Folketinget uden fast partitilknytning. Det er blevet sagt om Drewsen, at nogen nøgtern og klog drifts-leder var han ikke på nogen måde. Hans ledelse af Silkeborg Papirfabrik i 1850’erne og 1860’erne kan opvise adskellige eksempler herpå. Eksempler som i forbindelse med hans og sønnens kostbare og ekstravagante leve-måde bevirkede en truende økonomisk tilbagegang for virksomheden i Silkeborg. Hvordan han end bedømmes som menneske og forretningsmand står det fast, at hans type passede til det unge Silkeborg. Hans initiativ, vovemod, fremsyn og virketrang i nybyggertiden kan næppe vurderes for højt. Som en konge sad han på Silkeborg. Reelt om ikke formelt er han byens grundlægger, og statuen af ham på byens torv er derfor fuldt berettiget (f 15/10 1804)

 

En offentlig henrettelse finder sted, da lederne - Chi-hsui og Cheng-yu - af Boxeropstanden i Kina bliver halshugget. Japanske tropper ekskorterede de to dømte til henrettelsespladsen, mens amerikanske, franske og tyske soldater bevogtede gaderne. Med henrettelserne sættes der et foreløbing punktum for det store folkelige oprør, der var rettet mod "de fremmede djævle"- først og fremmest europæere, og som havde kostet over 100 europæere og henved en kvart million kristne kinesere livet. De fremmedes indflydelse truede stærkt med at føre til den kinesiske stats opløsning. Deres industrivarer havde ruineret de kinesiske håndværkere i byer og landsbyer; deres jernbaner havde gjort færgemænd og postløbere overflødige. Efter en international styrke den 14. august 1900 havde erobret det af oprørerne besatte legationskvarter i Beijing, sættes opstandens endelige punktum, den 7. september 1901, da de fremmede magter ydmygede Kina ved at lade regeringen i Beijing underskrive en protokol, der gav magterne yderligere indflydelse i Kina. Underskrivelsen betød, at Kina som uafhængig stat nærmest var nedlagt. Iflg. protokolen skulle de besejrede kinesere over 39 år betale en bøde på 450.000.000 taels med en årlig rente på 4%. Desuden skulle forskellige forter nedbrydes, og den kinesiske hær blev stort set nedlagt. Efter opstanden måtte Kinas regent, enkekejserinde Tz’u-hsi erklære, at hun var blevet forledt ind i opstanden af dårlige rådgivere, og at hoffet hverken var mod de fremmede eller modsatte sig reformer. En bemærkelsesværdig erklæring eftersom Tz’u-hsi hidtil havde modsat sig alle forsøg på at modernisere Kina. At kejserhuset havde støttet opstanden bidrog til dets sammenbrud i 1912

 

d Richard Gatting, amerikansk opfinder; Gatlings karriere som opfinder begyndte, da han som ung assisterede sin far i konstruktion og forbedring af bomuldssåmaskiner og maskiner til udtynding af planterne. Gatling slog sig ned som selvstændig i St Louis 1844. Her opfandt han en rissåmaskine. Efter at have været syg af kopper blev han interesseret i medicin og fuldførte et medicinstudium ved Ohio Medical college 1850. Efter udbruddet af Borgerkrigen arbejdede han med forbed-ring af eksisterende og udvikling af nye skydevåben. Gatling opfandt 1862 et flerløbet skydevåben - maskingevær - der kunne skyde 350 skud i minuttet. (f 12/9 1818)

 

1920 f Hilmar Baunsgaard, politiker Radikale Venstre, statsminister 1968-71 i VKR regeringen. Han blev handelsud-dannet som kommis og arbejdede 1947-61 som forretningsfører for Købmændenes Indkøbscentral. Baunsgaard var tidligt aktiv i Radikal Ungdom, deltog fra 1948 i Det Radikale Venstres ledelse og var 1957-77 medlem af Folketin-get. Han steg hurtigt til tops inden for sit parti. Således var han handelsminister i SR regeringerne 1961-64. Samarbejdet var ofte vanskeligt, navnlig i 1963 da helhedsløsningen medførte et pris- og avancestop, som Baunsgaard senere på året forlangte ophævet. Den følgende socialdemokratiske regerings tilnærmelser til SF behagede ikke Baunsgaard. Da Venstres leder Poul Hartling i en tale i Svanninge bakker sommeren 1965 åbnede mulighed for samarbejde mellem De radikale og Venstre, og da valget 23. januar 1968 gav De radikale et særdeles flot resultat, partiet mere end fordoblede sit mandattal – fra 13 til 27 – var vejen banet for dannelse af en borgerlig flertalsregering med 98 mandater bag sig – Venstre med 34, De konservative 37. Om Baunsgaard er der blevet sagt, at hans parlamentariske erfaring, politiske instinkt og pragmatiske grundholdning gav ham gode forudsætninger for at etablere et samarbejde i en koalitionsregering. Alligevel blev regerings-perioden besværlig. Skatterne steg, den offentlige sektors vækst lod sig ikke bremse, indkomstpolitiske forsøg mislykkedes. Valget 21. september 1971 var ikke et godt valg for VKR regeringen. De radikale beholdt sine 27 mandater, men de to blokke S-SF over for VKR kunne mønstre henholdsvis 88 mandater til VKR og 87 til S-SF. Sidstnævnte sikrede flertallet i kraft af de fire nord-atlantiske mandater, hvoraf Socialdemokratiet fik støtte fra 3. Regeringsmagten gik derfor over til Socialdemokratiet. Brydninger i partiet bidrog til, at Baunsgaard i 1977 forlod Folketinget og siden holdt sig ude af politik. Efter sin afgang var han formand for bestyrelsen i Politiken (d 2/7 1989)

