Forside    Juli

Vælg en dato :

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30
31

 

Til top        1. juli

f Christian 2. konge af Danmnark og Norge 1523-1533 samt Sverige 1520-23; søn af kong Hans og dronning Christine. Ved sin tiltræden måtte Christian 2. underskrive en håndfæstning, der var den hidtil strengeste, en dansk konge havde fået forelagt. Grunden hertil var, at Christian 2. som vicekonge i Norge havde vist megen myndighed, og at det var kendt, han ikke havde megen sympati for adelen, men derimod for den brede befolk-ning. I vinteren 1520 lykkedes det ham at erobre Sverige; derefter lod Christian 2. sig krone som svensk arve-konge (i Danmark var han kun valgkonge) og greb kraftigt ind over for den svenske adel - Det Stockholmske Blodbad. Fra 1521 begyndte han en storstilet lovgivning til fordel for borgerne og bønderne; de første ville han sikre eneretten til handel og udelukke adelen og hanseaterne. Bøndernes kår lettedes ved ophævelse af vorned-skabet og sikring af deres retsstilling. Samtidig trængte Christian 2. adelen bort fra lensmandsstillingerne og gav dem til borgerlige. For at bekæmpe et oprør i Sverige i 1521 måtte han udskrive nye skatter, dette og udbredt utilfredshed i adelige kredse med Christian 2.’s styre udløste et oprør under adelens ledelse. Christian 2.’s farbror Frederik (I) blev valgt til konge. Christian 2. gav op og forlod landet for at søge støtte hos sin svoger den tyske kejser Karl 5. I 1531 var Christian blevet forsynet med sådanne midler, at han kunne udruste en flåde med omkr. 5000 hollandske landsknægte. Den afsatte konge sejlede til Norge. Og da det var hans opfattelse, at hans styrke ikke tillod et angreb på hans modstandere, accepterede han mod løfte om frit lejde et tilbud om forhandlinger i København. Han blev imidlertid fængslet; til 1549 sad han indespærret på Sønder-borg Slot. I begyndelsen var behandlingen af ham god, og han havde fire adelsmænd til selskab; men under Grevens Fejde var han strengt indespærret, kun med en gammel oppasser, og der var givet ordre til at dræbe ham, hvis der skete forsøg på at befri ham. Først omkr. 1540 blev hans fangenskab atter mildnet. 1549 blev han overført til Kalundborg. Her havde han ret stor bevægelsesfrihed, og her døde han (d 25/1 1559)

 

1506 f Ludvig 2., konge af Ungarn og Böhmen fra 1516 til sin død i 1526; han var den sidste i sin slægt – Jagiello – der regerede disse lande og den sidste konge, der regerede over hele Ungarn, før tyrkerne erobrede en stor del af det. Han beskrives som et sygeligt, men intelligent barn. For at sikre tronfølgen blev han kronet som konge af Ungarn juni 1508 og af Böhmen året efter. Efter faderens – Vladisslav 2. - død i marts 1516 blev han konge. Da tyrkerne i sommeren 1526 angreb Ungarn, fik Ludvig i hast samlet en styrke, der talte mindre end 20.000 mand. Med den rykkede han ud fra Buda og at møde tyrkerne. Uden at afvente forstærkninger fra Transsylvanien og Kroatien angreb han ved Mohács ved Donau i den sydlige del af det centrale Ungarn den tyrkiske hær på mere end 100.000 mand. Den ungarske styrke blev tilintetgjort og kong Ludvig blev dræbt, da han flygtede fra slagmarken. Efter en langvarig borgerkrig (1526-38) blev de centrale og sydlige totrediedele af Ungarn inkorporeret i Det osmanniske Rige (1547), mens Transsylvanien og den østlige del af Ungarn blev en del af det habsburgske Østrig (d 29/8 1526)

 

f Frederik 2. konge 1559-1588; søn af Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenborg, 1572 gift med Sophie af Mecklenburg, far til Chr.4. Under faderens hyppige sygdomsanfald blev han i stigende grad inddraget i statsstyrelsen. Hans første regeringsår var præget af et voksende modsætningsforhold til Sverige, og i årene 1563-70 udkæmpedes Den nordiske Syvårskrig. Ikke mindst på gr. af omfattende låntagning til lejetropper belastedes rigernes økonomi. Krigen endte uafgjort med freden i Stettin, men efter krigen var Danmark-Norge stadig den dominerende magt ved Østersøen. Formodede katolske kupplaner mod Danmark fik F til at opføre den stærke fæstning Kronborg; samtidig moderniseredes den dansk-norske flåde, så den blev en af Europas største og mest avancerede. I en stort anlagt prestigepolitik betonedes efter Syvårskrigen kongemagtens og det dansk-norske riges status. Bestræbelserne havde også et bevidst kulturpolitisk sigte, som ikke mindst F’s generøse støtte til Tyge Brahe viser. F’s indenrigspolitik blev i høj grad bestemt af sikkerhedspolitiske overvejelser med hensyn til behovet for at øge kronens resurser. Lenene blev gennem reformer gjort mere indbringende, og ved mange mageskifter med adelen blev kronens besiddelser koncentreret og gjort mere rentable. Han var den første konge siden Christian 2., der havde dansk som modersmål. Han skrev det ubehjælpsomt, fordi han var ordblind. F var et friluftsmenneske, der med sin ukomplicerede tro på lutherdommen ubesværet levede op til overklassens mandsideal, den kristne ridder. Med sin interesse for arkitektur og kunsthåndværk, og især kongens indsats for at skabe værdige udtryk for kongemagten og overgå adelen, bidrog han til renæssancestilens gennembrud i Danmark (d 4/4 1588)

 

Slaget på Kolberger Heide – farvandet mellem Kiel Fjord og Femern. Under Torstensonskrigen (1643-45) var fra januar 1644 hele Jylland besat af svenskerne. Den 1. juni 1644 stod hele den svenske flåde ud fra Stockholm for at føre Torstensons tropper over til Sjælland. Den 29. juni, afsejlede Christian 4. fra København med omtrent 40 skibe. Han havde besluttet at opsøge den svenske flåde og tvinge den til slag. Ved middagstid den 1. juli mødtes de omtrent jævnbyrdige flåder i ovennævnte farvand og en heftig kamp begyndte. Under udfoldelse af et stort personligt mod ledede Christian 4. fra sit flagskib "Trefoldigheden" den dansk-norske flådes operationer. På et tidspunkt under slaget troede hans omgivelser et øjeblik, at den 67-årige konge havde fundet heltedøden. Man så ham styrte blødende om, ramt af et sprængstykke fra en eksplosion i nærheden. Det viste sig dog, at det var hofjunkeren Ejler Ulfeldt, der dødeligt såret havde revet kongen med sig i sit fald. Christian 4. rejste sig straks og råbte med stærk røst, at han var i live og opfordrede alle til at gøre sin pligt. Men han havde for stedse mistet synet på sit højre øje. Da mørket faldt på, skiltes flåderne, uden at nogen af dem kunne siges at have sejret. Svenskerne lagde deres flåde ind i fjorden ud for Christianspris. Her holdt den danske flåde den indespærret til den 1. august, da det lykkedes de svenske skibe at undslippe. Men den svenske overførsel af deres tropper fra Jylland til Sjælland var blevet forhindret

 

f Gottfried Wilhelm Leibniz, tysk filosof og matematiker; han viste tidligt usædvanlige evner og begyndte som femtenårig at studere jura, matematik og filosofi i fødebyen Leipzig, og kun 20 år gammel tog han den juridiske doktorgrad. Inden han i 1672 rejste til Paris, var han ansat hos ærkebiskoppen af Mainz som diplomat og politisk og juridisk rådgiver. Under opholdet i Paris – som varede til 1676 - studerede han matematik og udfandt de epokegørende regler for differential- og integralregning. Endvidere kunne han i 1675 præsentere en mekanisk regnemaskine for det parisiske videnskabsakademi. Fra 1676 var han i tjeneste som bibliotekar hos kurfyrsten af Hannover. Opvokset i skyggen af Trediveårskrigen ville L arbejde for en religiøs verdensfred; som et afgørende bidrag hertil så han sin filosofiske verdensbygning, der forsøgte at forsone gammelt og nyt, religion og videnskab til en sammenhængende, modsigelsesfri helhed. I sin filosofi tog L sit udgangspunkt i en almengyldig videnskabe-lig metode, der for ham bestod i en forening af den matematiske analyse med den aristoteliske logik. Politisk syslede han med ideen om et folkenes forbund, der skulle hvile på staternes ligeret og forene Europas folk om at udbrede den europæiske kultur over hele Jorden. L anses for at være blandt de største inden for filosofien. Han var næsten altomfattende i sine interesser og sin forskning. Dermed blev han den sidste polyhistor, i.e. behersker af sin samtids samlede kundskab. Hans værker er særdeles talrige, og han skrev en umådelig mængde breve til næsten alle datidens fremtrædende personligheder.Hans indsats inden for filosofien påvirkede hele oplysningstiden (d 14/11 1716)

 

f Louis Joseph de Vendome, fransk hærfører og en af Ludvig 14.s mest fremtrædende feltherrer under Den spanske Arvefølgekrig (1701-14); Vendôme indtrådte i den franske hær i 1672 og var generalløjtnant ved udbruddet af Den pfalziske Arvefølgekrig (1688-97) mellem Frankrig og andre stormagter. I krigen udmærkede han sig ved sejren over de allierede i slaget ved Steenkirke (1692); i 1695 blev han øverstkommanderende i Catalonien, og to år senere indtog han Barcelona. Uenighed om arveret til den spanske trone bragte i 1701 Frankrig i krig (Den spanske Arvefølgekrig) med Storbritannien, Østrig og Nederlandene. I 1702 overtog V kommandoen over den franske hær i Norditalien. Her udkæmpede han i august 1702 ved Luzzara det blodige, men uafgjorte slag med den østrigske hær under prins Eugen af Savoyen. I 1704 indtog V Vercelli og besejrede prins Eugen og østrigerne i slaget ved Cassano i august 1705. I maj 1706 blev V overflyttet til fronten i Flandern. Her havde den britiske general John Churchill, hertug Marlborough netop vundet en overvældende zsejr over franskmændene i slaget ved Ramillies. V opnåede kun lidet, og den 11. juli 1708 led han et alvorligt nederlag til Marlborough og prins Eugen i slaget ved Oudenraade. V mistede sin kommando og var nu i kongelig unåde. I efteråret 1710 udnævnte kong Philip 5. af Spanien V til øverstkommanderende i den spanske hær. V generobrede Madrid, og i december tvang han ved Brihuega den britiske general til overgivelse. Samme måned vandt han ved Villaviciosa en stor sejr over Guido von Starhembergs østrigske hær. Et resultat af disse sejre var, at Philip nu sat sikkert på den spanske trone, og at østrigerne i Spanien kun beherskede Catalonien. Vendome døde pludseligt under forberedelserne til en offensiv mod østrigerne i Catalonien (d 15/6 1712)

 

Slaget i Køge Bugt. Under Skånske Krig (1675-79) ville svenskerne i sommeren 1677 med deres flåde placeret i Øresund forsøge at afskære den danske hær i Skåne fra forbindelse med Sjælland. Den 30. juni forlød det, at den svenske flåde var nået til farvandet syd for Skåne. Mellem Stevns og Møn lå den danske flåde under Niels Juel. Han vidste, at den svenske flåde var ham overlegen i styrke, om end ikke overvældende. Hvorledes styrkeforholdet var under slaget i Køge Bugt er ikke klart, da ikke alle skibe i de to flåder deltog i slaget. Sandsynligvis var der på svensk side 18 linjeskibe 12 fregatter samt en del mindre skibe, på dansk 16 linjeskibe, 9 fregatter og nogle mindre skibe. De deltagende svenske skibe var bestykket med i alt 1634 kanoner mod danskernes 1422. De svenske besætninger udgjorde ca 8600 mand mod danskernes 6700. Da morgenen gryede den 1. juli lå de to flåder over for hinanden, og kampen begyndte. Svenskerne havde den bedste stilling, idet de lå i vindsiden – til luvart – og røgen hæmmede den danske skydning. Men efterhånden som slaget udviklede sig, blev det svært for svenskerne at holde slaglinjen, og henimod middag opstod der en åbning i den. Niels Juel greb chancen, ændrede kurs og stod med alle sine skibe gennem den svenske linje. Den dristige manøvre lykkedes, og herefter havde Niels Juel svenskerne på hælene. De svenske skibe kæmpede nu i tilfældig orden, og danskerne havde vundet vinden. Den hårde kamp fortsatte til kl 3 om eftermiddagen, da var svenskerne for medtagne til at fortsætte. Af de flygtende svenske skibe gik et på grund på Falsterbo Rev og blev erobret, mens et andet "Svenska Lejonet" under forfølgelsen "begik en stor galenskab, idet det vendte om og overgav sig uden synderlig modstand". Endnu to svenske skibe blev erobret. Niels Juel mistede ikke et eneste skib. Den danske sejr blev afgørende for søkrigen. Den svenske flåde viste sig ikke mere i søen den sommer, og heller ikke i de følgende år turde den vise sig på åben sø og tage kampen op med Niels Juel. Med sejren i Køge Bugt var det afgjort, at Danmark i al fald ikke kunne tabe krigen

 

1751 Første bind af Diderots Encyclopédie udkommer. Diderots medredaktør var matematikeren d’Alembert, og alle de førende oplysningsforfattere var bidragydere til "Enclyclopédie, ou Dictionaire Raisonné Des Sciences, Des Arts Et Des Métiers", som var værkets fulde titel. Det udkom i årene til 1772 i 17 store tekstbind og 11 tavlebind. På denne måde ville encyclopædisterne, som bidragyderne blev kaldt, fremlægge tidens nye viden og meninger samlet og i letfattelig form til orientering for alle interesserede, således at leksikonet kunne blive et våbenarsenal i kampen for oplysning og fremskridt. Dermed placerede Enyclopédie sig som eksempel på oplysningstidens (ca 1690 til ca 1780) tro på oplysningens og den kritiske fornufts betydning. Denne tro på den menneskelige fornuft var ledsaget af en overbevisning om det nødvendige i at udbrede kendskab til al menneskelig viden med det formål at befri mennesket for traditionens og sædvanens snærende bånd og dermed skabe et bedre og retfærdigere samfund. Værket havde 4000 subskribenter; langt de fleste var adelsmænd, højgejstlige, højere embedsmænd og advokater. Selv skrev Diderot i artiklen "Encyclopédie", at værket var fremkommet "for at de forløbne århundreders anstrengelser ikke skal være spildte for de århundreder, der vil følge efter, for at vore efterkommere samtidig med at være blevet mere oplyste kan blive dydigere og lykkeligere"

 

f George Sand pseudonym for Amandine Lucie Aurora Dudevant, fransk forfatter; sine første romaner skrev hun sammen med Jules Sandeau. Derefter kom "Indiana", "Valentine" (begge 1832) og "Lélia" (1833) alle præget af den romantiske tanke om kærlighedens ret over for sociale konventioner. Særlig udtrykte hun sit had til konventionsægteskabet. Senere kom S under indflydelse af socialistiske og humanitære ideer, som kom til udtryk i romaner som "Consuedo" (1842) og "Le Meunier d’Angibault" (1845). I 1839 trak hun sig tilbage til sin barndomsegn i Berry, hvor hun fortsatte sit forfatterskab med skildringer af landsdelens natur og folkeliv bl.a. "La Mare au diable" (1846) og "Francois le Champi" (1850). Af selvbiografisk karakter er bl.a. "Histoire de ma vie" (1854-55), "Correspondance" (1882-86) og romanen "Elle et lui" (1859). S havde stor succes i sin samtid og har haft betydning som et af de første talerør for den moderne kvindefrigørelse. Endvidere var Sand kendt for sin eksentriske og noget provokerende livsførelse og for sit forhold til personer som Chopin og Musset (d 8/6 1876)

 

f Ignaz Semmelweiss, ungarsk læge; i 1844 tog han den medicinske doktorgrad ved universitetet i Wien og var derefter ansat ved Allgemeines Krankenhaus i Wien. Uder sit arbejde på hospitalets fødeafdeling lagde S mærke til, at kvinder, der blev indlagt efter at have født hjemme, sjældnere døde af barselsfeber end kvinder, der fødte på hospitalet. Opfattelsen, at barselsfeber var en infektionssygdom, var blevet fremsat allerede i 1795 af den skotske læge Alexander Gordon. Men S kendte ikke den lidet omfattende litteratur om emnet. Under S’s arbejde med problemet døde en ven og kollega af blodforgiftning efter at have skåret sig på en skalpel, han havde anvendt ved en obduktion. S havde lagt mærke til, at kollegaens sygdomsforløb var det samme som for de kvinder, der døde af barselsfeber på hospitalet. Han sluttede, at forgiftningen blev overført fra råddent væv til rask væv. I kollegaens tilfælde via skalpellen og på hospitalets fødeafdeling via lægernes hænder. Ofte gik lægerne direkte fra obduktionsrummene til fødeafdelingen uden at vaske hænder. Den 15. maj 1847 gav S ordre til, at alle læger skulle vaske hænder omhyggeligt i klorvand, inden de gik ind på fødeafdelingen. I løbet af seks måneder var der stadig færre kvinder, der døde af barselsfeber. Faldet fortsatte, efter S havde beordret håndvask før enhver undersøgelse. S var udsat for mange angreb fra sin samtids mest fremtrædende læger. Han fik ikke sin ansættelse ved Allgemeines Krankenhaus fornyet og vendte tilbage til Budapest. Sine teorier offentliggjorde S i "Die Atiologie, der Begrif und die Prophylaxis des Kindbettfebers" (1861), men de opnåede ikke almen accept før efter hans død (d 13/8 1865)

 

1856 d Thomasine Gyllembourg, forfatter; som 16-årig blev hun gift med sin sproglærer, den 16 år ældre forfatter Peter Andreas Heiberg, og blev 18 år gammel mor til Johan Ludvig H. I 1801, året efter P. A. Heibergs landsforvisning, søgte hun skilsmisse og giftede sig med den landflygtige svenske baron Gyllembourg-Ehrensvärd. G begyndte at skrive for at skaffe stof til den af sønnen udgivne tidsskrift Kjøbenhavns Flyvende Post. En personlig notits i en annonceavis inspirerede hende til at digte et svar. Som 53-årig udsendte hun da anonymt den første af 24 noveller, der skildrer kulturnormer og samværsformer i guldalderens københavnske middelklasse og bidrog derved til at en ny, populær realistisk roman. Læserne tvivlede længe på, om der var tale om fiktive personer eller personer fra omgangskredsen. Hendes næste værk, romanen "En Hverdags-Historie" (1828), røbede forfatter-skabet. Om det er det blevet sagt, at hun gav kvinderne en litterær identitet og gjorde det intime familieliv til et tema i kunsten. (f 9/11 1773)

 

1860 d Charles Goodyear, amerikansk kemiker og opfinder; opdagede omkr. 1840 at rågummi ved tilsætning af visse stoffer - i hovedsagen svovl - under stadig opvarmning skifter karakter. Dette vulkaniserede gummi kan nu anvendes som auto- og cykelgummi (f 29/12 1800)

 

Under Den amerikanske Borgerkrig begynder slaget ved Gettysburg – omkring 50 km sydvest for Harrisburg i Pennsylvania. Efter sejren over nordstaterne i slaget ved Chancellorsville i maj invaderede sydstatsgeneralen Robert E. Lee med en styrke på 75.000 mand nordstaterne dels i håb om nye sejre dels i håb om, at disse sejre kunne få europæiske stater til at anerkende Sydstaterne. Nordstaternes fremskudte kavaleri, der som rekognosceringsstyrker opererede foran egne styrker, fik kontakt med Lee’s tropper, og på gr. af Gettysburgs strategiske betydning som et vejknudepunkt var kavaleriets chef general John Buford indstillet på at holde Gettysburg til forstærkninger nåede frem. På slagets første dag var der voldsomme kampe over hele slagmarken, og nordstaternes anvendelse af det netop i brug tagne Spencer bagladegevær medførte store tab i sydstatshæren. På slagets anden dag var der mange blodige angreb og modangreb for at få kontrol med lokaliteter som Little Round Top, Cemetery Hill, Devil’s Den, the Weatfield og the Peach Orchard. Igen var der store tab på begge sider. På slagets tredje dag ville Lee fremtvinge en afgørelse. Han sendte 15.000 af sine mænd frem i et angreb på Cemetery Hill, der forsvaredes af 10.000 nordstatsinfanterister. Sydstatssoldaterne gennembrød de forreste forsvarslinjer, men længere nåede de ikke. Udsat for voldsomme angreb fra tre sider måtte de trække sig tilbage, efterladende 19 faner og mange sårede. Den 4.juli ventede Lee at blive angrebet, men det skete ikke. Den følgende nat kunne han i dække af et voldsomt regnvejr trække sig tilbage til Virginia med resterne af sin hær. Tabene i slaget ved Gettysburg var krigens største. Nordstaterne mistede omkr. 23.000 mand af de 88.000, der deltog i slaget; sydstaterne flere end 20.000 af 75.000.

 

Louis Bleriot, fransk flyver, der den 25. juli 1909 gennemførte den første flyvning over Den engelske Kanal. Den fandt sted mellem Calais og Dover. B, der havde skabt sig en mindre formue som bilfabrikant, var tidligt blevet interesseret i flyvning. Først eksperimenterede han med svæveflyvning. Senere fremstillede han flyvemaskiner med motor bl.a. den, han anvendte til sin flyvning den 25. juli 1909, et 25 hestekræfters monoplan. Med kanalflyvningen vandt han berømmelse og den pris på 1.000 engelske pund, Londonavisen Daily Mail havde udsat til den, der først krydsede Kanalen i fly. Under 1. Verd.krig fremstillede B fly til den franske regering. I de første år fly efter egne tegninger senere i samarbejde med fabrikanterne af de berømte Spad kampfly. I mellemkrigstiden spillede B en vigtig rolle i udviklingen af fransk civilflyvning (d 2/8 1936)

 

Michail Bakunin, russisk anarkist; han var anarkismens mest fremtrædende forkæmper i 1800-tallet. Han forlod militæret efter en kort karriere og efter at have slået sig ned i Tyskland, påbegyndte han en hektisk publicistvirksomhed. I en række lande deltog han i de revolutionære opstande omkr. 1848; i to tilfælde blev han for denne aktivitet dømt til døden, uden dommen eksekveredes. Da han i 1851 blev udleveret til Rusland, blev han sat i fæstningsarrest i seks år for derefter at blive sendt til Sibirien. Herfra lykkedes det ham at flygte og komme til London, hvor han traf Karl Marx, som han tidligere havde mødt. I 1868 gik B ind i Første Internationale, som blev ledet af Marx. De to blev dog snart dybt uenige, og B udarbejdede sit eget anarkistiske program. I 1872 blev han udstødt af Internationale, og konflikten med Marx kom til at splitte den revolutionære bevægelse i mange år. B var en meget produktiv skribent. Hans mest kendte værk er "Dieu et l’État" (1871). B så staten som et onde, og ved revolution ville han afskaffe den sammen med privat ejendomsret. Under ledelse af en revolutionær elite skulle proletarer i by og på land omstyrte det gamle samfund. Herved adskilte han sig fra Marx, som ønskede at skabe en massebevægelse byggende på en moderne industriarbejderklasse (f 30/5 1814)

 

1884 d Allan Pinkerton, amerikansk detektiv; efter at have slået sig ned i Illinois i 1842 begyndte P sin farverige karriere ved at pågribe en bande falskmøntnere; han blev sheriff i Kane County i Illinois (1846) og senere i Cook County (som omfattede Chicago). I 1850 trak han sig tilbage fra Chicago politiet og grundlagde Pinkerton National Detective Agency, som specialiserede sig i opklaring af jernbanetyverier. Under Den amerikanske Borgerkrig arbejdede han fra 1861 for nordstaterne som spion i sydstaterne og fremskaffede mange værdifulde militære oplysninger. Efter krigen genoptog han ledelsen af detektivbureauet, som nu især blev hyret af arbejdsgivere til bekæmpelse af fagforeninger og strejkende. P skrev bl.a. "The Spy of the Rebellion" (1883) og "Thirty Years a Detective" (1884) (f 25/8 1819)

 

1896 d Harriet Beecher Stowe, amerikansk forfatter; var i sine unge år elev siden lærer ved sin søsters skole i Hartford, Conn, efter 1832 i Cincinnati. Her skrev hun fortællinger og anekdoter til lokale aviser, og hun fik udgivet en geografibog til skolebrug. Samme år som skolen lukkede - 1836 - blev hun gift med en præst, der var professor ved en præsteskole i Cincinnati. Hun fortsatte sit litterære arbejde og udgav i 1843 "The Mayflower; or Sketches of Scenes and Characters among the Descendants of the Pilgrims". S’s kendskab til negerslaveriet stammede fra hendes kontakt med flygtede slaver fra den farm, hun boede tæt ved. Endvidere erfarede hun om livet i Syden fra venner og egne besøg der. I 1850 blev hendes mand professor ved Bowdoin College i Maine. Her skrev S "Uncle Tom’s Cabin; or, Life Among the Lowly" som en serie til National Era, en antislaveri avis, der udkom i Washington D.C. I Syden blev hendes navn bandlyst, men alle andre steder opnåede hendes bog en uforlignelig popularitet og blev hurtigt oversat til flere sprog. Den bidrog til at fremkalde så stærk modstand mod Sydens slaveri, at den nævnes som en af grundene til Den amerikanske Borgerkrig. I 1853 udgav hun "The Key to Uncle Tom’s Cabin" hvor hun havde samlet et stort antal dokumenter og vidnesbyrd mod slaveri. I 1856 kom hendes "Dred: a Tale of the Great Dismal Swamp", hvori hun advarede mod den råddenskab, der ville brede sig i et samfund, der byggede på slaveri. I årene derefter skrev hun til stadighed mod slaveri i blade som Atlantic Monthly, Independent og i Christian Union, som hendes bror udgav. I 1859 udgav hun romanen "The Minister’s Wooing", der blev fulgt af et bind religiøse digte (f 14/6 1811)

 

Under den spansk-amerikanske krig udkæmpes slaget ved Santiago de Cuba. I maj 1898 – en måned efter fjendtlighedernes begyndelse – observerede amerikanerne en spansk flådeafdeling i Santiagos havn og iværksatte en blokade af havnen. Som støtte for blokaden landsattes amerikanske tropper, som efter et blodigt slag den 1. juli ved El Caney og San Juan Hill trængte gennem byens forsvarsværker

 

f Harald Herdal, forfatter; begyndte at skrive i 18 års alderen og lagde i 1920'erne grunden til dele af sit senere forfatterskab. Han skrev artikler om pjalteproletariatets vilkår til det kommunistiske Arbejderbladet og fik trykt enkelte digte i bl.a. Tilskueren og Politiken. I 1929 kom hans første digtsamling "Nyt Sind". Frem til midten af 1940'erne kom digtsamlinger som bl.a. "Nøgne digte" (1933), "Mennesket" (1937), "Blomstrende tjørne" (1941) og "Nye digte" (1944). Men det var med en række stærkt naturalistiske romaner om storbyens proletariat, han slog sit navn fast. Efter ret traditionelle udviklingsromaner som f.eks. "Tirsdag" (1932) udsendte han i 1934 "Man skal jo leve" og "Løg" (1935), som begge gav en realistisk og usmykket skildring af livet i et københavnsk slumkvarter. H tog ivrigt del i 1930'ernes politiske og antifascistiske kulturkamp og var en af initiativtagerne til den antinazistiske kulturfront "Frisindet kulturkamp"; desuden leverede han - ud fra sin partiuafhængige socialistiske holdning - talrige debatindlæg til aviser og tidsskrifter. Hans politiske agitation fortsattes efter 2. Verd.krig i bl.a. "Ukuelige menneske" (1949) og i rejsereportagen "DDR" (1951). H’s sidste digtsamling "Hegnets nattergal" kom i 1960. Hans hovedværk i disse år var de fire bind erindringer: "Barndom" (1944), "De unge år" (1945), "Læreår" (1946) og "Arbejdsår" (1970). Endvidere skrev han - blandt meget andet - talrige essays i form af digterportrætter, erindringsbilleder og mere lyriske stemninger f.eks. "Tre prosastykker" (1949), "Den danske sommer" (1963) og "Mellem bøger og portrætter" (1970) (d 28/12 1978)

 

I Paris-forstaden Montgeron lyder startskudet til det første Tour de France. Løbet blev kørt første gang som et reklamefremstød for den franske sportsavis L’Auto, der lå i skarp konkurrence med avisen Le Velo om at fange de cykelglade franskmænds interesse. Løbet var langt og hårdt – 2428 km fordelt på kun seks etaper. Trods de hårde vilkår stillede 60 ryttere op til start ved den første etape fra Paris til Lyon. Den var på 467 km og blev vundet af franskmanden Maurice Garin i tiden 17 timer 45 minutter og 13,2 sekunder. Da løbet 19 dage senere igen nåede Paris, stod Maurice Garin også som samlet vinder. Den største vinder var dog avisen L’Auto, hvis oplag eksploderede under løbet på bekostning af Le Velo, der gik konkurs

 

Den anden biograf i Århus åbner. Den hed Fotorama og var indrettet i teaterbygningens sydfløj på Bispetorv. På åbningsdagen skrev Aarhuus Stiftstidende om begivenheden, at med Fotorama havde Århus fået en seværdighed mere. "Det nye etablisement er nemlig et ganske henrivende udstyret lille teater med pladser til henimod et par hundrede mennesker, og det vil blive meget søgt, derfor borger den stedse voksende interesse, der er for "levende billeder" – og videre – "Hvad udstyr og installationer angår er det lille etablissement det fineste i sin art herhjemme – og sikkert også i de nærmeste lande. Og så er det praktisk og bekvemt indrettet". Dagen efter kunne Demokraten meddele, at byens nye "billedteater" havde haft livlig rykind hele åbningsdagen, og at der i alt var solgt ca 1300 billetter

 

Slaget ved Somme begynder. 1. Verdenskrig. For at aflaste det hårdt trængte franske forsvar ved Verdun, iværksatte briterne den 1. juli 1916 efter en uges artilleribeskydning af de tyske stillinger deres Sommeoffensiv. I den deltog 11 divisioner fra general Rawlinsons nydannede Fjerde Armé. Angrebet skete på en ca 25 km bred front mellem Serre, nord for Ancre, og Curlu, nord for Somme. Samtidig med briterne iværksatte franskmændene et angreb med 4 divisioner på en ca 15 km bred front syd for Somme mellem Curlu og Péronne. Den britiske øverstkommanderende general Haig havde overbevist sig selv om, at det britiske infanteri uimodståeligt ville avancere frem, efter det britiske artilleri havde ryddet terrænet for tyskere. Ja, Haigs optimisme var så stor, at han anså det for sandsynligt, at infanteristerne kunne støttes af kavaleri, der efter gennembruddet kunne trænge langt ind bag den tyske front. I de to år tyskerne havde ligget ved Somme, havde de i kalkundergrunden udbygget underjordiske gange og store sovesale til ned i 12 meters dybde. Så da den britiske artilleribeskydning stoppede kl 02.45, kom tyskerne op af deres dybe huler, parate til at tage imod briter og franskmænd. Angrebets 60.000 mand rykkede frem i lange geledder med 2-3 skridts afstand mellem hver soldat og godt halvfems meter mellem hvert geled. Hver soldat bar på en oppakning på mindst 30 kg med personligt grej – indbefattet et par ekstra sokker – feltflaske med vand, en dagsration, to gasmasker, skaffegrej af blik, nødforbindinger, samt gevær, bajonet, 220 skarpe skud og en skyttegravsspade. Haig fik ikke sit gennembrud. Hans soldater blev mejet ned af de tyske maskingeværer, og på angrebets første dag led briternne de største tab, nogen britisk hær nogensinde har lidt. Angrebet den 1. juli blev fulgt op af flere i løbet af sommeren; alle med samme resultat: intet gennembrud. Da efterårsregen i november satte en stopper for yderligere aktioner, havde briterne i den fire måneders lange offensiv mistet 420.000 mand

 

En forsøgsluftpostrute mellem København og Stege åbner. Gennem et stykke tid havde der været ført forhandlinger mellem Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Ministeriet for offentlige Arbejder og Luftmarinestationen om en forsøgsflyverute for posten. Stege var den by i Danmark, som fik sin københavnerpost sidst, og den blev derfor valgt til de første forsøg, idet man i begyndelsen ikke var særlig begejstret for lange strækninger som f.eks. til Jylland. Marineflyveren premierløjtnant Grandjean fik til opgave at lede forsøgsflyvningen med fem nyindkøbte "Friedrichafen" hydroplaner, som var stillet til rådighed for postvæsenet. Maskinerne kunne medføre 20 kg last hver og holde sig i luften i 5½ time. Den 2. juli kunne man i "Møns Folkeblad" bl.a. læse "Ved 9-Tiden i Formiddag mødte Postmester Bülow og Postbud Severin Balslev i sin kongelige røde Frakke og med den gule Postvogn for at modtage den hypermoderne Postforsendelse. Kl. 9,10 saas Postflyveren ude over Nymarksnakke, den gik lavt hen over Vandet, og landede lige ved Badehuset, og svingede pænt ind til den autoriserede Landingsplads midt mellem Sindsygeanstaltens Kaal- og Kartoffelhave… Mekaniker Nielsen, der iført lange Gummistøvler vadede i Land med de to Postsække, nok så moderne mærkede "Flyvepost"…Et Ekstrapostbud gik straks efter en Runde i Byen med Bladene og bragte Forbavselse fra Dør til Dør. Det var lige ½ Dag, 6 Timer, før vi ellers faar den…" Forsøgsflyvingerne ophørte den 24. august, og en egentlig luftpostflyvning begyndte den 15. september 1920 på ruterne København-Malmø-Warnemünde og København-Hamborg

 

1934 Monumentet i den i 1925 indviede Mindeparken i Århus afsløres. Efter indvielsen af parken i 1925 blev der udskrevet en konkurrence om et mindesmærke til minde om de danskere, der faldt i 1. Verd.krig. Vinder blev billedhuggeren Axel Poulsen. Monumentet blev opført i euvillekalksten. På gr. af en vis forbindelse mellem det franske Euville-stenbrud og slagmarken ved Verdun blev denne sten valgt. Monumentet kom til at bestå af fire relieffer anbragt i en cirkelrund gård. Mellem relieffer blev navnene på de i alt 4140 danske, der faldt i 1. Verd.krig, indhugget i muren. I 1928 skrev indsamlingskomiteens formand, tidligere konseilspræsident I.C. Christensen, digtet, som er indhugget under kransen på inskriptionstavlen på monumentet. Det begynder: "Danmark vor Moder, løfter sit øje, ser over lande, sønnernes færd." Ved monumentets afsløring var der arrangeret en stor sammenkomst, som blev begunstiget af et smukt sommervejr. Afsløringen blev overværet af mere end 50.000 mennesker. Kongefamilien kom ned fra Marselisborg Slot, statsminister Stauning var der og 6000 sønderjyder. I syv ekstratog var sønderjyderne kommet til Århus. Det berettes, at det var tydeligt, at sønderjyderne var stærkt grebne af begivenheden, og først og fremmest deres fremmøde gav indvielsen en højtidsstemning, som gjorde dagen uforglemmelig

 

1944 Endnu en dramatisk dag under folkestrejken i København, og nu blev modsætningerne mellem danske og tyskere trukket skarpere op end noogensinde. Under en forhandling på Dagmarhus ved middagstid mellem udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen og Best forlangte sidstnævnte de Samvirkende Fagforbunds formand Eiler Jensen og politiets øverste ledelse fjernet. Ligeledes ved middagstid spredtes Frihedsrådets proklamation i byen med opfordring til at fortsat strejke til to fordringer var opfyldt: Schalburgkorpset fjernet fra byen og spærretiden ophævet. Samtidig opslog tyskerne en plakat, i hvilken den tyske generalløjtnant Richter erklærede militær undtagelsestilstand fra kl. 12, forbød al trafik ind og ud af byen og bebudede nedskydning af enhver, der ikke efterkom de militære påbud. Tyskernes hensigt var tydelig. Befolkningen, som allerede var berøvet vand, gas og elektricitet, skulle sultes til overgivelse. I løbet af eftermiddagen gennemførtes afspærringen, men før den blev effektiv, foregik en folkevandring ud af byen. Imens tyske patruljer for skydende gennem gaderne, stod mennesker i lange køer ved fødevarebutikkernes bagdør for at proviantere. Også denne bragtes mange dræbte og sårede til hospitalerne

 

1961 f Diana, prinsesse af Wales; hun var datter af den 8. jarl af Spencer og arbejdede som børnehavelærerinde, da hun mødte prins Charles, den britiske tronfølger, som hun blev gift med den 29. juni 1981. Parret fik fra starten en intens opmærksomhed, og deres bryllup blev en stor mediebegivenhed, man mener, at mere end 1 mia. seere fulgte det på tv. Det royale par fik sønnerne William (1982), der er arving til den engelske trone, og Harry (1984). Prinsessen blev umådelig populær, og ægtefællerne blev hinandens rivaler i kampen om befolkningens gunst. De blev separeret i 1992 og skilt i 1996. Efter skilsmissen intensiverede Diana sit humanitære arbejde, bl.a. agiterede hun for afskaffelse af landminer, og hun talte de AIDS- og spedalskramtes sag. I 1993 sagde den tidligere kron-prinsesse, at hun ville trække sig tilbage fra offentlighedens søgelys, der havde været en belastning under ægteskabet og især under skilsmissen. I 1995 gav hun alligevel et tv-interview, hvor hun med beretninger om sin og ægtemandens utroskab og sin bulimi viste en for de kongelige hidtil uset grad af åbenhed. Hun omkom ved en bilulykke i Paris under flugt fra pressefotografer, der ville fotografere hende i selskab med elskeren, mangemillionæren, Dodi Al-Fayed, der også omkom ved ulykken. Dianas død gav anledning til en hidsig debat om mediernes behandling af kendte personer (d 31/8 1997)

 

1974 d Juan Domingo Peron, argentinsk præsident; uddannet ved millitæret og var i 1930’erne sit lands militærattaché i Italien. Efter deltagelse i militærkup 1943 blev Peron arbejdsminister og opbyggede en betydelig politisk støtte i arbejderklassen. I 1944 blev han forsvarsminister og vicepræsident; da hans kollegaer året efter forsøgte at afsætte ham, mobiliserede hans hustru Eva ("Evita") Duarte tusinder af "descamisados" (skjorteløse) fra Buenos Aires arbejderkvarterer til kæmpedemonstrationer. Ikke kun bevarede Peron sin magt, i 1946 blev han Argentinas præ-sident med efterhånden diktatorisk magt. På denne post gennemførte han udover at nationalisere britiskejet industri en række reformer, der gjorde ham endnu mere populær i arbejderkredse, men hadet i mellem- og overklassen. En stadig værre økonomisk krise bidrog til, at han i 1955 blev styrtet af Argentinas traditionelle magthavere, først og fremmest militæret. Perons person og politik spillede dog stadig en rolle, og fra sit eksil i Madrid havde han til stadighed indflydelse på argentinsk politik. I 1973 kunne han vende tilbage fra eksil og lade sig vælge til præsident. Han formåede dog ikke at leve op til sit ry, ej heller evnede han at forene de store modsætninger, der var i landet, og som også kom til udtryk inden for hans egen peronistbevægelse. Efter Perons død overtog hans tredje kone Isabella Peron præsidentembedet (f 8/10 1895)

 

1980 d Charles Percy Snow, britisk romanforfatter, fysiker og regeringsembedsmand. Som fysiker var han 1930-45 ansat ved Christ’s College, Cambridge; under 2. Verd.krig var han videnskabelig rådgiver for den britiske regering. Snow blev adlet i 1957 og var i årene 1964-66 statssekretær i departementet for teknologi. I 1930’erne begyndte Snow at skrive sit hovedværk er en romanserie på 11 bind "Strangers and Brothers" (bind udkom 1940, serien blev afsluttet 1970 med "Last Things"). De foregår i hans egen tid og handler om en englænders akademiske, private og udadvendte liv. Flere af romanerne blev omarbejdet til teateropførelse. Som såvel forfatter som naturvidenskabsmand har Snow har endvidere beskæftiget sig med sammenhængen mellem naturvidenskab og humanistisk åndsvidenskab, ikke mindst i "The Two Cultures and the Scientific Revolution" (1959). Heri hævder han, at en udøver af den ene af disse discipliner ved meget lidt om overhovedet noget om den anden, og at kommunikation mellem dem er vanskelig om overhovedet mulig (f 15/10 1905)

 

 

 

Til top        2. juli

f Valentinian 3., Flavius Valentinianus, romersk kejser 425-55, søn af patricieren Flavius Constantius (som herskede som Constantius 3. i 421) og Galla Placidia; på intet tidspunkt i sin lange regeringstid stod Valentinian personligt i spidsen for rigets ledelse. Fra hans første år som kejser til 437 kontrollerede hans mor rigets styre; ved periodens slutning blev patricieren Aetius en effektiv "minister". Den mest betydningsfulde begivenhed i disse år var vandalernes landgang i Afrika i 429; ti år senere frigjorde de sig af Valentinians overherredømme, og området var tabt for Rom. Kun lidet vides om Valentinian og rigets forhold i disse år. I 444 udstedte han sammen med pave Leo 1. et edikt, der gav Roms biskop overhøjhed over kirkerne i romerrigets provinser. I V’s senere år var de politisk mest betydningsfulde begivenheder hunnernes indfald i Gallien (451) og i Norditalien (452); men intet vides om, Valentinian tog nogen del i de foranstaltninger, der blev gjort for af imødegå denne krise. Som et resultat af, at Valentinian var blevet forsynet med falske informationer om Aetius loyalitet, dræbte kejseren med egne hænder sin betroede "minister" i september 454. Året efter dræbte to af Aetius undergivne Valentinian på Marsmarken (d 16/3 455)

 

f Jacopo Sansovino, italiensk billedhugger og arkitekt, som introducerede højrenæssancen i Venezia. I 1502 blev han i fødebyen Firenze lærling hos billedhuggeren Andrea Sansovino; i beundring for sin mester tog han dennes navn. I 1505 var han i Rom; her studerede han klassisk arkitektur og billedhuggerkunst, mens han samtidig var ansat hos paven (Julius II) for at restaurere gamle skulpturer. Tilbage i Firenze skabte han statuerne "St. Jacob, den ældre" (1511-18; Santa Maria del Fiore) og "Bacchus" (ca 1514, Bargello, Firenze). Fra 1518 arbejdede S i Rom først med "Madonna del Parto" (ca 1519; S Agostino, Rom); den viser den fortsatte indflydelse fra Andrea Sansovino. Efter il Sacco di Roma i 1527 flygtede S til Venezia, hvor han blev protomagister ved domkirken. Senere blev han byens førstearkitekt, en stilling han bevarede til sin død. Hans første bygning i Venezia er Palazzo Corner della Ca’ Grande (1533). Det viser slægtsskab med romerske paladser af Bramante og Raphael. Men S tilføjede en (ekstra) en tredie etage og ændrede den enkelte etages proportioner og nærmede dermed sit arbejde til traditionelt venetiansk paladsbyggeri. Mange af S’s betydeligste arbejder er dekorative elementer på hans bygninger; han er da også blevet betegnet som den af renæssancens arkitekter, der med størst succes har forenet arkitektur og billedhuggerkunst. S forblev fortaler for højrenæssancens balance og mådehold i en tid, da mannerismen var på fremmarch som den dominerende arkitektoniske trend i Italien (d 27/11 1570)

 

1489 f Thomas Cranmer, engelsk ærkebiskop; i 1533 blev han den første protestantiske ærkebiskop af Canterbury. Nærmest ved et tilfælde blev han dybt involveret i den kongelige kirkepolitik. Det skete, da han i en samtale med to af Henrik 8.’s rådgivere blev spurgt, om han ikke kunne give dem et råd om, hvordan man løste kongens store problem: hans skilsmisse fra Katharina af Aragonien. C foreslog da, at man spurgte de teologiske fakulteker ved Europas universiteter, om en pave kunne tillade en mand at gifte sig med sin brors enke. – Katharina havde tidligere været gift med Henriks bror. At gifte sig med sin brors enke kunne betragtes som blodskam. Ved at hævde det, ville det ikke være umuligt at skabe en opinion, som selv pave Clemens 7. måtte kapitulere overfor. Sådan kom det til at gå. C kom i kongens tjeneste, og han blev den "teologiske arkitekt" bag Henrik 8.’s første skilsmisse og Englands brud med pavestolen. Han var i sit hjerte radikal protestant, men tilpassede sig forsigtigt efter kongens skiftende kirkepolitik. Først under Edward VI (1547-53)kunne han realisere sine egne ideer. Ved at udarbejde "The Common Book of Prayer" (1549) og siden revidere den i radikal protestantisk ånd 1552 blev han den engelske kirkes mest betydningsfulde reformator. Med Marie den Blodige på tronen og katolicismens genindførelse i England var C skæbne afgjort. 14. februar 1556 blev han på ydmygende måde frataget sit embede som ærkebiskop. Derefter blev han dødsdømt og henrettet på bålet (d 21/3 1556)

 

d Nostradamus – også kendt som Michel de Notredame eller Nostredame - fransk læge og astrolog;han begyndte sin medicinske praksis i Agen i 1529 og flyttede til Salon i 1544. Her blev han kendt for sin nyskabende behandlingsmetoder under en pestepidemi i Aix og Lyons i 1546-47. Sin profetivirksomhed begyndte han omkring 1547. Sine profetier offentliggjorde han i 1555 i bogen "Centuries". Værket var bygget op af rimede, firelinjede vers "quatrains", der var samlet i grupper beståede af 100 vers. Astrologi var populært på daværende tidspunkt, og en forøget anden udgave tilegnet kongen udkom i 1558. Da hans quatrains kunne tolkes som spådomme om virkelige hændelser, og nogle af hans profetier syntes at gå i opfyldelse, blev han kendt over hele Frankrig. Han blev inviteret til hoffet af Henrik II’s dronning Katharina af Medici. Her udarbejdede han horoskoper for kongeparrets børn, og blev hoflæge for Karl X, da han blev konge i 1560. På grund af "Centuries" noget kryptiske udformning har N’s profetier til stadighed skabt megen kontrovers. Nogle af dem påstås at have forudsagt hændelser, der er indtruffet efter N’s død. Andre, der forekommer meningsløse, påstås at profetere begivenheder, der endnu ikke er indtruffet. I 1781 blev N’s værker forbudt af paven, da pavedømmets undergang mentes forudsagt deri (f 14/12 1503)

 

Slaget ved Marston Moor. Resultatet blev det første større nederlag for kongens hær i Den engelske Borgerkrig mellem kongen og parlamentet. I juni havde kong Karl 1. givet ordre til sin hærfører prins Rupert om at undsætte den royalistiske garnison i York, der var belejret af parlamentstropper. Rupert udmanøvrerede belejrerne, befriede York og forfulgte parlamentshæren syv miles mod vest til Long Marston. Der overraskede parlamentshæren, ledet af Sir Thomas Fairfax - senere 3. baron Fairfax af Cameron og en skotsk hær ledet af Alexander Leslie, 1. jarl af Leven, med et modangreb tidligt på aftenen. Parlamentshærens venstre fløj under Oliver Cromwell jog Ruperts kavaleri på flugt. Efter at have regrupperet sig styrkede Cromwell Fairfax’s højrefløj og omringede Ruperts centrum. Royalisterne led svære tab - 4.000 dræbte, mange blev taget til fange og de fleste af deres kanoner blev erobret. Da York snart efter gik tabt til hans modstandere, mistede kongen kontrollen med det nordlige England; efter sejren ved Marston Moor fremstod Cromwell som parlamentshæren ledende general

 

1722 f Vigilius Erichsen, maler; 1754 deltog han i Kunstakademiets første guldmedaljekonkurrence. Konkurrencen blev vundet af Peder Als, dette og de vanskelige arbejdsforhold i det hjemlige har sikkert været medvirkende til, at E i 1757 forlod Danmark for at etablere sig som portrætmaler i Rusland. Det lykkedes ham at få forbindelse med zarhoffet. Katarinas II’s magtovertagelse i 1762 betød en væsentlig forbedring af E’s position. Som zarinaens fortrukne maler udførte han i de følgende år en række betydningsfulde officielle portrætter, der kendes i flere gentagelser og kopier. Da E 1772 vendte tilbage til Danmark, blev han udnævnt til hofportrætmaler. Ikke længe efter hjemkomsten modtog han af den russiske gesandt i Danmark bestilling på to helfigurportrætter til Katarina II af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik. Foruden mindre portrætter af kongehusets medlemmer og gentagelser af ældre værker, udførte han i sine sidste år også enkelte portrætter af privatpersoner. I perioden efter Pilo og før Jens Juels debut indtog E i sine senere år ubestridt pladsen som den førende danske portrætmaler (d 23/5 1782)

 

1724 f Frd. Klopstock, tysk forfatter; studerede teologi i Jena og Leipzig og begyndte, påvirket af Milton, et stort epos om Kristus: "Messias", oprindelig anlagt i prosa, men omarbejdet i heksametre. De tre første sange udkom i "Bremer Beiträge" (1748); værket, på i alt 20 sange, fuldførtes først 1773. 1751 rejste han til København efter indbydelse fra Frederik 5. og Bernstorff, og lige til sin død modtog K understøttelse fra den danske stat. Efter Bernstorffs fald 1770 rejste K til Hamborg, hvor han boede resten af livet. K’s interesse for den germanske fortid fandt udtryk i historiske nationale dramer med kor som "Die Hermanns Schlacht" (1769), "Hermann und die Fürsten" (1784) og "Hermanns Tod" (1787). Endvidere skrev K en række oder og åndelige sange, hvor han efter klassisk forbillede, især Horats, i klassiske metrer, besang venskab, Gud, udødelighed, natur, frihed, fædreland, kærlighed (oderne til "Fanny") og - skøjteløb. På et tidspunkt, hvor rationalismen sad i højsædet, tilførte K’s digtning tysk litteratur nyt blod og ny kraft; fantasi og følelse trængte atter frem i den verdslige digtning, og hans digtning blev den direkte forløber for Sturm-und-Drang, for den klassiske periode i Tyskland og for den tyske romantik (d 14/3 1803)

 

1778 d Jean Jacques Rousseau, fransk filosof; efter et omflakkende ungdomsliv kom han 1741 til til Paris, hvor han blev kendt med de førende encyklopædister. I 1749 vandt han en priskonkurrence med skriftet "Discours sur les sciences et les arts". Hans synspunkt var, at mennesket af naturen er godt, men at kulturen har gjort det slet og har ødelagt følelses- og instinktlivets umiddelbare lykke. Skriftet gjorde på én gang R til Frankrigs førende forfatter. Denne succes gentog han med "Discours sur l’origine et les fondements de l’inégalité parmi les hommes" (1755), hvor han hævdede menneskets lighed og forfægtede synspunkter, som har spillet en stor rolle for udviklingen af det moderne demokrati. Disse politiske ideer uddybedes i "Du contrat social" (1762). Den pagt, der ligger til grund for statsdannelser, er en kontrakt samfundets medlemmer indgår for at opnå beskyttelse af sin frihed og sine rettigheder. Den enkelte overdrager magten ikke til en enehersker, men til en almenvilje, en overindividuel og fælles vilje rettet mod det fælles bedste. Denne almenvijle, som ikke er alles vilje eller summen af enkeltindividernes egoistisk motiverede vilje, er bærer af suveræniteten. I 1762 kom også R’s hovedværk "Émile ou de l’éducation", hvor han argumenterede for en ny opdragelse, som i frihed skulle udvikle mennesket til naturlighed. Blandt hans værker er desuden romanen "La Nouvelle Héloïse" (1761), som fornyede sansen for naturskildringen og påvirkede romantikken. I sine senere år levede R som landflygtig i Svejts og Storbritannien på gr. af sin bekendelse til en rationalistisk-teistisk tro på Gud, noget som ikke faldt i god jord hverken blandt tidens rationalister eller hos kirkens folk. (f 28/6 1712)

 

d Robert Peel, britisk politiker, premierminister 1834-1835 og 1841-1846; han blev uddannet på Harrow og Christ College i Oxford; i 1809 blev han som tory medlem af Underhuset, hvor han hurtigt gjorde sig gældende ved solide kundskaber og stor veltalenhed. 1812-18 beklædte han stillingen som minister for Irland, 1822-27 og 1828-30 indenrigsminister.Som indenrigsminister reformerede han straffelovgivningen i en mere human retning bl.a. indskrænkedes anvendelse af dødsstraf. For bedre at kunne opklare forbrydelser fik P oprettet et nyt politikorps, populært kaldet bobbies efter P (Robert=Bob). Han støttede loven, som gav katolikkerne adgang til parlamentet, men han var blandt lederne af modstanden mod stemmeretsreformen 1831-32. Efter de konservatives store valgnederlag i 1832 reorganiserede han partiet og blev 1834 premier- og finansminister. Han måtte gå af 1835, og ved sin afgang anerkendte han den parlamentariske statsskik. I sin anden periode som premierminister gennemførte han en række økonomiske reformer i frihandelsvenlig retning. Under indtryk af hungersnøden i Irland gennemførte P i 1846 ophævelse af korntolden. Det førte til en splittelse af det konservative parti. Dets flertal, under Disraeli, vendte sig mod P, som derefter dannede sin egen gruppe, "Peelisterne". Den indtog en stilling mellem de konservative og de liberale og bidrog til gennemførelse af nye frihandelsvenlige reformer. P døde efter et rideuheld (f 5/2 1788)

 

1865 Frelsens Hær oprettes. I 1865 begyndte metodistpræsten William Booth en evangelisk missionsvirksomhed i Londons East End. Han oprettede missionshuse, hvor fattige kunne få husly og et måltid mad. I 1878 ændrede han navnet på sin organisation til det nuværende. William Booth og hans søn, William Bramwell Booth, organiserede bevægelsen som en militær enhed, med William Booth som general på livstid. Bevægelsen spredte sig i løbet af få år over England, Skotland og Wales, og derefter til udlandet. Det var William Booths opfattelse, at nydelse af sakramenterne ikke var nødvendigt for at opnå sjælens frelse. Ligeledes var det hans opfattelse, at hærens gudstjenester skulle foregå i en uformel atmosfære. Glade sange, instrumentalmusik, personlig vidnesbyrd og opfordringer til anger og omvendelse blev karakteristisk for hærens møder og gudstjenester

 

1870 Udviklingen frem mod en fransk-tysk krig accelrerer, da det i Paris bliver kendt, at en preussisk prins er udset til at blive spansk konge efter afsættelsen af dronning Isabella. I Paris rejste sig en storm af raseri, den franske presse førte et krigerisk sprog mod den preussiske kansler, Bismarck, som igen havde stillet Frankrig over for en fuldbyrdet kendsgerning. Tanken om at have en Hohenzollern på den spanske trone skræmte franskmændene og vakte til live mindet om Frankrigs forsvarskrige mod Habsburgerne i 1500 og 1600-tallet, da de var herrer i såvel Spanien som Tyskland. Den 6. juli holdt den franske udenrigsminister en truende tale; Frankrig ville aldrig finde sig i, at en tysk prins besatte den spanske trone. Regeringen henvendte sig ikke til magthaverne i Madrid, som nu forstod de havde fejlbedømt situationen; den ville tvinge den preussiske kong Wilhelm på retræte

 

1877 f Herman Hesse, tysk, svejtsisk forfatter; han debuterede med en digtsamling "Romantische Lieder" (1899); sit gennembrud som forfatter fik han med romanen "Peter Camenzind" (1904). Både i den og i senere udviklingsromaner"Unterm Rad" (1905) fremstiller han den unge, begavede, indiviadulistiske mands problemer, når han med sine tanker og idealer støder sammen med virkeligheden, et motiv H også behandlede i "Gertrud" (1910) og i novelletrilogien "Knupl" (1908-15). Under behandling for en psykisk sygdom i 1916 kom H i forbindelse med bl.a. Jungs værker, og romanen "Demian" (1919) – en selvbiografisk ungdomsroman – var det første resultat af H’s møde med psykoanalysen. "Der Steppenwolf" (1927) blev H’s mest omdiskuterede roman. Heri behandlede han problemet vedrørende digteren, som har oplevet verdenskrigen og samtidig: det schizofrene træk hos begavede mennesker, personlighedsspaltningen som normalt eller patologisk problem. I romanen "Das Glasperlenspiel" (påbegyndt 1932, udgivet 1943) rykkede H han frem i en tænkt fremtid omkr. 2000 og så tilbage på sin samtid. H gjorde sig til talsmand for forsvaret af individualitet og egenart mod samfundets magtkrav og vold. Som pacifist var han modstander af Tysklands deltagelse i 1. Verd.krig og kom i konflikt med det officielle Tyskland. Fra 1923 var H svejtsisk statsborger. I 1946 fik han nobelprisen i litteratur, og i begyndelsen af 1960’erne blev han genstand for stor interesse i USA. Med skildringer af brug af rusmidler, med sin interesse for Orienten, med sin modstand mod krig og vold fremstod H som digteren, der tydeligst artikulerede den amerikanske undergrundskulturs mål; han blev "The Poet of the Interior Journey" og "den vigtigste vejviser til den psykedeliske verden" (d 9/8 1962)

 

f Olav V norsk konge 1957-1991; søn af kong Haakon VII og dronning Maud; 1929 gift med prinsesse Märtha af Sverige; (d 17/1 1991)

 

1938 d Lau(ritz) Lauritzen, skuespiller, filminstruktør; han debuterede som skuespiller i 1907, skrev sit første film-manuskript i 1910 og blev i 1914 engageret af Nordisk Film, hvor han frem til udgangen af 1919 instruerede ca. 200 film. Lauritzens genre blev lystspillene – farcerne, som han kom til at stå for indspilningen af. Disse film var en vigtig årsag til Nordisk Films økonomiske succes, idet de opnåede stor popularitet såvel i Danmark som i udlandet. Det var derfor noget af en økonomisk katastrofe, da Lauritzen i 1920 skiftede arbejdsgiver til filmselskabet Paladium og samtidig tog de fleste af de komiske skuespillere med. I 1921 skabte Lauritzen filmhistori-ens første komikerpar Fyrtårnet og Bivognen. Flere af hans Fy og Bi-film blev internationale succeser bl.a. "Ole Opfinders Offer" (1924) og "Takt, Tone og Tosser" (1926). Fy og Bi havde også hoved-rollerne i hans ambitiøse, men noget mislykkede "Don Quixote" (1925) efter Cervantes’ roman. Lauritzen lavede sin første lydfilm i 1932 en genindspilning af Fy og Bi-filmen "Han, Hun og Hamlet", det blev hans sidste film med komikerparret. Blandt Lauritzens senere film er "Københavnere" (1933) og " Barken Margrethe" (1934) (f 13/3 1878)

 

I anledning af 500 året for Kristoffer af Bayerns tildeling af købstadsrettigheder fejrer Århus 500 års købstadsjubilæum. Det skete bl.a. ved indvielse af byens "store, festlige, nye Raadhus med den skønne lyse Hal". I overværelse af kronprinseparret, samtlige jyske borgmestre og 700 indbudte gæster fandt rådhusindvielsen sted i nævnte lyse hal. Kronprinsen holdt tale for den by, "der rummede hans barndoms og ungdoms skønne minder, og overbragte sine forældres dybe beklagelse af, at de var forhindret i at være til stede." Udenfor stod ca. 40.000 århusianere og hyldede kronprinseparret, da det kom ud på balkonen. Ca. 3000 børn bragte i talekor deres lykønskning til den gamle by: "Vi holder af vor by, vi holder af vor by". Senere på dagen var der historisk optog med Kristoffer af Bayern, borgmester, svende, kansler og andre af rigets gode mænd. To dage senere opførtes på pladsen foran teatret Kaj Munks skuespil "Pilatus", "som var af storslået virkning"

 

1944 Under folkestrejken i København viste det tyske udenrigsministeriums repræsentant Werner Best under gårsdagens forhandlinger mellem danskere og tyskere en hidtil uset medgørlighed. Konflikten gik fuldstændig og aldeles på tværs af den forhandlingspolitik, han ønskede at føre og indebar et personligt nederlag for ham. Han havde derfor stor interesse i at få skabt normale tilstande. Hans interesse herfor faldt helt sammen med officielle danske kredse; om end ud fra ganske andre motiver.Under forhandlingerne havde Best frafaldet sine krav om politichefernes og Eiler Jensens tilbagetræden. De offentlige værker ville være i gang ved aftenstid den 2. juli

 

1949 d Georgi Dimitrov, bulgarsk fagforeningsleder og politiker; han gik to år på en missionærskole, men blev smidt ud og fik arbejde som typograf. I 1897 blev hans første artikel, der handlede om arbejdsforhold, trykt i et fagfore-ningsblad, og fire år senere blev han valgt som sekretær i typografernes fagforening i Sofia. Han blev medlem af parlamentet i 1913. I 1918 idømt fem års fængsel for pacifistisk agitation, men løsladt samme år. Dimitrov spillede en ledende rolle ved dannelsen af det bulgarske kommunistparti og var fra 1921 medlem af Komintern ekseku-tivkomite. Efter den mislykkede opstand i 1923 levede han i eksil. I 1933 blev han arresteret i Tyskland anklaget for at stå bag rigsdagsbranden i 1933 i Berlin. Han blev frifundet og udvist til Sovjetunionen, hvor han havde fået statsborgerskab året før. I 1935 blev han generalsekretær for Komintern og var med til at udforme retningslinjerne for folkefrontspolitikken. Han var en af lederne for bolsjeviseringen af de polske østområder, som i 1939 blev indlemmet i Sovjetunionen. I årene 1937-45 var Dimitrov medlem af Det øverste Sovjet. I 1945 frasagde han sit sovjetiske statsborgerskab og vendte tilbage til Bulgarien, hvor han blev formand for det kommunistiskdominerede Fædrelandsfronten. Fra 1946 til sin død var han statsminister og gjorde en energisk indsats for at gøre Bulgarien til et kommunistisk samfund. I 1947 indgik han en venskabs- og bistandspagt med Titos Jugoslavien, men forsøget på at danne en danne en Balkanføderation blev mødt af et sovjetisk veto (f 18/6 1882)

 

1961 d Ernest Hemingway, amerikansk forfatter; som 18 årig deltog han som frivillig sanitetssoldat i den italienske hær under Første Verdenskrig. Ved krigens slutning var han journalist for en canadisk avis og dækkede bl.a. krigen i Mellemøsten. I begyndelsen af 1920’erne slog han sig ned i Paris fast besluttet på at blive forfatter. Læreårene i Paris skildrede Hemingway i den posthume "A Movable Feast" (1964). Debutbogen var en samling noveller "In Our Time" (1925), året efter kom "The Torrents of Spring". Med disse arbejder havde Hemingway vakt en del opmærksomhed, men han blev med et slag berømt med romanen "The Sun Also Rises" (1926) om en gruppe desillusionerede mennesker, alle mer eller mindre mærket af krigen, som driver målløst om i Paris og rejser til en tyrefægtningsfestival i Spanien. Krigsromanen "A Farewell to Arms" fra 1929 byggede på Hemingways oplevelser på den italienske front. Efter en bog om tyrefægtning "Death in the Afternoon" (1933) skrev han den selvbiografiske "Green Hills of Africa" (1935) en skildring af en storvildtsjagt. Romanen "To Have and to Have Not" (1937) er præget af et vågnende socialt engagement. Hans "The Old Man and the Sea" fra 1952 blev den direkte anledning til, han i 1954 fik nobelprisen liitteratur. Flere gange i sit forfatterskab kredsede Hemingway om forholdet til faderen, som han ikke kunne tilgive for at have skudt sig. Til slut var det også sådan, Hemingway endte livet. Et af flere efterladte manuskripter blev udgivet som romanen "Islands in the Stream" (1970) et andet som "The Garden of Eden" (1986) (f 21/7 1899)

 

1989 d Hilmar Baunsgaard, politiker Radikale Venstre, statsminister 1968-71 i VKR regeringen. Han blev handels-uddannet som kommis og arbejdede 1947-61 som forretningsfører for Købmændenes Indkøbscentral. B var tidligt aktiv i Radikal Ungdom, deltog fra 1948 i Det Radikale Venstres ledelse og var 1957-77 medlem af Folketinget. Han steg hurtigt til tops inden for sit parti. Således var han handelsminister i SR regeringerne 1961-64. Sam-arbejdet var ofte vanskeligt, navnlig i 1963 da helhedsløsningen medførte et pris- og avancestop, som Baunsgaard senere på året forlangte ophævet. Den følgende socialdemokratiske regerings tilnærmelser til SF behagede ikke Baunsgaard. Da Venstres leder Poul Hartling i en tale i Svanninge bakker sommeren 1965 åbnede mulighed for samarbejde mellem De radikale og Venstre, og da valget 23. januar 1968 gav De radikale et særdeles flot resultat, partiet mere end fordoblede sit mandattal – fra 13 til 27 – var vejen banet for dannelse af en borgerlig flertals-regering med 98 mandater bag sig – Venstre med 34, De konservative 37. Om Baunsgaard er der blevet sagt, at hans parlamentariske erfaring, politiske instinkt og pragmatiske grundholdning gav ham gode forudsætninger for at etablere et samarbejde i en koalitionsregering. Alligevel blev regerings-perioden besværlig. Skatterne steg, den offentlige sektors vækst lod sig ikke bremse, indkomstpolitiske forsøg mislykkedes. Valget 21. september 1971 var ikke et godt valg for VKR regeringen. De radikale beholdt sine 27 mandater, men de to blokke S-SF over for VKR kunne mønstre henholdsvis 88 mandater til VKR og 87 til S-SF. Sidstnævnte sikrede flertallet i kraft af de fire nord-atlantiske mandater, hvoraf Socialdemokratiet fik støtte fra tre. Regeringsmagten gik derfor over til Socialdemokratiet. Brydninger i Radikale Venstre bidrog til, at Baunsgaard i 1977 forlod Folketinget og siden holdt sig ude af politik. Efter sin afgang var han formand for bestyrelsen i Politiken (f 26/2 1920)

 

 

Til top        3. juli

987 Hugo Capet krones til fransk konge. Hans kontrol over slægtens store besiddelser ved Paris og Orléans spillede en afgørende rolle, da en forsamling af frankiske stormænd i 987 valgte ham til konge. Han blev dermed den første af fjorten capetingerkonger i lige linje på den franske trone. Mandslinjen uddøde i 1328 med Karl 4. (konge 1322-28), men gennem kvindesiden nedstammede franske konger fra Hugo Capet til 1848 Efter faderen, Hugo den Store, arvede Hugo Capet i 956 slægtens besiddelser og titlen, Frankernes hertug. Han var nu Frankrigs mægtigste lensmand, idet han ikke alene var hertug over Ile de France, men også hertug af Burgund og gjorde krav på Akvitanien. Da hertugen af Akvitanien ikke havde i sinde at opgive sit hertugdømme, giftede Hugo C sig med hans datter, Adelaide. Ved at indgå de rigtige alliancer – bl.a. i en periode med de tyske kejsere Otto 2. og Otto 3. og som sin nærmeste medarbejder og rådgiver at have den franske kirkes mægtigste mand Adalberon, ærkebiskop af Reims – var H’s indflydelse stadig voksende. Efter 980 var den større end Frankrigs konge Lothar, og det var kun af navn, H ikke var sit lands konge. Det blev han, da den sidste karolingerkonge Lothars søn (Ludvig 5. d. Dovne) døde 987. Han blev konge efter Lothars død i 986. Ludvig 5. døde i maj året efter. Nu var den franske trone ledig, og Hugo blev valgt den 3. juli 987 med forbigåelse af det eneste legitime carolingske kongeemne, Karl hertug af Lorraine. Adalberon overbeviste forsamlingen af franske stormænd, at Frankrig snarere var et valgrige end et arverige, og at Karl var uegnet som konge. Alle årene i H’s regeringstid var fyldt med strid med franske stormænd, og meget tyder på, at når Hugo Capet overlevede på den franske trone, skyldes det manglende evne blandt hans modstandere til at koordinere deres modstand. Hugo Capet blev født ca 938 og døde 14. oktober 996

 

1423 f Ludvig 11. fransk konge 1461-1483, søn af Karl 7. af Frankrig og dronning Marie af Anjou; som kronprins var L "i lære" i Dauphiné – det sydøstfranske landskab mellemm den italienske grænse og i vest Rhône; her begrænsede han adelens magt og bekræftede byernes privilegier. Endvidere søgte han at udnytte områdets miner og skove og fremme dets handel. Da han havde fuld enevældig magt, førte han en udenrigspolitik, der undertiden kolliderede med faderens. En hemmelig aftale med Savoyen om at dele hertugdømmet Milano førte 1452 - trods faderens forbud - til hans ægteskab med Charlotte, datter af hertug Ludvig I af Savoyen. Som konge søgte L til stadighed at øge kongemagtens indflydelse og magt, det skete ved at bekæmpe de franske fyrsters indflydelse og holde fred med England. Den indbyrdes jalousi blandt de franske fyrster bidrog til at lette denne politik. I 1465 sluttede hans modstandere sig sammen i Ligue du bien public for at fjerne L fra tronen. Men lavadelen tilsluttede sig ikke ligaen, og borgerne slutte op bag deres konge; ved store indrømmelser fik L ligaen opløst. En ny alliance i 1468 mellem L’s hovedfjende hertug Karl den Dristige af Burgund, England og hertugen af Bretagne overlevede L også. I 1475 købte L svejtserne til at gå i krig mod Karl af Burgund, og da Karl faldt i slaget med svejtserne ved Nancy den 5. januar 1476, kunne L inddrage Burgund under den franske krone. Han følte sig herefter stærk nok til at gøre op med sine egne vasaller og gjorde nu ende på Frankrigs feudale splittelse. Resultatet blev, at det rige, han overtog i 1461 bestående af løst forbundne verdslige og kirkelige fyrstendømmer, ved hans død var en fast sammentømret nation, den mægtigste i det romanske Europa (d 30/8 1483)

 

begravet Jens Munk, ishavsfarer; født i Norge og opvokset i Aalborg. Han blev skibsdreng som 12 årig og sejlede bl.a. på Portugal og Brasilien. Efter hjemkomsten kom han i 1610 i Chr. IV’s tjeneste. Kongen, som af merkantile og politiske grunde nærede levende interesse for de nordlige farvande, udsendte samme år en ekspedition på to skibe, af hvilke det ene blev ført af M. Ekspeditionens formål var bl.a. at lede efter den ivrigt eftersøge Nordostpassage nord om Asien til Østen. Der kom dog intet ud af ekspeditionen, og i de næste år lagde Kalmarkrigen beslag på flådens skibe. Men den 9. maj 1619 forlod M København med to af flådens skibe med en besætning på i alt 64 mand for at opsøge en søvej til Indien nord om Amerika. Sidst i august løb skibene ind i Hudson Bay. Kursen sattes mod sydvest i retning af den formodede passage. Da man ikke fandt den, og årstiden var fremskreden, gjorde man alt rede til overvintring ved Hudson Bays sydkyst. Det kom som en overraskelse for M og hans mandskab, at man på en så sydlig breddegrad mødte et så strengt klima, og mandskabet var dårligt udrustet til at tåle kulden. Da vejret hindrede enhver form for fødeindsamling, var man henvist til at leve af den vitaminfattige skibskost, og resultatet viste sig snart i form af skørbug. I løbet af nogle måneder bukkede næsten alle under for sygdommen, og da isen brød op i midten af juni, var kun M og to af mandskabet i live. Alligevel lykkedes det de tre mænd trods isvanskeligheder og storm at føre det ene af ekspeditionens skibe tilbage over Atlanterhavet, så de den 21. sept. kunne kaste anker ved Bergen. M havde udført en enestående sømandsdåd, som han siden beskrev i "Navigatio septentrionalis" (1624). Efter hjemkomsten fortsatte han sin tjeneste i flåden og deltog med tapperhed i kampene i Kejserkrigen fra 1625. Hans død indtraf under kamp, men om det var som følge af sår eller andre grunde er ukendt, som det også er tilfældet med den nøjagtige dato (f 1579)

 

d Maria Medici, fransk dronning; datter af Francesco de’Medici, storhertug af Toscana og Johanne af Østrig. Oktober 1600 gift med Henrik 4. af Frankrig. Året efter fødte hun sønnen Ludvig (den senere Ludvig 13.); i løbet af de næste otte år fødte hun kongen yderligere fem børn. Efter mordet på Henrik 4. i 1610 blev M regent for den mindreårige Ludvig 13. Efter Ludvig i september 1614 blev myndig, ignorerede M det og fortsatte med at regere i sin søns navn. Det affødte strid mellem mor og søn, og det blev sønnen, der trak det længste strå. Striden kulminerede i 1617, da Ludvig sendte sin mor sendt i eksil i Blois; herfra flygtede hun februar 1619 og fik startet et oprør. Hendes førsterådgiver, den senere kardinal Richelieu, fik forhandlet et forlig med kongen på plads; iflg. dette fik M lov til at holde hof i Angers. Efter et nyt oprør i 1620 fik Richelieu atter afsluttet et gunstigt forlig for M. Da hun i 1622 igen fik plads i kongens råd, sikrede hun kardinalhatten til Richelieu; i august 1624 overtalte hun kongen til at antage Richelieu som førsteminister. For M viste det sig at være et dårligt råd. Richelieu var sin konge tro, og fra omkr. 1628 var han hendes værste fjende. Da hun ville have kongen til at afskedige sin førsteminister, blev det afslået. I stedet blev hun forvist til Compiègne. Juli 1631 flygtede hun til Bruxelles for aldrig mere at vende tilbage til Frankrig. 11 år senere døde hun i fattigdom. M fik opført Luxembourg paladset i Paris; 1622-24 dekorerede Rubens dets gallerier med 21 malerier, der gengiver begivenheder fra Maria Medicis liv, og som regnes blandt Rubens bedste arbejder (f 26/4 1573)

 

Fredsslutning efter Store Nordiske Krig. Efterhånden som krigen trak ud, frygtede engelske handels- og søfartskredse, at Rusland ville få for stor indflydelse i Østersøen. Stærke kredse i engelsk politik arbejdede derfor for et forbund mellem England og Sverige rettet mod Rusland. Dermed ville Danmark-Norge komme i klemme, og da Frederik IV ikke mere stolede på Rusland, måtte han fra 1719 se den kendsgerning i øjnene, at en engelsk flåde i Øresund når som helst kunne begynde et samarbejde med den svenske flåde i Karlskrona. Den 30. oktober 1719 accepterede Frederik IV da et engelsk tilbud om mægling og en seks måneders våbenhvile i krigen med Sverige. Ved fredsslutningen, underskrevet på Frederiksborg Slot den 3. juli 1720, opgav Sverige sin oldgamle toldfrihed i Sundet, det måtte betale 600.000 rigsdaler for tilbagegivelse af de dansk besatte områder: Wismar, Rügen, Forpommern og Marstrand, det måtte love aldrig at modsætte sig den ordning af Slesvigs forhold, som England og Frankrig havde garanteret Danmark-Norge, og det måtte binde sig til aldrig mere at støtte Gottorp mod Danmark-Norge. Med den lange krig (fra 1700) havde Danmark–Norge uskadeliggjort hertugen af Gottorp og dermed sikret sig besiddelse af hele Slesvig. Men Frederik IV havde ikke opnået, hvad der var krigens hovedmål: generhvervelse af de østensundske provinser: Skåne, Halland og Blekinge; for Danmark-Norge var de gået tabt for stedse. Men krigens store taber var Sverige. Dets Østersøherredømme gik til grunde ved afståelsen af Baltikum til Rusland. Sveriges indflydelse i Tyskland, ved Danmarks sydgrænse, var reduceret til næsten intet. Dette indebar indlysende fordele for Danmark-Norge, og rigerne havde da også selv ydet et væsentligt bidrag til denne udvikling. Faren fra den svenske nabo var fra nu af ringe, således at muligheden for varig fred og politisk samarbejde mellem de nordiske riger måtte være til stede. Ved dette pegede freden fremad

 

Hans Egede ankommer til Grønland. De første vidnesbyrd om E’s planer om en missionsvirksomhed i Grønland er fra 1710, mens han var præst i Norge. Da skrev han til Bergens biskop og tilbød at rejse til Grønland for at bringe det kristne budskab til efterkommerne af de gamle kristne nordboere for deres saligheds skyld. Hverken hos bispen eller hos andre kunne E få støtte til sin plan. I 1718 fik han audiens hos Frederik IV, der viste interesse for sagen, og efter E var rejst tilbage til Norge, udgik der i november en kongelig forordning til de lokale myndigheder, at købmændene i Bergen skulle træde sammen og overveje, hvordan handel på Grønland kunne iværksættes. Det kneb med interessen, men omsider lykkedes det E ved selv at gå i spidsen og tegne sig for 300 rdl. at få oprettet et selskab, der med en kapital på 10.000 rdl. startede Det Bergenske Handels-Compagnie. Der udrustedes tre skibe, E blev udnævnt til missionær den 15. marts 1721, og den 12. maj samme år kunne han begynde rejsen til Grønland. Den 3. juli 1721 kastedes anker i "Håbets Havn" på øen Imerigsoq nord for Godthåbsfjordens munding. Da fik E sin første skuffelse. Han indså, at de mennesker, han mødte, ikke kunne være i slægt med de gamle vikinger. Men selv om han den første tid stadig håbede at finde disses efterkommere og foretog lange rejser mod syd med det formål, blev han hurtigt klar over, at hans opgave nu var "disse arme vildfarne Menneskers Oplysning og Salighed"

 

1728 f Robert Adam, britisk arkitekt; efter uddannelse i London var han 1754-58 i Rom, hvor han introduceredes til de nyklassicistiske ideer. Da han i 1758 vendte tilbage til London, brød han med den herskende arkitekturstil, nypalladianismen og udviklede i samarbejde med broderen James Adamstilen, en fri tolkning af antikkens dekorative elementer med bl.a. pompejansk- og renæssanceinspirerede indslag. Ved også at inddrage rummets løse dele, møbler etc. i en dekorativ helhed udviklede de en ny interiørstil, der vandt stor udbredelse bl.a. gennem deres bog "The Works in Architecture of Robert and James Adam". Brødrene, med Robert som den mest fremtrædende, opførte otte offentlige bygninger og 25 private hjem, flest i London; blandt deres arbejder er landslottet Kedleston Hall i Derbyshire (1758-65) samt villaerne Syon House (1761-70) og Osterley Park House (1766-78) begge i Middlesex. Blandt Robert A’s sidste arbejder er flere nygotiske slotte i Skotland samt universitetet i Edinburgh (1789) (d 3/3 1792)

 

1746 f Sophie Magdalene, dansk prinsesse og svensk dronning; datter af kong Frederik V og dronning Louise. Da SM var fem år, blev der under moderens protest indledt forhandlinger med det svenske hof om giftermål mellem den danske prinsesse og den svenske tronfølger, prins Gustav (3.) i et forsøg på at bilægge den gamle strid mellem de nordiske riger. Også det svenske kongepar var imod forbindelsen, men efter stærkt dansk pres blev planen realiseret i 1766. Ægteskabet fik ikke den forventede storpolitiske virkning, og blev en personlig tragedie for SM. Hun, der var kejtet og genert, blev isoleret ved det intrigefyldte hof, og først efter 11 års ægteskab lykkedes det at få en forsoning i stand mellem ægtefællerne. Forsoningen kom i stand med bistand af kongens staldmester og fortrolige Adolf Frederik Munck. Da denne bistand omfattede håndfast seksuel vejledning af den formentlig homoseksuelle konge, opstod der hurtigt rygte om – efter al sandsynlighed med urette – at Munck var far til den prins, SM derefter fødte. Dronningen fik ikke lov at opdrage sin søn, og i sin stadig tilbagetrukne tilværelse, var hun offer for sladder og bagtalelse. Hun viste oprigtig sorg, da kongen 1792 blev myrdet, men levede derefter endnu mere i det stille. Før sin død oplevede hun, at sønnen Gustav Adolf IV blev afsat ved et kup og sendt i eksil (f 21/8 1813)

 

1815 Som afslutning på Napoleonskrigene rykker de allierede tropper ind i Paris

 

1848 Generalguvernøren på De dansk vestindiske Øer, Peter von Scholten frigiver øernes slaver. De store begivenheder, der rystede Europa i revolutionsåret 1848 kom også til at berøre Danmarks vestindiske øer. Allerede den 28. februar vidste man derovre, at Christian VIII var død den 28. januar. Ikke længe efter kom meddelelsen om februarrevolutionen i Frankrig; og formentlig omkr. den 1. maj erfarede man om martsdagene i København og om oprøret i Hertugdømmerne. Den 25. maj hørte man, at der bestod krigstilstand mellem Danmark og det tyske forbund. Da havde man allerede hørt om uroligheder blandt negerne på de franske øer Martinique og Guadeloupe. Situationen blev betegnet som ængstende. Natten til den 3. juli 1848 – mellem 1 og 2 – kom en bereden ordonnans frem til von Scholtens bolig på Sct. Croix "Bülowsminde" med et vigtigt brev fra Frederikssted. Meddelelsen var fra Castonier, kaptajn og fortchef i Frederikssted, som indberettede, "at negrerne i denne del af landet er i fuldkommen oprør, man ringer overalt med klokkerne". Uroen fortsatte den følgende dag. Da handlede von Scholten på egen hånd og frigav øernes negerslaver. Dog fortsatte uroen nogle dage, men større kampe og blodsudgydelse kom det ikke til. Sandsynligvis takket være von Scholtens reaktion. I København blev der iværksat en undersøgelse af von Scholtens handlemåde. Regeringen ville ikke uden videre acceptere, at generalguvernøren havde "fundet anledning til" et så drastisk skridt på egen hånd, thi "hertil har generalguvernøren ikke været bemyndiget". Men ved højesteretsdom af 29. april 1852 blev von Scholten pure frifundet

 

Træfningen ved Lundby. Efter nederlaget ved Dybbøl i april havde oberstløjtnant Beck af overkommandoen fået ordre til med sin styrke at forsvare overgangsstederne ved Limfjorden, så længe hans retræte til Frederikshavn ikke var truet. Uheldigvis havde instruksen en tilføjelse om, at hvis chancen for en offensiv fremrykning tilbød sig "uden forholdsmæssig Risiko" kunne han tage den. Da Beck erfarede, at en del af en større preussisk rekognosceringsstyrke på vej mod Limfjorden var blevet observeret ved Ellitshøj syd for Ålborg, besluttede han at marchere mod den og foretage et natligt overfald. Til opgaven valgte han 1. regiments 5. kompagni, der talte 160 mand. Sammen med 16 dragoner gik det mod Ellitshøj. Ankommet dertil fik Beck at vide, at fjenden for flere timer siden var marcheret sydpå, men samtidig oplystes det, at et andet preussisk kompagni stod i Gunderup en halv snes kilometer mod øst. Beck besluttede at overraske det. Tidligt om morgenen den 3. juli observerede han ved Gunderup, at det fjendtlige kompagni gik nordpå mod Lundby. Beck fulgte derefter ubemærket efter preusserne. Men preusserne, der talte 124 mand, opdagede den danske styrke og tog opstilling bag et dige syd for Lundby og ca 300 m fra den danske styrke. Beck beordrede da sine mænd til uophørligt at udføre et rask og determineret bajonetangreb. På små 200 meters afstand åbnede preusserne hurtigild mod de fremstormende danskere, der trods stort mandefald fortsatte, til de forreste var inde på 30 m fra de preussiske geværmundinger. Da lå der 76 mand dræbt eller såret på vejen og marken, 20 blev taget til fange, resten spredte sig og søgte tilbage til udgangsstillingen. Iflg. generalstabsværket var de danske tab 32 faldne, 44 sårede, 20 fangne og 2 savnede. Preusserne havde 3 sårede. Kampen ved Lundby var den sidste, den danske hær udkæmpede i krigen 1864, og det viste med al tydelighed bagladegeværets overlegenhed over forladerne og den deraf nødvendige forandring af infanteriets taktik og kampmåde

 

1864 f Axel Olrik, folkemindesamler og litteraturhistoriker; han vandt Københavns Universitets guldmedalje i 1896 og blev mag.art. i nordisk filologi året efter. I 1896 fik han et midlertidig docentur. Sytten år senere – i 1913 – blev han udnævnt til ekstraordinær professor. Olrik fortsatte udgivelsen af "Danmarks gamle Folkeviser", som hans lærer Svend Grundtvig havde påbegyndt i 1853. Olriks anden hovedinteresse var Saxo og andre middelalderlige kilder til Nordens kulturhistorie, mytologi, heltedigtning og sagn, hvilket bl.a. udmøntedes i hans disputats fra 1892 "Forsøg paa en Tvedeling af Kilderne til Sakses Oldtidshistorie". I samtaler med historikeren Kr. Erslev udviklede Olrik sammenhængende synspunkter på den mundtlig overleverede fortæl-lings tradition og former, udgivet posthumt i 1921, "Nogle Grundsætninger for Sagnforskning". Olrik grund-lagde tidsskriftet "Danske Studier" i 1904; samme år var han blandt grundlæggerrne af og blev den første formand for Dansk Folkemindesamling (d 17/2 1917)

 

Slaget ved Königgrätz – også kaldt slaget ved Sadowa. Slaget ved udkæmpet ved den øvre Elben i nutidens Tjekkiet mellem en preussisk og en østrigsk hær i den preussisk-østrigske krig (Seksugerskrigen). Det resulterede i preussisk sejr; en sejr der afgjorde krigen og lukkede Østrig ude fra et herefter preussisk domineret Tyskland. Den østrigske hær på den böhmiske front talte 241.000 mand, der var udstyret med bagladergeværer, og hvis angrebstaktik byggede på bajonetangreb. De preussiske tropper, som talte omkr. 285.000 mand, var deployeret i tre armér og dækkede en ca 400 km lang front fra Sachsens grænse til Schlesien. I spidsen for preusserne, der var bevæbnet med moderne bagladegeværer, var chefen for den preussiske generalstab, Helmuth von Moltke. I dagene op til slaget fik Moltke samlet sine tre armeer; men da den preussiske opklaringstjeneste havde været mangelfuld, og den østrigske øverstkommanderende, general Ludwig August, Ritter von Benedek fandt terrænet ved Königgrätz uheldigt og var på udkig efter en bedre kampplads, indledtes slaget for begge parter ud fra dårlige positioner. Østrigerne mistede ca 40.000 mand, hvoraf ca halvdelen blev taget til fange. Preussernes tab var ca 15.000 mand. Benedeks tilbagetog mod sydøst og preussernes undladelse af forfølgelse gjorde det muligt for østrigerne at regruppere styrkerne i Mähren. Både østrigere og preussere var således parate til et ny slag, da underskrivelse af en våbenhvile den 26. juli standsede yderligere krigshandlinger.

