Forside        Maj

Vælg en dato:

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30
31

Til top        1. maj

305 Kejser Diocletian abdicerer. Med sin tilbagetræden opfyldte D vilkårene i den ordning, han selv havde lavet for at løse det tronfølgeproblem, der havde plaget Romerriget siden Augustus’ tid og været en stadig kilde til uro og ustabilitet. D gjorde sin gode ven Maximian til medkejser med særligt ansvar for den vestlige del af riget, mens han selv tog sig af den østlige. De kaldtes begge Augustus. Derpå sørgede D for, at de hver fik en kronprins, en cæsar. D udpegede Galerius Maximinus til sin cæsar. Dette såkaldte firemandsstyre, tetrarki, var D’s svar på de sikkerheds- og stabilitetsproblemer, riget stod overfor. I 305 trak D sig tilbage til sit pragtpalads i Salonae (Split) på den dalmatiske kyst. Som planlagt blev de to cæsarer nu kejsere (augusti) og de udpegede hver en ny cæsar. Men inden sin død måtte D opleve, at hans fint udtænte politiske system brød sammen i strid mellem hans efterfølgere. En enkelt gang forsøgte han uden varig succes at mægle mellem dem. Men han afviste at vende tilbage til aktiv politik

 

1218 f Rudolf af Habsburg, tysk konge fra 1273 som den første af dynastiet Habsburg; han var søn af Albert, greve af Habsburg og Heilwic af Kyburg; som greve øgede Rudolf sit domæne gennem kampe med slægtninge på mødrende side. Hans ægteskab med Gertrude af Zolern-Hohenberg-Haigerloch betød ligeledes en forøgelse af hans landområde. Rudolfs valg til tysk konge den 1. oktober 1273 skyldtes, at elektorerne ville undgå en magtfuld ikke-tysk kandidat, Ottokar II af Böhmen. Et år efter konfirmerede paven valget, da Rudolf havde afgivet løfte om at ville stå i spidsen for et kortstog, at give afkald på krav på Rom, på andre pavelige områder og på Sicilien. Med sejren over Ottokar II i slaget ved Dürnkrut 26. august 1278, hvor Ottokar blev dræbt, brød Rudolf den böhmiske modstand mod sin kongeværdighed. Selv om det aldrig lykkedes ham at få titel af kejser, havde Rudolf betydeligt held med at konsolidere kongedømmet og samle riget efter et par årtiers splittelse i det interregnum, hvor riget havde været uden kejser siden Frederik 2.’s død i 1250. Ved at overlade hertugdømmerne Østrig og Steiermark, tidligere böhmiske besiddelser, til sine to sønner skabte Rudolf kernen i de habsburgske besiddelser og det habsburgske kejserdømme (dobbeltmonarkietØstrig-Ungarn), der bestod til 1918 (d 15/7 1291)

 

1633 f Sébastien le Prestre de Vauban, fransk militæringeniør og marskal af Frankrig; gjorde efter sin uddannelse til ingeniørofficer tjeneste i den spanske hær og fra 1653 i den franske. I 1678 blev han generalinspektør for fæstningsvæsenet. I Ludvig 14.’s krige stod han i spidsen for flere belejringer - f.eks. af Maastricht i 1673 og af Namur i 1692. Han ledede byggeriet af befæstninger om byer som Metz, Strassbourg; befæstninger som indtil anden halvdel af 19. århundrede blev anset for at være uindtagelige. De grundsætninger og regler, han frem-lagde i sit skrift "De l’attaque des places" gjaldt i de næste 200 år som grundlæggende for fæstningsbyggeri og krig om fæstninger. Ved siden af militærvidenskabelige værker skrev de Vauban bøger om økonomi. Dog blev hans bog "Projet d’une dixme royale" (1707), i hvilken han talte for et indkomstskattesystem, forbudt. End-videre foretog han demografiske undersøgelser; disse undersøgelser har betydet, at le Prestre de Vauban regnes blandt grund-læggerne af den videnskabelige statistik (d 30/3 1707)

 

d John Dryden, britisk forfatter; i 1658 udgav han i forbindelse med Cromwells død hyldestdigtet "Heroic Stanzas on the Death of Cromwell"; men da England atter blev et kongerige i 1660, hilste han Karl 2. med "Astræ Redux".1667 udkom "Domini Annus Mirabilis", der handler om det for England så sørgelige år 1666; det år, hvor den hollandske flåde viste sig på Themsen, og London brændte. Efter ca 1666 blev Dryden dramatiker og skrev både tragedier og komedier f.eks. "The Conquest of Granada". Endvidere forfattede han politiske satirer bl.a. "Absolom and Achitophel", hvor den kvindeglade Karl 2. sammenlignes med Det gamle Testamentes kong David, der levede i de gode, gamle, hellige tider, hvor polygami endnu ikke var blevet en synd. Dryden skrev også om sin samtids religiøse spørgsmål:"Religio Laici" (1682) og "The Hind and the Panther" (1687). En vigtig indsats er Drydens forord til dramaerne. De er kritiske afhandlinger i en letflydende af dagligdagssproget påvirket prosastil, karakteriseret ved en prunkløs naturlighed, klarhed, dynamik og musikalitet. En stil der har givet Dryden navnet den moderne engelske prosas far (f 9/8 1631)

 

Realunionen mellem England og Skotland træder i kraft. Siden 1603, da den skotske konge stuarteren Jacob 6. også blev konge af England som Jacob 1., havde England og Skotland været i personalunion. Den økonomiske udvikling i England gennem de sidste 150 år havde styrket Englands lederstilling, men ikke gjort den skotske nationale stolthed og sårbarhed mindre. Sammenlignet med England var Skotland et fattigmandsland. Land-bruget var uhyre primitiv, og uår var med det barskere skotske klima mere almindelig end i England. Skotske forsøg i slutningen af 1600-tallet på at komme med i den stærke udvikling af handel og industri, som foregik i England, mislykkedes. Skotterne ville ikke kunne klare sig i konkurrencen, så længe de engelske told- og søfartslove behandlede dem som udlændinge. De store engelske sejre på kontinentet i Den Spanske Arvefølge-krig i 1700-tallets første årti styrkede yderligere Englands stilling. Det blev mere og mere klart for skotterne, at den økonomiske ligestilling, som var livsvigtig for dem, kun kunne købes ved politiske indrømmelser. På den anden side havde også englænderne interesse i at få personalunionen erstattet med en realunion. I 1701 fastslog parlamentet i London, at Huset Hannover skulle være arveberettiget til den engelske trone efter det barnløse kongepar Vilhelm og Marias død. Risikoen for, at skotterne ville vælge en anden tronfølger, skræmte englæn-derne. Derfor tilbød de skotterne gode betingelser for en union. Ved gennemførelsen af unionen blev det skotske parlament ophævet. Skotterne fik i stedet 45 pladser i Underhuset og 16 pladser i Overhuset i parla-mentet i Westminster, London. Skotland beholdt sin presbyterianske kirke, sit eget lokalstyre og skolevæsen. Alle toldskranker mellem de to lande blev fjernet og skotske varer fik adgang til de engelske kolonier.

 

Under Den preussiske Syvårskrig og kolonikrigen mellem England og Frankrig underskriver Østrig og Frankrig i Versailles en offensiv alliance mod Preussen. Iflg. aftalen skulle Østrig generhverve Schlesien mod at overlade Nederlandene til deling mellem Ludvig XV og hans spanske Bourbon fætter, Philip, hertug af Parma, Piacenza og Guastalla, hvis italienske besiddelser til gengæld skulle afstås til Østrig. Endvidere skulle franskmændene betale Østrig en årlig støtte på 12.000 livres og opretholde en styrke på 105.000 mand i Tyskland foruden det kontingent, de allerede stillede til Østrigs disposition. Ved aftalens indgåelse blev det forøget fra 24.000 til 30.000 mand.

 

1769 f Arthur Wellesley 1st Duke of Wellington, engelsk feltherre og statsmand; han indtrådte i den engelske hær i 1787. Sine første krigserfaringer fik han i krigen med Holland 1794-95. Derefter var W i årene 1797-1805 tjenestegørende i Indien, hvor hans ældre bror Richard Wellington var generalguvernør. I Indien avancerede han til generalmajor. Som divisionsgeneral deltog Welligton i 1807 i ekspeditionen mod Danmark. Året efter ledede han som generalløjtnant et britisk hjælpekorps på Pyrenæerhalvøen. 1809 fik han overkommandoen på denne front, og han høstede nu laurbær i rigt mål og grundlagde sit ry som en stor feltherre. I en række slag besejrede han Napoleons hære og gjorde dermed ende på krigen i Spanien. Han fulgte endog franskmændene over Pyrenæerne og besejrede dem i foråret 1814 i et par slag i Sydfrankrig. Da han samme år vendte hjem til England, udnævntes han til hertug af Wellington og feltmarskal. Efter en kort tid at have været ambassadør i Paris og derefter at have repræsenteret sit land på Wienerkongressen fik han, da Napoleon i 1815 vendte tilbage fra Elba, overkommandoen over en britisk-hollandsk-tysk styrke og besejrede den 18. juni 1815 sammen med Blücher den franske kejser ved Waterloo. Nu modtog han marskalstaven og førte til 1818 overkommandoen over de allierede besættelsesstyrker i Frankrig. I 1827 blev han chef for den britiske hær og var 1828-30 leder af en toryregering. 1834-35 var han udenrigsminister. Endelig var han i årene 1841-46 minister uden portefølje. I sin indenrigspolitik var "jernhertugen" meget konservativ og bekæmpede energisk alle reformforsøg fra "whig-gernes" side. Dog gennemførte Wellington som premierminister i 1829 katolikkernes emancipation, men en parlamentsreform ville han ikke høre tale om. Denne holdning var grunden til, han i 1830 måtte træde tilbage som regeringsleder (d 14/9 1852)

 

d Jean-Baptiste Bessières, duc d’Istrie, fransk marskal; Bessières militære karriere begyndte som menig i Ludvig 16.’s garde i 1792. Han deltog i Napoleons italienske felttog i 1796. Han kæmpede ved Aboukir i 1798, og to år senere stod han i spidsen for 800 mand af Konsulatets garde i slaget ved Marengo (14. juni). I 1805 anførte han med 9.000 gardere angrebet mod russernes gardekavaleri i slaget ved Austerlitz (2. december). I Spanien muliggjorde Bessières sejr i slaget ved Medina de Riosco (1808), at Napoleons bror Joseph kunne rykke ind i Madrid og udråbes til konge af Spanien. Under krigen med Østrig i 1809 dækkede Bessières i spidsen for kavaleriet den franske tilbagetrækning efter slaget ved Aspern-Essling (22. maj); under slaget ved Wagram (5.-6. juli) blev han alvorligt såret. Trods sine sår blev Bessières sendt til Flandern for at bekæmpe den britiske landgang der (juli 1809). I 1811 blev Bessières sendt til Spanien med en styrke på 50.000 mand for at forsvare den nordlige del af landet. Men han var ikke i stand til at forhindre det franske nederlag i slaget ved Fuentes de Onoro (3. maj 1811). I 1812 var Bessières i spidsen for gardens kavaleri på Ruslandsfelttoget; men stort set hele mandskabet gik til uden at have været i kamp. Dagen før slaget ved Lützen (2. maj 1813) blev Bessières dræbt i en træfning under en rekognoscering (f 6/8 1768)

1851 Dronning Victoria åbner i Hyde Park verdens første internationale udstilling. Det var dronningens gemal, prins Albert, der var initiativtager til det vældige foretagende. Udstillingens fornemste bygning var Crystal Palace på 70.000 m2. Den blev symbol på industriens førende stilling i Storbritannien. Den kæmpemæssige bygning af form som et drivhus blev opført på seks måneder af massefabrikerede elementer: søjler og dragere af støbejern, maskinproduceret pladeglas og planker. Med bygningens materialer og konstruktion stod den som et monument over en ny tids krav til formen som et udtryk for funktionen. Efter udstillingen blev Crystal Palace skilt ad og genopført i Sydenham syd for London. Her blev det et populærrt forlystelsessted. Det var derfor et stort tab for londonerne, da det blev ødelagt af en brand i 1936

 

I Danmark træder loven, der giver døtre lige arveret med sønner, i kraft. Endvidere bestemte loven, at ugifte kvinder (ikke mere "fruentimmer"), der hidtil, modsat enker, havde været umyndige, blev myndige med det fyldte 25. år. Med loven fik kvinderne del i den nationalliberale periodes friheds- og lighedslovgivning. Vedtagelsen senere på året af loven om næringsfrihed gav ugifte kvinder ret til at få næringsbrev på samme vilkår som mænd

 

1860 d Anders Sandø Ørsted, jurist og premierminister 1853-1854; 1801 assessor i Hof- og Stadsretten, 1810 i Højesteret, 1813-48 deputeret i Danske Kancelli, 1825-48 tillige generalprokurør. 1842-48 gehejmestatsminister, 1848-49 kongevalgt medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, 1850-53 medlem af Landstinget, 1853-54 premierminister (statsminister) samt indenrigs- og kultusminister. Som jurist har Ørsted lagt grunden til senere dansk retsvidenskab. Hans hovedværk er "Håndbog i den Danske og Norske Lovkyndighed" (I-VI, 1822-35); desuden har han i talrige afhandlinger behandlet næsten alle juraens grundlæggende problemer. Politisk indtog Ørsted i begyndelsen forsigtigt-liberale synspunkter og var oprindelig velset af de liberale, men han kunne ikke følge de Nationalliberales krav om forfatning og ejderpolitik. Ørsted var modstander af Junigrundloven; han var helstatsmand og indtog efterhånden en klar konservativ holdning. Som premierminister førte han en udpræget reaktionær politik. Hans sympati var stadig ved det politiske system, under hvilket han var vokset op, og som han havde tjent trofast i et langt liv. For det nationale modsætningsforhold inden for monarkiet i de sidste år af hans aktive politiske liv, manglede han enhver forståelse. Ørsteds erindringer "Af mit Livs og min Tids Historie" (I-IV, 1851-57) er et forsvar for enevældens administration og for helstaten samt en vigtig kilde til dansk historie i første halvdel af 1800-tallet (f 21/12 1778)

 

d David Livingstone, skotsk læge, missionær og opdagelsesrejsende; han kom til verden i et småkårshjem; ti år gammel begyndte han at arbejde på en bomuldsfabrik. Her blev han i 13 år. Men i sin fritid læste han meget på egen hånd, studerede endog teologi og medicin på universitet i Galsgow – om vinteren, når fabrikken en tid var lukket. 1836 meldte han sig til tjeneste hos London Missionary Society, som bekostede hans afsluttende medicinske uddannelse. Efter at have taget lægeeksamen sendte selskabet ham i 1840 til Sydafrika. Her virkede han først i Bechuanaland. Livingstone blev hurtigt klar over, at kendskab til folk, land og sprog var nødvendig, hvis han skulle gøre gavn. Så allerede nu begyndte han de undersøgelser, som skulle gøre ham berømt. I 1849-51 foretog han sin første rejse. På den opdagede han Ngamisøen (1849) og Zambesifloden (1851). I årene 1853-56 foretog han sin anden rejse. Den gik langs Zambesi øvre løb og videre til Angola, så tilbage og langs floden til dens udløb ved Quelimane i Mozambique. Hertil nåede han efter fire års forløb som den første europæer, der havde krydset Afrika fra hav til hav. For denne rejse modtog han det geografiske selskabs guldmedalje og blev æresdoktor i Glasgow og Oxford. Under besøget i England gik Livingstone i den britiske regerings tjeneste som leder af en ekspedition til Syd- og Centralafrika. På denne sin tredje rejse (1858-64) opdagede Livingstone bl.a. Nyasasøen. På sin fjerde og sidste rejse nåede han frem til Nyangwe ved Lualaba (Congo) og til Tanganyikasøen. I et par år hørte man i Europa intet til Livingstone, og rygterne berettede om hans død. Et amerikansk blad sendte Stanley ud for at finde ham, og i november 1871 mødtes de to mænd i Ujiji ved bredden af Lake Tanganyika. Halvandet år senere døde Livingstone. Han døde i Ilala, på sydsiden af Bangweolosøen. Hans afrikanske ledsagere begravede hans hjerte på stedet. Men bar hans lig til kysten, en strækning på 1800 km. Herfra blev det ført til England og bisat i Westminster Abbey (f 19/3 1813)

 

Slaget i Manila-bugten; en amerikansk flåde besejrer spaniernes stillehavsflåde. Da amerikanerne den 25. april havde erklæret Spanien krig, blev deres asiatiske flåde beordret til at forlade Hong Kong og beslaglægge eller nedkæmpe den spanske flåde, der befandt sig i philippinske farvande. Den amerikanske flåde var veludrustet og bemandet med en veltrænet besætning i høj grad takket være den energiske vicemarineminister Theodore Roosevelts indsats. I en træfning i de tidlige morgentimer den 1. maj 1898 sønderskød den amerikanske eskadre de spanske flådeenheder, der lå for anker i Manilabugten. De spanske tab var 381 mand, de amerikanske færre end 10. Efter et symbolsk bombardement overgav Manila sig og blev den 13. august besat af den amerikanske hær. Slaget i Manilabugten gjorde den amerikanske øverstkommanderende kommandør George Dewey til nationalhelt. Det viste, at USA var slået ind på en imperialistisk udenrigspolitik, og at det var en flådemagt, man måtte regne med

 

d Antonin Dvorak, tjekkisk komponist; viste tidligt stor musikalsk begavelse og blev 1857 elev på organistskolen i Prag. Dvorak var en dygtig violinist og bratschist og i en årrække spillede han i nationalteatrets orkester i Prag. Allerede som 14 årig komponerede han danse og marcher, og 1872 vakte han stor opmærksomhed med det patriotiske korværk "Hymnus". 1875 fik han et østrigsk statsstipendium for en symfoni. Fra slutningen af 1860'erne skrev han slaviske danse, derpå fulgte slaviske rapsodier; snart var Dvorak kendt i Tyskland, og i 1884 blev han inviteret til England, hvor han 1891 blev æresdoktor i Cambridge.1890 blev han ansat som lærer ved konservatoriet i Prag, fra 1901 dets direktør. 1892-95 opholdt han sig i USA, hvor han var leder af National Conservatory i New York. Rytmisk og melodisk er Dvorak forankret i slavisk folkemusik. Han komponerede 10 operaer, skrev kirkemusik bl.a. Requiem, Te Deum og Stabat Mater. Dvorak er bedst kendt som instrumentalkomponist med fem symfoniske digte og ni symfonier (1865-93) deriblandt Fra den Nye Verden (1893) som han fik impulsen til under opholdet i USA; endvidere oratoriet Heilige Ludmilla (1894) samt en række strygekvartetter o.a. (f 8/9 1841)

 

1945 d Joseph Goebbels, tysk politiker og propaganminister 1933-45; han blev erklæret uegnet til militærtjeneste under Første Verdenskrig pga. klumpfod, og denne fysiske skavank plagede ham og fik ham til at føle sig underlegen livet igennem, især når hans modstandere trak paraleller til en haltende djævel. Og han var ligeledes milelangt fra det nazistiske mandsideal. Efter at have studeret bl.a. historie blev i 1924 medlem af nazipartiet. Samme år blev han redaktør for bladet Völkische Freitheit i Elberfeld og i 1927 for National-sozialistische Briefe. I 1927 blev Goebbels Gauleiter i Berlin og grundlagde her avisen Der Angriff, som han var redaktør for. Som Gauleiter stod han i spidsen for partiets organisations- og propaganda-arbejde i Berlin. Han blev i 1929 rigspropagandaleder. Efter magtovertagelsen i 1933 blev Goebbels rigsminister og chef for det nyoprettede ministerium for folkeoplysning og propaganda. Efteråret 1933 grundlagde han og blev præsident for Reichkulturkammer. Goebbels opbyggede et stort propagandaapparat og stod i spidsen for ensretningen af massemedierne og kulturlivet. Han var selv en god, men demagogisk taler og agitator. Som sådan kom han til at stå bag den officielle hetz mod den jødiske befolkningsgruppe og blev en af hovedagita-torerne for Die Endlösung og deportationerne til udrydelseslejrerne i Østeuropa. Februar 1943 erklærede Goebbels den totale krig, og efter det mislykkede attentat på Hitler 20. juli 1944 fik han titlen rigsbefuldmægtig for den totale krigsindsats. Han blev i Hitlers testamente udnævnt til efterfølger som rigskansler. Joseph Goebbels begik selvmord sammen med sin kone i førerbunkeren i Berlin efter at have dræbt deres seks mindreårige piger med gift (f 29/10 1897)

 

Fidel Castro erklærer Cuba en socialistisk stat. Ikke mange måneder efter Castro havde overtaget magten på Cuba - januar 1959 - gjorde han tilnærmelser til kommunisterne. Han fik mere og mere støtte hos hjemlige kommunister og Sovjetunionen. Der er uenighed om, hvor meget dettes skyldtes, at Castro målbevidst orienterede sig mod den kommunistiske verden, eller det nye reformvenlige regime uundgåeligt måtte komme i modsætning til de amerikanske interesser på Cuba. Før Castro ejede amerikanerne bl.a. halvdelen af Cubas jernbaner, 90% af kraftværkerne og telefonselskaberne. De kontrollerede sukkerproduktionen, som er hovedhjørnestenen i den cubanbske økonomi. I sin 1. majtale i 1961 erklærede Castro da Cuba for at være en socialistisk stat. Sovjetunionen fik nu for første gang en latinamerikansk stat som allieret

 

1973 d Asger Jorn, maler; fra 1929 gennemgik han i fødebyen Silkeborg sin skole- og seminarieuddannelse. Som maler debuterede han i Silkeborg i 1933 på udstillingen Frie jyske malere. Efter seminariet var Jorn i Paris, hvor han var elev på Fernand Légers malerskole. I 1937 var han assistent hos Le Corbusier på verdensudstillingen i Paris. For at bryde den kulturelle isolation under Besættelsen engagerede Jorn sig med en række jævnaldrende kunstnere bl.a. om udgivelsen af tidsskriftet Helhesten, som bragte billeder fra hele verden; det måtte gå ind 1944, men kunstnerne fortsatte frem til 1950 med at udstille sammen på Høstudstillingen. I efteråret 1948 dannede han sammen med hollandske, belgiske og danske kunstnere gruppen Cobra, der i årene 1948-51 foranstaltede en række internationale udstillinger. 1952-53 arbejdede Jorn med keramik, og gennem en aftale med museet i Silkeborg kunne han 1953 på et værksted i Sorring udføre ca 150 arbejder, hvoraf et udvalg tilgik museet; samtidig skænkede han biblioteket i Silkeborg tre store billeder til udsmykning. J fik sit internationale gennembrud på verdensudstillingen i Bruxelles 1958, hvor hans billede "Brev til sin søn" var udstillet på en fremtrædende plads. I 1959 udførte Jorn sin første officielle bestilling i Danmark, et stort keramisk relief til Statsgymnasiet i Århus. I første halvdel af 1960'erne udgav Jorn fire bøger med en kritik af aktuelle politiske og kulturelle forhold, set i relation til historiske, æstetiske og økonomisk-teoretiske faktorer. I sidste halvdel af tresserne og til sin død arbejdede Jorn med så godt som alle kunstneriske udtryksformer. Hans seneste arbejder er præget af en rendyrkelse af farvernes udtrykskraft parret med en ofte grotesk humor i figurernes sammenfletninger. Jorns kunstneriske indsats vurderes højt i Vesteuropa og USA, hvor han betragtes som en af de førende skikkelser i efterkrigstidens kunst (f 3/3 1914)

 

Til top        2. maj

1519 d Leonardo da Vinci, italiensk multikunstner; kom 1466 i maler- og billedhuggerlære hos den berømte Verrochio og blev 12 år i hans værksted, der var Firenzes kunstcentrum. Maleriet var hans lyst, men uddannedes også i skulptur, arkitektur og kunstsmedearbejde. Desuden tegnede og eksperimenterede han gennem hele livet. 1482 forlod han Firenze og drog til Milano, hvor han trådte i tjeneste hos hertug Lodovico Sforza il Moro, ved hvis strålende hof han var arkitekt, ingeniør, maler, billedhugger, musiker, teaterdirektør og festarrangør. Her udførte han bl.a. det store nadverbillede 1495-98, men arbejdede mest med utallige dristige eksperimenter som f.eks. en stejlende rytterstatue af hertugen (den blev aldrig fuldført). Da franskmændene 1499 erobrede Milano, flygtede da Vinci, han opholdt sig bl.a. nogle år i Firenze, hvor han malede Mona Lisa. 1502-03 var han fæstningsingeniør hos pave Aleksander 6.’s søn Cesare Borgia. En tid var han i tjeneste hos kong Ludvig 12. af Frankrig. 1516 forlod da Vinci Italien rejste til Frankrig og arbejdede for kong Frans 1., der overlod ham et lille slot Clos-Lucé ved Amboise. Her døde da Vinci virksomt beskæftiget til det sidste. Hans efterladte notater og manuskripter (skrevet med spejlskrift; han skrev og tegnede med venstre hånd), der er utroligt righoldige og afvekslende, fylder omkr. 5000 store sider. I modsætning til sine to store samtidige, Michelangelo og Rafael, efterlod Leonardo da Vinci ingen store arkitektur- eller billedhuggerarbejder, kun 12 malerier (hvoraf et par ufuldendte). Men hans omfattende optegnelser, der rummer hans naturforskning, eksperimenter, opfindelser og indfald, viser, hvorledes han på alle områder – navnlig som anatom, naturforsker og tekniker - var langt forud for sin tid (f 15/4 1452)

 

1614 f Christian Rantzau, dansk-holstensk rigsgreve og overstatholder; han blev uddannet på Sorø Akademi i årene 1627-29. I 1634 blev han kammerjunker hos Christian 4. Men han var ikke længe i kongens tjeneste, fra 1636 koncentrede han sig om driften af sine mange godser. I 1648 udnævnte den nykronede Frederik 3. ham til statholder i Hertugdømmerne. 1650 blev Rantzau tysk rigsgreve, og så store var hans jordejendomme, at han var en sikker långiver for den dansk-norske krone. I begyndelsen stod han kongen meget nær, men hans selvsikre opførsel bragte ham på kant med kongeparret. Til trods for dette dårlige forhold – secielt til dronning Sophie Amalie - udnævntes han året efter Statsomvæltningen – enevældens indførelse – 1660 til overstatholder, en slags førsteminister, og som sådan tog han del i opgøret med Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina. Således var han med til at dømme førstnævnte til døden in absentia i 1663. Det var også Christian Rantzau, der ledede forhørene af Leonora Christina, da hun sad i Blåtårn (d 8/11 1663)

 

1668 Freden i Aix-la-Chapelle. Over for triplealliancen mellem England, Nederlandene og Sverige må Ludvig 14. af Frankrig give op i sin krig med Nederlandene. Mod at give afkald på Franche-Comte, Cambrai, St. Omer og Aire får den franske konge nogle områder i den sydlige del af Nederlandene (Belgien). Det var ikke svært for Ludvig at give afkald på de nævnte områder. I en hemmelig tillægsaftale med den østrigske kejser bestemtes det, at ved den spanske konges (Karl 2.) død skulle områderne tilbage til Frankrig

 

f Katharina d. (2.) Store af Rusland, zarina 1762-1796; datter af fyrsteparret Chr. August og Johanna Sophie af Anhalt-Zerbst; 21. august 1745 blev hun gift med den russiske tronfølger Karl Peter Ulrik, en ubegavet, brutal og halvt sindssyg person. I modsætning til ham var Katharina velbegavet og meget belæst, og hun blev det endnu mere i sin ensomhed ved hoffet; især studerede hun Montesquieu, Voltaire og de andre opplysningsforfattere og brevvekslede bl.a. med Voltaire og d’Alembert. Selv skrev hun en del, bl.a. skuespil og en opera samt et bind ungdomserindringer. Ved åbenlyst at foretrække russisk sprog frem for sit modersmål vandt hun betydningsfulde russere for sig. Kort efter hendes mand i 1762 besteg tsartronen som Peter III, blev han fængslet af en gruppe gardeofficerer, der var Katharinas fortrolige. Hun blev nu udråbt til regerende kejserinde, og en uge senere fandtes Peter dræbt – dog næppe på hendes foranledning. Hendes regeringsidealer var den oplyste enevælde, og hendes mål var at genoptage Peter den Stores reformpolitik. Som denne blev hun da også en af Ruslands betydeligste regenter. Men mange af hendes planer blev aldrig realiseret, og revolutionen i Frankrig i 1789 gjorde hende nærmest reaktionær. Dog blev administrationen forbedret, retsplejen noget reformeret, og en alm. lovbog blev udstedt. Hun arbejdede ivrigt for at fremme næringvejene, men dette gik ud over de livegne bønder, hvis kår forværredes. Også i udenrigspolitik, som hun personligt ledede, fulgte Katharina i Peter den Stores spor. De to tyrkerkrige 1768-74 og 1787-92 førte til erobringen af hele Sydrusland; delingerne af Polen (1792, 1793 og 1795)udvidede hendes rige mod vest. Katharina giftede sig ikke igen efter sin mands død; hun efterlod sig sønnen Paul, der efterfulgte hende på den russiske trone som Paul I (d 17/11 1796)

f Novalis, pseudonym for Georg Friedrich Philipp Freiherr von Hardenberg, tysk digter; han studerede jura i Jena, Leipzig og Wittenberg; 1795 blev han forlovet med den 13 årige Sophie von Kühn, som døde to år senere. Denne oplevelse blev af afgørende betydning for N’s liv og digteriske virksomhed. Efter jurastudierne fortsatte han sin uddannelse og studerede ved bjergværksakademiet i Freiberg. Han var tidligt kommet ind i Fichtes og Schlegels kreds og debuterede med nogle få "Fragmente" (1798), som endnu bar præg af rokoko og oplysningstid. Men i de berømte "Hymnen an die Nacht" (1800) fremtræder han som romantiker. "Hymnen an die Nacht" er skrevet i rytmisk poesi og skildrer Novalis egen oplevelse af kærlighed og død. Kristendom og panteisme præger hans "Geistliche Lieder" (1802). Hans ufuldførte roman "Heinrich von Ofterdingen" er det mest typiske udslag af den tyske romantiks naturfilosofi og poetiske livsindstilling; her indgår drøm og virkelighed i en intim forbindelse. I "Heinrich von Ofterdingen" møder man "die blaue Blume", symbolet på romantikkens evighedslængsler, og Novalis ægte poetiske sværmeri for middelalder og mystik. Et lignende billede får man i skriftet "Die Christenheit oder Europa" (skrevet 1799, udgivet 1826). Med sin digtning blev Novalis en central skikkelse i den ældre tyske romantik med dens stræben efter at lade religion, kunst og videnskab smelte sammen i en højere enhed (d 25/3 1801)

 

1773 f Henrik Steffens, naturforsker, filosof; i 1794 tog han som den første i Danmark en naturvidenskabelig eksamen. Efter eksamen fik han stipendium til en mineralogisk og geologisk rejse til Norge. Han var herefter ansat ved universitetet i Kiel, indtil han 1798 fik understøttelse til sin store dannelsesrejse; i konditionerne for støtten stod, at han skulle drive nyttige studier i geologi og bjergværksdrift. Men da han i 1799 kom til Jena, blev han grebet af Fichtes filosofi og kom i forbindelse med Goethe og de førende mænd i den romantiske skole. Steffens fandt en ledetråd for sin erkendelse af naturen, og han kunne finde en udvidelse og guddommeliggørelse af det idylliske verdensbillede, han havde hyldet i Danmark. Steffens’s hjemkomst er en af de virkelig skelsættende begivenheder i dansk åndsliv. For Oehlenschläger og for hele den yngre generation betød mødet med Steffens en overvældende inspiration: som en katalysator vækkede han skjulte kræfter og bragte nye, dybere perspektiver ind i den eksisterende tro på harmoni og forsyn. Steffens optræden, hans "levende ord", hans personlige udstråling gjorde ham til en farlig mand for magthaverne. Han kunne ikke få nogen ansættelse ved universitetet i København, og da han i foråret 1804 kaldtes til Halle, havde han ikke noget valg. Resten af sin indsats lagde han i Tyskland (d 13/2 1845)

 

1803 f Albert Küchler, maler; som elev på Kunstakademiet vandt han 1823 den lille sølvmedalje, den lille guldmedalje opnåede han året efter. Hans område var i disse år det historiske figurmaleri med motiver fra Det gamle Testamente, Ossian og Oehlenschläger. Sit gennembrud fik han 1828 med "En Amagerpige, som vil sælge Frugt i en Malers Atelier". 1830 startede den obligatoriske rejse til Rom. Her viste Thorvaldsen Küchler meget venskab, købte flere af hans billeder og sørgede 1838 for, at han agreeredes ved akademiet med udskydelse af det pligtige medlemsstykke til hjemkomsten. Hjem kom han dog aldrig. Rom indfangede ham ikke kun kunstnerisk, men også religiøst. 1844 gik han over til katolicismen og blev 1851 munk i San Bonaventura klostret på Palatin i Rom, hvor han blev boende til sin død. Küchlers plads i dansk kunsthistorie er kun beskeden. Hans yndest hos samtiden skyldes mest de såre elskværdigt opfattede folkelivsbilleder fra Italien. Som tegner nåede han aldrig ud over det nydelige (d 16/2 1886)

 

f Hans Christian Lumbye, komponist; 14 år gammel fik han ansættelse som trompeterelev ved faderens regiment, Fynske Lette Dragoner. Lumbyes blændende færdighed på trompet gjorde, at man efter ansøgning overflyttede ham til hestgarden, der var garnisoneret i København. I disse nye omgivelser tog hansmusikalske udvikling fart, han begyndte at komponere danse. Af afgørende betydning for Lumbye blev, at København i 1830 fik besøg af et østrigsk orkester, der gav koncerter, hvor man for første gang hørte Strauss’ indsmigrende valse. Det bragte Lumbye ind på hans livsbane, for allerede året efter optrådte han for første gang i spidsen for eget orkester og foranstaltede lignende koncerter. Det blev en dundrende succes, der ikke blev mindre ved, at Lumbye som komponist viste sig at have tilegnet sig Strauss genre. Lumbye blev med et slag centrum i den lettere del af det københavnske musikliv. 1842 forlod han hæren, og 1843, da Tivoli åbnede, havde Carstensen – Tivolis grundlægger – sikret sig Lumbye som havens fornemste musikalske attraktion. I Tivoli virkede Lumbye inddtil 1872, da sydom tvang ham til at træde tilbage. Uden for tivolisæsonen var han i København knyttet til forskellige etablissementer, bl a. Casino (fra 1847). Som det centrale i L’s produktion står hans mere end 600 danse, herimellem polkaer (Britta, Amager), valse (Veemod, Amélie) og fremfor alt galopper (Kjøbenhavns Jernbane Damp Galop og den festligste af dem alle Champagnegaloppen (1845). Hertil føjer sig en række marcher (Frederik 7.s honnørmarch). Til Det kgl. Teater skrev han nogle dansedivertissementer og komponerede finalerne til baletter bl.a. "Livjægerne på Amager" og "Napoli". End-videre komponerede han en række orkesterfantasier, herimellem "Drømmebilleder" (1846). Om Lumbye er der blevet sagt, at der over hans musik er en hjemlig tone, der forgylder mindet om 1840’ernes småborgerlige København (d20/3 1874)

Slaget ved Lützen (ved Leipzig). Slaget stod mellem Napoleon i spidsen for en hær på 120.000 mand med 288 kanoner og en forenet preussisk-russisk hær på ca 95.000 mand og 550 kanoner - det preussisk-russiske kavaleri var 3-4 gange så stort som Napoleons. Trods det alvorlige nederlag i Rusland i 1812 var Napoleons udsigter ved begyndelsen af 1813 ikke helt håbløse. Hans modstandere var ikke ubetinget indstillet på krig. Der var mulighed for en fredsslutning. Men Napoleon var ikke indstillet på kompromis, han satsede alt. I februar indgik Preussen og Rusland traktaten i Kalish rettet mod Frankrig, og i løbet af marts blev de franske styrker i Preussen drevet mod vest, så de ved midten af måneden stod ved Elbens vestbred. Den 28. april sluttede Napoleon sig til tropperne her. Hans plan var at krydse Elben og rette et afgørende slag mod preusserne, inden de var helt klar til krig. For at hindre at Østrig og Rhinføderationen af tyske stater sluttede sig til Preussen og Rusland, var en sejr af største betydning for Napoleon. Men Napoleon opnåede ingen afgørende sejr ved Lützen. Selv om russerne og preusserne trak sig tilbage, havde Napoleons tropper ikke den nødvendige styrke til at optage forfølgelsen og nedkæmpe dem

 

f Thomas Riise Segelcke, mejeripioner; han blev cand. polyt. i 1854; derefter foretog han studierejse, der bl.a. bragte ham til England, hvor det blev til et længerevarende ophold på Rotherham forsøgsstation, hvor S specialicerede sig i mejeribrug. I 1861 blev han konsulent for Landhusholdningsselskabet senere også konsulent i mejeribrug. Fra 1874 var han tillige docent i mejerilære og landbrugsbogholderi ved Landbo-højskolen, hvor han virkede som professor fra 1892. Han arbejdede som landets første egentlige landbrugs-konsulent og kæmpede bl.a. ihærdigt for at få landmændene til at føre regnskab. Segelckes afgørende betydning for det moderne rationelle og videnskabeligt baserede mejeribrug skyldes ikke mindst hans hans arbejde som lærer for mejerister. I 1900 blev han præsident for Landhusholdningsselskabet (d 12/11 1902)

 

f Theodor Herzl, ungarsk forfatter, grundlægger af den zionistiske bevægelse; som forfatter skrev han teaterstykker, essays og noveller. I årene 1891-95 var han korrespondent i Paris for avisen "Neue freie Presse". Herzl var oprindeligt relativt assimileret i samfundet og dermed fremmed over for jødedommen. Men under indtryk af antisemitismen i det franske samfund og især under indtryk af Dreyfus-affæren blev han ført tilbage til jødedommen. I sit skrift "Der Judenstaat" gjorde han det klart, at jøderne aldrig ville kunne finde sikkerhed, hvis de ikke fik deres egen stat. Han foreslog da, at denne sikkerhed skulle opnås ved grundlæggelse af en jødisk stat i Palæstina. Dermed trådte Herzl frem i første række blandt zionismens agitatorer og udfoldede snart en vidt forgrenet virksomhed til fremme af bevægelsen. I 1897 organiserede han 1. zionistkongres i Basel, hvor World Zionist Organization blev oprettet som et repræsentantskab for det jødiske folk. Herzl blev organisationens præsident. Han forhandlede uden held med den tyrkiske regering om Palæstina og besøgte de jødiske pionerer der; hans forhandlinger med briterne om andre områder blev ikke bakket op af verdensorganisationen. Herzls roman "Alt-Neuland" (1902) er en fantasifuld beskrivelse af den nye jødiske stat 20 år efter, den er grundlagt (d 3/7 1904)

 

1885 d Peter Panum, læge og fysiolog; året efter sin lægevidenskabelige eksamen blev han i 1846 sendt til Færøerne i forbindelse med en mæslingeepidemi. Hans redegørelse for epidemien var et banebrydende arbejde inden for epidemiologi. Således dokumenterede han, at smitte spredes fra menneske til menneske og ikke som hidtil antaget gennem luften. Samme store betydning fik hans beskrivelse af et udbrud af kolera på Lolland i 1850. Efter at være blevet dr. med. i 1851 var Panum på studieophold i Tyskland og Frankrig for at dygtiggøre sig inden for fysiologisk forskning. Udlandsopholdet varede til 1853, da blev ekstraordinær professor i medicinsk kemi, fysiologi og patologi ved Kiels Universitet. Her gennemførte han en lang række fysiologiske undersø-gelser. I1864 blev han han professor i fysiologi i København og fik opfyldt et ønske om oprettelse af fysiolo-gisk laboratorium. Dermed blev grunden lagt til den stærke tradition for eksperimenterende fysiologi ved Københavns Universitet. På det nedlagte Blegdamshospitals arealer opførtes etapevis i årene 1970-89 Panum Instituttet, der rummer forsknings- og undervisningsfaciliteter for de teoretiske institutter under Det Sund-hedsvidenskabelige Fakultek ved Københavns Universitet (f 19/12 1820)

 

f von Richthofen "den røde baron" Der rote Freiherr eller Der rote Kampfflieger, tysk krigsflyver; han fulgte familietraditionen og påbegyndte en militær karriere; i 1912 blev han kaptajn i den preussiske hærs 1. Uhlan kavaleri regiment. Med dette regiment kæmpede han i Rusland ved Første Verdenskrigs udbrud, senere deltog han i invasionen af Belgien og Frankrig. Da krigen blev en skyttegravskrig, og anbragte kavaleriet på sidelinjen, blev Richthofen infanterist. I 1915 blev han overflyttet til det Kejserlige Luftvåben, og i begyndelsen af 1916 kom han i kamp som jagerpilot. Han blev leder af Jagdgeschwader 1, som pga. dets fantasifuld dekorerede lyserøde fly blev kendt som Richthofens flyvende Cirkus. Allerede i 1916 var han på vej op blandt de berømteste flyvere, de store "esser". Sit tilnavn fik han efter farven på sit fly, et Fokker tri-plan. Hans heltery i Tyskland skyldtes hans mange nedskydninger af fjendtlige fly 80 (79 britiske og et belgisk). Han blev dræbt, da han blev fanget i en spærreild fra fjendtlig artilleri under et slag nær Amiens. Iflg.en anden beretning blev han skudt ned af Kaptajn Ray Brown, en canadier fra Royal Flying Corps. Richthofens efterfølger som leder af kampgruppen var Herman Göring (d 21/4 1918)

 

f Bing Crosby, amerikansk sanger og skuespiller; han var i sin samtid en af USA’s populæreste entertainere og var indbegrebet af en crooner. I 1930'erne fik han succes som den syngende helt i film som "Mississippi" (1935. Fra 1940 dannede han et populært komikerpar med Bob Hope i syv film. Blandt Crosbys film er "Blue Skies" (1946; "White Christmas" (1954) og fra 1956 "High Society" (d 14/10 1977)

 

Tysk overgivelse i Berlin til Den Røde Arme. Det var med en formidabel styrke under kommando af marskallerne Zhukov og Konjev russerne den 16. april 1945 indledte offensiven mod den tyske hovedstad. 2.500.000 mand med mere end 42.000 kanoner og morterer, over 6.000 kampvogne og selvkørende kanoner samt 8.300 fly gennembrød trods tyskernes stædige modstand deres Oder-Neisse forsvarslinje. Tyskernes forsøg på at holde forsvarsstillinger bag Oder-Neisse-linjen mislykkedes, og natten til den 21. april rykkede de første russiske styrker ind i Berlins forstæder. Den 25. april rykkede Zhukovs og Konjevs styrker frem til Vestberlin og fuldendte indeslutningen af byen. Dagen før var den tyske IX arme blevet omringet sydøst for Berlin. Den blev splittet i to dele, som blev nedkæmpet hver for sig. Den 30. april brød russiske soldater ind i rigsdagsbygningen, og dagen efter om morgenen gik den røde fane til tops over den statue, som knejsede over rigsdagsbygningens indgangs-portal. Den 2. maj overgav Berlins garnison under general Weidling sig

 

1945 De tyske tropper i Italien indstiller kampene. Den stilstand, der havde været i kampene i Italien i vinteren 1944-45, varede til april 1945. Da gik det til gengæld hurtigt, og de afsluttende kampe i Italien er da også blevet betegnet som et smukt eksempel på strategisk dygtighed. I løbet af vinteren havde de allierede troppers øverstkommanderende i Italien den britiske feltmarskal Alexander måttet afgive yderligere fem divisioner til kampene i Vest- og Mellemeuropa og havde derefter kun 17 divisioner mod 23 tyske og 4 italienske. Den 9. april gennemførte hans 8.armé et angreb med amfibiekøretøjer tværs over Comacchiosøen øst for Argenta, og den 23. april havde såvel 5. som 8. armé overskredet Po og forfulgte resterne af tyskernes X armé under kommando af general Vietinghoffs. To dage senere iværksatte de italienske partisaner en almindelig opstand, men tyskerne var allerede slået. Den 28. april blev Mussolini henrettet, og i Caserta undertegnede de tyske styrker i Italien den følgende dag et dokument om betingelsesløs kapitulation til ikrafttræden den 2. maj

 

Verdens første jet-flyrute, London-Johannesburg indvies. Det skete, da BOAC, British Overseas Airways Corporation, åbnede ruten med den britiske flyfabrik De Haviland Aero Space Co’s 106 Comet-maskine. Den havde fire jetmotorer og plads til 70 passagerer. Der blev herefter afgivet flere ordrer på Comet’en, men i 1953-54 skete der flere nedstyrtninger, hvilket medførte flyveforbud. Undersøgelser viste, at ulykkerne skyldtes udmattelsesbrud i trykkabinens struktur. Opklaringsarbejdet satte programmet tilbage, og i mellemtiden overtog bl.a. det amerikanske fly Boeing 707 markedet for jetflytrafik

 

1957 d Joseph McCarthy, amerikansk politiker (republikaner); han var uddannet som jurist og valgtes til det amerikanske Senat 1946 som repræsentant for Wisconsin. Under den kolde krig i 1950'erne var han en af de mest omstridte personer i amerikansk politik, efter han offentligt havde beskyldt en lang række amerikanske embedsmænd for "unational" virksomhed og for at være hemmelige medlemmer af kommunistpartiet. Hans anklager fik stor politisk betydning og skabte efterhånden en nærmest hysterisk nationalistisk og antikommunistisk stemning i vide kredse i USA - McCarthyisme. Da McCarthy efteråret 1954 rettede sine beskyldninger mod det amerikanske hær, og da hans grove beskyldninger efterhånden havde forgiftet det amerikanske samfund, blev M afhørt af en senatskomite. Afhøringerne afslørede, at der intet hold var i MacCarthys anklager; han spillede herefter ingen politisk rolle (f 14/11 1908)

1969 d Franz von Papen, tysk politiker og diplomat; ved udbruddet af Første Verdenskrig var han militærattaché i Washington. Fra 1920 var han medlem af det katolske Centrumspartis gruppe i den preussiske Landdag. Papen stod på partiets højrefløj og havde tilknytning til den aristokratiske og reaktionære Herrnklub, hvis medlemmer primært var preussiske godsejere. I Weimarrepublikkens sidste måneder blev han i juni 1932 tysk rigskansler, og ved sin politik bidrog han til dens undergang. I et forsøg på at tage vinden ud af sejlene på det fremstormende naziparti afsatte han ved et kup den socialdemokratiske regering i Preussen, men fjernede dermed en af de stærkeste bastioner for demokratiet. Endvidere gjorde han et mislykket forsøg på at få Hitler til at træde ind i sin regering. Ud fra en overbevisning om at kunne "tumle" Hitler i et samarbejde var Papen aktiv, da Hitler dannede regering i januar 1933. I regeringen blev Papen vicekansler og tillige rigskommisær for Preussen. For Hitler havde Papen nu gjort sit arbejde, og i forbindelse med "de lange knives nat" i juni 1934 skilte Hitler sig af med ham. Han blev tvunget ud af politik, og som ambassadør i Wien vendte han tilbage til diplomatiet. I 1939 blev han ambassadør i Ankara. Da Tyrkiet 1944 brød de diplomatiske forbindelser med Tyskland, måtte Papen vende hjem. I oktober 1946 blev han frifundet ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. Men i februar 1947 blev han ved en tysk domstol idømt 8 års tvangsarbejde. Franz von Papen blev benådet 1949 og udgav sine erindringer i 1952 (f 29/10 1879)

 

1972 d John Edgar Hoover, amerikansk politimand og chef for FBI; han blev i 1917 ansat i justisministeriet . Her blev hurtigt specialmedarbejder med den opgave at indsamle og granske dokumenter over yderliggåedende og anarkistiske elementer. Hoover var 1921-24 underdirektør for justitsministeriets undersøgelseskontor (Bureau of Investgation). .1924 blev han direktør for det reorganiserede undersøgeleskontor. En stillng han beklædte i de næste 48 år. Han opbyggede i disse år organisationen til et aktivt magtcentrum. I 1935 ændrede institutionen navn til Federal Bureau of Investigation (FBI). Hoover fik efterhånden stor personlig magt og blev kritiseret for at føre en uafhængig, personlig politik rettet mod venstrekræfter i USA, men nægtede på den anden side at samarbejde med Nixon-administrationen – Nixon præsident i USA 1969-74 –ø om et internt nationalt oplæg (H ouston-planen) for registrering af "venstreafvigere" og modstandere af regeringen (((f 1/1 1895)

 

Til top        3. maj

1432 d il Carmagnola, Francesco Bussone, også kaldt greve af Carmagnola, italiensk condottiere; il Carmagnola tilhørte den gruppe af professionelle hærførere, der ikke kæmpede for andet end økonomisk gevinst; med deres erhverv var de undertiden med til at opretholde magtbalancen i Italien, idet de med deres hær kunne besejre en fyrste, de kort tid i forvejen måske havde bragt på tronen. Skønt født i små kår kom il C til at stå i spidsen for Filippo Maria Visconti af Milanos hær og hjalp ham med at genvinde hertugdømmet Milano. Selv om han blev belønnet med store landområdet og blev gift med hertugens ægtefødte datter, blev han forbigået som øverstkommanderende for Milanos hær, da man forberedte en krig mod Venezia og Firenze. Il Carmagnola gik da i veneziansk tjeneste og fik kommandoen over den forenede florentinske/venezianske hær (1425). Han startede krigen med flere spektakulære sejre over Milanos bedste generaler, men endte med at lide et katastrofalt nederlag. I Venezia opstod der som følge af nederlaget mistanke om, at il Carmagnola havde samarbejdet med sin svigerfar og gamle kampfælle. Han blev lokket til Venezia, hvor han blev arresteret, anklaget, dømt og halshugget (f omkr. 1385)

 

1469 f Niccolò Macchiavelli, italiensk forfatter og historiker; 29 år gammel blev han sekretær i kancelliet ved Firenzes timandsråd. Som sådan deltog han i flere diplomatiske missioner til italienske stater og til Frankrig og Tyskland. Ved Mediciernes tilbagekomst i 1512 - med spansk og fransk støtte - blev han fængslet mistænkt for deltagelse i en sammensværgelse mod Medicierne. Han kom fri året efter og levede siden som skribent på en lille ejendom San Casciano uden for Firenze. Her studerede han historie og latin og begyndte et politisk forfatterskab, der fik dybtgående betydning for eftertiden. Macchiavelli betragtede alle staters liv som skæbnebundet og deres udvikling som en stigende og derefter faldende kurve, fra hvilken de kun kan rejse sig, hvis de har tilstrækkelig "virtu" (dyd og tapperhed). Bl. hans værker er "Betragtninger over Titus Livius ti første bøger", der viser hans beundring for de gamle romere og rummer synspunkter, der findes i hans "Istorie Fiorentine", hvori han skildrer Firenzes historie indtil 1492. Den var et af de første forsøg i nyere tid på at skildre historiens gang ud fra naturbestemte love. "Il Principe" (Fyrsten) værket, hvorpå hans berømmelse hviler, er kun en lille bog. Han skrev den i 1513, men den blev først trykt i 1532. Macchiavelli skrev den af nationale grunde ud fra et varmt ønske om, at Italien ikke skulle ligge som et bytte for spaniere, franskmænd eller tyskere, men gøres til en stærk uafhængig nationalstat. Bogen rummer en samling råd til en tænkt fyrste, der skal stå i spidsen for samling af Italien. Anvisningerne går uden videre ud på, at alle midler er tilladte, blot de fører til det store og hellige mål: landets befrielse og samling. Det er kun målet, der tæller. Bogen blev både da og siden meget læst, og den blev tillige berygtet, fordi den blev opfattet som en umoralsk håndbog i, hvordan politik i almindelighed bør drives (d 21/6 1527)

 

1493 Paven (Alexander 6.) udsender bullen Inter Cetera, der opdeler Den nye verden mellem Spanien og Portugal. Efter Columbus første rejse mod vest i 1492-93 var selvransagelsens time inde i Lissabon. Columbus havde jo allerede i 1484 tilbudt den portugisiske konge sit projekt. Omhyggeligt sammenlignede den portugisiske sagkundskab - samlet i Junta dos Mathematicos - portugiseren Bartholomeo Diaz’ rejser, der havde vist, at Afrika lod sig omsejle, med Columbus’ opdagelser. For en sikkerheds skyld gjorde Portugals konge Johan 2. krav på de opdagelser, Columbus havde gjort, under henvisning til, at Alcacovas traktaten af 1479 mellem hans land og Spanien kun tildelte Spanien De kanariske Øer, mens Portugal fik Azorerne, Madeira og Kap Verdeøerne. Efter en række forhandlinger besluttede pavestolen med bullen 3. maj 1493 at trække en demarkationslinje fra pol til pol mellem de to landes interesseområder 100 leagues (ca 300 sømil) vest for Azorerne. En grænselinje som Spanien og Portugal året efter enedes om at flytte til 370 leagues vest for Azorerne. Hermed havde Portugal definitivt givet afkald på de nye opdagelser i vest

 

1514 d Anna, hertuginde af Slesvig-Holsten-Gottorp, datter af kurfyrst Johan af Brandenburg og Margrethe af Sachsen; Anna blev i 1500 trolovet med sin slægtning hertug Frederik (senere Frederik 1.), der ved ægtepagt tillagde hende indtægten af Kiel slot, by og amt samt Neumünster som livgeding. Bryluppet fejredes samtidig med, at kong Hans datter Elisabeth blev gift med Annas bror, kurfyrst Joachim. For det fremadstræbende kurfyrstendømme Brandenburg var forbindelsen med den danske kongeslægt af stor betydning. Men selv om personlig tilbøjelighed ingen rolle har spillet ved ægteskabets indgåelse, synes det som om, hertugparrets samliv har været præget af hengivenhed og harmoni. Da Anna fra 1509 plagedes af sygdom, søgte hendes ægtefælle med utrættelig iver hjælp herfor. Anna fødte to børn, Christian (III) gennem hvem hun blev stammor til den danske kongeslægt og samtlige hertugelige grene af det oldenborgske hus, og datteren Dorothea, der blev gift med hertug Albrecht af Preussen (f 27/8 1487)

 

1748 f Emmanuel Joseph Sieyès, fransk statsmand, der fra sin ungdom var i besiddelse af omfattende kundskaber om samfundsspørgsmål, udgav som generalvikar (stiftsprovst) i de urolige år 1788/89 den pjece om tredjestand, der med ét bragte hans navn på alles læber: "Hvad er tredjestand? Alt; hvad har den hidtil været? Intet; hvad ønsker den at blive? Noget". Sieyès valgtes til stænderforsamlingen i 1789 og bidrog i væsentlig grad til forsamlingens omdannelse til nationalforsamling. Han redigerede boldhuseden og forfattede udkast til menneskerettighedserklæringen. Med særlig iver deltog han i forfatningsdrøftelserne og havde stor indflydelse på forfatningen af 1791. Som medlem af Konventet stemte han for kongens (Ludvig 16.) henrettelse. Efter 1795 blev han medlem af de 500's råd og anvendtes i en periode meget i diplomatisk tjeneste. I 1799 blev han en af de fem direktører, der styrede Frankrig. Hans politiske opfattelse var nu blevet mere konservativ, og han ønskede, at magten sikredes borgerstanden. Han trådte i forbindelse med Napoleon og støttede dennes statskup i 1799. Selv om han udnævntes til konsul og i 1809 til greve, følte han skuffelse over den politiske udvikling. Hans indflydelse var i denne periode ringe. Ved Bourbonnernes tilbagekomst og kongemagtens genoprettelse i 1814 blev han landsforvist. Han vendte tilbage i Napoleons 100 dage, men forlod atter Frankrig og tog ophold i Bruxelles. Efter Bourbonnernes fordrivelse i 1830 vendte han tilbage til Paris og blev medlem af Det franske Akademi. Hans selvbiografi udkom i 1892 (d 20/6 1836)

 

1761 f August von Kotzebue, tysk dramatiker og russisk spion; født i Weimar, men levede mange år i St. Petersborg, hvor han både blev adlet og beklædte flere statsembeder. I 1817 blev han sendt til Tyskland for som agent for den russiske regering at indberette om tyske tilstande. Som forfatter var han hele livet overordentlig produktiv og har bl.a. skrevet over 200 dramatiske arbejder inden for alle genrer; de viste sig i besiddelse af et umådeligt publikumstække; alene i København opførtes i tiden 1800-25 70 af hans stykker. Populærest var hans sentimentale skuespil bl.a. "Menschenhass und Reue" (1789) og "Die Indianer in England"(1790). Forgæves søgte Kotzebue forbindelse med sin samtids litterære storheder, bl.a. Goethes kreds og romantikerne, men det lykkedes ham aldrig at opnå litterær anerkendelse. I den offentlige bevidsthed stod han som en forbitret modstander af liberalisme og tysk nationalisme. Især hans reaktionære og spottende skriverier i sin ugeavis om ungdommens liberalisme og nationale ideer virkede ophidsende, og de var det egentlige motiv til, at en ung student - Karl Sand - myrdede Kotzebue på gaden i Mannheim (d myrdet 23/3 1819)

 

1811 Slaget ved Fuentes de Onoro. Slaget fandt sted i Spanien under Napoleonskrigene. En britisk allieret hær under Wellington besejrede en fransk under marskal Massena. Franskmændene mistede 650 mand, Welllington 250. To dage senere gentog Massena angrebet og blev atter slået tilbage

 

1827 f John Speke, britisk opdagelsesrejsende, som gennem sin opdagelse af Victoriasøen løste problemet om (Den Hvide) Nilens kilder. I 1854 deltog han i sin første ekspedition til Afrika. Den gik til Somalia, men på gr. af uroligheder i landet - under hvilke S blev alvorligt såret - måtte ekspeditionen afbrydes. 1856 kom S med på en Royal Geographical Society ekspedition, der skulle undersøge de store søer, som sagdes at ligge i Afrikas hjerte og måske kunne være Nilens kilder. Efter at have rejst fem måneder erfarede ekspeditionen den 7. november om eksistensen af tre store søer (Nyasa-, Tanganyika- og Victoriasøen). Ekspeditionen nåede Tanganyikasøen i februar 1858. Alene fortsatte S nordpå for at finde den sø, han mente måtte være Nilens kilde.Han nåede frem til søen 3. august og navngav den Victoriasøen. Fra september 1860 stod S i spidsen for en ny ekspedition til Østafrika.Et år senere nåede man frem til Victoriasøen; ved at navngive Riponfaldene den 28. juli 1862 markerede S Nilens udløb fra søen. På gr. af borgerkrig i området måtte S opgive at følge Nilens løb nordpå. Da S vendte tilbage til England, blev der sået tvivl om hans opdagelser.For at afgøre tvivlsspørgsmålet arrangerede British Association for the Advance of Science en debat i Bath i september 1864. Men mens publikum sad og ventede på S, indløb der meddelelse om, at han var blevet fundet skudt af sit eget gevær under en jagt. Om sine rejser har S bl.a. skrevet "Journal of the Discovery of the Sources of the Nile" (1863) (d 15/9 1864)

 

f H.P. Ingerslev, godsejer (Århusgården/Marselisborg) og politiker (Højre); 1862 forpagtede han Marselisborg, og ved faderens død i 1864 blev han ejer af godset. Han vandt snart et navn som en af foregangsmændene i dansk landbrug, og Marselisborg blev en anerkendt mejerigård. På godset oparbejdede I ligeledes en god stamme af jysk kvæg. Han kom hurtigt til at spille en fremtrædende rolle i det landøkonomiske foreningsliv og i den offentlige lokaladminisration. I 1862 var han medstifter af Århus amts landboforening, 1865-1880 formand for Viby sogneråd og i årene 1865-1885 medlem af Århus amtsråd.Landspolitisk debuterede han, da han ved folketingsvalget i 1865 forgæves opstillede i Odderkredsen. I 1873 valgtes han i Århuskredsen, tabte den igen i 1876, genvalgtes 1879 og tabte kredsen i 1884. Samme år blev han tilbudt og modtog et af Højres mandater i 9. landstingskreds. I august 1885 blev I indenrigsminister en post, han beklædte til januar 1894, da han af helbredshensyn ønskede ministeriet delt, således han overtog den del af ministeriet, der svarede til det senere trafikministerium. Men allerede august s. år måtte han trække sig tilbage på gr. af sygdom. Få dage før sin død solgte han Marselisborg gods til Århus kommune for 1.2 mio. kr. I Århus mindes man hans navn med Ingerslev Skole og Ingerslev Boulevard (d 20/4 1896)

 

1858 f Alfred Schmidt, tegner og maler; sideløbende med en uddannelse som håndværksmaler (svend 1877) lærte han at tegne og male. Schmidt blev især kendt som bladtegner og illustrator. Han var tilknyttet vittighedsbladet Punch fra 1880, Ude og Hjemme samt Oldfux – begge fra 1883, Fliegende Blätter fra 1884 samt Blæksprutten fra 1889; i nævnte årgang af Blæksprutten bidrog han bl.a. med en tegning med titlen "Forslag til et An-noncetæppe til Det kgl. Teater". I 1899 var han medgrundlægger og chefredaktør af Klods Hans. Til disse ud-givelser leverede han sine humoristiske tegninger, bl.a. store situationsbilleder med mange figurer og karika-turtegninger af f. eks. politikere. Af bogillustrationer kan nævnes " Beretning om de vidtberømte Molboer" (1887) og Chr. Winthers "Flugten til Amerika" (1900) (d 4/4 1938)

 

1898 f Golda Meir, israelsk ministerpræsident 1969-1974; hun blev født i Kiev; faderen, der var tømrer, udvandrede i 1903 til USA. I 1906 fulgte moderen, Meir og en lillesøster efter. I sin ungdom traf hun sionistiske emigranter fra Rusland, blev optaget af deres politiske diskussioner og sluttede sig til deres drømme om at opbygge et socialistisk samfund i Palæstina. Fra 1914 blev hun uddannet til lærer. I studietiden blev hun stadig mere optaget af arbejde i den sionistiske bevægelse. Hun indmeldte i det socialistiske sionistparti og var 1918 delegeret ved stiftelsen i Philadelphia af den "Amerikansk-jødiske Kongres". I 1921 udvandrede hun sammen med sin mand, sin søster og en flok kammerater til Palæstina, hvor hun tidligt blev aktiv inden for fagbevægelsen (Histadrut) og Israels arbejderparti (Mapai). I 1928 overtog hun posten som sekretær i Histadruts Kvindelige Arbejderforbund. Som medlem af Mapai fik hun i 1934 sæde i Jewish Agencys eksekutivkomite og var 1946-48 leder af dennes politiske afdeling i Jerusalem. Efter oprettelsen af staten Israel i 1948 var hun sit lands første gesandt i Sovjetunionen til 1949. Da blev hun medlem af parlamentet (Knesset), og inden hun i 1969 blev premierminister, beklædte hun flere ministerposter. I årene 1949-52 som arbejds- og socialminister, 1952-65 som arbejdsminister. Golda Meir var udenrigsminister i årene 1956-66. Hun beklældte posten som premierminister til 1974, da hun trak sig tilbage fra det politiske liv. Hendes tilbagetræden var ikke uden forbindelse med Oktoberkrigens udbrud i 1973. Skønt hun var kendt som skeptisk over for arabernes militære hensigter, er det ikke utænkeligt, at offentliggørelsen af en rapport fra en undersøgelseskommission om, hvorfor det ægyptiske og syriske angreb på Israel den 6. oktober 1973 kom som en overraskelse for de israelske myndigheder, havde betydning for hendes tilbagetræden. 1975 udkom Golda Meirs selvbiografi "My Life" (dansk Mit liv, 1976) (d 8/12 1978)

 

1942 d Thorvald Stauning, cigarsorterer, socialdemokratisk politiker og statsminister 1924-26 og 1929-42; han var udlært som cigarsorterer og blev 1895 medlem af hovedbestyrelsen for tobaksarbejderforbundet og året efter formand for cigarsorterernes understøttelsesforening samt redaktør af tobaksarbejdernes fagblad. Flere bladmæssige hverv fulgte, og fra 1897 var han medarbejder ved "Social-Demokraten". I partiets ledelse havde man bemærket Staunings flid, hans imponerende arbejdsevne og dygtighed i organisationsarbejde. Han blev 1898 hovedkasserer for Socialdemokratisk Forbund; snart var han partiformanden Peter Knudsens højre hånd og blev i 1910 på dennes anbefaling formand for Socialdemokratiet og for partiets rigsdagsgruppe. Stauning stillede sig forgæves ved folketingsvalgene 1901 og 1903 i den udprægede Venstre kreds, Fakse. Han vandt kredsen 1906 og beholdt den til 1918, da han skiftede til Københavns Søndre storkreds, som han repræsenterede i Folketinget til sin død. Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1913-25, dens formand 1919-24. Under 1. Verdenskrig indledte Stauning et intimt samarbejde med Radikale Venstre og optoges 1916 i den radikale regering, fra 1918 med de sociale sager i indenrigsministeriet under sig. 23. april 1924 dannede han den første soc.dem. regering og var statsminister til 14. december 1926. Som chef for en mindretalsregering kunne han kun markere sit partis principielle krav, hvad der dog på ingen måde skadede partiet. I samarbejde med Rad. Venstre dannede Stauning atter regering 30. april 1929 og var statsminister til sin død. Årene fra valgsejren i 1935 – da Socialdemokratiet med 46% af vælgerne bag sig opnåede en tilslutning, det ikke har haft siden – til 1939 var højdepunktet i Staunings politiske karriere. Fra 1939 oplevede han smertelige skuffelser: grundlovssagens stranding, partiets stemmetab ved valget i 1939 og navnlig den 9. april 1940. Dybt pessimistisk og med svækket selvtillid svigtede hans før så sikre politiske instinkt flere gange. Stauning døde efter en hjerneblødning (f 26/10 1873)

 

Traktaten vedrørende oprettelse af Det europæiske frihandelsområde - EFTA - underskrives. Initiativet til oprettelsen kom fra britiske og svenske industrikredse. De frygtede virkningerne fra EF og ønskede et frihandelsområde for industrivarer. Da frihandelen altså ikke ville komme til at omfatte landbrugsvarer, var det kun nødtvunget Danmark gik med i EFTA. Men EFTA repræsenterede på pågældende tidspunkt den eneste mulighed, hvis ikke Danmark skulle stå helt uden for de europæiske markedsdannelser. Målet for dansk markedspolitik var da også fortsat optagelse i EF sammen med England. De deltagende lande var foruden Danmark - Norge, Sverige, Storbritannien, Østrig, Svejts og Portugal

 

Til top        4. maj

Slaget ved Tewkesbury i Gloucestershire udkæmpet under Rosekrigene - War of the Roses. York (hvide rose) kongen Edward 4. vandt med Tewkesbury den afgørende sejr over sine Lancaster (røde rose) modstandere. Edward, der havde fortrængt Lancasterkongen Henrik 6. i 1461, var senere kommet i strid med sin mest magtfulde støtte Richard Neville, jarl af Warwick, som i 1470 havde genindsat Henrik på tronen. I marts 1471 vendte Edward tilbage fra Holland, og i slaget ved Barnet 14. april 1471 blev Warwick besejret og dræbt. Samme dag vendte Henriks dronning, Margrete af Anjou, tilbage fra Frankrig, hvor hun havde været siden 1462. Hun gik i land med sin søn, prins Edward ved Weymouth i Dorset; hendes støtter håbede at kunne opnå Lancasterstøtte i Wales; hun satte sig derfor i bevægelse mod nordvest mod Wales. For at hindre at Margrete fandt støtte gennemførte Edward med sin hær nogle bemærkelsesværdige forcerede marcher - en var på over 40 miles i et stræk. Edward indhentede Lancasterhæren og Margrete den 3. maj. Slaget fulgte dagen efter; hver side talte ca. 3.000 mand. Lancasterhæren indtog en stærk forsvarsposition, men da et Lancaster angreb på York-hærens venstre fløj mislykkedes, fik York-tropperne held til at bryde Lancasternes stilling. Omkr. 1.000 blev dræbt, blandt dem prins Edward og andre Lancaster-ledere. Margrete af Anjou blev taget til fange. Sejren og Henrik 6.’s død i Tower tre uger senere betød, at Edward 4. sad sikkert på den engelske trone til sin død i 1483

 

1519 d Lorenzo di Piero de’Medici, hersker i Firenze 1513 til 1519; i sit ægteskab med Madeleine de la Tour d’Auvergne var han far til Katharina Medici, som i 1533 blev gift med Henrik, hertug af Orleans, senere konge af Frankrig som Henrik II (1547-1559); det var til Lorenzo, Niccoló Machiavelli rettede sin bog "Il Principe" og i den opfordrede ham til med våbenmagt at gennemføre Italiens samling og smide landets fremmede erobrere ud. L’s far, Piero, søn af Lorenzo il Magnifico, blev af de fransk støttede republikanere fordrevet fra Firenze, da L var to år gammel. I 1512, da den af paven ledede og af Spanien støttede Hellige Liga besejrede oprørerne, kunne Medicierne vende tilbage til Firenze og atter stå i spidsen for byens styre. Den ambitiøse L var utilfreds med at stå i spidsen for et styre, der fra republikansk tid, var underlagt mange restriktioner; dertil kom, at han var underlagt en stadig stigende kontrol fra paven (medicieren Leo 10.). I sin iver for at forgylde sine slægtninge besluttede Leo ikke desto mindre at give L hertugdømmet Urbino efter på et falsk grundlag at have fordrevet Urbinos hersker. Denne vendte imidlertid tilbage, og det var først efter en langvarig krig, L kunne tage sit hertugdømme i besiddelse. Megen glæde fik han ikke ud af det; under krigen var han blevet såret, og han døde kun 27 år gammel (f 12/9 1492)

 

1679 f Elisabeth Helene Vieregg, frue/maitresse, Frederik 4.’s hustru; hendes far var preussisk gesandt i København, og hun blev 1699 hofdame hos kronprins Frederiks (4.) søster Sophie Hedevig. Kronprinsen blev interesseret i hende, og trådte, vistnok allerede før han blev konge, i kærlighedsforhold til hende. V’s far accepterede, i alt fald efter hendes mors død i febr. 1701, forholdet. I okt 1703 forsvarede han i et brev til en ven ved det preussiske hof forholdet og meddelte samtidig, at datteren var blevet viet til kongen til venstre hånd. Kongen gav hende 6. sept. 1703 grevindetitlen og overdrog hende Antvorskov gods. 18. juni 1704 fødte hun kongen sønnen Frederik Gyldenløve (d 9/3 1705), men døde i barselsseng (d 27/6 1704)

 

d Jacques Francois Joseph Saly, fransk billedhugger; i begyndelsen af 1750'erne besluttede den danske regering at rejse en rytterstatue af Frederik V på Amalienborg slotsplads; det blev ligeledes bestemt, at Asiatisk Kompagni skulle have æren af at dække omkostningerne. Den danske legationssekretær i Paris blev anmodet om at forhøre sig om en dygtig fransk billedhugger, der ville komme til København og udføre rytterstatuen. Man fik anbefalet S, og parterne kom hurtigt overens. Først i oktober 1752 kom S til København og fik anvist bolig på Charlottenborg. I december 1754 foreviste S kongen den første skitse til rytterstatuen, og i august året efter godkendte kongen en skitse til hele monumentet. I årene 1757-58 udarbejdede S en model af statuen i gips. Den derefter følgende store model blev i hovedsagen udført i årene 1761-63, og i februar 1764 kunne S præsentere den færdige model for samtlige kunstakademiets professorer og medlemmer, hos hvem den vakte almindeligt bifald. Tilbage stod støbningen; den kom til at trække i langdrag og volde vanskeligheder; først marts 1768 fandt den sted ved den franske støber Pierre Gor i Gjethuset på Kgs. Nytorv. November 1770 afleverede S monumentet, der dog først afsløredes 1. august 1771. Hele monumentet med indskriftstavler, brolægning, gitter, borner og kæder, som S havde planlagt det, stod ikke færdigt før sommeren 1774. Da der efterhånden opstod modstand mod de fremmede kunstneres magt, tog S juli 1771 sin afsked som Akademiets direktør. Han blev endnu et par år i København. Juli 1774 forlod han Danmark, tog til Paris, hvor han fik bolig på Louvre og døde knap to år senere (f 20/6 1717)

Guldhornene stjæles. Omkr. 1680 var Kunstkammeret fra Københavns Slot blevet overflyttet til det nyopførte Kongelige Bibliotek (nuværende Rigsarkiv). Her på anden sal blev kunstskattene opbevaret, og her var også anbragt de to Guldhorn. I slutningen af april 1802 traf en tidligere straffet københavnsk guldsmed forberedelser til at stjæle dem. Guldsmeden, Niels Heidenreich, var i 1788 blevet idømt livsvarigt tugthus for falskmøntneri, men for god opførsel var han blevet løsladt efter syv år. Plaget af økonomiske bekymringer forårsaget af en stor børneflok og forsørgerpligten af en mor og søster fik han ideen til at stjæle Guldhornene. Han var klar over, hvor meget de ville være værd i omsmeltet stand. Han undersøgte adgangsforholdene til det såkaldte antikvitetskammer, hvor Guldhornene var. Han lavede uden vanskelighed en falsk nøgle. Uden vanskeligheder kunne han fjerne Guldhornene og bringe dem hjem til sit hjem i Studiestræde. Her smeltede han dem om. Af det smeltede guld fremstillede Heidenreich dels smykker af forskellig art, skospænder dels en række afstøbninger af ostindiske guldmønter, de såkaldte pagoder. I løbet af de næste måneder indtjente Heidenreich 1200 rdl. og så havde han stadig ca 1/3 af guldet tilbage. Men da han solgte en pagode til en guldsmed, og pagoden ikke havde den finhed, møntens præg officielt garanterede, blev Heidenreich meldt til politiet (27. april 1803). Han aflagde fuld tilståelse. Den 10. juni 1803 blev han idømt livsvarigt tugthus. Efter 37 års indespærring løslodes han

 

1846 Slaget ved Palo Alto; det blev udkæmpet i det sydøstlige Texas som det første sammenstød i den amerikansk-mexikanske krig. Mexikanske tropper havde overskredet Rio Grande for at belejre Fort Brown og derved true general Zachary Taylors forsyningscenter. Med en overlegen artilleristyrke mødte General Taylor og hans mænd den mexikanske invasionsstyrke ved Palo Alto. Trods deres større antal og et førsteklasses kavaleri led mexikanerne store tab. Modløse over deres manglende succes trak mexikanerne sig den næste dag tilbage til forsvarsstillinger længere mod syd

 

1849 f Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs, godsejer, politiker; 1880 afløste han sin far som medlem af Landstinget; F forblev landstingsmedlem til 1918. Den skærpede politiske konflikt fra omkr.1885 anså han for skadelig for det større landbrug, og han virkede herefter for samarbejde mellem godsejere og bønder; på Rigsdagen vil det sige samarbejde med Venstre. I 1899 kom det til et brud inden for landstingshøjre, en gruppe på otte medlemmer ledet af F kom i opposition til de andre i gruppen. Men først året efter kom det til et egentlig brud, idet "de otte" udtrådte af Højre og dannede egen gruppe og konstituerede sig derefter som Det frikonservative Parti med F som leder.Ved systemskiftet og dannelsen af det første venstreministerium i juli 1901stillede Fs parti sig samarbejdsvillig. Den indflydelse, De Frikonservative herefter fik, kom ikke blot af deres stilling som bestemmende for flertallet i Landstinget, men også af den anseelse F nød i alle politiske kredse. Denne anseelse viste sig i 1908 efter I. C. Christensens fald som følge af Albertiskandalen, da blev F opfordret til at stå i spidsen for en af ham dannet regering, men F afslog. Med indførelse af almindelig valgret til Lands-tinget med 1915-grundloven vedtagelse var grundlaget for Fs parti fjernet. Dets medlemmer sad i tinget i kraft af 1866-grundlovens valgretsprivilegier for godsejere og højestbeskattede. F drog konsekvensen heraf og gik med sin gruppe ind i Det konservative Folkeparti. I konservative kredse var der ofte en bitter stemning mod ham, på gr. af at han brød med det gamle højre, bidrog til folketingsparlamentarismens sejr og gik ind under dens vilkår. I 1896 overtog F ved faderens død driften af Frijsenborg gods (d 22/5 1923)

 

d Carl von Ossietzky, tysk journalist; på trods af sin pacifistiske indstilling deltog han i 1. Verd.krig. Efter krigen gik han atter aktiv ind i fredsarbejde. 1924 blev han medredaktør ved tidsskriftet "Die Weltbühne"; 1927 eneredaktør. En artikel fra samme år med beskyldning mod Rigsværnet for delagtighed i de reaktionære "Fememord" førte til retssag mod O og en medarbejder. De blev begge idømt fængselsstraffe, som dog efter kort tid blev ændret til bøder. Senere blev dommen helt ophævet. I 1929 offentliggjorde O’s blad en artikel, som angreb transportministeriet for camoufleret organisering af et flyvevåben (som Tyskland iflg. Versaillesfreden ikke måtte have). Artiklen medførte endnu en retssag, og efter en spionagelov fra 1914 blev O og en medarbejder idømt 12 års fængsel. O var hermed til stadighed i myndighedernes søgelys, og ved nazisternes magtovertagelse i 1933 var han en af de første, der blev sat i kz-lejr. Her fik han tuberkulose og blev 1936 overført til et hospital, hvor han under politiopsyn tilbragte sine sidste år. I 1936 tildelte Nobelkomiteen ham fredsprisen for 1935. Men kun en forsvindende del af prisbeløbet kom O og hans familie til gode. I Tyskland reagerede Hitler ved at forbyde tyske borgere at modtage nobelprisen (f 3/10 1889)

 

Slaget i Koralhavet begynder. Da japanerne i foråret 1942 sendte en flådestyrke bestående af tre hangarskibe med 180 fly og seks krydsere mod den vigtige allierede havneby Port Moresley på Ny Guinea (nuværende Papua-Ny Guinea) for derved at neutralisere Australien, blev den i Koralhavet nordøst for Australien mødt af en amerikansk eskadre bestående af to hangarskibe med 121 fly og syv krydsere. Den tilsyneladende styrkefordel i japansk favør blev hurtigt gjort mindre, da bombemaskiner fra de amerikanske hangarskibe Lexington og Yorktown sprængte det japanske hangarskib Shoho bort fra havets overflade. Lexington gik tabt dagen efter, men da havde amerikanerne sat endnu et japansk hangarskib, Shokaku, ud af spillet. Da slaget var ovre, kunne man betragte resultatet som uafgjort, idet tabene i skibe var næsten ens, og begge flåder trak sig tilbage fra området. Men faktisk opnåede amerikanerne alle fordelene. De havde kun mistet 81 fly mod japanernes 105; japanernes angreb på Port Moresley blev afblæst, og alle de japanske hangarskibe var blevet gjort ubrugelige, idet det tredje, Zuikaku, havde mistet for mange fly til at kunne indsættes, før tabene var blevet erstattet. Denne svækkelse af den japanske hangarskibsflåde betød en afgørende vending i Anden Verdenskrig

 

1980 d Tito (Josip Broz), jugoslavisk marskal og statsleder; sluttede sig i 1910 til det socialdemokratiske parti. Efter deltagelse i 1. Verd. krig i den østrig-ungarske hær og russisk krigsfangenskab kæmpede han på bolsjevikkernes side i den russiske borgerkrig. Han vendte hjem til Jugoslavien i 1920 og blev aktiv i det kommunistiske parti i Zagreb. Da partiet blev forbudt, sad han flere gange fængslet i 1920'erne og 30'erne. Som medarbejder i Kominform opholdt han sig 1934-35 i Moskva. I 1937 blev han generalsekretær i Jugoslaviens kommunistiske parti. Under den tyske besættelse 1941-45 var han øverstkommanderende for partisanbevægelsen i Jugoslavien, og fra 1943 for den nationale befrielseshær. I december 1943 blev Tito (et dæknavn han tog i denne periode) for-mand for "Det nationale Befrielsesråd", som blev anerkendt af USA, Storbritannien og Sovjetunionen. Marts 1945 blev han stats- og forsvarsminister i en provisorisk regering, som afløste "befrielsesrådet" og den jugosla-viske eksilregering i London. Ved valgene til nationalforsamlingen i november 1945 sikrede T’s "Nationale Front" sig et stort flertal (med uortodokse metoder). Herefter blev Jugoslavien med T som leder omdannet til en kommunistisk stat. Snart fandt jugoslaverne dog den stramme russiske kontrol utålelig. Juni 1948 anklagede Kominform Tito for nationalisme, stormagtsgalskab, forræderi mod marxismen-leninismen og fjendskab mod Sovjetunionen, men Tito bevarede sin magt. I 1953 blev han tillige Jugoslaviens præsident. Sammen med Indiens leder Nehru og Ægyptens præsident Nasser tog Tito i 1961 initiativ til den første konference for alliancefrie stater i Beograd, og han blev i løbet af 1960'erne og 70'erne de alliancefrie landes mest fremtræ-dende person (f 25/5 1892)

 

 

Til top        5. maj

1137 d Ærkebiskop Asser; han tilhørte den magtfulde Thrugotslægt, der var nært knyttet til kongeslægten; således var A’s faster Bodil gift med kong Erik 1. Ejegod. Under Erik Ejegods og Bodils pilgrimsfærd til Det hellige Land i 1102 var A sammen med kongesønnen Harald Kesja rigsforstander. I 1089 blev A udnævnt til biskop i Lund, og ved ærkesædets oprettelse i 1104 blev han Nordens første ærkebiskop. Herved blev de nordiske bispedømmer udskilt fra ærkesædet Hamborg-Bremen. Da der udbrød borgerkrig i Danmark efter mordet på Erik Ejegods søn Knud Lavard (1131), støttede A kong Niels. Men da dennes søn Magnus i 1134 efter pres fra den tyske kejser anerkendte denne som sin lensherre, frygtede A, at ærkesædet i Lund skulle blive opløst og blive flyttet tilbage til Hamborg-Bremen. Han sluttede sig da til Knud Lavards bror Erik Emune, der i 1134 i slaget ved Fotevig i Skåne besejrede Magnus. Som ærkebiskop begyndte A opførelsen af en ny domkirke i Lund mægtigere og fornemmere end den gamle og mere passende for et ærkesæde. (f vistnok før 1060)

 

d Dronning Sophie, datter af fyrst Volodar af Novgorod og Richiza; da Valdemar den Store og Knud Magnussen under borgerkrigen 1134-57 havde nærmet sig til hinanden, aftalte de i 1154 et giftermål mellem Valdemar og Knuds halvsøster Sophie, som også var i slægt med Valdemar, idet hans mor Ingeborg var søster til S’s farfar fyrst Vestvolodod af Novgorod. Endnu inden borgerkrigens afslutning ved Valdemars sejr på Grathe hede ved Viborg oktober 1157 fejredes hans og S’s bryllup i Viborg 1157. En datter, hvis navn ikke kendes, var på et tidspunkt, da Valdemar søgte tilnærmelse til kejser Frederik I blevet trolovet med kejserens søn. Efter Valdemars død fortsatte S’s søn, Karl VI denne politik, idet han lod moderen gifte sig med kejserens betroede mand, grev Ludvig af Thüringen. Men senere, da forholdet mellem kongen og kejseren blev mere spændt, blev både S og hendes datter forskudt af deres ægtemænd og sendt tilbage til Danmark. S skal have været fuld af bitterhed over denne behandling. Foruden Karl VI fødte Sophie sønnen Valdemar (Sejr) (f ca 1141)

 

1525 d Frederik III, Frederik den Vise, kurfyrste af Sachsen; han arbejdede for konstitutionelle reformer af det tysk-romerske kejserdømme og ydede beskyttelse for Luther, da denne i 1521 blev lyst i band af kejseren. Efter at have efterfulgt sin far som kurfyrste allierede F sig i 1486 med ærkebiskoppen af Henneberg for at gennemføre reformer vedrørende kejserriget; der var tale om reformer, der ville give den tyske adel mere magt og formindske kejserens. Efter selv at have afslået at blive kejser, arbejdede han ved kejservalget i 1519 aktivt for at sikre Karl V kejserkronen. F udnævnte Luther og Philipp Melanchton til ansættelse ved universitetet i Wittenberg og afslog i 1520 at implementere en pavelig bulle mod Luther. Da det kejserlige band året efter ramte Luther, fik han logi og beskyttelse på F’s borg, Wartburg, og hvor han oversatte Biblen til tysk. Som mæcen for kunstnerne Albrecht Dürer og Lucas Cranach den Ældre og ven med humanisten Georg Spalatin opbyggede F en større samling af religiøs kunst og religiøse relikter. I 1502 grundlagde F universitetet i Wittenberg (f 17/1 1463)

 

1646 Karl 2. af England overgiver sig til skotterne. Efter royalisternes nederlag til parlamentets tropper i slaget ved Naseby 14. juni 1645 var den engelske borgerkrig reelt tabt for kongen. Forsøg på at vende udviklingen efter nederlaget ved Naseby mislykkedes for Karl 2., og for ikke at falde i hænderne på parlamentets tropper overgav han sig til skotterne. Men i januar 1647 solgte de Karl til englænderne for, 400.000 pund

 

Fredsslutning Rusland (Tsar Peter 3.) og Preussen (Frederik II den Store) Preussiske Syvårskrig. I 1755 havde den britiske regering for at sikre den engelske konges arveland Hannover sluttet en aftale med tsarina Elisabeth af Rusland. Til gengæld for britiske subsidier skulle hun stille 55.000 mand til hjælp, såfremt England eller nogen af dets allierede blev angrebet. Aftalen gav Rusland påskud til at blande sig i tysk politik, og Frederik II så den som en alvorlig trussel. Han slog da også straks til, da briterne indbød til forhandlinger. Resultatet blev Westminsteraftalen i januar 1756 om gensidig hjælp, hvis fremmede hære rykkede ind i Tyskland. Efter Westminsteraftalen mistede Elisabeth af Rusland tilliden til England og sluttede sig nærmere til den antipreussiske koalition. Det betød, at Syvårskrigen fortrinsvis blev ført mellem Preussen på den ene side og Østrig-Rusland på den anden. Briternes vigtigste bidrag til kampene på kontinentet kom til at bestå i subsidier til Preussen. Selv om Frederik vandt nogle strålende sejre, var de hære, han kæmpede imod, mange gange større end den preussiske, og da østrigere og russere på ny tog offensiven i 1761, så det ud som om Preussens skæbne var beseglet. Da blev situationen med et ændret, da Elisabeth af Rusland døde i januar 1762. Peter III af huset Holsten-Gottorp, som fulgte hende på tronen, var en stor beundrer af Frederik II og ønskede hurtigst muligt at få afsluttet krigen med Preussen for at kunne gøre op med sin slægts gamle udestående med Danmark. Han sluttede fred med Preussen uden at kræve landafståelser og kort efter allierede han sig med Frederik II og lod en russiske hær gå til angreb på østrigerne. Almindelig krigstræthed førte 1763 til indgåelse af en fredsaftale og dermed afslutning af Preussiske Syvårskrig

 

f Gerhard Peter Brammer, biskop i Århus 1845-1881; Brammer blev cand theol 1822 og lærer ved von Westens institut; han var derefter sognepræst og lærer forskellige steder, inden han i 1842 blev sognepræst i Vem- melev-Hemmershøj. Men før han kunne tiltræde embedet, blev han biskop over Lolland-Falster. Herfra flyt-tede han 1845 til Århus, hvor han virkede til sin afsked i 1881. Som præst og biskop tog Brammer altid afstand fra pietismen og var både på visitatser og i sin administration skarp indtil det agressive over for grundtvigianerne. Han brød sig ikke om at se dem ansat i sit stift og søgte på enhver måde at stække deres formentlige tendenser til at opløse den kirkelige orden. Brammers stædighed og stivsind kom i vejen for den frilæggelse af dom-kirken, man fra ca. 1870 arbejdede med. Brammer boede, hvor Århusbispen altid havde boet, i bispegården beliggende på det nuværende Bispetorv. Dette store bispegårdsanlæg lå i vejen for domkirkens frilæggelse. Bystyret ønskede derfor gården fjernet. Men Brammer ville ikke på nogen måde have sin bolig revet ned. Det skete først, da han som 80 årig havde taget sin afsked. Ved Brammers 50 års præstejubilæum i 1876 blev han hyldet af præsterne i Århus stift med et legat for forældreløse præstedøtre i det håb, at det "skulde vidne for Efterslægten om, at de Brammers Tilsyn undergivne Præster vidste at paaskjønne den Krafts, Kjærligheds og Sindigheds Aand, hvoraf hele hans Virksomhed havde båret og bar saa umiskjendeligt Præg" (d 12/1 1884)

 

Andet slag ved Fuentes de Onoro i Spanien (det første fandt sted den 3. maj). Lokket af Wellingtons trop- pers tilsyneladende dårlige stillinger, gik marskal Massena med sine franske tropper til angreb, men blev som den 3. maj slået tilbage. Denne gang med et tab på 2.000 mand mod Wellingtons 1.450. To dage senere begyndte Massena sit tilbagetog til Salamanca

 

1813 f Søren Kierkegaard (d 11/11 1855)

 

f Karl Marx, tysk forfatter; studerede jura i Bonn og senere filosofi og historie i Berlin. I 1841 blev han doktor på en afhandling om græsk naturfilosofi. I 1842-43 var han redaktør af "Rheinische Zeitung" i Kôln. M rejste 1843 til Paris, hvor han lærte Saint-Simons utopiske socialisme at kende. Omkring dette tidspunkt blev han socialist eller med et udtryk, han selv brugte: kommunist, dvs. tilhænger af fælleseje af produktionsmidlerne. I disse år kom han i forbindelse med forskellige socialistiske organisationer, og 1848 forfattede han sammen med Engels et program for "Bund der Gerechten", hvilket blev det berømte kommunistiske manifest. Påvirket af Hegel og utopisterne udkastede han sin materialistiske kritik af det kapitalistiske samfund og opfordrede proletarerne til at forene sig til kamp for at overtage magten i samfundet. Efter den mislykkede revolution i Tyskland 1848 måtte Marx forlade landet. Han slog sig ned i London, hvor han levede til sin død. 1864 var M medstifter af Den Internationale Arbejderassociation, senere kaldt Første Internationale. Dette forbund af arbejdersammenslutninger fra de mest udviklede lande havde til formål at modvirke internationale strejkebrydere og virke for arbejdernes politiske styrkelse. I sit hovedværk "Das Kapital", hvoraf kun det første bind udkom fra M’s egen hånd i 1867, udviklede han sine samfundsøkonomiske teorier, der profeterede, at den kapitalistiske samfundsorden til sidst ville føre til socialisme. Bind 2 og 3 blev efter Karl Marxs død redigeret og udgivet af Friedrich Engels i henholdsvis 1885 og 1894 på grundlag af mere eller mindre ufærdige manuskripter (d 14/3 1883)

 

1821 d Napoleon Bonaparte; i jesuitterskolen på fødeøen Korsika viste han ypperlige evner især i matematik; 1779 kom han i skole i Frankrig først i Autun, men kort efter i Brienne (Champagne) i en kongelig munkeskole, der var forskole til militæruddannelsen. 1784 kom han på militærskole i Paris og blev året efter løjtnant i artilleriet. Under revolutionen blev han en stor beundrer af Rousseau og republikaner. Han blev inddraget i kampene mellem revolutionens forskellige fraktioner. I disse kampe udmærkede han sig i december 1793 som artillerikaptajn ved indtagelsen af Toulon. Han avancerede derefter til brigadegeneral, og trods sin nære tilknytning til Robespierre undgik han at blive draget med i dennes fald. Hans succes ved felttogene i Italien fra 1795 banede vej for hans stadig større politiske indflydelse. Efter et militærkup i november 1799 stod han som Frankrigs herre. Revolutionen var endt i et nyt eneherredømme. I 1804 lod han sig krone som kejser. Der er almindelig enighed om, at Napoleon ejede fremragende egenskaber: stort personligt mod, en alsidig intelligens, stor arbejdskraft, hvortil kom hans enestående feltherregeni. Egenskaber der gjorde ham til herre over store dele af Europa. Det hele endte i hans nederlag ved Waterloo i Belgien den 18. juni 1815. Napoleon overgav sig til englænderne, som internerede ham på den ensomt beliggende atlanterhavsø Sankt Helena. Her døde Napoleon. Men med sine memoirer og sit testamente nåede han inden sin død at skabe den "napoleonske legende": forestillingen om ham som frihedens martyr og Frankrigs hengivne søn; tyve år efter hans død viste den sin kraft. Da blev hans lig ført hjem fra St.Helena og bisat i Invalidekirken i Paris (f 15/8 1776)

 