 

1926 d Peter Erasmus Lange-Müller, komponist; hans kompositioner omfatter både dramatisk musik, instrumentalmusik, korværker og sang; hans musikinteresse fik ham i 1871 til at afbryde et statsvidenskabeligt studium og søge ind på musikkonservatoriet. Han debuterede 1874 med udsendelsen af sit op. 1: fem sange af B.S. Ingemann "Sulamith og Salomom". Samme år deltog han i stiftelsen af Koncertforeningen, hvor han senere blev med-dirigent (1879-83), den eneste offentlige musikstilling han overhovedet havde. Tilbageholdenheden skyldtes dels et svagt helbred dels, at han skyede offentlig fremtræden. På det musikalske område blev Lange-Müller en af folkets udkårne. Medvirkende hertil var især hans musik til Holger Drachmanns "Der var Engang" (op. 25 - 1887), der var indpasset i såvel dansk folkelig som tidens national romantiske smag. Blandt hans operaer er "Spanske Studenter" (op 22 - 1883) og "Fru Jeanna" (op. 30 - 1891). Inden for instrumantalmusik har Lange-Müller komponeret to symfonier "Efterår" (op. 17, 1882) og d-mol symfonien (op. 33, 1889). Allerede på et tidligt tidspunkt i sin kunstneriske løbebane kastede Lange-Müller sig over vokalmusik – kor og sange. Bl. hans korværker er "Niels Ebbesen" (op. 9, 1878) og "Stavnsbåndets Løsning" (op. 36, 1888). Inden for vokalkompositionen nåede L-M sin største yndest på solosangens område, ikke mindst på gr. af den romantisk-folkelige tone, og mange af hans sange var indtil for få år siden nationalt eje f.eks. "Naar Dagen er træt" (1880) og "Skin ud du klare Solskin" (1882)) (f 1/12 1850)

 

Til top        27. februar

1676 d Hans Schack, greve, feltherre; han deltog i 30årskrigen på dansk, svensk og sluttelig på fransk side; 1651 tog han afsked fra fransk krigstjeneste og var derefter godsejer i Lauenborg. I 1656 var han kommandant i Hamborg. I januar 1658 trådte han i tjeneste hos Frederik 3. som generalløjtnant, regimentschef med løfte om et len (Riberhus og Møgeltønder) for livstid og naturalisation som dansk adelsmand. Under svenskekongen Karl Gustavs andet angreb på Danmark 1658-60 ledede S Københavns forsvar. På stormnatten 10. – 11. februar 1659 var han til stede på de afgørende punkter, og hans anordninger viste, at han fuldt ud beherskede, hvad der hørte til en fæstnings forsvar. Afværgelsen af svenskernes storm indbragte ham marskalstaven. I november samme år fik han hovedæren for den danske sejr ved Nyborg. S deltog i forreste række i de forhandlinger, der i efteråret 1660 førte til enevældens indførelse. Han var således medlem af det udvalg, der vedtog håndfæstningens tilintetgørelse. Han blev udnævnt til rigsfeltherre, blev præsident i krigskollegiet og modtog som kongelen Møgeltønderhus - fra 1673 kaldt Schackenborg; 1671 ophøjedes S i grevestanden (f 28/10 1609)

1814 Kristian Frederik (Christian 8.) gav som Norges regent landet dets eget flag. Det bestod af det danske flag med det ældgamle norske rigsvåben, en forgyldt stående løve med en hellebard - oprindelig en økse - i flagets øverste firkant nærmest flagstangen. Først i 1821 blev det nuværende norske flag skabt

1861 f Rudolf Steiner, østrigsk filosof; efter tekniske og filosofiske studier i Wien var S gennem flere år knyttet til Goethe-arkivet i Weimar, hvor han forestod udgivelsen af Goethes naturvidenskabelige skrifter. Han så det som en opgave at give en erkendelsesteoretisk begrundelse af Goethes syn og metode. Som resultat af dette arbejde udgav han i 1886 "Erkenntnistheroie der Goetheschen Weltanschauung". I 1894 fremlagde han sin egen filosofi i hovedværket "Die Philosophie der Freiheit" (1894). S’s tanker fandt kun genklang hos datidens teosoffer, og han var 1902-12 generalsekretær for den tyske sektion af Teosofisk Samfund. I 1912 brød han med teosofiens indisk orienterede retning og grundlagde antroposofien, hvori en esoterisk kristendom spiller en central rolle. Inden for antroposofiens ramme udformede S en biodynamisk landbrugslære, en ny pædagogik og grundlagde i Svejts en fri højskole for åndsvidenskab, "Goetheanum". Erfaringerne herfra har dannet grundlag for de såkaldte Steiner-skoler. Den første af disse blev startet ved Waldorf-Astoria fabrikkerne i Stuttgart i 1919. De er opbygget som en 12årig enhedsskole, hvor lærestoffet både i form og indhold afpasses efter barnets alder. Tegning, maling, musik, eurymi og drama er vigtige elementer i undervisningen, ligesom der lægges vægt på en tidlig undervisning i fremmede sprog (d 30/3 1925)

