Forside     Januar

Vælg en dato:

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30
31

 

Til top        1. januar

1431 f pave Alexander 6. Borgia; pave 1492-1503; han var spansk af fødsel og blev adopteret af sin morbror pave Calixtus III og fik hans slægtsnavn. Som 24årig blev han ærkebiskop af Valencia og samme år kardinal og kuriens vicekansler. Da han blev valgt til pave - ved bestikkelse af kardinalkollegiet - var Den Hellige Stol i praksis blevet forvandlet til et valgfyrstendømme, og A forvaltede i sin tid som pave overvejende embedet til konsolidering af sin fyrstemagt. I Rom udfoldede han en betydelig byggeaktivitet, bl.a. bekostede han et nyt loft i Santa Maria Maggiore ved hjælp af en sending amerikansk guld som siges at være det første amerikanske guld i Europa – overladt af kongeparret Ferdinand og Isabella af Spanien. Endvidere lod han Hadrians mausoleum ombygge til den store fæstning Castel Sant'Angelo (Engelsborg). A’s liv og vandel var sandsynligvis ikke værre end mange andre verdslige fyrster på den tid, alligevel har han fået en særdeles hård dom i historien. Han er blevet benævnt som det dæmoniske udtryk for renæssancens vrangside og en af de mest berygtede personer i historien. Machiavelli betegnede ham som det mest troløse menneske, der har levet. Savonarola brændemærkede A som det groveste eksempel på umoral inden for kirken (d 18/8 1503)

 

1449 f Lorenzo "il Magnifico" Medici; søn af Piero M og Lucrezia Tornabuoni; han fik en ypperlig skolegang og uddanelse, og ved faderens død blev han i 1469 familiens overhoved. Han stod nu i spidsen for familiens handelshus og havde dermed den faktiske magt i Firenze. I 1478 stiftede adelsfamilien Pazzi en sammensværgelse mod Medicifamilien. Lorenzo undslap et baghold i domkirken, mens broderen Giuliano blev myrdet. Mordet blev blodigt hævnet, og Lorenzo var fra da af byens ubestridte hersker. Hans strålende magt gav ham tilnavnet "il Magnifico" (den prægtige), og han blev midtpunkt i det rige kulturliv, som i disse år udfoldede sig i byen. Lorenzo besad sin tids højeste dannelse og beskrives som menneskelig rigt udrustet, harmonisk af natur og overordentlig intelligent. Desuden forstod han med stor diplomatisk kløgt at optræde som mægler mellem de forskellige italienske stater og arbejdede med held på at opretholde ligevægten mellem dem. Desuden var hans gæstfrie og storslåede hjem det strålende, festlige og åndfulde midtpunkt for Firenzes åndsliv i byens glansperiode, samlingssted for humanister, digtere og kunstnere. Hans søn Giovanni blev den senere pave Leo 10., og Giulianos søn Giulio blev den senere pave Clemens 7. (d 9/4 1492)

 

1482 f Huldrych Zwingli, svejtsisk kirkereformator; som studerede i Basel, Bern og Wien blev han indført i den humanistiske åndsretning. Han var bibelhumanist og reformkatolik, indtil han som præst ved domkirken i Zürich fra 1518 blev påvirket af Luther. I 1522 udgav han sit første reformatoriske skrift, et forsvar for overtrædelse af de katolske fasteforskrifter. I 1523 lod rådet i Zürich afholde en disputats om reformationen, og da Zwingli gik sejrrigt ud af den, blev klostrene ophævet og præsterne påbudt at forkynde evangeliet. I 1525 gennemførte han med bystyrets støtte en ny gudstjenesteordning. Endvidere blev billeder i kirkerne, altre, orgler og salmesang blev afskaffet. For fremtiden skulle gudstjenesten bestå af skriftlæsning, bøn, prædiken og fire gange årlig altergang i meget enkle former. Zwingli måtte forsvare sin reformation på tre fronter: mod katolikkerne, mod gendøberne i Zürich og mod Luther, der ikke ville anerkende Zwingli på gr. af dennes symbolske nadverlære. En religionssamtale mellem dem i Marburg 1529 førte ikke til enighed. Zwinglis hovedværk er "Commentarius de vera et falsa religione" (1525, Kommentar om sand og falsk religion). Han faldt i et slag, hvor züricherne kæmpede mod de katolske skovkantoner (d 11/10 1531)

 

1515 d Ludvig 12. fransk konge 1498-1515; søn af Karl, hertug af Orléans og Marie af Cleves og nærmeste tronarving efter kong Karl VIII. Ludvig efterfulgte sin far som hertug af Orléans i 1465. I 1476 blev han tvunget til at gifte sig me d den fromme, men vanskabte Jeanne af Frankrig, en datter af hans afdøde halvfætter kong Ludvig XI. Under Karl VIII’s invasion af Italien 1494-95 kommanderede Ludvig en hærafdeling med en vis succes. Efter at være blevet konge efter Karl VIII’s død opnåede Ludvig pavens tilladelse til skilsmisse fra Jeanne (december. 1498). I stedet ægtede Ludvig Karl VIII’s enke Anna af Bretagne, hvorved han sikrede Bretagne for den franske krone. 1499 genoptog Ludvig sin forgængers krig mod Spanien for at vinde Milano. Både Østrig, paven, Venezia og England blev inddraget i kampen, og alliancerne vekslede til stadighed. Til slut stod Frankrig alene, og Ludvig måtte slutte fred og opgive Milano. De franske krige i Italien, som fortsatte under efterfølgerne, åbnede en bred kulturkontakt med Italien. Ludvig efterlod sig ingen sønner, men to døtre Claude og Renée. Claude blev 1514 gift med Frans af Valois (der som Frans I efterfulgte Ludvig 12.). Renée blev hertuginde i Ferrara ved i 1528 at blive gift med Ercole d’Este, der som Ercole II i 1534 blev hertug af Ferrara (f 27/6 1462)

1559 d Christian 3. konge 1534-59, søn af hertug Frederik af Holsten-Gottorp (senere Frederik 1.) og Anna af Brandenburg, 1525 gift med Dorothea af Sachsen-Lauenburg; C oplevede Luther på Rigsdagen i Worms i 1521 og gik over til Lutheranismen. Efter det udsatte kongevalg efter faderens død i 1533 accepterede C den jysk-fynske adels tilbud om at blive konge, efter at grev Christoffer af Oldenborg med Lübecks hjælp havde udløst borgerkrigen (Grevens Fejde) med det formål at genindsætte Christian 2. Den 18. august 1534 blev Christian 3. hyldet i Horsens. Efter sejren i borgerkrigen skabte C mere stabile og formaliserede rammer for det samarbejde mellem kongemagt og adel, der bestod frem til enevældens indførelse i 1660. I 1536 gennemførtes Reformationen; kirkens gods (ca 1/3 af landets jord) blev beslaglagt af kronen. De forøgede indtægter af den inddragne jord samt tidens gode økonomiske konjunkturer kom først og fremmest konge og adel til gode. Men det ser dog ud til, at der i løbet af C’s regeringstid for den almindelige befolkning i det mindste blev skabt tålelige vilkår med nogen velstand. Generelt karakteriseres C’s tid som konge som en periode i Danmarks historie præget af betydningsfulde reformer på en lang række områder og af en konsekvent gennemført politik. C var en from mand, og hans hverdag var udover regeringsarbejde præget af bøn, gudstjenester, hvor han selv jævnligt prædikede og læste op af religiøse skrifter, særlig Luther, og diskussioner om religiøse anliggender. Bibelen læste han kontinuerligt livet igennem. Udover religionen havde matematik, astronomi og ikke mindst musik hans interesse. Christian 3. var far til bl.a. sin efterfølger Frederik (2.) og datteren Anna, der 1548 blev gift med hertug August af Sachsen (f 12/8 1503)

 

1560 d Joachim du Bellay, fransk digter; udgav 1549 skriftet "Défense et Illustration de la langue francoise", hvori han ville vise, at det franske sprog var fuldstændigt jævnbyrdigt med både latin og græsk; hvad det manglede var en ædel litteratur efter klassiske forbilleder; han opfordrede derfor sine landsmænd til at forlade de middelalderlige litterære former, og lade den klassiske litteratur være forbillede. Han rejste derefter nogle år til Rom, hvor han havde ansættelse som sekretær hos sin fætter kardinal du Bellay. I Rom forfattede han nogle digtcykler, som først blev udgivet, da han var vendt tilbage til Frankrig. I "Les Antiquités de Rome" (1550) gav han en begejstret skildring af den evige stads ruiner; og i Les Regrets gav han udtryk for sin længsel efter hjemlandets luft, samtidig med han udtrykte sin voldsomme harme over alle de intriger, der fandtes ved pavehoffet. Les Regrets bragte B i unåde, og han døde i fattigdom (f ca 1522)

 

1618 døbt Bartolomé Esteban Murillo, spansk maler; hans virksomhed som kunstner strakte sig ikke ud over fødebyen Sevilla og dens nærmeste omegn. Sit gennembrud fik han med en række billeder til byens S. Francisco-kloster, "St. Diego giver de fattige mad", "Santa Claras død","Englekøkkenet" o.a. (1645-46).Typisk spansk er udviskningen mellem den reelle tilværelse og det transcendentale i hans genreagtige skildringer af visioner, ekstase og lign. Denne genremæssige opfattelse af den hellige families hverdagsliv, af den kyske, endnu kun halvvoksne Madonna og af ydmyge munke tolker med særpræg en side af tidens religiøsitet, og skaffede tillige M en bred popularitet. Den andalusiske kvindeskønhed afspejler sig i hans madonnaer. Specielt tolkede M det da meget aktuelle dogme om den ubesmittede undfangelse ved at vise Maria i skyerne stående på måneseglet. I Caridadhospitalets kirke malede han 1671-74 "Moses slår vand af klippen", "Bespisningen af de 5000" m.m. Han er desuden mester for talrige portrætter; hans komposition er altid sikker, og teknikken let flydende; koloritten var i hans tidlige produktion noget kold og hård, men blev senere varmere og lettere. Hans skildringer af halvnøgne, snavsede tiggerbørn viser en blanding af sentimentalitet og realisme; i 1800-tallet opnåede de stor popularitet og blev kopieret i tusindvis (d 3/4 1682)

 

f Niels Stensen (Nicolaus Stenonis), anatom, geolog og teolog; studerede i 1660 anatomi i Amsterdam. Under disse studier opdagede han ørespytkirtlens udførselsgang (ductus parotideus Stenonianus). 1660-64 var han i Leyden, hvor han udgav betydningsfulde arbejder bl.a. om tårekirtlerne, mundens og næsens blodkar, hjertet og musklerne. Gennem sit studium af hjertet nåede Stensen frem til, at det var en muskel og forkastede dermed den opfattelse, der havde været gældende siden oldtiden, at hjertet var et filtret væv og sæde for livets varme. Efter han i 1664 var blevet forbigået ved besættelsen af et professorat i København, tog han ophold i Italien. Han bosatte sig i Firenze, hvor han blev støttet økonomisk af storhertugen af Toscana. Her ændredes hele hans videnskabelige interesse. I Toscana foretog han undersøgelser af jordlagene, og som den første erkendte han forsteningernes rette natur og viste, at lagene var gamle havbundsaflejringer. Med denne opdagelse lagde Stensen en bombe under den hidtidige opfattelse, at Jorden én gang for alle var blevet skabt af Gud og ikke havde ændret udseende siden. Som følge af disse opdagelser betragtes han som geologiens grundlægger. I 1672 var han atter i Danmark, inviteret af Griffenfeld. Men opholdet blev ingen succes. De dominerende universitetskredse så med skepsis på den berømte videnskabsmands tilstedeværelse. Allerede 1674 forlod han Danmark og tog tilbage til Firenze. Baggrunden for den kølige modtagelse, han fik i sit fædreland, var bl.a., at han i 1667 var konverteret til katolicismen. Ved tilbagekomsten til Italien sagde han farvel til sit videnskabelige arbejde. I 1675 blev han præsteviet, og resten af livet søgte han at fuldkommengøre sig selv ved bodsøvelser og askese. I 1676 blev han biskop i Hannover, 1680 i Münster, 1683 i Hamburg og 1685 i Schwerin. Stensen ligger begravet i Firenze (d 25/11 1686)

 

1731 f Johs. Wiedewelt, billedhugger; var fra 1750 på en otteårig udenlandsrejse; i Rom blev han gode venner med nyklassicismens betydeligste teoretiker, tyskeren Johann Winckelmann. - bl.a. besøgte de sammen Napoli og Pæstum. Efter hjemkomsten introducerede Wiedewelt nyklassicismen i Danmark med udførelsen af Christian 6. sarkofag i Roskilde Domkirke 1759-68. Samme sted udførte han i årene 1769-75 Frederik 5.s gravmæle. I for-nemt samspil med arkitekten C. F. Harsdorffs kapelrum står den hvide marmorsarkofag, kronet af en søjle med kongens portræt i relief og en urne på toppen. Eftersom Frederik 5. var konge af Danmark og Norge er de to lande personificeret af to kvindefigurer, der flankerer sarkofagens plint. I slotsparken ved Fredensborg udførte han med sine assistenter i årene 1762-68 en hærskare af skulpturer. I parterrehaven foran slottet anbragtes to kæmpemæssige marmorvaser samt to mands- og to kvindefigurer af sandsten symboliserende de fire årstider. Ved Runde Allé placeredes 1766 to store monumenter "Danmark" og "Norge" som sindbillede på tvillingerigerne. Arveprins Frederik, der ejede Jægerspris, lod i 1776 en kæmpehøj i slotsparken udgrave, og W blev anmodet om at forestå både udformningen og en kunstnerisk udsmykning af jorddyngen. W huskede sine romerske studier. Højen blev udformet, så den mindede om de romerske kejseres mausoleer, men omkring den blev der stillet syv mindesten over hedenske danske konger. Trods den klassiske dragt var det landets egen fortid, der mindedes; i årene frem til 1789 opstilledes desuden 54 monumenter over fremtrædende danske mænd i slotsparken. Blandt W’s øvrige arbejder er Holbergs gravmæle med portrætmedaljon i Sorø Klosterkirke 1779-80, statuen Troskaben og relieffet Retfærdigheden begge 1797 til Frihedsstøtten. Mange af W's bedste arbejder - således udsmykningen af riddersalen 1765-66 - gik tabt ved Christianborgs brand i 1794. Som professor ved Kunstakademiet fra 1758 tilhørte W den første generation af dansk opdragne kunstnere. Efter den første travlhed blev der mere stille om billedhuggeren; Wiedewelts sidste år var præget af modgang; han endte sit liv ved selvmord ved at drukne sig i Sortedamssøen (d 17/12 1802)

 

1766 d James Stuart; søn af den afsatte engelske konge Jacob 2.og Mary af Modena. Han havde tilnavnet "The Old Pretender", selv kaldte han sig Jacob III. Hans første forsøg på at erhverve den engelske trone fandt sted i 1708, da han fra sit asyl i Frankrig satte sejl mod Skotland. Hans skib nåede frem til Firth of Forth, men ankomsten af en engelsk flåde hindrede en landgang. J vendte tilbage til Frankrig, hvor han gjorde tjeneste i den franske hær og udmærkede sig i slagene ved Oudenarde (1708) og Malplaquet (1709) i Den spanske Arvefølgekrig. Freds-slutningen og franske aftaler med England betød, at han måtte forlade Frankrig. Et nyt forsøg i 1715 på at vinde kongemagten i England tilbage til sin slægt mislykkedes også. Resten af livet tilbragte James Stuart i Rom, hvor han i 1719 giftede sig med Maria Clementina Sobieska, et barnebarn af den polske konge Johan III. I Rom blev J og Clementina betragtet og behandlet som konge og dronning, og pave Clemens XI stillede Muti palæet til deres disposition. I ægteskabet blev der født to sønner, den ældste var Bonnie prince Charles, kaldt "The Young Pretender" og som også forgæves forsøgte at vinde den engelske trone tilbage til slægten Stuart (f 10/6 1688)

 

1781 Verdens første støbejernsbro Iron Bridge, Shropshire, England åbnes for trafik. Den blev opført ved Coalbrookdale over floden Severn. Ved Coalbrookdale løber floden i en slugt, og området havde i to århundreder været kulproducerende med en betydelig transport af kul på pramme på floden. Fra ca 1750 begyndte en hurtig ekspansion i jernfremstilling og handel i området, og behovet for en bro over slugten blev så stort, at en gruppe borgere i 1775 sluttede sig sammen for at få bygget en bro. Af hensyn til pramtrafikken skulle broen bygges i ét fag. Længden blev 30,6 m og vægten 378,5 tons. Konstruktionens enkeltdele blev fremstillet på egnens støberier, og dimensionerne på disse svarer til dimensionerne på tidens murede stenbroer og detaljerne til tømmerkonstruktionerne. Selve broen blev bygget på få måneder i 1779, men det forberedende arbejde startede allerede i november 1777

 

f Christian Flor, højskoleforstander og politiker; han blev cand theol 1816 og seks år senere sognepræst til Tølløse og Aagerup; i 1835 blev han dr. theol. og 1836 lektor i dansk ved universitetet i Kiel med titel af professor. I Kiel medvirkede Flor til at rejse den dansk-nationale sag i Sønderjylland. Som ikke-slesviger kunne Flor ikke agitere offentligt, men bl.a. stod han bag oprettelsen af bladene Dannevirke i 1838 og Aabenraa Ugeblad 1840, endvidere Foreningen til dansk Undervisnings Fremme i 1843 og samme år Den slesvigske Forening. I 1844 grundlagde han Rødding højskole, som han 1845-47 var forstander for efter at have nedlagt sit embede i Kiel. Flor forblev medlem af skolens bestyrelse til 1864, hvorefter han bidrog til dens flytning til Askov. 1848 medlem Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Flor udgav 1831 "Dansk Læsebog", i 1858 en dansk sprog- og retskrivningslære og i 1864 en dansk sætningslære. Med grundlæggelsen af verdens første højskole i Rødding i 1844 førte Christian Flor Grundtvigs ord om, at bønderne udgjorde folkets kerne, ud i livet (d 31/3 1875)

 

Den italienske astronom Giuseppe Piazzi opdager den første småplanet/asteroide, Ceres. Den er den største af småplaneterne med en diameter på ca 700 km; dens middelafstand fra solen er ca 2.8 gange jordens. Den lyser som en stjerne af 7. - 8. klasse

 

f Pierre de Coubertin, fransk historiker, der tog initiativet til genoptagelse af de antikke olympiske lege, bl.a. inspireret af sin deltagelse i den tyske arkæolog Curtis' udgravninger i Olympia. 1894 sammenkaldte han til en kongres i Paris med repræsentanter fra flere lande. Her besluttede man at danne den internationale olympiske komité og at lægge de første moderne olympiske lege til Athen 1896. For Coubertin havde sporten en opdragende betydning. Den fremelskede kvaliteter som koldblodighed, tillid og beslutsomhed. Også den olympiske bevægelse havde i Coubertin’s øjne en pædagogisk funktion som formidler af den olympiske ideologi, olympismen. Coubertin var dog ikke entydig i sin tolkning af dens indhold. Men i al fald ville han skabe en sand internationalisme, som skulle bygge på gensidig individuel og national respekt. Efter C’s opfattelse var den sande olympiske helt den unge voksne mand, og han var imod, at kvinder deltog i offentlige idrætskonkurrencer. Coubertin stod i spidsen for den olympiske bevægelse indtil 1925, 1894-96 som general-sekretær og herefter som præsident. Men også efter at være trådt tilbage deltog han aktivt i den olympiske bevægelses arbejde (d 2/9 1937)

 

Novemberforfatningen – underskrevet af Christian 9. den 18. november 1863 – træder i kraft. Med novemberforfatningen forlod Danmark helstatspolitikken, dvs. bevare hertugdømmerne Slesvig og Holsten udelt under den danske konges myndighed, idet den nye forfatning kun gjaldt for kongeriget og Slesvig (Ejderpolitikken). Med den nye forfatning havde den nationalliberale regering fastlagt Danmarks sydgrænse ved floden Ejderen, den gamle grænse mellem de to hertugdømmer, ophævet alt fællesskab mellem hertugdømmerne, indlemmet Slesvig i Danmark og udskilt Holsten. Holsten fik sin egen forfatning, sin egen hær og administration. For tyskerne var vedtagelsen næsten det samme som en krigserklæring. De tyske aviser skrev, at Danmark undertrykte tyske landsmænd, tvang dem til at lære dansk og ville med magt skille to tyske hertugdømmer fra hinanden. Tyskerne var besluttede på, at nu skulle Slesvig-Holsten ud af dansk besiddelse. Allerede den 23. december var saksiske og hannoveranske tropper rykket ind i Holsten og Lauenborg og truede med at fortsætte op i Slesvig for at have et pant til sikkerhed for, at novemberforfatningen ikke blev gennemført. Midt i januar 1864 gav Preussen og Østrig Danmark et 48-timers ultimatum til at ophæve novemberforfatningen, et krav som ikke kunne opfyldes. Krigen var dermed en kendsgerning

1875 Nordisk møntkonvention træder i kraft. I tråd med den alm. europæiske udvikling fra sølvfod imod guldfod blev det i 1870-72 i stigende grad tilladt Nationalbanken at dække sine sedler med guld i stedet for sølv, og ved lov af 23. maj 1873 bestemtes det, at indføre guldfod fra 1. jan 1875. Ligeledes blev det besluttet, at kronen à 100 øre skulle erstatte rigsdaleren à 6 mark à 16 skilling, således at 1 rigsdaler skulle omregnes til 2 kroner. Samtidig trådte den mellem Sverige og Danmark afsluttede møntkonvention af 27. maj 1873 om et fuldstændig fælles møntsystem i kraft. Ved tillægskonvention af 16. okt. 1875 tiltrådte Norge aftalen, der betød, at de af de tre lande udstedte guldmønter (10 og 20 kr stykker) skulle være lovlige betalingsmidler i alle tre lande uden hensyn til i hvilket land, de var prægede. For mindre beløb gjaldt det samme med hensyn til skillemønt. I 1901 kom aftalen også til at omfatte seddelpenge. Ophævelsen af guldindløseligheden ved udbruddet af 1. Verd.krig umuliggjorde parieteten mellem de tre skandinaviske valutaer, og reelt var konventionen dermed ophævet

 

1887 f Wilhelm Canaris, tysk admiral og efterretningschef; trådte ind i marinen i 1905. Under 1. Verd.krig var han ubådsofficer. Efter krigen var han med til at organisere anti-kommunistiske friskarer og deltog i Kappkuppet 1920. Som regeringsfjendtlig stod Canaris fra 1929 i forbindelse med nazisterne og foretog undersøgelser for dem i militære og politiske kredse. 1935-1944 var han chef for den militære efterretningstjeneste, Abwehr. Fra 1938 modarbejdede han Hitlers krigspolitik og lod bl.a. advarsler om de forestående angreb tilgå Danmark, Norge, Holland og Belgien. Han dækkede over oppositionelle generaler, men var modstandere af kup- og attentatplaner. Da Abwehr i februar 1944 blev lagt inder under SS, blev Wilhelm Canaris sat uden for indflydelse. Efter attentatet mod Hitler i juli 1944 blev han arresteret og i april 1945 hængt i kz-lejren Flossenbürg i Bayern (d 9/4 1945)

 

f Martin Niemöller, tysk U-båds kaptajn og luthersk præst; i årene efter 1. Verd.krig studerede han teologi og blev i 1931 præst i Berlin-Dahlem. Niemøller blev af nazisterne afsat fra sin præstegerning i 1934 og var i fængsel og kz-lejr 1937-45. Efter krigen tog han ledende del i reorganiseringen af den evangeliske kirke i Tyskland; fra 1947 var han præsident for kirken i Hessen-Nassau. Fra 1945 var han leder af den tyske evangeliske kirkes udenrigsforbindelser og kom snart til at indtage en ledende stilling i Kirkernes Verdensråd. Hans vedgåelse af Tysklands krigsskyld, hans modstand mod tysk genoprustning og hans rejser til Moskva 1951 og 1955 gjorde ham til en omstridt person. I 1955 måtte han derfor opgive sin stilling som leder af den tyske kirkes udenlandsforbindelser (d 6/3 1984)

 

1894 d Heinrich Hertz, tysk fysiker; efter at have studeret til ingeniør gik Hertz over til at studere fysik og teoretisk fysik. Fra 15 var han professor i fysik i Karlsruhe og fra 1889 i Bonn, hvor han blev til sin død. Hertz er mest kendt for sin eksperimentelle påvisning af de elektromagnetiske bølger i 1887-88. Hans opdagelse gav stødet til Marconis første forsøg med trådløs telegrafi, og førte senere til udviklingen af radiotelegrafien og radiotransmission. Hertz var også den egentlige opdager af den fotoelektriske effekt. Han udførte vigtige arbejder inden for elastisitetsteorien, og han forsøgte en ny begrundelse for den rationelle mekanik (f 22/2 1857)

 

f Satyendra Nath Bose, indisk fysiker; fra 1926 professor i fysik i Dacca og derefter i Calcutta. Hans arbejder i 1920'erne kom til at danne grundlag for en ny beskrivelse af kvantemekaniske partikelsystemer, den såkaldte Bose-Einstein statistik. Nath Bose navn indgår betegnelsen - boson - for en partikel, der adlyder denne statisktik (d 4/2 1974)

 

1895 f John Edgar Hoover, amerikansk politimand og chef for FBI; han blev i 1917 ansat i justisministeriet . Her blev hurtigt specialmedarbejder med den opgave at indsamle og granske dokumenter over yderliggåedende og anarkistiske elementer. Hoover var 1921-24 underdirektør for justitsministeriets undersøgelseskontor (Bureau of Investgation). .1924 blev han direktør for det reorganiserede undersøgeleskontor. En stillng han beklædte i de næste 48 år. Han opbyggede i disse år organisationen til et aktivt magtcentrum. I 1935 ændrede institutionen navn til Federal Bureau of Investigation (FBI). Hoover fik efterhånden stor personlig magt og blev kritiseret for at føre en uafhængig, personlig politik rettet mod venstrekræfter i USA, men nægtede på den anden side at samarbejde med Nixon-administrationen – Nixon præsident i USA 1969-74 –ø om et internt nationalt oplæg (H ouston-planen) for registrering af "venstreafvigere" og modstandere af regeringen (d 2/5 1972)

 

f Sophus Schandorph, forfatter; cand theol 1862 og 1874 dr. theol. på afhandlingen "Goldoni og Gozzi". Han virkede derefter som sproglærer ved forskellige københavnske skoler. 1880 fik han 1000 kr på finansloven og opgav en del af sin undervisning. Hans romanske studier resulterede i en række mindre litteraturhistoriske monografier; siden samlede han materiale til en afhandling om Chateaubriand, men opgav denne, da G. Brandes "Emigrantlitteraturen" udkom. Han valgte da at skrive disputats om de to italienske dramatikere fra 1700-tallet. S’s forfatterskab blev indledt med efterromantisk lyrik, men under indflydelse af Georg Brandes, studier af den moderne franske roman og Holger Drachmanns eksempel skete der fra midten af 1870'erne et omslag i hans digtning, som bragte ham over blandt det moderne gennembruds forfattere. Han udsendte nu realistiske fortællinger fra provinslivet, bl.a. "Fra Provinsen" (1876) og "Fem Fortællinger" (1879). Endvidere romanerne "Uden midtpunkt" (1878), hvor han skildrer studenten, det lyse hoved, men holdningsløse menneske fra Nationalliberalismens dage. "Småfolk" (1880) om en tjenestepige fra landet, der går til bunds i storbyen, men reddes af behjertede mennesker. Med sceniske arbejder havde S ikke succes. Derimod havde han og andre megen fornøjelse af det skuespillertalent, der var ham medfødt, og som han på sine ældre dage udnyttede som oplæser af humoresker og jævne livsbilleder samlet i bindet "Novelletter" (1882). S’s erindringer udkom i to bind med titlen "Oplevelser" i 1888-89 (f 8/5 1836)

 

1905 Den transsibiriske jernbane åbnes officielt. Man kan nu rejse fra Paris til Vladivostok på 21 dage. Da man i .1891 påbegyndte anlæggelse af linjen, startede man samtidig ved de to endestationer Moskva og Vladivostok. Til 1916 var strækningen ca 8.3000 km; i nævnte år blev der anlagt et spor udenom Baikalsøen. Indtil da måtte passagererne krydse søen i båd. Om vinteren over isen i kane. I 1928 blev strækningen gjort dobbeltsporet, og i 1962 blev den elektricifiseret

 

1921 Regina Biograftheater i Århus åbner. Åbningsforestillingen kl. 20 begyndte med, at biografteatrets orkester under ledelse af kapelmester Harald Andersen spillede Johan Svendsens "Fest Polynaise". Inden hovedfilmen "Jomfruen på Stambul" vistes som forfilm optagelser fra kongens og dronningens sidste udenlandsrejse. Ved de følgende dages eftermiddages børneforestilling vistes "den pragtfulde Eventyr-Film" "Hans og Grethe"

 

1928 Århus Kommune overtager sporvognsdriften i byen fra Aktieselskabet Aarhus elektriske Sporveje. Ved overtagelsen bliver sporvognenes linje 1 gjort dobbeltsporet gennem hele byen og året efter forlænget til Marienlund ved Riis Skov. Samtidig blev der lagt spor i Banegaardsgade, Frederiks Allé og De Mezas Vej til Harald Jensens Plads til en ny linje, som benævntes linje 2. Denne åbnedes for drift 1. januar 1930. I 1935 forlængedes linje 2 til kommunegrænsen ved Kongsvang og åbnedes for drift 1. november samme år

 

1932 Statsminister Stauning udtaler til Politiken, at de russiske produktionsmetoder vil bane sig vej, efter at det gamle system har ført verden ud i det nuværende kaos

 

1958 EF traktaten træder i kraft - blev underskrevet i Rom 25. marts 1957

 

1966 d Vincent Auriol, fransk socialistisk politiker og præsident; han blev medlem af Deputeretkammeret i 1914; i 1928 blev han sekretær for den socialistiske parlamentsgruppe og leder af gruppens repræsentanter i kammerets finanskommission og dens ordfører i finansielle spørgsmål. Han blev finansminister i Léon Blums første regering juni 1936-juni 1937, og medlem af Blums anden regering marts-april 1938 som statsministerens særlige rådgiver i finansielle spørgsmål. Auriol blev i 1940 interneret af Vichy-regeringen, men undslap i 1943 til Storbritannien og sluttede sig til de Gaulle. Han var vicestatsminister i de Gaulles regering november 1945 - jan. 1946 og derefter formand for den 1. og 2. grundlovgivende forsamling. Januar 1947 blev Auriol valgt til fransk præsident - den 4. republiks første - for en syv års periode (til januar 1954). Trods begrænsede magtbeføjelser spillede han en aktiv politisk rolle og søgte i særdeleshed at forsvare de svage republikanske institutioner over for både kommunister og gaullister (f 27/8 1884)

 

d Maurice Chevalier, fransk skuespiller; voksede op i et parisisk arbejderkvarter og debuterede som visesanger i 15 årsalderen. Gennembruddet kom i 1909, da han blev makker med Mistinguett i Folies-Bergère-revyen. Siden indspillede han hundredvis af grammofonplader og turnerede verden over med sine one-man-shows. Maurice Chevaliers filmkarriere tog fart med tonefilmens komme, først i Hollywood i bl.a. "The Love Parade" (1929, Prinsgemalen). I sine senere år havde han stor succes i film som " Gigi" (1958), i hvilken han sang "Thanks Heavens for Little Girls" og i "Can Can" (1960). I 1958 blev Maurice Chevalier tildelt en Oscar for hele sin karriere (f 12/9 1888)

 

Til top        2. januar

1322 d Filip 5. "den Lange" fransk konge 1316-1322, søn af Filip 4., den smukke og Johanne af Navarra og Champagne; ved Ludvig X’s - Filip 5's ældre bror - pludselige død opstod der uro om, hvem der skulle arve den franske trone. Det lykkedes F at blive anerkendt som konge, og da hans eneste søn døde febr. 1317 blev hans bror Karl (V) anerkendt som tronfølger. Ellers har F ikke i sin korte regeringstid sat sig dybe spor i fransk historie. Dog synes han ved nogle forordninger at have styrket kongemagten (f 1293-94)

 

1403 f Bessarion, byzantinsk teolog og humanist; han fik sin uddannelse i Konstantinopel og antog navnet Bessarion, da han i 1423 blev munk. I 1437 blev han ærkebiskop i Nikæa, og året efter ledsagede han den byzantinske kejser til konciliet i Ferrara/Firenze, der havde til formål at udjævne modsætningerne mellem den græske og romerske kirke, for derved at skaffe byzantinerne hjælp mod tyrkerne. På konciliet støttede B unionen, men den blev forkastet af den østromerske kirke. Efter koncilets sammenbrud, forblev B i Italien, hvor han blev midtpunkt for de studier af græsk filosofi, der blev af så afgørende betydning for renæssancen. Han betegnes som en af tidens mest lærde humanister. Han indlagde sig fortjeneste dels ved sine oversættelser bl.a. af Aristoteles Metafysik og Xenophons Memorabilia dels ved den store og righoldige samling græske håndskrifter af klassikerne, han tilvejebragte og testamenterede til Venezia, hvor de gør Bibilioteca Marciana til et af verdens mest værdifulde biblioteker. Efter at have slået sig ned i Italien blev B udnævnt til kardinal (d 18/11 1472)

 

1497 d Beatrice d'Este, datter af hertug Ercole I d’Este af Ferrara. 1491 gift med Lodovico Sforza (il Moro), hertug af Milano. Ved sin fuldkomne og alsidige dannelse og intelligens er B ligesom søsteren Isabella d’Este en af renæssancens mest tiltrækkende kvindeskikkelser. 1492 var hun sin mands diplomatiske udsending i Venezia; senere viste hun også diplomatiske evner ved fredskonferencen i Vercelli (1495) mellem Karl VIII af Frankrig og italienske fyrster. Ved Ludovicos pragtfulde hof var hun omgivet af lærde digtere og kunstnere som Nicc. da Corregio, Bramante og Leonardo da Vinci. Men allerede som 21 årig døde hun i barselsseng. Hendes fornemme gravmæle kan i dag ses i Certosa di Pavia (f 29/6 1475)

 

1492 Spansk erobring af Granada. Den eneste by i Spanien, Maurernes stadig havde i besiddelse. Som optakt til erobringen indsatte det spanske kongepar, Isabella og Ferdinand, en hær på 30.000 mand til at ødelægge de områder, som ernærede byen. Møller, kornlagre, bondegårde, frugthaver, vingårde, oliven- og appelsinplantager blev lagt øde. En hær belejrede Málaga for at forhindre udladning og overførsel af levnedsmidler til Granada.Omkring det belejrede Granada blev der bygget en veritabel by til brug for angriberne, som så kunne afvente den sult, som nødvendigvis måtte udlevere "Andalusiens stolthed" til deres nåde. Den 25. novbr. 1491 underskrev byens kommandant kapitulationsbetingelserne. Til trods for de milde betingelser modsatte befolkningen kapitulation. Men den 2. jan. 1492 overlod kommandanten byens nøgler til Ferdinand. Kun fulgt af sin familie og en lille styrke red han gennem de kristne linjer for at begive sig til det lille bjergfyrstendømme, som var blevet ham tilstået ham som kastiliansk len. Den spanske armé drog ind i Granada. På byens torv takkede kongeparret knælende deres Gud, som efter 781 år havde brudt Islams magt i Spanien

 

1587 f Anders Arrebo, forfatter, præst; 21 år gammel blev han slotspræst i København. A vandt sig yndest i hofkredse ved patriotisk lejlighedsdigtning og blev allerede 1618 biskop i Trondhjem. Her skaffede hans selvrådige embedsførelse ham fjender, samtidig med hans moralsk frimodige optræden gav dem gode våben i hænde. A blev anklaget, og sagen resulterede i 1622 i afskedigelse. Først 1625 fik han tilladelse til igen at søge kald og blev sognepræst i Vordingborg. A er ofte blevet benævnt den danske digtekunst far, fordi han gav dansk versekunst en ny udformning i sit hovedværk "Hexaëmeron" (1661), et stort anlagt digt om, hvordan Gud skabte verden på seks dage. A nåede ikke at fuldende Hexaëmeron med beskrivelsen af den syvende dags hvile, og værket blev først udgivet flere år efter hans død. I trængselsårene efter afskedigelsen fuldendte A sin oversættelse af Bibelens "Davids Psalter" (1623) (d 12/3 1637)

 

1635 Kardinal Richelieu opretter Academie Francaise. Akademiet, der var stiftet 1634 som et litterært-videnskabeligt selskab, fik den særlige opgave at varetage det franske sprog. Lidt over halvdelen af de 40 såkaldte "udødelige" er traditionelt humanister og forfattere. I forbindelse med den franske revolution var akademiet opløst i årene 1793-1803. I 1983 blev den første kvinde medlem, og i 1973 indvalgtes det første medlem fra fransktalende kulturer uden for Frankrig

 

1757 Robert Clive af Indien erobrer Calcutta. Da Clive efter et ophold i England i juni 1756 vendte tilbage til Indien, blev han straks indblandet i urolighederne i Bengalen. Her havde hidtil Mogulens vicekonger regeret, og under deres protektion havde English East India Company drevet handel. Denne handel blomstrede, og områdets vigtigste by, Calcutta, var blevet rival til Madras, som briternes vigtigste by i Indien. En uoverensstemmelse med briterne om befæstning af Calcutta fik i 1756 nawab’en af Bengalen, Siraj-ud-Daula, til at angribe og erobre fortet i Calcutta. Da nyheden om dette nåede Madras, fik Clive kommandoen over en undsættelsesstyrke bestående af 900 europæiske og 1500 indiske soldater. Med kurs mod Calcutta afsejlede styrken, med nogen forsinkelse fra Madras den 16. okt. 1756. Da Calcutta atter var på britiske hænder, måtte nawab’en iflg. fredsaftalen acceptere kompagniets hidtidige privilegier, yde kompensation for briternes tab og tillade befæstning af Calcutta

 

1783 f C.W. Eckersberg, maler; efter at være udlært som håndværksmaler kom Eckersberg i 1803 til København, hvor han samme år blev elev på Kunstakademiet. I 1809 modtog Eckersberg Akademiets store guldmedalje og påbegyndte 1810 sin store studierejse til Paris og Rom. I Paris blev han elev af tidens mest berømte maler J.-L. David. I tegninger og mindre malerier fra Paris og byens omegn dyrkede han naturstudiet, mens større arbejder udførtes i ateliet som f.eks. "Udgangen af Bois de Bologne til Longchamp" (1812). Da Eckersberg i 1813 kom til Rom, udvikledes hans interesse for naturen og harmonien i bygningernes former, som han skildrede i pro-spekter fra bl.a. Forum Romanum, Villa Borghese, Colosseum og Capitol. Disse romerske studier blev senere ophængt i hans hjem på Charlottenborg, hvor de fik stor betydning for akademieleverne. Blandt hovedværker fra romertiden er "Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk" (1814); for Eckersberg var det væsentlligste værk portrættet af Thorvaldsen (1814). Efter hjemkomsten i 1816 udførte Eckersberg med de franske kundskaber i frisk erindring en lang række portrætter af samtidens borgerskab og aristokrati, således bl.a. "Kammerherreinde Sophie Hedvig Løvenskjold og datteren Bertha" (1817) og "Emilie Henriette Mass-mann" (1820). Som professor ved Kunstakademiet fra 1818 (til sin død) fik Eckersberg stor betydning for de fleste af de unge malere, der uddannedes i København i 1820'erne og 1830'erne. Hans store interesse for proportioner og perspektiv resulterede i udgivelsen af "Linearperspektiven, anvendt på Malerkunsten" (1841). På Akademiet fornyede Eckersberg modelstudiet ved indførelse af nøgen kvindelig model; inden for denne genre malede han selv bl.a. "En nøgen fra ryggen set kvinde sætter sit hår foran et spejl" (ca 1837). Som et nyt område i dansk kunst indførte Eckersberg marinemaleriet. Han malede en lang række billeder af skibe på søen, hvor vejrlig og lys er ligeså omhyggeligt og detaljeret skildret som skibene med master og takkelage, f.eks. "Det russiske linieskib Asow og en fregat til ankers på Helsingør red" (1828). I 1853 døde Eckersberg af kolera under epidemien i København (d 22/7 1853)

 

1801 d Johann Caspar Lavater, svejtsisk teologisk og filosofisk forfatter, der betegnes som en af den begyndende romantiks, "Sturm und Drang" periodes førere; uafhængig af personer og partier fik han stor indflydelse på sin samtid (Herder, Goethe og Baggesen) med sin barnlige fromme, dybt moralske, åbne og mangesidede begavede personlighed; Goethe spottede ham senere for hans teosofiske sværmerier. Efter rejser i udlandet virkede han fra 1764 som præst og forfatter i Zürich. Han anså menneskeheden som et væsen skabt i Guds billede, delt i guds--bestemte individualiteter, som skal passe ind i hinanden, være hinanden "geniessbar"; Kristus er det fuldkomne individ i hvem Gud er fuldt ud "geniessbar"; dette udvikler han i sine bøger "Physiognomische Fragmente" (4 bd., 1775-78) og "Aussichten in die Ewigkeit" (1768-78). En uforfærdet tillid til sine medmennesker kom til at koste L livet; en fransk soldat sårede ham dødeligt som tak for en velgerning, da franskmændene erobrede Zürich i 1799 (f 15/11 1741)

 

1820 f Hans Egede Schack, forfatter og politiker; som ung jurastuderende tilsluttede han sig 1840’ernes liberale strøm-ninger og deltog i studenterskandinavisme, der arbejdede for en nordisk politisk union med fri forfatning. Som nyuddannet jurist fortsatte han sine statsretsstudier i Sverige 1845-46 og modtog afgørende indtryk af svensk liberalisme og realisme. Ved frihedsrøret i 1848 fik Schack kontakt med den radikale Hippodrom-bevægelse og partiet Bon-devennerne og blev yngste medlem af Den Grudlovgivende Rigsforsamling, desuden var han medlem af Folketinget 1850-53. Som politiker, landstingssekretær og sekretær for konseilspræsidenten fra 1854 nærmede Schack sig de nationalliberale, han stod partitoppen nær, men blev i sine sidste en ene-gænger. Han døde som 39-årig efter flere års svagelighed. Schacks navn bygger især på udviklingsromanen "Phantasterne" (1857), der følger tre drenge fra barndommens krigerlege via ungdommens erotiske fantasier til manddommens sociale placering. Ministersekretærens debutroman blev modtaget med honnør af såvel kritikken som det politiske miljø, men Schack nåede ikke at færdiggøre fortsættelsen, den lovedede samtidsroman "Sandhed med Modifiktion" (skrevet og dikteret 1856-59, udgivet 1954 og 1968). Det er en pædagogisk opdragelsesroman, hvor fri pædagogik stilles over for patriarkalsk tyranni, dels ansats til en bredere satire over uærlighed og selvbedrag med naturalistiske studier i folkelige miljøer og talemåder. Det er blevet hævdet, at Hans Egede Schack med sine to romaner placerer som en uafhængig ånd og en pioner i den danske realismes udvikling (d 20/7 1859)

 

1855 Gadebelysning med gaslygter har premiere i Århus. Mange mennesker var på benene for at se vidunderet. Men netop den aften skinnede månen så klart, at man ikke rigtigt kunne bedømme gasflammens styrke og klarhed. Allerede i gassens første sommer var lygternes antal 146. Ikke blot kommunen, men også mange institutioner og private anskaffede sig gaslygter. Det gjaldt f.eks. Hotel Royal, Løveapoteket og klubben "Polyhymnia". I 1871 kunne byrådet oplyse, at byen havde 251 lygter, og året efter fastslog man med stolthed, at Århus havde én lygte mere end Odense, som dog havde et par tusinde indbyggere mere

 

d Lars Bjørnbak, politiker, bladmand og højskoleforstander; gennem sit virke på Århusegnen fra midten af 1850’erne og til sin død skabte Bjørnbak en furore, der ikke alene udviklede den politiske sans hos omegnens bønder og begejstrede og provokerede på den landspolitiske scene, men også greb dybt ind i Århus’ liv. 1841 kom han på Snedsted seminarium, hvor han havde senere biskop Brammer som lærer. Den særdeles konservative biskop Brammer i Århus stift forregnede sig, da han i 1855 hentede den alt andet end konservative B til Viby som lærer og kirkesanger. Stor skolepolitisk betydning fik Bjørnbak som grundlægger af Viby højere Landboskole (1857), som i modsætning til den dominerende grundtvigske tendens lagde vægt på praktiske kundskaber fremfor foredrag om oldnordiske sagn o. lign. Sine tanker gjorde Bjørnbak bl.a. rede for i et lille skrift, han udsendte 1860 "Frem Bondemand frem" med slagordet "Kundskab er Magt. Uvidenhed Trældom". Bondestandens politiske, kulturelle og sociale højnelse, modstand mod det konservative højre og nedsættelse af militærudgifterne var Bjørnbaks vigtiigste politiske mål. Trods flere forsøg blev han aldrig valgt til Folketinget, men han havde stor indflydelse i Østjylland, hvor flere venstrepolitikere repræsenterede hans synspunkter. I 1862 medvirkede Bjørnbak til oprettelse af Landbosparekassen i Aarhus. 1866 var han medstifter af Aarhus Amtstidende, og han var bladets eneredaktør til sin død. I årtierne efter hans død prægede Bjørnbaks politiske opfattelse Østjylland, hvor der frem til omkring 1900 var et skel mellem de såkaldte "bjørnbakkere" og grundtvigianerne (f 19/1 1824)

 

1895 f Folke Bernnadotte, Røde-Kors leder, FN mægler; sit store filantropiske arbejde indledte B, da han som næst-formand i Svensk Røde Kors i efteråret 1943 stod i spidsen for den praktiske gennemførelse af den første større krigsfangeudveksling mellem vestmagterne og Tyskland. I månederne februar til maj 1945 var B leder af en storstilet hjælpeaktion i Tyskland. Efter forhandlinger med tyskerne - med Himler - lykkedes det at befri ca 20.000 civile kz-fanger og transportere dem i hvide busser til Sverige. Hovedparten af fangerne var danske og norske. B blev i 1946 formand for Svensk Røde Kors; i maj 1948 blev han som følge af sin internationale anseelse mægler i Palæstina under Den Første Arabisk-israelske Krig. I juli lykkes det ham at få etableret en varig våbenhvile. B's første fredsforslag blev forkastet af såvel israelere som arabere. 16. september B. fremlagde han et nyt fredsforslag - den såkaldte Bernadotte-plan: Israels eksistens anerkendtes, og der skulle oprettes en arabisk stat i Palæstina. Bernadotte arbejde vakte beundring verden over, men samtidig havde han pådraget sig et uforsonligt had i yderliggå ende nationalistiske kredse i begge lejre. Dagen efter, han var kommet med sit forslag til etablering af fred blev Bernadotte myrdet af jødiske terrorister. Bernadotte-planen blev skrinlagt efter at være blevet nedstemt i FN (d 17/9 1948)

 

 

 

Under den japansk/russiske krig 1904-05 erobrer japanerne den russiske flådebase Port Arthur ved Det Gule Hav. I maj 1904 var japanerne gået i land på den halvø - Liao Dong, hvor Port Arthur ligger. Halvøens russiske tropper befandt sig i en eminent befæstet forsvarsstilling, og det blev den, japanerne først angreb. I begyndelsen var de japanske tab store, og deres terrængevinster beskedne, men den russiske general tabte hovedet og beordrede rømning. Under resten af krigen var Port Arthur med en eskadre af den russiske stillehavsflåde og 60.000 russere isoleret og belejret. Da den indespærrede russiske flåde i august 1904 forsøgte at bryde ud, blev den mødt af en japansk flåde, der påførte de russiske skibe svære skader og tvang dem tilbage til Port Arthur. Efter stadige angreb kunne japanerne efter russernes overgivelse rykke ind i Port Arthur. Her konstaterede de, at der stadig fandtes levnedsmidler og ammunition til flere måneder. Den russiske kommandant sendte et undskyldende telegram til zar Nikolaj II, indledt med ordene "Store Hersker, tilgiv"

 

1920 f Isaac Asimov, russisk født amerikansk forfatter; efter at have taget doktorgraden i biokemi ved Harvard (1948) var A i 10 år professor ved Boston universitet. Han har skrevet en række populær-videnskabelige bøger bl.a. "The Intelligent Man’s Guide to Science" (2 bd. 1960). Mest kendt er A som forfatter af science fiction romaner, bl.a. "The Foundation Trilogy" (1951-53), som 1982 blev udvidet med en fjerde bog "Foundation’s Edge", trilogien om "The Galactic Empire" med "The Currents of Space" (1954), "The Kingdom of the Sun" (1960). Særlig populære er hans mange noveller, hvor robotter har en central plads sammen med psykologen Susan Calvin. Nogle af dem samlet i "The Rest of the Robots" (1964). I trilogien "The Caves of Sand" (1953), "The Naked Sun" (1956) og "The Robots of Dawn" forener han science fiction med elementer fra kriminalromanen og lader en politimand fra et fremtidens New York løse kriminalgåder på fremmede planeter sammen med en robot (d 6/4 1992)

 

1942 Under 2. Verd. krig erobrer japanerne Filippinernes hovedstad, Manilla. Japanerne havde 10. december 1941 landsat store styrker på nordsiden af Filippinernes hovedø, Luzon. Omgående trænge de videre sydpå, mens de drev de amerikanske forsvarere og disses filippinske hjælpetropper foran sig. På trods af, at Manilla kort forinden var blevet erklæret åben by, blev den udsat for voldsomme bombninger og et kraftigt angreb over land, inden den blev indtaget

 

1969 d Julius Bomholt, radiorådsformand, socialdemokratisk folketingsformand, minister; han blev cand theol 1921 og var 1924-29 forstander for Esbjerg arbejderhøjskole. Under en vis påvirkning af strømninger i den inter-nationale arbejderbevægelse formulerede han fra 1926 sit begreb om en kollektiv socialistisk arbejderkultur, der skulle "afløse den borgerlige forfaldskultur med en karakterfast og frisk proletarkultur". Bogen "Arbejderkultur" udkom 1932; med "Dansk Digtning fra den industrielle Revolution til vore Dage" (1930) skrev han en materialistisk litteraturhistorie. I 1953 redigerede han bogen "Mennesket i centrum", der markerede Social-demokratiets kulturpolitiske udvikling i retning af almen humanisme. Som radiorådformand 1940-53 virkede Bomholt for en udvikling fra en almen og borgerlig programpolitik til "den farlige radio", hvis enkelte udsendelser ikke behøvede at dække flertallets mening. I 1929 valgtes han til Folketinget i Esbjerg-kredsen og valgtes derefter uafbrudt, indtil han efter 39 års medlemsskab udtrådte af tinget i 1968. I perioden februar-oktober 1950 var Bomholt undervisningsminister. Da socialdemokraterne i 1953 atter dannede regering, blev Bomholt igen undervisningsminister og var derefter minister til 1964, idet han 1957 skiftede til socialmini-steriet og 1961 til kulturministeriet. Som minister stod han bag mange fornyelser, herunder oprettelsen af Socialforskningsinstituttet, Statens Kunstfond og Statene almindelige Videnskabsfond. I årene 1945-50 og 1964-68 var Bomholt Folketingets formand (f 11/6 1896)

 

Til top        3. januar

106 f.Kr f Cicero, romersk politiker og forfatter; var en nøgleperson i sin samtid og med afgørende indflydelse i eftertiden. Hans forfatterskab er omfattende og varieret: taler, oplysende skrifter om filosofi og om retorik, oversættelser af græske litterære værker, private breve til venner og politiske forbindelser. For at kunne gennemføre sit oplysningsprogram oversatte han det græske abstrakte ordforråd til latin. Han skabte herved forbilledet for den europæiske ræsonnerende prosa. I sin ungdom fulgte Cicero nogle af tidens betydelige romerske politikere som lærling, des-uden fik han en militær stabsuddannelse. Han gennemførte derefter en typisk romersk embedsmandskarriere, der kronedes, da han i 63 blev valgt til konsul. 52-51 var han statholder i Kilikien. I Ciceross forfatterskab er bl.a. værker om statslære f.eks. "De legibus" (om lovene) om teologi f.eks. "De natura deorum" (om gudernes væsen) og om retorik f.eks. "De oratore" (om taleren). Den store samling af taler afspejler hans politiske virke. 58 er overleveret, omtrent lige så mange er gået tabt. De fleste er forsvarstaler for andre medlemmer af det ledende befolkningslag. Hans største politiske bedrift var nedkæmpelsen af Catilinas kupforsøg og oprør i 63, det år han var konsul. I de fire catilinariske taler skildres for senatet og folkeforsamling oprøret og dets baggrund. I de sidste taler - fra 44-43 - afspejles Ciceros kamp mod voldsregimet efter mordet på Cæsar; det er de såkaldte filipinske taler mod Antonius, Cæsars mægtige næstkommanderende. Da Cæsars arving Octavian - den senere kejser Augustus - sluttede forbund med Antonius, blev Cicero likvideret (d 7/12 43 f. Kr.)

 

1322 Philip 5., fransk konge 1316-1322; Philip var Philip 4.’s næstældste søn, og i 1311 blev han greve af Poitiers. Da hans ældre bror, kong Ludvig 10. døde i 1316, efterladende sig en mindreårig datter Jeanne født af hans første kone og en gravid enke, blev Philip anerkendt som regent for det ufødte barn, for derefter efter dets død i november 1316 fem dage efter fødslen at erklære sig som konge. Efter at være blevet salvet kom konge i Reims i januar 1317 handlede Philip hurtigt for at konsolidere sin position; den 2. februar anerkendte en forsamling af baroner, prælater, fremtrædende parisiske borgere og doktorer fra universitetet i Paris ham som konge. Opsat på at sikre freden som en forudsætning for kongerigets fremgang oprettede Philip et system af lokale militser under officerer, der var ansvarlige over for kronen; ligeledes højnede han på alle niveauer regeringsmaskineriets effektivitet. På den franske trone blev han efterfulgt af sin bror Karl 4. (f ca 1293)

 

1437 d Katharina af Valois, fransk prinsesse, engelsk dronning; datter af Karl 6. af Frankrig og Isabella af Bayern; efter at være blevet konge genoptog Henrik 5. af England de forhandlinger om giftermål med Katharina, hans far - Henrik 4. - havde indledt med den franske konge. Henriks krav om en stor medgift, og at England igen skulle overtage Normandiet og Akvitanien, førte til krig, og brylluppet fandt ikke sted før 2. juni 1420. K blev kronet i Westminster Abbey februar 1421, og fødte december samme år sønnen Henrik (6.). Efter sin mands død i 1422 boede Katharina først på Windsor senere på Baynard Castle ved London. Fra omkr. 1425 opstod der rygter, der satte K's navn i forbindelse med den walisiske godsejer Owen Tudor. Måske blev de gift i hemmelighed i 1429, eller de var måske allerede gift, da parlamentet i 1428 forbød hende at indgå giftermål uden kongens og hans råds tilladelse. Owen Tudor blev fængslet 1436, og Katharina trak sig tilbage til Bermondsey Klostret, hvor hun døde. Med O Tudor havde Katharina tre sønner og to døtre; den ældste søn, Edmund, blev 1452 jarl af Richmond og far til Henrik 7.; Katharina af Valois blev således stammor til huset Tudor, der beklædte den engelske trone til 1603. Da tronen med den barnløse dronning Elizabeths død gled over til den beslægtede skotske kongeslægt Stuart (f 27/10 1401)

 

1521 Pave Leo 10. ekskommunikerer Luther. Det sker med bullen Decet Romanum pontificem, som reaktion på Luthers afbrænding i Wittenberg af pavens bulle af 15. juni 1520 - Exsurge domine - der fordømte enogfyrre af Luthers udtalelser

 

d Peder Palladius, biskop, kirkereformator; var 1530 rektor i Odense og rejste 1531 til Wittenberg, hvor han studerede i seks år og blev dr. theol. Da Christian III søgte en mand til at stå i spidsen for det nye lutherske kirkevæsen i Danmark og egl. tænkte på en tysker, gjorde reformatorerne i Wittenberg opmærksom på Palladius. Han blev kaldt tilbage til Danmark, og blev 2. september 1537 indviet til superindendent (biskop) i Sjællands stift. Desuden blev han professor i teologi og var det kirkelige overhoved for Norge, Island, Færøerne, Got-land og Rügen. Det blev hans opgave at indføre den lutherske reformation i menighederne, og det gjorde han med stor nidkærhed og dygtighed på sine visitatser. I årene 1538-43 besøgte Palladius personligt alle Sjællands 390 kirker og deres præster. Et interessant litterært mindesmærke om dette arbejde er hans "Visitatsbog". I sin levende anskuelighed giver den et fortræffeligt tidsbillede og indeholder samtidig hjertelig og forstandig tale til jævne mennesker om evangelisk kristendom. Palladius litterære produktion var meget stor - hen ved firs latinske og danske skrifter. De omfatter hjælpemidler til de nye lutherske præster og degne såsom katekismer, bønne-bøger, prædikner og salmer. Desuden er der flere moraliserende skrifter med formaninger til ægtefolk, og advarsler mod drukkenskab, banden og særprægede tøjmoder. Blandt hans latinske skrifter kan nævnes, at han i 1541 udgav et lille skrift om Luthers katekismus "for de norske sognepræster" (f 1503)

 

Grundlagt af hofbogtrykker Erik Heinrich Berling begynder Berlingske Tidende at udkomme under navnet Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender. Den udkom to gange om ugen på dansk med parallelle udgaver på fransk og tysk frem til hhv. 1776 og 1797. Efter grundlæggerens død i 1750 fortsatte avisen i familiens eje. I 1808 skiftede bladet navn til Danske Statstidende. I 1833 ændredes navnet til Berlingske Politiske og Avertissementstidende, og avisen udkom nu alle hverdage. I 1896 blev udgivelsen af bladet omdannet til firmaet I/S Berlingske Tidende ejet af den berlingske familie. I 1904 bortfaldt kundgørelsesprivilegiet og dermed bindingen til regeringen, hvorefter bladet blev uafhængigt konservativt. I 1936 fik avisen sit nuværende navn Berlingske Tidende

 

1775 d Josiah Wedgwood, engelsk keramiker; familien havde drevet pottemagerværksted siden begyndelsen af 1600-tallet, og i 1759 startede W eget værksted for fremstilling af "brugs- og prydvarer". Ca 1765 begyndte han fremstilling af "creamware", service i fint, gulhvidt stentøj med påmalede dekorationer. Denne vare blev kendt over hele verden, og takket være kgl. bestillinger (dronning Charlottes teservice ca 1767 og Katharina af Ruslands service 1774) blev denne vare også kaldt "Queens ware". Disse pragtservicers dekoration var landskabsscener, kendte slotte, klostre, kirker osv. I 1765 åbnede W butikker i London. 1769 blev det store værksted "Etruria" (til minde om etruskisk keramik) åbnet. Den første vare, der blev fremstillet på Etruria var "black basalt" med dekorationer af klassisk mytologi i emaljefarver. Den berømte "Jasper ware", som kom på markedet ca 1774 og havde hvide, nyklassicistiske relieffer på blå, grøn eller sort baggrund, regnes som et af W’s mest fornemme produkter (f 12/7 1730)

 

1777 I Nordamerikanske Frihedskrig besejrer den amerikanske hær med George Washington i spidsen englænderne i slaget ved Princeton. Efter julenat at have ført sin hær over Delaware floden og tilføjet englænderne nederlaget ved Trenton trak Washington sin styrke tilbage over floden for at give den et par dages hvile. På årets sidste to dage førte Washington, der rådede over 5.000 mand, igen sin styrke over Delaware floden fra Pennsylvania til Trenton. I mellemtiden havde englændernes øverkommanderende, general Howe, fra New York sendt 8.000 mand af sted under general Charles Cornwallis for at møde Washington. Undervejs havde Cornwallis efterladt mindre garnisoner, senest i Princeton en snes kilometer nord for Trenton. Da Cornwallis fik den amerikanske lejr i sigte, standsede han op for natten besluttet på at gå til angreb næste dag. Hos amerikanerne brændte lejrbålene natten igennem. Men da Cornwallis angreb om morgenen den 3. januar 1777, var den amerikanske lejr tom, og fra nord hørtes ildevarslende kanonskud. Det var lykkedes Washington i nattens løb ubemærket at føre sine tropper uden om den engelske hovedstyrke bag om den til Princeton, hvor han havde overrasket og slået tre engelske regimenter, der var stationeret dér. Den engelske hovedstyrkes forbindelseslinje var dermed afbrudt. Dette fik Cornwallis til omgående at trække sig tilbage. General Howe trak også sine øvrige tropper nærmere sammen omkring New York, så at det foregående halve års engelske erobringer for størstedelen atter var tabt

 

1826 d Louis Gabriel Suchet, fransk marskal; i 1793 blev han soldat i revolutionshæren, og under Napoelonskrigene gjorde han tjeneste som stabschef ved hæren i Italien og deltog i kampene i Østrig og Tyskland. Men hans mest betydningsfulde tjeneste fandt sted i Spanien. I 1809 overog han kommandoen over de franske og allierede hære i Aragonien og opnåede i de næste tre år flere bemærkelsesværdige sejre. Endvidere viste han sig som en effektiv administrator af de besatte områder. Hans indsats blev belønnet af Napoleon, der i 1811 udnævnte ham til marskal og året efter gjorde ham til hertug af Albufera. Som øverstkommanderende for de franske hære i Sydfrankrig overgav han sig i 1814 til briternes øverstkommanderende, hertugen af Wellington (f 2/3 1770)

 

f Carl Goos, professor, kultusminister 1891-94, justitsmininister 1900-01; han blev juridisk kandidat 1857, lektor ved Københavns Universitet 1861 og professor samme sted 1862. Hans fagområde var primært strafferet, straffeproces og retslære. Hans hovedværker er "Forelæsninger over den almindelige Retslære" (1889-92) samt det strafferetslige værk "Den danske Strafferets Specielle Del" (1895-96). 1880 blev han som højremand valgt til Folketinget i en københavnsk kreds med mange socialdemokratiske vælgere; ved det flg. valg i 1884 tabte han da også kredsen til socialdemokraten P. Holm. C blev 1885 kongevalgt medlem af Landstinget, hvor han havde sæde til sin død. I 1891 indtrådte han som kultusminister I Estrups regering, men mistede posten ved regeringsomdannelsen i 1894. 1884-1901 var G blevet overinspektør ved fængselsvæsenet og fortsatte i denne stilling efter sin afgang som minister. Da han forlod stillingen ved fængselsvæsenet, var han justitsminister 1900-01i det sidste højreministerium inden Systemskiftet. Ved sin 80-årsdag blev C hyldet som den største danske jurist siden A.S. Ørsted (d 20/12 1917)

 

f Viggo Johansen, maler; i årene 1868-1875 blev han uddannet på Kunstakademiet; sin første motivverden fandt han i Hornbæk - 1872-76, hvortil han søgte med bl.a. P.S. Krøyer. 1875 kom han til Skagen med Michael Ancher, og tilhørte siden kredsen af Skagensmalere. I 1880 blev han gift med Anna Anchers kusine Martha Møller. På Skagen gav han sig omgående i gang med at skildre den øde natur som f.eks. i "Klitparti ved den tilsandede kirke" (1875). I løbet af 1880'erne lykkedes det J at gøre sit talent gældende blandt 80'ernes realister således i Skagen-interiøret "Ung pige i sit køkken" (1882). Sine mest populære arbejder udførte J dog ikke på Skagen. Det blev som den borgerlige idyls, især aften-interiørets uovertrufne skildrer, han opnåede sin position som en af de centrale skikkelser i dansk malerkunst i slutningen af 19. århundr. Allerede 1885 fik han sit gennembrud inden for denne motivkreds med "Aftenpassiar", som vandt international anerkendelse. Inden for samme motivkreds er "Børnene vaskes" (1888), "Omkring juletræet" (1896) og "Et Akademirådsmøde" (1904). 1906-1920 var J professor ved Kunstakademiet (d 18/12 1935)

 

d Pierre Larousse, fransk sprogforsker og leksikograf; efter i en periode at have virket som lærer i Toucy kom Larousse 1840 til Paris, hvor han i otte år fulgte al den undervisning ved Sorbonne og Collège de France, hans tid og beskedne løn tillod. I samme periode var Larousse begyndt at skrive skolebøger; den første af disse udkom 1849; den blev i de flg. år fulgt af en række gramatikker og ordbøger, han selv udarbejdede og udgav. Hans bøger afsattes godt, og de dannede det økonomiske grundlag for hans "Dictionnaire universel du XIXe siècle", en omfattende encyclopædi. I sin Dictionnaire søgte Larousse at få alle de nyeste videnskabelige resultater med. Værket udkom i hefter hver 14. dag; første hefte i 1865, det sidste 1876. Om sin forfatter- og udgivervirksomhed udtalte L "Min første ambition var at undervise børn. Det arbejde ville jeg fortsætte ved at forsøge at lære enhver alt" (f 23/10 1817)

 

1883 f Clement Attlee, britisk politiker; efter at have afsluttet et juridisk studium i Oxford blev han engageret i socialt arbejde i Londons fattigkvarter East End og tilsluttede sig i 1908 Labour. Under 1. Verd.krig gjorde han tjeneste i et infanteriregiment ved Gallippoli, i Mesopotamien og i Frankrig. Efter at være demobiliseret vendte A tilbage til London East End til socialt og nu også lokalpolitisk arbejde. Han opstillede forgæves ved byrådsvalget i London 1919. Men da Labour fik flertal i byrådet i Stepney Boruogh, overlod man A posten som borgmester. I 1922 (til 1950) blev han medlem af Underhuset for Limehouse kredsen i East End, London; fra 1950 til 1955 var A medlem af Underhuset for West Walthamstow. I Parlamentet gjorde A ingen kometagtig karriere, støt og langsomt arbejde han sig op. Han havde ministerposter i Labourregeringerne 1924 og 1929-31. 1935 blev han partileder og maj medlem af den nationale samlingsregering. I 1942 udnævntes han til vicepremierminister. Labours valgsejr i 1945 bragte ham i spidsen for en Labour flertalsregering. Hans regering gennemførte reformer af sundheds- og socialvæsenet, hvorved det britiske velfærdssystem etableredes. Endvidere stod A’s regering for nationalisering af flere private virksomheder – kul- og stålindustri, jernbanedrift, luftfart m.m. samt Bank of England.Efter de Konservatives valgsejr i 1951 fortsatte A som oppositionsleder. Da han 1955 trak sig tilbage, blev han adlet som Earl of Walthamstow (d 8/10 1967)

 

f John Ronald Reuel Tolkien, engelsk forfatter og filolog; han udgav flere middelaldertekster samt arbejder om heltedigtet Beowulf og om Geoffrey Chaucer. T's viden om engelsk middelalder og hans kærlighed til historie, eventyr og myter genspejles i romanerne "The Hobbit" (1937) og trilogien "The Lord of the Rings" (1954-55). Sidstnævnte udkom med bindene "The Fellowship of the Ring" (1954), "The two Towers" (samme år) og "The Return of the King". T var født i Sydafrika og kom til Englandsom fireårig. Han blev uddannet på Oxford (B.A., 1913; M.A., 1919). Han gjorde militærtjeneste under 1.Verdenskrig og var 1925-45 professor i angelsaksisk og 1945-59 professor i engelsk sprog og litteratur ved universitetet i Oxford. Blandt hans videnskabelige arbejder er "Sir Gawain and the Green King""(1925) og "Beowulf: The Monsters and the Critics". T begyndte at skrive sin trilogi, mens han var studerende. Til sine børn skrev han under dette arbejde som en introduktion til trilogien "The Hobbit". Såvel denne som "The Lord of the Rings" foregår i en mytologisk fortid; sidstnævnte beskriver kampen mellem forskellige gode og onde kongeriger om besiddelse af en magisk ring, der han den egenskab, at den kan ændre magtbalancen i verden. Den udmærker sig ved såvel dens fint tegnede fantasifigurer – feer, dværge og hobbitter – som dens stedse fantasirige fortællerglæde. Trilogien blev udgivet på dansk som "Ringenes Herre" 1968-70 (d 2/9 1973)

 

f Ngo Dinh Diem, vietnamesisk politiker, der var præsident med ditatoriske beføjelser i Sydvietnam fra 1954, til han blev myrdet i 1963. Hans forfædre var blandt de første, der i 1600-tallet konverterede til katolicismen. Han stod på god fod med Vietnams kejserlige familie, og i sin ungdom var han i 1930’erne kejser Bao Dais indenrigsminister. I 1945 blev han taget til fange af den kommunistiske leder Ho Chi Minhs tropper. Ho Chi Minh opfordrede Diem til at slutte sig til hans uafhængige regering i Nordvietnam iud fra den betragtning, at Diems tilslutning ville sikre den katolsk støtte. Men Diem afviste opfordringen. Han forlod Vietnam og boede det næste årti i udlandet. I 1954 vendte Diem hjem for at stå i spidsen for et amerikansk støttet styre i Sydvietnam. I et land, der var sønderrevet af stærkt uenige folkegrupper og politiske fraktioner, oprettede Diem et autokratisk regime, hvor de højeste poster var beklædt af medlemmer af Diems familie. Hans katolicisme og hans favorisering af katolikker betød, at han mistede støtten fra buddisterne, der udgjorde et stort flertal i Sydvietnam. Diem opfyldte aldrig sit løfte om at gennemføre jordreformer; i hans regeringstid var der stigende kommunistisk indflydelse, samtidig med den kommunistisk inspirerede Nationale befrieksesfront – eller Viet Cong – fik stadig større tilslutning, ligesom dens politiske gennemslagskraft var voksende. Diems fængsling.og drab på flere hundrede buddister, som han hævdede støttede kommunistiske oprørere, fik USA til at fjerne dets støtte, og Diem blev myrdet af sine officerer i forbindelse med et statskup (d 2/11 1963)

 

f Morten Nielsen, digter og litteraturstuderende; deltog i modstandsbevægelsen og blev dræbt ved et vådeskud. Selv om han i sit korte liv kun nåede at udgive én digtsamling "Krigere uden våben", få dage før han døde, var det nok til at slå hans navn fast som en af sin generations mest begavede og formbevidste lyrikere. Efter besættelsen voksede hans ry yderligere, styrket både af den stramt redigerede samling "Efterladte Digte", der udkom i befrielsesåret, og af det forhold N var aktiv i modstandsbevægelsen og derfor et velegnet symbol på nationale følelser. Han blev tidligt under besættelsen medarbejder ved det illegale blad Frihedsstøtten, senere kaldt Dansk Maanedspost, og fra forsommeren 1944 "indsiver" i transportgruppen Speditøren, dvs. en der besøgte og beroligede Sveriges-flygtninge inden ombordstigningen.Efter at have udført dette arbejde i få måneder omkom han under omstændigheder, der i mange år blev beskrevet med den faste formular "Vådeskud under våbeninstruktion". Omstændighederne synes at have været, at N ville sætte patroner i en Mauser-pistol og derunder kom til at affyre den mod sig selv. N var ikke bevæbnet under de opgaver, han hidtil havde løst og var ikke kyndig i våbenbrug (d 29/8 1944)

 

1931 d Joseph-Jacques-Césaire Joffre, fransk general; deltog i den fransk-tyske krig 1870-71 og i franske kolonikrige i slutningen af 1800-tallet. Blev chef for generalstaben 1911 og ved krigsudbruddet 1914 øverstkommanderende for de franske og allierede styrker i Frankrig. Som generalstabschef havde J planlagt den af tyskerne forventede raske offensiv ind i Alsace, men tyskerne kom ham i forkøbet ved at indlede angrebet på Frankrig ved at marchere gennem Belgien. I slaget ved Marne sept. 1914 lykkedes det hans tropper at standse den tyske fremrykning; men det lykkedes hverken i 1915 eller 1916 at drive dem tilbage. J’s popularitet var dalende, og i decbr 1916 blev han afløst som øverstkommanderende. Efter krigen blev han medlem af Det franske Akademi. J udgav i 1920 "La Préparation de la guerre et la conduite des opérations 1914-15". Hans memoirer udkom i 1932 (f 12/1 1853)

1924 I kongernes dal i Ægypten finder den engelske arkæolog Howard Carter Tutankmons sarkofag

1944 Under deres fremtrængen mod vest passerer russiske tropper den polsk-russiske førkrigsgrænse. Sommeren 1943 bliver betegnet som vendepunktet i krigen på østfronten. Initiativet var nu russernes. Med offensiven ved Kursk i begynddelsen af juli forsøgte tyskerne at vinde initiativet tilbage. Med ved månedens midte var den tyske offensiv brudt sammen. I august begyndte den røde hær en række offensiver. Taktikken, som blev brugt, var stadig at skifte angrebene fra en frontsektor til en anden. I løbet af vinteren 1943-44 blev tyskerne drevet tilbage fra Leningrad, på midtfronten blev de drevet tilbage fra Smolensk til en linje langs øvre Dnjepr, og ved forårstide 1944 stod russiske tropper på såvel polsk som rumænsk territorium

 

Til top        4. januar

1424 d Murzio Attendolo Sforza, italiensk condottiere; søn af en velstående bonde i Romagna; S forlod hjemmet i 1384 og sluttede sig til en gruppe lejesoldater. Han havde succes og tjente sig op og blev kompagnikommandør; i tjeneste hos forskellige condottieri bl. a. den berømte Alberico da Barbiano, som gav ham tilnavnet Sforza - styrke. I 1398 i tjeneste hos Viscontierne, herskerne i Milano; disse forlod han snart og kæmpede i stedet først for Firenze siden for Ferrara. 1412 rejste S til Napoli efter at have fået tilbudt tjeneste af kong Ladislas; her blev han øverstkommanderende for kongens tropper. Efter Ladislas død (1414) oplevede S under dronning Johanne 2.’s stormfulde og lunefulde styre den ene dag at blive æret og overøst med ejendomme og embeder for den næste dag at blive fængslet og tortureret. I 1424 blev han af dronningen sendt i krig mod en af sine gamle modstandere condottieren Braccio da Montone, der var i tjeneste hos kong Alfonso 5. af Aragonien. Under felttoget druknede Murzio Sforza under sin hærs passage af floden Pescara i det centrale Italien (f 8/5 1369)

 

1643 f Isaac Newton, engelsk naturvidenskabsmand; studerede i Cambridge, hvor han blev professor i matematik som 27-årig. N er en af alle tiders største naturvidenskabsmand. Hans største bedrifter er: opdagelsen af, at hvidt lys er sammensat af farver, opstillingen af bevægelseslærens grundlove, opdagelsen af tyngdeloven og opfindelsen af differential- og integralregning. 1672 offentliggjorde N sit første arbejde om lys og farve i "Philosophical Transactions" og indledte dermed en ny tradition ved at gøre en videnskabelig opdagelse kendt gennem en afhandling i et tidsskrift. N’s optiske arbejder blev kendt gennem hans forelæsninger, som han tidligt havde planer om at lade trykke. De udkom i 1704 som værket "Opticks", der i det flg. århundrede blev regnet for lyslærens hovedværk. Værket "Philosophiae naturalis principia mathematica", kendt som "Principia", udkom 1687. Det indeholdt grundlaget for de næste århundreders udvikling inden for fysik og astronomi, og der findes næppe noget andet værk inden for fysikken, som kan sidestilles med det i betydning. N’s periode som nyskabende fysiker regnes for at være afsluttet med udgivelsen af "Principia". 1689-90 og igen fra 1701 var han medlem af parlamentet. I 1696 forlod han Cambridge og blev opsynsmand for Den kongelige Mønt i London. I 1699 blev han Master of the Mint. Fra 1703 var han præsident for Royal Society, hvor han var blevet medlem i 1672. Samtidig udførte N et stort arbejde for pengevæsenet, hvor hans kundskaber om mineralogi og kemi var til stor nytte. Teologiske afhandlinger, som først blev kendt efter hans død, viser at han interesserede sig stærkt for Biblens profetier og for numerologi (d 31/3 1727)

 

1701 d Ernst Rüdiger Graf von Starhemberg, østrigsk feltmarskal; under den tyrkiske belejring af Wien i 1683 ledede han forsvaret af byen; fra 1691 til sin død var von Starhemberg præsident for det østrigske hofkrigsråd (f 12/1 1638)

 

1761 d Stephen Hales, engelsk præst, fysiolog, kemiker og opfinder; han blev kendt for sit pionerarbejde inden for plante- og dyrefysiologi. I 1727 udsendte han første bind af Statical Essay, hvori han gør rede for sine undersøgelser inden for plantefysiologi bl.a. om fordampning fra planterne, om den hastighed hvormed skud og blade vokser. Det andet bind fra 1733 var et vigtigt bidrag til forståelse af blodets kredsløb. Hales gjorde de første kvantitative vurderinger af blodtryk, og hans arbejde førte til udviklingen af de instrumenter, der i dag bruges til måling af dette. Han påviste rygmarvens betydning for refleksbevægelser; han opfandt en ventilator, der hurtigt fandt anvendelse på hospitaler og i fængsler; opfandt desuden et måleinstrument til lodning af vanddybder. Hales udgav anonymt 1734 "A Friendly Admonition of the Drinkers of Brandy and Other Distilled Spirit" og "A Description of Ventilators", et pionerarbejde af største praktiske betydning udkom 1743 (f 7/9 1677)

 

f Jacob Grimm, tysk sprogvidenskabsmand, eventyrudgiver og grundlægger af germansk filologi; han studerede jura i Marburg og litteraturvidenskab i Paris; herefter arbejdede han flere steder i Tyskland som bibliotekar, inden han 1813 blev hessisk diplomat og 1816 blev betroet hvervet at kræve røvede tyske bogskatte tilbage fra Frankrig. Samme år blev han bibliotekar i Kassel; 1830 blev han professor og bibliotekar i Göttingen. 1840 blev han kaldt til Berlin som medlem af Videnskabernes Akademi og med jus docendi ved universitetet. Ved retshistoriske studier var G’s interesse for den tidlige tyske tekstoverlevering og for historisk metode blevet vakt. Resultatet blev, at han sammen med broderen Wilhelm G udførte han et overordentlig omfattende udgiverarbejde. Med broderen udgav han bl.a. "Kinder- und Hausmärchen" (1812-14), den første videnskabelige udgave af folkeeventyr; desuden udgav de talrige ældre tyske værker i tidsskriftet Altdeutsche Wälder (1813-15), "Deutsche Sagen" (1816-18). Inden for sproghistorie udgav Jacob G i 1819 "Deutsche Grammatik", og med den grundlagde han den historiske germanske sprogforskning. Også hans "Geschichte der deutschen Sprache" (1848) og "Deutsche Mythologie" (1835) markerer milepæle. G’s retshistoriske studier resulterede i bl.a. "Deutsche Rechtsaltertümer" (1828), der omhandler ældre germansk ret (d 20/9 1863)

 

 

I Danmark afskaffes trolovelse som offentlig institution. Da trolovelse iflg. ægteskabsordinans af 15. juni 1582 skulle foregå for en præst og mindst fem vidner og før en egentlig vielse, var det den alm. opfattelse, at den indeholdt et begyndt ægteskab, som måtte have visse af dettes virkninger, idet partnerne f.eks. kunne idømmes straffe for kønsforbindelser med andre, og at de af dem avlede børn var ægte. Den omstændighed, at adelen var fritaget for at indgå trolovelse, bevirkede, at alle mere velhavende ligeledes søgte at blive fri herfor, og at der udviklede sig et bevillingssystem, der havde til følge, at pligten til at indgå trolovelse kom til at påhvile almuen alene. Forordningen af 4. januar 1799 fastslog da, at trolovelse var blevet en ufornøden ceremoni, der ofte var til byrde for den arbejdende klasse ved tidsspilde og unyttig bekostning, hvorfor det blev bestemt, at ægteskab efter foregående lysning altid kunne indgås ved kirkelig vielse uden forudgående trolovelse

 

1809 f Louis Braille, fransk blindeskriftopfinder; blev blind som treårig og kom som 11-årig til "Institut for unge Blinde" i Paris. Allerede i 1825 præsenterede han sit punktskriftsystem, som var inspireret af en fransk officer, der havde udviklet en følbar kodeskrift, som kunne dechifreres i mørke. B ændrede systemet, så det blev en bogstav- og tegnskrift og udformede samtidig grundfiguren, så den samlet kunne føles med en fingerspids. Punktskrift blev straks taget i brug af de blinde elever på instituttet, men først i 1852 blev skriften officielt indført ved trykning af skolebøger. B’s opfindelse har haft afgørende betydning for udvikling af undervisning af blinde (d 6/1 1852)

 

1840 f Matilde Bajer, forkæmper for kvinde- og fredssag; 1871 tog hun sammen med sin mand - Frederik Bajer - initiativ til oprettelse af en dansk afdeling af det internationale kvindesamfund i Genève, stiftet 1868. Den danske afdeling stiftedes 24. februar 1871, og B valgtes til formand. Betegnelsen international og tilknytnin-gen til den europæiske bevægelse skabte imidlertid uvilje, og trods Bs modstand blev forbindelsen afbrudt, og decbr. s.å. stiftedes Dansk Kvindesamfund. Hun var derefter menigt medlem. I protest mod Dansk Kvindesamfunds upolitiske linje var hun i 1886 medstifter af Kvindelig Fremskridtsforening, der kæmpede for kvinde- freds- og arbejdersagen. Denne blev i 1893 optaget i Dansk Kvindesamfund, hvorefter B blev formand for Københavnskredsen. Hun blev ved sin mangeårige indsats i kampen for politisk medbestemmelse en hovedkraft bag opnåelsen af kvindernes valg- og stemmeret i 1915 (d 4/3 1934)

 

1857 d Georg Carstensen, tivoligrundlægger; efter journalistisk uddannelse i Frankrig og USA udgav han i København fra 1839 salonbladet "Portefeuillen". Hans blads lette, brogede, for en stor del oversatte indhold fandt mange læsere. C fik endvidere succes, da han begyndte at arrangere københavnske folkefester som store illuminations-og fyrværkerifester i Rosenborg have. 1842 fik han et femårigt kgl. privilegium på oprettelse af "Kjøbenhavns Tivoli og Vauxhall". 15. august 1843 åbnede C Tivoli, som straks blev en stor succes. Et fejlslagent projekt med åbning af et "Vinter-Tivoli" kaldt Casino svækkede hans ledelse af Tivoli, hvis privilegium udløb 1847, uden han havde fået det fornyet. Udbruddet af krigen 1848 modtog han som en befrielse. Han meldte sig som frivillig og blev løjtnant ved 1. reservebataljon. Senere samme år lod han sig ansætte som premierløjtnant ved den vestindiske hærstyrke. 1852 tog han sig afsked og bosatte sig i New York. Med svækket helbred vendte C 1855 tilbage til København. Han måtte kæmpe en hård kamp for at holde sig oven vande. I harme over at blive holdt ude fra ledelsen af Tivoli havde C planer om at anlægge et konkurrerende foretagende. April 1856 fik han kgl. bevilling til at realisere sin hævnakt i en have ved Frederiksbg. Allé. Men inden etablissementet åbnede, døde C af lungebetændelse. Han var den første dansker, der indførte impulser fra det europæiske forlystelsesliv i stor stil. Han var en både elsket og hadet person i samtiden. (f 31/8 1812)

 

1884 Den britiske socialist organisation Fabian Society bliver dannet. Den blev dannet i opposition til den radikale, marxistisk prægede Social Democratic Federation. Det var grundlæggernes opfattelse, at socialismen skulle opbygges gennem gradvise sociale og uddannelsesmæssige reformer uden klassekamp og revolution og med bevarelse af den private ejendomsret, men med samfundskontrol over centrale produktionsområder. Trods begrænset medlemstal fik F.S. betydelig indflydelse på Labourpartiets ideologiske udvikling og påvirkede ligeledes en række nordiske socialdemokratier

 

1885 Den første vedlykkede blindtarmsoperation bliver gennemført af Dr. Williams West Grant i Iowa. Hans patient er den 22årige Mary Gartside

 

1894 d N.J. Fjord, docent og forsøgsleder; han tog lærereksamen i 1845 og virkede nogle år som lærer i Århus. Han deltog som frivillig i krigen i 1848 og forfremmedes til kommandersergent, inden han ved våbenstilstanden 1848 vendte tilbage til skolearbejdet. Fra 1855 var Fjord studerende ved Polyteknisk Læreanstalt og blev allerede 1858 docent ved den nyoprettede Landbohøjskole. Her blev han en dygtig lærer, men hans hovedindsats kom til at ligge inden for landbrugsforskningen, og han blev den egentlige grundlægger af landbrugets forsøgsvirksomhed i Danmark. Fjord forstod at samarbejde med det praktiske landbrug, finde problemer, der trængte sig på og fremlægge sine resultater pædagogisk og umiddelbart anvendeligt. I 1885 blev han forstander for Landøkonomisk Forsøgslaboratorium. Gennem sammenlignende undersøgelser dokumenteredes her centrifugens overlegenhed ved smørfremstilling, og han udviklede en simpel metode til bestemmelse af fedtindholdet i mælken, hvilket var af betydning for andelshavernes afregning. Fjords arbejde var af stor betydning for dansk landbrugs omlægning til animalsk produktion med høj forædlingsgrad (f 27/4 1825)

 

d Alfred von Schlieffen, tysk officer; efter i et par år at have studeret jura fulgte han familietraditionen og blev officer, idet han i 1854 blev sekondløjtnant ved et ulanregiment. I 1865 blev han tilknyttet generalstaben. Sin første krigserfaring fik han i krigen mod Østrig som stabsofficer hos prins Albrecht af Preussen. Også i opgøret med Frankrig 1870-71 var han stabsofficer. Efter krigen gjorde han atter tjeneste ved den tyske generalstab fra 1884 som oberst. Fire år senere kom udnævnelsen til general, og i årene 1891-1906 var han chef for generalstaben. Som sådan kom Schlieffen til at øve en afgørende indflydelse på den tyske officersstand og på principperne for tysk landkrigsførelse. I nogle år var sandsynligheden for, at Tyskland kunne komme til at udkæmpe en tofrontskrig - med Rusland i øst og med Frankrig i vest – blevet stadig mere tydelig. Allerede inden han blev generalstabschef, var Schlieffen begyndt at udarbejde planer for, hvorledes en sådan krig skulle udkæmpes. Han nåede frem til, at ved krigens udbrud skulle den tyske hærs hovedstyrke samles i vest for at vinde en hurtig sejr over Frankrig. I mellemtiden skulle der over for Rusland, hvis mobilisering mentes ville ske langsomt, føres en henholdende krig, indtil tropper kunne overføres fra vest, når Frankrig var besejret. Schlieffen var klar over, at en hurtig sejr over Frankrig på gr. af terrænet ikke kunne opnås ved et frontaltangreb. Altså måtte den tyske højrefløj gennemføre angrebet på Frankrig ved at marchere gennem Belgien. Mellem 1893 og 1905 blev planen flere gange revideret, men alle versioner havde det samme grundlæggende princip: en overvældende stærk højrefløj, der skulle rykke frem gennem Belgien og Nord-Frankrig, udmanøvrere de franske hære, så de var omringet. Med planen videreførte Schlieffen Moltkes angrebslære, og hans udvikling af principperne for "dobbelt omringning" , som bygger på Hannibals fremgangsmåde ved Cannae. "Schlieffenplanen" dannede til en vis grad grundlag for de tyske angreb i august 1914 (f 28/2 1833)