 

1887 f Franz Kafka, tysk forfatter af jødisk familie; født og bosat i Prag; arbejdede 1908-23 som kontorist på et forsikringskontor. Før sin død udgav han kun få arbejder: romanen "Der Heizer" (1913), desuden nogle noveller og skitser bl.a. "Die Verwandlung" (1916), "In der Strafkolonie" (1919) og "Ein Landarzt" (1920). K’s hovedværker "Der Prozess" (1925), "Das Schloss" (1926) og "Amerika" (1927) udkom først efter hans død. Det er blevet sagt om K, at hans forfatterskab ikke kan rubriceres i nogen bestemt retning eller genre. Han så mennesket som det ensomste væsen på Jorden, og han betragtede angsten som individets værste fjende. Bag virkeligheden, som kunne synes virkelig nok, lå drømmen, mareridtet, som en anden, irrationel virkelighed. K’s livssyn måtte nødvendigvis blive meget pessimistisk. Det faktum, at hans værker er resultat af en dybt personlig problematik, hans tilbageholdenhed og de høje krav, han stillede til kvalitet, mens han til stadighed tvivlede på sine kunstneriske evner, stod sandsynligvis bag hans ønske om, at hans efterladte manuskripter skulle brændes. Men hans ven, Max Brod, sørgede for det ikke skete og fik dem udgivet. Kafkas værker fik ingen større udbredelse før længe efter hans død. Men da man først blev opmærksom på ham, fik han en litterær indflydelse som de færreste i moderne tid; især var det tilfældet i Storbritannien og USA (d 3/6 1924)

 

Efter amerikanske tropper under den spansk-amerikanske krig den 1. juli 1898 havde nedkæmpet Cubas hovedstad Santiago de Cubas forsvar og trængt ind i byen, forsøgte den af amerikanerne blokerede spanske flådeafdeling den 3. juli at slippe ud af Santiagos havn. Under det påfølgende slag kom de spanske skibe under så kraftig beskydning, at de synkende og brændende gik på grund. To uger senere opgav spanierne videre modstand. Med sejren ved Santiago de Cuba var det slut med spansk flådetilstedeværelse i amerikanske farvande

 

1904 d Theodor Herzl, ungarsk forfatter, grundlægger af den zionistiske bevægelse; som forfatter skrev han teaterstykker, essays og noveller. I årene 1891-95 var han korrespondent i Paris for avisen "Neue freie Presse". H var oprindeligt relativt assimileret i samfundet og dermed fremmed over for jødedommen. Men under indtryk af antitisemitismen i det franske samfund og især under indtryk af Dreyfus-affæren blev han ført tilbage til jødedommen. I sit skrift "Der Judenstaat" gjorde han det klart, at jøderne aldrig ville kunne finde sikkerhed, hvis de ikke fik deres egen stat. Han foreslog da, at denne sikkerhed skulle opnås ved grundlæggelse af en jødisk stat i Palæstina. Dermed trådte H frem i første række blandt zionismens agitatorer og udfoldede snart en vidt forgrenet virksomhed til fremme af bevægelsen. I 1897 organiserede han 1. zionistkongres i Basel, hvor World Zionist Organization blev oprettet som et repræsentantskab for det jødiske folk. H blev organisationens præsident. Han forhandlede uden held med den tyrkiske regering om Palæstina og besøgte de jødiske pionerer der; hans forhandlinger med briterne om andre områder blev ikke bakket op af verdensorganisationen. Herzls roman "Alt-Neuland" (1902) er en fantasifuld beskrivelse af den nye jødiske stat 20 år efter, den er oprettet (f 2/5 1860)

 

 

 

Til top        4. juli

1394 f Philippa, dansk dronning; datter af Henrik Bolingbroke, hertug af Lancaster, fra 1399 Henrik 4. af England og Marie Bohun; 26. oktober 1406 gift med Erik 7. Ved brylluppet var Philippa kun et barn, og man hører meget lidt til hende i de første år. Håbet om, at hun ville føde en tronarving, døde efterhånden bort, og 1420 blev der truffet en aftale mellem hende og kong Erik om de dele af rigerne, der skulle tilfalde hende som enke - en ordning hvis egentlige hensigt var at bane Eriks pommerske fætter hertug Bogislav vej til tronen. Mens Erik var udenlands 1423-25 fik Philippa regeringsmyndigheden overdraget. Under det hanseatiske angreb på København, skal hun efter traditionen have optrådt med stor energi; næste år udrustede hun et flådetogt til Stralsund, der dog ikke faldt heldigt ud. Endvidere indgik hun en møntunion med Hansestæderne med henblik på at ordne det danske møntvæsen. Endnu sidst på året 1429 var Philippa i Danmark, men så tiltrådte hun en rejse til Sverige, og her døde hun pludselig i Vadstena kloster (d 5/1 1430)

 

1428 f Filippo Strozzi, florentinsk købmand og bankier; slægten var blandt Firenzes rigeste. Filippos far var ikke kun byens rigeste mand, men også dens mægtigste. Han støttede kunst og kultur, således lod han købe manuskripter af Platon, Aristoteles o.a. På hans initiativ og bekostning kom den første lærer i græsk til Firenze. Men da repræsentanten for Strozziernes mægtige modstandere Cosimo Medici havde befæstet sin og sin slægts magt i Firenze, måtte den ældre Strozzi gå i landflygtighed, hvor han døde. Filippo S levede i Firenze; han accepterede Mediciernes førerstilling og levede en tilbagetrukket tilværelse. Filippo lod det pragtfulde Palazzo Strozzi opføre (d 15/5 1491)

 

1534 De jyske rigsråder vælger i Sct. Sørens kirke i Ry hertug Christian (Christian 3.) til konge. Efter Frederik 1.s død i april 1533 havde rigsrådet udsat kongevalget i et år. Problemet var, at Frederik 1.’s ældste søn hertug Christian (3.) var lutheraner. En henvendelse til Christian (3.) fra borgmestrene i Malmø og København, at han kunne blive konge, hvis han med en ringe styrke rykkede ind i Jylland. Så ville borgerne slutte sig til ham, og borgene ville overgive sig til ham. Men Christian (3.) sagde nej. Han ønskede ikke at modtage kronen uden støtte fra en betragtelig del af adelen. Han var klar over, at det var adelen, han som konge skulle regere sammen med, ikke borgerne. Når Christian (3.) ikke ville være med, måtte borgerne finde et andet politisk program. I samarbejde med Lübeck blev det nu borgernes officielt proklamerede mål, at befri Christian 2. fra hans fangenskab på Sønderborg Slot og genindsætte ham som konge. For at gennemføre denne plan militært ansatte Lübeck, grev Christoffer af Oldenborg, en erfaren professionel soldat og lejetropsfører. Christoffers landgang på Sjælland den 22. juni 1534 fik de jyske bisper og andre rigsråder til at reagere. Sammen med en stor del af den menige jyske adel samledes de den 4. juli 1534 i Sankt Sørens kirke i Ry. Den drøje kamel, der hed kætteren hertug Christian (3.), var svær at sluge for de katolske, jyske biskopper. Men da alternativet var "vilddyret" Christian 2., måtte de og deres tilhængere bøje sig. Det blev besluttet at sende et udvalg til hertugen og opfordre ham til at modtage kronen. For at understrege, at selv de stærkeste modstandere nu var for hans valg, blev biskoppen af Børglum, Stygge Krumpen, leder af delegationen

 

1598 d Abraham Ortelius, flamsk kosmograf og kartograf; udlært som gravør og omkr.1554 åbnede han i fødebyen Antwerpen forretning med salg af antikviteter og kort. Inspireret af renæssancens store tyske grograf Gerardus Mercator begyndte Ortelius fra ca 1560 at interesse sig for fremstilling af kort, og i løbet af det næste tiår udsendte han en række kort, der gjorde ham berømt. I 1570 udgav han verdens første moderne atlas og sit hovedværk "Theatrum orbis terrarum" med 70 kort. Theatrum var en succes; i de følgende år reviderede Ortelius til stadighed kortene i lyset af nye informationer; i 1573 udgav han 17 nye kort med titlen "Additamentum theatri orbis terrarum"; nye tilføjelser kom i de følgende år. Endvidere grundlagde Ortelius en fornem samling af mønter, medaljer og antikviteter, og i 1573 udgav han et katalog over samlingen. I 1575 blev han kongelig geograf hos kong Philip 2 (f 14/4 1527)

 

f Nathaniel Hawthorne, amerikansk forfatter; efter eksamen ved Bowdoins College i Maine vendte han hjem til fødebyen Salem, Massachusetts, hvor han isolerede sig de flg. 12 år for at skrive. 1839 blev han tolder i Boston, en stilling han bestred til 1842. De flg. ti år forsøgte han at leve som professionel forfatter, indtil han 1853 blev sendt til Europa som konsul. Sine sidste og mest produktive år tilbragte han i Concord, Massachusetts. Sin position som forfatter slog H fast med sine samlinger af korte fortællinger. I 1837 kom samlingen "Twice-Told Tales", i 1846 "Mosses from an Old Manse" og i 1851 "The Snow Image". Men det er for sine fire romaner H læses i eftertiden. Den første "The Scarlet Letter" (1850) er en fortælling fra de første pilgrimmes Amerika. Den kvindelige hovedperson skal som straf for ikke at ville opgive navnet på faderen til sit uægteskabelige barn bære et skarlagensrødt A(dultery) på sit kjolebryst. I 1852 kom romanen "The House of the Seven Gables". I 1841 investerede H tusind dollar i kollektivet Brook Farm Community, et utopisk eksperiment som ikke blev nogen succes. Disse erfaringer danner baggrund for hans tredje roman, "The Blithedale Romance" (1852). Indtrykkene fra årene i Europa brugte H i "The Marble Faun" (1860). I sine senere år fik han stadig sværere ved at skrive, og ved sin død efterlod han flere ufuldendte manuskripter (d 19/5 1864)

 

1806 Slaget ved Maida. Under Napoleonskrigene udkæmper en fransk og en britiske hær slaget ved Maida, 29 km vest for Catanzaro i Calabrien, Syditalien. Det resulterede i britisk sejr og dermed britisk dominans i Syditalien. Det betød, at en fransk invasion af Sicilien var forhindret. Efter sejren over østrigerne og russerne i slaget ved Austerlitz (december 1805) havde franskmændene erobret kongeriget Napoli, og en fransk invasion af Sicilien var dermed ikke utænkelig. På Sicilien var stationeret en mindre britisk styrke under kommando af general Sir John Stuart. Da Sir Stuart erfarede, at franskmændene var trængt af oprørske calabresere, landsatte han en styrke ved Maida, hvorved han fik isoleret den sydligste af de franske divisioner under general Jean-Louis-Ébenezer Reynier, som forlod sine stærke stillinger og angreb. Efter nederlaget måtte franskmændene rømme Calabrien

 

1807 f Guiseppe Garibaldi, italiensk patriot og guerillaleder; efter en mislykket opstand mod det østrigske styre i Italien flygtede han i 1834 til Sydamerika, hvor han deltog i flere revolutionskrige. Bl.a. spillede han en væsentlig rolle i Uruguays selvstændighedskamp. Efter hjemkomsten i 1848 blev han friskareleder i Norditalien; hans fortsatte kampe med østrigerne tvang ham til atter at forlade Europa. I 1857 vendte han atter hjem og slog sig ned på øen Caprera ved Sardinien. I 1859 deltog Garibaldi på kongeriget Sardiniens (Sardinien og Piemonte) side i krigen mod Østrig, og hemmeligt støttet af kong Vittorio Emanuele og førsteminister Cavour førte han i maj 1860 ca 1000 "rødskjorter" fra Genova til Sicilien, som var i oprør. Formålet var at omstyrte kongedømmet Begge Sicilier (bestående af Sicilien og den sydlige del af den italienske halvø) og dermed bane vej for et forenet Italien under kongeriget Sardinien. Garibaldi og hans 1000 rødskjorter gik i land den 11. maj; den 6. juni kapitulerede Palermo, og i begyndelsen af august var hele øen erobret. Senere samme måned førte han sine styrker over Messinastrædet, og 7. september blev Napoli (kongerigets hovedstad) erobret. Den 26. oktober mødtes Garibaldi med Vittotio Emanuel og overdrog ham sine erobringer. Herefter trak Garibaldi sig tilbage til Caprera. I 1862 og 1867 gjorde Garibaldi forgæves forsøg på at erobre Rom, der tilhørte pavestaten for derved at fuldende Italiens samling. I den fransk-tyske krig 1870-71 deltog han på fransk side med et korps. Garibaldi var flere gange indvalgt i det italienske parlament. Han var livet igennem overbevist demokrat og republikaner, men han accepterede monarkiet for at opnå det vigtigste: Italiens samling (d 2/6 1882)

 

1818 Oktrojen vedrørende oprettelse af Nationalbanken udsendes. Den store pengereform – statsbankarotten – 5. januar 1813 havde haft som formål at standse inflationen, at skabe et ensartet pengesystem for hele monarkiet og skaffe staten et stort lån. Desuden blev der oprettet en ny statsbank, Rigsbanken, der skulle stå for udstedelsen af nye rigsbankdalersedler. Systemet kom imidlertid ikke til at virke efter hensigten. Rigsbanksedlerne blev mødt med skepsis, hvilket medførte kursfald i forhold til sølv. Mistilliden skyldtes delvis tvivl om regeringens evne til at skabe balance på statsregnskabet. Desuden var den nye seddeludstedelse urealistisk stor. Den enevældige stat måtte da erkende sit nederlag og ved oktrojen, det grundlæggende dokument, af 4. juli 1818 omdannedes den statslige Rigsbank til et privat interessentskab under navnet Nationalbanken. Iflg. oktrojen skulle banken "ved Udlaan og ved Diskontering fremme Pengeomløbet til lettelse for Produktion, Handel og Omsætninger" og den skulle "virke frem til at befæste et sikkert Pengevæsen". Nationalbanken blev dog ikke privat i moderne forstand. Kongen udnævnte den ene af de fem direktører, og desuden udnævntes en af hans ministre med titlen kgl. bankkommissær til at have indseende med bankens forhold. Aktionærerne blev kørt i stramme tøjler. De fik således ikke lov til selv at vælge repræsentanter; det ordnede kongen. Alligevel lykkedes det at lægge grunden til den institution, som ikke uden ære forvaltede Danmarks pengevæsen til 1936, da den afløstes af den selvejende institution "Danmarks Nationalbank"

 

d Thomas Jefferson, USA's præsident 1801-1809; var storgodsejer og advokat, da han i 1769 kom ind i det politiske liv som medlem af Repræsentanternes Hus i Virginia. Han var med i kontinentalkongressen 1775-76 og deltog her i udformningen af den amerikanske uafhængighedserklæring. I den var kravet om menneskets naturgivne ret til selvbestemmelse formuleret i forlængelse af bl.a. John Lockes tanker. Allerede i 1774 havde Jefferson argumenteret for, at det britiske Parlament ikke havde nogen myndighed i de nordamerikanske kolonier, og at de kun var forbundet med Storbritannien i en personalunion. 1785-89 var Jefferson amerikansk udsending i Frankrig, og 1790 blev han Georges Washingtons udenrigsminister. Jeffersons uenighed med kabinettets stærke mand, A. Hamilton, som arbejdede for centralisering og protektionisme, førte til hans afgang i 1793. I spidsen for et nyt oppositionsparti, det demokratiskrepublikanske (det nuv. demokratiske parti regner J som sin grundlægger) sejrede han ved præsidentvalget i 1800. Som præsident gennemførte han købet af Louisiana (1803) og førte under Napoleonskrigene en streng neutralitetspolitik. Jefferson var ikke kun en traditionsskabende politiker, men også en betydelig tænker og videnskabsmand. Han havde desuden kunstneriske anlæg, og efterlod sig arkitektoniske værker af varig værdi, bl.a. Virginias Capitol i Richmond, som han udformede sammen med den franske arkitekt Clérissau. Med sin virksomhed som arkitekt bidrog Jefferson til at indføre den nyklassicistiske stil i USA. Forgæves søgte han at indføre det metriske system og decimalsystemet i USA (f 13/4 1743)

 

1826 d John Adams, USAs første vicepræsident og anden præsident (1797-1801); han var uddannet som jurist og blev efter i 1764 at have giftet sig til velstand en aktiv avisudgiver, der skridt for skridt kom til at stå i opposition til det britiske styre i de amerikanske kolonier. Adam blev deltager i den revolutionære bevægelse, deltog i såvel første som anden kontinentalkongres i Philadelphia (1774-77), deltog i udarbejdelsen af Uafhængighedserklæringen (1776) og udgav "Thoughts on Government", hvori han talte for statsmagtens tredeling. Efter i 1778 at have været på en diplomatisk rejse til Frankrig deltog han i 1780 i udarbejdelsen af Massachusetts forfatning. Adam vendte da tilbage til Europa, hvor han deltog i fredsforhandlingerne med Storbritannien efter den amerikanske Frihedskrig, der førte USAs selvstændighed. I Holland udvirkede han et statslån til USA og blev sit lands første ambassadør i London. Under opholdet i London udgav han "Defence of the Constitutions of Government of the United States of America" (1787). Udgivelsen bidrog sammen med Adams indsats for at stabilisere det amerikanske forhold til de europæiske stormagter, at han blev valgt til vicepræsident. I 1796 fulgte valget til præsidentposten. Det store opgør i Europa mellem Napoleons Frankrig og først og fremmest Storbritannien prægede Adams præsidentperiode. Franske overfald på amerikanske handelsskibe truede på et tidspunkt med at udvikle sig til åben krig. Men med republikansk støtte og imod et flertal i Adams eget parti blev krigen undgået. Men splittelsen var medvirkende til, at han ikke blev genvalgt i 1800; herefter trak han sig ud af politik (f 30/10 1735)

 

1831 d James Monroe, USA’s præsident 1817-25; han begyndte sin politiske karriere som sin hjemstat Virginias repræsentant på kontinentalkongressen 1783-86. 1790-94 var han medlem af Senatet. 1794-96 var Monroe amerikansk ambassadør i Paris og igen i 1803 for at forhandle om købet af Louisiana. 1799-1802 virkede han som Virginias guvernør og var 1811-17 USA’s udenrigsminister. Som præsident anerkendte han i 1822 de nye sydamerikanske republikker. I hans embedsperiode blev endvidere grænsen til Canada fastlagt, og Missourikompromisset om slaveriets udbredelse indgået. Ved indgåelse af kompromisset søgte man at fastholde en magtbalance mellem Nord- og Sydstater. Til gengæld for optagelse af Missouri i unionen som slavestat blev staten Maine udskilt fra Massachusetts som en slavefri stat, og slaveri blev forbudt mellem Mississippi River og Rocky Mountains, det område som USA erhvervede ved Louisianakøbet i 1803. I sit budskab til Kongressen december 1823 meddelte M, at USA ikke ville tåle nogen europæisk indblanding i de amerikanske staters indre anliggender. Et forhold de europæiske stater måtte acceptere; budskabet er gået over i historien som Monroe-doktrinen. Baggrunden for erklæringen var Ruslands territoriale krav på Nord-Amerikas nordvestkyst og Den hellige Alliances planer om intervention i Syd-Amerika til fordel for Spanien mod dets latinamerikanske koloniers uafhængighedsbestræbelser. Til langt ind i 1900-tallet var Monroe-doktrinen et centralt element i amerikansk udenrigspolitik (f 28/4 1758)

 

d Francois René de Chateaubriand, fransk forfatter; under den franske revolution opholdt han sig i London og Amerika; han vendte tilbage til Frankrig i 1800. Her støttede han Napoleon i de første år af dennes regering og var en tid ambassadør i Rom. Senere kom han i opposition til Napoleon, sluttede sig til bourbonnerne, og i tiden mellem Napoleons fald og julirevolutionen i 1830 spillede han igen en aktiv politisk rolle i Frankrig. Hovedparten af C’s litterære produktion blev til i årene 1797-1811. Hans første værk, et historisk arbejde, blev udgivet i London i 1797 med titlen "Essai historique, politique et morale sur le révolutions anciennes et modernes, dans leur rapport avec la revolution francaise". I 1802 udkom "Le Génie du Christianisme"; det er blevet betegnet ikke bare som C’s betydeligste værk, men som en milepæl i fransk litteratur. Værket, som er halvt teoretisk, halvt digterisk, har et dobbelt sigte: Det skal vise de kristne værdier, som oplysningstiden havde glemt, og det skal vise, at den kristne religion er den bedste inspirationskilde for kunstnere. Værket blev et programskrift for den franske romantik. C understregede værdien af middelalderens digtning og den gotiske kunst og ville forny naturskildringerne i litteraturen. Naturen skal ikke længere befolkes af mytologiske figurer, men udtrykkes direkte; den skal være et tempel, hvor Gud og menneskesjælen mødes. I værker som "Atala", "René" og "Les Martyrs" ville han realisere sit digteriske program. De to første fortællinger indgik oprindelig i Le Genié; hovedpersonen i René er en typisk romantisk helt, en rodløs ung mand, præget af livstræthed og evighedslængsel. I Les Martyrs fremstilles brydningerne mellem hedenskab og oldkirkens kristendom. Fra C’s senere år er det selvbiografiske værk "Mémoires d’outre-tombe", (udgivet posthumt 1848-50 (f 4/9 1768)

 

1850 Selv om hoveri var under hastig afvikling gav rigsdagen med lov af 4. juli 1850 en yderligere tilskyndelse til afløsning af hoveri og lignende pligtarbejde, der påhvilede gårde og boelssteder. Det skulle afløses mod et moderat årligt vederlag, såfremt mindst 1/3 af godsets hovbønder eller godsejeren forlangte det. Om loven er der blevet sagt, at den mest havde karakter af politisk markering i en udvikling, der næppe ændrede retning eller tempo ved dens vedtagelse

 

1872 f Calvin Coolidge, USA's præsident 1923-1929; fra 1897 var han advokat i Massachusetts, to år senere blev han republikansk byrådsmedlem og i 1918 valgt som statens guvernør. Efter C’s resolutte indgriben i en politistrejke i Boston i 1919 gjorde præsident Harding ham i 1920 til vicepræsident, og efter Hardings pludselige død i 1923 blev C præsident. Hans embedsperiode var præget af økonomisk vækst og international stabilitet, og han førte generelt en forsigtig og tilbageholdende politik. C blev genvalgt i 1924. Indenrigspolitisk var hans laissez faire-politik venlig stemt over for forretningsverdenen, som kunne drage fordel af skattenedsættelser og indførelse af høje toldmure; endvidere opmuntrede C til det spekulative boom på børsen i 1927-28. Denne politik hang sammen med, at C var en dogmatisk, næsten fanatisk tilhænger af det kapitalistiske system og af storindustrien. Hans slagord var "American business is business". Han var ubestikkelig, men samtidig en negativ mand uden initiativ, og han mente, at det var bedre, jo mindre præsidenten og regeringen greb ind i udviklingen. Personlig var han sky og genert, og han blev snart berømt for sin tavshed. "Silent Cal" blev symbol på hæderlighed og sund fornuft. Han sov middagssøvn længere end nogen anden præsident, og han gik i seng igen kl. 22. Han var den eneste præsident, der opsparede en beskeden formue i sin embedsperiode. Han havde god tid og gennemgik hver dag nøje husholdningsregnskaberne. C tog kun få udenrigspolitiske initiativer, men underskrev i 1929 Kellogg-Briandpagten, som fordømte krig som middel til løsning af konflikter. Trods stor popularitet søgte han ikke genvalg i 1928 (d 5/1 1933)

 

Under Landsudstillingen i Århus afholdes et dansk-amerikansk stævne. Dermed indledtes traditionen med i Danmark at højtideligholde den amerikanske Uafhængighedsdag, som det nu sker hvert år i Rebild bakker

 

1910 d Giovanni Virginio Schiaparelli, italiensk astronom; hans oplysninger om iagttagelse af nogle konturer på Mars overflade gav anledning til diskussion om liv på Mars. S studerede fra 1854 astronomi i Berlin; 1856 blev han assistent ved Pulkovo observatoriet i Rusland. I 1860 fik han en tilsvarende ansættelse ved Breraobservatoriet i Milano; fra 1862 som direktør til pensioneringen i 1902. 1866 opdagede han asteroiden Hisperia. Endvidere foretog han observationer af dobbeltstjerner og af planeterne Merkur, Venus og Mars. Sine observationer på Mars kaldte S canali, ordet blev oversat til engelsk som canals "kanaler" i stedet for channels "revner". Mange faldt nu for den fristende tanke, at der levede intelligente væsener (Marsmænd) på planeten, og at de havde udgravet et omfattende kanalsystem for at overrisle tørre områder. Disse tanker blev først endeligt aflivet ved opsendelsen af den amerikanske marssonde Mariner 4 i 1965, der hverken observerede kanaler eller intelligent liv. Efter sin tilbagetræden studerede S de gamle jøders og babyloners astronomi og skrev "L’astronomia nell’antico testamento" (1903) (f 14/3 1835)

 

f Gerald Ford, USA's præsident 1974 –1978; tog i 1941 juridisk embedseksamen og efter en kort periode som advokat meldte han sig i 1942 til krigstjeneste i flåden. Efter krigen vendte han tilbage til advokatvirksomhed i hjemstaten Michigan. I 1948 blev Ford valgt for Det republikanske Parti til Repræsentanternes Hus, hvor han i 1965 blev valgt som sit partis minoritetsleder. I 1973 blev Ford indsat som vicepræsident, da Spiro Agnew måtte forlade posten efter anklager for korruption. Kun otte måneder senere i august 1974 overtog Ford præsidentembedet, da Richard Nixon i forbindelse med Watergatesagen måtte træde tilbage. Ford blev således den første og hidtil eneste amerikanske præsident, der hverken er blevet valgt som præsident eller som vicepræsident, idet det heller ikke ved præsidentvalget i 1976 lykkedes ham at overbevise vælgerne om sine kvaliteter og vinde valget. Fords præsidentperiode blev et intermezzo; han gjorde sig mest bemærket ved hele 61 gange at bruge sin vetoret til at bremse lovforslag fra Kongressen. Ved republikanernes partikonvent før præsidentvalget i 1976 opnåede Ford i kamp med Ronald Reagan akkurat at blive nomineret som sit partis præsidentkandidat, men ved valget i november tabte han til demokraten Jimmy Carter

 

1934 d Marie Curie, polsk/fransk kemiker og fysiker; efter i nogle år at have arbejdet som guvernante og privatlærer i Polen begyndte hun i 1891 at studere matematik og fysik i Paris. De arbejder, som først gjorde hendes navn kendt, er knyttet til opdagelsen af polonium og radium. Med sin mand indledte hun 1896 sin udforskning af den nyopdagede radioaktivitet. De fandt, at uranmalm udsendte en mere intens stråling end rent uran og sluttede heraf, at malmen måtte indeholde en hidtil ukendt radioaktiv bestanddel. Efter langvarige undersøgelser kunne ægteparret offentliggøre opdagelsen af to nye grundstoffer, polonium og radium. For dette arbejde delte parret nobelprisen i fysik i 1903 med H. Becquerel. 1906 blev Marie Curie den første kvindelige professor ved Sorbonne. I 1910 lykkedes det hende at fremstille metallet radium. Endvidere udarbejdede hun metoder til dets kvantitative bestemmelse. For disse arbejder fik hun i 1911 nobelprisen i kemi. Hun var dermed den eneste, som havde modtaget to videnskabelige nobelpriser. Hun stod bag oprettelsen af Institut du radium i Paris, og fra 1915 varetog hun dets ledelse. Under Første Verdenskrig og tiden derefter arbejdede Marie Curie for den medicinske udnyttelse af røntgenstråling og radioaktivitet (f 7/11 1867)

 

1940 Besættelsestidens første alsangstævne afholdes i Ålborg. I forhold til besættelsesmagten blev forhandlingspolitikken efter 9. april af stort hele den danske befolkning anerkendt som den enest tænkelige, og danskerne søgte styrke i faren i nationalitetsfølelse og danskhed. Trangen til fællesskab var stor, og den fandt udtryk i alsangen. Ved stævnet i Aalborg, der blev afholdt en kold, regnfuld aften i en grusgrav ved Hobrovej, deltog 1500 mennesker og et hornorkester. Man sang "Jylland mellem tvende Have", "I Danmark er jeg født" og "Det haver så nyeligen regnet". Uden for programmet foreslog stævnets leder pastor Bang fra Ansgarkirken "Mester Jacob", orkestret underholdt med en polka, men man sluttede seriøst med "Du danske Mand" og "Der er et yndigt Land". Den følgende torsdag mødte 6000 mennesker frem til alsangstævne i byens Østre Anlæg, ved næste stævne 8000. Fra Aalborg bredte ideen sig ud over landet. Den 14. august indbød arbejdernes sangforeninger og studentersangerne til alsang i Fælledparken i København; der kom 100.000. Søndag den 18. august samledes 35.000 på Store Torv i Århus. Den 22. august var 25.000 til alsang i Odense, og den følgende søndag foregik det over hele landet bortset fra Sønderjylland. Her var der udstedt kategorisk forbud mod udendørs stævner; i stedet mødtes man i forsamlingshusene. Kulminationen kom søndag den 1. september, da hele Danmark deltog. Der var stævner i Århus, Aalborg, Odense, Kolding, Vejle, i alt 208 steder i landet. Stævnet i Fælledparken blev transmitteret i radioen, og kl. 18 hørtes timeslaget fra Københavns rådhus – tegnet til, at alle alsangstævner skulle istemme "Moders navn er en himmelsk lyd". Man skønnede, at 740.000 sang med

 

1944 4. juli-katastrofen i Århus. Ved Århus havn havde den tyske værnemagt indrettet et stort ammunitionsdepot for hær og flåde. De mangelfulde sikkerhedsregler ved lastning og losning forårsagde, at Århus kort efter middag den 4. juli 1944 rystedes af to vældige eksplosioner. En lægter fuldt lastet med ammunition sprang i luften, og stikflammer fra den antændte i næsten samme sekund nogle togvogne lastet med ammunition på kajen tæt ved. Hundredvis af granater, projektiler og sprængstykker blev hvirvlet ind over Århus og anrettede store skader. I havneområdet styrtede Mammen og Dreschers pakhus delvist sammen, Korn- og Foderstof Kompagniets store pakhus blev svært beskadiget. Utallige ruder knustes, tusindvis af tagsten faldt ned på gaden. I Domkirken blev mange af de store blyindfattede ruder knust. Trods faren for nye eksplosioner i de store mængder tysk ammunition, der var oplagret i havnens pakhuse, trængte redningsmandskab fra Falck og brandvæsen ind på katastrofestedet og redede et par hundrede sårede ud og begyndte at slukke brandene. Falck tilkaldte forstærkning fra seks midtjyske byer; i redningsarbejdet deltog endvidere 120 politibetjente, CB-styrken, spejdere, samaritter og lotter. Kort efter eksplosionerne sejlede havnens slæbebåb "Hermes" ind i den ødelagte havn og slæbte to tyske ammunitionsskibe - hvoraf det ene var i brand – ud på Århusbugten. Sprængstykker slog hul på Belysningsvæsenets store gasbeholder, og man frygtede, den ville eksplodere og anrette nye ødelæggelser. Men frivilligt mandskab kravlede op på den og lukkede gassen ud. En senere opgørelse over ofrene fra katastrofen viste 32 dræbte, 13 savnede og 2-300 sårede. Dertil kom et ukendt antal dræbte og sårede tyske soldater

 

1977 d Frank Jæger, forfatter; tog 1950 eksamen fra Statens Bibliotekskole, men kom aldrig til at virke som bibliotekar. Han levede af være forfatter og oversætter. J fik sine første digte trykt i tidssamlingerne Vild Hvede og Heretica. Han debuterede i 1948 med digtsamlingen "Dydige Digte", der hurtigt blev fulgt af "Morgenens trompet" og "De 5 årstider" (1949-50). I sin digtning ville han fastholde en tilknytning til natur og traditioner. Med disse tre bøger kom han i brede kredse til at fremstå som indbegrebet af en digter. Og det var i en sådan grad, at han kunne bruges som model i en populær tegneserie ("Poeten og Lillemor"). Hos ham var der tale om en bevidst afstandtagen fra storbykulturens jag og overfladiskhed. For at leve som han skrev, slog han sig i 1954 ned på Langeland, hvor han kunne leve i pagt med naturen, årstidernes skiften og poesien. I årene 1952-53 var han medredaktør af Heretica. Som romanforfatter debuterede Jæger i 1950 med "Ines" om en fløjtnende vandrers oplevelser, og i 1953 kom han med en poetisk selvbiografi "Den unge Jægers lidelser". Langeland skildrede han i essaysamlingen "Velkommen Vinter". Med vekslende held skrev han dramatik til radio og TV. Fra 1970 til sin død boede Jæger i Helsingør. Fra disse år stammer en samling essays "Udsigt fra Kronborg". Jægers sidste år blev triste. Han følte sig syg og led af mangel på anerkendelse og penge. Efter hans tidlige død lød der da også mange beklagelser over den spartanske levevis, som en af periodens betydeligste lyrikere havde måttet føre i sine sidste år (f 19/6 1927)

 

 

 

Til top        5. juli

1495 Slaget ved Fornovo ved Taro-floden, ca 30 km sydvest for Parma. Efter at have erobret kongedømmet Napoli mødte den franske hær ledet af kong Karl 8. på tilbagevejen til Frankrig en 40.000 mand stor hær fra Den venezianske Liga (dannet af paven, Milano, Venezia og Østrig for at smide franskmændene ud af Italien) anført af Gianfrancesco Gonzaga af Mantova. Skønt Gonzaga selv kæmpede tappert, disponerede han sine styrker dårligt, så kun halvdelen af dem kom i kamp. Slaget bragte ingen afgørelse; begge parter hævdede at have sejret. Franskmændene mistede deres tros, men vedblev at have overtaget på slagmarken. Da natten faldt på, kunne de fortsætte mod Frankrig smittet ikke bare af renæssancens kultur, men tillige af en bacille som senere blev kaldt morbus gallicus og snart blev spredt ud over Europa, det var den frygtede syfilis

 

1643 Slaget ved Lansdown. Engelske Borgerkrig. Efter sejren over parlamentets hær – rundhovederne - ved Chalgrove Field den 18. juni var royalisterne – Karl 2.’s hær - indstillet på at følge successen op. Det skulle ske ved at erobre byen Bath, som var i hænderne på rundhovederne. Da rundhovederne observerede den angribende kongelige hær, rykkede de ud fra Bath og besatte det strategisk vigtige højdedrag Landsdown Hill umiddelbart uden for byen. Det viste sig at være et klogt træk. For da royalisterne opdagede, at rundhovederne havde indtaget allerede forberedte forsvarspositioner på højdedraget, begyndte de en tilbagetrækning. Den kongelige hær var nu i en vanskelig situation. Selv uden at være blevet besejret, er moralen i en hær på tilbagetog ikke høj. Rundhovederne iværksatte da også et i begyndelsen vellykket angreb på de vigende royalister. Men angrebet mistede efterhånden kraft, og rundhovederne blev drevet tilbage til Lansdown Hill. For royalisterne syntes højene pludselig mindre uindtagelige ud end før. Et angreb blev iværksat. Da mørket var ved at falde på, havde royalisterne mod alle odds nået toppen. Men bag et stengærde lå stadig en afdeling rundhoveder. Gik de til angreb, kunne de måske drive royalisterne ned ad højdedraget. På samme måde kunne royalisterne måske få den fulde sejr, hvis de ved daggry fortsatte deres angreb. Men begge sider manglede styrke, ammunition og viljen til at fortsætte kampen. Parlamentshæren trak sig tilbage til Bath. Lansdown Hill var i hænderne på royalisterne, men Bath var stadig i hænderne på rundhovederne

 

1809 Slaget ved Wagram (ved Wien) begynder. Slaget blev udkæmpet mellem 154.000 franske og allierede soldater under Napoleon og 158.000 østrigere under ærkehertug Karl. Det endte med sejr til Napoleon, og nederlaget betød, at østrigerne måtte bede om våbenhvile og i oktober underskrive freden i Schönbrunn, der satte punktum for de østrigske planer om at bryde den franske kontrol over Tyskland. Efter nederlaget ved Aspern-Essling (21. maj 1809) behøvede Napoleon en sejr for at hindre skabelsen af en antifransk koalition. Karl havde opstillet sine styrker på en 23 km lang front (med centrum i landsbyen Wagram) afventende et fransk angreb. Napoleon besluttede at angribe, før østrigerne blev forstærket med ankomsten af 30.000 mand under kommando af ærkehertug Johan, ærkehertug Karls bror. De første franske angreb om aftenen den 5. juli blev slået tilbage. Om morgenen den 6. angreb Karl med sin sydlige fløj for at afskære franskmændene fra Donau og forhindre udfoldelsen af deres sydlige fløj. Napoleons hovedangreb fandt sted mod nord; ved at forstærke sin sydlige front, afviste Napoleon østrigernes angreb her samtidig med, hans angreb mod nord havde succes. Herefter iværksatte Napoleon et massivt angreb på østrigernes centrale front, som blev løbet over ende. Da ærkehertug Johan ankom i de sene eftermiddagstimer, var Karls hær på tilbagetog, og Johans angreb blev let afvist. På gr. af den største koncentration af artilleri, verden hidtil havde set, var tabene i slaget ved Wagram frygtelige. Østrigerne mistede flere end 40.000 mand og franskmændene omkr. 34.000. Fire dage senere bad ærkehertug Karl om våbenhvile

 

f Phineas Taylor Barnum, amerikansk cirkusdirektør; efter at have været kroejer og lotteriholder begyndte han i 1835 sin showvirksomhed ved at fremvise bizarre fænomener som præsident Washingtons barnepige, en over 160 år gammel negerkvinde; hertil kom efterhånden en havfrue, en uldhåret hest, lilleputten general Tom Thumb og de siamesiske tvillinger Chang og Eng. Efter flere falitter slog han igennem som impressario for Jenny Lind, hvorved han tjente en halv mio. dollars. 1871 startede han det verdenscirkus, der blev til Barnum and Bailey's og dermed vandt succes over hele verden ikke mindst ved anvendelse af en omfattende og pågående reklame; således kaldte han fra 1876 sit cirkus "The Greatest Show on Earth". I 1865 udgav B "The Humbug of the World" og i 1869 "Struggles and Triumph" (d 7/4 1891)

 

1833 d Joseph-Nicéphore Niepce, fransk opfinder og den første der tog et fotografi; da han fødtes i en velhavende familie, kunne han leve som uafhængig forsker. Da litografi i 1813 blev en fashionabel hobby, begyndte N at eksperimentere med den dengang nye trykkemetode. Da han ikke kunne tegne, og det var ham umuligt i det lokale område at fremskaffe ordentlige trykkesten, forsøgte han at fremstille billeder på anden måde. Han begyndte at påsmøre tinplader med lysfølsomme stoffer og anvende sollyset for at lave kopier af kobberstik. Dette arbejde fortsatte N i april 1816 til forsøg med fotografi med et kamera. Disse forsøg kaldte han heliografi – soltegning. Det lykkedes ham sporadisk at fastholde billeder på papir ved hjælp af sølvklorid. Med denne metode lykkedes det ham den 19. juli 1822 at lave et fotografisk kopi af en tegning fæstnet på en glasplade (f 7/3 1765)

 

f Rudolph Wulff, århusiansk købmand; han blev handelsuddannet i fødebyen Rønne og i Stubbekøbing. Efter ansættelser i England og Hamborg etablerede Wulff sig i 1865 i Århus som medindehaver af firmaet Bech og Wulff; fra 1867 arbejdede han alene, indtil han 1870 sammen med D.B Adler og Co. i København og århusianeren H. Meyer oprettede firmaet Adler, Wulff & Meyer, der bl.a. var med i stiftelsen af Aarhus Oliefabrik. 1874 omdannedes firmaet til en bank, Jydsk Handels- og Landbrugsbank i hvis direktion W havde sæde til 1876. Fra dette år til sin død førte W egen købmandsforretning under firmanavnet Rudolph Wulff. Han handlede med kul, råjern og skifer og oparbejdede navnlig en betydelig forretning i petroleum, hvoraf han som importør var den største i provinsen. 1889 gik hans forretning op i Det danske Petroleums Aktieselskab; han fortsatte derefter som selskabets repræsentant og oplagshaver i Århus. Wulff havde en vis tilknytning til Hans Broge, og 1889 valgtes han samtidig med Otto Mønsted til bestyrelsesmedlem i Århus handelsforening. 1893 blev han formand i bestyrelsen, men trak sig tilbage året efter på gr. af svigtende helbred. Wulff vedblev dog til sin død at være medlem af byrådet, hvori han blev indvalgt 1893. W var kendt og afholdt for sin hjælpsomhed og godgørenhed over for enkeltpersoner i nød. Institutioner og foreninger gik sjældent forgæves til ham, han uddelte understøttelse og gaver ved mange lejligheder og testamenterede legatmidler til børneasylet på Frederiksbjerg (i Sct. Paulsgade) og til "hjælp for enker og ugifte døtre af århusborgere". (d 31/3 1896)

 

1853 f Cecil Rhodes, britisk/sydafrikansk politiker, finansmand og imperialist; af helbredshensyn udvandrede han i sin ungdom fra England til Syd-Afrika, hvor han på kort tid skabte sig en formue ved minedrift (guld og diamanter). I Kapkolonien blev han 1881 parlamentsmedlem og 1884 finansminister. 1888 medvirkede han ved grundlæggelsen af De Beers Consolidated Mines, Ltd og dannede1889 British South Africa Company for at udnytte råstofrigdommene nord for Limpopo-floden. Som politiker havde R store visioner dels om en sydafrikansk union, der også omfattede boerrepublikkerne Oranje og Transvaal, dels om et sammenhængende britisk koloniimperium fra "Kap til Cairo". Videre gik hans drømme ud på, at Storbritannien og USA skulle forenes og hele Afrika, Forasien og Sydamerika underlægges et angelsaksisk styre, simpelt hen fordi Vorherre nu engang havde udvalgt angelsakserne til at styre bedre end andre og sprede velfærd ud over kloden. Så vidt nårde han ikke, men han ledede koloniseringen af de områder, som 1895 efter R fik navnet Rhodesia (nuv. Zambia og Zimbabwe).1890 blev han premierminister i Kapkolonien, men måtte gå af i 1896, da det blev kendt, at han var involveret i de militære forsøg på i 1895 at undertvinge de to boerrepublikker. R døde som en af verdens rigeste mænd og testamenterede hovedparten af sin formue til en stipendiefond ved universitetet i Oxford (d 26/3 1902)

 

1892 f Lauge Koch, geolog; blev magister i geologi 1920 og dr phil 1929. I 1913 var han første gang på Grønland. Han samlede tertiære planteforsteninger og studerede gletcherne. 1916-18 deltog han som geolog og kartograf i Knud Rasmussens 2. Thuleekspedition til Grønlands nordkyst, hvor han kortlagde en stor del af fjordområderne og studerede områdets geologiske opbygning. På en ny ekspedition i årene 1920-23 gik han fra Inglefield Golf mod nordøst langs kysten til Peary Land, mens hjemturen lagdes over indlandsisen. Ekspeditionen, som bl.a. betød afslutningen på kortlægningen af Grønlands kyst, bragte K frem i første række blandt Grønlandsforskere, og han høstede megen anerkendelse i ind- og udland for sit arbejde. Efter han havde udarbejdet en detaljeret plan til en geografisk og naturhistorisk undersøgelse af det nordlige Østgrønland stod K i 1920'erne og 30'erne som leder af og deltager i en række ekspeditioner, der fik stor videnskabelig betydning. I 1930'erne kom K i strid med en række geologikolleger. K blev angrebet for en del unøjagtigheder i sit Grønlandsbind i værket "Geologie der Erde". I stedet for at svare på kritikken lagde K sag an mod kollegerne for injurier.Ved Landsretten blev de frifundet, men da sagen appelleredes til Højesteret kendtes nogle af udtalelserne i forbindelse med anmeldelsen ubeføjede, mens retten undlod at tage stilling til den faglige kritik. De af staten i 1946 nedsatte udvalg til gennemførelse af en systematisk geologisk undersøgelse i Grønland arbejdede uden deltagelse af K. Det er blevet sagt om K, at han gennem retssagen med kollegerne og følgerne af den ramtes af en ublid skæbne; men at den ikke var uforskyldt (d 5/6 1964)

 

1908 d Jonas Lie, norsk forfatter; han blev cand jur i 1858 og slog sig ned i Kongsvinger som sagfører. Samtidig med han var virksom som journalist og skribent, kom han med i store tømmerspekulationer. Omskiftelige handelsforhold medførte falitter, der drog L med sig. Han måtte opgive sin sagførervirksomhed og flyttede i 1868 til Oslo. Han besluttede at leve af sin pen og betale sin gæld. I 1870 udsendte han sin første fortælling "Den Fremsynte", som med sine stemningsfyldte billeder fra Nordland vandt et stort publikum. L blev kendt, fik statsstøtte og rejste til Rom. Herfra sendte han hjem "Fortællinger og Skildringer fra Norge" (1872) og samme år "Tremasteren, Fremtiden", den første norske sømandsfortælling. Fra 1874 er ægteskabsromanen "Lodsen og hans hustru". Sit største publikum vandt han med sine realistiske familieromaner for eks. "Familien på Gilje" (1883), der med sit kulturhistoriske miljøbillede fra 1840’erne er blevet karakteriseret som et hovedværk i norsk romandigtning. Efter at være vendt tilbage fra Italien opholdt han sig en tid i Tyskland, og fra 1882 tog han fast ophold i Paris. I sine senere år skrev L for scenen. I 1894 og 1897 kom komedierne "Lystige Koner" og "Lindelin". I 1900 udsendte han det samfundskritiske skuespil "Wulffie &Co". L udviklede efterhånden en ejendommelig impressionistisk fortælleteknik, og Herman Bang var på dette felt hans beundrende lærling (f 6/11 1833)

 

1911 f Georges Pompidou, Frankrigs præsident 1969-1974; fra 1935 virkede han som gymnasielærer; efter 2. Verd.krig kom han ind i general de Gaulles personlige stab. 1946-49 var han vicegeneraldirektør for det franske turistvæsen; efter at have haft fremtrædende stillinger i forskellige statslige selskaber var han 1958-62 generaldirektør i Rothschilds bank; dog afbrudt 1958-59, da han efter de Gaulles magtovertagelse i 1958 var præsidentens rådgiver. Endvidere var han ved flere lejligheder de Gaulles personlige ambassadør bl.a. ved de indledende hemmelige forhandlinger med den algierske oprørsbevægelse om Algeriets selvstændighed. I april 1962 udnævnte de Gaulle ham til premierminister; han beklædte denne post til juli 1968. Da de Gaulle trådte tilbage efter vælgernes nej til en decentraliserings- og senatsreform ved folkeafstemningen i 1969, fremstod P som den oplagte arvtager, og han vandt overbevisende det efterfølgende præsidentvalg. Sejren viste, at den franske republik og gaullismen kunne overleve uden de Gaulle. Men fra 1972 blev de regerende gaullister ramt af en række skandaler, og en stadig mere sygdomssvækket P blev konfronteret med en samlet og styrket venstreopposition. Dertil kom en oliekrise, der markerede afslutningen på en lang periode præget af stærk økonomisk vækst. P døde to år før præsidentperiodens udløb (d 2/4 1974)

 

Undertegnelsen af traktaten, der overdrager suveræniteten over Sønderjylland til Danmark, finder sted i Paris. Efter afstemningerne den 10. februar og den 14. marts 1920 i zone 1 og 2 stod det klart, at eftersom der var stort tysk flertal i zone 2, skulle kun zone 1 være dansk. Overdragelsen af Sønderjylland trak imidlertid ud; bl.a. på gr. af at visse kredse i Danmark talte for en internationalisering af zone 2 for dermed at opnå betryggende rettigheder for det danske mindretal. Politikerne på Christiansborg var imod denne tanke, da det kunne medføre, at tyskerne så ville kræve indseende med rettighederne for det tyske mindretal i Sønderjylland. Den 14. maj tilkendegav de allierede, at fra 15. juni var Danmark i faktisk besiddelse af Nordslesvig. Allerede 5. maj var var dansk militær rykket ind i landsdelen, og 20. maj blev dansk mønt og postvæsen indført. Stillingen var dog stadig uklar, idet Danmark kun havde fået overdraget territoriet, ikke samtidig "suveræniteten" over området. Dette kunne ikke i længden føles som tilfredsstillende, og efter opfordring fra dansk side fremskyndede de allierede – i.e. det såkaldte ambassadørråd ved dets formand franskmanden Jules Cambon – sagens formelle afslutning. Idet man opgav at vente på Tysklands medunderskrift, underskreves 5. juli i det franske udenrigsministerium mellem Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan på den ene side og Danmark repræsenteret ved gesandten i Paris H.A. Bernhoft på den anden side den traktat, hvormed den fulde overdragelse, regnet fra 15. juni, af Nordslesvig til Danmark blev højtideligt bekræftet, idet det udtrykkelig tilføjedes, at de således afståede områder ikke skulle kunne afhændes uden samtykke fra Folkenes Forbund. Heller ikke senere underskrev Tyskland trods forhandlinger derom denne traktat, der således blev "tosidet", ikke "tresidet", som det oprindelig var tanken, hvad der dog ikke kunne formindske dens betydning, da Tyskland allerede havde givet det fornødne afkald ved underskrivelsen af Versaillesfreden

 

1925 Mindeparken indvies. Da prins Christian (X) og prinsesse Alexandrine i 1902 var flyttet ind på Marselisborg Slot, som de havde modtaget som gave af Århus kommune, var det en streg i regningen for prinseparret, at byrådet i Århus ikke ville friholde marken foran slottet for villabebyggelse. For de kongelige betød det, at bebyggelsen ville ødelægge den prægtige udsigt fra slottet over Århus bugten. I første omgang løstes problemet ved, at prins Christian for en tiårig periode forpagtede marken mod en årlig betaling på 40 kr. pr. tønde land. Da de ti år var gået, blev forpagtningen ikke fornyet, ligesom alle planer om en bebyggelse foran slottet aldrig mere blev omtalt. De var stiltiende blevet skrinlagt. Indtil 1924 lå den store mark foran Marselisborg Slot som agerland med "bølgende rug". Da dukkede der nye planer om anvendelse af arealet op. En íde der ikke som byggeplanen fra 1902 ville ødelægge kongens og dronningens udsigt, men tværtimod ville gøre den endnu mere tiltrækkende. Da Dansk Samvirke, en sammenslutning af udlandsdanske, ønskede at få overladt en plads i Århus dels til samlingssted, dels til opstilling af mindesmærker for danske, der ude i verden havde gjort deres navn kendt, fik foreningen overladt arealet foran slottet. Undervejs kom et forslag frem om et mindesmærke på stedet for de faldne danske i Første Verdenskrig, og denne ide kom helt til at overskygge den oprindelige plan. Efter indvielsen af parken blev der udskrevet en konkurrence om et mindesmærke til parken. Det blev afsløret den 1. juli 1934

 

1943 Med angrebet på de russiske forsvarsstillinger ved Kursk indleder de tyske tropper historiens største panserslag. Den russiske offensiv efter Stalingrad-sejren havde på fronten i området omkring industribyen Kursk omkr. 300 km sydsydvest for Moskva skabt et fremspring, der i vest strakte sig til et punkt på højde med Kharkov, som i foråret 1943 atter var på tyske hænder. I den sovjetiske overkommando var der enighed om, at sommerens offensiv skulle ske i området ved Kursk. Ligeledes var der enighed om, at lade fjenden tage initiativet og lade tyskerne udmatte sig mod det sovjetiske forsvar, ødelægge hans kampvogne, og derpå, efter at have ført friske reserver frem, at overgå til en almindelig offensiv, som til sidst skulle gøre det af med tyskernes hovedstyrke. Til operationerne fra det 550 km lange Kurskfremspring koncentrerede russerne 26% af Den røde Hærs samlede mandskabsstyrke, 26% af deres artilleri, 35% af deres kampfly og over 46% af deres kampvogne. Og da tyskerne med 17 panserdivisioner, 3 motoriserede divisioner og 18 infanteridivisioner startede angrebet om morgenen den 5. juli 1943, mødte de kraftig modstand. Store minefelter spærrede åbningerne ind i buen, og stærke panserstyrker stod parat til at opfange det tyske angreb. I den forbitrede kamp, som udviklede sig, og hvor der deltog i alt 1100 kampvogne på hver side, var den tyske fremrykning minimal. I fremspringets nordlige del avancerede tyskerne i løbet af fem dage kun 9-12 km, lidt bedre gik det mod syd, hvor fremrykningen var mellem 15 og 35 km. Den 12. juli iværksattes den sovjetiske modoffensiv, og den 26. juli gav den tyske øverstkommanderende, general Model, sine styrker ordre til at trække sig tilbage for at undgå omringning. Afgørende for det tyske nederlag var bl.a de russiske flys talmæssige overlegenhed samt det forhold, at russerne havde kendskab til tyskernes planer, inden angrebet blev iværksat. De tyske tab i mandskab og materiel var så store, at offensiven ved Kursk blev deres sidste på Østfronten, og at de for resten af krigen var ude af stand til at føre et aktivt forsvar

 

1969 d Walter Gropius, tysk-amerikansk arkitekt; han studerede i München og Berlin og så industriens indflydelse på arkitekturen og fortolkede den moderne arkitekts rolle som både byplanlægger og designer. Gropius fik allerede med sin bygning på Werkbundudstillingen i Köln i 1914 en banebrydende betydning ved sin radikale anven-delse af beton og glas i kubiske, usmykkede bygningsblokke til dels uden spor af de konstruktive elementer i facaden. Derfor regnes Gropius blandt funktionalismens skabere. I 1918 blev han leder af kunstakademiet i Weimar, omdøbt til Bauhaus og verdensberømt efter flytningen til Dessau i 1925 også for de bygninger til akademiet, som Gropius tegnede. I 1928 sagde Gropius farvel til undervisning, dvs. han gik tilbage til prak-tiserende virksomhed. Han byggede bl.a. boligbyen Siemensstadt (1929). Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 emigrerede han til England. Her opholdt han sig til 1937, da han blev professor ved Harvard universitetet i USA. Til hans mest kendte senere arbejder hører Harvard Graduate Center (1949) og den amerikanske ambas-sade i Athen (1957-61). Gropius udgav en række bøger om arkitektur og undervisning, bl.a. "Scope of Total Architecture" (1956) (f 18/5 1883)

 

 

 

Til top        6. juli

480 f.Kr. Slaget ved Thermopylæ. Da efterretningerne om perserkongen Xerxes’ overgang af Hellespont og fremrykning mod syd nåede grækerne, overbeviste athenienserne spartanerne, at den bedste strategi ville være at møde perserne offensivt allerede på grænsen til Makedonien og at standse den persiske flåde i det smalle sund nord for Euboia. Til gengæld accepterede Athen spartansk overkommando såvel til lands som til søs. En stor troppestyrke begav sig i forsommeren op til Thessalien, men trak sig tilbage, da den makedonske konge havde fortalt den spartanske feltherre, at al modstand mod perserne ville være meningsløs. Det betød, at Thessalien uden sværdslag åbnedes for persernes gennemmarch. Spartas kong Leonidas forstod den nye situations alvor. Med kun 7000 mand besatte han den næste forsvarslinje, det smalle pas mellem bjergene og havet. Han ville holde passet til den græske hovedstyrke nåede frem. Da perserne gik til angreb, formåede de ikke at fordrive grækerne fra passet. I tre dage gentog perserne deres angreb, hver gang forgæves. Da perserkongen ikke anede, hvad han skulle gøre, henvendte en forræder sig hos ham og fortalte om en sti, der førte over bjerget og bag om den græske forsvarsstilling. Leonidas sendte sine allierede bort, inden det blev for sent. Selv blev han på stedet med sin spartanske styrke og enkelte andre. Alle blev de dræbt. Alle blev de en legende. Thermopylæ blev et symbol for alle små staters kamp mod stormagter og et valfartssted for grækerne. De faldne blev begravet dér, hvor de faldt, og over dem og tillige over dem, der var faldet, før Leonidas sendte en del af hæren bort, blev der opsat et mindesmærke med indskriften "Fordum kæmpede her mod tre millioner barbarer firetusind mand; - de var fra Peloponnes". Denne indskrift var sat over alle under et, over spartanerne en indskrift, der er blevet citeret op gennem tiderne:"Vandrer, bring til Sparta, det bud: her ligger vi slagne, lydige mod den lov, fædrene gav os i arv"

 

1189 d Henrik 2. engelsk konge 1154-1189; søn af Geoffrey Plantagenet, greve af Anjou og Matilda, datter af og arving efter kong Henrik I af England; i 1150 blev han hertug af Normandiet og ved faderens død i 1151 også greve af Anjou. Ved sit giftermål i maj 1152 med Eleanor af Akvitanien, der to måneder før havde fået sit ægteskab med Ludvig 7. af Frankrig annulleret, blev H herre over en stor del af Frankrig. Efter med en hærstyrke at have demonstreret sin imponerende magt i England blev der i november 1153 sluttet en traktat - Treaty of Winchester-Westminster - med den engelske konge Stephen; med forbigåelse af sin egen søn William anerkendte Stephen H som tronarving mod til gengæld at beholde den engelske trone til sin død. H blev konge 1154, og for at styrke sin magt fik han nedrevet oprørske adeliges borge, han fik indført en ny skat (scutage), der gik til opretholdelse af en kongelig hær, hvorved han frigjorde sig af adelens feudale militærpligt. Kongemagten blev ligeledes styrket ved, at der blev sendt kongelige dommere ud i landet. Derved blev grunden til det engelske nævningesystem lagt, idet retssager med dommer assisteret af domsmænd efterhånden fortrængte gamle dages retssager med f.eks. jernbyrd. Måske lidt uretfærdigt er det nok for sin strid med ærkebiskop Thomas Becket, H er mest kendt i historien. Mordet på Becket, dennes martyrrolle og helgenkåring, kom til at betyde, at først med Reformationen i 1500-tallet fik den engelske krone magt over kirken i England. H var far til Richard Løvehjerte og Johan uden Land. Begge blev de engelske konger i henholdsvis 1189-99 og 1199-1216 (f 5/3 1133)

 

1415 d brændt Jan Huss, tjekkisk reformator; han studerede teologi ved universitetet i Prag, hvor han i 1396 blev professor og 1409-10 rektor. Han tilsuttede sig den vågnende slavisk-tjekkisk nationalbevægelse og udviklede sig samtidig, under indflydelse af englænderen Wyclif, til kirkelig reformator. Således fremholdt han Bibelen som grundlag for sandt kristenliv og angreb især kirkens rigdom og jordiske magt samt præsternes uværdige livsførelse. Han optrådte dog ikke med den radikalisme, som prægede Wyclif, og i begyndelsen kom det derfor ikke til noget brud med den katolske kirke. Først da Pisakonciliet fordømte Wyclif, og H efterhånden blev drevet ud i en stærkere fordømmelse af de mange kirkelige misbrug, samtidig med at den nationale modsætning til universitetets tyske fraktion skærpedes, blev et brud uundgåeligt. Han bandlystes og forlod Prag. H fortsatte sin prædikantvirksomhed og vandt stor tilslutning, så at en sprængning truede den tjekkiske kirke. Konstanzerkonciliet (1414-1418) ønskede forlig og indkaldte H med frit lejde fra kejser Sigismund. Alligevel blev han fængslet få uger efter sin ankomst, idet deltagere i konciliet forsikrede kejseren, at man ikke behøvede at holde et løfte til en kætter. Huss forhørtes og dømtes som kætter, og da han ikke ville tilbagekalde sine ord, blev lejdet brudt, og H brændt på kætterbålet. Hans tilhængere fortsatte imidlertid kampen og dannede en hussitisk nationalkirke, hvis kendetegn blev uddeling af nadveren til lægmand i begge skikkelser (både brød og vin), fri prædiken af Guds ord på tjekkisk og virkeliggørelse af fattigdomsidealet. H’s skrifter spredtes i utallige afskrifter og dannede med sin stil og forenklede retsskrivning grundlaget for et tjekkisk skriftsprog (f ca 1370)

 

1476 d Johan Müller (Regiomontanus), tysk matematiker og astronom; M antog det latiniserede navn af sin fødeby Königsberg (kongens bjerg); han begyndte sine studier som 11-årig ved universitetet i Leipzig; i 1452 fortsatte han studierne i Wien. Endvidere deltog han her bl.a. i arbejdet for en udgivelse om den ptolomaiske astronomi. På gr. af de mange fejl, der var gjort i oversættelsen af Ptolemaios arbejder fra arabisk til latin, havde R’s lærer påbegyndt en nyoversættelse af de originale græske tekster. Efter sin læreres død fortsatte R dette arbejde. I 1463 var arbejdet færdigt, og fem år senere vendte R tilbage til Wien. I 1472 gjorde R’s observationer af den såkaldte Januarkomet det muligt 200 år senere, at identificere den som Halleyskomet. Som matematiker skrev R i 1464 "De triangulis omnimodis". Det er den første moderne fremstilling om plan- og sfærisktrigonometri. I 1475 kaldte pave Sixtus 4. R til Rom for at indhente hans råd vedr. den nødvendige reform af den julianske kalender. Som tak for indsatsen udnævnte paven ham til biskop af Regensburg; men inden han overtog embedet, afgik R ved døden (f 6/6 1436)

 

d Ludovico Ariosto, italiensk forfatter; som sekretær og diplomatisk udsending var han ansat ved Estehoffet i Ferrara; først hos Ercole 1., senere hos sønnen kardinal Ippolito d'Este, til hvem hans hovedværk det store ridderepos Orlando Furioso er dediceret. Værket er blevet karakteriseret som "det mest strålende og komplekse litterære udtryk for hofkulturen i den italienske renæssance". Det udkom 1516 og i ændret og forøgede versioner 1521 og 1532 og henter sit stof fra den middelalderlige folkelige fortællertradition om Karl d. Store og hans riddere og deres kampe mod maurerne. Orlando Furioso består af 46 sange med hver ca 100 strofer (oktaver). Ti år brugte A på at skrive Furioso og seksten mere til at afpudse det. Nu og da tilføjede han en sang, indtil det hele løb op til næsten 39.000 linier, mere end Iliaden og Odysseen tilsammen. Det besynger riddere og damer, elskov og bedrifter, især Orlandos søgen efter Angelica og hans "rasende" vanvid, da han erfarer om hendes elskov med Medoro. Gennem tre kontinenter forfølger han hende og glemmer i mellemtiden at komme Karl den Store til hjælp, da saracenerne angriber Paris. Han bliver vanvittig, da han erfarer, han har mistet hende; men genvinder sin fornuft seksten sange senere, da hans tabte forstand bliver fundet på månen og bragt tilbage til ham af en af forløberne for Jules Vernes måneskippere. Dette hovedtema bliver sammenrodet og forplumret ved indskydelse af et dusin andre ridderes eventyr, der forfølger deres respektive piger gennem 46 sange fulde af forførende vers. Orlando Furioso blev den første moderne bestseller, med ca 100.000 eksemplarer trykt i Italien i 1500-tallet. Blandt sine italienske landsmænd var Ludovico Ariosto længe før sin død blevet en klassiker og en højt beundret og værdsat forfatter. I 1510 malede Rafael ham på Parnassos-fresken i Vatikanet sammen med Homer og Vergil, Horats og Ovid, Dante og Petrarca blandt menneskehedens største forfattere (f 8/9 1474)

 

1535 d Thomas More, engelsk statsmand og forfatter; 1503 blev han medlem af parlamentet, men pådrog sig snart Henrik 7.s uvilje ved sine angreb på kongens finansstyre. Under Henrik 8. avancerede M 1529 efter Wolseys fald til posten som lordkansler, men allerede 1532 nedlagde han sin post på gr. af uoverensstemmelser med Henrik 8. om dennes antikatolske politik. Uoverensstemmelserne voksede, da M efter kongens "skilsmisse" fra Katharina af Aragonien ikke ville anerkende gyldigheden af det kongelige ægteskab med Anne Boleyn og nægtede at aflægge ed på arvefølgeloven, der indeholdt en afvisning af pavelig overhøjhed over England, blev han i april 1534 indsat i Tower og efter en rettergang halshugget. M hørte til tidens betydeligste humanister, han stod i brevveksling med Erasmus af Rotterdam, og hans fromhed skaffede ham en stærk position i den katolske kirke; han blev helgenkåret i 1935. M’s politiske forfatterskab var båret af afsky for revolution og af kærlighed til fornuftige reformer. Hans berømteste værk er "Utopia" fra 1516, hvori han skildrer en idealstat. Inden han skrev Utopia, havde han skrevet en "Richard 3.s historie", men da dens holdning gik skarpt imod overklassen, og overklassen sad på magten, fandt M det klogest, den ikke blev trykt. Det skete efter hans død. Shakespeare byggede sit drama om Richard 3. på den. Det og biografien, hvis ry skuespillet udbredte, må bære noget af ansvaret for Richards dårlige rygte i eftertiden (f 7/2 1478)

 

1553 d Edward 6. engelsk konge 1547-1553; søn af Henrik 8. og hans tredie kone Jane Seymour; hans mor døde 12 dage efter hans fødsel, selv var han et svageligt barn, og det var den almindelige opfattelse, han ikke ville få noget langt liv. Efter Henrik 8.’s død efterfulgte Edward sin far på den engelske trone som 9 årig. Ved at oprette et regeringsråd havde Henrik søgt at sikre sin søn. Men Edwards onkel Edward Seymour, jarl af Hertford sikrede sig positionen som barnekongens protektor og udøvede som hertug af Somerset den faktiske magt. Intriger og magtkampe ved hoffet gjorde, at Somersets magtperiode blev kort. Den nye magthaver blev John Dudley, jarl af Warwick, der som hertug af Northumberland knuste al opposition. Da de første tegn på en tuberkulose i hurtig udvikling viste sig januar 1553, overtalte Northumberland Edward til som sin efterfølger at udnævne Lady Jane Grey, der var gift med Northumberlands søn, Guildford. I maj 1553 var det almindeligt kendt, at kongen var døende. I ni dage beklædte Jane Grey den engelske trone, så blev Edward efterfulgt af sin søster Marie, der er gået over i historien som Marie den Blodige (f 12/10 1537)

 

1596 d Jean Bodin, fransk filosof og jurist;

 

f Kirsten (Kirstine) Munk, Christian 4.’s hustru; datter af Ludvig Munk og Ellen Marsvin. 17 år gammel lærte hun Christian 4. at kende. 31. december 1615 blev Christian 4. og jomfru Kirsten hemmeligt gift, efter at kongen havde forsikret sin tilkommende svigermor, at han ikke ville skille sig af med hendes datter, når hun "har fået et barn eller to". Ved vielsen fik Kirsten Munk titlen "grevinde af Slesvig og Holsten". Når Kirsten ikke var af fyrstelig afstamning, var det utænkeligt, hun blev dronning. Fra sit 17. til sit 31. år fødte hun 13 børn, blandt disse Leonore Christina. 1628 ophørte hendes ægteskabelige samliv med kongen, idet han beskyldte hende for utroskab med rhingrev Otto Ludvig. Januar 1630 blev hun forvist fra hoffet og var derefter udsat for voldsomme angreb fra kongen. Utroskab, spionage, mordforsøg - der var ikke den misgerning, fru Kirsten ikke blev anklaget for; kongen erklærede, at skrev han alle hendes synder ned, ville brevet "blive længere end den fornemste ligprædiken, som er trykt udi Danmark udi i 10 år". Efter Christian 4.’s død 1648 fik Kirsten en slags oprejsning, men svigersønnernes fald 1657 bragte en ende derpå; samme år fratog Frederik 3. Kirsten hendes titel. Plaget i sine sidste år af stadig hårdere sygdom søgte hun trøst i stor gudfrygtighed. På basis af flittigt læste teologiske skrifter skrev hun en bønnebog: "Naadens Dørs aandelige Hammer" (1648). Hun gav mange almisser til de fattige og desuden bidrag til kirker, skoler og hospitaler. Kirsten Munk blev begravet i Odense med pomp og pragt, fordi svigersønnen, lands-forræderen Corfitz Ulfeldts svenske venner stod som herrer i byen (d 19/4 1658)

 

f Nikolaj 1. russisk tsar 1825-1855; blev tsar efter sin ældre bror Alexander 1.’s død. Et oprør ved tronskiftet, dekabristopstanden, blev hurtigt slået ned, men havde til følge, at N for fremtiden hadede alle liberale bevægelser og inden- og udenrigspolitisk så det som sin opgave at slå dem ned. Han så det som sin pligt over for det hellige Ruslands traditioner – selvherskerdømmet, rettroenheden og den russiske nation – at regere med jernhånd. Især kom det russiske åndsliv under skarp kontrol med censur og tilsyn med universiteterne, og det hemmelige politis funktioner udvidedes. Hæren blev forøget, og ved krigen med Tyrkiet 1828-29 sikredes Grækenlands uafhængighed; i 1833 ved traktat med Tyrkiet blev dette lands udenrigspolitik knyttet til Ruslands. Den polske opstand i 1830 blev slået ned, den polske forfatning blev ophævet, og herefter blev Polen behandlet som en del af Rusland. De europæiske revolutioner i 1848 nåede ikke Rusland, tværtimod kunne N hjælpe Østrig med at slå den ungarske opstand ned, ligesom han støttede Danmark under det slesvig-holstenske oprør i 1848-50. Disse begivenheder gav N det indtryk, at Rusland var stærkere, end det i realiteten var. Denne opfattelse gav ham i 1853 mod til at begynde en ny krig med Tyrkiet, men efter indledende russiske sejre, greb England og Frankrig ind mod Rusland, derved opstod Krimkrigen, under hvilken N døde (d 2/3 1855)

 

Slaget ved Fredericia. Sidst i april 1849 søgte de danske styrker forgæves at forhindre tyskernes overskriden af Kolding å, og på årsdagen – 23. april – for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag ved Kolding. Tyske forbundstropper besatte nu landet mellem Kolding og Århus, mens general Rye trak sit korps ud på Mols. Samtidig blev Fredericia indesluttet af slesvigholstenske tropper, som gravede et net af skanser og løbegrave omkring byen. Omkring 14.000 slesvigholstenere stod uden for Fredericias volde, mens oberst N.C. Lundings besætning i Fredericia kun var halvt så stor. Lunding lagde pres på overkommandoen for at få lov at gøre et stort udfald, og ved midten af juni blev det besluttet at sprænge slesvigholstenernes belejring. Men først måtte der trækkes tropper til Fredericias beskedne garnison. Fra Helgenæs blev det meste af Ryes brigade overført til Fyn og derfra til Fredericia. Yderligere en brigade blev overført fra Als. Ved et krigsråd den 4. juli blev det besluttet, at udfaldet skulle finde sted den 6. kl. 1 om morgenen/natten. Udfaldet havde to retninger – den vestlige ledet af de Meza havde retning mod landsbyen Egum; den østlige ledet af Rye havde retning mod Treldeskansen nær Lille Bælt. Da solen stod op, kunne man se, at kampen ville ende med dansk sejr. Slesvigholstenerne var på tilbagetog. De danske soldater ville gerne have forfulgt dem, men de fik ordre til at trække sig tilbage til fæstningen. Fjenden var måske i overtal; ingen vidste, hvor hans reserver stod; en forfølgelse var alt for risikabel. Desuden var soldaterne trætte. De fleste troede, at det var hen på eftermiddagen, da klokken var mellem 6 og 8 om morgenen. Blandt de over 500 faldne på dansk side var general Olaf Rye

 

d Olaf Rye, general; født i Norge og fik sin officersuddannelse i Norge. Da hans fødeland 1815 tilfaldt Sverige, forlod han Norge og gik i tjeneste i den danske hær, hvor han i 1816 blev udnævnt til premierløjtnant med garnison i Rendsborg. Her gjorde han tjeneste i 26 år, til han i 1842 udnævntes til oberstløjtnant og blev forflyttet til København. Her fik kommandoen over 1. linieinfanteribataillon, og i spidsen for denne indlagde han sig i 1848 stor hæder i slagene ved Bov og Slesvig. Blev derefter brigadekommandant og oberst og høstede nye laurbær i kampene ved Sundeved samme år. Hans navn blev nu kendt over hele landet, og han blev hædret og æret i alle kredse. 1849 atter i felten i spidsen for en brigade, men nu med rang af generalmajor. Mens slesvigholstenerne indesluttede og belejrede Fredericia, fik Rye med sin brigade til opgave at dække Jylland. Uden at have haft egentlige sammenstød med fjenden blev hans brigade ved midten af juni samlet på Helgenæs. Herfra blev hovedparten af infanteriet i hemmelighed udskibet til Fredericia for at deltage i udfaldet 6. juli. Under dette var Ryes brigade engageret på højre fløj nærmest stranden. Mens han ledede angrebet på den stærke Treldeskanse faldt general Rye for en fjendtlig kugle, uden de nærmere omstændigheder kendes nøjere (f 16/11 1791)

 

f M.C. Lyngsie, fagforeningsformand; i 1896 fik Lyngsie samlet forskellige københavnske arbejdsmandsgrupper i Arbejdsmændenes Fællesorganisation; han var herefter den drivende kraft bag sammenslutningen af de tre arbejdsmandsforbund, for Jylland og Fyn, for Sjælland og omliggende øer og for København og omegn som fra 1. januar 1897 blev til Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF). Forbundet havde ved stiftelsen 14.000 medlemmer, og L blev dets formand. DAF voksede til at blive landets største fagforbund; 25 efter dets oprettelse talte det 40.000 medlemmer, og ved Lyngsies død nåede medlemstallet op mod de 100.000. Lyngsie var 1898 med til at oprette De samvirkende Fagforbund i hvis hovedbestyrelse, han havde sæde til sin død. Han var medlem af Social-demokratiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg 1896-1914. Medlem af Folketinget 1898-1906 og af Landstinget fra 1925 til sin død. Ingen arbejderfører i Danmark har været hadet af modstanderne, smædet, bag-vasket og karikeret som Lyngsie. Og dog var hans mål alene at skaffe samfundets "bundklasser" bedre livsvilkår. Han skabte som middel hertil den sammenslutning af alle ufaglærte brancher i et stort forbund, som intet land har mage til, og som på mange måder giver dansk fagbevægelse sit særpræg (d 31/12 1931)

 

1886 f Marc Bloch, fransk histotiker; om Bloch er det blevet hævdet, at han var en af det 20. århundredes betydeligste og indflydelsesrige historikere og betragtes som grundlægger af den såkaldte mentalitetshistorie. I sit forfatterskab var han særdeles specialiceret, men havde altid et sikkert helhedsyn, således at hans detalliestudier falder ind i et større perspektiv. Hans navn er uløseligt knyttet til den franske Annales-skole, som lagde vægt på, at menneskelig handling er et resultat af vekselspillet mellem kollektive bevidsthedsformer og socioøkonomiske og geografiske strukturer. I 1929 var Bloch en af grundlæggerne af tids-skriftet "Annales d’histoire économique et sociale", et tidsskrift som fik stor betydning for tidens forskning og forskere. Han har bl.a. skrevet "Les Caractères originaux de l’histoire rurale francaise" (1931). Til serien "Évolution de l’humanité" skrev han "La Societé feodale" i to bind, som er blevet karakteriseret som et hovedværk til indføring i lensvæsnets historie, hvor Bloch introducerede det nye synspunkt, som tog form i 1930’erne, ved at skildre lenstiden ikke som et rent juridisk kontraktforhold mellem lensherre og vasal, men som en samfundstilstand, synlig i nær sagt alle former for menneskers aktivitet og i deres forhold til samfundet. Bloch gjorde militærtjeneste under både Første og Anden Verdenskrig. Frankrigs totale sammenbrud har han analyseret i "L’ étrange défaite", som først udkom efter hans død. I 1936 var Bloch blevet professor i historie ved Sorbonne, men eftersom han var jøde, var det udelukket, han kunne vende tilbage til sit professorat i det nu tyskbesatte Paris. I stedet arbejdede han ved universiteter i den del af Frankrig, tyskerne ikke havde besat. I 1943 gik Bloch ind i modstandbevægelsen, men blev taget til fange og henrettet (d 16/6 1944)

 

d Guy de Maupassant, fransk forfatter, som sammen med Émile Zola er den betydeligste repræsentant for naturalismen i Frankrig; han debuterede i 1880 med digtsamlingen "Des Vers"; i sin forholdsvis korte produktive periode årene 1880-90 skrev mere end 300 noveller og seks romaner. Blandt de sidstnævnte er debutromanen "Une Vie (1883, dansk Et Menneskeliv, samme år) og "Bel-Ami" (1885, dansk, Smukke Ven, 1891) om parvenuen, der erobrer den ganske verden, her de parisiske medier, men mister sin sjæl dvs. evnen til at føle kærlighed og venskab. Men hans berømmelse hviler på hans mange fortræffelige fortællinger og noveller: "Boule de suif" (1880), "Mademoiselle Fifi" (1883) og "Contes et nouvelles" (1885), alle viser de M’s præcise, objektive gengivelse af realistiske detaljer. Han karakteriserers da også som en fortræffelig iagttager, der med få streger forstår at tegne en person eller en ting. Uden illusioner og uden tendenser skildrer han dagliglivet med dets triste sider, smålige, spidsborgerlige, plumpe og sanselige mennesker. Han skildrer gerne trivielle skæbner på en pessimistisk måde; fremstillingsformen er ofte præget af ironisk distance og "sort" humor . Alligevel evnede han også at skildre uselviske følelser som en mors ofren sig for sin søn i "Une Vie". Om M’s forfatterskab er det blevet sagt, at han er den store kunstner blandt naturalisterne, som med sin interesse for det irrationelle og makabre, viser han også slægtskab med symbolismen. M pådrog sig tidligt en alvorlig syfilis, som til sidst berøvede ham forstanden. Han har selv skildret halvtilstanden mellem normalitet og galskab i flere "fantastiske" noveller, f.eks. i "Le Horla" (1886-87) (f 5/8 1850)

 

f Andrey Gromyko, sovjetisk udenrigsminister; uddannet som landbrugsøkonom og arbejdede 1936-39 i videnskabsakademiets økonomiske institut. Da det under Stalins udrensninger i 1930’erne tyndede ud i det sovjetiske udenrigsministerium, blev Gromyko i 1939 chef for udenrigsministeriets amerikanske afdeling. Efter at have gjort tjeneste ved den sovjetiske ambassade i Washington blev Gromyko i 1943 sit lands ambassadør i den amerikanske hovedstad og i 1946 Sovjetunionens repræsentant i FN’s sikkerhedsråd. I 1946 blev han forfremmet til viceudenrigsminister og i 1949 til første viceudenrigsminister. I 1952 blev han kandidatmedlem af det sovjetiske kommunistpartis centralkomite og sovjetisk ambassadør i London. Året vendte han tilbage til Moskva og blev atter viceudenrigsminister; året efter overtog han sin tidligere post som første viceudenrigsminister, og i 1956 blev han fuldt medlem af partiets centralkomite. I 1957 begyndte Gromyko sin lange embedsperiode som sovjetisk udenrigsminister. Anerkendt for sin store viden om internationale forhold og for sin forhandlingsevne blev han betroet mange større diplomatiske missioner og ledsagede ofte sovjetiske ledere som Nikita Khrustjev, Leonid Brezhev og Aleksey Kosygin på besøg hos udenlandske politiske ledere (d

 

1920 Folketingsvalg. Valget var nødvendiggjort af de grundlovsændringer, som blev vedtaget i forbindelse med Genforeningen. Sammenlignet med valget den 22. april 1920 skete der ikke de store ændringer. Socialdemokratiet fik igen 42 mandater og 29,8% af stemmerne mod 29,2% i april. De tilsvarende tal var for Det Radi- kale Venstre 16 mod 17 i april og 11,6% mod 12% i april. De Konservative mistede to mandater og fik 26, i stemmer fra 19,6% til 18,8%. Venstre vandt tre mandater og fik nu 51, i stemmer fra 34,4% til 36,3%. Erhvervspartiet bevarede sine fire mandater. Venstre mindretalsregeringen under ledelse af Niels Neergaard fortsatte

 

f Bill Haley, amerikansk rock and roll-sanger og guitarist; med en baggrund som countrymusiker nærmede Haley sig i 1951 rock og roll-musikken med sin indspilning af nummeret "Rockett 88". I 1953 dannede han "Bill Haley and The Comets", der med sangen "Crazy Man Crazy" (1953) skabte det første rockhit i USA. I årene 1954-56 toppede gruppen hitlisterne med numre, der i dag er klassikere, f.eks. "Rock Around The Clock" (1954), "Shake, Rattle and Roll" (1954) og "See You Later Alligator" (1956). Da "Rock Around The Clock" i 1955 var temamelodi i ungdomsfilmen "Blackboard Jungle" kom den til at symbolisere den nye musikstil, rock and roll (d 9/2 1981)

Haley født 1925 eller 1927????

 

1959 d George Grosz, tysk maler og grafiker; efter studier i Dresden og Berlin solgte Grosz karikaturtegninger nok til, han kunne studere nogle måneder i Paris. Da han var tilbage i Tyskland, udbrød Første Verdenskrig; Grosz meldte sig som frivillig til infanteriet og blev i 1916 hårdt såret. Han blev hjemsendt, flyttede ind på et kvistværelse og tilbragte dagene med at tegne prostituerede, veteraner uden næse eller ben og andre, der var ramt af krigens vildskab og depraverende følger. Grosz blev genindkaldt, men anbragt på et militærlazaret. Opholdet her skærpede hans pen. I arbejder som serierne "Deutschland, ein Wintermärchen" (1919) og "Ecce Homo" fra begyndelsen af 1920’erne gengiver han tykke junkere, selvglade bourgøjsere, fordrukne officerer, vellystninge, alle hans samtids hyklere. Af mange blev Groszs kunst vurderet som særdeles udfordrende, og ofte ødelagde politiet nogle af hans trykplader; endvidere var Grosz udsat for så mange trusler, at han ansatte en livvagt. Efterhånden blev situationen i Tyskland så truende, at George Grosz emigrerede til USA (i 1932). Her lavede han tegneserier, malede og begyndte at undervise ved The Art Students Leage i New York. I 1938 blev George Grosz amerikansk statsborger. Tre uger efter at være vendt tilbage til Tyskland i 1959 afgik han ved døde (f 26/7 1893)

 

d William C. Faulkner, amerikansk forfatter; under Første Verdenskrig gjorde han som frivillig tjeneste i det canadiske luftvåben, men blev ikke sendt til Europa. Efter krigen studerede han en tid ved University of Mississippi og fik i 1924 udgivet digtsamlingen "The Marble Man". Faulkner arbejdede derefter som journalist i New Orleans. En del af fortællingerne fra denne tid er samlet i "New Orleans sketches" (1958). Gennembrudet kom i 1926 med "Soldier's Pay", en bitter fortælling om en hjemvendt døende krigsinvalid. Faulkner slog sig 1927 ned i Oxford i Mississippi, som både blev hans hjem og gav ham emner til størstedelen af hans senere forfatterskab. I 1929 i romanen "Sartoris" præsenteres for første gang landskabet Yoknapatawpha County med byen Jefferson (Oxford i let forklædning). De fleste af de mange romaner og noveller, der fulgte, er om menneskene i Yoknapatawpha og dets historie. Trådene knyttes fra bog til bog. En biperson i en novelle kan dukke op som hovedperson i en roman; og flere familier følges gennem flere generationer. Et af hovedtemaerne er det gamle aristokratiske agrarsamfunds forfald ved mødet med den nye materialisme og den sterile kapitalismes fremmarch. Blandt Faulkners senere romaner er "Light in August" (1932), som gennem en af hovedpersonerne, Joe Christmas, som ikke ved, om han er sort eller hvid, behandler idenditetsproblemet. Faulkner modtog i 1950 nobelprisen i litteratur (f 25/9 1904)

 

d Louis Armstrong, amerikansk trompetist, sanger og orkesterleder; han fik sin første musikundervisning fra 1913, da han blev anbragt på en opdragelsesanstalt. I sin ungdom spillede han trompet i marchorkestre i fødebyen New Orleans og på floddampere på Mississippi. Det fortsatte, til hans store forbillede Joe "King" Oliver i 1922 ansatte ham som andenkornettist i sit Creole Jazz Band i Chicago. Med sin kreativitet og sine evner som solist sprængte Armstrong det traditionelle New Orleans skema. Som leder af orkestrene Hot Five og Hot Seven indspillede han i årene 1925-28 numre som "Savoy Blues", "Potato Head Blues" og "West End Blues". Armstrongs karakteristiske hæse stemme og det uimodståelige swing i foredraget blev for generationer indbe-grebet af selve jazzens væsen. Fra de tidlige 1930’ere var Armstrong andet og mere end jazzmusiker. Han var orkesterleder, solist, filmstjerne, og som komponist stod han bag hits som "Dipper Mouth Blues", "I Wish I could Shimmy Like My Sister Kate", "Wild Man Blues" o.a. I 1927-47 fremtrådte han som solist med store besætninger og blev et internationalt navn gennem hyppige turneer – han var første gang i Danmark i 1933. Fra 1947 og resten af karrieren stod Armstrong i spidsen for sin All Star Sekstet. Han spillede med i en række film som fra "Diamond Lili" (1933) med Mae West til "Hello Dolly (1969) med Barbara Streisand. Endvidere spillede han med i den danske film "Kærlighedens Melodi" (1959), hvor han med Nina og Frederik sang og spillede "The Formula for Love" i filmens slutscene (f 4/8 1901)

 

 

 

Til top        7. juli

1307 d Edward 1. engelsk konge 1272-1307; søn af Henrik 3. og Eleanor af Provence. Han tog ca 1258-66 del i sin fars krige mod Englands baroner, hvorefter han i 1270 indledte et korstog. Da Henrik 3. døde i 1272, mens E var i Mellemøsten, blev han af baronerne anerkendt som konge og kronet efter hjemkomsten i 1274. E er blevet kaldt faderen til alle parlamenters mor. Til sit ’Model Parliament’ i 1295 indkaldte han repræsentanter fra høj- og lavadel fra kirkens folk og fra borgerne. De stadig større krav til statsmagten omat have retfærdige og effektive domstole og om at have en veludbygget administration betød, at de hidtidige feudalafgifter ikke var tilstrækkelige. E behøvede skatter fra den fremvoksende købmandsstand og at indkalde et parlament med repræsentanter fra hele landet, var den eneste måde at få dem på. Med E’s ’Model Parliament’ var grunden lagt til styret af det engelske kongerige. E fuldførte de retsreformer, der var påbegyndt af Henrik 2. (1154-89). Ved domstolene King’s Bench, Common Pleas og Exchequer blev der skabt en stand af dommere og embedsmænd. Som appeldomstole oprettedes Court of Equity og Chancery Court. E’s ambitioner om at herske over en udelt nation blev blokeret af Wales og Skotlands uafhængighed. Ved dygtig anvendelse af sø- og landstyrker blev Wales erobret i årene 1277-82. Edwards ældste søn blev i 1301 udnævnt til prins af Wales, en titel der siden er båret af alle mandlige tronfølgere. Lige til sin død førte Eeward forgæves krig mod Skotland. Indskriften på hans grav i Westminster vidner om omfanget af denne krigsførelse: "Here lies Edward the Hammer of the Scots" (f 17/6 1239)

 

1573 d Giacomo Barozzi da Vignola, italiensk arkitekt, der sammen med Andrea Palladio og Giulio Romano dominerede den italienske manieristiske arkitektur på overgangen mellem renæssance og barok. Da han havde afsluttet sine studier i Bologna, kom han 1530’erne til Rom for at udføre tegninger af ruiner og mindesmærker med henblik på en udgivelse af Vitruvius værk om arkitektur. Efter han i 1541-43 havde tilbragt 18 måneder ved Frans I af Frankrigs hof, kom han tilbage til Rom, hvor han blev pavens (Julius 3.) arkitekt. For paven opførte han i årene 1551-55 sammen med Giorgio Vasari og Bartolomneo Villa Giulia, en sommervilla, bygget som en romersk villa fra antikken på grundlag af beskrivelser i Plinius den yngres værker. I 1554 stod han for opførelsen af kirken S. Andrea på Via Flaminia; den er et typisk eksempel på Vignolas manierisme ved som den første kirke at være bygget med en oval kuppel. I sit næste bygningsværk kirken Santa Anna dei Palafrenieri (opførelsen påbegyndt ca 1572) byggede Vignola videre på ideen fra S. Andrea. Santa Annas grundplan blev oval; dermed havde Vignola skabt et tema, som med forkærlighed blev brugt af 1600-tallets barokarkitekter. Vignolas hovedværk er Il Gesú-kirken i Rom; opførelsen af denne kirke – jesuitternes hovedkirke – blev påbegyndt i 1568. Den blev fuldført efter Vignolas død og ikke ganske i overensstemmelse med hans tegninger; men grundplanen blev den, Vignola havde skabt. Den var formet som et latinsk kors, med et bredt midterskib, lavere sideskibe og korskæringen dækket af en kuppel. Denne kirketype dannede skole ud over Europa. Efter Julius 3.s død i 1555 arbejdede Vignola især for familien Farnese for hvem han fuldførte den store Villa Farnese i Capralola ved Viterbo. Vignolas arkitekturstudier udmøntedes i "Regola delli cinque ordini d’architet-tura" (1562) og i en perspektivlære "Le due regole della prospettiva pratica" (f 1/10 1507)

 

d Frederik Ahlefeldt, greve og storkansler; efter studier fra ca 1645 til 1651 ved universiteterne i Lena, Bologna, Paris og Amsterdam blev han efter hjemkomsten ansat i statstjenesten. I 1657 blev han landråd og generalkrigskommissær i hertugdømmerne. For et tilgodehavende hos kronen på 62.000 rdl. fik han sommeren 1659 udlagt Tranekær len, og 1664 arvede han efter sin svigerfar Herningsholm. Efter udbruddet af krigen med svenskerne i 1658 deltog han i flere gesandtskaber til Brandenburg i forsøgpå at opnå kurfyrstens hjælp. I august 1660 ledede han et gesandtskab til England, og i februar året efter fik han undertegnet en traktat, hvorved Danmark opnåede løfte om hjælp i tilfælde af angreb. I december 1661 blev A statholder i København, og i de flg. år havde han stor indflydelse på Danmark-Norges udenrigspolitik. I 1663 blev han statholder i hertugdømmerne og mistede sin post som Københavns statholder. Efter Frederik 3.s død i 1670 indtog A sin gamle plads i statskollegiet og blev tillige medlem af det nyoprettede gehejmeråd. Til sin død havde A på ny væsentlig indflydelse på udenrigspolitikken. Det er blevet sagt om A, at når han i sin politik prioriterede det gottorpske spørgsmål højere end det skånske, var det fordi, han anså en løsning af det gottorpske spørgsmål på en for Danmark-Norge tilfredsstillende måde for at være en afgørende forudsætning for at forfølge det andet hovedmål for dansk-norsk udenrigspolitik, generhvervelse af de skånske provinser. I 1671 blev A greve, da Langeland blev ophøjet til grevskab (f 1623)

 

1771 f Louise Augusta, datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee (Christian 7.), hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg; allerede i samtiden var det kendt, at Louise Augusta var en frugt af Caroline Mathildes fatale romance med Struensee. "La petite Struensee" kaldtes hun af og til selv i hofkredse, men hendes kongelige byrd blev aldrig bestridt. Maj 1786 blev hun gift med hertug Frederik Christian af Augustenborg. Da Louise Augusta blev konfirmeret, blev hun indviet i de ægteskabsplaner, man allerede i 1779 havde lagt for hende. Tanken om den tørre, pedantiske augustenborger som ægtefælle tiltalte hende ikke, og broderen kronprins Frederik måtte afgøre sagen med en utvetydig erklæring om, at "fædrelandets vel forlanger dette ægteskab". Trods forskelle i væsen og temperament, udviklede der sig et harmonisk forhold mellem de to ægtefæller. På længere rejser i udlandet fik de forbindelse med tidens filosoffer og litterater, som lejlighedsvis også inviteredes til Augustenborg, hvor Louise Augusta med sine talenter for sang og musik blev midtpunkt i det både åndeligt og selskabeligt levende hofliv. Hertugparret var længe barnløst, men da Louise Augusta var blevet behandlet for barnløshed af hoflægen, fødte hun 1796 datteren Caroline Amalie (senere gift med Christian.8.) og derefter to sønner. Her ligger muligvis kimen til datidens rygter om Louise Augustas elskere, og det er almindeligt antaget, at Louise Augustas livsappetit ikke lod hende nøjes med Frederik Christian. Ligeledes blev det påstået, at hun søgte "adspredelse" efter hans død. Livet igennem bevarede Louise Augusta et godt forhold til broderen, kronprins Frederik fra 1808 Frederik 6. (d 13/1 1843)

 

f Hans Hedemann, officer; han blev kadet i 1803 og steg derefter reglementeret i graderne, og nytår 1847 fik han obersts karakter. Han havde fortrinsvis gjort tjeneste ved jægerne og havde ved de store manøvrer under Frederik 6. jævnligt kommanderet samtlige deltagende regimenters jægerkompagnier. Ved krigsudbruddet i marts 1848 blev han med forbigåelse af samtlige generaler og hele oberstklassen udnævnt til chef for hærens overkommando. Den 27. marts fik han generalmajors karakter, og den 30. marts overtog han kommandoen over det ved Kolding samlede armékorps. Den 9. april indledtes felttoget med slaget ved Bov., og Hedemann gjorde med sin ro og selvbeherskelse det bedste indtryk. Imidlertid opstod der i de flg. dage rygter om, at han var upålidelig i national henseende (han var født i Flensborg). Anklagerne var uberettigede, men det efterhånden spændte forhold mellem krigsministeren og visse officerer i overkommandoen foranledigede krigsministeren (Tscherning) til i juli 1848 at opløse armékorpset og udnævne Hedemann til den ret betyd- ningsløse post som præsident i en rådgivende komite under krigsministeriet. Som et plaster på såret blev han tillige kommandant i Kastellet. Hans Hedemann forvandt ikke denne krænkelse, skønt kongen straks udnævnte ham til kammerherre og i 1853 tildelte ham Storkors af Dannebrogsordenen. 1854 afskediges han efter ansøgning som generalløjtnant (d 31/5 1859)

 

1807 Freden i Tilsit; aftale som Napoleon underskrev med tsar Aleksander I af Rusland og kongen af Preussen efter de franske kejsers sejre over preusserne i slagene ved Jena og Auerstädt og over russerne i slaget ved Friedland. Mødet var arrangeret med stor sans for dramatisk effekt. Det fandt sted i et telt på en flåde i floden Njemen, og de to kejserlige modstandere omfavnede hinanden hjerteligt som tegn på, at en ny tid for Europa var ved at bryde frem. Hvad, de talte om inde i teltet, vides ikke i detaljer, men selve fredsaftalen blev hurtigt kendt. Iflg. den blev Frankrig og Rusland allierede, delte Europa mellem sig og reducerede Østrig og Preussen til andenrangs stater. Den russiske tsar accepterede, at Preussen blev reduceret fra 230.820 km2 til 119.223 km2, at der oprettedes et storhertugdømme Warszawa til Napoleons allierede kongen af Sachsen, at der i det nordlige Tyskland oprettedes et kongedømme, Vestphalen. Disse to nye stater bestod delvis af tidligere preussisk område. Rusland accepterede med Tilsitaftalen Napoleons hegemoni i Vest- og Centraleuropa. Preussen skulle være besat af franske tropper, indtil en krigsskadeserstatning på 120.000.000 franc var betalt. I en hemmelig aftale gik Napoleon med til at hjælpe Rusland med at "befri" det meste af det tyrkiske Europa, hvis Tyrkiet afslog fransk mægling i dets uoverensstemmelser med Rusland. Ligeledes lovede Alexander I at tilslutte sig fastlandsspærringen mod Storbritannien, hvis briterne afviste russisk mægling i den fransk-britiske strid. Endvidere fik Rusland frie hænder til at erobre Finland fra Sverige, og Preussen tvunget til at tilslutte sig fastlandsspærringen og lukke dets havne for britisk handel. Napoleons bestræbelser for i de flg. år at udvide fastlandsspærringen førte til sammenbrud af freden på det europæiske kontinent. Det fransk-russiske samarbejde varede til 31. december 1810. Da åbnede tsaren russiske havne for neutrale skibe, da han havde konstateret, at den russiske tilslutning til kontinentalblokaden var til stor skade for russisk handel. Truslen mod Rusland fra storhertugdømmet Warszawa bidrog ligeledes til sammenbruddet af samarbejdet Frankrig-Rusland og Napoleons angreb på Rusland i juni 1812

 

1854 d Georg Ohm, tysk fysiker; efter at have studeret matematik og fysik og taget doktorgraden blev Ohm 1813 lærer i Bamberg og 1817 overlærer i matematik og fysik ved gymnasiet i Köln. Her begyndte han sine undersøgelser over den elektriske strøm; resultaterne samlede han i "Schweigger’s Journal" for 1826. Maj 1827 udgav han "Die galvanische Kette, matematisch bearbeitet". Heri sammenfattede han sine mange eksperimentelle resultater i en matematisk teori, hvor begrebrne elektrisk spænding, strøm og modstand såvel som sammenhængen mellem dem for første gang blev klart udtrykt. 1833 blev Ohm professor i fysik ved den polytekniske skole i Nürnberg, hvor han 1839-49 var rektor. Fra 1849 var han professor i fysik i München. Ohm har endvidere gjort opdagelser inden for krystallografi og akustik (f 16/3 1787)

 