1900 Efter et slag, der varede ti døgn, overgiver boergeneralen Cronje sig ved Paardeburg ved Modder River under krigen i Syd-Afrika mellem boerne og briterne til de britiske styrkers øverstkommanderende Lord Frederick Sleigh Roberts. Overgivelsen var boernes første alvorlige nederlag, og var en følge af de overlegne ressourcer, briterne var begyndt at sætte ind

f John Steinbeck, amerikansk forfatter; fra 1925 arbejdede han i New York som journalist; han begyndte tidligt at skrive, men debuterede først i 1929 med sørøverromanen "Cup of Gould"; popularitet vandt han med "Tortilla Flat" (1935; dansk Dagdriverbanden 1935), og sit store gennembrud havde han med "Of Mice and Men" (1937; dansk Mus og Mænd), en både barsk realistisk og festligt fabulerende skildring af vestamerikanske landarbejderers liv. En mere social karakter havde strejkeromanen med brod mod kapitalismen "In Dubious Battle" (1936) og hovedværket "The Grapes of Wrath" (1939), en roman om farmernes flugt fra Oklahomas udpinte jord i 1930'erne til et elendigt proletarliv i Californien. "The Moon is Down" henter sit tema fra et tysk okkuperet område. Selv om landet er geografisk udefinerbart, er det uden tvivl Norge, S har haft i tankerne.Med "TheWayward Bus" (1947; dansk, Rutebil på Afveje, samme år)giver S personskildringer af et selskab, der tilfældigt overnatter på en servivestation i Californien. Senere udsendte han bl.a. "East of Eden" (1952),"Once there Was a War" (1958) og "The Winter of Our Discontent" (1961). Steinbeck modtog nobelprisen i litteratur 1962. Selv om han modtog nobelprisen og længe var en af de mest kendte og populære amerikanske forfattere i Europa, havde han svært ved at opnå fuld anerkendelse af kritikerne i sit hjemland (d 20/12 1968)

 

1933 Rigsdagsbranden i Berlin; branden står som en betydningdfuld begivenhed i etableringen af det nazistiske diktatur i Tyskland og mange var såvel dengang som siden hen overbevist om, at branden var anstiftet af den netop tiltrådte nazistiske regering for derved at kunne rette anklager om samfundsomstyrtelse mod sine modstandere og således sætte forfatningen ud af kraft og komme til at regere efter nødretslove. Hitler var blevet rigskansler den 30. januar 1933, men hans regering havde ikke et absolut flertal bag sig i Rigsdagen; han havde derfor udskrevet valg til afholdelse den 5. februar. Den nazistiske propagandaminister, Joseph Goebbels er mistænkt for at have udtænkt planen om at sætte rigsdagsbygningen i brand, give kommunisterne skylden og således vanskeliggøre dette partis valgkamp. De nazistiske brandstiftere skal være kommet ind i bygningen gennem en tunnel, der førte fra Herman Görings bolig ved Rigsdagen (Göring var rigsdagens formand, nu da nazipartiet var Rigsdagens største). I den brændende rigsdagsbygning fandt man en person, en hollandsk kommunist ved navn van der Lubbe. Han blev senere anklaget, dødsdømt og henrettet for at have antændt branden i Rigsdagen. Det står stadig hen i det uvisse, hvordan branden opstod. Om van der Lubbe siger man, at én mand ikke kunne sætte en så stor bygning i brand; om de nazistiske brandstiftere siger man, at tunellen fra rigsdagsformandens bolig er for lille til, at nogen kan komme gennem den. Men resultatet blev, at Hitler fik sine fuldmagtslove, hvorved Rigsdagen mistede sin lovgivende myndighed, den havde nu Hitlers regering. Nu lå vejen åben for etableringen af et nazistisk diktatur

d Ivan Pavlov, sovjetisk læge og fysiolog; han blev dr. med. i 1883 og 1890 professor i farmakologi i St Petersborg, 1897 i fysiologi samme sted. For at studere fordøjelsesprocessen hos dyr udviklede han en ny operationsteknik. Han studerede først især bugspytkirtlens nerver og fukntion, senere mavesaftsekretionen og fik i 1904 Nobelprisen i fysiologi/medicin for disse arbejder. Med udgangspunkt i sine banebrydende studier af fordøjelsen kom P til at undersøge spytsekretionen og vilkårene for denne. Ved systematiske eksperimenter på hunde fandt han, at spyt ikke kun blev udskilt ved direkte stimuli, som f.eks. synet og lugten af mad. Andre stimuli, f.eks. lyden af en klokke, som lød samtidig med eller umiddelbart før, hunden fik mad, blev efterhånden i stand til at fremkalde spytsekretion. Dette kaldte P "psykisk sekretion" senere betinget refleks. Gennem eksperimenter med indlærte reflekser udviklede P teorier om centralnervesystemets funktioner. Den betingede refleks anses i dag som et grundprincip i dyrs og menneskers indlæring. P's metoder, resultater og teorier blev af afgørende betydning for den såkaldte objektive psykologi, som den blev praktiseret i Sovjetunionen og behaviorismen i USA (f 14/9 1849)

