Forside        Marts

Vælg en dato :

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30
31

Til top        1. marts

1562 Massakren i Vassy udløser den første af 1500-tallets otte religiøst og politisk motiverede borgerkrige, Huguenotkrigene, i Frankrig. Søndag den 1. marts 1562 passerede Frans, hertug af Guise med et følge på 200 mand gennem landsbyen Vassy, ca 60 km nordvest for Dijon, han gjorde ophold ved en kirke for dér at gå til messe. Huguenotternes salmesang i en nærliggende lade forstyrrede messen. Hertugen sendte en budbringer af sted for at bede huguenotterne om at udsætte deres sang i et kvarter, til messen var forbi. Det afviste huguenotterne. Mens Guise fortsatte sin messe, opstod der klammeri mellem hans mænd og landsbyens huguenotter; folkene trak deres sværd, huguenotterne kastede sten, en ramte hertugen, da han forlod kirken, og han begyndte at bløde. Hans mandskab kastede sig ind i forsamlingen på 500 mænd, kvinder og børn, dræbte 23 og sårede flere end hundrede. Massakren ved Vassy gjorde Frankrigs protestanter krigslystne; katolikkerne, særlig i Paris, hilste den som en passende tugtelse af et besværligt mindretal

 

1620 d Thomas Campion, engelsk læge, forfatter og komponist; hans første arbejder var latinske epigrammer, elegier og hyldestdigte, f.eks. "Poemata" (1597); fra 1601 til 1617 udgav han på engelsk i alt fire "Books of Ayres", samlinger af lyriske digte med musik til, blandt disse er "There is a Garden in her Face". Som prosadigter – "Observations in the Art of English Poetry" (1602) - ville han efter klassisk mønster indføre urimede vers, til trods for hans egne rimdigte blev betragtet som små mesterværker. Campion har desuden skrevet en bog om kontrapunkt og flere maskespil for hoffet (Jacob I) (f 12/2 1567)

 

d Francesco Redi, italiensk læge og forfatter; han var læge hos hertugerne af Toscana og viste ved eksperimenter, at maddiker i rådnende kød ikke opstår af sig selv - spontan genese - som det var blevet troet siden Aristoteles. I 1688 læste han en bog af den engelske læge William Harvey, hvori denne fremsatte den påstand, at kravl som utøj, orm og frøer ikke opstår spontant i mudder og rådnende ting, men stammer fra æg, der er så små, at mennesket ikke umiddelbart kan se dem. Disse oplysninger gav anledning til, at Redi foretog et af historiens første biologiske eksperimenter. Han anbragte nogle stykker kød i et antal krukker; nogle forblev åbne, andre fik åbningen dækket med et stykke gaze. Skønt alle kødstykker gik i forrådnelse, var det kun i de ikke-tildækkede krukker, der var kommet maddiker i kødet. Redi konkluderede da, at maddikerne kom fra æg, der var blevet lagt af fluer; men trods denne konklusion fastholdt han, at gallefluer (gall flies) og indvoldsorm opstod ved spontan genese. Som forfatter er Redi især kendt for sin "Bacco in Toscana" (f 19/2 1626)

 

d Ludvig Reventlow, godsejer; han overtog 1775 baroniet Brahetrolleborg på Sydfyn. Han var engageret i forberedelserne til statskuppet 1784 - Guldbergstyret fjernes - og tog initiativ til reformerne på det nordsjæl-landske krongods samme år. Han havde desuden indflydelse på skolelovgivningen, men koncentrede især sin indsats om Brahetrolleborg, som han gjorde til et foregangsgods på landbrugets og især på skolevæsenets område. Reventlow afskaffede således hoveriet og tilbød bønderne arvefæste, introducerede bl.a. rapsdyrkning, støttede høravlens udbredelse, udskilte som den første avlsgårde, gennemførte landbrugstekniske nyskabelser og oprettede industrielle virksomheder som garveri og hammerværk på godset. De udstakte skove blev genstand for rationel behandling, og dårlig agerjord blev tilplantet. Brahetrolleborg blev i Reventlows ejertid et samlings-sted for tidens progressive ideer og personer med kosmopolitisk orientering og sympati for Den Franske Revolution i dens tidlige faser. Adskillige af Reventlows initiativer slog fejl, og godsets økonomi belastedes, mens andre blev retningsgivende for den fremtidige udvikling på landbrugets og ikke mindst skolevæsnets område (f 28/4 1751)

 

f Fred. Chopin, polsk komponist og pianist; han fik musikundervisning fra 4 års alderen og debuterede som pianist, da han var otte. Da han var 12, fik han undervisning i komposition. I 1828 gav han koncert i Berlin og året efter i Wien. I 1830 rejste han til Paris og vendte ikke siden tilbage til fødelandet. Han havde da allerede komponeret begge sine klaverkoncerter og blev både som pianist og komponist modtaget med begejstring i den franske hovedstad. Indtil 1835 gav Chopin her mange koncerter. Vinteren 1835-36 blev han alvorligt syg. I 1836 stiftede han bekendtskab med forfatteren George Sand, som blev hans veninde i de følgende år. Forholdet bestod til 1846, da det kom til et fuldstændigt brud mellem de to. Under februarrevolutionen i 1848 flygtede Chopin til England; der og i Skotland gav han nogle få koncerter, inden han i november samme år alvorligt syg vendte tilbage til Frankrig. Her døde han året efter af tuberkulose. Som komponist skrev Chopin næsten udelukkende for klaver, og han skabte en helt ny personlig klaverstil, som fik indflydelse på så godt som alle senere klaverkomponister. Om Chopins kompositioner er det blevet sagt, at grundstemningen i hans produktion er lyrisk, drømmende, men den også giver plads for lidenskabelige, heroiske og patetiske træk (d 17/10 1849)

 

f Augustus Welby Northmore Pugin, britisk arkitekt og skribent; han var en hovedskikkelse inden for britisk nygotiksk arkitektur og interesserede sig især for gotikkens rationelle og konstruktive principper. Hans hovedværk som arkitekt er indretningen af House of Lords, St Chad's Cathedral i Birmingham og St. George Cathedral, Southwark; han udførte også møbler til Windsor Castle 1828-30 og til verdensudstillingen 1851, altsammen i eg og i en kraftig og rigt udskåret nygotik. Hans betydning som teoretisk skribent er grundlæggende for Gothic Revival, i.e. en betegnelse, der fra midten af 1800-tallet blev brugt i Storbritannien til at beskrive bygninger opført i middelalderens stil. Senere fik termen en mere omfattende betydning, nemlig beskrivende hele den ny-gotiske bevægelse. I "Contrats" (1836) vil Pugin påvise, hvorledes middelalderens løsninger var smukkere og bedre end klassicismens; af andre teoretiske værker udsendte han i 1841"The Principles of Pointed Architecture" og i 1843 "An Apology for the Revival of the Christian Architecture" (d 14/9 1852)

 

1815 Efter sin flugt fra Elba går Napoleon i land i Syd-Frankrig ved Antibes med en styrke på 1100 mand og marcherer mod Paris. Da Napoleon abdicerede den 6. april 1814, var problemet for de sejrrige allierede, hvad de skulle stille op med den afgåede franske kejser. Det var den russiske tsar Alexander I, der i rollen som den storsindede og generøse sejrherre, der løste problemet. Napoleon kunne beholde sin kejsertitel og få tildelt øen Elba, som han kunne regere over med fuld suverænitet. Endvidere fik han af den franske stat en apanage på 2 mill. francs om året. Men Elba var for lille for en hersker af Napoleons format, han ville have sin tidligere magt tilbage. Den 4. maj 1814 var Napoleon gået i land på Elba og gik i gang med at organisere sit 223 km2 store kejserrige. Men han var samtidig optaget af, hvad hans besejrere forhandlede om på deres kongres i Wien. Han vidste, at stormagterne havde svært ved at enes om noget. Han vidste, at hans afløser på den franske trone bourboneren Ludvig 18. var upopulær, at de hjemvendte emigranter var en kilde til stor irritation, og at der var var mange i Frankrig, der gerne ville have ham tilbage. Den 20. marts drog han i triumf ind i Paris. Ludvig 18. var flygtet, og Napoleon var atter kejser i Frankrig. Færden fra Antibes var sket, uden at der var løsnet et eneste skud, og viste den magi, der stadig lå i navnet Napoleon og den magt, han havde over andre mennesker og endelig den grænseløse beundring, bønder og soldater endnu havde for ham. Landgangen ved Antibes indledte den periode, der er gået over i historien som de 100 dage og endte med Napoleons nederlag ved Waterloo den 18. juni 1815

 

f Sophie von Chotek, grevinde af Hohenberg, Chotkowa og Wogning; juli 1900 gift med den østrigske tronfølger Franz Ferdinand og sammen med ham myrdet i Sarajevo den 28. juni 1914. Da Sophie kun var grevinde, måtte tronfølgeren inden brylluppet afgive en erklæring om, at hans ægteskab var morganatisk. Dvs., at Sophie og eventuelle børn født i ægteskabet ikke havde arveret til Franz Ferdinands privilegier og rang. At Sophie var af lavere byrd kom i årenes løb frem ved mange lejligheder. Ved processioner til f. eks. baller eller ved kirkelige højtider gik Franz F forrest, og hun længst tilbage. Ved de store gallalejligheder, når kejserfamilien kørte i kalechevogn, måtte hun enten slet ikke være til stede eller sidde i en af de sidste vogne. Også i døden forstod hoffet i Wien at understrege Sophies lavere rang. Ved ankomsten til Wien blev kisterne med det myrdede tronfølgerpar placeret ved siden af hinanden i koret i kapellet på residensen Hofburg - men Sophies stilledes et trin lavere, så hendes ringere status kunne træde klart frem. På tronfølgerens kiste lagde man hans regalier; på Sophies kiste blev der lagt to hvide handsker over kors. De skulle symbolisere, at der lå en hofdame i kisten - en tjenende ikke nogen fyrstelig person. Den storpolitiske krise, der opstod efter mordene i Sarajevo, førte til udbruddet af Første Verdenskrig (d 28/6 1914)

 

f Lytton Strachey, britisk historiker; han studerede historie i Liverpool 1897-99 og ved Trinity College, Cambridge i årene 1899-1903. Derefter levede han i London som forfatter og journalist. Han skrev til flere tidsskrifter især til "Spectator". I 1912 udgav han "Landmarks in French Literature". Værket var et led i den store indsats Strachey gjorde for blandt sine landsmænd at udbrede kendskabet til fransk poesi og prosa. Men sin største indsats gjorde han på biografiens område. Han vandt berømmelse med sin "Eminent Victorians" (1918) en samling underholdende og respektløse biografiske studier over kardinal Manning, Florence Nightingale, Thomas Arnold og general Gordon. Med bogen indledtes en almindelig reaktion mod biografiens tørre ophobning af fakta og mod fortielsen af prominente personers fejl og dumheder. Desuden medvirkede den til at skabe en udbredt ironisk indstilling til Victoria-tiden i almindelighed. Stracheys næste bog "Queen Victoria" (1921) var mere nøgtern. Den betegnes som hans bedste bog. I den kombinerede han sine fortællerevner med sine evner til at analysere personer, han intet havde til fælles med. I 1922 fulgte en del litterære og biografiske essays "Books and Characters" og 1928 "Elizabeth and Essex" (d 21/1 1932)

 

f Oscar Kokoschka, østrigsk maler, grafiker og forfatter; han anses for at være en af ekspressionismens betydeligste pionerer; han studerede ved Wiens Kunstgewerbschule 1905-09. I 1908 udgav han versfortællingen "Die träumenden Knaben" illustreret med litografier, præget af jugendstilen. I 1909 malede han sine første gennemtrængende og dybdepsykologiske portrætter, hvor han ikke søgte ydre portrætlighed, men analyserede de afbildedes psyke. Med disse værker og desuden med landskabsmalerier blev han hovedrepræsentant for den dramatiske ekspressionisme. 1910-14 boede han i Berlin, hvor han bidrog med litografier til tidsskriftet "Der Sturm". I 1914 meldte han sig som frivillig til militæret og blev i 1916 alvorligt såret. 1917-24 boede han i Dresden, hvor han 1919 blev professor ved kunstakademiet. Derefter foretog han talrige rejser gennem Europa, Nordafrika og Den nære Orient. Under rejserne malede han dramatiske bjerglandskaber og byprospekter i en hidsig kolorit og med opreven penselstrøg. Efter rejseårene boede han dels i Wien dels i Tyskland. Nazisternes magtovertagelse drev ham på flugt, da 417 af hans værker i 1937 blev erklæret "entartet" (degenereret) af nazisterne. Fra 1938 boede Kokoschka i London; i 1947 blev han britisk statsborger. Fra 1953 boede han i Svejts og blev 1957 atter østrigsk statsborger. Hans senere maleri fik en mildere kolorit, og landskaber med lyriske træk vandt indpas. Som grafiker arbejdede han på at illustrere Bachs musik. Hans litterære produktion omfatter flere dramatiske arbejder (d 22/2 1980)

 

1892 Dansk Ingeniørforening stiftes. Den stiftedes med det formål, "at fremme et kollegialt forhold mellem danske ingeniører, hævde den videnskabelig-tekniske uddannelses betydning, fremme ingeniørstandens tarv og i det le taget varetage dens interesser". Adgang til at blive medlem havde som regel kun ingeniører, der havde bestået en af Den polytekniske Læreanstalts, Danmarks Tekniske Højskoles (nu DTU) eksamer for civilingeniører eller en dermed ligestillet eksamen fra en udenlandsk højskole samt visse ingeniørofficerer. I 1995 fusionerede Dansk Ingeniørforening med Ingeniør-Sammenslutningen (stiftet 1937) i Ingeniørforeningen i Danmark

 

1896 Slaget ved Adua (i provinsen Tigre i Nordetiopien). Ved hjælp af importerede moderne skydevåben besejrer kejser Menelik 2.’s etiopiske hær på henved 80.000 mand en dårlig ledet, uorganiseret og dårligt udrustet italiensk invasionshær på 20.000 mand. Efter slaget måtte den italienske hær trække sig tilbage gennem et uvejsomt bjergterræn. Den var udsat for stadige angreb og led også her store tab. Adua-slaget var det største nederlag for en europæisk hær i Afrika, og Italien måtte herefter anerkende Etiopiens uafhængighed og for en tid opgive planerne om et koloniherredømme i Etiopien og Afrika på linje med det britiske og franske. Italien havde igen vist, at Bismarcks påstand om, at "Italien har en stor mave, men dårlige tænder", ikke var helt ved siden af.

 

f Glenn Miller, amerikansk orkesterleder, komponist og basunist; Miller stod i spidsen for det mest populære big band i big bandernes storhedstid. Han begyndte sin musikerkarriere i 1927, da blev han basunist i Ben Pollacks orkester. Hans drøm om eget orkester blev en realitet i 1937; fra 1939 fik det stor publikumsucces med indspilninger som Moonlight Serenade, Little Brown Jug, In the Mood, Pennsylvania Six-Five Thousand og American Patrol. I 1940 var orkestret så populært, at hver 3. mønt, der blev brugt i en jukebox, var for at høre et Glenn Miller nummer. Orkestrets succes skyldtes ikke mindst, at M gav sin saxofongruppe en særlig klang ved at føje en klarinetstemme til de fire saxofoner. I 1942 måtte orkestret opløses, fordi Miller blev indkaldt, men han kom snart til at lede et orkester bestående af værnepligtige musikere. Det blev kaldt The A.A.F. (Army Air Force) Orchestra. I 1944 rejste orkestret til England under navnet The American Band of The A.E.F. (Allied Expeditionary Forces) og spillede i radio og militærlejre. Miller omkom under en flyvning fra England til Frankrig (d ca 16/12 1944)

 

1912 d Ludvig Holstein-Ledreborg, greve, konseilspræsident 1909; han blev cand polit i 1866. Éfter faderens død overtog han i 1895 grevskabet Ledreborg. I 1867 konverterede han til katolicismen og udgav 1872 et par pjecer herom. 1872 valgtes han til Folketinget og blev genvalgt til 1890, da han nedlagde sit mandat. Med sin økonomiske og sociale baggrund tilhørte han Højre, men han tilsluttede sig ikke denne gruppe og blev betragtet som uafhængig; han viste snart fremragende evner som debattør i tinget og som folketaler. Fra 1873 svingede han i venstreretning, optoges i Det Forenede Venstre 1875 og blev i forfatningskampen og Venstres krav om indførelse af folketingsparlamentarisme snart en af Estrups uforsonligste modstandere. 1876 blev han medlem af Venstres bestyrelse og var fra 1877 blandt lederne af Det moderate Venstre. Han var 1876-90 medlem af finansudvalget fra 1877 så godt som uafbrudt dets ordfører. Sammen med Hørup var han stemt for i samarbejde med Landstingets godsejere at afslutte forfatningskampen. Da disse bestræbelser mislykkedes, trak han sig i 1890 ud af politik. Da Deuntzer i sommeren 1901 forberedte Systemskiftet og skulle danne sin regering, fik Holstein-L tilbudt posten som udenrigsminister, hvad han afslog bl.a. med henvisning til sit helbred. Men da Venstre efter ministeriet Neergaards afgang august 1909 bad Holstein-L om at danne regering for at søge forlig om forsvarslovene, mente han ikke at kunne undslå sig, men måtte allerede 28. oktober vige for et mistillidsvotum. Det var første gang, en dansk regering faldt for et mistillidsvotum og viste, at parlamentarismen var ved at få fodfæste i dansk politik. Det blev fremkaldt af et sammenstød mellem Holstein-L og medlemmer fra Højre. Et højreforslag om mistillidvotum rettet mod konseilspræsidenten personligt fremkaldte derefter en situation, hvorunder det radikale Venstres misbilligelse af det samlede ministeriums politik fik flertal i tinget. Efter sin afgang var Holstein-Ledreborg ikke længere politisk aktiv (f 10/6 1839)