1860 f Gustav Mahler, østrigsk/tjekkisk dirigent og komponist; født i Böhmen og studerede 1888-91 ved konservatoriet i Wien. 1888-91 var han dirigent ved operaen i Budapest; herefter 1891-97 kapelmester ved Stadttheater i Hamborg. 1897-1907 var Mahler kapelmester og kunstnerisk leder ved hofoperaen i Wien. Fra 1907 var han bosat i USA, hvor han arbejdede som dirigent for New York Philharmonic Orcestra og ved Metropolitan-operaen. Mahler var en af sin tids dygtigste dirigenter med et repertoire, som omfattede opera og koncert og spændte fra klassikerne til samtidsmusik. Som komponist blev han kun i mindre omfang forstået i sin samtid, og hans musik forblev længe noget upåagtet. Først i de senere år har den fået en betydelig udbredelse, særlig gennem talrige grammofon- og CDindspilninger. Mange af hans værker kræver et så stort antal medvirkende, at det vanskeliggør opførelser. Mahlers produktion er især koncentreret om genrerne symfoni og sange med orkesterledsagelse; sangene har ofte et symfonisk præg, og Mahler kunne derfor bruge dem som udgangspunkt for hele symfonisatser. Denne syntese kommer tydeligst til udtryk i "Das Lied von der Erde", som - i alt bortset fra navnet - er et symfonisk værk med basis i sange. Hans symfonier er lange og komplekse. For Mahler skulle en symfoni udgøre en hel verden (d 18/5 1911)

 

f Knud Rasmussen, polarforsker; født og opvokset på Grønland. Kom som 12-årig i 1891 til København for at gå i skole. Efter studentereksamen (1898) kom han ikke i gang med noget egentlig fagstudium. Sommeren 1900 deltog han i Studentersamfundets Islandsrejse; rejsens leder, Mylius Erichsen, og Rasmussen besluttede at søge startet en ekspedition til Grønland. Inden denne plan lod sig realisere, foretog Rasmussen i vinteren 1901 en rejse til Lapland, hvor han levede blandt samerne. Rejsen var at betragte som en forberedelse til hele hans senere forskningsfærd. Foråret 1902 startede med Rasmussen blandt deltagerne og med Mylius Erichsen som leder den såkaldte litterære Grønlandsekspedition, der nåede frem til Thule. Sammen med Peter Freuchen oprettede Rasmussen 1910 på privat basis stationen Thule, som han drev til sin død. I årene 1912-1933 gennemførte Rasmussen syv Thuleekspeditioner. På 5. Thuleekspedition besøgtes alle eskimoer uden for Grønland. Rasmussens forfatterskab omfatter både skønlitterære skrifter, rejseskildringer, oversættelser af eskimoiske traditioner, eventyr, sagn og sange og videnskabelige arbejder. Hans første bog "Lapland" (trykt 1907) er en skildring af arktisk nomadeliv. Derefter er hans produktion udelukkende helliget eskimoerne. I denne er bl.a. "Min Rejsedagbog" (1915), som er en beretning af oplevelserne på 1. Thuleekspedition. Om 2. Thuleekspedition beretter Rasmussen i "Grønland langs Polarhavet" (1919); "Myter og Sagn fra Grønland" (1921-25) handler om sagn og traditioner fra eskimolivet i tidligere tider; "Fra Grønland til Stillehavet" (1925-26) og "Den store Slæderejse" (1932) skildrer 5. Thuleekspedition (d 21/12 1933)

 

f Marc Chagall, russisk/fransk maler; han begyndte sin kunstneriske uddannelse i fødebyen Vitebsk i Hviderusland, derefter 1907-10 på akademiet i St. Petersborg. Fra 1910 i Paris, hvor han lærte en række moderne malere at kende. I Paris tog hans billeder motivisk udgangspunkt i Vitebsks jødiske kultur, således "Jeg og landsbyen" (1911). Andre arbejder prægedes af kubismens formeksperimenter, f.eks. "Digteren, klokken halv fire" (1911-12). Ved udbruddet af Første Verdenskrig var Chagall i Rusland og kunne ikke vende tilbage til Vesteuropa. Han åbnede en kunstskole i Vitebsk; fra 1920 var han i Moskva, hvor han begyndte at skrive sine erindringer, der udkom 1923 på jiddisch (1965 på dansk:"Mit liv og min kunst"). Fra hans russiske ophold stammer intense natur-skildringer fra Vitebsk. I 1923 kom Chagall efter et kort ophold i Berlin tilbage til Frankrig, hvor han opholdt sig til 1941. I 1931 besøgte han Palæstina og påbegyndte en serie raderede illustrationer til Bibelen, udgivet 1956. Chagall var i eksil i USA 1941-48. Chagall har arbejdet med alle teknikker, akvarel, olie, grafik og har også arbejdet med reliefskulptur og keramik. Dybt engageret i tidens hændelser og jødernes skæbne malede han i 1930’erne serier med religiøst indhold. Efter at være vendt tilbage til Frankrig, hvor han boede til sin død, udførte han bl.a. en række glasmalerier til katedralerne i Metz og Reims og et loftsmaleri til Operabygningen i Paris (1964). Chagalls fantasifulde og farveglade kunst har opnået stor popularitet. Han er repræsenteret i mange museer verden over. Til Marc Chagall senere værker hører også grafiske arbejder til La Fontaines Fabler (1952) og en række store malerier, der findes på det museum for hans bibelske billeder, der i 1973 blev åbnet i Nice (f 7/7 1887)

 

Aktieselskabet Aarhus elektriske Sporveje åbner den første sporvognslinje i Århus. Den var enkeltsporet med vigespor forskellige steder i byen. Linjen gik fra remisen på Dalgas Avenue ved Filtenborg Plads ad Hans Brogesgade, M.P. Bruunsgade over Banegårds Plads ad Ryesgade og Søndergade over Store og Lille Torv, ad Guldsmedgade, Nørregade, Knudrisgade, over Østbanetorv, ad Skovvejen til Tordenskjoldsgade. Da kommunen 1. januar 1928 overtog linjen, blev den gjort dobbeltsporet gennem hele byen, og året efter for-længet til Marienlund ved Riis Skov

 

d Arthur Conon Doyle, britisk forfatter og læge; ophavsmand til den skarpsindige og urokkelige detektiv Sherlock Holmes, litteraturhistoriens første seriehelt. Forbilledet for helten siges at være en medicinsk professor i Edinburgh, hvor Doyle blev uddannet. Forfatterskabet begyndte i Doyles ledige stunder i hans ikke overvældende store praksiser i Plymouth og Southsea. Holmes præsenteredes første gang i "A Study in Scarlet" (1887). Trods sit overmenneskepræg er Holmes langt fra ufejlbarlig: Han indtager narkotika, har melankolske anfald, er mistroisk og kold over for kvinder, dominerer Watson osv. osv; men det er sjældent han tager fejl. Hans deduktive superintelligens stilles til stadighed på nye prøver, og han løser gåden hver gang; han er endda ikke bange for at tage loven i egen hånd og skjule en morders identitet for det kluntede politi. Historiernes succes skyldes ikke blot detektivfiguren, men også de atmosfærefyldte skildringer af især det tågede, gasoplyste London med dens Hansom Cabs. Det store gennembrud fik Doyle fra 1891, da han begyndte at offentliggøre Holmeshistorierne i Strand Magazine. I de flg. år blev det til adskillige historier. Blandt disse "The Adventure of the Final Problem" (1893), hvori Holmes omkom ved det fatale styrt i kampen med den onde professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet. Så populær var Holmes, at Doyle måtte "genoplive" ham. I 1902 kom hans nok bedst kendte roman "The Hound of the Baskervilles". Holmes bedrifter sættes i relief af hans ledsager og biograf, den ubehjælpsomme og naive Dr. Watson. Foruden Holmeshistorierne skrev Doyle historiske romaner og science fiction. I sine senere år var Doyle meget interesseret i spiritisme, om hvilken han i 1926 udgav "History of Spiritualism" (f 22/5 1859)

 

Sammenstødet ved Marco Polo broen ved Peiping (Beijing). I 1931 havde Japan besat den nordøstlige del af Kina, Manchuriet, og der oprettet marionetstaten Manchuko. Dette overgreb på Kinas territoriale integritet havde skabt en stærk anti-japansk bevægelse i Kina. I 1937 var denne bevægelse så stærk, at de kinesiske kommunister og de kinesiske nationalister havde besluttet at standse borgerkrigen i Kina, og i stedet sammen bekæmpe eventuelle nye japanske agressioner. Om aftenen den 7. juli 1937 krævede en mindre japansk styrke, der var på manøvre ved Marco Polo broen, adgang til den lille by Wan-p’ing for at søge efter en af deres soldater. Garnisonen i byen afslog den japanske anmodning. Da der pludselig blev affyret et skud, førte det til en almindelig skududveksling mellem de to parter. I det videre forløb indtog såvel den japanske som den kinesiske regering en stejl holdning. Den kinesiske regering var under pres af den stærke anti-japanske stemning i landet. I den japanske regering så man muligheden for yderligere erobringer i Kina. Affæren udviklede sig til krig. En krig der viste sig at blive forspillet til stillehavskrigen under 2. Verdenskrig

 

1950 d Niels Bukh, gymnastikpædagog, højskolelærer; voksede op på Vallekilde højskole, hvor faderen var lærer. B tog tidligt deltog skytteforeningsarbejde og var delingsfører, før han i 1908 begyndte en videregående uddannelse i gymnastik. I disse og større kredse slog han sit navn fast, ved som leder af det mandlige konkurrencehold i gymnastik at opnå en andenplads ved de olympiske lege i Stockholm 1912. Samme år tog han lærereksamen ved seminariet i Vordingborg. 1914 blev Bukh ansat ved Ollerup folkehøjskole. Her virkede han som gymnastiklærer og stod for uddannelsen af delingsførere. Allerede nu kom det frem, at dyrkelse af idræt for Bukh var en vej til national vækkelse. Da skolen efterhånden blev for lille til at rumme det stadig voksende elevtal, blev Bukhs planer om en egentlig gymnastikhøjskole realiseret. 1. maj 1920 indviedes Ollerup som den første i landet. I løbet af de næste tiår blev skolen udvidet flere gange. I begyndelsen af 1920erne begyndte Bukh en omfattende rejse- og turnevirksomhed. Gennem hele sin karriere formåede Bukh at vinde en stadig større tilhængerskare for sin gymnastik – ikke kun i den folkelige idrætsbevægelse – men også inden for hæren og i skolen. Bukhs dyrkelse af sundhed, kraft og muskeltræning kunne i 1930erne ikke undgå at give associa-tioner til, hvad der skete syd for grænsen, og da han også selv udtalte sympati for nazismen, kom han og hans gymnastik i miskredit. Efter befrielsen blev han arresteret for at samarbejde med tyskerne, men kort efter frigivet. Skolen, der havde lidt overlast under besættelsen først af værnemagten senere som indkvarteringssted for tyske flygtninge, lykkedes det Bukh ved hjælp af frivillig og ulønnet arbejdskraft at genrejse. I 1947 kunne skolen igen tages i anvendelse (f 15/6 1880)

 

 

 

 

Til top        8. juli

1249 d Alexander 2., konge af Skotland 1214-1249; kom på tronen da hans far kong William 1. Løve (1165-1214) døde. Da de engelske stormænd gjorde oprør mod kong Johan uden Land i 1215, sluttede Alexander sig til oprørerne med henblik på at generhverve områder i det nordlige England. Da oprøret var blevet nedkæmpet i 1217, aflagde Alexander lensed til den nye engelske konge Henrik 3. (1216-72), og i 1221 blev han gift med Henrik søster, Johanne (d 1238). I 1237 beseglede de to konger en traktat - Peace of York. Iflg. den gav Alexander afkald på alle krav på territorier i England. Til gengæld fik han overladt flere godser i England. Endvidere blev grænsen mellem England og Skotland fastlagt i et forløb, der stort set stadig er gældende. I sin regeringstid fik Alexander styrket den skotske kongemagt og fik den udstrakt til områder i sit land, der hidtil ikke havde været underlagt kongelig myndighed. Alexander døde, da han var ved at forberede en erobring af de norsk-kontrollerede øer ved Skotlands vestkyst (f 24/8 1198)

 

1497 Vasco da Gama sejler ud fra Lisabon for som den første nogensinde at gennemføre en rejse til Indien syd om Afrika. Da Gamas flåde bestod af fire skibe: to naos (tremastede sejlskibe i mellemstørrelse) hver på 120 tons. De bar navnene "Sao Gabriel" og Sao Rafael". Endvidere en 50-tons caravel med navnet "Berrio" og et 200 tons forsyningsskib. Man passerede De kanariske Øer den 15. juli og nåede Santa Helena bugten i Sydafrika den 7. november. Her efterlod da Gama forsyningsskibet. Man sejlede fra Helena bugten den 16. november, men ugunstigt vejr medførte, at flåden først rundede Kap Det gode Håb den 22. november. Efter at have gjort ophold flere steder på den østafrikanske kyst, nåede man Mombasa i Kenya den 7. april. Efter at have fået om bord en arabisk lods, der kendte søruten til Indien, nåede de portugisiske skibe efter 23 dages sejlads uden at have set land Calicut i Indien den 20. maj. På hjemrejsen betød dårligt vejr, at man var tre måneder om at sejle fra Indien til Afrikas østkyst, og mange af besætningen døde af skørbug. Den 8. januar 1499 nåede man Malinda i Kenya. Her lod da Gama "Sao Rafael" brænde, da dødsfald havde reduceret besætningerne kraftigt. Den 20. marts rundede "Sao Gabriel" og "Berrio" sammen Kap Det gode Håb; en måned splittede en storm dem. "Berrio" nåede hjem til Lisabon den 10. juli. På grund af dårligt vejr var da Gama med "Sao Gabriel" havnet på Azoerne, men den 9. september nåede han Lisabon. Den portugisiske konge belønnede da Gama med en adelstitel, et gods og en årlig pension på 1000 cruzados

 

1621 f Leonore Christina Ulfeldt, kongedatter, forfatter; datter af Christian 4. og Kirsten Munk, blev opdraget hos mormoderen Ellen Marsvin og i Nederlandene. 1636 blev hun gift med Corfitz Ulfeldt. De nærmest flg. år blev hendes lykkeligste. Ulfeldt blev 1643 rigshofmester, og Leonore Christina indtog i kraft af sin fødsel og kultur førstepladsen ved hoffet. Da Frederik 3. blev konge (1648) vanskeliggjordes hendes stilling hurtigt. En undersøgelse mod Ulfeldt for hans regnskabsførelse bevirkede, at parret med deres børn drog til Sverige, hvor Ulfeldt gik i tjeneste hos den svenske konge. Efter de danske nederlag i krigen mod Sverige, var Ulfeldt svensk forhandler ved freden i Roskilde i 1658. I 1659 faldt han i unåde hos den svenske konge, og ved en påfølgende retssag blev han dømt. Da der verserede rygter om, at parret skulle forvises til Finland, flygtede de til København. Her var der ingen nåde at finde for Ulfeldts forræderi. Ulfeldterne var 1660-61 indsat i fængsel på Hammershus og blev først lødladt, da Ulfeldt havde givet afkald på sine godser uden for Fyn og lovet ikke at forlade Danmark uden kongens tilladelse. 1661 fik Ulfeldt tilladelse til at tage på kur i Spa, men 1663 erfarede den danske regering om nye forræderiske handlinger fra Ulfeldts side. Bl.a. havde han forhandlet med pave-stolen om genindførelse af katolicismen i Danmark. Mens Ulfeldt undslap tilfangetagelse, blev Leonore Christina taget til fange. Det skete, da hun i 1663 rejste til England for at afkræve Karl 2. penge, han skyldte U. Kong Karl udleverede Leonore Christina, der førtes til København. Her var hun 1663-85 fange i Blåtårn ved København slot. Først ved dronning Sofie Amalies død blev hun løsladt og boede herefter til sin død i Maribo kloster. Om sit fængselsophold skrev Leonorammersminde" (d 16/3 1698)

 

1621 f Jean de la Fontaine, fransk forfatter; hans berømmelse hviler på hans "Fables" (12 bøger, 1668-94); det er korte, versifiserede dyrehistorier, hvor realistisk og illusionsløs menneskelig livsvisdom forenes med frisk fortællerglæde og underfundig humor, så man lærer menneskenaturen med alle dens fejl og småligheder at kende. Emnerne for fablerne er taget alle vegne fra, fra Æsop og Phardrus, fra oldfranske dyrefabler, fra arabiske og indiske samlinger. Den første samling "Fables choisies mises en vers" (Udvalgte fabler sat i vers) var beregnet til belæring og opdragelse af den unge tronfølger. I de senere samlinger findes i stigende grad eksempler på social satire, karaktertegning og individualisering. Med sin enkle naturlighed og sit formelle mesterskab er de blevet Frankrigs mest citerede litterære værk. Desuden er fablerne det værk, franskmændene bedst kender, idet det for generationer af franskmænd indgik som en del af deres skolelærdom at lære la Fontaines fabler udenad. Blandt la Fontaines øvrige arbejder er "Contes et det nouvelles en vers" (4 samlinger, 1665-74), hvoraf flere er dristige erotiske fortællinger. På prosa udgav han romanen "Psyché" (1669). Allerede i sin ungdom førte la Fontaine førte et noget udsvævende liv. Hans far søgte at sætte en stopper herfor ved at lade sønnen overtage sin stilling som forstembedsmand og få ham gift. Det hjalp dog ikke. I 1658 forlod la Fontaine sin kone og rejste til Paris, hvor han førte en rigtig bohèmetilværelse. Men i sine sidste år blev han efter en alvorlig sygdom grebet af anger, fordømte sine Contes og døde som en bodfærdig kristen (f 13/4 1695)

 

d Kaj Lykke, oberst og lensmand; for sine fordringer på kronen for som oberst fra maj 1657 under svenskekrigen at have udrustet og underholdt det af ham hvervede "Kongens livregiment til hest" forlenedes han fra 1. maj 1658 med Ålborghus. Fire år senere ramtes han af den skæbne, der har givet ham i plads i Danmarkshistorien. I foråret 1656 skrev en af hans friller, der klædt som fin jomfru, var indlogeret på hans gods, til L i København, at hun ikke længere ville være i hans hus, da man talte ilde om hende derfor. For at holde på hende skrev L i et brev af 1. april samme år: "I skulle høre hvad de taler om vores dronning, at hendes lakajer ligger i med hende, hvilket og vel er sanden, efterdi at hun gør sig helt gemen med dem". Brevet kom hoffet og kongen i hænde, og efter flere retssager og forsøg på kompromis indstævnedes han 2. september 1662 for højesteret for majestætsfornærmelse og for at "lide og undgælde på liv, ære og gods". Få dage forinden var Lykke rejst til sine godser i Skåne. Samme dag tilsluttede højesterets 18 dommere i enighed anklagerens ønske og tilføjede "og imidlertid han ej i person betrædes kan, da eksekutionen in effigie offentlig at ske og forrettes". Tre dage senere henrettedes en legemsstor voksfigur af ham, livagtigt udført og iklædt hans vante dragt på slotspladsen, mens kongeparret og deres børn m.fl. så til fra vinduerne. Det var første gang et sådant skuespil opførtes i Danmark. Først efter dronning Sophie Amalies død i 1685 fik Lykke lov at vende hjem. Han boede derefter hos sin trofaste hustru på hendes gård Bidstrup til hendes død i 1697, derefter på Bramminge hos sin steddatter (f ca 1625)

 

Slaget ved Poltava. Russerne og Peter den Store knuser under Store Nordiske Krig en svensk hær under kong Karl XII og sætter dermed punktum for svenskernes status som stormagt, skaber grundlag for russernes dominerende stilling i Østeuropa og ved Østersøen og tvinger Karl 12. til at flygte til Tyrkiet. Slaget blev udkæmpet nord og vest for byen Poltava, vest for floden Vorskla i Ukraine mellem 80.000 russere under kommando af tsar Peter den Store og general fyrst Aleksandr Menshikov og 17.000 svenskere under Karl XII. Faktisk var den svenske invasion af Rusland slået fejl den foregående vinter, da svenskerne mistede en større forsyningskolonne til russerne, ligesom forstærkninger af mandskab ikke nåede frem til svenskekongen. Trods mangel på krudt og kugler og underlegen med hensyn til mandskab fortsatte Karl XII krigen og indledte i maj 1709 en belejring af Poltava. Med henblik på at hæve belejringen samlede russerne tropper, de opkastede skanser og gravede skyttegrave nogle få hundrede meter uden om den svenske belejringshær; herved blev svenskerne foruden at udgøre en belejringshær selv belejrede. Ville de slippe ud af denne belejring, måtte de angribe, og det gjorde svenskerne. Karl XII havde planlagt at gennemføre angrebet således, at hans soldater passerede forbi de russiske skanser uden at nedkæmpe dem og derefter rette angrebet på den russiske hovedstyrke. En sådan angrebsplan forudsatte stor mobilitet og stor dristighed. Men da Karl XII var blevet såret få dage tidligere, manglede han selv mobilitet, og hans næstkommanderende enten misforstod planen eller havde ikke den fornødne dristighed. Det svenske angreb gik i stå, og med 40.000 mand iværksatte russerne et modangreb. Det resulterede i, at – bortsat fra kongen og 1500 ledsagere – alle svenske soldater enten blev dræbt eller taget til fange

 

Under Store Nordiske Krig ødelægger en dansk-norsk styrke ledet af Tordenskjold en svensk flådestyrke i Dynekilen. Under Store Nordiske Krig havde svenskekongen Karl XII i foråret 1716 indledt en belejring af den norske fæstning Frederikssten, tæt ved byen Frederikshald (Halden). For at hindre at svenskerne i at føre forsyninger frem til deres belejringsstyrker fik den fire måneder i forvejen i adelsstanden optagne søhelt Tordenskjold til opgave at hindre disse transporter. Den 2. juli 1716 lettede han anker i København med en lille, velegnet flådeafdeling på to fregatter "Hvide Ørn" og "Vindrosen", to stykpramme og tre norske galajer. Den 7. juli nåede flåden frem til farvandet mellem Strömtad og Svinesund. Her erfarede Tordenskjold, at en større svensk transportflåde var nået frem til den dybe fjord Dynekilen. Den følgende dag, den 8., foretog Tordenskjold det navnkundige angreb på Dynekilen. At stå ind i den lange, smalle fjord var et dristigt foretagende, og svenskerne anså et angreb fra søsiden så utænkeligt, at de havde undladt at etablere et fremskudt forsvar af havnen, ja de havde end ikke indrettet et varslingssystem. Derfor lykkedes det Tordenskjold at nå helt frem til havnen. Her nedkæmpedes havnens batteri på seks 12-pundige kanoner og ti 18-pundige kanoner på det svenske orlogsskib "Stenbocken". Trods denne heldige kamp var Tordenskjolds opgave langt fra løst. Fjendens skibe skulle enten erobres eller ødelægges. Da det svenske fodfolk på land stadig holdt skibene under musketild, var det ikke nogen let opgave. Selv tog Tordenskjold sig af "Stenbocken", hans folk klarede de øvrige fartøjer. Af i alt tretten svenske orlogsskibe lykkedes det at erobre og medtage ni; resten blev sænket eller brændt. Hertil kom, at danskerne og nordmændene erobrede fem fartøjer med artillerimateriel og tre med proviant; den øvrige del af transportflåden ødelagdes. I alt mistede svenskerne ved angrebet 44 fartøjer. Tabet var så stort, at Karl XII den følgende dag opgav belejringen af Frederikssten

 

d Peter Als, maler; omkr. 1750 modtog han på Kunstakademiet i København undervisning af Pilo. I de flg. år malede han portrætter af medlemmer af kongehuset og af landets fornemste familier. Disse portrætter er stærkt beslægtet med Pilos rokokoportrætter. I 1755 vandt Als som den første danske maler Akademiets store guldmedalje og det medfølgende rejsestipendium, som forpligtede modtageren til et tre årigt ophold i Rom og tre år i Paris. November 1756 var han i Rom, hvor han blev undervist af tyskeren Anton Mengs, en af Winckelmanns nærmeste venner og som han en af foregangsmændene for nyklassicismen. I Rom malede Als portrætter, og Winckelmann var meget begejstret for et portræt, Als malede af ham. Opholdet i Paris varede kun ét år. Efter hjemkomsten åbnedes alle døre for Als. 1763 blev han hofmaler, året efter medlem af Akademiet og 1766 professor ved Akademiet. Han indførte det nyklassicistiske portrætmaleri i Danmark, og bestillingerne strømmede ind. Fra kongehuset fik han så mange bestillinger, at han havde svært ved at overkomme dem. I 1771 malede han dronning Caroline Mathilde. Bestillingen lød på, at han skulle male hende i hel figur, uden hat, klædt som oberst i hendes holstenske regiment "og dog at det kunne kendes, det var et fruentimmer og dronning". Blandt Peter Als andre portrætter er "Christian 7. i kroningsdragt" (1773-77), der blev udført på bestilling af zarina Katharina 2. af Rusland (døbt 16/5 1726)

 

1812 f Peter Frd. Steinmann, officer og krigsminister, 1822 kadet i artilleriet, gjorde derefter karriere i militæret og var ved udbruddet af Treårskrigen i 1848 major. Under det meste af krigen var han stabschef hos Olaf Rye. Efter Treårskrigens afslutning i 1850 og frem til 1864 var han stabschef dels i Fredericia dels i Flensborg. I 1862 blev han generalmajor. Ved fjendens indmarch januar 1864 ledede Steinmann rømningen af Lauenburg og Holsten uden kamp og besatte centrum af Danevirkestillingen, syd for Slesvig by. I krigsrådet den 4. februar hævdede han under den lange, heftige diskussion det standpunkt, at tilbagetoget fra Dannevirke først burde tiltrædes efter en alvorlig kamp, men endte med at tilslutte sig flertallets ønske: tilbagetog under skjul af natten. Under tilbagetoget blev Steinmann alvorligt såret i slaget ved Sankelmark (den 6. februar). Efter sin helbredelse kommanderede han kort tid 1. division og lettede væsentligt de slagne afdelingers overgang til Als 18. april 1864. 1867 blev han general. I 1874 blev Seinmann krigsminister og skulle forsøge at gennemføre en hærrevision. Han foreslog en forholdsvis talstærk hær og stærk søbefæstning ved København. Det lykkedes ham ikke at få gennemført forslaget, og 1875 gik han af som minister (d 16/2 1894)

 

d Percy Bysshe Shelly, engelsk digter; 1810 immatrikuleret ved universitetet i Oxford; herfra blev han relegeret efter et halvt år på gr. af udgivelsen af den fritænkeriske pjece "The Necessity of Atheism". 1818 forlod Shelly England for aldrig at vende tilbage. Herefter opholdt han sig forskellige steder i Italien, og i de fire år, han tilbragte der, blev hans største værker skabt. I Rom skrev han i 1820 det lyriske drama "Prometheus Unbound". Her fik hans ideer om menneskeåndens kamp for fuldkommengørelse og frigørelse fra det ondes lænker og om kærlighedens sejr sit mest sublime udtryk. I de følgende år gennemstrømmede politiske ideer fortsat Shellys digte, men digtet "Ode to the West Wind" præges først og fremmest af den lidenskabelige intuition, der er blevet karakteriseret som den drivende kraft for romantikkens poesi. Digtene "The Cloud" og "To a Sky Lark" opnåede stor popularitet på gr. af deres musikalitet og inspirerede gengivelse af stemninger. Sammen med en ven omkom Shelly ved en sejlulykke i bugten ved Genova. Da ligene senere drev i land, blev de brændt på strandbredden. Urnen med Shellys aske blev nedsat på den protestantiske kirkegård i Rom. Shelly er blevet karakteriseret som en entusiastisk forkæmper for menneskehedens personlige og politiske frigørelse og med en uudslukkelig tro på menneskenes naturlige godhed og på kærlighedens sejr over ondskaben – alt sammen i den franske revolutions ånd (f 4/8 1792)

 

f Ferdinand von Zeppelin, tysk luftskibskonstruktør; uddannet som officer 1858 og deltog i borgerkrigen i USA i 1863, i krigen mod Østrig 1866 og mod Frankrig 1870-71. Han tog sin afsked fra hæren i 1890 og beskæftigede sig derefter med konstruktion af et styrbart luftskib, der i modsætning til alle tidligere kendte luftskibe skulle bygges med et indvendigt afstivningsskelet af aluminium. Den første "zeppeliner", som Zeppelins luftskibe blev kaldt, var i luften 2. juli 1900. Hans arbejde blev af hele den tyske nation omfattet med den største interesse. Da han på et vist tidspunkt havde brugt sin egen, ikke ubetydelige, formue, og hans sidste nybygning var havereret, blev der på kort tid indsamlet over 6 mio. mark, der blev stillet til Zeppelins rådighed til videre forsøg. Før Første Verdenskrig foretog von Zeppelin en række luftskibsfarter til europæiske (stor)byer bl.a. også Århus (luftskibet "Hansa" i 1909). Under Første Verdenskrig blev der på Zeppelin-værftet ved Bodensøen bygget 125 luftskibe til militært brug. Efter krigen blev der bygget flere trafikluftskibe, hvoraf "Graf Zeppelin" og "Hindenburg" blev anvendt til regelmæssig lufttrafik mellem Tyskland og Sydamerika og mellem Tyskland og USA. Efter Hindenburgs haveri i New York 6. maj 1937 opgav man al videre bygning af luftskibe (d 8/3 1917)

 

f John Davidson Rockefeller, amerikansk oliemagnat; efter de første oliekilder var åbnet i Pennsylvania i de tidlige 1860’ere, så R den betydning, olien kunne få og opførte et olieraffinaderi i Cleveland. To år senere var hans raffinaderi områdets største. Ved opkøb af andre raffinaderier, ved en pågående reklameindsats og ved erhvervelse af et distributionsnet var R’s selskab, Standard Oil Company i 1870 USA’s største. Ved også at erhverve oliekilder havde Standard Oil i 1880’erne opnået et faktisk oliemonopol. R undgik en dom afsagt af Ohios højesteret i 1892 om at opløse sit selskab ved at overføre kontrollen af sine selskaber til et holdingsselskab, Standard Oil of New Jersey, som eksisterede til 1911, da USA’s højesteret erklærede også det lovstridigt. En stor donation fra R muliggjorde i 1891 oprettelsen af universitetet i Chicago; efter 1897 beskæftigede R sig udelukkende med filantropisk virksomhed. Han stod bl.a. bag oprettelsen af Rockefeller Institute for Medical Research (nuværende Rockefeller University) i New York City (1901) og Rockefeller Foundation (1913). I sidstnævnte år udgjorde hans donationer mere end $ 530.000.000 (d 23/5 1937)

 

1846 Det åbne brev om arvefølgen i Danmark. I Slesvig havde den vågnende nationalisme i årene omkr. 1840 skabt et skel mellem dansk og tysk. Det var et skel, man ikke tidligere havde kendt, og der blev ikke blot sat et folkeligt skel i grænselandet, der blev tillige skabt et kulturelt og politisk modsætningsforhold mellem Danmark og Tyskland. Dette modsætningsforhold skabte problemer for den danske helstat. Den bestod af de tyske hertugdømmer Lauenborg og Holsten, hertugdømmet Slesvig hvor dansk dominerede i de nordlige egne tysk i de sydlige. I helstaten indgik endvidere kongeriget Danmark, hvis sydgrænse var Kongeåen. Når Chr. 8. (1839-48) var så afvisende på forfatningsområdet, skyldtes det ikke, at han ønskede at regere enevældigt, men at forfatningssagen kunne bringe helstaten i fare. Hertil kom en anden trussel for helstaten. Oldenborgernes kongestamme var ved at uddø. Chr. 8. havde kun én søn, kronprins Frederik, den senere Frederik 7. I 1841 var han blevet gift for anden gang, men i 1844 forlod kronprinsessen Danmark og sin kronprins. Hvis kongehusets mandslinje uddøde med Frederik, skulle kongeriget iflg. kongeloven gå i arv på kvindesiden. Men kongeloven gjaldt ikke i visse dele af Holsten, og der var strid om dens gyldighed for Slesvig. Fra dansk side hævdede man, at Slesvig efter Store Nordiske Krig i 1721 var blevet knyttet således til den danske krone, at det måtte følge kongeloven. Men hertugen af Augustenborg hævdede, at det var ham, der med mandslinjen havde arveret til både Slesvig og Holsten. I 1844 bad stænderforsamlingen i Roskilde kongen fastslå kongelovens gyldighed for hele det Danske Rige. I protest herimod vedtog stænderforsamlingen i Holsten det slesvigholstenske program: hertugdømmernes selvstændighed og uadskillelighed under mandsstammens, Augustenborgernes, styre. I denne situation blev kongen tvunget til at tage parti. Det skete med Det åbne Brev udstedt af kongen og ministrene den 8. juli 1846. Det fastslog, at kongelovens arvefølge gjaldt i kongeriget, Slesvig og Lauenborg, mens der herskede tvivl om dele af Holsten

 

En amerikansk flåde ankommer til Japan. Den tvinger landet til at åbne for kontakt med Vesten. I marts 1852 blev der i USA udrustet en flådeafdeling, der skulle aflægge Japan besøg og "overtale" det til at oprette diplomatiske forbindelser med USA. Øverstkommanderende for flådestyrken blev kommandør Perry. Efter at have undersøgt forholdene var det Peeys’ opfattelse, at Japans hidtidige isolationspolitik hurtigt kunne ændres, hvis man optrådte med fasthed. Den 8. juli 1853 sejlede han ind i den befæstede japanske havn Uraga; han afviste de japanske krav om straks at forlade havnen. I stedet overbeviste han japanerne om, at det ville være bedst for dem, at de kom om bord og fik overrakt de dokumenter, han var var kommet for at overbringe dem. Det skete; japanerne fik at vide, at Perry ville komme igen om et år med en endnu større flådestyrke for at få svar på sin regerings anmodning om en traktat. I februar 1854 aflagde Perry atter besøg i Japan med en flådestyrke. Den 31. marts blev den af amerikanerne ønskede traktat mellem de to lande underskrevet. Den blev starten til Japans modernisering

 

1867 f Käte Kollwitz, tysk grafiker og billedhugger; uddannet i Berlin og München, fra 1919 professor i Berlin og medlem af akademiet der. Hendes stil var først realistisk, men gennem en intens dyrkelse af motiverne fandt hun frem til en ekspressiv og højst personlig stil, hvor dramatiske lys- og skyggevirkninger og et til tider symbolsk indhold gav hendes grafik en særegen intensitet. K skildrede og forsvarede de fattige og undertrykte. Allerede i de grafiske blade "Væveroprøret" (1894-98) og "Bondekrigen" (1902-08) kom hendes sociale samvittighed frem i en bidende form. Ledemotivet i hendes grafiske værk forblev proletariets håbløse kamp mod den overmægtige fjende sult og død. I træsnitserier skildrede K menneskelig elendighed og hjemmenes sorg over dødens høst. Som billedhugger udførte hun monumenterne "Faderen" og "Moderen" til minde om en søn, der faldt i 1. Verd.krig. Hendes kunst var ikke velanset i naziårene og blev erklæret "entartet". Hun døde af sult og lidelser kort før den tyske kapitulation (d 22/4 1945)

 

1923 f Kim Malthe-Bruun, sømand, forfatter og frihedskæmper; efter at være blevet arresteret af Gestapo den 19. december 1944 blev M-B sammen med tre andre fra sin modstandsgruppe stillet for en tysk krigsret og dødsdømt den 4. april 1945. Dommen blev fuldbyrdet to dage senere i Ryvangen ved København. Hans mor udgav i efteråret 1945 bogen "Kim. Uddrag af dagbog og breve", der blev meget populær og er oversat til syv sprog. Mens M-B læste til studentereksamen, kom han i kontakt med modstandsgruppen Holger Danske. Efter at blevet student i 1943 tog han ud at sejle, men i september 1944 gik han for alvor ind i modstands-kampen. Han blev tilknyttet Studenternes Efterretnings-tjeneste, og det lykkedes blandt andet for ham i okto-ber 1944 sammen med en ven at få sejlet en toldbåd til Sverige. De vendte tilbage til Danmark, hvor M-B blev arresteret kort tid efter, sat i Vestre fængsel senere interneret i Frøslevlejren (d 6/4 1945)

 

1940 Erik Scavenius bliver udenrigsminister. Dannelsen af samlingsregeringen bestående af fire socialdemokrater, to venstremænd, to konservative, en radikal, to upolitiske og Erik Scavenius, der havde været udenrigsminister under Første Verdenskrig i den radikale regering 1913-20, indebar en ændring i den forhandlingspolitik, der havde været ført over for besættelsesmagten siden den 9. april. Den hidtidige politik var blevet ført af den radikale udenrigsminister, P. Munch, i logisk forlængelse af den udenrigspolitik, Danmark havde ført over for det nazistiske Tyskland siden 1933. Den gik ud på ikke at reagere på tyske krav, før de var fremsat, og derpå ved forhandling søge at begrænse dem. Scavenius var for en aktiv forhandlingspolitik. Hans mål var det samme som P. Munchs: at undgå det der var værre. Men Scavenius ville, man i ord og gerning skulle komme besættelsesmagten i møde, d.v.s. på forhånd give de indrømmelser, man kunne forvente, den ville kræve. En sådan politik var afhængig af, at man havde et tilstrækkeligt kendskab til det nazistiske militære og civile hierarki, og det havde Scavenius ikke. Han var uvidende om, at det ikke som under 1. Verdenskrig kun var den tyske udenrigsminister og det tyske udenrigsministerium der tegnede tysk udenrigspolitik. Han var uvidende om, den store rolle det nazistiske parti spillede. En anden forudsætning for Scavenius politik var, at han kunne få folkelig opbakning – den havde siden 1. Verdenskrig fået en stigende betydning for udenrigspolitikken. Den kunne Scavenius ikke få. Dertil var han for egenrådig og ufolkelig. Regeringens nye politik over for tyskerne og Scavenius manglende forståelse for den folkelige opinion afsløredes i den herostratisk berømte lovsang til besættelsesmagten, han fik regeringen til at udsende ved sin tiltræden:. I den hed det bl.a.:"Ved de store tyske Sejre, der har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed og haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle fredelige politiske og sociale Udvikling."

 

1950 Den amerikanske krigshelt sejrherren fra Anden Verdenskrigs stillehavskrig mod Japan general Douglas MacArthur udnævnes til øverstkommanderende for FN's styrker i Korea. Da Nordkorea den 25. juni 1950 angreb Sydkorea, var MacArthur øverstkommanderende for de amerikanske besættelsesstyrker i Japan. Samme dag blev han af præsident Truman beordret til at overtage kommandoen over en amerikansk militærmission, der var stationeret i Sydkorea og yde fuld militær støtte til den sydkoreanske hær. Den 8. juli fulgte udnævnelsen til øverstkommanderende for FN’s internationale styrke, der blev oprettet for at kaste den nordkoreanske invasion tilbage. At FN kunne tildele MacArthur denne opgave, uden at Sovjet nedlagde veto mod beslutningen, skyldes den boycot af FN, Sovjetunionen havde iværksat i protest mod, at det var Formosa-Kina, der repræsenterede Kina i FN og ikke Maos Kina

 

 

 

Til top        9. juli

1386 De svejtsiske bønder besejrer østrigerne (Leopold 3.) i slaget ved Sempach. Ved Meierholz, nær Sempach møder en svejtsisk hær fra kantonerne Uri, Schwyz, Unterwalden og Luzern en østrigsk hær ledet af den habsburgske hertug Leopold 3. af Tyrol og som næstkommanderende Johann von Oschenstein. De habsburgske tropper var på et hævntogt mod Luzern, der kort tid i forvejen havde invaderet habsburgske områder. Med hensyn til størrelsen af de to hære varierer skønnene fra 6.000 østrigere mod 1.500 til 1.600 svejtsere til 4.000 mand på hver side; fast står det, at den østrigske hær blev jaget på flugt, og at hertug Leopold faldt. Iflg. en nogen tvivlsom legende skyldes den svejtsiske hærs sejr en personlig heroisme fra en Arnold Winkelreid, som siges i sin krop at have opfanget alle de lanser, der blev kastet af den østrigske fortrop

 

1437 d Johanne af Navarra, engelsk dronning; datter af Karl II den Onde, konge af Navarra og Johanne, datter af kong Johan II af Frankrig. 1386 blev hun gift med hertugen af Bretagne, med hvem hun havde i al fald otte børn. Efter hertugens død i 1399 blev hun februar 1403 gift med Henrik IV af England. Den engelske befolkning brød sig ikke om deres konges franske brud; lige så lidt brød de sig om de mange franskmænd, der nu flokkedes ved Henriks hof. Også i Frankrig var der modstand mod giftermålet, og den ambitiøse Louis de France, hertug af Orleans stillede sig i spidsen for en militær besættelse af Bretagne for at beslaglægge Johannes medgift og for at forhindre ethvert engelsk krav på territorier i Frankrig. Efter Henriks død i 1413 blev der tilstået Johanne en apanage. Hendes upopularitet og den udbredte antifranske stemning i England var afgørende for, at hun i 1419 blev anklaget for at være heks; hun blev fængslet og afkastet af hendes medgift blev inddraget. I 1422 blev hun løsladt og trak sig tilbage til et kloster (f 1370)

 

f Dorothea af Sachsen, dansk- norsk dronning; datter af hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg og Cathrine af Braunschweig Wolfenbüttel; kun 14 år gammel blev hun efteråret 1525 gift med hertug Christian af Slesvig og Holsten, den senere Christian 3. Parret bosatte sig efter vielsen på Haderslevhus, hvor Reformationen gen-nemførtes allerede 1528. Dette kom til at præge Dorotheas religiøse liv. Som dronning ved man ikke meget om hende; hun blev aldrig fortrolig med det danske sprog; hun synes at have næret uvilje mod kongens kansler Johan Friis. Som enkedronning boede hun på Koldinghus og gennem hendes mange breve til sønnen Frederik 2. får man det indtryk, at hun var en personlighed af format, præget af levende og ægte menneskelighed, af djærvhed og stærke følelser. Brevene til Frederik 2. viser et forhold fuld af konflikter, således besøgte Fre- derik 2. ikke sin mor i mere end to år fra november 1564 til januar 1567. I Kolding stod hun bag oprettelse af saltværk og vandværk. På Sønderborg slot fik hun indrettet et moderne fyrstekapel bl.a. med hendes og gemalens anetavler, der i dag befinder sig på Frederiksborg slot (d 7/10 1571)

 

Slaget ved Monongahela i Nordamerika udkæmpes i den af briterne benævnte Fransk-Indianske krig. Slaget endte med nederlag til en britisk styrke kommanderet af general Braddock til en mindre fransk styrke og indianere fra forskellige stammer. Efter en langsom march fra Fort Cumberland i det nordvestlige Maryland mod Fort Duquesne (nutidens Pittsburgh i staten Pennsylvania) mødte den britiske styrke franskmændene og deres indianske allierede. Sidstnævntes kampform blev afgørende for slagets udfald, og for at Fort Duquesne forblev på franske hænder. Vant til at kæmpe opstillet i formationer på europæiske slagmarkerblev de professionelle britiske soldater nedkæmpet af indianernes uortodokse kampform. Af de 1.459 britiske soldater, der aktivt deltog i slaget, blev mere end 1000 dræbt eller såret. Blandt de overlevende var George Washington; han gjorde tjeneste som civil adjudant hos Braddock

 

d Edmund Burke, engelsk politiker og filosof; han blev født og uddannet i Dublin. 37 år gammel blev han medlem af Underhuset, og ved sin store veltalenhed blev han snart et af dets mest fremtrædende medlemmer. Skønt nærmest tilhørende whiggerne (de liberale) havde Burke liden sympati for den liberale filosofi. I de skrifter han udgav samtidig med sin deltagelse i politik, fjernede han sig mere og mere fra det liberalistiske samfundssyn og blev til slut konservatismens og traditionalismens teoretiker. Det kom især frem i hans "Reflections on the Revolution in France" (1790). Burke hævdede, at det Frankrig, som de franske revolutionære ville afskaffe, var resultat af en historisk tradition, der ikke pludselig kunne afskaffes. Sam-fundsinstitutionerne var nemlig blevet til gennem en lang historisk proces, og blev derfor af folket opfattet som naturlige og selvfølgelige. Statens grundvold kan ikke laves på én gang, den vokser langsomt frem. Iflg. Burkes opfattelse var den amerikanske revolution retfærdig, fordi dens grundlag var en kamp for velerhvervede rettigheder, mens den franske revolution ødelagde selve statens organisme. Burkes skrifter har inspireret den moderne konservatisme (f 12/1 1729)

 

f Elias Howe, amerikansk opfinder, hvis opfindelse af en anvendelig symaskine revulotionerede fremstillingen af klæder i såvel hjem som på fabrik. Han blev udlært som maskinarbejder og arbejdede på en fabrik, der fremstillede maskiner til anvendelse i bomuldsindustrien. Mens han arbejdede der, fik han at vide, at den der opfandt en maskine, der kunne sy, ville tjene en formue. I fem år brugte Howe al sin fritid på at udvikle en sådan maskine, og i 1846 fik han patent på en anvendelig symaskine. I USA vakte hans opfindelse i begyndelsen ikke større opmærksomhed, og Howe tjente ingen formue. Han opholdt sig 1846-48 i London solgte her sine patentrettigheder for 250 eng. pund. I det følgende år arbejdede for fem pund om ugen i forsøg på at perfektionerede sin maskine, så den kunne sy i læder og lignende materiale. Da han vendte tilbage til USA, fulgte en række skuffelsens år, før det lykkedes ham at få sin maskine ind på det amerikanske marked, hvor andre symaskiner - først og fremmest Singers maskine - var blevet introduceret og i almindelig brug. Det var i åbenlys strid med Howes patentrettighed fra 1846. Vundne retssager medførte, at Howe fra 1854, og indtil hans patent udløb i 1867, modtog royalties af alle symaskiner, der blev fremstillet i USA (d 3/10 1867)

 

1850 d Zachery Taylor, USA’s præsident 1849-50; han begyndte en militær karriere i 1808 som løjtnant ved 7th Infantry. Som kaptajn og senere major deltog han herefter i flere krige mod indianere, f.eks. i 1832 i Illinois mod indianere under Black Hawk og i Den anden Seminole Krig i Florida (1835-42). Hans indsats som brigadegeneral i krigen mod Texas i 1840’erne, især hans sejr i februar 1846 over den mexicanske general Antonio López Santa Anna i slaget ved Buena Vista, overbeviste nogle Whig politikere om, at han ville have gode muligheder for at vinde et præsidentvalg. Ved partiets konvent i 1848 opnåede Taylor nominering ved den fjerde afstemning. Efter også at have vundet præsidentvalget blev Taylor i marts 1849 indsat som USA’s 12. præsident. Det største problem han blev stillet overfor som præsident, var inkorporeringen af de fra Mexico erobrede områder. Således modsatte sydstats kongresmedlemmer sig Taylors forslag om at optage Californien som stat i unionen, fordi Californien havde forbudt slaveri. Taylors tid som præsident blev kort. Han døde under en omdannelse af sit kabinet. En omdannelse der blev nødvendig, da krigsministeren var anklaget for korruption (f 24/11 1784)

 

1856 d Amadeo Avogadro, italiensk fysiker; oprindelig jurist; han blev doktor i kirkeret 1796 og 1820 professor i matematik og fysik i Torino. Avogadro fremsatte 1811 den hypotese, der nu kendes som Avogadros lov, at lige store rumfang af forskellige gasser ved samme temperatur og tryk indeholder det samme antal molekyler. Den forblev en hypotese til 1858, da den blev fuldt anerkendt (f 9/8 1776)

 

1858 f Franz Boas, amerikansk antropolog; professor ved Colombia universitet i New York. Efter feltarbejder blandt canadiske eskimoer indledte han et livslangt studium af USA's nordvestkyst-indianere, spec. kwakiutl-gruppen. Boas opfattelse af kultur som en miljøafhængig, sproglig gruppering, hvor historie, social organisation, religion og kunst spiller sammen til en helhed, førte til en kulturrelativistisk orientering, der i 1900-t's første halvdel prægede faget antropologi (d 21/12 1942)

 

1864 f Niels Larsen Stevns, maler og billedhugger; han var udlært som håndværksmaler og dimitteredes 1887 fra Teknisk skole til Akademiet. Fra 1888 til midten af 1890’erne fulgte han undervisningen på Zartmanns skole. I denne periode arbejdede han for brødrene Skovgaard. Således bistod han Niels Skovgaard med udfærdigelsen af dekorationerne i Immanuelskirken i København, og blev endvidere Niels Skovgaards betroede medarbejder ved udsmykningen af Viborg domkirke, hvor han deltog i arbejdet fra begyndelsen, til det var afsluttet, ofte med personlige indsatser. Stevns produktion falder i to hovedgrupper: landskabsbilleder og blomsterbilleder i olie og akvarel og større figurkompositioner i fresko eller olie. De sidstnævnte ofte koncentrerede om motiver fra Bibelen, danmarkshistorien og fra den nationale litteratur. Blandt Stevns bibelske kompositioner er "Den blinde ved Vejen raaber efter Kristus" (1910) og "Indtoget i Jerusalem" (1917). Mange af hans religiøse billeder er malet som altertavler til forskellige kirker, hvor han også har udført en lang række freskomalerier. Hans evner som monumentalmaler førte ham senere over i historiemaleriet. Hans mest populære værker inden for denne genre findes i H.C. Andersens hus i Odense, hvor han udførte otte fresker med motiver fra H.C. Andersens "Mit Livs Historie" i årene 1931-32 (d 27/9 1941)

 

f George Frederick Samuel Robinson Ripon, 1st Marquess af Ripon, engelsk statsmand og vicekonge i Indien. Han blev medlem af Underhuset som Liberal 1852, og ved faderens død 1859 arvede han dennes plads i Overhuset. Ripon beklædte i de flg år en række ministerposter, inden han 1880 blev vicekonge af Indien. Som vicekonge fremmede Ripon det lokale selvstyre, og på visse områder beskar han europæernes privilegier. Fra 1886 beklædte Ripon igen forskellige ministerposter, fra 1892 således koloniminister. Ripon-vandfaldene ved Victoriasøen er opkaldt efter ham (f 24/10 1827)

 

1916 f Edward Heath, britisk premierminister 1970-74; i 1950 blev han medlem af Underhuset for De Konservative; gennem halvtredserne fik han stedse mere betydningsfulde hverv i den konservative parlamentsgruppe. Efter 1959-60 at have været arbejdsminister blev han 1960 Lordseglbevarer med særlig henblik på de europæiske markedsforhandlinger. På gr. af de Gaulles veto mod Storbritanniens optagelse i EF i 1963 kom der ikke i første omgang resultater ud af hans indsats. Han var derefter 1963-64 handelsminister i Douglas-Homes kabinet. Efter sit partis valgnederlag til Labour i 1965 blev Heath De Konservatives leder. Valget i 1966 blev imidlertid sejr for Labour, og der rejstes sig kritik mod Heath, som overraskede ved at føre De Konservative til en overbevisende sejr ved parlamentsvalget i 1970. Heath blev premierminister med løfte om en økonomisk politik uden indkomstpolitik og med vægt på de frie markedskræfter. Det viste sig dog, det var løfter, han ikke kunne holde. Økonomiske vanskeligheder med voksende arbejdsløshed tvang omkr. 1972 hans regering til at skifte kurs med bl.a genindførelse af tilskud til vaklende industrier og genoptagelse af indkomstpolitik. Oliekrisen i 1973 skærpede krisen og førte til konfrontationer med arbejderbevægelsen. I februar 1974 måtte Heath udskrive valg, som Labour vandt. H fik skylden for valgnederlaget, og ved De Konservatives partiledervalg i 1975 tabte han til Margaret Thatcher. Efter Thatchers tiltræden som regeringsleder i 1979 blev Heath som menigt parlamentsmedlem en ofte skarp kritiker af hendes politik

 

1920 På Amalienborg underskriver Christian X traktaten mellem Danmark og de allierede og de af Rigsdagen vedtagne love om indlemmelsen af de sønderjydske landsdele. Samme dag fejres Genforeningen rundt om i landet med klokkeringning, takkegudstjenester og folkefester

 

1922 Cykelbanen i Århus indvies. Allerede i 1893 etablerede Aarhus Bicykle-Club under meget beskedne former en cykelbane på Galgebakken. Den blev lukket i 1897, og først i 1917 blev der atter kørt baneløb i Århus. I 1921 påbegyndte Aarhus Bane-Klub, stiftet samme år, opførelsen af en cementbane ved det i 1920 indviede Aarhus Stadion. I løbet af 1930’erne blev der afviklet mange store cykelløb i "Gryden", som cykelbanen populært blev kaldt. Det var dog først efter krigens ophør, Århusbanen fik en rytter af internationalt format. Ved verdensmesterskaberne i banecykling i 1946 i Zürich blev Børge Gissel nummer to og vandt sølvmedalje i 4 km individuelt forfølgelsesløb. Blandt senere tiders store navne er Gunnar Asmussen, der var med på det hold, der ved OL i 1968 i Mexico City vandt guld i 4 km holdforfølgelsesløb og Niels Fredborg, der ved OL i München i 1972 vandt guld i 1000 m på tid

 

1932 d King Camp Gilette, amerikansk opfinder og fabrikant; han var i sin ungdom handelsmand og var i besiddelse af mekanisk snilde. Gilette kom på at ville opfinde noget "som blev brugt og derefter smidt væk", så der til stadighed skulle købes noget nyt. Det fortælles, at det var mens, han var ved at slibe sin barberkniv, han kom på ideen med at lave en barbermaskine, hvori der skulle placeres et udskifteligt barberblad. Skønt hans opfindelse blev modtaget med skepsis, forbi barberbladet ikke kunne slibes, var den en succes fra begyndelsen. I 1903 solgte Gilette 51 barbermaskiner og 168 barberblade; men ved udgangen havde Gilette selskabet fremstillet 90.000 barbermaskiner og 12.400.000 barberblade. Herefter kastede Gilette sig over en anden interesse: utopisk socialisme. Han udgav en række bøger og skrifter, hvori han redegjorde for sine planer om et rationelt samfund ledet af ingeniører, hvor bl.a økonomisk konkurrence var bandlyst. I 1910 tilbød han forgæves tidligere præsident Theodore Roosevelt 1.000.000 $ for at stille sig i spidsen for et samfund – World Corporation – i Arizona. Gilette forblev formand for bestyrelsen i sin virksomhed til 1931, men trak sig i 1913 tilbage fra virksomhedens daglige drift (f 5/1 1855)

 

1994 d Kim Il Sung, Den store Leder i Nordkorea; hed oprindelig Kim Sung Ju, han tog sit nye navn efter en antijapansk modstandsmand. Flygtede som ung til Kina; i 1930'erne ledede han en guerillagruppe mod japanerne i Manchuriet. Under Anden Verdenakrig fik han politisk og militær uddannelse i Sovjetunionen og blev major i Den røde Hær. I 1945 vendte han sammen med de sovjetiske styrker tilbage til Korea; her blev han leder af et interimstyre nord for 38. breddegrad. Kim il Sung grundlagde Koreas kommunistiske parti 1945 og var til sin død dets leder. I 1948 proklameredes Den Demokratiske Folkerepublik Korea. I årene 1948-72 var han landets statsminister og fra 1972 til sin død præsident. Han var oprindelig prosovjetisk og i en periode pro-kinesisk. Efter 1966 søgte han at have gode forbindelser til begge kommunistiske stormagter. Kim il Sung arbejdede samtidig for en national koreansk kommunisme, undertiden kaldt kimilsungisme; formulerede juche-ideologien om national selvforsyning. Både som levende og død var Kim il Sung genstand for en omfattende persondyrkelse (f 15/4 1912)

 

 

 

Til top        10. juli

d Hadrian, romersk kejser 117-138; han stammede fra Spanien, men tilbragte sin ungdom i Rom; han blev tidlig faderløs, men fik i sin slægtning, den senere kejser Trajan, en udmærket formynder, som sørgede for, han fik en god uddannelse. Han blev tidligt afgørende påvirket af græsk digtning og filosofi, især Platon. Tillige interesserede han sig meget for matematik og astrologi: han tegnede, malede, skrev vers, sang og spillede lut og var tillige ivrig jæger og friluftsmenneske. Han blev således både en litterært kultiveret mand og fik indsigt i krigsførelse og administration. Efter at have beklædt statens højeste embeder og deltaget i adskillige krigstogter blev han statholder først ved Donau og senere (117) i Syrien. Her fik han samme år efterretning om, at Trajan havde adopteret ham, og to dage efter kom der medelelse om, at Trajan var død, og H blev udråbt som kejser. Som kejser Trajans efterfølger opgav han dennes erobringer - Armenien, Mesopotamien og Assyrien, men sikrede riget ved solide grænsebefæstninger. I det indre styre udviste han sparsommelighed og kunne derfor lette skattetrykket. Sin interesse for provinserne viste han ved omfattende rejser, af hvilke den første varede fra 120 til 126 og den anden fra 128 til 133 eller 134. Han besøgte på rejserne alle rigets provinser, og der blev anlagt veje, bygget templer, teatre og vandledninger. Særlig forkærlighed viste H for Athen, hvor han bl.a. fik opført en helt ny bydel. Sin beundring for græsk kultur viste han, da han anlagde det for romerne hidtil usædvanlige fuldskæg. Også i Rom var byggeaktiviteten stor i H's tid som kejser; bl.a. opførtes templet for Venus og Roma, hans mausoleum (det nuværende Castel Sant' Angelo). I nærheden af Tivoli øst for Rom byggede han et vældigt, pragtfuld og romantisk slot, Hadrians villa (f 24/1 76)

 

d dræbt Knud den Hellige, konge 1080-1086, søn af Svend Estridsen og unævnt frille. Han blev konge efter broderen Harald Hens død, muligvis støttet på sin hærmagt. Det er vanskeligt at få et klart billede af hans korte regeringstid, fordi alle kendsgerninger enten er indpasset i helgenbiografiens skema eller af Saxo omstillet til et idealiseret kongespejl for Valdemarerne. Takket være hans gavebrev til Lundekirken – det ældst bevarede danske kongebrevstekst – kan man til dels bestemme K’s magt og funktioner. Bl.a. viser det ham som leder af rigets hærvæsen og som fredens og rettens vogter. En strid mellem K og folket kulminerede, da mange udeblev fra et af K planlagt vikingetogt til England. Da K fra Aggersborg ved Limfjorden begyndte at inddrive bøder for udeblivelsen, udbrød der oprør i Vendsyssel, der med fortsat tilslutning tvang K til at flygte. Flugten endte i Odense, hvor kongen søgte tilflugt i Sct. Albans kirke. Her blev han dræbt sammen med sin brør og 17 hirdmænd. Tidligt efter K’s død begyndtes en agitation for at gøre ham til helgen. I 1100 opnåedes pavelig anerkendelse af K’s helgenværdighed. Ved en højtidelig handling blev hans ben den 19. april 1101 (eller 1100) overført til et gyldent helgenskrin svøbt i byzantinsk silke med det kejserlige ørnemønster og placeret på altret i Sct. Knuds kirke i Odense. Som helgen opnåede K stor ry. Ikke kun i Norden dyrkedes han; i Flandern dyrkedes han sammen med sønnen Carl, greve af Flandern, der 1130 led samme martyrdød som faderen. Allerede omkr. 1100 dyrkedes han af korsfarerne i Bethlehem, ligesom han stadig har et alter i Santa Maria in Transpontina i Rom (f dato og år kendes ikke)

 

1099 d El Cid, spansk adelsmand og nationalhelt; berømt fra de kristnes kamp maurerne. Hans landsmænd kaldte ham Cid Campeador (den uovervindelige Cid) og maurerne mio Cid (min herre). El Cid, der var døbt Rodrigo Diaz Vivar, nedstammede på mødrende side fra den castilianske højadel og blev opdraget i den senere kong Sancho 2.’s hjem. Da Sancho blev konge, blev El Cid, der dengang var 22 år leder af den kongelige garde. Her ud-mærkede han sig som en dygtig og tapper soldat i kampen mod det mauriske kongerige Saragossa. Ved de efter-følgende forhandlinger, der sluttede med, at maurernes konge al-Muqtadir blev underordnet Sacho, spillede El Cid en afgørende rolle. I 1094 erobrede Cid Valencia og forhindrede derved almoravidernes erobring af Spanien. Den ældste beretning om Cid findes i det spanske epos Cantar (eller Poema de mio Cid), som senere blev skrevet om til prosa i de gamle krøniker. Romancerne om Cid, de fleste fra 1500-tallet, bygger på eposet, på krøniken og på senere sagn. Der foreligger over Cid-romancer. De behandler forskellige perioder af heltens liv og danner tilsammen en episk-lyrisk cyklus, som findes i de spanske romanceros. Herders frie bearbejdelse af nogle af romancerne (1805) gjorde Cid kendt blandt romantikerne i Europa

.

1103 d Erik Ejegod, konge 1095-1103; søn af Svend Estridsen og unævnt frille. Han blev konge efter broderen Oluf Hungers død. I sin regeringstid satte han meget ind på at samarbejde med kirken. Således fik han indkaldt engelske benediktinermunke til klostret i Odense og fik opført fem stenkirker. Af stor betydning for E blev, at han ved personlig indsats ved paven opnåede helgenkåring af broderen Knud (den Hellige) i 1100. Helgenkåringen betød en styrkelse af Erik Ejegods og hans efterfølgeres kongemagt. Dermed skabtes der forudsætning for hans anden store indsats på det kirkelige område:oprettelsen af et selvstændigt ærkesæde i Danmark. Hele Norden blev 1103-04 løsrevet fra det hamburgske ærkesæde som et selvstændigt ærkesæde med Asser som ærkebiskop med sæde i Lund. Udenrigspolitisk synes Erik Ejegods regeringsperiode at være præget af stadige kampe med venderne. Erik Ejegod døde på Cypern undervejs på en pilgrimsrejse til Det hellige Land (f kendes ikke)

 

Slaget ved Northampton. Rosekrigene. Efter slaget ved Ludford Bridge den 12. oktober 1459 synes Lan<<<<<casterkongen (Røde Rose) Henrik 6. at sidde sikkert på den engelske trone. Hans modstanderes (Hvide Rose –York-partiet) sammenhold så ud at være i opløsning. Men Hvide Roses ledere havde stadig en betydelig styrke. De havde en stærk flåde, de beherskede Irland og havde støtte overalt i England; sidst og ikke mindst kontrollerede de handelen ind og ud af England. Da samtidig kongens hær gjorde sig upopulær ved at hærge og plyndre i York-kontrollerede områder, fulgte en ny omgang i striden om den engelske trone. Med sin Yorkhær indtog Richard Neville, jarl af Warwick, London; den 5. juli forlod han med sin hær byen og satte kursen mod nordvest, mod The Midlands. Det var Røde Roses kerneområde, og her befandt Henrik 6.’s sig med sin hær; den angives at tælle 5.000 mand. Yorkhæren var 2000 mand større. Henrik 6. valgte at anbringe sin hær i en forsvarsposition. I slagets indledende fase anrettede pileregnen fra kongens langbueskytter tab i Yorkhærens rytteri. Da der var kæmpet en halvtimes tid, var der ingen af de to hære, der havde fået overhånd. Men som det ofte skete i Rosekrigen, blev det et forræderi, der afgjorde slaget. Det indtraf, da en del af kongens tropper gik over til modstanderen. Selv om Henrik 6. blev taget til fange, blev han stadig anset for at være engelsk konge. Dog blev der indgået den aftale, at han skulle efterfølges af Hvide Roses leder, Richard, hertug af York. Da det betød tilsidesættelse at kongens søn, Edward, blev aftalen ikke accepteret af dronningen, Margrethe af Anjou, og hun genoptog kampen

 

f Jean Calvin, (latiniseret af Cauvin), fransk reformator; under sine jurastudier i 1520'erne lærte han Luthers skrifter at kende og fordybede sig i bibelstudier. Da han i 1533 blev dr. jur., tog han åbent til orde mod romerkirken og for retfærdiggørelse ved Guds nåde alene. I 1536 offentliggjorde han sin kristendomslære i "Christianæ Religionis Institutio" (Håndbog i den kristne religion). Den stemte i meget overerns med Luthers lære, men afveg også en del. C betonede stærkt Guds evige forudbestemmelse af alt, prædistinationslæren. Gud har en gang for alle udvalgt nogle mennesker til frelse og andre til fortabelse. Bibelen er Guds ord fra først til sidst; den må følgelig gælde i enhver henseende og være en lovbog for livet - herunder også for staten. Sin opfattelse fik C mulighed for at virkeliggøre, da han 1541 bosatte sig i Geneve. Her blev han leder ikke blot af menigheden, men også af bystyret. Han fik hele bystyret organiseret i overensstemmelse med sine synspunkter, og med ubøjelighed og hensynsløshed var han byens leder til sin død, og fra da af var C's vilje byens lov. Geneve blev et teokrati, hvor Gud var herskeren. I spidsen for bystyret stod kirkerådet, der bestod af byens præster og menighedens 12 "ældste", presbyterne. "Protestantismens pave" førte en vældig brevveksling med fremtrædende protestanter rundt omkring, støttede energisk de franske huguenotter og udsendte præster for at organisere reformerte menigheder overalt i Vesteuropa. Vigtigt i C’s lære var kirketugten; livet skulle leves udelukkende til Guds ære, og Guds ære krævede, at alle i menigheden viste ham den. Der blev derfor ført nøje kontrol med den enkeltes livsførelse. F.eks. blev undladelse af kirkegang straffet strengt, ligesom dans, kortspil, teaterbesøg og enhver form for luksus. I Geneve tillod kirkerådet fire værtshuse, men servering var kun tilladt for gæster, der forinden højt havde fremsagt bordbønnen.Tolerance mod "papister" og vantro var udelukket. Derimod blev der lagt stor vægt på arbejdet blandt syge og fattige. Da C døde - hans helbred var livet igennem skrøbeligt - efterlod han af værdi kun et lille sølvbæger, han havde modtaget som gave (d 27/5 1564)

 

Cortés og hans soldater forsøger flugt fra aztekernes hovedstad. Sankthansdag 1521 var den spanske conquistador Cortés med flere end 1300 soldater, 96 ryttere, 80 armbrøstskytter og 80 bøsseskytter, samt 2000 tlaxcaltekiske krigere rykket ind i aztekernes hovedstad, Tenochtitlan – nutidens Mexico City. Byen lå ude på en ø i Tetzococo-søen – som nu er helt udtørret - og var med dæmninger forbundet med søbredden. Da spanierne rykkede ind i byen, lå den hen som uddød. Alle indbyggerne holdt sig skjult i husene. Cortés havde lovet sine mænd, at de af aztekerne ville blive modtaget med blomster og guldhalsbånd, og nu viste det sig umuligt at skaffe proviant. Hver gang spanierne forsøgte at gøre udfald fra deres kvarter, kostede det dem store tab af dræbte og sårede, og efter nogle dage blev det besluttet at bede om fred. Det afslog aztekerne, og Cortés besluttede da at forsøge en samlet flugt. Den fandt sted natten mellem den 9. og 10. juli, og endte i en katastrofe for spanierne. Fra begge sider styrede nemlig krigskanoer hen mod dæmningsvejen i hele dens længde, og inde fra byen rykkede andre krigere frem i ryggen på de flygtende spaniere. Tabene blev af spanierne opgjort til omkring 860 mand, faldne eller fangne, foruden over tusind tlaxcaltekere. Efter nederlaget indså Cortés, at aztekernes hovedstad ikke kunne erobres, så længe dæmningsvejene beherskedes af aztekernes krigskanoer. Han lod derfor bygge i alt tretten brigantiner, små manøvredygtige skibe bevæbnet med kanoner og bøsseskytter. Den 22. maj angreb spanierne atter Tenochtitlan. Den 13. august faldt byen, og dermed var aztekerrigets skæbne beseglet

 

d Henrik 2. fransk konge 1547-1559, søn af Frans 1. og dronning Claude; som tronfølger var hans forhold til faderen dårligt på gr. af rivaliseringen mellem de tos maitresser, Diane de Poitiers og Anne de Pisseleu. Efter H’s giftermål i oktober 1533 med Katharina af Medici fortsatte hans forhold til Diane de Poitiers. I H’s regeringstid fik den protestantiske retning, kalvinismen stor udbredelse i Frankrig, til trods for eller måske netop fordi H forfulgte dens tilhængere med hårde midler. Kalvin regnede selv med, at der i 1558 var henved 300.000 kalvinister (huguenotter) i Frankrig. På det udenrigspolitiske område fortsatte H sin fars krigsførelse mod den tysk-romerske kejser Karl 5. Ved underskrivelsen af traktaten i Chambord januar 1552 lovede H de tyske protestantiske fyrster støtte i deres kamp mod kejseren; til gengæld overlod de H bispedømmerne Metz, Toul og Verdun. Da England allierede sig med Spanien (og dermed med Karl 5.’s efterfølger Filip 2.) vandt Frankrig Calais fra englænderne (1558). Ved freden i Cateau-Cambrésis mellem Frankrig og Spanien, 1559, beholdt Frankrig disse landvindinger. Freden med Spanien blev beseglet med ægteskab mellem kong Filip og H’s datter Elizabeth. I en turnering under bryllupsfestlighederne blev Henrik såret og døde kort efter. Tre af hans sønner blev alle konger af Frankrig, Frans 2., Karl 9. og Henrik 3. Alle døde de uden arvinger (f 19/3 1519)

 

1606 f Corfitz Ulfeldt, rigshofmester og forræder; født i en af landets fornemste slægter fik han en solid uddannelse først på Herlufsholm dernæst 10 år ved studierejseer og ophold ved udenlandske universiteter. Her erhvervede han et indgående kendskab til europæiske sprog og dannelse. Et forhold der kom til at præge ham for livet; målt i forhold til andre var han ikke i tvivl om egne evner og kvaliteter. Desuden fandt han, at det danske hof sammenlignet med udenlandske var provinsielt. Da U i 1629 vendte tilbage til Danmark kom han i tjeneste ved hoffet som hofjunker og året efter trolovet med Chr. 4.’s datter Leonora Christina. Denne forbindelse var stærkt medvirkende til, at han herefter steg til landets fornemste poster; 1636 blev han medlem af rigsrådet, året efter statholder i København og gift med Leonora Christina. Sin stilling som statholder undlod han ikke at drage fordel af, idet han i løbet af få år blev hovedrig og købte adskillige herregårde. Ved at støtte kongen – Christian 4. – mod rigsrådet blev U en af kongene mest betroede rådgivere. Alt dette ændredes ved Chr.4.’s død i 1648. Han blev trængt af den nye konge – Frederik 3. – og af sine mange fjender blandt rigsråderne og ledende embedsmænd. 1651 valgte U at flygte til Sverige. Året efter blev han afsat som rigshofmester, og hans godser konfiskeret. I Sverige konspirerede han mod Danmark. Han var med de svenske hære, der i 1657 erobrede Danmark og var en af Sveriges hovedforhandlere ved Roskildefreden året efter. Snart kom U også i konflikt med svenskekongen - Karl 10. Gustav – og af alle steder flygtede han og Leonora Christina til Danmark. Her blev de arresteret og fængslet på Hammershus på Bornholm. De blev frigivet 1661mod til gengæld at afstå de fleste af deres godser og love kun at forlade Danmark med kongens tilladelse. De fik ophold på slægtens gods på Fyn (nuv. Holckenhvn). 1662 fik U lov til at tage på kurophold i udlandet. Her fortsatte han med at konspirere mod Frederik 3. Bl.a. forhandlede han med pavestolen om genindførelse af katolicismen i Danmark og endvidere opfordrede han kurfyrsten af Brandenburg til at sætte sig i besiddelse af Dannark. Mens U undslap tilfangetagelse, blev Leonora Christina taget til fange. Det skete, da hun i 1663 rejste til England for at afkræve Karl 2. penge, han skyldte U. Kong Karl udleverede Leonora Christina, der førtes til København. Her var hun 1663-85 fange i Blåtårn ved København slot. Hendes ægtemands mange planer blev til intet. Hans mange anslag mod Danmark resulterede i, at han 1663 blev dødsdømt ved Højesteret, og en dukke af ham henrettedes på Slotspladsen i København. Resten af sin levetid flakkede Corfitz Ulfeldt om i Europa og døde sluttelig i 1664 i en båd på Rhinen fysisk og mentalt svækket (d februar 1664)

 

1764 f Carl Vilhelm Jessen, søofficer; chef på linjeskibet "Prins Christian Frederik" under træfningen ved Sjællands Odde 22. marts 1808. J blev kadet 1776, han steg derefter i graderne og blev kommandør i 1815. Allerede inden sin udnævnelse til officer var han 1781-83 med fregatten "Møen" på togt til Vestindien; herved fik han en sådan kærlighed til Vestindien, at han kom til at aflægge det flere besøg. Efter hjemkomsten fik han tilladelse til at gå i koffardifart og sejlede i ca fire år som styrmand på Vestindienfarere. Herefter gjorde han tjeneste i orlogsflåden og var 1800-01 som chef på "Lougen" atter i Vestindien. Med "Lougen" tog han september 1800 en stor engelsk kaper "Eagle", der længe havde forulempet danske handelsskibe i Vestindien. Marts 1801 var han med "Lougen" og skonnerten "Vigilant" i kamp ved Sct. Thomas med to engelske kaperfregatter. Da øerne kort efter måtte overgive sig til englænderne, blev J sammen med officerer og mandskab fra de danske orlogsskibe sendt til England, hvor de blev frigivet. Ved hjemkomsten udtalte kronprins Frederik (6.) sin tilfredshed og gav J en æressabel. 1803-04 var J som chef for fregatten "Fredrikssten" atter i Vestindien. Ved udbruddet af krigen med England 1807 blev han chef for "Prins Christian Frederik". Efter kampen mod den engelske overmagt ved Sjællands Odde måtte han stryge flaget, da skibet var forskudt og blev vrag. J, der var såret, førtes som fange til Göteborg, men blev udvekslet juli samme år. Han var herefter atter i tjeneste og var bl.a. 1810-13 chef for batteriet "Trekroner" og 1813-14 chef for kanonbådsflotillen i Sundet. Efter fredsslutningen (1814) fik han orlov til at føre koffardiskib på Vestindien, indtil han 1817 måtte stoppe på gr. af sygdom. 1822 fik han afsked fra søetaten med kontreadmirals karakter, da han var blevet udnævnt til guvernør på Sct. Thomas; en stilling han forblev i til sin død (d 30/3 1823)

 

1789 d Henrik Stampe, embedsmand; han betegnes som en af 1700’tallets betydeligste embedsmænd. S blev cand. theol. i 1731, og efter et ophold i udlandet, hvor han bl.a. satte sig ind i den nye naturretsfilosofi, vendte han 1739 tilbage til Danmark. Efter at have erhvervet den juridiske doktorgrad blev han 1741 professor i filosofi og i 1743 medlem af det juridiske fakultek. 1753 udnævntes han til juridisk professor og tillige til generalprokurør og fik sæde i Danske Kancelli, hvor han havde ansvaret for udarbejdelse af nye love og for afgivelse af erklæringer til regeringen af vanskelige juridiske spørgsmål. Det var som generalprokurør, at S kom til at gøre sin store og bane-brydende indsats for at få nye principper gennemført i lovgivningen og forvaltningen. Hans talrige erklæringer, i alt ca. 1000, blev efter hans død udgivet som "Erklæringer Breve og Forestillinger, General-Prokureur-Embedet vedkommende ", 1-6 (1793-1806). Samlingen hævdes at være et hovedværk inden for dansk juridisk litteratur og en enestående kilde til viden om dansk statsadministration i 1700-t. Inden for forvaltningen søgte han at få fastlagt nogle grundlæggende principper om adskillelse af den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Han gik f.eks. ind for begrænsninger i kongens enevældige magt. Bl.a. mente han ikke, at kongen burde skærpe en idømt straf. S var også aktiv i forbindelse med 1760’ernes bondereformer. Han var medlem af den kommission, der i 1772 dømte Struensee og Enevold Brandt til døden. Desuden hørte han til den kreds, der var orienteret om kuppet mod Ove Høegh-Guldbergs regering i 1784; samme år udnævntes han til statsminister og blev dermed medlem af Gehejmekonseillet (d 10/7 1789)

f Frederick Marryat, engelsk kaptajn og forfatter; fra sit 14. år tjente M i den engelske flåde. Det var på Napoleons og Nelsons tid, og M deltog i mange søslag. Med rang som kaptajn forlod han i 1830 livet til søs. Med baggrund i sine oplevelser i flåden skrev han derefter mere end 30 sømandsromaner, der blev meget populære på gr. af deres livfulde skildringer og situationer, eventyrlige hændelser og morsomme typer. Den første var "Frank Mildmay" (1829) derefter fulgte bl.a. "Peter Simple" (1837), "Jacob Faithful" (1834), "Mr Midshipman Easy" (1836). M har desuden skrevet den kendte børnebog og indtil for et par årtier siden stadig læste "The Children of the New Forest" (1847, dansk: Børnene i Nyskoven, 1848) der foregår under Den engelske Borgerkrig i 1600-tallet (d 9/8 1848)

 

f Camille Pissaro, fransk maler; født på Skt. Thomas i en portugisisk/jødisk familie. Efter et kortere ophold i Paris, hvor han modtog tegneundervisning, opholdt P sig igen fra 1847 på Skt. Thomas. 1855 forlod han sin fødeø for stedse. Han tog til Paris og levede fra da af som kunstner. I Paris kom han under stærk påvirkning af bl.a. Manet, Monet og Cezanne. P sluttede sig til impressionisternes ideer og deltog i de første impressionistudstillinger med flere store lærreder. I sidste halvdel af 1870’erne dyrkede han især landskabsmaleriet, og hans kolorit var præget af mættet grønt. I disse år levede han i yderste fattigdom, men skabte samtidig en række af sine hovedværker bl.a. "Den lille bro, Pontoise" (1875) og "Valhermeil, Pontoise" (1880). P’s tilslutning til impressionismen var ikke ubetinget; hans maleri var mere naturalistisk og ikke underlagt flygtigheden i den impressionistiske opfattelse. Ved midten af 1880’erne blev han tiltrukket af pointilismen, og hans første pointilistiske billeder er fra 1886. Men allerede 1890 forlod han denne retning. Hans farver blussede op med stor intensitet, og penselstrøgene blev frie og stærkt ekspressive. Mens han tidligere næsten udelukkende havde valgt sine motiver på landet, viede han sine sidste år til skildringen af Paris (d 13/11 1903)

 

d C.F. Hansen, arkitekt; han var dansk klassicismes førende arkitekt. Som overbygningsdirektør 1808-44 dominerede han alt offentligt byggeri, og som professor ved Kunstakademiet fra 1808 og dets direktør i tre perioder prægede han flere generationer af elever. Som 10-årig kom han på Kunstakademiet, samtidig blev han udlært som murer og vandt allerede som 19 årig Kunstademiets store sølvmedalje, den store guldmedalje vandt han fire år senere. Med løfte om stillingen som landbygmester i Holsten ved tilbagekomsten drog H i 1782 ud på en toårig udlandsrejse. Den gik via Tyskland til Italien, hvor han især opholdt sig i Rom. Den 24. november 1784 tiltrådte H stillingen i Holsten. I Altona opførte han fra 1795 på sydsiden af den mondæne gade Palmaille store fritliggende patricierhuse, på nordsiden en sammenhængende række mindre huse. Alle præget af en rigt varieret klassicisme, der viser H’s store kendskab til romersk antik og renæssancearkitektur. Stillingen i Holsten kunne ikke udfylde hans tid, så H påtog sig arbejde for Hamborgs rige købmænd, for hvem han opførte privatboliger og landsteder ved Elben. I 1804 flyttede H til København, hvor store byggeopgaver ventede ham efter Christiansborgs og byens brand i 1794 og 1795 og senere englændernes bombardement i 1807. I årene 1803-16 stod han for opførelsen af hovedstadens Råd-, Dom- og Arresthus. Opførelsen af Christiansborg Slot påbegyndtes i 1803. Det anvendelige af det gamle slots ruin skulle bruges og bandt H på hænder og fødder, alligevel fremstod slottet ved indvielsen i 1828 som en harmonisk klassicistisk bygning. De gotiske ruiner af den af englænderne i 1807 ødelagte domkirke Vor Frue Kirke fik C.F. Hansen i årene 1810-28 med få, men store greb til at genopstå som en sammensmeltning af en romersk basilika og et dorisk græsk tempel. C.F. Hansens andre kirker blev alle mere eller mindre i slægt med Vor Frue Kirke, f.eks. kirkerne i Hørsholm (1818-24) og Vonsild (1822-24). Desuden opførte C.F. Hansen Metropolitanskolen i København (1810-16) og rådhuse i bl.a. Lemvig (1821-22) og Aabenraa (1830). Dertil kom flere private huse(f 29/2 1756)

 

1851 d Louis Daguerre, fransk maler og opfinder; som maler udførte D bl.a. dekorationer til operaen i Paris og konstruerede dioramaer, store illusionistiske panoramaer, der kunne dramatiseres ved hjælp af transparanter og af lyd- og lyseffekter og give et tredimensionalt indtryk af f.eks. et historisk landskab – slagscener – eller vilde dyr i deres naturlige miljø. I 1822 fandt J. Nicéphore Niepce frem til en metode til direkte fremstilling af billeder med kamera. Fra sidst i 1820'erne udførte D sammen med Niécpe fotografiske eksperimenter. Efter Niépces død 1833 fortsatte D sine eksperimenter, og i de flg. år udviklede han daguerreotypien, i.e. den første praktisk anvendelige proces til fremstilling af holdbare fotografiske billeder. Teknikken fik revolutionerende betydning for 1800-tallets billedkunst ikke mindst som konkurrent til portrætmaleriet. Eksponeringstiden var i de første år op til 30 minutter. Men allerede i begyndelsen af 1840’erne var belysningstiden nede på få sekunder. Mod en årlig pension til D og Niépces søn overtog den franske stat opfindelsen og offentliggjorde den 1839 (f 18/11 1787)

 

Napoleon 3. har hemmelige møder med kongeriget Sardiniens førsteminister grev Cavour i Plombières. Mod at love Napoleon Nizza (Nice) og Savoyen opnår Cavour den franske kejsers løfte om militær hjælp i krig mod Østrig for som et skridt frem mod oprettelse af et frit og samlet Italien under kongeriget Sardiniens ledelse at fjerne den østrigske tilstedeværelse i Norditalien

 

1871 f Marcel Proust, fransk forfatter; debuterede 1896 med novellesamlingen "Les plaisirs et les jours". 1913 begyndte han med udgivelsen af "Du côté de chez Swann" sit store hovedværk, der under fællestitlen, "À la recherche du temps perdu", (da. På Sporet af den tabte Tid, 1932-38) udkom i årene 1913-27, de sidste efter hans død. I romanserien, som er et moireværk, og som hele tiden kredser om filosofiske problemstillinger, genop-lever P sit liv og beskriver detaljeret det aristokratiske miljø i Frankrig omkring 1900, præget af dekadence og opløsningstendenser. Værkets tema er tiden og de virkninger, den øver på mennesket. Personerne i romanen ses i stadig forandring; det skyldes, at både de selv og beretterens opfattelse af dem er i stadig udvikling. Samtidig handler værket om sig selv, om kunstværkets vækst i skaberens sind. For P bliver digtningen en erkendelsesform: idet han erindrer, erkender han tingene på ny, uafhængig af den tidsudvikling og den forgængelighed, de er underlagt. Da de første bind udkom, virkede værket for mange diffust og planløst, men P havde planlagt struk-turen nøje. Små detaljer i det første bind kan således anslå temaer, der først udvikles flere tusind sider senere. Selv sammenlignede P værket med en katedral, hvor alle dele i bygningsværket er intimt forbundet. Sammen med bl.a. Zola var P en af Dreyfus ivrigste forsvarere. Dermed blev samtidens sociale og politiske spørgsmål inddraget i hans interesseområde. Det ses i en række artikler, hvoraf flere blev genudgivet i samlingen "Pastiches et mé-langes (1919) (d 18/11 1922)

 

Franskmændene (Marchand) når Fashoda. Da franskmændene i 1888 erhvervede havnebyen Djibouti fik de et lille fodfæste ved Det Røde Hav. Tillige var der dermed skabt mulighed for at forbinde det franske Vest- og Centralafrika med Østafrika. Men herved kom franskmændene på kollisionskurs med briterne. De var i disse år ved at skabe et sammenhængende imperium i Østafrika. Hensigten var, at det skulle strække sig fra "Kap til Cairo". Da den franske kaptajn Jean-Baptiste Marchand med syv europæiske officerer, 120 afrikanske soldater og to kanoner nåede frem til den sudanesiske nillandsby Fashoda, kom det til en krise mellem de to lande. Den var så alvorlig, at der i nogle uger var risiko for en stormagtskrig. Men da franskmændene valgte at vige over for en britisk magtdemonstration. Den fandt sted i september, da lord Kitchner med fem kanonbåde, to bataljoner ægyptisk infanteri og et kompagni højlændere ankom til Fashoda.

 

f Knud Sønderby, forfatter; han blav cand. jur. 1935 og var fra1933 medarbejder ved københavnske dagblade. I 1931 udsendte han sin første roman "Midt i en Jazztid", der skildrer 1920’ernes desillusionerede ungdom, der frygter sentimentaliteten bag de store ord og følelser og derfor kaster sig ud i en ansvarsløs, men desperat dyrkelse af sportspræstationer, filmidoler, dansemusik og erotik. Hans næste roman "To mennesker mødes" (1932) handler ligeledes om mellemkrigstidens ungdom, men her træder det sociale aspekt tydeligere frem. I romanen skildres konflikten mellem to unges kærlighed og deres forskellige miljø og medfølgende klassemod-sætninger. I S’s roman fra 1936 "En kvinde er overflødig" (dramatiseret 1942 og filmatiseret 1956) stilles gene-rationsproblemet i centrum. I 1940 udsendte S kærlighedsromanen "De kolde Flammer". Romanens naturscene-rier bygger på S’s ophold i Grønland 1935. Et ophold der også resulterede i prosaskitserne "Grønlandsk Sommer" (1941), den første af de essaysamlinger, der udgjorde kulminationen i hans senere forfatterskab. Af disse udsendte han fire samlinger "Forsvundne Somre" (1946), "Hvidtjørnen" (1950), "Gensyn med havet" (1957) og "De blå glimt" (1964). Essaysamlingerne fortrængte efterhånden romanerne og dramaet. S’s sidste roman blev "Den usynlige Hær" (1945), der handler om besættelsestiden. Blandt S’s dramaer er "Kvindernes Oprør" (1955, premiere 1963), som er hans version af motivet i Aristofanes’ komedie Lysistrate om kvinderne, der går i erotisk stejke for at hindre mændene i at føre krig – er en aktualisering rettet mod den kolde krig. S modtog en lang række legater; i 1944 kom han fast på finansloven og blev 1960 medlem af Det Danske Akademi (d 8/8 1966)

 

d Johan Galle, tysk astronom; i 1835 blev han assistent ved observatoriet i Berlin. Siden Uranus var blevet opdaget i 1781, kunne man på grundlag af talrige observationer fastslå, at dens bane afveg en smule fra den perfekte elipseform. De kraftige tyngdefelter fra de store planeter Jupiter og Saturn ville nok påvirke Uranusbanen noget, men slet ikke i det omfang, som man havde observeret, så enten var Newtons gravitationslov forkert, (og det var der ingen grund til at tro) eller også var der en hidtil ukendt planet med et så stærkt felt, at det kunne perturbere Uranusbanen i det omfang, man iagttog. I 1846 fik G en anmodning fra den franske astronom Urbain Leverrier om at søge efter en planet, hvis position Leverrier havde beregnet på grundlag af de nævnte uregelmæssigheder i Uranus bane. Sammen med sin assistent d’Arrest - der i 1857 blev professor i astronomi ved Københavns Uni-versitet - fandt G den 23. september 1846 den nye planet på den beregnede position. I november 1846 blev det foreslået, at den nye planet skulle kaldes Leverrier, men den kom til at hedde Neptun. Endvidere opdagede G tre kometer, og han fastslog en sammenhæng mellem visse meteorsværme og kometbaner. Fra 1851 var Galle professor i Breslau og direktør ved byens observatorium (f 9/6 1812)

 

Den symbolske genforening af Sønderjylland med kongeriget finder sted klokken 9.20 formiddag, da kong Christian 10. på sin hvide hest højtideligt rider over den gamle grænse ved Frederiksdal på landevejen mellem Kolding og Haderslev. Han hilstes velkommen på sønderjysk jord af de Nordslesvigske Landboforeningers formand P.J. Refshauge, og dette grænseridt, der var tænkt som opfyldelse af et gammelt, romantisk sagn, blev som det levende symbol på det ny møde mellem Danmark og Sønderjylland – mellem "moderen og en datter dybt begrædt" – da kongen løftede en lille pige mellem tilskuerne op foran sig på hesten og med hende i favnen red, grædende af glæde, frem i det genvundne land. Efter en andagt i Tyrstrup kirke drog kongen med familie og følge ned for at hilse på "den gamle danske by" Haderslev, nåede samme dags aften med skib til Aabenraa og sejlede den følgende dags morgen gennem Alssund til Sønderborg

 

1940 Det franske parlament - Deputeretkammer og Senat – overlader krigshelten fra 1. Verd. krig marskal Pétain den fulde lovgivende og konstitutionelle magt. Dermed er Frankrigs 3. republik – oprettet i 1871 – ophørt at eksistere. Beslutningen blev truffet på baggrund af det franske nederlag til tyskerne, konfirmeret ved underskrivelsen af våbenhvilen den 22. juni. Iflg. denne havde franskmændene fået lov til at opretholde en regering og et tilsyneladende selvstyre i de tofemtedele af Frankrig, der ikke blev besat af tyske tropper. I nederlagets bitterhed ønskede man i Vichy – "hovedstaden" i det "frie" Frankrig – at markere starten på en ny epoke i Frankrigs historie ud fra den betragtning, at Tyskland for lange tider ville komme til at dominere Europa. Frankrig måtte finde sin plads i dette Europa. Derfor skulle der gennemføres en fuldstændig ændring af forfatningen; det hidtidige parlamentariske system skulle erstattes med et autoritært regime under Pétains ledelse

 

1943 Allieret landgang på Sicilien. Landgangen var den største amfibieangreb, som blev iværksat af de allierede under 2. Verd.krig. Otte divisioner blev landsat under det indledende angreb mod kun fem i den samme fase under landgangen i Normandiet 11 måneder senere. Næsten 3000 skibe og landgangsfartøjer deltog, udgående først og fremmest fra Tunis. Øverstkommanderende var general Eisenhower, men den direkte ledelse af kamphandlingerne blev overladt til briterne. Chef for landstyrkerne, der bestod af 15. armégruppe sammensat af den amerikanske 7. armé og den britiske 8. armé, var briten general Alexander. Med landgangen ville de allierede skaffe sig en base for invasionen på fastlandet. Ved hurtigt at skaffe sig kontrol over Messinastrædet dels med henblik på at afskære de to tyske og ni italienske divisioner på øen fra at trække sig tilbage til den italienske halvø dels med henblik på selv at kunne landsætte styrker og materiel på den italienske halvø. Men da de allierede efter 38 døgn havde nedkæmpet modstanden, måtte de konstatere, at ganske vist havde store italienske styrker overgivet sig, men samtidigt stod det klart, at de tyske tropper havde ført en dygtig forhalingskamp, så de snød de allierede ved til sidst at gå over til Reggio på fastlandet. De allieredes plan om at indkredse forsvarsstyrkerne på Sicilien og "binde sækken til" ved Messina var mislykkedes.