 

 

Til top        28. februar

1105 d Raymond de Toulouse, fransk hærfører og korsfarer; som greve af Toulouse fra ca. 1093 og fra 1066 som markis af Provence var han den første og en af de mest ihærdige af Vesteuropas fyrster, der tilsluttede sig Første Korstog for at befri Jerusalem. I sine første år som greve deltog R som læg leder i pavens reformbevægelse. Meget tyder på, at inden pave Urban II den 27. november 1095 opfordrede til korstog, havde han sikret sig R’s deltagelse. Selv om han ikke brød sig om den byzantinske kejser, Alexius I Comnenus blev R under korstoget kejserens mest trofaste forsvarer af dennes territoriale interesser; undertiden så nidkært at det gik ud over R’s egne interesser. Således var R den eneste af korstogets ledere, der ikke oprettede eget fyrstendømme i Mellemøsten.Efter at have deltaget i erobringen af Antiochia den 3. juni 1098 prøvede R uden held at overtale den frankiske fyrste af byen, Bohemund I at overlade Antiochia til Alexius. Herefter deltog R i den videre march mod Jerusalem og i byens erobring den 15. juni 1099. Da R efter erobringen afslog at blive konge over det erobrede område, tilfaldt æren Godefroy af Bouillon. Fra 1100 blokerede R på vegne af Alexius de forsøg, Bohemund gjorde for at udvide sit fyrstendømme i Antiochia mod syd. Nær Tripolis byggede R borgen Mons Peregrinus (Mont-Pèlerin), hvor han døde (f 1041 eller 1042)

1524 d Quauhtemoc, aztekerrigets sidste konge; da spanierne den 22. maj 1521 angreb aztekernes hovedstad Tenochtitlan – nutidens Mexico City - begyndte et opgør, der varede til 13. august. I over to måneder holdt aztekerne ud mod overmagten. Da lå hovedstaden i ruiner, gaderne flød med blod, og befolkningen sultede. Den 13. august 1521 steg Quauhtemoc ned i en kano, kun ledsaget af en embedsmand, en tjener og en mand til at padle og sejlede over til spanierne for at overgive sig. Dermed besegledes det aztekiske riges undergang. Gennem tre år blev kongen holdt som fange af spanierne og blev jævnligt torteret for at tvinge oplysninger om skjulte skatte frem. Han blev bundet til en pæl og hans fødder overhældt med kogende olie. Flere af stormændene blev behandlet på samme måde, andre blev hængt, nogle blev lænket og kastet som bytte for spaniernes store hunde. Den 28. februar 1524 blev Q halshugget og ved fødderne klynget op i et træ (f kendes ikke)

1533 f Michel de Montaigne, fransk filosof og essayist; hans far havde i 1500’tallets begyndelse deltaget i Frans 1.’s felttog i Italien og havde her fået et så stærkt indtryk af renæssancehumanismen, at han sørgede for, at hans søn blev opdraget som rigtig humanist. Dvs. i ham vække kærligheden til antikkens Grækenland og Rom. Det skete bl.a. ved, at han fra ganske lille som huslærer fik en tysk student, der kun måtte snakke latin med ham, mens de øvrige husbeboere blev instrueret om de nødvendigste latinske brokker, så drengen helt kunne undgå at komme i kontakt med det franske sprog. Således lærte M latin, før han lærte fransk, og lærte samtidig noget om moderne opdragelse uden prygl og remser. Om hans senere studier og liv i øvrigt ved man ikke meget. Sikkert er det, at han fra 1557 til 1571 beklædte et dommerembede i Bordeaux. I sidstnævnte år –i en alder af 38 år - trak han sig tilbage til sin ejendom, hvor han søgte at leve sorgløst og uberørt af tidens heftige religiøse og politiske strid, i flittig studium af oldtidens filosoffer. Efter ni år kom hans hovedværk "Les Essais" i to bind, og i 1588 kunne han udsende den samlede udgave af "Les Essais" indeholdende bind et og to i udvidet form samt et helt nyt tredje bind. I værket diskuterede han åbent og dybsindigt, hvordan man kan leve til glæde for sig selv og andre her på Jorden. Da det ærlige menneske må indrømme sin egen usikkerhed, havde M ikke nogen færdige løsninger. Derfor fandt han på at kalde sine skriverier essays, dvs "prøver" eller "afvejninger. Derved blev han stamfar til en litterær genre. Den udtrykkeer respekt for læseren, som ikke skal have banket en eller anden sandhed ind, men som får forelagt nogle reflektioner til personlig stillingtagen. Hans værk blev da en samling betragtninger over filosofiske problemer og præget af tolerence og skepsis. Han holder, for fredens skyld, på det bestående; tvivler på alt,især på menneskeåndens evne til at nå til oversanselige sandheder. Hans etik er en sammensmeltning af stoiske og epikuréiske synspunkter: søg nydelsen, lad dig ikke kue af lidelsen og verdens omskiftelighed. Det eneste, han mener at kende, er sig selv; så beskriver han sig selv - og derigennem den skrøbelige og famlende menneskehed (d 12/9 1592)