 

d Gabriele d’Annunzio, italiensk forfatter; omkr. Første Verdenskrig var han Italiens mest berømte - og mest berygtede forfatter. Hans forfatterskab, der rummer alle genrer, fylder 48 bind i nationaludgaven (1927-36). Hans bedrifter som flyverhelt under Første Verdenskrig gav genlyd i europæisk presse, og i 1919 organiserede han i protest mod behandlingen af Italien i Versailles besættelsen af Fiume ved den nordlige ende af Adriaterhavet. Hans eventyr som diktator her varede et år; da blev han tvunget til at forlade byen, efter at Italien og Jugoslavien var enedes om, at Fiume skulle være en fristad. Efter fascisternes magtovertagelse (1922) var han Mussolinis eneste rival til førerposten, men blev pacificeret som nationalskjald og holdtes under diskret overvågning i villaen ved Gardasøen. Forfatterskabet blev bedømt hårdt efter Anden Verdenskrig, men i 1990'erne delvis revurderet. Ofte umådeholden retorisk når d’Annunzio sine bedste resultater i digtene, først og fremmest "Laudi", hvis 3. samling, "Alcyone" (1903), leverer det markanteste udtryk for hans sensuelle og kosmiske livsførelse. Den regnes, sammen med den langt mere beherskede og intime dagbog fra krigen "Notturno" (1921), for hans bedste udgivelse. Om skue-spillene "La Città morta" (1898) og "Francesca da Rimini" (1902) er der blevet hævdet, at de snarere er lyriske værker end egentlige teaterstykker. Som romanforfatter havde han en central placering i italiensk litteratur med bl.a. "Il Trionfo della morte" (1894). "Il Fuoco" (1899) skildrer hans kærlighedsforhold til Elenora Duse. Hans fortjenenste som forfatter består først og fremmest i et fremragende sproglig og stilistisk udtryk med sjælden sans for det musikalske, maleriske og stemningsskabende. Både i sit liv og i sit forfatterskab fremstår D’Annunzio som den artistiske skønhedsdyrker, kynisk og raffineret, den yppige sanseligheds repræsentant (f 12/3 1863)

Til top        2. marts

1316 f Robert 2. skotsk konge 1371-1390; den første konge af Stewart dynastiet, søn af Walter, steward af Skotland og Marjorie, datter af Robert I Bruce. Efter skotternes nederlag til englænderne i slaget ved Halidon Hill (19.juli 1333) og kongens (David I) påfølgende landflygtighed var Robert sammen med John Randolph rigs-forstander. En stilling han atter beklædte efter nederlaget ved Neville’s Cross (1346) og kong Davids påfølgende fangenskab hos englænderne 1346-57. Ved kong Davids frigivelse blev Robert udnævnt til Jarl af Strathearn, men trods dette gjorde han flere gange oprør mod David. Således modsatte han sig kraftigt kongens villighed til at acceptere Edward 3. af Englands tilbud om at slå en streg over løsesummen for David, hvis skotterne ville acceptere en søn af Edward som konge, da det ville betyde en tilsidesættelse af Roberts egen arveret. Efter David 2.s død blev Robert anerkendt som Skotlands konge. I 1384 overlod han ledelsen af de indenlandske sager til sin søn og efterfølger Robert(3.); iøvrigt er kilderne meget sparsomme om Robert 2.’s tid som Skotlands konge (d 19/4 1390)

1455 Pave Nikolaj 5. proklamerer oprettelsen af Den italienske Liga (Lega Italica). Ligaen blev oprettet i forbindelse med underskrivelse af freden i Lodi den 9. april 1454 mellem Milano og Venezia som en 25 årig gensidig forsvarsaftale. Det skete for at bevare de landegrænser, man enedes om ved fredsslutningen. Ligaen fik efterhånden tilslutning af alle italienske stater. Deltagerne afgav løfte om dels at komme hinanden til hjælp i tilfælde af angreb dels at opretholde et kontingent soldater, der straks kunne sættes ind, hvis en deltagerstat blev angrebet. Selv om aftalen blev fornyet flere gange i løbet af de følgende år, var den ikke fuldstændig i stand til at forhindre krig. Den enkelte stat fortsatte med at forfølge egne interesser i forholdet til de øvrige italienske stater. Ved det franske angreb på Italien i 1494 fik Lega Italica dødsstødet

1619 d Anna af Danmark, dansk prinsesse, skotsk/engelsk dronning (Jacob 6. af Skotland fra 1603 Jacob 1. af England/Skotland) datter af Frederik 2. og dronning Sofie, og søster til Christian 4.; tanken om et ægteskab mellem en dansk prinsesse og kongen af Skotland, som opstod på skotsk side i forbindelse med forhandlinger om Orkneyøernes indløsning, mødte ikke megen sympati hverken hos Frederik 2. eller i England, men gennemførtes af dronning Sophie efter kongens død. September 1589 afsejlede Anna på en dansk flåde, men denne blev af storme, der blev tilskrevet trolddom, kastet ind mod Norges kyst. Her sattes Anna i land, og brylluppet fejredes i Oslo, efter den utålmodige kong Jakob selv var kommet over for at hente sin brud hjem. De nygifte tilbragte derpå vinteren 1589-90 i Danmark. Anna fødte 6 børn af hvilke Karl (I) blev faderens efterfølger. I den senere del af sit liv var Anna stærkt grebet af katolicismen og lagde ikke skjul derpå. En overbevisning der fik afgørende betydning for Karl 1.s liv og skæbne (f 12/12 1574)

1770 f Louis Gabriel Suchet, fransk marskal; i 1793 blev han soldat i revolutionshæren, og under Napoelonskrigene gjorde han tjeneste som stabschef ved hæren i Italien og deltog i kampene i Østrig og Tyskland. Men hans mest betydningsfulde tjeneste fandt sted i Spanien. I 1809 overog han kommandoen over de franske og allierede hære i Aragonien og opnåede i de næste tre år flere bemærkelsesværdige sejre. Endvidere viste han sig som en effektiv administrator af de besatte områder. Hans indsats blev belønnet af Napoleon, der i 1811 udnævnte ham til marskal og året efter gjorde ham til hertug af Albufera. Som øverstkommanderende for de franske hære i Sydfrankrig overgav han sig i 1814 til briternes øverstkommanderende, hertugen af Wellington (d 3/1 1826)

f Sam Houston, amerikansk officer og politiker; som 15-årig ansat som kontorist i et handelsfirma i Tennessee, men stak af og levede med Cherokee indianerne i den østlige del af Tennessee i næsten tre år. Efter dernæst at have været ansat på et advokatkontor var han fra 1823 til 1827 Tennessee’s 9. distrikts repræsentant i Kongressen. I 1827 blev han valgt til statens guvernør. Han blev gift i 1829, men efter tre måneder forlod hans kone ham; han nedlagde derefter sit embede og slog sig igen ned blandt Cherokee’erne. I både 1830 og 1832 var han i Washington for at klage over de overgreb, regeringens agenter udsatte Cherokee’erne for. Fra 1832 boede Houston i Texas og var medlem af den delegation, der mødtes i april 1833 for at forfatte et andragende til den mexicanske regering om Texas fremtidige stilling i forhold til Mexico. I novbr. 1835, kort efter udbruddet af den amerikanske-mexicanske krig, blev Houston valgt til at stå i spidsen for Texas hær. Med 743 uerfarne soldater besejrede han 21. april 1836 en mexicansk hær på 1.500 mand, en sejr, der sikrede Texas’ selvstændighed; han blev valgt til statens første præsident, en post han beklædte til 1844. I hans første præsidentperiode blev til hans ære en nyanlagt by opkaldt efter ham. Da Texas i 1845 blev en stat i USA, blev Houston en af statens to senatorer, og han havde sæde i Senatet i Washington til 1859. Hans forsvar for indianernes rettigheder var ikke populær i Texas, og han blev ikke genvalgt i 1858. Da han herefter (1859) blev valgt til guvernør i Texas, arbejdede han forgæves for at hindre statens tilslutning til Sydstaterne, og da han i marts 1861 afviste at aflægge ed på Sydstaternes forfatning, blev han afsat (d 26/7 1863)

 

 

1793 d Carl G. Pilo, svensk maler; efter studietid ved akademiet i Stockholm rejste han til Skåne og kom til København i 1741. Hans kæreste i Skåne ventede barn, og da Pilo ikke ville binde sig, stak han af. Han blev kendt, da han i 1742 havde held med et portræt af Drakenberg. Som tegnelærer ved Landkadetakademiet fortsatte han med at male portrætter og efterhånden så godt, at kongehuset blev opmærksom på ham, og 1747 udnævntes han til hofmaler; efter endnu et par års tilløb var han færdig udviklet som kunstner, og billederne kom i en strøm fra hans atelier. Han portrætterede Frederik 5. ialt 57 gange. Den mesterlige gengivelse af kongen i kroningsdragt (1751) forener senbarok patos med rokokoens lethed og elegance. P har endvidere malet fremragende portrætter af dronningerne Louise og Juliane Marie; dertil kommer portrætter af adelige, hvis træk Pilo har skildret med hastige penselstrøg og lysende kolorit, ofte i en grønlig tone: greverne J.L. Holstein, J.S. Schulin (begge på Frederiksborg) og Jørgen Skeel (Statens Museum for Kunst). 1771 valgtes Pilo til direktør for akademiet, men allerede året efter forlod han Danmark. Tilbage i Sverige malede han bl.a. Gustav 3.’s kroningsbillede, et hovedværk i 1700-tallets svenske kunst; det forblev ufuldendt ved kunstnerens død (f 5/3 1711)

d Horace Walpole, britisk forfatter og historiker; medlem af parlamentet 1741-68; byggede sin egen lille "gotiske" borg - Strawberry Hill (påbegyndt 1753) - i Twickenham ved Themsen, hvor han indrettede en kunstsamling og et trykkeri; her skrev han ridder- og spøgelsesromanen "The Castle of Otranto" (1765), der opnåede stor popularitet og dannede skole for den såkaldte "Gotic novel"; som historiker udgav han 1758 "Royal and Noble Authors"; i 1768 kom "Historic Doubts upon the Life and Death of Richard III". W's mest betydningsfulde arbejder var imidlertid bestemt til at udkomme efter hans død nemlig hans erindringer. I 1822 kom "The Memoirs of the Last Ten Years of the Reign of George II". I 1845 kom "Memoirs of the Reign of King George III". Om disse to værker samt om Walpoles offentliggjorte korrespondance er det blevet sagt, at de viser Walpole dels som en ypperlig historiker dels som den måske dygtigste og med sikkerhed den flittigste brevskriver, der nogensinde har benyttet sig af det engelske sprog. Endvidere giver værkerne et detaljeret og fængslende billede af 1700-tallets England (f 24/9 1717)

1812 f Carl Eduard Rotwitt, konseilspræsident og folketingsformand; han blev cand. jur. i 1834 og højesterets-dommer i 1842. Rotwitt blev valgt til Folketinget for Frederikssundkredsen i 1849 og forblev medlem af tinget til sin død. Han sluttede sig nærmest til Bondevennerne, dog med selvstændig holdning i mange enkeltsager. Partiet satte ham ind i mange betydningsfulde udvalg, mens han på den anden side kun sjældent deltog i forhandlingerne i salen. I årene 1853 til 1859 var han folketingets formand. Om hans indsats er der blevet hævdet, at han røgtede sit hverv med dygtighed og takt, og at han også vandt sine modstanderes anerkendelse. Rotwitt var i 1855 blevet amtmand i Frederiksborg. Det skete efter kongens ønske. Rotwitt stod nemlig Frederik 7. og grevinde Danner personlig nær. Da regeringen i efteråret 1859 kom i konflikt med hoffet, menes Rotwitts personlige forbindelser til hoffet at have spillet en rolle, da Rotwitt modtog det ham tilbudte hverv. 2. december 1859 dannede han sin regering i overensstemmelse med Bondevennerne, men ingen af dette partis ledere blev medlem af Rotwitts regering. Den fik straks den nationalliberale opinion imod sig og betegnedes af store dele af pressen som afhængig dels af Bondevennerne dels af grevinde Danner og dennes nære kammerherre Berling. Hverken Rotwitt eller nogen af hans regeringskolleger fik gennemført meget, for kun to måneder efter sin tiltråden døde Rotwitt pludselig af en hjerneblødning (d 8/2 1860)

d Frans 2., han var 1792-1806 den sidste tysk-romerske kejser. Fra 1804 til sin død var han som Frans 1. østrigsk kejser. Hans første mange regeringsår var præget af krigene mod det revolutionære Frankrig og Napoleon. I disse krige mistede Østrig i begyndelsen af 1800-tallet store landområder, og kejserrigets finanser var ødelagt. Efter Napoleon i 1804 havde udråbt sig til kejser, proklamerede Frans samme år kejserdømmet Østrig, og i 1806 erklærede han Det Tysk-romerske Rige for opløst. Det skete både for at forhindre Napoleon i at overtage kejserværdigheden, og fordi Det Tysk-romerske Rige nu var reduceret til den østrigske kejsers arvelande. Frans accepterede i et forsøg på at opnå forståelse med Frankrig, at hans datter Marie Louise blev gift med Napoleon. Alligevel gik han med i den afgørende koalition mod Napoleon. Indenrigspolitisk fastholdt Frans et strengt konservativt system, som bekæmpede alle liberale initiativer. Han var i lighed med andre af samtidens fyrster borgerlig af væsen og havde udpræget sans for retfærdighed og for fyrstemagtens guddommelighed. Der blev i Frans regeringstid grundlagt industrielle, finansielle og videnskabelige institutioner, der pegede fremad (f 12/2 1768)

 

f Carl Jacobsen, brygger og kunstsamler; søn af bryggeren J.C. Jacobsen; han oprettede 1882 bryggeriet Ny Carlsberg og var fra 1906 direktør for både Gammel og Ny Carlsberg. Han begyndte som kunstsamler 1879, da han - nærmest ved et tilfælde - på auktion i Paris købte det såkaldte Rayethoved, der stadig regnes blandt de betydeligste billedhuggerarbejder i Glyptoteket. 1882 åbnede han sine samlinger, kaldt Glyptoteket på Ny Carlsberg, for publikum. Ved Christiansborgs brand i 1884 gik størstedelen af den kongelige maleri- og skulptursamling til grunde. Jacobsen fik da den tanke at skænke sin samling til offentligheden. 1897 åbnedes Ny Carlsberg Glyptotek med antikke skulptursamlinger samt fransk og dansk billedkunst fra 1800-tallet; samlingen udvides fortsat med nyerhvervelser, finansieret af midler fra Ny Carlsbergfondet, som Jacobsen oprettede 1902. Rundt om på Københavns gader og pladser står omkr. 60 skulpturer, der er skænket til byen af Jacobsen selv og betalt af hans legater eller direkte af hans egen lomme. En af de sidste, han bestilte, var Edvard Eriksens Lille Havfrue (1913). Desuden bekostede han opførelsen af tårnspiret på Nikolaj Kirke i København. (d 11/1 1914)

1852 d Auguste Frédéric Louis Viesse de Marmont, hertug af Raguse, fransk marskal; hans strålende militærkarriere sluttede, da han som Napoleons betroede officer i et slag ved Paris’ mure overgav byen (30. marts 1814) og få dage senere med sin hær tilsluttede sig de allierede og gik dermed over til sit lands fjender. Det var en handling franskmændene aldrig tilgav ham, og som fremskyndede Napoleons abdikation. Han begyndte sin militære løbebane ved artilleriet i 1792. Under belejringen af Toulon i 1793 bemærkede Napoleon hans mod, og snart var M den kommende kejsers adjudant. Han gjorde en så fremragende indsats under felttoget i Italien (1796), at han blev oberst som 22-årig. To år senere under felttoget i Ægypten gjorde Napoleon ham til general; i juli 1807 blev han guvernør i Dalmatien (ved Adriaterhavets østkyst). I 1808 blev de Marmont duc (hertug) de Raguse. Efter at have klaget over at være forvist til sin fjerne dalmatiske kommando deltog de Marmont i 1809 i felttoget mod Østrig. Efter slaget ved Wagram (5.-6. juli 1809) blev han marskal. Efter Østrigs nederlag blev han guvernør i Den illyriske Republik (en af Napoleon oprettet stat omfattende Dalmatien). I 1811 kommanderede de Marmont uden succes en hær mod briterne i Portugal; under slaget ved Salamanca (22. juli 1812) blev han alvorligt såret. Efter genindsættelsen af Ludvig 18. blev de Marmont adlet som belønning for at have svigtet Napoleon. Under revolutionen i 1830 formåede de Marmonts tropper ikke at holde Paris for kong Karl 10. og han blev beskyldt for forræderi. Han navn blev slettet af listen med marskaller og han måtte gå i eksil (f 20/7 1774)

d Nikolaj 1. russisk tsar 1825-1855; blev tsar efter sin ældre bror Alexander 1.’s død. Et oprør ved tronskiftet, dekabristopstanden, blev hurtigt slået ned, men havde til følge, at Nikolaj for fremtiden hadede alle liberale bevægelser og inden- og udenrigspolitisk så det som sin opgave at slå dem ned. Han så det som sin pligt over for det hellige Ruslands traditioner – selvherskerdømmet, rettroenheden og den russiske nation – at regere med jernhånd. Især kom det russiske åndsliv under skarp kontrol med censur og tilsyn med universiteterne, og det hemmelige politis funktioner udvidedes. Hæren blev forøget, og ved krigen med Tyrkiet 1828-29 sikredes Grækenlands uafhængighed; i 1833 ved traktat med Tyrkiet blev dette lands udenrigspolitik knyttet til Ruslands. Den polske opstand i 1830 blev slået ned, den polske forfatning blev ophævet, og herefter blev Polen behandlet som en del af Rusland. De europæiske revolutioner i 1848 nåede ikke Rusland, tværtimod kunne Nikolaj hjælpe Østrig med at slå den ungarske opstand ned, ligesom han støttede Danmark under det slesvig-holstenske oprør i 1848-50. Disse begivenheder gav Nikolaj det indtryk, at Rusland var stærkere, end det i realiteten var. Denne opfattelse gav ham i 1853 mod til at begynde en ny krig med Tyrkiet, men efter indledende russiske sejre, greb England og Frankrig ind mod Rusland, derved opstod Krimkrigen, under hvilken Nikolaj døde (f 6/7 1796)

f Ivar Kreuger, svensk forretningsmand, der blev en af sin samtids rigeste mænd. Han blev uddannet som ingeniør og havde arbejdet både i USA og europæiske lande, da han 1907 i Stockholm sammen med Paul Toll startede entreprenørfirmaet Kreuger og Toll. Fra 1912 begyndte Kreuger at få interesser i tændstikindustrien. I 1917 dannede han Svenska Tändsticks A/B og finansieringsselskabet Kreuger og Toll, der især arbejdede gennem tændstikfirmaet. Han opkøbte nu skove og savværker og grundlagde cellulosefirmaet Swedish Pulp. Co. Filialerne rundt om i verden samledes 1923 i International Match Co., og to år senere erhvervede Kreuger sit første statsmonopol på tændstikker. Størstedelen af Kreugers transaktioner efter 1925 bestod i ydelse af langfristede dollarlån til lande, der var i bekneb for fremmed valuta mod til gengæld at få monopol på salg af tændstikker i pågældende land. Disse transaktioner udvidedes i de følgende år til at omfatte hele kloden, og 1932 beherskede Kreuger 90% af verdens tændstikproduktionen. Hertil kom, at han var blevet engageret i en lang række industriforetagender alle vegne, bl.a. svensk dag- og ugepresse. Men den internationale krise ramte fra 1930-31 også Kreuger. Han måtte låne store summer i den svenske Rigsbank, hans papirer begyndte at falde stærkt, og Rigsbanken forlangte en undersøgelse af hans foretagenders soliditet. Kreuger undgik undersøgelserne ved at begå selvmord. De påfølgende undersøgelser viste dels Kreugers insolvens dels, at han havde anvendt kriminelle metoder ved finansieringen af sine mange foretagender. Desuden afsløredes det, at værdierne af hans selskaber og disses udbytter i vid udstrækning intet havde med virkeligheden at gøre; de var opdigtede (d 12/3 1932)