1826 f Eugenie, født Eugénie Marie de Montijo de Guzman, grevinde af Teba; kejserinde af Frankrig. I 1853 gift med Napoleon 3., kejser af Frankrig. Hun tilhørte de yderliggående klerikale og var modstander af det liberale kejserdømme. På grund af kejserens sygdom blev hendes indflydelse større i kejserdømmets senere år, og hun var medansvarlig for den dristige politik, der førte til krigen med Tyskland juli 1870. Efter krigsudbruddet blev hun regent, og hendes rædsel for, at en tilbagetrækning af de franske styrker efter de første nederlag kunne føre til revolution, er en del af forklaringen på den dumdristige taktik, der førte til det store franske nederlag ved Sedan. Efter kejserdømmets sammenbrud flygtede hun til Storbritannien, hvor hun boede resten af livet. Hendes søn, født marts 1856, blev dræbt 1879 i britisk tjeneste under Zulukrigene i Sydafrika (d 11/7 1920)

 

Som reaktion på regeringens bondecirkulære af 8. november 1845 stiftes Bondevennernes Selskab. Med bondecirkulæret forbød regeringen for det første: at afholde møder om bondestandens retsforhold uden tilladelse fra den lokale politimester, og for det andet: at udensogns mænd deltog i sådanne møder, der af samme årsag aldrig måtte afholdes i købstæderne. Hidtil havde bønderne aldrig tvivlet i deres hengivenhed for kongen og hans hus. Med cirkulæret og kongens afvisning af en deputation af bønder, der et par uger efter dets offentliggørelse, bad om cirkulærets tilbagekaldelse, fik denne tillid et knæk. Næste akt fulgte, da der i bondevennebevægelsens ugeavis "Almuevennen" den 24. december 1845 blev indbudt til dannelse af et selskab, der skulle undersøge landboforholdene og arbejde for bøndernes emancipation. Den 5. maj 1846 konstitueredes Bondevennernes Selskab med kaptajn A. F. Tscherning som formand. Kort efter offentliggjordes selskabets program i seks punkter: 1) En forbedring af skolevæsenet på landet. 2) Indførelse af almindelig værnepligt. 3) Ophævelse af al til jordbesiddelse knyttet kaldsret, jurisdiktion m.m. og lige hartkornsbeskatning. 4) Næringsfrihed for land og by. 5) Forbedring af husmandsklassens kår. 6) Fæstevæsenets overgang til selveje. Med oprettelsen af selskabet besegledes alliancen mellem bondebevægelsen og den nationalliberale opposition. Bønderne havde nu placeret sig klart blandt enevældens modstandere

 

Slaget ved Puebla; det blev udkæmpet mellem mexicanske regeringstropper og den franske styrke, der var sendt til Mexico af kejser Napoleon III af Frankrig for at oprette en fransk satellitstat i Mexico. Slaget, der endte med mexicansk sejr, højtideligholdes som en national helligdag som "Cinco de Mayo" (Den femte maj). Vejen, de franske invasionsstyrker tog frem mod hovedstaden, var blokeret af fæstningsbyen Puebla. Noget uforsigtig beordrede den franske general et frontalt angreb op ad den stejle Cerro de Guadalupe mod de mexicanske stillinger, som var beskyttetb af en teglmur og en grøft. Mexicanerne ledet af general Zaragoza slog angrebet tilbage; franskmændene mistede 1000 mand og trak sig tilbage til kysten. For at ære dens forsvarer blev Puebla omdøbt til Puebla de Zaragoza. I marts året efter belejrede den franske general Forey efter at have modtaget forstærkninger fra Frankrig Puebla. Byens forsvarere – ca 30.000 mand overgav sig efter at have spist alle fødevarer og brugt al ammunition; de fleste forsvarere blev som fanger sendt til Frankrig. Den 2. april 1867 generobrede mexicanerne byen og satte dermed en stopper for den kejserlige besættelse

 

Slaget ved Chancellorsville, Virginia under Den amerikanske Borgerkrig er slut. Slaget indledtes den 1. maj, da nordstatsgeneralen Joseph Hooker med sin hær krydsede Rappahonnock floden for at erobre Sydstaternes hovedstad Richmond og/eller nedkæmpe Sydstaternes hær i den nordlige del af Virginia. Sydstatsgeneralen Robert E. Lee, der frygtede at blive omringet og afskåret fra Richmond, sendte en styrke under general T.J. "Stonewall" Jackson frem for at angribe Hookers højre flanke. Jacksons angreb pressede Hookers tropper tilbage, og et følgende angreb af Lees tropper fremtvang nordstatshærens tilbagetrækning over Rappahannock floden. Af de 130.000 nordstatssoldater, der deltog i slaget, var 17.000 ukampdygtige ved slagets afslutning. Sydstaterne mistede 12.000 mand af en samlet kampstyrke ved Chancellorsville på 60.000 mand. Årsagen til Nordstaternes nederlag var først og fremmest, at deres kavaleri ikke deltog i slaget. Det var blevet sendt sydpå i Virginia for at ødelægge jernbanelinjer og forstyrre Lees tilbagetog

 

1863 f Ole Olsen, filmproducent og kunstsamler; han var i sine unge år bl.a. sømand, inden han blev omrejsende markedsgøgler; i 1898 blev han leder af Malmö Tivoli. Han så muligheder i filmen, der var opfundet få år tidligere, og i 1905 åbnede han Biograf-Theatret i Vimmelskaftet i København. For at sikre leverancer af nye film til sin biograf gik Olsen ind i filmproduktion. Der var stor international efterspørgsel efter film, og Olsen satsede fra begyndelsen på eksport. Hans nye selskab, Nordisk Films Kompagni (Nordisk Film), voksede snart til et af verdens førende, med filialer i mange lande og en eksportandel på 98%. Olsen udbyggede suc-cesen ved at benytte flersporede film til produktionen, derved blev det muligt at lave længere film. Nu med en spilletid på 45-60 minutter mod før 10-15 min. I maj 1911blev firmaet omdannet til et aktieselskab, med Olsen som generaldirektør. 1. Verd.krig medførte eksportproblemer for Nordisk Film; Olsen planer om eks-port til Tyskland mislykkedes. Efter store tab måtte han i 1922 opgive posten som generaldirektør. I 1924 blev han trængt helt ud af selskabet. Han helligede sig derefter sin store samling af antikviteter og kunst. Han skrev erindringerne "Filmens Eventyr og mit eget" (1940). Efter eget ønske ligger han begravet i en special-bygget kæmpehøj i Ods Herred (d 5/10 1943)

 

1895 Debut for verdens første tegneserie "The Yellow Kid" i New York World

 

d Hans Smidt, maler; at han voksede op i den jyske natur, og at han ved personlig kontakt lærte den jyske almue at kende, kom til at betyde, at hans skildringer fra Jylland altid har et stærkt oplevet præg, og ingen anden maler kan måle sig med S i skildringer af jyske hedenatur. Han blev student fra Viborg; i 1861 afbrød han det medicinske studium og gik et par år på Kunstakademiet; senere - 1870-71 - arbejdede han på Vilhelm Kyhns Aftenakademi. Efter årene i København levede han resten af livet i Skive. Familiens efterhånden gunstige økonomiske forhold - hans bror var cementfabrikanten F.L. Smith - og tro på S’s evner var ham et godt rygstød, da hans kunst bestandig vandt i bredde og selvstændighed samtidig med, at publikum næsten svigtede ham. Først i hans sidste leveår vågnede forståelsen af hans betydning, og han er nu bredt repræsenteret på landets museer. Bl. hans folkelivsskildringer er "Stue, Fjends Herred" (ca 1865), "En fremmed spørger om vej" (1875) og "I en tredie klasses jernbanekupé" (1887). Inspirationskilde for ham var også Blichers skildringer; fra ca 1894 er således i blyant, pen og tusch: "Pennekas Drallers kjeltringebal". I oliebilleder malet gråt i gråt har han illustreret "En Landsbydegns Dagbog" (ca 1900) (f 2/10 1839)

 

Amerikansk U2 spionfly skydes ned over Sovjetunionen. Siden 1956 havde amerikanerne med det såkaldte U2 spionfly overfløjet sovjetisk område og fotograferet militære anlæg. Da flyet fløj i 20 til 30 km højde, var russerne ikke før i 1960 i stand til at skyde det ned. Da russerne meddelte omverdenen om nedskydningen, benægtede amerikanerne i første omgang, at de foretog spionflyvninger over Sovjetunionen. Men da den sovjetiske leder Khrustjov fortalte verdenspressen, at flyets pilot var i live og befandt sig i sovjetisk varetægt, og at man i flyet havde fundet filmoptagelser af sovjetiske militæranlæg, måtte amerikanerne indrømme, at der var tale om et spionfly, der tilhørte dem. Khrustjov benyttede nedskydningen til at afbryde et længe planlagt topmøde i Paris. Han forlangte, at den amerikanske præsident Eisenhower skulle fordømme overflyvningerne, love ikke at lade dem fortsætte og straffe de ansvarlige. Da Eisenhower kun ville stoppe overflyvningerne, forlod Khrustjov Paris og rejste hjem til Moskva. Den kolde krig var blevet køligere. I august blev U2 flyets pilot, Gerald Powers, i Moskva idømt 10 års fængsel for spionage

 

1977 d Ludwig Erhard, vesttysk nationaløkonom og politiker, forbundskansler 1963-1966; han var ansat ved Handelshøjskolen i Nürnberg 1929-44. Han blev 1945 rådgiver for den amerikanske besættelsesmagt og 1945-46 økonomiminister i Bayern. Han ledede herefter forberedelserne af den valutareform i vestzonerne, som briterne og amerikanerne ønskede. Fra 1948 var han direktør for den økonomiske forvaltning af vestzonerne og gennemførte samme år valutareformen for at genrejse den vesttyske økonomi og dermed den vesteuropæiske. I 1949 medvirkede han ved oprettelsen af den vesttyske stat og blev indvalgt i Forbundsdagen for CDU. I årene 1949-63 var E vesttysk økonomiminister. Hans politik - den såkaldte sociale markedsøkonomi, der var en økonomisk og politisk linje, der kombinerede frie markedskræfter med en begrænset statslig styring - var en vigtig forudsætning for det økonomiske opsving, das Wirtschaftswunder, som Vesttyskland oplevede efter 1950. I 1963 blev han valgt som Adenauers efterfølger på forbundskanslerposten og dannede en koalitionsregering med partiet FDP. Efter FDP havde forladt regeringskoalitionen, trådte E tilbage som kansler i 1966, men forblev medlem af Forbundsdagen til 1976 (f 4/2 1897)

 

 

Til top        6. maj

1527 Il sacco di Roma begynder. Da kardinal Giulio Medici i 1523 blev pave som Clemens 7. fortsatte han med at holde et vågent øje med familieinteresserne i Firenze. Det medførte en tilnærmelse til Frans 1. af Frankrig. Dermed lagde Clemens sig ud med Frankrigs fjende nr 1, kejser Karl 5. Kejseren reagerede med at sende en hær mod Rom under ledelse af den frafaldne Karl af Bourbon. Hans tropper bestod for en stor del af tyske landsknægte, som havde været under påvirkning af den antikatolske agitation i deres hjemland. Mens Clemens søgte tilflugt i Castel San Angelo-fæstningen, blev Rom hærget og plyndret på det grusomste. "Uden hensyn til venner eller respekt for prælaternes autoritet og værdighed styrtede de sig over kirker og klostre, relikvier, som alle agtede, og de hellige ting. Alle de hellige ting, sakramenterne og helgenrelikvierne, som alle kirkerne var fulde af, blev udplyndret for derers udsmykning og kastet på jorden ledsaget af endeløs spot fra de tyske barbarer". En fransk undsættelsesstyrke nåede ikke frem i tide og måtte trække sig tilbage decimeret af pest. Clemens opholdt sig i Castel San Angelo fra den 6. maj til den 7. decbr. og slap først ud, da han havde underskrevet en ydmygende fredsaftale. Han skulle overlade kejseren en række byer og fæstninger og betale 400.000 dukater. For samtidens - renæssancens - humanister kom Roms plyndring med dens brutalitet og barberi som et chock. Erasmus af Rotterdam skrev om il sacco di Roma: "Dette er i sandhed ikke en bys, men en hel verdens undergang"

 

1757 I Den preussiske Syvårskrigs første større slag tørner preussernes 64.000 mand store hær under kommando af den 73-årige marskal Schwerin sammen med en østrigsk hær på 66.000 mand under Browne og prins Karl af Lorraine i slaget ved Prag. Udfaldet var hverken afhængig af antal soldater eller strategi, men af mod. Schwerins regimenter marcherede under østrigsk ild gennem sumpe, hvor soldaterne undertiden sank i til hofterne, ja til skuldrene. For en tid mistede de modet og vendte om for at flygte; men Schwerin samlede dem atter, viklede fanen om sin krop og red frem mod fjenden. Han blev ramt af fem kugler samtidigt og faldt død af sin hest. Hans heltedød gav de preussiske soldater nyt mod, og de forvandlede nederlag til sejr, inden en østrigsk undsættelseshær under L.J. von Daun nåede frem. Tabene på begge sider var enorme. Preusserkongen mistede 400 officerer. De østrigske tab var mere end 14.000 mand; 16.000 undslap og sluttede sig til von Dauns hær, resten flygtede ind i Prag, som preusserne indledte en belejring af. For at undsætte Prag nærmede von Daun sig en måned senere med en hær på 50.000 mand. Med 34.000 mand rykkede Frederik den Store frem for at møde von Daun. Slaget der fulgte - slaget ved Kolin 18. juni - endte med en overvældende sejr til østrigerne. Preusserne måtte opgive belejringen af Prag og trække sig ud af Böhmen

 

1758 f Maximilien Robespierre, fransk jurist og revolutionær; efter afsluttet jurastudium nedsatte han sig i 1781 som advokat i fødebyen Arras. Som ivrig talsmand for lighed og folkevilje valgtes han i 1789 til generalstænderne, men gjorde sig så godt som ikke gældende hverken her eller i Nationalforsamlingen. Derimod blev han snart en af de toneangivende i jakobinerklubben, højt agtet for sin redelighed, beundret for sine omhyggeligt udarbejdede taler med deres appel til borgerdyd og frihedsfølelse og for den alvor, hvormed han omfattede revolutionens tanker. Først efter august 1792 blev han republikaner og kom ind i kommunerådet; måneden efter valgtes han til Konventet som nr 1 af Paris 24 repræsentanter. Robespierre kom ind i Velfærdsudvalget ved Dantons udtræden i juli 1793. Fra da af var han i ét år Frankrigs mest indflydelsesrige person. I april 1794 foreslog han indførelse af en slags religion "for det Højeste Væsen". Hans forslag blev vedtaget af Konventet og lanceret ved en stor højtidelighed på Champs-de-Mars den 8. juni. Robespierres konsekvente hensynsløshed mod virkelige eller formodede modstandere af revolutionens tanker, sådan som han opfattede dem, drev til sidst et antal højst forskellige personer, der alle frygtede for deres liv, til at danne et komplot mod ham. Da han 26. juli 1794 i en stor tale i Konventet sigtede flere af dens medlemmer for "sammensværgelse imod friheden" uden dog at nævne navne, slog de til. I et stormende møde næste dag blev han arresteret. Derefter blev han befriet af kommunerådet; men uden energisk modstand igen arresteret kort efter midnat. Efter en kort proces blev han dømt til døden og guillotineret (d henrettet 28/7 1794)

 

1758 f André Masséna, duc de Rivoli og prince d’Essling, fransk marskal; begyndte sin militære karriere som menig i 1775. Ved udbruddet af revolutionen var han sergent; han blev snart kaptajn i revolutionsstyrkerne, og i december 1793 fulgte udnævnelsen til general. I de næste to års krigsførelse i Italien mod østrigerne udmærkede han sig flere gange, og spillede en afgørende rolle i den franske sejr ved Rivoli (14. juni 1797). Kort efter Napoleons statskup (9. november 1799) fik Masséna kommandoen over de franske tropper i Italien.Ved at holde ud i Genova, som var belejret af østrigerne fra 21. april til 4. juni (1800), gjorde han det muligt for Napoleon at føre sine tropper i ryggen på østrigerne og vinde slaget ved Marengo (14. juni). En sejr der betød, at østrigerne måtte rømme det meste af Norditalien. I 1804 blev Masséna udnævnt til marskal; i 1806 generobrede han Calabrien fra briterne, og i 1808 blev han duc (hertug) af Rivoli. Han udmærkede sig i krigen med Østrig i 1809 i slagene ved Aspern-Essling (21.-22. maj) og ved Wagram (5.-6. juli), for denne indsats udnævnte Napoleon ham januar 1810 til prince (fyrste af) d’Essling. Tre måneder senere fik han kommandoen over de tropper, der i Portugal kæmpede med briterne. Her blev han besejret af britiske styrker ledet af hertugen af Wellington i slagene ved Bussaco (27. september 1810) og Fuentes de Onoro (5. maj 1811). Herefter blev han afløst som øverstkommanderende. I 1815 var han i Paris, men tog ingen del i Napoleons 100 dage; i stedet støttede han indsættelsen af Ludvig XVIII som fransk konge (d 4/4 1817)

 

1809 f Emil Hornemann, komponist og musikhandler; var allerede i sin ungdom en dygtig klaverspiller. Han blev rost for sit sobre og smagfulde spil og fik succes i musikalske familier i København. Inden han i 1844 deltog i åbningen af en kombineret musik- og malerihandel, levede Hornemann af at give klaverundervisning dels privat dels som musiklærer (fra 1837) ved Det kgl. Teater. Som forretningsmand havde han succes. Fremgangen skyldtes især hans varme interesse for undervisningsmusikken. Denne artikel betalte sig godt, ikke mindst fordi Hornemann selv præsterede størstedelen af kompositionerne og deres redaktion. Undervisningsmusikken og den lettere musik (valse, polkaer, mazurkaer, galopper, marcher) flød uden vanskelighed fra Hornemanns nodepen. Det område, Hornemann vandt sit store ry på, var imidlertid den folkelige sang, og især med "Dengang jeg drog af Sted" skrevet i de bevægede martsdage i 1848 til tekst af Peter Faber. Endvidere skrev Hornemann henrivende børnesange, af hvilke "Højt fra Træets grønne Top" nåede størst yndest. Også for scenen skrev Hornemann enkelte arbejder, således sange til C. Hostrups "Soldaterløjer" (1850) (d 29/5 1870)

 

1856 f Sigmund Freud, østrigsk læge og psykolog; begyndte sit videnskabelige arbejde som fysiolog og hjerneanatom; som læge specialiserede han sig i nervesygdomme og offentliggjorde flere arbejder om organiske nervelidelser. Hans interesse gik imidlertid mere og mere over til behandling af lettere sindslidelser (neuroser) og udforskning af deres sjælelige årsager. I behandlingen af disse anvendte Freud til at begynde med hypnose, men udarbejdede efterhånden sin egen metode til studium af det såkaldte ubevidste sjæleliv og blev dermed grundlægger af psykoanalysen. De resultater, han nåede frem til ved at anvende den psykoanalytiske metode, førte ham til en helt ny opfattelse af sjælelivets udvikling og struktur og fik således betydning langt ud over det medicinske område. Ikke mindst på gr. af den afgørende betydning han tillagde seksuelle faktorer, blev hans arbejde mødt med stor og tildels usaglig modstand. På trods af denne modstand voksede hans ry stærkt i årene efter 1. Verd.krig, og det blev alm. anerkendt, at hans indsats havde været epokegørende, selv om mange af hans teorier viste sig ikke at slå til. En særlig betydningsfuld rolle spillede hans synspunkter vedrørende opdragelse og seksualmoral. Men som bundkonservativ i stort og småt og puritansk i son livsførelse var han på ingen måde forkæmper for seksuel frigørelse. Endnu i 1930’erne udsendte Freud flere bøger – hans samlede værker er på 18 bind – men da nazisterne marts 1938 rykkede ind i Østrig, flygtede han, der som jøde måtte frygte for sit liv, til England. Her døde han året efter (d 23/9 1939)

 

 Alexander von Humboldt, tysk naturforsker og geograf; efter han i Berlin og Göttingen havde fået en naturvidenskabelig uddannelse, foretog han 1797-1804 en rejse til Syd- og Nordamerika og hjemførte til Europa store naturhistoriske og etnografiske samlinger (alene af plante- og dyreriget 6000 genstande). H opholdt sig efter rejsen i Paris for at udarbejde sin store rejsebeskrivelse "Voyage aux régions équinoxiales du noveau continent" i 30 bind med 1425 kobberstik. Fra 1827 var han bosat i Berlin, hvor han holdt en række forelæsninger, der senere blev indarbejdet i hovedværket "Kosmos". 1829 begyndte H sin anden store rejse; denne gang en 18.000 km lang rejse til Ural og det indre af Asien. Rejsen og dens resultater beskrev H i "Fragments de géologie et de climatologie asiatique" (1831) og i "Asie Centrale, recherches sur les chaines de montagnes et la climatologie comparée" (1843). Ganske vist gjorde H ingen geografiske nyopdagelser, men på baggrund af sin beherskelse af naturvidenskaberne satte han i sine værker en ny standard for præcis naturbeskrivelse. Dette i forbindelse med hans skarpe iagttagelsesevne, hans evne til at forklare forskellige fænomeners sammenhæng har gjort ham kendt som et af naturvidenskabens største navne, og som en af en af den moderne geografis grundlæggere. Fra 1845 til sin død arbejdede von Humboldt på sit store værk "Kosmos" om verdensaltets fysiske love, og som han selv kaldte bogen om himmel og jord. Endvidere ydede han vigtige bidrag til læren om jordmagnetisme, meteorologi, klimatologi og geologi (f 14/9 1769)

 

1877 d Johan Ludvig Runeberg, finsk digter, der anses for at være sit lands største; at han kom til at indtage denne position skyldes primært, at han gennem sin digtning udtrykte sine landsmænds patriotiske ånd; eftersom han skrev på svensk, kom hans arbejder desuden til at øve stor indflydelse på svensk litteratur. Ved universitetet i Åbo blev han inspireret af tidens romantiske nationalisme, samtidig med blev han kendt med det finske bondeland og dets befolkning; her hørte han de fortællinger om Finlands stolte fortid, der skulle blive temaet for mange af hans digte. I sin digtning er han inspireret af klassiske græske og latinske digtere og af slavisk folkevisedigtning, endvidere har den fået sit præg af den tid, da den finske nationalfølelse begyndte at vågne efter adskillelsen fra Sverige. Frem for nogen regnes han som Finlands nationaldigter. Allerede i debutsamlingen "Dikter" (1830) findes den enkle lyriske tone, som betegner noget nyt, og i de senere episke digte "Âlgskyttarne" (1832) og "Hanna" (1836) med motiver fra bonde- og præstegårdsmiljøer uddybes hans naturfølelse, og hans realisme øges. Med disse to digte vandt Runeberg en position i svensk litteratur, der kun overgås af Esaias Tegnér. Sin position son nationaldigter fik han gennem digtcyklen "Fänrik Ståls Sänger" (1848 og 1860), en samling fortællinger fra den finsk/russiske krig 1808-09. Heri forenes fædrelandskærlighed med humanisme, og helteskikkelserne er fint iagttagne finske folketyper, som f.eks. Sven Dufva og Lotta Svärd. Indledningsdigtet "Vårt Land" er siden 1848 Finlands nationalsang. Om Runebergs digtning er det blevet sagt, at dens originalitet består i Runebergs evne til at forene digtenes klassicisme med tidens romantiske følelse, og den realisme der afslører hans forståelse for livet på landet, der ikke mindst viser sig i hans personkarakteristikker (f 5/2 1804)

 

f Rud. Valentino, (Rodolfo Guglielmo di Valentina d'Antonguolla), italiensk født amerikansk skuespiller; kom 1913 til USA; 1917 til Hollywood. Efter småroller fik han sit gennembrud i "De fire Ryttere", 1921. Med sit smukke ansigt, sine mørke øjne og sin adrætte, nærmest yndefulde krop, blev han et øjeblikkeligt hit hos kvinder verden over. Han blev stumfilmens førsteelsker. Med "Sheiken" (1921), "Blod og Sand" (1922) og "Monsieur Beaucaire" fra 1923 fik han sine største succeser (d 23/8 1926)

 

1904 f Hal Koch, kirkehistoriker; dr. theol 1932; professor i kirkehistorie og teologi ved Københavns universitet 1936. Da Krogerup Højskole blev oprettet i 1946 blev K forstander; samtidig bestred han sit professorat. Under indtryk af den tyske besættelse og begivenhederne i sommeren 1940 stod K forrest i kampen mod den nazistiske infiltration og for bevarelse af danske kulturelle og nationale værdier. Det skulle være en ikkevoldelig kamp og føres med "legale" midler. Disse bestræbelsers første virkelige resultat blev Dansk Ung-domssamvirke, en sammenslutning af alle danske ungdomsforeninger. K var sammenslutningens formand i årene 1940-46. Efter besættelsens ophør angreb K med stor styrke straffe-lovstillægget af 1. juni 1945 (indh-førte dødsstraf med tilbagevirkende kraft), som det bl.a. skete i hans "Jeg anklager Rigsdagen" (1947). K hævdede, at tyskerne måtte drage ud, som man havde ladet dem drage ind. Danske "krigsforbrydere" kunne i nogle tilfælde dømmes efter gældende lov, andre var hårdt nok ramt ved omgivelsernes foragt. K efterlod sig en stor litterær produktion - med vægten på kirkehistoriske emner. Således "Danmarks Kirke i den begyndende Højmiddelalder" (I-II 1936), som behandlede forholdet mellem kirke og konge og tegnede et billede af de kirkelige institutioner og embeder. Til Schults Danmarkshistorie (1941) skrev han afsnittet Det danske Folk 1042-1241. Han var redaktør ved Politikens Danmarkshist. og forfatter til dens 3. bind "Kongemagt og Kirke 1042-1241 (1963). Desuden var han medarbejder ved forskellige leksika (d 10/8 1963)

 

Orson Welles, amerikansk skuespiller og instruktør; han begyndte ved teatret som skuespiller og snart også som instruktør for producenten John Houseman, med hvem han dannede teatergruppen Mercury Theatre. Det var med skuespillere herfra W i 1938 lavede det berømte radiospil efter H.G. Wells "Klodernes Kamp", der fik lytterne til at tro, at en invasion fra rummet faktisk havde fundet sted i New Jersey; det opskræmte folk, og afstedkom i det hele taget stort postyr. W fik herefter et tilbud fra Hollywood og lavede 1941 sin første film "Citizen Kane", hvor han selv spillede hovedrollen. Han opholdt sig i Europa 1948-58. I 1958 vendte han tilbage til amerikansk film med kriminalfilmen "Politiets blinde øje". W spillede med i næsten alle sine egne film desuden også i en lang række andre instruktørers film, berømtest som den kyniske Harry Lime i Reeds "Den tredie mand" (1949) (d 10/10 1985)

 

1921 Rigsdagen afskaffer tyendeloven fra 1854 og vedtager en medarbejderlov. Gennem årtier havde Socialdemokratiet og de spæde tyende-og landarbejderorganisationer kæmpet for at få afskaffet tyendeloven. Nu indså også Venstre, at den var utidssvarende. Loven stemplede tjenestefolk som andenrangs borgere. Ganske vist havde de fået stemmeret i 1915, men det gamle patriarkalske forhold mellem husbond og tyende eksisterede endnu. Det blev ophævet med medarbejderloven af 6. maj 1921. I den fjernedes tyendebegrebet og tyendes personlige underordningsforhold under husbonden. Den forhadte skudsmålsbog, landarbejderens "slavemærke", som den blev kaldt, blev afskaffet sammen med husbondens ret til korporlig afstraffelse af drenge under 18 år og piger under 16 år. Der blev fastsat regler for medhjælpernes boliigforhold, kost og rettighheder under sygdom. De fik ret til tre dages ferie med løn hvert halve år, men til gengæld blev der ikke lagt nogen øvre grænse for arbejdstiden, således som det var sket for næsten alle andre arbejdere. Ligeledes kom der til at gå mange år, før lovens krav til pigers og karles logi og kost blev opfyldt alle steder, og lønmæssigt haltede de langt bag efter arbejderne i andre fag

 

1937 Luftskibet "Hindenburg" eksploderer ved Lakehurst i New Jersey, USA. Luftskibet "Hindenburg" blev bygget i 1936 og var verdens største med en længde på 250 m og en største diameter på 45 m. Dets marchhastighed var 130 km/t. Da USA ikke ville sælge helium til Tyskland, brugte "Hindenburg" det brandbare brint som bærestof. I 1936 blev det indsat i regelmæssig rutefart mellem Tyskland og Sydamerika og mellem Tyskland og Nordamerika og fløj seks returflyvninger til Brasilien og ti til USA. I 1937 havde "Hindenburg" fløjet en tur til Brasilien, før det i maj fløj årets første tur til USA. Under landingen ved Lakehurst udbrød der brand i agterstavnen, og i løbet af et halvt minut var luftskibet omspændt af flammer og styrtede ned. Mange sprang ned fra gondolerne og reddede livet, men 22 af 61 besætningsmedlemmer og 13 af 36 passagerer omkom. Det er usikkert, hvorfor branden opstod. Formentlig skyldtes den utæthed og en gnist forårsaget af enten statisk elektricitet fra det uvejr, man havde været igennem eller fra en sprængt wire. Ulykken ved Lakehurst betød afslutningen på de store luftskibes æra

 

1943 f Andreas Baader, tysk aktivist og terrorist; han udgjorde kernen i den tyske terrororganisation Rote Armée Frak-tion (RAF) sammen med kampfællen Ulrike Meinhof. Han blev født i München og blev politisk aktiv i slutningen af 1960’erne, hvor han tilsluttede sig ungdomsoprøret og antikrigsbevægelserne. Som andre i ungdomsoprøret var han stærk kritisk over den herskende materialisme og den amerikanske tilstedeværelse i Tyskland. Det gjaldt såvel den militære tilstedeværelse som den indflydelse, amerikansk kultur havde på tyskernes hverdag. I 1970 dannede han en byguerilla sammen med Ulrike Meinhof, og sammen stod de over en årrække bag adskillige spektakulære terroraktioner rettet mod den tyske storkapital og det politiske establishment. Politiet fik fat i Baader, og i 1977 blev han idømt livsvarigt fængsel. En flykapring i Mogadishu skulle føre til Andreas Baaders løsladelse, men i stedet døde han i fængslet Stammheim – officielt fordi han tog sit eget liv (d 18/10 1977)

 

1952 d Maria Montessorri, italiensk læge og småbørnspædagog; M, der var Italiens første kvindelige læge, udviklede et system af læremidler for mentalt handicappede børn, som siden viste sig at være velegnet også til andre børn. Hun byggede videre på Fröbels tanker, men mens denne i 1800-tallet havde sat lærerformidlet leg og fantasi i højsædet, skabte M nytænkning i småbørnsopdragelsen ved at lade børnene opøve sanser og selvkontrol uden lærerindgriben. Derved fik hun stor betydning for udformningen af moderne børnehaver. Hun begyndte sit pædagogiske arbejde blandt fattige og psykisk udviklingshæmmede børn i Rom. Fra 1907 ledede hun et et børneasyl i Rom (Casa bei Bambibi, Børnenes hus), der blev forbillede for de montessoriske børnehaver. Her udvikler barnet sig i frihed, uden tvang eller straf, og kun beskæftiges (gennem tilpasset materiale) med hvad, der interesserer det. Undervisningen foregår bl.a. ved anvendelse af et helt system af belærende legetøj, hvorved børnene gør erfaringer om begreber som form og størrelse (f 31/8 1870)

 

Ved et atletikstævne i England løber den engelske læge Roger Bannister drømmemilen. Som den første i verden nåede Bannister under 4 minutter på en engelsk mile. Han løb de 1609,34 m på 3,59,4 min.

 

Limfjordstunellen ved Ålborg indvies. Trods en udvidelse i 1960 kunne Limfjordsbroen efterhånden ikke klare den stadig stigende trafik. På grundlag af trafiktællinger fandt man ud af, at det var nødvendigt at føre en ny hovedvej over fjorden ca. 2,5 km øst for den eksisterende vejbro. En linjeføring nærmere bymidten ville medføre alt for store trafikproblemer og nedrivninger af den bestående boligmasse. Valget faldt på en firesporet motorvejstunnel. Grunden til, at man valgte en tunnelløsning var, at bunden af tunellen kun var 18,5 meter under gadeniveau, mens en bro skulle føres op i 43 meters højde for at give plads til skibsfarten på Limfjorden. Den store højde ville give problemer med tilkørselsramper på begge sider af broen. Efter projektets vedtagelse i Folketinget blev det første spadestik til tunnelarbejdet taget den 15. oktober 1965. Tunellen kom til at bestå af fire konstruktionsafsnit. En 510 m lang sænketunnel, der mod syd går over i en tunnel, der er støbt på stedet. Denne tunnel går igen over i en åben rampe. Også mod nord ender tunelen i en åben rampe. Sænketunelen består af fem elementer, der hver er 102 m lange og 28 m brede. Hvert element vejer 25,000 tons. Indvendig rummer elementerne to tunnelrør med hver tre vognbaner og fortove i begge sider. I efteråret 1967 var alle fem elementer færdigstøbte. De blev placeret i en gravet rende på bunden af Limfjorden i forlængelse af hinanden. Åbningen af tunellen for trafik blev foretaget af kong Frederik IX. Efter at have klippet en udspændt snor over med en forgyldt saks kørte han og dronning Ingrid som de første gennem tunellen. Limfjordstunellen kostede i sig selv 160 millioner kroner, men med tilslutningsvejene kom den samlede pris op på 300 millioner kroner

 

1975 d Joszef Mindszenty, ungarsk kardinal; som 23-årig blev han ordineret som præst. Fra 1945 kardinal og ærkebiskop af Esztergom. I efterkrigstiden var Mindszenty en ledende skikkelse i modstanden mod kommu-nisterne. December 1948 blev han arresteret anklaget for deltagelse i en sammensværgelse rettet Ungarns nye statsform; året efter blev han idømt livvarigt tvangsarbejde. I forbindelse med den ungarske opstand blev han befriet af en antisovjetisk gruppe i slutningen af oktober 1956. Efter den sovjetiske nedkæmpelse af opstanden søgte Mindszenty tilflugt i den amerikanske ambassade i Budapest. Her opholdt han sig fra november 1956 til september 1971, da han fik frit lejde til at forlade Ungarn. Siden levede Mindszenty stort set i Wien. Februar 1974 blev han af pave Paul 6. løst fra sin stilling som den ungarske kirkes primas og ærkebiskop af Esztergom (f 29/3 1892)

 

1992 d Marlene Dietrich, tysk-amerikansk skuespiller; Marlene Dietrich, hvis fødenavn var Maria Magdalene von Losch, blev kendt som tre årtiers – 1930’erne, 40’erne og 50’erne – mest sensuelle og glamourøse kabaret- og filmskuespiller. Hun var født i Berlin og fik sit gennembrud i den tyske film "Der blaue Engel" (1930), hvorefter hun blev opdaget af Hollywood og i en årrække medvirkede i amerikanske spillefilm. Især film som "Morocco" (1930) og "Blond Venus" (1932) blev internationale gennembrud. Under Anden Verdenskrig sang Marlene Dietrich for de allierede tropper, men hendes evergreen "Lili Marlene" blev også en klassiker blandt tyske soldater. Efter krigen fortsatte hun sin filmkarriere, men var fortsat en stjerne også på de skrå brædder. I sine sidste år levede hun en tilbagetrukket tilværelse og valgte ikke at medvirke i portrætfilmen "Marlene" fra 1984. (d 6/5 1992)

 

 

Til top        7. maj

973 d Otto 1. den Store, tysk konge fra 936, tysk romersk kejser fra 962; O styrkede kongemagten over for de tyske hertuger, og han udvidede Det tyske Rige gennem krig mod sakserne og slaverne i nord, mod Böhmen og mod magyarerne i øst. I 951 drog han til Italien og blev kronet til longobardernes konge. I 962 blev han kronet til romersk kejser af paven. Med kroningen grundlagdes Det tysk-romerske Kejserrige (Heiliges Römisches Reich Deutscher Nation), som først blev opløst i 1806 i Napoleonskrigenes tid. Som kejser gennemførte O den orientering mod Italien, som prægede tysk kejserpolitik gennem middelalderen. Endvidere skabte han gennem sit effektive samarbejde med de tyske biskopper grundlaget for denne politik. Dette samarbejde kom bl.a. til udtryk ved, at det var kirkens folk, O ansatte i sin administration, at de modtog krongods og således blev rigsfyrster. På denne måde trængte han de gamle stammehertuger tilbage. For at styrke sin kongemagt sørgede O for, at det var de rigtige folk, der fik kirkens højeste embeder. Hans bror Bruno blev således ærkebiskop i Köln, og hans søn Wilhelm blev ærkebiskop i Mainz. Genskabelsen af et vestligt kejserdømme skabte probelmer i forhold til kejseren i Konstantinopel. De blev løst, og O opnåede Byzans’ anerkendelse som tysk-romersk kejser, da hans søn og medkejser Otto (2.)indgik ægteskab med Theophano, en slægtning til den byzantinske kejser Johannes 1. Tzimiskes (d 23/10 912)

 

1223 Valdemar Sejr og hans søn Valdemar den Unge tages til fange under en jagt på Lyø af grev Henrik af Schwerin, under påskud af et mellemværende om ejendomsdispositioner i forbindelse med prinsesse Oda af Schwerins ægteskab med grev Niels. I virkeligheden var der tale om en aktion, der havde støtte i en koalition af tyske fyrster, som havde kejser Frederik II’s tilslutning, og som havde til formål at svække den danske konges indflydelse i Nordtyskland. Under fangenskabet faldt de mecklenburgske og pommerske vasaller faldt fra V, og Nordalbingien gik tabt, selv om Albrecht af Orlamünde tappert forsvarede besiddelsen på V’s vegne. 25. december 1225 kom V fri mod en stor løsesum. Iflg. traktaten skulle den være i alt 45.000 mark sølv, og den tilvejebragtes under store danske ofre, den nylig afdøde dronnings guldsmykker undtagen kronen indgik deri. 19. april 1226 løslodes Valdemar den Unge. V’s umiddelbare reaktion efter frigivelsen var et stort forsøg på i et enkelt fremstød at vinde alt det tabte eller det meste deraf tilbage. Det mislykkedes ved nederlag i slaget ved Bornhøved i juli 1227, og kongen opgav ethvert videre forsøg.

 

1711 f David Hume, skotsk filosof, historiker og økonom; efter studier ved universitetet i Edinburgh opholdt han sig i ung alder flere år i Frankrig, hvor han udarbejdede størstedelen af sit første filosofiske hovedværk "A Treatise on Human Nature" (1739-40). I 1748 udgav han sit andet filosofiske hovedværk "Philosophical Essays" senere kaldt "An Enquiry Concerning Human Understanding". H’s politiske og diplomatiske erfaringer satte frugt i "Political Discourses" (1751); blandt disse afhandlinger var der mange om økonomiske spørgsmål. Samme år kom hans "An Enquiry Concerning the Principles of Morales". I 1750'erne begyndte H sine historiske undersøgelser; disse førte til udgivelsen af "History of England" (5 bd., 1754-62). Dette værk fik stor udbredelse og gjorde H til en holden mand. Det var den første fremstilling af denne art, som medtog den sociale og litterære udvikling. Også i 1750'erne kom H’s tredje filosofiske hovedværk "Four Dissertations: The Natural History of Religion, Of the Passions, Of Tragedy, Of the Standard of Taste". H forfægtede en radikal empirisme og hævdede, at erfaringen er den eneste kilde til erkendelse. I sin religionsfilosofi hævdede H, at årsagen til religionens opkomst er at finde i naturlige følelser som dødsfrygt, håb m.v. I sin etik hævdede H, at de moralske dyder til syvende og sidst må retfærdiggøres ud fra den nytte, de fører til. Det almennyttige giver mennesket en vis følelse af behag; det har en naturlig følelse for andres ve og vel. Det, H kalder Den moralske følelse, og som ligger til grund for menneskets moralske vurderinger, dyder og laster, udvikler sig fra denne oprindelige følelse for de andres lykke (d 25/8 1776)

 

d Marie af Modena (Marie Beatrice d’Este) engelsk dronning, datter af Alfonso IV, hertug af Modena og Laura; oktober 1673 gift med Jacob II af England; ved sin ankomst til England blev hun af mange betragtet som spion for franskmændene og for paven, men hendes indflydelse på sin mands politiske og religiøse holdning synes at have været minimal. Ved hoffet var hun ganske populær og stod på god fod med sin steddatter Marie (den senere dronning Marie, død 1694). Mellem 1675 og 1682 fødte hun fem børn (fire døtre og en søn), der alle døde som små. Da hun fødte sin anden søn i juni 1688, opstod der hurtigt rygter om, at barnet ikke var hendes eget, men et barn smuglet ind på slottet for at sikre en katolsk tronfølger. Dette synes at have været den egentlige grund til Wilhelm af Oraniens landgang i England samme efterår. Ved udbruddet af den engelske revolution i 1688, der førte til hendes mands afsættelse, begik Marie den fejl at flygte til Frankrig med sin søn. Hun overtale sin mand til at følge sig på et tidspunkt, hvor det var i hans absolutte interesse at blive i England. I det tidligere kongepars eksil synes Maries indflydelse på ægtefællen at være voksende (f 5/10 1658).

 

f Jozef Antoni Poniatowski, polsk patriot og nationalhelt desuden fransk marskal; han blev uddannet som officer i den østrigske hær, inden han efter anmodning fra sin onkel, den polske konge Stanislaw 2. Augustus Poniatowski, i 1789 blev overført til den polske hær. P udmærkede sig i krigen mod Rusland og deltog i Tadeusz Kosciuszkos antirussiske revolte i 1794. P forlod hæren i 1795 efter Polens tredje deling, der betød Polens ophør som selvstændig stat. Men da Napoleon i 1807 oprettede hertugdømmet Warszawa, blev P øverstkommanderende for dets hær. Han stod i spidsen for et polsk korps under Napoleons Ruslandsfelttog i 1812, og under slaget ved Leipzig (16.-19. oktober 1813) blev han udnævnt til marskal af Frankrig. På slagets sidste dag forsvandt P, da han såret forsøgte at komme over Elsterfloden på hesteryg (d 19/10 1813)

 

1774 f Francis Beaufort, engelsk admiral og hydrograf; han lagde navn til Beaufort-vindmålingsskala og var med til at etablere en telegraflinje fra Galway til Dublin i 1803-04. Han var uddannet sømand og var i en årrække tjenstgørende i den britiske flåde. I forbindelse med sejladser ud for den spanske kyst og ved Buenos Aires blev han interesseret i kartografi og udarbejdede en række brugbare søkort og kystbeskrivelser. Efter livet som sømand vendte han i 1812 hjem til England. I 1829 blev han udnævnt til hydrograf i flåden – en post han bestred i 26 år. Det var i denne periode han gjorde sit navn udødeligt ved udarbejdelsen af en skala for måling af vindstyrke. Beaufortskalaen beskriver vinden i 13 styrker, fra 0, vindstille, til 12, orkan. Skalaen blev med det samme obligatorisk i den engelske flåde og i 1874 accepteret af den internationale meteologiske komitè. Oprindelig blev de enkelte vindstyrker benævnt efter den mest hensigtsmæssige sejlføring, f.eks. mærsejls-kuling og bramsejlskuling, men nu sker inddelingen efter den målte vindhastighed. Til hver vindhastighed hører en standardbeskrivelse, som gør det muligt uden vindmåler at angive vindstyrken i beaufort med acceptabel nøjagtighed (d 17/12 1857)

 

1793 Polens anden deling – første deling fandt sted 5. august 1772. Denne gang deltager Østrig ikke. Preussen tager Danzig og Thorn, Ruslands del er Litauen og Vestukraine. Tredje og sidste deling fandt sted 24. oktober 1795

 

1812 f Robert Browning, engelsk forfatter; med sine første arbejder f.eks. "Pauline, a Fragment of a Confession" (1833) afslørede Browning sin store psykologiske indsigt; hans interesse for sjælelige individualiteter er et gennemgående træk i hele hans digtning og blev bestemmende for hans form: den dramatiske monolog. Efter digtene "Paracelsus" (1835), "Bells and Pomegranates" (1841-46) o.a. nåede hans kunst sit højdepunkt med "Men and Women" (1855), "Dramatis Personae" (1864) og med versromanen fra 1868 "The Ring and the Book", hvor Browning lader 12 forskellige personer berette om en dyster italiensk mordsag fra 1600-tallets Rom. Til hans senere arbejder hører "Dramatic Idylls" (1879-80) og "Asolando" (1889). Efter i 1846 at være blevet gift med den seks år ældre og svagelige forfatter Elizabeth Barrett rejste parret til Italien, hvor de slog sig ned i Firenze. Efter hustruens død (1861) levede Browning sine sidste år i London (d 12/12 1889)

 

1825 d Antonio Salieri, italiensk/østrigsk komponist; kom 1766 til Wien, hvor han levede resten af livet. 1770 kom hans første opera "La donna Letterale". Den blev fulgt af andre bl. a. "Amida" (1771), som blev modtaget med begejstring. 1774 blev han ’kapellmeister’ og var de næste 50 år ansat ved det østrigske hof. I 1788 blev han ’hofkapellmeister'. Han aflagde flere besøg i Italien og Frankrig og komponerede musik til mange europæiske teatre. Til åbningen af La Scala-operaen i Milano 1778 komponerede han "L’Europa riconosciuta". Blándt hans betydeligste arbejder regnes operaen "Tarare" (1787). Den skrev Salieri, mens han som Glucks efterfølger ledede Pariseroperaen. Hans sidste opera var "Die Negersclaven" (1804). Herefter komponerede han især kirkemusik. Gennem hele livet stod Salieri på venskabelig fod med Haydn og Beethoven, hvem han havde givet undervisning i kontrapunkt. Blandt hans andre elever var Schubert og Mozarts søn Franz Xaver (f 18/8 1750)

 

1832 Efter Grækenland i 1829 var blevet anerkendt som selvstændig stat med Rusland som primær beskyttelsesmagt, indgik Storbritannien, Frankrig og Rusland uden græsk deltagelse 7. maj 1832 et kompromis om landets styreform. Den bayerske prins Otto af Wittelsbach fik tilbudt den græske trone, og på vegne af sin 17-årige accepterede kong Ludvig 1. af Bayern tilbuddet

 

1833 f Johannes Brahms, tysk komponist; han fik sin første musikundervisning af sin far, der var kontrabassist i Hamburgs Stadstheater, og allerede i 14-årsalderen gav han sin første koncert som pianist. I 1853 (til 1857) blev han ansat som kordirigent ved hoffet i Lippe-Detmold. Efter årene i Lippe-Detmold genoptog B sit turneliv, men fik samtidig tid til at komponere især sange og klaverstykkeer. 1869 slog han sig ned i Wien, og her blev han resten af livet fuldstændig optaget af at komponere. Om Brahms er der blevet sagt, at han er en af romantikkens ejendommeligste og betydeligste komponister, en direkte efterkommer af Beethoven. Hans samlede produktion omfatter 122 opusnumre; undtaget opera har beskæftiget sig med alle musikalske former. Fra ungdommen foreligger der mest klaverkompositioner (sonater, variationer) og sange. Fra 1868 er "Ein deutsches Requiem", der straks gjorde ham kendt. Forholdsvis sent i hans produktion kommer de fire symfonier C-mol opus 68, D-dur opus 73, F-dur opus 90 og E-mol opus 98. Blandt hans øvrige produktion er to orkesterserenader, Haydn-variationer, Akademiske festouverture, to klaverkoncerter, to stryge-sekstetter, klaversonater, violinsonater, orgelværker og korsange (d 3/4 1897)

 

f Peter Tjaikovskij, russisk komponist; afbrød som 23 årig en ministeriel løbebane for at hellige sig musikken; han uddannedes de to flg. år på konservatoriet i Skt. Petersborg. 1866-79 var han lærer ved konservatoriet i Moskva. Fra 1877 modtog Tjaikovskij en årlig livrente fra en rig adelsdame, som han indtil 1890 førte en omfattende korrespondance med, men aldrig mødte personlig. Fra begyndelsen af 1880’erne foretog han talrige udenlandsrejser bl.a. som dirigent med egne værker. Efteråret 1893 dirigerede han ved uropførelsen af hans 6. symfoni Kort efter døde han af kolera. Tjaikovskij vandt hurtigt et ry uden for Rusland, mens han først ret sent blev accepteret i sit hjemland. I sine værker anvendte han ofte indslag fra russisk folkemusik, men samtidig benyttede han som den første russiske komponist vestlige impulser. Det er først og fremmest fra Hector Berlioz og Franz Liszt, men i sine kompositioner også påvirket af Carl Maria von Webers og Robert Schuhmanns musik Til hans hovedværker regnes operaerne "Eugen Onegin" (1879) og "Spader Dame" (1890), baletterne "Svanesøen" (1876) og "Nøddeknækkeren" (1892). Tjaikovskij har endvidere skrevet 6 symfonier; ouverturefantasier bl.a. "Romeo og Julie" (1869) og "1812 ouverturen" (1880), desuden komponerede han kammer-musik, sange og talrige klaverstykker. I betragtning af den korte tid, Tjaikovskij virkede som skabende kunst-ner, er hans produktion meget omfattende (6/11 1893)

 

f Cary Cooper, amerikansk skuespiller; studerede landbrug og blev guide i Yellowstone National Park, mens han tegnede politiske tegneserier til en lokalavis. I 1924 tog han til Los Angeles for at prøve lykken som tegner, men blev i stedet statist i næsten 30 westerns i årene 1925-26, før han i 1926 brød igennem med "Ørkenens datter". Selv om Cooper spillede et bredt register af roller, blev han identificeret med westernfigurer, f.eks. som titelpersonen i "Sheriffen" (1952). Succes fik han også i samspillet med Ingrid Bergman i "Hvem ringer klokkerne for" (1945) baseret på Hemmingways bog om Den spanske Borgerkrig (d 13/5 1961)

 

1915 Passagerskibet "Lusitania" torpederes af tyske u-både. Det tilhørte det britiske Cunard Lines og var på rejse fra New York til Liverpool med 1.255 passagerer om bord. Efterretninger om sænkning af handelsskibe og u-bådsaktivitet ud for Irlands sydkyst blev af det britiske admiralitet meddelt "Lusitania". Det blev opfordret til at undgå området og til at sejle i zigzag for at forhindre en u-båd i at fastlægge dets kurs som indledning til et torpedoangreb. På "Lusitania" ignorerede man disse advarsler. Den 7. maj blev skibet ramt af to torpedoer. Skibet fik straks så meget slagside, at det næsten var umuligt at sætte redningsbådene i vandet, og det sank i løbet af 22 minutter. Af de 1.255 passagerer og den 651 mand store besætning omkom 1.198, heraf 124 amerikanske statsborgere. Sænkningen af et passagerskib med et så stort tab af menneskeliv til følge rejste en bølge af harme i USA, og det var ventet af mange, at amerikanerne hurtigt ville erklære Tyskland krig. Men den amerikanske regering fortsatte sin neutralitetspolitik. Det blev snart klart, at "Lusitania" også medbragte en last af riffel-ammunition og granater (i alt 173 tons), og at tyskerne havde udsendt advarsler om, at skibet ville blive sænket. Det var den tyske flådeledelses overbevisning, at den var i sin gode ret til at torpedere et skib, der medførte våben. Den 13. maj sendte den amerikanske regering en note til regeringen i Berlin og udtrykte indignation over den måde, ubådskrig blev ført på. Men denne note og to følgende var alt, hvad den amerikanske regering foretog sig som følge af sænkningen af "Lusitania"

 

Tyskerne får i Versailles overrakt de allieredes fredsbetingelser. Den 29. april ankom den tyske delegation til Versailles. Den bestod af repræsentanter fra de republikanske partier, af talrige eksperter og blev ledet af udenrigsminister grev Brockdorff-Rantzau, der beskrives som en aristokratisk og arrogant diplomat. Tyskerne fik ikke mulighed for til at diskutere traktatudkastet mundtligt, men kun til at fremlægge deres synspunkter skriftligt. Det var den franske delegationsleder Clemenceau, der på et møde i Trianon i Versailles overrakte de tyske delegerede traktatudkastet. Det bestod af 400 artikler og var en bog på 230 sider. Først nu indså den tyske delegation, at det, man ventede af den, ikke var en meningsudveksling om fredsvilkårene, men den tyske regerings accept af en færdig fredsaftale. Tyskerne gik i gang med at udarbejde deres svar, og den 29. maj overleverede de en bog på 443 sider. De protesterede kraftigt mod betingelserne. Således søgte de at påvise, at fredsbetingelserne var et brud på de 14 punkter, som var det juridiske grundlag for våbenstilstanden og fredsforhandlingerne. Endvidere protesterede tyskerne med stor energi mod, at Tyskland alene skulle have skylden for verdenskrigen. I deres svar til tyskerne den 17. juni fastholdt de allierede stort set deres betingelser for fred og med hensyn til svar fik tyskerne frist til den 23. juni. Brockdorff-Rantzau frarådede sine landsmænd at godtage de allieredes krav. Det var imidlertid åbenbart, at en genoptagelse af krigen og blokaden ville føre til kaos og opløsning i Tyskland. Over for truslen om, at de allierede ville marchere mod Berlin vedtog den tyske rigsdag den 23. juni "med kniven på struben" med 237 stemmer mod 128 at give regeringen fuldmagt til at underskrive fredstraktaten. Det skete den 28. juni i spejlsalen i Versailles

 

Eva Perón, argentinsk præsidentfrue; der vides kun lidt om hendes barn- og ungdom. Som teenager var hun uden større succes skuespiller. Større succes opnåede hun gennem sit udseende og sit bekendtskab med indflydelsesrige mænd i Buenos Aires. Hendes største erobring var oberst Juan Perón. Ham mødte hun, kort efter han ved militærkuppet i juni 1943 var blevet forsvarsminister. Hun blev hans elskerinde, og i 1945 blev de gift. Mens Juan Perón var præsident – 1946-1952 – øvede hun stor indflydelse. Han overlod hende at organisere den argentinske arbejderbevægelse. Hun fik udrenset dens ledelse, så den fuldstændig blev underlagt hende og hendes mand og blev en af præsidentens magtbastioner. Da de fornemme kvinder i Sociedad de Beneficiencia afviste at gøre Perón til æresformand, fik hun selskabet opløst og dannede sin egen Maria Eva Duarte de Perón velgørenhedsorganisation, der under præsidentfruens absolutte kontrol rådede over store midler og sikrede hende og hendes mand støtte i den brede befolkning. Efter hendes tidlige død af kræft, mens hendes mands greb om magten smuldrede og forsvandt under hans eksil – 1955-1973 – og efter hans tilbagekomst til Argentina, levede myten om Eva Perón videre. Hun stod som Argentinas Jeanne d’Arc, der havde ofret sig fuldstændigt for det argentinske folks velfærd (d 26/7 1952)

 

Den første danske tone- og talefilm - "Præsten i Vejlby" - har premiere i Kino Palæet i København. Filmen var baseret på en skattet litteraturklassiker af Steen Steensen Blicher. Det er blevet sagt, at emnet var velvalgt til begivenheden: mondænt og tilpas alvorligt til, at publikum blev sat i den rette stemning og respektfuldt kunne beundre det imponerende fremskridt for dansk arbejde. Kinopalæet var fyldt til sidste plads, skrev Politikens anmelder, "og under forestillingen, der uden pauser varede i to timer, var der en andagtsfuld stilhed i den store sal. Gennem stilheden fornam man publikums spænding, deltagelse og stedse voksende interesse". Filmen var blevet indspillet under en del hemmeligshedskræmmeri i løbet af få uger i marts-april 1931. Iflg. kontrakten forpligtede skuespillerne sig bl.a. til "ikke til udenforstående at udtale sig om det arbejde, som foregår under optagelse af filmen". Til hovedrollerne var engageret bl.a. Henrik Malberg (præsten), Karin Nellemose (Mette) og Kai Holm (Niels Bruus) – formedels en dagløn på 40 til ca 75 kr. Mest fik filmens stjerne Henrik Malberg, nemlig 1000 kr for mindst 10 dages arbejde. "Dersom optagelsen ikke nås i disse 10 spilledage", stod der i kontrakten, "er Herr Malberg forpligtet til at stille yderligere 4 dage til disposition, uden vederlag". Efter forestillingen I Kinopalæet brød bifaldet løs. Successen var i hus. "Præsten i Vejlby" blev et tilløbsstykke over det ganske land, og indspillede over 200.000 kr til producenten (Nordisk Films Kompagni) eller tre gange så meget, som den havde kostet at indspille. Filmen var instrueret af George Schneevoigt, manuskriptet var udarbejdet af Flemming Lynge. Musikken var af Bent Froda. Toneanlægget af konstrueret af Valdemar Poulsen og P.O. Pedersen.

 

N. Peter Dahl, socialdemokratisk kirkeminister 1924-26 og 1929-35; han blev cand theol 1896 og var derefter sognepræst; først i Brande i årene 1900-07 og derefter i Sædder ved Køge i årene 1907-24. Det var interessen for sociale og politiske spørgsmål, der førte Dahl til medlemskab af Socialdemokratiet. Sin politiske karriere indledte han i 1913, da han blev såvel medlem af som formand for Sædder sogneråd (til 1925). Samme år blev han indvalgt i Folketinget for Vordingborg-kredsen. Da kredsen blev nedlagt i 1918 forlod han Folketinget, men blev samme år medlem af Landstinget (for 2. kreds) og genvalgtes til sin død. Eftersom Dahl var den første præst i Socialdemokratiet, og eftersom han stod Stauning nær, var det naturligt, han blev kirkeminister, da Stauning dannede regering i 1924 og igen i 1929. Hans forslag i 1925 til nedsættelse af et udvalg til undersøgelse af forholdet mellem stat og folkekirke evt. en adskillelse blev ikke til noget. Planerne om adskillelse af stat og kirke måtte Nils Peter Dahl og hans parti opgive efter dannelsen af regeringskoalitionen med Radikale Venstre i 1929 (f 1/10 1869)

 

De sidste tyske soldater fra Rommels Afrikakorps overgiver sig i Tunis og Bizerte. Nordafrika var herefter på de allieredes hænder - over 250.000 tyske soldater måtte vandre gennem ørkensandet til fangelejrene

 

Fransk overgivelse i Dien Bien Phu. I vinteren 1953-54 mente franskmændene at have fundet en sikker metode til at besejre vietnameserne og dermed få afsluttet krigen i Indokina. Som man med succes havde gjort det i 1952 og 53 skulle Viet Minh lokkes til med blodige tab at løbe storm mod en uindtagelig pindsvinestilling. Franskmændene udså sig et sted, der hed Dien Bien Phu, i passet, der førte fra floddalene i Tonkin til Mekong-dalen i Laos. Her ville man anlægge pindsvinestillingen, og her forestillede man sig, at vietnameserne endnu engang ville storme sig til døde. I første omgang forløb alt planmæssigt. Viet Minhs øverstkommanderende, general Giap, afbrød sine troppers fremmarch gennem Laos mod Thailands grænse og begyndte at koncentrere sine styrker i bjergene omkring Dien Bien Phu. De franske officerer gned sig i hænderne. Giap var gået i fælden. Men den 13. marts 1954 fik de deres livs forskrækkelse. Med ét bragede en artilleriild, som de aldrig havde hørt magen til i Vietnam, løs mod fæstningen. Derpå fulgte den ene angrebsbølge efter hinanden. Efter to døgns rasende nærkampe faldt de to forter, der beskyttede indflyvningen til fæstningen, som nu var henvist til forsyninger ad luftvejen. I ugevis havde vietnameserne slæbt og båret kanoner og ammunition frem ad bjergstierne og gravet dem ned, uden at franskmændene havde opdaget det. Det var nogle af den franske hærs elitetropper, der var spærret inde i Dien Bien Phu, faldskærmstropper og fremmedlegionærer. Uge efter uge rasede kampen med en vildskab og en sejhed uden fortilfælde i franskmændenes otte års lange krig i Indokina. Den 7. maj faldt de sidste skanser i Dien Bien Phu, og 10.000 overlevende franskmænd, de fleste sårede, af en garnison på 16.000 mand vandrede i fangenskab. Dagen efter tog man på en fredskonference i Genève fat på Indokinaproblemet

 

Til top        8. maj

1319 d Haakon 5. Magnusson, norsk konge 1299-1319; hans antiengelske udenrigspolitik banede vejen for den dominerende position hansestæderne fik i handelen på Norge. Hans regeringstid markerede afslutningen på den norske middelalders guldalder. Som yngre søn af Magnus 6. Lagabøter efterfulgte Harald sin ældre bror Erik 2. Præstehader (1280-99) på den norske trone, og straks efter sin tiltræden tog han fat på at reducere den indflydelse på regeringsmagten de norske stormænd havde fået i Eriks regeringstid. De blev fjernet som hans rådgivere, og for at nedkæmpe deres militære magt lod han opføre flere fæstninger landet over. Mest kendt af disse blev Akerhus ved Oslo. Hans fortsatte sin brors politik med at begunstige hansestæderne frem for englænderne i den norske handel. Den antiengelske politik kom endvidere frem i den støtte Harald Magnusson gav skotterne i deres krige mod englænderne. Da han ikke havde sønner udpegede han som sin arving og efterfølger Magnus 7. Eriksson (Magnus Smek), der var søn af af hans datter Ingeborg og den svenske stormand Erik (f 1270)

 

1360 Edward 3. af England og Johan 2. den Gode af Frankrig underskriver fredstraktaten i Brétigny ved Chartres. Med underskrivelsen afsluttedes første fase af Hundredårskrigen, der havde ført til franske nederlag ved Sluis (1340), Crécy (1346) og Poitiers (1356), hvor Johan var blevet taget til fange. Iflg. fredsaftalen skulle den franske konge betale en løsesum på 300.000 guldkroner og i Vest- og Sydvestfrankrig afstå hele Akvitanien (omfattende Guienne, Gascony, Bigorre, Béarn, Poitou, Aunis, Saintonge, Limousin, Périgord, Angoumois, Gaure, Rouergue og Quercy), i Nordfrankrig grevskaberne Ponthieu og Guînes med Calais, Sangatte og Ham. Endvidere alle øer ud for disse områder og andre franske øer, som på daværende tidspunkt var i Edwards besiddelse. Dette betød, at kanaløerne blev engelske. Med fredsslutningen opnåede Johan, at Edward tilbagegav Normandiet og Touraine og gav afkald på krav på Bretagne og Flandern

 

1369 f Murzio Attendolo Sforza, italiensk condottiere; han var søn af en velstående bonde i Romagna; i 1384 forlod han hjemmet og sluttede sig til en gruppe lejesoldater. Han havde succes, tjente sig op og blev kompagnikommandør i tjeneste hos forskellige condottieri bl. a. hos den berømte Alberico da Barbiano, som gav ham tilnavnet Sforza - styrke. I 1398 gik han i tjeneste hos Viscontierne, herskerne i Milano; disse forlod han dog snart og kæmpede i stedet først for Firenze siden for Ferrara. 1412 rejste Sforza til Napoli efter at have fået tilbudt tjeneste af kong Ladislas af Napoli; her blev han øverstkommanderende for kongens tropper. Efter Ladislas død (1414) oplevede Sforza under dronning Johanne 2.’s stormfulde og lunefulde styre den ene dag at blive æret og overøst med ejendomme og embeder for den næste dag at blive fængslet og tortureret. I 1424 blev han af dronningen sendt i krig mod en af sine gamle modstandere condottieren Braccio da Montone, der var i tjeneste hos kong Alfonso 5. af Aragonien. Under felttoget druknede Sforza under sin hærs passage af floden Pescara i det centrale Italien (d 4/1 1424)

 

1429 Under Hundredårskrigen mellem England og Frankrig opgiver englænderne det af dem siden 12. oktober 1428 belejrede Orleans. Efter at være nået frem til Orleans den 29. april angreb Jeanne d’Arc med en fransk hær om aftenen den 4. maj fortet St. Loup i englændernes belejringsværk. Franskmændene indtog fortet. Om morgenen den 6. maj rykkede hun frem mod fortet St. Jean-le-Blanc; for at forsvare sig fra en stærkere position - i det nærliggende bastille des Augustins - evakuerede englænderne fortet. Men også her blev de angrebet, og franskmændene erobrede fortet med storm. Om morgenen den 7. satte franskmændene et angreb ind mod fortet Les Tourelles, som beherskede en bro over Loire. I kampen her blev Jeanne d’Arc såret, men var hurtigt tilbage i kampen. Det var ikke mindst takket være hendes udholdenhed, at de franske øverstbefalende kunne opretholde angrebet, indtil englænderne kapitulerede. Dagen efter sås englænderne påbegynde et tilbagetog fra Orleans. Men eftersom det var søndag, forbød Jeanne forfølgelse af de vigende englændere

 

f Niels Juel, admiral; fik en grundig sømandsuddannelse bl.a. i Holland og deltog i dette lands krig med England 1652-54. 1658 vendte han hjem til Danmark og indtrådte i flåden. Året efter udnævntes han til admiral og Holmens chef; som chef for den dansk-norske flåde deltog han i 1657-60 i kampene mod svenskekongen Karl Gustav. Efter fredsslutningen bragte han sammen med Cort Adeler orlogsflåden i en fortrinlig stand, hvilket kom rigerne til gode under Den skånske Krig 1676-79. Allerede før krigsudbruddet havde Griffenfeldt aftalt med den hollandske admiral Cornelis Tromp, at denne skulle lede den dansk-norske flåde. Skønt dette var en forbigåelse af Juel, bøjede han sig loyalt herfor. Før Tromps ankomst indtog J 1. maj 1676 Gotland og udkæmpede 25.-26. maj et gunstigt slag ved Falsterbo med svenskerne. Næste dag overtog Tromp kommandoen over den forenede dansk-norske-hollandske flåde, og som eskadrechef under ham bidrog Juel 30. maj til sejren ved Øland. I 1677 opnåede Juel sin største triumf: sejren i Køge Bugt den 1. juli over en overlegen svensk flåde; en sejr der var opnået, inden den hollandske flåde var nået frem til Danmark. Efter triumfen blev Juel generaladmiralløjtnant. Efter Tromp var blevet afskediget, beholdt Juel krigen ud overkommandoen til søs. 1678 blev han vicepræsident i admiralitetet; 1683 avancerede han til dets præsident (d 8/4 1697)

 

1653 f Claude-Louis-Hector hertug af Villars, fransk hærfører og marskal; efter at have udmærket sig i Frankrigs krig mod hollænderne (1672-78) og i Den pfalziske Arvefølgekrig (1689-97) mellem Frankrig og andre europæiske stormagter kulminerede Villarss karriere i Den spanske Arvefølgekrig 1701-14 mellem Frankrig og England, Holland og Østrig. Ved krigens udbrud blev han sat i spidsen for en hær, der skulle forsvare Alsace. Han tog offensiven, og i oktober 1702 tilføjede han i slaget ved Friedlingen Louis af Badens styrker et alvorligt nederlag. Efter sejren hyldede Villars tropper ham som marskal. Ludvig 14. bekræftede udnævnelsen og tildelte V kommandoen over den franske hær i Tyskland. Skønt Villars i september 1703 besejrede den østrigske hær ved Höchstädt an der Donau, nedlagde han - efter uenighed med Frankrigs allierede kurfyrsten af Bayern Maximilian 2. Emanuel om krigens førelse- sin kommando. Da Marlborough og den østrigske general prins Eugen af Savoyen året efter havde tilføjet franskmændene et nederlag af katastrofalt omfang i slaget ved Blenheim august 1704, blev Villars udnævnt til hertug og sendt tilbage til Rhinen for at forsvare Frankrig mod en engelsk-østrigsk invasion. I 1709 blev han sat i spidsen for de demoraliserede franske styrker i Flandern. Her tilføjede han Marlboroughs og prins Eugens styrker svære tab i slaget ved Malplaquet den 11. september 1709. Eftersom Marlborough ikke ville risikere et nyt slag af tilsvarende omfang, blev Frankrig reddet for invasion. Efter Marlborough havde mistet sin kommando, besejrede Villars prins Eugen i slaget ved Denain (24. juli 1712) og bragte derved krigen i Flandern til ende. I marts 1714 blev der ved traktaten i Rastatt sluttet fred mellem Østrig og Frankrig. Villars var medlem af regentskabet i Ludvig 15.’s første år som konge. Ved udbruddet af Den polske Arvefølgekrig (1733-38) blev han sat i spidsen for en hær, der skulle angribe østrigske besiddelser i Italien. Mindre end et år senere døde han (d 17/6 1734)

 

1671 d Sébastien Bourdon, fransk maler; han kom til Rom i 1634, hvor han kom under indflydelse af sine landsmænd Claude Lorrain og Nic. Poussin, der begge malede såvel heroiske landskaber med realistisk naturskildring som historiemaleri med realistisk personskildring. Da B i 1637 vendte tilbage til Paris, fik han hurtigt mange bestillinger og udførte flere arbejder for hoffet. I 1643 malede han i Notre Dame St. Peters martyrium. I samme tidsrum udførte han udsmykninger i Grammont Hotel og St. Andrés martyrium i Saint-Andre kirken i Chartres. I 1648 var B blandt grundlæggerne af Det franske Kunstakademi. I årene 1652-53 opholdt han sig i Sverige som dronning Kristinas hofmaler og udførte hendes portræt i flere varianter. Tilbage i Paris genoptog han sine udsmykningsarbejder. For Saint Benoét kirken malede han "Christ mort". I 1657 var han i Montpellier, hvor han i Saint Pierre kathedralen malede det store "Chute de Simon le Magicien". Hans sidste arbejde "Deification d’Hercule" i Turillerne var ufuldført ved hans død. B malede i alle genrer, han udførte historie-, landskabs- og genremalerier samt portrætter og kobberstik. Selv om han havde et stort ry som landskabsmaler, var hans landskaber i hovedsagen malet som baggrund i hans historiske og religiøse billeder. Fra 1655 var han kunstakademiets direktør og var desuden virksom som lærer ved akademiet (f 2/2 1616)

 

1771 I Danmark udsendes forordning om, at alle huse i større byer skal forsynes med påmalede husnumre

 

1794 d henrettet Antoine Laurent Lavoisier, fransk kemiker; oprindelig uddannet som jurist, men begyndte tidligt at interessere sig for naturfag og studerede bl.a. geologi, mineralogi, fysik og kemi. Det, som mere end noget andet er L’s store fortjeneste, er, at han fandt ud af, hvad der foregår ved stoffers forbrænding. Ifølge den herskende flogistonteori afgav stofferne et stof, flogiston, ved forbrænding. Men ved forsøg 1772-83 viste L, at stofferne, når de brænder, ikke afgiver et stof, men optager et af luftens bestanddele, oksygen, og at de som følge heraf øger i vægt ved forbrænding. I 1777 var han overbevist om, at luft var en blanding af to gasser, hvoraf den ene del, af L kaldt "vital luft", blev brugt ved åndedræt og ved metallers iltning, mens den anden del hverken kunne opretholde liv eller forbrænding. I 1779 foreslog L navnet oksygen (af græsk for "syredanner") for del del af luften, som bevirker iltning. Resten kaldte han mofette (af fr. for "giftig luft"). Senere ændrede han navnet til azote (af gr. for "uden liv"). L var også aktiv på andre områder. På en landejendom i Fréchines drev han systematiske jordbrugsforsøg med henblik på at komme frem til bedre dyrkningsmetoder. I 1785 blev han af kongen udnævnt til direktør for videnskabsakademiet. 1791 udnævnte nationalforsamlingen ham til sekretær og kasserer for en komité, som var nedsat af akademiet for at reformere mål- og vægtsystemet, og hvis arbejde førte til indførelse af metersystemet. L var også medlem af velfærdskomiteen og af en komite, som skulle undersøge de hygiejniske forhold ved hospitalerne. I november 1793 blev han arresteret, anklaget for bl.a. formisbrug af privilegier, dømt til døden og henrettet (f 26/8 1743)

 

f Henri Dunant, svejtsisk forretningsmand og velgører; efter i 1859 at have overværet det blodige slag ved Solferino i Italien mellem en østrigsk hær og kongeriget Sardiniens og Frankrigs forenede styrker blev han grebet af krigens rædsler og konstaterede den militære sygeplejes store mangler, begyndte han at propagandere for for-bedret omsorg for sårede. Han skrev bogen "Un souvenir de Solferino" (1862), hvori han foreslog dannelsen af neutrale korps i alle lande til hjælp for sårede soldater. Det førte i 1863 til grundlæggelse af Den Internationale Røde Kors Komité, og i 1864 blev den første Genèvekonvention underskrevet. Den giver sanitetspersonale, som bærer Røde Kors-mærket beskyttelse i krigszoner. Dunant var i 1901 sammen med den franske pacifist Frédéric Passy den første, der fik Nobels fredspris (d 30/10 1910)

 

1836 f Sophus Schandorph, forfatter; Schandorph blev cand theol 1862 og 1874 dr. theol på afhandlingen "Goldoni og Gozzi". Han virkede derefter som sproglærer ved forskellige københavnske skoler. 1880 fik han 1000 kr på finansloven og opgav en del af sin undervisning. Hans romanske studier resulterede i en række mindre litteratur-historiske monografier; siden samlede han materiale til en afhandling om Chateaubriand, men opgav denne, da G. Brandes "Emigrantlitteraturen" udkom. Han valgte da at skrive disputats om de to italienske dramatikere fra 1700-tallet. Schandorphs forfatterskab blev indledt med efterromantisk lyrik, men under indflydelse af Georg Brandes, studier af den moderne franske roman og Holger Drachmanns eksempel skete der fra midten af 1870'erne et omslag i hans digtning, som bragte ham over blandt det moderne gennembruds forfattere. Han udsendte nu realistiske fortællinger fra provinslivet, bl.a. "Fra Provinsen" (1876) og "Fem Fortællinger" (1879). Endvidere romanerne "Uden midtpunkt" (1878), hvor han skildrer studenten, det lyse hoved, men holdningsløse menneske fra Nationalliberalismens dage. "Småfolk" (1880) om en tjenestepige fra landet, der går til bunds i storbyen, men reddes af behjertede mennesker. Med sceniske arbejder havde Schandorph ikke succes. Derimod havde han og andre megen fornøjelse af det skuespillertalent, der var ham medfødt, og som han på sine ældre dage udnyttede som oplæser af humoresker og jævne livsbilleder samlet i bindet "Novelletter" (1882). Sophus Schandorphs erindringer udkom i to bind med titlen "Oplevelser" i 1888-89 (d 1/1 1901)

 

f Emil Chr. Hansen, gæringsfysiolog, laboratorieforstander; 1864 fik han lærereksamen fra Blågårds seminarium. Året efter fik han stipendium til et treårigt kursus for lærere på Polyteknisk Læreanstalt. Han følte sig i disse år tiltrukket af at studere plantefysiologi, og afgørende for ham blev, at han i 1871 blev privatassistent ved professor Japetus Steenstrups moseundersøgelser. 1873-76 forberedte han sin magisterkonferens med plantefysiologi som speciale. 1876 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling omhandlende de svampe, der i Danmark vokser på frisk pattedyrsgødning. 1. oktober 1879 ansattes han som forstander ved Carlsberg laboratoriets fysiologiske afdeling og han forblev i stillingen til sin død. Hos Carlsberg - under datidens bedst mulige arbejdsforhold - udførte H de gæringsfysiologiske arbejder, der gjorde ham til en af Danmarks mest kendte videnskabsmænd. Efter flere års forsøg lykkedes det ham i 1883 at fremstille ren "kulturgær". Den første brygning med dette "Carlsberg bundgær no. 1" fandt sted 12. november 1883. Denne dato er senere betragtet som Carlsbergs "fødselsdag". Gæringsfysiologer fra mange lande kom til Carlsberg for at lære; det første kursus blev afholdt i 1882, og trods modstand og kritik fra flere sider har kun få gennemgribende metodeændringen inden for industrien så hurtig vundet international anerkendelse. H blev æresdoktor ved universiteterne i Uppsala i 1907, i Genève i 1909 samt ved Teknisk Højskole i Wien i 1908. I Danmark blev han medlem af Videnskabernes Selskab i 1890 (d 27/8 1909)

 

1852 Londontraktaten underskrives af Rusland, vestmagterne, de to tyske stormagter – Prøjsen og Østrig – og de nordiske lande. Iflg. traktaten godkendte de nævnte magter, at prins Christian af Glücksborg som dansk tronfølger. Hans kone, prinsesse Louise af Hessen-Kassel, havde som niece af Christian 8. arveret til Danmarks trone efter kongeloven. Denne arveret overlod hun til sin mand. Da de europæiske kongehuse var gift ind i hinanden var traktaten. Dertil kom, at den russiske tsar som hovedmand for den gottorpske hus havde arveret til den del af Holsten, hvor kongeloven ikke havde gyldighed. En anden særdeles vigtig grund til at få klarhed om arveretten til den danske trone var, at alt tydede på, at den regerende konge – Frederik 7. – ikke ville efterlade sig arvinger. Arvefølgeloven skulle imidlertid godkendes i Rigsdagen med trefjerdedeles flertal. Og det holdt hårdt. Men den 31. juli udstedtes tronfølgeloven – den forblev gældende til 1953

 

1873 d John Stuart Mill, britisk filosof; tobindsværket "A System of Logic" (1843) er et af hovedværkerne i M’s produktion. Her som i senere værker f.eks. "An Examination of Sir William Hamiltons Philosophy" (1865) forsvarer M en radikal variant af empirismen, den såkaldte fænomenalisme: den umiddelbare kundskab, vi har gennem sansningen, er sikker kundskab, og al anden kundskab må bygge på den. Med ovennævnte og andre værker er M alment anerkendt som en pioner i klarlægningen af eksperimentelle erfaringsvidenskabelige metoders forudsætninger, muligheder og rækkevidde. I etikken indgår M som en af de store i rækken af britiske utilitarister, men han blev efterhånden også påvirket af bl.a. stoiske og kristne tanker. I sin bog "On Liberty" (1859) og i andre skrifter kritiserer han Benthams lykke- og nyttelære; med henvisning til erfaringen udskiller han en højere lykkefølelse af intellektuel art og understreger den følelse af værdighed, som er menneskets egen, og som det gælder om at fastholde ved at styrke karakterens ædle træk. I sin samtid havde M et stort navn som socialøkonom. Grundsynet i hans tobinds værk "Principles of Political Economy" (1848) er klassisk liberal; men han mener, at staten skal gribe ind over for frikonkurrencens åbenbare og alvorlige skyggesider. Når det gælder produktionsresultaternes fordeling må staten være indstillet på at gribe ind i retfærdighedens navn til fordel for samfundets svage og tillige gennem sociale reformer bøde på opståede ulemper. M’s tanker på dette område indeholder spiren til den samfundsopfattelse, der er blevet kaldt socialliberalisme. Med sin "The Subjection of Women" fra 1869 gav Stuart Mill varm tilslutning til tanken om kvindens retlige ligestilling med manden (f 20/5 1806)

 

d Gustave Flaubert, fransk forfatter; studerede medicin, derefter jura, men gik snart over til at leve som forfatter. Med sine værker blev F talsmand for den realistiske litteraturopfattelse. Det var hans opfattelse, at litteratur skulle være upersonlig og objektiv, og at forfatteren selv ikke måtte komme til syne i romanen; han ville først og fremmest sætte problemer under debat, han ville skabe litteratur med egenværdi. 1857 udsendte han i bogform den mest kendte af sine romaner "Madame Bovary". Den havde først været offentliggjort i Revue de Paris (1856). Den påførte F en anklage for usædelighed, og først efter at være renset for anklagen, kom den i bogform. I romanen skildrer F, hvorledes hovedpersonens hang til romantiske drømmerier fører hende ud i utroskab og til slut i selvmord. Om romanen er det blevet sagt, at den er realistisk ved den lidenskabsløse skildring af begivenhederne og den minutiøse iagttagelse af virkeligheden. Men der er mere end realisme i bogen. F stillede store krav til formens skønhed; han arbejdede med sproget for at opnå stilistisk fuldkommenhed. F’s mål var mere at være digter end virkelighedsskildrer. Derfor vedkendte han sig heller aldrig naturalisterne, der i Madame Bovary så indledningen til deres kunstretning. I 1862 udsendte Flaubert romanen "Salammbô", der giver et farverigt billede af det gamle Karthago, mens "L’Éducation sentimentale" (1869) og fortællingen "Un coeur simple" (1877) er moderne virkelighedsskildringer."La Tentation de Saint Antoine" kom i tre udgaver, den sidste 1874. Her giver han en fantasifuld fremstilling af gamle religioner og filosofiske tankebygninger, men det hele munder ud i erkendelsen af, at alt bunder på illusioner (f 12/12 1821)

 

1884 f Harry S. Truman, USA's præsident 1945-1953; han blev i sin ungdom kontorist i en bank og deltog i verdenskrigen 1917-18, hvor han avancerede til kaptajn. I 1919 nedsatte han sig som herreekviperingshandler i Kansas City, men gik konkurs efter to år. I de næste 15 år afbetalte han troligt sin anselige gæld, hvad der skaffede ham en ikke ringe respekt på hjemegnen. Fra sin ungdom var T politisk interesseret og sluttede sig til det demokratiske parti. I 1921 kom han ind i den stedlige administration i Missouri, hvor han efterhånden bestred stillinger som vejinspektør, vejdirektør og distriktsdommer; han viste gode administrative evner og skaffede sig ved selvstudium en betydelig faglig viden. I 1934 blev han US-senator for hjemstaten Missouri. I 1941 blev han formand for en senatskomité, der havde til opgave at kontrollere anvendelsen af krigsbevillinger. Posten var betydningsfuld. Gennem den trådte T ud af ubemærketheden. Han blev kendt for at besidde såvel store administrative evner som en sympatisk hæderlighed. Ved demokraternes partikonvent 1944 kåredes han til vicepræsidentkandidat. Med Franklin D. Roosevelt vandt han præsidenvalget, og ved præsident Roosevelts død april 1945 efterfulgte han denne. T blev genvalgt 1948. Med den såkaldte Trumandoktrin (marts 1947) indførte han et nyt træk i amerikansk udenrigspolitik. Stillet over for den sovjetiske udfordring og udviklingen i Østeuropa lovede T støtte til alle frie stater, der var truet af kommunisme. Det være sig såvel af et truende kommunistisk kup som ved kommunistisk invasion. Hans politik over for USSR fik stort set tilslutning fra begge de to store partier, men mange republikanere angreb hans politik i Det fjerne Østen, ikke mindst efter kommunisterne var kommet til magten i Peking oktober 1949. I overensstemmelse med Trumandoktrinen greb T militært ind til fordel for Sydkorea, da det i juni 1950 blev angrebet af tropper fra det kommunistiske Nordkorea. Indadtil søgte T at fastholde arbejdet for sociale reformer og kravet om skærpet lovgivning mod racediskrimination gennem programmet Fair Deal. T har udgivet memoirerne "Years of Decision" (1955) og "Years of Trial and Hope" (d 26/12 1972)

 

Helena Blavatsky, russisk teosof og okkultist; i sin ungdom rejste hun meget og studerede okkulte "videnskaber" i bl. a. Indien og Tibet og siges selv at have udviklet magiske og oversanslige evner. Hun påstod at have tilbragt syv år hos nogle af Himalayas mahatmaer, der gennem årtusinder havde udviklet utallige og utrolige hemmelige kræfter, og som nu indviede B i disse mirakuløse magter. Efter et længere ophold i Rusland rejste hun i 1873 til New York. Her traf hun oberst Henry Olcott og grundlagde sammen med ham i 1875 Theosophical Society (Teosofisk Samfund). 1879 rejste Olcott og B til Indien. De slog sig ned i Adyar nær Madras, som siden har været Teosofisk Samfunds internationale centrum. I 1884 blev B beskyldt for bedrageri. Hun havde hævdet, at dele af hendes bøger blev skrevet af Himalayas mahatmaer, mens hun sov. Undersøgelser viste, at mahatmabrevene var skrevet med B's håndskrift. Herefter (1885) forlod hun Indien og boede resten af livet i London. B har bl.a. skrevet "Isis Unveiled" (1877) en 1300 siders samling af mysticisme, myter og arkæologi som antyder, at antikkens indviede besad en viden, som siden gik tabt. I 1888 udsendte hun "The Secret Doctrine" (dansk, Den hemmelige lære) som er en fuldstændig omarbejdet udgave af Isis Unveiled og indeholder hele B’s samlede okkultisme. Begge er grundlæggende værker inden for teosofien. Med dem og med sit øvrige virke blev B den enkeltperson, der havde den største indflydelse på 1800-tallets genopdagelse af okkultismen (f 12/8 1831)

 

1903 d Paul Gauguin, fransk maler; som 17-årig drog G ud som sømand og rejste 1865-70 rundt i verden. Herefter arbejde han de næste 12 år som bankmand. I denne periode blev han interesseret i malerkunst og begyndte selv at male. Han udstillede 1876 på Salonen i Paris. Han kom i kontakt med maleren Pissarro og gennem ham med impressionisterne. I 1880 udstillede han sammen med impressionisterne, og fra 1883 viede han sig helt maleriet og sagde sin stilling i banken op. Fra 1886 fjernede han sig fra impressionisterne og efter bl.a. ophold i Bretagne i 1886 og i 1887 i Panama og Martinique fandt han frem til sin egen ekspressive stil med kraftige konturer, rene, stærke farver og faste farveplaner. Særlig i en række landskaber og skildringer af bønder kom dette frem. Tiltrukket af primitive folks kunst, levevis og udtrykskraft rejste han i 1891 til Tahiti, hvor han blev til 1893. Her blev en række betydelige lærreder til "Hina Tefatou" (Jorden og månen), "Metamoe" (Påfuglene). På gr. af pengemangel rejste han hjem, men vendte allerede 1895 tilbage til Tahiti. 1896 blev han alvorligt syg; han påbegyndte nu sit hovedværk "D’où venons-nous? Que sommes-nous? Où allons-nous?", fuldført 1898. Den sidste del af sit liv var han stærkt optaget af litterært arbejde. 1892-93 skrev han "Ancien Culte Mahorie". G arbejdede også med træsnit og havde allerede fra ungdommen været interesseret i skulptur. I 1873 blev G gift med den danske Mette Sophie Gad. 1885 rejste han med hende og deres fire børn til København. Ægteparret blev separeret, og G vendte året efter tilbage til Paris (f 7/6 1848)

 

d Oswald Spengler, tysk filosof; mest kendt for sit værk "Untergang des Abendlandes" (2 bd, 1918-22). Her fremsætter han sit kultursyn og sin cykliske historieopfattelse. Han mener, at kulturformerne gennemløber de samme faser som levende væsner: ungdom, blomstring og forfald. Den europæiske kulturs alder kan derfor fastslås ved at sammenligne samtidsfænomener med paralleller i f.eks. græsk kultur. Sammenligningen viser, at Europa har nået den stivnede civilisationsfase og står foran undergangen. S så en mulighed for Vestens fornyelse i nationalsocialismen, og i den urolige tid efter 1. Verd.krig blev hans irrationalisme modtaget med begejstring. Det historiesyn, som ligger til grund for hovedværket, forudsætter, at forudsigelse af fremtidens historie er videnskabelig mulig. S’s historiesyn indebærer også troen på, at biologiske kræfter, "den organiske skæbnenødvendighed" spiller en større rolle for historisk udvikling end ideer. Humanisme, menneskerettigheder og pacifisme vurderer S ikke højt (f 29/5 1880)

 

1954 Efter det franske nederlag i krigen i Indokina begynder der i Genève forhandlinger om Indokinaproblemet. I konferencen deltog repræsentanter for Cambodia, Staten Vietnam (Syd Vietnam), USA, Frankrig, Laos, Den demokratiske republik Vietnam (Nord Vietnam), Folkerepublikken Kina, Storbritannien og Sovjetunionen. På konferencen, hvis forhandlinger strakte sig over månederne maj - juli, høstede Viet Minh ikke sejrens frugter; thi her var det ikke alene resultaterne på slagmarken, men også forholdet mellem stormagterne, der talte. USA modsatte sig af al magt et kommunistisk domineret Indokina; kineserne ønskede ikke vietnamesisk kontrol med området, og endelig håbede Sovjetunionen at kunne undgå vesttysk oprustning ved at hjælpe franskmændene nogenlunde helskindet ud af Indokina. Resultatet af Genève-forhandlingerne blev en midlertidig deling af Vietnam ved den 17. breddegrad - en deling, som skulle blive langvarig - og endvidere blev det aftalt, at Viet Minh skulle rømme Cambodia og Laos. Til gengæld fik Viet Minh løfte om afholdelse af valg i hele Vietnam senest juli 1956 og påfølgende genforening af landets to dele. USA underskrev ikke Genève-aftalerne, fordi det ikke anerkendte Den kinesiske Folkerepublik. Det lovede valg i Vietnam blev aldrig afholdt. Genèveaftalerne betød ikke fred i Vietnam. Kort efter, de var underskrevet, begyndte den indre uro i Sydvietnam, og snart gik tæppet op for den amerikanske tragedie i Vietnam

 

1965 d Holger "Fællessanger" Hansen, sanger og skuespiller; debuterede som revyskuespiller i København i 1914. Fra slutningen af 1930'erne blev han landskendt gennem radiotransmissioner fra varietéen Zigeunerhallen i København. Her blev han det folkelige midtpunkt, når han fremførte sine sange, hvis refræner altid lagde op til deltagelse fra publikum. Hans grammofonindspilninger blev solgt i mere end en million eksemplarer. Til befæstelse af hans folkelige ry bidrog hans mange optrædender rundt om i landet. Om sommeren ofte ved friluftsarrangementer. Da den amerikanske prædikant Billy Graham (den såkaldte gabardine-engel) i sommeren 1954 skulle prædike på Århus Stadion, havde man ventet 30.000 tilhørere. Der kom 7.000. Samme aften optrådte Holger Fællessanger for tre gange så mange århusianere ved en parkunderholdning i Botanisk Have. Bl. hans største succeser fra hans store repertoire er sangpotpourriet "Rullen går" (1952), "Når der kommer en båd med bananer" (1945), "På Samsø var en pige" og "Præmiewhist i Varde" (1954) (f 1894)

 

Til top        9. maj

 

1386 Med traktaten i Windsor indgås en evig alliance mellem England og Portugal. Traktaten understregede det evige venskab, der skulle herske mellem de to lande. For at fremhæve det og styrke alliancen blev der i 1387 indgået ægteskab mellem den engelske prinsesse Philippa, datter af Johan af Gaunt, hertug af Lancaster og kong Johan I af Portugal. Traktaten blev genratificeret i 1403 og afholdt i de næste 194 år Spanien fra at foretage invasioner i Portugal

 

1482 d Jens Iversen Lange, biskop i Århus 1449-82; 1434 blev han ærkedegn i Århus, og 1449 udnævnte paven ham til biskop i Århus efter kongens anbefaling. Som medlem af rigsrådet nævnes Lange som deltager i en række herredage mellem 1451 og 1476 og i unionsforhandlingerne med svenskerne på møder i Halmstad, Ronneby og Kalmar. Som biskop var Lange meget nøjeregnende i sine retskrav og skyede ikke at anvende bandsmagt for at hævde den. Med Århus’ borgere havde han gentagne stridigheder om afgifter og brug af bymarken. Kongen havde nemlig pantsat Århus by til domkapitlet. 1459 blev pantet fradømt dette, men Lange opnåede senere forlig med kongen, og i 1469 betaltes byskatten atter til stiftet. Hans senere års virke gjaldt frem for alt domkirkens ombygning fra en romansk til en gotisk kirke. Bl.a. blev de to vesttårne (eller resterne af dem) revet ned, og i stedet opførtes det svære vesttårn, der står i dag. Som udsmykning er tårnet bl.a. forsynet med fire blindinger med mønstre lagt i mursten: ankeret angiver, at kirken er viet til St. Clemens, de tre roser (Langernes våben), for at ingen skal være i tvivl om, at det var bisp Jens af denne slægt, der sad på Sct. Clemens’ stol, da tårnet og det meste af den gotiske nybygning blev opført. Kalkmalede årstal i hvælvene vidner om, at koret ombyggedes 1467-71, og at skibet var færdigt 1477. Ombygningen af tværskibet blev ikke færdigt i Langes tid. Udsmykningen af kirken optog Lange i hans sidste år. Han skænkede 1479 den fornemme altertavle af Bernt Notke (færdigt 1482). På altertavlens "hverdagsside" er malet Langes portræt i fuldt biskoppeligt ornat. Portrættet er et af de ældste i Danmark, og med det bliver Lange den første århusianer, hvis udseende er os bekendt. Også her er anbragt hans våbenskjold; man skulle ikke glemme, hvem han var. Det samme sikrer han sig med den tekst på latin, der står tværs over tavlen: "I Herrens år 1479 skænkede den ærværdige fader og herre i Kristus, Jens, biskop i Århus, denne tavle til Guds pris og til ære for Sankt Clemens". Også kirkens døbefont - af malm med hans navn og våben - skænkede Lange (1481). Hans ligsten står nu opstiller til højre (syd) for domkirkens hovedindgang i midterskibet (f ca 1400)

 