d Christian 4. konge 1588-1648; søn af Frdr. 2. og dronning Sophie. Fik en særdeles omhyggelig opdragelse og erhvervede gode kundskaber i sprog, matematik, historie og tegning. Da han kun var 11år, da hans far døde, blev der oprettet et formynderstyre, hvor den daglige regeringsførelse blev lagt i hænderne på et firemandsråd. I 1596 blev C erklæret myndig, og kroningen fandt sted august 1596. Den unge konge viste tidligt stor interesse for regeringssagerne, og han havde en betydelig arbejdsevne. Som sin far var han et udpræget friluftsmenneske; jagten var han kæreste adspredelse, og som rytter var han dygtig og udholdende. Samtidige iagttagere forbløffedes over, hvad han formåede at konsumere af stærke drikke, uden det synes at gå ud over hans dømmekraft. C’s velfunderede finansielle stilling i 1600-t. første årtier afspejles i hans udstrakte byggevirksomhed. Den gode økonomi ville C desuden bruge til at styrke rigerne udadtil. I 1611 erklærede han mod rigsrådets ønske Sverige krig - Kalmarkrigen, der sikrede Finmarken for Norge. Men deltagelsen i 30-årskrigen 1625-29 var uheldig; fra da af var det slut med de gode tider for C og for Danmark-Norge. C’s politik efter 1631 førte krigen med Sverige 1643-45 med sig; freden i Brømsebro medførte betydelige landafståelser, bl.a. Härjedalen og Jämtland. C’s sidste år var mørke, rigernes økonomi var elendig, han lå i strid med adel og rigsråd, hans hjemlige forhold var ulykkelige. Han var far til over 20 legitime og illegitime børn blandt disse efterfølgeren Frederik III (f 12/4 1577)

 

døbt Thomas Newcomen, engelsk smed og opfinder; i 1700-tallets første årti udviklede han verdens første dampmaskine. Fra 1712 var de i produktion og blev brugt til oppumpning af vand fra kulminer. I alt blev der i løbet af 1700-tallet bygget over 1000 maskiner af Newcomen-typen. Det skete på trods af, den kun havde begrænset brugbarhed og ringe effektivitet. Men dels var den mere effektiv end de hidtil anvendte hestetrukne pumper, dels hvilede den på en driftssikker teknologi. En alvorlig svaghed ved Newcomes maskine var et stort energitab i cylinderen som følge af en konstant vekslen mellem opvarmning med damp og afkøling med vand. Som følge heraf brugte maskinen ret meget kul og blev derfor lidt brugt i kulfattige områder som Cornwall, indtil regeringen nedsatte kulskatten i 1741. Mellem 1741 og 1775 byggedes ikke mindre end 60 maskiner alene i dette distrikt. Problemet med energitabet blev løst af James Watt i midten af 1760’erne. Han konstruerede en separat kondensator, hvilket betød, at cylinderen kunne holdes konstant varm. I stedet for at sprøjte kølevand ind i cylinderen foregik dampens fortætning i en separat beholdet, kondensatoren, som var forbundet med cylinderen (d 5/8 1729)

1683 René-Antoine de Reaumur, fransk naturforsker; besiddelse af en stor formue gjorde det muligt for ham at leve hele livet som fri forsker inden for naturvidenskab. Især studiet af insekter interesserede ham, og han betegnes som det tidlige 1700-tals betydeligste entomolog. I 1710 blev han af kong Ludvig XIV pålagt at udarbejde en beskrivelse af Frankrigs erhvervsliv og en oversigt over landets naturrigdomme. Endvidere opstillede han den temperaturskala, der bærer hans navn, han forbedrede teknikken ved fremstilling af jern og stål og forklarede regenerationen af krebsens lemmer. I 1734 udsendte han første bind af sit seks binds værk om insekternes liv "Mémoires pour servir à l'histoire des insectes". Selv om han ikke nåede at fuldende sit værk, står det som en milepæl i entomologiens – insektforskningens – historie. Han undersøgte den kemiske sammensætning i kinesisk porcelæn og opstillede i 1740 sin egen formel for det såkaldte Réaumur-porcelæn. I 1752 isolerede han mavesyre og undersøgte dets rolle i fordøjelsen. Han skrev afhandling om varmeledning og kuldeblandinger og beskrev dannelsen af fiskeskæl og perler (d 17/10 1757)