 

f Kurt Weil, tysk/amerikansk komponist; uddannet ved musikhøjskolen i Berlin. Han boede 1933 en tid i Danmark (Svendborg) sammen med Berth Brecht, derefter i England og Frankrig og fra 1935 i USA. Han er blevet betegnet som hørende til sin tids mest begavede musikdramatikere; hans værker, der vakte en del opsigt omkring 1930, er holdt i en kølig og enkel stil, ofte med parodisering af andre stilarter og med et fremtrædende, ligeledes til tider karikeret, jazz-indslag. Hans kendeste værker er"Dreigroschenoper"(dansk Laser og Pjalter), en bearbejdelse af John Gays "The Beggar’s Opera", (Berlin 1928) og skrevet i samarbejde med Bertolt Brecht; endvidere "Aufstieg und Fall der Stadt Mahagony" (1927), "Der Jasager", baletten "De syv dødssynder" (Paris, 1933): Fra hans tid i USA hører værker som folkeoperaen "Down in the Valley" (1949) og musicals som "Knickerbocker Holiday" (sammen med Maxwell Anderson, 1938) og "Lady in the Dark" (sammen med Moss Hart og Ira Gershwin, 1941). Desuden har Weil skrevet kantaten "Der Lindbergflug" (1929), sange om instrumentalmusik, bl.a. en violinkoncert (1924), to symfonier (1921 og 1934), balletmusik ("The Seven Deadly Sins", 1933) og filmmusik (d 3/4 1950)

Den kommunistiske Internationales første kongres åbnes i Moskva. Den kommunistiske Internationale - Komintern - var blevet oprettet iflg. et manifest udstedt af den bolsjevikiske regering i Moskva 24. januar 1919. De enkelte landes partier havde kun status som sektioner under Komintern og var derfor forpligtet til ar rette sig efter enhver beslutning truffet af Kominterns ledende organer. Sovjetunionens afgørende indflydelse viste sig på Kominterns anden kongres i 1920. Da blev det besluttet, at alle partier, der blev optaget i Komintern, skulle være beredt på at forsvare Sovjetunionen med alle midler og føre en skånselsløs kamp under jernhård disciplin mod den borgerlige verden. Komintern blev ledet af en eksekutivkomite, hvori den sovjetiske regering havde den afgørende indflydelse og kom efterhånden til at fungere som et rent og skært redskab for sovjetisk udenrigspolitik. For at tækkes sine vestlige allierede ophævede Stalin i 1943 Komintern

1930 d David Herbert Lawrence, britisk forfatter; blev læreruddannet og underviste nogle år inden han af helbredshensyn opgav det. Livet igennem var han svagelig og døde som 45årig af tuberkulose. Hans første bog "The White Peacock" udkom i 1911. De selvbiografiske træk, den indeholdt, kom til fuld udfoldelse i L’s betydeligste roman "Sons and Lovers" (1913). Lawrence reagerede mod de bånd, han mente puritanismen og industrisamfundet lagde på menneskets fulde udfoldelse og mod de splittelser, de skabte mellem krop og sjæl. Han talte for materielt mådehold og gik ind for, at man ved at følge følelserne snarere end fornuften skulle komme i bedre harmoni med naturen både i og uden for en selv. Hans næste hovedværk var slægtsromanerne "The Rainbow" (1915) og "Women in Love (1920). I dem følges tre generationer af en engelsk familie. The Rainbow stødte an mod tidens sædelighedsbegreber og blev beslaglagt. Med nogle ændringer blev den udgivet senere. Under 1. Verd. krig blev L og hans tyskfødte kone mistænkt for at være spioner. Så snart krigen var ovre, forlod de i bitterhed England og boede siden for det meste i Italien og i New Mexico, USA. Lawrence skrev endnu adskillige romaner foruden skuespil, novellesamlinger, digte og essays – blandt sidstnævnte er "Studies in Classic American Litterature" (1923), Hovedværket fra hans senere år er "Lady Chatterley’s Lover" (1928). Med sine detaljerede beskrivelser af kønsakten vakte bogen voldsom forargelse, og kunne på gr. af lovgivningen om pornografi kun udgives forkortet i England (1932). Først i 1960 udkom den i en uforkortet udgave (f 11/9 1885)

1935 Ladbyskibet bliver fundet ved Ladby ved sydsiden af Kerteminde fjord. Det er en 22 m lang og 3 m bred klinkbygget båd, der i begyndelsen af 10. århundrede er blevet benyttet ved gravlægning af en vikingehøvding. Udgravningen viste, at graven tidligere var blevet plyndret af skattesøgere, så kun en ringe del af det sikkert rige gravgods var tilbage. I agterstavnen har der været rejst et kammer til den døde. Her fandtes små stykker af guld, sølv og bronze, der har smykket den dødes klædning. Brudstykker af et skjold og et bundt på 24 pilespidser viser, at det er en mand, der er gravlagt. Om den farvepragt, som gravkammeret har været udsmykket med, vidner et træstykke malet i gule, røde, grønne og blåsorte farver. Skibets forreste halvdel lå urørt fra oldtiden. Her fandtes 11 hesteskeletter, hundeskeletter, rester af rigt udsmykket seletøj og et svært jernanker med en lang jernketting. Hvor forstavnen har været, lå en række jernkrøller, der sikkert har prydet et dragehoveds nakke. Jernringe fastgjort i skibssiden viser, at det har været sejlførende

1969 Første prøveflyvning med Concorde-flyet. Det britisk-franske overlydsfly gik i 1975 efter mere end 5000 testflyvningstimer i trafik hos Air France og British Airways på ruten til henholdsvis Rio de Janiero og Bahrein. I 1976 blev Concorden sat ind fra Paris og London til Washongton D.C. og endelig til New York året efter. Concordens deltavinge og krop er bygget af aluminium i et samarbejde mellem franske Aérospatiale og British Airways Corporation. De fire Olympus jetmotorer er bygget i samarbejde mellem franske Snecma og engelske Rolls-Royce

 

 

Til top        3. marts

1500 f Reginald Pole, engelsk kardinal og ærkebiskop af Canterbury; han var en fjern slægtning af Henrik 8., og kongen bekostede hans uddannelse i Oxford og Padova. P brød med Henrik 8., da han ikke kunne støtte kongen i dennes forsøg på at få ophævet sit ægteskab med Katarina af Aragonien. Han forlod England og slog sig ned i Padova, hvor han fordybede sig i teologiske studier. I december 1536 blev han i Rom udnævnt til kardinal. I et forsøg på at overtale Europas katolske konger til at danne en alliance mod Henrik sendte paven i 1537 og 1539 P på to diplomatiske missioner. Begge gange forgæves. Som hævn lod Henrik P’s bror og mor henrette. Efter Edward 6.’s død i juli 1553 udnævnte paven Pole til legat for England. Han vendte tilbage til England, og i november 1554 kunne han erklære England for at være vendt tilbage til den katolske kirke. Under Englands nye monark, den katolske Marie den Blodige (1553-58) opnåede Pole stor indflydelse, idet dronningen spurgte ham til råds i stort set alle spørgsmål. Han menes ikke at være ansvarlig for de forfølgelser og henrettelser på bålet af protestanter, der gav dronningen hendes tilnavn, men han gjorde heller intet for at forhindre eller stoppe dem. I marts 1556 blev han ærkebiskop af Canterbury (d 17/11 1558)

1664 d Hans Brochmand, biskop i Århus 1660-64; efter fire års teologistudier i København tog han 1642 til England, hvor han først var immatrikuleret i Oxford og dernæst tog magistergrad i Cambridge (1644). 1649 blev han sognepræst ved Skt. Nicolai i København. I denne stilling fik han en ikke ringe betydning ved at indføre den såkaldte engelske prædikemåde, der ved sin livfulde form, klare, tematiske disposition og stærke fremhæven af praktisk-etiske synspunkter virkede som en tiltrængt fornyelse af den lutherske prædiken. Ikke hos alle vandt denne prædikeform dog bifald. Også på andre områder havde Brochmand besværligheder. Således kom han ved sin myndige optræden ud i forskellige stridigheder. Han må dog også have haft velgørere, for da han i 1660 følte sig for svag til at passe sin præstegerning, blev han udnævnt til professor i teologi. Men for skrøbelig til også dette embede blev han samme år biskop i Århus. Fra den århusianske biskops hånd foreligger ni trykte ligprædikener, der i flere henseender er karakteristiske for den nye retning, han førte frem, men dog stadig er i slægt med den ældre stærkt bibelske forkyndelse (f 16/4 1621)

1703 d Robert Hooke, engelsk naturforsker; opfandt lommeuret med uroen og udgav 1665 et optisk arbejde "Micrographia or Philosophical Description of Minute Bodies", hvori han beskriver sine iagttagelser med et forbedret sammensat mikroskop; her findes de første beskrivelser af plantens celler. 1662 blev han ansat som eksperimental kurator ved Royal Society, hvor han blev medlem året efter. I 1665 ansattes Hooke som professor i geometri ved Gresham College i London og i årene 1677-82 var han sekretær ved Royal Society. Hans endelige skudsmål blev, at hans videnskabelige resultater ville sandsynligvis have været større, såfremt han ikke havde spredt sig så meget (f 18/7 1635)

1792 d Robert Adam, britisk arkitekt; efter uddannelse i London var han 1754-58 i Rom, hvor han introduceredes til de nyklassicistiske ideer; efter i 1758 at være vendt tilbage til London brød han med den herskende arkitekturstil, nypalladianismen og udviklede i samarbejde med broderen James Adamstilen, en fri tolkning af antikkens dekorative elementer med bl.a. pompejansk- og renæssanceinspirerede indslag. Ved også at inddrage rummets løse dele, møbler etc. i en dekorativ helhed udviklede de en ny interiørstil, der vandt stor udbredelse bl.a. gennem deres bog "The Works in Architecture of Robert and James Adam". Brødrene, med Robert som den mest fremtrædende, opførte otte offentlige bygninger og 25 private hjem, flest i London; blandt deres arbejder er landslottet Kedleston Hall i Derbyshire (1758-65) samt villaerne Syon House (1761-70) og Osterley Park House (1766-78) begge i Middlesex. Blandt Robert Adams sidste arbejder er flere nygotiske slotte i Skotland samt universitetet i Edinburgh (1789) (f 3/7 1728)

1831 f George Pullman, amerikansk designer, opfinder og fabrikant af sovevogne til jernbanebrug; fra 1855 boede han i Chicago, tjente en lille kapital som handelsmand og begyndte at tumle med planer om at fremstille en jernbanesovevogn. Den første Pullman sovevogn så dagens lys 1865. I dens kupeer var der sammenklappelige overkøjer, polstrede sæder, der kunne foldes ud som underkøjer. 1867 grundlagde han Pullman Palace Car Company, som fremstillede jernbanevogne og stod for Ps kontrakter med jernbaneselskaberne (d 19/10 1897)

f Georg Cantor, tysk matematiker, født i Skt. Petersborg som søn af en dansk købmand; efter studier i Zürich og Berlin blev han i 1862 ansat ved universitetet i Halle, hvor han blev til 1913, fra 1869 som professor. I 1873 påviste han, at der findes en bijektion af de naturlige tal på de algebraiske tal, men ikke på de reelle tal (hvad der sikrer eksistensen af uendelig mange transcendente tal), og i 1877 at der findes en bijektion af punkterne i et kvadrat på punkterne af en linje. Hermed indledte Georg Cantor et nærmere studium af uendelige mængder, hvilket ledte ham til indførelsen af uendelige kardinal- og ordinaltal, hvormed han grundlagde den transfinitte mængdelære. Georg Cantors senere år formørkedes af tilbagevendende depressioner, og han døde på en psykiatrisk klinik (d 6/1 1918)

 

1847 f Alexander Graham Bell, skotsk født amerikansk fysiolog og opfinder; han blev født i Edinburgh og uddannet til at undervise i taleteknik og at arbejde med afhjælpning af tunghørhed og dens følger. Han kom i 1872 til Boston for at uddanne døvelærere. Dette arbejde førte ham ind på eksperimenter med apparatur til transmission af lyd. Disse eksperimenter førte til hans opfindelse af telefonen (1875). Opfindelsen indbragte ham det franske akademis Voltapris. Da hans patent blev angrebet, fik han det stadfæstet af den amerikanske højesteret. I 1877 stiftede han Bell Telephone Company, som udviklede sig til et milliardforetagende. Sammen med Sumner Taylor opfandt Bell fotofonen eller radiofonen. Han glemte ikke døvesagen. Over hele USA fik han oprettet en mængde små dagskoler for døve som modsætning til store institutioner. For Voltaprisen og med egne midler oprettede han i 1881 i Washington Voltabureauet, som fik til opgave at indhente og sprede oplysninger over hele verden om døve. I 1883 grundlagde han tidsskriftet Science, som snart blev det officielle organ for "American Association for the Advancement of Science". Bells forskning omfattede også områder som hydrofoilbåde og luftfartøjer (d 2/8 1922)

Livegenskabet i Rusland ophæves. De livegne bønder udgjorde omkr. 35% af befolkningen. Det var altså over en tredjedel af befolkningen, som fik en ny samfundsmæssig status ved ophævelsen af livegenskabet. Reformen fastslog, at de livegne fik deres personlige frihed uden at skulle betale deres hidtidige ejere nogen erstatning. Endvidere fastslog reformen, at bønderne skulle frigives med jord, og det blev også slået fast, at godsejerne skulle have erstatning for den jord, de afgav - eller med andre ord bønderne skulle købe den. Da bønderne ikke havde penge, betød det, at de livegne straks fik deres personlige frihed, men godsejerne indtil videre beholdt ejendomsretten til jorden. For at få jorden måtte bønderne låne pengene. Resultatet af reformen blev derfor, at den nye, frie bondestand i resten af århundredet var bastet og bundet af en uoverskuelig gældsbyrde

1878 Fredsaftalen – San Stefanofreden – mellem Det osmanniske Rige og Rusland underskrives. Aftalen betød en fuldstændig omfordeling af Det Ottomanske Riges europæiske besiddelser, som for altid ville have sat en stopper for osmannisk indflydelse på Balkan, hvis aftalen ikke var blevet ændret. Under Den Russisk-Tyrkiske Krig (1877-78) brød de osmanniske hære sammen. Det gav Rusland mulighed for at diktere fredsbetingelserne. Det betød bl.a., at der i San Stefanofreden blev afskukket grænserne for et Storbulgarien inkl. Thrakien, Syddobrud-zja og Makadonien. En sådan stat ville uvilkårligt søge støtte hos Rusland, hvorved Rusland ville få en lydstat på Balkan. Det var en løsning, der ikke var acceptabel for Østrig-Ungarn. Skabelsen af en stor slavisk stat på Balkan ville styrke den slaviske nationalisme i dobbeltmonarkiets slaviske befolkning, og dermed destabilisere Østrig-Ungarn. Desuden var Storbritannien modstander af alt, der styrkede Ruslands indflydelse på Balkan. Den tyske kansler, Bismarck, tilbød sig da som "uvildig" mægler og indbød til en konference i Berlin for at løse problemerne på Balkan. Den 13. juni 1878 indledte repræsentanter fra Storbritannien, Østrig-Ungarn, Rusland, Tyrkiet, Frankrig og Italien Berlinkongressen. Allerede inden kongressen mødtes, var man nået frem til den såkaldte Lille-bulgarien løsning. Den indebar, at der blev oprettet en bulgarsk stat mindre end den, russerne havde konstrueret. Russerne fik ej heller politisk indflydelse i den nye stat. Den blev en selvstyrende stat underlagt tyrkisk overhøjhed, men regeret af en valgt kristen fyrste. Russerne fik således ikke meget ud af deres sejr over tyrkerne

d William Kingdon Clifford, engelsk matematiker og filosof; fra 1871 professor i matematik ved London Universitet og fra 1874 medlem af Royal Society (f 4/5 1845)