1707 d Diderich Buxtehude, dansk orgelmester og komponist; har sandsynligvis fået sin første musikundervisning af faderen, der var organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør. 20 år gammel blev Buxtehude organist ved Skt. Mariæ Kirke i Helsingborg. I 1660 tiltrådte han embedet som organist ved Mariakirken i Helsingør. Fra denne periode stammer hans første kendte værker, bl.a. kantaten "Aperite mihi portas justitiae". I 1667 blev han kaldet til organistembedet ved Mariakirken i Lübeck. Et embede han beklædte til sin død. Buxtehudes kompositioner omfatter ca 90 orgelværker, ca 120 kantater, instrumental kammermusik, bl.a. to gange 7 sonater for violin, gambe og cembalo trykt som hans opus 1 og 2, 25 suiter og variationer for cembalo. Endvidere har han skrevet forskellige kirkelige og verdslige lejlighedsværker. Hertil kommer hans kompositioner til de såkaldte "Abendmusiken"; aftenkoncerter de sidste fem søndage før jul; koncerterne var en vigtig del af Lübecks kulturliv og blev støttet af byrådet. (f ca 1637)

 

1800 f John Brown, amerikansk slaverimodstander; han nedstammede fra en puritansk familie og var uldhandler i Ohio. Han gik tidligt ind for at afskaffe slaveriet, og fra 1855 organiserede han forskellige ofte blodige aktioner mod tilhængere af slaveri. Aktionerne kulminerede i 1859 med besættelse af våbenarsenalet i Harper’s Ferry i Virginia. Aktionen udløste ikke, som ventet, opstand blandt slaverne og Brown blev arresteret og henrettet. Han var hadet i Sydstaterne, men i Nordstaterne en helt. Under Borgerkrigen blev Brown hædret i Nordstaternes slagsang John Browns Body med refrænet "but his soul goes marching on" (d hængt 2/12 1859)

 

d Friedrich Schiller, tysk forfatter; han gennemgik nødtvungent militærakademiet i Württemberg. Dette skabte hans afsky for despoti og vakte ham for tidens frihedsidealer. Efter afsluttet medicinstudium blev han i 1780 regimentskirurg i Stuttgart. Samme år udsendte Schiller anonymt sit første værk, dramaet "Die Räuber", et udtryk for samtidens ulmende had til politisk despotisme. I 1782 flygtede han fra ansættelsen i Stuttgart. I de nærmeste år herefter havde han svært ved at finde en levevej og oplevede magre tider. I 1787 fuldførte han dramaet "Don Carlos", som viser overgangen fra hans revolutionære Sturm und Drang tid til den klassiske periode. Fra 1787 arbejdede han med historiske studier, og 1789 blev han professor i historie i Jena. Inden for dette område skrev han bl.a. "Geschichte des Dreissigjährigen Krieges" (1791-93). I 1799 trak han sig tilbage fra universitetsarbejdet og flyttede til Weimar, hvor han virkede i nær forbindelse med det af Goethe ledede hofteater. Årene i Weimar udgør den egentlige klassiske periode i tysk digtning med Goethes rejse til Italien og Schillers studier af antikken og hans oversættelser af den klassiske, antikke poesi som et vigtigt grundlag. Efter sit sidste store filosofisk-æstetiske afhandling "Naive und Sentimentalische Dichtung" (1795-96), hvori han med udgangspunkt i Goethes og sin egen personlighed udreder forskellen mellem antik og moderne kunst, vendte han tilbage til digtningen og dramaet. Med dramaerne "Wallenstein" (1800), "Maria Stuart" (1801), "Die Jungfrau von Orleans" (1801) om Jeanne d’Arc og "Wilhelm Tell" (1804) om svejtsernes frihedskamp satte han kronen på sit livsværk (f 10/11 1759)

 

1813 f H.P. Prior, skibereder og købmand; efter i nogle år med mindre held at have drevet kornhandel i København fik Prior sidst i 1840'erne tillbudt at repræsentere et skotsk rederi i København. Under Treårskrigen (1848-50) manglede den danske stat transportskibe; gennem sin skotske forbindelse lykkedes det Prior at leje sådanne til den danske stat. Lejemålet gav Prior en vis økonomisk frihed, så han kunne begynde at realisere nogle af sine ideer. Han var blevet opmærksom på de muligheder, der lå i at forbinde det danske ørige med et net af dampskibsruter. I 1850 lejede han hjuldampskibet "Zephyr" og føjede i de flg. år stadig flere dampskibe til sin virksomhed. Hans nybygningsprogram i 1850'erne anstrengte efterhånden hans økonomi så hårdt, at da damperen "Cimbria" forliste 1858 og var underforsikret, blev hans ekspansion bremset, og dele af forretningen kom under administration. Fra begyndelsen af 1860'erne gik det atter fremad, og da Priors rederi i 1866 overgik til DFDS, omfattede det ni dampskibe. Ved oprettelsen af DFDS blev Prior direktør for indenrigsafdelingen, der i sine første fem år havde til huse i Priors ejendom i Bredgade. 1851-60 var Prior medlem af Københavns borgerrepræsentation; under koleraepidemien i København i 1853 høstede han stor anerkendelse for sin indsats som et meget virksomt medlem af hovedstadens sundhedskommission (d 28/6 1875)

 

d Joseph Louis Gay-Lussac, fransk fysiker og kemiker; i 1808 blev han professor i fysik ved Sorbonne; i 1809 tillige professor i kemi ved École polytecnique og 1832 professor i kemi ved Jardin des plantes i Paris. Gay-Lussac vakte tidligt opmærksomhed ved sine dristige ballonfærd, som han foretog 1804 og 1805 for at studere jordmagnetismen og luftens sammensætning i forskellig højde. Han er desuden kendt for en række fysiske og især kemiske arbejder; blandt disse er arbejder over grundstoffet bor, som han som den første isolerede, over jod, som han erkendte var et grundstof, og en dermed nøje sammenhængende undersøgelse over det frie dicyan, som først blev fremstillet af Gay-Lussac. Sammen med Humboldt opdagede han gasvolumenloven: når to gasser reagerer kemisk med hinanden, vil deres volumer altid stå i et enkelt forhold til hinanden, forudsat at gasserne har samme tryk og temperatur. Gay-Lussac offentliggjorde de fleste af sine arbejder i "Annales de chimie", et skrift han var blandt udgiverne af i årene 1816-40 (f 6/12 1778)

 

Søslaget ved Helgoland. Slaget fandt sted ca 10 sømil sydøst for den dengang britiske ø Helgoland mellem en dansk eskadre bestående af fregatterne Niels Juel og Jylland og korvetten Heimdal og en østrigsk-preussisk eskadre bestående af de østrigske fregatter Schwarzenberg og Radetzky og de preussiske skibe, hjuldamperen Adler og kanonbådene Basilisk og Blitz. Den danske eskadre var under kommando af orlogskaptajn Eduard Suenson. Slaget begyndte, da den østrigsk-preussiske eskadre forsøgte at bryde den danske blokade af nordtyske havne. Under slaget, som preusserne ikke kom til at deltage i, blev Schwarzenberg skudt i brand. Østrigerne flygtede derfor ind på neutralt britisk område under Helgoland for at udbedre skader. Den danske eskadre forlod kamppladsen og gik til Kristianssand, hvor 14 faldne blev bisat. Den danske sejr virkede opmuntrende på den trykkede stemning i Danmark på gr. af krigens udvikling. Men sejren fik ingen indflydelse på krigens udfald. I København blev Suenson modtaget som en helt. Siden opstod en ikke helt uberettiget kritik af, at han havde undladt at vente på fjenden, der efter sædvane havde været nødt til at forlade Helgoland efter et kort ophold, og derpå fremtvunget en egentlig afgørelse på kampen

 

f Valdemar Psilander, skuespiller, stumfilmstjerne; begyndte som handelslærling, men blev senere skuespillerelev på Casino, hvor han debuterede august 1908. Han var ikke uden dramatisk talent, men en klangløs talestemme lagde sig hindrende i vejen for hans scenekarriere. Da han i 1910 debuterede som filmskuespiller, viste det sig, at han vat ualmindelig talentfuld, fordi han evnede at være afslappet og naturlig. Mange andre skuespillere havde den uvane at foretage en endnu voldsommere gestikulation end på teatret for at råde bod på den manglende lyd i stumfilmene. Psilander blev 1911 engageret til Nordisk Film, hvor han blev til 1916, da blev hans gagekrav så høje, at Nordisk Film sagde nej og afbrød samarbejdet. Herefter ville han være sin egen producent, men døde pludselig under optagelserne til sin første film. Psilanders spillestil, parret med hans smukke ydre og hans charme, gjorde ham allerede fra hans første film til et idol. Hovedrollen i "Ved Fængslets Port" gav ham et gennembrud, der kan sammenlignes med Asta Nielsens et halvt år før. I denne film spillede Psilander en ung mand af det bedre borgerskab, og det blev roller af denne type, han derefter fortrinsvis kom til at spille. Med Psilander fik Danmark den første mandlige filmskuespiller, hvis ry nåede langt uden for landets grænser (d 6/3 1917)

 

d Carl Brosbøll alias Carit Etlar, forfatter; han blev i 1832 optaget på Kunstakademiet, hvor han gennemgik alle klasser indtil modelskolen. For at tjene til livets ophold begyndte han at skrive, og i 1838 han var så heldig at få nogle af sine ting trykt i Berlingske Tidende. Men det var først året efter, da han udsendte "Smuglerens Søn", han fik sit gennembrud som folkelig fortæller. Herefter opgav han Kunstakademiet til fordel for forfattervirksomheden. Samtidig læste han til studentereksamen, som han tog 1844. I årene 1853-86 havde han ansættelse på Det Kongelige Bibliotek. Samme år som han blev student, fik han "Eiaghs Sønner" opført på Det kgl. Teater. Men selv om stykket blev fulgt af flere, blev det ikke som dramatiker, men som fortæller Brosbøll blev kendt. Hans efterhånden mange historiske underholdningsromaner vandt stor popularitet i samtiden. De er blevet betegnet som farverige og underholdnende, fantasifulde og raske i vendingen, indeholdende stor handlingsmæssig spænding og en effektiv, men nødtørftig person- og miljøtegning. Og videre er de, hvad enten handlingen foregår blandt danskere, korsikanere eller arabere i fortid eller samtid, præget af Brosbølls interesse for folkelivet og af nationale overtoner. De bedste har bevaret deres popularitet således "Gøngehøvdingen" (1853) og fortsættelsen "Dronningens Vagtmester" (1855) om den folkelige modstand mod svenskerne under krigen 1658-60. Bl. hans andre romaner er "Viben Peter" (1875) og "Fangen på Kalø" (nemlig Gustav Vasa) (1877) (f 7/8 1816)

 

1940 For en tusindtallig skare på Piazza Venezia i Rom proklamerer den italienske diktator Mussolini fra balkonen i Palazzo Venezia genoprettelsen af imperiet. Blot fire dage tidligere havde Mussolini sammesteds annonceret indtagelsen af den etiopiske hovedstad, Addis Abeba og dermed afgørelsen på den godt otte måneder lange krig, hvor de moderne udrustede italienske tropper havde løbet de tappert kæmpede etiopiske stammekrigere over ende. Denne udgang på krigen i Afrika var en stor triumf for de italienske fascister, der dermed havde ført deres overfald på Etiopien succesfuldt igennem trods protester fra hele verden og Folkeforbundets sanktioner. Sejren over etiopierne blev derfor genstand for betydelig opmærksomhed i den i forvejen meget mediebevidste fas-cistiske stat. Filmselskabet LUCE forevigede det dramatiske møde mellem diktator og romere og udnyttede såvel Mussolinis sans for at posere som den fantastiske kulisse midt i Rom. Filmen med den historiske tale slutter med en fremvisning af Italiens konge Vittorio Emanuele 3.s og Mussolinis profiler kompletteret med statuen af Julius Cæsar

 

d Vilhelm Lundstrøm, maler; allerede som 12-årig viste han kunstnerisk talent og kom som 15-årig i malerlære. Efter udstået læretid var han 1913-15 elev på Kunstakademiet. I 1917 vakte han opsigt på Kunstnernes efterårsudstilling med nogle små opstillinger i collageteknik med pålimede blonder og sølvpapir og med aske blandet i farven. Da han i 1918 udstillede sine "Tre Bud", der bestod af dele af pakkasser, krydsfinérstumper o.lign., der var sømmet og limet oven på hinanden i helt i abstrakte, geometrisk opbyggede mønstre, brød en storm af vrede og forargelse løs hos publikum og i pressen. I sin såkaldte krøllede periode tog Lundstrøm i 1920'erne en anden side af ekspressionismen op. Her malede han i kubismens neddæmpede farver en række opstillinger, hvor få og enkle hverdagsting forherligedes i overnaturlig størrelse; som fællesnævner for dem alle står "Opstilling med krukke, sovsekande og flaske" (1920). I denne periode malede Lundstrøm også malet portrætter f.eks maleren "Tusnelda Sanders" (1927), hustruen "Yrsa med datteren Dorte som spæd" (1929). Hans evner for den monementale billedkunst fandt uddtryk i mosaikkerne i Frederiksberg svømmehal (1935-38). Da Lundstrøm i 1944 blev udnævnt til professor ved Akademiet opstod der igen blæst om hans person. Der blev rejst tvivl om, denne pakkassemaler var den rette til at være vejleder for den unge generation. Vilhelm Lundstrøm blev imidlertid en god og højt værdsat lærer, der efter sigende viste en faderlig omsorg for sine elever (f 26/5 1893)

 

1978 Den italienske politiker Aldo Moro findes myrdet. Han studerede jura ved universitetet i Bari, og efter endt uddannelse blev han ansat her som lektor i strafferet. Efter Anden Verdenskrig sluttede han sig til partiet De kristne Demokrater. I 1946 blev han valgt til den grundlovgivende forsamling, og efter oprettelsen af den demokratiske republik, blev han medlem af Deputeretkammeret for De kristne Demokrater. I 1950’erne var han flere gange minister bl.a. justitsminister og undervisningsminister. I december 1963 blev han regeringsleder i en koalitionsregering bestående af Kristne-Demokrater og socialister. Regeringsdannelsen var et eksperiment kaldt "åbning til venstre" – apertura a sinistra – for at forhindre en folkefrontsregering bestående af kommunister og socialister. Regeringen overlevede til 1968. I 1974 blev Moro atter ministerpræsident. Denne gang som leder af en mindretalsregering bestående af Kristne–Demokrater og Republikanere. Efter hans regering havde overlevet i 13 måneder, trådte Moro tilbage i januar 1976. Den 16. marts 1978 blev Moro kidnappet af medlemmer af terrororganisationen De røde Brigader. Den italienske regering afviste at forhandle med terroristerne om en løsesum, og den 9. maj blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet i en parkeret bil i Rom (f 23/9 1916)

 

Til top        10. maj

994 Danske vikinger plyndrer øen Anglesey i Det irske Hav

 

1074 d Vilhelm, biskop i Roskilde; han var tysker og oprindelig klerk i Bremen, men blev biskop i Roskilde i 1060. Kongemoderen Estrid gav hans kirke en meget stor gave bestående af et betydelig jordareal; det betød, at Vilhelm kunne begynde opførelsen af en prægtig stenkirke, som fuldførtes af hans efterfølger, Svend Nord-mand. Dermed indledtes de danske stenkirkers tidsalder. Overleveringen i Roskilde nævner Vilhelm som en kæmpestærk og viljekraftig mand, der var myndig og frygtløs og både heftig og skånselløs, når han blev vred. Af yngre oprindelse – Saxo – er dog den fortælling, ifølge hvilken Vilhelm skal have tvunget kong Svend Estridsen til ydmygende kirkebod, fordi han havde ladet nogle mænd dræbe på viet jord. Ikke desto mindre var de to mænd stadig nære venner. Så nært var venskabet, at han ikke kunne overleve kongen, men ved under-retningen om hans død – Svend Estridsen døde 28. april 1074 – lod grave en grav ved siden af den, hvor kongen skulle begraves. Der har siden hersket meget delte meninger blandt historikere og andre om, hvorvidt denne hos Saxo bevarede historie er sagnagtig, eller i hoved-træk er i overensstemmelse med sandheden. En kendsgrning er det, at der kun er 13 dage mellem de tos død. (f kendes ikke)

 

d Leonhard Fuchs, tysk læge og botaniker, der regnes blandt botanikkens fædre. Hans botaniske hovedværk "Historia Stirpium" (1542) betegnes som en milepæl i naturhistoriens udvikling på gr. af dets velorganiserede fremstilling, illustrationerners og beskrivelsernes nøjagtighed. I værket beskrev han omkr. 500 alfabetisk ordnede plantearter og gjorde de første forsøg på at skabe et botanisk nomenklatur. I F’s barn- og ungdom gav katolske lærere ham en fremragende humanistisk uddannelse. Men han konverterede til protestantisme, studerede medicin og blev 1524 dr med. I 1535 blev han professor i Tübingen. Som læge interesserede F sig meget for planters lægende egenskaber; han udgav en "Kräuterbuch", en fremstilling af de ham bekendte planter samt deres medi-cinske egenskaber. Dette hans værk var beregnet som en håndbog for plantesamlere. For hver plante beskrev han dens udseende, voksested og hvornår på året, den kunne plukkes. Panten Fuchsia er opkaldt efter Leonhard Fuchs (f 17/1 1501)

 

f Anne-Robert-Jacques Turgot, fransk økonom, administrator under Ludvig XV og finansminister (1774-76) under Ludvig XVI; hans forsøg på økonomiske reformer blev blokeret af de privilegerede klasser. Da Turgot i 1751stod over for at skulle ordineres som præst, erklærede han, at han ikke for resten af livet ville leve på et falsk grundlag, og at han faktisk var deist. Det blev da i statens tjeneste, han øvede sin mandomsgerning. Det skete sideløbende med et efterhånden omfattende forfatterskab. Påvirket af fysiokratismen udgav han i 1766 sit mest kendte værk "Réflexions sur la formation et la distribution des richesses", hvortil kom blandt andre skelsættende værker "Lettres sur la liberté du commerce des grains" (1770). Skelsættennde fordi Turgot i sine værkeer brød med enevældens snærende bånd inden for det økonomiske liv og talte for frihandel. I august 1774 udnævnte Ludvig XVI Turgot til finansminister. Straks gik han i gang med en hårdhændet nedskæring af statsudgifterne. Både hæren, flåden og hoffet blev ramt af hans sparekniv, og selv gav han afkald på mere end halvdelen af de indtægter, hans forgænger i stillingen havde haft. Forpagterne af de indirekte skatter måtte indbetale langt større beløb end før. Fysiokraternes krav om fri kornhandel blev gennemført inden for Frankrigs grænser, og også korneksporten blev frigivet. For at bremse den sociale uro tvang Turgot i 1776 parlamentet til at indregistrere seks radikale reformlove, som bl.a. ophævede laugstvangen og erstattede bøndernes pligtarbejde på vejanlæggene med en pengeafgift, som skulle betales af alle. Adelen og gejstligheden, som imødeså et angreb på alle deres økonomiske særrettigheder, optrådte stadig mere fjendtlig mod finansministeren, og også hans religiøse tolerance frastødte gejstligheden. Heller ikke i radikale kredse fik Turgot ubetinget støtte, fordi han ud fra økonomiske hensyn ville holde Frankrig ude af Den Nordamerikanske Frihedskrig, som brød ud i 1776. 12. maj 1776 gav Ludvig XVI efter for presset fra Turgots mange modstandere og afskedigede ham. Som et uhyggeligt varsel om kongens skæbne lød ministerens ord til ham i et brev kort før afskeden:"Glem aldrig, herre, at det var svaghed, som lagde Karl I’s hoved på blokken". Resten af livet levede Turgot tilbagetrukket (d 18/3 1781)

 

1770 f Louis Nicolas Davout, hertug af Auerstädt og prins d’Eckmühl, fransk marskal; skønt adelig og officer sluttede han sig til enevældens modstandere. Ved at vise denne rette borgerånd blev han som 23-årig general i revolutionsstyrkerne. I 1798 sluttede han sig til Napoleon og stod i spidsen for en brigade kavaleri under felttoget i Ægypten. Ved sit giftermål i 1801 med Louise Aimée Leclerc, Pauline Bonapartes svigerinde, kom han ind i Napoleons familiekreds. I 1805 indgik de tre divisioner, D siden 1803 havde trænet med henblik på invasion af England, som III korps i Napoleons Grande Armée. I spidsen for sit korps deltog D med hæder i alle større slag i de flg. krigsår. Under Ruslandsfelttoget i 1812 kommanderede han I korps, som kæmpede hårdt og med succes ved Borodina (7. september). Efter slaget ved Krasnoe (17. november) blev han kritiseret for, at hans støtte til marskal Ney var kommet for sent og med for ringe kraft. Kritikken betød, at hans ry som fremragende leder under et slag blegnede. I årenes løb havde Napoleon også betroet D politiske opgaver: kontrollen med Polen i 1807-09 og guvernørembedet over de hanseatiske byer i 1810. I 1813 fik han til opgave at generobre Hamborg og området vest for Elben. I Napoleons 100 dage i 1815 beklædte D posten som krigsminister. Ved den franske kongemagts genetablering efter Napoleons nederlag blev D afskediget, men beholdt sine æresposter og titler (d 1/6 1823)

 

1773 Det britiske parlament vedtager teloven. I foråret 1773 lå der i East India Companys pakhuse i London 17 mio. pund te. I årets løb ville der komme tretten skibe med yderligere 8 mio. pund, og i 1774 ville ti skibe bringe 6 mio. pund te til London. Af disse i alt 31 mio. pund ville det kun være muligt at sælge 13 mio, og for at bringe det umådelige overskudslager ned anmodede kompagniet regeringen om at give det de samme rettigheder til fri eksport som dem, de udenlandske konkurrenter havde. Teloven gav East India Company ret til at tage et hvilket som helst kvantum te ud af pakhusene og sælge det i Amerika uden den generelle told på 1 shilling pundet; kun en gammel 3 pence-told skulle bevares. Med teloven ville der opnås en firedobbelt fordel: 1) kolonisterne ville få billigt te; 2) derved kunne smuglerne konkurreres ud af markedet, og salget af legalt importeret te øges; 3) som resultat heraf ville regeringens, og 4)East India Companys økonomi stabiliseres. Men i Amerika blev loven mødt med voldsomme protester. De førte den 16. december 1773 til "Boston Tea Party", hvor kolonister forklædt som Mohawk-indianere hældte telasten fra tre skibe i havnen. Hermed accelereredes den udvikling, der i 1775 førte til krig mellem Storbritannien og dets 13 kolonier i Amerika og disses uafhængighed som USA

1774 d Ludvig 15. fransk konge 1715-1774; søn af Ludvig 14.’s sønnesøn, hertugen af Burgund og Marie Adelaide af Savoyen. Fem år gammel fulgte han Ludvig 14. på tronen, og i disse første år havde et regentskab ledelsen i Frankrig (til 1723). Da L overtog magten, var statens finansielle status elendig, og krige med England og Østrig ruinerede landet helt. Det blev de franske bønder, der kom til at bære den tungeste skattebyrde. Man har beregnet, at de kom til at betale op til 80% af deres indtægter i skatter og afgifter. Da udgifterne til hoffet i Versailles var meget store, bredte der sig i befolkningen den dybeste foragt for kongehuset. Denne holdning blev godt hjulpet på vej af oplysningsfilosofferne, der begyndte at sætte spørgsmålstegn ved samfundets indretning. I forening med følelsen af Frankrigs magttab udadtil bidrog dette til i L’s tid at forberede de senere revolutionsbevægelser. L’s evner var ikke store, og med regeringsanliggender beskæftigede han sig kun undtagelsesvis. I 1725 blev han gift Maria Leszcynski, en datter af den landflygtige polske konge Stanislaus. Dronningen var kongen ret ligegyldig, og efterhånden knyttede han en skare af elskerinder til sig. Bl. disse var fire søstre af familien Nesle, derefter Madame Pompadour, der 1745-64 øvede stor indflydelse, og fra 1768-74 Madame du Barry. Skånet for krige i sidste del af L’s regeringstid oplevede Frankrig en økonomisk fremgangsperiode. Men trods det var kongemagtens anseelse undegravet, da L døde, og modsætningen mellem enevælden og oplysningstidens samfundskritik stod stejlt over for hinanden. Et opgør mellem de to ventede forude (f 15/2 1710)

 

1775 d Caroline Mathilde, dansk-norsk dronning; datter af prins Frederik Ludvig af Wales og Augusta af Sachsen-Gotha og søster til den engelske konge Georg III. Per procura gift med den 17 årige dansk-norske konge Christian 7. den 1. oktober 1766 på Carlton House. 8. november samme år viedes kongeparret i Christiansborg slotskirke. Under den stadig mere (sinds)syge konge fik det også under faderen kendte "favoritstyre" en uhyggelig drejning, idet kongen helst omgav sig med uansvarlige personer, der kunne støtte ham i hans udsvævelser. For C.M. blev det ensbetydende med at være alene og uden indflydelse, udsat for forhånelser og tilsidesættelse, uden venner og fortrolige fordi ingen turde trodse den herskende hofklike. Ved ansættelsen af kongens læge, J.F. Struensee, ændredes dette forhold. I løbet af nogle måneder voksede en fortrolighed frem mellem dem, til dels beroende på Struensees forståelse for hendes situation og på hans evne til at skabe en tilnærmelse mellem ægtefællerne. I foråret 1770 blev forbindelsen intim, og hun stærkt forelsket i ham. Efter Struensees fald 17. januar 1772 blev hun ført til Kronborg, hvor hun under stærk bevogtning afventede en nedsat kommissions afgørelse med hensyn til anklagen for ægteskabsbrud. 6. april erklæredes hendes ægteskab for opløst, og efter engelsk pres blev hun overført til et af broderens lande. Slottet i Celle blev udpeget som hendes residens. Sine børn kronprins Frederik og - Louise Augusta, som Struensee uden tvivl var far til - måtte hun give afkald på. Sin tid i Celle tilbragte hun med en udstrakt velgørenhed. Efter kun tre års ophold her døde hun af en smitsom febersygdom - sandsynligvis skarlagensfeber (f 22/7 1751)

 

1796 Den franske hær under Napoleon sejrer over østrigerne i slaget ved Lodi i Norditalien. Slaget blev udkæmpet ved og på Lodi-broen over Adda floden 31 km sydøst for Milano mellem 5.000 mand af Napoleons hær og en østrigsk styrke på 10.000 mand. Østrigerne, der havde gjort broen klar til bortsprængning, forsvarede sig hårdnakket mod de franske angreb. Inden han iværksatte et massivt infanteriangreb mod broen, fik Napoleon opstillet sit artilleri for at fjerne østrigernes kanoner og forsvarsværker på den anden side af Adda, og han beordrede nogle af sine styrker til at vade over floden nedenfor og ovenfor broen. Trods et tab på 400 mand i den hårde nærkamp på broen kom franskmændene over, og med deres bajonetter drev de østrigerne bort fra deres kanoner, som inden havde været udsat for en effektiv beskydning fra de franske kanoner. Samtidig blev østrigerne angrebet i flanken af de franske soldater, der var vadet over Adda. I den langvarige Napoleonskrig var slaget ved Lodi kun et af de mindre. Men det var betydningsfuldt, fordi det var her myten om Napoleon som et militært geni blev skabt, og det var her, han vandt sine soldaters troskab og loyalitet

 

1798 d George Vancouver, engelsk søofficer og opdagelsesrejsende, som, da han undersøgte den nordamerikanske stillehavskyst fra omegenen af San Francisco til nutiden British Colombia i Canada, med stor succes gennemførte en af historiens vanskeligste opdagelsesrejseer. Vanncouver indtrådte i den engelske flåde som 13-årig og deltog i James Cooks anden rejse (1772-75) og tredje rejse (1776-80). Efter at have gjort tjeneste i Vestindien i ni år blev V sat i spidsen for en ekspedition, der skulle undersøge Nordamerikas nordvestkyst og søge en østlig adgangsvej til Hudson bugten. Med to skibe forlod ekspeditionen England den 1. april 1791. Efter ophold på Tahiti og Hawaii nåede ekspeditionen frem til den nordamerikanske kyst den 17. april 1792. Kysten blev undersøgt op til 52 gr 18 dagogikmin N; ligeledes undersøgtes den ø, der blev opkaldt efter ham - Vancouver Island - med dens mange småøer og fjorde. Afbrudt af ophold på Hawaii i vintermånederne foretog V undersøgelser af kyststrækningen i 1793 og 1794 og kunne bl.a. konstatere, at der ikke var nogen kanal mellem Stillehavet og Hudson bugten. Den 20. okto-ber 1794 nåede V med sine to skibe hjem til Themsen. Han gik straks i gang med udarbejdelse af sin beretning om rejsen, men døde inden den var fuldført. Med hjælp af kaptajnen på et af ekspeditionens skibe udgav V’s bror i 1798 beretningen: "A Voyage of Discovery to the North Pacific Ocean and Round the World 1790-94" (f 22/6 1757)

 

1845 f Herman Trier, pædagog, politiker og folketingsformand; efter at være blevet cand. phil. i 1863 var det hans hensigt at tage magisterkonferens i pædagogik, men faktulteket ville ikke anerkende det som en særlig videnskab. T var da allerede begyndt på skoler og kursus i København. Han underviste særlig i dansk og pædagogik således 1870-1900 ved Femmers Kvindeseminarium og var i øvrigt optaget af offentlig virksomhed. Blandt andet var T medstifter og medudgiver af tidsskriftet "Vor Ungdom" 1879-1902, medstifter af Studentersamfundet 1872, dets formand 1884-89 og 1882-1907 leder af dets aften-og arbejderundervisning; han var med til at indføre sløjd-undervisningen herhjemme. Fra 1907 var T medlem af bestyrelsen for Ny Carlsberg-Glyptoket fra 1923 dens for-mand, desuden udgav han flere pædagogiske og historiske skrifter. Han var medlem af Folketinget i årene 1884-87 og 1890-1909, 1901-05 tingets formand. Fra 1909 til sin død var han medlem af Landstinget. Desuden var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1893-1917 og dens formand 1898-1908. Han tilsluttede sig i begyndelsen Venstre, stod en tid uden for partierne, sluttede sig 1895 til Venstrereformpartiet efter at have stemt mod det store forlig med Højre i 1894 og endte i Det Radikale Venstre (d 1/9 1925)

 

1857 Sepoy oprøret - det store oprør i Indien mod briterne - bryder ud i Meerut. Det skete, da indiske soldater befriede deres kammerater, der var blevet lagt i jern, fordi de havde afslået at anvende en ny type patroner. Patronerne var indsmurt i en blanding af okse- og svinefedt, som ville være rituelt forurenende for såvel hinduer som muslimer. De oprørske soldater skød deres britiske officerer og satte kursen mod Delhi 64 km borte. Her befandt sig en indisk garnison, som sluttede sig til oprørne. Dagen efter beherskede oprørerne byen og Mughal-fortet. Som deres leder udråbte de den aldrende Mughal, den sidste mogulkejser. Nu havde oprørerne en hær, en sag og en national leder, som såvel muslimer som hinduer kunne acceptere. Bl. årsagerne til oprøret var de indiske soldaters utilfredshed med de ringe muligheder for anvancement. Det skete udelukkende efter anciennitet. En anden var en stærk kastebevidsthed blandt soldaterne, som de britiske officerer hverken kunne kontrollere eller fjerne. Hertil kom den indiske hærs slappe disciplin. Et forhold, der havde fået en tidligere britisk guvernør i Indien til at beskrive den indiske hær som den dyreste og mest ineffektive hær i verden. Efter flere operationer lykkedes det briterne at nedkæmpe oprøret, og den 8. juli 1858 kunne de erklære freden for genoprettet. En væsentlig grund til, at oprøret mislykkedes, var oprørernes manglende lederskab og et klart mål med oprøret. For briterne kom oprøret bl.a. til at betyde en almindelig "rengøring" inden for deres administration af Indien. Styret af kolonien Indien overgik nu fra East India Company til den britiske regering. Endvidere blev andelen af europæiske tropper over for indiske forhøjet fra en femtedel til næsten halvdelen

 

1863 d Thomas "Stonewall" Jackson, amerikansk officer og general i Sydstaternes hær under Den Amerikanske Borgerkrig. Jackson fik tilnavnet Stonewall for sin hårdnakkede modstand i det første slag ved Bull Run 21. juli 1861. Han udmærkede sig derefter i alle afgørende slag i borgerkrigen. Ved Antietam -17.september 1862 – og under operationerne i Shenandoah-dalen senere samme år blev hans indsats afgørende for kampenes udfald. Det samme var tilfældet i slaget ved Chancellorsville 2. maj 1863 Her samarbejdede han med general Robert E. Lee. De to fostrede en genial plan for at imødegå nordstatshærens truende omringning i skovene ved Chancellorsville. Sydstatshæren blev delt. Lee blev tilbage med kun 10.000 mand med front mod nordstatshærens centrum. I spidsen for hovedstyrken foretog Stonewall– uden at blive opdaget af fjenden – en omgående bevægelse om de føderale styrkers højre fløj. Manøvren var en stor succes. Da aftenen faldt på, var nordstatshærens fløj revet op. Men i triumfens øjeblik ramte ulykken Jackson. Han var redet frem for at organisere forfølgelsen. Da han i tusmørket vendte tilbage til lejren, blev han modtaget af ild fra sine egne, der antog ham og hans ledsagende stab for fjenden. Jackson blev alvorligt, men ikke dødeligt såret. En lungebetændelse stødte imidlertid til, og han døde en uge senere. Jackson eftermæle siger bl.a., at i ham kombineredes en religiøs glød med en stærk agressiv kampånd. Han holdt streng disciplin, men de officerer og soldater, han havde kommando over, stolede på ham og kæmpede godt under hans ledelse. Han var mester i hurtig bevægelse og overraskende taktik. Undertiden slørede han sine intentioner, så at hans egne officerer ikke havde kendskab til detaljerne hans planer, før de fik ordre til angreb (f 21/1 1824)

 

1869 Jernbaneselskabet Central Pacifics præsident slår en forgyldt nagle i det sidste skinnestykkes sidste svelle og forbinder dermed selskabets jernbane med det andet store selskab Union Pacifics linje. Det sker i Promontory Point, Utah, og USA’s første transkontinentale jernbane er hermed etableret

 

I Frankfurt am Main underskrives den endelige fred mellem Frankrig og Tyskland efter krigen 1870/71. Da Tyskland ønskede at svække Frankrig mest muligt, betød det franske nederlag, at landet måtte acceptere en hård fred. Fra Frankrig overtog Tyskland Alsace-Lorraine; endvidere skulle franskmændene betale tyskerne 5.000.000.000 franc og afholde udgifterne til de tyske tropper, der skulle holde Nord-Frankrig besat, til summen var betalt. Den 23. maj ratificerede den franske Nationalforsamling fredsaftalen

 

1878 f Gustav Stresemann, tysk udenrigsminister; sin politiske karriere begyndte han i 1907, da han blev nationalliberal rigsdagsmedlem; han sluttede sig til partiets højrefløj og fik hurtigt en fremtrædende position. Bortset fra 1912-14 var han som nationalliberal medlem af Rigsdagen til 1918. Fra 1919 var han rigsdagsmedlem som leder af det nydannede Tyske Folkeparti, et moderat-konservativt parti. Under 1.Verd.krig gik S ind for en annektionsfred og uindskrænket ubådskrig; han stemte imod Versaillesfreden og opponerede mod de allieredes erstatningskrav. Han kom efterhånden til den opfattelse, at det bedste grundlag for tysk genrejsning var amerikanske kreditter og samarbejde mellem fransk og tysk industri. Ud fra denne holdning tog han afstand fra den passive modstand mod franskmændenes Ruhrbesættelse og fra den uhæmmede inflation. I 1923 dannede han regering, men trådte tilbage året efter. Selv om hans regeringsperiode blev kort, løste han målbevidst og med stort mod – han blev genstand for de mest hadefulde angreb især fra nationalistisk side – de to store opgaver at genoptage opfyldelsespolitikken ved at opgive den passive modstand mod Ruhrbesættelsen og at gennemføre den store finans- og møntreform, der satte bom for inflationen. Efter afgangen som kansler beholdt han posten som udenrigsminister til sin død. Men også indadtil ydede han en afgørende indsats som republikkens, forfatningens og mådeholdets forkæmper. Som udenrigsminister stod S i spidsen for den tyske forsoningspolitik: Dawesplanen 1924, Locarnotraktaten 1925, Tysklands optagelse i Folkeforbundet 1926, Youngplanen 1929 og rømningen af Rhinlandet. Han anerkendte aldrig Tysklands grænse mod Polen. Hans mål var med fredelige midler at rejse Tyskland som stormagt. Han måtte i sine sidste år kæmpe en bitter kamp mod den nationalistiske reaktion, som også fandtes inden for hans eget parti. I 1926 modtog S sammen med den franske minister Briand Nobels fredspris (d 3/10 1929)

 

1886 f Karl Barth, tysk/svejtsisk teolog. Fra 1930 professor i teologi i Bonn. Afsat og udvist af Tyskland 1935, da han nægtede at aflægge embedsed til Hiter "at være kristen medfører et politisk ansvar og et klart nej til alle magter, der står evangeliets sandhed imod". Fra 1935 professor i Basel. Har bl.a. skrevet "Kom, Guds skaberhånd" 1935 og "Den evangeliske Kirke i Tyskland efter Det tredie Riges Sammenbrud" (d 9/12 1968)

 

f Fred Astaire, amerikansk skuespiller, sanger, koreograf og danser; begyndte at optræde som 7-årig og kom til Broadway i 1917. Han filmdebuterede med Joan Crawford i "Den dansende Venus" i 1935 og brød igennem, da han fik Ginger Rogers som partner. Af deres ti film sammen står flere stadig som højdepunkter i 30'ernes musicals, bl.a. "Top Hat" (1935) og "Swinging Times" (1936). A’s perfektionisme var legendarisk; han skabte selv sine numre og var medbestemmende om musik, foto, klip og alle elementer, der formede hans rolle. Han beherskede alle former for dans: step, ballet, vals osv, og de bidrog til at tegne hans optræden som dandyen og elegantieren. Bl. hans senere musicals er "Easter Parade" (1948) og "Let på tå" (1953). Som ældre spillede han en række dramatiske roller bl.a. i "På stranden" (1959) og "Det tårnhøje helvede" (1975) (d 22/6 1987)

 

1904 d Henry Morton Stanley, britisk/amerikansk journalist og opdagelsesrejsende; fik 1869 af sit blad "New York Herald" opgaven "go and find Livingstone"; efter 236 dages march fandt han Livingstone og var berømt. Herefter foretog han flere rejser i det dengang uudforskede kontinent. Han fulgte 1873-74 som krigskorrespondent briternes felttog mod ashantierne. S’s største dåd var hans anden ekspedition til Central-Afrika 1874-77 for at fuldføre Livingstones værk. Med over 300 mand drog han ud fra Zanzibar, efter bl.a. at have kortlagt Tanganyikasøen og konstateret, at dens afløb Lualaba og Lukuga var Kongoflodens øvre løb ikke Nilens, fulgte S Kongofloden til mundingen. Han havde dermed ikke alene løst hovedspørgsmålene i Afrikas hydrografi, men også åbnet 5000 km sejlbar flod for europæiske handel. 1879-84 var S i Kongo i tjeneste hos den belgiske kong Leopold og optaget af at skabe grundlaget for Kongostaten, det senere Belgisk Kongo (Zaire). Efter endnu en rejse i Østafrika for at redde den tyskfødte eventyrer Enin Pasha – beskrevet i "In Darkest Africa" (1890) tog S fra 1889 varigt ophold i England. Her blev han adlet og var 1895-1901 medlem af Underhuset. Om sine Afrikarejser har S bl.a. udgivet "How I Found Livingstone" (1872), "Slavery and Slave Trade in Africa" (1893) og "Through South Africa" (1898) (f 28/1 1841)

Bogbrænding i Berlin og alle andre tyske universitetsbyer. På direkte foranledning af propagandaminister Joseph Goebbels dannede flokke af nazister den 10. maj 1933 overfaldskommandoer, som brød ind i såvel private som offentlige biblioteker og tilegnede sig, hvad de kunne finde af bøger, der var skrevet af forfattere, der stod på nazisternes proskribtionslister. Bøgerne blev smidt ud på gaden, hvor de blev samlet op af andre nazibander, og i Berlin kørt til Opern Platz. Da mørket faldt på, lå de bøger, Goebbels havde bestilt, stablet op i en kæmpemæssig bunke parate til den makabre ceremoni. Her var bøger af Heinrich Heine, Bertolt Brecht, Heinrich Mann, Erich Kästner, Erich Maria Remarque, Stefan Zweig, Karl Marx, August Bebel, Alfred Döblin o.a. Omkring bøgerne var samlet en skare på 40.000 studenter, lærere og uniformerede nazister. Da det var blevet helt mørkt, blev der sat ild til bøgerne. Måske vidste ingen af de tilstedeværende, at der på en af de sider, som blev sort og krøllede sammen i flammerne, stod en sætning, skrevet af Heinrich Heine i 1823: "Der, hvor man brænder bøger, vil man også før eller senere brænde mennesker". Omkr. midnat ankom Goebbels, som nu agtede at tale til nationen. Han roste studenterne for deres indsats "wider den undeutschen Geist" med afbrændingen af degenereret (entartet) litteratur og proklamerede, at en dekadent jødisk intellektualismes tidsalder nu var til ende, og at der af bålets aske sejrrigt ville rejse sig en ny ånds Føniks

 

Tysk angreb på vestfronten. Den ro, der havde hersket på vestfronten siden Verdenskrigens udbrud den 3. september 1939, blev brudt kl. 5.30, da tyske hære gik til angreb på Beneluxlandene og Frankrig under påskud af, at Belgien og Holland ville lade deres hære tjene som fortrop for et allieret angtreb på Ruhr. Angrebet kom måske ikke som nogen overraskelse, men måden det skete på, var en stor overraskelse for briterne og fransk-mændene. De ventede en gentagelse af angrebet i 1914, og ilede efter planen mod nord med deres bedste og største hære for at støtte belgierne og standse de tyske hære i Belgien. Men det tyske hovedangreb skete gennem det vanskelige terræn i Ardennerne. Selvstændigt opererende kampvognsstyrker støttet af motoriseret infanteri og hundredvis af fly – de såkaldte styrtbombefly – Stukaer – STUrz-KAmpf-flieger – strømmede gennem den store breche, hvor Maginotlinjen stoppede, frem mod Sedan. Længere og længere borede den lange tyske panserkile sig ind i Frankrig – bagom de allieredes hovedstyrke i Belgien og på vej mod de franske kanalhavne. I Nordfrankrig opstod der hurtigt kaos af flygtende civile og tropper. Den franske overkommando havde ikke overblik over, hvad der skete. I Belgien blev de allierede hære uimodståeligt trængt tilbage mod Kanalen. Da tyskerne den 27. maj afskar den belgiske hærs forbindelse med de allierede, kapitulerede den belgiske konge Leopold 2. egenrådigt. Hollænderne havde kapituleret efter fem dages kamp og sønderbombning af Rotterdams centrum. Den 10. juni erklærede den franske øverkommanderende i et møde i ministerrådet, at slaget var tabt. Den 14. juni rykkede tyskerne uden kamp ind i Paris, og den 17. bad franskmændene om våbenhvile. Den blev underskrevet den 22. juni. Sønnerne af de soldater, der havde standset tyskerne ved Marne i 1914 og kæmpet tappert resten af krigen, havde lidt et eklatant og ydmygende nederlag.

 

Winston Churchill bliver premierminister i Storbritannien. Briternes mislykkede flådeoperation mod Norge i april 1940 fremskyndede Neville Chamberlains afgang som premierminister. Ingen formåede at dække over, at de allierede med aktionen havde lidt et alvorligt nederlag. I det mindste for den almindelige brite var det en chokerende overraskelse at opdage, at det tyske flyvevåben, og ikke den britiske flåde beherskede havet omkring Norge. At C fra midtren af 1930’erne havde advaret mod Hitler og talt for kraftigere oprustning bidrog til, at han ved dannelsen af den nye regering var Chamberlains selvskrevne afløser. C blev leder af en national samlings-regering repræsenterende de konservative, de liberale og Labour. I spidsen for Storbritanniens krigsførelse gennem fem år kom Churchills personlighed nu til sin ret: hans mod, energi og vitalitet, hans stædighed og grund-faste optimisme, hans enorme arbejdsevne og hans sans for dramatik, hans romantiske historiesyn, hans ind-levelse i nationens traditioner og hans tilfredsstillelse ved at legemliggøre dem i sig selv den. Dertil kom hans fyndige mesterskab i debatter i Underhuset, og hans inspirerende radiotaler til den britiske befolkning. Citater fra disse taler er blevet bevingede ord i eftertiden. Således f.eks. hans "valgløfte", I have nothing to offer but blood, toil, tears and sweat, blev han en inspiration for offervilje og modstand. Især i det første år, da Storbritannien kæmpede alene, kom Churchills legendariske kampvilje til også i de besatte lande at nære et håb om, at Hitler trods alt ikke var uovervindelig, og Churchill blev troet, når han selv i de værste øjeblikke igen og igen besvor, at Storbritannien aldrig ville overgive sig eller indgå en aftale med Hitler.

 

1941 En af Adolf Hitlers nærmeste medarbejdere – Rudolf Hess – han var leder af nazipartiets sekretariat, flyver i et Messerschmidt-fly på en selvvalgt fredsmission til Skotland. Der kom dog intet ud af hans "fredsmission". Han blev arresteret og sad fængslet resten af krigen. Ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg blev Hess fundet skyldig i krigsforbrydelser og idømt livsvarigt fængsel. Straffen afsonede han i Spandaufængslet i Berlin. Der døde han. Hess begik selvmord ved hængning, den 17. august 1987

 

1968 Nordvietnam og USA begynder i Paris indledende samtaler som forberedelse til egentlige fredsforhandlinger. Man kørte dog hurtig fast i uforenelige krav. Amerikanerne krævede nordvietnamesiske tropper trukket ud af Syd-vietnam. Det blev afvist af Hanoi, der til gengæld opretholdt krav om viet-cong-regeringsdeltagelse i Saigon. Præsident Nixon forsøgte da nye veje. I august 1969 havde hans sikkerhedspolitiske rådgiver Henry Kissinger i Paris sit første hemmelige møde med den nordvietnamesiske udsending Le Duc Tho. Offentligheden fik ikke færten af noget. Først i januar 1972 røbede Nixon, at disse kontakter havde fundet sted. Resultaterne havde været magre, og snart ophørte møderne helt. Forhandlingerne kom atter i gang, da nordvietnameserne foreslog indstil-ling af fjendtlighederne mod tilbagetrækning af de sidste amerikanske tropper. De politiske problemer skulle løses af sydvietnameserne selv ved oprettelse af et "nationalt forsoningsråd" omfattende Saigonregeringen, Vietcong og "neutrale". Saigon og Vietcong skulle beholde de områder, de kontrollerede ved våbenstilstanden. Amerikanerne overbeviste den sydvietnamesiske regering, at de ikke ville lade den i stikken, og den 27. januar 1973 kunne fredsaftalen underskrives, og i april samme år forlod de sidste amerikanske styrker Sydvietnam. Tre millioner amerikanere havde gjort tjeneste i Vietnam. 57.939 af dem havde mistet livet. Modpartens tab er blevet anslået til 600.000. Alligevel følte Hanoi utvivlsomt, at det havde sejret, og i USA var lettelsen over freden blandet med en nederlagsstemning

 

Til top        11. maj

1502 Christoffer Columbus sejler med fire skibe ud på sin fjerde og sidste rejse til Den nye Verden. Denne gang var han ledsaget af sønnen Fernando og broderen Bartolomé. Efter at Hispaniolas (Haitis) nye vicekonge Ovando havde nægtet C adgang til kolonien, fortsatte C mod vest og nåede Mellemamerika, hvis kyst han fulgte mod syd og øst. Ekspeditionen mødte her mayerne og fandt flere steder guld, men med de små styrker den rådede over, måtte et koloniseringsforsøg opgives. På tilbagerejsen blev C tvunget til at søge land på Jamaica, hvor hans sidste skib ødelagdes. Først efter mange besværligheder lykkedes det at få sendt bud til Hispaniola, hvorfra et skib sendes til undsætning. Over San Domingo tiltrådte C nu hjemrejsen og nåede 1504 tilbage til Spanien. På rejsen opdagedes de områder, der i dag hedder St. Lucia, Honduras og Costa Rica

 

1610 d Matteo Ricci, italiensk jesuit missionær; skønt Kina var et lukket land for alle fremmede, lykkedes det R i 1601 at komme ind i hovedstaden Peking, hvor han på gr. af sin store indsigt i matematik og astronomi blev ansat i statens tjeneste. Han gik meget langt i retning af at tillempe det kristne budskab til den lokale kultur (gudenavne, fædrekultur, æresbevisningerne for Kung-fu-tse osv.). Dette førte til, at det kristne budskab umiddelbart vandt frem, men senere også til strid mellem missionærerne og til svækkelse af det kristne arbejde. R’s pragmatiske holdning blev fortsat af hans ordensbrødre, men angrebet af katolske missionærer af andre ordner og til sidst fordømt af pave Benedikt 14. i 1742. Han forfattede flere skrifter på kinesisk om europæisk videnskab og den kristne tro (f 6/10 1552)

 

1686 d Otto von Guericke, tysk fysiker; studerede først jura, senere matematik og mekanik i Leyden; 1646 borgmester i Magdeburg en post, han beholdt til 1681, da han rejste til sin søn i Hamborg, hvor han boede til sin død. I sin borgmestertid syslede G med fysiske forsøg og gjorde sin berømte opfindelse: luftpumpen. Tidspunktet for opfindelsen kendes ikke, men 1654 vistes pumpen frem ved Rigsdagen i Regensburg, hvor forsøget med de "magdeburgske halvkugler" blev gjort. 16 heste, 8 for hver halvkugle havde stort besvær med at trække dem fra hinanden, når luften var pumpet ud. Pumpen vakte stor opsigt og blev snart forbedret af G. Endvidere fremstillede G en simpel elektrisermaskine. Hans elektriske forsøg blev dog glemt og fik ikke nogen større betydning (døbt 20/11 1602)

 

1696 d Jean de la Byuyère, fransk forfatter; i kraft af ét værk "Les Caractères" regnes han blandt fransk klassicismes førende repræsentanter. Det skyldes, at han i sit værk forener forsvaret for antikkens dyder og mønstre med en skarp og vittig samfundssatire og evne til dybtborende psykologisk analyse. Hans skrift udkom som appendiks til hans oversættelse af oldtidens græske forfatter Theophrast. Efter ti års arbejde med værket udkom det i 1688 med titlen "Les Caractères de Théophraste traduis du grec avec les caractères ou les moeurs de ce siècle". Hans metode er den samme som Theophrast: at definere egenskaber så som hykleri, smiger, bondskhed og derefter give eksempler på egenskaberne hos nulevende personer. Samtidig reflekterede han over sin samtidens karakteristika med henblik på at forbedre folks manerer. I la B’s levetid udkom otte udgaver af "Les Caractères", de tre første i 1688. Personkarakteristikkerne store popularitet betød, at la Byuyère i den fjerde udgave tilføjede 344 reflektioner til de oprindelige 420. La B karakteriseres som en af fransk litteraturs første "moderne" prosaister, skønt han så sig selv som opponent til tidens nymodens strømninger (døbt 17/8 1645)

d Jules Hardouin-Mansart, fransk arkitekt; gennem ægteskab var han grandnevø til arkitekten Francois Mansart, hvis efternavn han antog i 1668. I 1674 fik han af Ludvig XIV til opgave at bygge et slot til den kongelige maitresse, Madame de Montespan. Dermed indledte M en fornem karriere under kongens protektion. Blandt hans tidlige arbejder var en række privathuse, f.eks. Hotel de Lorges. Som kongens officielle arkitekt var han betroet om- og tilbygninger i Versailles. Der byggede han Galerie des Glaces, Orangeriet og Trianon. Dertil kom hovedslottets nord- og sydfløj i en harmonisk, klassisk stil. Foruden dette store projekt, som optog M det meste af hans liv, byggede han offentlige bygninger, kirker og prægtige adelsslotte. Efter at have fuldført tilbygninger til Palais Royal og dele af katedralen i Orleans fuldførte han kapellet St. Louis des Invalides (Dome des Invalides) i Paris i en blanding af klassisk græsk stil og barok. I Paris forestod han endvidere arbejdet med Place Vendome, Place des Victoires og Maison de St. Cyr. Hans adelige landslotte omfatter bl.a. Chateau de Luneville og Chateau de Sagonne (f 16/4 1646)

 

f Karl Frd. Hieronymus Münchhausen, tysk officer, løgnebaron; han var i sin ungdom officer og deltog på russisk side i krigen mod tyrkerne; senere blev han en ivrig jæger. Han berømmelse opstod og voksede ved de storskrydende og højst fantastiske beretninger, han gav om sine oplevelser som kriger og jæger. M offentliggjorde i samlingen "Vademecum für lustige Leute" (Berlin, 1781) nogle af sine historier. En professor fra Hannover, Rudolf Raspe, som var flygtet til England på grund af beskyldninger for tyveri, oversatte den til engelsk som "Baron M’s Narrative of his Marvellous Travels and Campaigns in Russia" (1785). Året efter blev bogen oversat til tysk af digteren August Bürger, som udvidede den til det dobbelte med historier, han selv havde digtet: "Die Wunderbaren Reisen zu Wasser und zu Lande. Feldzüge und lustige Abendteuer des Feldherrn von Münchhausen, wie er dieselben bey der Flasche zu erzählen pflegt". Det blev Bürgers udgave, der dannede grundlag for historiernes succes på mange sprog, herunder også dansk. I værket berettes f.eks. om toner, der er frosset fast i et posthorn, men som ved optøning bliver til melodi; om hvorledes M i krigen med tyrkerne lader sig skyde af sted på en kanonkugle, men fortryder og springer over på en af fjendens, som bringer ham hjem igen; om hans sørejser og rejser til Månen; og nok mest berømt hvordan han ved sine hovedhår trækker sig selv og sin hest op af en sump (d 22/2 1797)

 

Forordning angående Skole-Væsenets Forbedring ved de publique latinske skoler. Oprindelig havde hovedopgaven for købstædernes latinskoler været at forberede eleverne til det teologiske studium ved Københanvs Universitet.Ved Guldbergs latinskoleforordning af 11. maj 1775 blev latinskolernes målsætning udvidet: de skulle nu også være forskoler for ikke-teologiske embedsstudier, og endvidere skulle de tilbyde en bredere almendannende undervisning for børn fra byernes højere sociale lag. Denne undervisningspolitiske linje var ensbetydende med en gradvis reduktion af de tidligere helt dominerende fag: latin, græsk og hebræisk og en tilsvarende styrkelse af undervisningen i almene fag som historie og geografi og i dansk. Danske lærebøger blev lagt til grund for undervisningen, og foruden at lægge vægt på den traditionelle kongetroskab skulle skolen nu også indpode eleverne tidens nye ideal: kærlighed til fædrelandet. Guldbergs nationale skolepolitik var i god overensstemmelse med hans andre forordninger på det nationale område som indførelse af dansk som kommandosprog i hæren og indførelse af loven om indfødselsretten af 15. januar 1776. På skoleområdet var der tale om en meget langsom omstilling. Endnu ved forordningen af 7. november 1809 om de lærde skoler indtog de klassiske sprog den centrale plads i undervisningen

 

d William Pitt d.æ. 1st Earl of Chatham, engelsk statsmand; efter studier i Oxford og tjeneste som kavaleriofficer blev han i 1735 medlem af Underhuset for landsbyen Old Sarum, en såkaldt "råden flække" (rotten borough) med kun syv vælgere og ejet af familien Pitt. I Underhuset blev han snart blandt de ledende og fik tilnavnet "the great commoner". Da P anklagede kongen – Georg II – for at interessere sig mere for sit kurfyrstendømme Hannover end for England, lagde han sig ud med kongen, og det varede flere år, før han blev minister. I 1746 opnåede han dog at blive generalkrigskommissær for hæren under Den østrigske Arvefølgekrig. Hans dygtighed og ubestikkelighed i embedet vakte almindelig opmærksomhed. Under den store kolonikrig (1756-63)med Frankrig blev P i 1757 krigs- og udenrigsminister (til 1761). Dermed var han den faktiske leder af Englands politik og krigsførelse. Han bidrog dermed væsentligt til den engelske sejr. En sejr der betød, at der sattes en stopper for den franske oversøiske ekspansion. I hele hans politiske karriere var hans mål indadtil at skabe et stærkt parlament, mens han udadtil ville skabe et stort kolonirige. Med sit blik for Englands verdensstilling var han især talsmand for de londonske købmænds særdeles materielle synspunkter. Efter 1761 var P leder af oppositionen, og i 1766 blev han adlet som Earl of Chatham. Dermed fik han sæde i Overhuset. Men da han samtidig mistede sin plads i Underhuset, var hans politiske indflydelse formindsket (f 15/11 1708)

 

1783 f Peter Willemoes, søofficer; blev kadet 1795, sekondløjtnant 1800 og premierløjtnant 1807. Som følge af flådens krigsberedskab blev Willemoes i foråret 1801 chef for det såkaldte "Gernerske flådebatteri No. 1". Flådebatteriet var en slags artilleripram på 24 kanoner, der specielt var konstrueret til at virke på Københavns Red. Under Slaget på Reden 2. april samme år var Willemoes med sit flådebatteri placeret i Kongedybet i den danske defensionslinjes sydlige del. Denne del af linjen blev hårdt angrebet af de engelske skibe, deriblandt admiral Nelsons flagskib Elephant. I ca tre timer holdt Willemoes linjen, men kappede derefter ankertovene og drev ind bag den. Efter slaget blev Willemoes det københavnske borgerskabs yndling, og han blev feteret overalt. Da det engelske angreb på Danmark kom i 1807, blev Willemoes sat til at lede troppetransporterne mellem Langeland og Lolland. Det var i denne egenskab han mødte Grundtvig, der på dette tidspunkt var huslærer på Egeløkke. Allerede mens Willemoes levede, skrev Grundtvig hyldestdigtet "kæmpevise om Willemoes" til ham. Efter W’s død vendte Grundtvig flere gange tilbage til søhelten i sin digtning f.eks. i "Kommer hid I piger små" og "De Snekker mødtes i Kveld på Hav". Den 25. december 1807 mødte Willemoes til tjeneste på linjeskibet "Prins Christian Frederik" og blev dræbt i træfningen ved Sjællands Odde. I sin samtid kom Willemoes til at stå som et symbol på den vågnende nationale bevidsthed og idealistiske ånd, som fandtes i Danmark i det første årti af 1800-t. En medvirkende årsag til, at Willemoess navn hører til kredsen af danske søhelte, har ikke mindst været Grundtvigs digtning, der på en kraftfuld måde sammenfatter nationalfølelse og mandsmod. Dette kommer tydeligt til udtryk i slutlinjerne i hans indskrift på den sten, der 1809 sattes på Odden kirkegård over de faldne i træfningen ved Sjællands Odde. "Danske de vare, hvis møre ben/under mig smuldrer i jorden/danske af tunge, af æt og af id/thi skal de nævnes i løbende tid/fædrenes værdige sønner" (d 22/3 1808)

 

1812 d myrdet i det engelske Underhus Spencer Perceval, britisk politiker, premierminister 1809-12. P var uddannet som jurist ved Harrow og Trinity College, han blev medlem af Underhuset i 1796. I årene 1802-06 var han justitsminister og 1807-09 finansminister. I oktober 1809 blev han premierminister. Hans embedsførelse karakteriseres som værende i skarp modsætning til den tolerance, der havde været hans umiddelbare forgængeres kendetegn. Selv var han en af periodens få engelske statsmænd, der gav udtryk for en ekstrem religiøs intolerence. Af natur var han kold og utilnærmelig. P blev skudt i Underhusets lobby af en sindssyg mandsperson ved navn John Bellingham, der forgæves havde søgt P om støtte i forbindelse med sin konkurs. Skønt sindssyg blev Bellingham hængt (f 1/11 1762)

 

d Julie dame de Récamier, fransk værtinde med charme og vid, hvis salon tiltrak mange af de mest mest betydningsfulde politiske og litterære skikkelser i det tidlige 1800-tals Paris. Hun var datter af en rig bankier og uddannet i en klosterskole. I 1792 slog hun sig ned hos sin far i Paris, og inden et år blev hun gift med en velhavende bankier. Madame Récamier åbnede sit hjem for gæster fra nær og fjern, og hendes salon blev snart et fashionabelt mødested for de store og næsten-store inden for politik og kunst. Dens stamgæster omfattede mange royalister og andre – så som Bernadotte (den senere konge af Sverige og Norge) og general Jean Moreau – som var i opposition til Napoleons styre. I 1805 påførte Napoleons politik hende og hendes mand store finansielle tab; samme år forviste Napoleon hende fra Paris. Hun opholdt sig herefter sammen med sin veninde Mme de Stäel i Geneva og fra 1813 i Rom og Napoli. Et litterært portræt af Mme de Récamier findes i romanen Corinne skrevet af Mme de Stäel i denne periode. Efter Napoleons fald vendte hun tilbage til Paris, og selv om hun igen led finansielle tab efter 1819, opretholdt hun sin salon og fortsatte med at modtage gæster. I hendes senere år var forfatteren Francois Chateaubriand hendes faste ledsager og den centrale figur i hendes salon, hvor han læste op af sine værker. Skønt hendes salon havde omfattet mange berømte og indflydelsesrige mænd, opnåede ingen så stor indflydelse på hende som Chateaubriand. Der er to velkendte portrætter af Mme de Récamier af J.-L. David og Francois Gérard (f 4/12 1777)

 

d Laurids Skau, gårdejer, politiker; som 20-årig giftede han sig til en gård og forenede i nogle år arbejdet med gården med omfattende læsning og deltagelse i sin landsdels (Slesvig) begyndende offentlige liv. Endvidere var han en flittig skribent i det nye blad Dannevirke. Til fremme af danskheden indledtes fra 1839 et bemærkelsesværdigt samarbejde mellem S som en af folkets repræsentanter og lektoren i dansk ved universitetet i Kiel, Chr. Flor. Flor, der var en dårlig taler, skrev taler til S. Og ved det første Skamlingsbankemøde i 1843 blev S landskendt, da han her trådte frem for en større offentlighed og holdt en tale, som Flor havde skrevet. For danskheden og for nationalliberalismen kom S herefter til at stå som repræsentant for den fribårne, oplyste bondestand. Han var "Den kjække Odelsbonde af nordisk æt". Fra 1845 var S slesvigernes politiske talsmand, og i 1846 blev han formand for Slesvigsk Forening. I 1852 blev han amtsforvalter for Haderslev vesteramt. I 1853 blev han deputeret i stænderforsamlingen i Slesvig for Haderslev amt og genvalgtes 1854 og 1860. I forsamlingen kom han til at stå som den danske befolknings politiske leder. Efter to års sygdom døde S af tuberkulose tre uger efter Dybbøls fald (f 22/5 1817)

 

1871 d John Frd William Herschel, britisk astronom; efter i 1813 at have afsluttet sine matematikstudier i Cambridge begyndte han i 1816 på astronomistudiet. I 1826 fik han Det astronomiske Selskabs guldmedalje for med succes at have fortsat sin fars - Sir William Herschel - arbejde vedrørende dobbeltstjerner. H blev adlet som knight i 1831. Inden udgangen af 1833 havde han både foretaget nye observationer af de dobbeltstjerner og stjernetåger, hans far havde beskrevet, og observationer af mange hidtil uopdagede. I årene 1833-1838 opholdt H sig i Kapstaden for at studere den sydlige stjernehimmel. Ved dronning Victorias kroning 1839 blev han baronet. H’s hovedværk blev det katalog over stjernetåger og dobbeltstjerner, han udarbejdede på grundlag af sin fars, egne og andre astronomers observationer. I årene 1850-55 var han kgl. møntmester. Efter sin død blev han begravet i Westminster Abbey tæt ved Isaac Newtons grav (f 7/3 1792).

 

1903 d Vilhelm Kyhn, maler; elev på Akademiet 1836-43, hvor han synes at have arbejdet sig frem mod det mål, han tidligt havde sat sig, landskabsmaleriet. 1843 udstillede han første gang bl.a. med "Et bornholmsk Strandparti". I flere år herefter besøgte han Bornholm. 1850-51 var Kyhn på den obligatoriske studietur til Paris og Rom. Efter hjemkomsten tilbragte K somrene mange forskellige steder i Danmark. Ved sin store studiemark blev K således på en måde indfrieren af det løfte den omtrent jævnaldrende, men allerede 1848 afdøde J. Th. Lundbye havde givet sig selv om at "male det kære Danmark". Vilhelm Kyhn var tilhænger af den nationale bevægelse, og i overensstemmelse hermed malede han i 1845 et billede af Frederiksborg Slot, faktisk det eneste arkitekturbillede han malede. K’s kunstneriske hovedbestræbelse gik ud på det stemningsvækkende, og hans motivforråd var stort og udvidedes til stadighed. Han skildrede utallige former for dansk natur og specialiserede sig ikke i bestemte dags- eller årstider, og han var lige interesseret i de store, vidtstrakte udsigter og i de små intime naturudsnit. Han kunne ikke mindst i de små billeder, og i særdeleshed ved skildringen af lys og atmosfære, nå yderst forfinede resultater (f 31/3 1819)

 

1904 f Salvador Dali, spansk maler, grafiker, forfatter, filmkunstner m.m.; han betegnes som den mest berømte og spektakulære repræsentant for surrealismen. Efter uddannelse på kunstakademiet i Madrid tog han i 1927 til Paris, hvor han i 1929 tilsluttede sig den surrealistiske gruppe og sammen med Luis Bunuel skabte de surrealistiske film "Un Chien andalou" (da. Den andalusiske hund, 1928) og "L'Age d'or" (da, Guldalderen, 1930). Dali deltog i de internationale surrealistudstillinger i 1930'erne og havde fra 1929 fundet sin egen stil; han udviklede sin aktive "paranoisk-kritiske metode", som bl.a. udformedes i hans bog "La Femme visible" (1930). I 1938 blev han ekskluderet af surrealistgruppen bl.a. på gr. af sine politiske sympatier for general Franco. I 1940 flyttede han til USA. I 1950 konverterede han til katolicismen og begyndte at male religiøse motiver. Senere prægedes hans kunst af interessen for atomfysik, holografi og stereoskopiske opbygninger. I 1955 vendte Dali tilbage til Spanien. Som forfatter udgav han i 1942 selvbiografien "The Secret Life of Salvador Dali" senere fulgte bl.a. "Journal d’un génie" (1965). Længe før man opfandt begrebet mediebevidsthed, spillede Dali på masse-medierne og gjorde sig selv til et kunstværk. Allerede om sin første udstilling i Paris, som vakte enorm opsigt, sagde han: "Hele Paris indså straks, at Salvador Dali var fyrsten i den katalanske intelligensia, ufattelig rig og besat af en overvældende hang til galskab, for iøjnefaldende og skæbnesvangre eksentriciteter" (d 23/1 1989)

 

1918 f Richard Phillips Feynman, amerikansk fysiker; fra 1942 frem til afslutningen på Anden Verdenskrig deltog han i det såkaldte Manhattanprojekt, der fremstillede verdens første atombombe. Feynman gjorde sig i 1948 bemærket ved at fremsætte en teori vedrørende den kvantemekaniske beskrivelse af problemer inden for elektrodyna-mikken. Teorien, som er i overensstemmelse både med Einsteins relativitetteori og med Maxwells elektrodyna-mik, betegnes almindeligvis som kvanteelektrodynamik. Allerede i 1943 havde japaneren Tomonaga fremsat en tilsvarende teori, men den blev først oversat til engelsk og dermed almindelig kendt i 1948. Samme år offentlig-gjorde også amerikaneren Schwinger en tilsvarende. Disse tre blev sammen tildelt Nobelprisen i fysik i 1965. Et indirekte produkt af Feynmans teori er de såkaldte Feynmans-diagrammer, hvor man ved en grafisk fremstilling på en enkel måde illustrerer vekselvirkningen mellem elektrisk ladede partikler på forskellige trin. Feynman har også gjort sig bemærket ved arbejder inden for elementærpartikelfysikken og har givet vigtige bidrag til teorien vedrørende flydende brint. Han er også kendt som lærebogsforfatter, blandt andet for sin indføring i fysik "The Feynman Lectures in Physics" (d 15/2 1988)

 

1976 d Alvar Aalto, finsk arkitekt; blev tidligt anerkendt som en af modernismens førende og meget personlige fortolkere. Efter at have afsluttet sin uddannelse som arkitekt i 1921 fjernede Aalto sig snart fra 1920'ernes finske klassicisme og vendte sig mod tidens nye internationale funktionalisme, som det ses i avisen Turun Sanomats bygning i Turku/Aabo (1928-29) og biblioteket i Viipuri/Vyborg (1930-35). Hans internationale gennembruds værk blev sanatoriet i Paimio nær Turku/Aabo. 1940-49 var Aalto gæsteprofessor ved Massachusetts Institute of Tecnology i Cambridge. Her tegnede han Baker Dormitory (1946-47), som indledte 1950'ernes rene teglstens-arkitektur. Hvid marmor og pudsede facader blev de foretrukne materialer i 1960'erne, f.eks. i Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg (1969-73). Aalto virkede også som byplanlægger og møbelarkitekt. Som formgiver arbejdede han med lamper og glas, bl.a. Savoy vasen (1936). I 1962 modtog Aalto Sonningprisen og var 1963-68 formand for Finlands Akademi (f 3/2 1898)

 

 

Til top        12. maj

2 f.Kr Mars Ultor templet i Rom indvies. Inden det afgørende slag med Cæsarmorderne ved Filippi i Grækenland i 42 f. Kr. fødsel lovede Cæsars adoptivsøn, Augustus, at han i tilfælde af sejr ville bygge et tempel for den hævnende krigsgud, Mars Ultor. I forbindelse med dette tempel lod Augustus nordøst for Forum Iulium anlægge et nyt monumentalt statstorv: Forum Augustum

 

1182 f Valdemar (1.) den Store, konge 1157-1187; søn af Knud Lavard og Ingeborg fra Novgorod. Voksede op hos Asser Rig af Hvideslægten sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. V stod i 1157 som sejrherre i den lange strid om kongemagten i Danmark, der var begyndt i 1131 efter drabet på hans far. V’s kongetid er karakteriseret ved en kraftig forøgelse af kongemagten - kulminerende ved kirkefesten i Ringsted 1170. Her sikredes dynastiet dels gennem Knud Lavard’s helgenkåring dels ved V’s søn Knuds (VI) salvning til tronfølger. I 1177 blev Absalon ærkebiskop. Dette var ensbetydende med et mere intimt samarbejde mellem stat og kirke. I første halvdel af århundredet havde venderne været hårdt presset af den tyske østvendte ekspansion, og de hjemsøgte de danske farvande og kyster med overfald; på Lolland-Falster var der ligefrem tale om vendisk kolonisation. For at standse venderangrebene byggede V store borganlæg rundt om i riget, fx.Nyborg, (Køben-)Havn og Vordingborg samt oprettede en stærk flåde. Fra 1159 gik man over til angreb, der i 1169 kulminerede med erobringen af Rügen med borgen Arkona. I V's regeringstid indledtes Danmarks kortvarige stormagtstid som den dominerende magt ved Østersøen, og det lykkedes ham at opbygge en stærk kongemagt støttet af kirken og stormandsstanden, navnlig hvideslægten. Landet var i V’s tid inde i en økonomisk opgangsperiode, hvis baggrund var stigende befolkning og voksende handel ved Østersøen. Desuden inddroges Danmark først nu i sidste halvdel af 12.århundrede i den fælles-europæiske middelalder, bl.a. grundlagde V og hans ærkebiskop adskillige klostre (f 14/1 1131)

 

1496 f Gustav 1. Vasa, svensk konge 1523-60; i årene 1517-18 deltog han på Sture-partiets side i kampen mod Christian 2. I 1518 blev han taget til fange og ført til Kalø, hvorfra han 1519 flygtede til Lübeck. 1520 var han atter i Sverige og rejste året efter Dalarna til oprør mod danskervældet. Samme år blev G rigsforstander og indgik 1522 forbund med Lübeck, som ydede ham flådestøtte, så han i 1523 kunne indtage Stockholm og blive valgt til konge. G’s stilling var i begyndelsen svag, gælden til Lübeck var enorm, og huset Stures mange tilhængere fik bønderne til at gøre oprør flere gange. På rigsdagen i Västerås 1527 lykkedes det G at få gennemført en væsentlig reduktion af kirkegodset og selv blive kirkens overhoved. I 1540 mistede kirken sin forholdvis frie stilling og kom under fuld kontrol af staten. Samtidig gennemførte G omfattende reformer i forvaltningen. Hans magtstilling øgedes væsentligt, efter stænderne i 1544 havde vedtaget den såkaldte "Västerås arvefølge", som gjorde Sverige til et arverige. G havde dermed befæstet sin magt og styrede enevældigt. Ved at inddrage lenene til kronen og erstatte de tidligere lensmænd med loyale fogeder og statholdere fik G kontrol over hele landet. Han bragte orden i finanserne og oprettede en stående hær og en stærk flåde. Sverige blev en velorganiseret og fasttømret rigsenhed, og G betragtes som den svenske nationalstats grundlægger. G førte en fredelig udenrigspolitik, og i hele hans regeringstid var forholdet til Danmark stort set godt (d 29/9 1560)

 

1629 Freden i Lübeck sætter punktum for Christian 4.’s deltagelse i Trediveårskrigen. Kongens krigsdeltagelse var endt med nederlaget ved Lutter am Barenberg i udkanten af Harzen den 17. august 1626 og de kejserlige troppers besættelse af Slesvig-Holsten og Jylland. Freden blev billig for Christian 4. De fjendtlige tropper forlod de danske områder mod kongens løfte om aldrig mere at blande sig i Tysklands anliggender. Når Chr. 4. opnåede en så lempelig fred, skyldtes det, at de kejserlige forhandlere fik underretning om topmødet mellem den svenske og dansk-norske konge,der blev afholdt fra den 23. februar til den 26. februar i Ulvsbäck præstegård på den svenske side af grænsen mellem Småland og Skåne. Selv om mødet var kommet i stand på Chr. 4.’s initiativ, var han ikke indstillet på at indgå nogen alliance med svenskekongen. Tre dage efter mødet erkendte den svenske konge da også, at hans dansk-norske kollega blot havde været ude på at "demonstrere sit venskab med Sverige i håb om, at han derved kunne skaffe sig bedre vilkår ved freden med de kejserlige". Deri fik han ret. Det kejserlige Tyskland så nødigt et militært samarbejde mellem de to nordiske konger

 

1664 f Magnus Stenbock, svensk feltherre; han lærte i sine unge år krigerhåndværket i udlandet; han deltog således i den tyske kejsers tjeneste i krigene mod Ludvig XIV i 1690'erne. Ved Store Nordiske Krigs udbrud i 1700 var han atter i Sverige; han deltog i slaget ved Narva i Estland, den 20. november 1700, hvor den svenske hær under kommando af Karl 12. besejrede russerne. Efter slaget blev S forfremmet til generalmajor. Som leder af generalkrigskommissariatet, som bl.a. havde ansvaret for den svenske armés indkvartering i Sachsen 1705-06 forstod S at berige sig. Store summer og mængder af kostbart krigsbytte sendtes hjem til familien i Sverige. 1704 blev han generalløjtnant. Året efter blev han general og udnævntes samtidig til generalguvernør i Skåne. Her fortsatte han den svenske forsvenskningsproces og organiserede landsdelens forsvar. Hans hær besejrede i slaget ved Helsingborg 28. februar 1710 den danske invasionshær. I 1712 blev S beordret til at udskibe sin hær til Pommern for siden at føre den til Polen. Overførslen var ingen succes, meget af hærens udrustning og forsyninger gik tabt i slag med den danske flåde. I Pommern fandt S adgangen til Polen spærret af overlegne danske, sachsiske og russiske tropper. Han vendte sig da med sin hær på 16.000 mand mod Mecklenburg, hvor han 9. december 1712 i slaget ved Gadebusch besejrede en dansk-sachsisk hær. Den af S ledede hær indesluttedes imidlertid i fæstningen i Tönning, og i maj 1713 måtte han overgive sig. Han var herefter i dansk fangenskab først i København; efter et flugtforsøg i Frederikshavn kastel, hvor han sad til sin død (d 23/2 1717)

 

1670 f August den Stærke, kurfyrste af Sachsen, konge af Polen 1697-1706 og 1709-1733; søn af kurfyrst Johan Georg 3. af Sachsen og Anna af Danmark (søster til Frederik 3.); i Den Store Nordiske Krig 1700-21 var August Danmarks og Ruslands forbundsfælle mod Sverige. Efter en svensk hær med Karl 12. i spidsen i november 1700 havde besejret russerne i slaget ved Narva, vendte svenskekongen sig mod Polen. I de følgende års krig her vandt svenskerne flere sejre. Det varede imidlertid seks år, før svenskerne havde tvunget August til kapitulation. I 1704 fik Karl XII den polske rigsdag til at afsætte August og i stedet vælge hans protegé, Stanislaus Leczinski til polsk konge. A førte krigen videre som kurfyrste af Sachsen, og først da svenskerne havde besat Sachsen, kapitulerede han. Ved freden i Altranstädt i 1706 fik han lov at beholde Sachsen, men måtte give afkald på den polske trone og forpligte sig til ikke at støtte Sveriges fjender. Efter svenskernes nederlag til russerne i slaget ved Poltava i 1709 blev August atter polsk konge. Hans forsøg på at indføre enevælde i Polen strandede på modstand fra den polske adel. I konflikten med adelen optrådte Rusland som mægler. Resultatet blev et forlig i 1716, garanteret ved permanent tilstedeværelse af russiske tropper i landet. Forliget cementerede de indre svagheder i Polen, og landets anseelse svækkedes væsentligt i Augusts regeringstid. Han opbyggede en stor malerisamling i Dresden og brugte store summer på pragtbyggeri. Hans forsøg på at efterligne det franske hof udhulede Sachsens finanser. Han fik tilnavnet Den Stærke på gr. af af fysisk styrke og vitalitet (d 1/2 1733)

 

f Jens Juel, maler; efter konfirmationen blev han uddannet som håndværksmaler; ved siden af fik også en vis kunstneriske uddannelse. Fra midten af 1760'erne var han elev på Kunstakademiet i København. I foråret 1767 vandt han den lille guldmedalje. Efter troligt at have deltaget i konkurrencen i hvert af de flg. år vandt han i 1771 den store guldmedalje. Gennem en lang række portrætter havde han allerede nu placeret sig som den ypperste i faget efter J.G. Pilo. Til hans hurtige kunstneriske udvikling svarede en glimrende ydre karriere. Da han 1769, endnu akademielev, indsendte en ansøgning til kongen om rejseunderstøttelse, kunne han anføre, at han allerede havde haft den lykke at male portrætter af dronningen og andre "adskillige høje herskaber" ved hoffet. Juel udenlandsrejse begyndte november 1772. Han opholdt sig i Rom 1772-76; hvorefter han rejste til Paris. Her blev opholdet kort; allerede i begyndelsen af 1777 rejste han til Geneve, hvor han fik så rigeligt med portræt-bestillinger, at han blev i byen og egnen deromkring i flere år. April 1780 var han tilbage i København. Her blev han agreeret ved akademiet, udnævnt til hofportrætmaler.1782 optaget som medlem af Akademiet, 1784 udnævnt til ekstraordinær professor og blev 1786 professor. 1795-97 og 1799-1801 var han Akademiets direktør. Fra hans værksted, i hvilket elever deltog i arbejdet, udgik der i de flg. år en uoverskuelig række portrætter dels i olie, dels i pastel, af herrer og damer fra de højere samfundslag. Sommetider udvikledes portrætter til en hel miljøskildring som i de store billeder af grupper i et interiør eller i fri luft, f.eks. "Det Rybergske Familiebillede" (1796-97, og det han et årstid efter sit giftermål malede af sig selv og sin kone (Rosine) siddende foran stafelliet (1791). Juel interesse for landskabsmaleriet, der var blevet stærkt opmuntret i Svejts, forlod ham aldrig. Han vedblev at male landskabsbilleder, og hans produktion heraf er betydelig. Fra 1790'erne er "En sjællandsk bondegård under optrækkende Uvejr" (d 27/12 1802)

 

døbt Emma Hamilton (hed egentlig Amy Lyon, men kaldte sig Emily Hart); blev 1780 Lord Charles Grevilles elskerinde. To år senere overtog Grevilles onkel, mod at betale nevøens gæld, Emma. Onklen Sir William Hamilton, der var britisk ambassadør i Napoli, giftede sig i 1791 med Emma. Omkr. 1798 blev hun admiral Nelsons elskerinde, og da hendes mand døde i 1803, flyttede hun sammen med Nelson og den datter, de havde sammen. Skønt hun fik en ikke ubetydelig arv efter både sin mand og efter Nelson, medførte spil og ødselhed, at hun i 1813 endte i gældsfængsel, hvor hun måtte blive i et år. Efter løsladelsen slog hun sig ned i Calais, hvor hun døde i fattigdom (d 15/1 1815)

 

1780 Briterne erobrer Charleston, South Carolina. Nordamerikanske Uafhængighedskrig. I foråret 1780 indledte en britisk hær som led i årets felttog i Syden en belejring af Charleston. Belejringen var komplet, idet en britisk flådeafdeling var placeret i farvandet ud for Charleston. Efter 45 dages belejring måtte den amerikanske general Benjamin med sine 5.000 mand overgive sig. Tabet af Charleston var et hårdt slag for amerikanerne. For en tid gav det briterne kontrol med såvel South som North Carolina

 

1790 f Carsten Hauch, forfatter; han blev født og voksede op i Norge; i 1803 flyttede han med sin familie til København, hvor han i 1807 deltog i kampen mod englænderne. Han begyndte 1808 at studere jura. 1816 udsendte han "Kontrasterne", der indeholdt "Rejsen til Ginnistan" og "Fantasiens Magt", en blanding af satirisk og højlyrisk digtning. Efter at have opgivet juraen blev han i 1820 magister i zoologi, og året efter forsvarede han sin doktorafhandling. Afgørende for H’s udvikling og livssyn blev 1820'erne. Under en rejse i Italien blev han ramt af sygdom i venstre fod, og den måtte amputeres (1825); han følte det nu, som "Valravnen havde drukket hælvten af hans hjerteblod". 1826 forsøgte han selvmord, at forsøget mislykkedes, så han som en styrende magts indgriben, han skulle altså leve. Om sin sygdom skrev han siden "Nu vendte poesien som en trøstende engel tilbage". I Italien skrev han historiske skuespil om store skæbner, stærke viljer f.eks. "Tiberius" og "Gregor den Store". De udkom efter hjemkomsten til Danmark som "Dramatiske Værker" 1-3 (1828-30). H skrev fortsat både drama, romaner og poesi. Bl. skuespillene fra de modne år er "Svend Grathe" (1841) og "Søstrene på Kinnekullen" (1849). Blandt Hauchs romaner er "Vilhelm Zabern" (1834) om Chr. 2. og Dyveke. Hans poesi blev samlet i "Lyriske Digte" (1842) og "Lyriske Digte og Romancer" (1861). En gruppe af hans digte er de fortællende romancer, f.eks. "Magnus og Knud Lavard" og "Valdemar Atterdag". Fra 1827 var han lektor ved Sorø akademi, 1846-48 var han professor i Kiel og fra 1851 professor ved København Universitet. Hauch døde i Rom og blev begravet på byens protestantiske kirkegård (d 4/3 1872)

 

1803 f Justus, baron von Liebig, tysk kemiker; 21 år gammel blev han professor i kemi i Giessen, fra 1852 i München. L har udviklet organisk elementæranalyse til den form, den i det væsentlige stadig har; han udførte mange betydningsfulde arbejder i organisk kemi. Fra hans tidligste år stammer de første over knaldsølv og knaldsure salte; et arbejde han fortsatte gennem mange år. Også i den uorganiske kemi udførte L værdifulde arbejder - I hans senere år tog hans interesse og arbejde en mere praktisk retning og blev af stor betydning for anvendt kemi, især resultaterne af hans arbejder over planters, dyrs og menneskers ernæring og stofskifte. Hans bog "Die Chemie in ihrer Anwendumg auf Agricultur und Physiologie" (1840) blev epokegørende for landbruget og bidrog bl.a. til fremstilling af kunstgødning. Hans værk "Die Tierchemie oder die organische Chemie in ihrer Anwendung auf Psysiologie und Pathalogie" (1842) fik lignende betydning for dyrefysiologien og lægevidenskaben. Ikke mindre betydning havde L som lærer; han grundlagde moderne videnskabelig kemiundervisning ved hjælp af egne kemi undervisningslaboratorier (d 18/4 1873)

 

1813 Den første Shakespeare opførelse på dansk finder sted; Det kgl. Teater opfører Hamlet i Peter Foersoms oversættelse med oversætteren i titelrollen

 

1820 f Florence Nightingale, engelsk filantrop og sygeplejerske; at give sig af med sygepleje ansås ikke for en passende beskæftigelse for en pige fra bedre kredse. Det vakte derfor forfærdelse i familien, da N som datter af en velhavende godsejer bekendtgjorde, at hun ville være sygeplejerske. Hun satte sin vilje igennem. Hun gjorde sig bekendt med filantropisk arbejde i England og gennemgik 1848 et sygeplejekursus hos diakonisserne i Kaiserswerth i Tyskland. Da det britiske militærhospitalsvæsen brød sammen under Krimkrigen (1854-56) , fik N overdraget at reorganisere det. Med sit organisationstalent og evne til at skaffe penge, udstyr og forsyninger af enhver art sammen med en stor arbejdsindsats løste hun opgaven på 6 måneder. Hendes arbejde drejede sig mere om administration end om sygepleje, men hun fik også tid til at tage sig af sårede og døende soldater. Af dem blev hun forgudet, hun stod for dem som en helgen som "the lady with the lamp", der trøstende og lindrende stille gled rundt mellem sengene. Omgivet af beundring og respekt vendte hun 1856 hjem til London. Her stod hun snart i spidsen for en reform af det militære hospitalsvæsen. Dernæst omkr. 1860 af det civile. Som hyldest til hende indbragte en landsindsamling £50.000, hvis renter efter hendes ønske blev anvendt til driften af The Nightingale Home and Training School ved St. Thomas Hospital, en sygeplejerskeskole hun fik oprettet 1871. Gennem sin indsats regnes Florence Nightingale for grundlægger af den moderne sygepleje(d 13/8 1910)

 

1823 f Fr. Vermehren, maler; lysten til at tegne vågnede tidligt, og allerede som dreng blev han hjulpet til rette dermed af naboens søn, den 15 år ældre Jørgen Roed. Efter studentereksamen fra Sorø Akademi kom han 1843 på Kunstakademiet. V deltog i krigen 1848, men var kun med i få træfninger. Snart var han igen ved sit stafeli. Tidens patriotiske stemning førte ham til at male "Reservesoldatens Afsked fra sin Familie" (1849), og dermed opnåede han en fremtrædende position blandt de nationale genremalere. Foråret 1855 rejste han med Akademiets understøttelse til Paris og Rom. Fra tiden i Italien er "En italiensk Hyrdedreng" (1856). Efter hjemkomsten dyrkede han motiver af sjællandsk bondeliv, f.eks. "En Sædemand" (1858-59). 1864 blev han medlem af Akademiet og ansattes 1865 som lærer; i 1873 professor (til 1901). Fra 1870 blev V hovedsagelig portrætmaler, f.eks. "Fru Wanscher" (1869) og billedhuggeren "August Saabye" (1887). Ved V’s afgang som professor ophørte den eckersbergske tradition ved Kunstakademiet, og da han døde i 1910 standsede den direkte, trofaste overlevering fra guldaldertiden. Denne kunstneriske barnetro havde V fået indpodet på Akademiet af Eckersberg og bevaret den gennem manddommen lige til oldingeårene (d 10/1 1910)

 

1845 f Gabriel Fauré, fransk komponist og organist; 1896 blev han organist ved Madelainekirken i Paris og samme år professor ved konservatoriet, 1905 dets leder, en stilling han beklædte, indtil døvhed og dårligt helbred i 1920 tvang ham til at opgive den. 1905 desuden medlem af Det franske Akademi. Som elev af Saint-Saëns videreførte F en klassisk-orienteret tradition i fransk musik og fik, ikke mindst gennem elever bl.a. Ravel afgørende indflydelse på fransk musik i 1900-t (neo-klassicisme) Som komponist blev F tidligt kendt for sine sange og klaverstykker, og det blev da også sådanne kortere værker, der dominerer hans produktion. Han skrev flere end 100 sange bl.a. "Apres un rêve" (ca 1865) og "Les roses d’Ispahan" (1884). Bl. hans større værker er "Requiem" (1887), operaerne "Prométhée" (1900) og "Pénélope" (1887), to kvartetter for klaver og strygere, en orkestersuite "Pelléas et Mélisande" (1898) og et stort korværk "La naissance de Venus" (d 4/11 1924)

 

1860 d Charles Barry, britisk arkitekt; som ung var han tilknyttet et arkitektfirma, og i 1817 begyndte han en treårig studierejse, hvor han studerede arkitektur i Grækenland, Italien, Ægypten og Palæstina. Hjemme igen slog han sig ned i London. Et af hans første arbejder er Saint Peters kirken i Brighton; han havde bygget flere nygotiske kirker, da han i 1835 vandt konkurrencen om den nye parlamentsbygning i London, Houses of Parliament, der blev hans hovedværk (opført 1840-60). Han tegnede mange offentlige bygninger, London klubbygninger (Travellers’ Club, 1831og Reform Club, 1837 i italieniserende renæssancestil) og bygninger (palæer) såvel i by (London) som på landet. Som det bedste af hans bypalæer regnes Bridgewater House (1847). Blandt hans bedste arbejder regnes King Edwards skolen i Birmingham, den blev opført i Tudor stil mellem 1833 og 1836. I sine herregårde fulgte han tidens forkærlighed for det middelalderlige (Gothic revival). Det samme gjorde sig gældende i de ni kirker, han tegnede, således ovennævnte Saint Peters i Brighton (ca 1826). I 1840 blev B medlem af Royal Academy og adlet i 1852 (f 23/5 1795)

 

1871 d Daniel Francois Esprit Auber, fransk komponist; 1842 blev han direktør for konservatoriet i Paris. Han komponerede tidligt instrumental- og kirkemusikværker. Sit gennembrud på scenen fik han med "La bergère châtelaine" (1820), som fulgtes af en lang række opéras comiques, de fleste i samarbejde med librettisten Eugène Scribe. Højdepunktet i dette samarbejde blev "La muette de Portici" (Den stumme i Portici, 1828), der med sit revolutionære emne, opstanden i Napoli 1647 og med den farverige dramatiske udformning indledte den franske grand opéras epoke. Opførelsen i Bruxelles i 1830 siges at have ført til den opstand, der medførte Belgiens løsrivelse fra Holland. Efter 1840 drejedes handling og stil i A’s opéras comiques i mere alvorlig retning, f.eks. i "Manon Lescaut" (1856), hvormed den franske opéra lyrique indvarsledes (f 29/1 1782)

 

1910 d William Huggins, engelsk astronom; Huggins reformerede observations astronomien ved som den første at bruge spektroskopi ved bedømmelsen af stjernernes kemiske sammensætning. Resultaterne af dette arbejde forelagde H for Royal Society i 1863 i afhandlingen "Lines of the Spectra of some of the fixed-stars". Heri påviste han, at stjernerne er sammesat af de samme stoffer som Jorden og Solen. I 1868 opdagede han de såkaldte "uopløste stjernetågers" gasagtige natur; hidtil var de blevet betragtet som ophobninger af stjerner, der var for langt borte til at kunne "opløses" med de instrumenter, der var til rådighed. I 1868 påviste han, at kometer udsendte lys fra brændende kulgasser. Arbejdende uafhængig af hinanden var H og Henry Draper de første, som fotograferede en komets spektrum (Kometen 1881 III) den 24. juni 1884 (f 7/2 1824)

 