f Alfred von Schlieffen, tysk officer og strateg; efter i et par år at have studeret jura fulgte han familietraditionen og blev officer, idet han i 1854 blev sekondløjtnant ved et ulanregiment. I 1865 blev han tilknyttet generalstaben. Sin første krigserfaring fik han i 1866 i krigen mod Østrig som stabsofficer hos prins Albrecht af Preussen. Også i opgøret med Frankrig 1870-71 var han stabsofficer. Efter krigen gjorde han atter tjeneste ved generalstaben - fra 1884 som oberst. Fire år senere kom udnævnelsen til general, og i årene 1891-1906 var han chef for generalstaben. Som sådan kom S til at øve en afgørende indflydelse på den tyske officersstand og på principperne for tysk landkrigsførelse. I nogle år var sandsynligheden for, at Tyskland kunne komme til at udkæmpe en tofrontskrig - med Rusland i øst og med Frankrig i vest – blevet stadig mere tydelig. Allerede inden han blev generalstabschef, var S begyndt at udarbejde planer for, hvorledes en sådan krig skulle udkæmpes. Han nåede frem til, at ved krigens udbrud skulle den tyske hærs hovedstyrke samles i vest for at vinde en hurtig sejr over Frankrig. I mellemtiden skulle der over for Rusland, hvis mobilisering mentes ville ske langsomt, føres en henholdende krig, indtil tropper kunne overføres fra vest, når Frankrig var besejret. S var klar over, at en hurtig sejr over Frankrig på gr. af terrænet ikke kunne opnås ved et frontalt angreb. Altså måtte den tyske højrefløj gennemføre angrebet på Frankrig ved at marchere gennem Belgien. Mellem 1893 og 1905 blev planen flere gange revideret, men alle versioner havde det samme grundlæggende princip: en overvældende stærk højrefløj, der skulle rykke frem gennem Belgien og Nord-Frankrig, udmanøvrere de franske hære ved at marchere i en stor bue vest om Paris. Derefter omringe og nedkæmpe franskmændene. Med planen videreførte S Moltkes angrebslære, og hans udvikling af principperne for "dobbelt omringning", som bygger på Hannibals fremgangsmåde ved Cannae."Schlieffen-planen" dannede til en vis grad grundlag for de tyske angreb i august 1914 (d 4/1 1913)

d Hans Helgesen, oberst; født i Oslo og blev 1813 sekondløjtnant i Telemarkske regiment. Her sluttede han venskab med de to senere generaler Olaf Rye og Schleppegrell, hvis fædre var ansat ved regimentet. Ved Norges forening med Sverige nægtede han at aflægge troskabsed til den svenske konge og efter en kort periode at have gjort tjeneste i Preussen, fik han i sept. 1815 ansættelse som permierløjtnant i den danske hær. H kom til at gøre tjeneste ved det danske korps i Frankrig. I 1819 søgte han og blev bevilget afsked. Om H’s liv og færden 1819-38 vides intet med sikkerhed, men i lange perioder opholdt han sig i Frankrig. I 1840 var han atter i Danmark, men opnåede ikke genansættelse i hæren.Ved krigens udbrud 1848 indtrådte han ved Schleppegrells mellemkomst atter i hæren; han førte en bataljon ved Fredericia 6. juli og blev samme år forfremmet til oberstløjtnant; H forsvarede som kommandør Frederiksstad under de slesvig-holstenske oprøreres voldsomme angreb 29.9 - 4. 10 1850. Frederiksstads forsvar vakte stor opsigt, og Helgesens navn blev med ét slag kendt i ind- og udland. Fra 1852 til sin død gjorde han tjeneste som kommandant i Rendsborg; fra 1856 som oberst (f 4/10 1793)

 

1864 d Niels Kjeldsen, dragon ved 6. Dragonregiment; efter rømningen af Danevirke havde regimentet feltvagt ved Højen kro, herfra blev der til stadighed udsendt rekognosceringspatruljer bestående af en korporal og seks dragoner. På en sådan patrulje blev dragonerne angrebet af en overlegen styrke preussiske husarer og måtte trække sig tilbage. Herunder kom det til kamp. Det lykkedes korporalen at slippe bort, og alle - bortset fra Niels Kjeldsen - overgav sig. Han tog ene mand kampen op med overmagten. Det lykkedes ham at hugge en husar ned, men blev derved såret i højre hånd. Resolut skiftede han sablen over i venstre hånd og var klar til at tage kampen op med den næste husar, da en preussisk fenrik red ind på Niels Kjeldsen og skød ham ned fra ryggen (f ?

1912 Det første faldskærmsudspring fra en flyvemaskine fandt sted, da Albert Berry sprang ud fra en flyvemaskine i luften over Missouri, USA

d Friedrich Ebert, tysk socialdemokratisk politiker, Tysklands præsident 1919-1925; han blev uddannet som sadelmager og fulgte en klassisk soc.dem. karriere via poster i fagforening og parti. Han indtrådte i 1905 i SPD’s ledelse og blev 1912 medlem af Rigsdagen. I 1913 blev han SPD’s formand. Som moderat socialist og samarbejdstilhænger støttede han regeringen i dens krigspolitik, hvilket bevirkede, at en venstresocialistisk fløj, spartakisterne, i 1916 løsrev sig fra partiet. Da det blev klart, at den revolutionære bevægelse i 1918 ikke lod sig standse, sluttede E sig modstræbende til kravet om republik, og 9. novbr 1918 overtog han embedet som rigskansler. Allerede i december samme år kom det til et brud med de uafhængige socialister, og i januar 1919 slog regeringen under ledelse af E bl.a. med støtte af kontrarevolutionære tropper den venstreorienterede spartakus opstand ned. 11. februar 1919 valgte Rigsdagen i Weimar E til foreløbig præsident. 1922 vedtog Rigsdagen at forlænge hans provisoriske præsidentperiode til 1925. Kort før den udløb, døde han efter en operation. For sit samarbejde med borgerlige partier blev E voldsomt angrebet af de yderliggående højregrupper og af kommunisterne, mens han nød stor anseelse blandt de soc.dem arbejdere. Han var ingen betydelig statsmand, men en jævn, gemytlig og forstandig sydtysker, som forstod at optræde med værdighed og takt. Efter hans død begyndte Weimarrepublikkens krise (f 4/2 1871)

