Forside        Juni

Vælg en dato:

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30

Til top        1. juni

 

836 London hærges og plyndres af vikinger

1479 Københavns universitet indvies. Efter Christian 1. ved pave Sixtus IV’s bulle af 19. juni 1475 havde fået autorisation til at stifte et studium generale, grundlagdes universitetet ved stiftelsesbrev af 4. oktober 1478. Der tillagdes det visse privilegier – selvvalgt øvrighed under tilsyn af roskildebispen som kansler og egen jurisdiktion. Det blev overdraget magister Peder Albertsen at skaffe lærere. Af dekanen i Københavns kapitel, Jesper Henriksen, fik universitetet overladt kapitlets skole "Sønden for Vor Frue" til forelæsninger og øvelser. I maj 1479 vendte magister Albertsen tilbage med de fra Köln hentede lærere, og 1. juni indviedes universitetet højtideligt i Vor Frue Kirke af Christian 1. Samme år fik universitetet sine statutter, der var udarbejdet med universitetet i Bologna som forbillede

 

1563 f Robert Cecil 1. jarl af Salisbury, engelsk statsmand, der i 1598 efterfulgte sin far som dronning Elizabeth 1.’s førsteminister og som med megen anerkendelse i samtid og eftertid stod i spidsen for regeringens ledelse i de første ni år af kong Jacob 1. regeringstid. Salisbury skabte således kontinuitet i skiftet fra Tudor til Stuart kongedømme i England. I 1584 blev han medlem af Underhuset, og fire år senere sendtes han ud på sin første diplomatiske mission. Efter i nogle år at have virket som uofficiel udenrigsminister (secretary of state) blev han i juli 1598 udnævnt til at beklæde denne post. Inden dronning Elizabeths død (1601) var Salisbury trådt i forbindelse med kong Jacob 6. af Skotland, og som Jacob 1. kom denne da også uden vanskelighed til at beklæde den engelske trone efter Elizabeths død. Under den nye konge bevarede Salisbury sine embeder, og han fortsatte den politik, der var skabt af hans far og Elizabeth i.e. en moderat anti-romersk/katolsk, anti-spansk og anti-puritansk politik. I indenrigspolitik var hans indflydelse mindre. Men i 1608 fik han kontrol med rigets finanser. Det skete, da han dette år blev udnævnt til finansminister (lord treasurer). Han gik i gang med at nedbringe kronens/landets stadig voksende gæld. Det var forgæves. Han kunne hverken sætte en stopper for kongens ekstravagante levevis eller overbevise ham om at acceptere sit forslag – the Great Contract fra 1610 – om at Underhuset garanterede kongen en fast årlig sum mod, at Underhusets medlemmer blev fritaget for visse gamle feudale pligter. Efter Robert Cecils død voksede den strid med Parlamentet, der blev et hovedpunkt i Jacobs tid som engelsk konge. Med sin konfrontationspolitik lagde Jacob grunden til den skærpelse af forfatningskampen, der under hans søn og efterfølger Karl I (1625-49) kulminerede i Den Engelske Borgerkrig, og som førte til Karls henrettelse i 1649 (24/5 1612)

 

1657 Frederik 3. underskriver krigserklæringen mod Sverige og begynder dermed Første Karl Gustav krig. I foråret 1657 var svenskekongen Karl Gustav i krig med både Polen og Rusland. Derfor var det den danske regerings opfattelse, at der forelå en mulighed, der måske aldrig kom igen, for at få de tabte lande - de norske landskaber Jämtland og Härjedalen samt Halland og øerne Gotland og Øsel - tilbage og for at opnå en position, der gjorde, at Danmark ikke længere, som i de sidste 11 år, behøvede at leve på Sveriges nåde. Men den danske krigs- erklæring gav Karl Gustav et velkomment påskud til at trække store dele af sin hær bort fra de hærgede polske områder, som ikke mere gav tilstrækkelig grundlag for dens forsørgelse, og forlægge den til mere uberørte områder i Danmark. Ved krigsudbruddet var den samlede danske hærstyrke bragt op på den anselige styrke af 25.000 mand. Men den var beskeden i forhold til den svenske, som talte i alt ca 100.000 mand. Desuden bestod den svenske hær, i modsætning til de danske tropper for en stor del af kampvante veteraner. Denne forskel og en svensk fordel i den operative ledelses kvalitet skulle hurtigt vise sig skæbnesvanger for danskerne

 

1676 Slaget ved Öland. Under Skånske Krig (1675-79) kunne den danske flåde langt fra stå mål med den svenske flåde i skibe, mandskab og skyts. Og selv om en hollandsk flåde i 1676 kom danskerne til hjælp, havde svenskerne stadig en betydelig overmagt i skibe og kanoner. Den 1. juni 1676 tørnede en dansk-hollandsk flåde sammen med svenskerne ved Öland. Den svenske flåde havde et vældigt flagskib, "Stora Cronan", med 130 kanoner, mens det største danske kun førte 86. Næppe var kampen begyndt, før "Stora Cronan" foretog en hasarderet manøvre, som fik det til at krænge stærkt; dets kanoner, der ikke var surret, rullede fra læsiden til luvart; besætningen blev grebet af forvirring, og skibet kuldsejlede. Samtidig kom det i brand, ilden nåede krudtkammeret, og det kæntrede skib sprang i luften. Kun 40 af besætningens 800 mand blev reddet. Da endnu et svensk skib sprang i luften, flygtede resten af den svenske flåde. Nogle af de flygtende skibe blev erobret, andre stødte på grund, og svenskernes tab blev i alt 11 skibe og 4200 mand, mens resten var så ilde tilredt, at den svenske flåde ikke blev kampklar igen denne sommer. Søslaget ved Öland bestemte Skåne til at blive sommerens kampplads, og den 29. juni fandt den danske landgang sted

d Peder Hansen Resen, præsident, historiker, jurist; efter studier ved universitetet i København og i udlandet blev han i 1653 ansat ved Københavns Universitet fra 1657 som professor i etik; fra 1662 som ordinær juridisk professor. Fra sin ungdom havde Resen været en ivrig manuskript- og bogsamler. Han store samling, der efterhånden også rummede en større mængde håndskrifter, gik sammen med farfaderens store håndskriftsamling, som Resen havde skænket universitetsbiblioteket, til grunde ved Københavns brand i 1728. Resen betegnes som den måske første, der beskæftigede sig med dansk ret. Hans historiske interesse fik ham til særlig at behandle de gamle nationale love, og han bekostede og sørgede for udgivelsen af adskillige. Endvidere stod han bag den første udgivelse af Snorres Edda (1665). 1680 sørgede han forudgivelse af "Kong Frederichs II’s Krønicke". Desuden gennemørte han en registrering af byen Københavns arkivalier, ligesom han samlede en række efterretninger om Tyge Brahe og hans ophold på Hven, hvorved han har bevaret adskilligt for eftertiden, som ellers ville være gået tabt. Men det projekt, der udover professoratet især optog ham, var den stort anlagte Danmarksbeskrivelse Atlas Danicus. Hensigten var for første gang at give en udførlig topografisk beskrivelse af Danmark.R fik landets sognepræster til at indberette om bl.a. indskrifter, antikviteter, flora og fauna. Efterhånden voksede værket til op mod 40 foliobind. Resen lod også i kobbertryk fremstille et betydeligt billedmateriale. Men bortset fra fire udlånte bind brændte det store materiale sammen med universitetsbiblioteket i 1728 (f 17/6 1625)

 

f Karl von Clausewitz, prøjsisk general og militærskribent; han begyndte sin militære karriere som 12 årig og blev i 1801 optaget på militærakademiet i Berlin. Fra 1806 deltog han i krigen mod Napoleon og var i en kort periode krigsfange. I 1810 blev han som major tilknyttet den preussiske generalstab. Efter at have gjort garnisonstjeneste blev han i 1818 direktør for Preussens Almindelige Krigsskole og udnævnt til generalmajor. Denne stilling beklædte han til 1830. Indtil sin død gjorde han tjeneste ved den polske grænse. Allerede på et tidligt tidspunkt havde Clausewitz indledt militærhistoriske studier. Han var dog andet og mere end militær-historiker. Han ville analysere krigens væsen og nåede bl.a. frem til, at krig "er en voldshandling, der udføres for at få modstanderen til at gøre, hvad angriberen ønsker". Han udviklede begrebet total krig, hvis mål er modstanderens fuldstændige nederlag og betingelsesløse overgivelse. Clausewitz analyserede ca 130 felttog og med disse som grundlag, udarbejdede han 1816-30 en systematisk beskrivelse af samfundets organiserede vold. Han undersøgte krigens væsen og beskrev såvel strategi som taktik og de kræfter, der er afgørende for krigens gang. Han fastslog, at krig blot er en fortsættelse af politik med andre midler. Derfor skal føringen af krigen hele tiden underordnes de politiske mål. Hans værk "Vom Kriege" blev udgivet 1832-34 af hans enke Marie von Clausewitz (d 16/11 1831)

 

1801 f Brigham Young, amerikansk mormonleder; blev mormon 1832 og i 1835 en af mormonernes ledere. Da mormonerne i 1838 blev drevet ud af Missouri, ledede Young udvandringen til Nauvoo, Illinois. I 1844 blev Young mormonsamfundets præsident og ledede dets overflyttelse til Utah 1845-47, hvor han grundlagde mormonstaten og blev dens guvernør. Fra mormonernes nye hovedstad Salt Lake City sørgede Young for, at der blev udsendt missionærer. Ved midten af 1850'erne medførte uoverensstemmelser mellem mormonerne og regeringen i Washington, at præsident James Buchanan sendte en hær ind i Utah for at hævde forbunds-regeringens førsterang. Young trådte da tilbage som guvernør, men bevarede til sin død stillingen som –første-mand i mormonsamfundet og dets kirke - Jesu Kristi Kirke af De sidste Dages Hellige (d 29/8 1877)

 

d Louis-Alexandre Berthier, prince de Wagram, fransk marskal; efter deltagelse i Den amerikanske Uafhængighedskrig var han 1791-92 stabsofficer og stabschef ved de franske revolutionære styrker. Som adelig måtte han gå under jorden under revolutionstidens rædselsperiode. Under felttoget i Italien 1796-97 gjorde han først tjeneste som general for en division siden som stabschef. Efter deltagelse i felttoget i Ægypten udnævnte Napoleon ham til stabschef ved le Grande Armée. Som stabschef stod B i spidsen for en stab bestående af seks generaler og otte oberster. Efterhånden som stabschefens betydning voksede, opstod der en vis friktion mellem B og de øvrige marskaller. Men Napoleon mistede aldrig tilliden til B og belønnede dennes loyalitet ved bl.a. at tildele ham titlen prince de Wagram i 1809. Under tilbagetoget i Rusland forblev B hos Napoleon til det sidste, og da kejseren havde forladt hæren, ydede B en stor indsats for at bevare en vis orden i resterne af hæren. Efter Napoleons abdikation gik B i tjeneste hos kong Ludvig 18., og som kaptajn i hans garde ekskorterede han ham ud af Frankrig, da Napoleon vendte tilbage fra Elba (f 20/11 1753)

 

d Louis Nicolas Davout, duc d’Auerstädt og prince d’Eckmühl, fransk marskal; skønt adelig og officer sluttede han sig til enevældens modstandere. Ved at vise denne rette borgerånd blev han som 23-årig general i revolutionsstyrkerne. I 1798 sluttede han sig til Napoleon og stod i spidsen for en brigade kavaleri under felttoget i Ægypten. Ved sit giftermål i 1801 med Louise Aimée Leclerc, Pauline Bonapartes svigerinde, kom han ind i Napoleons familiekreds. I 1805 indgik de tre divisioner, Davout siden 1803 havde trænet med henblik på invasion af England, som III korps i Napoleons Grande Armée. I spidsen for sit korps deltog Davout med hæder i alle større slag i de flg. krigsår. Under Ruslandsfelttoget i 1812 kommanderede han I korps, som kæmpede hårdt og med succes ved Borodina (7. september). Efter slaget ved Krasnoe (17. november) blev han kritiseret for, at hans støtte til marskal Ney var kommet for sent og med for ringe kraft. Kritikken betød, at hans ry som fremragende leder under et slag blegnede. I årenes løb havde Napoleon også betroet Davout politiske opgaver: kontrollen med Polen i 1807-09 og guvernørembedet over de hanseatiske byer i 1810. I 1813 fik han til opgave at generobre Hamborg og området vest for Elben. I Napoleons 100 dage i 1815 beklædte han posten som krigsminister. Ved den franske kongemagts genetablering efter Napoleons nederlag blev D afskediget, men beholdt sine æresposter og titler (f 10/5 1770),

 

1868 d James Buchanan, USA’s præsident 1857-61 (demokrat); jurist og embedsmand i Washington. 1814 blev han medlem af sin hjemstat Pennnsylvanias lovgivende forsamling, derefter 1821-1831 medlem af Repræsentanternes Hus i Washington. 1832-33 var Buchanan amerikansk ambassadør i Sct. Petersborg. Fra 1834 til 1845 var han medlem af det amerikanske Senat. Han var på tale som sit partis præsidentkandidat i såvel 1844 som 1852, men efter først at have gjort tjeneste som udenrigsminister og ambassadør i London blev han præsident i 1857. Som udenrigsminister 1845-49 førte han under amerikanernes krig med Mexico en ekspansionistisk politik over for Texas og Mexico; han havde planer om en annektering af Cuba for at forhindre et evt. slaveoprør her i at brede sig til USA. Som præsident i årene umiddelbart før udbruddet af Den amerikanske Borgerkrig forsøgte Buchanan at holde sammen på unionen ved at komme både nord og syd i møde. En umulig politik og en politik, der både i sam- og eftertid er blevet opfattet som sydstatsvenlig - f.eks. da han for at bevare styrkeforholdet mellem nord og syd gjorde Kansas til slavestat, da den blev optaget i unionen. B’s fejlslagne politik har betydet, at han er gået over i historien som en svag præsident. Om Buchanan er der blevet sagt, at hvis han med sine gode forudsætninger var blevet præsident i 1844, var hans eftermæle blevet helt anderledes. Som forsvar for sin politik skrev han "Mr. Buchanan’s Administration on the Eve of the Rebellion" (f 23/4 1791)

 

Det Store Nordiske Telegrafselskab stiftes. Selskabet blev stiftet på initiativ af C. F. Tietgen ved sammenslutning af tre nordiske telegrafselskaber: Det Dansk-Norsk-Engelske Telegraf-Selskab, der ejede kablerne Danmark-Norge og Danmark-England, Det Dansk-Russiske Telegraf-Selskab og Det Norsk-Britiske Undersøiske Telegrafkompagni. Det nye selskab fik hovedsæde i København, og udførte i årene efter oprettelsen store kabelanlæg verden over. Selskabet fik en betydelig virksomhed i Det fjerne Østen, hvor Tietgen i stiftelsesåret opnåede koncession på kabelanlæg mellem Rusland og Kina-Japan

 

1915 Første angreb på London fra tyske zeppelinere. Ved Første Verdenskrigs udbrud havde den tyske flåde en zeppeliner, hæren seks plus tre ombyggede civile. Hæren begik den fejl i fuld dagslys at sende dens zeppelinere ind over vel forsvarede områder, og tre blev skudt ned i krigens første måned. Flådens zeppelinere havde succes som udkigsposter i Nordsøen. Fra luftskibene holdt tyskerne konstant øje med de allieredes civile og militære skibsfart. Det var også flådens zeppelinere, der rettede de første angreb på byer i Sydengland, og den 1. juni 1915 på London. I perioden 19. januar 1915 til 5. august 1918 foretog tyskerne i alt 51 angreb med zeppelinere på England. De nedkastede 5.806 bomber, der i alt vejede 196,5 tons. Der blev dræbt 557 mennesker og 1,358 blev såret. Angrebene forårsagede betydelige skader og havde en betydelig effekt på briternes moral. End-videre hæmmede angrebene krigsproduktionen, og lagde beslag på tolv flyeskadriller bestående af 110 fly og et mandskab på 2.200 mand. Hvortil kom 12.000 mand, der bemandede luftværnsskyts og lyskastere

 

f Marilyn Monroe, amerikansk skuespiller, der er blevet karakteriseret som filmhistoriens berømteste sexsymbol. Samtidig medr hendes ulykkelige barndom, medieombruste liv og tragiske endeligt har gjort hende til en myte. Hendes filmfigurer var uløseligt forbundet med stereotypen den dumme blondine, der blev begæret af mændene. Men hun tilførte de ofte klichéfyldte roller en sårbarhed og en næsten selvparodisk humor, der gav dem menneskelig dybde. I "Gentlemen foretrækker blondiner" (1953) og i "Ingen er fuldkommen" (1959) viste hun et stort komisk talent, og i "Bus Stop" (1956) og "De frigjorte" (1961) demonstrerede hun, at hun også kunne spille karakterroller. Kort før sin død - hun døde øjensynlig af medicinmisbrug - blev hun fyret fra optagelserne til den projekterede "Something Got to Give", der blev realiseret året efter med Doris Day i hovedrollen som "Hjælp jeg har to koner" (d 5/8 1962)

1946 d Ian Antonescu, rumænsk officer og diktator; efter at have udmærket sig i 1. Verd.krig gjorde A tjeneste som militærattaché i Paris og London og var fra 1934 chef for den rumænske generalstab. I 1937 blev han forsvars-minister, men afskediget året efter, da han udtrykte sympati for den rumænske fascist-gruppe Jerngarden. Den 4. september 1940 - to dage før kong Carols abdikation - blev han sit lands premierminister. Udnævnelsen skete, for at Antonescu kunne rette op på kong Carlos fallerede styre. Han begyndte denne del af sin politiske karriere med at tvinge kong Carlos til at frasige sig tronen til fordel for sønnen Michael. Selv oprettede han et fascistisk diktatur med sig selv som ’conductor’ fører. Hans styre bragte for en kort tid Jerngarden til magten; men da han vanskeligt kunne kontrollere dens kriminelle udskejelser, fik han den opløst (januar 1941). Udenrigspolitisk ind-ledte han et samarbejde med aksemagterne - Tyskland og Italien. Han lod sit land deltage i krigen med Sovjet-unionen for at genvinde de rumænske områder Bessarabien og Nordbukovina, som var blevet annekteret af Stalin. Som diktator oplevede Antonescu en kortvarig succes med sit reformprogram og sin tilladelse til en vis oppo-sitionel kritik. Hans popularitet smuldrede, efterhånden som de rumænske tab på den russiske front voksede. Ved et coup d’etat i august 1944 blev han styrtet. Han blev overgivet til russerne. Efter to år blev han ført hjem og blev efter en skueproces ved Det rumænske Kommunistpartis folkedomstol dødsdømt og henrettet som krigs-forbryder (f 15/6 1882)

 

1954 d Martin Andersen-Nexø, forfatter; han voksede op i et fattigt hjem på Bornholm og måtte tidligt bidrage med at tjene til livets opholdelse. Som ung tilbragte han to vintre på Askov højskole; herefter var han lærer i Odense og efter yderligere uddannelse i København til 1901. Som forfatter brød han igennem i 1903 med en samling rejseskildringer fra Spanien, "Soldage". Mødet med Spaniens almue viste ham vejen til den vågne og livslystne proletar, der skulle blive helten i hans store gennembrudsroman "Pelle Erobreren" (4 bd. 1906-10). Værkets første to dele beskriver Andersen-Nexøs egen skæbne i den bornholmske Pelle, som er omgivet med levende og fængslende skikkelser fra de fattiges verden. I de to sidste dele er den fremvoksende socialistiske fagbevægelse hovedpersonen. En kvindelig pendant er pigen Ditte i Andersen-Nexøs anden monumentalroman "Ditte Menneskebarn" (4 bd. 1917-21), en udviklingsroman hvor Ditte kommer til at stå som symbol på den ukuelige og opofrende proletar. Svagere tænkt og udført er hans tredje store roman "Midt i en jerntid" (1929). Et nyt hovedværk er derimod hans erindringer, hvor han i direkte form fremlægger det stof, han havde behandlet litterært i Pelle Erobreren ("Et lille kræ", "Under åben himmel", "For lud og koldt vand", "Vejs ende", 1932-39). Siden videreførte Andersen-Nexø sit forfatterskab med to maskerede memoirebind om Morten i ("Morten hin røde" (1945) og "Den fortabte generation" (1948), hvori han skildrede sit socialistiske kamp- og rejseliv under og efter 1. Verd.krig, og ud fra sit kommunistiske syn gjorde skarpt op med det hjemlige samfund, ikke mindst Socialdemokratiet, repræsenteret af Pelle, som i sin magtstræben forrådte proletaren. Efter krigen boede han i lange perioder i Østtyskland, hvor han modtog flere æresbevisninger; bl.a. blev han æresborger i Dresden, æresdoktor ved universiteterne i Leipzig og Greifswald samt Nationalpreisträger 1. klasse i sit nye fædreland (f 26/6 1869)

 

1958 De Gaulle bliver ministerpræsident i Frankrig. De Gaulle havde været Frankrigs redningsmand under 2. Verd.krig. I 1958 blev han det igen. I maj 1958 gjorde de franske officerer og beboere i Algeriet oprør. De var bange for, at politikerne i Paris skulle opgive kampen mod det muslimske oprør, der var begyndt i 1954. Opgav politikerne kampen, opgav de også Algeriet. Der var fare for, at de franske oprørere i Algeriet ville gøre sig til herrer i Frankrig. De besatte Korsika uden at møde modstand. Regeringen i Paris var klar over, at hvis faldskærmstropperne fra Algeriet landede i Paris, var det tvivlsomt, om hæren og politiet ville forblive loyale. På det tidspunkt vendte franskmændenes og algeriernes øjne sig mod de Gaulle, helten fra krigens dage, som den der kunne redde Frankrig fra borgerkrig og kaos. De Gaulle erklærede sig rede til at redde landet for anden gang. Han fik det, som han ville. Som ministerpræsident skulle han styre uden Nationalforsamlingen i seks måneder for at bringe nationen på fode og derefter foreslå en ny forfatning

 

 

Til top        2. juni

1572 d henrettet Thomas Howard hertug af Norfolk; han gjorde hoftjeneste hos såvel Marie den Blodige som Elizabeth I. Han havde kommandoen over de tropper, der i 1559-60 invaderede Skotland og var i 1568 præsident for den kommission, der undersøgte grundene til striden mellem den skotske dronning Marie Stuart og Skotlands protestantiske adel. Marie Stuart var netop da flygtet til England, hvor hun blev dronning Elizabeths fange. Som en løsning på problemerne mellem de to lande blev der fra skotsk side fremsat forslag om, at Norfolk giftede sig med Marie Stuart, og denne så blev udnævnt til at være Elizabeths efterfølger. Men Norfolk var hverken modig nok til at forelægge Elizabeth dette forslag eller troløs nok til at anstifte et oprør mod sin dronning. Da katolske adelsmænd i det nordlige England i efteråret 1569 rejste sig i oprør for at befri Marie Stuart og få hende gift med Norfolk, blev han arresteret og sad indespærret til august året efter. Oprøret var da nedkæmpet. Kort efter blev Norfolk inddraget i den sammensværgelse, der blev stiftet i London af den der boende italienske købmand Roberto Ridolfo. De sammensvorne ville ved hjælp af en spansk invasionsstyrke befri Marie Stuart og gøre hende til dronning af England. Afsløring af sammensværgelsen førte til Norfolks arrestation og henrettelse (f 10/3 1538)

1575 d Pieter Aertsen "de lange Pier", nederlandsk maler; blev uddannet i fødebyen Amsterdam; i 1535 slog han sig ned i Antwerpen, hvor han bortset fra kortvarige ophold i Amsterdam boede resten af livet. I Antwerpen blev han kendt og agtet for sine mange altertavler. Mest kendt i både samtid og eftertid blev han dog for sit stilleben- og genremaleri. Med sine stillebensmalerier har han haft stor indflydelse på udviklingen af denne genre. Som den første gjorde han køkkenredskaber og fødevarer til et vigtigt motiv i sine billeder. I "Det fede køkken" (efter 1570) på Statens Museum for Kunst har han som så ofte forenet genre- og stillebensmaleriet Desuden forstod han at forene sine stillebensmalerier med religiøse motiver, idet hans opstillinger ofte danner forgrund for en religiøs scene. En stor del af A’s altertavler blev ødelagt under calvinisternes billedstorm i 1566. Han blev stamfar til en malerslægt i fire generationer (f 1508)

1731 f Charlotta Dorothea Biehl, forfatter; især på gr. af faderens modstand fik hun ingen regelmæssig skolegang. Ligeledes forbød hendes far hende at røre en bog. I smug læste hun da på livet løs. Trods den manglende skolegang kom hun som en af de bedste til at beherske sit modersmål. Desuden lærte hun sig efterhånden såvel tysk og fransk som italiensk og spansk. Af stor betydning for B blev, at hun fra 1760 omgikkes med de franske skuespillere på Charlottenborgs scene, fra 1755 var inspektørboligen her hendes hjem. I 1760 blev hun sjælen i en lille teaterinteresseret gruppe, der privat opførte skuespil. I 1760'erne oversatte Charlotta Biehl - især fra fransk - et stort antal stykker til opførelse på det danske teater på Kgs. Nytorv. Samtidig underviste hun actricerne i "dramatisk aktion". Ligeledes begyndte hun selv at skrive. I 1764 opførtes med succes hendes "Den Kierlige Mand". Allerede året efter fik hun opført tre komedier. I 1776-77 præsterede hun en af sine største litterære bedrifter: oversættelsen af Cervantes’ fortælling "Don Quixote". Hun fortsatte derefter med prosaarbejder i andre populære genrer bl. a. "Lærerige Fortællinger" (I-IV, 1780-81) og "Brevveksling mellem fortrolige Venner" (I-III, 1783). Endvidere skrev hun i 1784 en række skildringer - i brevform - om livet ved hoffet i København i årene 1730-72. Det er ikke kritisk historieskrivning, men anekdotiske småtræk og trods det subjektive en ikke uvæsent-lig kilde til tidens kulturhistorie. Hendes usædvanlige hukommelse og daglige nære kontakt med informerede meddelere giver skildringerne en vis autenticitet. Året før sin død skrev hun selvbiografien "Mit ubetydelige Levnedsløb" (d 17/5 1788)

f Donatien-Alphonse-Francois de Sade (Marquis de Sade) fransk greve og forfatter; som hans hovedværker nævnes "Justine, ou les malheurs de la vertu"(1791), "Aline et Valcour" (1795), "La Philosophie dans le boudoir" (1795), "Les crimes de l’amour" og "Idées sur les roman" (begge 1800). Helt op til første halvdel af 1900-tallet var han mest kendt og berygtet for sine afvigende seksuelle tilbøjeligheder og sin tøjlesløse kønsaktivitet, og hans navn lever videre i ordet sadisme. Senere tiders forskning har modificeret dette billede betragteligt. Det ser ud til, at en del af anklagerne mod hans livsførelse byggede på ubegrundede rygter. Som tænker og forfatter giver Sade en original behandling af dristige emner som seksuel afvigelse og radikale/anarkistiske politiske ideer. Hans holdninger og idealer bygger på den "libertinisme", som var udbredt i samtiden, og hans tankeverden har sit udgangspunkt i tidens filosofiske debat, særlig i den filosofiske og naturvidenskabelige materialisme i 1700-tallets Frankrig. S vil i sit forfatterskab vise den yderste konsekvens, mennesket føres til, når det blindt og uden hæmninger følger sit begær, sine dybeste lidenskaber - og kun dem. S’s menneskesyn ses ofte i sammenhæng med tanker, man møder hos den italienske renæssancefilosof Machiavelli. Hans tanker om seksuel frigørelse fik afgørende betydning for surrealisterne (d 2/12 1814)

f Thomas Hardy, britisk forfatter; uddannet og arbejdede som arkitekt indtil han fra 1872 levede som forfatter. Han slog sig ned i sit hjemlige Dorsetshire og blev denne landsdels store hjemstavnsdigter f.eks. med "Wessex Poems" (1898). I årene 1871-97 udgav han en lang række romaner og novellesamlinger og skabte sig en enestående position som forfatter. Hans forkærlighed for de græske tragedier præger såvel hans romaner som hans lyrik. Han debuterede med romanen "Desperate Remedies" i 1871; fra og med 1873 blev romanerne trykt serievis i forskellige magasiner. Hans romaner betegnes som værende af vekslende kvalitet, men at de bedste af dem hører til 1800-tallets betydeligste. Det gælder således "Far from the Madding Crowd" (1874), med hvilken han fik sit gennembrud, og "The Mayor of Casterbridge" (1886), der er en klassisk tragedie i romanform. Til hovedværkerne hører også hans sidste to romaner "Tess of the d’Urbervilles" (1891) og "Jude the Obscure" (1895), der skilodrer en fattig ung mands forgæves forsøg på at få en uddannelse. I hans senere romaner er det tragiske element dominerende. Dog bryder hans humor ofte frem, især i folkelivsskildringerne, men H’s livssyn er trist og pessimistisk. Den fjendtlige modtagelse af hans sidste to romaner, bl.a.blev de betegnet som umoralske, desuden vakte de anstød på gr. af en særdeles kritisk holdning til den herskende klasse og dens normer, fik H til at opgive prosaen til fordel for poesien, som han altid havde betragtet som sit egentlige kald. I årene 1903-08 kom kæmpeværket "The Dynasts" et episk drama om Englands kamp mod Napoleon. Blandt hans lyriksamlinger er endvidere "Wessex Poems" (1898), "Poems of the Past and Present" (1902) og "Satires of Circumstance" (1914) (d 11/1 1928)

1857 f Edward William Elgar, engelsk komponist; en central skikkelse i 1900-t’s engelske musik og regnes for den første store engelske komponist i nyere tid. Han kom fra beskedne kår og var derfor i det væsentligste selvlærd. Hans vigtigste kompositioner er skrevet i en 20-års periode fra omkr. 1900 og er holdt i en senromantisk, ofte monumental stil, der forenede klassicismens formelle balance med romantisk tonesprog. Bl. hans værker er to symfonier (1908 og 1909), offertoriet "O hearten thou", op. 64 til kong Georg V’s kroning, oratoriet "The Dream of Gerontius" (1900), marcher bl.a. "Pomp and Circumstances" op. 39, melodien til nationalhymnen "Land of Hope and Glory"; endvidere violinkoncerter f.eks. violinkoncert i h-mol, op. 61 (1910. Efter han i 1920'erne stort set havde holdt sig borte fra komposition, tog E i sine sidste år virksomheden op igen med værker som orkestersuiten "Nursey Suite" (1931) og en femte Pomp and Circumstance march (1930). En opera og en tredje symfoni var ufuldendte ved E’s død (d 23/2 1934)

1879 d Napoleon Louis Eugène, kejserlig prins af Frankrig; søn af Napoleon 3. og kejserinde Eugénie. Efter det franske nederlag til preusserne flygtede han 1871 til sin mor i England. Her uddannedes han 1872-75 ved officersskolen i Woolwich. Da han blev myndig i marts 1874, blev han hyldet af napoleonstidens ledere og 6.000 franskmænd som Napoleon 4. (faderen var død året før). Forsøg på, at få prinsen forlovet med den danske prinsesse Thyra - datter af Chr. 9. og dronning Louise mislykkedes. For at vinde krigerry og således forberede sig til engang at genoprette det franske kejserdømme drog han i febr. 1879 til Sydafrika for at deltage i krigen mod zuluerne. Her blev han under en rekognoscering ved Ulundi overfaldet og dræbt (f 16/3 1856)

d Guiseppe Garibaldi, italiensk patriot og guerillaleder; efter en mislykket opstand mod det østrigske styre i Italien flygtede han i 1834 til Sydamerika, hvor han deltog i flere revolutionskrige. Bl.a. spillede han en væsentlig rolle i Uruguays selvstændighedskamp. Efter hjemkomsten i 1848 blev han friskareleder i Norditalien; hans fortsatte kampe med østrigerne tvang ham til atter at forlade Europa. I 1857 vendte han atter hjem og slog sig ned på øen Caprera ved Sardinien. I 1859 deltog G på kongeriget Sardiniens (Sardinien og Piemonte) side i krigen mod Østrig, og hemmeligt støttet af kong Vittorio Emanuele og førsteminister Cavour førte han i maj 1860 ca 1000 "rødskjorter" fra Genova til Sicilien, som var i oprør. Formålet var at omstyrte kongedømmet Begge Sicilier (bestående af Sicilien og den sydlige del af den italienske halvø) og dermed bane vej for et forenet Italien under kongeriget Sardinien. G og hans 1000 rødskjorter gik i land den 11. maj; den 6. juni kapitulerede Palermo, og i begyndelsen af august var hele øen erobret. Senere samme måned førte han sine styrker over Messinastrædet, og 7. september blev Napoli (kongerigets hovedstad) erobret. Den 26. oktober mødtes G med Vittotio Emanuele og overdrog ham sine erobringer. Herefter trak G sig tilbage til Caprera. I 1862 og 1867 gjorde G forgæves forsøg på at erobre Rom, der tilhørte pavestaten for derved at fuldende Italiens samling. I den fransk-tyske krig 1870-71 deltog han på fransk side med et korps. G var flere gange indvalgt i det italienske parlament. Han var livet igennem overbevist demokrat og republikaner, men han accepterede monarkiet for at opnå det vigtigste: Italiens samling (f 4/7 1807)

 

 

1899 d F.L. Smidt, fabrikant; kom efter endt skolegang i fødebyen Skive i lære på et mekanisk værksted i Randers. Et påbegyndt studium på Polyteknisk Læreanstalt blev ikke afsluttet med eksamen. Den faglige baggrund for hans senere virke var derfor læreårene i Randers og et to årigt ophold på en stor tysk maskinfabrik. I 1882 startede S egen virksomhed i moderens villa på Fr. berg. Det var et rådgivende ingeniørfirma med mølleri- og teglværksanlæg som speciale, men det kunne også tage sig af bygning af pakhuse m.m. S kastede sig især over teglværksteknikken. På dette tidspunkt var cementens betydning som bygningsmateriale i stærk stigning, og fra tyske fabrikker blev der indført cement, fremstillet af bl.a. danske råmaterialer. Efter et besøg i Flensborg i 1887 blev S for alvor opmærksom på dette forhold. Efter at have stået for opførelsen af cementfabrikker i Sverige og Norge opførte S i 1890 sin første danske cementfabrik på gården Rørdals jorder øst for Ålborg. I løbet af få år stod S’s firma for ledelsen af syv teglværker, tre cementfabrikker og et kalkværk i Danmark. I begyndelsen af 1890'erne begyndte virksomheden at ekspandere i udlandet. I 1895 fik den således eget kontor i New York, og fra århundr.skiftet dominerede firmaet cementindustrien i Rusland(f 28/5 1850)

 

f Johnny "Tarzan" Weismüller, amerikansk skuespiller; var verdens bedste svømmer på korte distancer i perioden 1924-30; han satte i alt 67 verdensrekorder og vandt 5 olympiske guldmedaljer. Ved de olympiske lege i Paris i 1924 vandt han 100 og 400 m crawl og 4x200 m fri. Ved de olympiske lege i 1928 i Amsterdam vandt han 100 m crawl og 4x200 m fri; han vandt desuden bronze i vandpolo i 1924. Fra 1932 var W filmens ubestridte Tarzan-fortolker, en rolle han spillede i 12 Tarzanfilm. Den sidste i 1948. Efter Tarzanårene sås han i en række film som en anden junglehelt-Jungle Jim (d 21/1 1984)

 

1914 f Jurij Vladimirovitj Andropov, sovjetisk politiker; han var generalsekretær i Sovjetunionen i 15 måneder i en særdeles konfliktfyldt periode med mange konfrontationer med Vesten. Andropov begyndte sin politiske karriere i ungdomsbevægelsen Komsomol i 1939. I perioden 1953-57 var han i diplomatiets tjeneste bl.a. som ambassadør i Ungarn, hvor han var med til at koordinere den sovjetiske invasion af landet i 1956. Efter det sovjetisk støttede og sovjetisk kontrollerede styre var genoprettet, forsøgte A at ride på to heste, dvs. han førte dels en hård politik, mens han på nogle områder førte en mild politik. Khrusjtjov udnævnte A til leder af en nyoprettet afdeling i Centralkomiteen, der skulle stå for sanarbejdet med kommunist- og arbejderpartier i lande med socialistisk styre. I april 1973 blev Andropov leder af KGB – det hemmelige politi – og gjorde bureauet til en af landets mest effektive og frygtede organisationer ved hjælp af bl.a. arbejdslejre. Hans politik skaffede ham tilhængere i de magtcirkler, der ønskede mere statskontrol. I maj 1982 blev han sekretær i Centralkomiteen og indledte en kam-pagne mod korruption, hvilket gik ud mange også højtstående embedsmænd. I november samme år efterfulgte han Brezjnev som kommunistpartiets generalsekretær dvs. Sovjetunionens faktiske leder. Det var hans hensigt at udrydde korruption i Sovjetunionen og skærpe disciplinen i partiet, men han arbejdede også for økonomiske reformer. Men efter knap to år som sovjetisk leder døde Andropov, og overlod til sin efterfølger, Gorbatjov, at gennemføre nødvendige reformer. En opgave der viste sig at være ugennemførlig. Sovetunionen afgik ved døden (d 9/2 1984)

1925 Andelsbanken standser sine betalinger. Banken var begyndt sin virksomhed i 1914. Den nød godt af krigskonjunkturerne, men det betød også, at den kom ud i udlånsengagementer, som bragte store tab. Den dermed opståede uro medførte, at banken måtte lukke og træde i likvidation. Dennes resultat viste, at der kun manglede lidt i, at banken var solvent. Dermed bekræftedes den opfattelse, at det havde været rigtigt at give banken den støtte, der havde været nødvendig for at fortsætte. Men andelsforeningernes medlemmer havde ikke haft den fornødne tillid til bankens fremtid. Allerede i november 1925 blev der skabt en ny andelsbank: Dansk Andels- og Folkebank. I 1932 tog den navnet Andelsbanken. I 1990 indgik den i fusionen Unibank med SDS og Privatbanken

1942 d Christian Frederik von Schalburg, officer, øverstkommanderende i Frikorps Danmark; født og opvokset i det førrevolutionære Rusland. Som 11årig blev han optaget på et militærakademi, hvor han var, da revolutionen brød ud. Bolsjevikkernes skånselsløse udryddelse af den russiske overklasse – der også gik ud over hans familie – mærkede ham for livet. For altid hadede han bolsjevikkerne. Det lykkedes hans forældre – moderen var russer, faderen dansk – at flygte til Danmark, hvor S blev uddannet som officer. Han gjorde tjeneste i livgarden. Hans oplevelser under revolutionen i Rusland medførte, at han tidligt var tiltrukket af nazismen og var aktiv i det danske naziparti, DNSAP. 1939-40 havde han orlov for i Finland at kæmpe mod russerne. Efter en kort tid atter at have gjort tjeneste i livgarden søgte han efteråret 1940 igen orlov. Han meldte sig til tysk krigstjeneste i Waffen-SS og kom til at gøre tjeneste i division Wiking under felttoget mod Sovjetunionen sommmeren 1941. Her gjorde han tjeneste i divisionens stab som ordonnansofficer. 1942 blev han SS-Sturmbannführer (major) og blev 1. marts 1942 udnævnt til chef for Frikorps Danmark. Han stod i spidsen for korpset under kampene ved Ilmensøen sommeren 1942. Under disse kampe faldt han. Allerede i live var S i nazistiske kredse en myte. Hans popularitet udnyttedes af de danske nazister, som et par uger efter hans død afholdt en stor og propangandistisk vel tilrettelagt mindehøjtidelighed i Od Fellowpalæet i København, hvor S mindedes for sin heltedød i kampen mod den røde pest. Endvidere betød S´s popularitet, at han kom til at lægge navn til det berygtede terrorkorps Schalburgkorpset (f 15/4 1906)

 

1946 Italien bliver republik. De italienske vælgere – for første gang også kvinder – går til stemmeurnerne for at afgøre om, Italien skal fortsætte som monarki eller være republik. Afstemningen viser et lille flertal for republik. Et samtidigt valg til en forfatningsgivende forsamling giver de tre store partier De kristelige Demokrater (DA), socialister (PSI) og kommunister (PCI) næsten 75% af stemmerne: DC 35,2%, PSI 20,7% og PCI (19%). Den 17. juni forlod kong Umberto II Italien og slog sig ned i Portugal

1974 d Tom Kristensen, forfatter; han blev cand mag i 1919 og debuterede som forfatter året efter med den farverige ekspressionistiske digtsamling "Fribytterdrømme". Efter længere rejser til Østen og Spanien i 1920’erne første halvdel udfoldede K’s talent sig i flere forskellige genrer og lagde mere og mere afstand til sit ekspressionistiske udgangspunkt. I løbet af 1920’erne udgav han yderligere tre digtsamlinger: i 1922 "Mirakler" og samme år "Påfuglefjeren" og 1927 "Verdslige Sange". Samtidig med sine digte havde K hævdet sig som en af tidens bedste prosaister. I 1921 udsendte han romanen "Livets arabesk", en kynisk fantasi over proletarrevolutionen i Rusland, i 1923 udkom "En anden", som skildrer en københavnsk underklassedreng og hans forgæves forsøg på at komme ud over barndomoplevelsernes kvælertag. I 1930 udgav K den selvbiografiske roman "Hærværk", hvori skildringen af en littterær journalists selvdestruktion bliver et billede på tidens håbløshed og et klassisk monument over mellemkrigstidsperioden. I 1930’erne blev lyrikken og kritikken K’s foretrukne genrer. På sidstnævnte område har han øvet han en betydelig indflydelse ved sin kunstnerisk inspirerende litteraturkritik i Politiken 1923-27 og fra 1931 til sin død. Med rejseskildringen "Rejse i Italien" (1950), digtsamlingen "Den sidste Lygte" (1954) og tildelingen af De Gyldne Laurbær i 1955 opnåede K klassikerstatus. Han udgav erindringerne "Åbenhjertige fortielser" (1966), "Hvad var mit ærinde?" (1968) og i 1973 "Blandt københavnere". K har oversat en række moderne udenlandske forfattere Dreiser, Remarque o.a. Han blev i 1960 indvalgt i Det Danske Akademi og blev i 1968 tildelt akademiets pris (f 4/8 1893)

1992 Afstemning om Maastrichttraktaten. Traktaten var blevet underskrevet den 7. februar 1992 i den hollandske by Maastricht med ikrafttræden den 1. november 1993. Med traktaten blev EF-samarbejdet udbygget med bestemmelser om unionsborgerskab, miljøpolitik, forbrugerpolitik, videreudvikling af ØMU’en, forsvarspolitik m.v. Parlamentet fik mere magt i beslutningsprocessen, og samarbejdet om retlige og indre anliggender blev traktatfæstet og forankret i unionens samarbejdsorganer. Efter folkeafstemningen, hvor traktaten blev afvist af de danske vælgere med 50.7% nej, fik Danmark en særordning med de såkaldte Edinburghaftaler. Et lille flertal af befolkningen tilsluttede sig ordningen ved en folkeafstemning den 18. maj 1993

 

 

Til top        3. juni

 

Under Første korstog indtager korsfarerne Antiochia, den største by i det nordlige Syrien. Korsfarerne var nået frem til Antiochia den 20. oktober 1097. De fandt en by omgivet af stærke mure og særdeles velbefæstet. Så trods forstærkninger og forsyninger, som nåede frem på genovesiske og engelske skibe, blev belejringen lang og vanskelig. Da det blev forår var korsfarerne truet af angreb fra en muslimsk undsættelseshær under ledelse af Karbugah fra Mosul; det fik flere af korsfarerne til at miste modet og rejse hjem. På hjemvejsen mødte nogle af dem i Lilleasien den byzantiske kejser Alexius, der var på vej til Antiochia med en hær for at støtte korsfarerne. De hjemvendende overbeviste kejseren om den håbløse situation ved Antiochia, så også han vente om. Da korsfarerne ved Antiochia erfarede det, følte de sig ikke mere bundet af aftalen om at overlade kejseren Antiochia. Den normanniske hertug af Apulien, Bohemund lovede derefter Antiochia til den, der først trængte ind i byen; dog under forudsætning af at kejseren ikke dukkede op. Faktisk havde Bohemund allerede truffet aftale med en utilfreds militærleder inde i byen om at blive hjulpet over muren. Da det var sket, fulgte korsfarere efter den 3. juni 1098, og et almindeligt myrderi på såvel muslimer som jøder i byen fulgte. I byen grundlagde Bohemund et frankisk kongerige. Trods sin udeblivelse følte kejser Alexius sig forbigået, og modsætningerne mellem korsfarerne og byzantinerne skærpedes betydeligt

 

1497 d Jens Brostrup, ærkebiskop; i april 1472 fik Christian 1. valgt B til ærkebiskop, men i juni udnævnte paven kardinal Gonzaga til embedet. Først 1474 fik B pavens udnævnelse, efter at kongen under sit ophold i Rom havde opnået Gonzagas tilbagetræden. Som ærkebiskop tilfaldt det B at medvirke ved gennemførelsen i praksis af de begunstigelser, Sixtus IV havde tilstået Christian 1. juni 1475 befalede paven således B at oprette det danske universitet og give det grundlov og retsregler; oktober 1478 gav han sit samtykke til stiftelsen og lovede at værne dets lærere og studenters rettigheder; i november 1479 udstedte han dets almindelige statutter, ligesom han beskikkede biskopperne til dets stadige kanslere. Som ærkebiskop blev hans eftermæle ikke smigrende; hans ødselhed bragte ærkesædets økonomi i stor uorden, og der bebrejdedes ham ikke blot pantsættelser af sædets faste ejendomme, men endog af kirkens klenodier. Desuden forargedes man over hans begunstigelse af egne slægtninge ved forleninger og ligeledes over, at han så godt som udelukkende lod slægtninge arve sin betydelige rørlige og urørlige ejendomme og ikke overlod dem til kirken (f kendes ej)

 

1657 d William Harvey, engelsk læge og anatom; studerede i Cambridge 1594-1602 afbrudt af et fireårigt studieophold i Padova Italien. Nedsatte sig derefter som læge i London, hvor han 1607 blev medlem af College of Physicians, i 1608 overlæge ved St. Bartholomeus’ Hospital og 1615 lærer i anatomi ved ovennævnte collegium. 1618 blev han livlæge hos kong Jacob 1. og 1632 hos efterfølgeren Karl 1. 1628 udsendte han skriftet "Exercitatio anatomica de motu cordis et sanguinis in animalibus"; et skrift der gjorde ham berømt, og hvor han som den første påviste hjertets pumpefunktion og blodets kredsløb. H beskæftigede sig også med studiet af den menneskelige organismes udvikling og med dyrs forplantning. I forbindelse med sidstnævnte emne skabte H udtrykket "omne vivum ex ovo" (alt levende af et æg); dermed tog han afstand fra den siden Aristoteles herskende opfattelse, at liv kan opstå af sig selv - spontan genese. Det synes dog, som om også H antog, at visse lave væsener kunne opstå af sig selv (f.eks. hvor der foregår en forrådnelse) (f 1/4 1578)

 

d Jacob Matthiesen, født i Århus, og byens biskop 1645-1660; efter studier i København var han huslærer og sekretær hos Holger Rosenkrantz på Rosenholm. Derefter studerede han i Wittenberg. Disse studier efterfulgtes af matematiske studier (fra 1626) i Holland og 1629-30 studier i Oxford og Cambridge. I 1630 overtog han en lærestol i latin ved universitetet i København. Hans evne til at skrive flydende og elegant latin kom ham til god nytte som universitetets notarius. I et par småskrifter "De recte tradendis scientiis et disciplinis" (1630) og "Exercitatio de usu philologiæ in omni studiorum genere" (1635) tog til orde for vigtigheden af et grundigt filologisk studium. 1638 udnævntes Matthiesen til hofpræst, og i 1640 tog han den teologiske doktorgrad. Udnævnelsen til biskop i Århus skete i 1645. I hele sin karriere nød han stor anseelse som gejstlig taler og blev som sådan meget benyttet ved adelens bryllupper og begravelser, hvad der skaffede ham betydelige ekstraindkomster (f 17/10 1602)

 

1665 Ved udbruddet af den anden engelsk/hollandske krig besejrer en engelsk flåde en hollandsk i slaget ved Lowestoft

 

d Hans Adolph Brorson, biskop og salmedigter; påbegyndte 1712 det teologiske studium. Sygdom medførte, at han 1716 måtte opgive studiet og forlade København. Han blev lærer hos en morbror i Løgumkloster. Opholdet her gjorde det muligt for ham at afslutte studierne, og i 1722 blev han præst i Randrup, 1729 i Tønder. 1737 avancerede han til provst i Ribe, hvor han 1741 blev biskop. Allerede i Randrup begyndte Brorson at skrive åndelige tekster til populære ariemelodier. En tysk pietistisk salmesamling inspirerede ham til at forfatte salmer, som også hans menighed i Tønder trængte til. Til julen 1732 udkom et hæfte med Brorsons første 10 salmer. 1739 kom hans hovedværk "Troens rare Klenodie", en samling af 80 originale salmer (bl.a. "I denne søde juletid", "Op al den ting" og "Den yndigste rose er funden") affattet til gængse kirkemelodier og 194 oversatte fra tysk barok og pietisme. Brorsons pietistiske holdning ses i hans salmers utrættelige opfordringer til omvendelse her og nu og i de gentagne advarsler mod falsk sikkerhed og mod verdens syndige lyster. Efter Brorsons død udgav hans søn i 1765 en samling – "Svane-Sang" - med 70 efterladte salmer, bl.a. "Her vil ties" og "Den store hvide flok vi se" (f 20/6 1694)

 

f Richard Cobden, britisk fabrikant, økonom og politiker, der står som en af britisk liberalismes fædre. I 1828 grundlagde han en tekstilfabrik i London; da han i 1832 bosatte sig i Manchester, styrede han herfra sit vok-sende foretagende. I 1830'erne resulterede hans interesse for politik i et forfatterskab og studierejser til Mellemøsten og USA. I 1838 var han blandt de ledende i grundlæggelsen af Anti-Corn Law League og indledte et omfattende agitationsarbejde for at få afskaffet korntolden, som fordyrede arbejderklassens fødevarer. Korntolden var i sin tid blevet indført for at beskytte engelsk landbrug og var først og fremmest til fordel for de engelske godsejere. Som et tegn på at England var ved at blive et industriland, og at landets dominerende klasse ikke mere var godsejerne, men fabrikanterne, blev korntolden ophævet i 1846. Herefter arbejdede Cobden for liberale reformer for at opnå en uhæmmet fri konkurrence uden indgreb fra statens side i det økonomiske liv. Richard Cobden var blandt hovedmændene bag den frihandelsvenlige britisk-franske handelsaftale af 1860, da også Frankrig var tilhænger af frihandel (d 2/4 1865)

 

f Jefferson Davis, sydstaternes præsident under Den amerikanske Borgerkrig; efter at have fået en officersuddannelse og deltaget i indianerkrigene slog han sig i 1835 ned som plantageejer i Mississippi. I begyndelsen af 1840’erne blev han som demokrat politisk aktiv. Han var medlem af Repræsentanternes Hus 1845-46, medlem af Senatet 1847-51 og 1857-61. Han optrådte som kraftig tilhænger af slaveriet og af enkeltstaternes suverænitet. I årene 1853-57 var han krigsminister. Da Lincoln blev valgt til præsident i november 1860, tog han offentligt til orde for enkeltstaternes selvstændighed over for unionen. Da Mississippi løsrev sig januar 1861, udtrådte han af Senatet. Måneden efter valgtes han til præsident for hele Syden. Han udtalte med stor tillid sin tro på Sydens endelige sejr; det var hans overbevisning, st Syden kunne holde kampen ud i 20 år, mens Norden ville synke sammen under den umådelige gæld, krigen ville medføre. Men det gik anderledes. Da Sydstatshæren kapitulerede i 1865, flygtede Davis for at videreføre kampen i et forsøg på at opnå bedre fredsvilkår, men han blev arresteret og tilbragte to år i fængsel, sigtet for forræderi. Sagen blev mod Davis ønske opgivet, idet han fastholdt, at Sydens løsrivelse var legitim; et synspunkt han også fremførte i sin bog "The Rise and Fall of the Confederate Government" (1881). Et kvart århundrede efter Sydens nederlag var Davis popularitet stadig så stor, at han blev fulgt til graven af en af de største menneskemængder i Sydens historie (d 6/12 1889)

 

f Frederik 8. Konge 1906-1912; søn af Christian 9. og dronning Louise; begyndte i 1860 en militær uddannelse og gennemgik alle militære grader. Under krigen 1864 gjorde han tjeneste ved general Hegermann-Lindencrones stab og blev hærinspektør i 1901. Frederik blev i 1869 gift med prinsesse Louise af Sverige. To af parrets sønner, Christian og Carl, opnåede begge at blive konge som hhv. Christian 10. af Danmark og Haakon 7. af Norge. Som kronprins gennem 43 år var Frederik næsten helt afskåret fra indflydelse, fordi Christian 9. kun modvilligt overlod ham officielle hverv. Frederik nærede imidlertid en levende interesse for politik, hvilket bragte ham i forbindelse med politikere af alle anskuelser. Desuden havde han et omfattende personkendskab i alle samfundsklasser og var velorienteret om offentlige forhold. Han var derfor godt rustet, da han i 1906 blev konge. På baggrund af den politiske udvikling i Europa, som han mente ville føre til krig, arbejdede Frederik på en styrkelse af forsvaret. Resultatet af forhandlingerne på Rigsdagen, Forsvarsloven af 1909 et kompromis mellem Højre og Venstre, var imidlertid en ordning, kongen var utilfreds med. Efter et kurophold for en hjertelidelse blev han på vej hjem under et ophold i Hamborg ramt af et hjerteanfald og døde (d 14/5 1912)

 

f Georg 5. konge af Storbritannien og Nordirland samt kejser af Indien 1910-1936; søn af Edward VII og dronning Alexandra. Han blev tronarving ved sin ældre bror Alberts død i 1892. Hurtigt efter sin tronbestigelse blev han part i de forfatningsmæssige stridigheder melllem Overhuset og den liberale regering. Her som i senere konfliktsituationer f.eks. ved gennemførelsen af irsk selvstyre i 1921, generalstrejken i 1926 og regerings-annelserne i 1923 og 1931 medvirkede han til løsninger uden at sætte sin position på spil. For at tage afstand fra kongefamiliens tyske oprindelse fraskrev G i 1917 for sig og sin familie retten til alle tyske titler, og den britiske kongefamilie tog samtidig navnet Windsor i stedet for det tyske slægtsnavn Sachsen-Coburg-Gotha. Dette medvirkede uden tvivl til, at kongeparret blev et symbol på sammenholdet under 1. Verd.krig. Desuden kom kongehuset til at stå som garant for stabilitet og traditionelle familieværdier. 1893 blev G gift med Victoria Mary, prinsesse af Teck (d 20/1 1936)

 

1885 f Yakov Mikhailovich Sverdlov, sovjetisk politiker; sluttede sig i 1900 til det russiske Socialdemokrati og til dette partis bolsjevikkiske fløj i 1903; han hørte snart til partiets inderkreds og var flere gange arresteret af tsarens politi. Februarrevolutionen i 1917 reddede ham fra en forvisning til Sibirien; i august samme år blev han medlem af bolsjevikpartiets centralkomite og spillede en fremtrædende rolle i planlægningen af Oktoberrevolutionen 1917. Efter revolutionen blev han 1. formand for sovjetternes eksekutivkomite; på denne post sikrede han partiets kontrol med statsapparatet. Sverdlov menes at være hovedansvarlig for mordet på tsarfamilien i Jekaterinenburg i sommeren 1918. Denne by blev i 1924 opkaldt efter S og hed i sovjettiden Sverdlovsk (d 16/3 1919)

 

1875 d Georges Bizet, fransk komponist, der står som en af fransk operas centrale skikkelser; han var usædvanlig tidlig udviklet og blev allerede som 10 årig optaget på konservatoriet i Paris. Her uddannedes han som en fremragende pianist, som 17 årig komponerede han sin symfoni i C-dur. Endnu inden han havde afsluttet sin uddannelse vandt han 19 år gammel den store Rom pris. Efter hjemkomsten fra Rom skrev han og fik opført flere værker, men de fik en dårlig modtagelse, og B var nødt til at give timer i komposition for at kunne leve. 1864 blev hans første store opera "Perlefiskerne" opført i Paris, men modtagelsen var dårlig. Bedre held havde han med scenemusikken til Daudets skuespil "L’Arlésienne" (Pigen fra Arles, 1872), hvoraf han sammensatte to orkestersuiter og ouverturen "Patrie" (1874).Tidligt i 1873 begyndte B på sit hovedværk "Carmen" og blev færdig efteråret samme år. Men premieren marts 1875 blev nærmest en fiasko. Samme år i oktober blev "Carmen" opført i Wien og gjorde stor lykke. Siden har den gået sin sejrsgang verden over og er blevet en af de mest opførte operaer i verden (f 25/10 1836)

 

f Raoul Dufy, fransk maler og grafiker; hans tidlige arbejder er præget af den postimpressionistiske tradition, som han forlod efter mødet med fauvismen på Salon d’automme i 1905. Under indflydelse af den tidlige kubisme og især af Georges Braque lagde han mere vægt på billedernes struktur for omkr. 1910 at vende sig mod en mere dekorativ kunst. Efter l. Verd.krig fandt D sin karakteristiske udtryksform med flader af ofte lyse og livlige farver, hvorpå motivet er tegnet med en barok, levende streg domineret af arabesker. D illustrerede bøger, designede stoffer til franske modehuse, udførte forlæg til keramiske fliser og lavede scenografi. I sine sene værker, der ofte har motiver fra musikkens verden, bevægede han sig ofte mod en ny enkelhed, der i nogle tilfælde tangerede det monokrome (d 23/3 1953)

1906 f Josephine Baker, amerikansk/fransk varietékunstner; det er blevet sagt om Josephine Baker, at hun symbo-liserede vitaliteten og skønheden i de sorte amerikaneres kultur, den kultur der i 1920’erne tog Paris med storm. Kun 14 år gammel optrådte hun med musik og sang, og 1923 optrådte hun med succes på Broadway, New York. Et gæstespil i 1925 i Paris med La Revue nêgre var ligeledes en succes for Josefine B, og i 1926 blev hun internationalt berømt med et nummer på Folies Bergères i Paris, hvor hun optrådte nøgen kun iført et skørt af bananer. En optræden der også vakte forargelse, og da hun i 1928 ankom til København, forsøgte man forgæves at stoppe hendes optræden. Fra 1934 begyndte hun at indspille film. 1937 blev hun fransk statsborger. Under 2. Verd.krig var B aktiv i Frankrigs modstandskamp og modtog efter krigen flere hæderbevisninger. Josefine Bakers show efter krigen var musikalsk og visuelt overdådige, og hun turnerede overalt i Europa (d 12/4 1975)

Alfred Nervø flyver over København. Indtil Nervøs flyvning var der ingen dansk flyver, der havde vovet sig ud på en flyvning, der ikke foregik tæt på startstedet. Det gjaldt om hele tiden at have et sted, hvor man kunne lande, når maskinen ikke ville mere. Imidlertid havde man andre steder i verden allerede foretaget flere flyvninger ud over terrænet, og det var, sådan en plan Nervø havde for. For samtidig at vække interessen for flyvning på en virkningsfuld måde ville han foretage en flyvning over København. Som et led i planen havde han sammen med sin gode ven, tegneren Robert Storm Petersen, omhyggeligt spadseret byen rundt for at finde den bedst egnede rute. Det gjaldt nemlig om at lægge vejen således, at et eventuelt motorstop med påfølgende nødlanding ikke ville komme til at medføre fare for de spadserende på jorden. Den bedst egnede strækning blev da fra startbanen på Kløvermarksvej på Amager ud over Sundet og Reden og Langelinje over Kastellet, derfra over Østerbro og langs Søerne via Rådhuspladsen til Kløvermarksfælleden. Hele turen varede 17 minutter, og Nervø blev hilst med begejstring. Fra Aeronautisk Selskab modtog han den udsatte præmie på 500 kr for som den første at være fløjet rundt om Rådhustårnet.

 

1924 d Franz Kafka, tysk forfatter af jødisk familie; født og bosat i Prag; arbejdede 1908-23 som kontorist på et forsikringskontor. Før sin død udgav han kun få arbejder: romanen "Der Heizer" (1913), desuden nogle noveller og skitser bl.a."Die Verwandlung" (1916) og "Ein Landarzt" (1920). K’s hovedværker "Der Prozess" (1925), "Das Schloss" (1926) og "Amerika"(1927) udkom først efter hans død. Det er blevet sagt om K, at hans forfatterskab ikke kan rubriceres i nogen bestemt retning eller genre. Han så mennesket som det ensomste væsen på Jorden, og han betragtede angsten som individets værste fjende. Bag virkeligheden, som kunne synes virkelig nok, lå drømmen, mareridtet, som en anden, irrationel virkelighed. K’s livssyn måtte nødvendigvis blive meget pessimistisk. Det faktum, at hans værker er resultat af en dybt personlig problematik, hans tilbageholdenhed og de høje krav, han stillede til kvalitet, mens han til stadighed tvivlede på sine kunstneriske evner, stod sandsynligvis bag hans ønske om, at hans efterladte manuskripter skulle brændes. Men hans ven, Max Brod, sørgede for det ikke skete og fik dem udgivet. K’s værker fik ingen større udbredelse før længe efter hans død. Men da man først blev opmærksom på ham, fik han en litterær indflydelse som de færreste i moderne tid; især var det tilfældet i Storbritannien og USA (f 3/6 1883)

 

1926 f Allen Ginsberg, amerikansk forfatter;

 

1946 d Mikhail Kalinin, Sovjetunionens præsident 1938-1946; han var medlem af det russiske Socialdemokrati fra 1898, og efter sprængningen af partiet sluttede han sig til Lenins fløj – de revolutionære bolsjevikker. For sin revolutionære virksomhed var han arresteret flere gange; i 1905 var han aktiv i revolutionen i St. Petersborg. I 1912 blev han kandidatmedlem af bolsjevikpartiets centralkomite og deltog i grundlæggelsen af dets avis Pravda. Efter den kommunistiske magtovertagelse i 1917 blev han borgmester i Petrograd. I årene 1919-1928 var han formand i centraleksekutivkomiteen; 1924 blev han kandidatmedlem af politbureauet og 1925 fuldt medlem. Oktober 1938 til marts 1946 beklædte han posten som formand for Den øverste Sovjets præsidium, og dermed formelt Sovjetunionens statsoverhoved, med især repræsentative opgaver. Skønt Kalinin undertiden viste tendenser til at støtte partiets højrefløj i interne partidiskussioner om landbrugs- og industripolitik, støttede han altid Stalin, når det kom til afgørende afstemninger. Som resultat overlevede han ikke kun 1930'ernes udrensninger, men bevarede sine poster til sin død. Efter 2. Verdenskrig hædredes Kalinin med, at den fra tyskerne erobrede by, Königsberg i Østpreussen, kom til at bære hans navn, Kaliningrad (f 2/12 1875)

 

1963 d Johannes 23. Roncalli, pave 1958-63; han blev præsteviet i 1904. Fra 1905 var han privatsekretær hos biskoppen i Bergamo og tillige professor i kirkehistorie m.m. ved præsteseminariet i samme by afbrudt af tre år som feltpræst under 1. Verd.krig. Han blev bispeviet i 1925. Fra 1934 var han stationeret i Istanbul fra 1937 i Athen, hvor han under den tyske besættelse forhindrede deportation af græske jøder. Fra 1944 gjorde han tjeneste i Paris, hvor han i den vanskelige overgangsperiode fra krig til fred opnåede en lempelig behandling af 33 franske biskopper, som havde kompromitteret sig under den tyske okkupation ved at samarbejde med den tyskvenlige franske Vi-chyregering. I 1953 blev Roncalli kardinal og ærkebiskop af Venezia. I 1958 blev han pave efter Pius 12. og antog navnet Johannes 23. Få uger efter sin tiltræden overraskede han verden ved at erklære, at han ville sam-menkalde et økumenisk koncil i Rom. Da han i juni 1960 oprettede et sekretariat for kristen enhed og pålagde det at ind-byde repræsentanter for andre kirkesamfund som observatører ved koncilet, slog han ind på en ny linje i pavestolens forhold til andre kirker og til den økumeniske bevægelse. Johannes udsendte fem encyclikaer. I Mater et Magistra (1961) om kirkens sociale lære, gjorde han sig til talsmand for bl.a. mindsteløn for arbejdere, ulands-hjælp og socialisering, hvor det måtte være nødvendigt. I Pacem in Terris (1963) behandlede han menneskeret-tighederne og grundlaget for varig fred, med skarp fordømmelse af atomoprustningen. Få måneder han havde chokeret alle højrekatolikker ved at modtage Khrustjovs datter og svigersøn i audiens, døde han (f 25/11 1881)

 

d Viggo Kampmann, statsminister 1960-1962; han blev cand polit i 1934 og derefter ansat i Statistisk Departement (nu Danmarks Statistik). I 1946 blev K økonomisk-statistisk konsulent i Skattedepartementet. Året efter blev han (til 1950) chef i det nyoprettede Økonomiske Sekretariat. Han havde efterhånden som socialdemokrat engageret sig så stærkt politisk, at en fremtidig karriere i centraladministrationen ville være umulig. Efter valget i 1950 var K medlem af Hedtofts kortvarige regering; da regeringen faldt i oktober, blev K konstitueret som direktør for Kongeriget Danmarks Hypotekbank. Det viste sig at være vanskeligt at finde en sikker valgkreds til K, men i 1953 blev han opstillet i Slagelsekredsen og valgt samme år. Da Hans Hedtoft atter dannede regering i 1953, blev K finansminister og fortsatte på posten de næste syv år. I disse år fik K stadig større indflydelse både i og uden for regeringen. Der var ingen tvivl om, at han skulle være statsminister, da H.C. Hansen døde i februar 1960. Med K som leder gik Soc.demokratiet frem ved valget i november 1960; det skete under sloganet "Gør gode tider bedre", som blev optakten til 1960'ernes reformer. Under K’s ledelse syntes såvel han som parti at være uovervindelige. Han havde ikke det umiddelbare folketække og da slet ikke i TV, men hans redelighed, den venlige åbenhed og den faglige kunnen skabte respekt. Omslaget kom brat. Hjertetilfælde i foråret og august 1962 tvang ham til at demisionere. Efter at have forladt politik beklædte han forskellige stillinger, f.eks var han formand for Statsanstalten for Livsforsikring fra 1962 til sin død. Han udgav nogle bøger om samfundsproblemer, bl.a. "Socialdemokratiets skæbne" (1967) og "Seks socialdemokratiske statsministre - skildret af den syvende" (1973). Til dagspressen skrev han tillige aktuelle politiske kommantarer (f 21/7 1910)

 

 

 

Til top        4. juni

Slaget ved Fodevig. Efter Magnus drab på Knud Lavard i Haraldsted Skov den 7. januar 1131 stillede Knuds bror Erik Emune sig i spidsen for kravet om hævn. Han førte en række kampe mod Magnus og dennes far kong Niels (1104-34), men led indledningsvis nederlag. Da Erik efterhånden manglede støtte, drog han til Norge for at finde den der; imidlertid lod den norske konge ham fængsle. I Danmark var freden genoprettet, og kong Niels og Magnus stod urokkede i deres magt. Men i 1134 lykkedes det Erik at flygte fra sit norske fængsel og komme til Skåne, hvor skåningerne nu i modsætning til året før støttede ham. I forsommeren 1134 stod kong Niels da over for den kendsgerning, at oprøreren på ny havde samlet en hær, og at han havde magten i Skåne. Niels udbød ledingshæren for endnu en gang at kue oprøret. Som et tegn på hvor stærkt Niels’ styre stadig var, gav mandskabet møde uden knurren. 2. pinsedag den 4. juni ankrede flåden op i Fodevig ved Skånes kyst, og hæren gik i land. Næppe havde Erik Emune, der opholdt sig i Lund, hørt om landgangen, før han med sine mænd rykkede mod Niels’ styrker. Det lykkedes ham at angribe, inden kongens hær var kommet fri af den smalle tange, som omgiver vigen, og takket være sit tyske rytteri vandt han en overlegen sejr. Magnus faldt og med ham fire af rigets biskopper. Med nød og næppe lykkedes det Niels at redde sig om bord på et af skibene og slippe væk. Da Niels senere på året blev dræbt, lå landet åbent for Erik Emune. Fra at være en fribytteragtig oprører, var han nu Danmarks konge

 

1463 d Flavio Biondo, italiensk historiker fra Renæssancen, som udgav det første historiske værk om Italien med en kronologi, der indeholdt en vag forestilling om Middelalderen. I 1434 blev han apostolisk sekretær i Rom. I årene 1444-46 skrev han "De Roma instaurata" om den oldtidens romerske topografi. I 1459 udkom hans "De Roma triumphante", en diskussion om hedenskabets Rom som model for reformer i hans samtids administrative og militære institutioner. Bogen fik stor indflydelse dels ved at tilvejebringe en opfattelse af pavedømmet som en moderne efterfølger af det romerske imperium dels ved at vække romersk patriotisme og respekt for oldtiden. Biondos to hovedværker er "Italia illustrata" (udgivet posthumt i 1474) og "Historiarum ab inclina-tione Romanorum imperii decades" (udgivet posthumt i 1483). Førstnævnte værk bygger på rejser i Italien og beskriver 18 provinsers geografi og historie, begyndende med den romerske republik og kejserdømme, efter-fulgt af 400 år med barbarernes invasion og endelig en analyse af Karl den Stores og efterfølgende kejseres betydning for Italien. I værket beskriver Biondo såvel samtidens deling mellem pavelig og verdslig magt i Italien som den fornyede interesse for den klassiske oldtid, der var sket i første halvdel af 1400-tallet. Biondos anden store værk var en omfattende behandling af såvel Europa som kristendommen fra goternes erobring af Rom i 410 til italienske byers nye blomstring og genfødsel af italiensk velstand og selvbevidsthed op til 1442. Som et omhyggeligt og kritisk værk byggende på de bedste kilder gav Historiarum en kronologi mellem oldtidens Rom og Biondos egen tid og havde indflydelse på senere opfattelser af Middelalderens 1000 år. Værket blev benyttet af Machiavelli i hans analyser af Italiens splittelse (f 1392)

 

f Francois Quesnay, fransk læge og nationaløkonomisk fysiokratisk forfatter; var livlæge hos markisen af Pompadour, og efter dennes anbefaling fra 1752 hos Ludvig XV. Quesnay har som økonomisk forfatter haft epokeskabende betydning ved for første gang at udarbejde et selvstængig videnskabelig samfundsøkonomisk system, fysiokratisme byggende på hovedsætningern, at jorden er rigdommens eneste kilde og landmanden den eneste virkelige producent. Sine tanker fremsatte han i sit hovedværk "Tableau économique" (1758), hvori han tillige foretog de første forsøg på at kortlægge samfundets økonomiske kredsløb. Quesnay delte samfundet i tre klasser: den produktive klasse, bønderne, den besiddende klasse, godsejerne og den sterile klasse, som omfattede alle samfundets øvrige klasser. Han opstillede et skema over vare- og pengestrømmene mellem disse klasser. Quesnays forsøg på at opstille et økonomisk kredsløb blev videreført af Karl Marx i "Das Kapital". Med sine fysiokratiske tanker bidrog Quesnay væsentlig til den opprioritering af landbrugserhvervet, der skete i 1700-tallets anden halvdel; herunder bondestandens frigørelse (d 16/12 1774)

 

1701 f Nicolai Eigtved, arkitekt; han var uddannet som gartner bl.a i Frederiksberg Have. Fra 1723 påbegyndte han en større vandrefærd i udlandet. I Polen kom han ind i militæret og fik i ingeniørkorpset en fortrinlig skoling som militærbygmester. I Danmark fik man underretning om Eigtveds arbejder. Da Christian 6.’s planer til et nyt residensslot i København begyndte at tage form, blev Eigtved i 1732 udnævnt til dansk løjtnant og fik af kongen bevilget midler til en studierejse, spec. i Italien, for at dygtiggøre sig i civilarkitektur og interiør-dekoration. Ved hjemkomsten i 1735 blev Eigtved hofbygmester, og sammen med de Thurah beskæftiget med indretningen af det nye residensslot, Christiansborg. Han fik overladt arbejdet med interiørerne i kongens lejlighed, slotskirkens indretning og udformningen af hovedindgangen med pavillonerne ved Marmorbroen, før han i 1742 blev ledende arkitekt ved slottet. I 1740'erne opførte han endvidere bl.a. Prinsens Palæ (rummer i dag Nationalmuseet). Hans største opgave blev planlægningen af Frederiksstaden (fra 1749) med Amalienborg og Frederikskirken og de omkringliggende palæer og borgerhuse; tegningerne til disse bygninger blev godkendt af Eigtved. Hans stil som arkitekt var den fransk-tyske rokoko. Det var en let og forfinet arkitektur med elegant ornamentik, lyse farver og spinkle former. Han brugte ofte en sammenstilling af større bygningsblokke med lavere mellemled som f.eks. i Amalienborgpalæerne. Eigtveds interiører kan være rigt smykkede som i Prinsens Palæ. Men han arbejdede også med helt enkle rum, hvis skønhed skabtes af de smukke proportioner og de rene profileringer i paneler og døre som i Christiansborg ridehus (d 7/6 1754)

 

1738 f Georg 3. britisk konge 1760-1820; søn af Georg 2.’s søn Frederik, prins af Wales og Augusta af Sachsen-Gotha; eftersom han havde engageret sig stærkt i striden, ramte det britiske nederlag i Den nordamerikanske Frihedskrig (1776-83) og den dermed opnåede uafhængighed for de nordamerikanske kolonier Georg 3. hårdt personligt og prestigemæssigt. 1765 havde Georg 3. et anfald af sindssyge; det gentog sig i 1788 denne gang så alvorligt, at der blev vedtaget en lov om et regentskab; men før der blev brug for herfor, kom kongen sig. 1811 blev Georg 3., der fra 1805 havde været blind, fuldstændig sindssyg og var i de 9 år, han endnu levede ude af stand til selv at føre regeringen. Regentskabet blev da lagt i hænderne på hans søn prinsen af Wales, den senere Georg 4. Selv om Georg 3. i sin lange regeringstid søgte at hævde kongemagten ved personligt styre og med frit valg af ministre, blev resultatet alligevel, at partivæsen og parlamentets magt blev udbygget. September 1761 blev han gift med Charlotte Sofie af Mecklenborg-Strelitz. I ægteskabet blev der født 9 sønner og 6 døtre. Blandt sønnerne var efterfølgeren Georg 4. (1820-30) og dennes efterfølger William 4. (1830-37) samt Edward, hertug af Kent, der var far til dronning Victoria (1837-1901) (d 29/1 1820)

 

1745 I Den Østrigske Arvefølgekrig besejrer en preussisk hær under Frederik den Store en østrigsk- sachsisk hær under hertug Karl af Lothringen og hertug Johan Adolf af Sachsen-Weissenfels i slaget ved Hohenfriedeberg i Schlesien. Østrigerne og sachserne, hvis mål var Schlesiens generobring, havde besat Øvreschlesien, og Karl af Lothringen var i fremrykning mod Mellemschlesien, medens Frederik den St. 28. maj havde samlet hele sin hær og påbegyndt en fremrykning mod Streigau. Den 4. juni gik preusserkongen til angreb. Først efter det sachsiske korps var fuldstændigt besejret, indtog østrigerne en forsvarsstilling. Den angreb preusserne og vandt en afgørende sejr. Deres tab anslås til 4.800 døde, sårede og savnede, medens østrigernes og sachsernes tab var ca. 10.000 mand. Preusserne erobrede 83 faner og estandarter og 72 kanoner

 

1798 f N.L. Høyen, kunsthistoriker; da kunsthistorie ved Københavns Universitet endnu ikke havde fundet fast og gyldig form som selvstændigt studium og videnskab, måtte Høyen på egen hånd gennemføre sin uddannelse. Han læste den sparsomme faglitteratur; han besøgte Akademiet (1821) som elev i "første Frihåndstegningsskole" og hørte her forelæsninger i anatomi og perspektiv. Afgørende for ham blev et treårigt studieophold i udlandet fra 1822. I Tyskland studerede han især middelalderens kunst, navnlig kirkearkitektur. Hans studier i Rom, hvortil han kom november 1823, gjaldt først og fremmest den ældste kristne kunst og antikkens og renæssancens kunst. Efter hjemkomsten opnåede han hurtigt anseelse i den hjemlige kunstverden. I 1825 deltog han i stiftelsen af Kunstforeningen. I 1829 blev Høyen professor i kunsthistorie ved Kunstakademiet; i 1856 blev han den første docent i kunsthistorie ved universitetet. Begge stillinger beholdt han til sin død. I disse stillinger var han med til definere kunsthistorie som videnskab med klare grænser til historie og filosofisk æstetik. I forlængelse af den borgerlige, nationalliberale bevægelse i Danmark og de samtidige nationale strømninger søgte Høyen som lærer og kritiker fra slutningen af 1830'erne at påvirke en række kunstnere til at dyrke det nationale gennem skildringer af historiske bygningsværker samt landskaber og folkeliv. Høyens forfatter-virksomhed blev ikke af større omfang. Noget større værk har han ikke efterladt sig. Hvad han skrev udkom i småpjecer og offentliggjordes i blade og tidsskrifter (d 29/4 1870)

 

1798 d Girocamo Girolamo Casanova, veneziansk eventyrer, soldat, diplomat og forfatter; han huskes først og fremmest for sine eventyr og som manden, der gjorde navnet Casanova synonymt med "libertiner". Hans selvbiografi, som måske overdriver nogle af hans eskapader, giver en god beskrivelse af 1700’tallets herskende klasser i Europas hovedstæder. Han studerede jura og teologi, men hans store nysgerrighed gjorde, at han også studerede matematik, humaniora og alkymi. Studierne endte med, han blev bortvist fra et præsteseminarium på gr. af kærlighedsaffærer. Herefter førte han et omflakkende liv i Europa. Han blev kendt med en række af tidens berømtheder som Voltaire og d’Alembert, den russiske tsarina Katarina 2. og Frederik 2. af Preussen. I 1755 blev han i Venezia anklaget for at være magiker og blev idømt fem års fængsel, som skulle afsones i Venezias blykammer under Dogepaladsets tag; her sad han 1755-56. Casanovas fantastiske flugt herfra gjorde ham berømt. Fra Venezia flygtede han til Paris. Her introducerede han lotteriet i 1757 og skabte sig en finansiel reputation og et navn i aristokratiet. I 1760 måtte han flygte fra sine parisiske kreditorer. Nu begyndte hans omflakkende rejseliv. I nogle år omkring 1780 boede han atter i Venezia. Her optrådte han som spion for staten Venezia. Den vigtigste del af hans forfatterskab blev til på fransk i hans sidste år – fra 1785 levede som bibliotekar på slottet Dux i Böhmen. Her skrev han en fantastisk roman "L’Icosaméron"(1788), hvor han beskrev en idealverden, en verden fornyet gennem videnskabelig erkendelse og opdagelser. Om bl.a. sine mange elskovseventyr og sin eventyrlige flugt fra fængslet i Venezia har Casanova skrevet i memoirerne "Histoire de ma vie" (skrevet 1789, udg. 1826-38) (f 2/4 1725)

 

1808 Under krigen med England erobrer danske kanonbåde i Langelandsbæltet den engelske orlogsbrig "The Tickler". Efter skibets erobring blev mandskabet bragt i land i Nakskov. Under bataljen var briggens kaptajn blevet dræbt. Han havde haft sin kone med på skibet. Borgerne i Nakskov tog sig af enken, og kongen bevilgede hende 200 rigsdaler i rejsepenge, så hun kunne komme hjem via Sverige

 

1807 f Herman Meyer Bing, fabrikant; overtog efter faderes død 1844 dennes bog- og papirhandel sammen med en bror. Erhvervede 1846 et efter datidens forhold storartet lokale på hjørnet af Kronprinsensgade og Pilestræde, hvor han erhvervede sig et navn på kunst- og galanterihandelens område og udgav en række betydningsfulde bøger og kunstblade. Allerede 1852 havde B sammen med en bror og Fr. Grøndahl oprettet "Bing og Grøndahl's Porcelænsfabrik". I virksomhedens første år produceredes biskuitfigurer fortrinsvis efter Thorvaldsen. Fra ca 1860 fremstilledes desuden hele spisestel. I 1880’erne blev fabrikkens produkter internationalt kendt. B var 1858-77 medlem af Københavns borgerrepræsentation og 1868-71 formand i Industriforeningen (d 15/9 1883)

 

1809 d Nicolai Abildgaard, maler; efter at være udlært som håndværksmaler var han fra 1764 elev på Kunstakademiet; her erhvervede han 1765 og 1766 den lille guldmedalje og i 1767 den store. Først i 1771 blev rejsestipen- diet, der fulgte med den store guldmedalje, ledigt, og 1772-77 opholdt A sig i Italien. Året efter sin hjemkomst blev han med billedet "Svend Tveskæg løskøbes af de danske kvinder" medlem af Akademiet og samme år professor.1789 blev han valgt til direktør ved Akademiet, og fra 1801 til sin død bevarede han uafbrudt denne stilling. A’s virkefelt blev ikke kun malerkunsten, han var også virksom som på det arkitektoniske og dekorative område.Fra først af var malerkunsten hans egentlige felt. Motivet på med hans medlemsstykke var utvivlsomt valgt med henblik på det forestående Christiansborg-arbejde. I årene 1778-91 udførte han til udsmykning af riddersalen på det nyopførte residensslot ti store malerier om de oldenborgske konger. På tre nær gik de tabt ved slottets brand 1794. Allerede kort efter hjemkomsten fra Italien begyndte man at lægge beslag på A’s dekorative evner. Til teatret tegnede han gentagne gange dragter, og fra omtr. samme tid er hans første illustrationer, til Ewalds "Adam og Eva". Af hans større dekorative arbejder er "Emiliekilde" (1781), mindesmærket formet som en obelisk, som finansmanden grev Schimmelmann satte ved sit landsted Sølyst ved Bellevue nord for København over sin hustru Emilie. Senere udførte A forskellige andre mindestøtter. Tidligt i 1790'erne deltog han i udformningen af "Frihedsstøtten". I Kunstindustrimuseet i København og på Fr.borg Slot opbevares en række stole og skabe m.m., der er fremstillet efter A’s tegninger. Som maler har han behandlet emner fra den antikke mytologi og litteratur f.eks."Apollon pålægger Parcerne at opsøge den fra Jorden bortflygtede Ceres" fra 1809 og fra 1803 "Simo betror sin frigivne Sosia sine bekymringer over sin søns forhold til pigen fra Andros" (begge på Statens Museum for Kunst (f 11/9 1743)

 

Dansk mageskiftetraktat med Preussen. Danmark får Lauenborg og afgiver dele af Forpommern og Rügen til Preussen. På Wienerkongressen fra sept. 1814 til juni 1815, som skulle ordne forholdene i Europa efter Napoleonskrigenes omvæltninger, insisterede Preussen på at overtage de tidligere svenske dele af Forpommern og Rügen, som tidligere under kongressen var blevet overladt Danmark som kompensation for afståelsen af Norge til Sverige. Og den 4. juni 1815 måtte Danmark gå med til et dansk-preussisk mageskifte. Her gav Danmark afkald på de nævnte områder og fik til gengæld hertugdømmet Lauenborg, der grænsede op til Holsten og tidligere havde hørt til det engelske Hannover, samt en sum penge

 

1859 Slaget ved Magenta under Den anden italienske Uafhængighedskrig udkæmpes 19 km vest for Milano i det af Østrig dominerede Norditalien mellem en fransk hær på 54.000 mand under kommando af kejser Napoleon 3. og en østrigsk hær på 58.000 mand under general Franz Gyulai. Efter et meget disorganiseret slag og et tab på 4.000 sårede og dræbte og 600 savnede tilfaldt sejren franskmændene. De østrigske tab var 5.700 dræbte og sårede og mere end 4.000 savnede. Fire dage senere kunne Napoleon 3. og hans allierede kong Viktor Emmanuel af Sardinien-Piemonte i triumf drage ind i Milano. De politiske følger af de østrigske nederlag var, at flere italienske distrikter og byer rejste sig mod det østrigske styre og tilsluttede sig kampen for Italiens befrielse og samling

 

1867 f Carl Gustav Mannerheim, finsk marskal, præsident 1944-1946; fik en militær uddannelse i Finland 1881-85; derefter tjenestegørende i den russiske hær; deltog i den russisk/japanske krig og 1. Verd.krig. 1915 udnævnt til generalløjtnant. Under krigen førte han en brigade i Polen og fra 1916 en russisk-rumænsk hærafdeling i Karpaterne.Ved martsrevolutionens udbrud i 1917 nedlagde M sin kommando og vendte tilbage til Finland. Her blev han januar 1918 udnævnt til øverstkommanderende for regeringens tropper og indledte omgående den aktion, mod russiske og finske "røde afdelinger", som åbnede borgerkrigen. Efter at være trådt tilbage som øverstkommanderende ledede M de forhandlinger med de allierede i Paris og London, der førte til anerkendelse af den selvstændige finske stat. Tabte præsidentvalget i 1919 og levede de næste 12 år som privatmand. I 1931 blev han formand for det finske forsvarsråd og dermed øverstkommanderende for de finske styrker i krigstid. M stod i spidsen for de finske styrker i krigene mod USSR 1939-40 og 1941-44. Under krigene blev M et samlingsmærke for hele det finske folk, og da nederlaget truede i 1944, stod han for hele befolkningen som republikkens eneste mulige redningsmand. I august 1944 trådte præsident Ryti, som symboliserede våbenfællesskabet med Tyskland, tilbage, og rigsdagen udpegede M til hans efterfølger. Det lykkedes M at opnå våbenstilstand med USSR i september samme år og frigøre Finland fra det tyske våbenfællesskab. M gik af marts 1946 for at leve sine sidste år i Svejts (d 27/1 1951)

 

Lederen af Frankrigs socialdemokratiske parti Leon Blum danner sin første folkefrontsregering. Ved regeringssamarbejdet mellem socialdemokrater og radikale – støttet af kommunisterne – gennemførtes en række reformer: 40 timers arbejdsdag, ferieordning, forhandlingsret for fagforeninger, kollektivaftaler og tvungen voldgift i arbejdskonflikter. Hermed var udviklingen af en moderne velfærdsstat i Frankrig begyndt

 

1940 De sidste britiske forlader...

 

1941 d Wilhelm 2. Tysklands kejser 1888-1918; søn af kejser Frederik III og dronning Victorias datter Victoria; han fik en militær uddannelse; allerede tidligt fik han et køligt forhold til sine liberale forældre. Det skyldtes bl.a. hans nationalistiske og langt fra liberale synspunkter samt hans åbenlyse beundring for Bismarck. Som kejser ønskede han at samarbejde med Bismarck, men uenighed og gensidig irritation førte til en krise i 1890, og Bismarck måtte træde tilbage. W’s hovedinteresse var at styrke Tysklands magt og give det "en plads i solen"; midlerne hertil var en en større hær og en stærk krigsflåde. Med sin schnurbart, sin sabelraslen, sin svulstige veltalenhed og sans for dramatiske effekter blev Wilhelm eksponent for nationalismen i bourgeoisiet og middelstanden fra 1890'erne. Efter han havde opgivet Bismarcks forsigtige kontinentalpolitik til fordel for en verdenspolitik, var der ingen fast linie i hans politik,. Men den var farlig og virkede udfordrende på Frankrig og Storbritannien. Den urolige kejser, der elskede at holde "store" taler, skabte usikkerhed og forvirring i statens ledelse. Han bærer da også en stor del af skylden for udbruddet af 1. Verd.krig. Efter mordet i Sarajevo på den østrig-ungarske tronfølger og dennes hustru den 28. juni 1914 gav han Tysklands allierede Østrig-Ungarn carte blance til at gøre op med Serbien ud fra en tro på, at Europas øvrige stormagter ikke ville blande sig i dette opgør. Efter storkrigens udbrud var hans indflydelse ringe. Det tyske nederlag kompromitterede kejserdømmet; de allierede nægtede at slutte fred med W, og 9.november 1918 blev han tvunget til at abdicere. Han fik politisk asyl i Doorn i Holland, hvor han levede til sin død (f 27/1 1859)

 

1942 Søslaget ved Midway øerne. Slaget, der resulterede i amerikansk sejr over en japansk flåde, satte en stopper for den japanske flådes fremtrængen i Stillehavet og demonstrerede, at bombemaskiner fra hangarskibe var i stand til at besejre en overlegen orlogsflåde. Da japanerne i begyndelsen af 1942 havde nået deres oprindelige militære mål i Stillehavet, havde de til hensigt at skabe en ydre forsvarsring. Det krævede yderligere erobringer, og disse omfattede Midwayøerne - beliggende ved den vestlige ende af Hawaiiøerne. Til gennemførelse af erobringen havde japanerne samlet en imponerende flådestyrke, men den japanske admiral Isoroku Yamamoto begik den fejl at sprede sin flåde på 160 fartøjer over et for stort område. Endvidere viste det sig, at den amerikanske flådestyrke bestående af 76 fartøjer - bl.a. de tre hangarskine "Hornet", "Enterprise"og "Yorktown" - under kommando af admiral Chester Nimitz var stærkere, end japanerne havde forventet. Slaget startede, da japanerne tidligt om morgenen den 4. juni fra deres hangarskibe sendte 108 bombefly mod Midway. Bombeangrebet ødelagde imidlertid ikke start- og landingsbanerne på øens flybase. Herefter gik flyene fra de amerikanske hangarskibe på vingerne og efter nogle mislykkede angreb fik 37 amerikanske fly kl. 10.26 ram på de japanske hangarskibe. "Agaki" fik så alvorlige skader, at mandskabet måtte forlade det, hvorefter det sank. Ligeledes blev hangarskibene "Kaga" og "Soryu" ødelagt. Det fjerde japanske hangarskib "Hiryu" slap bort. Det fik sine fly sendt på vingerne, og disses angreb anrettede betydelig skade på amerikanernes "Yorktown". Omkr. kl 17.00 blev også "Hiryu" sænket. Senere sænkede en japansk ubåd "Yorktown". Amerikanerne mistede 150 fly og havde 307 døde og savnede. Japanerne mistede 253 fly og havde 3.500 døde og savnede. Efter slaget trak den japanske flåde sig tilbage og tog ikke siden offensiven

 

De allierede tropper rykker ind i Rom. 2. verdenskrig

 

1973 Under en flyopvisning i Paris eksploderer det russiske overlydspassagerfly Tupolev-144. Ved ulykken omkom flyets besætning og 27 tilskuere. Da flyet dukkede op i Vesten, blev det drillende kaldt Concordskij , idet det mindede mistænkeligt om Concordeflyet

 

1985 Farøbroerne indvies. Broforbindelsen mellem Sjælland og Falster via Farø blev bygget som led i etableringen af sydmotorvejen mellem Køge og Rødby. Farøbroerne består af den 1596 m lange bro mellem Sjælland og Farø og den 1726 m lange bro mellem Farø og Falster. Over sejlløbet mellem Farø og Falster består broen af en skråstagsbro med et hovedspænd på 290 m ophængt i to næsten 100 m høje pyloner af beton. Med en samlet længde på 3322 m udgjorde de to Farøbroer fra åbningen til færdiggørelsen af Storebæltsforbindelsens vestbro den længste broforbindelse i Danmark

 

1989 Kampvogne ruller ind på Tianamen pladsen (Den himmelske freds plads) i Beijing, og soldater skyder på de tusinder - især studenter - der demonstrerer for demokratiske reformer. Demonstrationerne var begyndt den 17. april, da op mod 100.000 demonstrerede for demokratiske reformer. Den 26. april meddelte de kinesiske myndigheder, at demonstranterne ville blive straffet hårdt. Dagen efter brød 50.000 studenter gennem politikæderne på pladsen. Den samlede folkemængde udgjorde nu en million. Den 13. maj begyndte tusinder af studenter en ugelang sultestrejke, og dagen efter svarede premierminister Li Peng igen med at erklære Beijing i undtagelsestilstand. Den 23. maj marcherede mere end 100.000 mennesker gennem Beijing og forlangte Li Peng afsat. 30. maj afslørede de demonstrerende "Demokratiets gudinde" (en kopi af Frihedsgudinden) på pladsen, og den 4. juni ryddede hæren pladsen i et syv timer langt angreb. Hundreder, måske tusinder blev dræbt

 

1989 d Ruhalah Musawi Khomeini, iransk ayatollah – dvs. øverste leder af shi’a muslimerne – fra 1950. (f 1900?)