 

1935 f Floyd Patterson, amerikansk bokser og den første nogensinde der genvandt titlen verdensmester i professionel boksning i sværvægt. Patterson, som voksede op på Brooklyn, lærte at bokse mens han var elev på en skole for følelsesmæssigt forstyrrede børn. I 1950 og 1951 vandt han ved flere store stævner, og i 1952 vandt han guldmedalje i mellemvægt ved olympiske lege i Helsingfors. Hans første professionelle kamp fandt sted i september 1952. Da han vandt sværvægtstitlen, havde han kun tabt én kamp som professionel. Nævnte titel erhvervede Patterson efter Rocky Marciano, der havde trukket sig tilbage, da han den 30. november 1956 knockoutede Archie Moore i femte omgang i deres møde i Chicago. Han mistede titlen til svenskeren Ingemar Johansson den 26. juni 1959, da han blev slået ud i tredje omgang. Den 20. juni 1960 blev han atter verdensmester i sin vægtklasse, da han slog Ingemar Johansson ud i femte omgang. Patterson mistede titlen til Sonny Liston, da han den 25. september 1962 blev knockoutet i første omgang. Senere forsøg på at genvinde titlen – bl.a. i kampe mod Sonny Liston og Muhammad Ali – var forgæves. Patterson trak sig tilbage i 1972; i en periode drev han en amatørbokseklub og var senere sportsmedarbejder ved staten New York

 

d Henri Bergson, fransk filosof; professor ved Collège de France i Paris 1900-21; vendte sig imod den dyrkelse af naturvidenskaben, som havde kendetegnet 1800-tallets positivisme. Iflg. Bergson har filosofien sin egen særlige metode, intuitionen, som angår det konkrete og levende i modsætning til den videnskabelige metode, som angår det abstrakte og statiske. I sit sidste hovedværk "Les deux source de la morale et de la religion" (1932) hævdede Bergson, at moralen grundes på menneskets stilling som samfundsvæsen ikke på fornuften, at religionen i sin oprindelige form er naturens forsvarsreaktion mod forstandens destruktive tendenser. Bergson var en af sin samtids mest beundrede og mest læste filofoffer. I 1928 modtog han nobelprisen i litte-ratur (f 18/10 1859)

 

1944 d Kaj Munk, præst og forfatter; cand theol 1924 fra samme år til sin død sognepræst i Vedersø. Kort efter han var kommet til Vedersø, fuldførte han det bibelske drama "En idealist", som i 1928 blev opført på Det kgl. Teater uden større succes. Sit gennembrud på scenen fik han med renæssanceskuespillet "Cant" (1931) og trosdramaet "Ordet" (1932), hvis handling er henlagt til samtidigt realistisk miljø. Herefter fulgte flere større og mindre dramatiske arbejder, adskillige digtsamlinger, et bind erindringer "Foråret så sagte kommer" (1942), artikler, essays og prædikener samlet i bl.a."Himmel og jord" (1938), "Ved Babylons floder" (1941) og "Med ordets sværd" (1942). Med sin sympati for handlingens stærke mand følte Munk sig i mellemkrigstiden tiltrukket af de fascistiske diktatorer. Men netop på denne baggrund fik hans uforfærdede protest mod den tyske besættelsesmagt en betydelig patriotisk virkning. Han undsagde stadig mere højlydt den tyske besættelsesmagt, nazismen og antisemitismen, og fra 1942 blev hans dramatik forbudt af censuren, hvilket dog hverken lukkede munden på Munk eller forhindrede hans teksters udbredelse. Derved kom Kaj Munk til at personificere den frie tankes ukuelighed, og han blev en åndelig inspirator for den nationale rejsning og for den højrenationale modstandskamp. Af samme grund blev Kaj Munk en torn i øjet på besættelsesmagten, og han fik helte- og martyrstatus, efter han den 4. januar 1944 blev hentet i sit hjem af tyske terrorister og blev myrdet i nærheden af Silkeborg (f 13/1 1898)

 

d Albert Camus, fransk forfatter; som eksistensfilosofisk tænker, engageret skuespil- og romanforfatter, essay-ist, journalist og dramatiker prægede Camus afgørende efterkrigstidens kulturelle liv. Han var en af de franske digter-filosoffer, som i litterær form dels søgte erkendelse dels udtrykte en filosofisk "lære". Han tog udgangspunkt i en menneskehed uden Gud, i verdens mangel på mening og sammenhæng, i den absurditet som opstår i mødet mellem den irrationelle virkelighed og menneskets trang til klarhed, mellem "den menneskelige appel og verdens ugennemtrængelige tavshed". Camus’ første roman "L’Étranger" (1942) gav udtryk for den meningsløshed og frem-medfølelse, som det gælder om at erkende og overvinde. "Le Mythe de Sisyphe" (1942) giver i essayform en slags forklaring og filosofisk kommentar til "L’Etranger". I "La Peste" (1947) viser han, hvorledes meningsløs-heden kan bekæmpes ved nøgtern erkendelse, mådehold, medmenneskelighed og solidaritet. Kun ved at erkende sin samhørighed med andre mennesker kan oprøret mod den meningsløse skæbne begrundes. I Camus’ øvrige produktion er bl.a. skuespillene "Caligula" (1944) og "Les Justes" (1950), novellesamlingen "L’Exil et le Royaume" (1957) og romanen "La Chute" (1956), som er en besk satire over borgerlig selvtilstrækkelighed og et hensynsløst selvopgør. I 1957 fik Camus nobelprisen i litteratur. Han var født i en fattig arbejderfamilie i Algeriet, og ved hjælp af legater fik han studentereksamen. Han begyndte efterfølgende at læse filosofi, men måtte opgive studierne pga. tuberkulose. Camus tog fra Algeriet til Frankrig, da Anden Verdenskrig brød ud. Fra 1941 deltog han aktivt i den franske modstandsbevægelse. Han døde som følge af en trafikulykke (f 7/11 1913)

 

d T.S. Elliot, amerikansk/engelsk lyriker, dramatiker og kritiker; bosatte sig 1915 i England og blev 1927 britisk statsborger. Hans første digtsamling "Prufrock and Other Observations" fra 1917 var påvirket af symbolismen og virkede uforståelig eller chokerende på nogle, fascinerende, nyskabende og betydningsfuld på andre. Ironien og satiren var fremtrædende, og storbyens neurotiske mennesker var i forgrunden. Samtidig var E begyndt som anmelder og kritiker og udgav i 1919 essayet "Tradition and the Individual Talent", hvor han understregede betydningen af, at den litterære tradition holdes levende, og at digteren objektiviserer sine personlige følelser. I 1922 begyndte han at udgive tidsskriftet "The Criterion", og i dets første nummer offentliggjorde han digtet "The Waste Land", der skildrer et totalt værdisammenbrud og blev samtidigt et markant udtryk for tidsånden umiddelbart efter 1. Verdenskrig. "Ash Wednesday" fra 1930 drejer sig om digterens konvertering til katolicismen og forsøget på at leve et religiøst liv i den moderne ødemark. Som dramatiker fik E sit gennembrud i 1935 med "Murder in the Cathedral", et historisk-psykologisk drama om mordet på ærkebiskop Thomas Becket. Samtidigt var det et gennembrud for det poetiske og det religiøse versdrama. Børnerimet "Old Possum's Book of Practical Cats", der udkom i 1939, blev i 1981 grundlaget for Lloyd-Webber mucicalen Cats, en af Englands største teatersucceser. E er blevet karakteriseret som en meget indflydelsesrig kritiker, der især har haft betydning for den såkaldte "New Critisism" med dens vægt på digtningens indre, objektive kriterier. Blandt E's essaysamlinger indeholdende samfunds- og kulturkritiske arbejder er "The Idea of Christian Society" (1939) og "Notes Towards a Definition of Culture" (1948). I 1948 modtog E Nobelprisen i litteratur (f 26/9 1888)

 

1986 d Christopher Isherwood, engelsk/amerikansk forfatter; efter endt studietid i Cambridge udgav han sine første romaner "All the Conspirators" og "The Memorial" (1932). Men det var først, da han i 1930 slog sig ned i Berlin, han fandt det tema, der gjorde ham kendt. Hans berlinerophold resulterede i de to romaner "Mr. Norris Changes Train" (1935, da. Mr. Norris skifter Tog, 1939) og især "Goodbye to Berlin" (1939, da. Farvel til Berlin, samme år), der er forlæg til musicalen og filmen Cabaret med Liza Minelli. Det er Berlins kulturelle og politiske dekadence før Hitlers magtovertagelse i 1933, der skildres med en bevidst naiv, selvbiografisk impressionisme og med fine person- og miljøskildringer. På trods af det selvbiografiske i romanerne, afslørede I ikke det egentlige motiv til det selvvalgte eksil i Berlin, nemlig hans homoseksualitet. Først i "Christopher and His Kind" (1976, da. Christopher og hans kreds: 1929-1939, 1978) kunne I tale åbent om denne side af sit berlinerophold. Under indtryk af den truende krig emigrerede han i 1939 til USA og blev 1946 amerikansk statsborger. Allerede i 1938 udgav han en selvbiografi "Lions and Shadows". I 1939 blev han scriptforfatter for Metro-Goldwyn-Mayer. Romanen "Prater Violet" handler om en filmindspilning i London. Efter at have tilsluttet sig Ramakrishna-menigheden i Los Angeles udgav I antologierne "Vedanta for the Western World" (1948) og "Vedanta for Modern Man" (1952), med artikler af både indiske og vesterlandske tilhængere af Vedanta, desuden biografien "Ramakrishna and His Disciples" (1965). Det i 1996 udkomne første bind af I’s dagbøger (skrevet i perioden 1939-60) viste bl.a., at han trods hangen til mysticisme ikke gav afkald på mere jordnære interesser såsom ungle elskere og Hollywood-karrieren som drejebogsforfatter (f 26/8 1904)

 

Til top        5. januar

1066 d Edward Bekenderen, engelsk konge 1042-1066; søn af Æthelred II og hans anden dronning Emma af Normandiet, der siden blev gift med Knud den Store. E voksede op i Normandiet, hvor han fandt støtte på sit krav på England. Det lykkedes ham først at komme på tronen efter fire andre regenter. De mange normanniske stormænd, som kom til at spille en stor rolle i England, da Edward var blevet konge, blev mødt med fjendskab i angelsaksiske kredse ledet af jarl Godwin, hvis datter Edith Edward blev gift med i1045. I 1052 måtte Edward opgive kampen mod Godwin og genindsætte ham og hans mænd på de poster, han året før havde frataget dem. Edward var kendt for sin store fromhed; det sagdes om ham, at han var mere munk end konge, og at han levede med sin dronning, som var hun hans søster. Han grundlagde han Westminster Abbey, hvor han blev begravet. På tronen blev han efterfulgt af Godwins søn Harald Godwinsøn, som 14. oktober 1066 blev besejret af Wilhelm Erobreren i slaget ved Hastings (f ca 1003)

 

1430 d Philippa, dansk dronning; datter af Henrik Bolingbroke, hertug af Lancaster, fra 1399 Henrik IV af England og Marie Bohun; 26. oktober 1406 gift med Erik VII af Pommern. Ved brylluppet var P kun et barn, og man hører meget lidt til hende i de første år. Håbet om, at hun ville føde en tronarving, døde efterhånden bort, og 1420 blev der truffet en aftale mellem hende og kong Erik om de dele af rigerne, der skulle tilfalde hende som enke - en ordning hvis egentlige hensigt var at bane Eriks pommerske fætter hertug Bogislav vej til tronen. Mens Erik var udenlands 1423-25 fik P regeringsmyndigheden overdraget. Under det hanseatiske angreb på København, skal hun efter traditionen have optrådt med stor energi; næste år udrustede hun et flådetogt til Stralsund, der dog ikke faldt heldigt ud. Endvidere indgik hun en møntunion med Hansestæderne med henblik på at ordne det danske møntvæsen. Endnu sidst på året 1429 var P i Danmark, men så tiltrådte hun en rejse til Sverige, og her døde hun pludselig i Vadstena kloster. (f 4/7 1394)

 

1477 Slaget ved Nancy. Efter allerede to gange i 1476 - ved Granson i Lorraine og ved Murten i Svejts - at have lidt nederlag mod svejtserne, mødte hertugen af Burgund Karl den Dristige ved Nancy en hær fra Lorraine, der som tidligere fik støtte af svejtserne. Nu blev resultatet, at Karls langt mindre hær blev tilintetgjort, og han selv faldt

 

1477 d Karl den Dristige hertug af Burgund; faderen (Filip den Gode) havde gennem arv, køb og erobringer udvidet sit område med store dele af det nuværende Belgien, Holland, Luxemborg og Nordfrankrig. Karl søgte at virkeliggøre faderens ambitioner om at skaffe sig en selvstændig stilling ved at skabe et stort kongerige i grænseegnene mellem Tyskland og Frankrig. For at realisere dette projekt skulle hertugdømmet Lorraine, som lå mellem Karls nordlige og sydlige områder, erobres. Derved kom han i et skarpt modsætningsforhold til sin franske lensherre Ludvig 11. Efter adskillige sammenstød fik Ludvig dannet et forbund mod Karl; det bestod af Frankrig, Lorraine og de svejtsiske kantoner, der alle følte sig truet af Karls planer. I 1475 erobrede Karl Lorraine. Året efter rejste befolkningen i Lorraine sig til modstand, den fik hjælp fra Svejts, og den burgundiske ridderhær blev flere slået af det svejtsiske fodfolk. 1477 gjorde svejtserne indfald i Lorraine for at befri det, og i slaget ved Nancy i Lorraine blev den burgundiske hær tilintetgjort og K dræbt. Gennem hans datter Maria, som kort efter Karls død blev gift med Maximilian af Østrig, kom de nederlandske områder og frigrevskabet Burgund m.v. til habsburgerne, mens det egentlige hertugdømme Burgund (Bourgone)sammen med de nord-franske besiddelser blev indtaget af Ludvig XI af Frankrig. Karl beskrives som en lærd, yderst pligtopfyldende, men nogen pedantisk mand, modig og tapper og meget ærgerrig, men som statsmand noget stivsindet og uden sans for realitetet (f 10/11 1433)

 

d Katharina af Medici, fransk dronning; datter af Lorenzo Medici, hertug af Urbino og Madelaine de la Tour d’Auvergne; 14 år gammel blev hun gift med den franske tronfølger, den senere Henrik II. Både da og efter, han var blevet konge, var hun uden indflydelse på ham, der fuldstændigt beherskedes af elskerinden Dianne af Poitiers. Men efter kongens død stod hun frem som en politiker af stort format. Under hendes tre sønner (Frans II, Karl IX og Henrik III), der nu fulgte hinanden på tronen, var det hende, der havde den reelle magt i landet. Uden skrupler spillede hun på de religiøse og politiske modsætninger i Frankrig og udnyttede dem til at sikre kongemagten. For hende gjaldt det om at tilvejebringe en balance mellem de to modstandere, katolikker og protestanter, så at de begge til stadighed behøvede hende. Hun skiftede derfor parti gang på gang, som forholdene førte det med sig. Da det efter religionsfreden i 1570 så ud til, at huguenotternes leder, Coligny var ved at få indflydelse hos kong Karl IX, mente Katharina, at grunden under hendes politik var ved at skride. Hun så sig selv sat ud af spillet med kongen som sin fjende i hænderne på de mest aktive huguenotter. Da var det, hun fattede en desperat plan om at knuse huguenotterne en gang for alle ved at gøre det af med alle lederne, som var samlet i Paris. Med en rystende beretning om en huguenotsammensværgelse fik hun kongens (Karl IX) nerver til at svigte, så han grebet af panik søgte tilbage til den moderlige autoritet og krævede udryddelse af alle kættere. Natten til den 24. august, Bartholemæusnatten, begyndte massakren på huguenotterne. Coligny blev myrdet i sin seng, og liget kastet ud på gaden. Katharinas sidste år blev ulykkelige; hendes tredje søn, Henrik III, på den franske trone tilsidesatte hende. Som tronfølger måtte Katharina 1584 acceptere huguenotternes fører Henrik af Navarra, der var gift med hendes datter Margrethe af Valois (f 13/4 1519)

 

d Elizabeth af Rusland, zarina 1741-1762; datter af Peter den Store og Katarina I. Efter en paladsrevolution i 1741 overtog Elizabeth tronen fra barnekejseren Ivan 6.. Politik havde ikke hendes store interesse, men hun havde sans for at vælge dygtige rådgivere, der bl.a. i 1753 fik ophævet de indenlandske toldskranker til gavn for handelen. Under Elizabeth fik Rusland en større rolle udenrigspolitisk, og alliancen med Østrig og modsætningsforholdet til Danmark i det gottorpske spørgsmål blev videreført. I St. Petersborg lod Elizabeth Vinterpaladset og Kunst-akademiet opføre (1757) samt i Moskva det første russiske universitet (f 29/12 1709)

 

1813 Dansk statsbankerot. Under Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene krævede opretholdelsen af den danske hær store summer, disse og andre ekstraordinære udgifter foranlediget af krigen måtte dækkes ind ved stadig forøgede skatter. Da skatterne ikke slog til, begyndte man at finansiere de øgede udgifter for staten ved at forøge pengemængden. I 1806 havde det samlede omløb af sedler haft en værdi af ca 25 mio rigsdaler, men i 1812 var der tale om 127 mio. Samtidig var sedlernes værdi i forhold til sølvværdien faldet drastisk. Ved krigsudbruddet havde den været 87 procent, men fem år senere var den 14 procent. Ved nytårstid 1813 var man tvunget til at gribe ind, og det skete med forordningen af 5. jan. 1813 om forandring af pengevæsenet. Indgrebet betød, at der skulle oprettes en ny rigsbank - Nationalbanken, der skulle have eneret til at udstede sedler. Udstedelsen af disse fik et loft på 46 mio. De nye betalingsmidlers reelle værdi skulle sikres ved, at man pålagde al fast ejendom en første prioritet på seks procent af ejendommens værdi. Af de maksimalt 46 mio nye rigsbanksedler var de 24 mio afsat til at afløse de nu 144 mio gamle sedler, hvad der svarede til en vekselkurs på 1:6. Den samme kurs - ca 16 procent - gjaldt for dem, der ønskede statspapirer indløst med de nye sedler. Staten erkendte altså dermed, at den ikke kunne svare sine forpligtelser, og når pengeforandringen er gået over i historien som statsbankerotten, skyldes det dette forhold

 

1858 d Joseph von Radetzky, østrigsk feltmarskal; han kom ind i den østrigske hær i 1784 og deltog i den tyrkiske krig 1788-89, i revolutionskrigene og Napoleonskrigen. I 1796-97 deltog han i de østrigske felttog i Italien mod Napoleon. Her kæmpede han også i 1805 nu med rang af generalmajor. I 1809 deltog han i slaget ved Wagram. Fra 1809 blev han som chef for den østrigske generalstab involveret i politik og militær planlægning. Han spillede således en central rolle i planlægningen af Napoleonskrigens sidste felttog, der kronedes med sejren ved Waterloo i 1814. Han var med i spidsen for de østrigske tropper, da de allierede marcherede ind i Paris efter sejren over Napoleon. Herefter vendte han tilbage til tjenesten i generalstaben, indtil han i 1829 forlod aktiv tjeneste. To år senere var han dog atter i tjeneste og igen i Italien. Her blev han øverstkommanderen i de østrigske besiddelser i Norditalien. I 1836 udnævntes han til feltmarskal. Delvis fordi man havde overhørt Rs advarsler, var Østrig uforberedt, da den revolutionære uro ramte Europa i 1848. I en alder af 82 år blev R igen kaldt under fanerne. Han reorganiserede den østrigske hær i Italien, og i slagene ved Custozza og Novarra besejrede han Savoyen og tvang dette til at slutte fred. Nederlagene var et alvorligt tilbageslag for den italienske nationalisme og et stort prestigetab for Savoyen. Radetzky var guvernør i Lombardiet-Venetien i Norditalien 1850-57. Han opnåede stor popularitet i Østrig-Ungarn, og en march af Johan Strauss d. Ældre er opkaldt efter ham (f 2/11 1766)

 

f Konrad Adenauer, vesttysk politiker, kristelig-demokrat; uddannet jurist, 1906 medlem af det katolske parti Zentrum. I 1906-17 var han rådmand og i 1917-33 overborgmester i Köln. I denne egenskab var han medlem af det preussiske "Herrnhaus" (overhus). I 1920 kom han ind i ledelsen af Zentrum. I årene 1920-33 var han formand for det preussiske statsråd og fik stor politisk indflydelse i Weimarrepublikken. I 1926 afviste han et forslag fra præsident Hindenburg om at blive rigskansler. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev han frataget alle sine poster. Medvirkewnde hertil var, at han ikke ville flage med hagekorsflag, da Göring besøgte Köln. I 1934 og efter attantatet mod Hitler i juli 1944 var han kortvarigt fængslet. Efter amerikanernes indmarch i Köln i marts 1945 blev han genindsat som overborgmester, men igen fjernet af de britiske besættelsesmyndigheder i okt. samme år. Efter krigens afslutning var han medstifter af CDU, som et nyt katolsk- socialt folkeparti. Han blev straks dets leder i Nordrhein-Westfalen, derefter i den britiske zone og fra 1949 i hele Vesttyskland. Han deltog endvidere aktivt i opbygningen af en tysk stat i de vestlige besættelseszoner. I 1948 blev han præsident for det forfatningsgivende råd. I 1949 indvalgtes han i Forbundsdagen, og september 1949 blev han 73 år gammel Forbundsrepublikkens første forbundskansler og leder af en koalitionsregering; han var kansler til 1963. I årene 1951-55 bestred han tillige posten som udenrigsminister. Han satte Vesttysklands integration i et vestligt samarbejde højere end en tysk genforening. I 1952 afviste han Stalins udspil om, at Tyskland kunne blive genforenet, hvis det til gengæld blev alliancefrit. Adenauer tilskrives æren for den politik, der førte til Vesttysklands selvstændighed og ligeberettigede stilling blandt de øvrige europæiske lande (d 19/4 1967)

 

1894 Alfred Dreyfus deporteres til Djævleøen. Denne franske officer blev i 1894 dømt til degradering og livsvarig deportation for at have solgt militære hemmeligheder til en fremmed magt. D blev sendt til Djævleøen- den franske straffekoloni ved Fransk Guyana i Sydamerika. Selv bestred han anklagen, og hans venner arbejdede for sagens genoptagelse. Da sagens rette sammenhæng efterhånden kom for dagen og viste, at D var uskyldig, modarbejdede generalstaben, at sagen blev genoptaget, da man mente, det ville skade hærens renommé. Store dele af den franske offentlighed kom i oprør, og forfatteren Zola udsendte den 13. januar 1898 sit berømte anklageskrift J’accuse (’Jeg anklager’), hvori han angreb generalstaben. Artiklen indbragte Zola en bøde og fængselsstraf, men fik stor virkning på opinionen. Samme år blev dommen annulleret, og D hentet hjem; men en ny retssag dømte ham påny for landsforræderi, dog under formildnende omstændigheder. Regeringen benådede straks D. Benådning var ikke frifindelse, den kom først 1906. Dreyfus blev optaget i hæren som major og dekoreret med Æreslegionen

 

Wilhelm Röntgen giver den første demonstration af røntgenstråler

 

f Friedrich Dürrenmatt, svejtsisk forfatter og maler; voksede op i en protestantisk præstefamilie i Bern; efter at have studeret filosofi, litteratur og naturvidenskab i nogle semestre blev D tegner og grafiker, senere teaterkritiker, indtil han debuterede som dramatiker og vakte straks forargelse og beundring med gendøberdramaet "Es steht geschrieben" (1947). Allerede her kom grundmotivet, der præger hele D’s digtning, frem, nemlig retfærdighed og nåde. I 1948 fulgte "Der Blinde" , et drama om blind tro; endvidere "Romulus der Grosse" (1949) om Roms sidste hønseopdrættende kejser, der bevidst fremskynder rigets undergang. Med "Die Ehe des Herrn Mississippi" (1952) grundlagdes D’s verdensry - det blev opført på festivalen i Venezia 1952. I 1956 kom "Der Besuch der alten Dame", en tragikomedie om skyld, hævn og soning og om et helt samfunds moralske korruption gennem velmstandens fristelser. "Die Physiker" (1962) tog problemet om naturvidenskabsmandens ansvar i vor tid op. "Der Meteor" (1965) handler om en digter, der stadig dør og genopstår og de konsekvenser, dette har for hans omgivelser. D’s prosatekster - ofte i kriminalromangenren som "Der Richter und sein Henker" (1952) og "Der Verdacht" (1953) - har bevaret deres popularitet; hans kvaliteter som maler er først blevet opdaget sent. Sammen med landsmanden Max Frisch blev D i de første 15 år efter 2. Verd.krig en af de mest indflydelsesrige forfattere i de tysksprogede lande (d 14/12 1990)

 

d Ernest Henry Shackleton, britisk sydpolarforsker; han deltog i The National Antarctic Expedition med "Discovery" under Scotts ledelse og var en af de tre, som 1902 nåede 82 gr 17 min sydlig bredde på S-Victoria Land. I 1907 blev han leder af en anden britisk ekspedition med "Nimrod" til Antarktis. Målet var den geografiske og magnetiske sydpol. Han startede 29. oktober 1908 med tre mand og fire ponnier og nåede 9. januar 1909 88 grader 23 min. sydlig bredde, hvilket var det nærmeste, nogen nogensinde var nået Sydpolen; her måtte man vende om på gr. af udmattelse, rasende snestorme og løs sne. Sin næste sydpolfærd startede Shackleton august 1914 med "Endurance", som blev skruet ned i Weddelhavet. Efter utrolige farer og anstrengelser lykkedes det mandskabet at nå frem til S-Georgia. Også den tredje og sidste ekspedition blev delvis mislykket. Skibet "Quest" var udmærket udrustet, men dagen efter ankomsten til Grytvika på S-Georgia døde Shackleton. Han har bl.a. skrevet "Furthest South, the Adventures of the Discovery" (1903), "The Hearth of the Antarctis" (1909) og "Shackleton in the Antarctis" (1911) (f 15/2 1874)

 

1928 f Zulfikar Ali Bhutto, pakistansk politiker; efter jurastudier ved universiteterne i bl.a. Berkeley, Californien og Oxford, England slog han sig ned i Karachi, Pakistan, hvor han drev et advokatfirma. Efter Ayub Khans magt-overtagelse i 1958 blev Bhutto medlem af den nye regering som handelsminister. I årene 1963 til 1966 var han udenrigs-minister. I denne periode arbejdede han bl.a. for at løsrive Pakistan fra Vesten og søgte i stedet tættere kontakt med bl.a. Kina. I 1966 udtrådte han af regeringen og dannede i 1967 sit eget parti, Pakistan People’s Party (PPP), som ved valget i 1970 vandt et stort flertal i Vestpakistan. Efter tabet af Østpakistan (Bangladesh) i 1970 og et knusende militært nederlag til Indien året overdrog militæret magten til Bhutto, som var præsident indtil han efter indførelsen af en ny forfatning i 1973 blev premierminister. Selv om han var storgodsejer, førte han en politik af socialistisk observans, som fik bred folkelig støtte. Ved valget i 1977 fik PPP flertal, men uroligheder og beskyldninger om valgsvindel fik militæret til at gribe ind og igen tage magten. Bhutto blev fængslet og anklaget for medvirken til drab. Han blev dødsdømt og henrettet (d 4/4 1979)

 

d Calvin Coolidge, USA's præsident 1923-1929; fra 1897 var han advokat i Massachusetts, to år senere blev han republikansk byrådsmedlem og i 1918 valgt som statens guvernør. Efter Coolidges resolutte indgriben i en politistrejke i Boston i 1919 gjorde præsident Harding ham i 1920 til vicepræsident, og efter Hardings pludselige død i 1923 blev Coolidge præsident. Hans embedsperiode var præget af økonomisk vækst og international stabilitet, og han førte generelt en forsigtig og tilbageholdende politik. Coolidge blev genvalgt i 1924. Indenrigspolitisk var hans laissez faire-politik venlig stemt over for forretningsverdenen, som kunne drage fordel af skattenedsættelser og indførelse af høje toldmure; endvidere opmuntrede Coolidge til det spekulative boom på børsen i 1927-28. Denne politik hang sammen med, at Coolidge var en dogmatisk, næsten fanatisk tilhænger af det kapitalistiske system og af storindustrien. Hans slagord var "American business is business". Han var ubestikkelig, men samtidig en negativ mand uden initiativ, og han mente, at det var bedre, jo mindre præsidenten og regeringen greb ind i udviklingen. Personlig var han sky og genert, og han blev snart berømt for sin tavshed. "Silent Cal" blev symbol på hæderlighed og sund fornuft. Han sov middagssøvn længere end nogen anden præsident, og han gik i seng igen kl. 22. Han var den eneste præsident, der opsparede en beskeden formue i sin embedsperiode. Han havde god tid og gennemgik hver dag nøje husholdnings-regnskaberne. Calvin Coolidge tog kun få udenrigspolitiske initiativer, men underskrev i 1929 Kellogg-Briand-pagten, som fordømte krig som middel til løsning af konflikter. Trods stor popularitet søgte han ikke genvalg i 1928 (f 4/7 1872)

 

f Umberto Eco, italiensk forfatter; blev verdensberømt med middelalderkrimien "Il nome della rosa" (1980, dansk Rosens navn, 1985). I 1988 fulgte "Il Pendolo di Foucault" (da. Foucaults pendul, 1989), en krimistudie i kabbalistiske komplotter og skjulte betydninger, et opgør med 1980'ernes voksende irrationalitet. "L’isola del giorno prima" (1994, da. Øen af igår, 1995) foregår i 1600-tallet, og er en robinsonade om genfindelsen af verden. Eco har desuden skrevet en række essaysamlinger, der samler dels større artikler, dels udvalg af de morsomme "hverdagssemiotiske" analyser af politiske og kulturelle dagligdags foreteelser bl.a. "Posstilla" (1985, da. Efterskrift til Rosens navn s.å.), "Middelalderens genkomst og andre essays" (1988), "Hvordan man rejser med en laks" (1993)

 

1945 Den provisoriske regering i Lublin, Polen anerkendes af russerne. Regeringen var blevet oprettet efter bruddet mellem Sovjetunionen og den polske eksilregering i London. Lublin-regeringen overtog administrationen af de befriede polske områder og erklærede sig i decbr. 1944 for nationalregering. Den bestod hovedsagelig af polske kommunister i russisk eksil. Det var med denne regering, Stalin ønskede at opretholde kontakten og dermed få en afgørende indflydelse i Polen og dermed på landets fremtid. Vestmagterne krævede en regeringsdannelse på bredere grundlag, og russerne måtte modstræbende gå med til, at Lublin-regeringen omdannedes, så den fik deltagelse af polske modstandsfolk og medlemmer fra eksilregeringen i London. Denne nye regering anerkendtes da af Storbritaannien og USA som Polens lovlige regering. Det var dog fortsat kommunisterne, der dominerede regeringen, der efter at have haft sæde i Lublin siden 1944 i januar 1945 flyttede til Warszawa

 

1947 d Osami Nagano, japansk admiral, som planlagde og gav ordre til angrebet på Pearl Harbor, som medførte amerikansk indtræden i Anden2. Verd.krig. Fra 1913 studerede Nagano jura i USA ved Harvard. Efter hjem-komsten til Japan blev han kendt som ekspert i amerikanske forhold. Som flådeattache i Washington i årene 1920-23 deltog han Washington konferencen, i hvilken stormagterne – Storbritannien, USA og Japan – indgik en flådeaftale gældende for Stillehavet. Aftalen fastsatte de tre landes flådestyrke efter forholdet 5:5:3. Da stormagterne genoptog flådenedrustningskonferencen i London i 1930, var Nagano medlem af den japanske delegation. Han stod i spidsen for den japanske delegation ved flådekonferencen i London 1935-36. Disse konferencer overbeviste Nagano og Japans millitære ledelse, at internationale aftaler ikke ville tillade Japan at have tilstrækkelig militærmagt til at sikre landets nationale sikkerhed; følgelig begyndte Japan at opruste. Nagano blev flådeminister i 1936 og flådens stabschef i april 1941. Det var fra denne post, han planlagde og gennemførte angrebet på Pearl Harbor. I løbet af de to timer, angrebet varede, sænkede eller ødelagde japanske torpedo- og bombefly fra hangarskibe 4 slagskibe, 14 orlogs-skibe af forskellig størrelse og 120 flyvemaskiner. Over 3.000 amerikanske militærfolk og 400 civile blev dræbt. Det opnåede japanerne med færre end 100 dræbte, med tabet af 29 fly og 5 miniubåde. Efter Pearl Harbor var Naganos ry stort, men senere tilbageslag medførte hans afsked i februar 1944. Efter krigen påtog han sig over for et internationalt militærtribunat ansvaret for angrebet på Pearl Harbor; men han døde, inden sagen var afsluttet (f 15/6 1880)

 

1968 Alexander Dubcek bliver generalsekretær for det kommunistiske parti i Tjekkoslovakiet. Hans overtagelse af stillingen fulgte efter en langvarig strid i partiet mellem konservative og reformtilhængere. Med Dubcek som generalsekretær indledtes den politiske reformproces, det såkaldte Pragforår, der efter Dubcek’s og hans tilhængeres opfattelse ville give socialismen et menneskeligt ansigt. Reformperioden blev stoppet med den sovjetledede invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968

 

1970 d Max Born, tysk/britisk fysiker; professor ved forskellige tyske universiteter, fra 1921 i Göttingen; Born måtte i 1933 opgive sit professorat som følge af nazisternes forordninger om jøders stilling ved tyske universiteter. Derefter var han 1933-36 lektor i matematik i Cambridge og 1936-1953 professor i Edinburgh. Flyttede herefter tilbage til Tyskland. Fra 1915 arbejdede Born med de elastiske, termiske, elektriske og optiske egenskaber ved krystalgitre ud fra en klassisk beskrivelse, som i hans senere år blev videreudviklet til at omfatte en kvantemekanisk beskrivelse. Fra 1920'erne blev han optaget af den nye kvantefysik. Sammen med W. Heisenberg og P. Jordan formulerede han matricemekanikken som et alternativ til E. Schrödingers bølgemekanik. I Edinburgh udgav han flere lærebøger i fysik således "Principles of Optics". For den statistiske tolkning af Schrödingers bølgefunktion - et arbejde Bhan udførte i 1926 - fik han i 1954 en halvdel af nobelprisen i fysik (f 11/12 1882)

 

 

Til top        6. januar

871 Slaget ved Ashdown. Kong Alfred besejrer en vikingehær

 

1367 f Richard 2. engelsk konge 1377-1399, yngste søn af Edward, den sorte prins og Joan af Kent og sønnesøn af Edward III; efter han i novvember 1376 efter faderens død var blevet prins af Wales, efterfulgte Richard sin bedstefar som konge juni 1377. Mens han var umyndig, blev landet ledet af hertugerne af Lancaster og Gloucester. Fra denne periode vides ikke meget om Richard, men under bondeoprøret i 1381 spillede han en vigtig rolle. Således udviste han stort mod og åndsnærværelse, da han uden for London ved sin nærværelse og tale pacifiserede oprørerne. Snart efter opstod der strid mellem kongen og en række stormænd, hvorunder alliancerne til stadighed skiftede. Da hertugen af Lancaster - John of Gaunt - døde i 1399 begik Richard den store fejl at konfiskere hans ejendom. John of Gaunt’s søn og arving Henrik Bolingbroke - den senere Henrik IV - gjorde oprør. I august 1399 blev Richard narret til at overgive sig ved Conway, og i sept tvunget til at frasige sig tronen. Den følgende måned blev han indsat som fange på Pontefract Castle, hvor han døde fire måneder senere, sandsynligvis af sult (d februar 1400)

 

1412 f Jeanne d'Arc, fransk helgen og nationalhelt; Jeanne, der var bondedatter fra Domrémy i Lorraine, voksede op i et fromt miljø og fik tidligt religiøse åbenbaringer, hvorunder himmelske stemmer opfordrede hende til at gribe ind i Hundredårskrigen til fordel for det hårdt trængte Frankrig. 1429 begav hun sig til Chinon, hvor hun ved den ukronede kong Karl VII’s hof vandt tiltro til sin kaldelse. Hun blev sat i spidsen for en lille hær og med den, undsatte hun i maj samme år samme år Orléans, som blev holdt belejret af englænderne. Jeanne’s mod og relligiøse begejstring gav den franske hær ny kampmoral, og den 18. juni 1429 sejrede den over englænderne ved Patay. Sejren styrkede hoffets tiltro til Jeanne, og kunne føre kgl. hær til Reims, i hvis domkirke kongen blev kronet den 17. juli 1429. Hendes næste plan var nu at erobringen af Paris, men det mislykkedes fuldstændigt. Da hun i maj 1430 forsøgte at befri byen Compiègne, som var belejret af englændernes forbundsfæller burgunderne, blev hun taget til fange og udleveret til englænderne. Hun blev ført til Rouen, hvor hun blev stillet for en gejstlig domstol. Efter lange forhør dømte den hende til døden på bålet forkætteri og for at have båret mandsdragt. Efter franskmændenes sejr over englænderne genoptoges processen; 1456 blev hun erklæret for uskyldig, og dommen ophævet. I eftertiden voksede Jeannes betydning som kristen martyr og fransk national-symbol, og 1920 blev hun kanoniseret (d 30/5 1431)

 

1448 d Kristoffer af Bayern, konge 1440-48; søn af Johann I af Neumarkt og Catharina af Pommern; på mødrene side nedstammede han fra det danske kongehus, og da Erik af Pommerns ægteskab forblev barnløst, kom han i betragtning som arving til de tre nordiske riger; i oktober 1438 accepterede Kristoffer det danske rigsråds tilbud. 9. april 1440 hyldedes på Viborg landsting; næste år blev han konge i Sverige, 1442 i Norge. Om Kristoffers korte regeringstid ved man ikke meget. Uvist er det således, hvor initiativet kom fra til de mange byprivilegier, Kristoffer udstedte - f.eks. til Århus i 1441. Måske tilstræbtes med privilegierne en begrænsning af de tyske købmænds rettigheder. I Norge gav Kristoffer imidlertid hansebyerne store indrømmelser; i 1447 gav han således rostockerne privilegiebrev i Oslo og Tønsberg. I Sverige skaffe misvækstår ham det ufortjente øgenavn "Barkekongen", og den store svenske rimkrønike tillægger ham alle mulige laster: sanselighed, drikfældighed, spillelidenskab osv.; krøniken, der stammer fra Karl Knutsons tid, er dog et typisk propagandaskrift. Om andre kilders opfattelse af ham som en velnæret og gemytlig lille sydtysk junker, der foretrak kostbare fester og pragtfulde optog fremfor fuldbyrdede regeringsbeslutninger, og hvis naturlige magelighed lod ham slippe let til den art politisk klogskab, som består i at bøje af i tide, kommer sandheden nærmere får stå hen. I ægteskabet med Dorothea af Brandenburg (død 10. november 1495) havde Krisoffer af Bayern ingen børn (f sandsynligvis 26/2 1416)

 

1540 Bryllup. Henrik 8. af England og Anne af Cleves. Henrik var på daværende ængstelig for, at en koalition mellem katolske magter kunne blive en trussel mod hans trone. Hans førsteminister, Thomas Cromwell, ønskede, at kongen skulle imødegå denne trussel med en alliance med de tyske lutheranere, bekræftet ved et ægteskab. Forhandlingerne om ægteskabet trak ud, da Henrik ikke ønskede at krænke kejseren unødigt. Efter ægteskabets indgåelse ændredes de udenrigspolitiske forhold, og da Henrik ikke ville drages ind i endeløse stridigheder med kejseren, erklærede en kirkeforsamling den 9. juli 1540 ægteskabet for opløst; få dage senere bekræftede parlamentet denne afgørelse. Anne accepterede beslutningen; hun blev lovet en godtgørelse på 4.000, om året på betingelse af, hun ikke forlod England.

 

1558 Franskmændene erobrer Calais. Englændernes sidste støttepunkt på fastlandet.

 

1617 f Christoffer Gabel, rentemester, statholder; han stammede fra en jævn borgerfamilie i Glückstadt og kom i 1639 i tjeneste hos den senere kong Frederik 3. som kammerskriver. Da Frederik blev konge i 1648, forblev Gabel i hans tjeneste. Da Gabel forstod at vinde den sky og mistroiske konges tillid, fik han efterhånden stor indflydelse. Men hans karriere var alene afhængig af kongens nåde og unåde. Gabels eneste politiske ledetråd måtte derfor blive at virke for kongens interesser og en udvidelse af hans magt. Under stændermødet 1660 spillede Gabel en vigtig rolle bl.a. som mellemmand mellem kongen og de ikke-adelige stænders ledere. Efter at enevælden - som Gabel var en ivrig tilhænger af - var blevet indført, styrkedes hans stilling yderligere. Han blev rentemester, medlem af statskollegiet og assessor i højesteret. I de flg. år befæstede hans position. At det lykkedes ham, skyldtes tre ting, for det første Corfitz Ulfeldts forræderi, dernæst Frederik 3.’s mistro til den gamle adel, og endelig at han aldrig opfattede sig som statsmand, men forblev fyrstetjener. 1664 blev Gabel statholder i København og fik fra 1665 den faktiske ledelse af udenrigspolitikken. Med Frederik 3.’s død febr. 1670 var grundlaget for Gabel’s magt på én gang borte. April samme år måtte han indgive afskedsbegæring. En planlagt undersøgelse af hans administration blev ikke til noget, og efter hans død fik hans arvinger anerkendt en samlet fordring på 136.689 rigsdaler (d 13/10 1673)

 

1654 f Jacob Jacques Bernouilli, svejtsisk matematiker; 1687 til sin død professor i matematik i Basel. Han har præget sandsynlighedsregningens udvikling og indførte sandsynlighed som et matematisk begreb. Beviste bl.a. de store tals lov. Bernouillis’ bidrag til sandsynlighedsregningen publiceredes efter hans død i værket "Ars Conjectand" (1713) (d 16/8 1705)

 

f Jacques Etienne Montgolfier, fransk papirfabrikant og ballonoperatør; med broderen Joseph delte han foruden ejerskabet af en papirfabrik i Annonay interessen for naturvidenskabelige eksperimenter. I 1782 opdagede de, at varm luft indesluttet i stort lærredshylster vil få dette til at stige til vejrs. Brødrene byggede en ballon, og 4. juni 1783 lavede de den første offentlige demonstration af deres opdagelse på torvet i Annonay. Montgolfier brødrene rejste til Paris, og her gentog de med en større ballon deres demonstration den 19. sept. 1783; med på luftturen var en hane, en and og et får. Den 21. novbr 1783 gik brødrene selv om bord i ballonen. Dermed blev de de første mennesker, der foretog en ballonfærd. Færden varede 25 minutter, og ballonen fløj ca 8 km. De to brødre blev belønnet af Det franske Akademi for deres arbejde. De offentliggjorde flere bøger om aerodynamik og fortsatte begge deres videnskabelige karriere. Jacques Montgolfier opfandt således en proces til fremstilling af pergament (d 2/8 1799)

 

1776 f Jonas Collin, embedsmand; efter at være blevet cand. jur. 1795 gjorde han karriere i finansforvaltningen og var 1816-48 deputeret med stor indflydelse på dansk finansadministration i enevældens sidste periode. Collin var i besiddelse af en utrættelig arbejdskraft, og hans indsats som embedsmand dækkede mange sider af sam-fundslivet. Han var præsident i Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab 1809-55, hvorved han stærkt bidrog til landbrugets og landbooplysningens fremskridt. Plantningen af Kongelunden på Amager fra 1819 skete på Collins initiativ. 1803-33 var han sekretær i Fonden ad usus publicos, hvad der bragte ham i nær kontakt med kunst og videnskab. Collin tog sig af den unge H.C. Andersen i hans første vanskelige år, og han bidrog afgørende til sikre Bertel Thorvaldsens livsværk og kunstsamling for København. 1821-29 og 1843-49 var Collin meddirektør for Det Kgl. Teater, hvor han støttede opførelsen af Heibergs vaudeviller. Jonas Collin er blevet karakteriseret som typen på den akademiske borgerlige embedsmand, der videreførte 1790’ernes patriotiske holdning og dannelseskultur i det nye århundrede. I 1847 blev Jonas Collin udnævnt til geheime-konferensråd – en af de højeste titler i kongeriget (d 28/8 1861)

 

f Heinrich Schliemann, tysk købmand og arkæolog; grundlagde 1847 i St. Petersborg en forretning som skaffede ham en formue. 1863 opgav Schliemann sin forretning for at realisere sin barndoms og ungdoms drøm: han ville genfinde Troja. 1866 bosatte han sig i Paris; han foretog de forberedende studier og rejser og begyndte 1871-75 for egne midler store udgravninger på højen Hissarlik i det nordvestlige Lilleasien, hvor enkelte Homertolkere ville søge Troja; senere fortsatte han udgravningerne i 1878-79, 1882 og 1889-90; videre foretog Schliemann undersøgelser i Mykene (1874-76), Orkhomenos (1880-81) og Tiryns (1884-85) foruden mindre udgravninger andre steder. Resultaterne blev overvældende. Schliemann genfandt de forhistoriske kulturer, hvis personer og forhold afspejler sig i de homeriske digte. Sine resultater offentliggjorde Schliemann i en række store skrifter. Hans arbejder både på stedet ved undersøgelserne og i fremstillingerne bærer præg af, han var autodidakt. Men de mange undersøgelser, som fulgte, bygger i væsentlig grad på Schliemann (d 26/12 1890)

 

1832 f Gustave Doré, fransk tegner, maler, grafiker og billedhugger; Doré var et tidligt modnet talent, der allerede i 1848 blev knyttet til den parisiske bladkonge Charles Philipons udgivelser med karikaturtegninger og serier, der kan ses som forløbere for vor tids tegneserier. Med sine ofte overdimensionerede lærreder slog D bro mellem romantikken og symbolismen, og han fik bl.a. betydning for prærafaelitterne. D’s forkærlighed for det outrerede, det bizarre, det grusomme og det skæbnesvangre gjorde ham til en uforlignelig illustrator af Dantes "Helvede" (1861), Cervantes "Don Quixote" (1863) og ikke mindste Bibelen (1865). D arbejdede også som billedhugger og udførte bl.a. monumentet over Alexandre Dumas på Boulevard Melesherbes i Paris. I sine sene leveår var D optaget af at illustrere Shakespeares værker (d 23/1 1883)

 

d Niels Rosenkrantz, udenrigsminister; efter en karrire ved militæret gik han ind i diplomatiet i 1782, da han blev lega-tionssekretær i Haag. Derefter var han gesandt i Sct. Petersborg og Berlin i de turbulente år omkring 1800. Han forhand-lede endvidere freden med Sverige efter den korte krig 1808-09 og benyttedes i særlige missioner til Napoleon – Dan-marks allierede. Rosenkrantz tilhørte, hvad samtiden kaldte "det danske parti", og blev af det tilsvarende tyske, hvis leder beklædte posten som udenrigsminister, holdt væk fra topposter. Men efter nævnte udenrigsminister afsked i 1810 udnævntes Rosenkrantz til hans efterfølger. Som meget loyal konge-tjener førte han Frederik 6.s politik, der lænkede Helstaten – Danmark-Norge og hertugdømmerne – til Napo-leon. Han advarede mod denne politik, men blev afvist og måtte i 1814 arrangere Kieler-freden, hvorved tvil-lingerigerne Danmark-Norge bliver delt, idet Sverige – der havde holdt på den rigtige hest dvs. Napoleons modstandere - bemægtiger sig Norge. Rosenkrantz ledsagede Frederik 6. til Wienerkongressen, her forsvarede han dygtigt den amputerede Helstats interesser og ledede derpå udenrigspolitikken i de grå efterkrigsår til sin død

(f 9/9 1757)æ

 

1838 f Max Bruch, tysk komponist; han viste tidligt musikalske evner og skrev som 14-årig en symfoni. Den skaffede ham et stipendium, der gjorde det muligt for ahm at påbegynde musikstudier i Köln. Her blev hans første opera "Scherz, List und Rache" opført i 1858. Herefter var han i en årrække kor- og orkesterleder i en række tyske byer – afbrudt af et treårigt ophold (1880-83) som kapelmester i Liverpool. Fra 1891 til sin tilbagetræden i 1910 var han direktør ved "Akademische Hochschule für Musik" i Berlin, samtidig med han var skolens professor i komposition. Som komponist var Bruch særdeles produktiv inden for næsten alle musikkens genrer. Blandt andet skrev han tre symfonier, to violinkoncerter og en fantasi for violin og orkester. Som aktiv opnåede han størst succes med sine arbejder for kor og orkester. Blandt disse er "Schön Ellen" (1867), "Das Lied von der Glocke" (1878) og "Gustav Adolf" (1898). Disse værker er i dag glemte. Af hans arbejder er det kun hans violinkoncerter – og især violinkoncerten i g-moll (opus 26) fra 1866 – der stadig spilles kapelmester og korleder i forskellige tyske byer. 1880-1883 kapelmester i Liverpool; derefter indtil 1890 orkesterdirigent i Breslau. Fra 1891 til 1910 var Bruch professor i komposition ved Akademie der Künste i Berlin; blandt hans værker er symfonier, violinkoncerter - kendt er navnlig violinkoncerten i g-moll (opus 26) fra 1866 - kammermusik, koncertkantater - f.eks. "Schön Ellen" og "Lied von der Glocke" (d 2/10 1920)

 

1838 Samuel Morse giver den første demonstration af sit telegrafiske system. I årene 1826-45 var M præsident for National Academy of Design I New York. Men da Da han i 1832 havde fået ideen til det første brugbare elektromagnetiske telegrafsystem (morsetelegrafen), ofrede han sig stadig mere for sin opfindervirksomhed på det elektriske område. I de følgende år udviklede han sin opfindelse og sit tegnsystem, morsealfabetet. I det er hvert enkelt bogstav, tal og tegn baseret på signaler af kort eller lang varighed (hhv. prikker og streger). Der anvendes op til seks streger/prikker pr. tegn, og en streg er tre gange længden af en prik I 1835 lavede han sit første apparat til elektromagnetisk telegrafi, og i 1837 søgte han patent, men måtte vente syv år på godkendelse. I 1838 havde han udviklet en kode, der byggede på de nævnte prikker og streger. I 1844 blev det første telegram overført fra Washington til Baltimore. Da regeringen ikke ville købe patentrettighederne, lavede Morse sit eget selskab, og telegrafen bredte sig hurtigt

 

1842 f Paul Geleff, socialistfører, agitator; tog 1864 lærereksamen i København. Efter et par års lærervirksomhed arbejdede han som journalist og redaktør. Således udgav han februar-juli 1870 det nationalt og nordisk betonede Roskilde Dagblad, og endnu 1871 optrådte han som bladmand med Nordiske Skoleblade. På dette tidspunkt kom han gennem boghandleren Harald Brix i forbindelse med Louis Pio, der netop havde påbegyndt sin socialistiske agitation. Da Den Internationale Arbejderforening blev stiftet 15. oktober 1871 blev G kasserer. Samme måned sendtes han på en agitationsrejse til Jylland for at knytte forbindelse med provinsafdelingerne af Internationale og oprette nye. I begyndelsen af 1872 fortsatte han dette agitationsarbejde på Lolland og Falster. Maj 1872 blev han sammen med Brix og Pio arresteret som medansvarlig for indkaldelsen af det forbudte fælledmøde og i august 1873 idømt tre års forbedringshus. Bestukket af politiet forlod G sammen med Pio i marts 1877 Danmark og rejste til USA. I USA ernærede han sig ved bladvirksomhed; men da Socialdemokratiet i 1920 erfarede, at den nu gamle mand led nød, foranledigede partiet, at han blev hentet hjem. Herefter levede G i Nyborg som partiets pensionist. Han udgav her "Genvej til det engelske Sprog" (1924). I 1927 rejste han til Italien (Capri) for sit helbreds skyld og døde der. Ligger begravet på Capri (d 16/5 1928)

Under Første afghanske Krig evakuerer englænderne Kabul. De stadige kampe i Afghanistan og med vinteren forude gjorde den engelske tilstedeværelse i Kabul umulig, og en evakuering blev besluttet. 4.500 engelske og indiske soldater og 12.000 civile forlod byen. Bander af afghanske soldater og røvere sværmede omkring den lange kolonne og udsatte den for stadige angreb. Tilbagetrækningen endte i en massakre, og kun få nåede til Indien

1852 d Louis Braille, fransk blindeskriftopfinder; blev blind som treårig og kom som 11-årig til "Institut for unge Blinde" i Paris. Allerede i 1825 præsenterede han sit punktskriftsystem, som var inspireret af en fransk officer, der havde udviklet en følbar kodeskrift, som kunne dechifreres i mørke. B ændrede systemet, så det blev en bogstav- og tegnskrift og udformede samtidig grundfiguren, så den samlet kunne føles med en fingerspids. Punktskrift blev straks taget i brug af de blinde elever på instituttet, men først i 1852 blev skriften officielt indført ved trykning af skolebøger. Bs opfindelse har haft afgørende betydning for udvikling af undervisning af blinde (f 4/1 1809)

1880 f Tom Mix, amerikansk cowboy og filmskuespiller, der betegnes som stumfilmens mest populære cowboystjerne, hvis bedste film var fyldt med wild-west action med Mix som den muntre, atletiske, romantiske helt iklædt et overdrevent flot kostume og den klassiske hvide hat. Med tonefilmens fremkomst i 1930’erne virkede hans film gammeldags, og han begyndte i stedet at optræde i cirkus med sine cowboy-færdigheder. Han Indspillede henved 400 korte og lange film; hans første film er fra 1910: "The long Trail" og "The Range Riders"; de sidste er fra 1933: "Bandit-byen" og "Manden med den sorte maske" (d 12/10 1940)

 

 

1884 d Georg Mendel, østrigsk botaniker og genetiker; blev augustinermunk i 1843 og blev præsteviet i 1847. Efter at have studeret naturvidenskab i Wien var han 1854-68 naturfaglærer ved Königinkloster i Brno, hvor han i oo abbed. Fra 1857 udførte Mendel i Klosterhaven i Brno de krydsningsforsøg med ærteplanter, som har gjort ham berømt. Mendel var matematisk indstillet og anlagde sine forsøgsrækker således, at han nøje kunne holde regnskab med hver krydset plantes afkom indtil 3. generation. I en knap 40 sider stor afhandling "Versuche über Pflanzenhybriden" (1865) beskrev Mendel kortfattet og klart sine resultater, der byggede på optælling af mere end 10.000 planter. Han fulgte arvegangen af, hvad han betegnede som "adskillende kendemærker" (f. eks. hvide modsat røde blomster gul modsat grøn kim o.s.f.)enkeltvis eller flere kendetegn samtidigt, og fandt derved, at adskillende træk nedarvedes uafhængigt af hinanden, og at hvert egenskabspars nedarving lod sig forklare ved vekslende tilstedeværelse af et par af arveelementerne. Fra Mendel stammer betegnelserne: dominerende (om den af to modsatte egenskaber, der prægede bastarden) og recessiv eller vigende (om den egenskab, der veg tilbage i bastarden, men atter kom til syne hos en fjerdedel af dens afkom). Mendels ideer om nedarvning er grundlaget for den formelle genetik. Hans to afhandlinger om arv fra 1865 og 1869 vakte ikke opmærksomhed; først efter 1900 blev hans principper opdaget, og hans afhandling fra 1865 "anses i dag for at være en særdeles elegant naturvidenskabelig afhandling" (f 22/7 1822)

 

1888 f Vagn Bennike, general, frihedskæmper; var under besættelsen oberstløjtnant; var fra april 1944 til maj 1945 øverste leder af det illegale arbejde i Jylland, formelt underlagt Frihedsrådet, reelt Den lille Generalstab, dvs hærens illegale ledelse. Karakteristisk for B’s illegale arbejde var en strengt gennemført security, der kunne vanskeliggøre kommunikationerne - og gjorde det, men på den anden side utvivlsomt beskyttede ham mod arrestation, og dermed sikrede arbejdets kontinuitet. Ved befrielsen blev B udnævnt til generalmajor. I 1953-54 var Bennike stabschef for FN’s våbenstilstandsorganisation i Palæstina (d 30/11 1970)

 

d Georg Cantor, tysk matematiker. født af danske forældre i Skt. Petersborg; efter studier i Zürich og Berlin blev Cantor 1862 ansat ved universitetet i Halle, hvor han blev til 1913, fra 1869 som professor. I 1873 påviste han, at der findes en bijektion af de naturlige tal på de algebraiske tal, men ikke på de reelle tal (hvad der sikrer eksistensen af uendelig mange transcendente tal), og i 1877 at der findes en bijektion af punkterne i et kvadrat på punkterne af en linje. Hermed indledte Cantor et nærmere studium af uendelige mængder, hvilket ledte ham til indførelsen af uendelige kardinal- og ordinaltal, hvormed han grundlagde den transfinitte mængdelære. Cantor’s senere år formørkedes af tilbagevendende depressioner, og han døde på en psykiatrisk klinik (f 3/3 1845)

 

d Theodore Roosevelt, amerikansk republikansk politiker og USA’s præsident 1901-09; han begyndte sin politiske løbebane som medlem af staten New Yorks lovgivende forsamling 1882-84. I årene 1895-97 var han politichef i New York og blev i 1897 udnævnt til vicemarineminister. Da krigen med Spanien brød ud i 1898, meldte han sig frivillig og dannede et kamplystent kavaleriregiment "the rough riders" af cowboys, jægere og college-idrætsmænd. Med det deltog han i krigen på Cuba. Her udmærkede han sig med sin dristighed; han blev oberst og uhyre populær. I 1899 blev han guvernør i staten New York. Ved præsidentvalget samme år var han opstillet som sit partis vicepræsidentkandidat. Republikanerne vandt valget, og da præsident McKinley blev myrdet september 1901, overtog Roosevelt præsidentposten. Han blev genvalgt 1904 for en periode til 1909. Hans popularitet skyldtes ikke alene hans indsats i krigen, men også hans hæderlighed og den hensynsløse energi, hvormed han som guvernør ryddede op i kurruptionen i New York. Som præsident var han en helt ny type. En der så det som sin ret og pligt at "gøre alt, som nationens vel krævede, for så vidt ikke forfatningen eller lovene forbød det". Selv kaldte han sin politik for den "nye nationalisme" dvs, den lod nationens ret gå forud for alle særinteresser. I udenrigspolitik var han grundlægger af den moderne amerikanske imperialisme, og han arbejdede for, at USA skulle skaffe sig kolonier og hævde sin plads som stormagt i verdenspolitikken. R var i 1905 fredsmægler i krigen mellem Japan og Rusland. For denne indsats modtog han Nobels Fredspris i 1906 (f 27/10 1858)

 

De røde heste, første Morten Korch film har premiere. Premieren fandt ikke sted i København, men i Odense, hvortil de førende københavnnske anmeldere valfartede for at opleve filmen i selskab med Morten Korch, der præsiderede som landsdelsfader i sin loge i Phønix-biografen. Først en uge senere fik resten af landet filmen at se. "De røde heste" er med 2,4 mio. tilskuere den mest sete danske film nogensinde.De centrale værdier i verden ifølge Morten Korch præsenteres i filmen i den mest rendyrkede stil. Det hårde slid og de gode viljer kan sammen med den ægte kærlighed besejre og fortrænge alt ondt i denne verden. Og helt godt bliver det, når det udføres med et smil og en sang på læben. Filmens klimaks følges til dørs af Gunnar "Nu" Hansen, der speaker Junker til sejr i det afgørende derby. "De røde heste" blev fulgt af yderligere 17 Morten Korch film. Den sidste "Affæren i Mølleby" havde premiere i 1976

 

d Kejser Hirohito af Japan; på grund af faderens sygdom overtog han regeringen i 1921. Blev kejser i 1926. Efter det japanske nederlag i 1945 måtte kejseren offentligt erklære, han ikke var af guddommelig herkomst (f 29/4 1901)

 

1993 d Folmer Bendtsen, maler; som helt selvlærd kunstner begyndte han at male samtidig med, han havde en række skiftende jobs som bud, kontorist, klunser og gadehandler m.m. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1935, var medlem af Kammeraterne 1936-46 og af Grønningen fra 1953. Da Bendtsens billeder realiserede 1930’ernes idealer om det sociale engagement i kunsten, vakte hans værker fra begyndelsen stor opmærksomhed, og han fik ofte gode anmeldelser. Hans kunst er præget af hans indgående kendskab til livsvilkårene og miljøerne i de københavnske yderkvaterer. Her var han født, og her var han vokset op. Kernen i Bendtsens produktion udgøres af de mange billeder fra barndomskvarteret omkring Alexandravej på Nørrebro, som han har skildret i al slags vejr og på alle tider af døgnet. Hverdagens omgivelser, skildret i en neddæmpet farveskala og med vægten lagt på døgnets forskelligartede lys og atmosfære, danner ofte kulisser omkring livsbekræftende scenerier. Dem hentede han også på Vesterbro, i Sydhavnen og på Assistens kirkegård, således: "Begravelse, Assistens Kirkegård" (1944, Århus Kunstmuseum). Kun sjældent beskæftigede han sig med andet end motiver fra københavnske arbejderkvarterer. Om hans kunst er det blevet sagt, at den poetisk farvede hverdagsrealisme var hans typiske form. Bendtsen løste flere store udsmykningsopgaver, bl.a. til byrådssalen, Korsør Rådhus, til kantinen i Radiohuset i København (1949-51) og til Frederiksværk Rådhus (1965); desuden udførte han en lang række litografier (f 8/2 1907)

 

1993 d Richard Mortensen, maler; uddannet bl.a. på Kunstakademiet i Kbhvn; han blev professor ved Kunstakademiet i.st. 1964; bosat i Paris 1947-64; Mortensen var en forgrundsfigur inden for det nonfigurative maleri i Danmark, delvis med stærkt ekspressive og surrealistiske indslag; efter 1947, hvor han blev tilknyttet Galerie Denise René i Paris, dog med vægt på det konstruktive i et konkret maleri med store klare, lysende farveflader, afgrænset af sorte konturer. M har foruden oliebilleder og grafik, især serigrafi, udført forlæg til billedtæpper, teaterdekorationer. Endv. dekorative opgaver til bl.a. Århus Universitet, Det Danske Institut i Rom, Holmens Kirke i Kbhvn., Ålborghallen og Odense Universitet (f 23/10 1910)

 

Til top        7. januar

1131 I Haraldsted skov bliver Knud Lavard dræbt; han var søn af Erik Ejegod og dronning Bodil; Knud blev dels opdraget hos Hvideslægten på Sjælland dels i Tyskland og blev af farbroderen kong Niels anbragt som jarl i Sønderjylland for at sikre grænsen mod venderne, hvilket lykkedes så godt, at Knud blev valgt til fyrste over den største venderstamme. Knud anlagde nu den tyske titel hertug og var i det hele taget mere "europæisk" i sin indstilling og politik, end det var dansk sædvane. Endvidere optrådte han kom kong Niels ligemand, hvad der må have virket udfordrende både på kongen og hans søn, Magnus; samtidig synes K folkelige popularitet at have været betydelig. Dette skal nok ses som baggrund for Magnus drab på Knud. Drabet førte til et opgør mellem forskellige tronprætendenter, der først fandt sin afslutning, da Knuds søn Valdemar i 1157 kunne tage magten som enekonge. Valdemar fik i 1170 sin far helgenkåret (f 12/3 ? 1095-1100)

1520 f Peder Oxe, rigshofmester; i 1552 blev han medlem af rigsrådet. Han var et af rådets mest indflydelsesrige medlemmer og blev af kongen – Christian 3. - benyttet til gesandtskabsrejser til udlandet. Efter først at have afgivet sine len og sin plads i rigsrådet flygter Oxe i 1558 til udlandet på gr. af en dunkelt belyst uoverensstemmelse med kongehuset. Med de finansielle vanskeligheder, der fulgte med Syvårskrigen med Sverige, udsonede kongen – Frederik 2. - sig med Oxe, og denne vendte 1566 tilbage til Danmark. Han fik sit gods tilbage blev atter medlem af rigsrådet. Året efter udnævntes han til rigshofmester. I årene herefter ledede han sammen med Johan Friis dansk politik. Krigen med Sverige førtes til ende, og han bragte orden i finanserne. Oxe beviste her, at kongen havde gjort det rigtige, da han hjemkaldte Oxe. Som enhver dygtig finansminister evnede han ikke blot at skaffe pengene, men også at variere skatteobjekterne. I første omgang slog han ned på to muligheder, der hidtil ikke havde været udnyttet til bunds. Adelens skatteevne og Øresundstolden. Udbyttet af sidstnævnte fik han sat op, da der i stedet for told af det enkelte skib indførtes told af værdien af dets last. Fra 45.000 daler i 1566 steg toldindtægten for 1567 til 132.000 daler. Til krigens førelse havde mange af adelen ydet kongen lån, men uden på nogen måde at anerkende forpligtelsen til fortsat at bære krigens økonomiske byrdeer. Sidste gang adelen havde pålagt sig en "frivillig" skat for at hjælpe kronen var i 1542. Dengang havde den ydet 5% af sin formue. Nu fik Oxe sine standsfæller til at bevilge en tredjedel af deres indtægter, arvegods, pantegods og forleninger. Alt i alt en indtægts- og formueskat på 33%. Endvidere sørgede O for en forbedring af mønten. På Gisselfeld lod Oxe den nuværende hovedbygning opføre (d 24/10 1575)

1528 f Jeanne d'Albret af Navarra, eneste datter af Henrik II af Navarra og Margrethe af Valois, samt søster til Frans 1. og mor til Henrik 4., begge konger af Frankrig; 1548 gift med Antoine de Bourbon, hertug af Vendôme, hvem hun 1553 fødte sønnen Henrik (4.). Da hendes far døde 1555, arvede hun Navarra og Béarn efter ham. Hun blev grebet af de reformatoriske tanker; mens hendes ægtefælle forblev katolik og faldt i kampen på deres side, tilsluttede Jeanne sig huguenotterne, og hendes lille rige blev tilflugtssted for reformerte fra hele Frankrig. Da den franske dronning og regent, Katharina af Medici ville vinde huguenotterne for sig ved et ægteskab mellem Jeannes søn (Henrik 4.) og sin datter Margrethe af Valois, modsatte J sig længe denne plan. Men kort før sin død gav hun sit samtykke (d 9/6 1572)

1536 d Katharina af Aragonien, yngste datter af Ferdinand II af Aragonien og Isabella af Kastilien. Katharina blev i 1501 gift med den engelske tronfølger Arthur. Da Arthur døde efter et halvt års ægteskab, blev hun i 1503 forlovet med Arthurs bror Henrik (8.). Da Katharina havde været gift med Henriks bror, måtte der opnås pavelig dispensation for indgåelse af ægteskab mellem Henrik og Katharina. Ægteskabet blev indgået 11. juni 1509. Da der ikke blev født nogen levedygtig mandlig tronfølger, begyndte Henrik fra omkr 1525 at arbejde for en ophævelse af sit giftermål med Katharina; Henrik hævdede ægteskabet stred mod kirkens love, fordi Katharina havde været gift med hans bror. Da paven ikke ville ophæve ægteskabet, tog Henrik sagen i egen hånd. Juli 1531 blev han separeret fra Katharina, og ærkebispen af Canterbury, Thomas Cranmer ophævede ægteskabet i maj 1533. Fire måneder før var Henrik i hemmelighed blevet gift med Anne Boleyn. En række nye love afbrød nu al pavelig indflydelse i England. En ny tronfølgelov i 1534 fastslog, at Katharinas datter Marie (den Blodige) var uægteskabelig og ikke arveberettiget til tronen. Den ret fik Anne Boleyns børn. Under alt dette fastholdt Katharina, at hun var kongens lovmæssige kone; hun afviste at trække sig tilbage til et kloster, at give afkald på dronningetitlen og at acceptere tronfølgeloven af 1534. Efterhånden isoleredes hun mere og mere, hendes helbred blev dårligere, og fire år efter ægteskabets ophævelse døde hun. I ægteskabet fødte Katharina seks børn. Kun et nåede voksenalder, Marie den Blodige (f 16/12 1485)

Galilei opdager Jupiters fire store måner. I 1609 havde Galilei erfaret om opfindelsen af kikkerten. Han byggede selv en, og som den første rettede han en kikkert mod himmelrummet. Omkring Jupiter iagttog han fire himmellegemer, som han erkendte måtte være Jupiters måner - senere benævnt Io, Ganymedes, Callisto og Europa. G følte sig overvældet og fyldt, som han skriver, "af uendelig tak til Gud for, at det har behaget ham at lade mig blive den første iagttager af så vidunderlige og for alle århundreder skjulte ting". G døbte månerne de mediciske stjerner til ære for Cosimo II Medici, hertug af Toscana, i hvis tjeneste som storhertugelig filosof og overmatematicus G trådte i 1610. Om sin opdagelse berettede han i et lille skrift "Nuntius siderus" (sendebud fra stjernerne)

 

 

1640 Sankt Knuds (den Hellige) kapel i Santa Maria in Traspontina i Via della Conciliazione i Rom indvies

d Arni Magnusson, professor, håndskriftindsamler; i 1684 blev han amanuensis hos Thomas Bartholin. Magnusson rejste 1685 til Island for at samle håndskrifter, hvad der blev af afgørende betydning for hele hans livsarbejde. Hans andet ophold på Island fandt sted i årene 1702-12 og havde også denne gang lejlighed til at samle håndskrifter af enhver art. Magnussons betydning ligger i dette store samlerarbejde. Han forstod de gamle mindesmærkers betydning havde en fin sporsans; han samlede dokumenter, breve etc. i original eller afskrift samt gamle sjældne bøger. Også fra Danmark og Norge samlede Magnusson en mængde værdifulde håndskrifter. 1701 blev Magnusson professor i filosofi, 1721 tillige i historie og geografi (f 13/11 1663)

1743 d Anna Sofie Reventlow, dronning; 1711 gjorde hun på et maskebal på Koldinghus, hvortil hoffet var flygtet for pesten i København, et sådant indtryk på Frederik 4. at han udså hende til elskerinde. Da moderen på det bestemteste modsatte sig denne "ophøjelse", bortførte han 26. juni 1712 Anna Sofie fra hendes hjem Clausholm. I Skanderborg viedes hun til kongens venstre hånd; hun fik titlen fyrstinde af Slesvig. Ved dronning Louises død i 1721 viedes Anna Sofie til kongens højre hånd, og ved en hastigt improviseret ceremoni satte kongen egenhændigt dronningekronen på hendes hoved. Den 15. juni holdt hun sit indtog i hovedstaden som dronning. Frederik 4. gjorde sit yderste for at sikre hendes stilling efter sin død. Han lod kronprinsen afgive en højtidelig erklæring om at ville overholde sit testamente. Straks efter Frederiks død blev Anna Sofie imidlertid forvist til Clausholm. Hun måtte aflevere alt, hvad hun - efter Christian 6.s mening uretmæssigt - havde modtaget af kostbarheder, men fik en engangssum på 100.000 rdl og en apanage på 25.000. Hun fik lov at kalde sig dronning, men ikke "til Danmark og Norge". I ægteskabet fødte hun flere børn, der alle døde som små (f 16/4 1693)

1768 f Joseph Bonaparte, konge af Napoli og Spanien; som Napoleons ældste overlevende bror blev Joseph Bonaparte involveret i Frankrigs ledelse, da Napoleon i 1804 have ladet sig udråbe til kejser. Napoleon overlod styret af Frankrig til Joseph B i et år, mens den ellers enerådende kejser førte krig i Tyskland. Da Napoleon vendte hjem i 1806, udnævnte han Joseph B til konge af Napoli – omfattende Syditalien og Sicilien. I sit kongerige reformerede Joseph B den finansielle sektor samt justits- og uddannelsesvæsnet. Hans bror var ikke begejstret for tiltagene og sendte ham i 1808 til Spanien, hvor han også blev udnævnt til konge. Selv om han som i Napoli førte en human og liberal politik, mødte han modstand blandt spanierne. På grund af pengemangel havde Joseph B svært ved at få gennemført de ønskede reformer og fik desuden tilnavnet "Pepe Botello" (Lille flaske) pga. drikfældighed. Efter Waterloo (18. juni 1815) rejste Joseph B til New Jersey, USA, hvorfra han først vendte hjem i 1841 (d 28/7 1844)

1785 Jean Pierre Blanchard og Dr. John Jeffries krydser som de første Den engelske Kanal i en varmluftballon

1800 f Millard Fillmore, USA’s præsident 1850-53; efter i årene 1829-32 at have været medlem af sin hjemstat New Yorks lovgivende forsamling var han 1833-35 og igen 1837-43 valgt til Repræsentanternes Hus i Washington DC for Whig partiet. 1847 blev han valgt til guvernør for staten New York, og året efter blev han vicepræsident for Zachary Taylor; efter Taylors død i 1850 overtog han præsidentposten. Han søgte som sin forgænger at slå bro mellem tilhængere og modstandere af slaveriet. Det var F’s opfattelse - som han delte med andre nordstatspolitikere - at stillede man sig afvisende over for Sydstaterne, risikerede man unionens sammenbrud. Men da han underskrev den såkaldte Fugitive Slave Law, der gjorde det til en pligt for forbundsmyndighederne at bistå ved tilfangetagelse og tilbagesendelse af flygtede slaver, mistede han opbakning i Nordstaterne og blev ikke nomineret til præsidentvalget i 1852. I sin udenrigspolitik støttede han amerikansk ekspansion i Stillehavet, og for at hævde amerikanske interesser, sendte han i 1853 kommandør Matthew C. Perry med en flådestyrke til Japan. Den tvang den japanske regering til at opgive sin traditionelle isolationspolitik og i stedet åbne såvel handels- som diplomatiske forbindelser med udlandet. Efter afgangen som præsident trak F sig da tilbage til sin sagførervirksomhed i Buffalo (d 8/3 1874)

1821 f Carl Christian Burmeister, skibsværftsdirektør; uddannet på Polyteknink Læreanstalt, hvor han bl.a. var H.C. Ørsteds assistent. Det var på Ørsteds anbefaling, at H.H. Baumgarten i 1846 optog Burmeister som kompagnom i det af ham i 1843 opretede maskinbyggeri på Christianshavn. Skibsbygning blev efterhånden virksom-hedens vigtigste opgave. Da Baumgarten i 1863 trak sig tilbage, var B eneejer til 1865, da optoges den britiske maskin-ingeniør William Wain i firmaet. Som følge af kapitalmangel blev firmaet i 1872 omdannet til Aktieselskabet Burmeister og Wains Maskin- og Skibsbyggeri med C.F. Tietgen som formand. Samme år anlagdes et nyt skibsværft på Refshaleøen (d 11/12 1898)

f Sankt Bernadette af Lourdes (Bernadette Soubirous) fransk helgen; i en alder af 14 år så hun atten gange Jomfru Maria. "Damen" viste sig for hende i en grotte ved Gave, en biflod til Adour i nærheden af byen Lourdes i departementet Hautes-Pyrénées; i synerne havde Maria udpeget en kilde, ønsket en kirke bygget og kaldt sig "Den uplettede Undfangelse". Under forhør holdt B fast ved sin historie, som siden gjorde Lourdes til et verdenskendt katolsk valfartssted kendt for sine mirakler. I 1905, da over 2000 helbredelser hævdedes at have fundet sted, anerkendtes Lourdes af paven, og 1933 blev Bernadette kanoniseret. Hun døde som nonne i Nevres (d 16/4 1879)

 

d André Maginot, fransk politiker; efter at have afsluttet sine studier i statsvidenskab og jura blev M statsembedsmand. I 1910 forlod han statstjenesten til fordel for politik og blev medlem af Deputeretkammeret; I 1913 blev han viceforsvarsminister. Ved udbruddet af 1. Verd.krig blev han indkaldt som menig; under krigen blev han alvorligt såret og var invalideret for livstid. I 1916 genoptog han sin politiske karriere blev atter deputeret og beklædte forskellige ministerposter i seks på hinanden følgende regeringer. Mens han for sidste gang var forsvarsminister, fik han i 1930 gennemført dels en reorganisering af hæren dels opførelse af forsvarsværker ved Frankrigs nørdøstgrænse; forsvarsværker, der kom til at bære hans navn. De blev i vid udstrækning bygget som underjordiske betonkonstruktioner, hvis primære opgave var at afværge et tysk angreb. Bag opførelsen lå erfarin-gerne fra 1. Verd.krig. Dengang havde de franske skyttegrave hindret, at tyskerne erobrede Frankrig. Til brug i en kommende krig ville franskmændene sikre sig et veludbygget og moderne forsvarssystem. I den franske befolkning blev maginotlinjen til at stå som en uindtagelig fæstning. Men ved det tyske angreb den 10. maj 1940 blev linjen omgået og spillede kun en beskeden rolle under kampene (f 17/2 1877)

d Bodil Koch, socialdemokratisk politiker og minister; hun blev cand. theol. i 1929; i slutningen af 1930’erne begyndte hun at tage del i samfundsdebatten. Under den tyske besættelse afleverede hun personligt en protest mod jødeforfølgelserne til den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best. Hun blev første gang offentlig kendt, da hun i 1944 var medstifter af og blev formand for den tværpolitiske sammenslutning Folkevirke, hvis blad "Folkevirke" hun redigerede 1946-53. Ligeledes var K aktiv i kampen for kvinders deltagelse i det politiske liv. Hun var medlem af Folketinget fra 1947 til 1971, da hun ikke genopstillede. Hun var landets første kvindelige kirkeminister i ministeriet Hedtoft 1950. Da Hedtoft atter dannede regering i 1953, blev hun igen kirkeminister og fortsatte på denne post under skiftende ledede socialdemokratiske regeringer til november 1966, da hun blev kulturminister. Sammen med den øvrige regering trådte hun tilbage februar 1968 efter det socialdemokratiske nederlag ved folketingsvalget 23. januar. K var for, dansk tilslutning til Atlantpagten (NATO), men var seks år senere mod Vesttysklands optagelse i NATO (imod partiets linje), ligeledes var hun mod atomvåben på dansk jord og tidligt mod USAs engagement og krig i Vietnam. Endvidere var hun en varm talsmand for u-landenes interesser (f 25/10 1903)

1992 d Eilif Krogager, præst, rejsebureaudirektør; efter at være blevet cand. theol. i 1934 var K 1935-72 præst i Sneum-Tjæreborg. I 1950 begyndte han at arrangere busture til udlandet, og året efter dannede K rejseselskabet Nordisk Bustrafik, der siden under navnet Tjæreborg Rejser udviklede sig til Skandinaviens største rejsekoncern. Virksomheden blev i 1962 udvidet med charterluftfartsselskabet Sterling Airways, der i en periode var verdens største charterselskab. I 1967 stiftede Krogager den almennyttige Tjæreborg Fonden og blev formand for fondsbestyrelsen. I sine senere år virkede han som konsulent Tjæreborg Rejser samtidig med, at rejse-virksomheden gradvis blev afviklet. Sterling Airways blev solgt i 1987, og Tjæreborg Rejser solgtes i 1989 til Spieskoncernen (f 5/3 1910)

 

Til top        8. januar

1324 d Marco Polo; fulgte som ung mand i 1271 sin far og onkel på deres anden rejse til mongolfyrsten Khubilai-khan, som netop da havde gjort Peking til hovedstad i sit store rige. Kubilai-khan modtog Polo’erne godt, og især vandt M hans gunst. Han sendte ham på forskellige missioner til alle dele af sit rige; herved kom M til at kende hele det østlige Asien så langt mod syd som Indokina. I 1292 tiltrådte Polo’erne hjemrejsen; de tog søvejen til Hormuz i Den persiske bugt og derfra over land til Konstantinopel og Venezia, som de nåede i 1295 efter 24 års fravær. M opnåede stor anseelse i Venezia, men blev betragtet som noget af en skrønemager. Under en krig mellem Venezia og Genova blev M taget til fange af genoveserne, og under sit fangenskab dikterede han en beretning om sine oplevelser, som på denne måde blev bevaret for eftertiden (f ca 1254)

1337 d Giotto (Giotto di Bondone), italiensk maler; var virksom i Firenze og anses for at være grundlægger af italiensk maleri. Som et af hans første værker regnes freskerne af den hellige Frans af Assisi i overkirken i San Francesco i Assisi (1296-98). I de 28 billeder fulgte C i stor udstrækning de anerkendte opskrifter for helgenlegenders illustration i den toneangivende byzantinske kunst, men brød med byzantismens abstraherende og symbolske gengivelse. G’s bedst bevarede arbejde og det, der betragtes som hans hovedværk, er den serie fresker, han 1303-05 udførte i kirken Santa Maria dell’Arena i Padova. Her skildrede han Kristi, jomfru Marias og hendes forældres liv. Herefter arbejdede G bl.a. i Bologna og Napoli, men mest i Firenze. Her udførte han altertavler, f.eks. Madonna fra kirken Ognissanti (Uffizierne i Firenze) og vægmalerier, først og fremmest i kirken Santa Croce. Her udførte han fresker med scener fra Johannes Døbers og evangelisten Johannes liv. I 1334 blev G overbygmester ved domkirken i Firenze, hvor hans vigtigste bedrift var planlægningen af kampanilen og udkastene til, og muligvis udførerlse af, tårnets nederste rækker relieffer. G’s store betydning ligger i, at han brød med det byzantinske skema. Han forkastede den lineære og skematiske fremstillingsmåde og gav i stedet figurerne bevægelighed og kropslig fylde ved lys- og skyggevirkning. Ved hjælp af plastisk modellerede figurer og en sammenhængende rumkomposition, som viser en bevidst stræben efter at skabe perspektiv, skabte han en helt ny billedvirkning. Men det var ikke kun som rumskabende mester, G skabte noget nyt. Med enkle midler opnåede han en stærk dramatisk virkning båret af ægte religiøs oplevelse, men altid strammet gennem harmonisk farvefordeling og fast komposition. G’s kunst regnes for at være af grundlæggende betydning for udviklingen af ungrenæssancens kunst i Firenze (f omkr. 1266/67)

1642 d Galileo Galilei, italiensk fysiker og astronom, et af alle tiders største genier og den egentlige grundlægger af den eksperimentelle naturforskning. Han kom i 1581 til universitetet i Pisa for at studere. I 1583 opdagede han iflg. traditionen ved at se på to svingende lysekroner i domkirken i Pisa, at svingningstiden for to penduler med samme længde, men forskellig vægt, er den samme. G indså, at dette stred mod Aristoteles lære, at tunge legemer falder hurtigere end lette. 1589 blev han professor i matematik i Pisa. I 1592 byttede han professoratet i Pisa - bl.a. på gr. af den voksende kritik - med et fordelagtigere i Padova (under Venezia). Her virkede han i de flg. 18 år, de lykkeligste og frugtbareste i hans liv. Her udformede han bl.a. loven om acceleration, drev studier vedr. kohæsion og opfandt et væsketermometer. 1610 opdagede han Jupiters fire store måner, og i 1613 tilsluttede han sig Kopernicus’ heliocentriske verdensbillede. I 1615 nedsatte paven et kirkeråd til at tage stilling til G’s anskuelser. 1616 erklærede rådet, at læren om Jordens bevægelse var absurd og kættersk; G’s bøger blev forbudt, og han blev truet med fængsel. G bøjede sig tilsyneladende, men håbede på bedre tider og fortsatte sit arbejde. 1632 udgav han "Dialogo Sopra i Due Massimi Sistemi Del Mondo". G blev indstævnet for inkvisitionen i Rom, der fulgte en proces, der varede henmod et halvt år. Den 22. juni 1633 måtte den ærværdige olding i dominikanerklostret Santa Maria Sopra Minerva knælende og kun iført en skjorte for en forsamling af kardinaler og prælater afsværge, at Jorden bevæger sig om Solen; G blev derefter idømt livsvarigt fængsel og til i 3 år én gang om ugen at bede de syv bodssalmer. Snart blev G dog benådet, og sine sidste år levede han i Firenze. Her skrev han "Discorsi e Dimostrazioni Matematiche intorno a Due Nuove Scienze" (1638), der indeholder hans mekaniske undersøgelser. G’s støv blev i 1737 bisat i kirken Santa Croce i Firenze (f 15/2 1564)

1713 d Arcangelo Corelli, italiensk komponist og violinist; fra 1675 var han i Rom violinist ved kirken Saint-Louis-des-Francais, hvis orkester han også lejlighedsvis dirigerede. Fra omkr. 1680 var han i tjeneste hos den svenske dronning Kristina, som boede i Rom, og hvem han tilegnede sit opus 1. I 1687 ansattes han som kapelmester hos kardinal Benedetto Panfili, til hvem han skrev sit opus 2. Fra 1690 beklædte han hos kardinal Pietro Ottoboni den stilling, han varetog til sin død. Som dirigent for koncerterne i kardinalens palæ opnåede C stor popularitet og berømmelse. Hans produktion forøgedes med endnu to sæt triosonater, opus 3 og 4. Senere fulgte de 12 solosonater opus 5, og endelig udkom posthumt i 1714 hans concerti grossi, opus 6. Udover de seks trykte opus sættes C’s navn kun i forbindelse med få værker, hvis ægthed til dels er tvivlsom. Allerede i samtiden opnåede C stor international berømmelse. Grundlaget for hans berømmelse og udbredelsen af hans musik lå i hans udvikling af virkemidler, som skulle blive skoledannende for høj- og senbarokken indtil midten af 1700-tallet. F.eks. repræsenterede den orkestrale klang i de tolv concerti grossi et skønhedsideal, som blev forbillede for flere generationer af komponister (f 17/2 1653)

 

1775 d John Baskerville, engelsk bogtrykker og skriftstøber; indledte den klassicistiske epoke i bogtrykket som ophavsmand til den trykskrift, der bærer hans navn. Han virkede i Birmingham fra 1751, hvor han udgav en række udgaver af Vergil, Horats, Milton o.a., som skaffede ham berømmelse med deres fornemme tryk, bred margen, stor linjeafstand og en velplejet typografi. B blev tillige kendt for at glitte de færdigtrykte ark før falsningen, således at det ru trykpapir, man dengang brugte, blev blankt. Han var en af de første bogtrykkere i Europa, som trykte på velinpapir. Trykskriften baskerville er i 1900-tallet blevet en hyppigt anvendt skrifttype i Danmark (f 28/1 1706)