1948 De sidste britiske tropper forlader Indien

1986 d Olof Palme, svensk socialdemokratisk politiker og statsminister; i 1951 bestod han juridisk embedseksamen; han var 1949 blevet medlem af Soc.demokratiet og blev 1954 statsminister Tage Erlanders sekretær; Palme fik hermed en læremester, som blev af stor betydning for ham. 1955-61 var han formand for den soc.demokratiske ungdomsorganisation. I 1957 blev han medlem af Rigsdagen og i 1963 medlem af regeringen som statsministerens politiske rådgiver. 1965 trafikminister og 1967 undervisningsminister. Da Tage Erlander trak sig tilbage som partiformand og statsminister efteråret 1969, blev Palme hans efterfølger på begge poster. Palme blev statsminister i en økonomisk opgangstid, da der ikke syntes at være grænser for udbygningen af velfærdsstaten. Men strammere økonomiske vilkår i forbindelse med oliekrisen i 1973 skærpede den politiske modstand mod Palme og hans parti. Ved rigsdagsvalgene i 1970, 1973 og 1976 markeredes en tilbagegang for Socialdemokratiet, og da de borgerlige partier ved valget i 1976 tilsammen fik flertal, gik Palme af som statsminister. Ved Social-demokratiets valgsejr i 1982 blev Palme igen statsminister og var det til sin død. International politik havde Palmes store interesse. Da han var undervisningsminister vendte han sig som en af de første vestlige politikere af betydning mod USAs krigsførelse i Vietnam og formulerede sig i det hele taget skarpt mod USAs politik. I årene som opositionsleder fik han tildelt flere internationale politiske opgaver, således var han FNs mægler i striden mellem Iran og Irak. Denne aktivitet og Palmes undertiden skarpe standpunkter skabte problemer i svensk indenrigspolitik, hvor mange fandt den i modstrid med traditionel svensk neutralitetspolitik (f 30/1 1927)

 

Til top        29. februar

468 d Hilarius, pave 461-468; i 449 repræsenterede han pave Leo I ved synoden i Efesos. Bevarede breve fra H’s hånd viser ham som en klog og flittig administrator. Den synode, han lod afholde i Rom i 465, er den ældste synode fra hvilken, der er bevaret aktstykker (f kendes ikke)

992 d Oswald, ærkebiskop af York; han var af dansk afstamning og var en fremtrædende figur i 900’tallets klosterbevægelse og i tidens mange feudale reformer. I sin ungdom optoges han i benediktinerklostret i Fleury i Frankrig. Han vendte tilbage til England i 958 og blev tre år senere biskop i Worcester. Kort efter sin udnævnelse grundlagde han et lille benediktinerkloster i Westbury-on-Trym, Gloucestershire. Omkr. 965 grundlagde han Ramsey kloster i Huntingdonshire. Fra Ramsey, som havde tætte forbindelser med Fleury klostret og som blev et stort religiøst center, grundlagde O adskillige andre benediktinerklostre; bl.a. dem i Winchcombe, Gloucestershire og i Pershore, Worcestershire. Endvidere overførte han munke fra Ramsey til sin domkirke i Worcester, hvor de efterhånden erstattede hans læge medarbejdere. Da O i 972 blev ærkebiskop i York, fik han lov at beholde sit bispesæde i Worcester, hvor han også for det meste residerede. Som en stor jordbesidder praktiserede O i vid udstrækning at bortforpagte jord mod at forpagterne ydede ham visse tjenester. Det viser, at feudalismen allerede var kendt i det angelsaksiske England og ikke noget, der blev indført med normannernes erobring i 1066 (f ca 925)

1732 d André-Charles Boulle, fransk hofsnedker, der er kendt for sine rigt indlagte og dekorerede parademøbler (fr. meubles d’apparat) i dynamiske former, der bebudede regence- og rokokostilen. Som ung studerede Boulle tegning, maleri og skulptur; hans ry som den bedste møbelsnedker og møbeldesigner i Paris førte i 1672 til, at Ludvig 14. udnævnte ham til kongelig hofsnedker i Versailles. I hans værksted skabtes det meste af slottets møblement. Som hans mesterstykke i Versailles regnes udsmykningen af dauphinens private studerværelse med mosaikker i forskellige træsorter på gulv og i paneler (1681-83 nu ødelagt). Med tilladelse til også at arbejde for andre havde Boulle i sin kundekreds så fornemme folk som kong Philip af Spanien, hertugen af Bourbon og kurfyrsterne af Bayern og Köln. I Boulles værksted blev der fremstillet skabe, kommoder og borde, heriblandt flere nye typer, hvor forskelligtfarvede træsorter blev indlagt i geometriske mønstre og som blomster- og fuglemotiver, det såkaldte marketteri. Boulle-møbler blev et begreb, og de blev i 1800-tallet efterlignet i stor stil(f 11/11 1642)