 

1951 Våbenhvileforhandlinger i Koreakrigen begynder i den sydkoreanske by Kaesong. Byen var en af de få, som Kina og Nordkorea stadig holdt syd for den 38. breddegrad. Da det var ydmygende for FN’s forhandlere at komme med et hvidt flag, beklagede FN’s troppernes øverstkommanderende, den amerikanske general Ridgway, at han var gået bort fra sit forslag om, at forhandlingerne skulle finde sted på det danske hospitalsskib "Jutlandia". I stedet foreslog han oprettet en neutral zone omkring Kaesong, hvor ingen bevæbnede måtte komme. Det gik kommunisterne med til. De gik også med til, at der måtte komme, hvem modparten ville have med – også journalister, hvad kommunisterne hidtil havde modsat sig. At der skulle komme til at gå to år, før en aftale kunne underskrives – det skete 28. juli 1953 – skyldtes bl.a. spørgsmålet om krigsfanger. Kina og Nordkorea krævede alle krigsfanger hjemsendt, mens FN-forhandlerne hævdede, at kun de, der ønskede det, skulle sendes hjem. Bag dette krav lå en stærk formodning om, at ikke så nær alle deres fanger ønskede at vende tilbage til tilværelsen i et kommunistisk diktatur. Kina og Nordkorea benægtede, at sådanne fanger fandtes

 

 

d Lars Larsen-Ledet, journalist og afholdsagitator; i en meget ung alder indledte han sin journalistiske virksomhed; han arbejdede ved forskellige blade i Vendsyssel og Aalborg og var 1900 medstifter af Provinsjournalistforeningen. Efter studier bl.a. ved Sorbonne og i Oxford kom han i 1905 til Århus, hvor han blev tilknyttet den radikale avis Jysk Morgenblad. Året efter blev han redaktør af det nyoprettede Afholdsdagbladet, og efterhånden optog afholdssagen ham mere og mere. Larsen-Ledet var også politisk aktiv; han var radikal folketingskandidat i Århus 1913 og 1920 og sad i den radikale hovedbestyrelse 1912-21. I 1920'erne gik han over til Socialdemokratiet og var partiets kandidat i Sæbykredsen 1935. Hans hovedinteresse var dog nu afholdssagen. Her udrettede han et stort, livslangt arbejde som skribent og foredragsholder både i Danmark og udlandet, og under hans ledelse udviklede Afholdsdagbladet sig til den danske afholdsbevægelses hovedtalerør. Larsen-Ledet skrev levende og var den fødte folketaler, patetisk og rørende, drastisk i sin udtryksform, men også fyldt med lune og humor, en snarrådig debattør og til tider et et stridens tegn indadtil i afholdsbevægelsen og udadtil i offentligheden. Han har en stor litterær produktion bag sig bl.a. erindringerne "Mit Livs Karrusel" i ti bind, som udkom 1945-57. Foruden alt muligt andet beretter han i værket levende om presseforhold i Århus ved 1900-tallets beg. Larsen-Ledet har fået en gade opkaldt efter sig i Århus nordlige bydel ved Sct. Johannes Kirke (f 10/9 1881)

 

d Jens Lillelund, direktør, frihedskæmper; allerede 9. april 1940 blev L arresteret på gr. af af stærkt provokerende optræden over for en tysk værnemagtsafdeling. Efter sin uventede hurtige løsladelse var han trods primitive og hjemmelavede midler aktiv i modstandsarbejde. Med adgang til engelsk sprængstof fra begyndelsen af 1943 var han som medlem af gruppen Holger Danske deltager i en stadig stigende sabotageaktivitet. I december 1943 måtte han flygte til Sverige. Juni 1944 var han atter i Danmark. Han organiserde nu sabotage i Jylland og foretog et halvt hundrede alvorlige sabotager rundt om i Jylland. I begyndelsen af november 1944 tog L atter til Sverige, hvorfra han fortsatte til England. Her gennemgik han i de sidste måneder før kapitulationen en militær uddannelse. Efter krigen startede L sit eget firma i automobilbranchen og tog ofte med styrke del i den offentlige debat; således var han formand for bl.a. Dansk Israelsk Selskab og Ligaen for Tolerance (f 22/10 1904)

 

 

 

Til top        11. juli

1274 f Robert Bruce, skotsk konge 1306-1329; søn af Robert de Bruce 7., jarl af Carrick og Marjorie, datter af Walter, Steward af Skotland. I 1296 fulgte R sin fars eksempel og aflagde lensed til Edward I af England og anerkendte denne som hersker over Skotland. I 1298 gjorde R tjeneste i Edwards hær, da den skotske oprører William Wallace blev besejret i slaget ved Falkirk (22. juli 1298). Endnu i 1305 gjorde R tjeneste ved Edward, men året efter vendte han sig mod Edward og drog til Skotland for at samle en hær for at drage i krig mod Edward. Da han den 27. marts 1306 var kronet til Skotlands konge, fik han brug for sin hær i forsvaret af sin krone. I de første sammenstød led han nederlag og måtte et års tid leve skjult. Men da den aldrende Edward I døde i 1307, indledte R et felttog mod den nye engelske konge Edward 2.’s skotske borge. I løbet af få år genvandt han det meste af Skotland og efter at have provokeret Edward 2. til at invadere Skotland, mødtes de to landes hære i slaget ved Bannockburn 24. juni 1314. Skønt den engelske hær var tre gange så stor som den skotske tilfaldt sejren R og hans skotter. Herefter førte Robert Bruce krigen ind i det nordlige England, hvor han på et tidspunkt var tæt på at tage Edward 2. til fange. I 1323 anerkendte paven Robert som skotsk konge, og ved traktaten i Northampton i 1328 anerkendte England Skotlands uafhængighed. Men Robert Bruce kunne kun glæde sig over sin sejr i kort tid, idet han døde af spedalskhed året efter mødet i Northampton (d 7/6 1329)

 

1302 Slaget ved Courtrai/Kortrijk - også kaldt De gyldne spores Slag. Et militært sammenstød i Flandern, hvor en utrænet flamsk milits bestående hovedsagelig af medlemmer fra håndværkerlaugene - især vævere - besejrede en professionel hær af adeligt fransk og flamsk kavaleri. Med sejren satte flamlænderne en stopper for den indtil da stadig voksende franske kontrol med deres land. Navnet De gyldne spores Slag siges at stamme fra de mange sporer, der blev taget fra de overvundne. Den dårligt udrustede milits, ledet af et lille antal riddere og strateger, besejrede den beredne fjende ved at tage opstilling på en strimmel land omgivet af små vandløb, så et fjendtligt rytterattak var umuligt. Sejren medførte, at vævernes laug kom til at spille en stor rolle i de flamske byer, og at faren for fransk erobring var fjernet. Dog fortsatte fransk indflydelse i området, ligesom adelens økonomiske dominans i byerne fortsatte

 

1581 d Peder Skram, rigsråd, admiral; forrettede allerede i sin ungdom krigstjeneste f.eks. i Tyskland fra midten af 1520’erne. Ved sin hjemkomst i 1529 kom han i tjeneste ved hoffet og fik sin første forlening. Under Grevens Fejde havde Skram sine første kommandoer; således var han med i en dansk flådeafdeling, der i 1535 sammen med svenske og preussiske skibe skulle søge at bryde den lybske overmagt på havet. Her udmærkede Skram sig og fik tilnavnet "Danmarks Vovehals". Bl.a erobrede han nogle lybske skibe i Lillebælt, og på glimrende vis løste han derefter den opgave at sikre kong Christian 3.s overgang til Sjælland i dennes kamp for at sikre sig den danske krone. Endnu manglede Christian at indtage København og Malmø, hvis borgere stadig håbede på, at den afsatte Christian 2. med deres og Lübecks hjælp atter skulle blive dansk-norsk konge. Med en stor flådeafdeling placeret i Øresund fik Skram i juli 1535 til opgave at blokere de nævnte to byer, mens kong Christian 3.s hær blokerede København fra landsiden. Under vagttjenesten i Sundet opsnappede Peder Skram flere proviantskibe fra Lübeck med for-syninger til København. Da København havde overgivet sig – juli 1536 – forlenedes Skram for sine fortjenester over for Christian 3. med det sjællandske hovedlen Harritsborg, og ved kroningen året efter modtog han ridderslaget af kong Christian. Endelig blev han 1539 optaget i rigsrådet. I 1540’erne og 1550’erne var der kun ringe brug for Skrams militære dygtighed. Med ved udbruddet i 1563 af Den Nordiske Syvårskrig med Sverige, fik han sine sidste kommandoer. Men det lykkedes ham ikke at føre den dansk-norske flåde, han var sat i spidsen for, frem til noget afgørende kamp med den svenske flåde. Efter en træfning ved Gotland den 11. september søgte denne ind i den svenske skærgård og dermed uden for den dansk-norske flådeafdelings rækkevidde. Resten af krigen og resten af livet passede Peder Skram sine opgaver som lensmand og levede et tilbage-trukkent familieliv (f ca 1503)

 

Frederik I, preussisk konge 1701-1713, desuden 1688-1701 kurfyrste af Brandenburg (Preussen); søn af storkurfyrste Frederik Wilhelm af Brandenburg og Louise Henrietta af Orange; det er blevet sagt om Frederik, at han havde mere sans for sin magts ydre glans end på dens indre substans, og at han for at tilfredsstille sin trang til selvhævdelse og stillen sig til skue opretholdt et ødselt og blændende hof, der oversteg hans riges beskedne økonomiske ressourcer. Endvidere at han i modsætning til sin far ikke tog personligt del i statens styre, men overlod det til sine ministre. I såvel Den store Koalitionskrig (også kaldt Pfalziske Arvefølgekrig) (1688-97) som Spanske Arvefølgekrig (1701-13) deltog hans land i alliance med den østrigske kejser mod Frankrig. I 1701 opnåede Frederik, hvad han havde arbejdet for, siden han overtog magten: kongeværdigheden. Kejseren tildelte ham denne værdighed, og den 18. januar 1701 kronede Frederik sig selv som konge. Det skete i Königsberg. Både som kurfyrste og konge støttede Frederik kunst og videnskab. Ved sit hof samlede han fremtrædende kunstnere og arkitekter, og i Berlin lod han opføre flere fornemme paladser. Hovedstadens lærde samledes i et selskab, der var dannet med Académie Francaise og The Royal Society i London som forbillede. Det fik navnet Societät der Scienzien (1700), senere omdøbt til Societät der Wissenschaften. På den preussiske kongetrone blev Frederik efterfulgt af sin søn Frederik Wilhelm I (d 25/2 1713)

 

1690 Slaget ved Boyne. Ved bredden af Boyne floden i Irland besejrer kong William III af Englands styrker den afsatte kong Jacob II’s hær. Jacob, der var romersk-katolsk, var blevet tvunget til at abdicere i 1688; med fransk og irsk hjælp søgte han at genvinde sin trone. I Oldbridge området, syd for Boyne, samlede Jacob en hær bestående af ca 7.000 franske infanterister, nogle erfarne irske kavalerister, nogle uerfarne irske infanterister og dragoner, i alt omkr. 21.000 mand. William stod i spidsen for The Dutch Blue Guards, to regimenter franske huguenotter, nogle regimenter bestående af engelske, danske, preussiske, finske, svejtsiske lejesoldater, i alt ca. 35.000 mand. Da Jacob frygtede at blive omringet af Williams kavaleri, flygtede han ikke kun fra slagmarken, men fra Irland. Det lykkedes hans hær at forlade slagmarken i god orden; den kunne herefter fortsætte krigen i Irland i endnu et år. Slaget ved Boyne fejres i Nord-Irland som en sejr for protestanterne den 12. juli, som faktisk efter den julianske kalender er årsdagen for det langt mere afgørende slag ved Aughrim 1691

 

Slaget ved Oudenaarde under Den spanske Arvefølgekrig resulterer i sejr til en allieret hær (britisk, hollandsk, østrigsk) under kommando af hertug Marlborough og prins Eugen af Savoyen over en fransk hær under marskal Louis-Joseph hertug af Vendôme og Louis hertug af Bourgogne. Slaget, der førte til allieret generobring af Ghent og Brügge, som franskmændene havde erobret den 4. og 5. juli, blev udkæmpet nord for byen Oudenaarde mellem en allieret hær på 80.000 og en fransk hær på 85.000 mand. Franskmændene blev overrumplet, mens de var ved at indlede en belejring af Oudenaarde. Den allierede hær, som havde marcheret omkr. 80 km på 16 timer, krydsede floden Schelde den 11. juli og gik til angreb, inden de franske tropper var ordentligt deployeret. Ikke uforståeligt var det da også hertugen af Bourgognes opfattelse, at de franske tropper skulle trækkes tilbage, og det var kun tøvende han bøjede sig for Vendômes anmodning om at blive og kæmpe. Hele eftermiddagen blev der udkæmpet et bittert og uorganiseret slag. Uden franskmændene observerede det, sendte Marlborough en del af sin styrke ud på en omringningsmarch, så den kunne angribe franskmændenes højre flanke, mens prins Eugen samtidig angreb franskmændenes venstre flanke. Da mørkets frembrud satte en stopper for fortsat kamp, havde franskmændene lidt et tab på 15.000 mand – 6.000 dræbte og 9.000 tilfangetagne. De allierede havde mistet 4.000 mand. Næste dag samlede Vendôme sin slagne hær og afviste de allieredes hær ved Ghent. I januar 1709 kunne de allierede rykke ind i Ghent og Brügge, og franskmændene trak sig tilbage til fransk jord

 

f John Quincy Adams, USAs præsident 1825-29; søn af præsident John Adams (1797-1801). I 1778 ledsagede han sin far på en rejse til Europa; det samme var tilfældet i 1780. Han studerede i Paris 1778-79 og ved univer-sitetet i Leiden i 1780. Som medlem af den amerikanske ambassadørs stab var han i 1781 i Rusland. Han vendte tilbage til USA, og afsluttede i 1787 jurastudier ved Harvard. Herefter var han advokat i Boston. I årene 1794-1801 gjorde han tjeneste ved amerikanske ambassader i en række europæiske lande. Efter at have været medlem af Senatet i Washington 1803-08, var til 1817 sit lands ambassadør i henholdsvis Rusland og Storbritannien. Ved tilbagekomsten til USA blev han udenrigsminister i præsident Monroes kabinet. På denne post spillede han en ledende rolle i de diplomatiske aktiviteter, der førte til USA’s køb af Florida, i "erobringen" af vesten" frem til Stillehavet, og i formuleringen af Monroedoktrinen i 1823. Efter et uafgjort præsidentvalg i 1824 udpegede Repræsentanternes Hus ham til præsident. Som præsident ønskede Adams at gennemføre et program, som skulle fremskynde et amerikansk fællesmarked ved vej- og kanalbyggeri, med støtte til uddannelse og med regulering af bankvæsen. Planerne fik dog kun begrænset støtte. Efter i 1828 at have tabt præsidentvalget til Andrew Jackson vendte Adams tilbage til sin hjemby Quincy i Massachusetts; men allerede året efter blev han valgt til Repræsentanternes Hus og forblev medlem heraf til sin død. I Repræsentanternes Hus blev han samlingspunkt for oppositionen mod slaveriet i Sydstaterne (d 23/2 1848)

 

James Cook står ud på sin sidste store opdagelsesrejse. Da Cook som chef på det gode skib "Resolution" forlod England for at stå ud på sin tredje rejse, var hans opgave at foretage en undersøgelse af Nordamerikas nordlige stillehavskyst med henblik på at finde en mulig nordvestpassage. Efter at have forladt Sydafrikas kapkoloni, hvor han mødte sit ledsageskib "Discovery", førte rejsen de to skibe til Van Diemens Land, New Zealand, Tonga og Selskabsøerne. Herfra gik rejsen mod nord, og den 8. januar 1777 blev Hawaii-øerne opdaget. Videre gik rejsen mod den nordamerikanske kyst. Den blev fulgt så langt mod nord, som storme gjorde det muligt. Aleuterne blev passeret, og man stod ind i Beringsstrædet og nåede så langt mod nord som 70 gr. 44 min. N, før pakis satte en stopper for videre sejlads. Cook besluttede, at overvintre ved Hawaii. Her lå man for anker fra 17. januar til 4. februar 1779. Efter at have lettet anker, måtte man vende tilbage for at reparere en knækket stormast. Under dette ophold blev Cook den 14. februar 1779 dræbt i et sammenstød med indfødte

 

1870 Stillet over en rasende fransk reaktion ved muligheden for at få en preussisk prins på den spanske trone og derved at få preussere ved såvel sydgrænsen som vestgrænsen opfordrer kong Wilhelm af Preussen den udpegede prins til at opgive planen. Dagen efter modtog de spanske myndigheder afslaget med lettelse. Derimod var den preussiske kansler, Bismarck, rasende, og i Paris rådede en stemning af triumf. Endelig havde Frankrig tvunget preusserne på tilbagetog. Den franske regering ville forfølge sejren og ydmyge preusserne. Man meddelte den preussiske ambassadør, at kongen burde give en slags undskyldning. Den franske Berlinambassadør fik besked på at opsøge kongen i kurbyen Ems og afkræve ham løfte om, at han aldrig ville tillade, at den preussiske prins’ kandidatur blev rejst igen. Kongen var irriteret over det uventede og overflødige krav. Han afslog, og han nægtede at give ambassadøren en ny audiens i samme sag. Samtalen blev ført i korrekte og høflige former. Kongen sendte straks Bismarck et telegram. Det var ikke formet på en sådan måde, at det kunne virke ophidsende, og kongen gav Bismarck lov til at offentliggøre det helt eller delvist

 

En britisk flåde under Sir Beauchamp Seymour bombarderer Alexandria, og britiske tropper bliver landsat for at forsvare Suezkanalen mod ægyptiske nationalister

 

d Eugenie, født Eugénie Marie de Montijo de Guzman, grevinde af Teba; kejserinde af Frankrig. I 1853 gift med Napoleon 3., kejser af Frankrig. Hun tilhørte de yderliggående klerikale og var modstander af det liberale kejserdømme. På grund af kejserens sygdom blev hendes indflydelse større i kejserdømmets senere år, og hun var medansvarlig for den dristige politik, der førte til krigen med Tyskland juli 1870. Efter krigsudbruddet blev hun regent, og hendes rædsel for, at en tilbagetrækning af de franske styrker efter de første nederlag kunne føre til revolution, er en del af forklaringen på den dumdristige taktik, der førte til det store franske nederlag ved Sedan. Efter kejserdømmets sammenbrud flygtede hun til Storbritannien, hvor hun boede resten af livet. Hendes søn, født marts 1856, blev dræbt 1879 i britisk tjeneste under Zulukrigene i Sydafrika (f 5/5 1826)

 

1920 Dagen efter kongens bevægende ridt over grænsen til det genforenede Sønderjylland afholdes der på Dybbøl det største og mærkeligste folkemøde, der hidtil var set i Danmark. I mødet deltog kongefamilien, regering, rigsdag, ledende repræsentanter fra alle dele af det danske samfund, veteraner fra 64 og en hundredtusindtallig skare fra alle danske egne. Festens hovedtaler var grev O.D. Schack-Schackenborg. Han der havde formet valgopråbet forud for afstemningen i zone 1 – "Sønderjyder! Dagen er der…". Greven sagde bl.a. "Hvem turde have håbet dette, da for seks år siden den tyske Dybbølfest skulle overtyde verden om, at dette land for Danmark var tabt for bestandig?". Han sluttede med at formulere en sønderjydernes troskabsed til Danmark med ordene: "Vi vil være Dig gode og trofaste sønner og døtre, Danmark, det lover vi Dig i dag – det giver vi Dig håndslag på, kong Christian. Ja, om vor konge samler vi os i denne stund, den største, vor slægt har oplevet". Efter Schacks tale fik kongen overrakt det danske flag, der sidst var blevet sænket i Sønderborg i 1864. Han førte flaget til sine læber: "Jeg modtager Eders og vort flag, og idet jeg kysser dets gamle dug, kysser jeg Eders trofasthed". Blandt en række andre talere var statsminist Niels Neergaard. Der bl.a. aflagde et løfte om Danmarks fremtidige stilling over for de danske sydslesvigere: "Det kan jeg sige på regeringens vegne, ja, jeg kan sige det på hele det danske folks vegne: de skal ikke blive glemt"

 

d Ove Rode, journalist, politiker og radikal indenrigsminister 1913-1920; efter studentereksamen begyndte Rode udgiver- og journalistvirksomhed; fra 1892 ved Politiken. I årene 1897-1901 var han bladets redaktionssekretær; han skrev lederartikler og udstak dets politiske kurs. Ved folketingsvalget i 1898 stillede han som Venstre-reformpartiets kandidat på Møn, men opnåede ikke valg. Efter århundredskiftet var Rode med i Den radikale Klub, og han var en af hovedforfatterne til partiprogrammet, da Det radikale Venstre blev stiftet i 1905. Samme år blev han Politikens politiske redaktør, og næsten daglig skrev han polemiske lederartikler om det nye partis program. I 1907 tog Ove Rode justitsminister Albertis økonomiske transaktioner op i en række artikler, hvis indhold efterhånden havde karakter af anklager for kriminel aktivitet. Da Alberti meldte sig til politiet i september 1908, var Rodes position med ét slag cementeret. I 1909 blev han medlem af Folketinget og blev sit partis gruppeformand og politisk ordfører. Han var dermed centralt placeret, også fordi han samtidig kunne understøtte sin politik i Politiken. 1907-13 var han tillige medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Da De radikale dannede regering i 1910, var Rode selvskreven til en ministerpost; han blev indenrigsminister. Under verdenskrigen fik han en uhørt magt. For at skaffe befolkningen elementære livsfornødenheder til en rimelig pris oprettedes den såkaldte "overordentlige kommission" under indenrigsministeriet. Det system, som efterhånden opbyggedes, øgede samfundets magt over erhvervslivet, og indgrebene ramte efterhånden alle sider af samfundslivet. Ved afslutningen af sin ministertid var Rode helbredsmæssig svækket – sukkersyge, og han følte de følgende år som oppositionsleder utilfredsstillende. Da der i 1927 viste sig mulighed for at blive Politikens chefredaktør, nedlagde han sit folketingsmandat. Til sin død i 1933 var Rodes indflydelse på bladets linje dog ringe. Han administrerede og repræsenterede, men var ofte fraværende på grund af sygdom (f 31/8 1867)

 

1943 d Ludvig Holstein, forfatter; fra 1918 til sin død var han konsulent ved Gyldendals forlag; desuden oversatte han en række bøger fra tysk, engelsk og fransk. Med sin sene debut i 1895 med "Digte" placerede Holstrin sig umiddelbart som en af sin generations betydeligste lyrikere. Skønt han overvejende boede i København, er hans digtning knyttet til oplevelsen af Sjællands natur. I samlingen udtrykkes en spontan naturglæde, en erkendelse af naturens stemninger også er digterens. I 1898 kom hans kærlighedsdrama "Tove", der bygger på Hs barndomsminder fra skovene omkring Vordingborg samt på folkeviserne om kong Valdemar og Tove. Herefter udsendte han intet før "Løv" i 1915; samlingen indeholdt for størstedelen digte, der havde været trykt i blade og tidsskrifter. Den fulgtes af samlingen "Mos og Muld" (1917), hvortil slutter sig "Æbletid" (1920) og "Jehi" (1929), hvormed H fandt sin egen tone i en afklaret dyrkelse af såvel det jordnære som det sjælfulde. Nogle af H’s digte er sat i musik og har fundet vej til Højskolesangbogen bl.a. "Nu rider vårens glade svend med sang og spil om lande" (fra "Digte", 1895), "Det lysner over agres felt" (fra "Løv", 1915) og den nok bedst kendte "Det er i dag et vejr – et solskinsvejr" (fra "Digte", 1895) (f 3/12 1864)

 

d Pär Lagerkvist, svensk forfatter; debuterede i 1912 med novellen "Människor". Året efter kom det æstetiske programskrift "Ordkonst og bildkonst", hvor han brød med realistisk omstændlighed og psykologisk detailanalyse. Som mønster opstillede han gammeltestamentlig poesi og moderne ekspressionisme. Han ville forenkling, kon-centration og symbolsk helhed. Som dramatiker har L bl.a. skrevet "Den osynlige" (1923), "Konungen" (1932) og "Midsommardröm i fattighuset" (1941). Som lyriker udgav han bl.a. digtsamlingerne "Ångest" (1916), "Hjärtats sånger" (1926) og "Aftonland" (1953). Endvidere prosaværkerne "Den fordringsfulla gästen" (1919) og den selvbiografiske "Gäst hos verligheten" (1925). Fra årene efter 2. Verd.krig blev historiske romaner Ls hoved-værker. "Dvärgen" (1944) og succesromanen "Barabas" (1950). Med sidstnævnte indledtes en række store for-tællinger om det gudsforladte menneske, en skikkelse viet ensomheden, fornægtelsen og angsten. I "Dvärgen" tog L ondskabens tema op under indtryk af nazismens trussel. I "Ahasverus död" (1950) tog han problemet om forholdet mellem Gud og mennesker op. En af hovedpersonerne i "Ahasverus död" er pilgrimmen Tobias, hvis vej til forsoning skildres i "Pilgrim på havet" (1962) og "Det heliga landet" (1964). L indvalgtes i Svenska Akademien 1940 og modtog 1951 nobelprisen i litteratur (f 23/5 1891)

 

 

 

Til top        12. juli

100 f.Kr. f Gajus Julius Caesar; han blev 87 f. Kr. præst for Jupiter (flamen Dialis) og gjorde i 60'erne den traditionelle romerske embedskarriere; i 61 blev C statholder i Spanien, hvor han ved en rovkrig mod lusitanerne fik dækket den kæmpegæld, hans karriere havde kostet. Ved sin hjemkomst i 60 forenede han sig med Pompejus og Crassus i 1. triumvirat. Året efter fik han statholderembedet i de galliske provinser for fem år. Efter at have fået embedet forlænget med yderligere fem år erobrede han 58-50 det endnu uafhængige Gallien. Da det var kommet til et brud med Pompejus, tog C i januar 49 offensiven og erobrede hurtigt Italien; i løbet af de flg. år besejrede han Pompejus og hans støtters hære og stod i 45 som Romerrigets enehersker. Straks efter erobringen af Italien havde C ladet sig udråbe til diktator, senere blev han det på livstid. Trods sin korte regeringstid gennemførtes mange betydningsfulde love; f.eks. fjernedes de værste sociale misforhold, ligeledes blev der skabt en mere hensigtsmæssig administration af verdensriget. C stod bag den kalenderreform - den julianske, der bestod i Danmark til 1700 og i Rusland helt til 1917, og som kun afviger lidt fra den nuværende. Da forskellige forhold gav næring til rygter om, at C ville tage kongenavn og flytte hovedstaden til Alexandria, blev der dannet en sammensværgelse mod ham; de sammensvorne havde held til at myrde C under et senatsmøde. C havde ingen sønner, hvorfor han ved sit testamente adopterede sin søsterdattersøn, den senere kejser Augustus. Foruden sit politiske og militære virke fandt C tid til en kvalitativ betydelig litterær produktion. Bevaret er hans værker om Gallerkrigen i syv bøger og om Borgerkrigen i tre bøger, medens f.eks. et grammatisk skrift og en pamflet mod den yngre Cato (Anticato) er gået tabt(d 15/3 44 f. Kr.)

 

1536 d Erasmus af Rotterdam, nederlandsk teolog og humanist; han blev augustinermunk i 1486 og præsteviet i 1492; i 1493 fik han dispensation fra klostertvangen for at blive sekretær hos biskoppen af Cambrai. Nu fik han mulighed for at dyrke humanistiske studier først i Paris siden i Oxford. Hans første skrifter "Adagia" (1500, en samling klassiske sentenser med kommentarer) og "Enchiridion militis christiani" skaffede ham øjeblikkelig europæisk berømmelse. Henrik VIII kaldte ham til England. Her opholdt han sig i årene 1509-14 og var bl.a. i en periode professor i græsk i Cambridge. Senere fik han en vellønnet stilling i kejser Karl V’s tjeneste. Erasmus udfoldede en rig litterær virksomhed, særlig som tekstudgiver og kommentator. Han udgav en række kirkefædre i tekstkritiske udgaver, og han kommenterede sin samtids liv og greb ind i dens strid fra sit studerekammer. Hans satiriske bog om tidens sæder "Encomium moriae" (Dårskabens pris, 1509) kom i 27 oplag og blev læst med begejstring. "Colloquia famililiaria" (1519) var en bidende kritik af relikviedyrkelsen og munkelivet. Erasmus ideal var: klassisk dannelse og tilbagevenden til Det nye Testamente og kirkefædrene, bort fra skolastikkens ufrugtbare spidsfindigheder og den vulgære fromheds overtro. Han fulgte Luthers første virksomhed med interesse og sym-pati, men tog senere afstand fra Luther. Erasmus ønskede ingen revolution, men reformer inden for romerkirken. Som den aristokrat Erasmus var, så han med gru på Luthers propagandaform, hans brud med den kirkelige tradition og hans ensidige kristendomsfortolkning. På mange måder viste han sin afstandtagen fra Luther. I 1524 skete det med skriftet "Diatribe de libero arbitrio" (En afhandling om viljens frihed) (f ca 1466)

 

1537 d hængt Robert Aske, engelsk godsejer og sagfører, leder af oprøret Pilgrimage of Grace. Oprøret fandt sted fra efteråret 1536 i Englands nordlige grevskaber og var det eneste åbne oprør mod Henrik VIII’s lovgivning i forbindelse med Reformationen; især var oprøret rettet mod opløsningen af klostrene. Desuden var der i oprøret sociale elementer nemlig modstand fra bøndernes side mod adelens enclosure, i.e. inddragelse af bondejord til græsning for fåreflokke. Den 1. oktober 1536 indtog oprørerne byen Lincoln; de forlangte opløsningen af klostrene og fjernelse af kætterske – d.v.s. ikke-katolske – biskopper stoppet. I Yorkshire blev oprøret ledet af Robert Aske, som sammen med ca. 30.000 sympatisører indtog York. Regeringen havde for få styrker i området. For at vinde tid til at samle tilstrækkelige styrker, indledtes der derfor forhandlinger med Aske. På et møde i Pontefract den 2. december opstillede oprørerne deres krav. De lignede dem fra Lincoln, men tilføjet var et krav om, at England vendte tilbage romerkirken og sammenkaldelse af et Parlament uden kongelig indflydelse. I vage vendinger accepterede kongens forhandlere kravene og garanterede oprørerne, at de ikke ville blive straffet. Lidt naivt troede Aske nu, han havde opnået, hvad han ville og opfordrede sine sympatisører til at nedlægge våbnene og drage hjem. Men sammen med 220-250 andre oprørere blev Aske henrettet. Oprørerne opnåede intet og fik ej heller støtte fra andre egne af England (f ca 1501)

 

Den engelske konge Henrik 8. gifter sig med sin sjette og sidste kone. Den udvalgte var Catherine Parr, datter af Sir Thomas Parr of Kendall, som gjorde tjeneste ved hoffet. Ved indgåelsen af ægteskabet var Catherine to gange enke. Med sit taktfulde væsen siges hun at have haft en velgørende indflydelse på Henrik i hans sidste sygdomsplagede år. Endvidere stod hun på nær og kærlig fod med kongens tre børn fra hans tidligere ægteskaber

 

1712 d Richard Cromwell, lord protector i England september 1658 til maj 1659. Han var søn af Oliver Cromwell og efterfulgte uden succes denne som lord protector af det engelske Commonwealth. R var ikke af sin far blevet opdraget eller uddannet til den høje position som Englands leder, han kom til at indtage. Først da hans far i 1657 fik tilladelse til selv at udpege sin efterfølger, kom R frem i rampelyset. Han blev medlem af statsrådet, blev sat i spidsen for et regiment og fik sæde i det af faderen oprettede Overhus. Efterhånden blev R anerkendt som faderens efterfølger og blev det ved Oliver Cromwells død. Da R ikke som faderen var general, var der flere officerer, der tog afstand for udnævnelsen og ville have udnævnt en højt rangerende officer som landets leder. Den støtte, R havde blandt landets borgere og bønder, mente han ikke var tilstrækkelig, og den 25. maj 1659 nedlagde han sit embede. Efter den engelske kongemagts genetablering flygtede R til Frankrig, hvor han levede under jorden som John Clarke. Længe blev han af den engelske regering betragtet som en farlig person, og han var flere gange eftersøgt. I 1680 vendte han tilbage til England; her levede han i Hampshire til sin død uden at træde offentligt frem og uden at lide overlast (f 4/10 1626)

 

1730 f Josiah Wedgwood, engelsk keramiker; familien havde drevet pottemagerværksted siden begyndelsen af 1600-tallet, og i 1759 startede W eget værksted for fremstilling af "brugs- og prydvarer". Ca 1765 begyndte han fremstilling af "creamware", service i fint, gulhvidt stentøj med påmalede dekorationer. Denne vare blev kendt over hele verden, og takket være kgl. bestillinger (dronning Charlottes teservice ca 1767 og Katharina af Ruslands service 1774) blev denne vare også kaldt "Queens ware". Disse pragtservicers dekoration var landskabsscener, kendte slotte, klostre, kirker osv. I 1765 åbnede W butikker i London. 1769 blev det store værksted "Etruria" (til minde om etruskisk keramik) åbnet. Den første vare, der blev fremstillet på Etruria var "black basalt" med dekorationer af klassisk mytologi i emaljefarver. Den berømte "Jasper ware", som kom på markedet ca 1774 og havde hvide, nyklassicistiske relieffer på blå, grøn eller sort baggrund, regnes som et af W’s mest fornemme produkter (d 3/1 17956)

 

1751 d Yoshimune Tokugawa, ottende Tokugawa shogun, han bliver betragtet som en af de største herskere, Japan har haft. Hans gennemgribende reformer, der fuldstændig omskabte centraladministrationen, standsede for en tid shogunatets nedgang. Straks da han blev shogun begyndte han sit reformprogram. Han gik selv i spidsen ved at afskaffe unødig luksus ved hoffet og vende tilbage til den spartanske husholdning, der havde været ved hoffet under det første Tokugawa-shogunat – begyndelsen af 1600-tallet. Samtidig søgte han at forbedre administrationen og lancerede et uddannelsesprogram for alle hans undersåtter med henblik på at skabe den rette nationalfølelse og disciplin. Eftersom skat på landbrugsprodukter var hovedindtægtskilden forsøgte Y at øge denne indtægt ved at opdyrke ny jord og få bønderne til at dyrke nye afgrøder som sukkerør og søde kartofler på arealer, der var uegnet til risdyrkning. Mens der ikke kan være tvivl om, at Ys reformer inden for administrationen gav gode resultater, er der sat spørgsmåltegn ved hans omdømme som en af Japans største herskere, eftersom hans andre reformer kun midlertidig forbedrede hans lands situation. Efter hans død var ineffektivitet og korruption igen fremherskende. Y trak sig tilbage i 1745 og overlod shogunembedet til en søn, men øvede indflydelse på denne til til død (f 27/11 1684)

 

f Christen Brøndum, brændevinsbrænder; hans virksomhed lå i Prinsensgade i København, og han havde startet den allerede i 1809. Da der i 1812 blev indført en brændevinsbrændereksamen, blev B af myndighederne udnævnt til at give undervisning i faget. I 1820 udgav han en af H.C. Ørsted gennemset "Kort Underviisning i Kunsten at brænde Brændevin". I 1822 udsendte han på Landhusholdningsselskabets opfordring "Anvisning på at lave Vin af Æbler". B’s brænderi med en kedel på omkr. ti tønder og fire mæskekar, hvert på ca. 28 tønder var blandt tidens største. I samtiden var B’s brændevin særdeles velanset. Hans navn lever i dag gennem De Danske Spritfabrikkers (Danisco Distillers) "Brøndum Snaps". Enken efter hans søn solgte i 1893 B’s brænderi til De Danske Spritfabrikker (d 12/8 1846)

 

f Anne Marie Mangor, kogebogsforfatter; hun blev enke som 31årig og havde svært ved at forsørge sig selv og sine tre små døtre. Det blev madopskrifter, der blev hendes økonomiske redning. Hun var en dygtig husmor og havde længe samlet på opskrifter. Tilskyndet af venner gik hun med til at lade sine opskrifter trykke, så folk kunne købes hos hende. Efterspørgslen gav hende blod på tanden, og 1837 udsendte hun anonymt "Kogebog for smaa Husholdninger". Den blev særdeles populær og fik stor udbredelse.1840 udkom "Syltebog for små Husholdninger" og året "Fortsættelse af Kogebog for smaa Husholdninger". Alle tre opnåede stor popularitet og genoptrykt i ca et halvt hundrede oplag, så de tilsammen nåede op i nærheden af ½ mio. eksemplarer. Bøgerne skaffede’"Madam Mangor" såvel berømmelse som gode indtægter. Det er M, man tillægger vendingen "Man tager et Sølvfad og en Sølvske….". Børnene tænkte hun også på, i 1847 udsendte hun "Kogebog for smaa Piger". Foruden husholdningsbøgerne beskæftigede M sig med skriftligt arbejde af en helt anden karakter. 1843 udkom "En Bedstemoders Fortællinger for sine Børnebørn" og 1852 "Tante Cousine", som er en familjeskildring for tiden før og efter 1800 byggende på hendes egne erindringer og oplevelser (d 16/5 1865)

 

Admiral Nelson mister sit ene øje under belejringen af Calvi på Korsika. Efter franskmændene havde erobret Toulon, flyttede Nelsons øverstkommanderende, Lord Hood, flådens hovedkvarter til Korsika, som var midt i et oprør mod franskmændene og havde belejret disses garnisoner. Med sit skibs besætning gik Nelson i land for at hjælpe korsikanerne med at erobre først Bastia dernæst af Calvi. Det var under erobringen af sidstnævnte by, at Nelson, efter et fransk skud havde ramt en mur, fik slynget støv og småsten fra muren op i ansigtet og i det højre øje. Følgen blev, at Nelson for resten af livet stort set havde mistet synet på sit højre øje

 

d William Howe, engelsk øverstkommanderende for den britiske hær i Nord Amerika (1776-78), som til trods for adskillige militære successer ikke formåede at nedkæmpe amerikanernes hær og dermed sætte en stopper for Den amerikanske Revolution og de amerikanske koloniers løsrivelse fra kolonimagten, Strobritannien. I englændernes sidste krig mod franskmænd og indianerne (1754-63) havde Howe vundet ry som en af hærens bedste yngre generaler. I 1775 blev han overført til Boston for at forstærke de derværende tropper i belejringen af byen; han stod i spidsen for en afdeling i den dyrtkøbte sejr i slaget ved Bunker Hill den 17.juni 1775. Året efter overtog han overkommandoen af den britiske hær; han førte sine tropper sydpå og erobrede den vigtige havneby New York. Da operationer blev genoptaget foråret 1777, fulgte nogle sejrrige måneder for Howe. I september (den 11.) besejrede han amerikanerne ved Bandywine Creek og i oktober ved Germantown. Den følgende vinter erobrede H Philadelphia. Imidlertid indså Howe nu, at han havde begået en fejl ved ikke nedkæmpe general George Washingtons beskedne styrke i den nærliggende Valley Forge. Endvidere havde hans operationer blottet general John Burgoynes tropper i den nordlige del af staten New York, hvilket førte til englændernes katastrofale nederlag ved Saratoga efteråret 1777. Nederlaget fik Howe til at nedlægge sin kommando. Han vendte tilbage til England og forlod aktiv tjeneste. Ved broderens død i 1799 blev Howe viscount (f 10/8 1729)

 

1854 f George Eastman, amerikansk opfinder og filantrop; han begyndte tidligt at arbejde med en forbedring af den fotografiske plade og startede i 1881 Eastman Dry Plate Company til fremstilling af tørre fotografiske plader. Eastman udarbejdede i 1885 sammen med William H. Walker en rulleholder til negativt papir (en film). Det var begyndelsen til en revolution inden for fotografiet. I 1888 kom ordet Kodak til. Sammen med det første Kodak-fotografiapparat (kamera) lancerede han også slagordet "De trykker på knappen, vi gør resten". Resten var at fremkalde filmen og sætte en ny i kameraet. I 1889 blev selskabets navn ændret til The Eastman Company, og i 1892 blev det endelige navn Eastman Kodak Company. Eastman tjente godt på sine opfindelser og i årenes løb donerede han mere end 100 mio. dollars til videnskabelige og sociale formål (d 14/3 1932)

 

1870 Bismarck offentliggør den såkaldte "Emserdepeche". Mange – med Bismarck i spidsen – i den preussiske ledelse havde længe ville have en krig med Frankrig. Efter modtagelsen af kong Wilhelms telegram om hans møde med den franske ambassadør så Bismarck, at telegrammet gav ham mulighed for at få krigen straks. Bismarck skar telegrammet ned, således at formen blev provokatorisk. Den tyske befolkning fik indtryk af, at den franske ambassadør havde fornærmet den gamle konge på det groveste. Franskmændene fik på den anden side det indtryk, at kongen havde afvist deres ambassadør kortfattet og med foragt, og de opfattede selve offentliggørelsen af Emserdepechen som "en ørefigen til Frankrig". Depechen gjorde sin virkning, før kongen var vendt tilbage til Berlin fra sit kurophold i Ems, var folk på gaden og råbte "Til Rhinen!". I Paris råbte man "Til Berlin!"

 

1878 Cypern kommer under britisk styre. Den udløsende faktor for, at det osmanniske Tyrkiet overlod briterne Cypern som et protektorat, var at russerne truede med at løbe Osmannerriget over ende. Formelt fik Storbritannien hermed en base i regionen, hvorfra det kunne hjælpe sultanen med at forhindre russerne i at erobre rigets asiatiske områder. Reelt var hovedmotivet at skabe en fremskudt base for Det britiske Imperiums nye livsnerve, Suezkanalen og dermed skibsruten til Indien. For at sikre den havde briterne allerede Gibraltar, Malta og Aden

 

f Amadeo Modigliano, italiensk maler og billedhugger; uddannet ved akademierne i Firenze og Venezia. Modig-liano rejste i 1906 til Paris, hvor han blev ven med Picasso og Utrillo. Hans interesse for negerskulptur gjorde ham til billedhugger; både hans maleri og billedhuggerarbejder fra denne periode er kubistiske. Efter 1914 måtte Modigliano af hensyn til sit helbred opgive arbejdet med skulptur. Som maler udviklede han i årene herefter en lineært- og fladepræget portrætkunst, særpræget ved en orangebrun varm kolorit, i formen af en stærk forlængelse af visse legemsdele f.eks. næsen og halsen (d 24/1 1920)

 

d Charles Steward Rolls, britisk ingeniør, pilot og bilfabrikant; som den første i verden gennemførte R i juni 1910 en tur-retur non stop flyvning over Den engelske Kanal. I 1900 deltog han med en 12 hk Panhard i et 1000 miles bilvæddeløb og deltog siden i mange af de tidlige europæiske langdistance bilvæddeløb. I 1902 grundlagde han et bilfirma, og i 1906 blev det sammensluttet med et tilsvarende firma ejet af Sir Frederick Henry Royce til automobil- og flyvemaskinefabrikken Rolls-Royce Ltd. Foruden biler og bilvæddeløb var flyvning Charles Steward Rolls store interesse. Han omkom ved et flystyrt og blev dermed den første britiske pilot, der døde på denne måde (f 28/8 1877)

 

922 f Michael Ventris, britisk arkitekt og arkæolog, decifrerede i 1952 den minoisk-mykenske skrift - Linear B og påviste, den var græsk i den ældste kendte form, daterende sig fra ca. 1500 til 1200 f. Kr. f. Allerede i sin ungdom hørte Ventris om den skrift, der omkr. 1900 var blevet fundet i Knossos på Kreta, og som var en stor gåde for forskerne. Som 18-årig offentliggjorde Ventris en artikel i "American Journal of Archaeology", hvori han talte for muligheden af en forbindelse mellem Linear B og et andet problemfyldt sprog, etruskisk. Efter at have uddannet sig som arkitekt og under 2. Verd.krig at have gjort tjeneste i Royal Air Force begyndte Ventris i 1949 for alvor at søge efter nøglen til Linear B. Efter offentliggørelsen i 1951 af tekster fundet i 1939 på det græske fastland og skrevet i system næsten identisk med Linear B, gjorde Ventris hurtige fremskridt. I juni 1952 bekendtgjorde han i et radioprogram, at han var sikker på, Linear B var en arkaisk form for græsk. I samarbejde med Cambridge linguisten John Chadwick samlede Ventris yderligere materiale, der underbyggede hans teori, og i 1953 offentliggjorde de deres historiske artikel "Evidence for Greek Dialect in the Mycenaean Archives". Deres "Documents in Mycenaean Greek" (1956) offentliggjordes få uger efter, Ventris omkom ved en færdselsulykke (d 6/9 1956)

 

Danmark indklager Norge for voldgiftsdomstolen i Haag. Det skete, fordi Norge hævdede at have ret til visse områder i Østgrønland. Da det nordlige Østgrønland reelt var ubeboet, betragtede nordmændene det som herreløst og ønskede adgang til det. Fra dansk side var man indstillet på i vidt omfang at imødekomme nordmændenes ønsker om ret til at gå i land, jage, fiske og overvintre, men højhedsretten ville man ikke give afkald på. Ved en traktat indgået i 1924 gav man Norge disse indrømmelser foruden ret til at oprette vejrstation og telegraf. Det var en ensidig gestus, der intet kom ud af, da nordmændene stadig ikke ville anerkende Danmarks højhedsret. I 1930 gav den norske regering tilmed nogle nordmænd politimyndighed i Østgrønland, og året efter hejste norske jægere det norske flag i Mackenziebugten i Østgrønland og erklærede området for okkuperet under navnet Erik den Rødes Land, hvilket efterfølgende blev bekræftet af den norske regering. I 1932 besattes yderligere et område. Danmark havde allerede året før udtaget stævning mod Norge ved Den internationale Domstol i Haag. Under stort opbud af diplomater, jurister og andre sagkyndige procederedes sagen i Fredspaladset. Domstolen fandt med 12 stemmer mod to Norges handling retsstridig og bekræftede Danmarks fulde højhedsret til hele Grønland. Dommen blev afsagt den 5. april 1933

 

1935 d Alfred Dreyfus, fransk officer; han blev i 1894 dømt til degradering og livsvarig deportation for at have solgt militære hemmeligheder til en fremmed magt. Dreyfus blev sendt til Djævleøen- den franske straffekoloni ved Fransk Guyana. Selv bestred han anklagen, og hans venner arbejdede for sagens genoptagelse. Da sagens rette sammenhæng efterhånden kom for dagen og viste, at Dreyfus var uskyldig, modarbejdede generalstaben, at sagen blev genoptaget, da man mente, det ville skade hærens renommé. Den franske offentlighed kom i oprør, og forfatteren Zola udsendte den 13. januar 1898 sit berømte anklageskrift J’accuse (’Jeg anklager’), hvori han angreb generalstaben. Artiklen indbragte Zola en bøde og fængselsstraf, men fik stor virkning på opinionen. Samme år blev dommen annulleret, og Dreyfus hentet hjem; men en ny retssag dømte ham påny for lands-forræderi, dog under formildnende omstændigheder. Regeringen benådede straks Dreyfus. Benådning var ikke frifindelse, den kom først 1906. Alfred Dreyfus blev optaget i hæren som major og dekoreret med Æreslegionen (f 19/10 1859)

 

Helten fra Første Verdenskrig for sit forsvar af Verdun i 1916 den 84 årige marskal Petain bliver fransk statsoverhoved. Det skete efter beslutningen i Vichy den 10. juli om at overdrage Pétain den fulde lovgivende og konstitutionelle magt. Det blev begyndelsen på et autoritært regime, der for at markere bruddet med fortiden afskaffede titlen præsident, og Pétain antog titlen statsoverhoved. Samtidig blev Pierre Laval konseilspræsident i den såkaldte Vichyregering i den af tyske tropper ikke besatte del af Frankrig. Vichyregeringen gav den tredje republik skylden for nederlaget, og familien, fædrelandet og kirken skulle for fremtiden være grundliggende principper i den nye franske stat. Pétain selv repræsenterede det konservative og klerikale Frankrig, som aldrig havde forsonet sig med republikken. Han havde ingen speciel sympati for tyskerne, men han var overbevist om, at Tyskland havde vundet krigen, og at det bare drejede sig om måneder, før også Storbritannien måtte kapitulere. Pétains politiske motiver var at sikre Frankrigs interesser på bedst mulig måde i denne nye situation. Der indledtes da kollaboration med den tyske besættelsesmagt i håbet om at mildne okkupationens hårde vilkår gennem indrøm-melser. Han ønskede imidlertid ikke at binde sig for stærkt til Tyskland, men kollaborationen førte til tvangs-udskrivning af arbejdskraft, deportation af jøder og bekæmpelse af modstandsbevægelsen, og den kunne ikke hindre en voldsom tysk udplyndring. I modsætning til Pétain var Laval i langt højere grad drevet af personlig ærgerrighed, han søgte tysk hjælp for at fremme sine planer. Han arbejdede for en fredsslutning og et nært forbund med Tyskland. Tovtrækningen mellem de mere moderate konservative kredse og de åbent tyskvenlige kom til at fortsætte gennem hele Vichy-tiden. Efter Tysklands nederlag blev Pétain anklaget for samarbejde med tyskerne og forræderi; han blev dømt til døden, men benådet til livsvarigt fængsel og deporteret til øen Yeu i Atlanterhavet, hvor han døde den 23. juli 1951

 

Ved Københavns byret idømmes en 27årig mand to års fængsel for at have smidt to flasker efter en tysk soldat

 

1943 d Francis Beckett, kunsthistoriker, som docent 1897-1931 var han sit fags eneste repræsentat ved Københavns Universitet; intriger hindrede ham i at få det professorat, han var selvskreven til. 1897 blev han inspektør ved Den Kgl. Afstøbningssamling, direktør 1915-33. Becket blev dr. phil. 1897 med disputatsen "Renaissance og Kun-stens Historie i Danmark". Værket er blevet karakteriseret som banebrydende. I det fremlagde han et program for en beskrivelse af kunstens historie i Danmark fra oldtid til nutid. I 1924 begyndte han udsendelsen af "Danmarks Kunst, I-II" (1924-27) omhandlende middelalderen – det blev ikke fulgt af flere bind. Med sin kunst-historie fremlagde Becket for første gang et meget stort antal kunstværker, og de var præsenteret i deres hjemlige og europæiske sammenhæng. Metoden var den klassiske form- og stilanalyse kombineret med de relevante historiske kilders udsagn. Billedernes symbolværdi var ham dog heller ikke fremmed, og han røber her såvel som i den ofte fornemme karakteriseringsevne sin baggrund i ungdommens venskaber med kunstnere som Sophus Clausen, Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg (f 26/3 1868)

 

1952 Der indføres pasfrihed for nordiske borgere ved rejser i Norden

 

 

Til top        13. juli

1380 d Bertrand du Guesclin, fransk hærfører i Hundredårskrigens første år; efter i 1370 at være blevet constable af Frankrig (landets højeste militære post) benyttede du Guesclin med succes den strategi at undgå slag med englænderne, før der var udsigt til en afgørende sejr. Efter med held at have forsvaret Rennes under en engelsk belejring 1356-57 blev du Guesclin belønnet med en pengegave af kronprinsen (Karl 5.). Han forblev i kongelig tjeneste og deltog i mange slag i årene 1359-63. Ikke mindre end to gange blev han taget til fange, men hver gang løskøbt. Ved Cocherel opnåede du Guesclin i maj 1364 en større sejr, da Karl 2. af Navarras tropper blev besejret. At du Guesclin var en betydningsfuld person viser den store løsesum på 40.000 guld francs, der blev betalt for at få ham fri. Han var blevet taget til fange efter at have lidt et alvorligt nederlag ved Auray i september 1364 i Den bretonske Arvefølgekrig, hvor han kæmpede for hertug Karl af Blois. Han kæmpede som privat lejetropsfører, da han i 1367 og 1369 førte ’compagnies' (bander af landsknægte) ind i Spanien som støtte for de kredse, der søgte at styrte kongen af Kastilien. 1370 kaldte Karl 5. ham til Frankrig for at kæmpe med englænderne i den fortsatte krig; i de næste tre år opnåede han flere sejre; i sine sidste år udkæmpede han flere mindre bataljer i kampe mod spredte engelske styrker og bander af lejesoldater (f ca 1320)

 

Slaget ved Gravelines, 21 km øst for Calais; udkæmpet mellem en fransk og spansk hær i det sidste slag i den sidste Habsburg-Valois krig. Den 7. januar 1558 havde franskmændene erobret Calais fra Spaniens allierede, englænderne. For at ophæve virkningen af denne franske sejr angreb en 10.000 mand stor spansk hær, ledet af Lamoraal, grev van Egmond, franskmændene ved Gravelines. Et spansk rytterangreb gennembrød de franske linjer og fik franskmændene og deres tyske lejesoldater til at flygte. Det spanske angreb blev støttet af kanonild fra en engelsk eskadre, der lå ud for kysten ved Gravelines; et af de tidligste eksempler på artilleristøtte af denne art. På trods af nederlaget ved Gravelines beholdt franskmændene Calais ved freden i Cateau-Cambrésis. Fredsslutningen markerede afslutningen på den 65 år lange kamp mellem Frankrig og Spanien om herredømmet over Italien; her blev nu for de kommende 150 år Spanien den dominerende magt. I krigens sidste fase havde Frankrig lidt nederlag ved Saint-Quentin (1557) og ved Gravelines (1558). Disse nederlag, udbruddet af de religiøse kampe mellem katolikker og huguenotter i Frankrig og begge landes finansielle vanskeligheder førte til freden

 

1643 Slaget ved Roundway Down udkæmpes i den engelske borgerkrig mellem kongen og parlamentet. Selv om slaget ved Lansdown den 5. juli ikke var endt i nederlag for royalisterne, herskede der en dårlig stemning i den kongelige hær, da den forlod slagmarken og satte kursen mod byen Devizes. Der var mangel på ammunition og fødemidler, og på marchen mod Devizes foretog parlamentshærens kavaleri til stadighed angreb på royalisternes bagtrop. Da kongens hær var sluppet ind bag Devizes beskyttende mure, kunne man i den overveje de næste træk. I virkeligheden var situationen slet ikke så dårlig for royalisterne. Tiden arbejdede for dem, der var und-sætning på vej. Den var 25 km borte og bestod af en kavaleristyrke på 1800 mand. Den 13. juli nærmede den sig Devizes, som de sidste 24 timer havde været udsat for beskydning fra parlamentshærens kanoner. Da parlamentets hær – rundhovederne – var talmæssigt overlegne, lå initiativet stadig hos dem. Der synes at være to muligheder for dem. Enten kunne de med fuld styrke vende sig mod royalisternes undsætningsstyrke og nedkæmpe den eller angribe den med en mindre styrke, og så lade resten angribe Devizes. Men sådan kom det ikke til at gå. Et voldsomt angreb af undsætningshæren splittede rundhovederne, og da den belejrede hær gjorde udfald, blev de nedkæmpet fuldstændigt. Ikke tidligere i borgerkrigen havde royalisterne vundet en så overvældende sejr, og de skulle heller ikke gøre det siden

 

d Caspar Bartholin d.æ., læge; han blev i 1605 magister i filosofi og teologi i Wittenberg; denne uddannelse blev efterfulgt af medicinske studier i Basel, Padova og Rom. Han blev dr. med. i Basel 1610. Året efter udgav han "Institutiones anatomica", der blev den mest anvendte anatomiske lærebog i Europa i de næste 100 år. I 1611 blev han professor i latin i København og 1613 professor i medicin. 1618-19 var han universitetets rektor og holdt ved periodens udløb en tale "De ortu, progressu et incrementis regia Academiæ Hafniensis", det første forsøg på en samlet fremstilling af universitetets historie og et arbejde, der vidner om et omfattende kildestudium. Da han 1623 helbredtes for en alvorlig sygdom, forlod han medicinen til fordel for teologien. 1624 blev han professor i teologi og i 1626 dr. teol. Han helligede sig i de flg. år teologiske og religiøse betragtninger, som han offentliggjorde dels i disputatser, dels i prædikener og mindre religiøse afhandlinger. Bartholin beskrives som typen på datidens vidensskabsmand, der med samme dygtighed mestrede en mængde forskellige fag. Således udgav han lærebøger i logik, fysik, metafysik, etik og anatomi. Han er blevet karakteriseret som hørende til Danmarks mest berømte videnskabsmænd i 1600-tallet, mindre i kraft af nye, originale opdagelser og synspunkter end på grund af hans usædvanlige pædagogiske evner og intuitive sans for det væsentlige i tidens lærdomskompleks, som han forstod at formulere klart og skarpt med tydelig fremhævelse af hovedpunkterne (f 12/2 1585)

 

1793 d myrdet Jean Paul Marat, fransk læge, journalist, revolutionær; efter at have afsluttet sit studium slog han sig som læge ned i London. Her udsendte han en række skrifter om naturvidenskabelige og filosofiske emner, hvori han fremsatte originale og dristige teorier. Da M vendte tilbage til Frankrig blev han livlæge hos hertugen af Artois. Umiddelbart før revolutionen opgav han denne stilling for at gå ind i politik. September 1789 til september 1792 udgav han avisen "L’Ami du peuple", hvor han opfordrede til kamp mod borgerskabet. I det politiske liv kom M nærmest til at stå alene. Han bekæmpede overklassen, men mente samtidig at folket var ude af stand til at stå i spidsen for landets styre. Det førte ham til tanken om et personlig diktatur med den opgave at udrydde folkets fjender. I 1792 var M medlem af det udvalg, som organiserede septembermyrderierne; derefter blev han medlem af Konventet. Da republikken blev proklameret samme år, nedlagde han "L’Ami du peuple" og begyndte udgivelsen af "Journal de la République". M kom i stadig skarpere opposition til de mere moderate girondiner. Han blev fængslet (1793), men blev frifundet. Da gironden snart efter blev styrtet, var M’s magt på det højeste. Imidlertid var han uhelbredelig syg af en hudsygdom og måtte tilbringe dagen i et badekar. Her blev han myrdet af en fanatisk girondinsk kvinde, Charlotte Corday. Efter sin død blev M hyldet som en sand revolutionær, og hans aske blev ført til Panthéon. Herfra blev den fjernet ved reaktionens sejr i 1795 (f 24/5 1743)

 

1808 f Marie-Edme-Patrice-Maurice greve af Mac-Mahon, hertug af Magenta, fransk marskal og sit lands præsident 1873-1879; han begyndte sin tjeneste i den franske hær i 1827 i Algeriet; højdepunktet i hans militære karriere fandt sted under den franske deltagelse i kongeriget Sardiniens krig mod Østrig i Norditalien i 1859, da han efter sejren i slaget ved Magenta blev udnævnt til hertug af Magenta (duc de Magenta). I 1864 blev han generalguvernør i Algeriet. Som leder af Første armékorps i Alsace under den fransk-preussiske krig 1870-71 blev han såret og besejret i slaget ved Wörth. Efter en kort reconvalecens blev han sat i spidsen for Versailleshæren, med hvilken han nedkæmpede Pariserkommunen. Da Adolphe Thiers trådte tilbage som republikkens præsident i maj 1873, blev Mac-M af højrekræfterne opfordret til at overtage embedet, og i november samme år valgte Nationalforsamlingen ham til præsident for en syvårig periode. I Mac-M’s præsidentperiode kom det til flere konstitutionelle sammenstød og kriser mellem det republikanske Deputeretkammer og det konservative og monarkistiske Senat. Efter Deputeretkammeret flere gange havde nedstemt konservative regeringer udpeget af Mac-M, måtte han i januar 1879 bøje sig for Deputeretkammeret, acceptere parlamentarismen og udpege en republikansk regering. Herefter trådte han tilbage – 28. januar 1879. Deputeretkammerets sejr betød, at præsidentembedet i Den tredje Republik først og fremmest blev en ceremoniel ærespost uden politisk betydning (d 17/10 1893)

 

1840 d Charlotte Frederikke, prinsesse, kongemoder; datter af storhertug Friedrich Franz I af Mecklenburg-Schwerin og prinsesse Louise af Sachsen-Gotha, juni 1806 gift med prins Christian Frederik (senere Chr VIII). I oktober 1808 fødte hun en dreng, der fik navnet Frederik Carl Christian, den senere Frederik VII. Ellers syntes hun at interesse sig mest for det, der lå uden for ægteskabets og hofceremoniellets rammer. Af karakter var hun lunefuld, hun var formløs, letsindig og uden sanddruhed, men ikke uden godmodighed og bons sens. Hendes intime forhold til sin sanglærer medførte november 1811 hendes fjernelse fra hoffet og skilsmisse. Hun blev forvist til Horsens, men boede længere perioder i Århus. Hendes livsførelse vakte forargelse i højere kredse, mens hun vandt venner i borgerskabet og blandt ubemidlede. Hun måtte ikke se sin søn, og dette forbud, hvorunder hun led, vakte en vis sympati i de to byer. Omkr 1830 forlod hun Danmark; tog ophold i Rom, hvor hun blev katolik. Ved sin konstante pengeforlegenhed var hun en fabel for datidens danske romafarere, og hendes død betød uden tvivl en lettelse for hoffet i København, hvortil hun drømte om engang at vende tilbage som kongemoder. Frdr 7. viste hendes minde stor ærbødighed; da han var blevet konge, lod han hendes grav ved Peterskirken forandre og udsmykke med en marmorsarkofag (f 4/12 1784)

 

1822 f Heinrich Louis (Ludwig) d’Arrest, tysk/dansk astronom; efter 1842-46 at have studeret matematik og astronomi ved universitetet i Berlin blev han knyttet til byens observatorium. Det var i Berlinertiden, d’A tilbød at hjælpe Galle, der var 1. assistent ved observatoriet, med at lede efter den planet hvis eksistens teoretisk var forudsagt af englænderen Adams og franskmanden Leverrier. Den 23. september 1846 iagttog Galle og d’A som de første den nye planet Neptun. 1848 ansattes d’A ved observatoriet i Leipzig, ved hvis universitet han tillige virkede som docent. I 1850 studerede d’A især stjernetåger og udgav i 1855 "Resultate aus Beobachtungen der Nebelflecken und Sternhaufen erste Reihe", hvori han gør rede for observationer af over 200 tågepletter. Foruden studier af tågepletter fortsatte d’A sine arbejder over kometer og planeter. I 1851 og 1857 opdagede han to nye kometer, af hvilke den første, der har en omløbstid på 6,7 år, bærer hans navn. Efter opfordring blev d’A i 1857 professor i astronomi og direktør for observatoriet i København. Her fortsatte han sine stjernetågeobservationer. De blev bragt til afslutning i 1867 med udgivelsen af "Siderum nebulosorum observarvationes Haunienses". I 1862 opdagede d’A asteroiden Freja (d 14/6 1875)

 

d John Charles Frémont, amerikansk opdagelsesrejsende, officer og politiker; han deltog 1838-41 i kortlægning af området mellem Mississippi og Missouri flodernes øvre løb. Herefter ledede han 1841 en ekspedition, der undersøgte Des Moine flodens løb. På senere ekspeditioner nåede F frem til Californien og Stillehavet. Under krigen mod Mexico (1845) spillede F en vigtig rolle i den amerikanske erobring af Californien. F’s spejder på flere af rejserne var den farverige Christopher "Kid" Carson. 1856 var F republikansk præsidentkandidat. Under Den amerikanske Borgerkrig havde han som generalmajor vigtige kommandoer. 1878-81 var han guvernør i Arizona. Selv om andre havde rejst ad de ruter F fulgte mod vest, var han den første, der opmålte, kortlagde og beskrev dem. Hans indsats fik således stor betydning for den amerikanske kolonisering af Vesten (f 21/1 1813)

 

1941 Russisk britisk aftale om ikke at slutte separatfred med aksemagterne

 

1949 d Harald Madsen "Bi", skuespiller; kom som 12 årig til cirkus Miehe, blev optaget i familien og oplært som akrobat og slangemenneske. I 1912 blev han 3. mand i klovnenummeret "Brødrene Miehe". I 1917 debuterede han som filmskuespiller i en birolle i Mauritz Stillers film "Alexander den Store". Han fortsatte film-karrieren, og i 1921 blev han valgt til at danne komikerpar med Carl Schenstrøm, parret fik navnet Fyrtårnet og Bivognen, oftest forkortet Fy og Bi. Allerede med deres første film "Film, Flirt og Forlovelse" fra 1921 lå deres karakter og kostume fast. Med sin lille og noget korpulente korpus var M’s kostume: for korte snævre bukser, en stumprumpet jakke, der var et par numre for lille. Som person var han barnlig, lidt bondesnu, sommetider iblandet et gran af ondskabsfuldhed. Fyrtårnet som den lange, tynde figur med langt pjusket hår, uplejet hænge-skæg og en stor, bred opstoppernæse var Bivognens modsætning. De blev straks en succes, og parret opnåede international berømmelse. Deres bedste tid var perioden 1921-30, da det skulle vise sig, at det blev vanskeligt for dem at tilpasse deres stil til lydfilmens krav. Et højdepunkt nåede de med filmen "Han, Hun og Hamlet" fra 1922; en tonefilmindspilning fra 1932 af samme film nåede ikke på højde med førsteudgaven. 1934 og 35 medvirkede M i trioen Brdr. Miehe i sit eget cirkus Miehe-Madsen. 1939 forsøgte han igen med eget cirkus, men han måtte opgive pga sygdom, som plagede ham i hans sidste år (f 20/11 1890)

 

1951 d Arnold Schönberg, østrigsk/amerikansk komponist; central skikkelse i 1900-tallets musikliv; han studerede for det meste på egen hånd; han opholdt sig mest i sin fødeby Wien, hvor han fra 1895 spillede cello i et amatørorkester. Han blev venner med dirigenten Zemlinsky, der gav ham hans eneste kompositionsvejledning. I årene 1901-03 opholdt han sig i Berlin, hvor han virkede som lærer, instruktør og kapelmester. Herefter vendte han tilbage til Wien, men stigende antisemitisme fik ham til at forlade Wien og vende tilbage til Berlin, hvor forholdene var tåleligere. Her var han 1926 til 1934 professor ved byens musik-højskole. Efter naziregimets indførelse flygtede S 1934 til USA og var 1936-44 ansat ved University of California. Med "Tre Klaverstykker" (opus 11, 1908) brugte han den kromatiske skala som direkte grundlag, den såkaldte atonal-ekspressionistiske stil. Han arbejdede videre med denne stil og med "Klaversuite" (opus 25, 1923) havde han fuldendt sin endelige stil i tolvtone-serieteknikken. Blandt hans hovedværker er strygekvartetterne op. 7, 10 (med indlagt solo for en sangstemme og 30, orkesterværkerne "Pelleas und Mesalinde" (1905) melodramaet "Pierrot Lunaire" (1912), oratoriet "Jacobsstigen", forskellige klaverstykker og sange med orkester og klaverakkompagnement. Dertil kommer teoretiske værker som "Harmonilære" (1911), "Structural Function of Harmony" (1954) og "Fundamentals of Musical Composition" (udg 1967) (f 13/9 1874)

 

 

 

Til top        14. juli

d Filip 2. August, fransk konge 1180-1223, søn af Ludvig VII og Adele af Champagne; ved Filip 2. Augusts tronbestigelse var Frankrig en hærget og ubetydelig stat. England ejede Normandiet, Bretagne, Anjou, Touraine og Akvitanien – et område, der var tre gange så stort som det, der kontrolleredes af den franske konge. Flandern var reelt et uafhængigt fyrstendømme. Det samme gjaldt grevskaberne Lyon, Savoyen og Provence og andre betydelige områder i Frankrig. Filip 2. August var den første af tre magtfulde regenter, der i løbet af 1200-tallet hævede Frankrig op til at indtage en intellektuel og politisk førerstilling i Europa. Allerede seks år efter at have overtaget den franske trone havde Filip besejret den mægtige greve af Flandern, som blev tvunget til at afstå bl.a. Amiens og Valois til kongen. I hele sin regeringstid holdt F et skarpt øje med den franske adel, og det lykkedes ham at holde den på plads og undgå ethvert forsøg på oprør. Desuden forstod han at vinde byernes støtte. Det skete ved at give dem handelsprivilegier og opretholde deres selvstyre. Ved denne politik opnåede F ikke alene at beskære adelens magt, men også at få økonomisk og militær støtte fra byerne. F styrkede kongemagten betydeligt ved at oprette et korps af embedsmænd, baillis, der ud over Frankrig virkede som hans dommere, indkrævede skatter, udskrev soldater o.s.v. F’s magtposition og den franske kongemagts styrke illustreres af, at F som den første franske konge ikke fandt det nødvendigt, at få sin søn kronet som konge, mens han selv stadig var i live (f 21/8 1165)

 

f Angelo Poliziano, italiensk humanist og forfatter; han var fra 1475 lærer for og stod dermed for opdragelsen af Lorenzo Medici's søn Piero; Poliziano vandt sit første ry 1475 ved sin oversættelse af Iliaden (2- 5. sang) til latinske heksametre. Hans mesterstykke fra denne periode er et digt på italiensk og i ottava rima "Stanze per la giostra del Magnifico Giuliano de'Medici" (1475-78); det regnes blandt de fornemste værker inden for italiensk litteratur. Han overværede mordet i Santa Maria del Fiore på Giuliano Medici og skrev en dramatisk rapport om begivenheden i samme stil som den romerske historiker Sallust "Pactianae coniurstionis commentarium" (1478). Efter stridigheder med Medicifamilien forlod Poliziano maj 1479 Firenze. I 1480 opholdt han sig i Mantova, hvor han skrev "Favola d'Orfeo", et hyrdedrama; det er blevet kaldt historiens første opera, og er det første skuespil, der er skrevet på italiensk. 1480 var Poliziano atter i Firenze og blev professor i græsk og latin. Hovedværket fra hans senere år er "Miscellanea" (1489) en samling af 100 afhandlinger (centuria) om klassiske tekster; arbejdet er blevet karakteriseret som et vendepunkt i den klassiske filologis historie (d 29/9 1494)

 

f Jules Mazarin, fransk kardinal og minister; født i Italien og uddannet i et jesuitterkollegiums skole; han studerede i Rom og i Spanien og blev dr. juris 1622. Herefter trådte han i pavelig tjeneste fra 1630 som diplomat. Som sådan viste han et stort talent. Frankrigs førsteminister Richelieu blev opmærksom på ham og ønskede at knytte ham til sig. M kom til Frankrig som pavelig nuntius i 1634 og gik i 1639 i fransk tjeneste. Tre år senere blev han fransk statsborger, og i 1641 fik Richelieu ham udnævnt til kardinal. M var Richelieus elev og efterfulgte ham som minister i 1642. Da Ludvig 13. døde, gjorde enkedronning Anna af Østrig 1643 M til førsteminister. Hans politiske program var at videreføre og fuldende Richelieus politik. Det betød både at opretholde modstanden mod Habsburg og at få Rhinen som grænse. Han vandt fuldstændig herredømmet over den ikke særlig begavede Anna og blev hendes elsker. Han nød således kongelig tillid, men var hadet af borgerskab og adel, der i ham så en italiensk opkomling. Da han i 1648 ville beskatte embedsmændene, slog utilfredsheden ud i oprør, Frondeopstanden. Det lykkedes ham at ride stormen af, men to gange måtte han flygte fra Frankrig. M var mest interesseret i udenrigspolitik, og sammen med Richelieu og Ludvig XIV var han med til at skabe Frankrigs lederstilling i Europa i 1600-tallet. Han havde styrket statsmagten dels ved at fjerne alle ydre og indre fjender dels ved at få uddannet en falanks af loyale embedsmænd; han bevarede gamle og skabte nye instrumenter til styrkelse af den enevældige kongemagt, som kom til fuld udfoldelse efter hans død. M var dog hele tiden hadet i Frankrig, og han var ikke fri for egennyttige bagtanker; han forstod at skaffe sig selv store fordele. Ved sin død havde han en formue på 200-300 mill.kr og havde levet overdådigt, mens statsfinanserne var elendige (d 9/3 1661)

 

1677 Slaget ved Landskrona. Skånske krig (1676-79). Selv om det gik lidt bedre for den danske hær i slaget ved Landskrona end i slaget ved Lund den 5. december året før, må dog også dette slag kaldes tabt. Nederlaget skyldtes først og fremmest Christian V’s forhastede ordre til den mislykkede storm på Malmø den 26. juni. Da byens belejring trak i langdrag, og Christian V blev bange for, at den svenske Østersøflåde skulle besejre den underlegne danske flåde, før Malmø var i hans hænder, gav han ordre til storm på byen, før dens fæstningsværker var tilstrækkeligt ødelagte. Men med et tab på 3000 mand måtte kongen ophæve belejringen, da svenskekongen Karl XI nærmede sig med en undsætningshær. Med sejren over den svenske flåde i slaget i Køge Bugt den 1. juli, viste Niels Juel, at kongens ængstelse var ubegrundet, den danske hær i Skåne havde sikker forbindelse med sin base. Men den svækkelse af landhæren, den forhastede storm på Malmø medførte, var det ikke muligt at overvinde. Resultatet heraf var, at der ved årets udgang ikke var mere skånsk jord på danske hænder end ved krigens begyndelse, nemlig fæstningerne

 

Struensee bliver geheimekabinetsminister. Udnævnelsen til den i dansk praksis hidtil ukendte titel skete ved en kongelig kabinetsordre. Med udnævnelsen fik Struensee ret til at udstede kabinetsordrer i sit eget navn, blot disse senere blev forelagt kongen til godkendelse. Med andre ord Struensee var nu Danmarks-Norges lovgivende og udøvende myndighed. Udnævnelsen, der senere blev udlagt som Struensees egentligt magtusurpation, blev begrundet i, at den sindssyge konge (Christian VII) ofte i perioder helt nægtede at medvirke til sagernes behandling

 

Stormen på Bastillen. Om begivenheden er det blevet sagt, at ingen begivenhed under den franske revolution står tydeligere i eftertidens bevidsthed end stormen på Bastillen. I revolutionstidens dramatiske historie var den kun en episode blandt mange. Nogle småborgere stormede den gamle borg, der nu blev brugt som fængsel. Hverken blandt angriberne eller forsvarerne blev der udvist noget særligt heltemod. Antallet af faldne var beskedent sammenholdt med andre begivenheder under revolutionen. Alligevel skulle stormen på Bastillen komme til at markere en skillelinje i revolutionstidens historie, dels på gr. af de vidtrækkende politiske konsekvenser, dels fordi der her for første gang optrådte en ny aktør i den revolutionære omvæltning, småborgerskabet eller sansculotterne, "dem uden knæbukser". Stormen blev udløst af rygter om et muligt statskup fra kongene side. De umiddelbare følger af stormen var, at der allerede den 14. juli blev skabt et nyt bystyre i Paris, Pariserkommunen. Borgermilitsen blev udvidet og omdannet til en nationalgarde. På dens hovedbeklædning blev anbragt det nye revolutionssymbol, den trefarvede kokarde, sammensat af hovedstadens farver, rødt og blåt og bourbonernes hvide. Disse begivenheder tvang den vaklende Ludvig 16. til at opgive eventuelle tanker om at sprænge Nationalforsamlingen med magt. Den 17. juli ankom han fra Versailles til Paris, hvor han godkendte den nye Pariserkommune og Nationalgarden og modtog den trefarvede kokarde

 

1815 d Madame de Staël, fransk/svejtsisk forfatter; i 1802 åbnede hun salon i Paris og begyndte at modarbejde Bonaparte, som var forarget over hendes bog "De la littérature considérée dans ses rapports avec les institutions sociales" (1800), hvor hun behandlede vekselvirkningen mellem litteraturen og samfundet og priste republikken og fremskridtsideen. I 1803 forviste Bonaparte hende fra Paris og hun tilbragte flere år på rejser i udlandet. Efter ophold i Tyskland skrev hun "De l’Allemagne" (1810), hvor hun søgte at uddybe sine landsmænds forståelse af tysk kultur, digtning og tænkning; dermed introducerede hun den tyske romantiske digtning i Frankrig. Endvidere udgav hun romanerne "Delphine" (1802) og "Corinne" (1807). Madame de Stäel var datter af finansminister J. Necker (f 22/4 1766)

 

d Gottlieb Bindesbøll, arkitekt; da han som ung viste praktiske anlæg, satte hans far ham i lære hos en møllebygger; B havde andre end praktiske evner, fra 1820 studerede han matematik og fysik; H.C. Ørsted fattede interesse for ham, og i 1822 var B Ørsteds ledsager på en videnskabelig rejse til Tyskland, Frankrig og England. Efter hjemkomsten blev B elev på Akademiets arkiteksskole. I årene 1824-33 vandt han alle Akademiets medaljer; i 1834 modtog han Akademiets rejsestipendium og begav sig på en længere udenlandsrejse til Italien og Grækenland. Under opholdet i Rom sluttede han venskab med Bertel Thorvaldsen og drøftede med denne planerne om et museum i København til Thorvaldsens værker. I 1839, året efter sin hjemkomst, blev B bygningsinspektør i Holsten, dog således at han skulle blive i København, så længe museet var under opførelse. I 1849 blev han udnævnt til bygningsinspektør for Jylland med bolig i Århus og derfra 1851 forflyttet til København. Thorvaldsens museum blev B’s egentlige livsopgave og indtager derfor en central plads i hans produktion. Det blev opført 1839-48 ved ombygning af den gamle kongelige vogngård ved Christiansborg Slot. Det blev et tempel i antik stil for såvel kunsten som kunstneren selv, idet Thorvaldsen blev begravet i museets indre gård. Hvad der mest forbavsede samtiden, var den polykrome behandling af murfladerne. B mente dermed at følge grækerne; men da man i virkeligheden ikke kendte meget til grækernes anvendelse af farver i arkitekturen, skyldes anvendelse af farver væsentlig B’s egen komposition. Få måneder før sin død blev B udnævnt til professor ved Kunstakademiet. Blandt andre af B's arbejder er fra 1853-57 Lægeforeningens boliger (Brumleby) i København og Landbohøjskolen også i København (1856-58) (f 5/9 1800)

 

f Emmeline Pankhurst, født Goulden, britisk kvindesagsforkæmper; ti år efter sit giftermål med Richard Marsden Pankhurst grundlagde hun Women’s Franchise League, som i 1894 sikrede de britiske kvinder stemmeret ved lokalvalg. Fra 1895 beklædte hun en række kommunale tillidsposter i Manchester, men efterhånden lagde hun det meste af sin arbejdskraft i Women’s Social and Political Union (WSPU), som hun grundlagde i 1903 i Manchester. WSPU krævede valgret til kvinder ved parlamentsvalg og vakte første gang opmærksomhed den 13. oktober 1905, da to af dens medlemmer blev smidt ud fra et møde i Det liberale Parti, da de bad om en udtalelse fra partiet om dets holdning til stemmeret til kvinder. og blev derefter arresteret. Som mange af deres medsøstre og meningsfæller efter dem blev de to kvinder sat i fængsel, da de nægtede at betale en bøde for at forstyrre den offentlige orden. Fra 1906 ledede M sine aktiviteter fra London. I årene 1908-09 var hun fængslet tre gange. I 1913 blev P fængslet og lødladt 12 gange under afsoning af en straf på 30 dages fængsel. Det skete i henhold til en ny fængselslov, der tillod myndighederne at løslade spisestrejkende fanger, for derefter at fængsle dem igen, når de var kommet nogenlunde til kræfter. Ved udbruddet af 1. Verd.krig afblæste P sin kampagne. Under og efter krigen boede P i USA, Canada og Bermuda. Ved hjemkomsten i 1926 blev hun opstillet for de konservative i en valgkreds i London, men døde før der var afholdt valg (d 14/6 1928)

 

I et stenbrud i Redhill i England demonstrerer den svenske kemiker Alfred Nobel sprængstoffet dynamit for første gang. Et møde med den italienske kemiker Ascanio Sobrero, som i 1847 havde fremstillet eksplosivstoffet nitroglycerin, var baggrunden for, at Nobel i 1864 byggede en fabrik til fremstilling af nævnte stof. Nitroglyccerin er imidlertid ekstrem sprængfarlig ved mekanisk påvirkning, og allerede i opførelsesåret ødelagde en eksplosion fabrikken. Det fik dog ikke Nobel til at opgive virksomheden. 1867 opfandt han dynamit, der er nitroglycerin opsuget i kiselgur. På denne måde havde Nobel fået et sikkerhedssprængstof, som i de næste mange årtier blev anvendt ved minedrift og ved vej-og jernbanebygning. Også til militære formål fandt dynamit anvendelse, og Nobel prøvede at skaffe sig tilgivelse for de rigdomme, han havde tjent på at producere dynamit til krigsformål, ved at indstifte de priser, der for første gang uddeltes i 1901 til fredsmæglere og store banebrydere inden for forskellige videnskaber. Snart var der stor prestige forbundet med modtagelse af en nobelpris, og de blev de mest eftertragtede af alle internationale udmærkelser

 

1894 f Osvald Helmuth, skuespiller; som dreng arbejdede han i faderens blomsterforretning. Siden kom han i lære som bager, men forlod lærepladsen for at blive skuespiller. Karrieren indledtes i Randers i 1913; herefter kom han til Nørrebros Teater i København. Der gik dog mange år med små roller i revyer og komedier, inden H fik sit gennembrud i 1929 med visen "Ølhunden". Herefter var han dansk revys ukronede konge frem til sin død. I 1935 var han med til at danne Cirkusrevyen. Hvor han året efter sang "Dit Hjerte er i Fare Andresen". Mange af sine største sucesser skabte han i Dagmarrevyerne gennem 1940’erne f.eks. "Herlig en Sommernat" (1949). H var hovedkraften i ABC-revyerne i begyndelsen af 1950’erne og sang her bl. a. "100 mand og en bajer" og "Faders vilje" (begge 1951); i begyndelsen af 1960’erne rundede han karrieren af i Helsingørrevyen med numre som " Bar’ engang imellem" (1963). Om H er der blevet sagt, at karaktervisen blev hans domæne. Ud fra omhyggelige karakterstudier af den lille mand i samfundet gav han rollen, som fremførte visen, dens eget liv på en varm og aldrig udleverende måde. Et kunstnerisk højdepunkt nåede H, da han i 1954 spillede Jeppe i "Jeppe på bjerget" på Det Kgl. Teater, og i 1960 var han "verdens bedste Doolittle" i "My Fair Lady" I Falkonercentret. Desuden medvirkede han i en række film bl. a. "Der var engang en Vicevært" (1937) og "Harry og kammertjeneren" (1961) (d 7/3 1966)

 

1904 d Paul Kruger (Stephanus Johannes Paulus Kruger), sydafrikansk politiker; da han var 10 år gammel, var han og hans familie blandt de boere af hollandsk afstamning, som havde boet i Sydafrika siden 1600-tallet, og som i 1836 i "det store trek" forlod Kapkolonien, drog mod nord og slog sig ned i Transvaal, fordi briterne i Kapkolonien havde ophævet negerslaveriet og taget føringen i området. tilværelse. K var 1883-1900 præsident for den boerrepublik, der blev oprettet i Transvaal. I Transvaal levede boerne som kvægavlere med deres gammel-hollandske sædvaner og strenge kalvinisme. For dem var negeren fra Guds hånd den hvide mands slave. I kamp med zuluerne, og samtidig med negerslaver som landarbejdere og tjenestefolk levede mange boere på deres små gårde sammen med negrene i en patriarkalsk.husholdning. Britiske krav om union mellem Transvaal og den britiske Kapkoloni blev i 1890’erne fremført med stigende styrke. 1895 forsøgte Kapkoloniens guvernør, Cecil Rhodes og den britiske koloniminister et kup mod K. Han kom styrket ud af kupforsøget. At forholdet mellem boere og briter skærpedes yderligere og sluttelig resulterede i krig skyldtes to forhold: at der i slutningen af 1880’erne blev fundet guld i Transvaal, og at K ikke ville give indfødsret (stemmeret) til de titusinder fremmede, guldfundene lokkede til Transvaal. K fastholdt, at minedriften først og fremmest skulle komme republikkens hvide statsborgere til gode. Med denne principfasthed og for at komme briterne i forkøbet erklærede K den 11. oktober 1899 Storbritannien krig, og det opgør, der er gået over i historien som Boerkrigen, var i gang. I krigens første år kunne Kruger notere fremgang, og han blev et internationalt symbol på antiimperialistisk kamp. Inden det endelige nederlag i 1902 søgte Kruger eksil i Schweiz, hvorfra han udgav sine memoirer (f 10/10 1825)

 

1965 d Adlai Stevenson, amerikansk politiker; uddannet som jurist; i 1941 blev han sekretær for USA’s flådeminister og i 1946 viceudenrigsminister; han gjorde tjeneste ved San Francisco konferencen, hvor FN blev grundlagt. Han var sit lands repræsentant ved FN’s generalforsamlinger i 1946 og 47. I 1948 blev han valgt til guvernør i staten Illinois. Trods sin vægring blev han på det Demokratiske partis konvent i 1952 udpeget som præsidentkandidat. Med den tone af anti-intellektualisme, der var i landet under valgkampen, kunne S ikke hamle op med krigshelten general Eisenhowers folkelige appel. Også ved præsidentvalget i 1956 blev S besejret af Eisenhower. Herefter praktiserede S som advokat, til han i 1960 af præsident Kennedy blev udpeget til at være USA’s chefdelegerede ved FN, en post han beklædte til sin død. I 1958 udgav S "Friends and Enemies", i 1960 "Putting First Things First" og i 1963 "Looking Outward; Years of Crisis at the United Nations" (f 5/2 1900)

 

 

 

 

Til top        15. juli

1015 d Vladimir I, storfyrste af Kiev og den første kristne hersker i Rusland, søn af den normannisk-russiske fyrste Svyatoslav af Kiev og en af dennes friller; i 970 blev Vladimir fyrste af Novgorod, men ved faderens død i 972 måtte han flygte til Skandinavien, her samlede han støtte. Han kunne vende tilbage og besejre en halvbror, der havde tilrevet sig magten i såvel Novgorod som Kiev. Efter at have generhvervet magten sikrede han grænserne mod indfald af bulgarere, estere og nomader fra øst. I 980 sad Vladimir sikkert på magten i sit rige, der strakte sig fra Østersøen til Ukraine. Da den byzantinske kejser Basil II omkr. 987 søgte støtte hos V mod oprørsforsøg, var Vladimir villig til at støttede kejseren mod til gengæld at få kejserens søster til kone. Der blev indgået en taktat, iflg. hvilken Vladimir foruden at få sin kejserlige brud også gik med til at lade sig døbe. Den kristne tro blev indført i hele Vladimirs rige, men Byzans opretholdt kontrol med den nye russiske kirke. Der blev udpeget en græsk metropolit som ærkebiskop af Kiev. Han virkede som udsending fra såvel patriarken i Konstantinopel som fra kejseren. Antagelsen af den græsk-katolske tro satte en stopper for den romersk-katolske tros udbredelse i de slaviske lande og blev bestemmende for den russiske kirke i de kommende århundreder. En arv efter Vladimir var også den oprettelse af skoler, domstole og fattighjælp, der skete i hans regeringstid (f ca. 956)

 

1099 Jerusalem erobres under første korstog. Efter at korsfarerne havde indtaget Antiochia den 3. juni 1099, lå vejen til Jerusalem åben. De arabiske guvernører langs den syriske kyst, hvoraf de fleste nominelt var underlagt kaliffen i Cairo, forsynede med glæde de kristne riddere med proviant mod til gengæld at få beskyttelse mod kaliffen. Men da korsfarerne nåede frem til Jerusalem den 7. juni, mødte de modstand. Også for muslimerne var Jerusalem jo en hellig by, som de ikke uden videre ville overlade til de kristne. Året før havde shiitiske ægyptere overtaget byen fra tyrkerne, der var sunni muslimer. Ægypterne havde befæstet den hellige by og var indstillet på at forsvare den. Korsfarerne indledte en belejring, og den 15. juli 1099 indtog de byen ved storm. Efter erobringen fulgte en massakre på de jødiske og muslimske indbyggere. Hovedparten af de 70.000 muslimer, som var tilbage i byen, blev dræbt, og de overlevende jøder blev drevet sammen i en synagoge og levende brændt. "Talløse scaracenere halshuggedes…...andre blev skudt med pile eller tvunget til at springe ud fra tårnene; andre var dagevis under tortur for derefter at blive flammernes bytte…..Alle vegne måtte man bane sig vej frem mellem heste- og menneskelig."