1815 Det sidste slag slag i krigen (1812-14) mellem Storbritannien og USA udkæmpes ved New Orleans. I Amerika vidste ingen den 8. januar, at krigen mellem de to lande var afsluttet den 24. december med freden i Ghent. I midten af december var en britisk styrke på 7.500 mand gået i land ved Mississippis munding for at rykke frem mod New Orleans, der blev forsvaret af general Andrew Jackson i spidsen for 5.000 mand. Jacksons mænd var veltrænede og kampvandte, og de satte sig fast i godt befæstede stillinger, blandt andet beskyttet af bomuldsballer. De britiske soldater var veteraner fra Napoleonskrigens kampe i Spanien og stod under kommando af en erfaren general, Edward Pakenham, en svoger til hertugen af Wellington. Pakenham nærede åbenbart foragt for de amerikanske soldater, for han lod sine mænd gå til angreb i en åben front mod amerikanernes beskyttede stillinger. Herfra blev briterne mødt med artilleriild og velrettede geværsalver, som vendte deres angreb til et forfærdeligt nederlag. Da den britiske styrke trak sig tilbage, havde den mistet 700 faldne, deriblandt Pakenham, 1.400 sårede og 500 fanger. Amerikanernes tab var 8 faldne og 13 sårede. Skønt krigens resultat allerede var afgjort fjorten dage tidligere med underskrivelsen af freden i Ghent, kom Andrew Jacksons overvældende sejr ved New Orleans for amerikanerne til at stå som udtryk for, at hele krigen var vundet af USA, og den skabte Jackson det ry, der fjorten år senere gjorde ham til unionens præsident

1824 f William Wilkie Collins, britisk forfatter; de fleste af hans romaner udkom først som føjletoner, i begyndelsen særlig i Dickens' "Household Words" og "All the Year Round". C’s litterære berømmelse skyldes hans to hovedværker, romanerne "The Woman in White" (1860) en historie om kidnapping og hvid slavehandel og "The Moonstone" (1868) om et mystisk og fatalt smykke fra Indien. The Moonstone anses for at være den første egentlige kriminalroman. Begge romaner er skrevet i C’s samtids melodramatiske og victorianske smag. I sin egen tid var han i popularitet kun overgået af Charles Dickens, som var hans ven, kollega og konkurrent. Datidens kritikere havde derimod kun foragt tilovers for hans sensationelle romaner. Først af eftertiden har han fået delvis oprejsning som en væsentlig romanforfatter (d 23/9 1889)

1825 d Eli Whitney, amerikansk ingeniør og opfinder; han opfandt 1793 en maskine, der var i stand til at skille frøene fra bomuldsfibrene, et arbejde, der hidtil møjsommeligt var blevet foretaget med håndkraft. I april 1793 fremstillede W en bomuldsrensemaskine, der kunne rense 50 lb bomuldsfibre på en dag. Marts 1794 fik W patenteret sin opfindelse og indledte en fabrikation af bomuldsrensemaskiner i New Haven, Conn. Efterspørgslen var så stor, at W og hans partner måtte have hjælp fra lokale smede for at kunne fremstille maskiner i et tilstrækkeligt antal. W brugte mange penge og megen tid på at beskytte sit patent mod efterligninger. 1798 begyndte W på sin fabrik i New Haven også at fabrikere skydevåben og fik mange profitgivende kontrakter med regeringen (f 8/12 1765)

1896 d Paul Verlaine, fransk forfatter; i nogle år førte Verlaine et vagabondliv bl.a. sammen med digteren Arthur Rimbaud. I 1873 blev han fængslet i Belgien for et drabsforsøg på Rimbaud; han gennemgik i fængslet en religiøs vækkelse. Fra 1875 boede han i Paris, hvor han fik en central position blandt de unge digtere og genoptog sit gamle bohemeliv, som nedbrød ham psykisk og fysisk. Verlaines første digtsamling "Poèmes saturniens" udkom 1865. Under påvirkning af Rimbaud fandt Verlaine frem til sin personlige udtryksform, som præger samlingen "Romances sans paroles" (1874). I de følgende år kom flere digtsamlinger f.eks "Sagesse" (1881) og "Jadis et naguère" (1884), som bl.a. indeholder symbolisternes æstetiske programdigt "Art Poétique" I 1884 udgav han desuden essaysamlingen "Les Poètesmaudits". Selvbiografiske bøger er "Mes hôpitaux" og "Confessions" (1895) (f 30/3 1844)

 

Under 1. Verdenskrig er den britiske rømning af Gallipoli er afsluttet. Bl.a på gr. af dårlig forberedelse var den britiske aktion - startet i marts og april 1915 - mod Dardanellerne for at "bombardere og erobre Gallipoli-halvøen med Konstantinopel som det strategiske mål", endt i en katastrofe. Tabstallet var over 200.000 mand. Selv om der var andre medvirkende årsager, måtte den liberale regering under Asquith træde tilbage på gr. af fiaskoen på Gallipoli. Asquith måtte herefter danne en koalitionsregering. Manden, der havde fået ideen til aktionen - marineminister Churchill, blev ikke medlem af den nye regering

1918 I den amerikanske Kongres offentliggør præsident Wilson sine 14 punkter. Da W 2/4 1917 trådte frem i Kongressen og foreslog en krigserklæring til Tyskland, udtalte han, at målet med krigen for hans vedkommende var at gøre verden tryg for demokrati og at forene verdens lande i en aftale om fred og venskab. Med sine 14 punkter delagtiggjorde han først Kongressen og siden hele verden i sin opfattelse af, hvordan målet skulle kunne virkeliggøres. Af de 14 punkter omhandlede de fire første almene grundtanker om åbent diplomati, fri søfart i "fred som i krig", lige handelsvilkår og nedrustning. De flg. ni gjaldt nationalitetsspørgsmål bl.a. tysk tilbagetrækning fra de besatte dele af Frankrig, indbefattet Alsace-Lorraine; genoprettelse af et suverænt Belgien og et frit Polen. Det sidste punkt omhandlede opretttelsen af "et alment forbund af nationer", det der senere blev til Folkeforbundet. Det var bl.a. på baggrund af Wilsons 14 punkter, Tyskland i efteråret 1918 bad USA om at få åbnet våbenstilstandsforhandlinger

1921 d Emma Gad, admiralinde, forfatter; hun stammede fra handelsborgerskabet og giftede sig som 20-årig ind i det højere embedsbourgeoisi. Emma Gad påbegyndte sit forfatterskab som tidsfordriv og debuterede i 1886 som dramatiker ved Det Kgl. Teater. Frem til sin død skrev hun en lang række skuespil til københavnske scener og nød stor popularitet for sin humoristiske behandling af tidens spørgsmål vedrørende ægteskab, seksualitet, moral, politik og generationsproblemer. I 1903 stod hun som udgiver af "Vort Hjem", det første store opslagsværk i Danmark om hjemmets og familiens liv. Som værkets forfattere havde Emma Gad samlet tidene førende personligheder inden for kunst, videnskab, mode og arkitektur. I 1915 blev hun ansat på Politiken som journalist og redaktør for Dametidende. Hermed indstiftede hun familie- og forbrugerstoffet i dagbladsverdenen. Men når Emma Gad huskes i dag, er det for hendes etikettehåndbog "Takt og Tone. Hvordan vi omgaas", som udkom i 1918. Det bærer tydeligt præg af at være skrevet i en overgangsperiode. På en gang formidler bogen et nyt og mildere syn på omgangen mellem mennesker og fastholder de dele af konventionen, som Emma Gad fandt værdifulde (f 21/1 1852)

1924 Som præst i Vedersø vedtager menighedsrådet at ansætte cand. theol. Kaj Munk

1935 f Elvis Presley, amerikansk sanger, musiker og skuespiller; mens han arbejdede som lastbilchauffør i Memphis, Tennessee indspillede han nogle plader i et lokalt studie; de solgte godt, og snart kunne han turnere rundt i sydstaterne som country-and-western sanger. I sin musik hentede han ikke kun inspiration fra country-and-western musik, men tillige fra rytmen og blues stilen fra de farvedes musik, og efter opfordring fra sin drevne manager lagde han efterhånden størst vægt på denne musik. Det var en klog disposition, for fra midten af 1950’erne fremstod Presley som rock & roll-musikkens konge. I 1956 indspillede han sit første store hit "Heart break Hotel". Herefter havde han uafbrudt i 16 måneder en plade – undertiden to – på listen over de 10 mest solgte plader i USA. Indspilninger med sange som "Hound Dog", "Don’t Be Cruel", "Love Me Tender" og "All Shook Up" solgtes i millionvis. Hans optræden samlede tusinder af skrigende teenagers. For andre var hans optræden tegn på almindelig moralsk forfald. I alt sogte han 600 millioner plader i sin levetid. I årene 1956-69 medvirkede han i 33 film, hovedsagelig trivialiteter, hvis formål var at bringe ungdomsidolet ud til publikum. Som skuespiller var hans talent begrænset. Bedst klarede han sig som rockstjerne i "Med knyttede næver" (1957) – samt naturligvis i musikfilmene "Elvis – That’s the Way It Is" (1970) og "Elvis på turné" (1972). Han fik tv-debut i serien Stage Show i januar 1956 og vakte opsigt senere på året med tre optrædender i The Ed Sullivan Show (d 16/8 1977)

1941 d Baden-Powell, engelsk officer, grundlægger af drengespejderbevægelsen; i 1903 vendte Baden-Powell hjem fra Boerkrigen (1899-1902) i Sydafrika som folkehelt pga. sin rolle i forsvaret af Mafeking, hvor det lykkedes ham at holde stand mod en talmæssig overlegen boerhær, indtil der kom undsætning. Under den 217 dage lange belejring af Mafeking (12. oktober 1899 til 17. maj 1900) oprettede Baden-Powell et korps af drenge, som blev anvendt til ordonnans- og meldingstjeneste. Allerede mens han gjorde tjeneste i Indien (fra 1876), var Baden-Powell begyndt at udvikle patruljering og rekognoscering til fods i vanskeligt terræn og i små grupper, kaldet "scouting", til en del af den militære uddannelse. De erfaringer, han havde gjort i Indien Sydafrika, brugte han, da han hjemme i England i 1907 afholdt en lejr for drenge på Brownsea Islands i Dorset. Lejren blev begyndelsen til den efter-hånden verdensomspændende spejderbevægelse. I begyndelsen kun for drenge, men senere kom også pigerne med. Da Baden-Powell i 1910 blev pensioneret fra hæren, helligede han sig helt og holdent arbejdet med spejderbevægelsen (f 22/2 1857)

 

 

f Stephen Hawking, britisk matematiker; professor i matematik i Cambridge siden 1980. Hawking blev som 20 årig ramt af en uhelbredelig og progressiv neuromotorisk sygdom. Den påvirkede hjernefunktionerne, gjorde ham bundet til en kørestol og vanskeliggjorde tale- og skrivefunktionen. Trods sygdommen fuldførte han sine studier og med bistand fra sin hustru, medarbejdere og studenter har han klaret at formidle værdifulde ideer og udforme nye teorier af betydning på deres respektive områder. Hans hovedområde har været rum-tid teorien og specielt de anomalier i rum-tid, som er kendt som singulariteter. Siden 1970 har hans vigtigste undersøgelser omfattet gravitationskollaps og egenskaberne ved sorte huller

1959 de Gaulle bliver Frankrigs præsident. Den 5. republiks første. Under uroen i Frankrig i forbindelse med krigen i Algeriet optrådte de Gaulle atter – som han havde gjort det under 2. Verd.krig - som Frankrigs redningsmand; mens landet befandt sig på randen af borgerkrig og kaos, påtog han sig at danne en ny regering og styre landet ud af vanskelighederne. Forudsætningen var, at han skulle styre uden Nationalforsamlingen i seks måneder for at bringe nationen på fode og foreslå en ny forfatning. Nu kom storhedstiden for "Generalen" og for den europæiske statsmand. Han så sig sig selv som et med Frankrig. Han var overbevist om Frankrigs storhed og dets mission: "Frankrig er kun sig selv i forreste række", skrev han. Allerede inden udgangen af 1958 havde en folkeafstemning vedtaget den nye forfatning og de Gaulle var valgt til præsident for den nye 5. republik. Han var regeringsleder fra 1. juni 1958 til 7. januar 1959. 21. september 1958 blev han valgt til præsident for 7 år og 8. januar 1959 overtog han officielt præsidentposten. I 1962 fuldførte de Gaulle arbejdet med forfatningen med nye regler for valg af præsident. Han skulle vælges direkte af folket og blev en langt vigtigere person end premierministeren. Den udøvende magt lå nu hos præsidenten. De Gaulle blev genvalgt december 1965, men trådte tilbage 1969 da en en rådgivende folkeafstemning om administrative reformer gik ham imod

1976 d Zhou Enlai – Chou En-lai – kinesisk politiker. (f 1898)

 

Til top        9. januar

1514 d Anna af Bretagne, fransk dronning (Karl 8. og Ludvig 12.); eneste efterkommer af Bretagnes sidste hertug Frants 2. og Margrethe af Foix; overtog ved faderens død (9. sept. 1488) Bretagne, som på det tidspunkt var et selvstændigt hertugdømme, som indbyggerne fortsat var besluttet på at forsvare mod den franske konge. Den unge hertuginde delte denne opfattelse. Men hun var på det rene med, at Bretagnes selvstændighed afhang af hendes fremtidige ægteskab. Ved stedfortræder blev hun i 1491 viet til Maximillian af Østrig. Karl 8. af Frankrig opbød dog alt for at vinde Anna og Bretagne; da han viste sig med en hær foran Rennes, hvor Anna residerede, måtte hun kapitulere, annullere sit østrigske ægteskab og gifte sig med Karl, der til gengæld ophævede sin forlovelse. Østrigske affærer havde forhindret Maximilliam i at forsvare sin brud. Iflg. ægteskabstraktaten forblev Bretagne et selvstændigt hertugdømme i personalunion med Frankrig. Efter Karls død ægtede Anna hans efterfølger Ludvig 12., som netop havde skilt sig af med sin første kone Jeanne af Frankrig. Som fransk dronning regerede Anna sit hertugdømme; hun kunne dog ikke opretholde dets uafhængighed. Hendes datters - Claude - ægteskab med Frans af Angoulême (den senere Frans I af Frankrig) medførte, at Bretagne blev en del af Frankrig (f 25/1 1477)

1590 døbt Simon Vouet, fransk maler; efter at have opholdt sig 1613-27 i Rom introducerede han ved sin hjemkomst til Frankrig den italienske barok i fransk malerkunst. V’s anvendelse af clair-obscur (anvendelse af dramatiske kontraster mellem lys og skygge) i sine værker viser påvirkningen af den italienske barokmaler Caravaggio. I 1627 kaldte Ludvig XIII C tilbage til Frankrig og udnævnte ham til hofmaler. Herefter sikrede V sig næsten alle vigtige opgaver, dominerede hovedstaden kunstnerisk de næsten 15 år og udøvede en enorm indflydelse. Fra hans værksted udgik en række af de kunstnere, der skulle blive den næste generations store navne (d 30/6 1649)

1735 f John Jervis, Earl of St. Vincent, britisk admiral, sejrherren i slaget ved Kap St Vincent, Portugal, 1797. Besejrede her med sine 15 skibe en spansk flåde bestående af 27 skibe. Spanien var på daværende tidspunkt allierede med det revolutionære Frankrig, og sejren styrkede moralen i England, der på det tidspunkt var uden allierede. Jervis blev udnævnt til Earl. Under slaget udmærkede Horatio Nelson sig, og som følge af hans initiativ erobrede englænderne fire spanske skibe. For sin indsats blev Nelson Knigth of the Bath (d 14/3 1823)

1806 Nelson, Viscount Horatio, britisk admiral og krigshelt bliver bisat i St Paul's Cathedral, London. Dermed er der sat punktum for en strålende karriere i den britiske flåde. Den begyndte, da N kun var 12 år. Som barn var N svagelig og kom ind i marinen som kadet for at livet til søs kunne styrke hans helbred. 1770-77 var han på orlogs- og koffarditogter til Ostindien, Vestindien og polaregnene. I 1777 blev han løjtnant og året efter i krigen med de nordamerikanske kolonier chef for en brig. Allerede 1779 blev han fregatkaptajn, men led i de følgende år under stadige hovedsmerter, reumatisme og galdesten, der med mellemrum tvang ham til orlov. Ved udbruddet af krigen med Frankrig i 1793 blev han chef for et linjeskib. Hans virkeområde var mest Middelhavet. I en kamp ved Korsika mistede han i 1794 det ene øje. 1796 blev han kommandør, og i 1797 viste han i slaget ved San Vincente for første gang sine eminente søstrategiske evner, sin dristighed og sin resolutte handlekraft. Som belønning blev han kontreadmiral, adlet og æresborger i London. Senere samme år mistede han højre arm under et slag ved Tenerife. I 1798 stod han i spidsen for den flåde, der angreb og ødelagde den franske flåde ved Abukir (ud for Ægypten) og derved sikrede Storbritannien kontrol over Middelhavet. For sejren fik han titlen baron Nelson of the Nile og en årpenge på 2000 pund. Derefter var han stationeret ved Italien. N var næstkommanderende på den britiske flådeafdeling, der angreb den danske flåde i slaget på Reden ved Københavns havn april 1801. Herefter gjorde han atter tjeneste på Middelhavet. Som chef for middelhavsflåden – om bord på "Victory" – blokerede han 1803-05 den franske flådehavn Toulon og gik derefter på jagt efter den franske flådeafdeling, der skulle medvirke ved Napoleons planlagte invasion af England. Jagten gik til Vestindien og tilbage igen og endte den 21. oktober 1805 i slaget ved Trafalgar. Her førte N den britiske flåde til sejr over den fransk-spanske flåde og sikrede dermed Storbritannien kontrollen over verdenshavene; men sejren kostede ham livet. Efter sigende blev Nelsons lig bragt fra Trafalgar til London i en tønde rom

1848 d Caroline Lucretia Herschel, britisk astronom; søster til den hannoveranske/engelske astronom Sir William Herschel; opholdt sig hos broderen og deltog i dennes videnskabelige arbejde. Selv opdagede hun i perioden 1786-97 otte kometer. Efter broderens død (i 1822) vendte hun tilbage til Hannover. I 1828 afsluttede hun katalogiseringen af broderens mange observationer. I 1828 modtog hun Det britiske Astronomiske Selskabs guldmedalje (f 16/3 1750)

 

d Napoleon d 3., fransk præsident 1848-52 og sit lands kejser 1852-70; sandsynligvis søn af Napoleon I’s bror Louis Bonaparte, moderen var i al fald Hortense de Beauharnais, en datter af Josephine i dennes første ægteskab; hendes andet var med Napoleon 1. Fra 1830'erne efter kongen af Rom, Napoleon 1.’s søns død var han bonapartisternes tronprætendent; han foranstaltede mislykkede statskup i 1836 og 1840. Efter det sidste var han fange i fæstningen Ham, til han i 1846 undslap. I fængslet skrev han "Fattigdommens udslettelse", hvori han afslørede en vis forståelse for arbejderklassens forhold og krav. Efter Februarrevolutionen i 1848 valgtes han til præsident for fire år. Efter et statskup i december 1851 opløste han Nationalforsamlingen og udstedte en ny forfatning, der forlængede hans mandat til 10 år, hvilket blev godkendt ved folkeafstemning. I den nærmest følgende tid forstod han at spille på borgerskabets frygt for en venstrerepublikansk republik; han vandt kirken for sig bl.a. ved at gennemføre en skolelov, der gav munkeordnerne øget indflydelse i skolevæsnet; endvidere havde han gennem en tid arbejdet for i alle kredse af folket at fremstå som en ordenens og fredens mand. Alt var således lagt til rette, da han i december 1852 lod sig udråbe til kejser efter en ny folkeafstemning. Hans styre var tilsyneladende demokratisk, og hans tidlige regeringsperiode prægedes af stærk økonomisk vækst. Gennem deltagelse i Krimkrigen 1853-56 og sejrene i Norditalien 1858-59 over østrigerne øgedes hans og Frankrigs prestige. N’s forsøg på at hævde sin og Frankrigs stilling i Fransk-Tyske Krig 1870-71 slog fejl, og nederlaget ved Sedan 1870 førte til kejserdømmets sammenbrud og N’s tilfangetagelse. Han bosatte sig 1871 i Storbritannien, hvor han boede til sin død (f 20/4 1808)

1878 d Victor Emanuel 2., konge af Sardinien-Piemonte og 1861-1878 det samlede Italiens første konge, men beholdt sin titel Victor Emanuel 2.; han blev konge af Sardinien i 1849, da hans far abdicerede efter nederlaget til Østrig. I revolutionsåret 1848 udbrød der krig med Østrig. Victor Emanuel fik kommandoen over en division, og i den for hans rige så ulykkelige krig viste Victor E sig som en tapper soldat, men som en uduelig general. Som konge konsoliderede han sin position ved at undertrykke en republikansk venstrefløjs aktiviteter og ved at betale en erstatning til Østrig, en handling der gjorde ham særdeles upopulær i Italien. I novembeer 1852 foretog han det geniale træk ved at udnævne den eminent dygtige politiker og diplomat Cavour til sin førsteminister. Udnævnelsen medførte, at Cavours politik gjorde Victor Emanuel til konge af det samlede Italien, inden der var gået ti år. I hemmelighed støttede han Garibaldis erobring af Sicilien og Napoli; herefter lod han - skønt stillet over for en pavelig trussel om ekskommunikation - sin hær marchere ind på pavestatens område. Efter Cavours død i 1861 spillede Victor Emanuel en mere fremtrædende politisk rolle, og trods nogle tilbageslag opnåede han to bemærkelsesværdige triumfer: annekteringen af Venetien efter at have støttet Bismarck i Preussens krig mod Østrig i 1866 og erhvervelsen af Rom efter Frankrig i 1870 havde trukket sine tropper hjem. Noget pave Pius IX aldrig tilgav Victor Emanuel; men ikke desto mindre gav han tilladelse til, at Victor Emanuel blev gravlagt i Pantheon (f 14/3 1820)

1878 Russerne erobrer Sjipkapasset. Under den russisk-tyrkiske krig 1877-78 lykkedes det russerne at fortrænge en tyrkisk styrke på ca 32.000 mand fra passet, der forbinder Grabovo i Nord-Bulgarien med Kazanlik i Tundza-dalen. Efter kampene meddelte den russiske general Gurko til overkommandoen "Alt roligt i Sjipkapasset". Sætningen blev kendt verden over, efter den russiske maler Vereshtchagin havde udstillet sit billede af soldaten, der står på sin ensomme post i passet og er frosset ihjel

1890 f Karel Capek, tjekkisk forfatter; han studerede filosofi i Prag, Paris og Berlin. I 1917 blev Capek journalist, fra 1921 ved Lidové Noviny, en hverdagsavis som fik stor betydning for udviklingen af demokratiet i Tjekkoslovakiet. Capek så det som sin vigtigste opgave at skabe klarhed i sproget særlig i den politiske debat, og få folk til at tænke selvstændigt. Sammen med broderen Josef skrev han flere dramaer

1908 f Simone de Beauvoir, fransk forfatter; i romaner og dramatik diskuterer hun filosofiske problemer, spørgsmål om frihed og ansvar, mål og midler. Desuden har hun skrevet filosofiske essays. Blandt hendes tidligste værker er "Le Sang des autres" (en roman fra 1944). "Pour une morale de l’ambiguité" (1947) er et forsøg på at opbygge en eksistentialistisk moral. I 1949 kom hendes store værk "Le Deuxième sexe", hvor hun diskuterer kvindens frihed og hendes muligheder som kvinde og som socialt og intellektuelt væsen. I 1954 vakte hendes roman "Les Mandarins" uro i eksistentialistiske kredse. Hun udfordrede her den radikale fløj i fransk åndsliv ved at stille spørgsmål om, en venstreintellektuel kunne handle på det offentlige plan uden at forråde den revolution, hun anså for sandhed; de Beauvoir svarede benægtende. Med "Mémoires d’une jeune fille rangée" (1958) og "La Force de l’âge" (1960) tog hun skridtet over i selvbiografien. Selvbiografisk var også "La Force des choses" (1965) og "Une Mort très douce" (1965) (d 14/4 1986)

 

1909 Ernest Shackletons sydpolekspedition må vende om ved 88 gr 23 min sydlig bredde, hvilket var det nærmeste nogen hidtil var nået Sydpolen

1913 f Richard Nixon, amerikansk politiker (republikaner) vicepræsident 1953-61, USA’s 37. præsident 1969-74; uddannet som jurist og praktiserede som advokat 1937-42. Medlem af Repræsentanternes Hus 1947-51, af Senatet 1951-53. Nixon blev landskendt i disse år for sin energiske indsats i undersøgelserne for "uamerikansk virksomhed". Ved republikanernes sejr ved præsidentvalget i 1952 blev han Eisenhowers vicepræsident; genvalgt 1956. Hans ansvarsområde blev udvidet under præsident Eisenhowers sygdom i 1955 og 1957. Som sit partis præsidentkandidat blev han i 1960 besejret af John F. Kennedy. I 1962 forsøgte Nixon forgæves at blive valgt til guvernør i Californien; efter nederlaget trak han sig ud af politik og nedsatte sig som praktiserende advokat i New York. Men politik trak. I 1968 gjorde han comeback. Ved årets præsidentvalg var han igen republikanernes kandidat, og denne gang lykkedes det ham at vinde. Nixon genvalgtes i 1972 med 61% af stemmerne. Udenrigs-politisk var det største problem i den første præsidentperiode forsøgene på at finde en løsning på Vietnamkrigen. Det lykkedes i januar 1973, da USA og Nordvietnam underskrev en fredsaftale, der afsluttede USA’s deltagelse i Vietnamkrigen. Med sin aktive udenrigspolitik opnåede Nixon triumfer i forholdet til Kina og Sovjetunionen. I februar 1972 gennemførte han et statsbesøg i Kina, som USA ikke havde haft forbindelse med siden 1949, og i maj 1972 underskrev han i Moskva SALT-I-aftalen om begrænsning af strategiske kernevåben. Nixons anden embedsperiode blev domineret af Watergatesagen. I juni 1972 arresteredes fem indbrudstyve i Det Demokratiske Partis hovedkvarter i Washington, D.C. Efterfølgende undersøgelser viste, at Nixons genvalgskomite stod bag indbruddet. Nixons tilbagetræden blev uomgængelig, da det i sommeren 1974 afsløredes, at Nixon allerede i juni 1972 havde haft kendskab til indbruddet og havde søgt at dække over det. En måned efter sin tilbagetræden i august 1974 blev Nixon benådet af sin efterfølger, Gerald Ford. På trods af den store skam ved at måtte forlade posten som USA’s præsident på grund af uhæderlighed opnåede Nixon i sine sidste år en vis genoprejsning ved som ældre erfaren statsmand at optræde som rådgiver i udenrigspolitiske spørgsmål for præsidenterne Reagan og Bush (d 23/4 1994)

1920 De russiske bolsjevikker besejrer de sidste hvide styrker under admiral Koltchak

d Katherine Mansfield, britisk forfatter (født i New Zealand); som 19-årig forlod hun New Zealand for i England at skabe sig en karriere som forfatter. I 1911udsendte hun sin første samling noveller, "In a German Pension". I de følgende tre skrev hun noveller til magasinerne "Rhythm" og "The Blue Review". De blev udgivet af kritikeren og essayisten John Middleton Murry, som hun blev gift med i 1918 efter opløsningen af sit første ægteskab. Da hun i 1915 mistede sin bror på fronten i Frankrig, blev hun rystet og erkendte, at hun stod i en "hellig gæld" til ham og til deres fælles minder fra opvæksten på New Zealand. "The Aloe" (1916) – senere omarbejdet og i 1918 udsendt som "The Prelude" – indleder en række noveller, der fortæller om hendes newzealandske baggrund. Disse og andre blev samlet i "Bliss" (1920), der gjorde M kendt. I de følgende to år arbejdede hun på det værk, der betegnes som hendes bedste "The Garden Party" (1922), der indeholder noveller som "At the Bay", "The Voyage", "The Stranger", alle med udgangspunkt i New Zealand. Hendes sidste arbejder blev udgivet posthumt "The Dove’s Nest (1923) og "Something Childish" (1924). De karakteriseres som fortællinger, der er blandt de fineste i britisk novellekunst, karakteristisk ved deres stemningsbilleder og psykologiske analyser. Fra hendes efterladte papirer udgav Murry i 1927 "Journal". Ligesom han i 1928 med kommentarer udgav hendes breve til ham. Mansfield døde af tuberkulose, som hun havde kæmpet med de sidste fem år af sit liv (f 14/10 1888)

1927 f Thorkild Hansen, forfatter; efter litteraturhistoriske studier ved universitetet i København og ophold i udlandet blev Hansen i 1952 litterær anmelder ved Information. Deltagelse i ærkæologiske ekspeditioner i Bahrein og Øvre Egypten gav stof til bøgerne: "Pausesignaler" (1959), "Syv seglsten" (1960) og "En kvinde ved en flod" (1961). Med "Det lykkelige Arabien" (1962) om den danske ekspedition til Yemen i 1700’tallet fandt Hansen sin egen særlige genre: den bredt episk anlagte, effektfuldt dramatiskt tilspidsede dokumentariske beret-ning. I denne genre fortsatte han med "Jens Munk" (1965), om nordmanden der i tjeneste hos Christian 4. på to rejser i henholdsvis 1610 og 1619 skulle finde en sørute til Østen nord om Asien og nord om Amerika. Hansen skrev om dansk slavehandel i trebindsværket "Slavernes kyst" (1967), "Slavernes skibe" (1968) og "Slavernes øer" (1970). Værket blev i 1970 belønnet med Nordisk Råds pris. I 1978 afsluttede Hansen genren med "Processen mod Hamsun". Hansen dyrkede desuden reportage og dagbog. Som rejseskildringer eller beretninger fra Røde Kors-missioner, som han deltog aktivt i fra 1970’erne, er de repræsenteret i samlingen "Kurs mod solnedgangen" (1982). Sine personlige levnedsdagbøger betragtede han som dokumentarisk materiale for en beretning om en ung skribents og intellektuels udviklingshistorie. Af projektet nåede dog kun at redigere og tilrettelægge begyn-delsen: "De søde piger " (1974) og "Et atelier i Paris I-II" (posthumt 1990). Imellem de to udgivelser udsendte han en samlet selvbiografi: "Søforhør" (1982). I sine sidste år boede Hansen mest i Frankrig om sommeren på Samsø (d 4/2 1989)

1975 Folketingsvalg. I løbet af efteråret 1974 blev det sværere og sværere for den smalle Venstreregering at manøvrere i forhold til det stærkt opsplittede Folketing. I december fremlagde regeringen uden forudgående drøftelse med andre partier eller med arbejdsmarkedets parter et indkomstpolitisk oplæg, der skulle løse landets økonomiske problemer og forbedre konkurrenceevnen ved hjælp af løntilbageholdenhed og prisstop. Da der i Folketinget viste sig, at der var flertal mod planen, udskrev statsminister Poul Hartling valg. Det afklarede ikke den politiske situation, men førte til skærpelse af den parlamentariske krise. Hartling havde satset på, at Venstre ville blive styrket ved en markant optræden. Det var lykkedes – hans parti vandt 20 mandater og havde nu 42 – men det skete på bekostning af støttepartier: CD gik fra 14 til 4 mandater, og Retsforbundet gled helt ud af Folketinget. Selv om SF mistede 2 mandater – til 9 -, blev venstrefløjen i Folketinget styrket, fordi VS kom ind med 4 mandater. Socialdemokratiet vandt 7 mandater – til 53, Fremskridtspartiet gik fra 28 til 24 mandater, Radikale Venstre mistede 7 mandater – til 13, de Konservative gik fra 16 til 10 mandater, kommunisterne vandt et mandat og havde nu syv, Kristeligt Folkeparti vandt 2 mandater og havde nu 9. Nogle særdeles komplicerede regeringsforhandlinger resulterede i dannelse af en socialdemokratisk mindretalsregering under ledelse af Anker Jørgensen

 

Til top        10. januar

f Margrete af Østrig, hertuginde af Savoyen; som regentinde i Nederlandene 1507-15 og 1519-30 for sin nevø Karl (senere tysk-romerske kejser som Karl 5.) bidrog hun afgørende til at konsolidere det habsburgske styre der. M var datter af den habsburgske ærkehertug Maximilian (den senere tysk-romerske kejser Maximilian. I) og Marie, hertuginde af Burgund. Efter at have overlevet tre ægtemænd blev M i 1507 af sin far udnævnt til regentinde i Nederlandene for sin mindreårige nevø Karl (5.). I begge hendes regeringsperioder var Nederlandene hårdt be-skattet for at bidrage til habsburgernes mange krige. I 1508 repræsenterede hun sin far ved forhandlingerne i Cambrai, hvor man fik løst uoverensstemmelser med Frankrig om dette lands rettigheder i de burgundiske Nederlande. Da Karl i 1515 blev erklæret myndig, genudnævnte han sin tante som regentinde i Nederlandene. I årene herefter udvidede hun det habsburgske herredømme i Nederlandene; f.eks. indlemmede hun i årene 1515-24 Friesland. Som repræsentant for Karl 5. afsluttede hun i Cambrai i 1529 "La Paix des Dames" med Louise af Savoyen, der forhandlede på sin søns, kong Frans I af Frankrig, vegne. Fredsaftalen afgjorde for en tid de to landes krav i Burgund, Milano og Napoli; men den fred, den tilvejebragte, var kun midlertidig. Det var ved M’s hof Christian 2.s dronning Elisabeth af Habsburg voksede op. M var Elisabeths faster (d 1/12 1530)

1618 d Breide Rantzau, rigsråd; efter at have været på dannelsesrejse til europæiske universitetsbyer arvede han 1572 Brahetrolleborg på Fyn. I 1576 blev han hofjunker og kom i kraft af sin tyske afstamning til at fungere som binde- led mellem slesvig-holstenske adel og den danske. Kun 25 år gammel blev R i 1581 optaget i rigsrådet og var medlem af regeringsrådet 1589 og 1592. I 1601 blev han udnævnt til statholder i København og fik dermed ansvaret for hæren og orlogsflåden – og dermed også for krigsudrustningen forud for Kalmarkrigen 1611-13 (f 13/10 1556)

1645 d William Laud, ærkebiskop i Canterbury; grundlægger af den højkirkelige anglikanske kirke. Allerede som student i Oxford var hans modstandere puritanerne, og han forsvarede læren om genfødslen i dåben og bispeembedets autoritet. I 1616 blev L domprovst i Gloucester; her viste han sin højkirkelige opfattelse ved at sørge for, at kirkens højalter blev genopført; 1621 biskop i Wales, 1628 biskop i London og 1633 ærkebiskop i Canterbury. Som Karl I’s kirkelige rådgiver repræsenterede han en ekstrem højkirkelighed med polemisk indstilling mod både Rom og puritanerne. Over for puritanerne brugte han tvangsmidler, som gjorde ham forhadt. Da borgerkrigen brød ud i 1641, blev L fængslet efter ordre fra parlamentet. Først i 1644 begyndte retssagen mod ham; han blev anklaget for forræderi og forsøg på at genindføre katolicismen. Underhuset forlangte dødsstraf, Overhuset gav efter, og L blev halshugget (f 7/10 1573)

1661 Enevoldsarveregeringsakten i Danmark udsendes. Den var først blevet forelagt rådet - kongens råd - til underskrift, og alle skrev under. Derefter blev den sendt rundt i landet, hvor den skulle underskrives af adelen, gejstlig-heden og de fornemste borgere i byerne. I løbet af vinteren kom underskrifterne ind: 987 gejstlige, 381 borgerlige og 183 adelige havde skrevet under. Der manglede en del adelige underskrifter. Man ved ikke, om det er fordi, akten ikke er blevet de pågældende forelagt, eller om de har nægtet at underskrive. Med underskriften havde undersåtterne anerkendt, at de ikke alene havde givet kongen arvekongedømmet, men tillige - hvad der ikke havde været tale om under stændermødet det foregående efterår - fuldkommen enevælde. I akten hed det nemlig, "at da alle dette riges stænder og ledemod utvungen og uden nogen Hans Kongelige Majestæts tilskyndelse, anmodning eller begæring af egen fri vilje og gode betænkende" har overdraget kongen al arveret til Danmark, absolut regering og alle regalier. Med underskriften afskar de sig samtidig fra enhver kritik opposition mod samme enevælde

f Michel Ney, fransk marskal; han trådte ind i den franske hær som menig 1788; blev brigadegeneral 1796. N indsats i slaget ved Hohenlinden (1800) overbeviste Napoleon om, at N ville blive en af hans største generaler. Efter sejren ved Friedland i 1807 karakteriserede Napoleon N som "den tapreste blandt tapre". N blev marskal i 1804 og i 1808 hertug d’Elchingen. Under ruslandsfelttoget anførte N angrebet mod russernes centrum i slaget ved Borodino; hans indsats her gav ham titlen fyrste de la Moskowa. N’s fremtrædende plads i militærhistorien skyldes hans mesterlige ledelse af arrièregarden under tilbagetoget fra Moskva. Han kæmpede med hæder i felttogene i 1813 og 1814; men var den første af marskallerne, der overtalte Napoleon til at abdicere. Efter Napoleons fald sluttede Ney sig til Ludvig 18. og blev stillet i spidsen for dennes tropper. Men ved Napoleons tilbagekomst fra Elba bragte N ham ikke til Paris i et jernbur, som han havde lovet kongen. Med sine tropper sluttede han sig til Napoleon, og i slaget ved Waterloo kommanderede han den kejserlige garde. Efter Napoleons anden abdikation sørgede ultraroyalisterne for, han blev stillet for krigsret anklaget for forræderi. N blev dødsdømt og henrettet ved skydning (d 7/12 1815)

 

1778 d Carl von Linné, svensk botaniker; lagde ved siden sit medicinske studium vægt på studiet af naturhistorie, spec. botanik, som havde hans største interesse. 23 år gammel holdt han offentlige forelæsninger i Uppsala i botanik efter at have udgivet sin første videnskabelige afhandling. Allerede nu viste han sine usædvanlige evner for iagt-tagelse og klar beskrivelse og sin dybe botaniske indsigt. I 1731 havde han sit senere så berømte plantesystem færdigt. Samme år modtog han et stipendium til en studierejse i Lapland; den lange og strabadserende og eventyr-lige færd i et så godt som ukendt land blev gennemført maj-oktober 1732 og resulterede i omfattende samlinger. I 1735 rejste han til Holland, hvor han afsluttede sine medicinske studier og tog doktorgraden. Han blev i Holland i tre år og udsendte en række botaniske afhandlinger, bl.a. "Systema naturae" (1735), "Flora lapponica" (1737) og "Genera plantarum" (1737). Rejste tilbage til Stockholm og praktiserede som læge til 1741 samtidig med han forelæste i mineralogi og botanik, stiftede det svenske videnskabsakademi og var dets første formand. 1741 blev han professor i medicin, botanik, zoologi og metallurgi i Uppsala; han virkede i Uppsala til sin død. Byen blev takket være ham et naturvidenskabeligt centrum, den botaniske have en af de fornemste i Europa. Selv forlod han ikke igen Sverige, men han sendte sine elever til fjerne lande, og de bragte et stort materiale med sig tilbage til Sverige. I dette tidsrum udsendte L mange og betydningsfulde værker (foruden nye og bedre udgaver af tidligere arbejder), f.eks. "Flora suecica" (1745), "Philosophia botanica" (1751). Foruden om botanik skrev han også om geologi, mineralogi og etnografi. Sin største betydning har L haft som systematiker; han klargjorde artsbegrebet, ryddede op i tidligere varieteter og former og gav korte og klare artsbeskrivelser. Den latinske terminologi med den binære momenklatur stammer stort set fra ham. I alt beskrev han ca 10.000 plante- og 6000 dyrearter. (f 23/5 1707)

f Jacob Dampe, lærer, politiker, langtidsfange; blev cand teol 1809 (sic), 1811 lærer ved den lærde skole i Slagelse. 1812 erhvervede D doktorgraden på en afhandling om Koranens morallære. 1816 oprettede han en privat drengeskole i København. Han deltog ivrigt i tidens debat, hvor han ikke lagde skjul på sine rationalistiske synspunkter i såvel teologi som filosofi. D spillede en fremtrædende rolle i diskussions- og læseselskabet Clio og talte for mange tilhørere enkelte gange i Københavns kirker. Med udgangspunkt i 1700tallets tanker om folkesuveræniteten udformede D en plan om, at folket ved valgte repræsentanter selv skullle udtale sig om regeringsformen. Hvis folket ville have en fri forfatning, skulle kongen anerkende folkets ret.Gjorde han ikke det, var han at betragte som voldsudøver. Folkets valgte repræsentanter kunne så med hærens hjælp sætte sin vilje igennem. Hans plan blev kendt af myndighederne, og han blev arresteret. I februar 1821 blev D fundet skyldig i at have tilskyndet til ændring af den bestående regeringsform for hvilket, forordningen fra 1799 om trykkefrihedens grænser fastsatte dødsstraf. Kongen ændrede dødsdommen til livsvarigt fængsel at afsone i fæstningen på Christiansø.1821-26 og igen 1831-32 sad D fængslet i Kastellet. På Christianø levede D i ca 15 år, til Christian VIII i maj 1841 ændrede hans fangenskab til forvisning til et selvvalgt sted på Bornholm. Han slog sig ned i Rønne, hvor han under politiopsyn kunne færdes frit og under særlig censur udgive småskrifter. Ved tronskiftet 1848 blev han benådet. Resten af livet boede D i København. Som anerkendelse for sin indsats for en fri forfatning tilkendtes han en statsydelse; oprindelig 360 rigsdaler senere forhøjet til 500 rigsdaler (22/12 1867)

1839 For første gang kan man i England købe indisk te. Hidtil har man kun kunnet få kinesisk te

Frimærker i brug i England. Disse første frimærker til en værdi af 1 penny og 2 pence bar dronning Victorias billede

f Frank James, sammen med broderen Jesse James var han den mest berygtede og eftersøgte bandit i det amerikanske Vesten; de forøvede dristige bank-og togrøverier, som for mange kom til karakterisere det lovløse liv ved det 19. århundredes grænse (frontier)mellem civilisation og ødemark, og som det er blevet fremstillet i utallige Westerns. Brødrene deltog i borgerkrigen på sydstaternes side i hver sin guerillagruppe. Ved den 13. februar 1866 at røve en bank i Liberty, Montanaba begyndte Frank og Jesse sammen med otte andre mænd deres lovløse karriere. I de følgende år forøvede de bankrøverier fra Iowa til Alabama og Texas og begyndte med togrøverier i 1873. Banditterne udså sig også dilligencer, butikker og mennesker som bytte. Samtidig synes Frank og hans bror at have levet et ret fredelig liv beskæftiget på deres mors farm. Både under og efter deres lange karriere blev Jamesbrødrenes gerninger udnyttet af skribenter; de overdrev og romantiserede dem for at imødekomme det behov, der var hos læsere i øststaterne for blodige og dristige Westerns historier. Især Jesse kom til at stå som en romantisk skikkelse, der var drevet ind på forbryderbanen af myndighederne, der aldrig tilgav ham hans tilslutning til sydstaterne i borgerkrigen. Faktisk søgte såvel Frank som Jesse altid at retfæriggøre deres lovløse tilværelse som følge af forfølgelse af myndighederne. I 1881 udsatte Missouris guvernør en dusør på $10.000 for brødrenes tilfangetagelse død eller levende. Det lokkede et bandemedlem til at skyde Jesse og gøre krav på dusøren. Få måneder senere meldte Frank sig til myndighederne. I Missouri blev han anklaget for mord, men blev frifundet; i Alabama blev han anklaget for røveri og også her frifundet; og endelig atter under anklage i Missouri denne gang for væbnet røveri, men atter frifundet. Som en fri mand trak han sig til et roligt og fredeligt liv på familiens farm; her døde han i 1915 i samme værelse, hvor han var blevet født 72 år tidligere (d 18/2 1915)

 

1862 d Samuel Colt, amerikansk våbenmager, som 16-årig stod han til søs, og det var under en rejse til Singapore, han lavede de første tegninger til sin senere så berømte revolver. Efter tilbagekomsten til USA lavede han flere modeller og udtog patent på den i 1835. Hans revolver, der var udstyret med en drejelig tromle, hvor våbnets patroner var placeret, var verdens første automatiske skydevåben. Når hanen blev spændt, drejede tromlen, og en ny patron kunne affyres. I begyndelsen havde C dog ikke den store succes med sin opfindelse. Hans våbenfabrik gik fallit i 1842. Men da den amerikanske regering ved udbruddet af den amerikansk-mexicanske krigs udbrud i 1846 bestilte 1000 Coltrevolvere, blev den kendt. Året efter grundlagde C fabrikken Colts Patent Fire-Arms Co. i Hartford, Connetticut. Den regnes stadig for for en af verdens fornemste håndskydevåbenfabrikker (f 19/7 1814)

1863 Den første strækning af Londons undergrundsbane (Paddington - Farringdon Street) åbnes

1870 f Anna Syberg, maler; hun var søster til maleren Peter Hansen og tilhørte således kunstnergruppen Fynboerne. Som kunstner blev hun især kendt for sine livfulde akvareller og ikke mindst som model på flere af ægtefællen Fritz Sybergs billeder. Sin uddannelse fik hun på Teknisk skole i Fåborg i årene 1886-88 og modtog senere uddannelse hos billedhuggeren Ludvig Brandstrup i København. I 1882 blev Fritz Syberg ansat som svend i Annas fars malerforretning

f Jens Augugust Schade, forfatter; efter studentereksamen i 1921 begyndte han at studere nationaløkonomi ved universitetet i København. Han forlod dog snart studierne til fordel for poesien og bohemetilværelse i det københavnske storbyliv. Siden debutbogen "Den levende Violin" (1926) viste han i en lang række digtsamlinger vist sit særlige talent for naivistisk lyrik, ofte surrealistisk i stil og erotomant i indhold. Med versromanen "Sjov i Danmark" (1928), vandt han sit første publikum i Danmark. Om den er der blevet hævdet, at nok har den skarpe udfald mod både skolen, militæret, kapitalisterne og statsmagten, med dens modbudskab er en upolitisk lovpris-ning af individualismen. Hovedpersonen Sjov fra byen Skæve (sml. Schade fra Skive – forfatterens føde- og barndomsby) gennemlever den normaldanske opvækst og opdragelse skarpt set og sanset af den satiriske fortæl-ler, som humoristisk hoverende kan indlede hvert digt med "man ser". Det kunstneriske gennembrud kom med "Hjerte-Bogen" (1930). Senere kom bl.a. "Kærlighed og Kildevand" (1936) og "Schades Højsang" (1958). Desuden skrev Schade romaner som "Kærlighedens Symfoni" (1942), "Mennesker Mødes og Sød Musik Opstår i Hjertet" (1944; filmatiseret 1967). Schade fastholdt sin ungdoms beslutning om en uborgerlig tilværelse, gerne uden fast adresse, uden respekt for skattevæsenet, som tog revance, da han i 1963 fik Det Danske Akademis pris på 50.000 kr. (d 20/11 1978)

1910 d John Frederik Vermehren, maler; lysten til at tegne vågnede tidligt, og allerede som dreng blevet hjulpet til rette dermed af naboens søn, den 15 år ældre Jørgen Roed. Efter studentereksamen fra Sorø Akademi kom han 1843 på Kunstakademiet. V deltog i krigen 1848, men var kun med i få træfninger. Snart var han igen ved sit stafeli. Tidens patriotiske stemning førte ham til at male "Reservesoldatens Afsked fra sin Familie" (1849), og dermed opnåede han en fremtrædende position blandt de nationale genremalere. Foråret 1855 rejste V med Akademiets understøttelse til Paris og Rom. Fra tiden i Italien er "En italiensk Hyrdedreng" (1856). Efter hjemkomsten dyrkede han motiver af sjællandsk bondeliv, f.eks. "En Sædemand" (1858-59). 1864 blev han medlem af Akademiet og ansattes 1865 som lærer; i 1873 professor (til 1901). Fra 1870 blev V hovedsagelig portrætmaler, f.eks. "Fru Wanscher" (1869) og billedhuggeren "August Saabye" (1887). Ved V’s afgang som professor ophørte den eckersbergske tradition ved Kunstakademiet, og da han døde i 1910 standsede den direkte, trofaste overlevering fra guldaldertiden. Denne kunstneriske barnetro havde V fået indpodet på Akademiet af Eckersberg og bevaret den gennem manddommen lige til oldingeårene (f 12/5 1823)

1917 d William F. Cody (Buffolo Bill), amerikansk bøffeljæger, spejder og cirkusdirektør; under Den Amerikanske Borgerkrig og indianerkrigene 1868-76 var Cody spejder for hæren; fra 1867/68 tillige bøffeljæger for Kansas Pacific Railroad, hvor han fik navnet Buffalo Bill. Han blev hurtigt kendt som den bedste bøffeljæger på prærien, da han præsterede at nedlægge mere end 4.000 dyr på otte måneder. I 1869 blev Cody gjort til helt i avisfølje-tonen "Buffalo Bill, the King of Border Men", som blev forløberen for en række bøger og skuespil om Codys op-levelser. Efter sin legendariske karriere som spejder og bøffeljæger skabte Cody i 1883 sit eget show "Buffalo Bill Wild West" med maleriske scener fra livet i Det Vilde Vesten. I 1887 var dette show, der havde den kvindelige mesterskytte Annie Oakley som en af hovedatraktionerne, for første gang i Europa og blev overalt modtaget med stor begejstring. Showet skabte en hel Wild West-feber. Det var bl.a. gennem den nærmest kultiske dyrkelse af Buffalo Bill, at western-genren blev grundlagt. De sidste årtier af sit liv fungerede Cody bl.a. som rådgiver for staten Wyomings guvernør og drivkraften bag opførelsen af Shoshone-dæmningen (1910), der i 1946 blev omdøbt til Buffolo Bill-dæmningen (f 26/2 1846)

1918 Ved afstemningen i det amerikanske Repræsentanternes Hus er der flertal for at give de amerikanske kvinder stemmeret. Dog kun til gifte kvinder over 30 år

d Severin Jørgensen, FDB’s grundlægger; som uddeler i Vester Nebel fra 1875 drev han ved siden af brugsforeningen en efterhånden ret betydelig grovvareforretning, og i 1883 udkastede han en plan om et fællesindkøb, idet han tilbød 150 brugsforeninger at benytte ham som grossist. I første omgang vandt ideen ikke tilslutning, men fra omkring 1890 fik J’s fællesindkøb god fremgang - 1889 var 36, 1895 154 foreninger tilsluttet, og omsætningen steg i samme tidsrum fra 136.000 til 600.000 kr. 1893 omdannedes fællesindkøbet fra reelt at være J’s firma til et andelsselskab. Ved sammenslutning pr 1. januar 1896 med et hensygnende sjællandsk fællesindkøb blev Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, FDB, dannet. J var formand for FDB fra oprettelsen til 1913. Han var tidligt aktiv for en samordning af danske andelsvirksomheder. Han medvirkede således afgørende til oprettelsen af Dansk Andels Ægeksport (1895), Dansk Andels-Gødningsforretning (1901) og Andelsbanken (1909). J opfattede mere end nogen anden af sine samtidige andelsbevægelsen som en bred samfundsomformende bestræbelse i slægt med tidens folkelige bevægelser og byggende på centrale elementer i et kristent og socialt samfundssyn (f 31/3 1842)

1934 d henrettet Marinus van der Lubbe, hollandsk murersvend og kommunist; var som arbejdsløs i februar 1933 taget til Tyskland for at bekæmpe nazismen. Om aftenen den 27/2 1933 satte han ild på rigsdagsbygningen i Berlin. L blev hurtigt arresteret; han blev anklaget for brandstiftelse og dødsdømt. Nazisterne, som en måned tidligere havde fået del i regeringsmagten, udnyttede branden til at udbygge deres magt i Tyskland. De lod ledende kommunister og socialdemokrater arrestere og indførte undtagelsestilstand. Disse overgreb blev forklaret med, at branden var anstiftet af kommunisterne og var startsignalet til en kommunistisk opstand. De fire bulgarske kommunister, der var anklaget sammen med L, blev frifundet. Trods tidligere forskellige opfattelser er det nu den almindelige opfattelse, at L var alene om at anstifte branden (f 1909)

d Sinclair Lewis, amerikansk forfatter; studerede ved Yale universitet og deltog 1906-07 i Upton Sinclairs utopiske socialisteksperiment, Helicon Hill. Derefter arbejdede han en årrække som freelance journalist. I disse år var han på stadig rejse i USA og udsendte flere middelmådige romaner. I 1920 udgav han romanen "Main Street", som blev en succes. I romanen blev livet i en typisk småby i det amerikanske midtvesten kritisk vurderet. Den var den første i en lang række romaner med satiriske skildringer af amerikanske samfundsforhold og af gennemsnitsamerikanerens livsform og tankesæt. I "Babbit" (1922) skildrer L en gennemsnits amerikansk forretningsmand i de brølende 20'vere. "Elmer Gantry" (1927) afdækker religiøs humbug. Karakteristisk for L’s romaner er den reportageprægede behandling af dokumentarisk og aktuelt samtidsstof; således om lægestanden i "Martin Arrowsmith" (1924), om amerikanernes møde med Europa i "Dodsworth" (1929) og om amerikansk straffelovgivning i "Ann Wickers" (1933). Blandt hans senere bøger er "It Can't Happen Here" (1935) om det totalitære system, som truer demokratierne. Om racefordomme skrev han i "Kingsblood Royal" (1947). I 1930 fik L nobelprisen i litteratur (f 7/2 1885)

d Dashiell Hammetts, amerikansk krimiforfatter; begyndte i 1920'erne at skrive kriminalromaner til de såkaldte pulp magazines, der lagde hovedvægten på realistiske, hårdkogte historier. I 1930 kom "The Maltese Falcon", og med den trådte Sam Spade frem på arenaen: iskold og fanatisk i sin retfærdighedssøgen, han talte gennem mundvigen og kaldte kvinder "sister". Han var prototypen på den hårdkogte detektiv, der skulle få en række efterfølgere i 1940'ernes og 50'ernes USA. Detektiven, der omgivet af korruption, men selv moralsk intakt, bevæger sig gennem en sump af forbrydelse og gangstervælde til den ubønhørlige afsløring af den skyldige. I 1931 kom "The Glass Key" og i 1934 "The Thin Man". H endte som manuskriptforfatter i Hollywood og nåede ikke at udsende noget, der kom på højde med The Maltese Falcon (f 27/5 1894)

d Aksel Larsen, politiker; han blev medlem af Socialdemokratiet 1919, men brød med partiet året efter og blev i stedet medlem af Danmarks kommunistiske parti. 1932 blev L medlem af Folketinget valgt i Københavns Østre Storkreds. Efter tyskernes angreb på Sovjetunionen og Folketingets vedtagelse i sommeren 1941 af kommunistloven, der forbød kommunistisk aktivitet i Danmark, gik L under jorden. Men i 1942 blev han arresteret af det danske politi, der udleverede ham til tyskerne. Derefter var L indespærret i KZ-lejr – Sachsenhausen og Neuengamme - til april 1945. Maj 1945 blev han atter folketingsmedlem samt medlem af befrielsesregeringen som minister uden portefølje. På gr. af sin afstandtagen til russernes nedkæmpelse af den ungarske opstand i oktober-november 1956 blev han ekskluderet af kommunistpartiet november 1958. I januar 1959 stod han bag oprettelsen af Socialistisk Folkeparti, og fra november 1960 til sin død repræsenterede han dette parti i Folketinget. Ved sin død var L Folketingets alderspræsident, idet han havde været medlem i mere end 39 år. Han havde opnået en næsten uset popularitet i kredse langt uden for sit parti, og han var almindelig anerkendt som en af Danmarks største parlamentarikere gennem tiderne. Han var ikke alene veltalende og vidende, men også en fornem kender af den politiske teknik og varm fortaler for samarbejde mellem partierne, når dette kunne gennemføres uden skade for hans centrale synspunkter (f 5/8 1897)

 

 

Til top        11. januar

347 f Theodosius d. Store, romersk kejser 379-395; efter kejser Valens var faldet ved Adrianopel i 378 i krigen mod goterne, udnævnte Gratianus i 379 Theodosius til sin medkejser, og Theodosius blev kejser over Romerrigets østlige del. Ved anvendelse af magt og diplomati fik Theodosius bragt goterne til ro i Thrakien og Dacien i 382. Da Theodosius medkejser Gratianus i 383 blev dræbt af oprøreren Maximus, besejrede Teodosius denne og lod ham dræbe. I Romerrigets vestlige del indsatte han derefter Gratianus bror Valentianus II som sin medkejser. Da også Valentianus blev dræbt, rykkede T med sin hær ind i Italien og besejrede sine modstandere i 394; da T nu også blev kejser over rigets vestlige del, blev han Romerrigets sidste enekejser. Theodosius er gået over i historien som en fremragende administrator og feltherre; medvirkende til dette eftermæle har været hans holdning til kirken. T begunstigede især den ortodokse kirke over for arianerne; han lod i 380 den nikæiske-konstantinopolitanske bekendelse erklære enegyldig og forbød ved et edikt i 392 al hedensk gudstjeneste. T's sønner Arcadius og Honorius delte ved hans død riget mellem sig (d 17/1 395)

 

1494 d Domenico Ghirlandajo (Domenico di Tommaso Bigordi), italiensk maler; sin tids mest skattede maler i Firenze. Efter sine fresker i Collegiata i S. Gemignano over S. Finas liv (1475) og "Nadveren" (1480) i Ognisanti i Firenze udførte han 1481 vægmalerier i Det sixtinske kapel i Rom. Efter sin hjemkomst til Firenze begyndte G i 1482 at male "Romerske Helte" i Sala dei Gigli i Palazzo Vecchio; disse efterfulgtes af hans hovedværker freskesyklerne i S. Trinità (1485) og i koret i S. Maria Novella (1486-90) i Firenze. Hans store, figurrige kompositioner var meget populære. Dramatiske og dekorative som de er, giver de ypperlige kulturhistoriske billeder af datidens Firenze. I højere grad end nogen af sine samtidige indsætter G portrætfigurer blandt de optrædende i de hellige scener. I Santa Trinitá freskerne er en lang række af Sassetti- og Medicifamiliens medlemmer og andre fremtrædende florentinere til stede som tilskuere i episoderne fra fransiskanerordenens historie. Hans altertavler, bl.a. "Kongernes tilbedelse" (i Uffizierne, 1487) og "Hyrdernes tilbedelse" (i Hittebarnshospitalet i Firenze, 1488) viser, han var påvirket af nederlandsk kunst. Blandt hans portrætter er "Bedstefar og barnebarn" (efter 1485) (f 1449)

 

1757 f Alexander Hamilton, amerikansk statsmand

 

1859 f George Nathaniel Curzon, britisk politiker; i 1886 blev han som konservativ medlem af Underhuset; herefter havde han forskellige ministerposter, inden han i 1899 (til 1905) blev vicekonge i Indien. Her gennemførte han flere reformer og arbejdede målbevidst på at udvide den britiske indflydelse over de tilgrænsende lande. Han fik således i 1905 afsluttet en ny overenskomst med Afghanistan. I januar 1908 blev han medlem af Overhuset, og i 1911 blev han jarl. Under Første Verdenskrig blev han medlem af kabinettet og var maj 1915 til decbr. 1916 formand i Overhuset. Oktober 1919 blev Curzon udnævnt til udenrigsminister. Som udenrigsminister gav han navn til den såkaldte Curzon-linje; den demarkationslinje, han i en note til den sovjetiske regering foreslog skulle være Polens østgrænse. Ved den polsk-russiske aftale i 1921 blev den foreslåede grænse imidlertid opgivet, og grænsen blev flyttet længere mod øst. Efter Polens erobring indgik tyskerne og russerne i september 1939 en aftale om, at demarkationslinjen skulle følge Curzon-linjen, På Jaltamødet i 1945 blev man ligeledes enige om, at Curzon-linjen skulle gælde som Polens østgrænse. I 1923 blev Curzon foreslået som premierminister, men flertallet i det konservative partis ledelse fandt det uheldigt, at partiet skulle ledes af en lord, og Curzonn fortsatte som udenrigsminister, til han gik af i 1924 (d 20/3 1925)

 

1891 d Georges Eugené Haussmann, fransk embedsmand; efter at have studeret jura blev han embedsmand; i 1853 blev han præfekt i departementet Seine og fik den særlige opgave af kejser Napoleon III at organisere og gennemføre kejserens vældige planer om omlægningen af Paris byplan. Baggrunden for de store gadegennembrud var Napoleons ønske om at vanskeliggøre indre uroligheder i hovedstaden, hvor de gamle, smalle gader havde vist sig skæbnesvangre ved bekæmpelsen af revolutionære bevægelser. Men udadtil fremtrådte planerne som en storstilet byplanmæssig forskønnelse af Paris. Op mod halvdelen af byens gamle huse blev nedrevet, og nye boulevarder og pladser skabtes. Der blev bygget broer, trafikårer og offentlige bygninger, bl.a. den store opera. H gennemførte planerne med stor energi og uden at være ømfindtlig med metoderne. Hans position var enestående, han fik sæde i kabinettet og stod kun til ansvar over for kejseren. I 1867 blev han medlem af Det franske Akademi. Napoleons fald medførte H's afsked, Et årstid opholdt han sig i udlandet, men vendte hjem og blev i 1877 deputeret for bonapartisterne (f 27/3 1809)

 

f Hans Kirk, forfatter; lægesøn fra Hadsund, cand jur 1922. 1925 begyndte han sin karriere som skribent først ved Lolland Falsters Folketidende, 1930 ved Socialdemokraten. Allerede som elev på Sorø Akademi var K blevet socialist og kom via Studentersamfundet ind i venstreorienterede miljøer. Fra 1934 var han medarbejder ved det kommunistiske dagblad Arbejderbladet, fra 1945 ved Land og Folk. Hans journalistik gav udtryk for en uforbeholden tilslutning til de kommunistiske partidoktriner; med pjecerne "Forvorpen Ungdom" og "Kulturelle Kommentarer" (1941) angreb han den borgerlige kultur over en bred front. I sin virksomhed som kritiker satte K især ind på at analysere forholdet mellem digtning og samfund. 1928 udsendte han sin første bog "Fiskerne", der blev et gennembrud, hilst med anerkendelse af næsten alle anmeldere. Den beskriver en gruppe missionske fiskere, der flytter fra Vesterhavet til et mildere Limfjordssogn, og hvordan flytningen påvirker dem og deres nye sogn. Romanen bragte i 1932 K på finansloven og blev oversat til 11 sprog. I "Daglejerne" (1936) og "De nye Tider" (1939) skildrede han industrialismens gennembrud i et lille landsbysamfund. I juni 1941 arresteredes K sammen med ledende kommunister og sad interneret de næste to år. Han var blandt de 90 fanger, som det natten til den 29. august lykkedes at flygte fra Horserødlejren og dermed undgå de tyske kz-lejre. Resten af besættelsen levede han under jorden og deltog i illegalt arbejde. Ved krigens afslutning genoptog han sit arbejde ved den kommunistiske presse. I 1941 havde K udsendt "Borgmesteren går af". 1948 kom "Slaven" skrevet i fængslet, men bortkommet og nyskrevet efter krigen. I 1952 udsendte han føjjetonromanerne "Djævelens penge" og "Klitgaard og Sønner" om krigens værnemagere. Succes fik han barndomserindringerne "Skyggespil" (1953). Efter Kirks død blev der udgivet to samlinger af hans journalistik bl.a. "Godsfolk" (1980) samt hans essays i "Det borgerlige frisinds endeligt" (1969) (d 16/6 1962)

 

1907 f Pierre Mendes-France, fransk politiker og premierminister juni 1954 til februar 1955; han stod i spidsen for de forhandlinger, der endte fransk tilstedeværelse i Indokina. Han udmærkede sig ved sine forsøg på at puste nyt liv i den fjerde republik og i det radikale parti. Mendes-France var uddannet som jurist og var i årene 1932-40 medlem af Nationalforsamlingen for det radikale parti. Efter at have været fængslet af Vichy regeringen deltog han i 2. Verd.krig i det frie franske flyvevåben. Han var finansminister i den provisoriske regering 1943-44 og økonomiminister 1944-45. I 1946 blev han atter medlem af Nationalforsamlingen. Som en skarp modstander af fransk kolonipolitik blev han ministerpræsident juni 1954 under den alvorlige krise, som opstod efter det franske nederlag i krigen i Indokina. Han fik gennemført Geneveaftalerne, der afsluttede Indokinakrigen og satte punktum for fransk tilstedeværelse som kolonimagt i Indokina. Samme år fik han tillige gennemført fransk tilbagetrækning fra Tunesien og anerkendelse af landets selvstyre. Han trådte tilbage som ministerpræsident i februar 1955. Han var minister i en kort periode i 1956; han blev ikke genvalgt i 1958, men i 1967 blev han atter medlem af Nationalforsamlingen. M-F modsatte sig de Gaulles magtovertagelse i 1958 og var en indædt modstander af Den femte Republik. Hans rolle som den ikke-kommunistiske venstrefløjs centrale skikkelse blev i midten af 1960’erne overtaget af Francois Mitterand, og ved præsidentvalget i 1965 støttede Mendès-France Mitterand mod de Gaulle (d 18/10 1982)

 

f Trygve Bratteli, norsk soc.dem. politiker; var i sin ungdom på hvalfangst og arbejdede som bygningsarbejder; han fik tillidsposter inden for Arbejderpartiets ungdomsorganisationer og var tillige journalist og redaktør ved forskellige af Arbejderpartiets aviser. B blev 1942 arresteret af tyskerne og sad tre år i KZ-lejr. Efter 1945 indtog B en fremtrædende position i norsk politik. I årene 1949 til 1981 var han medlem af Stortinget og 1945-65 næstformand i Arbejderpartiet. 1965-75 dets formand. Han var partiets parlamentartiske leder 1964-71 og igen 1976-81. Han var minister fire gange. Finansminister i 1951-55 og 1956-60, trafikminister 1960-63 og 1963-64. Som finansminister i 1950'erne havde han et stort ansvar for genrejsningen og den økonomiske politik efter 2. Verd.krig. Han blev statsminister 1971. Han engagerede sig stærkt for norsk medlemsskab af EF, og hans regering forhandlede med Ef om fuld norsk medlemsskab. Da folkeafstemningen i september 1972 om norsk medlemsskab resulterede i et nej-flertal, gik hans regering af. Efter stortingsvalget i september 1973 dannede han atter en mindretalsregering og var statsminister til januar 1976. Året før havde han trukket sig tilbage som formand for Arbejderpartiet, og på partiets landsmøde i 1981 trak han sig ud af politik. Om sin tid i tysk fangenskab har han udgivet "Fange i natt og tåke" (1980) (d 20/11 1984)

 

d Carl Jacobsen, brygger og kunstsamler; søn af bryggeren J.C. Jacobsen; J oprettede 1882 bryggeriet Ny Carlsberg og var fra 1906 direktør for både Gammel og Ny Carlsberg. J begyndte som kunstsamler 1879, da han - nærmest ved et tilfælde - på auktion i Paris købte det såkaldte Rayethoved, der stadig regnes blandt de betydeligste billedhuggerarbejder i Glyptoteket. 1882 åbnede han sine samlinger, kaldt Glyptoteket på Ny Carlsberg, for publikum. Ved Christiansborgs brand i 1884 gik størstedelen af den kongelige maleri- og skulptursaml. til grunde. J fik da den tanke at skænke sin samling til offentligheden. 1897 åbnedes Ny Carlsberg Glyptotek med antikke skulptursamlinger samt fransk og dansk billedkunst fra 1800-tallet; samlingen udvides fortsat med nyerhvervelser, finansieret af midler fra Ny Carlsbergfondet, som J oprettede 1902. Rundt om på Københavns gader og pladser står omkr. 60 skulpturer, der er skænket til byen af J selv og betalt af hans legater eller direkte af hans egen lomme. En af de sidste, han bestilte, var Edvard Eriksens Lille Havfrue (1913). Desuden bekostede han opførelsen af tårnspiret på Nikolaj Kirke i Kbhvn. (f 2/3 1842)

 

Fransk besættelse af Ruhrområdet. I løbet af 1922 gjorde en galoperende inflation i Tyskland det sværere og sværere for regeringen at øge produktionen eller blot holde den på det eksisterende niveau. Tyskland erklærede sig derfor ude af stand til at betale krigsskadeserstatningerne efter aftalen. Under indtryk af denne situation besatte franskmændene Ruhrområdet i den hensigt at give den franske regering mulighed for at tage selv. For Tyskland betød Ruhebesættelsen det endelige dødsstød for landets økonomi. Regeringen mistede fuldstændig kontrollen med pengenes værdi, Marken dalede hastigt til det absolutte nulpunkt

 

d Thomas Hardy, britisk forfatter; uddannet og arbejdede som arkitekt indtil han fra 1872 levede som forfatter. Han slog sig ned i sit hjemlige Dorsetshire og blev denne landsdels store hjemstavnsdigter f.eks. med "Wessex Poems" (1898). I årene 1871-97 udgav han en lang række romaner og novellesamlinger og skabte sig en enestående position som forfatter. Hans forkærlighed for de græske tragedier præger såvel hans romaner som hans lyrik. Han debuterede med romanen "Desperate Remedies" i 1871; fra og med 1873 blev romanerne trykt serievis i forskellige magasiner. Hans romaner betegnes som værende af vekslende kvalitet, men at de bedste af dem hører til 1800-tallets betydeligste. Det gælder således "Far from the Madding Crowd" (1874), med hvilken han fik sit gennembrud, og "The Mayor of Casterbridge" (1886), der er en klassiske tragedie i romanform. Til hovedværkerne hører også hans sidste to romaner "Tess of the d’Urbervilles" (1891) og "Jude the Obscure" (1895), der skilodrer en fattig ung mands forgæves forsøg på at få en uddannelse. I hans senere romaner er det tragiske element dominerende. Dog bryder hans humor ofte frem, især i folkelivsskildringerne, men H’s livssyn er trist og pessimistisk. Den fjendtlige modtagelse af hans sidste to romaner, bl.a.blev de betegnet som umoralske, desuden vakte de anstød på gr. af en særdeles kritisk holdning til den herskende klasse og dens normer, fik H til at opgive prosaen til fordel for poesien, som han altid havde betragtet som sit egentlige kald. I årene 1903-08 kom kæmpeværket "The Dynasts" et episk drama om Englands kamp mod Napoleon. Blandt hans lyriksamlinger er endvidere "Wessex Poems" (1898), "Poems of the Past and Present" (1902) og "Satires of Circumstance" (1914) (f 2/6 1840)

 

1944 d henrettet Galeazzo Ciano, italiensk udenrigsminister 1936-1943; han blev fascist som ganske ung. Fra 1925 arbejdede han som diplomat og blev 1930 gift med Mussolinis datter, Edna. I 1934 blev han viceminister og året efter propagandaminister. I 1936 udnævntes C til udenrigsminister og fik dermed en ledende rolle i Italiens imperialistiske politik i Middelhavsområdet. Han støttede oprindelig Mussolinis politik, men Tysklands interesser på Balkan og i Centraleuropa vakte hans bekymring. Efter krigsudbruddet i 1939 søgte han så længe som muligt at holde Italien ude af krigen. Da Aksemagterne i 1942 led flere nederlag på Balkan og i Nordafrika, tilsluttede C sig den gruppe i fascistpartiet, der ønskede en separatfred med de allierede. Han blev derefter fjernet som udenrigsminister i febr. 1943; i juli samme år medvirkede han til Mussolinis afsættelse og arrestation. Efter tyskernes befrielse af Mussolini og genoprettelse af det fascistiske styre i Norditalien blev C arresteret, dødsdømt for landsforræderi og henrettet (f 18/3 1903)

 

1966 d Alberto Giacometti, svejtsisk maler og billedhugger; arbejdede fra 1922 i Paris; fra 1926 arbejdede han især med abstraktioner af menneskelegemet; blev surrealist 1930 som det ses i f.eks i "Palæet kl 4 om morgenen" (1932) Fra midten af 1940'erne arbejdede G med en række langstrakte, tynde menneskefigurer, hvis overflade er formet i knudret og mørk bronze. Hans malerier og grafiske værker er udført monokromt eller i ganske få farver. Udgav 1943 "Von Stampa bis Florenz. Blätter der Erinnerungen" (f 10/10 1901)

 

Til top        12. januar

1580 f Jean Baptistevan Helmont, flamsk kemiker og læge; uddannet i Louvain. Han skal være den første, som har skelnet mellem atmosfærisk luft og gasser. Han skabte ordet gas fra det latinsk/græske ord chaos (eg. afgrund, det tomme, uendelige rum) fra græsk mytologi (d 30/12 1644)

 

1638 f Ernst Rüdiger Graf von Starhemberg, østrigsk feltmarskal; under den tyrkiske belejring af Wien i 1683 ledede han forsvaret af byen; fra 1691 til sin død var von S for det østrigske hofkrigsråd (d 4/1 1701)

 

1665 d Pierre de Fermat, fransk matematiker; Fermat var advokat og assessor i overretten i Toulouse, men hans hovedinteresse var matematik, og han regnes for en af Frankrigs største matematikere. Han indførte uafhængig af Descartes, med hvem han iøvrigt stod i et ikke altid fredeligt samkvem, koordinatmetoder til fremstilling af kurver. F undersøgelser af tangenter og beregning af maksima og minima er så systematiske, at Fermat anses som en af grundlæggerne af infinitesimalregningen. Sammen med sin ven Pascal var F blandt de første matematikere, der beskæftigede sig indgående med sandsynlighedsregningens love. Særlig kendt er hans bidrag til talteorien, hvor mange sætninger er opkaldt efter ham. Fermats Store Sætning siger, at ligningen xn + y n= z n ikke kan tilfredsstilles af hele tal, når n er større end to. Sætningen er aldrig bevist, men beskæftigelsen med den har fremmet talteoriens udvikling (f 17/8 1601)

 

f Edmund Burke, engelsk politiker og forfatter; født og uddannet i Dublin. 37 år gammel blev han medlem af Underhuset, og ved sin store veltalenhed blev han snart et af dets mest fremtrædende medlemmer. Skønt nærmest tilhørende whiggerne (de liberale) havde Burke liden sympati for den liberale filosofi. I de skrifter han udgav samtidig med sin deltagelse i politik, fjernede han sig mere og mere fra det liberalistiske samfundssyn og blev til slut konservatismens og traditionalismens teoretiker. Det kom især frem i hans "Reflections on the Revolution in France" (1790). Burke hævdede, at det Frankrig, de franske revolutionære ville afskaffe, var resultat af en historisk tradition, der ikke pludselig kunne afskaffes. Samfundsinstitutionerne var nemlig blevet til gennem en lang historisk proces, og blev derfor af folket opfattet som naturlige og selvfølgelige. Statens grundvold kan ikke laves på én gang, den vokser langsomt frem. Iflg. Burkes opfattelse var den amerikanske revolution retfærdig, fordi dens grundlag var en kamp for velerhvervede rettigheder, mens den franske revolution ødelagde statens organisme. Burkes skrifter har inspireret den moderne konservatisme (d 9/7 1797)

 

1729 f Lazaro Spallanzani, italiensk biolog; fra 1756 professor i Reggio nell’Emilia, derefter i Modena og fra 1769 i Parma. Som en af grundlæggerne af den eksperimentelle biologi imødegik han især læren om spontan genese d.v.s., at liv opstår af sig selv. Spallanzani påviste eksperimentelt befrugtning af æg med sædceller og gennemførte den første kunstige befrugtning (af hunde). Spannanzali undersøgte blodomløbet, fordøjelse og åndedræt. Som den første beskrev han mavesyrernes betydning ved fordøjelsen (d 11/2 1799)

 

f Johann Pestalozzi, svejtsisk pædagog; i sit lange liv åbnede han flere skoler, som dog ofte måtte lukke efter få år pga. økonomiske vanskeligheder, endvidere pga. P’s manglende praktisk sans, hans svigtende administrationstalent og hans manglende evne til at samarbejde med andre. Men hans mange skrifter fik stor betydning i datidens pædagogik. P’s opdragelsestanker var stærkt påvirket af Rousseau, bl.a. ved den stærke vægt han lagde på selvvirksomhed og selvoplevelse. I 1768 opgav han et juridisk studium og købte en gård for at drive landbrug. Her indrettede han i 1775 sin første skole. En opdragelsesanstalt for fattige børn, som skulle lære landbrug som sommeren og håndværk om vinteren og tillige opdrages åndeligt. Hovedets, hjertets og håndens kræfter skulle udvikles harmonisk. P ville "psykologisere" opdragelsen; den skulle fremhjælpe den naturlige udvikling af barnets iboende kræfter. Opdragelsens mål var udviklingen af det sande menneskelige, humanitet, og dens område skulle være alle samfundslag. Anskuelsen dannede grundlaget for al undervisning, og dennes mål var mindre kundskabsmeddelelse end evnernes opøvelse og udvikling. Skoleundervisning skulle være en samfundssag, og særlig de lavere samfundslags opdragelse var af største betydning. Efter P’s opfattelse ville det give alle mulighed for at føre et menneskeværdigt liv. Med dette krav blev han folkeskolens forkæmper, og han kaldes derefor ofte "folkeskolens far". Blandt hans mange skrifter fik kun et enkelt egentlig succes nemlig landsbyromanen "Lienhard und Gertrud" (1781-87). I hans andet hovedværk "Wie Gertrud ihre Kinder lehrt" (1801) gav han i brevform en fremstilling af sine erfaringer og teorier om en anskuelsesundervisning byggende på anskuelsens elementer: lyd, form og tal (d 17/2 1827)

 

Struensee indfører tallotteriet. De fleste af Struensees reformer var upopulære. En enkelt af hans nyskabelser blev uhyre populær, nemlig tallotteriet. Et sådant indgik mange steder i udlandet i statsmændenes forsøg på at skaffe nye indtægter for statskassen, og planerne til et lotteri forelå allerede i årene før Struensees magtovertagelse. I en beretning fra samtiden fortælles, hvorledes "et sandt lotto-raseri" greb middelstanden, og "hvor man forhen kun talte om vejret, komedier, statens nyheder og næstens fejl, snakkedes der nu næsten om intet andet end om de bedste spillemåder". Lotteriet alene var dog ikke nok til at skabe regeringen popularitet. De samme, som hengav sig til spillet, kritiserede systemets skadelighed

 

1773 James Cook passerer den sydlige halvkugles polarcirkel i sin søgen efter det store sydlige kontinent - Terra Incognita Australis - Han var hermed den første, der var nået så langt mod syd

 

1852 f Joseph-Jacques-Cesaire Joffre, fransk general; deltog i den fransk-tyske krig 1870-71 og i franske kolonikrige i slutningen af 1800-tallet. Blev chef for generalstaben 1911 og ved krigsudbruddet 1914 øverstkommanderende for de franske og allierede styrker i Frankrig. Som generalstabschef havde J planlagt den af tyskerne forventede raske offensiv ind i Alsace, men tyskerne kom ham i forkøbet ved at indlede deres angreb på Frankrig ved at marchere gennem Belgien. I slaget ved Marne sept. 1914 lykkedes det hans tropper at standse den tyske fremrykning; men det lykkedes hverken i 1915 eller 1916 at drive dem tilbage. J’s popularitet var dalende, og i decbr 1916 blev han afløst som øverstkommanderende. Efter krigen blev han medlem af Det franske Akademi. J udgav i 1920 "La Préparation de la guerre et la conduite des opérations 1914-15". Hans memoirer udkom i 1932 (d 3/1 1931)

 

f Jack London, amerikansk forfatter; han var i sin ungdom sælfanger og levede en periode som vagabond (skildret i "The Road", 1907). Under et kort ophold ved California University i Berkley (1896) blev han stærkt optaget af Darwin og Marx, og han blev overbevist socialist. Efter et år afbrød han studierne i Berkley for at søge lykken i Klondyke under guldfeberen der i 1897. Oplevelserne her og fortsat læsning bar frugt i hans første noveller. De udkom i 1900 under titlen "The Son of the Wolf" og fik straks et stort publikum. L var utrolig produktiv, og i de resterende 16 år af sit liv, skrev han 50 bøger. Skønt han blev den højest betalte forfatter i USA, kunne hans indtægter ikke matche hans udgifter, og han måtte til stadighed skrive for at skaffe penge. Det betød, at hans værker er af varierende værdi. Blandt hans mere kendte bøger er dyrefortællinger som "The Call of the Wild" (1903), om en hund der bliver leder af en ulveflok. Sammen med "White Fanf" (1906) og "Burning Daylight" (1910) er den blandt hans Alaska romaner. Et ophold i England i 1902 er baggrunden for "The People of the Abyss" (1903) en beskrivelse af levevilkårene i Londons slum. Selvbiografisk er "Martin Eden" (1909); hans socialisme kom til udtryk i romaner som "The Iron Heel" (1907) og "The Vally of the Moon" (1913). Hans død som følge af en overdosis narkotika betragtes almindeligvis som selvmord (d 22/11 1916)

 

1884 d Gerhard Peter Brammer, biskop i Århus 1845-1881; han blev cand theol 1822 og samme år lærer ved von Westens institut; var derefter sognepræst og lærer forskellige steder inden han i 1842 blev sognepræst i Vemmelev-Hemmershøj, men før han kunne tiltræde embedet, blev han biskop over Lolland-Falster. Herfra flyttede han 1845 til Århus, hvor han virkede til sin afsked i 1881. Som præst og biskop tog Brammer altid afstand fra pietismen og var skarp indtil det agressive over for grundtvigianerne, både på visitatser og i sin administration; han brød sig ikke om at se dem ansat i sit stift og søgte på enhver måde at stække deres formentlige tendenser til at opløse den kirkelige orden. Ved Brammers 50 års præstejubilæum i 1876 oprettede præster i Århus stift et legat for forældreløse præstedøtre i det håb, at det "skulde vidne for Efterslægten om, at de Brammers Tilsyn undergivne Præster vidste at paaskjønne den Krafts, Kjærligheds og Sindigheds Aand, hvoraf hele hans Virksomhed havde båret og bar saa umiskjendeligt Præg" (f 5/5 1801)

 

 

 

1893 f Herman Gøring, tysk flyver og politiker; han deltog i Første Verdenskrig som flyver og tilhørte Richthofens berømte eskadrille. I 1922 sluttede han sig til nazismen og indvalgtes 1928 i Rigsdagen. Efter nazisternes store valgsejr i 1932 blev han rigsdagspræsident. Året efter udnævntes han til preussisk ministerpræsident, og på denne post gennemførte han nazisternes overtagelse af alle nøgleposter i Preussen. Da Hitler blev rigskansler i januar 1933, blev Göring rigsminister uden portefølje. I Maj 1933 blev han rigsminister for luftfarten. Han ledede opbygningen af luftvåbnet, fra 1935 som øverstkommanderende; Göring udnævntes til generaloberst 1936 og til generalfeltmarskal 1938. Fra 1936 også ansvarlig for gennemføringen af fireårsplanen, som skulle sikre den produkmæssige side af oprustningen. Da krigen brød ud, udnævnte Hitler ham til sin efterfølger, hvis der skulle tilstøde Føreren noget. Göring fik i 1940 titlen "rigsmarskal for det stortyske rige". Görings interesse for jagt førte i 1936 til oprettelse af et embede som Reichjagdmeister, og som sådan optrådte han i en selvkomponeret forstuniform. Trods sin naragtighed og forfængelighed var han en af de mere populære naziledere. Fra 1943 berøvede de store britisk/amerikanske luftangreb efterhånden Göring al indflydelse. I april 1945 flygtede han fra Berlin til Berchtesgaden og foreslog derfra, at Hitler skulle overlade ham ledelsen af riget. Han imidlertid frataget alle stillinger i riget og i partiet; han sad også en kort tid arresteret. Ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg blev han anklaget og dømt til døden for krigsforbrydelser, men begik selvmord få timer før henrettelsen (d 16/10 1946)

f Paul Hermann Müller, svejtsisk kemiker, der modtog nobelprisen i medicin 1948 for sin opdagelse af anvendelse af DDT som insektgift. Efter i 1925 at have fået en doktorgrad i kemi ved universitetet i Basel blev M ansat ved J. R. Geigy Company i Basel. Fra omkr 1935 begyndte M at arbejde med insektgifte. Da han forgæves havde prøvet flere forskellige stoffer, syntetiserede han dichlorodiphenyltrichloroethane (DDT), en forbindelse der synes at have alle de egenskaber, en ideel insektgift skal have. Det første DDT blev fremstillet i sept 1939 og blev med succes afprøvet af de svejtsiske myndigheder på Colorado biller. I december 1943 blev der anvendt DDT af de amerikanske tropper i Napoli til bekæmpelse af en truende tyfus-epidemi; ligeledes blev stoffet anvendt af amerikanerne i Stillehavskrigen i bekæmpelsen af sygdomsbærende insekter. Selv om anvendelsen af DDT efterhånden er blevet mindre, er M's bidrag til sygdomsbekæmpelse og væksten i verdens fødevareproduktion af blivende betydning (d 12/10 1965)

d Søren Christian Wærum, grosserer; i 1859 blev Wærum efter udstået læretid ansat hos Hans Broge. Om Wærums ansættelse sagde man siden, at det måske var den bedste handel, Broge gjorde i hele sit liv. Wærum blev hos Broge og avancerede støt fra dreng til kontorist, til bogholder, til prokurist og endelig i 1884 til kompagnon. I 12 år fra 1891 til 1902 var Wærum medlem af Århus byråd. I dette arbejde havde navnlig havnen hans interesse. Ligeledes var W aktiv i forindelse med Århus kommunes kø af Marselisorg gods i 1896, og ligesom sine byrådskolleger fik Wærum en gade opkaldt efter sig, da godsets jorder blev bebygget. Wærumsgade går fra Ingerslev Boulevard krydser Ålborggade og udmunder i Sdr. Ringgade. Med årene blev Wærum særdeles velstående. Han nåede i 1800’tallets sidste årti op blandt byens største skattteydere. I årene omkring århundredskiftet indskrænkedes den store forretnings virkeområde lidt efter lidt: kornafdelingen gik i 1896 op i Korn- og Foderstofkompagniet og teglværket i 1905 i A/S De forenede Teglværker. Wærum var kendt for en storstilet godgørenhed og stod som regel øverst på byens indsamlingslister (f 18/2 1842)

 

1927 d Jutta Bojsen-Møller, kvindesagsforkæmper; hun var en af de store kvindesagsforkæmpere i begyndelsen af 1900-tallet og medvirkede stærkt til kvindernes opnåelse af valgret i 1915. Hun voksede op i grundtvigsk præget præstehjem, og det blev højskolesagen og kvindesagen, der var hendes livs hovedinteresser. Hun var ud af en børneflok på 11, men har i sin selvbiografi "Træk fra et langt Liv" (1924) beskrevet barndommen som lys og lykkelig. I sit ægteskab med præsten Otto Møller fik Bojsen-Møller 11 børn, hvoraf tre døde som spæde. Hun fik også tid til at pleje sin egen karriere. I 1888 blev hun højskolemor på den nyoprettede højskole Bojsen-minde i Sorø. Efter sin mands død i 1892 virkede Bojsen-Møller som husmor ved Grundtvigs højskole ved Lyngby i årene 1897 til 1905 og derefter ved broderen Frede Bojsens (f 22/8 1841)højskole i Rødkilde på Møn i perioden 1905-09. I 1894 valgtes Bojsen-Møller til formand for Dansk Kvindesamfund, som netop da var i gang med at orga-nisere sig over hele landet. Hun fortsatte som formand til 1910, da trak hun sig tilbage som æresformand. Bojsen-Møllers betydning for foreningen blev først og fremmest, at hun gjorde kvindesagen fra en københavner foreteelse til en landesag. I hendes tid som formand voksede medlemstallet fra 1000 til 7000, modstanden på Rigsdagen blev overvundet, og kvinderne fik i 1908 kommunal valgret. Da politisk valgret - i.e. valgret og valgbarhed til Rigsdagen - gennemførtes ved grundlovsændrigen i 1915, gik Bojsen-Møller som Dansk Kvindesamfunds nestor i spidsen for kvindernes tog til kongen 5. juni 1915 (f 17/3 1837)

 

d P. Munch, radikal venstre politiker og historiker; 1895 blev han cand mag i historie, latin og fransk og 1900 dr phil på afhandlingen "Købstadsstyrelsen i Danmark fra Christian IV's tid til enevældens ophør". Herefter ernærede Munch sig som historielærer ved diverse højere skoler og kursus. I 1890'erne begyndte han som forfatter med fremstillinger af den nyeste historie, ikke mindst i samleværker som f.eks. "Det danske Folks Historie" (Schultz Danmarks Historie). Efter i 1902 at have udgivet sin "Lærebog i Samfundskundskab" kom i 1907-08 hans "Lærebog i Verdenshistorie I-II" beregnet for gymnasiet og skrevet med henblik på, at "lade kendsgerningerne selv tale i stedet for stadig at give forklaringer og synspunkter"; bøgerne blev i årtier de mest anvendte i gymnasieskolen. Munch var blandt stifterne af Det Radikale Venstre i 1905 og var valgt til Folketinget på Langeland i perioden 1909-45. Han var indenrigsminister i det 1. ministerium Zahle 1909-10 og forsvarsminister i Zahles andet ministerium 1913-20. Munch tiltrådte denne post som overbevist pacifist. Krigsudbruddet i 1914 umuliggjorde en sådan politik, og Munch gennemførte da loyalt de opgaver, Danmarks neutralitet stillede og undgik strid om forsvarsanliggender, fordi neutralitetspolitikken derved kunne vanskeliggøres. I 1920'erne var Munch tilhænger af et samarbejde med Socialdemokratiet og blev, da Staunings dannede sit andet ministerium i 1929 på grundlag af en alliance med Radikale Venstre, udenrigsminister og regeringens uofficielle vicechef. Årene 1929-40 blev højdepunktet i Munchs politiske karriere. Men samtidig tog forholdene udadtil, både i økonomisk og storpolitisk henseende en brat vending bort fra, hvad han anså for efterstræbelsesværdigt. Hans indsats blev da et tålmodigt slid for at afbøde de værste følger for Danmark, en illusionsløs gerning på magtens tinde, sluttende med landets besættelse og hans afgang som minister. Ved regeringsomdannelsen i juli 1940 gik Munch af som minister; men i samarbejdsudvalget for de fem partier, der stod bag forhandlingspolitikken, øvede Munch i besættelsesårene en betydelig indsats (f 25/7 1870)

1960 d Nevil Shute, britisk forfatter og aeronautisk ingeniør; efter at have gjort militærtjeneste i Frankrig under 1. Verd.krig tog han i 1922 eksamen fra Balliol College i Oxford og uddannede sig derefter til flyingeniør. Han deltog i konstruktionen og bygningen af flyet R100, med hvilket han i 1930 som chefingeniør deltog i en rundtur mellem England og Cannada. For at hellige sig et liv som forfatter sagde S i 1938 farvel til flyindustrien. Under 2. Verd.krig deltog S som oberstløjtnant i Royal Air Force i udviklingen af en række nye våben. I 1950 slog S sig ned i Australien; her boede han til sin død. Debuterende i 1926 med "Marazan" skrev S mere end tyve romaner; de blev særdeles populære og er præget af enkel, varm medmenneskelighed. I "What Happened to the " fra 1939 forudskikkede S, hvad en ganske almindelig britisk familie ville blive udsat for ved krigens luftbombardementer. Såvel "Pied Piper" (1942) som "On the Beach" (1957) blev filmatiseret. Sidstnævnte med Gregory Peck og Ava Gardner i hovedrollerne fortæller menneskehedens sidste dage, efter den har udkæmpet en verdensomfattende krig med anvendelse af atom- og brintbomber (f 17/1 1899)

 

1976 d Dame Agatha Christie, engelsk krimiforfatter, hvis bøger er blevet solgt i mere end 100.000.000 eksemplarer, og som med sine nogle og 80 kriminalromaner er blevet betegnet som den klassiske detektivromans dronning. I sit forfatterskab videreførte og perfektionerede hun Conan Doyles opskrift: en skarpsindig detektiv, et væld af indicier, et skønsomt udvalg af mistænkte og en overraskende løsning. Christie begyndte at skrive kriminalhistorier, mens hun gjorde tjeneste som sygeplejerske under Første Verdenskrig. Sin første kriminalroman udgav Christie i 1920. Den hed "The Mysterious Affair at Styles", og i den introducerede sin første helt, mesterdetektiven Hercule Poirot, en sofistikeret belgier med galliske manerer, enorme moustacher, ægformede hoved, og som i sit detektivarbejder gør krav på "orden og metode" og bruger sine "små grå hjerneceller. I cirka 25 romaner og i adskillige noveller er det Hercule Poirot, der opklarer forbrydelsen. I den sidste Hercule Poirot-roman "Curtain" fra 1975 vender Poirot tilbage til Styles, hvor han dør. Senere lancerede Agatha Christie den lille, nysgerrige gammeljomfru Miss Jane Marple, som ved at trække paralleller med personer og begivenheder i sin hjemby, landsbyen St. Mary Mead løser de mest spidsfindige mordgåder ud fra tesen om, at den menneskelige natur er den samme overalt. Miss Marple dukkede første gang op i "Murder at the Vicarage" fra 1930. Agatha Christies anderkendelse skete med "The Murder of Roger Ackroyd" (1926). Som skuespilforfatter har hun bl.a. skrevet "The Mousetrap" (1952), som satte verdensrekord ved at blive opført længst på et og samme teater, stykket spillede i mere end 21 år og blev opført 8.862 gange på Ambassadors Theatre i London. Flere af Christies bøger er blevet filmatiseret, bl.a. "Murder on the Orient Express" (1934, 1974) og "Death on the Nile" (1937, 1978). Hendes ægteskab med oberst Archibald Christie endte med skilsmisse i 1928. Efter i 1930 at have indgået ægteskab med arkæologen Sir Max Malowan tilbragte hun hvert år adskillige måneder på ekspetioner til Irak og Syrien med ham. I 1971 blev Agatha Christie udnævnt til Dame of the British Empire (f 15/9 1890)

 

 

Til top        13. januar

 

86 f.Kr d Gajus Marius, romersk hærfører og politiker; han udmærkede sig tidligt i krig; sin første berømmelse på området vandt han i Numidien i 134, dermed begyndte hans hurtige opstigen i hæren og i det politiske liv; M blev 119 folketribun og styrkede sin politiske position ved at gifte sig med Julius Cæsars tante. I 115 blev han prætor. 109-108 deltog han i den jugurthinske krig som legat og blev valgt til konsul for året 107. Han førte derefter krigen mod Jugurtha til ende, og blev igen 104 valgt til konsul. Dette gentog sig 103, 102 og 101 pga. frygten for kimberne og teutonerne, som truede riget. M besejrede de sidstnævnte ved Aix i 102 og cimbrerne ved Vercellae i 101. Under disse kampe gennemførte han en reform af hæren, således at også de fattigste borgere kunne blive soldater. M blev konsul for sjette gang i 100. Nu begik han den fatale fejl at blande sig i partipolitik. Han svækkede sin anseelse ved at slutte sig til folkepartiets mest berygtede ledere Saturninus og Glaucia. Da M i 88 fik kommandoen i krigen mod Mithradates, udbrød der borgerkrig. M havde lagt sig ud med fremtidens mand patricieren Sulla, og da denne stod stærkt i borgerkrigen, måtte M flygte til Afrika. Senere vendte han tilbage til Rom og blev valgt til konsul for året 86, men døde samme år (f ca 157 f.Kr.)