 

 

Til top        5. juni

754 d Bonifacius, engelsk missionær, ærkebiskop, helgen og Tysklands apostel; fra barnsben blev han undervist af benediktinere og blev munk, præst, forfatter og leder af en skole i Wessex. Hans virksomhed som missionær begyndte i 716 i Friesland, men forholdene der tvang ham til at vende tilbage til England, hvor han var abbed i årene 716-718. Under det første af sine tre besøg i Rom (719, 732 og 737) tildelte pave Gregor 1. ham udstrakt missionsmyndighed og ændrede hans navn fra Winfrid (eller Wynfrid) til Bonifacius. Bonifacius missionsvirksomhed bragte ham til Thüringen (719), Friesland (719-21), Hessen (721-25) og Thüringen og Bayern (725-35). Han anvendte angelsaksere som assistenter og samarbejdede tæt med de lokale, verdslige fyrster. Karakteristisk for hans missionsvirksomhed var masseomvendelser, og særlig kendt blev Bonifacius, da han i Geismar lod fælde et for hedningene helligt egetræ og brugte tømmeret til opførelse af en kirke. Bonifacius blev biskop i 722 og ærkebiskop i 732. Som pavelig legat gennemførte han Bayerns og det centrale Tysklands opdeling i bispedømmer, og i årene 742 og 747 reformerede han kirken i det frankiske kongerige. Under en missionsrejse i Friesland blev Bonifacius dræbt. Hans jordiske rester blev gravlagt i Fulda i det største kloster, han havde grundlagt (f mellem 672 og 675)

 

1316 d Ludvig 10. "den stridbare" fransk konge 1314-1316; ældste søn af kong Filip 4. og Jeanne af Navarra. Uroen i landet fra faderens tid fortsatte, og Ludvigs korte regeringstid var præget af stormændenes forsøg på at genvinde noget af den tabte indflydelse efter Filip 4.’s autoritære regering. Tronskiftet betød derfor, at uroen truede med at blive til oprør. Ludvig skabte ro ved store indrømmelser og ved at fjerne faderens ministre. Han blev i 1305 gift med Margrete - datter af Robert 2., hertug af Burgund - hun blev 1315 anklaget, dømt og henrettet for utroskab. Ludvig 10. blev gift anden gang med Clémence, datter af kong Karl 1. af Ungarn; med hende havde han den posthumt fødte søn Johan, der døde fem dage efter fødslen. Johans onkel, der efterfulgte ham på tronen som kong Filip 5., har været anklaget for at have dræbt ham, men anklagerne er aldrig blevet bevist (f 4/10 1289)

 

1424 d Braccio da Montone, italiensk condottiere; Braccio var elev af Italiens første store condottiere, Alberico da Barbiano og indledte en livslang rivalisering med en anden af Albericos elever, Muzio Attendolo Sforza. I den første fjerdedel af 1400-tallet blev der næppe udkæmpet en krig i Italien, hvor de ikke begge eller en af dem var indblandet. I 1420'erne befandt de to condottiere sig på hver sin side i en krig mellem dronning Johanne II af Napoli og kong Alfonso V af Aragonien; Braccio var i Alfonsos tjeneste og Sforza i Johannes. Under et felttog i Abruzzerne i 1424 døde de to rivaler med få ugers mellemrum. Sforza druknede og Braccio døde af sår, han havde fået i et slag mod Sforzas søn, Francesco (f 1368)

 

d henrettet grev Lamoral Egmont, hollandsk frihedshelt; som kejser Karl 5.’s betroede medarbejder var det E, der på vegne af Karls søn Philip (2.) var i England for at forhandle ægteskabet mellem Philip og Englands regerende dronning Marie (den Blodige). I 1559 blev han statholder i de spanske Nederlandes provinser Flandern og Artois og medlem af regenten Margrethe af Østrigs rådgivende råd. Da Philip - på trods af E’s og andre rådgiveres advarsler (1565) opretholdt sine hårde forholdsregler mod de hollandske protestanter, forlod E og nogle af hans meningsfæller deres poster som regentens rådgivere (november 1565). Men året efter forblev han loyal mod regenten og ydede kun begrænset støtte til en gruppe lavadelige, der overbragte Margrethe et bønskrift om større religionsfrihed. Han fortsatte i sit embede i Flanders-Artois, hvor han med hård hånd slog calvinske uroligheder ned. Da Philip med udnævnelsen af hertugen af Alba i december 1566 som øverstkommanderende lagde op til en stramning af politikken over for hollænderne, opfordrede hollændernes politiske leder Vilhelm af Oranien E til at deltage i væbnet modstand mod spanierne. E’s afslag skabte vanskeligheder for Vilhelm, han tøvede i flere måneder, før han søgte hjælp hos protestantiske fyrster i Tyskland. I mellemtiden svor E den troskabsed, som regentinden forlangte (foråret 1567), og ignorerede Vilhelms advarsler mod de farer, Albas ankomst repræsente-rede. I september 1567 blev E på Albas foranledning arresteret og sammen med andre adelige dødsdømt og halshugget for forræderi. I sit drama "Egmont" har Goethe behandlet E’s skæbne (f 18/11 1522)

 

1596 d Jean Bodin, fransk filosof og jurist; Bodins tanker om suveræniteten som en evig, absolut og gudgiven samfundsmagt, der kun er begrænset af naturlovene, kom til udtryk i hans hovedværk "Six livres de la république" (Seks bøger om staten) fra 1576. Hans politiske model, der første gang offentliggjort i værket "Methodus ad facilem historiam cognitionem" (Metode til en lettere erkendelse af historien) fra 1566, byggede på lydighed over for en suveræn monark, der var korrekt informeret om befolkningens behov. For at undgå kaos skulle regeringsbeslutninger ubetinget adlydes. Den suveræne monark besad ifølge Bodin nogle såkaldte majestætsrettigheder, som gav ham ret til at præge mønter, udskrive skatter, lovgive, føre krig, slutte fred, udpege administrationens øverste embedsmænd og fungere som øverste domstol. I værket skelner Bodin mellem statsform og styreform. Der findes kun tre statsformer: monarki, aristokrati og demokrati. Disse kan administre-res på forskellig måde, f.eks. kan monarken regere sammen med en stænderforsamling, eller han kan herske tyrannisk. Bodins tanker fik stor betydning for udviklingen i den politiske tænkning. I Danmark fik de en konkret og praktisk betydning ved udformningen af Kongeloven, der gjorde den dansk-norske monark til den mest uindskrænkede/enevældige regent i Europa. I 1580 udgav Bodin bogen "Démonomanie" (Djævlebesæt-telse), hvori han støttede forfølgelsen og afstraffelsen af hekse, hvis eksistens han tidligere havde stillet sig tvivlende over for, men blev ved studier af næsten enslydende forhørsprotokoller fra flere europæiske lande overbevist om eksistensen af hekse og berettigelsen i at forfølge og staffe dem (f ca. 1530)

 

1656 f Joseph Pitton de Tournefort, fransk botaniker og læge; T’s interesse for botanik opstod tidligt. Men det var først efter faderens død, han kunne afbryde et teologisk studium og begynde at studere botanik. Faderen ville, den unge T skulle være præst. For at sikre sig økonomisk uddannede T sig også til læge. I 1688 blev han professor ved Jardin des Plantes (Naturhishorisk Museum) i Paris. Denne stilling beklædte han til sin død. På videnskabelige rejser til Pyrenæerne, Lilleasien og Grækenland indsamlede han planter og blev kendt for sine botaniske arbejder. Hans hovedværk er den smukt illustrerede "Eléments de botanique" (1694). Oversat til latin i 1700 med titlen "Institutiones rei herbariae". I sin klassifikation lagde T hovedvægt på at inddele planterne i slægter på grundlag af deres blades og frugters struktur. Han udmærkede sig ved sin plantebeskrivelse, hvoraf nogle stadig kan anerkendes. Hvad angik teorier var han mindre banebrydende; således benægtede han, at der var noget, der hed planternes køn. Den klassifikation, han anvendte udover slægten, kunne derfor virke noget kunstig. Men hans anvendelse af et enkelt latinsk ord til at angive slægten, efterfulgt af en kort beskrivelse af arten var alligevel et stort skridt fremad i udviklingen af et toords nomenklatur - d.v.s. brugen af to latinske ord til at angive hver enkelt plante, hvoraf det første angiver slægten, det andet arten. Den svenske botaniker Carl Linné, som udviklede det toords nomenklatur, der anvendes i dag, navngav slægten Tournefortia efter navnet Tournefort (d 28/12 1708)

 

1718 døbt Thomas Chippendale; britisk møbelsnedker; han åbnede i 1749 forretning i London med møbler og andre genstande til indretning af boligen. Chippendales store indflydelse på tidens møbelstil skyldtes hovedsagelig hans bog "The Gentleman and Cabints Maker’s Director" (1754); den skulle vejlede kunder og snedkere i deres valg af møbler. De 160 kobberstukne illustrationer med ledsagende tekst viste forslag til møbler i tidens tre moderne stilarter: gotik, kinesisk og rokoko. Chippendale var den første møbelsnedker, der gav navn til en møbelstil, Chippendalestilen; hvor møblerne oftest var udført i voksbehandlet mahogni og med den for stolene så karak-teristiske gennembrudte ryg (begravet 13/11 1799)

 

1723 døbt Adam Smith, britisk (skotsk) forfatter; studerede først teologi derefter filosofi og historie. I 1751 blev S professor i logik ved universitetet i Glasgow. I 1776 udkom hans epokegørende hovedværk "An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations" Det udmærkede sig ved en stor klarhed i fremstillingen og blev i lang tid udgangspunkt for videre socialøkonomisk forskning. I sit værk fremhævede S arbejdet som kilde til et lands velstand, og som den første påpegede han den centrale betydning arbejdsdelingen har for produktiviteten. Det var S’s opfattelse, at en forudsætning for, at arbejdsdelingen kunne virke, var økonomisk handlefrihed. Når hver enkelt handlede ud fra sin egeninteresse, ville konkurrencen som en "usynlig hånd" lede udviklingen mod en harmonisk tilstand til alles fordel. På dette teoretiske grundlag rejste liberalisterne krav om indenlands næringsfrihed; d.v.s. enhver skulle have ret til - bortset fra de begrænsninger almenvellet måtte kræve - at udøve et hvilket som helst erhverv. I udenrigshandelen skulle der være frihandel, d.v.s.alle toldsatser skulle fjernes. På den måde fik Adam Smiths værk også betydning på det sociale og politiske område (d 17/7 1790)

 

1783 Brødrene Montgolfier opsender en ubemandet varmluftballon. Det skete på torvet i deres fødeby Annonay. Året før havde brødrene opdaget, at var opvarmet luft indesluttet i et lærredshylster, vil det det stige til vejrs

 

Københavns anden store brand bryder ud. Fredag eftermiddag den 5. juni ved tre-tiden udbrød der brand i "Dellehaven", en plads foran Holmen, som brugtes til oplag for tømmer, brænde og stenkul. Selve brandens årsag blev man trods indgående brandforhør aldrig klar over. I den stærke sydøstblæst drev flammerne mod Holmens hovedmagasin. Snart stod det i lys lue, og i løbet af aftenen nedbrændte bygningen helt. Den stærke blæst førte gnister og brændende partikler fra magasinets depoter højt over tagene på de lave huse i Nikolajkvarteret og ud over byen. Snart stod de københavnske brandfolk over for en brand af samme dimensioner som katastrofebranden i 1728. Først ved fire-tiden søndag eftermiddag var man herre over ilden, eller rettere den ebbede ud, fordi den havde fortæret alt, hvad der lå i dens vindretning. Tabene var kolossale. Over 900 ejendomme var nedbrændt til grunden og 75 beskadiget. Omkr. 6.000 mennesker stod uden tag over hovedet. Af monumentale bygninger havde hovedstaden mistet Nikolaj Kirke, rådhuset og det store Vajsenhus på Nytorv (hvor Domhuset nu ligger) samt Valkendorfs Kollegium. Dertil kom flådens tab: hovedmagasinet og admiralitetet. Brandskaderne løb op i 4.5 mill. rigsdaler, hvilket betød, at byens eneste brandforsikringsselskab, det rige og ansete Københavns Brandforsikring, var insolvent

 

1819 f John Couch Adams, britisk matematiker og astronom; ved 1840'ernes begyndelse blev han opmærksom på de uregelmæssigheder, der var i Uranusbanen. Adams var klar over, at uregelmæssighederne kunne skyldes tilstedeværelse af en hidtil ukendt planet. I september 1845 var han nået frem til ret nøjagtig position for den ukendte planet. Han overlod sine beregninger til lederen af observatoriet i Cambridge. Men uheldigt for Adams, begyndte man ikke straks observationer efter planeten. I Paris havde den franske astronom Leverrier studeret de samme fænomener som Adams og var nået frem til de samme resultater. Han bad sin kollega i Berlin, Johan Galle foretage de nødvendige observationer, og den 23. september 1846 iagttog Galle den nye planet, Neptun. I astronomiens historie er der almindelig enighed om at tilskrive Galle æren for at have opdaget Neptun. Det gælder dog ikke i den engelsktalende verden, her tilskrives æren Adams. I 1851 blev Adams præsident for Royal Astronomical Society. I 1858 blev han professor i matematik ved St. Andrews og i 1859 professor i astronomi og geometri i Cambridge. To år senere blev han leder af observatoriet i Cambridge, en stilling han beklædte til sin død (d 21/1 1892)

 

1826 d Carl Maria von Weber, tysk komponist; gennem sin far, der var musikdirektør og teaterleder, kom W tidligt i berøring med teatret og musikken. Han fik sin uddannelse i bl.a. Salzburg og blev i 1804 kapelmester i Breslau. Derefter 1806-10 musiklærer hos prins Ludwig i Stuttgart og 1813-16 kapelmester i Prag. I 1816 knyttedes han til Dresden for der at organisere og lede den der nyoprettede tyske opera. Det var navnlig som dramatisk komponist W fik betydning. Efter hans ungdoms opera "Silvana" (1810) fulgte "Peter Scholl" (1810) og syngestykket "Abu Hassan". I 1814 blev han almindelig kendt med sine seks mandskorsange fra Körners digtsamling "Leyer und Schwert". 1821 opførtes i Berlin hans lyriske drama "Preciosa" og samme år den romantiske opera "Der Freischütz"(Jægerbruden), der på én gang gjorde W til det tyske folks nationalkomponist. Han havde her skrevet den første tyske romantiske opera. Ved valget af et tysk sagn som operaens sujet såvel som ved melodiernes folkelige tone vandt han straks alles hjerter. På bestilling af Covent Garden-Operaen i London skrev W "Oberon" og fremførte den selv i London i 1826 som en dødssyg mand. Seks uger efter ankomsten var han død. W’s øvrige produktion står i skygge af hans operaer; i denne er der bl.a. 4 sonater og "Aufforderung zum Tanz" for klaver, to klaverkoncerter, to koncerter og koncertino for klarinet, en fagotkoncert, to symfonier, sange m.v. Sammen med Schubert var W den, der indledte romantikken i tysk musik (f 19/11 1786)

 

1828 f Lars Kruse, fisker, redningsmand; født i Skagen, hvor han levede hele livet som fisker. K deltog i mange redningsaktioner og har i alt medvirket ved ca 200 menneskers redning. I 1862 reddede han alene i en lille båd og under overhængende livsfare en svensk skibsbesætning. Fra 1863 var han formand for Skagen redningsbåd. Kruse omkom under en stærk storm under udøvelse af sit erhverv. Hans dåd er skildret af H. Drachmann, der ligeledes har forfattet hans gravskrift (d 9/3 1894)

 

f John Maynard Keynes, britisk økonom; 1915-19 ansat i det britiske finansministerium og deltog som dets repræsentant ved fredsforhandlingerne i Versailles i 1919. Han var modstander af kravene om erstatningsbetalinger fra Tyskland og vakte international opsigt ved sin kritik af Versailles-freden i skriftet "The Economic Consequenses of the Peace" (1919). Hans mest betydningsfulde skrift blev "The General Theory of Employment, Interest and Money" (1936). Det nye i hans synspunkter bestod først og fremmest i påpegningen af, at den totale indtægt i et samfund er bestemt af summen af forbrug og investeringer, og at man i et samfund med arbejdsløshed og uudnyttet produktionskapacitet kan øge beskæftigelsen og den totale indtægt ved at øge udgifterne enten til forbrug eller til investeringer. Dvs. at staten kunne og skulle imødegå kriser ved at stimulere efterspørgslen, også selv om dette medførte underskud på statsfinanserne. Hvis staten holdt hjulene i gang, ville pengene komme ind igen ved øget produktion og aktivitet i samfundet, særlig hvis der tilstræbtes en indkomstomfordeling, så forbrugskvoten hos den almindelige forbruger øgedes. K’s synspunkter trængte hurtigt igennem blandt økonomer i hele den vestlige verden; men har senere været genstand for kritik, bl.a. for ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til mulighederne for inflation. I begyndelsen af 2. Verd.krig blev K medlem af direktionen for Bank of England og rådgiver for finansministeren. I "How to pay for the War (1940) gik han ind for finansiering af krigen med skatter samt frivillig og tvungen opsparing en linje, som også stort set blev fulgt. I 1942 blev Keynes adlet under navnet Lord Keynes of Tilton. Ved krigens afslutning ledede Keynes de britiske finansielle forhandlinger med USA. Fra 1912 var han redaktør for Economic Journal (d 21/4 1946)

 

f Federico Garcia Lorca, spansk forfatter; allerede i sin studietid vandt han ved oplæsning af egne værker en central plads blandt Spaniens yngre digtere. Han dyrkede også teatret. I 1927 var der premiere på hans historisk-romantiske stykke "Mariana Pineda". Under et ophold i USA 1929-30 skrev han "La zapatera prodigiosa", som blev opført i Madrid 1930. Efter hjemkomsten var det teatret, som optog ham mest. I 1932 var han med til at oprette og lede studenterteatret "La Barraca", og med det rejste han omkring i Spanien for at gøre det klassiske spanske teater kendt blandt folket. Hans eget stykke, landsbytragedien "Bodas de sangre"(da. Blodbrylluppet) blev opført 1933. I 1935 udkom Lorcas sidste større digt"Llanto por la muerte de Ignacio Sánchez Mejias", et sørgedigt over tyrefægtervennen, som blev dødeligt såret i arenaen. En måned efter udbruddet af Den spanske Borgerkrig (juli 1936) blev Lorca myrdet af spanske fascister. Han efterlod sig landsbytragedien "La casa de Bernarda Alba" (Bernardas Hus). Hans digte bygger på Andalusiens folkepoesi og var populære i hele Spanien; det gælder især for hans zigeuner-ballader - "Romancero gitano" - 1928. Det er blevet sagt om Lorca, at noget af det, som karakteriserer hans poesi er den dominerende plads mennesindets elementære drivkræfter indtager: kønsdriften, moderinstinktet, slægtsfølelsen, herskelysten, dødsangsten og dødslængslen. Hans dramaer er skildringer af andalusiske folketyper, især kvinder således Bernardas Hus. Lorca har også skrevet muntre farcer for dukketeater (d 19/8 1936)

 

1916 d Lord Horatio Kitchner, britisk feltmarskal; efter den grundlæggende militæruddannelse bl.a. på Royal Military Academy, Woolwich gjorde Kitchner fra 1874 tjeneste i Mellemøsten. I 1886 blev han udnævnt til guvernør i de britiske territorier ved Det røde Hav (Sudan) og snart efter til tjeneste i Cairo. Her udmærkede han sig så meget, at han i 1892 blev øverstkommanderende i den ægyptiske hær. Den 2. september 1898 knuste han i det blodige slag ved Omdurman i Sudan den sudanesiske profet mahdiens tropper og besatte byen Khartoum Den lod han genopbygge og gøre til hovedstad for det britisk-ægyptiske styre af Sudan. Kitchners ry i Storbritannien voksede yderligere efter hans faste, taktfulde og succesfulde optræden i Fashoda (september 1898) over for en fransk styrke ledet af Jean-Baptiste Marchand, som prøvede at etablere fransk overhøjhed i visse egne af Sudan. Efter at have virket et år som generalguvernør i Sudan deltog han som stabschef i Boerkrigen. Som øverstkomman-derende fra november 1900 stod han i spidsen for de britiske tropper i de sidste 18 måneder af Boerkrigen. I årene 1902-1911 gjorde han tjeneste i Indien som øverstkommanderende for de britisk/indiske styrker der. 1911-1914 var han generalguvernør i Ægypten og Sudan. Ved udbruddet af 1. Verd.krig opholdt Kitchner sig på orlov i England. Under orloven blev han udnævnt til earl. Det var med tøven Kitchner accepterede en opfordring til at indtræde i det britiske kabinet som krigsminister. Samtidig blev han forfremmet til feltmarskal. Kitchners karriere og liv fik en brat ende. Han druknede, da krydseren "Hampshire" undervejs på en diplomatisk rejse til Rusland ramte en tysk mine og sank (f 24/6 1850)

 

Århus Stadion indvies. Selve indvielseshøjtideligheden fandt med pomp og pragt sted i den nye tennishal. Den blev overværet af kongeparret og en lang række personer fra det politiske, økonomiske og kulturelle liv. Dagen efter blev anlægget for alvor taget i brug. Det skete med et stort åbningsstævne overværet af 4-5.000 mennesker. Igen var kongeparret til stede. Arrangørerne ville naturligvis demonstrere alle det nye anlægs muligheder så midt i det arrangerede atletikstævne spilledes 1. halvleg af fodboldkampem mellem AB og AGF. To forhold havde været afgørende for placeringen og udformningen af idrætsanlægget. I lige linje blev det forbundet med den projekterede Sct. Lukas Kirke. Den blev opført i årene 1921-26 i nyklassicistisk stil. Træbuerne fra Københavns gamle hovedbanegård blev afgørende for udformningen af Stadions bygninger. Hele projektet blev skabt over træprofilerne, idet hallernes bredde, belysning, tilskuerfacilitetet og meget mere var bundet af buernes mål. Stadions hovedbygning i nyklassicistisk stil er blevet betegnet som arkitekten Høeg-Hansens mest monumentale bygningsværk. Den er et strengt symmetrisk anlæg med to store buehaller adskilt af en åben forgård. Forgården var anlagt som en åben atriumgård med overdækkede søjlegange og med et bassin til opsamling af regnvand. Siden er atriumgården blevet overdækket og bassinet sløjfet. Bag hovedbygningen placeredes baneanlæggene

 

1947 Udenrigsminister George Marshall lancerer en plan for økonomisk hjælp til Europa (Marshallplanen) i sin tale på Harward University. Baggrunden for M’s tale var truslen om et økonomisk sammenbrud i Vest-Europa. Omkr. 1947 blev det klart, hvor alvorligt de europæiske lande var blevet ramt af krigen, og mange mente, at en kommunistisk magtovertagelse i vesteuropæiske lande var nært forestående. I den situation fremlagde M i sin tale et projekt om økonomisk bistand til Europa, en bistand som skulle administreres af de europæiske lande i fællesskab. I sin tale sagde M, at planen ikke var rettet "mod noget land eller nogen doktrin, men mod sult, fattigdom, desperation og kaos". Den var ikke begrænset til Vesteuropa, men samtlige europæiske lande, incl. Sovjetunionen, blev indbudt til at være med. Men Sovjetunionen afviste planen, og i Østblokken startedes en heftig kampagne mod Marshallplanen, som hævdedes at ville indebære Europas underkastelse under USA. 16 vesteuropæiske lande accepterede hjælpen. De sluttede sig sammen i organisationen OEEC (Organization for European Economic Co-operation). Økonomisk medførte Marshallhjælpen hurtigt fremgang. De amerikanske penge virkede som en indsprøjtning, der hurtigt fik Vesteuropas økonomi på fode efter krigens anstrengelser. Men samtidig blev Marshallhjælpen et skridt i udviklingen af den kolde krig, og bidrog derved til at udvide kløften mellem øst og vest. I alt ydede USA omkr. 12.7 mio dollars dels som gave dels som billige lån til de 16 modtagerlande

 

1953 Kong Frederik 9. underskriver den nye Grundlov, og statsminister, venstremanden Erik Eriksen kontrasignerer. Grundlovens centrale nyskabelse var afskaffelsen af Landstinget af 1915, som intet parti havde løftet en hånd for at forsvare. Til beskyttelse af mindretallet under etkammersystemet sagde Grundloven af 1953, at 1/3 af Folketingets medlemmer kan begære folkeafstemning om love (med visse undtagelser). Hvis ved folkeafstemningen et flertal, der dog mindst skal udgøre 30% af de stemmeberettigede, går mod den netop vedtagne lov, bortfalder denne. En formel nydannelse var det, at parlamentarismen grundlovfæstedes ved en bestemmelse om, at ingen ministeer kan blive i sit embede, hvis Folketinget har udtalt mistillid til ham. Rammer mistilliden statsministeren, må han enten udskrive valg eller træde tilbage med sin regering. Det sloges udtrykkeligt fast, at Grundloven "gælder for alle dele af Danmarks Rige". Grønland ophørte derfor med at være koloni og blev lige-stillet med det øvrige land, som Færøerne havde været det siden 1948. Nyt var endvidere, at der åbnedes adgang til ved lov at overlade mellemfolkelige myndigheder beføjelser, som ifølge Grundloven tilhører de forfatnings-mæssige myndigheder. Til at værne borgerne mod overgreb fra den voksende offentlige administration oprettedes en stilling som Folketingets Ombudsmand. Den strenge regel for grundlovsændringer lempedes. For fremtiden skal et flertal ved bekræftelsesfolkeafstemningen kun udgøre 40% af de stemmeberettigede mod før 45%. Også tronfølgen ændredes. Mens loven af 1853 begrænsede den til mænd, går tronen nu i arv i Christian 10.’s efter-slægt, både kvindelig og mandlig, men dog således at søn altid går forud for datter. Ved den nye tronfølgelov af 27. marts 1953 overførtes arvefølgen fra kong Frederiks bror, arveprins Knud, til kongens ældste datter, prinsesse Margrethe

 

1955 AGF slår i Københavns Idrætspark AB 3-1 og bliver for første gang danmarksmester i fodbold

 

1963 d Henrik Kauffmann, diplomat; han blev cand. jur. 1911 og ansattes samme år som volontør i udenrigsmini-steriet, fra 1912 som assistent. 1913-15 var han konsulatsekretær i New York, 1916-19 legationssekretær i Berlin, 1920-21 kontorchef i udenrigsministeriet. Maj 1921udnævntes han til gesandt i Rom, forflyttedes 1924 til i Bejdjing med sideakkreditering i Tokio og fra 1928 tillige i Bangkok. 1932-39 var han gesandt i Oslo, hvorfra han i august 1939 flyttedes til Washington. Her blev han, til han 1958 faldt for aldersgrænsen – fra 1947 med titel af ambassadør. K opnåede hurtigt en stærk position i den amerikanske hovedstad, hvilket kom ham til gode ved Danmarks besættelse 9. april 1940. Allerede dagen efter erklærede K som den første danske gesandt ikke at kunne modtage ordrer fra den ufrie danske regering. Trods det delvise brud med København anerkendte den amerikanske regering ham fortsat som Danmarks officielle repræsentant. 11. april 1941 meddelte K København, at han på den danske regerings vegne to dage tidligere havde indgået en traktat med USAs regering om anlæggelse af militærbaser på Grønland. Landsfogederne på Grønland havde accepteret aftalen; nogen reel ind-lydelse på denne havde de dog ikke haft. Ved denne handling, der kom som et chock for regeringen i København abte K en betydelig good-will for det danske folk i den frie verden. Men den bragte samtidig den danske regering i store vanskeligheder over for besættelsesmagten. Den danske udenrigsminister – Scavenius – anså traktaten for ugyldig og ville hjemkalde og afskedige K. At gøre det havde han ikke mulighed for, og resten af krigen fortsatte K arbejdet for at varetage danske interesser. Januar 1942 tiltrådte han de allieredes regeringers erklæring om oprettelse af FN, og i årene 1943-45 deltog han i flere inter-nationale konferencer i USA. Efter sin fratræden var K medlem af ØKs bestyrelse (f 26/8 1888)

 

1964 d Lauge Koch, geolog; blev magister i geologi 1920 og dr phil 1929. I 1913 var han første gang på Grønland. Han samlede tertiære planteforsteninger og studerede gletcherne. 1916-18 deltog han som geolog og kartograf i Knud Rasmussens 2. Thuleekspedition til Grønlands nordkyst, hvor han kortlagde en stor del af fjordområderne og studerede områdets geologiske opbygning. På en ny ekspedition i årene 1920-23 gik han fra Inglefield Golf mod nordøst langs kysten til Peary Land, mens hjemturen lagdes over indlandsisen. Ekspeditionen, som bl.a.betød afslutningen på kortlægningen af Grønlands kyst, bragte K frem i første række blandt Grønlandsforskere, og han høstede megen anerkendelse i ind- og udland for sit arbejde. Efter han havde udarbejdet en detaljeret plan til en geografisk og naturhistorisk undersøgelse af det nordlige Østgrønland stod K i 1920'erne og 30'erne som leder af og deltager i en række ekspeditioner, der fik stor videnskabelig betydning. I 1930'erne kom K i strid med en række geologikolleger. K blev angrebet for en del unøjagtigheder i sit Grønlandsbind i værket "Geologie der Erde". I stedet for at svare på kritikken lagde K sag an mod kollegerne for injurier.Ved Landsretten blev de frifundet, men da sagen appelleredes til Højesteret kendtes nogle af udtalelserne i forbindelse med anmeldelsen ubeføjede, mens retten undlod at tage stilling til den faglige kritik. De af staten i 1946 nedsatte udvalg til gennemførelse af en systematisk geologisk undersøgelse i Grønland arbejdede uden deltagelse af K. Det er blevet sagt om K, at han gennem retssagen mod kollegerne og følgerne af den ramtes af en ublid skæbne; men at den ikke var uforskyldt (f 5/7 1892)

 

Seksdageskrigen mellem Israel og dets arabiske naboer bryder ud. Med krigen udløstes den stadig stigende spænding ved Israels grænser. I april udkæmpedes en luftkamp over Damaskus mellem syriske og israelske jagerfly. Den ægyptiske præsident Nasser udtalte sin solidaritet med Syrien og erklærede sit land i undtagelsestilstand. Den 18. maj krævede han FN’s fredsbevarende styrker trukket bort fra Sinaihalvøen og Gazastriben. Fem dage senere lukkede han Tiranstrædet ved Sinaihalvøens sydspids for skibe lastet med strategiske varer til Israel. Dermed var Israels eneste havneby -Eilat -med forbindelse til det Røde Hav og det Indiske Ocean lukket. Israel havde for længe siden sagt, at en blokade af Tiranstrædet ville blive betragtet som en krigserklæring. Den 30. maj sluttede Ægypten en forsvarstraktat med Jordan. Israel havde nu fire allierede mod sig: Ægypten, Syrien, Jordan og Irak. Den 5. juni slog Israel til. På få timer nedkæmpede israelske fly det ægyptiske luftvåben, hvorefter israelske tropper i et lynfelttog trængte gennem Sinaihalvøen frem til Suezkanalen. Derefter vendte Israel sig mod Jordan og besatte hurtigt området frem til Jordanfloden (Vestbredden). Endelig besejredes Syrien, og Israel besatte det lille, men strategisk vigtige område, Golanhøjderne. I løbet af seks dage var krigen ovre. Ægypten, Jordan og Syrien sluttede våbenhvile med Israel, som indtil videre beholdt Sinaihalvøen, Vestbredden, Golanhøjderne og Østjerusalem

 

1975 Suezkanalen åbnes efter at have været lukket i otte år. Nederlaget til Israel i Seksdageskrigen i 1967 havde ikke alene politisk og prestigemæssigt været bekosteligt for Ægypten, også den ægyptiske økonomi blev hårdt belastet. Til det sidste bidrog israelernes erobring af Sinaihalvøen og dermed lukning af Suezkanalen og mistede indtægter til Ægypten. Det var den ægyptiske præsident Sadats mål at få de tabte områder tilbage. I starten håbede han, det kunne ske gennem forhandlinger, men da der ikke var udsigt til denne fredelige ordning, satsede han i stedet på et militært opgør. Det kom, da ægyptiske tropper den 6. oktober 1973 gik over Suezkanalen og angreb israelerne. Da krigen sluttede den 24. oktober var der på Sinaifronten opstået en meget kompliceret situation. Israelerne havde også overskredet Suezkanalen, således at frontlinjerne var filtret ind i hinanden. Ved det såkaldte "penduldiplomati" hvor den amerikanske udenrigsminister Kissinger skiftevis forhandlede med Israel og Ægypten, lykkedes det at få parterne til at acceptere en troppeadskillelse. For Ægypten betød det, at man fik en smal stribe land på Sinaihalvøen, og efter 18 måneders oprensning kunne Suezkanalen genåbnes. Men de otte års lukning betød, at den havde mistet betydning. De store supertankere, der nu bragte Mellemøstens olie til Europa var for store til at gå gennem kanalen

 

 

 

Til top        6. juni

1436 f Johan Müller Regiomontanus, tysk matematiker og astronom; Müller antog det latiniserede navn af sin fødeby Königsberg (kongens bjerg); han begyndte sine studier som 11-årig ved universitetet i Leipzig; i 1452 fortsatte han studierne i Wien. Endvidere deltog han her bl.a. i arbejdet vedr. en udgivelse om den ptolomaiske astronomi. På gr. af de mange fejl, der var gjort i oversættelsen af Ptolemaios arbejder fra arabisk til latin, havde Regiomon-tanus’ lærer påbegyndt en nyoversættelse af de originale græske tekster. Efter sin læreres død fortsatte Regio-montanus dette arbejde. I 1463 var arbejdet færdigt, og fem år senere vendte Regiomontanus tilbage til Wien. I 1472 gjorde Regiomontanus observationer af den såkaldte Januarkomet det muligt 200 år senere, at identificere den som Halleyskomet. Som matematiker skrev Regiomontanus i 1464 "De triangulis omnimodis". Det er den første moderne fremstilling om plan- og sfærisktrigonometri. I 1475 kaldte pave Sixtus 4. Regiomontanus til Rom for at få hans råd vedr. den nødvendige reform af den julianske kalender. Som tak for indsatsen udnævnte paven ham til biskop af Regensburg; men inden han overtog embedet, afgik Regiomontanus ved døden (d 6/7 1476)

 

1512 Slaget ved Novara, ca 30 km vest for Milano. I deres angreb på Milano besejres franskmændene (Ludvig 12.) af svejtserne. Ved dannelsen af Den hellige Liga i oktober 1511 bestående af Pavestaten (pave Julius 2.), Venezia, Spanien, Svejts og England lykkedes det Julius 2. ved forhandlinger og diplomati at vinde det tilbage, han i årene forud havde mistet i krigen mod franskmændene.Endvidere overtalte Julius den tyske kejser Maximilian til at bryde med Frankrig, tilslutte sig ligaen og tilbagekalde hans 4000 mands store troppekontingent, der havde deltaget i krigene i Italien på fransk side. Trods den franske sejr i slaget ved Ravenna den 11. april 1512 lykkedes det paven at få franskmændene ud af Italien. I 1513 forsøgte den franske konge (Ludvig 12.) igen at erobre Milano, og igen blev det til nederlag. Da Ludvig 12. døde i 1515, var der intet tilbage af hans engang udstrakte italienske erobringer. Også hans søn og efterfølgers – Frans 1. – krigsførelse i Italien endte i nederlag – slaget ved Pavia 24.-25. februar 1525

 

1599 døbt Diego Rodrique Silva Velazquez, spansk maler; i sine første billeder afslørede han den påvirkning, han havde fået af italiensk malerkunst under et studieophold i Italien omkr. 1620-23. I disse billeder viste han en udpræget interesse for virkelighedsskildring. Inspireret af italieneren Caravaggio valgte Velazquez sine motiver fra det jævne folks hverdagsliv. I 1623 blev V kaldt til Madrid som Filip 4.’s hofmaler. I denne stilling forblev han resten af livet bortset fra to kortere ophold i Italien 1629-31 og 1649-51..Inden Velazquez i 1629 rejste til Italien malede han flere portrætter af kongefamilien, bl.a. helfigursbilleder af kongen og infanten Don Carlos, desuden hovedværket "Bacchus og drikkebrødrene" (ca 1628); det er blevet karakteriseret som en realistisk og folkelig opfattet scene med glimrende karakteriserede enkeltfigurer. I 1630'erne malede Velazquez en række rytterportrætter, men hans hovedværk er "Bredas overgivelse" (1634-35), i opfattelse og kolorit et af de fornemste historiemalerier, malerkunsten har frembragt. Efter Velazquezs sidste ophold i Italien udfoldede hans kunst sig i et register af fint afstemte grålige harmonier. Bl. hans portrætter, som også nu udgjorde hovedmassen i hans kunst, er billedet "Las Menias" (Hoffrøknerne, 1656), en umiddelbar virkelighedsskildring og personlighedstolkning. "Las Hilanderas" (Spinderskerne, ca 1657) er blevet kaldt den ældste industrifremstilling i nyere malerkunst. I virkeligheden er det en fremstilling af en vævekonkurrence mellem Pallas Athene og Arakhne begge klædt i spansk 1600-tals dragt (d 6/8 1660)

 

1606 f Pierre Corneille, fransk forfatter; han fik en juridisk uddannelse og virkede gennem mange år som advokat i fødebyen Rouen. Gennem omrejsende teatre fik han forbindelse med scenen og begyndte at skrive dramaer. Han slog igennem i 1636 med dramaet "Le Cid", inspireret af spansk litteratur, og som på teatret blev optakten til fransk klassicisme. C’s andre store dramaer er "Horace", (1640), hvori han priser fædrelandskærligheden, "Cinna" (1640) og "Polyeucte" (1642), som er bygget over et religiøst motiv; hovedpersonen giver afkald på sin kærlighed til hustruen Pauline for helt at vie sig til Gud; hun bliver omvendt ved hans martyrdød. Også i dette drama angiver C sin rangorden af forpligtelser, der påhviler mennesket: højere end jordisk troskab står troskaben over for Gud. C er mere end nogen anden skildrer af menneskelig sjælsstyrke. Det fornemste tegn på denne sjælelige styrke er, at hans helte overvinder sig selv og deres egoistiske tilbøjeligheder og underordner sig højere og uselviske mål. Hans helte forstår altså selv at løse de konflikter, de kommer ud i. Om sine dramaer sagde C, at han ville skabe et teater, hvor beundringen for heltens storhed forårsager tilskuernes æstetiske oplevelse, og hvor den dramatiske spænding er knyttet til personens kamp med sig selv, før de vælger de heltemodige handlinger. Med dramaerne fra 1640’erne nåede C højdepunktet, og selv om han derefter skrev endnu mange skuespil og også vandt nye sejre med nogle af dem, betegnes de som afgjort svagere. "Min digterkunst forsvandt på samme tid som mine tænder", skal C have sagt. 1647 indvalgtes han i Akademiet; sit sidste skuespil skrev han i 1674. Da han døde, var han stærkt fordunklet af franskmændenes nye yndling Racine, der som dramatiker i høj grad var hans lærling (d 1/10 1684)

 

1654 Dronning Kristina af Sverige nedlægger kronen. Allerede i sommeren 1651 luftede K i rigsrådet tanken om at abdicere. Tanken blev realiseret den 6. juni 1654, da hun på rigsdagen i Uppsala meddelte, at hun nedlagde kronen. Endnu viste ingen, at hun var blevet katolik. Det er blevet sagt, at en fuldstændig sikker og entydig forklaring på K’s trosskifte, vil man aldrig få. Hertil var hendes sjæleliv for kompliceret, hun selv for indelukket og hendes omgivende miljø for svært at trænge ind i. Men så meget synes at stå klart, at hendes trosskifte og abdikation stod i forbindelse med en moralsk og religiøs krise hun oplevede i sit livs tredje decennium. Langt senere har K selv fortalt, at hun allerede som barn"havde reflektioner som jeg aldrig glemte, og som sikkert var langt over min alder og forstand". Disse ord er blevet udlagt som tegn på, at K allerede som barn havde svært ved at acceptere den snævertsynede protestantiske ortodoksi, der siden slutningen af 1500-tallet prægede den svenske kirke. Nogle af K i hemmelighed til Stockholm indkaldte jesuiterpatere med- virkede til, at dronningen i foråret 1652 traf sin beslutning om at abdicere. Efter abdikationen anviste stænderne hende til underhold indtægterne af Norrköping, Öland, Gotland, Øsel samt nogle byer i Nordtyskland. Derefter forlod hun i hast Sverige og begav sig gennem Danmark, Tyskland og Nederlandene til Bruxelles. Her gik hun formelig, men i hemmelighed over til den katolske tro juleaften 1654. Det åbenbare trosskifte fandt først sted i Innsbruck den 3. november året efter. Herfra begav hun sig til Rom. At datteren af Gustav 2. Adolf, den katolske tros stærke modstander i Trediveårskrigen, var gået over til katolicismen var en triumf for den katolske kirke. Ved sit indtog i Rom modtoges hun da også som en triumfator af pave Alexander VII, til hvis ære hun ændrede sit navn til Kristina Alexandra

 

1710 d hertuginde La Vallière, Louise-Francoise de la Baume le Blanc; hun var i årene 1661-67 Ludvig 14. af Frankrigs maitresse; da kongen i 1661ophøjede Louise-Francoise til hendes høje og fornemme position, holdt han det skjult for sin mor, Anne af Østrig, for ikke at fornærme hende. Da den mere ambitiøse Marquise de Montespan året efter dronning Annes død (1667), havde fortrængt Louise-Francoise, blev hun som kompensation udnævnt til hertuginde. Da Marquisens ægtemand forsøgte at lave skandale ved at offentliggøre sin kones utroskab, lod kongen - for at han kunne slippe ud af den pinlige situation - Louise-Francoise ydmyge ved, at hun måtte opholde sig ved hoffet som den officielle maitresse sammen med den aktuelle maitresse. Louise-Francoise forsøgte i 1671 at komme bort fra hoffet ved at flygte til et kloster. Kongen lod hende hente tilbage. Hendes trængsler endte først i 1674, da Marquis og Marquise de Montespan blev separeret. Ludvig 14. tillod da, at Louise-Francoise indtrådte i Carmelitterkloster i Paris; her levede hun til sin død 37 år senere (f 6/8 1644)

 

1799 f Alexander Pusjkin, russisk forfatter; allerede i sine unge år skrev P fornem poesi; den viser påvirkning af Voltaire og fransk nyklassicisme, noget der for altid gav hans lyrik dens præsision og klarhed. Denne periode afsluttedes med eposparodien "Ruslan og Ljudmila" (1820). På gr. af nogle politiske epigrammer blev P forvist først til Syd-Rusland (1820-24), derefter 1824-26 til familiegodset Mikhajlovskoje i Nord-Rusland. I disse år blev hans lyrik præget af en poetisk realisme. Objektivitet og dyb historisk og psykologisk indsigt præger dramaet "Boris Godunov" (1825). I 1826 blev P "tilgivet" af tsar Nikolaj 1., som knyttede ham til hoffet og herefter selv ville være hans censor. P kom dermed i en meget ydmygende og vanskelig stilling i resten af livet. Men også i denne situation fortsatte han med at vokse som digter. Han skrev de mægtige digte "Poltava" (1828) og "Bronzerytteren" (1833). I løbet af 1830'erne blev prosaen efterhånden P’s vigtigste udtryksmiddel, og han skabte mesterværker som "Bjelkins fortællinger" (1830), "Spardame" (1834) og "Kaptajnens datter" (1836). P’s mest populære værk er "Jevgenij Onegin", skrevet 1823-31, en roman på vers, hvor han giver en skildring af tidens samfund og overklassens liv, forsynet med personlige humoristiske og satiriske kommentarer. Som fuldender af en syntese mellem klassisisme og romantik og indleder af realismen skabte P den moderne russiske litteratur, og med sin store alsidighed har han haft stor betydning i udviklingen af russisk kunst og kultur. Hofintriger og sladder i forbindelse med hans kone forbitrede hans sidste år. For at forsvare sin kones ære duellerede han, blev dødeligt såret og døde to dage senere (d 10/2 1837)

 

1832 d Jeremy Bentham, engelsk økonom, jurist og filosof; som økonom fortsatte Bentham Adam Smiths økonomiske liberalisme; han krævede fuld frihed for kapitalbevægelser og vareomsætning. Som jurist fik Bentham betydning ved sit krav om en kodifikation af lovene og ved sin kamp for en reform af straffeloven. Han fandt tidens retsvidenskabelige teorier uklare og usammenhængende og uden forbindelse med en ofte brutal og uigennemskuelig praksis. Mest kendt blev han som moralfilosof; han regnes for grundlægger af den såkaldte nyttelære, utilitarisme, som opstiller "den størst mulige lykke for det størst mulige antal" både som det mål, al politisk lovgivning bør stile mod, og som den målestok alle handlinger bør bedømmes efter. Det, som må være afgørende for et menneske i en valgsituation, er iflg. Bentham, hvor meget gavn og glæde, ulykke og smerte, valget kan antages at føre til for de personer, som berøres af valget. Selv mente han, at hvert enkelt individs velberettigede interesse (egoisme) er i overensstemmelse med almenvellet. Benthams største arbejde er hans forslag til en fuldstændig reform af det britiske retsvæsen, byggende på utilitaristiske principper, mens hans teorier findes spredt i et stort antal arbejder, mange knyttet til konkrete reformforslag. Størst politisk betydning fik han gennem sine mange elever, der i de næste par generationer prægede britisk politik og politisk tænkning (f 15/2 1748)

 

1861 d Camillo Cavour, piemontesisk- italiensk greve og politiker, det samlede Italiens første regeringsleder efter som ganske ung at have gjort tjeneste som page ved den fremtidige konge af Piemonte-Sardinien, prins Karl Alberts hof blev C uddannet som ingeniør. Fra 1830 gjorde han tjeneste i Genova som militæringeniør og blev aktiv i politik. Efter rejser i England og Frankrig indledte han i 1835 en karriere som landbrugsekspert, finansmand og initiativrig fabrikant. I 1848 grundlagde han avisen "Il Risorgimento", som snart blev talerør for gennemførelse af demokratiske reformer. Samme år blev han indvalgt i sit lands parlament, hvor han hurtigt fremstod som en fremragende debattør i især militære og finansielle spørgsmål. I 1850 blev han landbrugsminister, og i 1852 betroede den nye konge, Victor Emanuel C hvervet som premierminister. Den modernisering og industrialisering C fik gennemført i Piemonte, gjorde landet til model for de øvrige stater i Italien. På fredskonferencen i Paris i 1856 efter krigen med Østrig vakte C beundring ved sine forhand-lingsevner; han opnåede løfte om fransk støtte til sin politik om at befri Italien for østrigsk dominans. Løftet blev indfriet i 1859, da Frankrig ydede militær assistance i Den anden italienske Uafhængighedskrig, der tvang Østrig til at forlade Lombardiet. Året efter støttede han hemmeligt Garibaldis togt til Sicilien, for at erhverve øen og Syd- og Mellemitaliens stater. Da det var sket, var skabelsen af et samlet italiensk konge-dømme under Piemonte-Sardiniens kong Victor Emanuel fuldbragt. C blev det nye Italiens første regerings-leder, men nåede kun at beklæde posten i tre måneder, idet han døde af en febersygdom. Som tak for den franske støtte lod C Italien afstå Nice (ital. Nizza) og Savoyen til franskmændene (f 10/8 1810)

 

1868 f Robert Falcon Scott, søofficer og polarforsker; han blev søkadet i 1881 og ti år senere løjtnant. I 1900 stod han med succes i spidsen for en ekspedition til Antarktis. Her afslørede han evner som kompetent videnskabelig forsker og dygtig leder. Ved hjemkomsten til England i 1904 blev han forfremmet til kaptajn. I 1910 stod han ud på en ny ekspedition til Antarktis. Formålet var at undersøge Rosshavet og nå frem til Sydpolen. Udstyret med motorslæder, ponnyer og hunde startede Scott og 11 mand den 24. oktober 1911 fra Kap Evans mod Sydpolen. Motorslæderne brød hurtigt sammen, og inden man nåede 83 gr 30´ syd br. måtte ponnyerne skydes. Fra denne position blev også hundene sendt tilbage til hovedlejren. Den 10. december begyndte ekspeditionen opstigningen til Beardmore gletcheren trækkende tre slæder med udstyr. Den 31. december blev syv mand sendt tilbage til hovedlejren. De tilbageværende fem briter nåede Sydpolen den 17. januar 1912. Udmattet efter at have slæbt slæderne i 81 dage måtte de til deres skuffelse konstatere, at de var kommet for sent. Amundsen og hans norske ekspedition havde nået polen den 16. december 1911. Tilbageturen blev usædvanlig hård, og ingen nåede tilbage til hovedbasen. Den 29. marts gjorde Scott de sidste notater i sin dagbog. En eftersøgnings-ekspedition fandt i efteråret samme år, ekspeditionens medlemmer døde i deres telt blot små 10 kilometer fra deres depot. Den mest nærliggende forklaring på den britiske ekspeditions tragiske endeligt er, at briterne ikke som nordmændene var udstyret med ski og ikke anvendte hunde som trækdyr for slæderne (d ca 29/3 1912)

 

1875 f Thomas Mann, tysk forfatter; hans første større værk er den delvis selvbiografiske "Buddenbrooks" fra 1901. I den anslår han et hovedtema for sit forfatterskab: konflikten mellem kunstneren og det borgerlige liv. Temaet gentages i novellen "Der Tod in Venedig" (1913, dansk 1913). Med 1. Verd.krig indledtes en ny fase i M’s forfatterskab med kulturfilosofiske og historiske studier. I "Betrachtungen eines Unpolitischen" (1918) satte han humanitet og europæisk universalitet over politiske programmer. For M var den borgerlige kultur bærer af en lang, humanistisk åndstradition, som han så som sin opgave at bevare. I romanen "Der Zauberberg" (1924, da.Troldfjeldet, 1930, nyoversat Trolddomsbjerget 1989) skildrer han det europæiske borgerskabs situation lige før 1. Verd.krig. Titlen refererer til bjergsanatoriet i Davos i Svejts, hvor handlingen foregår. Fra M’s senere år er bl.a. romanen "Doktor Faustus" (1947, da.1957), hvor han analyserer en kunstnertype, men hvor der også er kommet en ny dimension i hans forfatterskab: hans fortvivlelse over Tyskland. I dette kulturfilosofiske værk forsøgte M inden for et bredt historisk perspektiv at kortlægge den nationalsocialistiske katastrofe. I 1933 forlod M Tyskland; han slog sig først ned i Svejts, hvorefter han emigrerede til USA. Hvor stærkt knyttet M var til den borgerlige verden før og efter 1900 viste romanen "Bekentnisse des Hochstaplers Felix Krull" (1. bd. 1954, men påbegyndt langt tidligere). Med munter ironi og virtuos sprogkunst fortog M en skarpsindig demaskering af det wilhelminske borgerskab. I 1951 vendte han tilbage til Europa og boede i Svejts til sin død. M’s forfatterskab omfatter talrige essays og trykte taler. Gennem hele livet skrev M utrætteligt om litteratur, politik, kultur, om sig selv og om sine værker. I 1929 modtog han nobelprisen i litteratur (d 12/8 1955)

 

1911 d Christen Hørdum, soc.dem. folketingsmedlem; udlært som skomager 1864 i Ebeltoft; som soldat kom han 1869 – med kone og børn - til København. Efter soldatertiden levede han med sin familie i den yderste nød. Han sluttede sig tidligt til Pios bevægelse, men var fremmed over for mystikken og de store syner. For ham var det fattigdommens bekæmpelse så snart som muligt, der var det afgørende, og blot små forbedringer ville betyde umådeligt. 1878 blev han medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund og 1876 af partiets hovedbestyrelse. Hans indsats var herefter ikke uden betydning, da partiet skulle genopbygges efter Pios og Geleffs flugt til USA i 1877. For H gjaldt det nu principperne og ikke personerne. Han var især aktiv ved genrejsningen af partiets blad Social-Demokraten, hvor han tog hånd i hanke med såvel dets økonomi som dets administration. Endvidere var han aktiv ved gennemførelsen af den aktietegning, der i løbet af et par år gjorde det muligt for partiet at opføre den store og præsentable forsamlingsbygning i Rømersgade i København. Fra 1886 var han medlem af repræsentantskabet for Arbejdernes Fællesbageri og for Bryggeriet Stjernen fra 1902. Ved valgene til Folketinget i 1884 stillede han sig i Christianshavns kredsen mod Højres folketingsmand marinekaptajn S.I. Paulsen og fik 245 stemmer flere end denne og var dermed sammen med P. Holm Soc.demokratiets første rigsdagsmand. H tabte kredsen ved valget i 1887, han generobrede den i 1890 og blev genvalgt til 1909, da han trak sig tilbage af helbredshensyn (f 21/3 1846)

Første kvindelige gymnastikstævne i Danmark finder sted ved indvielsen af Idrætshuset i København. I 1908 havde Københavns Borgerrepræsentation bevilget godt 1 mill kr til opførelse af et idrætsanlæg på Østerbro, og i 1909 vedtog den at overdrage dansk idræt grunden til et idrætshus. Straks derefter gik man i gang med at skaffe den fornødne kapital, og i 1914 var man så vidt, at Idrætshuset kunne indvies

 

D-dag – Operation Overlord. I den største land-, sø- og luftoperation nogensinde går allierede tropper i land i Normandiet for fra vest at rette det sidste stød mod Hitler-Tyskland. Mens man i England forberedte invasionen, arbejdede tyskerne for at forhindre den. Det skete bl.a. ved opførelsen af et gigantisk forsvarsværk langs Vesteuropas kyst. Forsvarsværket blev kaldt Atlanterhavsvolden, og som øverste chef for byggeriet udnævnte Hitler feltmarskal Erwin Rommel. Efter at være blevet udsat et døgn begyndte invasionen kort efter midnat den 6. juni, da enheder af den amerikanske 82. og 101. faldskærmsdivision landede nær byen Saint-Mère-Église. Samtidig besatte britiske kommandotropper broer og ødelagde tyske kommunikationssystemer. Ved halv syvtiden om morgenen begyndte landsætningen af tropper bestående af kontingenter fra den amerikanske, britiske, canadiske og franske hær på fem steder på stranden i Normandiet. De fem strande havde kodenavnene Utah, Omaha, Gold, Juno og Sword. Mens landsætningen skete forholdsvis let på fire af strandene, var invasionen på Omaha vanskelig. Men ved aftenstide havde de allierede på alle strande tilkæmpet sig betydelige brohoveder og var parat til at iværksætte det sidste felttog mod Tyskland

1961 d Carl Gustav Jung, svejtsisk læge og psykolog; efter at have virket som læge til 1913 gav han sig resten af livet af med psykoterapeutisk praksis, forskning og skribentvirksomhed. I 1913 brød J definitivt med Freud og udviklede efterhånden sin egen dybdepsykologiske retning, den såkaldte analytiske psykologi. I sin behandling af neuroser lagde han større vægt på patientens fremtid og mindre vægt på analysen af tidligere oplevelser. Det hang sammen med J’s tro på, at mennesket har en iboende tendens til selvudvikling, som går i retning af at skabe en højere grad af balance og jævnbyrdighed mellem de bevidste og ubevidste sider af sjælelivet. J viste stor interesse for dybdepsykologisk forskning i forbindelse med religion, kunsthistorie, symbolik, mytologi o.s.v. Han regnede med en fællesmenneskelig arv af ubevidste symboler, forestillinger, myter o.s.v., det såkaldte kollektivt ubevidste, foruden det ubevidste hos hvert enkelt individ. J’s teorier udviklede sig relativt isoleret fra psykologien iøvrig, og han har antagelig haft større betydning for europæisk åndsliv og tænkning uden for det psykologiske fagområde end indenfor (f 26/7 1875)

 

 

 

Til top        7. juni

1099 Under Det første Korstog når korsfarerne frem til Jerusalem, som de finder stærkt befæstet og besat af en betydelig ægyptisk hærstyrke. Den korsfarerhær, der slog lejr uden for Jerusalem menes at have bestået af 1200 – 1500 kavalerister og omkr. 12.000 infanterister. I Jerusalem der der store forråd, og byens kommandant var overbevist om, at han kunne klare en belejring, til en undsættelseshær fra Ægypten nåede frem. For korsfarerne var situationen en anden. De manglede forsyninger; en situation der bestod, til seks forsyningsskibe nåede frem til Jaffa og fik losset, inden en ægyptisk flådestyrke blokerede havnen. Den 8. juli holdt korsfarerne faste og udsat for muslimernes spotten oppe fra muren, marcherede de i en højtidelig procession rundt om byen. Bagefter holdt de messe på Oliebjerget. Den 13. juli begyndte korsfarerne stormen, og den 15. faldt byen

1329 d Robert Bruce, skotsk konge 1306-1329; søn af Robert de Bruce VII, jarl af Carrick og Marjorie, datter af Walter, Steward af Skotland. I 1296 fulgte R sin fars eksempel og aflagde lensed til Edward I af England og anerkendte denne som hersker over Skotland. I 1298 gjorde R tjeneste i Edwards hær, da den skotske oprører William Wallace blev besejret i slaget ved Falkirk. Endnu i 1305 gjorde R tjeneste ved Edward, men året efter vendte han sig mod Edward og drog til Skotland for at samle en hær for at indlede krig mod Edward. Da han den 27. marts 1306 blev kronet til Skotlands konge, fik han brug for sin hær i forsvaret af sin trone. I de første sammenstød led han nederlag og måtte et års tid leve skjult. Men da den aldrende Edward I døde i 1307, indledte R et felttog mod den nye engelske konge Edward II’s skotske borge. I løbet af få år genvandt han det meste af Skotland og efter at have provokeret Edward II til at invadere Skotland, mødtes de to landes hære i slaget ved Bannockburn 24. juni 1314. Skønt den engelske hær var tre gange så stor som den skotske, tilfaldt sejren R og hans mænd. Herefter førte Robert Bruce krigen ind i det nordlige England, hvor han på et tidspunkt var tæt på at tage Edward II til fange. I 1323 anerkendte paven Robert som skotsk konge, og ved traktaten i Northampton i 1328 anerkendte England Skotlands uafhængighed. Men Robert Bruce kunne kun glæde sig over sin sejr i kort tid. Året efter mødet i Northampton døde han spedalskhed (f 11/7 1274)

1494 Tordesillas traktaten underskrives i byen Tordesillas i det nordvestlige Spanien for at bringe uoverensstemmelser mellem Portugal og Spanien om landområder opdaget af Columbus og andre opdagelsesrejsende ud af verden. Året før havde pave Alexander VI udstedt en bulle, der lancerede en demarkationslinje fra pol til pol 100 leagues vest for De Kapverdiske Øer. Spanien fik eneret til alt nyopdaget land vest for linjen; fremtidige portugisiske ekspeditioner måtte holde sig øst for demarkationslinjen. Ingen af de to lande måtte erobre land i den nye verden, der allerede varbi en kristen herskers besiddelse. Ingen anden europæisk Atlanterhavsmagt anerkendte nogensinde denne overenskomst eller nogen overenskomst affødt af den. Det spanske regentpar Ferdinand og Isabella havde påkaldt pavelig støtte for at holde portugisere og andre mulige erobrere ude fra deres nyopdagede landområder. Kong Johan II af Portugal var utilfreds med overenskomsten af 1493, fordi portugisiske krav utilstrækkeligt sikrede, dertil kom, at overenskomsten gav portugisiske skibe for lidt rum i Atlanterhavet i deres sejlads mod Afrikas sydspids. Ved mødet i Tordesillas bekræftede udsendinge fra Spanien og Portugal pavens deling, man demarkationslinjen blev flyttet til 370 leagues vest for De Kapverdiske Øer, eller mellem 48 og 49 gr. vest for Greenwich. I 1506 sanktionerede pave Julius II ændringen. Den nye grænse gjorde det muligt for portugiserne at gøre krav på Brasiliens kyst, da en portugisisk skipper opdagede Brasilien i 1500

Gustav Wasa vælges til svensk konge. Han deltog som ung i oprøret mod Christian 2. I 1518 blev han som en af betingelserne for våbenhvile tilbageholdt som gidsel af Christian. Wasa blev sat i fængsel på Kalø Slot. Herfra lykkedes det ham at flygte og komme til Lübeck. 1520 nåede han hjem til Sverige. Hans far, svoger og to morbrødre var blandt ofrene ved det Stockholmske Blodbad. Som "Sveriges høvedsmand" stod han herefter i spidsen for en energisk modstand mod det danske styre. Snart var hele landet – bortset fra Stockholm og Kalmar – i hans magt. I 1521 valgtes han til rigsforstander. Med støtte fra Lübeck lykkedes det ham i 1523 at erobre Stockholm og samme år valgtes han på en rigsdag i Strängnäs til svensk konge

 

d Nicolai Eigtved, arkitekt; uddannet som gartner bl.a i Frederiksberg Have. Fra 1723 påbegyndte han en større vandrefærd i udlandet. I Polen kom han ind i militæret og fik i ingeniørkorpset en fortrinlig skoling som militærbygmester. I Danmark fik man underretning om E’s arbejder. Da Chr. 6.’s planer til et nyt residensslot i København begyndte at tage form, blev E i 1732 udnævnt til dansk løjtnant og fik af kongen bevilget midler til en studierejse, spec. i Italien, for at dygtiggøre sig i civilarkitektur og interiørdekoration. Ved hjemkomsten i 1735 blev E hofbygmester, og sammen med de Thurah beskæftiget med indretningen af det nye residensslot, Christiansborg. Han fik overladt arbejdet med interiørerne i kongens lejlighed, slotskirkens indretning og udformningen af hovedindgangen med pavillonerne ved Marmorbroen, før han i 1742 blev ledende arkitekt ved slottet. I 1740'erne opførte han endvidere bl.a. Prinsens Palæ (rummer i dag Nationalmuseet). Hans største opgave blev planlægningen af Frederiksstaden (fra 1749) med Amalienborg og Frederikskirken og de omkringliggende palæer og borgerhuse; tegningerne til disse bygninger blev godkendt af E. Hans stil som arkitekt var den fransk-tyske rokoko. Det var en let og forfinet arkitektur med elegant ornamentik, lyse farver og spinkle former. Han brugte ofte en sammenstilling af større bygningsblokke med lavere mellemled som f.eks. i Amalienborgpalæerne. E’s interiører kan være rigt smykkede som i Prinsens Palæ. Men han arbejdede også med helt enkle rum, hvis skønhed skabtes af de smukke proportioner og de rene profileringer i paneler og døre som i Christiansborg ridehus (f 4/6 1701)

 

f John Rennie, skotsk ingeniør; udlært af faderen arbejdede han som ung som møllebygger. Siden læste han nogle år ved universitetet i Edinburgh. Herefter virkede han som ingeniør og udførte arbejder ved anlæggelse af flere engelske kanaler f.eks. Kennet og Avon kanalen, Rochdale kanalen og Lancaster kanalen. Fra ca 1800 stod R i spidsen for store dræningsarbejder i de lavtliggende områder i Lincolnshire. Endvidere ledede R arbejdet ved anlæggelse eller konstruktion af mange havne incl. Wick, Grimsby, Holyhead og Hull. Han byggede East India dokkerne ved Themsen og flere broer bla. Southwark Bridge, Waterloo Bridge og London Bridge. R er bisat i St. Paul’s Cathedral i London (d 4/10 1821)

 

d Joseph von Fraunhofer, tysk optiker og astronom; kom som 12-årig i lære hos en spejlmager i München og fortsatte sin uddannelse ved München Optiske og Fysiske Institut. Han erhvervede sig hurtigt ikke blot en enestående teoretisk viden, bl.a. om diffraktion - lysets bøjning - men også en stor praktisk dygtighed, der gjorde ham til en stor linsefabrikant. Frauenhofer konstruerede således en akromatisk kikkert med stor forstørrelse, hvilket hidtil ikke var lykkedes, og hans kikkerter kom til at betegne et stort fremskridt for astronomien. I 1814 satte han et spektroskop for enden af sin kikkert og opdagede ca. 600 linjer i solspektret, heriblandt den karakteristiske gule natrium-dobbeltlinje, som han kendte fra laboratoriet. Han indså hurtigt betydningen af denne opdagelse, og da han senere fandt tilsvarende linjer i stjernespektre, kunne han lave stofidentifikation for Solen og stjernerne. Fra 1823 var Frauenhofer professor og konservator ved Akademiet i München; han blev adlet i 1824 (f 6/3 1787)

 

Den nyopførte Kobenhavn Domkirke (Vor Frue Kirke) indvies. Den var tegnet af arkitekten C.F. Hansen og erstattede den under det engelske bombardement i 1807 ødelagte domkirke. Med få, men store greb fik arkitekten den gotiske ruin til at genopstå som en klassisk sammensmeltning af en romersk basilika og et dorisk græsk tempel. Den gotiske kirkes kor blev nedrevet, og C.F. Hansen lod en stor halvrund apsis følge kapelkransens yderlinje. Endvidere førtes sideskibenes mure op i højde med højkirkens og frem til tårnfrontens. Her kom muren til at danne baggrund for en dorisk tempel-frontespice. Kirken blev 83 m lang og 32 m bred. Det svære, 58 m høje tårn dækkedes af et fladt tag, med et højt, forgyldt kors. Det 16 m brede midtskib dækkedes af et kasettedelt tøndehvælv, som bæres af 28 doriske pulpitursøjler, som hviler på de 6 (på hver side) gennembrudte sideskibsmure

 

f Johannes Clausen, biskop i Århus 1884-1905; Clausen var søn af politikeren professor H.N. Clausen; under et længere ophold i Rom i årene 1845-46 tog professoren sig af sin søns undervisning. I sine erindringer skriver H.N. Clausen, at det hørte til hans livs skønneste oplevelseer, når han ved den romerske lampe læste Livius og Virgil med sin søn. Clausen blev cand. teol. 1853, hvorefter han 1855-56 foretog en studierejse til Tyskland, Svejts og Italien. Især opholdt han sig længe i Rom for at studere kirkehistorie og kirkearkæologi.. 1861 blev han dr. phil. På en afhandling om "Laurentius Valla, hans liv og skrifter". Efter at have beklædt embeder som sognepræst i Fredericia og Horsens blev han 1884 biskop over Århus stift. I sit bispestyre var C meget konservativ og uden sympati for tidens demokratiske frihedsbevægelser. Han stod den grundtvigske retning fjernt og var kritisk mod Grundtvigs "yderliggående" frihedsteorier i kirkelig henseende. Han var meget utilpas ved Bjørnson, der efter Clausen’s opfattelse havde en meget uheldig indflydelse på moderne kvinders tankegang. I 1890’erne vendte han sig mod loven om ligbrænding "hedensk i sin oprindelse".Ved en lejlighed gav han udtryk for, at en ansøger til et lærerembede, der var venstremand, som sådan næppe overbevisende kunne indprente børnene lydighed og respekt for forældre og øvrighed. Clausen var filantropisk aktiv og stod bag oprettelsen af det kristne sømandshjem og Magdalenehjemmet. Desuden var han med i kredsen bag skabelsen af Sct. Johannes kirke (d 31/12 1905)

 

Det britiske parlament vedtager lov, der udvider stemmeretten. Efter de hidtil gældende regler havde hvert grevskab ret til at sende to repræsentanter til Underhuset, mens antallet af byrepræsentanter var op mod 400. Men byernes repræsentanter var – bortset fra London og enkelte andre byer – mere eller mindre villige redskaber for godsejeraristokratiet. I mange tilfælde var det slet ikke egentlige byer, som havde valgret, men nærmest landsbyer, mens en opblomstrende by som Manchester ikke havde ret til at sende en eneste repræsentant. Reformen blev vedtaget i Underhuset, men i oktober 1831 blev den afvist i Overhuset. Det bragte stemningen i landet på kogepunktet, og det trak op til en alvorlig forfatningskrise. Men efter premierministeren havde truet med at få udnævnt nye lorder, så der kunne skabes flertal i Overhuset, blev loven vedtaget. Den gik i store træk ud på, at omtr. 200 pladser i Underhuset, som de store jordbesiddere hidtil havde skaltet og valtet med, nu skulle besættes ved valg i uafhængige valgkredse. På den måde blev systemet med repræsentanter fra småbyer ophævet, og de nye byer fik mulighed for repræsentation. Stemmeretten blev for grevskabernes vedkommende udvidet til at omfatte mange selvejerbønder og mindre forpagtere. Vilkårene blev £10 årlig indtægt af fast ejendom og 50 pund i indtægt af jord. For byernes vedkommende blev grænsen sat til £10 årlig indtægt af fast ejendom. Betydningen af reformen lå i, at den gjorde det muligt for middelstanden at få indflydelse på britisk politik. Men arbejderklassen var stadig lukket ude fra politisk indflydelse

 

1848 f Paul Gauguin, fransk maler; som 17-årig drog Gaugin ud som sømand og rejste 1865-70 rundt i verden. Herefter arbejde han de næste 12 år som bankmand. I denne periode blev han interesseret i malerkunst og begyndte selv at male. Han udstillede 1876 på Salonen i Paris. Han kom i kontakt med maleren Pissarro og gennem ham med impressionisterne. I 1880 udstillede Gaugin sammen med impressionisterne, og fra 1883 viede han sig helt maleriet og sagde sin stilling i banken op. Fra 1886 fjernede han sig fra impressionisterne og efter bl.a. ophold i Bretagne i 1886 og i 1887 i Panama og Martinique fandt han frem til sin egen ekspressive stil med kraftige konturer, rene, stærke farver og faste farveplaner. Særlig i en række landskaber og skil-dringer af bønder kom dette frem. Tiltrukket af primitive folks kunst, levevis og udtrykskraft rejste han i 1891 til Tahiti, hvor han blev til 1893. Her blev en række betydelige lærreder til "Hina Tefatou" (Jorden og månen), "Metamoe" (Påfuglene). På gr. af pengemangel rejste han hjem, men vendte allerede 1895 tilbage til Tahiti. 1896 blev han alvorligt syg; han påbegyndte nu sit hovedværk "D’où venons-nous? Que sommes-nous? Où allons-nous?" fuldført 1898. Den sidste del af sit liv var han stærkt optaget af litterært arbejde. 1892-93 skrev han "Ancien Culte Mahorie". Gaugin arbejdede også med træsnit og havde allerede fra ungdommen været interesseret i skulptur. I 1873 blev Gaugrin gift med den danske Mette Sophie Gad. 1885 rejste han med hende og deres fire børn til København. Ægteparret blev separeret, og Paul Gaugin vendte året efter tilbage til Paris (d 8/5 1903)

 

d Theodor August Jes Regenburg, stiftamtmand, han blev cand. jur. i 1841 og gjorde derefter karriere i centraladministrationen, inden han i 1870 blev udnævnt til stiftamtmand over Århus og Skanderborg amter. Det udstrakte amt var overvejende venstredomineret, mens byerne – Århus, Skanderborg, Silkeborg og Horsens- var konservative, men med en gryende socialisme. I de politiske kampår i 1870’ erne og 80’erne blev det derfor ofte Regenburgs opgave at bilægge politiske stridigheder under amtsrådets forhandlinger. Det lykkedes ham så godt, at han kom til at indtage en position som en lokal landsfader. I Regenburgs embedsperiode åbnedes i 1882 det nye amtssygehus på det sted, der siden kom til at hedde Ingerslev Boulevard. Ved opførelsen af det nye amtssygehus i begyndelsen af 1930’erne blev Regenburg hædret ved at få opkaldt en gade og en lille plads syd for sygehuset efter sit navn. Ved sin fratræden skænkede han sit omfattende bibliotek på omkring 22.000 bind til Århus Latinskoles bibliotek, hvorfra det siden blev indlemmet i Statsbiblioteket (f 20/4 1815)

 

f Imre Nagy, ungarsk politiker; blev udlært som låsesmed inden han blev udskrevet til militærtjeneste under 1. Verd.krig. Han blev taget til fange af russerne, tilsluttede sig kommunistpartiet og kæmpede i Den røde Hær. I 1921 vendte han tilbage til Ungarn og udførte illegalt arbejde, til han i 1929 emigrerede til Wien og derfra til Moskva. Her arbejdede han ved et videnskabeligt veterinært institut til 1944. Da vendte han tilbage til det af russerne besatte Ungarn og deltog i oprettelsen af efterkrigstidens politiske system. Han var flere gange minister i årene 1944 - 1948. Uenighed om landbrugspolitikken førte i 1949 til, at N blev ekskluderet af kommunistpartiet, men efter offentlig at have taget afstand fra sin hidtidige landbrugspolitik blev han atter partimedlem. N var premierminister i årene 1953-55; herefter blev han atter ekskluderet anklaget for højreafvigelse. Herefter arbejdede han som lærer. Under den ungarske revolution i oktober 1956 henvendte Ungarns antisovjetiske kræfter sig til N om at blive premierminister. Han accepterede og kom til at stå i spidsen for en koalitionsregering. På den mislykkede opstands sidste dag henvendte Nagy sig forgæves til Vesten om hjælp mod de sovjetiske tropper. Efter opstandens nedkæmpelse søgte Nagy beskyttelse i den jugoslaviske ambassade. Mod et løfte om frit lejde lokkede russerne ham ud. Han blev anklaget for antirevolutionær virksomhed og for at stå i forbindelse med udenlandske agenter (CIA). Anklagerne førte til dødsdom og henrettelse (d 16/6 1958)

 

Den første filmforevisning i Danmark finder sted. Det skete på Rådhuspladsen i København, hvor kunstmaleren og direktøren for "Bogtrykkernes Farvefabrik" Vilhelm Pacht i hvert fald siden 1894 havde lejet kunstnernes Frie Udstillings bygning, der fra 1891 havde været opstillet på Halmtorvet – den nuværende Rådhusplads – mens Rådhuset var under opførelse. Her lavede Pacht en blandet underholdningsforretning med bl.a. panoramaer, lysbilleder, musik fra Edisons fonograf og "levende billeder" – en slags kukkasse, som publikum enkeltvis kunne se ind i, mens en film blev ført rundt over et tromle-system. Men den 7. juni 1896 var der premiere på en "rigtig" biografforestilling, hvor folk i fællesskab sad ned og så film på en stort hvidt flade. "Man sidder i mørke og stirrer på et stort hvidt lærred", skrev Politiken dagen efter

1905 Det norske Storting ophæver unionen med Sverige. I Norge rejste partiet Venstre fra omkr. 1890 over for Sverige krav om, at Norge skulle have egne konsulater i især udenlandske havnebyer. Med sin store handelsflåde ville det være en fordel for norske søfolk at have egne konsuler at henvende sig til, når de behøvede hjælp og støtte. Desuden var Norge og Sverige på mange områder konkurrenter på udenlandske markeder. Sidst og ikke mindst arbejdede nordmændene for konsulattanken for at understrege, at Norge var en suveræn stat. Svenskerne var på ingen måde indstillet på at efterkomme de norske ønsker, og i 1895 var der optræk til krig mellem de to lande. Således bevilgede den svenske Rigsdag penge til et væbnet opgør. I de flg. år var der flere svensk-norske forhandlinger om unionen. Da svenskerne stadig ikke ville give sig, skar det norske Storting igennem og ophævede unionen. Skønt der var svenske aviser, der drev en kraftig krigsagitation, besluttede svenskerne ikke at tvinge nordmændene til at forblive i unionen. I stedet stillede de visse betingelser for at godkende unionsbruddet. Dels ville svenskerne have en folkeafstemning i Norge, så det kunne fastslås, om det norske folk ønskede unionens ophævelse, dels skulle nordmændene nedlægge deres grænsefæstninger og opretholde en neutral zone ved østgrænsen. Den af svenskerne ønskede folkeafstemningen blev afholdt den 13. august. 368.208 stemte for ophævelse – 184 nej. Kun mænd deltog i afstemningen, men 244.765 kvinder skrev deres navne på lister, der støttede afgørelsen

1945 Kong Haakon vender hjem til Norge fra krigstidens eksil i London. Kongens hjemkomst var en af de største folkefester i norsk historie. På den samme dag fem år tidligere havde kongen efter det tyske overfald på hans land sammen med sin regering forladt Norge. Fra London holdt han jævnligt radiotaler til det norske folk, og hans modige optræden ved det tyske overfald den 9. april 1940 og under hele 2. Verdenskrig gjorde ham til et nationalt samlingspunkt

 

 

Til top        8. juni

632 d Muhammed; stifter af den islamiske religion. Hans lære blev ikke til på én gang. Hovedtanken, som bestandig blev fastholdt, var hævdelsen af det monoteistiske princip. Hans optræden som forkynder af et budskab fra Allah fremkaldte først skuldertræk og spot, senere forargelse, dels af kultiske grunde – han angreb jo det nedarvede – dels fordi man fandt hans påstande frække og egnede til at så splittelse. Til sidst blev det til forfølgelse, og efterhånden udvandrede M’s tilhængere fra hans hjemby Mekka til Medina, og til sidst (sommeren 622) fulgte M selv med; denne bortrejse (hedjra) blev udgangspunkt for den muhammedanske tidsregning. Mens han før blot havde været profet, blev M fra nu af politiker og feltherre. De flg. år fortsattes en missionsvirksomhed blandt arabiske stammer, ligesom kampen mod Mekka fortsattes. Efter at M’s tilhængere i 627 havde afværget et sidste angreb fra Mekka på Medina, var den sidste kritiske periode i M’s liv overstået. Fra da af vandt M’s lære hurtig udbredelse. Få år senere - i 629/30 - kunne han drage ind i Mekka uden kamp, og inden hans død var den islamiske lære udbredt til næsten hele den arabiske halvø. En arabisk forbundsstat på teokratisk grundlag var blevet til (f 10/11 570)

793 Vikingeangreb på Lindisfarne. Årbogen Angelsaksiske krønike beretter om året 793: "Det år kom gruelige jærtegn over northumbernes land og indgav folket stor rædsel.Der var store hvirvelvinde og lyn, og man så gloende drager flyve i luften. En svær hungersnød fulgte på disse varsler, og den 8. juni samme år ødelagde hedenske mænd grumt Guds kirke på Lindisfarne med rov og manddrab". Lindisfarne - som i dag hedder Holy Island-er en af småøerne ved Northumberlands kyst. Den ligger nogle kilometer ude i Nordsøen omtrent på højde med den nuværende skotsk-engelske grænse. Kort før 600-tallets midte havde irske munke slået sig ned på øen og grundlagt et kloster, der siden blev bispesæde og vidt berømt i hele kristenheden. Her rådede fred og sikkerhed - lige til hin 8. juni 793, da der dukkede sejl op i horisonten. Munken Simon af Durham har givet en mere udførlig skildring af overfaldet end den ordknappe årbog."Da de fremmede skibe nåede kysten, sprang besætningerne i land, blonde mænd med dragne sværd og højt løftede økser. De styrtede sig over de rædselsslagne munke og nonner,flåede tøjet af dem og slog så hårdt til nogle, at de døde. De viste ingen respekt for de hellige ting…. plyndrede kirken for alle dens kostbarheder og stak derefter ild på bygningerne. Kvæget drev de sammen på stranden, slagtede det, hev kødet om bord og sejlede væk". Bag beretningerne om overfaldet på Lindisfarne er beretningerne om Vikingetidens første regulære plyndringstogt

d Hardeknud, konge 1035-42, sidste danske konge af England; søn af Knud den Store og Emma; da faderen i 1028 havde erobret Norge, fik H kongenavn og overladt styret af Danmark. Efter Knuds død (1035) søgte dronning Emma at sikre H herredømmet også i England. Men H’s halvbror Harald Harefod bekæmpede dronningen med stor voldsomhed og fordrev hende til Flandern. Det er uklart, hvorfor H ikke selv drog til England og kæmpede for den engelske trone. Men da Harald Harefod døde i marts, sendte engelske stormænd selv bud efter H. Ved midsommertid tog han landet i besiddelse og kronedes i juni samme år. Men samtidig benyttede den norske konge Magnus den Gode sig af H’s fravær fra Danmark og satte sig i besiddelse af dette rige. H fik det aldrig tilbagevundet. H’s kortvarige styre af England kendetegnedes af en voldsom hævn over den afdøde storbror; de engelske stormænd, der havde støttet Harald Harefod måtte betale store bøder. Endvidere var der blodige opstande i Worchester og omliggende shires forårsaget af høje skatter (f 1018)

d Edward, prince af Wales, kaldt "den sorte prins"; søn af Philippa af Hainault og Edw. 3. Da han var udset til engang at skulle overtage den engelske trone, blev han uddannet i såvel krigs- som statsmandskunst. Denne uddannelse betød, at han blev en af sit lands største soldater i Hundredårskrigen mod Frankrig. Han udmærkede sig første gang som 16 årig ved den engelske sejr i slaget ved Crécy. I 1355 overtog han kommandoen over de engelske styrker i Frankrig, og året efter førte han sin hær til den overvældende sejr ved Poitiers, hvor den franske konge Johan 2. blev taget til fange, og hvor de engelske langbueskytter viste deres overlegenhed over for den franske ridderhær. I juli 1362 blev han fyrste af de engelske besiddelser i Sydvest-Frankrig, Akvitanien. Som administrator viste han ikke de samme evner som på slagmarken. Hans overdådige hofhold oversteg hans indtægter, og hans stadige krav om penge på stændermøderne, gjorde ham mildt sagt upoulær. I 1367 stod han i spidsen for et sejrrigt felttog til Spanien, men året efter gjorde hans franske undersåtter oprør. Han fik underkuet oprøret bl.a. ved i 1370 at plyndre og ødelægge Limoges. Året efter måtte E sygdomsplaget og nedbøjet af sorg over sin ældste søns død trække sig tilbage til England og overlade Akvitanien til sin far. I sine sidste år var E invalideret af sygdom; kort før sin død sikrede han sig, at den engelske krone, når tiden var inde, uden opposition ville tilfalde hans næstældste søn Richard (2.) (f 15/6 1330)

 

1449 d Ulrik Stygge, biskop i Århus 1424-1449; om Stygges oprindelse og ungdom vides intet ud over, at han 1409 var immatrikuleret ved universitetet i Heidelberg. Ved sit bispevalg i 1424 lovede han at betale 66 gylden til kurien, men da han ikke betalte til tiden, blev han en tid lyst i band. Stygge deltog jævnligt i rigsrådsmøderne; således også ved Christoffer af Bayerns kroning i Ribe i 1443, hvor han sammen med de andre jyske bisper indførte den kanoniske betaling af bispetienden (til afløsning af biskopgave) i deres stifter. Som biskop i Århus viste han rigt initiativ. Tidligere bispers statutter om præbendegodset blev reformeret, hvorved hele kapitlets økonomi omorganiseredes. Endvidere fik Stygge udarbejdet en stor samling statutter, som synes at være vedtaget på en stiftssynode, sikkert før 1443. De fastlagde regler for hele stiftets kirkeliv og viste en varm reformiver. Ikke så sært at Stygge sammen med Växjö-bispen blev udset til at repræsentere Danmark på det store koncil i Basel, hvortil de nåede i februar 1434. Mens Växjö-biskoppen gennem længere tid spillede en ret stor rolle på konciliet, havde Stygge kun få hverv og blev snart kaldt hjem (f vides ikke)

 

1492 d Elizabeth (Woodville), engelsk dronning; var allerede enke med to sønner, da Edward IV mødte hende; hendes første mand var blevet dræbt i Rosekrigens andet slag ved St Albans. Da hun afslog at blive kongens elskerinde, blev de gift (1. maj, 1464). Kongen var klar over, at ægteskabet ville vække modstand i Yorkkredse (Hvide Rose), da Elizabeth ved fødsel og tidligere ægteskab tilhørte Lancaster-partiet (Røde Rose). Dronningens upopularitet blev ikke mindre ved hendes arrogance og griskhed og hendes favorisering af hendes to sønner, hendes fem brødre og syv søstre. Hun var kongen en hengiven kone, og hun fødte ham to sønner og fem døtre; da de alle overlevede deres første år, synes tronfølgen sikret. Men da Edward IV pludselig døde og som efterfølger efterlod sig den 12-årige Edward (V), gjorde den almindelige uvilje mod dronningen det let for Edward IV’s bror, Richard (III) at overtage tronen. Måske var hun en svag kvinde, i al fald er det uforståeligt, hun udleverede sin yngste søn, Richard til Richard III, når han allerede havde den ældste i sin varetægt. De to prinser forsvandt senere i Tower. I samtid og eftertid kom der til at hvile en alvorlig mistanke på Richard III for at stå bag deres forsvinden. Da Henrik VII efter at have besejret Richard III blev engelsk konge og havde giftet sig med Elizabeth’s ældste datter Elizabeth (januar 1486), fik Elizabeth sin livgeding tilbage. Men i februar 1487 udskiftede hun dem mod at få en fast årlig apanage og trak sig tilbage til et kloster (f 1437)

 

1625 f Giovanni Domenico Cassini (fra 1673 Jean Dominique C), italiensk/fransk astronom; professor i Bologna 1650. I 1671 blev han af Colbert kaldt til leder af det nyoprettede observatorium i Paris. Her udforskede han i de flg. år Saturn, og han opdagede yderligere fire af dens måner: Iapetus, Rhea, Tethys og Dione. I 1670'erne arbejdede Cassini med at bestemme omløbstiden for de fire store Jupitermåner, og Ole Rømer, der på det tidspunkt befandt sig i Paris, blev inddraget i arbejdet. De to astronomer opdagede, at månerne bevægede sig i elipseformede baner omkring den store planet: Keplers lov gjaldt således også for Jupitermånerne, og deres fart varierede derfor under hvert omløb. Selv om der var tale om et vanskeligt arbejde, lykkedes det dem at fastslå månernes omløbstider. Det var under dette arbejde, Rømer konstaterede, at lyset udbreder sig med en endelig hastighed. Et fænomen han kaldte "lysets tøven". Mens Cassini var professor i Bologna opdagede han, at Jupiter roterer om sig selv, og han bestemte planetens rotationsperiode med en måleusikkerhed på kun få minutter.Under sine observationer af Saturn og dens ringe forklarede C ringenes natur, og han opdagede, at der mellem dem er et stort tomt område, der naturligt nok kaldes "Cassinis gab". Endvidere bestemte Cassini afstanden til Mars, hvad der gjorde det muligt at bestemme afstande i solsystemet ret præcist (d 14/9 1712)

 

d Christiaan Huygens, hollandsk matematiker og astronom; han var af en formuende familie og kunne leve som fri forsker. I 1666 blev han af Ludvig 14. kaldt til en vellønnet stilling ved det netop oprettede videnskabsakademi i Paris. Her levede han til 1681, da han på gr. af den franske krig mod sit fødeland måtte vende tilbage til Holland; her tilbragte han sine 14 sidste leveår på det fædrene gods. Huygens er en af de store grundlæggere af den nyere tids naturforskning. Han danner ved siden af Kepler bindeleddet mellem Galilei og Newton. Han beskæftigede sig med legemers bevægelser og fandt lovene for de mere indviklede bevægelsesformer, legemers bevægelser i cirkelformede baner, legemers stød og det fysiske pendul. Desuden har Huygens haft stor betydning for optikken, idet han grundlagde bølgeteorien, byggende på hypotesen om en lysæter og udformede det vigtige princip for konstruktion af en bølgefront, som senere er kendt under navnet Huygens princip. Han var den første, der konstruerede et pendulur. Hans forbedringer af kikkerten førte til hans opdagelse af en af Saturn måner, og at ringen omkring denne planet er fritsvævende. Som matematiker gjorde han med "De Ratiociniis in Ludo aleae" (1657) den første systematiske fremstilling af sandsynlighedsregning (f 14/4 1629)

 

d Peter Hygom, biskop i Århus 1738-64; i sin studietid sluttede han et livslangt venskab med med brødrene H.A. Brorson – biskoppen og salmedigteren - og Broder Brorson. I sit virke som sognepræst og kapellan viste han sig som en typisk pietist. Han fremkaldte en stærk vækkelsesbevægelse, der spaltede menigheden i to partier. Ikke-pietisterne fortørnedes især over Hygoms strenge krav om bodskampens nødvendighed og klagede over ham til biskoppen i Ribe. De fik dog intet ud af deres klage. I 1736 blev Hygom sognepræst ved Vor Frue kirke i Århus, hvorfra han allerede 1737 forflyttedes til Ålborg som stiftsprovst. 1738 blev han udset til at være biskop i Akerhus stift i Norge, men før han blev udnævnt til dette embede, beskikkedes han til sin glæde til biskop i Århus, hvor han blev til sin død. Som biskop virkede han som i sine tidligere embeder i afgjort pietistisk ånd bl.a. ved sin iver for at udbrede Erik Pontoppidans katekismeforklaring. Hans pietistiske tro medførte et modsætningsforhold til stiftets præster og menigheder. I 1742 klagede han f.e.over, at der endnu fandtes steder, hvor der holdtes bryllupper og gilder om søndagen, og igen i 1747 fastslog han, at præsterne røbede kødeligt sind, agerede den lystige person i selskabeer og gjorde sig selv til grin. Hygoms mange bevarede visitationserklæringer vidner om, at han røgtede sit bispeembede nidkært og flittigt. Noget forfatterskab efterlod han ikke, men fra tysk oversatte han nadversalmen "Jesu, din søde Forening at smage" – trykt ørste gang i Pontoppidans salmebog 1740 (f 28/11 1692)

 

I erkendelse af at klare definitioner af godsejerens og fæstebondens rettigheder og pligter var en afgørende forudsætning for gennemførelse af en reformlovgivning indefor landbruget underskriver Christian 7. to forordninger, som på centrale områder præciserede retsforholdet mellem godsejer og fæstebonde. Med forordningerne ville man sikre bonden mod vilkårlighed som følge af ukendskab til sine rettigheder. Det skulle bl. a. ske ved et uvildigt syn ved indgåelse og aftrædelse af fæste. Dette syn var herefter efter loven bondens ret og godsejerens pligt. Fæstebonden kunne ikke udsættes af gården vilkårligt og øjeblikkeligt. Fæstegården skulle være tilstrækkelig stor til, at bonden kunne ernære sig og sin familie og svare de kongelige skatter. Jord måtte ikke tages fra en fæstegård uden erstatning eller nedslag i ydelserne. Brug af straffemidler som træhest, halsjern og hundehul blev utrykkeligt forbudt. Mens disse fem bestemmelser tilgodeså fæstebonden, tog de resterende to bestemmelser hensyn til fæstebonden. Bondens pligt til at vise godsejerensin skyldighed og lydighed blev kraftigt indskærpet, og bonden fik yderligere pligt til at deltage i en udflytning, hvis godsejeren ønskede det

 

1768 d J.J. Winckelmann, tysk kunsthistoriker; fra 1748 bibliotekar hos grev von Bünau i Nothnitz ved Dresden. Winckelmann’s første værk om antik kunst var "Gedanken über die Nachahmung der griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst" (1755). Samme år rejste han til Rom, hvor han studerede de antikke skulpturer i Vatikanet og i de Capitolinske samlinger. Fra omkr. 1760 var Winckelmann i Napoli og Herculanum, hvor han forberedte sit hovedværk "Geschichte der Kunst des Altertums", der udkom i Dresden 1764. 1767 kom hans "Monumentii antichi inediti"; efter også i Rom at have virket som bibliotekar blev Winckelmann 1763 pavelig antikvar, og året efter fik han overopsynet med de antikke monumenter i Rom og omegn. Winckelmann regnes som den antikke kunsthistories far, idet han var den første, der så kunstens udvikling som et sammenhængende hele.Tidligere bøger om antik kunst omhandlede som regel mer eller mindre tilfældige samlinger af antikke kunstværker. For Winckelmann repræsenterede den klassiske græske kunst hjdepunktet (det er den, han har karakteriseret med de kendte ord "edle Einfalt und stille Grösse"), særlig den senklassiske periode repræsenteret ved værker som Apollon Belvedere. Winckelmanns tolkning af antikkens kunst blev af afgørende betydning for nyklassicismen, Thorvaldsen står således i gæld til Winkcelmann (f 9/12 1717)