Roald Amundsen flyver over Nordpolen i luftskibet "Norge". Med to fly havde Amundsen i 1925 forsøgt at foretage en transpolar flyvning fra Svalbard. Den mislykkedes. Flyene måtte nødlande på isen ved 88 gr. n. br., og først en måned senere lykkedes det at få det ene fly i luften og bringe ekspeditionens seks mand tilbage. Amundsen havde dog ikke opgivet at flyve over Nordpolen. I 1926 lykkedes det ham med luftskibet "Norge". Men luftskibsflyvning i Nordpolsegnene blev Amundsens skæbne. Han omkom, da han i 1928 søgte efter den italienske luftskibspioner Umberto Nobile, der var forulykket med luftskibet "Italia" i en flyvning over Ishavet

d Jozef Pilsudski, polsk marskal og statsmand; deltog i sin ungdom i nationale bevægelser især rettet mod sit fødelands russiske besættere; for denne aktivitet blev han i 1887 deporteret 5 år til Sibirien. Han var i 1894 med til at grundlægge Polens soc.demokratiske parti og tilhørte den fløj i partiet, der satte national frigørelse øverst. Denne holdning kom frem, da P i kampen for national selvstændighed afviste muligheden for samarbejde med den russiske arbejderklasse i kampen mod tsarismen. I årene 1905-07 ledede han partiets "kamporganisation", en terrorgruppe som gennemførte en række attentater og bankrøverier. Fra 1910 organiserede han i østrigsk Polen "skytteforbund", som i realiteten blev en polsk officersskole. Efter udbruddet af 1. Verd.krig deltog han med sine folk på østrig-ungarsk side. Efter våbenstilstanden 1918 blev han midlertidig præsident for den nye polske republik og chef for dens militære styrker. Han var præsident til 1922. Derefter stod han noget i baggrunden, til han i 1926 gennemførte et statskup; han udøvede herefter som krigsminister og 1926-1928 og 1930-1931 tillige som ministerpræsident til sin død et faktisk diktatur i Polen. Han byggede i første række sin magt på hæren, men opnåede også betydelig popularitet i befolkningen. Hans politik var stærkt nationalistisk betonet, og var derfor hårdhændet over for de nationale mindretal. Hans udenrigspolitik byggede i første omgang på samarbejde med Frankrig vendt mod såvel Tyskland som Sovjetunionen. Men da franskmændene i marts 1933 afviste P’s forslag om en præventiv krig mod Tyskland, sluttede han året efter en ikke-angrebspagt med Tyskland for at sikre Polen i vest. Som Polens forgudede nationalhelt fik han sin grav blandt de gamle polske konger i kongekrypten i katedralen på Wawel i Kraków (f 5/12 1867)

 

1949 Russerne ophæver blokaden af Vest-Berlin. I juli 1948 begyndte russerne blokaden af Vest-Berlin. De spærrede for al trafik ad landeveje, jernbaner og kanaler fra vestzonerne gennem den russiske besættelseszone til Vest-Berlin. Med blokaden ville russerne enten tvinge de tre vestmagter - USA, Storbritannien og Frankrig - til at opgive deres besættelseszoner i Berlin, eller de ville lægge op til en byttehandel: vestmagterne kunne få lov at blive i Vest-Berlin mod de til gengæld sørgede for, at russerne kunne få krigsskadeserstatninger fra Ruhrområdet, som lå i vestzonen. Hermed ville russerne fortsat have indflydelse i vestzonerne og kunne måske hindre en deling af Tyskland og oprettelse af en vesttysk stat. Men russernes plan virkede ikke. I næsten et år bragte vestmagterne med den såkaldte luftbro forsyninger til de 2 mio. vestberlinere. Da russerne opgav blokaden, var vestmagternes sejr total. Maj 1949 blev Forbundsrepublikken Vesttyskland oprettet i de tidligere vestmagters besættelseszoner. Blokaden betød en skærpelse af den kolde krig. I vesteuropæernes bevidsthed kom russerne efter blokaden til at stå som dem, der ville udbrede deres styre ved at lade folk sulte og fryse. Vestmagterne - især amerikanerne som dem, der reddede Vest-Berlin fra at falde i kløerne på kommunisterne

 

1957 d Erich von Stroheim, østrigsk instruktør og skuespiller; han hævdede at nedstamme fra en preussisk militærfamilie og levede op til denne påstand i sin karriere; i virkeligheden var han søn af en jødisk hattemager, der havde slået sig ned i Wien. Han kom til Hollywood 1914. Her instruerede sin første film i 1919 "Blinde Ægtemænd" med sig selv i rollen som en slesk europæisk officer, der forfører en gift amerikansk kvinde. Han instruerede kun få film; han var alt for eksentrisk og krævende for branchens pengemænd. Fra 1931 til sin sidste film i 1955 virkede von Stroheim som skuespiller, især i franske film f. eks. som tysk officer i Renoirs "Den store illusion" fra 1937 (f 22/9 1885)

 

Til top        13. maj

1568 d Sophie, dansk-norsk dronning, datter af hertug Bogislaw X af Pommern og Anna af Polen; 9. oktober 1518 gift med hertug, senere kong Frederik 1. Efter hendes kroning tillagdes der hende som livgeding i kongeriget Lolland og Falster, i Holsten slottene Kiel og Plön. Efter kongens død (1533) blev hun i nogle år boende på Gottorp; men 1538 måtte hun efter Christian III’s forlangende tage ophold på slottet i Kiel og tiltræde sin livgeding. Hendes forhold til stedsønnen var i det hele ret dårligt præget af tilbagevendende stridigheder. Trods overenskomster 1540 og 1550 blev striden ikke bilagt. Endnu under Frederik II fortsattes stridighederne, som tilmed fik ny næring ved enkedronningens påstand om, at hendes len burde være fritagne for de ekstraordinære skatter, der blev udskrevet i forbindelse med Nordiske Syvårskrig (1563-1570)med Sverige. Nogen større politisk rolle kom hun ikke til at spille, og hendes personlige egenskaber er så godt som ukendte (f 1498)

 

1588 f Ole Worm, læge og runeforsker; efter skolegang i fødebyen Århus studerede han i udlandet. Efter nogle års teologiske studier valgte han medicinen som hovedstudium. Som så mange af tidens fremtrædende læger afslut-tede Worm sine studier i Padova, hvor han immatrikuleredes i oktober 1608. I 1613 blev Worm professor i latin ved universitetet i København. I 1624 blev han professor i sit fag, medicin. Worm udgav mange lægeviden-skabelige skrifter, men det blev som grundlægger af dansk runeforskning, han tidligt vandt nationalt ry. I 1622 sørgede han for, at rigets bisper fik kgl. ordre til at indsende beretninger om oldtidsminder. Som resultat kom efter lange tiders forberedelse i 1643 "Danicorum Monumentorum libri sex", en fuldstændig samling af alle kendte danske, norske og gotlandske runeindskrifter, indledt med en oversigt over arten af monumenterne, lokalbeskrivelser af bl.a. Lejre og Danevirke samt oplysninger om oldtidsfolkenes skikke ved begravelser, rettergang og kongevalg. De flg. fem bøger behandler gruppevis efter landsdele 144 mindesmærker meddelt i runer, gammel sprogform og latinsk oversættelse og ledsaget af kommentarer. Foruden andre udgivelser om emnet udgav Ole Worm i 1641 en beskrivelse "De aureo cornu" med kobberstukne illustrationer af det i 1639 ved Gallehus fundne guldhorn. Med sit pionerarbejde inden for runeforskningen er Ole Worm blevet beskrevet som "ikke blot Århus, men Danmark, ja hele Europa kan regne ham blandt sine berømte sønner". Selv havde han en større oldsagssamling, hvis katalog blev udgivet af sønnen Villum Worm med titlen "Historia Musei Wormiani" (d 31/8 1654)

 

d henrettet Jan van Oldenbarnevelt, nederlandsk statsmand; var i 1568 blandt de ledende i Nederlandenes revolte mod Spanien. Han blev en af Vilhelm 1. af Oraniens betydeligste medarbejder i striden og havde betydelig indflydelse på de forhandlinger, der førte til Unionen i Utrecht (1579), den konstitutionelle basis for Den hollandske Republik. Efter Vilhelms død 1584 blev han leder af de Nederlandske provinser og stod bag den antispanske triplealliance med England og Frankrig. I den 12 årige fredsperiode fra 1609 fik Olden-barnevelt skabt grundlaget for Hollands dominerende rolle i Nederlandene. Oldenbarnevelt var storborger-aristokrat, moderat kalvinist og tilhænger af provinsernes selvstændighed over for centralmagten; på grund af dette kom han i strid med Vilhelms søn Moritz af Oranien, som var streng kalvinist og tilhænger af centralisme. 1618 blev Oldenbarnevelt arresteret, dømt og henrettet for højforræderi og for undergravende religiøs virksomhed (f 14/9 1547)

 

f Johan Hartvig Ernst Bernstorff, diplomat, udenrigsminister og hannoveransk godsejer. I 1732 kom han i dansk tjeneste i Tyske kancelli. Året efter (til 1737) blev han Christian 6.’s udsending i Sachsen og var derefter 1737-44 gesandt ved den tyske rigsdag i Regensburg. 1744-50 var han gesandt i Paris, hvor han knyttede særdeles vigtige forbindelser. Som udenrigsminister fra 1750 viste han sig snart som en af tidens betydeligste statsmænd. Han hævdede dansk neutralitet under de mange krige i 1700-tallet; han holdt Danmark-Norge uden for Den Preussiske Syvårskrig (1756-63). Foruden sin fredspolitik var et andet hovedformål med Bernstorffs politik at opnå udsoning med Gottorperne, hvis del af Slesvig i 1721 var blevet inddraget i kongeriget. Situationen var vanskelig, da den gottorpske hertug var russisk tronfølger og Danmark fjendtligsindet. I 1762 opstod en farlig krise med overhængende krigsfare. Heldigt for Danmark løstes krisen ved, at Kaharina II tog magten i Rusland. Hun var ikke interesseret i krig med Danmark-Norge. I 1767 fik Bernstorff sluttet den såkaldte mageskifte-traktat med Rusland, hvorved russerne frafaldt krav på Slesvig og gottorpsk Holsten mod at få Oldenburg og samvirke mod den fælles fjende, Sverige. Bernstorffs merkantilistiske politik betød et tiltrængt opsving for dansk handel og industri. Han lod opføre Bernstorff Slot, og på sit gods var han foregangsmand for bondereformer. Efter 1770 at være blevet styrtet af Struensee forlod han Danmark og tog ophold på sine hannoveranske godser (d 18/2 1772)

 

1717 f Marie Teresia, regent i Østrig 1740-80; datter af kejser Karl VI og dronning Elizabeth; da hun ingen brødre havde, var hun arving til de habsburgske lande, hvilket hendes far ved forhandlinger med europæiske lande fik alle – undtagen Bayern – til at godkende. Maria Teresia tilhørte den oplyste enevældes fyrster, og selv om hun i kraft af sin respekt for nedarvede rettigheder var noget tilbageholdende med reformer, gennemførte hun dog nogle, der var særdeles gennemgribende. Bl.a. blev skolevæsenet reformeret, og torturen afskaffet. Endvidere arbejdede hun for næringsvejenes udvikling og tog initiativet til afskaffelse af indenlandske toldskranker. Straks ved tronbestigelsen i 1740 blev hendes lande angrebet af Frederik den Store af Preussen, som berøvede hende den rige provins Schlesien. Trods nederlaget var hendes stilling urokkelig, og hendes lyst til personligt at regere blev styrket. Hun blev nu i egentligste forstand landsmoderen, der tog sig af alt, respekteret og afholdt. Men samtidig blev hun navnlig i religiøse spørgsmål mindre frisindet; protestanter og ortodokse jøder ville hun ikke have i sine lande. I krigen 1756-63 (Den preussiske Syvårskrig) forsøgte hun forgæves at vinde Schlesien tilbage. Ved Polens første deling i 1772 erhvervede hun Galizien. Hendes mand - Frans Stefan af Lothringen - som i 1745 blev valgt til tysk-romersk kejser som Frans I var hendes medregent. Men det var til stadighed hende, der var den reelle magthaver. Det kejserlige ægtepar blev velsignet med 16 børn – heraf 11 døtre. Blandt børnene var hendes efterfølger Josef II, som hun kun i begrænset omfang lod deltage i statsstyret, dels fordi hun tvivlede på hans politiske dømmekraft dels var imod hans forcerede reformarbejde. Ikke underligt at forholdet mellem de to ikke var godt. Blandt hendes døtre var Marie Antoinette, der i 1770 blev gift med den franske tronfølger Ludvig (16.) (d 29/11 1780)

 

1753 f Lazare Nicolas Carnot, fransk statsmand, matematiker og ingeniør(officer); efter at have afsluttet sine ingeniørstudier blev han i 1774 premierløjtnant i hærens ingeniørkorps. I 1791 blev han valgt til den lovgivende forsamling, og året efter blev han medlem af Nationalkonventet, hvor han januar 1793 stemte for dødsdommen over Ludvig 16. Mere end politiske var det militære og organisatoriske talenter, der bragte Carnot frem i forreste linje. Således var det ikke mindst hans indsats med nyorganisering af den franske hær og dens slagplaner, der efter alvorlige nederlag i 1792 ved revolutionskrigenes begyndelse bragte sejre til de franske farver i 1793. Det var på dette tidspunkt, Carnot fik tilnavnet "hærens og sejrens organisator". Som ægte republikaner stemte han mod oprettelsen af æreslegionen, mod Napoleons konsulat på livstid og mod oprettelse af kejserdømmet i 1804. Som konsekvens heraf levede han – efter i 1800 i en kort periode at have været krigsminister - som privatperson på sit gods beskæftiget med matematik, ingeniørvidenskab og befæstningskunst. Men da Frankrig 1814 var truet af invasion, meldte han sig til landets forsvar. Efter Napoleons fald måtte Carnot forlade Frankrig og levede til sin død i Magdeburg. 1889 blev hans kiste overført til Panthéon i Paris. Som matematiker har Carnot bl.a. skrevet "Réflexions sur la métaphysique du calcul infinitésimal" (1797) og "Géométrie de position" (d 3/8 1823)

 

Freden i Teschen (på grænsen mellem Tjekkiet og Polen) afslutter Den bayerske Arvefølgekrig mellem Preussen og Østrig. Den 3. juli 1778 havde Frederik 2. den Store af Preussen erklæret Østrig krig. Grunden til krigen var de østrigske nederlag til Preussen - sidst i Den preussiske Syvårskrig 1756-63 - og ikke mindst tabet af Schlesien. Som kompensation ville den østrigske kejser Joseph 2. erhverve Bayern eller dele deraf og derved genoprette sit lands position i Tyskland. Da den sidste Wittelsbach'er af Bayern døde i 1777, anerkendte Østrig kurfyrst Karl Theodor som ny hersker i Bayern og modtog som tak for støtten og anerkendelsen de bayerske landsdele Niederbayern og Oberpfalz. For at hindre denne forskydning af den tyske magtbalance erklærede Frederik den Store Østrig krig. Efter krigserklæringen trængte en preussisk hær ind i Böhmen. Store slag kom det ikke til, og den 10. marts 1779 mødtes udsendinge fra de to lande med mæglere fra Frankrig og Rusland i Teschen til fredsforhandlinger. Den 13. maj kunne freden underskrives. Østrig fik en lille del af Bayern, den såkaldte Innviertel i Sydøstbayern. Preussen overtog markgrevskaberne Ansbach og Bayreuth ved Bayerns nørdøstlige grænse. Preussens allierede Sachsen fik en sum penge

 

Frederik 6. indskrænker trykkefriheden. Ved forordningen af 27. september 1799 "som nærmere forklarer og bestemmer trykkefrihedens grænser" havde enevælden strammet sit greb om ytringsfriheden på et tidspunkt, hvor denne frihed var ved at blive et væsentligt anliggende for en betydelig del af befolkningen. Og styret stoppede ikke der. Under krigen med England (fra 1807) fik pressen yderligere mundkurv på med hensyn til politisk og militært stof; umiddelbart efter krigen blev der ved plakaten af 13. maj 1814 forordnet forhåndscensur ved politimesteren for alle tryk under 24 ark. Enevælden fik hermed den ro, den ønskede sig, og der skulle gå mere end tyve år, før denne ro begyndte at brydes

 

1832 d Georges Cuvier, fransk naturforsker; blev 1802 professor i anatomi ved Jardin des plantes i Paris, hvor han grundlagde de zoologiske samlinger. I sit værk "Le règne animal distribué d’après son organisation" inddelte han dyreriget i fire hovedgrupper, som hver er karakteriseret ved en bestemt anatomisk bygningsplan. Inden for hver gruppe fremkommer så undergrupper med modifikationer inden for den oprindelige plan. Ethvert dyr danner et i sig selv afsluttet system af dele, som strukturelt er afstemt efter hinanden, og som fysiologisk er afhængig af hinanden. Forandringen af en enkelt del medfører også forandring af de andre dele. Denne lov, kendt som Cuviers korrelationslov, tillader bl.a. at udføre mere eller mindre rekonstruktioner af fossile dyr på grundlag af ufuldstændige rester. Cuvier gennemførte flere palæontologiske undersøgelser; bl.a. studerede han fossile pattedyr fra tertiære kalksten i Parisområdet, og han regnes for grundlægger af palæontologi. Om dette emne udgav han "Recherches sur les ossements fossiles des quadripèdes". Det var Cuviers opfattelse, at i løbet af Jordens historie blev fra tid til anden alle - eller de fleste - planter og dyr tilintetgjort ved en eller anden voldsom katastrofe. Efter hver katastrofe blev der skabt nye planter og dyr, og for hver gang blev de mere fuldkomne. Cuviers autoritet gjorde, at denne teori blev alm. accepteret, og den havde en meget stor indflydelse på samtiden. Udviklingstanken, som bl.a. blev forfægtet af hans samtidige Lamarck, som Georges Cuvier ubarmhjertigt forfulgte, blev derfor afvist af de fleste, indtil Darwin ca 50 år senere fremlagde sin teori om arternes oprindelse (f 23/8 1769)

 

1840 f Alphonse Daudet, fransk forfatter; han slog igennem med "Lettres de mon moulin" (1869) stemningsbilleder og hændelser fra barndommens Provence, også beskrevet i debutromanen "Le petit chose" (1868). Herpå fulgte romantrilogien "Tartarin de Tarascon" (1872), "Tartarin sur les Alpes" (1885) og "Port-Tarascon" (1890) om en storpralende provencalers eventyrlige oplevelser ude og hjemme. I "Contes du lundi" (1873) fastholdes barokke episoder fra samtiden, mens de senere romaner bl.a. "Sapho" (1884) er naturalistiske sædeskildringer. Daudets kendeste skuespil er "L'Arlésienne" (1872) oprindelig en novelle fra Møllebrevene. Daudet er blevet betegnet som fransk naturalismes tredje store navn ved siden af Zola og Maupassant; men at hans forfatterskab har sin særlige tone ved hans elskværdige humor og ved hans dybe medfølelse og solidaritet med samfundets svage. Ligesom han er en skarp iagttager af sin samtid med åbent blik for alle virkelighedens tragikomiske detaljer. Alphonse Daudets erindringer "Trente ans de Paris" og "Souvenirs d'un hommes de lettres" udkom 1888 og 1882 (d 16/12 1897)

 

1846 USA erklærer Mexico krig. Det amerikanske ønske om ved køb at erhverve de mexicanske landområder vest for Texas vanskeliggjordes af de hyppige politiske omvæltninger i Mexico; de afbrød til stadighed igangværende forhandlinger. USA søgte da et påskud til krig. Det blev hentet i grænseegnene mellem Texas og Mexico, idet USA med henvisning til Louisiana-købet påstod, at grænsen gik ved Rio Grande, mens Mexico påstod, den gik ved floden Nueces, hvis munding ligger godt 200 km længere mod nord, og som havde været grænse, da Texas var mexicansk. Begge parter sendte tropper ind på det omstridte område, og efter de første sammenstød kunne USA’s præsident Polk erklære Mexico krig, fordi amerikansk blod var blevet udgydt på amerikansk jord. Den amerikanske Kongres godkendte krigserklæringen; Repræsentanternes Hus med 174 stemmer mod 14 og Senatet med 40 stemmer mod 2

 

f Peter Hansen, maler; tilhørte Fynboerne og var en af gruppens betydeligste repræsentanter. Han fik sin afgørende uddannelse på Kunstakademiet fra 1885 til ind i 90'erne; Hansen var i disse år tillige beskæftiget som stenografassistent i Rigsdagen; af stor betydning for ham var en række længere ophold i Italien, startende i 1899. På et af disse ophold malede han "Tiggere uden for en kirke. San Giuliano ved Pompeji" (1904-05). H var en flittig udstiller; deltog i Charlottenborg Forårsudstilling fem gange 1889-97, men sluttede sig til Den frie Udstilling 1898-1913, 1925-27 og til Grønningen 1915-19. På verdensudstillingen i Chicago 1893 fik han medalje for portræt af to børn. Hans motivkreds var rigt varieret, men udgangspunkt var og blev den sydfynske natur. At han også var en fremragende menneskeskildrer, viste han i billedet "Ungdommen paa Isen uden for Byen" (malet i Fåborg 1901). Fra 1905 var han bosat i København, hvor han skildrede folkelivet på Vesterbro og Nørrebro, f.eks i "Legende Børn, Enghave Plads" (1907-08) og "Ung Pige med en Barnevogn" (1910). Omkring 1918 gav han sig i lag med historiske fremstillinger i forarbejder til en påtænkt billedrække med motiver fra Grevens Fejde. Disse fremstillinger nåede dog aldrig til endelig udførelse (d 6/10 1928)

 

1882 f Georges Braque, fransk maler, grafiker og billedhugger; hans tidligste billeder var impressionistiske; han udviklede sig derefter over neoimpressionisme mod en geometrisering af konstruktiv art. 1905-07 var han tilsluttet gruppen les fauves (de vilde) og tog gruppens koloristiske problemer op. Sammen med Picasso var han i årene 1906-07 med til at lægge grunden for kubismen. Braque formulerede denne kunsts indstilling til realiteterne: "Sanserne fordrejer, kun ånden giver form" Han opgav nu landskabs- og figurmaleriet og vendte sig til stillebenet og skabte sammen med Picasso collagemaleriet. I 1920'erne, da klassisistiske tendenser gjorde sig gældende, gik han over til et mere realistisk maleri, for så i 1930'erne igen at nærme sig kubismens formlære. I kraft af sin eksperimentering, sin stadige søgen mod og kontakt med de mest fremskredne retninger, er Braque en indikator for maleriets udvikling i Europa i 1900-tallet. Takket være den faste opbygning og den egenartede kolorit øvede han en stor indflydelse på det moderne maleris udvikling. Som billedhugger var han inspireret af tidlig græsk kunst. Endvidere udfoldede Braque en rig virksomhed som grafiker. Hans sidste store værk var dekorationen af et loft i Louvre (1952) (d 31/8 1963)

 

1884 d Cyrus Hall McCormick, amerikansk opfinder af mejemaskinen; i 1834 fik han patent på sin opfindelse, og i 1847 grundlagde han en landbrugsmaskinefabrik i Chicago. Hans brødre blev hans partnere i fabrikken, og selv vendte McC sin opmærklsomhed mod verdensmarkedet. Desuden var han aktiv inden for Den Presbyterianske Kirke og Det Demokratiske parti. Efter hans død førte hans kone firmaet videre, og hun blev dermed den første kvinde i USA, der kom til at stå i spidsen for et stort firma. I 1902 blev McCormick Harvesting Machine Company sammensluttet med Deering Harvester Company og andre firmaer i International Harvester Company (f 15/2 1809)

 

1914 f Joe Louis, amerikansk bokser; kaldt "The brown bomber"; han blev professionel verdensmester i sværvægt i 1937 ved at besejre James J. Braddock; han forsvarede titlen 25 gange og trak sig ubesejret tilbage i 1949. I 1950 gjorde Joe Louis come back, men tabte til Ezzard Charles. Han er den sværvægtsbokser, der har siddet længst på verdensmestertronen. I sin professionelle karriere 1934-51 vandt Joe Louis 68 af 71 kampe, heraf 54 på knockout (d 12/4 1981)

 

1930 d Fridtjof Nansen, norsk polarforsker, filantrop og zoolog; han var professor i zoologi i Oslo 1897-1906 og fra 1908 i oceanografi. Inden da havde han gjort sit navn kendt som polarforsker. Som leder af en seks mands stor ekspedition krydsede han i 1888 på 40 døgn som den første Grønlands indlandsis fra øst til vest på ski. Hans største bedrift som polarforsker var Framekspeditionen i årene 1893-95. Den havde til formål med skibet "Fram" at efterprøve teorien om, at polarisen drev fra den nordsibiriske kyst over polarområdet til Grønland. I marts 1895 forlod Nansen skibet for på ski og med hundeslæde at nå Nordpolen. Det mislykkedes, men Nansen og hans ledsagere nåede 86 gr 4 min n.b., det nordligste nogen hidtil var nået. De nåede tilbage til "Fram" og fuldførte ekspeditionen. I 1905 gik Nansen ind i diplomatiet, og han deltog i de forhandlinger i København, der førte til, at den danske prins Carl blev konge af Norge som Håkon 7. I årene 1906-08 var han Norges første ambassadør i London, hvorefter han for en kort periode vendte tilbage til sit professorat. Efter 1. Verdenskrig forestod han som udsending fra Folkenes Forbund hjemsendelsen af 450.000 krigsfanger fra Sovjetunionen og Tyskland. Ligeledes ledede han hjælpearbejdet under hungersnøden i Sovjetunionen 1921-23 og befolkningsflytningerne mellem Tyrkiet og Grækenland. For dette arbejde modtog Fridtjof Nansen i 1922 Nobels fredspris (f 10/10 1861)

 

1961 d Cary Cooper, amerikansk skuespiller; studerede landbrug og blev guide i Yellowstone National Park, mens han tegnede politiske tegneserier til en lokalavis. I 1924 tog han til Los Angeles for at prøve lykken som tegner, men blev i stedet statist i næsten 30 westerns i årene 1925-26, før han i 1926 brød igennem med "Ørkenens datter". Selv om Cooper spillede et bredt register af roller, blev han identificeret med westernfigurer, f.eks. som titelpersonen i "Sheriffen" (1952). Succes fik han også i samspillet med Ingrid Bergman i "Hvem riger klokkerne for" (1945) baseret på Hemmingways bog om Den spanske Borgerkrig (f 7/5 1901)

 

 

Til top        14. maj

1147 Den tyske kejser Konrad 3. bryder op fra Regensburg og indleder Det andet Korstog. Da Edessa, hovedstaden i det rige, der i Palæstina var blevet oprettet under 1. korstog, faldt i 1144, chokeredes den kristne verden. Pave Eugenius III kaldte til våben mod muslimerne. Også datidens førende gejstlige, abbed Bernhard af Claivaux opfordrede til korstog. Han rejste rundt hos Europas fyrster og prædikede hævn og kristenpligt. "Kristi ridder", sagde han, "er tryg, når han dræber, blot endnu mere tryg, når han bliver dræbt. Når han falder, gavner han sin egen sag; når han dræber andre, gavner han Kristi sag". Da Konrad 3. tog korset, blev han fulgt af Ludvig VII af Frankrig. På vejen mod øst fik de ingen hjælp af den byzantinske kejser, og i Lilleasien faldt Konrads hær i baghold og led svære tab ved Dorylaeum den 25. oktober 1147. Ludvigs hær, der kom noget efter Konrads, led samme skæbne ved Laodocea i Pisidien tidligt i januar 1148. Alligevel nåede de to konger frem til Det hellige Land ved forårstide i 1148. De nåede dog ikke Edessa. I stedet indledte de en belejring af Damaskus. På gr. af vandmangel og kompetencestridigheder blandt korsfarerne opgav de belejringen efter fire dage - den 28. juli 1148 og drog hjem. 2. Korstog var endt i fiasko

 

1264 Under ledelse af Simon de Montford besejrer de engelske baroner Henrik 3. i slaget ved Lewes i Sussex. Utilfredshed med den store indflydelse dronningens franske slægtninge havde på landets styre, en kostbar og militær katastrofal krig i Frankrig i 1242 bidrog til at skærpe forholdet mellem baronerne og Henrik 3. De krævede at blive hørt ved valg af kongens rådgivere. Det blev afslået af kongen. I 1254 indgik H en aftale med paven gående ud på, at H ville betale pavens krige på Sicilien mod, at H’s mindreårige søn Edmund blev konge på Sicilien. Fire år senere truede paven H med ekskommunikation, fordi kongen ikke havde opfyldt sine økonomiske forpligtelser. Da kongen herefter henvendte sig til baronerne om økonomisk støtte, afkrævede de kongen de såkaldte Provisions of Oxford (juni 1258); iflg. disse skulle der oprettes et 15 mands råd - valgt af og blandt baronerne - til at rådgive kongen og kontrollere styret af landet. Da der snart opstod uenighed blandt baronerne, ophævede H The Provisions (1261). I april 1264 rejste baronerne - anført af Simon de Montfort - sig i oprør. Måneden efter blev kongen og hans ældste søn Edward (1.) taget til fange efter deres nederlag ved Lewes. I H’s navn regerede Simon de Montfort herefter England, til han blev besejret af Edward i slaget ved Evesham, Worcestershire den 4. august 1265

 

1509 Af paven - Julius 2. - får Rafael til opgave at udsmykke det pavelige studereværelse, camera della segnatura - i Vatikanet. I værelset malede Rafael tre store billeder "Skolen i Athen", hvor han i et prægtigt rum viser oldtidens filosoffer i diskussion med Platon og Aristoteles i billedets midte. Med billedets dybe perspektiv og mægtige rumvirkning viste Rafael, hvor langt renæssancens kunstnere var kommet fra middelalderens endimensionale flade. De to andre billeder er "Disputa", diskussionen mellem kirkefædrene og lærde humanister om forvandlingen af Jesu kød og blod og "Parnasset", der skildrer de store digtere, især fra antikken. Således udgør Rafaels tre billeder, som paven har siddet omgivet af, når han arbejdede, den syntese af teologi, litteratur og filosofi, der var renæssancens kulturprogram

 

I slaget ved Agnadello (øst for Milano) lider Venezianerne nederlag til en koalitionshær. Venezia havde benyttet pave Alexander 6.’s død i 1503 til at bemægtige sig Faenza, Rimini og Ravenna, alle beliggende i Pavestaten. For at tilbageerobre det tabte overtalte Alexander 6.’s efterfølger Julius 2. Ludvig 12. af Frankrig og den tyske kejser Maximillian 1. til sammen med ham at angribe Venezia og dele byens besiddelser. Rettet mod Venezia dannede de tre magter i december 1510 i Cambrai en liga, der også fik tilslutning af det spanske kongedømme i Syditalien og Sicilien (Begge Sicilier). Ved Agnadello led Venezia nederlag i et af Renæssancens blodigste slag - seks tusind lå efter slaget døde på slagmarken. I tiden efter slaget stod det efterhånden klart for Julius, at hvis hans planer blev realiseret, ville Pavestaten blive klemt inde mellem de fremmede. Spanien ville beherske hele Syditalien næsten op til Tiberen. Frankrig og Tyskland ville sidde på Norditalien til Po. Han gav nu - men for sent - Italien et fyndigt slagord "Fuori i barbari" (ud med barbarerne). I oktober 1511 fik Julius dannet Den hellige Liga - nu med Venezia som deltager og med Svejts og England som forbundsfæller. I 1512 generobrede Venezia Bergamo og Brescia, men var et økonomisk sammenbrud nær, og nåede aldrig tidligere tiders storhed. I de næste 350 år var det Frankrig, Spanien, Det tyske Kejserrige og Østrig, der stredes om at beherske Italien. Det var først med oprettelsen af en italiensk nationalstat i 1860’erne, italienerne blev herrer i deres eget land

 

1523 f Jørgen Ottesen Rosenkrantz, rigsråd;

 

f Margrete af Valois, la reine margot, datter af Henrik 2.af Frankrig og Katharina Medici; blev mod sin vilje 1572 gift med Henrik af Navarra, senere Henrik 4. af Frankrig. Få dage efter deres bryllup fandt massakren Bartholomæus-natten sted. Ægteskabet var langt fra nogen succes, og i årene efter bryluppet levede hun og Henrik hver for sig; trods begges talrige uægteskabelige elskovsforbindelser modsatte Margrete skilsmisse. I 1586 blev Margrete - efter hendes bror, kong Henrik 3., over for hoffet havde oplæst navnene på hendes elskere, forvist fra hoffet. Hendes mands voksende magt efter han 1589 var blevet konge og dermed dynastiske nødvendighed for at få en arving, gjorde en annullering af deres barnløse ægteskab mere nødvendig. I 1599 gav Margrete tilladelse Henrik giftede sig med Maria Medici; Margrete beholdt sin titel og sin position og levede sine sidste år i strålende pragt i Paris. Margrete af Valois efterlod sig en samling Poésies og en samling Mémoires (d 27/3 1615)

 

1607 Christopher Newport fra Londonkompagniet grundlægger Jamestown i Virginia, den første permanente europæiske bosættelse i Amerika. I de næste 13 år var den den eneste engelske bosættelse ved Atlanterhavskysten. Efter mange begyndervanskeligheder overlevede den lille koloni. Til bosættelsens blomstring i 1600-tallet bidrog ikke mindst, at man havde succes med at dyrke tobak. Men fra slutn.af 1600-tallet begyndte en nedgangsperiode, og da byens regeringsbygning brændte for fjerde gang, blev kolonien Virginas regering og administration flyttet til den nærliggende by, Williamsburg. Efter at have været koloniens hovedstad i 92 år forsvandt Jamestown efterhånden helt som bysamfund. I dag bevares området som et nationalt minde administreret dels af The Association for the Preservation of Virginia Antiquities dels af U.S. National Park Service

 

1610 d Henrik 4. fransk konge 1589-1610; søn af Antoine de Bourbon, hertug af Vendôme og Jeanne d’Albret (dronning af Navarra). Han blev ved moderens død i juni 1572 konge af Navarra, det lille rige i det fransk-spanske grænseland. Han var kun ni år, da faderen døde, og det blev den protestantiske mor, der kom til at stå for hans opdragelse. Det betød, at de franske protestanter – huguenotterne – i 1569 kårede ham til deres anfører. Som symbol på forsoningspolitikken mellem katolikker og hugenotter fik enkedronningen, Frankrigs regent Katharina af Medici i 1572 et ægteskab i stand mellem sin datter Margrete af Valois og Henrik, der efter Henrik 2.’s og Katharinas fire barnløse sønner var nærmeste arving til Frankrigs trone. Under bryllupsfesten blev mange af hugenotterne myrdet (Bartolomeusnatten), og Henrik måtte gå over til katolicismen for at redde livet. Efter nogen tid blev han dog atter hugenotternes leder. Da tronfølgeren døde 1584, blev Henrik nærmeste arving til tronen. I sin kamp for at sikre sig den franske trone hævdede Henrik sig militært, han evnede dog ikke at tage Paris. For at sikre sig byen gik han i 1593 over til katolicismen (Paris er vel en messe værd). Forholdet til hugenotterne ordnede han 1598 med "Det nantiske edikt", der sikrede dem religionsfrihed. Henrik beskrives som som en usædvanlig intelligent mand, en legemligt og åndeligt kraftig personlighed, vist den rigest udrustede konge, Frankrig har haft. Som konge fik han orden i finanserne, og i fred kunne landet udvikle sine rige økonomiske muligheder. Bøndernes skatter blev nedsat, hoveriet formindsket, og korn- og vindyrkningen gik frem. Også silke- og gobelinindustrien fik støtte, bl.a. ved høj told på udenlandske luksusvarer. Endvidere nød handelen godt af store vej- og kanalanlæg. Henrik lagde grunden til det franske kolonirige, da Quebec blev grundlagt i 1608. Hans ægteskab med Margrete var ikke lykkeligt, og det blev opløst i 1599. Året efter ægtede han Marie Medici af Toscana, der i 1601 fødte ham sønnen og efterfølgeren Ludvig 13. Henrik blev myrdet af en katolsk fanatiker (f 14/12 1553)

 

1643 d Ludvig 13. af Frankrig, konge 1610-1643; søn af Henrik 4. og Maria af Medici; han var ofte i konflikt med sin mor, der førte styret af landet, til Ludvig blev myndig i 1617. Samme år forviste Ludvig hende fra hoffet. Men efter mægling fra biskoppen af Lucon (den senere kardinal Richelieu) kom hun tilbage. Striden fortsatte dog, og den fandt først sin løsning i 1631, da Maria slog sig ned i Bruxelles, hvor hun levede i fattigdom til sin død. I 1624 udnævnte Ludvig Richelieu til sin førsteminister. Forholdet mellem de to var altid køligt, men kongen anerkendte Richelieus overlegenhed som politiker og støttede ham altid. Førsteministeren fjernede al modstand mod kongens enevælde, og al magt blev centreret i Paris hos kongen. Det skete efter Frankrig i 1620’erne havde været truet af opløsning på grund af kampe mellem rivaliserende grupper og en opblussen af religionskrigen. Udenrigspolitisk modarbejdede Ludvig og Richelieu habsburgernes magt; de støttede således den habsburgske kejsers modstandere i Trediveårskrigen, og selv om kejseren i krigen repræsenterede katolicismen, lod Richelieu i 1635 Frankrig træde ind i krigen på protestantisk side. Fra 1635 var Frankrig også i krig med Spanien, og her havde de franske våben stor fremgang. Da Ludvig døde, var Frankrig Europas ledende magt, men landets finanser var i en elendig stand og skatterne tunge. 1635 blev Det franske Akademi oprettet ved en kgl. forordning; Frankrigs første avis, som blev udgivet i Paris fra 1631, fik en halvt officiel karakter med kongen selv som bidragyder. Ludvig 13. havde to sønner, Ludvig 14. og Filip, der blev stamfar til huset Orléans (f 27/9 1601)

 

f Gabriel Daniel Fahrenheit, polsk/hollandsk fysiker og termometermager; som ung rejste han meget rundt i Europa; i 1708 besøgte han København, hvor han blev inspireret af Ole Rømers metode til graduering af termo-metre. Fahrenheits interesse lå i den praktiske anvendelse af naturvidenskaben, og efter han i 1717 bosatte sig i Amsterdam, ernærede han sig som glaspuster og ved at konstruere termometre og barometre. Fahrenheit var den første, som justerede termometret ved hjælp af tre faste punkter, nemlig temperaturen i en blanding af is, vand, salmiak og kogesalt, - smeltende is - et sundt menneskes temperatur målt i armhulen eller i munden. Disse tem-peraturer betegnede Fahrenheit som henholdsvis 0 grader, 32 grader og 96 gr. Dette arbejder førte til hans udvikling af Fahrenheitstemperaturskalaen, der stadig benyttes i engelsktalende lande. Ved denne skala fryser vand ved 32 gr. Fahrenheit og koger ved 212 gr. Fahrenheit (d 16/9 1736)

 

1700 d Henrik Gerner, biskop; blev 1656 kapellan hos sognepræsten i Birkerød, og da denne døde 1656, hans efterfølger. Under svenskekrigen 1658-60 var han udsat for hårde trængsler. I begyndelsen af 1658 blev hans præstegård plyndret seks gange. Efter svenskerne havde erobret Kronborg (september 1658) deltog Gerner i den sammensværgelse, der planlagde at befri Kronborg. Da sammensværgelsen blev afsløret i slutningen af juni 1659, blev Gerner arresteret, trods tortur gav han ingen meddelelser og blev derfor dømt til at henrettes. Han slap imidlertid med livet, fordi man fra svensk side kunne benytte sig af hans person til at presse den danske regering til at løslade den svenske gesandt. På trods af gesandtens frigivelse (18. august 1659) blev Gerner ikke frigivet før fredsslutningen i 1660. De tredobbelte lænker og det 18 kg jernlod, han havde båret i fangenskabet, lod Gerner ophænge i Birkerød kirke. Efter disse hårde tider fulgte lykkelige arbejdsår. Han nød stor anseelse; takket være sit veldrevne landbrug opnåede han gode økonomiske kår; indtil 1679 havde han ret til at drive kro i Birkerød. Med "Hesiodus fordansket oc udi Rijm oversat" afslørede han et åbent blik for naturen og bondens liv; bogen giver en skildring af bondens lykkelige arbejde året igennem. "Hesiodus" var indledningen til et forfatterskab, der viste Gerners store interessefelt. Hans interesse for Nordsjællands flora satte sig spor i P. Kyllings "Viridarium Danicum" (1688). Om Skånske Krig skrev han "Dend store Nordens-Konnings Christian dend Femtis Berømmelige Land-Togs oc aff Gud forlente lyckelige Seyervindingers Ilias" (1681). 1678 udgav han et skrift, hvori han både fejdede med Peder Syv om retskrivningens regler og selv fremstillede sine synspunkter for retskrivningens metode "Ortographia Danica eller det danske Sproks Skrifverictighed". 1680 blev Henrik Gerner magister og 1690 provst i Lynge-Kronborg herred. Fra 1693 til sin død var han biskop i Viborg (f 9/12 1629)

 

1727 f Thomas Gainsborough, engelsk maler; uddannet i London fra 1740 og blev allerede tidligt inspireret af den nye rokokostil fra Frankrig og hollandsk landskabsmaleri. Selv om han er mest kendt som portrætmaler, træder landskabsmotiverne ofte frem i mange af hans portrætter f.eks. i "Mr. and Mrs. Andrews" (ca 1750) og i "Painter’s Daughters Chasing a Butterfly" (1758). Efter at have boet på fødeegnen i Suffolk fra 1748 slog han sig i 1759 ned i Bath, hvor han som portrætmaler fik en stor kundekreds i badebyens fornemme besøgende. I denne periode udviklede han en elegant portrætstil inspireret af Van Dyck, hvilket f.eks. kommer til udtryk i "Master Jonathan Buttall" (også kaldt "the blue boy") fra ca 1770. Han malede gerne legemsstore billeder, hvor han med forkærlighed placerede personerne i naturomgivelser. I 1768 blev Gainsborough indvalgt som et af Royal Academys første medlemmer og flyttede 1774 til London, hvor han bl.a. malede medlemmer af konge-huset. Samtidig med sit portrætmaleri malede Gainsborough fortsat landskaber og stadig med staffage af mennesker og dyr f.eks. "The Harvest Wagon" (1760'erne) "The Watering Place" (1775). Gainsborough var også virksom som tegner og grafiker (d 2/8 1788)

 

Den engelske læge Edward Jenner foretager den første koppevaccination. Han podede den seksårige dreng Phipps med væske fra en pustel på hånden af bondepigen Sarah Nehmes, der var blevet smittet med kokopper af sin husbonds køer. Da Jenner seks uger senere podede Phipps med lymfe fra en koppepatient, blev drengen ikke syg

 

f Robert Owen, engelsk fabrikant og filantrop; tyve år gammel blev han administrerende direktør for et nyåbnet bomuldsspinderi; 1796 købte han sin egen fabrik. Året efter købte han sammen med nogle kompagnoner et bomuldsspinderi i New Larnak med 2500 arbejdere; han overtog selv hele foretagendet i 1800. Owen, der var begejstret for oplysningstidens humane tanker og dens tillid til menneskene, iværksatte straks en række reformer. De omfattede bl.a. nedsættelse af arbejdstiden fra 16 til 10 timer, en betydelig forhøjelse af lønningerne og indskrænkning af børnearbejde. Han lod indkøbe forbrugsvarer en gros og fordelte dem blandt arbejderne til indkøbsprisen, indrettede syge- ulykkes- og alderdomshjælp og lod opføre gode boliger. Bag denne indsats lå tanken, at det bedste arbejde præsteredes af vellønnede, veluddannede og veltilfredse folk. Resultaterne var særdeles vellykkede, hans fabrik gav et anseligt overskud, og den blev kendt langt uden for Englands grænser. Fra 1820'erne blev Owens ideer socialistisk prægede, idet han foreslog, at samfundet skulle opdeles i arbejdskolonier, der først og fremmest skulle producere sine egne fornødenheder. Disse ideer søgte han at realisere i México og USA, men han satte sin formue til, og hans kolonier - ca 30 - døde snart. Tilbage i London organiserede han 1830-32 en varebank og arbejdsbørs, hvor ideen var, at arbejde skulle ombyttes med varer. Disse, ligesom et forsøg i 1834 på at danne et engelsk arbejderforbund, strandede. Derimod satte hans bestræbelser for at danne forbrugsforeninger frugt, og på dette felt blev han banebrydende (d 17/11 1858)

 

f J.P.E. Hartmann, komponist, organist og jurist; med en musikalsk produktion, der omfatter de fleste af tidens genrer, var Hartmann en af 1800-talletss mest fremtrædende danske komponister. Han blev cand jur 1828 og beklædte en stilling i statsadministrationen til 1870. Som barn fik han en grundig musikalsk uddannelse, og 1824 blev han organist ved Garnisonskirken efter sin far; samtidig fik han debut som komponist, og gennem-brud 1832 med musikken til "Guldhornene", der anslog den særlige tone, som blev karakteristisk for hans musik, der udtrykker samtidens romantiske drøm om Nordens oldtid. Hartmann komponerede i alle genrer. Blandt hans tidlige værker er operaen "Ravnen" (1832), operaen "Liden Kirsten" (1846) blev et hovedværk i dansk musik, ligesom musikken til baletten "Et Folkesagn", af hvilken Hartmann skrev musikken til 2. akt (Gade til 1.og 3.). Hans talrige kantater og korværker vandt stor anseelse, især "Sørgekantaten over Frederik VI" (1840) og "Kantaten til Christian VIII’s sølvbryllup" (1840); Hartmanns sange f.eks. "I sne står urt og busk i skjul" (1866) og "Slumrer sødt i Slesvig jord" (1850), salmer f.eks."Til himlene rækker din miskundhed, Gud" (1852) og "Den store mester kommer" (1873) og romancer indtager en fremtrædende plads i dansk sanglitteratur. 1839 var Hartmann medstifter af Studenter-Sangforeningen og var 1868-1900 dens formand (d 10/3 1900)

 

1840 Affødt af nationalitets- og sprogstriden i Slesvig/Sønderjylland udsteder Christian 8 sprogreskriptet. Denne handling er blevet betegnet som en afgørende begivenhed i nationalitetskampen. Med reskriptet indførtes dansk som rets- og forvaltningssprog, hvor det var kirke- og skolesprog, dvs. stort set nord for den nuværende grænse. Hvis forældrene ønskede det, skulle skolebørnene gratis, men uden for skoletiden, have tre timer tysk om ugen. Reskriptet vakte røre. Tilhængere og modstandere indsendte takke- og protestadresser. Sagen var mere følsom, end man vidste i København. Et stort flertal i Slesvigs stænderforsamling ønskede reskriptet ophævet. Det skete dog ikke, men fra regeringens side gik man forsigtigt frem, lempede det i praksis og opgav planerne om at udvide det danske kirke- og skolesprogs område

 

f Peter Holm, museumsdirektør, Den gamle Bys grundlægger; i 1891 aflagde han eksamen ved Jonstrup seminarium og var i årene 1894-1918 lærer ved Århus kommunale Skolevæsen. Holm havde fra drengeårene en udpræget historisk interesse, som især koncentrerede sig om Århus arkitektur og borgerkultur. Han skrev forskellige lokalhistoriske afhandlinger og bøger bl.a. om Frue Kirke (1926) og Domkirken (flere udg.). 1907 blev han formand for det udvalg, der skulle forberede en historisk udstilling for Århus på landsudstillingen i Århus 1909. Som ramme benyttede han en smukt bevaret - netop nedrevet - renæssancebygning "Borgmestergården" i Århus. Bygningen, som siden 1596 havde ligget på hjørnet af Immervad og Lille Torv, blev genopført på udstillingsområdet. Udstillingen blev en succes, og der opstod ønske om at bevare den, og efter mange forhandlinger lykkedes det Holm at få Borgmestergården genrejst 1914 i "Haven ved Vesterbro". Det var begyndelsen til det kulturhistoriske interiørmuseum "Den gamle By", som er Holms livsværk, og som i kraft af hans smidige forhandlingsevne og utrættelige energi kom til at gennemgå en hurtig udvikling (d 1/2 1950)

 

1912 d Frederik 8. konge 1906-1912, søn af Christian IX og dronning Louise; begyndte i 1860 en militær uddannelse og gennemgik alle militære grader. Under krigen 1864 gjorde han tjeneste ved general Hegermann-Lindencrones stab og blev hærinspektør i 1901. Frederik blev i 1869 gift med prinsesse Louise af Sverige. To af parrets sønner, Christian og Carl, opnåede begge at blive konge som hhv. Christian 10. af Danmark og Haakon 7. af Norge. Som kronprins gennem 43 år var Frederik næsten helt afskåret fra indflydelse, fordi Christian 9. kun modvilligt overlod ham officielle hverv. Frederik nærede imidlertid en levende interesse for politik, hvilket bragte ham i forbindelse med politikere af alle anskuelser. Desuden havde han et omfattende personkendskab i alle samfundsklasser og var velorienteret om offentlige forhold. Han var derfor godt rustet, da han i 1906 blev konge. På baggrund af den politiske udvikling i Europa, som han mente ville føre til krig, arbejdede Frederik på en styrkelse af forsvaret. Resultatet af forhandlingerne på Rigsdagen, Forsvarsloven af 1909 et kompromis mellem Højre og Venstre, var imidlertid en ordning, kongen var utilfreds med. Efter et kurophold for en hjertelidelse blev han på vej hjem under et ophold i Hamborg ramt af et hjerteanfald og døde. (f 3/6 1843)

 

d Aug. Strindberg, svensk forfatter; efter han af økonomiske grunde havde opgivet sine studier, var han 1874-82 ansat ved Det kgl. Bibliotek i Stockholm. Fra hans første periode som forfatter er bl.a. reformationsdramaet "Mäster Olof" (1872) og novellesamlingen "Giftas", med hvilken han lagde grunden til en realistisk novellekunst i svensk litteratur. Fra samme periode er romanerne "Röda Rummet" (1879), "Hemsöborna" (1887) og "Tjänstekvinnans son" (I-III, 1884-86), hvori han med en for datiden chokerende åbenhjertighed analyserer sin egen udvikling. Fra samme tiår er de naturalistiske dramaer "Fadern" (1887) og "Frøken Julie" (1888), med hvilke Strindbergs dramatiske udtrykskraft og geniale psykologiske replikkunst kulminerede. I 1890'erne opholdt S sig i længere tid i Paris, hvor han gennemgik en personlig krise, der genspejles i bl.a. "Inferno" (1897) og tragedie-trilogien "Till Damaskus" (1898-1904). Hovedværkerne fra hans senere år er de symbolistiske dramaer "Påsk" (1901), "Dödsdansen" (1901) og "Ett drömspel" (1902). Romanen "Svarta Fanor" (1907) står som et kampskrift over hans samtid. Med essaysamlingerne "En Blå Bok" (I-IV, 1907-12) gav Strindberg et rigt facetteret indtryk af sin sammensatte personlighed (f 22/1 1849)

 

1925 d Sir Henry Rider Haggard, engelsk forfatter; efter at have beklædt stillinger i Syd Afrika for den engelske centraladministration bl.a. som sekretær for guvernøren i Natal i årene 1875-79 vendte han tilbage til England og afsluttede et juridisk studium i 1884. Haggard havde udgivet et par romaner, da i 1885 blev berømt med "King Solomon’s Mines". Han forlod juraen og levede siden som forfatter. I 1887 gentog han sucessen fra 1885 med tre romaner "She", "Jess" og "Allan Quatermain". Disse fire spændingsromaner har deres baggrund i H’s ophold i Sydafrika, og bidrog til at vække interessen for de af Cecil Rhodes erhvervede områder i det, der senere blev benævnt Rhodesia. Blandt hans øvrige romaner, som altid er veldisponerede, fulde af fantasi og afrikansk lokalkolorit, er "Nada the Lily" (1892), "Queen Sheba’s Ring" (1910) og "The Ivory Child" (1916). Ved siden af sin virksomhed som forfatter var Haggard praktisk landmand og var medlem af flere regeringskommissioner angående landbrug. Sine undersøgelser om engelsk landbrug og landbefolkningens forhold offentliggjorde han i "Rural England" (1902). For sin indsats på dette område blev Henry Rider Haggard adlet i 1912 (f 22/6 1856)

 

Gamle Lillebæltsbro indvies. I 1924 vedtog Rigsdagen loven om bygning af en dobbeltsporet jernbanebro over Lillebælt. Imidlertid var biltrafikken over bæltet i en så rivende udvikling, at man ved lov af 16. juli 1927 besluttede at udvide jernbanebroen med en bro til anden færdsel. Hele broen i sin fulde udstrækning er 1177,8 m. Heraf udgør selve hovedbroen med den store stålkonstruktion 825 m, de tre betonbuer på Fynsiden støtter 138,4 m, de fem buer på Jyllandssiden 214 m. Den frie højde under broen er 33 m, og den største vanddybde under broen er 40 m. På broen blev der anlagt to jernbanespor, en 5,6m bred kørebane og et 2,225 m fortov/cyklesti. Bropillerne blev bygget som sænkekasser, der blev boret ned i bæltets bund og senere udstøbt med beton. Ståloverbygningen monteredes ved at bygge ud fra pillerne til begge sider, indtil stykkerne mødtes midt i brofagene. Til broen medgik ca 15,000 t stål og ca 100,000 m3 beton. Excl. de tilsluttede bane- og vejanlæg kostede denne første Lillebæltsbro ca 25 mio kr

 

d Henry Hyman, Viscount Allenby, britisk feltmarskal; gjorde fra 1882 tjeneste ved Inniskilling dragonerne og deltog i Bechuanaland-ekspeditionen 1884-85 og i Boerkrigen 1899-1902. Ved udbruddet af 1. Verd.krig havde han kommandoen over en kavaleridivision i Frankrig. I juli 1917 blev han øverstkommanderende for de britiske styrker i Egypten. I 1917-18 stod han i spidsen for et felttog mod de tyrkiske tropper i Palæstina; her opnåede han i november 1917 en afgørende sejr over tyrkerne i slaget i Gaza. Sejren førte til til den britiske erobring af Jerusalem i december 1917. Den britiske krigsførelse i Mellemøsten under Allenbys kommando havde fortsat fremgang, og i sommeren 1918 gennembrød hans tropper den tyrkiske front, og efter sejren ved Megiddo i september 1918 erobredes Damaskus og Aleppo. Dette bidrog afgørende til, at Tyrkiet kapitulerede, og den 30.oktober 1918 indgik våbenstilstand.. Allenby blev adlet som viscount i oktober 1919 og udnævnt til feltmarskal. Han var 1919-25 britisk højkommissær i Egypten, hvor han førte en politik, der i 1922 resulterede i Egyptens delvise selvstændighed (f 23/4 1861)

 

1954 d Heinz Wilhelm Guderian, tysk officer; Guderian var hovedmanden bag tyskernes anvendelse af kampvogne som hovedelement i den såkaldte Blitzkrieg under Anden Verdenskrig. I Første Verdenskrig, hvor han deltog som officer, var han primært beskæftiget med stabsarbejde. Efter Tysklands nederlag i 1918 blev han i hæren. Guderian indså allerede i 1920’erne betydningen af en offensiv panserkrigsførelse. Fra 1934 var han i spidsen for opbygningen af de tyske panserstyrker. Ved tyskernes overfald på Polen 1. september 1939, der indledte Anden Verdenskrig, blev Guderians teorier afprøvet med succes. Han var chef for 2. panserkorps i Frankrig, Jugoslavien og Sovjetunionen i perioden 1940-41, men faldt i unåde og blev afskediget i 1942, fordi han havde trukket sine soldater tilbage, da Sovjetunionen startede en modoffensiv. I 1943 blev han taget til nåde og blev generalinspektør for pansertropperne og efter attentatet mod Hitler 20. juli 1944 også chef for hærens general-stab – til marts 1945. Efter krigen besluttede de allierede, at Guderian ikke kunne drages til ansvar for eller havde kendskab til de tyske krigsforbrydelser, hvorfor han ikke blev anklaget ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. I 1937 udgav han "Achtung. Panzer" og i 1951 "Erinnerrungen eines Soldaten" (f 17/6 1888)

 

1957 d Thit Jensen, forfatter; udgav i 1904 romanen "Familjen Storm", som i 1905 og 1907 efterfulgtes af to såkaldte samfundsromaner "Martyrium" og "Ørkenvandring". Samtidig med sit forfatterskab var Thit Jensen aktiv i en omfattende foredragsvirksomhed, hvor hun tog forskellige aktuelle, sociale og moralske problemer til behandling, især kvindesag, og herunder specielt spørgsmålet om børnebegrænsning, som hun var en varm fortaler for. Sammen med lægen J. Leunbach stiftede hun i 1924 Foreningen for seksuel Oplysning, hvis formål var at udbrede kendskabet til præventive midler.I 1919 kom hendes mest læste bog i perioden "Den erotiske Hamster", den kom i 11 oplag og havde en vis sensationsværdi, fordi den lå tæt på det, der i dag ville blive kaldt bekendelsesitteratur. Efter 1925 skrev J udelukkende historiske romaner. De tre første "Af Blod er du kommet" (1928), "Jørgen Lykke I-II" (1931) og "Stygge Krumpen I-II" (1936) skildrer den gryende Renæssance og Reformationen. I årene 1940-53 kom hendes Valdemar Atterdagserie, der beskriver brydningen mellem adel og kongemagt. "Den sidste Valkyrie" (1954) foregår på overgangen mellem hedenskab og kristendom. Som en rød tråd gennem alle går en formodentlig selvopfunden myte om et matriarkat på Fur (f 19/1 1876)

 

Fugleflugtslinien - der via motorvejs- og jernbaneforbindelse på Sjælland, Falster og Lolland og færgeruten Rødby-Puttgarden forbinder Skandinavien med Tyskland - indvies. Allerede i 1866 blev der givet koncession på anlæg og drift af en direkte jernbane- og færgeforbindelse mellem København og Hamborg, men projektet strandede. Først i 1941 blev der vedtaget love om etablering af jernbane- og automobiloverfart over Femer Bælt med tilhørende jernbaneforbindelse på Lolland samt anlæg af en motorvej fra Storstrømsbroen til Rødby havn. Anlægsarbejdet startede samme år (14. sept.), men indstilledes i 1943. Den i 1951 startede færgerute mellem Gedser og Grossenbrode i Vesttyskland kunne efterhånden ikke klare den stadig voksende person- og godsransport. Dette førte i 1958 til, at danske og tyske myndigheder enedes om snarest at åbne Fugleflugtslinjen; den blev indviet fem år senere. Med åbningen flyttedes færgefarten fra Gedser-Grossenbrode til Rødby-Femern. Hermed afkortedes sejlturen fra 69 til 19 km og varede en times tid mod hidtil små 3 timer

 

1966 d Oluf Høst, maler; efter konfirmationen stod han til søs et par år. Hjemkommet til Svaneke kom han i malerlære. Høst besøgte derefter private malerskoler, idet hans ophold på Kunstakademiet kun varede et par måneder i efteråret 1909. Han debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1909. På Charlottenborgs forårsudstilling udstillede han 1911-15; Høst blev medlem af Den frie Udstilling 1922 og udstillede der til 1953. Derudover deltog i en række udstillinger i ind- og udland. Af afgørende betydning for hans kunstneriske udvikling var et langt ophold sammen med Karl Isakson i Gudhjem og på Christiansø 1921. På foranledning af Isakson rejste Høst samme år til Köln og Berlin for at besøge to store udstillinger af Paul Cezannes og Van Goghs værker. Disse to kunstnere kom til at danne grundlag for hans modnere arbejder. Ligesom han modtog stærke impulser fra Isakson, bragte det nære venskab med Edvard Weie ham nærmere hans ønske om at give udtryk for sin betagelse af naturen. Sine motiver fandt han på Gudhjemegnen, hvor han fra 1929 boede året rundt. Det var karakteristisk for Høst, at han vedholdende arbejdede med de samme motivgrupper. Omkr. 1930 begyndte han at male en række kompositioner med badende kvinder set mod Bornholms farverige klipper. Men ganske særligt har skumringsstemningerne omkring en stråtækt bondegård, der ligger på højsletten oven for Gudhjem, opfyldt ham. I talrige, indbyrdes fint varierede tonaliteter har han malet den samme længe med porten set inde fra gården mod aftenhimlen, ofte med sneens tyste lag over stråtaget og jorden. Således "Efter solnedgang. Frost" (1941) (f 18/3 1884)

 

 

Til top        15. maj

392 d Valentinian II, romersk kejser 375-392, søn af kejser Valentinian I og dennes anden kone Justina; fem dage efter faderens død blev den fireårige Valentinian af tropperne i Aquinum (nutidens Budapest) udråbt til kejser. Udråbelsen skete uden tilslutning og uden viden af de to regerende kejsere Valens (østromersk kejser 364-378) og Gratian. Senere accepterede de Valentinian og tillod ham at regere - gennem sin mor - Italien, Afrika og Illyricum. I 383 blev Gratian dræbt af usorpatoren Magnus Maximus, og i 387 invaderede Magnus Maximus Italien. Valentinian og hans mor flygtede til Grækenland, til byzantinsk område. Efter den byzantinske kejser Theodusius havde besejret Magnus Maximus, blev Valentinian igen indsat i sit embede. Men i 392 blev han fundet død i sit palads i Wien. Måske myrdet af agenter udsendt af Arbogast, hvem Valentinian havde forsøgt at fratage regentskabet over Gallien (f 371)

 

1164 d Héloïse, fransk abbedisse og teologen og filosoffen Pierre Abelards kone; med Abelard var hun involveret i en af historiens mest berømte kærlighedstragedier. Fulberg, Héloises onkel, som var kannik ved Notre Dame, betroede (ca 1118) Abelard undervisningen af sin velbegavede niece. De to blev forelskede; de blev hemmeligt gift, da Héloïse vendte tilbage til Paris fra Bretagne, hvor hun havde født deres søn. Dette gjorde hendes familie rasende; den foranstaltede et overfald på Abelard, og han blev kastreret. Abelard blev herefter munk i klostret St. Denis, og Héloïse blev nonne i klostret i Argenteuil. Senere blev hun abbedisse ved klostret Paraclete nær Nogent-sur-Seine. Her blev de begravet ved hinandens side. I 19. århundrede blev deres jordiske rester flyttet til Père-Lachaise kirkegården i Paris; traditionen siger, at de blev begravet i samme kiste (f ca 1098)

 

1491 d Filippo Strozzi, florentinsk købmand og bankier; slægten var blandt Firenzes rigeste. Filippos far var ikke kun byens rigeste mand, men også dens mægtigste. Han støttede kunst og kultur, således lod han købe manuskripter af Platon, Aristoteles o.a. På hans initiativ og bekostning kom den første lærer i græsk til Firenze. Men da repræsentanten for Strozziernes mægtige modstandere Cosimo Medici havde befæstet sin og sin slægts magt i Firenze, måtte den ældre Strozzi gå i landflygtighed, hvor han døde. Filippo Strozzi levede i Firenze; han accepterede Mediciernes førerstilling og levede en tilbagetrukket tilværelse. Filippo lod det pragtfulde Palazzo Strozzi opføre (f 4/7 1428)

 

1520 f Otto Rud, admiral; han indledte allerede som 12-årig et omtumlet krigerliv; således deltog han 1534-35 i Münsters belejring og i sachsisk tjeneste i angrebet på hertug af Braunschweig 1542. Herefter vendte han hjem. Han blev ansat ved hoffet og efter nogle år i statsadministrationen, blev han 1549 lensmand på Dragsholm og 1551 på Gotland. Sin berømmelse skylder Rud Den nordiske Syvårskrig 1563-70. I foråret 1564 førte han orlogsskibet Byens Løve. I slaget 30.-31. maj ved Øland kom han tappert Herluf Trolle til undsætning i den ulige kamp med det svenske admiralsskib Makalös og syv andre skibe, og det var Rud, der entrede Makalös, inden det senere brød i brand og sprang i luften. I slaget ved Fehmern juni 1565, hvor Herluf Trolle blev livsfarligt såret, udmærkede han sig igen. Efter slaget søgte flåden til København, og her blev Rud udnævnt til admiral i Herluf Trolles sted. Om bord på Jægermesteren sejlede Rud fra København og stødte 7. juli på en overlegen svensk flåde under Bornholm. Efter en heltemodig kamp måtte han ved aftenstid overgive sig. Under ydmygende former blev Otto Rud og de øvrige fanger i triumftog ført til den svenske konge. Kort efter døde han af pest i sit fangehul (d 11/10 1565)

 

1525 Under de tyske bønders oprør i forbindelse med Reformationen angriber fyrsterne, kurfyrst Johan af Pfalz, hertug Heinrich af Braunschweig og landgrev Philip af Hessen og deres styrker de oprørske bønders hær uden for Mühlhausen. De to hære var kun jævnbyrdige i tal - hver på ca 8000 mand; men de hertugelige tropper var veltrænede mænd. De fyrstelige kanoners første salve slagtede hundreder, og de rædselsslagne bønder flygtede. Sejrherrerne fulgte efter og nedhuggede 5000. Tre hundrede fanger blev dødsdømt. Da deres koner bad om nåde for dem, blev den bevilget på betingelse af, at de slog hjernerne ud på to præster, der havde opildnet oprøret; hertugerne overværede triumferende skuespillet

 

Indgåelse af en alliance bestående af bl.a. England, Holland, Østrig, Preussen og en række tyske stater betyder, at de fjendtligheder, der var begyndt året før mellem først og fremmest England og Frankrig, der blev støttet af Bayern, udvikler sig til en europæisk krig, Den spanske Arvefølgekrig (1701-14) om de spanske besiddelser. Baggrunden for krigen var, at den spanske konge Karl 2. i sit testamente havde indsat Ludvig 14.’s sønnesøn Filip som sin arving og efterfølger. Den østrigske kejser, som også havde arvekrav på den spanske trone, følte sig forbigået. England gik med i krigen, da det ikke kunne acceptere en så kraftig forøgelse af fransk magt som en Bourboner på den spanske trone ville betyde. Dertil kom udsigten til, at Frankrig og Spanien ville bleve forenet efter Ludvig 14.’s død, eftersom Filip også var arving til den franske trone. Mens de spanske kolonier var prisgivet de hollanske og engelske flåder, trak krigen i Europa ud, og kamphandlingerne gik undertiden næsten i stå. De allierede hære fik dog efterhånden overtaget. Tabene på begge sider var enorme, og krigs-træthed kombineret med hungersnød og social uro fik Frankrig til at søge fred. Efter krigens afslutning var Østrig det europæiske fastlands stærkeste magt. På havene og i de oversøiske verdensdele var England nu den dominerede magt. Krigen havde sikret englæmderne en række besiddelser i Amerika (New Foundland og Nova Scotia) samt Gibraltar, og dermed beherskede de indsejlingen til Middelhavet

 

Covent Garden Theatre and Royal Opera House i London indvies med Händel som leder. Det blev indviet som privat tale- og sangscene, men har siden 1847 fungeret alene som operascene. I 1956 blev det også hjemsted for The Royal Ballet. Den nuværende bygning er fra 1858 og er en af Europas største opera- og balletscener. Interiøret er klassisk med guld, rødt plys og rummelige loger på sidebalkonerne. Salen rummer ca 2.100 pladser

 

1773 f Clemens Metternich, østrigsk udenrigsminister; efter at have virket ved de østrigske ambassader i Dresden 1801-03, i Berlin 1803-05 og i Paris 1806-09 blev han efter Østrigs nederlag i krigen med Napoleon 1809 sit lands udenrigsminister – en post han beklædte til 1848. Han udenrigspolitiske mål var at fjerne Rusland fra Frankrig og selv komme på god fod med Napoleon; han virkede derfor ivrigt for Napoleons ægteskab med den østrigske kejser Frans I’s datter, Marie Louise. Efter Napoleons nederlag var Metternich interesseret i at opretholde et stærkt Frankrig som modvægt mod Rusland og Preussen. Efter fredsslutningen (1815) så M det som sin vigtigste opgave at stabilisere forholdene i Europa ved at modsætte sig alle territoriale ændringer og slå ned på alle revolutionære bevægelser. Han vogtede særlig nøje på de nationale og revolutionære bevægelser i Tyskland og Italien og fik gennemført de såkaldte Karlsbad-beslutninger i 1819, som strammede polititilsynet i de tyske stater. I forbindelse med revolutionære uroligheder i Italien i 1820 fik Østrig af de andre stormagter overdraget opgaven at genoprette ro og orden. Sammenholdet mellem stormagterne blev svækket, efter Storbritannien i 1820 forlod stormagtsalliancen. Med sin kosmopolitiske tankegang stod Metternich fremmed over for de folkelige, nationalliberale kræfter, der banede sig vej i 20’erne og 30’erne; han undervurderede dem, og fra 1820’ernes slutning var hans indflydelse på Europas politik i stadig tilbagegang. I den offentlige mening kom han til at stå som bagstræbets personifikation. Hans system fik dødsstødet i revolutionsåret 1848. Da urolighederne nåede Wien, blev han tvunget til at trække sig tilbage. Hans fald blev hilst med jubel i Europa, fordi han var blevet symbol på fyrsternes undertrykkelsespolitik. Sine sidste år tilbragte han i Wien. Metternichs politik var ikke præget af den romantiske konservatisme, som kom til udtryk i betegnelsen "den hellige alliance", men af rationalisme og kynisme i en barsk realpolitik (d 11/6 1859)

 

Efter Napoleons første succesrige Italiensfelttog underskrives i Paris freden med kongeriget Sardinien, som må overlade Nice og Savoyen til Frankrig og opgive alliancen med Østrig

 

1802 d Frederik Rosenkrantz, godsejer og gehejmestatsminister; som tilhørende en af landets højaristokratiske og godsrige slægter var Rosenkrantz forudbestemt til en politisk løbebane. Efter diplomatiske – bl.a. gesandt i Berlin fra 1749 – og administrative topposter fik han i 1767 sæde i konseilet, og efter magtskiftet i 1784 blev han minis-ter i Gehejmestatsrådet og chef for flådens administration. Eftersom han var indædt modstander af landbo-reformer, bekæmpede han fra sine poster i rigets administration konsekvent enhver tanke on landbo-reformer både politisk og over for politiserende søofficerer. Da kongen i 1788 sanktionerede stavnsbåndets ophævelse, forlod Rosenkranz statsrådet i protest og deltog i en organisering en effektiv modstand, der tvang regeringen til at slå over fra en bondebeskyttende til en godsejervenlig politik (f 19/1 1724)

 

1834 Kongen (Frederik 6.) udsender fire forordningerne, der angiver retningslinjerne for de fire rådgivende provinsialstænders valg og virksomhed. Der skulle oprettes fire stænderforsamlinger, en for øerne med sæde i Roskilde, en for Nørrejylland i Viborg, en for hertugdømmet Slesvig i Slesvig by og en for Holsten i Itzehoe. Betingelse for valgret til forsamlingen var besiddelse af grundejendom, og den skulle have en vis værdi. For selvejere mindst 4 tdr. hartkorn, for fæstere 5 tdr. hartkorn. Endvidere skulle man være personlig myndig, have et uplettet rygte og være mindst 25 år. Kvinder havde hverken valgret eller var valgbare. Jøder havde valgret, men ikke valgbarhed. Betingelserne for valgbarhed var en grundbesiddelse dobbelt så stor som den, der krævedes for at opnå valgret. Valgbarhedsalderen var 30 år, og valgperioden var seks år. Det var kun en lille del af befolkningen, der opnåede valgret: i kongeriget ca 32.000, dvs. 2,8%, lidt lavere i hertugdømmerne. Kravet om grundejendom gik hårdt ud over København, hvor kun 1,42% kunne vælge. Antallet af godsejere var uforholdsmæssig højt. Af de 48 deputerede i Viborg var de 12 godsejere, 22 var valgt for øvrige landejendomsbesiddere og 14 for købstæderne. Hertil kom 7 kongevalgte deputerede

 

f Pierre Curie, fransk fysiker; var fra 1878 "préparateur" hos professor Desains ved Sorbonne og udførte her sammen med sin bror, mineralogen Jacques Curie, et arbejde over piezoelektricitet - elektricitet opstået ved sammenpresning af krystaller, især kvarts. I 1882 forlod han Sorbonne for at blive amanuensis ved Paris højskole for teknisk fysik og kemi og blev der de næste 22 år. I 1902 blev han professor i fysik ved undervisningen af medicinere og vendte 1904 tilbage til Sorbonne som professor i fysik. Curie udførte en række arbejder over krystalsymmetri, og ved siden af sine arbejder over radioaktivitet udførte han grundlæggende undersøgelser over stoffers magnetiske egenskaber ved forskellige temperaturer (doktorafhandling 1905). Iflg. Curies lov er den paramagnetiske susceptilitet omvendt proportional med den absolutte temperatur. Curie konstruerede flere fysiske apparater. For sine arbejder fik han sammen med sin kone Marie Curie nobelprisen i fysik i 1903. Curie blev dræbt i en færdselsulykke (d 19/4 1906)

 

f Vilhelm Hammershøi, maler; udstillede 1885 sit første billede "Portræt af en ung Pige". Med sine enstonige sorte, grå og brune farver og sit tyste væsen skulle man synes, at Hammershøi i 1880’ernes Danmark ville komme til at stå som en ganske egenartet, tilsyneladende rodløs fremtoning. Hammershøi "den fredeligste af fredsommelige" fik imidlertid den skæbne at blive et stridens æble mellem en uforstående offentlighed og vrangvillige autoriteter på den ene side og betydelige venner samt en kunstnerisk opposition på den anden side. Hans kunst virkede så ny og uvant, at den forargede, men samtidig var Hammershøi straks fra første færd anerkendt af en lille kreds af kunstnere og kunstkyndige. Iøvrigt blev hans billeder modtaget med virkelig beundring og stor anerkendelse overalt i udlandet; efter flere udstillinger i udlandet fastslog udstillingen i Rom 1911 hans europæiske ry. I stadig videre kredse vandt han indpas som "de stille stuers maler" med billeder fra sit hjem - stuer med hvide døre, nogle få udsøgte møbler og en enkelt figur, stundom et solstrejf gennem et vindue. Disse skildringer af det fornemme borgerlige interiør har vist sig at have større betingelse for at vinde udlandets forståelse som fortolkning af det særegne i dansk kultur, end dansk malerkunst i almindelighed besidder. Nogle af hans interiører er måske snarere indendørs-arkitektur end stue-billeder, således "Støvkornenes Dans i Solstrålerne" (1900) og "Aabne Døre" (1905). De fører lige over i hans store arkitekturstykker f.eks. "Kronborg" (1907) og "Slotskirken" (1910). Hammershøis produktion af figurbilleder og landskabsbilleder er ikke stor (d 13/2 1916)

 

1886 d Emily Elizabeth Dickinson, amerikansk forfatter; hun isolerede sig hele livet i sit barndomshjem for at skrive de 1775 stærkt personlige digte, som placerer hende blandt 1800-tallets store forfattere. Hun tilhørte en velstillet familie i provinsbyen Amherst, Massachusetts. Faderen delte tidens opfattelse af, at kvinder ikke burde arbejde intellektuelt, men Dickinson kom dog efter endt skolegang et år på seminarium og havde fri adgang til hjemmets velforsynede bibliotek. I hendes digte udspringer billedsproget af hverdagslivet, ordvalg og sætningsbygning stammer fra læsning i Bibelen, ordbogen og den latinske grammatik; versformen er ofte salmebogens enkle, firelinjede strofer. Digtene er udpræget subjektive, 139 begynder med "jeg"; i mere end 600 nævnes døden. Dickinson lod kun syv digte trykke i sin levetid, men familie og venner offentliggjorde snart indholdet af de 44 hjemmegjorte hæfter, hun efterlod sig (f 10/12 1830)

 

1903 Ved en skattereform i Danmark indføres der indkomst- og formueskat. Det havde gennem årtier været et hovedpunkt i Venstres program at få lettet skatten på jorden. Landets første Venstreregering efter Systemskiftet i 1901 fremsatte da også i efteråret 1901 lovforslag om indførelse af indkomst- og formueskat til staten. Lovens vedtagelse blev sikret gennem samarbejde mellem Venstre og Landstingets frikonservative gruppe. De gamle jordskatter på landet og bygningsskatter i byerne forsvandt og blev erstattet af en ejendomsskyld, som var baseret på hele ejendommens handelsværdi. Der skulle af alle ejendomme svares 1,1% til staten. Indkomstskatten blev lignet efter en progressiv skala, hvor der f.eks. af 2000 kr skulle betales 1,4% og af 100.000 2,5 %. Med et skattefrit fradrag på 800 kr var det endnu i nogen tid meget beskedent, hvad en arbejder kom til at betale i indkomstskat. Skatteligningen blev baseret på en selvangivelse. Indsendelsen af den var frivillig; undlod en skatteyder at indsende selvangivelse, skete ligningen efter et skøn. Endnu i 1908 indsendte kun ca 60% af skatteyderne i hele landet selvangivelse

 

1934 De første københavnske S-tog sættes i drift. Det skete på strækningen København H-Østerport-Hellerup. Planer om elektrisk banedrift fremkom tidligt i Danmark. En af de første var elinstallationsfirmaet Lauritsen & Thaulows plan fra 1880 om elektrificering af Klampenborgbanen - et forslag, der var adskillige år forud for sin tid. En i 1926 nedsat kommission til undersøgelse af evt. indførelse af elektrisk drift af de københavnske nærtrafikbaner afgav betænkning i 1929. Betænkningen blev fulgt op af lov af 26. april 1930 om elektrificering af strækningerne Frederiksberg-Vanløse-Hellerup, Valby-Hovedbanegården-Østerport-Hellerup-Klampenborg og Hellerup-Holte, i alt ca 38 km bane. I takt med byudviklingen i det storkøbenhavnske område, udbyggedes S-banenettet (alle stationer kendetegnedes med et S i et vingehjul - S for "stiv køreplan")

 

De første danske lyntog indsættes mellem København og Ålborg. DSB startede lyntogsdriften med fire diesel-elektriske 3-vognstog. De to yderste var motorvogne, den i midten en personvogn. I hver motorvogn var placeret to seks cylindrede dieselmotorer, som hver udviklede 250-275 hk, således at lyntoget havde en samlet maskinkraft på 1000-1100 hk og kunne præstere en maksimalhastighed på 120 km/t. Disse første lyntog havde 168 siddepladser, hvoraf 36 var på 1. klasse. Foruden de egl. passagerrum havde hvert lyntog en lille bar med et elektrisk køkken og et rejsegodsrum. Vognenes karosseri var blevet bygget af "Scandia" i Randers, mens motorerne var fremstillet på Frichs Fabrikker i Århus

 

1948 Med proklamationen om oprettelse af staten Israel udbryder Første Arabisk-Israelske Krig. Såvel strategisk som udrustningsmæssigt var israelerne deres arabiske modstandere overlegen. Kun den britisk trænede transjordanske hær havde fremgang, men den jordanske Abullahs planer harmonerede ikke med hans kampfæller i Den Arabiske Liga. Mens kampene fortsatte, arbejdede FN for at finde frem til en mere realistisk delingslinje af Palæstina. FNs mægler, Folke Bernadotte, blev myrdet af iraelske terrorister, da han foreslog, at Negev ørkenen skulle være palæstinensisk/arabisk. Hans efterfølger, Ralph Bunch, kunne dog få gennemført en våbenhvile i marts 1949. På dette tidspunkt omfattede Israel med erobrede områder ca. ¾ af det gamle Palæstina. I 1950 indlemmede Transjordanien dets erobringer vest for Jordanfloden heri også Østjerusalem. Indlemmelsen skete trods protester fra Ægypten, Saudi-Arabien og Syrien. Transjordanien kaldtes nu Jordan. Desuden fik krigen vidtrækkende menneskelige konsekvenser. Omkr. 750.000 mennesker flygtede eller blev fordrevet fra israelske områder. Disse flygtninge blev i de kommende årtier et kærneproblem i den israelsk-arabiske konflikt

 

 

Til top        16. maj

1620 d William Adams, engelsk søfarer og købmand, den første englænder i Japan; som overstyrmand afsejlede han i 1598 med fem hollandske skibe, som via Magellanstrædet havde kurs mod Ostindien. Den lille flåde blev spredt; i april 1600 kastede Adams skib, "Charity", med en syg og døende besætning anker ud for det sydlige Japan. Adams blev kaldt til Osaka, hvor shogunen blev så imponeret af Adams viden om skibsfart og skibsbygning, at han skænkede ham en ejendom. Omkring 1613 bidrog han til oprettelse af en engelsk handelsstation for det engelske East India Company. Adam slog sig for bestandigt ned i Japan. Han blev gift med en japansk kvinde, og shogunen tildelte ham en titel (f 1564)

 

1669 d Pietro da Cortona, italiensk maler og arkitekt; han blev fra ca. 1612 uddannet i Rom, hvor han blev påvirket af antikkens og Raphaels værker. De mest betydningsfulde af hans tidlige malerier er tre fresker (1624-26) i Santa Bibiani i Rom. I de sene 1620’ere tegnede han Villa del Pigneto ved Rom for sine mæcener, familien Sacchetti. Hans ry nåede sin klimaks i 1630’erne med kirken Santa Luca e Martina (1635-40) og freskoudsmykningen af loftet i Palazzo Barberinis store sal, "Allegori over det guddommelige forsyn under Urban VIII" (1633-39); disse fresker betegnes som et hovedværk i romersk barok og er malet med en strålende farvepragt og en illusionsvirkning byggende på en sløret og diffus maleteknik. I dem gav han i pagt med tidens rådende smag udtryk for kristne ideer gennem allegorier med skikkelser fra den antikke mytologi. I Rom udførte C endvidere loftsdekorationer med motiver fra Aeneas’ historie i Palazzo Pamphilii og "Korsets Triumf" (1647-65) i Chiesa Nuova. I 1637 begyndte C arbejdet med freskerne "De fire tidsaldre" i Camera della Stufa i Palazzo Pitti i Firenze. Fra C’s atelier udgik tillige en strøm af oliemalerier, ofte store religiøse kompositioner. Foruden sit første arkitektoniske hovedværk, Santa Martina e Luca i Rom (1635-50) tegnede han kirkerne Santa Maria della Pace (1656-57) og Santa Maria in Via Lata (1658-62) begge i Rom. Cortona anses for at være blandt de arkitekter, der skabte den stilrevolution, der fandt sted omkr. 1630, og som lagde grunden til højbarokkens bygningskunst (f 1/11 1596)

 

1703 d Charles Perrault, fransk forfatter og udgiver af eventyr; huskes især for sine eventyr "Histoires ou contes du temps passé" (med den alternative titel "Contes de ma Mère l’Oye" udgivet 1697, som P havde skrevet nogle år tidligere for at more sine børn. I sin samtid var han mere kendt som fortaleren i Det franske Akademi for "det moderne" over for "det gamle". Perrault fremsatte sine synspunkter i digtet "Le Siècle de Louis le Grand" (1687) og forsvarede dem i "Parallèle des Anciens et des Modernes" (1688-92). Det var Charles Perrault opfattelse, at menneskene gjorde stadige fremskridt, og at en stats litteratur altid ville være i overensstemmelse med dens civilisations stade. Derfor måtte den gamle (klassiske) litteratur være mere rå og barbarisk end den moderne (f 13/1 1628)

 

1713 Stenbock kapitulerer i Tønning. Efter det danske nederlag til svenskerne i slaget ved Helsingborg den 10. marts 1710 blev Store Nordiske Krigs landmilitære operationer flyttet til Nordtyskland, hvor Danmark samarbejdede - og rivaliserede - med sine allierede: Sachsen, Preussen, Hannover og Rusland om en deling af Sveriges nordtyske besiddelser. Som ved Helsingborg var modstanderen også her Stenbock. I december 1712 slog han afgørende den danske hær ved Gadebusch før undsætning fra tsaren og Sachsen kunne nå frem. Forfulgt af russerne og sachserne trak Stenbock sig tilbage vestpå i den hensigt at trænge op i Jylland. Under tilbagetrækningen blev han nødt til at søge tilflugt i den gottorpske hertugs fæstning, Tønning. Her blev de svenske styrker belejret af en russisk-sachsisk-dansk hær. Efter tre måneder måtte Stenbock overgive sig med hele sin hær. Han var herefter i dansk fangenskab. Først i Kastellet i København; efter et flugtforsøg herfra i Frederikshavn kastel, hvor han sad som fange til sin død i 1717

 

døbt Peter Als, maler; omkr. 1750 modtog han på Kunstakademiet i København undervisning af Pilo. I de flg. år malede han portrætter af medlemmer af kongehuset og af landets fornemste familier. Disse portrætter er stærkt beslægtet med Pilos rokokoportrætter. I 1755 vandt Als som den første danske maler Akademiets store guldmedalje og det medfølgende rejsestipendium, som forpligtede modtageren til et tre årigt ophold i Rom og tre år i Paris. November 1756 var han i Rom, hvor han blev undervist af tyskeren Anton Mengs, en af Winckelmanns nærmeste venner og som han en af foregangsmændene for nyklassicismen. I Rom malede Als portrætter, og Winckelmann var meget begejstret for et portræt, Als malede af ham. Opholdet i Paris varede kun ét år. Efter hjemkomsten åbnedes alle døre for Als. 1763 blev han hofmaler, året efter medlem af Akademiet og 1766 professor ved Akademiet. Han indførte det nyklassicistiske portrætmaleri i Danmark, og bestillingerne strømmede ind. Fra kongehuset fik han så mange bestillinger, at han havde svært ved at overkomme dem. I 1771 malede han dronning Caroline Mathilde. Bestillingen lød på, at han skulle male hende i hel figur, uden hat, klædt som oberst i hendes holstenske regiment "og dog at det kunne kendes, det var et fruentimmer og dronning". Blandt Als andre portrætter er "Christian 7. i kroningsdragt" (1773-77), der blev udført på bestilling af zarina Katharina 2. af Rusland (d 8/7 1776)

 

Den kgl. Grønlandske Handel oprettes. Det statsdrevne handelsselskab havde til 1950 eneret på handel med Grønland. KGH blev oprettet som et selvstændigt selskab ved udskillelse fra Den Kongelige Handel på Island, Færøerne og Finmarken. Fra 1950 havde KGH alene forsyningspligt, og i 1986 blev det overtaget af det grønlandske hjemmestyre og videreført under navnet Kalaallit Niuerfiat. KGH opkøbte, bearbejdede og sørgede for eksport og videresalg af de grønlandske produkter, ligesom det indførte og solgte europæiske handelsvarer i Grønland. Indtil 1972-74 var København KGH’s hovedhavn, hvorefter det blev Ålborg. Som eneste verdslige myndighed stod KGH for administrationen af landet, indtil Grønlands Styrelse blev oprettet i 1918

 

1828 d Sir William Congreve, engelsk artilleri officer og opfinder; bedst kendt for sine militære raketter, som betegnede et betydeligt fremskridt i fremstilling af sortkrudt raketter, og som startede en udbredt anvendelse af raketter på europæiske slagmarker. C baserede sine raketter på dem, der var blevet brugt af den indiske fyrste Hyder Ali mod britiske styrker i 1792 og 1799. I 1805 byggede han en raket, der var 103 cm lang med en stabilisatorvinge på 4,9 m; raketten havde en rækkevidde på 1,8 km. C’s raketter blev under Napoleonskrigene brugt mod Boulogne og Danzig og ved Københavns bombardement i september 1807. C fortsatte med at forbedre sine raketter med hensyn til rækkevidde og træfsikkerhed. Forbedrede kanoner gjorde efterhånden hans raketter forældede, men de fandt fortsat anvendelse som nødraketter. Ved faderens død i 1814 arvede C dennes barontitel og blev leder af Royal Laboratory of Woolwich´Arsenal. Fra 1818 til sin død var C medlem af parlamentet (f 20/5 1772)

 

Efter det svage Kinas nederlag til Storbritannien og Frankrig i Den anden Opiumskrig meldte også Rusland sig for at få del i byttet. Så også med Rusland måtte Kina afslutte en af dets mange "ulige traktater". Ved traktaten med russerne - kaldt Aigun-traktaten - overlod kineserne russerne næsten 400.000 kvadratmiles af deres territorium - der også omfattede den by, der skulle blive russernes vigtige havneby ved Stillehavet – Vladivostok

 

1865 d Anne Marie Mangor, kogebogsforfatter; hun blev enke som 31årig og havde svært ved at forsørge sig selv og sine tre små døtre. Det blev madopskrifter, der blev hendes økonomiske redning. Hun var en dygtig husmor og havde længe samlet på opskrifter. Tilskyndet af venner gik hun med til at lade sine opskrifter trykke, så folk kunne købe dem hos hende. Efterspørgslen gav hende blod på tanden, og 1837 udsendte hun anonymt "Kogebog for smaa Husholdninger". Den blev særdeles populær og fik stor udbredelse.1840 udkom "Syltebog for små Husholdninger" og året "Fortsættelse af Kogebog for smaa Husholdninger". Alle tre opnåede stor popularitet og genoptrykt i ca et halvt hundrede oplag, så de tilsammen nåede op i nærheden af ½ mio. eksemplarer. Bøgerne skaffede’Madam Mangor" såvel berømmelse som gode indtægter. Det er Mangor, man tillægger vendingen "Man tager et Sølvfad og en Sølvske". Børnene tænkte hun også på, i 1847 udsendte hun "Kogebog for smaa Piger". Foruden husholdningsbøgerne beskæftigede Anne Marie Mangor sig med skriftligt arbejde af en helt anden karakter. 1843 udkom "En Bedstemoders Fortællinger for sine Børnebørn" og 1852 "Tante Cousine", som er en familjeskildring for tiden før og efter 1800 byggende på hendes egne erindringer og oplevelser (f 12/7 1781)

 

d Edouard Suenson, søofficer; blev kadet 1817 og steg derefter reglementeret i graderne. Efter et togt til Vestindien 1825-26 med korvetten Diana fik han tilladelse til at gå i fransk tjeneste. Her deltog han om bord i briggen Alcyone ved Navarino 20. oktober 1827 i den fransk-russisk-engelske flådes angreb på den tyrkiske flåde, der blev fuldstændig ødelagt. 1831 vendte Suenson hjem fra fransk tjeneste og havde derefter forskellige kommandoer. Under Treårskrigen 1848-50 deltog han i flere træfninger. Efter krigen blev han medlem af konstruktions- og reguleringskommissionen og maj 1851 chef for søkadetkorpset. Under krigen 1864 var han chef for Nordsø-eskadren, der i slaget ved Helgoland 9. maj 1864 besejrede en østrigsk-preussisk eskadre. Under slaget blev den østrigske fregat Schwarzenberg skudt i brand, Østrigerne flygtede ind på neutralt britisk område under Helgoland for at udbedre skader. Den danske eskadre forlod kamppladsen og gik til Kristianssand. Efter sejren blev Suenson modtaget i København som en helt. Siden opstod en ikke helt uberettiget kritik af, at han havde undladt at vente på fjenden, der efter sædvane havde været nødt til at forlade Helgoland efter et kort ophold. Hvorefter Suenson kunne have fremtvunget en egentlig afgørelse på kampen Efter krigen trak han sig tilbage fra flåden med kontreadmirals karakter. Han udnævntes til overlods over det østlige distrikt. Suenson forlod aktiv tjeneste i 1880. Samme år tillagdes der ham viceadmirals karakter (f 13/4 1805)

 

1890 f Albert Olsen, historiker og professor; han blev udlært som kleinsmed, blev student i 1910 og læste derefter en periode jura, men skiftede til historie og blev mag. art. i dette fag i 1920. Herefter var han en tid prokurist ved Forsikringsselskabet Nye Danske og senere medarbejder ved dagbladet Social-Demokraten. I 1930 blev han dr. phil. med disputaten "Studier over den danske Finanslov 1850-64". Samme år blev han professor ved det netop åbnede universitet i Århus. Seks år senere valgte han at flytte til København, da der blev et profes-sorat ledigt her. Som historiker beskæftigede AO sig især med økonomisk historie og skrev en række bøger inden for dette område. Her skal nævnes: " Bybefolkningen i Danmark paa Merkantilismens Tid" (1932) og "Kampen om Kolonierne" (1939). Desuden var han medforfatter på "Gyldendals Nye Verdenshistorie I-IV" (1936-38) og "Antisemitisme og Racedogmer i moderne tysk Politik" (1933). Albert Olsen var politisk aktiv, han var medlem af Socialdemokratiet og var bl.a sit partis repræsentant i Århus byråd i årene 1933 til 1937 (d 16/10 1949)

1902 Hjortshøjmordet. Den myrdede var den 19-årige Marie Sørensen, datter af en gårdejer i Hjortshøj 10-12 km nord for Århus. Den 16. maj 1902 var hun gået hjemmefra for at besøge familie i landsbyen Hesselballe, ikke langt fra hendes hjem. Det havde været en regnfuld forårsdag, og hen mod aften var hun ikke kommet tilbage, hvilket man tilskrev det dårlige vejr. Selv om familien havde været urolig for hende, var man gået ud fra, at hun - på gr. af vejret - havde overnattet hos familien i Hesselballe. Men herfra erfarede man næste dag, at hun ganske vist havde været der om formiddagen dagen før, men at hun allerede ved middagstid var gået igen. Det blev den forsvundnes søster, der fandt Marie liggende på en mark ved hulvejen mellem Hjortshøj og Hesselballe. Hendes hals var skåret over. Da liget var blevet fundet af hendes familie uden politiets hjælp, tog man det med hjem klædte det af rensede og vaskede det. Dermed var alle vigtige spor for stedse forsvundet. Først et par dage senere lykkedes det at få foretaget en undersøgelse omkring selve mordstedet, og man fandt inde i græsset i kanten af hulvejen nogle blodpletter. Det måtte være der mordet var blevet begået. Også andre spor blev fundet, men man turde ikke bygge noget på dem, da det halve af egnens befolkning straks efter mordet var valfartet til åstedet. Mange blev afhørt, nogle blev anholdt, men atter frigivet. Maries morder blev aldrig fundet. Men mange år efter levede mordet i hulvejen i erindringen hos egnens beboere