49 f.Kr. Caesar går over Rubicon. Efter at have skabt ro i Gallien efter Vercingetorix store oprør vendte Cæsar i 50 f. Kr. tilbage til Gallia Cisalpina (Po-provinsen), herfra indledte han en kampagne for genvalg som konsul. Da senatet ikke ville sikre ham konsulatet, men tværtimod forlangte han skulle opløse sin hær og samtidig støttede hans modstander Pompejus, nægtede Cæsar at nedlægge sin kommando. Da han med sin hær gik over grænsefloden Rubicon mellem provinsen Gallia Cisalpina og det egentlige Italien for at gå mod Rom, brød han gældende lov. Da Cæsar kastede terningerne, (ifølge traditionen skal Cæsar have sagt, da han gik over Rubicon: Jacta est alea, terningen er kastet)indledte han sidste akt i borgerkrigen, nu stod han og Pompejus over for hinanden som kandidater til eneherredømmet i romerriget

1559 Elisabeth 1. af England krones

1596 f Jan van Goyen, hollandsk maler; var i lære hos forskellige mestre i Leiden og Harlem og slog sig omkr. 1631 ned i Haag. For at kunne undeholde sin familie virkede van Goyen også som auktionsholder og spekulerede i tulipanløg og fast ejendom. Hans tidlige landskabsbilleder fra 1620’erne er udført detaljeret, og landskabet virker ofte som baggrund for genrescener. Hans karakteristiske stil udvikledes i 1630’erne, da hans komposition blev simplere og teknikken bredere. Skønt han besøgte Frankrig nogle gange, er det det hollandske landskab, van Goyen skildrer i sin kunst. De fleste af hans billeder er malet i olie på træ; med placering af en lav horisont var van Goyen især optaget af at gengive skyformationer, deres vekslende lys og form. Også lysets spillen i vand-overflader interesserede ham, f.eks. "Flodscene" (1636). Han malede ofte strækninger af floderne Rhinen, Waal og Maas. Under-tiden malede klitterne ved Scheveningen eller havet ved udløbet af Rhinen og Schelde. Van Goyen holdt af at gengive det fredelige og rolige liv, der udspilledes ved flodbredderne. Endvidere udførte han mange panoramaer af hollandske byer, især udsigter over Leiden og Haag, f.eks. "Udsigt over Leiden" (1643, Alte Pinakotek, München). Desuden var van Goyen en særdeles produktiv grafiker. Der er katalogiseret mere end 1000 malerier af van Goyen (d 27/4 1656)

d Edmund Spenser, engelsk digter; studerede i Cambridge og blev indført i hofkredse gennem jarlen af Leicester i hvis tjeneste han var. I 1579 skrev han "The Shepheardes Calender" et hyrdedigt for årets 12 måneder, som viste hans mesterskab i mange versformer, og som gjorde ham til den engelske renæssances fornemste lyriker. Året efter rejste han til Irland som sekretær for guvernøren; ansat i forskellige stillinger blev han der næsten resten af livet. Hans storværk er "The Faerie Queene", et allegorisk heltedigt til dydens, fromhedens og ikke mindst dronning Elizabeths ære. Tre bind af dette digt blev trykt under et besøg i London 1590 og tre til under et lignende besøg i 1596. Men de førte ikke til, at hans håb om at blive forflyttet til London fra sin irske landflygtighed blev opfyldt. E blev gift i 1594 og fejrede sin kærlighed og sit ægteskab i "Amoretti" og i bryllupsdigtet "Epithalamion" (begge trykt 1595). I 1598 kom det til opstand i Irland; S’s hjem blev plyndret, og han selv flygtede til London, hvor han døde kort efter. S er blevet kaldt "the poet’s poet" og har øvet indflydelse på mange, ikke mindst ved sin romantiske forening af de åndelige, det sanselige og det pittoreske (f ca 1552)

1628 f Charles Perrault, fransk forfatter og udgiver af eventyr; huskes især for sine eventyr "Histoires ou contes du temps passé" (med den alternative titel "Contes de ma Mère l’Oye") udgivet 1697, som P havde skrevet nogle år tidligere for at more sine børn. I sin samtid var P mere kendt som fortaleren i Det franske Akademi for "det moderne" over for "det gamle". P fremsatte sine synspunkter i digtet "Le Siècle de Louis le Grand" (1687) og forsvarede dem i "Parallèle des Anciens et des Modernes" (1688-92). Det var P’s opfattelse, at menneskene gjorde stadige fremskridt, og at en stats litteratur altid ville være i overensstemmelse med dens civilisations stade. Derfor måtte den gamle (klassiske) litteratur være mere rå og barbarisk end den moderne (d 16/5 1703)

 

1691 d George Fox, engelsk grundlægger af den religiøse sekt kvækerne; han var søn af en puritansk væver og gennemgik tidligt religiøse kriser. Fox oplevede et gennembrud 1644 og mente, han modtog direkte åbenbaringer fra Gud. Fra 1647 begyndte han at forkynde og førte et omflakkende vandreliv, der førte på kryds og tværs af England til Wales, til Skotland og Irland, til Nederlandene og Tyskland, til Vest-Indien og Nord-Amerika. Overalt forkyndte han læren "om det indre lys" i modsætning til alt ydre kirkevæsen. Han ivrede for personlig sandhed og forkastede ydre ceremonier og skikke som at tage hatten af for nogen eller bøje knæ for nogen. Desuden fordømte han at tage renter, føre processer, krig og aflægge ed. Fox måtte lide mange forfølgelser og var flere gange spærret inde i fængsler (af hvilke en fængsling varede 2 år) og sindsygeanstalter. Da han i juni 1652 havde "omvendt" nogle hundrede personer ved møder i Westmoreland, blev "Society of Friends" (kaldet kvækerne) grundlagt(f juli 1624)

1736 Konfirmation indføres i Danmark. Det skete med udsendelse af "Forordning Angaaende den tilvoxende Ungdoms Confirmation og Bekræftelse udi Deres Daabes Naade". Forordningen var forfattet af kongens (Chr VI) tidligere lærer, konferensråd A.W. Schrøder og hofpræst J.B. Bluhme. Der blev ikke taget hensyn til biskoppernes eller andres mening

1808 f Jørgen Roed, maler; han var på Akademiet elev af Eckersberg; som en af dennes dygtigste og længst levende arvtagere varetog R senere trofast mod traditionen den Eckerbergske lære ved Akademiet. Som selvstændig maler fremtrådte R i begyndelsen af 1830'erne med malerier som "Besøget i Præstegaarden" (udstillet 1833) og "Afskeden paa Toldboden" (udst. 1835). R gjorde sig tidligt bemærket som arkitekturmaler, og det er på dette felt, han har ydet sit bedste. Fra perioden før opholdet i Italien er "En gade i Roskilde. I baggrunden domkirken", 1836. Fra samme år "Det indvendige af Ribe Domkirke". Med billeder som de to sidstnævnte fulgte han tidens program om valg af nationale motiver. I årene 1837-42 var han på studieophold i Italien. I juni 1838 besøgte han sammen med vennen Constantin Hansen Paestum og malede "Poseidontemplet i Paestum". Fra opholdet i Italien er endvidere "Fængselsgården i Palazzo Bargello i Firenze" (1842) og "Scala Santa i San Benedetto i Subiaco" (1839). Efter hjemkomsten blev R en af de tidligste skildrere af den landlige almues liv, som man ser det i det statelige "Sjællandske Høstpiger hæger sig ved Brønden" (1850). Fra samme år er "Haven med den gamle Døbefont". Roeds intersse for Rafael synes at forklare, at han har kunnet levere altertavler til adskillige danske kirker. Roed blev medlem af Akademiet 1844 og 1862 professor samme sted (d 9/8 1888)

1843 d Louise Augusta, datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee (Christian 7.), hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg; allerede i samtiden var det kendt, at L A var en frugt af Caroline Mathildes fatale romance med Struensee. "La petite Struensee" kaldtes hun af og til selv i hofkredse, men hendes kongelige byrd blev aldrig bestridt. Maj 1786 blev hun gift med hertug Frederik Christian af Augustenborg. Da L A blev konfirmeret, blev hun indviet i de ægteskabsplaner, man allerede i 1779 havde lagt for hende. Tanken om den tørre, pedantiske augustenborger som ægtefælle tiltalte hende ikke, og broderen kronprins Frederik måtte afgøre sagen med en utvetydig erklæring om, at "fædrelandets vel forlanger dette ægteskab". Trods forskelle i væsen og temperament, udviklede der sig et harmonisk forhold mellem de to ægtefæller. På længere rejser i udlandet fik de forbindelse med tidens filosoffer og litterater, som lejlighedsvis også inviteredes til Augustenborg, hvor L A med sine talenter for sang og musik blev midtpunkt i det både åndeligt og selskabeligt levende hofliv. Hertugparret var længe barnløst, men da L A var blevet behandlet for barnløshed af hoflægen, fødte hun 1796 datteren Caroline Amalie (senere gift med Christian 8.) og derefter to sønner. Her ligger muligvis kimen til datidens rygter om L A’s elskere, og det er almindeligt antaget, at L A’s livsappetit ikke lod hende nøjes med Frederik Christian. Ligeledes blev det påstået, at hun søgte "adspredelse" efter hans død. Livet igennem bevarede hun et godt forhold til broderen, kronprins Frederik fra 1808 Frederik 6. (f 7/7 1771)

1898 f Kaj Munk, præst og forfatter; cand theol 1924 fra samme år til sin død sognepræst i Vedersø. Kort efter han var kommet til Vedersø, fuldførte han det bibelske drama "En idealist", som i 1928 blev opført på Det kgl. Teater uden større succes. Sit gennembrud på scenen fik han med renæssanceskuespillet "Cant" (1931) og trosdramaet "Ordet" (1932), hvis handling er henlagt til samtidigt realistisk miljø. Herefter fulgte flere større og mindre drama-tiske arbejder, adskillige digtsamlinger, et bind erindringer "Foråret så sagte kommer" (1942), artikler, essays og prædikener samlet i bl.a."Himmel og jord" (1938), "Ved Babylons floder" (1941) og "Med ordets sværd" (1942). Med sin sympati for handlingens stærke mand følte M sig i mellemkrigstiden tiltrukket af de fascistiske diktatorer. Men netop på denne baggrund fik hans uforfærdede protest mod den tyske besættelsesmagt en betydelig patrio-tisk virkning. Han undsagde stadig mere højlydt den tyske besættelsesmagt, nazismen og antisemitismen, og fra 1942 blev hans dramatik forbudt af censuren, hvilket dog hverken lukkede munden på Munk eller forhindrede hans teksters udbredelse. Derved kom KM til at personificere den frie tankes ukuelighed, og han blev en åndelig inspirator for den nationale rejsning og for den højrenationale modstandskamp. Af samme grund blev M en torn i øjet på besættelsesmagten, og han fik helte- og martyrstatus, efter han den 4. januar 1944 blev hentet i sit hjem af tyske terrorister og blev myrdet i nærheden af Silkeborg (d 4/1 1944)

 

 

Zola offentliggør "Jeg anklager". Det skete i avisen L’Aurore som led i kampagnen for at få Dreyfus-sagen genoptaget. Artiklen var formet som et åbent brev til republikkens præsident, og den lagde bevidst op til et sagsanlæg for injurier. Det lykkedes. Men nævningene kendte Zola skyldig. Han blev idømt et års fængsel, som han dog undgik ved at flygte til London. Men i Frankrig var L’Affaire nu blevet en folkesag

1902 f Georgy Maksimiliannovich Malenkov, sovjetisk statsmand, der var en af Stalins nære medarbejder og som var ministerpræsident fra marts 1953 til februar 1955. Han tilsluttede sig den røde hær i 1919; året efter blev han medlem af kommunistpartiet og gjorde hurtigt karriere. Som Stalins privatsekretær var han dybt involveret i 1930’ernes udrensninger. I 1941 blev han kandidat medlem af Politbureauet; hvilket betød, at han under 2. Verd.krig var medlem af den lille gruppe, der planlagde Sovjets krigsindsats. Under og lige efter krigen blev M almindeligvis opfattet som Stalins "kronprins". Efter krigen opnåede M da også fuldt medlemskab af Politbu-reauet (1946), tillige blev han anden sekretær i centralkomiten og viceministerpræsident. Da Stalin døde i marts 1953, blev M partisekretær og formand for ministerrådet i.e. ministerpræsident. Få uger senere måtte han dog afgive partisekretærposten til Nikita Khrushchev. Som ministerpræsident arbejdede han for at reducere våbenpro-duktionen, øge produktionen af forbrugsgoder på bekostning af sværindustrien og forbedre forholdene for arbej-derne på kollektivbrugene. I udenrigspolitikken førte hans regering en afspændingspolitik, og M fastslog, at atomkrig ville betyde undergang for civilisationen Dette program mødte modstand, og i februar 1955 måtte han træde tilbage som ministerpræsident. Det blev igen slået fast, at den tunge industri og forsvaret havde første prioritet, og at atomkrig ville betyde undergang for kapitalismen ikke for civilasitionen. I 1957 tabte han magt-kampen til Khrustjev, han blev fordømt og frataget alle sine poster; derefter sendt til Kazakhstan for at lede et kraftværk (d 14/1 1988)

d Wyatt Earp, amerikansk sherif og legendarisk skikkelse i Det vilde Vesten; han begyndte karrieren som kortspiller, hestetyv og bøffeljæger; i 1878 blev han sherif i Dodge City. Herefter bosatte han sig med sine brødre i Tombstone, Arizona, hvor de kom i konflikt med de lokale kvægfarmere, hvad der resulterede i den berømte ildkamp ved O.K. Corral. I de flg. år flakkede E rundt mellem guldgraverbyer i Colorado, Alaska og Nevada, indtil han bosatte sig som boligspekulant i Los Angeles. E er udødeliggjort i talrige bøger og film; således i John Fords "My Darling Clementine" (1946) med Henry Fonda i hovedrollen og i Lawrence Kasdans "Wyatt Earp" (1994) med Kevin Costner i hovedrollen (f 19/4 1848)

1934 d Jean-Baptiste Marchand, fransk soldat og opdagelsesrejsende; kendt for sin besættelse i 1898 af Fashoda i Sudan og den deraf følgende storpolitiske krise med briterne. Efter fire år som menig kom M på officersskole og blev i 1887 underløjtnant. Han gjorde tjeneste i Vestafrika (1889), hvor han blev såret to gange. For sin indsats blev han ridder af æreslegionen. Sine opdagelsesrejser begyndte han i 1890, da han udforskede Nigers kilder. Senere udforskede han det vestlige Sudan (1892) og Elfenbenskystens bagland (1893-95). For at forhindre briterne i at forbinde Sudan med med deres besiddelse i Uganda sendte den franske regering i januar 1897 M ud på en march tværs over det centrale Afrika fra Brazzaville i Fransk Congo til Fashoda ved Den hvide Nil. Hertil ankom han i juli 1898 med en lille styrke. Hans tilstedeværelse ved Nilen fremprovokerede en krise i forholdet mellem Frankrig og Storbritannien. Da den franske regering tilbagekaldte sine krav, vendte M tilbage til Paris og blev et idol for den franske nation. For sin bedrift blev M kommandør af æreslegionen. Han fortsatte sin militære karriere under Boxeropstanden i Kina, under den kinesiske opstand mod vestlig og japansk indflydelse i 1900. Under 1. Verd.krig.deltog han som general i flere af de store slag på vestfronten. Da han trak sig tilbage i 1919, modtog han æreslegionens storkors (f 22/11 1863)

Afstemning i Saar. I henhold til Versaillestraktaten var Saar med sine rige kulminer blevet sat under Folkeforbundets forvaltning. Samtidig var det økonomisk blevet indlemmet i Frankrig, der overtog kulminerne som en del af krigsskadeserstatningen. Det var imidlertid også nedfældet i fredstraktaten, at områdets befolkning efter 15 år ved en folkeafstemning skulle afgøre, om den ønskede at høre til Tyskland eller til Frankrig. Resultatet af afstemningen viste et overvældende flertal for omgående tilslutning til Tyskland med mere end 90% af de afgivne stemmer. Da området herefter blev overdraget Tyskland den 1. marts 1935, udnyttede Hitler situationen og fremstillede den som en stor national sejr og et resultat af hans og nazisternes udenrigspolitik

 

1941 d James Joyce, irsk forfatter; voksede op i Dublin i et katolsk og nationalistisk miljø. I 1904 forlod han for stedse fødebyen og levede resten af livet i Trieste, Zürich og Paris. Alligevel danner Irland baggrund for de fleste af hans bøger. Gennembrud som forfatter fik J med novellesamlingen "Dubliners" (1914), hvori han giver raffinerede skildringer af livet i den irske hovedstad. Så fulgte den selvbiografiske roman "Portrait of the Artist as a Young Man" (1916), som giver et indblik i J's barndom og katolske opdragelse. Hovedværket i forfatterskabet er "Ulysses" (1922), der handler om tre unge menneskers oplevelser en bestemt dag (16. juni 1904) i Dublin. Et stort opbud af artistiske virkemidler er taget i anvendelse for i romanen at give en totalvision af tilværelsen. Lag på lag under den realistiske Dublin-beskrivelse ligger temaer fra historie, myte og litterær tradition, genspejlet med størst rigdom og fylde i den snuskede, patetiske og heroiske hovedperson, Leopold Bloom. Romanen blev på gr. af nogle obskøne passager forbudt i England og USA og først frigivet i 1933. J's eksperimenteren med sprog og form kulminerede i "Finnegan's Wake" (1939), hvori ordene er opløst som i drømme og atter sammensat med brokker fra alle mulige sprog. J’s værker har øvet stor indflydelse og har affødt en mængde kritiske og forklaren-de arbejder. Der findes foreninger og tidsskrifter viet studiet af ham (f 2/2 1882)

1943 Casablanca konferencen begynder; under 2. Verd.krig mødes i den marokkanske by den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt og Storbritanniens premierminister Winston Churchill ledsaget af deres respektive militærchefer og embedsmænd. Skønt inviteret afslog Joseph Stalin at deltage. Konferencen beskæftigede sig bskulle sættes ind i stillehavskrigen samt om en koncentreret bombning af Tyskland. Der blev dog også fundet tid til at diskutere spørgsmål vedrørende atombomben og endelig – måske det vigtigste af alle spørgsmål – ar kræve ubetinget kapitulaion af Italien, Japan og Tyskland. Denne beslutning blev efter krigen stærkt kritiseret; det blev hævdet, at oppositionsgrupper i Tyskland, som kunne tænkes at have væltet Hitler og forhandlet en tidligere freds-aftale på plads, nu mistede pga. de allieredes hævnfølelse. Over for dette hævdede Churchill, at ethvert fredstil-bud, som på daværende tidspunkt var acceptale for de allieredes ledere og for deres landes befolkning såsom opdeling af Tyskland i besættelseszoner, landets fuldstændige demilitarisering og betaling af krigsskadeserstat-ninger i varer og tvangsarbejde ville virke endnu mere afskrækkende for eventuelle oppositionsgrupper. Konferen-cen sluttede den 23. januar

1978 d Hupert Humphrey, amerikansk politiker (demokrat), vicepræsident; som senator for Minnesota 1948-64 og fra 1971 til sin død gjorde han sig bemærket som forkæmper for bedre borgerretslovgivning og for lovgivning på det sociale område. Desuden engagerede han sig stærkt i udenrigspolitik; han blev et fremtrædende medlem af Senatets udenrigskomité og efterhånden en af de mest indflydelsesrige demokratiske senatorer. I 1960 forsøgte han at blive nomineret som demokraternes præsidentkandidat, men tabte til John F. Kennedy. I stedet blev han - 1960-64 - demokraternes gruppeleder i Senetat, da den hidtidige leder Lyndon B. Johnson blev Kennedys vicepræsident. I Johnsons præsidentperiode (1963-69) var H USA’s vicepræsident. I 1968 blev han nomineret som demokraternes præsidentkandidat, men hans position blev svækket af den modstand,han mødte hos ungdommen. Modstanden kom f.eks. til udtryk med de såkaldte Chicago-uroligheder under demokraternes landsmøde i byen. H tabte præsidentvalget i 1968 til Richard Nixon (f 27/5 1911)

 

Til top        14. januar

1131 f Valdemar den Store, konge 1157-1187; søn af Knud Lavard og Ingeborg fra Novgorod. Voksede op hos Asser Rig af Hvideslægten sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. Valdemar stod i 1157 som sejrherre i den lange strid om kongemagten i Danmark, der var begyndt i 1131 efter drabet på hans far. Valdemars kongetid er karakteriseret ved en kraftig forøgelse af kongemagten - kulminerende ved kirkefesten i Ringsted 1170. Her sikredes dynastiet dels gennem Knud Lavards helgenkåring dels ved Valdemars søn Knuds (6.) salvning til tronfølger. I 1177 blev Absalon ærkebiskop. Dette var ensbetydende med et mere intimt samarbejde mellem stat og kirke. I første halvdel af århundredet havde venderne været hårdt presset af den tyske østvendte ekspansion, og de hjemsøgte de danske farvande og kyster med overfald; på Lolland-Falster var der ligefrem tale om vendisk kolonisation. For at standse venderangrebene byggede Valdemar store borganlæg rundt om i riget, fx Nyborg, (Køben-)Havn og Vordingborg samt oprettede en stærk flåde. Fra 1159 gik man over til angreb, der i 1169 kulminerede med erobringen af Rügen med borgen Arkona. I Valdemars regeringstid indledtes Danmarks kort-varige stormagtstid som den dominerende magt ved Østersøen, og det lykkedes Valdemar at opbygge en stærk kongmagt støttet af kirken og stormandsstanden, navnlig hvideslægten. Landet var i Valdemars tid inde i en økonomisk opgangsperiode, hvis baggrund må ses i stigende befolkning og voksende handel ved Østersøen. Desuden ind-droges Danmark først nu i sidste halvdel af 12.århundrede i den fælles-europæiske middelalder, bl.a. grundlagde Valdemar og hans ærkebiskop adskillige klostre (d 12/5 1182)

 

1516 f Herluf Trolle, rigsråd, admiral og skolestifter; efter studier i udlandet fik han i 1534 sin første forlening, Gladsax i Skåne; men allerede september det følgende år, kort før sit bryllup med den nylig afdøde rigshofmesters datter, Birgitte Gøye, gjorde han det store spring til det vigtige Krogen len. Med sin hustru fik han en betydelig arv, der bl.a. omfattede Gøyernes fædrenegård Krenkerup. November 1559 blev han øverste admiral. Året efter skete det berømte mageskifte med kronen, hvorved kongen overlod Trolle Skovkloster (Herlufsholm) mod afståelse af Hillerødsholm (Frederiksborg); Trolle fik ligeledes det nyoprettede Frederiksborg len under sig. 1561 overtog han Køben-havns len, han havde fortsat også lenene Frederiksborg, Krogen og Abrahamstrup (Jægerspris), samtidig med han fort-satte som admiral. Under Den Nordiske Syvårskrig leverede han i maj 1564 en overlegen svensk flåde slag ved Øland, hvor det svenske admiralskib Makalös, Nordens største krigsskib sprang i luften, hvorefter resterne af den svenske flåde søgte hjem til Stockholm. Året efter blev Trolle dødeligt såret i en træfning med den svenske flåde ved Femern. Ved fundats af 23. maj 1565 havde det barnløse ægtepar bestemt, at Herlufsholm skulle være en skole for "adelige og andre ærlige mænds børn"; i sin glæde derover underskrev Trolle sig i nogle af sine sidste breve "forstander for adelens fri skole Herlufsholm" (d 25/6 1565)

 

1526 Freden i Madrid mellem Frans 1. af Frankrig og kejser Karl 5. Efter sit nederlag ved Pavia 24. febr. 1525 til Karl 5. var Frans 1. blevet holdt i fangenskab i Madrid. Selv om Frans blev behandlet godt, var han efter 11 måneder gjort blød, og som betingelse for sin løsladelse måtte han acceptere de umulige betingelser, at han skulle overgive til kejseren alle rettigheder, faktiske eller påståede til Genova, Milano, Napoli, Flandern, Artois, Tournais, Burgund og Navarra, at han skulle stille skibe og tropper til rådighed for Karl til en ekspedition mod Rom eller tyrkerne, at han skulle gifte sig med Karls søster Eleonora, og at han skulle overlade sine ældste sønner - Frans på tolv år og Henrik på ni - til Karl som gidsler som garanti for opfyldelse for af betingelserne. Den 17. marts fik den franske konge tilladelse til at vende tilbage til Frankrig, og han efterlod sine sønner som fanger i sit sted. Da Frans var ankommet til Frankrig, erklærede han, at han ikke havde til hensigt at holde de løfter, der var blevet ham aftvunget. Under påberåbelse af kanonisk ret løste pave Clemens VII ham fra løfterne

 

d Edmond Halley, engelsk astronom; på St. Helena iagttog han som 20 årig den dengang i Europa næsten ukendte sydhimmel; han katalogiserede mere end 300 stjerner og offentliggjorde resultatet i "Catalogus stellarum australium" (1679, Katalog Over Sydhimlens Stjerner). På St. Helena iagttog han også en Merkurpassage (novbr 1677). Da han vendte tilbage til England, sluttede han venskab med Isaac Newton og bekostede udgivelsen af dennes "Principia". I 1680 indtraf en begivenhed, der fik afgørende betydning for H’s fremtidige forskning og virke. Da viste en komet sig på himlen. H beregnede dens bane, som viste sig at være oval, og syntes dermed at følge Keplers love for planetbevægelser. Det lykkedes ham dog ikke at få fastslået, om kometen havde været observeret før. Men i 1682 kom endnu en komet til syne. Det var den komet, som senere fik navnet, Halleys Komet. På grundlag af Keplers kometobservationer og beskrivelser af en komet, den tyske matematiker og astronom Peter Bienewitz – med det latiniserede navn Apianus – havde gjort i sit værk "Astronomicum Caesareum", konkluderede H, at den komet Apianus havde set i 1531, var den samme, som Kepler havde set i 1607, og nu var den kommet tilbage. H’s opdagelse var epokegørende. Han kunne fastslå, at kometen i 1682 ikke var et himmellegeme, der strejfede rundt på må og få. Den fulgte de samme love for sin bevægelse, som planeterne gjorde altså Keplers love. H forudsagde kometens næste passage i 1759. Det var første gang en sådan forudsigelse var blevet gjort, og den slog til. 1703 blev H professor i Oxford og var fra 1720 til sin død direktør (astronomer royal) for observatoriet i Greenwich (f 8/11 1656)

 

1753 d George Berkeley, irsk teolog og filosof; Berkeley fremsatte i sit hovedværk "A Treatice on the Principle concerning Human Knowledge" (1710, En afhandling om grundlaget for den menneskelige erkendelse) den tese, at alt, hvad et menneske kan erkende, er dets eget bevidstindhold. I bogen argumenterer Berkeley for, at anta-gelsen af en ydre, bevidsthedsuafhængig verden er uholdbar. At noget eksisterer, betyder, at det enten opleves af en bevidsthed, eller at det er en bevidsthed. Baggrunden for dette princip er Descartes’ lære om, at mennesker aldrig direkte oplever fysiske genstande, men kun idéer om dem. At hævde, at der bag disse idéer findes materielle genstande, er ifølge Berkeley uden mening. Berkeley, der i 1710 var blevet præsteviet, opholdt sig 1728-33 i Amerika med det formål at fremme oprettelsen af et "universitet" på Bermudaøerne, hvor han ville missionere blandt de indfødte. Planen blev ikke til noget, men Berkeley bevarede forbindelsen til de nord-amerikanske kolonier og bidrog i årene derefter med store boggaver til udviklingen af amerikansk videnskab og åndsliv. Fem år efter, at University of California var blevet grundlagt i 1868, blev det omkringliggende bysamfund opkaldt efter ham (f 12/3 1685)

 

1766 d Frederik 5. konge 1746-1766, søn af Christian 6. og Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach; fik en tysk opdragelse, men opnåede alligevel en stor popularitet ved sit vindende væsen og venlighed. Samme egenskaber havde hans første kone, Louise af England (gift 1743, død 1751), mindre hans anden, Juliane Marie af Braun-schweig (gift 1752). Efter hans tronbestigelse forsvandt den pietistiske ånd fra hoffet, hvor der nu blev ført et muntert, men i begyndelsen enkelt liv. F’s evner var ikke store og hans deltagelse i regeringen lille; men om sig havde han dygtige ministre. Udenrigspolitisk støttede udenrigsminister J.H.E. Bernstroff sig til vestmagterne. Indenrigspolitisk blev handelen fremmet, en fri drøftelse af samfundsspørgsmål blev tilladt, der blev forberedt landboreformer, industrien blev støttet efter merkantilistisk mønster, Sorø Akademi blev oprettet, Holbergs komedier blev atter opført. Livet igennem havde Frederik vekslende maitresser. I en årrække var den foretrukne en madam Hansen, der i årene 1746-51 fødte ham fem børn. Med årene tiltog Frederiks drikfældighed, og efter han i 1760 i beruselse havde brækket et ben, svækkedes han meget. Efter et samtidigt udsagn var kongens drikkeri så kraftig, at han ofte sås i en tilstand "hvor hans arm ikke var mægtig at bringe hans hat på hans hoved uden hjælp". Men som et udtryk for, at det var majestæten, der stod for alt det gode, skrev Johs. Ewald ved den kun 42 år gamle konges død en ode med linjerne: "O Ynk! Saa bær da Norden/Din største Skat til Jorden" (f 31/3 1723)

 

1792 f Chr de Meza, general; han deltog med hæder i krigen 1848-50 og avancerede fra major til generalmajor. Ved krigens udbrud blev han udnævnt til højstbefalende artilleriofficer og deltog i kampene ved Bov, Slesvig og Dybbøl. Han blev oberst 1849 og førte avantgarden under udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849. Deltog i slaget ved Isted, hvor hans indsats var afgørende for den danske sejr. I årene efter krigen var han 1858-63 kommanderende general i Jylland. Ved krigsudbruddet december 1863 udnævntes han til overgeneral for den mobiliserede hær. Kort efter nytår overtog han kommandoen og fik til opgave både at holde stillingerne ved Dannevirke og bevare hæren intakt. Men da det preussisk-østrigske angreb blev ført over de tilfrosne vandhindringer øst og vest for Dannevirke, blev opgaven uløselig. Efter at have holdt krigsråd meddelte de Meza derfor telegrafisk ministeriet, at han måtte trække hæren tilbage til Dybbøl, hvorpå han afbrød telegrafen, så han ikke kunne modtage kontraordre fra København. Den 5. februar 1864 beordrede han tilbagetog og reddede hæren. For rømningen af Danevirke-stillingen tog de Meza ansvaret og hævdede og hævdede til sin sidste stund, at ansvaret var hans alene. Men en folkestemning rejste sig mod de Meza, og dec 1864 blev han afskediget som general i armeen; han indesluttede sig herefter i sin bolig og modtog ingen; han døde ensom, uden egentlig sygdom. De sidste uger før sin død udarbejdede han to henvendelser bestemt til offentliggørelse. Den mest indgående og mest omfangsrige har han kaldt "Mit sidste og uigenkaldelige Votum med hensyn til Krigsførelsen og dennes forhold til Statsførelsen" (d 16/9 1865)

 

1797 Slaget ved Rivoli under Napoleons Italiensfelttog. På et højdedrag på Gardasøens østside ved landsbyen Rivoli stod en afdeling af Napoleons hær. Den havde fået ordre til at forlade højdedraget for at slutte sig til hovedhæren. Netop som den stod i begreb med at gøre det, fik den kontraordre. Napoleon havde besluttet at tage mod østrigernes angreb på højdedraget og trak nu hele sin hær derhen. Napoleons slagplan var defensiv, og defensiven var ikke noget, der havde præget hans hidtidige krigsførelse. Men begivenhederne viste, at hans plan var rigtig. Ved daggry den 14. jan. begyndte slaget. Østrigernes kolonner angreb efter en nøjagtig tidsmæssig plan langs højdedraget. Ved dets østside faldt afgørelsen. Her blev østrigerne, der trængte op mod højdedraget gennem en trang kløft, ramt af en regn af kartæsker fra franskmændenes kanoner, der var indstillet på kort afstand. Da en kanonkugle ved et tilfælde ramte en vogn fuld af krudt midt i den tætte masse af østrigske soldater, opstod der kaos. Østrigernes angreb her endte i flugt. Da franskmændene havde frigjort sig for denne den største af østrigernes angrebskolonner, gik det let med de andre. Inden mørket faldt på, var sejren Napoleons. Tilbage stod nu kun at sikre sig Mantova. Det skete 2. febr. Franskmændene beherskede nu hele Norditalien. Vejen til Wien lå åben, og Østrig måtte slutte fred

 

Som afslutning på Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene underskrives Kielerfreden. Freden gjaldt Storbritannien og Sverige. Storbritannien fik øen Helgoland, og Frederik VI måtte love at gå med i det afsluttende opgør mod sin tidligere forbundsfælle, Frankrig. Kongen af Danmark afstod Norge til kongen af Sverige og dennes efterkommere. Der blev som kompensation fra svensk side ydet Svensk Pommern og Rügen (på Wienerkongressen ombyttet med hertugdømmet Lauenborg). Man garanterede fra svensk side Norges indbyggere at beholde deres friheder og rettigheder, som de nu var, og man påtog sig på Norges vegne en forholdsmæssigt stor andel af monarkiets samlede statsgæld. Det lykkedes de danske forhandlere at få undtaget de gamle norske bilande Færøerne, Island og Grønland, men på alle andre områder var der tale om kapitulation over for modstandernes fordringer. Med freden i Kiel fulgte senere fredsslutninger med Rusland og Preussen, men reelt var Dannarks deltagelse i krigen på Napoleons side afsluttet med freden i Kiel

 

1861 f Mehmed 6., det ottomanske imperiums sidste sultan, hvis påtvungne abdikation og eksil i 1922 inden for et år banede vej for den tyrkiske republik under Mustafa Kemal Atatürks lederskab. Mehmed blev sultan i juli 1918; selv om han havde fuld kontrol med sin regering, måtte han – efter deltagelse i 1. Verd.krig på tysk side og det dermed følgende nederlag – acceptere kravene fra de allieredes militære administration i Istanbul om at opløse parlamentet og bekæmpe de tyrkiske nationalister. Men nationalister under Kemal Atatürks ledelse søgte sultanens støtte i deres kamp for tyrkisk integritet og national uafhængighed. Efter forhandlinger gik M med til afholdelse af valg; de blev afholdt i efteråret 1919 og resulterede i en overvældende sejr til nationalisterne. De allierede, der var foruroligede over udsigten til skabelseaf tyrkisk enhed, udvidede det besatte område i Istanbul og arresterede og eksilerede mange af nationalisternes ledere. Sultanen opløste parlamentet i april 1920, og nationalisterne oprettede en provisorisk regering i Ankara. Ved underskrivelsen af freden med de allierede i august 1920 mistede Tyrkiet alle ikke-tyrkiske områder, herved styrkedes den nationalistiske sag; nu var man af med alle ikke-tyrkiske folkeslag i Mellemøsten. Efter at have besejret grækerne havde nationalisterne kontrol over Tyrkiet. Den 1. november 1922 ophævede Nationalforsamlingen sultanatet. Seksten dage senere gik Mehmed VI ombord på et britisk krigsskib og fllygtede til Malta. Alle senere forsøg på at vende tilbage til Tyrkiet som sultan var forgæves (d 16/5 1926)

 

d Jean Aug. Dominique Ingres, fransk maler, han var elev af David og blev dennes arvtager i Frankrig og klassicismens repræsentant under kampen mod Eugène Delacroix og de øvrige romantikere. Han påbegyndte 1806 et 14 årigt ophold i Rom, som efterfulgtes af fire år i Firenze. I Rom blev han grebet af Raffaels kunst, og den blev hans eneste ideal. Ingres mente, at forbillederne skulle hentes i naturen; men man måtte vælge

det bedste i naturen og ikke lade sig rive med af følelser, som kunne forstyrre harmonien. Sine motiver hentede han fortrinsvis fra den græsk-romerske ideverden: "Homers apoteose" (1827) og "Stratonikes død" (1842). Motiver som disse gav ham alle muligheder for at dyrke menneskelegem, og i en række kvindeskildringer har han ydet noget af sit bedste som maler, f.eks. "Badende kvinde" (1808) og i skildringer som "Hvilende odalisk" (1814) og "Francesca da Rimini" (1819). Disse billeder afslører også hans interesse for Orienten, et motiv han i lighed med de romantiske malere følte en brændende interesse for. Når I alligevel står som senklassicismens fører, er det først og fremmest, fordi han i sin kunst bekæmpede farven til fordel for linjen. Dette dyrkede han med stort talent; undertiden foretog han anatomiske proportionsforskydninger for linjerytmens egen skyld. Hans penselsstrøg var desuden glatte og tynde og besad ikke noget af romantikernes frihed og impasto. Men i enkelte af hans portrætter kommer hans koloristiske begavelse til sin ret, f.eks. "Mme og Mlle Rivière" (1805) og "Den skønne Zélie" (1806) I perioden 1834-41 var han direktør ved det franske Akademi i Rom. I betegnes som hørende til de betydeligste af de mange fremragende portrætmalere, fransk kunst har fostret, og som en af 1800-tallets betydeligste kunstnere. Hans kunst danner overgangen fra klassicismen til realismen. Samtidig peger den fremad, og såvel Edgar Degas som Paul Gauguin modtog indtryk fra hans kunst (f 29/8 1780)

 

1875 f Albeert Schweitzer, fransk læge, filosof, organist og protestantisk teolog; han studerede teologi og filosofi ved universitetet i Strasbourg 1893-98. Herefter virkede han nogle år som præst. 1902-06 var han tilknyttet det teologiske fakultek ved universitetet i Strasbourg. Han havde allerede da ry som organist (debut 1894) og udgav 1905 en bog om J.S. Bach. Samme år besluttede han at studere medicin med henblik på at arbejde som lægemissionær. Efter lægeeksamen 1913 rejste S til Gabon, hvor han oprettede og ledede et hospital for den lokale befolkning Arbejdede her - afbrudt af internering under 1.verd.krig og foredrags- og koncertturneer til finansiering af hospitalet - til sin død. Han udfoldede et rigt forfatterskab, som omfatter filosofiske, teologiske og musikteoretiske emner. Hans filosofi har tydelige rationalistiske grundtræk, selv om den samtidig indeholder et vist indslag af mystik. Sin filosofi har han udviklet i "Kulturphilosophie" (1923-25), hvor han sætter respekten for alt levende som norm. Epokegørende inden for nytestamentlig teologi blev hans opfattelse af eskatologiens betydning for Jesus liv og virke, først fremlagt i "Das Abendmahlproblem" og "Das Messianitäts- und Leidensgeheimnis" (begge 1901), derefter i det idehistoriske værk "Von Reimarus zu Wrede" (1906). Fra 2.oplaget 1913 kaldt "Geschichte der Leben-Jesu-Forschung". Schweizer modtog Nobels fredspris 1952 og Sonningprisen 1959 (d 5/9 1965)

 

1887 f Peter Knutzen, jurist, embedsmand og generaldirektør for DSB 1931-45; i sidstnævnte stilling var K en dynamisk virksomsleder, der i konkurrence med den fremstormende bilisme elektrificerede den københavnske nærbane og moderniserede jernbanerne bl.a. med lyntog og hurtigfærger. Under den tyske besættelse kom K i brændpunktet i samarbejdet med tyskerne, da han blev hovedforhandler i trafikale spørgsmål, og i august 1940 lod han sig efter pres fra regeringen udnævne til formand i den nystiftede Dansk Tysk Forening. I forbindelse med bl.a. foredragsrejer i Tyskland udfordrede dette den nationale stemning. Det medførte, at K ved krigens slutning – efter en kort men grundløs tilbageholdelse af politiet – blev suspenderet fra sin stilling (maj 1945). Af den ekstraordinære tjenestemandsret dømtes K for at være gået for langt for at opfylde tyskernes krav og blev afskediget (juni 1947, appelret januar 1948). I samtiden var meningerne om dommen delte, eftertiden har mere entydigt opfattet den som urimelig og uretfærdig (d 23/1 1949)

 

d Lewis Carroll, pseudonym for Charles Lutwidge Dodgson, britisk matematiker og forfatter; han var lektor i matematik ved Oxford University og en anerkendt videnskabsmand, men huskes især for sine børnebøger, der har opnået klassikerstatus: "Alice’s Adventures in Wonderland" (1865. Dansk: Alice i Eventyrland - 1875 og senere) og fortsættelsen "Through the Looking-Glass and What Alice Found There" (1871. Dansk: Bag Spejlet, 1947). I bøgerne om Alice ser man verden gennem et barns øjne, og i eventyrlandet er alt på en gang fuldstændig vanvittigt og fuldstændig logisk. "Man kan ikke få mere te, hvis man ikke har fået noget", som Alice siger. Situationerne i hans værker afspejler den victorianske tidsalders sociale omgangsformer, der var absurde for et barn. Carroll ville dog ikke moralisere. Alt kunne ske, og alt skete, hvis man bare ville slippe fantasien løs. Virkeligheden blev vendt fuldstændig om og blev til et eventyrland, hvor den travle kanin, den gale hattemager og dronningen af kortspillet huserede og regerede. I 1876 udsendte Carroll nonsensdigtet "The Hunting of the Snark" (dansk Snarkejagten, 1963). Ved siden af skønlitteraturen blev der også tid til et videnskabeligt forfatterskab. Bøgerne om matematik, bl.a. "Euclid and His Modern Rivals" (1879), udgav han under sit fødenavn. Endvidere var Carroll blandt pionererne inden for fotokunsten. 1856 køte han et komplet fotoudstyr, lærte sig at fotografere og udstillede første gang i 1858. Hans foretrukne genre var portrætfotoet; efter sigende opnåede han fine resultater især for sine arneportrætter. Carroll skrev også artikler om det at fotografere (f 27/1 1832)

 

1900 Giacomo Puccini's Tosca uropføres i Rom

 

d Holger Drachmann, forfatter; efter studentereksamen begyndte han at uddanne sig til marinemaler; men han debuterede som forfatter i 1872 med en samling noveller "Med kul og kridt" samt et bind digte, hvori var digtet "Engelske Socialister". Det var inspireret af et besøg i London, hvor storbyens proletariat gjorde et stærkt indtryk på ham. Med dette digt og digtet "King Mob" satte D’s aktuelle probelmer på lyrikkens dagsorden, dermed og med de følgende års produktion placerede han sig blandt "det moderne gennembruds mænd". Med rejsebogen "Derovre fra Grænsen" (1877) og med folkelige fortællinger "Paa Sømands Tro og Love" (1878), med typer fra Skagen og Hornbæk, skaffede D sig publikumsucesser i mere konservative kredse. Han fjernede sig mere og mere fra meningsfællerne fra 1870’erne, og med "Skyggebilleder" (1883) brød D med brandesianismen. "Han blev hjertets, hjemmets og fædrelandets digter" og toges helt til indtægt af Højre. Digtsamlinger som "Gamle guder og nye" (1881) og "Dybe Strenge" (1884) er gennemtrængt af en national-romantisk tone. Med samme grundtone er eventyrspillet "Der var engang" (1885) med midsommervisen "Vi elsker vort land" og en række melodramer fra 1890’erne bl.a. "Vølunds Smed" (1894) og "Dansen på Koldinghus" (1896). D var overordentlig produktiv. Fra 1872 til kort før sin død udgav han omkring 60 bøger og teaterstykker. Endvidere skrev han journalistik, malede og illustrerede sine egne bøger (f 9/10 1846)

 

d Zinovi Roshestvenskij, russisk admiral; i sin tidlige karriere udmærkede han sig under den tyrkiske krig 1877-78 om bord på kanonbåden "Vesta". Han var skibschef i Østasien under den kinesisk-japanske krig 1894-96. I 1898 blev han kontreadmiral og var 1903-04 chef for marinens hovedstab. Efter japanerne i den russisk-japanske krig i 1904 havde ødelagt den russiske Stillehavsflåde, blev R chef for en eskadre, der i største hast blev udrustet i Kronstadt (ved Skt Petersborg). Som chef for eskadren bestående bl.a. af en afdeling på 5 panserskibe, 2 panserkrydsere, 5 andre krydsere blev R sendt til japanske farvande for at tage kampen op med japanerne. Flåden gik gennem Suezkanalen 9. januar 1905 og ved Madagascar modtog R forstærkninger, der også var sendt ud fra Østersøen. R’s store flåde var gennemgående ikke forberedt på kamp: besætningerne var uøvede, skydefærdigheden ringe, materiellet uensartet, og forholdet mellem officerer og mandskab var hverken godt eller tillidsfuldt. Da den russiske flåde mødte japanerne i Tushima-strædet blev resultatet af det påfølgende slag (27.-28. maj 1905) et frygteligt nederlag for russerne. R blev såret og taget til fange. I en i 1906 nedsat krigsret blev R frikendt for ansvar for nederlaget, men fik sin afsked (f 30/10 1848)

 

Casablanca-konferencen begynder. Topmøde med deltagelse af Storbritaniens premierminister Winston Churchill og USA’s præsident Franklin Roosevelt. Sovjetunionens førstemand, Josef Stalin, var inviteret, men kom ikke. Den officielle grund var, at Stalin ikke kunne forlade Sovjetunionen under den røde hærs offensiv. Den virkelige grund var sandsynligvis, at Stalin var misfornøjet med, at det gik for langsomt med at skabe "en anden front". På konferancen blev der truffet beslutning om allieret landgang på Sicilien og på det italienske fastland, krigen i Nord-Afrika skulle hurtigst afsluttes med sejr, forsyningsvejene til Storbritannien sikres bedre, den strategiske bombning over Tyskland intensiveres, invasionen i Vest-Europa skulle finde sted i 1944 og amerikanerne fik briternes samtykke til udvidet krigsførelse i Stillehavet. På pressekonferencen efter Casablanca-konferencen udtalte præsident Roosevelt, at man ville kræve betingelsesløs overgivelse af fjenden. Konferencen sluttede 24. januar

 

d Humphrey Bogart, amerikansk skuespiller, der har fået status som en af Hollywoods legender. Han optrådte 10 år på teatret, før han kom til filmen i 1930. Han spillede godt 40 roller overvejende i gangsterfilm inden det definitive gennembrud i "Ridderfalken" i 1941. Bogarts personificering af Dashiell Hammetts privatdetektiv Sam Spade som den cottoncoatklædte, barske og ensomme ulv i storbyen blev den usentimentale og alligevel romantiske type, som alle privatdetektiver siden er blevet målt med. Figuren blev udbygget i "Sternwoodmysteriet" (1946) og cementerede dermed Bogart-myten, der skulle overleve det årti, den var et produkt af. Mellem de to roller var det nu klassiske melodrama "Casablanca" (1942). Bogart viste desuden selvironisk komedietalent i "Afrikas Dronning" (1951), og som den mentalt krigsskadede flådekaptajn i "Mytteriet på Caine" (1954) afslørede han, at talentet kunne have rummet mere sammensatte og komplicerede karakterer, hvis ikke sygdom havde sat en stopper for karrieren (f 25/12 1899)

 

d Frederik 9., konge 1947-74; søn af Christian 10. og dronning Alexandrine. Som kronprins gennemgik Frederik Søværnets Kadetskole og udnævntes i 1921 til sekondløjtnant. I 1927 fik han sin første chefkom-mando på torpedobåden "Søhunden" og avancerede herefter støt, indtil han i 1945 blev udnævnt til kontre-admiral. Efter at Christian 10. var blevet syg og svækket som følge af et styrt med sin hest den 19. oktober 1942, fik Frederik en væsentlig rolle som nationalt og politisk samlingspunkt under Besættelsen. Han viste ved flere lejligheder politisk mod og vandt stor anerkendelse for sit danske sindelag. Ved Christian 10.s død den 20. april 1947 overtog Frederik 9. tronen. Det var bl.a. et udtryk for en bred tillid til Frederik 9. og hans familie, at tronfølgeloven i 1953 blev ændret, således at hans ældste datter kunne efterfølge ham. Klassisk musik havde kongens store interesse; han dyrkede den bl.a. ved at optræde som orkesterleder. Denne beskæftigelse var genstand for betydelig interesse og opmærksomhed, hvilket kom til udtryk i flere bøger og en række avisartikler om kongen som dirigent. Frederik blev i 1935 gift med Ingrid af Sverige. I ægteskabet blev der født tre piger, Margrethe 2., Benedikte og Anne-Marie (f 11/3 1899)

 

d Anthony Eden, britisk konservativ politiker, udenrigsminister 1935-38, 1940-45, 1951-55, premierminister 1955-1957; efter deltagelse i 1. Verdenskrig studerede han persisk og arabisk. I 1923 blev han valgt som konservativ til Underhuset, hvor han havde sæde til 1957. Fra begyndelsen af 1930’erne blev han benyttet af regeringen i vigtige udenrigspolitiske forhandlinger. I 1935 blev han udenrigsminister; på denne post blev han i stadig stigende omfang uenig med premierminister Chamberlain om appeasementpolitikken. Eden var ikke modstander af appeasement, men han anså Mussolini og ikke Hitler som den største trussel mod freden i Europa. I 1938 tog han sin afsked i protest mod Chamberlains måde at føre forhandlingspolitik med de fascistiske diktatorer på. Året efter blev han minister for dominions; i maj 1940 krigsminister i Churchills samlingsregering og fra december 1940 til juli 1945 atter udenrigsminister. Da Churchill for sidste gang dannede regering i 1951, blev Eden atter udenrigsminister. Efter i mange år at have været anset for at være arvtager i Conservative Party blev Eden i 1955 ved Churchills tilbagetræden premierminister. Hans embedstid blev uventet kort, især som følge af hans hånd-tering af Suezkrisen i efteråret1956. Her forsøgte han med militær indgriben sammen med Frankrig og Israel at vælte den ægyptiske præsident Nasser, efter denne havde nationaliseret det overvejende britiskejede Suezselskab. Denne politik var ikke i overensstemmelse med USA's. Efter hård kritik og sygdom gik Anthony Eden af i januar 1957. Han skrev sine erindringer i tre bind, "Full Circle" (1960), "Facing the Dictators" og "The Reckoning" (1965) (f 12/6 1897)

 

d Georgy Maksimiliannovich Malenkov, sovjetisk statsmand, der var en af Stalins nære medarbejder og som var ministerpræsident fra marts 1953 til februar 1955. Han tilsluttede sig den røde hær i 1919; året efter blev han medlem af kommunistpartiet og gjorde hurtig karriere. Som Stalins privatsekretær var han dybt involveret i 1930’ernes udrensninger. I 1941 blev han kandidat medlem af Politbureauet; hvilket betød, at han under 2. Ver-denskrig var medlem af den lille gruppe, der planlagde Sovjets krigsindsats. Under og lige efter krigen blev Malenkov almindeligvis opfattet som Stalins "kronprins". Efter krigen opnåede han da også fuldt medlemskab af Politbureauet (1946), tillige blev han anden sekretær i centralkomiten og viceministerpræsident. Da Stalin døde i marts 1953, blev Malenkov partisekretær og formand for ministerrådet i.e. ministerpræsident. Få uger senere måtte han dog afgive partisekretærposten til Nikita Khrustjev. Som ministerpræsident arbejdede han for at reducere våbenproduktionen, øge produktionen af forbrugsgoder på bekostning af sværindustrien og forbedre forholdene for arbejderne på kollektivbrugene. I udenrigspolitikken førte hans regering en afspændingspolitik, og Malenkov fastslog, at atomkrig ville betyde undergang for civilisationen. Dette program mødte modstand, og i februar 1955 måtte han træde tilbage som ministerpræsident. Det blev igen slået fast, at den tunge industri og forsvaret havde første prioritet, og at atomkrig ville betyde undergang for kapitalismen ikke for civilasitionen. I 1957 tabte han magtkampen til Khrustjev, han blev fordømt, frataget alle sine poster og sendt til Kazakhstan for at lede et kraftværk (f 8/1 1902)

 

 

 

 

 

 

Til top        15. januar

døbt Moliere, Jean Baptiste Poquelin, fransk komedieforfatter; han studerede jura i Orléans og tog juridisk eksamen 1641. I 1643 var han skuespiller ved en parisisk trup i Rouen. Med truppen drog Moliere på turné rundt i Frankrig, som med afbrydelser varede til 1658. Da den for første gang spillede for Ludvig 14., vandt den kongens gunst. Ved kongens velvilje fik den i 1661 en scene i Palais-Royal; fire år senere fik den ret til at kalde sig "kongens komedianter" med årlig løn. Hidtil havde Moliere mest omlavet eller tilskåret ældre franske eller italienske lystspil, men i 1659 blev han berømt med sit eget lystspil "Les Précieuses ridicules", hvori han søgte at tegne et satirisk billede af sin samtid. Han måtte ofte bruge sit talent til at lave hofstykker; nogle var fiaskoer andre mesterværker blandt disse "Les Fâcheux", "Amphitryon" og "Le Bourgeois gentilhomme". De mange angreb, som fjender eller kredse, der mente sig ramt, rettede mod Moliere, tog han sig ikke nær, men han pintes af personlige sorger, bl.a. et ulykkeligt ægteskab. I 1664 kom mesterstykket "Le Tartuffe", hvor han angreb det religiøse hykleri; det fremkaldte en storm af raseri fra religiøse kredse, som længe forhindrede dets opførelse. Men kongen holdt hånden over Moliere. En pendant til Tartuffe danner "Don Juan". I 1666 kom "Le Misanthrope", af mange regnet som den største af hans komedier. I "Le Malade imaginaire"(Den indbildte syge) harcelerede han over læger og hypokondere; han spillede selv titelrollen. Moliere havde længe været syg; mod slutningen af stykkets fjerde opførelse fik han blodstyrtning og døde samme aften. Kirken nægtede ham sakramentet og at give ham en kristen begravelse; på kongens bud skete det dog, men om natten og uden ceremoni. Moliere blev ikke optaget i akademiet; dertil var han som skuespiller ikke fin nok. Men 100 år senere blev hans buste opstillet i akademiets mødesal, forsynet med indskriften: "Intet mangler i hans hæder, men han manglede i vor" (d 17/2 1673)

 

1658 f Jens Bircherod, biskop, antikvar; han er bedst kendt i eftertiden for sine dagbøger, der kaster lys over forfatte-rens samtid. B blev student 1674 og cand. teol. fem år senere. Desuden studerede han semitisk og sin fødeby Odenses historie. Efter en studierejse til tyske universiteter udarbejdede han et katalog over Karen Brahes (f 1 /12 1567) bogsamling og blev senere knyttet til universitetsbiblioteket og arbejdede i konsistoriums arkiv. 1683-87 holdt han forelæsninger over mosaisk ret ved Københavns Universitet. I 1684 blev han professor i hebræisk og 1692 tillige professor ved Det Ridderlige Akademi. Året efter blev han udnævnt til biskop i Ålborg. Sideløbende dyrkede han sine historiske interesser. Han studerede blandt andet adels- og kirkehistorie. I 1698 blev han udnævnt til dr. teol. og arbejdede i sine sidste år med færdiggørelsen af de omfattende dagbogs-optegnelser. Han har her efterladt sig et større materiale til belysning af tiden end nogen anden enkeltmand. Om dagbøgerne er det blevet sagt, at de er nogle af de mest citerede værker og giver Bircherod en væsentlig plads i den danske litteratur- og kulturhistorie (d 6/12 1708)

 

1776 Loven om indfødsretten i Danmark. I den korte tid Struensee var ved magten fremprovokerede han en national opposition. De magthavere, der kom til efter hans fald i 1772, havde brug for en national appel, både til at retfærdiggøre deres magtovertagelse og til at befæste deres magtgrundlag. Struensee havde været en fremmed, der ikke havde nedladt sig til at sætte sig ind i landets forhold; han havde favoriseret fremmede på bekostning af landets egne børn. Sit mest markante udtryk fik denne nationale politik med loven om indfødsretten. Loven fastslog, at statens embeder alene var forbeholdt dem, der var født i staten. Loven indeholdt dispensationsmuligheder for rige og specielt kvalificerede udlændinge. Lovens grundholdning blev imidlertid meget kraftigt markeret, idet kongen i indledningen forsikrede, at hverken han eller hans efterkommere nogensinde ville ophæve loven

 

1809 f Pierre Proudhon, fransk økonom og filosof; udgav 1840 et lille filosofisk skrift "Hvad er ejendom?". Hans svar var "Ejendom er tyveri". Sin kritik af ejendomsbegrebet udviklede han senere i en række skrifter, bl.a. i sit økonomiske hovedværk "Système des contradictions économiques" (1846). Værket gjorde P’s navn berømt, særlig ved de modskrifter, som bl.a. Marx udgav. Under Februarrevolutionen 1848 udgav P en række kampskrifter om sociale og økonomiske spørgsmål. Hans kritik af ejendomsretten gør ham til socialist, men han er også en af grundlæggerne af den moderne anarkisme, idet han ud fra sin idealistiske retfærdighedsfølelse med lidenskab hævdede individets ret til frie sammenslutninger; han drømte om en fremtid uden nogen regeringsmagt. Han bekæmpede energisk Marx’ lære om proletariatets diktatur og øvede en stærk indflydelse på den franske arbejderklasse. Efter Februarrevolutionen blev han idømt tre års fængsel. Efter løsladelsen skrev han "Om retfærdigheden i revolutionen og i kirken"(1858). For at undgå en ny fængselsstraf flygtede han til Bruxelles, hvor han opholdt sig 1858-62. Efter amnesti vendte han tilbage til Frankrig (d 19/1 1865)

 

1815 d Emma Hamilton (hed egentlig Amy Lyon, men kaldte sig Emily Hart); blev 1780 Lord Charles Grevilles elskerinde. To år senere overtog Grevilles onkel, mod at betale nevøens gæld, Emma. Onklen Sir William Hamilton, der var britisk ambassadør i Napoli, giftede sig i 1791 med Emma. Omkr. 1798 blev hun admiral Nelsons elskerinde, og da hendes mand døde i 1803, flyttede hun sammen med Nelson og den datter, de havde sammen. Skønt hun fik en ikke ubetydelig arv efter både sin mand og efter Nelson, medførte spil og ødselhed, at hun i 1813 endte i gældsfængsel, hvor hun måtte blive i et år. Efter løsladelsen slog hun sig ned i Calais, hvor hun døde i fattigdom (døbt 12/5 1765)

 

f Ludvig Mylius-Erichsen, journalist, forfatter, polarforsker; var som ganske ung journalist og korrekturlæser ved dagbladene Dannebrog og Politiken i København. 1898 debuterede han med skuespillet "Teatre", som blev opført tre gange på Folketeatret. Senere fulgte fortællinger og skitser fra vestjyske egne, udvalg i "Fra Klit og Hav" (1912). M-E var ophavsmand til ideen om en litterær grønlandsekspedition. Den skulle være litterær i den forstand, at deltagerne skulle være skrivende individualister og kunstnere, ingen videnskabsmænd måtte være med, og ingen måtte opkaste sig til leder. Ekspeditionen fandt sted 1902-04 og rejste langs hele Grønlands vestkyst. Et litterært resultat fik M-E ud af sin ekspedition, nemlig beretningen med den noget generaliserende titel "Grønland" (1906) samt digtsamlingen "Isblink" (1904), skrevet under hans vinterophold i Grønland og indeholdende stemninger fra polaregnene. I 1906 sejlede M-E igen til Grønland for at deltage i Danmarks-ekspeditionen, som havde til opgave at kortlægge østkysten fra ca 77 gr. n.br. til Grønlands nordspids. Ekspeditionen nåede sit mål, men M-E (og Høegh Hagen og Jørgen Brønlund) omkom (d ca 25/11 1907)

 

                        1918

f Nasser, ægyptisk præsident; i utilfredshed med den store udenlandske indflydelse i Ægypten blev N omkring 1945 leder af en gruppe yngre officer, der ville fremme ægyptisk nationalisme. Det ægyptiske nederlag i krigen med Israel 1948-49 styrkede yderligere gruppens bitterhed over deres lands inkompetente og korrupte styre. Selv om magten formelt lå i et 11-mands revolutionsråd og generalmajor Mohammed Naguib stod som leder af det militær regime, der overtog magten i Ægypten, efter kong Faruk var blevet styrtet ved et kup i juli 1952, var N som leder af revolutionsrådet Ægyptens reelle leder. I årene 1954-56 var han premierminister og fra 1956 til sin død præsident. Hans første politiske succes var de forhandlinger, der i 1954 førte til tilbagetrækning af de britiske styrker i Suezkanalzonen. Hans nationalisering af Suezkanal Selskabet i juli 1956 som svar på et britisk-amerikansk afslag på et lån til opførelse af Aswandæmningen resulterede i en ny krig i Mellemøsten. Selv om den endte med ægyptisk nederlag havde N talt de imperialistiske magter imod, og hans prestige i den arabiske verden var herefter uden sidestykke. Hans udenrigspolitik var domineret af fjendskabet til Israel og afvisningen af anerkendelse af denne stat. Dertil kom antikolonialisme og støtte til de nye stater i Afrika og Asien. Sammen med Jugoslaviens Tito og Indiens Nehru kom N til at stå som leder af den tredje verdens lande. Hans udenrigspolitik hæmmedes dog af det nære forhold til Sovjetunionen. Indenrigspolitisk søgte inden for rammerne af en arabisk socialisme ved jordreformer og industrialisering at forbedre Ægyptens økonomiske og sociale struktur og opbygge landet militært. Nederlaget til Israel i krigen 1967 gav ham visse problemer, men da han tilbød at gå af, blev det afvist. Faktisk gav det ægyptiske folk ham massiv støtte i form af troskabserklæringer og folkelige demonstrationer landet over (d 28/9 1970)

 

1919 d myrdet Rosa Luxemburg, polsk/tysk socialist og revolitionær; som ung deltog hun i den illegale kamp mod den russiske besættelsesmagt i sit fødeland; i 1889 måtte hun flygte til Svejts. Efter at være blevet tysk gift bosatte hun sig i Tyskland omkr. ti år senere. Her tilsluttede hun sig Socialdemokratiets venstre fløj og tog ivrig del i striden med partiets revisionistiske fløj. Det skete bl.a. med skriftet "Socialreform oder Revolution?" (1898, da. Socialreform eller revolution, 1969). Efter krigsudbruddet 1914 var hun en af hovedmodstanderne mod den soc.dem. borgfreds-politik og tysk krigsdeltagelse. Hun var med til at organisere den venstreorienterede og revolutionære oppositionsgruppe, som senere blev kendt som Spartakisterne. Fra begyndelsen af 1915 og resten af krigen sad hun ofte i fængsel på gr. af sin antimilitaristiske agitation. Efter løsladelsen november 1918 kæmpede hun for at gøre den tyske politiske revolution til også at være en social revolution. Omkr. nytår 1919 var hun en af forgrundsfigurerne ved dannelsen af Tysklands kommunistiske parti. Da Spartakusopstanden brød sammen, blev hun arresteret og myrdet sammen med Liebknecht af reaktionære officerer – motiveret med flugtforsøg efter anholdelsen (f 5/3 1871)

 

 

 

1919 d myrdet Karl Liebknecht, tysk socialist; uddannet som jurist og var advokat i Berlin da han 1912 blev medlem af Rigsdagen. Før 1. Verd.krig var han en af lederne for den socialdemokratiske ungdomsbevægelse og skrev enkelte antimilitarisriske skrifter. I Rigsdagen rejste han en storm mod sig, da han påviste rustningskapitalens internationale forbindelser. L var blandt de 14 medlemmer af den soc.dem. rigsdagsgruppe, der ved krigsud-bruddet 1914 i gruppen stemte mod krigsbevillinger. Ved afstemningen i rigsdagssalen bøjede sig for partidisciplinen. I december samme år stemplede han krigen som en imperialistisk krig, som blev udkæmpet for at erobre verdensmarkedet og knuse arbejderbevægelsen. Herefter stemte han i Rigsdagen mod yderligere krigsbevillinger. Ls holdning betød, at han blev anset for at være landsforræder; han blev ekskluderet af den soc.dem. rigsdagsgruppe og indkaldt til militært arbejde. 1. maj 1916 forsøgte han at foranstalte en demonstration mod krigen. Han blev idømt 4 års tugt-hus. Umiddelbart før Tysklands militære sammenbrud i 1918 blev han løsladt. Sammen med Rosa Luxemburg blev han leder for den revolutionære fløj af spartakister inden for tysk arbejderbevægelse, og han redigerede deres avis "Rote Fahne". L deltog januar 1919 som revolutionsudvalgets fører i den kommunistiske Spartakus-opstand, som han iøvrigt havde frarådet. Sammen med Rosa Luxemburg blev L myrdet af reaktionære officerer, som skulle føre dem i fængsel (f 13/8 1871)

1927 d Harald Giersing, maler; blev i 1899 cand phil, og året efter elev på Kunstakademiet. 1904-06 på Kristian Zahrtmanns skole. 1906-07 i Paris; hvor neoimpressionismen, Gauguin og senere Matisse fik betydning for ham. Rejsens resultater viste sig hurtigt: det monumentale portræt af faderen og "Model i Interiør" fra henholdsvis 1907 og 08. Den neo-impressionistiske teknik forlod han snart og samlede farven i brede, rytmisk bevægede flader. Hans interesse for fart og bevægelse førte ham til nye motiver som danserinder og fodboldspillere, som f.eks "Sophus header" (1917), hermed var Giersing ikke bare i overensstemmelse med det nye i fransk kunst. De italienske futuristers højstemte manifester var ude i samme ærinde: ".....vi vil prise den agressive bevægelse...det gymnastiske skridt, det farlige spring...". Efter i 1920 at have erhvervet sommerhus på Sydfyn dyrkede Harald Giersing landskabsmaleriet, f.eks. "Landevej ved Fåborg" (1920) og "Svanninge kirkegaard, sorte stammer" (1922) (f 24/4 1881)

 

1929 f Martin Luther King, amerikansk baptistpræst og borgerretsforkæmper; han virkede som præst i Montgomery, Alabama, senere i fødebyen Atlanta, Georgia. Sin første indsats i kampen for de farvedes ligestilling gjorde han i 1955 ved at organisere en busboycott i Montgomery af de raceadskilte offentlige busser. King førte året efter aktionen til sejr, da raceadskillelsen i busserne blev ophævet. Han stod derefter forrest i kampen for de farvedes rettigheder ved en række kampagner mod raceadskillelsen i Syden. De fredelige protester, bl.a. protestmarcher og sit-down-demonstrationer, blev flere steder mødt med voldelige angreb fra myndighedernes og civiles side. King, der flere gange blev arresteret for sin deltagelse i borgerrettighedskampagner, var i sin virksomhed stærkt påvirket af Gandhis lære om ikke-volds metoder. I 1964 blev han tildelt Nobels Fredspris. I sine sidste år var Kings kampagne især rettet mod fattigdommen, og han arbejdede for en socialreform, der kunne afskaffe slumkvartererne i de amerikanske byer. Han rettede også skarp kritik mod USA’s krig i Vietnam. Da han april 1968 opholdt sig i Memphis, Tennessee for at støtte en strejke blandt renovationsarbejderne (de fleste af dem var farvede), blev han myrdet (d 4/4 1968)

 

1936 d F.J. Borgbjerg, socialdemokratisk politiker og redaktør; var i næsten 40 år en af dansk politiks mest frem-trædende personligheder og blandt Socialdemokratiets mest indflydelsesrige mænd; han medvirkede bl.a. stærkt ved fastlæggelsen af partiets moderate reformlinje. Ligeledes spillede han en fremtrædende rolle i forhand-linggerne om Grundloven af 1915. Han studerede nogle år teologi og tog de indledende eksamener, men aldrig den afsluttende. Gennem Studentersamfundet fik han kendskab til socialismen. Han blev medlem af partiet i 1890 og samme år medarbejder ved partiavisen "Social-Demokraten". I 1892 medlem af partiets hovedbestyrelse og dermed den første akademiker, der opnåede en ledende position i partiet. 1898 blev han indvalgt i Folketinget og var medlem til sin død. I årene 1898-1904, 1905-13 og 1920-24 var han medlem af Københavns Borger-repræsentation. Han var redaktør af "Social-Demokraten" 1911-24 og 1926-29. Som redaktør spillede han i 1920 en afgørende rolle i Påskekrisens indledende fase med proklamationen om generalstrejke for på den måde at bekæmpe kongens "statskup". Fra 1920’ernes begyndelse stod Borgbjerg i skygge af Stauning; men blev dog socialminister i Staunings første ministerium 1924-26 og undervisningsminister i 1929 i ministeriet Stauning-Munch. Ved regeringsomdannelsen i 1935 måtte han til sin store fortrydelse forlade sin post til fordel for den radikale Jørgen Jørgensen (f 10/4 1866)

Til top        16. januar

d Erasmo da Narni, (kaldt Gattamelata), condottiere; udødeliggjort ved Donatellos rytterstatue i Padua. Gattamelata gjorde først tjeneste hos pave Eugen IV senere hos Venezia (f ca 1370)

 

1554 d Christiern Pedersen, litterat og bogudgiver; han tog magistergrad i Paris under sit ophold her 1508-15. Som kannik i Lund tilsluttede han sig derpå lutheranerne og var 1526-31 i eksil hos Christian 2., hvorefter han ejede et bogtrykkeri i Malmö 1533-36. De sidste ti år af sit liv var han nervesvækket og boede hos slægtninge i Helsinge. I Paris skrev han den første latin-danske ordbog, "Vocabularium ad usum Dacorum" (1510), og en samling danske prædikener kaldet "Jærtegnspostillen" (1515); her udgav han også efter et siden forsvundet håndskrift Saxos næste glemte latinske "Danmarkskrønike" (1514), der vakte opsigt blandt Europas lærde. Den har desuden fået stor betydning for eftertiden, idet Saxos eget håndskrift som nævnt ikke er bevaret, Ps bog er dermed den ældste samlede afskrift af Saxos original. P lavede også en dansk oversættelse af Saxos krønike. Efter Ps død blev den afleveret til Universitetsblioteket, hvor den gik tabt ved Københavns brand i 1728. Han udgav endvidere Peder Låles ordsprog med kritisk kommentar på latin (1515). P.s senere skrifter er alle på dansk, f.eks. oversættelse af Nye Testamente (1529) og "Davids Salmer" (1531). På eget forlag udgav han bl.a. en lægebog (1533), "Rim-krøniken" og folkelige krøniker om Karl den Store og Holger Danske (1534). Ifølge en enkelt kilde havde han en fuldstændig bibeloversættelse færdig 1543; dens eventuelle betydning for "Christian den 3.s Bibel" er dog uvis. Efter hans død udkom hans oversættelse af "Æsops Fabler" (1556). Pedersens ortografi var samtidens mest kon-sekvente og blev fra 1530’erne forbillede for skribenter og trykkerier (f ca. 1480)

 

1556 Karl 5. kejser af Det hellige romerske Rige af den tyske nation – riget, hvor solen aldrig går ned – nedlægger kronen og går i kloster. Han døde 21. september 1558

 

1731 f Tyge Rothe, kulturhistoriker; sytten år gammel blev han cand. theol. (sic!), efter bl.a. en treårig udlandsrejse var han 1759-61 for prins Christian (7.). Et rigt giftermål gjorde ham økonomisk uafhængig, og han købte herre-gården Tybjerggård. Her sad han – kun afbrudt af nogle embeder i Struensees tid (1770-72) bl.a. borgmester i København, Struensees fald gjorde ende på Rothes politiske karriere – og hengav sig til studier af filosofisk, socialøkonomisk og naturhistorisk art. Studierne førte til udgivelser. Hans første udgivelse var "Tanker om Kærlighed til Fædrelandet" (1759); blandt det, der er blevet kaldt forfatterens filosofiske-historiske værker, findes "Kristendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa" (1774-88)og "Nordens Satatsfor-fatning før og i Lenstiden" (1781-82), der fører Rothe ind på hans yndlingsemne agrarhistorien. Om Rothes indsats som som forfatter er det blevet hævdet, at allerede i hans samtid afholdt hans tunge og latterlige sprog afholdt de fleste fra at give sig i kast med hans arbejder. I senere tider skal der være en eller specialforsker, der har lyst til at bryde gennem den hårde skal ind til den kerne, som unægtelig findes (d 19/12 1795)

 

1749 f Vittorio Alfieri, italiensk forfatter; efter flere års rejser rundt i Europa slog han sig i 1772 ned i Torino og debuterede som dramatiker tre år senere med "Cleopatra". Alfieris tragedier er præget af hans personlige og nationale frihedstrang, som var inspireret af den politiske frihed, han havde set i England og af studier af franske oplysningsfilofoffer som Montesquieu, Rosseau og Voltaire. Tragedierne er skrevet i klassisk stil efter Racines mønster, men i modsætning til den sentimentalitet som hidtil havde præget italiensk drama. Som i det fransk-klassiske teater var emnerne hentet fra græsk-romersk oldtid og fra Bibelen. Bl. Alfieris 19 tragedier er "Saul" (1782) og "Mirra" (1787). Alfieri skrev også komedier, satirer og lyrik. Hans åbenhjertige beretning om sit liv "Vita" regnes blandt verdens ypperste selvbiografier. Alfieri døde i Firenze og blev begravet i Santa Croce kirken mellem Dantes, Michelangelo og Machiavellis gravmæler. Gravmonumentet over Alfieri er et af billedhuggeren Canovas mesterværker. Vittorio Alfieri anses for at være Italiens største tragedieforfatter, og han mindes som en tidlig forkæmper for Italiens frihed og enhed, med hædersnavnet Vate d’Italia (Italiens digterprofet) (d 8/10 1803)

1794 d Edward Gibbon, engelsk historiker; under ungdommens studier i udlandet først og fremmest i oplysningstidens Frankrig blev Gibbon stærkt fransk påvirket både i sin tanke og i sin stil. Han vendte i 1758 tilbage til England, boede på faderens gods og var i mere end 3 år kaptajn i Hampshire landeværn. I 1761 skrev han på fransk "Essai sur l’étude de la littérature", og 1763-65 foretog han en dannelsesrejse til Frankrig, Svejts og Italien. Under opholdet i Rom oktober 1764 blev han grebet af tanken om Roms fordums storhed og besluttede at skildre Romerrigets undergang. Et par år efter faderens død flyttede han til London (1772), hvor han var parlamentsmedlem i årene 1774 til 1783. I 1776 kom 1. bind af hans livsværk "History of the Decline and Fall of the Roman Empire", som straks blev en succes; 1788 var værket, som er et af den engelske litteraturs monumentale værker, fuldført med 6. bind. I de 6 bind behandler G perioden fra kejser Trajan (år 98) til Konstantinopels fald i 1453 med hovedvægt på perioden 180-641og med blik på udviklingen både før og efter. Som barn af 1700-tallets oplysningstid og som en oplysningstidens rationalist forklarede G Romerrigets undergang med, at kristendommem undergravede det romerske samfund indefra med sin særlige moral og overtro. "Gejstligheden prædikede med held tålmod og forsagthed og undergravede alle de aktive dyder i samfundet. De sidste rester af krigerisk ånd blev begravet i klostret. Soldaternes sold blev ødslet bort på de unyttige mængder af begge køn, som ikke havde andre fortjenester at påberåbe sig end afholdenhed og kyskhed". Med denne udvikling i Romerriget blev det muligt for barbarerne udefra at trænge ind i riget og opløse det. For dannede briter var det et "must" at læse Gibbon. I sine erindringer "De unge År" skriver Winston Churchill, hvordan han "…… slugte Gibbon i alle de lange, solhvide indiske dagtimer, fra staldtjenesten endte, til skyggerne blev lange, og polotimen var nær". Da Churchill sad i Indien og læste Gibbon, var der gået 120 år, siden værket om Romerrigets forfald og fald så dagens lys. Siden er der gået yderligere 100 år, men Gibbon er stadig særdeles læsværdig (f 27/4 1737)

 

f André Michelin, fransk dækfabrikant; sammen med broderen Édouard den første der lancerede udskiftelige bildæk. Brødrene havde i 1888 grundlagt deres firma til fabrikation og salg af cykeldæk. For at vise at udskiftelige dæk også kunne anvendes på biler deltog de i 1895 i Paris-Bordeaux løbet med en bil påmonteret deres opfindelse. Skønt de ikke vandt, havde de skabt interesse for de nye dæk, og deres fabrik indtog snart en førerstilling inden for dækproduktionen i Europa. Til at gøre navnet Michelin kendt bidrog endvidere firmaets kort og rejseførere (d 4/4 1931)

 

d Karl Isakson, maler; efter uddannelse på kunstakademiet i Stockholm 1897-1901 var han fra sommeren 1902 til 1905 elev ved Zahrtmanns skole i København. Hvad, han lærte hos Zahrtmann, var især at behandle farven rit og bruge en kraftigere kolorit end den almindeligt godtagne, I blev en af moderne nordisk kunsts største kolorister. Et ophold i Paris 1905-07 gav I lejlighed til at stifte bekendtskab med den nyere franske kunst. Især fik Cezanne betydning for hans udvikling, hvilket ses i en række nature morts fra disse år. Sammen med Weie opholdt I sig flere gange på Bornholm og Christiansø; efter det første besøg på Christiansø i juli 1911 steg hans kolorit i intensitet, og i årene 1911-12 malede han nogle pragtfulde opstillinger og modelbilleder. I de sidste par år af sit liv arbejdede han med figurkompositioner med bibelske motiver, som vidnede om han interesse for ældre malerkunst; især Giotto optog ham (d 19/2 1922)

 

d Amilcare Ponchielli, italiensk komponist; som niårig blev han elev ved konservatoriet i Milano. Her studerede han til 1854, da han blev organist i fødebyen Cremona. Inden han i 1881 blev domkapelmester i Bergamo, var han en periode orkesterleder i Piacenza. Fra 1883 underviste han ved konservatoriet i Milano. P’s første arbejde var operaen "I promessi sposi" baseret på Alessandro Manzonis roman. Den blev kun en betinget succes. Da den imidlertid blev opført i en revideret version ved åbningen af Teatro Dal Verme i Milano i 1872, blev den en succes. Herefter skrev P to baletter "Le due gemelle" og "Clarina" begge i 1873. Hans senere operaer omfatter "I Lituani" (1874, omarbejdet som "Aldona" i 1884), "La Gioconda" (1876), "Il figliuol prodigo" (1880) og "Marion Delorme" (1885), baseret på et drama af Victor Hugo. Selv om P’s musik var værdsat i hans samtid, har kun "La Gioconda" overlevet. I musikkens historie står P som den største italienske komponist mellem Verdi (f 1813) og den næste generation af operakomponister med bl.a. Puccini (f 1858) og Mascagni (f 1863), der begge var hans elever (f 31/8 1834)