 

Vulkanen Lakis i Island i udbrud. Udbruddet var det kraftigste og i sine virkninger det mest katastrofale, der har ramt Island i historisk tid. Da vulkanen atter var i ro, var et område på 565 kvadratkm dækket af lava. Desuden havde Lakis udspyet aske og pimpsten over det meste af Island. Det medførte en fuldstændig ødelæggelse af græsmarkerne over en stor del af landet og dermed af bøndernes eneste levevej, kvægdrift. Da græsset enten var blevet svedet af eller dækket af aske, døde kreaturerne af sygdom og sult. På mange gårde døde hele besætningen. I vinteren 1783-84 døde 11.500 stk hornkvæg, 28.000 heste, 190.500 får. Det vil sige 53% af Islands bestand af hornkvæg, 77% af hestene og 82% af fårene. Udbruddet og de elendige forhold medførte, at 20% af den islandske befolkning døde af sygdomme og hungersnød. Intet under at man i regeringen i København alvorligt overvejede at flytte den resterende islandske befolkning til Danmark

 

d Thomas Paine, britiskisk/amerikansk forfatter; emigrerede 1774 til de engelske kolonier i Nord-Amerika. I Philadelphia fik han arbejde som journalist og redaktør. Ved udbruddet af revolutionen i 1775 gjorde han fælles sag med oprørerne og blev berømt med kampskriftet "Common Sense" (1776), hvori han som en af de første krævede, at kolonierne skulle være uafhængige af England. Samme år sluttede han sig til hæren under George Washington og gennem en serie pamfletter med fællestitlen "The American Crisis" (1776-83) øvede han stor indflydelse. 1787 vendte han tilbage til England, hvor han 1791 udgav "The Rights of Man", som et forsvar for den franske revolution foranlediget af Edmund Burkes kritik. Det lykkedes P at flygte til Frankrig, før han blev dømt for forræderi. Han blev fransk statsborger og valgt som delegeret til Konventet; men i Rædselsperioden sad han to år i fængsel. 1802 vendte han tilbage til USA, hvor han tilbragte sine sidste år i fattigdom;angrebet og udskældt af alle for sin politiske og religiøse radikalisme (f 29/1 1737)

f Robert Schumann, tysk komponist; efter at have studeret jura et par år helligede han sig som 20 årig musikken. Han studerede klaverspil i Leipzig hos sin senere svigerfar Fr. Wieck og var på vej til at blive pianist i verdensklasse, da han fik en lammelse i højre hånd. Det blev da som komponist, han blev kendt. Endvidere grundlagde han "Neue Zeitschrift für Musik", der takket være hans bidrag blev samtidens vigtigste musikpolitiske organ. I 1843 bev han lærer i partiturspil ved konservatoriet i Leipzig. Året efter bosatte han sig i Dresden. Fra 1850 var han stadsmusikdirektør i Düsseldorf. Men en hjernelidelse, som allerede sporedes i 1833, og som efter 1845 forværredes, tvang ham i 1853 til at nedlægge sit hverv. Sine sidste to leveår tilbragte han på en sindssygeanstalt. Med sin musik fremstår S som indbegrebet af den romantiske komponist. Han var i første række klaverkomponist. Hans opus 1 – 23 omfatter kun værker for klaver. Blandt hans klaverværker er "Papillons" (op. 2), "Carneval" (op. 9) og "Noveletten" (op. 21). Forelskelsen i Clara S satte han et varigt minde med en række romancer og sange: "Liederkreis" (op. 24) og "Frauenliebe und Leben" (op. 42). Af større instrumentalværker han han skrevet 4 symfonier, ouverturer, klaverkoncert, violinkoncert og violoncelkoncert. For kor og orkester har han bl.a. skrevet "Das Paradies und die Peri" (op. 50) foruden en opera "Genoveva" (op. 81). Endvidere har han skrevet korsangre, kammermusik, orgelværker (d 29/7 1856)

f Samuel White Baker, britisk opdagelsesrejsende; fandt sammen med John Hanning Speke den hvide Nils kilder. B voksede op på Mauritius og Ceylon (Sri Lanka). I årene 1856-60 gennemrejste han Mellemøsten. I 1861 rejste han sammen med sin anden kone til Afrika, hvor han i et år udforskede Nilens bifloder i grænseegnene mellem Sudan og Abessinien (Etiopien). Medens B opholdt sig i det sydlige Sudan, modtog han fra Speke informationer, der førte til en ekspedition, på hvilken S (Marts 1864) i området mellem nutidens Uganda og Zaire (Den Demokratiske Republik Congo)nåede en sø, som han til ære for dronning Victorias mand gav navnet Albert Nyanza (Lake Albert). Fra søen løber den hvide Nil mod nord. Ved at fastslå det havde B løst den årtusind gamle gåde om Nilens udspring. Den gåde som allerede den græske historiker Herodot havde beskæftiget sig med i 5. århundrede f. Kr. fødsel. Året efter sin hjemkomst til England (1865) blev B adlet. I 1869 bad Ægyptens ottomanske vicekonge, Ismail Pasha B om at overtage ledelsen af en militær ekspedition til Nilens øvre løb. Der bistod B ved bekæmpelse af slavehandel samt deltog i erobring af områder, hvor han i de flg. fire år var generalguvernør. Om sine rejser og sit liv har B bl.a. skrevet "The Rifle and the Hound in Ceylon" (1854), "The Nile Tributaries of Abyssinia" (1867) (d 30/12 1893)

d Andrew Jackson, USA's præsident 1829-1837; uddannet som jurist og var sagfører i Tennessee, da han i 1796 blev den nydannede stats første repræsentant i Repræsentanternes Hus i Washington. 1797-98 var han medlem af Senatet for Tennessee. Under krigen med England 1812-13 stod han i spidsen for en hær af frivillige, han selv havde hvervet. Han førte den ikke mod englænderne, men mod deres allierede Creek-indianerne. I slaget ved Horseshoe Bend i Alabama blev de besejret; ved en formelig fredstraktat nogle uger senere blev Creek’erne tvunget til at afstå ca 23.000.000 acre d.v.s. ca 1/5 af staten Georgias område og mere end 3/5 af Alabamas område. Traktaten gjorde J uhyre populær blandt de hvide amerikanere. A’s angreb ind i Florida i 1818-1819 førte til den amerikanske erhvervelse af dette område. Disse militære successer gjorde ham til et oplagt præsidentemne. Ved valget i 1824 var han demokraternes kandidat, men blev ikke valgt. Det skete ved valget i 1828, og han blev genvalgt i 1832. Som præsident stod han for en hårdhændet indianerpolitik og indledte storstilede tvangsforflyttelser, som skulle rense USA øst for Mississippi for indianere. Desuden var han en uforsonlig modstander af abolitionisterne og placerede Demokraterne som forsvarer af slaveriet (f 15/3 1767)

 

Under stor festivias krones kejser Franz Josef og kejserinde Elisabeth af Østrig til konge og dronning af Ungarn. Dermed var den udvikling afsluttet, der begyndte i marts 1867, da Franz Josef meddelte, at han anerkendte ungarerne ret til selvstyre, egen regering og parlament. Med meddelelsen lagdes grundstenen til dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. I fortsatte forhandlinger nåede forhandlere fra de to lande frem til et kompromis om, at de to rigsdele skulle have fælles ministre for forsvaret, udenrigspolitik og finansieringen af fællesanliggender. Ministrene stod til ansvar over for "delegationer" fra rigsrådet i Wien og rigsdagen i Budapest. Hvert tiende år skulle der genforhandles om samordningen af handels-, told- og pengepolitik. I maj 1867 blev oprettelsen af dobbeltmonarkiet proklameret, og slutstenen blev lagt ved kroningen den 8. juni 1867

1876 d George Sand, pseudonym for Amandine Lucie Aurora Dudevant, fransk forfatter; sine første romaner skrev hun sammen med Jules Sandeau. Derefter kom "Indiana", "Valentine" (begge 1832) og "Lélia" (1833) alle præget af den romantiske tanke om kærlighedens ret over for sociale konventioner. Særlig udtrykte hun sit had til konventionsægteskabet. Senere kom S under indflydelse af socialistiske og humanitære ideer, som kom til udtryk i romaner som "Consuedo" (1842) og "Le Meunier d’Angibault" (1845). I 1839 trak hun sig tilbage til sin barndomsegn i Berry, hvor hun fortsatte sit forfatterskab med skildringer af landsdelens natur og folkeliv bl.a. "La Mare au diable" (1846) og "Francois le Champi" (1850). Af selvbiografisk karakter er bl.a. "Histoire de ma vie" (1854-55), "Correspondance" (1882-86) og romanen "Elle et lui" (1859). S havde stor succes i sin samtid og har haft betydning som et af de første talerør for den moderne kvindefrigørelse. Endvidere var S kendt for sin eksentriske og noget provokerende livsførelse og for sit forhold til personer som Chopin og Musset (f 1/7 1804)

1946 d Gerhardt Hauptmann, tysk forfatter; han gik på Kunstakademiet i Breslau for at uddanne sig som billedhugger; han studerede naturvidenskab og filosofi og foretog længere rejser til Svejts og Italien. Han blev grebet af naturalismens filosofiske og sociale ideer. Han blev forfatter og blev den tyske naturalismes førende dramatiker. I 1889 slog han igennem med dramaet "Vor Sonnenaufgang", der med sin skildring af en schlesisk drankerfamilies enkelte menneskæbner gav samtiden et forfærdende indtryk af de arvelige anlægs uafrystelighed. Dette og senere dramaer viser indflydelse fra Henrik Ibsen. I dramaet "Die Weber" (1892) skildrede han en opstand i 1844 blandt schlesiske vævere. Ved siden af hans naturalistiske produktion ligger en helt anden række dramatiske arbejder; i disse spiller drøm, eventyr, sagn og legende ind i den konkrete virkelighed. Blandt disse er eventyrspillene "Hanneles Himmelfahrt" (1892) og "Die Versunkene Glocke" (1896) alle med emner fra forfatterens schlesiske hjemstavn og dens sagnverden. Endvidere "Der arme Heinrich" (1902) og "Der Bogen des Odysseus" (1914). H har desuden udgivet en lang række fortællende arbejder; i 1910 kom romanen "Der Narr in Christo Emanuel Quint", om den fattige schlesiske tømmermandssøn, der i bjergene efterlever Kristi liv og må døje forfølgelse og hån. I "Das Abenteuer meiner Jugend" (1937) skildrede H de første 26 år af sit liv. I 1912 fik han den litterære nobelpris (f 15/11 1862)

Folketinget vedtager loven om oprettelse af HF. Oprettelsen skete på initiativ af den socialdemokratiske undervisningsminister K.B. Andersen; han ønskede med den nye uddannelse at skabe et uddannelsestilbud til de mange, der først som voksne ønsker at erhverve en adgangsgivende eksamen. Samtidig kunne HF-kurserne optage unge på grundlag af prøve på 10-klasses niveau. I 1978 oprettedes HF-enkeltfagskurser

1978 d Carl Madsen, landsretssagfører; han var i 1960’erne og 70’erne en meget kendt og benyttet forsvarsadvokat i straffesager. Særlig berømt er hans forsvar af fristaden Christiania og af nogle Vietnamdemonstranter, der var tiltalt for at have kastet sten mod politiet. Udover at være meget omhyggelig, en fremragende taler og frygtet for sin eminente afhøringsteknik, adskilte M’s stadige kritik af retssystemet og det dertil hørende frisprog ham fra mængden. Sidstnævnte egenskab indbragte ham mange rettergangsbøder, ligesom advokatrå-det, af M beskrevet som "salærneurotiske lommeprokuratorer af bemærkelsesværdig stupiditet", tildelte ham bøder og misbilligser. Under retsopgøret efter besættelsen var han beskikket som statsadvokat i landssviger-sager. Fra 1928 og indtil han i 1975 blev ekskluderet, var han medlem af kommunistpartiet. Under besættel-sen var han interneret i Horserødlejren i henhold til kommunistloven. Kombinationen af politisk overbevisning og egne erfaringer med retsvæsenet gjorde M særdeleles samfundskritisk. Han skrev en række bøger, der kom i store oplag, blandt disse er: "Proces mod politiet" (1969), der indeholder en sønderlemmende kritik af politi og domstole (f 29/5 1903)

 

 

 

Til top        9. juni

68 d Nero, romersk kejser 54-68; søn af Gnæus Domitius Ahenobarbus (konsul i 32) og Agrippina den Yngre; ved moderens intriger blev N adopteret af kejser Claudius og gift med hans datter Octavia og derefter, da Agrippina havde ryddet Claudius af vejen, kejser med forbigåelse af Claudius ægefødte søn Britannicus. Nero skildres som en ekstrem repræsentant for Roms forfaldstid. Han havde dilletantisk interesse for poesi og musik og ville gerne glimre som optrædende kunstner. De første fem år som kejser lod han sig endnu til dels lede af gode rådgivere som sin lærer Seneca og af Burrus, og eftertiden har derfor betegnet denne periode som de fem gode år. I 59 lod han sin mor dræbe, Burrus døde, og Seneca trådte tilbage. De nye rådgivere havde ikke Burrus og Senecas format, og Nero drev ud i hæmningsløse udskejelser og ødselhed. I 62 myrdede han Octavia og ægtede Poppea Sabina. I stort omfang blev processerne om krænkelser af kejseren genoptaget; det resulterede i henrettelse af flere velhavende senatorer. Da Rom brændte i 64, gav alle Nero skylden; han væltede skylden over på de kristne, der derefter blev blodig forfulgt. Nero konfiskerede store dele af det nedbrændte område, hvor han påbegyndte opførelsen af et kæmpe kejserpalads, Domus Aurea, ’Det Gyldne Hus. I 65 lod han Seneca dræbe. 66-67 foretog N en rejse til Grækenland for at lade sig beundre i Delfi og Olympia i roller som væddeløbskører, skuespiller og digter. Da der kort efter udbrød oprør, flygtede N; prætorianergarden og Senatet erklærede sig for oprørets ledere. Da syntes alt håb ude, og nær Rom lod N sig dræbe af en frigivet slave (f 15/12 37)

1572 d Jeanne d'Albret af Navarra, eneste datter af Henrik II af Navarra og Margrethe af Valois samt søster til Frans 1. og mor til Henrik 4. begge konger af Frankrig; 1548 blev hun gift med Antoine de Bourbon, hertug af Vendôme, hvem hun 1553 fødte sønnen Henrik (IV). Da hendes far døde 1555, arvede hun Navarra og Béarn efter ham. Hun blev grebet af de reformatoriske tanker; mens hendes ægtefælle forblev katolik og faldt i kampen på deres side, tilsluttede Jeanne sig huguenotterne, og hendes lille rige blev tilflugtssted for reformerte fra hele Frankrig. Da den franske dronning og regent, Katharina af Medici ville vinde huguenotterne for sig ved et ægteskab mellem Jeannes søn (Henrik 4.) og sin datter Margrethe af Valois, modsatte J sig længe denne plan. Men kort før sin død gav hun sit samtykke (f 7/1 1528)

1672 f Peter den Store russisk tsar 1689-1725; da P blev tsar, var det hans mål så hurtigt som muligt at omskabe Rusland til en moderne europæisk stat. 1697 drog han på studierejse til Holland og England; i England arbejdede han på Royal Navy's værft i Deptford, besøgte fabrikker, arsenaler, skoler, museer og overværede et møde i Parlamentet. I både Holland og England engagerede han fagfolk til russisk tjeneste. Ved hjemkomsten gik han i gang med reformerne. Patriarkværdigheden blev stort set afskaffet, og administrationen blev effektiviseret. Der blev startet et offentligt skolevæsen, og da der kom for få elever fra adelen, fik også børn af soldater, embedsmænd og præster adgang. Den første russiske avis kom på gaden i 1703; Det Russiske Videnskabelige Akademi blev oprettet ved P’s dekret i 1724. Fra 1. januar 1700 introducerede P en ny kronologi i Rusland. Hidtil havde man i Rusland talt årene ikke fra Kr. f., men fra verdens skabelse, nu indførte P den julianske kalender (samme år indførtes i Danmark den gregorianske kalender). P’s udenrigspolitiske mål var at gøre Rusland til en europæisk stormagt med adgang til havet. 1699 sluttedes en langvarig krig mod tyrkerne. Fredsslutningen gav Rusland adgang til Sortehavet. Krig mod Sverige - Store Nordiske Krig - betød, at svenskerne ved freden i Nystad september 1721 måtte afstå de fleste af deres østersøprovinser. Rusland var nu Østersøens stærkeste stat. I 1703 havde Peter ved Neva flodens udløb i Den finske Bugt, grundlagt en ny by, St. Petersborg. Rusland havde fået sit vindue mod vest; i 1712 blev St. Petersborg Ruslands hovedstad (d 8/2 1725)

1781 f George Stephenson, engelsk ingeniør og lokomotivfabrikant; uden egentlig skolegang begyndte han tidligt at arbejde bl.a. som kulminearbejder. Som 19-årig betjente han en Newcomendampmaskine, der pumpede vand op af Killingworth kulminen ved Newcastle-on-Tyne. Samtidig gik han på aftenskole for at indhente sine manglende skolekundskaber. S’s efterhånden store kendskab til dampmaskiner gjorde, at han blev udnævnt til maskinmester ved Killingworth kulminen. Omkr. 1814 byggede S sit første "lokomotiv" "Blucher", der kunne køre med en fart på mellem 7 og 8 km i timen trækkende otte vogne lastet med 30 tons kul. I de følgende år forbedrede han han til stadighed sit lokomotiv. Da han i 1821 hørte om planerne om anlæggelse af en hestetrukken jernbanelinje mellem Stockton og Darlington, overbeviste han mændene bag projektet om fordelene ved en linje betjent af et lokomotiv bygget af ham. Den 27. september 1825 er siden blevet kaldt jernbanedriftens fødselsdag. Da kørte et tog med en fart af 15 miles (24 km) i timen mellem Stockton og Darlington medbringende 450 passagerer. Året efter byggede S en 64 km linje mellem Liverpool og Manchester. For at kunne bygge denne linje måtte S dæmpe vrede bønder ned. Bl. a. frygtede de, at jernbanen ville udkonkurrere hestetrukken transport og ødelægge markedet for havre. Da Liverpool-Manchester linjen var færdig, vandt S’s lokomotiv "Rocket" med en fart af 36 miles (58 km) i timen en lokomotivkonkurrence. Til sin død virkede S som rådgiver ved jernbanebyggeri både i England og i udlandet (d 12/8 1848)

 

1812 f Johan Galle, tysk astronom; i 1835 blev han assistent ved observatoriet i Berlin. Siden Uranus var blevet opdaget i 1781, var den blevet studeret nøje, og på grundlag af de mange observationer kunne man fastslå, at dens bane afveg en smule fra den perfekte elipseform. De kraftige tyngdefelter fra de store planeter Jupiter og Saturn ville nok påvirke Uranusbanen noget, men slet ikke i det omfang, man observerede, så enten var Newtons gravitationslov forkert, (og det var der ingen grund til at tro) eller også var der en hidtil ukendt planet med et så stærkt felt, at det kunne perturbere Uranusbanen i det omfang, man iagttog. I 1846 fik G en anmodning fra den franske astronom Urbain Leverrier om at søge efter en planet, hvis position Leverrier havde beregnet på grundlag af de nævnte uregelmæssigheder i Uranus' bane. Sammen med sin assistent d’Arrest - der i 1857 blev professor i astronomi ved Københavns Universitet - fandt G den 23. september 1846 den nye planet på den beregnede position. I november 1846 blev det foreslået, at den nye planet skulle kaldes Leverrier, men den kom til at hedde Neptun. Endvidere opdagede G tre kometer, og han fastslog en sammenhæng mellem visse meteorsværme og kometbaner.Fra 1851 var han professor i Breslau og direktør ved byens observatorium (d 10/7 1910)

1815 Wienerfreden - Wiener-Schlussakte - underskrives. Wienerkongressen, der var begyndt den 16. marts 1814 med deltagelse af alle Europas lande for at afslutte Napoleonskrigene og skabe et fredens og stabilitetens Europa, var på et tidspunkt ved at sprænges på gr. af konflikten mellem stormagternes krav og magtbalanceprincippet. Men da Østrig og Storbritannien den 3. januar indgik en triplealliance med den tidligere fjende Frankrig og lovede at støtte hinanden i tilfælde af krig, blev Rusland og Preussen tvunget til at reducere deres krav. Kongressens endelige resultat blev, at man genskabte 1700-tallets stormagtssystem med de fem store, Rusland, Preussen, Østrig, Frankrig og Storbritannien omgivet af anden- og tredjerangsstater. I løbet af revolutions- og Napoleonstiden var der ganske vist sket en vis forskydning, dels ved at antallet af tyske småstater var faldet fra ca 300 til 39, dels ved at Rusland og Storbritannien fik en langt mere dominerende plads end tidligere, men ikke mere end at magtbalancesystemet atter blev knæsat som det centrale element i det europæiske sikkerhedssystem. Stormagterne opnåede også det tilsigtede resultat: udenrigspolitisk stabilitet. Der skulle komme til at gå en hel menneskealder, før der atter udbrød en storkrig i Europa, og de 100 år fra 1814 til 1914 blev en fredens periode sammenlignet med de foregående 100 år

1825 d Pauline Bonaparte, (Napoleons søster); hun blev i 1797 gift med general Leclerc, en af Napoleons stabsofficerer. Efter at være blevet enke blev hun i 1803 gift med fyrst Camillo Borghese, fra hvem hun lod sig skille for senere efter Napoleons fald atter at samleve med. Pauline var den af søstrene, Napoleon holdt mest af, men hun voldte ham ved sin letsindige opførsel og sine mange elskere mange bryderier. Hendes nedladne holdning til den nye kejserinde Marie Louise førte i 1810 til hendes bortvisning fra hoffet. Ikke desto mindre drog hun med sin mor til Elba i 1814 og udtrykte ønske om at dele sin brors eksil på Sct. Helena. I sin samtid omtaltes hun som særdeles charmerende og som en blændende skønhed. Hendes portrætstatue som liggende Venus med æblet af Canova kan ses i Villa Borghese-museet i Rom (f 20/10 1780)

f Bertha Félice Sophie von Suttner, østrigsk forfatter og en af historiens første fremtrædende kvindelige pacifister; hun siges at have påvirket Alfred Nobel til indstiftelsen af Nobels fredspris, som hun selv modtog i 1905. Von S blev stærkt påvirket af de nye retninger inden for filosofi og naturvidenskab og udgav anonymt fremtidsromanen "Das Maschinenzeitalter" (1899), hvor hun beskæftigede sig med sin samtids fordomme. Måske affødt af egne erfaringer. Som datter af en halvfattig østrigsk officer var hun i Wien fra 1873 guvernante hos den velhavende Suttner-familie. Hun blev forlovet med en søn af familien Friherre (Baron)Arthur Gundaccar von Suttner, en ingeniør og forfatter, der var syv år yngre end Bertha. Hans families modstand mod forbindelsen fik hende til at rejse til Paris. Men efter kun en uge vendte hun tilbage til Wien og blev hemmeligt gift med von Suttner. I løbet af 1880’erne blev hun stadig mere engageret i fredsarbejde og i 1891 stod hun bag oprettelsen af en østrigsk fredsorganisation. Året efter begyndte hun udgivelsen af det internationele pacifist tidsskrift "Die Waffen Nieder", der gik ind i 1899. Hendes kraftige afstandtagen fra krig som et middel i international politik kom dog tydeligst til udtryk i romanen "Die Waffen nieder!" (2 bd. 1889). Bogen fik umådelig stor udbredelse og blev oversat til mange sprog. I 1892 udkom den i Danmark med titlen "Ned med Våbnene. Lykkeligt for von S døde hun fem uger før udbruddet af 1. Verd.krig (d 21/6 1914)

 

1849 f Michael Ancher, maler, født på Bornholm; 1865 blev han skriver på Kalø godskontor, hvorefter han 1871-75 var elev på Kunstakademiet. Han udstillede fra 1874 og kom samme år for første gang til Skagen. Her fandt han et oprindeligt miljø og en særpræget befolkning, som straks fængslede ham, og som han brugte sit liv på at skildre. Sit gennembrud fik han med den store figurkomposition "Vil han klare pynten", en hidtil uhørt heroisering af almindelige mennesker. Det blev udstillet 1880 og solgt til kongen. Af billeder inden for samme genre er "Fiskere i færd med at sætte en rorsbåd i vandet" (1881) og "Den druknede" (1896). I 1880 blev A gift med Anna Brøndum fra Skagen. Parret bosatte sig i Skagen, og A boede hele sit liv som kunstner i Skagen og delte sit arbejde mellem de heroiserende fiskerbilleder, hav- og landskabsmaleriet og de hjemlige motiver, hvortil hører en række indtrængende malede portrætter af hans hustru og af datteren Helga, f.eks. "Anna Ancher tegner for Helga, julenissen står model" (1888) og fra 1903 "Det Brøndumske Familiebillede, juledag 1900". Blandt As ypperste figurkompositioner regnes "En Barnedaab" (1884-88). Motivet er Helgas barnedåb i Skagen kirke. Men det var hans billeder af den skagenske fiskerbefolkning, der skabte hans berømmelse. Blandt hans arbejder med mindre fordringsløse motiver er "Børn og unge piger plukker blomster på en mark nord for Skagen"(1887) og "Pigen med Solsikkerne" (malet to gange 1889 og 1893); en lokal pige, Maren Brems, er model og står i døren i huset på Markvej med en kobberspand med de store blomster i sin favn (d 19/9 1927)

1865 f Carl Nielsen, komponist; han startede sin musikalske karriere som militærmusiker. Herefter var han 1884-86 elev på Konservatoriet i København. I 1889 blev han violinist i Det Kgl. Kapel og 1908-1914 kapelmester samme sted. 1915-1927 var han Musikforeningens dirigent. I 1931 blev han konservatoriets direktør efter at have virket som lærer her siden 1916. N regnes for hovedskikkelsen i dansk musik i 1900-tallet med afgørende indflydelse på den flg. generation af komponister. Om N’s musik er det blevet sagt, at han forener lyrisk fabulerende evne med sans for kraftfuld dynamisk stofudvikling, i formel henseende med tilknytning til Wienerklassikken – i senere år med en friere, undertiden eksperimenterende indstilling. Han har skrevet operaerne "Saul og David" (1898-1901), "Maskerade" (1904-06), scenemusik, 6 symfonier (nr. 1, 1890-92, nr 2: "De fire Temperamenter", 1901-02, nr. 3: "Sinfonia espansiva" 1910-11, nr. 4: "Det Uudslukkelige" 1914-16, nr. 5, 1921-22, nr. 6: Sinfonia semplice" 1924-25) og andre orkesterværker (Helios-ouverturen, 1903, violion-, fløjte- og klarinetkoncerter) kammermusik (bl.a. 4 strygekvartetter, kvintetter, 2 violinsonater), klaver- og orgelkompositioner, korværker ("Hymnus amoris", 1896-97, "Søvnen", 1903-04, "Fynsk Forår", 1921), og ca 250 sange. N’s selvbiografi "Min fynske Barndom" fra 1927 hører til de betydeligste danske memoireværker; i 1925 udgav han essaysamlingen "Levende Musik", hvori han på dybt original og fængslende vis formulerede sin kunstneriske trosbekendelse (d 3/10 1931)

d Charles Dickens, engelsk forfatter; efter nogle år som retsreporter for et sagførerfirma begyndte han en karriere som journalist. Han nedfældede mange iagttagelser fra retssalene i litterære skitser som bidrag til nogle af tidens yndede tidsskrifter. Nogle af skitserne samlede han i sin første bog "Sketches by Boz, Illustrative of Every-Day Life and Every-Day People" (1836-37), illustreret med kobbertryk. Hurtigt efter begyndte føljetonudgivelsen af "The Posthumous Papers of the Pickwick Club". Den blev en succes, og dermed var Dickens litterære og økonomiske status sikret. Da han i 1842 drog på sin første tur til USA, havde han fået udgivet "Oliver Twist" (1837-39) og "Nicholas Nickleby" (1838-39). Blandt Dickens modne hovedværker, hvis strammere tematik, billedsprog og symbolik adskiller dem fra de mere strukturløse tidlige værker, og som blev til fra midten af 1840'erne, er "Dombey and Son" (1846-48) og "David Copperfield" (1849-50). Den lurvede, men altid opti-mistiske Mr. Micawber heri er et karrikeret portræt af Dickens far. Ved sin død var Dickens i gang med romanen "The Mystery of Edwin Drood", hvis mangel på såvel afslutning som anvisning på en sådan, har gjort den til et af litteraturhistoriens mysterier. Dickens hører til den lange række af samtidige engelske forfattere, der skrev med humanistisk og socialt formål. Næsten alle hans bøger indeholder angreb på institutioner og samfundsforhold, samtidig med de er præget af en til tider naiv, men altid oprigtig tro på menneskelig godhed, der uværgerlig vil udfolde sig under forudsætning af de rette omstændigheder. Det er blevet påstået, at det var Dickens, der populariserede den engelske roman. Han revolutionerede det engelske bogmarked, da han begyndte at sælge sine romaner i små billige hæfter, som udkom en gang om måneden. En roman var sædvanligvis opdelt i 18 hæfter hvert på 32 sider inklusiv illustrationer. På den måde blev Dickens romaner allemandseje, for få romanlæsere var så fattige, at de ikke havde råd til at ofre en shilling om måneden (f 7/2 1812)

 

d Cochise, høvding for chiricahua apacherne i det sydøstlige New Mexico; da Cochise i 1860 på et falsk grundlag blev anklaget for at have kidnappet et amerikansk barn, kom det til krig mellem hans apacher og amerikanerne. På daværende tidspunkt levede Cochise med sin stamme i Chiricahua bjergene og skaffede indtægter ved at forsyne en lokal diligencestation med brændsel. Da Cochise mødte op hos de amerikanske myndigheder for at afvise anklagen, blev han arresteret. Det lykkedes Cochise at flygte, men han blev såret, og fem af hans ledsagere blev hængt. Cochise samlede sit folk for at hævne amerikanernes ugerning og for, som han sagde, at forsvare sin hjemstavn mod de indtrængende fremmede. Krigens største slag fandt sted i september 1861, da Cochise og Magnus Colorado, høvdingen for mimbrano apacherne, i et baghold fangede fortroppen i general James H. Carletons styrke, der var på vej fra Californien for at erobre New Mexico fra Sydstaterne. Med 500-700 krigere beherskede han bjergene ved Apache-passet, og først efter en daglang kamp blev de fordrevet med kanonild. I det næste årti hærgede og plyndrede Cochise og hans apacher i og omkring New Mexico. I september 1871, da amerikanerne begyndte at føre forsoningspolitik, accepterede Cochise en fredsaftale, der sikrede apacherne retten til Chiricahua området. Men da den amerikanske regering kort efter flyttede Cochises folk til et fjernt-liggende reservat, var Cochise atter på krigsstien. Inden han døde, blev Cochise atter lovet Chiricahua området. Et løfte regeringen senere løb fra (f kendes ikke)

Norge kapitulerer. 2. verdenskrig. Tidligt om morgenen den 9. april modtog den norske regering et ultimatum af samme karakter, som det tyskerne næsten samtidigt afleverede i København. Det sagde bl.a., at tyskerne havde indledt militære operationer mod Norge for at sikre det mod britiske og franske angreb. Hos de norske myndig-heder var der tvivl, om man på trods af det urimelige styrkeforhold skulle gøre modstand. Afgørende blev, at de norske nazisters leder, Quisling, om aftenen i norsk radio erklærede, at han havde dannet en national samlings-regering. Endvidere gav han ordre til, at al modstand mod tyskerne skulle indstilles, og at den, som fortsatte, risikerede at blive tiltalt for mord. Da tyskerne indledte samarbejde med denne ’regering’ og krævede, at kongen skulle udnævne Quisling til lovlig statsminister, var den norske regering klar over, den måtte tage kampen op. Alle var på det rene med, at en Quisling-regering ville betyde nazisme i Norge, ikke kun besættelse af tysk militær. Krigen i Syd-Norge varede tre uger. Britiske og franske tropper blev sendt til hjælp. Men det lykkedes ikke at standse tyskerne, som rykkede nordpå gennem Gudbrandsdalen. I Nord-Norge fortsatte kampene i endnu en måned. Britiske, franske og polske tropper kom også her nordmændene til hjælp. Men efter Hitlers angreb på Frankrig og Beneluxlandene den 10. maj, blev situationen i Vest-Europa efterhånden så kritisk, at vestmagterner besluttede at samle alle deres tropper der. De blev trukket tilbage fra Norge; 7. juni rejste kong Håkon og den norske regering til England, og den 9. juni kapitulerede de sidste norske styrker

1961 d Povl Engelstoft, historiker; tog i 1906 skoleembedseksamen med historie som hovedfag, men blev aldrig embedsmand. Han var redaktionssekretær ved Hagerups Konversationsleksikon 1909-14 og virkede i øvrigt som skribent og redaktør eller medredaktør af en lang række leksikale, topografiske og personalhistoriske værker og andre håndbøger. Engelstoft fik i 1907 universitets guldmedalje for en afhandling om Rigsrådets historie 1448-1588 og skrev om Christian IVs tid i Det Danske Folks Historie IV, 1928, men som moden historiker var hans foretrukne arbejdsområde 1800-tallet. Hans vigtigste arbejder på dette område findes i Det Danske Folks Historie VII-VIII, 1926-29, hvor han skrev om perioderne 1848-70 og 1901-13 (uden væsentlige ændringer optrykt i Schultz Danmarkshistorie IV-V, 1942) og i hans som medforfatter "Haandbog i Danmarks politiske Historie fra Freden i Kiel til vore dage", 1934 som han skrev hovedparten af. Om Engelstofts indsats som historiker er der blevet hævdet, at han ikke havde tid vel heller ikke tålmodighed til at samle sig om større videnskabelige afhand-linger med udgangspunkt i grundige kildestudier. Han foretrak hurtige resultater af sit arbejde og tilfredsstillede en stor del af sin forskertrang ved små personalhistoriske detektivundersøgelser. (f 4/10 1876)

 

 

Til top        10. juni

1190 d Frederik Barbarossa, tysk romersk kejser 1154-1190; søn af hertug Frederik 2. den Enøjede af Schwaben og Judith Welf. Ved faderens død i 1147 blev Frederik hertug af Schwaben, i 1152 valgtes han til tysk konge, og i 1154 kronede pave Hadrian 4. ham i Peterskirken til tysk-romersk kejser. Frederiks overbevisning om sin egen betydning medførte, at kejserkroningen kom til at foregå i en noget trykket stemning bl.a. forbi, Frederik havde afslået at stå af hesten for at lede pavens hest ved bidslet, sådan som traditionen krævede. Kroningen fandt sted på F’s første italienstogt; fem andre fulgte (1158, 1164, 1166, 1174 og 1176). Det var Frederiks opfattelse, at de lombardiske byer iflg. romerretten ikke havde ret til selvstændighed. Denne holdning medførte en stadig sejere modstand fra byernes side. De sluttede sig sammen i Det lombardiske Forbund, og i slaget ved Legnano 29. maj 1176 besejrede forbundet Frederik. Der blev indgået en seksårig våbenhvile, og ved overenskomsten i Konstanz den 25. juni 1183 måtte Frederik anerkende de norditalienske byers selvstændighed. For at have ryggen dækket i sin ambitiøse italienspolitik måtte Frederik give de tyske fyrster store indrømmelser. Dermed fremmede han Tysklands opløsning i mere og mere uafhængige fyrstestater. Han nærede høje tanker om såvel monarkens rettigheder som om hans egene pligter; hans store forbillede var Karl den Store, som han lod erklære for helgen. Han var overbevist om, at verdensherredømmet tilhørte romerkejseren. Lejlighedsvis kaldte han da også England og Frankrig for "provinser" af sit rige og deres konger for "småkonger". Frederik Barbarossa druknede på Det tredje Korstog under badning i floden Salef (nu, Göksu) i Lilleasien. Han efterfulgtes af sønnen Henrik (6.), der i 1183 var blevet trolovet med Costanza, arving til normannerriget i Syditalien (f ca 1123)

 

1258 The Provisions of Oxford forelægges i Oxford kong Henrik 3. og parlamentet. Bestemmelserne heri kan betragtes som den første skrevne grundlov i engelsk historie. De blev formuleret under den politiske krise i 1258, der opstod, da kongen ruineredes af sine betalinger til paven for, at denne skulle støtte hans søn Edmund med at blive konge af Sicilien. Da Henrik 3. ikke kunne betale paven, blev han lyst i band. De engelske stormænd lovede at støtte deres konge, men til gengæld for støtten, måtte Henrik sværge at reformere landets tilstand i overensstemmelse med en rapport, der skulle udarbejdes af en kommission på 24 mand, hvoraf kongen og stormændene hver skulle vælge halvdelen. Bestemmelserne sagde bl.a., at stormændenes "sammen-slutning" (community) svor, at støtte reformplanen, at handle med retfærdighed over for alle og at betragte som dødsfjender alle, der modarbejdede reformplanen. Kongen måtte aflægge ed på at ville regere sit rige sammen med et 15 mandsråd. Det skulle rådgive kongen i alle regeringssager og at udtænke reformer til gode for almenvellet. Alle embedsmænd svor at adlyde konge og råd (ikke kun at adlyde kongen), aldrig at overtræde "the Provisions", at udføre deres hverv på ærlig og upartisk vis til alles bedste

 

Frederik 1. indleder belejringen af København. Efter de jyske rigsråders oprør mod Christian 2. i januar 1523 blev hans farbror hertug af Slesvig og Holsten Frederik den 26. marts samme år hyldet som konge på Viborg Landsting og indtog i de flg. måneder hele Danmark. Kun de to store handelsbyer Malmø og København holdt ud. De holdt fast ved Chr. 2., og deres håb var, at den fordrevne konge ville vende tilbage med solid forstærkning. Belejringshæren ved København var ikke stærk nok til at storme byen. Der manglede skyts, og der manglede især penge, bl.a. til den stormsold, der skulle betales tropperne, hvis de skulle vove at storme den befæstede by. Belejringen trak derfor ud. Borgerne i de to byer holdt til den ikke særlig effektive belejring i syv måneder. Den 6. januar 1524 overgav de sig. Da var alt håb om snarlig undsætning fra den afsatte og fordrevne Christian 2. bristet. Nu havde hele landet anerkendt Frederik 1., og den 7. august kronedes han i Vor Frue Kirke i København

 

d Luiz Vaz de Camoes, portugisisk digter og en af sit lands mest berømte; efter studieår kom han til hoffet i Lissabon; på gr. af sin begavelse vandt han her mange beundrere, men hans stridbare gemyt og hvasse tunge bragte han i klammeri med mange folk. Det medførte, at han måtte forlade hovedstaden. Han gik i krigstjeneste først i Spanien senere i Indien, hvor han deltog i mange felttog og eventyr; han kender således ved selvsyn de steder, han skildrer i sit berømte epos. 1569 kom han tilbage til Portugal, og 1572 udkom hans store digtning, som han kaldte "Os Lusiadas"(Lusiaderne, i.e. efterkommerne af sagnhelten Luso i.e. portugiserne). Med udgangspunkt i Vasco da Gamas rejse til Indien besynger C portugisernes store bedrifter med en glødende fædrelandskærlighed. Digtet bliver på denne måde et nationalepos påvirket af antikke forbilleder – især Vergil. Således medvirker hele den græsk-romerske gudeverden. Venus går i forbøn hos Jupiter for portugiserne, der arbejder for udbredelse af kristendommen, mod Bacchus, der er misundelig på dem. C har også skrevet mange rent lyriske digte af stor skønhed samt enkelte komedier. Hans store epos gjorde ham berømt, og han fik løfte om et kongeligt legat, der ganske vist ikke var særlig stor og blev uregelmæssigt udbetalt. Tragisk var det, at han, den portugisiske nationalfølelses største sanger, til sidst måtte se sit fædrelands undergang. Han døde, mens Filip II’s tropper marcherede mod Lissabon for at lægge landet under Spanien

 

1688 f James Stuart; søn af den afsatte og landflygtige engelske konge Jacob 2.og Mary af Modena. Han havde tilnavnet "The Old Pretender", selv kaldte han sig Jacob III for dermed at understrege sit krav på den engelske trone. Hans første forsøg på at erhverve sin fædrene trone fandt sted i 1708, da han fra sit asyl i Frankrig satte sejl mod Skotland. Hans skib nåede frem til Firth of Forth, men ankomsten af en engelsk flåde hindrede en landgang. J vendte tilbage til Frankrig, hvor han gjorde tjeneste i den franske hær og udmærkede sig i slagene ved Oudenarde (1708) og Malplaquet (1709) i Den spanske Arvefølgekrig. Fredsslutningen og franske aftaler med England betød, at han måtte forlade Frankrig. Et nyt forsøg i 1715 på at vinde kongemagten i England tilbage til sin slægt mislykkedes også. Resten af livet tilbragte James Stuart i Rom, hvor han i 1719 giftede sig med Maria Clementina Sobieska, et barnebarn af den polske konge Johan III. I Rom blev J og Clementina betragtet og behandlet som konge og dronning, og pave Clemens XI stillede Muti palæet til deres disposition. I ægteskabet blev der født to sønner, den ældste var Bonnie prince Charles, kaldt "The Young Pretender" og som også forgæves forsøgte at vinde den engelske trone tilbage til slægten Stuart (d 1/1 1766)

 

1819 f Gustave Coubert, fransk maler og realismens største mester i Frankrig; kom 1840 til Paris. Udstillede på Salonen i 1840'erne, men hans realistiske motiver medførte forargelse. 1850 vakte hans "Begravelse i Ornans" sensation på Salonen, og "Stenhuggerne" blev opfattet som et socialistisk agitationsbillede. Da han blev nægtet plads på verdensudstillingen i Paris i 1855, lavede han sin egen udstilling med titlen "Le Réalisme", dermed havde han døbt en stilretning, der prægede anden halvdel af 19. århundr. På udstillingen var et stort billede af ham selv i færd med at male et landskab med en afklædt kvindelig model stående ved sin side og hans venner som tilskuere; til venstre i billedet var placeret forskellige repræsentanter for socialt ulykkeligt stillede. Det havde titlen "L’atelier du peintre; allégorie réelle" (1855) og er et af realismens hovedværker. Bl. a. af C’s billeder fra denne periode er: "Damerne ved Seine-bredeen" (1851) og "Kornsierskerne" (1855). Efter et ophold i Trouville i 1865 malede C en række marinebilleder. Desuden udførte han mange portrætter og stilleben. Også i sine senere år malede han billeder med socialt indhold. Hans kunstopfattelse var i samklang med tidens socialrevolutionære ideer, og C sluttede sig 1870-71 til kommunarderne i Paris. Han blev senere, med urette, anklaget for at være den skyldige for ødelæggelse af Vendômesøjlen. Han dømtes til at betale omkostningerne ved dens genopførelse; hans værker solgtes, selv gik han 1873 i landflygtighed i Svejts, hvor han boede til sin død, fattig og overset (d 31/12 1877)

 

1836 d André Marie Ampère, fransk fysiker, matematiker og kemiker; blev 1824 professor i eksperimentalfysik ved Collège de France; i 1814 indvalgt i Académie des sciences. Ampère blev først kendt for sine matematiske og kemiske arbejder, men inspireret af Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen gennemførte han 1820-26 undersøgelser af dette fænomen, og det førte til hans egentlige berømmelse. Ampère opdagede, at to strømførende ledninger påvirker hinanden med en kraft og fremsatte på grundlag heraf sin teori om, at magnetisme fremkaldes af elektriske strømninger i de enkelte molekyler. Han opfandt ordet elektrodynamik og udviklede en omfattende matematisk teori for de elektrodymamiske fænomener. Ampères navn er knyttet til enheden for strømstyrke og til en elektromagnetisk lov, der beskriver relationen mellem magnetisk feltstyrke og størrelsen af den elektriske strøm, som frembringer feltet. Loven blev dog først formuleret efter Ampères død (f 20/1 1790)

 

1839 f Ludvig Holstein-Ledreborg, greve, konseilspræsident 1909; cand polit 1866, efter faderens død overtog han i 1895 grevskabet Ledreborg. Konverterede 1867 til katolicismen og udgav 1872 et par pjecer herom. 1872 valgt til Folketinget og genvalgt til 1890, da han nedlagde sit mandat. Skønt socialt nærmest tilhørende Højre tilsluttede H sig ikke denne gruppe og blev betragtet som uafhængig; han viste snart fremragende evner som debattør i tinget og som folketaler. Fra 1873 svingede han i venstreretning, optoges i Det Forenede Venstre 1875 og blev snart en af Estrups uforsonligste modstandere. 1876 blev H medlem af Venstres bestyrelse og var fra 1877 blandt lederne af Det moderate Venstre. Han var 1876-90 medlem af finansudvalget fra 1877 så godt som uafbrudt dets ordfører. Sammen med Hørup var han stemt for i samarbejde med Landstingets godsejere at afslutte forfatningskampen. Da disse bestræbelser mislykkedes, trak H sig i 1890 ud af politik. Da Deuntzer i sommeren 1901 forberedte Systemskiftet og skulle danne sin regering, fik H tilbudt posten som udenrigsminister, hvad han afslog bl.a. med henvisning til sit helbred. Men da Venstre efter ministeriet Neergaards afgang august 1909 bad H om at danne regering for at søge forlig om forsvarslovene, mente han ikke at kunne undslå sig, men måtte allerede 28. oktober vige for et mistillidsvotum. Det var første gang, en dansk regering faldt for et mistillidsvotum. Det blev fremkaldt af et sammenstød mellem H og medlemmer fra Højre. Et højreforslag om mistillidvotum rettet mod konseilspræsidenten personligt, fremkaldte derefter en situation, hvorunder det radikale Venstres misbilligelse af det samlede ministeriums politik fik flertal i tinget. Efter sin afgang var H ikke mere politisk aktiv (d 1/3 1912)

 

1840 f Th. Philipsen, maler; elev på Akademiet 1862-69 afbrudt af deltagelse i krigen 1864. P’s første udenlandsrejse af længere varighed var et Frankrigsophold 1874-76, hovedsagelig i Paris, hvor han modtog undervisning og orienterede sig i impressionisternes arbejde. P’s udvikling under den rejse, han foretog i 1880'ernes begyndelse, betød den fulde frigørelse af hans kunst. Rejsen gik til Italien og Tunis; i Tunis malede han "Gade i Tunis"(1882), og fra opholdet i Italien er "Slagtet Okse" (1883-84). Den rige udvikling P nu var inde i, viste han efter hjemkomsten med "Malkepladsen ved Meilgaard" (1884). Af Gauguin, der ved firsernes midte opholdt sig i København, lærte P at arbejde med korte og faste strøg samt at holde penslen godt dyppet i farver, hvilket alt sammen betød, at han opnåede yderligere forståelse af den impressionistiske teknik. Et af de første resultater heraf var "En sen efterårsdag i Dyrehaven, solskin" (1886). P arbejdede nu med forkærlighed med friluftsmotiver fra sit eget domæne Saltholm og fra egnen omkring Kastrup på Amager. På Saltholm sammenfattede han det løsgående græssende kvæg, landskabet og vejrliget til en uløselig helhed, f.eks. "Lange skygger" ca 1890). I såvel "En allé, Kastrup" som "Fra vejen til Kastrup" (begge 1891) brugte P de impressionistiske teorier til en umiddelbar registrering af de direkte synsindtryk. P var i sine sidste år plaget af en øjensygdom, der medførte en svingende kunstnerisk kvalitet (d 3/3 1920)

 

1850 f Nielsine Nielsen, læge, Danmarks første kvindelige akademiker; fulgte tidens traditionelle undervisningsmønster for piger da hun ved konfirmationsalderen forlod skolen. Som 18-årig fik hun plads i et undervisningspensionat i København, hvor hun i to år blev undervist i de højere klasser mod selv at undervise i de lavere. I januar 1874 indgav hun ansøgning til kultusministeriet om at måtte indstille sig til studentereksamen med henblik på at studere medicin. Dette bevilgedes ved kgl.anordning i juni året efter. I 1877 blev hun student og i januar 1885 cand.med. og kandidat ved Københavns Kommunehospital. N deltog i nogen omfang i Dansk Kvindesamfunds arbejde, men det var lægegerningen, der optog hende. Da hun ikke i Danmark som kvinde kunne specialisere sig som gynækolog, foretog hun i 1888-89 en studierejse til Svejts og England med offentlig støtte. Efter hjemkomsten nedsatte hun sig som praktiserende læge i København, hvor hun fik en anselig praksis(d 8/10 1916)

 

1851 f Peter Adler Alberti, højesteretssagfører og justitsminister 1901-1908; han arvede sin højt estimerede fars - venstrepolitikeren, overretsprokurator C.C. Alberti - tillidshverv og blev ved faderens død i 1890 formand for Den sjællandske Bondestands Sparekasse, selv om hans regnskabsføring i Danske Landmænds Smøreksportforening, som han havde oprettet i 1888, allerede var udsat for kritik. I 1892 blev han valgt til Folketinget, hvor han sluttede sig til Venstrereformpartiet. Som leder af de sjællandske bønder og af partiets højrefløj blev han ved Systemskiftet i 1901 justitsminister. I denne egenskab gennemførte han i 1905 en omstridt "pryglelov", som indførte korporlig afstraffelse for visse voldsforbrydelser. I 1906 afskaffede han den statskontrollerede prostitution. På Rigsdagen var A fra første færd udsat for angreb for at blande embede og private forretninger sammen. Han afviste angrebene med injuriesager, grove modangreb og bortforklaringer. I foråret 1908 blev angrebene så nærgående, at konseilspræsident J. C. Christensen, som ellers havde fuld tillid til A, lod ham falde som minister. Dog lod han inden afskedigelsen A udnævne til gehejmekonferensråd, så han fortsat skulle tiltales Deres Excellence og lånte ham 1.5 mio. kr af statskassen, for at Bondestandens Sparekasse kunne klare juniterminen. Da lånet krævedes indfriet, meldte A sig den 8. september 1908 til politiet. To år senere blev han idømt otte års tugthus for bedrageri og dokumentfalsk. Hans bedragerier beløb sig til 16.9 mio. kr. A havde ikke beriget sig selv, men forfalsket regnskaber og overført penge fra sparekassen til smøreksportforeningen for at afregne smørret til en for høj pris for at lokke kunder - og vælgere - til og dermed skaffe sig magt. A blev benådet i 1917. Efter løsladelsen ernærede han sig ved kontorarbejde, som rådgiver i arve- og skiftesager og i huslejesager. Han havde en ganske god indtægt og havde ingen næringssorger. Han levede en tilbagetrukken tilværelse, men dog ikke mere end at han spadserede meget i de københavnske gader. Han sad ofte på fortovsrestaurant og drak en kop kaffe. Han søgte på ingen måde at skjule, hvem han var. På sin fødselsdag i 1932 blev han påkørt af en sporvogn og døde fire dage senere af de kvæstelser, han pådrog sig ved ulykken (d 14/6 1932)

 

1862 f Agnes Slott-Møller, maler; i perioden 1878 til 1885 uddannet på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, hvor han bl.a. fik undervisning af P.S. Krøyer og sin senere mand Harald Slott-Møller. De to blev gift i 1888 og tog på en længevarende til Italien. Mødet med italiensk kunst gjorde et dybt indtryk på Agnes S-M, der i de følgende år brugte det realistiske formsprog til at udtrykke en erkendelse af det eksistentielle og åndelige og placerede sig dermed inden for symbolismen. I motiver fra især Danmarkshistorien og folkeviserne inspi- reredes hun af den danske natur og middelalderen som det oprindelige og sande, f.eks. "Tidemand og Jomfru Blidelil (1914). Her motivet hentet fra folkevisen om de to. Med venstre hånd trykket mod hjertet og den højre skyggende for øjnene mod solen flyver Jomfru Blidelil i fjederham mod Tidemand, som hun tiltrækkes af, dog uden at kende ham. For at vinde hende har han kastet runer på to roser, motivet på billedrammen, der således indgår i kompositionen. Andre værker inspireret af Danmarkshistorien er "Dronning Margrethe og den jyske adel" (1889) og "Niels Ebbesen" (1893). 1894-95 udsmykkede hun hovedportalen på det nye Københavns Rådhus. 1891-1900 var hun tilknyttet Den Frie Udstilling som stiftende medlem. Med markante meninger deltog hun i den offentlige debat. Således engagerede hun sig i det sønderjyske spørgsmål og var formand Danske Kvinders Forsvarsforening (d 11/6 1937)

 

SOS-signalet anvendes for første gang, da lineren "Slavonia" forliser ved Acorerne. Signalet blev på en radiokonference i Berlin i 1906 og senere officielt antaget som et internationalt nødsignal for skibe. Det sendes med radiotelegrafi efter morsealfabetet som et sammenhængende tegn (…---…). Tegnene står ikke som udtryk for bestemte ord – og en tolkning som "save our souls" er fri fantasi

 

1924 d Giacomo Matteotti, italiensk politiker; i 1919 blev han som repræsentant for socialistpartiet indvalgt i Deputeretkammeret og genvalgtes i 1921 og 1924. På dette tidspunkt var han blevet sit partis generalsekretær og stod derfor i første linje for de voldelige angreb på venstreorienterede, der var tiltaget i omfang, efter fascisterne med Mussolini i spidsen i 1922 havde fået den politiske magt i Italien. Den 30. maj 1924 gav M i en tale Deputeretkammeret en sønderlemmende fordømmelse af Fascistpartiet og af dets anvendelse af vold i forbindelse med det netop afholdte parlamentsvalg. Mindre end to uger senere blev M kidnappet af seks fascistiske bøller. De myrdede ham og begravede liget ved Riano Flaminio lige uden for Rom. M’s forsvinden vakte enorm opsigt, som ikke blev mindre, da man få uger senere fandt hans lig. I offentligheden var der ingen tvivl om, at mordet var fascisternes værk. Men skønt en stor del af den folkelige opinion var på deres side, formåede de demokratiske partier lige så lidt nu som under de begivenheder, der havde ført til Mussolinis magtovertagelse, at iværksætte en politisk offensiv mod Mussolini. Mordet på M havde rystet det fascistiske styre. Men Mussolini reddede situationen, da han i en tale i Deputeretkammeret i januar 1925 som det fascistiske partis leder tog det fulde ansvar for mordet og opfordrede sine modstandere til melde ham til politiet for mord. Mussolini var klar over, at det var der ingen, der turde. Mordet på M blev et vendepunkt i Italiens historie. Herefter opgav Mussolini enhver tanke om at samarbejde med parlamentet; i stedet påbegyndte han skabelsen af en totalitær stat med under-trykkelse af andre partier, undertrykkelse af en oppositionel presse, udelukkelse af ikkefascistiske ministre og oprettelse af et hemmeligt politi. Efter 2. Verd.krig foretog Italiens nye demokratiske styre en undersøgelse af mordet på M. Af de seks mordere var de tre stadig i live, og de blev hver idømt 30 års fængsel (f 22/5 1885)

 

1930 d John Arbuthnot Fisher, britisk admiral; gik ind i flåden som 13-årig og deltog i Krimkrigen og i Kina 1859-60. F specialiserede sig i skibsartilleri. Han blev kaptajn i 1874 og i 1899 chef for den engelske middelhavsflåde. I 1904 fulgte udnævnelsen til First Sea Lord og øverstkommanderende for den britiske flåde. Gennemførte herefter en kraftig flådeoprustning for stadig at være den tyske flåde overlegen. F stod bag bygningen af de største krigsskibe, verden hidtil havde set: det såkaldte "Dreadnought" (1906), et slagskib på 21.845 t og bestykket med ti 30,5 cm kanoner. Foruden dette hovedskyts var skibet kun armeret med kanoner mod torpedojagere (24 stk 75 mm kanoner) og fem torpedoudskydningsapparater. Det blev fremdrevet med dampturbiner, der gav skibet en fart på 24 knob. F blev i 1909 adlet som Baron F of Kilverstone. Han trak sig tilbage i 1910. F var pensionist til oktober 1914, da han blev "genindkaldt" og overtog sit gamle embede som First Sea Lord. Hans modstand mod Dardanellerfelttoget gjorde, at han trak sig tilbage maj 1915. Fishers indsats før udbruddet af 1. Verd.krig betød, at den britiske flåde under hele krigen var den tyske overlegen (f 25/1 1841)

 

1942 Tysk massakre i Lidice, Tjekkoslovakiet. Byens indbyggere blev anklaget for at have deltaget i planlægningen af attentatet på Böhmen-Mährens gauleiter SS-general Reinhard Heydrich. Som repressalie blev byen jævnet med jorden, alle byens mænd - 190 - skudt. Kvinderne blev deporteret, de fleste til koncentrationslejren Ravensbrück. Ikkearisk udseende børn led samme skæbne som deres mødre. Ariskudseende børn blev fordelt til tyske familier.

 

1944 Tysk massakre i landsbyen Oradour sur Glane, i departementet Haute-Vienne, Frankrig. Fire dage efter den allierede landgang i Normandiet rykkede en tysk SS-afdeling ind i landsbyen og gennede dens indbyggere sammen. Samtlige mænd, man havde fået fat på, blev skudt. Ca 400 kvinder og børn blev spærret inde i kirken, som blev sat i brand. I alt 792 mennesker blev myrdet, og landsbyen brændt ned som repressalie for modstands-bevægelsens aktioner

 

1949 d Sigrid Undset, norsk forfatter, hvis forfatterskab var internationalt og som i 1928 modtog Nobelprisen i litteratur; hun debuterede i 1934 med romanen "Elleve år", hvor hun skildrede sin barndom. Undset arbejdede på kontor i 10 år, før hun blev gift fik børn, og før hun begyndte at skrive. Hendes første bøger beskæftigede sig med kvindens stilling i samtidens noget uromantiske lavere middelklassemiljø. Blandt disse værker er "Splinten av troldspeilet" (1917) og "Jenny" (1911). Herefter vendte hun sig til den fjerne fortid og skabte, hvad der anses for hendes hovedværk, trilogien "Kristin Lavransdatter" (1920-22). Skønt romanernes middelalderlige miljø, er det som i Undsets tidligere værker en kvindeskæbne, der portrætteres. Her den stolte, uafhængige, men også ydmyge og opofrende Kristins udvikling, gennem hendes ægteskab til en stærk og opofrende kvinde. Såvel i dette værk som i den historiske roman "Olav Audunssøn" (1925-27) spiller religiøse spørgsmål en stor rolle og genspejler Undsets egen situation. I 1924 konverterede hun til katolicismen, og i sine senere værker, som foregik i et samtidigt miljø, spillede religiøse spørgsmål til stadighed en stor rolle. Under tyskernes besættelse af Norge opholdt Undset sig i USA (f 20/5 1882)

 

1968 Det centrale personregister - CPR - indføres ved lov. I CPR registreres personnummer, navn, adresse, civilstand, fødselsregistreringssted, statsborgerskab, umyndiggørelse, stilling, folkekirkeforhold, valgret, kommunale forhold, dødsfald, m.v. Via indberetninger fra bl.a. kommunerne holdes registret til stadighed ajour

 

1973 d Erich von Manstein, tysk general, han begyndte sin militære karriere i 1905. I 1. Verd.krig gjorde han tjeneste på såvel øst- som vestfronten. Ved udbruddet af 2. Verd.krig fungerede han som stabschef under felttoget i Polen. Efter felttoget i Frankrig, hvor overfaldet gennem Ardennerne og ikke gennem Belgien som oprindelig planlagt efter mønstret fra 1. Verd.krig skete efter en af von Manstein udarbejdet plan, udnævntes han til feltmarskal. 1941-42 var von Manstein chef for den tyske armé, som trængte ind på Krim og til slut erobrede Sevastopol. I december 1942 blev han chef for den tyske sydfront i Rusland og skulle søge at standse den russiske fremrykning. Det lykkedes ham ikke, ligesom det ikke lykkedes ham at trænge frem til og undsætte den indesluttede 6. arme i Stalingrad. Tværtimod blev hans hære i august/september 1943 tvunget tilbage. Da han også havde talt for tilbagetrækning fra Stalingrad, blev herefter afskediget af Hitler. Som krigsforbryder blev han 1949 idømt 12 års fængsel; benådet 1953. Von Manstein udgav 1955 den selvbiografiske "Verlorene Siege" (f 24/11 1887)

 

 

 

 

Til top        11. juni

1488 d Jacob 3. skotsk konge 1460-88; da faderen, Jacob 2., døde, overtog han i en alder af otte år den skotske trone. I hans mindreårighed blev Skotland regeret først af hans mor, Mary af Gueldres, og da hun døde (1463) af James Kennedy, biskop af St. Andrews, til hans død i 1465. Derefter af en gruppe adelige med Boydfamilien fra Kilmarnock i spidsen. I 1469 styrtede J Boydfamilien og indledte dermed et personligt styre. Men i modsætning til sin far var han ikke i stand til at genskabe et stærkt centralstyre efter sin lange mindreårighed. Tilsyneladende krænkede han adelen ved sin interesse for kunst og ved at tage kunstnere som rådgivere. I 1479 arresterede han sine to brødre, Alexander, hertug af Albany, og Johan, jarl af Mar, på gr. af mistanke for forræderi. Alexander undslap til England, og i 1482 invaderede engelske tropper Skotland. De tvang J til at genindsætte broderen i hans rettigheder. Utilfredse skotske adelsmænd havde benyttet invasionen til at hænge nogle af J's rådgivere. I marts 1483 havde J genvundet så meget magt, at han atter kunne afsætte Alexander. Men hans magt var ikke så stor, at han kunne forhindre nye oprør. I 1488 havde oprørerne vundet J’s 15-årige søn, den senere kong Jacob 4., for deres sag. Jacob 3. blev taget til fange og dræbt efter hans nederlag i slaget ved Sauchieburn den 11. juni 1488 (f maj 1452)

 

1535 Slaget ved Øksnebjerg. Grevens Fejde. I december 1534 havde hertug Christians (den senere kong Christian 3.) tropper under ledelse af Johan Rantzau indtaget Ålborg, undertvunget de jyske bønder og tilfangetaget oprørets leder Skipper Clement, der kæmpede for at få den fængslede Christian 2. tilbage. I marts 1535 foretog Christian med Rantzaus soldater landgang på Fyn for at bekæmpe lübeckernes hær under grev Christoffer, der formelt kæmpede for Christian 2.’s genindsættelse. Henimod aften fredag 11. juni fik de to næsten jævnbyrdige hære hinanden i sigte i egnen omkring Øksnebjerg ved Assens. Rantzau menes at have haft omkr. 4.500 landsknægte og 200 beredne knægte under sin kommando. Mens modstanderen muligvis har haft 500 knægte mere. Lübeckernes hær besatte nogle højde og forskansede sig i en vognborg. Efter en længere march er det tænkeligt, at de helst har villet afvente næste dag for at kunne kæmpe med en udhvilet hær og bedre kunne udnytte deres fordelagtige stilling. Men det var ikke Rantzaus vane at vente, hvis et angreb kunne sættes ind straks, og da han medførte svært skyts, åbnede han ild mod vognborgen. Lübeckerne kunne ikke besvare ilden og gik i stedet til angreb. De styrtede frem mod Rantzaus styrker, derved kom deres ryttere for langt forud for fodfolket. Det var netop hvad Rantzau havde tilsigtet. De fremstormende ryttere blev modtaget af hans tætordnede skarer af lansebevæbnede knægte og bragt i uorden. Samtidig lod han sit rytteri angribe fjenden i flanken, og skønt hærene var nogenlunde jævnbyrdige i antal, blev det ikke nogen lige kamp, men et myrderi på lübeckernes tropper. Med sejren var hertug Christian et skridt nærmere den danske trone. Men der skulle gå mere end et år, før han kunne rykke ind i København

 

1535 d Gustav Trolle, svensk ærkebiskop; straks efter at være blevet ærkebiskop i 1515 kom Trolle i strid med den svenske rigsforstander Steen Sture d.y. Striden spidsede til, og i 1517 angreb og indtog rigsforstanderens mænd den ærkebiskoppelige borg Almarestäket, Trolle blev fængslet. Efter Christian 2.s erobring af Sverige i 1520 krævede han sine fjender straffet som kættere, hvilket blev anledningen til Det Stockholmske Blodbad. Siden fik Trolle plads i det rigsråd, kongen satte til at styre Sverige. Men han måtte flygte til Danmark, da et nyt oprør brød ud i 1521. Han var med på Christian 2.s fejlslagne togt til Norge i 1531. Under Grevens Fejde (1534-36) støttede han atter Christian og blev dræbt i slaget ved Øksnebjerg (f 1488)

 

1560 d Maria af Lorraine, skotsk dronning, datter af Claude, hertug af Lorraine; efter hendes første ægtemands - Louis d’Orleans, hertug af Lonqueville - død blev hun 1538 gift med Jacob V af Skotland; denne døde få dage efter deres datters - Maria Stuarts - fødsel i december 1542. Maria var herefter regent for sin datter. Hendes regentskabs første år forløb lykkeligt, selv om der var nogen knurren på gr. af hendes favorisering af franskmænd ved besættelse af høje embeder. Sandsynligvis efter fransk pres måtte hun opgive sin tolerancepolitik over for de skotske protestanter. En retssag mod nogle protestantiske prædikanter førte i 1559 til uroligheder i Perth, hvor der blev plyndret kirker. I første omgang blev striden bilagt ved et forlig, som protestanterne i eftersommeren samme år hævdede Maria havde brudt. Under de følgende uroligheder, måtte Maria søge tilflugt i Edinburgh Castle. I oktober proklamerede hendes modstandere hende for afsat. Maria blev støttet af en fransk hær, mens protestanterne blev støttet af englænderne. Kampene fortsatte, og på sit dødsleje opfordrede Maria af Lorraine repræsentanter fra de to partier til at hjemsende de franske og engelske hære og slutte op bag hendes datter (f 22/11 1515)

 

Et tredages søslag under Den engelsk-hollandske Krig (1652-54) udkæmpes i Den engelske Kanal mellem en hollandsk flådestyrke under admiral Tromp og en engelsk flådestyrke under admiralerne George Monck og Richard Deane. For første gang under krigen viste den engelske flåde sig at være den hollandske overlegen. Nye instrukser til de engelske besætninger havde understreget betydningen af at skibene holdt deres linje under kampen for derved bedre at udnytte kanonilden fra deres bredsider. Da den engelske admiral Blake på slagets anden dag dukkede op med sin eskadre, var slaget afgjort, og hollænderne led nederlag. Blake og Monck indledte straks en blokade af den hollandske kyst. Ved efterårets komme blev blokaden hævet, og i april året efter blev der sluttet fred

 

1727 d Georg 1. britisk konge 1714-1727; søn af kurfyrst af Hannover Ernst August og Sofia af Pfalz, et barnebarn af kong Jacob 1. Georg blev i 1698 kurfyrste af Hannover, og i medfør af Act of Settlement fra 1701, der forbød katolikker på tronen, blev han 1714 konge af Storbritannien og Irland. Herved kom et nyt dynasti, Hanno-veranerne, på den britiske trone. Georg var dog mere interesseret i sit tyske kurfyrstedømme end i sit nyerhvervede kongerige, hvilket skabte udenrigspolitiske interessekonflikter. Da han mistænkte Torypartiet for fortsat at være loyal over for den katolske gren af kongefamilien, støttede han sig til Whigpartiet. Hans ringe kendskab til britiske forhold - han lærte f.eks. aldrig at tale engelsk - bevirkede, at premierministerembedet blev institutionaliseret på kongemagtens bekostning. Fra Hannover medbragte Georg to elskerinder, men ingen kone. 1682 var han blevet gift med sin kusine Sophie Dorothea, men på gr. af hendes utroskab blev ægteskabet opløst i 1694. I ægteskabet var der to børn Georg (2.) og Sophie Dorothea, som 1712 blev mor til Frederik den Store af Preussen. Georg giftede sig aldrig igen (f 28/3 1660)

 

1738 d Caspar Thomassøn Bartholin d.y., læge, anatom og generalprokurør; søn af Thomas Bartholin. Efter studier herhjemme tiltrådte han i 1674 en treårig udenlandsrejse, der omfattede studier i Holland, Frankrig og Italien. Efter hjemkomsten blev han professor i anatomi ved Københavns Universitet. Han var flere gange rektor samme sted. Indtil 1701 docerede B anatomi. Herefter har hans virksomhed som universitetslærer næppe været omfattende, idet der blev lagt beslag på hans tid og kræfter på mange andre områder. Som så mange andre embedsmænd fik han nemlig sæde i Højesteret (1691); i 1719 blev han generalprokurør, og 1724-30 var han deputeret ved finanserne. B forfattede mange litterære arbejder i den periode, han ikke var overlæsset med uvidenskabelige embedspligter; efter den tid er de kun få. Bl. a. har han skrevet flere arbejder inden for klassisk arkæologi; men største betydning fik han som lægevidenskabelig forfatter. Han beskrev 1684 udførselsgangen fra en af mundspytkirtlerne og påviste de to slimproducerende kirtler (glandulæ Bartholini), en på hver side af kvindens skedeåbning; bartholinitis er betændelse i en af disse kirtler (f 10/9 1655)

 

1742 Underskrivelse af fredsaftalen i Breslau mellem Østrig og Preussen afslutter Den første Schlesiske Krig (en fase af Den Østrigske Arvefølgekrig); iflg. aftalens bestemmelser trak Frederik den 2. Store sig ud af den koalition, der førte krig mod Østrig; til gengæld fik Preussen størstedelen af den rige østrigske provins Schlesien

 

1767 Det britiske Parlament vedtager at lægge told og afgifter på den amerikanske import af bl.a. bly, farvestoffer, glas, papir og te. For at forbedre landets elendige økonomi efter Den store Kolonikrig 1756-63 foretog den britiske regering store nedskæringer på nationalbudgettet. Men af hensyn til sin popularitet turde den ikke udskrive de nødvendige skatter. At forbedre de betrængte finanser gennem udskrivning af skatter i de 13 amerikanske kolonier var ikke muligt, idet sådanne skatter skulle bevilges af de enkelte koloniers lovgivende forsamlinger. Følgelig var den britiske regering henvist til handels- og toldpolitiske indgreb. Ved at lægge told på en række varer mente regeringen i London at opnå tre betydningsfulde gevinster: at få kolonisterne til at betale uden at kny, at lette de britiske skatteydere og at styrke administrationen af kolonierne. Men loven blev ingen succes. Uro i kolonierne og især i Massachusetts resulterede i en kongelig ordre om afsendelse af to regimenter til det urolige Boston. Herefter fulgte Boston-massakren – 5. marts 1770 – der var det første blodige sammenstød mellem amerikanske borgere og regulære soldater. På dette tidspunkt havde parlamentet allerede erkendt toldlovens fallit, og i april 1770 ophævedes samtlige toldafgifter og alle indirekte skatter med undtagelse af teafgiften. Snart ophørte kolonisternes anti-import-bevægelse, og roligere tider synes på vej. Kun i Boston gærede det stadig

 

1776 f John Constable, britisk maler; der sammen med J. Turner betegnes som den betydeligste britiske landskabsmaler i 1800-tallet. Hans naturalistiske udtryksform fik stor betydning for landskabsmaleriets udvikling, og den foregreb impressionismen. Fra 1799 var Constable elev på Royal Academy of Arts, og i 1802 udstillede han på akademiet sit første landskabsbillede. Herefter formidlede han sin veludviklede naturfølelse i en række maleriske beskrivelser af det engelske bondelandskab. Constable besad en uforlignelig evne til at skildre små skift i naturens bevægelser, en sky, der går for solen eller et vindpust gennem trækronerne. Især elskede Constable drivende skyer og væde, han malede gerne landskabet efter regn eller med det glitrende lys i duggen, som dækker marken. Et af Constables mest berømte arbejder "Høvognen" (1820) blev i 1824 udstillet på Salonen i Paris. Billedet fik betydning for flere franske kunstnere, bl.a. Barbizonskolens malere og impressionisterne. Disse har været med til at formidle interessen for Constables skitser, der i dag værdsættes for deres egne kvaliteter og ikke blot som forstudier til de større, gennemarbejdede udstillingsbilleder (d 31/3 1837)

 

f Natalie Zahle, skolebestyrer; 1849 begyndte Zahle en uddannelse på A. Beyers og E. Bojesens Højere dannelsesanstalt for Damer. Hun bestod her 1851 institutbestyrerindeeksamen og åbnede samme år på hjørnet af Holmens- og Hummergade et privatlærerindekursus med pension. Med hendes oprettelse af Kursus for almuelærerinder 1862 var grunden lagt til N. Zahles kvindeseminarium. Ved seminariet oprettedes der i 1877 studenterkursus, der 1885 fik eksamensret. Zahle fastholdt, at kvindens naturlige opgave lå i hjemmet men hun satte uden vaklen sin kraft ind på, hvad hun kaldte "kvindens indre frigørelse", hvilket indebar kvindens ret til og mulighed for at tilegne sig den viden og de kundskaber, der for den enkelte var nødvendige for at udvikle sin personlighed. Som overbe-styrerinde indtil 1900 var Zahle såvel ildsjæl som autoritet. Piger skulle i hendes skole hente viden og indsigt i tidens kultur, så de blev friere mennesker i hjem og samfund. Som organisator ydede hun sin måske mest originale indsats, bl.a. i valg af medarbejdere; ikke så få faglige specialister har hentet deres pædagogiske viden på N. Zahles Skole (d 11/8 1913)

 

f A.D. Jørgensen, historiker, rigsarkivar; som dansksindet blev han efter 1864 afskediget fra sin lærerstilling i Flensborg og kom til København. Tabet af Slesvig gjorde ham til historiker, og uden universitetseksamen blev han en af sin tids førende på dette område. Han blev ansat i gehejmearkivet og blev 1889 rigsarkivar. Jørgensens historiske forfatterskab begyndte 1868 og koncentreredes om Danmarks ældre historie. I løbet af tre år offentliggjorde han 20 afhandlinger på tilsammen henved 500 sider. En del af dem samlede han i "Bidrag til Nordens historie i Middelalderen", 1871. Hovedværket fra denne periode er "Den nordiske kirkes grundlæggelse" (1874-78). Jørgensen gik derefter over til nyere historie, hvor det betydeligste arbejde er bogen om Griffenfeld fra 1893; et tobinds værk som sprængte den biografiske ramme og blev det første forsøg på at skildre den ældste enevældes indre historie. Desuden har han skrevet om Sønderjyllands historie - f.eks "Sønderjyderne i den danske hær", 1876. Jørgensens kendeste bog er "40 fortællinger af Fædrelandets Historie", den er udkommet i talrige oplag. Hans sidste større arbejde var et bidrag til "Danmarks Riges Historie", om tiden efter 1814, der førtes op til 1852, men var ufuldendt ved hans død (d 5/10 1897)

 

1853 Den store koleraepidemi i København begynder. I stedet for at isolere den første kolerapatient - en tømrer på Holmen - blev han indlagt på søetatens hospital, hvor der lå patienter med andre sygdomme. Tømreren kom sig, men de, der havde plejet ham eller ligget i nærheden af ham, blev i de flg. dage angrebet af kolera. Samtidig opstod der spredte tilfælde i byen, og den 24. juni erklærede Sundhedskollegiet byen for smittet. Dag for dag tog epidemien til. Den 14. juli døde 73, dagen efter det dobbelte antal. Den 16. var tallet vokset til 212, og den 20. juli døde 236. De første koleratilfælde var indtruffet i Nyboder og Borger- Adelgadekvarteret. I den overbeolkede Adelgade blev 514 mennesker angrebet, deraf døde de 331. Men også det fornemme og renlige Borgergadekvarter blev hjemsøgt. Da sygdommen i oktober omsider havde raset ud, havde den kostet 4.737 af de 7.219 angrebne livet. Det var kun en meget lille del af byens 130.000 indbyggere, men der var slået skår i mange hjem, og over 500 børn var blevet forældreløse. Bagefter spurgte lægerne, hvorfor det var blevet en sådan katastrofe. Smitte troede de ikke på. Ingen af ligbærerne eller graverkarlene var døde, og kun få af lægerne. Andre kunne da påvise, at koleraen havde hjemsøgt de steder, hvor jordbundens fyld var mest usund. Svaret måtte da blive: udrensning og sanering. Derfor blev vandforsyningen moderniseret, renovationen forbedret, til afløsning af de åbne rendestene blev det første primitive system af kloakker nedlagt. Endvidere blev voldene revet ned, voldgravene fyldt, og et stort nyt kommunehospital opført. Koleraepidemien havde givet den forsømte by en alvorlig lærestreg

 

1859 d Clemens Metternich, østrigsk udenrigsminister; efter at have virket ved de østrigske ambassader i Dresden 1801-03, i Berlin 1803-05 og i Paris 1806-09 blev han efter Østrigs nederlag i krigen med Napoleon 1809 sit lands udenrigsminister – en post han beklædte til 1848. Han udenrigspolitiske mål var at fjerne Rusland fra Frankrig og selv komme på god fod med Napoleon; han virkede derfor ivrigt for Napoleons ægteskab med den østrigske kejser Frans I’s datter, Marie Louise. Efter Napoleons nederlag var Metternich interesseret i at opretholde et stærkt Frankrig som modvægt mod Rusland og Preussen. Efter fredsslutningen (1815) så Metternich det som sin vigtigste opgave at stabilisere forholdene i Europa ved at modsætte sig alle territoriale ændringer og slå ned på alle revolutionære bevægelser. Han vogtede særlig nøje på de nationale og revolutio-nære bevægelser i Tyskland og Italien og fik gennemført de såkaldte Karlsbad-beslutninger i 1819, som strammede polititilsynet i de tyske stater. I forbindelse med revolutionære uroligheder i Italien i 1820 fik Østrig af de andre stormagter overdraget opgaven at genoprette ro og orden. Sammenholdet mellem stormagterne blev svækket, efter Storbritannien i 1820 forlod stormagtsalliancen. Med sin kosmopolitiske tankegang stod Metternich fremmed over for de folkelige, nationalliberale kræfter, der banede sig vej i 20’erne og 30’erne; han undervurderede dem, og fra 1820’ernes slutning var hans indflydelse på Europas politik i stadig tilbagegang. I den offentlige mening kom han til at stå som bagstræbets personifikation. Hans system fik dødsstødet i revolutionsåret 1848. Da urolighederne nåede Wien, blev han tvunget til at trække sig tilbage. Hans fald blev hilst med jubel i Europa, fordi han var blevet symbol på fyrsternes undertrykkelsespolitik. Sine sidste år tilbragte han i Wien. Metternichs politik var ikke præget af den romantiske konservatisme, som kom til udtryk i betegnelsen "den hellige alliance", men af rationalisme og kynisme i en barsk realpolitik (f 15/5 1773)

 

f Richard Georg Strauss, tysk komponist; 1885-86 var S hofkapelmester i Meiningen, 1886-89 dirigent ved operaen i München, 1889-94 i Weimar. Han ledede de filharmoniske koncerter i Berlin fra 1894. 1898-1918 kapelmester ved hofoperaen i Berlin, 1919-24 kapelmester ved og kunstnerisk leder af statsoperaen i Wien. Senere tog han ikke fast ansættelse, men gæstedirigerede ved forskellige festspil og foretog mange koncertrejser. Efter nazisternes magtovertagelse blev han i 1933 den første præsident for Reichmusikkammer i Tyskland, men trak sig tilbage to senere. I 1936 skrev han den olympiske hymne til de olympiske lege i Berlin, og i hele Hitertiden var han persona grata i Tyskland. Efter krigen kom han for afnazificeringsdomstolen; han blev frikendt og dirigerede snart i udlandet igen. I 1947 blev han østrigsk statsborger. Som komponist er S blevet kaldt den tyske senromantiks sidste store skikkelse. Hans musik er rytmisk og harmonisk bevægelig og udmærker sig ved en blændende instrumentation f.eks. i de symfoniske digte "Don Juan" (1888), "Tod und Verklärung" (1891). I de sidste 20 år af sit liv viste S’s værker en tydelig stilforandring mod klassicismens enkelhed og klarhed. Højde-punktet i S's skaben er hans operaer bl.a. "Salome" (1905), "Der Rosenkavalier" (1911) og "Capriccio" (1942). Endvidere har S bl.a. skrevet to koncerter for horn og orkester (1883 og 1942), en række korkompositioner, ca 170 romancer, klaverstykker m.m. (d 8/9 1949)

f Nic. Bulganin, sovjetisk general og politiker; han blev medlem af kommunistpartiet i 1917 og arbejdede fra 1918 i det hemmelige politi, Tjekaen. I 1922 blev han medlem af Det Øverste Økonomiske Råd. Som Moskvas borgmester fra 1931 ledede han bygningen af byens undergrundsbane. 1937-38 var han statsminister i den russiske sovjetrepublik. Som en af Stalins faste støtter var han 1938-41 Sovjetunionens stedfortrædende regeringschef og organiserede under 2. Verd.krig forsvaret af Moskva, og da den tyske offensiv var afvist, blev han medlem af det øverste forsvarsråd med rang af generalløjtnant (1944-45). Han var viceforsvarsminister 1944-47, i årene 1947-49 afløste han Stalin på forsvarsministerposten og blev marskal af Sovjetunionen. 1949-55 var han første vicestatsminister Efter Stalins død i 1953 støttede han Khrusjtjov, især i opgøret med Beria, og blev igen forsvarsminister. I 1955 afløste han Malenkov som ministerpræsident. Efter sin deltagelse i den såkaldte "partifjendtlige gruppe", som i 1957 forsøgte at udmanøvrere Khrusjtjov, blev B i 1958 afskediget fra sine stats- og partiposter og udstødt af partipræsidiet; i 1961 mistede han tillige sin plads i centralkomitéen. Han var medlem af kommunistpsrtiets centralkomité fra 1939 og af politbureauet (senere partipræsidiet) 1948-58 (d 24/2 1975)

f Julius Bomholt, radiorådsformand, soc.dem. folketingsformand, minister; han blev cand theol 1921 og var 1924-29 forstander for Esbjerg arbejderhøjskole. Under en vis påvirkning af strømninger i den internationale arbejder-bevægelse formulerede han fra 1926 sit begreb om en kollektiv socialistisk arbejderkultur, der skulle "afløse den borgerlige forfaldskultur med en karakterfast og frisk proletarkultur". Bogen "Arbejderkultur" udkom 1932; med "Dansk Digtning fra den industrielle Revolution til vore Dage" (1930) skrev han en materialistisk litteraturhistorie. I 1953 redigerede han bogen "Mennesket i centrum", der markerede Socialdemokratiets kulturpolitiske udvikling i retning af almen humanisme. Som radiorådformand 1940-53 virkede B for en udvikling fra en almen og borgerlig programpolitik til "den farlige radio", hvis enkelte udsendelser ikke behøvede at dække flertallets mening. I 1929 valgtes han til Folketinget i Esbjerg-kredsen og valgtes derefter uafbrudt, indtil han efter 39 års medlemsskab udtrådte af tinget i 1968. I perioden februar-oktober 1950 var B undervisningsminister. Da soc.demokraterne i 1953 atter dannede regering, blev B igen undervisningsminister og var derefter minister til 1964, idet han 1957 skiftede til socialministeriet og 1961 til kulturministeriet. Som minister stod han bag mange fornyelser, herunder oprettelsen af Socialforskningsinstituttet, Statens Kunstfond og Statene almindelige Videnskabsfond. I årene 1945-50 og 1964-68 var B Folketingets formand (d 2/1 1969)

1910 d Isak Glückstadt, bankdirektør; han fik sin første bankuddannelse hos G.A. Gedalias bankiervirksomhed i København. I 1865 grundlagde han et bankierfirma i den norske hovedstad Kristiania. Seks år senere blev han direktør for Den Norske Creditbank. Da Landmandsbanken begyndte sin virksomhed i 1871, fik G tilbudt stillingen som direktør, og februar 1872 satte han sig i bankens direktørstol. I 38 år var han direktør, og banken voksede under hans ledelse til Danmarks største med filialer i hele kongeriget. G valgte som kundekreds de mere traditionelle erhvervsdrivende, som han betjente med nye banktjenester som kassekredit og boksanlæg. Han dyrkede ligeledes oblgations- og aktiehandel og skaffede sin bank en ledende rolle ved emissioner af særlige danske og norske offentlige lån. Ud fra sin stilling som direktør i Landmandsbanken fik G en central placering i dansk erhvervsliv. Som medstifter af Ø.K. og mangeårig bestyrelsesformand i kompagniet, havde han stor indflydelse. Foruden Ø.K. var G formand for bestyrelsen i Nordisk Kabel- og Trådfabrikker og Københavns Frihavn A/S. Han havde tillige bestyrelsesposter i mange større handels- og industriforetagender. G var medlem af Bankrådet fra 1904 og Københavns Borgerrepræsentation 1886-92. Fra 1887 til sin død var han formand for Mosaisk Troessamfund (f 22/4 1839)

 

1937 d Mikhayl Nikolayevich Tukhachevsky, sovjetisk marskal, der tilskrives æren for moderniseringen af den sovjetiske hær i årene forud for 2. Verd.krig og som blev offer for Stalins udrensninger i 1930’erne. T blev født i en adelig familie og forlod efter endt uddannelse zarens militærakademi i 1914. Han kæmpede i den kejserlige hær i l. Verd.krig; han blev taget til fange i 1915, men undslap. Fra 1918 gjorde han tjeneste i Den røde Hær og stod i spidsen for forsvaret af Moskva distriktet. Herefter var han øverstkommanderende i hærafdelinger i kampen mod de kontrarevolutionære – De Hvide – styrker. Endvidere deltog han i krigen mod Polen (1920-21) og i nedkæmpelsen af oprøret i Kronstadt (1921). Efter sejren over De Hvide i borgerkrigen spillede T en ledende rolle for opbygningen af Den røde Hær, og fra 1931var det ham, der stod i spidsen for moderniseringen af den sovjetiske hær bl.a. ved at gøre den mere mobil. Det var også T’s indsats, at der blev oprettet en række moderne militærakademier. I årene 1925-28 var han Den røde Hærs stabschef, og fra 1931 var han viceforsvarsminister. For sin indsats modtog T Leninordnen, og i 1935 fulgte udnævnelsen til marskal af Sovjetunionen. I forbindelse med Stalins udrensninger blev T sammen med syv andre topofficerer i juni 1937 anklaget for spionage til fordel for Tyskland. Alle blev de fundet skyldige og henrettet. Det var signalet til en større udrensning inden for officerskorpset (f 16/2 1893)

1937 d Agnes Slott-Møller, maler; i perioden 1878 til 1885 uddannet på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, hvor han bl.a. fik undervisning af P.S. Krøyer og sin senere mand Harald Slott-Møller. De to blev gift i 1888 og tog på en længevarende til Italien. Mødet med italiensk kunst gjorde et dybt indtryk på Agnes S-M, der i de følgende år brugte det realistiske formsprog til at udtrykke en erkendelse af det eksistentielle og åndelige og placerede sig dermed inden for symbolismen. I motiver fra især Danmarkshistorien og folkeviserne inspireredes hun af den danske natur og middelalderen som det oprindelige og sande, f.eks. "Tidemand og Jomfru Blidelil (1914). Her motivet hentet fra folkevisen om de to. Med venstre hånd trykket mod hjertet og den højre skyggende for øjnene mod solen flyver Jomfru Blidelil i fjederham mod Tidemand, som hun tiltrækkes af, dog uden at kende ham. For at vinde hende har han kastet runer på to roser, motivet på billedrammen, der således indgår i kompositionen. Andre værker inspireret af Danmarkshistorien er "Dronning Margrethe og den jyske adel" (1889) og "Niels Ebbesen" (1893). 1894-95 udsmykkede hun hovedportalen på det nye Københavns Rådhus. 1891-1900 var hun tilknyttet Den Frie Udstilling som stiftende medlem. Med markante meninger deltog hun i den offentlige debat. Således engagerede hun sig i det sønderjyske spørgsmål og var formand Danske Kvinders Forsvarsforening (f 10/6 1862)

1942 USA og Sovjetunionen indgår en låne- og lejeaftale til styrkelse af den sovjetiske krigsindsats i 2. verdenskrig

DFDS rutebåd "Kjøbenhavn" minesprænges i Kattegat ved Hals Barre og synker på 10 minutter. 48 omkom, 256 blev reddet

1978 d Bernhardt Jensen, borgmester i Århus 1958-1971 valgt af Socialdemokratiet; efter at have taget realeksamen ved N.J. Fjordsgades skole blev han i 1927 journalistelev ved Demokraten i fødebyen Århus. Samtidig kom han med i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse; han sad i ledelsen af DSU i Århus 1927-32 og var ligeledes (1929-35) hovedbestyrelsesmedlem i "Aldrig mere krig". I 1943 blev han medlem af Århus byråd og i 1946 gruppeformand og ordfører og var stadig journalist. Ved magistratsordningens gennemførelse i Århus i 1950 blev han rådmand for magistratens 4. afdeling, hvorunder hørte netop de sager, som havde hans interesse: skoler, biblioteker, skove, parker, idræt og - skovpavilloner. Da Unmarck Larsen trak sig tilbage i 1958 på gr. af sygdom, blev J borgmester. I 1956 tog han initiativ til oprettelse af Århus byhistoriske udvalg, og til belysning af Århus' historie har han bidraget med et omfattende forfatterskab, bl.a. "Fra det glade Århus" (1963), "Som Århus morede sig" (1966), "Da Århus var Hollywood" (1969) og "Marselisborgskovene" (1975). For dette arbejde besluttede Århus universitet i 1978 at tildele ham æresdoktorgraden i filosofi; men han døde inden promoveringen. På gr. af svigtende helbred havde han i 1971 trukket sig ud af kommunalpolitik (f 13/4 1910)

d John Wayne, amerikansk skuespiller; han personificerede gennem et halvt århundrede Western-genren, pionertidens helteskikkelse og den seje forsvarer af enkle rodfæstede dyder. I 1930'erne skoledes han gennem utallige b-film inden gennembruddet i Fords "Dilligencen" (1939). I samarbejdet med Ford kom John Wayne ofte til spille rollen som professionalisten og den handlekraftige individualist, der stod uden for det kollektiv, der var afhængig af ham, og som han ikke selv kunne undvære. Således skildret i "Kavaleriets gule bånd" (1949), "Forfølgeren" (1956) og "Manden der skød Liberty Valance" (1962). Som instruktør forsøgte John Wayne sig med held i det store epos "Alamo" og med politisk primitivitet i "De grønne djævle" (1968) om Vietnamkrigen. Sent i karrieren fik han igen folkelig succes som den enøjede Rooster Cogburn i "De frygtløse" (1969). John Wayne sluttede karrieren som den kræftdøende revolvermand i "Seksløberen som blev tavs" (1976), der samlede privatmennesket og karrieren og gjorde status over den epoke, han mere end nogen anden havde personificeret (f 26/5 1907)

 

 

 

 

Til top        12. juni

1429 Under Hundredårskrigen erobrer franskmændene med Jeanne d’Arc i spidsen byen Jargeau ved Loirefloden fra englænderne. Efter at have befriet Orleans den 9. maj mødtes Jeanne d’Arc med kronprinsen (den ukronede konge Karl (7.)) i Tours. Hun bad ham indtrængende om at drage til Reims for at blive kronet. Men han tøvede stadig, fordi nogle af hans rådgivere rådede ham til først at erobre Normandiet fra englænderne. Men Jeanne d’Arcs stadige opfordringer overbeviste kronprinsen. Det blev dog besluttet, at man inden kroningen ville smide englænderne ud af andre (end Orleans) byer langs Loirefloden, og på Jeanne d’Arcs initiativ blev Jargeau angrebet og erobret