f C. F. Hansen, arkitekt; han er blevet betegnet som dansk klassicismes førende arkitekt. Som overbygningsdirektør 1808-44 dominerede han alt offentligt byggeri, og som professor ved Kunstakademiet fra 1808 og dets direktør i tre perioder prægede han flere generationer af elever. Som 10-årig kom han på Kunstakademiet, samtidig blev han udlært som murer og vandt allerede som 19 årig Kunstakademiets store sølvmedalje, den store guldmedalje vandt han fire år senere. Med løfte om stillingen som landbygmester i Holsten ved tilbagekomsten drog H i 1782 ud på en toårig udlandsrejse, der via Tyskland gik til Italien, hvor han især opholdt sig i Rom. Da han skulle tiltræde sin stilling i Holsten, blev rejsen kortvarig. Den 24. novbr. 1784 tiltrådte han stillingen i Holsten. I Altona opførte han fra 1795 på sydsiden af den mondæne gade Palmaille store fritliggende patricierhuse, på nordsiden en sammenhængende række mindre huse. Alle er de præget af en rigt varieret klassicisme, der viser H’s store kendskab til romersk antik og renæssancearkitektur. Stillingen i Holsten kunne ikke udfylde H’s tid, så han påtog sig arbejde for Hamborgs rige købmænd, for hvem han opførte en lang række privatboliger og landsteder ved Elben. I 1804 flyttede han til København, hvor store byggeopgaver ventede ham efter Christiansborgs og byens brand i 1794 og 1795 og senere englændernes bombardement i 1807. I årene 1803-16 stod han for opførelsen af hovedstadens Råd-, Dom og Arresthus. Opførelsen af Christiansborg Slot påbegyndtes i 1803. Det anvendelige af det gamle slots ruin skulle bruges og bandt H på hænder og fødder, alligevel fremstod slottet ved indvielsen i 1828 som en harmonisk klassicistisk bygning. De gotiske ruiner af den af englænderne i 1807 ødelagte domkirke Vor Frue Kirke fik H i årene 1810-28 med få, men store greb til at genopstå som en sammensmeltning af en romersk basilika og et dorisk græsk tempel. H’s andre kirker blev alle mere eller mindre i slægt med Vor Frue Kirke, f.eks. kirkerne i Hørsholm (1818-24) og Vonsild (1822-24). Desuden opførte C. F. Hansen Metropolitanskolen i København (1810-16) og rådhuse i bl.a. Lemvig (1821-22) og Aabenraa (1830) og private huse. I 1808 blev han etatsråd, i 1826 konferensråd (d 1/7 1845)

1864 Ved Vorbasse udkæmper Århusdragonerne - dvs. 5. eskadron af 3. Dragonregiment, tidligere Prins Frederik Ferdinands Regiment lette Dragoner - en rytterfægtning med 1. Westphalske Husarregiments 4. eskadron samt en deling fra dets 2. eskadron. Da dragonerne ved Vorbasse observerede de tyske husarer, gav dragonernes kommandør, da hans opgave ikke var kamp, ordre til tilbagetrækning. Eskadronens næstkommanderende bad om tilladelse til sammen med frivillige at foretage et angreb. Der meldte sig 40 frivillige, og tilladelsen blev givet. Øverstkommanderende tog med resten af eskadronen opstilling, således de var synlige for den fjendtlige styrke. Den frivillige styrke holdt sig i skjul bag længerne i en nærliggende gård. De fjendtlige husarer havde kun øje for de synlige dragoner, og da de angreb disse, blev de fuldstændig overrumplede, da de blev angrebet i flanken af den frivillige styrke. Angrebet forvirrede tyskerne, så deres eneste redning var flugt. Dragonerne satte efter de flygtende, men efterhånden som husarerne fik forstærkning, måtte forfølgelsen standse. Træfningen resulterede i, at de danske dragoner tog 34 fanger og erobrede 22 heste for et tab på 4 fangne og 7 sårede

1880 Sankt Gotthard-jernbanetunellen fuldføres

1888 d Wilhelm Sponneck, ansat i toldvæsnet, rigsgreve, politiker og Danmarks første finansminister efter Grundlovens vedtagelse i 1849; han blev cand jur 1836. I 1840 udgav han "Om Toldvæsen i Almindelighed og det danske Toldvæsen i Særdeleshed". Værket, der var præget af økonomisk liberalisme, skaffede ham en hurtig karriere inden for toldetaten. Til 1863 stod han i spidsen for det danske toldvæsen. 1848 blev han kongevalgt medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Allerede novbr samme år blev han finansminister, en stilling han bevarede i de påfølgende mere og mere konservative ministerier til december 1854. Han foretog en grundlæggende omordning af enevældens finansvæsen og tilpassede det til det konstitutionelle system. Han udarbejdede Danmarks første finanslov, og i samarbejde med Rigsdagen udviklede han en bæredygtig form for såvel finanslove som for deres behandling på Rigsdagen. I forbindelse med krigsskattelovgivningen 1848-51 indførte S midlertidigt en indkomst- og formueskat, som han forgøves forsøgte at gøre permanent. Efter sin afgang som minister deltog Sponneck ikke mere i politik, men under de følgende års ministerkriser var hans navn flere gange fremme (f 16/2 1815)

1940 d Prins Aage (f 10/6 1887)

Til top