 

 

 

Ved kongeparrets aftenselskab på Amalienborg deltog for første gang medlemmer af alle rigsdagens partier-altså også af det socialdemokratiske

 

1920 I USA træder spiritusforuddet – The Prohiition - i kraft. Fra dags dato måtte der ikke længere serveres drikkevarer med over ½ % alkoholindhold. Da USA kom ind i verdenskrigen i 1917 var det efterhånden lykkedes afholdsevægelsen The Anti-Saloon League at få 26 stater mere eller mindre tørlagt, omkring halvdelen af dem helt. Krigen gav evægelsen yderligere vind i sejlene. Det var upatriotisk at ruge markens grøde til øl og spiritus, når der var mangel på rødkorn, og man måtte være ædru, når man skulle redde verden for demokrati. Syns-punktet vandt genklang. I 1917 vedtog Kongressen en forfatningsændring – den 18. – som forød "fremstilling, salg og transport" af erusende drikkevarer. I januar 1919 var den levet godkendt af tilstrækkelig mange stater til at kunne træde i kraft. Præsident Wilson forsøgte at standse foruddet ved at nedlægge veto mod den nødvendige følgelovgivning, den såkaldte Volsteadlov, opkaldt efter det kongresmedlem fra Minnesota, der fremlagde. Præsidentens indgrien var forgæves. Han lev nedstemt

 

1925 Lev Trotskij afsættes som Sovjetunionens forsvarsminister. Afsættelsen var led i magtkampen mellem T og Stalin. Allerede inden Lenins død 1924 var T i et modsætningsforhold til Stalin; da Lenin var død, brød kampen mellem de to ud i lys lue. Striden mellem Stalin og T drejede sig først og fremmest om, hvem der skulle være landets nye leder. Men den vedrørte også socialismens udviklingsmuligheder i Sovjetunionen og disses sammenhæng med verdensrevolutionen i.e. at få den proletariske revolution i Rusland til at brede sig til udlandet. T ønskede at arbejde for verdensrevolutionen, mens Stalin var for "socialisme i ét land" dvs. i Rusland/Sovjetunionen. T blev taberen i magtkampen, og i 1925 måtte han nedlægge sit hverv som krigskommissær (forsvarsminister). Efter først fra 1928 at have været i internt eksil blev han året efter forvist fra USSR Først boede han i Tyrkiet, Frankrig og Norge, siden fik han fast ophold i Mexico. Her blev han i 1940 myrdet af en sovjetisk agent udsendt af Stalin

 

d Arturo Toscanini, italiensk/amerikansk dirigent; efter studier ved konservatoriet i fødeyen Parma spillede Toscanini cello i forskellige orkestre således ved verdenspremieren af Verdis "Othello". Han lev dirigent, da han reddede en opførelse af "Aida" ved et gæstespil i Rio de Janeiro i 1887. Han var kunstnerisk chef ved La Scala-operaen i Milano 1898-1903, 1906-08 og derefter til 1915 ved Metropolitan Opera House, New York. Han vendte hjem til Milano, og hans virksomhed ved La Scala i årene 1919-28 etegnes som en glansperiode for operaen. Han var leder af New York Philharmonic Orchestra 1928-36 og det af ham selv skabte NBC Symphony Orchestra 1937-54, med hvilket han som noget nyt opførte store radiokoncerter. Toscanini tog offentligt afstand fra fascisme og nazisme. Han lev amerikansk statsborger 1939, men stadig knyttet til gæstespil i Bayreuth, Salzburg osv. (f 25/3 1867)

 

1977 d Leif Panduro, han blev uddannet som tandlæge, men levede fra 1965 som forfatter .I denne egenskab er han blevet betegnet som tv-mediets betydeligste danske forfatter, og at han med sine tretten sædeskildrende og underholdende tv-spil fra årene 1963-1977 blev velfærddanskernes yndlingsforfatter. Han debuterede med romanen "Av min guldtand" (1957), der efterfulgtes af en række romaner bl.a. "Rend mig i Traditionerne" (1958), Panduros gennembrudsroman, der gav ham ry som en kulturradikal, vred, ung mand. I sidstnævnte roman behandles bl.a. temaet: er vanviddet det normale eller omvendt, som også findes i romanen "Daniels anden Verden" (1970). I 1965 havde Panduro udsendt "Den gale Mand", der i 1966 blev fulgt af "Vejen til Jylland". Engageret satire, en ætsende humor og dybdeborende psyk. portrætter er karakteristisk for de fleste af Panduros værker, således også TV-spillene blandt hvilke er "En af Dagene" (1963), "Ka’ De li’ Østers?" (1967), "Farvel Thomas" (1968), "Rundt om Selma" (1971) og "Louises Hus" (1977). Blandt Panduros skue-spil er "Kufferten" (1962) og "Kannibaler i Kælderen" (1962. Foruden noveller har Panduro skrevet film-manuskripter til "Harry og Kammertjeneren" (1961), "Naboerne" (1966) m.fl. samt episoder til TV-serien "Huset på Christianshavn" (f 18/4 1923)

Til top        17. januar

395 d Theodosius den Store, romersk kejser 379-396; efter kejser Valens var faldet ved Adrianopel i 378 i krigen mod goterne, udnævnte Gratianus i 379 T til sin medkejser, og T blev kejser over Romerrigets østlige del. Ved anvendelse af magt og diplomati fik T bragt goterne til ro i Thrakien og Dacien i 382. Da T's medkejser Gratianus i 383 blev dræbt af oprøreren Maximus, besejrede T denne og lod ham dræbe. I Romerrigets vest-lige del indsatte han derefter Gratianus bror Valentianus II som sin medkejser. Da også Valentianus blev dræbt, rykkede T med sin hær ind i Italien og besejrede sine modstandere i 394; da T nu også blev kejser over rigets vestlige del, blev han Romerrigets sidste enekejser. Theodosius er gået over i historien som en fremragende administrator og feltherre; medvirkende til dette eftermæle har været hans holdning til kirken. T begunstigede især den ortodokse kirke over for arianerne; han lod i 380 den nikæiske-konstantinopolitanske bekendelse erklære enegyldig og forbød ved et edikt i 392 al hedensk gudstjeneste. T's sønner Arcadius og Honorius delte ved hans død riget mellem sig (f 11/1 347)

 

1325 d Esger Juul, ærkebiskop, biskop i Århus 1306-10; under Erik (6.) Menveds proces mod Jens Grand optrådte han ved retsforhandlingerne hjemme som kongens befuldmægtigede, og siden sendtes han til Rom for der at tale kongens sag. Efter at have været biskop i Århus blev han ærkebiskop. Det gode forhold til kongen understreges af, at kongen forstrakte ham med penge, da han skulle hente palliet i ++++VWien, hvor paven holdt koncilium. Det gode forhold mellem konge og ærkebiskop varede dog ikke ved. Kongen havde ventet i Esger Juul at finde et villigt redskab, og han synes på adskillige punkter at have søgt at komme bort fra de indrømmelser, han havde gjort ærke-stolen for at få ende på striden med Jens Grand. Efter kong Eriks død kom der et forlig med hans efterfølger Christoffer 2. i stand, og ærkebiskoppen kronede kongen og hans søn Erik. Forholdet mellem Christoffer og Esger Juul blev dog snart dårligt, bl.a. pga. vanskeligheder med at gennemføre forliget. Både kong Erik og kong Christoffer ville gerne have fat i ærkebispens fæstning, Hammershus og hans gods på Bornholm. Så striden mellem kongerne og ærkebispen var mere en kamp om øen i Østersøen og ærkebispens magtstilling i riget end en kirkepolitisk kamp (f kendes ikke)

 

1463 f Frederik 3., Frederik den Vise, kurfyrste af Sachsen; han arbejdede for konstitutionelle reformer af det tysk-romerske kejserdømme og ydede beskyttelse for Luther, da denne i 1521 blev lyst i band af kejseren. Efter at have efterfulgt sin far som kurfyrste allierede Frederik sig i 1486 med ærkebiskoppen af Henneberg for at gennemføre reformer vedrørende kejserriget; der var tale om reformer, der ville give den tyske adel mere magt og formindske kejserens. Efter selv at have afslået at blive kejser, arbejdede han ved kejservalget i 1519 aktivt for at sikre Karl 5. kejserkronen. Frederik udnævnte Luther og Philipp Melanchton til ansættelse ved universitetet i Wittenberg og afslog i 1520 at implementere en pavelig bulle mod Luther. Da det kejserlige band året efter ramte Luther, fik han logi og beskyttelse på Frederiks borg, Wartburg, og hvor han oversatte Biblen til tysk. Som mæcen for kunstnerne Albrecht Dürer og Lucas Cranach den Ældre og ven med humanisten Georg Spalatin opbyggede Frederik en større samling af religiøs kunst og religiøse relikter. I 1502 grundlagde Frederik universitetet i Wittenberg (d 5/5 1525)

 

1468 d George Kastrioti Skanderberg, Albaniens nationalhelt; som søn af en albansk fyrste blev Skanderberg givet som gidsel til den tyrkiske sultan ved hvis hof, han voksede op. Han blev uddannet i Edirne og gik over til islam. Efter det tyrkiske nederlag ved Nis (1443) forlod Skanderberg tyrkisk tjeneste; han tilsluttede sig sine albanske landsmænd i kampen mod islams styrker. Han konverterede til Kristendom og gjorde krav på sine fædrene godser. I 1444 organiserede han en liga af albanske fyrster over hvis tropper, han blev overst-kommanderende. I årene 1444-66 tilbageslog han med sine styrker 13 tyrkiske invasioner. Hans succesfulde modstand mod den tyrkiske sultans styrker betød, at Skanderberg fik heltestatus i hele den vestlige verden. I årenes løb modtog han nogen hjælp fra Napoli, Venezia og Pavestaten. Af pave Calixtus 3. blev Skanderberg udnævnt til general ved Den hellige Stol. Indtil sin død fortsatte Skanderberg med at besejre tyrkiske invasions-hære. Få år efter hans død erobrede tyrkerne hans borg ved Krujë (1478), og snart var hele Albanien underlagt tyrkisk styre (f 1405)

 

f Leonhard Fuchs, tysk læge og botaniker, der regnes blandt botanikkens fædre. Hans botaniske hovedværk "Historia Stirpium" (1542) betegnes som en milepæl i naturhistoriens udvikling på gr. af dets velorganiserede fremstilling, illustrationerners og beskrivelsernes nøjagtighed. I værket beskrev han omkr. 500 alfabetisk ordnede plantearter og gjorde de første forsøg på at skabe et botanisk nomenklatur. I F’s barn- og ungdom gav katolske lærere ham en fremragende humanistisk uddannelse. Men han konverterede til protestantisme, studerede medicin og blev 1524 dr med. I 1535 blev han professor i Tübingen. Som læge interesserede F sig meget for planters lægende egenskaber; han udgav en "Kräuterbuch", en fremstilling af de ham bekendte planter samt deres medicinske egenskaber. Dette hans værk var beregnet som en håndbog for plantesamlere. For hver plante beskrev han dens udseende, voksested og hvornår på året, den kunne plukkes. Panten Fuchsia er opkaldt efter Leonhard Fuchs (d 10/5 1566)

 

1560 f Caspard Bauhin, svejtsisk læge, botaniker og anatom, som introducerede et videnskabeligt, binominalt system til klacificering af såvel anatomi og botanik. Det meste af sin karriere var han tilknyttet Basel universitet, hvor han blev professor i græsk (1582), i anatomi, botanik (1588) og medicin (1614). Som anatom beskrev han i 1579 den bauhinske klap mellem tyndtarm og tyktarm. 1605 kom hans "Theatrum anatonicum" (En beskrivelse af menneskets legeme), der betragtes som den hidtil bedste og mest omfattende anatomiske tekst. I værket erstattede han den hidtil anvendte og uklare praksis med at nummerere muskler, årer og nerver med et system, hvor de enkelte dele havde navn efter deres mest karakteriske træk. Bauhin udgav i 1589 "Phytopinax" en af de første systematiske fortegnelser over ca 2500 plantearter. I 1623 kom hans"Pinax theatri botanici", den berømteste blandt de tidlige forsøg på at navngive og katalogisere alle kendte plantearter. Bauhin katalogiserede og beskrev kort ca 6000 plantearter og introducerede praksisen med inddele planterne efter deres art og køn (d 5/12 1624)

 

f Pedro Calderón de la Barca, spansk dramatiker; i 1623 fik han i Madrid opført sit første stykke, og fra ca 1630 opfattedes han som Spaniens førende dramatiker og som den største af modreformationens. I et langt liv skrev han ca 120 skuespil og 80 religiøse festspil. Han blev tidligt knyttet til det spanske hof, og fra 1648 var han eneforfatter til Madrids pompøse festspil. Blandt hans arbejder er både intrigespil, skuespil med emner fra historien, mytologien, fra ridderromaner osv. Der hvor C’s geni siges at vise sig klarest, er i hans religiøse, filosofiske og allegoriske dramaer. Inden for en katolsk og skolastisk ramme behandler han problemet om den moralske frihed. I hans værk viser denne sig ikke at ligge i selvhævdelse eller i jagen efter nydelse, men i afkald på selviske mål, og at underkaste sig naturlovenes kosmiske ordning, som er Guds vilje. Ved at vise den jordiske virkeligheds flygtighed og tomhed vil C bygge individets menneskeværd og integritet på erkendelse og acceptering af døden. Efter sin præstevielse i 1651 skrev han kun for Madrids bystyre og for hofteatret. Fra 1663 til sin død var han slotskapellan i Madrid og kongens æreskapellan. Om C er det blevet sagt, at hans store ry i hjemlandet især skyldes, at hans skuespil er et så levende udtryk for de spanske idealer, det vidtdrevne æresbegreb, ridderligheden, loyaliteten samt den stærke katolicisme (d 25/5 1681)

 

1601 d Christoffer Valkendorff, rigshofmester; efter en grundig uddannelse hjemme hos moderen på Glorup kom han i 1551 i kongens (Christian 3.)tjeneste; han blev dennes sekretær og udnævntes i 1556 til lensmand i Bergen. Her havde hanseatiske købmænd i århundreder haft et "kontor", som de søgte at holde uden for de danske embeds-mænds myndighed. Nu tvang V dem til at anerkende de dansk-norske love. 1571-73 var han lensmand på Got-land, hvor han gennemførte en tiltrængt reorganisation af kirke- og skatteforholdene. Efter en kort periode som lensmand i Island ophørte hans omflakkende liv i rigets grænseegne nytår 1574. Da fik han en tilsyneladende beskeden stilling i den centrale administration som rentemester. Men det lykkedes ham bl.a. ved sin enorme arbejdskraft at gøre sig næsten uundværlig for kongen og sikre sig en magtfuld position i statsstyrelsens midtpunkt som rigernes faktiske finansminister. Da Frederik 2. efter Peter Oxes død i 1575 ikke udnævnte nogen ny rigshofmester, lykkedes det V at skaffe sig en del af dennes hverv: han udnævntes flere gange til statholder i København og blev Bremerholms og flådens øverste chef. Han tog sig ivrigt af hovedstadens opkomst. Han forbedrede dens forsvarsværker og stod bag opførelsen af en række smukke bygninger Efter Frederik 2.s død (1588)var V i en periode medlem af formynderregeringen, mens Christian 4. var mindreårig. 1596 kronedes V’s lange karriere i kongens tjeneste, han blev af Christian 4. udnævnt til rigets højeste post, rigshofmesterembedet, der havde stået ubesat siden 1575. Sin gård i Sct. Pedersstræde i København indrettede han 1595 til det endnu eksisterende Valkendorffs kollegium (f aug 1525)

 

f Guarino Guarini, italiensk arkitekt, præst, matematiker og filosof; han var i Rom i årene 1639-47, da arkitekten Borromini var mest aktiv. Som udøvende arkitekt havde Guarini sit væsentligste virke i og omkring Torino, med kronen og hoffet i Piemonte som arbejdsgiver. I Torino byggede han – eller udarbejdede tegninger til – mindst seks kirker og kapeller, fem paladser og en byport. Endvidere udgav han seks bøger, to om arkitektur og fire om matematik og astronomi. Guarini var teatinermunk, og hans sakrale arkitektur, f.eks. Santo Sudario-kapellet, som blev bygget til domkirken 1657-94, og San Lorenzo-kirken (1866-87) - begge i Torino - bærer tydelig præg af Borrominis mest barokke løsning af lignende opgaver. Guarinis vigtigste profane bygning er Palazzo Carignano i Torino (færdig ca 1680), som med sin kurvede facade, sin pompøse dobbelttrappe ved indgangs-partiet betegnes som det fornemste eksempel på et bypalads i Italien i anden halvdel af 1600-tallet. Både gennem sine bygningsværker og sine skrifter om arkitektur - vigtigst er "Architettura Civile" (udgivet posthumt 1737) - var Guarini en af de vigtigste impulsgivere til senbarokkens arkitektur i Centraleuropa og i Norditalien (d 6/3 1683)

 

 

f Benjamin Franklin, amerikansk opfinder og diplomat; han kom i 1718 i bogtrykkerlære; i 1724 rejste han til London og blev uddannet som typograf samtidig med, han ivrigt studerede fysik. Atter hjemme i staterne nedsatte Franklin sig 1728 som bogtrykker i Philadelphia og arbejdede engergisk på at udbrede folkeoplysning. Han købte avisen Philadelphia Gazette, der snart blev en af koloniernes bedste aviser. Han stod desuden for trykning af Philadelphias pengesedler og den meget udbredte Poor Richard’s Almanack (1732-57). Franklin gjorde sig til velgører for sin hjemby. 1731 oprettede han et lånebibliotek, et brandvæsen, en politistyrke og et akademi, som senere blev til Philadelphia University. Hans fortsatte fysiske studier og eksperimenter førte til, at han ved hjælp af sin drage påviste, at lynet er en elektrisk gnist og til hans opfindelse af lynaflederen. I 1751 blev Franklin indvalgt i Pennsylvanias lovgivende for-samling og rejste 1756 til England som udsending for den og andre kolonier; i England talte han varmt for begrænsning i koloniernes skattebetaling. Franklin fik ikke noget ud af sin mission, han pådrog sig regeringens uvilje. Efter hjemkomsten og valget til forbundsforsam-lingen i Philadelphia deltog han i femmandsudvalget, som forfattede uafhængighedserklæringen af 4. juli 1776. Var derefter udsending i Paris, hvor han blev meget populær hos både folket og hoffet, og det lykkedes ham at etablere en økonomisk og forsvarsmæssig alliance mellem USA og Frankrig. I 1787 var han medlem konventet i Philadelphia, som udarbejdede unionsforfatningen; i sine sidste år arbejdede han ivrigt for negerslaveriets ophævelse (d 17/4 1790)

 

d Sophie Amalie Moth, maitresse (Christian 5.); kom som 16 årig i forbindelse med kongen og blev snart hans elskerinde. Hendes stilling som kongens officielt anerkendte maitresse blev først slået fast efter Griffenfelds fald, da kongen i december 1677 ophøjede hende til grevinde af Samsø; ved et åbent brev af 1.januar 1678 erklærede kongen desuden sine børn med hende for sine legitime børn med slægtsnavnet Gyldenløve. Moth synes

at have været temmelig ubetydelig og har vist heller ikke haft nogen som helst politisk betydning. Efter Christian 5.’s død levede Moth et meget tilbagetrukket tilværelse på godset Jomfruens Egede, efter sigende opfyldt af dyb anger over sit tidligere liv (f 28/3 1654)

 

Struensee styrtes. Modstanden mod Struensee havde eksisteret hele tiden. I efteråret 1771 tog den fast form. Den direkte baggrund var dels upopulære nedskæringer i hærens styrke dels rygter om, at Struensee og dronning Caroline Mathilde planlagde at rydde kongen af vejen og selv tage magten. Utilfredse officerer til-rettelagde et kup og ved at inddrage enkedronning Juliane Marie og kongens (Christian 7.) halvbror arveprins Frederik kastede de et skær af legalitet over kuppet. Paladsrevolutionen fandt sted efter et maskebal på Christiansborg Slot den 16. januar. Kort efter midnat indfandt enkedronningen sig i kongens sovegemak, hvor hun pressede sin skrækslagne stedsøn til at underskrive de allerede renskrevne arrestordrer. I de tidlige morgentimer blev dronningen og Struensee og flere af deres tilhængere arresteret. Dronningen blev i hast ført til Kronborg de øvrige til Kastellet, hvor Struensee blev lagt i lænker

 

Slaget ved Cowpens, udkæmpes i det nordlige South Carolina under Amerikanske Uafhængighedskrig mellem amerikanske styrker under kommando oberst Daniel Morgan og britiske tropper ført af oberst Banastre Tarleton. Da general Nathanael Greene overtog kommandoen over de amerikanske tropper i sydstaterne, hvor briterne ført af Lord Cornwallis havde betydelig fremgang, var han indstillet på at tage offensiven. For at kunne angribe Cornwallis flanker delte han sin hær. Et detachement blev sendt mod sydøst et andet mod sydvest. Fra Charlotte, North Carolina marcherede Morgan med en styrke ca. 1690 mand mod sydvest og nåede juledag 1780 floden Pacolet, hvor han slog lejr. Cornwallis sendte Tarleton med ca 1040 mand frem for at angribe Morgan. Denne indtog en stilling tæt ved Hannah’s Cowpens mellem floden Pacolet og Thickety Creek. Han placerede hovedstyrken på to høje. Foran dem deployerede han en linje bestående af 300 riffelskytter og en linje bestående af militsfolk. Den 17. januar om morgenen angreb Tarleton. Med svære tab pressede han de to linjer tilbage. Da militsfolkene trak sig tilbage ad en allerede arrangeret retrætevej, fornemmede briterne sejr; de angreb linjen foran den ene høj, men blev jaget på flugt.Tarleton slap væk, men mindst 600 af hans mænd blev dræbt, såret eller taget til fange. Med små tab havde Morgan vundet en vigtig sejr. Briternes krigsførelse i Syden var blevet alvorligt skadet. En del af slagmarken blev senere indrettet som Cowpens National Battlefield Site

 

 

1820 f Anne Brontë, (pseudonym Acton Bell) engelsk forfatter; hun var som sine søstre, Charlotte og Emily, guvernante. Sine erhvervserfaringer blev grundlaget for guvernanteromanen "Agnes Grey", der udkom som bind 3 efter Emilys "Wuthering Heights". Ægteskabsromanen "The Tenant of Wildfell Hall" (1848) fortæller på baggrund af broderens skæbne om en families opløsning på grund af mandens udsvævelser; realismen i beskrivelsen af udsvævelserne skaffede romanen en skandalesucces, men forfatterholdningen er moralsk (d 20/5 1849)

 

1856 f Otto Benzon, forfatter og medicinalfabrikant; sammen med sin bror overtog han i 1884 faderens farmaceutiske virksomhed; samme år slog han igennem som dramatiker med "En Skandale", der vittigt satiriserer over det højere københavnske borgerskabs forlorne moral. I en lang række énaktere og større lystspil, f.eks. "Sportsmænd" (1891) står B i gæld til 1870'ernes radikale samfundsdebat inspireret af Georg Brandes, til hvis ære han oprettede et forfatterlegat (d 16/5 1927)

 

 

1863 f David Lloyd George, britisk liberal politiker; 1890 blev han medlem af Underhuset for Caernavon i N-Wales; 1905-08 var han handelsminister. 1908 blev han finansminister (til 1915). Sit første budget, som han efter en heftig debat fik vedtaget i 1909, var præget af en stærk social radikalisme. Da budgettet herefter blev forkastet i Overhuset, førte Lloyd George an i den forfatningskamp, som i 1911 endte med en indskrænkning i Overhusets vetoret; herefter fik han gennemført omfattende socialreformer. Som ammunitionsminister 1915-16 fik han gennemført en omfattende reorganisering af Storbritanniens krigsindsats. Som premierminister 1916-22 i en koalitionsregering af liberale og konservative var han en drivende kraft i vestmagternes krigsførelse. Under fredsforhandlingerne søgte han at mægle mellem den franske regeringsleder Clemenceau og den amerikanske præsident Wilson. Lloyd Georges ledelse af britisk politik i de første år efter krigen vakte voksende kritik; og efter hans indrømmelser til irerne i 1921, der førte til oprettelse af Den irske Fristat, og hans stillingtagen for grækerne i deres kamp mod tyrkerne i 1922, voksede uviljen mod ham i konservative kredse, og han blev tvunget til at gå af. Som partileder fra 1925 var hans indflydelse ringe; i 1931 dannede han Independent Liberal Party, som dog kun opnåede minimal repræsentation i Underhuset. I årene 1933-36 kom hans "War Memoirs" og i 1938 "The Truth About the Peace Treaties". To måneder før sin død blev han adlet som Earl Lloyd George of Dwyfor (d 26/3 1945)

 

1871 f David Beatty, engelsk admiral; begyndte sin tjeneste i flåden som 13-årig kadet om bord på træningsskibet "Britannia". Efter at have udmærket sig under boxeropstanden i Kina i 1900 blev han allerede som 29-årigudnævnt til kaptajn, og i 1911 blev han kontreadmiral; i 1914 ved 1. Verdenskrigs udbrud viceadmiral og chef for slagkrydserne. I 1914 besejrede han de tyske flådeenheder i slaget ved Helgoland og året efter de tyske slagkrydsere på Doggerbanke. I Jyllandsslaget 1916 var hans eskadre engageret fra kampens begyndelse og led svære tab. Samme år blev B øverstkommanderende for Grand Fleet, og i 1918 modtog han den tyske højsøflådes kapitulation. B blev adlet i 1919 og udnævnt til First Sea Lord. En post, han beklædte, til han trak sig tilbage i 1927 (d 11/3 1936)

 

1876 f Morten Korch, forfatter; som 14 årig kom han i lære i en købmandsgård i Nyborg. I 1898 blev han medinteressent i Wilh. Løngreens fabrik i Odense. Hvorefter han i årene 1903-08 var han selvstændig grossist. I de flg år ejede han Hakkemose Teglværk og Keramik fabrik på Sjælland. Fra 1916 levede Korch som forfatter og foredragsholder. Han debuterede 1898 med en samling fynske fortællinger "Fyensk Humør og Fynbosnak". Den præcise miljøopfattelse og lunefulde forståelse af fynske folketyper har gjort disse værker til nogle af hans bedste ting. Sit publikum vandt han dog som romanforfatter, den første "Guldglasuren" udkom 1912, og i årene herefter udsendte han en strøm af romaner, skuespil og novellesamlinger, der i det væsentligste foregår på det idylliske fynske land – i øens købmandsgårde og provinsbyer, dens slægtsgårde, landsbyer og blandt snurrige småkårsfolk I sine romaner gav Morten Korch ofte en sterotyp skildring af den renhjertede helts kamp for at vinde slægtens besiddelser tilbage, efter de er blevet overtaget af banker og kreditforeninger. Hans forfatterskabs store popu-laritet med romaner som "Flintesønnerne" (1917), "Det gamle Guld" (1923)og "De røde Heste" (1943)gav ham betegnelsen "Danmarks mest læste forfatter". Korchs folkelige yndest fik et opsving efter 2. Verd.krig, da man i 1950 filmatiserede "De røde Heste". I årene frem til 1976 blev der indspillet yderligere 18 Morten Korch-film, der for publikum blev indbegrebet af dansk hygge og stemning, og hvor biografgængerne strømmede til i tusindvis (d 8/10 1954)

 

 

f Hartvig Frisch, filolog, forfatter, socialdemokratisk folketingsmedlem og minister; 1917 blev han cand mag med latin som hovedfag og græsk som bifag. Frisch var derefter i en årrække gymnasielærer og 1938-1941 faginspektør i oldtidskundskab og græsk. I 1926 blev han valgt til Folketinget i Maribokredsen for Socialdemo-kratiet. I 1935 blev han sit partis gruppeformand og ordfører, og der fulgte nu fem år, hvor Frisch var blandt de toneangivende i dansk politik. I 1930'erne havde Frisch rettet stærke angreb på nazismen f.eks. i "Pest over Europa" (1933), og under besættelsen hørte han blandt de hårdest angrebne fra nazistisk hold og blev tidligt tvunget til at afholde sig fra deltagelse i udadvendt politisk virksomhed. Han skiftede da over og blev viden-skabsmand. Som forfatter havde han allerede i 1928 slået sit navn fast med "Europas Kulturhistorie I-II". I årene 1941-47 var han professor i klassisk filologi ved Københavns universitet. I 1942 udkom hans "Ciceros Kamp for Republiken" og i 1944 "Magt og Ret i Oldtiden". Samtidig med han stod på Brøndum-bandens mordliste, kom han i et stærkt modsætningsforhold til modstandsbevægelsen. I november 1943 rettede han et kraftigt angreb på en sabotage mod en storbæltsfærge, der bragte flere hundrede danskeres liv i fare. Bedre blev det ikke, da han i 1945 først kritiserede retsopgøret og dernæst angreb modstandsbevægelsen for de gennemførte stikkerlikvideringer. Kritikken mod Friscj var hård, hvilket uden tvivl medvirkede til, at han ikke opnåede valg i oktoer 1945; da en anden partifælle derefter trak sig tilbage, rykkede Frisch på ny ind i tinget. Partiet brugte ham i de næste par år i det internationale samarbejde, og i 1947 blev han undervisningsminister. I Frischs tid som minister, der kun blev to år, gennemførtes retskrivningsreformen af 1948, der afskaffede for-merne skulde, kunde og vilde, de store bogstaver i substantiver samt indførte å i stedet for aa (d 11/2 1950)

 

1893 d Rutherford B. Hayes, USA’s præsident 1877-81; i årtiet forud for Borgerkrigen var H en succesfuld advokat i Cincinnati. Efter deltagelse i Borgerkrigen tilsluttede han sig det Republikanske parti og var medlem af Kongressen (1865-67) og guvernør i Ohio i årene 1868-76. Ved republikanernes partikonvent i 1876 var han sin hjemstats kandidat, og han vandt såvel nomineringen som det følgende præsidentvalg. I sin præsidentperiode arbejdede han for udsoning med sydstaterne. Han afsluttede den militære besættelse af sydstaterne og lovede, at valgene i sydstaterne for fremtiden kunne finde sted uden indblanding fra regeringen i Washington. Det betød, at de hvide Demoktrater atter fik den politiske magt i sydstaterne. Endvidere sørgede han for bevillinger til genopbygningen i sydstaterne, ligesom han udnævnte sydstatsfolk til regeringsembedsmænd. I hans tid som præsident var alkoholiske drikke forbudt i Det Hvide Hus; det skyldtes ikke mindst præsidentfruens indsats, og hun fik da også tilnavnet "Lemonade Lucy". Eftersom han ved sin tiltræden havde bekendtgjort, at han kun ville sidde en valgperiode, stillede Hayes ikke op ved præsidentvalget i 1880 (f 4/10 1822)

 

1899 f Nevil Shute, britisk forfatter og aeronautisk ingeniør; efter at have gjort militærtjeneste i Frankrig under 1. Verd.krig tog han i 1922 eksamen fra Balliol College i Oxford og uddannede sig derefter til flyingeniør. Han deltog i konstruktionen og bygningen af flyet R100, med hvilket han i 1930 som chefingeniør deltog i en rundtur mellem England og Cannada. For at hellige sig et liv som forfatter sagde S i 1938 farvel til flyindustrien. Under 2. Verd.krig deltog S som oberstløjtnant i Royal Air Force i udviklingen af en række nye våben. I 1950 slog S sig ned i Australien; her boede han til sin død. Debuterende i 1926 med "Marazan" skrev S mere end tyve romaner; de blev særdeles populære og er præget af enkel, varm medmenneskelighed. I "What Happened to the " fra 1939 forudskikkede S, hvad en ganske almindelig britisk familie ville blive udsat for ved krigens luftbombardementer. Såvel "Pied Piper" (1942) som "On the Beach" (1957) blev filmatiseret. Sidstnævnte med Gregory Peck og Ava Gardner i hovedrollerne fortæller menneskehedens sidste dage, efter den har udkæmpet en verdensomfattende krig med anvendelse af atom- og brintbomber (d 12/1 1960)

 

f Al Capone, amerikansk gangster og spritsmugler; han begyndte sin karriere som gorilla i Johnny Torrios bande i Brooklyn, New York. Da Torrio i 1924 flyttede til Chicago, tog han Capone med, og året efter overdrog Torrio sit imperium, forstaden Cicero til Capone. Ved en kombination af vold og politisk korruption udvidede Capone sit magtimperium, så det på sit højeste omfattede ca en fjerdedel af selve Chicago, foruden Cicero og andre forstæder. I forbudstiden (1920-33) forsynede Capone sit territorium med ulovlig spiritus, hvilket i de første år sikrede ham en vis popularitet, ligesom hans ekstravagante stil gjorde ham til pressens yndling. Hans spiritus-smugling havde en årlig omsætning på 60 mio dollars, hvilket bl.a. kunne aflønne en privat hær på henved 1000 mand. Af andre vigtige indtægskilder havde Capone narkotikahandel, bordeller og hasardspil. Capone anses for at være ansvarlig for 400-500 mord, men han nød politisk beskyttelse og blev først i 1931 idømt bøder og 11 års fængsel for skattesvig. Han blev løsladt fra Alcatrazfængslet i 1939 pga. svigtende helbred forårsaget af et sent stadium af syfilis (d 25/1 1947)

 

 

d Francis Galton, britisk arvelighedsforsker; han fik sin uddannelse ved universitetet i Cambridge, og hans første videnskabelige interesse var geografi og meteorologi. I årene 1850-51 foretog han en mere end 2000 km lang rejse i Sydvest-Afrika; dertil kom senere andre rejser. For sine afrikanske opdagelser modtog han i 1853 Royal Geographical Society's guldmedalje. Men efter offentliggørelsen af hans fætter Charles Darwins "On the Origin of Species" i 1859, blev Galton fascineret af de problemer, der var i forbindelse med den menneskelige races udvikling. Arvelighedslære var dengang noget ukendt. Med sin indsats blev Galton derfor en af de første, der opdyrkede dette felt. Ved brug af bl.a. statistik påviste han mange facts vedrørende arvegangen af men-neskelige karakteristika såvel fysike som mentale. Det skete i værker som "Hereditary Genius" (1869) og "Natural Inheritance" (1889). Under sit arbejde udviklede han mange af de statistiske metoder, som endnu bruges f.eks. normalfordelingskurven. I de nævnte værker var Galton den første, der på videnskabelig måde udforskede forholdet mellem arv og miljø. Det var hans overbevisning, at mentale egenskaber nedarves på samme måde som fysiske. Endvidere var han overbevist om, at alle mentale evner kunne og skulle beskrives kvantitativt på linje med fysiske. Også på dette område anvendte han statistiske metoder, og som den første anvendte han tests og spørgeskemaer. Galton opdagede menneskets individuelle fingeraftryks betydning i politiarbejde. Til fortolkning af data vedrørende de mere end 9000 personer, han havde undersøgt i sit antropometriske laboratorium, opfandt han nye statistiske metoder - kulminerende i hans korrelationskoeficient måske hans største videnskabelige bedrift. Det var Galtons opfattelse, at arv spillede en større rolle end miljø, og hvis man fuldt ud kendte arvelighedens love, ville man ved arrangerede ægteskaber kunne skabe en race af velbegavede mennesker og undgå degeneration. Det var i værket "Hereditary Genius", Francis Galton fremsatte disse tanker (f 16/2 1822)

 

Scott og hans mænd (Bowers og Wilson) når Sydpolen. Men kun for at opdage, at de var kommet for sent. Allerede den 17. december 1911 havde den norske ekspedition med Roald Amundsen som leder nået Sydpolen. På tilbageturen omkom Scott og hans mænd. Der er alm. enighed om, at grunden til Scotts fiasko i al væsentlig skyldtes, at ekspeditionens medlemmer ikke som nordnændene brugte ski, og at de selv skulle trække slæderne med udstyr og proviant, og ikke som Amundsen anvendte hunde som trækdyr

 

 

1919 f Elsa Gress, forfatter, mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1944, to år tidligere havde hun fået universitetes guldmedalje for afhandlingen "Engelsk æstetisk kritik fra 1680 til 1725". Som forfatter debu-terede hun i 1945 med essaybindet "Strejftog", i 1947 kom romanen "Mellemspil". Et studieophold i USA i 1952 gjorde hende til formidler af amerikansk kultur. Om hendes romaner er der blevet sagt, at de ofte har selv-biografisk baggrund: den ironisk-følsomme kærlighedsroman "Jorden er ingen stjerne" (1956) fra den kolde krigs USA, kunstnerportrættet "Salamander" (1976) og essayromanen "Simurghen" (1986) om venskab og alderdom. Mødet med den amerikanske La Mama-trup inspirerede dramatiske arbejder som tv-forestillingen "Den sårede Filoktet" (1974). I 1956 blev Elsa Gress gift med den amerikanske maler Clifford Wright. I 1959 slog de med deres to sønner sig ned i en nedlagt skole i Åsø ved Glumsø, der blev indrettet til et center for kunst og kultur under navnet Decenter. Gress var ofte kritisk over for mange strømninger i det danske samfund. Såled-es udgav hun i 1964 debatbogen "Det uopdagede køn", der kritiserede det mandsdominerede. Hun var imidlertid i oppo-sition til store dele af den i 1970’erne fremherskende venstrefløjsfeminisme. Som kun den tredje kvinde nogensinde blev Elsa Gress i 1975 optaget som medlem i Det Danske Akademi (d 18/7 1988)

 

d Olav 5. norsk konge 1957-1991; søn af kong Haakon 7. og dronning Maud; 1929 gift med prinsesse Märtha af Sverige; konge fra 1957 til sin død (f 2/7 1903)

 

 

 

 

Til top        18. januar

I England forenes slægterne Lancaster og York ved brylluppet mellem kong Henrik VII og Elizabeth, ældste datter af Edward IV

 

1547 d Pietro Bembo, veneziansk kardinal, som i Renæssancen skrev en af de tidligste italienske grammatikker og som var aktiv i skabelsen af italiensk som et litterært sprog. Efter en grundig uddannelse hjemme i Venezia blev han i 1513 pave Leo 10.’s sekretær. Ved Leos død (1521) forlod han Rom og slog sig ned i Padova. I 1529 blev han Venezias historiograf og blev kort tid efter desuden udnævnt til bibliotekar ved Markuskirken. Da han i 1529 blev kardinal vendte han tilbage til Rom, hvor han studerede teologi og den klassiske oldtids historie. B skrev fornem lyrisk poesi på latin, da han begyndte at skrive sin poesi på italiensk med Petrarcha som forbillede. Hans måde at efterligne Petrarcha på fik stor betydning og blev kendt som bembismo. En samlet udgave af hans italienske digte udkom i 1530 med titlen Rime. Andre arbejder på italiensk er "Gli Asolani" (1505) dialoger om platonisk kærlighed; et arbejde der fik betydning for forfattere som Ariosto, Castiglione og Tassa; dertil kom en Venezias historie og "Prose della volgar lingua" (1525, Diskussion om modersmålet). I værket kodificerede B italiensk ortografi og grammatik; hvilket var af betydning for skabelsen for et standard italiensk, der efter B’s opfattelse skulle have 1300-tallets toscansk som forbillede. Hans synspunkt, som mødte modstand hos dem, der ville have latin og moderne italiensk som forbillede, triumferede ved udgangen af 1500-tallet (f 20/5 1470)

 

1585 d Margrete af Østrig, hertuginde af Parma, Habsburgsk regentinde i Nederlandene 1559-67; M var illegitim datter af den tysk romerske kejser Karl V; af sin halvbror Philip 2. af Spanien blev hun 1559 udnævnt til statholder (regentinde) i de habsburgske Nederlande. Her var modstanden mod det spanske styre stor og stadig voksende på gr. af tilstedeværelsen af spanske tropper og især på gr. af de katolske spanierers forfølgelse af de nederlandske kalvinister. M havde dog ikke større succes med sin politik, og da Philip II i 1566 sendte hertugen af Alba i spidsen for en spansk hær til området for at stoppe urolighederne, førte det til åben opstand. Albas overtagelse af magten i Nederlandene fik M til at nedlægge sit embede. Da hendes søn af andet ægteskab (med Ottavio Farnese) Alessandro Farnese i 1580 blev spansk øverstkommanderende i Nederlandene, betroede Philip II M den civile administration. Men da Alessandro også overtog denne, forlod M for stedse Nederlandene; resten af livet boede hun i Italien (f 1522)

 

1589 d henrettet Mogens Heinesen, skipper og fribytter; fik 1579 af Frdr II for sig og med redere i Bergen eneret på besejling af Færøerne samt tilladelse til at udruste sit skib på orlogsvis for at bekæmpe sørøvere og ulovlig sejlads til Rusland nord om Norge mod, at halvdelen af byttet tilfaldt kongen. I de flg år udfoldede H stor aktivitet, som også omfattede, at han selv drev sørøveri. Da han i 1581 kom til Kbhvn for at aflægge regnskab, fik han af rigshofmester Christoffer Valkendorf frataget sin eneret. Men H forstod, at omstemme kongen og voksede yderlige i gunst, da han tilbød at opsøge Grønland for egen bekostning. Denne rejse blev dog ikke til noget. Der blev til stadighed samlet materiale mod Heinesen. I 1585 klagede den engelske regering over, at H havde taget et engelsk skib ved den engelske kyst. Da Frdr. II døde (1588) blev H’s fjender farligere. Han blev pågrebet i Bergen og ført i lænker til København, hvor der blev rejst anklage mod ham for en række forbrydelser og ved rådstuedom af 16. jan 1589 dømtes han fra livet. Efter henrettelsen blev der snart rejst sag mod rigshofmesteren, fordi der ikke havde været levnet H til til appel. Sagen endte 6/8 1590 med forlig; dommen over H erklæredes for død og magtesløs; rigshofmesteren skulle betale 3000 rdl. til skadevolderne, og H’s enke fik ret til at begrave sin mands lig, hvor hun ville (f 4/3 1545)

 

d Jan van Rieebeck, embedsmand i Det hollandsk Østindiske Kompagni og grundlægger af Kapkolonien; Rieebeck indtrådte i kompagniets tjeneste som skibslæge i april 1639 og sejlede samme måned til Batavia. Han gjorde hurtigt karriere i kompagniet og blev i 1643 sendt til Japan; 1645 overtog han ledelsen af den hollandske handelsstation i Tonkin. Efter at være vendt tilbage til Batavia, vendte han året efter tilbage til Holland. Her afskedigede kompagniet ham, fordi han som ansat i kompagniet havde drevet privat handel. Rieebeck havde tidligere gjort kompagniet opmærksom på fordelene ved at anlægge en forsyningshavn ved Sydafrikas kyst for de skibe, der besejlede Indien. Rieebeck blev sat i spidsen for ekspeditionen, som nåede frem til Sydafrika 6. april 1652. Der blev straks bygget et fort, og begyndelsen på europæisk bosættelse i Sydafrika var gjort. Omkring fortet voksede byen Cape Town op. Da R i 1662 forlod Kapkolonien, blomstrede den og opfyldte sin mission som forsyningshavn. R vendte tilbage til Batavis, hvor han døde (f 21/4 1619)

 

f Charles-Louis Montesquieu, fransk forfatter og filosof; han tilhørte godsejer- og embedsaristokratiet; forfædrene havde i flere generationer været dommere. Montesquieu studerede jura og blev 1711 dommer i Bordeaux. I 1716 arvede han posten som formand for Bordeauxparlamentet og blev samtidig medlem af Videnskabernes Selskab. Dommerembedet interesserede ham kun lidt. Derimod studerede han fortsat historie, statslære og naturvidenskab. I 1726 solgte han dommerembedet for som privatmand helt at hellige sig studier og forfatterskab. Han blev berømt i både Frankrig og i udlandet med sit første litterære arbejde "Lettres persanes" fra 1721, en åndfuld og vittig satire over alle mulige franske samfundsforhold. I årene 1728-31 var han på en stor rejse i Tyskland, Østrig, Italien, Svejts, Holland og England. Overalt satte han sig grundigt ind i samfundsforhold og i politik og blev særlig fængslet af, hvad han så i England. I 1734 kom hans "Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence"(Årsagerne til romernes storhed og fald). Montesquieu så grunden til romerrigets fald i moralske og sociale forhold. Med værkets positive behandling af republikken og dets kritik af kejserdømmet er det præget af den forestillingskreds, som kom til udtryk i det store værk "Esprit des lois" (Lovenes ånd)fra 1748. I dette værk giver Montesquieu sin berømte skildring af Englands forfatning og formulerer en konstitutionel magtfordelingsteori. Montesquieu beundrede det engelske monarki, men gjorde opmærksom på, at der altid var fare for, at et monarki kunne udarte til despoti. Det kunne forhindres, hvis statsmagten blev delt i en lovgivende, en udøvende og en dømmende funktion, og man sørgede for, at disse funktioner ikke lå i hænderne på de samme personer, men forblev uafhængige af hinanden og fremfor alt befandt sig i indbyrdes ligevægt. Montesquieus magtfordelingslære har øvet indflydelse på de fleste moderne, demokratiske forfatninger herunder også den danske grundlov (d 10/2 1755)

 

1701 Frederik 1. - Preussens første konge - kroner sig selv i Köningsberg. Fra første færd som kurfyrste af Preussen (fra 1688) forfulgte F det politiske mål, at ombytte sin kurfyrsteværdighed med kongekronen. Han tilrettelagde da sit lands politik efter den tyske kejsers ønsker. Ved den såkaldte krontraktat af 16. novbr. 1700 tildelte kejseren ham kongeværdigheden. Til gengæld lovede han kejseren hjælp i Den spanske Arvefølgekrig og bandt sig i flere henseender til Østrigs politik

 

På sin tredje og sidste rejse opdager James Cook Sandwich-øerne (Hawaii-øerne). Cook foretog sin tredje rejse i årene 1776-79 denne gang med skibene "Resolution" og "Discovery. Efter opdagelsen af talrige øer i Stillehavet, deriblandt Hawaii-øerne, udforskede C Nordamerikas hidtil ukendte nordvestkyst. Cook fastslog med sikkerhed, at den længe eftersøgte Nordvestpassage mellem Stillehavet og Atlanterhavet ikke eksisterede; han trængte gennem Beringsstrædet mod NV, men standset af is sejlede han tilbage til Hawaii. Her blev C dræbt under et sammenstød med indfødte - 14. februar 1779

 

1808 f Vilhelmine Marie, dansk prinsesse; datter af Frederik VI og Marie af Hessen-Kassel, 1828 gift med prins Frederik (den senere Frd. 7.). Hendes giftermål med Frederik vakte glæde, fordi der derved blev skabt forbindelse mellem kongehusets to linjer. Prinsessens bedstefar var Christian 7., Frederiks bedstefar var Christian 7.’s halvbror, arveprins Frederik, der var far til Frederiks far, Christian 8. Ægteskabet blev en tragedie for Vilhelmine Marie. Hun manglede fuldstændig evne til at fængsle og beherske den lunefulde og degenererede prins, og hans robuste væsen blev hende en rædsel. V’s forældre blev mere og mere bekymrede over hendes skæbne, og det var en befrielse, da det i 1834 kom til en faktisk opløsning af det barnløse ægteskab og i 1837 til skilsmisse. Året efter blev V gift med hertug Carl af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Hertug Carls deltagelse i krigen i 1848 på slesvigholstenernes side gjorde en tid V’s forhold til det danske kongehus vanskelig, men i 1852 kom det til en forsoning, og Vilhelmine stod i resten af livet sine københavnske slægtninge nær (d 30/5 1891)

 

1862 d John Tyler, USA’s 10. præsident - 1841-45; som vicepræsident blev T præsident, da præsident William Henry Harrison døde. Han blev født i en politisk aktiv familie. Den unge T studerede jura og begyndte sin politiske karriere som medlem af sin hjemstats – Virginias – lovgivende forsamling 1811-16, 1823-25 og 1839. Han var medlem af den amerikanske kongres 1817-21, guvernør i Virginia var han 1825-27, og 1827-36 havde han sæde i det amerikanske Senat. Selv om T havde lagt sig ud med mange på Capitol Hill, fik hans administration gennemført flere vigtige ting. Landets flåde blev reorganiseret, oprettet det amerikanske meteorologiske institut (U.S. Weather Bureau)og fik standset indianerkrigen i Florida (Second Seminole War 1835-42). T genopstillede ikke ved sin embedsperiodes udløb. Han fortsatte med at spille en fremtrædende rolle i politik og var stedse en vedholdende fortaler for sydstaternes rettigheder og interesser. Da Borgerkrigen nærmede sig arbejdede han ihærdigt for at bevare unionen. Tidligt i 1861 var T formand for en fredskonference – Washington Peace Conference – et forgæves forsøg på at opnå et kompromis i uoverensstemmelserne mellem Syd og Nord. Kort før sin død blev T indvalgt i Repræsentanternes Hus i Sydstaterne (f 29/3 1790)

 

Det 2. tyske rige grundlægges, da kong Wilhelm af Preussen foran en forsamling af fyrster, diplomater og generaler i spejlsalen i Versailles udråbes til tysk kejser. Efter de tyske sejre i Den Fransk-Tyske Krig havde der i Tyskland rejst sig en bølge af triumferende nationalisme, og generaler, industriherrer og professorer krævede, at Tyskland skulle have Alsace-Lorraine. I forhandlinger i løbet af efteråret 1870 var de sydtyske fyrster og regeringer gået med til at slutte sig til et nyt tysk "rige". Den preussiske kansler, Bismarck, fik kongen af Bayern til at opfordre kong Wilhelm til at lade sig udråbe til kejser. Den tyske rigsforfatning var et kompromis mellem den preussiske kongemagt, den nationalliberale bevægelse og de mindre stater. Militærvæsen, udenrigspolitik, post og telegraf og den økonomiske og sociale lovgivning hørte under Riget, men ellers havde de 26 stater indre selvstyre. Gennem Forbundsrådet, hvor de mindre stater var overrepræsenteret, hunne enkeltstaterne øve kontrol med og indflydelse på Rigets politik. Ved siden af Forbundsrådet stod Rigsdagen, en nationalforsamling valgt med almindelig valgret, sådan som de nationalliberale ønskede det. Denne magtfordeling mellem kejser, Forbundsråd og Rigsdag kom til at danne grundlag for en meget stærk og autoritær kejsermagt. Mens Forbundsrådet aldrig kom til at spille nogen rolle, kunne kejseren og kansleren spille det ud mod Rigsdagen. Kejseren var desuden konge af Preussen – den absolut største og stærkeste stat i "Riget" – og rigskansler var næsten altid samtidig preussisk statsminister. Det betød, at magten lå hos de preussiske junkere – storgodsejere – og embedsmændene. Det tyske borgerskab og den brede nationalliberale middelstand gjorde aldrig noget alvorligt forsøg på at erobre statsmagten. Det 2. rige bestod til 1918. Det 3. rige var Hitlers rige fra 1933 til 1945. Der 1. rige var det tysk-romerske kejserrige 936 til 1806

 

1888 f Thomas Murdoch Sopwith, engelsk flykonstruktør; lærte sig selv at flyve i 1910. Han grundlagde i 1912 Sopwith Aviation Company, Ltd. i Kingston-upon Thames. Under 1. Verdenskrig byggede hans firma mange militærfly bl.a. "Pup", "Camel", "12-strutter". Det var et Sopwith Camelfly, der 21. april 1918 nedskød Den Røde Baron (von Richthofen). Sopwith var 1925-27 formand for Society of British Aircraft Constructors. I 1935 blev han leder af The Hawker Siddeley Group, Ltd., som under 2. Verdenskrig byggede Hurricane jageren og Lancaster bombeflyet; ligesom firmaet byggede det første britiske jetfly, Gloster E 28/39 (d 27/1 1989)

 

f Oliver "Gokke" Hardy, amerikansk skuespiller; han spillede i stumfilmfarcer fra 1913. Sammen med Gøg (Stan Laurel) dannede han i 1927 komikerparret Gøg og Gokke. Parret var en succes næsten med det samme. Blandt de første film fra 1927 er "Duck Soup", "Love'em and Weep" (dansk Ægtemænd på afveje), "Putting Pants on Philip" (Nevøen fra Skotland). Blandt deres senere mesterværker er "En stor forretning", 1929 om salg af juletræer, "Gøg og Gokke som flyttemænd", 1932 om transport af et klaver, begge dele med katastrofalt resultat. Indtil Hardys død, 1957 optrådte de på scenen verden over, og deres film har bevist deres holdbarhed ved gentagne tv-repriser (d 7/8 1957)

 

1901 f George Gallup,

 

1904 f Cary Grant, amerikansk skuespiller; Grant fik sin skuespiltræning ved engelske musicals; han debuterede ved teatret i USA 1927 og fra 1932 havde han mindre roller i Hollywood. Fra 1935 udviklede hans karriere sig. Han afslørede en udtalt sans for komik i flere af periodens store komedier, hvor han uden besvær kombinerede meget fysiske gags med sin helt egen karakteristiske diktion i hæsblæsende replikskifter, bedst i "Den frygtelige sandhed" (1937), "Han, hun og leoparden" (1938). Fra begyndelsen af 1940'erne markerede han sig i drama-tiske roller primært hos Hitchcock, der med held brugte ham i mesterværker som "Mistanken" og ("Men-neskejagt" (1959). Cary Grant trak sig tilbage i 1966, mens han endnu var en højt betalt stjerne (d 29/11 1986)

 

Den første plenarforsamling ved Versailleskonferencen åbner, og dermed er fredskonferencen officielt åbnet. Der mødte repræsentanter for 32 stater, som havde erklæret Tyskland krig eller brudt den diplomatiske forbindelse. Blandt dem var mange sydamerikanske stater, som ikke havde gjort nogen indsats i krigen. De britiske dominions mødte med egne delegationer. I løbet af konfferencen blev der afholdt seks plenarmøder, hvor alle konferencens 32 deltagerlande deltog, og som hver havde fra fem til en delegeret. Der blev imidlertid aldrig voteret, og plenarmøderne indskrænkede sig stort set til at strø sand på stormagternes forslag. Den franske statsmand Clemenceau var konferencens præsident, og han ledede også møderne i "timandsrådet", som til at begynde med traf alle vigtige afgørelser. Det bestod af to repræsentanter for hver stormagt: Storbritannien, Frankrig, Japan og USA

 

1936 d Rudyard Kipling, engelsk forfatter; født i Indien; som dreng blev han sendt til England for at gå på kostskole der. Hans ophold på skolen i Westward Ho, Devon har han skildret i "Stalky og Co" (1899), hvori han selv optræder under navnet Beetle. 1882-89 opholdt han sig igen i Indien og blev redaktør ved bladet "The Pioneer". Fra denne tid stammer en række af hans bedste indiske fortællinger bl.a. "Wee Willie Winkie", "Plain Tales from the Hills" (1888), "Soldiers Three" (1888-89) og "The Phantom Rickshaw" (1890) og digtsamlingen "Departmental Ditties" (1886). Med disse tidlige arbejder blev hans verdensry befæstet. Det fremmedartede, den levende fremstillingsevne, hans skarpe journalistiske sans for de karakteristiske enkeltheder, hans humor og ungdommelige begejstring for "The British Empire" og dets verdensmission, bidrog altsammen til at skaffe ham en store læserkreds over hele den engelsktalende verden. Efter en længere rejse til Kina, Japan og Amerika udkom i 1891 romanen "The Light that Failed". Fra 1896 boede han for det meste i England. De berømte fortællinger om Mowgli og dyrene i den indiske jungle, med illustrationer af hans far, udkom 1894-95, "The Jungle Book" og "The Second Jungle Book". Kipling var uhyre produktiv, og han fortsatte med at skrive til kort før sin død. Særlig i sine digte viser Kipling sig som en ivrig talsmand for imperialismen, som han fremstillede som et udslag af den hvide mands civilisatoriske pligt; tydeligst i digtet "The White Mans Burden". Han modtog i 1907 nobelprisen i litteratur (f 30/12 1865)

 

Til top        19. januar

1520 Otte Krumpen slår svenskerne ved Bogesund

 

1523 I Zürich offentliggør Huldreich Zwingly sine 67 artikler. De angriber pavens autoritet og transubstantiationslæren

 

1526 d Elisabeth, dansk dronning; datter af ærkehertug Philip af Østrig, konge af Kastilien og Johanna (den vanvittige), og søster til den tysk-romerske kejser Karl V; hun blev i juni 1514 viet til Christian II ved stedfortræder i Bruxelles; brulluppet blev gentaget i august 1515 med kongen i København. Elisabeth satte sig hurtigt ind i de fremmede forhold, lærte dansk og brevvekslede med kongen på dette sprog. Efterhånden vandt hun sin mands hengivenhed, og selv kom hun til at omfatte ham med en beundrende og opofrende kærlighed, som hendes breve indeholder rørende vidnesbyrd om. Hun fulgte Christian II i landflygtigheden og vandt med sin elskelige personlighed sympati for hans sag. 1523 var hun med ham i England, 1523-24 i Tyskland, hvor hun sluttede sig til Luthers lære. Politiske hensyn gjorde det ønskeligt, at hun ikke blev betragtet som lutheraner, og Christian II søgte derfor over for hendes slægt at hævde, at hun var død i den katolske tro. Men iflg. hans hemmelige meddelslse til Luther nød hun på dødslejet nadveren i begge skikkelser (f 18/7 1501)

 

1544 f Frans II fransk konge 1559-1560; ældste søn af Henrik II og Katharina af Medici. April 1558 gift med Maria Stuart. Frans, der var sygelig og uden megen selvtillid, blev i sin korte regeringstid domineret af sin kones onkler Francois, hertug af Guise og Charles, kardinal af Lorraine. For at bryde huset Guises indflydelse forsøgte Louis af Bourbon, prinsen af Condé i marts 1560 et kup. Nogle Huguenot adelsmænd omringede slottet Amboise og forsøgte at bemægtige sig kongens person. Dette fejlslagne forsøg styrkede Guisernes position; denne dominans gik dog tabt ved Frans død. Samtidig reddede den Condé, der var blevet dømt til døden for højforræderi (d 4/12 1560)

 

1547 d henrettet Henry Howard, earl of Surrey, engelsk digter; introducerede i England den italienske humanismes poesis stil og metrik; blev 1537 anklaget og indespærret efter anklager fra Seymour familien, som på daværende tidspunkt stod højt i kongens (Henrik VIII) gunst på gr. af hans ægteskab med Jane Seymour i 1536. Anklagerne gik ud på, at H skulle have støttet katolikkerne i det såkaldte Pilgrimage of Grace oprør i 1536. Anklagerne blev dog frafaldet; da hans kusine Catherine Howard i 1540 blev gift med kongen, synes fremtiden lys for Howard. Han deltog i krigene mod Skotland i 1542 og i Flandern og Frankrig 1543-46. Men atter vendte lykken; da han i 1546 vendte tilbage til England, fik Seymour’erne ham atter anklaget. Howard blev dømt og halshugget. Howard oversatte nogle af Petrarchas sonetter, en oversættelse der fik betydning i udviklingen af den engelske sonet. Howards poesi blev trykt i 1557 i "Songes and Sonettes written by the ryght honorable Lorde Henry Haward, late Earle of Surrey and other" (f 1517)

 

1576 d Hans Sachs, tysk digter; efter endt skolegang kom han i skomagerlære og blev samtidig undervist i "mestersangens" indviklede regelsæt. Han sluttede sig tidligt til reformationen og udgav 1553 til Luthers ære digtet "Die wittenbergische Nachtigal". Sachs efterlod sig ikke mindre end 4000 "mestersange", 1700 fortællinger på vers og prosa og over 200 dramaer. Den lærde humanisme, som kom til at præge tysk åndsliv i 1500- og 1600-tallet, betød, at Hans Sachs næsten blev glemt, og det var først Goethes hyldest af ham i digtet "Hans Sachsens poetische Sendung", som igen trak ham ud af glemslen; et ekko af Sachs versform kan tydeligt spores i første del af Goethes "Faust". Richard Wagner gav i sin opera "Die Meistersinger" (1867) et idealiseret billede af Sachs (f 5/11 1494)

 

1724 f Frederik Rosenkrantz, godsejer og gehejmestatsminister; som tilhørende en af landets højaristokratiske og godsrige slægt var R forudbestemt til en politisk løbebane. Efter diplomatiske – bl.a. gesandt i Berlin fra 1749 – og administrative topposter fik han i 1767 sæde i konseilet, og efter magtskiftet i 1784 blev han minis-ter i Gehejmestatsrådet og chef for flådens administration. Eftersom han var indædt modstander af landbo-reformer, bekæmpede han fra sine poster i rigets administration konsekvent enhver tanke on landboreformer både politisk og over for politiserende søofficerer. Da kongen i 1788 sanktionerede stavnsbåndets ophævelse, forlod R statsrådet i protest og deltog i en organisering en effektiv modstand, der tvang regeringen til at slå over fra en bondebeskyttende til en godsejervenlig politik (d 15/5 1802)

 

1736 f James Watt, skotsk ingeniør og opfinder; efter praktiske og teoretiske undersøgelser forbedrede W i 1765 Newcomes dampmaskine ved at lade dampen fortætte i en særlig kondensator. Dette sammen med andre forbedringer gjorde, at den dampmaskine, W fik patent på i 1769, satte fart i den industrielle udvikling. I 1788 konstruerede W en dobbeltvirkende dampmaskine og gjorde desuden andre mindre opfindelser som f.eks. centrifugalregulatoren, indikatoren og en omdrejningstæller (d 25/8 1819)

 

f Johann Elert Bode, tysk astronom; grundlagde i 1774 "Astronomisches Jahrbuch", hvortil han i de næste 51 år hvert år skrev og udgav et bind. Blandt hans øvrige arbejder er "Anleitung zur Kenntnis des gestirnten Himmels" og "Uranographia" (1801), der bestod af 20 stjernekort og et katalog over 17.240 stjerner og stjernetåger. B sørgede for, at den empiriske lov, der i 1766 var blevet fremsat af Johann Daniel Titus af Wittenberg blev kendt. Loven har betydning ved beregning af planeters afstand fra Solen. Den var således en vigtig faktor ved opdagelsen af småplaneterne (asteroiderne) i området mellem Mars og Jupiter. I forbindelse med undersøgelserne af småplaneterne var B den første, der beskrev det af Piazzi i 1801 fundne himmellegeme som en planet (Ceres). I 1786 blev B direktør ved Berlins observatorium, en stilling han beklædte til året før sin død (d 23/11 1826)

 

1790 f Per Daniel Amadeus Atterbom, svensk forfatter og litteraturhistoriker; Atterbom blev 1828 professor i filosofi i Uppsala, 1835 i æstetik og moderne litteratur samme sted. Han begyndte som stridsmand, han var den centrale figur i "Auroraforbundet" og medarbejder ved tidsskriftet "Phosphoros", som kæmpede for romantikkens ideer mod den gamle skole og dens mænd. Men han var en drømmende natur og trak sig snart ud af striden. Atterboms hovedværk er det romantiske eventyrspil "Lyksalighedens" (1824-27). Heri findes nogle af Atterboms bedste digte, f.eks. jægersangene "Vilda, mäktiga sinne, njut!" og "Ungmön i lunden på jaktnätet band". Det betydeligste værk fra Atterboms senere år er "Svenska siare og skalder" (1841-55), en blanding af essays og litteraturhistorie (d 21/7 1855)

 

1793 Det franske nationalkonvent dømmer Ludvig 16. til døden. Den 3. december 1792 havde konventet besluttet, at Ludvig 16., der siden august havde været fængslet, skulle stilles for retten anklaget for forræderi. To gange i løbet af december blev kongen - nu kaldt borger Capet - fremstillet for konventet. Trods en sidste anstrengelse fra girondernes side for at frelse ham blev borger Capet den 18. januar med 387 stemmer (heri indbefattet 26 medlemmer, der ønskede en debat om muligheden for at udsætte henrettelsen) mod 334 (heri indbefattet 13 medlemmer, der ønskede dødsdom med tilføjelsen, at den blev ophævet). Da der den 19. januar skulle træffes afgørelse om udsættelse, blev den afsatte konge dømt til døden med 380 stemmer mod 310

 

1798 f Auguste Comte, fransk filosof; under sine studier ved den polytekniske skole i Paris blev Comte inspireret til en af de grundlæggende ideer i sin filosofi: man må kunne opstille love for sociale fænomener på samme måde som for alt andet, som er genstand for menneskelig erfaring. Herved blev han en af grundlæggerne af den moderne sociologi en betegnelse, som også er skabt af ham. Størst betydning har Comte uden tvivl haft som grundlægger af 1800-tallets positivisme. I sit hovedværk "Cours de philosophie positive" (6 bd., 1840-42) viste han, at den historiske udvikling er gået fra et oprindeligt teologisk stade, hvor fænomener forklares ved indgreb af "guder" eller "ånder", gennem et metafysisk stade, hvor årsagerne er ideer eller "kræfter", til de positive eller videnskabelige stade. Her anerkendes ikke, at der er noget "bag" den sansbare eller empirisk givne verden. Den sociale såvel som den fysiske verden forklares gennem opstilling af naturlove baseret på nøjagtig observation af empirisk observerbare begivenheder. Comtes sidste leveår formørkedes af personlige kriser og økonomiske sorger. I denne periode skrev han "Système de politique positive ou traité de sociologie" (4 bd., 1851-54). Heri fremstod Comte nærmest som religionsstifter; centralt i hans forkyndelse står "det store væsen" (le grand ètre): den tidløse menneskehed opfattet som en enhed. At "leve for andre" er den højeste og mest moralske form for liv; for denne etiske holdning indførte Comte betegnelsen altruisme. Denne "menneskehedens religion" vandt mange tilhængere, og en række menigheder blev stiftet i Europa og Amerika (d 5/9 1857)

 

1807 f Robert E. Lee, amerikansk general og øverstkommanderende for Sydstatshæren under Den amerikanske Borgerkrig; bl.a. efter deltagelse i Den Mexicansk-amerikanske Krig 1846-48 havde han, da borgerkrigen brød ud, gennemgået en så smuk militærkarriere, at han af præsident Lincoln fik tilbudt overkommandoen over unions-tropperne. Men da han hørte hjemme i Virginia, tog han sin afsked og trådte i sydstaternes tjeneste og blev overgeneral for disses samlede styrker. I de flg. år lagde han stor energi og dygtighed for dagen, og trods tal-mæssig lykkedes det ham at hindre Nordstatshæren i at nå Sydens hovedstad, Richmond i Virginia. To gange stod Lee i spidsen for offensiver ind i Nordstaterne, første gang i forbindelse med Slaget ved Antietam i 1862, anden gang, da han led det afgørende nederlag ved Gettysburg i 1863. Derefter førte han en langstrakt defensiv krig, til han i april 1865 måtte kapitulere ved Appomatox. Efter krigen var han præsident for Washington College i Lexington. Lees eftermæle siger, at han var en af krigens dygtigste feltherrer, og at han var meget populær blandt soldaterne (d 12/10 1870)

 

 

f Edgar Allan Poe, amerikansk forfatter; han debuterede i 1827 med digtsamlingen "Tamerlane" , som blev trykt på egen bekostning. Større opmærksomhed vakte vakte hans næste udgivelse"Poems" (1831). I midten af 1830’erne etablerede han sig som prosaforfatter, litteraturkritiker og medarbejder ved forskellige tidsskrifter. I en periode var han tillige en succesrig redaktør, idet hans fortælling "MS Found in a Battle" (1833) skaffede ham en redaktørstilling i Baltimore. I 1835 giftede han sig med sin 13-årige kusine, Virginia. Hendes død af tuberkulose i 1847, usle levevilkår og alkoholisme undergravede hans i forvejen skrøbelige helbred. Omstændighederne ved hans død med delerium tremens er uklare, og har i forbindelse med andre forhold i hans liv givet anledning til omfattende mytedannelser. Hans stemningsmættede, lydmalende digte blev stærkt beundret – "The Raven", "Annabel Lee", "The Bells" - og havde stor betydning for de engelske prærafaelitter og de franske symbolister. Hans speciale var den makabre fortælling og kriminalromanen. Med sine bøger i denne genre – begyndende med "The Murders in the Rue Morgue" (1841) bliver P betegnet som kriminallitteraturens fader, idet han var den første, der skrev historier med et logisk plot, der rationelt og metodisk opklares af en gennemgående detektiv. P’s detektiv hed Auguste Duoin, og han blev urtypen på kriminalromanens skarpsindige helt (d 7/10 1849)

 

f Henry Bessemer, engelsk ingeniør, opfinder; udtog i alt mere end 100 patenter, men huskes i dag især for sin opfindelse af den såkaldte Bessemer-proces, en konverterproces, en hurtig metode til at lave højovnens råjern om til stål. Den revolutionerede ved sin fremkomst i 1856 industrien, fordi jern og stål nu kunne produceres meget billigere. Omdannelsen skete i Bessemer-konverteren, en pæreformet stålbeholder. Bessemer-processen krævede intet brændsel, den fik den nødvendige varme fra den hurtige forbrænding af de opløste stoffer. Silicium- og manganoxid gik op i slaggen, mens kulilten forlod konverterens top som en larmende 5-10 m høj flamme. Bessemer udtog sit patent i 1855, og inden der var gået ti år, var verdens jern- og stålproduktion omstillet til denne proces. Ved Bessemer-processen kunne man fremstille 15 tons stål på en time, hvilket indtil da havde taget to uger (d 15/3 1898)

 

f Lars Bjørnbak, politiker, bladmand og højskoleforstander; gennem sit virke på Århusegnen fra midten af 1850’erne og til sin død skabte B en furore, der ikke alene udviklede den politiske sans hos omegnens bønder og begejstrede og provokerede på den landspolitiske scene, men også greb dybt ind i Århus’ liv. 1841 kom han på Snedsted seminarium, hvor han havde den senere Århusbiskop Brammer som lærer. Den særdeles konservative biskop Brammer forregnede sig, da han i 1855 hentede den alt andet end konservative B til Viby som lærer og kirkesanger. Stor skolepolitisk betydning fik Bjørnbak som grundlægger af Viby højere Land-boskole (1857, som i modsætning til den dominerende grundtvigske tendens lagde vægt på praktiske kundskaber fremfor foredrag om oldnordiske sagn o. lign. Sine tanker gjorde Bjørnbak bl.a. rede for i et lille skrift, han udsendte 1860 "Frem Bondemand frem" med slagordet "Kundskab er Magt. Uvidenhed Trældom". Bondestandens politiske, kulturelle og sociale højnelse, modstand mod det konservative højre og nedsættelse af militærudgifterne var Bjørnbaks vigtiigste politiske mål. Trods flere forsøg blev han aldrig valgt til Folketinget, men han havde stor indflydelse i Østjylland, hvor flere venstrepolitikere repræsenterede hans synspunkter. I 1862 medvirkede Bjørnbak til oprettelse af Landbosparekassen i Aarhus. 1866 var han medstifter af Aarhus Amtstidende, og han var bladets eneredaktør til sin død. I årtierne efter hans død prægede Bjørnbaks politiske opfattelse Østjylland, hvor der frem til omkring 1900 var et skel mellem de såkaldte "bjørnbakkere" og grundtvigianerne (d 2/1 1878)

 

1836 f Ludvig Schrøder, højskoleforstander; han blev cand theol 1860; allerede i studietiden havde S været sjælen i en kreds af unge teologer, der stærkt påvirket af Grundtvig senere blev højskolemænd. 1861 blev han lærer på Rødding højskole og året efter dens forstander. Da skolen efter nederlaget i 1864 - den lå nu syd for grænsen - ikke kunne føres videre som før, flyttedes den til landsbyen Askov få km nord for grænsen. Under S’s ledelse blev denne skole udrustet med dygtige lærerkræfter og fik i løbet af få år stor betydning ikke mindst for den nationale kamp i Sønderjylland. Ved siden af arbejdet på Askov var S aktiv med en omfattende foredrags-og skribent-virksomhed; hans hovedemner var historie og litteratur. Stort indtryk på hans tilhørere gjorde ikke mindst hans foredrag om nordisk mytologi. Indtil århundredskiftet var S ubestridt den danske højskoles ledende personlighed. I 1906 trak han sig tilbage som forstander, men fortsatte som lærer ved skolen til sin død. 1886-90 var han medlem af Landstinget som venstremand (d 8/2 1908)

 

 

 

f Paul Cezanne, fransk maler; sin første kunstneriske uddannelse fik C i fødebyen Aix-en-Provence. Han forsøgte sig på jurastudiet 1859-61 og efter forgæves at have søgt optagelse på det officielle kunstakademi École des beaux-arts i Paris var han 1862-64 elev ved den frie kunstskole Académie Suisse i Paris. I sine tidlige år malede C mest dystre, patetiske, ekspressionistiske figurbilleder, blandt disse allerførste arbejder er "Onkel Dominique"(1865). I årene omkring 1870 begyndte han at male landskabsbilleder i det fri, og den heftige ungdomsstil veg for en mere disciplineret udtryksform. Blandt disse senere arbejder er "Landskab fra Jas-de-Bouffan, Provence" (1878-83), "Landskab fra Provence" (1885) og "Æbler og fajancekrus" (1885). C er blevet karakteriseret som en kunstner, der har grebet afgørende ind i maleriets historie, og at hans betydning ligger i, at han som en reaktion mod impressionismen strammede billedfladen op, både når det gjaldt form og farve. Han understregede linjens værdi, reducerede formerne geometrisk mod "kuben, cylindren og keglen", som han selv udtrykte det. Selv om C’s værker ved hans banebrydende stræben mod "det rene maleri" med årene kom til at rumme en tiltagende grad af abstraktion, blev hans udtryksform aldrig nonfigurativ. Han udfoldede sig i hele sit malerliv inden for maleriets traditionelle motivkreds: portræt, figurfremstilling, landskab og nature morte. Gennem sin søgen mod maleriets essentielle virkemidler, ved at reducere alle overflødigheder, står Cezanne som den, der inspirerede den retning, som udviklede sig lige efter hans død, kubismen (d 23/10 1906)

 

d Pierre Proudhon, fransk økonom og filosof; udgav 1840 et lille filosofisk skrift "Hvad er ejendom?". Hans korte svar var "Ejendom er tyveri". Sin kritik af ejendomsbegrebet udviklede han senere i en række skrifter, bl.a. i sit økonomiske hovedværk "Système des contradictions économiques" (1846). Værket gjorde P’s navn berømt, særlig ved de modskrifter, som bl.a. Marx udgav. Under Februarrevolutionen 1848 udgav P en række kamp-skrifter om sociale og økonomiske spørgsmål. Hans kritik af ejendomsretten gør ham til socialist, men han er også en af grundlæggerne af den moderne anarkisme, idet han ud fra sin idealistiske retfærdighedsfølelse med lidenskab hævdede individets ret til frie sammenslutninger; han drømte om en fremtid uden regeringsmagt. Han bekæmpede energisk Marx’ lære om proletariatets diktatur og øvede en stærk indflydelse på den franske arbejderklasse. Efter Februarrevolutionen blev han idømt tre års fængsel. Efter løsladelsen skrev han "Om retfærdigheden i revolutionen og i kirken" (1858). For at undgå en ny fængselsstraf flygtede han til Bruxelles, hvor han opholdt sig 1858-62. Efter amnesti vendte han tilbage til Frankrig (f 15/1 1809)

 

f C. Th. Zahle, radikal venstre politiker; 1890 cand jur og samme år redaktør af Aarhus Amtstidende; Z faldt imidlertid ikke til, og allerede året efter forlod han stillingen. I de flg. år var han medarbejder ved Politiken fra 1894 samtidig med selvstændig sagførervirksomhed i København. Som venstremand blev han 1895 medlem af Folketinget, valgt i Ringsted-kredsen, som han repræsenterede til 1928, da han blev tingvalgt medlem af Landstinget (til 1939). Z blev formand for den folketingsgruppe, der i 1905 blev "udrenset" af Venstre, og som, da Det Radikale Venstre blev dannet samme år, straks tilsluttede sig dette parti. Z fik hurtigt en fremtrædende position i det nystiftede parti og kunne 3. november 1909 som regeringsleder præsentere sit første ministerium for Folketinget. Ved valget det flg. år fik Venstre fremgang, og Z trådte tilbage. I 1913 blev Z atter regeringsleder igen for en ren radikal regering. Ud over posten som konseilspræsident overtog han justitsministeriet. Da regeringen trådte tilbage i 1920, blev Z atter formand for den radikale rigsdagsgruppe. 1929-35 var han justitsminister i Stauning-Munch regeringen. Som justitsminister gennemførte han i 1930 den gennem flere år forhandlede borgerlig straffelov, som bl.a. afskaffede dødsstraf og indførte hæftestraf som strafnorm mellem bøde og fængsel. Fra 1936, til han i 1939 nedlagde sit landstingsmandat, var han Landstingets formand (d 3/2 1946)

f Thit Jensen, forfatter; udgav i 1904 romanen "Familjen Storm", som i 1905 og 1907 efterfulgtes af to såkaldte samfundsromaner "Martyrium" og "Ørkenvandring". Samtidig med sit forfatterskab var J aktiv i en omfattende foredragsvirksomhed, hvor hun tog forskellige aktuelle, sociale og moralske problemer til behandling, især kvindesag, og herunder specielt spørgsmålet om børnebegrænsning, som hun var en varm fortaler for. Sammen med lægen J. Leunbach stiftede hun i 1924 Foreningen for seksuel Oplysning, hvis formål var at udbrede kendskabet til præventive midler. I 1919 kom hendes mest læste bog i perioden "Den erotiske Hamster", den kom i 11 oplag og havde en vis sensationsværdi, fordi den lå tæt på det, der i dag ville blive kaldt bekendelseslitteratur. Efter 1925 skrev J udelukkende historiske romaner. De tre første "Af Blod er du kommet" (1928), "Jørgen Lykke I-II" (1931) og "Stygge Krumpen I-II" (1936) skildrer den gryende Renæssance og Reformationen. I årene 1940-53 kom hendes Valdemar Atterdag-serie, der beskriver brydningen mellem adels- og kongemagten. "Den sidste Valkyrie" (1954) foregår på overgangen mellem hedenskab og kristendom. Som en rød tråd gennem alle går en formodentlig selvopfunden myte om et matriarkat på Fur (d 14/5 1957)

1921 f Patricia Highsmith, amerikansk krimiforfatter; hendes bøger er psykologiske spændingsromaner, der tit er bygget op om et par, hvoraf den ene synes normal for omverdenen, den anden psykopat eller sindssyg. Om H’s sprog er der blevet sagt, at hun skriver i en nøgtern stil uden biilledsprog, og handlingen ofte er anskuet fra et eneste synspunkt: Den anormale hellts. Ofte foregår handlingen i lande som Italien, Grækenland eller Tunis, hvor den landflygtige turist (amerikaner) begynder at tvivle på, hvem han er i de varme, sløvende omgivelser. Den svage hovedperson tiltrækkes af volden, han er en "kigger", som tilfældigt bliver blandet ind i voldsomme begivenheder. Hun deuterede i 1949 med "Strangers on a Train", filmatiseret af Hitchcock i 1951. I sin debutroman skildrer H et skænedrama; hun lader to mænd, der tilfældigt er med samme tog, bytte mord. landt hendes øvrige hovedværker er "The Glass Cell" (1964), "Those Who Walk Away" (1967) og "Ripley Under Ground" (1970) (d 4/2 1995)

 

Til top        20. januar

1523 De jyske rigsråder opsiger Christian 2. huldskab og troskab. Oprøret blev proklameret på Viborg Landsting. Vistnok samme dag blev der udfærdiget et opsigelsesbrev til Christian 2., hvori de jyske rigsråder dels erklærede ikke at ville komme til en indkaldt herredag dels opsagde kongen huldskab og troskab

 

1537 d Jens Andersen Beldenak, biskop i Odense; var søn af en landsbyskomager, men alligevel blev han efter studier i udlandet og ansættelse i kong Hans kancelli i 1502 biskop i Odense. Utvisomt var B en usædvanlig begavelse. Navnlig i kraft af sin juridiske kløgt blev han et yndet værktøj for kong Hans. I 1498 optrådte han i Norge som dommer over den opsætsige almue. 1499 eller 1500 anførte han et gesandtskab til storfyrsten i Moskva. Med bispeudnævnelsen fulgte sæde i rigsrådet. Som biskop førte hans energiske stiftsstyrelse og stridbare personlighed til blodige fejder med den lokale adel; det gode forhold til kongen smuldrede også. 1517 blev han fængslet af Christian 2. for oprør, mord og gæld til kongen; B kom fri efter to år mod at betale kongen en klækkelig sum penge. Under kongens tog i Sverige 1520 var B med og blev medlem af den ret, der dømte de svenske adelige for kætteri, Det Stockholmske Blodbad. 1521 blev han atter fængslet af kongen. Chr II’s fordrivelse 1523 bragte ham tilbage til sit stift. På gr. af fortsatte stridigheder med adelen og den begyndende reformation trådte Beldenak tilbage i 1529. Hans strid med adelen var dog ikke slut; i 1533 blev han overfaldet og bortført. Omsider løskøbtes han af slægtninge i Lübeck, hvor han tilbragte sine sidste år (f kendes ikke)

 

1613 Freden i Knærød. Afslutter Kalmarkrigen. Baggrunden for krigen var en strid om Nordkalotten. Da den svenske konge, Karl IX var tiltrådt, havde han i sin kongetitel indsat ordene "over de lapper i Nordland konge". Det fandt Chr IV for grovt, da han mente, lapperne var hans undersåtter. I 1611 fik han sin krig med Sverige. Krigen har fået navn efter de kampe, der i aug 1611 resulterede i den danske erobring af Kalmar by og fæstning. Sverige lod sig imidlertid ikke erobre. I novbr 1612 blev der på engelsk initiativ indledt fredsforhandlinger i grænsebyen Knærød i Halland. Fredsslutningen betød, at Sverige måtte opgive sine lappiske krav, men fik traktatfæstet den sædvane, at svenskerne nød frihed for at betale Øresundstold. Det vigtigste resultat set fra den danske konges side var, at Sverige måtte betale en krigsskadeserstatning på en million rigsdaler at erlægge over seks år. Indtil erstatningen var betalt, skulle Danmark beholde fæstningen Elfsborg - mellem det norske Bohuslen og det danske Halland - som pant

 

1666 d Anna af Østrig, fransk dronning, datter af Filip 3. af Spanien og Margrete af Østrig; 1615 gift med Ludvig 13. af Frankrig. Udbruddet af fransk-spanske fjendtligheder i forbindelse med Trediveårskrigen afskar hende fra enhver forbindelse med hendes spanske familie; samtidig sørgede den magtfulde minister, kardinal Richelieu for, at hun ikke fik den mindste politiske indflydelse. At tjene Frankrig, som syntes at være hendes højeste ønske, var umuligt, og hun blev flere gange udsat for ydmygende behandling. Således blev hun i forbindelse med "Val de Grâce affæren" udsat for indgående forhør foretaget af underordnede embedsmænd; A var mistænkt for via klostret Val de Grâce at stå i brevveksling med fjenden Spanien. Selv efter fødslen af sønnerne Ludvig (senere kong L 14.) og Philip (senere hertug af Orleans) indtog hendes mand en afvisende holdning til hende. For at hindre A i at få nogen indflydelse efter sin død, krævede Ludvig 13. i sit testamente oprettet et regentskab uden deltagelse af A. Men efter hans død (1643) blev hun anerkendt som eneregent. Hun var nu indstillet på at udføre den rolle, der hidtil var blevet nægtet hende. Hun ville, at hendes søn skulle overtage den enevældige magt, Richelieu havde skaffet hendes mand. For at det skulle lykkes, arbejdede hun tæt sammen med Richelieus efterfølger, Jules Mazarin. Hendes regentskab sluttede, da Ludvig 14. i 1651 blev erklæret myndig. Men hun levede længe nok til at se, der blev fred mellem Frankrig og Spanien (1659), og at Ludvig 14. blev gift med hendes brors datter (1660) (f 22/9 1601)

 

1775 f André Marie Ampère, fransk fysiker, matematiker og kemiker; blev 1824 professor i eksperimentalfysik ved Collège de France; i 1814 indvalgt i Académie des sciences. A blev først kendt for sine matematiske og kemiske arbejder, men inspireret af Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen gennemførte han 1820-26 undersøgelser af dette fænomen, og det førte til hans egentlige berømmelse. A opdagede, at to strømførende ledninger påvirker hinanden med en kraft og fremsatte på grundlag heraf sin teori om, at magnetisme fremkaldes af elektriske strømninger i de enkelte molekyler. Han opfandt ordet elektrodynamik og udviklede en omfattende matematisk teori for de elektrodymamiske fænomener. A’s navn er knyttet til enheden for strømstyrke og til en elektromagnetisk lov, der beskriver relationen mellem magnetisk feltstyrke og størrelsen af den elektriske strøm, som frembringer feltet. Loven blev dog først formuleret efter Ampères død (d 10/6 1836)

 

I Danmark træder en forbrugsbegrænsende lov om "overdådighedens indskrænkelse" i kraft

 

1790 d John Howard, engelsk fængselsreformator; efter at være blevet Sherif i Bedford 1733 rettede H myndighedernes opmærksomhed på de elendige forhold i de engelske fængsler. Fængselsforholdene blev bragt frem i parlamentet og i 1777 kom H's banebrydende værk "State of Prisons in England and Wales with Preliminary Observations and an Account of some Foreign Prisons". H's reformtanker lå bag en lov fra 1779, som påbød opførelse af to fængsler, hvor H's reformer kunne forsøges med udgangspunkt i enkeltmandsceller, faste arbejdstider og undervisning i kristendom. I sine sidste år foretog H undersøgelser om bekæmpelse af pest og om bekæmpelse af spredning af smitsomme sygdomme (f 2/9 1726)

 

1790 d Joseph 2. kejser i Østrig 1765-1790; ældste søn af Frans Stefan og Maria Theresa. Allerede fra ungdommen tilegnede han sig oplysningstidens ideer især oplysningsskribenternes statslære og økonomiske teorier. Da faderen døde 1765, blev han valgt til tyskromersk kejser og blev formelt moderens medregent i Østrig. Men hun havde kun liden tiltro til hans politiske dømmekraft, så hans indflydelse var ikke stor. Først efter hendes død 1780 havde han frie hænder og kunne begynde at realisere sine ideer. Som tilhænger af oplyst enevælde opfattede han sig som almenvellets første tjener, og hans reformer gik hovedsagelig ud på ensretning og effektivitet. Lige så skarpt han hånede adel og gejstlighed for tåbelighed, uduelighed eller dovenskab, lige så store krav om arbejdsindsats stillede han til embedsmændene – og til sig selv. Skole og undervisning reformeredes efter oplysningsfilosoffernes tanker, pressecensuren mildnedes, dødsstraffen indskrænkedes kraftigt, torturen blev gjort mildere, og godsejernes dømmende myndighed afskaffet. Som tilhænger af fysiokraternes lære søgte J at fremme landbruget. Men de mange reformer vakte stor modstand. I Ungarn fremkaldte hans indførelse af tysk som regeringssprog uro; inden sin død måtte han tilbagekalde eller modificere adskillige af sine reformer. På det udenrigspolitiske område fik han i 1770 det polske område Zips "genforenet" med Ungarn og gav dermed eksempel på deling af Polen. Mod sin mors ønske fik han gennemført, at Østrig deltog i Polens første deling i 1772. J havde ingen børn og efterfulgtes af broderen Leopold 2. (f 13/3 1741)