 

1575 d Renée af Frankrig, fransk prinsesse og hertuginde af Ferrara, datter af Ludvig XII og Anne af Bretagne. Hun blev i 1528 gift med Ercole d’Este, der i 1534 som Ercole II blev hertug af Ferrara. Hendes hof i Ferrara blev et mødested for filosoffer og et asyl for franske protestanter. I 1536 aflagde Calvin besøg hos Renée, og i 1540 ophørte hun med at praktisere katolicisme. Dette medførte, at hendes mand fjernede hendes børn og i 1554 gav tilladelse til, at hun blev idømt fængsel for kætteri. Efter få dage blev hun dog benådet. Efter at være blevet enke i 1559 og på gr. af et dårligt forhold til sin søn, Alfonso II vendte R i 1560 tilbage til Frankrig. Hun tog ophold på Montargis, som hun gjorde til et center for protestantisk propaganda. Under religionskrigene blev hendes château i 1562 belejret af hendes svigersøn, Francois, hertug af Giuse; ligesom hun flere gange blev forulempet af katolske tropper (f 25/10 1510)

 

1683 Tyrkerne indleder belejringen af Wien. Fordi den udgjorde et bolværk mod den tyrkiske trussel, mente den ungarske adel, at den fra sin hersker den østrigske kejser havde et legitimt krav på en særlig hensyntagen. Da kejseren ikke imødekom disse ønsker, indgik adelen en aftale med tyrkerne om et fælles angreb på de kejserlige habsburgske styrker. Derved smeltede oprøret sammen med en stor tyrkisk offensiv. Da den store tyrkiske invasionshær marcherede mod Wien, lykkedes det kejseren at få indgået en alliance med den polske konge, Johan Sobieski. Han blev dermed den eneste fyrste uden for det tyske rige, der var villig til at deltage i forsvaret af kristenheden. Inden for riget stillede kurfyrsterne af Bayern og Sachsen sig til rådighed. I tre måneder var Wien under tyrkisk belejring. I september slog de belejrede til, og deres udfald resulterede i et fuldstændigt nederlag for den tyrkiske belejringshær. Tyrkernes nederlag kan betragtes som begyndelsen til det osmanniske riges tilbagegang og opløsning. Nederlaget ved Wien forklares bl. a. ved, at tyrkernes artilleri var ikke fulgt med udviklingen, at deres forsyningstjeneste fungerede dårligt, og at den tyrkiske hærs disciplin var for slap til at gennemføre en langvarig belejring

 

1759 d William Collins, engelsk digter; C’s digterkarriere var kort, og hans produktion var ikke særlig omfattende. Han var kun 17, da han skrev "Persian Eclogues" (udgivet 1742), det eneste af hans produktion, der var værdsat i hans levetid. Da hans "Odes" udkom i 1746 blev det knap bemærket af offentligheden. Efter forgæves selv at have søgt at kurere en mental sygdom - bl.a. ved at rejse - blev C i 1754 indlagt på et sindsygehospital. En søster tog sig af ham i hans sidste år (f 25/12 1721)

 

d Pierre Francois Charles Augereau, duc de (hertug af) Castiglione, fransk marskal; han blev soldat som 17 årig, og gjorde tjeneste i flere udenlandske hære inden han i 1792 vendte tilbage til Frankrig og indtrådte i den franske hær. Han steg hurtigt i graderne og stod i 1793 i spidsen for en division i den østlige del af Pyrenæerne. Hans indsats under felttoget i Italien fra 1795 - især i slaget ved Castiglione den 5. august 1796 - overbeviste Napoleon om hans duelighed. Hans modstand mod Napoleons statskup i november 1799 kom til at betyde, at han i nogle år kun blev tildelt mindre kommandoer. Men i 1806 stod han i spidsen for en division i Tyskland og udkæmpede flere succesrige træfninger i krigen med Østrig. Skønt han mistede halvdelen af sit korps, da det i slaget ved Eylau 7.-8. februar 1807 for vild i en snestorm, udnævnte Napoleon ham året efter til hertug af Castiglions og tildelte ham en ny kommando i Catalonien i Spanien. Her blev han dog besejret og i 1810 kaldt tilbage til Frankrig. Under Ruslandsfelttoget havde han en mindre kommando. I de flg. år havde han kommandoer ved felttogene i Tyskland, men efter slaget ved Leipzig i 1813 vendte han tilbage til Frankrig. Hans forhold til Napoleon havde aldrig været godt, og efter et nyt nederlag i 1814 angreb han med bitterhed Napoleon og erklærede sig royalist ved genoprettelsen af den franske kongemagt ved Ludvig 18. Efter Napoleons afgang levede A tilbagetrukket på sit gods (f 21/10 1757)

 

Det første dansk byggede dampskib løber af stabelen i København. Det skete på Jacob Holms plads på Christianshavn. Skibet var af træ, var kobberforhudet og målte 127 fod i længden. Den 80-90 hk-maskine var købt i England. "Frederik den Sjette", som fartøjet blev døbt, sejlede i mange år på ruten mellem København og Kiel

 

1842 d Thomas Arnold, britisk rektor og forfatter; efter at have afsluttet sine studier og indgået ægteskab slog han sig i 1819 ned i Laleham, Middlesex, hvor han virkede som vejleder og manduktør for unge mennesker, der søgte optagelse på et universitet. Da A søgte det ledige rektorat ved Rugby, udtalte en af hans anbefalere, at hvis A blev rektor i Rugby, ville uddannelsen ved de fornemme kostskoler i England blive ændret radikalt. Som rektor blev A ikke nogen banebryder med hensyn til nye undervisningsmetoder; hvad, han ville, var at gøre Rugby til en skole, der uddannede kristne gentlemen, og han blev især husket for sine prædikener i skolens kapel. Selv om Arnold ikke skabte præfektsystemet, anvendte han det i større udstrækning end nogen tidligere rektor. Under præfektsystemet virkede ældre elever som ordensdukse og som sådan holdt de disciplin hos de mindre drenge. Dette system blev taget op på utallige britiske gymnasieskoler. A’s indflydelse bestod også efter hans død, og traditionen fra Rugby spredtes til andre skoler gennem elever fra Rugby. Mange af de skoler, der blev grundlagt efter Arnolds død blev formet efter hans tanker og de resultater, han havde opnået på Rugby. Som nævnt var A ingen fornyer på lærerstoffets område. Han fastholdt religionens og de klassiske sprogs hidtidige centrale placering i undervisningen. Dog åbnede han nogen plads for moderne historie, moderne sprog og matematik. Naturvidenskab blev der ikke undervist i på Rugby. I hans forfatterskab er der bl.a. en stor prædikensamling og et trebindsværk om Roms historie (f 13/6 1795)

 

f Klaus Berntsen, højskolemand og Venstrepolitiker; han voksede op i en grundtvigsk gårdmandsfamilie på Fyn. Han kom på højskole og derefter 1860-61 på Christen Kolds høj- og friskole i Dalby. Et ophold der prægede ham dybt. Allerede som 22 årig blev han friskoleleder og var 1881-89 højskoleforstander, hvorefter han flyttede til København. Fra 1866 var han aktiv i skyttesagen; sin karriere som politiker begyndte han som kommunalpolitiker og var 1869-75 sognerådsformand i Højslev, 1886-94 i Særslev; han var medlem af Odense amtsråd 1881-87 og 1898-1908. Desuden beklædte han en lang række bestyrelsesposter, var f.eks. fra 1884 formand for Odense Amts Skytteforening og 1910-22 formand for De Danske Skytteforeninger. 1872 deltog han i oprettelsen af Fyns Tidende. Uden at blive valgt opstillede han i Kertemindekredsen ved folketingsvalgene i 1869 og 1872. 1873 vandt han et omvalg i Bogensekredsen og repræsenterede kredsen i Folketinget til 1884, da han ikke opstillede. 1886 valgtes han i Assenskredsen og var til 1926 medlem af Folketinget. Her tilsluttede han sig det moderate Venstre, som for at få afsluttet forfatningskampen i 1894 havde indgået forlig med Højre, og som først i 1908 blev taget til nåde af Venstrereformpartiet, der to afstand fra forliget. Med sammenslutningen af de to venstregrupper åbnedes der nye muligheder for B. 1908-09 var han indenrigsminister, 1910-13 konseilspræsident og forsvarsminister. Han gennemførte forsvarsordningen af 1909 og forbedrede forholdene for de menige soldater. Derimod lykkedes det ham ikke at få gennemført en grundlovsrevision med henblik på at afskaffe den privilegerede valgret til Landstinget. 1920-22 var han forsvarsminister og 1922-24 minister uden portefølje. 1873 og 1883 udgav B "Folke-Eventyr for Skolen og Hjemmet" samt bl.a. "Friskolen kontra Præsten Otto Møller i Gylling" (1877) og 1921-25 sine erindringer i tre bind (d 27/3 1927)

 

f C.V. Bramsnæs, social finansminister 1924-26 og1929-33 og nationalbankdirektør 1933-49; han var udlært som typograf. I 1908 blev han kursusstudent og begyndte at studere nationaløkonomi, mens han ernærede sig som korrekturlæser og journalist. I 1914 blev han cand polit og derefter ansat i Statistisk departement. I 1921 blev han lektor i socialpolitik ved universitetet i København. I 1909 indvalgtes han i Frederiksberg kommunalbestyrelse og var 1919-24 rådmand. April 1918 blev B medlem af Landstinget (til 1939). Som finansminister 1924-26 gennemførte han en radikal omlægning af finanslov og statsregnskab, så der nu i højere grad sondredes mellem statens drifts- og kapitaludgifter. Også på det kooperative område var B aktiv. 1928-38 var han formand for den store Arbejdernes Andels-Boligforening. Da Stauning igen dannede regering i 1929 var B selvskreven som finansminister. Han blev således for en stor del ansvarlig for den krisepolitik, der blev ført i de første kriseår. Han gik ind for den konjunkturudlignende politik, der skulle komme til at præge årtiet. Det vigtigste mål for B var dog at opretholde eksistensgrundlaget for de dårligst stillede. Dette mål viste sig svært at indfri i depressionens værste år. Da der i det store forlig (Kanslergadeforliget –30. januar 1933) mellem regeringspartierne - Soc. dem. og Radikale Venstre - og Venstre indgik en kronedevaluering, meddelte han Stauning, at han ikke ønskede at fortsætte i regeringen. Måske var devalueringen ikke den egentlige årsag til afgangen som minister. Hans overtagelse af direktørposten i Nationalbanken tyder ikke derpå: her måtte han netop leve videre med at administrere devalueringens følgelove. Da en ny nationalbanklov i 1936 indførte en stilling som førstedirektør, blev B udnævnt til denne stilling. Han var Nationalban-kens førstedirektør til pensioneringen i 1949 (d 29/8 1965)

 

1897 f Anthony Eden, britisk konservativ politiker, udenrigsminister 1935-38, 1940-45, 1951-55, premierminister 1955-1957; efter deltagelse i 1. Verdenskrig studerede han persisk og arabisk. I 1923 blev han valgt som konservativ til Underhuset, hvor han havde sæde til 1957. Fra begyndelsen af 1930’erne blev han benyttet af regeringen i vigtige udenrigspolitiske forhandlinger. I 1935 blev han udenrigsminister; på denne post blev han i stadig stigende omfang uenig med premierminister Chamberlain om appeasementpolitikken. Eden var ikke modstander af appeasement, men han anså Mussolini og ikke Hitler som den største trussel mod freden i Europa. I 1938 tog han sin afsked i protest mod Chamberlains eftergivende forhandlingspolitik over for de fascistiske diktatorer på. Året efter blev han minister for dominions; i maj 1940 krigsminister i Churchills samlingsregering og fra december 1940 til juli 1945 atter udenrigsminister. Da Churchill for sidste gang dannede regering i 1951, blev Eden atter udenrigsminister. Efter i mange år at have været anset for at være arvtager i Conservative Party blev Eden i 1955 ved Churchills tilbagetræden premierminister. Hans embedstid blev uventet kort, især som følge af hans håndtering af Suezkrisen i efteråret 1956. Her forsøgte han med militær indgriben sammen med Frankrig og Israel at vælte den ægyptiske præsident Nasser, efter denne havde nationa-liseret det overvejende britiskejede Suezselskab. Denne politik var ikke i overensstemmelse med USA's. Efter hård kritik og sygdom gik Anthony Eden af i januar 1957. Han skrev sine erindringer i tre bind, "Full Circle" (1960), "Facing the Dictators" og "The Reckoning" (1965) (d 14/1 1977)

 

1906 Håkon 7. krones i Trondheim domkirke

 

1929 f Anne Frank, tysk-jødisk forfatter; Anne Frank er kendt for sin dagbog, der beskriver hendes og familiens liv i skjul i det tyskbesatte Holland. Hun var tysk jøde, men flyttede med sin familie til Amsterdam kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933. For at undgå deportation til udryddelseslejr gik familien den 9. juli 1942 under jorden, idet de sammen med fire andre jøder skjulte sig i et hus i Amsterdam indtil den 4. august 1944. En stikker angav familien, der blev arresteret og deporteret til en transitlejr siden til Auschwitz. Anne Frank og hendes søster blev sendt videre til Bergen-Belsen, hvor de døde i en tyfusepidemi kun få uger før, lejren blev befriet. Umiddelbart efter familiens arrestation fandt naboer Annes efterladte papirer bl.a. dagbogen, som senere gjorde hende berømt. Dagbogen, som er oversat til mere end 30 sprog, er som vidnesbyrd om en ung piges sjæleliv under daglig trussel om døden et enestående menneskeligt dokument. Anne Franks dagbog er såvel dramatiseret som filmatiseret (d marts 1945)

 

1924 f George Bush, USA's præsident 1989-93; deltog som pilot i flåden i Stillehavskrigen 1942-45 og overlevede bl.a. en nedskydning under en kampflyvning. I 1950'erne skabte han sig i Texas en formue inden for oliebranchen. I 1966 og igen i 1968 blev Bush valgt til Repræsentanternes Hus for Det republikanske Parti. Præsident Nixon udpegede ham i 1971 til USA’s repræsentant ved FN og gjorde ham i 1973 til formand for partiet. I årene 1976-77 var Bush leder af CIA, USA's hemmelige efterretningsvæsen. I 1980 forsøgte han at blive republikanernes præsidentkandidat, men tabte til Reagan, som derpå tilbød ham vicepræsidentposten. I 1988 blev Bush sit partis præsidentkandidat og vandt præsidentvalget november samme år. Han var derefter præsident fra 1989, indtil han i 1992 tabte valget til demokraten Bill Clinton. Om hans præsidentperiodes indenrigspolitik er det blevet sagt, at den var præget af passivitet, og at denne passivitet ikke kunne opvejes af hans populære udenrigspolitiske sejre- ikke mindst hans håndtering af Golfkrigen 1990-91

 

1965 d A.P. Møller, skibsreder; han blev uddannet – delvis i udlandet – inden for handel og shipping. Han oprettrede i 1912 "Dampskibsselskabet af 1912", der begyndte sin virksomhed med to dampere på tilsammen 4400 t.dw. og en aktiekapital på 50.000 kr. Da det første regnskabsår afsluttedes pr ultimo 1912, havde selskabet tjent så meget, at der kunne udbetales et udbytte på 105% til aktionærerne. Dermed havde han startet det, der skulle udvikle sig til Nordens største rederi. At det gik sådan, skyldtes ikke mindst Møllers dygtige dispositioner og en udtalt omkostningsbevidsthed. Rederierne blev formuende, og de likvide midler brugtes til hyppige flådeud-videlser. Men ud fra et hensyn til risikospredning investerede Møller også i værfter - han stiftede 1918 Odense Stålskibsværft – plantager, maskinindustri, kemisk industri, Dansk Supermarked A/S m.m. og var 1928-52 formand for Den Danske Landmandsbanks bankråd. I 1962 blev han leder af Dansk Undergrunds Consortium, der samme år fik koncession til olieeftersøgning og -udvinding i den danske undergrund (f 2/10 1896)

 

 

Til top        13. juni

323 f.Kr. d Alexander d. Store, konge af Makedonien 336-323; fra han var 13 år, til han var 16 år, blev Alexander undervist af Aristoteles; da han blev konge, fik han fjernet eventuelle rivaler og konsoliderede sin politiske magt i Grækenland, der var blevet erobret af hans far. I foråret 334 indledte han felttoget mod Perserriget. Det felttog der gjorde ham berømt som en af historiens største feltherrer. Vinteren 334-335 erobrede han den vestlige del af Lilleasien. Efter i juli 332 at have erobret byen Tyrus i nutidens Libanon konsoliderede han sit greb om Middelhavskysten og invaderede og undertvang Ægypten - 332-331. I foråret 331 vendte han tilbage til Tyrus. Herfra, inden han begyndte felttoget mod Mesopotamien, der førte til erobring af det babylonske rige, foråret 330, marcherede han med sin hær mod nord og undertvang Medien; herfra fortsattes felttoget ved midsommertide mod øst, mod Centralasien. I den tidlige sommer i 327 indledte Alexander felttoget mod Indien, og foråret 326 krydsedes Indus-floden. Herefter gik han i gang med at konsolidere sin magt i det kæmperige, han havde erobret. Endvidere fik han bilagt stridigheder mellem makedonere og persere og løste (sommeren 324) problemer med omstrejfende bander af lejesoldater. Men allerede året efter døde Alexander. Trods hans korte karriere fik den afgørende indflydelse på Europas og Den nære Orients historie. Med sin hær bragte han græsk sprog og kultur til Ægypten og Nærorienten, hvor de levede videre i de næste århundreder i de kongeriger, der opstod i området efter hans død (f 356 f. Kr.)

 

40 f Julius Gnaeus Agricola, romersk statsmand og feltherre; svigerfar til historieskriveren Tacitus. Efter at have været militærtribun i staben hos statholderen i Britannien Suetonius Pailinus i årene 59-61 var Agricola kvæstor i Asien (år 64), folketribun og prætor i Rom (64-66). Under borgerkrigen i 69 kæmpede han på Vespasians side, og i 70 udnævnte kejser Vespasian ham til kommandør for en legion i Britannien. Efter sin hjemkomst til Rom i 73 fik Agricola patricerstatus og blev statholder i Aquitanien (74-77). Efter at have været konsul i 77 blev han statholdet i Britannien. En stilling han beklædte til 84. I sin statholdertid lagde han dele af det nordlige Wales og øen Mona (Anglesey) under romersk myndighed. Tillige erobrede han de områder, der i dag udgøres af det nordlige England. Ved udløbet af sit tredje år som statholder var Agricola trængt ind i Skotland og havde op-rettet en midlertidig grænse befæstet med forsvarsværker mellem floderne Clota og Bodotria (Clyde og Forth). Herfra stødte romerne i 83 frem nord for Forth, og på en ikke identificerbar lokalitet – Mons Graupius – besejrede de caledonierne. Agricolas permanente besættelse af Skotland strakte sig til randen af det skotske høj-land. Her blokerede han de vigtigste pas med forter og placerede en legion i en befæstning ved Inchtuhill (nær Dunkeld i Perthshire). Efter at være blevet kaldt tilbage til Rom levede Agricola tilbagetrukket. Tacitus har sat ham et uforgængeligt minde i en navnkundig levnedsskildring: De vita Julii Agricolae (d 23/8 93)

 

1795 f Thomas Arnold, britisk rektor og forfatter; efter at have afsluttet sine studier og indgået ægteskab slog han sig i 1819 ned i Laleham, Middlesex, hvor han virkede som vejleder og manduktør for unge mennesker, der søgte optagelse på et universitet. Da Arnold søgte det ledige rektorat ved Rugby, udtalte en af hans anbefalere, at hvis Arnold blev rektor i Rugby, ville uddannelsen ved de fornemme kostskoler i England blive ændret radikalt. Som rektor blev Arnold ikke nogen banebryder med hensyn til nye undervisningsmetoder; hvad, han ville, var at gøre Rugby til en skole, der uddannede kristne gentlemen, og han blev især husket for sine prædikener i skolens kapel. Selv om Arnold ikke skabte præfektsystemet, anvendte han det i større udstrækning end nogen tidligere rektor. Under præfektsystemet virkede ældre elever som ordensdukse og som sådan holdt de disciplin hos de mindre drenge. Dette system blev taget op på utallige britiske gymnasieskoler. Arnolds indflydelse bestod også efter hans død, og traditionen fra Rugby spredtes til andre skoler gennem elever fra Rugby. Mange af de skoler, der blev grundlagt efter Arnolds død blev formet efter hans tanker og de resultater, han havde opnået på Rugby. Som nævnt var Arnold ingen fornyer på lærerstoffets område. Han fastholdt religionens og de klassiske sprogs hidtidige centrale placering i undervisningen. Dog åbnede han nogen plads for moderne historie, moderne sprog og matematik. Naturvidenskab blev der ikke undervist i på Rugby. I hans forfatterskab er der bl.a. en stor prædikensamling og et trebindsværk om Roms historie (d 12/6 1842)

 

f Danquart Dreyer, maler; som 15-årig kom han fra fødebyen Assens til København, hvor han blev elev på Kunstakademiet. Hans karriere her sluttede i 1837 med den store sølvmedalje. Han havde ry for at være den bedste tegner blandt eleverne på akademiet og ville til at begynde med være historiemaler, men viede det meste af sit virke til landskabsmaleriet. Han arbejdede udelukkende i Danmark, og med sine værker ydede han et væsentligt bidrag til den danske nationalromantiske malerkunst. Som en af de første skildrede han - begyndende i 1838 - forskellige jyske egne. Landskabet omkring Silkeborg og Himmelbjerget gav de motiver, der bedst op-fyldte hans forestillinger om den store og øde natur, som han ønskede at dramatisere, således "Udsigt mod Himmelbjerget, Aften" (1838-39). Hans hedelandskaber fik karakter af panorama. Han valgte et højt øjepunkt og skar den nærmeste forgrund fra. Med en lav horisont og en høj himmel udvidede han den virkelige udsigt og tilføjede den romantikkens følelse for kosmos. Også fødeøen Fyn vendte han gang på gang tilbage til. Her malede han de bakkede og skovbevoksede egne omkring sin hjemby Assens. Dreyer opnåede ikke de akademiske udmærkelser, han havde håbet på, og kritikerne var ham ikke venligt stemt. Han købte i 1848 en gård i Barløse ved Assens på Fyn og ophørte næsten med at male. Danquart Dreyer døde på sin gård fattig, ensom og glemt (d 4/11 1852)

 

f William Butler Yeats, irsk dramatiker og lyriker; fik 1923 nobelprisen for sin lyrik og dramatiske digtning; han var stærkt påvirket af prærafaelitterne, desuden var han interesseret i teosofi og clairvoyance. Han blev tilhænger af Madame Blavatsky og sluttede sig til en kabbalistisk orden. Samtidig fordybede han sig i irsk mytologi og folklore, som kom til at præge meget af hans digtning. I 1889 kom hans debutsamling "The Wanderings of Oisin", med samlingen indledtes en intens blomstring i irsk litteratur, "the Celtic Revival". Blandt Yeats dramatiske arbejder er "The Countess Cathleen" (1892), "The Land of Heart’s Desire" (1894). Fra 1930'erne er digtsamlingerne "The Winding Stair" (1933) og "Last Poems" (1936-39). Yeats var i seks år senator i Eire’s parlament. Hans artikler og essaysamlinger er en vigtig del af hans forfatterskab, heri bl.a. "The Celtic Twilight" (1893), "The Cutting of an Agate" (1912) og "A Vision" (1925) (d 28/1 1939)

 

1871 f Elna Munch, politiker; blev 1896 cand. mag. med matematik som hovedfag, hun underviste ved københavnske gymnasier i årene 1891-1918; ligeledes var hun medarbejder ved tidsskriftet "Det ny Aarhundrede". Munch var medlem af Studentersamfundets bestyrelse 1902-03, formand for Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret. Da kvinder fik stemmeret til Rigsdagen 1915, blev forbundet nedlagt; Munch opfordrede i stedet kvinderne til at nedlægge de særlige politiske kvindeorganisationer og i stedet gå ind i de politiske partier. Hun var medlem af Københavns borgerrepræsentation 1917-25 og af Folketinget 1918-35 for RadikaleVenstre valgt i København. Hun var således blandt de første kvinder, der blev indvalgt på Rigsdagen. I Folketinget var Munch indvolveret i arbejdet med udformningen af lovkomplekserne, der vedtoges kort efter kvindestemmerettens indførelse: loven 1919 om ligeløn for mandlige og kvindelige tjenestemænd, loven 1921 om mænds og kvinders lige adgang til offentlige embeder og hverv, hvor Elna Munch talte for, at kvinder burde kunne blive præster, samt ægteskabslovene 1922 og 1925. Om Elna Munch er der blevet sagt, at hun nok var den af de nyvalgte kvindelige rigsdagsmedlemmer, der mest aktivt arbejdede for at fremføre kvindeinteresser i lovgivningsarbejdet. Foruden de her nævnte områder, havde også sundheds- og skolevæsenet hendes interesse (d 17/11 1945)

 

1877 f Erik Scavenius, diplomat og stats- og udenrigsminister; efter at være blevet cand polit blev han i 1901 ansat i udenrigsministeriet. Her gjorde han hurtigt karriere og var 1906-08 legationssekretær i Berlin og blev 1909 kontorchef. Fra oktober 1909 til juli 1910 var han udenrigsminister i det første ministerium Zahle. Efter at have været gesandt i Wien og Rom blev Scavenius udenrigsminister i Zahles andet ministerium 1913-1920. Efter ministeriets afgang var Scavenius i hele mellemkrigstiden bortset fra en kort tid som formand for Radikale Venstre (1922-24) og landstingsmand 1918-20 og 1925-27 uden for det politiske liv. Han købte Voergård i Vendsyssel og forsøgte at leve som godsejer. I årene 1932-40 var han formand for bestyrelsen for dagbladet Politiken og 1924-27 gesandt i Stockholm. Ikke mindst på gr. af de gode forhandlingsevner Scavenius havde vist i forholdet til tyskerne under 1. Verd.krig, blev han bl.a. efter kongens ønske udenrigsminister i juli 1940. Fra november 1942 var han desuden statsminister. I befolkningens øjne var det Scavenius, der tegnede forhand-lingspolitikken med tyskerne. Det betød, at han efter 5. maj 1945 i offentlighedens bevidsthed stod som en af besættelsestidens mest foragtede, forhånede og hadede politikere. Et billede ingen af Christianborgs politikere gjorde noget for at ændre. Efter afhøringer i den parlamentariske kommission måtte det erkendes, at han kun havde ført den politik, der var såvel rigsdagens som folkeflertallets. Scavenius har forklaret og forsvaret sin politik i to erindringsbøger "Forhandlingspolitikken under Besættelsen" (1948) og "Dansk udenrigspolitik under den første Verdenskrig" (1959). Han blev dog aldrig taget til nåde og døde som en skuffet og bitter mand (d 29/11 1962)

 

Berlinkongressen åbner. Ved afslutningen af den russisk-tyrkiske krig i 1877-78 havde russerne ved San Stefanofreden den 3. marts 1878 tvunget Tyrkiet til at acceptere oprettelsen af en stor bulgarsk stat, det såkaldte Storbulgarien. En sådan stat ville uvilkårligt søge støtte hos Rusland. Det var en løsning, der ikke var acceptabel for Østrig-Ungarn. Skabelsen af en stor slavisk stat på Balkan ville styrke den slaviske nationalisme i dobbeltmonarkiets slaviske befolkning, og dermed destabilisere Østrig-Ungarn. Desuden var Storbritannien modstander af alt, der styrkede Ruslands indflydelse på Balkan. Den tyske kansler, Bismarck, tilbød sig da som "uvildig" mægler og indbød til en konference i Berlin for at løse problemerne på Balkan. Der mødte repræsentanter fra Storbritannien, Østrig-Ungarn, Rusland, Tyrkiet, Frankrig og Italien. Allerede inden kongressen åbnedes, var man nået frem til den såkaldte Lillebulgarien løsning. Den indebar, at der blev oprettet en bulgarsk stat mindre end den, russerne havde konstrueret. Russerne fik ej heller politisk indflydelse i den nye stat. Den blev en selvstyrende stat underlagt tyrkisk overhøjhed, men regeret af en valgt kristen fyrste. Endvidere blev Bosnien-Hercegovina lagt under østrig-ungarsk administration og besat af østrig-ungarske tropper, men forblev teknisk en del af Tyrkiet. Rumænien og Serbien fik anerkendt deres uafhængighed og fik lov at indlemme mindre områder af det ottomanske rige. Østrig-Ungarn hilste kongressens resultat med tilfredshed. Sammen med Storbritannien havde det fået bremset russernes indflydelse på Balkan. Men problemerne på Balkan var ikke løst. Området var stadig Europas urolige hjørne, og i 1914 udløstes 1. Verd.krig her

 

d Ludvig den 2. konge af Bayern 1864-86; søn af kong Maximilian 2. af Bayern og Maria af Preussen. Ved udbruddet af Syvugerskrigen i 1866 sluttede han sig til Østrig i krigen mod Preussen. Efter Østrigs nederlag underskrev Ludvig en traktat med Preussen, og gennem sin førsteminister arbejdede han for udsoning mellem de to store tyske stater. Ved udbruddet af den fransk-preussiske krig i 1870 sluttede han sig til Preussen. I december 1870 udsendte Ludvig på initiativ af Preussens kansler Bismarck et brev til Tysklands fyrster, hvori han opfordrede dem til at deltage i skabelsen af et tysk kejserrige under Preussens ledelse. Ludvigs frygt for at hans lands selvstændighed kunne komme i fare i det nye tyske kejserrige blev fjernet, da Bismarsk tilstod ham og hans land en række særlige privilegier og finansiel støtte. Kejserriget blev imidlertid en skuffelse for Ludvig, og da han samtidig følte sig foruroliget over den bayerske befolknings pantyske begejstring, trak han sig mere og mere ud af politik. Som en stor beundrer af Wagner støttede Ludvig livet igennem komponisten, ligesom han ydede teatret og operaen stor støtte. I årenes løb udviklede Ludvig en ekstravagant mani for byggeri i de bayerske Alper. Hans palads Herrenchiemsee (Herrn-Insel), bygget 1878-1885 og aldrig fuldført, var en kopi af Versailles; slottet Linderhof (1869-78) blev bygget med det franske Trianon som forbillede; Neuschwanstein blev et eventyrslot og opført på en klippetop og med værelser smykket med scener fra Wagners operaer. I juni 1886 blev Ludvig erklæret sindssyg, og hans onkel blev regent. Samme måned begik Ludvig selvmord ved at drukne sig i Starnberger See ved slottet Berg (f 25/8 1845)

 

1893 f Dorothy Sayers, engelsk krimiforfatter; skaberen af Lord Peter Wimsey, den adelige detektiv med hørhår, monokel og hyperintelligens. Sayers var en af de første kvinder, der fik en akademisk grad i Oxford - så sent som i 1915. Hun var meget lærd og havde især i sine tidlige bøger en forkærlighed for at lade sin detektiv citere på diverse sprog. Gennem årene forandredes Peter Wimsey umærkeligt fra en noget fjoget adelsmand til en charmerende akademiker. Selv trættedes Sayers af sin førhen så tilbedte detektiv; i sine sidste år helligede hun sig et religiøst betonet forfatterskab og oversættelser af Dante - om Wimsey hørte man intet i de sidste tyve år af hendes liv. Hendes første større arbejde, der blev udgivet, var "Whose Body?" (1923); en kriminalroman hvori Peter Wimsey dukker op første gang. Bogen blev fulgt af en eller to romaner om året i de næste 15 år. Sayers skrev noveller, hvori der foruden Peter Wimsey optrådte en detektiv ved navn Montague Egg. I sine senere år vendte sig fra detektiv fiktion og skrev teologiske skuespil og bøger som "Creed or Chaos?" (1947). Desuden oversatte hun Dantes "Inferno" (1949) og "Purgatorio" (1955); hendes oversættelse af den tredje bog "Paradiso" var ufuldendt ved hendes død.. Efter hendes død udkom "Lord Peter" (1972), der indeholder samtlige noveller om Peter Wimsey (d 17/12 1957)

 

f Paavo Nurmi, finsk langdistanceløber, der i perioden 1920-32 var verdens bedste løber fra 1500 m til maraton-distancen. Ved de olympiske lege i Antwerpen i 1920 vandt han guld på 10.000 meter og i terrænløb såvel individuelt som hold. Ved OL i Paris 1924 vandt han både 1500 og 5000 meter finalerne, som blev afviklet med en times mellemrum; han satte samtidig olympisk rekord og sejrede senere i terrænløbet både individuelt og for hold og på 3000 meter holdløb. Ved de olympiske lege i 1928 i Amsterdam vandt Nurmi 10.000 meteren. I alt vandt Nurmi 9 OL-guldmedaljer, hvortill kom sølvmedaljer på 5000 meteren ved OL i 1920 og igen på 5000 meteren og i 3000 m forhindringsløb i Amsterdam 1928. Nurmi satte 22 verdensrekorder i perioden. Som mange finner, som efter 1920 vandt olympiske medaljer, var Nurmi inspireret af sin landsmand Hannes Kolehmainen, som ved OL i 1912 vandt tre langdistanceløb. Ved træning og ved stævner havde Nurmi et stopur i hånden, så han kunne præcis kunne regulere sin indsats under løbet. Kort før starten på OL i Los Angeles i 1932 mistede Nurmi sine amatør-rettigheder (d 2/10 1974)

 

f Ingvald Lieberkind, zoolog og popularisator; han var kendt fra radio og fjernsyn som den engagerede zoolog, der på sin karakteristiske og veloplagte facon gjorde børn og voksne interesserede i naturens mysterier. På fjernsynsskærmen kom hans evner som tegner ham til gode, når han skulle fortælle om de små kræs udseende og levevis. Naturvandringer i barndommen med morfaderen vakte tidligt Lieberkinds interesse for plante- og dyrever-den. Efter studentereksamen i 1917 begyndte han at studere zoologi ved universitetet i København. Året før den afsluttende konferenseksamen i 1925 fik han arbejde på Zoologisk Museum. Lieberkinds speciale var pighude dvs. navnlig søstjerner. Han opnåede doktorgraden i 1937 på en afhandling om hæfteorganerne hos haletudser og deres betydning for paddernes slægtsforhold. Efter en professorkonkurrence samme år forlod han den akademiske verden til fordel for formidlingen og populærvidenskaben, bl.a. med 12-binds værket "Dyrenes Verden" (1937-38 med senere ny udgave), der kom i kæmpeoplag. Værket kom også til at præge universitets-undervisningen i mange år. Allerede i 1920’erne havde Lieberkind optrådt i radioen med populære dyreud-sendelser, og med fjernsynets fremkomst i Danmark midt i 1950’erne blev han også en af de mest populære tv-stjerner. Lieberkind var især folkekær pga. sin snakkesalighed og venlige runde væsen (d 17/2 1972)

 

f Tage Erlander, svensk socialdemokratisk statsminister; tog i 1928 eksamen i socialøkonomi og statsvidenskab ved universitetet i Lund. I studietiden havde han indmeldt sig i Socialdemokratiet. I 1932 kom han for første gang i Rigsdagens andetkammer og var medlem af det til 1973, bortset fra årene 1945-48 da han sad i førstekammeret. Han gjorde hurtigt karriere i såvel partiet som i statsapparatet. 1938-44 var han statssekretær i socialdepartementet, derefter konsultativ statsråd for sociale sager. I 1946 blev han kirke- og undervisningsminister. Da Per Albin Hansson døde oktober 1946, overtog Erlander dennes formandsstilling i Socialdemokratiet og blev dermed også udnævnt til Hanssons efterfølger som statsminister. Denne stilling bevarede han med skiftende parlamentarisk basis uden afbrydelse, indtil han efter den store valgsejr i 1968 overlod magten til Olof Palme i 1969. Erlanders tid som statsminister blev det svenske Socialdemokratis storhedstid, og ved valget i 1968, det sidste med ham som leder, fik partiet over 50% af stemmerne. Erlander prægede mere end nogen anden politiker Sveriges udvikling i de første tiår efter Anden Verdenskrig. Det gjaldt særlig udenrigspolitik, social- og økonomipolitik. Han var hovedarkitekten bag udformningen af den svenske velfærdsstat. Endvidere var han en ivrig forkæmper for nordisk samarbejde. Den enestående lederstilling, Tage Erlander indtog i svensk politik og som aldrig var bestridt, skyldtes en sjælden blanding af saglig tyngde, initiativrigdom og polemisk kraft. I sit otium skrev han 1972-82 sine erindringer i seks bind (d 21/6 1985)

 

1915 Som den sidste hestetrukne sporvogn kører Københavns Sporvejes Nørregadelinje – kaldt Hønen – sin sidste tur. Linjen var blevet åbnet som Københavns Forstæders Sporvognsselskabs tredje linje søndag den 20. juli 1884. Ved åbningen gik ruten fra Sølvtorvet ad Øster og Nørre Farimagsgade til Vendersgade ad Vendersgade og Nørregade til en endestation i Dyrkøb ved Fiolstræde. Linjen var stationeret i en remise i Lille Farimagsgade. Undervejs på den enkeltsporede strækning var anlagt viger, således at modkørende vogne kunne passere hinanden her. Taksten for at gennemkøre hele strækningen fra Sølvtorvet til Dyrkøb var 10 øre. Da driften begyndte, var der fem små enspændervogne og femten heste til at klare trafikken, og intervallet mellem vognene var omkr. 7 minutter. Snart viste det sig, at femten heste ikke var nok til at opretholde driften, og remisen i Lille Farimagsgade blev ombygget, så den kunne rumme seks enspændervogne og 25 heste. I marts 1894 flyttedes endestationen fra Dyrkøb til Gammel Torv, og Nørregadelinjen kørte nu gennem hele Nørregade. Linjens samlede længde var herefter 1.515 km. Karakteristisk for Nørregadelinjen – der i november 1902 fik linjenummer 11 – var, at den aldrig fik stoppesteder. Kusken standsede vognen, når der var passagerer at tage op eller sætte af. Lige til linjen lukkede, kunne enhver blive kørt lige til døren

 

1944 Den første V 1-bombe slår ned i London. Det skete tidligt om morgenen i bydelen Bethnal Green. Den dræbte 6 og sårede 30 alvorligt, samtidig blev mere end 200 personer hjemløse. I alt afskød tyskerne ti V1 bomber mod England natten mellem den 12. og 13. juni 1944. Fem styrtede til jorden kort efter affyringen, en faldt i Den engelske Kanal, mens fire nåede England. Den første landede uden at gøre skade på en mark ved Swanscombe, Kent. Selv om en af de to andre landede i London, forårsagede de ikke skader eller medførte tab af menneskeliv. I perioden mellem den 13. juni 1944 og den 29. marts 1945 affyrede tyskerne 9.251 V1-bomber mod England. Af disse faldt 2.419 i London. Resten blev uskadeliggjort af antiluftskyts eller blev skudt ned af RAF. V1-bomben var selvstyrende og blev drevet frem af en jetmotor, den havde et vingespænd på noget over 5 meter, en længde på 8 m og medførte en højeksplosiv sprængladning på 850 kg. Dens flyvehastighed var ca 600 km i timen, rækkevidden ca 330 km. Afstanden til nedslagsstedet blev målt af en propel i næsen. Et tælleværk stoppede brændstoftilførslen, når den beregnede afstand var nået, og bomben faldt ned. V’et i navnet på bomben stod for det tyske ord Vergeltung – gengæld, hævn

 

 

 

Til top        14. juni

1645 Slaget ved Naseby - ca 30 km syd for Leicester - udkæmpes under Den engelske Borgerkrig mellem parlamentets hær ledet af Oliver Cromwell og Sir Thomas Fairfax og royalisternes hær under kommando af fyrst Rupert. Sejren tilfaldt parlamentets hær, og dermed sattes der punktum for Den engelske Borgerkrigs militære del. Parlamentshæren havde sat efter royalisterne, da de havde brudt op fra Oxford og derefter stormet Leicester den 30. maj. De to hære mødtes et par kilometer nord for Naseby og deployeredes over for hinanden langs to parallelle højderygge mellem hvilke, der lå en dal kaldt Broad Moor. Royalisterne, skønt i undertal i forholdet 14.000 til 10.000, gik til angreb langs hele linjen. Det lykkedes Rupert at trænge venstrefløjen af parlamentets kavaleri tilbage, men begik derefter den fejl at fjerne sig fra slagmarken ved i fuld galop at sætte efter det flygtende parlamentskavaleri. Det lykkedes det mere succesrige parlamentskavaleri på højre fløj under Oliver Cromwell at omgruppere sig og rette et afgørende angreb på royalisternes centrum, royalisternes linje blev brudt, og en almindelig flugt begyndte. Parlamentshærens sejr var fuldstændig

 

1658 Slaget i Klitterne ved Dunkerque i De spanske Nederlande (Belgien) udkæmpes i den langvarige (siden 1635) krig mellem Frankrig og Spanien. Slaget blev udkæmpet mellem en fransk-engelsk styrke under kommando af marskal Turenne og en spansk hær kommanderet af Don Juan af Østrig. På begge sider deltog engelske soldater, og de udkæmpede slagets hårdeste kampe. 6.000 mand engelsk infanteri var af Oliver Cromwell blevet stillet til Turennes rådighed. På spansk side kæmpede engelske kontingenter under kommando af hertugen af York – den senere kong Jacob II. Slaget havde sin baggrund i spaniernes ønske om at hæve Turennes belejring af Dunkerque. Kavaleriet fra den spanske slagordens venstre fløj indledte slaget og opnåede fremgang. Men afgørende for slagets udfald blev, at den spanske højrefløj måtte vige for Turennes infanteri og især for Cromwells veteraner. Den spanske styrke i Dunkerque overgav sig. Året efter afsluttedes krigen med underskrivelsen af Pyrenæerfreden, ved hvilken Dunkerque blev overladt englænderne. I 1662, da England atter var blevet et kongedømme, købte Ludvig 14. den tilbage fra Karl 2. for 2,5 mio. livres

 

1777 USA's kontinentalkongres i Philadelphia vedtager at gøre Stars and Stripes til unionens officielle flag. Flaget skulle vise tretten striber, skiftevis røde og hvide, og tretten hvide stjerner i et blåt felt. Såvel de tretten striber som de tretten stjerner repræsenterede de tretten stater, der indgik i unionen. Da Vermont og Kentucky i 1791 og 1792 blev optaget i unionen, blev de tretten striber og tretten stjerner til femten striber og femten stjerner. Men i 1818, da fem stater blev optaget i unionen, og flere stod foran optagelse, erkendte Kongressen, at flaget, hvis det skulle forsynes med en ny stribe for hver ny stat, ville få et uheldigt udseende. Så den 4. april 1818 besluttede Kongressen, at stribernes antal skulle reduceres til de oprindelige tretten og symbolisere unionens første stater, at antallet af stjerner skulle angive unionens aktuelle antal stater. Ved Alaskas og Hawaiis optagelse i unionen i 1960 blev stjernes antal de nuværende halvtreds

 

1800 Slaget ved Marengo i Norditalien fem kilometer sydøst for Alessandria og ca. 40 kilometer nord for Genova udkæmpes mellem Napoleons hær på omkr. 28.000 mand og en østrigsk hær på 31.000 mand under general Friedrich von Melas. Slaget resulterede i fransk sejr og fransk besættelse af Lombardiet. Samtidig styrkede sejren Napoleons militære og politiske autoritet i Paris. Efter Napoleon i maj havde ført sin hær over Alperne, havde han afskåret Melas forbindelse med Østrig. Melas koncentrerede sine tropper ved Alessandria for at møde Napoleon der. Det var Napoleons opfattelse, at de østrigske tropper befandt sig ved Torino - omkr. 80 km mod vest - hans tropper var derfor spredt over et større område, da Melas satte sit angreb ind. En fransk styrke på omkr. 18.000 mand var ved at blive løbet over ende af den samlede østrigske styrke. Ved 15-tiden var Melas overbevist om, at sejren var hans, han overlod kommandoen til en af sine underordnede og trak sig tilbage til Alessandria. Den noget sløve østrigske forfølgelse af de vigende franske tropper, gjorde det muligt for Napoleon at holde sine tropper samlet, indtil general Louis Desaix’ korps på omkr. 10.000 mand kom til undsætning. Et voldsomt fransk modangreb, der blev sat ind ved 17-tiden, kastede østrigerne på hovedkuls flugt. De østrigske tab var omkr. 7.500 døde og sårede hvortil kom omkr. 4.000 tilfangetagne. Det franske tab var på omkr. 6.000 mand. Dagen efter underskrev von Melas en våbenstilstand

 

1807 Napoleon besejrer russerne i slaget ved Friedland i Østpreussen, 43 km sydøst for Königsberg (Kaliningrad). Napoleons Grand Arme på omkr. 80.000 mand - indbefattet polske, hollandske, italienske og tyske enheder - stod over for en russisk hær på omkr. 58.000 mand under kommando af general Levin Benningsen. Russerne indledte slaget ved om morgenen at angribe marskal Jean Lannes tilsyneladende isolerede korps. Underlegen i forholdet 2:1afviste Lannes i ni timer det russiske angreb, mens Napoleon fik samlet og opstillet sine tropper. Ved 17-tiden satte han med 65.000 sit angreb ind, og i løbet af de næste to timer pressede han den sydlige halvdel af den russiske hær tilbage og ind i landsbyen Friedland. Her blev de sammenpressede russiske styrker dræbt i hobetal af franske kardæsker, der blev affyret på tæt hold. I alt blev 19.000 russere dræbt eller såret, hertil kom de mange, franskmændene tog til fange og det ukendte antal, som druknede, da de forsøgte at flygte over floden Alle. De franske tab angives til 9.000 mand. Med sejren fik Napoleon oprejsning for det nærmest uafgjorte slag, han havde udkæmpet med russerne ved Eylau i februar, og den 25. begyndte de forhandlinger, der førte til den russisk-franske Tilsit-aftale

 

1811 f Harriet Beecher Stowe, amerikansk forfatter; var i sine unge år elev siden lærer ved sin søsters skole i Hartford, Conn, efter 1832 i Cincinnati. Her skrev hun fortællinger og anekdoter til lokale aviser, og hun fik udgivet en geografibog til skolebrug. Samme år som skolen lukkede - 1836 - blev hun gift med en præst, der var professor ved en præsteskole i Cincinnati. Hun fortsatte sit litterære arbejde og udgav i 1843 "The Mayflower; or Sketches of Scenes and Characters among the Descendants of the Pilgrims". Stowes kendskab til negerslaveriet stammede fra hendes kontakt med flygtede slaver fra den farm, hun boede tæt ved. Endvidere erfarede hun om livet i Syden fra venner og egne besøg der. I 1850 blev hendes mand professor ved Bowdoin College i Maine. Her skrev Stowe "Uncle Tom’s Cabin; or, Life Among the Lowly" som en serie til National Era, en antislaveri avis, der udkom i Washington D.C. I Syden blev hendes navn bandlyst, men alle andre steder opnåede hendes bog en uforlignelig popularitet og blev hurtigt oversat til flere sprog. Den bidrog til at fremkalde så stærk modstand mod Sydens slaveri, at den nævnes som en af grundene til Den amerikanske Borgerkrig. I 1853 udgav Harriet B. Stowe "The Key to Uncle Tom’s Cabin", hvor hun havde samlet et stort antal dokumenter og vidnesbyrd mod slaveri. I 1856 kom hendes "Dred: a Tale of the Great Dismal Swamp", hvori hun advarede mod den råddenskab, der ville brede sig i et samfund, der byggede på slaveri. I årene derefter skrev hun til stadighed mod slaveri i blade som Atlantic Monthly, Independent og i Christian Union, som hendes bror udgav. I 1859 udgav hun romanen "The Minister’s Wooing", der blev fulgt af et bind religiøse digte (d 1/7 1896)

 

1871 f J.C. Ellehammer, fabrikant og opfinder; han blev udlært som urmager i fødebyen Nykøbing F; herefter arbejdede Ellehammer i København som mekaniker i forskellige virksomheder - bl.a. hos Otzen & Thorstens-son, hvor han arbejdede med de første telefoner i København. I 1896 etablerede han sig som selvstændig mekaniker i Istedgade. Her fremstillede han bl.a. motorcykler. I løbet af få år blev der solgt over 1000 af disse såkaldte Elleham motorcykler. Herfra gik Ellehammer, der i sin barndom havde eksperimenteret med drager, over til at eksperimentere med fremstilling af en flyvemaskine. De praktiske forsøg blev gjort på den lille ø Lindholm i Smålandshavet. Her blev der anlagt en betonbane. Den 12. september 1906 lykkedes det Ellehammer som den første i Europa efter mange forgæves forsøg og haverier at hæve sig fra jorden, således at maskinen svævede ca 42 m i ½ m’s højde. Motoren var på 18 hk, og der var tale om et biplan. I løbet af få år kom Ellehammers arbejde til at stå i skyggen af andre flypionerers bedrifter. Ellehammer kastede sig da over forsøg med helikoptere, og september-oktober 1912 lykkedes det ham at få en sådan forsøgsmaskine til at hæve sig lodret fra jorden. Det er blevet sagt om Ellehammer, at når hans arbejder så ofte førte til skuffelser, trods hans utvivlsomme mekaniske iderigdom og mekaniske snilde, skyldtes det formentlig dels, at hans midler var begrænsede, dels at hans tekniske uddannelse ikke var så grundig, at han kunne gennemarbejde sine ideer tilstrækkelig dybtgående (d 20/5 1946)

 

1875 d Heinrich Louis (Ludwig) d’Arrest, tysk/dansk astronom; efter 1842-46 at have studeret matematik og astronomi ved universitetet i Berlin blev han knyttet til byens observatorium. Det var i Berlinertiden, d’Arrest tilbød at hjælpe Galle, der var 1. assistent ved observatoriet, med at lede efter den planet, hvis eksistens teoretisk var forudsagt af englænderen Adams og franskmanden Leverrier. Den 23. september 1846 iagttog Galle og d’Arrest som de første den nye planet Neptun. 1848 ansattes d’Arrest ved observatoriet i Leipzig, ved hvis universitet han tillige virkede som docent. I 1850 studerede d’Arrest især stjernetåger og udgav i 1855 "Resultate aus Beobachtungen der Nebelflecken und Sternhaufen erste Reihe", hvori han gør rede for observationerne af over 200 tågepletter. Foruden studierne af tågepletter fortsatte d’Arrest sine arbejder over kometer og planeter. I 1851 og 1857 opdagede han to nye kometer, af hvilke den første, der har en omløbstid på 6,7 år, bærer hans navn. Efter opfordring blev d’Arrest i 1857 professor i astronomi og direktør for observa-toriet i København. Her fortsatte han sine stjernetågeobservationer. De blev bragt til afslutning i 1867 med udgivelsen af "Siderum nebulosorum observarvationes Hafnienses". I 1862 opdagede d’Arrest asteroiden Freja (f 13/7 1822)

 

1914 d Hans Schourup, århusiansk købmand; efter at have været i isenkræmmerlære og efter læretidens udløb været ansat en tid hos sin læremester - N. Baadsgaard & Co. i Århus, åbnede Schourup i 1870 selvstændig isenkramforretning i Immervad 6, Århus, som han med tiden førte frem til en af provinsens største i branchen. Han afstod forretningen i 1889, og koncentrede sig herefter udelukkende for sin engros-handel med grovere isenkramvarer; firmaet blev i 1901 sammensluttet med Jyllands Staal- og Maskinforretning til aktieselskabet Hans Schourup & Jyllands Stål- og Maskinforretning A/S. Hans Schourup ledede til sin død virksomheden, der udviklede sig til en af landets største i branchen. I 1908 flyttede den til en nyopført lagerbygning på Frue Kirkeplads samt et forhus i Vestergade. Som følge af den kraftige ekspansion oprettede firmaet en filial i København. Trods travlheden med egen stærkt voksende forretning sad Schourup i en længere årrække i ledelsen af byens største jernindustrielle virksomheder, A/S Frichs og Th. Sabroe samt Aarhuus Privatbank og tog aktiv del i det kommunalpolitiske arbejde. 1890-1906 sad han som repræsentant for de konservative i Århus byråd; her ydede han en betydelig indsats for oprettelsen af byens første elektricitetsværk. Herudover var han bestyrelsesmedlem af bl.a. Handelsstandsforeningen, Teatret, Velgørenhedsselskabet o.a (f 28/11 1842)

 

1917 d W.H.O. Madsen, minister (Venstre), officer og maskingeværkonstruktør; afsluttede officersuddannelse i 1861 og deltog i krigen 1864. Han avancerede reglementeret og blev i 1895 oberst og direktør for artilleriets tekniske tjeneste og chef for fæstningsartilleriet i 1898. Inden Madsen fik disse chefstillinger, havde han gjort tjeneste på mange områder inden for artilleriet. Dette hang sammen med hans fremragende matematiske evner. I 1868 var han blevet knyttet til officersskolen som lærer, og i 1872 udgav han "Elementair Arithmetik og Algebra", "Analytisk Plangeometri" i 1875 og i 1882-83 "Rationel Mekanik I-II". Sit tekniske snilde demonstrerede han, da han deltog i konstruktionen af en afstandsmåler for søbefæstningen, og navnlig da han gennem samarbejde med rustmester Bjarnov i 1880'erne konstruerede Madsen-rekylgeværet, der indførtes i den danske hær og i en forbedret udgave blev kendt i udlandet som Madsen-maskingevær og infanterikanon. Krupps fabrikker i Essen havde bemærket sig Madsens evner og indsats i våbenproduktion og søgte at knytte ham til sig, men det afslog han. I 1901 blev Madsen krigsminister i den første regering efter systemskiftet (til 1904). Han opstillede forgæves til folketingsvalget i 1903 i Randers. 1909 blev han valgt i København, men da han tabte sin kreds ved valget i 1910, opstillede han ikke siden. Fra 1907 til sin død var han direktør for gradmålingen og fra 1909 medlem af B&W’s bestyrelse (f 11/4 1844)

 

1928 d Emmeline Pankhurst, født Goulden, britisk kvindesagsforkæmper; ti år efter sit giftermål med Richard Marsden Pankhurst grundlagde hun Women’s Franchise League, som i 1894 sikrede de britiske kvinder stemmeret ved lokalvalg. Fra 1895 beklædte hun en række kommunale tillidsposter i Manchester, men efterhånden lagde hun det meste af sin arbejdskraft i Women’s Social and Political Union (WSPU), som hun grundlagde i 1903 i Manchester. WSPU krævede valgret til kvinder ved parlamentsvalg og vakte første gang opmærksomhed den 13. oktober 1905, da to af dens medlemmer blev smidt ud fra et møde i Det liberale Parti, da de bad om en udtalelse fra partiet om dets holdning til stemmeret til kvinder, og derefter blev arresteret. De to kvinder blev sat i fængsel, da de nægtede at betale en bøde for at forstyrre den offentlige orden. Fra 1906 ledede Pankhurst sine aktiviteter fra London. I årene 1908-09 var hun fængslet tre gange. I 1913 blev hun fængslet og løsladt 12 gange under afsoning af en straf på 30 dages fængsel. Det skete i henhold til en ny fængselslov, der tillod myndighederne at løslade spisestrejkende fanger, for derefter at fængsle dem igen, når de var kommet nogenlunde til kræfter. Ved udbruddet af Første Verdenskrig afblæste Pankhurst sin kampagne. Under og efter krigen boede Pankhurst i USA, Canada og Bermuda. Ved hjemkomsten i 1926 blev hun opstillet for de konservative i en valgkreds i London, men døde før, der var afholdt valg (f 14/7 1858)

 

f Erneste "Che" Guevara, cubansk læge og guerillaleder; efter at være blevet læge i 1953 tilsluttede Guevara sig Fidel Castros undergrundshær i Mexico. Da den havde gjort landgang på Cuba i 1956, blev Guevara major og stod i spidsen for en del af de styrker, der sent i 1958 invaderede det indre af Cuba. Efter Castros sejr i begyndelsen af 1959 kom Guevara til at beklæde flere indflydelsesrige poster, bl.a. var han en periode industri-minister. han talte for centralisering og for skabelse af det nye socialistiske menneske. Nogle iagttagere har ment, at sovjetisk modstand mod Guevaras politik har været afgørende for, at han forlod Cuba i 1965. Guevara har bl.a. skrevet "Guerilla Warfare" (1961) og "Guerilla Warfare: A Method" (1953. I den sidstnævnte argumenterede han for, at en revolution i Latin Amerika kun kunne gennemføres gennem oprør i landbe-folkningen. En holdning der blev afvist af de mere ortodokse latinamerikanske kommunistpartier. Da Guevara i 1966 med cubansk støtte oprettede en guerillalejr i Bolivia, lykkedes det ham da heller ikke at vinde støtte hverken i Det bolivianske kommunistparti eller hos de lokale bønder. Han blev taget til fange og dræbt af en boliviansk hærenhed i landsbyen La Higuera vær Vallegrande (d 9/10 1967)

 

d Peter Adler Alberti, højesteretssagfører og justitsminister 1901-1908; han arvede sin højt estimerede fars - venstrepolitikeren, overretsprokurator C.C. Alberti - tillidshverv og blev ved faderens død i 1890 formand for Den sjællandske Bondestands Sparekasse, selv om hans regnskabsføring i Danske Landmænds Smøreksport-forening, som han havde oprettet i 1888, allerede var udsat for kritik. I 1892 blev han valgt til Folketinget, hvor han sluttede sig til Venstrereformpartiet. Som leder af de sjællandske bønder og af partiets højrefløj blev han ved Systemskiftet i 1901 justitsminister. I denne egenskab gennemførte han i 1905 en omstridt "pryglelov", som indførte korporlig afstraffelse for visse voldsforbrydelser. I 1906 afskaffede han den statskontrollerede prostitution. På Rigsdagen var Alberti fra første færd udsat for angreb for at blande embede og private forretninger sammen. Han afviste angrebene med injuriesager, grove modangreb og bortforklaringer. I foråret 1908 blev angrebene så nærgående, at konseilspræsident J. C. Christensen, som ellers havde fuld tillid til Alberti, lod ham falde som minister. Dog lod han inden afskedigelsen Alberti udnævne til gehejmekonferensråd, så han fortsat skulle tiltales Deres Excellence og lånte ham 1.5 mio. kr af statskassen, for at Bondestandens Sparekasse kunne klare juniterminen. Da lånet krævedes indfriet, meldte Alberti sig den 8. september 1908 til politiet. To år senere blev han idømt otte års tugthus for bedrageri og dokumentfalsk. Hans bedragerier beløb sig til 16.9 mio. kr. Alberti havde ikke beriget sig selv, men forfalsket regnskaber og overført penge fra sparekassen til smøreksportforeningen for at afregne smørret til en for høj pris for at lokke kunder - og vælgere - til og dermed skaffe sig magt. Alberti blev benådet i 1917. Efter løsladelsen ernærede han sig ved kontorarbejde, som rådgiver i arve- og skiftesager og i huslejesager. Han havde en ganske god indtægt og havde ingen næringssorger. Han levede en tilbagetrukken tilværelse, men dog ikke mere end at han spadserede meget i de københavnske gader. Han sad ofte på fortovsrestaurant og drak en kop kaffe. Han søgte på ingen måde at skjule, hvem han var. På sin fødselsdag i 1932 blev han påkørt af en sporvogn og døde fire dage senere af de kvæstelser, han pådrog sig ved ulykken (f 10/6 1851)

 

1936 d G.K. Chesterton, britisk journalist og forfatter; han var i mange år medarbejder ved det liberale "Daily News". Fra 1916 redigerede han tidsskriftet "The New Witness". Det fortsatte til hans død som "G.K.’s Weekly". Det vendte sig mod kapitalismen på den ene side og mod socialismen på den anden og gik ind for en størst mulig spredning af ejendomsretten. I øvrigt var han forkæmper for gamle engelske dyder og en skarp kritiker af imperialismen og af Storbritanniens rolle i Boerkrigen. Hans forfatterskab er omfattende - ca 100 bøger. - og meget vidtspændende. – fra litteratur- og og samfundskritik til lyrik. På vers viste han mesterskab i det fortællende digt "The Ballad of the White Horse" (1911). I en klasse for sig står hans fantastiske, sociale og filosofiske romaner, som "The Napoleon of Notting Hill" (1904), "The Man Who Was Thursday" (1908) og "The Return of Don Quixote" (1927). Hans samlinger af detektivhistorier om "Father Brown" blev meget populære og kom i store oplag. Den blide, lille, rundhovede katolske præst, der selv om han gik mindre ortodoks til værks end man skulle have forventet det af en præst, blev en af kriminallitteraturens store detektiver. Father Brown fik som præst kendskab til menneskenes ondskab, en viden han anvendte i sit detektivarbejde. Hans opklarings-arbejde var baseret på psykologisk kendskab og intuition ikke på logik. I sit litteraturkritiske forfatterskab skrev Chesterton en værdsat bog om Dickens (1906), desuden bl.a. om Blake, Stevenson, Chaucer og på det teologiske område om Thomas Aquinas (1933). I 1936 kom hans selvbiografi, "Autobiography" (f 29/5 1874)

 

1940 Under Anden Verdenskrig rykker tyske tropper ind i Paris. Ved middagstid meddelte den tyske værnemagts overkommando: "Det fuldstændige sammenbrud af den franske front mellem Kanalen og Maginotlinjen ved Montmedy har tilintetgjort den franske ledelses plan om at forsvare Frankrigs hovedstad. Paris er derfor blevet erklæret for en åben by. De sejrrige tyske troppers indmarch i Paris finder netop nu sted"

 

1976 Knud, arveprins; blev uddannet som søofficer og blev i 1965 admiral. Tronfølgeloven af 1953 gav ham titlen arveprins, men indførelse af kvindelig arveret berøvede i realitet ham og hans efterkommere arveretten til den danske trone. K var protektor for en lang række foreninger, bl.a. Foreningen af søofficer af reserven, Foreningen for national kunst og Dansk ornitologisk Forening (f 27/7 1900)

 

 

 

Til top        15. juni

923 d Robert 1., frankisk konge 922-923; søn af Robert den Stærke af Neustrien. Roberts ældre bror var den frankiske konge Odo, da denne efter ti år på tronen døde i 898, blev Robert en af Frankerrigets mægtigste mænd. Han sad nu på hele sin slægts besiddelser mellem floderne Seine og Loire. Sammen med andre stormænd aflagde Robert troskabsed til den nye konge, karolingeren Karl 3. den Enfoldige. Efter 911 voksede Roberts magt og indflydelse betydeligt. Hans sejr over normannerne ved Chartres banede vej for traktaten i Saint-Clair-sur-Epte, hvor Karl 3. overlod et landområde til normannerne og udnævnte deres leder Rollo til hertug. Roberts militære succes styrkede hans position, men samidig blev uenigheden mellem ham og kongen åbenlys. Utilfredshed med Karls favorisering af nogle stormænd fra Lorraine fik i 919 R og andre stormænd fra Neustrien til at rejse oprørsfanen. Da Robert var blevet valgt til konge, samlede han en hær og mødte i juni 923 Karls hær i slaget ved Reims. Karls hær blev besejret, men Robert blev dræbt under slaget. Roberts sønnesøn var Hugo Capet, der i 987 blev fransk konge og derved grundlagde det capetinske dynasti, som sad på den franske trone til 1328 (f ca 865)

 

1169 Arkonas erobring. Fra omkr. 1130'erne havde det slaviske folkeslag venderne, der boede ved Østersøens sydkyst øst for Elben, i stigende omfang foretaget plyndringstogter mod de danske kyster. Med borgerkrigens ophør i 1157 og dermed kongemagten samlet under Valdemar den Store, samtidig med Absalon i 1158 blev biskop i Roskilde, var der skabt grundlag for, at danskerne kunne tage offensiven mod venderne. I 1169 var danskerne rede til at føre krigen over i fjendens lejr. Det gjaldt vendernes borg Arkona på Rügen. Arkona lå højt på toppen af en klint. På tre af borgens sider skærmedes den af høje skrænter som en høj mur, hvis tinde intet blidekast kunne nå. På den fjerde side var adgangen spærret af en vold på ca 30 meters højde, forneden bestående af jord, foroven af tømmerstokke og græstørv. En dag opdagede en soldat i belejringshæren, at jorden under borgtårnet var sunket sammen, så der var opstået et hulrum under trætårnet. Det lykkedes danskerne at få hulrummet fyldt med halm og få det antændt. Samtidig indledtes stormen på borgen. Ilden antog hurtigt et betydeligt omfang. Da det var umuligt for forsvarerne både at bekæmpe den og værge sig mod angrebet, blev der indledt forhandlinger om overgivelse. Valdemar var parat til at give venderne frit lejde på betingelse af, at de bl.a. udleverede gudebilledet - Svantevit - med alle dets rigdomme, løslod alle kristne fanger uden løsepenge og lovede at gå over til kristendommen. Endvidere skulle de i fremtiden følge kongen i leding og årligt betale ham skat af hvert spand okser. Venderne accepterede. Den flg. dag fandt den højtidelige omstyrtning af træstøtten forestillende Svantevit sted. De danske krigere gik løs på støtten med deres økser. Hen under aften fuldendte lejrkokkene ødelæggelsen af gudebilledet. For at skaffe pindebrænde til kogning af aftensmaden huggede de løs af støtten. Et forsmædeligt endeligt for den højt ærede gudestatue. Da kong Valdemar den næste dag af venderne havde fået udleveret syv store kister fyldt med tempelskattene, gav han ordre til opbrud

 

1215 Magna Carta - Det store Frihedsbrev - udstedes af den engelske konge Johan uden Land på øen Runnymede i Themsen. Kongen var tvunget til udstedelsen af sine baroner, og før udstedelsen var der gået adskillige års alvorlige stridigheder. Selv om Magna Carta noget overdrevet er blevet kaldt verdens første forfatning, repræsenterede dens indhold først og fremmest indrømmelser til kongens modstandere i nævnte strid. Således blev baronernes forpligtelser over for kongen fastslået og på den anden side deres rettigheder over for deres undergivne. Skatter måtte ikke pålægges kogens lensmænd, uden forslag herom havde været forelagt en forsamling af disse, af hvilke de fornemste tilmed skulle indkaldes ved brev rettet til hver enkelt. Af Magna Cartas 63 punkter formuleredes der i punkt 39 et grundlæggende princip om, at ingen fri mand kunne fængsles uden om landets love eller efter dom af ligemænd. Men bestemmelsen havde kun betydning for en minoritet. I England var langt hovedparten af de almindelige bønder ufri. Med sit indhold er Magna Carta typisk for middelalderens forfatningstænkning. Ved ret forstod man dengang først og fremmest enkeltrettigheder, og forsøgene på at begrænse kongens magt udgår fra enkeltgrupper, som har set deres interesser truet. I tilfældet med Magna Carta var der tale om dele af højadelen, i meget høj grad mænd, som havde et personligt modsætningsforhold til kongen, og som fik støtte af grupper fra borgerskab og lavadel

 

1219 Slaget ved Lyndanise i Estland. For at kolonisere og erobre gik domkannik Albert fra Bremen i 1200 i land ved floden Dvina i Estland, og et stykke oppe ad floden grundlagde han byen Riga. Den skulle være sæde for landets gejstlige og verdslige styre, og den skulle være en tysk by. I 1202 stiftede Albert Sværdriddernes Orden. Det lykkedes hurtigt ordenen at erobre det meste af det område, som dengang kaldtes Livland, og som i dag udgør den sydlige del af Estland og den nordlige del af Letland. I 1207 gik Albert et skridt videre. Han lod sig anerkende som tysk rigsfyrste og tog sit land som len under Filip af Schwaben. Fra 1251 kom Albert i vanskeligheder. I samarbejde med sværdridderne var han trængt nordpå og var kommet i kamp med esterne. Samtidig var russerne blevet opmærksomme på den fare, der truede vestfra og havde gjort fælles sag med esterne. I den situation behøvede Albert militær hjælp, og den var kun at få ét sted: hos kong Valdemar i Danmark. I 1218 dukkede Albert op i Danmark og bad Valdemar komme østpå med en hær. Kongen var ikke sen til at svare ja, men vel at mærke på den betingelse, at alle erobrede områder skulle tilhøre Danmark. Albert kunne ikke gøre andet end at acceptere.Næste sommer,1219, drog Valdemar af sted med en stor flåde. Den landede ved det senere Tallin i Estland.Landets nordlige områder underkastede sig uden sværdslag, og alt forløb tilsyneladende godt. Imidlertid havde esterne i hemmelighed samlet en stor hær, og 15. juni faldt de ved Lyndanise over den intetanende danske lejr. Mange danskere mistede livet, men til sidst gik den danske hær af med sejren.Med sejren opnåede Valdemar et dansk herredømme over Østersøen: bortset fra den strækning, der var under Albert af Riga, beherskede den danske konge hele kysten og dermed al handel på Østersøen

 

1219 Dannebrog falder ned fra himlen. Om slaget ved Lyndanise dannede der sig i årenes løb talrige sagn. Bl.a. fortællingen om den gamle ærkebiskop Anders Sunesen, der ikke selv deltog i striden, men ved slagmarken knælende bad for sit folk. Når hans arme trættedes og sank, sejrede fjenden, men så snart de hævedes mod himlen, tilsmilede sejren danskerne. Det er også slaget ved Lyndanise, sagnet om Dannebrog knytter sig til. Det fortælles, at der midt under slaget faldt en fane ned fra himlen, rød og smykket med et hvidt kors, og der hørtes en stemme, der sagde, at når denne fane løftedes, ville danskerne sejre. Den ældste bevarede form af sagnet findes hos en krønikeskriver fra 1500-tallets midte. En afbildning af Dannebrog - danernes klæde eller danernes mærke - den røde dug med det hvide kors, kendes først fra Valdemar Atterdags tid, mere end 150 år senere. Navnet Tallin betyder "Danskerborgen", denne bys våben var senere et hvidt kors i et rødt felt, og det er ikke utænkeligt, at en rød fane med et hvidt kors kan have været anvendt allerede på Valdemar Sejrs tid. Det er i al fald sikkert, at felttoget til Estland blev betragtet som et korstog, udført til Guds ære

 

1330 f Edward, Prince of Wales, "Den sorte prins", Edward af Woodstock. Søn af Philippa af Hainault og Edward 3. Da han var udset til engang at skulle overtage den engelske trone, blev han uddannet i såvel krigs- som statsmandskunst. Denne uddannelse betød, at han blev en af sit lands største soldater i Hundredårskrigen med Frankrig. Han udmærkede sig første gang som 16 årig ved den engelske sejr i slaget ved Crécy. I 1355 overtog han kommandoen over de engelske styrker i Frankrig, og året efter førte han sin hær til den overvældende sejr ved Poitiers, hvor den franske konge Johan 2. den Gode blev taget til fange, og hvor de engelske langbueskytter viste deres overlegenhed over for den franske ridderhær. I juli 1362 blev han fyrste af de engelske besiddelser i den sydvestlige del af Frankrig, Akvitanien. Som administrator viste han ikke de samme evner som på slagmarken. Hans overdådige hofhold oversteg hans indtægter, og hans stadige krav om penge på stændermøderne, gjorde ham mildt sagt upopulær. I 1367 stod han i spidsen for et sejrrigt felttog til Spanien, men året efter gjorde hans franske undersåtter oprør. Han fik underkuet oprøret bl.a. ved i 1370 at plyndre og ødelægge Limoges. Året efter måtte E sygdomsplaget og nedbøjet af sorg over sin ældste søns død trække sig tilbage til England og overlade Akvitanien til sin far. I sine sidste år var E invalideret af sygdom; kort før sin død opnåede han sin fars og parlamentets forsikring om, at den engelske krone, når tiden var inde, uden opposition ville tilfalde hans næstældste søn Richard (den senere Richard 2.) (d 8/6 1376)

 

1381 d Wat Tyler, engelsk oprørsleder under bondeopstanden 1381; den succes, opstanden havde i første omgang, tilskrives Tylers ledelse. Opstanden begyndte i Kent som protest mod de høje skatter, der var pålagt underklassen. Den 7. juni valgte oprørerne Tyler til deres leder. I spidsen for oprørerne erobrede Tyler Canterbury den 10. juni, Savoyslottet tilhørende kongens onkel, John af Gaunt den 13. og London Bridge og Tower of London den 14. Selv om kong Richard 2. den 14. juni lovede oprørerne skattelettelser, afslog de at nedlægge deres våben og tage hjem. De mødtes dagen efter ved Smithfield med kongen; her fremsatte Tyler mere radikale krav bl.a. inddragelse af al kirkegods. Under forhandlingerne udbrød der tumulter, og Tyler blev alvorligt såret. Nogle af hans mænd bar ham til St. Bartholomew’s Hospital; efter ordre fra Londons Lord Mayor blev han fjernet herfra, slæbt til skafottet og halshugget. Bondeopstanden i 1381 er blevet karakteriseret som den første større folkelige opstand i engelsk historie. Efter Tylers død fik regeringen hurtigt oprettet sin autoritet og gjort ende på opstanden (f kendes ikke)

 

1467 d Philip 3. den Gode, hertug af Burgund 1419-1467; søn af Johan den Uforfærdede og Margrethe af Bayern. Gennem hele sin regeringstid arbejdede Philip på at opbygge en uafhængig burgundisk stat i de områder, han havde arvet nemlig hertugdømmet Burgund, grevskaberne Flandern, Rethel og Artois. Fra sin første kone, Michelle af Frankrig, datter af kong Karl 6. overtog Philip nogle områder i Picardiet og nogle byer ved Somme. For at nå sit mål og tilmed sikre sig en kongekrone, skulle Philip overvinde to forhindringer: modstanden fra sin slægtning, kongen af Frankrig og den manglende sammenhæng i sine geografisk, sprogligt, kulturelt og historisk spredte besiddelser. I årenes løb lykkedes det Philip at forøge sine besiddelser noget. Men da Frankrig efter Jeanne d’Arcs indsats kom til kræfter i krigen med England - Hundredårskrigen, måtte Philip bøje af, slutte fred og anerkende Karl 7. som fransk konge. Den eneste, der kunne gøre ham til konge, var den tysk-romerske kejser, og han afviste Philip. Kejseren ville ikke gå med til at oprette et stærkt kongerige ved sin vestgrænse. Philips hof i Dijon var et af Europas mest strålende. Hans indstiftelse af ordenen Den gyldne Vlies i 1437 står som et billede på det pragtfulde hof, hvor riddertidens idealer nåede et højdepunkt på et tidspunkt, hvor taktiske og våbenteknologiske ændringer havde gjort dem overflødige på slagmarken. Da Philip døde, havde han trods alle sine bestræbelser ikke fået skabt et kongerige, og ved hans søns, Karl den Dristiges død på slagmarken i 1477 blev de burgundiske besiddelser delt mellem den franske konge og den tyske kejser (f 31/7 1396)

 

1505 d Ercole d'Este, hertug af Ferrara; som hertug stod han tidligt over for en vanskelig situation, nemlig en koalition mellem Venezia og pave Sixtus IV. Koalitionen tvang ham i 1484 til at give afkald på området Polesine. Presset fra pavemagten fortsatte, og i 1501 var han nødt til at indgå en ægteskabskontrakt mellem sin søn Alfonso og Lucrezia Borgia for at sikre Ferrara mod hendes fars - pave Alexander VI’s rovlystne erobringsplaner. Han fortsatte d'Esternes støtte til kunst og kultur. Således tog han digteren Boiardo som minister og støttede forfatteren Ariosto. Ercole d’Este var far til Beatrice og Isabella d'Este, der takket være den glimrende uddannelse, deres far sørgede for, de fik, blev to af den italienske renæssances mest fremtrædende kvinder (f 26/10 1431)

 

1520 Pave Leo 10. udsender bullen Exsurge Domine, som fordømte enogfyrre udtalelser af Luther, beordrede offentlig brænding af værker, hvori disse udtalelser forekom, og opfordrede Luther til at tilbagekalde sine fejltrin og vende tilbage til den rette tro. Endvidere sagde bullen, at hvis Luther efter tres dage stadig nægtede at tage til Rom for at gøre en offentlig tilbagekaldelse af sine kætterske udtalelser, ville han blive bandlyst og dermed være udstødt af det kristne samfund. Luther markerede afslutningen på henstandsperioden ved at lade trykke den første af tre små bøger, der udgjorde et program for en religiøs omvæltning. Hidtil havde han skrevet på latin, nu skrev han på tysk og som tysk patriot – "Et åbent brev til den kristne adel af den tyske nation om reformationen af kristenheden"

 

1567 "Slaget" ved Carberry Hill ved Edinburgh. Da Maria Stuarts tropper står over for de skotske oprørere, nægter de at kæmpe. Marie overgiver sig da på den betingelse, at hendes mand jarlen af Bothwell får tilladelse til at flygte. Han flygtede først til Orkney- og Shetlandsøerne siden til Danmark, hvor han sad som fange på Dragsholm til sin død

 

1580 På sin jordomsejling runder Francis Drake for hjemadgående Kap Det gode Håb. Med fem skibe og 160 mand havde Drake forladt England den 13. december 1577. Den 6. september 1578 forlod han Magellanstrædet og stod ud på Stillehavet. Den 26. september 1580 var han tilbage i Plymouth. Dermed havde han fuldført historiens anden jordomsejling. Den første havde fundet sted 60 år tidligere. Den blev fra starten ledet af Magellan. Men i modsætning til Drake overlevede han ikke turen. Drake blev dermed den første kaptajn, der sejlede Jorden rundt

 

1712 d Louis Joseph de Vendome, fransk feltherre; Vendome indtrådte i den franske hær i 1672 og var generalløjtnant ved udbruddet af Den pfalziske Arvefølgekrig (1688-97) mellem Frankrig og andre stormagter. I krigen udmærkede han sig ved sejren over de allierede i slaget ved Steenkirke (1692); i 1695 blev han øverstkommanderende i Catalonien, og to år senere indtog han Barcelona. Uenighed om arveret til den spanske trone bragte i 1701 Frankrig i krig (Den spanske Arvefølgekrig) med Storbritannien, Østrig og Nederlandene. I 1702 overtog Vendome kommandoen over den franske hær i Norditalien. Her udkæmpede han i august 1702 ved Luzzara det blodige, men uafgjorte slag med den østrigske hær under prins Eugen af Savoyen. I 1704 indtog Vendome Vercelli og besejrede prins Eugen og østrigerne i slaget ved Cassano i august 1705. I maj 1706 blev Vendome overflyttet til fronten i Flandern. Her havde den britiske general John Churchill, hertug Marlborough netop vundet en overvældende sejr over franskmændene i slaget ved Ramillies. Vendome opnåede kun lidt, og den 11. juli 1708 led han et alvorligt nederlag til Marlborough og prins Eugen i slaget ved Oudenraade. Vendome mistede sin kommando og var nu i kongelig unåde. I efteråret 1710 udnævnte kong Philip 5. af Spanien Vendome til øverstkommanderende i den spanske hær. Vendome generobrede Madrid, og i december tvang han ved Brihuega den britiske general til overgivelse. Samme måned vandt han ved Villa-viciosa en stor sejr over Guido von Starhembergs østrigske hær. Et resultat af disse sejre var, at Philip nu sat sikkert på den spanske trone, og at østrigerne i Spanien kun beherskede Catalonien. Vendome døde pludseligt under forberedelserne til en offensiv mod østrigerne i Catalonien (f 1/7 1654)

 

1733 Sankt Croix kommer under dansk styre. Øen, der med sine 213 km2 er på størrelse med Møn, var blevet koloniseret første gang omkr. 1625, da nederlandske og engelske nybyggere bosatte sig på den. Senere fulgte franskmændene efter. Stridigheder medførte, at hollændere og franskmænd omkr. 1645 forlod øen. Senere vistnok omkr. 1649 angreb spaniere øen og bortførte englænderne. Derefter vendte franskmændene tilbage; senere kom St. Croix en tid under Malteserordenen, der siden solgte den til den franske krone. Omkr. 1695 forlod franskmændene øen. Inden afrejsen ødelagde de deres fort, brændte husene og overlod marker og husdyr til deres skæbne. Snart dækkede et frodigt vildnis sporene efter civilisationen. Allerede ved midten af 1720'erne var der planer fremme om at afhænde St. Croix til et dansk konsortium, og i 1732 blev Dansk Vestindisk-guinesisk Kompagni tilbudt at købe øen for 200.000 livres. Samme år gjorde en aktieejer i kompagniet, en af landets største godsejere, overkammerherre von Plessen, opmærksom på den betydning en dansk kolonisation af St. Croix kunne få for beskæftigelsen af de mange fattige i Danmark, der lå det offentlige til byrde. Både direkte ved at overføre de fattige til øen og indirekte ved at tilvejebringe et afsætningsmarked for danske varer ville erhvervelse af Sankt Croix være en god forretning for Danmark. Von Plessens indflydelse ved hoffet medførte en kgl. tilladelse til at indlede forhandlinger med den franske gesandt om køb af St. Croix. Resultatet blev Vestindisk-guinesisk Kompagnis køb af øen for 750.000 livres (164.000 rigsdaler) ved traktat af 15. juni 1733

 

1752 Franklins drage op. Selv om Benjamin Franklin fik størst betydning på det politiske område, var hans interessefelt stort. Mens han levede i Philadelphia som bogtrykker – 1728-48 – var han foregangsmand på mange områder. Bl.a. fik han i 1729 stiftet en videnskabelig klub, som 1743 udvikledes til American Philosophical Society; i 1732 fik han en offentlig bogsamling i stand, og i 1735 stod han bag oprettelsen af et brandkorps. Med stor iver drev han fysiske studier, særlig om elektricitet. Allerede i 1747 var han overbevist om, at lyn var en elektrisk gnist. Denne antagelse fik han vished for den 15. juni 1752, da han satte en drage op under et tordenvejr. Snart efter konstruerede Franklin en lynafleder

 

1843 f Edvard Grieg, norsk komponist; han var elev på konservatoriet i Leipzig 1858-62; derefter studerede han i København. I årene her skrev han bl.a. de fire Humoresker opus 6, der betegnes som hans gennembrud som klaverkomponist. Fra 1866 var Grieg bosat i Norge. Året efter udkom som hans opus 12 et hæfte med otte Lyriske småstykker for klaver. Det var det første af i alt ti samlinger Lyriske Stykker, der udkom i årene 1867-1901. I 1870’ernes begyndelse indledte Grieg et samarbejde med Henrik Ibsen. Et samarbejde der førte til et af hans mest udbredte værker: musikken til skuespillet Peer Gynt. Uropførelsen fandt sted i Kristiania i 1876, og otte af satserne udgav han senere som Peer Gynt-suite nr. 1 opus 46, og nr. 2 opus 55. I 200 året for Holbergs fødsel skrev han orkestersuiten Fra Holbergs Tid (1884), som i versionen for strygeorkester straks vandt vid udbredelse. For G var norsk folkemusik en uudtømmelig inspirationskilde, og hans lyriske nationalromantiske kompositioner fik betydning for samtidens europæiske musik bl.a. impressionismen. Han var æresdoktor ved Cambridge og fik fra 1874 komponistgage af den norske stat (d 4/9 1907)

 

d James Knox Polk, USA's præsident 1845-1849; fra 1820 var han sagfører i Tennesse; her begyndte han som Demokrat sin politiske karriere med i årene 1823-25 at være at være medlem af sin hjemstats Senat. Derefter var han 1825-39 medlem af Repræsentanternes Hus i Wahnington D.C., og dets formand fra 1835. Efter at have beklædt guvernørposten i Tennesse i årene 1835-41, blev han som kompromiskandidat valgt til at repræsentere Demokraterne ved præsidentvalget i 1844. I sin valgkampagne overraskede han alle ved at indtage et fast standpunkt i to af datidens brændende spørgsmål. Det gjaldt forholdet til Mexico vedrørende Texas, og det gjaldt forholdet til Storbritannien vedrørende grænsen til Canada i det nordvestlige USA, hvor amerikanerne gjorde krav på territorier mod nordvest (Californien og Oregon). Mens de andre kandidater var uklare i deres holdning til problemet Texas, gik P ind for amerikansk annektion af området. Også vedrørende grænsen til Canada var hans holdning klar. Han førte sin valgkampagne med sloganet "54 gr. 40 min. or fight". Det referede til, hvor grænsen til Canada skulle være. Som den hidtil yngste kandidat vandt P præsidentvalget. Mens P var præsident udkæmpedes krigen mod Mexico, som førte til erhvervelse af de områder, der siden kom til at omfatte staterne Texas og New Mexico. Med Storbritannien fik P underskrevet en aftale, der fastlagde grænsen i overensstemmelse med de amerikanske ønsker (f 2/11 1795)

 

1880 f Niels Bukh, gymnastikpædagog, højskolelærer; voksede op på Vallekilde højskole, hvor faderen var lærer. B tog tidligt deltog skytteforeningsarbejde og var delingsfører, før han i 1908 begyndte en videregående uddannelse i gymnastik. I disse og større kredse slog han sit navn fast, ved som leder af det mandlige konkurrencehold i gymnastik at opnå en andenplads ved de olympiske lege i Stockholm 1912. Samme år tog han lærereksamen ved seminariet i Vordingborg. 1914 blev Bukh ansat ved Ollerup folkehøjskole. Her virkede han som gymnastiklærer og stod for uddannelsen af delingsførere. Allerede nu kom det frem, at dyrkelse af idræt for Bukh var en vej til national vækkelse. Da skolen efterhånden blev for lille til at rumme det stadig voksende elevtal, blev Bukhs planer om en egentlig gymnastikhøjskole realiseret. 1. maj 1920 indviedes Ollerup som den første i landet. I løbet af de næste tiår blev skolen udvidet flere gange. I begyndelsen af 1920erne begyndte Bukh en omfattende rejse- og turnevirksomhed. Gennem hele sin karriere formåede Bukh at vinde en stadig større tilhængerskare for sin gymnastik – ikke kun i den folkelige idrætsbevægelse – men også inden for hæren og i skolen. Bukhs dyrkelse af sundhed, kraft og muskeltræning kunne i 1930erne ikke undgå at give associationer til, hvad der skete syd for grænsen, og da han også selv udtalte sympati for nazismen, kom han og hans gymnastik i miskredit. Efter befrielsen blev han arresteret for at samarbejde med tyskerne, men kort efter frigivet. Skolen, der havde lidt overlast under besættelsen først af værnemagten senere som indkvarteringssted for tyske flygtninge, lykkedes det Bukh ved hjælp af frivillig og ulønnet arbejdskraft at genrejse. I 1947 kunne skolen atter tages i anvendelse (d 7/7 1950)

 

f Osami Nagano, japansk admiral, som planlagde og gav ordre til angrebet på den amerikanske militærbase Pearl Harbor; det angreb der medførte amerikansk indtræden i 2. Verd.krig. Fra 1913 studerede N jura i USA ved Harvard. Efter hjemkomsten til Japan blev han kendt som ekspert i amerikanske forhold. Som flådeattache i Washington i årene 1920-23 deltog han i Washington konferencen, i hvilken stormagterne – Storbritannien, USA og Japan – indgik en flådeaftale gældende for Stillehavet. Aftalen fastsatte de tre landes flådestyrke efter forholdet 5:5:3. Da stormagterne genoptog flådenedrustningskonferencen i London i 1930, var N medlem af den japanske delegation. Han stod i spidsen for den japanske delegation ved flådekonferencen i London 1935-36. Disse konferencer overbeviste N og Japans millitære ledelse, at internationale aftaler ikke ville tillade Japan at have tilstrækkelig militærmagt til at sikre landets nationale sikkerhed; følgelig begyndte Japan at opruste. N blev flådeminister i 1936 og flådens stabschef i april 1941. Det var fra denne post, han planlagde og gennemførte angrebet på Pearl Harbor. I løbet af de to timer, angrebet varede, sænkede eller ødelagde japanske torpedo- og bombefly fra hangarskibe 4 slagskibe, 14 orlogsskibe af forskellig størrelse og 120 flyvemaskiner. Over 3.000 amerikanske militærfolk og 400 civile blev dræbt. Det opnåede japanerne med færre end 100 dræbte, med tabet af 29 fly og 5 miniubåde. Efter Pearl Harbor var Naganos ry stort, men senere tilbageslag medførte hans afsked i februar 1944. Efter krigen påtog han sig over for et internationalt militærtribunat ansvaret for angrebet på Pearl Harbor; men han døde, inden sagen var afsluttet (d 5/1 1947)

 

f Ian Antonescu, rumænsk officer og diktator; efter at have udmærket sig i Første Verdenskrig gjorde Antonescu tjeneste som militærattaché i Paris og London og var fra 1934 chef for den rumænske generalstab. I 1937 blev han forsvarsminister, men afskediget året efter, da han udtrykte sympati for den rumænske fascist-gruppe Jerngarden. Den 4. september 1940 - to dage før kong Carols abdikation - blev han sit lands premier-minister. Udnævnelsen skete, for at Antonescu kunne rette op på kong Carlos fallerede styre. Han begyndte denne del af sin politiske karriere med at tvinge kong Carlos til at frasige sig tronen til fordel for sønnen Michael. Selv oprettede han et fascistisk diktatur med sig selv som ’conductor’ fører. Hans styre bragte for en kort tid Jerngarden til magten; men da han ikke kunne kontrollere dens kriminelle udskejelser, fik han den opløst (januar 1941). Udenrigspolitisk indledte han et samarbejde med aksemagterne - Tyskland og Italien. Han lod sit land deltage i krigen med Sovjetunionen for at genvinde de rumænske områder Bessarabien og Nordbukovina, som var blevet annekteret af Stalin. Som diktator oplevede Antonescu en kortvarig succes med sit reformprogram og sin tilladelse til en vis oppositionel kritik. Hans popularitet smuldrede, efterhånden som de rumænske tab på den russiske front voksede. Ved et coup d’etat i august 1944 blev han styrtet. Han blev overgivet til russerne. Efter to år blev han ført hjem og blev efter en skueproces ved Det rumænske Kommunistpartis folkedomstol dødsdømt og henrettet som krigsforbryder (d 1/6 1946)

 

A.W. Brown og John Alcock lander ved Clifden i Irland efter den første flyvning over Atlanterhavet. Turen i et ombygget tomotores Vickers Vimy bombefly foregik fra St. Johns på New Foundland til Clifden, Irland og tog 16 timer og 27 minutter (heraf 15 timer og 57 minutter over åbent hav). For bedriften blev de to flyvere adlet

 

1933 d Johan Baune, århusiansk købmand; efter at have gennemgået en uddannelse som handelsmand – såvel praktisk som teoretisk - fik han ansættelse hos Otto Mønsted i Århus. December 1878 løste han borgerskab og etablerede sig som købmand i Århus under firmanavnet Johan Baune & Co. med forretning i korn, foderstoffer og smør. I løbet af få år oparbejdede han en betydelig import- og eksportvirksomhed, hvilket var så meget mere bemærkelsesværgigt, som han havde Hans Broges og Otto Mønsteds tidligere skabte og langt større forretninger at konkurrere med. Allerede inden århundredskiftet var han en meget rig mand.. Fra 1890’erne begyndte Baaune som andre købmænd at importere bomuldsfrøkager i hele ladninger. På grund af risikoen sluttede han sig i 1896 sammen med andre importører i branchen og stiiftede Korn- og Foderstofkompagniet, for hvilket han var formand fra 1916 til 1930. Herefter virkede B kun som smøreksportør. 1905-26 var han medlem af Københavns smørnotering, men ellers var alle hans offentlige hverv knyttet til det århusianske forretningsliv. I 1897 var han medstifter af Th. Sabroe & Co., for hvis bestyrelse han var formand i årene 1897-1931. Men transport og kommunikation havde Johan Baunes særlige bevågenhed. Han var formand for Jydsk-Engelsk Dampskibsselskab 1886-1906, for Hads-Nings- Herreders Jjernbaneselskab 1907 til 1930 og for Jydsk Telefon 1917 til 1920. Han var 1891-97 medlem af Århus byråd og medlem af havneudvalget 1894-1917 (f 6/2 1848)