 

1926 d Mehmed 6., det ottomanske imperiums sidste sultan, hvis påtvungne abdikation og eksil i 1922 inden for et år banede vej for den tyrkiske republik under Mustafa Kemal Atatürks lederskab. Mehmed blev sultan i juli 1918; selv om han havde fuld kontrol med sin regering, måtte han – efter deltagelse i Første Verdenskrig på tysk side og det dermed følgende nederlag – acceptere kravene fra de allieredes militære administration i Istanbul om at opløse parlamentet og bekæmpe de tyrkiske nationalister. Men nationalister under Kemal Atatürks ledelse søgte sultanens støtte i deres kamp for tyrkisk integritet og national uafhængighed. Efter forhandlinger gik Mehmed med til afholdelse af valg; de blev afholdt i efteråret 1919 og resulterede i en overvældende sejr til nationalisterne. De allierede, der var foruroligede over udsigten til skabelseaf tyrkisk enhed, udvidede det besatte område i Istanbul og arresterede og eksilerede mange af nationalisternes ledere. Sultanen opløste parlamentet i april 1920, og nationalisterne oprettede en provisorisk regering i Ankara. Ved underskrivelsen af freden med de allierede i august 1920 mistede Tyrkiet alle ikke-tyrkiske områder, herved styrkedes den nationalistiske sag; nu var man af med alle ikke-tyrkiske folkeslag i Mellemøsten. Efter at have besejret grækerne havde nationa-listerne kontrol over Tyrkiet. Den 1. november 1922 ophævede Nationalforsamlingen sultanatet. Seksten dage senere gik Mehmed 6. ombord på et britisk krigsskib og fllygtede til Malta. Alle senere forsøg på at vende tilbage til Tyrkiet som sultan var forgæves (f 14/1 1861)

 

d Otto Benzon, forfatter og medicinalfabrikant; sammen med sin bror overtog han i 1884 faderens farmaceutiske virksomhed; samme år slog han igennem som dramatiker med "En Skandale", der vittigt satiriserer over det højere københavnske borgerskabs forlorne moral. I en lang række énaktere og større lystspil, f.eks. "Sportsmænd" (1891) står B i gæld til 1870'ernes radikale samfundsdebat inspireret af Georg Brandes, til hvis ære han oprettede et forfatterlegat (f 17/1 1856)

 

d Paul Geleff, socialistfører, agitator; han tog 1864 lærereksamen i København. Efter et par års lærervirksomhed arbejdede han som journalist og redaktør. Således udgav han februar-juli 1870 det nationalt og nordisk betonede Roskilde Dagblad, og endnu 1871 optrådte han som bladmand med Nordiske Skoleblade. På dette tidspunkt kom han gennem boghandleren Harald Brix i forbindelse med Louis Pio, der netop havde påbegyndt sin socialistiske agitation. Da Den Internationale Arbejderforening blev stiftet 15. oktober 1871 blev Geleff kasserer. Samme måned sendtes han på en agitationsrejse til Jylland for at knytte forbindelse med provins-afdelingerne af Internationale og oprette nye. I begyndelsen af 1872 fortsatte han dette agitationsarbejde på Lolland og Falster. Maj 1872 blev han sammen med Brix og Pio arresteret som medansvarlig for indkaldelsen af det forbudte fælledmøde og i august 1873 idømt tre års forbedringshus. Bestukket af politiet forlod Geleff sammen med Pio i marts 1877 Danmark og rejste til USA. I USA ernærede han sig ved bladvirksomhed; men da Socialdemokratiet i 1920 erfarede, at den nu gamle mand led nød, foranledigede partiet, at han blev hentet hjem. Herefter levede Geleff i Nyborg som partiets pensionist. Han udgav her "Genvej til det engelske Sprog" (1924). I 1927 rejste han til Italien (Capri) for sit helbreds skyld og døde der. Paul Geleff ligger begravet på Capri (f 6/1 1842)

 

 

Til top        17. maj

1490 f Albrecht, den Teutonske Ordens sidste stormester og den første hertug af Preussen; som den Teutonske Ordens stormester var han som vasal under den polske konge herre over Østpreussen. Da han kun diplomatisk støttedes af Det tyske Rige i krige med sin lensherre, ændrede han efter Luthers råd ved overenskomsten af 8. april 1525 med den polske konge Preussens stilling til et arveligt hertugdømme med den polske konge som lensherre. Den tyske kejser Karl 5. satte herefter A i rigets band og opfordrede Den teutonske Orden at afsætte ham. Men forgæves. For at bryde sin diplomatiske isolation tilsluttede A sig en antikejserlig koalition med Danmark-Norge og Sverige. I Preussen blev administrationen sekulariseret; men A måtte tildele adelen mange privilegier, før den ville acceptere hans stilling som hertug og bevillige de nødvendige skatter. I 1544 grundlagde A universitetet i Königsberg (Kalingrad). I juli 1526 blev han gift med kong Frederik 1.’s datter Dorothea (d 20/3 1568)

 

1510 d Sandro Botticelli, egl. Alessandro di Mariano Filipepi, italiensk/florentinsk maler; Botticelli var først og fremmest virksom i Firenze. Her var han først i lære som guldsmed og 1465-67 lærling i maleren Filippo Lippis værksted. Hans tidlige værker var især religiøse billeder med tungsindige, ungpigeagtige madonnaer tronende mellem vokslys og roser og omgivet af yndefulde halvvoksne engle. Botticelli var blandt de første renæssancekunstnere, som under indflydelse af humanismen også malede verdslige, allegoriske og mytologiske motiver. De vigtigste af disse er allegorien af foråret (Primavera, i Uffizierne i Firenze), hvis eventyrstemning forhøjes ved dets blåliggrønne måneskinstone, og Venus fødsel (Uffizierne); begge malet til Lorenzo di Piero de Medicis villa i Castello. Også Botticellis rekonstruktion af den græske maler Apelles’ forsvundne maleri "Bagvaskelsen" (1494, Uffizierne) og hans tegnede illustrationer til Dantes Guddommelige Komedie viser hans tilknytning til det litterært-humanistiske miljø. I årene 1481-82 var Botticelli i Rom, hvor han malede fresker i Det sixtinske Kapel med emner fra jomfru Marias liv. En prøve på sin færdighed som portrætkunstner gav Botticelli i "Kongernes tilbedelse" (Uffizierne), hvor flere medlemmer af Medicifamilien er afbildet. Efterhån-den kom Botticelli under Savonarolas påvirkning, og hans kunst blev mere alvorlig og asketisk. Savonarolas død (1499) gjorde et dybt indtryk på ham. Sandro Botticelli henfaldt til religiøse grublerier og malede herefter kun lidt (f 1444/45)

 

1705 døbt Ambrosius Stub, forfatter; han var søn af en fattig skrædder i Gummerup ved Assens. Faderen havde familierne på de nærliggende herregårde som kunder. Han stod sig godt med dem, og de støttede Stub, så han kom på Latinskolen i Odense og blev student i 1725. Herefter studerede han en halv snes år ved universitetet i København, men tog aldrig nogen eksamen. I 1735 var han atter på Fyn. Han giftede sig og arvede en gård. Den mistede han efter få år (1738). Herefter ernærede han sig som "skriver" dvs som sekretær på fynske herregårde, mens familien levede i fattige kår i Odense. I 1743 var familiens kår så ringe, at den intet skønnedes at kunne yde i skat. Når han opholdt sig hos familien i Odense, var Stub en velset gæst hos byens velstående borgerskab og høje embedsmænd. Han morede dem med sine improvisationer, sin musik og sit vid. Da hans kone døde (1747), opløstes familien, og fra 1752 levede Stub i Ribe. Fra 1754 drev han en lille pogeskole for byens finere folk. Hans kår var også her mere end fattige. Alligevel var han i denne periode meget produktiv. Ca. en tredjedel af hans religiøse digte stammer fra disse år. Mange af Stubs digte er epigrammer, som er blevet til ved de fornemme selskaber, hvor han var en yndet gæst. Hans digtning er præget af lethed og ynde, således i "Du dejlige Rosenknop" og "Den kedsom Vinter gik sin Gang". Stub skrev henved 100 digte. Han samlede dem ikke selv, de blev først udgivet efter hans død (d 15/7 1758)

 

1742 Preusserne - Frederik den Store - besejrer østrigerne i slaget ved Chotusitz i Schlesien. Østrigske Arvefølgekrig. Sejren førte til fredsaftalen i Breslau den 11. juni 1742. Iflg. den afstod Østrig størstedelen af Schlesien til Preussen

 

f Edward Jenner, engelsk læge; efter at have afsluttet sine studier praktiserede han i sin fødeby Berkeley. Her observerede Jenner, at køer ofte var udsat for en sygdom, kokopper, som på mange måder lignede menneske-kopper, og at personer, som havde haft kokopper, ikke blev smittet med menneskekopper. Tidligere havde man anvendt den såkaldte variolation (indpodning af lymfe fra koppepatienter) mod menneskekopper. I 1774 havde en bonde vaccineret sig og sin familie med lymfe fra et kokoppesygt dyr, og familien ramtes ikke af den koppeepidemi, som netop da hærgede egnen. Uden kendskab til dette foretog J i 1796 indpodning med kokopper på en dreng. Seks uger senere indpodede han lymfe fra en koppepatient, uden at drengen blev syg. Metoden blev hurtigt kendt og meget udbredt. J offentliggjorde sine iagttagelser og erfaringer i "Inquiry into the Causes and Effects of the Variolae Vaccinae" (1798). Jenner hædredes af det britiske parlament med store hædersgaver. Han blev æresborger i mange byer og æres som den, der satte koppevaccinationen i system og dermed bekæmpede faren for koppeepidemier (d januar 1823)

 

1756 England erklærer Frankrig krig. Den store kolonikrig. Allerede inden krigserklæringen var der i såvel Indien som Amerika udbrudt kampe mellem englændere og franskmænd. I Amerika stod striden om det store område syd for det franske Canada ved De store Søer grænsende op til de 13 engelske kolonier ved østkysten. Efter den engelske erobring af Bengalen styrkedes den engelske magt i Indien så meget, at Frankrig i løbet af krigen mistede sine indiske kolonier. Da krigen af slut (1763), var også Canada engelsk. I Amerika overtog englænderne desuden det tidl. franske område mellem de engelske østkystkolonier og Mississippi

 

1768 f Caroline, britisk dronning, datter af Karl Wilhelm Ferdinand, hertug af Brunswick-Wolfenbüttel og Augusta af Storbritannien, 8. april 1795 gift med Georg, prins af Wales (senere kong Georg IV); hurtigt efter fødslen af deres eneste barn - prinsesse Charlotte 7. januar 1796 - levede prinseparret adskilt. I december 1805 blev Caroline anklaget for at have født et uægteskabeligt barn. En nedsat komité frifandt hende, men dadlede hende for hendes letfærdige levemåde. Da hendes mand blev regent (1811), blev hun nægtet adgang til hoffet; Caroline slog sig da ned i udlandet. Snart blev hun anklaget for at have et intimt forhold med sin italienske hofmand Bartolomeo Pergami. Da hendes mand blev konge i 1820, vendte hun tilbage til England og gjorde krav på sin dronningetitel og de dermed forbundne rettigheder. Svaret blev, at regeringen forelagde Overhuset en lov om ophævelse af det kgl. ægteskab. Efter lang tids undersøgelser og debat måtte man opgive at få gennemført loven. Men Carolines navn forblev udelukket fra den anglikanske kirkes liturgi, hun blev nægtet en kgl. residens, skønt parlamentet tilkendte hende en årlig apanage på 50.000 pund. Ligeledes blev hun nægtet adgang til ægtefællens kroning i Westminster Abbey den 10. juli 1821. Få dage senere blev hun alvorligtsyg og døde (d 7/8 1821)

 

1768 f Henry William Paget Anglesey, 1. marquess af Anglesey; øverstkommanderende for det allierede (britiske, tyske, hollandske og belgiske) rytteri under slaget ved Waterloo. I spidsen for et kavaleriangreb på slagets anden dag (den 18/6), som jog det franske I Corps under Jean-Baptiste Drouet d’Erlon på flugt, blev P så alvorligt såret, at det medførte amputering af et ben. P blev marquess af Anglesey i 1815, general i 1819; han var vicekonge i Irland 1828-29 og igen 1830-33 og blev feltmarskal i 1846 (d 29/4 1854)

 

1784 f Peter von Scholten, generalguvernør; efter uddannelse på Landkadetakademiet blev von Scholten ansat ved de vestindiske hærstyrker. 1814 udtrådte han af hæren og blev vejermester på Sct. Thomas. 1823 guvernør på Sct. Thomas, 1827 fungerende generalguvernør over Dansk Vestindien og 1835 virkelig generalguvernør. Hans navn er i historisk sammenhæng uløseligt knyttet til spørgsmålet om negerslaveriets ophævelse i Dansk Vestindien. Efter flere års diskussion kom der i juli 1847 et kongeligt reskript, der fastslog, at slaveriet i Dansk Vestindien skulle ophøre 1859. Revolutionsåret 1848 fremskyndede imidlertid emancipationen. Februarrevolutionen i Frankrig bredte sig til Dansk Vestindien; under pres af begivenhederne proklamerede von Scholten den 3. juli 1848 slaveriets øjeblikkelige ophævelse. Dette blev bekræftet af et kongeligt åbent brev af 22. september samme år, da "Negrene på Vore vestindiske Øer har ytret et levende ønske om, at den ufri Tilstand ...... nu må ophøre". En kommissionsdomstol dømte 1851 von Scholten til at have sit embede forbrudt, fordi han havde udvist uvilje mod at slå oprøret ned militært. Året efter frifandt Højesteret ham enstemmigt, idet man fandt, von Scholtens handlemåde havde været rigtig under hensyntagen til det almene vel (d 26/1 1854)

 

1788 d Charlotta Dorothea Biehl, forfatter; især på gr. af faderens modstand fik hun ingen regelmæssig skolegang. Ligeledes forbød hendes far hende at røre en bog. I smug læste hun da på livet løs. Trods den manglende skolegang kom hun som en af de bedste til at beherske sit modersmål. Desuden lærte hun sig efterhånden såvel tysk og fransk som italiensk og spansk. Af stor betydning for B blev, at hun fra 1760 omgikkes med de franske skuespillere på Charlottenborgs scene, fra 1755 var inspektørboligen her hendes hjem. I 1760 blev hun sjælen i en lille teaterinteresseret gruppe, der privat opførte skuespil. I 1760'erne oversatte B - især fra fransk - et stort antal stykker til opførelse på det danske teater på Kgs. Nytorv. Samtidig underviste hun actricerne i "dramatisk aktion". Ligeledes begyndte hun selv at skrive. I 1764 opførtes med succes hendes "Den Kierlige Mand". Allerede året efter fik hun opført tre komedier. I 1776-77 præsterede hun en af sine største litterære bedrifter: oversættelsen af Cervantes’ fortælling "Don Quixote". Hun fortsatte derefter med prosaarbejder i andre populære genrer bl. a. "Lærerige Fortællinger I-IV" (1780-81) og "Brevveksling mellem fortrolige Venner" (I-III, 1783). Endvidere skrev hun i 1784 en række skildringer - i brevform - om livet ved hoffet i København i årene 1730-72. Det er ikke kritisk historieskrivning, men anekdotiske småtræk og trods det subjektive en ikke uvæsentlig kilde til tidens kulturhistorie. Hendes usædvanlige hukommelse og daglige nære kontakt med informerede meddelere giver skildringerne en vis autenticitet. Året før sin død skrev hun selvbiografien "Mit ubetydelige Levnedsløb" (f 2/6 1731)

 

1803 f Martinus Rørbye, maler; elev på Kunstakademiet 1820-29, her havde han bl.a. Eckersberg som lærer. Med nogle store portrætter blev Rørbye først anerkendt som portrætmaler. Det blev dog ikke som skildrer af menneskets ansigtstræk, han blev kendt. Med et maleri som "Et Partie af Toldboden med Figurer af det daglige Liv. Vinterstykke" (1827) grundlagde han det ry som folkelivsskildrer, der grundfæstedes med "Arrestbygningen ved Råd- og domhuset" (1831). I 1833 var Rørbye i Skagen d.v.s. længe før Skagen blev opdaget af danske malere. I 1840'erne vendte han tilbage og malede bl.a. "Fiskere ror deres båd gennem det oprørte hav mod et skib i havsnød" (1847). I årene 1834-38 var han i Italien. Fra opholdet her er "Parti fra den romerske Kampagne, Tiberen og Monte Socrate" (1835). Men ligesom mange andre nordboer kredsede han oftest om de maleriske muligheder, som romerske tiggere, munke og hyrder bød. Som en af de få danske kunstnere kom Rørbye til Athen og Konstantinopel. Fra 1836 stammer "Grækere henter vand fra brønden ved Vindenes Tårn i Athen". Opholdet i Konstantinopel gav inspiration til "Brønden på pladsen St Sophie ved Seraillets port i Konstantinopel" (1846). I årene 1839-41 var Rørbye atter i Italien. Denne gang blev hans motivkreds udvidet med motiver fra Sicilien, således "En Morgen på Piazza Marina i Palermo" (1844). I det hele taget var Rørbye en rejsende, der kom til steder, danske/københavnske kunstnere hidtil ikke havde besøgt. I Danmark gjaldt det steder som Samsø og Læsø, og som nævnt Skagen (d 29/8 1848)

 

1814 Norges grundlov vedtages på Eidsvoll. Ved Kielerfreden efter Danmarks nederlag i Napoleonskrigene afstod den danske konge (Frederik 6.) Norge til den svenske konge. Det var en behandling, nordmændene ikke ville finde sig i. Men skulle de sætte sig op mod Kielerfreden, var det nødvendigt, landet havde en passende styreform. Kort efter fredsslutningen (januar 1814) blev der afholdt et "stormandsmøde" på Eidsvoll. Her blev det fastslået, at den danske regent Kristian Frederik (Christian 8.) kunne blive norsk konge, men først måtte det norske folk udtale sig om det ønskede at blive selvstændigt. Den 25. februar blev der afholdt en slags folkeafstemning. Dermed var folkets vilje formelt lagt til grund for den nationale genrejsning i Norge. Den 10. april mødtes 112 repræsentanter til Rigsforsamlingen på Eidsvoll. Hovedpunktet i den grundlov, der herefter blev udarbejdet, var, at den brød med enevælden. Stor magt blev lagt i hænderne på Stortinget. Selv om den ikke var demokratisk i moderne forstand - kun et mindretal havde stemmeret - gav forfatningen magt til større kredse end hidtil set i Europa. 17. maj underskrev Kristian Frederik grundloven, og samme dag blev han valgt til norsk konge

 

d Charles-Maurice Talleyrand, fransk minister og diplomat; efter uddannelse på jesuitterskole og præsteseminarium blev han 1779 abbed i Saint-Denis og i 1788 blev biskop af Autun; som liberal aristokrat støttede han i stænderforsamlingen 1789 tredjestand og arbejdede for, at staten skulle inddrage kirkegodset og overtage al undervisning. Da han aflagde ed på den nye kirkeforfatning, bandlyste paven ham. Han var ambassadør i London 1791-92 og modarbejdede krigen. Det bragte ham i modsætning til jacobinerne, og han emigrerede først til England siden til USA. Han vendte først tilbage til Frankrig efter jacobinernes fald i 1796. Som uden-rigsminister fra 1797 hjalp han Napoleon ved statskuppet i 1799 og blev hans nærmeste medarbejder. Uenighed med Napoleon om bl.a. fortsat krigsførelse og kontinentalblokaden medførte, at Talleyrand i 1807 blev afsat. Han blev nu en af lederne af oppositionen mod Napoleon, og efter dennes fald indbød senatet på Talleyrands forslag 1814 Ludvig XVIII til at vende tilbage som konge. Talleyrand blev atter udenrigsminister, og på Wienerkongressen udnyttede han virtuost modsætningerne mellem sejrherrne til Frankrigs fordel. Hans tidligere samarbejde med Napoleon var dog nu en belastning, og 1815 måtte han træde tilbage. Han medvirkede til julirevolutionen 1830, og under "borgerkongedømmet" blev han ambassadør i London (1830-35). Som politi-ker og diplomat beskrives Talleyrand som behændig, realistisk og vidtskuende, og at han gjorde en stor indsats for Frankrig og for europæisk fred og ligevægt. Han forstod at berige sig; det benægtede han ikke, men hævdede, at det var vanskeligt at benægte, at han altid havde sat Frankrigs interesser over alt andet (f 2/2 1754)

 

Under Den amerikanske Borgerkrig udkæmpes slaget ved Big Black River; slaget gav sejr til en nordstatshær under general Ulysses S Grant, som forfulgte sydstatstropper under general John C. Pemberton, der var på tilbagetog mod Vicksburg. For at dække tilbagetoget efterlod Pemberton 5000 mand på begge sider af Big Black River, mens han trak hovedstyrken til det nærliggende Vicksburg. 10.000 nordstatsssoldater angreb og nedkæmpede fuldstændigt sydstatsstyrken ved Big Black River. Den led alvorlige tab, og 1700 mand blev taget til fange; de overlevende begyndte en vild flugt for at nå ind bag Vicksburgs forsvarsværker, som Grant herefter begyndte en belejring af’

 

1898 f Carl "Skomager" Hansen, fodboldspiller og -træner; som den første danske fodboldspiller, der blev professionel, blev han i 1921 købt af Glasgow Rangers. Inden da havde han skabt sig et ry som en farlig angriber i den københavnske klub B1903. I syv landskampe i årene 1918-21 scorede han tre mål. Sit tilnavn fik han efter faderens erhverv som skomager. Carl Skomager blev meget populær i Glasgow; hans karriere her blev imidlertid kort. En benskade stoppede den efter kun fire sæsoner. Efter hjemkomsten til Danmark erhvervede han efter to års karantæne sine amatørrettigheder. Senere blev han fodboldtræner. Bl.a. var han træner for det danske fodboldlandshold under dets deltagelse ved de olympiske lege i Helsingfors i 1952 (d 19/5 1977)

 

1900 Under Boerkrigen undsætter general Roberts Mafeking (Mafikeng), der har været belejret af en overlegen boerhær på 6.000 mand i 215 dage. Byens garnison blev ledet af oberst (senere lord) Baden-Powell, der under belejringen organiserede et korps af drenge, som udspejdede fjendens stillinger og på anden måde hjalp byens 1300 britiske soldater. Dette var baggrunden for Baden-Powells senere oprettelse af spejderbevægelsen

 

1904 f Jean Gabin, fransk skuespiller; han begyndte sin karriere som danser på bl.a. Folies Bergère. G filmdebu-terede 1930 og blev i løbet af få år fransk films store mandlige stjerne. Han brød igennem med "Ødemarkens Helte" i 1934. Hans talent kom til fuld udfoldelse i "Den store illusion" (1937), "Tågernes kaj" (1938) og "-og ved Daggry" (1939). 1940 flygtede G til USA, hvor han var med i to middelmådige film. Derefter sluttede han sig frivilligt til de franske tropper i Nordafrika og blev dekoreret for sin krigsindsats. G blev hyldet som krigshelt ved hjemkomsten til Frankrig i 1944, men karrieren tog et dyk. Han fik comeback i 50'erne med nyt image som moden og livsklog levemand eller pater familias og som Simenons detektiv Maigret. G medvirkede i ialt 95 film (d 15/11 1976)

 

1919 Ved den nye overenskomst på arbejdsmarkedet indføres der 8 timers arbejdsdag. Lige siden 1890 havde kravet om "8 timers arbejde - 8 timers hvile - 8 timers frihed" indgået i arbejdernes manifestation på 1. maj-dagen. Allerede to dage efter våbenhvilen efter 1. Verd. krig i november 1918 vedtog Soc.demokratiet et opråb til det arbejdende folk, Blandt de 18 punkter, der ønskedes indført snarest, var 8-timers arbejdsdagen. I første omgang dog kun i virksomheder med døgndrift. I slutningen af november 1918 vedtog det nye socialdemokratiske flertal i Københavns borgerrepræsentation at indføre 8-timersdagen for kommunens arbejdere og tjenestemænd fra 1. april 1920. Mange kommuner landet over fulgte dette eksempel. Endvidere vedtog regering og rigsdag 8 timersdagen fra samme tidspunkt for statens personale. Ved forhandlingerne på arbejdsmarkedet i januar 1919 enedes Dansk Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund om en trinvis nedsættelse af arbejdstiden: en arbejdsdag på ti timer eller derover nedsattes arbejdstiden med en time en ni timers arbejdsdag med ½ time. Om lørdagen skulle alle have 8 timer. Uro på arbejdsmarkedet forårsaget af utilfredshed med denne ordning pressede de to parter tilbage til forhandlingsbordet, hvor man hurtigt enedes om 8 timersdagens indførelse fra 1. jan 1920. Arbejdsgiverne fortrød snart deres indrømmelse, og ved overenskomstforhandlingerne i 1921 og 1923 prøvede de forgæves at genindføre 9 timersdagen ved at opsige 17. majoverenskomsten. Derefter opgav de sagen

 

Til top        18. maj

1474 f Isabella d'Este, datter af hertug Ercole 1.af Ferrara og Eleonora af Aragonien; som seksårig blev hun forlovet med den 14 årige Francesco Gonzaga, arving til fyrstedømmet Mantova. Efter forlovelsen blev hun endnu 10 år i Ferrara, som på det tidspunkt var den mest strålende blandt Italiens hovedstæder. Her fik hun en grundig uddannelse. Hun lærte at sy og synge, at skrive italiensk poesi og latinsk prosa, at danse og at spille clavichord og lut. Som fyrstinde i Mantova var, næst efter hendes omsorg for at bevare Mantovas uafhængighed og velstand, hendes livs dominerende lidenskab at samle håndskrifter, statuer, malerier, keramik, antikke skulpturer og guldsmedearbejder. Hun havde skulpturer af Michelangelo, malerier af Mantegna og Perugino. I sin mands sidste sygdomsplagede år hjalp hun ham med at styre Mantova. Hendes diplomatiske kunst frelste byen fra at falde i hænderne på først Cesare Borgia, dernæst på de franske konger Ludvig 12. og Frans 1., og endelig Karl 5. af Spanien. Sønnen Federico, der 1519 efterfulgte sin far som fyrste, var en dygtig general og regent, men han tillod sin elskerinde at fortrænge sin mor som herskerinde ved hoffet i Mantova. I 1525 drog I til Rom og sikrede sin søn Ercole et kardinalembede. I hendes samtid var digtere og forfattere fulde af lovord om hende. Digteren Noccola da Corregio kaldte hende "La prima donna del Mondo" (verdens førstedame). Forfatteren Bandello regnede hende for den "ypperste blandt kvinder" og Ariosto vidste ikke, hvad han skulle prise højest hos "den gavmilde og storsindede Isabella" - hendes yndefulde skønhed, hendes beskedenhed, hendes klogskab eller hendes fremme af lærdom og kunst (d 1/2 1539)

 

f Hugh Clapperton, engelsk opdagelsesrejsende; efter at have gjort tjeneste i flåden deltog han i en britisk regeringsekspedition, som rejste fra Tripolis sydpå gennem Sahara. Tidligt i 1823 blev ekspeditionens medlemmer de første europæere, der så Chadsøen; herfra drog de ind i den sudanske Bornu-provins (nu i Nigeria). C rejste til Kano, Katsina, Sokoto og Zaria (alle nu i Nigeria), før han vendte tilbage til England i juni 1825. Hurtigt herefter sejlede C til Afrikas vestkyst. I December 1825 forlod han Beninbugten mod Nigerfloden; den blev krydset og turen gik via Kano til Sokoto, i hvis nærhed C døde. Gennem sine ekspeditioner i Vestafrika blev

C den første europæer, der vendte tilbage til civilisationen med en førstehåndsberetning om de egne, der i dag ligger i Nordnigeria. I 1828 udgav han "Narrative of Travels and Discoveries in Northern and Central Africa in the Years 1822-1823". Et ekspeditionsmedlem udgav i 1830 "Records of Captain Clapperton’s Last Expedition to Africa" (d 27/4 1827)

 

1803 Storbritannien erklærer Frankrig krig. Blandt grundene til den britiske krigserklæring og dermed et brud på fredsaftalen med Frankrig indgået i Amiens 27. marts 1802 var Napoleons afslag på at indgå en handelsaftale. Økonomiske interesser havde spillet en vigtig rolle, da Storbritannien havde sluttet fred i Amiens. De britiske købmænd og fabrikanter havde ønsket fred. Det havde været deres opfattelse, at fortsat krig var til skade for deres indtjening. Men eftersom deres varer stadig ikke havde adgang til det franske marked og til lande under fransk kontrol, fandt de nu, at fred ikke var mere profitgivende end krig. For genoptagelse af krigen talte endvidere, at der i Storbritannien var mistanke om, at Frankrig atter havde til hensigt at erobre Ægypten. Den britiske regering hævdede da, at Frankrig ikke overholdt Amiens aftalerne. Det havde briterne heller ikke gjort; således var de blevet på Malta; iflg.fredsaftalerne skulle de rømme denne strategisk vigtige ø. Men de udsatte til stadighed evakueringen under det påskud, at Napoleon fra første stund havde optrådt illoyalt over for fredsaftalen. F.eks.trak hen ikke de franske tropper ud af Holland, han blandede sig i de indre forhold i Svejts, og dag for dag voksede fransk indflydelse i Vesttyskland. Grunde til at genoptage krigen var der således nok af, og for at bevare initiativet erklærede briterne krig 18. maj 1803. Krigen kom til at vare helt frem til 1815

 

1804 Napoleon vælges til kejser. Risikoen for at førstekonsulen skulle blive revet bort ved en pludselig død, nødvendiggjorde et fastere styre. For at skabe det blev Napoleon ved en senatsbeslutning den 18. maj 1804 betroet styret af Frankrig som franskmændenes kejser med arveret i familien. Beslutningen blev bekræftet ved en folkeafstemning. Den blev en tillidserklæring til Napoleon. 3,5 mill. stemte ja. 2500 nej. Den 2. december 1804 fandt kejserkroningen sted i Notre Dame, Paris

 

1829 d Georg Wilhelm Brüel, overførster; født i Hannover. Efter uddannelse i skovbrug og studier i matematik og landmåling kom han i 1777 til Danmark for at lægge plan for driften af skovene under stamhusene Krenkerup på Lolland og Frisenvold i Jylland. Arbejdet påkaldte sig Christian Ditlev Reventlows interesse, og han fik B til at udarbejde planer for driften af skovene på de reventlowske godser. Bekendtskabet mellem Reventlow og B fik den største betydning for skovbrugets udvikling i Danmark. I 1788 fik B dansk indfødsret og blev samme år udnævnt til inspektør for statens kommende skovanlæg på heden, en stilling han varetog til sin død. B’s principper for forstlig planlægning beskrev han i "Bidrag til den praktiske Forstvidenskab" (1802). Den fastlagde principper, der siden har kendetegnet dansk skovbrug. 1805 blev B udnævnt til at beklæde overførsterstillingen for størstedelen af de nordsjællandske skove. B kom til at virke i dansk skovbrug i over 50 år i en periode, hvor man virkelig tog fat på rationel trædyrkning. Han påvirkede udviklingen i retning af et egentlig, produktivt skovbrug dels ved sin personlige indsats dels gennem de mange, han uddannede (f 5/4 1752)

 

På Skamlingsbanken afholdes det første dansk-nationale folkemøde. I begyndelsen af 1843 var en række dansksindede i Sønderjylland (Slesvig)gået sammen om at erhverve Skamlingsbanken som et nationalt mødested. Den 18. maj 1843 afholdtes det første møde på Skamlingsbanken, hvor ca 6000 mennesker var mødt frem for at bevidne forbindelsen mellem Danmark og danske i Sønderjylland. Mødet blev afviklet med et alsidigt program. Der var kanonsalutter, flaghejsning, musik, sang, beværtertelte og afsluttende fyrværkeri. Hiort-Lorenzen, der i novbr. året før havde talt dansk i stænderforsamlingen i Slesvig, fik overrakt et sølvdrikkehorn. Betegnende nok var det lavet i oldnordisk stil. Det bar hans billede og indskriften "Han vedblev at tale dansk". I de følgende år blev festerne en markering af den dansknationale bevægelses styrke og af forbindelsen mellem Sønderjylland og Danmark. I juni 1843 stiftedes Den Slesvigske Forening, der blev den egentlige nationale forening. Foreningen byggede næsten udelukkende på den solide gårdmandsbefolkning i Sønderjyllands nordlige del

 

f Peter Carl Fabergé, russisk guldsmed og hofjuveler, født i St. Petersborg i en slægt der nedstammede fra franske huguenotter. I 1842 havde faderen etableret sig som juveler i Sct. Petersborg. F fulgte i sin fars fodspor og blev uddannet i Dresden, Italien, Frankrig og England. 1870 overtog han faderens guldsmedeværksted og -forretning. Virksomheden blev snart berømt for sine fornemme arbejder: smykker formet som blomster, figurgrupper og dyr, udført i ædle og halvædle materialer som guld, sølv, malakit, jade, lapis lazuli og perler. Dertil kom te- og kaffesæt alt kendetegnet ved en fremragende teknisk udførelse og et formsprog, der var inspireret af såvel ældre russisk guldsmedekunst som europæisk kunst; fra sidstnævnte område var F og hans medarbejdere især inspireret af den dekorative kunst, der var populær ved den franske konge Ludvig XVI’s hof. En specialitet fra F’s værksted var de emaljerede og diamantbesatte æg, som bl.a. den russiske tsar forærede sin hustru som påskegave. Det første blev udført 1885 til Alexander 3.’s danskfødte hustru, tsarina Dagmar. Alexanders efterfølger, Nikolaj II fortsatte traditionen. Med revolutionen i 1917 standsede F’s virksomhed, det nye styre kunne ikke acceptere luksus- og dekadente artikler, som dem F fremstillede. Han forlod Rusland og døde i eksil (d 1920)

 

1868 f Nikolaj 2., russisk zar 1894-1917; ældste søn af Aleksander 3. og den danskfødte kejserinde Dagmar. N overtog magten efter faderens død i 1894. Det er blevet sagt om N, at han havde en religiøs farvet tro på sit kald som enehersker, men var svag og hjælpeløs som politiker. Han tog initiativet til fredskonferencen i Haag 1899, men formåede ikke at hindre den japansk-russiske krig 1904-05, som endte med et ydmygende russisk nederlag. Nederlaget udløste revolutionen i 1905. Den blev fulgt af forsøg på reformer - bl.a. indkaldelse af rigsdumaen. Reformerne blev snart opgivet. N var ikke i stand til at se, at skulle zarstyret overleve, var det nødvendigt at reformere det. Nikolaj var gift med Aleksandra, datter af storhertug Ludvig 4. af Hessen. Ved sin forbindelse med munken og charlatanen Rasputin, der tilsyneladende kunne helbrede kronprinsens blødersygdom, bidrog hun til at undergrave zarens anseelse. Under 1. Verd.krig var N passiv tilskuer til de ulykker, der ramte hans land. Hans reaktionære rådgivere gennemtvang en hårdhændet politik over for oppositionen, og i marts 1917 brød den længe opdæmmede misfornøjelse ud i revolution. N blev tvunget til at abdicere. Siden blev han af bolsjevikkerne ført til Sibirien med sin hustru og fem børn (fire døtre og en søn). Her blev de alle skudt i Jekaterinburg i juli 1918 (d 16/7 1918)

 

f Bertrand Russell, engelsk filosof og matematiker; han var 1910-16 lærer i Cambridge, men afskediges og idømtes 1918 fængsel for pacifistisk agitation; fra 1944 var han atter lærer i Cambridge. Sin betydeligste teoretiske indsats ydede R på logikkens område med "Principia Mathematica I-III" (1910-13), hvori han søgte at påvise, at matematikken er en del af logikken; forsøget betragtes som mislykket, men arbejdet er et pionerværk i den symbolske logik. Filosofisk indtog R skiftende standpunkter, men gennemgående karakteriseres hans filosofi af en empirisk grundindstilling og en bestræbelse på at etablere filosofi som en videnskab på linje med naturvidenskaberne. Sine radikale meninger om politiske, sociale og pædagogiske problemer forfægtede han i talrige skrifter. Han var en kompromisløs pacifist og en meget aktiv modstander af atomvåben. I 1966 tog han initiativ til det internationale Russel-tribunal, der skulle undersøge USA’s krigsførelse i Vietnam. R fik i 1950 nobelprisen i litteratur og samme år Sonningprisen (d 2/2 1970)

 

1883 f Walter Gropius, tysk-amerikansk arkitekt; han studerede i München og Berlin og så industriens indflydelse på arkitekturen og fortolkede den moderne arkitekts rolle som både byplanlægger og designer. Gropius fik allerede med sin bygning på Werkbundudstillingen i Köln i 1914 en banebrydende betydning ved sin radikale anvendelse af beton og glas i kubiske, usmykkede bygningsblokke til dels uden spor af de konstruktive elemen-ter i facaden. Derfor regnes Gropius blandt funktionalismens skabere. I 1918 blev han leder af kunstakademiet i Weimar, omdøbt til Bauhaus og verdensberømt efter flytningen til Dessau i 1925 også for de bygninger til akademiet, som Gropius tegnede. I 1928 sagde Gropius farvel til undervisning, dvs. han gik tilbage til prak-tiserende virksomhed. Han byggede bl.a. boligbyen Siemensstadt (1929). Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 emigrerede han til England. Her opholdt han sig til 1937, da han blev professor ved Harvard universitetet i USA. Til hans mest kendte senere arbejder hører Harvard Graduate Center (1949) og den amerikanske ambas-sade i Athen (1957-61). Gropius udgav en række bøger om arkitektur og undervisning, bl.a. "Scope of Total Architecture" (1956) (d 5/7 1969)

 

I København åbnes en nordisk industri-, landbrugs- og kunstudstilling. 1888 var hundredåret for Stavnsbåndets ophævelse og 50-året for stiftelsen af Københavns Industriforening. Landbrug og industri enedes da om afholdelse af en erhvervsudstilling, der blev den hidtil største i Norden. Store udstillingsbygninger rejstes omkring Tivoli. Selve hovedhallen med en stor kuppel var arkitekten Martin Nyrops højt beundrede værk. På dens sted rejstes få år senere det af ham tegnede Københavns Rådhus. Bag hovedhallen lå en del by af pavilloner, et gadenet af bygninger. Om aftenen var det hele oplyst af det nye elektriske lys, der her for første gang blev vist i København. Byen levede som i feber. Der var aldrig hverdag, og hver dag havde man gæster. Til at kaste yderligere glans over udstillingsåret bidrog kongens (Christian 9.) 25 års regeringsjubilæum. Og netop i disse år kulminerede de store fyrstebesøg hos Europas svigerfar. Intet under at udstillingen gav et stort overskud

 

1889 f Gunnar Gunnarson, forfatter; han blev født på Island og rejste 1906 til Danmark. Her var han til 1909 elev på Askov Højskole. Han blev i Danmark til 1939. Han debuterede med "Borgslægtens Historie" (1912-14), hvormed han vandt både publikum og anseelse. Et hurtigt voksende forfatterskab udbyggede begge dele, og fra og med denne bog var det slut med G’s økonomiske trængsler. G’s læsere satte pris på hans brede, folkelige fortællekunst med farverige skildringer af ensomt kæmpende helte. De fleste af G’s bøger er skrevet på dansk, men han henter oftest deres motiver på Island. Blandt hans romaner er: "Varg i Veum" (1916), "Edbrødre" (1918) og "Hvide Krist" (1930); endvidere den delvis selvbiografiske "Kirken på Bjerget" (1924-30); i bogens første bind skildrer han i poetisk forklædning sin barndom og opvækst på gården Ljóstadir ved Vapnafjord. Til den store udbredelse hans romaner fik i Norden, sluttede sig en lang række oversættelser, først og fremmest til engelsk og tysk. Bl. danske forfattere i 1920'erne og 30'erne var G en af de få, der kunne skabe sig virkelig betydelige indtægter ved forfattervirksomhed. Efter G vendte tilbage til Island skrev han på islandsk (d 21/11 1975)

 

1899 I Haag åbnes den første internationale fredskonference. Da russerne i 1898 erfarede, at østrigerne ville forny deres feltartilleri med kanoner, der kunne affyre seks skud i minuttet, mens de russiske kun kunne klare ét, foreslog den russiske tsar indkaldelse af en international fredskonference, der skulle standse rustningskapløbet. Hans forslag kom bag på regeringerne i stormagternes hovedstæder. Men afslå det turde man ikke. På konferencen i Haag deltog 26 lande. Ret mange flere var der ikke i 1899. Vedr. nedrustning kørte man hurtigt fast i de samme probelmer som utallige nedrustningskonferencer siden: uenighed om måling af styrkeforholdene og kontrolmuligheder. Man fik formuleret enkelte konventioner mod, hvad man fandt, var særligt modbydelige våben som dum-dum kugler.Et forbud mod at nedkaste bomber fra luftballoner strandede i sidste øjeblik på en indvending om, at balloner nok snart blev styrbare, så ville de bidrage til at forkorte en krig ved bombardement af fjendens tropper. På konferencen var der enighed om oprettelse af en international voldgiftsret, der ganske vist først kunne træde i funktion, når de implicerede parter var enige om det. I 1901 blev den første uforbeholdne voldgiftstraktat mellem to lande indgået. Underskriverlandene var Holland og Danmark, der ikke havde noget udestående med hinanden. Måske var de konkrete resultater små, men konferencen i Haag kom til at danne skole for det Folkenes Forbund, der blev oprettet efter 1. Verd.krig

 

1911 d Gustav Mahler, østrigsk/tjekkisk dirigent og komponist; født i Böhmen og studerede 1888-91 ved konservatoriet i Wien. 1888-91 var han dirigent ved operaen i Budapest; herefter 1891-97 kapelmester ved Stadttheater i Hamborg. 1897-1907 var M kapelmester og kunstnerisk leder ved hofoperaen i Wien. Fra 1907 var han bosat i USA, hvor han arbejdede som dirigent for New York Philharmonic Orcestra og ved Metropolitan-operaen. M var en af sin tids dygtigste dirigenter med et repertoire, som omfattede opera og koncert og spændte fra klassikerne til samtidsmusik. Som komponist blev han kun i mindre omfang forstået i sin samtid, og hans musik forblev længe noget upåagtet. Først i de senere år har den fået en betydelig udbredelse, særlig gennem talrige grammofon- og CDindspilninger. Mange af hans værker kræver et så stort antal medvirkende, at det vanskeliggør opførelser. M’s produktion er især koncentreret om genrerne symfoni og sange med orkesterledsagelse; sangene har ofte et symfonisk præg, og M kunne derfor bruge dem som udgangspunkt for hele symfonisatser. Denne syntese kommer tydeligst til udtryk i "Das Lied von der Erde", som - i alt bortset fra navnet - er et symfonisk værk med basis i sange. Hans symfonier er lange og komplekse. For M skulle en symfoni udgøre en hel verden (f 7/7 1860)

 

f Pierre Balmain, fransk couturier; efter at have studeret arkitektur slog han over i modetegning og styling. Han uddannede sig bl.a. i modehusene Molyneux og Lelong, hvor han arbejdede sammen med Christian Dior. I 1945 åbnede han eget modehus i Paris. Den bærende idé i B’s kollektioner var elegante, festlige, men aldrig outrerede modeller (d 29/6 1982)

 

d Martin Nyrop, arkitekt; var 1859-65 elev på Sorø akademi, men forlod skolen på gr. af dovenskab og uregelmæssig skolegang. Han kom derefter i tømrerlære og blev svend 1869. Året efter blev han optaget på Kunstakademiet og bestod 1876 akademiets afgangsprøve som arkitekt. Han vandt akademiets lille guldmedalje 1877 og den store i 1880 og dermed det store rejsestipendium. Efter hjemkomsten var hans første store opgave bygningerne til Den nordiske industri- landbrugs- og kunstudstilling i København 1888. Til trods for tidens forkærlighed for anvendelse af jern og glas ved opførelse af udstillingsbygninger, valgte N at opføre sine bygninger i træ, det materiale han kendte bedst af alle, og succesen var sikker. Efter denne succes fulgte inden for en relativ kort årrække en række betydningsfulde bygninger. Hans hovedværk var projektet til København Rådhus, som han efter to konkurrencer og en heftig debat i bystyret fik endeligt godkendt i 1892. Blandt hans øvrige arbejder er Eliaskirken, Bispebjerg Hospital og Landsarkivet - alle i København. Fra 1906 var han professor ved Kunstakademiet. Både hjemme og i udlandet fik han talrige tillidshverv og æresbevisninger. Han var således medstifter af Akademisk arkitektforening 1879, to gange dets formand og fra 1913 æresmedlem (f 11/11 1849)

 

1944 De allierede tropper indtager Monte Casino i Italien. Efter den allierede landgang på den italienske halvø i Salernobugten den 8. - 9. sept. 1943 var fremrykningen mod nord standset foran tyskernes vinterstilling, Gustavlinjen, der strakte sig tværs over Italien ca 100 km syd for Rom. Den stærke tyske stilling og den voldsomme frost betød, at de allierede juledag 1943 var bragt til standsning foran (syd for) Gustavlinjen i hele dens længde. Det stærkeste afsnit af tyskernes forsvarslinje var omkring det 519 m høje bjerg Monte Casino, der kronedes af benediktinerordenens moderkloster af samme navn. Det var blevet grundlagt i 529 af Benedikt af Nursia. Da det blev forår, genoptog de allierede deres angreb, men de slog alle fejl. Da tilbød luftvåbnet sin hjælp ved at kaste 1,100 tons sprængbomber mod klostret, som fejlagtigt ansås at være besat af tyskerne. I virkeligheden var det stadig beboet af abbeden og hans munke. Klostret blev totalt pulveriseret, men Casino holdt stadig stand. I begyndelsen af maj begyndte briterne at samle tropper til et nyt angreb. Tropperne blev godt camoufleret, og da briterne begyndte angrebet den 11. maj med 13 divisioner fra deres 5. og 8. armé, kom det voldsomme angreb som en overraskelse for tyskerne. Den 17. maj forlod tyskerne stillingen ved Monte Casino, og dagen efter kunne briterne endelig rykke ind

 

Til top        19. maj

d Otto 4. tysk konge fra 1198, tysk/romersk kejser fra 1208; søn af Henrik Løve og Mathilda, datter af Henrik 2. af England. Voksede op hos sin onkel Richard 1. Løvehjerte af England indtil han 9. juni 1198 blev valgt til tysk konge. I august 1209 indledte O den rejse til Italien under hvilken, paven (Innocent 3.) den 4. oktober 1209 i Rom kronede ham til kejser. For at skaffe sig kejserkronen opgav O alle krav på Sicilien. Men bøjede sig ikke for pavens krav om, at han skulle tilbagegive kirken af den jord, han i Tyskland havde inddraget under kronen. Efterhånden opstod der en stadig alvorligere strid mellem O og paven. Den skærpedes, da O indledte en erobring af de kejserlige territorier, paven havde inddraget i pavestaten. Paven svarede igen med at ekskommunikere O og iværksætte uro i Tyskland. For at bekæmpe uroen forlod O november 1210 Italien. Han fik støtte fra sin onkel kong Johan af England og indgik med ham i en alliance mod den franske konge (Filip 2. August). Men da O led nederlag i slaget ved Bouvines - 27. juli 1214 - var hans stilling alvorligt svækket, mange af hans tidligere støtter forlod ham og sluttede sig til hohenstauferen Frederik 2., der december 1212 var blevet kronet til tysk konge. O havde stadig støtte i og ved Køln og Brunswick. Her opholdt han sig til sin død. Han blev begravet i St. Blasius kirken i Brunswick (f ca 1175 eller ca 1182)

 

f Giovanni della Robbia, florentinsk billedhugger, søn af billedhuggeren Andrea della Robbia (d 4. august 1525) og overtog efter dennes død ledelsen af familiens billedhuggerværksted. Giovannis tidlige arbejder, hvoraf de mest bemærkelsesværdige er en vievandskumme i Santa Maria Novella i Firenze (1497) og medaljoner i Loggia de S. Paolo, blev udført i samarbejde med eller under skarpt af faderen. Frisen på Ospedale del Ceppo i Pistoia visende barmhjertighedsgerningere er blevet betegnet som hans mest ambitiøse arbejde er (d 1529)

 

1536 d henrettet Anne Boleyn, engelsk dronning; efter Henrik 8.’s endelige separation fra sin første dronning Katharina af Aragonien i juli 1531 ledsagede Anne Boleyn ham i 1532 under et besøg hos den franske konge Frans 1. Omkring 25. januar 1532 blev de hemmeligt gift, og den flg. påske blev giftermålet offentliggjort. I juni blev Anne Boleyn kronet, og i september fødte hun en datter, den fremtidige dronning Elizabeth 1. Fødslen af en pige var en stor skuffelse for Henrik. Da Anne Boleyn i de flg. år ikke fødte en dreng, var det en endnu større ulykke for hende, end det samme forhold havde været for Katharina af Aragonien. I 1534 har Anne Boleyn åbenbart aborteret, og i januar 1536 fødte hun et dødt drengebarn. Samtidig synes hun at have givet Henrik grunde, eller i det mindste påskud, til jalousi. Den 2. maj 1536 blev hun indsat i Tower anklaget for utroskab med adskillige mænd blandt disse sin bror. Den 12. maj blev fire fremtrædende mænd anklaget og dømt for forræderi som hendes elskere. Tre dage senere blev Anne Boleyn og hendes bror dødsdømt. Den 17. blev hendes påståede elskere henrettet. Samme dag blev hendes ægteskab med kongen ophævet. To dage senere blev Anne Boleyn halshugget ved Tower. Samme dag blev Henrik 8. trolovet med Jane Seymour (f ca 1507)

 

f Jacob Jordaens, flamsk maler; han var medarbejder hos Rubens med hvem han er meget beslægtet i stil, motiver, farver osv, men fjernt fra Rubens er den borgerlige tone, der præger J's kunst og giver den et selvstændigt udtryk. Blandt hans tidlige arbejder er "Korsfæstelsen" (1627, Paulskirke, Antwerpen). Et hovedværk i J's kunst er "Apostlen Peter, der finder skattens mønt i fiskens gab" (ca 1620-25, Statens Museum for Kunst). Skønt motivet er bibelsk, blev billedet allerede i 1600-tallet kaldt "Færgebåden til Antwerpen", idet Peter og fisken spiller en underordnet rolle i kompositionen i sammenligning med det smukke sceneri, som udfolder sig i den tungtlastede båd, der til randen er fyldt med godtfolk i alle aldre, kreaturer og gods. I evnen til at fastholde de mange personer og udtryksfulde detaljer i en stor og rolig komposition bestemt af bådens form, afslører J et talent, der gør færgebåden til Antwerpen til et mesterværk i flamsk barok. Også som portrætmaler var Jordaens fremragende, hans selvportræt findes i Uffizierne i Firenze. Efter Rubens død i 1640 fremstod J som den førende flamske historiemaler, og talrige opgaver fra hele Europa tilfaldt ham. I sine sene arbejder blev han påvirket dels af den franske billedkunst dels af calvinismen, begge dele indgår i 1660'ernes religiøse billeder, således i "Kristus, der velsigner de små børn" (ca 1663, Statens Museum for Kunst) (d 18/10 1678)

 

Slaget ved Rocroi; et slag i Trediveårskrigen, hvor en fransk hær på 32.000 mand under kommando af hertug d’Enghien tilintetgjorde en spansk hær på 28.000 mand under kommando af Don Francisco de Melo; det spanske nederlag markerede afslutningen på spansk militær overlegenhed i Europa. Den spanske havde overskredet den franske grænse fra Holland og var stoppet op for at belejre det lille fort Rocroi, 88 km nordøst for Reims. Enghien rykkede hurtigt frem mod spanierne vel vidende, at de afventede forstærkninger. Den 18. maj indtog begge hære deres stilling med hovedparten af deres infanteri i centrum og flankeret af kavaleri. Tidligt om morgenen den 19. anførte Enghien et vellykket kavaleriangreb på spaniernes venstre fløj. Mod Enghiens ordre angreb fransk kavaleri fra hans venstre fløj spaniernes højre fløj og blev slået tilbage. Spanierne fulgte det op ved et angreb på det franske centrum. Imidlertid lykkedes det Enghiens kavaleri at isolere spaniernes infanteri. Sent på dagen da alt disponibelt fransk og erobret spansk artilleri blev rettet mod det, var spanierne rede til overgivelse. Men da Enghien og hans stab kom for at modtage overgivelsen, åbnede nogle forvirrede spaniere ild. Rasende franskmænd kastede sig over spaniernes infanteri dræbte mere end halvdelen og tog resten til fange. Slaget ved Rocroi konfirmerede læren fra det første slag ved Breitenfeld (1631), at det var slut med at opstille infanteriet i store firkantede slagordner

 

1732 f Elie Salomon Francois Reverdil, pædagog og embedsmand; han kom til Danmark fra sit fødeland Schweiz i 1758, hvor han blev ansat ved Kunstakademiet. I 1760 blev han lærer for den danske kronprins Christian (7.). R var præget af oplysningstidens humane frihedsidealer og erkendte sin elevs sygdom. Som kabinets-sekretær hos Christian 7. fra 1766 støttede han landboreformer. Han blev medlem af Landbokommissionen af 1767, men udmanøvreredes kort tid efter i den interne politiske magtkammp. I 1771 kaldte Struensee ham tilbage til et hofembede. Han fik dog ingen indflydelse og efter Struensees fald i 1772, forlod han landet. Inden sin død nedskrev R sine erindringer. Fordi han var så tæt på kongen, er disse erindriger i dag en af de mest betydningsfulde samtidige kilder. Ikke blot til Christian 7.s psykiske sygdom, men til periodens politiske historie i almindelighed. Erindringerne udkom i 1858. (d 4/8 1808)

 

1762 f Johann Gottlieb Fichte, tysk filosof; 1794-99 professor i Jena; måtte gå af på gr. af anklage for ateisme, begrundet i hans tese om, at Gud er identisk med den moralske orden. Senere blev han professor i Berlin og 1810-12 rektor for universitetet. I 1790 stiftede han bekendtskab med Kants filosofi, et bekendtskab der fik afgørende betydning for ham. Året efter besøgte han Kant i Königsberg; da Kant nærmest var afvisende, søgte F at gøre indtryk på ham med et filosofisk skrift "Versuch einer Kritik aller Offenbarung". Det udkom anonymt i 1792, og blev af mange anset for at være et værk af Kant. Da forfatterens identitet blev afsløret, var F straks kendt i litterære tyske kredse. F’s filosofiske hovedværk er hans "Wissenschaftslehre" (1794). Heri søgte han at overvinde den dualisme Kant havde skabt med sin skelnen mellem det erkendende subjekts aprioriske kundskabsformer og "Das Ding an sich". F forkastede Kants "Das Ding an sich" og hævdede, at hele erfaringsindholdet er udviklet af jeg’et. I sin etik fremstillet i værket "System der Sittenlehre" (1798) betonede han den frie personlighed og den frie handling. F blev selv et eksempel på sin egen handlingsfilosofi ved den indsats han gjorde under den franske besættelse 1807-08 gennem sine taler til den tyske nation ("Reden an die deutsche Nation"), som fik stor politisk betydning ved at give stødet til den nationale vækkelse i Tyskland. Det samme gjorde hans mange politiske skrifter med nationalistisk og socialistisk tendens. Politisk var han liberal og arbejdede for indførelse af repræsentativ demokrati (d 29/1 1814)

 

Napoleon indstifter Æreslegionen som Frankrigs fornemste udmærkelse. Da en ridderorden i traditionel forstand ville minde for meget om det faldne monarki ordensvæsen, blev Æreslegionens medaljer benævnt som udmærkelsestegn i stedet for orden. Tegnene var inddelt i fire grader, hvortil senere kom en femte. Ordenstegnet har i hovedtrækkene holdt sig uforandret gennem de skiftende systemer i Frankrig, idet kun midtfeltets Napoleonsportræt på det ældste ordenstegn ved kongemagtens genindførelse i 1814 erstattedes af Henrik 4.’s portræt og ved dekret af 8. november 1870 af republikkens kvindehoved

 

f Orla Lehmann, politiker, jurist; sin første politiske artikel skrev han i 1832; den handlede om valgretten til stænderforsamlingerne, og han ønskede tyngdepunktet lagt hos den "oplyste og agtværdige middelstand". Fra 1834 var han medarbejder ved "Kiøbenhavnerposten" og "Fædrelandet". Ved Frederik 6.’s død 1839 stod han som de liberales fører, "frihedens brudgom". 1840 blev han medlem af Københavns borgerrepræsentation, 1841 af stænderforsamlingen i Roskilde. I 1841 blev han fængslet for en tale til bønderne på Falster mod enevælden. Fængselsopholdet skaffede ham martyrkronen, og han spillede en fremtrædende rolle i de begivenheder, der førte til enevældens sammenbrud. Han var medlem af martsministeriet (marts-november 1848) og var blandt grundlovens fædre. I årene 1848-51 var han amtmand i Vejle; 1851-53 medlem af Folketinget; fra 1853 til 1870 af Landstinget. Men han var ikke mere de liberales leder, og han stod i stærk modsætning til bondevennerne. Frem til omkr. 1860 var hans politiske indflydelse derfor ringe. Men da ejderpolitikken fra dette tidspunkt atter kom i forgrunden, kom L som dens lidenskabelige talsmand atter i regeringen. Det skete i 1861 som indenrigsminister. L’s politiske indsats i de følgende år betyder, at han bærer en stor del af ansvaret for novemberforfatningen, krigen 1864, nederlaget og tabet af hertugdømmerne. Efter at være gået af som minister 31. december 1863 spillede han ingen politisk rolle. Nederlaget 1864 slog L helt ud; fra da af var han syg og nedbrudt. Da håbet om Preussens nederlag brast ved franskmændenes nederlag ved Sedan, døde han få dage senere (d 13/9 1870)

 

d Claude Henri de Rouvroy Saint-Simon, fransk socialfilosof; han fik en militær uddannelse og deltog 1779 i Den amerikanske Frihedskrig. Herefter opholdt han sig i Mexico, Spanien og England. Under revolutionen i Frankrig levede han i Paris, men deltog ikke i revolutionen. I Paris levede han i fattigdom og udgav en række samfundsfilosofiske programskrifter og udkast. Bl. disse er "Indledning til det 19. århundredes videnskabelige arbejde" (1808), "Katekismus for for det arbejdende samfund" (1823-24) og "Den nye kristendom" (1825). S-S ville skabe et nyt samfundsvidenskabeligt system og en ny livsopfattelse byggende på arbejdets ære og ret. Han prædikede næstekærlighed; han ville afskaffe krig og forbedre underklassens kår. Samfundsspecialister skulle oplære industrieksperter, som skulle organisere samfundet og produktionen, så at der blev rigeligt med varer til alle samfundsmedlemmer. Den videnskabelige forståelse af samfundet skulle samles i science politique baseret på induktioner fra historiske data og samtidige observationer. Med disse og andre ideer blev Saint-Simon en tidlig talsmand for teknokratiet. Med udgangspunkt i samtidens spekulationer udviklede han teorier om samfundet, som senere blev sat i system i hans elev Auguste Comtes positivistiske sociologi. Den største betyd-ning fik Saint-Simon for den samfundsopfattelse, som senere udkrystaliseredes i socialismen(f 17/10 1760)

 

f Vittorio Emanuele Orlando, italiensk statsmand; han var sit lands premierminister i 1. Verd.krigs. sidste år og leder af den italienske delegation til Versailles fredskonferencen. Han blev medlem af Deputeretkammeret i 1897, var undervisningsminister 1903-05, justitsminister 1907-09 og atter undervisningsminister i 1914. Han støttede italiensk deltagelse i verdenskrigen – maj 1915. Under den krise, der fulgte efter italienernes nederlag til østrigerne i slaget ved Caporetto, blev han premierminister; det lykkedes ham at samle sine landsmænd til en fornyet indsats. Efter krigens sejrrige afslutning drog O til Versailles, hvor han havde alvorlige sammenstød med sine allierede først og fremmest med præsident Wilson, USA over italienske krav på østrigske områder. Da også jugoslaverne rejste krav på havnebyen Fiume på halvøen Istrien ved Adriaterhavets nordlige ende appellerede Wilson direkte til den italienske befolkning uden om O. Manøvren slog fejl, men den var med til at vise, at O ikke var i stand til at få indrømmelser fra sine allierede. Det undergravede hans position, og den 19. juni 1919 trådte han tilbage. December samme år valgtes han til formand for Deputeretkammeret. I den begyndende strid mellem arbejderorganisationerne og Fascistpartiet støttede O i første omgang Mussolini, men da den socialistiske politiker Matteotti blev myrdet af fascister, skiftede han standpunkt. O modarbejdede fascisterne ved lokalvalgene på Sicilien, og i protest mod fascisternes valgsvindel nedlagde han i 1925 sit mandat. Han forblev uden for politik til efter 2. Verd.krig. I 1946 blev han medlem af den forsamling, der skulle udarbejde en ny forfatning. I 1948 blev han medlem af det nye italienske Senat. Samme år var han kandidat ved præsidentvalget, men blev ikke valgt (d 1/12 1952)

 

d Nathaniel Hawthorne, amerikansk forfatter; efter eksamen ved Bowdoins College i Maine vendte han hjem til fødebyen Salem, Massachusetts, hvor han isolerede sig de flg. 12 år for at skrive. 1839 blev han tolder i Boston, en stilling han bestred til 1842. De flg. ti år forsøgte han at leve som professionel forfatter, indtil han 1853 blev sendt til Europa som konsul. Sine sidste og mest produktive år tilbragte han i Concord, Massachusetts. Sin position som forfatter slog H fast med sine samlinger af korte fortællinger. I 1837 kom samlingen "Twice-Told Tales", i 1846 "Mosses from an Old Manse" og i 1851 "The Snow Image". Men det er for sine fire romaner H læses i eftertiden. Den første "The Scarlet Letter" (1850) er en fortælling fra de første pilgrimmes Amerika. Den kvindelige hovedperson skal som straf for ikke at ville opgive navnet på faderen til sit uægteskabelige barn bære et skarlagensrødt A(dultery) på sit kjolebryst. I 1852 kom romanen "The House of the Seven Gables". I 1841 investerede H tusind dollar i kollektivet Brook Farm Community, et utopisk eksperiment som ikke blev nogen succes. Disse erfaringer danner baggrund for hans tredje roman, "The Blithedale Romance" (1852). Indtrykkene fra årene i Europa brugte H i "The Marble Faun" (1860). I sine senere år fik han stadig sværere ved at skrive, og ved sin død efterlod han flere ufuldendte manuskripter (f 4/7 1804)

 

f Jørgen Jørgensen, radikal undervisningsminister 1935-1942 og 1957-1961, indenrigsminister 1942-1945; efter uddannelse inden for landbruget overtog han 1923 sin fødegård, hvor de mange impulser fra barndommens og ungdomsårenes grundtvigske bondemiljø samledes i et virksomt liv, gårdens drift, ikke mindst avl af Frederiksborg-hingste, deltagelse i kommunalt arbejde, møder i friskole og forsamlingshus, hjemmeundervisning af børnene, diskussioner med gårdens karle og piger, alle omkring langbordet med J for bordenden, optaget af politiske og åndelige brydninger, alt anskuet ud fra et grundtvigsk-folkeligt livssyn. Han var De Radikales kandidat ved valgene til Folketinget i 1924 og 1926; indvalgtes 1929 og var medlem af Folketinget til 1960. 1934 blev han formand for den radikale folketingsgruppe, men fratrådte året efter, da han blev undervisningsminister. I 1937 gennemførte han en folkeskolelov, der skulle fjerne forskellen mellem landsbyskolen og købstadsskolen. Ved regeringsomdannelsen i efteråret 1942 ønskede tyskerne J fjernet fra undervisningsministerposten, og han blev i stedet indenrigsminister. At han blev i ministeriet Scavenius til 29. august 1943 betød, at han til sin store skuffelse ikke fik nogen post i befrielsesregeringen. Efter befrielsen blev han atter formand for den radikale folketingsgruppe og stod sammen med Bertel Dahlgaard ubestridt som partiets leder med betydelig indflydelse på al væsentlig lovgivning. Dog blev De radikale først i 1957 atter regeringsparti. Da indgik partiet sammen med Soc.demokratiet og Retsforbundet i trekantsregeringen, og J blev atter undervisningsminister. I sin sidste periode som undervisningsminister (1957-61) stod J bag folkeskoleloven af 1958. Hensigten med loven var at samordne folke-og gymnasieskolen i retning af en niårig enhedsskole. Det betød bl.a., at mellemskolen afskaffedes; derved undgik man en sortering af børnene ved 11-års-alderen. I stedet oprettedes en almen og en boglig linje på 6.-7.klassetrin og en realafdeling på 8.-10. klassetrin (d 15/12 1974)

 

f Ho Chi Minh, vietnamesisk statsleder; under studieophold i Frankrig 1917-23 deltog han i 1920 i grundlæggelsen af det franske kommunistparti. Fra Paris tog Ho først ophold i Moskva og derefter i Shanghai. Her dannede han i 1924 Vietnams Revolutionære Ungdomsforbund. Forbundet var en forløber for Indokinas kommunistiske parti, som blev grundlagt i Hong Kong i 1930. Efter et oprør i Vietnam 1930-31 med kommunistisk deltagelse dømtes han til døden. Det lykkedes ham at flygte, og 1932-40 levede han som flygtning i Moskva. Fra 1943 fremstod han som leder af Viet Minh guerillaerne i kampen mod japanere og franskmænd i Indokina, og den 2. september 1945 kunne han i Hanoi udråbe Den Demokratiske Republik Vietnam. Ho spillede en fremtrædende rolle i krigene i Indokina mod Frankrig og USA Efter Frankrigs nederlag i 1954 blev Vietnam ved Genevekonferencen samme år delt, og Ho var fra 1954 til sin død præsident i Nord-Vietnam. Om Ho er det blevet sagt, at selv om nationalismen formentlig var en stærkere drivkraft i hans virksomhed end kommunisme, var han en af 1900-tallets mest betydende revoliutionære ledere i Asien. Under 1960’ernes Vietnamkrig fik han i Vesten status som symbol for den tredje verdens frihedskamp mod nykolonialisme og Vestens kapitalistiske udbytning. Med sin beskedne fremtræden og efter sigende tarvelige levevis kom han for Vestens 68’ere til at stå som en Østens tænker og vismand. Råbet "Ho Ho Ho Chi Minh" hørtes da også ved de fleste af 1960’ernes antiamerikanske demonstrationer (d 3/9 1969)

 

d William Gladstone, engelsk premierminister 1868-1874, 1880-1885, 1888, 1892-1894; ved sin indtræden i Underhuset i 1833 var G med sin konservative overbevisning og religiøse interesser en typisk repræsentant for de ideer, som var rådende inden for det højere borgerskab i Storbritannien. I 1840'erne blev han frihandelstilhænger; som handelsminister i 1842 gennemførte han en stor toldtarifrevision og fremstod efterhånden som de liberales leder. Beklædte derefter forskellige ministerposter; således var han finansminister i årene 1852-55 og 1859-66. I 1868 blev han premierminister. I de seks år han beklædte denne post, var hans arbejde væsentlig viet kirke- og jordspørgsmål. Den konservative strømning, som var en følge af G’s dristige reformpolitik og lempfældige udenrigspolitik, bragte de konservative til magten i 1874; G stod derefter i en periode uden for det offentlige liv. Han havde i 1858 udgivet "Studies on Homer and the Homeric Age" og udgav nu (1876) "Homeric Syncronism". I årene 1873-74 og 1880-82 var han igen finansminister. I sin sidste periode som premierminister var han optaget af det irske spørgsmål og fremlagde igen sit forslag om irsk Homerule. Det blev imidlertid standset i Overhuset. Han trak sig derefter helt ud af politik. Hans tilnavn "The Grand Old Man" viser hans samtids hyldest. Om G er det blevet sagt, at som karakter kendetegnes han af retsindighed og frygtløshed, men også af magtlyst og stejl selvsikkerhed; den sidste hang sammen med hans religiøsitet, som gjorde, han anlagde moralske betragtninger på alle politiske spørgsmål. Han savnede humor og hans menneskekundskab var begrænset; dronning Victoria yndede ham ikke med "hans evindelige ideer og reformer" (f 29/12 1809)

 

1925 f Malcolm X (Malcolm Little), amerikansk muslim leder; under et fængselsophold 1946-52 blev han omvendt til Nation of Islam. Herefter udskiftede han sit efternavn med X, fordi han nu var ex-smoker, ex-drinker, ex-christian og ex-slave. I 1964 forlod M Nation of Islam og grundlagde sin egen Muslim Mosque. I 1965 stiftede han Organization of Afro-American Unity, som skulle fremme samarbejdet mellem det sorte USA og den 3. verdens lande. For sit arbejde for islam - bl.a. startede han avisen Muhammed Speaks - blev han udnævnt til leder af Mosque nr 7 i Harlem, der næst efter hovedkvarteret i Chicago var det mest betydningsfulde muslimske center i USA. M’s taler øvede stor indflydelse på USA’s sorte befolkning, ligesom hans erindringer "The Autobiography of Malcolm X" fik stor betydning for afro-amerikanernes selvforståelse (d 21/2 1965)

 

d Thomas Edward Lawrence (of Arabia), britisk arkæolog, officer og diplomat. Som ung arkæolog foretog han vidtstrakte rejser i Mellemøsten og blev i begyndelsen af 1. Verd. krig knyttet til det britiske hovedkvarter i Ægypten. Da emiren i Mekka og andre araberhøvdinge gjorde oprør mod tyrkerne i 1916, så L en mulighed for at samle de mange spredte og indbyrdes uenige araberstammer til en fælles krigsindsats på allieret side. I årene 1917-18 arbejdede han utrætteligt som organisator og anfører og foretog dristige og overraskende angreb på tyrkisk militær. Han klædte sig og levede som en indfødt, han beherskede dialekterne forholdsvis godt, og han blev anerkendt som en indfødt af araberne. Hans guerillaoperationer havde stor betydning for den britiske general Allenbys felttog mod tyrkerne, og det var L’s araberstyrker, som først rykkede ind i Damaskus i 1918. Han deltog i Versailleskonferencen og blev dybt skuffet over dens behandling af arabernes drøm om selvstændighed. Han trådte helt tilbage fra offentligheden. Skønt han var blevet udnævnt til oberstløjtnant i hæren, var det som menig og under navnet Ross (senere Shaw), han i 1922 meldte sig til tjeneste i Royal Air Force. I 1926 udgav han beretningen om sine oplevelser og reflektioner under ørkenkrigen, "Seven Pillars of Wisdom". Bogen fik en særegen status blandt selvbiografier og rejseskildringer, og dens gådefulde forfatter blev allerede i levende live noget af en sagnfigur. Lawrence omkom ved en motorcykelulykke (f 15/8 1888)

 

1977 d Carl "Skomager" Hansen, fodboldspiller og -træner; som den første danske fodboldspiller, der blev professionel, blev han i 1921 købt af Glasgow Rangers. Inden da havde han skabt sig et ry som en farlig angriber i den københavnske klub B1903. I årene 1918-21 havde han i syv landskampe scoret tre mål. Sit tilnavn fik han efter faderens erhverv som skomager. Carl Skomager blev meget populær i Glasgow; hans karriere her blev imidlertid kort. En benskade stoppede den efter kun fire sæsoner. Efter hjemkomsten til Danmark erhvervede han efter to års karantæne sine amatørrettigheder. Senere blev han fodboldtræner. Bl.a. var han træner for det danske fodboldlandshold under dets deltagelse ved de olympiske lege i Helsingfors i 1952 (f 17/5 1898)

 

 

 

Til top        20. maj

Kirkemødet i Nicaea (nuværende Iznik i Tyrkiet) begynder. Mødet (synoden) var indkaldt af kejser Konstantin for at få afsluttet splittelsen i den kristne kirke om den rette forståelse af Kristi forhold til Faderen. En præst i Alexandria havde vendt sig mod den tanke, at Kristus skulle være evig ligesom Gud Faderen, fordi det stred mod Guds enhed og fuldkommenhed, og han anså derfor Kristus for at være skabt. Det var præsten - Arius - overbevisning, at for at fastholde monoteismen og Kristi betydning som moralsk forbillede måtte man hævde, at Sønnen var Faderen underordnet. Arius lære - arianismen - vandt stor udbredelse, men stødte også på stærk modstand. Ca. 250 biskopper efterkom den kejserlige stævning. Næsten alle var de fra de østlige provinser. Vesten var kun repræsenteret med seks deltagere. Ved mødets åbning i kejserpaladset indfandt Konstantin sig iført hele det kejserlige skrud for derved at markere synodens højofficielle karakter. Efter månedlange forhandlinger blev det fastslået, at Sønnen er af samme natur (homoousios) som Faderen. Men arianerne gav ikke op. Først ved kirkemødet i Konstantinopel i 381 blev striden afgjort. Ved synoden i Nicaea traf man også afgørelser om liturgiske og kirkeretslige problemer; f.eks. vedr. ekskommunikation, biskoppers myndighed og at kirkens mænd ikke måtte gifte sig, men at allerede gifte ikke skulle forstøde deres koner.

 

f Pietro Bembo, veneziansk kardinal, som i Renæssancen skrev en af de tidligste italienske grammatikker og som var aktiv i skabelsen af italiensk som et litterært sprog. Efter en grundig uddannelse hjemme i Venezia blev han i 1513 pave Leo 10.’s sekretær. Ved Leos død (1521) forlod han Rom og slog sig ned i Padova. I 1529 blev han Venezias historiograf og blev kort tid efter desuden udnævnt til bibliotekar ved Markuskirken. Da han i 1529 blev kardinal vendte han tilbage til Rom, hvor han studerede teologi og den klassiske oldtids historie. B skrev fornem lyrisk poesi på latin, da han begyndte at skrive sin poesi på italiensk med Petrarcha som forbillede. Hans måde at efterligne Petrarcha på fik stor betydning og blev kendt som bembismo. En samlet udgave af hans italienske digte udkom i 1530 med titlen Rime. Andre arbejder på italiensk er "Gli Asolani" (1505) dialoger om platonisk kærlighed; et arbejde der fik betydning for forfattere som Ariosto, Castiglione og Tassa; dertil kom en Venezias historie og "Prose della volgar lingua" (1525, Diskussion om modersmålet). I værket kodificerede B italiensk ortografi og grammatik; hvilket var af betydning for skabelsen for et standard italiensk, der efter B’s opfattelse skulle have 1300-tallets toscansk som forbillede. Hans synspunkt, som mødte modstand hos dem, der ville have latin og moderne italiensk som forbillede, triumferede ved udgangen af 1500-tallet (d 18/1 1547)

 

Efter som den første europæer at have gennemført sejladsen fra Europa syd om Afrika til Indien ankrer Vasco da Gama med sine tre skibe op ud for den indiske by Kalikut. Med en arabisk lods om bord forlod Vasco da Gamas lille flåde Afrikas østkyst den 24. april. Efter ikke at have set land i 23 dage fik de portugisiske søfolk landkending den 18. maj. På gr. af uroligt vejr turde man ikke nærme sig kysten. Søndag den 20. maj, da man var kommet tæt til land, kunne den arabiske lods genkende nogle bjerge (Kap Kaladur), og han meddelte portugiserne, at bjergene lå nord for byen Kalikut, og at de var kommet til det land, de var sejlet ud for at finde

 

1506 d Christoffer Columbus, italiensk/spansk søfarer; stod tidligt til søs og kom som ung vidt omkring, i al fald til England og Guinea, muligvis også Island. I 1476 bosatte han sig i Lissabon som repræsentant for et genovesisk firma. Tre år senere blev han gift og arbejdede nu som kartograf. Han deltog i flere af portugiernes rejser langs Afrikas vestkyst. Desuden studerede han flittigt rejsebeskrivelser og kort. Gennem disse studier kom han ind på tanken om at søge til Indien ved at sejle mod vest fra Portugal. I 1484 tilbød han den portugisiske regering sin plan, men blev afvist. Også i Spanien og England blev han afvist. Men i 1492 gav det spanske kongepar grønt lys for C’s planer. Han fik overladt tre små skibe, og med disse forlod han den 3. august 1492 Spanien på sin første rejse mod vest. Da han nåede frem til en ø, som han kaldte San Salvador, var han overbevist om, han var kommet til en ny ø ved Indien og kaldte de indfødte for indianere. På rejsen nåede C til Cuba og Haiti. 15. marts 1493 var han tilbage i Spanien. 1494 drog han ud på en ny rejse nu med 17 skibe. På rejsen blev bl.a. flere af de små Antiller opdaget. Maj 1496 var C atter i Spanien. I 1498 drog han ud på sin tredje rejse. På denne rejse opdagede han Sydamerikas kyst. C’s fjerde og sidste rejse begyndte i 1502. Under denne opdagede han Mellemamerika. Her traf han civilicerede indianere. Han blev derfor bestyrket i sin tro, at han havde fundet det østlige Asien. Da C i 1504 nåede tilbage til Spanien var han meget syg og måtte overlade sin ældste søn, Diego at rejse til hoffet og varetage sine interesser der. C testamenterede sine rettigheder og admiraltitel til Diego, som blev vicekonge over Haiti. Hans sønnesøn opgav rettighederne, men fik til gengæld titlen hertug af Veragua og marquis af Jamaica. Disse titler har efterkommere senere beholdt (f 1451)

 

1631 Stormen på Magdeburg. Trediveårskrigen. I 1524 blev Luthers lære indført i byen, som blev herefter styret af byens ærkebiskop. I 1629 modstod Magdeburg en syv måneder lang belejring af Wallensteins tropper. 20. maj 1631 blev den stormet og indtaget af Tillys katolske tropper. Byen blev plyndret og nedbrænte næsten totalt. Hovedparten af de 40.000 indbyggere blev dræbt af Tillys tropper. Ved freden efter Trediveårskrigen i 1648 blev Magdeburgs ærkebiskoppelige styre ændret til verdsligt hertugstyre. Den ved fredsslutningen regerende ærkebiskop (hertug) fik lov at have embedet til sin død. Derefter skulle Magdeburg tilfalde kurfyrsten af Brandenburg. Det skete i 1680

 

1772 f Sir William Congreve, engelsk artilleri officer og opfinder; bedst kendt for sine militære raketter, som betegnede et betydeligt fremskridt i fremstilling af sortkrudt raketter, og som startede en udbredt anvendelse af raketter på europæiske slagmarker. C baserede sine raketter på dem, der var blevet brugt af den indiske fyrste Hyder Ali mod britiske styrker i 1792 og 1799. I 1805 byggede han en raket, der var 103 cm lang med en stabilisatorvinge på 4,9 m; raketten havde en rækkevidde på 1,8 km. C’s raketter blev under Napoleonskrigene brugt mod Boulogne og Danzig og ved Københavns bombardement i september 1807. C fortsatte med at forbedre sine raketter med hensyn til rækkevidde og træfsikkerhed. Forbedrede kanoner gjorde efterhånden hans raketter forældede, men de fandt fortsat anvendelse som nødraketter. Ved faderens død i 1814 arvede C dennes barontitel og blev leder af Royal Laboratory of Woolwich´Arsenal. Fra 1818 til sin død var C medlem af parlamentet (d 16/5 1828)

 

f Honoré de Balzac, fransk forfatter; efter at have studeret jura og have været ansat på et parisisk sagførerkontor levede han som forfatter. Hans første romaner (fra 1821) var rene knaldromaner, skrevet for at tjene penge; på fem år udsendte han ikke færre end 13 romaner på i alt 35 bind. Senere fornægtede han disse ungdomsværker. Oprettelse i 1825 af eget bogtrykkeri endte tre år senere med krak og påførte B en meget stor gæld, som han aldrig kom ud af. Med romanen "Chouanerne" (1829)afslørede B sine virkelige evner som forfatter: hans eminente kendskab til de menneskelige sjæleliv, til tankegang og indstilling i borgerskabets forskellige lag. B var besat af ubændig produktionstrang; han arbejdede i rasende tempo så godt som døgnet rundt. I løbet af de sidste 20 år af sit liv skrev han over 80 omfangsrige romaner og en række udkast til romaner, som han ikke nåede at fuldføre. Han er især kendt som skildrer af sin samtids samfund. Han skildrer mennesker, som kæmper for livets goder, og ikke mindst er han klar over, hvilken rolle penge spiller i menneskets jagt efter nydelse, magt og anseelse. Han var ingen samfundsreformator; han gav ofte et afslørende billede af de mennesker og miljøer, han fremstillede, men han havde ikke noget klart socialt program, og hans egne politiske sympatier var meget konservative. B’s skildring af døde ting viser, hvordan han på samme tid var realist og visionær. Han har et klart blik for konkrete detaljer, og i mange af hans bøger er detailrigdommen stor. Men ofte får tingene liv ved, at de får præg af de mennesker, som færdes blandt dem. I 1836 besluttede B at samle sine romaner til ét værk "La Comédie humaine". Værket er blevet betegnet som den europæiske realismes fundament, og med det har B haft stor indflydelse på romanens udvikling fra romantik til realisme (d 18/8 1850)

 

f John Stuart Mill, britisk filosof; tobindsværket "A System of Logic" (1843) er et af hovedværkerne i M’s produktion. Her som i senere værker f.eks. "An Examination of Sir William Hamiltons Philosophy" (1865) forsvarer M en radikal variant af empirismen, den såkaldte fænomenalisme: den umiddelbare kundskab, vi har gennem sansningen, er sikker kundskab, og al anden kundskab må bygge på den. Med ovennævnte og andre værker er M alment anerkendt som en pioner i klarlægningen af eksperimentelle erfaringsvidenskabelige metoders forudsætninger, muligheder og rækkevidde. I etikken indgår M som en af de store i rækken af britiske utilitarister, men han blev efterhånden også påvirket af bl.a. stoiske og kristne tanker. I sin bog "On Liberty" (1859) og i andre skrifter kritiserer han Benthams lykke- og nyttelære; med henvisning til erfaringen udskiller han en højere lykkefølelse af intellektuel art og understreger den følelse af værdighed, som er menneskets egen, og som det gælder om at fastholde ved at styrke karakterens ædle træk. I sin samtid havde M et stort navn som socialøkonom. Grundsynet i hans tobinds værk "Principles of Political Economy" (1848) er klassisk liberal; men han mener, at staten skal gribe ind over for frikonkurrencens åbenbare og alvorlige skyggesider. Når det gælder produktionsresultaternes fordeling må staten være indstillet på at gribe ind i retfærdighedens navn til fordel for samfundets svage og tillige gennem sociale reformer bøde på opståede ulemper. M’s tanker på dette område indeholder spiren til den samfundsopfattelse, der er blevet kaldt socialliberalisme. Med sin "The Subjection of Women" fra 1869 gav M varm tilslutning til tanken om kvindens retlige ligestilling med manden (d 8/5 1873)

 

Slaget ved Bautzen (ved Leipzig). Napoleon og hans soldater stod her over for en preussisk-russisk hær. Slaget sluttede med samme resultat som slaget ved Lützen tre uger tidligere.Napoleon opnåede en pyrrhussejr. Russerne og preusserne forlod slagmarken, men franskmændene havde ikke den tilstrækkelige styrke til at forfølge dem og afgøre slaget endeligt.Begge sider mistede ca 20.000 mand. Tabet var værst for Napoleon, som i forvejen var talmæssig underlegen, og efter det fatale Ruslandsfelttog i 1812 var hans reserver små

 

f Chr. Hostrup, forfatter og præst; han blev cand theol i 1843; i studietiden vakte hans evner som visedigter f.eks. drikkevisen "Nu er det stille, han har os forladt" og hans spirende dramatikertalent opmærksomhed. Han skrev nogle små sangfarcer og blev kendt med komedien "Genboerne", der blev opført på Hofteatret i februar 1844. I 1846 kom stykket "En spurv i Tranedans", hvor H forsøgte sig som samfundskritiker. Med hans komediers succes nåede H’s arbejder fra studenterscenerne op på Det kgl. Teater, hvor "Genboerne" blev opført i det folkelige år 1848. Det skete trods direktionens betænkeligheder ved at opvarte bl.a. hoffet med stykkets kåde studenterløjer. Samme år opførtes her hans tredje større sangspil "Eventyr på Fodrejsen".Det havde han fået ideen til, mens han i årene 1844-47 var huslærer. Han virkede i flere år som lærer og foredragsholder, indtil han i 1855 blev sognepræst i Silkeborg. Her virkede han til 1862, hvorefter han i årene 1862-81 var slotspræst ved Frederiksborg. Sit otium tilbragte han på Frederiksberg og var stadig virksom som prædikant. I 1882 udkom hans taler under titlen "Folkelige Foredrag". I H’s forfatterskab er endvidere både folkelige sange som f.eks. "Høje Nord" og "Det, som lysner over Vangen" og alvorlige digte som f.eks. "Risbøgen", "Drøm og Liv" o.a. Kirkeligt og folkeligt arbejde i Grundsvigs ånd optog hans sidste år. Politisk tilsluttede han sig aktivt det Hørupsle Venstre (d 21/11 1892)

 

1818 f William George Fargo, amerikansk grundlægger af Wells-Fargo Express Company; i 1844 oprettede F i byen Buffalo sammen med Henry Wells og Daniel Dunning Wells and Company, der som det første ekspres postselskab opererede vest for Buffalo og så langt mod vest som Chicago. I 1850 sluttedes selskabet sammen med to andre postfirmaer, der opererede mellem Albany og Buffalo i American Express Company med Fargo og Wells som direkrører. To år senere oprettede de Wells Fargo and Company med henblik på at forbinde New York City og San Francisco. Det skulle ske såvel ad søvejen med landværts passage af Panamatangen som tværs over det amerikanske kontinent og besørge ekspresposttjeneste og bankforretninger for de californiske guldmineinteresser. For på bedste måde at kunne det købtes i 1861 selskaber Pony Express og i 1866 Overland Mail Company. Over land skete transporten i dilligencer ledsaget af bevæbnede vagter. Fargos selskaber bragte ikke kun post og forsyninger frem til guldgraverne, men købte disses guldstøv. Et minde om denne bankvirksomhed i det yderste vesten er den stadig eksisterende bank i San Francisco "Wells Fargo National Bank" (d 3/8 1881)

 

d Marie Joseph Paul Yves Roch Gilbert du Motier, marquis de la Fayette, fransk officer og politiker; efter sin deltagelse i Den Nordamerikanske Frihedskrig vendte han i triumf tilbage til Frankrig 1784; 1789 blev han medlem af Nationalforsamlingen valgt af adelen. Med en del af adelen gik han juni 1789 over til trediestand og fremlagde juli 1789 udkast til erklæringen om menneskerettighederne. Efter stormen på Bastillen blev han chef for den nye nationalgarde. Som tilhænger af konstitutionelt monarki kom la F i knibe efter kongens flugtforsøg. Det blev endnu værre, da krigen var brudt ud (1792), og nordhæren under la F’s kommando led nederlag. Han blev frataget sin kommando og måtte emigrere. 1792-97 var han østrigsk krigsfange. I Napoleonstiden levede han på sine godser. Under julirevolutionen 1830 blev la F chef for den genoprettede nationalgarde. Imidlertid bidrog han til, at kongemagten blev overdraget Louis Philip. Skuffedes og tilsluttede sig oppositionen. I 1833 grundlagde han en republikansk forening for menneskerettigheder. Hans memoirer er udgivet i 6 bind (1837-38) (f 6/9 1757)

 

f J. H. Deuntzer, jurist og politiker; konseilspræsident og udenrigsminister 1901-05. Han deltog som frivillig i krigen 1864, blev sekondløjtnant i artilleriet 1868 og var 1876-84 løjtnant af forstærkningen. Han blev cand jur i 1867 og udnævntes fem år senere til professor ved Københavns Universitet. Herefter virkede han til udnævnelsen til konseilspræsident i 1901 ved universitetet. Han skrev en lang række juridiske værker. Hans hovedværk er "Den danske Skifteret" (1885). Endvidere beklædte han tillidsposter. Bl.a. var han i 1897 medstifter af ØK og sad i dets bestyrelse til 1910 samt formand for voldgiftskommissionen af 1899 vedr. arbejdsstridigheder. D var liberal, men havde ikke spillet nogen politisk rolle, da Chr IX i 1901 udpegede ham til at lede den første Venstreregering. Ved at vælge en person, der stod uden for den politiske magtelite, bevaredes endnu forestillingen om, at kongen havde retten til frit at vælge sine ministre. Selv så D sig som mægler og formidler ved overgangen til det nye. Da D var ganske ukendt med parlamentarisk virksomhed og uforberedt på at skulle sammensætte et ministerium fik han ikke megen indflydelse på dets sammensætning. Som udenrigsminister arbejdede han på at få stormagternes anerkendelse af Danmarks permanente neutralitet. Der kom dog intet ud af disse bestræbelser. D var medlem af Folketinget 1902-13 og kongevalgt medlem af Landstinget 1914-18. I 1905 meldte han sig ud af venstrereformpartiet og gik i gruppe med Folketingets Venstre, senere Det radikale Venstre. Men egentlig partitilhænger af Det radikale Venstre var Deuntzer ikke (d 16/11 1918)

 

1849 d Anne Brontë, (pseudonym Acton Bell) engelsk forfatter; hun var som sine søstre, Charlotte og Emily, guvernante. Sine erhvervserfaringer blev grundlaget for guvernanteromanen "Agnes Grey", der udkom som bind 3 efter Emilys "Wuthering Heights". Ægteskabsromanen "The Tenant of Wildfell Hall" (1848) fortæller på baggrund af broderens skæbne om en families opløsning på grund af mandens udsvævelser; realismen i beskrivelsen af udsvævelserne skaffede romanen en skandalesucces, men forfatterholdningen er moralsk (f 17/1 1820)

 

1867 I London nedlægger dronning Victoria grundstenen til Royal Albert Hall. Bygningen var et resultat den afdøde prinsgemal Alberts arbejde for kulturelle formål. Albert Hall, som er elipseformet og dækket af en kuppel og med ydervægge dekoreret med friser, blev åbnet i 1871. Bygningen, der er udstyret med et orgel med 1.000 piber, kan rumme 9000 mennesker

 

f Sigrid Undset, norsk forfatter, hvis forfatterskab var internationalt og som i 1928 modtog nobelprisen i litteratur; hun debuterede i 1934 med romanen "Elleve år", hvor hun skildrede sin barndom. U arbejdede på kontor i 10 år, før hun blev gift fik børn, og før hun begyndte at skrive. Hendes første bøger beskæftigede sig med kvindens stilling i samtidens noget uromantiske lavere middelklassemiljø. Blandt disse værker er "Splinten av troldspeilet" (1917) og "Jenny" (1911). Herefter vendte hun sig til den fjerne fortid og skabte, hvad der anses for hendes hovedværk, trilogien "Kristin Lavransdatter" (1920-22). Skønt romanernes middelalderlige miljø, er det som i U’s tidligere værker en kvindeskæbne, der portrætteres. Her den stolte, uafhængige, men også ydmyge og opofrende Kristins udvikling, gennem hendes ægteskab til en stærk og opofrende kvinde. Såvel i dette værk som i den historiske roman "Olav Audunssøn" (1925-27) spiller religiøse spørgsmål en stor rolle og genspejler U’s egen situation. I 1924 konverterede hun til katolicismen, og i sine senere værker, som foregik i et samtidigt miljø, spillede religiøse spørgsmål til stadighed en stor rolle. Under tyskernes besættelse af Norge opholdt U sig i USA (d 10/6 1949)

 

Italien tilslutter sig alliancen mellem Tyskland og Østrig-Ungarn, Triplealliancen. For at aflede dets opmærksomhed fra Europa støttede Tysklands kansler, Bismarck Frankrigs politik i Nordafrika. Den førte i 1881 til et fransk protektorat over Tunesien mest motiveret af frygt for, at Italien skulle overtage landet og derved sætte sig fast ved grænsen til det franske protektorat, Algeriet. Set fra Berlin havde det den fordel, at der opstod et modsætningsforhold mellem Italien og Frankrig. Derved blev Italien drevet i armene på Tyskland. Bismarck udnyttede situationen til i 1882 at få de to gamle fjender Østrig og Italien ind i en alliance med Tyskland, Triplealliancen. Mod et tysk løfte om hjælp i tilfælde af et fransk angreb på Italien lovede Italien neutralitet i tilfælde af en krig mellem Østrig-Ungarn og Rusland og krigsdeltagelse på Centralmagternes (Østrig-Ungarn og Tyskland) side i tilfælde af, at de kom i krig med en fransk-russisk koalition

 

I forbindelse med verdensudstillingen åbnes i Paris de 2. olympiske lege. At være knyttet sammen med verdensudstillingen, blev ingen succes for legene. De strakte sig over 4 måneder fra maj til oktober. Der afholdtes hverken åbnings- eller afslutningsceremoni. Der afvikledes mange discipliner. Selv Den olympiske komite havde ikke kontrol over, hvilke der var olympiske eller ej. Således afholdtes der konkurrencer i så usædvanlige sportsgrene som motorbådsrace, ballonflyvning, undervandssvømning og forhindringssvømning. Ved legene i Paris deltog første gang kvinder. De første kvindelige olympiske mestre var to franskmænd, der vandt kroket-turneringen. Danmark vandt guld i tovtrækning og i skydning – armégrvær stående. Endvidere tre sølvmedaljer ligeledes i armégevær. Endelig to bronzemedaljer i henholdsvis 400m løb og undervandssvømning