Underskrivelsen af fredstraktaten i Bukarest afslutter Den Serbisk-Bulgarske krig. Den var brudt ud den 13. november 1885. Konflikten afslørede, at den fredsslutning angående Balkan, man var nået frem til på Berlinkongressen i 1878, havde visse mangler. De blev afsløret, efter et coup d’etat i Østrumelisn den 18. september 1885, da denne selvstyrende provins i Det Ottomanske Tyrkiet derefter bekendtgjorde sin tilslutning til Bulgarien. I vide kredse i Serbien, som var særdeles misfornøjet med omfanget af de landområder, Berlinkongressen havde tildelt deres land, var der utilfredshed – ja ligefrem en krigerisk stemning – mod den magtforøgelse indlemmelsen af Østrumelien havde givet rivalen Bulgarien. Efter statskuppet forlangte Serbiens regent, fyrst Milan, der håbede, at en aggressiv udenrigspolitik ville medføre en lettelse af hans indenrigspolitiske problemer, at Bulgarien overlod noget af sit territorium til Serbien. Igen var der uro og krigsfare på Balkan, og igen blev der indkaldt en international konference, der skulle tage stilling dels til Bulgariens styrkede position dels til Serbiens krav. Det formåede kongressen ikke, og Serbien erklærede krig. Alle forventede en hurtig serbisk sejr, men fyrst Alexander I af Bulgarien vandt det afgørende slag ved Slivnitsa – 17.-19. november 1885 og rykkede den 26. november ind i Serbien. Først da Østrig-Ungarn truede med at gå ind i krigen på serbisk side, accepterede Alexander en våbenhvile. Afslutningen af krigen skete med underskrivelsen af fredstraktaten i Bukarest den 3. marts 1886. Iflg. den genoprettedes de serbisk-bulgarske grænser fra før krigen, og overlod Østrumelien til Bulgarien. Serbien fik således intet ud af krigen, og kimen til nye uroligheder og krige på Balkan, "Europas urolige hjørne" var lagt

 

f Matthew Ridgway, amerikansk general; afsluttede sin militære uddannelse i 1917 på United States Military Academy; inden 2. Verd.krig havde han forskellige stabsopgaver. Under 2. Verd.krig var han ansvarlig for planlægning og udførelse af amerikanernes første større angreb med faldskærmstropper på Sicilien i juli 1943. Som kommanderende general for 82. Airborne Division sprang han ud med faldskærm sammen med sine tropper i Normandiet i 1944; inden 2. Verd.krigs afslutning deltog han i krigshandlinger som øverstkommanderende for 18. Airborne Corps i Holland, Belgien og Tyskland. Januar 1951 blev han chef for FN’s landstyrker i Korea og indledte en modoffensiv, der drev de kommunistiske styrker ud af Sydkorea. Efter i april samme år at have afløst general MacArthur som øverstkommanderende forsvarede han med held Sydkorea. Juni 1952 til maj 1953 var R øverstkommanderende for NATO-styrkerne i Europa; herefter var han til sin afsked - juni 1955 - Chief of Staff (øverste chef) for de samlede amerikanske styrker – hær, flåde og luftvåben (d 25/7 1993)

f Asger Jorn, maler; fra 1929 gennemgik han i fødebyen Silkeborg sin skole- og seminarieuddannelse. Som maler debuterede han i Silkeborg i 1933 på udstillingen Frie jyske malere. Efter seminariet var J i Paris, hvor han var elev på Fernand Légers malerskole. I 1937 var han assistent hos Le Corbusier på verdensudstillingen i Paris. For at bryde den kulturelle isolation under Besættelsen engagerede J sig med en række jævnaldrende kunstnere bl.a. om udgivelsen af tidsskriftet Helhesten, som bragte billeder fra hele verden; det måtte gå ind 1944, men kunstnerne fortsatte frem til 1950 med at udstille sammen på Høstudstillingen. I efteråret 1948 dannede J sammen med hollandske, belgiske og danske kunstnere gruppen Cobra, der i årene 1948-51 foranstaltede en række internationale udstillinger.1952-53 arbejdede han med keramik, og gennem en aftale med museet i Silkeborg kunne han 1953 på et værksted i Sorring udføre ca 150 arbejder, hvoraf et udvalg tilgik museet; samtidig skænkede han biblioteket i Silkeborg tre store billeder til udsmykning. J fik sit internationale gennembrud på verdensudstillingen i Bruxelles 1958, hvor hans billede "Brev til sin søn" var udstillet på en fremtrædende plads. I 1959 udførte han sin første officielle bestilling i Danmark, et stort keramisk relief til Statsgymnasiet i Århus. I første halvdel af 1960'erne udgav Jorn fire bøger med en kritik af aktuelle politiske og kulturelle forhold, set i relation til historiske, æstetiske og økonomisk-teoretiske faktorer. I sidste halvdel af tresserne og til sin død arbejdede han med så godt som alle kunstneriske udtryksformer. Hans seneste arbejder er præget af en rendyrkelse af farvernes udtrykskraft parret med en ofte grotesk humor i figurernes sammenfletninger. Asger Jorns kunstneriske indsats vurderes højt i Vesteuropa og USA, hvor han betragtes som en af de førende skik-kelser i efterkrigstidens kunst (d 1/5 1973)

Freden i Brest-Litovsk. Fredsaftale mellem Tyskland (Centralmagterne) og det bolsjevikiske styre i Rusland underskrives. Fredsforhandlingerne blev indledt i december 1917 i byen Brest-Litovsk i det vestlige Hviderusland på grænsen til Polen. Stillet over for krav om store territoriale afståelser anlagde de russiske forhandlere under ledelse af Lev Trotskij en forhalingspolitik i håb om, at der ville udbryde revolution i Tyskland og Østrig. Lenin insisterede dog på at slutte fred uanset prisen. Da tyskerne i februar 1918 genoptog krigen, gik den russiske hær i opløsning, og de baltiske stater og Ukraine blev uden større besvær besat af tyskerne. Nu fik Lenin flertal i partiet for sit synspunkt, og fredsforhandlingerne blev genoptaget. Iflg. fredsaftalen skulle russerne afstå Finland, Baltikum, Ukraine, Russisk Polen, det vestlige Hviderusland og dele af Kaukasusområdet. Afståelserne betød, at hvad der territorialt var vundet gennem tre århundreders russisk ekspansion, med ét slag var tabt. Eller anderledes udtrykt: Rusland mistede ved fredsaftalen 75% af dets kullejer, 73% af dets jernindustri, 33% af tekstilindustrien, 26% af jernbanenettet, 27% af det opdyrkede land og 26% af befolkningen. Hertil kom, at hæren og flåden skulle demobiliseres. Endvidere skulle russerne afstå fra al propaganda på de tidligere fjenders område. Til gengæld fik de lov til at oprette en ambassade i Berlin. Aftalen blev ophævet ved Tysklands våbenhvileaftale med Vest-magterne 11. november 1918. På trods af denne korte levetid fik freden alligevel stor betydning. Den viste de allierede, hvad de kunne forvente, hvis tyskerne sejrede

1920 d Th. Philipsen, maler; elev på Akademiet 1862-69 afbrudt af deltagelse i krigen 1864. P’s første udenlandsrejse af længere varighed var et Frankrigsophold 1874-76, hovedsagelig i Paris, hvor han modtog undervisning og orienterede sig i impressionisternes arbejde. Hans udvikling under den rejse, han foretog i 1880'ernes begyndelse, betød den fulde frigørelse af hans kunst. Rejsen gik til Italien og Tunis; i Tunis malede han "Gade i Tunis" (1882), og fra opholdet i Italien er "Slagtet Okse" (1883-84). Den rige udvikling P nu var inde i, viste han efter hjemkomsten med "Malkepladsen ved Meilgaard" (1884). Af Gauguin, der ved firsernes midte opholdt sig i København, lærte P at arbejde med korte og faste strøg samt at holde penslen godt dyppet i farver, hvilket alt sammen betød, at han opnåede yderligere forståelse af den impressionistiske teknik. Et af de første resultater heraf var "En sen efterårsdag i Dyrehaven, solskin" (1886). P arbejdede nu med forkærlighed med friluftsmotiver fra sit eget domæne Saltholm og fra egnen omkring Kastrup på Amager. På Saltholm sammenfattede han det løsgående græssende kvæg, landskabet og vejrliget til en uløselig helhed, f.eks. "Lange skygger" (ca 1890). I såvel "En allé, Kastrup" som "Fra vejen til Kastrup" (begge 1891) brugte han de impressionistiske teorier til en umiddelbar registrering af de direkte synsindtryk. P var i sine sidste år plaget af en øjensygdom, der medførte en svingende kunstnerisk kvalitet (f 10/6 1840)

 

1983 d Arthur Koestler, ungarsk/engelsk forfatter og kulturskribent; under sine studieår i Wien blev han kommunist. Han var krigskorrespondent under Den spanske Borgerkrig. Her blev han taget til fange af fascisterne og dømt til døden; men eftersom han var britisk statsborger, blev han frigivet. Skuffet over Sovjetunionens politik forlod han i 1938 kommunistpartiet. I 1939 blev han interneret i den franske emigrantlejr Le Vernet. Fra 1940 var han bosat i England. Hans "Scum of the Earth" (1941) er en fremstilling af emigranterne og tilstandene i Le Vernet. "Darkness at Noon"(1940, da. Mørke midt på Dagen, 1946), måske hans bedste bog, giver i romanform en psykologisk forklaring på Moskvaprocessernes tilståelser og øvede stor indflydelse på eftertidens holdning til totalitære regimers udrensninger. "The Yogi and the Commissar" (1945) fortsatte polemikken mod Sovjetunionen. I 1951 kom fremtidsromanen "The Age of Longing". Fra K's senere år er "The Roots of Coincidence" (1972, da. Sandsynlighedens grænse, 1974) og "The Thirteenth Tribe" (1976). Hans to-binds selvbiografi "Arrow in the Blue" og "The Invisible Writing" kom 1952-54. Den første oversat til dansk som "Pilen i det blå" (1953) den anden som "Skriften på væggen" (1954). K modtog Sonningprisen i 1968 (f 5/9 1905)

1983 d Hergé, tegner; det første af hans i alt 23 Tintinalbums udkom i 1929 med titlen "Tintin et Milou"; blandt hans andre serier er "Jo, Zette et Jocko" (f 22/5 1907)

 

Til top        4. marts

1394 f Henrik Søfareren (Dom Henrique o Navegador), portugisisk prins; i 1419 blev han guvernør i Portugals sydligste provins Algarve og bosatte sig i Sagres nær Kap Sao Vincente. Her studerede han astronomi og kartografi med udforskningen af Afrikas atlanterhavskyst for øje og på længere sigt finde en søvej til Indien. Han havde med interesse læst Marco Polos rejseberetning og havde i Marokko hørt om det Sudan, hvorfra araberne fik deres guld. Først og fremmest var han dog en ivrig religiøs mand, der levede som asket og brændte for kampen mod de vantro. Sin første karavel på opdagerfærd i Atlanten udsendte han allerede året før, han blev guvernør. Rejsen førte til, at Madeira blev genfundet, og den folketomme ø blev kort efter koloniseret med dyrkning af vin og sukkerrør for øje. Snart gik det slag i slag; ikke blot enkelte skibe, men hele flotiller blev udrustet og sendt ud. Selv deltog han aldrig. Men det varede længe, før Henriks ellers kække kaptajner vovede sig forbi det berygtede Kap Bojador. Der gik nemlig de frygteligste historier om, hvad der ville møde én hinsides det. Det blev passeret i 1434. Fra da af begyndte Lisabons købmænd at interessere sig for opgaven og støttede sejladserne med penge eller selv at udruste flåder. Søvejen til Indien fandt man ikke i Henriks tid. Men hans indsats førte til, at man foruden Madeira opdagede Kap Verde, Kap Verde-øerne, Senegal/Guinea-området og Acorerne. Da Henrik døde i Sagres, var man nået til Sierra Leone (d 13/11 1460)

 

1545 f Mogens Heinesen, skipper og fribytter; fik 1579 af Frederik 2. for sig og med redere i Bergen eneret på besejling af Færøerne samt tilladelse til at udruste sit skib på orlogsvis for at bekæmpe sørøvere og ulovlig sejlads til Rusland nord om Norge mod, at halvdelen af byttet tilfaldt kongen. I de flg år udfoldede Heinesen stor aktivitet, som også omfattede, at han selv drev sørøveri. Da han i 1581 kom til København for at aflægge regnskab, fik han af rigshofmester Christoffer Valkendorf frataget sin eneret. Men Heinesen forstod at omstemme kongen og voksede yderlige i gunst, da han tilbød at opsøge Grønland for egen bekostning. Denne rejse blev dog ikke til noget. Der blev til stadighed samlet materiale mod Heinesen. I 1585 klagede den engelske regering over, at han havde taget et engelsk skib ved den engelske kyst. Da Frederik 2. døde (1588) blev Heinesens fjender farligere. Han blev pågrebet i Bergen og ført i lænker til København, hvor der blev rejst anklage mod ham for en række forbrydelser og ved rådstuedom af 16. januar 1589 dømtes han fra livet. Efter henrettelsen blev der snart rejst sag mod rigshofmesteren, fordi der ikke havde været levnet Heinesen tid til appel. Sagen endte 6. august 1590 med forlig; dommen over Mogens Heinesen erklæredes for død og magtesløs; rigshofmesteren skulle betale 3000 rdl. til skadevolderne, og Mogens Heinesens enke fik ret til at begrave sin mands lig, hvor hun ville. Liget blev gravet op og over land ført til Ørslev kloster, medens kirkeklokkerne ringede overalt, hvor ligtoget passerede (d henrettet 18/1 1589)

 

1595 d hængt Robert Southwell, engelsk digter og jesuit martyr; opdraget som katolik, i 1576 blev han optaget på Jesuit English College i Douai, fra 1577 fortsatte han sine studier i Rom, hvor han i 1585 blev præsteviet. Året efter vendte han som missionær tilbage til England. Her levede han i skjul i jarlen af Arundels hus i London. Som katolik sad jarlen fængslet i Tower. Foruden at forfatte trøstende breve til den fængslede jarl foretog S rejser til katolske familier i og uden for London. Et af hans breve, An Epistle of Comfort, blev trykt illegalt 1587, andre cirkulerede i manuskript. I juli 1592 blev Southwell arresteret, medens han celebrerede messe i et katolsk hus i Uxendon, Middelsex. Efter at have siddet tre år i fængsel, bl.a. i Tower, kom han for retten og i henhold til den anti-katolske straffelov fra 1585 anklaget for forræderi, dødsdømt og henrettet (f 1561)

 

1665 England erklærer Holland krig - Anden engelsk/hollandske krig. Genindførelsen af kongemagten og kroningen af Karl II betød ingen ændring i den engelske politik over for hollænderne; den var ligeså fjendtlig som i Cromwells tid, og det nye styre førte en ligeså agressiv handelspolitik som det tidligere regime. Skønt kongen og nogle af hans ministre og kredse inden for East India Company tvivlede på de fordele, der kunne opnås ved en ny krig med hollænderne, var der så stor entusiasme i folket og blandt politikere for at genoptage konflikten, at man erklærede Holland krig

 

1678 f Antonio Lucio Vivaldi, italiensk komponist og violinist; han var også uddannet som præst og fik tilnavnet "Il prete rosso" (den røde præst) på gr. af sit røde hår. I samtiden var han den store violinvirtuos og gav i alt over 500 koncerter, hvoraf J.S. Bach transkriberede flere af violinkoncerterne for klaver. Men Vivaldi var også berømt som komponist. Han skrev 40 operaer, ca 30 kantater, en del oratorier og anden kirkemusik. Størst betydning fik han som instrumentalkomponist og skrev ca 125 violinkoncerter og koncerter for en række andre instrumenter. Bortset fra nogle ophold i Tyskland og Holland og i andre italienske byer (1718-22 i Mantova) virkede han virkede i Venezia 1704-40, hvor han fra 1714 var violinist ved Markuskirken i Venezia og direktør ved pigekonservatoriet samme sted. Vivaldi døde i fattigdom i Wien (begravet 28/7 1741)

 

 

f Laurids de Thurah, arkitekt og forfatter; han blev i 1719 optaget på Landkadetakademiet; her bemærkede man hans gode evner og flid, og af kongen blev han bevilget en studierejse for at uddanne sig i civilbygningskunsten. Studierejsen fandt sted i årene 1729-31 og gik til Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og England. På trods af sin uddannelse som civilarkitekt tilhørte de Thurah hele livet formelt militæretaten. Ikke længe efter hjemkomsten fik han overdraget byggeopgaver for kongen og kom derved til at sætte sit barokkpræg på Christian 6.’s mange byggerier. Palæet i Roskilde opførte han 1732-33 og viste her fortrolighed med den sydtyske-østrigske barok. I 1733 blev han hofbygmester og fik i 1735 tilsynet med kongens bygninger på Sjælland og Lolland-Falster. Han blev adlet 1740 og ved sin afsked fra ingeniørkorpset i 1753 blev han generalmajor, og året efter fulgte udnævnel-sen til generalbygmester. Som arkitekt ombyggede eller nybyggede de Thurah en lang række danske slotte og offentlige bygninger i en pompøs og fornem barok. Blandt hans tidlige værker er de mange ombygninger og udvidelser af Hirschholm Slot, der i flere etaper fandt sted i årene 1733-44. Slottet blev nedrevet 1810-12. I samme periode opførte han jagtslottet Eremitagen (1734-36) i Jægersborg dyrehave. Blandt andre af de Thurahs værker er Vor Frelsers Kirkes spir (1749-52), Gammel Holtegård (1756-57), Jægersborg gamle Kaserne (1734-39) samt i 1756 en fuldstændig ombygning af Sorgenfri Slot. Fra begyndelsen af 1740’erne blev det Nicolai Eigtved og hans elegante østr9igsk-franske rokoko, der nød hoffets og publikums bevågenhed, og Thurahs store tid som arkitekt var forbi. Selv om hans forfatterskab snarest er topografisk, er de Thurah blevet kaldt dansk arkitekturhistories far. Han udgav "Den danske Vitruvius" (1746-49) med beskrivelser og illustrationer af hoved-stadens og provinsens arkitektur. Hans "Hafnia hodierna" (1748) er med sine beskrivelser og 110 kobberstik en vigtig kilde til baroktidens København (d 5/9 1759)

 