 

1837 d John Soane, britisk arkitekt og kunstsamler; fra 1771 elev ved Royal Academy; 1776 vandt han Royal Academy's guldmedalje; studerede 1777-80 i Italien. Da S havde fået storartede tilbud om arbejde af biskoppen af Derry, fuldførte han ikke sine studier i Italien. Biskoppen holdt ikke sine løfter, og indtil 1788 havde S kun moderat succes som arkitekt og bygmester af adelige herresæder. 1788 blev han udnævnt til arkitekt ved Bank of England. Ved S’s udnævnelse henlå Bank of England som et kaos af bygninger, og der gik over 40 år, inden dette bygningsværk blev fuldført. S fik andre arkitektopgaver af regeringen, og 1806 blev han professsor i arkitektur ved Royal Academy og 1831 adlet. S står som en af empirens største arkitekter og opførte bl.a. Bank of England i London (1788) Chelsea Hospital (1807) og sit eget hus i Lincoln's Inn Fields, London. Sidstnævnte bygning skænkede han 1835 med sine store kunstsamlinger til staten, nu Soane Museum (f 10/9 1753)

 

d Christian 8. konge 1830-48, søn af Arveprins Frederik og Marie Sophie Frederikke af Mecklenburg- Schwerin, brorsøn til Chr. 7. Det er dog almindeligt antaget, at faderen var arveprinsens adjudant Frederik von Blücher (1760-1806). Man mente, at arveprinsen var for dum og grim til at få et så smukt og klogt barn som prins Chri-stian. 1813-14 var C statholder i Norge; efter vedtagelsen af Eidsvollforfatningen blev C den 17. maj 1814 valgt til konstitutionel konge af Norge. Men efter Kielerfreden og Norges afståelse til Sverige, lod landets selvstændighed sig ikke opretholde. Han frasagde sig tronen og vendte tilbage til Danmark; C ansås for at være liberal, og det forventedes, at han ville acceptere en fri forfatning i Danmark på samme måde, som Eidsvollforfatningen var blevet gennemført i Norge. Efter tronbestigelsen i 1839 afviste han kravet om en grundlov; folkets skuffelse gjorde hans stilling vanskelig, og forholdene i hertugdømmerne lettede den ikke; C ønskede at ligestille dansk og tysk; men det, at han stadig tog ængstelige hensyn, gjorde ham ubeslutsom, og hans politik usikker. I sine sidste år svingede han over i en stærkere dansk politik. I 1806 indgik han ægteskab med Charlotte Frederikke af Mecklenborg-Schwerin. Parret fik i 1808 sønnen Frederik (7.), men ægteskabet opløstes to år senere på gr. af Charlotte Frederikkes utroskab med komponisten du Puy. Efter at være vendt hjem fra Norge ægtede C i 1815 Caroline Amalie af Augustenborg. Dette ægteskab forblev barnløst. C havde alsidige interesser, ikke mindst for kunst og videnskab. I årene 1815-39 foretog han flere store udenlandsrejser. På disse indkøbte han græske vaser og græske mønter fra antikken til sine betydelige samlinger, som nu findes på Nationalmuseet (f 18/9 1786)

 

1850 d Adam Oehlenschläger, forfatter; ved juletid 1802 udsendte han "Digte", der foruden en række stemningsfulde og farverige romancer over nordiske emner indeholder digtet "Guldhornene", der med sit ophøjede billedsprog viste det for det flg. århundrede afgørende brud med den rationalistiske kunstopfattelse, og det lille lyriske drama "St. Hansaften-Spil", der gav tonen til en del af den senere danske romantik. I 1805 kom hans "Poetiske Skrifter", der bl.a indeholder romancerne "Langelands-Reise" og hovedværket "Aladdin" og den romantisk op-stemte fortælling "Valulundurs Saga". I årene 1805-09 foretog han en udenlandsrejse til Tyskland, Frankrig, Svejts og Italien. Allerede 1804 havde han påbegyndt en poetisk gengivelse af nordiske gudesagn. På rejsen gen-optog han tanken. I Tyskland skrev han sin første tragedie "Hakon Jarl", året efter skrev han i Paris "Palnatoke". Begge dramaer behandler kampen mellem hedenskab og kristendom. Efter hjemkomsten blev Oehlenschläger professor i æstetik ved universitetet i København. Om hans forfatterskab er det blevet sagt, at arbejderne fra tiåret 1810-20 ikke holder mål med dem fra det foregående tiår. 1814 kom det episke digt "Helge" og i 1817 prosa-fortsættelsen "Hroars Saga". 1819 udsendte han "Nordens Guder". I 1820'erne vendte han tilbage til tragedien bl.a. med "Væringerne i Miklagaard" (1827). Tragedien "Amleth", der blev opført på Oehlenschlägers 67 års fødselsdag, indbragte ham publikums hyldest. Også den næste nordiske tragedie, hans sidste, "Kiartang og Gudrun" (1849) gjorde lykke. Efter han i sommeren 1847 på en rejse i Sverige var blevet hyldet som nordisk digter, samledes med ham på hans 70 års fødselsdag en række fremtrædende mænd for at hylde ham som dansk digter. Hans fremtrædende position blev understreget, da Grundtvig ved denne lejlighed overrakte ham en laurbær-krans fra danske kvinder (f 14/11 1779)

 

1873 f Johs. V. Jensen, forfatter; han debuterede 1896 med romanen "Danskere" om en ung provinsstudents møde med storbyen København. Efter en kort Amerikatur og ophold i Spanien og Paris som korrespondent kom "Himmerlandsfolk" (1898), indeholdende historier om jyske bønder og andre almuefolk. Hans første hovedværk var den historiske roman fra Chr II's tid, "Kongens fald" (1899-1901). Med den ville J bl.a. skildre dansk sinds udvikling og egenart. Rejseår til Østen og USA skabte et gennembrud for hans digtning, som det kom til udtryk i romanerne "Madame d'Ora" (1904) og "Skovene" (1904). I dem skildrede han den moderne verdens modsæt-ninger: USA i "Madame d’Ora" og Østen i "Skovene". I 1906 kom hans epokegørende samling "Digte", som senere blev fulgt af flere andre samlinger bl.a. "Aarstiderne" (1923) og "Paaskebadet" (1937). Sin mytedigtning indledte J med "Myter og jagter" (1907) og "Nye Myter" (1908); sidstnævnte år begyndte også en ny afdeling af hans forfatterskab med "Bræen; myter om istiden og det første menneske", -hvor han fremsatte et evolutionistisk syn på menneskeslægten og dens første optræden i Norden. Denne hans teori om de nordiske folks plads i historien blev uddybet i de værker, J sammenfattede under fællestitlen "Den lange Rejse" (1908-21). Af filosofisk, dels kunsthistorisk indhold bl.a. "Det blivende" (1931) og "Thorvaldsen" (1938). Fra samme periode er romanerne "Dr. Renaults fristelser" (1934) og "Gudrun" (1936). Fra rejser i Norden og Amerika er stoffet hentet i "Paa danske veje" (1931), "Fra Fristaterne" (1939) og "Nordvejen" (1939). I 1944 modtog J nobelprisen i litteratur (d 25/11 1950)

 

1875 d Jean-Francois Millet, fransk maler; han voksede op på landet i Nordfrankrig, men fra han var 19 år studerede han kunst i Cherbourg; 1837 kom han til Paris, han forlod byen og vendte tilbage til Cherbourg tre år senere, da Salonen afviste et af hans arbejder. Hans første succes fik M i 1844 med "Malkepigen"; med dette billede og mange andre monumentale fremstillinger af arbejdende bønder regnes M blandt grundlæggerne af det franske realistiske maleri ved midten af 1800-tallet. Han var blandt de første, som tog kropsarbejde og kropsarbejderen op som motiv og fik stor betydning for det senere realistiske maleri bl.a. for Van Gogh, der i M så virkelighedens sande mester. M’s realisme kommer frem i såvel valg af emner som i kravet om psykologisk sandhed i skildringen; til maleriernes store virkning bidrager ikke mindst landskabet, som er den helt naturlige stemnings-ramme. Blandt M’s værker er "Høstfolk" (1845), "Bondekone, der ammer sit barn" (1845); fra 1851 er "De aksplukkende kvinder"; på grund af sin usminkede realisme vakte "Manden med hakken" voldsom forargelse, da det blev udstillet (1863) (f 4/10 1814)

 

f Federico Fellini, italiensk filminstruktør; han havde en fortid som journalist og tegneserietegner, da han i 1945 debuterede i filmens verden som manuskriptsforfatter. I 1951 debuterede han som instruktør med sin første film "Den hvide sheik". Med "Dagdriverbanden" (1953) om unge døgenigte i Fellinis fødeby Rimini indledtes den selvbiografiske linje, som har været hans varemærke. Det store internationale gennembrud og en Oscar (den første af fem, den femte og sidste Oscar fik Fellini for sin samlede produktion) fik han med "La Strada" (1954). I Fellinis film blev den kvindelige hovedrolle ofte spillet af hustruen siden 1943, Giulietta Masani, som i "La Strada" og "Gadepigen Cabiria" (1957). I begge film fremstillede hun undertrykte kvinder. Blandt Fellini’s andre film er "8½" (1963), belønnet med en Oscar som bedste udenlandske film, endvidere "Det søde liv" (1960). Sidstnævnte, der bl.a.indeholder den berømte scene, hvor Anita Ekberg bader i Trevifontænen, blev fordømt som amoralsk af den katolske kirke, men belønnet med De Gyldne Palmer ved Filmfestivalen i Cannes. Blandt Fellinis senere film er "Ginger og Fred" (1985), hvor Giulietta Masani sammen med Mastroianni ømt fremstillede et aldrende dansepar, som tiden var løbet fra (d 31/10 1993)

 

1936 d Georg 5. konge af Storbritannien og Nordirland samt kejser af Indien 1910-1936; søn af Edward 7. og dronning Alexandra. Han blev tronarving ved sin ældre bror Alberts død i 1892. Hurtigt efter sin tronbestigelse blev han part i de forfatningsmæssige stridigheder melllem Overhuset og den liberale regering. Her som i senere konfliktsituationer f.eks. ved gennemførelsen qf irsk selvstyre i 1921, generalstrejken i 1926 og regerings-dannelserne i 1923 og 1931 medvirkede han til løsninger uden at sætte sin position på spil. For at tage afstand fra kongefamiliens tyske oprindelse fraskrev Georg i 1917 for sig og sin familie retten til alle tyske titler, og den britiske kongefamilie tog samtidig navnet Windsor i stedet for det tyske slægtsnavn Sachsen-Coburg-Gotha. Dette medvirkede uden tvivl til, at kongeparret blev et symbol på sammenholdet under 1. Verd.krig. Desuden kom kongehuset til at stå som garant for stabilitet og traditionelle familieværdier. 1893 blev G gift med Victoria Mary, prinsesse af Teck (f 3/6 1865)

 

1984 d Johnny "Tarzan" Weismüller, amerikansk skuespiller; Weismüller var verdens bedste svømmer på korte distancer i perioden 1924-30; han satte i alt 67 verdensrekorder og vandt 5 olympiske guldmedaljer. Ved de olympiske lege i Paris i 1924 vandt han 100 og 400 m crawl og 4x200 m fri. Ved de olympiske lege i 1928 i Amsterdam vandt han 100 m crawl og 4x200 m fri; han vandt desuden bronze i vandpolo i 1924. Fra 1932 var Weismüller filmens ubestridte Tarzan-fortolker, en rolle han spillede i 12 Tarzanfilm. Den sidste i 1948. Efter Tarzanårene sås han i en række film som en anden junglehelt-Jungle Jim (f 2/6 1904)

 

Til top        21. januar

 

661 d myrdet Ali ibn Abi Talib, profetens fætter og svigersøn; en af de første der anerkendte Muhammed som Guds sendebud. Med profetens datter Fatima fik han sønnerne Hassan og Husayn. A var i flere omgange på tale som kalif, men først efter Uthmans død i 656 blev han valgt til kalif af befolkningen i Mekka og Medina. Hans kandidatur blev udfordret fra flere sider, og han blev myrdet i 661 af en af sine religiøse og politiske modstandere. I shiaislamisk tradition betragtes Ali og hans sønner i ægteskabet med Fatima som imamer, dvs som de sande, ufejlbarlige ledere af det islamiske samfund (f ca 600)

 

1338 f Karl 5. fransk konge 1364-1380, med tilnavnet "den vise"; søn af Johan den Gode og Bonne de Luxembourg; overtog styret da faderen var blevet taget til fange af englænderne i slaget ved Poitiers 1356 under Hunkdredårskrigen. Kongens tilfangetagelse skabte uro i landet; med pariserborgeren Ètienne Marcel som fører prøvede stænderne at tage magten i staten; også bønderne gjorde oprør (Jacqueriet). Adelen sluttede sig til Karl, og den 31. juli 1358 blev Marcel dræbt. Bøndernes oprør brød sammen, og Karl kunne vende tilbage til Paris. Han blev konge, da faderen døde 1364. Da krigen med England brød ud igen i 1369, vandt franskmændene så mange sejre, at de betingelser, franskmændene havde måttet acceptere ved fredsslutningen efter nederlaget ved Poitiers, ikke mere eksisterede. Karl’s tilnavn skyldes hans litterære interesser. Ved sit hof, omgav han sig med tidens forskere og havde et efter tidens forhold stort bibliotek: 910 bind. Han reorganisere hæren, skabte en ny flåde, ændrede skatteop-krævningen, så der blev indført en del indirekte skatter. Til at huse sit bibliotek lod han Louvre opføre. Politisk evnede han at styrke kongemagten; hans styrelse af finanserne var forsigtig og heldig, og der kom fasthed og orden i pengevæsenet. Som mæcen støttede han mange kulturelle og intellektuelle aktiviteter. Endvidere blev englænderne drevet ud af det meste af Frankrig. Så i Karl 5.'s regeringstid oplevede Frankrig en mirakuløs opblomstring efter nederlagene og ødelæggelserne i Hundredårskrigens første fase (d 16/9 1380)

 

d Stygge Krumpen, biskop i Vendsyssel; fra ca 1514 gjorde han tjeneste i kongens kancelli som sekretær. For sin tjeneste fik han efterhånden gode præbender: Tranebjerg kirke på Samsø, et kanonikat i Århus og Helligåndshospitalet i samme by. I 1519 biskop i Vendsyssel. Trods disse og andre gunstbevisninger fra Christian 2. blev K snart kongens fjende, og han var en af foregangsmændene i oprøret mod kongen. Som tak modtog K store forleninger af Frederik I. K’s grådighed efter indtægter gjorde ham efterhånden forhadt. Da kirkerne på Læsø, som tidligere havde hørt under hans stift, ikke ydede, hvad han forlangte, satte han dem i 1523 i band. Hans øgede brug af sandemænd i retssager (for at få de store bøder) forbød kongen ham. Da reformationsrøret begyndte, forsøgte K i første omgang at bekæmpe det, men da kongen krævede religiøs tolerance, bøjede K sig for for de nye kirkelige forhold. Dog udnyttede han forholdene til at tilegne sig annekspræstegårde og udsuge stiftets nonneklostre brutalt; K’s forhold til sin slægtning Elsebeth Gyldenstjerne, som han samlevede med i Børglum kloster, vakte megen forargelse. Under Grevens Fejde, hvor hans bispestols gårde blev afbrændt, og hans len overdraget til andre, måtte K hytte sig selv ved (sammen med Elsebeth) at holde sig skjult ("i Peder Ride-mands Bagerovn"). Så snart Christian 3. var blevet konge, regnede det ned med stævninger og retssager mod K, og bl.a. blev nonneklostrene frataget ham. Da han (som de andre katolske bisper) var fængslet, førtes han til Sønderborg slot og blev således fange sammen med Christian 2.. Først 1542 kom han ved et forlig i Odense på fri fod og fik Asmild kloster i len. Han blev begravet i Mariager, hvor han sammen med sin bror havde stiftet et kapel (f antagelig mellem 1480 og 1485)

 

d Joseph Justus Scaliger, hollandsk filolog og historiker, hvis arbejder om kronologi var blandt de største bidrag ydet af Renæssancens lærde med henblik på at få systematiseret de klassiske studier. Som ung begyndte S studier ved universitetet i Bordeaux. I 1559 tog han til Paris for at studere latin og græsk og begyndte ved selvstudium at lære sig hebræisk, arabisk, syrisk, persisk og de vigtigste moderne sprog. Han konverterede til protestantismen i 1562. Efter rejser underviste han fra 1572 ved universitetet i Geneve. I 1593 blev han kaldt til universitetet i Leiden, hvor han blev kendt som sin tids mest lærde humanister; han forblev i Leiden til sin død. S’s betydeligste arbejde er "Opus de emendatione tempore" (1583, Studier om forbedringer af tiden). I værket sammenlignede antikkens forskellige civilisationers beregning af tid, rettede deres fejl og placerede for første gang kronologi på et solidt videnskabeligt grundlag. Med to afhandlinger fra 1604 og 1616 grundlagde han numismatik og gav dermed historieforskningen et nyt og sikkert t værktøj (f 5/8 1540)

f Anders Bording, forfatter og redaktør; student 1637, men først 1653 magister fra Sorø Akademi; B var i mellemtiden huslærer på forskellige herregårde; efter 1653 var han i en periode rektor i Slangerup og siden lektor ved domkapitlet i Ribe; altsammen inden han blev hofjournalist og fastboende. 1666 pålagde kongen ham at udgive en månedsavis. Det kom til at betyde, at B i pressehistorien tegner sig for en pionerindsats med den versificerede Den Danske Mercurius, som han skrev og udgav fra sommeren 1666 til få uger før sin død. Henved 15.000 rimede aleksandrinere med europæiske nyheder blev det til i causerende journalistik stil og med udpræget flair for enevældens PR-behov med dens hofnyt i den allerloyaleste fremstilling. Avisen tog hans meste tid i hans senere år. Hans versproduktion, ud over avisen et par hundrede digte, falder især i kategorierne lejlighedspoesi, hyrde-viser, salmer samt (ansøgnings)digte til kongehus og embedsmænd samt ræsonnerende digtning f.eks. "Lærde Quinders Forsvar" (1647), hvor han talte for kvindens åndelige emancipation. B er blevet kaldt Danmarks første professionelle digter; han havde sit udkomme af pennen – om end pauvert i forhold til den fede smiger, også han efter tidens skik nedlod sig til (d 24/5 1677)

 

1733 d Bernard de Mandeville, engelsk forfatter og filosof; født i Holland, studerede medicin i Leyden, hvor han tog doktorgraden rejste derefter til England, hvor han var bosat til sin død; blev kendt ved sin fabel om bierne, der udkom 1714 med titlen "The Fable of the Bees or, Private Vices Public Benefits", forøget med en prosakommentar "Remarks on the Fable" samt en afhandling "An Inquiry into the Origin of Moral Virtue". I sit værk, der vakte opsigt og forargelse, viste M i modsætning til tidens øvrige moralister, at civilisationen hviler på menneskenes laster, idet samfundets arbejde væsentlig går ud på at skaffe midler til at tilfredsstille alle laster. Udgivelsen af værket medførte en anklage for irreligiøsitet og fjendskab mod fædrelandet, denne førte dog ikke til noget, og 1728 kunne M udgive anden del af sin bog. De udkom i flere oplag og blevlæst ud over Europa; det samme var tilfældet med hans "Free Thoughts on Religion, the Church and Natural Happiness" (1720). Blandt andre arbejder er "An Enquiry into the Causes of the Frequent Executions at Tyburn" (1725) (f november 1670)

 

1793 d henrettet Ludvig 16. fransk konge 1774-92, tredjefødte søn af dauphinen (kronprinsen) Ludvig og Maria Josepha af Sachsen; L blev tronarving, da først hans far døde i 1765, og hans to ældre brødre i 1754 og 1761; han var kendt for sparsommelighed, reformvenlighed og et anstændigt privatliv. Han blev da også hilst med glæde, da han blev konge. Ludvig 15.s upopulære ministre blev afskediget, og med fysiokraten Turgot i spidsen prøvede den nye regering at få gennemført en skattereform og skabe større frihed i næringslivet. Det lykkedes dog ikke at få orden i finanserne, tværtimod var statsgælden vokset under krigen med England 1778-83, og Pariserparlamentet nægtede at godkende nye skatter. 1789 tvang finansnøden ham til at indkalde generalstænderne, og tredjestands beslutsomhed og L’s vankelmod fremskyndede revolutionens udbrud; oktober samme år måtte han godkende, at mennerettighedserklæringen (vedtaget august s.å.) skulle danne grundlag for en ny forfatning. Utilfreds med, at kongemagten blev mindsket, planlagde kongefamilien i slutningen af 1790 at flygte for med østrigsk hjælp at sætte en grænse for nationalforsamlingens magt. Juni 1791 blev planen sat i værk. Men kongen blev genkendt og standset i Varennes, hvorefter kongefamilien blev tvunget til at tage tilbage til Paris. Flugtforsøget svækkede L’s position; følgelig blev han suspenderet, til en ny forfatning var vedtaget. Forfatningen blev færdig sept 1791, og L overtog styret som konstitutionel monark. Men uden om sin regering holdt han forbindelse med udlandet og lagde planer om at genindføre enevælden. Under krigen med Preussen og Østrig mistænkte folket ham for at ønske fjenden fremgang, og det kom til demonstrationer mod ham. Han blev afsat, og kongefamilien fængslet. L blev som "borger Capet" anklaget for forræderi og kendt skyldig i sammensværgelse mod friheden og den almene sikkerhed, han blev dømt til døden og guillotineret (f 23/8 1754)’’’

 

f John Charles Frémont, amerikansk opdagelsesrejsende, officer og politiker; deltog 1838-41 i kortlægning af området mellem Mississippi og Missouri flodernes øvre løb. Ledede 1841 en ekspedition, der undersøgte Des Moine flodens løb. På senere ekspeditioner nåede F frem til Californien og Stillehavet. Under krigen mod Mexico (1845) spillede F en vigtig rolle i den amerikanske erobring af Californien. F’s spejder på flere af rejserne var den farverige Christopher ("Kit") Carson. 1856 var F republikansk præsidentkandidat. Under Den amerikanske Borgerkrig havde han som generalmajor vigtige kommandoer. 1878-81 var han guvernør i Arizona. Selv om andre havde rejst ad de ruter F fulgte mod vest, var han den første, der opmålte, kortlagde og beskrev dem. Hans indsats fik således stor betydning for den amerikanske kolonisering af "vesten" (d 13/7 1890)

 

1824 f Thomas "Stonewall" Jackson, amerikansk officer og general i Sydstaternes hær under Den Amerikanske Borgerkrig. Jackson fik tilnavnet Stonewall for sin hårdnakkede modstand i det første slag ved Bull Run 21. juli 1861. Han udmærkede sig derefter i alle afgørende slag i borgerkrigen. Ved Antietam -17.september 1862 – og under operationerne i Shenandoah-dalen senere samme år blev hans indsats afgørende for kampenes udfald. Det samme var tilfældet i slaget ved Chancellorsville 2. maj 1863. Her samarbejdede han med general Robert E. Lee. De to fostrede en genial plan for at imødegå nordstatshærens truende omringning i skovene ved Chancellorsville. Sydstatshæren blev delt. Lee blev tilbage med kun 10.000 mand med front mod nordstatshærens centrum. I spidsen for hovedstyrken foretog Stonewall– uden at blive opdaget af fjenden – en omgående bevægelse om de føderale styrkers højre fløj. Manøvren var en stor succes. Da aftenen faldt på, var nordstatshærens fløj revet op. Men i triumfens øjeblik ramte ulykken Jackson. Han var redet frem for at organisere forfølgelsen. Da han i tusmørket vendte tilbage til lejren, blev han modtaget af ild fra sine egne, der antog ham og hans ledsagende stab for fjenden. Jackson blev alvorligt, men ikke dødeligt såret. En lungebetændelse stødte imidlertid til, og han døde en uge senere. Jackson eftermæle siger bl.a., at i ham kombineredes en religiøs glød med en stærk agressiv kampånd. Han holdt streng disciplin, men de officerer og soldater, han havde kommando over, stolede på ham og kæmpede godt under hans ledelse. Han var mester i hurtig bevægelse og overraskende taktik. Undertiden slørede han sine intentioner, så at hans egne officerer ikke havde kendskab til detaljerne hans planer, før de fik ordre til angreb (d 10/5 1863)

 

1829 f Oskar 2. konge af Sverige 1872-1907 og af Norge til 1905, søn af Oskar I og dronning Joséphine af Beauharnais; 1857 gift med Sophie af Nassau. O udfoldede et rigt historisk, krigshistorisk og skønlitterært forfatterskab. Hans uddannelse ved marinen afspejler sig i hans "Om skärgårdsflottens debarkeringstrupper" (1849) og "Förslag til exercisreglemente för K.M. flottas landstigningstrupper" (1855); i det kgl. ægteskab blev der født fem sønner bl.a. efterfølgeren Gustav (V) (d 8/12 1907)

 

d Kamma Rahbek; R betegnes som et af de sjældne mennesker, der er blevet berømt alene ved sit privatliv. Hun har intet forfatterskab, bortset fra sine utallige breve der er skrevet uden tanke på offentliggørelse. I sit ægteskab med Knud Lyne Rahbek skabte hun fra ca. 1800 af Bakkehuset på Frederiksberg, der i tyve år havde været hendes mands hybel, et hyggeligt hjem, der stod gæstfrit åbent og blev samlingsstedet for en vennekreds uden snævre grænser, men hvis grundstamme var tidens ypperste litterære personligheder. Stamgæsten J.M. Thiele har i "Erindringer fra Bakkehuset" (1869) skildret selskabeligheden. At 1800-tallets guldalderdigtere søgte til Bakkehusets aftensammenkomster, skyldtes R, hvis omgang foruden at skænke den fineste fornøjelse tillige var en sand opdragelse i moralsk og intellektuel henseende. Selv den ligegyldigste konversation gav hun et ejendommeligt præg ved sin lynsnare opfattelsesevne, lyst til modsigelse og godmodigt drilleri, sin humor og sit imitationstalent. R kunne mange sprog, hun lærte sig engelsk som tiårig og førte sig frem som en kosmopolit. Hun havde stor lidenskab for blomster og havekunst. Som en af de første i Danmark anlagde hun en prydhave med danske og mere eksotiske planter (f 19/10 1775)

 

1852 f Emma Gad, admiralinde, forfatter; hun stammede fra handelsborgerskabet og giftede sig som 20-årig ind i det højere embedsbourgeoisi. G påbegyndte sit forfatterskab som tidsfordriv og debuterede i 1886 som dramatiker ved Det Kgl. Teater. Frem til sin død skrev hun en lang række skuespil til københavnske scener og nød stor popularitet for sin humoristiske behandling af tidens spørgsmål vedrørende ægteskab, seksualitet, moral, politik og generationsproblemer. I 1903 stod hun som udgiver af "Vort Hjem", det første store opslagsværk i Danmark om hjemmets og familiens liv. Som værkets forfattere havde G samlet tidene førende personligheder inden for kunst, videnskab, mode og arkitektur. I 1915 blev hun ansat på Politiken som journalist og redaktør for Dametidende. Hermed indstiftede hun familie- og forbrugerstoffet i dagbladsverdenen. Men når Emma Gad huskes i dag, er det for hendes etikettehåndbog "Takt og Tone. Hvordan vi omgaas", som udkom i 1918. Det bærer tydeligt præg af at være skrevet i en overgangsperiode. På en gang formidler bogen et nyt og mildere syn på omgangen mellem mennesker og fastholder de dele af konventionen, som G fandt værdifulde (d 8/1 1921)

 

f Maxime Weygand, fransk general; var fra 1914 stabschef hos general Foch; under den polsk-russiske krig var han 1920 rådgiver ved den polske generalstab. 1923-24 beklædte han posten som øverstkommanderende for de franske styrker i Syrien, hvorpå han til 1930 virkede som chef for militærakademiet i Paris. Fra 1930 var han generalstabschef og 1931-35 den franske hærs generalinspektør og næstformand i det øverste krigsråd. 1935 trådte han tilbage pga. alder. Ved krigsudbruddet trådte han atter i tjeneste og blev sendt til Syrien for at opstille den såkaldte orientarmé. 20. maj 1940 blev han udnævnt til øverstkommanderende for den engelsk-franske hær i Frankrig og skulle afvende det truende nederlag efter tyskernes angreb den 10. maj 1940. Snart opfordrede W dog til indgåelse af våbenstilstand, der så skulle bane vej for en tålelig fred og en "moralsk fornyelse" af Frankrig. Juni-sept. 1940 var W forsvarsminister i Vichy-regeringen; derefter var han generaldelegeret i fransk Nordafrika og fra juli 1941 generalguvernør i Algeriet. Efter kritik af fransk støtte til de tyske operationer i Afrika blev W afløst november 1941 og var fra november 1942 til krigens afslutning interneret i Tyskland. Han blev efter sin hjemkomst til Frankrig anklaget for samarbejde med Tyskland og fængslet. I 1948 blev han frifundet og rehabili-teret af den franske højesteret (d 28/1 1965)

 

d J.P. Trap, kabinetssekretær og forfatter; han blev cand jur 1833 og i 1835 kancellist i kabinetssekretariatet. Han avancerede efterhånden gennem de forskellige trin inden for kabinetssekretariatet. Således udnævntes han i 1856 til kabinetssekretær. T's forfattervirksomhed begyndte, da han 1841 fik privilegium på udgivelsen af "Kgl. Hof- og Statskalender". Under arbejdet med denne modnedes hos T tanken om at udarbejde en afløser for Pontoppidans "Danske Atlas", 1700-tallets Danmarkstopografi. Resultatet blev, at T i subskription og på eget forlag i årene 1858-60 udsendte "Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark" i 5 bind. 1861-65 kom en til-svarende beskrivelse af Slesvig i 2 bind. Teksten byggede i vidt omfang på Traps personlige kendskab til landet erhvervet gennem talrige tjenesterejser. Teksterne var pålidelige og systematiske og dertil illustreret med smukke litografier. Trap Danmark blev en succes; det solgtes i 4.800 eksemplarer og blev genudsendt i reviderede ud-gaver 1872-79, 1898-1906, 1920-32 og 1953-72. T havde allerede 1870 truffet aftale med Gad's forlag om udgivelse af sine erindringer. I sit testamente overlod han manuskriptet til sin søn, og denne traf foranstaltninger til udgivelse. Denne hindredes imidlertid ved intervention fra hoffet, og først 1966-67 udsendtes T's erindringer: "Fra Fire Kongers Tid" i 3 bind (f 19/9 1810)

 

1891 f Knuth Becker, forfatter; han voksede op i et indremissionsk hjem i Hjøring og på en indremissionsk opdragelsesanstalt – Holsteinsminde. I hans fire digtsamlinger mellem 1916 og 1928 ser man et oprindeliggt følsomt-drømmende sind hærdes og i de tre bind "Silhuetter" i krast realistiske livsbilleder vende sig lidenskabeligt mod alle former for officiel skinmoral – kirkens og overklassens – og samfundsvold – særlig militarismen. B indledte 1932 sit til dels selvbiografiske romanværk med "Det daglige Brød". Hans ophold på Holsteinsminde, hans oplevelser og den mishandling, han og andre drenge blev udsat for, er baggrunden for "Verden venter" 1-2 (1934). I romanerne er kraften og anklagen ikke mindre end i digtsamlingerne, men med stor kunst smeltet ind i miljøskildringen, både fra hjemmeet og den li mmmmmmmmlle by og fra opdragelsesanstalten. B’s tid som smedelærling, landvæsenselev, soldat og handlende med landbrugsmaskiner er skildret i "Uroligt Forår" 1-3 (1938-39). De sidste titler i dette det mest omfangsrige danske romanværk er "Når Toget kører" 1-2 (1944) og "Marianne" (1956). Sidstnævnte er blevet karakteriseret som en af de smukkeste kærlighedsromaner, der er skrevet på dansk. I 1961 modtog Becker som den første Det Danske Akademis litterære pris (d 30/10 1974)

 

.1892 d John Couch Adams, britisk matematiker og astronom; ved 1840'ernes begyndelse blev han opmærksom på de uregelmæssigheder, der var i Uranusbanen. A var klar over, at uregelmæssighederne kunne skyldes tilstedeværelse af en hidtil ukendt planet. I september 1845 var han nået frem til ret nøjagtig position for den ukendte planet. Han overlod sine beregninger til lederen af observatoriet i Cambridge. Men uheldigt for A, begyndte man ikke straks observationer efter planeten. I Paris havde den franske astronom Leverrier studeret de samme fænomener som A og var nået frem til de samme resultater. Han bad sin kollega i Berlin, Johan Galle foretage de nødvendige observationer, og den 23. september 1846 iagttog Galle den nye planet, Neptun. I astronomiens historie er der almindelig enighed om at tilskrive Galle æren for at have opdaget Neptun. Det gælder dog ikke i den engelsktalende verden, her tilskrives æren Adams. I 1851 blev A præsident for Royal Astronomical Society. I 1858 blev han professor i matematik ved St. Andrews og i 1859 professor i astronomi og geometri i Cambridge. To år senere blev han leder af observatoriet i Cambridge, en stilling han beklædte til sin død (f 5/6 1819)

1905 f Christian Dior, modecreatur; hvis kreationer dominerede verdens kvindemode i tiåret efter 2. Verdenskrig. Han var født i en velhavende familie og begyndte en uddannelse inden for diplomatiet; under 1930ernes økonomiske krise måtte han opgive diplomatiet. Dior begyndte i stedet at lave tegninger fra modeopvisninger til ugebladet Figaro Illustré. 1938 blev han assistent designer hos Paris førende modeskaber, Robert Piquet, og fire år senere blev han medarbejder i modehuset Lucien Lelong. 1947 åbnede han eget modehus i Paris og vandt med præsen-tationen af New Look-moden samme år straks berømmelse. Denne meget feminine mode bestod af stærkt taljerede dragter med stofrige, lange skørter og var et brud med 2. Verdenskrigs korte kjoler forsynet med vatpuder i skuldren. New Look-modens umiddelbare succes efterfulgtes af 10 år med tilsvarende succes. I 1950’erne var "Sækkemoden" eller "H" linien den karakteristiske silhouet ved Diors design. Han var medvirkende til at gøre parisermoden verdenskendt og skaffede efter 2. Verd.krig atter respekt for den parisiske haute couture og genskabte dermed dens traditionelle førerstilling sammenlignet med amerikansk design (d 24/10 1957)

 

1911 Det første Monte Carlo-rally starter. Ved afslutningen den 28. stod Henri Rougier som vinder

 

d Jacob Knudsen, forfatter; i 1881 blev han cand theol, hvorefter han var lærer på Askov Højskole til 1890, da han blev valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers fjord. En skilsmisse og et nyt ægteskab førte 1897 til et brud med menigheden, og K ernærede sig herefter væsentligst som foredragsholder og fremragende oplæser. Indledte sit forfatterskab 1898 med "Et Gensyn"; derefter kom i hurtig rækkefølge en række romaner bl.a. "Den gamle Præst", 1899, med minder om barndomhjemmets præstegård, også dobbeltromanen "Gjæring – Afklaring" (1902) har tydelige biografiske træk. "Sind" (1903) er en bog om en bondeslægts fanatisme og retfærdighedssøgen indtil det vanvittige."Lærer Urup" (1909) er et opgør med tidens moderne samfunds- og skoleideer. Det store værk"Angst-Mod" (1912-14) fortæller om Luthers udvikling til reformator og hans vanskelige vej til den sande tro. I sit forfatterskab forfægtede K kristelige og pædagogiske meninger med styrke, men også sociale problemer kommer han ind på. Oplevelser fra sine foredragsrejser gav ham stof til nogle fortællinger (samlet i "Jyder" I-II, 1915-17). I hans sparsomme lyrik er salmerne "Se, nu stiger Solen af Havets skød" (1891) og "Tunge, mørke Natteskyer" (1890) (f 14/9 1857)

 

1924 d Lenin (Vladimir I.Ulanov), russisk revolutionær, statsmand og marxistisk teoretiker; fik tidligt berøring med revolutionære kredse, bl.a. gennem broderen Aleksandr, hvis henrettelse 1887 i forbindelse med et attentat mod zaren fik stor betydning for L’s udvikling. Afsluttede sine juridiske studier i 1891 og var derefter en kort periode advokat i Sct. Petersborg; fortsatte sine studier af marxismen og samfundsudviklingen i Rusland og udgav en illegal avis. Belv arresteret og efter at have tilbragt et år i fængsel, blev han 1897 forvist tre år til Sibirien. 1900 rejste L til Vesteuropa, hvor han bortset fra årene 1905-07 opholdt sig til 1917. I disse år færdiggjorde han sit værk "Kapitalismens udvikling i Rusland". På kongresser af venstresocialister i Zimmerwald (1915) og Kienthal (1916) var L leder af den venstrefløj, som uden held gik ind for at omdanne den imperialistiske krig (1. Verdenskrig) til en borgerkrig. Det teoretiske grundlag for sin vurdering af krigen fremlagde L i bogen "Imperialismen som Kapitalismens højeste Stadium". Da den russiske revolution brød ud i marts 1917, vendte L tilbage til Rusland og gik i gang med at forberede den væbnede opstand, der skulle sikre hans parti magten i Rusland. Han var i én person lærer, strateg, taktiker, ideernes og handlingens mand. Det var ikke mindst hans beslutsomhed, handlekraft, foragt for hindringer og en urokkelig tro på hans tankers absolutte rigtighed, der sikrede bolsjevikkernes sejr. Efter Oktoberrevolutionen 1917 blev han formand for Folkekommissærernes Råd og den faktiske leder af den nye Sovjetrepublik. I de flg. år organiserede han kampen mod den russiske kontrarevolution og de udenlandske interventionstropper samt opbygningen af det sovjetiske samfund. Fra 1922 ramtes han af flere slagtilfælde, der lagde hindringer i vejen for hans deltagelse i styret (f 22/4 1870)

 

 

1932 d Lytton Strachey, britisk historiker; han studerede historie i Liverpool (1897-99) og ved Trinity College, Cambridge i årene 1899-1903. Derefter levede han i London som forfatter og journalist. Han skrev til flere tidsskrifter især til "Spectator". I 1912 udgav han "Landmarks in French Literature". Værket var et led i den store indsats S gjorde for blandt sine landsmænd at udbrede kendskabet til fransk poesi og prosa. Men sin største indsats gjorde han på biografiens område. Han vandt berømmelse med sin "Eminent Victorians" (1918) en samling underholdende og respektløse biografiske studier over kardinal Manning, Florence Nightingale, Thomas Arnold og general Gordon. Med bogen indledtes en almindelig reaktion mod biografiens tørre ophobning af fakta og mod fortielsen af prominente personers fejl og dumheder. Desuden medvirkede den til at skabe en udbredt ironisk indstilling til Victoria-tiden i almindelighed. S’s næste bog "Queen Victoria" (1921) var mere nøgtern. Den betegnes som hans bedste bog. I den kombinerer han sine fortællerevner med sine evner til at analysere personer, han intet havde til fælles med. I 1922 fulgte en del litterære og biografiske essays "Books and Characters" og 1928 "Elizabeth and Essex" (f 1/3 1880)

 

1950 d George Orwell, (pseudonym for Eric Blair) engelsk forfatter; gjorde fra 1923 tjeneste i politiet i Burma; han forlod tjenesten i 1927 mest på gr. af sin modvilje mod det britiske kolonistyre. Hans erfaringer fra politiarbejdet afspejles i hans første roman "Burmese Days" (1934, da. Burma-dage, 1955). I nogle år derefter levede han en kummerlig tilværelse bl.a.som tallerkenvasker i Paris og vagabond i England, en periode han har skildret i "Down and Out in Paris and London" (1933, da Elendighedens London og Paris, 1954). Som aktiv socialist deltog han i Den spanske Borgerkrig. Her blev han imidlertid skuffet over de kommunistiske intriger og måtte til slut flygte til Frankrig. Hadet mod diktaturet i enhver form blev den stærkeste drivkraft i hans forfatterskab, og inspirerede hans to mest berømte bøger, den komisk-satiriske "Animal Farm" (1945, da. Kammerat Napoleon,1947) og fremtidsromanen "Nineteen Eighty-Four" (1949, da. 1984, 1950). Førstnævnte er en fabel om, hvordan dyrene på en bondegård gør oprør mod de menneskelige undertrykkere og tager magten, hvorefter et tilsvarende undertrykkelsesmønster gentager sig. Dermed bliver romanen et billede på, hvordan en revolution forrådes. "1984" er en dyster fremtidsroman om et totalitært overvågningssamfund, hvor fortiden konmstant omskrives, og hvor ingen kan vide sig sikker. Bogen viser O’s had mod diktaturet i enhver form, og var ikke, som mange troede, en illustration på forholdene i Sovjetunionen. Desuden skrev O essays f.eks. samlingen "Critical Essays" (1946), hvor han bl.a. behandlede litterære emner fra et socialt synspunkt; i 1950 kom samlingen "Shooting an Elephant" (f 25/6 1903)

 

1954 Amerikanerne søsætter "Nautilus" verdens første atomdrevne u-båd. Nautilus sejlede ved hjælp af dampturbiner, der blev drevet af en atomreaktor, og kunne i neddykket stand skyde en fart på over 20 knob. En fart den kunne holde i særdeles lang tid. Med sin længde på 97 meter var den længere end nogen anden u-båd. I dagene 1. til 5. august 1958 foretog Nautilus sin historiske sejlads under Nordpolens is

1967 Ved verdensmesterskaberne i håndbold for herrer i Sverige vinder det danske hold sølvmedalje

Amerikansk fly med brintbomber om bord styrter ned i Grønland

 

Til top        22. januar

1440 f Ivan 3. den Store, storhertug af Moskva 1462-1505; med udgangspunkt i sit storfyrstendømme samlede han det meste af Rusland under sin magt. Han erobrede fyrstendømmet Novgorod i to felttog 1472 og 1478 og lukkede 1494 hansestædernes kontor i byen Novgorod. Ved "Opmarchen ved Ugra" 1480 eliminerede Ivan truslen fra tatarerne, der i mere end 200 år havde været herrer i Rusland. 1492 indledtes erobringen af Litauens besiddelser i Rusland. Fyrstendømmet Tver blev erobret 1485. 1492 blev Ivan gift med den sidste byzantinske kejsers niece Sofia Palæologos; herefter betragtede han sig som Byzans arvtager og førte siden den byzantinske dobbeltørn som sit rigsvåben. Ivans voksende magt medførte, at man i det fjerne Italien fik øjnene op for de muligheder, der var i Rusland; mange italienere - bl.a. kanonstøbere og arkitekter - fandt vej til Moskva. Det var således en italiener - Aristol Fioravanti - der støbte de russiske kanoner, der blev anvendt mod Tver i 1485 (d 27/10 1505)

 

1552 d henrettet Edmund Seymour, hertug af Somerset; efter hans søster Jane i 1536 var blevet gift med Henrik VIII, fik han flere højere poster ved det engelske hof og blev earl af Hertford i 1537. Stod i spidsen for den hær, der invaderede Skotland i 1544. Efter Henrik VIII’s død stod han i spidsen for det råd, der regerede landet under Edward VI’s mindreårighed. Seymour blev hertug af Somerset og undtagen af navn var han i 22 år konge af England. Et oprør blandt engelske katolikker i 1549 svækkede Seymours position, og hans modstand mod sine adelige kollegers inddragelse af bondejord medvirkede til, han i okt 1551 blev pågrebet og anbragt i Tower. En anklage om forræderi kunne ikke holde, men da man tilføjede, at Seymour havde stræbt efter at ændre det engelske regeringssystem, blev han dødsdømt og henrettet (f ca. 1500)

 

1561 f Francis Bacon, engelsk filosof, jurist, forfatter og statsmand; var af fornem familie, men som yngre søn måtte han selv bane sig vej, hvortil hjalp hans ærgerrighed. Mindre nøjeregnende med hensyn til midler steg han under Jacob I til lordkansler og baron af Verulam 1618; tre år senere blev han dømt for bestikkelse. Han blev benådet og tilbragte sine sidste år med studier. Hans hovedværker er fra 1620 "Novum Organum" (i.e. "det nye redskab", i modsætning til Aristoteles’ Organum) og fra 1623 "De dignitate et augmentis scientiarum" (i.e. om videnskabernes værd og forøgelse). Videnskabernes formål er iflg Bacon af praktisk art, nemlig at få magt over naturen, hvilket forudsætter viden om naturens love. Ved sine overvejelser over den empiriske forsknings metoder blev Bacon grundlægger af den engelske empirisme. Til erstatning for den på hans tid herskende aristotelisk-skolastiske deduktive metode som søgte at udlede konklusioner fra givne præmisser, ville Bacon udbygge den induktive metode: at formulere almengyldige love på grundlag af eksperimentelt kontrollerede iagttagelser. Den frie videnskabelige forskning hæmmes imidlertid af en række menneskelige fordomme, såkaldte idoler, som Bacon inddelte i fire grupper: idola tribus, som skyldes menneskets natur, der bevirker menneskets tilbøjelighed til at lade sin tænkning påvirke af følelser og ønsker og til at antage, at naturen er formålsbestemt; idola specus som beror på det enkelte menneskes særlige udrustning og tilbøjeligheder; idola fori som beror på sprogets magt over tanken; idola theatri som skyldes traditionens og samtidens vid og filosofiske synspunkters magt. Ved sin iagttagelse af den ensartede form af Atlantiske Oceans kystlinjer var Bacon en forløber for teorien om kontinentaldrift (d 9/4 1626)

 

1729 f Gotthold Ephrahim Lessing, tysk forfatter; studerede teologi i Leipzig; fra 1748 bosat i Berlin, hvor han skabte sig et navn som kritiker, dels ved "Vossische Zeitung", dels ved tidsskriftet "Briefe, die neueste Litte-ratur betreffend". L’s hovedværker som kritiker er "Laokoon oder über die Grenzen der Malerey und Poesie" (1766) og "Hamburgische Dramaturgie" (1767-69) Fik i 1770'erne en stilling som bibliotekar i Wolfenbüttel, hvor han boede til sin død. L’s digteriske indsats ligger især på det dram. område. Fra ungdomsårene i Leipzig stammer en række lystspil bl.a. "Der junge Gelehrte". Fra 1772 tragedien "Emilia Galotti". Udgav som bibliotekar nogle papirer, som fandtes i biblioteket i Wolfenbüttel bl.a. nogle bibel-kritiske studier de såkaldte "Wolfenbütter Fragmente" (1774 ff) som fremkaldte en voldsom teologisk polemik fra ortodokse kredse. Lessings tanker under striden kom til udtryk i det dramatiske digt "Nathan der Weise" (1779), et indlæg i kampen for tolerance (d 15/2 1781)

 

Königsberg overgiver sig til russerne. Prøjsiske Syvårskrig

1788 f George Gordon lord Byron, engelsk digter; voksede op i trange kår i Aberdeen indtil han i 1798 arvede barontitel og familiegodset Newstead Abbey ved Nottingham efter en grandonkel; mens han studerede i Cambridge, kom hans første digtsamling "Hours of Idleness", der fik en ilde medfart i Edinburgh Review. Byron svarede igen med satiren "English Bards and Scotch Reviewers" (1809). Samme år drog han ud på en lang rejse til Portugal, Spanien, Tyrkiet og Grækenland. 1812 udgav han de første sange af det episke digt "Childe Harold’s Pilgrimage", som straks gjorde ham berømt og fereret. I de flg år udkom en række fortællinger på vers med romantiske og spændende emner fra middelhavsegnene: "The Giaour", "The Bride of Abydos", "The Corsair", "Lara" og "The Siege of Corinth". Skandalen efter et opløst ægteskab fik i april 1816 Byron til i bitterhed at forlade England for aldrig mere at vende tilbage. Rejsen gik til Svejts, hvor han boede en periode, siden rejste han til Italien, hvor han det meste af tiden boede i Venezia. I disse år afsluttede han "Childe Harold" og skrev en række versdramer "Manfred", "Sardanapalus" o.a. I 1818 påbegyndte han sin store samfundssatire "Don Juan", den blev aldrig helt færdig, men i årene 1819-24 blev den udgivet i ialt 16 sange. Det var i disse år, Grækenland førte sin seje frihedskamp mod tyrkerne. Byron, som længtes efter handling, begav sig i 1823 efter opfordring af Londons grækervenner til Grækenland, hvor den engelske lord blev hilst som landets frelser. Han udfoldede en rastløs virksomhed og megen klogskab i ordningen af forsvaret. Men midt under arbejdet blev han febersyg og døde. Byron betegnes som inkarnationen af den romantiske helt og en af romantikkens centrale skikkelser i Europa (d 19/4 1824)

 

1849 f August Strindberg, svensk forfatter; efter han af økonomiske grunde havde opgivet sine studier, var han 1874-82 ansat ved Det kgl. Bibliotek i Stockholm. Fra hans første periode som forfatter er bl.a. reformationsdramaet "Mäster Olof" (1872) og novellesamlingen "Giftas", med hvilken han lagde grunden til en realistisk novellekunst i svensk litteratur. Fra samme periode er romanerne "Röda Rummet" (1879), "Hemsöborna" (1887) og "Tjänstekvinnans son" (I-III, 1884-86), hvori han med en for datiden chokerende åbenhjertighed analyserer sin egen udvikling. Fra samme tiår er de naturalistiske dramaer "Fadern" (1887) og "Frøken Julie" (1888), med hvilke Strindbergs dramatiske udtrykskraft og geniale psykologiske replikkunst kulminerede. I 1890'erne opholdt Strindberg sig i længere tid i Paris, hvor han gennemgik en personlig krise, der genspejles i bl.a. "Inferno" (1897) og tragedie-trilogien "Till Damaskus" (1898-1904). Hovedværkerne fra hans senere år er de symbolistiske dramaer "Påsk" (1901), "Dödsdansen" (1901) og "Ett drömspel" (1902). Romanen "Svarta Fanor" (1907) står som et kampskrift over hans samtid. Med essaysamlingerne "En Blå Bok" (I-IV, 1907-12) gav Strindberg et rigt facetteret indtryk af sin sammensatte personlighed (d 14/5 1912)

 

1858 f Frederick John Dealtry Lugard, britisk officer og koloni administrator; efter militær uddannelse gjorde han tjeneste i Indien og deltog i Den afghanske Krig (1878-80); var derefter med i kampene i Sudan (1884-85) og i Burma (1886-87). For The Imperial British East Africa Company hævdede Lugard de britiske interesser i Uganda ved i 1890 at sætte en stopper for rivaliseringen mellem "franske" (romersk katolske) og "britiske" (anglikanske) fraktioner. Desuden gennemnrejste og kortlagde Lugard store dele af Uganda. Fra 1894 var L udsendt til Nigeria for at forsvare britiske interesser i konkurrence med Frankrig. Efter at uoverensstemmelserne med franskmændene var bilagt, blev Lugard i 1900 guvernør over Nord-Nigeria. En post, han beklædte til 1906; herefter var han 1907-12 guvernør i Hong Kong. Fra 1912 (til 1919) guvernør over både Syd- og Nord-Nigeria, fra 1914 med titlen Generalguvernør. I årene 1923-36 var han medlem af Folkeforbundets Permanente Mandatkommission. I 1893 udgav Lugard "The Rise of Our East African Empire" (d 11/4 1945)

 

f Andre Gide, fransk forfatter; han, der kom fra et borgerligt, protestantisk miljø, betegnes som en af 1900-tallets betydeligste franske forfattere, og at hans forfatterskab genspejler bruddet med 1800-tallets moralske og sociale holdninger og idebrydningerne i første del af 1900-tallet. Han debuterede 1891 med "Les cahiers d’André Walter" en romantisk fortælling i slægt med Goethes Werther. Under et ophold i Algier skrev han sin egentlige gennembrudsroman "Les nourritures terrestres" 1897, (dansk, Jordens frugter, 1963). Den karakte-riseres som et stykke prosapoesi, der opfordrer til stadig at være disponibel, klar til opbrud, og om nødvendigt at bryde med de borgerlige værdinormer. Bogen er blevet kaldt et "kødelighedens evangelium", og den behand-ler et tema, som – sammen med homoseksualitet – kommer igen i alle Gides værker: spændingen mellem aske-tiske idealer og sensuel nydelsesmoral. I 1909 stiftede han tidsskriftet "Nouvelle Revue francaise", der blev et forum for udenlandsk litteratur og et samlingssted for det unge Frankrig. I 1926 udsendte han selvbiografien "Si le grain ne meurt", der sammen med hans dagbog "Pages de Journal" (1889-1942) er den vigtigste kilde til forståelse af G’s sammensatte karakter. I begyndelsen af 1930’erne sluttede G sig til kommunismen, men efter en rejse til Sovjetunionen i 1936 – "Retour de l’URSS" brød han med kommunismen og vendte tilbage til en individualistisk kritisk holdning til alle ideologier. G har endvidere skrevet skuespil, rejsebøger og litteraturkritik; i 1947 fik han nobelprisen i litteratur (d 19/2 1951)

 

1879 Slaget ved Isandhlwana. Under Zulukrigen i Syd-Afrika havde en britisk hærafdeling, der var avanceret fra Rorke's Drift, slået lejr ved Isandhlwana. Man havde sløset ved anlæggelsen af lejren; den var således ikke omgivet af noget forsvarsværk. Om morgenen den 22. januar 1879 var lejrens kommandant general Lord Chelmsford rykket ud af lejren med en mindre afdeling for at støtte en rekognosceringsstyrke. Efter denne afdeling havde forladt lejren-nu under kommando af oberst A. W. Durnford - blev den angrebet af en zulustyrke på næsten 10.000 mand. Briterne blev løbet over ende og næsten alle dræbt. Da rekognosceringsstyrken vendte tilbage, fandt den lejren tom bortset fra de døde. Resten af tropperne trak sig tilbage til Rorke's Drift, som med held havde forsvaret sig mod et angreb samtidig med kampene ved Isandhlwana. Garnisonen i Rorke's Drift udgjorde omkr 80 mand og 30 til 40 mand på lazaret. Sidst på eftermiddagen anbreb zuluerne. Seks gange nåede de inden for forsvarsværkerne, men hver gang drevet tilbage ved bajonetangreb. Ved daggry trak zuluerne sig tilbage, efterladende 350 døde. De britiske tab havde været 17 dræbte og 10 sårede

 

1892 f Marcel Dassault (Marcel Bloch), fransk politiker og flykonstruktør; uddannet ingeniør og byggede sit første militærfly i 1917. Under Folkefrontsregeringen 1936-37 blev hans firma nationaliseret. Under 2. Verd.krig nægtede D, der var jøde, at samarbejde med tyskerne og blev sendt i kz-lejr. I 1945 konverterede han til katolicismen og tog navnet Dassault. Samme år gik han påny ind i flyindustrien, og hans firma "Dassault Aviation" blev kendt for sine Mirage kampfly og Falcon forretningsfly. D var en af Frankrigs rigeste mænd og repræsenterede som politiker en socialt afbalanceret gaullisme; han var deputeret 1951-56 og 1958-86 og senator 1957-58 (d 18/4 1986)

 

1897 f Nis Pedersen, forfatter; som forældreløs voksede han fra 1899 op hos sin bedstemor i Herning. 1914 blev han apotekerelev i Nakskov og 1918-20 journalist i Holbæk, hvorefter han i en række år vagabonderede, afbrudt af tre år (1926-29) som skotøjsarbejder i Viborg. Fra 1931 kunne han nogenlunde ernære sig ved sin digtning. Han debuterede i 1926 med digtsamlingen "Nattens Pibere". Den efterfulgtes af "En Drift Vers" (1933), "Til en Dronning" (1935) og "Stykgods" (1940). Hertil kommer den posthumt udgivne samling "For Tromme og Kastagnet" (1951). Som prosaist nåede han højest med romanen "Sandalmagerens Gade" (1931), der skildrer Rom på Marcus Aurelius tid; den efterfulgtes af "Spildt Mælk" (1934), en bog om den irske borgerkrig i 1922, skrevet efter et ophold i Irland. P har desuden skrevet noveller samlet i "Engle blæser på Trompet" (1937), "Dagtyve" (1941), "Muleposen" (1942) og "Stynede Popler" (1943) samt udgivet et bind aforismer "99 Bemærkninger" (1936) (d 9/3 1943)

 

1901 d Victoria, engelsk dronning 1837-1901; datter af Georg 3.'s fjerde søn hertug Edward af Kent, en yngre bror til de barnløse konger Georg 4. og Vilhelm 4. og prinsesse Victoria af Sachsen-Saafeld-Coburg. Ved faderens død i 1820 blev hun nærmeste tronarving. Da Vilhelm 4. døde 1837, besteg den attenårige pige Storbritanniens og Irlands trone. I 1840 blev hun gift med sin fætter prins Albert af Sachsen-Coburg-Gotha. Ægteskabet blev lykkeligt; de fik ni børn og levede et roligt familieliv med særlig glæde om sommeren på Balmoral Castle i det skotske højland. Alberts tidlige død i 1861 var et hårdt slag for hende. Victoria isolerede sig i mange år i Windsor slot uden for London. Dette gav anledning til megen kritik, og i 1860'erne mente mange, at Stor-britannien snart ville blive republik. I sine senere år opgav hun efterhånden sin isolation, og fremfor alt førte den nye imperialisme til, at dronningen i stigende grad blev et symbol på imperiets enhed. I 1877 blev hun kejserinde af Indien. Ved guldjubilæet 1887 og diamantjubilæet 1897 kunne "Europas bedstemor" – hun havde 31 børnebørn og 37 oldebørn – glæde sig ved en overvældende og oprigtig hyldest fra sit folk. Victoria beskrives som værende godt begavet, om end hendes åndelige horisont var snæver; intellektuelle interesser havde hun ikke. Hun var pligtopfyldende og arbejdsom, med en snæver, men solid borgerlig moral og en enkel og ufilosofisk religion (f 24/5 1819)

 

d Hendrik Pontoppidan, købmand, generalkonsul, godsejer; Pontoppidan var præstesøn fra Thy; efter læretid i et københavnsk kornfirma og yderligere handelsuddannelse i Manchester og Altona begyndte han i 1841 egen handelsvirksomhed i Hamborg. Forretningen var i begyndelsen nærmest en fedevare- og hørkramforretning. Hertil knyttedes også pengehandel, idet Pontoppidans firma i lighed med adskillige andre større hamborgske handelshuse blev bankier for danske købmænd, ligesom han også udførte forretninger for Nationalbanken og for det danske Finansministerium. 1851 blev Pontoppidan dansk generalkonsul. Under den alvorlige økono-miske krise i 1857 kom firmaet – som andre Hamborghuse – i likviditetsvanskeligheder som følge af sin udstrakte kreditgivning, og da man i Danmark frygtede, at dets fallit ville bringe mange danske købmandshuse til fald, blev der bevilget Pontoppidan et treårs millionlån, der reddede virksomheden gennem krisen. Oprindelig havde han ingen særlig tilknytning til Århus, men i 1867 købte han det forsømte Konstantinborg gods ved Århus (i Ormslev), som han i de følgende år forbedrede og gjorde til et mønsterbrug, bl.a. med malkekvæg og mejeridrift. Pontoppidan havde et nært samarbejde med Dalgas i Hedeselskabet, der i de første havde hovedsæde i Århus, ligesom Dalgas boede i Århus. Endvidere støttede Pontoppidan økonomisk landboforeningsarbejdet i såvel De Jydske Landboforeninger som den lokale landboforening. Han tog i 1871 initiativet til oprettelsen af Aarhuus Privatbank (f 21/3 1814)

 

Den blodige søndag i Sct. Petersborg. De russiske nederlag i krigen med Japan samt dyrtid fremkaldte uro i hele Rusland. I december og januar 1905 kom det til en omfattende strejkebølge i St. Petersborg, og her spillede præsten Gapon og hans arbejderforening en stor rolle. Politiet havde opmuntret ham til at danne foreningen, og meningen var, at den skulle vise sig loyal mod zaren, samtidig med den tog arbejdernes faglige krav op. Men myndighederne mistede kontrollen med foreningen, og Gapon var selv med til at samle 135.000 underskrifter på et bønskrift til zaren, hvor arbejderne ikke kun bad om 8 timers arbejdsdag og ret til at strejke, men også en jordreform og en nationalforsamling valgt ved almindelig stemmeret. Søndag 22. januar 1905 drog Gapon i spidsen for et stort arbejdertog til Vinterpaladset for at overdrage bønskriftet til zaren. Nikolaj II var bortrejst, og broderen fyrst Vladimir, som kommanderede vagtstyrken, var besluttet på at give folket en lærestreg. Da demonstranterne med ikoner og syngende - ikke revolutionære sange, men salmer og frem for alt kejserhymnen, "Gud, skærme du vor Zar" - kom ind på pladsen foran Vinterpaladset, blev der uden varsel åbnet ild mod dem. Flere hundrede blev dræbt og endnu flere såret. Denne "blodige søndag" blev signal til uro over hele Rusland

 

f U-Thant, burmesisk lærer, embedsmand, diplomat og FN’s tredie generalsekretær (1962-71); ved faderens død i 1928 måtte Thant afbryde sine studier ved universitetet i Rangoon. Han vendte hjem til sin fødeby, Pantanaw og blev lærer – tre år senere rektor ved samme skole. Efter afslutningen af 2. Verd.krig blev Thant embedsmand i forskellige ministerier. Dog var han 1948 chef for statsradiofonien i Burma, inden han 1949 blev statssekretær i informationsministeriet. I årene 1952-53 var han medlem af sit lands delegation ved FN. Fra 1957 til 1961 var Thant Burmas permanente repræsentnt ved FN. Ved generalsekretær Hammarskjölds død 1961 kunne USA og Sovjetunionen ikke blive om, hvem der skulle efterfølge ham. Som kompromiskandidat blev Thant 3. november 1961 valgt til midlertidig at beklæde embedet. Et år senere – 30. november – valgtes han til FN's permanente generalsekretær. 2. december 1966 genvalgtes han for en femårig periode. Ved udløbet af denne trak han sig tilbage. U-Thant døde i New York af kræft. Begravelsen skulle finde sted i Rangoon. Her blev Thants afsjælede legeme midtpunkt i en bizar strid mellem universitetsstudenter, der 2. december 1974 "stjal" det og gravlagde det i et hastigt opført mausoleum ved universitetet og politiet, der "generobrede" liget med magt den 11. december, begravede det på en privat grund og forseglede graven med beton. De følgende dages uro med gadekampe krævede flere dødsofre. Thant skrev – på burmesisk – bøger om FN, om det burmesiske uddannelsessystem og et trebinds værk om Burmas historie efter Anden Verdenskrig(d 25/11 1974)

 

1913 d Tokugawa Yoshinobu, den sidste Tokugawa shogun i Japan, og som ved sin holdning bidrog til at Meiji Restorationen i 1868 – i.e. afskaffelse af shogunatet og kejserdømmets genoprettelse – forløb forholdsvis fredelig. Da han blev shogun i 1866, forsøgte Yóshinobu forgæves at få fransk hjælp i forsvaret af sin magt. Efterhånden som modstanden voksede, gik han med til at afgive sin magt i 1867 og udtalte samtidig sin forventning at blive betragtet som den første blandt ligemænd i hvilken som helst magtstruktur, der måtte komme efter shogunatet. Men hans modstandere besluttede at slå til med det samme. Den 3. januar 1868 angreb og erobrede en gruppe radikale samuraier paladset i Kyoto og erklærede kejserdømmets genoprettelse. Skønt Y var indstillet på at anerkende kuppet, havde hans ministre en anden opfattelse. Resultatet var en kort- varig borgerkrig. Da de kejserlige tropper nærmede sig shogunatets hovedstad Edo (nu Tokyo), overtalte Y sine soldater til at overgive sig. Y fik lov at trække sig tilbage. Han blev ikke på nogen måde forfulgt. 1902 fik han fyrsterang (f 28/10 1837)

 

1922 d Frederik Bajer, forfatter, politiker; var officer og deltog i krigen 1864 som løjtnant. Han fik sin afsked i 1865 og levede derefter som lærer, forfatter og oversætter. 1872-95 var han medlem af Folketinget for Venstre. Han tillsluttede sig partiets grundtvigske fløj, men nærmede sig senere den radikale. Han fik ingen fremstrædende stilling i tinget, men ydede en betydelig indsats på det udenrigspolitiske felt, hvor han rejste spørgsmålet om Danmarks neutralitet. B engagerede sig i det danske og internationale fredsarbejde og stiftede bl.a. Dansk Fredsforening og Verdensfredsbureauet i Bern i Svejts. Det var for denne indsats, Bajer i 1908 modtog Nobels Fredspris. B var en af kvindesagens pionérer, og især hans indsats lå bag den såkaldte Bajer-lov fra 1880, der gav gifte kvinder rådighed over, hvad de erhvervede ved selvstændig virksomhed. Hidtil havde manden haft råderetten. Endvidere er det hans fortjeneste, at udenrigspolitik blev en del af Rigsdagens arbejde, og hans udenrigspolitiske synspunkter blev retningsgivende for venstregrupperne frem til 2.Verdens-krig (f 21/4 1837)

 

1944 Allieret landgang ved Anzio på Italiens vestkyst ca 50 km syd for Rom. Efter den allierede landgang på den italienske halvø ved Salerno i sept 1943 var fremrykningen nordpå kun sket langsomt. Juledag 1943 var de allierede bragt til standsning ca 120 km syd for Rom foran den tyske Gustavlinje - med de stærkeste forsvarsværker ved det gamle Benedektinerkloster Monte Cassino. På dette tidspunkt overvejede de allierede en ny amfibieoperation mod halvøens sårbare flanker. En sådan operation ville være i direkte konflikt med Operation Overlord - en allieret landgang i Normandiet, som var under forberedelse, og som havde førsteprioritet med hensyn til landgangsfartøjer. Churchill pressede imidlertid på og fik gennemført landgangen ved Anzio. Landgangen var vellykket, men kraftige tyske modangreb umuliggjorde et udbrud fra det etablerede brohoved; efterhånden blev det umuligt at fremføre forstærkninger, fordi de nødvendige landgangsfartøjer var blevet sendt til England til deltagelse i Operation Overlord. Først 23. maj - efter tyskerne havde forladt stillingen ved Monte Cassino - kunne de allierede styrker sydfra forene sig med styrkerne i Anzio-brohovedet

 

1972 I Bruxelles underskriver på Danmarks vegne statsminister J.O. Krag og markedsminister Ivar Nørgaard Romtraktaten. Danmarks medlemsskab af EU blev godkendt ved folkeafstemningen 2. november samme år

 

 

Til top        23. januar

1002 d Otto 3. tysk konge 983, tysk/romersk kejser 996, søn af Otto 2. og den byzantinske prinsesse Theophano; valgt til tysk konge i Verona i juni 983, mens hans far stadig levede; kronet i Aachen juledag samme år, kort efter sin fars død. Under hans mindreårighed blev riget styret først af hans mor og efter hendes død i 991 af hans bedstemor/farmor Adelaide (Adelheid). Straks han var blevet myndig og overtaget styret, drog han til Rom, hvor han 21. maj 996 blev kronet som kejser. Snart efter gik Otto 3. i gang med sine planer om genoprettelse af det romerske imperium. Rom skulle være hovedstad; opførelsen af et kejserligt palads på Aventin blev påbegyndt; Otto 3. genoplivede romerske embeder og byzantinske ceremonier, hvor såvel de romerske kejsere som Karl den Store var forbilleder. I dette nye kristne imperium skulle paven være underlagt kejseren. Da Otto 3. havde sørget for, hans ven Gerbert af Aurillac i 999 var blevet pave, antog denne navnet Silvester 2. og viste dermed, at han accepterede Otto 3.s planer og sammenlignede sit forhold til Otto 3. med Silvester I’s forhold til Konstantin den Store. Inden Otto 3.s store drømme kunne realiseres, døde han kun 22 år gammel. (f juli 980)

 

1516 d Ferdinand den Katolske af Aragonien, konge 1479-1516; 1469 gift med Isabella, som 1474 arvede Castilien; derved blev den spanske nationalstat grundlagt. I overensstemmelse med Isabella arbejdede F på at hævde kronens magt og indskrænke stændernes gamle friheder; adelens uafhængighed blev knækket, bortkommet krongods inddraget og retsplejen håndhævet. I 1492 erobredes Granada, det sidste mauriske rige i Spanien. Som tak for erobringen gav pave Innocens VIII kongeparret titlen "de katolske konger". Da Ferdinand og Isabella ville have trosenhed i deres rige, blev mauere og jøder udvist, hvis de da ikke endte på inkvisitionens bål. F var far til Johanna, der blev mor til kejser Karl V (f 10/3 1452)

 

1579 Unionen i Utrecht dannes af de protestantiske, nordlige provinser i Nederlandene. Sammenslutningen skete som modtræk mod det forsvarsforbund de sydlige, overvejende katolske provinser i Nederlandene havde indgået i 1579 med den åbenbare hensigt at nærme sig den spanske statholder. Denne var på det rene med, at den eneste mulighed for at bevare det spanske herredømme i Nederlandene var at vinde de katolske provinser gennem en imødekommende politik. Unionen i Utrecht var i formen et forsvarsforbund, men det knyttede de deltagende provinser så tæt sammen, at det blev grundlaget for en ny stat. Unionen opretholdt det traditionelle decentrale styre, men indførte en fælles forsamling, generalstænderne for unionen. Beslutninger om krig og fred og bevilling af skatter skulle vedtages enstemmigt af generalstænderne. Deltagere af unionen var provinserne: Holland, Zeeland, Utrecht, Geldern, Oberijssel, Friesland og Groningen. En egentlig uafhængighed skete først med erklæringen af 26. juli 1581

 

1598 f Francois Mansart (eller Mansard), fransk arkitekt; blandt hans første selvstændige arbejder er Église des Feuillants, 1629; tilbygning til Blois-slottet 1635 og Hôtel de la Vrillière 1636-38. Hans mest berømte bygning er slottet i Maisons-Laffitte 1642-51; med det høje tag og de høje skorsten knyttede det sig til den ældre franske tradition, men han skabte epoke og indledte den franske klassiske arkitektur i kraft af den jævne fordeling mellem hovedmasse og risalitter, og ved at sløjfe al skulpturel dekoration og ved at bruge de rene arkitektoniske elementer til dekoration og modellering af fladen. Desuden blev Maisons-Laffitte med hovedbygning og sidepavilloner omkring en forgård, cour d’honneur, et skoleeksempel på et fransk landslot fra 1600-tallet. Mansard udførte 1664 tegninger til Louvres østside. Mansardtag er opkaldt efter Mansard. Han brugte denne tagkonstruktion første gang ved tilbygningen til Blois-slottet. Et mandardtag er udført med saddeltag øverst og en stejl del nederst, ofte med vinduer i den stejle del, hvor udnyttelsesmulighederne nærmer sig normaletagers (d 23/9 1666)

 

d William Baffin, engelsk sømand og opdagelsesrejsende; deltog som ung i rejser til Grønland og Svalbard, foretog 1615 under kaptajn Bylot en ekspedition, som skulle finde Nordvestpassagen. På denne rejse blev Hudsonstrædet, Foxekanalen og Southamptonøen kortlagt; på en lignende rejse 1616 kortlagdes bl.a. Smiths-, Lancaster- og Jonesstræderne (78 gr n. br.). B’s opfattelse, at farvandet her var en lukket bugt (Baffinsbugten), medførte et tohundredårigt stop for forsøg på en videre fremtrængen her. På rejsen i 1616 nåede han 77 gr 45' n.br, en rekord, som for disse farvande blev stående urørt i 236 år. Alle håb om at finde en vej til Indien denne vej blegnede efterhånden, og ekspeditionerne i disse farvande ophørte. I tidens løb blev der også sået tvivl om B’s opdagelser, indtil de igen blev gjort af kaptajn Ross i 1818. B gik senere i tjeneste hos East India Company; på en rejse til Østen fra 1620 blev han dræbt i et engelsk-persiske angreb på Qisham i Den persiske Bugt. Et angreb der var starten på at fjerne den portugisiske tilstedeværelse ved Hormuz-strædet (f sandsynligvis 1584)

 

 

 

1739 Første danske skoleforordning. Ved forordningen blev en alm. undervisningspligt for første gang præciseret. Undervisningen skulle varetages af degnen under sognepræstens tilsyn. Undervisningens mål var indlæring af statsreligionens grundbegreber samt læsefærdighed. Ønskede forældre deres børn undervist i skrivning og regning, måtte de betale særskilt for det. Godsejerne reagerede skarpt mod loven og vægrede sig ved at påtage sig hovedparten af finansieringen af enevældens skolelovgivning. Dertil kom, at der savnedes kvalificerede lærere og egnede læremidler. Overfor disse vanskeligheder veg den politiske ledelse, og da den hverken evnede eller kunne bidrage til finansieringen, blev forordningen ophævet (29. april 1740) men mændene bag lovgivningen havde erkendt, at elementære færdigheder i læsning, skrivning og regning hos den enkelte bonde var en forudsætning for en modernisering af det danske landbrug

 

1744 d Giovanni Battista Vico, italiensk historiker og filosof; delvis i reaktion mod den nye naturvidenskab søgte V at genoplive den humanistiske tradition. Han gik ud fra, at man kun fuldt ud kan erkende det, man selv har skabt. Naturerkendelse er derfor kun mulig for Gud, hvorimod mennesket lettere han forstå historien, som er dets skaberværk. V afviste troen på, at der kan formuleres udsagn om mennesker, som er gyldige for alle mennesker i alle perioder. Han gennemførte en art empirisk beskrivelse af civilisationens udvikling og antydede et program for hist. forståelse, som rakte langt ud over den herskende dynastiske, politiske og militære historieskrivning i samtiden, i hvilken hans betydning var begrænset. V lagde vægten på folkenes liv, således som det kommer til udtryk moralsk, juridisk, økonomisk, socialt og kulturelt (f 23/6 1668)

 

1783 f Stendhal, fransk forfatter (Marie Henri Beyle); som ung deltog han i Napoleonskrigene og var med ved Marengo, Jena, i Ruslandfelttoget og de efterfølgende kampe i Tyskland. S levede derefter et isoleret, tilbagetrukket liv, for en stor del i Italien. Hans første litterære arbejder behandlede kunst og musik; i skriftet "Racine et Shakespeare" tog han afstand fra den klassisistiske dramatik; skrev desuden en række skildringer fra Italien og den analyserende "Essai sur l'amour". Hans hovedværker er de to romaner "Le Rouge et le noire" (1831) og "La Chartreuse de Parme" (1839), som begge behandler tiden umiddelbart efter Napoleons fald. Stendhal var en overmåde skarp og fin psykolog. Drivkraften i hans produktion var hans intense interesse for udfoldelsen af den menneskelige personlighed, som han ønskede så fyldig og stærk som muligt (d 23/3 1842)

 

Polens 2. deling; Rusland og Preussen underskriver traktaten, der betyder Polens anden deling. Rusland fik en bred landstribe fra Podolien og Ukraine mod syd til Düna (Dvina) mod nord med en befolkning på 3 mill. Preussen fik den store polske trekant mellem Vestpreussen og Schlesien med en befolkning på omkring en mill. For Polen betød denne anden deling endnu et skridt i retning af landets endelige opløsning

 

d William Pitt d. yngre, britisk premierminister 1783-1801, 1804-1806; medlem af Underhuset fra 1781hvor hans oratoriske begavelse og store viden hurtigt skaffede ham en fremtrædende position. 1782-83 var han finansminister. Som premierminister støttede W sig til Londons handels- og industriborgerskab, og i hans første regeringsperiodes første tiår var hovedopgaven at bøde på følgerne af Den nordamerikanske Uafhængighedskrig. Det skete bl.a. ved finans- og toldpolitiske reformer. Den økonomiske liberalisme var et hovedelement i hans politik. Tolden blev nedsat, og i 1787 åbnedes det britiske marked for franske varer ved en handelstraktat med Frankrig. Valgene i 1784 gav P et stort flertal, og under hans lederskab dannedes nu i parlamentet spirerne til torypartiet. P var først venlig indstillet over for den franske revolution, men som liberalist frastødtes han af franskmændenes toldpolitik under revolutionen. Han blev snart en indædt modstander af revolutionen og Napoleon.Fra krigsudbruddet 1793 blev kampen mod det revolutionære Frankrig og Napoleon P’s største opgave, og han førte kampen sejt og energisk. Krigen gjorde ham mere og mere konservativ i indenrigspolitik, og han bekæmpede alle demokratiske ideer med tvangsmidler. P slog hårdt ned på et irsk oprør og gennemtvang i 1800 realunionen med Irland, men gik af da kongen forhindrede ligestilling for de irske katolikker. I sin anden regeringsperiode fik han den 3. koalition mod Napoleon i stand. Med den fjernedes faren for en invasion af England fuldstændig, da den engelske flåde i slaget ved Trafalgar besejrede den spansk-franske flåde. Ved underretnigen om sejren blev P genstand for stor hyldest (f 28/5 1759)

 

1832 f Edourd Manet, fransk maler; da Manet i 1863 udstillede sit "Déjeuner sur l'herbe" (Frokosten i det Grønne)på Salon des Refusés, vakte det skandale ikke mindst på gr. af den nøgne kvinde, der var placeret i gruppen sammen med påklædte mænd. I disse år tog Manet gerne ældre mestre som forbilleder, men transformerede altid kompositionen til sin egen tid. Frokosten i det Grønne byggede således på den italienske renæssancemaler Giorgiones "Landlig Koncert" fra ca. 1510. I 1865 blev "Olympia" udstillet, et af Manet's hovedværker. Også det vakte skandale. Billedets hovedfigur er en kurtisane; hun ligger udstrakt på en seng og ser sin kommende kunde (billedbetragteren) i møde, mens hun opvartes af en neger, der bringer hende blomster fra en tilfreds kunde (?). I kraft af den flademæssige opbygning, den faste komposition, den klare linje er dette billede blevet et hovedværk i det moderne maleris udvikling. Efter 1865 blev Manet den unge radikale malergenerations leder; ved samværet med de yngre friluftsmalere ændredes hans hidtidige stil med dens roligt monumentale fladebehandlig i retning af et lysmaleri med friluftssyn. Ved at gengive sin samtids emner og ved sin kunst, der var udformet efter rent maleriske værdier med lyset som bestemmende faktor, fik han betydning for impressionismen, hvis farveteknik han dog ikke anvendte. Han udstillede heller aldrig sammen med dem; han vedblev at sende sine billeder til Salonen, som først anerkendte ham i 1881. Som grafiker udførte Manet illustrationer, bl.a. til Edgar Allan Poe samt en række litografier (d 30/4 1883)

 

d Carl Frdr. Gauss, tysk matematiker og astronom; Gauss anlagde og ledede fra 1807 det astronomiske observato-rium i Göttingen. Han var tillige professor ved byens universitet. I byen oprettede han også et magnetisk observatorium, og mellem de to observatorier oprettede han i 1833 den første elektromagnetiske telegrafforbindelse. Hans arbejder omfatter mange forskellige områder inden for matematikken; på alle disse er han blevet grundlæggende, både gennem en mængde nye resultater og nye metoder og ikke mindre gennem sit krav til fuldkommen stringens og systematisk fremstilling. Blandt hans arbejder er "Disquisitiones arithmeticae" (1801) med hvilket, han lagde grunden til den moderne talteori; han indførte bl.a. begrebet kongruenser for tal og beviste umuligheden af vinklens tredeling med passer og lineal. I "Theoria motus" (1809) gav han løsningen af problemet om himmellegemers bevægelser, foranlediget af opdagelsen af asteroiden Ceres i 1801; den blev straks efter genfundet ved hjælp af G’s beregninger. Fra 1831 begyndte en fysisk periode i hans forskning; den omfattede bl.a. arbejder over geometrisk optik, men især over jordmagnetismen. Inden for dette område konstruerede G bl.a. nye apparater til måling af de jordmagnetiske elementer og forbedrede målemetoderne. I "Resultate aus den Beobachtungen des magn. Vereins" (6 bd. 1837-43) findes hans store arbejde "Theorie des Erdmagnatismus", som har været af grundlæggende betydning for al senere jordmagnetisk forskning. Den sidste af ham selv offentliggjorte afhandling (1849) behandlede de algebraiske ligningers teori (f 30/4 1777)

 

f Peter Sabroe, journalist, socialdemokratisk politiker; 1894 ansattes han som fast medarbejder ved dagbladet Demokraten i Århus og forfremmedes året efter til redaktør. 1900-09 var han medlem af Århus byråd. Som journalist var han altid var SabroeA på sporet af en "affære", som det efterhånden blev ham en livssag at tage sig af: forkuede herregårdsarbejdere og tyende, usle karlekamre, brutale polakkontrakter, misrøgt af syge og gamle, mishandlinger af børn og dyr osv. 1892 var han opstillet som folketingskandidat i Ebeltoft. 1895 og 1898 var han opstillet i Århus nordre kreds, som han erobrede ved valget i 1901. S’s rigsdagsvirksomhed blev navnlig fra 1906-07 præget af hans kampagne om tilstandene på en række opdragelsesanstalter og børnehjem. At Sabroe undertiden "løb med en halv vind" var åbenbart. Men iværksatte undersøgelser gav ham i reglen ret i kritikken, og hans indsats bidrog til gennemførelse af Børneloven af 1905, der moderniserede børne-og ungdomsforsorgen. Han bekæmpede energisk drikkeri blandt arbejdere og meldte sig 1909 ind i afholdsbevægelsen. S’s ihærdige indsats på det sociale område betød på ingrn måde, han var radikal i politisk henseende. Hans politiske holdning var præget af et stærkt nationalt og religiøst engagement, og han kom i sine sidste år ofte på kant med partiledelsen. Således gav hans deltagelse sammen med Århus byråd i en middag hos prins Christian 10. på Marselisborg slot i begyndelsen af 1900-tallet anledning til hede partidebatter. I partiledelsen har holdningen sikkert været, at rigtige socialdemokrater var republikanere og ikke mængede sig med kongelige. Budskabet om hans død som 46 årig i forbindelse med jernbaneulykken ved Bramminge vakte landesorg, og hans ligfærd i Århus var en høvdings. I 1924 rejstes der en statue af Sabroe. Den kan i dag ses på Østbanetorvet i Århus (d 26/7 1913)

 

d Gustave Doré, fransk tegner, maler, grafiker og billedhugger; var et tidligt modnet talent, der allerede i 1848 blev knyttet til den parisiske bladkonge Charles Philipons udgivelser med karikaturtegninger og serier, der kan ses som forløbere for vor tids tegneserier. Med sine ofte overdimensionerede lærreder slog D bro mellem romantikken og symbolismen, og han fik bl.a. betydning for prærafaelitterne. D’s forkærlighed for det outrerede, det bizarre, det grusomme og det skæbnesvangre gjorde ham til en uforlignelig illustrator af Dantes "Helvede" (1861), Cervantes "Don Quixote" (1863) og ikke mindste Bibelen (1865). Doré arbejdede også som billedhugger og udførte bl.a. monumentet over Alexandre Dumas på Boulevard Melesherbes i Paris. I sine sene leveår var D optaget af at illustrere Shakespeares værker (f 6/1 1832)

 

1898 f Sergeij Eisenstein, sovjetisk filminstruktør; i 1925 kom hans første film "Strejke" og samme år fulgte "Panserkrydseren Potemkin" om 1905-mytteriet i Sortehavsflåden. I 1928 og 1929 kom "Oktober" om oktoberrevolutionen og "Gammelt og nyt" om kollektiviseringen af landbruget. Disse film var revolutionær filmkunst, præget af en kollektiv opfattelse, folket var hovedpersonen. I 1929 rejste Eisenstein til Vesten bl.a. for at orientere sig i lydfilmens teknik. Ved hjemkomsten til USSR i 1932 var stalinismens æra begyndt; 1920'ernes filmeksperimenter blev afvist som formalisme. Han fik et comeback i 1938 med "Aleksander Newskij", der med allegoriske hen-visninger til den aktuelle politiske situation fortalte om nationalhelten, som forsvarede russerne mod de teutonske korsriddere. Under krigen arbejdede han på en stort anlagt trilogi om Ivan den Grusomme; første del kom i 1945, men anden del (optaget 1943-46) blev forkastet af Stalin personligt (først udsendt i 1958); tredje del forblev urealiseret. Eisenstein havde en betydelig pædagogisk virksomhed og har skrevet en lang række filmteoretiske skrifter. Hans virke er blevet karakteriseret som af stor betydning for filmkunstens udvikling; endvidere som en af Sovjetunionens største filminstruktører (d 10/2 1948)

 

1924 Første arbejderregering i England (McDonald premierminister)

 

d Edvard Munch, norsk maler og grafiker; debuterede 1883 som naturalist, men præget af indtryk fra barndomshjemmet: sygdom og død, angst og tungsind fulgte M snart egne veje. Blandt tidlige arbejder er "Pubertet", "Dagen Derpå"(alle 1886). M opholdt sig 1889-92 i Frankrig, hvor han frigjorde sig fra naturalismen og påvirkedes af impressionisme og til en vis grad af jugendstil og symbolisme. M’s impressionisme ses i bl.a."Forårsaften på Karl Johan" (1895). 1892-1908 boede M overvejende i Berlin - om sommeren dog i Norge. I 1890'erne udførte M sin store billedsuite "Livsfrisen" med omkr. 20 malerier udført i jugendstilens linjer og farver, mættet med angstfyldt og erotisk symbolisme.Omkr 1900 ændrede han malemåde som i "Pigerne på Broen", hvor den ydre virkelighed præger billederne. 1909 vendte M tilbage til Norge, hvor han skabte en række vinterlandskaber og monumentale helfigurportrætter. Hovedværket er dekorationerne til Oslo universitets aula (1910-13, ophængt 1916). M var en af det moderne maleris store fornyere. Sammen med van Gogh og Ensor blev han den moderne ekspressionismes grundlægger. Fra 1894 arbejdede M med grafik, især radering; blandt hans grafiske arbejder er portræt af Strindberg (1896) og "Synden" (1901). M testamenterede sine samlinger på 1027 malerier og ca 4.500 tegninger m.m. til Oslo kommune, hvor Munch-museet blev indviet i 1963 (f 12/12 1863)