 

1240 Slaget ved Neva. Ved bredden af Nevafloden besejrer Novgorods hær en svensk invasionshær. Sejren betød, at Novgorodhærens leder, fyrst Aleksandr Yaroslavich, blev beæret med tilnavnet Nevsky. Grunden til konflikten var svenskernes forsøg på ekspansion i det nordvestlige Rusland og deres forsøg på at omvende russerne fra den græsk-ortodokse til den romersk-katolske tro. Da svenskerne under ledelse af Birger Jarl gik i land ved Nevaflodens udløb og begyndte at blokere Novgorods adgang til Østersøen, var de overbeviste om, at Mongolernes erobring af Rusland i 1240 betød, at Novgorod var afskåret fra støtte fra andre russiske byer. Ved Nevskys angreb blev det meste af den svenske styrke dræbt; med de få overlevende måtte Birger Jarl sejle hjem til Sverige

 

d Rudolf af Habsburg, tysk konge fra 1273, søn af Albert, greve af Habsburg og Heilwic af Kyburg; som greve øgede han sit domæne gennem kampe med slægtninge på mødrende side. Hans ægteskab med Gertrude af Zolern-Hohenberg-Haigerloch betød ligeledes en forøgelse af hans landområde. Rudolfs valg til tysk konge den 1. oktober 1273 skyldtes, at elektorerne ville undgå en magtfuld ikke-tysk kandidat, Ottokar II af Böhmen. Et år efter konfirmerede paven valget, da Rudolf havde afgivet løfte om at ville stå i spidsen for et kortstog, at give afkald på krav på Rom, på andre pavelige områder og på Sicilien. Med sejren over Ottokar II i slaget ved Dürnkrut 26. august 1278, hvor Ottokar blev dræbt, brød R den böhmiske modstand mod sin kongeværdighed. Selv om det aldrig lykkedes Rudolf at få titel af kejser, havde han betydeligt held med at konsolidere kongedømmet og samle riget efter et par årtiers splittelse i det interregnum, hvor riget var uden kejser efter Frederik 2.’s død i 1250. Ved at overlade hertugdømmerne Østrig og Steiermark, tidligere böhmiske besiddelser, til sine to sønner skabte Rudolf kernen i de habsburgske besiddelser og det habsburgske kejserdømme (dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn), der bestod til 1918 (f 1/5 1218)

 

Slaget ved Grünefelde – eller det første slag ved Tannenberg, det andet fandt sted i august 1914 - Østpreussen udkæmpes mellem en polsk-litauisk hær og en hær bestående af riddere fra Den teutonske Orden. Slaget resulterede i en polsk-litauisk sejr; derved markeredes såvel afslutningen på ridderordenens ekspansion langs sydøstkysten af Østersøen som begyndelsen på ordenens stadig større svaghed. Under deres fremrykning mod ordenens fæstning Marienburg mødte de polske og litauiske kontingenter ordenshæren mellem landsbyerne Grünefelde og Tannenberg. Skønt de teutonske riddere tilføjede litauerne et nederlag, forblev de polske rækker ubrudte, og ved afslutningen af det 10 timer lange slag, var ordenshæren besejret. Dens stormester, de fleste af dens kommandører og 205 af dens riddere lå dræbte på slagmarken. Som følge af nederlaget overgav mange af de preussiske borge, der var kontrolleret af ordenen, sig til den polsk-litauiske hær. Men Marienburg, hvis forsvar blev ledet af Heinrich Reuss von Plauen, overgav sig ikke. I september 1410 opgav polakkerne og litauerne belejringen af Marienburg

 

f Rembrandt Harmenszoon van Rijn, hollandsk maler og raderer; efter læreår nedsatte Rembrandt sig i 1625 som mester i fødebyen Leiden. For at dygtiggøre sig og samtidig studere lysets virkninger malede han i disse år mange portrætter. Et resultat af disse studier er bl.a."Paulus i fængslet" (1627). I 1632 bosatte Rembrandt sig i Amsterdam, hvor han hurtigt fik en stor kundekreds. Samme år malede han sit første store mesterværk "Dr. Tulps anatomiscene". 1634 ægtede han Saskia van Uylenburgh, en velstående borgmesterdatter, og de følgende år blev Rembrandts lykkeligste. Blandt arbejderne fra denne periode er "Portræt af kunstneren selv og Saskia" (1636) og en række selvportrætter. I 1642 fuldførte han sit nok mest berømte maleri "Nattevagten". Samme år døde Saskia og dermed Rembrandts lykke. Hans elever og kunder blev færre og færre, og 1656 gik han fallit; hans hus og kostbare samlinger kom på tvangsauktion. Herefter levede han meget tilbagetrukket; han ernærede sig mest ved en lille kunsthandel. Af sine egne billleder solgte han nu kun ret få, og så populær som i sine yngre dage blev han aldrig. Men samtidig med årene var økonomisk fattige, var de kunstnerisk rige. Hans kunst blev mere visionær, teknikken friere og koloritten mere glødende. Blandt disse arbejder er mytologiske og bibelske billeder f.eks. "Kristus i Emmaus" (1648). I sine senere år malede Rembrandt en række mesterværker: "Jakob velsigner sine sønnesønner" (1656), "Saul og David" (1657), "Jødebruden" (ca 1668) og frem for alle "De Staalmesters" (1661), som betegnes som et mesterværk i Rembrandts sene kunst. Det var et bestillingsarbejde, så helt glemt kan Rembrandt ikke have været i disse år. Dog døde han fattig, og hans død vakte kun liden opmærksomhed. Livet igennem arbejdede Rembrandt som raderer, og som hans malerier regnes hans arbejder på dette område som mesterværker (d 4/10 1669)

 

1758 d Ambrosius Stub, forfatter; født som søn af en fattig skrædder i Gummerup ved Assens. Faderen havde familierne på de nærliggende herregårde som kunder. Han stod sig godt med dem, og de støttede S, så han kom på Latinskolen i Odense og blev student i 1725. Herefter studerede han en halv snes år ved universitetet i København, men tog aldrig nogen eksamen. I 1735 var han atter på Fyn. Han giftede sig og arvede en gård. Den mistede han efter få år (1738). Herefter ernærede han sig som "skriver" dvs som sekretær på fynske herregårde, mens familien levede i fattige kår i Odense. I 1743 var familiens kår så ringe, at den intet skønnedes at kunne yde i skat. Når han opholdt sig hos familien i Odense, var S en velset gæst hos byens velstående borgerskab og høje embedsmænd. Han morede dem med sine improvisationer, sin musik og sit vid. Da hans kone døde (1747), opløstes familien, og fra 1752 levede S i Ribe. Fra 1754 drev han en lille pogeskole for byens finere folk. Hans kår var også her mere end fattige. Alligevel var han i denne periode meget produktiv. Ca. en tredjedel af hans religiøse digte stammer fra disse år. Mange af S’s digte er epigrammer, som er blevet til ved de fornemme selskaber, hvor han var en yndet gæst. Hans digtning er præget af lethed og ynde, således i "Du dejlige Rosenknop" og "Den kedsom Vinter gik sin Gang". S skrev henved 100 digte. Han samlede dem ikke selv, de blev først udgivet efter hans død (døbt 17/5 1705)

 

1764 d Ivan 6. russisk zar 1740-41, søn af fyrst Anton Ulrich af Braunschweig-Bevern-Lüneburg og Anna Leopoldovna, niece til zarina Anna (1730-40); Ivan blev af zarina Anna udpeget til tronfølger den 27. oktober 1740 og dagen efter udråbt til zar. Den 6. december 1741 foranstaltede Elizabeth, datter af zar Peter den Store 1682-1725), et kup rettet mod I’s regentskab, der var ledet af hans mor. Utilfredshed med dennes udenrigspolitik og den tyske klike, der omgav Anna Leopoldovna, var tilsyneladende årsagen til kuppet. Elizabeth afsatte Ivan og fjernede den tyske indflydelse ved zarhoffet. I de næste tyve år blev Ivan holdt i fangenskab i forskellige fængsler. Da en løjtnant, Vasily Yakovlevich Mirovich, ved Shlissselborg garnisonen i 1764 forsøgte at befri Ivan for at sætte ham på tronen i stedet for Katharina II, som to år tidligere havde taget magten i Rusland, blev han dræbt af sine fangevogtere (f 13/8 1740)

 

Napoleons konkordat med paven. Det blev indgået mellem førstekonsulen og Pius VII for at bringe orden i de kirkelige forhold i Frankrig efter de forstyrrelser, revolutionen havde bragt i dem. Den 18. april (påskedag) blev det kundgjort som lov i Frankrig og fastslog, at da den katolske tro var flertallets tro i Frankrig, kunne den frit udøves med offentlig kultus. Endvidere at den franske stats overhoved skulle udnævne bisperne. De skulle aflægge troskabsed til ham og måtte ikke udnævne præster, der ikke var den franske stat behagelig. Efter Napoleons fald sluttede Pius VII i juli 1817 et konkordat med Ludvig XVIII, hvorved konkordatet af 1801 ophævedes. Men da ministrene ikke turde forelægge Deputeretkammeret det nye konkordat, blev konkordatet af 1801 gældende, til det ophævedes den 9. december 1905 ved loven af adskillelse af stat og kirke

 

Den franske lovgivende forsamling vedtager bevillinger til en krig med Preussen; samtidig iværksættes mobilisering. Efter offentliggørelsen af "Emserdepechen" den 12. juli var den franske regering under pres af krigsstemningen i Paris. Kejserinden og en stærk fløj i regeringen hævdede, at kun en sejrrig krig kunne redde tronen for kejserprinsen, og forsvarsministeren hævdede, at hæren var klar til krig. Udenrigsministeren holdt liv i illusionerne om, at Østrig og Italien ville gå i krig på fransk side, og at de sydtyske stater ville erklære sig neutrale. Tre dage senere kom den franske krigserklæring

 

1870 Udsigten til krig mellem Frankrig og Preussen vækker ubehersket jubel i Danmark. Da budskabet fra Paris blev læst op i Tivoli i København, fulgte leveråb for Frankrig og Slesvig hinanden, og Marseillaisen og "Den tapre Landsoldat" vekslede derefter aftenen igennem. Nu var det øjeblik kommet, man havde set frem til siden 1864. Det hed sig, at den franske kejser, Napoleon 3., gik i krig bl.a. for at tvinge tyskerne til at gennemføre folkeafstemningen i Nordslesvig/Sønderjylland. Nu kunne Danmark få den revanche over for Preussen, man håbede på. De følgende dage bragte den ene demonstration efter den anden. I skytteforeningerne øvede man sig med febrilsk iver til den forestående kamp, og de nationalliberale blade i København råbte på krig. Men der var et flertal, der holdt igen. Det fandtes bl.a. i regering og på rigsdagen. Det blev denne holdning, der sejrede. De hurtige preussiske viste, at denne holdning var den rigtige, og til held for Danmark erklærede det sig neutral

 

d Billy the Kid (William H. Bonney) amerikansk bandit, der siges at have begået sit første mord som 12-årig, da han med en kniv dræbte en mand, der havde fornærmet hans mor. Fire år senere var han indblandet i et røveri og mord på fire indianere. I 1876 var han cowboy i Pecos Valley i New Mexico og sagdes nu at være skyldig i 12 mord. Da Lincoln County kvægkrig brød ud i New Mexico i februar 1878, blev Billy leder af en af krigens bander og deltog i flere blodige sammenstød. Klimax kom den 1. april, da han og fire bandemedlemmer dræbte sheriff James A. Brady og en af dennes mænd. I august samme år afslog Billy the Kid et tilbud om amnesti. I stedet foretog han som leder af en bande på 12 flere kvægtyverier. Disse tyverier resulterede i flere drab. I 1879 blev en af Billys tidligere venner, Patrick F. Garrett, sheriff. Han indledte en kampagne for at udrydde Billys bande. Juleaften 1879 undgik Billy the Kid tilfangetagelse efter en ildkamp i Fort Sumner, New Mexico. Men få dage senere blev han taget til fange sammen med tre kammerater. Efter at være dømt til døden for mordet på sheriff Brady undslap Billy the Kid fra fængslet i Lincoln, New Mexico ved at dræbe begge sine fangevogtere. Den 15. juli 1880 blev han sporet til en lejlighed i Fort Sumner. Her blev han skudt af Patrick Garrett. Traditionelt tilskrives Billy at have dræbt 21 mennesker. Men der er intet troværdigt belæg for antallet. På grund af hans ungdom og udfordrende optræden voksede der en romantisk legende op om Billy the Kid, og han blev det vilde vestens mest berømte bandit (f 23/11 1859)

 

d Anton Tjekov, russisk forfatter; han var uddannet som læge og begyndte i studietiden at skrive humoristiske småfortællinger, som giver et billede af livet i den tids Rusland. Fortællingerne sikrede Tjekov popularitet. Fra slutningen af 1880'erne forlod Tjekov stort set den spøgefulde og humoristiske genre og skrev fortrinsvs psykologisk indtrængende fortællinger og mindre romaner med dyb tragisk undertone: "En kedelig historie" (1889), "Sjette afdeling" (1892), "Bønderne" (1897) m.fl. Efter hans første større drama "Ivanov" blev en fiasko, skrev han flere enaktere i sin gamle humoristiske manér: "Bjørnen", "Frieriet" m.fl. Derefter fulgte fire skuespil, som skaffede ham en plads i verdenslitteraturen, og som betegnede noget nyt i dramaets historie: "Mågen" (1896), "Onkel Vanja" (1897), "Tre søstre" (1901), "Kirsebærhaven" (1904). Tjekov var gennem mange år dødsmærket af tuberkulose og døde under et kurophold i Tyskland (f 29/1 1860)

 

Amerikanske krigsskibe indleder de første bombardementer af de japanske hovedøer under Anden Verdenskrig

 

d John Joseph Pershing, amerikansk general, der var øverstbefalende for de amerikanske tropper i Europa under Første Verdenskrig. Efter at have afsluttet sin uddanelse på militærakademiet West Point i 1886 deltog Pershing i flere indianerkrige, i den spansk-amerikanske krig (1898) og var brigadegeneral på Phillippinerne (1906-13). Ved den amerikanske indtræden i Første Verdenskrig (april 1917) blev Pershing af præsident Wilson udpeget til at stå i spidsen for de amerikanske tropper, der skulle sendes til Europa. I USA fulgte man de tanker, Pershing i juni 1917 fremsatte i "General Organization Report" om at opbygge en hær på 1.000.000 mand i 1918 og 3.000.000 mand i 1919. Til almindelig tilfredshed løste Pershing sine opgaver; hans hurtige skabelse af AEF (American Expeditionaty Force) vakte beundring og blev af stor og afgørende betydning for de udmattede britiske og franske hære på vestfronten. Pershing havde da også heltestatus, da han efter krigen vendte tilbage til USA. Tilbud om en politisk karriere afviste han og blev i hæren; fra 1921 til sin tilbagetræden i 1924 virkede han som generalstabschef. I 1931 udgav Pershing sine erindringer i to bind, "My Experiences in the World War" (f 13/9 1860)

 

1965 Den amerikanske rumsonde Mariner IV transmitterer de første næroptagelser af planeten Mars. Rumsonden var blevet opsendt fra Cape Kennedy i Florida den 28. november 1964, og da den nåede frem til Mars den 14. juli 1965, var turen blevet klaret på 228 døgn. De 21 billeder, som sonden optog fra ca 8700 kilometers højde, omfattede hver et areal på 320 gange 320 kilometer. Man tolkede billederne således, at Marsoverfladen viste stor lighed med Måneoverfladen. Endvidere afslørede Mariner IV, at Mars ikke har noget magnetfelt af betydning. Ud fra billederne fremhævede amerikanerne, at der ikke er afsløret noget, der kan tydes som bjergkæder, dale, oceaner eller kontinenter. Ligesom de understregede, at Mars var langt mere Månelignen- de Jord-lignende

 

 

 

 

Til top        16. juli

1212 Slaget ved Las Navas de Tolosa – også kaldt slaget ved Al -’Uqab – det var et større slag udkæmpet under den kristne generobring af Spanien, i hvilket det muslimske dynasti fra Nordafrika Almohads led et alvorligt nederlag til en allieret hær fra Leon, Castilien, Aragonien, Navarra og Portugal. Efter pave Innocens 3. havde erklæret korstog, begyndte franske riddere i foråret 1212 at samles ved Toledo. Efter nogen forsinkelse, som ridderne benyttede til at massakrere Toledos jøder – kom korsridderhæren af sted den 21. august; den var blevet forøget med kontingenter fra Aragonien, Castilien og Leon. Til trods for successen ved erobringen af de muslimske fæstninger Malagon og Calatrava mistede de ikke-spanske styrker modet på grund af klimaet og de uvante levevilkår og vendte hjem. Til gengæld blev Navarras styrker nu rekrutteret til ekspeditionen. Den 12. juli erobrede korsridderne Castroferral, og nu havde de mulighed for at nå den muslimske lejr gennem passet La Llosa. Passet var svært bevogtet, og det blev med hjælp fra en lokal fårehyrde, som viste den kristne hær en alternativ vej, at man nåede muslimernes lejr. Med kong Alfonso II af Castilien og Leon i spidsen angreb korsridderne, og forbavsende hurtigt spredtes de muslimske krigere. Alfonso fulgte sejren op ved at erobre byerne Baeza og Ubeda. En større effekt af sejren viste sig først efter 1233, da Almohad riget gik i opløsning på grund af dynastiske problemer. Manglen på en samlende figur betød, at det muslimske greb om Spanien hurtigt svandt foran de kristne hære

 

1216 d Innocens 3. Lothair af Segni, pave 1198-1216; han var det yngste medlem af kardinalkollegiet, da han i 1198 af dette blev valgt til pave. Ud fra den opfattelse at ingen pave er stærkere end hans position i Rom tillader, gik Innocens straks efter sin indsættelse i gang med at sikre og generhverve sine og kirkens rettigheder og ejendomme der. I løbet af det næste tiår sikrede han sig kontrol med Rom, med Sankt Peters arv, i.e. områder umiddelbart uden for Rom, og med store områder i pavestaten. I sine relationer med europæiske stater udviste han samme iver i forsvaret af kirkens interesser. Han var til stadighed involveret i politiske forhold i Tyskland; det begyndte i 1198 med hans stillingtagen til fordel for Otto af Brunsvick (den senere kejser Otto IV) i dennes strid med Philip af Schwaben om den tyske kejserkrone. I understregede pavens ret til at afgøre et kejservalg, eftersom det var takket være kirkens autoritet, at kejsermagten var blevet overført fra Byzans til Vesten og eftersom, det var paven, der kronede kejseren. Situationen i Tyskland var tæt forbundet med situationen i England, især fordi kong Johan uden Land økonomisk støttede Ottos krav på kejserkronen. På trods heraf veg Innocens ikke tilbage for at ekskommunikere Johan, da denne afslog at anerkende Stephen Langton som ærke-biskop af Canterbury. Samtidig med at forsvare kirkens interesser i Rom og Europa arbejdede han for reformer inden for kirken. Vigtigst på dette område var sikkert hans accept af det arbejde den hellige Frans af Assisi og St. Dominicus udførte – et arbejde der senere blev til de to tiggermunkeordner, Franciscanerne og Domini-canerne og hans indkaldelse i 1215 af middelalderens største koncil, Det fjerde Laterankoncil. Dette koncil dekreterede bl.a., at alle kristne skulle gå til alters og til skriftemål mindst en gang om året. Der er bevaret henved 6000 breve fra ham. Af hans bog "Om foragt for verden" kan man se, at han ikke nærede høje tanker om menneskenes færden, men at han beundrede Frans af Assisi, om end han var skeptisk over for den form, Frans havde tænkt sig sit brødresamfund ordnet på (f 1160 eller 1161)

 

f Andrea del Sarto, italiensk maler; han virkede hele liv i fødebyen Firenze – bortset fra et års ophold (1518-19) ved Frans 1.s i Frankrig - og er blandt hovedrepræsentanterne for den florentinske højrenæssance. Blandt han tidlige arbejder (1510-14) er fresker med motiver fra den hellige Benizzis liv (1510), "Helligtrekongers tog" (1511) og "Marias fødsel" (1514) alle i kirken S. Annunziatas forhal. Samme sted er desuden hans "Diskus-sionen om treenigheden" og gruppen "Madonna delle Arpie" (1517), begge holdt i en dæmpet farve-skala og mer eller mindre sløret clair-obscur. Del Sarto har også dekoreret korsgangen i "Compagnia dello Scalzo", ligeledes i fresco, med scener fra Johs. Døberens historie. Blandt hans arbejder i Firenze er endvidere "Madonna del Sacco" i S. Annunziata (1525) og "Nadveren" i San Salvi (1525-27), som viser inspiration fra Michelangelo og Leonardo da Vinci. Del Sarto var også en fremtrædende portrætmaler; men kun tre portrætter kan med sikkerhed tilskrives ham: et selvportræt og portræt af en pige (begge i Uffizierne, Firenze) og portræt af en billedhugger (i London) (d 29/9 1530)

 

d Anne af Kleve, gift med Henrik 8. af England; kongens fjerde kone. Hun beskrives som ikke at være en skønhed, men i besiddelse af et sagtmodigt og blidt temperament. Hendes giftermål med Henrik var et politisk arrangement. Anne kom fra det protestantiske Kleve, og Henrik ønskede en alliance med de tyske protestantiske fyrster, da han frygtede en sammenrotning mod sig af katolske stater. Men da de politiske forhold ændredes, og Henrik ikke ønskede at blive trukket ind i endeløse stridigheder med kejseren, var ægteskabet med Anne blevet en belastning. Den 9. juli 1540 erklærede et præstemøde ægteskabet ugyldigt. Anne fik en kompensation på 4.000 pund pr år på den betingelse, hun forblev i England. En ordning Anne tilsyneladende var glad for. Snart rapporteredes det nemlig, at hun var gladere end nogensinde og bar nye klæder hver dag (f 22/9 1515)

 

1595 Walkendorf Kollegium. Der oprettes en fundats til det kollegium, W i 1588 havde oprettet i sin ejendom Hvide Kloster i Skt. Petersstræde i København

 

Europas første pengesedler udstedes i Stockholm. Der forløb nogen tid, fra ideen om en svensk bank opstod, til den blev virkelighed. I 1619 – samme år som Hamborgs bank blev grundlagt – udtalte den svenske konge, Gustav II Adolf, at behovet for en bank var stort. I 1635 erindrede den svenske førsteminister Axel Oxenstierna atter om behovet for en bank, og 1646 gav dronning Kristina privilegium på en lånebank. Privilegiet blev dog aldrig benyttet. Men den 30. november 1656, mens han opholdt sig i den preussiske by Marienburg udstedte Karl X Gustav et privilegium til bankvirksomhed. Växelbanken eller Stockholms Banco, som den også blev kaldt, åbnede sine lokaler i juli 1657, og fire år senere begyndte udstedelsen af de såkaldte kreditivsedler – de første pengesedler i Europa – lydende på daler i kobbermønt. Ved en kongelig forordning den 7. oktober 1665 afskaffedes kobbermøntregningen, således at man fra 1666 udstedte kreditivsedler lydende på daler i sølvmønt

 

1685 Slaget ved Sedgemoor – 5 kilometer sydøst for Bridgewater i Somerset. For englænderne stod det klart, at når deres katolske konge, Karl 2. døde, ville han blive efterfulgt af en endnu mere glødende katolik, nemlig broderen Jacob (II). Denne kendsgerning gjorde, at Karls protestantiske opposition samledes om en modkandidat, den ældste af kongens illegitime sønner, James Scott, hertug af Monmouth. Mens Karl levede, kom det ikke til noget protestantisk oprør. Da Jacob i februar 1685 efterfulgte sin bror på tronen, havde Monmouth og hans allierede den fejlagtige opfattelse, at Jacob II kun havde liden støtte i England. De rejste sig i oprør, Monmouth blev udråbt som konge, men ikke mange sluttede sig til ham, og da Monmouth i midten af juni havde samlet en hær, bestod den af 6000 mand uden hverken militær uddannelse eller erfaring. Deres bevæbning bestod af leer, høtyve og hjemmelavede våben. Endvidere var oprørshærens fåtallige kavaleri udstyret med tunge arbejdsheste. Den hær Jacob II havde at sætte ind mod oprørerne var ikke stor – ca 3000 mand – men den bestod af veldisciplinerede og erfarne soldater. Endvidere havde den dygtige ledere. Dens næstkommanderende var John Churchill, der senere som hertug af Marlborough fremstod som en af de største hærførere i engelsk historie. Slaget ved Sedgemoor var afgjort, da overraskelsen ved et af oprørshæren iværksat hasarderet natangreb på modstanderens lejr gik tabt. Monmouths rytteri flygtede, og hans infanterister blev massakreret. Selv blev Monmouth taget til fange og henrettet. Ved påfølgende "retssag" fik mellem 300 og 350 af hans "soldater" samme skæbne. Omkr. 800 andre blev deporteret i slaveri til Barbados. Adskillige hundrede andre blev enten idømt legemsstraffe, fængsel eller store bøder

 

f Joshua Reynolds, engelsk maler; ved siden af Gainsborough anses han for at være den betydeligste engelske maler i sidste halvdel af 1700-talllet. Reynolds var med til at grundlægge Royal Academy og blev dets første præsident 1768-90. Under et studieophold i Italien 1746-49 modtog han stærke indtryk fra italiensk renæssance. Hans betydning ligger i, at han grundlagde det nationale engelske portrætmaleri på disse indtryk. Gennem forelæsninger i Royal Academy dikterede han etiske normer, hvor italiensk idealisme og flamsk-hollandsk realisme forenedes. Derved skabte han et nyt repræsentationsportræt, selv om det på en vis måde ikke var andet end en opfriskning af Van Dycks arrangement med en poserende figur i et parkmiljø. Men Reynolds modeller var det nye imperiums kraftfulde mænd, malet på deres godser, og det kan ses på dem, selvbevidste og stolte over deres magt og rigdom. Det var dog særlig i skildringen af kvinder og børn Reynolds hævede sit portrætmaleri til de store højder. Hans stil, som i ungdommen var meget naturtro, udviklede sig til fuld malerisk frihed i alderdommen med maleriske og tekniske eksperimenter. Hans maleri er badet i clair-obscur, altid i finstemt sammenhæng med naturen som baggrund, gerne intimt uden at blive sentimental, således kurtisanen"Nelly O’Brien" (1760) placeret på en bænk i en park med sin skødehund. I alt har han malet ca 2000 portrætter. I sin samtid spillede Reynolds en stor rolle som smagsdommer og reflekterer udviklingen fra barokkens pompøse stilopfattelse frem mod romantikkens ideer. Bl. hans skrifter er "On the True Idea of Beauty" (d 23/2 1792)

 

f Giuseppe Piazzi, italiensk astronom; den 1. januar 1801 opdagede han den første småplanet (asteroide), som han navngav Ceres. Omkring 1764 blev han munk og i 1779 professor i teologi i Rom. Året efter blev han udnævnt til professor i matematik i Palermo. Her grundlagde han – med økonomisk støtte fra Siciliens vicekonge – et observatorium. Da han observerede Ceres som et svagt lysende objekt, kunne han ikke finde det i datidens stjernekataloger, og han antog da, at der måtte være tale om en komet eller en meget lille planet. Ved nærmere observationer kunne Piazzi da også konstatere, at objektet bevægede sig. Den 11. februar 1801 kom Ceres så tæt på solen, at han ikke længere kunne iagttage den. Piazzi forsøgte at beregne objektets bane og håbede, at han snart igen kunne observere det, men tilsyneladende var det helt forsvundet. Det blev den store tyske matematiker og astronom Carl Friedrich Gauss, der fandt løsningen på gåden. Netop i 1801 havde Gauss udviklet en metode, hvormed han var i stand til at beregne et himmellegemes bane. Han beregnede nu Ceres bane, og den 7. december 1801 blev det lysende objekt genfundet på den position, Gauss havde beregnet. (d 22/7 1826)

 

1796 f Jean-Baptiste-Camille Corot, fransk maler; efter at have stået i lære i en klædehandel fik han 25 år gammel af sine forældre lov at blive maler. Men det var først i 50årsalderen, han slog igennem som kunstner med sine stemningsfulde landskaber af fransk natur. Han begyndte som klassicist. I hans senere billeder går hans klassiske interesser igen i de nymfer og satyrer, han ofte befolker sine landskaber med. Hans billeder udmærker sig deres bløde, slørede, sølvgrå tone, med flydende, lette penselstrøg. Med forkærlighed fremstillede han fredelige naturstemninger med aftenens tågeslør eller den tidlige morgens dugfriskhed, for en stor del fra omegnen af Paris. Ved siden af sine landskaber har Corot malet talrige figurbilleder (d 22/2 1875)

 

1828 f Enrico Mylius Dalgas, officer, hedeopdyrker; deltog som artillerist i krigen 1848-50; efter krigen fuldførte han sin uddannelse som ingeniørofficer og blev 1854 ansat ved ingeniørkorpsets vejdirektion i Viborg. Hans arbejdsområde blev især den netop påbegyndte etablering af landevejen Randers-Viborg; senere landevejen Holstebro-Viborg. Gennem sit arbejde i Vestjylland kom han i kontakt med hedebefolkningen og hederne og blev stærkt interesseret i disses opdyrkning, idet han fik øjnene op for de muligheder, en storstilet opdyrkning ville indebære ikke mindst af økonomisk art. Efter sin deltagelse i krigen 1864 var han i 1866 den drivende kraft bag oprettelsen af Det Danske Hedeselskab. Han blev selskabets første direktør, en stilling han beklædte til sin død. Hedeselskabet kom gennem D’s store arbejde til at omspænde hele samfundet, og hedernes opdyrkning blev efterhånden betragtet som en national opgave. Han skrev en uhyre mængde artikler, fra 1880 især i Hedeselskabets tidsskrift. Af større arbejder har han skrevet "Geographiske Billeder fra Heden" (1867-68) med kovene i Jyllands Hedeegne", hvor han påviser, at en stor del af de lyngklædte arealer i historisk tid var skovbevoksede (d 16/4 1894)

 

d F. Bülow, general; som 14 årig begyndte han sin militære uddannelse i Rendsborg og blev året efter (1806) elev på det militære institut i København. Januar 1809 afgik han fra instituttet som sekondløjtnant. Det var i årene med krigen med England, og B udmærkede sig ved flere lejligheder. Således da han på både førte sin styrke over til den af englænderne besatte Nekselø og jog fjenden bort. 1815 blev han stabskaptajn og forstander for regimentets eksercerskole i Ålborg - fra 1817 i København - 1827 blev han kompagnichef, 1836 major. Ved Treårskrigens udbrud i 1848 fik han (i april) kommandoen over den nyoprettede 1. brigade, med hvilken han udmærkede sig i slaget ved Slesvig den 23. april. Det er sagt, at det at ville skildre B’s deltagelse i felttoget 1848 ville være det samme som at skildre hele krigen, for der fandt ikke nogen begivenhed af større betydning sted, uden at B og hans brigade spillede en hovedrolle deri. Efter slaget ved Slesvig blev B generalmajor, og under kampene ved Nybøl – 28. maj - og ved Dybbøl 5. juni - var det hans brigades indsats, der var afgørende. 1849 blev han generalløjtnant, og da hæren deltes i to armékorps: nørrejyske og flankekorpset, blev han øverstkommanderende ved sidstnævnte. Med korpset slog han den 3. april ved Adsbøl på Als slesvigholstenerne og 5. april ved Arnbøl på Als de hannoveranske og würtembergske rigstropper. B ledede slaget ved Fredericia 6. juli, men afgik samme år på gr. af sygdom (gigt). Efter overstået sygdom blev han kommanderende general først i Slesvig siden i København. 1856 forlod han aktiv tjeneste og levede sine sidste på Sandbjerg slot i Sundeved (f 4/2 1791)

 

f Roald Amundsen, norsk polarforsker; Amundsen havde netop afsluttet et medicinstudium, da han i 1897 deltog i en belgisk ekspedition, der som den første overvintrede i Antarktis. I årene 1903-06 sejlede han fra øst mod vest med skibet "Gjöa" gennem Nordvestpassagen. Under forberedelse af Nordpolsekspedition i 1909 erfarede Amundsen, at Robert E. Peary som den første var nået frem til Nordpolen. Amundsen fortsatte imidlertid forberedelserne. Han ændrede planer, og da han i juni 1910 forlod Norge med udstyr og ledsagere, var planen at nå frem til Sydpolen. Amundsen slog lejr omkr. 80 km nærmere polen end den britiske ekspedition under ledelse af Robert Falcon Scott, der også var ved at forberede en færd til Sydpolen. Den 20. oktober forlod Amundsen med fire ledsagere og 52 hunde hovedlejren, og den 14. december nåede nord-mændene som de første Sydpolen. Efter en mislykket arktisk ekspedition i 1918 forsøgte Amundsen i 1925 at nå Nordpolen med fly, men måtte vende om ca 250 km fra målet. Med bl.a. den italienske luftskibskonstruktør Nobile passerede Amundsen i 1926 på en luftskibsfærd, der gik fra Spitsbergen til Alaska, over Nordpolen. Amundsen omkom i 1928, da han styrtede ned med et luftskib ved Spitsbergen under forsøg på at komme Nobile til hjælp, da også denne var forulykket med et luftskib (d 18/6 1928)

 

f Trygve Lie, norsk soc.demokratisk politiker og FN's generalsekretær 1946-1952; han begyndte sit politiske arbejde i lokalpolitik og var medlem af Arbejderpartiets landsstyre 1926-46. 1922-35 var han juridisk konsulent i norsk LO. Derefter var han medlem af Stortinget 1937-49. Han blev justitsminister i 1935, og i 1939 blev han først handelsminister derefter leder af Forsyningsdepartementet. Efter den tyske besættelse fulgte L med den øvrige regering til London og blev novbr. 1940 eksilregeringens udenrigsminister; L arbejdede herefter ihærdigt for at skaffe Norge et godt forhold til de allierede. I 1942 kunne han på Norges vegne tiltræde De forenede Nationers pagt i Washington. Efter befrielsen fortsatte han som udenrigsminister. Han blev i 1946 valgt til FN’s første generalsekretær. Norges indtræden i Atlantpagten i 1949, der betød opgiven af Norges hidtidige neutrale udenrigspolitik, vanskeliggjorde hans arbejde, og efter udbruddet af Koreakrigen i 1950 udtrykte Sovjetunionen mistillid til ham. Efter udløbet af sin første embsdsperiode ønskede han ikke genvalg og vendte tilbage til Norge. Her var han i årene 1955-63 amtmand (fylkesmand) i Oslo og Akerhus. I årene 1963-1965 var L en tid handelsminister en tid industriminister (f 30/12 1968)

 

d Nikolaj 2. russisk zar 1891-1917; ældste søn af Aleksander 3. og den danskfødte kejserinde Dagmar. N overtog magten efter faderens død i 1894. Det er blevet sagt om Nikolaj, at han havde en religiøs farvet tro på sit kald som enehersker, men var svag og hjælpeløs som politiker. Han tog initiativet til fredskonferencen i Haag 1899, men formåede ikke at hindre den japansk-russiske krig 1904-05, som endte med et ydmygende russisk nederlag. Nederlaget udløste revolutionen i 1905. Den blev fulgt af forsøg på reformer - bl.a. indkaldelse af rigsdumaen. Reformerne blev snart opgivet. Nikolaj var ikke i stand til at se, at skulle zarstyret overleve, var det nødvendigt at reformere det. Nikolaj var gift med Aleksandra, datter af storhertug Ludvig 4. af Hessen. Ved sin forbindelse med munken og charlatanen Rasputin, der tilsyneladende kunne helbrede kronprinsens blødersygdom, bidrog hun til at undergrave zarens anseelse. Under 1. Verd.krig var Nikolaj passiv tilskuer til de ulykker, der ramte hans land. Hans reaktionære rådgivere gennemtvang en hårdhændet politik over for oppositionen, og i marts 1917 brød den længe opdæmmede misfornøjelse ud i revolution. Nikolaj blev tvunget til at abdicere. Siden blev han af bolsje-vikkerne ført til Sibirien med sin hustru og fem børn (fire døtre og en søn). Her blev de alle skudt i Jekaterinburg i juli 1918 (f 18/5 1868)

 

1939 Kong Christian 10. indvier Vilsundbroen. Efterhånden som der blev flere og flere biler, steg utilfredsheden med Vilsundoverfarten og de små færger, der kun kunne rumme fire almindelige personbiler. Flere og flere ville have en bro. Blandt broforslagene var et ønske om at købe den gamle pontonbro fra Aalborg, der var blevet overflødig efter åbningen i 1933 af den faste vejbro fra Aalborg til Nørresundby. Men amtsrådet afviste forslaget. I stedet blev der i maj 1937 afholdt licitation over bygning af en bro over Vilsund. Prøveboringer viste, at der var meget vanskelige bundforhold i Vilsund, idet de øverste 13-14 meter bestod af blødt dynd. Under disse forhold var det nødvendigt at nedramme betonpæle til en dybde af 42 meter under vandspejlet for at give pillerne et tilstrækkeligt solidt underlag. Broens sænkekasser blev bygget på en bedding på Thysiden og søsat herfra. Ståloverbygningen blev i mindre dele fremstillet i København. Delene blev samlet til stålbuefag på arbejdspladsen i Vilsund. Efter samlingen blev disse på to pontoner sejlet ud i Vilsund og anbragt mellem pillerne. Ved indvielsen talte statsminister Stauning og kong Christian 10. Efter sin tale trykkede kongen på en knap, så broklappen blev sænket, hvorved Mors blev landfast med Thy. Derpå kørte kongen i spidsen for en bilkortege over broen, og da kongens bil sprængte et udspændt rødt-hvidt bånd ved broklappen, var broen officielt åbnet. Selv om der var stor tilfredshed med broen, var alle dog enige om, at Mors kun havde fået en "bagdør". "Fordøren" til Mors var en bro over Sallingsund, men morsingboernes ønske om en bro her skulle først gå i opfyldelse næsten 40 år senere.

 

Verdens første atomprøvesprængning finder sted i New Mexicos ørken. I løbet af 1942 fik amerikanerne lagt arbejdet med konstruktion af en atombombe i faste rammer. Under kodenavnet "Manhattan Engineer Projekt" oprettedes en organisation til at lede og organisere forskningen. I løbet af 1942 fik man konstrueret en reaktor, og den 2. december 1942 leveredes beviset på, at det var muligt at udvinde og beherske atomkerneenergien. erefter opførtes i al hemmelighed i en flække i New Mexicos ørken, Los Alamos, et "værksted", der skulle forsøge at kons9ruere selve bomben. I foråret 1945 havde man overvundet de sidste tekniske vanskeligheder, og man kunne nu fremstille én uranbombe og to plutoniumbomber. Den sidste hurdle, der skulle overvindes, var prøve-prængningen. Den 16. juli 1945 sprængtes den ene plutoniumbombe ved Los Alamos. Manhattanprojektet var fuldendt med succes. Med atombomben havde amerikanerne fået et våben i hænde, der muligvis kunne bringe krigen med Japan til en hurtig afslutning. I midten af juni opretholdt den amerikanske forsvarsstab den hidtidige opfattelse, at der ville gå 18 måneder fra Tysklands nederlag til Japan var slået. Datoen for en landgang på de japanske øer blev anslået til at skulle finde sted omkr. den 1. marts 1946. Man regnede med, at omkring fem millioner mand skulle sættes ind i de sidste operationer mod Japan. De store amerikanske tab ved erobringen af Okinawa i maj juni 1945 spillede en rolle for præsident Trumans beslutning om at anvende atombomben mod Hiroshima og Nagasaki. Når tabene ved at erobre Okinawa var så store, hvor store ville de så ikke blive, når man skulle gøre landgang på de japanske hovedøer. Disse tab ville amerikanerne undgå ved at anvende atombomben og dermed få japanerne til at overgive sig. Disse overvejelser lå bag den beslutning præsident Truman traf den 25. juli, at atombomben skulle anvendes mod Japan, så snart vejret tillod det efter den 3. august

 

1965 Den tosporede og 11.6 km lange Mont Blanc-tunnel mellem Frankrig og Italien åbnes for trafik. Bygningen af tunellen var begyndt i 1959, og den forbinder den franske by Chamonix med den italienske by Courmayeur gennem Mont Blanc-massivet i 1274-1370 m højde. Tunellen passereer under Aiguille du Midi (3842 m). Ved åbningen i 1965 var den den længste vejtunnel i verden, men blev snart overgået af flere andre

 

1985 d Heinrich Böll, tysk forfatter; efter at have været soldat i hele Anden Verdenskrig skrev Böll noveller og romaner om krigens kedsommelighed og efterkrigstidens nød og tristesse. Han blev tidligt opdaget af kritikerne for sine fortællinger og romanen "Wo warst du, Adam?" (1951, dansk "Hvor var du, Adam?", 1955). Hans første store publikumssucces var romanen "-und sagte kein einziges Wort" (1953, dansk "-og han svarede dem ikke", 1956). Derefter fulgte en lang række romaner, noveller og hørespil, der forholdt sig til den aktuelle tyske virkelighed, bl. a. "Ansichten eines Clowns" (1963. dansk "En klovns opgør", 1963) og "Die verlorene Ehre der Katharina Blum" (1974, dansk "Katharina Blums tabte ære", 1975). Andre romaner udvidede perspektivet til tysk historie i 1900-t f.eks. "Gruppenbild mit Dame" (1971, dansk "Gruppebillede med dame" 1972). Bölls forfatterskab omfatter endvidere essays om litteratur, om politik og om hjembyen Köln og Rhinlandet. Sammen med sin kone Annemarie oversatte han engelsk og amerikansk litteratur. Heinrich Böll modtog i 1972 nobel-prisen i litteratur (f 21/12 1917)

 

 

 

Til top        17. juli

1085 d Robert Guiscard, normannisk erobrer af Syditalien og Sicilien, hertug af Apulien; da R i 1046 forlod Normandiet og drog til Italien, havde hans ældre brødre allerede erobret et brohoved i Apulien fra Byzans. R’s første indsats i Italien stod i skærende modsætning til hans senere ry. Som leder af en garnison i Calabrien levede han som landevejsrøver, kvægrøver og som en, der kidnappede folk for at kræve løsepenge. Men ved sin ældre bror, Humphreys død i 1057, blev han greve af Apulien. I de følgende år besejrede R flere gange pavelige tropper og udvidede derved de områder, han kontrollerede. For at styrke båndene med områdets longobarder giftede han sig med en søster til en longobardisk fyrste. I 1059 mødtes R med pave Nikolaj II. For at sikre sig mod yderligere modstand fra kirken, bøjede R sig for pavelig autoritet og modtog til gengæld de erobrede områder som len af pavemagten. Det betød dog ikke han havde opgivet yderligere erobringer. I eden til paven refererede R til sig selv som: "Af Guds og Sankt Peters nåde hertug af Apulien og Calabrien og med deres fremtidige hjælp hertug af Sicilien". Efter i 1071 at have erobret Bari, byzantinernes sidste by i Italien, var tiden inde til at kaste de sidste scaracenere (arabere) ud af Sicilien. Messina var blevet erobret i 1061, nu fulgte erobringen af Palermo efter (1072). I 1074 kom R atter i strid med paven, han blev bandlyst; men generhvervede pavelig gunst, da pave Gregor VII behøvede R’s støtte mod den tyske kejser Henrik IV’s hære. Da disse rykkede ind i Rom, og paven blev taget til fange, kom R sin lensherre til undsætning. Han befriede paven, men benyttede lejligheden til at plyndrede og hærgede Rom. Under et felttog mod byzantinske besiddelser på Adriaterhavets østkyst døde R. Det rige, R havde skabt i Syditalien og Sicilien, bestod under forskellige herskere og dynastier til Italiens samling i 1860’erne (f kendes ikke, sandsynligvis omkr. 1015)

 

Karl 7. krones i Reims. Da franskmændene under ledelse af Jeanne d’Arc havde opnået en knusende sejr over englænderne i slaget ved Patay den 18. juni 1429, opnåede de to ting. Det var blevet afsløret, at englænderne ikke var uovervindelige, og at der nu var mulighed for at få den franske konge kronet. Så efter sejren ved Patay forsøgte den franske hær kke, hvad der kunne synes mest indlysende, ved et dristigt angreb at erobre Paris. Med Jeanne d’Arc i spidsen opsøgte den Karl, der opholdt sig i Sully-sur-Loire. I de næste uger ledsagede hun den usikre og vaklende konge på hans rejser mellem byer ved Loire. Til stadighed søgte Jeanne d’Arc at overvinde Karls tøven og de råd, han fik af sine ministre. Hun var til fulde klar over de farer, der kunne være ved forehavendet, men fremhævede den styrkede position Karl ville være i, hvis han drog til Reims og blev kronet, som hans forgængere på den franske trone var blevet det. Til sidst lykkedes det hende at overtale kongen. Den 29. juni begyndte Karl og Jeanne d’Arc marchen mod Reims. Den 16. juli nåede den kongelige hær Reims, som straks åbnede sine porte for Karl. Dagen efter fandt kroningen sted. Den blev overværet af bl.a. Jeanne d’Arc. Med sit banner stod hun ikke langt fra domkirkens alter

 

1683 Tyrkerne indleder deres belejring af Wien. Den var en del af et tyrkisk felttog mod den tysk-romerske kejser habsburgeren Leopold I, og resulterede i deres nederlag til en allieret hær ledet af den polske konge Johannes III Sobieski. Belejringen og nederlaget markerede begyndelsen på enden af tyrkisk dominans i Østeuropa. Lederen af de ungarske calvinister, Imre Thököly havde appelleret til den tyrkiske storvizir, Kara Mustapha om at angribe den østrigske hovedstad. Med stiltiende accept fra den ungarske hær belejrede 300.000 tyrker Wien. Det lykkedes dem at indtage de ydre forsvarsværker, hvorefter de begyndte at bygge tunneller frem mod byens indre mure. Da havde kejseren forladt sin hovedstad. Pave Innocens XI forsøgte forgæves at få Ludvig XIV af Frankrig til at hjælpe Leopold mod tyrkerne, og derefter rettede paven samme bøn til Polen denne gang med løfte om betydelig økonomisk støtte til foretagendet. Skønt Sobiesky og kejseren tidligere på året havde indgået en militærpagt, tøvede Sobiesky nu med at komme sin alliancepartner til hjælp. Hans tøven varede, indtil paven overtalte Karl af Lorraine til at tilslutte sig en fælles hær opstillet af kurfyrsterne af Sachsen og Bayern og 30 tyske fyrster. Sobieskys 80.000 mand blev opstillet på højene ved Wien og jog nogle af de tyrkiske tropper på flugt. Om morgenen den 12. september 1683 angreb tyrkerne fyrsten af Lorraines hær. Slaget havde raset i 15 timer, da det lykkedes, at bringe det tyrkiske artilleri til tavshed og drive de tyrkiske belejrere ud af deres stillinger. Storvizirens røde telt blev ødelagt, men det lykkedes ham at undslippe; det skete, mens tusinder fra hans slagne hær blev slagtet eller taget til fange. Det fortælles, at det tog wienerne og soldaterne en uge at indsamle krigsbyttet, som tyrkerne havde efterladt

 

d Adam Smith, britisk (skotsk) forfatter; studerede først teologi derefter filosofi og historie. I 1751 blev Smith professor i logik ved universitetet i Glasgow. I 1776 udkom hans epokegørende hovedværk "An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations" Det udmærkede sig ved en stor klarhed i fremstillingen og blev i lang tid udgangspunkt for videre socialøkonomisk forskning. I sit værk fremhævede Smith arbejdet som kilde til et lands velstand, og som den første påpegede han den centrale betydning arbejdsdelingen har for produktiviteten. Det var Smiths opfattelse, at en forudsætning for, at arbejdsdelingen kunne virke, var økonomisk handlefrihed. Når hver enkelt handlede ud fra sin egeninteresse, ville konkurrencen som en "usynlig hånd" lede udviklingen mod en harmonisk tilstand til alles fordel. På dette teoretiske grundlag rejste liberalisterne krav om indenlands næringsfrihed; dvs. enhver skulle have ret til - bortset fra de begrænsninger almenvellet måtte kræve - at udøve et hvilket som helst erhverv. I udenrigshandelen skulle der være frihandel, dvs. alle toldsatser skulle fjernes (døbt 5/6 1723)

 

1793 d henrettet Charlotte de Corday d'Armont, fransk revolutionær; hun var af normannisk adelsslægt og voksede op i Caen. Her fik hun sin skoleuddannelsei en klosterskole og blev overbevist royalist. Hun stiftede dog også bekendtskab med oplysningstidens tanker og blev tilhænger af Girondinerne. Caen blev et center for denne bevægelse, som repræsenterede provinsens storborgerskab og gik ind for en økonomisk laissez-faire-politik. Ophidselsen i Caen var da også stor, da underretningerne om Girondinernes udelukkelse fra Konventet i Paris og arrestationen af 31 Girondin-deputerede sommeren 1793 nåede byen. For at kæmpe for Girondinernes sag forlod Charlotte de Corday Caen og drog til Paris. Da hun var af den overbevisning, at hovedansvarlig for aktionen mod Girondinerne var Jean-Paul-Marat, anmodede hun denne under foregivende af at ville lave et interview til en avis om et møde. Den 13. juli blev hendes ønske imødekommet. Da hun nævnte navnene på nogle fængslede Girondinere fra Normandiet, bekræftede Marat, at de stod foran at blive guillotioneret. Da de Corday hørte det, trak hun en kniv, hun havde skjult under sine klæder, og stak Marat i hjertet. Han døde efter få minutter. Hun blev straks efter arresteret, dødsdømt og henrettet. Det dramatiske mord har inspireret både digtere og malere. Mest berømt er nok Jacques Louis Davids maleri af den døde Marat siddende i sit badekar. Marat led af en hudsygdom og tilbragte flere timer i et specielt konstrueret badekar. Her lå han også under samtalen med Charlotte de Corday (f 27/7 1768)

 

Første nummer af det engelske vittighedsblads Punch udkommer. Det blev grundlagt af Henry Mayhew og Mark Lemon, og fik navn efter den lystige figur i engelsk dukke- og pantomineteater, de såkaldte Punch and Judy show. Bladet blev aldrig bundet til noget bestemt politisk parti. Dets politiske holdning er blevet karakteriseret som værende en anti-holdning til partier og politiske foreteelser. En række af Storbritanniens bedste tegnere har været tilknyttet bladet

 

f Maksim Maksimovich Litvinov, sovjetisk diplomat og 1930-39 udenrigsminister, han var en prominent fortaler for nedrustning og for kollektiv sikkerhedsaftale med vestmagterne rettet mod Nazityskland. Han tilsluttede sig det russiske Socialdemokrati i 1898 og dettes bolsjevikkiske del i 1903. Efter revolutionen i 1917 blev han det nye styres repræsentant i London. Derefter gjorde han tjeneste i udenrigsministeriet i Moskva. Litvinov blev kendt, da han stod i spidsen for den sovjetiske delegation ved indledningen af Folkeforbundets nedrustningskonference i 1927, hvor han foreslog gennemgribende nedrustningsaftaler. Efter at være blevet udenrigsminister i juli 1930 ledede han den sovjetiske delegation ved Verdens nedrustningskonferencen i Geneve i 1932. Ligeledes ledede han sit lands delegation til Verdens økonomikonferencen i London i 1932 og førte de forhandlinger, der i 1934 førte til oprettelse af diplomatiske forbindelser mellem Sovjetunionen og USA. Da Nazitysklands voksende militære magt blev en trussel, anmodede Litvinov indtrængende Folkeforbundet om at lave planer for kollektiv sikkerhed mod Tyskland; ligeledes fik han afsluttet en anti-Tyskland aftale med Frankrig (underskrevet 2. maj 1935) og med Tjekkoslovakiet (underskrevet 16. maj 1935). Men da de sovjetiske ledere ændrede udenrigspolitik og nærmede sig Tyskland, blev Litvinov afskediget - maj 1939. Litvinov, som var jøde og idetificeret med den anti-tyske politik, stod i vejen for de forhandlinger, der førte til underskrivelsen i august 1939 af den tysk-russiske ikkeangrebs-aftale. Litvinov vendte tilbage til aktiv tjeneste i 1941 efter tyskernes angreb på Sovjetunioen først som ambassadør i USA (til august 1943) derefter som viceudenrigsminister. Han trak sig tilbage i 1946 (f17/7 1876)

 

f Erle Stanley Gardner, amerikansk krimiforfatter; han var uddannet som jurist; han begyndte at skrive i 1921, men producerede kun få bøger de første par år. Fra 1934 helligede han sig næsten udelukkende rejser og forfattervirksomhed. Hans indstilling til egen produktion var altid rent kommercielt og ikke "litterær" et forhold der gjorde ham til sin tids mest publicerede amerikanske forfatter. I 1933 kom den første af hans bøger om Los Angeles sagføreren Perry Mason. Gardners juridiske baggrund gjorde det nemt for ham, at lade handlingen i Perry Mason bøgerne veksle mellem proceduren i retssalen og advokatens aktive opklaringsarbejde. Under pseudonymet A.A. Fair skrev han romaner med detektivparret Donald Lam og Bertha Cool (d 11/3 1970)

 

Robert Svendsen flyver over Øresund; flyvningen, der havde været forberedt længe, skulle starte fra Kløvermarken på Amager, og da røgen fra de tilstedeværende herrers morgencigar steg lige op tidligt om morgenen den 17. juli, stod det klart, at tiden var inde. Ved tre-tiden blev maskinerne trukket ud af hangaren. Foruden Robert Svendsen skulle også Alfred Nervø gennemføre turen over Sundet. Men da Nervøs maskine ikke ville starte, var det kun Robert Svendsen, der kom på vingerne. Det skete kl.3.10. I samme øjeblik kimede telefonerne til Københavns forskellige redaktionskontorer, for alle havde de en mand på vagt på flyvepladsen. "Der er startet til sundflyvning. Svendsen er på vingerne", lød meddelelsen. Men før Svendsen havde nået Saltholm, måtte han vende om. Blæsten var for hård. Det blæste 3 sekundmeter. Men Svendsen var indstillet på at gøre et nyt forsøg. Ved firetiden havde vinden lagt sig, og et par minutter over fire var Svendsen atter i luften. Han rundede flyvepladsen – og satte så kursen mod Malmø. En halv time senere landede han på kysten ved Malmø. Hans tilbagekomst til København formede sig som et triumftog, og han blev fejret som en helt. Fra kongeskibet, som lå i Århusbugten, sendte kong Frederik 8.telegram:"Min varmeste lykønskning til Deres så smukt og lykkeligt udførte flyvning over Øresund". I marineministeriet overrakte konseilspræsident (statsminister) Klaus Berntsen ham en stor sølvpokal og udtalte bl.a. "Jeg indser aviatikens betydning for forsvaret". Aeronautisk Selskab udsendte en sundflyvningsplatte – og Svendsen blev foreviget i voks og udstillet mellem andre berømtheder i Panoptikon

 

d Robert Svendsen, flyver; blev som ung chauffør; endnu var bilkørsel noget nyt, og Svendsen kom hurtigt til at deltage i motorsport. Han blev således en af Danmarks første motorsportsmænd og deltog i de tidligste motorløb i ind- og udland. Han var indehaver af talrige præmier for motorløb, bl.a. Dansk automobilklubs ærespræmie 1919 (1 km på 34,4 sek.) og Danskmotor Grand Prix 1913. Men det blev som flyver, Robert Svendsen blev mest kendt. Han blev uddannet på flyverskolen Mourmelon i Frankrig i 1909 og var dermed den første dansker, der erhvervede flyvercertifikat. Året efter vandt han en af Politiken udsat præmie til den dansker, der først fløj en mil. Samme år ydede han sin største bedrift, flyvningen over Øresund. Ikke kun i Danmark var der jubel over Robert Svendsens øresundsflyvning, også i udlandet vakte den opmærksomhed, hvorfra han blev indbudt til deltagelse i betydelige flyvestævner. I 1911 satte han dansk højderekord med 536 m ved et flyvestævne i Ålborg. I øvrigt opgav Robert Svendsen snart flyvesporten og levede resten af livet som automobilforhandler (f 10/12 1884)

 

Potsdamkonferencen begynder. Efter sejren over Tyskland mødtes i Potsdam uden for Berlin lederne fra de tre sejrende stormagter: Stalin, Truman og Churchill, der dog under mødet blev erstattet af Clement Attlee efter det britiske arbejderpartis valgsejr. Konferencens hovedemner var en fælles politik over for Tyskland og forholdene i Østeuropa. Man kom hurtigt til enighed om Tysklandspolitikken. Der var enighed om Tysklands opdeling i fire – efter britisk anmodning skulle Frankrig deltage i Tysklands besættelse – besættelseszoner, og at landet skulle opretholdes som en politisk og økonomisk enhed under ledelse af besættelsesmagternes kontrolråd, bestående af den øverstkommanderende for de fire landes besættelsesstyrker. Det enkelte lands repræsentant havde vetoret ligesom i FN’s sikkerhedsråd. Berlin, som lå inde i den sovjetiske besættelseszone, fik en tilsvarende ordning med en kommandatur. Forhandlingerne om Østeuropa blev vanskelige, og det blev Stalin, der trak det længste strå. Truman og Churchill rettede skarpe angreb på kommunisternes overgreb på de ikke-kommunistiske partier i de østeuropæiske lande. Men russerne nægtede at tage deres beskrivelse af forholdene for gode varer. Der var kun tale om indsættelse af venligtsindede regeringer, hævdede de. Specielt kom diskussionen til at stå om Polens vestgrænse. Russerne havde overladt polakkerne området indtil vestre gren af Neissefloden, mens vestmagterne kun ville lade dem besætte landet til den østre gren. Stalin ville imidlertid ikke bøje sig, og vestmagterne måtte nøjes med protester. Den røde hærs tilstedeværelse i Østtyskland var et stærkt argument

 

1959 d Billie Holiday, (døbt Eleonora Fagan) amerikansk jazzsanger; hun debuterede som sanger i 1931 i en natklub i Harlem. Billie Holiday brød igennem med grammofonindspilninger i de sidste år i 1930’erne oftest i samarbejde med pianisten Teddy Wilson. Hun sang også i kortere perioder med storband ledet af Count Basie og Artie Shaw. Senere arbejdede hun som solist oftest akkompagneret af en trio. Men var i de senere år inaktiv i perioder pga. narkotikaproblemer. I samarbejde med W. Dufy udgav hun selvbiografien "Lady Sings the Blues" (1956). I 1972 blev den filmatiseret med Diana Ross i hovedrollen. Efter sigende giver filmen næppe noget særlig rigtigt billede Billie Holidays liv. Hendes sidste år var præget af et stadig voksende heroin- og alkoholforbrug, som endte med at lægge sangerinden i graven – kun 44 år gammel (f 7/4 1915)

 

 

 

Til top        18. juli

64 Roms brand. Branden rasede i seks dage og syv nætter, af de fjorten bydele var kun fire uskadte, tre fuldstændig jævnet med jorden og syv på det nærmeste ødelagt. Adelens gamle slægtsgårde med historiske minder fra sejrrige felttog blev flammernes bytte, templer fra kongetiden, uerstattelige manuskripter og kostbare kunstværker gik op i flammer. De seks til syv etager høje og tætbyggede lejekaserner i de smalle og krogede gader brændte som fakler, bygget som de var i bindingsværk og smurt op med soltørret tegl. Store dele af byen var en rygende brandtomt, hvor tusinder havde mistet livet, og hvor hundredtusinder strejfede rundt uden tag over hovedet. I rædslen og panikken opstod de vildeste rygter: kejseren – Nero – var brandstifter; han havde siddet i det såkaldte Maecenas tårn og betragtet "det skønne bål" – som han udtrykte sig, mens han i teaterkostume til zitarens toner foredrog sangnummeret "Trojas erobring". Han havde også forbudt alle forsøg på at slukke, ja sørget for at ilden bredte sig. Men Nero var i Antium, da branden brød ud. Han ilede til Rom og gik med stor energi i gang med at lokalisere ilden og få den under kontrol. Dernæst organiserede han hjælpearbejdet. Han åbnede alle offentlige bygninger og kejserens parker for de skadelidte, fik rejst en teltby på Marsmarken og rekvirerede mad og forsyninger til brandens ofre. Også rige privatfolk måtte yde en skærv. Denne aktivitet og Neros livlige byggeaktivitet efter branden har sandsynligvis ydet sit til, at mange troede på rygter om, at han havde noget med branden at gøre. Forfatteren Tacitus, som repræsenterede en fjendtlig tradition mod kejserhuset, fortæller, at Nero for at få sat en stopper for folkesnakken "kastede skylden på andre og på de mest udsøgte måder straffede nogle mennesker, som var forhadt for sine skændigheder og blev kaldt kristne"

 

1100 d Godefroy de Bouillon, fransk hertug og korsfarer; tilskyndet af oprigtige religiøse motiver, af lyst til eventyr og manglende evner som administrator af sit hertugdømme i Lorraine, tilsluttede G sig sammen med sine brødre Eustace og Baldwin Det første Korstog i 1096. Da Raymond af Toulouse, korstogets verdslige leder, efter erobringen af Jerusalem afslog at blive konge over det erobrede område, tilfaldt æren Godefroy. Af hensyn til kirken, som ikke ønskede et verdsligt herredømme i Jerusalem, antog G ikke titlen konge. I stedet fik han titlen "den hellige gravs forsvarer" og blev betragtet som vasal under patriarken af Jerusalem. Derved blev grunden lagt til fremtidige stridigheder mellem gejstlig og verdslig myndighed om hvem magten i Det hellige Land tilkom. Skønt G fik afsluttet aftaler med muslimske byer i området f.eks. havnebyerne Ascalon, Caesares og Acre og afviste angrebene fra en ægyptisk hær i slaget ved Ascalon den 12. august 1099, stødte han mange af korstogshærens ledere fra sig. De vendte i stort tal tilbage til Europa eller slog sig ned i andre dele af Palæstina og efterlod Jerusalem stort set forsvarsløs. I sin samtid blev G betragtet som en dårlig leder. En bedømmelse der ikke fik betydning for hans eftermæle. For eftertiden blev han som den høje, flotte, blonde efterkommer af Karl den Store i legenderne om Korstogene idolet som den perfekte kristne ridder, den uforlignelige helt, der kæmper for retfærdighed og den rette tro (f ca 1060)

 

1501 f Elisabeth, dansk dronning; datter af ærkehertug Philip af Østrig, konge af Kastilien og Johanna (den vanvittige), og søster til den tysk-romerske kejser Karl V; hun blev i juni 1514 viet til Chr 2 ved stedfortræder i Bruxelles; brulluppet blev gentaget i august 1515 med kongen i København. E satte sig hurtigt ind i de fremmede forhold, lærte dansk og brevvekslede med kongen på dette sprog. Efterhånden vandt hun sin mands hengivenhed, og selv kom hun til at omfatte ham med en beundrende og opofrende kærlighed, som hendes breve indeholder rørende vidnesbyrd om. Hun fulgte Chr. 2. i landflygtigheden og vandt med sin elskelige personlighed sympati for hans sag. 1523 var hun med ham i England, 1523-24 i Tyskland, hvor hun sluttede sig til Luthers lære. Politiske hensyn gjorde det ønskeligt, at hun ikke blev betragtet som lutheraner, og Chr. 2. søgte derfor over for hendes slægt at hævde, at hun var død i den katolske tro. Men iflg. hans hemmelige meddelslse til Luther nød hun på dødslejet nadveren i begge skikkelser (d 19/1 1526)

 

f Robert Hooke, engelsk naturforsker; opfandt lommeuret med uroen og udgav 1665 et optisk arbejde "Micrographia or Philosophical Description of Minute Bodies", hvori han beskriver sine iagttagelser med et forbedret sammensat mikroskop; her findes de første beskrivelser af plantens celler. 1662 blev han ansat som eksperimental kurator ved Royal Society, hvor han blev medlem året efter. I 1665 ansattes Hooke som professor i geometri ved Gresham College i London og i årene 1677-82 var han sekretær ved Royal Society. Hans endelige skudsmål blev, at hans videnskabelige resultater ville sandsynligvis have været større, såfremt han ikke havde spredt sig så meget (d 3/3 1703)

 

1721 d Antoine Watteau, fransk maler; han var grundlægger af det franske rokokomaleri og anses for at være en af de betydeligste skikkelser ved overgangen fra barok til rokoko. Efter uddannelse i Paris vendte W i 1709 tilbage til fødebyen Valenciennes. Her malede han flere skildringer af soldater- og folkeliv og gjorde stor lykke. Med maleriet "Indskibningen til Kythera" blev han i 1717 optaget i det franske akademi som peintre des fétes galantes (de galante festers maler). På denne tid var hans motivkreds unge mænd og kvinder i elegante dragter, ofte sværmende i en parkagtig frodig vegetation. W knyttede dem til hinanden og til naturen ved en aldrig svigtende yndefuld rytme, der undertiden understreges af musikinstrumenter i deres hænder og akkompagneret af farvelagte sarte nuancer. W arbejdede også med en anden motivkreds, teaterlivet, således "Harlekins og Columbines flirt" og "Gilles" et portræt af pierrot’en Gilles. I skildringerne af den landlige idyl spiller landskabet en stor rolle, og sammensmeltningen af personer og landskab betragtes som en videre udvikling af barokkens pastoralmaleri, men helt præget af W’s ånd og gratiøse tone. Hans store produktion i sort-hvid og rødkridt blev en guldgrube for eftertidens dragtforskning; og gennem sine stukne serier har han bidraget til modeudviklingen (Watteau-folder). Med den franske revolution 1789 og klassicismens gennembrud blev Watteaus kunst underkendt, og der skulle gå næsten 100 år før den atter kom til ære og værdighed (f 10/10 1684)

 

1815 f Ludvig Holstein-Holsteinsborg, lensgreve, konseilspræsident 1870-1874; overtog ved faderens død i 1836 grevskabet Holsteinsborg. Som sin far var H foregangsmand inden for land- og skovbrug; han beklædte en lang række tillidsposter; således var han i en årrække sognerådsformand, medlem af amtsrådet, i flere år formand for statsdyrskuekommissionen og for Sjællands hingstskuer, præsident for Landhusholdningsselskabet 1866-81 o.m.a. 1847 blev han medlem af Roskilde Stænderforsamling og 1856-63 medlem af Helstatsforfatningens Rigsråd. I 1865 blev han medlem af Rigsrådets Folketing og året efter af Rigsdagens Folketing. Han var valgt i Skelskør-kredsen, som han repræsenterede det næste tiår. H tabte kredsen i 1876, vandt den igen 1879, men tabte den atter 1881, vandt den tilbage i 1887 for derpå 1890 at trække sig tilbage på gr. af sygdom. H, der oprindelig var helstatsmand, arbejdede på Rigsdagen sammen med den gruppe, der gennemførte "den gjennemsete Grundlov" i 1866. 1870 blev han konseilspræsident for en regering af godsejere og nationalliberale, der skarpt gik imod det nystiftede Forenede Venstres krav om bl.a. indførelse af Junigrundloven og formue- og indkomstskat. H må tilskrives en stor del af æren for, at de forhandlinger, der i august 1870 blev ført med en fransk udsending, ikke førte til dansk deltagelse på fransk side i den fransk-tyske krig 1870-71. En deltagelse, der kunne have bragt Danmarks selvstændighed i fare. Spændinger i regeringen og et voksende pres fra Venstre førte i juli til H’s afgang som konseilspræsident. Holstein-Holsteinsborg stod højt i gunst hos Christian 9., der udnævnte ham til elefantridder ved ministertiets afgang (d 28/4 1892)

 

1817 d Jane Austen, engelsk forfatter; hun levede et roligt liv hovedsagelig på landet i Hampshire, og hun gjorde middelklassens huslige liv, familiære samværsformer og snævre vennekreds til emne for realistiske samtids-romaner. Den litterære baggrund for hendes forfatterskab var først og fremmest 1700’tallets roman, og hun var kun i meget begrænset omfang berørt af romantikken eller af samtidens politiske begivenheder (Napoleons-krigene). Det er særlig replikkunsten, den psykologisk indsigtsfulde personskildring og den mesterlige kompo-sition, der sikrer Jane Austen en plads blandt de store i britisk romankunst. Husmoderen og de giftefærdige døtre, der tilrettelagde hjemmelivet, blev forfatterskabets hovedpersoner. Austen forblev ugift og boede til sin død sammen med moderen og sin ligeledes ugifte søster. Ud over nogle ungdomsskrifter, en mindre brevroman "Elinor and Mariannne" (1795) og et par ufuldendte arbejder, består forfatterskabet af seks romaner. Heraf blev de tre skrevet i 1790'erne, men først udgivet senere."Sense og Sensibility" udkom 1811,"Pride and Prejudice"(1813), "Northanger Abbey" (1818). Efter faderens død slog familiens tre kvinder sig 1809 ned i Chawton, Hampshire, og forfatterskabet blev genoptaget. Jane Austen omskrev og fik udgivet sine to første romaner og skrev sine tre sidste hovedværker, "Mansfields Park" (1814), "Emma" (1816) og "Persuasion" (1818). Jane Austens bøger mødte stor anerkendelse fra kolleger, kritikere og læsere, allerede inden hendes død (f 16/12 1775)

 

1870 Pavens ufejlbarlighed fastslås. I den lutherske kirke er det Bibelen, der er ufejlbarlig i grundliggende tros- og lærespørgsmål. I lighed med den græsk-katolske kirke har man afstået fra at tillægge den kirkelige læreautoritet til et bestemt embede. Et tilsvarende forhold gælder ikke i den romersk-katolske kirke. Helt siden oldkirken har det været biskoppen af Rom, som har hævdet at være Peters efterfølger - pave – med myndighed over alle andre biskopper. Men allerede i 1300-tallet fremførte f.eks. universiteterne tanken om consensus fidelium (de troen-des samtykke, udtrykt gennem det universielle kirkemøde, konsilium) som en forudsætning for pavens ufejlbar-lighed. Imidlertid havde pavestolen større autoritet end kirkemøderne, og det blev klart, at mødernes beslut-ninger kanoniserede – retsgyldige og forpligtende for alle troende – ved pavelig kundgørelse. Det blev Vatikan-konsilet (1869-70) som definerede dogmet om pavens ufejlbarlighed. "Når biskoppen af Rom fra sin lærestol (ex cathedra dvs. i kraft af sit embede som hyrde og lærer for alle kristne efter sin apostoliske fuldmagt) ende-ligt afgør spørgsmål om tro og liv for hele kirken, har han, ved den guddommelige bistand, som er lovet ham i den hellige Peter, den ufejlbarlighed, som vor guddommelige Frelser har givet sin kirke, når den afgør spørgs-mål som gælder tro og liv." Ufejlbarligheden er således ikke bundet til pavens person, men til embedet

 

Sixten Sparre (1854-89) og Elvira Madigan (1867-89) begår selvmord på Tåsinge. Elvira Madigan var kunstnernavn for Hedvig Jensen, dansk-norsk cirkusartist, der turnerede med sin familie overalt i Nordeuropa. I 1886 kom hun til København, hvor hun sammen med sin søster optrådte med linedans på Kunstnerplænen i Tivoli. Forestillingen blev en overvældende succes, og søstrene modtog efter en privat optræden hver et guldkors af Christian IX som tak. Året efter mødte Elvira løjtnant Sixten Sparre efter en forestilling i Kristianstad. Sixten var søn af en svensk kammerherre og gift med en velhavende komtesse. Han forelskede sig stormende i den nu berømte cirkusprinsesse og begyndte at sende hende indtrængende kærlighedsbreve under hendes ophold i Sverige. I 1889 flygtede de sammen til Stockholm, derefter København, Svendborg og til sidst til Troense på Tåsinge, hvor de begik selvmord i Nørreskoven, bl.a. som følge af deres desperate økonomiske situation. Affæren vakte stor opsigt i sin samtid og blev meget omtalt dels som en uhørt skandale, dels som en glødende romance. Historien om de to har inspireret til mange dramatiseringer, herunder teaterforestillinger, baletter og film. Kendt fra nyere tid er Bo Widerbergs romantiske filmatisering fra 1967, der også gjorde 2. satsen fra Mozarts klaverkoncert nr. 21 (K. 467) kendt i vide kredse

 

Første del af Hitlers "Mein Kampf" udkommer i Tyskland. Bogen blev skrevet, mens Hitler sad som fange i fængslet i Landsberg efter sin deltagelse i Ølstuekuppet i München i 1923. Anden del blev skrevet efter Hitlers løsladelse og udkom i 1927. Frem til 1930 blev der solgt knap 20.000 eksemplarer af bogen, men før nazismens fald i 1945 var Mein Kampf trykt i 10 mio eksemplarer og oversat til 16 sprog. Hitler udgav bogen for at legitimere sit lederskab i den nazistiske bevægelse. I dens første del skrev han sin biografi, som er stiliseret og fyldt med forvrængninger og fortielser. I den anden del skildrer han nazismens historie frem til kupforsøget i 1923. Desuden fremlagde han nazismens centrale politiske og ideologiske mål: den "folkelige" nationalisme, antisemitismen og antibolsjevismen samt ideen om Lebensraum i øst. Endvidere hehandlede han propagandaens rolle

 

1936 Oprør i Spanien der udløser Spanske borgerkrig. Den republik, der blev skabt i Spanien i 1931, var fra begyndelsen præget af dybe modsætninger. Der var i forfatningen stillet radikale forandringer i udsigt og yderligere af regeringen lovet en lang række reformer; mange af disse var rettet mod kirken, idet statskirken skulle afskaffes, jesuitterordenen ophæves, klostrene stilles under statskontrol, og dele af deres jord inddrages, gejstlige skulle ikke mere have lov til at undervise, skilsmisse tillades. Endvidere skulle en stor jordreform rettet mod godsejerne, en vidtgående sociallovgivning og almindelig skolegang gennemføres. Da regeringen begyndte at gennemføre disse reformer, udløstes en voldsom reaktion, som i 1934-35 førte de konservative og de moderat-liberale partier til magten. Da de ophævede de kirkefjendtlige love og undlod at gennemføre jordreformen, blev modsætningerne i landet yderligere skærpet. Resultatet blev strejker og terror. Da de socialistiske partier i den såkaldte folkefront ved valget i 1936 fik det absolutte flertal i parlamentet, rejste hærens officerer sig i revolte. Den begyndte i Spansk Marokko og bredte sig hurtigt til garnisonsbyer i det sydlige og vestlige Spanien. Den italienske duce, Mussolini, stillede fly til rådighed, så oprørshæren under ledelse af general Francisco Franco kunne overføres fra Spansk Marokko til det spanske fastland

 

Det britiske parlament vedtager loven om Indiens uafhængighed

 

Præsident Sadat udviser de sovjetiske militærrådgivere fra Ægypten. For den ægyptiske præsident stod det efterhånden klart, at hans land ikke havde en fremtid, når Sinaihalvøen var besat af israelerne, Suezkanalen lukket og militærudgifterne en stor byrde. Han erkendte, at Ægypten aldrig ville kunne besejre Israel, så læn-ge landets økonomi og infrastruktur var som et u-lands. Ej heller ville Ægyptens økonomi kunne forbedres, så længe det fjendtlige forhold til Israel krævede et højt og kosbart militært beredskab. Det land, der kunne bistå Ægypten med at få en fredsordning med Israel, var USA. For at skabe et bedre forhold til amerikanerne bad Sadat i juli 1972 russerne om at forlade Ægypten. Hos amerikanerne fik Sadat imidlertid ingen støtte til en politisk løsning, og han nåede efterhånden frem til den overbevisning, at det eneste, der kunne sætte den fastlåste situation - som var til Israels fordel - i Mellemøsten i bevægelse, var krig. Den kom i oktober 1973

 

1988 d Elsa Gress, forfatter, mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1944, to år tidligere havde hun fået universitetes guldmedalje for afhandlingen "Engelsk æstetisk kritik fra 1680 til 1725". Som forfatter debuterede hun i 1945 med essaybindet "Strejftog", i 1947 kom romanen "Mellemspil". Et studieophold i USA i 1952 gjorde hende til formidler af amerikansk kultur. Om hendes romaner er der blevet sagt, at de ofte har selvbiografisk baggrund: den ironisk-følsomme kærlighedsroman "Jorden er ingen stjerne" (1956) fra den kolde krigs USA, kunstnerportrættet "Salamander" (1976) og essayromanen "Simurghen" (1986) om venskab og alderdom. Mødet med den amerikanske La Mama-trup inspirerede dramatiske arbejder som tv-forestilling-en "Den sårede Filoktet" (1974). I 1956 blev Elsa Gress gift med den amerikanske maler Clifford Wright. I 1959 slog de med deres to sønner sig ned i en nedlagt skole i Åsø ved Glumsø, der blev indrettet til et center for kunst og kultur under navnet De-center. Elsa Gress var ofte kritisk over for mange strømninger i det danske samfund. Således udgav hun i 1964 debatbogen "Det uopdagede køn", der kritiserede det mandsdominerede. Hun var imidlertid i opposition til store dele af den i 1970’erne fremherskende venstrefløjsfeminisme. Som kun den tredje kvinde nogensinde blev Elsa Gress i 1975 optaget som medlem i Det Danske Akademi (f 17/1 1919)

 

 

Til top        19. juli

1333 Slaget ved Halidon Hill. I deres forsøg på at undsætte Berwick-upon-Tweed, der var belejret af englænderne under kommando af kong Edward 3., lider skotterne et afgørende nederlag. Med felttoget indledte den engelske konge den militære karriere, der skulle komme til udfoldelse under Hundredårskrigen i Frankrig. Edward belejrede Berwick på sin vasal Edward de Balliols vegne. Borgens forsvarere var gået med til at kapitulere, medmindre de blev undsat inden den 20. juli 1333. Ved Halidon Hill blokerede Edward fremrykningen af en undsætningsstyrke under Sir Archibald Douglas, regent for den unge skotske konge David 2. Det flade område, der var foran de engelske stillinger, så tilforladeligt ud. Hen over det gik skotterne til angreb. Men for sent opdagede skotterne, at området var sumpet. De blev et ideelt mål for de engelske langbueskytter. De, der nåede gennem sumpen og frem til de engelske linjer, blev hurtigt nedkæmpet. Ifølge samtidige kilder faldt sammen med Archibald Douglas 4000 skotter. Da de engelske stillinger ikke faldt, var englændernes tab små. Med sejren befæstede Edwards vasal sin kongemagt, og dagen efter slaget overgav Berwick sig

 

1374 d Francesco Petrarca, italiensk forfatter; hans far var fra 1312 ansat ved det pavelige hof i Avignon, og Petrarca voksede op her. Han studerede jura, men i 1326 blev han ordineret til præst. Kort efter så han i en kirke i Avignon Laura, som han besynger i sine digte. Han foretog lange rejser og levede en tid i Vaucluse i Sydfrankrig. Han var nu blevet berømt og blev i 1341 af senatet kaldt til Rom. Her blev han på Kapitol laurbærkranset som digterkonge. I 1350 var han gæst hos sin ven og kollega Boccaccio i Firenze; derefter fulgte flere rejser, og han tilbragte sine sidste år dels i Padova, dels hos sin datter i Arqua, hvor han døde. Det var med sine kærlighedsdigte til Lauras pris – samlingen "Canzoniere" omfatter 366 digte – han vandt sit største ry. For Petrarca stod Laura som symbolet på skønhed og fuldkommenhed, men han elskede sin Laura for hendes egen skyld og ikke for den idé, hun legemliggør. Denne opfattelse nåede Petrarca gennem antikkens opfattelse af skønheden. Som en af renæssancens store humanister arbejdede Petrarca for fremme studiet af antikken; på sine rejser fandt han glemte breve af Cicero, han uddannede afskrivere af antikkens værker. Det var især latin, han beundrede. Græsk kendte han mindre til; alligevel stod han bag den første Homeroversættelse. Efter Petrarca blev sonetten en afholdt versform. I alt er 317 af digtene i Canzoniere skrevet i sonetform. Udover Canzoniere skrev Petrarca "Trionfi", et allegorisk visionært digt om menneskets forgængelighed (f 20/7 1304)

 

1573 døbt Inogo Jones, engelsk arkitekt og teaterdekoratør; under et længere ophold i Italien studerede han arkitekten Palladios arbejder og indførte senere de palladianske arkitekturidealer i England. I 1603 rejste han antagelig til Danmark, hvor han kan have udført arbejder for Christian 4. Fra 1605 til 1640 var han virksom som teaterdekoraktør ved det engelske hof. I 1609 var han atter i Italien. Efter hjemkomsten til London blev han 1615 udnævnt til inspektør for de kongelige bygninger. Hans arbejder Queen's House Greenwich (1616-35) og Banqueting House, Whitehall (1619-22) var i sin klassicisme revolutionerende i engelsk arkitektur. Blandt hans andre værker er St. James Palace (1623-27), søjlefronten til St. Pauls-katedralen (påbegyndt 1533, brændt 1666) og regule-ringen af Covent Garden (1630'erne). Selv om Jones baserede sin arkitektur på Palladio, repræsenterede den en selvstændig udformning og sammenstilling af motiver. Den er karakteristisk ved brugen af klare bygningsvolumer og med midterpartier, der accentueres med søjler. Desuden anvendte Jones en kombination af glatte flader og rustika. Jones’ indflydelse på engelsk arkitektur har været betydelig; som formidler af palladianismen, denne klassisk funderede stil med dens storslåede monumentalitet og klare, harmoniske proportioner spillede han især en væsentlig rolle for mange af 1700-tallets arkitekter (d 21/6 1652)

 

1814 f Samuel Colt, amerikansk våbenmager; som 16-årig stod han til søs, og det var under en rejse til Singapore, han lavede de første tegninger til sin senere så berømte revolver. Efter tilbagekomsten til USA lavede han flere modeller og udtog patent på den i 1835. Hans revolver, der var udstyret med en drejelig tromle, hvor våbnets patroner var placeret, var verdens første automatiske skydevåben. Når hanen blev spændt, drejede tromlen, og en ny patron kunne affyres. I begyndelsen havde Colt dog ikke den store succes med sin opfindelse. Hans våbenfabrik gik fallit i 1842. Men da den amerikanske regering ved udbruddet af den amerikansk-mexicanske krigs udbrud i 1846 bestilte 1000 Coltrevolvere, blev den kendt. Året efter grundlagde Samuel Colt fabrikken Colts Patent Fire-Arms Co. i Hartford, Connetticut. Den regnes stadig for for en af verdens fornemste håndskyde-våbenfabrikker (d 10/1 1862)

 

1822 Den franske fysiker og naturvidenskabsmand Joseph-Nicéphore Niepce tager verdens første fotografi. Da litografi i 1813 blev en fashionabel hobby, begyndte Niepce at eksperimentere med den dengang nye trykkemetode. Da han ikke kunne tegne, og det var ham umuligt i det lokale område at fremskaffe ordentlige trykkesten, forsøgte han at fremstille billeder på anden måde. Han begyndte at påsmøre tinplader med lysføl-somme stoffer og anvende sollyset for at lave kopier af kobberstik. Dette arbejde fortsatte Niepce i april 1816 til forsøg med fotografi med et kamera. Disse forsøg kaldte han heliografi – soltegning. Det lykkedes ham sporadisk at fastholde billeder på papir ved hjælp af sølvklorid. Med denne metode lykkedes det ham den 19. juli 1822 at lave et fotografisk kopi af en tegning fæstnet på en glasplade

 

f Hilaire Germain Edgar Degas, fransk maler; efter i en kort periode at have studeret jura blev han 1856 elev på Ecole des beaux-arts. Her blev han uddannet i den klassicistiske skole, og i sin tidlige karriere forblev han tro mod denne uddannelse, idet han især dyrkede historiemaleriet i klassicistisk stil. Omkr. 1870 skete der en række ændringer i hans kunst, han viede sig i større udstrækning den psykologiske indlevelse og karaktertolkning. Allerede fra begyndelsen fra 1850’erne havde Degas interesseret sig for hestevæddeløb, og nu blev dette motiv sammen med teaterlivet et fremtrædende element i hans kunst. Samtidig afveg hans kompositionsmåde stadig mere fra de klassiske regler; ofte afskar han motivet på en overraskende måde, og rykkede helt tæt på motivet. På denne måde opnåede han en virkning af overraskelse og momentan bevægelse, noget der hang sammen med hans interesse for fotografiet. I 1874 deltog Edgar Degas i den første impressionistudstilling. Her viste han sig som en fremragende skildrer af samtidslivet, og ved siden af portrætter var dette hans motivkreds i de flg. år. Det, der til stadighed interesserede ham, var bevægelsen, det være sig på væddeløbsbanen, bag scenen eller i cafeen. I 1880’erne malede han en serie af strygersker og danserinder. Desuden arbejdede Edgar Degas som modellør; fra hans hånd findes ca 70 mindre skulpturer af danserinder og heste, som alle er blevet støbt efter hans død. (d 26/9 1917)

 

1866 d Georg Friedrich Bernhard Rieman, tysk matematiker; hans arbejder har haft en gennemgribende indflydelse på matematikkens udvikling. Endvidere på fysikken, specielt relativitetsteorien. Hans indsats har haft størst betydning inden for områderne analyse og funktionsteori, geometri (med topologi) og talteori. Ved indførelsen af de såkaldte riemannske flader grundlagde Rieman den geometriske retning kompleks funktionsteori. Riemans arbejder på dette område repræsenterede en fortsættelse af Abels pionerarbejder om algebraiske funktioner og deres integraler. Med det tog Rieman et afgørende skridt mod grundlæggelsen af topologien. Hans doktorafhandling fra 1854 "Über die Hypothesen welche der Geometrie zu Grunde liegen" repræsenterer hans andet revolutionerende bidrag til geometrien. Det er her man første gang finder de ideer, som kom til at spille en hovedrolle i Einsteins relativitetsteori, og som går under navnet riemannsk geometri, som som afviger fra den euklidiske geometri. Riemans navn er endvidere knyttet til Riemans hypotese. Han har også bidraget til teorien om partielle differentialligninger og til teorien om trigonometriske rækker (f 17/9 1826)

 

1870 Frankrig erklærer Preussen krig. I 1860’ernes sidste halvdel var den franske kejser Napoleon III og hans regering udsat for en stadig voksende kritik både for deres indre og ydre politik. Så da den spanske regering i foråret 1870 tilbød den spanske trone til prins Leopold af Hohenzollern-Sogmaringen, øjnede kredse ved det franske hof en mulighed for at genrejse kejserdømmets prestige ved at vinde en diplomatisk sejr over Preussen. Selv om Leopold kun fjernt var beslægtet med den preussiske kongefamilie Hohenzollern, skabte udsigten til en Hohenenzollern på den spanske trone frygt og uro i Frankrig. For franskmændene mindede situationen meget om 1500-tallets habsburgske indkredsning af deres land. En fransk udsending fik da til opgave at opsøge Preussens kong Wilhelm I på dennes kurophold og fremlægge Frankrigs krav. De gik ud på, at kongen i sin egenskab af familiens overhoved skulle nedlægge forbud mod, at prins Leopold accepterede tilbuddet om den spanske trone. Samtidig skulle Wilhelm afgive garanti om, at intet medlem af huset Hohenzollern nogensinde ville bestige den spanske trone. Wilhelm I afslog høfligt at give en forsikring af denne art. Da den franske udsending anmodede kongen om et nyt møde, fik han den besked, at kongen ville forlade kurbyen samme aften og derfor ikke kunne modtage ham. Med et telegram underrettede kongen sin kansler, Bismarck om mødet og sit afslag. Bismarck offentliggjorde telegrammet, men havde ændret dets ordlyd således, at det for fransk-mændene lød som deres udsending var blevet ydmyget af preusserne og for preusserne lød, som deres konge var blevet fornærmet af den franske udsending. I Paris var ophidselsen stor. Såvel hoffet som National-forsamlingen var for krig, og den 19. juli erklærede Frankrig Preussen krig

 

1892 Københavns borgerrepræsentation vedtager at lade arkitekten Martin Nyrop bygge byens nye rådhus. Da planerne om opførelse et nyt rådhus til erstatning for det efterhånden for trange Råd- og Domhus på Nytorv begyndte at tage form i 1880’erne, besluttede et udvalg sammensat af medlemmer af Københavns magistrat og borgerrepræsentation at udskrive en konkurrence for at få nogle gode tegninger og for ikke at udelukke ukendte talenter fra at deltage. Man begyndte med en skitsekonkurrence og indbød efter denne til den endelige konkurrence. Den 16. juli 1889 kunne man udsende program for den endelige konkurrence, hvis rettidige indleveringsdag var 31. januar 1890. Blandt de indkomne forslag var et bedømmelsesudvalg mest stemt for et forslag fra den unge arkitekt Martin Nyrop, der repræsenterede den unge bygningskunst. Han havde i 1888 vundet en strålende sejr ved den fantasifulde udstillingsbygning, han havde tegnet til Den Nordiske udstilling i København. Forslaget mødte imidlertid modstand fra tilhængere af den etablerede arkitektur. Der var flertal i bedømmelsesudvalget for Nyrops forslag, men mindretallet fik gennemtrumfet, at også et andet forslag skulle belønnes på linje med Nyrops. Dette forslag var i akademisk forstand flot, men af traditionel form. Idet det som så mange rådhuse i Europas storbyer var holdt i en kosmopolitisk gotisk stil. De andre projekter var i fransk moderne renæssance, renæssancestil med spanske motiver, nordisk murstensgotik og nederlandsk-dansk renæssancestil. Da man i borgerrepræsentationen skulle træffe den endelige afgørelse, var der også her lange og drøje diskussioner for og imod Nyrops forslag, som nogle fandt plump og uakademisk. Men ved afstemningen den 19. juli 1892 var der flertal for Nyrops projekt

 

1898 f Herbert Marcuse, tysk/amerikansk filosof, sociolog og revolutionær ideolog; inden han i 1934 emigrerede til USA arbejdede han ved Institut für Sozialforschung i Frankfurt am Main. I USA underviste han ved universiteterne Columbia og Harvard, og fra 1965 som professor ved University of California. Han blev især kendt for sin virksomhed under den såkaldte studenterrevolution i 1968. Det var hans skrifter og taler, "oprørerne" hentede deres paroler fra. Han støttede studenteroprøret og forsvarede den revolutionæres ret til at anvende voldelige midler til fremme af sine mål. Udtrykket "repressiv tolerance" som betegnelse for et liberalistisk samfunds reaktion mod dets kritikere stammer fra Marcuse. I "Reason and Revolution" (1941) viste han Hegels betydning for den politiske tænkning. "Soviet Marxism" fra 1958 var en kritik af den sovjetiske kommunisme; hans måske mest betydningsfulde værk, "One-Dimensional Man" (1964), indeholdt en kritik af det moderne industrisamfund med dets mange former for undertrykkelse. Marcuse står først og fremmest i gæld til Marx og Freud, men også til jødisk mystik. Sandsynligvis er det derfra, han hentede sit håb om en omfattende fornyelse af alle ting (d 30/7 1979)

 

1903 Franskmanden Maurice Garin vinder det første Tour de France løb. Løbet, der blev arrangeret af Henri Desgrange, bladet L’Autos udgiver, køres som et etapeløb og er bortset fra årene 1915-18 og 1940-46 blevet kørt hvert år siden. Det er verdens største og anses for at verdens hårdeste cykelløb. Den samlede distance har varieret. Det lænste løb blev arrangeret i 1926 – 5.743 km. I 1980’erne og 90’erne har længden været 3500-4000 km fordelt på omkr.20 etaper med opløb i Paris

 

1919 Den engelske flyvebåd E5-N90 ankommer til København efter at have fløjet fra England uden mellemlanding. Turen varede 72 timer

 

1941 Den første gruppe af Frikorps Danmark afrejser fra Hellerup Station til Østfronten via Hamborg. Festligt skulle det se ud, og det kom det til. Med hornmusik, dannebrogsflag, oprakte højre arm i nazihilsen hilstes de afrejsende frivillige. Men Frikorpset blev ingen skovtur for de frivillige, og få havde på forhånd gjort sig klart, hvad de gik ind til. Omvendt viser den eneste systematiske undersøgelse af, hvem der meldte sig, og hvordan de tænkte, at de typisk var mere eller mindre overbeviste nazister, og at de var helt klar over, at de ved at gå i tysk krigstjeneste brød med det etablerede fællesskab og overtrådte et tabu parlamentariske fællesskab – som de fleste kun havde foragt tilovers for

 

 

 

Til top        20. juli

1304 f Francesco Petrarca, italiensk forfatter; hans far var fra 1312 ansat ved det pavelige hof i Avignon, og Petrarca voksede op her. Han studerede jura, men da han var uden formue, lod han sig i 1326 ordineret til præst. Kort efter så han i en kirke i Avignon Laura, som han besynger i sine digte. Han foretog lange rejser og levede en tid i Vaucluse i Sydfrankrig. Han var nu blevet berømt og blev i 1341 af senatet kaldt til Rom. Her blev han på Kapitol laurbærkranset som digterkonge. I 1350 var han gæst hos sin ven og kollega Boccaccio i Firenze; derefter fulgte flere rejser, og han tilbragte sine sidste år dels i Padova, dels hos sin datter i Arqua, hvor han døde. Det var med sine kærlighedsdigte til Lauras pris – samlingen "Canzoniere" omfatter 366 digte – han vandt sit største ry. For Petrarca stod Laura som symbolet på skønhed og fuldkommenhed, men han elskede sin Laura for hendes egen skyld og ikke for den idé, hun legemliggør. Denne opfattelse nåede Petrarca gennem antikkens opfattelse af skønheden. Som en af renæssancens store humanister arbejdede Petrarca for at fremme studiet af antikken; på sine rejser fandt han glemte breve af Cicero, han uddannede afskrivere af antikkens værker. Det var især latin, han beundrede. Græsk kendte han mindre til; alligevel stod han bag den første Homeroversættelse. Efter Petrarca blev sonetten en afholdt versform. I alt er 317 af digtene i Canzoniere skrevet i sonetform. Udover Canzoniere skrev Petrarca "Trionfi", et allegorisk visionært digt om menneskets forgængelighed (d 19/7 1374)

 

1397 På mødet på Kalmar Slot mellem dronning Margrete og stormænd fra de tre nordiske riger udstedes det såkaldte unionsdokument. Mens kroningsdokumentet, der bevidner kroningen den 17. juni 1397 af Erik af Pommern til de tre nordiske rigers fælles konge, er et fornemt pergamentsbrev med 67 vedhængte segl og med en udformning, der normalt brugtes til forpligtende dokumenter, er unionsbrevet mere simpelt. Det er skrevet på papir og har påtrykte segl, en form, der er mindre entydig og svarer dårligt til tekstens indhold, fordi denne er affattet med formularer, der kun brugtes til pergamentbreve med vedhængte segl. Derfor har unionsbrevet gennem tiderne budt forskningen på større gåder end kroningsdokumentet. Unionsdokumentet har ved flere af sine kendetegn noget foreløbigt eller uafsluttet ved sig. I forhold til kroningsdokumentet –som det refererer til – er dets bestemmelser mere detaillerede og fremtræder som nogle konkrete politiske eller juridiske vilkår for (eller konsekvenser af) det kongefællesskab, der blev oprettet ved den fælles kroning. At unionsbrevet er et udkast, er almindelig enighed om. Men hvad er det udkast til? Og på hvilket stadium af sin færdiggørelse befinder det sig. De to nævnte dokumenter danner grundlag for Kalmarunionen

 

1524 d Claude, fransk dronning, datter af Ludvig 12. og Anne af Bretagne; i januar 1514 blev hun gift med Frans, der året efter overtog den franske trone som Frans 1. Claude var efter sin mor arving til Bretagne, og da Frans blev konge, overgik Bretagne definitivt til den franske krone. I ægteskabet med Frans fødte Claude syv børn bl.a. Henrik (2.), der efterfulgte sin far på tronen (f 14/10 1499)

 