Den amerikanske kongres vælger enstemmigt George Washington til USA's første præsident. Da uafhængigheden var vundet i krigen med Storbritannien, trådte en forfatningsgivende forsamling sammen i Philadelphia. Den holdt møder fra maj til september 1787 og vedtog den forfatning, der gælder den dag i dag. Ganske vist er forfatningen ændret flere gange, men i USA sker ændringerne gennem tilføjelser "amendments" til forfatningens allerede bestående artikler. Ved uafhængighedskrigens afslutning havde George Washington nedlagt sin kommando og trukket sig tilbage til sin ejendom, Mount Vernon. Med sin store prestige som den der ved sin ledelse af de amerikanske styrker havde sikret sejren over briterne, tog han aktivt del i de forberedelser, der førte til indkal-delsen af den forfatningsgivende forsamling, og han blev forsamlingens selvskrevne formand. I den egenskab deltog han ikke i de officielle debatter og kun sjældent i en afstemning, men mellem møderne øvede han en bety-delig indflydelse på forhandlingernes forløb. Af de 42 delegerede, der på det tidspunkt var tilbage i Philadelphia, undertegnede de 39 forfatningen den 17. september 1787. Det blev bestemt, at der i hver enkelt stat skulle vælges en særlig forsamling til at træffe beslutning om godkendelse af unionsforfatningen, uafhængig af de bestående lov-givende organer. Endvidere bestemtes det, at unionsforfatningen skulle træde i kraft, så snart 9 af de 13 statrer havde godkendt den. Det var tilfældet i juni 1788. Til unionens første præsident udpegedes derefter Washington, og John Adams blev den første vicepræsident. Det havde været meningen, at hele det nye apparat skulle træde i funktion den første onsdag i marts 1789, men vanskelige rejseforhold forsinkede alting så meget, at Washington ikke kunne tages i ed som præsident før den 30. april. På denne dato kan den nye union siges at være trådt ud i livet

 

1832 d Jean-Francois Champollion, fransk orientalist og grundlægger af ægyptologien; han studerede tidligt orientalske sprog og blev 1812 professor i historie ved universitetet i Grenoble. Især arbejdede Campollion med tydningen af hieroglyfskriften. Ved hjælp af navne på den dobbeltsprogede Rosettesten og andre indskrifter decifrerede han 1822 flere hieroglyffer. Sine opdagelser gjorde han kendt i "Lettre à M. Dacier relative à l’alphabet des hiéroglyphes phonétiques" (1822) og "Précis du systeme hiéoglyphique"(1824), hvori han påviste, at hieroglyfer til dels er fonetiske dels alfabetiske tegn. 1828-29 var Champollion i Ægypten på en af Ludvig 18. udsendt ekspedtion for at studere indskrifter. I 1830 blev han medlem af Academié des inscriptions og 1831 professor ved Collège de France. Efter hans død udgav hans bror "Grammaire égyptienne" (1836-41), "Dictionnaire égyptien en écriture hiéroglyphique" (1842-44) og "Monuments de l’Égypte et de la Nubie" (1835 ff) (f 23/12 1790)

 

I Frankrig indføres lige og almindelig stemmeret for mænd over 21 år – uanset formueforhold. Udvidelsen af stemmeretten, der med ét slag udvidede vælgermassen fra 200.000 til 9 millioner mennesker, var et af flere demokratiske tiltag under Februarrevolutionen. Bl. a. blev der indført fuld ytringsfrihed, og negerslaveriet i kolo-nierne blev ophævet. Endvidere blev adgangen til nationalgarden åben for alle. Under den almindelige reaktion efter Februarrevolutionen vedtog nationalforsamlingen i 1850 en lov, som betød væsentlige indskrænkninger i stemmeretten

 

1852 d Nikolaj Gogol, russisk forfatter; slog igennem 1831-32 med novellesamlingen "Aftener på en gård i nærheden af Dikanka", hvori han genfortalte enkle folkehistorier på baggrund af sit idealiserede og romantiserede fødeland, Ukraine. Han forfulgte succesen med et nyt bind noveller "Mirgorod" (1835). Med sine noveller over typisk petersborgske emner, frem for alt den lille embedsmands glædesløse tilværelse, skabte han de første forudsætninger for den moderne russiske realisme. Stor opsigt vakte hans dybt ironiske og pessimistiske komedie "Revisoren" (1836), et spejlbillede af det korrumperede embedsmandsstyre i provinsen. Herefter levede Gogol i Vesten, fortrinsvis i Rom. Her skrev han sit hovedværk den satiriske roman "Døde sjæle" (1842), "som på trods af den strålende humor, der præger værket, giver et trøstesløst billede af det tsaristiske Ruslands på livegenskab baserede godsejersamfund. I sine sidste leveår forsøgte Gogol at få skrevet en fortsættelse af Døde sjæle, men brændte manuskriptet kort før sin død (f 1/4 1808)

 

I Danmartk afskaffes dåbstvang. Allerede Jyske Lov af 1241 indskærpede forældres pligt til at lade deres børn døbe. Iflg. Danske Lov (1683) skulle forældre - under straf af 20 lod sølv - opfylde deres kirkelige forpligtelse til at lade deres børn døbe inden otte dage efter fødslen. Også dåbsforordningen af 30. maj 1828 fastsatte tvangsmidler for forældre, hvis de ikke inden en vis frist lod deres børn døbe; dåbsforpligtelsen indskærpedes i 1842 over for danske baptister, som undlod at lade deres børn døbe. Loven af 4. marts 1857 ophævede alle disse tvangsforanstaltninger

 

1858 d Matthew Calbraith Perry, amerikansk søofficer; 1838-40 var han kaptajn på det første dampdrevne amerikanske krigsskib; han udmærkede sig i krigen mod Mexico i 1840'erne. I marts 1852 blev han kommandør for en flådeafdeling, der skulle "overtale" Japan til at oprette diplomatisk forbindelse med USA. Efter at have undersøgt forholdene var det Perrys opfattelse, at Japans hidtidige isolationspolitik hurtigt kunne ændres, hvis man optrådte med fasthed. Den 8. juli 1853 sejlede han ind i den befæstede japanske havn Uraga; han afviste de japanske krav om straks at forlade havnen. I stedet overbeviste han japanerne om, at det ville være bedst for dem, at de kom om bord og fik overrakt de dokumenter, han var kommet for at overbringe dem. Det skete; japanerne fik at vide, at Perry ville komme igen om et år med en endnu større flådestyrke for at få svar på sin regerings anmodning om en traktat. I februar 1854 var han tilbage - denne gang i Edo- (nuv. Tokyo-) bugten med en stor flådestyrke, og den 31. marts blev den første traktat mellem Japan og USA underskrevet. Det eneste traktaten indeholdt var, at den sikrede bedre behandling af skibbrudne sømænd og tillod amerikanske skibe at benytte to japanske havne som forsyningshavne. Men traktaten viste, at den japanske regering ikke mere formåede at opretholde landets tradi-tionelle isolationspolitik; dermed bidrog den til sammenbruddet af det feudale samfund i Japan og til landets modernisering efter vesterlandsk mønster (f 10/4 1794)

 

d Carsten Hauch, forfatter; han blev født og voksede op i Norge; i 1803 flyttede han med sin familie til København, hvor han i 1807 deltog i kampen mod englænderne. Han begyndte 1808 at studere jura. 1816 udsendte han "Kontrasterne", der indeholdt "Rejsen til Ginnistan" og "Fantasiens Magt", en blanding af satirisk og højlyrisk digtning. Efter at have opgivet juraen blev han i 1820 magister i zoologi, og året efter forsvarede han sin doktorafhandling. Afgørende for Hauchs udvikling og livssyn blev 1820'erne. Under en rejse i Italien blev han ramt af sygdom i venstre fod, og den måtte amputeres (1825); han følte det nu, som "Valravnen havde drukket hælvten af hans hjerteblod". 1826 forsøgte han selvmord, at forsøget mislykkedes, så han som en styrende magts indgriben, han skulle altså leve. Om sin sygdom skrev han siden "Nu vendte poesien som en trøstende engel tilbage". I Italien skrev han historiske skuespil om store skæbner, stærke viljer f.eks. "Tiberius" og "Gregor den Store". De udkom efter hjemkomsten til Danmark som "Dramatiske Værker" 1-3 (1828-30). Hauch skrev fortsat både drama, romaner og poesi. Bl. skuespillene fra de modne år er "Svend Grathe" (1841) og "Søstrene på Kinnekullen" (1849). Blandt Hauchs romaner er "Vilhelm Zabern" (1834) om Christian 2. og Dyveke. Hans poesi blev samlet i "Lyriske Digte" (1842) og "Lyriske Digte og Romancer" (1861). En gruppe af hans digte er de fortællende romancer, f.eks. "Magnus og Knud Lavard" og "Valdemar Atterdag". Fra 1827 var han lektor ved Sorø akademi, 1846-48 var han professor i Kiel og fra 1851 professor ved København Universitet. Hauch døde i Rom og blev begravet på byens protestantiske kirkegård (f 12/5 1790)

 

 

d Matilde Bajer, forkæmper for kvinde- og fredssag; 1871 tog hun sammen med sin mand - Frederik Bajer - initiativ til oprettelse af en dansk afdeling af det internationale kvindesamfund i Genève, stiftet 1868. Den danske afdeling stiftedes 24. februar 1871, og Bajer valgtes til formand. Betegnelsen international og tilknytningen til den europæiske bevægelse skabte imidlertid uvilje, og trods Bajers modstand blev forbindelsen afbrudt, og december samme år stiftedes Dansk Kvindesamfund. Hun var derefter menigt medlem. I protest mod Dansk Kvindesamfunds upolitiske linje var hun i 1886 medstifter af Kvindelig Fremskridtsforening, der kæmpede for kvinde- freds- og arbejdersagen. Denne blev i 1893 optaget i Dansk Kvindesamfund, hvorefter Bajer blev formand for Københavnskredsen. Hun blev ved sin mangeårige indsats i kampen for politisk medbestemmelse en hovedkraft bag opnåelsen af kvindernes valg- og stemmeret i 1915 (f 4/1 1840)

 

1947 Den fransk britiske forsvarsaftale Dunkerque-aftalen underskrives. I begyndelsen af 1947 skete der et omsving i fransk udenrigspolitik. Indtil da havde Frankrig søgt at skaffe sig militær sikkerhed gennem sin traditionelle udenrigspolitik, d.v.s. i en alliance med Rusland og ved en svækkelse af Tyskland. Men udviklingen i Østeuropa og Tyskland tvang Frankrig til at søge sikkerhed på anden vis. Traktaten var udtrykkelig vendt mod Tyskland. Men i Kreml udlagde man den utvivlsomt som rettet mod Sovjetunionen. Frankrig fik med Dunkerque-aftalen den britiske garanti, som Storbritannien havde lovet i 1919, men som aldrig var blevet til noget, fordi det amerikanske senat ikke godkendte Versaillestraktaten. Med underskrivelsen indledtes det forsvarssamarbejde, der to år senere førte til dannelse af det atlantiske forsvarssamarejde i Atlantpagten fra 1952 NATO.

 

Til top        5. marts

1133 f Henrik 2. engelsk konge 1154-1189, søn af Geoffrey Plantagenet, greve af Anjou og Matilda, datter af og arving efter kong Henrik I af England; i 1150 blev han hertug af Normandiet og ved faderens død i 1151 også greve af Anjou. Ved sit giftermål i maj 1152 med Eleanor af Akvitanien, der to måneder før havde fået sit ægteskab med Ludvig 7. af Frankrig annulleret, blev Henrik herre over en stor del af Frankrig. Efter med en hærstyrke at have demonstreret sin imponerende magt i England blev der i november 1153 sluttet en traktat - Treaty of Winchester-Westminster - med den engelske konge Stephen; med forbigåelse af sin egen søn William anerkendte Stephen Henrik som tronarving mod til gengæld at beholde den engelske trone til sin død. Henrik blev konge 1154, og for at styrke sin magt fik han nedrevet oprørske adeliges borge, han fik indført en ny skat (scutage), der gik til opretholdelse af en kgl. hær, hvorved han frigjorde sig af adelens feudale militærpligt. Kongemagten blev ligeledes styrket ved, at der blev sendt kongelige dommere ud i landet. Derved blev grunden til det engelske nævningesystem lagt, idet retssager med dommer assisteret af domsmænd efterhånden fortrængte gamle dages retssager med f.eks. jernbyrd. Måske lidt uretfærdigt er det nok for sin strid med ærkebiskop Thomas Becket, Henrik er mest kendt i historien. Mordet på Becket, dennes martyrrolle og helgenkåring, kom til at betyde, at først med Reformationen i 1500-tallet fik den engelske krone magt over kirken i England. Henrik var far til Richard Løvehjerte og Johan uden Land. Begge blev de engelske konger i hen-holdsvis 1189-99 og 1199-1216 (d 6/7 1189)

 

1324 f David II, skotsk konge 1329-1371, søn af Robert I the Bruce og Elizabeth de Burgh; det skotske nederlag til englænderne i slaget ved Halidon Hill juli 1333 medførte, at David kom til at tilbringe syv år som flygtning i Frankrig. Her deltog han i den franske konges - Philip 6. - mislykkede felttog mod englænderne i Hundredårskrigen. 1341 var han tilbage i Skotland. For at støtte den franske konge i hans krig mod England foretog David i 1346 et større angreb ned i England. Det endte i nederlag i slaget ved Neville’s Cross (oktober 1346) og i Davids fangenskab hos englænderne. Han kom fri 1357 mod at betale en løsesum på 100.000 mark over ti år. Efter frigivelsen aflagde David flere besøg i London, dels for fornøjelse dels for at få udsat betalingen; det viste sig nemlig at være svært at få den betalt. Det lykkedes til slut at få betalt 76.000. David fik opført David’s tower i Edinburgh Castle og St. Monan’s kirken i Fife (d 22/2 1371)

 

1512 f Gerhardus Mercator, tysk geograf og kartograf; foretog banebrydende arbejder inden for kartografien og er berømt for konstruktionen af den kortprojektion, der har navn efter ham. Det er en vinkeltro - men ikke fladetro - centralprojekt, hvor længde- og breddekredsene overalt står vinkelret på hinanden. Anvendtes første gang på et verdensatlas 1569 (d 12/12 1594)

 

1534 d Correggio (Antonio Allegri), italiensk maler, der indtager en særstilling i italiensk malerkunst, idet han ikke tilhørte nogen af de ledende skoler i højrenæssancen, men forstod at assimilere indtryk af bl.a. Leonardo da Vinci, romersk og venetiansk maleri i en original udtryksform. Correggio viste særlige evner for at male illusionistisk, for at skabe usædvanlige lysvirkninger og for at blande sfumato (malemåde med aftoning af konturerne) med atmosfærebetonede farveholdning, der gav figurskildringen sanselighed. Ved disse begreber foregreb han tendenser, der blev fremtrædende i barokmaleriet. Efter uddannelse i Modena kom Correggio i 1506 til Mantova, hvor han deltog i udsmykningen af Mantegnas gravkapel i kirken Sant Andrea. 1516-30 opholdt han sig i Parma, hvor han malede mange altertavler, men først og fremmest udførte han en række monumentale illusionistiske udsmykninger. I 1519 malede han et rum i klostret San Paolo. Rummets hvælv er udformet som et grønt espalier med frugter og blomster og med åbne kik til himlen, hvor putti ser ned på beskueren. Endvidere malede han (1520-23) den store fresko i kuplen til San Giovanni Evangelista. Den afsluttende opgave i Parma blev kuppelfresken "Maria himmelfart"(1526-30) i byens domkirke. Correggios sidste store opgave blev fire malerier med Jupiters kærlighedseventyr med Io, Ganymedes, Danae og Leda, bestilt af Federico 2. Gonzaga i Mantova (f august 1494)

 

f Antoine de la Mothe Cadillac, fransk officer, der var grundlægger af Detroit og guvernør i Louisiana; Cadillac gjorde tjeneste ved hæren i Frankrig som kadet og løjtnant før hans første rejse til Canada i 1683; her deltog han i kampagner mod indianere og englændere. Efter et ophold i sit hjemland vendte Cadillac 1701 tilbage til Canada med henblik på at anlægge en fransk handelsstation på et godt strategisk sted til beskyttelse og fremme af den franske pelshandel. Sammen med 50 soldater og et lignende antal nybyggere og omkring 100 venligtsindede indianere blev handelsstationen anlagt i juli 1701 og fik navnet Fort Pontchartrain du Detroit. Cadillac var guvernør i Louisiana fra 1710 til 1717, da han blev hjemkaldt (d 15/10 1730)

1696 f Giovanni Battista Tiepolo, italiensk maler; blandt - om ikke den største - 1700-tallets store venezianske malere. Allerede som 20 årig var Tiepolo en moden kunstner; han betegnes som den sidste store venezianer. Hans billeder er stemt i lyse, festlige farveakkorder, hvori "Tiepolo-blåt" er fremherskende. Tiepolos tidligst kendte arbejde "Isaks ofring" malede han til kirken Ospedaletto i Venezia (1715-17). I dette og hans senere arbejder er udgangspunktet barokkens illusionistiske teatermaleri, men omsat i en lettere og livligere form med lysere farve-holdning og udført i en frigjort teknik som med sine brede strøg og impressionistiske træk ikke har noget side-stykke i 1700-tallet. I 1727 udførte Tiepolo freskerne i Udinepaladset, de første i hans lange række af monumentalmalerier. Andre hovedværker er dekorationerne i Villa Valmarana (1737); de er blevet betegnet som blændende lysmalerier med fantasifulde figurkompositioner, der ejer rokokoens gratie og lethed. Dertil kommer enkeltbilleder (staffelibilleder)som "Den hellige Katarina" (1746, Wien) og "Kongernes tilbedelse" (1747, München). Hans livs største værk blev udført 1751-53, da han udsmykkede kejsersalen og trappeopgangen i fyrstebiskoppens slot i Würzburg (1751-53) med historiske og allegoriske motiver (bl.a. de fire årstider); 1763-64 udsmykkede han tronsalen på kongeslottet i Madrid (d 27/3 1770)

 

1711 f Carl Gustav Pilo, svensk maler; efter studietid ved akademiet i Stockholm rejste han til Skåne og kom til København i 1741. Hans kæreste i Skåne ventede barn, og da Pilo ikke ville binde sig, stak han af. Han blev kendt, da han i 1742 havde held med et portræt af Drakenberg. Som tegnelærer ved Landkadetakademiet fort-satte han med at male portrætter og efterhånden så godt, at kongehuset blev opmærksom på ham, og 1747 udnævntes han til hofmaler; efter endnu et par års tilløb var han færdig udviklet som kunstner, og billederne kom i en strøm fra hans atelier. Han portrætterede Frederik 5. i alt 57 gange. Den mesterlige gengivelse af kongen i kroningsdragt (1751) forener senbarok patos med rokokoens lethed og elegance. Pilo har endvidere malet frem-ragende portrætter af dronningerne Louise og Juliane Marie; dertil kommer portrætter af adelige, hvis træk Pilo har skildret med hastige penselstrøg og lysende kolorit, ofte i en grønlig tone: greverne J.L. Holstein, J.S. Schulin (begge på Frederiksborg) og Jørgen Skeel (Statens Museum for Kunst). 1771 valgtes Carl Gustav Pilo til direktør for akademiet, men allerede året efter forlod han Danmark. Tilbage i Sverige malede han bl.a. Gustav 3.’s kroningsbillede, et hovedværk i 1700-tallets svenske kunst; det forblev ufuldendt ved kunstnerens død (d 2/3 1793)