 

d Pierre Bonnard, fransk maler; efter juridiske studier uddannet på École des Beaux-arts og siden på Académie Julian i slutningen af 1880'erne. Beundrede på denne tid Gauguins postimpressionistiske maleri; han sluttede sig i 1888 til Gauguin i Bretagne og blev samme år medlem af den nystiftede gruppe Les Nabis bestående af ligesindede Gauguin-beundrere. B’s motivverden lå i forlængelse af impressionisternes, idet han mest malede parisiske gademiljøer, landskaber, interiører med bordscener og figurbilleder med kvindelig nøgenmodel i hverdagssituationer. Bl. hans værker er "Kvinde, der gør toilette" (ca 1922). Er repræsenteret på Glyptoteket i København med bl.a. "Frokosten i Haven" (ca 1909) (f 3/10 1867)

 

1949 d Peter Knutzen, jurist, embedsmand og generaldirektør for DSB 1931-45; i sidstnævnte stilling var K en dynamisk virksomsleder, der i konkurrence med den fremstormende bilisme elektrificerede den københavnske nærbane og moderniserede jernbanerne bl.a. med lyntog og hurtigfærger. Under den tyske besættelse kom K i brændpunktet i samarbejdet med tyskerne, da han blev hovedforhandler i trafikale spørgsmål, og i august 1940 lod han sig efter pres fra regeringen udnævne til formand i den nystiftede Dansk Tysk Forening. I forbindelse med bl.a. foredragsrejer i Tyskland udfordrede dette den nationale stemning. Det medførte, at K ved krigens slutning – efter en kort men grundløs tilbageholdelse af politiet – blev suspenderet fra sin stilling (maj 1945). Af den ekstraordinære tjenestemandsret dømtes K for at være gået for langt for at opfylde tyskernes krav og blev afskediget (juni 1947, appelret januar 1948). I samtiden var meningerne om dommen delte, eftertiden har mere entydigt opfattet den som urimelig og uretfærdig

 

Jutlandia afsejler som hospitalsskib til Korea. Da FN havde stemplet Nordkorea som angriberen i konflikten i Korea, var Danmark som medlem af FN parthaver i opgøret i Det fjerne Østen. Regeringen var ikke i tvivl om, at den danske indsats skulle have et humanitært sigte. Man vaklede mellem at udsende et feltlazaret eller et hospitalsskib. Valget blev det sidste. ØK stillede sit flagskib det 10.000 tons store M/S Jutlandia til rådighed. På kun to måneder ombyggede Nakskov Skibsværft det til et moderne hospital med plads til 300 patienter. Da Jutlandia efter overstået mission vendte hjem den 16. okt. 1953 var der om bord blevet udført 10.000 operationer og mange flere behandlinger af patienter fra 20 lande. Dertil kom tre sygetransporter til Afrika, Mellemøsten og Europa med flere hundrede sårede FN-tropper fra Ethiopien, Tyrkiet og Grækenland

 

Folketingsvalg. Ved 3. behandling og afstemning om den socialdemokratiske mindretalsregerings følgelovgivning til devalueringen af kronen i november 1967 mister regeringen sin parlamentariske basis og "det røde flertal" forsvinder, da seks medlemmer fra SF’s folketingsgruppe stemmer sammen med de borgerlige partier. For at mindske den inflation, der ville blive en følge af devalueringen, bestod følgelovgivningen bl.a. i "indefrysning" af den ene af de to dyrtidsportioner, som januarpristallet forventedes at udløse. Det var dette indgreb nogle SF’ere ikke kunne acceptere. Inden afstemningen havde statsminister J.O. Krag sagt, at han ville udskrive valg, hvis regeringen kom i mindretal. Valgets store sejrherre blev Det radikale Venstre, det gik frem fra 13 til 27 mandater, de konservative havde en mindre fremgang fra 34 til 37 mandater; derved blev de konservative for første gang efter 2. Verd.krig større end Venstre, der gik fra 35 til 34 mandater. Taberne var Socialdemokratiet – det mistede syv mandater fra 69 til 62 – og SF som blev næsten halveret fra 20 mandater til 11. I den korte periode (fem uger)fra valgets udskrivelse til dets afholdelse lykkedes det de SF’ere, der var imod samarbejde med Socialdemokratiet, at danne et nyt parti – Venstresocialisterne. Det kom i Folketinget med fire mandater. Regeringsforhandlingerne efter valget resulterede i en borgerlig trepartiregering bestående af Radikale Venstre, Venstre og Konservative Folkeparti. Statsminister blev Hilmar Baunsgaard fra Det radikale Venstre

 

1973 d Lyndon B. Johnson, USA præsident 1963-1969; læreruddannelse 1930-32, senere var han aktiv i ungdomsarbejde i hjemstaten Texas. Som uforbeholden tilhænger af Roosevelt og New Deal-politikken blev J i 1937 valgt ind i Repræsentanternes Hus. 1941-42 gjorde han tjeneste i marinen i Stillehavet og kom efter krigen med i præsident Trumans "unge garde" af politikere. I 1948 blev han valgt til Senatet og blev 1949 viceformand for Senatets demokratiske gruppe. I 1953 blev han mindretallets leder i Senatet og to år senere leder af flertallet. Da Kennedy i 1960 blev nomineret som demokraternes præsidentkandidat, blev J kandidat til embedet som vicepræsident. Efter Kennedys valgsejr var J vicepræsident. Efter mordet på præsident Kennedy i november 1963, blev J præsident. Ved præsidentvalget november 1964 blev han genvalgt med stort flertal. Skønt J i sin indenrigspolitik lagde stor vægt på at få gennemført et storstilet reformprogram (the great society), kom det i hans præsidenttid til voldsomme sociale og politiske brydninger i det amerikanske samfund. Samtidig voldte den amerikanske krigsførelse i Vietnam ham stadig større problemer. I 1968 havde USA ½ mio. mand i Vietnam uden udsigt til en snarlig løsning, det være sig politisk eller militært. Voksende amerikanske tabstal udløste voldsomme folkelige protester mod den udsigtsløse krigsførelse i en krig, der for stadig flere amerikanere forekom at blive udkæmpet for interesser, der ikke vedkom det amerikanske folk.Disse forhold medførte, at J ikke genopstillede ved præsidentvalget i november 1968. Han trak sig tilbage til sin ranch i Texas, hvor han bl.a. skrev sine memoier "The Vantage Point" (1971) (f 27/8 1909)

 

1989 d Salvador Dali, spansk maler, grafiker, forfatter, filmkunstner m.m.; han betegnes som den mest berømte og spektakulære repræsentant for surrealismen. Efter uddannelse på kunstakademiet i Madrid tog han i 1927 til Paris, hvor han i 1929 tilsluttede sig den surrealistiske gruppe og sammen med Luis Bunuel skabte de surrealistiske film "Un Chien andalou" (da. Den andalusiske hund, 1928) og "L'Age d'or" (da, Guldalderen, 1930). Dali deltog i de internationale surrealistudstillinger i 1930'erne og havde fra 1929 fundet sin egen stil; han udviklede sin aktive "paranoisk-kritiske metode", som bl.a. udformedes i hans bog "La Femme visible" (1930). I 1938 blev han ekskluderet af surrealistgruppen bl.a. på gr. af sine politiske sympatier for general Franco. I 1940 flyttede han til USA. I 1950 konverterede han til katolicismen og begyndte at male religiøse motiver. Senere prægedes hans kunst af interessen for atomfysik, holografi og stereoskopiske opbygninger. I 1955 vendte Dali tilbage til Spanien. Som forfatter udgav han i 1942 selvbiografien "The Secret Life of Salvador Dali" senere fulgte bl.a. "Journal d’un génie" (1965). Længe før man opfandt begrebet mediebevidsthed, spillede Dali på masse-medierne og gjorde sig selv til et kunstværk. Allerede om sin første udstilling i Paris, som vakte enorm opsigt, sagde han: "Hele Paris indså straks, at Salvador Dali var fyrsten i den katalanske intelligensia, ufattelig rig og besat af en overvældende hang til galskab, for iøjnefaldende og skæbnesvangre eksentriciteter" (f 11/5 1904)

 

Til top        24. januar

41 d myrdet Caligula, romersk kejser 37-41; søn af Agrippina den ældre og den populære Germanicus, der var søn af en bror til kejser Tiberius; som barn fulgte Caligula sine forældre på deres rejser og i felten, hvor soldaterne gav ham navnet Caligula ('lille støvle' af det latinske caliga 'soldaterstøvle'). I 32 blev han kaldt til Capri af kejser Tiberius, som adopterede ham som søn og efterfølger sammen med sin egen sønnesøn Gemellus. Ved Tiberius' død var det imidlertid Caligula, der støttet af prætorianergardens præfekt Marco alene fik tildelt kejsermagten. C havde fået en god uddannelse, han var populær og intelligent, men var uden administrativ erfaring, da han fik magten i romerriget. I løbet af de næste fire år lykkedes det ham at sætte sin popularitet over styr og tømme den fyldte statskasse, Tiberius havde efterladt ham. Samme år, som han blev kejser, lod Caligula både Marco og Gemellus myrde. Meget tyder på, at havde til hensigt at guddommeliggøre sig. Den interesse, han viste for sin søster Drusilla, er blevet udlagt som han pønsede på at oprette et hellenistisk monarki med et bror-søster ægteskab, som det blev praktiseret i Ptolemæerriget i Ægypten. Da Drusilla døde i 38, blev hun som den første kvinde i Rom nogensinde guddommeliggjort. Efter to sammernsværgelser og attentatforsøg blev Caligula i 41 offer for det tredje. De antikke kilder fremstiller Caligula som en grusom og pervers kejser. Hvis blot en lille del af de handlinger, der tillægges ham, er sande, har han været usædvanlig kynisk, personligt uberegnelig og politisk uansvarlig. Mange har betragtet Caligula som sindssyg, men de mange "beviser" på hans sygdom – f.eks. at han udnævnte sin hest til konsul – har ikke bund i virkeligheden. Så selv om han til tider kunne optræde kunne optræde temmelig uligevægtig og uforudsigeligt, er der intet bevis for, at han skulle have været sindssyg (f 31/8 17)

 

76 f Hadrian, romersk kejser 117-138; han stammede fra Spanien, men tilbragte sin ungdom i Rom; han blev tidlig faderløs, men fik i sin slægtning, den senere kejser Trajan, en udmærket formynder, som sørgede for, han fik en god uddannelse. Han blev tidligt afgørende påvirket af græsk digtning og filosofi, især Platon. Tillige interesserede han sig meget for matematik og astrologi, han tegnede, malede, skrev vers, sang og spillede lut og var tillige ivrig jæger og friluftsmenneske. Han blev således både en litterært kultiveret mand og fik tillige indsigt i krigsførelse og administration. Efter at have beklædt statens højeste embeder og deltaget i adskillige krigstogter blev han stat-holder først ved Donau og senere (117) i Syrien. Her fik han samme år efterretning om, at Trajan havde adop-teret ham, og to dage efter kom der medelelse om, at Trajan var død, og Hadrian blev udråbt som kejser. Som kejser Trajans efterfølger opgav han dennes erobringer - Armenien, Mesopotamien og Assyrien, men sikrede riget ved solide grænsebefæstninger. I det indre styre udviste han sparsommelighed og kunne derfor lette skattetrykket. Sin interesse for provinserne viste han ved omfattende rejser, af hvilke den første varede fra 120 til 126 og den anden fra 128 til 133 eller 134. Han besøgte på rejserne alle rigets provinser, og der blev anlagt veje, bygget templer, teatre og vandledninger. Særlig forkærlighed viste Hadrian for Athen, hvor han bl.a. fik opført en helt ny bydel. Sin beundring for græsk kultur viste han, da han anlagde det for romerne hidtil usædvanlige fuld-skæg. Også i Rom var byggeaktiviteten stor i Hadrians tid som kejser; bl.a. opførtes templet for Venus og Roma, hans mausoleum (det nuværende Castel Sant' Angelo). I nærheden af Tivoli øst for Rom byggede han et vældigt, pragtfuld og romantisk slot, Hadrians villa (d 10/7 138)

 

d Didrik Slagheck, ærkebiskop; han kom til Danmark i 1517 i den pavelige legat og afladshandler Johan Archimbolds følge. Han trådte i 1519 i Christian 2.s tjeneste og spillede året efter en fremtrædende rolle i Det stockholmske Blodbad. Slagheck fik en af de henrettede bispers stift og synes derefter at have været den ledende i det regeringsråd, der styrede Sverige i kongens fravær. Skylden for den opstand, der allerede 1520 udbrød i Sverige, blev tillagt Slagheck og hans hårdhændede metoder. I et forsøg på at stilne oprørsbevægelsen blev S fængslet og i september samme år overført til København. Det lykkedes dog Slagheck at ride stormen af, og mere hæder ventede ham. I foråret 1521 var hans brorsøn blevet sendt til Rom for at udvirke hans udnævnelse til ærkebiskop, hvilket lykkedes. Men hele efteråret overvejede kongen at lade Slagheck falde, og først den 25. november 1521 kunne Slagheck holde sit indtog i Lund domkirke. Det skete til kannikernes forfærdelse ledsaget af landsknægte og drabanter under pibers og trommers spil. Slaghecks triumf blev meget kort. Allerede sidst i november blev undersøgelserne vedrørende Slaghecks virksomhed i Sverige i 1520 genoptaget, og da samtidig en pavelig kommissær indledte undersøgelser af de svenske bispers henrettelse, valgte Christian 2. at ofre ham. Slagheck blev atter fængslet, dømt til døden og brændt på bålet på Gammeltorv, København (f kendes ikke)

 

1712 f Frederik 2. den Store, konge af Preussen 1740-1786; søn af Frederik Wilhelm I og Sofie Dorothea af Hannover, datter af Georg I af England. Faderens behandling, der ved prygl og tvang gik ud på at gøre F til soldat med samme smag og indstilling som han selv, førte til flugtforsøg i 1730. F bøjede sig for sin fars vilje, og blev som ham, politiker og soldat. I Første schlesiske Krig (1740-42) tog han Schlesien fra Østrig, og forsvarede det i Anden schlesiske Krig (1744-45). Ved sit angreb på Sachsen fremkaldte han Den preussiske Syvårskrig (1756-63), hvor Preussen kæmpede mod Det tyske Rige, Østrig, Frankrig, Sverige og Rusland kun støttet af England. I 1762 døde hans værste fjende Elizabeth af Rusland, og 1763 blev der sluttet fred. I 1772 erhvervede han Vestpreussen ved den første deling af Polen mellem Preussen, Østrig og Rusland; delingen og dermed i 1792 ved Polens tredje opløsningen af Polen havde F planlagt. Som regent repræsenterede F den oplyste enevælde; han var "statens første tjener", og arbejde og ansvar hvilede på ham alene. Med sig selv som øverste leder opbyggede han en fortrinlig administration. Han indførte et hurtigt og sikkert retsvæsen, øgede statens velstand ved kloge og lempelige indgreb, fordoblede hæren og fyldte statskassen. F gjorde Preussen til en stormagt, og hans politik blev genfødt i Bismarcks periode. 1733 blev han gift med Elisabeth Christine af Braunschweig-Bevern. Ægteskabet forblev barnløst (d 17/8 1786)

 

1746 f Gustav den 3. svensk konge 1771-1792; afsluttede Frihedstiden med et statskup i 1772, som flyttede magtens tyngdepunkt fra stænderrigsdagen til kongemagten. Mens Gustav var konge blev der indført en række reformer præget af oplysningstidens ideer. Bl.a. omfattende uddannelse og videnskab. Endvidere skete der en modernisering af centraladministrationen og en humanisering af retsplejen. På trods af reformerne opstod der utilfredshed i vide kredse. Bønderne klagede over de høje skatter, som bl.a. gik til slotte, teatre, fester og til militæret. Stænderne og embedsmændene kritiserede kongens styre, som udartede til et favoritstyre. Under krigen mod Rusland i 1788 opstod en politisk krise, som Gustav udnyttede til at få afskaffet adelens privilegier. På stænderrigsdagen i 1789 blev der vedtaget en sikkerhedsakt, hvor de lavere stænder overdrog kongen næsten enevældig magt mod til gengæld at opnå lige adgang til embeder og ret til at eje jord. Herefter var adelens forbitrelse mod kongen så stor, at nogle adelsmænd sammensvor sig for at rydde ham af vejen. 16. marts 1792 var han i Stockholms opera udsat for et attentat og blev dødeligt såret og døde en uge senere. Gustav var meget interesseret i videnskab og kunst, særlig teater, og stod bag oprettelsen af Kungliga Teatern, Svenska Akademien og Vitterhetsakademien, og han understøttede flere af samtidens digtere og kunstnere, f.eks. Carl M. Bellman. Gustav 3. var gift med Sophie Magdalene, dansk prinsesse, datter af Frederik 5. og dronning Louise (d 23/3 1792)

 

1773 d Philippe Buache, fransk kartograf; blev 1729 géographe du roi og det følgende år medlem af Académie des Sciences (f 7/2 1700)

 

1791 f P. Hiort Lorenzen, købmand og stænderdeputeret; han blev medlem af "de deputerede Borgeres Kollegium" (dvs byråd) i Haderslev og valgtes 1834 til medlem af Slesvigs stænderforsamling. Her sluttede han sig til de liberale, der arbejdede for en fri forfatning for Slesvig-Holsten og en "ærlig Union" af hertugdømmerne og kongeriget under en fælles regent. I samlingerne 1836 og 1838 mødte Hiort L stærk modstand fra hertugerne af Augustenborg og konservative medlemmer, der på ingen måde ønskede nogen borgerlig-liberal grundlov. Ud fra det håb, at vejen til konstitutionel frihed ville være lettere i samarbejde med Danmark end med Holsten, brød H.L. med de slesvigholstenske liberale og stræbte efter konstitutionel frihed for Slesvig i forbindelse med kongeriget; han nedlagde derfor sit mandat som stænderdeputeret (aug 1840). Ved de nye valg i jan 1841 valgtes han i Sønderborg og stod i samlingen 1842 som fører for stænderforsamlingens lille danske mindretal, der i den af nationale lidenskaber prægede samling bekæmpede diverse slesvigholstenske krav. I novbr 1842 talte H.L. dansk i forsamlingen. Forsamlingen fattede hurtigt den nationale demonstration, og et uvejr brød ud. I marts 1844 afgjorde kongen (Chr VIII), at kun de deputerede, som erklærede ikke at kunne tilstrækkelig godt tysk, havde lov at tale dansk. Herved blev H.L. og mindst tre til af de fem danske stændermænd tvungnet til at tale tysk. Økonomiske foranstaltninger fra hans politiske modstanderes side betød, at H.L. i 1844 måtte lukke sin købmandsgård; han fortsatte sit politiske virke, til han pludselig døde af lungebetændelse (d 17/3 1845)

 

Det første guldfund bliver gjort i Californien. Det blev gjort af James Marshall i møllebækken ved savmøllen Sutters Mill i Sacramento-dalen. Det store "gold rush" startede. I hele Californien tømtes byer og flækker og gårde, mens nye guldsøgere strømmede til, både ad søvejen og ad den lange vej over land. De 14.000 indbyggere af europæisk afstamning, der boede i Californien i 1847, var inden udgangen af 1849 blevet til 100.000, og i 1852 til 250.000. Da var der allerede produceret guld til en værdi af over 200 mio dollars

 

f Umberto Nobile, italiensk general og luftskibskonstruktør; han konstruerede luftskibet "Norge" hvormed Roald Amundsen i 1926 overfløj Nordpolen med Nobile som kaptajn. Han var leder af den senere nord-polsekspedition med luftskibet "Italia", som totalforliste på tilbageturen fra polen 10 km nord for Spitsbergen i 1928. "Italia" ramte isen, så den forreste gondol med N og ni mand blev revet løs og efterladt på isen, mens luftskibet med de øvrige seks deltagere fortsatte mod sydøst; de blev aldrig fundet. Efter en storstilet eftersøgning blev N og de andre overlevende reddet. Efter stærk kritik af en i Rom nedsat kommission måtte N efter "Italia" ekspeditionen søge sin afsked som general og direktør ved de militære luftfartsværksteder. Han opholdt sig derefter til 1936 som luftskibskonstruktør i USSR, ligesom han en tid opholdt sig i USA. Efter Anden Verdenskrig vendte han tilbage til Italien. I 1969 lod Nobile rejse et monument ved Tromsø til minde om "Italia" ekspeditionen og dem, som satte livet ind i redningsaktionerne (d 30/7 1978)

 

1895 d Lord Randolph Churchill, britisk politiker; blev 1874 medlem af Underhuset for Woodstock, var konservativ, men dannede 1880 ’The Fourth Party", der voldsomt bekæmpede Gladstones irske politik og søgte forbindelse med liberale tilhængere af Home Rule for Irland. C stod for en fremskridtsvenlig konservatisme, der gik ud på at vinde arbejderne ved politiske og sociale reformer, ligesom han ville omorganisere det gamle tory parti i demokratisk retning. C var minister for Indien 1885-86 og virkede energisk for erobringen af Burma; 1886 blev han finansminister, men gik af samme år, da han ikke ville gå med til det store militærbudget, hans kolleger ønskede. Han agiterede de følgende år for sine venstrekonservative synspunkter, men svækkedes tidligt af sygdom. Randolph C var far til Winston Churchill (f 13/2 1849)

 

1915 Søslaget på Doggerbanke under 1. Verd.krig. Den tyske slagkrydserstyrke, under kommando af kontreadmiral Hipper, havde siden krigens udbrud foretaget nogle togter mod engelske byer på østkysten. Da Hipper igen gjorde et fremstød blev han afskåret, og i det følgende slag på Doggerbanke blev den tyske panserkrydser "Blücher" sænket, og slagkrydseren ASeydlitz@ undslap med nød og næppe ødelæggelse, da en granat trængte gennem dens agterste tårn og forårsagede eksplosion i ammunitionen. Kun oversvømmelse af ammunitionsmagasinet reddede den. Yderligere fremstød af den tyske højsøflåde blev forbudt af kejser Wilhelm; resten af 1915 lå flåden forankret i havn

 

1920 d Amadeo Modigliani, italiensk maler og billedhugger; uddannet ved akademierne i Firenze og Venezia. M rejste i 1906 til Paris, hvor han blev ven med Picasso og Utrillo. Hans interesse for negerskulptur gjorde ham til billedhugger; både hans maleri og billedhuggerarbejder fra denne periode er kubistiske. Efter 1914 måtte M af hensyn til sit helbred opgive arbejdet med skulptur. Som maler udviklede han i årene herefter en lineært- og fladepræget portrætkunst, særpræget ved en orangebrun varm kolorit, i formen af en stærk forlængelse af visse legemsdele f.eks. næsen og halsen (f 12/7 1884)

 

1965 d Winston Churchill, britisk statsmand; da C i 1900 blev medlem af Underhuset - valgt som konservativ i Oldham - var han allerede kendt fra avisartikler om sine oplevelser som soldat i Sudan (1898) og som journalist under Boerkrigen. I 1904 vakte det opsigt, da han på gr. af sine frihandelssynspunkter gik over til De Liberale. Herefter beklædte Churchill forskellige ministerposter; 1911 blev han marineminister; gik af 1915 og tog til fronten i Frankrig. Han var derefter rustningsminister 1917-19, krigsminister 1919-21; som koloniminister 1921-22 måtte han især tage sig af problemer i de nye britiske mandatområder i Mellemøsten bl.a. Palæstina. Han tabte sin kreds ved valget i 1922; han blev valgt i 1924 som uafhængig kandidat i Epping og forblev medlem af Underhuset til 1964. Churchills tilbagevenden til De konservative blev bekræftet, da han blev finansminister 1924 (til 1929). Han markerede sig som hørende til på sit partis højre fløj, da han førte an i regeringens kamp mod fagforeningerne under generalstrejken i 1925. I 1929 lagde han sig ud med sit parti, og i 1930'erne angreb han som menigt parlamentsmedlem regeringen for svaghed over for den tyske oprustning og Hitlers agressioner. Ved krigsudbruddet 1939 blev han igen marineminister og maj 1940 premierminister. I krigsårene blev Churchill det dynamiske midtpunkt i Storbritanniens kamp mod aksemagterne. Labours valgsejr i 1945 viste, at han var ude af trit med briternes forventninger om sociale reformer, når krigen var vundet. Som leder af oppositionen vakte han opsigt på den internationale scene med sin "jerntæppetale" i Fulton, Missouri, hvori han advarede mod de sovjetiske ambitioner i Østeuropa. Winston Churchill blev igen premierminister som 77-årig efter den konservative valgsejr i 1951. Churchill efterlod sig et omfattende forfatterskab heri bl.a. "My Early Life" (1930), "The Second World War" (1948-54). I 1953 fik han nobelprisen i litteratur og havde i 1950 af Frederik IX modtaget Elefantordenen (f 30/11 1874)

 

Til top        25. januar

98 d Nerva, romersk kejser 96-98; da Domitians mordere tilbød Nerva kejsertronen, modtog han med glæde tilbuddet. Han var ved at være oppe i årene, et anset medlem af senatet og havde to gange - i 71 og 90 – været konsul. I modsætning til tidligere kejsere søgte han at udvide senatets magtområde, ligesom han fritog sanatorerne for at møde for den kejserlige domstol i kriminelle sager. Nerva søgte både ved besparelser og ved positive forholdsregler at fremme rigets, især Italiens økonomiske forhold. Måden, Nerva var blevet kejser på, gjorde, at han var dog for svag til at kunne gøre sin autoritet gældende over for senatet og prætorianergarden. Da denne i 97 for-langte, at N skulle udlevere dem, der havde sikret ham kejserværdigheden, Domitians mordere, for at garden kunne straffe dem, erkendte han sin svaghed, og at han på en eller anden måde måtte sikre tronfølgen. Han søgte da han støtte hos den dygtige officer Marcus Ulpius Trajanus, statholder i en af de germanske provinser. Han adopterede Trajan og udpegede ham til sin efterfølger. Hvad han da også blev, da Nerva efter en kort regerings-periode døde (f sandsynligvis i år 30)

 

1077 Henrik IV går til Canossa. Canossa er en bjerglokalitet i regionen Emilia-Romagna i Norditalien. Her lå i 1000-tallet grevinde Mathilde af Toscanas store borg (i dag kun en ruin). Under investiturstriden mellem den tyske kejser Henrik IV og pave Gregor VII gik kejseren bodsgang op til borgen, hvor paven var Mathildes gæst, for at blive løst af den bandlysning, som paven året før havde udstedt over ham. Under striden mellem den tyske rigsregering og pavestolen udtalte Bismarck: "Nach Canossa gehen wir nicht". At gå til Canossa er siden brugt som billede på den totale, ydmygende underkastelse

 

1477 f Anna af Bretagne, fransk dronning (Karl 8. og Ludvig 12.); eneste efterkommer af Bretagnes sidste hertug Frants II og Margrethe af Foix; overtog ved faderens død (9. sept. 1488) Bretagne, som på det tidspunkt var et selvstændigt hertugdømme, som indbyggerne fortsat var besluttet på at forsvare mod den franske konge. Den unge hertuginde delte denne opfattelse. Men hun var på det rene med, at Bretagnes selvstændighed afhang af hendes fremtidige ægteskab. Ved stedfortræder blev hun i 1491 viet til Maximillian af Østrig. Karl VIII af Frankrig opbød dog alt for at vinde Anna og Bretagne; da han viste sig med en hær foran Rennes, hvor Anna residerede, måtte hun kapitulere, annullere sit østrigske ægteskab og gifte sig med Karl, der til gengæld ophævede sin forlovelse. Østrigske affærer havde forhindret Maximilliam i at forsvare sin brud. Iflg. ægteskabstraktaten forblev Bretagne et selvstændigt hertugdømme i personalunion med Frankrig. Efter Karls død ægtede Anna hans efterfølger Ludvig XII, som netop havde skilt sig af med sin første kone Jeanne af Frankrig. Som fransk dronning regerede Anna sit hertugdømme; hun kunne dog ikke opretholde dets uafhængighed. Hendes datters - Claude - ægteskab med Frans af Angoulême (den senere Frans I af Frankrig) medførte, at Bretagne blev en del af Frankrig (d 9/1 1514)

 

1540 f St Edmund Campion, engelsk jesuit; mens han studerede i Oxford, blev hans katolske sympatier kendt, og han måtte forlade England. C rejste først til Irland og efter nogle år i Frankrig, kom han i 1573 til Rom for at tilslutte sig jesuitterordenen. I 1580 blev han sendt til England for at missionere. I England var udøvelse af katolicisme forbudt, og den 14. juli 1581, mens han prædikede i Lyford, Berkshire, blev han arresteret og ført til London. Her blev han anklaget for sammen med andre i Rom og Reims at ville styrte dronning Elizabeth. C blev dødsdømt og henrettet (d 1/12 1581)

 

d Christian 2. konge af Danmnark og Norge 1523-1533 samt Sverige 1520-23; søn af kong Hans og dronning Christine. Ved sin tiltræden måtte C underskrive en håndfæstning, der var den hidtil strengeste, en dansk konge havde fået forelagt. Grunden hertil var, at C som vicekonge i Norge havde vist megen myndighed, og at det var kendt, han ikke havde megen sympati for adelen, men derimod for den brede befolkning. I vinteren 1520 lykkedes det ham at erobre Sverige; derefter lod C sig krone som svensk arvekonge (i Danmark var han kun valgkonge) og greb kraftigt ind over for den svenske adel - Det Stockholmske Blodbad. Fra 1521 begyndte han en storstilet lovgivning til fordel for borgerne og bønderne; de første ville han sikre eneretten til handel og udelukke adelen og hanseaterne. Bøndernes kår lettedes ved ophævelse af vornedskabet og sikring af deres retsstilling. Samtidig trængte C adelen bort fra lensmandsstillingerne og gav dem til borgerlige. For at bekæmpe et oprør i Sverige i 1521 måtte han udskrive nye skatter, dette og udbredt utilfredshed i adelige kredse med C’s styre udløste et oprør under adelens ledelse. C’s farbror Frederik (I) blev valgt til konge. C gav op og forlod landet for at søge støtte hos sin svoger den tyske kejser Karl V. I 1531 var C blevet forsynet med sådanne midler, at han kunne udruste en flåde med omkr 5000 hollandske landsknægte. Den afsatte konge sejlede til Norge. Og da det var hans opfattelse, at hans styrke ikke tillod et angreb på sine modstandere, accepterede han mod løfte om frit lejde et tilbud om forhandlinger i København. Han blev imidlertid fængslet; til 1549 sad han indespærret på Sønderborg Slot. I begyndelsen var behandlingen af ham god, og han havde fire adelamænd til selskab; men under Grevens Fejde var han strengt indespærret, kun med en gammel oppasser, og der var givet ordre til at dræbe ham, hvis der skete forsøg på at befri ham. Først omkr. 1540 blev hans fangenskab atter mildnet. 1549 blev han overført til Kalundborg. Her havde han ret stor bevægelsesfrihed, og her døde han (f 1/7 1481)

 

1586 d Lucas Cranach den yngre, tysk maler; han videreførte faderens - Lucas Cranach den ældres - værksted og udviklede efterhånden en selvstændig kolorit. Bedst er hans portrætter, f.eks. af faderen (1550, Uffizierne, Firenze) (f 1515)

 

1627 f Robert Boyle, engelsk kemiker og fysiker; efter en dannelsesrejse til Frankrig og Italien i årene 1638-44 og et længere ophold i Irland bosatte han sig i 1654 i Oxford. I værket "The Sceptical Chymist" fra 1661 bestred han troen på de fire elementer – jord, luft, ild og vand – som siden oldtidens Grækenland var blevet betragtet som altings byggesten – ved at indføre en ny grundstofopfattelse. Robert Boyle definerede grundstoffer som primitive og enkle legemer, der kunne reagere med hinanden og danne kemiske forbindelser. Han var således af den overbevisning, at alt stof er opbygget af atomer, og han mente, at atomernes egenskaber var bestemt af deres ydre form. Han turde dog ikke fastslå noget stof som værende et grundstof. Med tanker som disse lagde Robert Boyle grunden for den moderne kemiske metode. Han var også optaget af teologi og skrev en række religiøse og moralske essays, bl.a. "Discourse of Things above Reason" (1681) og "The Christian Virtuoso" (1690). Desuden var Robert Boyle med til at finansiere udgivelsen af Biblen i en indisk, irsk og walisisk oversættelse (d 30/12 1691)

 

1736 f Joseph Louis Lagrange, fransk/italiensk matematiker; udmærkede sig tidligt med sine usædvanlige evner og var kun 19 år, da han vandt Eulers venskab og beundring ved at angive en ny metode til løsning af det isoperimetriske problem i.e. at finde den plane figur med en given omkreds som har det største areal. L stiftede 1758 i fødebyen Torino et videnskabeligt selskab, i hvis skrifter mange af hans afhandlinger er trykt. 1766 blev han af Frederik II af Preussen udnævnt til præsident for Berlin-akademiet. Efter kongens død rejste L 1787 til Paris. Her blev han formand for den komité, som udarbejdede metersystemet og fik fra 1791 en årlig pension fra statskassen. Han tog del i forarbejdet ved grundlæggelsen af École Polytechnique og var dens første professor i matematik. Han var en af de første i den række fremstående matematikere, som i 1700-tallet udviklede Newtons og G.W. Leibnitz’ infinitesimalregning. Hans arbejder spænder over næsten alle områder af matematikken; et af hans hovedværker er "Mécanique analytique" (1788), hvor han udviklede de lagrangeske bevægelsesligninger for mekaniske systemer (d 10/4 1813)

 

1759 f Robert Burns, skotsk digter og bonde; efter faderens død i 1784 overtog Burns og en bror gården Mossgiel, hvor de arbejdede i fire år, inden Burns købte sit eget sted, som han dog måtte opgive tre år senere. Det var herefter Burns hensigt at udvandre til Vestindien og for at skaffe penge til det, udgav han sin første samling vers "Poems Chiefly in the Scottish Dialect". Denne første samling vakte opmærksomhed i litterære kredse. Han fik et stort honorar og opgav udvandringen. I stedet overtog han forpagtningen af en gård; men heller ikke denne gang havde han held med landbruget og satte til, hvad han havde tjent på sine vers. Han opgav landbruget og blev toldbetjent, men døde kort efter. Mange af hans sange bl.a. "Auld Long Syne" er blevet britisk folkeeje. Bortset fra enkelte digte nåede Burns ikke senere Mossgiel-periodens kvalitet. Burnss bedste digte og sange udspringer af skotsk folk-ore og dagliglivet på landet, som han beskriver, ofte i dialekt, med en blanding af lavmælt humor og let melankoli. Hans vers rummer tillige dyb naturfølelse og sans for det menneskelige. Danske digtere som Aakjær og Blicher er påvirket af Burns (d 21/7 1796)

 

f Casper Paludan-Müller, historiker; han var teolog, men historie var hans hjertebarn, og det var på dette felt han lagde sit arbejde. Sideløbende med sin virksomhed som historiker gjorde han karriere inden for den lærde skole. Først i Odense og siden som rektor i Nykøbing Sjælland. Først da Paludan-Müller var 67 år – i 1872 – kom han til universitetet i København, hvor han blev udnævnt til professor, en stilling han beholdt til sin død ti år senere. Det er blevet hævdet, at få historikere fra 1800-tallet har præget faghistorien som Paludan-Müller. Han anses af mange som en foregangsmand for den kildekritiske historievidenskabelige tradition, der blev udfoldet af hans elev Kr. Erslev i begyndelsen af 1900-tallet og stadig betragtes som faghistoriens vigtigste metode (d 1/6 1882)

 

1831 Under polakkernes oprør mod landets herrer og undertrykkere, russerne, iværksætter den polske rigsdag et uopretteligt brud med Rusland. Da tsar Nikolaj nægtede at give indrømmelser til oprørerne, erklærede rigsdagen den 25. januar 1831, at hverken Nikolaj eller Romanov-familien længere var tsarer i Polen. Dermed var Polen selvstændigt. Efter rigsdagens opfattelse var alle magtbeføjelser gået tilbage til den, og den udpegede landets politiske og militære ledere. Polens hær talte kun 40.000 mand ikke meget sammenlignet med den styrke på 115.000 mand, russerne sendte mod Polen. Begge parter optrådte usikkert og forsigtigt. Polakkerne ventede på udenlandsk assistance. Det var tsarens hensigt at begrænse sin intervention til et kort, men effektivt felttog. At det alligevel trak ud skyldtes, at han ville undgå et blodbad, der kunne skade hans prestige i Vesten. Medvirkende var endvidere, at oprørsbevægelsen havde bredt sig til Litauen, Hviderusland og Ukraine og dermed stækkede den russiske hærs bevægelsesfrihed. Dertil kom en uberegnelig faktor: en koleraepidemi bredte sig i vinteren 1830-31 i Rusland. Krigen sluttede først om efteråret. Den 7. september erobrede russerne Warszawa, og den 5. oktober kapitulerede resten af den polske hær

 

f John Arbuthnot Fisher, britisk admiral; han gik ind i flåden som 13-årig og deltog i Krimkrigen og i Kina 1859-60. Fisher specialiserede sig i skibsartilleri. Han blev kaptajn i 1874 og i 1899 chef for den engelske middelhavsflåde. I 1904 fulgte udnævnelsen til First Sea Lord og øverstkommanderende for den britiske flåde. Gennemførte herefter en kraftig flådeoprustning for stadig at være den tyske flåde overlegen. Fisher stod bag bygningen af de største krigsskibe, verden hidtil havde set: det såkaldte "Dreadnought" (1906), et slagskib på 21.845 t og bestykket med ti 30,5 cm kanoner. Foruden dette hovedskyts var skibet kun armeret med kanoner mod torpedojagere (24 stk 75 mm kanoner) og fem torpedoudskydningsapparater. Det blev fremdrevet med dampturbiner, der gav skibet en fart på 24 knob. F blev i 1909 adlet som Baron Fisher of Kilverstone. Han trak sig tilbage i 1910. Fisher var pensionist til okt 1914, da han blev "genindkaldt" og overtog sit gamle embede som First Sea Lord. Hans modstand mod Dardanellerfelttoget gjorde, at han trak sig tilbage maj 1915. Fishers indsats før udbruddet af Første Verdenskrig betød, at den britiske flåde under hele krigen var den tyske overlegen (d 10/6 1930)

 

f Aug. Jerndorff, maler; debuterede på Charlottenborg 1866 som landskabsmaler og udstillede her til stadighed med undtagelse af årene 1894-96, hvor han var repræsenteret på Den frie udstilling. På Kunstnernes Efterårsudstilling udstillede han 1904-05. Hans produktion omfatter portrætter, bibelske kompositioner f.eks. tolv apostle til Jesuskirken i Valby (1891), endvidere landskaber f.eks. "Efterår på Heden" og illustrationsarbejder. Blandt hans portrætmalerier er på Frederiksborg de fantasifulde og stemningsbetonede historiske monumentalportrætter af officerer fra Treårskrigen og 1864; "Claude du Plat" (1885), "General Bülow" (1890), "Oberst Lunding" (1892) og "General Rye" (1895), samme sted desuden portrætterne af bryggerne "J.C. Jacobsen" (1886) og "Carl Jacobsen" (1893) og af konseilspræsident "J.B.S. Estrup" (1895), også de vidner om Jerndorffs romantiske opfattelse af den store personlighed. Hans landskaber er små intime studier i den gamle landskabstradition, der kan minde om P.C. Skovgaard med den kærlige redelighed for blomster og planter om Vilhelm Kyhn i lyrisk stemningsrigdom. Jerndorff arbejdede fra sin tidligste ungdom som illustrator bl.a. med bidrag til børneblade og tidsskrifter. Blandt hans bogarbejder er, Svend Grundtvig: Danske Folkeeventyr (1884). Jerndorff blev 1901 professor ved kunstakademiet (d 28/7 1906)

 

1874 f W. Somerset Maugham, engelsk forfatter; han afsluttede sin uddannelse til læge 1897. Hans erfaringer som læge ligger til grund for hans første bog "Liza of Lambeth" (1897); dens succes - skønt ikke stor - fik ham til at forlade medicinen. I 1900-tallets tre første årtier slog han sit navn fast med den succes, han havde med en række lystspil f.eks. "Lady Frederick" (1907). Under 1. Verd.krig arbejdede han som hemmelig agent. Hans gennembrud som romanforfatter skete i 1915 med den store selvbiografiske "Of Human Bondage"( da. Livets Lænker, 1942) der efterfulgtes af mange romaner bl.a. "The Moon and Sixpence" (1919) om maleren Paul Gauguin, "Cakes and Ale" (1930) og "The Razor’s Edge" (1945) om en ung amerikansk krigsveterans søgen tilbage efter en normal tilværelse. M’s imponerende fortællekunst kommer også til sin ret i hans noveller, og det blev som novelleforfatter, han blev kendt verden over. Novellerne gengiver ofte europæerers oplevelser i fremmede omgivelser, og de følelser dette frembringer. Bl. novellesamlingerne er "The Trembling of a Leafe" (1921), "Ashenden: Or The British Agent" (1928, dansk, Ashenden, Den hemmelige agent, 1952) er baseret på M’s efterretningsarbejde under 1. Verd.krig; endvidere samlingerne "The Summing up" (1938) og "Strictly Personel" (1941) (d 16/12 1965)

 

f Virginia Woolf (Adeline Virginia Stephen), britisk forfatter; september 1912 blev hun gift med forfatteren Leonard Woolf; deres hjem blev et af centrene for "Bloomsbury Group". Woolf var æstet i lighed med de andre i gruppen og stærkt optaget af enhver oplevelses kvalitet og hvert øjebliks stemning. En sjælden følsomhed kom til syne allerede i hendes første roman "The Voyage Out" (1915), og i "Jacob’s Room" (1922) viste hun sin evne til original, impressionistisk komposition. I "Mrs. Dalloway" (1925) fulgte hun hovedpersonen og hendes tanker gennem en eneste dags oplevelser, og i "To the Lighthouse" (1927) flettede hun en familiekreds og et sommersted i Hebriderne sammen i et virkningsfuldt mønster af stemninger og symboler. Senere fulgte bl.a. "The Waves" (1931) og "The Years" (1937). Virginia Woolf var en fin, intuitiv kritiker og udgav essaysamlinger bl.a. "The Common Reader" (1925). Om kvindens frigøring som skabende kunstner handler "A Room of One’s Own" (1929). Sammen med sin mand startede Virginia W i 1917 et trykkeri, The Hogarth Press, som senere udviklede sig til et større forlagsforetagende. Hun led periodevis af depressioner og tog til slut sit eget liv (d 28/3 1941)

 

f Elna Hiorth-Lorentzen, sygeplejerske, forstander; hun er især kendt som kommunisten Arne Munch-Peter-sens (f 30/9 1904) kone, men var langt mere end det. I forbindelse med 1. verdenskrig blev Hiorth-Lorentzen tiltrukket af sygeplejerske-faget og valgte at uddanne sig til sygeplejerske. Hun begyndte som elev på Sønderborg Stats-hospital og fik som færdiguddannet stilling på Finseninstituttet i København. Da hun fik tilbud om at komme til børnehospital i Chile, sagde hun ja og arbejdede defølgende tre år i Sydamerika. Her underviste hun chilen-ske sygeplejestuderende og oplevede landets sociale uretfærdighed. Hun blev politisk engageret under sit op-hold i Sydamerika og fortsatte dette virke efter hjemkomsten til Danmark. Hun engagerede sig aktivt i fag-foreningspolitik og meldte sig desuden ind i Danmarks Kommunistiske Parti. Her mødte hun sin kommende mand, folketingspolitikeren Arne Munch-Petersen, med hvem hun flere gange rejste på partiskole i Sovjetuni-onen. Da Arne Munch-Petersen forsvandt i Sovjetunionen i 1940 under mystiske omstændigheder, var H-L overladt til sig selv og uvisheden om mandens skæbne. Hun levede i uvished, indtil forfatteren og politikeren Ole Sohn i 1993 afslørede, at han var død i en sovjetisk fangelejr i 1940. Efter mandens forsvinden fortsatte Hiorth-Lorentzen at arbejde som sygeplejerske og blev bl.a. forstander på Nykøbing Sjællands Sygehus (d 17/9 1997)

 

1947 d Al Capone, amerikansk gangster og spritsmugler; begyndte sin karriere som gorilla i Johnny Torrios bande i Brooklyn, New York. Da Torrio i 1924 flyttede til Chicago, tog han Capone med, og året efter overdrog Torrio sit imperium, forstaden Cicero til Capone. Ved en kombination af vold og politisk korruption udvidede C sit magtimperium, så det på sit højeste omfattede ca en fjerdedel af selve Chicago, foruden Cicero og andre forstæder. I forbudstiden (1920-33) forsynede Capone sit territorium med ulovlig spiritus, hvilket i de første år sikrede ham en vis popularitet, ligesom hans ekstravagante stil gjorde ham til pressens yndling. Hans spiritussmugling havde en årlig omsætning på 60 mio dollars, hvilket bl.a. kunne aflønne en privat hær på henved 1000 mand. Af andre vigtige indtægskilder havde Capone narkotikahandel, bordeller og hasardspil. Capone anses for at være ansvarlig for 400-500 mord, men han nød politisk beskyttelse og blev først i 1931 idømt bøder og 11 års fængsel for skattesvig. Han blev løsladt fra Alcatrazfængslet i 1939 på gr. af svigtende helbred forårsaget af et sent stadium af syfilis (f 17/1 1899)

 

Til top        26. januar

1500 Vincente Yanez Pinzon opdager Brasilien og erklærer landet portugisisk

 

1763 f Karl 14. Johan svensk konge 1818-1844, hans oprindelige navn var Jean-Baptiste-Jules-Bernadotte; han var af borgerlig herkomst og født i Syd-Frankrig som søn af advokat Henri B. og Jeanne de Saint-Jean; han gjorde hurtig militær karriere under Den franske Revolution og udmærkede sig under en række slag. I 1804 blev han marskal og efter deltagelse i slaget ved Austerlitz 1805 og felttoget mod Preussen 1806 udnævntes B til fyrste af Ponte Corvo. 1808 søgte han forgæves at føre spanske tropper over Danmark til angreb på Sverige. B valgtes 1810 til svensk tronfølger, fordi Sverige med fransk støtte ønskede at genvinde Finland. I Sverige fik han tilslutning til en fuldstændig omlægning af svensk udenrigspolitik. Han afskrev tanken om generobring af Finland, sluttede forbund med Rusland og fik løfte om Norge for svensk assistance i kampen mod Napoleon. Forbundet med Rusland blev sluttet i 1812, og 1812-13 deltog han med et svensk korps i kampen mod Napoleon. Efter Napoleons nederlag ved Leipzig 1813 vendte han sig mod Danmark, som ved freden i Kiel 1814 måtte afstå Norge til Sverige. Den norske modstand mod denne ordning fik K fjernet ved at godkende Eidsvollforfatningen. Dog var denne frie forfatning ham i mange år en torn i øjet og gav anledning til en ikke ringe spænding mellem ham og nordmændene. I Sverige kom han i modsætning til rigsdagen, hvor liberale anskuelser fandt indpas navnlig efter julirevolutionen i 1830. Endvidere forsøgte han forgæves at bryde den liberale presses indflydelse. Men efter 1840 fandt en vis udsoning sted mellem konge og rigsdag, og Karl 14. opnåede efterhånden en vis popularitet (d 8/3 1844)

 

1788 Koloniseringen af Australien begynder, og Sidney bliver grundlagt, da der bliver grundlagt en straffekoloni. bestående af 1.030 indbyggere af hvilke de 736 var straffefanger

 

1854 d Peter von Scholten, generalguvernør; efter uddannelse på Landkadetakademiet blev von S ansat ved de vestindiske hærstyrker. 1814 udtrådte han af hæren og blev vejermester på Sct. Thomas. 1823 guvernør på Sct. Thomas, 1827 fungerende generalguvernør over Dansk Vestindien og 1835 virkelig generalguvernør. Hans navn er i historisk sammenhæng uløseligt knyttet til spørgsmålet om negerslaveriets ophævelse i Dansk Vestindien. Efter flere års diskussion kom der i juli 1847 et kongeligt reskript, der fastslog, at slaveriet i Dansk Vestindien skulle ophøre 1859. Revolutionsåret 1848 fremskyndede imidlertid emancipationen. Februarrevolutionen i Frankrig bredte sig til Dansk Vestindien; under pres af begivenhederne proklamerede von S den 3.. juli 1848 slaveriets øjeblikkelige ophævelse. Dette blev bekræftet af et kongeligt åbent brev af 22. september samme år, da "Negrene på Vore vestindiske Øer har ytret et levende ønske om, at den ufri Tilstand ...... nu må ophøre". En kommissionsdomstol dømte 1851 von S til at have sit embede forbrudt, fordi han havde udvist uvilje mod at slå oprøret ned militært. Året efter frifandt Højesteret ham enstemmigt, idet man fandt, von S's handlemåde havde været rigtig under hensyntagen til det almene vel (f 17/5 1784)

 

d Hans Christian Sonne, præst, grundlægger af Danmarks første brugsforening i Thisted; han blev cand theol i 1841 og i 1864 sognepræst i Thisted-Tilsted; 1875 forflyttedes han til Store og Lille Fuglede - et af landets højestlønnede præsteembeder. S var tidligt socialt interesseret, men det var mødet med den fattige befolkning i Thisted, der satte ham i gang med en egentlig indsats. I vinteren 1865-66 blev S tilskyndet til i den kommende sommer at få oprettet Danmarks første levedygtige brugsforening, Thisted Arbejderforening. S var den drivende kraft i Thisted-foreningen, tog del i dens daglige ledelse og kom snart ind i et agitationsarbejde for sagen. I skriftet "Om Arbejderforeninger" (1867) redegjorde han for sine erfaringer, gav praktisk vejledning og beskrev foreningens idé. Målet var gennem tilvejebringelse af billige og sunde forbrugsvarer at hjælpe arbejderbefolkningen økonomisk, men på længere sigt også at bidrage til dens moralske og borgerlige højnelse. Ved sin forflyttelse i 1875 trak S sig tilbage fra det omfattende arbejde i bevægelsens tjeneste, selv om han også i Fuglede fik stiftet en brugsforening (f 16/8 1817)

 

1880 f Douglas McArthur, amerikansk general; 1930-35 generalstabschef, organiserede 1935-37 Filippinernes forsvar og blev feltmarskal i den filippinske hær. Han gik på pension i 1939, men efter det japanske angreb på Pearl Harbour og USA's indtræden i 2. Verd.krig i december 1941 blev han genindkaldt. Han udnævntes til øverste chef for de amerikanske styrker i Det Fjerne Østen. Året efter afværgede han den japanske trussel mod Australien og ledede derefter modoffensiven mod Japan og Filippinerne, som generobredes 1944-45. Som allieret øverstbefalende i Japan 1945-51 havde han ansvaret for og overvågede gennemførelsen af omfattende politiske og økonomiske reformer. Efterudbruddet af krigen i Korea sommeren 1950 blev han chef for FN-styrkerne i Korea. Da den kinesiske offensiv i Nordkorea i november 1950 kastede FN-tropperne tilbage, tabte MacArthur hovedet. Han fremsatte dystre forudsigelser om, at hele forsvaret af Korea snart ville bryde sammen, hvis ikke han fik lov at bombe kinesiske baser i Manchuriet og dermed uskadeliggøre det "asyl", fjenden havde der. Han begyndte at intrigere bag sin regerings ryg og føre sin egen udenrigspolitik. Han førte forhandlinger med Chang-Kai-shek på Taiwan og krævede, at Taiwan-kinesiske tropper blev sat ind i Korea. For den amerikanske regering gjaldt det om at hindre, at den lokale konflikt i Korea udviklede sig til en verdensbrand. Krigen måtte ikke brede sig ud over Koreas grænser. Præsident Truman understregede da, at det var den amerikanske præsident alene, der førte amerikansk udenrigspolitik, og MacArthur blev afskediget i april 1951. Generalen aspirerede derefter til at blive republikanernes præsidentkandidat ved valget i 1952; men partiet foretrak en anden krigshelt Dwight D. Eisenhower (d 5/4 1964)

 

1885 Khartoums (hovedstaden i Sudan) fald. Den sudanesiske Madhi Mohammed Ahmed og hans beduiner erobrer byen få dage før en britisk undsættelsesstyrke når frem. Den øverstkommanderende for byens britiske garnison, general Gordon, faldt, og hans overlevende soldater blev dræbt eller gjort til slaver. I 1885 døde mahdien og blev efterfulgt af sin søn; i midten af 1890’erne begyndte hans rige at gå i opløsning. Nu mente chefen for den ægyp-tiske hær, lord Kitchner, at tiden var inde for en generobring af Sudan. I 1898 rykkede Kitchner sydover med en styrke på 3.200 mand. Ved Omdurman – 2. september 1898 – gik mahdiens ridende "dervisjer" til angreb mod de britiske skyttelinjer, med det resultat at 10.000 af dem blev mejet ned, mens briterne kun mistede 50 mand. Samme aften rykkede Kitchner ind i Khartoum, og Sudan blev stillet under britisk-ægyptisk administration

 

1885 d Charles George Gordon, britisk general; deltog i Krimkrigen og krigen (Den anden Opiumskrig)mod Kina 1860; i spidsen for hærstyrken "Ever Victoriouus Army" undertrykte han Taipingoprøret 1863 og blev oberstløjtnant 1864. I 1874 ledede G en ekspedition til Sudan, hvor der blev anlagt britiske befæsninger og slavehandelen bekæmpet. Efter at være blevet forfremmet til generalmajor var han en tid guvernør i Kapkolonien. 1884 blev G attet sendt til Sudan for at tage kampen op med mahdien og sikre evakueringen af briter fra Sudan. G blev sendt af sted med en for lille styrke og blev indesluttet i Khartoum. Den britiske regering tøvede med at sendte forstærkninger, og efter 10 måneders hårdnakket forsvar blev Khartoum stormet og erobret, og G faldt; det skete kun to dage før, en britisk undsættelsesstyrke omsider nåede frem til Khartoum. G havde opnået stor popularitet i Storbritannien ved sine militære triumfer og sin ejendommelige personlighed, som var præget af dyb religiøsitet og urokkelig stivsind. Dette stivsind og i det hele taget G’s personlighed har i eftertiden givet anledning til debat. Således blev han i Llytton Stracheys "Eminent Victorians" fra 1918 betegnet som alkoholiker og homoseksuel. Stracheys betegnelser var forkerte, men pletten på Gordons omdømme har vist sig vanskelig at fjerne. Gordons død rejste en storm af forbitrelse mod den liberale regering Gladstone; den led et afgørende nederlag ved valgene kort efter (f 28/1 1833)

 

1893 d Abner Doubleday, amerikansk officer og tilskrives opfindelsen af baseball; en i 1908 nedsat kommission til undersøgelse af baseballs oprindelse offentliggjorde i sin konklusion, at Doubleday formulerede de grund-liggende regler for baseball i Coopersville i staten New York i sommeren 1839, hvor Doubleday på daværende tidspunkt var instruktør ved en militær forberedelsesskole. Som en konsekvens heraf blev Coopersville udvalgt som sæde for det i juni 1939 indviede National Baseball Hall of Fame and Museum. Doubleday afsluttede sin militære uddannelse i 1842 og gjorde tjeneste som artilleriofficer i krigen med Mexico og i indianerkrigen i Florida 1856-58. Mens han var stationeret i Fort Sumter, South Carolina, havde Doubleday kommandoen over den artilleriafdeling, der affyrede Nordstaternes første skud i Den amerikanske Borgerkrig. Han deltog i slagene ved Bull Run, Antietam, Fredericksburg og Gettysburg. I 1867 blev han oberst og trak sig tilbage fra aktiv tjeneste i 1873. Senere undersøgelser har sat spørgsmåltegn ved den påstand, at baseball er et originalt amerikansk spil, som kommissionen af 1908 nåede frem til, og fremhævet den tydelige forbindelse, der er mellem baseball og gamle engelske spil benævnt rounders, feeder eller baseball

 

 

f Christian Arhoff, skuespiller; har spillet med i en lang række folkekomedier, hvor han ofte spillede fjolleroller med fistelstemme som f.eks. i "Moster fra Mols" fra 1943. Debuterede i 1932 i "Han, Hun og Hamlet", som var Fy og Bi's første tonefilm (d 9/8 1973)

 

1947 Flystyrt i Kastrup. Et hollandsk passagerfly, der mellemlander i Kastrup på vej til Stockholm styrter ned kort efter starten. Blandt de 22 omkomne er den svenske arveprins Gustaf Adolf

 

1962 d Lucky Luciano, den mest magtfulde gangster ved sin ledelse af organiseret kriminalitet i de tidlige 1930’ere, en ledelse han fortsatte fra sin fængselscelle i årene 1936-45 og efter sin deportation til Italien i 1946. Han kom til New York City fra Sicilien i 1906, og som 10-årig var han involveret i røveriske overfald, butiksrøverier og pengeafpresning. I 1916 blev han idømt 6 måneders fængsel for at sælge heroin. Ude igen erhvervede han tillnavnet "Lucky" (heldig) opnået ved at undgå at blive arresteret og ved at vinde i terningespil. I 1920 kom han ind i New Yorks kommende forbryderkonge Joe Masserias bande og blev i 1925 Masserias kronprins; han tog sig af spritsmugling, prostitution og narkotikahandel. Den blodige bandekrig i 1930-31 mellem Masseria og hans rival Salvatore Maranzano var en forbandelse for L og andre unge gangstere; de var kede af offentlighedens mulighed for snagen, og de var kede af tabet af muligheden for at gøre forretninger og dermed tab af indtægter. I april 1931 lokkede Luciano Masseria i baghold og fik ham myrdet. Samme skæbne overgik i september Maranzano. Samtidig havde L opbygget en gruppe af loyale medarbejdere og var blevet capo di tutti i capi – boss for alle bosser. I 1934 havde han og andre ledere af "familier" dannet et landsdækkende kriminalsyndikat eller kartel. I 1935 havde anklagemyndigheden i New York samlet så meget belastende materiale mod L, at han året efter blev anholdt, anklaget, fundet skyldig og idømt en fængselsdom på mellem 30 og 50 år.. I 1946 blev han løsladt og deporteret til Italien. Samme år flyttede han til Cuba. Men presset fra den offentlige anklager og fra USA’s narkotikapoliti fik de cubanske myndigheder til at deportere ham. Han kom til Napoli, hvorfra han fortsatte med at sende narkotika til USA. Han døde af et hjerteanfald og blev begravet i New York (f 11/11 1896)

 

Til top        27. januar

 

1756 f Wolfgang Amadeus Mozart, komponist; hans musikalske geni viste sig allerede i de første barneår. Da han var fire år begyndte hans far, der var komponist og vicekapelmester hos ærkebiskoppen i Salzburg, at undervise ham, og samtidig begyndte han at komponere. Da M var otte år, komponerede han sin første opera "La finta semplice". Da han døde som 35 årig, efterlod han sig 623 fuldstændige og ca 200 ufuldstændige værker, der omfatter alle musikkens genrer. Han komponerede dramatiske værker, messer, arier med orkester, sange med klaver, kantater og anden verdslig kormusik, 41 symfonier, divertimenter, koncerter (klaver, violin, fagot, fløjte, horn), strygekvintetter, violinsonater, klaversonater m.m. I hvilken form han end valgte, ydede han det største. Alt, hvad man i det 18. århundredes musik havde stræbt imod, samledes i M. Både som harmoniker og som melodiker gik han langt ud over sin samtid. M’s kunstneriske højdepunkt faldt på et tidspunkt, hvor hans ’ersonlige forhold var de slettest mulige, årene 1786-88. Fra disse år foreligger bl.a. hans fire sidste symfonier og operaerne "Figaros bryllup" og "Don Juan" (d 5/12 1791)

1829 Polyteknisk Læreanstalt indvies. H.C. Ørsted blev dens første direktør

f Lewis Carroll, pseudonym for Charles Lutwidge Dodgson, britisk matematiker og forfatter; han var lektor i matematik ved Oxford University og en anerkendt videnskabsmand, men huskes især for sine børnebøger, der har opnået klassikerstatus: "Alice’s Adventures in Wonderland" (1865. Dansk: Alice i Eventyrland - 1875 og senere) og fortsættelsen "Through the Looking-Glass and What Alice Found There" (1871. Dansk: Bag Spejlet, 1947). I bøgerne om Alice ser man verden gennem et barns øjne, og i eventyrlandet er alt på en gang fuldstændig vanvittigt og fuldstændig logisk. "Man kan ikke få mere te, hvis man ikke har fået noget", som Alice siger. Situationerne i hans værker afspejler den victorianske tidsalders sociale omgangsformer, der var absurde for et barn. Carroll ville dog ikke moralisere. Alt kunne ske, og alt skete, hvis man bare ville slippe fantasien løs. Virkeligheden blev vendt fuldstændig om og blev til et eventyrland, hvor den travle kanin, den gale hattemager og dronningen af kortspillet huserede og regerede. I 1876 udsendte Carroll nonsensdigtet "The Hunting of the Snark" (dansk Snarkejagten, 1963). Ved siden af skønlitteraturen blev der også tid til et videnskabeligt forfatterskab. Bøgerne om matematik, bl.a. "Euclid and His Modern Rivals" (1879), udgav han under sit fødenavn. Endvidere var Carroll blandt pionererne inden for fotokunsten. 1856 køte han et komplet fotoudstyr, lærte sig at fotografere og udstillede første gang i 1858. Hans foretrukne genre var portrætfotoet; efter sigende opnåede han fine resultater især for sine arneportrætter. Carroll skrev også artikler om det at fotografere (d 14/1 1898)

1848 f Heihachiro Togo, japansk admiral, som førte den japanske flåde til sejr i Den japansk-russiske Krig 1904-05. Som øverstkommanderende i den japanske flåde ved krigens udbrud stod han i spidsen for den 10 måneder lange blokade af den store russiske flådebase Port Arthur ved Det gule Hav og bidrog derved til dens kapitulation den 2. januar 1905. I desperation herover sendte russerne deres Østersøflåde til Det fjerne Østen. Her ventede den japanske flåde og Togo på den. Slaget – i Tsushimastrædet ved Koreas sydspids - blev en af de mest tilintetgørende massakrer i søkrigens historie. Af 12 russiske slagskibe blev otte sænket og resten erobret. Fem af syv krydsere gik ned, en blev erobret. Syv destroyere led samme skæbne. Alt i alt nåede kun to destroyere og en let krydser frem til russernes havn i Vladivostok. Japanernes samlede tab var tre torpedobåde og 117 faldne mod 4830 russere. Medvirkende til slagets udfald var, at den russiske flåde for en stor del bestod af forældede skibe, der var hårdt medtaget af den lange rejse. Den japanske flåde var tidens mest moderne. Den havde f.eks. indført radiokommunikation, mens russerne benyttede optisk signalering. Hertil kom Togos mesterlige ledelse af sine skibe; hans spektakulære taktik under slaget blev senere anvendt af den britiske og den franske flåde. Sejren – som var den første i moderne tid, hvor et asiatisk land besejrede et europæisk – tvang vestlige lande til at betragte Japan som en ligestillet nation (d 30/5 1934)

f Wilhelm 2. Tysklands kejser 1888-1918; søn af kejser Frederik III og dronning Victorias datter Victoria; han fik en militær uddannelse; allerede tidligt fik han et køligt forhold til sine liberale forældre. Det skyldtes bl.a. hans nationalistiske og langt fra liberale synspunkter samt hans åbenlyse beundring for Bismarck. Som kejser ønskede han at samarbejde med Bismarck, men uenighed og gensidig irritation førte til en krise i 1890, og Bismarck måtte træde tilbage. Wilhelms hovedinteresse var at styrke Tysklands magt og give det "en plads i solen"; midlerne hertil var en en større hær og en stærk krigsflåde. Med sin schnurbart, sin sabelraslen, sin svulstige veltalenhed og sans for dramatiske effekter blev Wilhelm eksponent for nationalismen i bourgeoisiet og middelstanden fra 1890'erne. Efter han havde opgivet Bismarcks forsigtige kontinentalpolitik til fordel for en verdenspolitik, var der ingen fast linie i hans politik,. Men den var farlig og virkede udfordrende på Frankrig og Storbritannien. Den urolige kejser, der elskede at holde "store" taler, skabte usikkerhed og forvirring i statens ledelse. Han bærer da også en stor del af skylden for udbruddet af 1. Verdenskrig. Efter mordet i Sarajevo på den østrig-ungarske tronfølger og dennes hustru den 28. juni 1914 gav han Tysklands allierede Østrig-Ungarn carte blance til at gøre op med Serbien ud fra en tro på, at Europas øvrige stormagter ikke ville blande sig i dette opgør. Efter storkrigens udbrud var hans indflydelse ringe. Det tyske nederlag kompromitterede kejserdømmet; de allierede nægtede at slutte fred med Wilhelm, og 9. november 1918 blev han tvunget til at abdicere. Han fik politisk asyl i Doorn i Holland, hvor han levede til sin død (d 4/6 1941)

 

 

f Ilja G Ehrenburg, russisk forfatter; født i det bedre borgerskab, men kom tidligt ind i revolutionært arbejde og fik dermed sin skleuddannelse afbrudt. Han førte herefter en omtumlet tilværelse og opholdt sig i lange perioder i udlandet, særlig Frankrig, første gang 1909-17. Under 1. Verdenskrig var Ehrenburg fransk krigskorrespondent. Under revolutionen og borgerkrigen (1917-21) opholdt han sig i Rusland, hvilket ligeledes var tilfældet i NEP-perioden (1924-26). Med romanen "Julio Jurenito og hans disciples sælsomme eventyr" (1922) satiserer Ehrenburg over kapitalismens udskejelser, politisk hykleri og andre negative foreteelser. Blandt Ehrenburgs andre romaner er "Gaden ved Moskva-floden" (1927) og "Moskva tror ikke på tårer" (1930). Hans produktivitet var overvældende og hans produktion af uens værdi. Han forsøgte sig med den biografiske roman, dyrkede med held den dokumentariske roman. En blanding af reportage og digtning er "10 HK" (1929) om bilindustrien, "Drømmefabrikken" (1931) om filmindustrien. Ehrenburg udfoldede en stor journalistisk virksomhed f.eks. under Den spanske Borgerkrig; hans artikler fra 2. Verdenskrig er gennemtrængt af et uforsonligt tyskerhad. Ehrenburg, som efter 1940 havde fast ophold i Sovjetunionen, blev klandret, fordi han i Stalintiden gjorde sig til talsmand for den officielle kulturpolitik. En forsigtig skepsis kom først til orde i "Tøvejr" (1954). Efter 1956 blev han dristigere. "Franske hefter" (1958) og "Ved at genlæse Tsjekhov" (1960) indeholdt direkte angreb på åndstyranniet i Sovjet-unionen (d 31/8 1967)

1901 d Giuseppe Verdi, italiensk komponist; han fik fra 12-årsalderen musikundervisning først i fødebyen Busseto, senere hos operakomponisten Vicenzo Lavigna i Milano. Sin komponistkarriere begyndte han med at skrive marcher og sange, og i 1839 blev hans første opera "Oberto" færdig og opført på La Scala i Milano. Hans næste opera "Un giorno di regno" (1840) blev en fiasko. Men med operaen "Nabucco" (Nebukadnesar, 1842) grundlagde han sit ry som en af verdens største operakomponister. I Nabucco kom hans stærke patriotisme frem. Han deltog da også i det politiske liv.1860-65 var han medlem af det første italienske parlament og blev 1875 senator. I årene 1840-62 skrev Verdi 23 operaer, men på de fire følgende og sidste brugte han 31 år. Blandt hans talrige operaer fra 1840'erne er "Ernani" (1844) og "Louisa Miller" (1849). V’s egentlige storhedstid begyndte med "Rigoletto" (1851), "Troubadouren" (1853) og "La Traviata" (1853), der anses for at være hans tre populæreste værker. En enorm succes opnåede han med "Aida" (1871), som han skrev på foranledning af vicekongen Ismail Pasha i anledning af Suez-kanalens åbning. I sin høje alder overraskede han sin samtid med "Othello" (1887), og endelig satte han 1892 kronen på sit livsværk med den komiske opera "Falstaff" (f 10/10 1813)

1922 d Giovanni Verga, italiensk forfatter, der anses for at være såvel grundlægger af som den mest betydningsfulde repræsentant for den retning inden for italiensk romankunst, der benævnes "verismo" (realisme). V blev først og fremmest kendt for sine realistiske skildringer af bønders og fiskeres tilværelse på Sicilien. Hans anerkendelse var længe under vejs. Men blandt moderne kritikere vurderes han som hørende til blandt Italiens største romanforfattere. Hans indflydelse var især betydelig for generationen af italienske forfattere i årene lige efter 2. Verd.krig. En milepæl i neorealistisk filmkunst Luchino Viscontis "Terra trema" (1948) var bygget over V’s roman "I malavoglia". Han begyndte sin forfatterløbebane i Milano med naturalistiske romaner efter fransk mønster. Især skildrede han aristokratiet f.eks i "Tigre reale" (1873) og "Eros" (1875). Senere vendte han tilbage til Sicilien, hvor han var født. Her fandt han sin form med sicilianske bondefortællinger, som han høstede stor anerkendelse for. I løbet af få år skabte han sine mesterværker: novellesamlingerne"Vita del campi" (1880) og "Novelle rusticane" samt romanerne"I Malavoglia" (1881), "Maestro don Gesuldo" (1888). En dramatiseret novelle "Cavalleria rusticana"(1884) blev grundlag for Pietro Mascagnis populære opera med samme navn (1890) (f 2/9 1840)

Leningrad befriet. Mødt med kraftig modstand nåede tyskerne i august 1941 frem til udkanten af Sovjetunionens næsrstørste by. Før angrebet på forsvarsstillingerne omkring Leningrad udsatte tyskerne byen for kraftige artilleri- og luftbombardementer. Fra den 8. sept. blev byens forbindelse med omverdenen udelukkende opretholdt ved fly og via Ladogasøen. Alle tyske forsøg på at trænge ind i byen og opnå forbindelse med finnerne, som rykkede frem fra nord over Det karelske Næs, blev afvist af de sovjetiske styrker, som forsvarede Leninngrad og holdt stand langs den nordlige bred af floden Neva. Tyskerne var ude af stand til at trænge yderligere et skridt frem. Offensiven blev afblæst, og Hitler besluttede at belejre byen. Allerede da vidste man i byen, at man stod over for hungersnød. På dette tidspunkt var der mel til 14 dage, korn til 23 dage, kød til 19 dage, fedt og sukker til 21 dage. Belejringen varede 900 dage. Byens borgere levede af hunde, rotter og savsmuld. Efterhånden kom der beskedne madforsyninger ind via den tilfrosne Ladoga-sø. Alt imens blev byen sønderskudt af det tyske artilleri og bombet af Luftwaffe. Men Leningraderne holdt ud. Man anslår, at 1.3 mill. døde. Medvirkende til beslutningen om at gå over til belejring af Leningrad var finnernes holdning. Den finske regering nærede betænkelighed ved at overskride den gamle finske rigsgrænse. Man forblev tro mod begrundelsen for deltagelse i krigen. Den var en "aktiv forsvarskrig" ikke en erobringskrig

 

d Carl Gustav Mannerheim, finsk marskal, præsident 1944-1946; han fik en militær uddannelse i Finland 1881-85; derefter tjenestegørende i den russiske hær; deltog i den russisk/japanske krig og 1. Verd.krig. 1915 udnævnt til generalløjtnant. Under krigen førte han en brigade i Polen og fra 1916 en russisk-rumænsk hærafdeling i Karpaterne. Ved martsrevolutionens udbrud i 1917 nedlagde M sin kommando og vendte tilbage til Finland. Her blev han januar 1918 udnævnt til øverstkommanderende for regeringens tropper og indledte omgående den aktion, mod russiske og finske "røde afdelinger", som åbnede borgerkrigen. Efter at være trådt tilbage som øverstkommanderende ledede M de forhandlinger med de allierede i Paris og London, der førte til anerkendelse af den selvstændige finske stat. Tabte præsidentvalget i 1919 og levede de næste 12 år som privatmand. I 1931 blev han formand for det finske forsvarsråd og dermed øverstkommanderende for de finske styrker i krigstid. M stod i spidsen for de finske styrker i krigene mod USSR 1939-40 og 1941-44. Under krigene blev M et samlingsmærke for hele det finske folk, og da nederlaget truede i 1944, stod han for hele befolkningen som republikkens eneste mulige redningsmand. I aug 1944 trådte præsident Ryti, som symboliserede våbenfællesskabet med Tyskland, tilbage, og rigsdagen udpegede M til hans efterfølger. Det lykkedes M at opnå våbenstilstand med USSR sept samme år og frigøre Finland fra det tyske våbenfællesskab. M gik af marts 1946 for at leve sine sidste år i Svejts (f 4/6 1867)

1989 d Thomas Murdoch Sopwith, engelsk flykonstruktør; lærte sig selv at flyve i 1910. Grundlagde i 1912 Sopwith Aviation Co.,Ltd., i Kingston-upon Thames. Under 1. Verd.krig byggede hans firma mange militærfly bl.a. "Pup", "Camel", "12-strutter". Det var et Sopwith Camelfly, der 21. april 1918 nedskød Den Røde Baron (von Richthofen). S var 1925-27 formand for Society of British Aircraft Constructors. I 1935 blev han leder af The Hawker Siddeley Group, Ltd., som under 2. Verd.krig byggede Hurricane jageren og Lancaster bombeflyet; ligesom firmaet byggede det første britiske jetfly, Gloster E 28/39 (f 18/1 1888)

 

 

Til top        28. januar

814 d Karl d. Store, frankernes konge fra 768 - tillige kejser i Det tyske Rige 800-814; han var søn af frankernes konge Pipin og Bertrada, en frankisk grevedatter. Kort før sin død delte Pipin riget mellem sine to sønner Karl og Karloman, der begge ved den lejlighed salvedes som tronfølgere; Karl fik den vestlige og nordlige del, men da Karloman døde kun tre år senere, satte K sig øjeblikkelig i besiddelse af hans lande og lod sig på ny salve som frankerkonge. Karl førte flere erobringskrige med påfølgende jordtildelinger til rigets stormænd, som han derved søgte at knytte til sig; efter at have besejret longobarderne i Norditalien gjorde han sig i 774 til deres konge. Desuden kæmpede Karl 770-810 mod araberne i Spanien og fratog dem Balearerne, Sardinien og Korsika og landet nord for Ebro. I 788 blev Bayern en del af hans rige I 780'erne blev sachserne vest for Elben underkuet og tvangsdøbt. Et forsøg på at trænge ind i Holsten blev forhindret af Godfred, og 811 sluttedes aftale med Danmark om Ejderen som rigsgrænse. Karl lod sig julenat 800 kejserkrone af paven, da han var i Rom for at bistå denne med at nedkæmpe et oprør. Nu rådede Karl over et italiensk-nordvest europæisk rige, som kunne minde om Romerriget. Frankernes politiske institutioner spredtes over størstedelen af det kristne Europa, som udviklede sig videre på det grundlag. I riget blev tjenester lønnet med jord eller andre indtægtskilder, som var knyttet til jorden; lenssytemet var i fuld udvikling, men Karl lod ikke len gå i arv, og derfor svækkedes centralmagten ikke i hans tid. Lensordningen kom til at dominere vesteuropæisk økonomi i flere århundreder. Den lærde tradition, som var knyttet til Karl den Stores hof, formidlede den romerske arv til senere generationer, hvorfor man ofte betegner hans regeringstid som "den karolingske renæssance" (f 2/4 742?)

d Henrik 8. engelsk konge 1509-1547; tredie barn og næstældste søn af Henrik 7. og Elizabeth af York; han fik en meget alsidig uddannelse og blev på visse områder en lærd mand, bl.a. i teologi; således skrev han et forsvar for de syv sakramenter, rettet mod Luther, hvorfor paven lønnede ham med titlen "Fidei Defensor" – troens forsvarer, der stadig er en af den britiske konges titler. For eftertiden er H mest kendt for at have haft seks koner. Den første var Catharina af Aragonien, hans brors enke; 1533 ægtede han Anne Boylen, og et parlament erklærede det forrige ægteskab for ugyldigt, men allerede 1536 blev Anne anklaget for utroskab og henrettet. Nr tre var Jane Seymour, der døde i barselsseng. 1540 ægtede H Anne af Cleve, men samme år blev ægteskabet opløst. Juli samme år blev han gift med Catharina Howard, der blev henrettet for utroskab februar 1542. 1543 indgik H ægteskab med Catharina Parr, der overlevede ham. Der lå realiteter bag H’s ægteskabspolitik. Hans far - Henrik 7. - havde med magt og en parlamentsbeslutning erobret tronen. Derfor følte H det nødvendigt at efterlade sig en søn for at sikre sit dynastis fremtid. Efter at have tilsluttet sig Den hellige Liga invaderede H i spidsen for en engelsk hær suppleret med østrigske lejetropper i 1513 Frankrig og sejrede 15. august i "Battle of Spurs". I hans fravær havde skotterne invaderet England; de blev afgørende besejret i slaget ved Flodden Field - septemer 1513 - hvor den skotske konge, Jacob 4., blomsten af den skotske adel og 10.000 skotter blev dræbt. I 1536 blev Reformationen indført i England, og H blev "Protector and Supreme Head of the Church and Clergy of England". Året efter blev klostrene opløst, og deres formuer inddraget af kronen. H fortsatte sin fars arbejde med at skabe en engelsk krigsflåde. Han fik bygget "Great Harry" på 1.000 tons, det største skib, verden hidtil havde set. Han lod det første engelske skibsværft opføre i Portsmouth, og han fik flåden adskilt fra hæren. Med sit flådeprogram øgede Henrik den engelske flåde med omkring 80 skibe. Hermed var grunden lagt til, at England kunne udfordre Spaniens maritime overlegenhed (f 28/6 1491)

1457 f Henrik 7. engelsk konge 1485-1509; søn af Edmund Tudor, jarl af Richmond og Margrete af Beaufort; under Rosekrigene var H blevet bragt i sikkerhed i Bretagne; den voksende modstand mod Richard 3. gjorde H til samlingsmærke for Lancaster-partiet og de dele af York-partiet, der tog afstand fra Richards usurpation i 1483. I 1485 landede Henrik ved Mill Bay i Milford Haven, Wales og rykkede frem mod London. Især takket være, at Henriks stedfar Thomas, Lord Stanley, svigtede Richard og tilsluttede sig Henrik, blev Richard besejret i slaget ved Bosworth den 22. august 1485. Den 30. oktober blev H kronet, og januar 1486 stod brylluppet mellem ham og Edward IV’s (engelsk konge 1461-83) ældste datter, Elizabeth af York; hermed var de to slægter, Lancaster og York, der havde udkæmpet Rosekrigen, forenet, og huset Tudor opstået. Efter borgerkrigens ødelæggelser trængte landet til ro. Ved en klog og fast politik lykkedes det H at styrke statens magt og skabe respekt for lov og orden. Han fik afsluttet den lange og blodige strid mellem konge og stormænd. Ved tunge skatter og store bøder for selv mindre mindre lovovertrædelser fik han sat adelen på plads. Handelen blev opmuntret, landets velstand var voksende. Skibsbyggeri blev støttet med subsidier, og starten på opbygning af en engelsk flåde blev gjort. I Henriks regeringstid blev der i England bygget bro mellem Middelalder og Renæssance (d 21/4 1509)

 

1596 d Francis Drake, engelsk admiral og jordomsejler; stod til søs som dreng og sejlede 1565 på Guniea og Vestindien. 1572-73 foretog han med to små skibe og 73 mand sit første togt til Vestindien, hvor han stormede Nombre de Dios, afbrændte Porto Bello, erobrede eller ødelagde mange spanske skibe og vendte hjem med et stort bytte. 1577 sejlede han ud fra Plymouth med fem skibe, hvoraf det største var Pelican, senere omdøbt til Golden Hind, på 100 tons. Færden gik gennem Magellanstrædet til Californien, over Stillehavet til Ostindien, nåede syd om Afrika hjem til England 1580 og havde dermed fuldført historiens anden jordomsejling. Dronning Elizabeth gjorde ham til knight, og for det rige bytte, han havde gjort, købte han Buckland abbey, South Devon, som blev hans efterslægts hjem. 1585-86 sejlede Drake med 25 skibe til Vestindien ud for at hærge Spaniens besiddelser der. Han plyndrede Cartagena og hærgede kysterne af Haiti og Florida. Året drog han ud med en stærk eskadre for at "svide den spanske konges skæg", som han sagde. I cadiz erobrede han fire spanske skibe og afbrændte 33, og ved Azorerne tog han et portugisisk fartøj med en værdifuld last. Han fik ikke den nød-vendige hjælp af dronning Elizabeth til at stoppe den spanske armada i 1588, men under kampene mod den var det ikke mindst Drakes indsats, der bidrog til den endelige sejr over "den uovervindelige Armada" i slaget ved Gravelines den 8. august. August 1595 sejlede Drake ud på sin sidste færd til Vestindien. Fra første dag var flåden fulgt af uheld, og Drake døde ud for Porto Bello (f ca 1543)

1608 f Giovanni Alfonso Borelli, italiensk fysiker og matematiker; grundlægger af iatrofysik (det græske iatro betyder læge), der anvender fysik på lægekunsten. I sit værk "De Motu Animalium" (1680-81, Om dyrenes bevægelser) påviste han, at menneskelegemets bevægelser ikke adskilte sig fra bevægelserne hos andre fysiske legemer. Når et menneske løfter en byrde med armen, blev dette arbejde udført i overensstemmelse med Arkimedes kendte prin-cipper: Knoglen var vægtstangen, der blev løftet i sin korte ende ved musklernes trækkraft. Lemmernes bevæ-gelser, når de blev løftet under gang, spring o.s.v., fulgte ligeledes fysikkens love. Borelli påviste, hvordan nøjagtig de samme love styrede fuglenes vinger, fiskenes finner og insekternes ben. Borelli var professor i matematik i Messina fra 1649, i Pisa fra 1656. Vendte 1667 tilbage til Messina; i 1674 slog han sig ned i Rom, hvor han kom i tjeneste hos den svenske dronning Kristina og blev medlem det nye Accademia reale, som dronningen havde oprettet (d 31/12 1679)

1611 f Johannes Hevelius, tysk astronom og instrumentmager; hans omhyggelige kortlægning af Månens overflade har gjort ham til skaberen af Månens topografi. Hans arbejde på dette område blev offentliggjort i 1647 i "Selenographia". Foruden dette arbejde katalogiserede han 1.564 stjerner, gjorde observationer vedr. solpletter og opdagede fire kometer. Han udgav to værker om kometer "Prodromus" (1665) og "Cometographia" (1668). Posthumt udkom - udgivet af hans kone – "Prodromus Astronomiae" (1690) (d 28/1 1687)

1621 d Paul 5. Borghese, pave 1605-21; kardinal 1596; hurtigt efter han var blevet pave, kom han i konflikt med Venezia over spørgsmål, der alle havde forbindelse med omfanget af den pavelige domstols myndighed inden for republikken Venezia. I maj 1606 lagde P Venezia under interdikt; men da hverken Spanien eller Frankrig ville være med i en militær indgriben mod Venezia, løstes konflikten ved forhandling. Uden succes arbejdede han for et korstog mod tyrkerne. I hele sit pontifikat frygtede P, at den fred, der var skabt i sept. 1555 i Augsburg – og som for første gang lagde et fundament for fredelig sameksistens mellem lutheranere og katolikkere – skulle briste. Så da der 1618 udbrød kampe i Tyskland mellem lutheranere og katolikker – kampe der udviklede sig til Trediveårskrigen – støttede P på ingen måde katolikkerne. 1605 lagdes grundste-nen til Villa Borghese og Quirinalpaladset; han lod opføre Capella Borghese i S Maria Maggiore, hvor han ligger begravet. Endvidere ændrede han planerne til Peterskirkens genopførelse, idet han fik forlænget skibet og tilføjet den store facade. P genoplivede den gamle Aqua Trajana, som kejser Trajan havde bygget i 109. Den blev døbt Aqua Paolo og begyndte at strømme i 1612. Aquadukten udmunder på Janiculum, hvor P lod opføre en fornem mostra (f 17/9 1552)

1687 d Johannes Hevelius, tysk astronom og instrumentmager; hans omhyggelige kortlægning af Månens overflade har gjort ham til skaberen af Månens topografi. Hans arbejde på dette område blev offentliggjort i 1647 i "Seleno-graphia". Foruden dette arbejde katalogiserede han 1.564 stjerner, gjorde observationer vedrørende solpletter og opdagede fire kometer. Han udgav to værker om kometer "Prodromus" (1665) og "Cometographia" (1668). Posthumt udkom - udgivet af hans kone – "Prodromus Astronomiae" (1690) (f 28/1 1611)

1706 f John Baskerville, engelsk bogtrykker og skriftstøber; indledte den klassicistiske epoke i bogtrykket som ophavsmand til den trykskrift, der bærer hans navn. Han virkede i Birmingham fra 1751, hvor han udgav en række udgaver af Vergil, Horats, Milton o.a., som skaffede ham berømmelse med deres fornemme tryk, bred margen, stor linjeafstand og en velplejet typografi. Baskerville blev tillige kendt for at glitte de færdigtrykte ark før falsningen, således at det ru trykpapir, man dengang brugte, blev blankt. Han var en af de første bogtrykkere i Europa, som trykte på velinpapir. Trykskriften baskerville er i 1900-tallet blevet en hyppigt anvendt skrifttype i Danmark (d 8/1 1775)

 

1713 f Henrik Stampe, embedsmand; han betegnes som en af 1700’tallets betydeligste embedsmænd. S blev cand. theol. i 1731, og efter et ophold i udlandet, hvor han bl.a. satte sig ind i den nye naturretsfilosofi, vendte han 1739 tilbage til Danmark. Efter at have erhvervet den juridiske doktorgrad blev han 1741 professor i filosofi og i 1743 medlem af det juridiske fakultek. 1753 udnævntes han til juridisk professor og tillige til generalprokurør og fik sæde i Danske Kancelli, hvor han havde ansvaret for udarbejdelse af nye love og for afgivelse af erklæringer til regeringen af vanskelige juridiske spørgsmål. Det var som generalprokurør, at S kom til at gøre sin store og bane-brydende indsats for at få nye principper gennemført i lovgivningen og forvaltningen. Hans talrige erklæringer, i alt ca. 1000, blev efter hans død udgivet som "Erklæringer Breve og Forestillinger, General-Prokureur-Embedet vedkommende ", 1-6 (1793-1806). Samlingen hævdes at være et hovedværk inden for dansk juridisk litteratur og en enestående kilde til viden om dansk statsadministration i 1700-t. Inden for forvaltningen søgte han at få fastlagt nogle grundlæggende principper om adskillelse af den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Han gik f.eks. ind for begrænsninger i kongens enevældige magt. Bl.a. mente han ikke, at kongen burde skærpe en idømt straf. S var også aktiv i forbindelse med 1760’ernes bondereformer. Han var medlem af den kommission, der i 1772 dømte Struensee og Enevold Brandt til døden. Desuden hørte han til den kreds, der var orienteret om kuppet mod Ove Høegh-Guldbergs regering i 1784; samme år udnævntes han til statsminister og blev dermed medlem af Gehejmekonseillet (d 10/7 1789)