1639 Det første guldhorn bliver fundet af Kirsten Svendsdatter ved Gallehus. Hornet lå i jordoverfladen, og Kirsten stødte til det med foden. Det blev skænket til Christian IV, der gav det til sin ældste søn. Han lod det lukke i den smalle ende med en skrueprop. I 1641 blev det aftegnet og beskrevet på latin af oldgranskeren Ole Worm. Det var ca 71 cm langt, målt langs krumningen, og vejede ca 3,1 kg. Som det guldhorn, der i april 1734 blev fundet få skridt fra fundstedet i 1639, bestod det af et glat indre horn af sølvblandet guld, helt dækket med ydre ringe af rent guld. Begge horn har to slags prydelser, dels lette indpunslede ornamenter, dels grovere påloddede relief-figurer som mennesker, dyr, slanger og fabelvæsner. Udsmykningen må have været nøje gennemtænkt, men trods mange forsøg er den endnu ikke tolket overbevisende. De er dels tolket som illustrationer til myter om gudeskikkelser dels som billeder af situationer og optrin fra festopførelser af karnevalsagtig karakter, fra markedsspil af folkelig-religiøs art, knyttet til årets vekslende gang, til vår og høst

 

1766 f Thomas Bruce, 7th Earl of Elgin, 11th Earl of Kincardine, engelsk diplomat og kunstsamler; efter Elgin i 1799 var blevet diplomat i Istanbul begyndte han at indsamle oldsager i Grækenland, der dengang var en tyrkisk provins. Med sultanens tilladelse tog Elgin og hans hjælpgamleeere ikke alene afstøbninger på Athens Akropolis, men nedtog skulpturer og arkitekturdele. I sultanens skriftlige tilladelse stod der, at "hvis de (englænderne) ønsker at fjerne nogle stykker sten med gamle indskrifter skulpturer, må ingen forhindre dem deri". Elgin benyttede sig af det til at fjerne en hel del arkitektoniske skulpturer, særlig fra Parthenon og sende dem til England. Her fik de en blandet modtagelse. Nogle hævdede, at skulpturernes kvalitet var stærkt overdrevet – det blev endog hævdet, at skulpturerne ikke var græske, men romerske værker fra Hadrians tid – mens andre kritiserede Elgin for at have fjernet græske mesterværker fra deres hjemland. I 1816 overtalte Elgin parlamentet til at købe de vigtigste dele af skulpturerne for 35.000 pund. Under navnet "the Elgin Marbels" er de nu på British Museum. De vigtigste af dem er Parthenon-skulpturerne, gavlgrupperne, frisen og 15 metoper, relieffer fra Niketemplet samt en kayatide fra Erechteion. Meningerne om Elgin har været delte. Såvel i sin levetid som efter hans død er han af mange blevet bebrejdet sin fremfærd i Grækenland, mens andre har påpeget, at han ved at bringe Parthenonskulpturerne har reddet dem fra den forvitring, som i dag truer monumenterne på Athens akropolis pga. århundredes forsømmelser og ikke mindst pga. den moderne forurening (d 7/4 1841)

 

1774 f Auguste Frédéric Louis Viesse de Marmont, duc de (hertug af) Raguse, fransk marskal; hans strålende militærkarriere sluttede, da han som Napoleons betroede officer i et slag ved Paris mure overgav byen (30. marts 1814) og få dage senere med sin hær tilsluttede sig de allierede. En handling franskmændene aldrig tilgav ham, og som fremskyndede Napoleons abdikation. Han begyndte sin militære løbebane ved artilleriet i 1792. Under belejringen af Toulon i 1793 bemærkede Napoleon hans mod, og snart var M den kommende kejsers adjudant. Marmont gjorde en så fremragende indsats under felttoget i Italien (1796), at han blev oberst som 22-årig. To år senere under felttoget i Ægypten gjorde Napoleon ham til general; i juli 1807 blev han guvernør i Dalmatien (ved Adriaterhavets vestkyst). I 1808 blev Marmont duc (hertug) de Raguse. Efter at have klaget over at være forvist til sin fjerne dalmatiske kommando deltog Marmont i 1809 i felttoget mod Østrig. Efter slaget ved Wagram (5.-6. juli 1809) blev han marskal. Efter Østrigs nederlag blev han guvernør i Den illyriske Republik (en af Napoleon oprettet stat omfattende Dalmatien). I 1811 kommanderede Marmont uden succes en hær mod briterne i Portugal; under slaget ved Salamanca (22. juli 1812) blev han alvorligt såret. Efter genindsættelsen af Ludvig 18. blev M adlet som belønning for at have svigtet Napoleon. Under revolutionen i 1830 formåede Marmonts tropper ikke at holde Paris for kong Karl 10. og han blev beskyldt for forræderi. Han navn blev slettet af listen med marskaller, og han måtte gå i eksil (d 2/3 1852)

 

1847 f Max Liebermann, tysk maler og grafiker; efter uddannelse i Weimar var han fra 1872 elev i Paris, hvor han lærte den franske realisme at kende og malede her sit første betydelige arbejde "Gåseplukkersken" (1872). Efter studieophold i Holland, hvor især den hollandske realisme interesserede ham, drog han til Barbizon i 1874 og kom under indflydelse af Millet. I 1880'erne viser hans arbejder overgang fra en dyster totalkarakter til lettere, mere munter kolorit og påvirkning fra fransk impressionisme. I sine malerier dyrkede han nu lyset, og hans malede underklassens mennesker. Motiverne fandt han i børne- og alderdomshjemmene i Amsterdam, blandt hollandske bønder og i krohaverne, i fabrikkerne og værkstederne i sit hjemland. L står som den betydeligste og mest konsekvente blandt de tyske impressionister, desuden var han en af sin tids mest fremtrædende grafikere. I 1898 blev han professor i Berlin, og i 1900 var han med til at grundlægge Berliner-Sezession (d 8/2 1935)

 

d Hans Egede Schack, forfatter og politiker; han studerede jura og blev i studietiden politisk interesseret og tilsluttede sig studenterskandinavismens hovedideer: en politisk union mellem de skandinaviske lande, liberalisme dvs. en fri forfatning og Ejderpolitik. De to første holdt Schack fast ved resten af livet, mens han reviderede den sidste. Han deltog som frivillig i krigen 1848 og støttet af Bondevennerne indvalgtes han oktober 1848 i den grundlovgivende rigsforsamling; han var forsamlingens yngste medlem. I forsamlingen indtog han en række særstandpunkter, hvoraf det væsentligste var, at han ikke mere var tilhænger af Ejderpolitikken, men gik ind for en deling af Slesvig efter landalmuens sprog. Dette standpunkt gjorde han rede for i sin "Om Slesvigs Deling" (1849). Sandsynligvis var hans holdning på dette punkt medvirkende til, han ikke blev valgt, da han støttet af Bondevennerne stillede op til det første rigsdagsvalg december 1849. Året efter stillede han op ved et suppleringsvalg; han blev valgt og var medlem af Folketinget til 1853. Schack følte sig efterhånden ikke hjemme hos Bondevennerne; hans kritik af gruppen fremførte han i "Bidrag til Bedømmelsen af Rigsdagens Virksomhed" (1853). Året før havde han fundet gnidningsløs optagelse blandt sine nationalliberale ånds- og meningsfæller. Ved folketingsvalget 1853 genopstillede Schack ikke; han udtrykte nu en opgivende uvilje over for det politiske liv – men fastholdt en stadig tilslutning til liberalismens ideer. I december 1857 udsendte han det værk, der skulle sikre ham varig berømmelse, nemlig romanen "Phantasterne". Om den er det blevet sagt, at den kan betragtes som liberalismens første konsekvente udtryk i dansk skønlitteratur. Den er en udviklingsroman, der følger tre drenge fra barndommens indianerlege over ungdommens erotiske fantasier til manddommens sociale placering (f 2/2 1820)

 

Under Den russisk-tyrkiske krig (1877-78) begynder russerne belejringen af den af tyrkerne besatte bulgarske by Pleven. Fire slag blev der udkæmpet ved byen: tre var tyrkiske afvisninger af russiske angreb, mens det fjerde blev et tyrkisk nederlag, da de søgte at bryde russernes belejring. I krigens første uger opnåede russerne en vis succes. På den bulgarske front overskred de i juni 1877 Donau, og en stødkolonne besatte den 19. juli Shipka passet i Balkanbjergene. På dette tidspunkt var de russiske planer udsat for et tilbageslag. Den 20. juli kastede tyrkiske tropper russerne tilbage ved Pleven (første slag ved Pleven) og standsede derved yderligere russisk fremmarch. Russiske forsøg på at bryde tyrkernes modstand slog fejl. Russiske angreb den 30.juli (andet slag) og den 11-12. september (tredje slag) blev afvist med svære tab. Russerne indledte da en belejring af Pleven. Den belejrede styrke fik ingen hjælp fra andre tyrkiske hærafdelinger, og den tyrkiske kommandant indså til sidst, at hans position var håbløs og forsøgte da at bryde den russiske kordon, men blev besejret og måtte overgive sig -10.december 1877

 

f Sir Edmund Hillary, new zealandsk bjergbestiger, sammen med nepaleseren Tenzing Norgay første mand på Verdens højeste bjerg Mount Everest. H var biavler i New Zealand, da han startede sin karriere som bjergbestiger. I 1951 deltog han i en new zealandsk ekspedition til det centrale Himalaya og udforskede Mount Everests sydside. Som medlem af The British Everest Ekspedition nåede han den 29. maj 1953 Mount Everests top. Sine oplevelser som bjergbestiger har han beskrevet i "High Adventure" (1955). I årene 1955 til 1958 stod han i spidsen for den new zealandske gruppe, der deltog i the British Commonwealth Trans-Antarctic Expedition ledet af Vivian Fuchs. Med traktor nåede H sydpolen den 4. januar 1954. I årene 1984-90 var H New Zealands ambassadør i Indien

 

d Feliks Dzjerzinskij, polsk-russisk politiker, han blev uddannet som ingeniør og tilsluttede sig i 1890'erne det polske socialdemokrati. For ulovlig politisk virksomhed var han flere gange i fængsel. Efter at have deltaget i revolutionen 1905-06 levede han i eksil. Efter den russiske revolution i marts 1917 spillede han som medlem af det russiske kommunist partis centralkomite og af den revolutionære militærkomite en vigtig rolle i planlægningen og udførelsen bolsjevikkernes revolution i november 1917. I december 1917 organiserede han og blev leder af Den Al-russiske Ekstraordinære Komité til Bekæmpelse af Kontrarevolutionær Virksomhed og Sabotage (Tschekaen - kommunistpartiets sikkerheds- og terrorkorps). Som dets chef stod Dzjerzinskij i spidsen for den røde terror, der bidrog til det almindelige kaos i Sovjetunionen i årene omkr. 1920. Efter 1921 beskæftigede Dzjerzinskij sig - efter eget ønske - mest med økonomiske spørgsmål. Bl.a. stod han bag en betydelig forbedring af det sovjetiske jernbanesystem; det opnåede han ved på nøgleposter at genansætte "bourgeois eksperter". Han bevarede dog som indenrigsminister, hvad han havde været siden 1919, kontrollen med statens sikkerheds- og terrorkorps - 1922 omdøbt til O.G.P.U. Fra 1924 til sin død var Dzjerzinskij formand for Sovjetunionens Øverste Nationaløkonomiske Råd. I 1924 blev han desuden kandidatmedlem af partiets politbureau (f 11/9 1877)

 

d Guglielmo Marconi, italiensk elektrotekniker; han blev uddannet som fysiker, og allerede i sin ungdom udførte han sine første eksperimenter med radiotransmission. Det skete bl.a. på faderens gods ved Bologna. I 1896 flyttede han til London, og her kunne han samme år og året efter med succes demonstrere de trådløse telegrafapparater, han havde udviklet. Ved udgangen af 1897 kunne han med sine apparater radiokommunikere på afstande op til 25 kilometer. I 1899 oprettede han i det sydlige England en radiostation, der over Den engelske kanal kunne kommunikere med Frankrig. Samme år udstyrede han tillige to amerikanske skibe med sine apparater, så de fra britiske farvande kunne rapportere til aviser i New York om forløbet af kapsejladsen om America’s Cup. Dette sidste førte til oprettelsen af American Marconi Company. I 1909 modtog M nobelprisen i fysik, og i 1930 blev han valgt til formand i det italienske videnskabelige akademi (f 25/4 1874)

 

1941 De første Frikorps Danmark soldater ankommer til SS kasernen Langenhorn ved Hamborg – de forlod i går Hellerup station. Efter uniformering blev frikorpsfolkene opstillet i kasernegården til edsaflæggelse. Eden lød: "Jeg sværger ved Gud denne hellige ed, at jeg i kampen mod bolsjevismen vil vise den tyske værnemagts øverste leder, Adolf Hitler, ubetinget lydighed og som tapper soldat være rede til enhver tid at sætte mit liv ind for denne ed". Gruppenführer Hans Jüttner, der som leder af SS Fürungshauptamt havde ansvaret for Frikorps Danmarks-uddannelse, holdt derefter tale.til soldaterne. I talen blev det fremhævet, at den krig, Frikorpset skulle deltage, først og fremmest handlede om: "Den germanske races kamp mod undermennesker og jøder"

 

1944 Attentat mod Hitler. Mens britiske og amerikanske styrker endnu kæmpede i sine små brohoveder på Normandiets kyst, søgte oppositionen i Tyskland at få bragt krigen til afslutning gennem et attentat mod Hitler. Det var officerer fra hæren, der stod bag attentatet. Det kom til udførelse den 20. juli 1944, da der eksploderede en bombe, mens Hitler holdt den daglige konference i hovedkvarteret i Østpreussen. Det var en varm sommerdag, og konferencen blev derfor holdt i en træhytte og ikke som sædvanligt i bunkeren. Det reddede Hitlers liv. Inde i cementbunkeren med de solide vægge ville ingen af de tilstedeværende have overlevet, men i hytten gav trævæggene efter for lufttrykket. Nogle af de tilstedeværende blev dræbt, men Hitler selv blev kun lettere såret. Kupforsøget den 20. juli blev det endelige nederlag for den tyske opposition, og efter denne dag mistede hæren sin sidste rest af uafhængighed. Den havde været den eneste mulige trussel mod Hitlers magtstilling, men denne position var før og under krigen blevet gradvis undermineret. Nu blev hæren fuld-stændig nazifiseret, og efter mønster fra Stalin indførte Hitler politiske officerer ved alle militærafdelinger. Den nye stabschef, general Guderian udsendte en ordre om, at alle stabsofficerer skulle arbejde aktivt for at sprede den nazistiske lære

 

d Claus von Stauffenberg, tysk officer; han var blevet hårdt såret under kampene i Nordafrika og blev sommeren 1944 oberst og afdelingschef i overkommandoen i Berlin. Stauffenberg tilhørte den fløj af modstandsbevægelsen, som vendte sig mod Hiter personlig; han deltog i planlægningen af et attentat mod føreren og placerede bomben i Hitlers hovedkvarter i Rastenburg i Østpreussen. I den tro, at Hitler var blevet dræbt ved eksplosionen, gav han klarsignal til Berlin for oprørets begyndelse og tog selv med fly til hovedstaden. I fem timer holdt oprørerne regeringens nervecenter i Berlin besat og lukket ude for omverdenen. Det stod dog snart klart, at skønt direktiver og program var rede, og de ledende mænd i Tysklands første efter-nazistiske regering alle var parat til at begynde arbejdet, var de egentlige detaljer i et komplet statskup, som var militærledelsens opgave, overhovedet ikke blevet udarbejdet. Da efterretningen om, at Føreren var i live, kom igennem til Berlin hen mod aften, brød det hele sammen, og i løbet af aftenen var nazisternes myndighed i Berlin genoprettet. Stauffenberg og flere af de sammensvorne blev øjeblikkeligt arresteret. De blev dødsdømt ved en standret og henrettet samme aften (f 15/11 1907)

 

Månelanding. Rejsen mod månen startede med opsendelsen af Apollo 11 fra Cape Kennedy rumcentret i Florida den 16. juli kl. 14.32 (dansk tid). Om bord var de tre astronauter Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins. Den 19. juli kl. 18.47 sattes Apollo 11 i sit første elliptiske kredsløb om Månen. Kl. 22.40 indsattes Apollo 11 i et cirkulært kredsløb med en afstand fra Månen på 112 km. Dagen efter kl. 21.18 landede månelandingsfartøjet "Eagle" 102 timer og 46 minutter efter starten i Florida i "Stilhedens Hav" på månen. Den 21. juli kl. 3.39 åbnedes "Eagles" luge, og 17 minutter senere betrådte Neil Armstrong Månen. Kl. 4.14 fik han selskab af Edwin Aldrin. Under opholdet foretog de to astronauter indsamling af ca 25 kg. månemateriale, fotograferede såvel i sort-hvid som farve. De opstillede og aktiverede seismografer, laserreflektor og en skærm til registrering af solvinden. Alt dette forløb uden større vanskeligheder. Efter et ophold på Månen på 21 timer og 36 minutter startede "Eagle" den 21. juli kl. 18.51 fra Månen. Den 24. juli kl 17.49 landede Apollo 11 i Stillehavet. En halv time senere åbnedes lugen, og de tre astronauter blev i helikopter fløjet til hangarskibet "Hornet"

 

1974 Tyrkisk invasion på Cypern. Siden øen i 1960 var blevet selvstændig, havde den været præget af stadige konflikter mellem det græske flertal (80% af befolkningen) og det tyrkiske mindretal. Modsætningsforholdet mellem grækere og tyrker havde rødder helt tilbage til middelalderen. Men det blev udviklingen i Grækenland, der skærpede krisen og førte til tyrkisk invasion. En politisk krise havde i april 1967 ført til, at en militærjunta havde overtaget magten i Grækenland. Styret blev imidlertid mere og mere upopulært. For at få en fjer i hatten prøvede det i 1974 at organisere et kup på Cypern, som kunne bane vej for enosis, for tilslutning med Grækenland, alle græske og en stor del cypriotiske nationalisters drøm. Men Tyrkiet reagerede heftigt og gennemførte en væbnet invasion på øen for at beskytte det tyrkiske mindretal og forhindre enosis. Det lykkedes, men siden har Cypern de facto været delt

 

1985 d Peter Vilhelm Glob, rigsantikvar, arkæolog; 1936 blev han mag. art. i forhistorisk arkæologi fra Køben-havns Universitet. 1934 ansattes han i en assistensstilling ved Nationalmuseet og blev museumsinspektør samme sted i 1937. I 1945 blev han dr. phil. på disputatsen Studier over den jyske enkeltgravskultur. Han fik et professorat ved Århus Universitet i 1949 og blev samtidig leder af forhistorisk Museum. Han udviklede museet og instituttet fra at være en enmandsvirksomhed til at være anerkendte og velrenommerede forskningsinstitutio-ner. Han interesserede sig for såvel nordisk som orientalsk arkæologi og deltog bl.a. ved udgravninger i Bahrain, Qatar, Kuwait og Saudi Arabien. I Danmark udgravede Glob bl.a. jernalderlandsbyen ved Barkær, Slotsbjergby høje samt ikke mindst Tollund og Grauballe, hvor to velbevarede moselig blev fundet. Han deltog tillige i udgravninger i Grønland. Som museumsmand spillede Glob en vigtig rolle med udformningen af museumsloven 1958, der ændrede det danske museumsvæsen radikalt. Han var tillige med til at skabe Natio-nialmuseets såkaldte Brede-udstillinger, der kunne tilbyde mere tidssvarende kulturhistoriske fortolkninger. I 1960 blev G udnævnt til rigsantikvar. Han havde desuden en stor og bred litterær produktion. Blandt værkerne er "Helleristninger i Danmark" (1969) og "Mosefolket" (1965). Han var vicepræsident for Det kongelige nordiske oldskriftselskab og medlem af Videnskabernes Selskab (f 20/2 1911)

 

 

 

 

Til top        21. juli

Slaget ved Shrewsbury. Efter Henrik 4. havde besejret skotterne i slaget ved Homildon Hill den 14. september 1402, opstod der utilfredshed blandt hans stormænd. Efter slaget var flere fremtrædende skotter blevet taget til fange. Løsepengene for disse mente Henriks stormænd skulle tilfalde dem og ikke kongen. Da Henrik ikke ville bøje sig for dette krav, udbrød der oprør. Lederen af oprøret var jarlen af Northumberlands søn, Harry Percy, kaldt Hotspur, fordi han under et slag altid var at finde, hvor kampen var hårdest. I begyndelsen af juli 1403 marcherede Hotspur i spidsen for en hær ind i Cheshire, hvor bl.a. hans onkel jarlen af Worcester sluttede sig til ham. Herfra gik det videre til Shrewsbury, hvor en walisisk hær ville slutte sig til dem. For at det kunne ske, måtte oprørere nå Shrewsbury, før kongen nåede byen med sin hær. Dertil kom, at den der kontrollerede Shrewsbury, kontrollerede stedets overgang af floden Severn. Ikke mindst på gr. af en dagsmarch på 60 km nåede de kongelige tropper først den vigtige by. Da Hotspur nåede frem med sine soldater, var der var ingen walisisk hær. Alligevel gjorde han klar til slag. Han opstillede sin hær, der sandsynligvis talte 11.000 mand, på en skråning uden for byen, og stolende på sine langbueskytter afventede han kong Henriks angreb. Kongens hær, der var på 14.000 mand, bestod også for en stor del af langbueskytter. Da Hotspur blev dræbt tidligt i slaget, manglede hans hær en effektiv leder, og sejren tilfaldt kongen. Efter sejren opsøgte Henrik 4. den walisiske hær, men den undveg og trak sig tilbage til Wales. Samtiden betegnede det som et klogt træk af kong Henrik, at han ikke fulgte efter den ind i det "vilde" Wales"

 

f Sixtus 4. Rovere, pave 1471-1484; han startede sin gejstlige karriere som franciscanermunk; i 1464 blev han ordenens leder; udnævnelsen til kardinal fulgte tre år senere, og i 1471 blev han pave. Som pave interesserede han sig ikke meget for europæiske forhold. Han koncentrerede sig om italienske forhold. Hans støtter i denne politik var hans familiemedlemmer. Foruden at de blev belønnet med store rigdomme, blev de indvolveret i mindre pæne foretagender. Den værste blandt disse var uden tvivl sammensværgelsen mod Lorenzo ’il magnifico’ Medici. For at bryde medicifamiliens magt i Firenze overfaldt agenter udsendt af Girolamo Riario, Sixtuss nevø, medicibrødrene Lorenzo og Giuliano. Overfaldet fandt sted den 26. april 1478 under messen i Firenzes domkirke. Giuliano blev dræbt, mens Lorenzo slap bort. Følgerne af udåden var bl.a., at Sixtus ekskommunikerede Lorenzo, lagde Firenze under interdikt, opmuntrede sin allierede kong Ferdinand I af Napoli til at indlede krig mod Firenze. Men i 1480 sluttede Lorenzo fred med Ferdinand, og for Sixtus endte affæren med, han måtte give Lorenzo absolution og løse bandet over Firenze. En stor del af de pavelige indtægter brugte Sixtus på kunst og offentlige bygninger. Han forbedrede Roms vandforsyning, restaurerede broer, mure, porte og tårne. Han opførte en bro over Tiberen, der efter ham blev kaldt Ponte Sisto. Han byggede et nyt Vatikan-bibliotek og over dette Det sixtinske Kapel. Til at udsmykke dette kapel kaldte Sixtus tidens største kunstnere til Rom. Endvidere lod han i Rom opføre kirkerne Santa Maria della Pace og Santa Maria del Popolo. Sixtus bragte den tyske naturvidenskabsmand Johann Müller – Regiomontanus – til Rom og gav ham til opgave at bringe orden i den julianske kalender. Men Regiomontanus døde året efter (1476), og kalenderreformen (den gregorianske kalender) blev udsat et århundrede (til 1582) (d 12/8 1484)

 

Underskrivelse af traktaten i Passarowitz (i det tidligere Jugoslavien) finder sted som afslutning på den østrigsk-tyrkiske krig (1716-18) og den veneziansk-tyrkiske krig (1716-18). Ved fredsslutningen mistede Det Ottomanske Rige betydelige områder på Balkan til Østrig; fredsslutningen markerede således afslutningen på de ottomanske tyrkers ekspansion mod vest. I 1715 tvang tyrkerne Venezia til at overlade dem Morea – den græske halvø Peleponnes – og truede venezianske besiddelser i Dalmatien og De Joniske Øer. På dette tidspunkt intervenerede Østrig og indgik i en alliance med Venezia (1716). I de følgende fjendtligheder led tyrkerne flere katastrofale nederlag til hære kommanderet af den habsburgske general prins Eugen af Savoyen. På initiativ af England og Holland, hvis handel i det østlige Middelhav led under de fortsatte krigshandlinger, gennemførtes i 1718 traktaten i Passarowitz; den tilvejebragte en 24 årig fred mellem Østrig og Tyrkiet, og den gav Østrig de nævnte landvindinger på Balkan; desuden erhvervede Østrig tyrkernes sidste områder i Ungarn. Endvidere bestemte traktaten, at Venezia overlod tyrkerne Peleponnes, mens byrepublikken bevarede De joniske Øer og fik overladt betydelige landområder i Dalmatien. I Passarowitz blev der også underskrevet en østrigsk-tyrkisk handelsaftale, der gav østrigerne handelsprivilegier i Det Ottomanske Rige

 

1796 d Robert Burns, skotsk digter og bonde; efter faderens død i 1784 overtog B og en bror gården Mossgiel, hvor de arbejdede i fire år, inden B købte sit eget sted, som han dog måtte opgive tre år senere. Det var herefter B’s hensigt at udvandre til Vestindien og for at skaffe penge til det, udgav han sin første samling vers "Poems Chiefly in the Scottish Dialect". Denne første samling vakte opmærksomhed i litterære kredse. Han fik et stort honorar og opgav udvandringen. I stedet overtog han forpagtningen af en gård; men heller ikke denne gang havde han held med landbruget og satte til, hvad han havde tjent på sine vers. Han opgav landbruget og blev toldbetjent, men døde kort efter. Mange af hans sange bl.a. "Auld Long Syne" er blevet britisk folkeeje. Bortset fra enkelte digte nåede B ikke senere Mossgiel-periodens kvalitet. B’s bedste digte og sange udspringer af skotsk folklore og dagliglivet på landet, som han beskriver, ofte i dialekt, med en blanding af lavmælt humor og let melankoli. Hans vers rummer tillige dyb naturfølelse og sans for det menneskelige. Danske digtere som Aakjær og Blicher er påvirket af Burns(f 25/1 1759)

 

1798 Slaget ved pyramiderne. I foråret 1798 opgav franskmændene tanken om en invasion i England. I stedet ville man rette et indirekte angreb på England. Det skulle ske ved et angreb på Ægypten. Derved ville man skaffe Frankrig en vigtig koloni, svække England i Middelhavet og sikre sig vigtig station på vejen til Indien. Den 5. marts 1798 blev Napoleon sat i spidsen for ekspeditionen, og den 19. maj stak han i søen med 12 linjeskibe, 14 fregatter og 300 transportskibe. Med sig havde han en styrke på 35.000 mand. Den nåede Alexandria, uden den britiske flåde fik øje på den. Alexandria blev stormet den 2. juli, og derfra rykkede Napoleons hær frem mod Cairo. Ægypten hørte dengang formelt under den tyrkiske sultan, men mamelukkerne – en krigerkaste – havde den reelle magt i landet. I Ægypten fik Napoleon rollen som befrier og understregede sin dybe respekt for Islam. Han proklamerede bl.a.: "Ægyptiske folk jeg er kommet for at give jer jeres rettigheder, straffe dem, der har udnyttet Jer, og jeg har større respekt for Gud, hans profet og Koranen end for mamelukkerne". Mamelukkernes eneste effektive våben var et kavaleri på 6.000 mand. Resten af deres hær bestod af omkr. 40.000 dårligt organiserede infanterister og udgjorde ingen trussel for franskmændene. De afviste et angreb af mamelukkernes kavaleri og stormede derefter den ægyptiske lejr og spredte mamelukhæren. Franskmændenes tab var kun 300 mand. Med sejren var det ægyptiske felttogs første fase forløbet helt efter planen. Tre dage senere marcherede fransk-mændene ind i Cairo. Vejen til Indien synes at være åbnet. Men kun elleve dage senere blev hele den franske flåde knust ved Abu-Quir af en britisk flåde under admiral Nelson. Nu var det briterne, der dominerede Middelhavet, og Napoleon og hans mænd var fanget i en fælde

 

f Thorvald Bindesbøll, arkitekt, kunsthåndværker, designer; han blev uddannet på Kunstakademiet i årene 1861-76. Blandt hans få bygninger er Bombebøssen (stiftelse for gamle sømænd) på Chr.havn, 1891 og fiskepakhuse på Skagen (1905-07) bygget i en saglig og ukonventionel stil. Sin betydeligste indsats ydede Bindesbøll inden for kunsthåndværk, hvor han med sine værker blev et af de frodigste og mest originale talenter på dette område. Således havde han en meget omfangsrig produktion af dekoreret lertøj. Hertil kom tegninger til møbler, broderier, malerirammer, sølvarbejder, bogbind og etiketter, hvoraf etiketten til Carlsberg pilsner, Hof fra 1904 er den mest berømte. Bindesbøll skabte en personlig abstrakt arabeskagtig stil, der udmærker sig ved sin drastiske livfuldhed. Bindesbøll har endvidere tegnet udkast til bestik, lysekroner og lamper, til gravmæler og til glasmosaikvinduer i bl.a. Viborg Domkirke. Dertil kom springvandsgrupper - f.eks. Dragespringvandet ved Københavns Rådhus - 1904, og 1901-02 og udkastet til mindestøtten på Langelinie for slaget på Reden (d 27/8 1908)

 

d Per Daniel Amadeus Atterbom, svensk forfatter og litteraturhistoriker, der står som foregangsmand for anti-klassicismen og højromantikken i Sverige. I 1828 blev han professor i filosofi i Uppsala, og efter at have været lærer for kronprins Oscar blev han 1835 professor i æstetik og moderne litteratur samme sted – medlem af Svenska Akademien blev han fire år senere. A begyndte som stridsmand, han var den centrale figur i "Aurora-forbundet" og medarbejder ved tidsskriftet "Phosphoros", som kæmpede for romantikkens ideer mod den gamle skole – den fransk inspirerede klassicisme, som Svenska Akademien støttede. Men dels var A ikke en stridens mand, dels lagde en vellykket dannelsesrejse sydpå i Europa (1816-19) en dæmper på hans polemik, og det blev digtningen og litteraturhistorien, der fyldte hans liv. A’s hovedværk er det romantiske eventyrspil "Lyksalig-hedens" (1824-27). Heri findes nogle af hans bedste digte, f.eks. jægersangene "Vilda, mäktiga sinne, njut!" og "Ungmön i lunden på jaktnätet band". Det betydeligste værk fra Atterboms sidste år er "Svenska siare og skalder" (1841-55), en blanding af essays og litteraturhistorie. Med sit virke inden for sidstnævnte område regnes A for sit lands første egentlige litteraturhistoriker (f 19/1 1790)

 

d Emil Aarestrup, forfatter; sine første 25 år tilbragte Aa i det indre København, som for altid forblev hans København. Det var her han voksede op, det var her han blev digter, og det var her han blev læge.Vers skrev han fra han var 14 år. 1819 begyndte Aa det medicinske studium; da han havde arvet, tog han sig god tid med studiet. Han blev cand. med. 1827 og åbnede praksis i Nysted. 1833 traf Aa Chr. Winther, og Nytårsdag 1834 læste han op af sine digte for Chr. Winther, som opfordrede ham til at lade dem trykke. December 1837 (med trykkeår 1838) kom Aa’s "Digte". Om hans digtning er det blevet sagt, at den præges af en sødmefyldt sensualisme og en underfundig ironi, og at Aa på en gang er realistisk og sublim, en kvindens og skønhedens sanger. Men at der bag livsglæden lurede en angst, der glimtvis gav sig gribende udtryk. Efter 11 år i Nysted flyttede Aa april 1838 til Sakskøbing i håb om større parksis. Han længtes dog stadig efter barndoms- og ungdomsbyen København, som han besøgte en gang om året for at varme sin "forfrosne sjæl". 1844 søgte han forgæves at blive stiftsfysikus i Nykøbing F, og 1847 den tilsvarende stilling i Odense. Da denne stilling atter blev ledig i 1849 fik han den og beklædte den til sin død syv år senere. Hans "Efterladte digte" udkom 1863 (f 4/12 1800)

 

I det første slag i Den amerikanske Borgerkrig besejrer sydstaternes hær nordstaternes i slaget ved det lille vandløb Bull Run nær jernbaneknudepunktet Manassas i det nordlige Virginia. Skønt hverken Nord- eller Sydstaterne på dette tidlige tidspunkt i krigen var forberedt på større felttog, pressede politiske overvejelser og et folkeligt pres regeringen i Washington til at foretage et fremstød mod syd mod Sydstaternes hovedstad Richmond, Virginia. Efter indledende forpostfægtninger trak den 22.000 mand store sydstatshær under general P.G.T. Beauregard sig tilbage bag Bull Run til allerede forberedte forsvarsstillinger. For at imødegå et eventuelt omgående angreb fra nordstaternes side indsatte Sydstaterne yderligere 10.000 mand med general Joseph E. Johnson i spidsen. Den 21. juli angreb nordstaternes hær på ca 37.000 mand deres modstanderes stillinger. Længe bølgede slaget frem og tilbage, indtil ankomsten af Johnsons styrke tvang nordstatshæren på et uordentligt tilbagetog til Washington, som de nåede i god behold, da sejrherrerne var for udmattede til at optage forfølgelsen

 

1871 Louis Pio og Harald Brix begynder udgivelsen af ugeavisen "Socialisten". Det industrielle gennembrud, der begyndte efter 1864, havde i København skabt en talstærk arbejderklasse. Trods denne klasses barske levevilkår havde den fransk-tyske socialisme ikke vundet indpas. Men efter kommunardkampene i Paris marts til maj 1871 blev det anderledes. Branden tændtes af Louis Pio, en 30-årig akademiker og løjtnant, ansat som skriver i postvæsenet. Begivenhederne i Paris greb ham dybt, og overvældet af den nød, der fandtes i den københavnske fattigbefolkning, så han ligesom i et åbenbaringens syn for sig det nye samfund, hvor ret og lighed skulle råde. Han følte sig kaldet til dets forkynder og skaber i Danmark. Endnu medens der kæmpedes i Paris, udsendte han første nummer af sine "Socialistiske Blade". Allerede her erklærede han, at arbejdernes krav skulle sættes igennem "med loven eller – uden den". Pariserkommunens nederlag fik ikke hans forhåbninger til at bryde sammen. "Socialistiske Blade" blev til ugeavisen "Socialisten" med mottoet: "Ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder". Uge efter uge skildrede "Socialisten" i farverige, stemningsbevægede artikler arbejder-nes nød. "I mange menneskealdre har kapitalismens jernåg hvilet tungt på vore skuldre. Bag os liggger sult og usselhed, uvidenhed og trældom; foran os ligger håbet om et lykkeligt liv, beskinnet af frihedens frembrydende sol….og føre vort samfund frem mod det store mål: alle menneskers tilfredshed ogt velvære". Det af Pio opstillede program krævede bl.a.: direkte skatter til afløsning af indirekte, indskrænkning af kvinders, ophør af børns, fri og fælles folkeundervisning. Han forkyndte socialismens lære om "alle menneskers ligeberettigelse til denne verdens såvel åndelige som legemlige goder". Agitationen fængede hurtigt blandt københavnske arbejdere. I august skabtes en dansk afdeling af den marxistiske "Internationale", der i løbet af en måned fik 700 medlem-mer og inden længe 1800. I foråret 1872 nåede bevægelsen sit foreløbige højdepunkt, og "Socialisten" blev dagblad. Som medredaktør havde Pio sin fætter Harald Brix

 

1897 I London åbnes kunstmuseet Tate Gallery. Det skabtes på grundlag af gaver fra rigmanden Henry Tate, der skænkede staten såvel sin samling af britisk kunst som bygningen på Millbank. Samlingen er siden suppleret med bl.a. moderne fransk kunst; ligeledes er museumsbygningen udvidet flere gange senest 1980-87 med The Glore Gallery. I 2000 deltes museet i Tate Britain med britisk kunst og Tate Modern med international moderne kunst. Sidstnævnte har til huse i den ombyggede Bankside Power Station i bydelen Southwalk

 

1899 f Ernest Hemingway, amerikansk forfatter; som 18 årig deltog han som frivillig sanitetssoldat i den italienske hær under 1.Verd.krig. Ved krigens slutning var han journalist for en canadisk avis og dækkede bl.a. krigen i Mellem-østen. I begyndelsen af 1920’erne slog han sig ned i Paris fast besluttet på at blive forfatter. Læreårene i Paris skildrede H i den posthume "A Movable Feast" (1964). Debutbogen var en samling noveller "In Our Time" (1925), året efter kom "The Torrents of Spring". Med disse arbejder havde H vakt en del opmærksomhed, men han blev med et slag berømt med romanen "The Sun Also Rises" (1926) om en gruppe desillusionerede mennesker, alle mer eller mindre mærket af krigen, som driver målløst om i Paris og rejser til en tyrefægtningsfestival i Spanien. Krigsromanen "A Farewell to Arms" fra 1929 byggede på H’s oplevelser på den italienske front. Efter en bog om tyrefægtning "Death in the Afternoon" (1933) skrev han den selvbiografiske "Green Hills of Africa" (1935) en skildring af en storvildtsjagt. Romanen "To Have and to Have Not" (1937) er præget af et vågnende socialt engagement. Hans "The Old Man and the Sea" fra 1952 blev den direkte anledning til, han i 1954 fik nobelprisen liitteratur. Flere gange i sit forfatterskab kredsede Hemingway om forholdet til faderen, som han ikke kunne tilgive for at have skudt sig. Til slut var det også sådan, Hemingway endte livet. Et af flere efterladte manuskripter blev udgivet som romanen "Islands in the Stream" (1970) et andet som "The Garden of Eden" (1986) (d 2/7 1961)

 

f Viggo Kampmann, statsminister 1960-1962; blev cand polit i 1934 og derefter ansat i Statistisk departement (nu Danmarks statistik). Han havde efterhånden som socialdemokrat engageret sig så stærkt politisk, at en fremtidig karriere i centraladministrationen ville være umulig. Efter valget i 1950 var Kampmann medlem af Hedtofts kortvarige regering; da regeringen faldt i oktober, blev han konstiturret som direktør for Kongeriget Danmarks Hypotekbank. Det viste sig at være vanskeligt at finde en sikker valgkreds til Kampmann, men i 1953 blev han opstillet i Slagelsekredsen og valgt samme år. Da Hans Hedtoft atter dannede regering i 1953, blev Kampmann finansminister og fortsatte på posten de næste syv år. I disse år fik Kampmann stadig større indflydelse både i og uden for regeringen. Der var ingen tvivl om, at han skulle være statsminister, da H.C. Hansen døde i februar 1960. Med Kampmann som leder gik Socialdemokratiet frem ved valget i november 1960; det skete under sloganet "Gør gode tider bedre", som blev optakten til 1960'ernes reformer. Under Kampmanns ledelse syntes såvel han som parti at være uovervindelige. Han havde ikke det umiddelbare folke-tække og da slet ikke i TV, men hans redelighed, den venlige åbenhed og den faglige kunnen skabte respekt. Omslaget kom brat. Hjertetilfælde i foråret og august 1962 tvang ham til at demissionere. Efter at have forladt politik beklædte han forskellige stillinger, f.eks var han formand for Statsanstalten for Livsforsikring fra 1962 til sin død. Han udgav nogle bøger om samfundsproblemer, bl.a. "Socialdemokratiets skæbne" (1967) og "Seks socialdemokratiske statsministre - skildret af den syvende" (1973). Til dagspressen skrev han tillige aktuelle politiske kommantarer (d 3/6 1976)

 

1944 Dumbarton Oaks-konferencen begynder. Konferencen blev holdt på ejendommen Dumbarton Oaks, Washington, D.C., med deltagelse af USA, Storbritannien, Sovjetunionen og Kina for at udarbejde udkast til en ny mellem-folkelig organisation, De forenede Nationer, i overensstemmelse med den vedtagelse, der var truffet på Moskva-konferencen i oktober 1943. Udkastet blev straks offentliggjort og var genstand for åben diskussion. Det tjente som grundlag for San Francisco-konferencens drøftelser og FN-pagten samt Jalta-konferencen

 

I Geneve afsluttes konferencen om Indokinas fremtid. Konferencen var begyndt i maj efter det franske nederlag ved Dien Bien Phu. Med nederlaget havde franskmændene erkendt, at deres tid som kolonimagt i Indokina var slut. I konferencen deltog Cambodia, Staten Vietnam (Sydvietnam), USA, Frankrig, Laos, Den demokratiske republik Vietnam (Nordvietnam), Folkerepublikken Kina, Storbritannien og Sovjetunionen. Konferencen sluttede med en aftale om våbenstilstand og udsendelse af en sluterklæring fra alle forhandlingsdeltagere. En "aftale" eller overenskomst kunne ikke sluttes, fordi USA ikke anerkendte det kommunistiske styre i Beijing og derfor ikke kunne underskrive en egentlig overenskomst. Iflg.sluterklæringen forpligtede deltagerne sig til at respektere Laos, Cambodias og Vietnams enhed, uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet og afholde sig fra enhver indblanding i disse landes indre anliggender.Vietminh skulle beherske det nordlige Vietnam ned til 17. breddegrad. Frankrig skulle forlade Nordvietnam, mens Vietminh til gengæld skulle trække sig tilbage fra Sydvietnam. Våbestilstanden skulle overvåges af en international kommission. Efter 2 års forløb skulle der afholdes frie, internationalt overvågede valg i hele Vietnam, hvorefter landet skulle samles. Den sydvietnamesiske, amerikansk støttede præsident Diem nægtede imidlertid i 1955 at opfylde dette punkt, hvilket blev optakten til en ny omgang i krigen i Indokina (Vietnam) nu med amerikansk deltagelse

 

I New Yersey, USA søsættes - Savannah - verdens første atomdrevne fragt- og passagerskib. Det var præsidentfruen, Mrs. Eisenhower, der lod champagneflasken sprænge mod atomskibets side. Savannah, der i nogen grad var et prestigeprojekt, havde plads til 60 passagerer og en last på 10.000 tons og kunne skyde en fart på 21 knob. Det var 180 meter langt, og hvor det var bredest, var der 28 m. Skibets besætning udgjorde 125 mand. Skibets reaktor indeholdt 32 brændselselementer med 4% beriget uran-225. Den var i stand til at udvikle ca 22.000 hestekræfter. Atomskibet Savannah blev opkaldt efter det første dampskib, der krydsede Atlanten. Det var sket 140 år tidligere, idet dampskibet Savannah den 22. maj 1819 sejlede ud fra Georgia med kurs mod Cork i Irland

 

1970 I Ægypten afsluttes bygningen af Aswandæmningen. Da amerikanere og briter afslog at finansiere bygningen af dæmningen, trådte russerne til, og efter elleve år stod den 3830 m lange og 111m høje dæmning færdig. I kampen med imperialisterne i Vesten om at vinde indpas i den tredje verden var det en appelsin i turbanen for Sovjetunionen at bygge Aswandæmningen. Russerne havde ikke kun vist deres tekniske formåen, men også demonstreret tredje verdens landene, at de ikke var afhængig af kapital fra de imperialistiske lande i Vesten. De socialistiske lande kunne måle sig med de kapitalistiske såvel økonomisk som teknisk. Med opførelsen af dæmningen var Nilens vande tæmmet, så de kunne bruges mere produktivt. Ved kunstvanding kunne ægypterne nu forøge landbrugsjorden med en tredjedel, og landbrugsjorden var ikke som hidtil truet af oversvømmelse eller udsat for tørke. I hele Nildalen kunne man snart overgå fra en årlig afgrøde til to eller tre. Minusser ved dæmningsbyggeriet blev der dog også. Således måtte 90.000 mennesker flyttes for at skabe plads til Nassersøen; ligeledes har sygdommen bilharziose, der skyldes ikter, der overføres via ferskvandssnegle, fået øget udbredelse

 

 

 

Til top        22. juli

1227 Slaget ved Bornhøved. Ved landsbyen Bornhøved 30 km syd for Kiel i Holsten lider Valdemar 2. Sejr et afgørende nederlag i et slag mod de forenede nordtyske fyrster. Den 6. maj 1223 blev Valdemar Sejr og hans søn taget til fange af grev Henrik af Schwerin. For at komme fri måtte kongen foruden at betale 45.000 mark rent sølv opgive alle sine besiddelser syd for Ejderen og aflægge ed på ikke at hævne sig. Efter at være kommet fri, og efter at paven havde løst Valdemar fra sin ed, ønskede kongen at genvinde det tabte med våbenmagt. Kongens modstandere fandt sammen i en stor koalition, hvortil krigsfolk blev stillet af greverne Henrik af Schwerin og Adolf 4. af Holsten, hertug Albrecht af Sachsen, ærkebiskoppen af Bremen samt byerne Hamborg og Lübeck. Under slaget var koalitionshære under anførsel af grev Adolf af Holsten, mens Valdemar selv var i spidsen for den danske hær. Kampen blev langvarig og forbitret. Fordi begge parter satte rytteri ind mod fodfolk, blev mange hundrede dræbt. Valdemars hær led nederlag; iflg.årbøger fordi ditmarskerne, som var udskrevet til kongens hær, gjorde fælles sag med kongens fjender. Efter det tabte slag blev der sat punktum for det danske østersøherredømme. Valdemar var klar over nederlagets konsekvenser. Han erkendte, at ethvert håb om revanche var ude. Ejderen udgjorde herefter Danmarks sydgrænse

 

1298 Slaget ved Falkirk. Da Edward 1. i foråret 1298 indkaldte sine engelske og skotske baroner til et parlament i York, udeblev skotterne. Efter sejren over englænderne i slaget ved Sterling Bridge året før var William Wallace blevet anerkendt af Skotlands stormænd som landets reelle leder. Udeblivelsen fra parlamentet i York, og at Wallace havde demonstreret sin styrke ved at hærge de nordlige egne – Northumberland - i England, betød, at Edward 1. besluttede sig for krig, og i juni 1298 havde han samlet en anselig hær for at gøre op med sine skotske vasaller. Hæren var af en sådan størrelse, at Wallace og hans skotter i første omgang undgik kamp. Men det var en udvej, Wallace prestige ikke i længden kunne klare. Hvis Edward og hans hær skulle stoppes, skulle det ske ved Falkirk. Var englænderne først forbi her, ville de have mulighed for at erobre hele Skotland. Afgørende for slagets udfald blev et forræderi blandt skotterne. Inden slaget begyndte, gik stormændene jarlen af Angus og jarlen af Dunbar over til englænderne. De kunne fortælle Edward, at Wallace planlagde et natangreb på den engelske hær. På grund af de to jarlers forræderi måtte Wallace ændre sine slagplaner. Han opstillede sin hær beskyttet af et sumpet område, for derved at vanskeliggøre det engelske kavaleris angreb. Da slaget var i gang, så det længe ud til, at sejren ville tilfalde skotterne. Men så indtraf sammenstødets andet forræderi. Til alles overraskelse forlod det skotske kavaleri slagmarken, netop som det skulle sættes ind. Selv om skotterne fortsatte kampen, var resultatet afgjort. Det lykkedes Wallace at flygte. Men hans berømmelse og autoritet havde lidt et knæk, og siden lykkedes det ham ikke at samle en hær. Da Wallace syv år senere faldt i hænderne på englænderne, lod Edward 1. ham henrette. Det skete den 23. august 1305

 

1378 Under Ciompi-opstanden i Firenze overtager underklassen ledet af lønarbejderne i uldindustrien – ciom-- pierne – med magt styret i byen. Baggrunden for opstanden var, at ciompierne i lighed med alle andre grupper af arbejdere stod uden for lavsorganisationerne, og ethvert forsøg på at organisere sig for at forbedre leve- vilkårene og for at komme til orde i byens styre var på det strengeste forbudt. Da de endvidere var underbetalte og var underkastet deres arbejdsgiveres – uld (lana) gildet – jurisdiktion, blev de spydspidsen i det oprør, der udbrød i Firenze i foråret 1378. Til oprøret sluttede sig andre lønarbejdere og småhandlende, der havde samme klagepunkter som ciompierne. Det styre, der med opstanden kom til magten i Firenze, er blevet karakteriseret som det mest demokratiske i byens historie. Efter at have sikret sig magten i byen blev de florentinske lønarbejdere organiseret i to laug, som føjedes til de bestående mindre laug – arti minori – omfattende bl.a. vinhandlere, kro- og herbergsværter, våbenmagere og bagere. Ved skæbnens ironi knustes underklassens opnåede resultater nedefra. Modsætningerne mellem de nye arbejderlaug og de øvrige mindre laug, som pludselig så sig sat i bås med proletariatet, viste sig større end fjendskabet til overklassen – il popolo grasso. Folkestyret endte i 1382, da lejetropper blev sluppet løs i arbejderkvartererne. I de følgende år rodfæstedes de få velstående familiers magtstilling endeligt

 

d Karl 7. fransk konge 1422-1461; søn af kong Karl 6. og Isabeau (Isabella) af Bayern. Efter Troyesaftalen 1420 med englænderne var Karl udelukket fra tronfølgen; dette fandt dog kun anerkendelse i en del af landet, nemlig området nord for Loire, der var i hænderne på englænderne. Da faderen døde, blev han da også af store dele af Frankrig anerkendt som konge. Hans position var imidlertid svag, idet han ikke var kronet. Da Jeanne d’Arc i 1429 henvendte sig til Karl og vakte troen på hans sag, blev det et vendepunkt i krigen – Hundredårskrigen med England. Karl blev kronet, og soldater fra hele Frankrig sluttede sig til ham. Selv efter englænderne havde fanget og henrettet Jeanne d’Arc, bevarede franskmændene overtaget; 1435 sluttede burgunderne sig til Karl, og 1436 kunne han rykke ind i Paris. 1444 sluttedes en våbenstilstand, og da krigen blev genoptaget 1449, sejrede franskmændene gang på gang. 1453 endte striden, og englænderne havde da kun Calais tilbage. Frankrig var hærget og affolket, men bemærkelsesværdigt hurtigt kom det atter på fode. 1439 bevilgede stænderne Karl en fast skat, som gjorde ham uafhængig af dem; endvidere styrkedes hans magt ved, at adelen var svag efter krigen og ikke kunne byde kongemagten stor modstand. Da Karl døde, var grunden lagt til den styrke og glans, der i de næste århundreder karakteriserede den franske kongemagt (f 22/2 1403)

 

f Caroline Mathilde, dansk-norsk dronning; datter af prins Frederik Ludvig af Wales og Augusta af Sachsen-Gotha og søster til den engelske konge Georg III. Per procura gift med den 17 årige dansk-norske konge Christian 7. den 1. oktober 1766 på Carlton House. 8. november samme år viedes kongeparret i Christiansborg slotskirke. Under den stadig mere (sinds)syge konge fik det også under faderen kendte "favoritstyre" en uhyggelig drejning, idet kongen helst omgav sig med uansvarlige personer, der kunne støtte ham i hans udsvævelser. For Caroline Mathilde blev det ensbetydende med at være alene og uden indflydelse, udsat for forhånelser og tilsidesættelse, uden venner og fortrolige fordi ingen turde trodse den herskende hofklike. Ved ansættelsen af kongens læge, J.F. Struensee, ændredes dette forhold. I løbet af nogle måneder voksede en fortrolighed frem mellem dem, til dels beroende på Struensees forståelse for hendes situation og på hans evne til at skabe en tilnærmelse mellem ægtefællerne. I foråret 1770 blev forbindelsen intim, og hun stærkt forelsket i ham. Efter Struensees fald 17. januar 1772 blev hun ført til Kronborg, hvor hun under stærk bevogtning afventede en nedsat kommissions afgørelse med hensyn til anklagen for ægteskabsbrud. 6. april erklæredes hendes ægteskab for opløst, og efter engelsk pres blev hun overført til et af broderens lande. Slottet i Celle blev udpeget som hendes residens. Sine børn kronprins Frederik og - Louise Augusta, som Struensee uden tvivl var far til - måtte hun give afkald på. Sin tid i Celle tilbragte hun med en udstrakt velgørenhed. Efter kun tre års ophold her døde hun af en smitsom febersygdom - sandsynligvis skarlagensfeber (d 10/5 1775)

 

1802 d Marie Francois Xavier Bichat, fransk anatom og fysiolog; fra 1797 afholdt han anatomiske demonstrationer og underviste i kirugi og fysiologi. Ved studier af vævet i menneskets organer blev han grundlægger af den moderne vævslære (histologi). Sine undersøgelser offentliggjorde han i "Traite des membranes"(1800). Skønt B ikke var i besiddelse af et mikroskop skelnede han mellem 21 vævstyper, og han fastslog, at disse i forskellige kombinationer danner legemets organer. Foruden i sit arbejde som læge at iagttage legemets forandringer ved døende patienter, undersøgte han også de forandringer, der var sket i organerne, når hans disse var døde. Hans "Recherches physiologiques sur la vie et la mort" (1800) blev året efter fulgt op af "Anatomie générale". Han udsendte de to første bind af "Anatomie descriptive" (1801-03). Det tredie bind blev skrevet færdigt af hans elever efter hans død. Efter ordre fra Napoleon blev Bichats buste opstillet i Hôtel Dieu (f 14/11 1771)

 

Under Napoleonskrigene besejrer britiske tropper under kommando af hertugen af Wellington franskmændene i slaget ved Salamanca i Spanien omkr. 180 km nordvest for Madrid. Hvis året 1807 markerede højdepunktet i Napoleons magt, indvarsledes med hans invasion i Spanien i 1808 hans endeligt. Da portugiserne afslog at deltage i fastlandsspærringen, sendte Napoleon en hær gennem Spanien for at tvinge portugiserne til at følge hans politik. For at kontrollere hele den iberiske halvø tvang Napoleon samtidig den spanske konge til at abdicere og satte sin bror, Joseph Bonaparte på den spanske trone. Portugiserne bad deres gamle handelspartner, briterne om hjælp. Briterne efterkom anmodningen, og den 1. august 1808 blev en britisk hær på 13.000 mand under Arthur Wellesley, senere udnævnt til hertug af Wellington landsat i Portugal. Den 21. august besejrede briterne i slaget ved Vimiero franskmændene, som herefter evakuerede Portugal. Efterhånden som flere britiske tropper overførtes til Spanien besejrede Wellington i de følgende år i en række slag franskmændene: ved Bussaco (27. september 1810) og Fuentes de Onoro (5. maj 1811). Napoleons ruslandsfelttog i 1812 gjorde det muligt for Wellington at tilføje franskmændene de afgørende nederlag: ved Salamanca, ved Vittoria (1813) og i Pyrenæerne (1813), hvorefter Wellington drev franakmændene tilbage til Frankrig, hvorfra de fem år tidligere var draget ud som erobrere. Når det gik så ilde for franskmændene i felttoget i Spanien, har man nævnt de franake troppers lange forsyningslinjer; det fattige Spanien gjorde det umuligt, at franskmændene som på andre europæiske slagmarker kunne leve af landet. Den oplysre borgerstand, som kunne have hilst franskmændene som befriere fra et despotisk styre fandtes ikke i Spanien. Dertil kom, at Napoleons styre i høj grad stred mod Spaniens økonomiske interesser. Handelen med England forfaldt, og forbindelsen med kolonierne blev afbrudt. For første gang kom Napoleon da til at stå over for fænomenet: en folkerejsning. Der bl.a.gav sig udslag i overfald på franske troppeafdelinger

 

1822 f Georg Mendel, østrigsk botaniker og genetiker; blev augustinermunk i 1843 og blev præsteviet i 1847. Efter at have studeret naturvidenskab i Wien var han 1854-68 naturfagslærer ved Königinkloster i Brno, hvor han i 1868 blev abbed. Fra 1857 udførte M i Klosterhaven i Brno de krydsningsforsøg med ærteplanter, som har gjort ham berømt. At M var matematiker, viste sig i hans forsøg. Han anlagde sine forsøgsrækker således, at han nøje kunne holde regnskab med hver krydset plantes afkom indtil 3. generation. I en knap 40 sider stor afhandling "Versuche über Pflanzenhybriden" (1865) beskrev M kortfattet og klart sine resultater, der byggede på optælling af mere end 10.000 planter. Han fulgte arvegangen af, hvad han betegnede som "adskillende kendemærker" (f. eks. hvide modsat røde blomster gul modsat grøn kim o.s.f.)enkeltvis eller flere kendetegn samtidigt, og fandt derved, at adskillende træk nedarvedes uafhængigt af hinanden, og at hvert egenskabspars nedarving lod sig forklare ved vekslende tilstedeværelse af et par af arveelementerne. Fra M stammer betegnelserne: dominerende (om den af to modsatte egenskaber, der prægede bastarden) og recessiv eller vigende (om den egenskab, der veg tilbage i bastarden, men atter kom til syne hos en fjerdedel af dens afkom). M’s ideer om nedarvning er grundlaget for den formelle genetik. Hans to afhandlinger om arv fra 1865 og 1869 vakte ikke opmærksomhed; først efter 1900 blev hans principper opdaget, og hans afhandling fra 1865 "anses i dag for at være en særdeles elegant naturvidenskabelig afhandling" (d 6/1 1884)

 

d Giuseppe Piazzi, italiensk astronom; den 1. januar 1801 opdagede han den første småplanet (asteroide), som han navngav Ceres. Omkring 1764 blev han munk og i 1779 professor i teologi i Rom. Året efter blev han udnævnt til professor i matematik i Palermo. Her grundlagde han – med økonomisk støtte fra Siciliens vicekonge – et observatorium. Da han observerede Ceres som et svagt lysende objekt, kunne han ikke finde det i datidens stjernekataloger, og han antog da, at der måtte være tale om en komet eller en meget lille planet.

Ved nærmere observationer kunne P da også konstatere, at objektet bevægede sig. Den 11. februar 1801 kom Ceres så tæt på solen, at han ikke længere kunne iagttage den. P forsøgte at beregne objektets bane og håbede, at han snart igen kunne iagttage det, men tilsyneladende var det helt forsvundet. Det blev den store tyske matematiker og astronom Gauss, der fandt løsningen på gåden. Netop i 1801 havde Gauss udviklet en metode, hvormed han var i stand til at beregne et himmellegemes bane. Han beregnede nu Ceres bane, og den 7. december 1801 blev det lysende objekt genfundet på den position, Gauss havde beregnet (f 16/7 1746)

 

d C.W. Eckersberg, maler; efter at være udlært som håndværksmaler kom E i 1803 til København, hvor han samme år blev elev på Kunstakademiet. I 1809 modtog E Akademiets store guldmedalje og påbegyndte 1810 sin store studierejse til Paris og Rom. I Paris blev han elev af tidens mest berømte maler J.-L. David. I tegninger og mindre malerier fra Paris og byens omegn dyrkede han naturstudiet, mens større arbejder udførtes i ateliet som f.eks. "Udgangen af Bois de Bologne til Longchamp" (1812). Da E i 1813 kom til Rom, udvikledes hans interesse for naturen og harmonien i bygningernes former, som han skildrede i prospekter fra bl.a. Forum Romanum, Villa Borghese, Colosseum og Capitol. Disse romerske studier blev senere ophængt i hans hjem på Charlottenborg, hvor de fik stor betydning for akademieleverne. Blandt hovedværker fra romertiden er "Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk" (1814); for E var det væsentlligste værk fra årene i Rom portrættet af Thorvaldsen (1814). Efter hjemkomsten i 1816 udførte E med de franske kundskaber i frisk erindring en lang række portrætter af samtidens borgerskab og aristokrati, således bl.a. "Kammerherreinde Sophie Hedvig Løvenskjold og datteren Bertha" (1817) og "Emilie Henriette Massmann" (1820). Som professor ved Kunstakademiet fra 1818 (til sin død) fik E stor betydning for de fleste af de unge malere, der uddannedes i København i 1820'erne og 1830'erne. Hans store interesse for proportioner og perspektiv resulterede i udgivelsen af "Linearperspektiven, anvendt på Malerkunsten" (1841). På Akademiet fornyede E modelstudiet ved indførelse af nøgen kvindelig model; inden for denne genre malede han selv bl.a. "En nøgen fra ryggen set kvinde sætter sit hår foran et spejl" (ca 1837). Som et nyt område i dansk kunst indførte E marinemaleriet. Han malede en lang række billeder af skibe på søen, hvor vejrlig og lys er ligeså omhyggeligt og detaljeret skildret som skibene med master og takkelage, f.eks. "Det russiske linieskib Asow og en fregat til ankers på Helsingør red" (1828). I 1853 døde Eckersberg af kolera under epidemien i København (f 2/1 1783)

 

1883 f Lev Borosovich Kamenev, sovjetisk politiker; han tilsluttede sig i 1901 det russiske Socialdemokrati og i 1903 dets bolsjevikkiske fløj. Efter Februarrevolutionen i 1917 vendte han sammen med Stalin tilbage til Petrograd fra Sibirien og blev ledende i oppositionen inden for partiet mod Lenins opfordring til revolution. Til trods herfor blev han optaget som et af de syv medlemmer af partiets øverste ledelse, politbureauet. Det blev oprettet for at planlægge og gennemføre partiets overtagelse af magten i samfundet (Oktoberrevolutionen 1917). Han blev valgt til centralkomiteen og til politbureauet i 1919. 1919-25 var han partichef i Moskva og dermed formand for Moskva sovjettens eksekutivkomite. Han var stedfortrædende formand for folkekommissærernes (ministrenes) råd. Han var medlem af den trojka – tremandsråd, der varetog ledelsen under Lenins sidste sygdom. Efter Lenins død i 1924 støttede han Stalin i magtkampen med Trotskij; senere blev han Stalins modstander. Om Kamenev er det blevet sagt, at han var en mand med oprigtige overbevisninger, blottet for personlige ambitioner, men at hans mådehold og tvivl om egen dømmekraft fik ham til at søge en leder. Derved kom han til at følge den mindre begavede, men mere hensynsløse Sinovjev til deres fælles ødelæggelse. Kamenev mistede 1925-26 sine parti- og statsembeder. I 1935 blev han idømt fem års tugthus for sammensværgelse mod staten (d.v.s. Stalin). I 1936 blev han atter anklaget; denne gang dødsdømt og henrettet (d 24/8 1936)

 

1889 d Elvira Madigan, dansk-norsk cirkusartist; hun debuterede allerede som femårig og turnerede med sin familie overalt i Nordeuropa. I 1886 kom hun til København og optrådte sammen med sin halvsøster med et linedan-sernummer på Kunstnerplænen i Tivoli. Forestillingen var en overvældende succes, og søstrene modtog efter en privat optræden hver et guldkors af kong Christian 9. som tak. Året efter mødte Elvira Madigan løjtnant Sixten Sparre efter en forestilling i Kristianstad. Han var søn af en svensk kammerherre og gift med en velhavende komtesse. Den 34-årige løjtnant forelskede sig stormende i den nu berømte cirkusprinsesse og begyndte at sende hende indtrængende kærlighedsbreve under hendes ophold i Sverige. I 1889 flygtede de sammen til Stockholm, derefter København, Svendborg og til sidst Troense på Tåsinge, hvor de begik selvmord i øens Nørreskov, bl.a. som følge af deres desperate økonomiske situation. Affæren vakte voldsom opsigt i samtiden dels som en uhørt skandale dels som en glødende og romantisk kærlighedshistorie. Historien om det forelskede par, der begik selvmord ved hjælp af Sparres pistol, har siden inspireret til flere film, teaterforestillinger, sange og baletter (f 1867)

 

Den amerikanske flyver Wiley Post gennemfører den første solo-jordomflyvning. Turen varede 186 timer og 46 min.

 

d skudt John Dillinger, amerikansk gangster; efter at have tilbragt ni år på en opdragelsesanstalt og i ungdomsfængsel var han en bitter og "veluddannet" kriminel, da han blev løsladt. I de tretten måneder han herefter var på fri fod, blev han en "kendt" og særdeles eftersøgt bankrøver. Han blev pågrebet to gange og undveg fra fængslet to gange. Flere gange skød han sig ud af de baghold, politiet havde lagt for ham. Til sidst blev D skudt af FBI agenter uden for Chicago’s Biograph Theatre efter et tip fra hans veninde. Til forskel fra den organiserede kriminalitet repræsenteret af f.eks. Al Capone stod D for en ny type kriminelle i 1930’ernes USA. De var individualister og ved anvendelse af en bil kunne de efter at have røvet en bank forsvinde over grænsen til nabostaten og være i sikkerhed. Blandt disse kriminelle var Baby Face Nelson, Bonnie Parker og Clyde Barrow, men det var John Dillinger, der i samtiden vakte størst opmærksomhed. Deres aktiviteter førte til en betydelig udbygning og styrkelse af det amerikanske forbundspoliti - FBI (f 22/6 1903)

 

Skrydstruppigen fra bronzealderen fra perioden 1500-1100 f. Kr. f. udgraves i en høj i Skrydstrup i Sønderjylland. I det indre af den kun 4 m høje gravhøj lå en vandfyldt stensænkning, som dækkede over en næsten helt forrådnet egekiste, men hvis indhold var bevaret. Den døde, en mellem 16-og 18 år - at dømme efter de helt sygdomsfrie tænder - spinkelt bygget pige, var lagt til hvile på en kohud, der var lagt ned i kisten på et lag af græsser og en skovblomst – vistnok skovkørvel. Hendes skelet var ret mangelfuldt bevaret, men man kunne alligevel se, at der var tale om en høj, slank pige. Hendes ansigt er fint og smalt, også næsen er smal, og tænderne er store og velformede. Hun er ca. 170 cm høj, men hun virker noget højere på grund af det opsatte, askeblonde hår, som holdes sammen af et hårnet. På overkroppen havde hun en bluse med trekvart lange ærmer med en syet bort omkring halsudskæringen og uldstikninger oven på begge ærmer. På underkroppen bar hun et langt skørt. Hendes smykker synes ikke af meget. Kun to guldringe hang ved ørene, alligevel mener man, hun må være af fornem slægt. Ved hendes fødder ligger to rektangulære tøjstykker skåret af et og samme tøjstykke. Sammen med tøjstykkerne lå resterne af et par sko, mærkede af tidens tand. Men de så ud til, at de virkelig havde været brugt. Af den højre sko er bevaret et 12-14 cm langt stykke af snudens underside. Derimod manglede hælepartiet og overlæderet. Af den venstre sko var næsten hele den 25 cm lange sål bevaret, og man kan tydeligt se aftryk af storetåen. Inde i skoen lå en del hår og græs, formentlig rester af en foring

 

d Marie Bregendahl, forfatter; født på en gård i Salling, men højskoleophold og frihedstrang førte hende ud af hendes miljø og til København, hvor hun 1893 blev gift med Jeppe Aakjær. Ægteskabet blev opløst i 1900, og hun måtte nu ernære sig med mindre korrekturopgaver og andre småjobs. Hun debuterede som romanforfatter i 1904 med "Hendrik i Bakken", der skildrer en kantet bondetype. I 1912 fik hun sit store gennembrud med erindringsromanen "En Dødsnat", der bl.a. skildrer hendes egen mors død. Den lille roman var banebrydende ved at lade synsvinklen følge børnene og ikke den døende barselskvinde en form, der blev fortsat i samlingen "Med aabne Sind" (1926). Det moderne kærlighedsægteskab var temaet i den historiske roman "Holger Hauge og hans hustru I-II" (1934-35), der samtidig beskriver de politiske og økonomiske vilkår i slutningen af 1800-tallet og de mange omstillingsprocesser i det danske landbrug. Romanen bliver da en andelslandbrugets historie. Som hendes hovedværk regnes "Sødalsfolkene I-II" (1935), der skildrer en begyndende gæring i det førindustrielle bondesamfund. Ved siden af romanerne udgav hun en række noveller, blandt disse er: "I de lyse nætter" (1920), "Thora" (1926) og "Møllen og andre fortællinger" (1936). Om Bregendahl er det blevet sagt, at hun er en af Danmarks mest særprægede folkelige realister, og at hendes forfatterskab forener naturalistisk virkeligheds-skildring med en nærmest grotesk realisme, der har rod i den mundtlige tradition (f 6/11 1867)

 

1949 f Lasse Virén, finsk langdistanceløber og den første idrætsmand, der vandt guldmedalje på såvel 5.000 meter som på 10.000 meter løb ved to på hinanden følgende olympiske lege: i München 1972 og Montreal i 1976. Da Virén vandt sin guldmedalje i München, satte han verdensrekord på 10.000 meteren med tiden 27 min. 38,4 sek. Den blev slået året efter. I 1972 satte han også verdensrekord på 5.000 meteren med tiden 13 min. 16,4 sek. Også den blev slået i 1973

 

 

 

 

Til top        23. juli

1230 I den langvarige strid mellem den tysk-romerske kejser Frederik II og pavestolen indgås freden i San Germano mellem kejseren og pave Gregor IX. Iflg. aftalen anerkendte paven Frederiks herskerret over Sicilien og i det tysk-romerske kejserrige. Til gengæld lovede Frederik ikke at ville beskatte det sicilianske præsteskab, ikke at ville blande sig i præstevalg og ikke at ville retsforfølge kirkens folk ved verdslige domstole

 

1373 d Birgitta af Vadstena, svensk helgen og stifter af Birgittinerordenen; da hun blev enke, trak hun sig tilbage fra verden for at føre et strengt asketisk liv. Hun mente at modtage guddommelige åbenbaringer, som hendes skriftefædre oversatte til latin. Åbenbaringerne vidner som hendes oprigtige fromhed, der samler sig om betragtningen af den korsfæstede, hendes moralske nidkærhed og profetiske selvfølelse. Som "Kristi brud og talerør" udtalte hun strenge straffedomme mod bl.a. præsternes fordærvelse og de avignonske paver, som hun formanede til at vende tilbage til Rom og forbedre kirken, dvs. livet inden for kirken, ikke kirkens forfatning eller lære; hun var altså på ingen måde en forløber for Luther. I jubelåret 1300 var hun i Rom, og her levede hun resten af livet, kun afbrudt af en pilgrimsrejse til Jerusalem. I åbenbaringerne havde hun modtaget reglerne for en klosterorden, hun skulle oprette. I ordenens klostre skulle der være 60 nonner og 25 munke. Nonnerne og munkene havde hver sin bygning med en mur imellem. En abedisse som stedfortræder for jomfru Maria havde den øverste ledelse. Hovedklostret var Vadstena ved Vättern; det blev indviet i 1384 og ophævet 1595. I Danmark var der birgittinerklostre i Mariager og i Maribo. De blev kraftigt støttet af dronningerne Margrethe I og Filippa (datter af Henrik Bolingbroke, hertug af Lancaster, fra 1399 Henrik IV af England og Marie Bohun; 26. oktober 1406 gift med Erik VII af Pommern). Disse to klostre og de øvrige skandinaviske Birgittinerklostre bidrog en tid til at hæve det religiøse liv i Norden. Efter reformationen i 1536 blev de nedlagt (f ca 1303)

 

1401 f Francesco Sforza, condottiere, hertug af Milano; som søn af condottiere Muzio Attendolo Sforza voksede Francesco op ved hoffet i Ferrara, hvor hans mor var gift med en af faderens officerer. Francesco kom med, da faderen i 1412 gik i tjeneste hos kong Ladislas af Napoli. Efter at have gjort tjeneste i et af regimenterne overtog Francesco ved faderens død kommandoen over hele hæren. Herefter gik Francesco i tjeneste hos Filippo Maria Visconti, hertug af Milano og de næste 20 år kæmpede han henholdsvis for og imod ham. Trods disse skiftende alliancer blev Francesco i 1441 gift med hertugens illegitime datter og eneste barn, Bianca Maria. I 1434 indgik Francesco alliance med Cosimo Medici og for et betydeligt beløb blev Francesco condottiere for Firenze. I 1438 stod Francesco i spidsen for en florentinsk-venetiansk liga mod Milano, som blev besejret og måtte afstå Verona. To år senere tilføjede han Milano et endnu større nederlag i slaget ved Anghiari. Da hertugen i 1447 blev dødeligt syg, og Milano var truet af en venetiansk hær, sendte han bud efter sin svigersøn for at få hans hjælp. På vej til Milano erfarede Francesco, at hertugen var død, og at han havde udnævnt ikke ham, men kongen af Napoli som sin efterfølger. Milaneserne erklærede deres by for republik og ansatte Francesco som deres hærfører. Herefter fulgte en krig med Venezia, og da milaneserne i 1449 bag ryggen på Francesco sluttede fred, tvang Francesco gennem en belejring byen til overgivelse. 26. februar 1450 kunne Francesco rykke ind i Milano som byens herre. Hans styre blev en slags oplyst enevælde, og skønt først og fremmest kriger blev han og hans sønner kendt som mæcener. Francesco efterlod sig flere børn bl.a. sønnerne Ascano, der blev kardinal og Galeazzo Maria og Ludovico il Moro, der begge blev herskere i Milano (d 8/3 1466)

 

1562 d Götz von Berlichingen, tysk ridder; han voksede op ved hoffet hos den kejserlige feltherre og markgreve Friedrich von Ansbach. Han begyndte tidligt en militær karriere og mistede i 1504 den højre hånd. Den blev erstattet med en protese af en jern, hvilket gav ham tilnavnet "Götz mit der eisernen Hand". Senere levede han som en slags røverhøvning og plyndrede på riddervis fra sit Hornberg ved Neckar købmændene. For disse gerninger blev han to gange dømt fredløs. I 1519 kæmpede han for hertug Ulrich af Württemberg. Under kampene blev han taget til fange og sad to år i fangenskab. I bondekrigen i forbindelse med Reformationen tvang bønderne ham til at være deres fører. Von Berlichingen forlod dog snart denne tjeneste og stængte sig inde på sin borg. Senere var han i kejser Karl 5.’s tjeneste og deltog i 1540’erne i kejserens krige mod tyrkerne og mod Frankrig. Berlichingens selvbiografi blev brugt af Goethe som grundlag for dennes drama "Götz von Berlichingen" (f 1481)

 

d Domenico Scarlatti, italiensk komponist; femten år gammel blev han hoforganist i Napoli og de to første operaer, skrev han som attenårig. Efter yderligere studier i Venedig blev han 1714 Maestro di capella ved Peterskirken i Rom; han forlod Rom 1719 og drog til England, hvor han blev leder af The Royal Chapel og musiklærer for den potugisiske prinsesse Maria Barbara, datter af kong Johannes V af Portugal. Scarlatti fulgte med prinsessen til Spanien efter hendes giftermål med den senere kong Ferdinand VI af Spanien. Han blev hendes maestro da camera (hofkapelmester), da hun 1746 blev dronning af Spanien og forblev i hendes tjeneste til sin død. Skønt Scarlatti var berømt både som en særdeles dygtig cembalosolist og som komponist til mange former for musik, mens han levede, bygger hans berømmelse i nyere tid fortrinsvis på hans mere end 600 sonater og andre stykker for cembalo. Størstedelen af disse kompositioner - mindst 350 - blev komponeret fra han var 67 år gammel og fire år frem til hans død. Desuden har Domenico Scarlatti skrevet mindst 12 operaer (f 26/10 1685)

 

Under Den preussiske Syvårskrig (1756-63)udkæmpes i Brandenburg slaget ved Züllichau. I maj var en russisk hær på 70.000 mand under kommando af general Pyotr Semyonovich Saltykov gennem Polen rykket ind i Brandenburg. Med denne hær besejrede Saltykov ved Züllichau en preussisk hær på 26.000 mand under kommando af C.H. von Wedel. Den russiske hær rykkede derefter langs floden Oder frem mod Frankfurt. Samtidig sendte Ruslands allierede Østrig en hær på 35.000 mand under general Ernst von Laudon frem for at slutte sig til russerne. Preusserkongen Frederik den Store satte sig straks i bevægelse for at forhindre, at russerne og østrigerne forenede deres hære. Men det lykkedes ham ikke. Alligevel gik Frederik den 12. august til angreb på fjenden i deres velbefæstede stilling ved Kunersdorf, øst for Frankfurt. Resultatet blev en katastrofe for Frederik, der i løbet af seks timer mistede 18.000 mand

 

f P.S. Krøyer, maler; elev på Kunstakademiet 1864-70, debuterede 1871 på Charlottenborg; han vakte opmærksomhed med sine dygtigt udførte portrætter og med sine skildringer af fiskere ved Hornbæk, der på denne tid opdagedes af malerne. Krøyer opholdt sig 1877-81 i udlandet - Frankrig, Spanien og Italien. I Italien malede han "Italienske landsbyhattemagere" (1880). Krøyer var lærer ved De frie Studieskoler i København 1882-94. Fra 1882 havde han fast sommerophold i Skagen. I sit første år i Skagen malede Krøyer i Brøndums butik "I Købmandens Bod, når der ikke fiskes". I de flg år delte han sin tilværelse mellem København om vinteren og Skagen om sommeren. Om vinteren fik han afviklet de store bestillingsopgaver, der strakte sig fra enkeltportrætter til de store gruppemalerier, der var en af hans specialiteter: "Burmeister & Wains Jernstøberi" (1884-85), "Musik i Atelieret" (1886), "Aftenselskab i Ny Carlsberg-Glyptoteket" (1888), "Børsens Mænd samlet i Børssalen" (1895) og "Et møde i Videnskabernes Selskab" (1896-97). På Skagen blev det sommeraftenens, den blå times, solnedgangens, sommernattens stemninger ved stranden og de lyse nætter, der inspirerede ham: "De lyse Nætter. Uden for Bager Saxilds Hus" (1885), "Hip, Hip, Hurra!" (1888), "Fiskere på Nordstranden en sommeraften" (1891), "Badende Drenge. Skagen" (1892), "Sommeraften ved Skagen. Kunstnerens Hustru med Hund ved Strandkanten" (1892). Efter århundredskiftet kæmpede Krøyer med sygdom og personlige sorger. Han var flere gange indlagt på sindsygehospital, og i 1905 blev han separeret fra sin hustru, Marie Krøyer (d 21/11 1909)

 

d Isaac Merritt Singer, amerikansk opfinder og fabrikant; 1851 udviklede og patenterede Singer verdens første, praktiske, enkelttrådede symaskine. 1853 grundlagde Singer I.M. Singer & Co; fabrikken blev snart verdens største producent af symaskiner; 1863 omdannedes firmaet til The Singer Manufacturing Company. Singer trak sig herefter tilbage og slog sig ned i England, hvor han døde (f 27/10 1811)

 

1883 f Alan Frances Alanbrooke, 1st Viscount of Brookeborough, britisk feltmarskal; gjorde under Første Verdens- krig tjeneste i artilleriet. I mellemkrigstiden gjorde han stabstjeneste, og ved udbruddet af Anden Verdenskrig kommanderede han et korps i Frankrig. Efter den britisk-franske tilbagetrækning til Dunkerque ledede han på stranden her evakueringen af britiske og franske tropper. I juli 1940 overtog han kommandoen over de britiske hjemmestyrker og blev i december 1941 forfremmet til britisk stabschef. I denne stilling var han premierminister Churchills nærmeste militære rådgiver. Det lykkedes ham at etablere et godt samarbejde med de amerikanske styrker, og han havde stor indflydelse på de allieredes strategi under Anden Verdenskrig. I 1944 blev han udnævnt til feltmarskal (d 17/6 1963)

 

d Ulysses S. Grant, USA's præsident 1869-1877; i årene 1839-43 fik han en militæruddannelse ved militærakademiet West Point. Han deltog i Den Mexicansk-amerikanske Krig 1846-48. I 1854 forlod han hæren og var derefter bl.a. farmer i Missouri. Ved Borgerkrigens udbrud i 1861 blev han oberst for et regiment frivillige i nordstaternes hær. Sin første af mange fornemme bedrifter øvede han i juli 1863, da han erobrede fæstningen Vicksburg. Dermed fik nordstaterne herredømme over Mississippi, og sydstaternes område blev delt i to. Grant blev generalmajor og chef for vesthæren og fordrev efter slagene ved Chattanooga november samme år sydstatshæren fra Tennessee. Marts 1864 blev han udnævnt til overgeneral for alle nordstatstropper. Han indesluttede sydstatsgeneralen Lee ved Richmond og tvang ham til overgivelse april 1865. I striden efter krigen mellem præsident Andrew Johnson og Kongressen støttede Grant Kongressen og gennemførte med stor energi sydstaternes genrejsning 1866-67. 1867-68 var Grant fungerende krigsminister. Som Det republikanske Partis præsidentkandidat vandt han valgene 1868 og 1872. Som præsident fik han nedsat skatterne og formindsket statsgælden. Han tvang sydstaterne til at gennemføre afskaffelsen af slaveriet og til at indføre almindelig stemmeret. Om Grants indsats som soldat og politiker er det blevet sagt, at han var dygtigere som general end som politiker. Han var en lidt naiv person og var ofte redskab for republikanske partilederes rævestreger. En række korruptionsskandaler bidrog til at svække hans anseelse. Det var derfor forgæves, da han i 1880 atter søgte opstilling som sit partis præsidentkandidat. I sine sidste år skrev Grant erindringerne "Personel Memoirs" (2 bind, 1885-86), hvis udgivelse blev forestået af Mark Twain (f 27/4 1822)

 

f Arthur Whitten Brown; engelsk flyver; han var uddannet som ingeniør og gjorde tjeneste i Royal Flying Corps under 1. Verdenskrig. Hans berømmelse skyldes, at han 14.-15. juni 1919 sammen med kaptajn John Alcock foretog den første non-stop flyvning over Atlanten. Turen, i et ombygget tomotores Vickers Vimy biplan bombefly foregik fra St. John’s på New Foundland til Clifden, Irland og tog 16 timer og 27 minutter (heraf 15 timer og 57 minutter over åbent hav). For bedriften vandt Brown og Alcock 10.000 engelske pund udlovet af Londonavisen Daily Mail, ligesom begge blev adlet. (d 16/10 1948)

 

f Raymond Chandler, amerikansk krimiforfatter der betegnes som en klassiker inden for genren; han blev født i Chicago, men voksede op i England og studerede sprog i Tyskland og Frankrig. Han begyndte en karriere som journalist, som blev afbrudt for deltagelse i 1. Verdenskrig på engelsk side. Efter krigen vendte han tilbage til sit fødeland, hvor han startede en karriere som free-lance journalist. Chandlers berømmelse som forfatter hviler på hans bøger med detektiven Philip Marlowe. Hans første bøger kom i begyndelsen af 1930'erne, helten var endnu ikke Philip Marlowe, men det var den samme høje, rolige, kyniske, intelligente skikkelse, ridderen uden frygt og dadel, der er oppe mod både kyniske gangstere og korrupte politifolk. I alt skrev Chandler syv bøger med Philip Marlowe, den første "The Big Sleep" i 1939 (da. Den lange søvn, 1983) og den sidste i 1958 "Playback" (da, Blindebuk, 1959). Det er blevet hævdet, at Chandler med sit forfatterskab placerer sig som den betydeligste amerikanske krimiforfatter efter 2. Verdenskrig. Flere af bøgerne er filmatiseret, f.eks. "The Big Sleep" i 1946 med Humphrey Bogart som Philip Marlowe. (d 26/3 1959)

 

1892 f Haile Selassie, etiopisk kejser 1930-1974; søn af Ras Makonne, guvernør i provinsen Harar og fætter til kejser Menelik 2. Haile Selassies mor var en datter af Menelik 2. I 1916 blev han tronarving og søgte herefter at gennemføre en europæisering af Abessinien, som Etiopien dengang hed. Det lykkedes ham i 1923, at få sit land optaget i Folkeforbundet. Samme år lod Haile Selassie sig krone til negus (konge), og, da landets overhoved døde i 1930, til nagadt (kejser) under navnet Haile Selassie. Som enevældig kejser styrkede han indadtil sin magt gennem en centralisering af landet, mens han udadtil bl.a. gennem Folkeforbundet søgte at sikre landets selvstændighed. Under den italienske besættelse 1936-41 af Etiopien var han i eksil i England, og efter sin tilbagevenden fortsatte han sin modernisering af det etiopiske samfund. Fra midten af 1950’erne kom han mere og mere ud af trit med udviklingen. En voksende utilfredshed førte til strejker og demonstrationer, der endte med et militærkup i september 1974. Haile Selassie blev afsat og sad i husarrest til sin død. Sandsynligvis blev han henrettet. I 1973 udgav han sine erindringer "My Life and Ethiopia’s Progress 1892-1937" (d 27/8 1975)

 

Østrigsk-ungarsk ultimatum til Serbien. Under balkankrigene – 1912-13 – var spændingen mellem dobbelt- monarkiet Østrig-Ungarn og kongeriget Serbien øget voldsomt. Fra Serbien arbejdede nationalistiske grupper på at undergrave det østrig-ungarske kejserriges herredømme i Bosnien, da mange i Serbien mente dette område burde tilhøre Serbien. Da en af disse grupper juni 1914 i Bosniens hovedstad Sarajevo myrdede den østrig-ungarske tronfølger og hans hustru, besluttede regeringen i Wien øjeblikkeligt, at der nu skulle gøres op med de storserbiske planer om at få alle de sydslaviske områder forenet under Serbien. Fra Berlin modtog østrig-ungarerne ubetinget tilsagn om støtte. Den tyske regering var overbevist om nødvendigheden af at stå sin eneste pålidelige forbundsfælle bi og regnede med, at en fast politik ville alholde ententemagterne – Storbritannien, Frankrig og Rusland – fra at gribe ind. Den 23. juli 1914 modtog den serbiske regering fra Wien et skarpt, yderst vidtgående ultimatum. Ententemagterne rådede den serbiske regering til at strække sig vidt, og den britiske udenrigsminister foreslog afholdt en stormagtskonference. Det blev afslået af den tyske regering, og da Serbien nok imødekom næsten alle de stillede krav, men afslog at lade østrigske politimyndigheder foretage undersøgelser på serbisk grund, erklærede Østrig-Ungarn krig den 28. juli 1914. Europa var på vej ud i den store katastrofe: Første Verdenskrig

 

d William Ramsay, skotsk kemiker; det, som først og fremmest har sikret Ramsay en plads i kemiens historie, er hans opdagelse af ædelgasserne og deres indordning i det periodiske system som en ny og uventet gruppe. Sammen med Lord Rayleigh opdagede han 1894 ædelgassen argon. I 1895 opdagede han helium i uranholdige mineraler og 1898 sammen med M.W. Travers neon, krypton og xenon. I 1903 påviste Ramsay sammen med F. Soddy, at helium blev dannet ved den radioaktive spaltning af radon og gav derved det første eksperimentelle bevis for, at et grundstof kan omdannes til et andet. At radon hørte til ædelgasserne, blev bekræftet ved den direkte atomvægtbestemmelse, som Ramsay sammen med W.R. Gray udførte 1910. Fra 1880 var Ramsay professor i Bristol og fra 1887 ved University College i London I 1904 fik Ramsay Nobelprisen i kemi for sin forskning (f 2/10 1869)

 

d Valdemar Poulsen, ingeniør, opfinder; efter i årene 1889-93 at have været i gang med forskellige studier var han i lære på en maskinfabrik i Århus og nogle år fra midt i 1890’erne til 1898 ansat ved KTAS tekniske afdeling. Han lærte ved selvstudium elektronik og opfandt 1898 en elektromagnetisk fonograf - dvs en forløber for båndoptageren - som han kaldte telegrafonen. Med den kunne man optage menneskelig tale ved magnetisering af en hærdet ståltråd og ved påfølgende aftastning få talen gengivet i en telefon. Poulsen opfandt 1903 lysbuegeneratoren, og allerede 1904 udtog han patent på forskellige anordninger for buens anvendelse til trådløs telefoni. Samme år blev den første buegenerator til radiotelegrafi opstillet i Lyngby. I 1907 installeredes en forsøgsstation i dampskibet "Hellig Olav", som på en rejse til New York modtog telegrammer fra Lyngby over en afstand på 3.300 km. Poulsen lagde med indførelsen af kontinuerte radiobølger grunden for rationel radioteknik og muliggørelsen af radiofoni. Han regnes derfor med rette for at være en af radioens største pionerer. 1909 blev han æresdoktor ved universitetet i Leipzig, 1914 medlem af Videnskabernes Selskab og 1929 æresdoktor ved Polyteknisk Læreanstalt (f 23/11 1869)

 

d Philippe Petain, fransk marskal, statsleder; han udmærkede sig under 1. Verdenskrig som chef for Verduns forsvar i 1916; han var øverstkommanderende for de franske styrker på Vestfronten 1917-18. Ved at forbedre forholdene for de franske soldater standsede han et udbrud af mytteri, han opnåede en umådelig popularitet blandt de menige, og i hele mellemkrigstiden fejredes han som en helt. I november 1918 udnævntes han til marskal af Frankrig. Da Frankrig havde lidt de første nederlag efter det tyske angreb den 10. maj 1940, blev Petain den 18. maj vicestatsminister. I regeringen blev der flertal for Petains synspunkt om at søge våbenstilstand. I juli blev Petain både statschef og statsminister i den såkaldte Vichy-regering i den ubesatte del af Frankrig og havde faktisk diktatorisk magt. Udenrigspolitisk fulgte han en "ventepolitik", der gik ud på at se, hvordan krigen ville udvikle sig. I praksis fik denne politik ofte en anti-britisk karakter. Først og fremmest opstod en uforsonlig modsætning mellem Petain og de Gaulle og hans komité i London, som med "de frie franske styrker" fortsatte krigen mod Tyskland. Da de allierede i 1942 gik i land i Nord-Afrika, gav Petain de franske styrker ordre til at gøre modstand. Han protesterede også mod tyskernes indmarch i den ubesatte del af Frankrig og gav marinen ordre til at sænke den franske flåde i Toulon. 3. august 1944 blev Petain afsat; da tyskerne 1944 blev fordrevet fra Frankrig, fulgte Petain med til Tyskland. I april 1945 kom Petain tilbage til Frankrig; han blev anklaget for samarbejde med tyskerne og forræderi; han blev dømt til døden, men benådet og deporteret til øen Yeu, hvor han døde (f 24/4 1856)

 

1973 d Edward Rickenbacker, amerikansk pilot og sit lands mest berømte jagerpilot (air ace) under 1. Verdenskrig. Men det var som racerkører Rickenbacker først gjorde sig bemærket. Da USA trådte ind i 1. Verdenskrig, tilhørte han top tre blandt amerikanske racerkørere. Som jagerpilot lå han ved 94th Aero Pursuit Squadron. Han opnåede 26 sejre i luftkampe, blev dekoreret mange gange bl. a. med Medal of Honor. Sine oplevelser under krigen offentliggjorde Rickenbacker i bogen "Fighting in the Flying Cirkus" (1919). Efter krigen blev han direktør i bilindustrien. Derefter – fra 1932 – i lufttrafikken. I 1935 blev han generaldirektør i luftfartselskabet Eastern Air Lines. Under 2. Verdenskrig var han ansat som regeringsembedsmand – repræsenterende krigsministeren. På en inspektionsrejse i 1942 måtte hans fly nødlande i Stillehavet. Rickenbacker tilbragte derefter 23 døgn på en redningsflåde. Om disse døgn har han fortalt i bogen "Seven Came Through" (1943) (f 9/10 1890)

 

 

 

 

Til top        24. juli

1115 d Matilda, grevinde af Toscana; hun huskes for den rolle, hun spillede i konflikten mellem pavestolen og den tysk-romerske kejser. Stridens klimaks, konfrontationen mellem kejser Henrik IV og pave Gregor VII fandt sted ved hendes borg, Canossa. Drabet på hendes far, den magtfulde Bonifacius af Canossa, i 1052, hendes ældre brors og søsters død gjorde hende til eneste arving til huset Canossas store besiddelser. I 1069 blev hun gift med Godfred af Lorraine. Efter deres barns død flyttede hun tilbage til Italien, og sammen med sin mor regerede hun over slægtens besiddelser. I striden mellem kejsermagt og pavestol var hun paven en trofast støtte. Hun blev en nær ven af pave Gregor VII, og det var ved hendes borg den barbenede kejser Henrik IV i januar 1077 måtte gå bodsgang – gå til Canossa - for at få Gregors tilgivelse. Efter Henriks ekskommunikation i 1080 var M til stadighed i krig med ham. Efter Henriks død i 1106 sluttede hun i 1110 fred med hans søn og efterfølger, Henrik V. M blev begravet ved Mantova. Men hendes fortjenester mod pavemagten blev ikke glemt i de følgende århundreder. Ja, mindet om hende var så stort, at pave Urban VIII i 1634 lod hendes jordiske rester grave op og derefter gravlægge i Peterskirken i Rom (f 1046)