 

Boston-massakren. Britiske soldater dræber fem personer, da de åbner ild mod demonstranter i Boston. Hele vinteren havde der været sammenstød mellem britiske soldater og Bostons borgere. Om aftenen den 5. marts udviklede en episode, der var begyndt som mange af de foregående, til Boston-massakren. Der var slagsmål rundt i byens gader, og en flok mennesker samlede sig ved skildvagten foran toldbygningen. Han blev overdænget med snebolde og sten. Vagten blev forstærket, og den vagthavende officer lod soldaterne (ni) trække op foran told-bygningen. Officeren havde det indtryk, at mængden ville storme og plyndre toldbygningen. Under fortsatte sten-kast og skældsord lød der råb som "Fyr, hvis I tør". Da en af soldaterne blev slået ned ved et stenkast, blev der afgivet skud. Ved en efterfølgende retssag blev vagthavende officer frifundet for drab, hvilket viser, at ikke alle Boston borgere var lige britiskfjendtlige. Episoden hindrede heller ikke på kort sigt den forbedring, der skete mellem England og de amerikanske kolonier, efter ophævelsen af de engelske toldafgifter i april 1770

 

1774 f C.E.F. Weyse, komponist; født i Altona hvor han fik sin første undervisning i klaver- og violinspil af morfaderen, der var kantor i byen. W kom i 1789 til København for at studere musik. I studieårene optrådte han ofte som pianist i Det harmoniske Selskab og i andre københavnske musikalske klubber. I 1796 udkom hans første kompositioner, hans seks første "Allegri di bravura". I årene 1795-99 skrev Weyse syv (for de flestes ved kommende senere reviderede) symfonier. I 1792 blev han organistvikar ved Reformert Kirke; og to år senere kirkens organist. I 1805 blev han organist ved hovedstadens domkirke, Vor Frue kirke. I 1816 blev han titulær professor. 1819 udnævntes han til hofkomponist med 1000 rdl. i årlig gage. Udnævnelsen medførte en forpligtelse til, når det forlangtes, enten at skrive for Det kgl. Teater eller sætte musik til en af de kantater, der i tilslutning til guds-tjenesten ved de store højtider opførtes i hoffets kirke. Det blev da også som kantatekomponist, han kom til at yde sin væsentligste musikalske indsats. Ved Weyses 50 års jubilæum som organist (1842) udnævnte universitetet ham til æresdoktor. Med hans syngespil "Sovedrikken" (1808) fødtes romantikken i dansk musik. For orkester foreligger fra Weyses hånd foruden de 7 symfonier endvidere bl.a. operetten "Et eventyr i Rosenborg Have", 1825. Samtiden værdsatte især Weyse som kantatekomponist, således Reformationskantaten, 1817; hertil kommer melodier til B.S. Ingemanns morgen- og aftensange f.eks. "Nu vågne alle Guds fugle små" (1837), "I Østen stiger Solen op" (1837), "Dagen går med raske fjed" og til Grundtvigs "Den signede dag med fryd vi ser" (1826) (d 8/10 1842)

 

1827 d f Allessandro Volta, italiensk fysiker; 1774 lærer i fysik ved gymnasiet i Como; 1779 professor i fysik ved universitetet i Pavia, en stilling han beholdt, til han i 1804 trak sig tilbage. I 1777 førte studier over sumpgas V til opfindelse af eudiometret og en gaslampe og 1782 den elektriske kondensator. I 1794 fandt han forklaringen på Galvanis opdagelse af elektricitetudvikling ved berøring mellem metaller, og 1800 konstruerede han den såkaldte Volta søjle, den ældste form for et galvanisk batteri og det første apparat, som leverede varig elektrisk strøm. 1791 blev V medlem af Royal Society i London; i 1801 demonstrede V voltasøjlen for Napoleon. Denne lev imponeret og gjorde Vtil greve og senator i kongeriget Lomardiet. I 1815 blev V af den østrigske kejser udnævnt til direktør for det filosofiske fakultet i Padova (f 18/2 1745)

 

1854 f Marcus Rubin, nationaløkonom og historiker; på trods af sin historiske interesse og nære venskab med Kristian Erslev læste R statsvidenskab og blev cand. polit. i 1874 (sic!). I 1883 blev han leder af det nyopret-tede Statistisk Kontor for Staden København. En stiilling han beklædte til 1896, da blev han leder af Statens Statistiske Bureau for at stå i spidsen for en gennemgribende reorganisering af bureauet. Efter en resultatrig indsats blev han i 1902 chef for det samlede told- og skattevæsen for at forestå de store nydannelser med bl.a. skattereformen i 1903 og toldloven. Fra 1913 til sin død var Rubin direktør i Nationalbanken. Han var tæt knyttet til kritiske gennembrud – jvf. det tidligere nævnte vedskab med Kristian Erslev – i dansk historieforskning og indførte moderne statistiske metoder i behandlingen af historisk materiale. Hans hovedværker "1807-1814" (1892) og "Frederik VI’s Tid" (1895) er skrevet ud fra en kritisk holdning til den sene enevælde (d 6/3 1923)

 

1870 f Rosa Luxemburg, polsk/tysk socialist og revolutionær; som ung deltog hun i den illegale kamp mod den russiske besættelsesmagt i sit fødeland; i 1889 måtte hun flygte til Svejts. Efter at være blevet tysk gift bosatte hun sig i Tyskland omkr. ti år senere. Her tilsluttede Rosa Luxemburg sig Socialdemokratiets venstre fløj og tog ivrig del i striden med partiets revisionistiske fløj. Det skete bl.a. med skriftet "Socialreform oder Revolution?" (1898, da. Socialreform eller revolution, 1969). Efter krigsudbruddet 1914 var hun en af hovedmodstanderne mod den socialdemokratiske borgfredspolitik i forhold til de borgerlige partier og tysk krigsdeltagelse. Rosa Luxemburg var med til at organisere den venstreorienterede og revolutionære oppositionsgruppe, som senere blev kendt som Spartakisterne. Fra begyndelsen af 1915 og resten af krigen sad hun ofte i fængsel på gr. af sin antimilitaristiske agitation. Efter løsladelsen november 1918 kæmpede hun for at gøre den tyske politiske revolution til også at være en social revolution. Omkr. nytår 1919 var hun en af forgrundsfigurerne ved dannelsen af Tysklands kommunistiske parti. Da Spartakusopstanden brød sammen, blev hun arresteret og myrdet sammen med Liebknecht af reaktionære officerer – motiveret med flugtforsøg efter anholdelsen (d myrdet 15/1 1919)

 

1879 f William Henry Beveridge, engelsk nationaløkonom og politiker; hans tanker om social sikkerhed har givet ham tilnavnet "velfærdsstatens arkitekt". Efter at have afsluttet sin uddannelse ved universitetet i Oxford i 1902 begyndte Beveridge at undersøge og skrive om sociale problemer. Under Første Verdenskrig var han ansvarlig for udviklingen af rationeringssystemet, og han blev adlet efter krigen. I mellemkrigstiden havde han flere lederposter – først på London School of Economics, derefter på Oxford University. Under Anden Verdenskrig skrev han på opfordring af arbejdsminister Ernest Bevin rapporten "Free Employment in a Free Society" (Fuld beskæftigelse i et frit samfund) om et velfærdssystem, der skulle give social sikkerhed fra vugge til grav og foreslog dermed større offentlig kontrol med økonomien. Dette sikrede ham en plads i Underhuset efter krigen, hvor han slog til lyd for, at statskontrol skulle supplere, men ikke erstatte privat initiativ. Senere blev Beveridge de liberales leder i Overhuset (d 16/3 1963)

 

1918 Dekanen ved det juridiske fakultet ved København Universitet bekendtgør, at det herefter ikke er obligatorisk at møde i selskabsdragt ved juridisk embedseksamen

1936 Det britiske jagerfly Spitfire gennemfører sin første prøveflyvning

I 2. verdenskrigs slutfase trænger amerikanske tropper ind i Köln. Erobringen af denne store by skete under den britisk-amerikanske offensiv, Eisenhower havde iværksat i begyndelsen af februar 1945 med henblik på at omringe og tilintetgøre de tyske hære vest for Rhinen, inden de nåede at trække sig tilbage over den. Offensivens første angreb blev foretaget af den canadiske(og britiske) 1. armé på vestflanken – den svingede op over Rhinens vestlige bred for at foretage et flankeangreb på de tyske styrker, som stod over for den amerikanske 9. og 1. armé vest for Köln. Men den forsinkelse, som var forårsaget af tyskerne Ardenneroffensiv, bevirkede, at angrebet ikke blev til noget, før den frosthårde jord var blevet opblødt af tøbruddet. Dette var til fordel for tyskerne. De forbedrede deres faretruende situation ved at sprænge dæmningerne over Roer-floden, og sinkede således det amerikanske angreb der i fjorten dage. Selv derefter mødte der amerikanerne hårdnakket modstand. Det betød, at amerikanerne indtog Köln senere end beregnet. Tyskerne havde vundet tid til at evakuere deres udtyndede styrker og en stor del af deres materiel over Rhinen

Churchill holder sin jerntæppetale i Fulton, Missouri, USA. I talen lancerede Churchill over for offentligheden et af de udtryk, der skulle gøre karriere i efterkrigstiden "jerntæppe". I talen advarede han mod Sovjetunionens hensigter over for Vesteuropa, efter russerne havde vundet kontrol over Østeuropa. Churchill sagde bl.a., at "fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig over Kontinentet". Øst for dette "tæppe" var det sovjetiske område, hvor Moskva havde "en meget høj og i mange tilfælde voksende grad af kontrol". "Jerntæppe" blev i årene, som kom, et standardudtryk i Vesten. Det udtrykte følelsen af, at det som engang havde været ét Europa, nu var blevet uigenkaldeligt delt. At Churchills tale fik så stor betydning, skyldtes ikke mindst, at de vestlige ledere var præget af oplevelserne fra 30'erne. Man havde dengang ladet et diktatur som Hitlertyskland tage Europa bid for bid. Hitler skulle have været standset i tide. Nu var et andet diktatur i færd med at praktisere en lignende "salamitaktik". Fejlen fra 1930'erne ville vestmagterne ikke gøre en gang til. I sin tale opfordrede Churchill til samarbejde for at "dæmme op" for det, der blev opfattet som sovjetisk agression. Dette samarbejde blev etableret i 1949 med oprettelsen af Atlantpagten. I efterkrigstidens historie er Fultontalen kommet til at stå som optakten til den kolde krig, og at præsident Trumans budskab til kongressen den 12. marts 1947, det budskab, der snart fik navnet Trumandoktrinen, blev den kolde krigs krigserklæring. Det er også blevet hævdet, at med talen gjorde Churchill blot status over en udvikling, der allerede havde fundet sted siden krigens afslutning, og at de tidligere allierede nu betragtede hinanden som mulige fjender i et væbnet opgør. Den kolde krig var allerede brudt ud, inden den blev erklæret, og inden selve ordet blev opfundet

 

d Josef Stalin, generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti (1922-53), Sovjetunionens premierminister (1941-53). Han kom som niårig på præsteskole, og derfra i 1894 på præsteseminarium. Her kom han i kontakt med nationale og revolutionære kredse, og i 1899 blev han smidt ud af seminariet. S deltog nu i revolutionært arbejde; i 1902 blev han første gang sendt til Sibirien. Efter det russiske soc.demokratis sprængning i 1903 sluttede Stalin sig til bolsjevikkerne. Han mødtes flere gange med Lenin, der i 1912 fik ham ind i partiets centralkomité og ansat som medredaktør ved partiavisen "Pravda". I perioden 1913 til februar 1917 var Stalin forvist til det fjerne og barske Nordsibirien. Da blev han medlem af Petrograd-sovjetten og indvalgtes i partiets politbureau. S beklædte efter Oktoberrevolutionen (1917) forskellige ministerposter. I reglen stemte han for Lenins standpunkter, og Trotskij kaldte ham "partiets mest fremragende middelmådighed". En karakteristik, der viste sig at være meget forkert. Som kommunistpartiets generalsekretær fra 1922 fik han kontrol over partiet, en kontrol der udbyggedes efter Lenins død i 1924. I løbet af 1920’erne fik han også kontrol med landet. Som partiets ubestridte leder fra 1929 gennemførte han parolen om socialisme i ét land og foretog samtidig en forceret industrialisering og en kollektivisering af landbruget, delvis baseret på tvangsmidler og oprettelse af arbejdslejre. Efter 1945 konsoliderede Stalin USSR’s politiske og militære landvindinger i Østeuropa bl.a. ved kraftige udrensninger efter bruddet med Titos Jugoslavien i 1948. Under navn af proletariatets diktatur opbyggede han gennem sit langvarige lederskab et totalitært og vulgariserede den historiske materialisme til et system af dogmer og doktriner, hvis korrekte fortolkning forbeholdtes partiledelsen. Efter Stalins død indledtes der i Sovjetunionen fra 1956 en voldsom kritik af hans lederskab og politiske metoder. Det betød, at hans lig, der var blevet placeret ved Lenins side i mausolæet på Den røde Plads i Moskva, blev fjernet og begravet ved kremlmuren; først i 1970 blev der opstillet en buste på Stalins grav (f 21/12 1879)

 

1961 d Kjeld Abell, forfatter; han blev cand polit i 1927. Men inden sin embedseksamen havde han i to perioder været elev på Kunstakademiets malerskole, og i 1927 tog han til Paris for at realisere sin drøm om at blive teatermaler. I 1934 kunne han på Det Kgl. Teater præsentere sit første selvstændige sceniske arbejde, baletten "Enken i Spejlet" i sin egen scenografiske udformning. Han fik sit gennembrud som dramatiker i 1935 med "Melodien Der Blev Væk". A stod for tekst, dekorationer og kostumer, mens sangteksterne var skrevet af Sven Møller Kristensen og musikken af Herman D. Koppel. Stykket om den lille funktionær, Larsen, der bryder op fra sin småborgerlige tilværelse og finder melodien, blev en af 1930’ernes største teatersucceser. Året efter fulgte en ny komedie "Eva aftjener sin Barnepligt", en satire over borgerlig børneopdragelse. I skyggen af nazismen havde A's drama "Anna Sophie Hedvig" premiere 1939. Heri angreb han den livstruende passivitet og mangel på mod til at bekæmpe diktaturet. Snart vendte han dog tilbage til revykomedien, med f.eks. "Dyveke" (1940) og dets modstykke til den tyske besættelse – som senere blev emnet for "Silkeborg" (1946). Andre politisk farvede dramaer fra krigsårene er "Judith" (1940) og "Dronning går igen" (1943). Efter besættelsen skrev A moderne debat-og drømmespil som "Dage på en sky" (1947) og "Den blå pekingeser" (1954). A betegnes som dansk teaters store fornyer i det 20. århundrede; han var i 1960 med til at grundlægge Det Danske Akademi (f 25/8 1901)

Til top        6. marts

 

1256 Vejlekonstitutionen vedtages af biskopperne i den danske kirkeprovins på et møde i Vejle. Den sagde, at hvis en biskop fanges eller lemlæstes af en person, der bor i riget, og det kan formodes, at kongen står bag, skal der lægges interdikt, d.v.s. gudstjenesteforbud, over hele riget. Det skal ske straks blot på grundlag af selve gerningen og den formodning, at kongen står bag. Sker det samme, stadig under den nævnte forudsætning om kongens formodede meddelagtighed ved en stormand, der bor uden for riget, skal blot det pågældende stift være under interdikt, og kongen skal inden for en måned være forpligtet til at skaffe den forurettede hans ret. Vedtagelsen af Vejlekonstitutionen var kirkens træk i den kamp, der stod mellem den og kongemagten, personificeret i kong Christoffer og ærkebiskop Jakob Erlandsen. Truslerne mod biskopperne var klare nok. Kongen ville bl.a. have gennemført, at biskopperne med deres store husholdninger og omfattende godsområder var pligtige til at yde en krigstjeneste på lige fod med hans andre "mænd"

 

f Michelangelo (Buonarroti), italiensk maler, arkitekt og billedhugger; han blev uddannet i Firenze bl.a. i Lorenzo Medicis billedhuggerskole, og i Mediciernes hus modtog han sin humanistiske dannelse. Efter Mediciernes fordrivelse fra Firenze flygtede Michelangelo (1494) til Bologna, hvorfra han året efter drog til Rom; her skabte han sit første mesterværk "Pietà" (i Peterskirken). Ved hjemkomsten til Firenze i 1501 blev det overdraget ham at mejsle en David-statue i en fejlhugget Carrara-marmorblok. Statuen, der blev opstillet i byen i 1504, blev et sindbillede på florentinernes ukuelige frihedsvilje og på Renæssancens optimistiske fremskridtstro. En ny opgave ventede Michelangelo, udførelsen af et storstilet gravmonument for pave Julius 2. bestående af 36 statuer og med bronzerelieffer omkring pavens sarkofag. Gravmælet blev aldrig virkeliggjort; en ugunstig skæbne rådede over det projekterede storværk, og det plagede mesteren livet igennem. Kun den genialt udformede Moses-statue (i San Pietro in Vincoli-kirken i Rom) blev fuldt færdig og kan betragtes som Michelangelos eget værk. (Michelangelo havde mange medhjælpere). Michelangelos stordåd som freskomaler, loftsmalerierne i det Sixtinske Kapel i Vatikanet (1508-12), vidner om hans statuariske forestillingsverden, også hvor det gjaldt en malerisk opgave. Det næste romerværk var den nøgne, opstandne Kristus i kirken Santa Maria sopra Minerva. Fra 1516 virkede Michelangelo påny i Firenze, og fra denne periode er Biblioteca Laurenziana med den prægtige trappe (1519) og gravmælerne i Medicikapellet (1520-24). 1534 drog Michel-angelo til Rom for stedse. Her malede han 1535-41 Dommedagsfresken i det Sixtinske Kapel, et ophøjet monu-ment over den kæmpende og lidende menneskehed. På sine ældre dage arbejdede M især med arkitektoniske opgaver: anlægget af Capitolpladsen (1544), der dog først afsluttedes i 17. årh., fuldendelsen af det af da Sangallo den Yngre påbegyndte Palazzo Farnese (1547) og hans plan til Peterskirken med den storslåede kuppelbygning (udført efter Michelangelos død af della Porta). Med Michelangelo afsluttedes renæssancen, og barokken indledtes. Hans "terribilita" (voldsomhed) blev forbilledlig for "manierismens" billedkunst og fandt talrige efterlignere og beundrere i de følgende århundreder (d 18/2 1564)