 

 

 

 

Til top        16. juni

d Roger van der Weyden, flamsk maler; han synes at have været i lære i fødebyen Tournai omkr. 1427; senere var han bosat i Bruxelles og rejste til Italien 1449-50. I 1453 blev han ansat som Bruxelles bymaler og opbyggede et stort værksted. At W aldrig signerede sine værker, gør det vanskeligt at fastslå, hvilke der med sikkerhed kan tilskrives ham. Sikre er bl.a. hovedværket "Nedtagelsen fra korset" (ca 1440, Escorial), "Den læsende Madonna" (ca 1440, National Gallery, London), "Korsfæstelsen" (ca 1450-60, Prado, Madrid) og "Kongernes tilbedelse" (ca 1450-60, München). Hertil kommer portrætter bl.a. af hertug Karl den Dristige af Burgund (ca 1460, Berlin). I sin kunst byggede W bl.a. på gotisk skulptur, hans form er plastisk, farven lysende og dekorativ. Figurerne er præget af en stærk, næsten dramatisk bevægelse, som er med til at give dem deres specielle følelsesladede karakter. Særlig i de religiøse billeder viser det stærkt emotionelle indslag sig og vidner om forbindelse med sengotikken (f ca 1400)

 

1487 Slaget ved Stoke Field udkæmpes som det sidste slag i Rosekrigen 10 km syd for Nottingham ved floden Trent. Efter at have vundet den engelske trone fra Richard III med sejren ved Bosworth Field befandt Henrik VII sig i en tilsyneladende stærk position. Men endnu var der nogle hårdnakkede typer, der ikke ville anerkende nederlaget. Blandt disse var Lord Lovell. Han havde været en af Richard III’s betroede mænd og havde heldigt undgået at blive halshugget efter Bosworth. Efter at have forsøgt at kidnappe Henrik VII flygtede han til Frankrig. Her fik han økonomisk støtte til et oprør mod Henrik. En oprørshær blev samlet i Irland, hvor ca 4000 irere sluttede sig til oprørerne. De gik i land i England den 4. juni 1487. Inclusive tyske lejetropper talte oprørshæren efterhånden knap 10.000 mand. Efter landgangen bevægede den sig sydpå mod London; men straks da den havde krydset Trent, blev den mødt af en kongelig hær på ca 12.000 mand. På trods af slagets betydning, de store hære, der deltog, og de mange faldne er beretningerne om det få og modstridende. Slaget blev indledt med, at oprørshærens irske kontingent ivrigt stormede frem. Det havde imidlertid ikke succes med angrebet, og da slaget vendte til de kongelige troppers fordel, manglede irerne i oprørshærens slaglinje, og sejren tilfaldt kongens mænd. Slaget var meget blodigt. Omkr. 7000 mand blev dræbt ved Stoke Field. Lord Lovell blev taget til fange og døde i fangenskab

 

1583 f Axel Oxenstierna, svensk statsmand; var søn af en rigsråd og begyndte som 16årig at studere ved tyske protestantiske universiteter. I 1603 vendte han hjem og blev 1606 medlem af rigsrådet. Da Karl 9. i 1610 fik et slagtilfælde, kom det til et nært samarbejde mellem O, som allerede nu betragtedes som sin stands leder, og den unge tronfølger Gustav Adolf, et samarbejde der blev til venskab, skønt det var O, der havde udformet kongens strenge håndfæstning. De var helt enige om, at det var en betingelse for Sveriges storhed,at kongemagten og Sveriges første stand var enige. 1612 blev O rigskansler og tilrettelagde derefter den aristokratiske regeringsordning. Hans arbejdsindsats var kolossal, og han interesserede sig i lige grad for administration, finanspolitiske, erhvervsmæssige og kirkelige spørgsmål. Han ledede de fleste forhandlinger med udlandet og sørgede også for forsyninger til hæren i østersøprovinserne. Også de omfattende forhandlinger i Tyskland efter de svenske sejre i Trediveårskrigen blev ledet af ham. Som chef for formynderregeringen efter Gustav Adolfs død (1632) anlagde han det synspunkt, at Sverige kun skulle anvende sine kræfter på egne interesser, først og fremmest østersøpolitikken. Det var Danmark-Norge og Polen, der var hovedfjenden. Over for Danmark-Norge gjaldt det om at bryde den dansk-norske indkredsning først og fremmest ved erhvervelse af de danske områder øst for Øresund: Skåne, Halland og Blekinge. Et første skridt i denne retning blev gjort i 1645 efter det danske nederlag til svenskerne i Torstensonkrigen. O ledede de fredsforhandlinger i Brømsebro, hvor Sverige bl.a. erhvervede de norske landskaber Härjedalen og Jämtland og for en periode på 30 år Halland. Fra 1647 svækkedes O’s position. Da begyndte dronning Kristina at gå sine egne veje, og forholdet mellem hende og O blev temmelig køligt. Kort efter hendes tronafsigelse døde O (d 28/8 1654)

 

1699 d Constantin Marselis, født i Amsterdam, godsejer; søn af Gabriel M, der som betaling for økonomisk støtte til Danmark under Svenskekrigene fik overladt en række gårde i Danmark bl.a. Havreballegård Stadsgård ved Århus; 1667 kaldtes C.M. til Danmark af Fdr. 3. for at overtage faderens gårde; han blev i 1680 optaget i friherrestanden samtidig med, at hans hovedgård Havreballegård blev ophøjet til baroniet Marselisborg. I 1703 oprettede hans enke, der, før hun blev gift, havde været kammerfrøken hos prinsesse Frederikke Amalie, af Statsgård stamhuset Constantinsborg, der med sine 400 tdr. hartkorn var omtrent lige så stor som baroniet Marselisborg. Constantin Marselis ligger begravet under et prægtigt epitafium i sort og hvid marmor af Th. Quellinus i Århus Domkirke. Familiens økonomiske formåen fremgår her af, at betalingen for epitafiet var på 6.450 rdl., svarende til værdien af henimod en halv snes af de store købmandsgårde på byens fornemste strøg (f 16/10 1647)

 

1722 d John Churchill, 1st duke of Marlborough, engelsk feltherre og statsmand; fik som 17-årig officerspatent og fulgte i 1672 som kaptajn med et engelsk hjælpekorps til Frankrig, hvor det skulle deltage i Ludvig 14.’s krig mod Holland. Her kæmpede Marlborough i seks år og lærte krigskunsten til bunds. I 1701 blev han øverst-kommanderende for de engelske tropper i Nederlandene, og da England året efter greb ind i krigen mod Frankrig - Den spanske Arvefølgekrig, begyndte Marlboroughs storhedstid. Her skaffede han sig ved flere spektakulære sejre ry som feltherre af første rang. – Sejre ved Hôchstädt 1704, Ramillies 23. maj 1706, Oudenaarde 1708 og Malplaquet 11. september 1709 Da Marlborough samtidig viste diplomatiske evner ved at skabe alliancer med Frankrigs fjender, fik han stadig større politisk indflydelse. Sejren ved Blenheim 13.august 1704 skaffede Marlborough hertugtitlen og domænet Woodstock, hvor dronning Anna lod slottet Bleinheim opføre for ham. Da krigen var slut (1711), medførte politiske intriger i parlamentet og ved hoffet, at M ikke alene blev afskediget, men også at et flertal i parlamentet krævede ham tiltalt for underslæb. Processen blev dog ikke til noget. Men Marlborough opholdt sig uden for England, til dronning Anna døde (1714). Under Annas efterfølger Georg 1. blev Marlborough igen indsat i sine embeder. Snart svækkedes han imidlertid af et slag-tilfælde; han trak sig tilbage til sine godser, hvor han døde seks år senere (f 26/5 1650)

 

Spanien erklærer England krig og indleder en belejring af Gibraltar. Den lille halvø Gibraltar ved Spaniens sydkyst var blevet besat af briter i 1704 under Den spanske Arvefølgekrig og blevet britisk ved fredsslutningen efter krigen. Flere gange derefter prøvede spanierne at generhverve halvøen. Mens briterne var optaget af krigen i Nordamerika – Den nordamerikanske Frihedskrig 1775-83 – gjorde spanierne et nyt forsøg. Gennem fire år belejrede de Gibraltar for at tvinge briterne bort. I begyndelsen var Gibraltar kun blokeret. Efterhånden som belejringen blev mere effektiv, kunne forsyningssituationen være kritisk for de belejrede. Men to gange lykkedes det briterne at få forsyninger frem – i januar 1780 og i april 1781. Herefter begyndte spanierne en kraftig beskydning af de britiske befæstningsværker. Fortsat dog forgæves. Og da det i oktober 1782 lykkedes briterne at bryde blokaden og få forsyninger og forstærkninger frem til de belejrede styrker, indså spaniernes det nyttesløse i fortsat krig, og den 5. februar 1783 sluttedes der våbenhvile

 

1858 f Gustav 5., svensk konge 1907-50; ved sin fars, Oscar 2., tronbestigelse i 1872 blev Gustav Norges og Sveriges kronprins. Foråret 1905 fungerede han som regent under faderens sygdom. Netop da udviklede den såkaldte unionskrise sig, en krise der førte til Norges selvstændighed. Da unionskrisen tilspidsedes, arbejdede Gustav energisk for, at opløsningen skulle ske i fredelige former. Som konge havde han i den første periode svært ved at respektere den parlamentariske styreform fuldt ud og greb flere gange personlig ind i det politiske liv. Denne kongelige politik vakte stigende modstand i Rigsdagen, og i 1917 måtte kongen bøje sig, da udnævnte han en regering bestående af liberale og socialdemokrater, siden overholdt han de parlamentariske spilleregler. Ved at tage initiativet til trekongemødet i Malmö efteråret 1914 slog Gustav en streg over det gamle modsætnings-forhold til Norge og muliggjorde samtidig et samarbejde mellem de tre nordiske lande under Første Verdens-krig. Under Anden Verdenskrig spillede han en aktiv rolle bag kulisserne, væsentlig for at støtte bestræbelserne for at holde Sverige uden for fjendtlighederne. Han opsøgte Hitler i 1940 for at dæmpe den tyske misfornøjelse med den anti-nazistiske holdning i svensk presse, og i 1941 gik han stærkt ind for, at den svenske regering skulle lade en tysk division rejse fra Norge gennem Sverige til Finland. I 1940 appellerede han til Hitler om ikke at erklære Haakon 7. afsat som Norges konge, og i 1943 støttede han den svenske regerings erklæring til fordel for de norske studenter, som blev deporteret til Tyskland. Gustav var kendt som en ivrig jæger og en fremragende tennisspiller, som deltog i offentlige turneringer under navnet Mr. G. I 1881 blev han gift med prinsesse Victoria af Baden. I ægteskabet blev der født tre drenge. Den ældste var Gustav, der efterfulgte faderen på den svenske trone (d 29/10 1950)

 

Tyskernes sejrstog i Berlin efter sejren over Frankrig

 

1879 f Sigurd Swane, maler; han gik på Kunstakademiet 1899-1903 og 1904-06 på Kunstnernes Frie Studieskoler; her mødte han kunstnerkollegaen Harald Giersing, som han blev nær ven med. Under et ophold i Paris i 1907 stiftede Swane bekendtskab med impressionismen og fauvismen; resultaterne heraf kom frem på den vigtige generations-udstilling Ung Dansk Kunst i 1910, hvor han bl.a. udstillede skovbilleder med en radikalt ny farvepragt og frihed i penselarbejdet. Med bl.a. disse skovbilleder indledte Swane sammen med Harald Giersing det modernistiske gennembrud i dansk malerkunst. De klare, lysende farver – i ovennævte malerier – i dristigt samspil og den levende energiske penselskrift demonstrerer den vægt, der blev lagt på maleriets koloristiske kvaliteter. Giersing og Swane fremstod som den tidlige danske modernismes fortrop og deltog også i oprettelsen af Grønningen i 1915. I 1915 udførte Swane de første frie, ekspressive udgaver af "Jacobs drøm", et motiv, der optog ham siden. Hovedparten af hans værker er dog naturbaserede, efter 1920 især blomster- og landskabsbilleder, kendetegnet ved en impressionistisk teknik. Portrætterne omfatter bl.a. broderen "Leo Swane" (1908) og flere selvportrætter. I 1934 flyttede familien fra København til Ods Herred, hvor "Malergaarden" blev opført, og i de følgende år malede Swane egnens fjordlandskaber. Årene 1950-67 tilbragte familien overvejende i Portugal og Spanien i det rullende hus "Casambu", hvor han fandt ny næring for et stadig mere lysmættet landskabsmaleri. Swane udgav flere digtsamlinger med "Skyer" (1912) som den første. Han var medlem af Den Frie Udstilling 1910-14 og af Grønningen til 1966. Swane modtog Eckersbergs medalje 1919 og Thorvaldsens medalje 1940 (d 9/4 1973)

 

f Stan "Gøg" Laurel, amerikansk skuespiller; født i England og uddannet ved hjemlandets varieteer; han kom til USA i 1912 og begyndte at spille med i korte farcer fra 1917. Han fik dog først rigtig succes, da producenten Hal Roach i 1927 satte ham sammen med Oliver Hardy, Gokke, der havde spillet biroller i farcer siden 1913. Parret var en succes næsten øjeblikkeligt. Den tynde Gøg (Laurel) som den barnligt enfoldige, grotesk uintelligente, den tykke Gokke (Hardy) som hans dominerende, dannede, ambitiøse, men egentlig lige så enfoldige kammerat. Deres første film var stumme, men overgangen til lyd blev en fordel. Deres sparsomme dialog fremhævede de tos personlighed. Samarbejdet med Hal Roach varede til 1940, hvorefter Gøg og Gokke blev misbrugt i mekaniske film på andre studier til deres sidste film i 1950 (d 23/2 1965)

 

d Emil Hornemann, læge; han var en af de betydeligste forkæmpere for forbedring af levevilkårene i 1800- tallet. På en studierejse til England oplevede industrialiseringens skadelige sundhedsmæssige konsekvenser og britiske lægers første forsøg på at afbøde dem. Som praktiserende læge i København fra 1841 arbejdede Hornemann for gennemførelsen af hygiejnereformer, men først ved koleraepidemien her i 1851 med 4737 døde vandt hans tanker gehør med opførelsen af Lægeforeningens Boliger (Brumleby) og revision af den københavnske lov. Den første arbejdsmiljølov (1873) skyldtes bl.a. hans beskrivelse af børnearbejde industrien. Desuden var han aktiv i bekæmpelsen af alkoholmisbrug. Indsatsen gennemførtes ved talrige pjecer, foredrag og artikler samt gennem Det Medicinske Selskab i København og Sundhedskollegiet. Emi l Hornemann blev titulær professor i 1853 (f 19/4 1810)

 

d Imre Nagy, ungarsk politiker; han blev udlært som låsesmed inden han blev udskrevet til militærtjeneste under Første Verdenskrig. Han blev taget til fange af russerne, tilsluttede sig kommunistpartiet og kæmpede i Den røde Hær. I 1929 tog han ophold i Moskva. Her arbejdede han ved et videnskabeligt veterinært institut til 1944. Da vendte han tilbage til det af russerne besatte Ungarn og deltog i oprettelsen af efterkrigstidens politiske system. Han var flere gange minister i årene 1944 - 1948. Uenighed om landbrugspolitikken førte i 1949 til, at Nagy blev ekskluderet af kommunistpartiet, men efter offentlig at have taget afstand fra sin hidtidige landbrugspolitik blev han atter partimedlem. Nagy var premierminister i årene 1953-55; herefter blev han atter ekskluderet, og han arbejdede da som lærer. Under den ungarske revolution i oktober 1956 henvendte Ungarns antisovjetiske kræfter sig til Nagy om at blive premierminister. Han accepterede og kom til at stå i spidsen for en koalitionsregering. På den mislykkede opstands sidste dag henvendte Nagy sig forgæves til Vesten om hjælp mod de sovjetiske tropper. Efter opstandens nedkæmpelse søgte Nagy beskyttelse i den jugoslaviske ambassade. Mod et løfte om frit lejde lokkede russerne ham ud. Han blev anklaget for anti-revolutionær virksomhed og for at stå i forbindelse med udenlandske agenter (CIA). Anklagerne førte til dødsdom og henrettelse (f 7/6 1896)

 

1958 d Pal Maleter, ungarsk general; under 2. Verdenskrig var han i russisk krigsfangenskab. Efter krigen sluttede han sig til den ungarske folkearmé og var fra 1952 tilknyttet generalskaben. Under opstanden i 1956 fik M ordre til at forsvare en kaserne i Budapest. Men han stillede sig på oprørernes side og blev en af de ledende i opstanden. Han blev forsvarsminister i Imre Nagys revolutionsregering. Efter nedkæmpelsen af opstanden blev han taget til fange af russerne, dømt til døden for statsfjendtlig virksomhed og desertering og henrettet. Maleter blev rehabiliteret 1989 (f 4/9 1917)

 

1962 d Hans Kirk, forfatter; lægesøn fra Hadsund, cand jur 1922. 1925 begyndte han sin karriere som skribent først ved Lolland Falsters Folketidende, 1930 ved Socialdemokraten. Allerede som elev på Sorø Akademi var K blevet socialist og kom via Studentersamfundet ind i venstreorienterede miljøer. Fra 1934 var han medarbejder ved det kommunistiske dagblad Arbejderbladet, fra 1945 ved Land og Folk. Hans journalistik gav udtryk for en uforbeholden tilslutning til de kommunistiske partidoktriner; med pjecerne "Forvorpen Ungdom" og "Kulturelle Kommentarer" (1941) angreb han den borgerlige kultur over en bred front. I sin virksomhed som kritiker satte K især ind på at analysere forholdet mellem digtning og samfund. 1928 udsendte han sin første bog "Fiskerne", der blev et gennembrud, hilst med anerkendelse af næsten alle anmeldere. Den beskriver en gruppe missionske fiskere, der flytter fra Vesterhavet til et mildere Limfjordssogn, og hvordan flytningen påvirker dem og deres nye sogn. Romanen bragte i 1932 K på finansloven og blev oversat til 11 sprog. I "Daglejerne" (1936) og "De nye Tider" (1939) skildrede han industrialismens gennembrud i et lille landsbysamfund. I juni 1941 arresteredes K sammen med ledende kommunister og sad interneret de næste to år. Han var blandt de 90 fanger, som det natten til den 29. august lykkedes at flygte fra Horserødlejren og dermed undgå de tyske kz-lejre. Resten af besættelsen levede han under jorden og deltog i illegalt arbejde. Ved krigens afslutning genoptog han sit arbejde ved den kommunistiske presse. I 1941 havde K udsendt "Borgmesteren går af". 1948 kom "Slaven" skrevet i fængslet, men bortkommet og nyskrevet efter krigen. I 1952 udsendte han føjjetonromanerne "Djævelens penge" og "Klitgaard og Sønner" om krigens værnemagere. Succes fik han barndomserindringerne "Skyggespil" (1953). Efter Kirks død blev der udgivet to samlinger af hans journalistik bl.a. "Godsfolk" (1980) samt hans essays i "Det borgerlige frisinds endeligt" (1969) (f 11/1 1898)

 

1977 d Werner von Braun, tysk/amerikansk raketkonstruktør; han blev ingeniør i 1932 og derefter optaget på universitetet i Berlin, hvor han forskede i flydende raketbrændstof. Han tog doktorgrad i fysik i 1934 og blev 1937 teknisk direktør ved det tyske raketudviklingscenter i Peenemünde. Her udvikledes i 1942 det langtrækkende missil A-4, som af det tyske propagandaministerium blev benævnt V-2 (V = vergeltung, hævn). Som amerikansk krigsfange genoptog von Braun og hans gruppe fra september 1945 raketforsøgene i White Sands i New Mexico, USA, hvor de var internerede til 1950. I 1952 blev han leder af det amerikanske ballistiske våbenprogram i Huntsville, Alabama. Under von Brauns ledelse udvikledes her Redstone-raketten, som videreudvikledes til Jupiter-C, Juno og senere til Pershingmissilerne. Det var med Juno-raketten den første amerikanske satellit blev sat i kredsløb om Jorden (januar 1958). Efter oprettelsen af NASA fik von Braun ansvaret for udviklingen af Saturn-raketterne. Det var en Saturn V, som 1968-72 blev benyttet til de bemandede Apollo-opsendelser til Månen og i 1973 til opsendelse af den amerikanske rumstation, Skylab. I 1972 blev von Braun vicepræsident i Fairchild Industries Inc (f 23/3 1912)

 

 

 

Til top        17. juni

1239 f Edward 1. engelsk konge 1272-1307; søn af Henrik 3. og Eleanor af Provence. Han tog 1258-66 del i sin fars krige mod Englands baroner, hvorefter han i 1270 indledte et korstog. Da Henrik 3. døde i 1272, mens Edward var i Mellemøsten, blev han af baronerne anerkendt som konge og kronet efter hjemkomsten i 1274. Edward 1. er blevet kaldt faderen til alle parlamenters mor. Til sit ’Model Parliament’ i 1295 indkaldte han repræsentanter fra høj- og lavadel, fra kirkens folk og fra borgerne. De stadig større krav til statsmagten om at have retfærdige og effektive domstole og om at have en veludbygget administration betød, at de hidtidige feudalafgifter ikke var tilstrækkelige. Edward 1. behøvede skatter fra den fremvoksende købmandsstand og at indkalde et parlament med repræsentanter fra hele landet, var den eneste måde at få dem på. Med Edward 1.s ’Model Parliament’ var grunden lagt til styret af det engelske kongerige. Edward 1. fuldførte de retsreformer, der var påbegyndt af Henrik 2. (1154-89). Ved domstolene King’s Bench, Common Pleas og Exchequer blev der skabt en stand af dommere og embedsmænd. Som appeldomstole oprettedes Court of Equity og Chancery Court. Edward 1.’s ambitioner om at herske over en udelt nation blev blokeret af Wales og Skotlands uafhængighed. Ved dygtig anvendelse af sø- og landstyrker blev Wales erobret i årene 1277-82. Edward 1.’s ældste søn blev i 1301 udnævnt til prins af Wales, en titel der siden er båret af alle mandlige tronfølgere. Lige til sin død førte Edward 1. forgæves krig mod Skotland. Indskriften på hans grav i Westminster vidner om omfanget af denne krigsførelse: "Here lies Edward the Hammer of the Scots" (d 7/7 1307)

 

1397 Erik af Pommern – dronning Margretes søsterdattersøn – krones i Kalmar til de tre nordiske rigers fælles konge. I juni 1397 havde dronning Margret sat de nordiske stormænd stævne på Kalmar Slot for at træffe vigtige beslutninger, og på Hellig Trefoldigheds Søndag lod hun den uge kong Erik krone til de tre nordiske rigers fælles konge. Konge af Norge havde han været siden 1389, og i Sverige og Danmark var han blevet valgt i 1396. Nordmændene var svagt repræsenteret på mødet. Kroningen foretoges af den danske og den svenske ærkebiskop. Den norske ærkebiskop var ikke til stede, og det er højst sandsynligt, at der har eksisteret en norsk opinion, som har ment, at hvad kongen var ud over at være arvekonge af Norge, kom ikke dette rige ved. Kroningen bevidnedes under dato 13. juli i et stort opsat dokument med hængende segl af 67 "vor herres kong Eriks og hans tre kongerigers Danmarks, Sveriges og Norges rådgivere og mænd med andre flere biskopper, prælater, riddere og svende som i disse tre kongeriger …bygge og bo". Hvad dokumentet dokumenterer er, at udstederne har overværet og fuldbyrdet kroningen. Det dokumenterer en handling, der har givet kong Erik – på forhånd konge i hvert af de tre nordiske riger – til noget, han ikke i forvejen var, nemlig rigernes fælles konge. At denne fælles antagelse fandt udtryk i gennemførelsen af en fælles kroning, var uden fortilfælde i den nordiske statsret. Det var det store afgørende ved Kalmarmødet i sommeren 1397. Kroningsdokumentets retsvirkning var, ar denne kroning bevidnedes som en handling, der ikke overflødiggjorde - men just fortsatte og videreførte – rigernes forudgående separate antagelse af Erik af Pommern til deres konge. Men kroningsdokumenter blev ikke det eneste dokument, der udstedtes i Kalmar i disse sommermåneder i 1397. Den 20. juli udstedtes det unionsbrev, der knæsatte omstændighederne ved valg af tronfølger og kongens pligt til at regere hvert rige efter dets egne love. Endvidere fastslog unionsbrevet, at de tre riger skulle bistå hinanden mod ydre fjender. Begge dokumenter danner grundlag for Kalmarunionen

 

1625 f Peder Hansen Resen, præsident, historiker, jurist; efter studier ved universitetet i København og i udlandet blev han i 1653 ansat ved Københavns Universitet fra 1657 som professor i etik; fra 1662 som ordinær juridisk professor. Fra sin ungdom havde R været en ivrig manuskript- og bogsamler. Han store samling, der efterhånden også rummede en større mængde håndskrifter, gik sammen med farfaderens store håndskriftsamling, som R havde skænket universitetsbiblioteket, til grunde ved Københavns brand i 1728. R betegnes som den måske første, der beskæftigede sig med dansk ret. Hans historiske interesse fik ham til særlig at behandle de gamle nationale love, og han bekostede og sørgede for udgivelsen af adskillige. Endvidere stod han bag den første udgivelse af Snorres Edda (1665). 1680 sørgede han for udgivelse af "Kong Frederichs IIs Krønicke". Desuden gennemørte han en registrering af byen Københavns arkivalier, ligesom han samlede en række efterretninger om Tyge Brahe og hans ophold på Hven, hvorved han har bevaret adskilligt for eftertiden, som ellers ville være gået tabt. Men det projekt, der udover professoratet især optog ham, var den stort anlagte Danmarksbeskrivelse Atlas Danicus. Hensigten var for første gang at give en udførlig topografisk beskrivelse af Danmark.R fik landets sognepræster til at indberette om bl.a. indskrifter, antikviteter, flora og fauna. Efterhånden voksede værket til op mod 40 foliobind. R lod også i kobbertryk fremstille et betydeligt billedmateriale. Men bortset fra fire udlånte bind brændte det store materiale sammen med universitetsbiblioteket i 1728 (d 1/6 1688)

 

1682 f Karl 12. svensk konge 1697-1718; søn af Karl 11. og Ulrika Eleonora (datter af Frederik 3.); hans mor døde, da han var 11, hans far da han var 15 år. Få måneder senere erklæredes han myndig og blev konge. Han havde fået en fortrinlig undervisning med vægt på sprog, matematik, fortifikationskunst og krigshistorie ved siden af fægtning, skydning, ridning og jagt. Han kom i 1700 i krig med Danmark, Sachsen-Polen og Rusland. Allerede samme år tvang han Danmark til fred efter at have gjort landgang på Sjælland. Krigslykken forblev på Karls side; 20. november 1700 besejrede han russerne ved Narva i Estland og drev sachserne på flugt. I 1706 tvang Karl ved freden i Altranstädt den polske konge (August 2.) til at frasige sig tronen. 1707 drog svenskekongen atter mod Rusland og trængte dybt ind i Ukraine, men led her efter den strenge vinter 1708-09 et knusende nederlag ved Poltava (8. juli 1709). Selv undslap Karl til Tyrkiet, hvor han virkede for at få sultanen over på sin side. Efter et dristigt ridt kom han 1714 til Stralsund, undslap 1715 til Sverige og angreb forgæves Norge 1716 og igen 1718. Det var således næsten hele sin regeringstid han tilbragte i felten, og han udøvede sin regeringsmagt gennem sit feltkancelli, der ledsagede ham overalt. Som feltherre bedømmes han som ikke at være nogen stor strateg. Især felttoget i Rusland viste mange fejlbedømmelser. Men han var en stor taktiker, der personligt ledede alle slag – undtagen ved Poltava, da han havde sårfeber og måtte nøjes med at følge med fra en båre. Fysisk var han utrolig hårdfør. Hans berømte ridt hjem fra Tyrkiet var en fantastisk præstation: 2000 km i ét stræk på 16 dage med først to, til sidst kun én ledsager. Karl blev dræbt under uopklarede omstændigheder ved belejringen af den norske fæstning Frederiksten (d 11/12 1718)

 

f César Francois Cassini de Thury, fransk astronom; direktør for observatoriet i Paris. Sin meste tid brugte C på den store trigonometriske opmåling af Frankrig, der efter hans forslag var blevet besluttet af Akademiet 1733, og som afsluttedes 1756. (d 4/9 1784)

 

1734 d Claude-Louis-Hector hertug af Villars, fransk hærfører og marskal; efter at have udmærket sig i Frankrigs krig mod hollænderne (1672-78) og i Den pfalziske Arvefølgekrig (1689-97) mellem Frankrig og andre europæiske stormagter kulminerede V’s karriere i Den spanske Arvefølgekrig 1701-14 mellem Frankrig og England, Holland og Østrig. Ved krigens udbrud blev han sat i spidsen for en hær, der skulle forsvare Alsace. Han tog offensiven, og i oktober 1702 tilføjede han i slaget ved Friedlingen Louis af Badens styrker et alvorligt nederlag. Efter sejren hyldede V’s tropper ham som marskal. Ludvig 14. bekræftede udnævnelsen og tildelte V kommandoen over den franske hær i Tyskland. Skønt V i september 1703 besejrede den østrigske hær ved Höchstädt an der Donau, nedlagde han - efter uenighed med Frankrigs allierede kurfyrsten af Bayern Maximilian 2. Emanuel om krigens førelse- sin kommando. Da Marlborough og den østrigske general prins Eugen af Savoyen året efter havde tilføjet franskmændene et nederlag af katastrofalt omfang i slaget ved Blenheim august 1704, blev V udnævnt til hertug og sendt tilbage til Rhinen for at forsvare Frankrig mod en engelsk-østrigsk invasion. I 1709 blev han sat i spidsen for de demoraliserede franske styrker i Flandern. Her tilføjede han Marlboroughs og prins Eugens styrker svære tab i slaget ved Malplaquet den 11. september 1709. Eftersom Marlborough ikke ville risikere et nyt slag af tilsvarende omfang, blev Frankrig reddet for invasion. Efter Marlborough havde mistet sin kommando, besejrede V prins Eugen i slaget ved Denain (24. juli 1712) og bragte derved krigen i Flandern til ende. I marts 1714 blev der ved traktaten i Rastatt sluttet fred mellem Østrig og Frankrig.V var medlem af regentskabet i Ludvig 15.’s første år som konge. Ved udbruddet af Den polske Arvefølgekrig (1733-38) blev han sat i spidsen for en hær, der skulle angribe østrigske besiddelser i Italien. Mindre end et år senere døde han (f 8/5 1653)

 

Amerikansk nederlag til englænderne i slaget ved Bunker Hill under Den Nordamerikanske Frihedskrig. Da håbet om en forsoning mellem englændere og amerikanere i den stadig mere spændte situation i Boston blegnede, arbejdede begge parter på at forbedre deres strategiske positioner omkring byen. Således besatte amerikanerne højderne – Bunker Hill – på halvøen Charlestown, der ligger som "en fed haletudse" ud i Bostonbugten. Besættelsen skete i løbet af den 16. juni med omkr. 1400 mand, som i løbet af den flg. nat gravede en skanse på Bunker Hill. Ved middagstid den 17. landsattes fra 28 pramme 1500 engelske soldater med 12 kanoner på halvøen, og med trommer og piber i spidsen gik de til angreb med fældede bajonetter. De blev mødt af en morderisk ild, og med et tab på 100 mand måtte englænderne trække sig tilbage. Efter den engelske angrebsstyrke var blevet reorganiseret gentoges angrebet, men med samme dødbringende resultat. Efter et fornyet engelsk angreb trak amerikanerne sig i ro og orden tilbage til fastlandet. Det første større slag i Den amerikanske Frihedskrig var slut. Englænderne havde vundet. De havde drevet amerikanerne bort fra Charlestown. Men prisen havde været meget høj: 1054 døde og sårede. Amerikanerne havde 100 døde, 267 sårede og 30 tilfangetagne

 

1789 I Paris erklærer stænderforsamlingens tredjestand sig for Frankrigs Nationalforsamling. Forsamlingen fastslog, at benævnelsen Nationalforsamling var den eneste, der passede på forsamlingen, fordi dens medlemmer var de eneste repræsentanter, der lovligt og offentligt var blevet sendt af næsten hele nationen, og fordi repræsentationen var én og udelelig. Endvidere blev det fastslået, at ingen deputeret, fra hvilken stand han end måtte være valgt, kunne udøve sin virksomhed uden for Nationalforsamlingen. Forsamlingen udtalte også, at den aldrig ville opgive håbet om at se de deputerede, der manglede. Tredjestand tænkte her på repræsentanter fra første- og andenstand. Det ønske blev opfyldt den 24. juni, da 47 adelige sluttede sig til tredjestand.

 

f William Parson (Lord Rosse), irsk astronom og teleskopkonstruktør; 1821 blev han medlem af Underhuset, men opgav sin plads 1834; efter faderens død overtog Parson dennes plads i Overhuset. Han byggede datidens største teleskoper. 1840 lykkedes det Parson at bygge et teleskop med et spejl, der havde en diameter på 3 engelske fod; 1842 fremstillede han et teleskop, hvor spejlet havde en diameter på 6 fod. Parsons teleskoper var i brug til henimod århundredets slutning. Parson blev 1843 præsident for British Association for the Advancement of Science og for Royal Society i perioden 1849-54. 1862 blev Lord Rosse rektor for universi-tetet i Dublin (d 31/10 1867)

 

d Mathilde Fibiger, forfatter, kvindesagsforkæmper; 1849 blev hun guvernante på Lolland og skrev her brevromanen "Clara Raphael, tolv breve"; den blev udgivet anonymt med forord af J.L. Heiberg i 1851. Bogen hævdede for første gang på dansk kvindens ret til frit at udvikle sin personlighed og promoverede kravet om ligestilling mellem kønnene. Den indeholder guvernanten Claras respektløse beskrivelse af det konventionelle provinsmiljø og hendes vanskelige valg mellem kamp for kvindernes emancipation og ægteskab med en baron. Fibigers roman fremkaldte en voldsom offentlig debat om kvindens stilling med flyveskrifter og indlæg i aviser og tidsskrifter. Fibiger udgav yderligere to romaner, "En Skizze efter det virkelige Liv" (1852) og den høj-romantiske incesthistorie "Minona" (1854). Den sidstnævnte blev mødt med kraftig fordømmelse, hvorimod den førstnævnte ikke vakte større opmærksomhed. I de flg år ernærede Fibiger sig kummerligt ved at sy, ved at male porcelæn, som guvernante og ved at give privatundervisning. Efter at have lært at telegrafere blev hun 1866 ansat ved Statstelegrafen som Danmarks første kvindelige telegrafist og dermed også som Danmarks første kvindelige tjenestemand (f 31/12 1830)

 

1888 f Heinz Wilhelm Guderian, tysk officer; Guderian var hovedmanden bag tyskernes anvendelse af kampvogne som hovedelement i den såkaldte Blitzkrieg under Anden Verdenskrig. I Første Verdenskrig, hvor han deltog som officer, var han primært beskæftiget med stabsarbejde. Efter Tysklands nederlag i 1918 blev han i hæren. Guderian indså allerede i 1920’erne betydningen af en offensiv panserkrigsførelse. Fra 1934 var han i spidsen for opbygningen af de tyske panserstyrker. Ved tyskernes overfald på Polen 1. september 1939, der indledte Anden Verdenskrig, blev Guderians teorier afprøvet med succes. Han var chef for 2. panserkorps i Frankrig, Jugoslavien og Sovjetunionen i perioden 1940-41, men faldt i unåde og blev afskediget i 1942, fordi han havde trukket sine soldater tilbage, da Sovjetunionen startede en modoffensiv. I 1943 blev han taget til nåde og blev generalinspektør for pansertropperne og efter attentatet mod Hitler 20. juli 1944 også chef for hærens general-stab – til marts 1945. Efter krigen besluttede de allierede, at Guderian ikke kunne drages til ansvar for eller havde kendskab til de tyske krigsforbrydelser, hvorfor han ikke blev anklaget ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. I 1937 udgav han "Achtung. Panzer" og i 1951 "Erinnerrungen eines Soldaten" (d 14/5 1954)

 

d Johs. Magnus Mørk, århusiansk købmand; han var købmandssøn fra Århus og blev selv uddannet som køb-mand i bl.a. Hamborg og London. I 1852 løste han borgerskab i Århus og oparbejdede i kompagniskab med Kiørboe en betydelig en gros-forretning i korn og smør, som pengekrisen i 1857 imidlertid standsede. Mørk op- gav derefter selvstændig handelsvirksomhed, men var fortsat deltager i forskellige merkantile foretagender, en årrække således formand for De Danske Cichoriefabrikers repræsentantskab. 1856 blev han medlem af Århus borgerrepræsentation og var dets formand i årene 1858 til 1868, da kommunalloven skabte byrådene. Han var medlem af byrådet til sin død. Gennem alle årene var han en forgrundsfigur i byens kommunale liv, i sine senere år fik han især indflydelse på skolevæsenet. Som Århuskredsens repræsentant var han medlem af Folke-tinget 1861-73. Han var nationalliberal på højre fløj, men karakteriseres som en udpræget realpolitiker med interesse for konkrete sager. Han varetog med gode resultater sin kreds interesser. Det skyldes således væsentlig hans arbejde, at den jyske længdebane ikke, som oprindelig planlagt, førtes udenom Århus med stikbane fra Brabrand. 1873 overtog Mørk, der i mange år havde været knyttet til bladet som politisk medarbejder, redaktionen af Aarhuus Stiftstidende. En stilling han beklædte til april 1889 (f 20/3 1827)

 

1900 Den kinesiske bokseropstand bliver international, da "bokserne" efter enkekejserindens ordre om at dræbe alle fremmede dræber den tyske ambassadør. Herefter belejres ambassaderne, disses medarbejdere, missionærer og mange kristne kinesere i det diplomatiske kvarter i Beijing og i den katolske domkirke i Beijing. Hundreder af katolske og protestantiske missionærer og tusinder af kinesiske kristne blev dræbt ud over Kina. Bokseropstanden var vokset ud af den uro, der fra 1890’erne midte havde præget Kina. Opmuntret fra hoffet fik opstanden et nationalt præg, da agressionerne rettedes mod de fremmede som skyldige i Kinas ydmygelser. Et af "boksernes" motto var "Beskyt landet dræb de fremmede". I efteråret 1899 begyndte "bokserne" at forfølge og dræbe kristne kinesere. De havde forrådt deres lands kultur og underlagt sig de fremmedes tro og kultur. Af "bokserne" blev kristne kinesere kaldt "fremmede djævle af anden grad". Benævnelsen "bokseropstand" og "boksere" skyldes en unøjagtig oversættelse af navnet på "boksernes" bander

 

1900 f Martin Bormann, tysk nazist og politiker; han var en af Hitlers nærmeste medarbejdere. Fra sin tidligste ungdom var Bormann højreorienteret nationalist og deltog i det tyske frikorps aktiviteter i mellemkrigstiden. I 1924 blev han fængslet for sin medvirken i et politisk mord. Da han blev løsladt, meldte han sig ind i nazipartiet. Fra 1928 var han med i ledelsen af stormtropperne. I 1933 blev Bormann leder af Rudolf Hees’ stab. Efter Hess havde foretaget sin berømte flyvning til Skotland den 10. maj 1941, blev Bormann to dage efter udnævnt til at efterfølge Hess som leder af nazipartiets administration. Kort efter Hitlers selvmord den 30. april 1945 forsvandt Bormann fra førerbunkeren i Berlin. Hvilke planer han havde, ved ingen. I mange år stod det hen i det uvisse, hvad der blevet af Bormann. I 1972 fandt man hans formodede skelet i Berlin, hvorefter han officielt blev erklæret død. Ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg blev Bormann den 1. oktober 1946 dødsdømt in absentia

 

I en proklamation fra det britiske kongehus meddelser kong Georg 5., at kongefamilien for fremtiden bærer navnet House of Windsor. Under 1. Verd.krig var et tysk navn ikke populært i Storbritannien, bl.a. derfor foretog kongen, der var medlem den tyske slægt Sachsen-Coburg-Gotha, navneændringen. Tilhørende huset Windsor ville for fremtiden alle mandlige efterkommere af dronning Victoria. Kort efter sin tronbestigelse i 1952 meddelte dronning Elizabeth II, at selv om hendes børn iflg. traditionen skulle bære deres fars navn – Mountbatten – ville hendes eventuelle sønner bære navnet Windsor. Den 8. februar 1960 blev denne bestemmelse modificeret således, at alle efterkommere bortset fra dem der tituleredes prins eller prinsesse og kongelig højhed ville bære navnet Mountbatten-Windsor

 

Island bliver republik. Ved forbundsloven af 1918 mellem Danmark og Island blev Island en fri og suveræn stat i personalunion med Danmark. De danske myndigheder skulle varetage visse anliggender f. eks. udenrigstjenesten og kystbevogtningen, indtil islændingene valgte at overtage dem. Forbundsloven udløb i 1943, og både i 1928 og 1937 havde det islandske Alting erklæret, at Island ville udtræde af forbundet, så snart det var muligt. Loven forudsatte imidlertid, at det skulle ske efter forudgående forhandlinger, og sådanne kunne på gr. af krigen ikke finde sted. Islændingene ønskede dog ikke at vente, og i maj 1941 vedtog Altinget for tredje gang, at man ikke havde til hensigt at forny aftalen med Danmark. I maj 1944 bekræftedes disse beslutninger ved en folkeafstemning, hvori 99% af vælgerne stemte, 97% af disse stemte for unionens ophævelse og 95% for republik. Den 17. juni 1944 proklameredes så republikken Island. Både hos Christian 10. og de fleste danskere skabtes en langvarig misstemning over, at islændingene ikke kunne afvente krigens ophør, før de udtrådte af unionen. Få gjorde sig klart, at Island reelt var blevet selvstændigt i 1918

 

Juniopstanden i DDR. Opstanden startede som en protestbevægelse blandt bygnings- og industriarbejdere mod den den 28. maj gennemførte forhøjelse af arbejdsnormerne, der ville komme til at betyde en nedgang på 10% i reallønnen. Da de østtyske fagforeningers avis "Tribüne" den 16. juni tilkendegav tilslutning til de nye arbejdsnormer, dannede bygningsarbejderne på Stalin Allé i Østberlin spontant et demonstrationstog til regeringssædet Haus der Ministerien. Med protestmarchen dagen efter bestående af omkr.12.000 stålarbejdere fra Stahl- und Walzwerkes Henningsdorf til regeringsbygningerne i Østberlin udviklede protestbevægelsen sig til en opstand, som bl.a. også omfattede Leipzig, Halle/Saale, Bitterfeld, Magdeburg, Jena og Gera. I flere byer blev der dannet strejkekomiteer, som dog ikke havde nogen indbyrdes forbindelse. Demonstranterne besatte rådhuse og åbnede fængsler. Ved siden af kravene om sænkning af arbejdsnormer og leveomkostninger, fremsattes der nu også krav om regeringens afgang og afholdelse af frie valg. Efter at den sovjetiske kommandant i Østberlin havde erklæret undtagelsestilstand, slog sovjetiske tropper i løbet af den 17. juni opstanden ned. Hvor store ofre opstanden kostede, er usikkert. Forbundskansler Adenauer har nævnt 500 døde, hvor af 92 henrettedes ved standretter, 5000 skal være blevet arresteret. Udenrigspolitisk afslørede opstanden, at den amerikanske udenrigsminister Foster Dulles "befrielsespolitik" ikke skulle tages alt for bogstaveligt. Vestmagterne løftede ikke en finger for at komme østtyskerne til hjælp

 

d Leck Fischer, forfatter; det første betydelige værk fra hans hånd er trilogien "Leif den Lykkelige" (1928), "Uværdighedens Marked" (1929) og "En dag af Aaret" (1929), der med baggrund i gullaschårene under Første Verdenskrig skildrer en ung mands opvækst. Fischers romaner fra 1930'erne og siden den store københavnerroman er det vigtigste i forfatterskabet. Med romanen "Kontormennesker" (1933) nåede Fischer det stærkeste og mest karakteristiske i sit værk, kollektivromanen, i skildringen af skæbnerne på en papirfabrik, som går ned under den økonomiske krise. Bl. hans øvrige romaner fra 1930'erne er "Det må gerne blive Mandag" (1934), der skildrer arbejdsløsheden blandt håndværkere.Endvidere "Hvordan i Morgen". Et hovedværk er syvbindsromanserien om københavnerfamilien Faber fra århundredskiftet op til folkestrejken under Besættelsen. Første bind "Kaptajnen" (1941) foregår i 1899 og sidste bind "Dette latterlige Land" (1950) i 1944. Fischer arbejdede også flittigt som dramatiker. "Manden i Maanen" (1951) og "Fri Søndag" (1954) er blevet betegnet som hans bedste større dramatiske arbejder. Det førstnævnte fængslede ved sin ironisk engagerede skildring af en ældre stationsforstanders dagdrømme om en ny tilværelse. Fri Søndag skildrer en midaldrende værkførerkones oprør efter en menneskealders misbrug. Fischer skabte en intelligent sociologisk romankunst. Hans arbejder handler om og kommenterer tidens problemer og ideer. De gav ham en stor og begejstret læserskare, men de har vist ringe evne til at overleve (f 26/3 1904)

 

1957 d Olaf Rude, maler; debuterede 1908 på Kunstnernes Efterårsudstilling og slog sit navn fast på De trettens Udstillinger de flg. år alt sammen uden at have gennemgået akademiet. Et ophold i Paris i 1911 på kun tre måneder fik stor betydning for Rude. De arbejder, han udførte efter hjemkomsten, er blandt de første herhjemme, som blev kaldt kubistiske. Således "Bro i Frederiksberg Have" (1915). 1920 forlod han kubismen, og det er Bornholm, hans senere liv og værk er knyttet til. I de flg. årtier udviklede Rude sin abstrakt-naturalistiske maleform, hvor farven har særlig vægt. Han dyrkede nature-morten i stadig større forenkling, men det var især det bornholmske landskab, skov, mark og kysten med huse og klipper, der fængslede ham. Skønt kritikken var hård helt frem til 1920'erne, gik der dog ikke mange år, før Rude blev betragtet som en klassiker inden for dansk modernisme. I anledning af Grundlovens 100 års jubilæum bestilte Ny Carlsbergfondet 1949 to landskaber af ham til ophængning i folketingssalen. Med sine røde køer vakte landskaberne protester fra venstrefolk, og Rude måtte ændre farven på nogle af køerne til sortbroget (f 26/4 1886)

 

1963 d Alan Frances Alanbrooke, 1st Viscount of Brookeborough, britisk feltmarskal; gjorde under Første Verdenskrig tjeneste i artilleriet. I mellemkrigstiden gjorde han stabstjeneste, og ved udbruddet af 2. Verd.krig kommanderede han et korps i Frankrig. Efter den britisk-franske tilbagetrækning til Dunkerque ledede han på stranden her evakueringen af britiske og franske tropper. I juli 1940 overtog han kommandoen over de britiske hjemmestyrker og blev i december 1941 forfremmet til britisk stabschef. I denne stilling var han premierminister Churchills nærmeste militære rådgiver. Det lykkedes ham at etablere et godt samarbejde med de amerikanske styrker, og han havde stor indflydelse på de allieredes strategi under 2. Verd.krig. I 1944 blev han udnævnt til feltmarskal (f 23/7 1883)

 

 

 

 

Til top        18. juni

1429 Under Hundredårskrigen besejrer franskmændene (Jeanne d'Arc) englænderne i slaget ved Patay. I maj 1429, da englænderne efter den franske offensiv ophævede belejringen af Orleans, trak de sig tilbage til deres tre befæstede støttepunkter ved Loire-floden - byerne Jargeau, Meung og Beaugency. Opmuntret af Jeanne dArc til atter at angribe erobrede franskmændene den 12. juni Jargeau og indledte en belejring af Beaugency. Da en engelsk undsætningsstyrke erfarede, at franskmændene havde indtaget såvel Jargeau som Beaugency, og at de med store styrker var under fremrykning mod Meung, begyndte de at trække sig tilbage. Men lige syd for Patay - halvvejs mellem Meung og Janville - blev de indhentet af franskmændene. Inden englænderne kunne få opstillet deres langbueskytter på den mest fordelagtige måde, gik det franske kavaleri til angreb, og englænderne blev jaget på flugt. Den franske sejr bidrog til at sikre området nord for Loire for Karl 7. og bane vej for hans længe udsatte kroning i katedralen i Reims

 

1643 Slaget ved Chalgrove Field. Slaget udkæmpedes under Den engelske Borgerkrig ca 10 km øst for Oxford. Den 17. juni forlod prins Rupert, en af royalisternes hærfører, Oxford med en styrke på lidt over 2000 mand for at opsnappe et vogntog med forsyninger – bl.a. 21.000 pund til udbetaling af sold – til parlamentets hær, rundhovederne. Men som royalisterne havde fået nys om vogntoget, fik rundhovederne nys om Ruperts styrke, og vogntoget forsvandt. Da rundhovederne forsøgte at forhindre Rupert og hans styrke i at komme tilbage til Oxford, kom det til slag ved Chalgrove Field. Efter et slag, der i overvejende grad blev udkæmpet af kavaleriet, tilfaldt sejren royalisterne. De tog 100 fanger og dræbte og sårede et lignende antal. Med en sejr, men uden at have fuldført sin opgave, kunne Rupert med sine mænd vende tilbage til Oxford

 

Slaget ved Kolin i Böhmen. Preussiske Syvårskrig. Frederik den Store af Preussen angriber en østrigsk hær, der er næsten dobbelt så stor som hans og lider et knusende nederlag. Efter slaget ved Prag den 6. maj trak en del af den slagne østrigske sig ind i Prag, som preusserne indledte en belejring af. For at undsætte Prag nærmede den østrigske feltherre von Daun sig en måned senere med en hær på 50.000 mand. Efterladende en del af sin styrke for at blokere citadellet i Prag rykkede Frederik den Store frem med 34.000 mand for at møde von Daun. Slaget der fulgte - slaget ved Kolin 18. juni - endte med en overvældende sejr til østrigerne. Preusserne måtte opgive belejringen af Prag og trække sig ud af Böhmen. Ud af sine 34.000 mand mistede preusserkongen 14.000. Han måtte opgive belejringen af Prag og trække sig tilbage fra Böhmen til Sachsen

 

Den amerikanske kongres vedtager at erklære Storbritannien krig. Bag erklæringen lå amerikansk forbitrelse over de overgreb, amerikansk skibsfart var udsat for fra britisk side. Selv om både Frankrig og Storbritannien under Napoleonskrigens opgør opbragte amerikanske skibe, som mistænktes bryde den blokade af det europæiske fastland, begge lande havde erklæret, gjorde briterne sig yderligere forhadt ved at tvinge tilfangetagne amerikanske søfolk til at gøre tjeneste på britiske skibe. Det skete under påskud af, at de var desertører, for hvis de var født før den amerikanske uafhængighed, var de stadig britiske statsborgere, hævdede briterne. For en krigserklæring talte for amerikanerne endvidere ønsket om at udvide statens territorium i Canada mod nord og i spansk Florida i syd. I begge tilfælde risikerede man en krig med Storbritannien, fordi Canada var britisk koloni, og fordi Spanien var briternes forbundsfælle i krigen mod Frankrig. I krignes første år førte amerikanerne ikke uden held kaperkrig mod briterne. Man opsnappede ca 1.500 priser til en værdi af 40 mill. dollars. Men krigslykken vendte, og i 1814 var alle USA’s krigsskibe, undtagen ét, enten erobret af briterne eller indespærret i amerikansk havn. Napoleons nederlag i april gjorde det muligt for briterne at overføre store styrker til Amerika, idet særlig Wellingtons kamptrænede tropper blev frigjort på den pyrenæiske halvø. Selv om det i august lykkedes briterne at afbrænde Washington, D.C. var der på dette tidspunkt en tydelig krigstræthed hos begge parter. Den banede vej for fredsafslutningen i Ghent den 24.december 1814. Den sagde, at tilstandene fra før krigen skulle genoprettes, uden territoriale afståelser, mens en række af de gamle, øvrige mellemværender, der havde været uløste siden uafhængighedskrigens tid, blev overladt til løsning gennem forhandlinger i de kommende år

 

Slaget ved Waterloo begynder. Efter sin tilbagekomst fra Elba gik Napoleon straks i gang med at rejse en hær, og han besluttede at tage offensiven mod de allierede. Den 15. juni gik han over den belgiske grænse med en hær på 125.000 mand. De var stort set alle veteraner, han vovede ikke at udskrive nye rekrutter. De allierede havde to hære i Belgien. Til venstre for Napoleon stod Wellington med 100.000 englændere, hollændere, belgiere og tyskere, og til højre Blücher med 120.000 preussere.Trods de allieredes numeriske overlegenhed stolede Napoleon på sin gamle, velprøvede taktik med at splitte modstanderne. Den duede dog ikke længere. Der manglede overblik, præcise ordrer og hurtig handling. Efter sigende skyldtes det delvist, at Napoleon under slaget var plaget af smerter fra hæmorroider. Ganske vist blev Blücher besejret den 16. , men forvirring i ordrerne forhindrede den overvældende sejr, som syntes inden for rækkevidde. Forfølgelsen af Blüchers slagne hær overlod Napoleon til general Grouchy. Selv drog han mod Wellingtons hær, og søndag den 18. stødte hærene sammen ved landsbyen Waterloo. Franskmændene gik hårdt på, men formåede ikke at drive englænderne tilbage fra deres stillinger. Om eftermiddagen dukkede en ny hær op, og franskmændene jublede. De troede, at nu kom Grouchy med friske kræfter. I virkeligheden var det Blüchers armé. Grouchy havde ganske vist angrebet den med held, men holdt sig derefter helt passiv til den videre udvikling. Preussernes overraskende indgriben skabte fuldstændig forvirring i franskmændenes rækker, og den udviklede sig til panikagtig flugt. Kun den kejserlige garde prøvede at holde stillingen og led blodige tab. Sejren var de allieredes

 

f Charles Gounod, fransk komponist; efter tre års studier ved konservatoriet i Paris fik han i 1839 Romprisen og tilbragte de næste tre år i Rom. Efter hjemkomsten virkede han nogle år som organist og skrev nogle kirkemusikværker. Fra omkr. 1850 blev operaen hans hovedinteresse. Uden succes opførtes hans første to sceniske værker på operaen i Paris. I 1859 slog igennem med syngespillet "Faust" (1859), som 1869 blev omarbejdet til opera. Hans berømmelse er især knyttet til "Faust" og den nogen yngre "Romeo og Julie". Ved Den fransk-tyske Krigs udbrud i 1870 tog Gounod ophold i London, hvor hans gamle interesse for kirkemusik fik ny næring. Under sit engelske ophold komponerede han bl.a. oratoriet "Gallia" med arien "Jerusalem". Efter hjemkomsten til Paris skrev han en betydelig mængde vokalværker af kirkelig og almen religiøs karakter, heriblandt de to oratorier "Rédemption" og "Mors et Vita" (d 18/10 1893)

 

f Miklos de Nagybanya Horthy, ungarsk admiral og sit lands regent fra 1920 til 1944; som 14 årig blev han elev på det østrig-ungarske flådeakademi. I årene 1909-14 var han adjudant hos kejser Franz Josef; Horthy udmærkede sig som flådeofficer under Første Verdenskrig bl.a. ved gentagne gange at bryde den allierede blokade i Adriaterhavet. Efter at være forfremmet til admiral i 1918 måtte han efter sit lands nederlag i oktober samme år lede udleveringen af kejserrigets flåde til den nyoprettede stat Jugoslavien. På opfordring fra det kontrarevolutionære styre i Szeged, Ungarn organiserede Horthy i 1919 en hær for at bekæmpe Béla Kuns kommunistiske regime. Han førte sin hær ind i Budapest, efter at Béla Kun var flygtet; det i januar 1920 valgte ungarske parlament valgte i marts 1920 Horthy til landets regent, og fra 1920 var han Ungarns rigsforstander dvs statsoverhoved, så længe tronen var ubesat. Han førte en konservativ indenrigspolitik. Men i det hele taget blandede han sig i årene 1921-1931 ikke meget i politik. Det ændrede sig i de urolige 1930’erne, og i 1937 vedtog parlamentet en betydelig udvidelse af hans beføjelser. Udenrigspolitisk arbejde han for grænserevisioner, og ved samarbejde med Tyskland opnåede han 1938 og 1939, at tidligere ungarske områder i Tjekkoslovakiet atter kom under Ungarn. I 1940 fik Ungarn en væsentlig del af Transylvanien fra Rumænien; til gengæld måtte Horthy lade Ungarn deltage i det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941. Horthys forsøg på i 1944 at trække Ungarn ud af krigen førte til, at tyskerne i marts 1944 besatte Ungarn. Da russerne oktober samme år gik over grænsen, bad Horthy om fred. Han blev arresteret af tyskerne og interneret i Bayern. Derefter var han interneret af amerikanerne 1945-46; samme år blev han formelt frataget rigsforstanderembedet. Efter løsladelsen var Horthy bosat i Portugal sin sin død. I 1953 udgav han sine erindringer "Ein Leben für Ungarn" (d 9/2 1957)

 

Traktaten vedrørende Trekejserforbundet fornys. Ophavsmanden til traktaten var den tyske kansler Bismarck. Den første traktat mellem de tre kejserriger, Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland blev indgået i 1873. Traktaten havde til formål at neutralisere rivaliseringen mellem Tysklands to naboer, Østrig-Ungarn og Rusland, og med en traktat få fastlagt grænserne for de to staters indflydelsessfærer på Balkan. Ved at indgå dette samarbejde med Østrig-Ungarn og Rusland ville Tyskland også få isoleret sin fjende, Frankrig. Ved udløbet af den treårige gyldighedsperiode for den første aftale i 1876 blev den ikke fornyet. Aftalen af 1881 blev fornyet i 1884, men ikke ved udløbet af treårsperioden i 1887. At fornyelsen ikke fandt sted, skyldtes såvel i 1876 som i 1887 en stadig alvorligere interessekonflikt på Balkan mellem Østrig-Ungarn og Rusland. Traktaten af 1881 sagde, at der kun måtte ske grænseændringer på Balkan, når Trekejserforbundets deltagere var enige derom. Endvidere gav aftalen Østrig-Ungarn tilladelse til at annektere Bosnien-Hercegovina, når det fandt det opportunt; i tilfælde af krig mellem en af aftalens deltagere og en anden stormagt, der ikke var med i Trekejserforbundet, ville de to andre traktatunderskrivere indtage en velvillig neutralitet.

 

1882 f Georgi Dimitrov, bulgarsk fagforeningsleder og politiker; han gik to år på en missionærskole, men blev smidt ud og fik arbejde som typograf. I 1897 blev hans første artikel, der handlede om arbejdsforhold, trykt i et fagforeningsblad, og fire år senere blev han valgt som sekretær i typografernes fagforening i Sofia. Dimitrov blev medlem af parlamentet i 1913. I 1918 idømt fem års fængsel for pacifistisk agitation, men løsladt samme år. Han spillede en ledende rolle ved dannelsen af det bulgarske kommunistparti og var fra 1921 medlem af Komintern eksekutivkomite. Efter den mislykkede opstand i 1923 levede han i eksil. I 1933 blev han arresteret i Tyskland anklaget for at stå bag rigsdagsbranden i 1933 i Berlin. Dimitrov blev frifundet og udvist til Sovjetunionen, hvor han havde fået statsborgerskab året før. I 1935 blev han generalsekretær for Komintern og var med til at udforme retningslinjerne for folkefrontspolitikken. Han var en af lederne for bolsjeviseringen af de polske østområder, som i 1939 blev indlemmet i Sovjetunionen. I årene 1937-45 var Dimitrov medlem af Det øverste Sovjet. I 1945 frasagde han sit sovjetiske statsborgerskab og vendte tilbage til Bulgarien, hvor han blev formand for det kommunistiskdominerede Fædrelandsfronten. Fra 1946 til sin død var han statsminister og gjorde en energisk indsats for at gøre Bulgarien til et kommunistisk samfund. I 1947 indgik han en venskabs- og bistandspagt med Titos Jugoslavien, men forsøget på at danne en danne en Balkanføderation blev mødt af et sovjetisk veto (d 2/7 1949)

 

f Edouard Daladier, fransk politiker; fra 1919 var han deputeret for Det Radikale Parti. Som politiker gjorde Daladier sig tidligt bemærket og blev 1924 koloniminister. I de politisk urolige år mellem 1925 og 1933 var han minister i syv forskellige regeringer henholdsvis som krigsminister, undervisningsminister og minister for offentlige arbejder. I januar 1933 blev han regeringsleder, men hans regering overlevede kun til oktober samme år. I januar 1934 blev han atter leder af en regering, men denne gang overlevede hans regering kun i fire uger. Herefter var han igen minister i forskellige regeringer, og som krigsminister 1936-37 fik han vedtaget et stærkt forøget forsvarsbudget. I den stadig mere alvorlige internationale situation i slutningen af 1930'erne tilsluttede han sig den britiske premierminister Chamberlains eftergivende politik over for Hitler, og som ministerpræsident underskrev han september 1938 sammen med Chamberlain, Mussolini og Hitler Münchenaftalen, der tillod Hitlertyskland at sætte sig i besiddelse af det tjekkoslovakiske Sudeterland. I et forsøg på at forsvare sin politik udgav han i 1939 "Defense of France". Da Frankrig i sommeren 1940 var blevet løbet over ende af tyske tropper, blev han arresteret af Vichy-regeringen, som ved Riomprocessen i 1942 anklagede ham for at være en af de hovedansvarlige for det franske nederlag i 1940. Efter processen udleverede Vichyregeringen han til tyskerne, og under resten af krigen var han interneret i Tyskland. Efter krigen tog Daladier atter del i politik og var deputeret 1946-58 og 1957-58 leder af Det Radikale Parti (d 10/10 1970)

 

Reassurance traktaten mellem Tyskland og Rusland. Det var en hemmelig aftale, der kom til verden på initiativ af den tyske kansler Otto von Bismarck efter sammenbruddet i 1887 af det tyske-østrigske-russiske Dreikaiserbund på grund af strid mellem Østrig-Ungarn og Rusland om indflydelsessfærer på Balkan. Den nye aftale sagde, at hvert deltagerland ville forblive neutral, hvis det andet deltagerland kom i krig med en tredje stormagt, og at dette ikke ville gælde, hvis Tyskland angreb Frankrig, eller hvis Rusland angreb Østrig. Tyskland betalte for russisk venskab vedat gå med til at acceptere russisk indflydelsessfære i Bulgarien og Det østlige Rumelien (nu en del af det sydlige Bulgarien); endvidere støtte de russiske bestræbelser for at bevare Sortehavet som russisk intersfære. Da traktaten ikke blev fornyet i 1890, begyndte en fransk-russisk alliance hurtigt at tage skikkelse

 

f Anastasia, russisk storhertuginde; hun var datter af zar Nikolaj 2. og zarina Aleksandra og havde tre søstre og en bror, Aleksej. De boede på slottet Tsarskoe Selo lidt uden for Sct. Petersborg, hvor familielivet var stærkt påvirket af Aleksejs blødersygdom, der blev holdt hemmelig for offentligheden, fordi Aleksij var tronfølger i det store, russiske rige. Da Nikolaj 2. abdicerede i forbindelse med Februarrevolutionen 1917, blev zarfamilien sat i hus-arrest i Aleksanderpaladset. Ved Oktoberrevolutionen samme år, da kommunisterne/bolsjevikkerne tog magten i Rusland og lavede Sovjetunionen, blev de flyttet til Jekaterinburg (i Sovjettiden Sverdlovsk). Den 16. juli 1918 blev zarfamilien ført ned i kælderen, hvor hele familien blev skudt. Bagefter blev ligene brændt. I februar 1920 blev en kvinde reddet fra at sprige ud fra en bro i Berlin. Kvinden, der kaldte sig Anna Anderson, blev hurtigt verdens-kendt, da hun påstod at være Anastasia. Hun forklarede, at en af soldaterne havde hjulpet hende med at flygte i 1918, og at hun var kommet til Berlin for at opsøge sine slægtninge.

 

d Roald Amundsen, norsk polarforsker; Amundsen havde afsluttet et medicinstudium, da han i 1897 deltog i en belgisk ekspedition, der som den første nogensinde overvintrede i Antarktis. I årene 1903-06 sejlede han fra øst mod vest med skibet "Gjöa" gennem Nordvestpassagen. Under forberedelse af Nordpolsekspedition i 1909 erfarede Amundsen, at Robert E. Peary som den første var nået frem til Nordpolen. Amundsen fortsatte imidlertid forberedelserne. Han ændrede planer, og da han i juni 1910 forlod Norge med udstyr og ledsagere, var planen at nå frem til Sydpolen. Amundsen slog lejr omkr. 80 km nærmere polen end den britiske ekspedition under ledelse af Robert Falcon Scott, der også var ved at forberede en færd til Sydpolen. Den 20. oktober forlod Amundsen med fire ledsagere og 52 hunde hovedlejren, og den 14. december nåede nord-mændene som de første Sydpolen. Efter en mislykket arktisk ekspedition i 1918 forsøgte Amundsen i 1925 at nå Nordpolen med fly, men måtte vende om omkr. 250 km fra målet. Med bl.a. den italienske luftskibs-konstruktør Nobile passerede Amundsen i 1926 på en luftskibsfærd, der gik fra Spitsbergen til Alaska, over Nordpolen. Amundsen omkom, da han styrtede ned med et luftskib ved Spitsbergen under forsøg på at komme Nobile til hjælp, da også denne var forulykket med et luftskib (f 16/7 1872)

 

Britisk/tysk flådeaftale underskrives. Under den britiske udenrigsministers besøg i Berlin marts 1935 nævnte Hitler over for ham flådespørgsmålet. En måned senere inviterede udenrigsministeren tyske delegerede til London for at føre tysk-britiske flådeforhandlinger. Den 4. juni ankom da den tyske udenrigsminister Ribbentrop sammen med tyske eksperter til London, og den 18. juni var flådeaftalen mellem de to stater på plads. Den gik i hovedsagen ud på, at Tyskland fik ret til en flåde, der svarede til 35% af den britiske og endvidere til at bygge lige så mange u-både som Storbritannien, dog således at forholdet 35 til 100 opretholdtes for den samlede tonnage. Med aftalen accepterede Storbritannien den tyske oprustning, som havde nået sit foreløbige klimaks, da Hitler i strid med Versaillestraktaten efter 1. Verd.krig den 16. marts 1935 indførte værnepligt. Flådeaftalen betød, at Storbritan-nien gav afkald på indflydelse i Østersøen, der på ny som i perioden før 1914 blev en tysk indsø. Militært set lå Danmark nu uden forbindelse med Vesteuropa og direkte under de tyske kanoner. Endvidere fik Nordsøen atter betydning som strategisk område af første rang. Både politisk og militært styrkede Hitler sine stillinger til nye angreb

 

d Maksim Gorkij, sovjetrussisk forfatter; Gorkijs forfatterskab danner bro mellem den førrevolutionære og den efterrevolutionære epoke i russisk litteratur. Han debuterede i 1890'erne med noveller; med disse indførte han den anarkistiske russiske vagabond i litteraturen. Efterhånden skiftede han retning ved at skildre miljøer (bagernes, skøgernes, pramdragernes og de fattige jøders miljøer). Tyngedpunktet blev derved flyttet fra det psykologiske til det sociale moment. Af hans dramatik formåede kun "Natteherberget" at hævde sig på scenen. I sine store romaner, bl.a. "Foma Gordejev" (1899), "Moderen" (1906), "Kozjemjakins levned" (1911) gav Gorkij typisk sociale biografier, hvor et mægtigt stof søgtes presset ind i et levnedsløbs rammer. Denne stil fejrede triumfer i hans selvbiografiske værker "Barndom" (1914), "Ude blandt folk" (1918), "Mine universiteter" (1923). Længe før revolutionen havde Gorkij sluttet sig til marxismen; men havde efter revolutionen svært ved at anerkende den bolsjevikiske kurs. Han fik stor betydning som reorganisator af den russisk litteratur. I en berømt tale på den første sovjetiske forfatterkongres i Moskva 1934 proklamerede han den socialistiske realisme som den nye litteraturs arbejdsmetode. I 1932 blev hans fødeby Nizjnij Novgorod omdøbt til Gorkij - som den første af en lang række hædersbevisninger. Maksim Gorkij døde efter sigende som offer for revolutionsfjendtlige elementers efter-stræbelser (f 28/3 1868)

 

1974 d Georgij Sjukov, sovjetisk marskal; han deltog i Første Verdenskrig, Revolutionen i 1917 og kampen mod Japan 1938-39. Han blev armégeneral 1940, generalstabschef og vicekommissær for forsvaret 1941. Under Anden Verdenskrig ledede Sjukov i 1941 forsvaret af Moskva og i 1942 af Stalingrad. Han var øverst-kommanderende for de tropper, der fordrev tyskerne fra Ukraine, Rumænien og Polen. I januar 1943 blev han marskal af Sovjetunionen og stod i spidsen (sammen med Konjev) for de sovjetiske soldater, der indtog Berlin 2. maj 1945. Efter krigens afslutning forblev han i Tyskland som chef for de sovjetiske besættelsestyrker og som medlem af den allierede Kontrolkommission for Tyskland. Da Sjukov i 1946 vendte tilbage til Moskva, var hans popularitet så stor, at Stalin til-syneladende betragtede den som en trussel for sin position. I al fald blev han i de flg. år udnævnt til en række ubetydelige kommandoer i Sovjetunionens fjernere egne. Efter Stalins død i 1953 ønskede det nye styre at sikre sig hærens støtte og udnævnte Sjukov til viceforsvarsminister. Derefter støttede Sjukov partisekretær Khrustjov mod ministerpræsident Malenkov, der talte for en reduktion af militærudgifterne. Ved rokeringer i den sovjetiske ledelse i februar 1955, da Khrustjov tvang Malenkov til at træde tilbage, blev Sjukov forsvarsminister og kandi-datmedlem af partipræsidiet. Selv om Sjukov støttede Khrustjov i juni 1957, da denne var truet med afsættelse af et flertal i partipræsidiet - den såkaldte parti-fjendtlige gruppe, ved at stille forsvarets fly til rådighed for indflyvning til Moskva af centralkomité-medlemmer, der ville støtte Khrustjov, afskedigede Khrustjov i oktober 1957 ham, fordi han ikke kunne acceptere Sjukovs arbejde for at gøre den sovjetiske hær uafhængig af partiet bl.a. ved at fjerne partiets kommissærer på kasernerne. Indtil Khrustjovs fald i oktober 1964 levede Georgij Sjukov en skyggetilværelse, men herefter blev han bl.a. tildelt Leninordenen (1966) og fik i 1969 tilladelse til at offentliggøre sin selvbiografi (f 1/12 1896)

 

 

 

 

Til top        19. juni

1306 Slaget ved Methven nær Perth i Skotland. Da Robert Bruce den 25. marts 1306 var blevet kronet til skotsk konge, blev han af Englands konge Edward 1. betragtet som forræder. Edward, hvis mænd havde mange af Skotlands vigtigste borge i deres magt, gjorde alt for at knuse Robert. Hvad R stod for, blev af Edward betragtet som oprør. To gange i 1306 blev Robert og hans skotter besejret af englænderne først ved Methven og den 11. august ved Dalty nær Tyndrum. R’s hustru og mange af hans tilhængere blev taget til fange. Tre af hans brødre blev henrettet. Robert selv flygtede og levede til februar 1307 i skjul på øen Rathlin ud for Irlands nordkyst. Herefter genvandt han i løbet af få år det meste af Skotland og efter at have provokeret Edward II til at invadere Skotland, mødtes de to landes hære i slaget ved Bannockburn 24. juni 1314. Skønt den engelske hær var tre gange så stor som den skotske, tilfaldt sejren R og hans mænd. Sejren sikrede skotterne deres uafhængighed og Robert Bruce den skotske trone

 

1566 f Jacob 1., skotsk konge 1567-1625, fra 1601 tillige af England som Jacob 6., søn af Maria Stuart og Lord Darnley; J’s oldemor Margrete Tudor (1489-1541) var søster til Henrik 8. af England, og ved Elizabeth 1.’s død i 1603 var han derfor den nærmeste arving til den engelske trone. Allerede som etårig blev han ved sin mors tvungne abdikation i 1567 Skotlands konge. Han følte sig mest hjemme i Skotland og talte hele livet med skotsk accent. Også i sine bøger brugte han skotsk dialekt. I sit forfatterskab behandlede han emner fra religion, statskunst og verslære. I sit 18.år brød han med sine højadelige rådgivere og overtog selv styret. Baronerne måtte give afkald på den næsten enevældige magt, de havde opnået. Jacob opbyggede herefter den samme stærke kongeautoritet, som Elizabeth havde skabt i England. Men han mangledes dennes evne til kompromis, og han stod stejlt på kongedømmets guddommelighed og de kongelige prærogativers ukrænkelighed. Striden med Parlamentet blev da også et hovedpunkt i hans tid som engelsk konge. Med sin konfrontationspolitik lagde han grunden til den skærpelse af forfatningskampen, der under hans søn og efterfølger Karl I (1625-49) kulminerede i Den Engelske Borgerkrig, og som førte til Karls henrettelse. I 1589 blev J gift med Anne, datter af Frederik II af Danmark-Norge og søster til Christian IV (d 27/3 1625)

 

1623 f Blaise Pascal, fransk religionsfilosof, matematiker og naturforsker; i 1654 trak han sig tilbage til klostret Port-Royal, hvor han skrev sine "Lettres provinciales" (1656-57) rettet mod jesuitternes morallære. Efter hans død udkom "Pensées sur la religion" (1670), en samling notater og aforismer, som P aldrig selv nåede at få ordnet systematisk. De er et forsvar for kristendommen, og i dem hævder P, at de højeste sandheder ikke er tilgængelige for fornuften; de fattes umiddelbart af hjertet: la logique du cæur (hjertets logik). De første principper, som al videnskab bygger på, erkendes intuitivt. Intuitionen (l’esprit de finesse) er derfor ligeså vigtig for mennesket som dets analyserende logisk diskursive evne (l’esprit de géométrie). Pascals matematiske evner viste sig tidligt, og allerede som 16-årig skrev han et arbejde om keglesnittet. Her finder man blandt andre resultater den såkaldte Pascals sætning: i en sekskant, som er indskrevet i et keglesnit, ligger de tre skæringspunkter for forlængelserne af to og to modstående sider på en ret linje. 19 år gammel opfandt P en regnemaskine, og i sin korrespondance med de Fermat bidrog han i væsentlig grad til at skabe grundlaget for sandsynlighedsregning. Hans arbejder vedrørende cykloiden er bemærkelsesværdige, fordi han bruger metoder som svarer til integralregning. Som fysiker er P mest kendt for de barometermålinger, han foretog ved foden af og på toppen af bjerget Puy-de-Dôme. Her viste det sig, at barometerstanden var mindre på toppen end ved foden (d 19/8 1662)

 

"Savannah" ankommer til Liverpool, efter at have gennemført den første dampskibssejlads over Atlanterhavet. Turen blev gjort på 27 døgn og 11 timer. Det meste af turen blev gennemført med brug af Savannahs sejl. Skibets lille dampmaskine og dets forsyning med brænde tillod kun, at en mindre del af turen udelukkende foregik ved damp. Men til trods herfor viste Savannah, at det var muligt at besejle de store have med et dampskib. Da det 300 tons store skib blev observeret ved den irske kyst, stod en irsk kutter det til undsætning. Savannahs sorte røgfane blev taget som tegn på, at der var brand om bord

 

f Douglas Haig, engelsk feltmarskal; udmærkede sig i felttoget i Sudan 1898 og var generalstabschef under Boerkrigen 1899-1902. Derefter gjorde han fortrinsvis tjeneste i Indien. Under Første Verdenskrig førte Haig først et armékorps og udmærkede sig ved Mons, Aisne og Ypres. Tidligt i 1915 overtog han kommandoen over 1st Army og udkæmpede slagene ved Neuve Chapelle, Festubert og Loos. December 1915 blev han chef for de britiske tropper i Frankrig og ledede de store offensiver ved Somme 1916, ved Arras og i Flandern 1917 og operationerne i 1918. Haigs indsats som feltherre under Første Verdenskrig er blevet bedømt forskelligt. Tabet af ½ mio. mand i slaget ved Somme uden reel gevinst gav ham ry som en udygtig "slagter". På den anden side formåede han at gøre den nye britiske værnepligtshær krigsduelig, og han viste styrke i defensiven i de afgørende måneder i foråret 1918. 1919-20 var Haig øverstkommanderende for den britiske hær. Resten af livet arbejdede Haig med at hjælpe de hjemvendte soldater til arbejde og understøttelse. 1919 blev han adlet som jarl af Bemersyde (d 29/1 1928)

 

1874 f P.O. Pedersen, elektrotekniker, opfinder og fysiker; han blev cand. polyt. i 1897 og var derefter i kortere perioder ansat ved Vandbygningsvæsenet (1897-98), ved stadsingeniøren i København (1898-99), i 1899 blev han ansat som undervisningsassistent på Polyteknisk Læreanstalt (DTU). I 1898 indledtes P’s samarbejde med Valdemar Poulsen, der samme år havde opfundet telegrafonen – i.e. en elektro-magnetisk fonograf til optagelse og gengivelse af tale og andre lyde. Pedersen blev teknikeren bag det i de følgende år meget omfattende udviklingsarbejde med telegrafonen. Da DTU i 1908-09 fik mulighed for at indføre undervisning i svagstrømselektronik, tilbød P at holde en række forelæsninger i telegrafi og telefoni. I 1909 blev han docent og i 1912 professor ved DTU i svagstrømselektronik. I årene 1921-41 var han direktør (fra 1933 rektor) for DTU. I sin rektorperiode fik P gennemført en større udvidelse og modernisering af DTU. I 1937 tog Pedersen initiativ til stiftelse af Akademiet for de tekniske Videnskaber, hvorved DTU fik et nyt grundlag for forskningsmæssigt arbejde. I P’s omfattende litterære produktion er "Telefonledningernes Teori" (1914) og "The Propagation of Radio Wave Along the Surface of the Earth and in the Atmosphere" (1927), hvori han redegjorde for sin teori om de korte radiobølgers udbreddelsesforhold og forklarede disse bølgers store rækkevidde. Ved samarbejdet med Valdemar Poulsen, der 1903-04 viste, hvorledes man kunne udnytte den elektriske lysbue som generator for kontinuerlige højfrekvente elektriske svingninger, kom Pedersen ind på et omfattende teoretisk og eksperimentelt undersøgelsesarbejde med udvikling af et system til trådløs telegrafi. Om dette arbejde skrev han bl.a. "Den elektriske Lysbues Elektronteori" (1917) (d 30/8 1941)

 

d Charles Cunningham Boycott, engelsk godsejer, den første der blev udsat for boykot; efter i 1873 at have trukket sig tilbage fra hæren som kaptajn blev han forvalter på jarlen af Ernes gods i County Mayo i Irland. Da de irske bønder efter den dårlige høst i 1879 besluttede ikke at anvende vold, men afbryde enhver kontakt med de godsejere/forvaltere, der ikke ville opfylde deres krav om en 25% nedsættelse af deres afgifter, var Boycott den første, der blev udsat for denne taktik. At den var en succes viste sig ved, at Boycott måtte sende bud efter 25 frivillige fra Ulster, som måtte arbejde under beskyttelse af 900 bevæbnede soldater for at få høsten i hus. Allerede samme år forlod Charles Cunningham Boycott Irland. I 1886 blev han forvalter på et gods i Suffolk, hvor han var til sin død. Efter 1880 brugte man i England begrebet boykot som betegnelse for en ikke-voldelig blokade (f 12/3 1832)

 

1919 Størstedelen af den tyske "Hochseeflotte" var efter våbenstilstanden 11. november 1918 interneret i den britiske flådebase Scapa Flow. Iflg. bestemmelserne aftalt på Versailleskonferencen vedrørende Tysklands demilitari-sering og afrustning blev flåden sænket den 21. juni 1919 ved Scapa Flow. Det tyske flag blev hejst på skibene, og 11 slagskibe, 5 slagkrydsere, 5 krydsere og 48 torpedojagere gik til bunds. Det var langt flere, end der var sænket under noget søslag. Et efter et sank de store slagskibe, hvis navne fra "Friedrich der ’Grosse" til "Hindenburg" var symboler på tysk militarisme. De britiske søofficareer og den britiske presse var forbitret over at se, de brugbare skibe blive sænket. Men snart blev forbitrelsen afløsst af en romantisk beundring. Sænkningen løste også et vanskeligt problem for den britiske regering – den behøvede ikke at tage stilling til, hvordan skibene skulle fordeles mellem sejrherrerne

 

f Frank Jæger, forfatter; tog 1950 eksamen fra Statens Bibliotekskole, men kom aldrig til at virke som bibliotekar. Han levede af at være forfatter og oversætter. Jæger fik sine første digte trykt i tidssamlingerne Vild Hvede og Heretica. Han debuterede i 1948 med digtsamlingen "Dydige Digte", der hurtigt blev fulgt af "Morgenens trompet" og "De 5 årstider" (1949-50). I sin digtning ville han fastholde en tilknytning til natur og traditioner. Med disse tre bøger kom han i brede kredse til at fremstå som indbegrebet af en digter. Og det var i en sådan grad, at han kunne bruges som model i en populær tegneserie ("Poeten og Lillemor"). Hos ham var der tale om en bevidst afstandtagen fra storbykulturens jag og overfladiskhed. For at leve som han skrev, slog han sig i 1954 ned på Langeland, hvor han kunne leve i pagt med naturen, årstidernes skiften og poesien. I årene 1952-53 var han medredaktør af Heretica. Som romanforfatter debuterede Frank Jæger i 1950 med "Ines" om en fløjtende vandrers oplevelser, og i 1953 kom han med en poetisk selvbiografi "Den unge Jægers lidelser". Langeland skildrede han i essaysamlingen "Velkommen Vinter". Med vekslende held skrev han dramatik til radio og TV. Fra 1970 til sin død boede J i Helsingør. Fra disse år stammer en samling essays "Udsigt fra Kronborg". Frank Jægerss sidste år blev triste. Han følte sig syg og led af mangel på anerkendelse og penge. Efter hans tidlige død lød der da også mange beklagelser over den spartanske levevis, som en af periodens betydeligste lyrikere havde måttet føre (d 4/7 1977)

 

Det meddeles, at der gives tilladelse afbrænding af Sct. Hansbål indtil kl. 22 Sct Hansaften

 

Slaget i Det phillippinske Hav begynder; det var et søslag mellem en japansk flåde og amerikanernes 5. flåde. Det fandt sted samtidig med amerikansk landgang på Saipan; og er gået gået over i historien som "krigens største hangarskibs slag". Slaget endte med en overvældende amerikansk sejr. Det begyndte om morgenen den 19. juni, da den japanske admiral Ozawa Jisaburo besluttede sig for en styrkeprøve med den amerikanske landgangsstyrke og sendte 430 fly i fire bølger mod den amerikanske landgangsflåde. Resultatet blev en katastrofe for japanerne: på slagets første dag mistede japanerne flere end 300 fly og to hangarskibe; og da deres flåde trak sig nordpå mod en sikker havn på Okinawa, mistede den endnu et hangarskib og næsten 100 fly. På slagets to dage mistede amerikanerne 130 fly og nogle skader på skibe. Japanernes ringe indsats er blevet tilskrevet mange faktorer; man plejer at fremhæve to: mænd og materiel. Nogle af de japanske piloter havde såm lidt som tre måneders træning bag sig, mens mange U.S. piloter havde to års træning bag sig. De japanske fly var særdeles manøvredygtige og havde længere aktionsradius end aktionsradius end U.S. flyene, men de var underlegne på flere punkter, især i deres utilstrækkelige panser beskyttelse, og de ikke var forsynet med selvtætnende brandstoftanke. Amerikanske undervandsbåde spillede også en afgørende rolle ved at forsyne 5. flådes ledelse med oplysninger om fjendens bevægelser og ved at sænke japanske skibe

 

Det amerikanske ægtepar Ethel og Julius Rosenberg henrettes som de første amerikanere nogensinde for spionage og for at have udleveret atomhemmeligheder til russerne. Julius R, der i 1939 afsluttede en ingeniøruddannelse, blev året efter ansat ved de amerikanske telegraftropper - U.S. Army Signal Corps. Herfra forsøgte han sammen med sin kone at udlevere hemmelige militæroplysninger til russerne. Ethel R’s bror, sergent David Greenglass, der gjorde tjeneste som mekaniker ved atombombeprojektet i Los Alamos, New Mexico, gav ægteparret oplysninger om atomvåbnet. Disse informationer overlod Ethel og Julius til Harry Gold, der var kureer i russernes spionring i USA. Gold afleverede materialet til den russiske vicekonsul i New York city, Anatoly A. Yakovlev. I forbindelse med sagen mod den britiske spion Klaus Fuchs blev Harry Gold arresteret den 23. maj 1950. Kort tid efter blev også ægteparret Rosenberg og David Greenglass arresteret. Efter at have optrådt som de amerikanske myndigheders kronvidne blev David Greenglass idømt 15 års fængsel. Harry Gold fik 30 års fængsel. Ægteparret Rosenberg blev under henvisning til spionageloven af 1917 fundet skyldig og dødsdømt. Efter adskillige appeller og en verdensomspændende kampagne for en mildere straf blev Julius og Ethel R henrettet i den elektriske stol i Sing Sing fængslet

 

1993 d William Golding, britisk forfatter; han gjorde tjeneste som søofficer under Anden Verdenskrig og var senere lektor i den videregående skole. Som forfatter vakte han opsigt med sin første roman "The Lord of the Flies" (1954, dansk: Fluernes herre, 1960), en fantasifuld og til dels uhyggelig fabel om en flok drenge på en øde ø, hvor de langsomt forrås. Historien udtrykker Goldings opfattelse af en ulige eksistentiel kamp mellem bevidsthed om menneskelige værdier og instinktive urkræfter. Temaet gentages med variationer i Goldings senere romaner, der alle foregår steder fjernt fra den konkrete virkelighed. Således beretter "The Inheritors" (1955, dansk, De røde dyr, 1962) om de harmløse neanderthalerers nederlag over for de livskraftige og beregnende Homo sapiens. William Goldings næste romaner "Pincher Martin" (1956) og "The Spire" (1964, dansk, Spiret, 1966) foregår henholdsvis i en tidløs bevidst-hedsstrøm og i en stiliseret middelalder. Mere realistiske er "Free Fall" (1959)) og "The Pyramid" (1967), der begge afdækker de bestemmende erfaringer i en ung mands opvækst. Goldings forfatterskab afsluttedes med den symbolfyldte romantrilogi om en sørejse til Australien under Napoleonskrigene: "Rites of Passage" (1980, dansk Præsten, 1982), "Close Quarters" (1987, dansk Tæt på, 1988) og "Fire Down Below" (1989, dansk, Ild, 1989). I 1983 fik William Golding nobelprisen i litteratur (f 19/9 1911)

 

 

 

 

Til top        20. juni

1519 d Willem Barents, nederlandsk søfarer; på to rejser i 1594 og 1595 søgte han at finde den såkaldte nordøstpassage nord om Eurasien fra Europa til Det fjerne Østen. På gr. af disse velforberedte og velgennemførte rejser, hvor B foretog såvel en omhyggelig kortlægning som indsamling af meteorologiske data, anses han for at være en af de betydeligste blandt de tidlige opdagelsesrejsende i arktiske områder. På de to nævnte rejser nåede han frem til øgruppen Novaya Zemlja. På sin tredje rejse i 1596 besøgte han Svalbard; men da hans skib rundede nord-spidsen af Novaya Zemlya blev det fanget i isen, og B og hans mandskab måtte overvintre ved Novaya Zemlya. Da foråret kom, kunne man i redningsbådene forlade skibet. Men kun en uge senere døde B. Det 1.4 mio. km2 store Barentshavet, nord for Skandinavien og europæisk Rusland og øst for Norskehavet afgrænset af Kolahalv-øen, Novaja Zemlja og Svalbard, er opkaldt efter Barents. Det samme er tilfældet med Barentsø, den fjerde største ø i øgruppen Svalbard og ligeledes Barentsborg en kulmineby på den sydvestlige del af øen Spitsbergen. I alle tre tilfælde vidner de om Barents aktivitet i disse farvande (f ca 1555)

 

1694 f Hans Adolph Brorson, biskop og salmedigter; påbegyndte 1712 det teologiske studium. Sygdom medførte, at han 1716 måtte opgive studiet og forlade København. Han blev lærer hos en morbror i Løgumkloster. Opholdet her gjorde det muligt for ham at afslutte studierne, og i 1722 blev han præst i Randrup, 1729 i Tønder. 1737 avancerede han til provst i Ribe, hvor han 1741 blev biskop. Allerede i Randrup begyndte B at skrive åndelige tekster til populære ariemelodier. En tysk pietistisk salmesamling inspirerede ham til at forfatte salmer, som også hans menighed i Tønder trængte til. Til julen 1732 udkom et hæfte med Brorsons første 10 salmer. 1739 kom hans hovedværk "Troens rare Klenodie", en samling af 80 originale salmer (bl.a. "I denne søde juletid", "Op al den ting" og "Den yndigste rose er funden") affattet til gængse kirkemelodier og 194 oversatte fra tysk barok og pietisme. B’s pietistiske holdning ses i hans salmers utrættelige opfordringer til omvendelse her og nu og i de gentagne advarsler mod falsk sikkerhed og mod verdens syndige lyster. Efter Brorsons død udgav hans søn i 1765 en samling – "Svane-Sang" - med 70 efterladte salmer, bl.a. "Her vil ties, her vil bies" og "Den store hvide flok vi se" (d 3/6 1764)

 

1717 f Francois Joseph Saly, fransk billedhugger; i begyndelsen af 1750'erne besluttede den danske regering at rejse en rytterstatue af Frederik V på Amalienborg slotsplads; det blev ligeledes bestemt, at Asiatisk Kompagni skulle have æren af at dække omkostningerne. Den danske legationssekretær i Paris blev anmodet om at forhøre sig om en dygtig fransk billedhugger, der ville komme til København og udføre rytterstatuen. Man fik anbefalet Saly, og parterne kom hurtigt overens. Først i oktober 1752 kom Saly til København og fik anvist bolig på Charlottenborg. I december 1754 foreviste Saly kongen den første skitse til rytterstatuen, og i august året efter godkendte kongen en skitse til hele monumentet. I årene 1757-58 udarbejdede Saly en model af statuen i gips. Den derefter følgende store model blev i hovedsagen udført i årene 1761-63, og i februar 1764 kunne Saly præsentere den færdige model for samtlige kunstakademiets professorer og medlemmer, hos hvem den vakte almindeligt bifald. Tilbage stod støbningen; den kom til at trække i langdrag og volde vanskeligheder; først marts 1768 fandt den sted ved den franske støber Pierre Gor i Gjethuset på Kgs. Nytorv. November 1770 afleverede Saly monumentet, der dog først afsløredes 1. august 1771. Hele monumentet med indskriftstavler, brolægning, gitter, borner og kæder, som Saly havde planlagt det, stod ikke færdigt før sommeren 1774. Da der efterhånden opstod modstand mod de fremmede kunstneres magt, tog Saly juli 1771 sin afsked som Akademiets direktør. Han blev endnu et par år i København. Juli 1774 forlod han Danmark, tog til Paris, hvor han fik bolig på Louvre og døde knap to år senere (d 4/5 1776)

 