1754 d Ludvig Holberg; den norskfødte H var den dominerende skikkelse i 1700-tallets og dermed i oplysningstidens danske åndsliv. Oplysningstidens tanker kom frem i Hs værk fra 1716 "Introduktion til Natur- og Folkerettens Kundskab"; heri fastslog han, at Gud har begavet mennesket med en fornuft, der giver det mulighed for at begribe og dømme, hvad der er godt og ondt, hvis den ikke er fordærvet af ond d.v.s. dårlig optugtelse, vane eller andet, der kan formørke menneskets forstand. I hans første arbejder var der intet, der tydede på, det var som digter, han ville blive kendt. Omkr. 1720 udsendte han sit første digt. Det var den om den danske Æneas, en jævn købmand, Peder Pårs, der på en rejse til Århus strander på Anholt. Paars bliver latterlig, fordi han med stupid uforstyrrethed modtager skæbnens slag. I årene 1722-26 skrev H 25 komedier til Komediehuset i Grønnegade, der åbnede i januar 1722. Komedierne udkom som tre bind "Comedier" (1723-25), optrykt og forøget til fem som "Den danske Skueplads" (1731).Teatret lukkede 1727 og forblev lukket til 1748. Til det nyåbnede teater skrev H nogle nye komedier, bl.a. "Den pantsatte bondedreng" og "Den ellevte Junii". Som historiker forfattede H flere betydelige værker. 1729 udkom hans "Dannemarks og Norges Beskrivelse"; 1749 kom den i ny udgave under titlen "Dannemarks og Norges gejstlige og verdslige Stat. Da havde han forlængst forfattet en fuldstændig "Dannemarks Riges Historie" i tre dele (1732-35). Allerede 1711 havde han udgivet "Introduction til de fornem-ste europæiske Rigers Historie fortsat indtil disse Tider". 1720 blev professor eloquentiæ; dvs han skulle gennem-gå de klassiske forfattere. 1730 blev han professor i histo-rie. 1737 blev han universitetets kvæstor og blev en nidkær og dygtig forvalter af universitets midler. Fra omkr. 1730 tjente H selv gode penge; han satte sin opsparing i jord. 1740 erhvervede han Brorup ved Slagelse og 1745 Terløsegård ved Sorø. Her tilbragte han sine sidste somre og fik ry som en klog og human herremand (f 3/12 1684)

f Frederik 6. konge 1808-1839, søn af Chr. VI og Caroline Mathilde af England; gennemførte ved sin optagelse i statsrådet i 1784 et kup, der gjorde ham til regent i sin sindsyge fars sted. Herefter indledtes en betydelig reform-periode, og F’s oprigtige begejstring for bondestandens frigørelse og for reformer på en række af samfundslivets felter lettede afgørende iværksættelsen af dette reformarbejde. Direkte indflydelse på landets styre opnåede F næppe før efter 1797 (ved A.P. Bernstorffs død), men i løbet af 1790'erne sporedes der en stigende tilbøjelighed hos F til at markere egne synspunkter og vilje til magt. Efter Bernstorffs død ledede F selv udenrigspolitikken. Men den vanskelige opgave, hvor Danmark-Norge under Napoleonskrigens store opgør skulle balancere mellem stormagterne, magtede han ikke. Efter Københavns bombardement og flådens bortførelse 1807 indgik F forbund med Frankrig og førte dermed sine riger i krig med England. Resultater blev nederlag, statsbankerot i 1813 og 1814 tabet af Norge. F genvandt imidlertid snart en del af sin popularitet på gr.af sin pligtfølelse og nøjsomhed. I 1830'erne fulgte påny en mere kritisk indstilling over for F fra liberale kredse, efterhånden som han identifi-ceredes som modstander af enhver forandring i statsstyrelsen. Karakteristisk i denne forbindelse er kongens udtalelse fra 1835, til landets borgere vedrørende en eventuel indskrænkning i trykkefriheden: "Vi alene være i stand til at bedømme, hvad der er i begges (folkets og statens)sande gavn og bedste". I 1834 oprettedes dog De Rådgivende Stænderforsamlinger. 1790 blev F gift med Marie af Hessen-Kassel. F fik i ægteskabet to døtre, Caroline og Vilhelmine, der begge overlevede forældrene, mens seks sønner døde som spæde. Omkr. 1808 ind-ledte F et forhold til Bente Rafsted, datter af en borer ved Holmen, som fik status som officiel maitresse (fru Dannemand, fra 1829 med rang af oberstinde), og som fødte ham to sønner og to døtre (d 3/12 1839)

 

d Georg Christian Oeder, botaniker, læge og landbrugsøkonom; han var født i Bayern og uddannede sig der både som mediciner og botaniker. O nedsatte sig i 1749 som læge i Slesvig; to år senere blev han opfordret af J.H.E. Bernstorff til at søge et professorat i botanik og økonomi ved Københavns Universitet. O’s disputats blev afvist; i stedet fik han ansættelse som kongelig professor med den opgave at forestå udgivelsen af Flora Danica og eta-blere en botanisk have for praktisk landbrugsøkonomisk planteavl. Det omfattende botaniske værk med kobber-stukne plancher af danske og norske planter udkom i årene 1761 til 1771. For at samle viden om den norske planteverden var O på indsamlingsrejse i Norge fra 1756 til 1761. Ud over informationer om planter erhvervede han også et indgående kendskab til norske samfundsforhold. Som landbrugs-økonom gjorde O sig bemærket med en betænkning i 1769, hvor han argumenterede for godsejernes ret til at udstykke hovedgårdsmarkerne og for begrænsning i hoveriet. O’s karriere som landbrugsøkonom nåede et højdepunkt 1770-72, da han under Stru-ensee blev øverste leder af arbejdet med landboreformerne, hvor han tillige argumenterede for en afskaffelse af stavnsbåndet. Struensees fald i januar 1772 påvirkede i høj grad O’s situation. Han fik stillet et amtmandsembede i Norge i udsigt, men endte med at måtte tage til takke med en stilling som landsfoged i Oldenburg. En stilling han beklædte til sin død (f 3/2 1728)

 

1807 I London tages gasbelysning i brug. Som den første gade i verden bliver Pall Mall oplyst med gaslygter

 

f Charles George Gordon, britisk general; deltog i Krimkrigen og krigen (Den anden Opiumskrig)mod Kina 1860; i spidsen for hærstyrken "Ever Victoriouus Army" undertrykte han Taipingoprøret 1863 og blev oberstløjtnant 1864. I 1874 ledede Gordon en ekspedition til Sudan, hvor der blev anlagt britiske befæsninger og slavehandelen bekæmpet. Efter at være blevet forfremmet til generalmajor var han en tid guvernør i Kapkolonien. 1884 blev Gordon attet sendt til Sudan for at tage kampen op med mahdien og sikre evakueringen af briter fra Sudan. Gordon blev sendt af sted med en for lille styrke og blev indesluttet i Khartoum. Den britiske regering tøvede med at sendte forstærkninger, og efter 10 måneders hårdnakket forsvar blev Khartoum stormet og erobret, og Gordon faldt. Det skete kun to dage før, en britisk undsættelsesstyrke omsider nåede frem til Khartoum. Gordon havde opnået stor popularitet i Storbritannien ved sine militære triumfer og sin ejendommelige personlighed, som var præget af dyb religiøsitet og urokkelig stivsind. Dette stivsind og i det hele taget Gordons personlighed har i eftertiden givet anledning til debat. Således blev han i Llytton Stracheys "Eminent Victorians" fra 1918 betegnet som alkoholiker og homoseksuel. Stracheys betegnelser var forkerte, men pletten på Gordons omdømme har vist sig vanskelig at fjerne. Gordons død rejste en storm af forbitrelse mod den liberale regering Gladstone; den led et afgørende nederlag ved valgene kort efter (d 26/1 1885)

 

1841 f Henry Morton Stanley, britisk/amerikansk journalist og opdagelsesrejsende; fik 1869 af sit blad "New York Herald" opgaven "go and find Livingstone"; efter 236 dages march fandt han Livingstone og var berømt. Herefter foretog han flere rejser i det dengang uudforskede kontinent. Han fulgte 1873-74 som krigskorrespondent briternes felttog mod ashantierne. Ss største dåd var hans anden ekspedition til Central-Afrika 1874-77 for at fuldføre Livingstones værk. Med over 300 mand drog han ud fra Zanzibar, efter bl.a. at have kortlagt Tanganyikasøen og konstateret, at dens afløb Lualaba og Lukuga var Kongoflodens øvre løb ikke Nilens, fulgte S Kongofloden til mundingen. Han havde dermed ikke alene løst hovedspørgsmålene i Afrikas hydrografi, men også åbnet 5000 km sejlbar flod for europæiske handel. 1879-84 var S i Kongo i tjeneste hos den belgiske kong Leopold og optaget af at skabe grundlaget for Kongostaten, det senere Belgisk Kongo (Zaire). Efter endnu en rejse i Østafrika for at redde den tyskfødte eventyrer Enin Pasha – beskrevet i "In Darkest Africa" (1890) tog S fra 1889 varigt ophold i England. Her blev han adlet og var 1895-1901 medlem af Underhuset. Om sine Afrikarejser har S bl.a. udgivet "How I Found Livingstone" (1872), "Slavery and Slave Trade in Africa" (1893) og "Through South Africa" (1898) (d 10/5 1904)

 

Englænderne besætter Hong Kong. Den 83 km2 store ø tjente som base for engelske og amerikanske opiumsmuglere. Efter Den anden Opiumskrig og underskrivelsen af Nanjing traktaten 29. august 1842 blev øen overladt Storbritannien; med afslutningen af The Arrow War i 1860 fulgte sydenden af Kowloonhalvøen, og i 1898 fik Storbritannien et 99 års lejemål på disse områder foruden 235 nærtliggende småøer. Med en af verdens fineste naturlige dybhavshavne og liggende centralt som porten til Sydkina blev Hong Kong en vigtig oplagsplads for handelen mellem Kina og Vesten

 

Januarkundgørelse udsendes. Tilsyneladende havde Danmark sejret i Treårskrigen 1848-50. Men også kun tilsyneladende. For oprørerne i Slesvig og Holsten var ikke besejrede, så længe de tyske magter stod bag dem. I Danmark kunne man ikke i længden opretholde illusionen om en harmonisk dansk-tysk helstat, når rigets værste fjender, slesvig-holstenerne, fortsat boede i hertugdømmerne og hadede alt dansk. De ventede blot på en gunstig konstellation i den europæiske magtbalance for at åbne konflikten igen. Det største statsretlige problem var forfatningsspørgsmålet. Ved offentliggørelse af Januarkundgørelsen med dens nye forfatninger afslørede regeringen hvordan, dette spørgsmål skulle løses. Enhver tanke om Danmark til Ejderen var skrinlagt. "Den europæiske nødvendighed" tvang Danmark til at føre helstatspolitik. Junigrundloven skulle som hidtil kun gælde for kongeriget, og i Slesvig og Holsten skulle stænderforsamlingen genindføres. Fællessagerne skulle undergives fælles styre og siden fælles forfatning. De omfattede udenrigs- finans- og forsvarsanliggender. I øvrigt bevaredes de særlige danske ministre, mens Slesvig og Holsten-Lauenborg fik hvert sit ministerium; enkelte specielle sager var fælles for hertugdømmerne og underlagdes de to ministre i fællesskab. Alle ministerierne skulle have sæde i København. Den danske og tyske befolkning i hertugdømmerne skulle nyde fuldkommen ligeberettigelse. Med realiseringen af kundgørelsen ville det danske monarki fra før 1848 være samlet

Som afslutning på den fransk-tyske krig overgiver Paris sig efter 5 måneders belejring til tyskerne. Frankrig har tabt krigen, og der underskrives en våbenhvileaftale. Preliminærfreden blev underskrevet i marts, og den formelle fredsslutning fandt sted i Frankfurt 10. maj. Frankrig mistede Alsace-Lorraine, endvidere skulle franskmændene betale en krigsskadeserstatning på 5 mia. guldfrancs. En del af Frankrig bl.a. Paris, ville være besat i betalingsperioden

1873 f Gabrielle-Sidonie Colette, fransk forfatter; hendes første bøger - de fire "Claudine" romaner (1900-03)- var til dels selvbiografiske og skildrede en letlevende lidt naiv piges verden. Herefter skrev C en række bøger om dyr f.eks. "Sept dialoques de bêtes" (1908) og "Paix chez les bêtes" (1916). Efter at være blevet skilt (1906) optrådte hun i parisiske varieteer. Oplevelserne fra disse år skildrede hun i "La Vagabonde" (1910) og "L’Envers du music-hall" (1913). Bøgerne fra disse år tilhørte, hvad C kaldte sine læreår (Mes Apprentissages, 1936). Efter 1920 kom tiåret med hendes mesterværker. En første gruppe skildrer en lettere depraveret ungdom i årene efter 1. Verd.krig, således "Chéri" (1920) og "La Fin de Chéri" (1926). I den sidstnævnte skildrede C forholdet mellem en ung mand – Chéri – og en moden kvinde. I en anden gruppe så hun tilbage på sin lykkelige barndom på landet i "La Maison de Claudine" (1923) og "Sido" (1930). Efter 1930 havde C 25 produktive og lykkelige år foran sig. I 1935 indgik hun et nyt ægteskab. Ægtemanden har i "Près de Colette" skildret sit samliv med C. Blandt C’s senere værker er "Gigi" (1944), der fortæller om en pige, der opdrages af to ældre søstre til at blive kurtisane. "L’Ètoile vesper" (1947) og "Le Fanal bleu" (1949) indeholder begge erindringsstof. Gennem fem årtier havde C succes. Hendes mange læsere så bort fra skandalerne i hendes liv og gjorde hende til medlem af Det kgl. Belgiske Akademi, det franske Académie Goncourt og til "grand officer" i Légion d’Honneur. Alt sammen noget der dengang sjældent blev tildelt kvinder (d 3/8 1954)

f Aug. Piccard, svejtsisk/belgisk fysiker; professor i Bruxelles 1922-54; blev verdensberømt for sine ballonopstigninger i stratosfæren. Han benyttede en ballon på 14.000 m3 fyldt med brint og med en lukket, kugleformet gondol af aluminium. På to ture, maj 1931 og august 1932 nåede han op i en højde af henholdsvis 15.780 m og 16.940 m. P konstruerede også en dykkerklokke og nåede med denne i 1953 en dybde af 3.150 m (d 25/3 1962)

f Jackson Pollock, amerikansk maler; uddannet i New York i 1920'erne. Han udviklede sig i 1940'erne fra et figurativt, surrealistisk maleri over i det abstrakte maleri og blev en af grundlæggerne at det spontane, abstrakt-ekspressionistiske maleri kaldt action-painting, som opstod i USA i 1940'erne, og som blev en af efterkrigstidens vigtigste kunstretninger. Det var her selve maleprocessen, der var det vigtigste. Den fysiske kontakt mellem kunstneren og materialet skulle udløse og give udtryk for følelse og tanke. Man skulle udtrykke følelser snarere end at illustrere dem. Kunstneren gik til staffeliet med materialet i hånden for at gøre et eller andet med det andet stykke materiale (lærredet) foran sig. Billedet blev et resultat af dette møde. Retningen gav stor plads for tilfældig udformning af maleriets opbygning og farvesammensætning (d 11/8 1956)

d William Butler Yeats, irsk dramatiker og lyriker; fik 1923 Nobelprisen for sin lyrik og dramatiske digtning; han var stærkt påvirket af prærafaelitterne, desuden var han interesseret i teosofi og clairvoyance. Han blev tilhænger af Madame Blavatsky og sluttede sig til en kabbalistisk orden. Samtidig fordybede han sig i irsk mytologi og folklore, som kom til at præge meget af hans digtning. I 1889 kom hans debutsamling "The Wanderings of Oisin", med samlingen indledtes en intens blomstring i irsk litteratur, "the Celtic Revival" Blandt Y’s dramatiske arbejder er "The Countess Cathleen" (1892), "The Land of Heart’s Desire" (1894). Fra 1930'erne er digtsamlingerne "The Winding Stair" (1933) og "Last Poems" (1936-39). Y var i seks år senator i Eire’s parlament. Hans artikler og essaysamlinger er en vigtig del af hans forfatterskab, heri bl.a. "The Celtic Twilight" (1893), "The Cutting of an Agate" (1912) og "A Vision" (1925) (f 13/6 1865)

 

d Maxime Weygand, fransk general og politiker; var fra 1914 stabschef hos general Foch; under den polsk-russiske krig var han 1920 rådgiver ved den polske generalstab. 1923-24 beklædte han posten som øverstkommanderende for de franske styrker i Syrien, hvorpå han til 1930 virkede som chef for militærakademiet i Paris. Fra 1930 var han generalstabschef og 1931-35 den franske hærs generalinspektør og næstformand i det øverste krigsråd. 1935 trådte han tilbage på gr. af alder. Ved krigsudbruddet trådte han atter i tjeneste og blev sendt til Syrien for at opstille den såkaldte orientarmé. 20. maj 1940 blev han udnævnt til øverstkommanderende for den engelsk-franske hær i Frankrig og skulle afvende det truende nederlag til tyskerne efter deres angreb den 10. maj 1940. Snart opfordrede W dog til indgåelse af våbenstilstand, der så skulle bane vej for en tålelig fred og en Amoralsk fornyelse@ af Frankrig. Juni-sept. 1940 var W forsvarsminister i Vichy-regeringen; derefter var han generaldelegeret i fransk Nordafrika og fra juli 1941 generalguvernør i Algeriet. Efter kritik af fransk støtte til de tyske operationer i Afrika blev W afløst novbr. 1941 og var fra novbr. 1942 til krigens afslutning interneret i Tyskland. Han blev efter sin hjemkomst til Frankrig anklaget for samarbejde med Tyskland og fængslet. I 1948 blev han frifundet og rehabiliteret af den franske højesteret (f 21/1 1867)

1979 d Hans Scherfig, forfatter og maler; 1931 medlem af kommunistpartiet; som maler var han selvlært, han udstillede fra 1931 og vandt og fastholdt et bredt publikum for sine muntre urskovsbilleder, hvor næsehorn, giraffer, aber og elefanter lever i paradisisk forståelse med løver og tigre. Som forfatter debuterede S med en billedbog for børn "Hvad lærer vi i skolen?" (1933). Som journalist stod han i politikkens tjeneste, ved Arbejderbladet 1930-41, ved Land og Folk fra 1945. I 1937 udsendte han den ironiske kriminalromanen "Den døde Mand" , og året efter kom "Den forsvundne Fuldmægtig" om embedsmanden, der søger at undslippe det borgerlige livs trædemølle, men først finder fred og ro i fængslets tryghed. I "Det forsømte Forår" fra 1940 udleverer S skånselsløst sin skoletids lærere, som kvæler hvad der måtte være af naturlig lyst og evne hos deres elever. Romanerne "Idealister" (1942) og "Frydenholm" (1962) er en slags dobbeltroman om Danmark før, under og efter Besættelsen. Sin interesse for naturhistorie, som gik tilbage til skoletiden, viste han i "Dammen" (1958, hvor han i en minutiøs rapport følger livet i og omkring et vandhul i Nordsjælland. I "Naturens uorden" (1965) sammenligner han naturens nådesløse alles-kamp-mod-alle med kapitalismens samfund. Om sine senere års rejser i Østlandene har han bl.a. skrevet "Rejse i Sovjetunionen" (1951) og "Morgenrødens Land" (dvs Grusien) (1971). S modtog i 1973 Det Danske Akademis pris (f 18/4 1905)

1986 Den amerikanske rumfærge "Challenger" eksploderer 73 sekunder efter opsendelsen (lift off). Undersøgelserne for at finde en forklaring på ulykken havde tre udgangspunkter: vragdelene, optagelser fra 90 TV-. film- og videokameraer og milliarder af data i computerne i rumcentret i Houston, Texas. Allerede efter få dage var der et holdepunkt. På optagelserne kunne ses en lille flamme, som hurtigt voksede og blev til en eksplosion på siden af den store brændstoftank. En svaghed i en søm, hvor to af tankens elementer var samlet, kunne være årsagen. Men der blev fundet andre svaghedstegn. Nogle måneder senere oplyste NASA, at der var fundet 96 risikomomenter, hvoraf 44 var alvorlige

 

Til top        29. januar

1499 f Kathrina von Bora, tysk nonne og Martin Luthers kone; påvirket af Luthers skrifter og støttet af ham flygtede hun sammen med otte andre nonner i 1523 fra klostret Nimbschen i Sachsen. Hun og Luther blev gift i juni 1525. Hun fødte seks børn og forestod med myndighed den omfattende husholdning i hjemmet i det tidligere augustinerkloster; hun blev af sin mand spøgende kaldt "Herr Käthe". Deres ægteskab og husliv blev forbillede for den evangeliske præstegård (d 20/12 1552)

 

1737 f Thomas Paine, britisk/amerikansk forfatter; emigrerede 1774 til de engelske kolonier i Nord-Amerika. I Philadelphia fik han arbejde som journalist og redaktør. Ved udbruddet af revolutionen i 1775 gjorde han fælles sag med oprørerne og blev berømt med kampskriftet "Common Sense" (1776), hvori han som en af de første krævede, at kolonierne skulle være uafhængige af England. Samme år sluttede han sig til hæren under George Washington og gennem en serie pamfletter med fællestitlen "The American Crisis" (1776-83) øvede han stor indflydelse. 1787 vendte han tilbage til England, hvor han 1791 udgav "The Rights of Man", som et forsvar for den franske revolution foranlediget af Edmund Burkes kritik. Det lykkedes P at flygte til Frankrig, før han blev dømt for forræderi. Han blev fransk statsborger og valgt som delegeret til Konventet; men i Rædselsperioden sad han to år i fængsel. 1802 vendte han tilbage til USA, hvor han tilbragte sine sidste år i fattigdom;angrebet og udskældt af alle for sin politiske og religiøse radikalisme (f 8/6 1809)

 

1743 d André Hercule de Fleury, fransk statsmand og kardinal; blev 1698 biskop af Fréjus, hvor han forblev til 1715, da den døende Ludvig XIV gjorde ham til lærer for sin efterfølger barnekongen Ludvig XV. F vandt for bestandig kongens fortrolighed, og da Ludvig blev myndig, og regentskabet sluttede i 1726, udnævnte han F til sin ledende minister, en position F bevarede, til han døde 90 år gammel. I sin udenrigspolitik, som hvilede på samarbejde med den britiske premierminister Sir Robert Walpole, foretrak F at benytte diplomati frem for krig. To gange blev han imidlertid tvunget ud i krig. Presset af den offentlige mening trådte Frankrig ind i Den polske Arvefølgekrig (1733-35) for at støtte kongens svigerfars, Stanislas Leszczynski, krav på den polske trone. Fredsaftalen efter krigen skaffede Frankrig Lorraine. Mod F’s vilje blev Frankrig inddraget i Den østrigske Arvefølgekrig (1740-45); F døde inden krigens afslutning. Indenrigspolitisk betød F’s sparepolitik, at han fik statens underskud vendt til et overskud. Han nedsatte skatterne og fik møntvæsenet bragt i orden. Med tvangsudskrevne bønder som arbejds-kraft fik han udbedret det franske vejsystem, så det blev Europas bedste. Med F som førsteminister oplevede fransk enevælde sin sidste stabile periode (f 22/6 1653)

 

1749 f Christian 7. konge 1766-1808, søn af Frederik 5. og Louise af England; viste som barn et vindende væsen, stor lærenemhed, en god hukommelse og forstod at føre sig med anstand. Men han var overfladisk og lunefuld, viste ingen mennesker tillid eller hengivenhed, var ondskabsfuld og sank ofte hen i åndsfraværelse eller viste besyn-derlige forestillinger, udslag af en frembrydende sindssygdom, skizofreni. Samstemmende berettes om C, som levede han i en uvirkelighedstilstand - en tid anså han sig for et forbyttet barn - en tilstand han kæmpede for at komme ud af ved at udsætte sig for voldsomme påvirkninger, fysiske som psykiske, i forventning om at denne skinverden ville falde bort, og virkeligheden, hans rigtige identitet, komme til syne. Under en længere uden-landsrejse i 1768, hvor Christian 7. i begyndelsen spillede rollen som konge upåklageligt, var som rejselæge ansat Struensee. Han behandlede kongen som syg, og at han som den første tog kongens fantasier alvorligt var sikkert medvir-kende til, at Christian 7. kom til at føle sig knyttet til Struensee. Efter Struensee havde indført sit kabinetsstyre, og kongens underskrift på kabinetsordrene ikke var nødvendige, var det åbenlyst om ikke officielt, at Christian 7. var et redskab for andre. Efter Struensees fald blev Christian 7. udnyttet af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik; da disse blev trængt tilbage af kronprins Frederik i 1784, var det nu ham, der udøvede den reelle regeringsmagt. Efter Christians død blev hans liv karakteriseret som "Christian VII har egentlig aldrig levet, kun vegeteret sanseligt" (d 13/3 1808)

 

1749 f Christian Colbjørnsen, generalprokurator og præsident for højesteret; han var en af de ledende skikkelser inden for centraladministrationen i 1700’tallets sidste årtier. Colbjørnsen var født i Norge, men kom til København for at studere jura. Han blev cand. jur. i 1773 og fik bestalling som højesteretssagfører i 1776, hvor han også blev udnævnt til justitsråd. Fire år senere blev han kammeradvokat, inden han i 1786 blev sekretær for Den Store Landbokommision, der var nedsat for at udarbejde forslag, der kunne forbedre forholdene for den danske bonde-stand. Her opnåede han stor indflydelse på reformarbejdet, der kulminerede med stavnsbåndets ophævelse i 1788. Som generalprokurator og ansat i af Danske Kancelli fra 1788 satte Colbjørnsen sine aftryk på lovgiv-ningen. Bl.a. havde han stor indflydelse på udformningen af retsplejeloven af 1796. Colbjørnsen var fortaler for trykkefrihed, men kom alligevel som embedsmand udforme forordningen af 27. september 1799 "som nærmere forklarer og bestemmer Trykke-frihedens Grænser", der indskrænkede ytringsfriheden betydeligt; derved mistede Colbjørnsen meget af den popularitet, han siden 1790 nydt i liberale kredse. Om Colbjørnsen er der blevet sagt, at han mere end nogen anden enkeltperson gav han tidens lovarbejder kraft og enhed, og han bidrog afgørende til at moderni-sere og effektivisere dansk retsvæsen. Han var enevældens ubetingede tjener, men så det politiske system betinget af oplyste og realistiske love, der til gengæld skulle håndhæves for at sikre samfundets liv og vel-færd. Colbjørnsen virkede i Danske Kancelli til 1804; hvorefter han blev præsident (justitiarius) i højesteret og beklædte stillingen til sin død, selv om han pga. sygdom ikke mødte i retten fra sommeren 1811 (d 17/12 1814)

1782 f Daniel Francois Esprit Auber, fransk komponist; 1842 blev han direktør for konservatoriet i Paris. Han komponerede tidligt instrumental- og kirkemusikværker. Sit gennembrud på scenen fik han med "La bergère châtelaine" (1820), som fulgtes af en lang række opéras comiques, de fleste i samarbejde med librettisten Eugène Scribe. Højdepunktet i dette samarbejde blev "La muette de Portici" (Den stumme i Portici, 1828), der med sit revolutionære emne, opstanden i Napoli 1647 og med den farverige dramatiske udformning indledte den franske grand opéras epoke. Opførelsen i Bruxelles i 1830 siges at have ført til den opstand, der medførte Belgiens løsrivelse fra Holland. Efter 1840 drejedes handling og stil i A’s opéras comiques i mere alvorlig retning, f.eks. i "Manon Lescaut" (1856), hvormed den franske opéra lyrique indvarsledes (d 12/5 1871)

d Johann Gottlieb Fichte, tysk filosof; 1794-99 professor i Jena; måtte gå af på gr. af anklage for ateisme, begrundet i hans tese om, at Gud er identisk med den moralske orden. Senere blev han professor i Berlin og 1810-12 rektor for universitetet. I 1790 stiftede han bekendtskab med Kants filosofi, et bekendtskab der fik afgørende betydning for ham. Året efter besøgte han Kant i Königsberg; da Kant nærmest var afvisende, søgte Fichte at gøre indtryk på ham med et filosofisk skrift "Versuch einer Kritik aller Offenbarung". Det udkom anonymt i 1792, og blev af mange anset for at være et værk af Kant. Da forfatterens identitet blev afsløret, var Fichte straks kendt i litterære tyske kredse. Fichtes filosofiske hovedværk er hans "Wissenschaftslehre" (1794). Heri søgte han at overvinde den dualisme Kant havde skabt med sin skelnen mellem det erkendende subjekts aprioriske kundskabsformer og "Das Ding an sich". Fichte forkastede Kants "Das Ding an sich" og hævdede, at hele erfaringsindholdet er udviklet af jeg’et. I sin etik fremstillet i værket "System der Sittenlehre" (1798) betonede han den frie personlighed og den frie handling. Fichte blev selv et eksempel på sin egen handlingsfilosofi ved den indsats han gjorde under den franske besættelse 1807-08 gennem sine taler til den tyske nation ("Reden an die deutsche Nation"), som fik stor politisk betydning ved at give stødet til den nationale vækkelse i Tyskland. Det samme gjorde hans mange politiske skrifter med nationalistisk og socialistisk tendens. Politisk var han liberal og arbejdede for indførelse af repræsentativ demokrati (f 19/5 1762)

 

 

 

 

 

1820 d Georg 3. britisk konge 1760-1820; søn af Georg 2.s søn Frederik, prins af Wales og Augusta af Sachsen-Gotha; eftersom han havde engageret sig stærkt i striden, ramte det britiske nederlag i Den nordamerikanske Frihedskrig (1776-83) og den dermed opnåede uafhængighed for de nordamerikanske kolonier Georg 3. hårdt personligt og prestigemæssigt. 1765 havde Georg 3. et anfald af sindssyge; det gentog sig i 1788 denne gang så alvorligt, at der blev vedtaget en lov om et regentskab; men før der blev brug for herfor, kom kongen sig. 1811 blev Georg 3., der fra 1805 havde været blind, fuldstændig sindssyg og var i de 9 år, han endnu levede ude af stand til selv at føre regeringen. Regentskabet blev da lagt i hænderne på hans søn prinsen af Wales, den senere Georg 4. Selv om George 3. i sin lange regeringstid søgte at hævde kongemagten, blev resultatet alligevel, at partivæsen og parla-mentets magt blev udbygget. September 1761 blev George 3. gift med Charlotte Sofie af Mecklenborg-Strelitz. I ægteskabet blev der født 9 sønner og 6 døtre. Blandt sønnerne var efterfølgeren Georg 4. (1820-30) og dennes efterfølger William 4. (1830-37) samt Edward, hertug af Kent, der var far til dronning Victoria (1837-1901)

(f 4/6 1738)

1829 d Paul Francois Jean Barras, greve og fransk politiker; sluttede sig til revolutionen og blev 1792 medlem af nationalkonventet, hvor han sluttede sig til jakobinernes yderliggående fløj og stemte for kongens henrettelse. Han fik kommandoen over Konventets tropper, og 1795 blev han medlem af Direktoratet. Herefter spillede han en ledende rolle i de politiske intriger 1795-99, samtidig med han skaffede sig store rigdomme ved hensynsløs korruption. Han optrådte som Napoleons beskytter og gav ham en af sine elskerinder, Joséphine Beauharnais, til hustru og skaffede ham kommandoen over den italienske armé. Ved Napoleons statskup 1799 blev han skubbet til side og spillede herefter ingen politisk rolle (f 30/6 1755)

f William McKinley, som konservativ republikaner og ivrig forkæmper for protektionisme i toldpolitik var han USA's præsident 1897-1901; han var uddannet som jurist og begyndte i 1867 virksomhed som advokat i Canton, Ohio. I de 14 år mellem 1877-90 han var medlem af Repræsentanternes Hus, blev han især kendt som tilhænger af høje toldmure for at beskytte amerikansk industri. I 1891 blev han guvernør i Ohio, og opbyggede en så stærk position i sit parti, at han blev nomineret som præsidentkandidat og 1896 valgt til præsident. Straks han var blevet præsident, nedsatte han en komité til at revidere de amerikanske toldsatser. Det blev stort set hans eneste indenrigspolitiske initiativ i hans første præsidentperiode. Alle andre indenrigspolitiske spørgsmål kom til at stå i skygge af de uroligheder i den spanske koloni Cuba, der i foråret 1898 førte til den spansk-amerikanske krig. Krigen endte med amerikansk sejr og erhvervelse af de spanske kolonier. Heraf blev Hawaii annekteret af USA, mens der i Puerto Rico, Cuba og Filippinerne blev oprettet "selvstændige" stater under amerikansk beskyttelse. McK blev genvalgt i 1900. Men hans anden præsidentperiode blev ikke lang. Under et besøg på den Pan-Amerikanske udstilling i Buffalo, New York, blev han myrdet af en polsk anarkist (d 14/9 1901)

1856 Dronning Victoria indstifter Englands højeste militære orden, Victoriakorset. Det tildeles enhver inden for hær og flåde uden hensyn til rang "who had performed some signal act of valour". Fra 1902 kan ordnen også tildeles posthumt. Medaljen, der har form som et malteserkors, er støbt af russiske kanoner erobret under Krimkrigen.

f Anton Pavlovich Tjekhov, russisk forfatter; uddannet som læge, begyndte i studietiden at skrive humoristiske småfortællinger, som giver et billede af livet i den tids Rusland. Fortællingerne sikrede T popularitet. Fra slutningen af 1880'erne forlod T stort set den spøgefulde og humoristiske genre og skrev fortrinsvis psykologisk indtrængende fortællinger og mindre romaner med dyb tragisk undertone: "En kedelig historie" (1889), "Sjette afdeling" (1892), "Bønderne" (1897) m.fl. Efter hans første større drama "Ivanov" blev en fiasko, skrev han flere enaktere i sin gamle humoristiske manér: "Bjørnen", "Frieriet" m.fl. Derefter fulgte fire skuespil, som skaffede ham en plads i verdenslitteraturen, og som betegnede noget nyt i dramaets historie: "Mågen" (1896), "Onkel Vanja" (1897), "Tre søstre" (1901), "Kirsebærhaven" (1904). T var gennem mange år dødsmærket af tuberkulose og døde under et kurophold i Tyskland (d 15/7 1904)

 

 

 

 

d Alfred Sisley, fransk impressionistisk maler, der var en af foregangsmændene inden for nævnte isme. Skønt hans velhavende engelske forældre ikke lagde skjul på, at han skulle uddannes inden for handel, begyndte han at male. 1862 begyndte et årelangt venskab og samarbejde med Claude Monet og Renoir, også fremtrædende repræsentanter for fransk impressionisme. Den Fransk-Tyske Krig (1870) ruinerede Sisley familien, og S måtte for en tid opholde sig som flygtning i London. Det var på dette tidspunkt, han besluttede, maleriet skulle være hans levevej. Resten af livet var en konstant kamp mod fattigdom. Kort efter hans død fik man øje for hans talent, og prisen på hans arbejder steg kraftigt. I 1870erne arbejdede han i omegnen af Paris (Meudon, Sèvres) og malede især landskaber, der er bygget op over en enkel og fast komposition, gerne med markant centralperspek-tiv, farverne er blonde og oftest varme. Fra denne periode er "Seinen ved Saint-Cloud" (1877). Fra 1879 slog S sig ned nær Fontainebleauskoven og dyrkede de enkle motiver langs flodbredden og skovkanten. Hans kunst kan minde om Monets, men S bevarer altid en mere følelsesfuld indstilling over for landskabet. Fra denne periode er "Udsigten ved søbredden i Saint-Mammes" (1884) (f 30/10 1839)

d Christian 9. konge 1863-1906, søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck og Louise af Hessen-Kassel; han nedstammede på fædrene og mødrene side fra det danske kongehus. Efterhånden som det stod klart, at den Oldenborgske kongeslægt ville uddø med Frederik VII, blev opmærksomheden rettet mod C; efter at hans hustrus søskende havde givet afkald på deres arvekrav til hende og hun sine til C, blev han ved Londontraktaten 1850 og arvefølgeloven 1853 anerkendt som tronfølger. Han kom på tronen (november 1863) under meget vanskelige udenrigspolitiske forhold. Den netop vedtagne novemberforfatning, der kun gjaldt for kongeriget og Slesvig, gav de tyske magter anledning til indblanding i danske forhold. Kun nødtvungent skrev C under på den nye forfatning og var indstillet på at tage den krig, der måtte komme. I årene efter 1864 blev der uberettiget rejst tvivl om hans danskhed, og hans popularitet i befolkningen var ikke stor. Den politiske strid - provisorietiden - 1870-94, da han gentagne gange udtalte sin tillid til Højre, og spec. konseilspræsident Estrup, fremkaldte undertiden misstemning mod kongen, men agtelsen for hans personlighed steg, ligesom hans vidtomfattende familie- og venskabsforbindelser med Europas fyrster ikke kunne andet end at styrke hans popularitet. Årene, de mange familiebegivenheder og Systemskiftet 1901 gjorde, at kongen på sine gamle dage vandt almindelig sympati for sin noble og stilfærdige personlighed, og mange følte, at han og folket var vokset sammen gennem ulykkesåret 1864 og den almindelige fremgang, Danmark havde oplevet i hans regeringstid (f 8/4 1818)

d Herman Bang, forfatter; i det konservative dagblad skrev B i årene 1879-83 sine "VekslendeThemaer"; hans portrætter af moderne forfattere samlede han i "Realisme og Realister" (1879). Hans debutroman "Haabløse Slægter" kom i 1880, hans anden roman "Fædra" i 1883. Han var nu blevet en kendt skikkelse i København og et yndlingsoffer i vittighedsbladene. Men ingen har skrevet vittigere om B end B selv i "Ti Aar" (1891). I 1885 var "Excentriske Noveller" udkommet; året efter fulgte "Stille Eksistenser" og i 1887 "Stuk". "Tine" (1889) og novellerne "Under Aaget" (1890) afsluttede rækken af mesterværker fra B’s lykkeligste periode. Efter denne produktive periode gennemlevede han de alvorligste af sine mange psykiske kriser. En indlæggelse på København Kommunehospitals psykiatriske afd. er baggrund for "Ludvigsbakke" (1896). 1898 og 1901 kom erindringsbøgerne "Det hvide Hus" og "Det graa Hus". Hans sidste roman "De uden Fædreland" kom 1906. Som oplæser, især af egne værker, fik B international ry. Et ry han ønskede at udbrede til USA og Japan. Under en oplæsningsrejse i USA blev han blev fundet bevidstløs i toget på vej til San Francisco og døde i Ogden City (f 20/4 1857)

d Douglas Haig, engelsk feltmarskal; udmærkede sig i felttoget i Sudan 1898 og var generalstabschef under Boerkrigen 1899-1902. Derefter gjorde han fortrinsvis tjeneste i Indien. Under 1. Verd.krig førte H først et armékorps og udmærkede sig ved Mons, Aisne og Ypres. Tidligt i 1915 overtog han kommandoen over 1st army og udkæmpede slagene ved Neuve Chapelle, Festubert og Loos. December 1915 blev han chef for de britiske tropper i Frankrig og ledede de store offensiver ved Somme 1916, ved Arras og i Flandern 1917 og operationerne i 1918. H’s indsats som feltherre under 1. Verd.krig er blevet bedømt forskelligt. Tabet af ½mio. mand i slaget ved Somme uden reel gevinst gav ham ry som en udygtig "slagter". På den anden side formåede han at gøre den nye britiske værnepligtshær krigsduelig, og han viste styrke i defensiven i de afgørende måneder i foråret 1918. 1919-20 var H øverstkommanderende for den britiske hær. Resten af livet arbejdede H med at hjælpe de hjemvendte soldater til arbejde og understøttelse. 1919 blev han adlet som jarl af Bemersyde (f 19/6 1861)

 

1955 d Hans Hedtoft, socialdemokratisk politiker; født (i Lollandsgade 23) og opvokset i Århus, udlært som sten-trykker. Som lærling begyndte han sin politiske og organisatoriske karriere. 1922 blev han sekretær og 1927-29 forretningsfører (formand) for DSU og afslørede allerede nu sit store talent for organisations- og propaganda-arbejde. 1929 blev H anden partisekretær og 1930 sekretær for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe. 1935 medlem af Folketinget og 1939 formand for Soc.demokratiet. I 1930'erne stod han som leder af HIPA – Hovedorganisationernes Informations og Propaganda Afdeling - i spidsen for partiets uforsonlige agitation mod nazisme og især kommunisme. I samme årti var han endvidere med til at præge og udvikle Socialdemokratiets ideologi med vægten lagt på nordisk samarbejde, ændring fra arbejderparti til bredtfavnende folkeparti samt opblødning af den hidtidige afrustningspolitik. Efter tysk pres måtte Hedtoft i februar 1941 nedlægge alle sine tillidshverv inden for partiet. I befrielsesregeringen blev han socialminister og overtog atter formandsposten i partiet. Valget 1947 førte ham frem til statsministerposten (til 1950). Under indtryk af Den kolde Krig og Sovjetunionens stramme greb om Østeuropa spillede Hedtoft den afgørende rolle, da Soc.demokratiet opgav sin traditionelle neutralitetspolitik, og Danmarks tilslutning til Atlantpagten i 1949. Som oppositionens leder under VK-regeringen 1950-53 spillede han en central rolle ved implementeringen af Danmarks nye sikkerhedspolitik samt ved dannelsen af Nordisk Råd i 1952. 1953 blev Hedtoft atter statsminister, men egen sygdom og hans kones død svækkede hans arbejdskraft. Under et møde i Nordisk Råds møde i Stockholm døde han uventet af et hjertestop (f 21/4 1903)

Arkitekten Jørn Utzon får førstepris for plan til operahus i Sydney, Australien

 

 

Til top        30. januar

58 f.Kr. f Livia (fru Augustus); havde i sit ægteskab med Tiberius Claudius Nero sønnen Tiberius (efterfulgte Augustus som kejser) og var gravid med sønnen Nero Claudius Drusus, da hun i 38 f. Kr. fødsel blev gift med Augustus. I sine bestræbelser for at sikre sønnen Tiberius kejsertronen er hun blevet tillagt mordet på mange rivaler; således Augustus’ nevø Marcellus i 23 f. Kr. fødsel og hans sønnesønner Lucius og Caius i år 2 og 4. Disse beskyldninger er dog grundløse, men der er ingen tvivl om, at hun var en stærk og ambitiøs dame. Udgravninger i hendes villa ved Prima Porta har afsløret flere fornemme malerier, ligesom den berømte statue af Augustus (Prima Porta- statuen) blev fundet her. Hendes far var Marcus Livius Drusus Claudianus, en adoptivsøn af tribunen i 91, Marcus Livius Drusus. Hun blev gift med sin fætter, Tiberius Livius Drusus og fødte ham i 42 sønnen Tiberius. Hun var gravid med sin anden søn, Nero Claudius Drusus. Da Octavian (Augustus) tidligt i 38 tvang hende til at lade sig skille fra Nero og gifte sig med ham. Hendes andet ægteskab var barnløst. L’s indflydelse og ambitioner var en belastning for Tiberius, da han blev kejser. Han forbød hende at modtage nogle æresbevisninger og afslog at føre hendes testamente ud i livet. Men hendes barnebarn kejser Claudius guddommeliggjorde hende i 42 (d 29 e. Kr.)

 

1629 d Carlo Maderno, italiensk arkitekt fra overgangen til barok; han begyndte sin karriere som arkitekt som assistent hos sin onkel. Hans første større romerske arbejde var facaden på Santa Susanna (1597-1603); et arbejde der i 1603 førte til hans udnævnelse som førstearkitekt ved Peterskirken. I 1607 designede han skibet og en ny facade til Peterskirken og blev pave Paul 5.’s arkitekt. M’s tilføjelser var i overensstemmelse med modreformationens ånd. Ved at tilføje et langskib ændrede han Michelangelos kirke fra at være et bygningsværk med en grundplan som et græsk kors med lige lange arme til et latinsk kors med et langhus og en forhal med store søjler (1607-17). Med denne ændring vendte han tilbage til grundplanen for Middelalderens domkirker. Hans facade er blevet kritiseret for skjule Michelangelos facade og rost for dens virkningsfulde og fornemme gruppering af kraftige søjler. Den eneste anden bygning, der helt og aldeles er designet af M er Santa Maria della Vittoria (1608-20). Alle hans andre projekter såsom S Andrea della Valle (1608-21) og Palazzo Barberini (1625) er arbejder, han påbegyndte eller andre arkitekters arbejder, han afsluttede. Palazzo Barberini, som Maderno designede for pave Urban 8.’s familie, blev fuldført af Francesco Boromini og Gian Lorenzo Bernini, hvis arbejder var påvirket af M (f 1556)

 

1647 Skotterne "sælger" den tilfangnetagne Karl I til englænderne for 400.000 pund. I 1643 tog Karl I det skæbnesvangre skridt at slutte fred med de katolske oprørere i Irland for at bruge dem i kampen mod de engelske puritanere. 2. juli 1644 vandt parlamentshæren og skotterne en afgørende sejr over kongens hær ved Marston Moor, og året efter - den 14. juni - blev hele kongens infanteri og en del af rytteriet knust i slaget ved Naseby. I 1646 rykkede parlamentshæren ind i det kongelige hovedkvarter i Oxford, og kongen, som ikke havde haft megen glæde af sin alliance med irerne, søgte tilflugt hos skotterne. Men den skotske regering havde ingen tillid til en konge, som havde haft til hensigt at påtvinge de presbyterianske skotter en konge- og bispestyret kirke, og som havde søgt støtte hos de katolske irere. Skotterne udleverede Karl I til parlamentet mod løfte om at få den presbyterianske kirkeordning gennemført i England og få udbetalt den den pengesum, de tidligere havde aftalt med englænderne

 

d henrettet Karl 1.engelsk konge 1625-1649; søn af Jacob I og Anna (datter af Frederik II af Danmark/Norge); han delte sin fars ønske om en personlig enevælde og misbilligede parlamentets kamp mod katolicismen. Striden med parlamentet koncentrerede sig dog snart om penge. Parlamentet havde ikke tillid til K, og toldafgifterne, der hidtil var blevet bevilget for en konges levtid, ville parlamentet nu kun bevilge for ét år. 1629-40 regerede K da uden parlament. For at kunne gøre det måtte han spare, hvorfor han sluttede fred med Frankrig i 1629 og året efter med Spanien. Men selv om England opgav at spille nogen rolle i europæisk politik, kunne statsindtægterne alligevel ikke slå til. Han opkrævede derfor ubevilgede toldafgifter og andre ydelser. Samtidig hermed førtes en kirkepolitik, der betød forfølgelse af puritanere og lempelser for katolikkerne. Det medførte forbitrelse i befolkningen. En forbitrelse som ved den mindste anledning kunne føre til voldsomheder. Det skete i 1638, da skotterne udfordrede kongen i forsvaret af deres religion. For at skaffe penge til en krig mod skotterne sammenkaldte Karl i 1640 parlamentet. Men det ville ikke bevilge penge. Tværtimod kendte det hans hidtidige skatteopkrævning ugyldig. Striden mellem konge og parlament eksploderede to år senere i Den engelske Borgerkrig. Adelen og højkirken støttede kongen, mens byerne og putitanerne var kernen i parlamentsmodstanden. K og hans styrker led nederlag; kongen flygtede til Skotland; skotter udleverede ham til englænderne.Han blev dømt til døden og halshugget uden for sit slot Whitehall i januar 1649 (f 19/11 1600)

 

d Georges de la Tour, fransk maler; var i sin samtid en meget kendt maler, men var glemt til slutningen af 1800-tallet og har først fået sin plads i kunsthistorien i 1900-tallet; han bliver nu betegnet som en af 1600-tallets mest originale kunstnere. L modtog tidligt impulser fra Caravaggios realisme og dyrkede særlig clair-obscurmaleriet med stor sans for den plastiske modellering. T’s clair-obscur kommer først og fremmest frem i hans poetiske nattescener oplyst af stearinlys, og ofte gengivende bevægende religiøse motiver. Kun få malerier kan i dag med sikkerhed tilskrives ham, og kun to kan med sikkerhed dateres (til 1645 og 1660). Han malede især religiøse motiver som "Den hellige Hieronymus" (Nationalmuseet, Stockholm), "Kristi fødsel" (Louvre), men også billeder som "Falskspilleren" og "Fangen" menes at være malet af la Tour. Han var længe ansat hos hertugen af Lorraine, men blev 1646 hofmaler hos Ludvig 13. (f 19/3 1593)

 

1658 Karl 10. og den svenske hær går over isen på Lille Bælt. Natten mellem 29. og 30. Januar 1658 gik svenskekongen fra Hejls via Brandsø over til Fyn med en styrke på 8.500 mand, som hurtigt nedkæmpede det svage fynske forsvar. Allerede dagen efter faldt fæstningen Nyborg, hvorefter Fyn var i svenskernes hænder

 

1682 d Ebbe Ulfeldt, dansk-svensk officer og politiker; på den unge adelsmands uddannelsesafsluttende dannelrejse i udlandet tjente han i de kejserlige og spanske hære. Ebbe U blev i 1642 gift med Hedevig, datter af Christian 4. og Kirsten Munk, ved giftermålet blev han lensmand i Norge. Under Torstensfejden med svenskerne 1643-44 var han øverstkommanderende generalmajor i Skåne. Efter at være afsat som lensmand på Bornholm som følge af bondeplageri og manglende afregning af skatter gik han 1652 i svensk tjeneste. Under Karl Gustav-krigene 1657-60 brød han endeligt med Danmark, og 1661 blev han svensk generalløjtnant. 1664 blev han optaget i den sven-ske adel og udnævnt til rigsråd. Efter deltagelse i Den Skånske Krig blev han i 1679 lagmand i Östergötland (f 23/12 1616)

 

Hofteatret i København åbner. Sommeren 1766 gav Christian VII professor N.H. Jardin ordre til at omdanne "det kgl. partikulære rustkammers" rum over Christiansborgs søndre stald til et teater. Ved åbningsforestillingen optrådte en indkaldt fransk trup, for hvilken grev Holck og senere Enevold Brandt var direktør. De franske skuespillere gav med rigelig kgl. understøttelse forestillinger indtil april 1773

 

d Jakob Peter Mynster, biskop; han blev cand theol 1794 og var derefter til 1802 huslærer på Bregentved. I årene 1802-11 var han sognepræst i Spjellerup. I 1811 blev han residerende kapellan ved Vor Frue Kirke i København, i 1826 hofprædikant og i 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst. I København blev M en meget søgt prædikant, der med sin forkyndelse dannede en modsætning til den herskende rationalisme. Han var nok så meget som Grundtvig den, der ved sin prædiken vendte den rationalistiske strøm tilbage mod en mere central kristelig opfattelse. Som prædikant gjorde han et dybt indtryk på samtiden, og især hovedstadens intelligens samledes i stort tal om hans prædikestol. Blandt hans tilhørere var den gamle hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard og hans sønner Christian og Søren, der begge blev konfirmeret af M. Hans "Betragtninger over de kristelige Troslærdomme" (1833) blev det københavnske borgerskabs opbyggelsesskrift. Han blev 1834 biskop over Sjællands stift; som sådan kom han til at stå som reaktionens talsmand, bl.a. fordi han søgte at gennemføre tvangsdåb af baptistbørn. Med årene opfattedes han mere og mere som en ubøjelig statskirkemand, som enevældens biskopog og som forkæmper for overleverede værdier og former. M var kongevalgt medlem af Roskilde Stænderforsamling 1834-48 og kongevalgt medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling (f 8/11 1775)

 

f Franklin D. Roosevelt, USA's præsident 1933-1945; som søn af en rig godsejer og forretningsmand fik han en alsidig og god uddannelse, der afsluttedes med studier ved Harvard universitetet Columbia universitetet. I øvrigt førte han en rig ung mands sorgløse tilværelse og var en ivrig sportsmand. Han blev interesseret i politik. Ikke i politiske ideer, men i løsningen af konkrete opgaver. I årene 1910-13 var han demokratisk medlem af staten New Yorks senat. Ved præsidentvalget i 1912 støttede han Wilson, som i 1913 udnævnte ham til vicemarineminister. I 1920 var han vicepræsidentkandidat for demokraterne. Han blev ikke valgt, og levede efter nederlaget som forretningsmand. R ramtes 1921 af polio og kunne herefter kun gå med stort besvær. 1929-33 var han guvernør i staten New York. I denne stilling bekæmpede han korruption og begyndte en hårdt påkrævet sociallovgivning, bl.a.arbejdsløshedsunderstøttelse. Som demokraternes præsidentkandidat ved valget i 1932 sejrede han stort. Han tiltrådte under den store økonomiske krise, som han søgte at lette ved en række foranstaltninger af statsregulerende art. Han brød i disse år med den traditionelle amerikanske liberalisme og gennemførte overgangen til den sociale velfærdsstat med den lovgivning, der har fået navnet "New Deal". Roosevelt ejede et sikkert instinkt for den offentlige mening og forstod, hvor meget aktiv handling betyder mod pessimisme og håbløshed. Han kunne forme vendinger, der gjorde indtryk og blev husket. Således de berømte ord i hans tiltrædelsestale "The only thing we have to fear is fear itself". I 1936 blev R genvalgt. Udenrigspolitisk var han bundet af isolationismen, men krigsudbruddet i 1939 var første skud mod denne politik. Efter i 1940 at være blevet genvalgt kunne han gøre USA til demokratiernes våbensmedie, og i marts 1941 underskrev han låne- og lejeloven, der sikrede Stor-britannien våben og materiel i kampen mod Tyskland og Italien. På grund af USA’s voksende materielle og militære magt blev Roosevelts politik afgørende for krigens førelse og planlægningen af efterkrigstiden. November 1944 blev han valgt til præsident for fjerde gang, men var da en dødsmærket mand og døde fem måneder senere af en hjerneblødning (d 12/4 1945)

 

f Harald Plum, erhvervsmand og jurist; med en overbevisende forhandlingsteknik parret med en allerede tidligt i hans erhvervsksrriere benyttet kreativ bogføring skabte Plum en række selskaber til bl.a. eksport af smør og dåsemælk. I Det Transatlantiske Kompagni startet 1916 praktiserede han ovennævnte regnskabs-metode, og ved selskabets likvidation i 1922 påførtes Landmandsbanken et så stort tab, at Kompagniets for-hold blev inddraget i kommissionsundersøgelsen i bankens krak samme år. En retssag mundede ud i bødefor-læg til Plum på 4000 kr., som han imidlertid opfattede som frifindelse. En ny koncern så hurtigt dagens lys. Den blev opbygget med hjælp fra bl.a. Folkebanken for København og Frederiksberg i slutningen af 1920’erne omkring The Crown Butter Export Co., stiftet 1908, førte til nye anklager imod ham for falsk regnaflæggelse, og efter iværksættelse af en politiundersøgelse skød han sig. Med sine mange planer og deres realisering står Harald Plum som en typisk repræsentant for det på flere måder usunde økonomiske og finan-sielle klima i Danmark under og i årene lige efter 1. Verd.krig (d 24/10 1929)

 

f Astrid Noack, billedhugger; efter i 1910 at have afsluttet en uddannelse som billedskærer arbejdede hun i de følgende år bl.a.med restaureringsopgaver for Nationalmuseet. Ophold i Paris 1926-1934 udviklede hende kunstnerisk og dannede grundlag for hendes ofte gentagne motiv – det oprejste menneske. Det gælder f.eks. hendes første større arbejde efter hjemkomsten "Holtepigen" og "Stående kvinde", der er udført i teaktræ i årene 1937-41. Blandt hendes senere arbejder er "Det korsfæstede menneske" (Løgumkloster, 1943-46), "Knælende dreng" (1942, Åbenrå) og "Ung mand der planter et træ" (1948, Tønder). Foruden disse helfigurer skabte hun mange portrætbuster. Endvidere udførte hun i 1939 portrætstatue af Anna Ancher, der er opstillet i bronze ved Skagen museum (d 26/12 1954)

 

1889 d Rudolf, østrigsk ærkehertug og tronfølger; hans reformiver, hans liberale og antiklerikale holdning blev mod-arbejdet af faderen, kejser Frans Josef; endvidere lod kejseren ikke R deltage i regeringssager og arrangerede i 1881 hans giftermål med Stephanie, datter af kong Leopold II af Belgien. Måske var det dårlige forhold til Frans Josef medvirkende til tronfølgerens selvmord.. Sine holdninger viste R, da han fra begyndelsen af 1880’erne skrev anonyme artikler til det radikale dagblad "Neues Wiener Tagblattt". Desuden udgav han to bøger om sine rejser og sponsorerede et monumentalt værk om Østrig-Ungarn "Österreich-Ungarn in Wort und Bild". På samme tid omgikkes han med planer om at blive kronet som konge af Ungarn og genoprettelse af et polsk kongerige. Skuffet i disse planer og ulykkelig i sit ægteskab medførte hans livslede nu, at baronesse Maria Vetsera, en 17 årig pige, han i oktober 1887 havde indledt et forhold til, accepterede hans forslag om en selvmordspagt. Om morgenen den 30. januar 1889 blev de to fundet døde i et jagtslot ved slottet Mayerling ved Wien. Kejserens og hans rådgiveres ubehjælpsomme forsøg på at skjule kendsgerningerne ved dødsfaldene, fremkaldte alle slags rygter; fjender af den habsburgske kejserfamilie bidrog til rygtedannelsen, og romantiske skribenter broderede på romancen mellem R og den unge baronesse. Bortset fra sindsforvirring anses den mest plausible forklaring på tronfølgerens handling at være, at hans forhandlinger med den ungarske opposition var ved at blive afsløret. Ny tronfølger blev R’s fætter, Frans Ferdinand; han blev sammen med sin kone myrdet i Sarajevo 28. juni 1914 (f 21/8 1858)

 

Underskrivelse af en britisk japansk traktat. De to lande fandt sammen i fælles frygt for russisk agression i Manchuriet og Korea. De to parter forpligtede sig til at respektere "den åbne dørs politik", hvad angik handlen i Det fjerne Østen; ligesom de forpligtede sig til i fællesskab at forsvare deres interesser i Kina og Korea. I løbet af de flg. ti år blev traktaten fornyet to gange og var en hjørnesten i de to landes asienspolitik frem til 1923. Traktaten var til fordel for Japan under den japansk-russiske krig 1904-05, idet den afholdt Ruslands allierede, Frankrig, fra at blande sig i krigen. Ved traktatens fornyelse i 1905, blev Japans overhøjhed i Korea understreget, og traktaten gjaldt nu for hele Det fjerne Østen og Indien. I overensstemmelse med traktaten gik Japan 23. august 1914 ind i 1. Verd.krig på britisk side. Da krigen var slut, tydede meget på, at traktaten havde udspillet sin rolle. Ikke alene var den i uoverensstemmelse med forpligtelserne i Folkeforbundstraktaten; briterne var desuden bevidste om den modvilje, der var for traktaten i USA og Kina. Garanten for fred og sikkerhed i Stillehavet og Det fjerne Østen blev fra ca 1921 Firemagtstraktaten mellem USA, Storbritannien, Frankrig og Japan. Ved udvekslingen af ratifika-tionsdokumenter om oprettelse af pagten mellem de fire stater den 17. august 1923 ophørte den britisk-japanske aftale af 1902

 

 

f Olof Palme, svensk socialdemokratisk politiker og statsminister; i 1951 bestod han juridisk embedseksamen; han var 1949 blevet medlem af Soc.demokratiet og blev 1954 statsminister Tage Erlanders sekretær; P fik hermed en læremester, som blev af stor betydning for ham. 1955-61 var han formand for den soc.demokratiske ungdomsorganisation. I 1957 blev han medlem af Rigsdagen og i 1963 medlem af regeringen som statsministerens politiske rådgiver. 1965 trafikminister og 1967 undervisningsminister. Da Tage Erlander trak sig tilbage som partiformand og statsminister efteråret 1969, blev P hans efterfølger på begge poster. P blev statsminister i en økonomisk op-gangstid, da der ikke syntes at være grænser for udbygningen af velfærdsstaten. Men strammere økonomiske vilkår i forbindelse med oliekrisen i 1973 skærpede den politiske modstand mod P og hans parti. Ved rigsdags-valgene i 1970, 1973 og 1976 markeredes en tilbagegang for Soc.demokratiet, og da de borgerlige partier ved valget i 1976 tilsammen fik flertal, gik P af som statsminister. Ved Soc.dem.’s valgsejr i 1982 blev P igen stats-minister og var det til sin død. International politik havde P’s store interesse. Da han var undervisningsminister vendte han sig som en af de første vestlige politikere af betydning mod USA’s krigsførelse i Vietnam og formu-lerede sig i det hele taget skarpt mod USA’s politik. I årene som opositionsleder fik han tildelt flere internationale politiske opgaver, således var han FN’s mægler i striden mellem Iran og Irak. Denne aktivitet og P’s undertiden skarpe standpunkter skabte problemer i svensk indenrigspolitik, hvor mange fandt den i modstrid med traditionel svensk neutralitetspolitik (d 28/2 1986)

 

Rigsdagen vedtager "Lov om Foranstaltninger til Værn for den danske Valuta". Baggrunden for loven var dels den britiske devaluering fire måneder tidligere dels den tyske meddelelse den 22. januuar om en tredobling af smørtolden. I løbet af kort tid sank valutabeholdningerne fra 63 til 3 mio. kroner. Det øjeblik var til at forudse, hvor der ikke mere kunne skaffes dækning for den mest nødvendige indførsel af råstoffer og foderstoffer. Følgen ville blive et fuldstændig økonomisk sammenbrud. Iflg. loven skulle alle udenlandske tilgodehavender sælges til Nationalbanken til en kurs, denne fastsatte. Import kunne kun finde sted ved en tilladelse fra Nationalbanken, en såkaldt "valuta attest". Importen skulle reguleres både med hensyn til forsyning af eksporterhvervene og fremskaffelse af råstoffer til den indenlandske produktion. Det var således klart, at der var skabt et handelspolitisk instrument, der gjorde det muligt at dirigere indkøbene derhen, hvor man kunne forhandle sig til afsætning af dansk eksport. Loven blev gjort tidsbrgrænset. Der var foreslået en gyldighed på tre måneder; men i Venstre var man allerede utryg ved den magt, man lagde i regeringens hænder, og derfor fik man gennemført, at eksperimentet skulle tages op til vurdering allerede ved udgangen af marts. Handelsministeren lagde ikke skjul på, at han ikke troede på en sådan ændring af tingenes tilstand, at man ville kunne undvære importregulering til den tid. Han fik ret. 1930’ernes økononomiske gjorde en fortsat bevarelse af Valutacentralen nødvendig. Og i 1940 omdannedes den til Direktoratet for Vareforsyning, da den tyske besættelse gjorde en endnu skrappere kontrol med import og eksport nødvendig

Kanslergadeforlig

1933 I Tyskland danner Hitler regering

1945 Alle tiders værste skibskatastrofe finder sted, da det tyske skib "Wilhelm Gustloff’ med ca. 10.000 tyske flygtninge fortrinsvis fra Østpreussen om bord torpederes i Østersøen. Krydstogtskibet "Wilhelm Gustloff" blev bygget i 1938; det benævnes som Det Tredje Riges drømmeskib og indgik i tjeneste for den nationalsocialistiske ferieorganisation "Kraft durch Freude". Det var bygget til 1436 passagerer; efter krigsudbruddet i september 1939 blev der overdraget krigsmarinen. Fra 1940 lå skibet ved kaj i Gotenhafen (i dag Gdynia i Polen). Her fungerede det som "hotel" og senere lazaret for marinen. Ved middagstid den 30. januar1945 stod skibet for første gang siden 1940 til søs for at bringe flygtninge mod vest. Den tyske krigsmarines chef, storadmiral Karl Dönitz havde befalet alle skibe til at deltage i evakuering af flygtninge fra det af den røde hær omringede Østpreussen. "Wilhelm Gustloff" skulle tage 6.000 flygtninge. Uvist hvor mange, der var om bord, muligvis over 10.000 især kvinder og børn og ældre mænd, langt flere end de indskrevne 6050. Kl. 21.15 gav chefen på den sovjetiske U-båd "S-13" ordre til at affyre tre torpedoer mod "Wilhelm Gustloff". Efter 62 minutter sank skibet. Der var kun få redningsbåde. Flere var iset fast. I snefoget og minus 18 grader blev kun 1239 flygtninge reddet af andre skibe. Hvis der havde været over 10.000 om bord, omkom altså omkring 9.000 flygtninge i denne alle tiders værste skibskatastrofe

 

d Orville Wright, amerikansk flyver; efter flere forsøg O byggede sammen med broderen Wilbur i 1903 det første vellykkede motorfly; det var udstyret med en 12 hk motor og propel efter brødrenes eget design og konstruktion. Med dette fly foretog O d. 17/12 1903 historiens første flyvning; han foretog fire ture, hvoraf den længste varede 59 sekunder. Med deres tredie fly i 1905 havde brødrene bygget et fly, der både kunne vende, cirkle, lave figurer i luften og forblive flyvende i mere end 2 time (f 19/8 1871)

 

d Mohandas Karamchand Gandhi, af sine tilhængere kaldet Mahatma (store sjæl); 1888-91 jurastudier i London og var derefter 1891-93 advokat i Bombay. I årene 1893-1918 opholdt han sig i Sydafrika, hvor han fik en indbringende advokatpraksis, som han opgav for helt at vie sig arbejdet for at forbedre de indvandrede inderes vilkår. Han skabte her sit kampmiddel "satyagraha", den passive modstand og opposition uden anvendelse af vold. Da han vendte tilbage til Indien var han en berømt og beundret skikkelse og blev ledende i kampen mod englænderne for Indiens nationale frihed og uafhængighed. I 1919 grundlagde han en slags klosterskole (ashram), hvor eleverne gennem en religiøs-etisk skoling skulle oplæres i samfundsspørgsmål og opdrages til "satyagraha" for at tjene Indien. Som i Sydafrika holdt han på "ikke-samarbejde" (asahyoga) og "borgerlig ulydighed" (f.eks.boycot og strejke) og fra 1924 også på økonomisk frihed (swadeshi) ved at gå i hjemmespundne og –vævede klæder for derved at ramme det økonomisk mest sårbare punkt i det udenlandske herredømme, tekstilindustrien. Trods G’s stadige appel om "ikke-vold" førte hans agitation gang på gang til alvorlige optøjer og blodsudgydelser, og han var flere gange fængslet eller interneret af englænderne. I 1930’erne trådte hans indflydelse noget i baggrunden for kongrespartiets ledende politikere, og han arbejdede herefter især for forbedring af de kasteløses vilkår, for landsbyboernes vilkår og for hjemmevævningens udbredelse. Han blev blev myrdet af en ung hindu tilhørende et yderliggående parti, der var modstander af den enighed mellem hinduer og muslimer, som G tilstræbte (f 2/10 1869)

 

Forhandlingerne i Oslo om en nordisk forsvarsunion bryder sammen. Den følelse af usikkerhed, der opstod efter udbruddet af Den kolde Krig og især efter det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i febr. 1948, medførte, at de nordiske lande måtte konstatere, at FN ikke kunne garantere små lande sikkerhed og fred. Der blev da indledt forhandlinger mellem Norges, Sveriges og Danmarks regeringer med henblik på oprettelse af et fælles forsvar. Sveriges krav om, at et sådant nordisk forsvarsforbund hverken skulle søge samarbejde med vestmagterne eller med Sovjetunionen, erfaringerne fra 2. Verd.krig og landenes forskellige geografi umuliggjorde et sådant samarbejde. Sveriges ønske om neutralitet skyldtes hensynet til Finland, som kunne tænkes udsat for sovjetisk pres, såfremt Sverige tilsluttede sig et vestorienteret forsvarssamarbejde, som Norge ønskede det. Dertil kom, at neutralitet havde ført Sverige frelst gennem 2. Verd.krig. Norge havde under 2. Verd.krig erfaret, at neutralitet ikke var nogen garanti for landets sikkerhed, og at landets lange vestkyst ikke kunne forsvares uden samarbejde med de store Atlanterhavsmagter, Storbritannien, Canada og USA. Norge var et Atlanterhavsland, Sverige et Østersøland. Danmark forsøgte at forlige sine nordiske nabolandes synspunkter, men forgæves. Danmark og Norge valgte da at løse deres sikkerhedsproblemer ved deltagelse i Atlantpagten. Sverige ved fortsat neutralitet

 

1951 d Ferd. Porsche, tysk bildesigner og -fabrikant; blev 1916 generaldirektør for "Austro-Daimler" i Wiener-Neustadt; blev 1923 ansat ved "Daimler-Motorengeschellschaft" i Stuttgart. 1931 grundlagde han egen konstruktionsvirksomhed Porsche AG i Stuttgart. P konstruerede 1934 Folkevognen og ledede folkevognsfabr. til 1945.Før og under krigen konstruerede P bil- og flymotorer, racerbiler, kampvogne og vindkraftanlæg. 1948/49 udviklede han sammen med sønnen Ferdinand Porschesports-vognen (f 3/9 1875)

 

1959 Grønlandskibet "Hans Hedtoft" forliser. Den kgl. Grønlandske Handel mente at have overvundet risikoen og ubehaget ved vintersejlads af Grønland i et farvand med hyppige orkaner, ringe sigtbarhed og isbjerge med indsættelsen af et topmoderne og robust flagskib, "Hans Hedtoft". Kl 17.54 den 30. januar 1959 opfangedes nødsignaler fra nævnte skib i en brandstorm på en position i farvandet syd for Kap Farvel. "Hans Hedtoft" synes at være sejlet mod et isbjerg i polarmørket. Kl. 21.35 kom radiomeldingen fra skibet "Vi synker langsomt og behøver øjeblikkelig hjælp". Det var det sidste, man hørte. Først ni måneder senere fandt man et spor af det 1700 tons store fartøj, en redningskrans, der var skyllet ind på Islands kyst. Ved forliset omkom 40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer. Der havde været advaret mod vintersejlads på Grønland, og i Folketinget blev der rejst krav om rigsretssag mod grønlandsministeren (socialdemokraten Johs. Kjærbøl). Regeringspartierne (Socialdemokratiet, Radadikale Venstre og Retsforbundet) sad på flertallet, men var så pressede, at de i en afværgedagsorden måtte tildele ministeren en regulær næse

 

Til top        31. januar

1151 d Suger, abbed ved Saint-Denis, bygmester samt minister for kongerne Ludvig VI og Ludvig VII af Frankrig; han var skoleelev sammen med den senere kong Ludvig VI. Efter Ludvig var blevet konge i 1108, brugte han S i vigtige missioner, således blev S sendt til Laterankonciliet i 1123 og var udsending hos pave Calixtus II i 1122. Samme år blev han abbed ved klostret i Saint Denis. I de flg år var S’s tjeneste ved hoffet af mindre omfang; men i 1137 ledsagede han tronfølgeren den senere kong Ludvig VII til Akvitanien, da prinsen skulle holde bryllup med arvingen til hertugdømmet, Eleanor. Under Ludvig VII’s deltagelse i Det andet Korstog varetog S regeringen i Frankrig. Som resultat af hans gode ledelse, fremgangen i rigdom og den herskende lov og orden blev Ludvig den mest magtfulde fyrste i Frankrig. S skrev "Vita Ludovici regis". Med Saint Denis kirken lod S opføre et af de første og fineste arkitekturmesterværker i gotisk stil. Kirken blev indviet i 1145 (f 1079)

d Guy Fawkes, engelsk katolsk konspirator erømt for sin deltagelse i Gun Powder Plot; F’s far var sagfører og fremtrædende protestantisk emedsmand. F’s mors anden mand var katolik, og han omvendte F til denne tro kort tid før 1591. I 1593 tilsluttede F sig den spanske hær, og mens han gjorde tjeneste i Flandern lev han i 1604 tilsluttet den såkaldte krudtsammensværgelse (The Gunpowder Plot), en katolsk undergrundsgruppe, som stod bag forsøget på at sprænge Parlamentet i luften på åbningsdagen 5/11 1605. Planen blev afsløret, men F ville ikke afsløre navnene på sine medsvorne. Men efter at have været underkastet tortur aflagde F tilståelse,afslørede F sammensværgelsens detaljer og opgav navnene på sine fem medsvorne. F lev henrettet i Westminster ved hængning (f 16/4 1570)

1686 f Hans Egede, missionær; efter at have afsluttet sine teologiske studier blev E som 21 årig præst på Lofoten. 1710 udarbejdede han et forslag om grønlændernes omvendelse i den tro, at der var tale om efterkommere af de gamle kristne nordboere, og at de var henfaldet til hedensk blindhed. I de flg år arbejdede han på at få denne plan virkeliggjort. I 1718 drog han til København. Her lykkedes det ham at få Frederik IV’s støtte til etablering af et grønlandsk handelsselskab i Bergen. I 1721 blev E udnævnt til missionær, og samme år rejste han til Grønland. Til hans store overraskelse var det ikke efterkommere af nordboerne, men eskimoer han mødte. Trods store vanskeligheder - eskimoernes vanskelige sprog, som manglede betegnelser for åndelige begreber, slette boligforhold, det øde land o.a. - lykkedes det E at vinde eskimoernes venskab og tillid. Da en koppeepidemi 1733-34 havde bortrevet størstedelen af befolkningen omkring den af ham i 1728 oprettede koloni, Godthåb lå resultatet af hans missionsvirksomhed i ruiner. Året efter døde hans kone, og da hans helbred var svækket, vendte han 1736 tilbage til Danmark. Her fik han oprettet et "Grønlands Seminarium", hvor studenter skulle uddannes til missionærer. 1740 blev E biskop over Grønland (d 5/11 1758)

1788 d Charles Edward Stuart, kaldt henholdsvis The young pretender og Bonnie Prince Charlie; han var den sidste af kongeslægten Stuart, der gjorde alvorlige forsøg på at erhverve den engelske trone efter sin i 1688 afsatte bedstefar, Jacob 2. I modsætning til sin far, der mente, at den engelske trone kun kunne erhverves med fremmed hjælp, troede C.E., at et oprør blandt englænderne kunne få succes uden såvel invasion som fremmed (fransk) hjælp. Denne opfattelse viste sig at være forkert. Hans sidste forsøg på at blive konge i England endte i nederlaget ved Culloden i Skotland, 16. april 1746. C.E. tog herefter ophold i Frankrig, men efter indgåelse af den engelsk-franske traktat i Aix-la-Chapelle (1748), måtte C.E. forlade Frankrig. I de næste ti år rejste han rundt i Europa og forsøgte at finde støtte til sin tabte sag. Men hans kritisable livsførelse - han drak tæt, stødte venner og evt. støtter bort. Efterhånden støttede de større katolske stater heller ikke hans krav på den engelske trone. Sine sidste år levede C.E. i Rom (f 31/12 1720)

1797 f Franz Schubert, østrigsk komponist; var et musikalsk naturbarn, hvis evner blev fremelsket af hans færden i et miljø, hvor musikken var lige så nødvendig som det daglige brød. Da S tillige havde en smuk sopranstemme, blev han optaget i Konviktskolen i Wien, blev sangerdreng i det kejserlige kapel samt medlem af skolens orkester. På denne tid - i 13-14 års alderen - begyndte han så småt at komponere. I 1817 opgav han tanken om en fast livsstilling og helligede sig musikken dels som udøvende musiker dels som komponist. I sin livsførelse var han den typiske bohème. Han levede og boede efter tilfældet, men udfoldede samtidig en nærmest fantastisk flid, som svækkede hans fysiske modstandskraft over for sygdom i hans sidste år. Kun 31 år gammel døde han af tyfus. Knudepunktet i S’s produktions er hans sange. Gennembrudsåret for ham er 1815. Da skrev han 150 sange, bl.a. den som opus 1 betegnede "Erlkönig". Fra 1823 og 1827 er cyklus’erne "Die schöne Müllerin" og "Winterreise". S’s store produktion omfatter endv. 8 (kendte) symfonier, heraf nr 7 kaldt "Den ufuldendte", fordi den kun har to satser. I hans kammermusik er klaverkvintetten i A-dur ("Forellen"), 15 strygekvartetter m.m. Endvidere dramatiske værker f.eks. musikken til "Rosamunde"; hertil kom hans kirkelige værker: 6 messer, flere "Salve regina"og "Tantum ergo" kompositioner. Med sin musik står S sammen med von Weber som indvarsleren af den romantiske periode i tysk musik (d 19/11 1828)

ØK’s "Selandia" verdens første dieselmotorskib søsættes. Med Selandia indvarsledes en revolution i søtransporten. Indførelsen af dieselmotoren muliggjorde en forøgelse af skibenes aktionsradius og fart. Oliens afløsning af kullene som brændstof gav mere plads og mindre snavs om bord

1915 d Gustav Bang, forfatter og socialdemokratisk folketingsmedlem; han blev magister i historie 1894 og tre år senere dr. phil.1897 på en afhandling om "Den gamle Adels Forfald". Fra 1896 var han medarbejder ved "Social-Demokraten" og som en af de første akademikere medlem af Soc.demokratiet. Fra omkr. århundredskiftet indledte B et omfattende og vidtspændende teoretisk, samfundsanalytisk og populærvidenskabelig forfatterskab. Som den første socialdemokrat med dybtgående indsigt i marxismen prægede B med sine ugentlige mandagsartikler i partiavisen og gennem sine mange bøger og pjecer den generation af socialodemokrater, der fra omkr. 1. Verd.krig stod i spidsen for partiet. Endvidere udfoldede B en omfattende foredragsvirksomhed, endvidere var han lærer ved partiets arbejderskole fra dens oprettelse i 1910. Bl. B’s værker er "Europas Kulturhistorie", "Kapitalismens Gennembrud" og "Den socialistiske Fremtidsstat". Fra 1901 til sin død var han medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse; han var i årene 1901-09 opstillet som folketingskandidat i Odense, men blev ikke valgt. I 1910 blev han valgt i Københavns 10. kreds og var medlem af Folketinget til sin død; Gustav B var gift med historikeren og partifællen Nina Bang (landets første kvindelige minister) (f 26/9 1871)

1917 Den tyske ambassadør i Washington meddeler den amerikanske udenrigsminister, at den uindskrænkede ubådskrig vil begynde dagen efter. Den tyske regering havde den 19. januar meddelt sin ambassadør i Washington beslutningen om at gennemføre uindskrænket u-bådskrig fra 1. februar, men ambassadøren skulle først give den amerikanske regering meddelelse herom den 31. januar kl. 16.00. Den tyske handlemåde var et klart brud på tidligere tyske løfter til amerikanerne, og den virkede som en voldsom provokation. Da præsident Wilson fik meddelelsen om den tyske beslutning, fortæller hans sekretær, blev han askegrå i ansigtet og sagde: "Dette betyder krig. Det brud, vi har søgt at forhindre, ser nu ud til at blive uundgåelig."

1929 Trotskij udvises af Sovjetunionen. Udvisningen var led i magtkampen mellem T og Stalin. Allerede inden Lenins død 1924 var T i et modsætningsforhold til Stalin; da Lenin var død, brød kampen mellem de to ud i lys lue. Striden mellem Stalin og T drejede sig først og fremmest om, hvem der skulle være landets nye leder. Men den vedrørte også socialismens udviklingsmuligheder i Sovjetunionen og deres sammenhæng med verdensrevolutionen i.e. at få den proletariske revolution i Rusland til at brede sig til udlandet. T ønskede at arbejde for verdensrevolutionen, mens Stalin var for "socialisme i ét land" dvs. i Rusland/Sovjetunionen. T blev taberen i magtkampen, og i 1925 måtte han nedlægge sit hverv som krigskommissær (forsvarsminister). Efter først fra 1928 at have været i internt eksil blev han året efter forvist fra USSR. Først boede han i Tyrkiet, Frankrig og Norge, siden fik han fast ophold i Mexico. Her blev han i 1940 myrdet af en sovjetisk agent udsendt af Stalin

1933 d John Galsworthy, britisk forfatter; tilhørte fra fødslen den velstående middelklasse et tilhørsforhold, der kom til at præge hans forfatteerskab. Han studerede i Oxford og blev advokat. Fra 1904 levede han dog udelukkende som forfatter. Han har skrevet en del romaner, der behandler problemet: Hvorledes skal overklassen stille sig til nøden i underklassen. Sine fire første romaner (1897-1901) udsendte han under pseudonym, og de vakte ikke større opmærksomhed. Med "The Island Pharisees" (1904), under hans eget navn vakte G opmærksomhed hos både publikum og kritikere. G’s hovedværk er den bredt anlagte "The Forsyte Saga", som indledtes i 1906 med "The Man of Property" og afsluttedes 1933 med værkets 11. bind "Over the River". Forsytesagaen er en familieroman fra engelsk middelklassemiljø fra slutningen af Victoriatiden til ind i 1930'erne. Man følger en borgerlig families fremgang og sluttelige stagnation og opløsning i et miljø G var hjemme i og forstod at skildre indefra. Skildringen af familien er til at begynde med mest med kritik, siden med mere sympati. Bøgerne fik straks succes. Men 1920’ernes nye, eksperimentelle forfattere opfattede G som kunstnerisk konservativ og snæver i sin vision af sociale fænomener. Hans ry som seriøs forfatter har siden lidt under denne kritik. G bevarededog en stor og trofast læserskare, og værket dannede i 1960’erne grundlag for en populær tv-serie. Sociale og økonomiske omvæltninger efter 2. Verd.krig har desuden gjort Forsytesagaen værdifuld som en skildring af et miljø, der nu er forsvundet. Blandt G’s andre romaner er "The Country House" (1907) og "Saint’s Progress" (1919). G modtog 1932 nobelprisen i litteratur (f 14/8 1867)

f Dronning Beatrix af Holland; datter af dronning Juliana og prins Bernhard; fulgte 1980 sin mor på den hollandske trone

 

1943 Øverstkommanderende for 6. tyske armé feltmarskal von Paulus går imod Hitlers ordre og overgiver sig. Den tyske tilstedevværelse i industribyen Stalingrad ved Volga markerede østgrænsen for den tyske fremrykning. Som et større industrielt center var Stalingrad i sig selv et vigtigt krigsbytte, dertil kom, at kontrol med Volga på dette sted ville have afskåret de sovjetiske forsyninger med olie fra Kaukasus. I løbet af sommeren 1942 opnåede tyskerne kontrol over Volga nord og syd for Stalingrad, men trods gentagne angreb på byen af styrker fra von Paulus 6. armé og tropper fra 4.Panser armé under Ewald von Kleist formåede tyskerne ikke at bryde Stalingrads forsvar fuldstændigt. I september nåede tyskerne frem til byens forstæder og industrikvarter, her mødte de hård modstand fra netop opstillede arbejderbataljoner. Midt i oktober var forsvarerne drevet næsten ned til Volgas bredder, men tyskernes forsyninger var ved at slippe op, deres kampvogne var af ringe betydning i de stadige gadekampe, og vinteren stod for døren. Med seks friske armeer med 450 nye T34 kampvogne og en spærreild fra mere end 2000 kanoner indledte russiske tropper under kommando af marskal Zhukov den 19. november 1942 den offensiv, der førte til den tyske 6. armés indeslutning og overgivelse i Stalingrad. Efter den 10. januar at have afslået et russisk overgivelsestilbud overgav 6. armés general von Paulus sig den 31. januar 1943. Den 2. februar blev de sidste rester af den tyske besætning tvunget af mangel på forplejning og ammunition til overgivelse. Flere end 130.000 mand blev taget til fange, og tyskerne genvandt aldrig deres styrke på østfronten. En stor del af forklaringen på det tyske nederlag skal søges i forplejningssektoren. Forsyningen af en så stor styrke, som var indesluttet i Stalingrad, lå langt uden for Luftwaffes formåen.

d Jean Giraudoux, fransk forfatter; han debuterede i 1909 med novellesamlingen "Provinciales", i samme genre bl.a. også "Simon le pathétique" (1918) og "Suzanne et le Pacifique". G begyndte i slutningen af 1920'erne at skrive til scenen og fremstod snart som den førende franske dramatiker. Mange af hans arbejder er et forsvar for menneskets krav på jordisk lykke, i en verden af irrationelle, ødelæggende kræfter; han benyttede ofte antikke myter eller bibelske temaer for at udtrykke en moderne problematik. Blandt hans dramatiske arbejder er "La Guerre de Troie n’aura pas lieu" (1935, da. Den trojanske krig finder ikke sted) og "La Folle de Chaillot" (1945, da. Den gale fra Chaillot) (f 29/10 1882)

1967 d Poul Henningsen, arkitekt, forfatter og lysmager; som arkitekt hører han til de første forkæmpere i Danmark for funktionalismen og har opført en række villaer og beboelseshuse samt anlæg i Tivoli i København. Som lysmager konstruerede han i midten af 1920’erne den blændfrie PH-lampe, der var det første originale stykke industrikunst i Danmark, og som blev en enestående succes. Han har virket som journalist ved en række københavnske dagblade. Som forfatter har han bl.a. udgivet tidsskriftet "Kritisk Revy" (1926-29), der blev epokedannende ved at anskue arkitektur, design og andre kunstarter ud fra nye ideer om anvendt kunst i masseproduktion og i demokratiets tjeneste, debatbogen "Hvad med Kulturen?" (1933), hvori H angreb nazismens kulturpolitik og Socialdemokratiets passivitet,"Kærlighedens Billedbog" (1956-58) og "Erotikkens Historie" (1961). H var en dygtig sprogkunstner, og i sine revyviser nåede han et særligt mesterskab. Han har skrevet en række viser, der har opnået status som evergreens f.eks. "Ølhunden" (1929), "Tag og kys det hele fra mig" (1923), "Byens Lys" (1937) og "Naa" (1937); fra 1940 er "Man binder os på mund og hånd" skrevet til Kjeld Abells revykomedie "Dyveke". Den blev et første udtryk for modstand mod besættelsesmagten. I 1935 lavede han filmen "Danmarksfilmen", der er blevet betegnet som en hyldest til hverdagslivets Danmark i billeder, poesi og musik (f 9/9 1894)

1974 d Sam Goldwyn, amerikansk filmmand, grundlægger af filmselskabet MGM; da MGM blev solgt uden om Goldwyn i 1922, stiftede han sit eget firma Samuel Goldwyn Production, som han herskede egenrådigt over. Mange af hans stort opsatte film huskes for deres overflod af korpiger de såkaldte Goldwyn Girls. Bl. de 38 film han producerede er "Alle veje fører til Rom" (1933), "Professoren og korpigen" (1942),"Danny vinder krigen" (1944), "Alle tiders helt" (1947) "H.C. Andersen", (1952) og "Porgy og Bess" (1959) (f 27/8 1882)