 

1345 d myrdet Jacob van Artevelde, flamsk købmand og politisk leder; som repræsentant for en af Ghents rigeste og mest indflydelsesrige familier talte A i 1337 ved udbruddet af Hundredårskrigen mellem England og Frankrig for, at eftersom Flanderns uldindustri næsten 100% var afhængig af import af uld fra England, ville det være katastrofalt for Flandern at blive inddraget i krigen. Snart dominerede A byrådet i Ghent, og det lykkedes ham at overtale andre flamske byer, f.eks. Brügge og Ypres, til at indgå i et flamsk forbund for at hævde Flanderns neutralitet. Man fik forhindret den profranske greve af Flanderns planer om gå ind i krigen på den franske konges – grevens lensherres – side, og i 1338 anerkendte greven forbundet og dets neutralitetspolitik. Frem til sin død var A herefter faktisk diktator i Ghent; han dominerede det flamske forbund, som kom til at omfatte næsten alle byer i Flandern. Men da den engelske kong Edward III lagde pres på Flandern og truede med at lukke for eksporten af uld, blev det vanskeligt for A at opretholde den flamske neutralitet. Da han for at imødekomme den engelske konge foreslog, at man afsatte greven af Flandern og i hans sted indsatte den engelske konges ældste søn, Edward Den sorte Prins, udbrød der uroligheder i Ghent. Da A under et møde på byens torv ville tale til mængden, blev overfaldet og dræbt (f ca 1287)

 

1534 Den franske søfarer Jacques Cartier ankommer til Canada, som han erklærer for tilhørende Frankrig

 

1701 Antoine Cadillac grundlægger en fransk bebyggelse - Fort Pont-chartrain (senere Detroit) for at kontrollere ruten, der forbinder søerne Huron og Erie

 

1704 En britisk eskadre erobrer Gibraltar. Erobringen skete under Den spanske Arvefølgekrig og ved fredsslutningen – freden i Utrecht juli 1713 mellem Storbritannien og Spanien – anerkendtes briternes besiddelse af området. Kort efter erobringen indrettede briterne Gibraltar som flådebase og udbyggede og forstærkede den helt frem til 2. Verd.krigs afslutning. Flådebasen befæstede Storbritanniens dominans som sømagt. Med Gibraltar havde man ikke bare nøglen til Middelhavet, man havde også en stærk base mellem arvefjenden Frankrigs to store flådehavne, Brest og Toulon, hvorved den franske flåde reelt var delt. Med Suezkanalens åbning i 1869 blev Middelhavet en hovedrute mellem Europa og Østen. Storbritannien kunne fra Gibraltar og fra de to andre stærke Middelhavsbaser, Malta og Cypern, beskytte sin egen søfart og kontrollere andre staters søfart til Østen

 

f Simón Bolivar, venezuelansk politiker og sydamerikansk frihedshelt, der har fået en sydamerikansk stat opkaldt efter sig, Bolivia. Under sin uddannelse hjemme og på rejser i Europa i sin ungdom modtog han stærke indtryk af tidens frihedstanker og af de herskeridealer, der knyttede sig til Napoleon. Da han i 1806 vendte tilbage til Venezuela, deltog han i kampene mod kolonimagten Spanien, hvilket i 1811 resulterede i Venezuelas uafhængig-hed. 1819 forenede B Venezuela, Ny-Granada (Colombia) og Ecuador i Storcolombia. Da han 1820-21 havde vundet militær kontrol over hele området, udformede en dårligt forberedt kongres i 1821 en forfatning for Stor-colombia, og B blev valgt til præsident. Modsætningerne inden for området var imidlertid or store; ved oprettelsen af Storcolombia havde B ikke taget hensyn til holdningerne i de forskellige områder. Også forskelligartede naturforhold og de vanskelige samfærdselsforhold vanskeliggjorde statsdannelsen. Da B ville indføre et diktatorisk styre for at sikre den indre ro, rejste der sig modstand mod ham. 1829-30 trak Venezuela og Ecuador sig ud af Storcolombia. 1830 nedlagde B sit embede for at drage i eksil i Europa. Men endnu før han havde forladt Amerika, døde han af tuberkulose den 17/12 1830

 

f Alexander Dumas, fransk forfatter; han gjorde sig først bemærket med vaudeviller og historiske dramaer, som i samtiden blev umådelig populære. Han slog igennem i 1829 med "Henri III et sa cour", som med sin kraftige historiske kolorit gjorde Dumas til en af førene for den romantiske digtning og til skaberen af fransk romantiks vigtigste teatergenre, det historiske drama. Politisk var Dumas republikaner; hans republikanske idealer fik ham med i Garibaldis opstand på Sicilien. Budskabet i hans arbejder er enkelt: leve den store sensuelle lidenskab og det generøse engagement. I 1830’erne udgav Dumas en række livfulde rejseskildringer fra Europa og Asien. Men det blev som romanforfatter han blev verdensberømt. Kendt og elsket er "Les Trois Mousquetaires" (1844; da. De tre Musketerer, 1846) fra Ludvig XIII’s tid. For sig selv står mesterværket "Le Comte de Monte-Christo" (1845-46; da Greven af Monte Cristo, 1845-46). De fleste af hans romaner er skrevet som føljetoner for de store aviser i Paris, og efterspørgslen blev efterhånden så stor, at Dumas organiserede en hel romanfabrik med talrige medarbejdere, som kapitel for kapitel udarbejdede hans ideer og skitser. Ofte arbejdede han på et halvt dusin romaner på samme tid. Umiddelbart før sin død skrev Dumas en 1150 sider stor kogebog "Grand dictionnaire de cuisine", som udkom posthumt 1872 og fik stor udbredelse (d 5/12 1870)

 

1848 Slaget ved Custoza. Slaget blev udkæmpet under den første af italienernes tre uafhængighedskrig mod Østrig-Ungarn i deres forsøg på at sætte en stopper for den østrigske kontrol over Norditalien. Slaget fandt sted ca 18 km sydvest for Verona, og de italienske tropper, under ledelse af Karl Albert, konge af Sardinien-Piemonte led et knusende nederlag til en østrigsk hær kommanderet af den 82-årige veteran fra Napoleonskrigen feltmarskal Joseph Radetzky. Den 8. august blev der underskrevet en våbenhvile. Det italienske nederlag skyldtes bl.a., at de ikke havde fået stormagtsstøtte. Støtten kom fra Frankrig op til næste uafhængighedskrig i 1859. Efter Italiens højest udviklede stat Piemonte-Sardinien havde ydet militær støtte til Storbritannien og Frankrig i de to landes krig mod Rusland – Krimkrigen 1854-55 – kvitterede den franske kejser Napoleon 3. med at indgå en aftale med Piemonte-Sardinien. Den lovede fransk støtte mod, at piemonteserne gav afkald på Nice og Savoyen. Efter slaget ved Solferino den 24. juni 1859, hvor en fransk-piemontesisk hær tilføjede østrigerne et nederlag, tilfaldt Lombardiet i Norditalien kongeriget Sardinien, hvor Vittorio Emanuele 2. nu var konge. Den tredje uafhængig-hedskrig udkæmpedes 1860-61. Med bl.a. den italienske nationalhelt Garibaldis indsats blev krigens resultat, Vittorio Emanuele kunne indlemme kongeriget Begge Sicilier, Sicilien og den sydlige del af den italienske halvø.i sit rige. Dermed var nationen Italien skabt

 

f Henrik Pontoppidan, forfatter; efter at have afbrudt en ingeniøruddannelse – i 1871 tog Pontoppidan 1. del af ingeniøreksamen ved Polyteknisk Læreanstalt – levede han efter debutten i 1881 udelukkende som forfatter. Allerede debutbogen, en novellesamling, indeholdt grundmotivet i Pontoppidans digtning: oprøret mod præste-gården og viser hans realistiske syn på bonden, der virkede nyt på baggrund af skolelærerlitteraturens idealise-ring. Hans digtning står da som en naturalistisk kunst, der skildrede fattigdom og elendighed uden nogen formildende besmykning. I de følgende år nåede Pontoppidan stadig dybere i sine bondeskildringer; det skete med romanen "Sandinge Menighed", 1883 (rettet mod den grundtvigske højskolekultur) og novellesamlingerne "Landsbybilleder", 1883 og "Fra Hytterne", 1887. Pontoppidans tredje novellesamling "Skyer", 1890 har et videre sigte emne: billeder fra land og by i provisorieårene. 1891 udsendte P "Muld" som første del af hans store romancyklus "Det forjættede Land", året efter fulgt op med "Det forjættede Land" og i 1895 afsluttet med "Dommens Dag". Værket er et tidsbillede fra provisorieårene. Med værker som "Ung Elskov", 1885, "Spøgelser", 1888, "Højsang", 1896 havde Pontoppidan allerede i 1880’erne begyndt udgivelse af en række små romaner, der ofte fore-går uden for bondekredse. Således også "Mimoser" (1886), et vittigt indlæg i 1880’ernes store sædelighedsfejde og "Nattevagt" (1894), en skarp protest fra naturalismens side mod den voksende symbolisme og nyromantik i 1890’erne. Omkring århundredskiftet udkom storværket romanen "Lykkeper" (udgivet i 8 bind 1898-1904). Ideen bag romanen er, at "det ikke hjælper, at man her ligget i et ørneæg, når man er vokset op i en andegård". Den handler om en præstesøn, der trods sit oprør mod barndomshjemmeet og slægten ikke formår at frigøre sig og virkeliggøre sine store ingeniørplaner og sit overmenneskeideal, fordi hans dybtliggende natur overalt i det afgørende øjeblik lammer hans handlekraft. I årene 1912-15 kom hans tredje store roman "De Dødes Rige". Pontoppidan gav her et billede af Danmark efter Systemskiftet. I det hele taget var Pontoppidans felt det aktuelle tidsbillede. Om Pontoppidans digtning er det da også blevet sagt, at ingen dansk forfatter – måske Holberg ene undtaget – har formået at give et så fuldstændigt billede af sin samtid, dens åndelige rørelser og dens mennesketyper som han. Af den grund er Pontoppidan stadig læsværdig (d 1/8 1943)

 

d Martin van Buren, USA's præsident 1837-1841; efter at have afsluttet sine jurastudier vendte han 1803 tilbage til fødebyen Kinderhook, New York og grundlagde en efterhånden blomstrende advokatvirksomhed. I Kinderhook begyndte han sin politiske karriere i 1812, da han valgtes til statens senat. Han var medlem af denne forsamling til 1820; i samme periode var han desuden New Yorks justitsminister. 1821-28 var van B senator i Washington (US senator). For at sikre Andrew Jackson sejren i New York ved præsidentvalget i 1828 nedlagde van B embedet som US-senator og blev i stedet valgt til guvernør i New York. Men efter 22 måneder trak han sig tilbage fra guvernørposten og blev præsident Jacksons udenrigsminister. Som guvernør medvirkede han ved dannelsen af Det Demokratiske Parti; 1833-37 var van B vicepræsident under Andrew Jackson og 1837-41 præsident. Genopstillede ved valget 1840, men tabte. Det skete bl.a. på gr. af utilfredshed med hans regerings økonomiske politik under den den økonomiske krise i1837. Da han modsatte sig annektering af Texas, kostede det ham nomineringen som Demokraternes kandidat i 1844. I 1840'erne arbejdede Van Buren imod slaveriets udvidelse og opstillede i 1848 forgæves for Free-Soil-partiet (f 5/12 1782)

 

d Adolf Jerichau, billedhugger; han blev optaget på Akademiets malerskole 1831, men besluttede efter nogle års forløb at ville være billedhugger. Da han 1837 ikke fik Akademiets lille guldmedalje, rejste han uden stipendium til Rom. Han ankom til Rom med den fregat, der skulle hente Thorvaldsens samlinger hjem. J nåede derfor kun lige at opleve mesteren i de romerske omgivelser. I Rom skabte Jerichau "Herkules og Hebe" (1844-45), i hvilken påvirkningen fra Thorvaldsen er tydelig. Den voldsomme kontrast mellem den muskuløse Herkules og den yndefulde pigeskikkelse var et brud med antikkens idealer, og Jerichau fulgte det op, da han i 1845-46 udførte "Panterjægeren". Her er den klassiske ro afløst af de spændte linjer og det øjebliksbetonede. 1849 rejste han hjem og blev professor ved Kunstakademiet. Samtidens nationale rørelser bevirkede, at H.V. Bissen i de fleste tilfælde blev foretrukket ved tildelinger af officielle opgaver. Jerichau konkurrerede med Bissen om fredericiamonumentet med en "Thor". Den havde ikke en chance over for Bissens Landsoldat og viser, at Jerichau var uden forbindelse med tidens nationale og folkelige rørelser. Hans største arbejder fra disse år er Davidstatuen - i bronze - foran Frue Kirke i København og Ørstedmonumentet – ligeledes i bronze og opstillet i Ørstedsparken i København. Desuden udførte han et stort antal statuer og statuetter med mytologiske motiver og dyrefigurer. Jerichau opnåede flere hædersbevisninger. Bl. a. modtog han i 1847 Thorvaldsens Medalje. Han hædredes med medlem-skab af flere europæiske kunstakademier og blev i 1879 æresdoktor ved Københavns Universitet. I 1881 blev han æresborger i fødebyen Assens (f 17/4 1816)

 

Systemskiftet. Folketingsparlamentarisme indføres. Første Venstreregering tilttræder. Fra 1872 havde Venstre flertallet i Folketinget. Da valg til Folketinget skete ved lige og almindelig (for mænd) hævdede Venstre, at landets regering skulle dannes af det parti, der havde et flertal i Folketinget bag sig. Det var imidlertid en fuldstændig vanvittig tanke for såvel det af godsejere domineret Højre som kongen, at bønderne – transtøvlerne, som højrefolkene nedladende kaldte venstremændene – skulle møde op ved hoffet og sidde til bords med kongen. I grundloven af 1866 stod, at kongen frit vælger sine ministre. Så fra 1866 til 1901udpegede kongen – Christian 9. - med baggrund i Højres dominans i det med privilegeret valgret valgte Landsting højreministre. Nævnte periode er gået over i historien som Forfatningskampen, idet Venstre og Højre kæmpede om den udøvende magt – regeringsmagten. Venstre ud fra den opfattelse, at regeringsmagten skulle tilfalde det parti, der havde et flertal bag sig i det ved almindelig valgret valgte Folketing. I Højre var opfattelsen, at regeringen skulle udgå fra Landstingets flertal. Da Højre ved folketingsvalget i 1901 led et betydeligt nederlag, og nu kun rådede over otte medlemmer i det 114 mands store Folketing, og altså ikke var flere end "de kunne samles om en kalvesteg", lod Christian 9. sig overtale til at udpege et venstreministerium under ledelse af den juridiske professor J.H. Deuntzer. Ved udnævnelsen af Deuntzers ministerium indledtes folketingsparlamentarismen som politisk tradition. Dette princip siger, at regeringen skal have en sådan sammensætning, at der i en væsentlig sag ikke er et flertal imod den i Folketinget. Endvidere betyder det, at en minister eller hele regeringen skal træde tilbage, - eller udskrive valg - hvis et flertal i Folketinget står bag en mistillidsdagsorden mod regeringen. Selv om parlamentarismen i praksis blev anerkendt ved Systemskiftet, blev den først formelt indført med Grundloven af 1953

 

1939 f Christian Kampmann, forfatter; han var journalistuddannet og 1964-71 ansat ved TV-avisen og dagbladet Information. Som forfatter debuterede han i 1962 med novellesamlinger " Blandt venner", som med bidsk ironi skildrer hans barndoms overklassemiljø. Novellerne "Ly" (1965) og romanerne "Sammen" (1967), "Nærved og næsten" og "Uden navn" (begge 1969) skildrer solidarisk middelklassemennesker fastlåst i (små)borgerlige konflikter, døde konflikter og fortrængte konflikter. Romanserien i fire bind om familien Gre-gersen "Visse hensyn", "Faste forhold", "Rene linjer" og "Andre måder" (1973-75) beskriver gennem voksne og børn i et direktørhjem den borgerlige families opløsning, de unges frigørelsesforsøg og det danske samfund 1954-74. Med Gregersen-sagaen fik K et stort publikum (hvert bind kom i 120.000 eksemplarer), og han brød et tabu, da han ved udgivelsen af sidste bind fulgte kvindebevægelsens parole om "at offentliggøre det private" og fortalte frit om sin biseksualitet. Han gik ind i debatten om seksuel frigørelse som medredaktør af tidsskriftet Seksualpolitik (1975-78) og bearbejdede sit gamle identitetsskema – hvem er jeg? hvordan realiserer jeg mig selv? – i de selvbiografiske udviklingsromaner "Fornemmelser" og "Videre trods alt" (1977-79) om "at bryde igennem til virkeligheden". Især den første var nyskabende med sin stiliserede fortælleform. K blev dræbt af sin mangeårige ven og samlever under et skænderi i sit sommerhus på Læsø. Posthumt udkom romanen "Skilles og mødes" (1992) om et bøssemiljø truet af AIDS (d 13/9 1988)

 

1940 På dansk foranledning og efter forhandlinger i Udenrigsministeriet dannes Dansk-Tysk Forening. Hensigten med oprettelsen af foreningen var – forklarede initiativtagerne senere – at skabe et forum, hvor repræsentanter fra den politiske og kulturelle elite kunne møde tyskerne under afslappede forhold. Ved at lade repræsentanter fra besættelsesmagten møde fremtrædende personligheder og ledende embedsmænd skulle tyskerne få øjnene op for, at der var mere perspektiv i at samarbejde med en dansk regering end satse på en Fritz Clausen regering. Det kulturelle og politiske samarbejde var foreningens hovedformål, og det hed i vedtægterne, at "Foreningens formål er at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneriske, litterære, videnskabelige og sociale forbindelser og dermed uddybe gensidig forståelse mellem Danmark og Tyskland". Efter pres overtog generaldirektør i DSB Peter Knutzen formandsposten i foreningen, som indledte et samarbejde med Nordische Verbindungsstelle, der var finansieret af det tyske propagandaministerium

 

1943 I det fascistiske storråd får et mistillidsvotum til Mussolini flertal. Nederlaget i Tunis i maj 1943 og de allieredes landgang på Sicilien 10. juli samme år fik det fascistiske regime i Italien til at vakle. Krigen havde været upopulær lige fra begyndelsen, og uviljen mod såvel krigen som tyskerne voksede, da modgangen meldte sig, og tyskernes indflydelse i Italien samtidig blev stadig mere mærkbar. Dertil kom, at italienske byer blev udsat for kraftige luftbombardementer, og at der opstod mangel på fødevarer. Også inden for fascistpartiets ledende kryedse voksede oppositionen mod krigen. Man begyndte at spejde efter muligheder for at trække sig ud af krigen og slutte separatfred med de allierede. Men Mussolini forblev trofast mod Tyskland, på trods af den nedladende måde Hitler behandlede ham på. På grund af den alvorlige situation blev det fascistiske Storråd, som ikke havde holdt møde siden 1939, indkaldt til den 24. juli. På mødet måtte Mussolini opleve, at der blev rettet stærk kritik mod hans måde at lede krigen på. Med 19 stemmer mod 17 blev der vedtaget en resolution, som betød et klart mistillidsvotum til den italienske diktator. Formelt havde Storrådet overtaget parlamentets funktioner, og efter forfatningen skulle Mussolini nu gå af som statsminister. Noget sådant havde han dog ikke i tankerne. Men da han næste dag var i audiens hos kong Victor Emanuel, krævede kongen, at han trådte tilbage. Da Mussolini forlod slottet, blev han arresteret af nogle officerer og kørt bort i en Røde Kors-bil. Arrestationen fandt sted uden modstand, og ligeså modstandsløst faldt det fascistiske styre sammen

 

1943 For at opfylde beslutningen på Casablanca-konferencen i januar 1943 om "i fremadskridende tempo at ødelægge og forstyrre Tysklands militære, industrielle og økonomiske system og underminere det tyske folks moral til det punkt, hvor dets evne til væbnet modstand er svækket i skæbnesvanger grad" rettede RAF’s Bomber Command og den 8. amerikanske luftflåde i dagene fra den 24. juli til den 3. august fire gigantiske natangreb og tre store dagangreb på Hamborg. 3.000 allierede fly nedkastede under de syv angreb omkring 9.000 tons bomber over byen. Nedkastning af aluminiumsstrimler satte det radardirigerede tyske luftforsvar ud af kraft, så mindre end 100 af de angribende fly gik tabt. På landjorden var ødelæggelserne derimod enorme. En høj koncentration af brandbomber udviklede i Hamborgs østlige del ildstorme, der med vindstød på op til 270 km/timen raserede byen og dræbte alt liv. Mere end 30.000 indbyggere mistede livet under bombardementerne, de fleste kvalt af kulilteforgiftning eller dræbt i ildstormene. 277.000 boliger, mere end halvdelen af den samlede boligmasse, blev ødelagt sammen med 3.200 fabrikker, 227 skoler, 58 kirker og 24 sygehuse. Hamborgs havn, Tysklands port til verden, lå i ruiner

 

1974 d James Chadwick, britisk fysiker; fra 1919 var han en af Rutherfords nærmeste medarbejdere ved Cavendish laboratoriet i Cambridge. Efter at Rutherford i 1920 teoretisk havde antydet eksistensen af neutronen, lykkedes det C i 1932 at finde partiklen. For denne opdagelse fik han nobelprisen i fysik 1935. Samme år blev han professor ved Liverpool University. Under 2. verd.krig var han den ledende fysiker i bestræbelserne for at konstruere en britisk atombombe. Da dette blev opgivet, blev han leder af den gruppe, der samarbejdede med amerikanerne i det såkaldte Manhattanprojekt, og som i sommeren 1945 stod bag konstruktionen af de første atombomber. Efter krigen blev C leder af den britiske atomenergikommision (d 20/10 1891)

 

1980 d Peter Sellers, britisk skuespiller; han er mest blevet identificeret med figuren inspektør Clouseau i Den lyserøde panter-serien, begyndende med "Den lyserøde Panter" (1963). Som filmskuespiller debuterede han i 1951 og herefter medvirkede han i en række engelske komedier bl.a. "Plyds og Papegøjer" fra 1955 og den satiriske "Som brødre vi dele" (1959). Endvidere triplerollen i "Dr. Strangelove" (1964) og hans sidste film fra 1979 "Velkommen Mr Chance", hvor han fremstillede en gartner, hvis hjernetomme stilfærdighed forveksledes med geni (f 8/9 1925)

 

 

 

 

Til top        25. juli

 

1398 f Francesco Filelfo, italiensk humanist; i sin ungdom studerede han græsk i det østromerske riges hovedstad, Konstantinopel. Resten af livet tilbragte han som en høj værdsat og beundret underviser i klassiske sprog og litteratur ved italienske universiteter og fyrstehoffer. Som hans mest produktive periode angives årene 1440 til 1471. I denne periode var F ansat ved hertughoffet i Milano. Mens han underviste ved universitetet i Firenze udfoldede han desuden en frodig litterær virksomhed. Han skrev på italiensk, latin og græsk, og hans produktion omfattede episk og lyrisk poesi, kommentarer til klassiske værker og filosofiske afhandlinger. Selv om senere tider har bedømt F’s litterære arbejder som forholdsvis ubetydelige bidrag til italiensk litteratur, havde han en enorm prestige i sin samtids Italien. Den konkurrence der var blandt Italiens fyrster for at have F ansat, viser den prestige lærde humanister havde i 1400’tallets Italien (d 31/7 1481

 

Henrik 4. aflægger sin protestantiske tro. I 1569 var Henrik han blevet de franske protestanters – huguenotternes – anfører. Som symbol på forsoningspolitikken mellem katolikker og hugenotter fik enkedronningen, Frankrigs regent Katharina af Medici i 1572 et ægteskab i stand mellem sin datter Margrete af Valois og Henrik, der efter Henrik 2.’s og Katharinas fire barnløse sønner var nærmeste arving til Frankrigs trone. Under bryllupsfesten blev mange af hugenotterne myrdet (Bartolomeusnatten), og H måtte gå over til katolicismen for at redde livet. Efter nogen tid blev han dog atter hugenotternes leder. Da tronfølgeren døde 1584, blev Henrik tronfølger. I sin kamp for at sikre sig den franske trone hævdede H sig militært, han evnede ikke at tage Paris. Han stod da over for det afgørende spørgsmål: kunne han som protestant vinde og beholde tronen i et land, der var 90% katolsk? Det mente han ikke; på den anden side var ’Paris vaut bien une messe’ (Paris er vel en messe værd), og den 18. maj 1593 sendte Henrik bud til paven og Paris’ præsteskab, at han ønskede at blive undervist i den katolske tro. To måneder senere blev han katolik. Det skete, da han i de franske kongers gravkirke St. Denis aflagde sin kalvinistiske tro og antog den katolske. Han skriftede, han fik syndsforladelse og hørte messe. Han var blevet katolik Skønt mange tvivlede på hans oprigtighed, bragte trosskiftet hurtigt resultater. Betydningsfulde byer - først og fremmest Orléans og Lyon - sluttede sig i stadig stigende antal til ham. Reims forblev loyal mod den katolske liga, så H blev kronet i Chartres 27. februar 1594. Dette og hans trosskifte fjernede ethvert berettiget påskud for yderligere modstand mod ham, og 22. marts 1594 kunne han endelig drage ind i Paris. Også pariserne var efterhånden trætte af krig, og ved Henriks indmarch i byen forsøgte ingen at stille sig i vejen. Tværtimod blev han hyldet af store menneskemængder. Den religionskrig, der havde splittet landet i 32 år, var slut

 

1616 d Andreas Libavius, tysk læge, kemiker og alkymist; efter at have taget lægeembedseksamen i Jena var L i årene 1586 til 1591 professor i historie og poesi ved universitetet i Jena; derefter var han til 1605 embedslæge i Rothenburg. I 1605 oprettede han Gymnasium Casimirarium i Coburg og var dets rektor til sin død. I 1595 udgav han bogen "Alchymia", der er den første sammenfattende fremstilling af kemien. Livet igennem studerede L kemi, og han lagde afgørende vægt på kemi som en videnskab, der kunne anvendes i metallurgi, farveri, garveri m.m. Bl.a. beskrev han, hvorledes man kan fremstille rubinrødt glas ved tilsætning af guldopløsninger til glasmassen. Endvidere benyttede han kobberopløsning til påvisning af ammoniak og udtræk af galæbler til påvisning af jern. Men stoffer blev i almindelighed karakteriseret ved deres ydre kende tegn som smag, opløselighed og. lign. Som sine samtidige troede L på muligheden af at omdanne et metal til et andet – guldmageri/alkymi (f ca. 1540)

 

1800 Den danske fregat Freya er i kamp i Den engelske Kanal med en britisk eskadre. Den 40 kanoners fregat konvojerede juli 1800 seks handelsskibe under dansk flag fra Kristianssand til Middelhavet. Freyas kaptajn havde ordre til at afvise ethvert krav fra de krigsførende lande om at visitere konvojens skibe. I Den engelske Kanal mødte konvojen 25. juli 1800 en britisk eskadre på fire fregatter og en lugger, som krævede ret til at kontrollere handelsskibene for krigskontrabande. Efter en halv times kamp måtte Freya give op, hvorefter konvojen blev bragt til undersøgelse i Deal ved Dover. Englændernes fremfærd medførte, at de neutrale søfartsnationer i december 1800 genoprettede Det Væbnede Neutralitetsforbund fra 1780. Sammen med de øvrige søfartsnationer søgte Danmark at hævde neutralitetsprincipper som frit skib, fri ladning og neutrale konvojers ukrænkelighed. England svarede igen med angrebet på Danmark, som førte til Slaget på Reden 2. april 1801. Efter Slaget på Reden måtte Danmark forlade neutralitetsforbundet og opgive dets neutralitetsprincipper

 

d Samuel Taylor Coleridge, britisk digter, kritiker og filosof; i sin ungdom deltog C i et fejlslagent forsøg på at oprette et utopisk idealsamfund i USA, et "Pantisocracy". Efter at være vendt tilbage til England mødte han i 1795 digteren Wordsworth, og sammen udgav de i 1798 digtsamlingen "Lyrical Ballads", der markerer romantikkens gennembrud i England. C’s væsentligste bidrag til samlingen er "The Ancient Mariner". I 1817 kom den samlede udgave af hans digte "Sibylline Leaves". De udkom på et tidspunkt i C’s liv, der var præget af rolige og arbejdsomme år. Han var kommet i pleje hos en London lægefamilie, og her fik sit opiumsmisbrug under kontrol. Nu og i de flg. år udkom hans religiøse og politiske skrifter "The Statesman Manual" (1816), "Aids to Reflection" (1825) og 1830 "On the Constitution of Church and State". I sidstnævnte værk opstiller han, der var overbevist kristen, en syntese af religion, moral og politik. Fra samme periode er hovedværket "Biographia Literaria" (1830), som bl.a. indeholder hans teorier om digtning. C betegnes som en af engelsk romantiks betydeligste skikkelser. Men hans digteriske og intellektuelle evner hindredes i mange år i at komme til fuld udfoldelse på gr. af sygdom, opiummisbrug og åndelig selvransagelse. I sine sidste år vandt han anerkendelse og blev bl.a. medlem af Royal Society. Hans selvbiografi og hans litteraturteoretiske overvejelser har haft stor betydning for 1900-tallets litteraturteori (f 21/10 1772)

 

f Arthur James Balfour, britisk konservativ premierminister 1902-1905; han blev medlem af Underhuset 1874 og beklædte ministerposter 1885-92 og 1895-1902. Som minister for Irland 1887-1901 fulgte han en hård kurs over for de irske nationalister, hvilket skaffede ham tilnavnet Bloody Balfour. Dog gennemførte han en række reformlove bl.a. på landbrugets område for at fremme Irlands indre udvikling. I 1902 blev han premierminister og bidrog til at styrke Storbritanniens svækkede prestige efter Boerkrigen. Splittelse blandt de konservative om toldbeskyttelse førte til hans afgang 1905. B var oppositionsleder 1905-11, men havde ikke succes og afgik som leder af det konservative parti 1911. I 1915 blev han marineminister og var 1916-19 udenrigsminister. I 1917 lagde han navn til Balfourdeklarationen, der sagde, at det ville være Storbritanniens politik at støtte bestræbelserne på at oprette et nationalt hjem for jøder i Palæstina. Selv om deklarationen støttede oprettelsen af "et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk", fremhævede den også, at der ikke måtte ske overgreb på de religiøse og medborgerlige rettigheder "for de i Palæstina eksisterende ikke-jødiske samfundsgrupper". Efter 1. Verd.krig deltog B i Versailleskonferencen og spillede fortsat en betydelig politisk rolle i 1920'erne. I 1922 blev han adlet som jarl Balfour af Whittingehame (d 19/3 1930)

 

1850 Slaget ved Isted. At Preussen den 2. juli 1850 sluttede fred med Danmark, og at stormagternes gesandter samtidig i London vedtog en protokol, der om end i vage vendinger fastslog, at Europas ledende magter havde interesse i at bevare en stat bestående af kongeriget Danmark, hertugdømmet Slesvig og de to tyske forbundslande Holsten og Lauenborg, betød ingen umiddelbar ændring i Treårskrigens aktuelle militære stilling i Slesvig-Holsten. Den 13. juli rykkede den slesvig-holstenske hær, der talte lidt over 30.000 mand, over Ejderen ind i Slesvig, og tre dage senere gik ca 37.000 danske soldater fra Jylland ind i Nordslesvig. De to hære mødtes mellem Flensborg og byen Slesvig den 24. juli, og fra tidligt om morgenen til midt på dagen den 25. juli udkæmpedes slaget ved Isted, der afgjorde, hvilken af parterne der skulle beherske Slesvig. I den første fase af slaget opnåede slesvig-holstenerne fordele, og den danske hærs stilling var en tid stærkt truet. Men ved indsættelse af reserven lykkedes det op ad dagen for den danske øverstkommanderende Christoph von Krogh, at tvinge slesvig-holstenerne til at gå tilbage mod syd. Den danske sejr var dyrekøbt; den danske hær havde 800 døde og 2400 hårdt sårede, hvoraf mange senere døde. Oberst Læssøe og general Schleppegrell var blandt de faldne. Den slesvig-holstenske hærs tab var 500 faldne og 1200 hårdt sårede. I løbet af efteråret gik krigshandlingerne i stå, og kort efter nytår opgav slesvig-holstenerne efter pres fra de to store tyske stater, Østrig og Preussen, yderligere kamp. Krigen var endt, men en afgørelse var ikke opnået. Den kom i 1864 og i 1920

 

d Frederik Læssøe, oberst; L’s skandinavisme og hans skriverier i begyndelsen af 1840’erne i dagspressen om den fremtidige hærordning, hvad der var ildeset blandt de ældre officerer, medførte, at vurderingen af hans "Opførsel og Konduite i Tjenesten" kun var tilfredsstillende – uden for tjenesten mindre end tilfredsstillende. Som politisk interesseret stod han i nær forbindelse med ledende nationalliberale personligheder og var en hyppig gæst i Tschernings hjem. Da Tscherning marts 1848 blev forsvarsminister, udnævnte han L til stabschef ved Nørrejyske armékorps med den bagtanke at gøre ham til den egentlige leder. Som stabschef påhvilede det L at organisere armeen til en krigsdygtig enhed. Det var et betydeligt arbejde, men den 9. april i slaget ved Bov viste armeen sig operationsdygtig. I maj samme år blev L major og i august oberstløjtnant. I 1849 førte han en bataljon i Ryes korps, med hvilken han lå i kvarter på Als i næsten et år. Her arbejdede han ved stadige øvelser på at erhverve sig indgående kendskab til troppetjenesten. Under slaget ved Isted førte L - der var blevet oberst - avantgarden gennem Øvre Stolk. Ved angrebet på Gryde Skov red han op på en høj for at orientere sig og blev kl. 6 morgen ramt af en kugle i brystet og var død (f 23/9 1811)

 

1870 f P. Munch, historiker og radikal politiker; 1895 cand mag i historie, latin og fransk og 1900 dr phil på afhandlingen "Købstadsstyrelsen i Danmark fra Christian IV's tid til enevældens ophør". Herefter ernærede M sig som historielærer ved diverse højere skoler og kursus. I 1890'erne begyndte han som forfatter med fremstillinger af den nyeste historie, ikke mindst i samleværker som f.eks. "Det danske Folks Historie" og Schultz Danmarks Historie. Efter i 1902 at have udgivet sin "Lærebog i Samfundskundskab" kom i 1907-08 hans "Lærebog i Verrdenshistorie I-II" beregnet for gymnasiet og skrevet med henblik på, at "lade kendsgerningerne selv tale i stedet for stadig at give forklaringer og synspunkter"; bøgerne blev i årtier de mest anvendte i skolen. M var blandt stifterne af Det Radikale Venstre i 1905 og var valgt til Folketinget på Langeland i perioden 1909-45. Han var indenrigsminister i det 1. ministerium Zahle 1909-10 og forsvarsminister i Zahles andet ministe-rium 1913-20. Munch tiltrådte denne post som overbevist pacifist. Krigsudbruddet i 1914 umuliggjorde en sådan politik, og Munch gennemførte da loyalt de opgaver, Danmarks neutralitet stillede og undgik strid om forsvarsanliggender, fordi neutralitetspolitikken derved kunne vanskeliggøres. I 1920'erne var Munch tilhænger af et samarbejde med Socialdemokratiet og blev, da Staunings dannede sit andet ministerium i 1929 på grund-lag af en alliance med Radikale Venstre, udenrigsminister og regeringens uofficielle vicechef. Årene 1929-40 kan betegnes som højdepunktet i Munchs politiske karriere. Men samtidig tog forholdene udadtil, både i økonomisk og storpolitisk henseende en brat vending bort fra, hvad han anså for efterstræbelsesværdigt. Hans indsats blev da et tålmodigt slid for at afbøde de værste følger for Danmark, en illusionsløs gerning på magtens tinde, sluttende med landets besættelse og hans afgang som minister. Ved regeringsomdannelsen i juli 1940 gik Munch af som minister; men i samarbejdsudvalget for de fem partier, der stod bag forhandlingspolitikken, øvede Munch i besættelsesårene en betydelig indsats (d 12/1 1948)

 

f Gavrilo Princip, serbisk nationalist og morder, som den 28. juni 1914 i Sarajevo myrdede ærkehertug Frans Ferdinand, tronfølger til den østrig-ungarske kejsertrone og dennes hustru Sophie, hertuginde af Hohenberg. Princips handling gav Østrig-Ungarn det påskud, kejserriget længe havde søgt, til at begynde en krig mod Serbien. En krig, som indledte Første Verdenskrig. Født i en serbisk familie i Bosnien blev Princip trænet i terrorisme i den hemmelige serbiske organisation kendt som Sorte Hånd – dens virkelige navn var Ujedinjeje ili Smrt – Dødens Forening. Det var Princips overbevisning, at mordet på et medlem af den kejserlige familie eller på en højtstående østrigsk embedsmand ville være et første skridt til at ødelægge østrig-ungarsk indflydelse på Balkan og dermed bane vej for en forening af de sydslaviske folk i en forbundsrebublik. Da de erfarede, at Frans Ferdinand som generalinspektør i den østrig-ungarske hær ville aflægge et officielt besøg i Sarajevo i juni besluttede Princip, hans kammerat Nedjelko Cabrinovic og fire andre terrorister at slå til. Den 28. juni tog de opstilling forskellige steder i Sarajevo og afventede tronfølgerens bilkortege. Cabrinovic kastede en bombe mod tronfølgerparrets bil, men den ramte bilens nedslåede kaleche trillede ned på gaden og eksploderede under kortegens næste bil. Kort tid efter, da tronfølgerparret var på vej til hospitalet for at besøge de sårede efter bombeattentatet, skød og dræbte Princip tronfølgerparret. Østrig-Ungarn gjorde Serbien ansvarlig for mordene og erklærede krig. Den 28. oktober blev Princip i Sarajevo idømt 20 års fængsel – maksimumstraffen til en person, der var under 20 år på gerningstidspunktet. Princip var sandsynligvis allerede syg af tuberkulose, før han blev fængslet. Han døde af denne sygdom på et hospital i nærheden af fængslet (d 28/4 1918)

 

Louis Blériot flyver som den første over Den engelske kanal. Til sin kanalflyvning mellem Calais og Dover anvendte Blériot et af ham selv fremstillet 25 hestekræfters monoplan. Med sin bedrift vandt B berømmelse og de 1000 engelske pund, Londonavisen Daily Mail havde udsat til den, der først fløj over Kanalen

 

Den hollandske danser Margaretha Zelle - kendt som Mata Hari - findes skyldig i spionage til fordel for tyskerne og dømmes til døden af franskmændene. Efter at være blevet separeret begyndte Mata Hari i 1905 at optræde som professionel danser i Paris under navnet Lady MacLeod. Snart begyndte hun at kalde sig Mata Hari, som sagdes at være et malajisk udtryk for Solen. Høj og flot og ikke uvillig til at optræde næsten nøgen opnåede hun en øjeblikkelig succes i såvel Paris som andre større byer. Gennem hele livet havde hun utallige elskere og blandt dem mange officerer, og det skulle bl.a. være fra disse, hun fik militære hemmeligheder. Med hendes aktiviteter som spion henligger stadig i mørke. Mere end 50 år efter hendes død afviste de franske myndigheder at offentliggøre hendes sags officielle papirer. Ifølge en version skulle en tysk konsul, mens hun i foråret 1916 boede i Haag, have tilbudt hende at betale godt for enhver information, hun kunne få fat i under hendes næste rejse til Frankrig. Efter sin arrestation tilstod hun kun at have udleveret nogle forældede oplysninger til en tysk efterretningsofficer. Ifølge Mata Haris historie skulle hun være gået med til at virke som fransk spion i det tysk-besatte Belgien, men undlod at fortælle den franske efterretningstjeneste om sit arrangement med tyskerne. Tilsyneladende var det briterne, der informerede den franske efterretningstjeneste om Mata Haris møde med den tyske konsul i Haag. Den franske mistænksomhed om Mata Haris dobbelt rolle voksede, og den 13. februar 1917 blev hun arresteret i Paris. Hun blev fængslet, dødsdømt ved en militærdomstol og henrettet ved skydning oktober 1917

 

d myrdet Engelbert Dollfuss, østrigsk kansler 1932-1934; han blev uddannet som jurist i Wien og Berlin. Herefter fik han fremtrædende tillidsposter inden for den østrigske agrarbevægelse. Han var medlem af det konservative og kirkeligt orienterede Kristelig sociale Parti, hvis basis var Østrigs katolske bønder. Dollfuss steg hurtigt til tops i østrigsk politik. Han blev landbrugsminister i 1931. I 1932 kansler i en konservativ koalitionsregering, hvor hans eget parti dominerede. Under indtryk af den verdensøkonomiske krise og på grund af kritik fra såvel nationalister som socialdemokrater blev Dollfuss styre stadig mere autoritært. Udenrigspolitisk blev Mussolini hans vigtigste samarbejdspartner. Den italienske diktator garanterede Østrigs suverænitet. Til gengæld skulle Dollfuss ophæve alle politiske partier i Østrig og omdanne landets grundlov, så den var i overensstemmelse med fascismen. Denne proces begyndtes i marts 1933, og den kulminerede i september samme år. Da opløste Dollfuss det østrigske parlament og omdannede Østrig til en korporativ stat. Østrig var blevet en autoritær stænderstat, der støttedes af de katolske og provinsielle elementer mod det socialistiske Wien. I en blodig kampagne knuste paramilitære enheder, der var loyale over for Dollfuss, i januar 1934 Østrigs Socialdemokrati. Efter gennemførelse i maj 1934 af en ny forfatning havde Dollfuss den fulde diktatoriske magt i Østrig. Hans modsætning til den voksende nazisme var uacceptabelt for Tyskland. Det nazistiske styre her fik deres østrigske trosfæller til at iværksætte et kup. Herunder blev Dollfuss myrdet af kupmagere, der var trængt ind i regeringsbygningerne (f 4/10 1892)

 

1993 d Matthew Ridgway, amerikansk general; han afsluttede sin militære uddannelse i 1917 på United States Military Academy; inden Anden Verdenskrig havde han forskellige stabsopgaver. Under Anden Verdenskrig var Ridgway ansvarlig for planlægning og udførelse af amerikanernes første større angreb med faldskærmstropper på Sicilien i juli 1943. Som kommanderende general for 82. Airborne Division sprang han ud med faldskærm sammen med sine tropper i Normandiet i 1944; inden Anden Verdenskrigs afslutning deltog han i krigs-handlinger som øverstkommanderende for 18. Airborne Corps i Holland, Belgien og Tyskland. Januar 1951 blev Ridgway chef for FN’s landstyrker i Korea og indledte en modoffensiv, der drev de kommunistiske styrker ud af Sydkorea. Efter i april samme år at have afløst general MacArthur som øverstkommanderende forsvarede han med held Sydkorea. Juni 1952 til maj 1953 var Matthew Ridgway øverstkommanderende for NATO-styrkerne i Europa; herefter var han til sin afsked - juni 1955 - Chief of Staff (øverste chef) for den amerikanske hær (f 3/3 1895)

 

1994 En foreløbig fredsaftale mellem Jordan og Israel underskrives. Foran Det Hvide Hus i Washington underskrev repræsentanter for PLO og Israel den 13. september 1993 en principerklæring; den skulle give PLO selvstyre tre måneder senere. Noget forsinket blev den endelige aftale indgået i maj 1994. Den omhandlede alle de praktiske ting i forbindelse med den israelske tilbagetrækning fra Gaza og Jeriko. Få uger efter PLO havde etableret sig i Gaza, indledtes fredsforhandlinger mellem Jordan og Israel, og den 25. juli 1994 kunne den israelske premier-minister Rabin og kong Hussein fra Jordan i Det Hvide Hus i Washington underskrive en rammeaftale, der førte til en egentlig fredsaftale. Den blev underskrevet den 26. oktober 1994

 

 

 

 

Til top        26. juli

1330 d Euphemia, dansk dronning; datter af hertug Bogislav IV af Pommern og Agnes af Brandenburg. Før 1307 blev hun gift med hertug, senere kong Christoffer 2. Ud over hun var mor til Erik, Otto og Valdemar Atterdag vides intet om hendes liv og personlige forhold. Hun ligger begravet i Sorø kirke (f ca 1285)

 

1469 Slaget ved Edgcote. War of the Roses. Siden 1461 sad Edward IV

 

1574 d Birgitte Gøye, adelsdame; i fjortenårsalderen blev hun efter forældrenes vilje trods sine bønner og tårer tvunget og truet til at trolove sig med Jesper Daa til Enggård. Også efter sit aftvungne samtykke fastholdt Gøye sin modstand, og hverken faderen eller fæstemanden søgte at fremtvinge en afgørelse. At hæve en trolovelse var imidlertid meget svært. Først da Christian III personligt greb ind i sagen, lykkedes det Gøye efter femten års forløb at blive fri. Sagen fandt sin afgørelse, da den efter kongens befaling henvistes til samtlige professores og bispers nøje prøvelse, og på grundlag heraf kendte universitetet i 1540 trolovelsen ugyldig. Med en usædvanlig styrke havde Birgitte Gøye ført kampen for sin uafhængighed til ende. I 1544 blev hun gift med Herluf Trolle. Deres 21-årige samliv synes at have formet sig overmåde harmonisk, fast forankret i det nye lutherske trosliv hvis gennembrud de begge havde oplevet i deres ungdom. Med fromheden forbandt der sig hos dem en stærk ansvarsfølelse over for de pligter, som fulgte med høj byrd og gode kår. Det barnløse ægtepars omdannelse i 1565 af det gamle benediktinerkloster Skovkloster ved Næstved til en fri adelig skole - Herlufsholm - efter tysk forbillede har mere end noget andet bevaret Birgitte Gøyes navn. De ni år hun levede som enke efter Herluf Trolles død i 1565, blev en ret urolig tid for hende. Selv om hun stadig var velstående, kom afståelsen af Herlufsholm dog til at skabe hende vanskeligheder, idet hun nu ikke længere ejede nogen hovedgård, hvor hun kunne bo standsmæssigt. (f ca 1511)

 

1581 De syv nordlige og overvejende protestantiske provinser i Nederlandene erklærer sig med "Akte van Verlating" for uafhængige af spansk herredømme. De syv provinser – Holland, Zeeland, Utrecht, Geldern, Oberijssel, Friesland og Groningen - havde den 23. januar 1579 indgået et forsvarsforbund rettet mod spanierne. Baggrunden for indgåelsen af forbundet var de sydlige, overvejende katolske provinsers accept af spaniernes fredstilbud. Disse provinser fik alle gamle politiske privilegier stadfæstet, men katolicismen skulle være den eneste tilladte religion. Da den spanske konge, Filip II, derefter udsatte en dusør på 25.000 dukater og arveligt adelsskab til den, der bragte ham lederen af den politiske og militære leder af de nordlige provinser, fyrst Wilhelm af Oranien, død eller levende, svarede provinsernes forsamling, generalstænderne, igen med at afsætte Filip II. I manifesten "Akte van Verlating" blev det endvidere fastslået, at fyrstemagten var skabt for folkets skyld, og at folket derfor havde ret til at afsætte en fyrste, som ikke varetog dets interesser. Nederlandene var således de første, som i nyere tid knæsatte teorien om folkesuveræniteten

 

d Hans Svane, biskop; som studerende var hans hovedinteresse østerlandske sprog. Dem studerede han primært i udlandet – Paris, Wittenberg, Leiden og Oxford. 1633 beskikkedes han til professor i orientalske sprog ved universitetet i København. I de næste to år studerede han arabisk i Paris, og først 1635 overtog han sit professorat. I 1646 fulgte udnævnelsen til professor i teologi, og samme år blev han dr.teol. Ved ægteskab blev han en særdeles velhavende mand. Under svenskekrigene var han således i stand til at låne kronen store summer, og efter krigene havde han en fordring på mere end 59.000 rdl., hvilket placerede ham på linje med kronens store borgerlige kreditorer. I 1655 blev han af de sjællandske købstadspræster valgt til Sjællands biskop. Det er dog hverken som filolog eller teolog, Svane har fået en fremtrædende plads i danmarkshistorien. Derimod kom han under stændermødet i 1660 til at spille en politisk rolle, om hvilken der er blevet sagt, at den ikke er nået af nogen anden dansk biskop i det lutherske tidsrum. D.G. Monrad (i 1864) dog alene undtaget. Fra mødets begyndelse indtog Svane en tydelig adelsfjendtlig holdning, og han havde afgørende indflydelse, da de ikke-adelige stænder efter adelens afvisning af at opgive sin hidtidige skattefrihed tilbød kongen arveriget. I de videre forhandlinger var det ikke mindst takket være Svane, at kongen blev løsgjort for håndfæstningen, og at indførelse af et enevældigt styre dermed var åben. Påskønnelserne for Svanes indsats lod ikke vente på sig. I slutningen aflagde han ed som kongelig råd og assessor i statskollegiet, hvortil kom at han blev titulær ærkebiskop, den eneste Danmark har haft siden reformationen. Desuden modtog han store forleninger. Derimod kom han ikke til at spille nogen politisk rolle efter 1660. Hvilket på ingen måde var ensbetydende med, at han mistede kongens velvilje og bevågenhed i øvrigt. Svane er blevet beskrevet som en typisk repræsentat for 1600-tallets gejstlige kultur: umådelig lærd, snæversynet ortodoks, autoritær, men ikke uden social forståelse og en stor patriot (f 27/3 1606)

 

1755 Den italienske forfatter og eventyrer – der bl.a skaffede sig indtægter ved at snyde i kortspil og ved for den franske regering at organisere et lotteri - Giacomo Casanova fængsles i Venezia af inkvisitionen og indsættes i byens berygtede fængsel – I Piombi - blykamrene. To år tidligere var han kommet til Venezia, hvor han hurtigt tiltrak sig regeringens opmærksomhed ved at falbyde okkult visdom og i øvrigt erhverve sig et ry for at være en gudløs fritænker. Om opholdet i fgængslet skriver C i sine "Memoirer" – der er blevet betegnet som et af de mest fascinerende levn fra det 18. århundrede - at da natten kom, var det af tre grunde ham umuligt at lukke øjnene: for det første rotterne, for det andet den frygtelige larm fra Markuskirkens klokker; og for det tredje de titusinder af lopper, der kastede sig over hans krop; de bed og stak C overalt, så han kom til at lide af spastiske trækninger, der gik over i kramper. For sine aktiviteter i Venezia fik C en dom på fem år, men efter femten måneder i fængselet lykkedes det ham at undslippe (1757)

 

1850 d Friedrich Schleppegrell, officer; født i Norge og blev 1804 elev i norske landkadetkorps. I 1806 tog han officerseksamen med et smukt resultat. Han havde gode anlæg for matematik, men opnåede ikke tilladelse til at blive uddannet som militæringeniør eller tage landmålereksamen. Ved Norges forening med Sverige nægtede han at aflægge troskabsed til den svenske konge og efter en kort periode at have gjort tjeneste i Preussen, fik han i sept. 1815 ansættelse som permierløjtnant i den danske hær. Herefter steg han reglementeret i graderne og var ved udbruddet af Treårskrigen i 1848 oberst og blev leder af et armekorps. I kampene ved Bov 9. april, ved Slesvig 23. april førte S godt, men navnlig i kampene i Sundeved 28. maj og 5. juni viste han sikker føring og fremragende personligt mod. I rapporten om slaget fremhævede overkommandoen ham som "Dagens Helt"; en holdning der gengav den almindelige mening i hæren. Den 24. maj blev S udnævnt til generalmajor, hans sidste forfremmelse. I 1849 førte han med hæder en brigade; herefter var han i en periode infanteriinspektør på Sjælland, inden han afløste de Meza som øverstkommanderende på Als vinteren 1849-50. Ved felttogets åbning i 1850 førte han den ene af hærens to divisioner og skulle åbne kampen den 25. juli. På marchen mod slagmarken ved Isted blev S beskudt af fjendtlige skytter. Han blev ramt og førtes til lazarettet i Flensborg, hvor han døde næste morgen (f 28/6 1792)

 

1856 f George Bernard Shaw, britisk forfatter; fra midten af 1880’erne arbejdedee han som journalist og virkede som musik- og kunstkritiker ved forskellige Londonaviser; påvirket af Henrik Ibsen begyndte han omkr. 1890 at skrive skuespil og vandt som dramatiker overordentlig berømmelse. Han fik sit første stykke opført i 1892. Det hed "Widower’s Houses" og var et angreb på udbyttere, der blev rige som udlejere i slumkvarterer. I 1903 slog han igennem hos et større publikum med "Man and Superman". I det fremstillede han kvinden som det uovervindelige redskab for livskraften – "the Life Force" – i dens kamp for at føre slægten videre og frembringe overmennesket. I 1939 kom hans 50. stykke "In Good King Charles' Days". Shaws stykker fra 1930'erne var ofte politiske satirer bl.a. "The Apple Cart" (1930) og "Geneva" (1936). I 1948 skrev han sit sidste skuespil "Buoyant Billions", og året efter udgav han selvbiografien "Sixteen Self Sketches". I 1880'erne havde Shaw sluttet sig til det socialistiske Fabian Society og blev udgiver af selskabets publikationer Fabian Essays og forfattede selv "Fabianism and the Empire" (1904). Sin socialistiske teori gav han en udførlig fremstilling af i "The Intelligent Woman’s Guide to Socialism and Capitalism" (1928). I 1925 fik Bernard Shaw nobelprisen i litteratur (d 2/11 1950)

 

1857 Den går ikke Granberg. Granbergs mislykkede ballonopstigning fra Christiansborg ridebane. Den svenske ballonskipper Victor Granberg, som 14 dage tidligere forgæves havde forsøgt en opstigning i København, har uheld med et nyt forsøg. Ballonen havde vanskeligt ved at hæve sig, og da den endelig steg, blev den hængende i tagrenden på staldbygningen ved Christiansborg Slot. Folkemængden råbte da: "Den går ikke, Granberg", og slagordet blev hængende længere end ballonen

 

d Sam Houston, amerikansk officer og politiker; som 15-årig ansat som kontorist i et handelsfirma i Tennessee, men stak af og levede med Cherokee indianerne i den østlige del af Tennessee i næsten tre år. Efter dernæst at have været ansat på et advokatkontor var han 1823 til 1827 Tennessees 9. distrikts repræsentant i Kongressen, og i 1827 blev han valgt til statens guvernør. Houston blev gift i 1829, men efter tre måneder forlod hans kone ham; Houston nedlagde derefter sit embede og slog sig igen ned blandt Cherokee’erne. I både 1830 og 1832 var han i Washington for at klage over de overgreb, regeringens agenter udsatte Cherokee’erne for. Fra 1832 boede Houston i Texas og var medlem af den delegation, der mødtes i april 1833 for at forfatte et andragende til den mexicanske regering om Texas fremtidige stilling i forhold til Mexico. I november 1835, kort efter udbruddet af den amerikansk-mexicanske krig, blev Houston valgt til at stå i spidsen for Texas hær. Med 743 uerfarne soldater besejrede han 21. april 1836 en mexicansk hær på 1.500 mand, en sejr, der sikrede Texas selvstændighed; Houston blev valgt til statens første præsident, en post han beklædte til 1844. I hans første præsidentperiode blev til hans ære en nyanlagt by opkaldt efter ham. Da Texas i 1845 blev en stat i USA, blev Houston en af statens to senatorer, og han havde sæde i Senatet i Washington til 1859. Hans forsvar for indianernes rettig-heder var ikke populær i Texas, og han blev ikke genvalgt i 1858. Da han herefter (1859) blev valgt til guvernør i Texas, arbejdede han forgæves for at hindre statens tilslutning til Sydstaterne, og da han i marts 1861 afviste at aflægge ed på Sydstaternes forfatning, blev han afsat (f 1/3 1793)

 

f Philipp Scheidemann, tysk socialdemokratisk politiker; han blev udlært som bogtrykker og var senere journalist. I årene 1903-1918 var han medlem af Rigsdagen, fra 1911 i ledelsen af sit parti. Han tilsluttede sig det flertal i Socialdemokratiet, der støttede Tysklands deltagelse i Første Verdenskrig. Mod slutningen af krigen – oktober 1918 – blev han minister uden portefølje i kejserrigets sidste regering. Uden nogen autorisation fra hverken parti eller Rigsdag udråbte Scheidemann den 9. november 1918 den tyske republik fra et vindue i rigsdagsbygningen i Berlin. Fra november 1918 til februar 1919 var Scheimann medlem af republikkens provisoriske regering. Februar 1919 blev han Weimarrepublikkens første rigskansler. Han trådte tilbage fra denne stilling fire måneder senere, da han ikke kunne acceptere Versaillesfreden. Herefter var han overborg-mester i Kassel i perioden 1920-25. Som medlem af Rigsdagen fra 1920 til 1933 førte han en hårdnakket kamp mod alle højrekræfter. En holdning der i 1922 førte til, at han var udsat for et attentatforsøg. På gr. af nazis-ternes forfølgelser flygtede han i 1933 til Danmark, hvor han levede til sin død. Scheimann har udgivet "Der Zusammenbruch" (1921) og "Memoiren eines Sozialdemokraten" (2 bd., 1928) (d 29/11 1939)

 

d N.C. Lunding, officer; han blev sekondløjtnant i 1810 og forsattes året efter til ingeniørkorpset. Som ingeniørofficer tog han eksamen med udmærkelse og var 1814-40 ansat ved korpsets bygningstjeneste. 1844 blev han major og chef for bygningsdistrikt København, og 1846 chef for hele bygnings- og feltingeniørtjenesten der. 1848 blev han oberstløjtnant og højeste ingeniørofficer i Jylland. Da man i Treårskrigens første år (1848) skønnede, at Fredericia ikke kunne forsvares, blev stedet rømmet; men den følgende vinter befaledes det, at fæstningen skulle sættes i forsvarsstand. Det blev L’s opgave, at dette skete; i april blev han byens kommandant. Den 29. juni anbefalede han overkommandoen at iværksætte det store udfald mod de 14.000 slesvig-holstenske tropper, der havde indesluttet byen. Personlig deltog L ikke i udfaldet 6. juli, men hans indsigtsfulde forberedelser bidrog meget til det heldige resultat. 1856 afgik han fra ingeniørtropperne og blev kommandant på Kronborg. December 1863 blev L atter kommandant i Fredericia og gik i gang med at forbedre forsvarsværkerne, men i april 1864 fik han ordre til at rømme Fredericia. Han vendte tilbage til Kronborg, hvor han forblev i sin gamle stilling som kommandant, til han 1867 blev fratrådte tjenesten (f 19/2 1795)

 

f Carl Gustav Jung, svejtsisk læge og psykolog; efter at have virket som læge til 1913 gav han sig resten af livet af med psykoterapeutisk praksis, forskning og skribentvirksomhed. I 1913 brød J definitivt med Freud og udviklede efterhånden sin egen dybdepsykologiske retning, den såkaldte analytiske psykologi. I sin behandling af neuroser lagde han større vægt på patientens fremtid og mindre vægt på analysen af tidligere oplevelser. Det hang sammen med J’s tro på, at mennesket har en iboende tendens til selvudvikling, som går i retning af at skabe en højere grad af balance og jævnbyrdighed mellem de bevidste og ubevidste sider af sjælelivet. J viste stor interesse for dybdepsykologisk forskning i forbindelse med religion, kunsthistorie, symbolik, mytologi o.s.v. Han regnede med en fællesmenneskelig arv af ubevidste symboler, forestillinger, myter o.s.v., det såkaldte kollektivt ubevidste, foruden det ubevidste hos hvert enkelt individ. J’s teorier udviklede sig relativt isoleret fra psykologien iøvrig, og han har antagelig haft større betydning for europæisk åndsliv og tænkning uden for det psykologiske fagområde end indenfor (d 6/6 1961)

 

1893 f George Grosz, tysk maler og grafiker; efter studier i Dresden og Berlin solgte G karikaturtegninger nok til, han kunne studere nogle måneder i Paris. Da han var tilbage i Tyskland, udbrød 1. Verd.krig; G meldte sig som frivillig til infanteriet og blev i 1916 hårdt såret. Han blev hjemsendt, flyttede ind på et kvistværelse og tilbragte dagene med at tegne prostituerede, veteraner uden næse eller ben og andre, der var ramt af krigens vildskab og depraverende følger. G blev genindkaldt, men anbragt på et militærlazaret. Opholdet her skærpede hans pen. I arbejder som serierne "Deutschland, ein Wintermärchen" (1919) og "Ecce Homo" fra begyndelsen af 1920’erne gengav han tykke junkere, selvglade bourgøjsere, fordrukne officerer, vellystninge, alle hans samtids hyklere. Af mange blev G’s kunst vurderet som særdeles udfordrende, og ofte ødelagde politiet nogle af hans trykplader; endvidere var han udsat for så mange trusler, at han ansatte en livvagt. Efterhånden blev situationen i Tyskland så truende, at G emigrerede til USA (i 1932). Her lavede han tegneserier, malede og begyndte at undervise ved The Art Students Leage i New York. I 1938 blev han amerikansk statsborger. Tre uger efter at være vendt tilbage til Tyskland i 1959 afgik G ved døden (d 6/7 1959)

 

f Aldous Huxley, engelsk forfatter; han debuterede 1916 med digtene "The Burning Wheel"; siden fulgte bl.a. samlingen "The Defeat of Youth" (1918). Men han er først og fremmest kendt som essayist og romanforfatter. I 1920'erne skrev han spirituelle og desillusionerede fabler om, hvordan moderne psykologi og naturvidenskab nedbrød traditionelle værdier og ført til rodløshed blandt de intellektuelle. H’s forfatterskab kulminerede med satiren "Brave New World" (1932), en fremtidsvision hvor teknologien har elemineret alle problemer og konflikter, og hvor enhver moralsk stræben er blevet overflødig. I 1941 udsendte han et værk om pater Joseph, Richelieus vigtigste udenrigspolitiske rådgiver: "Grey Eminence: a Study in Religion and Politics". Med romanen "Ape and Essence" (1948) vendte han tilbage til den satiriske fremtidsskildring, denne gang af verden efter en atomkrig. H’s essaysamlinger spænder over et stort område: i "Science, Liberty and Peace" (1947) redegør han for sit pacifistiske standpunkt; "Brave New World Revisited" (1958) er et tilbageblik og en opsummering af de fysiske og psykiske farer, som truer det moderne samfund (d 23/11 1963)

 

1908 f Salvador Allende, Chiles præsident 1970-1973; kendt for at være den første demokratisk valgte socialistisk-marxistiske præsident i verden, men nok endnu mere for det militærkup, der fjernede ham og etablerede August Pinochets diktatur. Allende var født i en middelklassefamilie, men som medicinstuderende blev han involveret i radikal venstrefløjspolitik og marxisme. Han deltog i grundlæggelsen af Chiles socialistiske parti i 1933. Fra 1937 repræsenterede han partiet i Kongressen, og fra 1945 var han valgt til Senatet. I årene 1939-42 var han sit lands sundhedsminister. Allende spillede en fremtrædende rolle, da en folkefront mellem de radikale partier blev dannet i 1950’erne. Allende var disse grupperingers kandidat ved præsidentvalgene i 1952, 1958 og i 1964. Ved præsidentvalget i 1970 sejrede Folkefronten, og i november samme år blev Allende indsat som præsident. Han var den første parlamentarisk valgte socialistiske præsident i Latin-Amerika. Allende sagde, at hans mål var at indføre socialismen i Chile med demokratiske midler. Han ville nationalisere industrien, først og fremmest kobberfremstillingen, som var på amerikanske hænder. Videre ville han intensivere jordreformerne og begrænse arbejdsløs-heden. Disse planer skabte selvfølgelig vrede i ind- og udland – ikke mindst i USA. På den anden side mente fagforeninger og bønder, at Allende ikke gik langt nok. Nixon-regeringen i USA havde hele tiden været imod Allendes politik og søgt at forhindre hans valg ved at støtte hans politiske modstandere. Efter hans valg og offentliggørelsen af hans planer var modviljen endnu større, og USA arbejdede aktivt for at svække Chiles økonomi, mens CIA ydede støtte til chilenske højrekræfter, der pønsede på at vælte præsidenten. Da den demo-kratisk indstillede øverstbefalende for hæren, general Schneider, var ryddet af vejen samtidig med en tilspidset strejkesituation i sommeren 1973 gjorde Allendes stilling meget vanskelig. Et militærkup den 11. september 1973 fældede ham, og Allende blev fundet død i præsidentpaladset (d 11/9 1973)

 

1908 FBI, Federal Bureau of Investigation, det amerikanske forbundspolitik, oprettes. Det blev oprettet som en afdeling under den amerikanske forbundsregerings justitsministerium og fik hovedkvarter i Washington, D.C. Dets opgave var og er at indsamle beviser i kriminelle og civile sager, som forbundsregeringen kunne være part i. Højeste prioritet fik og har stadig kontraefterretningstjeneste, efterforskning af økonomisk kriminalitet, narkotikafor-brydelser, terrorisme, korruption og svindel med regeringsmidler. Endvidere yder FBI assistance til delstaternes politi med f. eks. kriminalteknik og uddannelse af politifolk. I de første år tog FBI sig især af antitrust- og banksager. Under kampen mod gangsteruvæsnet i 1930’erne udvidedes FBI’s beføjelser betydeligt, og da præ-sident Roosevelt i 1936 bemyndigede FBI til at overvåge nazistisk og kommunistisk aktivitet, fik organisationen en permanent politisk rolle. Under 2. Verd.krig bekæmpede FBI tysk aktivitet i USA og Sydamerika, og under Den kolde Krig overvågede den et bredt spektrum af kommunistisk aktivitet.

 

1913 Jernbaneulykken ved Bramminge. Klokken 16.13 forulykkede eksprestoget klokken 8.20 fra København mod Esbjerg ved Sneumbroen, ca 1 km vest for Bramminge. Toget, der foruden lokomotiver bestod af ti vogne, blev trukket af to lokomotiver, en K- og en A-maskine og kørte, da ulykken skete med en hastighed på ca 80 km i timen. Lokomotivføreren på den forreste maskine havde opdaget, at der et stykke forude var noget galt med sporet, men i samme øjeblik afsporedes den bageste maskine. Den forreste maskine sprængtes løs fra toget og fortsatte ca. 200 m henad banen, mens den bageste maskine med de efterfølgende vogne væltede ned i banegrøften. Kun den allersidste vogn blev stående på sporet. Toget medførte 279 passagerer. Heraf blev 15 dræbt, og 54 fik større eller mindre læsioner. Blandt de dræbte var den socialdemokratiske folketingsmand Peter Sabroe. En senere auditørundersøgelse fastslog, at den sandsynligste årsag til ulykken var, at sporet på gr. af varmen på den klare solskinsdag havde forskudt sig i en kurve umiddelbart foran toget

 

1913 d Peter Sabroe, journalist, socialdemokratisk politiker; 1894 ansattes han som fast medarbejder ved Demokraten i Århus og forfremmedes året efter til redaktør. 1900-09 var han medlem af Århus byråd. Som journalist var han altid var han på sporet af en "affære", som det efterhånden blev ham en livssag at tage sig af: forkuede herregårdsarbejdere og tyende, usle karlekamre, brutale polakkontrakter, misrøgt af syge og gamle, mishandlinger af børn og dyr osv. 1892 var han opstillet som folketingskandidat i Ebeltoft. 1895 og 1898 var han opstillet i Århus nordre kreds, som han erobrede ved valget i 1901. Sabroes rigsdagsvirksomhed blev navnlig fra 1906-07 præget af hans kampagne om tilstandene på en række opdragelsesanstalter og børnehjem. At S undertiden "løb med en halv vind" var åbenbart. Men iværksatte undersøgelser gav ham i reglen ret i kritikken, og hans indsats bidrog til gennemførelse af Børneloven af 1905, der moderniserede børne-og ungdomsforsorgen. Sabroes ihærdige indsats på det sociale område betød på ingrn måde, han var radikal i politisk henseende. Hans politiske holdning var præget af et stærkt nationalt og religiøst engagement, og han kom i sine sidste år ofte på kant med partiledelsen. Således gav hans deltagelse sammen med Århus byråd i en middag hos prins Christian (X) på Marselisborg slot i begyndelsen af 1900- tallet anledning til hede partidebatter. I partiledelsen har holdningen sikkert været, at rigtige socialdemokrater var republikanere og ikke mængede sig med kongelige. Budskabet om hans død som 46 årig i forbindelse med jernbaneulykken ved Bramminge vakte landesorg, og hans ligfærd i Århus var en høvdings (f 23/1 1867)

 

1952 d Eva Perón, argentinsk præsidentfrue; der vides kun lidt om hendes barn- og ungdom. Som teenager var hun uden større succes skuespiller. Større succes opnåede hun gennem sit udseende og sit bekendtskab med indflydelsesrige mænd i Buenos Aires. Hendes største erobring var oberst Juan Perón. Ham mødte hun, kort efter han ved militærkuppet i juni 1943 var blevet forsvarsminister. Hun blev hans elskerinde, og i 1945 blev de gift. Mens Juan Perón var præsident – 1946-1952 – øvede hun stor indflydelse. Han overlod hende at organisere den argentinske arbejderbevægelse. Hun fik udrenset dens ledelse, så den fuldstændig blev underlagt hende og hendes mand og blev en af præsidentens magtbastioner. Da de fornemme kvinder i Sociedad de Beneficiencia afviste at gøre P til æresformand, fik hun selskabet opløst og dannede sin egen Maria Eva Duarte de Perón velgørenheds-organisation, der under præsidentfruens absolutte kontrol rådede over store midler og sikrede hende og hendes mand støtte i den brede befolkning. Efter hendes tidlige død af kræft, medens hendes mands greb om magten smuldrede og forsvandt under hans eksil – 1955-1973 – og efter hans tilbagekomst til Argentina, levede myten om Eva Perón videre. Hun stod som Argentinas Jeanne d’Arc, der havde ofret sig for det argentinske folks velfærd (f 7/5 1919)

 

Ægyptens præsident Nasser nationaliserer Suezkanalselskabet. Ved at bygge en 110 m høj og 5 km lang dæmning over Nilen ved Aswan-vandfaldene, ville man ved kunstvanding kunne forøge landbrugsjorden i Ægypten med en trediedel. En gevinst der ville gøre det muligt for landet at brødføde sin hastigt voksende befolkning. Præsident Nasser var indstillet på at lade dæmningen opføre af vestlige teknikere og med vestlig kapital. I begyndelsen af 1956 fik han tilsagn om et lån fra Verdensbanken på betingelse af, at også USA og Storbritannien deltog i finansieringen. Men i juli afslog den amerikanske regering at deltage i finansieringen. Man var i Washington af den opfattelse, at Nasser havde pantsat så mange af Ægyptens ressourcer til at betale betale landets oprustning, at det ikke kunne klare sin del af omkostningerne ved dæmningsbyggeriet. Dertil kom at bomuldssenatorerne fra Syden gik imod et projekt, der kunne påføre deres stater ny konkurrence, hvis den ægyptiske bomuldsproduktion blev øget. Da USA sagde nej, kom der også et afslag fra Storbritannien. Men Nasser havde svaret parat. Ved et massemøde i Alexandria den 26. juli erklærede han, at Ægypten overtog Suezkanalselskabet, hvis hovedaktio-nærer var Storbritannien og Frankrig. Indtægterne fra selskabet skulle finansiere Aswanprojektet. I de næste måneder indgik disse to lande aftaler med Israel om et koordineret angreb på Ægypten. Det løb af stabelen den 29. oktober 1956, da israelerne indledte et felttog på Sinaihalvøen for at støde frem til Suezkanalen

 

 

 

Til top        27. juli

1214 Slaget ved Bouvines resulterer i en afgørende sejr for den franske konge Philip II August over en international koalition af den tyske kejser Otto IV, kong Johan af England og de franske vasaller Ferdinand af Portugal, greve af Flandern og Renaud af Dammartin, greve af Boulogne. Sejren øgede den franske kongemagts styrke og prestige i Frankrig og Europa. Lederne af koalitionen havde planlagt, at kong Johan skulle landsætte sine tropper i det vestlige Frankrig, rejse et oprør i Akvitanien og i Anjou og så marchere mod Paris. De kejserlige og de to grevers tropper skulle rykke frem mod Paris fra nord. Planen faldt til jorden, da Johan blev slået i slaget ved La Roche-aux-Moines nær Angers den 2. juli 1214. Philip var derefter i stand til at tage offensiven i nord. I det sumpede område mellem Bouvines og Tournai i Flandern fik Philip August den afgørende sejr. De to grever blev taget til fange, mens det lykkedes kejseren at flygte. Mens sejren styrkede den franske konges magt, betød nederlaget for kong Johan, at hans magt svækkedes, og at han mødte voksende modstand fra de engelske stormænd; i Tyskland var også Otto IV’s magt betydeligt svækket

 

1452 f Lodovico Sforza "il Moro" hertug af Milano; Lodovico Sforza gjorde det hertugelige hof i Milano til det mest strålende i Europa. Her virkede bl.a. Leonardo da Vinci som arkitekt, ingeniør, maler, billedhugger og ikke mindst som musiker, teaterdirektør og festarrangør. Ved at indgå alliancer med Lorenzo ’il Magnifico’ Medici af Firenze og andre italienske stater søgte Lodovico i sin italienspolitik at føre en balancepolitik. Men da han i 1495 støttede den franske kong Karl 7. i dennes invasion af Italien for at sætte sig i besiddelse af den neapolitanske trone, gik det galt for Lodovico. Nu havde franskmændene fået øje på det rige, men politisk splittede og dermed svage Italien, der henlå som et lokkende bytte for en beslutsom og krigsvant fyrste. I 1499 mistede "il Moro" sit hertugdømme til franskmændene. Den franske konge - Ludvig 12. - havde fået samlet en koalition af næsten alle italienske stater incl. pave Alexander 6. Endvidere indgik Ludvig 12. en aftale med svejtsiske kantoner om at stille soldater til rådighed til gengæld for årlige subsidier på 20.000 floriner. Stillet over for en sådan koalition følte Lodovico sig magtesløs, og han flygtede til Østrig. I løbet af tre uger deltes hans hertugdømme mellem Venezia og Frankrig. Den 6. oktober 1499 holdt Ludvig 12. sit indtog i Milano. I 1500 forsøgte Lodovico at tilbageerobre sit hertugdømme med svejtsiske og tyske lejetropper. Men i slaget ved Novara (45 km vest for Milano) den 8. april 1500 blev han besejret af franskmændene (Ludvig 12.). Lodovico Sforza blev taget til fange og sad indespærret i Frankrig til sin død. Tilnavnet ’il Moro’ (maureren) fik han på gr. af sin mørke lød (d 27/5 1508)

 

1498 d Vespasiano da Bisticci, florentinsk boghandler og forfatter; han var et ægte barn af renæssancen, og i sin samtid erhvervede han et stort ry for søgen efter antikke håndskrifter, som han lod kopiere og udgive Endvidere rådgav han Cosimo Medici den ældre om dennes indretning af sit privatbibliotek. I 1480 trak han sig tilbage til sit gods i Antella ved Firenze. Her fuldendte han nedskrivningen af de 103 biografier om store politikere og åndspersoner, han havde kendt (f 1421)

 

1675 d Henri de la Tour d’Auvergne Turenne, fransk marskal; gennem sin mor var han i slægt med den hollandske fyrsteslægt Orange, og i sin ungdom gjorde han tjeneste i den hollandske hær. Her lærte han krigskunst – og især alt der angik belejring. Efter han i 1630 var indtrådt i den franske hær, viste han sine evner som hærfører ved såvel belejring som i slag, og han gjorde derfor hurtig karriere. I 1639 blev han sat i spidsen for en hær i Italien, og i 1643 blev han marskal af Frankrig. Med denne udnævnelse fulgte overkommandoen over alle franske hære i Tyskland. Det var i Trediveårskrigens sidste år, og ikke mindst Turennes sejre i Tyskland banede vej for fransk diplomatis succes ved de forhandlinger, der førte til Den Westphalske Fred i 1648. Freden der satte punktum for Trediveårskrigen. Under Frondeopstanden i Frankrig (1648-53) rettet mod det styre, der regerede landet for den umyndige Ludvig 14., besejrede Turenne i 1652 oprørernes hær og sikrede hermed den enevældige kongemagt. Da Ludvig 14. blev myndig, indledte han en ekspansiv udenrigspolitik, og der blev overladt Turenne mange kommandoer. Således stod han i spidsen for de hære, der i 1672 invaderde Holland. Hans felttog i Alsace i 1674-75 er blevet kaldt mesterstykker, med hensyn til strategisk planlægning og taktisk udførelse. I et slag under nævnte felttog blev Turenne dræbt (f 11/9 1611)

 

Slaget ved Killiecrankie, Perthshire, udkæmpes som det første slag i de mange forsøg stuarterne gjorde for at generhverve den engelske trone efter afsættelsen og landsforvisningen i 1688.

 

1759 d Pierre-Louis Moreau de Maupertuis, fransk matematiker og astronom; han blev medlem af Académie des Sciences, Paris i 1731, og året efter introducerede han i Frankrig Newtons doktrin om tyngdekraften. I årene 1736-37 stod Maupertuis i spidsen for en ekspedition til Lapland, hvis formål var empirisk at underbygge Newtons teori om jordklodens sammentrykning ved polerne. Ekspeditionens succes gjorde Maupertuis berømt. Frederik den Store af Preussen blev opmærksom på ham og kaldte ham til Berlin. Her blev Maupertuis medlem af det preussiske videnskabsakademi og var dets præsident i årene 1745-1753. Maupertuis skrev mange bidrag om matematik til Académie des Sciences tidsskrift. Endvidere skrev han bøger om geografi, astronomi og kosmologi. I sine biologiske værker foregreb han mutationsbegrebet. I 1744 formulerede Maupertuis mindste virknings princippet. Senere offentliggjorde han det i "Essai de cosmologie" (1750). Princippet er blevet formuleret således: Blandt alle mulige bevægelser af systemer vælger naturen den, som fører til målet med mindst virkning. Iflg. Maupertuis illustrerede princippet Guds visdom, ligesom han mente ad denne vej at kunne sikre mekanikken et sikkert metafysisk grundlag (f 28/9 1698)

 

f Charlotte de Corday d'Armond, fransk revolutionær; hun var af normannisk adelsslægt og voksede op i Caen. Her fik hun sin skoleuddannelse i en klosterskole og blev overbevist royalist. Hun stiftede dog også bekendtskab med oplysningstidens tanker og blev tilhænger af Girondinerne. Caen blev et center for denne bevægelse, som repræsenterede provinsens storborgerskab og gik ind for en økonomisk laissez-faire-politik. Ophidselsen i Caen var da også stor, da underretningerne om Girondinernes udelukkelse fra Konventet i Paris og arrestationen af 31 Girondin-deputerede nåede byen. For at kæmpe for Girondinernes sag forlod Charlotte de Corday Caen og drog til Paris. Da hun var af den overbevisning, at hovedansvarlig for aktionen mod Girondinerne var Jean-Paul-Marat, anmodede hun denne under foregivende af at ville lave et interview til en avis om et møde. Den 13. juli blev hendes ønske imødekommet. Da hun nævnte navnene på nogle fængslede Girondinere fra Normandiet, bekræftede Marat, at de stod foran at blive guillotioneret. Da de Corday hørte det, trak hun en kniv, hun havde skjult under sine klæder, og stak Marat i hjertet. Han døde efter få minutter. Hun blev straks efter arresteret, dødsdømt og henrettet. Det dramatiske mord har inspireret både digtere og malere. Mest berømt er nok Jacques Louis Davids maleri af den døde Marat siddende i sit badekar. Marat led af en hudsygdom og tilbragte hver dag flere timer i et specielt konstrueret badekar. Her lå han også under samtalen med Charlotte de Corday (d henrettet 17/7 1793)

 

1824 f Alexandre Dumas d.y., fransk forfatter; ødsel livsførelse og bundløs spillegæld ledte ham ind på en litterær succeskarriere i sin berømte fars fodspor. 1848 udkom hans roman "La Dame aux camélias" (da: Kameliadamen). Bogen vakte stor opsigt og blev straks oversat til mange sprog og dannede grundlag for Verdis opera "La Traviata" (1853). Det blev dog som dramatiker, Dumas skabte sig et navn. Det var på dette område hans skarpe iagttagelsesevne og sans for troværdig karaktertegning kom til sin ret. Han gjorde scenen til et forum for drøftelse af samfundsproblemer. Han havde en idealistisk tro på, at teatret kunne forandre såvel samfund som sæd og skik. I sine stykker forsvarede Dumas familien og angreb romantikkens forherligelse af ægteskabsbrud. Han kæmpede for retten til skilsmisse og for, at kvinder og mænd skulle have lige rettigheder og samme ansvar. Blandt hans arbejder er "Le demi-monde" (1855), "Un père prodigue" (1859), "L’ami des femmes" (1864) og "L’étrangère" (1876). Dumas stykker spilles nu ikke meget, men med sit forfatterskab kom han til at øve stor indflydelse på senere fransk dramatik (d 27/11 1895).