Savnsbåndet ophæves. I kommissoriet til Den store Landbokommission var det gjort klart, at stavnsbåndet enten helt skulle ophæves eller ændres til kun at tilgodese militære krav. Som institution var stavnsbåndet fra 1733 baseret på godsejernes pligt til at stille rekrutter til militsen - og senere også til de hvervede regimenter - i forhold til det hartkorn, godset var takseret til i Christian 5.’s matrikel. I 1786 stod bondestandens mandlige medlemmer i den militære rulle fra deres fjerde til deres fyrretyvende år, og siden 1746 havde det indrullerede mandskab yderligere været forpligtet til at fæste en gård på deres fødegods, hvis det blev forlangt. Ikke overraskende mødte en ophævelse af stavnsbåndet modstand i militære kredse og hos flertallet af landets godsejere. Men i kommissionen var der flertal for helt at ophæve stavnsbåndet. Betydningen af forordningen af 20. juni 1788 blev understreget i dens indledende ord om bondestanden: at "statens styre såvel i hensigt til forsvarsvæsenet som den almindelige velstand fornemmeligen beror på denne betydelige næringsstands vindskibelighed, mod og fædrelandskærlighed". Den blev yderligere markeret med den enevældige konges udtrykkelige løfte om, at den givne frihed aldrig kunne tilbagekaldes eller indskrænkes. For alle under 14 og over 56 år blev stavnsbåndet ophævet med øjeblikkelig virkning, og fra 1. januar 1800 bortfaldt det for alle. Samtidig overgik registrering og udskrivning til militærtjeneste fuldt og helt til de civile og militære myndigheder. Baggrunden for ophævelsen var den begrænsning, det gamle landbrugs struktur lagde på den produktions-forøgelse, det voksende befolkningstal nødvendiggjorde. Dertil kom samtidens herskende økonomiske teori, fysiokratismen. I modsætning til den hidtidige fremherskende økonomiske teori, merkantilismen, der lagde vægt på handel, hævdede fysiokraterne, at handel og industri blot bestod i omdannelse af det allerede skabte. Kun i landbruget fremkom et fysisk måleligt nettoudbytte, som fysiokraterne anså for kilde til al anden rigdom i samfundet

 

Boldhuseden. Den 17. juni foretog tredjestand et mindre kup i den af Ludvig 16. indkaldte stænderforsamling ved efter forslag af abbed Sieyès at vedtage at konstituere sig som Nationalforsamling. Den 20 juni aflagde den selvbestaltede Nationalforsamling ed på, at forsamlingen skulle opløses før, den havde givet Frankrig en grundlov, en fri forfatning. At eden kaldes boldhuseden skyldes, at mødet blev holdt i La Salle du Jeu de Paume (boldhussalen) i Versailles. Tre dage senere kom kongens reaktion i form af en kundgørelse og et reformprogram

 

1819 f Jacques Offenbach, fransk/tysk komponist; kom som dreng med sin jødiske far til Paris, der af faderen blev opfattet som mindre antisemittisk end Offenbachs fødeby Köln. I 1833 blev han elev i cello ved Paris’ konservarorium. Tre år senere blev han ansat i orkestret i Opéra Comique, og i 1849 blev han kapelmester ved Théâtre Francais. I mellemtiden havde han konverteret til katolicismen. I 1855 åbenede han sit eget teater, Bouffes-Parisiens. Operetten blev hans hovedfelt, og til sit teater skabte han den specielle pariser-operette, der parodierede den store opera og med sit politisk-satiriske vid hudflettede hele pariserselskabet med Napoleon 3., hoffet og regeringen i spidsen, blandt disse var "Orphée aux enfers" (1858, "Orfeus i underverdenen"). Efter ophold i Tyskland og Østrig vendte Offenbach i 1864 tilbage til Paris. Her skrev han en række nye operetter, der opførtes med stor succes, bl.a. "La Belle Helène" (1864 "Den skønne Helene"), "La Vie Parisienne" (1866, "Pariserliv") og "La Grande-Duchesse de Gérolstein" (1867, Storhertuginden af Gérolstein"). I årene 1872-76 ledede Offenbach Théatre de la Gaité. Til denne scene skrev han i 1874 en ny version af "Orfeus i underverdenen". Offenbachs eneste opera "Les Contes d’Hoffmann" (1880, "Hoffmanns eventyr) var ufuldendt ved hans død. Med sine værker står Offenbach som skaberen af operetten og er gået over i musikhistorien som en af 1800-tallets største komponister på dette område (d 5/10 1880)

 

1836 d Emmanuel Joseph Sieyès, fransk statsmand; han udgav som generalvikar (stiftsprovst) i de urolige år 1788/89 den pjece om tredjestand, der med ét bragte hans navn på alles læber: "Hvad er tredjestand? Alt; hvad har den hidtil været? Intet; hvad ønsker den at blive? Noget". Sieyès valgtes til stænderforsamlingen i 1789 og bidrog i væsentlig grad til forsamlingens omdannelse til nationalforsamling. Han redigerede boldhuseden og forfattede udkast til menneskerettighedserklæringen. Med særlig iver deltog han i forfatningsdrøftelserne og havde stor indflydelse på forfatningen af 1791. Som medlem af Konventet stemte han for kongens (Ludvig 16.) henrettelse. Efter 1795 blev han medlem af de 500's råd og anvendtes i en periode meget i diplomatisk tjeneste. I 1799 blev han en af de fem direktører, der styrede Frankrig. Hans politiske opfattelse var nu blevet mere konservativ, og han ønskede, at magten sikredes borgerstanden. Han trådte i forbindelse med Napoleon og støttede dennes statskup i 1799. Selv om han udnævntes til konsul og i 1809 til greve, følte han skuffelse over den politiske udvikling. Hans indflydelse var i denne periode ringe. Ved Bourbonnernes tilbagekomst og kongemagtens genoprettelse i 1814 blev han landsforvist. Han vendte tilbage i Napoleons 100 dage, men forlod atter Frankrig og tog ophold i Bruxelles. Efter Bourbonnernes fordrivelse i 1830 vendte han tilbage til Paris og blev medlem af Det franske Akademi. Hans selvbiografi udkom i 1892 (f 3/5 1748)

 

d William 4. britisk konge 1830-1837; søn af George 3. og dronning Charlotte af Mecklenburg-Strelitz. Blev uddannet som søofficer og gjorde tjeneste i flåden til 1790. Da revolutionskrigene med Frankrig udbrød i 1793, forbød hans far ham at fortsætte sin aktive tjeneste i flåden. Hans udnævnelser til viceadmiral i 1794 og til admiral i 1799 var da også rent nominelle. Da prinsesse Charlotte, regentens - den senere Georg 4. - eneste barn døde i 1817, stod arvespørgsmålet åbent, og regentens yngre brødre fik travlt med at indgå ægteskab for at sikre arvefølgen. Som en efterhånden ikke helt ung bejler havde William svært ved at finde en passende brud. Således blev han (februar 1818) afvist af Frederik 6.’s datter Caroline med den begrundelse, at han var for gammel. Samme år blev William gift med enkehertuginden af Sachsen-Meiningens datter Adelaide. I ægteskabet blev der født to døtre, der begge døde som små. Ved broderens død i juni 1830 efterfulgte William ham på den britiske trone. Det store politiske spørgsmål i Williams regeringstid var en parlamentsreform eller rettere en udvidelse af stemmeretten. Den nye mellemstand, der var opstået ved Englands forvandling til en industri- og handelsnation, ville ikke længere acceptere, at de eneste, der havde indflydelse på landets styre, var den jordejende adel. Da reformen var blevet gennemført i 1832, betød det, at kongens mulighed for uden indblanding at vælge sine ministre forsvandt. William opdagede, at hans ministre var blevet mere afhængige af vælgerkorpset end af hans nåde. I 1834 blev der gennemført en ny fattiglov. Derved skabtes de fattighuse med arbejdspligt, som Dickens har beskrevet i sine romaner (f 21/8 1765)

 

1837 Dronning Victoria bestiger den britiske trone efter William den 4.'s død. Victoria blev født den 24. maj 1819 og var eneste barn af Edward, hertug af Kent, kong Georg 3.'s fjerde søn. Efter prinsesse Charlotte, regentens – den senere Georg 4. – eneste barn døde i 1817, var alle legitime efterkommere af Georg 3.'s 15 børn døde. Tre af hans sønner, hertugerne af Kent, Clarence og Cambridge, giftede sig alle i 1818 for at sørge for en tronarving. Hertugen af Kents kone var prinsesse Maria Louisa Victoria af Sachsen-Cobourg-Gotha, enke efter prins Ernest Karl af Leiningen. Hertugen af Kent døde, da hans datter – som var blevet døbt Alexandrina Victoria – var otte måneder gammel. Dermed var Victoria, da Georg 4. i 1820 besteg tronen, nummer tre i arvefølgen til den britiske trone. Da hertugen af York døde i 1827, og hertugen af Clarences – konge som William 4. – to døtre var døde som små, blev Victoria Storbritanniens dronning

 

1897 d Japetus Steenstrup, zoolog og en af tidens centrale skikkelser inden for dansk naturvidenskab. I forbindelse med hans zoologistudium fik han i 1837 tildelt universitetets guldmedalje, og han vandt en af Videnskabernes Selskab stillet prisopgave om træforekomster i moseaflejringer og blev dermed grundlægger af dansk moseforskning. Steenstrup tog aldrig den afsluttende eksamen, da han fandt det overflødigt at honorere det samtidige krav om nøje kendskab til græsk og latin. Efter ansættelse som lektor ved Sorø Akademi blev Steenstrup i 1845 professor i zoologi. Hermed indledtes 40 års dynamisk virke som lærer, igangsætter og administrator. Han var i årtier sjælen i Dansk Naturhistorisk Forening, den virksomme sekretær for Viden-skabernes Selskab 1866-78. Steenstrup deltog i oprettelsen af Carlsbergfondet og var medlem af fondets første direktion fra 1876. Mosestudierne førte til en dyb interesse for den spirende arkæologi bl.a. køkkenmøddinger, hvis nu internationale navn han skabte. Japetus Steenstrups forfatterskab var stort og vidtfavnende, det omfatter bl.a. en monografi om den uddøde gejrfugl (1857) og talrige afhandlinger om blæksprutters systematik, morfologi og forplantning (f 8/3 1813)

 

1909 f Errol Flynn, amerikansk skuespiller; markerede sig i 1930'erne og de tidlige 40'ere som Hollywoods mest populære stjerne i kappe- og kårdefilm, westerns og krigsfilm. Titelrollen i Curtiz’ "Kaptajn Blod" (1935) skaffede ham stjernestatus; filmene "Robin Hood" (1938) og "De døde med støvlerne på" (1941) befordrede karrieren, der samtidig blev hjulpet frem af Flynns ry som damernes mand. Et stort forbrug af alkohol og andre stimulanser satte o. 1950 en stopper for hans arbejde i Hollywood. Han forsøgte sig herefter uden held i Europa, men fik et mindre come back i 1957 med en karakterrolle i Hemingway-filmatiseringen "Og solen går sin gang" (14/10 1959)

 

1919 Landbrugsrådet oprettes. Tanken om oprettelse af en fællesrepræsentation for landbruget var fremme allerede i 1880’erne. Men i 1886 blev forslaget nedstemt på de jyske landboforeningers delegeretmøde. Der skulle komme til at gå 20 år, før tanken igen dukkede op. Men både i 1907 og 1910 blev forslaget afvist. I 1907 af de jyske landboforeninger i 1910 af husmandsforeningerne. I årene 1913-19 blev der imidlertid afholdt flere såkaldte "tvangfri møder" mellem repræsentanter fra forskellige landbrugsorganisationer. Forholdene under 1. Verd.krig viste betydningen af sådanne møder, og for at få en fastere ramme om møderne oprettedes Landbrugsrådet. Dets formål blev at fremme samarbejdet mellem landbrugets faglige og økonomiske organisationer, at stille sig til rådighed for regering og Rigsdag i landbrugsspørgsmål, at repræsentere landbruget over for udlandet og i dets for-hold landets øvrige erhverv samt at bekæmpe skadelige ring- og trustdannelser. Ved oprettelsen var kun tre af landbrugets organisationer repræsenteret i Landbrugsrådet, nemlig De samvirkende Danske Landboforeninger, De samvirkende Danske Andelsselskaber (Andelsudvalget) og Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab

 

1930 d Kr. Erslev, historiker, der bl.a. ved anvendelse af en strengt metodisk kildekritik forsøgte at nærme historien til en eksakt videnskab. Han blev dr. phil. 1879 på afhandlingen "Konge og Lensmand i 16. Aarhundrede". Den blev indledningen til et omfattende forfatterskab. Inden for Middelalderens historie udgav han "Dronning Margrethe og Kalmarunionens Grundlæggelse" (1882), "Valdemarernes Storhedstid" (1898) og "Erik af Pommern". Sine studier over middelalderen samlede Erslev i fremstillingen af tiden 1241-1448 i "Danmarks Riges Historie". Det var den første Danmarkshistorie beregnet for en større offentlighed, der ikke hvilede på Arild Huitfeldts autoritet som selvstændig kilde til middelalderens historie. Blandt hans arbejder over senere perioder er studier over arvehyldningen 1721 (1901), "Augustenborgernes arvekrav" (1915) og "Niels Kjeldsen" (1903). Erslev var 1883-1915 professor ved København Universitet, rigsarkivar 1915-24. Til hans universitetsvirksomhed knytter sig flere arbejder om historisk metode og fremstilling samt lærebøger i middelalderens og 1500-tallets historie. Ved etableringen af moderne kildekritik og metodisk historievidenskab blev Erslev en central skikkelse i nordiske histo-rikerkredse. Han dannede skole ved den vægt han lagde på oplæringen i kritisk forskning, og anses for at være den moderne historieforsknings fader i Danmark (f 28/12 1852)

 

1963 Fjernskriverforbindelsen "den røde linie" mellem Kreml og Det Hvide Hus åbnes. Forbindelsen blev oprettet med udtrykkelig henvisning til Cubakrisen i oktober 1962. Da havde det vist sig, hvor livsvigtigt det kunne være, at verdens to mægtigste regeringer øjeblikkeligt kunne komme i direkte forbindelse med hinanden

 

 

 

Til top        21. juni

1377 d Edward 3. engelsk konge 1327-1377; ældste søn af Edward 2. og Isabella af Frankrig; hans lange regeringstid var præget af krige med Skotland og Frankrig, pestepidemier i England fra 1348 samt Parlamentets voksende indflydelse på landets styre. For at finansiere sine krige var Edward nødt til at søge Parlamentet om at udskrive skatter, hvilket gav de engelske baroner stigende politisk indflydelse. Edward begyndte sin regeringstid med sejre over Skotland, men da han tillige indledte krig med Frankrig, begyndelsen til Hundredårskrigen, vendte krigslykken til Skotlands fordel. Angiveligt blev krigen mod Frankrig begyndt for at realisere Edwards krav på den franske trone. Et krav han tillige viste ved at føre de franske liljer i sit våbenskjold. Afgørende for krigsudbruddet var dog også engelsk ønske om at bevare kontrollen over Guyenne og Bordeaux, vinhandelens centrum; endvidere at holde forbindelsen mellem de engelske uldeksportører og uldmarkedet i Flanders åben. I Frankrig blev det til engelske sejre i søslaget ved Sluys i 1340, der sikrede englænderne kontrollen over Kanalen, samt ved Crecy i 1346 og ved Poitiers i 1356 begge steder demonstreredes de engelske langbueskytters overlegenhed over de jernklædte franske riddere. Noget afgørende resultat gav sejrene dog ikke. Ved Edwards død udgjorde de engelske erobringer i Frankrig nogle kystområder ved bl.a. Calais og Bordeaux. I 1348 indstiftede Edward Hosebåndsordenen - The Most Noble Order of the Carter (f 13/11 1312)

 

1527 d Niccolò Machiavelli, italiensk forfatter og historiker; 29 år gammel blev han sekretær i kancelliet ved fødebyen Firenzes timandsråd. Som sådan deltog han i flere diplomatiske missioner til italienske stater og til Frankrig og Tyskland. Ved Mediciernes tilbagekomst i 1512 - med spansk og fransk støtte - blev han fængslet mistænkt for deltagelse i en sammensværgelse mod Medicierne. Han kom fri året efter og levede siden som skribent på en lille ejendom San Casciano uden for byen. Her studerede han historie og latin og begyndte et politisk forfatterskab, der fik dybtgående betydning for eftertiden. M betragtede alle staters liv som skæbnebundet og deres udvikling som en stigende og derefter faldende kurve, fra hvilken de kun kan rejse sig, hvis de har tilstrækkelig ’virtu’ (dyd og tapperhed). Bl. hans værker er "Betragtninger over Titus Livius ti første bøger", der viser hans beundring for de gamle romere og rummer synspunkter, der findes i hans "Istorie Fiorentine", hvori han skildrer Firenzes historie indtil 1492. Den var et af de første forsøg i nyere tid på at skildre historiens gang ud fra naturbestemte love. "Il Principe" (Fyrsten) værket, hvorpå hans berømmelse hviler, er kun en lille bog. Han skrev den i 1513, men den blev først trykt i 1532. Machiavelli skrev den af nationale grunde ud fra et varmt ønske om, at Italien ikke skulle ligge som et bytte for spaniere, franskmænd eller tyskere, men gøres til en stærk uafhængig nationalstat. Bogen rummer en samling råd til en tænkt fyrste, der skal stå i spidsen for samling af Italien. Anvisningerne går uden videre ud på, at alle midler er tilladte, blot de fører til det store og hellige mål: landets befrielse og samling. Det er kun målet, der tæller. Bogen blev både da og siden meget læst, og den blev tillige berygtet, fordi den blev opfattet som en umoralsk håndbog i, hvordan politik i almindelighed bør drives (f 3/5 1469)

 

1547 d Sebastiano del Piombo, italiensk maler af den venezianske skole; mange af hans første arbejder i Venezia er i dag vanskelige at skelne fra hans læremester Giorgiones værker. I foråret 1511 blev Sebastiano del Piombo inviteret til Rom af den rige bankier Agostino Chigi for at dekorere dennes netop færdigbyggede Villa Farnesina ved Tiberen. Bortset fra et kort ophold i Venezia i 1528/29 opholdt Sebastiano sig resten af livet i Rom. Udsmykningen af Villa Farnesina blev en succes, og Sebastiano kom ind i kredsen om Raphael og dennes elever. Kort efter 1511 arbejdede Sebastiano med Michelangelo; et resultat af dette samarbejde var "Pietà" (Museo Viterbo), hvortil Michelangelo lavede skitsen, mens farvelægningen blev foretaget af Sebastiano. Efter 1516 og til sin død blev Sebastiano regnet for at være den bedste maler i Rom; det gjaldt især som portræt-maler, hvor han synes at være hurtigere til at fuldføre et portræt end andre af byens malere. I 1531 udnævnte pave Clemens 7. Sebastiano til det velbetalte arbejde som ’piombo' dvs. udformningen af de blysegl, der var fæstnet til de pavelige dokumenter, de såkaldte buller. Fra Sebastianos senere år er "Dame som St. Agatha" (National Gallery London) (f ca 1485)

 

1652 d Inigo Jones, engelsk arkitekt og teaterdekoratør; under et længere ophold i Italien studerede han arkitekten Palladios arbejder og indførte senere de palladianske arkitekturidealer i England. I 1603 rejste han antagelig til Danmark, hvor han kan have udført arbejder for Christian 4. Fra 1605 til 1640 var han virksom som teaterdekoraktør ved det engelske hof. I 1609 var han atter i Italien. Efter hjemkomsten til London blev han 1615 udnævnt til inspektør for de kongelige bygninger. Hans arbejder Queen's House Greenwich (1616-35) og Banqueting House, Whitehall (1619-22) var i sin klassicisme revolutionerende i engelsk arkitektur. Blandt hans andre værker er St. James Palace (1623-27), søjlefronten til St. Pauls-katedralen (påbegyndt 1533, brændt 1666) og regule-ringen af Covent Garden (1630'erne). Selv om Jones baserede sin arkitektur på Palladio, repræsenterede den en selvstændig udformning og sammenstilling af motiver. Den er karakteristisk ved brugen af klare bygningsvolumer og med midterpartier, der accentueres med søjler. Desuden anvendte Jones en kombination af glatte flader og rustika. Jones indflydelse på engelsk arkitektur har været betydelig; som formidler af palladianismen, denne klassisk funderede stil med dens storslåede monumentalitet og klare, harmoniske proportioner spillede han især en væsentlig rolle for mange af 1700-tallets arkitekter (f 19/7 1573)

 

661 Freden i Kardis – 54 km nordvest for Tartu i Estland - mellem Rusland og Sverige. Fredsslutningen medfører kun ubetydelige territoriale ændringer og bekræfter dermed de grænser, som fastlagdes mellem de to lande ved Stolbovafreden i 1617. Med freden i Kardis er der sat punktum for den svenske stormagts ekspansion i øst

 

1694 Bank of England åbner. Den blev grundlagt som et privat aktieselskab og var indtil 1826 begunstiget af at være eneste aktieselskab blandt britiske banker, hvilket gav den en dominerende position især i handel med valuta. Siden nationaliseringen i 1946 har banken fået vidtgående beføjelser til at overvåge banker og andre finansielle institutioner samt til at udføre regeringens pengepolitik. Endvidere har banken ansvar for at offentliggøre regelmæssige rapporter om inflationsudviklingen og om bankens pengepolitiske råd til regeringen. Siden 1844 har Bank of England forestået seddeludstedelsen i England

 

1786 d George Hepplewhite, engelsk møbelsnedker; meget lidt vides om Hepplewhites liv bortset fra, at han var i lære hos Robert Gillow af Lancaster, tog til London og åbnede en forretning i Redcross Street, St. Giles, Cripplegate, at han døde 21. juni 1786, at hans kone Alice arvede ham og fortsatte forretningen. I 1788 udkom "Cabinet-Makers and Uppholsterer’s Guide" med næsten 300 modeller "from drawings by A. Hepplewhite and Co. Cabinet-makers". En andenudgave kom i 1789 og en tredje i 1794. Tegningerne i Guiden er usignerede, men 10 tegninger i "Cabinet-maker’s London Book of Prices" fra 1788 er signeret enten Hepplewhite eller Heppelwhite. Møbler fremstillet på grundlag af Guiden er sjældne, og intet møbel kan med sikkerhed påvises at være fremstillet i Hepplewhites værksted. Ej heller kan det påvises, at Hepplewhite står bag designet i Guiden. På trods af denne sparsomme viden om Hepplewhite, har han givet navn til en møbelstil. Det var ikke nogen ny stil, men i den opsummeredes de væsentligste træk ved den nyklassicistiske møbelstil, som var introduceret af Robert Adam. Hepplewhitestilen kendetegnes af spinkelt udformede møbler med lige linjer undertiden kurvede som f.eks. en hjerteformet stoleryg. Møblerne er udført i mahogni eller satintræ med indlagt eller påmalet klassisk inspireret dekoration (f kendes ikke)

 

d A.P. Bernstorff, dansk statsmand, udenrigsminister; hans slægt stammede fra Hannover, men efter sin farbror J.H.E. Bernstorffs ønske trådte han i 1758 i dansk statstjeneste. Foruden sin tjeneste i økonomi- og kommerce-kollegiet bestyrede han farbroderens gods lige nord for København. Her fik han afskaffet dyrkningsfællesskabet og hoveri og gjort bønderne til arvefæstere. Efter Struensees magtovertagelse i 1770 blev Bernstorff sammen med sin farbror afskediget fra alle sine hverv, hvorefter han tog ophold på sit gods i Mecklenborg. Men da Struensees magtperiode var ovre, blev Bernstorff opfordret til atter at træde i dansk statstjeneste og blev i 1773 udenrigsminister, leder af hertugdømmernes styre og medlem af gehejmestatsrådet. Fra da af ledede han Danmark-Norges udenrigs-politik i 24 år - bortset fra årene 1780-84. Årene efter 1784 var Bernstorffs egentlige storhedstid som rigernes faktiske førsteminister. Særlig under Den Amerikanske Frihedskrig (1775-83), hvor dansk-norsk storhandel fik glimrende muligheder og udnyttede dem, forstod Bernstorff at manøvrere mellem stormagterne England og Rusland. Han lod Danmark-Norge tilslutte sig det i 1780 på Ruslands foranledning oprettede væbnede neutralitetsforbund, som hævdede nogle af Bernstorff selv formulerede søkrigsregler, bl.a. at flaget dækker ladningen, så snart denne ikke er kontrabande, og at en blokade skal være effektiv for at være gyldig. Samtidig opnåede Bernstorff, at den britiske regering godkendte en for Danmark-Norge fordelagtig tolkning af, hvilke varer der var kontrabande. Som anerkendelse for hans dygtigt førte udenrigspolitik lod københavnske borgere i 1794 præge en medalje, der afbildede et kompas med omskriften "Uden Misvisning" (f 28/8 1735

 

Slaget ved Vitoria, et afgørende slag i den iberiske krig og som for altid satte en stopper for Napoleons magt i Spanien. Slaget blev udkæmpet mellem en kombineret engelsk, spansk og portugisisk hær, der talte 72.000 mand og 90 kanoner, og som blev ledet af Arthur Wellesley, hertug af Wellington og en fransk hær på 57.000 mand udrustet med 150 kanoner. Den franske hær blev kommanderet af Napoleons bror, kong Joseph Bonaparte. Franskmændene indtog en defensiv stilling på sletten ved Vitoria, den var omkranset af bjerge og beskyttet mod vest og nord af floden Zadorra, over hvilken der førte adskillige broer. Kort efter klokken 8 begyndte de allierede angrebet, de krydsede Zadorra i vestsiden og marcherede i fire kolonner mod den franske stilling. Efter nogle timers kamp tvang de allierede franskmændenes venstre fløj og centrum til at trække sig tilbage for at kunne dække byen Vitoria. Nogle timer senere veg franskmændenes højre fløj, og kl. 19 var franskmændene på tilbagetog mod Pamplona, efterladende sig store mængder udrustning og alt deres artilleri. De franske tab – dræbte, sårede og tilfangetagne – var omkring 8.000 mand, de allieredes omkring 5.000 mand. Med deres sejr opnåede englænderne og deres allierede kontrol med Baskerlandet og tvang franskmændene til at trække sig tilbage over Pyrenæerne og hjem til Frankrig

 

H.C. Ørsted offentliggør sin afhandling om elektromagnetisme. Ø sendte skriftet "Experimenta circa effectum conflictus electrici in acum magneticam" til førende europæiske tidsskrifter; den blev hurtigt oversat til hoved-sprogene. Opdagelsen vakte enorm opsigt og skabte epoke i fysikken; sammen med M. Faradays elleve år senere opdagelse af den elektromagnetiske induktion danner den grundlag for al senere elektroteknik

 

d Friedrich Fröbel, tysk pædagog; han studerede hos Pestalozzi 1808-10 og var derefter lærer. Med udgangspunkt i mere end tre årtiers lærergerning var det Fröbels opfattelse, at menneskets personlighedsudvikling dannes i småbarnsalderen. Derfor skabte han børnehaven, hvor det lille barn kan vokse op og udfolde sig under kyndig vejledning. I sin pædagogiske tænkning tog han udgangspunkt i barnets egenaktivitet, som han ville udvikle gennem leg, sang og formningsaktiviteter. I 1837 oprettede han den første børnehave i Bad Blankenburg og 1849 den første skole for børnehavelærere. Den konservative preussiske regering så imidlertid med mistro på alle pædagogiske nydannelser, og 1851 blev Fröbelbørnehaverne forbudt. Forbudet blev ophævet 1860. Hans pædagogiske ideer er opsummeret i hovedværket "Die Menschenerziehung" (1826). Fröbels børnehavepædagogik danner grundlaget for udviklingen af børnehaver i den form, som er typisk i de nordiske lande (f 21/4 1782)

 

1863 f Anne Marie Carl Nielsen, billedhugger; hun var den første kvindelige danske billedhugger, der skabte kunst-værker af en størrelse og kvalitet, der kunne måle sig med hendes mandlige kollegers. Sin uddannelse fik hun bl.a. Kunstakademiets kunstskole for kvinder 1889-90. Men allerede da havde hun debuteret, det skete i 1884 på Charlottenborgs forårsudstilling. Tre år senere vandt hun Neuhausens Præmie for den store gruppe "Thor med midgaardsormen". I 1891 mødte hun komponisten Carl Nielsen, de giftede sig, bosatte sig i København og fik tre børn. Med baggrund i sin opvækst på landet skildrede A.M. Carl Nielsen kalve, tyre og heste i statuetter, der vakte opmærksomhed på bl.a. Verdensudstillingen i Paris 1889. I hendes værker forenes klas-sisk tradition og naturstudium, således i rytterstatuen af Christian 9. (1927) ved Ridebanen på Christiansborg Slot. Andre store arbejder er de tre bronzedøre i Ribe Domkirke og monumentet for dronning Dagmar på Slotsbanken ligeledes i den sønderjyske domkirkeby. Efter sin mands død i 1931 lavede A.M. Carl Nielsen "Den fløjtespillende Pan", der blev rejst som monument for hendes mand ved Grønningen i København. Fra 1892 var hun medlem af Den Frie Udstilling. A.M. Carl Nielsen modtog Ingenio et Arte i 1927 og Thorvaldsens Medalje 1932 (d 21/2 1945)

 

f Claude John Eyre Auchinleck, britisk feltmarskal; efter sin grundlæggende militæruddannelse indtrådte han i 1904 i den indiske hær. I Første Verdenskrig gjorde han tjeneste i Mellemøsten. Herefter var hans militære karriere gennem flere år tæt forbundet med den indiske hær. Da tyskerne invaderede Norge den 9. april 1940, var Auchinleck chef for de allierede styrker, der maj-juni 1940 blev sendt til Nordnorge for at hjælpe nord-mændene. Derefter var han øverstkommanderende for styrkerne i Sydengland og organiserede forsvaret mod en eventuel tysk invasion. I december 1940 vendte han som øverstkommanderende tilbage til Indien. Året efter blev han chef for de britiske styrker i Mellemøsten. Her førte han kampen mod aksemagterne med vekslende held. Således måtte han i juni 1942 opgive Tobruk til det tyske Afrikakorps under Rommel. Auchinlecks strategi i Nordafrika har været meget omdiskuteret, men i 1960 bedømte den officielle britiske krigshistorie Auchinlecks rolle i Nordafrika, som medvirkende til at "vende nederlag til modoffensiv". I august 1943 blev han igen øverstkommanderende i Indien, hvor han med energi og dygtighed ledede kampen mod japanerne i Burma. Auchinleck blev udnævnt til feltmarskal i 1946, og hans tjeneste i Indien sluttede ved landets uafhængighed i 1947 (d 23/3 1981)

 

1905 f Jean-Paul Sartre, fransk forfatter; regnes for at være den mest fremtrædende repræsentant for den ateistiske eksistentialisme. Han skrev romaner og dramaer og var virksom som kritiker og politisk skribent. Ss filosofiske hovedværk er "L’Étre et le Néant" (1943). I det kortfattede "L’Existensialisme est un humanisme" (1946) redegør han i populær form for hovedpunkterne i sin idéverden. Sartre postulerer menneskets absolutte frihed. Af denne følger, at man selv bærer det fulde ansvar for sit liv og ikke kan skyde sig ind under determinisme eller andre synspunkter. Senere var Sartre optaget af forholdet mellem denne frihedsfilosofi og marxismen. I "Critique de la raison dialectique" (1960) forsøger han at forene eksistentialisme og marxisme. Sartre skønlitterære forfatterskab viser et stærkt politisk engagement. Han stod i lange perioder det franske kommunistparti nær. Han grundlagde det politisk-litterære tidsskrift "Les temps modernes" i 1945 og den venstreorienterede avis "Libération" i 1973. Han engagerede sig i kampen mod krigen i Algeriet, mod de sovjetiske invasioner i Ungarn og Tjekkoslovakiet og mod amerikanernes krig i Vietnam. Sartre blev tildelt nobelprisen i litteratur i 1964, men nægtede at tage imod den. Han har haft stærk indflydelse på europæisk intellektuel liv efter Anden Verdenskrig. Fra 1970’erne kom hans forfatterskab mere i baggrunden, og fransk filosofi og litteratur udviklede sig i andre retninger. Op gennem 1980’erne og 1990’erne blev Sartre genstand for en både politisk og filoso-fisk omvurdering. Om Sartre er der blevet sagt, at på trods af den nævnte udvikling har få forfattere i 1900-tallet ået hans indflydelse, og næppe nogen inde for så bredt et felt politisk, filosofisk og litterært (d 15/4 1980)

 

d Bertha Félice Sophie von Suttner, østrigsk forfatter og en af historiens første fremtrædende kvindelige pacifister; hun siges at have påvirket Alfred Nobel til indstiftelsen af Nobels fredspris, som hun selv modtog i 1905. Von Suttner blev stærkt påvirket af de nye retninger inden for filosofi og naturvidenskab og udgav anonymt fremtidsromanen "Das Maschinenzeitalter" (1899), hvor hun beskæftigede sig med sin samtids fordomme. Måske affødt af egne erfaringer. Som datter af en halvfattig østrigsk officer var hun i Wien fra 1873 guvernante hos den velhavende Suttner-familie. Hun blev forlovet med en søn af familien Friherre (Baron)Arthur Gundaccar von Suttner, en ingeniør og forfatter, der var syv år yngre end Bertha. Hans families modstand mod forbindelsen fik hende til at rejse til Paris. Men efter kun en uge vendte hun tilbage til Wien og blev hemmeligt gift med von Suttner. I løbet af 1880’erne blev hun stadig mere engageret i fredsarbejde og i 1891 stod hun bag oprettelsen af en østrigsk fredsorganisation. Året efter begyndte hun udgivelsen af det internationele pacifist tidsskrift "Die Waffen Nieder", der gik ind i 1899. Hendes kraftige afstandtagen fra krig som et middel i international politik kom dog tydeligst til udtryk i romanen "Die Waffen nieder!" (2 bd. 1889). Bogen fik umådelig stor udbredelse og blev oversat til mange sprog. I 1892 udkom den i Danmark med titlen "Ned med Våbnene. Lykkeligt for Sophie von Suttner døde hun fem uger før udbruddet af Første Verdenskrig (f 9/6 1843)

 

1942 Under Anden Verdenskrigs kampe i Nordafrika erobrer tyskerne (Rommel) Tobruk. Ved erobringen erhvervede tyskerne store mængder britisk krigsmateriel, og de tog 30.000 fanger. For Rommel, der som anerkendelse for erobringen blev udnævnt til feltmarskal, lå kystvejen til Ægypten åben. Han oplevede netop nu højdepunktet i sin karriere. Aksemagternes overkommando havde bestemt, at Rommel skulle gøre holdt ved den ægyptiske grænse for at give tid til italienernes og tyskernes erobring af Malta, så man kunne sikre de nødvendige søbårne forsyninger til det afsluttende angreb ind i Nildeltaet. Eftersom briterne syntes at være besejret, fik Rommel overbevist sine foresatte om, at han skulle støde frem til Nildeltaet, inden briterne atter kom til kræfter. Den 23. juni overskred Rommel grænsen til Ægypten. Siden den 26. maj havde Rommels modstander, briternes 8. armé mistet 80.000 mand, de fleste som fanger - et tegn på omfanget af den sejr, tyskerne havde vundet over de talmæssigt overlegne britiske styrker

 

Under Anden Verdenskrig overgiver de japanske tropper på Stillehavsøen Okinawa sig til amerikanerne. Angrebet på Okinawa, som begyndte sidst i marts, var af enormt omfang. Under det 82 dage lange felttog deltog en halv million allierede soldater. Det indledende angreb blev udført af 183.000 soldater og marineinfanterister. Flåden, der støttede operationen, led alvorligt under Kamikaze-angreb, og mange skibe blev sænket eller beskadiget. Da den japanske modstand på Okinawa var endeligt brudt den 21. juni, havde japanerne mistet 110.000 mand, mens de allierede havde tæt ved 8.000 dræbte med næsten 5.000 på flåden - de sidste næsten alle ofre for Kamikaze-angreb. De store amerikanske tab ved erobringen af Okinawa spillede en rolle for præsident Trumans beslutning om at anvende atombomben mod Hiroshima og Nagasaki. Når tabene ved at erobre Okinawa var så store, hvor store ville de så ikke blive, når man skulle gøre landgang på de japanske hovedøer. Disse tab undgik amerikanerne ved at anvende atombomben og dermed få japanerne til at overgive sig

 

d Tage Erlander, svensk socialdemokratisk statsminister; tog i 1928 eksamen i socialøkonomi og statsvidenskab ved universitetet i Lund. I studietiden havde han indmeldt sig i Soc.demokratiet. I 1932 kom han for første gang i Rigsdagens andetkammer og var medlem af det til 1973, bortset fra årene 1945-48 da han sad i førstekammeret. Han gjorde hurtigt karriere i såvel partiet som i statsapparatet. 1938-44 var han statssekretær i socialdepartementet, derefter konsultativ statsråd for sociale sager. I 1946 blev han kirke- og undervisningsminister. Da Per Albin Hansson døde oktober 1946, overtog E dennes formandsstilling i Socialdemokratiet og blev dermed også udnævnt til Hanssons efterfølger som statsminister. Denne stilling bevarede han med skiftende parlamentarisk basis uden afbrydelse, indtil han efter den store valgsejr i 1968 overlod magten til Olof Palme i 1969. E’s tid som statsminister blev det svenske Soc.demokratis storhedstid, og ved valget i 1968, det sidste med ham som leder, fik partiet over 50% af stemmerne. E prægede mere end nogen anden politiker Sveriges udvikling i de første tiår efter 2. Verd.krig. Det gjaldt særlig udenrigspolitik, social- og økonomipolitik. Han var hovedarkitekten bag udformningen af den svenske velfærdsstat. Endvidere var han en ivrig forkæmper for nordisk samarbejde. Den enestående lederstilling, E indtog i svensk politik og som aldrig var bestridt, skyldtes en sjælden blanding af saglig tyngde, initiativrigdom og polemisk kraft. I sit otium skrev han 1972-82 sine erindringer i seks bind (f 13/6 1901)

 

 

 

 

Til top        22. juni

217 f.Kr. Slaget ved Trasimenersøen - omkr. 16 km vest for Perugia - udkæmpes under Anden puniske Krig mellem en hær fra Karthago (punerne)under ledelse af Hannibal og en romersk hær under kommando af konsulen Flaminius. I sin beretning om slaget fortæller den romerske historier Livius, at stedet, hvor Trasimenersøen er tættest ved Cortonabjergene, er som skabt for et baghold. "Der findes kun en meget smal passage, som om der akkurat var skabt så meget plads med fuldt overlæg, for at kunne benyttes som en krigsfælde". skriver Livius. Overbevist om han forfulgte Hannibals vigende hær begav Flaminius sig med sin hær om morgenen den 22. juni i året 217 før Kr. fødsel ind på vejen langs søen. Da vejen begyndte at stige op mod de højereliggende bjergskråninger, så Flaminius et frydefuldt syn: efter alt at dømme var det bagtroppen af Hannibals hær, der nu var på vej op over bjergryggen. Men det var kun en meget lille del af Hannibals hær, Flaminius så. Langsomt fik den lokket romernes fortrop med sig. Hovedparten af Hannibals hær var placeret på skrænterne langs romernes marchvej, og da hele den romerske hær var inde i passagen, klappede fælden. Ned fra skrænterne og ud af morgentågen stormede 30.000 karthage-niensere, afrikanere, iberere og gallere mod legionærernes ubeskyttede flanke. På den anden side havde romerne søen. Romerne var blevet overrumplet i marchorden og ikke i slagorden. Forgæves søgte de romerske befalingsmænd at få legionærerne opstillet i den orden, de var vant til fra tidligere slag. Men det nyttede alt sammen ingenting. "De søgte sammen i flokke, som tilfældet ville det; … enhver bestemte, om han ville kæmpe i fortrop eller bagtrop". Da den romerske fortrop på 6000 mand vendte tilbage fra dens forgæves forfølgelse, så mændene ligene af næsten 15.000 af deres kampfæller ligge blodige på slagmarken. Selv blev de taget til fange. Skønt Hannibal havde vundet en af krigshistoriens mest bemærkelsesværdige sejre, fortsatte krigen, og i sidste ende blev sejren romernes

 

168 f.Kr. Slaget ved Pydna ender med romersk sejr over Makedonien i Den tredje makedonske Krig. Den romerske general Lucius Aemilius Paullus lokkede ved behændige manøvrer den makedonske kong Perseus fra hans uindtagelige stilling ved Elpeus floden til at indtage en svagere stilling på sletten syd for Pydna (nuv. Kitros, Grækenland; slagmarken var sandsynligvis nær Katerini). Under slaget blev den makedonske Phalanx, som var kommet i uorden efter at have måttet krydse et kuperet område, gennembrudt af de romerske legionærer, hvis korte sværd var mere effektive i nærkamp end makedonernes lanser. Perseus’ højrefløj, som bestod af Thrakere og let bevæbnede tropper, blev besejret af romerske allierede. De makedonske tab var store; Perseus flygtede, og overlod dermed sit makedonske kongerige til romerne

 

1402 Slaget ved Pilleth i Wales. Straks efter usurpatoren Henrik 4. havde taget den engelske trone i besiddelse, udbrød der oprør. Mange var chokerede over Henriks forfængers – Richard 2. – afsættelse, forsvinden og ukendte skæbne. I Wales kom det under ledelse af Owen-ap-Griffith (ap=søn af) Glendower til oprør. En engelsk hær, der blev sendt til Wales for at bekæmpe oprøret, faldt i baghold ved Pilleth og blev nedkæmpet

 

Slaget ved den svejtsiske by Morat som er beliggende ved søen af samme navn vest for Bern og øst for søen Neuchâtel. Slaget resulterede i sejr til den svejtsiske konføderation i dets krig 1474-76 mod hertug Karl den Dristige af Burgund. Svejtserne blev deltagere i krigen som forbundsfæller til Karls modstandere den tyske kejser Frederik 3. og den franske konge Ludvig 11. Ved slutningen af 1475 havde kejseren og Ludvig 11. indstillet fjendtlighederne mod den burgundiske hertug, som derefter havde frie hænder til at gøre op med svejtserne. Efter at svejtserne havde tilføjet Karl et ydmygende nederlag i slaget ved Grandson den 2. marts 1476, genoptog han i maj offensiven med 23.000 mand og indledte en belejring af Morat ved søen af samme navn beliggende vest for Bern og øst for Neuchâtelsøen. En svejtsisk hær gik til angreb og tilføjede igen Karl et ydmygende nederlag. Krigen mellem svejtserne og Karl den Dristige havde sin baggrund i Karls bestræbelser for at virkeliggøre sín fars ambitioner om at skaffe sig en selvstændig stilling ved at skabe et stort kongerige i grænseegnene mellem Tysk-land og Frankrig. For at realisere dette projekt skulle hertugdømmet Lorraine, som lå mellem Karls nordlige og sydlige områder, erobres. Derved kom han i et skarpt modsætningsforhold til sin franske lensherre Ludvig 11. Efter adskillige sammenstød fik Ludvig dannet et forbund mod Karl; det bestod af Frankrig, Lorraine og de svejtsiske kantoner, der alle følte sig truet af Karls planer. I 1475 erobrede Karl Lorraine. Året efter rejste befolkningen i Lorraine sig til modstand, den fik hjælp fra Svejts, og den burgundiske ridderhær blev flere slået af det svejtsiske fodfolk. Efter Karls nederlag ved Morat blev krigen genoptaget i 1477. Da gjorde gjorde svejtserne indfald i Lorraine for at befri det, og i slaget ved Nancy i Lorraine den 5. januar 1477 blev den burgundiske hær tilintetgjort, og Karl dræbt

 

d Poul Laxmand, rigshofmester; hans slægtsforbindelser og umådelige godsrigdom var vigtige forudsætninger for hans politiske karriere. Foruden sine hovedgårde - især øst for Øresund - ejede han ca. 900 bøndergårde og købstadshuse i ni byer. Han kom ind i statstjenesten omtrent samtidig med kong Hans tronbestigelse (1481), da han blev lensmand. 1483 blev han ridder og medlem af rigsrådet. Det var dog først i 1490'erne, L kom frem i forreste række, efter han i 1489 var blevet rigshofmester. Hans tilsyneladende stærke stilling undermineredes efterhånden gennem hans strid med kirken eller rettere med en indflydelsesrig gruppe af bisper. Modsætningerne nåede et foreløbigt højdepunkt, da ærkebispen påstod, at der ved en sammenkomst af adelige på Sølvesborg i 1500 skulle være dannet en art sammensværgelse "paa Kongens argeste og værste". Efter kongens (kong Hans) henstilling udsattes fejden til efter næste herredag. Det menes, at kongen enten ikke har troet på anklagerne eller på gr. af det netop da spændte forhold til Sverige ikke har fundet tidspunktet belejligt til et opgør. Kort efter at være vendt hjem fra det mislykkede undsætningstogt til Stockholm, omkom L, da han blev overfaldet af to adelsmænd på Højbro og stukket ned. En måned kundgjorde kongen på Sjællands landsting, at L havde stået i forræderisk forbindelse med svenskerne, og hans gods derfor var beslaglagt af kronen. L’s arvinger førte herefter langvarige processer for at få i al fald en del af deres arv tilbage. Først under Frederik 1. kronedes deres bestræ-belser med held, idet de i 1526 fik tilkendt Asserbo med noget mere gods. Begivenhederne omkring Laxmands død satte sindene i stærk bevægelse, og tidligt opstod det rygte, at kongen selv stod bag mordet. Tanken lå nær, da drabsmændene gik fri for straf og en af dem tilmed kort efter drabet optoges i rigsrådet. Drabet var måske tilfældigt, men dommen var det ikke (f kendes ikke)

 

1633 Galilei afsværger sine "vildfarelser". I 1610 udsendte Galilei bogen "Sidereus Nuncius", hvori han berettede om alt det, han havde set i himmelrummet med sin forunderlige kikkert. Bogen vakte ikke begejstring i Vatikanet, og da han i 1613 offentlig stod frem og hævdede, at det copernicanske system var en korrekt model af virkeligheden i Solsystemet, at Jorden altså ikke var i centrum, men en planet der kredsede om Solen, som var midtpunktet, blev han stemplet som kætter, men slap med en advarsel. I 1632 udkom Galileis hidtil største værk "Dialogo sopra i due massimi sistemi del mondo, tolemaico e copernicano" (da: Dialog om de to store verdenssystemer, det aristoteliske og det copernicanske). Skriftet var formet som en dialog mellem en tilhænger (Simplicio)af det gamle verdensbillede (det aristoteliske), en usikker og spørgende person (Sagredo) og en repræsentant for det nye videnskab (Salviati). Galilei respekterede advarslen fra 1616 ved at lade Simplicio vinde debatten, selv om Salviati havde de bedste argumenter. Men Vatikanet lod sig ikke narre. G blev kaldt til Rom, hvor han i foråret 1632 blev forhørt og en kort tid sad fængslet. Processen endte med, at G knælende i den store sal i klostret Santa Maria sopra Minerva måtte tilbagekalde sit forsvar for det copernicanske verdensbillede. Dommen lød på fængsel på livstid. Men at sagen mod ham mere var en skueproces og en advarsel til andre fremgår af, at G resten af livet "kun" blev holdt i mild husarrest og fortsat kunne udgive visse naturvidenskabelige arbejder

 

f André Hercule de Fleury, fransk statsmand og kardinal; blev 1698 biskop af Fréjus, hvor han forblev til 1715, da den døende Ludvig 14. gjorde ham til lærer for sin efterfølger barnekongen Ludvig 15.. F vandt for bestandig kongens fortrolighed, og da Ludvig blev myndig, og regentskabet sluttede i 1726, udnævnte han F til sin ledende minister, en position F bevarede, til han døde 90 år gammel. I sin udenrigspolitik, som hvilede på samarbejde med den britiske premierminister Sir Robert Walpole, foretrak F at benytte diplomati frem for krig. To gange blev han imidlertid tvunget ud i krig. Presset af den offentlige mening trådte Frankrig ind i Den polske Arvefølgekrig (1733-35) for at støtte kongens svigerfars, Stanislas Leszczynski, krav på den polske trone. Fredsaftalen efter krigen skaffede Frankrig Lorraine. Mod F’s vilje blev Frankrig inddraget i Den østrigske Arvefølgekrig; F døde inden krigens afslutning. F’s sparepolitik betød, han fik statens underskud vendt til et overskud. Han nedsatte skatterne og fik møntvæsenet bragt i orden. Med tvangsudskrevne bønder som arbejdskraft udbedrede han det franske vejsystem, så det blev Europas bedste. F’s faste ledelse betød, at fransk enevælde oplevede sin sidste stabile periode (d 29/1 1743)

 

f George Vancouver, engelsk søofficer og opdagelsesrejsende; indtrådte i den engelske flåde som 13-årig og deltog i James Cooks anden rejse (1772-75) og tredje rejse (1776-80). Efter at have gjort tjeneste i Vestindien i ni år blev V sat i spidsen for en ekspedition, der skulle undersøge Nordamerikas nordvestkyst og søge en østlig adgangsvej til Hudson bugten. Med to skibe forlod ekspeditionen England den 1. april 1791. Efter ophold på Tahiti og Hawaii nåede ekspeditionen frem til den nordamerikanske kyst den 17. april 1792. Kysten blev undersøgt op til 52 gr 18 min N; ligeledes undersøgtes den ø, der blev opkaldt efter ham - Vancouver Island - med dens mange småøer og fjorde. Afbrudt af ophold på Hawaii i vintermånederne foretog V undersøgelser af kyststrækningen i 1793 og 1794 og kunne bl.a. konstatere, at der ikke var nogen kanal mellem Stillehavet og Hudson bugten. Den 20. oktober 1794 nåede V med sine to skibe hjem til Themsen. Han gik straks i gang med udarbejdelse af sin beretning om rejsen, men døde inden den var fuldført. Med hjælp af kaptajnen på et af ekspeditionens skibe udgav V’s bror i 1798 beretningen: "A Voyage of Discovery to the North Pacific Ocean and Round the World 1790-94" (d 10/5 1798)

 

f Guiseppe Mazzini, italiensk patriot og forfatter; han oprettede 1831 "Giovine Italia" (Det unge Italien), en hemmelig politisk forening som arbejdede for et forenet, republikansk Italien; Italiens selvstændighed skulle bygge på et religiøst, moralsk grundlag, som skulle omskabe hele menneskeheden. "Dio e Popolo" (Gud og folket) var slagordet, og Italien skulle gå foran i en verdensomspændende bevægelse. I 1833 måtte Mazzini forlade Italien, og 1834 grundlagde han "Giovine Europa" i Bern, men måtte også forlade dette land og kom 1837 til London, hvor han fortsatte sit arbejde for Italiens selvstændighed bl.a. gennem udgivelse af ugeavisen Apostolo populare. Efter Februarrevolutionen i 1848 vendte Mazzini tilbage til Italien (Milano), hvor han blev modtaget med begejstring. Det kom dog hurtigt til et brud med de ledende politiske kræfter i Italien, idet disse ønskede Lombardiets tilslutning til kongeriget Sardinien, medens Mazzini ville gøre hele Italien til en føderalistisk republik. Da republikken brød sammen i juli 1849, idet franskmændene intervenerede på pavens vegne, måtte Mazzini igen flygte til England, herfra besøgte han flere gange hemmeligt Italien og foranstaltede flere revolutionsforsøg, som dog ikke blev til noget. For et af disse forsøg blev han dømt til døden; det var tredje gang, det skete. Alle disse forsøg mindskede hans ry blandt de italienske patrioter ikke mindst da han begyndte at angribe mere moderate politikere som f.eks. Cavour. Mazzini forsonede sig aldrig med det italienske kongedømme, skønt det grundlagde enheden. Han forblev republikaner til sin død. Mazzini forstod at begejstre, men kun få af hans planer blev til noget; han er da også blevet beskrevet som værende mere fantast end politisk leder (d 10/3 1872)

 

1812 Napoleon erklærer Rusland krig. Den fransk-russiske aftale i Tilsit i 1807 fik ingen varig karakter. Fra Napoleons side var alliancen ment som et redskab i kampen mod England og som en opholdende manøvre, indtil han på egen hånd kunne løse "det orientalske spørgsmål" fra Polen til Dardanellerne. Efterhånden opstod der såvel strategiske som økonomiske modsætninger mellem de to stater. Blandt førstnævnte var Ruslands nærmest passive deltagelse i krigen mod Østrig (1806-09), og at russerne ved fredsslutningen i 1809 følte sig snydt. Især vakte det deres mistænksomhed, at hertugdømmet Warszawa fik tildelt så store områder. Russerne mente, at dette kunne tyde på planer fra Napoleons side om at ville genoprette kongeriget Polen. Blandt de økonomiske modsætninger var, at Napoleon beskyldte russerne for at sabotere fastlandsspærringen. Dertil kom, at tsar Aleksander i 1810 offentliggjorde en ukas, som forhøjede toldsatserne på varer, som over land kom ind i Rusland. Denne bestemmelse stred åbenlyst mod Tilsitaftalen, som fastslog, at ingen af parterne måtte ændre i de handelsforhold, som bestod mellem dem. Den russiske adel – som hele tiden havde været imod den franske alliance, først og fremmest fordi den frygtede samfundsreformer efter fransk mønster – blæste efter bedste evne til modsætningerne. Napoleon blev klar over, at han ikke kunne gøre sit europæiske system effektivt, før han havde knækket Rusland, og straks efter nytår 1811 blev det klart, han lagde planer om en offensiv mod øst

 

d Napoleon Francois Joseph Charles Reichstadt, hertug, søn af kejser Napoleon og Marie Louise; delvis fordi de tysk-romerske kejsere var blevet tituleret romernes konge, fik den længe ventede søn og arving af sin far tildelt titlen konge af Rom. Da Napoleons magt var ved at smuldre, bragte Merie Louise sønnen fra det udsatte Paris til Blois (1. april 1814). Da de allierede afviste Napoleons tilbud om at abdicere til fordel for sin søn, og kejserinden afviste at bringe drengen til området syd for Loire for, at han der kunne være symbol for fortsat kamp, tog Marie Louise ham med til Wien til sin far, den østrigske kejser Frans 1. I 1817 blev prinsen udelukket fra at kunne arve sin mors italienske besiddelser, hertugdømmet Parma. I stedet tildelte hans morfar ham en østrigsk titel, hertug af Reichstadt (1818). Den unge Napoleon drømte til stadighed om at vende tilbage til Frankrig som landets hersker. Men udenrigspolitiske hensyn gjorde, at han måtte blive i Østrig. Den militære uddannelse, han havde påbegyndt, blev afbrudt på gr. af dårligt helbred, som udviklede sig til en dødelig lungetuberkulose (f 20/3 1811)

 

1856 f Sir Henry Rider Haggard, britisk forfatter; efter at have beklædt stillinger i Syd Afrika for den britiske centraladministration bl.a. som sekretær for guvernøren i Natal i årene 1875-79 vendte han tilbage til England og afsluttede et juridisk studium i 1884. Haggard havde udgivet et par romaner, da han i 1885 blev berømt med "King Solomon’s Mines" Han forlod juraen og levede siden som forfatter. I 1887 gentog han sucessen fra 1885 med tre romaner "She", "Jess" og "Allan Quatermain". Disse fire spændingsromaner har deres baggrund i H’s ophold i Sydafrika, og bidrog til at vække interessen for de af Cecil Rhodes erhvervede områder i det, der senere blev benævnt Rhodesia. Blandt hans øvrige romaner, som altid er veldisponerede, fulde af fantasi og afrikansk lokalkolorit, er "Nada the Lily" (1892), "Queen Sheba’s Ring"(1910) og "The Ivory Child" (1916). Ved siden af sin virksomhed som forfatter var H praktisk landmand og var medlem af flere regeringskommissioner angående landbrug. Sine undersøgelser om engelsk landbrug og landbefolkningens forhold offentliggjorde han i "Rural England" (1902). For sin indsats på sidstnævnte område blev han adlet i 1912 (d 14/5 1925)

 

f Eric M. Remarque, tysk-amerikansk forfatter; efter at have påbegyndt studier ved universitetet i Münster blev han som attenårig indkaldt til den tyske hær. Under 1. Verd.krig gjorde han tjeneste på vestfronten og blev såret flere gange. Efter krigsafslutningen underviste han et års tid, hvorefter han havde jobs som bilmekaniker, racerkører og journalist. Mens han var ansat på redaktionen for et sportsmagasin, begyndte han at skrive sin første roman, den selvbiografiske "Im Westen Nichts Neues" (1929, da. Intet nyt fra Vestfronten, 1929), en gribende og antimilitaristisk skildring af en soldats oplevelser under Første Verdenskrig. Den var en øje-blikkelig succes og blev en af alle tiders bogsuccesser. Den blev oversat til 49 sprog og er udkommet i 20 mio. eksemplarer. Allerede året efter blev dem filmatiseret. Bogens fortsættelse kom i 1931 med titlen "Der Weg zurück" (dansk, Tiden der fulgte). Den skildrer frontsoldaternes tilpasningsvanskeligheder i efterkrigstidens Tyskland. Samme tema skildrede Remarque i "Drei Kammeraden" (1937, da. Kammerater). På grund af romanernes pacifistiske tendens var de ikke acceptable for nazisterne, og de var blandt de bøger, der blev smidt på bålet under bogbrændingen i Tyskland i 1933. Samme år bosatte Remarque sig i Svejts. I 1938 blev han frataget sit tyske statsborgerskab, og i 1939 slog han sig ned i USA, hvor han 1947 blev statsborger. Flere af R’s senere værker behandler flygtningens van--skelige situation, således "Arc de triomphe" (1946, da. Triumfbuen, 1947). Om en tysk soldats kærlighedsoplevelse under en orlov under Anden Verdenskrig handler "Zeit zu leben zeit zu sterben" (1954). Senere udsendte Remarque bl.a. "Der Himmel kennt keine Günstlinge" (1961) og "Die Nacht von Lisabon" (d 25/9 1970)

 

f John Dillinger, amerikansk gengster; efter at have tilbragt ni år på en opdragelsesanstalt og i ungdomsfængsel var han en bitter og "veluddannet" kriminel, da han blev løsladt. I de tretten måneder han herefter var på fri fod, blev han en "kendt" og særdeles eftersøgt bankrøver. Han blev pågrebet to gange og undveg fra fængslet to gange. Flere gange skød han sig ud af de baghold, politiet havde lagt for ham. Til sidst blev Dillinger skudt af FBI agenter uden for Chicago’s Biograph Theatre efter et tip fra hans veninde. Til forskel fra den organiserede kriminalitet repræsenteret af f.eks. Al Capone stod Dillinger for en ny type kriminelle i 1930’ernes USA. De var individualister og ved anvendelse af en bil, kunne de efter at have røvet en bank forsvinde over grænsen til nabostaten og være i sikkerhed. Blandt disse kriminelle var Baby Face Nelson, Bonnie Parker og Clyde Barrow, men det var John Dillinger, der i samtiden vakte størst opmærksomhed. Deres aktiviteter førte til en betydelig udbygning og styrkelse af det amerikanske forbundspoliti – FBI (d 22/7 1934)

 

Frankrig underskriver våbenstilstand i Compiègneskoven. Det tyske angreb den 10. maj udviklede sig til en militær katastrofe for Frankrig, og en nyudnævnt regering under ledelse af helten fra Første Verdenskrig, marskal Philippe Petain søgte den 17. juni om våbenhvile. På samme sted i Compiègneskoven og i samme jernbanevogn, hvor franskmændene den 11. november 1918 havde overrakt tyskerne betingelserne for våbenhvile, fik fransk-mændene nu Hitlers betingelser for en tysk-fransk våbenhvile. Frankrig nord og vest for linien Genève, Dõle, Paray-le-Monial, Bourges, 20 km øst for Tours, Libourne, St. Jean-Pied-de-Port (ved den spanske grænse) skulle besættes af tyske tropper på fransk bekostning – i.e. 3 mio. francs om dagen. Resten af landet blev organiseret som en formelt selvstændig stat under den såkaldte Vichy-regering med marskal Petain som regeringschef, i virkeligheden en tysk lydstat. Endvidere skulle hele den franske hær demobiliseres, alt krigsmateriel udleveres eller oplagres, den franske flåde – undtagen de til koloniforsvar fornødne skibe – interneres, alt under tysk-italiensk kontrol. Alle tyske krigsfanger og politiske flygtninge i Frankrig skulle udleveres, medens tyskerne beholdt alle franske krigsfanger. Indtil aftalen trådte i kraft den 25. juni tog de endnu flere, alle til arbejde i den tyske krigsproduktion. Efter der den 24. juni i Rom var indgået en italiensk-fransk våben-hvile sluttede kampene på vestfronten den 25. juni med tyske tab af 27.000 faldne, 111.000 sårede og 10.000 savnede, mod franske tab af 80.000 faldne, 120.000 sårede og 1,5 mio. fanger

 

1978 d J. O. Krag, statsminister; blev cand polit i 1940 og var derefter ansat i Valutacentralen, der i 1940 skiftede navn til Direktoratet for Vareforsyning. Her avancerede Krag i 1945 til kontorchef. Inden for Soc. demokratiet og fagbevægelsen var han samtidig blevet den førende økonomiske kommentator, men havde ingen organisationsposter. I partiet var det hensigten, at der efter krigen skulle gennemføres en vidtgående socialisering af erhvervslivet, og Krag kom til at sætte afgørende præg på dette program: "Fremtidens Danmark". December 1945 forlod Krag statsadministrationen og blev kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han var nu klar til at gå ind i politik. I 1946 blev han valgt ind i Frederiksberg kommunalbestyrelse og samme år opstillet til Folketinget i fødebyen Randers. Året efter valgtes han her og trådte ud af kommunalbestyrelsen, da han straks efter valget blev handelsminister. Efter valget i 1950 forlod han regeringen, og blev ansat ved den danske ambassade i Washington. Han vendte tilbage til dansk politik i foråret 1952, og da Soc.dem. dannede regering i september 1953 blev han minister uden portefølje med henblik på koordinering af den økonomiske politik; men allerede november samme år blev han økonomi- og arbejdsminister, en post han beklædte til maj 1957, da han blev minister for udenrigsøkonomi. Ved de sammenbrudte forhandlinger med "de seks" (EF) og derefter ved oprettelsen af EFTA var Krag den danske forhandlingsleder. I oktober 1958 blev Krag udenrigsminister, og det var fortsat markedsproblemerne, der dominerede dansk udenrigspolitik. Sin politiske karriere afsluttede K med at være statsminister i årene 1962-1968 og 1971-1972. Det kom som en overraskelse for alle, da Krag dagen efter folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF den 2. oktober 1972 meddelte, at han ville træde ud af politik. Som grund for sin tilbagetræden lagde han ikke skjul på, at hans mål var at realisere en mere musisk side af sin personlighed. Han ville skrive og male (f 15/9 1914)

 

1987 d Fred Astaire, amerikansk skuespiller, sanger, koreograf og danser; begyndte at optræde som 7-årig og kom til Broadway i 1917. Han filmdebuterede med Joan Crawford i "Den dansende Venus" i 1935 og brød igennem, da han fik Ginger Rogers som partner. Af deres ti film sammen står flere stadig som højdepunkter i 30'ernes musicals, bl.a. "Top Hat" (1935) og "Swinging Times"(1936). A’s perfektionisme var legendarisk; han skabte selv sine numre og var medbestemmende om musik, foto, klip og alle elementer, der formede hans rolle. Han beherskede alle former for dans: step, ballet, vals osv, og de bidrog til at tegne hans optræden som dandyen og elegantieren. Bl. hans senere musicals er "Easter Parade" (1948) og "Let på tå" (1953). Som ældre spillede han en række dramatiske roller bl.a. i "På stranden"(1959) og "Det tårnhøje helvede" (1975) (f 10/5 1899)

 

 

 

 

Til top        23. juni

1668 f Giambattista Vico, italiensk historiker og filosof; delvis i reaktion mod den nye naturvidenskab søgte Vico at genoplive den humanistiske tradition. Han gik ud fra, at man kun fuldt ud kan erkende det, man selv har skabt. Naturerkendelse er derfor kun mulig for Gud, hvorimod mennesket lettere han forstå historien, som er dets skaberværk. Vico afviste troen på, at der kan formuleres udsagn om mennesker, som er gyldige for alle mennesker i alle perioder. Han gennemførte en art empirisk beskrivelse af civilisationens udvikling og antydede et program for historisk forståelse, som rakte langt ud over den herskende dynastiske, politiske og militære historieskrivning i samtiden, i hvilken hans betydning var begrænset. Vico lagde vægten på folkenes liv, således som det kommer til udtryk moralsk, juridisk, økonomisk, socialt og kulturelt (d 23/1 1744)

 

f Maria Leszcynska, fransk dronning; datter af Stanislaw Leszcynski, som i 1704 blev konge af Polen som Stanislaw 1. Efter at hendes far var blevet afsat, og familien havde forladt Polen, voksede M op i beskedne kår. Men lykken tilsmilede familien, da M blev gift med den franske konge - Ludvig 15. Brylluppet blev arrangeret af Ludvigs førsteminister, Louis Henri, hertug af Bourbon. Da planen om at få Ludvig gift med den spanske konges datter var strandet, var den franske førsteminister på udkig efter en passende katolsk prinsesse. Førsteministerens elskerinde, marquise de Prie overtalte ham til at finde en, der ved hoffet ikke ville blive en konkurrent til hende. Valget faldt da på Maria Leszcynska, og brylluppet fandt sted i Fontainebleau den 5. september 1725. Ægteskabet blev ikke lykkeligt. Ludvig mistede snart interessen for sin dronning, og en stribe kongelige maitresser bidrog langt fra til at fremme Marias lykke. Men hun fødte kongen ni børn i tiåret 1727 til 1737 (d 24/6 1768)

 

1757 Slaget ved Plassey i Bengalen, Indien. Slaget resulterede i sejr til det britiske East India Companys hær under ledelse af Robert Clive over naboben af Bengalen, Siraj-ud-Daulas hær. Med en styrke på omkr. 3.000 mand og 8 kanoner stod Clive over for en fjendtlig styrke på 60.000 mand med 53 kanoner og noget fransk artilleri ledet af Saint Frais. Clive havde tillid til sine britiske soldater og regnede med et frafald fra nabobens hær under ledelse af Mir Jafar, som Clive planlagde at gøre til nabob. Clives styrke, der var skjult i en lille lund og havde en flod bag sig, afventede angrebet fra fjenden, der var opstillet i en halvcirkel med det franske artilleri på højre fløj. Slaget indledtes med en artilleriduel, hvorunder Clives godt camouflerede kanoner havde succes mod fjendens, der var opstillet i det fri. Under et angreb blev Mir Mudin, nabobens eneste loyale general dræbt. Et britisk angreb på Saint Frais artilleristilling blev gennemført med succes, og da Clive var sikker på, at Mir Jafar og hans tropper ikke tog del i slaget, gik han til angreb. Siraj-ud-Daula flygtede, og hans store, men illoyale hær gik i opløsning. Den britiske sejr blev, som Clive havde forudset, af meget stor betydning. Hele Bengalen blev britisk, Frankrigs rolle som kolonimagt i Indien var udspillet, og der var indledt en proces, der lagde hele Indien under britisk kontrol

 

1758 Slaget ved Krefeld. Preussiske Syvårskrig. Med sin britisk-hannoveranske hær på 40.000 mand tilføjer Ferdinand af Brunswick en fransk hær på 70.000 mand under ledelse af grev de Clermont’s (Louis de Bourbon-Condé)et nederlag, der betyder, at hele Nordvest Tyskland kommer under preussisk kontrol

 

Under Den preussiske Syvårskrig udkæmpes slaget ved Landeshut (Kamienna Góra) i Schlesien. Som den vigtigste krigsskueplads for felttogene i 1760 havde de allierede Rusland og Østrig i Den preussiske Syvårskrig mod Preussen valgt Schlesien. Endvidere var det hensigten, at en russisk hær under general Saltykov skulle forenes med en østrigsk under general Ernst von Laudon. Men selv om Laudon tilføjede preusserne et nederlag ved Landeshut, betød preusserkongen Frederik den Stores sejr i slaget ved Liegnitz den 15. august, at foreningen af de russiske og østrigske hære ikke fandt sted; hvilket fik til følge, at russerene og østrigerne ikke fik den forventede succes af felttogene i 1760


1763 f Josephine (Marie-Josèphine-Rose Tascher de la Pagerie), fransk kejserinde; levede sine første 15 år på Martinique. I 1779 blev hun gift med en velhavende, ung officer og flyttede til Paris.Efterhånden følte hendes forfængelige mand sig skamfuld over hendes rustikke opførsel og mangel på elegance. Han nægtede at introducere hende ved dronning Marie-Antoinettes hof i Versailles. I marts 1785 blev ægteparret separeret. Herefter færdedes hun i de højere kredse i Paris. Her lærte hun at føre sig med elegance. Efterhånden var hun blevet 33 år. Tiden var ved at være inde til, hun fandt sikkerhed i et ægteskab. Det er blevet sagt, at Josephine efter rædselsherredømmets ophør i 1794 følte revolutionstidens nye vinde, og at hun havde en fornemmelse af, at efter politikerne, der hidtil havde været almægtige, burde man fra nu af holde sig til soldaterne. Hun bestemte sig for at fange den mand, der syntes at have en stor fremtid for sig, og hvis navn var på hele Paris læber. Napoleon Bonaparte. Han var ikke uimodtagelig for hendes tilnærmelser, og marts 1796 blev hun ved en ikke-kirkelig ceremoni gift med denne lovende, unge officer. Mens Napoleon var på sit ægyptiske felttog, førte J et så skandalefyldt liv i Paris, at Napoleon truede med skilsmisse. Mens han var førstekonsul (1799-1804) var hun mere tilbageholdende og benyttede sin sociale position til at fremme Napoleons politiske ambitioner. Efter hun var blevet kronet til kejserinde (2. december 1804) syntes hendes position sikker. Men at hun ikke fødte Napoleon en søn og arving var en belastning for ægteskabet. I 1810 fik Napoleon deres ægteskab erklæret ugyldigt og giftede sig med Marie-Louise, datter af den østrigske kejser Frans 1. J trak sig tilbage til sin private residens Malmaison uden for Paris. Efter Napoleons abdikation opnåede hun den russiske kejsers protektion, men døde snart efter (d 29/5 1814)

 

1789 Som reaktion på Nationalforsamlingens boldhused den 20. juni kundgør Ludvig 16. bl.a., at for at bevare den gamle forskel mellem statens tre stænder kan de kun med kongens tilladelse træde sammen og stemme i fællesskab; kun ved at forhandle og stemme hver for sig kan de betragtes som nationens repræsentative forsamling. Følgelig ophævede kongen tredjestands beslutning fra den 17. juni, at den betragtede sig som Nationalforsamling; videre erklærede kongen, at alt hvad der måtte følge af beslutningen af 17. juni var ulovligt og forfatningsstridigt. For at bøde på forbuddene kom kongen i fortsættelse af disse med en række reformer. F. eks. blev det sagt, at ingen skatter kunne opkræves uden samtykke fra nationens repræsentanter, og at der hvert år skulle offentliggøres et statsregnskab. Men erklæringen satte ikke spørgsmåltegn ved personlige og klassemæssige privilegier. Da tredjestand nægtede at efterkomme kongens ordre, og 47 adelige den 24. juni sluttede sig til tredjestand, måtte kongen bøje sig og acceptere Nationalforsamlingens kompetence

 

1829 Oehlenschläger laurbærkrones i Lund. Mens Oehlenschläger i 1820’erne havde god grund til at føle sig undervurderet af sine landsmænd, fik han til gengæld en smuk hyldest fra Sverige. I 1829, da Oehlenschläger var til stede ved magisterpromoveringen i Lunds domkirke, hvor hans ven, digteren Esaias Tegnér, skulle holde festtalen, benyttede denne lejligheden til at hylde ham som Nordens digter, i hvis værker samfølelsen mellem de tre nordiske folk først var kommet klart til udtryk. Videre takkede Tegnér Oehlenschläger for hvad hele Norden skyldte "den nordiske sångarkungen", på hvis hoved han derpå satte laurbærkransen

 

1903 f H.C. Branner, forfatter; debuterede 1936 med kollektivromanen "Legetøj", en skildring af et firma som en magtstat i miniatureformat præget af magt, undertrykkelse og frygt; et billede af verden i 1930'erne med dens totalitære styreformer som kommunisme og nazisme. Debutromanen var og blev Bs mest læste. Hans øvrige forfatterskab er således – på mange måder – blevet overskygget af "Legetøj". Efter "Legetøj" fulgte en række fine psykologiske studier; romanerne "Barnet leger ved stranden" (1937), en ægteskabs-og skilsmissehistorie, om folk i opløsning handler også "Drømmen om en kvinde" (1941) endvidere barneportrættet "Historien om Børge" (1942) samt novellesamlingerne "Om lidt er vi borte"(1939) og "To minutters stilhed"(1944), hvor han med sin følsomme indlevelse skabte et højdepunkt i dansk novellekunst. Om det medmenneskelige handler skuespillet "Søskende" fra 1951, hvor en søskendeflok er sprængt fra hinanden og forgæves søger at finde sammen igen. Hans sidste hovedværker er romanen "Ingen kender natten" (1955) og skuespillet "Thermopylæ" (1958), begge med ydre motiver fra besættelsesårene, men fundamentalt menneskelige i sin ide. B var en central figur i efterkrigstidens kulturdebat, bl.a. med sine essays "Vandringer langs floden" (1956). Desuden var han aktiv som oversætter. B var medlem af Det Danske Akademi fra stiftelsen i 1960 (d 23/4 1966)

 

f Jean Anouilh, fransk forfatter; beherskede især lige efter 2. Verd.krig de europæiske scener med sine skuespil, der næsten alle handler om kontrasten mellem ung ren kærlighed og samfundets og de ældres råddenskab og om oprøret mod enhver form for kompromis. A deler sin produktion i de såkaldte pièces noires, de sorte stykker, hvor pessimismen er overvejende, og de unges idealisme lider nederlag; ofte står valget for dem mellem døden og et middelmådigt liv. Konslusionen bliver for A tragisk: de unges kompromisløshed er dømt til undergang i en besmittet verden. I sine pièces roses, de rosenrøde stykker, fremstiller A en sorgløs, poetisk verden. I de fleste af hans senere skuespil blandes elementerne fra de to genrer. Blandt hans skuespil er: "La Sauvage" (1934) som blev hans første store succes, "Le Voyageur sans Bagages" (1936), "Antigone" (1942) som behandler temaet fra Sofokles tragedie set i lyset af tidens politiske situation, "La Valse des Toréadors" (1952), "L’Hurluberlu" (1959) er et angreb på fransk patriotisme og æresfølelse (d 3/10 1987)

 

1923 d Emil Glückstadt, bankdirektør, søn af Landmandsbankens første direktør Isak G (d 11/6 1910); efter studen-tereksamen i 1894 fulgte en omhyggelig bankuddannelse i Landmandsbanken, National City Bank i New York og Banque de Paris et des Pays-Bas i Paris. Efter endt uddannelse begyndte en flot karriere. G blev sekretær i Landsbanken i 1901, underdirektør i 1904 og administrende direktør efter faderens død i 1910. Under G.s ledelse fortsatte banken sin ekspansion og udbyggede ved opkøb af mindre banker og sparekasser sit filialnet og kundekreds. Med denne politik blev Landmandsbanken Skandinaviens største pengeinstitut. Foruden top-posten i banken havde G mange indflydelsesrige poster i dansk erhvervsliv. Således var han i mange år med-lem af Industrirådet og af den danske delegation til fredsforandlingerne i Paris 1919. Under 1. Verd.krig førte G banken ind i en række dristige og fejlslagne børsspekulationer. Da det rygtedes, at banken ikke var solvent, iværksatte Bankkommissionen en undersøgelse, som resulterede i, at G i 1922 blev afskediget; herefter måtte staten, Nationalbanken og Ø.K. rekonstruere banken. G blev anklaget for bedrageri og overtrædelse af bank-, aktieselskabs- og børslovgivningen. Han døde, inden retssagen var afsluttet. Men blev kendt skyldig. I 1911 blev G etatsråd (f 24/8 1875)

 

1940 f Wilma Rudolph, amerikansk løber og den første kvinde, der vandt tre guldmedaljer i atletik ved samme OL. Som barn havde hun børnelammelse og kunne først som 11-årig gå uden at have en skinne på venstre ben; af denne grund er hun blevet betegnet som et af idrættens mange mirakler. I sin tidlige ungdom opnåede hun status som stjernebasketballspiller, men allerede som 16-årig var hun med på det hold, der ved OL i Melbourne i 1956 vandt bronze i 4x100 m stafetløb. I 1960 inden afholdelsen af OL i Rom satte hun verdensrekord på 200-meteren med 22.9 sek. Ved OL i Rom vandt hun guld på 100 meteren med verdensrekorden 11.2 sek. Endvidere vandt hun guld i 200 m-løbet og var med på det hold, der vandt 4x100 m stafetløbet i verdensrekordtiden 44.4 sek. I årene 1959-62 var hun amerikansk mester i 100 m løb

 

d Jonas Salk, amerikansk læge og bakteriolog, som udviklede en vaccine mod polio; Salk blev læge i 1939, da han afsluttede sine studier ved New York University College of Medicine. Som medlem af National Research Group var Salk med i en gruppe, der fra 1942 ved University of Michigan School of Public Health arbejdede for at udvikle en vaccine mod influenza. I 1947 blev Salk professor i bakteriologi og leder af Virus Research Laboratory ved det medicinske fakultek ved universitetet i Pittsburgh. Her begyndte han sine undersøgelser vedrørende polio. I samarbejde med videnskabsmænd fra andre universiteter klassificerede Salk tre forskellige poliostammeer. Han påviste at dræbt virus fra hver af disse tre stammer gav aber immunitet mod sygdommen. I 1952 udførte han vaccinationer på børn. Først på børn som var blevet raske efter at have været angrebet af polio. Dernæst på personer som ikke havde været ramt af polio. Begge prøver afsluttedes med succes. Disse resultater offentliggjorde Salk året efter i "Journal of the American Medical Association". Efter yderligere undersøgelser og vaccinationer blev vaccinen mod polio – nu kaldt salkvaccine – frigivet i USA den 12. april 1955 (f 28/10 1914)

 

 

 

 

Til top        24. juni

79 d Vespasian, romersk kejser 69-79; han kom til verden i forholdsvis beskedne kår, idet han blev født i en ikke særlig fremtrædende ridderslægt; han deltog med hæder i felttoget i Britannien i 40’erne. Herefter fulgte en traditionel romersk embedskarriere, der kronedes med konsulembedet i 51. Det efterfulgtes af posten som statholder i provinsen Africa. Han nød Neros bevågenhed, men kom i unåde, fordi han faldt i søvn under en af kejserens kunstneriske optrædender. Dog blev han i 67 af Nero udnævnt til statholder i Judæa, hvor der var udbrudt en opstand mod det romerske styre. Da Nero som følge af oprør blandt tropperne i Gallien og Spanien og prætorianernes svigten begik selvmord i 68, udråbte i sommeren 69 legionerne i Judæa, Syrien, Ægypten og på Balkan V til kejser. Hans søn Titus afsluttede ekspeditionen i Judæa med Jerusalems erobring og ødelæggelse. Som kejser tog V meget hensyn til senatet, hvori han optog en del provinsboere; han holdt hæren i tømme og udviste stor sparsommelighed med rigets finanser. Betydelige summer blev brugt til byggeforetagender: han lod således det kapitolinske tempel genopføre og sørgede for opførelsen af det flaviske amfiteater (Colosseum) (f 17/11 9)

 

1170 f Valdemar 2. Sejr, konge 1202-1241; søn af Valdemar 1. den Store og Sophie. Som hertug af Sønderjylland fra 1188 erobrede han efter 1197 Holsten og Ratzeburg. Efter han i 1202 var blevet konge fortsattes erobringerne, og han synes at have haft planer om et dansk imperium ved Østersøen. Sikkert er det, at han gennemførte en række korstog, 1210 til Preussen, 1219 og 1220 til Estland. Det nordtyske imperium var imidlertid en skrøbelig statsdannelse. De nordtyske fyrster, som i begyndelsen havde støttet den danske konge, ønskede kun at bruge ham som en modvægt mod den tyske kejser. Da grev Henrik af Schwerin i 1223 fangede V og hans søn under en jagt på Lyø, rev de nordtyske fyrster sig løs. Da V efter at være frigivet (1225) forsøgte at genvinde det tabte, led han i 1227 et knusende nederlag ved Bornhøved og opgav herefter enhver indblanding i nordtyske forhold. I indenrigspolitikken fortsattes under V den stabilisering af kongemagten, som var begyndt under hans far. Hans udenrigspolitik krævede mange penge, og hans regering forøgede skatterne, bl.a. ved en omlægning og mere effektiv udnyttelse af den gamle ledingsskat. I den såkaldte "Kong Valdemars Jordebog" fra 1230'erne er bevaret en oversigt af kronene indtægter og ejendomme landet over. I 1241 udsendte han "Jyske Lov", som gjaldt for Jylland, Fyn og omliggende øer. For at sikre arvefølgen lod V i 1215 sin søn Valdemar hylde og 1218 krone som sin efterfølger. Da Valdemar den Unge døde 1231, blev V’s næstældste søn Erik i 1232 kronet som sin fars efterfølger. Samtidig overdrog han sine yngre sønner store dele af rigets grænseegne (Sønderjylland, Lolland, Halland og Blekinge) som fyrstelen. Herved lagde han grunden til en farlig svækkelse af rigets enhed, navnlig for Sønderjyllands vedkommende (d 28/3 1241)

 

1218 På et fyrstemøde i Slesvig bliver Valdemar Sejrs og dronning Dagmars søn, Valdemar den Unge, kronet i overværelse af bl.a. femten biskopper og seks hertuger og grever og talrige abbeder. Med kroningen ville Valdemar Sejr sikre tronfølgen inden for sin slægt. Allerede da Valdemar den Unge var 6 år, havde hans far ved et møde af ledingsflåden ved Samsø sikret ham troskabsed af "rigets bedste mænd", og samme år (1215) ladet ham hylde af folket på Viborg landsting. Men dermed var sagen ikke ført til ende - "på Sankt Johannes Døbers dag overgav han (kongen) rigets krone til sin søn Valdemar". Først dermed var Valdemar den Unge for alvor blevet konge og kunne, hvad dokumenter fra de følgende år viser, optræde med den fulde kongelige titel. Kroningen er uden tvivl foretaget af ærkebisp Anders Sunesen; dermed gav kongen sin søns kongemagt guddommelig myndighed. Slægtens arveret, folkets tilslutning, og kirkens overdragelse hørte nu med til at skabe en ny konge. Alt var dog forgæves. Kun 22 år gammel blev Valdemar den Unge dræbt af et vådeskud under en jagt på Røsnæs

 

d Anders Sunesen, ærkebiskop og kongens kansler; fik sin uddannelse fortrinsvis i Paris, men har også studeret i Bologna og Oxford. I Paris og Bologna har S haft de samme lærere som sin noget ældre samtidige, den senere pave Innocens III (1198-1216), og deres fælles kulturelle baggrund – og muligvis endda en tid som bekendte studiefæller – tjener til at forklare det venskabelige og tillidsfulde forhold mellem dem, som kan spores i deres senere brevveksling. Ved sin hjemkomst i begyndelsen af 1190’erne blev S domprovst i Roskilde og kongens kansler. Ved Absalons død i 1201 stod S ubestridt som den danske kirkes mest kyndige og ansete personlighed, og han gled naturligt ind som efterfølger på ærkesædet i Lund. Som pavelig legat blev han leder af den pavelige korstogspolitik mod de hedenske folk ved Østersøen, der skulle træde i stedet for korstogspligten til Jerusalems befrielse. I 1218 var tiden moden til et samlet fremstød. Sommeren efter fulgte det store Estlandstog under den danske konges (Valdemar) og ærkebiskops ledelse; det kulminerede med det berømte Valdemarsslag den 15. Juni 1219 ved Lyndanise uden for Reval, der sikrede erobringen af hele Estland. Overleveringen om den gamle ærkebiskop der med sine trætte oprakte arme under påberåbelse af Gud sikrede danskerne sejren over de svigagtige estere er legende som sagnet om den himmelfaldne fane. S’s indsats som ærkebiskop kan læses ud af hans korrespondance med paven, desuden efterlod han sig to store skrifter, det teologiske Hexaëmeron og den juridiske Parafrase af Skaanske Lov. Førstnævnte er et mægtigt teologisk læredigt på 8040 heksametre fordelt på 12 bøger og vidner om den lærdom, S høstede i sin ungdom i Paris. På gr. af sygdom fik S i 1222 pavens tilladelse til at resignere, og sine sidste år tilbragte han på sit østskånske Ivøhus. Hans skelet i graven i Lunds domkirke viser forkrøblende gigtlidelser (f før 1170)

 

Slaget ved Bannockburn. Det resulterede i en afgørende skotsk sejr over en engelsk hær. Sejren sikrede skotterne deres uafhængighed og Robert Bruce den skotske trone. Den skotske hær, der bestod næsten udelukkende af pikenérer, var sammenlignet med den engelske fodfolkshær og kavaleri i undertal i forholdet 3:1. Men ved mesterlig udnyttelse af terrænet fik skotterne udlignet englændernes numeriske overlegenhed. Den engelske hær, som var opstillet på et lille moseomkranset område beliggende mellem bækken Bannock Burn og floden Forth, havde ikke tilstrækkelig plads hverken til sit kavaleri eller til at manøvrere på den mest effektive måde. Den skotske hærs leder, Robert Bruce benyttede sig af den engelske hærs forvirring og beordrede sine mænd frem til angreb. Englænderne blev drevet på flugt og forfulgt af omkr. 2.000 skotter - sandsynligvis i overvejende grad civilister - der strøg ned fra Gilles Hill, der ligger ved slagmarkens vestside. Englænderne blev slagtet i hobetal og de, der overlevede i første omgang, mistede livet i Bannock Burn eller i sumpen på dens anden side. For skotterne blev slaget ved Bannockburn kulminationen i kampen for selvstændighed, mens det for englænderne blev et smertefuldt nederlag. I 1964 på 650 årsdagen for slaget afslørede dronning Elizabeth på den gamle slagmark en rytterstatue af Robert Bruce

 

1340 Valdemar 4. Atterdag hyldes på Viborg ting som Danmarks konge. Det styre, de tyske panthavere etablerede i Danmark ved kongemagtens sammenbrud ved Kristoffer II død i 1332, var ikke populært. Perioden var præget af uro og oprør mod de fremmede magthavere, kulminerende i den jyske stormand Niels Ebbesens drab på den holstenske grev Gert i 1340. Efter indviklede forhandlinger blev Kristoffer II’s søn Valdemar Atterdag konge samme år. Baggrunden var en aftale, der med tiden ville føre til, at den jyske befolkning kunne indløse Jylland fra de fremmede ved hjælp af ekstraskatter. Resten af landet kunne Valdemar så om muligt skaffe sig ved indløsning eller krig. Det blev en lang og sej kamp. Først efter ca. 25 år havde han genvundet hele riget

 

1340 Søslaget ved Sluys. Slaget blev udkæmpet i Hundredårskrigens indledende fase mellem en engelsk og en fransk flåde ved Brugges yderhavn ved Zwinflodens udløb ved Sluys (eller Sluis - på fransk L’Écluse). Den franske flåde, som også omfattede betydelige genovesiske og spanske kontingenter, under kommando af admiralerne Hughes Quiéret og Nicolas Béhuchet, havde til opgave at hindre den engelske kong Edward 3. og hans hær i at gøre landgang. Men på trods af den genovesiske kommandørs anbefaling om at søge ud i rum sø og tage slaget der, insisterede de franske admiraler på at holde flåden samlet ved sluserne (Sluys) ved flodudløbet. Da Edwards skibe nærmede sig, trak den genovesiske kommandør sine galajer væk. De engelske skibe, der var bygget med høje forstavne, hvor der var anbragt rigeligt med hurtigtskydende langbueskytter, ventede til de havde solen i ryggen, før de rykkede frem mod de franske skibe. Hvad, der var tilbage af de franske besætninger, efter de havde været udsat for byger af pile fra de engelske langbuer, blev dræbt af engelske soldater. Hele den franske flåde blev ødelagt, og dens to admiraler dræbt. Efter sejren ved Sluys beherskede englænderne Den engelske Kanal

 

Johannes Bugenhagen, tysk reformator og kirkeorganisator; efter at have været rektor, præst og lektor ved et kloster i Pommern førte læsningen af Luthers skrifter ham 1521 til Wittenberg, hvor han holdt forelæsninger, og hvor han året efter af byrådet og Luther stadfæstedes som sognepræst. I denne stilling og som professor i teologi og forfatter af mange prædikener, andagtsbøger og fortolkninger til Bibelen blev han uhyre afholdt. Ikke alene for Luther var han som ven og sjælesørger og med sine taktisk-religiøse evner en trofast støtte, men fra mangfoldige steder gjorde man brug af hans bistand ved opbygningen og organiseringen af de nye evangeliske kirker. Især var Nordtyskland hans arbejdsmark. 1537 kaldte Christian 3. ham til Danmark for at gennemføre Reformationen. Her lagde han sidste hånd på den danske kirkeordinans, kronede kongen, indviede de syv nye superintendenter (biskopper) samt reorganiserede som rektor København Universitet. 1539 forlod han landet, men var igen i Danmark i 1542, hvor han medvirkede ved udarbejdelsen af den nye kirkeordning for hertugdømmerne (d 20/4 1558)

 

Udsendt af og i tjeneste hos Henrik 7. af England gør John Cabot landgang i Nordamerika. Den nøjagtige land-ingsplads er aldrig blevet fastslået, men formodes at ligge i det sydlige Labrador, Newfoundland eller Cape Breton Island. Da han gik i land, observeredes tegn på beboelse, men man så ingen mennesker. Cabot tog landet i besiddelse i den engelske konges navn. I den fejlagtige tro at han var nået frem til Asiens nordøstlige kyst vendte Cabot tilbage til Bristol den 6. august 1497. I sin rapport til kongen fortalte han, at det opdagede land var indbydende, klimaet tempereret, og havet vrimlende med fisk nok til at frigøre England for afhængigheden af islandske fisk. Beruset af den entusiastiske velkomst bekendtgjorde Cabot sin plan om, at han ville vende tilbage til sin landingsplads og derfra sejle mod vest, indtil han nåede frem til Japan anset for at være hjemsted for krydderier og ædelsten. Med sin landgang i Nordamerika bidrog Cabot til at grundlægge senere britiske krav på Canada

 

1533 f Robert Dudley, jarl af Leicester, dronning Elizabeth I af Englands yndling og muligvis elsker; de blev aldrig gift, men han var til sin død dronningens nære ven. Hans arrogance ødelagde hans muligheder for at blive en politisk og militær leder. Med Elizabeths tronbestigelse i 1558 begyndte en hurtig opstigen for Dudly. Han vandt dronningens hengivenhed og protektion et forhold, der vakte bitter jalousi ved hoffet. Det kom til udtryk i forbindelse med Dudleys kone død i september 1560; da gik der snart rygter vidt og bredt, at Dudley havde myrdet hende for at blive gift med dronningen. Selv om påstanden ikke kan underbygges, blev Dudley en af dronningens trofaste bejlere. I 1571 indledte Dudley et forhold med enken Lady Sheffield. Højst sandsynligt var de aldrig gift, og i 1578 afbrød Dudley forbindelsen, da han blev hemmeligt gift med enken efter jarlen af Essex. Politisk var han leder af de protestanter, der udenrigspolitisk ville iværksætte en energisk indsats mod Spanien og hjemme mod katolikkerne. I 1585 sendte Elizabeth Dudley med en styrke på 6.000 mand til Holland for at støtte hollænderne i deres opstand mod spanierne, deres lands besættere. Her bekræftede Dudley, at han ikke kun var inkompetent som militærleder, men også fejlede som politiker. Med sin politik, der var i modstrid med Elizabeths instruktioner og med sin arrogance stødte han hollænderne fra sig, og i 1587 blev han kaldt hjem. På trods af disse mangler udpegede dronningen ham i 1588 generalløjtnant ved den hær, der var ved at samles ved Tilbury for at imødegå Den spanske Armada. Senere samme år døde Robert Dudley, jarl af Leicester pludselig (f 4/9 1588)

 