 

Folketingsvalg. C. Th. Zahles første radikale ministerium, der havde overtaget regeringsmagten den 28. oktober 1909, efter venstreregeringen under Holstein-Ledreborg var veget for et radikalt mistillidsvotum, var et mindretalsministerium, som med de 24 socialdemokraters støtte kun havde 44 af tingets mandater bag sig. For at få et større vælgerunderlag udskrev Zahle valg. Valgresultatet må have været en skuffelse for Zahle, for hverken de Radikale eller Socialdemokratiet blev styrket ved valget. Begge fik de uændret antal mandater. Venstre vandt imidlertid så mange pladser fra Højre, at partistillingen var ganske ændret. Med 118.000 stemmer var Venstre atter landets største parti, (ved valget i 1909 havde det været Socialdemokratiet)for disse stemmer fik partiet 57 mandater. Sine 24 mandater opnåede Socialdemokraterne med 98.000 stemmer. Højre fik 13 mandater. Venstres tre fløje havde arbejdet sammen, og efter valget gik de op i ét parti, der tog navnet Venstre. Det havde nu med sine 57 mandater halvdelen af Folketingets pladser og kunne i en række spørgsmål, ikke mindst når det gjaldt forsvaret, regne med støtte fra nogle af Højres medlemmer. Leder af den nye venstreregering blev Klaus Berntsen

 

Folketingsvalg. Dette ordinære folketingsvalg gav både de Radikale og Socialdemokraterne et gennembrud. Førstnævnte gik frem fra 20 til 31 mandater, sidstnævnte fra 24 til 32. Højre nåede bunden med 7 mandater, også Venstre gik tilbage – fra 57 til 44 mandater. Når man ser på det antal stemmer, partierne fik og sammenligner det med det antal mandater, partiet opnåede, forstår man, at især Højre gik ind for indførelse af forholdstalsvalg. Sine 7 mandater opnåede Højre med 82.000 stemmer, mens de Radikale fik 31 mandater for 67.000 stemmer. Venstre kom billigst til sine mandater, 105.000 stemmer gav 44 mandater, mens socialdemokraterne "betalte" sine mandater med 107.000 stemmer. Venstre var stadig Folketingets største parti, men regeringsmagten tilfaldt de Radikale. Det 2. ministerium Zahle (1913-20)kom til at styre landet til efter 1. Verd.krig. Dets hovedopgave inden verdenskrigens udbrud bestod i at fortsætte arbejdet med en grundlovsændring. Landstingets modstand blev brudt ved et opløsningsvalg i juli 1914. Valget gav grundlovsændringens tilhængere flertal. Dermed var vejen banet for fortsat arbejde med grundlovsændringen. Men et ønske hos Venstre om yderligere forhandling med Højre medførte en udsættelse, der på grund af krigsudbruddet kom til at strække sig til foråret 1915

 

1915 f Moshe Dayan, israelsk general og politiker; Dayan var fra 1929 medlem af den illegale jødiske organisation Haganah og fængslet af de britiske myndigheder 1939-41. Efter oprettelsen af staten Israel i maj 1948 blev Dayan kommandant i Jerusalem, og 1953-58 var han chef for hærens generalstab og bl.a. ansvarlig for Sinaifelttoget i 1956 i Den Anden Arabisk-israelske Krig. I 1959 indvalgtes Dayan i det israelske parlament, Knesset, for Arbejderpartiet, og han var landbrugsminister 1959-64. Kort før udbruddet af Den Tredje Arabisk-israelske Krig i 1967 blev Dayan forsvarsminister og havde med sin militære begavelse stor andel i den israelske sejr. Han blev mødt af voldsom kritik i forbindelse med Oktoberkrigen (Den Femte Arabisk-israelske Krig) i 1973, og året efter trak han sig tilbage fra det politiske liv. I 1977 blev Dayan udenrigsminister og havde stor indflydelse på Camp David forhandlingerne i 1978. Han forlod regeringen i 1979 i protest mod regeringspartiet, Likuds, politik i de besatte områder. Moshe Dayan havde mistet det venstre øje i 1941 under en aktion i Libanon, hvor han ledede en afdeling af den jødiske militære organisation Haganah. Han bar derfor altid en sort klap for det manglede øje (d 16/10 1981)

 

d J. C. Ellehammer, fabrikant og opfinder; udlært som urmager i fødebyen Nykøbing F; herefter arbejdede han i København som mekaniker i forskellige virksomheder - bl.a. hos Otzen & Thorstensson, hvor han arbejdede med de første telefoner i København. I 1896 etablerede han sig som selvstændig mekaniker i Istedgade. Her frem-stillede han bl.a. motorcykler. I løbet af få år blev der solgt over 1000 af disse såkaldte Elleham motorcykler. Herfra gik Ellehammer, der i sin barndom havde eksperimenteret med drager, over til at eksperimentere med fremstilling af en flyvemaskine. De praktiske forsøg blev gjort på den lille ø Lindholm i Smålandshavet. Her blev der anlagt en betonbane. Den 12. september 1906 lykkedes det Ellehammer som den første i Europa efter mange forgæves forsøg og haverier at hæve sig fra jorden, således at maskinen svævede ca 42 m i 2 m’s højde. Motoren var på 18 hk, og der var tale om et biplan. I løbet af få år kom Ellehammers arbejde til at stå i skyggen af andre flypionerers bedrifter. Han kastede sig da over forsøg med helikoptere, og september-oktober 1912 lykkedes det ham at få en sådan forsøgsmaskine til at hæve sig lodret fra jorden. Det er blevet sagt om Ellehammer, at når hans arbejder så ofte førte til skuffelser, trods hans utvivlsomme mekaniske iderigdom og mekaniske snilde, skyldtes det formentlig dels, at hans midler var begrænsede, dels at hans tekniske uddannelse ikke var så grundig, at han kunne gennemarbejde sine ideer tilstrækkelig dybtgående (f 14/6 1871)

 

d Jens Søndergaard, maler; født og opvokset i Thy; et kort besøg i Akademiets forberedelsesklasse 1919-20 synes at have bekræftet hans mistillid til akademisk autoritet. Han debuterede 1919 på Kunstnernes Efterårsudstilling og efter at have udstillet her nogle år (til 1923) og haft en enkelt separatudstilling vakte han opmærksomhed med sine bevægede, stemningsrige landskaber. Han udstillede fra 1926 på Grønningen. Sin opvækst i Thy glemte Søndergaard ikke. Han søgte hver sommer til det nordvestlige Jylland, som vedblev at være en del af hans identitet. Det ses også i hans værker, grundlaget i dem er til stadighed det samme: stærk oplevelse af naturens vælde og bevægelse nedlagt såvel i havet som i de bølgede, bakkede jyske landskaber. Om vinteren boede Søndergaard i København; han ernærede sig som malersvend og malede foruden bybilleder især fra Rådhuspladsen, således "Rådhuspladsen"(1930) også figurmalerier i modelstudier, interiører og portrætter, f.eks. "Min kone og min Bedstemor (1922) og portrættet af maleren Niels Lergaard (1932). I "Højtlæsning i Granskov" (1936-37) forener Smøndergaard det figurlige og landskabelige til en helhed. Fra sommeropholdene i Thy er "Landskab fra Thy" (1929) (Statens Museum for Kunst). Han fik kun få officielle opgaver. 1930 udførte han en loftsdekoration i trapperummet i Det kgl. Teaters nye scene. Om Søndergaard er det blevet hævdet, at han sit ekspressive billed-sprog, hvor form og farve er brugt som symbol eller som udtryk for kunstnerens følelse over for motivet, var han en af de vigtigste fornyere af den figurative kunst i mellemkrigstiden (f 4/10 1895)

 

 

 

Til top        21. maj

 

1481 d Christian 1. dansk, norsk, svensk konge 1448-1481; søn af grev Didrik den Lykkelige af Oldenburg og Hedvig af Holsten. Da Christoffer af Bayern døde barnløs i 1448 og efterlod en ledig dansk-norsk-svensk unionstrone, kontaktedes Christians morbror hertug Adolf af Slesvig af det danske rigsråd; han anbefalede Christian. Rigsrådet betingede sig, at Christian ægtede Christoffers 18-årige enke Dorothea. Ikke alene ville man kunne få enken for-sørget, men man villle kunne spare rigerne for udbetaling af den morgengave, hun ved ægteskabet med Christoffer var stillet i udsigt. Christian accepterede og indgik ægteskab med Dorothea. I september 1448 blev han valgt til dansk konge, og året efter tog det norske rigsråd ham til norsk konge. I Sverige sikrede Knut Knutson Bonde sig valget til svensk konge, og først 1457 blev Christian konge i Sverige. I 1464 udbrød der oprør i Sverige mod ham. Da han i 1470 forsøgte at tilbageerobre landet, led han nederlag i slaget på Brunkeberg ved Stockholm. I 1474 foretog Christian en rejse til Rom. Det varigste resultat af rejsen var, at han opnåede pavens tilladelse til oprettelse af et universitet i København. På rejsen aflagde han besøg hos dronning Dorotheas søster, der var gift med Francesco Gonzaga, hertug i Mantova. I årene 1465-74 udsmykkede den italienske maler Anders Mantegna et værelse - Camera degli Sposi - i fyrstepaladset med fresker af den hertugelige familie. Så sent som i 1974 blev en af de afbildede personer identificeret som Christian 1. (f 1426)

 

1471 f Albrecht Dürer, tysk maler og grafiker; fik sin første undervisning i faderens guldsmedeværksted i Nürnberg. Fortsatte derefter uddannelsen på rejser indtil han 1499 blev gift og slog sig ned i Nürnberg, hvor han boede til sin død bortset fra rejser til Italien og Nederlandene. Hans tidligste arbejder var overvejende træsnit, kobberstik og enkelte malerier, portrætter af hans nærmeste familie og selvportrætter. I disse år udgav han "Apokalypsen" en træsnitserie på 15 blade, hvori han viste sin egenart: alvorlig, dramatisk, med sikker hånd samlede han alle detaljer til en storladen helhed. 1505-07 var Albrecht Dürer i Italien; i Venezia malede han for de tyske købmænd "Rosenkransfesten", der viser Madonna med barnet, der tilbedes af pave Julius II og kejser Maximillian i spidsen for en stor skare gejstlige og borgere fra den tyske koloni i Venezia. I årene efter hjemkomsten malede han flere af sine fornemste malerier. I Allehelgenbilledet, der forestiller Treenighedens tilbedelse (1511) har han omsmeltet de italienske indtryk og føjet dem ind i sin egen stil. Men da han på gr. af sin omstændelige malemåde tjente for lidt på maleriet, genoptog han grafikken. Han lavede nu nogle af sine berømteste serier: "Den store og lille passion", "Mariæ liv" og bladene "Den hellige Hieronymus", "Melankolien" o.a. I hans sidste leveår udkom flere af hans teoretiske værker, bl.a. "Undervisning i opmåling" (1525), "Befæstningslære" (1527) og "Fire bøger om menneskets proportioner" (1528). Hans sidste malerier (1526) er to høje billeder af Johannes og Peter samt Markus og Paulus. De fire figurer med deres store og enkle form røber hans tilknytning til den romerske højrenæssance. Om Albrecht Dürer er der blevet sagt, at med sin forskerånd og sin alsidighed er han en typisk renæssancepersonlighed, der kan måle sig med den italienske renæssances største mestre. Hans samlede produktion omfatter ca. 70 malerier, 65 kobberstik, ca. 340 træsnit og ca. 1200 tegninger og akvareller (d 6/4 1528)

 

1471 d Henrik 6. engelsk konge 1422-61 og 1470-71; søn af Henrik V og Katharina af Valois; kort efter faderen døde også Karl VI af Frankrig, og iflg. traktaten fra Troyes (1420) var H nu konge af både England og Frankrig. Regentskabet var blevet ordnet af Henrik V, således at Hertugen af Bedford skulle styre besiddelserne i Frankrig og føre krigen (Hundredårskrigen) videre, mens hertugen af Gloucester skulle lede regeringen i England. I Frankrig gik det efter Jeanne d'Arcs optræden tilbage for England, der, da krigen sluttede 1453, kun havde Calais tilbage. Som voksen lod H sig lede af kardinal Beaufort og efter dennes død af dronning Margrete af Anjou og hendes yndlinge, først jarlen af Suffolk og siden hertugen af Somerset. Efter nederlagene i Frankrig var H's stilling i England svag, og den folkeyndede hertug Richard af York tiltvang sig del i regeringen, hvilket førte til konflikt og fra 1455 til borgerkrig mellem den røde rose (dronningens parti) og den hvide rose (Yorks parti). Efter Richard af York var faldet i slaget ved Wakefield, førte hans søn Edward kampen videre. Hvide rose sejrede 1461 ved Towton, og Edward (IV) blev konge. H og hans dronning flygtede til Skotland. 1470 lykkedes det i kort tid den røde rose at sætte H på tronen igen, men efter Edwards sejre i 1471 ved Barnet og Tewkesbury (hvor H’s søn prins Edward (f 1453) blev dræbt) blev han taget til fange og dræbt (f 6/12 1421)

 

1527 f Philip 2., konge Spanien 1556-1598; søn af Karl 5. og Isabella af Portugal; efter 1543 at være blevet indsat som regent i Spanien arvede han ved faderens abdikation i 1556 Spanien med kolonier, Nederlandene, Milano, Napoli og Sicilien og blev i mere end 40 år den centrale figur i europæisk politik. Som ivrig katolik anså han det for sin og Spaniens vigtigste opgave at bekæmpe protestantismen og genoprette den katolske kirkes magt. Derved kom P i modsætningsforhold til de kalvinistiske provinser i den nordlige del af Nederlandene (Holland). Hans kamp mod opstanden her efter 1566 førte til, at Spanien mistede området. Philip 2. arvede det spanske modsætningsforhold til Frankrig; men selv om hans hære besejrede franskmændene i slaget ved St. Quentin i 1557, og han fik støtte fra England, hvor hans ægtefælle Marie den Blodige regerede (1553-58), lod Frankrig sig ikke overvinde. Efter Marie den Blodiges død blev forholdet mellem England og Spanien stadig mere anstrengt, forårsaget bl.a. af engelske kaperes overfald på spanske skibe og engelsk støtte til de nederlandske oprørere. Da dronning Elisabeth af England i 1588 lod den katolske og tidligere dronning af Skotland Maria Stuart henrette, vendte P hele sin styrke mod England. Men hans landgangsstyrke, Den store Armada, blev i et flere dages søslag i Den engelske Kanal besejret af englænderne. Mere held havde Philip 2. i Middelhavet. Her lykkedes det i 1571 en spansk-veneziansk flåde i søslaget ved Lepanto at besejre en tyrkisk flåde og således genoprette ligevægten til søs i Middelhavet. I 1580 erobrede Philip 2. det svækkede Portugal; han beherskede dermed hele Pyrenæerhalvøen og kunne føje de portugisiske kolonier i Afrika, Sydasien og Sydamerika til de spanske. På trods af disse sejre efterlod Philip 2. ved sin død et rige med en anstrengt økonomi, og hvis europæiske stormagtsstilling var alvorligt svækket (d 13/9 1598)

 

1688 f Alexander Pope, engelsk forfatter; han begyndte tidligt at skrive vers og udgav 1709 en samling hyrdedigte "Pastorals", i 1711 udgav han et større poetisk læredigt "Essay on Criticism". Dette og hans senere værker

gjorde ham til tidens toneangivende digter og den betydeligste repræsentant for nyklassicismen i England. Hans position i samtiden hvilede for en stor del på hans oversættelse af Illiaden (1715-20) og Odysseen (1725-26). Pope skrev naturskildrende digte som "Windsor Forrest" (1713) og lyrisk følsømme digte som "Elegy on the Memory of an Unfortunate Lady" (1717). Blandt hans mest populære værker er det komiske heltedigt "The Rape of the Lock" (1712). Til hans betydeligste arbejder hører versepistlerne "Moral Essay" (1731-35), hvor han i ægte klassisk ånd priser mådeholdet, og læredigtet "An Essay on Man" (1733-34), om menneskets mellemtilstand mellem dyr og engel, med en deistisk og rationalistisk tankegang, der ikke helt harmonerer med Popes katolicisme (d 30/5 1744)

 

1759 f Joseph Fouché, fransk politiminister; før revolutionen 1789 fik han en teologisk uddannelse og blev lærer; med udbruddet af revolutionen åbnedes der ham nye muligheder, han forstod at udnytte. I 1792 indvalgtes han i Nationalkonventet, men da han var en dårlig taler, gjorde han sig her kun lidet bemærket. Hans vigtigste opgave blev deltagelse i de systematiske afkristningskampagner, der i disse år blev iværksat over hele Frankrig. Da han var med i den gruppe, der stod bag nogle omfattende massakrer i Lyon, faldt han i unåde hos sin tidligere ven Robespierre og blev ekskluderet af Jacobinerklubben. Fouché tog hævn, da han i juli 1794 medvirkede til at styrte Robespierre. Under Direktoratets styre (1794-99) gjorde den ledende direktør, Barras, ham i 1799 til politiminister, men samme år forrådte Fouché ham ved at støtte Napoleons statskup. Fouché fortsatte i sit embede til 1810; han blev senator og hertug af Otranto. Herefter modarbejdede han i det skjulte Napoleon og plejede forbindelse med Bourbonnerne, men blev alligevel Napoleons politiminister i De hundrede Dage. Efter Napoleons fald og genoprettelse af kongemagten under bourbonneren Ludvig 18. blev Fouché en kort periode politiminister. Men fordi han i sin tid i Nationalkonventet havde stemt for Ludvig 16.’s henrettelse, måtte han nedlægge sit embede. Sine sidste år måtte han tilbringe i eksil i Triest. Fouché er blevet karakteriseret som en fænomenal vendekåbe, der begyndte som yderliggående revolutionær og endte med at være i tjeneste hos en ultrakonservativ konge (d 26/12 1820)

 

f Elizabeth Fry, britisk fængselsreformator; hun var af kvækerslægt og datter af en rig bankier. Fra sin tidligste ungdom deltog hun i kvækernes møder og blev i 1811 en af deres prædikanter. I 1813 begyndte hun at tage sig af de kvindelige fanger i Newgate-fængslet, og i 1817 dannede hun en forening, hvis formål var at hjælpe dem og skabe reformer i fængselssystemet. Bl. a. blev der oprettet særlige kvindeafdelinger, der blev ansat kvindelige fængselsbetjente, fangerne fik undervisning og sat til meningsfyldt beskæftigelse. 1838-41 studerede hun fængselsvæsenet i andre europæiske lande. Således var hun i 1841 i København. Takket være F arbejde blev der efterhånden gennemført en række fængselsreformer ikke kun i England, men i flere europæiske lande. Også inden for sygepleje og andre sociale opgaver var F virksom (d 12/10 1845)

 

Slaget ved Aspern-Essling begynder. Det blev udkæmpet ca 6 km fra Wien ved bredden af Donau mellem en fransk hær på ca 73.000 mand ledet af Napoleon og en østrigsk hær på ca 115.000 ledet af ærkehertug Karl Den 21. maj krydsede ca 23.000 franske soldater Donau til flodens nordlige bred for at angribe den østrigske hær, der var opstillet der. Den franske styrke, som ved aftenstid var vokset til 31.400 mand, afviste gentagne angreb fra den ca fire gange så store østrigske hær. Under kampene skiftede den lille by Aspern hænder syv gange. Da morgenen brød frem den 22. maj, havde Napoleon forstærket det franske brohoved til 62.000 mand ad de interimistiske broer, de franske ingeniørtropper havde lavet. Da marskal Davouts korps på 30.000 mand stadig var flere timers march borte på sydsiden af Donau, beordrede Napoleon det mindre korps under marskal Lannes til at angribe østrigernes svage centrum.Lannes var tæt på at bryde gennem østrigernes linjer og dermed ud af det franske brohoved, da han fik sit ben knust af en kanonkugle. Samtidig omgrupperede Karl sine styrker, styrkede sit centrum og slog det franske angreb tilbage. Østrigerne fulgte deres fremgang op med et kraftigt angreb, og Napoleon måtte trække sine styrker tilbage til øen Lobau mellem to grene af Donau. For første gang i sin karriere var Napoleon blevet tvunget til tilbagetog. Myten om den franske kejsers uovervindelighed var brudt. I efterfølgende slag blev Østrig, der var uden allierede dog besejret, og ved fredsslutningen i Wien i oktober 1809 afstod det store landområder. I slaget ved Aspern-Essling mistede østrigerne 23.400 mand, franskmændene mere end 20.000, blandt disse marskal Lannes, der døde af sine sår ni dage senere

 

f Henri Rousseau, fransk maler; kendt som "Le Douanier", tolderen. I 1880 opgav han sin stilling som tolder for at leve som maler. Samtidig åbnede han en lille papirhandel, hvorfra han solgte sine billeder. Som maler var han 100% procent autodidakt og skabte sin egen såkaldte naivistiske stil, ved hjælp af hvilken han fortæller om sin originale oplevelse af tilværelsen og forenkler eller detaillerer for at gøre helheden og farverne indlysende og betydningsfulde. Han malede især landskaber ved Seinen og Oise i en finpenslet teknik, befolket med enkle, borgerlige mennesker. Han hentede også sine motiver fra fantasiens verden, mærkelige dybgrønne jungler med mennesker og dyr i eksotiske og mystiske omgivelser, således "Slangetæmmersken" (1907) og "Skoven med aberne" (1908). R anses for at være grundlægger af naivismen, kunstretningen hvor der bevidst anvendes barnlige udtryksmidler. I Paris grundlagde R et slags akademi "Association philotecnique", hvor han underviste i musik og gav timer i maleri (d 2/9 1910)

 

d Christian Jürgensen Thomsen, museumsleder, arkæolog; han blev uddannet som handelsmand hos sin far, der var grosserer og skibsreder. Efter faderens død overtog han en tid forretningen (1833-40). Som møntsamler kom Thomsen i forbindelse med oldforskere og museumsfolk. Thomsen hørte ikke til de lærdes kreds, men han havde alligevel betydelig antikvarisk indsigt; han var ikke student, men selvlært med respektabel viden; tillige var han samler og kunstkender. Disse egenskaber var afgørende, da han i 1816 blev bestyrer for det oldnordiske museum og sekretær i kommissionen for oldsagers opbevaring. For som det blev sagt under kommissionens forhandlinger om udnævnelsen, "det kommer jo ikke an på, hvorfra man har sin kundskab, men om man har den". Oldsamlingen blev opbevaret på Trinitatis kirkeloft, og i 1819 åbnede T samlingen for publikum, som han vejledte med forevisninger og foredrag. I 1838 fik han skaffet nye lokaler på Christiansborg, og i 1853 overflyttedes samlingerne til Prinsens Palæ. I 1832 blev han inspektør ved den kgl. mønt- og medaljesamling og 1842 direktør samme sted. Thomsen deltog i ordningen af museet på Tøjhuset, og i oprettelsen af Rosenborg-samlingerne. Han oprettede selv to nye samlinger, Den etnografiske (1849) og Antikkabinettet (1851) i Prinsens Palæ. Ved opstillingen af oldtidssamlingen 1818-20 på Trinitatis kirkeloft grundlagde Thomsen treperiodesystemet ved en inddeling i sten-, bronze- og jernalder, en inddeling, den ikke meget skrivende Thomsen først i 1837 lod trykke i det epokegørende skrift "Ledetråd til nordisk Oldkyndighed" (f 29/12 1788)

 

Charles Lindbergh lander i Paris efter første soloflyvning over Atlanten. Turen var startet i New York, og L fløj den 6.000 km lange tur i et 1-motores fly, "Spirit of St. Louis" med en 200 hk "Whirlwind" motor på 33 timer og 29 minutter. Med flyvningen var Lindbergh rig og berømt. Han vandt de $25.000, en hotelejer i New York havde udsat til den, der først gennemførte en flyvning fra New York til Paris uden mellemlanding. Hans bedrift vakte stor opsigt i Paris, men det var ingenting mod stemningen i New York. Den 20. maj om aftenen, før man havde hørt noget fra Lindbergh, rejste 40.000 tilskuere til et boksestævne i New York sig og bad med hinanden i hånden for Lindbergh. Præsidenten sendte en krydser til Frankrig for at hente Lindbergh og hans fly hjem. Han blev hilst velkommen på et stort friluftsmøde i Washington med tale af præsidenten; han modtog 55.000 telegrammer, deriblandt et fra Minnesota med 17.500 navne, som blev båret af 10 segnefærdige bude. Præsi-denten udnævnte ham til oberst. Under alt dette optrådte Lindbergh rolig og tilbageholdende nærmest lidt genert. Dermed bidrog Lindbergh og hans bidrift til, at den høje, lyse amerikaner, som kom fra et godt hjem i Vesten og var afholdsmand, at give folk ude og hjemme det indtryk, at USA var andet end en sump af korrup-tion og forbrydelser. Nu kunnne man se, hvad De forenede Stater virkelig stod for, et teknisk veludviklet land med indbyggere, der karakteriseredes ved vovemod og beslutsomhed

 

1991 d Rajiv Gandhi, indisk politiker og premierminister 1984-89; han blev i 1984 leder af Kongrespartiet og premierminister efter mordet på sin mor, Indira Gandhi. Kort efter sin tiltræden vandt hans parti en massiv valgsejr, men efter en lovende begyndelse løb han ind i indenrigspololitiske problemer samt anklager for korruption og tabte valget i 1989. Efter en periode i opposition blev han myrdet under en valgturné, formentlig af tamilske terrorister fra Sri Lanka (f 20/8 1944)

 

 

 

 

Til top        22. maj

337 d Konstantin d. Store, romersk kejser 306(324)-337; søn af Constantius Chlorus; han blev opdraget bl.a. ved kejser Diokletians hof. Ved faderens død i 306 udråbte hæren i Vesten ham til kejser. Siden måtte han kæmpe om magten i romerriget med fem andre kejsere. Det mest berømte slag i disse kampe er slaget med Maxentius ved Pons Milvius ved Rom. Til dette slag knytter sig fortællingen, at K inden slaget i et drømmesyn så et kors på himlen med indskriften "i dette tegn skal du sejre". Med sejren over Maxentius vandt K magten i Italien, Spanien og Nordafrika. Efter 314 var riget delt mellem K og Licinius, og efter Licinius var besejret og henrettet, var K fra 324 enehersker. Han foretog da et omfattende reorganisationsarbejde i Diokletians ånd, adskilte den militære stat fra den civile, skabte en duelig embedsstand og søgte at forbedre rigets forvaltning. I 330 flyttede han hovedstaden til byen, der til 1453 bar hans navn, Konstantinopel (nuv. Istanbul). Stor betydning fik K’s politik over for kristendommen. Tidligt tog han afstand fra forfølgelse af kristne. Han betragtede de kristnes gud som hedningernes overlegen. I 313 gav han de kristne fri religionudøvelse, og i de flg. år fik de lige ret med andre religioner. Selv lod K sig først døbe på dødslejet. Staten hedenske kultur fortsatte, men kristendommens overgang til statsreligion var forberedt (f 17/2 ukendt år)

 

I Rosekrigen - opgøret om den engelske trone mellem slægterne Lancaster – i hvis våbenskjold indgik en rød rose – og slægten York, hvis våbenskjold smykkedes med en hvid rose udkæmpes det første slag ved St. Albans. At der blev udkæmpet ikke mindre end to slag ved St. Albans under Rosekrigen (War of the Roses) skyldtes byens placering ved den gamle romerske vej Watling Street kun ca 30 km fra London og den dermed forbundne beherskelse af de nordlige adgangsveje til London. Det første slag ved St. Albans var Rosekrigenes første. Richard, hertug af York og kong Henrik 6. fætter, var af den overbevisning, at han gennem nedstamning var mere arveberettiget til den engelske trone end Henrik. Richard begrundede påstanden med, at skønt både han og kongen nedstammede fra Edward III, var hans stamfar, hertug Lionel af Clarence Edward III’s tredje søn, mens Henriks stamfar, John af Gaunt, hertug af Lancaster, "kun" var Edward III’s fjerde søn. Fjendtlighederne brød ud, da Richard følte sin position truet af Henrik 6.’s entreprenante dronning Margrete af Anjou og kongens Lancaster slægtning, Edmund Beaufort, hertug af Somerset. Slaget ved St. Albans var overstået på mindre end en time og endte med Richards sejr, Beauforts død og kongens tilfangetagelse. Sejren sikrede i mere end et år Richard magten i England. Men Margrete genvandt sin indflydelse, og i 1459 brød krigen ud igen. Det andet slag ved St. Albans fandt sted 17. februar 1461

 

d Francesco Guicciardini, italiensk diplomat og historiker; bestemmende for G’s karriere var hans families fremtrædende position, dens tætte forbindelser med Medici familien, hans juridiske uddannelse og hans giftermål i 1508 med et medlem af den indflydelsesrige Salviati familie. Efter at have været florentinsk ambassadør i Aragonien i 1511-1513 blev han deltager i det politiske ragnarok, der begyndte med franskmændenes invasion af Italien i 1494, og som 30 år senere resulterede i spanierne beherskelse af den italienske halvø. I årene 1516 til 1534 var G i tjeneste hos Medicipaverne Leo 10. (1513-23) og Clemens 7.(1523-34). Bl.a. var han fra 1524 en periode pavestolens guvernør i Romagna. Tilbage i Firenze blev G dybt involveret i de begivenheder, der førte til Mediciernes forvisning fra byen i 1527, deres tilbagekomst i 1530 og deres skabelse af et Medici principat. G’s drøm for styret i Firenze var en blanding af monarki og republik. I denne henseende blev han skuffet. Men på trods af hertug Alessandro Medicis despotiske styre fortsatte han i Mediciernes tjeneste bl.a. som Clemens 7.s guvernør i Bologna (1531-34). Efter mordet på Alessandro i 1537 sikrede G, at Cosimo Mediciblev hertug; men den nye hertug ignorerede G. Skuffet og bitter trak han sig tilbage til sin landejendom. Her var han optaget af litterær virksomhed. Han skrev politiske værker, to bøger om Firenzes historie og "Ricordi" en samling skarpsindige maximer om menneskelivet. Men hans hovedværk er "Storia d’Italia" (Italiens historie), som offentliggjordes posthumt 1561-64. Det betegnes som et af de ypperste eksempler på humanistisk historieskrivning og placerer G som Renæssancens største historiker. Han inddrager sit personlige kendskab til først og fremmest pavestolens og Firenzes politik , men går tilbage til 1492 og behandler forholdene i hele Italien. Som barn af sin tid og som ægte humanist fulgte han i værket de klassiske forbilleder, først og fremmest de romerske historieskrivere Livius og Tacitus (f 6/3 1483)

 

f Richard Wagner, tysk komponist; begyndte sin musikalske karriere i 1834 som musikdirektør i Magdeburg. To år senere blev han teaterkapelmester i Königsberg og fra 1837 i Riga. 1839 måtte han opgive sin stilling og flygtede hemmeligt fra sine kreditorer. Han havnede i Paris. Her levede han kummerligt til 1842 ved at skrive avisartikler, komponere franske romancer, lave musikarrangementer m.v. Desuden skabte han her sin første betydelige opera "Der Fliegende Holländer" (1841). 1842 blev W hofkapelmester i Dresden, hvor "Der fliegende Holländer" opførtes med stor succes. I 1840'erne kom også "Tannhäuser" og "Lohengrin". W’s aktive deltagelse i den politiske opstand i Sachsen 1848 betød, at han måtte drage i landflygtighed til Svejts (til 1861). Her udgav han en række skrifter, dels kunstfilosofiske, dels polemiske om tysk nationalisme, antisemitisme m.m. Desuden udarbejdede han størstedelen af "Der Ring der Nibelungen". I Svejts komponerede han også "Tristan und Isolde"(1857-59). I 1861 fik W amnesti, og han vendte tilbage til Tyskland. Men de første år efter hjemkomsten bragte ham ikke megen glæde. Han var plaget af pengesorger og var netop for anden gang i sit liv ved at gøre klar til at flygte fra dine kreditorer, da kong Ludvig II af Bayern uventet inviterede ham til München og hjalp ham ud af hans dårlige økonomiske situation. Nu begyndte en opgangstid for W. 1865 opførtes "Tristan og Isolde", og 1868 efterfulgtes den af "Die Meistersinger von Nürnberg". Fra 1872 boede W i Bayreuth, hvor der i 1876 blev indviet et Festspieltheater helliget opførelse af hans operarer ved årlige festspil. Ved indvielsen fandt den første fuldstændige opførelse af "Nibelungens Lied" sted. Foruden "Rhinguldet" og "Valkyrien" består den af "Siegfried" og "Ragnarok". W’s sidste værk blev "Parsifal" (1877-82) (d 13/2 1883)

 

f Laurids Skau, politiker, embedsmand og gårdejer; som 20-årig giftede han sig til en gård og forenede i nogle år arbejdet med gården med omfattende læsning og deltagelse i sin landsdels (Slesvig) begyndende offentlige liv. Endvidere var han en flittig skribent i det nye blad Dannevirke. Til fremme af danskheden indledtes fra 1839 et bemærkelsesværdigt samarbejde mellem S som en af folkets repræsentanter og lektoren i dansk ved universitetet i Kiel, Chr. Flor. Flor, der var en dårlig taler, skrev taler til S. Og ved det første Skamlingsbankemøde i 1843 blev S landskendt, da han her trådte frem for en større offentlighed og holdt en tale, som Flor havde skrevet. For danskheden og for nationalliberalismen kom S herefter til at stå som repræsentant for den fribårne, oplyste bondestand. Han var "Den kjække Odelsbonde af nordisk æt". Fra 1845 var S slesvigernes politiske talsmand, og i 1846 blev han formand for Slesvigsk Forening. I 1852 blev han amtsforvalter for Haderslev vesteramt. I 1853 blev han deputeret i stænderforsamlingen i Slesvig for Haderslev amt og genvalgtes 1854 og 1860. I forsamlingen kom han til at stå som den danske befolknings politiske leder. Efter to års sygdom døde S af tuberkulose tre uger efter Dybbøls fald (d 11/5 1864)

 

f Viggo Hørup, journalist, radikal politiker, trafikminister 1901-1902; cand jur 1867, derefter journalist 1873-77 ved Venstres københavneravis Morgenbladet, dets redaktør 1877-83; 1884 oprettede han sammen med E. Brandes dagbladet Politiken, hvis leder han var til 1901. Det var ikke mindst H’s indsats, at dele af det københavnske borgerskab tilsluttede sig Venstre samt, at Politiken blev landets største dagblad. H var medlem af Folketinget 1876-92, her gik han ind for en skarp oppositionspolitik over for Højre med bekæmpelse af den nationalliberale tradition. Tillige bekæmpede H den nationalt indstillede, grundtvigske fløj af Venstre, der ønskede en tilnærmelse til Det moderate Højre. Han kom da til at stå som leder af Det europæiske Venstre, der havde dagbladet Politiken som talerør. Fra 1880’ernes begyndelse begyndte H sin kamp mod "militarismen" som ide og konkret i form af planerne om Københavns befæstning. Kendt blev hans udtryk "Hvad skal det nytte" sagt ud fra en betragtning om, at Danmark på grund af sin lidenhed ikke kan forsvares. Ved valget i 1892 tabte H sin plads i Folketinget til den mere moderate venstremand P.A. Alberti. Han var dog hermed ikke helt ude af politik; som redaktør af Politiken og som fører for den københavnske radikalisme indtog han en indflydelsesrig position. Da Det radikale Venstre blev dannet i 1905 skete det i høj grad på arven fra H, og hans antimilitarisme fik betydning for dansk forsvarspolitik langt ind i 1900-tallet. I forbindelse med systemskiftet 1901 og dannelsen af den første Venstreregering blev han efter nogen strid i partiet trafikminister. Allerede ved sin udnævnelse var han dog svækket af sygdom og kom stort set ikke til at deltage i regeringsarbejdet (d 15/2 1902)

 

f Arthur Conan Doyle, britisk forfatter og læge; ophavsmand til den skarpsindige og urokkelige detektiv Sherlock Holmes, litteraturhistoriens første seriehelt. Forbilledet for helten siges at være en medicinsk pro- fessor i Edin-burgh, hvor Doyle blev uddannet. Forfatterskabet begyndte i Doyles ledige stunder i hans ikke overvældende store praksiser i Plymouth og Southsea. Holmes præsenteredes første gang i "A Study in Scarlet" (1887). Doyle gav sin detektiv et overmenneskepræg; men til trods herfor er Holmes langt fra ufejlbarlig: Han indtager narkotika, har melankolske anfald, er mistroisk og kold over for kvinder, dominerer Watson osv. osv; men det er sjældent han tager fejl. Hans deduktive superintelligens stilles til stadighed på nye prøver, og han løser gåden hver gang; han er endda ikke bange for at tage loven i egen hånd og skjule en morders identitet for det kluntede politi. Historiernes succes skyldes ikke blot detektivfiguren, men også de atmosfærefyldte skildringer af især det tågede, gasoplyste London med dens Hansom Cabs. Det store gennembrud fik Doyle fra 1891, da han begyndte at offentliggøre Holmeshistorierne i Strand Magazine. I de flg. år blev det til adskillige historier. Bl. disse "The Adventure of the Final Problem" (1893), hvori Holmes omkom ved det fatale styrt i kampen med den onde professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet. Så populær var Holmes, at Doyle måtte "genoplive" ham. I 1902 kom hans nok bedst kendte roman "The Hound of the Baskervilles". Holmes bedrifter sættes i relief af hans ledsager og biograf, den ubehjælpsomme og naive Dr. Watson. Foruden Holmeshistorierne skrev Doyle historiske romaner og science fiction. I sine senere år var Doyle meget interesseret i spiritisme, om hvilken han i 1926 udgav "History of Spiritualism" (d 7/7 1930)

 

d Victor Hugo, fransk forfatter; han var særdeles produktiv, og i næsten 70 år skrev han digte, dramaer, romaner, rejsebreve, litterær teori og politiske pamfletter. Hans forfatterskab er repræsentativt for retninger i 1800-t’s franske litteratur: romantikken, realismen, og hans lyrik peger fremad mod symbolismen. Hugo tog ivrig del i sin samtids politiske liv; han var i sin ungdom royalist, senere indtog han en liberal, næsten socialistisk holdning. Store dele af hans litterære produktion er præget af hans politiske og sociale holdninger.Efter Napoleon III’s statskup i 1852 blev han landsforvist og opholdt sig 1852-55 på Jersey, hvorfra han udgav flyveskriftet "Napoléon le petit" (1852) og digtsamlingen "Les châtiments", der revsede Napoleon III. Under landflygtigheden påbegyndte han også udgivelsen af sit lyriske hovedværk "La Légende des siècles", en fantasifuld fremstilling af menneskehedens historie. Blandt Hugo’s mest kendte dramatiske arbejder er "Cromwell" (1827). Opførelsen af dramaet "Hernanis" blev en hovedbegivenhed i fransk teater og gav anledning til voldsomme tumulter mellem romantikerne og deres modstandere. Men for Hugo blev stykket en sejr. Hans romaner fik en meget store læserkreds både i hans hjemland og i udlandet. Med "Norte Dame de Paris" (1831) skabte han en storslået historisk roman. Han fremtryllede heri Paris mod slutningen af middelalderen, domkirken, det myldrende folkeliv. "Les Misérables" (1862) er præget af social patos og medlidenhed med de undertrykte og forstødte. I romanen"Le Dernier Jour d’un condanné" (1829) kæmpede han for afskaffelse af dødsstraf (f 26/2 1802)

 

f Giacomo Matteotti, italiensk politiker; i 1919 blev han som repræsentant for socialistpartiet indvalgt i Deputeretkammeret og genvalgtes i 1921 og 1924. På dette tidspunkt var han blevet sit partis generalsekretær og stod derfor i første linje for de voldelige angreb på venstreorienterede, der var tiltaget i omfang, efter fascisterne med Mussolini i spidsen i 1922 havde fået den politiske magt i Italien. Den 30. maj 1924 gav Matteotti i en tale Deputeretkammeret en sønderlemmende fordømmelse af Fascistpartiet og af dets anvendelse af vold i forbindelse med det netop afholdte parlamentsvalg. Mindre end to uger senere blev Matteotti kidnappet af seks fascistiske bøller. De myrdede ham og begravede liget ved Riano Flaminio lige uden for Rom. M’s forsvinden vakte enorm opsigt, som ikke blev mindre, da man få uger senere fandt hans lig. I offentligheden var der ingen tvivl om, at mordet var fascisternes værk. Men skønt en stor del af den folkelige opinion var på deres side, formåede de demokratiske partier lige så lidt nu som under de begivenheder, der havde ført til Mussolinis magtovertagelse, at iværksætte en politisk offensiv mod Mussolini. Mordet på Matteotti havde rystet det fascistiske styre. Men Mussolini reddede situationen, da han i en tale i Deputeretkammeret i januar 1925 som det fascistiske partis leder tog det fulde ansvar for mordet og opfordrede sine modstandere til melde ham til politiet for mord. Mussolini var klar over, at det var der ingen, der turde. Mordet på Matteotti blev et vendepunkt i Italiens historie. Herefter opgav Mussolini enhver tanke om at samarbejde med parlamentet; i stedet påbegyndte han skabelsen af en totalitær stat med undertrykkelse af andre partier, undertrykkelse af en oppositionel presse, udelukkelse af ikkefascistiske ministre og oprettelse af et hemmeligt politi. Efter 2. Verd.krig foretog Italiens nye demokratiske styre en undersøgelse af mordet på Matteotti. Af de seks mor- dere var de tre stadig i live, og de blev hver idømt 30 års fængsel (d 10/6 1924)

 

1907 f Hergé, tegner; det første af hans i alt 23 Tintinalbums udkom i 1929 med titlen "Tintin et Milou"; blandt hans andre serier er "Jo, Zette et Jocko"(d 3/3 1983)

 

d Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs, godsejer, politiker; 1880 afløste han sin far som medlem af Landstinget; F forblev landstingsmedlem til 1918. Den skærpede politiske konflikt fra omkr.1885 anså han for skadelig for det større landbrug, og han virkede herefter for samarbejde mellem godsejere og bønder; på Rigsdagen vil det sige samarbejde med Venstre. I 1899 kom det til et brud inden for landstingshøjre, en gruppe på otte medlemmer ledet af F kom i opposition til de andre i gruppen. Men først året efter kom det til et egentlig brud, idet "de otte" udtrådte af Højre og dannede egen gruppe og konstituerede sig derefter som Det frikonservative Parti med F som leder.Ved systemskiftet og dannelsen af det første venstreministerium i juli 1901stillede F’s parti sig samarbejdsvillig. Den indflydelse, De Frikonservative herefter fik, kom ikke blot af deres stilling som bestemmende for flertallet i Landstinget, men også af den anseelse F nød i alle politiske kredse. Med indførelse af almindelig valgret til Landstinget med 1915-grundloven vedtagelse var grundlaget for F’s parti fjernet. Dets medlemmer sad i tinget i kraft af 1866-grundlovens valgretsprivilegier for godsejere og højestbeskattede. F drog konsekvensen heraf og gik med sin gruppe ind i Det konservative Folkeparti. I konservative kredse var der ofte en bitter stemning mod ham, på gr. af at han brød med det gamle højre, bidrog til folketingsparlamentarismens sejr og gik ind under dens vilkår. I 1896 overtog F ved faderens død driften af Frijsenborg gods (f 4/5 1849)

 

d Sir John Denton Pinkstone French, First Earl of Ypres, britisk feltmarskal; var øverstkommanderende for de britiske tropper på vestfronten august 1914 til december 1917, da han efter pres måtte træde tilbage. Slagene, der blev udkæmpet under hans ledelse - ved bl.a. Ypres - er især blevet husket for de enorme tab, de påførte den britiske hær; således døde der 110.000 i de første to slag ved Ypres. Den 19.oktober 1914 beordrede F sin styrke til at indlede en offensiv mod øst fra den belgiske by Ypres. De britiske styrker kolliderede med tyske tropper, som havde indledet en offensiv den 20. oktober En måned senere - 22. november døde slaget hen. F’s troppers modstand forekom den britiske offentlighed heroisk; i virkeligheden var der kun opnået, at den britiske linje holdt. Offensiverne i 1915 ved Neuve-Chapelle (fra den 10. marts), atter ved Ypres (fra 22. april) og ved Loos (fra 25 september) førte heller ikke til noget afgørende resultat. F’s rådvilde og tilfældige brug af reserverne ved Loos førte til hans fjernelse. I eftertidens bedømmelse er F blevet anset for at være uegnet til at tilpasse sig til den usædvanlige krigsførelse under 1. Verd.krig. Endvidere formåede han ikke at skabe et godt samarbejde med regeringen i London, sine undergivne og de franske og belgiske generaler. F var indtrådt i hæren i 1874 og var blevet kendt i offentligheden for sin succesrige indsats som øverstkommanderende for det britiske kavaleri under Boerkrigen (1899-1902). Inden han overtog kommandoen på vestfronten, var han fra 1913 chef for den britiske generalstab (f 28/9 1852)

 

1939 I Berlin underskriver udenrigsministrene Ciano og Ribbentrop "Stålpagten" om et tiårigt politisk og militært samarbejde mellem Italien og Tyskland. Italien hørte i 1920'erne og i begyndelsen 30'erne hjemme i vestmagterwnes kreds. Så sent som i 1934 havde Italien modarbejdet Tysklands ambitioner om at indlemme Østrig. Men fælles optræden i Den Spanske Borgerkrig (fra 1936) og tysk støtte til Italiens krig i Abessinien (fra 1935) betød, at de to lande nærmede sig hinanden. I 1937 tiltrådte Italien den i november 1936 mellem Tyskland og Japan indgåede Antikominternpagt om bekæmpelse af den internationale kommunisme. Men den italienske leder, Mussolini, vægrede sig ved at indgå en egentlig alliance med Hitler-Tyskland. Under mødet i München i september 1938 forelagde den tyske udenrigsminister Ribbentrop over for italienerne et udkast til en forsvarsalliance mellem Tyskland, Italien og Japan. I slutningen af den følgende måned besøgte Ribbentrop Rom for at overtale Mussolini til at sætte sit navn under aftalen. Den italienske duce (fører) tøvede dog fortsat. Men Hitler var klar over, at il duce, hvis han fortsatte med at kæle for sine imperialistiske ambitioner, før eller siden - som under Abessinienkrigen - ville være tvunget til at bede Tyskland om hjælp, hvad enten han syntes om det eller ej. I begyndelsen af 1939 anmodede il duce da også sin udenrigsminister, Ciano, om at meddele Ribbentrop, at han var villig til at acceptere den foreslåede alliance. Underskrivelsen fandt sted i Berlin. Hitler betragtede den italienske tilslutning som en triumf for sit diplomati. Underskrivelsen blev derfor slået stort op i pressen. Rigskancelliet i Berlin myldrede af flotte uniformer og strålende dekorationer. I indledningen til pagten hed det, at "den tyske og italienske nation er besluttet på at handle side om side og med forenede kræfter for at sikre deres livsrum og opretholde freden"

 

1952 d Liva Weel, skuespiller; debuterede i 1917 i en revy på Odder Sommerteater og senere i Nykøbing F; kom året efter til Scala-Teatret i København, hvor hun fik sit gennembrud og blev i over ti år. Hendes repertoire bestod af operetter og revyer, hvor hendes store, friske stemme kom til sin ret. Især i revyen udviklede hun en fænomenal karakteriseringsevne kombineret med en særegen komisk fantasifuldhed, og hun skabte en række originale figurer fra gammeljomfru til slagfærdig madamme. Efterhånden kom hun her til at danne par med Scalas førstekraft, den store karakterskuespiller og komiker Carl Alstrup. I 1930 havde hun gæstespil på Det kgl. Teater som Pernille i "Den Stundesløse". Herefter spillede W på de fleste københavnske scener. Gennem 1930'erne og 40'erne kom hun især til at synge Poul Henningsens viser. Derom er der blevet sagt, at hun foredrog teksterne med en sjælden indføling. Hun formåede at forløse teksternes hensigt og sit eget talent med en intensitet, der gjorde hende identisk med det, hun sang. Den intellektuelle vise berigede hun med så mange nuancer, svingende fra det blide til det stærke, fra det kloge til det barokke og fra det sentimentale til det satiriske. Alt sammen bidrog til at ophøjede hendes viseforedrag til fornem kunst. Blandt hendes bedste PH er, "Ta’ og kys det hele fra mig", "Sig de Ord, du ved", "Naa", "Jeg ku’ bli’ no’et så 1-2-3-", "I dit korte Liv", "Man binder os paa Mund og Haand" og "Jeg gi’r mit Humør en gang Lak" - de sidste to fra Kjeld Abells revykomedie Dyveke i Riddersalen 1940. W var kun med i få film, men nogle af dem blev store successer, således "Odds 777" (1932) og "De blaa Drenge" (1933). I den førstnævnte sang hun bl.a. "Gaa med i Lunden" og "Glemmer du". Liva Weel er blevet karakteriseret som den største - aldrig overgåede - danske revykunstnerinde (f 31/12 1897)

 

 

 

Til top        23. maj

878 Alfred den Store besejrer en vikingehær ved Edington

 

1430 Jeanne d'Arc tages til fange. Under Hundredårskrigens store opgør mellem England og Frankrig belejrede englændernes allierede burgunderne i foråret 1430 Compiègne. Om eftermiddagen den 23. maj 1430 foretog Jeanne d’Arc to udfald og drev hver gang burgunderne tilbage. På det sidste af udfaldene blev Jeanne og hendes soldater mødt af en engelsk undsættelsesstyrke og tvunget på tilbagetog. Under passage af Oise floden tidligt på aftenen faldt Jeanne af hesten og kunne ikke komme i sadlen igen. Hun blev taget til fange, og burgundernes leder, Johan af Luxembourg, sendte hende til sin borg i Beaulieu i Vermandois. Dagen efter blev hun udleveret til englænderne, ført til Rouen, anklaget og dømt til døden på bålet for kætteri og for at have båret mandsklæder. Henrettelsen fandt sted på ugedagen for hendes tilfangetagelse

1498 d Girolamo Savonarola, dominikanermunk; han blev munk i 1475 og kom 1482 til San Marcoklostret i Firenze; ti år senere blev han dets prior og gennemførte den strengeste tugt i sin ordensprovins. Allerede da havde han vakt opmærksomhed ved sine prædikener med heftige udfald mod tidens verdslighed og kirkens forfald. Fra 1491 prædikede han i domkirken og samlede vældige skarer; med flammende ord angreb han sine bysbørns liv, humanisternes skønhedslære og kirkens slaphed, når dens mænd mere beundrede Platon og Cicero end Kristus. Profetisk forudsagde han en nært forestående Guds straffedom over Firenze, Italien og kirken. 1494 drog den franske konge Karl VIII mod Firenze; heri så man opfyldelsen af S’s profetier, og der udbrød panik i byen. Medicierne flygtede, deres palads plyndret, og deres styre fjernet. Byens nye herrer blev S og hans tilhængere "frateskerne". I julen 1495 forkyndte S Kristus som Firenzes konge. Byen skulle være et nyt Nazareth og styres efter teokratiske principper. Med hård hånd fjernedes alt, der tydede på vellevned og luksus; skarer af børn – i S's tjeneste – trængte ind i paladserne, plyndrede dem bl.a. for spillekort og terninger, spejle og sminkedåser, klæder, malerier, statuer og verdslige bøger og slæbte det hele sammen på torvene, hvor det blev brændt. Da S åbenlyst støttede Karl VIII som Guds udvalgte tugteredskab, fik han paven som modstander, og 1497 blev han bandlyst. I Firenze blev S's stilling efterhånden uholdbar, hans stilling svækkedes; florentinerne blev trætte af hans askesekrav, og både franciskanerne og byens velstillede borgere modarbejdede ham. I 1498 slog den ændrede stemning ud. S blev taget til fange, og efter en proces blev han dødsdømt, hængt og brændt som kætter foran byens rådhus, Palazzo Vecchio (f 21/9 1452)

1600 d Niels Hemmingsen, teolog; studerede 1537-42 i Wittenberg, protestantismens højborg. Efter hjemkomsten blev han 1543 docent i græsk, året efter professor i hebræisk og i 1553 i teologi ved universitetet i København. Hans efterhånden store indflydelse kan spores i talrige sammenhænge; han var kongens og rigsrådets rådgiver; ved venskab var han knyttet til indflydelsesrige og lærde personer. Heriblandt Herluf Trolle og Birgitte Gøye. Det var H, der holdt ligprædiken over dem begge (hhv. 1565 og 1574); det samme var tilfældet, da Chr. 3. blev stedt til hvile. Hans internationale berømmelse hvilede først og fremmest på hans forfatterskab, der består af mere end 100 skrifter. Størst udbredelse fik de dogmatiske grundbøger "Enchiridion theologicum" (1557, Teologisk håndbog) og "Syntagma institutionum christianarum" (1574, Fremstilling af de kristne grundlærdomme) samt "De lege naturæ" (1562, Om naturretsprincipperne). På gr. af den formidlende holdning, han indtog over for de reformerte særlig i nadverspørgsmålet, anklagedes han for kryptokalvinisme og måtte i 1579 nedlægge sine embeder. Det skulle være "på en tid lang", men blev for bestandig. Efter afsættelsen levede han stadig arbejdsom og anset som kannik i Roskilde, mens hans teologiske arbejder gjorde hans navn kendt ud over Europa, og i Danmark skaffede ham den uofficielle titel Daniæ præceptor - Danmarks altfavnende læremester (f 1513)

"Vinduesudsmidningen i Prag" - den såkaldte defenestration. Da ærkehertug Ferdinand i 1617 blev valgt til konge i Böhmen, året efter i Ungarn og 1619 blev kejser, følte böhmerne sig urolige. I Böhmen havde protestantismen sejret, og böhmerne frygtede, at den religionsfrihed, de havde tilkæmpet sig ved en revolte i 1609, ikke ville blive respekteret af den nye konge. Frygten var ikke ubegrundet. Ferdinand var en af jesuitternes trofaste disciple og dertil en overbevist tilhænger af centralisme og magtkoncentration. Han startede med at lukke de protestantiske kirker, derefter udnævnte han katolske guvernører i Böhmen. Böhmerne reagerede håndfast og prompte ved at smide - defenestrere - et par af guvernørerne ud ad vinduet på slottet i Prag. Det blev Trediveårskrigens "skud i Sarajevo". Böhmerne afsatte Ferdinand og indsatte i stedet Frederik af Plalz, leder af den evangeliske union. Hermed var åben krig uundgåelig. Trediveårskrigen var i gang

d Louis Le Nain, fransk maler; da kun få af de tre le Nainbrødres - Antoine, Louis og Mathieu - arbejder er daterede og signerede er det vanskelige at sige, hvem der har malet hvad. De forblev alle ugifte og arbejdede sammen undertiden også på det samme billede. Alle tre malede de realistiske scener fra den franske bondes liv. Af de tre har eftertiden bedømt Louis som den bedste kunstner. Hans realisme fik betydning for franske 1800-tals malere som Courbet og Millet. Foruden genrescener malede Louis le N religiøse motiver(f ca 1593)

 

1654 f Nicodemus Tessin d.y. svensk arkitekt; søn af T den ældre, blev uddannet i udlandet først og fremmest i Rom 1673-78 under Bernini og Fontana. Han efterfulgte sin far som hofarkitekt og fortsatte dennes arbejder bl.a. ved Drottningholm. Den yngre Tessins hovedværk var ombygningen af det kgl. slot i Stockholm. Endvidere var han virksom ved nybygning af flere adelsslotte. Også i Danmark var han aktiv. Han har således leveret tegninger til trekantsgavl og indgangsparti på hovedbygningen på herregården Clausholm ved Randers. Han var ikke blot chef for bygningsvæsenet, men faktisk for hele kunstvirksomheden i Sverige. Lidt efter lidt kom han desuden ind på det politiske område. 1701 blev han hofmarskal og i 1712 rigsråd. 1714 blev han greve og kansler for Lund universitet. I kong Karl 12. senere år blev han svensk forvaltnings betydeligste mænd i sin egenskab af formand for "kontributionsränteriet" og "högste ordningsman" (d 10/4 1728)

d Abraham Wuchters, maler; han begyndte sin karriere i Danmark med i 1638 at male et stort helfigursbillede af Chr. 4. Året før sad han i små kår i Amsterdam. Hvad der førte til, han kunne foretage dette spring, ved man ikke. I begyndelsen af 1639 blev W ansat som lærer i maleri, tegning og arkitektur på det ridderlige akademi i Sorø. I de flg. år malede han flere malerier af kongen og den kongelige familie. I de første 15 år af hans ophold er der ingen spor af, at han malede for private. Ved tronskiftet 1648 udsendte W store stik af den nye konge og dronning. Herefter gik der flere år, før W atter fik forbindelse med kongen. Lærerstillingen var hans tyngdepunkt. Akademiet gav ham 1654 opgaven at male to malerier til altertavlen i Sorø kirke. Omkr. samme tid malede han Akademiets hofmester Jørgen Rosenkrantz. Der var andre adelige kunder. I slutningen af 1650'erne malede han således et dobbeltportræt af Christen Skeel og Birgitte Rosenkrantz til Gl. Estrup. Under svenskernes besættelse 1658-60 besøgte den svenske konge og mange høje svenske officerer Akademiet og lod sig male af W. Han kom til at male for dronning Hedvig Eleonora af Sverige. Hun tog ham med til Sverige 1660, og her blev han halvandet år. Denne svenske afstikker menes at være grunden til, kongen i 1664 afskedigede W fra stillingen i Sorø. I de flg. år malede W da en lang række billeder af adelige; således et epitafiebillede af Erik Rosenkranz med tre hustruer i Hornslet kirke. I sine sidste år ser det ud til, at W ikke havde kræfter til at betjene andre end sine allervigtigste kunder, kongehuset (f ca 1610)

1691 d Jens Kofoed, landskaptajn, Bornholms befrier; som 13årig kom han ud at sejle; da han 1647 kom hjem, hjalp han sin mor i Skippergården i Rønne. Under et natligt gadeslagsmål stak han 1655 en mand ihjel. K søgte kongen om benådning. Den fik han – på visse betingelser. For at opfylde disse deltog han med to heste i efterårsfelttoget 1657 i Skåne. Mens kompagniet fra november 1657 overvintrede i Køge, fik K 14 dages juleorlov. Den ville han tilbringe på hjemøen. Men Østersøen frøs til, og K kunne ikke vende tilbage til sit kompagni. Ved Roskildefreden (26. februar 1658) blev øen afstået til svenskerne. Afståelsen betød, at K ikke længere var dansk soldat, han var løst fra krigstjeneste. Efter svenskekongen Karl Gustavs fredsbrud i august samledes K og andre hasleborgere om det mål at føre øen tilbage til Danmark. I december 1658 tog K og andre sammensvorne svenskernes øverstkommanderende til fange. Under tumulterne ved tilfangetagelsen blev svenskeren skudt. Den følgende nat holdt K i spidsen for en skare frivillige vagt ved det af svenskerne besatte Hammershus. Om morgenen, da flere sluttede sig til K og hans mænd, overgav fæstningens fåtallige besætning sig, uden der var affyret ét skud. K blev leder af fæstningens forsvar. Som sådan var han virksom, da 65 svenske dragoner blev lokket i land fra et skib og taget til fange. Da den bornholmske delegation den 29. december på Københavns slot overgav øen til Frederik III, blev K benådet for det gamle manddrab. Endvidere blev han udnævnt til landskaptajn med 200 rigsdaler i årsløn (f 3/11 1628)

1706 Under Den spanske Arvefølgekrig udkæmpes slaget ved Ramillies - ca 30 km nord for Namur i Belgien -

mellem en 62.000 mand stor britisk-hollandsk-dansk hær under Marlborough og en fransk hær på 60.000 mand. Den franske hær havde fået ordre af Ludvig 14. til at søge slag og nåede frem til slagmarken før de allierede, men tropperne deployeredes forkert nemlig bag den fulde længde af et næsten 8 km langt højdedrag. I centrum af den franske linje lå landsbyerne Ramillies og Offus. Et kraftigt allieret angreb på franskmændenes højre fløj tvang den franske general til at udtynde sit centrum. Men da Marlborough - uden franskmændene opdagede det - flyttede halvdelen af sine bataljoner fra sin venstre fløj til et samlet angreb på franskmændenes centrum, brød den langt udstrakte franske linje sammen. Franskmændene mistede 17.000 mand - dræbte, sårede og tilfangetagne. De allierede mistede 5.000 mand - dræbte og sårede. Sejren medførte allieret erobring af hele den sydlige og østlige del af de spanske Nederlande. Men trods sejren og erobringerne formåede de allierede ikke at koordinere deres strategi. Den sikre sejr førte derfor ikke til en fredsafslutning. I 1700 havde Frederik 4. lejet et korps bestående af 8 regimenter, bl.a. 5. Jydske nationale Rytterregiment ud til alliancen mellem England og Holland. I slaget ved Ramillies deltog hele det danske kavaleri. Under kampen erobrede det ikke mindre end fem estandarter og 11 faner. Heraf tegnede 5. Jydske nationale Rytterregiment sig for estandarterne og to meget fine franske pauker, som i dag opbevares på Dragonmuseet i Holstebro. Efter slaget skrev Marlborough bl.a. til Frederik 4.: "Deres Majestæts tropper fortjener al den ros, som jeg kan give dem, og hvis jeg tør sige det al den agtelse, som Deres Majestæt overhovedet kan nære for så tapre folk ...."

 

1707 f Carl von Linné, svensk botaniker; lagde ved siden sit medicinske studium vægt på studiet af naturhistorie,

spec. botanik, som havde hans største interesse. 23 år gammel holdt han offentlige forelæsninger i Uppsala i botanik efter at have udgivet sin første videnskabelige afhandling, og allerede i 1731 havde han sit senere så berømte plantesystem færdigt. 1735 rejste han til Holland, hvor han afsluttede sine medicinske studier og tog doktorgraden. Han blev i Holland i tre år og udsendte en række botaniske afhandlinger, bl.a. "Systema naturae" (1735), "Flora lapponica" (1737) og "Genera plantarum" (1737). Rejste tilbage til Stockholm og praktiserede som læge til 1741 samtidig med han forelæste i mineralogi og botanik, stiftede det svenske videnskabsakademi og var dets første formand. 1741 blev han professor i medicin i Uppsala og senere i naturhistorie; han virkede i Uppsala til sin død. Selv forlod han ikke igen Sverige, men han sendte sine elever til fjerne lande, og de bragte et stort materiale med sig tilbage til Sverige. I dette tidsrum udsendte L mange og betydningsfulde værker (foruden nye og bedre udgaver af tidligere arbejder), f.eks. "Flora suecica" (1745), "Philosophia botanica" (1751). Sin største betydning har L haft som systematiker; han klargjorde artsbegrebet, ryddede op i tidligere varieteter og former og gav korte og klare artsbeskrivelser. Den latinske terminologi med den binære momenklatur stammer stort set fra ham. I alt beskrev han ca 10.000 plante- og 6000 dyrearter. Han klargjorde spørgsmålet om planternes køn (d 10/1 1778)

1782 d Vigilius Erichsen, maler; 1754 deltog han i Kunstakademiets første guldmedaljekonkurrence. Konkurrencen blev vundet af Peder Als, dette og de vanskelige arbejdsforhold i det hjemlige har sikkert været medvirkende til, at E i 1757 forlod Danmark for at etablere sig som portrætmaler i Rusland. Det lykkedes ham at få forbindelse med zarhoffet. Katarinas II’s magtovertagelse i 1762 betød en væsentlig forbedring af hans position. Som zarinaens fortrukne maler udførte han i de flg. år en række betydningsfulde officielle portrætter, der kendes i flere gentagelser og kopier. Da E 1772 vendte tilbage til Danmark, blev han udnævnt til hofportrætmaler. Ikke længe efter hjemkomsten modtog han af den russiske gesandt i Danmark bestilling på to helfigurportrætter til Katarina II af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik. Foruden mindre portrætter af kongehusets medlemmer og gentagelser af ældre værker, udførte han i sine sidste år også enkelte portrætter af privatpersoner. I perioden efter Pilo og før Jens Juels debut indtog E i sine senere år ubestridt pladsen som den førende danske portrætmaler (f 2/7 1722)

1795 f Charles Barry, britisk arkitekt; som ung var han tilknyttet et arkitektfirma, og i 1817 begyndte han en treårig studierejse, hvor han studerede arkitektur i Grækenland, Italien, Ægypten og Palæstina. Hjemme igen slog han sig ned i London. Et af hans første arbejder er Saint Peters kirken i Brighton; han havde bygget flere nygotiske kirker, da han i 1835 vandt konkurrencen om den nye parlamentsbygning i London, Houses of Parliament, der blev hans hovedværk (opført 1840-60). Han tegnede mange offentlige bygninger, London klubbygninger (Travellers’ Club, 1831og Reform Club, 1837 i italieniserende renæssancestil) og bygninger (palæer) såvel i by (London) som på landet. Som det bedste af hans bypalæer regnes Bridgewater House (1847). Blandt hans bedste arbejder regnes King Edwards skolen i Birmingham, den blev opført i Tudor stil mellem 1833 og 1836. I sine herregårde fulgte han tidens forkærlighed for det middelalderlige (Gothic revival). Det samme gjorde sig gældende i de ni kirker, han tegnede, således ovennævnte Saint Peters i Brighton (ca 1826). I 1840 blev B medlem af Royal Academy og adlet i 1852 (d 12/5 1860)

Danmarks første dampskib det skotskbyggede "Caledonia" ankommer til København. Da "Caledonia" søndag morgen den 23. maj 1819 ankom til København, var det ikke alene det første danskejede dampskib, men også det første af slagsen, der havde besøgt Danmark. Det havde allerede da en historie bag sig. Skibet var løbet af stablen i 1815 ved den skotske flod Clyde. Da det havde fået nye maskiner, så det som det første europæiske dampskib kunne sejle baglæns, blev det i 1817 sat i fart på Themsen. I 1818 foretog det en pionertur. Som det første dampskib krydsede det Nordsøen alene ved damp og dampede videre op ad Rhinen helt til Koblenz. I 1819 blev "Caledonia" købt af en dansk-vestindier Steen Bille, som havde sikret sig eneret på dampskibssejlads mellem København og Kiel. "Caledonia"s tur fra London til København var den længste, noget europæisk dampskib hidtil havde foretaget. Straks om søndagen den 23. maj foretog skibet en udflugt til Helsingør med "omtrent 100 personer af begge køn". Caledonia var på 150 tons med plads til 100 passagerer. Frem til 1830 var skibet indsat i rutefart mellem København og Kiel. Dog kun i sommerhalvåret. Til vintersejlads dristede man sig ikke. Hver tirsdag morgen kl. 5 stod skibet med plaskende skovlhjul ud fra København, og det "antages at ville ankomme til Kiel onsdag morgen klokken 8". Af hensyn til brandfaren var det i København "Caledonia" strengt forbudt at sejle ind i den egentlige havn med ild på kedlerne

 

f Carl Bloch, maler; uddannet på Kunstakademiet 1849-53 under Wilhelm Marstrand. Efter debuten 1853 på Charlottenborg fortsatte han i Marstrands fodspor med folkelivsskildringer fra Danmark som f.eks. "Fiskerfamilier venter deres Mænds Hjemkomst ved frembrydende Uvejr" (1858) og fra Italien som f.eks. "Fra et romersk Osteri" (1866). Fra begyndelsen af 1860'erne malede han monumentale, barokinspirerede billeder med motiver fra mytologi og historie, hvoraf flere blev folkeeje: "Samson hos filistrene" (1863) og især "Christian 2. på Sønderborg Slot" (1871). Holdningen i B’s kunst røbede fra begyndelsen en dybt religiøs natur, og med sine mange altertavler nåede han et resultat, der i udtalt grad kom til at præge den samtidige indremissionske forkyndelse. Flere generationer er blevet belønnet for bedrifter i søndagsskolen med glansbilleder efter Carl Bloch. Foruden malerierne efterlod B et omfattende grafisk værk, og her fandt hans betagelse af Rembrandt sit smukkeste udtryk. I sin samtid blev B hyldet nærmest ukritisk, men efter hans død udsat for en kraftig nedvurdering. Medens man dengang var enige om at fremhæve hans strålende, rene farver, har eftertiden afvist dem som grumsede og stemplet indholdet som ubehageligt patetisk. Det er dog aldrig lykkedes at få B helt likvideret. Fra 1873 var han professor ved Kunstakademiet (d 22/2 1890)

1868 d (Christopher) Kit Carson, amerikansk pelsjæger, spejder, indianer agent og folkehelt; som pelsjæger havde C et stort kendskab til indianernes levevis og sprog og blev i 1842 fører for John Frémonts ekspeditioner i Californien. Han spillede i det hele taget en stor rolle i den amerikanske ekspansion vestpå. Han deltog i Den Mexicanske-amerikanske krig 1846-48. I Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65 kæmpede han på Nordstaternes side og fik rang af brigadegeneral. C ledede flere blodige felttog mod indianerstammer i det syvvestlige USA. Carson City, Nevada er opkaldt efter ham (f 24/12 1809)

1873 Møntloven vedtaget på Rigsdagen. Med vedtagelsen besluttedes det, at Danmark pr. 1. januar 1875 går over til at bruge kroner og øre i stedet for rigsdaler og skilling. Loven var del af Den Skandinaviske Møntunion indgået mellem Danmark og Sverige den 27. maj 1873. Norge tilsluttede sig i 1875. Unionen var baseret på guldmøntfod, og deltagerlandene gik over til at benytte kroner og ører. Hovedmønter var 10- og 20-kroner af guld, 1- og 2-kroner var af sølv, 10- og 25-ører af mindre lødigt sølv, mens 1-, 2- og 5-ører var af møntbronze. De tre landes mønter var ensartede af størrelse, vægt og lødighed, men med nationalt betingede motiver, og de kunne frit anvendes i alle tre lande. Unionen omfattede en overgang også pengesedler. Ophævelsen af guldindløseligheden ved udbruddet af 1. Verd.krig umuliggjorde parieteten mellem de tre skandinaviske valutaer, og reelt var konventionen dermed ophævet

1886 d Leopold von Ranke, tysk historiker; i et appendix til sin "Geschichte der romanischen und germanischen Völker 1494-1514" (1824) fremsatte R den opfattelse, at historisk forskning hverken skal dømme fortiden eller spå om fremtiden, men kun beskæftige sig med at fremstille "wie es eigentlich gewesen" (hvad der virkelig hændte). Han krævede en kildekritisk metode baseret på primære og samtidige kilder og et objektivitetsiideal. R søgte at forstå fortiden ud fra dens egne forudsætninger. Hans største betydning ligger i, at han professionaliserede den historiske disciplin og udviklede en systematisk forskeruddannelse gennem sin undervisning som professor i Berlin 1825-71. De fleste af hans værker behandler emner fra det 16., 17. og 18. århundredes politiske historie. I hans forskning fra hans senere år var magtbalancen mellem de europæiske stormagter et centralt tema, mens de ikke-europæiske folk ignoreredes. Han fremstillede Englands og Frankrigs historie, Trediveårskrigens Tyskland og han bidrog til den franske revolutions og den tyske frihedstids historie. Hans samlede værker udgør 54 bind; skønt han var blevet blind, begyndte han i sit 85. år en stor verdenshistorie; med den afsluttede han sin store produktion. Han nåede at fuldende 9 bind, inden han døde over 90 år gammel (f 21/12 1795)

1891 f Pär Lagerkvist, svensk forfatter; debuterede i 1912 med novellen "Människor". Året efter kom det æstetiske programskrift "Ordkonst og bildkonst", hvor han brød med realistisk omstændlighed og psykologisk detailanalyse. Som mønster opstillede han gammeltestamentlig poesi og moderne ekspressionisme. Han ville forenkling, koncentration og symbolsk helhed. Som dramatiker har L bl.a. skrevet "Den osynlige" (1923), "Konungen" (1932) og "Midsommardröm i fattighuset" (1941). Som lyriker udgav han bl.a. digtsamlingerne "Ångest" (1916), "Hjärtats sånger" (1926) og "Aftonland" (1953). Endvidere prosaværkerne "Den fordringsfulla gästen" (1919) og den selvbiografiske "Gäst hos verligheten" (1925). Fra årene efter 2. Verd.krig blev historiske romaner L’s hovedværker. "Dvärgen" (1944) og succesromanen "Barabas" (1950). I "Ahasverus död" (1950) tog han problemet om forholdet mellem Gud og mennesker op. En af hovedpersonerne i "Ahasverus död" er pilgrimmen Tobias, hvis vej til forsoning skildres i "Pilgrim på havet" (1962) og "Det heliga landet" (1964). I 1951 modtog L Nobelprisen i litteratur (d 11/7 1974)

Den første succesrige transkontinentale bilrejse gennem USA begynder, da en Packard forlader San Francisco for at køre til New York. Turen blev klaret på 52 dage

 

d Henrik Ibsen, norsk forfatter; var 1851-57 knyttet til det nystartede teater i Bergen som instruktør og var senere i en femårig periode leder af Det Norske Teater i Kristiania. Årene som praktisk teatermand blev af den største betydning for Ibsen, idet han her skaffede sig den usædvanlige forståelse for teatrets krav, der var et kendetegn for hele hans dramatik. I’s ungdomsdigtning kulminerede med "Kongsemnerne" (1863), hvor dets historiske emne er belyst af en gennemtrængende personlig gennemlevelse af problemet: modsætningen mellem evne og higen. På et stipendium rejste I 1864 til Italien, og i de flg. 27 år opholdt han sig i udlandet. I Italien skrev han sine hidtil betydeligste værker "Brand" og "Peer Gynt", der begge behandler det etiske krav til personligheden. I 1870'erne kom Ibsen i forbindelse med den europæiske radikalisme, som delvis dækkede hans egne ideer. I de fire problemskuespil: "Samfundets Støtter" (1877), "Et Dukkehjem" (1879), "Gengangere" (1881) og "En Folkefjende" (1882) rettede han et angreb på den officielle samfundsmoral, der stiller sig i vejen for den enkeltes mulighed for lykke. Med "Vildanden" (1884) indtraf et vendepunkt. I’s digtning blev mindre udadrettet, og et stærkere symbolsk element gør sig gældende."Vildanden" opponerer mod det ubetingede sandhedskrav, som tidens fremskridtsvenner dyrkede, og som Ibsen selv havde hyldet; i stedet fremstilles opfattelsen af livsløgnen som en betingelse for gennemsnitmenneskets lykke. Med sin dramatik var I repræsentant for det naturalistiske teater. Derved blev hans plads i verdenslitteraturen for en stor del historisk bestemt; han skabte en dramatisk udtryksform, der imødekom samtidens krav. Selv om naturalismen på scenen forlængst er et overstået stadium, har hans betydeligste stykker bevaret deres levedygtighed (f 20/3 1828)

1915 Italien erklærer Østrig-Ungarn krig og indtræder i 1. verdenskrig. Allerede i 1902 blev Italiens tilknytning til Triplealliancen fra 1882 med Østrig-Ungarn og Tyskland svækket ved italienernes neutralitetsaftale med Frankrig Selv om alliancen blev fornyet i 1912, forsikrede den italienske regering franskmændene, at aftalen med dem ubetinget stod ved magt. Italien havde da heller ingen interesser fælles med dobbeltmonarkiet snarere tværtimod. Dets stormagtsaspirationer gik i retning af Adriaterhavet og Balkan, hvor det uundgåeligt måtte støde sammen med Østrig-Ungarn. Ved udbruddet af 1. Verd.krig erklærede Italien sig neutral. Regeringen i Rom hævdede, at Østrig-Ungarn havde krænket alliancens aftaler ved at begynde krig med Serbien uden de foreskrevne forhandlinger med sine alliancepartnere. Hemmelige forhandlinger i London mellem Italien og Tripleententens medlemmer, England, Frankrig og Rusland endte den 26. april 1915 med en aftale om italiensk krigsdeltagelse på ententens side. Italien fik løfte om hele Sydtyrol til Brenner, Istrien med Trieste, den nordlige del af Dalmatien, Valona i Albanien og protektorat over hele landet iøvrigt, varig besiddelse af De dodekanesiske Øer, alt sammen på bekostning af Østrig-Ungarn. Dertil kom kompensationer i Afrika, hvis de allierede beslaglagde Tysklands kolonier samt penge og forsyninger. Først over et år efter at have erklæret Østrig-Ungarn krig, erklærede Italien Tyskland krig - i august 1916

1933 Japanske tropper erobrer Peking. Den verdensomspændende økonomiske krise fra 1929 fik det råstoffattige Japan til at rette sin imperialistiske krigspolitik mod det asiatiske fastland. I 1931 blev den nordkinesiske provins Manchuriet erobret. Året efter omdannedes provinsen til den japanske lydstat Manchuko. I 1933 fortsatte den japanske ekspansion syd for den kinesiske mur. I Nordkina oprettede japanerne en lydstat bestående af fem kinesiske provinser

d John Davidson Rockefeller, amerikansk oliemagnat; efter de første oliekilder var åbnet i Pennsylvania i de tidlige 1860’ere, så R den betydning, olien kunne få og opførte et olieraffinaderi i Cleveland. To år senere var hans raffinaderi områdets største. Ved opkøb af andre raffinaderier, ved en pågående reklameindsats og ved erhvervelse af et distributionsned var R’s selskab, Standard Oil Company i 1870 USA’s største. Ved også at erhverve oliekilder havde Standard Oil i 1880’erne erhvervet sig et faktisk oliemonopol. R undgik en dom afsagt af Ohios højesteret i 1892 om at opløse sit selskab ved at overføre kontrollen af sine selskaber til et holdingsselskab, Standard Oil of New Jersey, som eksisterede til 1911, da USA’s højesteret erklærede også det lovstridigt. En stor donation fra R muliggjorde i 1891 oprettelsen af universitetet i Chicago; efter 1897 beskæftigede R sig udelukkende med filantropisk virksomhed: Han stod bl.a. bag oprettelsen af Rockefeller Institute for Medical Research (nuværende Rockefeller University) i New York City (1901) og Rockefeller Foundation (1913). I sidstnævnte år udgjorde hans donationer mere end $ 530.000.000 (f 8/7 1839)

 

1939 Folkeafstemning om grundlovsændring. For at forslaget skulle godkendes ved afstemningen skulle mindst 45% af de stemmeberettigede sige ja. Alle var klar over, at det ville blive svært at mobilisere disse 45%. Venstres appel til blot at blive hjemme vakte forargelse blandt tilhængerne, men var naturligvis konsekvent, når partiet hele tiden havde sagt, at der ikke var behov for en ny grundlov. Folkeafstemningen bragte ikke det nødvendige antal ja-stemmer. 966.277 eller 44,46% betød, at der manglede 11,762 stemmer. De konservative modstandere af forslaget havde agiteret for at stemme nej, men havde kun nået 85,717 stemmer. Der var som ventet store forskelle mellem landsdelene, i Jylland var der kun 33% ja-stemmer, i København 63,8%. Forslaget gik i første omgang bl.a. ud på at afskaffe Landstinget; i sin endelige udformning enedes regeringspartierne og de Konservative om at opretholde tokammersystemet, men på en sådan måde, at begge kamre udgik af samme vælgerkorps. For de to hovedpersoner, statsminister Stauning og de Konservatives leder Christmas Møller, var vælgernes afvisning af grundlovsforslaget et nederlag. Staunings position i partiet var urokket. Det sagdes dog om ham, at han følte sig hårdt remt, og at han aldrig genvandt sin gamle selvtillid Christmas Møller trak sig tilbage som formand for sit parti. Men hverken for ham eller for partiet var situationen ikke nem

1941 d Herbert Austin, engelsk bilfabrikant, tilbragte størstedelen af sit tidlige liv i Australien, hvor han blev direktør for Wolsely Sheep-Shearing Machine Company, hvis produktion af maskiner, han også kontrollerede, da han havde slået sig ned i England. Havde allerede designet og deltaget i fabrikationen af biler da han i 1906 begyndte produktion af egne biler i Longbridge fabrikkerne i Birmingham og samme år grundlagde Austin Motor company. I 1951-52 fusionerede fabrikken med Morris Motors Ltd og dannede British Motor corporation (f 8/11 1866)

 

 

Til top        24. maj

1153 d David I, skotsk konge 1124-1153; søn af Malcolm III (Macbeth’s besejrer) og St. Margrete. Efter forældrenes død (1093) voksede David med sine søskende op ved den engelske kong Henrik I’s hof. November 1100 blev Henrik I gift med Davids søster Matilda. Da David var blevet stotsk konge, kom søsterens ægteskab til at bestemme hans forhold til England. 1. januar 1127 lovede David med edsaflæggelse til Henrik I, at han anerkendte Matilda, som hans arving og efterfølger. Da Stephen af Blois ville fordrive hende, trængte David 1136 ind i England og satte sig i besiddelse af Cumberland og Northumberland. I de flg år førte David atter krig, men blev besejret i slaget ved Northallerton (Faneslaget) 22. august 1138. I 1139 måtte Stephen alligevel overlade David Northumberland. I 1136 havde Stephen afstået Cumberland til David. Igen i 1141 var David i felten for Matilda og hendes søn Henrik Plantagenet (senere Henrik 2. af England). Herefter var der fred i Davids regeringstid. I Skotland gennemførte han et stort politisk og gejstligt organisationsarbejde. Der blev bygget kongelige borge, en kongelig administration begyndte så småt at vokse frem, og der blev for første gang slået mønt i Skotland. På det gejstlige område sørgede David for grundlæggelse af klostre. Davids eneste voksne søn, Henrik, døde 1152. Henrik efterlod sig tre sønner. Af disse blev den ældste konge som Malcolm IV efter David (f ca 1082)

 

1212 d Dagmar, dansk dronning; datter af kong Ottokar 1. af Böhmen og Adela af Meissen. I 1205 blev hun gift med Valdemar II Sejr. Rydårbogen omtaler hendes usædvanlige skønhed, der gav hende navnet Daghmar i betydningen "Dagens Mø". Dette navn, som i traditionen har fortrængt døbenavnet Margaretha, er formodentlig en fordanskning af det slaviske Dragomir. Ifølge folkeviserne døde Dagmar i barselseng i Ribe, men hun blev begravet i Sct. Bendts kirke i Ringsted. Da kongegravene her åbnedes i 1855, fandt man Dagmars grav tom. Det korsformede smykke, der kaldes Dagmarkorset, et byzantinsk stykke fra ca 1000, er uden påviselig forbindelse med Dagmar. Folkeviserne om Dagmar har været bestemmende for opfattelsen af hende, men deres kildeværdi er tvivlsom, bl.a. fordi de først er nedskrevet i 1500-tallet. I viserne fremtræder hun som den højtelskede, smukke, blide dronning, elsket af folket. Dagmars dyder træder klart frem på bekostning af efterfølgeren Berengaria, der iflg. folkeviserne "var så besk en blomme". I 1209 fødte Dagmar sønnnen Valdemar den Unge (f kendes ikke)

 

1360 "Den store landefred". På et rigsmøde i Kalundborg pinsedag 1360 udstedte kong Valdemar 4. Atterdag og hans folk en gensidig forpligtelse over for hinanden. Aftalens parter var kongen og (hans søn) hertug Christoffer på den ene side og rigets biskopper, riddere, væbnere og menig almue på den anden. Formålet var fred. Mange års nød og ulykke, der var overgået Danmark, skulle bringes til afslutning, og riget skulle få bedre kår med de bestemmelser, der "ved Helligåndens hjælp, fordi det er på selve Den Helligånds festdag disse bestemmelser, håndfæstninger og beslutninger er affattede og stadfæstede". Løfterne gik bl.a. ud på, at alle fredsbrydere skulle straffes, særlig dem der for frem med rov og brand og tog folk til fange. Kongen fik på mødet et løfte, der gik ud, at ingen ville antaste hans kongedømme ved at gøre modstand mod det. Kongen lovede til gengæld at holde danehof hvert år og afstå fra enhver suspension af retstilstanden, hvad enten den var krigsmæssigt begrundet eller havde anden sammenhæng. Dokumentet talte om fred, men tænkte på krig. Det gjaldt generhvervelsen af Skåne, som var kommet bort fra riget under de store pantsættelser tidligere i århundredet.