 

Julirevolutionen i Frankrig bryder ud, efter at kongen - Karl 10. - har forsøgt statskup. Da Ludvig 18. døde i 1824, blev Karl konge. Han var da ganske populær, og hans smukke ydre og stærke katolicisme imødekom mange franskmænds forestilling om en rigtig konge. Bl.a. for at underbygge denne opfattelse lod han sig 1825 krone i Reims med middelalderlig pragt. Han var ikke tilhænger af det konstitutionelle monarki og med en yderliggående reaktionær-klerikal politik, gennemførte han i årene 1824-27 love, der indskrænkede pressefriheden, gav kirken indflydelse på skolevæsenet, og som gav 1 milliard francs i erstatning til de adelige emigranter. Ved valget i 1827 fik de liberale flertal, og en tid levede Karl med en liberal regering, men da han i 1829 udnævnte en ultrakonservativ til regeringsleder, skærpede han konflikten med Deputeretkammeret. Karls håb var, at erobringen af Algeriet kunne styrke hans regime. Men da han den 25. juli 1830 forsøgte et kup mod det nyvalgte Deputeretkammer, hvor der efter valget tidligere på måneden var liberalt flertal, udløstes julirevolutionen den 27. juli. Karls kup den 25. bestod i, at han udstedte fire dekreter, der ophævede pressefriheden, opløste det nyvalgte kammer, ændrede valgloven og udskrev nyvalg. I Paris kom til kampe, og efter de "tre gloriøse dage" var byens svage garnison besejret. Garnisonen var svag, fordi hovedparten af soldaterne var i Algeriet. De deputerede udråbte den 30. juli Ludvig-Filip af Orleans til landets generalløjtnant – lieutenant général du royaume. Den 9. august valgte Deputeretkammeret ham til konge. Karl abdicerede den 2. august og gik i eksil. Han slog sig ned i Skotland, hvor han boede nogle år; han døde under et besøg i Østrig. Med julirevolutionen begyndte det såkaldte julikongedømme; det varede til februar 1848, da Ludvig-Filip som Frankrigs sidste konge afsattes

d John Dalton, engelsk fysiker og kemiker; han havde ingen universitetsuddannelse, men efter selvstudieer af matematik, botanik og meteorologi og efter at have gjort sig bemærket ved en række offentlige forelæsninger blev han i 1793 lærer i matematik, fysik og kemi ved New College i Manchester. I 1800 fratrådte Dalton stillingen, og resten af livet ernærede han sig som lærer ved sit eget "Matematiske Akademi". Som ældre var han højt anset og blev hyldet som en af Englands største videnskabsmænd. Opstillede 1801 Daltons lov: at for en ideal gasblanding er totaltrykket lig med summen af de enkelte komponenters partialtryk, dvs, at der ikke virker kemiske kræfter mellem gaspartikler af forskellig art. Dalton arbejdede også med medicinske emner, hvoraf hans afhandling fra 1795 om farveblindhed regnes for den vigtigste. Dalton, der selv var farveblind, gav den første systematiske beskrivelse af denne defekt. Efter Daltons instruks blev hans øjne efter hans død udtaget og undersøgt, idet man sendte lys igennem for at se, om glaslegemet ændrede farverne, hvilket de ikke gjorde. I 1995 blev de velbevarede øjne undersøgt ved DNA-test, og man fandt da ud af, at Dalton var rød-grøn farveblind. Dette fænomen var i mange år kendt som daltonisme (f 6/9 1766)

 

f Jens Olsen, astromekaniker og urmager; han ville have været i lære som urmager, men blev udlært som låsesmed; som udlært var han på valsen, og under et længere ophold i Strasbourg blev han fortrolig med domkirkens astronomiske kunstur; herefter uddybede han i Basel sine teoretiske kundskaber i astronomi. Efter hjemkomsten til Danmark åbnede han eget værksted, hvorfra der i de flg. år udgik en række tårnure (Marstal kirke, Teknologisk Institut, København) astronomiske ure (Landmandsbanken og Arbejdernes Landsbank, København) samt astronomiske kikkerter og videnskabelige apparater. Han blev kendt som en særdeles kompetent urmager og betroedes restaureringen af soluret i Rosenborg have og Isaac Habrechts astronomiske kunstur på Rosenborg slot. I 1922 havde Olsen de første skitser til sit livsværk, verdensuret på København rådhus, færdige. De endelige arbejdstegninger var færdige 1938; en donation fra Dansk Arbejdsgiverforen på 100.000 kr gjorde det herefter muligt at sætte arbejdet i gang og 15. december 1955 blev uret sat i gang (d 17/11 1945)

 

1900 f Knud, arveprins; yngste søn af Christian 10. og dronning Alexandrine. Han blev uddannet som søofficer og blev i 1965 admiral. Tronfølgeloven af 1953 gav Knud titlen arveprins, men indførelse af kvindelig arveret berøvede i realitet ham og hans efterkommere arveretten til den danske trone. Knud var protektor for en lang række foreninger, bl.a. Foreningen af søofficer af reserven, Foreningen for national kunst og Dansk ornitologisk Forening (d 14/6 1976)

 

1938 Som første dansker svømmer Jenny Kammersgaard over Østersøen. Det sker mellem Gedser og Warnemünde. Som svømmer gjorde Jenny K sig første gang bemærket, da hun 8. - 9. september 1937 svømmede fra Sjællands Odde til Grenå. De 42 km blev tilbagelagt på ca. 29 timer. Turen over Østersøen blev gjort på 40 timer og 30 minutter. I såvel 1950 som 1951 svømmede Jenny Kammersgaard over Den engelske Kanal. Jenny Kammersgaard døde i 1997

 

d Gertrude Stein, amerikansk forfatter; Hun slog sig i 1903 ned i Paris. Her blev hun boende til sin død. Steins parisiske hjem blev salon for mange af mellemkrigstidens forfattere og billedkunstnere, og hendes støtte til unge avantgarde malere som Picasso, Matisse, Georges Braque og Juan Gris fik stor betydning. I sit forfatterskab, som var mere omtalt end læst, brød hun både med hensyn til sprog og tegnsætning med de traditionelle former og kom til at øve stor indflydelse på en række unge amerikanske forfattere, bl.a. Ezra Pound, Sherwood Anderson og særlig Hemingway. Som sprogfornyer lancerede hun udtrykket "den fortabte generation" om den generation, der var børn i de tilsyneladende stabile og fredelige år før 1. Verd.krig, og som derefter oplevede krigens og efterkrigstidens ragnarok og omvæltninger. Stein har bl.a. skrevet romanerne "Three Lives" (1908), en fortælling om tre kvinder fra arbejderklassen og "The Making of Americans" skrevet 1906-08, men først udgivet 1925 efter sigende et værk, der var for forskruet og obskur for den jævne læser. Hendes eneste bog, der fik almindelig udbredelse var den selvbiografiske "The Autobiography of Alice B. Toklas" (1933); selvbiografisk var endvidere "Wars I Have Seen" (1945). I forfatterskabet er også digtsamlingen "Tender Buttons" (1915) og de teoretiske værker "How to Write" (1931) og "Lectures in America" (1935). Især efter at have overlevet den tyske okkupation blev Stein en legende. Hun blev venner med de mange amerikanske militærpersoner, der efter Paris befrielse besøgte hende. Om disse soldater skrev hun bogen "Brewsie and Willie" (1946). I 1969 blev hendes særdeles omfattende kunstsamling solgt for $ 6.000.000 (f 3/2 1874)

 

1970 d António de Olivera Salazar, portugisisk diktator; efter i 1918 at have erhvervet den juridiske doktorgrad blev han samme år professor i økonomi ved universitetet i Coimbra. Han deltog i dannelsen af et katolsk centrumsparti og blev som repræsentant for dette i 1921 valgt til det portugisiske parlament. Efter kun et år vendte han tilbage til sin professorstilling. I maj 1926 efter regeringen var blevet væltet ved et militærkup, blev S finansminister. Han trådte tilbage efter kort tid, da det stod ham klart, at han ikke ville få mulighed for at gennemføre de reformer, han fandt nødvendige. Men to år senere, da general Antonio de Carmona var blevet valgt til præsident, accepterede S finansministerposten. Han blev lovet frie hænder til at ordne landets økonomi. Da han i 1932 blev premierminister, fik han gennemført en ny forfatning som grundlag for hans "estato novo" (ny stat) og for hans diktatoriske magt. S hævdede selv, at hans største fortjeneste var, at han fik ordnet Portugals økonomi. Men landets fattigdom var stadig stor. Landets undervisningssystem elendigt. Der var ingen pressefrihed, og enhver opposition mod Salazars styre blev elemineret. I september 1968 fik han en hjerneblødning, og han var herefter uvidende om den demokratiseringsproces, der nu begyndte i Portugal (f 28/4 1889)

 

 

 

 

Til top        28. juli

1540 d henrettet Thomas Cromwell, jarl af Essex, engelsk politiker; han var fra 1520 i tjeneste hos den engelske lordkansler, kardinal Wolsey. I 1536, efter Wolsey var faldet i unåde hos Henrik 8., blev Cromwell lordkansler. Da det ikke lykkedes kongen at få pavens godkendelse til skilsmisse, var det Cromwell, der foreslog den plan, der førte til den engelske kirkes brud med Rom og indsættelse af den engelske konge som overhoved for den engelske kirke. Cromwell ledede herefter – 1534 – den politik, der gennemførte reformationen i England. Bl.a sørgede Cromwell for, at al klosterjord blev konfiskeret og underlagt kronen. Cromwells ide om skabelse af alliance af lutheranske lande førte til Henrik 8.’s giftermål – hans fjerde – med Anne af Kleve, der kom fra det protestantiske Kleve. Men da de politiske forhold ændredes, og Henrik ikke ønskede at blive trukket ind i endeløse stridigheder med kejseren, blev ægteskabet en belastning, og et præstemøde erklærede 9. juli 1540 det gyldigt. Denne udvikling betød, at Thomas Cromwell faldt i unåde. Han blev arresteret, dødsdømt og henrettet (f ca 1485)

 

d Cyrano de Bergerac, fransk forfatter; efter at være blevet såret to gange måtte han opgive sin militære karriere, og det blev som forfatter, han varigst udfoldede sin frihedstrang. Den viser sig i såvel komedie "Le Pédant joué" (1645) som tragedie "La Mort d’Agrippine" (1653), men kommer dog stærkest til sin ret i de fantastiske fortællinger, oftest omtalt under titlen "L’Autre Monde" nemlig "États empires de la Lune" (1657) og "Histoire comique des états du Soleil" (1662) (da. Rejsen til Månen; Rejsen til Solen, 1980). Disse fabulerende skildringer, der først blev udgivet i årene efter Cyranos død, viser ham som en barokdigter, hvis antiautoritære inspiration afdækker en ateistisk materialisme fuld af tillid til det frie menneskes fornuft og besindighed. Mest kendt i dag er Cyrano snarere som krigeren med den store næse og tilsvarende hjerte ikke mindst på gr. af Edmond Rostrand’s romantiske drama fra 1897 og de to film fra henholdsvis 1950 og 1990 begge med titlen "Cyrano de Bergerac". Førstnævnte med José Ferrer i hovedrollen, den anden med Gérard Depardieu i rollen som Cyrano de Bergerac (f 6/3 1619)

 

1741 begravet Antonio Vivaldi, italiensk violinist og komponist; han var også uddannet som præst og fik tilnavnet "Il prete rosso" (den røde præst) på gr. af sit røde hår. I samtiden var han den store violinvirtuos, men var også berømt som komponist. Han skrev 40 operaer, ca 30 kantater, en del oratorier og anden kirkemusik. Størst betydning fik han som instrumentalkomponist og skrev ca 125 violinkoncerter og koncerter for en række andre instrumenter. Vivaldi virkede i Venezia 1704-40, bortset fra nogle ophold i Tyskland og Holland og i andre italienske byer (1718-22 i Mantova). Vivaldi døde i fattigdom i Wien (f 4/3 1678)

 

1742 Første schlesiske krig mellem Preussen og Østrig afsluttes med freden i Berlin og Østrigs afståelse af Schlesien

 

d Johan Sebastian Bach, tysk komponist; tilhørte en slægt, der i flere generationer havde dyrket musikken. Som forældreløs kom han som niårig i huset hos en ældre bror, der var organist i Ohrdurf; her gik han i latinskolen og fik musikundervisning af broderen. Som 15-årig var han kordreng og violinist i Lüneburg og uddannede sig selv med største energi, især i orgelspil. Han var derefter organist forskellige steder og studerede en tid hos Buxtehude i Lübeck. 1708 blev han kammermusikus og hoforganist hos hertugen i Weimar. Han var da berømt som orgelvirtuos, og ved denne tid begyndte hans vældige produktion for alvor; bl.a. forlangte hertugen, at han hver måned skulle præsentere"nye stykker". 1717-23 var B kapelmester i Köthen (i Anhalt) hos fyrsten der. Fra 1723 til sin død var B kantor ved Thomasskolen i Leipzig, hvor han tillige var dirigent ved byorkestret og ved universitetet. Som komponist forbandt B på en helt personlig og dristig måde den ældre polyfone stil med det nyere dur- og molsystem og beherskede ikke mindst modulationen; det gjaldt ikke mindst fugaen, en form han mestrede med uovertruffen mesterskab. B skrev foruden vokalmusik kompositioner ikke blot for orgel, men for alle instrumenter. Antallet af hans værker er særdeles omfattende. 1729 kom "Matthæuspassionen" og 1733-38 komponerede han h-mol messen. Højdepunktet i hans fugakompositioner, hans sidste arbejde Fugaens kunst, udkom efter hans død. Efter sin død var B i et par menneskealdre glemt; først Mendelssohn-Bartholdy drog ham frem ved i 1829 at opføre "Matthæuspassionen" i Berlin. Sammen med Händel er B barokmusikkens største mester (f 21/3 1685)

 

1794 d henrettet Maximilien Robespierre, fransk jurist og revolutionær; efter afsluttet jurastudium nedsatte han sig i 1781 som advokat i fødebyen Arras. Som ivrig talsmand for lighed og folkevilje valgtes han i 1789 til generalstænderne, men gjorde sig så godt som ikke gældende hverken her eller i Nationalforsamlingen. Derimod blev han snart en af de toneangivende i jakobinerklubben, højt agtet for sin redelighed, beundret for sine omhyggeligt udarbejdede taler med deres appel til borgerdyd og frihedsfølelse og for den alvor, hvormed han omfattede revolutionens tanker. Først efter august 1792 blev han republikaner og kom ind i kommunerådet; måneden efter valgtes han til Konventet som nr 1 af Paris 24 repræsentanter. R kom ind i Velfærdsudvalget ved Dantons udtræden i juli 1793. Fra da af var han i ét år Frankrigs mest indflydelsesrige person. I april 1794 foreslog han indførelse af en slags religion "for det Højeste Væsen". Hans forslag blev vedtaget af Konventet og lanceret ved en stor højtidelighed på Champs-de-Mars den 8. juni. R’s konsekvente hensynsløshed mod virkelige eller formodede modstandere af revolutionens tanker, sådan som han opfattede dem, drev til sidst et antal højst forskellige personer, der alle frygtede for deres liv, til at danne et komplot mod ham. Da han 26. juli 1794 i en stor tale i Konventet sigtede flere af dens medlemmer for "sammensværgelse imod friheden" uden dog at nævne navne, slog de til. I et stormende møde næste dag blev han arresteret. Derefter blev han befriet af kommunerådet; men uden energisk modstand igen arresteret kort efter midnat. Efter en kort proces blev han dømt til døden og guillotineret (f 6/5 1758)

 

f Édouard-Adolphe-Casimir-Joseph Mortier, fransk marskal; gjorde sig kendt i revolutionskrigene og blev forfremmet til general i 1799. Året efter blev Mortier øverstkommanderende for den 10. division. Efter sammenbruddet af freden i Amiens besatte han med sin division i april 1803 Hannover. Ved Napoleons kro- ning i 1804 blev han marskal og deltog i felttogene i Preussen 1806 og 1807. I 1808 kæmpede han i Spanien og besejrede en spansk hær på 60.000 mand i slaget ved Ocana. Under felttoget i Rusland i 1812 stod han i spidsen for en del af garden. Til det sidste stod Mortier på Napoleons side, og i 1814 kæmpede han med de allierede hære uden for Paris. Da bourbonerne vendte tilbage til den franske trone i 1814, bevarede Mortier sin position. Da Napoleon fra Elba vendte tilbage til Paris for at generhverve sin magt, sluttede Mortier sig til ham. Efter bourbonerne atter var vendt tilbage, var Mortier i unåde til 1819. Efter julirevolutionen i 1830, da kong Louis-Philippe overtog den franske trone efter Karl X, gjorde Mortier en tid tjeneste som sit lands ambas- sadør i Sct. Petersborg og var derefter premier- og krigsminister i perioden november 1834 til marts 1835 (f 13/2 1768)

 

d Nathan Mayer Rothschild, britisk bankier (f 1777)

 

1842 d Clemens Brentano, tysk forfatter; 1798-1801 skrev han sit første større værk romanen "Godwi oder das steinerne Bild der Mutter" med den karakteristiske undertitel "Ein verwilderter Roman". Den romantiske forkærlighed for fantasiens arabesker, den selvironiske leg med fiktion og illusion nåede her et højdepunkt. Det samme gælder for B's lystspil "Pouc de Leon" fra 1801, en litteraturkomedie inspireret af commedia dell'arte og Shakespeare og fuld af intriger og forklædninger. Han udgav 1805-08 sammen med Achim von Arnim "Des Knaben Wunderhorn". Karakteriseret som vel nok tysk litteraturs vigtigste Volkslieder. I en enkel, bevidst naiv prosa skrev B "Chronika eines fahrenden Schülers" (1802, udg. 1818). Den er farvet af middelalderens legendestil og viser Brentanos sværmeri for middelalderen, som forekom ham mere poetisk end samtiden. Hans "Geschichte vom braven Kasperl und dem schönen Annerl" (1817) er en tragisk fortælling med et stærkt folkevisepræg. Om Brentanos poesi er det blevet sagt, at den viser såvel folkevisens enkelhed som en meget kunstbevidst følelsesintensitet og musikalitet. I 1817 gik han over til katolicismen og tilbragte en lang periode ved nonnen Anna Katharina Emmerichs sygeseng. Bogen "Leben der heiligen Jungfrau Maria" skildrer hendes visioner (f 9/9 1778)

 

1844 d Joseph Bonaparte, konge af Napoli og Spanien; som Napoleons ældste overlevende bror blev Joseph Bonaparte involveret i Frankrigs ledelse, da Napoleon i 1804 have ladet sig udråbe til kejser. Napoleon overlod styret af Frankrig til Joseph B i et år, mens den ellers enerådende kejser førte krig i Tyskland. Da Napoleon vendte hjem i 1806, udnævnte han Joseph B til konge af Napoli – omfattende Syditalien og Sicilien. I sit kongerige reformerede Joseph B den finansielle sektor samt justits- og uddannelsesvæsnet. Hans bror var ikke begejstret for tiltagene og sendte ham i 1808 til Spanien, hvor han også blev udnævnt til konge. Selv om han som i Napoli førte en human og liberal politik, mødte han modstand blandt spanierne. På grund af pengemangel havde Joseph B svært ved at få gennemført de ønskede reformer og fik desuden tilnavnet "Pepe Botello" (Lille flaske) pga. drikfældighed. Efter Waterloo (18. juni 1815) rejste Joseph B til New Jersey, USA, hvorfra han først vendte hjem i 1841 (f 7/1 1768)

 

Sidst forekomne totale solformørkelse i Danmark. Den totale solformørkelse fandt sted i den nordøstlige del af Vendsyssel for at fortsætte over Læsø og Anholt. Totaliteten sneg sig lige akkurat nord om Sjælland for at passere Skåne og Bornholm, inden den forsvandt videre mod øst. Vejret var skyet og regnfuld. Der var skyet i Hjørring og Frederikshavn. På Bornholm var det regnvejr. Men i Skagen var der hul i skyerne. Klokken 14.45 åbnede skydækket sig lige tilpas og netop tidsnok til, at skagboerne fik set den totale solformørkelse

 

f Fritz Syberg, maler; han blev udlært som håndværksmaler, hvorefter han fra 1885 var elev hos Zahrtman i Kunstnernes frie Studieskole. Efter i 1880'erne at have udstillet landskabsmalerier præsenterede Syberg sig i 1892 med "Dødsfaldet" (1890-92), som med sin realisme vakte noget nær skandale. Billedet var malet ud fra erindringen om moderens død 14 år tidligere på fattiggården i Fåborg. Den tunge, store rytme over Svanninge bakker på Sydfyn har han skildret i en række arbejder. Og han har i det store billede "Aftenleg" (1900) malet bøndernes ringdans i skumringen mellem bakkerne. På denne egn boede Syberg i 1890'erne. Efter århundred-skiftet flyttede han til egnen vest for Kerteminde, hvor han bosatte sig i en gammel bondegård "Pilegården", hvis frodige have resten af livet liv blev et af hans foretrukne motiver. Fra 1910 opholdt han sig med familie tre år i Pisa; her arbejdede han udelukkende i akvarel, ligesom han med vandfarve og pen har udført mange skildringer fra Zoologisk Have og Søndermarken i København. Som tegner påtog Syberg sig flere illustrationsarbejder, og hans atten pennetegninger til H.C. Andersens Historien om en Moder anses for at være et hovedværk i dansk tegnekunst. Sybergs datter, Besse, blev 1917 gift med maleren Harald Giersing, der tilhørte den nye generation i dansk kunst. Under indtryk af svigersønnens maleri søgte Syberg en overgang nye veje, som det f.eks. ses i "Overkærby Bakke. Vinter" (1917). Syberg slap godt fra springet over til de unge, men han havde ikke lyst til at blive der. Fra hans senere år, 20'erne og 30'erne, var det havemotiver fra "Pilegården", der dominerede hans kunst (d 20/12 1939)

 

Kongen (Christian 9.) underskriver den gjennemsete grundlov. Efter nederlaget i 1864 var Danmark i den ejendommelige situation at have to forfatninger, Novemberforfatningen af 1863, der gjaldt for fællesanliggender for kongeriget og Slesvig og Junigrundloven af 1849, der gjaldt for kongeriget. På gr. af modstridende interesser viste det sig meget vanskeligt at nå frem til enighed om løsning af dette problem. Den nye grundlov blev resultat af et samarbejde mellem konservative, nationalliberale og dele af bondevennerne (Venstre). Den væsentligste ændring var valgbestemmelserne til Landstinget. Iflg. Junigrundloven af 1849 valgte samme vælgergruppe såvel Landsting som Folketing ved direkte valg. Med Grundloven af 1866 ønskede man at sikre landets konservative grupper (godsejerne) flertal i Landstinget for dermed at give dem regeringsmagten. Dette flertal blev opnået ved, at 12 af Landstingets 66 medlemmer var kongevalgte. De resterende 54 blev valgt ved indirekte valg; 27 valgt af landets største skatteydere og 27 valgt ved almindelig valgret. Ved valg til Folketinget blev det direkte valg og den almin-delige valgret (for mænd) opretholdt. Sammensætningen af de to ting blev derfor meget forskellig. Da den nye grundlov ikke gav nogen anvisning på, hvorledes konflikter mellem Landsting og Folketing skulle løses, var grunden lagt til en langvarig forfatningskamp – en kamp der satte præg på dansk politik fra grundlovens vedta-gelse i 1866 til Systemskiftet den 24. juli 1901

 

f Karl Popper, østrigsk/britisk filosof; han flygtede før Anschluss til New Zealand; efter 2. Verd.krig var han i årene 1949-69 professor ved London School of Economics. I de sidste årtider inden sin død var P en forgrunds-figur inden for videnskabsfilosofi, metodelære og kulturfilosofi. Slog sit navn fast med sit første betydelige arbejde "Die Logik der Forschung" (1934). Han har især interesseret sig for historievidenskab og hævder, at en rigtig forståelse af historien tager hensyn til de historiske og sociale loves egenart. De kan ikke bruges til at forudsige fremtidens historie. Popper var en nådesløs og veltalende kritiker af historismen i "The Poverty of Historicism" (1957). Mellem hans videnskabsfilosofi og hans almene kulturfilosofi var der en intim for-bindelse. Således hævdede Popper, at det moralsk er bedre at forhindre og afbøde onder end at forsøge at virkeliggøre tusindårsriget med det højeste gode for alle. På baggrund af kritik af Platons, Hegels og Marx’ sociale og politiske filosofi – og af autoritær politisk teori i det hele taget – forsvarede Popper i værket "The Open Society and its Enemies" det åbne, demokratiske samfund. Den frie adgang til åben og offentlig kritik er en af livsnerverne i såvel videnskab som i åbne samfund (1975) (d 16/9 1992)

 

1904 d myrdet Vyacheslav Plehve, russisk indenrigsminister; var fra 1867 ansat i justitsministeriet og blev i 1881 kort efter mordet på tsar Aleksander 2. chef for indenrigsministeriets politidepartement. Han blev 1884 viceindenrigsminister og i 1899 guvernør i Finland. Hans udnævnelse til indenrigsminister fandt sted i 1902 på et tidspunkt med stigende uro overalt i Rusland og i alle samfundslag. Hans måde at løse de politiske og sociale problemer på viste, han var en effektiv politimand. Det lykkedes ham at sætte forskellige befolkningsgrupper op mod hinanden. Han bragte de liberale til tavshed ved indrømmelser ledsaget af forholdsregler, der skabte frygt. Han sørgede for, at arbejdernes utilfredshed blev rettet mod arbejdsgiverne og ikke mod staten og tsaren. Han fik oprettet "patrio-tiske" fagforeninger ledet af politispioner. Han anstiftede nationalistiske stridigheder ved iværksættelse af en hård-hændet russifisering. Han opmuntrede antisemitismen, hvilket flere gange førte til pogromer. Når disse metoder slog fejl, drømte P om "en lille sejrrig krig", som kunne samle folket bag tsaren. Derfor støttede han den russiske eventyrpolitik i Korea; en politik der i 1904 førte til krig med Japan. Som offer for sine egne intriger blev P myrdet på gaden i St. Petersborg af et medlem fra det socialist-revolutionære parti. Det viste sig, at mordet var blevet planlagt af en dobbeltagent, der arbejdede for de revolutionære samtidig med, han var ansat i P’s politi (f 20/4 1846)

 

1906 d August Jerndorff, maler; debuterede på Charlottenborg 1866 som landskabsmaler og udstillede her til stadighed med undtagelse af årene 1894-96, hvor han var repræsenteret på Den frie udstilling. På Kunstnernes Efterårsudstilling udstillede han 1904-05. Hans produktion omfatter portrætter, bibelske kompositioner f.eks. tolv apostle til Jesuskirken i Valby (1891), endvidere landskaber f.eks. "Efterår på Heden" og illustrationsarbejder. Blandt hans portrætmalerier er på Frederiksborg de fantasifulde og stemningsbetonede historiske monumentalportrætter af officerer fra Treårskrigen og 1864; "Claude du Plat" (1885), "General Bülow" (1890), "Oberst Lunding" (1892) og "General Rye" (1895), samme sted desuden portrætterne af bryggerne "J.C. Jacobsen" (1886) og "Carl Jacobsen" (1893) og af konseilspræsident "J.B.S. Estrup" (1895), også de vidner om J’s romantiske opfat-telse af den store personlighed. J’s landskaber er små intime studier i den gamle landskabstradition, der kan minde om P.C. Skovgaard med den kærlige redelighed for blomster og planter om Vilhelm Kyhn i lyrisk stem-ningsrigdom. J arbejdede fra sin tidligste ungdom som illustrator bl.a. med bidrag til børneblade og tidsskrifter. Blandt hans bogarbejder er illustrationerne i Svend Grundtvig: Danske Folkeeventyr (1884). Jerndorff blev 1901 professor ved kunstakademiet (f 25/1 1846)

 

Østrig-Ungarn erklærer Serbien krig. Svaret på det østrig-ungarske ultimatum den 23. juli affødt af mordet på den østrig-ungarske tronfølger og hans hustru i Sarajevo den 28. juni - blev af serberne afleveret fem minutter, før fristen på 48 timer udløb. Det serbiske svar blev rundt om i verden opfattet som behersket og imødekommende. Men de samme steder stod det klart, at østrig-ungarerne med deres ultimatum havde sat det serbiske spørgsmål på spidsen. Fra Wien var det bl.a. blevet krævet en kraftig udrensning blandt de elementer i Serbien, der var fjendtlige mod dobbeltmonarkiet samt østrigsk-ungarsk medvirken i såvel den egentlige opklaring af mordet i Sarajevo som i den mere vidtgående og forebyggende virksomhed. Serbernes svar var karakteriseret af, at man dels forsøgte at undgå at give klar besked dels gav et direkte afslag i spørgsmålet om østrig-ungarsk indblanding i Serbiens indre anliggender. Wien erklærede omgående svaret for utilfredsstillende, de diplomatiske forbindelser med Serbien blev afbrudt, og om aftenen samme dag, den 25. juli, mobiliserede man den femtedel af den østrig-ungarske hær, der var afsat til operationer i syd. Tre dage senere erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig. Tæppet var ved at gå op for tragediens første akt – 1. Verdenskrig

 

Våbenhvilen i Koreakrigen underskrives. Våbenhvileforhandlingerne var kommet i gang 10. juli 1951, og de blev særdeles langvarige. Der blev afholdt 159 møder. De fandt sted i landsbyen Panmunjon, der ligger på 38. bredde-grad. Amerikanerne kom for første gang ud for noget, som havde været helt almindelig praksis både under krigen mellem Kina og Japan og navnlig i den kinesiske borgerkrig, at man kunne både kæmpe og forhandle på en gang. Med mange afbrydelser gik forhandlingerne i stå i december 1951 på et princip, skulle krigsfanger hjemsendes, også når de selv var imod det? Amerikanerne kunne ikke gå med til tvangshjemsendelse; kommunisterne hævdede først, at ingen fanger i virkeligheden var modstandere af at blive hjemsendt. Derpå lod de forstå, at hvis 100.000 af de 132.000 af deres soldater, der var i FN’s hænder, blev tilbageleveret, ville de være tilfredse og foreslog, at man spurgte fangerne. Da resultatet heraf forelå i juli 1952, var der kun 83.000, som anmodede om hjem-sendelse, 76.600 af 112.000 nordkoreanere, kun 6.400 af 20.000 kinesere. På ny kørte forhandlingerne fast. Samtidig svævede man i uvished om, hvilken skæbne der havde ramt de amerikanere, der var blevet taget til fange af kineseere og nordkoreanere. Men ved at rasle med atomvåbnene fik amerikanerne det som de ville. Endelig kunne man underskrive en våbenhvileaftale. En egentlig fredsslutning er man aldrig nået frem til. Aftalen bekræftede 38. breddegrad som demarkationslinie mellem Nord- og Sydkorea. Var de politiske følger af krigen ikke store for de to lande var de demografiske og økonomiske det til gengæld. Den koreanske halvø var hærget af tre års krig, og Nordkorea var "bombet tilbage til stenalderen"; også i syd lå mange byer i ruiner. Af krigens 4,2 mio. døde og sårede var 84% civile. 33.000 amerikanske soldater var faldet. I international politik fik koreakrigen vidtrækkende følger. Den medførte bl.a. øget amerikansk støtte til den franske krigsførelse i Indokina, ligesom den blev bestemmende for forholdet mellem USA og Kina i de næste 20 år. USA holdt Folkerepublikken Kina ude af FN og bevare Taiwans plads som permanent medlem af Sikkerhedsrådet. USA’s engagement i Europa blev forstærket, og der blev oprettet en stående overkommando for alle Atlantpagtens væbnede styrker. Endelig steg USA’s forsvarsudgifter fra 13.1 mia. $ i 1950 til 50,4 mia $ i 1953. I førstnævnte år udgjorde udgifterne til forsvaret 4,6% af det amerikanske BNP i 1953 13,8%

 

1968 d Otto Hahn, tysk fysiker og kemiker; efter at have afsluttet sine studier i Marburg og München og have erhvervet doktorgraden i 1901 rejste H i 1904 til England for der at fortsætte sine studier. Her blev han kendt med det nye forskningsområde, som radioaktiviteten repræsenterede, og i 1905 indentificerede han det radioaktive spaltnings-produkt af thorium, som er kendt under navnet radiothorium. Efter hjemkomsten til Tyskland blev H i 1906 ansat ved Kaiser-Wilhelm-Institut für Chemie i Berlin-Dahlem, fra 1912 som professor og fra 1928 desuden som direktør. Sammen med fysikeren Lise Meitner udførte H en række undersøgelser over radioaktivitet, der bl.a. førte til opdagelsen af det radioaktive grundstof protactinium (1918) og i 1921 til opdagelsen af uran Z. Endvidere ydede H væsentlige bidrag til udvikling af den nye gren af kemi, som kaldes radiokemi, og som bl.a. omfatter anvendelse af radioaktive isotoper som sporelementer ved kemiske og fysiske processer. I samarbejde med Fritz Strassmann opdagede H i december 1938 uranets fission, d.v.s. det dengang overraskende og uventede resultat, at neutronerne spaltede uranatomet i to omtrent lige tunge atomer, som var væsentlig lettere and uranatomet og hjemmehørende omtrent i midten af Det periodiske system. Denne opdagelse var indledningen til atomenergiens udnyttelse og dermed til atomalderen. For denne opdagelse fik H i 1945 nobelprisen i kemi for 1944. 1948-60 var H præsident for Max-Planck-Geschellschaft. I 1962 udgav H bogen "Vom Radiothor zur Uranspaltung, eine wissenschaftliche Selbstbiographie" (f 8/3 1879)

 

 

 

 

Til top        29. juli

1030 I slaget ved Stiklestad i Værdalen ved Trondheim bliver den norske konge Olav den Hellige besejret og dræbt. I begyndelsen af 1000’tallet var det norske rige næsten helt opløst. Det var delt i småriger og høvdingedømmer. I 1015 vendte Olav Haraldsson – også kaldt Olav den Digre, der nedstammede i direkte linje fra kong Harald Hårfager (død ca 930) – tilbage til Norge efter at have samlet sig store rigdomme på vikingetogter i Østersøen, i Frankrig og i England. Han var blevet døbt i Rouen og efter at have sikret sig kongemagten, så han det som en af sine hovedopgaver at udbrede kristendommem i Norge. Det ser ud til, at kong Olav prøvede at opbygge et fastere rigsstyre end nogen af de tidligere konger. I al fald følte mange af de mægtigste høvdinge i landet Olavs styre som et overgreb. De behøvede ikke nogen konge. De kunne selv klare retsvæsnet og opkræve bøder. Da den hjemlige opposition fik forbindelse med den dansk-engelske konge Knud den Store, der rejste krav på den norske trone, flygtede Olav til Novgorod i Rusland. Da han halvandet år senere vendte tilbage og forsøgte at genvinde sin kongemagt, faldt han i slaget ved Stiklestad. Efter hans død skete der undere ved hans grav i Nidaros, og snart blev Skt. Olav Norges skytshelgen og fik navnet Olav den Hellige

 

1282 På et danehof i Nyborg udsteder Erik Klipping et forpligtelsesdokument – en håndfæstning. Fra midten af 1270’erne havde der mellem kongen og de danske stormænd udviklet sig alvorlige stridigheder. Stormændene var formentlig på forskellig måde knyttet til kongehusets sidelinjer, og for at styrke sin position over for kongefrænderne havde Erik søgt at nyttiggøre forskellige udenlandske feudalretlige praksis til en mere autoritær styreform, der uden tvivl også havde beskåret stormændenes rettigheder. Stormandsoppositionen sejrede i 1282, da Erik Klipping måtte acceptere håndfæstningen. Den bandt ham til fremtidigt at respektere en væsentlig del af stormændenes rettigheder og mindst én gang om året at afholde "det parlament som kaldes hof" til afgørelse af rigets vigtigste anliggender. De følgende to år foregik der på disse danehoffer forhandlinger mellem kongen og "rigets bedste mænd", der resulterede i flere indskrænkninger i regeringens juridiske og administrative beføjelser

 

d Martin Behaim, tysk søfarer og kosmograf; han tilbragte det meste af sit liv i Lisabon og på Azorerne. Som flamsk købmand var han i Portugal første gang omkring 1480. Idet han hævdede, at han i Nürnberg havde været elev af afstronomen Johann Müller (Regiomontanus), blev han kong Johannes IIs rådgiver i navigation 1484-86 deltog han i den portugisiske admiral Diego Caos opdagelsesrejse langs vestkysten af Afrika til Congo. B var matematisk interesseret og foretog astronomiske beregninger. 1490 vendte han tilbage til fødebyen. På grundlag af sine beregninger konstruerede han her verdens første globus. Den er stadig bevaret, men betegnes som meget ufuldkommen. Det gælder også for Afrikas vestkyst, og det er overraskende i betragtning af de mange portugisiske rejser i netop disse farvande (f 6/10 1459)

 

1536 København overgiver sig til Christian 3. efter Grevens Fejde. I december 1534 havde hertug Christians (den senere kong Christian 3.) tropper under ledelse af Johan Rantzau indtaget Ålborg, undertvunget de jyske bønder og tilfangetaget oprørets leder Skipper Clement, der kæmpede for at få den fængslede Christian 2. tilbage. I marts 1535 foretog Christian med Rantzaus soldater landgang på Fyn for at bekæmpe lübeckernes hær under grev Christoffer, der formelt kæmpede for Christian 2.’s genindsættelse. Efter Rantzau i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni havde besejret grev Christoffers hær, var Christian 3. den 3. juli blevet hyldet i Odense. Nu gjaldt det Sjælland. På sin march mod København mødte Christian 3. ingen modstand. Men København og Malmø ville ikke overgive sig til den nye konge. Den 24. juli nåede Christian 3.’s hær frem til København og indledte en belejring. Den kom til at vare et år. I begyndelsen af 1536 var de to byer helt isolerede. Krogen Slot og Kalundborg havde overgivet sig. Den 6. april overgav Malmø sig på gunstige betingelser, og grebet om København strammedes. I byen steg hungersnøden til forfærdelige højder. Lederne søgte at jage de fattigste og mest udhungrede ud af byen, men Christian 3.’s krigsfolk drev dem straks tilbage. Københavnerne måtte skaffe sig, hvad de kunne af hunde, katte, rotter og mus, krager og gråspurve eller opblødt læder og affald. Især de mest udsatte, børnene, døde i stort tal. Den 29. juli overgav byen sig. Dens ledere gik ydmygt ud til Christian 3.’s lejr med blottede hoveder. Byen anerkendte Christian 3. som konge, og den 6. august holdt kongen sit indtog i den mishandlede by

 

Under Den nordiske Syvårskrig ødelægger en storm en dansk flåde ved Gotland. Under en træfning mellem svenske og danske skibe mellem Øland og Gotland den 26. juli skete der intet særligt, men chefen for det danske skib"Achilles" faldt, og Herluf Trolles afløser som chef for den danske flåde, admiral Hans Lauridsen Baden, ønskede at give ham en hæderlig begravelse. Han lagde derfor ind til Gotland, og trods flere advarsler såvel fra søfolk som fra lensmanden lod han natten mellem 28. og 29. juli flåden blive liggende på et sted, hvor ankrene ikke kunne få fat. "Det er vel ikke storm her hver nat", skal han have sagt. Nu hævnede det sig, at ikke-søkyndige havde overkommandoen. "To timer ud på aftenen voksede en gruelig og forskrækkelig storm ind på landet, så de der på landet og udi husene havde aldrig hørt eller kunnet mindes sådant vejr tilforn, hvilket varede udi seks ganske timer, så hverken anker, tov eller nogen menneskelig hjælp kunne redde enten skib eller folk, men drev mange på hinanden og den største part ind på landet og sloges udi stykker, og hørte man udi byen og på landet sådan jammer, skrig og råben af folket, at hjertet måtte græde derover. Dog kunne ingen gøre dem den ringeste hjælp eller undsætning. Den nat var en af de sørgeligste og skadeligste nætter, der nogen hundrede år har været for disse riger". Katastrofen var næsten fuldstændig. Den danske sømagt var for en tid ophørt at eksistere. Tolv danske og tre lübske skibe knustes mod klipperne, de øvrige fik svære skader. Af en besætning på omkr. 6000 mand er formodentlig over 4000 omkommet. Begge admiralerne og den danske underadmiral druknede

 

1644 d Urban 8. Barberini, pave 1623-1644; som pave førte U en usikker neutralitet mellem Trediveårskrigens hovedmostandere: det katolske Frankrig og dets protestantiske allierede over for habsburgerne i Spanien og Tyskland. U’s afvisning af at give den pavestolen hengivne katolske kejser Ferdinand II, habsburger og konge af Böhmen og Ungarn støtte gjorde det muligt for Frankrig ledet af kardinal Richelieu at komme ud af krigen som sejrherre. Når U tøvede med at støtte Ferdinand, skyldtes det, at spanierne sad på områderne i Italien nord og syd for pavestaten. I 1626 erhvervede U hertugdømmet Urbino, og hans politik i Italien betød, at pavestaten blev et velafgrænset, kompakt område midt i Italien. For at styrke forsvaret af den oprettede han Fort Urbano i Castelfranco, skabte en blomstrende havn i Civitavecchia med en plads til en orlogsflåde. Arsenalet i Tivoli blev udvidet, og forsvaret af Castel Sant’Angelo i Rom forstærket. Med henblik på at vinde Norditalien førte U 1642-44 krig mod hertug Odoardo I Farnese af Parma. Hertugen blev lyst i band i 1642, men krigen endte med pavens ydmygelse og nederlag i marts 1644. At det gik sådan skyldtes, et forbund indgået mellem Venezia, Toscana og Modena; det blev oprettet for beskytte Parma og for at hindre det blev opslugt af pavestaten. Endvidere blandede Frankrig sig i opgøret. Med henblik på at uddanne missionærer oprettede U i 1627 Collegium Urbanum. I 1585 havde pave Gregor XIII lukket Kina og Japan for missionsvirksomhed. I 1633 lod U atter missionærer udsende til disse to lande. Samme år dømte han Galilei til at tilbagekalde hans udtalelser om universet og hans heliocentriske verdensbillede (døbt 5/4 1568)

 

f Christian Winther, forfatter; han blev cand theol 1824. Udgav 1828 sin første samling "Digte", som foruden lyriske digte indeholder "Træsnit", idylliske folkelivsbilleder og kærlighedshistorier på vers. Træsnittene udgør sammen med hans to noveller – "Et Reise-Æventyr" (1828) og "Hesteprangeren" (1828) – hans bidrag til 1820'ernes såkaldte poetiske realisme Da han 1841 mødte den unge præstekone Julie Werlin, fik han sit livs dybeste oplevelse af kærligheden. Under indtryk af de vanskeligheder, der var forbundet med hendes skilsmisse, skrev Winther sine smukkeste digte. De blev udgivet samlet efter deres bryllup i 1848 "Til Én" (påbegyndt i Digtninger 1843). I 1835 havde W udgivet "Nogle Digte", som bl.a. indeholder den erotiske romancesykel Anette, Ringens indskrift og Sjælland. Med Julie ved sin side oplevede W i 1840'erne og 1850'erne sin digtnings modneste og rigeste periode. Hans natur- og elskovsdigtning kulminerede 1855 i det store historiske episke digt "Hjortens Flugt". W dyrkede tillige prosanovellen f.eks. det historiske genrebillede "En Aftenscene" (d 30/12 1876)

 

f Alexis de Tocqueville, fransk historiker og politiker; tilhørte under julikongedømmet (1830-48) den moderate opposition. I begyndelsen af 1830'erne besøgte han USA, og han modtog stærke indtryk af amerikanske politiske og sociale forhold. Han skildrede sine indtryk i "De la démocratie en Amérique" (4 bd. 1835-40); heri forudser han en alm. udvikling af demokrati. Under februarrevolutionen (1848) tilhørte T den moderate fløj af borgerskabet og var udenrigsminister 1849. Han trak sig ud af politik efter Napoleon 3.’s statskup (1852). T udgav 1856 et stort værk om den franske revolution "L’Ancien régime et la révolution", hvori han søger at vise sammenhængen i udviklingen fra enevælde til revolution (d 16/4 1859)

 

Den danske folkeskole bliver skabt. Det sker ved udsendelse af anordninger om almueskolevæsenet i henholdsvis landdistrikterne og købstræderne samt ved det samtidige reglement for almue- og borgerskolevæsenet i København. Ganske vist eksisterede der i forvejen et skolevæsen, men fra nu af blev tilsynet skærpet, først og fremmest ved oprettelse af skolekommissioner i alle sogne. Det offentlige skolevæsen skulle fremover betales ved kommunal ligning, ikke gennem forældrenes skolepenge. Det erklærede formål med almueskolen var at danne børnene til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige lære samt at bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der var nødvendige for at blive nyttige borgere i staten. Dertil fordredes undervisning i religion, skrivning, regning og læsning, samt at læreren desuden skulle "vejlede Børnene til ordentlig Sang". Der skulle benyttes læsebøger, som bl.a. indeholdt et kort begreb om Danmarks historie og geografi og gav "Kundskaber, der kunne tjene til Fordommes Udryddelse". Så vidt muligt skulle børnene også undervises i gymnastik, - når vejret tillod det. Som lærere kunne ansættes folk, der var blevet uddannet på et seminarium, men en sådan uddannelse var ikke nogen nødvendig betingelse, blot ansøgeren kunne bevise sin duelighed i læsning, forklaring af Luthers katekismus, regning, skrivning og salmesang

 

d Andoche Junot, hertug af Abrantès, fransk general og Napoleons første adjudant; han meldte sig til revolutionshærene i begyndelsen af 1790’erne og blev hurtigt kendt for sit store mod. Som sergent blev hans indsats under belejringen af Toulon i september 1793 bemærket af Napoleon. Han gjorde J til sin sekretær og udnævnte ham hurtigt derefter til sin adjudant og forfremmede ham til kaptajn. J gjorde herefter hurtigt karriere; i 1797 blev han brigadegeneral og i 1801 divisionsgeneral. Om J er det blevet hævdet, at hans indsats sammenlignet med Napoleons andre generaler kun var middelmådig. Det er da også en kendsgerning, at da Napoleon i forbindelse med sin kejserkroning i 1804 udnævnte 18 af sine generaler til marskaller, var J ikke blandt dem. I 1806 blev han guvernør i Paris; året efter blev han overstkommanderende for en fransk besættelseshær i Portugal. I august 1808 blev han besejret af englænderne i slaget ved Vimeiro og måtte acceptere de engelske betingelser om, at alle franske tropper skulle forlade Portugal. J’s lykkestjerne fortsatte med at dale; hans inkompetance i slaget ved Smolensk i august 1812 under Ruslandsfelttoget betød, at han blev udelukket fra sammen med Napoleon og de øvrige generaler at deltage i triumftoget ved indmarchen i Moskva. Efter han i februar 1813 var blevet guvernør i Den Illyriske Provins, fik han et sammenbrud og begik selvmord få måneder senere (f 23/10 1771)

 

Ved to forordninger om almueskolevæsnet på land og i by samt ved et samtidigt reglement for almue- og borgerskolevæsnet i København grundlægges den danske folkeskole. Alle børn – også piger – blev herefter underevisningspligtige fra syvårsalderen til konfirmationen. Skolegangen skulle betales ved kommunal ligning og altså ikke gennem forældrenes skolepenge. Landsogne og købstæder blev inddelt i skoledistrikter med hver sin skolebygning, sådan at intet barn skulle få mere end en kvart mil til skole. På landet skulle børnene gå i skole hver anden dag, seks timer om sommeren, fem om vinteren. Landbrugets behov for børnenes arbejdskraft blev tilgodeset gennem fire ugers ferie i høsttiden og mulighed for fritagelse for skolegang for de større børn nogle uger i såtiden og i pløjetiden. I byerne skulle børnene gå i skole hver dag med et lavere timetal. Formålet med skolegangen var at danne børnene til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske lære samt at bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der var nødvendige for at blive nyttige borgere i staten. Dertil krævedes undervisning i religion, skrivning, regning og læsning, samt at læreren desuden skulle "vejlede Børnene til ordentlig Sang". Der skulle benyttes læsebøger, som bl.a. indeholdt et kort begreb om Danmarks historie og geografi og gav "Kundskaber til Fordommes Udryddelse". Så vidt muligt skulle børnene også undervises i gymnastik, - når vejret tillod det. To gange om året skulle der afholdes offentlige overhøringer i skolekommisionens nærvær. Forsømmelser af skolegangen uden lovlig grund skulle medføre bødestraf

 

d Robert Schumann, tysk komponist; efter at have studeret jura et par år helligede han sig som 20 årig musikken. Han studerede klaverspil i Leipzig hos sin senere svigerfar Fr. Wieck og var på vej til at blive pianist i verdensklasse, da han fik en lammelse i højre hånd. Det blev da som komponist, han blev kendt. Endvidere grundlagde han "Neue Zeitschrift für Musik", der takket være hans bidrag blev samtidens vigtigste musikpolitiske organ. I 1843 bev han lærer i partiturspil ved konservatoriet i Leipzig. Året efter bosatte han sig i Dresden. Fra 1850 var han stadsmusikdirektør i Düsseldorf. Men en hjernelidelse, som allerede sporedes i 1833, og som efter 1845 forværredes, tvang ham i 1853 til at nedlægge sit hverv. Sine sidste to leveår tilbragte han på en sindssygeanstalt. Med sin musik fremstår S som indbegrebet af den romantiske komponist. Han var i første række klaverkomponist. Hans opus 1 – 23 omfatter kun værker for klaver. Blandt hans klaverværker er "Papillons" (op. 2), "Carneval" (op. 9) og "Noveletten" (op. 21). Forelskelsen i Clara S satte han et varigt minde med en række romancer og sange: "Liederkreis" (op. 24) og "Frauenliebe und Leben" (op. 42). Af større instrumentalværker han han skrevet 4 symfonier, ouverturer, klaverkoncert, violinkoncert og violoncelkoncert. For kor og orkester har han bl.a. skrevet "Das Paradies und die Peri" (op. 50) foruden en opera "Genoveva" (op. 81). Endvidere har han skrevet korsangre, kammermusik, orgelværker (f 8/6 1810)

 

1883 f Benito Mussolini, italiensk duce; han var i sine unge år socialist og blev 1912 redaktør af partiavisen "Avanti" i Milano og medlem af partiets hovedbestyrelse. Hans agitation for Italiens indtræden i 1.Verd.krig førte til udstødelse af partiet. Han grundlagde da bladet "Popolo d’Italia", der blev den italienske nationalismes talerør. 1915-17 deltog han i krigen og vendte såret tilbage for atter at lede sit blad. Mod venstrepartiernes voksende indflydelse dannede han 1919 de første fascistiske "Fascio di Combattimento". Takket være sine store evner som taler, taktiker og organisator kunne han 1921 danne det fascistiske parti. Samme år valgtes han med 37 fascister ind i Parlamentet. 28. oktober 1922 foretog han "marchen mod Rom", der bragte ham magten, idet han 1. november samme år dannede regering. Mussolinis første regering var en koalitionsregering, men han udmanøvrerede de andre partier og grundlagde de flg. år det fascistiske diktatur. Udenrigspolitisk betonede han en imperialistisk og militaristisk politik. I 1930’erne begyndte han at realisere sine mål – erobringen af Abessinien 1935-38, interventionen i Den spanske Borgerkrig og i 1939 invasionen i Albanien. Denne politik førte ham i armene på Hitler. Han lod dog først Italien træde ind i Anden Verdenskrig 10. juni 1940, da Tyskland næsten havde nedkæmpet Frankrig. Med krigene mod Grækenland fra oktober 1940 og mod englænderne i Nordafrika gik det galt. I stigende grad blev Mussolini afhængig af Tysklands hjælp. Da Italien juni 1943 blev invaderet af de allierede, blev Mussolini afsat og fængslet. Han blev befriet af tyske tropper og sat i spidsen for en republikansk-fascistisk regering i Norditalien. Men forsøgene på på republikansk grundlag at genrejse fascismen her slog fejl, og nogen reel magt havde han ikke mere. Ved Italiens sammenbrud i april 1945 blev han henrettet af italienske partisaner (d 28/4 1945)

 

f Dag Hammarskjöld, svensk naitionaløkonom, embedsmand og FN's generalsekretær 1953-61; han var docent i nationaløkonomi med Stockholms universitet 1933-36, derefter embedsmand i finansministeriet 1936-46. Her-efter var han ansat i udenrigsministeriet som dets ekspert i finansielle og økonomiske anliggender og deltog i forhandlingerne om marshallplanens virkeliggørelse. Endvidere var han bl.a. bestyrelsesformand i Sveriges Rigsbank 1941-48. Fra 1948 deltog han som svensk hoveddelegeret i forhandlingerne om det europæiske samarbejde og i FN’s generalforsamling. Overalt nød han stor anseelse, og da Trygve Lie 1953 gik af som FN’s generalsekretær, blev Hammarskjöld valgt til hans efterfølger med alle stemmer i Sikkerhedsrådet og 57 mod én i generalforsamlingen; i 1957 blev han enstemmigt genvalgt. Gennem personlig initiativ og nært samarbejde med det store flertal af små og mellemstore medlemslande lykkedes det ham ved flere anledninger at gribe afgørende ind og forhindre konflikter i spændingsfyldte områder. Da han et årstid før sin død lagde sig ud med Sovjetunionen, viste svagheden ved hans politik sig. Han gjorde sig mere og mere til de små staters talsmand. Men havde han ikke et godt forhold til stormagterne, nyttede hans gode forhold til de mindre stater intet. Den sovjetiske kritik kom især frem under congokrisen i 1960, uder hvilken han havde fået tildelt vidtgående beføjelser. Sovjetunionen ville såvel Hammarskjölds tilbagetræden som nedlæggelse af generalsekretærembedet, hvis funktioner skulle fordeles på tre mand, en såkaldt "trojka". Under forsøg på at få bilagt konflikten i Congo omkom han ved et flystyrt i det daværende Nord-Rhodesia. I 1961 blev Hammarskjöld posthumt tildelt Nobels fredspris (d 18/9 1961)

 

Den russiske tsar – Nikolaj 2. - erklærer delvis mobilisering. Efter forbundsfællen Østrig-Ungarn den 28. juli 1914 havde erklæret Serbien krig, var situationen blevet desperat for tyskerne. Man måtte for enhver pris begrænse den serbisk-østrigske konflikt. Men man kunne heller ikke risikere at hjælpe Wien til at opnå en hurtig afgørelse ved også at kaste forstærkningstropper ind i opgøret. De skulle bruges i øst, hvis russerne mobiliserede, og Schliffenplanen ved angreb på Frankrig gennem Belgien skulle iværksættes. I nogle dage vaklede den russiske tsar mellem, om mobiliseringen skulle forblive begrænset, eller om den skulle være almindelig. Han lod Berlin forstå, at et angreb på Tyskland ikke på nogen måde var hensigten. Men han opfattede ikke signaler fra Berlin om, at enhver mobiliseringsgrad var fatal. Den delvise mobilisering af de russiske tropper den 29. blev dagen efter fulgt af almindelig mobilisering. Dermed var en europæisk stormagtskrig i praksis et faktum

 

1939 En resolution fra LS bondestævne i Århus forlanger en hurtig afvikling af margarineindustrien. Bønderne i LS (Landbrugernes Sammenslutning) fik ikke noget ud af denne henvendelse til regering og rigsdag, så den danske befolkning ved at spise smør i stedet for margarine kunne støtte dansk landbrug. På en helt anden måde kom LS’ernes ønske dog til at gå i opfyldelse. Udbruddet af Anden Verdenskrig hindrede tilførsel af de nødvendige råstoffer til fremstilling af margarine. Så efter en kort periode med rationering forsvandt margarine fra de danske køkkener, og der blev overhovedet ikke fabrikeret margarine i Danmark under besættelsen. Danskerne måtte klare sig med smør

 

d Erich Kästner, tysk forfatter og kulturskribent; han vendte hjem fra deltagelse i Første Verdenskrig som overbevist pacifist; inden fra han midten af 20’erne ernærede sig som journalist og forfatter, havde han studeret tysk og teatervidenskab. Han støttede Weimarrepublikken, men var ikke politisk aktiv, hvilket udsatte ham for angreb fra såvel venstre som højre; fra venstrefløjen for passivitet og fra højre for sin pacifistisk-demokratiske holdning. Hans forfatterskab omfatter humørfyldte og satiriske digte, romaner, skuespil med tendens mod hykleri, spidsborgerlighed, militarisme og fascisme. Bag hans ironi vendt mod hul patos og tomme fraser skjulte sig et ægte pædagogisk og moralsk engagement, som i digtsamlingen "Herz auf Taille" (1928), romanen "Fabian; die Geschichte eines Moralisten" (1931), hvori der tegnes et billede af det moderne menneske og de kaotiske tilstande i tyvernes Tyskland efter nederlaget og inflationen. Efter nazisternes magtovertagelse lagde Kästner sin stil om og udgav en række elskværdige humoristiske småromaner bl.a. "Drei Männer im Schnee" (1934), "Die verschwundene Miniatur" (1936) og "Georg und die Zwischenfälle" (1938). Allerede tidligt skrev Kästner drengebøger. De gjorde stor lykke og gjorde ham økonomisk uafhængig; i genren fik han stor succes med "Emil und die Detektive" (1929) og "Das fliegende Klassenzimmer" (1933). I "Als ich ein kleiner Junge war" (1957) og "Notabene 45" (1961) gengiver Kästner barndomsminder og sine erfaringer fra Anden Verdenskrigs sidste måneder (f 23/2 1899)

 

 

 

Til top        30. juli

1108 d Filip 1. fransk konge 1060-1108, søn af kong Henrik 1. og dennes anden kone Anne af Kiev; han blev konge på et tidspunkt, hvor den franske kongemagt var svag. Men det lykkedes ham såvel at forøge de kongelige besiddelser som at efterlade sig en fyldt statskasse. Det skete ved at indgå alliancer, som Filip ikke altid overholdt, ved at sælge sin neutralitet i de indbyrdes stridigheder mellem franske stormænd og ved i stor skala at praktisere simoni. På gr. af sin faste overbevisning om at bibeholde den kongelige kontrol med alle udnævnelser inden for den franske kirke, blev Filip efterhånden trukket ind i en strid med pavestolen. Striden blev skærpet, da Filip i 1092 bortførte Fulk IV af Réchins kone, Bertrada af de Montfort; inden længe havde kongen fundet en føjelig biskop, og Filip og Bertrada indgik et ægteskab, der hvilede på et ikke helt lovligt grundlag. Pave Urban II og senere dennes efterfølger Paschal II ekskommunikerede gentagne Filip. Først i 1104, da Filip og pavestolen havde bilagt andre stridigheder, vendte Paschal II sit blinde øje til kongens forbindelse med Bertrada. Men på det tidspunkt havde Filips søn, Ludvig VI, overtaget administrationen af Frankrig. På gr. af sin eksorbitante fedme var Filip ude af stand til at varetage sine opgaver (f 1052)

 

f Giorgio Vasari, italiensk maler, arkitekt og kunstskribent; hans berømmelse som maler overskygges af betydningen af hans studier af den italienske renæssancekunsts historie. Vasari blev udlært i Firenze, hvor han nød Mediciernes protektion. Som maler er Vasari repræsenteret i Firenze med store frescoer i Palazzo Vecchio, i Rom med frescoer i Palazzo della Cancelleria, der viser scener fra pave Paul 3.’s liv. Vasaris malerier vurderes ikke særligt højt, de karakteriseres som overfladiske og for at være fade i farverne. Han vurderes da også højere som arkitekt end som maler. Blandt hans arkitektoniske værker er de bedst kendte Uffizierne i Firenze, bygget for Cosimo I Medici og påbegyndt 1560 og kirken, klostret og palæet bygget til ordenen Cavalieri di S. Stefano i Pisa. Disse værker viser indflydelse fra Michelangelo og er gode eksempler på den manieristiske arkitektur i Toscana. Men når Vasaris navn stadig lever, er det på gr. af hans indsats som kunsthistoriker. Hans store arbejde "Le Vite de’più eccellenti architetti, pittori et scultori italiani da Cimabue insino a’tempi nostri" (Om de mest fremtrædende italienske arkitekters, maleres og billedhuggeres liv fra Cimabue til vor tid) blev udgivet i 1550 og var tilegnet Cosimo Medici. I sit værk indtager Vasari det i renæssancen almindelige synspunkt, at middelalderens kunst var et ubehjælpsomt produkt af denne periode, der lå som et mørke mellem antikkens store kunst og renæssancens nye højder inspireret af antikken. Denne genfødelse af kunsten skete i Toscana begyndende med Giotto og kulminerende med Michelangelo, der var den eneste kunster, blandt dem V omtalte, der stadig var i live. En meget forøget andenudgave indeholder biografier om mange af Vasaris samtidige kunstnere, ligesom den indeholder hans egen biografi. Denne andenudgave fra 1568, hvis fulde titel er "Om de mest fremtrædende maleres, billedhuggeres og arkitekters liv, skrevet af Giorgio Vasari maler og arkitekt fra Arezzo af samme revideret og udvidet med deres portrætter og med tilføjelser af biografier om nulevende kunstnere og om dem der døde i årene 1550 til 1567", er langt bedre kendt end førsteudgaven og er oversat til mange sprog (d 27/6 1574)

 

d William Penn, engelsk kvæker; som studerende i Oxford blev han 1661 bortvist fra universitetet på gr.af sin uvillighed til at acceptere den anglikanske kirkelære. Han tilsluttede sig kvækerne, og da han i 1668 havde kritiseret bl.a. Kalvins lære om retfærdiggørelse, blev han kastet i Tower. Herfra udsendte han skriftet "No Cross, no Crown" der vakte stor opsigt ved sin stærke betoning af den kristne selvfornægtelse og "det indre lys i mennesket", ved hvilket det enkelte menneske kan erfare Jesu Kristi umiddelbare tilstedeværelse. P kom fri i 1669, og året efter arvede han en stor formue efter sin far og en fordring på staten på 16.000 pund. I stedet for penge fik han af Karl 2. en landstrækning ved Delawarefloden i N-Amerika og blev udstyret med suveræne rettigheder over området, som kongen lod kalde Pennsylvania. P åbnede her et fristed for alle, som var forfulgte på gr. af deres tro - først og fremmest for kvækere. I 1684 vendte han tilbage til England, hvor han blev rådgiver for Jacob II. Efter revolutionen 1688 og Jacob II’s afsættelse blev han flere gange kastet i fængsel mistænkt for at konspirere mod den nye konge Wilhelm af Oranien. I 1699 rejste han atter til Pennsylvania. Her fandt han tilstandene ganske anderledes, end han havde håbet. Der var dyb splittelse blandt kvækerne, og de lå i strid med de andre kolonister. Slaveriet var blevet indført, og de europæiske kolonister var i krig med indianerne. Alle P’s forsøg på på at oprette ro og orden og virkeliggøre sine tanker om frihed og lighed var forgæves, og han vendte tilbage til England. Inden sin død erfarede han dog, at Pennsylvania som den første provins i Amerika havde forbudt indførelse af negerslaver, og at der var indført politisk frihed (f 14/10 1644)

 

1757 I slaget ved Grossjägersdorf i Østpreussen besejrer en russisk hær på 100.000 mand under kommando af marskal Stepan Apraksin i Den preussiske Syvårskrig (1756-63) en preussisk hær på 30.000 mand. Nederlaget i Østpreussen samt hans eget i Böhmen i slaget ved Kolin den 18. juni kuldkastede næsten Frederik den Store af Preussens forhåbninger om at besejre fjender, der var så talrige – Frankrig, Østrig og Rusland – og så velforsynede med materiel og menneskereserver. Det fortælles om preusserkongen, at da han havde givet afkald på kristendommens moral og dens tro, tog han tilflugt i stoikernes etik og tænkte på selvmord. Rigtigt er det da også, at han til krigens afslutning havde han en giftflaske på sig; han var åbenbart fast besluttet på, at kun som død ville han falde i hænderne på sine modstandere

 

d Denis Diderot, fransk filosof og skønlitterær forfatter; efter at have studeret jura, sprog og matematik ernærede han sig som sproglærer og oversætter fra engelsk. Det var især britisk filosofi, som var udgangspunkt for Diderots tænkning og livsværk. Hans oversættelse af Shaftesburys "Enquiry concerning Virtue" (1745) vakte opsigt, og den store Encyclopédie, som han planlagde og stod i spidsen for udgivelsen af, var oprindelig tænkt som en bearbejdelse af Chambers Cyclopaedia. Værket begyndte at udkomme i 1751; det blev forbudt i 1752 og 1759, men blev alligevel fortsat af Diderot på trods af mange farer og vanskeligheder. I encyclopædien samledes århundredets radikale kritik mod traditionen. I artiklen Encyclopédie skrev Diderot, at hensigten med værket var, "at de forløbne århundreders anstrengelser ikke skal være spildte for de århundreder, der vil følge efter, for at vore efterkommere samtidig med at være blevet mere oplyste kan blive dydigere og lykkeligere". Diderot skrev med forbavsende alsidighed om filosofiens historie og tekniske fag. Blandt hans selvstændige arbejder fra denne periode er det naturfilosofiske skrift "Interprétation de la nature" (1754). Efter at encyclo-pædiens tekst var færdig (1765), udgav Diderot stort set intet. Hans efterladte papirer blev udgivet efter hans død; flere af dem var meget betydelige arbejder og øvede stor indflydelse på den litterære udvikling i 1800-tallet. Blandt disse arbejder er romanen "La Religieuse" (1790), det kunstkritiske skrift "Les Salons" (1756-81), der betegnes som grundlæggende for moderne kunstkritik. Som filosof afspejlede Diderot tidens materialistiske og determanistiske strømninger. Blandt hans arbejder på dette område er de tre filosofiske dialoger i "Le Rève de d’Alembert" (1769, d’Alemberts drøm) (f 5/10 1713)

 

Svenske tropper går over grænsen til Norge. Krigen begynder. Ved Kielerfreden efter Danmark-Norges nederlag i Napoleonskrigene afstod den danske konge (Frederik 6.) Norge til den svenske konge. Det var en behandling, nordmændene ikke ville finde sig i. De ville ikke "afstås"; de skulle nok selv bestemme deres tilhørs-forhold. Den 17.maj 1814 vedtoges en norsk forfatning - Eidsvollforfatningen, der var den mest frie forfatning, Europa hidtil havde set. Samtidig blev den den danske regent Kristian Frederik (Christian 8.) valgt til norsk konge. Nordmændene måtte dog snart indse, at stormagterne ikke ville finde sig i, at Norge blev helt uafhæn-gig. De havde købt svenskekongen Karl Johans støtte mod Napoleon og havde ingen grund til at snyde sig fra at betale prisen. Både Kristian Frederik, den norske regering og Karl Johan indså, at de måtte bøje sig for stormagternes vilje. Kunne Sverige og Norge blive en militær og udenrigspolitisk enhed, var svenskekongen villig til at føje nordmændene på de fleste andre punkter. Men han var bange for, at det svenske folk ikke ville være bag ham, hvis han uden videre gav efter for de norske ønsker. Derfor krævede han, at svenske tropper skulle besætte grænsefæstningerne, mens forhandlingerne fandt sted. Det ville nordmændene ikke gå med til. Forhandlingerne blev afbrudt, og skønt udfaldet var givet, brød krigen ud. Den svenske hær var omtrent dobbelt så storsom den norske, og den havde meget bedre udrustning. Den 14. august var krigen slut. Der blev underskrevet en våbenhvile, konventionen i Moss. Den lod svenskerne besætte hele Østfold. Men ellers var vilkårene de samme som før krigen: Et overordentlig Storting skulle træde sammen, og Kristian Frederik nedlægge kronen. Den svenske konge lovede at godkende Eidsvollforfatningen. Den 7. oktober trådte det overordentlige storting sammen. Her lykkedes det nordmændene at redde deres forfatning, og det blev dermed klart, at nordmændene ikke havde ladet sig "afstå" som om de var den danske konges ejendom. Norge gik ind i unionen med Sverige som et selvstændigt rige, næsten ligestillet med Sverige. Norge havde således ikke egen udenrigsledelse, hverken konsuler, ambassadører eller et udenrigsministerium; alt dette var underlagt Sverige. Stortingsmændene havde al grund til at være tilfredse med deres arbejde, da de den 4. november valgte Karl Johan til Norges konge

 

1818 f Emily Jane Brontë, engelsk forfatter; skrev knap 200 digte og en roman; uddannet til guvernante og søgte uden held sammen med søsteren Charlotte at åbne en skole. Hendes bidrag til søstrenes fælles digtsamling "Poems" (1846) er det betydeligste. Året efter kom hendes roman "Wuthering Heights" (da. 1919, Stormfulde Højder). Den er blevet betegnet som et af de mærkeligste værker inden for den engelske roman, fyldt af en lidenskabelig, dyster intensitet, en dramatisk, fantasifuld og spændende skildring, henlagt til Yorkshire, hvis ensomme heder, B elskede så højt (d 19/12 1848)

 

f Henry Ford, amerikansk ingeniør og bilfabrikant; i 1896 og 1898 byggede han privat to biler; i 1903 stiftede han Ford Motor Co. Som leder af selskabet gik Ford i mange henseender sine egne veje, således ville han ikke optage lån, men klare udvidelserne ved henlæggelser; selskabets aktier var ikke spredt, men kun i hans og familiens eje. Fords tanke var at bygge en billig og solid vogn, der kunne blive hvermands eje. Han nåede sit mål med T-modellen, der byggedes fra 1909-1927 til stadig lavere priser. Dette blev muligt, da han fra 1913 tilpassede samlebåndsprincippet fra andre industriformer til bilindustrien; dertil kom, at Ford undgik mellemhandlere, idet han selv ejede miner, skove og salgsorganisationer. Allerede fra 1906 producerede Ford flere biler end nogen anden bilproducent i verden. I 1915 forsøgte han en "fredsekspedition" for at skabe fred i Europa. Han fik dog kun skuffelse af dette dilettantiske forsøg. Da USA to år senere trådte ind i krigen på de allieredes side, blev Fordfabrikkerne storleverandør af ambulancer, fly, kampvogne, ammunition og ubåde til den amerikanske hær. Dette gentog sig under 2. Verdenskrig. Ford var i mange år modstander af sine ansattes faglige organisering, men indførte i 1931 ottetimersarbejdsdag og efter datidens målestok ganske høje lønnin-ger for det monotone arbejde ved samlebåndene. Han trak sig tilbage i 1945 (d 7/4 1947)

 

1898 d Otto von Bismarck, preussisk/tysk statsmand; han fik sin politiske debut i 1847, da han blev medlem af den preussiske Landdag; her var han talsmand for yderliggående konservative synspunkter. I 1851 blev han sit lands gesandt ved den tyske forbundsdag i Frankfurt. Allerede nu var det hans mål at skaffe Preussen en ligestilling med Østrig inden for det tyske forbund og på længere sigt få Østrig ud af forbundet. Efter årene i Frankfurt blev B gesandt i St. Petersborg, siden i Paris, inden han 1862 blev preussisk kansler (statsminister). Han fik gennemført krigen mod Danmark i 1864, og efter sejren over Østrig i 1866 var Østrig ude af det tyske forbund. Efter sejren over Frankrig i 1870 og udråbelsen af Preussens konge som tysk kejser var målet Tysklands samling nået. Indtil 1890 stod Bismarck med titel af rigskansler som leder af Tysklands politik. Han sørgede for at bevare et godt forhold til Rusland og fik 1881 skabt Triplealliancen med Østrig og Italien. For at begrænse den katolske kirkes indflydelse indledte han den såkaldte kulturkamp; men omkr. 1878 måtte Bismarck trække delvis i land for at vinde katolikkerne i kampen mod arbejderbevægelsen, hvis vækst Bismarck dog ikke formåede at standse. Da Wilhelm 2. i 1888 blev kejser, kom det hurtigt til alvorlige gnidninger mellem den unge kejser og Bismarck; i 1890 opfordrede kejseren Bismarck til at træde tilbage. Allerede i sin levetid var Bismarck genstand for en omfattende forgudelse i Tyskland, og efter hans død rejstes der over hele riget talrige monumenter til hans ære. Med sine erindringer "Gedanken und Erinnerungen" (1898-1901) skrevet med stor litterært talent bidrog Bismarck selv til at skabe myten om sig som en stor statsmand (f 1/4 1815)

 

1898 f Henry Moore, engelsk billedhugger; han begyndte sin kunstnerbane i 1919, først i Leeds og London, derefter studierejser til Paris og Italien. Allerede fra midten af 1920’erne var Moores karakteristiske formsprog fuldt udviklet. Med udgangspunkt i forhistorisk skulptur skabte han en række nonfigurative værker, der er opbygget på spændingen mellem lukkede former og rumudsnit. Flertallet af hans værker er dog figurative, dannet over få motiver f.eks. kvindefigurer og familiegrupper gengivet i stærk forenkling. Hans udgangspunkt var til stadighed en abstrahering fra naturen, enkeltformen formindskes eller forstørres uafhængig af motivets størrelse. Under Anden Verdenskrig udførte han en række tegninger fra livet i det bombede London. Han var blevet udnævnt til officiel krigsillustrator, og det var i den funktion, han udførte de såkaldte shelter-drawings fra undergrundsbanen i London, hvor folk søgte tilflugt under bombardementerne. Han udførte forarbejdet under bombardementerne. I dagene efter bearbejdede han sine skitser til store farvelagte tegninger. Som billedhugger var hans tidligste skulpturer inspireret af romansk kunst og mayafolkets liggende gudefigurer med maven formet som en offerskål. En rejse til Grækenland efter Anden Verdenskrig gav næring til hans store kærlighed til antikken. Moore har arbejdet i såvel træ som metal som sten. Han betragtes som en af sin tids betydeligste billedhuggere; han var særdeles produktiv, og hans skulpturer spredtes over hele kloden; desuden har Moore præsteret fremragende arbejder som tegner og grafiker (d 31/8 1986)

 

1912 d Mutsuhito, kejser i Japan fra 1867 til 1912; det var i denne periode det japanske samfundpå dramatisk vis ændredes fra at være et feudalsamfund til en stormagt af vestligt tilsnit. Mutsuhitos bestigelse af kejser- kronen efter faderens død skete samtidig med afslutningen af Tokugawa Shogunatet og dermed kejserens overtagelse af den fulde politiske magt. Ulig sin far støttede Mutsuhito det voksende ønske i vide kredse om en modernisering af det japanske samfund efter vestligt forbillede. Ønsket havde sin baggrund i en stigende kontakt med udlandet; det skete efter mere end 250 års isolation. Dertil kom nogle ulige – ydmygende - traktater, som flere europæiske stater og USA efter 1854 tvang Japan til at indgå. Der blev straks opbygget en centraliseret og bureaukratisk statsmagt og en hær udstyret med europæiske våben. I 1872 blev der ind- ført et nyt skolesystem¸unge japanere fik stipendier til at studere i udlandet, der blev oprettet universiteter og højere læreanstalter. Regeringen lod bygge jernbaner og telegraflinjer, søgående handels- og krigsskibe. Mutsuhito symboliserede omdannelsen af det japanske samfund: han gik i vestlig klædedragt og spiste vest- lig mad; på den anden side skrev han i sin levetid mere end 100.000 digte i traditionel japansk stil (f 3/11 1852)

 

d Umberto Nobile, italiensk general og luftskibskonstruktør; han konstruerede luftskibet "Norge" hvormed Roald Amundsen i 1926 overfløj Nordpolen med Nobile som kaptajn. Han var leder af den senere nordpols-ekspedition med luftskibet "Italia", som totalforliste på tilbageturen fra polen 10 km nord for Spitsbergen i 1928. "Italia" ramte isen, så den forreste gondol med Nobile og ni mand blev revet løs og efterladt på isen, mens luftskibet med de øvrige seks deltagere fortsatte mød sydøst; de forsvandt og blev aldrig fundet. Efter en storstilet eftersøgning blev Nobile og de andre overlevende reddet. Efter stærk kritik af en i Rom nedsat kommission måtte Nobile efter "Italia" ekspeditionen søge sin afsked som general og direktør ved de militære luftfartsværksteder. Han opholdt sig derefter til 1936 som luftskibskonstruktør i USSR, ligesom han en tid opholdt sig i USA. Efter Anden Verdenskrig vendte han tilbage til Italien. I 1969 lod Nobile rejse et monument ved Tromsø til minde om "Italia" ekspeditionen og dem, som satte livet ind i redningsaktionerne (f 24/1 1885)

 

d Herbert Marcuse, tysk/amerikansk filosof, sociolog og revolutionær ideolog; inden han i 1934 emigrerede til USA arbejdede han ved Institut für Sozialforschung i Frankfurt am Main. I USA underviste han ved universiteterne Columbia og Harvard og fra 1965 som professor ved University of California. Han blev især kendt for sin virksomhed under den såkaldte studenterrevolution i 1968. Det var hans skrifter og taler, "oprørerne" hentede deres paroler fra. Han støttede studenteroprøret og forsvarede den revolutionæres ret til at anvende voldelige midler til fremme af sine mål. Udtrykket "repressiv tolerance" som betegnelse for et liberalistisk samfunds reaktion mod dets kritikere stammer fra Marcuse. I "Reason and Revolution" (1941) viste han Hegels betydning for den politiske tænkning. "Soviet Marxism" fra 1958 var en kritik af den sovjetiske kommunisme; hans måske mest betydningsfulde værk, "One-Dimensional Man" (1964), indeholdt en kritik af det moderne industrisamfund med dets mange former for undertrykkelse. Marcuse står først og fremmest i gæld til Marx og Freud, men også til jødisk mystik. Sandsynligvis er det derfra, han hentede sit håb om en omfattende fornyelse af alle ting (f 19/7 1898)

 

 

 

Til top        31. juli

1358 d Étienne Marcel, leder af borgerskabet i Paris, klædehandler og oldermand i de parisiske købmænds lav. Marcel blev født i en slægt af velhavende klædehandlere og efter faderens død – ca. 1333 – overtog han familieforetagendet. I 1350 var han oldermand for Grande-Confrérie de Notre Dame og i 1354 for alle købmænd i Paris. I november 1355, efter kong Johan II den Gode havde indkaldt generalstænderne for at få bevilget penge til fortsat krigsførelse mod England – Hundredårskrigen 1337-1453 – blev Marcel leder af den kritik, der rejste sig mod kongen og hans regering. Mødedeltgerne ville kun udskrive skatter, som de selv disponerede over. Tillige gik adelen med til at betale skat, ja ikke engang den kongelige familie blev fritaget. Det afgørende omslag indtraf året efter, da Frankrigs konge Johan II faldt i engelsk fangenskab efter det franske nederlag i slaget ved Poitiers (19.september). På et nordfransk rigsmøde, som dauphinen Karl blev nødt til at forhandle med, dominerede Paris borgere under ledelse af Marcel. De ville kun gå med til bevillinger, dersom kongens korrupete og dårlige rådgivere veg pladsen for folk, som forsamlingen udpegede. Endvidere vedtog forsamlingen, at den for fremtiden skulle have ret til at træde sammen efter eget ønske. Et nyt moment kom ind i konflikten gennem en bondeopatand, som brød ud i egnen omkring Paris. Opstanden skyldtes had mod de fornemme folk, som væltede skattebyrden over på bønderne og ingen ting foretog sig for at værne landsbyerne mod omstrejfende bander af arbnejdsløse lejesoldater. Skønt Marcel ikke stod bag, gav han bevægelsen fuld støtte, men mistede derved. de sidste af sine adelige tilhængere; også blandt pariserne gik sammenholdet over styr og de fleste storborgere svigtede Marcel. Samtidig med, at bønderne blev dræbt i tusindtal i sommeren 1358, faldt Marcel for morderhånd. Forsøget på at indskrænke kongemagten gennem et stænderstyre havde spillet fallit. At det gik sådan, skyldtes bl.a., at Marcels magtbasis var for lille; han manglede støtte uden for Paris (f ca. 1316).

 

1396 f Philip 3. den Gode. Hertug af Burgund 1419-1467; søn af Johan den Uforfærdede og Margrethe af Bayern. Gennem hele sin regeringstid arbejdede Philip på at opbygge en uafhængig burgundisk stat i de områder, han havde arvet nemlig hertugdømmet Burgund, grevskaberne Flandern, Rethel og Artois. Fra sin første kone, Michelle af Frankrig, datter af kong Karl 6. overtog Philip nogle områder i Picardiet og nogle byer ved Somme. For at nå sit mål og tilmed sikre sig en kongekrone, skulle Philip overvinde to forhindringer: modstanden fra sin slægtning, kongen af Frankrig og den manglende sammenhæng i sine geografisk, sprogligt, kulturelt og historisk spredte besiddelser. I årenes løb lykkedes det Philip at forøge sine besiddelser noget. Men da Frankrig efter Jeanne d’Arcs indsats kom til kræfter i krigen med England - Hundredårskrigen, måtte Philip den Gode bøje af, slutte fred og anerkende Karl 7. som fransk konge. Den eneste, der kunne gøre ham til konge, var den tysk-romerske kejser, og han afviste Philip. Kejseren ville ikke gå med til at oprette et stærkt kongerige ved sin vestgrænse. Philips hof i Dijon var et af Europas mest strålende. Hans indstiftelse af ordenen Den gyldne Vlies i 1437 står som et billede på hans pragtfulde hof, hvor riddertidens idealer nåede et højdepunkt på et tidspunkt, hvor taktiske og våbenteknologiske ændringer havde gjort dem overflødige på slagmarken. Da Philip den Gode døde, havde han trods alle sine bestræbelser ikke fået skabt et kongerige, og ved hans søns, Karl den Dristiges død på slagmarken i 1477 blev de burgundiske besiddelser delt mellem den franske konge og den tyske kejser (d 15/6 1467)

 

d Francesco Filelfo, italiensk humanist; i sin ungdom studerede han græsk i det østromerske riges hovedstad, Konstantinopel. Resten af livet tilbragte han som en høj værdsat og beundret underviser i klassiske sprog og litteratur ved italienske universiteter og fyrstehoffer. Som hans mest produktive periode angives årene 1440 til 1471. I denne periode var Filelfo ansat ved hertughoffet i Milano. Mens han underviste ved universitetet i Firenze udfoldede han desuden en frodig litterær virksomhed. Han skrev på italiensk, latin og græsk, og hans produktion omfattede episk og lyrisk poesi, kommentarer til klassiske værker og filosofiske afhandlinger. Selv om senere tider har bedømt Filelfos litterære arbejder som forholdsvis ubetydelige bidrag til italiensk litteratur, havde han en enorm prestige i sin samtids Italien. Den konkurrence der var blandt Italiens fyrster for at have Filelfo ansat, viser den prestige lærde humanister havde i 1400-tallets Italien (f 25/7 1398)

 

1556 d Ignatius Loyola, jesuitterordenens stifter; født i Spanien i en gammel ridderslægt. Da han var 30 år, blev han såret i krig. I sygesengen læste han religiøse skrifter, som gav hans liv en ny retning. Han følte sig udvalgt til at blive en Guds og jomfru Marias ridder og besluttede at tage på valfart til Palæstina. I klostret Montserrat frasagde han sit tidligere liv som kriger og underkastede sig hårde bodsøvelser. Om sine oplevelser og erfaringer i denne tid skrev han en psykologisk dybt indtrængende bog, som han kaldte "Ejercisios espirituales" ("Åndelige øverlser"), en slags håndbog i sjæletræning. Den blev ikke blot jesuitterkollegiernes vigtigste psykologiske hjælpemiddel i novicernes åndelige træning, men anbefales stadig til brug for alle kirkens mænd. Under færden til Palæstina blev Loyola klar over, han manglede de fornødne kundskaber til at gøre sig gældende. Efter hjemkomsten satte han sig som 33-årig på skolebænken i Barcelona. Da inkvisitionens mænd begyndte at interessere sig for ham, flygtede han 1528 til Paris. Her fortsatte han sine studier, og med en kreds af venner aflagde han i 1534 løfte om at leve i fattigdom og cølibat, at drage som missionær til muslimske lande eller, hvis det ikke var muligt, at stille sig til disposition for paven. I 1537 drog Loyola og hans venner til Venezia, hvor de plejede syge. Året efter fortsatte de til Rom. Her blev de præsteviet, og 27. september 1540 stadfæstede pave Paul III Loyola og hans kreds som Jesuitterordenen. Loyola blev dens første general og udarbejdede dens forfatning. Ignatius Loyolas fremherskende egenskaber jernvilje, praktiske sans, menneskekundskab og glødende fanatisme kom til at præge ordenen. 1662 blev han kanoniseret under navnet Sankt Ignatius (f 1491)

 

Nordiske Syvårskrig begynder, da Frederik 2. af Danmark-Norge erklærer Sverige krig. Trods en voksende spænding i Norden vovede hverken Gustav Vasa af Sverige eller Christian 3. af Danmark-Norge et væbnet opgør. Med med generationsskiftet på de to troner – i Sverige i 1560 med Erik XIV og i Danmark-Norge i 1559 med Frederik II – rykkede krigen nærmere. Begge havde de høje tanker om kongemagten. Tanker der var formet efter de af tidens idealer, der fordrede militære bedrifter til at kaste glans over deres riger. Den mistro, der var i Sverige til Danmarks hensigter, fik yderligere næring i Christians III’s anvendelse af tre kroner i sit rigsvåben. De tre kroner havde under dronning Margrete vistnok været et unionsvåben, men efter unionens opløsning førtes det alene af den svenske konge som symbol for Sverige. At den danske konge begyndte at bruge de tre kroner blev i Sverige opfattet som udtryk for, at danskerne var ude på at genoprette unionen under den danske konge. For Frederik II var spørgsmålet om de tre kroner en æressag, der faldt sammen med rigets interesser i overensstemmelse med tidens ridderidealer. Udviklingen i Livland udløste krigen. Her havde den russiske tsar Ivan den Grusomme i 1557 indledt en offensiv mod den svage Ordensstat og erobret Narva. Ledende folk i Den tyske Orden henvendte sig til Danmark-Norge, Sverige og Polen om hjælp. Situationen fik Danmark til at sætte sig i besiddelse af Øsel og en kyststrækning på fastlandet. Denne handling opfattedes af svenskerne som led i en indkredsning. Frederik II fik sluttet aftaler med Lübeck og Polen, og den 31. juli 1563 afleveredes fejdebrevet i Stockholm. Krigen afsluttedes med freden i Stettin den 13. december 1570. I Stettin besluttedes det, at spørgsmålet om De tre Kroner skulle afgøres ved voldgift. Freden var gunstig for Danmark-Norge. Tvillingerigernes førerstilling i Norden var bevaret, deres herredømme over Østersøen styrket. Resultatet skyldtes mindre krigeriske bedrifter end den støtte, Danmark-Norge fik af fredskonferencens mæglere, Polen, Sachsen og den tyske kejser

 

Underskrivelsen af traktaten i Breda afslutter den anden engelsk/hollandske krig, hvor Frankrig og Danmark havde støttet Holland. Hollænderne havde haft overtaget under krigen, der hovedsagelig var blevet udkæmpet til søs, men var blevet tvunget til at søge en hurtig fred, efter Ludvig 14.’s invasion af De spanske Nederlande (Belgien). Iflg. fredsaftalen blev den engelske Navigations Akt ændret til fordel for hollænderne. Nu fik de lov til at fragte gods fra De spanske Nederlande og Tyskland til England. Hollændernes handel havde ikke lidt skade af krigen, og det var ikke lykkedes englænderne at forøge deres andel af krydderihandelen. Alligevel overtog England New Netherland (New York og New Jersey) og nogle handelsstationer i Afrika fra hollænderne; fra Frankrig fik englænderne Antigua, Montserrat og St. Kitts i Vestindien tilbage. I Ostindien tilbagegav englænderne Surinam og Pulo Rum til hollænderne. Den kommercielle rivalisering mellem England og Holland fortsatte, og en tredje krig var uundgåelig

 

Slaget ved Warburg. Preussiske Syvårskrig. Ferdinand af Brunswicks preussisk-hannoveranske hær besejrer en fransk hær. Sejren betød, at Hannover atter blev reddet fra fransk besættelse

 

1792 Grundstensnedlæggelsen til Frihedsstøtten til minde om bondens frigørelse foretages af kronprins Frederik (6.) på Vesterbro i København. Initiativet til monumentet tog en lille kreds af fremtrædende københavnske embedsmænd og borgere. De ville rejse et monument "til erindring om de landsfaderlige velgerninger, Hans Majestæt i vore dage har bevist den hæderlige bondestand". I virkeligheden ville de rejse et politisk monument. Det skulle være et monument over dem selv: det friheds- og lighedsbegejstrede borgerskab og dets alliance med enevælden, vendt mod den godsejerprotest, der var begyndt at komme til orde mod Stavnsbåndets afskaffelse og andre indskrænkninger i godsejernes beføjelser over for bønderne. Desuden skulle det fastholde kongen på det løfte, han havde givet i forordningen om Stavnsbåndets løsning: at den frihed aldrig skulle blive tilbagekaldt eller ind-skrænket. Frihedsstøtten blev udformet som en obelisk i bornholmsk sandsten med en sokkel af norsk marmor, og store navne i det københavnske kulturliv medvirkede til dens skabelse. Nicolai Abildgaard lavede udkast til monumentet som helhed og udførte selv obelisken og soklen. Soklens to relieffer og de fire statuer, der symboliserede troskab, borgerdyd, tapperhed og agerdyrkningsflid blev udført af Johannes Wiedewelt, Nicolai Dajon og Andreas Weidenhaupt. Monumentets indskrift forfattedes af Thomas Thaarup. Den var i tidens yndede nordiske stil, der skulle føre tanken hen på en runesten fra oldtiden

 

f John Ericsson, svensk/amerikansk ingeniør, opfinder af skibsskruen; allerede som ung syslede Ericsson med mekaniske opfindelser. Efter i 1826 at være rejst til datidens tekniske foregangsland Storbritannien lykkedes det ham i 1836 at konstruere en brugbar skibsskrue. Da det britiske admiralitet havde den opfattelse, at skruen ikke havde nogen fremtid, rejste Ericsson i 1839 videre til USA. Her konstruerede han i 1843 dampmaskine, skrue og artilleri til en ny fregat til den amerikanske flåde, men under prøvesejladsen eksploderede en af kanonerne. Hans egentlige gennembrud kom med konstruktionen af "Monitor" i 1861, et dampdrevet skrueskib med et meget lavt panserklædt skrog og to kanoner i et drejeligt tårn. Skibet var et revolutionerende skridt i krigsskibsudviklingen. Det gav ikke alene Nordstaterne søherredømmet i resten af Den Amerikanske Borgerkrig, men blev også proto-typen for andre landes krigsskibsbyggeri helt frem til 1. Verdenskrig (d 8/3 1889)

 

d Andrew Johnson, amerikansk præsident 1865-1869; han sluttede sig tidligt til Demokraterne og blev som 27-årig borgmester i Greenville i det østlige Tennessee. I sine otte år på denne post blev han trænet i grænsestatens hårde skole og blev de små farmeres talsmand. I ti år – 1843-53 - var han deres repræsentant i Kongressen i Washington. Herefter var han guvernør i Tennessee 1853-57; i 1856 blev han valgt til at repræsentere sin hjemstat i Senatet i Washington. Her fremstod han som en typisk Demokrat, der gik ind for lavere told og talte mod dem, der gik ind for ophævelse af slaveriet. Men i 1860 brød han med partilinjen, da han efter Lincolns valg til præsident stærkt gik imod dem, der hævdede sydstaternes ret til at udtræde af unionen. Dermed var han den eneste sydstats senator, der gik ind for unionens uopløselighed. Denne holdning var ikke uden betydning, da han i 1864 blev vicepræsident. Efter mordet på præsident Lincoln blev J præsident (til 1869). Som tro tilhænger af unionen forlangte han slaveriets afskaffelse i alle sydstater; når dette var gennemført, var det hans holdning, at sydstaterne skulle bevare deres selvstændighed og genindtræde i unionen uden straf. Med denne forsoningspolitik kom han i et voldsomt modsætningsforhold til de republikanske nordstatspolitikere, som ønskede en ganske anderledes behandling af de rebelske sydstater. Da J i 1868 afskedigede sin krigsminister, der var de nævnte republikaneres repræsentant i kabinettet, vedtog Repræsentanternes Hus at rejse rigsretssag "impeachment" mod ham for grundlovsbrud. J blev frifundet (maj 1868) med en margen på én stemme i forhold til de to tredjedele af Senatets stemmer, der skulle til for at dømme ham. Efter at være gået af som præsident valgtes J til Senatet, men døde kort efter (f 29/12 1808)

 

d Franz Liszt, ungarsk komponist og pianist; i årene 1836-47 turnerede L i Europa og fejredes som sin tids største klavervirtuos. Han fik sin første klaverundervisning af sin far, og som otteårig begyndte han at komponere. Uddannelsen fortsatte i Wien og Paris. Som teenager var L en erfaren koncertpianist, men en for omfattende koncertaktivitet og et mislykket kærlighedsforhold medførte prioder med sygdom og psykiske kriser. 1848-59 var han hofkapelmester i Weimar. Da havde han opgivet det omrejsende liv som koncertpianist og helligede sig arbejder som komponist. Fra 1861 var han bosat i Wien. Han nærmede sig i stigende grad katolicismen og modtog i 1865 de lavere vielser, men blev ikke præsteviet. Både som komponist og pianist kom L til at præge en hel epoke, idet hans romantiske tonekunst påvirkede en lang række komponister, især Richard Wagner, der var hans svigersøn. I alt bærer ca 1300 kompositioner L's navn heraf bl.a. kirkemusik f.eks. "Ungarsk Kroningsmesse" (1867); blandt hans tonedigte er "Les Préludes" (1854); endvidere operaen "Don Sanche" (1825) samt klavermusik, 19 ungarske rapsodier, orgelmusik o.a. (22/10 1811)

 

1914 d myrdet Jean Jaures, fransk politiker og journalist; i 1883 blev han professor i filosofi ved universitetet i Toulouse. Samtidig påbegyndte han en politisk karriere. I årene 1885-89 var han indvalgt i Deputeretkammeret for Det republikanske Venstre. I årene 1892-98 og 1902-14 indvalgtes han af socialisterne. Med sine fremragende talegaver markerede han sig hurtigt som en af sit partis ledende personligheder og som en samlende skikkelse for alle socialister. Til J’s efterhånden fremtrædende position bidrog endvidere hans støtte til de strejkende minearbejdere i Carmaux i 1892 og hans støtte til Alfred Dreyfus i 1890’erne. Han tilhørte socialismens revisionistiske fløj og støttede derfor de borgerlige radikale regeringer. 1902 grundlagde J bladet "Humanité", der indtil 1920 var partiets hovedorgan. Han var glødende pacifist og var imod indførelse af en treårig værnepligt og bekæmpede såvel militærbevillinger som Frankrigs skærpede udenrigspolitik op mod 1914. Hans autoritet inden for den internationale arbejderbevægelse gjorde, at han for mange fredsvenner personificerede arbejderbevægelsens vilje og evne til at afværge den stadig mere truende krigsfare. Til gengæld fremstillede nationalister ham som tysk agent, og han blev myrdet på en cafe i Paris under julikrisen i 1914, da krigen i Europa var umiddelbart forestående. J udgav en mængde historiske, filosofiske og politiske skrifter, bl.a den franske revolutions historie i samleværket "Histoire socialiste de la France" (f 3/9 1859)

 

Efter fjorten døgns artilleriforberedelse indleder briterne under Første Verdenskrig slaget ved Passchendaele i Flandern. Hensigten med offensiven i Flandern var ikke som tidligere offensiver i krigen at opnå et gennembrud på fjendens front. Nu drejede det sig om at opslide og udmatte fjendens modstandskraft. Det mente briterne at kunne opnå ved uophørligt at angribe med begrænsede mål samtidig med at udnytte artilleriet til det yderste. Den 1. juni meddelte den franske overkommando briterne, at efter kampene ved Verdun var den franske hær i en så dårlig tilstand og disciplinen så ringe, at den ikke kunne yde den planlagte støtte. Briterne måtte da gennemføre offensiven alene. At de gjorde det, synes at skylde briternes øverstkommanderende, general Haigs overbevisning om, at tyskerne var så nær et sammenbrud, at han kunne gøre ende på krigen i 1917. Men uheldigvis for briterne var et nederdrægtigt vejr skyld i, at hele slagmarken efter stadige og voldsomme regnvejr blev ét sumpområde, som voksede i omfang – i høj grad som følge af bombardementerne, der effektivt ødelagde de i forvejen skrøbelige afvandingsanlæg. Slaget ved Passchendaele, der er karakteriseret som et af 1. Verdenskrigs helveder, gik over i historien som "slaget i mudderet". Det blev et udmattelsesslag af værste slags. Soldaterne druknede i regnfyldte granathuller, og muldyr og heste bogstaveligt talt forsvandt i kratere i den flamske mudder. Offensivens afsluttende fase, fra 4. okt til 6. nov, var en kamp om den næsten udslettede landsby Passchendaele. Den lå elleve kilometer fra, hvor briterne havde indledt offensiven. Denne fremrykning var blevet betalt med et britisk tab på 265.423 mand. Tyskerne mistede 206.000 mand

 

d Antoine de Saint-Exupery, fransk forfatter og flyver; mens han gjorde tjeneste ved militæret fik han i 1922 flyvercertifikat, og blev i 1926 ansat ved Compagnie Latécoère i Toulouse og bistod med at oprette postflyveruter over det nordvestlige Afrika, over Sydatlanten og over Sydamerika. I 1930’erne arbejdede han som testpilot, var ansat ved Air-France og som reporter ved avisen Paris-Soir. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig blev Saint-Exupery rekognosceringspilot ved det franske luftvåben. Efter Frankrigs fald i 1940 undslap han til USA. I 1943 var Saint-Exupery aktiv ved det amerikanske Air Force i Nordafrika. Her blev han under en rekognosceringsflyvning skudt ned og dræbt. Saint-Exupery fandt i flyvning såvel en mulighed for heroisk handling som inspiration til litterær virksomhed. I hans første bog "Courrier-Sud" (1929) (dansk, Postflyveren, 1941)dør lufthavets betvinger, postflyveren Jacques Bernis i Rio de Oro ørkenen, og den angav hele Saint-Exuperys forfatterskabs væsentligste motiv: flyverlivets heroisme og poesi og dets livsholdning: en religiøst-farvet humanisme. Hans roman nr 2, "Vol de nuit" (1931) (dansk, Flyvere i natten, 1941)var dedikeret til ære for de første civile piloter, der så ofte så døden i øjnene under udførelsen af deres arbejde. Hans egne oplevelser som flyver er beskrevet i "Terre des hommes" (1939) (dansk, Blæsten, sandet og stjernerne, 1940) og "Pilote de Guerre" (1942) (dansk, Krigsflyver, 1943). Ved sin død efterlod Saint-Exupery sig det indtagende lille eventyr for voksne "Le Petit Prince" (dansk, Den lille prins, 1950) og romanfragmentet "Citadelle" (dansk, Citadellet, 1951) (f 29/6 1900)

 

1962 Radio Merkur på Øresund indstiller sine udsendelser. Den 2. august 1958 var Danmarks Radios monopol på radiospredning blevet brudt. Det skete, da den såkaldte piratradio, den privatejede og reklamefinansierede Radio Merkur, fra et skib opankret lige uden for tremilegrænsen ved Dragør med pårigget radiosender sendte non-stop populær døgnmusik afvekslende med reklamer. Den kunne høres over hele Nordsjælland og det halve Skåne, og efterhånden stjal Radio Merkur en stor andel af radiolytterne. På alle dage fra kl.17-20 foretrak 45% af mulige lyttere Merkurs ustandselige musik-underholdning for DR’s blandingsprogrammer. Selv i aftenens fjernsynstid fastholdt piratsenderen 19% af kunderne, og fra kl.21 til 22 var tilslutningen 40%. Men nedtællingen var i gang. Den 3. april 1962 fremsatte trafikministeren i Folketinget lovforslag mod piratsendere. Radiospredningssendere måtte ikke oprettes eller drives på åbent hav eller i luftrumet derover. Det skulle endvidere gøres strafbart at stille skib til rådighed, yde finansiering eller på nogen måde medvirke til en sådan aktivitet. Loven blev vedtaget den 14. juni 1962 med Socialdemokratiets, De radikales og SF’s stemmer. Radio Merkur fik halvanden måned til at tackle af. Men den havde vist, hvordan folkekære melodier på samlebånd kunne få folk til at slukke for fjernsynet og i stedet lukke op for radioen. Så ved nytår 1963 indviedes program 3, Danmarks Radios melodiradio, der med sit program og sin musik – men minus reklamer var en legalisering af den underholdning, politikerne havde kriminaliseret et halvt år tidligere

 

1993 d Baudouin, belgisk konge 1951-1993; søn af Leopold 3. og dronning Astrid. Som femårig mistede Baudouin sin mor, dronning Astrid blev dræbt i en bilulykke. Da tyskerne i maj 1940 invaderede Belgien, overskred Leopold sine beføjelser ved på egen hånd at beordre den belgiske hær til at overgive sig. Mens regeringen efter nederlaget flygtede til London, blev kongen og hans tre børn i landet. Det blev af mange belgiere opfattet som landsforræderi, selv om familien under sidste del af krigen var interneret af tyskerne. Efter krigen måtte familien gå i eksil i Svejts. En folkeafstemning i 1950 viste flertal for, at Leopold kunne fortsætte som regent. Men en voldsom folkelig protestbølge tvang ham til at opgive tronen til fordel for sin ældste søn, Baudouin. I løbet af sin over fyrre år lange regeringstid lykkedes det Baudouin at genskabe monarkiets anseelse og optræde som et samlende og neutralt midtpunkt. Eneste gang, hans offentlige gav anledning til løftede øjenbryn, var, da han i 1990 abdicerede i 24 timer for at undgå at underskrive en abortlov, som han fandt i strid med sin katolske tro. I 1960 blev Baudouin gift med Fabiola de Mora y Aragón fra Spanien. Parret fik ingen børn, og ved Baudouins død overtog broderen Albert (2.) den belgiske trone (f 7/9 1930)

 

2002 d Hans Lyngby-Jepsen, forfatter; han var født i Ålborg og vosksede op i byens fattighus ikke som fattiglem, men fordi hans far var institutionens inspektør. Det gav ham et godt indblik i livets mørke sider. Efter studen-tereksamen 1939 begyndte han ingeniørstudiet på Polyteknisk Læreanstalt. Lyngby-Jepsen debuterede som forfatter i Poli-tikens Magasin med novellen "Kvindesind". Han slog sit navn fast med romanen "Stenen i strømmen" (1948). Temaet var menneskets isolation og individets opvækst i et brutalt samfund. I 1953 blev Lyngby-Jepsen medlem af Dansk Forfatterforenings bestyrelse, i årene 1957-63 var han foreningens formand. Et hovedværk i hans forfatterskab er romantrilogien "Paradishuset" (1963), "Træerne" (1965) og "Jorden" (1966). Han har desuden skrevet rejsebøger fra Østeuropa og Sicilien, biografier om bl.a. "Marquis de Sade" (1963) og "Stauning" (1979), børnebøger og egnsbeskrivelser "Nordjylland" (f 1/4 1920)

Til top