 

f Francesco Guicciardini, italiensk diplomat og historiker; bestemmende for Guicciadinis karriere var hans families fremtrædende position, dens tætte forbindelser med Medici familien, hans juridiske uddannelse og hans giftermål i 1508 med et medlem af den indflydelsesrige Salviati familie. Efter at have været florentinsk ambassadør i Aragonien i 1511-1513 blev han deltager i det politiske ragnarok, der begyndte med franskmæn-denes invasion af Italien i 1494, og som 30 år senere resulterede i spanierne beherskelse af den italienske halvø. I årene 1516 til 1534 var Guicciardini i tjeneste hos Medicipaverne Leo 10. (1513-23) og Clemens 7.(1523-34). Bl.a. var han fra 1524 en periode pavestolens guvernør i Romagna. Tilbage i Firenze blev Guicciardini dybt involveret i de begivenheder, der førte til Mediciernes forvisning fra byen i 1527, deres tilbagekomst i 1530 og deres skabelse af et Medici principat. Guicciardinis drøm for styret i Firenze var en blanding af monarki og republik. I denne henseende blev han skuffet. Men på trods af hertug Alessandro Medicis despotiske styre fortsatte han i Mediciernes tjeneste bl.a. som Clemens 7.s guvernør i Bologna (1531-34). Efter mordet på Alessandro i 1537 sikrede Guicciardini, at Cosimo Mediciblev hertug; men den nye hertug ignorerede Guicciardini. Skuffet og bitter trak han sig tilbage til sin landejendom. Her var han optaget af litterær virk-somhed. Han skrev politiske værker, to bøger om Firenzes historie og "Ricordi" en samling skarpsindige maximer om menneskelivet. Men hans hovedværk er "Storia d’Italia" (Italiens historie), som offentliggjordes posthumt 1561-64. Det betegnes som et af de ypperste eksempler på humanistisk historieskrivning og placerer Guicciardini som Renæssancens største historiker. Han inddrager sit personlige kendskab til først og fremmest pavestolens og Firenzes politik, men går tilbage til 1492 og behandler forholdene i hele Italien. Som barn af sin tid og som ægte humanist fulgte han i værket de klassiske forbilleder, først og fremmest de romerske historie-skrivere Livius og Tacitus (d 22/5 1540)

 

1496 Kong Henrik 7. af England udsteder patent til den italienske sømand og opdagelsesrejsende John Cabot. Patentet autoriserede Cabot til at foretage en rejse med det formål at søge efter ukendt land, at vende tilbage til Bristol med erhvervede varer samt gav Cabot eneret på handel, han måtte etablere i det erhvervede land. Det var nyheden om Columbus nylige opdagelser, der nu ansporede englænderne til at foretage opdagelserejser og sikrede Cabot nogen økonomisk støtte fra Bristol købmænd. I 1496 foretog Cabot en rejse med et skib fra Bristol, men på grund af mangel på føde, dårligt vejr og uenighed med besætningen blev han tvunget til at vende om. Året efter i maj startede han på en ny rejse med skibet "Matthew" og en besætning på 18 mand. Man nåede frem til Island, derfra fortsattes rejsen mod vest og nord, og den 24. juni gjorde man landgang i "det ukendte land". Den nøjagtige landingsplads er aldrig blevet fastslået, men formodes at ligge i det sydlige Labrador, Newfoundland eller Cape Breton Island. Da Cabot gik i land, observeredes tegn på beboelse, men man så ingen mennesker. Cabot tog landet i besiddelse i den engelske konges navn. I den fejlagtige tro at han var nået frem til Asiens nordøstlige kyst, vendte Cabot tilbage til Bristol den 6. august 1497. I sin rapport til kongen fortalte han, at det opdagede land var indbydende, klimaet tempereret, og havet vrimlende med fisk nok til at frigøre England for afhængigheden af islandske fisk. Beruset af den entusiastiske velkomst bekendtgjorde Cabot sin plan om, at han ville vende tilbage til sin landingsplads og derfra sejle mod vest, indtil han nåede frem til Japan, som blev anset for at være der, mqn hentede krydderier og ædelsten. Med sin landgang i Nord-amerika bidrog Cabot til at grundlægge britiske krav på Canada

 

f Savinien Cyrano de Bergerac, fransk forfatter; efter at være blevet såret to gange måtte han opgive sin militære karriere, og det blev som forfatter, han varigst udfoldede sin frihedstrang. Den viser sig i såvel komedie "Le Pédant joué" (1645) som tragedie "La Mort d’Agrippine" (1653), men kommer dog stærkest til sin ret i de fantastiske fortællinger, oftest omtalt under titlen "L’Autre Monde", nemlig "États empires de la Lune" (1657) og "Histoire comique des états du Soleil" (1662) (da. Rejsen til Månen; Rejsen til Solen, 1980). Disse fabulerende skildringer, der først blev udgivet i årene efter de Bergerac’s død, viser ham som en barokdigter, hvis anti-autoritære inspiration afdækker en ateistisk materialisme fuld af tillid til det frie menneskes fornuft og besindighed. Mest kendt i dag er de Bergerac snarere som krigeren med den store næse og tilsvarende hjerte ikke mindst på grund af Edmond Rostrands romantiske drama fra 1897 og de to film fra henholdsvis 1950 og 1990 begge med titlen "Cyrano de Bergerac". Førstnævnte med José Ferrer i hovedrollen, den anden med Gérard Depardieu i rollen som Cyrano de Bergerac (d 28/7 1655)

 

d Guarino Guarini, italiensk arkitekt, præst, matematiker og filosof; han var i Rom i årene 1639-47, da arkitekten Borromini var mest aktiv. Som udøvende arkitekt havde G sit væsentligste virke i og omkring Torino, med kronen og hoffet i Piemonte som arbejdsgiver. I Torino byggede han – eller udarbejdede tegninger til – mindst seks kirker og kapeller, fem paladser og en byport. Endvidere udgav han seks bøger, to om arkitektur og fire om matematik og astronomi. Guarini var teatinermunk, og hans sakrale arkitektur, f.eks. Santo Sudario-kapellet, som blev bygget til domkirken 1657-94, og San Lorenzo-kirken (1866-87) - begge i Torino - bærer tydelig præg af Borrominis mest barokke løsning af lignende opgaver. Guarinis vigtigste profane bygning er Palazzo Carig-nano i Torino (færdig ca 1680), som med sin kurvede facade, sin pompøse dobbelttrappe ved indgangspartiet betegnes som det fornemste eksempel på et bypalads i Italien i anden halvdel af 1600-tallet. Både gennem sine bygningsværker og sine skrifter om arkitektur - vigtigst er "Architettura Civile" (udgivet posthumt 1737) - var Guarini en af de vigtigste impulsgivere til senbarokkens arkitektur i Centraleuropa og i Norditalien(f 17/1 1624)

 

f Joseph von Fraunhofer, tysk optiker og astronom; kom som 12-årig i lære hos en spejlmager i München og fortsatte sin uddannelse ved München Optiske og Fysiske Institut. Han erhvervede sig hurtigt ikke blot en enestående teoretisk viden, bl.a. om diffraktion - lysets bøjning - men også en stor praktisk dygtighed, der gjorde ham til en stor linsefabrikant. Von Fraunhofer konstruerede således en akromatisk kikkert med stor forstørrelse, hvilket hidtil ikke var lykkedes, og hans kikkerter kom til at betegne et stort fremskridt for astro-nomien. I 1814 satte han et spektroskop for enden af sin kikkert og opdagede ca. 600 linjer i solspektret, heri-blandt den karakteristiske gule natrium-dobbeltlinje, som han kendte fra laboratoriet. Han indså hurtigt betyd-ningen af denne opdagelse, og da han senere fandt tilsvarende linjer i stjernespektre, kunne han lave stof-identifikation for Solen og stjernerne. Fra 1823 var von Fraunhofer professor og konservator ved Akademiet i München; han blev adlet i 1824 (d 7/6 1826)

 

1836 Slaget ved Alamo i amerikansk-mexicanske krig er slut. Under den amerikansk-mexicanske krig var kolonisterne i Texas indstillet på at forsinke den mexicanske fremrykning mest muligt, så de fik bedre tid til at forberede forsvaret af områderne længere mod øst. Da San Antonio var den første større bebyggelse, man stødte på, når man fra Rio Grande drog ind i Texas, kom det første slag i krigen til at stå her. Mexicos diktator, general Santa Anna, rykkede frem mod San Antonio med en hær på 6,000 mand. Da de første af hans ryttere viste sig, indrettede 180 Texas-kolonister sig til forsvar lidt uden for byen i et gammelt spansk missionsanlæg, kaldt Alamo, hvis stenmure kunne gøre det ud for en lille fæstning. Mexicanerne startede en belejring af Alamo, og Santa Anna proklamerede, at der ikke ville blive givet pardon. I tolv dage holdt forsvarerne ud, udmattede af træthed og mangel på søvn. Den 6. marts kl. 4 om morgenen blev Alamo stormet. Efter en regn af granater og geværkugler fra alle sider trængte mexicanerne ind; slaget endte i en kamp på bajonetter, og kl. 8 morgen var alle Alamos forsvarere døde

 

d David (Davy) Crockett, amerikansk pelsjæger og politiker; han fik næsten ingen skolegang, men fik tidligt erfaring som jæger og skarpskytte; senere også militær erfaring som deltager i Andrew Jacksons kamp mod creek-indianerne 1813-1815. Han blev valgt til Tennessees lovgivende forsamling 1821. Crockett vandt stor folkelig popularitet ved sine taler, der var spækket med røverhistorier og hjemmelavede metamorforer. Billedet af den barske lovgiver fra vildmarken talte til folks fantasi, og det såvel mens Crockett levede som efter hans død. Han var medlem af den amerikanske kongres 1827-31 og 1833-35. Han drog derefter til Texas, hvor han deltog i krigen mod Mexico og døde i slaget ved Alamo (f 17/8 1786)

1850 Dannebrog stryges i Dansk Guiana (på Guldkysten, nuv. Ghana). Overdragelsen af de danske besiddelser til briterne fandt sted på fortet Christiansborg, efter de to lande den 31. decbr. 1849 havde underskrevet en traktat, hvorved Danmark for 10.000£, afstod forterne Christiansborg, Augustenborg, Fredensborg, Kongesten og Prinsensten med kanoner og ammunition "tilligemed alle andre besiddelser, ejendomme og territorialrettigheder af enhver art, som tilhører Hans Majestæt Kongen af Danmark på ovennævnte kyst". Den danske koloni Dansk Guiana blev grundlagt i 1657, da de svenske besiddelser blev erobret. I de følgende år blev der anlagt flere forter, man da slavehandelen blev standset i 1803, sygnede kolonien hen, og man besluttede at sælge området til briterne

f Gustav Wied, forfatter; allerede som dreng begyndte Wied at skrive digte; som ung blev han boghandlerlærling i Nakskov, derefter skriver på et sagførerkontor så huslærer på en herregård, timelærer på Sundby Realskole og i en kort periode skuespiller. Sidst i 1880’erne begyndte han at udgive nogle dramaer, som viser hans tidligt udviklede grundindstilling for det forargelige og skandaløse. Wieds omfattende produktion falder i fortællinger, romaner og skuespil. De førstnævnte - f.eks. "Silhouetter" (1891), hvormed han slog igennem - samler sig om billeder fra land og by. De fortsættes i romanform bl.a. med det overgivne dobbeltværk "Livsens Ondskab" (1899) og "Knagsted" (1902) o. a. Som skuespilforfatter fik W succes med dramatiseringen af "Livsens Ondskab" og "Slægten Tummelumsen" (1900) og "Hendes gamle Nåde" (1904). En særlig originalitet viste Wied i sine "satyrspil" (nærmest en folke-etymologisk anvendelse af ordet), der fik deres særpræg ved de vidtløftige, veloplagte og fantasirige regibemærkninger. De begyndte 1895 i "Tilskueren" med "Herrens Venner ingen Sinde", blandt satyrspillene er endvidere "Adel, gejstlighed, borger og bonde" (1897) (d 24/10 1914)

d Grevinde Danner, Louise Rasmussen; lensgrevinde, Frederik 7.’s hustru; som datter af en ugift tjenestepige blev hun i 1826 optaget på balletskolen på Det kgl. Teater, hvor hun 1835-42 var figurantinde (balletdanserinde). I begyndelsen af 1830'erne stiftede hun bekendtskab med den senere Frederik 7. Hun blev hans elsker-inde, og forholdet udviklede sig stadig tættere. Efter Frederik 7.’s tronbestigelse i 1848 fik hun navnet Danner og flyttede ind på Christiansborg, hun var nu blevet uundværlig for kongen; året efter blev hun baronesse. I 1850 blev de viet ved en uofficiel ceremoni i Frederiksborg Slotskirke, og hun ophøjedes til lensgrevinde Danner; hendes borgerlige byrd umuliggjorde, at hun blev dronning. Hun havde uden tvivl en heldig indfly-delse på kongen, som indtil da havde ført et ustadigt liv, men ægteskabet forargede højborgerskabet og aristo-kratiet. Efter kongens død i 1863 gled hun hurtigt i baggrunden og levede tilbagetrukket, bl.a. på lange rejser. Sin formue testamenterede hun til velgørende formål. Om grevinde Danner blot kynisk søgte at udnytte Frederik 7., eller om hun var en kvinde af folket, som evnede at være en fast og kærlig støtte for den svage konge, har siden været debatteret af både historikere og skønlitterære forfattere (f 21/4 1815)

 

1877 d Johan Ludvig Runeberg, finsk digter; han er realismens første svensk/finske digter; i sin digtning er han inspireret af klassiske græske og latinske digtere og af slavisk folkevisedigtning, endvidere har den fået sit præg af den tid, da den finske nationalfølelse efter adskillelsen fra Sverige begyndte at vågne. Frem for nogen regnes han som Finlands nationaldigter. Allerede i debutsamlingen "Dikter" (1830) findes den enkle lyriske tone, som betegner noget nyt, og i de senere "Âlgskyttarne" (1832) og "Hanna" (1836) med motiver fra bonde- og præstegårdsmiljøer uddybes hans naturfølelse, og hans realisme øges. Sin position son nationaldigter fik R gennem digtcyklen "Fänrik Ståls Sänger" (1848 og 1860), en samling fortællinger fra den finsk/russiske krig 1808-09. Heri forenes fædrelandskærlighed med humanisme, og helteskikkelserne er fint iagttagne finske folketyper, som f.eks. Sven Dufva og Lotta Svärd. Indledningsdigtet "Vårt Land" er siden 1848 Finlands nationalsang (f 5/2 1804)

d Gottlieb Daimler, tysk ingeniør og opfinder; i 1882 grundlagde han sin egen virksomhed, hvor han arbejdede med udvikling af forbrændingsmotorer. De følgende år udviklede D en firetakts benzinforbrændingsmotor (patent 1883), som med sine 80 kg vejede ca en fjerdedel af andre motorer. Motoren blev i 1885 afprøvet i et tohjulet køretøj og året efter i en firehjulet vogn. Daimler-motoren vandt stor udbredelse i bilproduktionens første årti (1890'erne), hvor de blev bygget på licens i et stort antal lande. På biludstillingen i Paris i 1889 præsenterede D sin første egentlige bilkonstruktion, og i 1890 blev Daimler Motoren Gesellschaft grundlagt (nu Daimler-Benz AG) (f 17/3 1834)

1910 f Ejler Bille, maler, grafiker, billedhugger og forfatter; som en af pionererne inden for den abstrakte kunst i Danmark er B en af 1900-tallets betydeligste danske billedkunstnere. 1930-31 var han elev på Kunsthåndværkerskolen; på dette tidspunkt arbejdede han med træskulpturer og debuterede 1931 på Kunstnernes Efterårsudstilling. En rejse til Tyskland, hvor han stiftede bekendtskab med den aktuelle abstrakte kunst, fik ham til at opgive Kunstakademiet efter ét semester. På en udstilling i 1933 viste han nu også malerier. Efter et ophold i Paris prægedes hans værker af en ny og fabulerende kraft. "Maske" (1938) markerede den spontane gestus og viste hans tilhørsforhold til kredsen af ekspressive abstrakte kunstnere i Danmark. I 1945 udgav han "Picasso. Surrealisme. Abstrakt Kunst". En samling artikler om moderne kunst også uden for Europa. En tydelig naturafsmitning satte fra krigsårene sit præg på både farven og formfornemmelsen i hans maleri. Hans værker fik fra dette tidspunkt tillige en stærk rytmisk og arabeskagtig intensitet, hvor de står som billedtegn af reflekterende fortættethed og musikalsk lethed. B’s værk omfatter også digte og grafiske arbejder samt udsmykningsarbejder bl.a. til Danmarks Tekniske Universitet i Lundtofte (1966-68)

d Edward 7. engelsk konge 1901-1910; ældste søn af dronning Victoria og prins Albert. I 1863 ægtede han den danske prinsesse Alexandra, datter af Chr. IX og dronning Louise. I sin lange periode som kronprins deltog han ivrigt i den europæiske overklasses forlystelsesliv og var involveret i flere skandaler. Forholdet til moderen var derfor anstrengt, og hun udelukkede ham i mange år fra deltagelse i statssager. Med tronbestigelsen i 1901 indledte Edward og Alexandra en ny, glansfuld og mere frigjort stil i det britiske kongehus og i selskabslivet. Udenrigspolitik havde hans interesse, og efter at være blevet konge ydede han sit bidrag til opnåelse af et fast udenrigspolitisk samarbejde med Rusland og Frankrig, idet også han frygtede Tysklands voksende magt og personligt afskyede Tysklands kejser, Wilhelm II. Ved talrige rejser og sammenkomster virkede han for denne politik og kunne ved flere lejligheder yde sine regeringer støtte ved at åbne nye kanaler for politisk tilnærmelse. I det britisk-franske samarbejde i Afrikapolitikken syntes E at have været en drivende kraft. I tilnærmelsen til Rusland spillede hans forhold til Ruslands tsar, Nikolaj II, en betydelig rolle for den britisk-russiske overenskomst af 1907 og for en klaring af forholdet til Mellemøsten, som fulgte efter E’s møde med tsaren ved Reval i juni 1908 (f 9/11 1841)