 

d Nikolaj Kopernikus, tysk/polsk astronom og grundlægger af det heliocentriske verdensbillede; han fik en særdeles grundig og alsidig uddannelse, idet han ved universitetet i Kraków og senere i Bologna og Padova foruden matematik og astronomi læste jura, græsk og medicin for i 1503 at blive doktor i kirkeret i Ferrara. I 1506 vendte han tilbage til Tyskland, hvor han efter nogen tid at have æret livlæge hos sin onkel, bispen af Ermland i 1510 blev domherre i Frauenberg og senere bestyrer af de biskoppelige godser. Allerede i sin studietid begyndte Kopernikus at tvivle på rigtigheden af det ptolomæiske verdensbillede (med Jorden som centrum i universet). Observationer var noget, som lå Kopernikus samtid fjernt, og han anfører kun 27 iagttagelser, dvs vinkelmålinger, som han i løbet af 30 år foretog med selvlavede træapparater. Men hans tankearbejde gjorde ham til grundlæggeren af den nyere astronomi, der siger, at Solen ikke bevæger sig om den ubevægelige Jord, tværtimod er Solen solsystemets faste midtpunkt, hvorom planeterne drejer. De ubevægelige fiksstjerner er yderst i universet, og Jorden er en planet i et årligt kredsløb om Solen og i daglig rotation om sin akse. Hans berømte værk "De revolutionibusorbium coelestium", frugten af næsten 36 års stille, alvorlig eftertanke, måtte hans ven Rhetius tvinge fra ham for at få det trykt, og Kopernikus skal have modtaget det første trykte eksemplar på sit dødsleje. Først mod slutningen af 1600-tallet blev Kopernikus kosmologi almindelig anerkendt. Men i astronomiens historie har Kopernikus status som den første af nogle forskere, der i renæssancen gjorde astronomi til en videnskab. Arbejdet blev fortsat på forskellig måde af Tyge Brahe, Kepler og Galilei og afrundet af Newton, idet denne forklarede, hvorfor planeterne bevæger sig som de gør, mens de fire andre havde forklaret, hvordan planeterne bevæger sig (f 14/2 1473)

 

1612 d Robert Cecil 1. jarl af Salisbury, engelsk statsmand, der i 1598 efterfulgte sin far som dronning Elizabeth 1.’s førsteminister, og som med megen anerkendelse i samtid og eftertid stod i spidsen for regeringens ledelse i de første ni år af kong Jacob 1. regeringstid. Cecil skabte således kontinuitet i skiftet fra Tudor til Stuart kongedømme i England. I 1584 blev han medlem af Underhuset, og fire år senere sendtes han ud på sin første diplomatiske mission. Efter i nogle år at have virket som uofficiel udenrigsminister (secretary of state) blev han i juli 1598 udnævnt til at beklæde denne post. Inden dronning Elizabeths død (1601) var Cecil trådt i forbindelse med kong Jacob 6. af Skotland, og som Jacob 1. kom denne da også uden vanskelighed til at beklæde den engelske trone efter Elizabeths død. Under den nye konge bevarede Cecil sine embeder, og han fortsatte den politik, der var skabt af hans far og Elizabeth i.e. en moderat anti-romersk/katolsk, anti spansk og anti-puritansk politik. I indenrigspolitik var hans indflydelse mindre. Men i 1608 fik han kontrol med rigets finanser. Det skete, da han dette år blev udnævnt til finansminister (lord treasurer). Han gik i gang med at nedbringe kronens/landets stadig voksende gæld. Det var forgæves. Han kunne hverken sætte en stopper for kongens ekstravagante levevis eller overbevise ham om at acceptere Cecils forslag – the Great Contract fra 1610 – om at Underhuset garanterede kongen en fast årlig sum mod, at Underhusets medlemmer blev fritaget for visse gamle feudale pligter. Efter Robert Cecil’s død voksede den striden med Parlamentet, der blev et hovedpunkt i Jacobs tid som engelsk konge. Med sin konfrontationspolitik lagde han grunden til den skærpelse af forfatnings-kampen, der under hans søn og efterfølger Karl I (1625-49) kulminerede i Den Engelske Borgerkrig, og som førte til Karls henrettelse (f 1/6 1563)

 

1640 f John Mayow, engelsk kemiker og fysiolog; omkr. 100 år før Joseph Priestly og Antoine-Laurent Lavoisier identificerede han spiritus nitroaereus (ilt) som en atmosfærisk bestanddel. Skønt uddannet som jurist i Oxford (1670) virkede han som læge. Hans forfatterskab omfatter en bemærkelsesværdig korrekt beskrivelse af menneskets åndedrætsorganer (d okt. 1679)

 

1677 d Anders Bording, forfatter og redaktør; student 1637, men først 1653 magister fra Sorø Akademi; var i mellemtiden huslærer på forskellige herregårde; efter 1653 var han i en periode rektor i Slangerup og siden lektor ved domkapitlet i Ribe; altsammen inden han blev hofjournalist og fastboende. 1666 pålagde kongen ham at udgive en månedsavis. Det kom til at betyde, at Bording i pressehistorien tegner sig for en pionerindsats med den versificerede Den Danske Mercurius, som han skrev og udgav fra sommeren 1666 til få uger før sin død. Henved 15.000 rimede aleksandrinere med europæiske nyheder blev det til i causerende journalistik stil og med udpræget flair for enevældens PR-behov med dens hofnyt i den allerloyaleste fremstilling. Avisen tog hans meste tid i hans senere år. Fra hans ungdom stammer erotisk digtning i hyrdestil, lejlighedsdigte til bryllupper og begravelser samt ræsonnerende digtning f.eks. "Lærde Quinders Forsvar" og "Snustobakkens Berømmelse". Bording er blevet kaldt Danmarks første professionelle digter; han havde sit udkomme af pennen – om end pauvert i forhold til den fede smiger, også han efter tidens skik nedlod sig til (f 21/1 1619)

 

d Nicodemus Tessin d.æ. svensk arkitekt; kom 1636 som fæstningsingeniør fra Stralssund til Sverige, hvor han hurtigt blev en af sit nye fædrelands mest fremtrædende arkitekter. Han introducerede den romerske og franske klassicisme i svensk arkitektur. Efter nogle mindre opgaver var Tessin 1651-53 på studierejse i Tyskland, Italien, Frankrig og Nederlandene. Efter hjemkomsten blev hans hovedopgave det aldrig fuldførte Borgholms slot. Med sin position som Sveriges fornemste arkitekt kom han til at personificere arkitekturen som et embedsanliggende, bl.a. som Stockholms første stadsarkitekt. Kalmar domkirke (påbegyndt 1660) er som tolkning af protestantisk kirkebyggeri en selvstændig sammensmeltning af renæssancens centralkirke og den romerske basilika. I Drottingholm Slot (påbegyndt 1662) skabte han et kongeligt landslot efter fransk forbillede, med fornemme værelser omkring midterpartiets trapper. Lignende symmetriske bygninger udviklede Tessin i nogle mindre slotte, bl.a. Salsta og Sjöö i Uppland. Bl.a Tessins øvrige arbejder er Wrangels palads på Riddarholem i Stockholm, Skokkloster, Rådhuset og Rigsbankbygningen i Stockholm (f 7/12 1615)

 

f Jean-Paul Marat, fransk læge, journalist, revolutionær; efter at have afsluttet sit studium slog han sig som læge ned i London. Her udsendte han en række skrifter om naturvidenskabelige og filosofiske emner, hvori han fremsatte originale og dristige teorier. Da Marat vendte tilbage til Frankrig, blev han livlæge hos hertugen af Artois. Umiddelbart før revolutionen opgav han denne stilling for at gå ind i politik. Fra september 1789 til september 1792 udgav han avisen "L’Ami du peuple", hvor han opfordrede til kamp mod borgerskabet. I det politiske liv kom M nærmest til at stå alene. Han bekæmpede overklassen, men mente samtidig at folket var ude af stand til at stå i spidsen for landets styre. Det førte ham til tanken om et personligt diktatur med den opgave at udrydde folkets fjender. I 1792 var Marat medlem af det udvalg, som organiserede septembermyrderierne; derefter blev han medlem af Konventet. Da republikken blev proklameret samme år, nedlagde han "L’Ami du peuple" og begyndte udgivelsen af "Journal de la République". M kom i stadig skarpere opposition til de mere moderate girondiner. Han blev fængslet (1793), men blev frifundet. Da gironden snart efter blev styrtet, var M’s magt på det højeste. Imidlertid var han uhelbredelig syg af en hudsygdom og måtte tilbringe dagen i et badekar. Her blev han myrdet af en fanatisk girondinsk kvinde, Charlotte Corday. Efter sin død blev Jean-Paul Marat hyldet som en sand revolutionær, og hans aske blev ført til Panthéon. Herfra blev den fjernet ved reaktionens sejr i 1795 (d 13/7 1793)

 

1799 d Caspar Harsdorff, arkitekt; under sin uddannelse på Akademiet tilegnede han sig den franske klassicisme. Efter som den første arkitekt at have erhvervet den store guldmedalje studerede han 1757-62 i Paris. Det langvarige ophold her fik yderligere betydning for den fransk-klassicistiske indstilling, der kom til at præge hans arbejder. I årene 1762-64 fortsatte han sine studier i Rom. Efter hjemkomsten blev han bygningsinspektør og i 1770 hofbygmester. Fra 1766 var han professor ved Akademiet, hvor han kom til at sætte sit præg på en række begavede og driftige håndværkere og bygmestre, der efter de store brande i København skabte hele gader af enkle, klassicistiske borgerhuse. Staten gav ham kun mindre opgaver: Herkulespavillonen i Kongens Have (1773), Kolonnaden mellem Moltkes og Schacks Palæ på Amalienborg (1794). Endvidere A.G. Moltkes gravkapel ved Karise kirke (1766), der blev til på grundlag af skitser til Frdr.’s 5. kapel ved Roskilde Domkirke, som først blev bygget 1774-78. Hertil kom om- og tilbygninger - Frederiksberg slot og Fredensborg. H byggede flere privathuse i København, således Erichsens Palæ (1799) ved Kgs. Nytorv. Med de to facader på sit eget hus på Kgs. Nytorv ved siden af Charlottenborg (1779-80) skabte H et mønster for de talrige nyklassicistiske borgerhuse, der stadig præger det københavnske bybillede (f 26/5 1735)

 

f Victoria, engelsk dronning 1837-1901; datter af Georg III's fjerde søn hertug Edward af Kent, en yngre bror til de barnløse konger Georg 4. og Vilhelm 4. og prinsesse Victoria af Sachsen-Saafeld-Coburg. Ved faderens død i 1820 blev hun nærmeste tronarving. Da Vilhelm 4. døde 1837, besteg den attenårige pige Storbritanniens og Irlands trone. I 1840 blev hun gift med sin fætter prins Albert af Sachsen-Coburg-Gotha. Ægteskabet blev lykkeligt; de fik ni børn og levede et roligt familieliv med særlig glæde om sommeren på Balmoral Castle i det skotske højland. Alberts tidlige død i 1861 var et hårdt slag for hende. Hun isolerede sig i mange år i Windsor slot uden for London. Dette gav anledning til megen kritik, og i 1860'erne mente mange, at Storbritannien snart ville blive republik. I sine senere år opgav hun efterhånden sin isolation, og fremfor alt førte den nye imperialisme til, at dronningen i stigende grad blev et symbol på imperiets enhed. I 1877 blev hun kejserinde af Indien. Ved guldjubilæet 1887 og diamantjubilæet 1897 kunne "Europas bedstemor" – hun havde 31 børnebørn og 37 oldebørn – glæde sig ved en overvældende og oprigtig hyldest fra sit folk. Victoria beskrives som værende godt begavet, om end hendes åndelige horisont var snæver; intellektuelle interesser havde hun ikke. Hun var pligtopfyldende og arbejdsom, med en snæver, men solid borgerlig moral og en enkel og ufilosofisk religion (d 22/1 1901)

 

1860 f Otto Liebe, højesteretssagfører, statsminister; han er den kortest regerende statsminister i danmarkshistorien – han sad i syv dage. Liebe blev cand. jur. i 1882. Tre år senere ansattes han som overretssagfører og 1899 som højesterets-sagfører. Han var formand for Den Danske Sagførerforening 1910-19 og sagførerrådet 1919-27. Sideløbende hermed havde han en karriere i erhvervslivet. Han var medlem af Privatbankens bankråd fra 1900, bestyrelsesmedlem i Gyldendalske Boghandel og Det Danske Kulkompagni. 29. marts 1920 blev Liebe placeret i orkanens øje. Uenighed om det sønderjydske spørgsmål og Danmarks sydgrænse havde fået Chri-stian 10. til at afskedige det radikale ministerium Zahle, havde Christian 10. tilkaldt kongefamiliens juridiske konsulent Liebe og ladet ham danne et forretningsministerium med det formål at afholde valg. Kongen og med ham nationale og højreorinterede kredse var utilfredse med resultátet af den netop afstemning i Mellemslesvig. Kongen og nævnte kredse ønskede en ny afstemning, men dette kunne ikke lade sig gøre med De Radikale ved magten. Kongen ønskede en regering, der havde støtte fra det borgerlige flertal i Landstinget. De næste dage blev særdeles urolige. Men Liebe trådte tilbage 5. april, og den episode, der er gået over i danmarkshistorien som Påskekrisen var ovre. Efter det politiske mellemspil helligede Otto Liebe sig atter sin sagførervirksomhed (d 21/3 1929)

 

1870 f Jan Christian Smuts, sydafrikansk general og politiker; to gange premierminister 1919-24 og 1939-48; han blev uddannet som jurist i Cambridge. Under Boerkrigen deltog han som regeringsrådgiver og militær leder i felten i kampen mod briterne. Efter det sydafrikanske nederlag var han en af drivkræfterne i skabelsen af Den Sydafrikanske Union og beklædte flere ministerposter. Han støttede Sydafrikas deltagelse i 1. Verd.krig på britisk side. Efter at have været premierminister siden 1919 måtte han efter sit partis – Det sydafrikanske Parti – nederlag ved valget i 1924 træde tilbage. I 1933 blev han vicepremierminister og justitsminister. Han virkede ivrigt for sydafrikansk deltagelse i 2. Verd. Krig på britisk side. Da denne holdning sejrede, blev han atter premierminister. I 1941 blev han udnævnt til britisk feltmarskal. I hele sin politiske karriere stod han for en hårdhændet raceadskillelsespolitik; således lod han flere gange opstande af de sorte sydafrikanere brutalt nedkæmpe. Denne holdning hindrede ham dog ikke i ved krigsafslutningen aktivt at deltage i udformningen af FN’s erklæring om menneskerettigheder (d 11/9 1950)

 

Det tyske slagskib "Bismarck" sænker den britiske krydser "Hood". "Hood", der sammen med "Prince of Wales" havde deltaget i jagten på Bismarck, blev sænket i den sydlige del af Danmarksstrædet vest for Island på positionen 63 gr. 20 min N, 31 gr 50 min W. Hood var i 1941 en gammel dame. Kølen var blevet lagt i 1916. I 1941 var det Royal Navys største krigsskib og det største, der nogensinde var blevet bygget. I længden målte det 260 m (mod Bismarcks 250 m) til gengæld var den lidt smallere. Hovedbestykningen var ligesom Bismarcks - otte 38 cm kanoner monteret parvis i fire tårne. Skibets maksimumfart, 32 knob, gjorde det til verdens hurtigste krigsskib af denne størrelse. Men Hood havde en alvorlig mangel, de øverste dæk var ikke pansrede. Efter de dårlige erfaringer briterne havde med deres skibe under 1. Verd. krigs Jyllandsslag, hvor de mistede tre slagkrydsere, da tyske granater slog lodret ned gennem de sårbare dæk og eksploderede inde i skibene, var alle store skibe bygget efter Jyllandsslaget forsynet med forstærket dæk. Denne mangel blev Hoods skæbne. Mindst en granat fra en bredside fra Bismarck ramte Hood midtskibs, gennembrød det upansrede dæk og trængte ned til skibets livsvigtige dele dybt under vandlinjen, eksploderede og antændte 10-cms magasinet, hvorfra eksplosionen bredte sig videre til 38-cms magasinet agter. I en kæmpeeksplosion, hvor der skød en gigantisk ildsøjle op fra Hoods midtskib, forsvandt Hood fra vandoverfladen. Af den mere end 1400 mands store besætning blev tre reddet

 

d John Foster Dulles, amerikansk udenrigsminister 1953-59 i præsident Eisenhower administrationen; inden han blev udenrigsminister, gjorde han karriere som diplomat; Dulles var kritisk over for Trumanadministra-tionens (1945-53) udenrigspolitik, der var baseret på "inddæmning" af Sovjetunionen, hvilket, han fandt, overlod initiativet til den kommunistiske verden, og at amerikansk udenrigspolitik hidtil havde været nødforanstaltninger, der var blevet amerikanerne påtvunget. Som udenrigsminister arbejdede han derfor for øget amerikansk engagement i især Europa og Asien, hvilket bl.a. lykkedes gennem oprettelse af de militære alliancer SEATO (1954) og Bagdadpagten (1955). Foster Dulles udenrigspolitiske grundsyn var enkelt: det var lyset mod mørket. En kristen fri verden var udsat for at blive undergravet af et gudløst og tyrannisk tvangssystem. Der kunne derfor ikke være tale om indrømmelser; de var tegn på svaghed, og neutralitet var umoralsk. Tværtimod skulle der vises en ubøjelig fasthed. Dulles argumenterede derfor for en udenrigspolitik, der var parat til at balancere "på randen af krig" (brinkmanship), og for at modstanderen ikke skulle kunne bestemme de kampbetingelser, der passede ham, lancerede han tanken om "massiv gengældelse" (full response), hvilket i givet fald ville betyde anvendelse af kernevåben fra krigens første dag. Med denne holdning, der hvilede på en stærk kristen overbevisning, var han en af den kolde krigs mest kompromisløse figurer. Om ham blev der sagt, at hans eneste lekture var Karl Marx og Bibelen. Nyere forskning har dog fremhævet, at hans moralske sprogbrug i fremstillingen af amerikansk udenrigspolitik var et forsøg på at pacificere det republikanske partis højrefløj (f 25/2 1888)

 

1974 d Edward Duke Ellington, amerikansk komponist, pianist og orkesterleder; Duke Ellington, som regnes blandt jazzens største personligheder med en omfangsrig produktion og en nyskabende stil, voksede op i Washington D.C., men tog som ganske ung til New York. Her optrådte han professionelt som pianist allerede i 1916 – dvs. 17 år gammel. I to år spillede han med eget band i adskellige af Harlems natklubber, bl.a. The Cotton Club. Snart fik han en fremtrædende i amerikansk jazz og blev medskaber af big-band-jazzen, som siden førte over i swing-musikken. Duke Ellington skrev musik til film, ballet, teater og tv og turnerede fra 1950’erne over det meste af verden. Nogle af hans mange mesterværker er "Jack the Bear" (1940), "Harlem Air Shaft" (1940), "Cottontail" (1941) og "Concerto for Cooti" (1940). Edward Duke Ellington giftede sig i 1918 med sin skolekæreste, Edna. De fik ét barn, sønnen Mercer, som efterfulgte sin far som leder af The Duke Ellington Orchestra (f 29/4 1899)

 

"Concorde" indsættes i regelmæssig drift mellem Europa og USA. Første prøveflyvning med Concorde-flyet havde fundet sted i marts 1969. Det britisk-franske overlydsfly gik i 1975 efter mere end 5000 testflyvningstimer i trafik hos Air France og British Airways på ruten til henholdsvis Rio de Janiero og Bahrein. I 1976 åbnedes der en rute mellem USA og Europa. Det skete på ruten Paris/London til Washington. Året efter åbnedes der tillige en rute mellem Paris/London og New York. Concordens deltavinge og krop er bygget af aluminium i et samarbejde mellem franske Aérospatiale og British Airways Corporation. De fire Olympus jetmotorer er bygget i samarbejde mellem franske Snecma og engelske Rolls-Royce

 

1995 d Harold Wilson, britisk premierminister 1963-1970, 1974-1976; uddannet som økonom ved Oxford University og blev som 21 årig knyttet til universitetet som forelæser i økonomi. I 1939 kom han i regeringens tjeneste; her fik han en lynkarriere; fra økonomisk sagkyndig i kabinetssekretariatet og derpå i 1940 i krigskabinettet og i arbejdsministeriet til stillingen som departementschef for økonomi og statistik i brændsels- og energiministeriet i 1943. Han havde tidligt tilsluttet sig arbejderpartiet og blev i 1945 indvalgt i Underhuset – for Ormskirk, fra 1950 til 1983 for Hoyton, begge i Lancastershire. Fra september 1947 var han handelsminister i den af Attlee ledede Labourregering. I protest mod de forøgede forsvarsudgifter og besparelserne på socialbudgettet forlod han regeringen i 1951 og blev en af lederne af Labours venstrefløj, da partiet kom i opposition. Wilson blev 1952 medlem af partiets bestyrelse, og 1963-76 var han partiets formand. Oktober 1964 til juni 1970 var han premierminister, derefter leder af oppositionen. Efter valget februar 1974 blev Wilson for anden gang premierminister, nu i spidsen for en mindretalsregering. Da genforhandlingerne med EF havde givet et tilfredsstillende resultat, og folkestemningen i sommeren 1975 havde bragt flertal for Storbritanniens indtræden, og da også denne regeringsperiode var præget af Storbritanniens økonomiske problemer, og hans forsøg på løsninger skabte modsætningsforhold mellem ham og partiets venstrefløj og fagbevægelsen, var Harold Wilson blevet træt af sin brydsomme politiske tilværelse. Med en erklæring om, at "han ikke længere havde kraft til at løse de påtrængende problemer", nedlagde han i april 1976 stillingerne som regeringschef og partileder og trak sig ud af politik. Harold Wilson har bl.a. udgivet "Purpose in Politics" (1964), "The Labour Government 1964-1970" (1971). 1986 udkom hans erindringer "H.W. Memoirs 1916-1964. The Making of a Prime Minister" (f 11/3 1916)

 

 

 

Til top        25. maj

735 d Beda Venerabilis, angelsaksisk præst og krønikeskriver; som syvårig blev han anbragt i klostret Wearmouth. I en alder af 19 år blev han diakon, og fra han var 30 år, virkede han som lærer. Han var en overmåde flittig skribent; fra hans hånd stammer omfattende bibelkommentarer, gramatikker, tidstavler, salmer, breve og prædikener. Hans vigtigste værk er "Historia ecclesiastica gentis anglorum" (Det engelske folks kirkehistorie), der medtager både verdsligt og kirkeligt stof, og derved rummer angelsaksernes folkelige historie. I dette værk indførte han som noget nyt dateringen anno Domini (i det Herrens år). Beda blev inspirator for den karolingiske renæssances lærde. Ved kirkemødet i Aachen 836 omtaltes han allerede som Venerabilis (lat. ’den ærværdige’). Skt. Bonifatius, "Tysklands apostel", og Alcuin, lederen af hofskolen i Aachen omtalte ham med respekt og ærbødighed (f 672 eller 673)

 

1085 d Gregor 7. "den store". Hildebrand, pave 1073-1085; som benediktinermunk i Cluny i Frankrig blev han 1049 kaldt til Rom af pave Leo IX; Hildebrand blev kardinal, leder af finansforvaltningen og endelig pavelig kansler. Allerede inden sit pavevalg var Hildebrand den egentlige leder af pavestolens politik. På påskesynoden i 1059 fik han vedtaget, at pavevalget skulle foretages af kardinalkollegiet. Som pave satte han alt ind på at reformere gejstligheden, løsrive den fra afhængigheden af den verdslige magt og underordne denne under pavestolen. 1074 udstedte han bestemmelser mod gifte præster og simoni, 1075 skred han ind mod den verdslige indflydelse ved besættelse af gejstlige embeder. Herved kom det til åbent brud med kejser Henrik 4., som Gregor lyste i band og løste kejserens undersåtter fra deres troskabsed. Oprør i Tyskland tvang Henrik til at gå til Canossa (25. januar 1077) og ydmyge sig for Gregor. Snart brød striden ud igen, og da Gregor støttede en modkonge i Tyskland, svarede Henrik med krig. I 1084 drog han sejrrigt ind i Rom og lod sig kejserkrone af ærkebispen af Ravenna, som han havde fået udnævnt til modpave. Gregor måtte flygte, og kort efter døde han i eksil i Salerno. Han blev helgenkåret i 1606 (f ca 1025)

 

1648 d Antoine le Nain, fransk maler; da kun få af de tre le Nainbrødres - Antoine, Louis og Mathieu - arbejder er daterede og signerede er det vanskelige at sige, hvem der har malet hvad. De forblev alle ugifte og arbejdede sammen undertiden også på det samme billede. Alle tre malede de realistiske scener fra den franske bondes liv. Antoine værker er næsten alle malet i lille format og på kobber. Hans portrætter og genrebilleder viser stærk indflydelse fra flamsk kunst. (f ca 1588)

 

1659 Richard Cromwell nedlægger sit embede som Lord Protector. Efter at have overtaget faderen Oliver Cromwells stilling som Lord Protector ved dennes død, sept. 1658, løb Richard hurtigt ind i vanskeligheder. Han fornærmede sine højtstående officerer ved selv at overtage overkommandoen i hæren; herved ignorerede han deres krav om, at en erfaren officer skulle have overkommandoen. Hertil kom, at konflikten mellem parlamentet og hæren fik officererne til at danne en komité, der skulle fastlægge deres strategi. Da parlamentet forbød komiteen at mødes uden Richards tilladelse, overtog komiteen magten og tvang Richard til at ophæve parlamentet (21. april 1659). Officererne indkaldte nu et nyt parlament, der afsatte Richard, og den 25. maj 1659 abdicerede han officielt. Hermed var der banet vej for genoprettelse af den engelske kongemagt - ved Karl 2.

 

1671 Christian 5. opretter en ny greve- og friherrestand. Med kongens forordning lovfæstedes en helt ny herrestand - en ny højadel, benævnt grever og friherrer, som skyldte kongen deres værdighed. Dermed gennemførtes i ændret skikkelse lensvæsenet i Danmark-Norge. Indstiftelsen af de nye titler ledsagedes nemlig med bestemmelse om, at grever, som rådede over et jordtilliggende på mindst 2.500 tdr.htk., og friherrer med mindst 1.000 tdr. htk. kunne oprette grevskaber og baronier. Den nye lensadel fik garanteret lenets udelte overdragelse fra slægtled til slægtled samt en række privilegier af skattemæssig og forvaltningsmæssig art. Den ti år gamle enevældige kongemagt fik på sin side et helt nyt rangmæssigt hierarki, som kunne skabe afstand mellem monark og undersåtter og dermed understrege kongemagtens fjerne og ophøjede karakter

 

1681 d Pedro Calderon de la Barca, spansk dramatiker; i 1623 fik han i Madrid opført sit første stykke, og fra ca 1630 opfattedes han som Spaniens førende dramatiker og som den største af modreformationens. I et langt liv skrev han ca 120 skuespil og 80 religiøse festspil. Han blev tidligt knyttet til det spanske hof, og fra 1648 var han eneforfatter til Madrids pompøse festspil. Blandt hans arbejder er både intrigespil, skuespil med emner fra historien, mytologien, fra ridderromaner osv. Der hvor Calderons geni siges at vise sig klarest, er i hans religiøse, filosofiske og allegoriske dramaer. Inden for en katolsk og skolastisk ramme behandler han problemet om den moralske frihed. I hans værk viser denne sig ikke at ligge i selvhævdelse eller i jagen efter nydelse, men i afkald på selviske mål, og at underkaste sig naturlovenes kosmiske ordning, som er Guds vilje. Ved at vise den jordiske virkeligheds flygtighed og tomhed vil Calderon bygge individets menneskeværd og integritet på erkendelse og acceptering af døden. Efter sin præstevielse i 1651 skrev han kun for Madrids bystyre og for hofteatret. Fra 1663 til sin død var han slotskapellan i Madrid og kongens æreskapellan. Om Calderon er det blevet sagt, at hans store ry i hjemlandet især skyldes, at hans skuespil er et så levende udtryk for de spanske idealer, det vidtdrevne æresbegreb, ridderligheden, loyaliteten samt den stærke katolicisme (f 17/1 1600)

 

1776 d Johann Georg von Langen, overjagtmester; han blev uddannet inden for forstvæsenet i hjemlandet Sachsen. Han kom i dansk tjeneste, da han blev anbefalet til Christian 6. for at løse problemet med de forhuggede skove ved Kongsberg i Norge og de deraf følgende vanskeligheder med træ- og brændeforsyningen til sølvværket. Efter Christian 6.’s død (1746) vendte von Langen tilbage til Tyskland. Han trådte atter i dansk tjeneste i efteråret 1763, da man søgte en, der kunne forestå udarbejdelse af driftsplaner for de kongelige skove. I løbet af de næste år blev der tegnet skovkort, foretaget taksation og udarbejdet planer for seks nordsjællandske skov-distrikter. Ved de mange nyplantninger var de vigtigste træer i von Langens kulturer stadig de gamle danske træer eg og bøg, men som noget nyt blev der også plantet ask, elm, el, birk o.a. Det var især von Langens indførsel af nåletræer, der har påkaldt sig opmærksomhed, fordi de tidligere næsten ikke havde været dyrket i de danske skove, og fordi de senere har fået så stor udbredelse. Med sin indsats er von Langen blevet kaldt "fader til det ordnede skovbrug". Rester af von Langens plantager findes i Tinghus ved Mårum, i Nødebo Holt og i Nørreskoven ved Furesøen, hvor Danmarks højeste træ på over 47 m - en af von Langens ædelgraner - stod til 1965, da det gik ud (f 22/3 1699)

 

1818 f Jacob Christoph Burckhardt, svejtsisk kunst- og kulturhistoriker; han var professor ved universitetet i Basel 1857-93. Hans første skrifter "Karl Martel" (1840), "Die Kunstwerke der belgischen Städte" (1842) o.a., viste ham som temmelig afhængig af den herskende tysk-romantiske kunstopfattelse. I 1850'erne fjernede han sig imidlertid helt fra romantiske synspunkter og udformede sit klassiske kunstsyn i en række skrifter af grundlæggende betydning for kunst- og kulturhistorien. I værket "Die Zeit Konstantins des Grossen" (1852) undersøgte han årsagerne til antikkens undergang, og mente at finde den i de hedenske religioners indre forfald. Hans "Cicerone" fra 1855 var tidligere en for kunstinteresserede Italiensfarere uundværlig håndbog. I sit hovedværk "Die Cultur der Renaissance in Italien" fra 1860 viste Burckhardt, hvordan den nye tid bygges op på resterne af den gamle med gennembrud for individet og personligheden. Værket har været grundlæggende for renæssanceforskningen. I dag er dets synspunkter i vid udstrækning opgivet. I "Geschichte der Renaissance in Italien" (1867) beskæftigede Burckhardt sig især med arkitekturen. Karakteristisk for Burckhardts historiske værker er, at han lagde vægt på at give et tværsnit gennem åndslivet og kulturen i den tid, han skildrede; økonomiske og statspolitiske forhold udelod han helt (d 8/8 1897)

 

f Tom Sayers, britisk nævekæmper, som deltog i den første internationale sværvægts mesterskabskamp og var en af Englands bedst kendte boksere i 1800-tallet. Han målte 5 feet 8½ inches og vejede 155 pounds, det betød, athan var kendt som Little Wonder og Napoleon of the Prize Ring. I ringen mødte han ofte langt større modstandere; men alligevel tabte han kun én kamp i sin karierre – til Nat Langham i 61.(sic) omgang i oktober 1853. I kampen om det internationale mesterskab mødte Sayers í april 1860 amerikaneren John C. Heenan. Skønt han var syv år ældre og vejede 40 pounds mindre end Heenan, havde bookmakerne Sayers som favorit. Efter 42 omgange (mere end to timers boksning), da Sayers havde fået en skade i sin højre arm, og Heenan syntes at være på vinderkurs, entrede publikum ind i ringen. Kampen blev erklæret for uafgjort, og begge boksere modtog et mesterskabsbælte. Herefter trak Sayers sig tilbage fra boksning (d 8/11 1865)

 

f Chr. Richardt, forfatter; han blev student 1848 og valgte teologi af religiøse grunde; nogen lærd teolog blev han dog aldrig. Først 1857 blev han med et beskedent eksamensresultat cand teol. I studentertiden skrev han studenterkomedier som f.eks. "Kong Rosmer". Ved juletid 1860 udgav Richardt sin første digtsamling "Smådigte" med bl.a. religiøse digte som "Lær mig nattens stjerne" og naturdigte som "Hvor skoven dog er ung og frisk". Samlingen gjorde Richardt kendt; han fik legater og kunne foretage en udenlandsrejse. Vinteren 1861-62 var han i Rom, derefter rejste han til Palæstina. Samlingen "Nyere Digte" (udkom jul 1864) indeholder bl.a. digtkredsene "Fra Rejsen" og "Et Aar". Efter krigen 1864 var Richardt en tid musik- og teateranmelder ved Dagbladet. 1866 blev han forstander på Tune højskole. Men hans foredrag gik over hovedet på de fleste, og han var for upraktisk til en sådan gerning. 1868 kom "Tekster og Toner" med bl.a. "Altid frejdig". Efter en tid som kapellan var han 1876-86 sognepræst i Ørsted på Fyn. Fra 1889 til sin død præst til Vemmetofte kloster. Hverken præstegerning, svagt helbred eller rejser hindrede ham i at udsende bøger.1874 kom "Billeder og Sange", 1878 "Halvhundrede Digte" m.fl. Som moden mand skrev Richardt sit eneste værk til scenen dramaet "Drot og Marsk" (1878) som tekst til Heises toner. Richardts vers er oftest sangbare, ligefrem beregnede på at sættes i musik, og han er en af vore mest komponerede digtere; således "Altid frejdig, når du går" (1868), "Venner, ser på Danmarks kort" (1889), "Når egene knoppers, og granerne duppes" (1874) (d 18/12 1892)

 

1889 f Igor Sikorsky, russisk/amerikansk flykonstruktør; han byggede 1909 sit første luftfartøj, en helikopter. Den var dog ingen succes, og Sikorsky konstruerede herefter i stedet konventionelle fly. 1911 havde han bygget fem fly og var blevet en fremragende pilot. I perioden 1913-17 designede og byggede han fly, der var bemærkelsesværdige på gr. af deres størrelse og rækkevidde. Blandt disse var den russiske hærs første firemotores flyvemaskine. 1919 flyttede han til USA, hvor han i 1923 på Long Island etablerede fabrikken Sikorsky Aero Engineering; den blev i 1929 købt af det, der senere blev United Technologies Corporation Fabrikken fremstillede en lang række fly af mange typer, der blev anvendt såvel af militæret som civile flyselskaber. 1939 vendte Sikorsky tilbage til sin gamle interesse og byggede den første succesfulde helikopter i USA. Han fort-satte udviklingen af helikopteren, og hans første serieproducerede helikopter, Sikorsky R-4, var en videreud-vikling af denne model. I 1957 trak Sikorsky sig tilbage fra sit firma, der var blevet en afdeling i United Aircraft Corporation, men han var aktiv som konsulent til sin død (d 26/10 1972)

 

f Tito (Josip Broz), jugoslavisk marskal og statsleder; sluttede sig i 1910 til det socialdemokratiske parti. Efter deltagelse i 1. Verd. krig i den østrig-ungarske hær og russisk krigsfangenskab kæmpede han på bolsjevikkernes side i den russiske borgerkrig. Han vendte hjem til Jugoslavien i 1920 og blev aktiv i det kommunistiske parti i Zagreb. Da partiet blev forbudt, sad han flere gange fængslet i 1920'erne og 30'erne. Som medarbejder i Kominform opholdt han sig 1934-35 i Moskva. I 1937 blev han generalsekretær i Jugoslaviens kommunistiske parti. Under den tyske besættelse 1941-45 var han øverstkommanderende for partisanbevægelsen i Jugoslavien, og fra 1943 for den nationale befrielseshær. I december 1943 blev Tito (et dæknavn han tog i denne periode) formand for "Det nationale Befrielsesråd", som blev anerkendt af USA, Storbritannien og Sovjetunionen. Marts 1945 blev han stats- og forsvarsminister i en provisorisk regering, som afløste ’befrielsesrådet' og den jugosla-viske eksilregering i London. Ved valgene til nationalforsamlingen i november 1945 sikrede Titos "Nationale Front" sig et stort flertal (med uortodokse metoder). Herefter blev Jugoslavien med T som leder omdannet til en kommunistisk stat. Snart fandt jugoslaverne dog den stramme russiske kontrol utålelig. Juni 1948 anklagede Kominform Tito for nationalisme, stormagtsgalskab, forræderi mod marxismen-leninismen og fjendskab mod Sovjetunionen, men Tito bevarede sin magt. I 1953 blev han Jugoslaviens præsident. Sammen med Indiens leder Nehru og Ægyptens præsident Nasser tog Tito i 1961 initiativ til den første konference for alliancefrie stater i Beograd, og han blev i løbet af 1960'erne og 1970'erne de alliancefrie landes mest fremtrædende person (d 4/5 1980)

 

f Gene Tunney, amerikansk bokser, der 23. september 1926 besejrede Jack Dempsey på points og blev pro-fessionel verdensmester i sværvægt. I en revancekamp over 10 omgange den 22. september året efter tilfaldt sejren igen Tunney. Revancekampen er gået over i boksehistorien som "den lange tællings kamp". I 7. omgang blev Tunney ramt og gik i gulvet og syntes at være ude af stand til at komme op, inden han ville være talt ud. Inden han begyndte at tælle, viste kamplederen Dempsey tilbage til neutralt hjørne. Men Dempsey blev stående midt i ringen, og tidtageren var nået til fire, inden Dempsey begyndte at gå til sit hjørne. Først da begyndte dommeren at tælle. Tunney kom op på ni, kom til kræfter og vandt kampen. Tunney blev kendt som bokser, da han i 1919 vandt det amerikanske militærmesterskab i letsværvægt. To gange var han amerikansk mester i letsværvægt. Som professionel boksede Gene Tunney 77 kampe og tabte kun én. I juli 1928 trak han sig ubesejret tilbage (d 7/11 1978)

 

Folketingsvalg. Valgkampens agitation samlede sig udelukkende om landets forsvar. Højre slog på nødvendigheden af fæstningen i den farlige udenrigspolitiske situation. På modsat fløj hævdede Socialdemokratiet og Radikale Venstre, at den som en magnet ville trække ulykkerne ned over landet. Ind mellem disse to yderstandpunkter skulle Venstre forklare sine mindre enkle standpunkter. Det lykkedes ikke. Valget blev et nederlag for Venstrereformpartiet; det mistede 18 mandater og rådede efter valget kun rådede over 38 pladser i Folketinget. De Moderate (venstrefolk) fik 11, Højre voksede fra 13 til 21, de Radikale fra 11 til 20. Mens Socialdemokratiet uændret fik 24 mandater. De var opnået med 93.000 stemmer, hvilket gjorde Socialdemokratiet til landets største parti. Venstrereformpartiet opnåede sine 38 mandater med 87.000 stemmer. Valget medførte en langvarig regeringskrise. Den blev først løst efter kraftigt pres fra kongemagten ved, at den gamle venstrefører Holstein-Ledreborg, der siden 1890 ikke havde været medlem af Rigsdagen, påtog sig at lede en samlings-regering af venstregrupper. Hans regering tiltrådte 16. august, og det lykkedes at nå et kompromis om forsvarssagen. Få dage senere – 28. oktober 1909 – faldt Holstein-Ledreborgs regering for et radikalt mistillids-votum, som blev støttet af socialdemokraterne og nogle højrestemmer. Det var første gang i dansk parla-mentarisk historie, en regering var blevet fældet af en mistillidsdagsorden

 

f Donald Maclean, engelsk diplomat, som spionerede for Sovjetunionen under 2. Verd.krig og i de første år af Den kolde Krig. I sine studieår i 1930erne ved Cambridge universitet tilhørte Maclean en gruppe privilegerede unge, som følte en vis foragt for det kapitalistiske demokrati. Rekruteret af agenter fra den sovjetiske efterretningstjeneste begyndte han at forsyne russerne med materiale, han fik fat i gennem sit arbejde. Maclean havde adgang til mere følsomt materiale end sin samtidige og gamle studiekammerat, Guy Burgess. Gennem sin stilling som sekretær for komiteen for den atomare oprustning kunne han få fingre i papirer, som russerne var meget interesseret i. Han forsynede ligeledes russerne med tophemmeligt materiale vedrørende oprettelsen af NATO. Som chef for den amerikanske afdeling i udenrigsministeriet var han i 1950 med til at formulere den britisk-amerikanske politik i forbindelse med Koreakrigen. I maj 1951fik Maclean og Burgess et vink om, at den britiske efterretningstjeneste var på sporet af deres aktiviteter. Begge forlod de England og forsvandt på mystisk vis. Man havde intet spor af dem, før de i 1956 dukkede op i Moskva og afslørede deres årelange forbindelse med kommunismen. I 1963 sluttede Kim Philby sig til dem. Han var en Cambridge medstuderende og kollega fra udenrigsministeriet, som – viste det sig – havde advaret Burgess og Maclean i 1951. I 1979 blev det afsløret, at spionringens fjerde mand var Sir Anthony Blunt, en højt respekteret kunsthistoriker og ansat i dronning Elisabeths hofstab. Det var Blunt, der havde kontaktet sovjetiske agenter for at arrangere Burgess og Macleans flugt fra England (d 11/3 1983)

 

d Asta Nielsen, skuespiller; i årene 1902-11 spillede hun på københavnske teatre og turnerede i Skandinavien. Men det blev med filmdebuten i "Afgrunden" (1910) hun gjorde sit navn internationalt berømt og samtidig lagde grunden til det erotiske melodrama og moderniserede stumfilmens spillestil med et mere behersket kropssprog."En vibrerende krop", sagde Herman Bang beundrende. Hun indspillede kun yderligere tre film i Danmark "Den sorte Drøm" (1911), "Balletdanserinden" (1911) og "Mod Lyset" (1919); allerede i 1911 kaldte udlandet, og hun var med i flere end 70 film i Tyskland indtil sin sidste film, tonefilmen "Umulig kærlighed" (1932). Hun huskes især for "Mod Afgrunden" (1922); "Bag glædernes Maske" (1925) og "Dirnentragödie" fra 1927. Især blev Asta Nielsen berømt i film om den store ulykkelige kærlighed, hvori hendes kvindefigurer lider og dør eller dræber på mangel af gengældt kærlighed. Med nazismens fremmarch vendte Asta Nielsen tilbage til Danmark, hvor der ikke var brug for hende i filmens verden. Hun indspillede ikke flere film. I 1945-46 udgav hun sin meget roste selvbiografi "Den tiende Muse" (f 11/9 1881)

 

2142 Førstkommende totale solformørkelse i Danmark

 

 

 

Til top        26. maj

1478 f Clemens 7. Medici, pave 1523-34; søn af den i 1478 i Firenze domkirke myrdede Giuliano Medici. Clemens havde således rod i Firenzes fornemste familie. Som pave kom han i klemme i opgøret mellem den franske konge Frans 1. og den tyske kejser Karl 5. Under sidstnævntes troppers hærgen i Rom (il sacco di Roma) i 1527, bragte Clemens sig i sikkerhed i fæstningen Castel San Angelo, men måtte betale en stor løsesum for ikke at lide overlast, da han forlod den. Beløbet var på 400.000 dukater. Desuden skulle Clemens overgive byerne Piacenza, Parma og Modena til Karl samt nogle fæstninger. Aftalen blev indgået 6. juni, men Clemens skulle blive i sin fæstning, indtil de første 150.000 dukater var betalt. Endvidere måtte han love at indkalde et koncil, der kunne gøre op med lutheranismen. Først den 7. december kom han fri og begav sig da forklædt som tjener til Orvieto. Men det lykkedes ikke Clemens, at stoppe udbredelsen af Luthers lære. Heller ikke Englands brud med moderkirken formåede Clemens at forhindre. Han tøvede for længe med at give Henrik 8. af England tilladelse til skilsmisse fra Katharina af Aragonien. Henrik 8. brød da med Rom, og etablerede den anglikanske kirke i England. Da Clemens døde, havde England, Danmark-Norge, Sverige, det halve Tyskland og en del af Svejts brudt med romerkirken. Italien var underlagt spansk herredømme, som blev skæbnesvangert for den frie tænkning og livsførelse, der havde præget renæssancen (d 25/9 1534)

 

1521 Luther erklæres fredsløs. Det skete, da kejser Karl 5. udstedte det såkaldte Wormseredikt, som han den 6. maj havde forelagt rigsdagen i Worms. I ediktet hed det bl.a., at denne djævel i munkekutte (Luther) havde samlet ældgamle fejl i en stinkende pøl og opfundet nye. Han havde besmudset ægteskabet, talt nedsættende om bekendelsen og benægtet Vor Herres legeme og tro. Han lod sakramenterne bero på modtagerens tro. Efter udstedelsen af ediktet måtte ingen huse Luther. Ligeledes blev hans tilhængere dømt i rigets akt (fredløse), og hans bøger skulle udviskes af menneskets erindring

 

1650 f John Churchill, 1st duke of Marlborough, engelsk feltherre og statsmand; fik som 17-årig officerspatent og fulgte i 1672 som kaptajn med et engelsk hjælpekorps til Frankrig, hvor det skulle deltage i Ludvig 14.’s krig mod Holland. Her kæmpede Marlborough i seks år og lærte krigskunsten til bunds. I 1701 blev han øverstkommanderende for de engelske tropper i Nederlandene, og da England året efter greb ind i krigen mod Frankrig - Den spanske Arvefølgekrig, begyndte Marlboroughs storhedstid. Her skaffede han sig ved flere spektakulære sejre ry som feltherre af første rang. – Sejre ved Hôchstädt 1704, Ramillies 23. maj 1706, Oudenaarde 1708 og Malplaquet 11. september 1709. Da Marlborough samtidig viste diplomatiske evner ved at skabe alliancer med Frankrigs fjender, fik han stadig større politisk indflydelse. Sejren ved Blenheim 13.august 1704 skaffede Marlborough hertugtitlen og domænet Woodstock, hvor dronning Anna lod slottet Bleinheim opføre for ham. Da krigen var slut (1711), medførte politiske intriger i parlamentet og ved hoffet, at Marl-borough ikke alene blev afskediget, men også at et flertal i parlamentet krævede ham tiltalt for underslæb. Processen blev dog ikke til noget. Men Marlborough opholdt sig uden for England, til dronning Anna døde (1714). Under Annas efterfølger Georg 1. blev Marlborough igen indsat i sine embeder. Snart svækkedes han imidlertid af et slagtilfælde; han trak sig tilbage til sine godser, hvor han døde seks år senere (d 16/6 1722)

 

1652 Søslaget ud for Dover under den engelsk-hollandske krig (1652-54) mellem admiralerne Blake fra England og hollænderen Tromp. I foråret 1652 havde Tromp ført en stærk flådeafdeling ud i Den engelske Kanal for at beskytte hjemvendende hollandske handelsskibe. Slaget ud for Dover blev hverken langvarigt eller omfattende. Da en engelsk eskadre fra Downs dukkede op for at støtte Blake, foretrak Tromp at lade sin flåde søge ind under den franske kyst. Så den rette benævnelse for slaget er: en mindre træfning

 

døbt Lady Mary Wortley Montagu, britisk forfatter; da hendes far ville tvinge hende ind i et arrangeret ægteskab stak hun af med sin elsker - Edward Wortley Montagu, et Whig medlem af parlamentet - og indgik ægteskab med ham. I 1716 under ophold i Konstantinopel - hvor hendes mand var gesandt - skrev hun "Letters from the East". De blev først trykt og udgivet i 1763, året efter Mary Montagus død. De blev modtaget med beundring af så berømte læsere som bl.a. Voltaire, Gibbon og Walpole. Senere udgaver nu tilføjet breve til familien og hendes poesi bidrog til, at hun ikke kun som hidtil var kendt som en virtuos rejsebrevsforfatter, men derefter også som en alsidig og talentfuld forfatter. Fra 1736 opholdt hun sig mest i udlandet; fra 1742 i Avignon. Her levede hun til 1746. Da vendte hun tilbage til Italien, hvor hun i de næste ti år boede i Brescia. Efter sin mands død i 1761 begyndte Lady Montagu at tænke på at vende hjem til England. Men kun syv måneder efter hjemkomsten døde hun af kræft (d 21/8 1762)

 

1703 d Samuel Pepys, engelsk embedsmand og dagbogsforfatter; han fik en god skoleuddannelse og fik efter studier i Cambridge ved protektion ansættelse som kontorist i finansministeriet. Allerede året efter blev han fuldmægtig i admiralitetet. Han betegnes som en særdeles flittig og pligtopfyldende embedsmand og en stor administrativ dygtighed. 1673 blev han medlem af parlamentet og admiralitetssekretær – nærmest svarende til marineminister. Som sådan gennemførte han mange værdifulde reformer i den britiske marine og indlagde sig fortjenester med hensyn til flådens udvidelse og reorganisation. Han fik dog også fjender og blev 1679 fængslet som formodet papist. Længe varede fængslingen dog ikke; der var ingen hold i anklagerne. Pepys fik fuld oprejsning og blev 1685 genindsat i sin stilling. Da han stod Jacob II nær nedlagde han efter dennes afsættelse i 1689 sit embede og levede derefter som privatmand. Han var en persom med betydelige kundskaber, meget musikalsk – han komponerede sange – og stærkt naturvidenskabelig interesseret. 1684-86 var han formand for Englands berømte naturvidenskabelige forening The Royal Society. Han efterlod sig et bibliotek på 3000 bind – opstillet efter størrelse. Blandt bøgerne var hans dagbog, seks små tætskrevne bind (indbundet i kalveskind) fra årene 1660-69 skrevet med cifferskrift (over 1 1/4 mill. tegn). På gr. af Pepys’ alsidige interesser, hans bekendtskab med mange af tidens kendte personer - bl.a. Christopher Wrenn og Isaacs Newton - og ikke mindst hans hæmningsløse åbenhed, giver dagbøgerne med deres detailrigdom et godt billede af forholdene i datidens London og er dermed en righoldig kulturhistorisk kilde (f 23/2 1633)

 

1735 f Caspar Harsdorff, arkitekt; under sin uddannelse på Akademiet tilegnede han sig den franske klassicisme. Efter som den første arkitekt at have erhvervet den store guldmedalje studerede han 1757-62 i Paris. Det langvarige ophold her fik yderligere betydning for den fransk-klassicistiske indstilling, der kom til at præge hans arbejder. I årene 1762-64 fortsatte han sine studier i Rom. Efter hjemkomsten blev han bygningsinspektør og i 1770 hofbygmester. Fra 1766 var han professor ved Akademiet, hvor han kom til at sætte sit præg på en række begavede og driftige håndværkere og bygmestre, der efter de store brande i København skabte hele gader af enkle, klassicistiske borgerhuse. Staten gav ham kun mindre opgaver: Herkulespavillonen i Kongens Have (1773), Kolonnaden mellem Moltkes og Schacks Palæ på Amalienborg (1794). Endvidere A.G. Moltkes gravkapel ved Karise kirke (1766), der blev til på grundlag af skitser til Frederik 5.’s kapel ved Roskilde Domkirke, som først blev bygget 1774-78. Hertil kom om- og tilbygninger - Frederiksberg slot og Fredensborg. Harsdorff byggede flere privathuse i Købehavn, således Erichsens Palæ (1799) ved Kgs. Nytorv. Med de to facader på sit eget hus på Kgs. Nytorv ved siden af Charlottenborg (1779-80) skabte Harsdorff et mønster for de talrige nyklassicistiske borgerhuse, der stadig præger det københavnske bybillede (d 24/5 1799)

 

1810 f Christen Købke, maler; som dreng flyttede Købke ind på Kastellet i København, hvor hans far havde soldaternes brødforsyning i entreprise. Som 12-årig kom han på Kunstakademiet (til 1832), hvor han som lærer havde bl.a. Eckersberg. Købke malede nødigt længere borte fra hjemmet, end at han kunne overholde spise-tiderne. Men kun 20 år gammel dristede han sig til at foretage en rejse til Århus, hvor han malede sit livs første mesterværk "Parti af Aarhus Domkirke". Efter hjemkomsten begyndte Købke at male alle de partier fra Kastellet, som han havde været fortrolig med fra barndommen, således "Parti af Kastelvolden set fra et Kornloft i Nærheden" (1831) og "Gården ved Bageriet i Kastellet" (ca 1832) og "Parti udenfor den nordre Kastelport" (1834). I 1830'erne drog Købke til Nordsjælland for at dyrke Frederiksborg Slots maleriske skønhed, et passende motiv for en dansk maler med nationale følelser: "Frederiksborg Slot ved Aftenbelysning" (1835) og "Et af de små Tårne på Frederiksborg Slot" (ca 1834). I 1834 trak bagermester Købke sig tilbage fra Kastellet, men havde tjent nok til at erhverve et solidt hus ved Blegdammen. Købke flyttede med, og efter han i 1838 havde giftet sig, blev der indrettet en selvstændig bolig til ham i forældrenes ejendom. Flytningen gjorde uvilkårlig Sortedamssøen og dens nærmeste omgivelser til hans vigtigste jagtmark for motiver. I 1836 malede han det store (106x161 cm) "Parti af Østerbro i Morgenbelysning". Det viser den nuværende Østerbrogade set mod Trianglen med et lille hjørne af søen til venstre. Endvidere "Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro" (1838) og "Efterårsmorgen ved Sortedamssøen" (1838). I 1838 fik Købke Akademiets rejsestipendium til Italien, hvor han opholdt sig til 1840. Italiensrejsen synes ikke at have føjet noget nyt til hans kunst. I flere år arbejdede han på "Et parti af den italienske kyst ved Middelhavet"; det skulle være hans medlemsstykke til Akademiet. Det blev forkastet - i 1846. Afvisningen forbitrede Købke. En overgang var han indstillet på at lægge penslerne på hylden og tage arbejde som dekorationsmaler. Så galt gik det ikke, hans sidste arbejder viste en ny arbejdsglæde. Der standsede det. Købke fik i 1848 lungebetændelse; han døde efter et par dages sygdom og blev snart så godt som glemt. Først et halvt hundred år efter hans død, begyndte det at dæmre for hans landsmænd, hvilken stor maler Købke er. På Bruun Rasmussens auktioner i København opnåede i juni 1980 Købkes maleri af søsteren Cecilie Margrethe Petersen hammerslag ved 530.000 kr og blev hermed Danmarks hidtil dyreste maleri (d 7/2 1848)

 

1846 Det britiske parlament ophæver landets protektionistiske kornlove. De kornlove, der synes at have eksisteret siden 12. århundrede, blev fra omkr. 1800 et vigtigt politisk spørgsmål. Dette skyldtes et voksende behov for korn forårsaget af et stigende befolkningstal og de eksportforbud fra det europæiske fastland, Napoleon havde gennemført. Ophævelsen af told på kornimporten blev gennemført af liberale kræfter blandt den stadig større og stadig mere indflydelsesrige gruppe fabrikanter. De ønskede frihandel i modsætning til de kornproducerende godsejere, der ønskede toldbeskyttelse, og som hidtil havde været den dominerende klasse økonomisk og politisk. Men nu var England ved at blive et industriland. Efter en række dårlige høstår i perioden 1805-13 vedtog parlamentet en lov, der var et forsøg på at fastsætte kornpriserne, således både fabrikanter og godsejere kunne være tilfredse. Men afskaffelse af korntolden var der ikke tale om. Samtidig med de liberale tanker om frihandel voksede, voksede også modstanden mod kornlovene. Fra 1839 til 1846 mobiliserede Anti-Corn Law League fra Manchester den industrielle middelklasse mod godsejerne. Denne mobilisering og den fejlslagne kartoffelhøst i Irland i 1845 bidrog afgørende til ophævelse af kornlovene i 1846

 

1886 f Al Jolson, russisk født amerikansk skuespiller og sanger; var allerede et stort navn på Broadway da han i 1927 sang og dansede i verdens første talefilm-succes - Jazzsangeren (d 23/10 1950)

 

1892 Den elektriske gadebelysning tændes på Kongens Nytorv i København på kongeparrets guldbryllupsdag

 

1893 f Vilhelm Lundstrøm, maler; allerede som 12-årig viste han kunstnerisk talent og kom som 15-årig i malerlære. Efter udstået læretid var han 1913-15 elev på Kunstakademiet. I 1917 vakte han opsigt på Kunstnernes efterårsudstilling med nogle små opstillinger i collageteknik med pålimede blonder og sølvpapir og med aske blandet i farven. Da han i 1918 udstillede sine "Tre Bud", der bestod af dele af pakkasser, krydsfinérstumper o.lign., der var sømmet og limet oven på hinanden i helt i abstrakte, geometrisk opbyggede mønstre, brød en storm af vrede og forargelse løs hos publikum og i pressen. I sin såkaldte krøllede periode tog Lundstrøm i 1920'erne en anden side af ekspressionismen op. Her malede han i kubismens neddæmpede farver en række opstillinger, hvor få og enkle hverdagsting forherligedes i overnaturlig størrelse; som fællesnævner for dem alle står "Opstilling med krukke, sovsekande og flaske" (1920). I denne periode malede Lundstrøm også portrætter f.eks maleren "Tusnelda Sanders" (1927), hustruen "Yrsa med datteren Dorte som spæd" (1929). Hans evner for den monementale billedkunst fandt uddtryk i mosaikkerne i Frederiksberg svømmehal (1935-38). Da Lundstrøm i 1944 blev udnævnt til professor ved Akademiet opstod der igen blæst om hans person. Der blev rejst tvivl om, denne pakkassemaler var den rette til at være vejleder for den unge generation. Lundstrøm blev imidlertid en god og højt værdsat lærer, der viste en faderlig omsorg for sine elever (d 9/5 1950)

 

1904 f George Formby, britisk skuespiller og entertainer; udviklede i løbet af 1930'erne sit komiske talent og var en elsket revykunstner, før han i 1935 kom til filmen; her kulminerede hans komiske talent i en række film frem til 1946. I filmene optrådte han som den jævne borger, der klarer tilværelsens udfordringer med optimisme og humor. Han fremførte sine sange til akkompagnement af en banjolele - et instrument sammensat af en banjo og en ukulele. Han opnåede stor popularitet i sit hjemland og efter 2. Verdenskrig også i det øvrige Europa. Blandt hans kendeste sange er "When I’m Cleaning Windows" (1936) og ikke mindst "It’s in the Air" (1938) i filmen af samme navn; den var blandt de første engelske film, der blev vist i Danmark efter befrielsen og blev næsten synonym med glæden over Danmarks befrielse. Den gjorde Formby uhyre populær i Danmark, og det var derfor naturligt, at han med sin underholdning deltog i festlighederne i Århus 5. maj 1950 i anledning af femårsdagen for Befrielsen (d 6/3 1961)

 

f John Wayne, amerikansk skuespiller; han personificerede gennem et halvt århundrede Western-genren, pionertidens helteskikkelse og den seje forsvarer af enkle rodfæstede dyder. I 1930'erne skoledes han gennem utallige b-film inden gennembruddet i Fords "Dilligencen" (1939). I samarbejdet med Ford kom Wayne ofte til at spille rollen som professionalisten og den handlekraftige individualist, der stod uden for det kollektiv, der var afhængig af ham, og som han ikke selv kunne undvære. Således skildret i "Kavaleriets gule bånd" (1949), "Forfølgeren" (1956) og "Manden der skød Liberty Valance" (1962). Som instruktør forsøgte Wayne sig med held i det store epos "Alamo" og med politisk primitivitet i "De grønne djævle" (1968) om Vietnamkrigen. Sent i karrieren fik han igen folkelig succes som den enøjede Rooster Cogburn i "De frygtløse" (1969). Wayne sluttede karrieren som den kræftdøende revolvermand i "Seksløberen som blev tavs" (1976), der samlede privatmennesket og karrieren og gjorde status over den epoke, han mere end nogen anden havde personificeret (d 11/6 1970)

 

1923 I Le Mans i Frankrig afholdes det første 24 timers bilvæddeløb. Fra oprindelig at være en prøve på forskellige bilmærkers udholdenhed blev løbet hurtigt et decideret væddeløb mellem specialkonstruerede racerbiler. I 1983 deltog den første danske kører i løbet, og i 1990 vandt John Nielsen i Jaguar sammen med briten Martin Brundle og amerikaneren Price Cobb løbet

 

1927 USA's præsident Coolidge underskriver en lov, der begrænser indvandringen og helt udelukker japanere. Under 1920’ernes højkonjunktur var der til stadighed en arbejdsløshed på mindst 1½ mio. Dette var ved siden af den nationalistiske og isolationistiske stemning i mange kredse baggrunden for en stærk indskrænkning af indvandringen. Tidligere havde det mest været faglærte arbejder og deres organisationer, som følte sig truet af den billige arbejdskraft fra Europa. Arbejdsgiverne havde derimod ønsket denne import af disse billige arbejdere, som ikke lavede vrøvl og derfor var forholdsvis lette at håndtere. I mellemkrigstiden var der nok af arbejdskraft, og industrien, fagforeningerne og den patriotiske mellemklasse kunne gå sammen om at holde "dagos" udenfor. Den første indvandringslov kom i 1921 den sidste og mest yderliggående i 1927. Hensigten var at begrænse indvandring i almindelighed og give præference til indvandrere fra Storbritannien og dominions og de nordvesteuropæiske lande. Japanere blev helt udelukket

 

1976 d Martin Heidegger, tysk filosof; 1909-13 studerede han katolsk teologi og filosofi i Freiburg im Breisgau. 1923-28 var han professor i Marburg. I 1928 blev han professor i Freiburg, hvor han i 1933 blev valgt til rektor. Han meldte sig samtidig ind i nazipartiet og søgte at udbrede nazistiske ideer på universitetet. Han tog officielt aldrig afstand fra den nazistiske ideologi, og i 1945 blev han suspenderet fra sin stilling. I hele sin filosofiske virksomhed var nøgleproblemet for Heidegger spørgsmålet om meningen med menneskets særlige væren.I sit hovedværk fra 1927 "Sein und Zeit" analyserede han menneskets væsensform, idet værens mening kommer til syne i den menneskelige eksistens. Heideggers filosofi øvede i mellemkrigstiden stor indflydelse på tysk og fransk eksistensfilosofi. Selv tog han afstand fra at blive identificeret med eksistentalismen, idet hans sigte var ontologisk, hvilket vil sige, at spørgsmålet om "værens mening" betragtes som filosofiens grundspørgsmål. Endvidere var Heideggers filosofi en afgørende forudsætning for al moderne eksistensteologi (f 26/9 1889)

 

2001 d Dea Trier Mørch, forfatter, grafiker og maler; hun blev uddannet på Kunstakademiet 1958-64 og fortsatte studierne til 1967 på kunstakademier i Polen, Sovjetunionen og andre østlande. Allerede som 19-årig debuterede hun på Kunstnernes Forårsudstilling, og året efter udstillede hun på den cencurerede udstilling på Charlottenborg. Rejseskildringen "Sorgmunter socialisme. Sovjetiske raderinger" (1968) blev hendes første bog, ligesom de føl-gende forsynet med egne illustrationer. Hendes politiske engagement førte til medlemskab af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti); i 1968 oprettede hun sammen med sin senere ægtefælle Troels Trier kunstnerkollektivet Røde Mor. I 1970’erne arbejdede Dea Trier Mørch politisk med sin kunst; i forfatterskabets største succes romanen "Vinterbørn" (1976) skildres fødegangen på Rigshospitalet som en lille model af det klasseløse samfund. I det intensive fællesskab, hvor store følelser udleves og deles, kommer menneskelige værdier til verden sammen med de små, skrøbelige liv, titlen henviser til. Romanen blev i 1978 filmatiseret af Astrid Henning Jensen og er oversat til 22 sprog. Efter udgivelsen af "Vinterbørn" kom der for alvor fart på karrieren. Næsten hvert andet år siden da er der kommet en bog fra Dea Trier Mørch. I romanerne "Den indre by" (1980), "Aftenstjernen" (1982) og "Morgengaven" (1984) skildres tilværelsens mange sociale, eksistentielle og psykologiske kriser. I 1995 kom den selvbiografiske "Hvide løgne" skrevet sammen med datteren Sara Trier. Dea Trier Mørch fik i 1985 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige støtte. 1990-91 var hun formand for Dansk Forfatterforening (f 9/12 1941)

 

 

 

Til top        27. maj

1508 d Lodovico Sforza "il Moro", hertug af Milano; Lodovico Sforza gjorde det hertugelige hof i Milano til det mest strålende i Europa. Her virkede bl.a. Leonardo da Vinci som arkitekt, ingeniør, maler, billedhugger og ikke mindst som musiker, teaterdirektør og festarrangør. Ved at indgå alliancer med Lorenzo ’il Magnifico’ Medici af Firenze og andre italienske stater søgte Lodovico i sin Italienspolitik at føre en balancepolitik. Men da han i 1495 støttede den franske kong Karl 7. i dennes invasion af Italien for at sætte sig i besiddelse af den neapolitanske trone, gik det galt for Lodovico. Nu havde franskmændene fået øje på det rige, men politisk splittede Italien, der lå som et lokkende bytte for en beslutsom og krigsvant fyrste. I 1499 mistede ’il Moro’ sit hertugdømme til franskmændene. Den franske konge - Ludvig 12. - havde fået samlet en koalition af næsten alle italienske stater incl. pave Alexander 6. Endvidere indgik Ludvig 12. en aftale med svejtsiske kantoner om at stille soldater til rådighed til gengæld for årlige subsidier på 20.000 floriner. Stillet over for en sådan koalition følte Ludovico sig magtesløs, og han flygtede til Østrig. I løbet af tre uger deltes hans hertugdømme mellem Venezia og Frankrig. Den 6. oktober 1499 holdt Ludvig 12. sit indtog i Milano. I 1500 forsøgte Lodovico at tilbageerobre sit hertugdømme med svejtsiske og tyske lejetropper. Men i slaget ved Novara (45 km vest for Milano) den 8. april 1500 blev han besejret af franskmændene (Ludvig 12.). Lodovico Sforza blev taget til fange og sad indespærret i Frankrig til sin død. Tilnavnet "il Moro" (maureren) fik han på grund af sin mørke lød (f 27/7 1452)

 

1564 d Jean Calvin (latiniseret af Cauvin), fransk reformator; under sine jurastudier i 1520'erne lærte han Luthers skrifter at kende og fordybede sig i bibelstudier. Da han i 1533 blev dr. jur., tog han åbent til orde mod romerkirken og for retfærdiggørelse ved Guds nåde alene. I 1536 offentliggjorde han sin kristendomslære i "Christianæ Religionis Institutio" (Håndbog i den kristne religion). Den stemte i meget overerns med Luthers lære, men afveg også en del. Calvin betonede stærkt Guds evige forudbestemmelse af alt, prædistinationslæren. Gud har en gang for alle udvalgt nogle mennesker til frelse og andre til fortabelse. Bibelen er Guds ord fra først til sidst; den må følgelig gælde i enhver henseende og være en lovbog for livet - herunder også for staten. Sin opfattelse fik Calvin mulighed for at virkeliggøre, da han 1541 bosatte sig i Geneve. Her blev han leder ikke blot af menigheden, men også af bystyret. Han fik hele bystyret organiseret i overensstemmelse med sine synspunkter, og med ubøjelighed og hensynsløshed var han byens leder til sin død, og fra da af var C's vilje byens lov. Geneve blev et teokrati, hvor Gud var herskeren. I spidsen for bystyret stod kirkerådet, der bestod af byens præster og menighedens 12 "ældste", presbyterne. "Protestantismens pave" førte en vældig brevveksling med fremtrædende protestanter rundt omkring, støttede energisk de franske huguenotter og udsendte præster for at organisere reformerte menigheder overalt i Vesteuropa. Vigtigt i Calvins lære var kirketugten; livet skulle leves udelukkende til Guds ære, og Guds ære krævede, at alle i menigheden viste ham den. Der blev derfor ført nøje kontrol med den enkeltes livsførelse. F.eks. blev undladelse af kirkegang straffet strengt, ligesom dans, kortspil, teaterbesøg og enhver form for luksus. I Geneve tillod kirkerådet fire værtshuse, men servering var kun tilladt for gæster, der forinden højt havde fremsagt bordbønnen. Tolerance mod "papister" og vantro var udelukket. Derimod blev der lagt stor vægt på arbejdet blandt syge og fattige. Da Jean Calvin døde - hans helbred var livet igennem skrøbeligt - efterlod han af værdi kun et lille sølvbæger, han havde modtaget som gave (f 10/7 1509)

 

1660 Freden i København afslutter 2. Karl Gustav krig. Efter svenskernes forgæves storm på København natten mellem 10. og 11. februar 1659 lå København som den sidste danske ø i et land, hvis ene halvdel var besat af svenskerne, og hvis anden halvdel blev ruineret af tyske og polske tropper, som var i landet for at hjælpe det mod svenskerne. I novbr. lykkedes det en forenet dansk-nederlandsk styrke at erobre Fyn fra svenskerne. Et svensk indfald i Norge mislykkedes. Belejringshæren lå stadig uden for København, men byen holdt stand. Efter flere forgæves engelske, franske og nederlandske mæglingsforsøg, kom det i foråret 1660 til direkte kontakt mellem de to krigsførende lande. Ved fredsaftalen kom Trondhjem len tilbage til Danmark-Norge, så Norge undgik at blive skåret midt over. Men de østdanske områder - Skåne, Halland og Blekinge, der var blevet afstået til Sverige ved freden i Roskilde 26. februar 1658, stod ikke til at redde. De forblev svenske

 

1703 Peter den Store grundlægger Sct. Petersborg. Mens svenskekongen Karl 12. førte krig i Polen (Store Nordiske Krig) tog hans modstander Peter den Store af Rusland i 1702 offensiven i Baltikum. Han besejrede en svensk styrke ved Hummelsdorf (i nuv. Letland). 11. december besatte han den lille by Nöteborg. I begyndelsen af 1703 erobrede Peter det svenske fort Nienshants (Nyenschanz). Hermed kontrollerede han Nevaflodens udløb. Peter den Store havde fået det vindue til Europa, han havde kæmpet så hårdt for. Da opførelsen af Peter og Paul fæstningen påbegyndtes på Nevas højre bred, indledtes samtidigt det arbejde, der førte til skabelse af byen St. Petersborg. Foråret 1704 begyndtes opførelse af fæstningen Kronstadt på øen Kotlin. Over for Peter og Paulfæstningen blev der anlagt et skibsværft. Her søsattes det første skib i 1706. Byen omkring befæstningerne voksede hurtigt, og i 1712 blev St. Petersborg Ruslands hovedstad.

 

1770 d Sofie Magdalene, dansk-norsk dronning; hun var datter af markgreve Christian Henrik af Brandenburg-Kulmbach og Sophie Christiane af Wolfstein og mødte den danske kronprins Christian (6.) ved den sachsiske dronnings hof juli 1721. Christian havde af sin far (Frederik IV) fået lov til på egen hånd at udsøge sig en brud, og han besluttede sig for Sofie Magdalene uden tøven, tiltrukket især af hendes stærke religiøsitet. De var i meget ens, indadvendte og sky, snævre i horisonten og tunge af gemyt. I den strenge pietisme og dens regler søgte og fandt de et nødvendigt værn om egen usikkerhed. Det tilskrives Sofie Magdalene, at livet ved Chr. VI’s hof blev så påfaldende kedsommeligt. I den københavnske offentlighed forblev hun upopulær, men samlivet med kongen blev i sjælden grad harmonisk. Hendes fattige opvækst havde på ingen måde lært hende økonomisk sans, så hun forekom samtiden uhyre ødsel. Et forhold der bidrog til hendes upopularitet. I sin lange enkestand boede hun på Hirschholm, hvor hun som bedstemor viste andre og mildere sider af væsen. Sofie Magdalene er blevet karakteriseret som ikke værende nogen stor begavelse, men at hun bestræbte sig for som dronning med stærk pligtfølelse at spille den rolle, naturen havde givet hende få gaver til (f 28/11 1700)

 

1837 f "Wild Bill" Hickok (James Butler), amerikansk spejder, lov- og ordenshåndhæver, skarpskytte og spiller som blev en amerikansk legende; at det gik sådan skyldtes ikke mindst Hickoks berømmelse som skytte. Han blev da også kendt som "the fastest gun in the West". Som barn hjalp han sin far med at yde støtte til undvegne slaver. Han drog hjemmefra i 1856 og blev farmer i Kansas. Her blev han indvolveret i antislaveri bevægelsen. Sandsynligvis var det hans meget overdrevne deltagelse i en revolverkamp i 1861 i Nebraska territoriet, der fødte legenden om ham. Under borgerkrigen tjente Hickok nordstaterne som kusk, spejder og spion. Efter krigen blev han sherif. Hans berømmelse som skytte, hans mange kampe mod indianere og hans virke som sheriff i Hays City og Abilene, Kansas førte til mange kampe med tyve og andre banditter og skaffede Hickok mange fjender. Med jernhånd skaffede han lov og orden i de to nævnte byer, som gik for at være de mest lovløse ved "the frontier". Hickok døde, da han blev skudt i ryggen af Jack McCall, der skjulte sig bag bardisken i saloon'en i Deadwood, South Dakota. Hickok faldt ind over poker-bordet og var død. Kortene, Hickok havde på hånden, var to esser og to otte're. Derefter kaldt Død Mands Hånd. McCall blev hængt. Hans motiv til at myrde Hickok blev aldrig klarlagt (d 2/8 1876)

 

1840 d Niccolò Paganini, italiensk komponist og violinist; han optrådte for første gang offentligt som niårig i 1791. Sit store gennembrud fik han, da han gjorde stor lykke ved en koncert i Genova 1795. Herefter foretog han flere koncertrejser. I årene 1805-12 var han kammermusiker og orkesterleder hos Napoleons søster prinsesse Elisa Bacciochi i Genova, senere Firenze. En kort tid i 1813 var han hofviolinist hos fyrsten af Lucca, hvorefter han genoptog sine koncertrejser. Med sin blændende teknik blev Niccolò Paganini ofte mistænkt for at være i pagt med Djævelen. Gennem sine mange instrumentale bedrifter bidrog Niccolò Paganini til udvidelsen af violon-teknikken med hensyn til dobbeltgreb, akkordspil og samtidigt bue og pizzicatospil. Blandt hans talrige kompositioner er 24 Capricci for soloviolin, 12 sonater for violin og guitar, kvartetter for violin, bratch, guitar og cello(f 27/10 1782)

 

1871 f Georges Rouault, fransk maler; arbejdede tidligt med at restaurere middelalderens glasmalerier. Efter at have beskæftiget sig med realistisk landskabsmaleri begyndte han ca 1905 at skildre prostituerede og cirkusartister, samtidig med han dyrkede religiøse motiver, særlig Kristus-skildringer, hvor han fyldte figurernes tydeligt afgrænsede flader med gnistrende farver. Han overførte på denne måde noget af glasmaleriets væsen til sine lærreder. I 1930'erne nåede hans kunst sin dybeste farveskala som i "Kristus i fabrikken" og "Den sårede klovn", begge karakteristiske for Rouaults socialt og religiøst prægede kunst. Rouault virkede også som glaskunstner: vinduerne i kirken i Aay, Haute-Savoie og i kirken i Tavaux, Jura. Efter 2. Verd.krig blev hans kolorit lysere, og han optog nye motiver som blomster, landskaber og kvindeportrætter. Rouault var en af sin tids betydeligste religiøse kunstnere, og sammen med sin tilbagetrukne og beskedne tilværelse gav det ham tilnavnet "den moderne kunsts munk" (d 13/2 1958)

 

1878 f Isidora Duncan, amerikansk danser(inde); debuterede som skuespiller i New York i 1896. Hun blev inspireret til at tolke musik i bevægelse af sin mor, der var musiklærer. D var modstander af konventionel balletteknik og optrådte både privat og offentligt med egne soloforestillinger, hvor hun oftest dansede barfodet og i antikinspirerede gevanter. I 1897 rejste hun til Europa, hvor hun hovedsagelig optrådte til sin død. Foruden at danse i de europæiske storbyer etablerede hun flere balletskoler, bl.a. i Berlin 1905 og Moskva 1921-22. I USA blev hun aldrig accepteret. Det skyldtes både hendes begejstring for den nye Sovjetstat og hendes uortodokse levemåde. Hun er blevet karakteriseret som en romantisk revolutionær, frigørelsen af kroppen og dansen ville hun udstrække sig til at gælde kvindesag og samfundsreform. Hun fik en dramatisk død. Hun blev kvalt, da hendes tørklæde vikledes om hjulet på hendes bil (d 14/9 1927)

 

1894 f Dashiell Hammetts, amerikansk krimiforfatter; begyndte i 1920'erne at skrive kriminalromaner til de såkaldte pulp magazines, der lagde hovedvægten på realistiske, hårdkogte historier. I 1930 kom "The Maltese Falcon", og med den trådte Sam Spade frem på arenaen: iskold og fanatisk i sin retfærdighedssøgen, han talte gennem mundvigen og kaldte kvinder "sister". Han var prototypen på den hårdkogte detektiv, der skulle få en række efterfølgere i 1940'ernes og 50'ernes USA. Detektiven, der omgivet af korruption, men selv moralsk intakt, bevæger sig gennem en sump af forbrydelse og gangstervælde til den ubønhørlige afsløring af den skyldige. I 1931 kom "The Glass Key" og i 1934 "The Thin Man". H endte som manuskriptforfatter i Hollywood og nåede ikke at udsende noget, der kom på højde med The Maltese Falcon (d 10/1 1961)

 

1897 f John Douglas Cockcroft, britisk fysiker; fra 1924 ansat ved Cavendish Laboratory, Cambridge; 1939-46 var han professor i Natural Philosophy samme sted; i årene 1946-59 var han direktør for Storbritanniens første eksperimentelle kernereaktor Harwell. Han begyndte 1928 sammen med E.T.S. Walton at arbejde med acceleration af protoner ved hjælp af høje spændinger; de fik bygget en højspændingsgenerator, som gav en spænding på 700 kilovolt, og påviste 1932 de første kernereaktioner frembragt ved kunstigt accelererede partikler. Et arbejde de i 1951 modtog nobelprisen for. Fra 1938 arbejdede John Douglas Cockcroft med udvikling af radar. Han blev 1944 (til 1946) leder af det anglo-canadiske atomenergiprojekt i Montreal og fik derved ansvaret for bygningen af nogle af verdens første atomreaktorer, ligesom han spillede en stor rolle ved udviklingen af atombomben (d 18/9 1967)

 

1905 Slaget i Thushimastrædet. Japansk/russiske krig. Efter japanernes overraskende angreb på den russiske Stillehavsflådes base i Port Arthur var den russiske flåde effektivt lukket inde der. Da russerne i april 1904 forsøgte at bryde ud, løb det russiske flagskib, panserkrydseren Petropavlosk, på en af russernes egne miner og gik ned. Herefter var den russiske flåde lammet og blev lidt efter lidt sønderskudt af den japanske belejringshærs artilleri. Skulle den russiske Stillehavsflåde gøre sig gældende, måtte den have forstærkninger. Man traf da i Moskva den skæbnesvangre beslutning at sende Østersøflåden til undsætning. Under ledelse af admiral Zinovij Rozjestvenskij kom flåden af sted i oktober 1904. Den 27. maj 1905 nåede han omsider Tsushimastrædet ved Koreas sydspids. Her ventede japanerne på ham. Slaget blev et af de mest tilintetgørende massakrer i søkrigens historie. Af 12 russiske slagskibe blev otte sænket og resten erobret. Fem af syv krydsere gik ned, en blev erobret. Syv destroyere led samme skæbne. Alt i alt nåede kun to destroyere og en let krydser frem til Vladivostok. Japanernes samlede tab var tre torpedobåde og 117 faldne mod 4830 russere. Medvirkende til slagets udfald var, at den russiske flåde for en stor del bestod af forældede skibe, der var hårdt medtaget af den lange rejse. Den japanske flåde var tidens mest moderne. Den havde f.eks. indført radiokommunikation, mens russerne benyttede optisk signalering. Rundt om i verden blev japanernes sejr i Tsushimastrædet opfattet som et lille asiatisk folks knusende sejr over en overmodig kolos. I Rusland medførte nederlaget revolution. Den enevældige tsar indførte da visse liberale reformer, som han dog - dum som han var - snart tilbagekaldte

 

d Robert Koch, tysk læge, der sammen med Pasteur deler æren for at have skabt den moderne bakteriologi. Endvidere revolutionerede han forståelsen for og bekæmpelsen af infektionssygdomme, og hans arbejder regnes stadig blandt mikrobiologiens vigtigste. Blandt hans mange epokegørende arbejder er arbejderne over miltbrand (1876), hvor han påviste miltbrandsporerne og klarlagde deres betydning for sygdommens spredning, arbejder over årsagerne til sårbetændelse (1878), opdagelsen i 1882 af tubercle bacillus, som forårsager tuberkulose og i 1883 af cholera bacillus. Stor praktisk betydning fik de forbedringer, K indførte i bakteriologisk teknik, specielt brugen af faste næringssubstrater (gelatine- og agarsubstrater). Det var denne metode, der muliggjorde bakteriologiens hurtige fremskridt i slutningen af 1800-tallet. Han blev uddannet i Göttingen, og efter tjeneste som kirurg i Den Fransk-Tyske krig begyndte han ved siden af sit arbejde som distriktskirurg at studere først algers siden bakteriers biologi. 1880-85 var han ansat ved Reichgesundheitsamt i Berlin; det var her, han begyndte studiet af tuberkulosens biologi, og i 1882 identificerede han en af de skyldige bakteriearter. Fra 1885 var han direktør for det af ham selv oprettede Institur für Infektionskrankheiten. For sin indsats modtog han i 1905 nobelprisen i medicin/fysiologi (f 11/12 1843)

 

f Hupert Humphrey, amerikansk politiker (demokrat), vicepræsident; som senator for Minnesota 1948-64 og fra 1971 til sin død gjorde han sig bemærket som forkæmper for bedre borgerretslovgivning og for lovgivning på det sociale område. Desuden engagerede han sig stærkt i udenrigspolitik; han blev et fremtrædende medlem af Senatets udenrigskomité og efterhånden en af de mest indflydelsesrige demokratiske senatorer. I 1960 forsøgte han at blive nomineret som demokraternes præsidentkandidat, men tabte til John F. Kennedy. I stedet blev han - 1960-64 - demokraternes gruppeleder i Senetat, da den hidtidige leder Lyndon B. Johnson blev Kennedys vicepræsident. I Johnsons præsidentperiode (1963-69) var H USA’s vicepræsident. I 1968 blev han nomineret som demokraternes præsidentkandidat, men hans position blev svækket af den modstand,han mødte hos ungdommen. Modstanden kom f.eks. til udtryk med de såkaldte Chicago-uroligheder under demokraternes landsmøde i byen. H tabte præsidentvalget i 1968 til Richard Nixon (d 13/1 1978)

 

1916 d Joseph Simon Gallieni, fransk officer; efter at have afsluttet sin officersuddannelse og gjort tjeneste under krigen mod Preussen 1870-71 blev han ved midten af 1870'erne sendt til Afrika for at gøre tjeneste i de franske kolonier.Her var han tjenestegørende næsten uafbrudt frem til 1911.Om sine oplevelser i kolonierne skrev han bl.a. "Mission d’exploration du Haut-Niger" (1885), "Deux campagnes au Soudan francaise" (1886-88) og "La Pacification de Madagascar" (1900). I 1911 blev han den franske hærs øverstkommanderende, men på gr. af dårligt helbred måtte han trække sig tilbage april 1914. Umiddelbart før verdenskrigens udbrud blev han indkaldt og blev militærkommandant i Paris. Herfra gennemførte han en modoffensiv, da han erfarede, at de tyske tropper efter at have krydset Marne i september 1914 i deres march mod Paris var bøjet af mod sydøst, og at deres flanke mod Paris derfor var udækket. Med sin offensiv bidrog G afgørende til den franske sejr ved Marne. Han blev krigsminister oktober 1915, men trak sig tilbage marts 1916. I 1921 blev han posthumt udnævnt til marskal. I 1926 udkom hans memoirer "Mémoires du Maréchal Gallieni" (f 24/4 1849)

 

1936 d H.P. Hanssen (Nørremølle), grænselandspolitiker, minister; drev landbrug i Nordslesvig 1880-86 samtidig med han skrev artikler og holdt foredrag om nationale emner. I disse spørgsmål indtog H bl.a. det standpunkt, at den sønderjyske ungdom burde aftjene sin værnepligt i den preussiske hær for derved at bevare ejendomsretten til jorden. Han knyttede forbindelser til højskole- og venstrekredse i Danmark. Efter studier i Danmark og Tyskland var han 1888-93 journalist; 1893 købte han bladet "Hejmdal", der blev en af Nordslesvigs vigtigste aviser. Fra 1888 blev H organisator af det dansk-nationale liv i landsdelen. 1896-1908 var han medlem af Landdagen i Kiel og 1906-19 af den tyske Rigsdag i Berlin. Da Tyskland brød sammen i 1918, rejste H i Rigsdagen kravet om Nordslesvigs tilbagevenden til Danmark, og ved Aabenraaresolutionen den 17. november fastlagdes den grænse, som H søgte, og som blev gennemført 1920. Juni 1919 indtrådte han i ministeriet Zahle som minister for sønderjyske sager; sad i Folketinget for Venstre 1924-26 (f 21/2 1862)

 

1937 Golden Gate broen ved San Francisco indvies. Broen over sundet, der forbinder San Francisco-bugten med Stillehavet, havde ved sin indvielse verdens største frie spænd på 1280 m. Den overfører en sekssporet vej og to fortove for gående og cyklister

 

Trængt af fremrykkende tyske tropper evakueres de første britiske og franske soldater fra strandene ved Dunkerque i Belgien. Indtil den 4. juni sejlede britiske krigsfartøjer, kanalfærger, hollandske flodpramme, udflugtshjuldampere og både af enhver størrelse og art Kanalen tynd. Sejlsportsfolk og fiskere blev mobiliseret. I alt var 860 skibe i uafbrudt aktivitet. Soldaterne stod i kø langt ud i vandet ved Dunkerque for at komme i skibene. Tyske Stuka-fly angreb uafbrudt, u-både torpederede flere af skibene, og på stranden var soldaterne under næsten konstant beskydning. Inden de sidste 40.000 franske soldater, der som bagtrop dækkede ind- skibningen, blev tvunget til at overgive sig den 4. juni, var 215.000 britiske og 120.000 franske og belgiske soldater blevet reddet over til England. Ved operationens begyndelse synets kun et mirakel at kunne få de allie rede soldater over Kanalen. Churchill regnede med, at kun 30.000 kunne reddes til England, og at operationen kun kunne pågå i to dage. At miraklet alligevel skete, skyldtes den kraftige modstand de franske og britiske tropper ydede, det britiske luftvåben som i kvalitet viste sig at overgå det tyske, og den djærve indsats af den britiske flåde, som sammen med flyvevåbnet dækkede indskibningen ved Dunkerque og sejladsen over Kanalen. På trods af den mirakuløse redning lagde Churchill i en tale i Underhuset den 4. juni ikke skjul på, at briterne ved Dunkerque havde oplevet en militær katastrofe. "Krige bliver ikke vundet ved evakueringer", sagde han bl.a. Men den samme kampånd, som han havde givet udtryk for, da han den 10. maj overtog premierministerposten og lovet briterne blod, sved og tårer, gik igen i talen den 4. juni

 

"Bismarck" sænkes. Da tyskernes 52.600 tons store slagskib med sine otte 38 cm kanoner blev observeret af et britisk rekognosceringsfly ud for Bergen, blev stort set hele den britiske hjemmeflåde sendt ud for at op- spore og nedkæmpe det. To britiske slagskibe "Prince of Wales" og "Hood" kom i kamp ud for Islands kyst. Men en salve fra "Bismarcks" kanoner sænkede "Hood", og det tyske skib forsvandt ud i åben sø. 30 timer senere blev "Bismarck" atter observeret; da en britisk torpedo beskadigede dets ror, søgte "Bismarck" ind til den franske havneby Brest. Det "sårede" tyske slagskib blev i de flg. 24 timer udsat for et kraftigt angreb fra britiske sø- og luftsstridskræfter. Da det var gjort ukampdygtigt, blev det sænket af britiske torpedojagere. Af den over 2000 mand store besætning blev 174 reddet

 

1942 Attantat i Prag på Reinhard Heydrich. En mørk vinternat i slutningen af 1941landsatte en britisk Halifax-maskine to tjekkoslovakker, Jan Kubis og Josef Gabchik, i det af tyskerne besatte Tjekkoslovakiet med den ene opgave at rydde protektoratet Böhmen-Mährens fungerende rigsprotektor SS-generalen Reinhard Heydrich af vejen. Efter måneders undersøgelser besluttede de to tjekkoslovakker, at attentatet skulle finde sted om morgenen, når Heydrich i sin åbne Mercedes kørte fra residensen uden for Prag til sine kontorer på Hradschin-borgen. Desuden var de enige om, at attentatet kun kunne gennemføres ét sted: i Prag-forstaden Holesovice, hvor vejen førte ned ad en bakke til en forholdsvis snæver og dårlig brolagt gade. Der var tilmed et sporvognsstoppested; på denne strækning måtte Heydrichs bil nødvendigvis sætte farten ned. På attentatdagen svigtede Josefs maskinpistol. Da Jan, der var posteret længere nede ad gaden, så det, trådte han et par skridt frem og kastede en håndgranat ind i Heydrichs bil. Rigsprotektoren såredes så alvorligt, at han døde ti dage senere. Attentatet blev signalet til en menneskejagt uden lige, og nazisterne tog en grusom hævn. Gestapo opsporede og arresterede alle, der havde haft kontakt med Jan og Josef. De to blev sammen med andre faldskærmsfolk sporet til krypten i Karl Borromæus-kirken. Efter en længere ildkamp med SS’ere begik de begge selvmord. Et led i tyskernes hævn var de "strenge forholdsregler", de tog mod landsbyen Lidice ca 25 km fra Prag. Her blev alle mandlige indbyggere - 173 - skudt. Efter at børnene var blevet fjernet fra deres mødre, blev landsbyens kvinder og børn sendt i kz-lejr, hvor de fleste omkom

 

1964 d Pandit Nehru, indisk statsleder; fik sin uddannelse i England og var hele livet præget af britisk kultur. N blev i 1923 generalsekretær i Kongrespartiet, dets formand i 1929 og derefter flere gange genvalgt. Under kampen for Indiens selvstændighed var han flere gange fængslet; i alt tilbragte han 9 år i fængsel. Han blev i 1947 det selvstændige Indiens første statsminister, han fortsatte i denne stilling - undertiden kombineret med udenrigsministerposten eller posten som forsvarsminister - til sin død. I udenrigspolitik forsøgte N at indtage en formidlende rolle mellem øst og vest og at fastholde Indiens alliancefrie stilling. Men eftersom USA i N’s øjne repræsenterede nykolonialisme og førte en aggressiv udenrigspolitik, fik denne politik et skær af at være antivestlig og prosovjetisk. Således fandt N, at amerikanernes adfærd i Korea viste, at de var "mere hysteriske som nation end næsten alle andre". Da N i 1955 besøgte Sovjetunionen opfattede han befolkningen som "lykkelig, munter … og velnæret". Der herskede "et almindelig indtryk af tilfredshed" alle "havde arbejde og var travlt optaget af det" og "hvis der forekommer beklagelser, så gælder det forholdsvis ubetydelige anliggender". Indenrigspolitisk kæmpede N på to fronter, mod kommunisterne og mod de reaktionære hinduer. Ved sin mangeårige ledelse af Kongrespartiet og Indiens regering fik N den største betydning for fremvæksten af det selvstændige Indien. I den forbindelse var N tiltrukket af den sovjetiske udviklingsmodel, hvilket bl.a.kom til udtryk i, at udviklingspolitikken efter 1950 indordnedes i en række femårsplaner (f 14/11 1889)

 

 

 

Til top        28. maj

585 f.Kr. Solformørkelse. Forudsagt af den græske naturfilosof Thales fra Milet. Solformørkelsen gjorde et så stort indtryk på de kæmpende, at den standsede et slag i krigen mellem Lydien og Medien. Hvad der her hændte, er den ældste daterbare hændelse i menneskehedens historie

 

1358 Bondeoprøret La Jacquerie i Frankrig bryder ud. Den sorte Død og de stadige krige (Hundredårskrigen) havde skabt nød over hele landet, og efter det franske nederlag ved Poitiers i 1356, hvor den franske konge, Johan 2. den Gode, blev taget til fange af englænderne, udbrød der i Frankrig et mod adelen vendt oprør. Adelen, hvis opgave var at forsvare landet, blev i vide kredse gjort ansvarlig for nederlaget. Oprøret begyndte i Beauvais, hvorfra det bredte sig til området omkring Paris. Her havde stænderne med parisborgerne og deres fører Étienne Marcel som de ledende året før overtaget magten i Frankrig. Marcel gav de oprørske bønder nogen støtte. Bønderne dræbte nogle adelige og afbrændte en del slotte, men indskrænkede sig for det meste til at ødelægge arkiver med opgørelser over deres hoveri og andre pligter over for adelsmændene. Da adelen fik sig samlet for at slå oprøret ned, gik den grundig til værks. En bondehær led den 10. juni 1358 det afgørende nederlag til adelens hær ledet af Karl 2. den Onde af Navarra. Man antager, at mindst 20.000 bønder blev dræbt. Oprøret blev nedkæmpet så grundigt, at man ikke kender til franske bondeoprør af betydning før den store revolution i 1789. Bonderejsningerne i juli og august 1789 bliver ofte også benævnt jaquerie

 

1707 d Francoise Montespan, (Francoise Athénaïs de Rochechouart, markise af M) maitresse (Ludvig 14); blev 1663 gift med Louis Henri de Pardaillan, marquis de Montespan. Hun blev hofdame hos den dronning Marie Therèse i 1664. I 1667 blev hun kongens elskerinde. Det var hun i 13 år, og i løbet af disse år fødte hun kongen otte børn.Tre døde tidligt, de øvrige blev legitimiseret. Ca 1680 trak M sig tilbage, da hendes børns guvernante overtog hendes stilling hos kongen. Sine sidste år levede hun i et kloster i Paris(f 5/10 1641)

 

1735 f Francois-Christophe Kellermann, hertug af Valmy, fransk marskal; han blev officer i den franske hær i 1752. Han kæmpede med stor hæder med britiske og preussiske tropper under Syvårskrigen (1756-63). Derefter blev han brugt på diplomatiske missioner i Østeuropa. I 1788 blev han feltmarskal, og i 1792 kort for krigen med Østrig og Preussen blev han generalløjtnant. I slaget ved Valmy sept. samme år betød K’s sejr, at han standsede en østrigsk-preussisk invasionshær og dermed faktisk reddede Frankrigs revolutionære styre. I novbr. 1792 fik K kommandoen over Alpehæren. Efteråret 1793 generobrede han Savoyen fra kongeriget Sardinien. Men i novbr blev han fængslet af det jakobinske styre mistænkt for illoyalitet. Kort efter jakobinernes fald i juli 1794 blev K frigivet, og fra 1795 til 1799 stod han igen i spidsen for Alpehæren. Da Napoleon blev førstekonsul i 1799, blev K senator. Han afslørede nu så gode administative evner for sager på det militære område, at han forlod aktiv fronttjeneste. I 1804 blev han marskal af Frankrig og i 1808 hertug af Valmy. Efter genindsættelsen af Ludvig 18. i 1815 blev K medlem af den lovgivende forsamling(d 13/9 1820)

 

1738 f Joseph Guillotin, fransk læge og opfinder; blev 1789 medlem af Nationalforsamlingen. Her medvirkede han til gennemførelse af en lov, der sagde, at alle dødsdomme skulle eksekveres med hjælp af en maskine. Loven blev gennemført som et led i revolutionens afskaffelse af alle privilegier. Hidtil havde det været forbeholdt adelen at få en dødsstraf eksekveret ved halshugning. Gemene folk blev hængt. Hertil kom, at man ville gøre halshugningen så smertefri som muligt. Disse forudsætninger fik G til at foreslå anvendelse af den halshugningsmaskine, som tidligere havde været i alm. brug i Europa, men som nu var gået ud af brug. I Tyskland havde maskinen således været i brug i middelalderen under navnene Diele, Hobel og Dolabra. Efter man i Paris havde været afprøvet maskinen ved afhugning af hoveder på afdøde personer, blev den første gang anvendt den 25. april 1792, da landevejsrøveren Jacques Pelletier mistede hovedet i en maskine opstillet på Place de Grève, Paris. I første omgang blev maskinen kaldt Louisette eller La Petite Louison. Senere fik den det navn, hvorunder den stadig er kendt, la guillotine (d 1814)

 

1759 d Wiliam Pitt d. yngre, britisk premierminister 1783-1801,1804-1806; medlem af Underhuset fra 1781 hvor hans oratoriske begavelse og store viden hurtigt skaffede ham en fremtrædende position. 1782-83 var han finansminister. Som premierminister støttede W sig til Londons handels- og industriborgerskab, og i hans første regeringsperiodes første tiår var hovedopgaven at bøde på følgerne af Den nordamerikanske Uafhængighedskrig. Det skete bl.a. ved finans- og toldpolitiske reformer. Den økonomiske liberalisme var et hovedelement i hans politik. Tolden blev nedsat, og i 1787 åbnedes det britiske marked for franske varer ved en handelstraktat med Frankrig. Valgene i 1784 gav P et stort flertal, og under hans lederskab dannedes nu i parlamentet spirerne til torypartiet. P var først venlig indstillet over for den franske revolution, men som liberalist frastødtes han af franskmændenes toldpolitik under revolutionen. Han blev snart en indædt modstander af revolutionen og Napoleon. Fra krigsudbruddet 1793 blev kampen mod det revolutionære Frankrig og Napoleon P’s største opgave, og han førte kampen sejt og energisk. Krigen gjorde ham mere og mere konservativ i indenrigspolitik, og han bekæmpede alle demokratiske ideer med tvangsmidler. P slog hårdt ned på et irsk oprør og gennemtvang i 1800 realunionen med Irland, men gik af da kongen forhindrede ligestilling for de irske katolikker. I sin anden regeringsperiode fik han den 3. koalition mod Napoleon i stand. Med den fjernedes faren for en invasion af England fuldstændig, da den engelske flåde i slaget ved Trafalgar besejrede den spansk-franske flåde. Ved underretnigen om sejren blev P genstand for vældig hyldest (f 23/1 1806)

 

1789 f Bernhard Severin Ingeman, forfatter; 1806-17 læste han jura ved universitetet i København uden at tage embedseksamen. Sin friplads på Valkendorfs Kollegium 1811-16 udnyttede han til dikterisk virksomhed, og han debuterede 1811-12 med "Digte" 1-2, hvori bl.a. findes "Vift stolt på Codans Bølge" og "Marsk Stigs Døtre". I 1822 blev han lektor ved Sorø Akademi og boede i Sorø resten af livet. Digtet "Valdemar den Store og hans Mænd" (1824) var ouverturen til rækken af hans historiske romaner. I 1826 kom "Valdemar Sejr". "Erik Menveds Barndom" (1828). "Kong Erik og de Fredløse" (1833) blev skrevet med støtte i Marsk Stig-viserne om kongens drab og landets ulykkestid. "Prins Otto af Danmark" (1835) foregår omkring Niels Ebbesen og Valdemar Atterdag, som dog holdes i baggrunden til fordel for den unge, idealistiske prins Otto. En kynisk realpolitiker som Valdemar havde ikke forfatterens sympati. Walter Scotts historiske romaner var Ingemans forbilleder, og med sine romaner ville han vise, hvordan fædrelandskærlige, kristne mænd i Danmarks fornedrelsestider havde forstået at genrejse folkeånden til dåd. Det gik godt for folk og rige, når de ledende troede på Gud. Hans bøger blev meget læst og fik stor betydning for den folkelige vækkelse i årene omkring 1849. Ved siden af romanerne blev salmerne Ingemans hovedværk. "Morgen- og Aftensange" (1837-39) bragte hans bedste religiøse lyrik: "I Østen stiger Solen op", "Nu vaagner alle Guds Fugle smaa", "Nu titte til hinanden" o.s.v.. I 1840'erne var Ingeman ikke så produktiv, men da han i 1849 sluttede sit arbejde ved akademiet, genoptog han sit forfatterskab, bl.a. med "Landsbybørn" (1852). Hans sidste værker var religiøse læredigte. Til det sidste bevarede han sin barnetro. Kristendommen og tillid til fædrelandets lykkestjerne var de to grundelementer i Bernhard Severin Ingemans væsen (d 24/2 1862)

 

d Francois Noël Babeuf, fransk revolutionær, han blev uddannet som landmåler, men ved udbruddet af revolutionen kastede han sig med stor iver over sociale spørgsmål. Det betød, at han allerede i 1790 måtte vandre i fængsel for de voldsomme udfald mod de besiddende klasser, han lod komme for dagen i bladet "Le correspondent picard". Fra 1795 genoptog han agitationen for sine nærmest kommunistiske ideer i sit blad "Le Tribun du peuple". Både jorden, industrien og handelen skulle overtages af samfundet, og dette skulle organiseres som en spartansk kommunistisk republik, hvor der hverken skulle være rige eller fattige. Sin opfattelse byggede B 100% på naturretten, særlig på Rousseau. Endvidere dannede B en hemmelig, revolutionær organisation, som skulle erobre magten og gennemføre hans ideer. Denne organisation – "La conspiration des égaux" - fik en del tilslutning af revolutionære, som havde spillet en rolle under jakobinerdiktaturet; den havde forbindelser i arméen, og den håbede på tilslutning fra arbejderne, som led under inflationen. Sammensværgelsen blev imidlertid røbet for politiet og lederne arresteret. B blev anklaget ved højesteret, dømt til døden og henrettet. B’s ideer, der i 1828 blev offentliggjort i "Babeuf et la conspiration des égaux", spillede en stor rolle for den socialistiske bevægelse i Frankrig i 1800-tallet (f 23/11 1760)

 

Kongen (Frederik 6.) udsender to forordninger, der bebuder oprettelse af rådgivende stænderforsamlinger i kongeriget og hertugdømmerne. Baggrunden for kongens beslutning var hans hidtil uopfyldte løfte om at give Holsten en stænderrepræsentation. De fleste andre deltagere i Det tyske Forbund havde efterhånden indfriet deres forpligtelse, således havde Preussen fået en stænderforsamling i 1823. I 1830 havde præsidenten for forbundsdagen i Frankfurt henstillet, at det nu også blev alvor for Holstens vedkommende. Den afgørende tilskyndelse fik kongen og regeringen fra den uro og nervøsitet, der opstod som følge af Julirevolutionen i Paris i 1830. Nervøsiteten ved det danske hof blev forstærket, da landsfogeden på Sild udsendte et lille skrift, hvori han krævede en fri forfatning for et Slesvig-Holsten, der skulle være et tysk forbundsland og indgå i personalunion med Danmark. Forordningerne af 28. maj 1831 blev fulgt op af fire forordninger den 15. maj 1834, der mere indgående angav retningslinjer for forsamlingernes valg og virksomhed

 

Ved festlighederne i anledning af 11 årsdagen for udstedelsen af forordningerne vedrørende oprettelse af stænderforsamlinger udtaler den liberale politiker Orla Lehmann ved en sammenkomst på Skydebanen i København, at Danmarks sydgrænse gik ved Ejderen – i.e. grænsefloden mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Danmark skulle ikke ind i Det tyske Forbund som flådenation, en "admiralstat", som røster i Tyskland havde foreslået i 1841/42. Med proklameringen af Ejder-standpunktet havde de liberale i Danmark tilkendegivet, at de var parate til at opgive Holsten som en del af monarkiet og i stedet knytte Slesvig tæt til kongeriget. De var blevet nationalliberle. Med Lehmanns tale og med Hiorth-Lorentzen tale på dansk i Slesvig Stænderforsamling 11. november også 1842 var den nationale konflikt mellem dansk og tysk med sine betingelsesløse krav og sine klare fjendebilleder en kendsgerning. To krige og en verdenskrig skulle der til før den fandt en løsning

 

1850 f F.L. Smidt, fabrikant; kom efter endt skolegang i fødebyen Skive i lære på et mekanisk værksted i Randers. Et påbegyndt studium på Polyteknisk Læreanstalt blev ikke afsluttet med eksamen. Den faglige baggrund for hans senere virke var derfor læreårene i Randers og et to årigt ophold på en stor tysk maskinfabrik. I 1882 startede S egen virksomhed i moderens villa på Fr. berg. Det var et rådgivende ingeniørfirma med mølleri- og teglværksanlæg som speciale, men det kunne også tage sig af bygning af pakhuse m.m. S kastede sig især over teglværksteknikken. På dette tidspunkt var cementens betydning som bygningsmateriale i stærk stigning, og fra tyske fabrikker blev der indført cement, fremstillet af bl.a. danske råmaterialer. Efter et besøg i Flensborg i 1887 blev S for alvor opmærksom på dette forhold. Efter at have stået for opførelsen af cementfabrikker i Sverige og Norge opførte S i 1890 sin første danske cementfabrik på gården Rørdals jorder øst for Ålborg. I løbet af få år stod S’s firma for ledelsen af syv teglværker, tre cementfabrikker og et kalkværk i Danmark. I begyndelsen af 1890'erne begyndte virksomheden at ekspandere i udlandet. I 1895 fik den således eget kontor i New York, og fra århundr.skiftet dominerede firmaet cementindustrien i Rusland (d 2/6 1899)

 

1884 f Eduard Benes, tjekkoslovakisk statsmand, præsident 1935-38, 1940-48; han var i eksil i Frankrig under 1. Verd.krig og deltog her i dannelsen af Det Tjekkoslovakiske Nationalråd, der krævede opløsning af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn og et selvstændigt Tjekkoslovakiet. Benes var aktiv i virkeliggørelsen af dette, og var sit lands udenrigsminister 1918-35, hvorefter han blev præsident. Hans udenrigspolitik byggede på alliance med Frankrig, men Frankrigs uvilje og manglende evne til at føre en aktiv udenrigspolitik over for Tyskland, bl.a. illustreret af franskmændenes accept af tyskernes besættelse og remilitarisering af Rhinlandet i 1936, umuliggjorde denne politik. Som konsekvens heraf måtte Benes og Tjekkoslovakiet acceptere, at Storbritannien og Frankrig ved Münchenaftalen i september 1938 bifaldt Hitlers territoriale krav på Tjekkoskovakiet. Kort efter Sudeterlands afståelse trådte Benes tilbage og emigrerede. Under 2. Verdenskrig var han leder af den tjekkoslovakiske eksilregering i London. Som præsident efter 1945 forsøgte han at bygge bro mellem vestligt demokrati og socialisme; denne politik kom i krise fra 1947,da det tjekkoslovakiske kommunistparti på Sovjetunionens bud søgte eneherredømme. I februar 1948 måtte Benes nødtvungent acceptere kommunisternes magtovertagelse. Han gik af som præsident juni samme år (d 3/9 1948)

 

1891 Gundestrupkedlen bliver fundet i Rævemosen i Himmerland. Den er den fornemste offergave fra førromersk (keltisk) jernalder, der er fundet i Danmark. Ikke mindre end ni kilo sølv er brugt til fremstillingen, og kedlen er det tungeste sølvarbejde fra Danmarks oldtid. Dens yderside har oprindelig bestået af otte næsten kvadratiske plader, hvoraf de syv er bevaret. Bundpladen er prydet med relief af en liggende tyr, som nu mangler de løst påsatte horn. De fem inderplader er som yderpladerne hver prydet med et centralt anbragt gudeportræt omgivet af mærkelige dyr: rovdyr med lange klør, vingede griffe, en slange med vædderhorn osv. På en af pladerne ses en tyreofring gentaget ikke mindre end tre gange. Kedlen er antagelig fremstillet på Balkan i det sidste århundrede f. Kr. under keltisk indflydelse og sandsynligvis beregnet på et keltisk miljø og på keltisk religion. Måske bragtes kedlen til Himmerland af cimbrerne, der i årtierne før 100 f. Kr. f. hærgede i Sydeuropa og også på Balkan. Karret har en højde på 43 cm, og dets åbning har en diameter på 72 cm

 

1908 f Ian Fleming, britisk forfatter; Fleming er skaberen af superagenten 007 James Bond. I en række bøger bl.a. "Casino Royale" (1953), "From Russia with Love" (1957), "Dr. No" (1958) og "Thunderball" (1961) kæmper James Bond mod KGB storforbrydere af internationalt format, ofte har de planer om verdensherredømme. Bøgernes specielle blanding af sex, vold og opfindsomme intriger blev en stor succes, selv om Bonds holdninger (eller Flemings) til såvel kvinder som storpolitik ikke har manglet kritikere. (d 12/8 1964)

 

Det tredje Christiansborg indvies. Efter det andet Christiansborgs brand i 1884 betød den årelange politiske strid (provisorieårene), at opførelsen af det tredje Christiansborg først kom i gang i 1906 efter planer af Thorvald Jørgensen. Det nye slot fik tre fløje med et ca 85 m højt tårn. Det opførtes i en nybarok stil og beklædtes med granit. Slottet deltes mellem kongen - med de kgl. repræsentationslokaler - og folkestyret med folketings- og landstingssal. Desuden rummer slottet lokaler til Højesteret. Dermed er folkestyrets tre organer, den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt repræsenteret på Christiansborg

 

1953 Folkeafstemning om den "nye" grundlov. Spændingen vedrørende folkeafstemningen bestod i, om tilstrækkelig mange kom hen til valgstederne og afgav deres stemme. For at vælgerne ved folkeafstemningen havde accepteret den nye grundlov skulle mindst 45% af de stemmeberettigede stemme for. Det var her, modstanderne af den nye grundlov havde deres chance. Først og fremmest havde modstanderne en frygtindgydende allieret, ligegyldigheden. Der var hverken i den gamle grundlov eller i den nye noget udfordrende, der kunne vække den harme, derskulle til for at folk blev hjemme. Men alligevel blev ved optællingen af stemmerne spændingen holdt ved lige til det sidste. Først langt ud på aftenen var resultatet gjort op. Med 45,76% var ja stemmeerne kravlet op over de 45%, men kun med knap 20.000 stemmer i overskud. I Jylland var der kun 41,8% jastemmer, i hovedstaden kun 43,6%. Øernes 52,6% jastemmer reddede grundloven igennem. 5.juni fik den kongens underskrift

 

1957 Trekantregeringen bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Retsforbundet tiltræder. Ved folketingsvalget den 14. maj havde Socialdemokratiet mistet fire mandater, og ideen om en flertalsregering med de radikale måtte skrinlægges. Venstres fremgang på 3 mandater betød, at partiet sammen med de konservative og det ene færøske mandat havde seks mandater flere end socialdemokraterne, men stadig langt fra flertallet, også hvis man regnede Retsforbundets ni mandater med. På valgaftenen pegede resultatet på en borgerlig regering, og den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen var indstillet på, at hans regering måtte gå af. På et råd fra den radikale Jørgen Jørgensen valgte statsministeren at sove på det. Dermed indledtes to ugers regeringsforhandlinger. Disse forhandlinger resulterede i den overraskende løsning med dannelsen af den såkaldte trekantregering. Når man har kaldt dannelsen af trekantregeringen en overraskende løsning, skyldes det bl.a., at H.C. Hansen, valgets taber, nu sad som statsminister for en flertalsregering. I valgkampen havde han kaldt Retsforbundets leder, Viggo Starcke, "en kedelig karl", og Starcke havde betegnet statsministeren som "en munter fyr". De Radikales leder, Bertel Dahlgaard, havde i regeringskrisens indledende fase over for journalister på Amalienborg Slotsplads sagt, at han hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Starcke. Ved anden lejlighed afviste han tanken om at forhandle med Retsforbundet med en bidsk bemærkning om, at det ikke var muligt at forhandle med en bisværm. Det var, hvad der var sluppet ud til offentligheden til bekræftelse af det umulige i et samarbejde mellem de tre partier, der alligevel fra den 28. maj sad i regering sammen

 

 

Til top        29. maj

1176 Slaget ved Legnano - 25 km n.v. for Milano. På sit femte felttog til Italien lider den tyske kejser Frederik Barbarossa i Norditalien et afgørende nederlag til en sammenslutning af norditalienske byer, den såkaldte lombardiske liga, hvis soldater ved Legnano var under kommando af Alberto da Giussano. Barbarossas ambitioner om at undertvinge det rige Norditalien kostede i løbet af næsten 30 år både energi og penge. Efter nederlaget ved Legnano, hvor Barbarossa blev såret, sluttede han en seksårig våbenhvile med den lombardiske liga. Den endelige fredsslutning mellem Frederik Barbarossa og den lombardiske liga skete i juni 1183, da kejseren havde opgivet nogle af sine mere vidtgående krav.