1519 d Lucrezia Borgia, hertuginde af Ferrara; datter af den spanske kardinal Rodrigo Borgia - senere pave Alexander 6. - og hans romerske elskerinde Vannozza Catanei. Lucrezia var søster til Cesare Borgia, og hun er ofte blevet anklaget for at have deltaget i faderens og broderens mange forbrydelser og udsvævelser. Men i historisk perspektiv synes hun mere at have været et instrument end aktiv deltager i deres aktiviteter. Hendes af faderen og broderen arrange-rede tre ægteskaber med medlemmer fra fornemme familier bidrog til at forøge Borgiaernes politiske og økono-miske magt. I 1491 var den unge Lucrezia forlovet to gange. Men da hendes far blev pave i 1492, ville han gerne indgå en alliance med den stærke hertugelige Sforzafamilie i Milano for at stå stærkere mod den aragonesiske konge-familie i Napoli. Paven fik så sin datter gift med en Sforza. Da Alexander indgik alliance med Napoli og Milano med Frankrig, frygtede den unge brudgom for sit liv, og han flygtede fra Rom. I 1497 fik paven ægteskabet opløst. Året efter, da Alexander ville styrke båndene til Napoli, fik han Lucrezia gift med et 17-årigt medlem af kongefamilien i Napoli. Men da alliancerne igen skiftede, frygtede også denne brudgom for sit liv, og han flygtede fra Rom (august 1499). Han vendte i oktober, men i juli 1500 blev han fundet såret af knivstik. Under rekonvalescensen blev han kvalt af en af Cesare Borgias tjenere, og Cesare fik det ønskede alliancebrud med Napoli. I december 1501 blev Lucrezia gift med Alfonso d’Este, søn af Ercole 1. hertug af Ferrara. Cesare fik arrangeret dette ægteskab, fordi han ønskede at opnå større indflydelse i Romagna. Da Alexander døde i 1503, spillede Lucrezia Borgia ikke mere nogen politisk rolle og kunne leve et mere normalt liv ved det strålende hof i Ferrara, som under den italienske renæssance var et center for kunst og kultur (f 18/4 1480)

 

Marie Tudor, engelsk prinsesse og fransk dronning, datter af Henrik VII af England og Elizabeth af York; oktober 1514 gift med Ludvig XII af Frankrig. Ved brylluppet var den franske konge en syg mand på 52. Mens M var en veluddannet, smuk ung pige på 18, der var forelsket i Charles Brandon, hertug af Suffolk. M’s ægteskab med den franske konge varede kun tre måneder. Den 1. januar 1515 var hun enkedronning. Ved ægteskabets indgåelse havde M betinget sig, at hun ved sin mands død selv måtte bestemme, hvem hun ville indgå et nyt ægteskab med. Lederen af den delegation, englænderne sendte til Frankrig for at lykønske den nye franske konge - Frans 1. - var hertugen af Suffolk. Da der allerede havde meldt sig bejlere f.eks. hertugerne af Lorraine og Savoyen, og også Frans 1. havde vist interesse for den unge enkedronning, overtalte Marie Tudor hertugen af Suffolk til hemmeligt at indgå ægteskab med sig, inden han forlod Paris. Den franske konge accepterede først ægteskabet, da hertugen af Suffolk havde betalt ham en større sum penge. Endvidere måtte Marie Tudor give afkald på sine smykker og sit sølvtøj, før hun fik lov til at forlade Frankrig. Ved hjemkomsten i marts 1515 blev Maries nye ægteskab bekræftet ved en ceremoni i Greenwich. I ægteskabet med hertugen af Suffolk fødte Marie tre børn (f marts 1496)

 

d Maria Leszcynska, fransk dronning; datter af Stanislaw Leszcynski, der i 1704 blev konge af Polen som Stanislaw 1. Efter at hendes far var blevet afsat, og familien havde forladt Polen, voksede M op i beskedne kår. Men lykken tilsmilede familien, da M blev gift med den franske konge - Ludvig 15. Brylluppet blev arrangeret af Ludvigs førsteminister, Louis Henri, hertug af Bourbon. Da planen om at få Ludvig gift med den spanske konges datter var strandet, var den franske førsteminister på udkig efter en passende katolsk prinsesse. Førsteministerens elskerinde, marquise de Prie overtalte ham til at finde en, der ved hoffet ikke ville blive en konkurrent til hende. Valget faldt da på Maria Leszcynska, og brylluppet fandt sted i Fontainebleau den 5. september 1725. Ægteskabet blev ikke lykkeligt. Ludvig mistede snart interessen for sin dronning, og en stribe kongelige maitresser bidrog langt fra til at fremme Maria Leszcynskas lykke. Dog fødte hun kongen ni børn i tiåret 1727-1737 (f 23/6 1703)

 

f John Ross, britisk kontreadmiral og polarforsker; han indtrådte i den britiske flåde i 1786 og deltog i Revolutions- og Napoleonskrigene. I 1818 foretog han sin første polarekspedition, som dog ikke resulterede i nye opdagelser. Hans anden ekspedition 1829-33, der havde til formål at finde nordvestpassagen, opnåede bedre resultater, bl.a. bidrog den til, man fik et betydeligt bedre kendskab til de arktiske haves geografi og strøm for-hold. I 1851 blev John Ross kontreadmiral. Om sine rejser har han skrevet "A Voyage of Discovery for the Purpose of Exploring Baffin’s Bay" (1819), "Narrative of a Second Voyage in Search of a North-West-Passage" (1835) (d 30/8 1856)

 

f Jørgen Sonne, maler; for at få en militær uddannelse kom Sonne som dreng på Landkadetakademiet. Skønt han snart kom på Kunstakademiet (1815), blev det korte ophold på Landkadetakademiet ikke uden betydning. Selv om han senere fandt emnerne til mange af sine bedste og mest kendte billeder i italiensk og navnlig dansk folkeliv, vendte han under Den første slesvigske Krig (1848-50) tilbage til sin barndoms interesse og skabte som bataljemaler sit ry som den første på dette område. Han genoptog genren senere og supplerede den med enkelte billeder fra krigen 1864. Blandt hans bataljebilleder er "Slaget ved Fredericia" (1849), "Slaget ved Isted" (1850) og "Kavalerifægtningen på Århus Mark 31. maj 1849" (1853). Allerede i syttenårsalderen begyndte Sonne at udstille kopier efter ældre nederlændere og krigeriske scener med motiver fra dansk og fransk historie eller den græsk-tyrkiske krig. Som den eneste, der dyrkede faget bataljemaleri, modtog Sonne 1828 støtte til en udenlandsrejse. Til 1831 opholdt han sig i München, hvorfra han fortsatte til Rom, hvor han blev i ti år. Selv om det første billede han malede i Rom var "En valplads morgenen efter et slag", blev det dog italiensk folkeliv, der fængslede ham. Blandt disse arbejder er "Romerske Bønder, som drage til Marked". Efter hjemkomsten tilsluttede han sig tidens folkeligt-nationale bevægelse og skildrede dansk folkeliv f.eks "De syge, der St. Hansnat hviler ved Helene Kilde" (1847) og "Bønder der har tændt blus på en kæmpehøj". Sonnes hovedværk Thorvaldsen-frisen (1846-48) på Thorvaldsen Museum, skildrer Thorvaldsens hjemkomst til København i 1838 (d 24/9 1890)

 

Napoleon og hans tropper krydser floden Njemen og rykker ind på russisk område. Felttoget mod Rusland var blevet organiseret i overensstemmelse med Napoleons gamle og velprøvede taktik, nemlig at tvinge modstanderen til slag gennem pludselige og overraskende fremstød. Det var den traktik, der havde ført til sejrene ved Austerlitz, Jena og Friedland. I 1812 syntes alt tilrettelagt for nye og endnu større sejre. Alene Napoleons hær på omkring 700.000 mand burde være nok til at tvinge tsaren til at kapitulere. Verden havde aldrig tidligere set en sådan hær. Der var afsat 420.000 mand til operationerne i selve Rusland, og styrkeforholdet mellem tsaren og Napoleon var en til tre. Men da Napoleon rykkede ind i Rusland, fik han ikke ’det gode slag’, han havde håbet på. Russerne indlod sig ikke i slag, de trak sig tilbage og efterlod alt brændt og øde bag sig. De anvendte den såkaldte brændte jords taktik, og felttoget endte i nederlag og katastrofe for Napoleon

 

1837 d Giacomo Leopardi, italiensk forfatter, der regnes for romantikkens største digter i Italien; allerede som ung skrev han efter grundige studier af bl.a. antikkens kulturverden lærde værker, f.eks. "Storia dell’astronomia" (1813), "Saggio sopra gli errori popolari degli antichi" (1815) samt oversættelser af Homer og Vergil. Hans karriere som digter siges at begynde i 1818 med "All’Italia", et heroisk digt, som vidner om vilje til liv og handling, men er formidlet gennem et lyrisk jeg’s dybe og smertefulde nostalgi. I monologen "Bruto minore" (1812) raser han oprørsk mod skæbnen, og digtet repræsenterer et forsøg på at genindsætte antikkens værdier. Hans digte "L’Infinito" (1819), "Alla luna" og "La sera del dì di festa" (begge 1820) udtrykker oplevelser af uendelig rum og tid, af nat og landskab, stilhed, kærlighed, smerte og død. I sin klassiske enkelhed favner digtene hele den ita-lienske kulturhistorie. "Operette morali" (1824) er satiriske dialoger om temaer som natur, skæbne, sorg og død. I perioden 1824-29 blev hans store idyller til, blandt disse "A Silvia" (1828) og "Le ricordanze" (1829), som begge er visioner om en tabt tid. I hans sidste digt, de såkaldte Aspasiadigte (1833-35) "A se stesso" og "La ginestra" har pessimismen taget overhånd. Jorden viser sig afklædt, værdiløs, reduceret til søle, og livet et intet, som åbenbarer "alle tings forgængelighed" (f 29/6 1798)

 

f Lord Horatio Kitchner, engelsk feltmarskal; efter den grundlæggende militæruddannelse bl.a. på Royal Military Academy, Woolwich gjorde Kitchner fra 1874 tjeneste i Mellemøsten. I 1886 blev han udnævnt til guvernør i de britiske territorier ved Det røde Hav (Sudan) og snart efter til tjeneste i Cairo. Her udmærkede han sig så meget, at han i 1892 blev øverstkommanderende i den ægyptiske hær. Den 2. september 1898 knuste han i det blodige slag ved Omdurman i Sudan den sudanesiske ’profet’ mahdiens tropper og besatte byen Khartoum. Den lod han genop-bygge og gøre til hovedstad for det britisk-ægyptiske styre af Sudan. Kitchners ry i Storbritannien voksede yderligere efter hans faste, taktfulde og succesfulde optræden i Fashoda (september 1898) over for en fransk styrke ledet af Jean-Baptiste Marchand, som prøvede at etablere fransk overhøjhed i visse egne af Sudan. Efter at have virket et år som generalguvernør i Sudan deltog han som stabschef i Boerkrigen. Som øverstkommanderende fra novem-ber 1900 stod han i spidsen for de britiske tropper i de sidste 18 måneder af Boerkrigen. I årene 1902-1911 gjorde han tjeneste i Indien som øverstkommanderende for de britisk/indiske styrker der. 1911-1914 var han generalguvernør i Ægypten og Sudan. Ved udbruddet af 1. Verd.krig opholdt Kitchner sig på orlov i England. Under orloven blev han udnævnt til earl. Det var med tøven Kitchner accepterede en opfordring til at indtræde i det britiske kabinet som krigsminister. Samtidig blev han forfremmet til feltmarskal. Kitchners karriere og liv fik en brat ende. Han druknede, da krydseren "Hampshire" undervejs på en diplomatisk rejse til Rusland ramte en tysk mine og sank (d 5/6 1916)

 

1859 Slaget ved Solferino udkæmpes under Den anden italienske Uafhængighedskrig i Lombardiet i Norditalien mellem en østrigsk og en fransk-piemontesisk hær og resulterer i sardinsk-piemontesisk erhvervelse af det meste af Norditalien og bidrager dermed afgørende til Italiens samling. Efter nederlaget i slaget ved Magenta den 4. juni havde den 120.000 mands store østrigske hær trukket sig tilbage mod øst. Den fransk-piemonte-siske hær under kommando af den franske kejser Napoleon 3. og kong Viktor Emmanuel 2. af Sardinien-Piemonte, der var på nogenlunde samme størrelse som den østrigske hær, havde sat efter østrigerne. Ingen af de to hæres ledere havde nøjagtig viden om, modstanderens bevægelser og hvor han befandt sig. Uventet for begge parter stødte de sammen den 24. juni i og ved Solferino, nogle få kilometer sydøst for Castiglione della Stiviere. Det skete på et tidspunkt, hvor franskmændene havde regnet med kun at skulle engagere den østrigske bagtrop, og østrigerne havde regnet med kun at skulle kæmpe med franskmændenes fortrop. Indtil middag udviklede slaget sig tilfældigt, og der blev kæmpet i mindre grupper. Efter at have lidt svære tab lykkedes det franskmændene hen på eftermiddagen at bryde østrigernes centrum. Spredte kampe fortsatte, til mørket faldt på. Da trak østrigerne sig tilbage, men deres modstandene havde lidt så store tab, at de ikke var i stand til at sætte efter dem. Østrigerne mistede 14.000 mand sårede og dræbte og mere end 8.000 savnede og fangne; den fransk-piemontesiske hær havde 15.000 dræbte og sårede og flere end 2.000 savnede og fangne. De svære tab bidrog dels til Napoleon 3.’s beslutning om at søge afsluttet våbenstilstand med østrigerne dels til oprettelse af Røde Kors

 

Slaget ved Custoza – mellem Brescia og Verona i Norditalien – bliver udkæmpet under Den tredje italienske Uafhængighedskrig. Fire dage efter Italien havde erklæret Østrig krig, besejrer en 80.000 mand stor østrigske hær under ærkehertug Albert en uorganiseret, demoraliseret og dårligt ledet 120.000 mand stor italiensk hær kommanderet af kong Victor Emmanuel II. Gentagne italienske angreb blev slået tilbage af voldsomme østrigske ryttermodangreb. De italienske tab var 8.000 mand dræbte, sårede og savnede. Østrigernes tab var ca. 5.600 dræbte, sårede og savnede. Nederlaget rystede i den grad den italienske generalstab, så den på trods af den italienske numeriske overlegenhed trak hæren tilbage og brugte en måned til at reorganisere den. I sidste ende blev sejren alligevel italiensk; for senere på året blev Østrig efter preussisk og fransk pres tvunget til for stedse at trække sig ud af Italien

 

f Jack Dempsey, amerikansk bokser; 4. juli 1919 besejrede han Jess Willard på knock-out og blev professionel verdensmester i sværvægt. Willard var i gulvet syv gange i 1. omgamg og måtte slæbes tilbage til sit hjørne, reddet af klokken. D troede han havde vundet på knock-out og forlod triumferende ringen. Han blev kaldt tilbage. D fortsatte sine angreb på Willard, der blev slået ud i 3. omgang. D mistede titlen 23. september 1926, da han på points tabte til Gene Tunny. Revancekampen året efter – 22. september 1927 - er gået over i boksehistorien som "den lange tællings kamp". I 7. omgang blev Tunny ramt og gik i gulvet og syntes at være ude af stand til at komme op, inden han ville være talt ud. Inden han begyndte at tælle, viste kamplede-ren Dempsey tilbage til neutralt hjørne. Men Dempsey blev stående midt i ringen, og tidtageren var nået til fire, inden Dempsey begyndte at gå til sit hjørne. Først da begyndte dommeren at tælle. Tunny kom op på ni, kom til kræfter og vandt kampen. I alt boksede Dempsey som professionel 69 kampe, hvoraf han tabte 5 (d 31/5 1983)

 

1901 Frilandsmuseet i Lyngby åbner. Det kulturhistoriske museum for landbygninger blev oprettet i 1897 som Dansk Folkemuseums bygningsafdeling i Kongens Have i København. I 1901 flyttedes det til Lyngby. I 1996 omfattede det et areal på ca 35 ha. På området er genopført ca 40 bygningsenheder (enkelte huse, møller og flerlængede gårde) udstyret med samtidigt indbo og redskaber, en del omgivet af haver. Bygningerne ligger tæt sammen eller spredt afhængig af, om de er kommet fra landsbyer eller spredt bebyggelse. De er ordnet efter landsdele, og alle Danmarks nuværende egne samt Sydslesvig, Skåne, Halland og Færøerne er repræsenteret. I 1920 indgik Frilandsmuseet sammen med Dansk Folkemuseum i Nationalmuseet

 

1908 d Stephen Grower Cleveland, USA's præsident 1885-1889 og 1893-1897; var fra 1859 advokat i Buffalo og indtog efterhånden en fremtrædende position i den lokale afdeling af det demokratiske parti. Fra 1881 var han byens borgmester; på denne post viste han så store evner, at han i 1883 blev guvernør i staten New York og i 1884 valgt til USA’s præsident med et snævert flertal (4.874.986 stemmer over for republikaneren James G. Blaine’s 4.851.981 stemmer). Som præsident styrede han upartisk, han forbedrede administrationen og søgte at standse partikorruptionen. Clevelandl prøvede at få nedsat de høje toldsatser, men tabte præsidentvalget 1888 til den protektionistiske republikaner Benjamin Harrison. I 1892 blev CleveLand atter demokraternes præsidentkandidat og besejrede Harrison med 5,556,918 stemmer over for dennes 5,176,108 (C fik 277 valgmænd Harrison 145). C fortsatte sit arbejde med at forbedre administrationen, og han forøgede antallet af de embeder under unionsregeringen, som skulle unddrages de politiske partiers efterstræbelser. Foruden pengepolitiske- og toldspørgsmål var begge hans præsidentperioder var præget af konflikter på arbejdsmarkedet, og i 1894 indsatte C forbundstropper mod strejken

 

d Walther Rathenau, tysk politiker og industrileder; ved udbruddet af 1. Verd.krig overtog R ledelsen af det af faderen grundlagte Allgemeine-Elektricitäts-Gesellschaft, AEG. Samtidig overbeviste han den tyske regering, at hvis krigen skulle vindes, måtte der føres nøje kontrol med anvendelsen af råvarer i den tyske industri. Fra august 1914 til foråret 1915 blev R da sat i spidsen for et departement i det tyske forsvarsministerium, der stod for fordeling og anvendelse af råstoffer i den tyske krigsindustri. Herefter vendte han tilbage til AEG. Efter krigen blev R politisk aktiv. Han deltog i oprettelsen af det borgerlige Deutsche Demokratische Partei og talte for samarbejde med socialdemokraterne. I maj 1921 blev han minister for genopbygning og gik ind for tysk opfyldelse af Versaillestraktaten som led i en almindelig europæisk genopbygning. I januar 1922 blev R udenrigsminister, og skønt orienteret mod samarbejde med vestmagterne afsluttede han i april samme år Rapallotraktaten med Sovjetunionen. Den oprettede diplomatisk forbindelse og styrkede de økonomiske forbindelser mellem de to stater. På trods af denne diplomatiske succes blev R i stigende omfang udsat for forhånelser i Tyskland. For de højreorienterede repræsenterede R, der var jøde, det eftergivende efterkrigssystem, de hadede. Endvidere hævdede de, at R ved samarbejdet med Sovjetunionen fremmede "den snigende bolsjevisme", der hævdedes, var ved at forpeste Tyskland. Det var da også disse kræfter, der stod bag mordet på R. Han blev skudt ned på åben gade på vej til arbejde (f 29/9 1867)

 

Pressens Radioavis udsendes for første gang over Lyngby Radio. Den var oprettet af Politiken, Berlingske Tidende og Dagbladet København i fællesskab. Tre år efter blev den overtaget af Statsradiofonien, og i 1964 skiftede den navn til Radioavisen

 

1967 d Kai Normann Andersen, komponist, som med sin særdeles store produktion af melodier til revyer og et halvt hundrede spillefilm har leveret et betydeligt bidrag til 1900-tallets danske sangskat. I 1920’erne leverede Normann Andersen melodier til københavnske revyteatre, således havde han succes med "Du gamle Maane" i Scalarevyen 1924. Med tonefilmene opnåede han igennem 1930’erne en landsomfattende popularitet med iørefaldende sange i film som f.eks. "Odds 777" med Liva Weel og de af Marguerite Viby lancerede i film som "Mille, Marie og mig" (1937), "Komtessen på Stenholt" (1939) og "Sørensen og Rasmussen" (1940). I besættelsesårene skrev han musikken til Kjeld Abells revykomedie "Dyveke" (1940) og til Dagmarrevyerne hovedsagelig i samarbejde med Poul Henningsen og Mogens Dam. I 1946 komponerede han musikken til Kjeld Abells skuespil "Silkeborg" med bl.a. en sørgemarch, der i 1947 blev spillet ved Christian 10.s begravelse. I 1950’erne skrev Normann Andersen musik til flere film bl.a. "Mød mig på Cassopeia" (1951), til en del ABC-revyer, hvor Osvald Helmuth formidlede tonerne og musikken til syngespilllet "En lørdag på Ama’r" (1959). Om det væld af musik, der strømmede fra Normann Andersens hånd, er der blevet sagt, at den var baseret på en stor musikteoretisk indsigt, og bl.a. derfor blev hans lette og iørefaldende tonesprog aldrig banalt (f 11/4 1900)

 

 

 

 

 

Til top        25. juni

1134 d Niels, konge 1104-1134; søn af Svend Estridsen og ukendt frille. N var den yngste af Svend Estridsens mange sønner, og som konge fulgte han sine brødres kirkevenlige og samfundsreformatoriske politik. I nært samarbejde med ærkebiskop Asser videreførte han sin forgængers - Erik Ejegod - omsorg for den ældre brors - Knud den Hellige - helgenkult i Odense, hvis kirke fik gaver og udvidede privilegier. I verdslig henseende fortsatte N bestræbelserne for at højne kongestyret som samfundsmagt. Ved at indskrænke sin hird som personligt følge og i stedet placere hirdmændene som kongelige embedsmænd rundt om i landet gjorde han kongemagten til en konstant og stabiliserende faktor. I samarbejde med Asser gennemførte N frem til 1130 en udpræget fredspolitik, der besegledes med fyrsteægteskaber. Således ægtede sønnen Magnus en polsk kongedatter. Da der var tvivl om, hvem der skulle efterfølge N - Magnus eller Erik Ejegods søn Knud Lavard - løste Magnus problemet ved at dræbe Knud. Dermed var freden brudt brudt indadtil som udadtil, og venskabet mellem konge og ærkebiskop vendtes snart til fjendskab og åben kamp. Da Magnus på rigsmødet i Halberstadt i påsken 1134 på Danmarks vegne aflagde ed til den tyske kejser og lod sig kongekrone af ham, brød Asser, hvis ærkesæde skulle lægges ind under Hamborg, sit livslange samarbejde med N. Han sluttede sig i stedet til Knuds bror Erik Emune, der i det blodige slag ved Fodevig i Skåne 2. pinsedag 1134 besejrede den kongelige hær. Magnus blev dræbt. Niels reddede sig ved flugt. Tre uger senere blev han dræbt i Slesvig. En borgerkrig, der gjaldt den danske trone, og som varede til 1157, var hermed begyndt (f kendes ikke)

 

1170 Kirkefesten i Ringsted. Den forsamling, som gav møde i den nye, smukke klosterkirke, var så stor og fornem, at man vel aldrig før i Danmark havde set mage. Først og fremmest var der kongen - Valdemar den Store - høj og statelig, omgivet af sine nærmeste medarbejdere. Videre havde stormænd fra hele riget givet møde, både verdslige og gejstlige. Ikke mindre end syv af rigets biskopper var til stede, med ærkebiskoppen i spidsen. Fra Sverige var ærkebiskop Stephan kommet og fra Norge biskoppen af Oslo. Ærkebiskop Eskild ledede den hellige handling. Først forestod han helgenkåringen af kongens far - Knud Lavard. Denne helgenkåring betød en stor og afgørende sejr for Valdemar. Den godtgjorde, at netop hans linje af kongeslægten havde den guddommelige ret til kongemagten. Efter helgenkåringen fulgte kroningen af kongens søn, den kun syvårige prins Knud. Eskild salvede prinsen, iførte ham en purpurkåbe og en krone, og bragte ham til sæde på den trone, som i dagens anledning var anbragt i kirkens kor. Med kroningen af sin søn ville Valdemar sikre kongemagten i sin slægt og undgå en borgerkrig som den, der i årene 1134-1157 var blevet udkæmpet mellem forskellige bejlere til den danske trone, og som var endt med hans sejr. Så for Valdemar var det utvivlsomt den største dag i hans liv. Kirkefesten anskueliggjorde den dybtgående forandring, det danske samfund havde oplevet. Kongemagt og kirke var trådt frem, medens bønderne, der tidligere på tinge havde truffet alle afgørelser, nu kun var repræsenteret ved de tilstedeværende stormænd. Det afgørende skete ikke længere på tinge, men i samvirket mellem konge, stormænd og kirke

 

Freden i Konstanz. Frederik Barbarossa må anerkende de lombardiske byers frihed. For at skabe en samlet front mod den tysk-romerske kejsers forsøg på at begrænse deres frihed dannede en række norditalienske byer 1. december 1167 Den Lombardiske Liga. Ved grundlæggelsen var 16 byer medlemmer af ligaen, dette tal voksede senere til 20. Blandt deltagerne var Milano, Venezia, Mantova, Padova, Brescia og Lodi. Fra begyndelsen fik den støtte af pave Alexander III, som i ligaen så en allieret i kampen mod kejser Frederik I Barbarossa. Frederik Barbarossa led flere militære nederlag til ligaen. Disse nederlag førte til, at kejseren og paven i juni 1177 sluttede fred. Fredsslutningen blev ledsaget af en seksårig våbenhvile mellem ligaen og Frederik Barbarossa. Ved udløbet af den seksårige periode blev våbenhvilen ændret til en fredsslutning: Freden i Konstanz. I følge denne anerkendte de lombardiske byer Frederik som deres lensherre, mens kejseren til gengæld anerkendte byernes politiske og juridiske selvstændighed. Desuden garanterede kejseren byernes ret til at opretholde og forny deres liga.

 

1291 d Eleanor af Provence, engelsk dronning; datter af Raymond Berengar IV, greve af Provence og Beatrice, datter af Thomas I, greve af Savoyen. Med henblik på at fremme den engelske konges diplomatiske ambitioner på det europæiske fastland blev den engelske kong Henrik 3. i januar 1236 gift med Eleanor. Ægteskabet sikrede Henrik venskab med den franske kong Ludvig 9., men bragte mange franskmænd til England, som der ville søge lykken i form af embeder, velgerninger i al almindelighed osv. Eleanor, der åbenbart var en energisk og beslutsom kvinde, var uden politiske ambitioner, men havde alligevel stor indflydelse på Henrik. Han synes at have værdsat hende. Hun ledsagede sin mand til Frankrig i 1242 og var medregent under hans ophold i Frankrig 1253-54. Endvidere ledsagede hun sin søn Edward (1.) til Frankrig, da han i 1254 blev gift med Eleanor af Castilien. De mange franske lykkeriddere og Henriks høje skatter var blandt årsagerne til de engelske stormænds oprør - den såkaldte Baron’s War - i 1263-65. Ved oprørets begyndelse måtte Eleanor søge beskyttelse i Sct. Paul’s i London; en fornærmelse Henrik aldrig tilgav sine baroner. Efter at være flygtet til Frankrig i oktober 1263 blev hun leder af de engelske flygtninge. Da hendes mand og søn var blevet taget til fange af de oprørske baroner efter nederlaget i slaget ved Lewes den 14. maj 1264, henvendte hun sig til den franske konge om hjælp og pantsatte sine smykker for at skaffe midler til en invasionshær. Efter de engelske stormænds nederlag i slaget ved Evesham i august 1265 vendte E tilbage til England. Da Henrik døde i 1272, blev hun nonne (f 1223)

 

1530 Den Augsburgske Trosbekendelse offentliggøres. Det skete, da den blev oplæst for den tyske rigsdag i Augsburg, som en redegørelse for tro og kirkeordning i de fyrstendømmer og byer, der havde tilsluttet sig Reformationen. I de flg. år blev den grundlag for de evangeliske fyrsters og byers forbundspolitik, og ved den augsburgske religionsfred - 25. september 1555 - blev tilslutning til den gjort til betingelse for den evangeliske kirkeordnings fortsatte eksistens. I Danmark blev Den augsburgske Bekendelse anerkendt ved Reformationens indførelse i 1536; siden kongelovens indførelse i 1665 har den været det officielle udtryk for den danske kirkes tro. Den augsburgske Bekendelse består af 28 artikler. De første 21 (articuli fidei præcipui) indeholder den evangeliske lære, kort og klart fremstillet i tilslutning til den gamle kirke. De sidste syv artikler (articuli in quibus recensentur abusus mutati) handler udførligere om de misbrug i den katolske kirke, som strider mod evangeliet, og derfor bør afskaffes: således afvises f.eks. cølibat for præster, klosterløfter og den senmiddelalderlige opfattelse af messen

 

1565 d Herluf Trolle, rigsråd, admiral og skolestifter; efter studier i udlandet fik han i 1534 sin første forlening, Gladsax i Skåne; men allerede i september året efter, kort før sit bryllup med den nylig afdøde rigshofmesters datter, Birgitte Gøye, gjorde han det store spring til det vigtige Krogen len. Med sin hustru fik han en betydelig arv, der bl.a. omfattede Gøyernes fædrenegård Krenkerup på Lolland. November 1559 blev han øverste admiral. Året efter skete det berømte mageskifte med kronen, hvorved kongen overlod Trolle Skovkloster (Herlufsholm) mod afståelse af Hillerødsholm (Frederiksborg); Trolle fik ligeledes det nyoprettede Frederiks-borg len under sig. 1561 overtog Herluf Trolle Københavns len, han havde fortsat også lenene Frederiksborg, Krogen og Abrahamstrup (Jægerspris), samtidig med han fortsatte som admiral. Under Den Nordiske Syvårskrig leverede han i maj 1564 en overlegen svensk flåde slag ved Øland, hvor det svenske admiralskib Makalös, Nordens største krigsskib sprang i luften, hvorefter resterne af den svenske flåde søgte hjem til Stockholm. Året efter blev Trolle dødeligt såret i en træfning med den svenske flåde ved Femern. Ved fundats af 23. maj 1565 havde det barnløse ægtepar bestemt, at Herlufsholm skulle være en skole for "adelige og andre ærlige mænds børn"; i sin glæde derover underskrev Herluf Trolle sig i nogle af sine sidste breve "forstander for adelens fri skole Herlufsholm" (f 14/1 1516)

 

1567 f Jakob Ulfeldt, rigsråd (far til Korfitz Ulfeldt); som 14 årig begyndte han den for adelige obligatoriske dannelsesrejse. Han nøjedes ikke med de sædvanlige fem til seks år eller med de traditionelle ophold i Tyskland, Frankrig og Norditalien. Foruden disse steder opholdt han sig i Svejts, på Sicilien og Malta, hvor han deltog i krig mod tyrkerne. Herfra rejste han via Venezia til Grækenland, Konstantinopel, Rhodos, Cypern og endda til Syrien, Jerusalem og Ægypten. Hjem kom han 1591 over Sevilla og Madrid, Frankrig og Nederlandene. Men både i 1592 og 1595 drog han atter på længere udenlandsrejser. Undervejs var han blevet meget velbevandret i sprog, og omfattende bogindkøb og flittige studier udvidede hans horisont, så han blev en af sin tids store lærde og foretagsomme humanister. Ved sin hjemkomst i 1597 sikrede Ulfeldt sig hurtigt en lederstilling i diplomatiet og udviklede sig til den tids betydeligste af Christian 4.’s politikere. Desuden blev den harmoniske, stilfærdige U kongen "en kær og behagelig ven". 1607 blev han medlem af rigsrådet, 1609 rigens kansler og året efter forlenet med Nyborg, hvor han sad til sin død. Allerede 1607 drog Jakob Ulfeldt ud på den første af en lang række gesandtskaber, der sendte ham til Nederlandene, Spanien, Tyskland. Selv om han deltog i en række møder med svenskerne, synes han at have været mindre fremtrædende i Sverigespolitikken. Indtil han på gr. af sygdom trådte mere i baggrunden i 1626, bekæmpede Jakob Ulfeldt kraftigt Christian 4.’s krigspolitik og dennes ønske om at indtræde i Trediveårskrigen. Trods sit svækkede helbred deltog Jakob Ulfeldt i de fredsforhandlinger, der i 1629 fulgte efter Christian 4.’s nederlag, og som resulterede i opgivelse af dansk indflydelse i Nordtyskland (d 25/6 1630)

 

1630 d Jakob Ulfeldt, rigsråd (far til Korfitz U) (f 25/6 1567)

 

d Karl Gustav Wrangel, svensk rigsmarsk og rigsadmiral; han blev officer som 16 årig, deltog i Trediveårs-krigen og udmærkede sig særlig ved overgangen over Lech i 1632. Kun 25 år gammel blev han generalmajor og tjente som sådan under Torstenson. Da Trediveårskrigen var slut, blev Wrangel generalguvernør over Pommern og 1651 ophøjet i grevestanden. Da Karl Gustav efter den danske krigserklæring (1657) brød op fra Holsten, stødte W til ham med tropperne fra Pommern. Wrangel ledede belejringen af Frederiksodde (Fredericia) og indtog 24. oktober 1657 fæstningen med storm. Det var Wrangel, der tilrådede svenskekongen at erobre de danske øer ved at lade hæren marchere over bælternes is. Wrangel undersøgte isforholdene i Lillebælt og anbefalede overgangen fra Hejls til Ivernæs. Selv førte han rytteriet under passagen af Lillebælt 30. januar 1657. Ved den senere overgang over Store Bælt førte Wrangel hovedstyrken efter kongen. Efter freden i Roskilde havde Wrangel kommandoen over de i Danmark efterladte svenske styrker. Efter fjendtlighedernes genop-tagelse ledede han belejringen af Kronborg og fik 6. september 1658 kommandanten til at kapitulere. Wrangel var ikke ved hæren under stormen på København. Efter krigen blev Wrangel rigsmarsk og medlem af rigsrådet (f 13/12 1613)

 

1681 København får sin første gadebelysning. Der opsættes 500 tranlamper. I måneskin og i de lyse nætters tid var lamperne ikke tændt

 

Viborg Domkirkes brand. Det var en brøstfældig domkirke, der brændte i 1726. Allerede i 1545 betegnedes kirken som forfalden, og den led meget ved en brand den 16. maj 1567, der især gik ud over spir, tage og gavle. Branden den 25. juni 1726 gjorde det næsten helt af med den så ilde medtagne bygning. Kun de nøgne, ildskørnede mure stod tilbage. Resultatet af istandsættelsen blev, at man opførte en domkirke i barok stil.

 

1730 Den barokke Viborg domkirke, opført efter branden i 1726, indvies. Kirken var både kunstnerisk og teknisk præget af manglen på tilstrækkelige byggematerialer. I eftertiden blev den hårdt kritiseret. Efter nogles mening med urette. Det er blevet sagt, at den manglede soliditet, ikke kan bortforklares, men i to henseender ejede den værdier fremfor nutidens Viborg domkirke. Den barokke bygning indeholdt betydelige dele af den middelalderlige kirke, og samtidig var den et originalt bygningsværk, hvis ydre trods uheldige enkeltheder var i harmoni med omgivelserne, som de udformedes under byens genopførelse efter branden i 1726. Kirkens indre er blevet karakteriseret som særdeles vellykket. Det var overhvælvet, pudset og kalket hvidt, alle de beskadigede baser og gesimser overtrukket af kraftige profiler i puds. Det ydre var for en stor del præget af brede, svungne gavle. Hovedårsagen til, at kirken snart atter gik i forfald, var den lidet gennemgribende istandsættelse af det romanske murværk. Der måtte til stadighed gribes til reparationer. I 1850’erne blev man klar over, at reparationer ikke mere slog til. Resultatet blev en fuldstændig nedbrydning og opførelse af den nuværende Viborg domkirke. Den blev indviet i april 1864

 

1862 Syv Dages Slagene begynder, det var en række slag, der under Den amerikanske Borgerkrig udkæmpedes mellem en sydstatshær under general Robert E. Lee og en nordstatshær under general George B. McCellan; med slagene lykkedes det sydstaternes styrker at slå nordstatshæren tilbage og dermed forpurre nordstaternes forsøg på at erobre sydstaternes hovedstat - Richmond, Virginia. Efter det uafgjorte slag den 25. juni ved Oak Grove blev Lees angreb på nordstatshærens højre fløj den 26. ved Mechanicsville slået tilbage med svære tab; men i et blodigt slag ved Gaine’s Mill den 27. tilføjede Lees og general "Stonewall" Jacksons forenede styrker general Fitz-John Porter’s V korps et alvorligt nederlag. I slagene ved Peach Orchard og Savage’s Station (den 29.)og ved Frayser’s Farm den 30. påførte de vigende nordstats tropper den forfølgende sydstatshær svære tab. Efter at have nået James River og støttet af kanonbåde afviste nordstatshæren den 1. juli Lees afgørende angreb ved Malvern Hill. Det anslås, at nordstaternes tab i slagene udgjorde 16.000 mand, mens sydstaternes tab anslås til 20.000 mand

 

1876 Slaget ved Little Bighorn. Under Sioux krigen (1876) var George Custers tropper - 7th Cavalry - udset til at danne den ene fløj i et angreb på høvdingen Sitting Bull’s Sioux og Cheyenne lejr ved floden Little Bighorn i Montana. Custer nåede frem ved aftenstid den 24. juni. Den anden del af angrebsstyrken - under kommando af general Alfred Terry - ville ankomme to dage senere. Men i stedet for at afvente Terry’s ankomst, besluttede Custer at angribe. De mere end 250 mand, der om morgenen den 25. fulgte ham i slag, blev alle dræbt, og ingen overlevede til at fortælle, hvad der hændte

 

d George Custer, amerikansk kavaleriofficer; under Den amerikanske Borgerkrig blev han som 23 årig udnævnt til midlertidig brigadegeneral, Nordstaternes hidtil yngste; under krigen udmærkede han sig i flere slag. Efter krigens afslutning vendte han tilbage til sin ordinære rang som kaptajn. I 1866 blev han oberstløjtnant og beordret til Kansas for under general Winfield S. Hancock at deltage i et togt, der over for nogle krigeriske prærieindianere skulle demonstrere den amerikanske hærs styrke. I stedet for at afvente udlosning af forsyninger i Fort Harker, tog han hjem for at besøge sin kone. Hændelsen førte til, at han blev stillet for krigsret, anklaget for at have været fraværende fra tjeneste uden orlov; han blev 1867 dømt til suspension i et år uden løn. På gr. af voksende fjendtlighed blandt prærieindianerne blev han september 1868 kaldt tilbage i tjenesten og sluttede sig atter til 7th Cavalry i Kansas. I november samme år overraskede og ødelagde Custer og hans tropper Cheyenne høvdingen Black Kettle's sovende lejr ved Washita floden. I de flg. år fortsatte han sin tjeneste ved 7th Cavalry, samtidig med han om sit militærliv på prærien skrev "My Life on the Plains" (1874). Under Sioux krigen (1876) var Custers tropper udset til at danne den ene fløj i et angreb på Sitting Bull’s Sioux og Cheyenne lejr ved floden Little Bighorn i Montana. Custer nåede frem ved aftenstid den 24. juni. Den anden del af angrebs-styrken - under kommando af general Alfred Terry - ville ankomme to dage senere. Men i stedet for at afvente Terry’s ankomst, besluttede Custer at angribe. De mere end 250 mand, der om morgenen den 25. fulgte ham i slag, blev alle dræbt. Hvad der hændte, vil derfor for altid være hyllet i mørke. Custer fik en heltebegravelse på West Point militærakademi. I eftertiden har Custers kritikere betegnet ham som en selvcentreret og stor-skrydende lykkeridder, der blindt og dumt førte sine undergivne i døden. På den anden side har hans beundrere i ham set en modig kriger med hjertet på rette sted (f 5/12 1839)

 

f Thomas Olesen Løkken, forfatter; kom som 14-årig i skomagerlære og endnu ikke udlært åbnede han tre år senere skomagerforretning i Rubjerg i Vendsyssel. I årene herefter havde Olesen Løkken forskelligt arbejde og fik efterhånden en større børneflok. Fra sin tidligste barndom havde han drømt om at blive digter, og i konfirma-tionsalderen skrev han salmer; senere forsøgte han sig med noveller og skitser. Han debuterede i 1917 i Pressens Magasin med en lille fortælling "Jesper Spillemand". Sammen med en række andre fortællinger blev den antaget af et forlag, men bogen udkom ikke før 1925. Da han i 1920 udsendte sin første bog "Bonden Niels Hald" havde han fået et sådant herredømme over sit stof, at han med ét vandt sig et navn. Han fortsatte romanen med "Niels Halds Hustru" (1922) og "Niels Halds Hjem" (1924). Serien om Niels fortæller om bondens ændrede kår under 1. verd. krig, hvor bonden forlader sin jord for at kaste sig over handel og børsspekulation. Fra 1923 er den delvis selvbiografiske roman "Klavs Bjerg og Bodil". I disse år nåede Olesen Løkkens navn langt ud over Danmarks grænser; hans bøger blev oversat til tysk, svensk, finsk, hollandsk og engelsk, og herhjemme var han en af vore mest læste forfattere. Olesen Løkken blev fremfor nogen Vendsyssels folkelivsskildrer, og stærkest er han i sine selvoplevede billeder af landskabet og i skildringen af sine ukuelige helte (d 15/9 1955)

 

1852 f Antonio Gaudi, spansk arkitekt;

 

f George Orwell, (pseudonym for Eric Blair) engelsk forfatter; gjorde fra 1923 tjeneste i politiet i Burma; han forlod tjenesten i 1927 mest på gr. af sin modvilje mod det britiske kolonistyre. Orwells erfaringer fra politiarbejdet afspejles i hans første roman "Burmese Days" (1934, da. Burma-dage, 1955). I nogle år derefter levede Orwell en kummerlig tilværelse bl.a.som tallerkenvasker i Paris og vagabond i England, en periode han har skildret i "Down and Out in Paris and London" (1933, da Elendighedens London og Paris, 1954). Som aktiv socialist deltog han i Den spanske Borgerkrig. Her blev han imidlertid skuffet over de kommunistiske intriger og måtte til slut flygte til Frankrig. Hadet mod diktaturet i enhver form blev den stærkeste drivkraft i hans forfatterskab, og inspirerede hans to mest berømte bøger, den komisk-satiriske "Animal Farm" (1945, da. Kammerat Napoleon, 1947) og fremtidsromanen "Nineteen Eighty-Four" (1949, da. 1984, 1950). Førstnævnte er en fabel om, hvordan dyrene på en bondegård gør oprør mod de menneskelige undertrykkere og tager magten, hvorefter et tilsvarende undertrykkelsesmønster gentager sig. Dermed bliver romanen et billede på, hvordan en revolution forrådes. "1984" er en dyster fremtidsroman om et totalitært overvågningssamfund, hvor fortiden konmstant omskrives, og hvor ingen kan vide sig sikker. Bogen viser Orwells had mod diktaturet i enhver form, og var ikke, som mange troede, en illustration på forholdene i Sovjetunionen. Desuden skrev Orwell essays f.eks. samlingen "Critical Essays" (1946), hvor han bl.a. behandlede litterære emner fra et socialt synspunkt; i 1950 kom samlingen "Shooting an Elephant" (d 21/1 1950)

 

1909 f Marguerite Viby, skuespiller; efter debutten som amatør i Aalborg i 1926, gjorde hun lykke bl.a. i Århus med en rammende Josephine Baker-parodi. Det bragte hende i 1928 til Scala i København. Med sig fra 1920’erne tog hun de nye danserytmer og en utrolig appetit på tilværelsen. Hun sang i PH-revyen Pæn og Høflig "Det er sjovt at være til. Man sku aldrig være andet" på Riddersalen i 1931. I 1932 kom det helt store gennembrud med skiftet til Apolo Teatret. Her blev hun eksponent for den nye tids puls og rytme. Ud over en række sucesser i revy, operette og lystspil blev hun en af dansk film mest populære skuespillere. Hun debuterede i Fy og Bi film. Hendes første talefilm var "Skal vi vædde en Million" (1932), hvor hun sang landeplagen, "Titte til hinanden", endvidere "Mille, Marie og mig" (1937), med sangen "Jeg har elsket dig så længe, jeg kan mindes", "Frøken Kirkemus" (1941) og "Teatertosset" (1944). At hun også kunne synge en alvorlig vise beviste hun bl.a. med "Flyv min Hest" i Dagmarrevyen 1943 og med Chaplin-visen "Med Stok og med Hat og med Skæg" samme sted 1953. I 1965 gjorde hun lykke i Cirkusrevyen som jazzende husmor og med visen "Før vi fik bil", en vittig og ironisk kommentar til de nye motionister, der søgte at smide nogle kilo til tidens jazzrytmer. I 1968 hentede hun tillige en solid succes på Ungdommens Teater som den snusfornuftige rengøringskone i "Mordskab" (på film i 1969). Også på tv har hun været flittigt benyttet bl.a. som husfaktotun i serien "En stor familie" fra 1982 (d 8/4 2001)

 

Dansk Ungdoms Samvirke stiftes. Oprettelsen af samvirket skete på initiativ af de politiske ungdomsforeninger og skyldtes frygt for, at unge mennesker skulle lade sig påvirke af den nazistiske propaganda. Gennem foredrag og anden form for oplysning ville man "på upolitisk grundlag" samle de unge i en national og kulturel front. Bag Dansk Ungdoms Samvirke, hvis drivende kraft var professor Hal Koch, stod De Ældres Råd, som med rod i højskolebevægelsen også virkede for at bevare folkestyret gennem det samarbejde, der var etableret gennem Rigsdagens demokratiske partier. En lang række organisatioer tilsluttede sig, men efter august 1943 sygnede organisationens indflydelse hastigt hen. I 1951 skiftede samvirket navn til Dansk Ungdoms Fællesråd

 

1944 Det tyske riges befuldmægtige i Danmark, Dr. Werner Best, beordrer udgangsforbud mellem kl. 20 og kl. 5. Herhjemme var juni 1944 en særdeles urolig måned, ja en af besættelsens mest urolige. De allieredes invasion i Normandiet den 6. og russernes storoffensiv på østfronten gjorde tyskerne agressive og neervøse på den anden side blev danskerne opstemte. De regnede med et snarligt tysk nederlag og dermed en afslutning på krigen. Modstandsbevægelsen – gruppen BOPA – sprængte Riffelsyndikatet i luften. Da københavneerne ikke lagde skjul på deres begejstring for sabotagehandlingen, svarede besættelsesmagten igen med at henrette otte frihedskæmpere. Endvideere blev Tivoli, Studentergaarden og Den kongelige Porcelænsfabrik schalburgteret

 

1946 I Palazzo Montecitorio i Rom mødes de nyvalgte 556 medlemmer af den forfatningsgivende forsamling for at begynde udarbejdelse af Italiens nye demokratiske forfatning. Den 2. juni 1946 var den italienske befolkning gået til stemmeurnerne for at afgøre, om Italien skulle være republik eller fortsætte som monarki. Et snævert flertal foretrak republik. Samme dag blev der stemt om sammensætningen af en forfatningsgivende forsamling. Den 1. januar 1948 trådte Italiens første demokratiske forfatning i kraft

 

1950 Koreakrigen begynder. Korea, der indtil Japans nederlag i 1945 havde været et japansk lydland, var indtil 1949 delt i et sovjetisk besat Nordkorea og et amerikansk besat Sydkorea. Grænsen mellem de to besættelszoner var 38. breddegrad. I 1949 forlod de to besættelsesmagter Korea. I nord var der blevet oprettet et kommunistisk styre; i syd et styre der havde visse lighedspunkter med et vestligt demokrati. Den 25. juni 1950 trængte nordkoreanske tropper ind i Sydkorea, og det så ud til, at de i løbet af få dage kunne underlægge sig hele landet. Man har ikke kunnet klarlægge, hvor initiativet til aktionen lå, i Nordkorea eller i Sovjetunionen. Nordkorea kunne nok have interesse i at forene landet med magt, når det ikke kunne ske med fredelige midler, eller det kunne ønske at foregribe et forventet angreb fra Sydkoreas side. På den anden side havde Sovjetunionen stor indflydelse i Nordkorea og kunne tænkes at ville flytte sine positioner frem i Asien, når det ikke gik i Europa. Hvad, der også kunne tænkes at have bidraget til krigsudbruddet, er en udtalelse af den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson. Han havde trukket en linje fra Aleuterne i nord over Japan til Filippinerne og sagt, at de områder, som lå inden for denne linje skulle forsvares af USA. Både Korea og Formosa (Taiwan) lå uden for linjen. Nordkorea og russerne kunne derfor have grund til at mene, at amerikanerne ikke ville gribe ind i Korea. Iflg. den nordkoreanske version begyndte sydkoreanske styrker et angreb mod nord om morgenen den 25. juni. Hen på eftermiddagen samme dag skulle nordkoreanerne dog have slået det tilbage og indledt en modoffensiv. Ifølge denne opfattelse var krigen altså en nordkoreansk forsvarskrig

 

Afstemning om jordlovene. Lovene, som blev fremsat af den soc.demokratisk-radikale regering i begyndelsen af 1963, skulle sætte en stopper for spekulation i jord og fast ejendom og dæmpe prisstigninger. Det skulle ske ved at give mulighed for kommunal forkøbsret til jord i bymæssige områder, herved ville man foruden at undgå spekulation øge antallet af byggegrunde. Samtidig skulle kommunerne i visse tilfælde havde adgang til ekspropriation i forbindelse med byudvikling. Dernæst var hensigten med fremlæggelsen at skabe grundlag for en bedre regions- og landsplanlægning, hvilket først og fremmest skulle opnås ved en bedre byudvikling. Endvidere ville regeringen med lovene åbne mulighed for sammenlægning af landbrug; endelig ville regeringen hindre udlændinge og de såkaldte bylandmænd i at erhverve landbrugsjord ved at kræve bopælspligt på gårdene. Den fjerde lov,der var til afstemning, var en naturfredningslov. Den skulle skabe bedre muligheder for naturfredning, idet det offentliges erstatning ved fredning skulle begrænses til jordens hidtidige værdi, og der skulle ikke ydes erstatning, hvis udstykning til beboelse blev nægtet. I Folketinget blev lovene vedtaget med regeringspartiernes og SF’s stemmer. Før denne vedtagelse indleverede Venstres og Det konservative Folkepartis folketingsgrupper krav om folkeafstemning efter grundlovens § 42, der bl.a. siger, at der ved folkeafstemninger stemmes for og imod lovforslaget. Til dets bortfald kræves, at et flertal af de i folkeafstemningen deltagende folketingsvælgere dog mindst 30% af samtlige stemmeberettigede stemmer imod lovforslaget. Kampagnen op til afstemningen blev bitter og demagogisk og bevægede sig til tider på kanten af det usandfærdige, f.eks. den berømte valgplakat, hvor den statslige sorte hånd griber fat i den lille mands hus – på trods af at ejendomme under 6000 kvadratmeter var undtaget. Ved folkeafstemningen bortfaldt alle fire love. Ved loven om bopælspligt stemte 44.48% af samtlige stemmeberettigede imod; ved loven om statens forkøbsret udgjorde nejstemmerne 44.26%, ved loven om kommunernes forkøbsret og naturfredningsloven udgjorde nejstemmerne henholdsvis 43.67% og 41.48%

 

 

 

 

 

Til top        26. juni

 

1502 d Poul Laxmand, rigshofmester; med ordene: "Du hedder Laxmand, altså hører du hjemme i vandet", smed Laxmands morder ham i vandet efter at have stukket ham i brystet med en daggert. Laxmand var på vej hjem fra et møde med kong Hans, da han mødte sine mordere, to adelsmænd. På tidspunktet for mordet var Laxmand en af Danmarks rigeste og mest indflydelsesrige mænd med enorme godsbesiddelser. Inden sin død var Laxmand raget uklar med først roskildebispen og senere med ærkebiskop Gunnersen. Sidstnævnte havde beskyldt Laxmand for forræderi. Intet tyder på, at Laxmand havde gjort sig skyldig i forræderi, og kong Hans gjorde da også først beskyldningerne gældende efter Laxmands død. Men Laxmand blev dømt og hans gods konfiskeret af kongen. Allerede i samtiden opstod der rygter om, at kongen havde andel i mordet. At begge mordere gik fri for straf, og den ene af dem tilmed blev optaget i rigsrådet, bidrog på ingen måde til at mane rygterne i jorden. Der er ingen bevis for monarkens medvirken, men muligheden for at konfiskere Laxmands gods kom ham næppe på tværs (f dato og år kendes ikke)

 

1541 d Francisco Pizarro, spansk conquistador; i 1502 drog Pizarro til Santo Domingo, og fra 1510 deltog han i flere ekspeditioner i Syd- og Mellemamerika. I 1513 var han i Panama, hvor han deltog i den ekspedition, der som den første krydsede Panamatangen og nåede frem til Stillehavet. Herefter slog Pizarro sig ned i Panama som godsejer. På et togt 1526-28 fik man kontakt med indianske handelsmænd med værdifulde varer fra et stort ukendt rige. Da Panamas guvernør var modstander af erobringsplaner, tog Pizarro til Spanien for at få Karl 5.'s støtte til at opsøge dette rige. Pizarro fik vicekongelige beføjelser i området syd for Panama. I januar 1531 startede Pizarro på den ekspedition, der førte ham frem til Inkariget i Peru. Han forlod Panama med tre skibe, omkr. 180 mand, 27 heste og to lette kanoner. Pizarro, der nu nærmede sig de 60 år, var sandsynligvis uvidende om, at inkariget netop nu var svækket af den årelange tronstrid mellem Atahualpa og dennes halvbror Huacar. I september 1532 nåede P og hans mænd Andesbjergene. Pizarros følge bestod nu af omkr. 200 mand med 67 heste. Atahualpa, der havde sejret i tronstriden, ventede ham med en stor hær. I november lokkede spanierne Atahualpa i et baghold og nedkæmpede hans eskorte på flere tusind mand ved hjælp af deres ildvåben og heste. Våben der var ukendte for indianerne, og som fyldte dem med skræk. Da Pizarro havde Atahualpa som fange, berherskede han også Inkariget. Trods betaling af en enorm løsesum lod Pizarro den 29. august 1533 Atahualpa henrette. Inkahæren smeltede bort, og i november indtog spanierne uden kamp Cuzco, inkaernes kongelige hovedstad. I de flg. år konsoliderede Pizarro sin magt i området; han uddelte land og indianere som arbejdskraft til sine ledsagere. I 1535 grundlagde han som ny hovedstad Lima ved Perus stillehavskyst. Stridigheder mellem erobrerne og deres familier om at sikre sig den størst mulige del af byttet prægede Pizarros sidste år. Stridighederne førte P's endeligt. Han blev overfaldet og dræbt i sit palads i Lima (f ca 1474)

 

1575 f Anna Cathrine, dansk-norsk dronning; datter af markgrev, senere kurfyrste af Brandenburg Joachim Frederik og Cathrine af Küstrin; 27. november 1597 gift med Christian 4. I sit kongelige ægteskab fødte hun seks børn, hvoraf tre nåede voksenalder, den udvalgte prins Christian, Frederik (III) og hertug Ulrik. Anna Cathrine. synes at have været lidet fremtrædende og udøvede øjensynlig ingen politisk indflydelse. Hun roses af samtiden for sin beskedenhed og religiøsitet. Det fremhæves også, at hun trods sin tyske fødsel viste interesse for det danske sprog. Hun fulgte ofte Christian 4. på rejser, men ellers vides der ikke meget om deres gensidige forhold; dog bestod kongens forbindelse med Kirsten Madsdatter, mens Anna Cathrine endnu levede (d 29/3 1612)

 

1730 f Charles Messier, fransk astronom; ansat ved marineobservatoriet i Paris. M var specielt interesseret i studiet af kometer og opdagede selv 21. Ludvig 15. kaldte ham spøgende le furet des comètes (kometsporhunden). Under sit arbejde med kometerne lavede M et katalog med over 103 stjernehobe og tåger, som kunne forveksles med kometer (1781). Mange af disse objekter betegnes fremdeles med nummer fra M’s katalog, f.eks. Messier I (M I), som er Krabbetågen i stjernebilledet Tyren (d 12/4 1817)

 

Slaget ved Fleurus i det sydlige Belgien. Udfaldet af slaget betød et vendepunkt i Første Koalition-perioden under De franske Revolutionskrige. Jean-Baptiste Jourdan og Jean-Baptiste Kleber stod i spidsen for en fransk hær på 73.000 mand over for en østrigsk-hollandsk hær på 52.000 mand under Friedrich Josias, fyrste af Sachsen-Coburg og Wilhelm V, fyrste af Oranien og statholder af Holland. Efter at have belejret den siden 12. juni havde Jourdan den 25. juni indtaget byen Charleroi. Coburg, der var uvidende om, at Charleroi var faldet, var på march for at undsætte byen. Da han mødte de franske tropper, påførte han dem i de første angreb svære tab. Men den større franske styrke kunne tåle tabene og iværksatte et modangreb. Selv om han kun havde lidt halvt så stort et tab som franskmændene, trak Coburg den 27. juni sig tilbage over floden Meuse. Mindre end en måned senere trak østrigerne sig ud af Nederlandenes sydlige del (nuværende Belgien), som derpå blev indlemmet i Frankrig

 

d Joseph Michel Montgolfier, fransk opfinder og ballonpioner; videreførte sammen med broderen Jacques Étienne faderens papirfabrik i Annonay; han delte med sin bror interessen for videnskabelige eksperimenter. I 1782 opdagede de, at varm luft indesluttet i et stort lærredshylster ville få dette til at stige til vejrs. Brødrene byggede en ballon, og 4. juni 1783 lavede de på torvet i Annonay den første offentlige demonstration af deres opfindelse. Montgolfier-brødrene rejste til Paris, og her gentog de med en større ballon deres demonstration den 19. september 1783; med på denne lufttur var en hane, en and og et får. Den 21. november 1783 foregik den første ballonfærd med mennesker ombord. Færden varede 25 minutter, og ballonen fløj ca 8 km. De to brødre blev belønnet af Det franske Akademi for deres arbejde. De offentliggjorde flere bøger om aerodynamik og fortsatte begge deres videnskabelige karriere (f 1740)

 

f Abner Doubleday, amerikansk officer og tilskrives opfindelsen af baseball; en i 1908 nedsat kommission til undersøgelse af baseballs oprindelse offentliggjorde i sin konklusion, at D formulerede de grundliggende regler for baseball i Coopersville i staten New York i sommeren 1839, hvor D på daværende tidspunkt var instruktør ved en militær forberedelsesskole. Som en konsekvens heraf blev Coopersville udvalgt som sæde for det i juni 1939 indviede National Baseball Hall of Fame and Museum. D afsluttede sin militære uddannelse i 1842 og gjorde tjeneste som artilleriofficer i krigen med Mexico og i indianerkrigen i Florida 1856-58. Mens han var stationeret i Fort Sumter, South Carolina, havde D kommandoen over den artilleriafdeling, der affyrede Nordstaternes første skud i Den amerikanske Borgerkrig. Han deltog i slagene ved Bull Run, Antietam, Fredericksburg og Gettysburg. I 1867 blev han oberst og trak sig tilbage fra aktiv tjeneste i 1873. Senere undersøgelser har sat spørgsmåltegn ved den påstand, at baseball er et originalt amerikansk spil, som kommissionen af 1908 nåede frem til, og fremhævet den tydelige forbindelse, der er mellem baseball og gamle engelske spil benævnt rounders, feeder eller baseball (d 26/1 1893)

 

f William Thompson Kelvin, engelsk fysiker og matematiker; 1846-99 professor i fysik i Glasgow; i Victoriatiden blev K anset for britisk naturvidenskabs førende skikkelse, og hans fysiske arbejder er mange. Blandt dem er undersøgelser over elektricitetens fordeling på en leder, hvor han indførte begrebet "elektriske billeder", bestemmelse af modstandens størrelse ("ohm"-en), opdagelse af smeltepunktets afhængighed af trykket. Desuden var han en fortrinlig konstruktør af måleapparater. K's beregninger og apparatkonstruktioner havde afgørende betydning for, at det i 1886 lykkedes at få oprettet telegrafforbindelse mellem England og Nordamerika. Han var optaget af praktiske arbejder vedrørende telegrafkabler, og i forbindelse med nævnte telegrafforbindelse grundlagde han et firma, som med stor succes fremstillede præcisionsinstrumenter til brug i telegrafindustrien. Kelvin har givet navn til temperaturenheden K. Hvor celsiusskalen har sit nulpunkt ved vands frysepunkt, har kelvinskalaen sit ved den temperatur, hvor enhver molekylebevægelse ophører, det såkaldte absolutte nulpunkt -273.15 grader C. I 1866 blev Kelvin slået til ridder som anerkendelse for sine fortjenester ved lægningen af Atlanterhavskablet. I 1892 blev han optaget i adelsstanden som Lord Kelvin, et navn han antog efter en lokalitet ved universitetet i Glasgow (d 17/12 1907)

 

d Samuel Crompton, engelsk opfinder af spindemaskinen "spinning mule"; efter flere års indsats af både tid og penge lykkedes det i 1779 C at få konstrueret sin maskine, som var den første vigtige opfindelse inden for bomuldsindustrien. Sandsynligvis fik den navnet "spinning mule" fordi den var en krydsning mellem de maskiner, der var blevet opfundet af Richard Arkwright og James Hargreaves. Efterspørgslen efter Cromptons garn var stor, men han havde ikke råd til at få sin opfindelse patenteret. Mod løfte om en rundhåndet godtgørelse fortalte han om sin opfindelse til nogle bomuldsfabrikanter. Det eneste,han nogensinde modtog, var £60. År efter (1812), da der var mange "spinning mules" i gang landet over, tildelte parlamentet Crompton £5.000 (f 3/12 1753)

 

d George 4. britisk konge 1820-1830; søn af Georg 3. og Charlotte af Mecklenburg-Strelitz. Fra Charlton House, hvor G i 1783 fik eget hof, blev han som ’the first gentleman of Europe’ nr 1 i Londons selskabsliv. Han angav tonen inden for moden og støttede billedkunst og arkitektur. Fra 1811 regerede han som Prince Regent for sin sindssyge far. Den britiske befolkning, der var vant til Georg 3.’s udadlelige familieliv, fortørnedes over G’s umoralske livsførelse. Dertil kom hans ekstravagance, som var udfordrende i en tid, hvor eftervirkningerne af Napoleonskrigene og den industrielle revolutions gennembrud skabte fattigdom og social nød for mange briter. Efter at have haft en stribe elskerinder, blev G i 1785 hemmeligt gift med en to gange tidligere gift katolsk enke. Eftersom han havde giftet sig uden sin fars tilladelse, var ægteskabet ulovligt. Desuden var det utænkeligt, at en prins gift med en katolik nogensinde kunne blive konge. Så for at formilde sin far, sikre sig at kunne efterfølge ham på tronen og ikke mindst få ham til at betale sin gæld, måtte G i 1795 efter en skilsmisse gifte sig med sin kusine, Caroline af Brunswick. Efter fødslen af parrets eneste barn i 1796, ophørte samlivet, og G’s forsøg på at opnå skilsmisse bidrog ikke til at styrke hans i forvejen ikke store folkelige popularitet. Da G blev konge forsøgte han at få sin dronning udelukket fra den traditionelle kirkebøn for den kgl. familie. Det lykkedes ham at få Caroline udelukket fra sin kroning i juli 1821. Ved at bortgive sin fars bibliotek skabte han grundlaget for British Museums bibliotek, på samme måde førte hans opfordringer til parlamentet om kunstindkøb til skabelse af National Gallery. Det var G, der ’opdagede’ Brighton, og i 1784 fik opført ’the Pavilion’ der. I hans tid som regent blev Regent Street og Regent’s Park i London anlagt og opkaldtes efter ham. I det engelske sprog indgik endvidere ’Regency Stile’. En betegnelse, der står for nyklassicistisk stil inden for arkitektur og kunsthåndværk og dækkende perioden ca 1810-30. Periodens møbler er karakteriseret ved solide, enkle former, løvefødder, indlagte palmetter og akantusruller (f 12/8 1762)

 

1847 Danmarks første jernbanelinje - København-Roskilde - åbnes. I januar 1843 indsendte Industriforeningen i København et andragende til regeringen om tildeling af koncession på anlæggelse af en jernbane fra København til Roskilde. Et år senere - den 21. februar 1844 - fik Industriforeningen tilsagn fra staten om koncession, vel at mærke når man kunne dokumentere, at den tilstrækkelige kapital var til stede. Den 16. april samme år udbød Industriforeningen aktietegningen, og allerede den 30. april var aktiekapitalen fuldtegnet. I maj fik Industriforeningen den endelige koncession med ret til at overdrage denne til et aktieselskab. Det blev oprettet med navnet "Det Sjællandske Jernbaneselskab". I slutningen af 1845 var ekspropriationerne tilendebragt, og anlæggelse af jernbanelinjen kunne så småt begynde. I sommeren og efteråret 1846 leveredes det første materiel, bl.a. fire lokomotiver. De blev leveret af Sharp Brothers i Manchester og sejlet til København i august 1846. Vognmateriellet leveredes af Vognfabrikør Hoff i København og de to tyske selskaber Weisbach i Berlin og Wienbarg i Altona. Den 20. maj 1847 gennemkørtes hele strækningen for første gang af lokomotivet "Odin", og den 26. juni indviedes banen under behørig festivitas af kong Christian 8. Dagen efter åbnedes banen for offentlig trafik med tre tog dagligt i hver retning. Strækningen åbnedes enkeltsporet, dog var der dobbeltspor fra Københavns station til Valby. Dette andet spor blev kun benyttet om søndagen, hvor der var stor tilstrømning til persontogene. Hele strækningen blev dobbeltsporet i oktober 1874

 

f Martin Andersen-Nexø, forfatter; voksede op i et fattigt hjem på Bornholm og måtte tidligt bidrage med at tjene til livets opholdelse. Som ung tilbragte han to vintre på Askov højskole; herefter var han lærer i Odense og efter yderligere uddannelse i København til 1901. Som forfatter brød han igennem i 1903 med en samling rejseskildringer fra Spanien, "Soldage" Mødet med Spaniens almue viste ham vejen til den vågne og livslystne proletar, der skulle blive helten i hans store gennembrudsroman "Pelle Erobreren" (4 bd. 1906-10). Værkets første to dele beskriver A-Ns egen skæbne i den bornholmske Pelle, som er omgivet med levende og fængslende skikkelser fra de fattiges verden. I de to sidste dele er den fremvoksende socialistiske fagbevægelse hovedpersonen. En kvindelig pendant er pigen Ditte i A-Ns anden monumentalroman "Ditte Menneskebarn" (4 bd. 1917-21), en udviklingsroman hvor Ditte kommer til at stå som symbol på den ukuelige og opofrende proletar. Svagere tænkt og udført er hans tredje store roman "Midt i en jerntid" (1929). Et nyt hovedværk er derimod hans erindringer, hvor han i direkte form fremlægger det stof, han havde behandlet litterært i Pelle Erobreren ("Et lille kræ", "Under åben himmel", "For lud og koldt vand", "Vejs ende", 1932-39). Siden videreførte A-N sit forfatterskab med to maskerede memoirebind om Morten ("Morten hin røde" (1945) og "Den fortabte generation"(1948), hvori han skildrede sit socialistiske kamp- og rejseliv under og efter 1. Verd.krig, og ud fra sit kommunistiske syn gjorde skarpt op med det hjemlige samfund, ikke mindst socialdemokratiet, repræsenteret af Pelle, som i sin magtstræben forrådte proletaren. Efter krigen boede han i lange perioder i Østtyskland, hvor han modtog flere æresbevisninger; bl.a. blev han æresborger i Dresden, æresdoktor ved universiteterne i Leipzig og Greifswald samt Nationalpreisträger 1. klasse i sit nye fædreland (d 1/6 1954)

 

f Pearl S. Buck, amerikansk forfatter; hun voksede op i et presbyteriansk missionærmiljø i Kina og blev gift med en missionær og delte hans arbejde i en årrække. På denne måde fik hun stor indsigt i kinesiske forhold og kinesisk mentalitet. I 1932 rettede Buck en ganske skarp kritik mod den presbyterianske mission i Kina og mod forskellige religiøse dogmer, noget som førte til et brud med missionen og opløsning af ægteskabet. Da hun debuterede 1930 med romanen "East Wind, West Wind", var det fra Kina, hun hentede sit stof. Bogen vakte ikke større opsigt. Det gjorde til gengæld hendes næste bog romanen "The Good Earth" (1931). Med den fik hun sit store gennembrud, og den blev senere såvel dramatiseret som filmatiseret; romanen var den første i en trilogi om det moderne Kina. Den fulgtes af "Sons" (1932) og "A House Divided" (1935). Trilogien skildrer en kinesisk familie gennem tre generationer, frem til den nationale revolutionstid og giver et indblik i kinesisk dagligdag, kinesiske samfundsforhold og kinesisk psyke. B forlod Kina i 1934, og hendes senere bøger har amerikanske emner, f.eks. "To-day and Forever" (1941), "Dragon Seed" (1942), "Portrait of a Marriage" (1945). I 1938 fik Buck nobelprisen i litteratur (d 6/3 1973)

 

f Willy Messerschmitt, tysk flykonstruktør; han blev uddannet ved Münchens Tekniske Højskole; i 1926 blev han ansat ved Bayerische Flugzeugwerke i Augsburg, hvor han året efter blev chefdesigner; virksomheden blev senere omdøbt til Messerschmitt- Aktien-Geschellschaft, og 1938-1945 var Messerschmitt dens leder, og dets fly havde betegnelsen Me. Det nye selskab producerede Messerschmitts første militærfly, Me 109. Det var et etsædet, tomotoret jagerbombefly; og blev et af historiens mest anvendte jagerfly. Det var i aktiv brug fra 1937 til sidst i 1960erne. I 1939 satte det verdensrekord med 775 km i timen. Ved Anden Verdenskrigs udbrud var Me 109 alle andre jagerfly overlegent. I løbet af Anden Verdenskrig blev der fremstillet ca. 35.000 Me 109’ere til det tyske Luftwaffe. I slutningen af krigen fik det operative problemer med for kort flyvetid og navigation i dårligt vejr. Blandt Messerschmitts andre succesfulde fly var Me 110, et tosædet bombefly og natjager. Tidligt i 1944 gik Me 262 som det første jetfly i kamp i Anden Verdenskrig. I årene 1945-48 var Messerschmitt interneret i London, hvorefter han fortsatte sit udviklingsarbejde. Det skete bl.a. for luftvåbnene i Spanien og Ægypten. I 1958 var han tilbage som flykonstruktør. Med Messerschmitt som æresformand for bestyrelsen oprettedes 1968-69 Messerschmitt-Bölkow-Blohm. I 1970’erne beskæftigede firmaet ca. 20.000 mandmed fremstillingen af satellitter, helikoptere, missiler og fly (d 17/9 1978)

 

f Peter Lorre, tysk/amerikansk skuespiller; hans udstående øjne og særegne stemme gav ham en karriere i tyske og amerikanske horror- og kriminalfilm. Han fik sit gennembrud og opnåede international berømmelse med sin på en gang gribende og afskyvækkende indsats som den psykopatiske barnemorder i "M" (1931). Med sit runde ansigt, sine barnligt store øjne og sin umodne fistelstemme karakteriserede L præcist det forvoksent infantile hos en mand, der kun kan få seksuel tilfredsstillelse sammen med små piger.Ved nazisternes magtovertagelse forlod han Tyskland og indspillede i England bl.a. Hitchcock’s "Manden der vidste for meget" (1934). 1937 knyttedes L fast til amerikansk film, og hans Hollywood-debut var gyseren "Mad Love" (1935). Efter at have spillet i en række b-film som den japanske detektiv Mr. Moto blev L fast indslag i 1940'ernes film noirs, begyndende med "Ridderfalken" (1941). Efter krigen vendte L tilbage til Tyskland, hvor han iscenesatte "Der Verlorene". Tilbage i USA havde han mange TV-roller og var kort før sin død med i gyserkomedien "Ravnen" (1963) (d 23/3 1964)

 

1911 d Vilhelm Bergsøe, zoolog og forfatter, med entomologi som hovedfag tog han i 1860 magistergraden i zoologi. Men allerede da havde Bergsøebegyndt et populærvidenskabeligt forfatterskab, som han fortsatte i 1865 med "Oldenborrens Naturhistorie". Doktorgraden tog han i 1864 med en afhandling om sværdfiskens sidelinje-parasit Thilichthys Ziphiæ. I 1860’erne var plaget af en alvorlig øjensygdom, som gjorde ham næsten blind. Først efter en operation i 1875 fik han synet igen. Det er i disse år, Bergsøes litterære forfatterskab kulminerer. Det skete bl.a. med en af tidligere tiders mest læste danske roman "Fra Piazza del Popolo. Livsbilleder samlede i Rom" (1867). Gennem oversættelse blev romanen også særdeles kendt i Sverige og Tyskland. Hans næste roman "Fra den gamle Fabrik" (1869) er skrevet i Italien og bygger på erindringer om B’s opvækst i den gamle kgl. Porcelænsfabrik i Købmagergade i København. Om Bergsøes forfatterskab er der blevet sagt, at han bl.a. med de her nævnte romaner indtager en betydelig plads i den danske efterromantiks historie. Blandt hans svagere arbejder nævnes romanen" I Sabinerbjergene" (1871) og fortællingen "Falskmøntneren" (1900) (f 8/2 1835)

 

Under Første Verdenskrig går de første amerikanske tropper i land i Frankrig. At den første amerikanske division (8000-10.000 mand) kunne landsættes i Frankrig allerede to måneder efter, USA var gået ind i krigen, skete på baggrund af et med alle midler fremskyndet propagandatræk. Ved juletid 1917 år var der endnu kun ankommet 175.000 amerikanske soldater til Europa. Men under indtryk af katastroferne ved Isonzo og Passchendale, novemberrevolutionen i Rusland og freden i Brest-Litovsk mellem Tyskland og Rusland blev det en tvingende nødvendighed at øge indskibningstakten. Det lykkedes også. Briterne skød den nødvendige skibstonnage til samtidig med, at antallet af indkaldelser i USA steg. I sommeren 1918 blev næsten 10.000 mand hver dag udskibet fra de amerikanske østkysthavne. Ved krigens slutning havde USA fire millioner mand i uniform, hvoraf halvdelen var i Frankrig

 

Den finske præsident Ryti meddeler, at Finland er i krig med Sovjetunionen. Efter det finske nederlag til Sovjetunionen i Vinterkrigen 1939-40 fortsatte det sovjetiske pres på Finland, og da Tyskland angreb Sovjet hurtigt generobret, og finnerne standsede først ved en linje, der løb fra Det Karelske Næs til Onega, hvor fronten i det store hele lå fast til foråret 1944. Med den tyske modgang på Østfronten blev det i 1943 klart, at Finland måtte trække sig ud af krigen. Det kunne dog ikke lade sig gøre før våbenhvilen 19. september 1944 efter den sovjetiske storoffensiv i juni samme år

 

1944 Reaktionen på tyskernes porklamering af spærretid mellem kl 20 og kl blev en arbejdsnedlæggelse på Burmeister og Wain. Arbejderne hævdede, at de måtte gå tidligt hjem for at komme ud og passe deres livsvigtige kolonihaver inden spærretiden. Eksemplet fra B&W smittede

 

1959 Svenskeren Ingemar Johansson ("Ingo") bliver verdensmester i professionel sværvægtsboksning. J fik sin VM-chance, efter han ved et stævne på Nya Ullevi stadion over for et rekordpublikum på 53.164 havde slået amerikaneren Eddie Machen ud i første omgang. J erhvervede titlen på Yankee Stadium i New York, da han besejrede Floyd Patterson, USA på teknisk knock out efter 2 min og 3 sek i 3. omgang. J’s mistede titlen til Patterson, den 20. juni 1960 på Polo Grounds, New York, da han efter 1 min og 51 sek i 5. omgang tabte på knock out. I en tredje VM-match mellem J og Patterson vandt sidstnævnte i 1961 i Miami Beach på knock out efter 2 min og 45 sek i 6. omgang

 

John F. Kennedy aflægger besøg i Vestberlin og holder sin Ich bin ein Berliner-tale. Præsident Kennedys sidste udenlandsrejse gik i juni 1963 til Vestberlin. Her holdt han en af sine store taler. Det skete uden for Schöneberger Rathaus til henved 400.000 begejstrede vestberlinere. Efter at have afsluttet sin tale med de engang berømte ord "Alle frie mennesker er, hvor de end lever, borgere i Berlin, og derfor er jeg som fri mand stolt af at sige: Ich bin ein Berliner", slog et tordnende begejstringsbrøl op mod ham fra menneskemængden. Samme aften sagde Kennedy i flyet på vej hjem til en af sine ledsagere: "Vi vil aldrig opleve en sådan dag igen". Men lidt efter tog han sig i det og sagde: "Måske gik jeg lidt over gevind?"

 

1989 d Thorkild Kristensen, politiker Venstre og økonom; han var i efterkrigstiden en af tonegivende Venstremænd. Kristensen blev cand. polit. i 1927 og i 1938 udnævnt til professor i driftsøkonomi ved Århus Universitet. Hans politiske karriere begyndte, da han i 1945 blev medlem af Folketinget for Venstre. 1945-47 og 1950-53 var han finansminister i Venstre mindretalsregeringer. I sin første periode som finansminister måtte han bl.a. klare de mange ekstraordinære udgifter til en reorganisering af forsvaret, til de ca. 250.000 tyske flygtninge og hjælp til besættelsestidens ofre. Kristensen indførte da en række ekstraskatter og forbrugsafgifter samt tvungen opspa-ring, hvorfor han blev kaldt Thorkild Livrem. Efter 1953 kom Kristensen i et stadig stærkere modsætnings-forhold til Venstres leder Erik Eriksen og Venstres økonomiske politik. I 1960 meldte han sig ud af partiet og blev samme år generalsekretær i OEEC (fra 1961 OECD) i Paris. Han beskæftigede sig ikke mindst med u-landene og med globale økonomiske problemer. I 1969 vendte Kristensen tilbage til Danmark og var 1969-72 direktør for Instituttet for Udviklingsforskning og 1969-78 præsident for Akademiet for Fremtidsforskning. I 1972 var han blandt initiativtagerne til oprettelsen af Komiteen for dansk tilslutning til EF, og fra begyndelsen af 1970’erne engagerede han sig tillige i oprettelsen af Syddansk Universitets Center (f 9/10 1899)

 

 

 

 

 

Til top        27. juni

363 d Julian den Frafaldne (Apostata), romersk kejser 361-363; søn af Konstantin den Stores halvbror Julius Constantius. Julian voksede op i Konstantinopel, hvor han fik en omhyggelig kristen undervisning. Under sin fortsatte uddannelse kom han under påvirkning af flere fremragende talsmænd for den hedensk-græske livsopfattelse. Denne undervisning bevirkede Julians frafald fra kristendommen. Et forhold der dog først senere blev alm. kendt. I 355 udnævntes han til underkejser (Caesar) og blev som statholder sendt til Gallien. Her viste han stor dygtighed både som administrator og som feltherre. Ved faderens død blev Julian anerkendt som kejser over hele riget. Selv om kristendommen ikke blev forbudt, trådte Julian som kejser åbent op mod kristen-dommen. Gejstligheden mistede sin privilegerede stilling, kirken blev frataget en del af det gods, der var skænket den, og de kristne blev chikaneret. Meningen var at indføre fuldstændig religionsfrihed, men alligevel blev hedenskabet i høj grad begunstiget. Julian bestræbte sig for at give hedningernes religiøsitet den person-lige inderlighed, som var kristendommens styrke. Han reformerede det hedenske præsteskab og oprettede hedenske velgørenhedsanstalter; i begge henseender arbejdede Julian for en del med kristne mønstre for øje. I øvrigt lagde han stor vægt på at betone kristendommens uforenelighed med den oldgræske kultur. Julians bestræbelser blev ikke kronet med held. De kristne gjorde modstand mod hans forordninger, og hedningene viste sig lunkne i deres iver og skuffede fuldstændig hans forventninger. Hans regeringstid blev kort, kun to år efter, han var blevet kejser, faldt han på et krigstogt mod perserne (f 331)

 

1462 f Ludvig 12. fransk konge 1498-1515; søn af Karl, hertug af Orléans og Marie af Cleves og nærmeste tronarving efter kong Karl 8. Ludvig efterfulgte sin far som hertug af Orléans i 1465. I 1476 blev han tvunget til at gifte sig med den fromme, men vanskabte Jeanne af Frankrig, en datter af hans afdøde halvfætter kong Ludvig XI. Under Karl 8.s invasion af Italien 1494-95 kommanderede Ludvig en hærafdeling med en vis succes. Efter at være blevet konge efter Karl 8.s død opnåede Ludvig pavens tilladelse til skilsmisse fra Jeanne (december 1498). I stedet ægtede han Karl 8.s enke Anna af Bretagne, hvorved han sikrede Bretagne for den franske krone. 1499 genoptog Ludvig sin forgængers krig mod Spanien for at vinde Milano. Både Østrig, paven, Venezia og England blev inddraget i kampen, og alliancerne vekslede til stadighed. Til slut stod Frankrig alene, og L måtte slutte fred og opgive Milano. De franske krige i Italien, som fortsatte under efterfølgerne, åbnede en bred kulturkontakt med Italien. Ludvig efterlod sig ingen sønner, men to døtre Claude og Renée. Claude blev 1514 gift med Frans af Valois (der som Frans I efterfulgte Ludvig på den franske trone). Renée blev hertuginde i Ferrara ved i 1528 at blive gift med Ercole d’Este, der som Ercole II i 1534 blev hertug af Ferrara (d 1/1 1515)

 

1550 f Karl 9. fransk konge 1560-1574; søn af Henrik 2. og Katharina af Medici. Med sin mor som regent blev han konge ved sin ældre brors død. Da han var 13 år gammel, blev han erklæret myndig. Men da K var sygelig og var psykisk ustabil, fortsatte hans mors regentskab. I Karl 9.s regeringstid var Frankrig plaget af religionskrigen mellem katolikker og huguenotter. Kongens brors - hertugen af Anjou (den senere Henrik 3.) sejre over katolikkerne synes at have gjort Karl 9. jaloux. I al fald blev han i 1571 overtalt til at støtte huguenotternes plan om en offensiv mod spanierne i Nederlandene. Da hans mor hørte om planen, fik hun den standset, og overtalte i stedet kongen til at iværksætte St. Bartholomæusmyrderierne. Disse massakrer på huguenotterne synes at have plaget Karl resten af livet. Hans helbred forværredes, og han kunne synke hen i melankoli. Han døde af tuberkulose 24 år gammel. Hans ægteskab med Elizabeth af Østrig - indgået i 1570 - var barnløst. Karl 9. havde fået en udmærket uddannelse, som havde givet ham kærlighed til litteratur. Selv skrev han poesi og et værk om jagt "Traité de la chasse royale" (d 30/5 1574)

 

d Giorgio Vasari, italiensk maler, arkitekt og kunstskribent; udlært i Firenze hvor han nød Mediciernes protektion. Som maler er Vasari repræsenteret i Firenze med store frescoer i Palazzo Vecchio, i Rom med frescoer i Palazzo della Cancelleria, der viser scener fra pave Paul 3.’s liv. Vasaris malerier vurderes ikke særligt højt, de karakteriseres som overfladiske og for at være fade i farverne. Han vurderes højere som arkitekt end som maler. Blandt hans arkitektoniske værker er de bedst kendte Uffizierne i Firenze, bygget for Cosimo I Medici og påbegyndt 1560, og kirken, klostret og palæet bygget til ordenen Cavalieri di S. Stefano i Pisa. Disse værker viser indflydelse fra Michelangelo og er gode eksempler på den manieristiske arkitektur i Toscana. Men når Vasaris navn stadig lever, er det på gr. af hans indsats som kunsthistoriker. Hans store arbejde "Le Vite de’più eccellenti architetti, pittori et scultori italiani da Cimabue insino a’tempi nostri" (Om de mest fremtrædende italienske arkitekters, maleres og billedhuggeres liv fra Cimabue til vor tid) blev udgivet i 1550 og var tilegnet Cosimo Medici. I sit værk indtager Vasari det i renæssancen almindelige synspunkt, at middelalderens kunst var et ubehjælpsomt produkt af denne periode, der lå som et mørke mellem antikkens store kunst og renæssancens nye højder inspireret af antikken. Denne genfødelse af kunsten skete i Toscana begyndende med Giotto og kulminerende med Michelangelo, der var den eneste kunster, blandt dem Vasari omtalte, der stadig var i live. En meget forøget andenudgave indeholder Vasaris egen biografi og biografier om mange af hans samtidige kunstnere. Denne andenudgave fra 1568, hvis fulde titel er "Om de mest fremtrædende maleres, billedhuggeres og arkitekters liv, skrevet af Giorgio Vasari maler og arkitekt fra Arezzo af samme revideret og udvidet med deres portrætter og med tilføjelser af biografier om nulevende kunstnere og om dem der døde i årene 1550 til 1567", er langt bedre kendt end førsteudgaven og er oversat til mange sprog (f 30/7 1511)

 

d Elisabeth Helene Vieregg, frue/maitresse, Frederik 4.’s hustru; hendes far var preussisk gesandt i København, og hun blev 1699 hofdame hos kronprins Frederiks (4.) søster Sophie Hedevig. Kronprinsen blev interesseret i hende, og trådte, vistnok allerede før han blev konge, i kærlighedsforhold til hende. V’s far accepterede, i alt fald efter hendes mors død i februar 1701, forholdet. I oktober 1703 forsvarede han i et brev til en ven ved det preussiske hof forholdet og meddelte samtidig, at datteren var blevet viet til kongen til venstre hånd. Kongen gav hende 6. september 1703 grevindetitlen og overdrog hende Antvorskov gods. 18. juni 1704 fødte hun kongen sønnen Frederik Gyldenløve (d 9/3 1705), men døde i barselsseng (f 4/5 1679)

 

1818 f Hans Vilhelm Kaalund, forfatter; efter at have søgt uddannelse først som billedhugger siden som maler tog hans litterære interesser overhånd og han debuterede 1840 med et episk digt "Kong Haldan den Stærke". I 1845 kom den siden klassiske børnebog "Fabler for Børn", hvortil vennen maleren J. Th. Lundbye tegnede illustrationerne. Kaalund deltog i krigen 1848 og var derefter huslærer, teglværksbestyrer, ansat ved telegraf- væsnet, til han 1858 blev overlærer ved det nyoprettede Vridsløselille statsfængsel. Digtsamlingen "Et Foraar" (1858) gjorde ham til en anerkendt digter. I samlingen er børnedigte som "Nisserne paa Vandring", "Cocosnødden" og "Orgelet". 1877 udgav Kaalund digtsamlingen "En Efteraar" der bragte nye, udmærkede digte om dyr: "Løven i Slippen"og "Bjørnejagt". Med digtet "Da de rev Voldene ned" formanede Kaalund sin samtid til at fare med lempe mod minderne. I diskussionen om det moderne gennembrud deltog Kaalund 1877-80 i en verspolemik med Drachmann og Schandorph, hvor Hans Vilhelm Kaalund endte med at sætte sin kristendom op mod de radikale ideer (d 27/4 1885)

 

1829 d James Smithson, engelsk kemiker og geolog, hvis store formue danner grundlaget for The Smithsonian Institution i Washington, D.C. i USA. Han fik sin uddannelse i Oxford og siges at have været fakultetets bedste testamente til "USA for i Washington at oprette en institution med navnet Smithsonian Institution for der at skabe og udbrede menneskelig viden". At S.s lod sin formue gå til USA synes at hænge sammen med omstændighederne ved hans illegitime afstamning. Han var en illegitim søn af Hugh Smithson Percy, hertug af Northumberland. På et tidspunkt skrev Smiths "Mit navn skal leve i menneskelig bevidsthed, når Northumberlands og Percys navn og titler er glemt og borte". I 1904 blev S.s jordiske rester overført til USA, hvor de blev gravlagt ved Smithsonian Institution. Denne institution har efterhånden udviklet sig til at omfatte en lang række betydningsfulde museer og forskningsinstitutioner bl.a. National Museum of History and Technology, National Gallery of Art de fleste beliggende i Washington D.C. (f 1765)

 

d Joseph Smith, amerikansk leder af Jesus Kristi Kirke af de sidste dages Hellige - mormonerne; søn af en fattig farmer fra New England. Som 17-årig hævdede han, at en engel havde ledt ham hen til nogle nedgravede gyldne plader, hvorpå der var nedskrevet en beretning om nogle indianere, der erklærede sig som efterkommere af et folk fra Det hellige Land, og som via Stillehavet var kommet sejlende til Amerika. Han oversatte beretningen og udgav den som Mormons Bog; på grundlag af den grundlagde han Mormon kirken 6. april 1830. Dermed var iflg. Smith den oprindelige kristendom genoprettet. Mange sluttede sig i de flg. år til mormonerne, som måtte flytte stadig længere vestpå, fra New York til Ohio, Missouri og Illinois. Ikke-mormoner var især fjendtlige mod mormonerne på gr. af deres flerkoneri. I 1839 førte Smith sine tilhængere til Commerce, Illinois. Også her sluttede stadig flere sig til Smiths kirke, og snart var Nauvoo, som Smith havde omdøbt Commerce til, Illinois største by. Smith blev byens borgmester. Men da han februar 1844 meddelte, at han kandiderede til det amerikanske præsidentembede, udbrød der uroligheder. Under urolighederne endte Smith i fængsel. Trods løfte om beskyttelse brød maskerede mænd ind i fængslet og myrdede Smith. Hovedparten af Nauvoo's mormoner brød op og drog til Great Salt Lake, Utah (f 23/12 1805)

 

1854 f Niels Neergaard, venstrepolitiker; han tog magisterkonferens i historie i 1879 og blev to år senere cand polit. 1881-82 studerede han stats- og samfundsforhold i Frankrig og England. Neergaard havde tidligt sluttet sig til Venstre, og i sin ungdom udformede han en liberal-demokratisk anskuelse med levende interesse for sociale spørgsmål. I 1887 blev han valgt til Folketinget i Nakskov; i 1890 blev han ikke genvalgt, men kom atter i Folketinget i 1892 valgt i Hornsletkredsen. Herefter var Neergaard folketingsmand i 40 år, fra 1898 valgt i Ebeltoft. I årene 1892-97 var han redaktør ved dagbladet Aarhus Amtstidende. Samtidig fortsatte han sine historiske studier, og i 1892 udsendte han første bind af sit værk om Danmarks politiske historie fra 1848 til 1866. Han kaldte det "Under Junigrundloven", men først i 1916 fik han udsendt andet og sidste bind. Han havde i 1891 hilst alderdomsunderstøttelsesloven velkommen, og det var hans forståelse for det nødvendige i en sociallovgivning, der i forfatningskampen gjorde ham til forligstilhænger. Herved kom han i modsætning til Venstres ledelse – først og fremmest I.C. Christensen. Modsætningen skærpedes med det forlig moderate venstremænd indgik med Højre i 1894. Her var Neergaard en af de ledende, da hans saglige indstilling lod ham tvivle på det hensigtsmæssige i en fortsat grundlovskamp. Fra 1901 stod Neergaard som de moderate venstre-mænds leder og nød stor anseelse, såvel personligt som i kraft af sin store viden og arbejdsevne Med De radikales brud med I.C. Christensen i 1905 og med justitsminister Albertis arrestation i 1908 kom Neergaard frem i forreste linje i dansk politik. I årene 1908 til 1929 var han finansminister fem gange i skiftende rege-ringer, forsvarsminister 1908-09 og konseilspræsident/ statsminister 1908-09 og 1920-24. Han var en af fædrene til grundloven i 1915. Han trak sig tilbage fra politik i 1932. I 1935 udkom første bind af hans erindringer, der går til 1894. Han nåede ikke at afslutte dem inden sin død (d 2/9 1936)