 

1259 d Kristoffer 1. konge 1252-1259; søn af Valdemar Sejr og Berengaria; i Ks regeringstid forekommer de første tegn på de alvorlige modsætninger mellem rigets stormænd og kongemagten, der kom til at kendetegne hele perioden, efter Valdemar Sejrs imperium var gået i opløsning. Striden med ærkesædet i Lund under ærkebiskop Jacob Erlandsen efter dennes tiltræden 1254 var formentlig den mest belastende af Ks mange genvordigheder. I 1256 fik Erlandsen på et kirkemøde vedtaget den såkaldte Vejlekonstitution, der betød en skærpet kirkelig lovgivning angående overlast mod biskopper - og udtrykkelig opererede med den mulighed, at kongen kunne stå bag en forfølgelse af biskopper eller endog drab på dem. Efter dette valgte K at fængsle ærkebispen (februar 1259), men selv døde han få måneder senere. Selvom en senere dom ved pavens domstol faldt ud til kongens fordel, var sagen en belastning for kongemagten. I K s regeringstid fortsatte de pantsættelser af dansk krongods til udenlandske fyrster, der var begyndt i faderens dage, og som siden skulle vise sig skæbnesvangre. Rygtet om at K ikke døde en naturlig død, men blev forgivet (i den hellige nadver givet ham af abbed Arnfast af Ryd) har vist sig at bero på sen traditionsdannelse muligvis med udgangspunkt i et stykke samtidig politisk propaganda. I 1248 blev K gift med den østpommerske fyrstedatter Margrete Sambiria med hvem, han bl.a. havde sønnen Erik Klipping (konge 1259-86) (f ca 1219)

 

1327 d Jens Grand, ærkebiskop af Lund 1289-1302 og af Bremen 1310-ca 1318; han var doktor i kirkeret og senest 1283 domprovst i Roskilde. Allerede her viste han åben sympati for den gruppe stormænd, der var blevet dømt fredløse for mordet på Erik Klipping i 1286. Alligevel blev han ærkebiskop og stillede sig på enhver måde i vejen for regeringen. Hans forhold til kongen (Erik 6. Menved) kan derfor næppe have været godt. I april 1294 mistede kongen tålmodigheden med Jens Grand. Han lod ærkebiskoppen fængsle i tårnet på Søborg Slot. Herfra lykkedes det Jens Grand at flygte og komme til Rom. Her lod han over for paven anlægge sag mod Erik Menved. I årene 1296-1302 førte Grand og Erik Menved to lange og uforsonlige retssager ved pavestolen. Den første afsluttedes ved dom i 1297. Kongen idømtes en bøde på 49.000 mark sølv, og Grand forlangtes genindsat i sit embede. Da Erik nægtede at bøje sig for dommen, blev Danmark lyst i interdikt. Retssagen blev genoptaget, og i 1302 faldt en ny dom, der gik ærkebispen imod. Kongens bøde blev nedsat til 10.000 mark sølv, og Grand blev tvangsforflyttet til Riga. Grand nægtede pure at opgive sit embede i Lund. I 1310 blev han udnævnt til ærkebiskop i Bremen. Her kom han snart i strid med både gejstlige og lægfolk. Endnu i 1318 fungerede han i Bremen, men sine sidste år tilbragte han ved pavehoffet i Avignon (f kendes ej)

 

1546 f David Beaton, skotsk kardinal og statsmand; han var en varm fortaler for et tæt samarbejde mellem Skotland og Frankrig, ligeledes var han en hårdnakket modstander af den skotske reformation. I 1539 blev Beaton ærkebiskop af St. Andrews og i 1544 pavelig legat i Skotland. Hans politiske karriere indledte han i 1529 og blev siden kong Jacob 5.s betroede rådgiver. Han overtalte kongen til ikke at følge kong Henrik 8. af Englands prolutherske politik. Et led i Henrik 8.’s stotske politik var at få arrangeret et ægteskab mellem Jacob og hans datter Marie (senere Den Blodige), men i januar 1534 blev Jacob gift med Frans I af Frankrig ældste datter Madelaine. Da Madelaine juli 1537 døde, indgik Jacob i 1538 et nyt prestigegivende ægteskab nemlig med Marie af Guise, datter af Claude, hertug af Guise og enke efter Louis d’Orleans, hertug af Longueville. Ægteskabet styrkede J udenrigs-politisk og betød, at han kunne føre en kraftig udenrigspolitik over for England. Efter Jacob 5.s død – 14. de-cember 1542 – førte Beatons modstand mod den engelskvenlige politik, regentskabet for Jacobs umyndige datter – Maria Stuart – havde indledt, til hans fængsling i tre måneder i 1543. Da regentskabet skiftede udenrigspolitik over for England, blev Beaton løsladt, og hurtigt derefter var han Skotlans reelle hersker. Han benyttede sin magt til at iværksætte en forfølgelse af protestanter. Ved at blokere for det planlagte bryllup mellem Marie Stuart og Englands fremtidige konge Edward 6. blev Henrik 8. så frustreret over dette brud i hans veltilrette plan for Skotlands erobring, at han i 1544 startede et felttog mod Skotland. Et felttog der dog ikke kom noget ud af. Da Beaton efterhånden gik for vidt i sin jagt på protestanter, blev han dræbt af en gruppe protestantiske adelsmænd (f ca. 1494)

 

1453 Konstantinopels fald. Den byzantinske stormagt - det gamle østromerske rige, hvortil Konstantin den Store i 330 ved grundlæggelse af Konstantinopel flyttede romerrigets hovedstad - fik sit første alvorlige knæk i 1204, da 321bvesteuropæiske korsfarere udplyndrede byen. Ganske vist lykkedes det byzantinerne at genoprette deres kejsermagt i 1261, men venezianerne, der havde stået bag katastrofen i 1204, kontrollerede fortsat vigtige handelsveje mod vest. I 1354 sikrede de ekspanderende tyrker sig kontrollen med Gallipoli og Dardanellerne. Dermed fik de et brohoved i Europa, og i årene 1389-1402 udvidede de deres herredømme på Balkan helt op til Donau. I sep-tember 1452 begyndte tyrkerne at samle materiel og mandskab til det endelige angreb på den gamle kejserby, der nu lå som en kristen ø i et muslimsk hav. Fra kanonstøbere i Italien modtog tyrkerne svært artilleri, der foruden stenkugler kunne skyde med jernkugler med en vægt på op til 300 kg. Over for sådanne kanoner kunne murene omkring Konstantinopel ikke holde stand. De middelalderlige bymures krigshistoriske rolle var udspillet. Afgørende for byens fald var foruden de tyrkiske kanoner deres hærs størrelse. Over for den tyrkiske hær på 50.000-80.000 mand stod en byzantinsk forsvarsstyrke på 7.000-8.500 mand. Efter erobringen dræbte sejrherrerne tusinder, indtil alt forsvar døde hen. Den sidste byzantinske kejser - Konstantin 11. - havde kastet sit kejserlige gevant og kæmpet videre som menig soldat og forsvandt i kampens virvar. Med Konstantinopels fald var en epoke slut. Først med faldet af det Østromerske Riges hovedstad mente Gibbon at kunne afslutte og sætte det sidste punktum i sin "The Decline and Fall of the Roman Empire"

 

1453 d Konstantin 11., den sidste kejser af Det østromerske Rige; han var fjerde søn af kejser Manuel II og dennes serbiske kone, Helene af det makedonske Dragas dynasti. K Med sine brødre Theodor og Thomas indledte K sin politiske karriere med at regere de byzantinske områder på Peloponnes. Da hans bror Johannes VIII Palaeologus døde barnløs, blev K i januar 1449 proklameret som kejser. Et særdeles uheldigt tidspunkt at blive kejser på. For Mohammed II, som blev ottomansk sultan i 1451, satte alle sine ressourcer ind på at erobre Konstantinopel. K gjorde alt, der stod i hans magt, for at organisere byens forsvar. Tilsyneladende sikrede han Vestens støtte, da han anerkendte Roms overhøjhed over den græsk-katolske kirke. Men forgæves. Byzans sidste kejser faldt i forsvaret af sin hovedstad. (f 9/2 1404)

 

1500 d Bartholomeo Diaz, portugisisk søfarer og opdagelsesrejsende; med D som kaptajn gennemførte en portugisisk ekspedition i 1487-88 den første europæiske omsejling af Afrika. Under sejladsen navngav D Kap det Gode Håb. At Afrika lod sig omsejle var sandsynligvis medvirkende til, at den portugisiske konge afslog at støtte Columbus plan om en rejse til Asien ved at sejle i vestlig retning. D’s opdagelser sandsynliggjorde omsider, at Det Indiske Ocean ikke var en indsø, således som antikkens geografer havde ment, og at det var muligt at sejle til Asien syd om Afrika. Men først James Cooks rejser i 1700-tallet aflivede myten om Det ukendte Sydland (Terra Incognita Australis), som var angivet på overleverede kort fra Antikken. D’s ekspedition var kronen på et værk, der var påbegyndt i beg. af 15. århundr. med systematisk udforskning af Afrikas vestkyst. Initiativtageren var den portugisiske prins Henrik Søfareren. Han udsendte regelmæssigt ekspeditioner bestående af ganske få skibe, som havde til opgave skridt for skridt at trænge ned langs den afrikanske atlanterhavskyst. Da portugiserne i 1434 passerede det farlige Kap Bojador, tog opdagelserne fart. I løbet af det næste halve århundrede kortlagde portugiserne hele det afrikanske fastlands atlanterhavskyst (f ca 1450)

 

1588 Den spanske (store) armada lægger ud. Men på gr. af uroligt vejr, sygdomme og nødvendigheden af at erstatte rådnende forsyninger blev armadaen forsinket og nåede først Den Engelske Kanal den 29. juli. Til togtet mod England, som den spanske konge Filip 2. betragtede som et korstog, der skulle bringe England tilbage til den katolske moderkirke, havde kongen samlet en armada på 130 skibe: 20 galeoner, 44 bevæbnede handelsskibe, 23 depot- og forsyningsskibe, 22 ordonnansskibe (dispatch vessels), 13 slupper, 4 galeaser og fire galejer. Skibenes samlede tonnage var 57.868 tons. De var bevæbnet med 2.431 kanoner. Skibene, hvis besætning udgjorde 8.050 mand medførte 18.973 soldater. Med galejslaver og andre udgjorde den samlede angrebsstyrke 30.493 mand. Skibene var navngivet efter helgener og apostle. Det var forbudt besætningerne at bande, skændes, spille terning og kort; de måtte heller ikke indgå væddemål eller ligge i med løsagtige kvinder. Over dem vejede det kongelige banner, hvorpå der var broderet legemsportrætter af Kristus og Jomfru Maria og mottoet Exurge Deus et Vindica Causam Tuam (Driv dem ud Gud og forsvar din sag)

 

1630 f Karl 2. engelsk konge 1660-1685, søn af Karl I og dronning Henrietta Maria; efter faderens afsættelse og henrettelse i 1648 boede han i Frankrig. I februar 1649 udråbtes han til konge i Skotland og Irland, men et forsøg på i 1651 at erobre England med skotternes hjælp mislykkedes. Ved Cromwells død i 1658 døde samtidig for-søget på at gøre England til en puritansk republik. England var nu uden fast ledelse, og mange af Karl I’s tidligere modstandere gik sammen med loyale Stuarttilhængere om at bringe Karl 2. på tronen. Da Karl anslog en for-sonlig tone, kunne han i foråret 1660 gå i land i Dover og ride i triumf til London. Som faderens blev også Karls regeringstid fuld af modsætninger. Der var strid om trosspørgsmål og om grænserne for kongens magt, men der kom ingen ny borgerkrig. I modsætning til sin far valgte Karl at give efter, når modsætningen mellem ham og parlamentet blev for store. I 1673 demonstrerede parlamentet sin magt ved at vedtage the test act, der udelukkede enhver, der ikke tilhørte den anglikanske statskirke fra embeder. Karl var afhængig af parlamentets skattebevil-lingsret. Det medførte, at han hverken formåede at få opfyldt sit ønske om at knytte sin udenrigspolitik til Ludvig 14. eller at gennemføre den tolerancepolitik over for katolikkerne, som var en hjertesag for ham. Han undlod at erklære sin katolicisme åbent, men de religiøse forhold forblev særdeles omstridte, ikke mindst fordi hans bror tronfølgeren, den senere Jacob 1. var erklæret katolik. I maj 1662 blev han gift med den portugisiske prinsesse Catharina af Braganza; ægteskabet forblev barnløst (d 6/2 1685)

 

1691 d Cornelis Tromp, hollandsk admiral; som 20 årig havde han kommandoen over en lille eskadre, der jagtede sørøvere i Middelhavet. I 1652 og 1653 gjorde han tjeneste i den hollandske flåde i Middelhavet under admiral Van Galen, og efter træfningen med den engelske flåde ud for Leghorn, hvor Van Galen blev dræbt, blev Tromp forfremmet til viceadmiral. Da Tromps eskadre i august 1666 led nederlag i et slag med en engelsk flådestyrke, blev Tromp frataget sin kommando. I 1673 genindtrådte han i sin rang som viceadmiral, og i slag med allierede engelsk-franske flåder i juni samme år, beviste Tromp, at hans genudnævnelse var berettiget. I det fjerne Dan-mark havde man også øje for hans evner. Med tilsidesættelse af Niels Juel fik Peter Griffenfeldt gennemført, at Tromp i en periode under Skånske krig 1676-79 stod i spidsen for den dansk-norske flåde. I 1675 aflagde Tromp besøg i England, hvor han med store æresbevisninger blev modtaget af kong Karl 2. Da Tromp døde, havde han netop modtaget kommandoen over en flådeafdeling, der skulle sættes ind mod franskmændene (f 9/9 1626)

 

1814 d Josephine (Marie-Josèphine-Rose Tascher de la Pagerie), fransk kejserinde; levede sine første 15 år på Martinique. I 1779 blev hun gift med en velhavende, ung officer og flyttede til Paris. Efterhånden følte hendes forfængelige mand sig skamfuld over hendes rustikke opførsel og mangel på elegance. Han nægtede at introducere hende ved dronning Marie-Antoinettes hof i Versailles. I marts 1785 blev ægteparret separeret. Herefter færdedes hun i de højere kredse i Paris. Her lærte hun at føre sig med elegance. Efterhånden var hun blevet 33 år. Tiden var ved at være inde til, hun fandt sikkerhed i et ægteskab. Det er blevet sagt, at Josephine efter rædselsherre-dømmets ophør i 1794 følte revolutionstidens nye vinde, og at hun havde en fornemmelse af, at efter politikerne, der hidtil havde været almægtige, burde man fra nu af holde sig til soldaterne. Hun bestemte sig for at fange den mand, der syntes at have en stor fremtid for sig, og hvis navn var på hele Paris læber. Napoleon Bonaparte. Han var ikke uimodtagelig for hendes tilnærmelser, og marts 1796 blev hun ved en ikke-kirkelig ceremoni gift med denne lovende, unge officer. Mens Napoleon var på sit ægyptiske felttog, førte J et så skandalefyldt liv i Paris, at Napoleon truede med skilsmisse. Mens han var førstekonsul (1799-1804) var hun mere tilbageholdende og benyt-tede sin sociale position til at fremme Napoleons politiske ambitioner. Efter hun var blevet kronet til kejserinde (2. december 1804) syntes hendes position sikker. Men at hun ikke fødte Napoleon en søn og arving var en belastning for ægteskabet. I 1810 fik Napoleon deres ægteskab erklæret ugyldigt og giftede sig med Marie-Louise, datter af den østrigske kejser Frans 1. J trak sig tilbage til sin private residens Malmaison uden for Paris. Efter Napoleons abdikation opnåede hun den russiske kejsers protektion, men døde snart efter (f 23/6 1763)

 

1829 d Sir Humphrey Davy, engelsk kemiker; hans første vigtige arbejde var en undersøgelse af nitrogenoxider, hvor han bl.a. opdagede dinitrogenoxids (lattergas) bedøvende egenskaber; men det var hans elektrokemiske arbejder, der for alvor gjorde ham berømt. I 1807 anvendte han det nylig opfundne batteri til at isolere to nye metaller, natrium og kalium; året efter gentog han succesen ved at isolere magnesium, calsium, strontium og barium. D's opdagelser førte til en ny opfattelse af grundstofferne. Således viste D, at ikke alle syrer indeholdt oxygen - som det tidligere var blevet hævdet - idet han i 1810 påviste, at saltsyre er et sammensat stof af vand og hydrogenklorid, mens klor er et grundstof. Det var først med D’s undersøgelser, at det moderne grundstofbegreb blev en bestanddel af kemien. Også som teknisk kemiker gjorde D en stor indsats. Han skrev i 1813 den første omfattende bog om kemiens nytte for landbruget, og i 1815 opfandt han en sikkerhedslampe, der kunne forhindre mange af de eksplosioner (af metan), der hjemsøgte de engelske kulminer. D var en af periodens største videnskabsmænd og hører til den moderne kemis grundlæggere (f 17/12 1778)

 

d Emanuel de Grouchy, fransk greve og marskal; 13 år gammel trådte han ind i det franske artilleri og blev allerede 1785 ritmester i livgarden. Konventets bestemmelse (1793) at ingen adelig måtte føre kommando medførte, at G indtrådte i Nationalgarden som menig. Men allerede året efter fik han sin tidligere rang og deltog i kampene i Vendée. 1795 blev han generalstabschef ved vestarmeen. I årene 1798-1800 kæmpede han i Italien, hvor han særlig udmærkede sig i kampene ved Valence. Som divisionsgeneral bidrog han afgørende til sejren over østrigerne ved Hohenlinden (ved München - 2. december 1800). Efter freden med Østrig i Lunéville (9. februar 1801) blev G forfremmet til generalinspektør i kavaleriet. I felttoget 1806-07 kæmpede han med udmærkelse ved Eylau og Friedland; 1808 deltog G i kampene i Spanien. Ved Wagram (5.-6. juli 1809) slog hans husarer det østrigske rytteri og tilintetgjorde en del af arrièregarden. Under Ruslandsfelttoget kommanderede han et kavalerikorps, med hvilket han særlig udmærkede sig ved Borodino, hvor han såredes, men førte desuagtet under tilbagetoget den af resterne af rytteriet dannede Escadron sacré. Ved Napoleons tilbagekomst fra Elba sluttede G sig til ham og blev udnævnt til marskal og chef for det samlede rytteri. I slaget ved Waterloo kom G - skønt han ikke deltog - til at spille en rolle, som siden har beskæftiget mange historikere. Efter slaget ved Ligny 16. juni 1815, hvor den preussiske hær under Blücher blev besejret, fik G ordre til med sine 36.000 mand at følge efter de flygtende preussere. Ved Wawre tilføjede han en mindre del af preussernes hær en nederlag, men blev så stående og greb ikke ind ved Waterloo, skønt han herfra kunne høre kanontordenen. Derimod vendte Blücher med resterne af sin hær tilbage til Waterloo, hvor hans tilsynekomst og indgriben fik afgørende betydning for slagets udfald. Hvis nu G havde grebet ind, så var det måske gået anderledes ved Waterloo. Napoleon bebrejdede G hans passivitet og tillagde ham skylden for nederlaget ved Waterloo. Efter Napoleons tilbagetræden rejste G til USA. 1819 vendte han tilbage til Frankrig. I 1831 udnævnte kong Ludvig Filip ham til maréchal honoraire og året efter til Pair af Frankrig (f 23/10 1766)

 

d Emil Hornemann, komponist og musikhandler; var allerede i sin ungdom en dygtig klaverspiller. Han blev rost for sit sobre og smagfulde spil og fik succes i musikalske familier i København. Inden han i 1844 som partner deltog i åbningen af en kombineret musik- og malerihandel, levede H af at give klaverundervisning dels privat dels -som musiklærer (fra 1837) ved Det kgl. Teater. Som forretningsmand havde H succes. Fremgangen skyldtes især H’s varme interesse for undervisningsmusikken. Denne artikel betalte sig godt, ikke mindst fordi H selv præsterede størstedelen af kompositionerne og redaktionen. Undervisningsmusikken og den lettere musik (valse, polkaer, mazurkaer, galopper, marcher) flød uden vanskelighed fra H’s nodepen. Det område, H vandt sit store ry på, var imidlertid den folkelige sang, og især med "Dengang jeg drog af Sted" skrevet i de bevægede martsdage i 1848 til tekst af Peter Faber. Endvidere skrev H henrivende børnesange, af hvilke "Højt fra Træets grønne Top" nåede størst yndest. Også for scenen skrev H enkelte arbejder, således sange til C. Hostrups "Soldaterløjer" (1850) (f 6/5 1809)

 

1874 f G.K. Chesterton, britisk journalist og forfatter; var i mange år medarbejder ved det liberale "Daily News". Fra 1916 redigerede han tidsskriftet "The New Witness". Det fortsatte til hans død som "G.K’s Weekly". Det vendte sig mod kapitalismen på den ene side og mod socialismen på den anden og gik ind for en størst mulig spredning af ejendomsretten. I øvrigt var C forkæmper for gamle engelske dyder og en skarp kritiker af imperialismen og af Storbritanniens rolle i Boerkrigen. Hans forfatterskab er omfattende - ca 100 bøger. - og meget vidtspændende. – fra litteratur- og og samfundskritik til lyrik. På vers viste han mesterskab i det fortællende digt "The Ballad of the White Horse" (1911). I en klasse for sig står hans fantastiske, sociale og filosofiske romaner, som "The Napoleon of Notting Hill" (1904), "The Man Who Was Thursday" (1908) og "The Return of Don Quixote" (1927). Hans samlinger af detektivhistorier om "Father Brown" blev meget populære og kom i store oplag. Den blide, lille, rundhovede katolske præst, der selv om han gik mindre ortodoks til værks end man skulle have forventet det af en præst, blev en af kriminallitteraturens store detektiver. Father Brown fik som præst kendskab til menneskenes ondskab, en viden han anvendte i sit detektivarbejde. Hans opklaringsarbejde var baseret på psykologisk kend-skab og intuition ikke på logik. I sit litteraturkritiske forfatterskab skrev Chesterton en værdsat bog om Dickens (1906), desuden bl.a. om Blake, Stevenson, Chaucer og på det teologiske område om Thomas Aquinas (1933). I 1936 kom hans selvbiografi, "Autobiography" (d 14/6 1936)

 

1879 f Christine Swane, maler; hun kom i kontakt med det fynske kunstnermiljø gennem sin bror Johannes Larsen. Hun blev således medlem af kunstnergruppen Fynboerne, og hendes udgangspunkt var denne kreds, hvilket kan ses af hendes tidlige blomsterbilleder. Sin uddannelse fik dels i Fåborg hos Frits Syberg dels på Kunstakademiets Kunstskole for kvinder. I 1910 blev hun gift med maleren Sigurd Swane, hvilket fik stor betydning for hendes kunstneriske udvikling. Især efter 1920 udfoldede hun sit eget særprægede billedsprog med en fladebetonet, ku-bistisk facetteret form og en tynd og gennemsigtig kolorit, domineret af kølige blå og grønne farver, ofte i op-stillinger i interiører eller en vindueskarm. Christine Swane lavede også keramiske arbejder. Fra 1937 udstillede hun på Grønningen, og i 1943 modtog hun Eckersberg Medalje (d 16/8 1960)

 

f Oswald Spengler, tysk filosof; mest kendt for sit værk "Untergang des Abendlandes" (2 bd, 1918-22). Her fremsætter han sit kultursyn og sin cykliske historieopfattelse. Han mener, at kulturformerne gennemløber de samme faser som levende væsner: ungdom, blomstring og forfald. Den europæiske kulturs alder kan derfor fast-slås ved at sammenligne samtidsfænomener med paralleller i f.eks. græsk kultur. Sammenligningen viser, at Euro-pa har nået den stivnede civilisationsfase og står foran undergangen. S så en mulighed for Vestens fornyelse i nationalsocialismen, og i den urolige tid efter 1. Verd.krig blev hans irrationalisme modtaget med begejstring. Det historiesyn, som ligger til grund for hovedværket, forudsætter, at forudsigelse af fremtidens historie er videnska-belig mulig. S’s historiesyn indebærer også troen på, at biologiske kræfter, "den organiske skæbnenødvendighed" spiller en større rolle for historisk udvikling end ideer. Humanisme, menneskerettigheder og pascifisme vurderer S ikke højt (d 8/5 1936)

 

1903 f Carl Madsen, landsretssagfører; han var i 1960’erne og 70’erne en meget kendt og benyttet forsvarsadvokat i straffesager. Særlig berømt er hans forsvar af fristaden Christiania og af nogle Vietnamdemonstranter, der var tiltalt for at have kastet sten mod politiet. Udover at være meget omhyggelig, en fremragende taler og frygtet for sin eminente afhøringsteknik, adskilte M’s stadige kritik af retssystemet og det dertil hørende frisprog ham fra mængden. Sidstnævnte egenskab indbragte ham mange rettergangsbøder, ligesom advokatrådet, af M beskrevet som "salærneurotiske lommeprokuratorer af bemærkelsesværdig stupiditet", tildelte ham bøder og misbilligser. Under retsopgøret efter besættelsen var han beskikket som statsadvokat i landssvigersager. Fra 1928 og indtil han i 1975 blev ekskluderet, var han medlem af kommunistpartiet. Under besættel sen var han interneret i Horserødlejren i henhold til kommunistloven. Kombinationen af politisk overbevisning og egne erfaringer med retsvæsenet gjorde M særdeleles samfundskritisk. Han skrev en række bøger, der kom i store oplag, blandt disse er: "Proces mod politiet" (1969), der indeholder en sønderlemmende kritik af politi og domstole (d 8/6 1978)

 

f John F. Kennedy, USA's præsident 1961-1963 (demokrat); han var uddannet som jurist. Under 2. Verd.krig gjorde han tjeneste i marinen og blev dekoreret for tapperhed. Efter hjemsendelsen arbejdede han en kort tid som journalist, indtil han i 1946 blev indvalgt i Kongressen for hjemstaten Massachusetts. I 1952 blev han senator. Under en rekonvalecens efter en flyulykke skrev han "Profiles in Courage" (1956), en essaysamling som indbragte ham Pulitzerprisen (1957). Den handler bl.a. om politikere, som satte principper over karrieren. Dette princip efterlevede han ikke selv som politiker, idet han som senator undlod at tage afstand fra sin kollega McCarthys metoder i dennes kommunistjagt. Alligevel bevarede K et image som en progressiv politiker. I 1956 tabte han kampen om at blive demokraternes vicepræsidentkandidat. Han satsede da stærkt på at vinde præsidentvalget i 1960. Ved valget sejrede han knebent over sin republikanske modkandidat, Richard M. Nixon. Som præsident indledte K en energisk reformpolitik med vægt på lige rettigheder for alle amerikanske borgere – "New Frontier" - samtidig med, han med styrke fastholdt USA’s ansvar for verdensfreden. Denne fasthed førte til konfrontation med Sovjetunionen under Cubakrisen i oktober 1962. Det skyldes ikke mindst håndteringen af denne krise, at K gik over i historien som en "stor" præsident. Indenrigspolitisk havde han større succes som taler og inspirator end som praktisk politiker. Han blev myrdet af en snigskytte under et besøg i Dallas, Texas (d 22/11 1963)

 

1919 På fredskonferencen i Versailles afleverer den tyske delegation sit svar på det traktatudkast, den havde fået over-rakt af de allierede sejrherrer den 7. maj. I svaret søgte tyskerne at påvise, at fredsbetingelserne var et brud på de 14 punkter, som var det juridiske grundlag for våbenstilstanden og fredsbetingelserne. De hævdede endvidere, at afståelserne i Europa og af kolonierne sammen med erstatningerne ville betyde en katastrofe for den tyske industri. De erklærede sig villige til at afstå Alsace-Lorraine og Nord-Slesvig eftrer folkeafstemning og til at afstå størstedelen af Posen. Under forudsætning af at Tyskland ikke skulle afstå andre områder, erklærede de sig villige til at betale 100 milliarder guldmark i erstatning over en længere periode. Tyskerne protesterede energisk mod kravet om at afstå "korridoren", Øvre-Schlesien og kolonierne. De erklærede sig villige til at nedruste under for-udsætning af, at sejrherrerne fulgte efter, og af at Tyskland fra begyndelsen blev medlem af Folkeforbundet. Tyskerne protesterede kraftigt imod, at Tyskland skulle have skylden for udbrudet af verdenskrigen

 

d Thøger Larsen, forfatter; 1892-95 var han huslærer, 1896-1922 landinspektørassistent i Lemvig og1904-22 redaktør af det radikale Lemvig Dagblad. Han debuterede 1891 i Kristeligt Børneblad, hvori en række religiøse digte blev trykt frem til 1895. Men først med samlingen "Vilde Roser" (1895) træder de motiver og den tankeverden frem, der senere karakteriserede hans digtning: naturen, himmelrummet, forestillingen om hvor tæt liv og død er vævet sammen; hertil kom reflektioner om alle tings forkrænkelighed, derfor er det vigtigt at gribe det flygtige nu og give det indhold. I årene efter kom flere digtsamlinger bl.a. "Jord" (1904), "Det fjerne" (1907) "Slægtens træ" (1914) og "I Danmarks navn" (1920). Blandt hans sidste arbejder var oversættelser af Edda’erne, Sapfo, Whitman, Poe og lyrik af yngre samtidige. Som prosaist samlede han Jyske noveller i "Fjordbredden" (1913) og "Kværnen" (1915). Posthumt udkom vikingeromanen "Freja" (1928) inspireret af italiensrejser (1925-26). Af hans mange digte er hans to sommersange "Danmark, nu blunder den lyse nat" og "Du danske sommer, jeg elsker dig" blevet en del af den danske sangskat og er stadig meget yndede (f 5/4 1875)

 

Første bestigning af Mt. Everest. Forsøg på at bestige Jordens højeste bjerg var begyndt med åbningen af Tibetvejen i 1920. Såvel syv forsøg på at bestige bjerget ad nordøstkammen (i årene 1921-38) som tre forsøg ad sydøstkammen (i årene 1951-52) var slået fejl på gr. af en kombination af den store højde, de kolde tørre vinde, det vanskelige terræn og de kraftige vinde. Bestigningen af Mt. Everest blev gennemført af en britisk ekspedition, der var sponsoreret af the Royal Geographical Society og the Joint Himalalayan Committee of the Alpine Club. Ekspeditionens medlemmer var udstyret med iltmasker, specielt forede støvler og klædedragt og bærbar radioudstyr. Der blev oprettet otte lejre på den rute, man havde valgt op over Khumbu Ismark og Gletcher, Vest Cwm, Lhotse-tindens vestlige bjergside til Sydcol, en klippefyldt sænkning i bjergryggen i 8.500 m højde. Herfra startede newzealænderen Edmund (senere Sir Edmund) Hillary og nepaleseren Tenzing Norgay om morgenen (kl 6.30) den 29. maj 1953 for at begive sig de sidste 350 m til toppen. Kl 9.00 passerede de bjergets Sydtinde, der er 100 m lavere end selve Mt. Everest. Her kunne de befri sig for den ene af deres to iltcylindre, der nu var tom. Det betød, at begges oppakning blev reduceret fra 20 til 10 kg. Desuden viste det sig, at sneen foran dem var fast og hård, en afgørende hjælp for at klare resten af strækningen. Kl 11.30 nåede de toppen af Mt. Everest

 

d Johs. Jørgensen, forfatter; efter studentereksamen studerede han naturvidenskab, men gled efterhånden over i journalistik og levede resten af livet som rejsende journalist og fri forfatter. Han debuterede 1887 med digtsamlingen "Vers", som efterfulgtes af fortællinger bl.a. "Forårssagn" (1888) og "Hjemve" (1894). De handler alle om provinsstudenter i København, om hjemlængsel efter barndommens tabte land og om ung fortvivlelse og ensomhed. Efter at have været en ivrig tilhænger af Georg Brandes og de radikale ideer konverterede Jørgensen i 1896 til katolicismen og gjorde i bekendelsesskriftet "Livsløgn og Livssandhed" (1896) rede for sin omvendelse. I hans følgende forfatterskab indtog forkyndelsen af katolicismen en fremtrædende plads; det gjaldt ikke mindst i de store helgenbiografier, der gjorde hans navn kendt i den katolske verden: "Frans af Assisi" (1907), "Katharina af Siena" (1915) og "Birgitta af Vadstena" (1941-43). Desuden udsendte Jørgensen enkelte prosafortællinger og en række digtsamlinger bl.a. "Brig Marie af Svendborg" (1925) og "Digte i Danmark" (1943). Han udgav 1916-28 sin selvbiografi "Mit Livs Legende" i 7 bd., der er blevet betegnet som et af hovedværkerne i dansk memoirelitteratur ikke mindst i kraft af sine miljøskildringer af 1880'ernes og 90'ernes København. I årene 1915-39 boede Johannes Jørgensen fast i Assisi. De tre sidste år af sit liv boede han i føde- og barndomsbyen, Svendborg (f 6/11 1866)

 

1979 d Mary Pickford, amerikansk skuespiller; hun debuterede i 1909 i "Violinspilleren fra Cremona" og var blandt stumfilmens mest populære stjerner. Hun fik sit gennembrud som "Little Mary" med tilnavnet "America's Sweetheart" og vedblev at spille barnlige unge piger i de fleste af sine film. I 1919 blev hun gift med Douglas Fairbanks, med hvem hun sammen med bl.a. Chaplin dannede filmselskabet United Artists. Efter nogle mindre heldige film i slutningen af 1920'erne trak hun sig delvis tilbage. Hendes ægteskab med Fairbanks blev opløst i 1936. I 1953 solgte hun og Chaplin United Artists. I 1975 modtog Pickford en æres-Oscar for sin indsats i amerikansk film (f 8/4 1892)

 

1994 d Erich Honecker, østtysk politiker. Som fjortenårig blev han medlem af kommunistpartiets ungdomskorps og i 1929 medlem af partiet. Af uddannelse var han bygningsarbejder. 1935 blev Honecker arresteret af Gestapo, idømt ti års straffearbejde for undergravende virksomhed. I 1945 blev han befriet af Den Røde Hær og kom med i arbejdet for at opbygge et kommunistisk styre i den sovjetiske zone i Tyskland. Han var blandt grundlæggerne af kommunistpartiets ungdomskorps – FDJ, Freie Deutsche Jugend – og var korpsets formand fra 1946 til 1955. 1946 blev Honecker indvalgt i kommunistpartiets centralkomite og var en af hovedarkitek-terne i fusionen af Østtysklands socialdemokrati og kommunistparti til SED – Sozialistische Einheitspartei Deutschlands. Efter at være fratrådt posten som formand for FDJ tilbragte han de næste to år på partiskole i Moskva. Hans karriere fortsatte, 1958 blev han medlem af Politbureauet, og i 1971 efterfulgte H Walter Ulbricht som førstesekretær og partichef; fra 1976 var han tillige formand for DDRs Statsråd og fra 1981 formand for Det Nationale Forsvarsråd. H knyttede DDR tæt til Sovjetunionen og bestræbte sig på at fremme vækst og velstand i DDR. Det lykkedes ikke. Reformudviklingen i Sovjetunionen og de stadig dårligere økonomiske forhold fik DDR til at smuldre indefra, og i oktober 1989 blev H afsat. Tre måneder senere blev han anholdt og anklaget for embedsmisbrug. Han blev imidlertid løsladt af helbredsgrunde og flygtede marts 1991 med sin kone til Moskva. Da Sovjetunionen i slutningen af 1991 brød sammen, søgte han tilflugt i den chilenske ambassade, men blev udleveret i 1992 og stillet for retten i Berlin, anklaget for at være ansvarlig for drab på flygtende østtyskere. Pga. Hs svage helbered blev sagen opgivet, hvorefter han til sin død boede i Chile (f 25/8 1912)

 

 

 

Til top        30. maj

d brændt Jeanne d'Arc, fransk helgen og nationalhelt; J, der var bondedatter fra Domrémy i Lorraine, voksede op i et fromt miljø og fik tidligt religiøse åbenbaringer, hvorunder himmelske stemmer opfordrede hende til at gribe ind i Hundredårskrigen til fordel for det hårdt trængte Frankrig. 1429 begav hun sig til Chinon, hvor hun ved den ukronede kong Karl VII’s hof vandt tiltro til sin kaldelse. Hun blev sat i spidsen for en lille hær, og med den undsatte hun i maj samme år samme år Orléans, som blev holdt belejret af englænderne. J’s mod og religiøse begejstring gav den franske hær ny kampmoral, og den 18. juni 1429 sejrede den over englænderne ved Patay. Sejren styrkede hoffets tiltro til J, og hun kunne føre en kgl. hær til Reims, i hvis domkirke kongen blev kronet den 17. juli 1429. Hendes næste plan var erobringen af Paris, men det mislykkedes fuldstændigt. Da hun i maj 1430 forsøgte at befri byen Compiègne, som var belejret af englændernes forbundsfæller burgunderne, blev hun taget til fange og udleveret til englænderne. Hun blev ført til Rouen, hvor hun blev stillet for en gejstlig domstol. Efter lange forhør dømte den hende til døden på bålet for kætteri og for at have båret mandsdragt. Efter franskmændenes sejr over englænderne genoptoges processen; 1456 blev hun erklæret for uskyldig, og dommen ophævet. I eftertiden voksede Jeannes betydning som kristen martyr og fransk nationalsymbol, og 1920 blev hun kanoniseret (f 6/1 1412)

 

1498 Med seks skibe drager Columbus ud på sin tredje rejse. Denne gang lagde han kursen endnu sydligere end tidligere. Den 31. juli opdagedes Trinidad, men Columbus fortsatte mod sydvest og nåede frem til Orinocos munding, men gav sig ikke tid til at udforske den. I stedet satte han kursen mod Hispagnola (Haiti). Her blev Columbus stillet over for sin vanskeligste opgave, idet de spanske kolonister først og fremmest var søgt herover for at finde guld og ære og ikke for at opdyrke jorden. De ønskede ikke at sidde roligt på Hispaniola, og gang på gang kom det til mytteri, som C slog ned med hård hånd. Klager over Columbus nåede frem til hoffet i Spanien. Men ved hjemkomsten til Spanien i 1500 blev klagerne afvist og Columbus fik fuld oprejsning

 

1526 d Morten Børup, rektor, forfatter; han var bondefødt, og først i en alder af 27 år søgte han bort fra arbejdet på landet. Han tog til Århus, hvor han tiggede sig ind i den lærde skole. Senere søgte han til det nyoprettede universitet i København, og studerede derefter ved universitetet i Köln (1487). Efter hjemkomsten til Danmark overtog han ca 1490 ledelsen af skolen i Århus, som i de flg. år nød stor anseelse. Således sendtes Johan Friis, den senere kansler, af sine forældre fra Fyn "til Aarhus til doct. Morten Børup som i de dage vaar naffnkundig offuer alt i riget for sin lærdom oc flittighed". Foruden at have ledelsen af skolen var B, i hvert fald i sine senere år tillige kantor ved domkirken og varetog som sådan alt, hvad der vedkom kirkesangen. Af tekster, som med sikkerhed kan tilskrives B, findes kun to: majvisen Carmen vernale og syv byrim, som begynder "Clericali et regali turba gaude Hafnia". Carmen vernale, der blev skrevet til disciplenes årlige majfest, brugtes ved mange andre skoler også i Sverige, når der førtes sommer i by (f ca 1446)

 

Under Den nordiske Syvårskrig besejrer en danske flåde under kommando af Herluf Trolle en overlegen svensk flåde i søslaget ved Øland. Under slaget sprang det svenske admiralskib Makalös, Nordens største krigsskib i luften med både svenskere og de entrende danskere og lübeckere om bord, og den svenske admiral Jacob Bagge selv faldt i dansk fangenskab. Herefter søgte resterne af den svenske flåde hjem til Stockholm

 

1574 d Karl 9., fransk konge 1560-1574, søn af Henrik 2. og Katharina af Medici. Med sin mor som regent blev han konge ved sin ældre brors død. Da han var 13 år gammel, blev han erklæret myndig. Men da K var sygelig og var psykisk ustabil, fortsatte hans mors regentskab. I K’s regeringstid var Frankrig plaget af religionskrigen mellem katolikker og huguenotter. Kongens brors - hertugen af Anjou (den senere Henrik III) sejre over katolikkerne synes at have gjort K jaloux. I al fald blev han i 1571 overtalt til at støtte huguenotternes plan om en offensiv mod spanierne i Nederlandene. Da hans mor hørte om planen, fik hun den standset, og overtalte i stedet kongen til at iværksætte St. Bartholomæusmyrderierne. Disse massakrer på huguenotterne synes at have plaget ham resten af livet. Hans helbred forværredes, og han kunne synke hen i melankoli. Han døde af tuberkulose 24 år gammel. Hans ægteskab med Elizabeth af Østrig - indgået i 1570 - var barnløst. K havde fået en udmærket uddannelse, som havde givet ham kærlighed til litteratur. Selv skrev han poesi og et værk om jagt "Traité de la chasse royale" (f 27/6 1550)

 

d Peter Paul Rubens, flamsk maler; efter læreår i hjemlandet drog han i 1600 til Italien. Han opholdt sig det meste af tiden ved hertughoffet i Mantova. Allerede nu erhvervede han en koloristisk frihed med en fri og kraftfuld figurskildring. Træk som skulle præge hans kunst resten af livet. Fra 1608 var Rubens bosat i Antwerpen, og hurtigt efter hjemkomsten fra Italien steg hans ry. Han holdt et stort atelier med elever og medhjælpere. Her blev der udført mindst 2200 billeder; fra Rubens egen hånd regner man med 600-700. Hans værker viser en djærv og frodig kunstnerpersonlighed, som med stor selvstændighed omdannede den italienske renæssance til nordisk barok. Hans kunst er altid livfuld, ofte dramatisk og gengiver med særlig dygtighed det yppige, nøgne legeme, viser blonde, men kraftige farver og spænder over alle områder: det religiøse og det mytologiske maleri, landskab og portræt. Foruden at passe sin store virksomhed måtte Rubens, der var en elegant, kavalerpræget, sprogkyndig og kundskabsrig verdensmand, mådeholden og vennesæl, lade sig bruge som diplomat; som sådan besøgte han Madrid, som spansk gesandt Holland og England. Fra den første tid efter hjemkomsten fra Italien stammer flere hovedværker med religiøse motiver, således "Korset rejses" (1610) og "Korsnedtagelsen" (1611). Omkr. 1615 tog Rubens en ny motivkreds op: jagt til hest og vilde dyr i kamp. Bl. hans allegoriske arbejder er en serie på 21 billeder af den franske enkedronning Maria Medicis liv. I sine senere år viede R sig skildringen af det rolige og store landskab. Sit største mesterskab viste Rubens måske i sine mytologiske billeder med deres jordiske frodighed; f.eks. "Perseus og Andromeda". Endvidere malede Rubens talrige portrætter(f 28/6 1577)

 

d Pierre Mignard (Mignard le Romain), fransk maler; opholdt sig ikke mindre end 20 år i Rom, hvor han fik et navn som maler af Madonnabilleder og som portrætmaler; opholdet i Rom gav ham tilnavnet "le Romain"; efter hjemkomsten blev han påvirket af Rubens koloristiske ideer og var hovedsagelig beskæftiget i Paris og Fontainebleau. Den flamske påvirkning er tydeligst i hans mange portrætter; mange af datidens skønheder og berømtheder blev malet af M: Vicomte de Turenne, Molière, Jacques Bossuet, marquise de Montespan, marquise de Sévigné o.m.f. Af hans mange vægmalerier er freskerne i kuplen i Valde-Grace kirken i Paris bevaret. De regnes for hans hovedværk (f 17/11 1612)

 

1744 d Alexander Pope, engelsk forfatter; han begyndte tidligt at skrive vers og udgav 1709 en samling hyrdedigte "Pastorals", i 1711 udgav han et større poetisk læredigt "Essay on Criticism". Dette og hans senere værker gjorde ham til tidens toneangivende digter og den betydeligste repræsentant for nyklassicismen i England. Hans position i samtiden hvilede for en stor del på hans oversættelse af Illiaden (1715-20) og Odysseen (1725-26). Pope skrev naturskildrende digte som "Windsor Forrest" (1713) og lyrisk følsømme digte som "Elegy on the Memory of an Unfortunate Lady" (1717). Blandt Popes mest populære værker er det komiske heltedigt "The Rape of the Lock" (1712). Til hans betydeligste arbejder hører versepistlerne "Moral Essay" (1731-35), hvor han i ægte klassisk ånd priser mådeholdet, og læredigtet "An Essay on Man" (1733-34), om menneskets mellemtilstand mellem dyr og engel, med en deistisk og rationalistisk tankegang, der ikke helt harmonerer med Popes katolicisme (f 21/5 1688)

 

1770 d Francois Boucher, fransk maler; efter et treårigt ophold i Italien vendte han 1731 tilbage til Paris. Her fik han hurtigt en fornem kundekreds, hvilket ikke mindst skyldtes, at han var den kgl. maitresse Madame Pompadours protegé. B malede hendes portræt flere gange. I 1734 blev han medlem af Akademiet, i 1763 hofmaler og direktør for Akademiet. B er rokokoens mest typiske repræsentant med dens gratie og lethed såvel som for dens overfladiskhed. Som barn af sin tid vil hans malerier med amoriner og små buttede nymfer, gudinder og hyrdinder bevare deres interesse som udtryk for tidens stil og smag. Hans indflydelse blev også stor gennem stillingen som leder af Gobelinfirmaet i Paris, samtidig med han allerede fra 1734 leverede kartoner til Beauvais-fabrikkerne. B’s gobeliner viser især galante scener, ofte med en pikant amourøs pointe. I de rent dokorative vævninger indførte han kinesiske motiver, de såkaldte chinoiseries, der blev meget populære og kom til at danne mode. Blandt B's arbejder som maler er "Venus' toilette" (1751) i Metropolitan Museum, New York. Da smagen i Frankrig omkr. 1760 ændredes i retning af nyklassicisme, fik B ofte en ublid medfart af kritikken (f 29/9 1703)

 

d Voltaire=Francois Marie Arouet, fransk forfatter og filosof; som søn af en advokat skulle V have studeret jura, men valgte et forfatterskab, der gjorde ham til en af verdenslitterarurens største, inden for sin egen tidsalder, oplysningstiden, utvivlsomt den største. V begyndte forfatterskabet i 1717 med en tragedie "Oedipe", som med sit politiske indhold bragte ham i Bastillen og dereftere forvisning fra Paris. Han skrev nu under navnet Voltaire og hans skuespil og digte blev regnet for tidens bedste. I 1726 måtte han atter en tur i Bastillen fulgt af et tvunget ophold i England. Dette ophold, der varede til 1729, fik stor betydning for ham, bl.a. ved mødet med engelsk liberalisme og frisindede filosoffer som Locke, Newton og Hume. Han tilegnede sig nu sine meninger om samfundsforhold, filosofi, videnskab og religion. Ved sin tilbagekomst i 1729 udsendte han sine "Filosofiske breve", der priste britiske forhold på de franskes bekostning. Bogen blev 1734 brændt efter pariserparlamentets dom, og V måtte igen fortrække fra hovedstaden. Det var hverken første eller sidste gang, hans arbejder bragte ham i konflikt med de franske myndigheder, og fra 1758 tog han varigt ophold på sit slot i Svejts. Han var blevet en rig mand og kunne tillade sig hensynsløst at fremføre sine meninger i kampen for tolerance, humanisme og rationel oplysning. Hans forfatterskab omfatter tragedier, komedier, historiske arbejder. Blandt V’s historiske værker er: "Le siècle de Louis XIV" (1751) og "Essai sur les moeurs et l’esprit des nations" (7 bind, 1766). Blandt hans filosofiske værker er: "Lettres philosophiques sur les Anglais" (1734) med fremhævelse af den engelske tolerance og demokrati. Til hans store produktion kom yderligere hans enorme brevveksling; hans samlede værker udgør 70 bind. I sin kritik af det stivnede retsvæsen, den arrogante enevælde, de priviligerede stænder og et forældet statsmaskineri var V på linje med sine samtidige, særlig Diderot og d’Alembert, samt frem for alt Charles de Montesquieu (f 21/11 1694)

 

1814 f Michail Bakunin, russisk anarkist; Bakunin var anarkismens mest fremtrædende forkæmper i 1800-tallet. Han forlod militæret efter en kort karriere og efter at have slået sig ned i Tyskland, påbegyndte han en hektisk publicistvirksomhed. I en række lande deltog han i de revolutionære opstande omkr. 1848; i to tilfælde blev han for denne aktivitet dømt til døden, uden dommen eksekveredes. Da Bakunin i 1851 blev udleveret til Rusland, blev han sat i fæstningsarrest i seks år for derefter at blive sendt til Sibirien. Herfra lykkedes det ham at flygte og komme til London, hvor han traf Karl Marx, som han tidligere havde mødt. I 1868 gik Bakunin ind i Første Internationale, som blev ledet af Marx. De to blev dog snart dybt uenige, og Bakunin udarbejdede sit eget anarkistiske program. I 1872 blev han udstødt af Internationale, og konflikten med Marx kom til at splitte den revolutionære bevægelse i mange år. Bakunin var en meget produktiv skribent. Hans mest kendte værk er "Dieu et l’État" (1871). Han så staten som et onde, og ved revolution ville han afskaffe den sammen med privat ejendomsret. Under ledelse af en revolutionær elite skulle proletarer i by og på land omstyrte det gamle samfund. Herved adskilte han sig fra Marx, som ønskede at skabe en massebevægelse byggende på en moderne industriarbejderklasse (d 1/7 1876)

 

Efter Napoleons abdikation og indgåelse af en våbenhvile mellem Frankrig og de allierede underskrives den første Pariserfred - den anden blev underskrevet den 20. november 1815 efter Napoleons tilbagevenden fra Elba og hans 100 dage inden nederlaget ved Waterloo. Fredsslutningen af 30. maj fastslog, at Frankrig skulle beholde grænserne fra januar 1792, d.v.s., sit eget område, plus Avignon, en stor del af Savoyen og nogle mindre områder vest for Rhinen - blandt dem Saar. Da kolonierne ikke var taget med i aftalen beholdt Storbritannien de erobringer, det havde gjort under Napoleonskrigene, bl.a. Kapkolonien i Sydafrika og Ceylon (Sri Lanka) samt den strategisk vigtige ø Malta. Iflg. fredsaftalen skulle Frankrig ikke betale krigsskadeserstatning, og de allierede rejste ikke krav om tilbagelevering af kunstskatte, som franskmændene havde røvet under felttogene. Endelig blev det besluttet at afholde en kongres med deltagelse af alle europæiske lande for af afslutte en generel fred og få skabt et stabilt Europa efter revolutions- og Napoleonsårenes omvæltninger. Kongressen begyndte i Wien den 16. september 1814 og varede til 10. juni 1815

 

d Romolo Gessi, italiensk opdagelsesrejsende og administrator i Sudan; under sin deltagelse på britisk side i Krimkrigen (1854-55) mødte Gessi den britiske general Charles Gordon. Da Gordon blev generalguvernør i Sudan i 1873, opfordrede han Gessi til at gå i tjeneste hos sig. I Sudan gennemførte Gessi ekspeditioner til landets indre og fuldførte kortlægningen af Lake Albert i 1876. Ligeledes deltog Gessi i ekspeditionerne, der havde til formål at finde Nilens kilder. Ved at være den første, der kortlagde og foretog en rejse rundt om Lake Albert Nyanza i Uganda, som er en af Nilens hovedkilder, afsluttede Gessi det geografiske arbejde, der var begyndt i 1856 for at fastslå Nilens løb. Da Romolo Gessi senere i det sydlige Sudan slog en opstand af arabiske slavehandlere ned, fik han af den ægyptiske Khediv titlen Pasha, den højeste titel ved det ægyptiske hof (f 30/4 1831)

 

1891 d Vilhelmine Marie, dansk prinsesse; datter af Frederik VI og Marie af Hessen-Kassel, 1828 gift med prins Frederik (den senere Frederik 7.). Hendes giftermål med Frederik vakte almindelig glæde, fordi der derved blev skabt en forbindelse mellem kongehusets to linjer. Prinsessens bedstefar var Christian 7. Frederiks bedstefar var Christian 7.’s halvbror, arveprins Frederik, der var far til Frederiks far, Christian 8. Ægteskabet blev en tragedie for Vilhelmine Marie. Hun manglede fuldstændig evne til at fængsle og beherske den lunefulde og degene-rerede prins, og hans robuste væsen blev hende en rædsel. Vilhelmines forældre blev mere og mere bekymrede over hendes skæbne, og det var en befrielse, da det i 1834 kom til en faktisk opløsning af det barnløse ægteskab og i 1837 til formelig skilsmisse. Året efter blev Vilhelmine gift med hertug Carl af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Hertug Carls deltagelse i krigen i 1848 på slesvigholstenernes side gjorde en tid Vilhelmines forhold til det danske kongehus vanskelig, men i 1852 kom det til en forsoning, og Vilhelmine stod i resten af livet sine københavnske slægtninge nær (f 18/1 1808)

 

1934 d Heihachiro Togo, japansk admiral, som førte den japanske flåde til sejr i Den japansk-russiske Krig 1904-05. Som øverstkommanderende i den japanske ved krigens udbrud stod han i spidsen for den 10 måneder lange blokade af den store russiske flådebase Port Arthur ved Det gule Hav og bidrog derved til dens kapitulation den 2. januar 1905. I desperation sendte russerne deres Østersøflåde til Det fjerne Østen. Her ventede den japanske flåde og Togo på den. Slaget – i Tsushimastrædet ved Koreas sydspids - blev et af de mest tilintetgørende massakrer i søkrigens historie. Af 12 russiske slagskibe blev otte sænket og resten erobret. Fem af syv krydsere gik ned, en blev erobret. Syv destroyere led samme skæbne. Alt i alt nåede kun to destroyere og en let krydser frem til Vladivostok. Japanernes samlede tab var tre torpedobåde og 117 faldne mod 4830 russere. Medvirkende til slagets udfald var, at den russiske flåde for en stor del bestod af forældede skibe, der var hårdt medtaget af den lange rejse. Den japanske flåde var tidens mest moderne. Den havde f.eks. indført radiokommunikation, mens russerne benyttede optisk signalering. Hertil kom Togos mesterlige ledelse af hans skibe; hans spektakulære taktik under slaget blev senere anvendt af den britiske og den franske flåde. Sejren – som var den første i moderne tid, hvor et asiatisk land besejrede et europæisk – tvang vestlige lande til at betragte Japan som en ligestillet nation (f 27/1 1848)

 

d Boris Pasternak, sovjetisk forfatter; debuterede 1913 med digtsamlingen "En tvilling i skyen", som viste stærk påvirkning af futurismen. Senere fulgte "Over barriererne" (1916); "Min søster - livet"(1922), sikrede ham ry som en af det nye Ruslands største lyrikere. Stort set forstummede P, som forfatterne gjorde det i femårsplanernes tid. Men han udfoldede i disse år en stor virksomhed som en fortrinlig oversætter af Shakespeare, Goethe, Rilke m.fl. Drømmen om at skrive en stor roman, som genspejlede det store historiske drama, han selv havde levet i, virkeliggjorde P med "Doktor Zhivago" (skrevet mellem 1945-56). Da P havde indleveret manuskriptet til et sovjetisk forlag, sikrede en italiensk (kommunistisk) forlægger sig en kopi. Efter at være blevet afvist ved det sovjetiske forlag, udkom romanen i Italien (i 1958) trods russiske protester. "Doktor Zivago" skildrer de kaotiske revolutions- og borgerkrigsår og er et opgør med Sovjetsamfundets ensretning og brutalitet. Da P i 1958 tildeltes den litterære nobelpris, begyndte i Sovjetunionen en hadsk kampagne mod den "antisovjetiske" forfatter. Af sovjetmyndighederne fik P valget mellem at emigrere eller frasige sig nobelprisen. P valgte det sidste. "Dr. Zhivago" blev oversat til mange sprog og blev en verdenssucces. I 1965 filmatiseredes den (f 10/2 1890)

 

1993 d Henry Heerup, maler og billedhugger; efter at have været i diverse lærepladser bl.a. som skiltemaler og litograf var han 1927-1933 elev på Kunstakademiets malerskole. 1929 debuterede han med en separatudstilling. 1942 blev han medlem af Corner- og Høstudstillingen og fra 1949 af Decembristerne. Han deltog endvidere deltaget i talrige udstillinger i ind- og udland. Kendetegnet for hans kunst – det være såvel maleri som grafik – er tilbagevendende figurer som kors, hjul og hjwerte, men frem for alt kvinden, barnet og nissen, det hele bundet sammen i arabeskformede former og malet i stærke farver. Som billedhugger skabte han fantastiske og ofte bemalede skulpturer inspireret af bl.a. dansk romansk granitskulptur. Ud over landet har Heerup skabt et stort antal udsmykninger og anlæg bl.a. Tivolis legegård (1958), Vesterbros ungdomsgård (1963), vægdekorationer til bl.a. Løjtegårdsskolen i Tårnby (1964), Kofoeds skole (1976); desuden har han tegnet talrige bogomslag, kagedåser, vinetiketter, platter, juleskeer, frimærker o.m.a. (f 4/11 1907)

 

 

Til top        31. maj

 

1443 f Margaret af Beaufort, kaldt The Lady Margaret, mor til Henrik 7. og kongeslægten Tudors stammoder; datter af og arving efter John Beaufort, den første hertug af Somerset og tipoldebarn af John af Gaunt, hertug af Lancaster. I 1455 blev hun gift med Edmund Tudor, earl af Richmond og halvbror til kong Henrik VI. Deres søn Henrik blev født januar 1457, tre måneder efter Tudor’s død. M.s andet ægteskab - med Sir Henrik Strafford - var barnløst. Efter Strafford’s død (1471) og før 1473 blev hun gift med Thomas, Lord Stanley (senere første earl af Derby), som 1485 hjalp hendes søn Henrik (7.) på den engelske trone. M oversatte et antal opbyggelige bøger og støttede de engelske bogtrykkere William Caxton og Wynkyn de Worde; ved rige gaver fik hun i 1502 oprettet Lady Margarets professorater i teologi i Oxford og Cambridge. Endvidere testamenterede hun det meste af sit gods til universiteterne i Oxford og Cambridge (d 29/6 1509)

 

1494 På et stændermøde i Kalundborg fastslås Danmarks udelelighed. Efter sin mors ønske var kong Hans i 1490 gået med til en deling af hertugdømmerne Slesvig og Holsten med sin yngre bror Frederik. Denne tog bolig på Gottorp slot ved Slesvig og fik spredte dele af Sønderjylland og Holsten, mens kongen selv beholdt resten. Hertug Frederik følte sig dog forurettet; både han og hans mor fandt, at han burde have det halve kongerige. I den anledning var det, kong Hans i 1494 lod stændermødet i Kalundborg vedtage Danmarks udelelighed. I Udelelighedsbrevet hedder det bl.a. ".... at rigens råd, biskopper, prælater, abbeder, provster, ridderskabet, købstadsmænd og almue .... gav de ham (Frederik) samdrægtigt sådan et svar på hans begæring, at Danmark er et frit kårerige, og kunne derfor ej gøre vor ed fuldt at råde eller samtykke, at riget, slotte eller stæder skal parteres eller deles udi flere herrers vold end én. Givet udi Kalundborg løverdagen næst efter helliglegemsdag år efter Guds byrd 1494"

 

1586 Frederik 2. udsteder den fundats, hvorved han opretter sin "Kgl. frie Skole i Soer" i det nedlagte cistercienserklosters bygninger; den nuværende Sorø Akademi Skole

 

1594 d Tintoretto, italiensk maler. Tintoretto betyder den lille farver, idet hans far var farver. Tintoretto var døbt Iacopo Robusti. Han var virksom i Venezia, hvor han i sin ungdom var elev af Tizian. Under en rejse til Rom 1546-47 synes især Michelangelo at have gjort indtryk på ham. Sit gennembrud fik han med "Markusunderet", hvor han for første gang virkeliggjorde sit motto: "Michelangelos tegning og Tizians farver". Billedet viser frem for alt en ny dramatisk følelse udtrykt bl.a. gennem stærkt markerede forkortninger. Typisk for Tintorettos stil i begyndelsen af 1550'erne er tre billeder, han malede for Scoula dells Trinità i Venezia, alle udpræget manieriske. Fra slutningen af 1550'erne er udpræget dekorative billeder som "Susanna og de gamle" og "Josef og Potifars hustru". En mere dramatisk følelse for for rum og bevægelse er udviklet i bl.a."Marias tempelgang" (1556). I 1565 begyndte han sit 20-årige arbejde for broderskabet Scuola di San Rocco, hvor han udsmykkede tre sale med f.eks "Kristus for Pilatus" og andre begivenheder fra Kristus liv. I Dogepaladsets store rådssal malede han "Paradiset" påbegyndt 1588. Med sine 500 m2 skal det være kunsthistoriens største maleri; det viser mennesket på vej mod den store forløsning. Sin sidste skildring af lysets magiske kraft, af rum og bevægelse giver han i "Nadveren" (San Giorgio Maggiore, 1593-94). Med sin forening af Tizians farve og Micheangelos form forlader Tintoretto renæssancen og går ind i manierismen og formidler således overgangen mellem renæssance og barok (f 29/9 1518)

 

1656 Trinitatis kirke i København indvies. Oprindelig også kaldt Regens- eller Studenterkirken eller - efter sit tårn (Rundetårn) Rundekirke. Den blev påbegyndt af Chr. 4. med grundstensnedlæggelse i 1637. Ved indvielsen var den endnu ikke helt færdig. T skulle oprindelig have afløst kirken på Regensen, der var alt for lille til at rumme alumnerne, men blev 1660 kirke for den menighed, der skulle have søgt til den aldrig fuldendte Skt. Anna Rotunda. 1683 blev T alm. sognekirke. Omkr 1652 blev Universitetsbiblioteket anbragt på dens loft, hvor det tillige med mange kostbare astronomiske instrumenter på Rundetårn, deriblandt Tyge Brahes store globus, gik op i luer ved Københavns brand i 1728. Alter, prædikestol, orgel m.m. blev ligeledes ødelagt, men 1731 kunne den genopførte kirke genindvies. 1730 til 1861 var det ny Universitetsbibliotek atter anbragt på T’s loft. 1807 fik det nyoprettede Oldnordiske Museum også plads her, til det 1882 flyttedes til Christiansborg Slot

 

1740 d Frederik Wilhelm, preussisk konge 1713-40; søn af Frederik III, kurfyrste af Brandenburg (fra 1701 konge i Preussen som Frederik I) og Sophia Charlotte af Hanover; hans deltagelse i Den spanske Arvefølgekrig (1701-13) formede hans karakter. Frederik Wilhelm gjorde tjeneste i hertug Marlboroughs hovedkvarter og betegnede slaget ved Malplaquet (1709) som den største dag i sit liv. Hurtigt efter at have overtaget den preussiske trone reducerede han sin fars luksuriøse og ekstravagante hof, så det kom til at minde om en spartansk oberstfamilies husholdning. Det betød, at det preussiske hof fik ry for at være Europas tarveligste. Friedrich Wilhelm var soldat med hud og hår; han gik altid klædt i uniform, og hans bedste eje var hans "Potsdamer Kerle", et grenaderregiment bestående af meget høje mænd rekrutteret fra hele Europa. Han fordoblede den preussiske fredsstyrke - 80.000 mand ud af en samlet befolkning på 2.2 mio. Indenrigspolitisk samledes magten om ham, og han var sin egen finansminister og feltmarskal. Eftersom Preussen primært var et landbrugsland, fik dette erhverv særlig opmærksomhed. Bøndernes hoveri blev reduceret, og deres retsstilling, som nærmede sig slaveri, blev noget forbedret. Ved sin død ejede kongen 1/3 af Preussens landbrugsjord. Sine evner som storgodsejer viste preusserkongen ved, at i hans regeringstid var skatteindkomsten fra hans jorder næsten fordoblet, og repræsenterede halvdelen af statsindtægterne. I 1722 blev hele finansstyret lagt under et generaldirektorat i Berlin, og Preussen fik dermed verdens mest effektive finansadministration. I 1720 erhvervedes svensk Forpommern, siden førte Friederich Wilhelm en forsigtig udenrigspolitik. Kongens kulturelle interesser var ikke store; hans største fornøjelse var at ryge tobak og drikke øl sammen med ligesindede i de såkaldte tobakskollegier (f 15/8 1688)

 

1754 f Dominique-Catherine Pérignon, fransk marskal; efter at være trådt tilbage fra aktiv tjeneste i den kongelige hær indtrådte P i revolutionsstyrkerne i 1792. Efter vellykkede felttog i Spanien blev han udnævnt til general og i 1794 til øverstkommanderende for de franske styrker ved Pyrenæerne. Herefter var han i nogle år sit lands ambassadør i Madrid. Efter at have deltaget i kampene i Italien og været i russisk fangenskab i atten måneder vendte han i 1801 tilbage til Frankrig. Her blev han senator og i 1804 marskal. I 1806 blev han generalguvernør i Parma og to år senere øverstkommanderende i Napoli. Efter Napoleons tilbagetræden sluttede P sig til Ludvig XVIII, der i 1817 udnævnte ham til marquis (d 25/12 1818)

 

1809 d Jean Lannes, duc de Montebello, fransk marskal; indtrådte i hæren 1762; Napoleon blev opmærksom på L, efter den modige indsats han øvede som sergent i slaget ved Dego (15. april 1796) under Italiensfelttoget, og allerede samme år udnævnte Napoleon ham til general. L deltog i felttoget til Ægypten og blev alvorligt såret i slaget ved Abukir. Tilbage i Frankrig overtog han kommandoen over 9. og 10. division. Han deltog i statskuppet, der den 9. november 1799 gjorde Napoleon til førstekonsul og dermed reelt Frankrigs enehersker. Som øverstkommanderende for den franske fortrop, der i maj 1809 krydsede Alperne til Italien, besejrde han østrigerne i slaget ved Montebello den 9. juni og bidrog derved afgørende til Napoleons sejr ved Marengo fem dage senere. I 1804 blev han marskal og deltog i slagene ved Ulm (okt 1805), Austerlitz (decbr. 1805) og Jena (oktober 1806). I slaget ved Pultusk i Polen den 26. december 1806 besejrede han en talmæssig overlegen russisk hær og banede derved vej for Napoleons sejr over russerne i slaget ved Friedland i juni 1807. I 1808 blev L udnævnt til duc (hertug) de Montebello. I 1809 stod han i spidsen for de franske styrker i den blodige belejring af Saragossa, Spanien, der resulterede i byens erobring den 20. februar 1809. I slaget ved Aspern-Essling ved Wien den 21.-22. maj 1809 blev Lannes så hårdt såret, at han døde ni dage senere (f 11/4 1769)

 

1809 d Joseph Haydn, østrigsk komponist; han begyndte sin musikalske karriere som otteårig i koret ved Stefansdomen i Wien. Da han forlod koret som attenårig, havde han lært så meget, at han var i stand til leve som lærer i klaverspil og som kirkemusiker på orgel og violin. I de følgende år fik han sin første egentlige kompositionsundervisning. 1761-90 var han kapelmester ved huset Esterházys hof i Eisenstadt og Wien. Hans forpligtelser var af såvel kunstnerisk som administrativ art. Til fyrst Esterházy personligt skrev H i årenes løb flere end 125 værker. At fyrsten satte pris på H’s kunst fremgår af, at der i 1779 blev oprettet en ny kontrakt, som på alle måder var til fordel for H. Han kunne frit råde over sine kompositioner, hvilket han gjorde med udtalt forrretningssans. Efter denne periode havde H to succesfulde turneer i England. 1795 var han atter ansat ved Esterházys hof og tilbragte sine sidste år i Wien. H’s musikalske produktion er særdeles omfattende: 104 symfonier og mere end 100 kammermusikværker, deraf 83 strygekvartetter; endvidere 80 divertimenti, kassationer o.l., talrige messer, oratorier m.m. De ideer, som bl.a. Mannheimerskolen og C.P.E. Bach havde arbejdet med, fandt hos H deres endelige udformning; han skabte den siden ham klassiske sonateform, den firsatsede symfoni ( i f.eks de såkaldte Salomon Symfonier eller London Symfonier nr 93-104, 1791-95). Han var wienerklassikens første store mester og øvede stor indflydelse på Mozart og Beethoven. Hans musik blev undervurderet af romantikerne, som overså dens varme og alvor; senere tider har givet den en central plads i musikhistorien (f 31/3 1732)

 

1819 f Walt Whitman, amerikansk digter; han kom i bogtrykkerlære og arbejdede senere som trykker, lærer, journalist og redaktør af en række tidsskrifter og aviser. Han var stadig journalist, da den første udgave af hans hovedværk "Leaves of Grass" udkom på eget forlag i 1855. Værket, der blev indledet med "Song of Myself", vakte ikke stor opmærksomhed. Gennem hele livet fortsatte W at arbejde med Leaves of Grass, dels med at revidere tidligere digte dels med at skrive nye afsnit. Under Borgerkrigen arbejdede W som frivillig sygeplejer ved et feltlazaret, senere bosatte han sig i Washington, hvor han arbejdede som sekretær i forskellige regeringskontorer. Sine sidste år levede han i Camden, New York. Selv om der til stadighed har stået strid om W’s placering som digter, regnes han som en af de mest betydelige og særprægede lyrikere i amerikansk litteratur. Blandt hans digte er "Crossing Brooklyn Ferry", "Passage to India". Prosaarbejder er "Specimen Days and Collect" (1882) bl.a. om oplevelserne under Borgerkrigen og "Democratic Vistas" (1871), en hyldest til demokratiet og individualismen og en kritik af amerikansk materialisme i tiden efter Borgerkrigen (d 26/3 1892)

 

1849 Rytterslaget på Århus mark. 2. eskadron, halvdelen af 4. eskadron af 6. Dragonregiment under kommando af ritmestrene Barth og Heramb, en mindre styrke af 3. Dragonregiments 2. eskadron under løjtnant Cetti og to delinger fra 1. eskadron af 5. Dragonregiment under kommando af premierløjtnant Jessen udkæmper under Treårskrigen træfningen med to preussiske eskadroner fra 11. Husarregiment. Den 29. maj var en mindre fjendtlig styrke trængt frem og havde besat Århus. Besættelsen varede kun nogle få timer. For at sikre byen mod en ny besættelse sendte general Rye en styrke på to kompagnier, en eskadron og to kanoner til terrænet syd for byen. Den 31. maj rykkede en større fjendtlig styrke, formeret i tre kolonner frem mod Århus. De danske styrker trak sig kæmpende tilbage, og fjenden besatte atter byen. Herfra sendte han to husareska- droner nordpå ad landevejen mod Randers for at rekognoscere. Men omtrent der, hvor i dag krydset Nordre Ringgade - Nørrebrogade/Randersvej er, mødtes de af de jydske dragoner, som efter en ca 10 minutter lang kamp slog preusserne på flugt. Dragonerne fulgte efter tæt ind til Århus, hvor de blev standset af ilden fra det fjendtlige fodfolk. Preusserne trak sig straks efter ud af byen, men lod sine forposter stå tæt syd for Århus, hvilket dog ikke forhindrede general Rye i at lade sine styrker rykke ind i Århus. Dragonernes tab i fægtningen var 2 døde, 5 sårede og 4 fangne, medens preusserne tab var 2 døde, 23 sårede og 19 fangne. De fjendtlige husarer mistede 26 heste mod de danske eskadroners tab på 16 heste. På hjørnet af Nørrebrogade-Trøjborgvej rejstes på 50 års-dagen for slaget en mindesten - Rytterstenen. Ved vejomlægninger er den siden blevet flyttet 20 m i sydøstlig retning, men den står stadig omtrent midt på den daværende slagmark. Det tæt ved kamppladsen opførte boligkompleks Rytterparken med gaderne Barthsgade og Herambsgade er ligeledes minder om træfningen. På Århus Kunstmuseum, "Aros" hænger bataljemaler Jørgen Sonnes store (115x224 cm) maleri "Kavalerifægtningen ved Århus i 1849"

 

1852 f Chr. Filtenborg, århusiansk købmand; efter sin første handelsmæssige uddannelse i en onkels firma, der hovedsagelig handlede med ure en detail og en gros, blev Filtenborg efter yderligere uddannelse i udlandet 1891 medindehaver af onklens firma og efter få år eneindehaver. Under hans ledelse voksede virksomheden, der også var kommet til at omfatte optikervarer. Efter at have flyttet firmaet fra Tangen til byens nye hoved- strøg, Ryesgade indgik byens store grossererforretning i guld- og sølvvarer, Hans Jensen & Co. i Filtenborgs firma. Senere fulgte filialer i Ålborg og Odense sideløbennde med, at Filtenborg oprettede egen fabrik for bl.a. urtilbehør og barometre. Under en meget aktiv og frremsynet ledelse voksede virksomheden i årene op mod Første Verdenskrig til at blive Skandinaviens største i sin branche, og Filtenborg blev en særdeles velhavende mand. Han var 1897-1909 medlem af Århus Byråd, og han var meget virksom i planlægningen af Lands-udstillingen i Århus 1909. Således var han udstillingens hovedkasserer, og økonomisk ydede han en stor indsats, som blev meget anerkendt – han udnævntes bl.a. til etatsråd. Christian Filtenborg var barnløs, og allerede mens han levede, anvendte han store summer til velgørende formål og til byens fremme. I 1903 lod han bygge en af byens prægtigste villaer på hjørnet af Strandvejen og Kongevejen ved den plads, der bærer hans navn (d 12/10 1919)

 

d Hans Christoph Hedemann, officer; han blev kadet i 1803 og steg derefter reglementeret i graderne, og nytår 1847 blev han oberst. Han havde fortrinsvis gjort tjeneste ved jægerne og havde ved de store manøvrer under Frederik 6. jævnligt kommanderet samtlige deltagende regimenters jægerkompagnier. Ved krigsudbruddet i marts 1848 blev han med forbigåelse af samtlige generaler og hele oberstklassen udnævnt til chef for hærens overkommando. Den 27. marts fik han generalmajors karakter, og den 30. marts overtog han kommandoen over det ved Kolding samlede armékorps. Den 9. april indledtes felttoget med slaget ved Bov, og Hedemann gjorde med sin ro og selvbeherskelse det bedste indtryk. Imidlertid opstod der i de flg. dage rygter om, at han var upålidelig i national henseende (han var født i Flensborg). Anklagerne var uberettigede, men det efterhånden spændte forhold mellem krigsministeren og visse officerer i overkommandoen foranledigede krigsministeren (Tscherning) til i juli 1848 at opløse armékorpset og udnævne Hedemann til den ret betydningsløse post som præsident i en rådgivende komite under krigsministeriet. Som et plaster på såret blev han tillige kommandant i Kastellet. Hedemann forvandt ikke denne krænkelse, skønt kongen straks udnævnte ham til kammerherre og i 1853 tildelte ham Storkors af Dannebrogsordenen. 1854 afskediges Hedemann efter ansøgning som generalløjtnant (f 7/7 1792)

 

1902 Freden i Vereeniging afslutter Boerkrigen. 12. april 1902 mødtes boernes ledere i Pretoria med den britiske øverstkommanderende Kitchner for at indlede forhandlinger om betingelserne for en fredsslutning. Den 15. maj 1902 mødtes 15 repræsentanter fra boernes regering og 60 delegater valgt af boernes soldater for at diskutere briternes betingelser. En deputation på fem mand valgt af og ud af denne gruppe mødtes derefter med de britiske delegerede for at diskutere den endelige fred. Fredsaftalen sagde bl.a., at boerne skulle nedlægge våbnene og anerkende den britiske konge Edward VII som deres retmæssige statsoverhoved; deres sprog - afrikaans - blev ligestillet med engelsk, og i offentlige skoler kunne der undervises i det, hvis det var forældrenes ønske, endvidere skulle sproget tillades i retssager, hvis man derved opnåede den bedste retspleje; det blev boerne tilladt at have våben, hvis de kunne opnå en våbentilladelse. Til genopbygning af Sydafrika ville Storbritannien yde et beløb på £3.000.000 og tilbød desuden lån på gunstige vilkår. Dermed var Boerkrigen, der havde varet 3 år og havde kostet Storbritannien 22.000 faldne og boerne næsten 6.000, til ende. Foruden de faldne boere havde krigen betydet døden for 4.000 kvinder og 16.000 børn af boerbefolkningen; de var døde i de af briterne oprettede koncentrationslejre.Ved afslutningen af krigen sad næsten 26.000 boere i fangelejr, og mere end 116.000 var stadig lukket inde i koncentrationslejre

 

1911 Titanic søsættes fra Harland og Wolffs skibsværftet i Belfast. Sammen med sit søsterskib Olympic var Titanic samtidens største og mest fuldkomne passagerdamper. Dets drægtighed var 46.300 brt. Skibets maskiner udviklede 20.000 hk, der gennem tre skruer gav det en fart på godt 21 knob. Gennem et skotsystem var skibets nedre delt i vandtætte rum, hvis døre kunne lukkes samtidigt fra kommandobroen. Men Titanics konstruktør havde ikke ført de vandtætte skotter helt op til rummenes loft. Det beseglede Titanics skæbne. For når et rum var blevet fyldt med vand, ville det løbe over skottet og ind i næste rum, og skibet ville synke. Skibet var udstyret med de mest moderne bekvemmeligheder, så selv forvænte mangemillionærer ikke behøvede at savne noget. Et sted var der dog blevet sparet. Da man anså skibet for synkefri, var der blevet sparet på redningsbåde. Hvis katastrofen, så fjern den end måtte forekomme - og den ansås for at være så fjern, at det overgik menneskelig forestillingsevne - skulle indtræffe, ville der ikke være redningsbåde nok til skibets besætning og de 2.400 passagerer, det kunne medføre

 

1916 Jyllandsslaget. Initiativet til dette det største søslag under 1. Verd.krig udgik fra tyskerne. De ville lokke en del af den britiske flåde så langt ud i Nordsøen, at den tyske slagskibsflåde med kort eller forholdsvis kort af stand til sin hjembase kunne tilintetgøre den. Tyskerne ville sende deres krydserflåde nordpå for at lokke den britiske styrke fra Skotland ud for at tilintetgøre den med slagskibene, der lå og ventede, og så trække disse tilbage, før den britiske storflåde - The Grand Fleet - kunne nå frem fra sin hovedbase i Scapa Flow. Lokkemaden fungerede alt for godt, idet både eskadren fra Skotland og The Grand Fleet stak i søen. Fælden fungerede også for så vidt som, briterne kun var klar over tilstedeværelsen af de tyske krydsere ikke over slagskibene. Hvad der gik galt for tyskerne var, at byttet var for stort. The Grand Fleet kunne tyskerne ikke klare. Der var kun én ting at gøre: prøve at komme hjem igen. Efter et voldsomt slag, hvor stålgiganterne slyngede tons af granater mod hinanden, lykkedes det tyskerne at nå i sikkerhed bag Helgoland og deres minefelter. Resultatet af slaget var, at tyskerne havde påført en overlegen fjende dobbelt så stort et tab som deres eget nemlig 112.000 tons tonnage - bl.a. 3 slagkrydsere (dreadnoughts) og tre panserkrydsere og ca 6.000 døde over for deres egne 61.000 tons og 2.500 døde. Men anlægges der en strategisk betragtning, var resultatet ikke til at tage fejl af. Den tyske slagflåde havde ikke turdet fortsætte kampen. De tyske skibe vovede sig aldrig mere ud fra deres baser. Det britiske søherredømme var uantastet

 

1962 d Adolf Eichmann, SS-Obersturmbannführer; Eichmann blev medlem af nazipartiet i 1932 og samme år medlem af SS. I 1934 blev han uddannet som SS-officer. I 1938 stod han i spidsen for aktionen mod de østrigske jøder, som blev sendt til koncentrationslejr. Han blev i 1939 for den afdeling i Himmlers Reichs-sicherheitsdienst, som fra 1942 havde til opgave at forestå "den endelige løsning" af jødespørgsmålet. Dermed blev Adolf Eichmann ansvarlig for millioner af jøders død. Efter Anden Verdenskrig blev han taget til fange af de allierede, men i 1946 lykkedes det ham at undslippe. Efter at have holdt sig skjult i flere år blev han opsporet i Argentina af israelske efterrretningsgrupper, taget til fange maj 1960 og bragt til Israel. Bortførelsen førte til en kontrovers mellem Argentina og Israel i sommeren 1960. Retssagen mod Eichmann fandt sted i Jerusalem fra april til december 1961. Han blev fundet skyldig i alvorlige forbrydelser mod Europas jøder, dødsdømt og henrettet efter at højesteret havde afvist hans anke (f 19/3 1906)

 

d Jack Dempsey, amerikansk bokser; 4. juli 1919 besejrede han Jess Willard på knock-out og blev professionel verdensmester i sværvægt. Willard var i gulvet syv gange i 1. omgamg og måtte slæbes tilbage til sit hjørne, reddet af klokken. D troede han havde vundet på knock-out og forlod triumferende ringen. Han blev kaldt tilbage. D fortsatte sine angreb på Willard, der blev slået ud i 3. omgang. D mistede titlen i 1926, da han på points tabte til Gene Tunny. Revancekampen året efter er gået over i boksehistorien som "den lange tællings kamp". I 7. omgang blev Tunny ramt og gik i gulvet og syntes at være ude af stand til at komme op, inden han ville være talt ud. Inden han begyndte at tælle, viste kamplederen Dempsey tilbage til neutralt hjørne. Men Dempsey blev stående midt i ringen, og tidtageren var nået til fire, inden Dempsey begyndte at gå til sit hjørne. Først da begyndte dommeren at tælle. Tunny kom op på ni, kom til kræfter og vandt kampen. I alt boksede D som professionel 69 kampe, hvoraf han tabte 5 (f 24/6 1895)

Til top