 

1862 Under Den amerikanske Borgerkrig udkæmpes det første slag ved Cold Harbor, (undertiden også kaldt slaget ved Gaine’s Mill) ca 15 km nordøst for Richmond, Virginia. Efter slagene ved Mechancville og Beaver Dam Creek trak nordstatsgeneralen George B. McCellan sine tropper tilbage til højdedragene mellem Gaine’s Mill og Cold Harbor. Da sydstatstropper under kommando af general Robert E. Lee angreb den 27. juni, blev nordstatstropperne i nogen uorden drevet tilbage. Men der kom orden i rækkerne, og McCellan kunne føre sine tropper til syd for Chickahominy-floden. Det andet slag ved Cold Harbor fandt sted 3.-12. juni 1864

 

1894 d Louis Pio, socialistisk organisator og grundlægger af det danske socialdemokrati. Han gik først militærvejen og blev 1867 løjtnant. Efter at have forladt hæren fik Pio en mindre stilling ved postvæsenet og ernærede sig iøvrigt som huslærer hos familien Berling. Pio blev stærkt grebet af Pariserkommunen og blev en ivrig agitator for socialistiske ideer. Han udgav "Socialistiske Blade" og fra 1871 ugebladet "Socialisten"; samtidig virkede han for oprettelsen af en dansk afdeling af Internationale og blev bevægelsens stormester. I forbindelse med slaget på Fælleden i 1872 blev P arresteret og idømt 5 års forbedringshus; han blev benådet 1875 og atter leder af det socialistiske parti. I 1877 blev han af politiet bestukket til at rejse til USA; her ernærede han sig ved journalistisk virksomhed. I sine senere år skrev Pio artikler og kronikker til Politiken. I 1891, 1892 og 1893 skrev han en serie lange og velskrevne artikler til avisen om danske indvandreres liv og om amerikanske politiske og sociale forhold. I 1893 skrev Pio desuden to artikler til Illustreret Familie-Journal. Med disse artikler var Pio sluppet ind i det borgerlige og småborgerlige Danmarks allerhelligste, dagligstuen. Pio håbede, at det snart ville blive muligt for ham at vende hjem til Danmark. Men det var for sent, artiklerne til Familie-Journalen blev det sidste, han fik skrevet (f 14/12 1841)

 

1918 d Louis Carl Frederik Lütken, officer; hans plads i historien skyldes de hemmelige samtaler han i begyndelsen af 1900-tallet havde med den tyske generalstab. Lütken var på opfordring af Venstres leder J.C.Christensen blevet sendt til Berlin for at undersøge Tysklands holdning til et neutralt Danmark under en europæisk storkrig, hvis Danmark ikke formåede at hævde sin neutralitet. På denne måde blev han en central person i tidens mest ømtålelige politiske debat, forsvarsdebatten. Efter studentereksamen i 1881 begyndte Lütken en karriere i hæren. I 1890’erne kom den unge løjtnant i forbindelse med ledende folk inden for partiet Venstre. Der opstod således et venskab mellem Lütken og J.C. Christensen. Sidstnævnte skaffede penge og sendte L 1902-03 til Berlin for at "studere" militære og samfundsøkonomiske forhold. Her kom han i nærmere forbindelse med den tyske generalstab, og den gav Lütken oplysninger om Tysklands eventuelle optræden over for Danmark under krigsfor-hold i Europa. Lütkens rapporter fra Berlin fik i 1905 regeringen Christensen til at ændre holdning i forsvars-spørgsmål. Ændringen betød bl.a. opbygningen af et stærkt forsvar og påfølgende De Radikales brud med Venstre. I 1905 sørgede J.C. Christensen bag Lütkens udnævnelse til departementschef i krigsministeriet, og året sendtes Lütken til nye drøftel-ser med generaler i Berlin. Da De Radikale dannede regering i 1909, trådte Louis Carl Frederik Lütken tilbage som departementschef og blev forfremmet til oberstløjtnant. 1910 blev han oberst og regimentschef. 1917 fulgte udnævnelsen til generalmajor og chefstillingen for 3. division i Roskilde (f 19/4 1863)

 

1920 d Hack Kampmann, arkitekt; udlært murer; elev på Kunstakademiet 1874-79; i 1882 vandt han den lille guldmedalje og tog samme år til Paris for yderligere uddannelse. Efter hjemkomsten vandt Kampmann den store guldmedalje med et projekt til et rådhus i København. I 1889 fik han overdraget opførelsen af Landsarkivet i Viborg, der blev hans gennembrudsværk. I 1892 blev Kampmann kgl. bygningsinspektør i Jylland; værker fra denne periode, hvor han kom ind på en friere og fuldstændig ubunden udformning af af opgaverne, om end stadig med anvendelse af historiske motiver, er hans privatbolig villa "Kampen" på Standvejen i Århus, Statsbiblioteket/Erhvervsarkivet i Århus (1898-1902), Marselisborg Slot (1899-1902), Århus Teater (1898-1902), Toldboden/Toldkammerbygningen i Århus (1897) og Glyptotekets nyere del (1901-06). I årene efter 1915 sluttede Kampmann sig til nyklassicismen, men så at sige alle hans arbejder inden for denne retning er hovedsageligt tegnet af hans to sønner. Det betydeligste af disse arbejder er Københavns Politigård, endvidere bl.a. Viborg Katedralskole (1920'erne, fuldført efter Kampmanns død), Randers Statsskole (1922-23, fuldført efter Kampmanns død) og Frederiksberg Politistation og Domhus (1918-20). Med sine glimrende evner som tegner og akvarelmaler er Kampmann måske den mest fremragende repræsentant for tidens udbredte anvendelse af malerisk dekoration, overvejende dyre- og planteornamenter, bl.a. Ørnefrisen på Århus Teater, Rosenlågen til Marselisborg Slot. Til en udvidelse af Århus by udarbejdede Kampmann størstedelen af en plan, der var ledsaget af udførlig tekst, og som er blevet karakteriseret som et fremragende og skelsættende arbejde inden for dansk byplanlægning. I årene 1908-18 var K professor ved Kunstakademiet (f 6/9 1856)

 

Folkestrejken i København eskalerer. Gårsdagens eksempel fra B&W, hvor arbejderne i protest mod spærretiden gik hjem kl. 12 for at få otte timers hvile og tid til at dyrke deres kolonihaver, smittede.Den 27. juni lå arbejdet stille på næsten alle store arbejdspladser i København, på havnen og ved byggeriet på de mange beskyttelsesrum. Da aftenen kom, og spærretiden trådte i kraft kl 20, parerede københavnerne ikke ordre. I det strålende sommervejr færdedes folk udendørs. De tirrede tyskerne med bål, barrikader og sammenstimlen. Tyske patruljer søgte at drive folk ind ofte med anvendelse af skydevåben. Når tyskerne var væk, strømmede folk igen ud på gaden

 

Jugoslavien ekskluderes af den internationale kommunistiske samarbejdsorganisation – Kominform. Under ledelse af marskal Tito havde Jugoslavien under Anden Verdenskrig haft sin egen stærke kommunistisk dominerede partisanbevægelse, og efter krigen var det jugoslaviske kommunistparti gået i spidsen i Østeuropa med at omdanne landet til en kommunistisk stat. Den officielle begrundelse for eksklusionen var, at det jugo-slaviske kommunistparti havde indtaget en nationalistisk holdning og var afveget fra den fælles socialistiske front mod imperialismen. Bag disse formuleringer lå et sovjetisk raseri over, at Jugoslavien såvel indenrigs- som udenrigspolitisk havde demonstreret en selvstændig holdning. Især et initiativ havde vakt harme i Moskva. Det var Titos planer om at skabe en Balkanføderation bestående af Jugoslavien, Bulgarien og Albanien. En sådan selvstændig magtfaktor kunne true Sovjetunionens dominans i området. Endvidere havde Tito forhindret et sovjetisk forsøg på at få anbragt Moskvatro jugoslaver i landets ledelse, og han havde sørget for, at Jugoslavien økonomisk ikke blev afhængig af Sovjetunionen. Stalins mål var at styrte Tito og i hans sted anbringe en person, der ville rette sig efter Moskva. Det lykkedes ikke, selv om Sovjetunionen anvendte snart sagt alle midler, undtagen militær invasion. Når Tito holdt stand skyldtes det, at han havde effektiv kontrol med partiet og med hæren. Desuden var han et nationalt samlingsmærke og utrolig populær på grund af hans indsats som partisanleder under krigen mod tyskerne

 

1955 d Martin A. Hansen, forfatter; han voksede op i et landbomiljø på Stevns og efter konfirmationen var Hansen i tre år tjenestedreng, inden han kom på Haslev seminarium. Han blev færdig på seminariet foråret 1930 midt under den økonomiske krise, så nogen fast stilling fik han ikke før i eftersommeren 1931. Samme år flyttede han til København og blev året efter lærer på Blågårds seminariums øvelsesskole. Som forfatter debuterede han i 1935 med romanen "Nu opgiver han", dens fortsættelse "Kolonien" kom i 1937. De foregår i en verden, der havde Hansen store fortrolighed: kriseårene på landet i et til dels proletariseret landbomiljø. Hans næste roman "Jonatans rejse" (1941) er skrevet til opbyggelse og opmuntring i en ond tid og fortæller om den kernedanske smed Jonatan og hans rejse sammen med den lille fornufts-fanatiker Askelad. "Lykkelige Kristoffer" fra 1945 foregår i 1530’erne på Grevefejdens tid, men afspejler besættelsens. Under besættelsen havde Hansen en omfattende illegal produktion, bl.a. bidrog han til den illegale antologi "Der brænder en ild". I årene efter besættelsen frem til 1950 skabte Hansen de tre store fortællinger i "Tornebusken" (1946) de tolv noveller i "Agerhønen" (1947) samt romanudkastet "Kains Alter". I 1950 kom "Løgneren", der er blevet karakteriseret som Hansens berømteste, men langt fra betydeligste roman. Allerede før Hansen i efteråret 1949 skrev Løgneren, havde han to storværker under forberedelse: det polemiske essay "Leviathan" og "Orm og Tyr" om danskernes forfædre. Det sidste værk fra Hansen blev "Rejse paa Island". Efter nytår 1954 var Martin A. Hansen næsten konstant sløj eller virkelig syg. Han fik stillet diagnosen: uhelbredelig uræmi (f 20/8 1909)

 

 

Til top        28. juni

 

1389 Serbisk nederlag til tyrkerne på Kosovopolje (Solsortesletten) ved Kosovo. Slaget blev udkæmpet mellem en serbisk hær under fyrst Lazar og en tyrkisk hær under kommando af den ottomanske sultan Murad 1. Murad havde erobret flere befæstede byzantinske byer omkring Konstantinopel og udnyttet indre stridigheder i Byzans og blandt serberne til at udvide de tyrkiske besiddelser på Balkan. På disse erobringstogter stødte Murad frem til Serbien, hvor han ved Kosovo mødte Lazars hær. Ved slagets begyndelse synes sejren at ville tilfalde serberne. Murad var blevet dræbt. En serbisk adelsmand, Milosh Obilic, var under dække af at være desertør kommet ind i tyrkernes lejr, han nåede frem til Murads telt og dræbte tyrkernes leder med en forgiftet daggert. Den forvirring, der opstod blandt tyrkerne som følge af mordet, blev overvundet af Murads søn, Bayezid. Det lykkedes Bayezid at omringe serberne og tilføje dem knusende nederlag. Lazar blev dræbt; serberne måtte underkaste sig tyrkerne og bl.a. gøre tjeneste i deres hær

 

1491 f Henrik 8. engelsk konge 1509-1547; tredie barn og næstældste søn af Henrik 7. og Elizabeth af York; han fik en meget alsidig uddannelse og blev på visse områder en lærd mand, bl.a. i teologi; således skrev han et forsvar for de syv sakramenter, rettet mod Luther, hvorfor paven lønnede ham med titlen "Fidei Defensor" – troens forsvarer, der stadig er en af den britiske konges titler. For eftertiden er Henrik mest kendt for at have haft seks koner. Den første var Catharina af Aragonien, hans brors enke; 1533 ægtede han Anne Boylen, og et parlament erklærede det forrige ægteskab for ugyldigt, men allerede 1536 blev Anne anklaget for utroskab og henrettet. Nr tre var Jane Seymour, der døde i barselsseng. 1540 ægtede Henrik Anne af Cleve, men samme år blev ægte-skabet opløst. Juli samme år blev han gift med Catharina Howard, der blev henrettet for utroskab februar 1542. 1543 indgik H ægteskab med Catharina Parr, der overlevede ham. Der lå realiteter bag H’s ægteskabspolitik. Hans far - Henrik 7. - havde med magt og en parlamentsbeslutning erobret tronen. Derfor følte Henrik 8. det nødvendigt at efterlade sig en søn for at sikre sit dynastis fremtid. Efter at have tilsluttet sig Den hellige Liga invaderede Henrik 8. i spidsen for en engelsk hær suppleret med østrigske lejetropper i 1513 Frankrig og sejrede 15. august i "Battle of Spurs". I hans fravær havde skotterne invaderet England; de blev afgørende besejret i slaget ved Flodden Field - september 1513 - hvor den skotske konge, Jacob 4., blomsten af den skotske adel og 10.000 skotter blev dræbt. I 1536 blev Reformationen indført i England, og Henrik blev "Protector and Supreme Head of the Church and Clergy of England". Året efter blev klostrene opløst, og deres formuer inddraget af kronen. Henrik 8. fortsatte sin fars arbejde med at skabe en engelsk krigsflåde. Han fik bygget "Great Harry" på 1.000 tons, det største skib, verden hidtil havde set. Han lod det første engelske skibsværft opføre i Portsmouth, og han fik flåden adskilt f.ra hæren. Med sit flådeprogram øgede Henrik 8. den engelske flåde med omkring 80 skibe, og grunden var lagt til, at England kunne udfordre Spaniens maritime overlegenhed (d 28/1 1547)

 

Karl 1. af Spanien vælges til tysk-romersk kejser under navnet Karl 5. Iflg. gammel skik blev den tysk-romerske kejser valgt i Franfurt af de syv kurfyrster: ærkebisperne af Köln, Mainz og Trier, kongen af Böhmen, hertugen af Sachsen, greven af Pfalz og markgreven af Brandenburg. Disse kurfyrster valgte kejseren før forgængerens død, og mens arvingen ventede på tronen, antog han titlen romersk konge. I årene umiddelbart før valget i 1519 havde den regerende kejser, Maximilian en kandidat parat. Det var hans sønnesøn Karl, der var herre over Spanien, Flandern og Napoli. For at undgå yderligere magtkoncentration hos Karl meldte den franske konge Frans 1. sig som kejserkandidat. Det er blevet sagt om Frans, at havde han været en dygtigere politiker, ville han havde forstået, hvor farligt det var for ham at give kurfyrsterne valget mellem to farer, af hvilke de med rette eller urette kunne betragte valget af ham som den største. Frans burde have fundet en tredje uskadelig kandidat for at få Maximillians sønnesøns chancer til at strande. Men Frans kastede sig ud i valgkampen. I 1516 sendte han agenter til Tyskland, der skulle købe kurfyrsterne. Han gav løfter om alt, hvad de måtte ønske: ægteskabskontrakter, pensioner, understøttelse o.s.v. Karl bød dog over. For 514.000 guldfloriner og løfter om privilegier og rettigheder fik han kurfyrsternes stemmer

 

1577 f Peter Paul Rubens, nederlandsk maler; efter læreår i hjemlandet drog han i 1600 til Italien. Opholdt sig det meste af tiden ved hertughoffet i Mantova. Allerede nu erhvervede han en koloristisk frihed med en fri og kraftfuld figurskildring. Træk som skulle præge hans kunst resten af livet. Fra 1608 var han bosat i Antwerpen, og hurtigt efter hjemkomsten fra Italien steg hans ry. Han holdt et stort atelier med elever og medhjælpere. Her blev der udført mindst 2200 billeder; fra Rubens egen hånd regner man med 600-700. Hans værker viser en djærv og frodig kunstnerpersonlighed, som med stor selvstændighed omdannede den ital. renæssance til nordisk barok. Hans kunst er altid livfuld, ofte dramatisk og gengiver med særlig dygtighed det yppige, nøgne legeme, viser blonde, men kraftige farver og spænder over alle områder: det religiøse og det mytologiske maleri, landskab og portræt. Fra den første tid efter hjemkomsten stammer flere hovedværker med religiøse motiver, således "Korset rejses" (1610) og "Korsnedtagelsen" (1611). Omkr. 1615 tog Rubens en ny motivkreds op: jagt til hest og vilde dyr i kamp. Blandt hans allegoriske arbejder er en serie på 21 billeder af den franske enkedronning Maria Medicis liv. I sine senere år viede Rubens sig skildringen af det rolige og store landskab. Sit største mesterskab viste Rubens måske i sine mytologiske billeder med deres jordiske frodighed; f.eks. "Perseus og Andromeda". Endvidere malede Rubens talrige portrætter (d 30/5 1640)

 

1629 Ved freden i Alais udsteder Richelieu det såkaldte Nådesedikt. Nantesediktet af 13. april 1598, der satte et foreløbigt punktum for de franske religionskrige mellem katolikker og protestanter (huguenotter), gav huguenotterne religionsfrihed og ligestilling med Frankrigs katolikker.Til huguenotternes sikkerhed blev det endvidere bestemt, at i et antal byer – de såkaldte sikkerhedsstæder – skulle den kgl. garnison bestå af huguenottiske soldater. I 1620’erne opstod der igen religiøs uro. Som fransk førsteminister var det Richelieus opfattelse, at i en enevældig stat kunne det ikke accepteres, at en befolkningsgrupper havde særlige rettigheder, og det kom atter til direkte konfrontation mellem huguenotter og katolikker. I 1627 blev huguenotternes vigtigste by La Rochelle med det store citadel angrebet af kgl. tropper. Og trods engelske forsøg på at komme huguenotterne til undsætning, faldt La Rochelle året efter. I Lanquedoc besejrede en anden kgl. hær samtidig huguenotternes hovedstyrke. Stridighederne afsluttedes med freden i Alais. Den blev også kaldt Richelieus Nådesedikt, idet huguenotterne trods nederlaget fortsat nød religionsfrihed og ligestilling. Hvad, de mistede, var deres sikkerhedsstæder og deres militære magt. Denne ordning bestod til 18. oktober 1685, da Ludvig 14. ophævede Nådesediktet

 

1712 f Jean Jacques Rousseau, fransk filosof; efter et omflakkende ungdomsliv – der bl.a. omfattede, at han som 16 årig vagabonderede i Savoyen - kom han 1741 til til Paris, hvor han blev kendt med de førende encyklopædister. I 1749 vandt han en priskonkurrence med skriftet "Discours sur les sciences et les arts". Hans synspunkt var, at mennesket af naturen er godt, men at kulturen har gjort det slet og har ødelagt følelses- og instinktlivets umiddelbare lykke. Skriftet gjorde på én gang Rousseau til Frankrigs førende forfatter. Denne succes gentog han med "Discours sur l’origine et les fondements de l’inégalité parmi les hommes" (1755), hvor han hævdede menneskets lighed og forfægtede synspunkter, som har spillet en stor rolle for udviklingen af det moderne demokrati. Disse politiske ideer uddybedes i "Du contrat social" (1762). Den pagt, der ligger til grund for statsdannelser, er en kontrakt samfundets medlemmer indgår for at opnå beskyttelse af sin frihed og sine rettigheder. Den enkelte overdrager magten ikke til en enehersker, men til en almenvilje, en overindividuel og fælles vilje rettet mod det fælles bedste. Denne almenvijle, som ikke er alles vilje eller summen af enkelt-individernes egoistisk motiverede vilje, er bærer af suveræniteten. I 1762 kom også Rousseaus hovedværk "Émile ou de l’éducation", hvor han argumenterede for en ny opdragelse, som i frihed skulle udvikle mennesket til naturlighed. Bl. hans værker er desuden romanen "La Nouvelle Héloïse" (1761), som fornyede sansen for naturskildringen og påvirkede romantikken. I sine senere år levede Rousseau som landflygtig i Svejts og Storbritannien på gr. af sin bekendelse til en rationalistisk-teistisk tro på Gud, noget som ikke faldt i god jord hverken blandt tidens rationalister eller hos kirkens folk. (d 2/7 1778)

 

f Claude-Francois de Malet, fransk general; M startede sin militære løbebane hos kongens musketerer i 1771. Skønt adelig tilsluttede han sig med begejstring Revolutionen, hvorefter hans familie gjorde ham arveløs. Han trådte ind i Revolutionshæren i 1791 og gjorde tjeneste som adjudant i Rhinhæren. Hans næste år i hæren forløb uden store begivenheder, bortset fra han i 1799 under det italienske felttog fik til opgave at forsvare Saint Bernard passet, hvilket han gjorde så godt, at han blev forfremmet til brigadegeneral. Som glødende republikaner var det kun tøvende, M accepterede Napoleons proklamation om indførelse af kejserdømmet. Fra 1805 gjorde han tjeneste i Italien; på gr. af deltagelse i sørtbørshandel blev han afskediget i unåde i maj 1808. Året efter blev han fængslet i Paris mistænkt for at tilhøre Societé des Philadelphes, et hemmeligt anti-Napoleon selskab. Fra juli 1810 havde han husarrest i sit hjem i Paris. Natten mellem 22. og 23. okt. 1812 lykkedes det ham at flygte. Han tillagde sig indentitetet som ’general Lamotte' gik ind på parisergardens kaserne og proklamerede, at Napoleon var død i Rusland, og at han af en provisorisk regering var blevet udnævnt til Paris kommandant. På kasernen troede man ham, og inden blev afsløret og arresteret, fik han to fængslede pro-republikanske generaler sat på fri fod og henrettet Paris kommandant. Få dage senere blev M stillet for en krigsret, dømt og henrettet. M’s kup, der var tæt på at lykkes, fik Napoleon til hurtigt at forlade sin slagne hær i Rusland og vende tilbage til Paris (d 29/10 1812)

 

1792 f Fried. Schleppegrell, officer; født i Norge og blev 1804 elev i norske landkadetkorps. I 1806 tog han officerseksamen med et smukt resultat. Han havde gode anlæg for matematik, men opnåede ikke tilladelse til at blive uddannet som militæringeniør eller tage landmålereksamen. Ved Norges forening med Sverige nægtede han at aflægge troskabsed til den svenske konge og efter en kort periode at have gjort tjeneste i Preussen, fik han i sept. 1815 ansættelse som permierløjtnant i den danske hær. Herefter steg han reglementeret i graderne og var ved udbruddet af Treårskrigen i 1848 oberst og blev leder af et armekorps. I kampene ved Bov 9. april, ved Slesvig 23. april førte S godt, men navnlig i kampene i Sundeved 28. maj og 5. juni viste han sikker føring og fremragende personligt mod. I rapporten om slaget fremhævede overkommandoen ham som "Dagens Helt"; en holdning der gengav den almindelige mening i hæren. Den 24. maj blev S udnævnt til generalmajor, hans sidste forfremmelse. I 1849 førte han med hæder en brigade; herefter var han i en periode infanteriinspektør på Sjælland, inden han afløste de Meza som øverstkommanderende på Als vinteren 1849-50. Ved felttogets start i 1850 førte han den ene af hærens to divisioner og skulle åbne kampen den 25. juli. På marchen mod slagmarken ved Isted blev S beskudt af fjendtlige skytter. Han blev ramt og førtes til lazarettet i Flensborg, hvor han døde næste morgen (26/7 1850)

 

1796 f Caroline Amalie, dronning; datter af hertug Frederik Christian af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta (datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee (Christian 7.)). Caroline Amalie blev maj 1815 gift med prins Christian Frederik, den senere Christian 8. og blev regerende dronning i 1839. Ægteskabet var barnløst og tilsyneladende harmonisk. Caroline Amalie engagerede sig i filantropisk virksomhed, asyler, skoler, plejefor-eninger m.m. Dybt religiøs knyttede hun sig til Grundtvigs forkyndelse og blev ham og den grundtvigske bevægelse en værdifuld beskytter. Som født augustenborger blev hun i 1840'erne mistænkt for manglende nationale sympatier, men hun erhvervede i løbet af sin lange enkestand en ægte popularitet (d 9/3 1881)

 

d von Scharnhorst, Gerhard Johannes David, prøjsisk officer, som udviklede det moderne generalstabsystem. Ligeledes var han ophavsmand til et system, så prøjserne kunne komme uden om den begrænsning af deres hærs størrelse, Napoleon havde tvunget dem til ved freden i Tilsit – 7. juli 1807. Iflg. fredsaftalen måtte prøjserne have 42.000 mand under våben. Denne lov overtrådte prøjserne ikke ved Ss opfindelse, men man havde flere uddannede soldater. Det fik man ved at have en stor reserve af veluddannede soldater og officerer. Den samme politik brugte tyskerne som svar på de begrænsninger i deres hærs størrelse, Versaillesfreden pålagde dem efter 1. Verd.krig. Efter at have gjort tjeneste i den hannoveranske hær trådte S i 1801 i preussisk krigstjeneste. Hans karriere her begyndte som lærer ved krigsakademiet i Berlin, hvor en af hans elever var den senere berømte forfatter om strategi, Karl von Clausewitz. 1803 blev han medlem af generalstaben og deltog i 1806 i det preussiske felttog i Napoleonskrigen. Efter Tilsit-freden blev han generalstabens chef og direktør for krigsministeriet. Med udgangspunkt i disse to poster fik S stor anerkendelse for sin gennemgribende omorganisering af den preussiske hær på basis af den nyindførte værnepligt. Ved frihedskrigenes udbrud 1813 drog han i felten som den preussiske øverstkommanderende general Blüchers stabschef og som ophavsmanden til den preussiske felttogsplan. S blev i slaget ved Lützen – 2. maj 1813 så alvorligt såret, at han aldrig kom sig fuldstændig. Han døde i Prag, da han forhandlede med østrigerne om deres indtræden i krigen mod Napoleon (f 12/11 1755)

 

1836 d James Madison, USA's præsident 1808-1817; Madison var 1780-83 medlem af Kontinentalkongressen, hvor han talte for fuldstændig religionsfrihed. Som medlem af Virginia lovgivende forsamling 1784-86 virkede han for afskaffelse af statskirken. 1787 blev han medlem af den grundlovgivende forsamling i Philadelphia, hvor han fik stor indflydelse på udformningen af den amerikanske forfatning. En indflydelse der senere skaffede ham navnet "Forfatningens far". 1789-96 var han medlem af Repræsentanternes Hus, hvor han stod i spidsen for dem, der hævdede enkeltstaternes ret i forhold til unionen. 1801-09 var han udenrigsminister i præsident Jeffersons administration, og blev til 1817 dennes efterfølger som præsident. Han fortsatte Jeffersons fredelige udenrigspolitik og søgte at holde USA ude af Napoleonskrigene. Da England ikke ville gøre indrømmelser over for amerikansk handel, bad han i juni 1812 Kongressen om at erklære England krig. Den engelsk/amrk. krig varede til 1814. Efter at have forladt politik trak Madson sig tilbage til sin farm i Virgina. Her var han aktiv i de bestræbelser, der i 1819 førte til åbning af University of Virginia (f 16/3 1751)

 

1840 Sidste kroningsceremoni i Danmark finder sted, da Christian 8. og hans dronning Caroline Amalie salves og krones i Frederiksborg Slotskirke

 

1855 d Lord Raglan, Fitzroy James Henry Somerset, 1st Baron of Raglan, britisk feltmarskal, der var øverstkommanderende for de britiske tropper under Krimkrigen 1854-55; han indtrådte i hæren i 1804 og deltog fra 1808 som adjudant hos Arthur Wellesley – den senere hertug af Wellington – i kampene i Portugal og Spanien mod Napoleons hære. Han udmærkede sig i disse kampe, og i slaget ved Waterloo i 1815 blev han så hårdt såret, at hans højre arm måtte amputeres. Efter afslutningen af Napoleonskrigen fortsatte han tjenesten hos hertugen af Wellington. I 1852 blev han adlet som baron af Raglan, og to år senere blev han udnævnt til øverstkommanderende for det britiske ekspeditionskorps, der blev sendt til Krim for sammen med franskmændene og tyrkerne at stoppe russerne i deres forsøg på at få kontrol med udsejlingen fra Sortehavet. Her gav han en tvetydig ordre til Earl of Cardigan, der førte til slaget ved Balaclava, som førte til den katastrofale "Charge of the Light Brigade" den 25. oktober 1854. Alligevel blev han kort efter udnævnt til feltmarskal. Samtidig blev han som uerfaren øverstkommanderende i en vanskelig situation dadlet (måske med urette) for ikke at få krigen afsluttet og for hans troppers lidelser. På grund af mangelfuld udrustning og dårlige forsyninger led det britiske ekspeditionskorps meget i løbet af vinteren 1854-55. Mange blev syge, og blandt disse var Raglan. Skuffelsen over et mislykket angreb på den russiske fæstning Sevastopol bidrog til hans død i lejren foran Sevastopol. Raglans navn blev knyttet til den frakke, der blev almindelig omkr. 1855. Raglanfrakken er karakteristisk med sine vide ærmer, der fortsætter kileformet op under kraven (f 30/9 1788)

 

1867 f Luigi Pirandello, italiensk forfatter; fra 1889 havde Pirandello skrevet poesi, men det var først med nogle af sine romaner (han skrev 7), novellerne (ca 259) og frem for alt skuespillene (ca 40) han viste sig som en stor og original forfatter. Blandt romanerne er "Il fu Mattia Rascal" (1904) og "Uno, nessuno e centomila" (1926) om den absolutte uforståenhed. Mennesket tror, det er uno (én), med én bestemt karakter, i stedet er det "nessuno" (ingen) eller "centomila" (hundredtusind), eftersom det opfattes forskelligt af alle andre. Pirandellos noveller er forankret i en konkret, ofte siciliansk virkelighed og anset for at være større litteratur end romanerne. De blev samlet i to store bind "Novelle per un anno" (1937-39). Pirandellos dramatiske arbejde er samlet i 31 bind (1920-35). Det var som dramatiker Pirandello opnåede størst ry i f.eks. "Sei Personaggi in Cerca d'Autore" (1916); (da: Seks Personer søger en Forfatter 1925). Blandt øvrige dramaer er "Enrico IV" (1922 da; Henrik IV 1925). Pirandello fik nobelprisen i litteratur 1934 (d 1/12 1936)

 

d H.P. Prior, skibsreder og købmand; efter i nogle år med mindre held at have drevet kornhandel i København fik Prior sidst i 1840'erne tillbudt at repræsentere et skotsk rederi i København. Under Treårskrigen (1848-50) manglede den danske stat transportskibe; gennem sin skotske forbindelse lykkedes det Prior at leje sådanne til den danske stat. Lejemålet gav Prior en vis økonomisk frihed, så han kunne begynde at realisere nogle af sine ideer. Han var blevet opmærksom på de muligheder, der lå i at forbinde det danske ørige med et net af dampskibsruter. I 1850 lejede han hjuldampskibet Zephyr og føjede i de flg. år stadig flere dampskibe til sin virksomhed. Hans nybygningsprogram i 1850'erne anstrengte efterhånden hans økonomi så hårdt, at da damperen Cimbria forliste 1858 og var underforsikret, blev hans ekspansion bremset, og dele af forretningen kom under administration. Fra begyndelsen af 1860'erne gik det atter fremad, og da Priors rederi i 1866 overgik til DFDS, omfattede det ni dampskibe. Ved oprettelsen af DFDS blev Prior direktør for indenrigsafdelingen, der i sine første fem år havde til huse i Priors ejendom i Bredgade. 1851-60 var Prior medlem af Københavns borgerrepræsentation; under koleraepidemien i hovedstaden i 1853 var han et meget virksomt medlem af sundhedskommissionen (f 9/5 1813)

 

f Pierre Laval, fransk politiker, kollaboratør; som advokat i Paris fra 1909 skabte L sig et navn som forsvarer for fagforeningsmænd og venstreorienterede. Valgt af socialistpartiet blev han medlem af Deputeretkammeret i 1914. Da han ikke opnåede valg ved valget i 1919, forlod han socialistpartiet og blev borgmester (til 1944) i sin valgkreds Auberville. Politisk bevægede han sig fra venstre mod centrum, og i 1924 opnåede han atter valg til Deputeretkammeret; fra 1927 var han medlem af Senatet; han blev minister første gang i 1925 og beklædte herefter forskellige ministerposter, inden han i 1931 første gang blev regeringsleder. Han trådte tilbage året efter og var derefter koloniminister 1932-34 og udenrigsminister 1934-35, inden han i 1935 atter blev premierminister. Han var tillige udenrigsminister, i sidstnævnte egenskab lagde han stor vægt på samarbejde med Italien. Hans regering faldt i 1936, og han blev først minister igen, da han efter våbenstilstanden med Tyskland i 1940 indtrådte i Pétains regering. Efter en tid at have været arresteret af Pétains politi blev L regeringschef i Vichy april 1942. Overbevist om at hans personlige diplomati kunne føre til indrømmelser fra besættelsesmagten, indledte han et samarbejde med tyskerne. Men trods tvangsudskrivning af arbejdskraft til Tyskland og bekæmpelse af modstandsbevægelsen opnåede L intet. Efter Paris befrielse i 1944 flygtede han til Tyskland og året efter til Spanien. Her forberedte han sit forsvar for sin politik under krigen og vendte tilbage til Frankrig i juli 1945. Men han blev anklaget, dømt og henrettet som landsforræder (d 15/10 1945)

 

1914 Skuddene i Sarajevo. Det vakte stor forbitrelse i kongeriget Serbien, da Østrig-Ungarn i 1908 indlemmede Bosnien-Herzegovina med dets store serbiske befolkning. Serbien havde regnet med, at Bosnien-Herzegovina skulle være serbisk, når tyrkernes herredømme på Balkan var brudt sammen. I 1878 havde Østrig-Ungarn besat området for at skabe "ro og orden". Reelt blev det dermed løsrevet fra Tyrkiet, og i 1908 fulgte så indlemmelsen. Da den serbiske terrororganisation Narodna Odbrana – Den sorte Hånd – erfarede, at den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og hans kone Sophie i juni 1914 ville komme til Bosnien for at overvære militærmanøvrer og ved disses afslutning den 28. juni ville besøge Bosniens hovedstad Sarajevo, blev det opfattet som en provokation, og det blev besluttet, at rydde Franz Ferdinand af vejen. På besøgsdagen i Sarajevo blev der om formiddagen kastet en bombe mod tronfølgerparrets åbne bil. Men den ramte den sænkede kaleche og rullede derfra ned på gaden, hvor den eksploderede under kortegens næste bil. Efter en modtagelse på rådhuset besluttede Franz Ferdinand, at inden man spiste frokost i guvernørens residens, ville han aflægge besøg på byens hospital hos de personer, der var blevet såret af den bombe, der var tiltænkt ham. Denne ændring i dagens program fik man ikke meddelt borgmesteren og kortegens chauffører. Da kortegens forreste bil – med borgmesteren – svingede ind i en snæver gade, fulgte bil nr to – med tronfølgerparret – efter. Tronfølgerparrets adjudant opdagede fejlen, og chaufføren standsede bilen for at bakke. Netop her stod en af formiddagens attentatmænd – Gavrilo Princip – der ikke var kommet i aktion om formiddagen. Han havde stadig sin revolver på sig. Han trak den, og fra fortovskanten skød han på mindre end en halv meters afstand to gange på tronfølgerparret på bagsædet i den åbne bil. Princips ene kugle gennemborede Franz Ferdinands hals den anden Sophies underliv. Bilen kørte hurtigt til guvernørens residens. Her kunne man konstatere, at Sophie var død. Sandsynligvis døde hun allerede i bilen af indre blødninger. Kuglen havde ramt hende i lysken og punkteret den store legemspulsåre. Kort efter ankomsten til guvernørens bolig døde Franz Ferdinand

 

d Franz Ferdinand, østrigsk-ungarsk tronfølger; søn af ærkehertug Karl Ludvig, der var bror til kejser Frans Josef. Efter faderens død i 1896 blev Ferdinand tronfølger. Da han i 1900 giftede sig under sin stand med grevinde Sophie von Chotek, måtte han inden brylluppet afgive en erklæring om, at hans ægteskab var morganatisk, dvs., han fraskrev sig retten til tronfølgen for sine børn og disses efterkommere. Som arving til et multinationalt rige besad han et klart blik for nationalitetsproblemerne i det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Således arbejdede han på at samle de slaviske befolkningsgrupper i riget til en enhed, som kunne være en modvægt til Ungarn. Samtidig ville han skabe et bedre forhold til Rumænien, og han var fortrolig med kejserrigets rumænske befolknings ønsker og fortrædeligheder under det ungarske styre i Transsylvanien. Denne politik gjorde ham forhadt både i Ungarn og i nationalistiske serbiske kredse. Endvidere betød Ferdinands "upassende" ægteskab, at hans forhold til kejseren var dårligt. Udenrigspolitisk ville han en tilnærmelse til Rusland uden dog at slippe alliancen med Tyskland. Hvad, han drømte om, var at kunne forny Trekejserforbundet mellem Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland. Det skulle som Den hellige Alliance efter Napoleonskrigene være en garanti mod revolutioner og omstyrtninger. 28. juni 1914 blev Franz Ferdinand og hans hustru myrdet af serbiske nationalister i Sarajevo. Mordene blev den umiddelbare anledning til udbruddet af Første Verdenskrig (f 18/12 1863)

 

d Sophie von Chotek, grevinde af Hohenberg, Chotkowa og Wogning; juli 1900 gift med den østrigske tronfølger Franz Ferdinand. Sammen med sin mand blev hun 28. juni 1914 myrdet i Sarajevo. Den efterfølgende storpolitiske krise førte til udbruddet af Første Verdenskrig. Da Sophie kun var grevinde, måtte tronfølgeren inden brylluppet afgive en erklæring om, at hans ægteskab var morganatisk. At Sophie var af lavere byrd kom i de flg. år frem ved mange lejligheder. Ved processioner til f. eks. baller eller ved kirkelige højtider gik Franz Ferdinand forrest, og hun længst tilbage. Ved de store gallalejligheder, når kejserfamilien kørte i kalechevogn, måtte hun enten slet ikke være til stede eller sidde i en af de sidste vogne. Også i døden forstod hoffet i Wien at understrege Sophies lavere rang. Efter mordet i Sarajevo blev kisterne ved ankomsten til Wien placeret ved siden af hinanden i koret i kapellet på residensen Hofburg - men Sophies stilledes et trin lavere, så hendes ringere status kunne træde klart frem. På tronfølgerens kiste lagde man hans regalier; på Sophies kiste blev der lagt to hvide handsker over kors. De skulle symbolisere, at der lå en hofdame i kisten - en tjenende ikke nogen fyrstelig person (f 1/3 1868)

 

Versaillesfreden underskrives. På femårsdagen for drabet i Sarajevo på det østrig-ungarske tronfølgerpar underskriver tyskerne syv måneder efter, deres hære har kapituleret til de allierede, fredsaftalen i Versailles. Det betød, at de måtte acceptere skylden for krigsudbruddet i 1914, nye grænser og hårde straffe. I løbet af de nævnte syv måneder diskuterede de sejrende magter både åbent og i hemmelighed ethvert aspekt af Tysklands fremtid. De allierede sejrherrer nåede frem til, at Tyskland til Frankrig skulle afstå Alsace-Lorraine; til Belgien Moresnet, Eupen og Malmédy; størstedelen af Posen og Vestpreussen til Polen; Memel og kolonierne til de allierede. Saar-området blev stillet under Folkeforbundsadministration, og Frankrig fik ret til at udnytte dets kulminer. Efter 15 år skulle befolkningen ved afstemning afgøre, om den ønskede opretholdelse af status quo, forening med Frankrig eller genforening med Tyskland. Danzig blev en fristad i toldunion med Polen og stilledes under Folkeforbundets beskyttelse. Folkeafstemninger skulle afholdes i Malmédy efter dets afståelse til Belgien, i det nordlige og mellemste Slesvig samt i Øvreschlesien og dele af Østpreussen. Den tyske hær blev reduceret til 100.000 mand, flåden til 32 skibe, og det blev forbudt Tyskland at have militære flyvemaskiner og ubåde. Befæstningsværkerne på Helgoland skulle nedlægges, og Rhinlandet besættes af allierede tropper i 15 år, og en zone på ca 25 km på højre Rhinbred demilitariseres. For at være skyld i krigen skulle Tyskland betale store skadeserstatninger til sejrherrerne. Om erstatningernes størrelse sagde Versaillestraktaten, at tyskerne skulle betale "erstatninger for udført skade". Fortolkningen af, hvad der mentes med disse fire ord, viste sig at blive et vigtigt diskussionsemne i Versailles og at forgifte den internationale atmosfære i de næste tyve år. Erstatningerne skulle betales i penge, handelsskibe og råvarer. Endelig bestemte Versaillestraktaten, at ekskejser Wilhelm og andre tyskere skulle stilles for retten som krigsforbrydere

 

d Otto Bache, maler; han blev som 10 årig optaget på Kunstakademiet, men forlod det efter kort tid. B blev tidligt anerkendt som en dygtig portrætmaler, men også med dyre- genre- og historiske billeder gjorde han sig bemærket. Han må være blevet betragtet som en kommende storhed for på trods af sin afbrudte akademiske karriere, fik han stipendium og rejste udenlands. Først til Paris hvor han opholdt sig i 1867. Samme år rejste han til Italien, hvor han var et års tid. Hjemkommen til Danmark udbyggede han en tidligere indgået forbindelse med landadelen, som han forsynede med portrætter og billeder af heste og hunde. Til greven på Bregentved solgte han et billede i kolossalformat "Hundene skal have mad" (1871) med en skildring af fire forskellige hunderacer og en madsvend i et 1500-tals kostume. B påtog sig at effektuere alle slags opgaver, og hans position styrkedes yderligere, da kongen købte hans "Et kobbel Heste uden for en Kro" (1878), som skulle blive et af hans populæreste billeder, spredt ud over landet i utallige gengivelser. I 1880'erne malede B især historiebilleder efter bestilling til det nyoprettede nationalhistoriske museum på Frederiksborg. Mange af disse kom også til at nyde stor popularitet, f.eks."De sammensvorne rider fra Finnerup Lade" (1882), "Christian IV’s Kroningstog" (1887), "Soldaternes Hjemkomst i 1849" (1884); som en gave fra en komité maledes til kongen "Hestgardens Indskibning i Korsør til Krigsskuepladsen" (1888) og "Christian IX’s besøg i Dybbølskansen 1864" (1888). Desuden malede B altertavler og portrætter, bl. de sidstnævnte er "Christian IX til Hest" (1896), "Frederik VIII" (1911) og portrætter af generalerne fra de slesvigske krige. Foruden sin store popularitet hos publikum opnåede B også mange faglige æresbevisninger. Han var bl.a. medlem af Akademiet fra 1872, dets professor fra 1887 til 1909 og i flere omgange dets direktør. Ved udstillinger i München 1892, Berlin 1896 og i Paris 1889 fik han guldmedaljer, og 1883 blev han medlem af det svenske kunstakademi (f 21/8 1839)

 

Frikorps Danmark oprettes. Med regeringens accept blev korpset oprettet af det nazistiske parti i Danmark med det formål at hverve frivillige, der kunne deltage i kampene på østfronten. Allerede tidligere havde tyskerne hvervet ca 900 danskere til krigstjeneste. Men efter det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 oprettedes frikorpset som en ren dansk enhed i bataljonsstørrelse. Regeringen gav tilladelse til, at officerer trådte uden for nummer for at gøre tjeneste i korpset. Endvidere tillodes det, at der iværksattes en hvervekampagne, og oberstløjtnant C.P. Kryssing (1891-1976) meldte sig som leder. Korpset blev uddannet i nærheden af Hamborg og i Polen. I foråret 1942 blev det indsat på østfrontens nordafsnit omkring Velijki Luki ved Ilmensøen, hvor det led svære tab. Kryssing var i mellemtiden blevet afløst af kaptajnløjtnant C.F. Schalburg, og da denne faldt i juni 1942, afløstes han af K.B. Martinsen. I efteråret 1942 blev korpset berygtet for de uroligheder, der fulgte dets færd under en orlov i Danmark. Det optrådte stærkt provokerende i broderlig forening med civile nazister. Den danske befolkning betragtede frikorpsfolkene som landsforrædere. Efter tilbagekomsten til østfronten opløstes Frikorps Danmark som selvstændig enhed, og mandskabet indgik i "SS Panzergrenadier-Regiment Dänemark". I alt anslås ca 7.000 danskere at have meldt sig til tysk krigstjeneste. Efter krigen straffedes ca 3.300 af disse med fængsel fra to til fire år

 

1944 1944 Under den fortsatte folkestrejke i København afholder de tyske myndigheder et møde på Dagmarhus. Her kom to holdninger til strejken frem. Gestapo ønskede at besvare københavnernes opsætsighed med skarpere for-holdsregler, mens de mere mådeholdne blandt tyskerne var blevet betænkelige ved udviklingen. På mødet påpegede de økonomiske eksperter, blandt dem den skibsfartssagkyndige Duckwittz, de uheldige følger for leverancer til Tyskland. Ikke mindst denne holdning var afgørende for, at man besluttede, at spærretiden fra næste aften først skulle begynde kl. 23. Dermed håbede man, at arbejderne ville blive tre timer længere i fabrik-kerne. Tyskerne skuffedes. Strejkerne fortsatte

 

1948 Jugoslavien ekskluderes af Kominform. Sovjetunionens svar på konsolideringen af Vesten i 1947 ved Trumandoktrinen og Marshallhjælpen kom, da det i sept. 1947 fra Moskva blev meddelt, at den kommunistiske Internationale, som russerne havde opløst i 1943, var blevet genoprettet under navnet Kominform. Den blev ikke nogen betydningsfuld organisation, men oprettelsen af den gjorde det klart, at Europa uigenkaldeligt var delt i to. Dog gik Jugoslavien sine egne veje. Det jugoslaviske kommunistparti under ledelse af Josip Tito var gået i spidsen i Østeuropa for at omdanne landet til en kommunistisk stat. Men jugoslaverne begyndte hurtigt at finde den stramme russiske kontrol utålelig. Det var deres opfattelse, at der fandtes mere end én vej til kommunismen, og det ikke nødvendigvis var den af Moskva anviste. Den 28. juni 1948 kom det til åbent brud mellem Sovjetunionen og Kominform på den ene side og Jugoslavien på den anden. Stalin regnede med, at han nok skulle klare "kætteren", men sådan gik det ikke. Jugoslavien forsvandt ud af østblokken, udviklede sin egen kommunistiske samfundsmodel og slog ind på sin egen uafhængige linje mellem vest- og østblokken. Til gengæld førte frafaldet til, at Sovjetunionen styrkede sit greb om de andre kommunistlande i Østeuropa

 

 

 

 

Til top        29. juni

d Abel, dansk konge 1250-1252, næstældste søn af Valdemar 2. Sejr og dronning Berengaria. Ved ordningen efter tronfølgeren Valdemar den Unges pludselige død i 1231 blev Abel hertug af Sønderjylland og hans ældre bror Erik (Plovpenning) kronedes til faderens medkonge. Hidtil havde Berengarias børn tilsyneladende stået i skygge af Valdemars eneste barn med dronning Dagmar. Kort efter faderens død udbrød der stridigheder mellem de to brødre. De varede med få afbrydelser til 1250, og parterne hærgede gensidigt hinandens områder. Da der endelig syntes at være nået en stilstand, og kong Erik opholdt sig i Slesvig som Abels gæst, blev han dræbt efter sigende på Abels foranledning. I hvert fald blev drabet udført af to af Abels mænd. Stridens årsag kendes ikke. Muligvis har Abel stræbt efter at blive broderens medkonge. Tre originaldokumenter fra begyndelsen af 1250 dokumenterer, at Abel forud for kong Eriks død havde anlagt sig titel af konge af Danmark. I efter-tidens litteratur er Abel kommet til at stå som ansvarlig for kongemordet, som brodermorder og usurpator. Alligevel hyldedes han som konge på Viborg landsting ret kort efter Eriks død. Abels regeringstid blev kort - han faldt 1252 på et tog mod friserne - men hans regeringsførelse bærer præg af foretagsomhed og effektivitet. En række privilegier til kirkelige institutioner og udenlandske handelsbyer har karakter af nyordning af de pågældende retsforhold (f ca 1218)

 

1312 Henrik 7. af Luxemborg krones til tysk romersk kejser i Laterankirken i Rom og blev dermed den sidste tyske kejser, der opretholdt forbindelsen mellem Tyskland og Italien. At tiden var ved at løbe ud for denne forbindelse, viser den modstand, H’s tilstedeværelse i Italien vakte. I januar 1311 blev han i Milano kronet som lombardisk konge. Byerne i Lombardiet og Piemonte tilsluttede sig Henrik, men da de fleste af dem var ghibellinske – d.v.s. tilhængere af et tysk-romersk rige – vakte deres tilslutning uro og bekymring i de guelfiske byer - d.v.s. byer der var modstandere af et tysk-romersk rige – i Toscana (Firenze) og Romagna. Så Henrik måtte kæmpe sig vej til Rom, som han nåede i maj 1312. Dele af byen – bl.a. Peterskirken - var imidlertid besat af hans fjender, og da paven ikke opholdt sig i Rom, men i Avignon, måtte Henrik nøjes med at blive kronet af kardinaler og ikke i Peterskirken, men i Laterankirken

 

1475 Beatrice d'Este, datter af hertug Ercole I d’Este af Ferrara. 1491 gift med Lodovico Sforza (il Moro), hertug af Milano. Ved sin fuldkomne og alsidige dannelse og intelligens er B ligesom søsteren Isabella d’Este en af renæssancens mest tiltrækkende kvindeskikkelser. 1492 var hun sin mands diplomatiske udsending i Venezia; senere viste hun også diplomatiske evner ved fredskonferencen i Vercelli (1495) mellem Karl VIII af Frankrig og italienske fyrster. Ved Ludovicos pragtfulde hof var hun omgivet af lærde digtere og kunstnere som Nicc. da Corregio, Bramante og Leonardo da Vinci. Men allerede som 21 årig døde hun i barselsseng. Hendes fornemme gravmæle kan i dag ses i Certosa di Pavia (d 2/1 1497)

 

1509 d Margaret Beaufort, kaldt Lady Margaret, mor til Henrik 7. og stammoder til kongeslægten Tudor; datter af og arving efter John Beaufort, den første hertug af Somerset og tipoldebarn af John af Gaunt, hertug af Lancaster. I 1455 blev hun gift med Edmund Tudor, earl af Richmond og halvbror til kong Henrik VI. Deres søn Henrik blev født januar 1457, tre måneder efter Tudor’s død. M’s andet ægteskab - med Sir Henrik Strafford - var barnløst. Efter Strafford’s død (1471) og før 1473 blev hun gift med Thomas, Lord Stanley (senere første earl af Derby), som 1485 hjalp hendes søn Henrik (7.) på den engelske trone. M oversatte et antal opbyggelige bøger og støttede de engelske bogtrykkere William Caxton og Wynkyn de Worde; ved rige gaver fik hun i 1502 oprettet Lady Margarets professorater i teologi i Oxford og Cambridge. Endvidere testamenterede hun det meste af sit gods til universiteterne i Oxford og Cambridge (f 31/5 1443)

 

1569 d Otte Krumpen, rigsmarsk; intet vides om K’s opvækst og ungdom, men ved Chr. 2.’s tronbestigelse trådte han ud af ubemærketheden. Ved kongens kroning i 1514 bar han kronen frem, og året efter var han kaptajn på et af de skibe, der hentede den unge dronning Elisabeth til Danmark. Under Chr. 2.’s felttog mod svenskerne i 1520 førte K’s sejre over Sten Sture ved Bogesund (10. jan) og bondehæren ved Uppsala (6. april) til Sveriges erobring og Chr.’s kroning til svensk arvekonge i Stockholm (4. novbr). Ved denne lejlighed blev K slået til ridder. Efter oprøret mod Chr. 2 og dennes bortrejse gik K over til de nye magthavere, og kort efter blev han sammen med andre stormænd optaget i rigsrådet. Under Frdr. 1. betroedes der K ikke alene militære, men også diplomatiske opgaver. Under Chr. 3. nød han fortsat kongelig gunst. 1554 blev han rigsmarsk, en stilling der nu væsentlig var et æreshverv; marsken var kun chef for adelsrytteriet, mens de mere betydningsfulde hvervede tropper var uafhængige af ham. Endnu under Frdr. 2. hørte K længe til rigsrådets mere fremtrædende medlemmer. Han deltog i næsten alle vigtige forhandlinger bl.a. med Sverige. Årsagen til et stadig dårligere forhold til Frdr. 2. kendes ikke. Måske har K tilhørt fredspartiet i rigsrådet og har ikke kunnet følge kongen i hans ønske om en krig med Sverige. Under Den nordiske Syvårskrig (1563-70) havde K stadig kommandoer. Men da han i april 1567 fik kgl. ordre til at lede en militær ekspedition til Norge, måtte den 82-årige rigsmarsk bede sig fritaget. Det fik kongen til at udbryde, at han fandt det besværligt at have mænd, der kun brød sig om titler og fordele, men ikke ville gøre hvad deres embede krævede. I august samme år måtte K træde tilbage som rigsmarsk. (f ca 1480)

 

1594 d Niels Kaas, kongens kansler; 1554 begyndte Kaas den unge adelsmands obligate studierejse; først besøgte han universitetet i Wittenberg, senere studerede han i Frankfurt og i Louvain. Her erhvervede han en solid ballast af historisk og statsretslig viden og en latinsk sprogfærdighed, der gjorde ham velegnet til en karriere i statsadministrationen. I 1560 ansattes han i kancelliet. Såvel de ledende statsmænd som kongen lærte hurtigt at sætte pris på Kaas loyalitet og arbejdsevne. I 1570 blev han kansler, og udenrigspolitik, kirke- og skolevæsen var de arbejdsområder inden for hvilke, Kaas som kansler fortrinsvis kom til at virke. Endvidere havde han stor betydning for dansk videnskab; talløse dedikationer vidner herom. At Tyge Brahe i over tyve år fik trygge og gode arbejdsforhold i sit fædreland, må for en væsentlig del tilskrives Kaas. Hans personlige interesser var først og fremmest vendt mod det historiske studium; det er således betegnende, at netop han skaffede Københavns universitet dets første professorat i historie. De sidste seks år af Kaas liv levnedes der ham intet otium. På sit dødsleje skal Frederik II have betroet sin søn og efterfølger til kanslerens omsorg, og Kaas omgivelser var enig om at se hen til ham som den naturlige førstemand i den formynderregering, der måtte overtage rigernes styre for den umyndige Christian IV. Nationalt hævdede formynderregeringen danskhedens ret, bl.a. ved at sørge for, at den unge Christian IV fik en dansk opdragelse. To kilder skildrer den navnkundige scene, hvor den unge konge to dage før Kaas død i dennes sygeværelse tog afsked med sin og statens tro tjener og blev formanet om at drage omsorg for flåden som rigernes bedste værn. Ved at overlade Christian IV nøglerne til det gemme, hvor kronregalierne forvaredes, tilkendegav Niels Kaas, at han fandt tiden var inde til formynderregeringens afslutning (f 1534)

 

1613 Efter en opførelse af Shakespeares Henrik 8. nedbrænder Globe Theatre i London. Teatret blev opført i træ i 1599. Det var en mangekantet bygning rundt om en åben gård, hvor scenen ragede frem. Det skønnes, at teatret kunne rumme 2000 til 3000 tilskuere, som sad i tre etager eller stod rundt om scenen. Bygningen og et halvtag over scenen var stråtækt. Efter branden genopførtes teatret. Det stod til 1644, da Englands puritanske styre lod det nedrive

 

1644 Slaget ved Cropredy Bridge bliver udkæmpet ca 30 km nord for Oxford ved floden Cherwell under Den engelske Borgerkrig. Da Karl II i sommeren 1644 i spidsen for sin hær marcherede nordpå fra Oxford, skete der det underlige, at en afdeling af parlamentets hær, rundhovederne, marcherede i samme retning kun et par kilometer fra kongens hær. Da kongen blev meddelt, at der var flere rundhoveder forude, sendte han en del af sin hær frem for at nedkæmpe dem. Det skete så hurtigt, at der opstod et hul i den kongelige hærs marchkolonne. Rundhovederne var ikke sene til at udnytte denne chance og satte et angreb ind. Sejren synes at ville tilfalde Rundhovederne, men det lykkedes royalisterne at drive dem tilbage over floden Cherwell ved vadestedet Slat Mill. Her og ved Cropredy Bridge udviklede der sig på den varme sommerdag en hård kamp. Da aftenen begyndte at falde på, kom rundhovederne under kraftig beskydning fra royalisternes kanoner. Det fortælles, at Karl gennem sin kikkert ’perspective glases’ selv udpegede målene, og at han også deltog i affyringen af kanonerne. Rundhovederne begyndte at trække sig tilbage. Men royalisterne kunne ikke følge sejren op. De var for svage til at sætte efter deres fjender og nedkæmpe dem

 

1676 Under Skånske Krig (1675-79)går en dansk hær i land i Skåne. Mens den svenske flådestyrke ved Göteborg var blokeret, og den danske hovedflåde under Niels Juel var gået til Ystad for at vildlede svenskerne, iværksatte man landsætningen af de danske tropper i Skåne ved fiskerlejret Råå syd for Helsingborg. Foruden en halv snes orlogsskibe var der samlet 314 større og mindre fartøjer til overførsel af 14.487 mand med artilleri og et betydeligt antal heste. Det fortælles, at de første blev mødt af en bondekone, der råbte: "Kom kun nærmere. Her finder I ingen modstand. Hele den fjendtlige magt er gået til Ystad." Landgangen gik glat, allerede den næste dag blev Helsingborg angrebet, og den 3. juni overgav slottet sig

 

1753 Ved kongelig forordning opretter Frederik 5. Det Kongelige Kjøbenhavnske Klasselotteri. Lotteriet blev givet Det kongelige Opfostringshus som et privilegium

 

1798 f Giacomo Leopardi, italiensk forfatter, der regnes for romantikkens største digter i Italien; allerede som ung skrev han efter grundige studier af bl.a. antikkens kulturverden lærde værker, f.eks. "Storia del’astronomia" (1813), "Saggio sopra gli errori popolari degli antichi" (1815) samt oversættelser af Homer og Vergil. Leopardis karriere som digter siges at begynde i 1818 med "All’Italia", et heroisk digt, som vidner om vilje til liv og handling, men er formidlet gennem et lyrisk jeg’s dybe og smertefulde nostalgi. I monologen "Bruto minore" (1812) raser han oprørsk mod skæbnen, og digtet repræsenterer et forsøg på at genindsætte antikkens værdier. Hans digte "L’Infinito" (1819), "Alla luna" og"La sera del dì di festa" (begge 1820) udtrykker oplevelser af uendelig rum og tid, af nat og landskab, stilhed, kærlighed, smerte og død. I sin klassiske enkelhed favner digtene hele den italienske kulturhistorie. "Operette morali" (1824) er satiriske dialoger om temaer som natur, skæbne, sorg og død. I perioden 1824-29 blev hans store idyller til, blandt disse "A Silvia" (1828) og "Le ricordanze" (1829), som begge er visioner om en tabt tid. I Leopardis sidste digt, de såkaldte Aspasiadigte (1833-35) "A se stesso" og "La ginestra" har pessimismen taget overhånd. Jorden viser sig afklædt, værdiløs, reduceret til søle, og livet et intet, som åbenbarer "alle tings forgængelighed" (d 24/6 1837)

 

1801 I Storbritannien gennemføres den første folketælling: resultat 8.872.000 indbyggere

 

1863 d Arveprins Ferdinand; som yngste søn af Arveprins Frederik – søn af Frederik V i dennes andet ægteskab- fik Frederik en militær uddannelse og avancerede til kommanderende general over Sjælland og medlem af stats-rådet. Han beskrives som middelmådig begavet og en yderst slet økonom. Da han samtidig havde hang til spil, måtte han gentagne gange låne penge af sin bror, kong Christian 8. Han blev 1829 gift med Frederik 6.'s yndlingsdatter Caroline; ægteparret var meget populært i København; at ægtefællerne blev i byen under koleraepidemien 1853, bidrog yderligere til deres popularitet (f 22/11 1792)

 

1864 Preusserne går over Alssund. Den 25. juni, samme dag som Londonkonferencen om en evt. fredsslutning mellem Preussen/Østrig og Danmark brød sammen, ophørte våbenhvilen. Efter nederlaget ved Dybbøl den 18. april havde den danske hær trukket sig tilbage til Als. Her stod nu 12.000 danske soldater over for 30.000 preussere på Sundevedsiden. Alligevel rådede der overalt i Danmark stor tillid til, at Als kunne holde stand over for fjenden. Men natten mellem 28. og 29. juni gik preusserne over til Als ved Arnkilsøre. På dette sted er Als Sund så smalt, at det minder om en flod, og på Sundevedsiden dækker Storskoven alle troppebevægelser. På Alssiden var forposterne kun tyndt besat, og der var allerede landsat 2-3.000 preussere, da panserbatteriet "Rolf Krake" dampede op i sundet og for en tid standsede overgangen. Men da kaptajnen troede, at fjendens hovedstyrke var kommet over, sejlede han nord om Als for at gøre nytte ved den ventede overførsel til Fyn af de vigende danske tropper. Preusserne genoptog straks landsætningen, og danskerne tabte den ulige kamp. Tabene var forfærdelige, i alt over 3.000 mand, ti gange så mange som den angribende fjende havde mistet. I Danmark virkede tabet af Als lammende, for med tabet var den danske modstandskraft brudt, og udfaldet af krigen givet. Skønt der stadig var stemmer i København for at "fortsætte nederlaget", søgte de ansvarlige våbenhvilen. Kongen - Christian 9. - meddelte den 8. juli statsminister Monrad, at han ønskede et andet ministerium. Den nye regeringschef blev C.A. Bluhme, ham der også havde gennemført aftalerne 1851-52 med stormagterne efter Treårskrigen 1848-50. Den endelige fredsslutning blev underskrevet i Wien 30. okt 1864 på de forsmædelige betingelser, som sejrherrerne dikterede: fuldstændig afståelse af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg

 

1874 d A.F. Tscherning, officer og politiker; han var ni år, da han blev indskrevet som volontør ved artilleriet og begyndte efter konfirmationen sin militære uddannelse. I 1810 blev han kadet og 1813 sekondløjtnant. Bl.a. hans udsendelse som observtør ved det franske ekspeditionskorps til den græske frihedskrig i 1828 viste, at han var en af dem, der regnedes med for fremtiden. Ved hjemkomsten i 1829 blev han lærer ved artillerikadetskolen. Ved oprettelsen af officersskolen i 1830 blev han ansat her og udnævntes til kaptajn. Ved sin kritik af militære standsforskelle og efter julirevolutionen i Frankrig med sin kritik af enevældens samfundsforhold pådrog han sig såvel kollegers som Frdr.VI’s uvilje. I 1833 blev han afskediget som skoleofficer og sendt på en længere udenlandsrejse, officielt for at studere militærvæsen, reelt en slags landsforvisning. Efter sin hjemkomst 1841 afgik T fra hæren og blev en af hovedmændene i den liberale bevægelse. 1846-56 var han formand for Bondevennernes Selskab. Som martsministeriets krigsminister gennemførte han loven om almindelig værnepligt sept. 1848. T var medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, af Folketinget 1849-66 og af Rigsrådet 1854-64. Han var medlem af finansudvalget og i årene 1859-64 dets formand. Her arbejdede han for at bringe alle offentlige midler under statens kontrol og for streng sparsommelighed. Trods sin nære tilknytning til Bondevennerne var T nærmest tilhænger af helstaten og stemte imod Novemberforfatningen 1863. Sin modstand mod alle standsprivilegier demonstrerede han ved sin modstand mod den reviderede grundlov af 1866. Sammen med N.F.S. Grundtvig søgte han foretræde for Christian IX for at få ham til at nægte sin underskrift på loven, men de afvistes (f 12/12 1795)

 

f Robert Schumann, fransk statsmand; blev i 1919 medlem af den franske Nationalforsamling. Efter den tyske besættelse af Frankrig blev S i 1940 arresteret af Gestapo. I 1942 lykkedes det ham at flygte og deltog herefter i den franske modstandsbevægelse. Efter Frankrigs befrielse blev han atter deputeret. Han deltog i dannelsen af partiet Roman Catholic Mouvement Républicain. Juli-november. 1946 var S finansminister, han var ministerpræsident november. 1947-juli 1948 og august-september 1948, udenrigaminister juli 1948 til december 1952 og justitsminister 1955-56. Som udenrigsminister udarbejdede S den såkaldte Schumanplan, der dels talte for et omfattende vesteuropæisk politisk og økonomisk samarbejde med sigte på en forbundsstat dels for en fransk-tysk tilnærmelse for at undgå en ny krig mellem de to stater. Den økonomiske side af Schumanplanen blev realiseret i 1952 med dannelsen af Den europæiske Stål- og Kulunion som et økonomisk samarbejde mellem Beneluxlandene, Tyskland og Frankrig omfattende produktion af kul og stål. Samarbejdet var det første i den række, der førte til skabelsen af Det europæiske Fællesmarked (EF senere EU) fra 1958. Fra 1958 til 1960 var S formand for Fællesmarkedets kommission og medlem af denne til februar 1963. Endvidere spillede S en central rolle ved dannelsen af NATO og Europarådet. Hans plan om oprettelse af en Europahær blev forkastet af den franske Nationalforsamling (d 4/9 1963)

 

f Aage Sikker Hansen, tegner; han blev udlært som litograf og arbejdede derefter som teatermaler. I 1932 havde han sin første udstilling og blev samme år knyttet til Politiken, hvor han regelmæssigt leverede tegninger til søndagstillæget Magasinet. Det varede ikke længe, før han slog sit navn fast hos publikum som tegner. Han iIllustrerede bøger bl.a. En Landsbydegns Dagbog og Kongens Fald (1944). Som plakatkunstner vandt han stor popularitet. Især gjorde museerne brug af ham; han tegnede plakater til Frilandsmuseet, til Handels- og Søfarts-museet på Kronborg og til Zoologisk Have i København. I 1935 udførte H vægdekorationerne til den danske pavillon i Bruxelles. Endvidere har han udsmykket KB-hallen i København, samt udført fortæpper til Århus Teater og til Bellevueteatret. Hans sidste store dekorationsarbejde var vægfelterne til bryllupssalen på Frederiks

berg Rådhus. I 1945 begyndte han at tegne plakater for FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugs-foreninger. På plakaten, der reklamerede for Brugsens havregryn sås hans karakteristiske bløde streg med de to piger ornet, tegningen prydede i mange år ligeledes pakkerne med Brugsens Davre Havregryn. Plakaten fulgtes af den piberygende indianerpige og kaffeplakaten med den sorte pigeprofil, der ligeledes i flere år prydede pakker med Brugsens Cirkel Kaffe (d 7/10 1957)

 

1900 f Antoine de Saint-Exupéry, fransk flyver og forfatter; mens han gjorde tjeneste ved militæret fik han i 1922 flyvercertifikat, og blev i 1926 ansat ved Compagnie Latécoère i Toulouse og bistod med at oprette postflyveruter over det nordvestlige Afrika, over Sydatlanten og over Sydamerika. I 1930’erne arbejdede han som testpilot, var ansat ved Air-France og som reporter ved avisen Paris-Soir. Ved udbruddet af 2. Verd.krig blev Saint-E rekognosceringspilot ved det franske luftvåben. Efter Frankrigs fald i 1940 undslap han til USA. I 1943 var Saint-E aktiv ved det amerikanske Air Force i Nordafrika. Her blev han under en rekognosceringsflyvning skudt ned og dræbt. Saint-E fandt i flyvning såvel mulighed for heroisk handling som inspiration til litterær virksomhed. I hans første bog "Courrier-Sud" (1929) (dansk, Postflyveren, 1941)dør lufthavets betvinger, postflyveren Jacques Bernis i Rio de Oro ørkenen, og den angav hele Saint-E’s forfatterskabs væsentligste motiv: flyverlivets heroisme og poesi og dets livsholdning: en religiøst-farvet humanisme. Hans roman nr 2, "Vol de nuit" (1931) (dansk, Flyvere i natten, 1941) var dedikeret til de første civile piloter, der så ofte så døden i øjnene under udførelsen af deres arbejde. Hans egne oplevelser som flyver er beskrevet i "Terre des hommes" (1939) (dansk, Blæsten, sandet og stjernerne, 1940) og "Pilote de Guerre" (1942) (dansk, Krigsflyver, 1943). Ved sin død efterlod Saint-E sig det indtagende lille eventyr for voksne "Le Petit Prince" (dansk, Den lille prins, 1950) og romanfragmentet "Citadelle" (dansk, Citadellet, 1951) (d 31/7 1944)

 

Som den første kvinde betræder den radikale Elise/Elna Munch Folketingets talerstol. Hun var blandt de første kvinder, der efter grundlovsændringen i 1915, der gav kvinder valgret, blev valgt til Rigsdagen. I Folketinget var M da også stærkt involveret i udformningen af de store lovkomplekser, der blev vedtaget kort efter kvindestemmerettens vedtagelse: loven 1919 om ligeløn for mandlige og kvindelige tjenestemænd, loven 1921 om kvinders og mænds lige adgang til offentlige embeder og hverv hvor M talte for, at kvinder også burde have adgang til præsteembeder, samt ægteskabslovene af 1922 og 1925. M er blevet beskrevet som værende den af de nyvalgte kvindelige rigsdagsmedlemmer, der mest aktivt arbejdede for at fremføre kvindeinteresser i lovgivningsspørgsmål

 

1940 d Paul Klee, svejtsisk maler og grafiker; han blev uddannet på kunstakademiet i München i årene 1898-1901. I denne periode og årene umiddelbart efter skabte han især grafik, bl.a. raderinger der viser groteske, samfundskritiske figurkompositioner og afslører påvirkninger fra jugend og symbolisme. Efter kontakt med abstrakte kunstnere i Tyskland var han med til at grundlægge kunsnergruppen "Der blaue Reiter" i 1911. Året efter rejste han til Paris; på dette tidspunkt var Klees kunst stadig figurativ, men usædvanlig fri og fantasifuld, dels præget af fin-de-siècle-stemning dels af Art Nouveau’ens linjerytmik. I årene før Første Verdenskrig udviklede han helt og holdent sin personlige, halvt surrealistiske, halvt abstrakte stil. I 1921 blev han lærer i glasmaleri ved Bauhaus-skolen og udgav i 1925 "Pädagogisches Skizzenbuch". Til ca. 1920 havde Klee kun udført få oliemalerier, men i 1920’erne og 1930’erne øgedes denne side af hans produktion. Fra 1930 var han professor i Düsseldorf. Da nazisterne i 1933 afsatte ham, flyttede han til Svejts, hvor han boede til sin død. Klee blev aldrig helt abstrakt i sin kunst, han beholdt altid tingenes grundform, som danner udgangspunktet for hans abstraktion. Hans teknik kunne være meget kompliceret med brug af olie, tempera, tusch og akvarel i samme maleri (f 18/12 1879)

 

d Ignac Jan Paderewski, polsk pianist, komponist og politiker; har komponeret flere større værker, bl.a. operaerne "Manru" og "Sakuntala"; i eftertiden er han mest kendt for sine talrige klaverstykker f.eks. "Menuet i G-dur". P var 1909-13 direktør for konservatoriet i Warszawa. Som pianist debuterede han 1887; foretog senere lange koncertturneer - særlig i USA - og fik ry for at være en af sin tids bedste klavervirtuoser. P var glødende polsk patriot, og med sit nationale ry og sin verdensberømmelse blev han ved Tysklands sammenbrud i 1918 en af Polens politiske ledere. I Washington fik han præsident Wilsons tilsagn om støtte til de polske ønsker om genskabelse af en polsk stat. Ved fredsforhandlingerne i Versailles, hvor P deltog, blev ønsket til virkelighed. I 1919 blev P det nye Polens første premier- og udenrigsminister. Da Det konservative Parti brød med ham, måtte han i december 1919 træde tilbage. Slog sig derefter ned i Svejts senere i USA, hvor han døde (f 18/11 1860)

 

1944 Hvidstengruppen henrettes. Modstandsgruppen fra landsbyen Hvidsten mellem Randers og Mariager deltog i modtagelse af våben og faldskærmsfolk. Den var med til de tidligste modtagelser af våben nedkastet fra britiske fly. Nedkastningerne, som begyndte i marts 1943, skete på en plads ved Allestrup Mark ikke langt fra gruppens leder Marius Fiils kro i Hvidsten; containerne blev sænket i Allestrup Mose, våben, sprængstoffer og sommetider faldskærmsfolk, der blev kastet ned på pladsen, blev midlertidigt bragt i hus hos gruppens medlemmer. Gruppens arrestation, der skyldtes oplysninger, tyskerne havde skaffet sig hos en fanget faldskærmsmand, fandt sted efter længere tids skygning og omfattede hele gruppen på én gang. Ni af gruppens medlemmer blev henrettet ved skydning, tre blev idømt livsvarigt tugthus, to fik fire års fængsel, mens et medlem blev dømt to års ungdomsfængsel.

 

1944 Under folkestrejken i København fortsatte halvdagsstrejkerne, og gårsdagens meddelelse om ændring af spærretiden hilstes som et tysk tilbagetog. Det ophidsede også stemningen, da tyskerne i dagens løb gav meddelelse dels om henrettelse af ni medlemmer af Hvidstensgruppen dels om de andre straffe. Om aftenen rådede der oprørsstemning på Vesterbro, især i Istedgade. Folkemængde afsporede sporvognene og væltede dem. Vældige skarer fyldte gaderne. Da tyske terrorbiler drønede gennem gaderne, skød på mængden og dræbte og sårede mange, voksede ophidselsen. Stadig flere bål flammede i gaderne, og barrikadernes tal voksede

 

1982 d Pierre Balmain, fransk couturier; efter at have studeret arkitektur slog han over i modetegning og styling. Han uddannede sig bl.a. i modehusene Molyneux og Lelong, hvor han arbejdede sammen med Christian Dior. I 1945 åbnede han eget modehus i Paris. Den bærende idé i B’s kollektioner var elegante, festlige, men aldrig outrerede modeller (f 18/5 1914)

 

 

 

Til top        30. juni

1470 f Karl 8. fransk konge 1483-1498; eneste søn af Ludvig 11. og Charlotte af Savoyen; ved faderens død i 1483 blev landets styre på den 13 årige K’s vegne forestået af hans søster Anne og hendes mand Pierre de Bourbon. Denne ordning bestod til 1492, da K ville føre et mere personligt styre. Med hovedet fuld af gyldne drømme, der stammede fra tidens ridderromancer, besluttede han at rejse de franske arvekrav på kongedømmet Napoli, at bruge dette som et springbrædt til erobring af Konstantinopel og derefter kroning som østromersk kejser. Til sikring af flankerne blev inden felttoget Artois og Franche-Comté afstået til Maximillian af Habsburg, Cerdagne og Roussillon til Ferdinand af Kastilien alt i håbet om at kunne holde sig skadesløs i Syditalien. Gennem høje skatter, pantsætning og lån hos genovesiske banker blev der opstillet en hær på 40.000 mand og 100 kanoner foruden 68 krigsskibe. Pave Alexander 6. gjorde, hvad han kunne for at støtte sin allierede, det aragonske dynasti i Napoli, men måtte forhandle med K, da han rykkede ind i Rom. K drog ind i Napoli 22.februar 1495 og blev kronet der den 12.maj. Allerede i marts havde Milano, Østrig, Venezia og paven dannet Den venezianske Liga mod K, og efter det uafgjorte slag ved Fornova (juli 1495) blev han tvunget til at vende tilbage til Frankrig. Krigstogtet var således endt uden gunstigt resultat for Frankrig; det havde tværtimod med dets store økonomiske omkostninger været ødelæggende for Frankrigs finanser. K. havde dog ikke tabt modet, under forberedelse af et nyt felttog til Italien, døde han (d 8/4 1498)

 

1520 d Montezuma II, Mexicos sidste aztekiske kejser; i 1502 have Montezuma efterfulgt sin onkel Ahuizotl som leder af et imperium, der havde nået sin største udstrækning - det strakte sig sydpå til de områder, der i dag udgøres af Honduras og Nicaragua. Men samtidig var riget svækket af uro blandt de undertvungne folk; en uro der var forårsaget af stadig stigende krav om tributter og mennesker, der skulle ofres ved aztekernes religiøse fester. Gennem sine astrologers udlægning af guden Huitzilopochtlis vilje var Montezuma blevet fatalist over for en usikker fremtid. Usikkerheden skyldtes, at aztekerne med frygt forudså den varslede genkomst af den hvide, skæggede gud Quetzalcóatl, som efter sin genkomst skulle herske over aztekerriget. I stedet kom den hvide, skæggede Cortes. Han var blevet underrettet om aztekernes frygt og forstod at udnytte den under sit togt til Mexico. I første omgang forsøgte M at købe Cortes bort. Men spanierne indgik alliancer med de folk, der hadede det aztekiske herredømme. Da Cortes blev budt velkommen af Montezuma i aztekernes hovedstad Tenochtitlán, blev han klar over, han var gået i en fælde. Han tog da Montezuma til fange ud fra den tanke, at aztekerne ikke ville angribe, så længe kejseren var i spansk varetægt. Denne ydmygelse betød, at aztekerne mistede enhver respekt for deres hersker. Om Montezumas endeligt er der modstridende beretninger. Iflg. spanske kilder blev Montezuma dræbt, da han forsøgte at tale til sit folk. Hans tale blev mødt med en byge af pile og sten, der påførte ham dødelige kvæstelser. På den anden side var det aztekernes opfattelse, at spanierne myrdede deres kejser; Cortes og hans folk var da også tæt på at blive dræbt, da de ved nattetide sneg sig ud af Tenochtitlán (f 1466)

 

1559 Henrik 2. af Frankrig såres i en ridderturnering af Gabriel de Montgomery. Efter kongerne Philip 2. af Spanien og Henrik 2. af Frankrig havde indgået freden i Cateau-Cambrésis den 2. april, enedes de om at bekræfte freden med et ægteskab mellem Henriks datter Elizabeth og den spanske konge. Den 22. juni modtog hertugen af Alba som Philips stedfortræder Elizabeth som Spaniens nye dronning. Brylluppet blev bl.a. fejret med en række storstilede turneringer. Henrik, der kun var 40 år, krævede plads i turneringen. I sådanne turneringer tilfaldt sejren den rytter, der uden selv at falde af hesten, brækkede tre lanser mod modstanderens rustning. Henrik gjorde dette mod hertugerne af Guise og Savoyen, der kendte deres rette rolle i spillet. Men den tredje modstander, Mont-goméry, der brød en lanse med kongen, var så uheldig, at hans våbens skarpe spids trængte op under Henriks visir. Den trængte gennem kongens øje og op i hjernen. I ti døgn lå Henrik bevidstløs, før han døde

 

d Simon Vouet, fransk maler; efter at have opholdt sig 1613-27 i Rom introducerede han ved sin hjemkomst til Frankrig den italienske barok i fransk malerkunst. Vouets anvendelse af clair-obscur (anvendelse af dramatiske kontraster mellem lys og skygge) i sine værker viser påvirkningen af den italienske barokmaler Caravaggio. I 1627 kaldte Ludvig 13. Vouet tilbage til Frankrig og udnævnte ham til hofmaler. Herefter sikrede Vouet sig næsten alle vigtige opgaver, dominerede hovedstaden kunstnerisk de næsten 15 år og udøvede en enorm indflydelse. Fra hans værksted udgik en række af de kunstnere, der skulle blive den næste generations store navne (døbt 9/1 1590)

 

1658 Frederik 3. opretter Livgarden. Gardens stamregiment "Kongens Livregiment" oprettes denne dag. Betegnelsen Kongens Livregiment anvendtes til 5. august 1684. Da bestemte Chr. 5., at livregimentet for fremtiden skulle anses som og føre navn af "Vor Garde til fods". Ved forsvarsaftalen af 1909 fik Livgarden sit nuværende navn

 

1755 f Paul Francois Jean Barras, fransk general og politiker; han sluttede sig til revolutionen og blev 1792 medlem af nationalkonventet, hvor han sluttede sig til jakobinernes yderliggående fløj og stemte for kongens henrettelse. Barras fik kommandoen over Konventets tropper, og 1795 blev han medlem af Direktoratet. Herefter spillede han en ledende rolle i de politiske intriger 1795-99, samtidig med han skaffede sig store rigdomme ved hensynsløs korruption. Han optrådte som Napoleons beskytter og gav ham en af sine elskerinder, Joséphine Beauharnais, til hustru og skaffede ham kommandoen over den italienske armé. Ved Napoleons statskup 1799 blev Barras skubbet til side og spillede herefter ingen politisk rolle (d 29/1 1829)

 

1798 Napoleon og hans soldater går i land i Ægypten. Efter i 1797 at have forkastet planer om et felttog mod Storbritannien foreslog Napoleon et felttog mod Ægypten for at sikre fransk herredømme i Middelhavet, et første fremstød mod de britiske besiddelser i Indien. Den 19. maj 1798 stak han til søs med 12 linjeskibe, 14 fregatter og 300 transportskibe medbringende en styrke på 35.000 mand. Mirakuløst nåede den franske styrke Alexandria, den briterne opdagede den. Alexandria blev stormet den 2. juli, og derfra rykkede Napoleons hær i ilmarch mod Cairo. Felttogets første fase gik efter planen. Men efter briterne havde nedkæmpet den franske flåde i slaget ved Abukir den 1. august 1798, var Napoleon og hans hær afskåret i Ægypten. Men i efteråret 1799 lykkedes det Napoleon i hemmelighed at komme til Frankrig, og den 15. okt. var han i Paris for at planlægge det kup, der den 9. novbr. gjorde ham til Frankrigs enehersker

 

Under anførsel af Brigham Young forlader mormonerne Nauvoo City, Illinois med kurs mod Great Salt Lake

.

Der udstedes anordning om fæstningens nedlæggelse og inddragelse af vagterne ved Københavns byporte. Omkr. 1850 kom voldene omkring hovedstaden til at stå som indbegrebet af bagstræb. Fæstningen med dens fire porte virkede hæmmende på udviklingen. Portene virkede som nåleøjer og satte en dæmper på den nødvendige trafik, der måtte være fra byens opland til dens torvepladser. For at kunne afgive frit skud fra voldene lå der uden for disse det såkaldte demarkationsterræn, hvor der ikke måtte bygges. I slutningen af 1851 lykkedes det at overbevise militæret om det rigtige i at rykke demarkationslinjen ud til søerne, og i januar året efter blev byggeriet på Broerne givet fri. Mere ville militæret ikke gå med til. Fæstningen som sådan blev der ikke rokket ved. Men der var ikke tvivl om, hvor det bar hen. Da det ved forordningen af 30. juni 1856 lykkedes at få fæstningen nedlagt og de militære vagter ved portene inddraget, var det nærmest at opfatte som et længe opsparet pres af had, der kom til udløsning og sprængte byens rammer. Det er derfor forståeligt, at byens borgere krævede byens porte på et fad. Allerede samme år blev Nørreport nedbrudt, og hen over det derved opståede gab blev der lagt en jernbro, således at Frederik 7. fortsat kunne ride byen rundt på voldene. Men endnu var det kun portene, man fjernede. Året efter påbegyndtes nedbrydningen af voldene

 

f Georges Duhamel, fransk læge og forfatter; han grundlagde 1906 sammen med en række forfattere og malere kunstnerkolonien l’Abbaye ved Créteil. Deres idegrundlag var Jules Romains unanimisme – i.e. den litterære retning der skildrer sociale grupper som sjælelige enheder på bekostning af det individuelle. Duhamel deltog som læge i Første Verd.krig og kom i nær kontakt med mange af krigens ulykkeligste ofre. Han udgav "Vie des martyrs" (1917) og "Civilisation" (1918), som afslører stor menneskundskab og dyb medfølelse med dem, ulykken rammer. Hans humanisme, hans livsvisdom og sans for humor gjorde ham åben for mange menneskelige livsformer, men måske først og fremmest for den enkle hverdagseksistens, som holdes nede af de små bekymringer og plager.Bl. hans romaner er "Vie et aventures de Salvin" (5 bd. 1920-32), "Chronique des Pasquier" (10 bd. 1933-45) og i en genre for sig selv "Fables de mon jardin" (1936). I flere af Duhamels værker finder man en overtone af konfessionsløs religøsitet. Stilistisk var Duhamel forankret i den realistiske tradition fra 1800-tallet (d 13/4 1966)

 

1913 Bulgarien begynder 2. Balkankrig. Ved fredsstluningen i maj 1913 efter 1. Balkankrig mistede Tyrkiet alle sine europæiske besiddelser bortset fra Konstantinopel. Størstedelen af de områder, Tyrkiet afstod, blev bulgarske. Bulgarernes drøm om at skabe et Stor-Bulgarien var ved at gå i opfyldelse. Endvidere var det ved freds-slutningen lykkedes Østrig-Ungarn at begrænse den serbiske ekspansion i den vestlige del af Balkan. Til-sammen startede disse to forhold omgående en ny krisesituation. Serberne krævede erstatning for den landudvidelse, dobbeltmonarkiet havde forhindret, og det skulle ske i Makedonien på bulgarernes bekostning. Her håbede grækernepå en grænserevision og igen på bulgarernes bekostning. I nord krævede rumænerne kompensation i form af bulgarske landafståelser ved Sortehavet. En forståelse blev opnået mellem de tre utilfredse lande. I stedet for at vente på at blive angrebet, greb bulgarerne til våben. Men deres angreb blev slået tilbage, og efter godt en måneds krig blev der sluttet våbenhvile. Freden (underskrevet den 10. august 1913) blev hård for Bulgarien. Tyrkiet udvidede sit europæiske brohoved. Rumænien fik sine krav på Sortehavskysten tilgodeset. Grækenland og Serbien delte hovedparten af Makedonien

 

1919 d John William Strutt - Lord Rayleigh, britisk fysiker; blev 1879 professor i eksperimentalfysik i Cambridge; 1887-1905 professor ved Royal Institution i London; 1885-96 sekretær ved Royal Society og 1905-08 dets formand. R betegnes som en af de mest alsidige fysikere, der har levet. Han har offentliggjort 400 afhandlinger (de første, fra før han blev adlet) inden for næsten alle områder af fysikken såsom kapillaritet, optik, akustik, bølgelære, elektricitet og hydrodynamik. Med sin bog "Theory of Sound" (1877-78) grundlagde han den akustiske videnskab og teknik. Han betegnes som en fremragende matematiker, og at hans arbejder alle udmærker sig ved en klar forståelse af det væsentlige i problemet. R opdagede 1894 sammen med Ramsay grundstoffet argon i atmosfæren. Han fik 1904 nobelprisen i fysik for denne opdagelse og for undersøgelser af tætheden i gasser, som førte til opdagelsen (f 12/11 1842)

 

1934 De lange knives nat i Tyskland. I foråret 1934 var SA (Sturm Abteilung, nazisternes "hær")vokset til op mod fire mio. mand, og udgjorde dermed en styrke, der var næsten ti gange større end hærens. Den udgjorde nu en trussel mod hærens stilling som den eneste militære magtfaktor i landet. Hærens aristokratiske officerer var desuden urolige over forlydender om, at SA’s officerer havde planer om, at de nu efter nazisternes magtovertagelse skulle indtræde som officerer i den tyske hær. Hærens officerer så nødigt disse opkomlinge og ballademagere som kolleger. I foråret 1934 var det tillige klart, at den 87 årige rigspræsident von Hindenburg næppe ville leve mange måneder mere. Skulle Hitler have mulighed for at efterfølge Hindenburg, skulle han have militærets støtte. Den stillede den militære ledelse ham i udsigt på den betingelse, at han forpligtede sig til at støtte hæren i konflikten med SA og nedskære SA styrkerne. Også på anden måde var SA blevet Hitler en klods om benet. Ledende erhvervskredse og højere embedsmænd, der repræsenterede viden og erfaring, var urolige over SA’s leders krav om, at den nationale revolution skulle gennemføres til bunds. SA lederne krævede udrensning og politisk belønning efter års kamp og afsavn og for deres bidrag til den nazistiske magtovertagelse. Hitler måtte vælge. Det gjorde han med aktionen, der er blevet kaldt "de lange knives nat". SA’s ledelse blev anholdt og henrettet uden dom eller retslig undersøgelse. SA blev degraderet til en organisation uden militære magtmidler. Ved samme lejlighed henrettedes flere, der havde været eller kunne tænkes at blive Hitlers modstandere. Med aktionen var enhver opposition inden for nazipartiet ophørt. Al tale om en ny revolution forstummede. Hæren sluttede loyalt op bag Hitler. I en dagsbefaling den 1. juli fastslog hærens øverstbefalende, at Hitler med militær beslutsomhed og forbilledligt mod havde slået til mod forræderne. Henrettelserne og mordene blev senere legaliseret gennem en særlig lov, hvor Hitler blev erklæret for "det tyske folks højeste dommer"

 

1934 d Peder Pedersen Pinstrup, bonde og politiker; det er blevet hævdet, at Ps traditionelle landmands- og høj-skolebaggrund blev under indtryk af 1890’ernes krise parret med en agrarisk protestholdning, som blev hans kendingsmærke som venstrepolitiker og organisationsleder. Hans faste udgangspunkt var De Jyske Land-boforeninger, hvis formand han var 1918-30. Organisationskarrieren kronedes med posten som Landbrugs-rådets præsident 1920-33. Som organisationsleder og som medlem af Folketinget 1903-32 så han det som sin hovedopgave at bekæmpe bylivet i alle dets former, da livet på stenbroen efter hans opfattelse forråede det sunde, det gudgivne i menneskets sind. Bondegerningen udfoldede sig på naturens betingelser modsat fabriks-livet, hvor kapitalister og fagforeningsfolk delte kagen til skade for andre. Stærkest vendte han sig mod de partifæller, som var parate til at gå på kompromis med socialdemokrater og radikale. Finansiel støtte til land-bruget retfærdiggjordes af bondekulturens storslåethed. Når P i tale eller skrift kom ind på forskelle mellem befolkningsgrupper, understregede han altid bondestandens åndelige og kulturelle overlegenhed (f 14/12 1861)

 

1944 Under folkestrejken i København når arbejdsnedlæggelserne et højdepunkt. Da sporvognene forlod remiserne, indtog københavnerne mange steder en så truende holdning, at al sporvognskørsel blev indstillet. Kort efter nedlagde også personalet på telefoncentralerne arbejdet. Ved middagstid ophørte S-togene at køre. I løbet af få timer standsede al arbejde i København. Nu begyndte der nogle bevægede døgn for hovedstadens befolkning. Om aftenen og om natten var uroen på Vesterbro og Nørrebro voldsommere end nogensinde, og antallet af dræbte og sårede steg stærkt. Da tyskerne i løbet af dagen blev klar over bevægelsens omfang, besluttede deres ledere at bruge magt. Tropper kaldtes til fra hele Sjælland. Hen på eftermiddagen besatte svært bevæbnede miliitærafdelinger strategisk vigtige punkter i byen; andre steder i byen opstilledes kanoner og indrettedes maskingeværstillinger. Ved 21-tiden afbrød tyskerne forsyningerne med gas, vand og elektricitet. Om aftenen havde udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen en drøftelse med Dr. Best. Der kom intet ud af mødet. Svenningsen fik at vide, at tyskerne ville vise, at det ikke var nogen kunst at ordne en by på en million mennesker. Hvis der ikke var ro og orden allerede næste dag, skulle tyskerne nok sørge for det.

 

1962 De sidste enheder af den franske fremmedlegion forlader Algeriet. Siden sin oprettelse i 1831 havde Fremmedlegionen altid været garnisoneret i Sidi bel Abbès i Algeriet. Men da dagen for proklamationen af Algeriets selvstændighed nærmede sig, måtte legionen forlade Algeriet. I stedet fik den garnison på Korsika

Til top