1917 d Valdemar Psilander, skuespiller, stumfilmstjerne; begyndte som handelslærling, men blev senere skuespillerelev på Casino, hvor han debuterede august 1908. Han var ikke uden dramatisk talent, men en klangløs talestemme lagde sig hindrende i vejen for hans scenekarriere. Da han i 1910 debuterede som filmskuespiller, viste det sig, at han vat ualmindelig talentfuld, fordi han evnede at være afslappet og naturlig. Mange andre skuespillere havde den uvane at foretage en endnu voldsommere gestikulation end på teatret for at råde bod på den manglende lyd i stumfilmene. Psilander blev 1911 engageret til Nordisk Film, hvor han blev til 1916, da blev hans gagekrav så høje, at Nordisk Film sagde nej og afbrød samarbejdet. Herefter ville han være sin egen producent, men døde pludselig under optagelserne til sin første film. Psilanders spillestil, parret med hans smukke ydre og hans charme, gjorde ham allerede fra hans første film til et idol. Hovedrollen i "Ved Fængslets Port" gav ham et gennembrud, der kan sammenlignes med Asta Nielsens et halvt år før. I denne film spillede Psilander en ung mand af det bedre borgerskab, og det blev roller af denne type, han derefter fortrinsvis kom til at spille. Med Psilander fik Danmark den første mandlige filmskuespiller, hvis ry nåede langt uden for landets grænser (f 9/5 1884)

 

1924 d Marcus Rubin, nationaløkonom og historiker; på trods af sin historiske interesse og nære venskab med Kristian Erslev læste R statsvidenskab og blev cand. polit. i 1874 (sic!). I 1883 blev han leder af det nyopret-tede Statistisk Kontor for Staden København. En stiilling han beklædte til 1896, da blev han leder af Statens Statistiske Bureau for at stå i spidsen for en gennemgribende reorganisering af bureauet. Efter en resultatrig indsats blev han i 1902 chef for det samlede told- og skattevæsen for at forestå de store nydannelser med bl.a. skattereformen i 1903 og toldloven. Fra 1913 til sin død var R direktør i Nationalbanken. Han var tæt knyttet til kritiske gennembrud – jvf. det tidligere nævnte vedskab med Kristian Erslev – i dansk historieforskning og indførte moderne statistiske metoder i behandlingen af historisk materiale. Hans hovedværker "1807-1814" (1892) og "Frederik VI’s Tid" (1895) er skrevet ud fra en kritisk holdning til den sene enevælde (f 5/3 1854) Alfred von Tirpitz, tysk admiral og hovedarkitekten bag opbygningen af den tyske flåde i de 17 år umiddelbart før udbruddet af 1. Verd.krig. I 1865 indtrådte han i den preussiske flåde og blev flådeofficer i 1869. I 1880’erne var han den tyske flådes torpedospecialist. Efter fra 1892 at have gjort tjeneste som stabschef i flådens overkommando blev han i 1896 sendt til Det fjerne Østen for at tiltræde stillingen som chef for Tysklands fjernøstlige krydserdivision. Da Tyskland på denne tid begyndte at opbygge en stormagtsflåde, blev von T af kejser Wilhelm udset til marineminister. Denne post beklædte han de næste 19 år. Det var i denne egenskab han blev den tyske "Hochseeflottes" skaber. I april 1898 vedtoges den første flådelov. Iflg. den skulle der til aktiv brug i 1904 bygges 1 flagskib, 16 slagskibe, 8 pansrede kystbevogtningsskibe og 9 større og 26 mindre krydsere. En sådan flådestyrke mentes stor nok til begrænsede offensiver i en krig med Frankrig og Rusland. Senere fremsattes andre flådelove. Ved flådeloven af 1912 skulle den tyske flåde i 1920 bestå af 1 flagskib, 40 slagskibe og 20 mindre og 40 større krydsere. Von T var en stor propagandist, og gennem organisationen "Flottenverein" fra 1898 fik han såvel i rigsdagen som i befolkningen opbakning til flådeprogrammet. 1. Verd.krig blev en skuffelse for von T. Den store flådestyrke, han havde skabt, lå uvirksom krigen igennem. Hans foresatte turde ikke sætte den ind mod den britiske flåde. Da han så i 1915 ville iværksætte uindskrænket ubådskrig mod den britiske handelsflåde, satte regeringen sig også mod dette (først besluttet 1917), og T afgav sin afskedsbegæring som marineminister. Han var medlem af Rigsdagen 1924-28 repræsenterende det særdeles højreorienterede og nationalistiske Deutschnationale Volkspartei. I 1925 var han aktiv i bestræbelserne for at få den tøvende feltmarskal Hindenburg til at stille op ved præsidentvalget (f 19/3 1849)

d John Philip Sousa, amerikansk oorkesterleder komponist af militærmarcher; han debuterede tidligt som musiker, idet han som 11 årig var violinist i et danseorkester, og da han var 13 år, blev han medlem af United States Marine Corps orkester. Inden han var fyldt 18, ledede han et vaudeviulle orkester i et teater i Washington. I 1877 spillede han violin i et orkester, der var oprettet specielt til at spille ved koncerter under Jacques Offenbachs turné i USA. Det var dog først, da han tre år senere blev leder af den amerikanske flådes orkester, han skabte sit renommé som en formidabel orkesterleder. Denne stilling beklædte han til 1892. Da oprettede han sit eget orkester, the Sousa Band, med hvilket han gav koncerter over hele USA og 1900-05 også i Europa. Under 1. Verd.krig var S indkaldt til den amerikanske flåde og tog sig af uddannelse og træning af militærorkestre i Great Lakes Navel Base, i Illinois. Han skrev omkr. 140 militærmarcher, bl. disse er: "The Star and Stripes Forever" (1897), "Semper Fidelis" (1888), "The Washington Post" (1889) og "The Liberty Bell" (1893). Mellem 1879 og 1915 skrev han 11 operetter, af disse opnåede han størst succes med "El Capi-tain" (1896). Også som skribent var S aktiv. Han fik udgivet tre romaner, og i 1890 udkom hans "National, Patriotic and Typical Airs of All Lands". Hans selvbiografi "Marching Along" udkom 1930 (f 6/11 1854)

 

d Robert Storm Petersen, tegner, maler, skuespiller og forfatter; han var søn af en slagtermester fra Valby, og tttalt pegede på, han skulle overtage faderens forretning. Det skete også, men Storm P valgte at følge drøm-men at blive kunstner. Han var stort set selvlært, fra 1903 leverede han tegninger til tidsskriftet Jakel og fra 1906 til Ekstra Bladet. Sideløbende hermed optrådte han som skuespiller i biroller 1903-09, han debuterede på Casino i Madame Sans Gêne, siden optrådte han på Dagmarteatret i København. Da Nordisk Film for alvor begyndte produktionen af spillefilm til det europæiske marked, blev Storm P tilknyttet både som ide-mand, dekorations-aler og skuespiller. Han optrådte bl.a. som den første danske farcekomiker på film. Som maler udstillede han første gang 1909; han var medlem af Den Frie Udstilling. Storm P’s humoristiske talent udfoldede sig i flere af tidens kabaretter f.eks Edderkoppen 1914 og Bonbonnièren 1921-26. 1930-33 var han ansat ved Det kgl Teater. Fra 1914 ansat som tegner ved Det berlingske Hus; hertil leverede han en ubrudt strøm af tegninger og tegneserier bl.a. Tre Små Mænd, Peter og Ping, Dagens Flue. Sidstnævnte (fra 1939) er blevet karakteriseret som hans mest tænksomme. Den hentede inspiration fra hans overbevisning, at han ikke selv var sjov – det var derimod det, han så. Beskueren kan føle sig iagttaget og måske også udleveret, men aldrig så betingelsesløst, at humoren ikke tillader at se ham selv. Af hans bøger, hvis originale indfald og sproglige nydannelser blev folkeeje, er hans første Tretten Øre-alt iberegnet (1915), blandt de populæreste. Storm Ps produktion er opgjort til ca. 150 malerier og ca. 60.000 tegninger, heraf talrige bogillustrationer. Hovedparten af disse arbejder findes på Storm P Museet, der åbnede 1977 ved Frederiksberg Runddel i København (f 19/9 1882)

d Albert Lebrun, i årene 1932-40 den franske 5. republiks 14. og sidste præsident. Stillet over for indre splid og militær trussel fra Tyskland søgte han i 2. Verdensgs første år at bevare fransk enhed; en politik der ikke lykkedes,idet det lykkedes ham ikke at skabe et effektivt politisk lederskab. Han var uddannet som mineingeniør og blev medlem af Deputeretkammeret i 1900, af Senatet i 1920 og dettes formand i 1931. I samme periode var han desuden flere gange minister. Som moderat konservativ og som en kompromiskandidat alle kunne enes om, blev L i maj 1934 valgt til republikkens præsident. I sin rolle som mægler og som symbol på enhed tilpassede han sig let regeringer, hvadenten de byggede på venstre- eller højrefløjen, og det var sjældent, han øvede politisk indflydelse på kabinettets udnævnelser eller dets politik. Efterhånden som Frankrigs situation forværredes i 2. Verd-krigs første år samtykkede L i kabinettets beslutninger i juni 1940 om at slutte våbenhvile, skønt han personligt ville have foretrukket at stå i spidsen for et eksilstyre.Han bøjede sig for de konstitutionelle ændringer, Vichy regeringen foretog, og som gjorde marskal Petain til statsoverhoved. I 1943 blev han interneret af tyskerne. Efter krigen var han ikke politisk aktiv (f 29/8 1871)

1961 d George Formby, britisk skuespiller og entertainer; udviklede i løbet af 1930'erne sit komiske talent og var en elsket revykunstner, før han i 1935 kom til filmen; her kulminerede hans komiske talent i en række film frem til 1946. I filmene optrådte han som den jævne borger, der klarer tilværelsens udfordringer med optimisme og humor. Han fremførte sine sange til akkompagnement af en banjolele - et instrument sammensat af en banjo og en ukulele. Han opnåede stor popularitet i sit hjemland og efter 2. Verd.krig også i det øvrige Europa. Bl. hans kendeste sange er "When I’m Cleaning Windows" (1936) og ikke mindst "It’s in the Air" (1938) i filmen af samme navn; den var blandt de første engelske film, der blev vist i Danmark efter Befrielsen og blev næsten synonym med glæden over Danmarks befrielse. Den gjorde F uhyre populær i Danmark, og det var derfor naturligt, at han med sin underholdning deltog i festlighederne i Århus 5. maj 1950 i anledning af femårsdagen for Befrielsen (f 26/5 1904)

d Pearl S. Buck, amerikansk forfatter; hun voksede op i et presbyteriansk missionærmiljø i Kina og blev gift med en missionær og delte hans arbejde i en årrække. På denne måde fik hun stor indsigt i kinesiske forhold og kinesisk mentalitet. I 1932 rettede B en ganske skarp kritik mod den presbyterianske mission i Kina og mod forskellige religiøse dogmer, noget som førte til et brud med missionen og opløsning af ægteskabet. Da hun debuterede 1930 med romanen "East Wind, West Wind", var det fra Kina, hun hentede sit stof. Bogen vakte ikke større opsigt. Det gjorde til gengæld hendes næste bog romanen "The Good Earth" (1931). Med den fik hun sit store gennembrud, og den blev senere såvel dramatiseret som filmatiseret; romanen var den første i en trilogi om det moderne Kina. Den fulgtes af "Sons" (1932) og "A House Divided" (1935). Trilogien skildrer en kinesisk familie gennem tre generationer, frem til den nationale revolutionstid og giver et indblik i kinesisk dagligdag, kinesiske samfundsforhold og kinesisk psyke. B forlod Kina i 1934, og hendes senere bøger har amerikanske emner, f.eks. "To-day and Forever" (1941),"Dragon Seed" (1942),"Portrait of a Marriage" (1945). I 1938 fik B nobelprisen i litteratur (f 26/6 1892)

1984 d Martin Niemöller, tysk U-båds kaptajn og luthersk præst; i årene 1910-1919 var han flådeofficer og ubådskommandant. Derefter studerede han teologi og blev i 1931 præst i Berlin-Dahlem. I 1933 var han medstifter og leder af en antinazistisk sammenslutning af præster – Pfarrernotbund. Dette samt hans deltagelse i protester mod nazistiske overgreb medførte, at han i 1934 blev afsat fra sin præstegerning og var i fængsel og kz-lejr 1937-45. Efter krigen tog han ledende del i reorganiseringen af den evangeliske kirke i Tyskland; fra 1947 var han præsident for kirken i Hessen-Nassau. Fra 1945 var han leder af den tyske evangeliske kirkes udenrigsforbindelser og kom snart til at indtage en ledende stilling i Kirkernes Verdensråd. Hans vedgåelse af Tysklands krigsskyld, hans modstand mod tysk genoprustning, hans engagement i fredsbevægelsen og hans rejser til Moskva 1951 og 1955 gjorde ham til en omstridt person. I 1955 måtte han derfor opgive sin stilling som leder af den tyske kirkes udenlandsforbindelser (f 1/1 1892)

 

Til top        7. marts

 

161 d Antoninus Pius, romersk kejser 138-161; han blev adopteret af kejser Hadrian som hans efterfølger og indgik derved i adoptivkejsersystemet, som han selv videreførte ved at adoptere Marcus Aurelius. I modsætning til sine nærmeste forgængere var han en civilist på kejsertronen, en typisk embedsmand. Han holdt fast ved Italiens ledende rolle, men havde forståelse for provinsernes økonomiske betydning. Med fremragende administrative evner sikrede han rigets nordregion og effektiviserede beskatningen og retsvæsenet. Den sidste del af hans regeringsperiode var præget af de germanske stammers og parthernes begyndende pres mod Det Romerske Imperium. Om hans regeringsår er det da også blevet sagt, at da nåede pax romana på en gang sit højdepunkt og sin slutfase. I Antoninus Pius’ dødsår blev der på Marsmarken rejst ham et mindesmærke, den såkaldte Antoninus Pius-søjle. Det var en 14,75 m høj søjle af rød egyptisk granit rejst på en kvadratisk marmorblok, der var udsmykket med relieffter og en indskrift. Et fragment af søjlen og dens stærkt restaurerede basis kan i dag ses i Vatikanet (f 86)

1274 d Thomas d’Aquino, italiensk teolog og filosof; han var yngste søn af grev Landolfo d’Aquino og blev født på borgen Roccasecca ved Aquino mellem Rom og Napoli. Faderen tilhørte en longobardisk fyrsteslægt, og moderen tilhørte en normannisk fyrsteslægt. Fra sit 5. år blev d’Aquino opdraget hos benediktinerne på det nærliggende Monte Casino kloster, hvis abbed var hans slægtning. 1243 blev han dominikanermunk. Sin filosofiske og telogiske uddannelse fik han i Köln og Paris. Fra 1252 holdt han selv teologiske forelæsninger i Paris, hvor han blev dr. theol. Fem år senere drog han til Rom for efter pavens ønske at være dennes rådgiver, men 1268-72 forelæste han atter i Paris. Derefter var han universitetslærer i Napoli. Fra sin tidlige ungdom drev d’Aquino ivrige studier i Aristoteles, og han skrev flere kommentarer til dennes værker. Hans egne værker er mange. Den samlede udgave af disse fylder 34 bind og omfatter alle teologiens grene. Hans mest berømte arbejder er "Summa theologiæ", (Håndbog i teologi) og "Summa contra gentiles", (Håndbog mod hedninge), der begge stadig er gen-stand for ivrig studium. d’Aquinos tænkning tager sit udgangspunkt dels i Aristoteles, fornuften, dels i kirkens lære og tradition, autoriteten, og går ud på at forme en forståelse af tilværelsen, hvor himmel og jord, tro og fornuft, natur og overnatur, stat og kirke forenes i en harmoni, hvis bærende grund er Gud selv, skaberen både af troens og af fornuftens verden. Troens verden går langt ud over, men ikke imod fornuften. D’Aquino nyder stadig stor anseelse i den katolske kirke, og skiftende paver har til stadighed fremhævet hans betydning for den katolske tro og tænkning. Det læresystem, d’Aquino skabte, blev kendt som thomismen, og det blev i 1879 ophøjet til grundlaget for moderne katolsk teologi (f 1225)

d Johann Bayer, tysk astronom; udgav i 1603 "Uranometria", det første atlas over hele stjernehimlen, som den kunne ses med det blotte øje. Det medtog over 2.000 stjerner, hvoraf 1.000 stammede fra Tyge Brahes observationer. Kortene over den sydlige halvkugle fik Bayer fra hollandske søfarere. Af disse sydlige stjerner føjede han 12 nye stjernebilleder til de 48 eksisterende. I "Uranometria" blev stjernerne i et stjernebillede navngivet efter faldende lysstyrke med græske bogstaver efterfulgt af genetivformen af stjernebilledets navn; disse betegnelser anvendes stadig for ca 1.300 stjerner; således hedder f.eks. Lyrens klareste stjerne Vega også aLyrae og Rigel, der er den næstklareste stjerne i stjernebilledet Orion, benævnes bOrionis (f 1572)

f Joseph-Nicéphore Niepce, fransk opfinder og den første der tog et fotografi; da han fødtes i en velhavende familie, kunne han leve som uafhængig forsker. Da litografi i 1813 blev en fashionabel hobby, begyndte Niepce at eksperimentere med den dengang nye trykkemetode. Da han ikke kunne tegne, og det var ham umuligt i det lokale område at fremskaffe ordentlige trykkesten, forsøgte han at fremstille billeder på anden måde. Han begyndte at påsmøre tinplader med lysfølsomme stoffer og anvende sollyset for at lave kopier af kobberstik. Dette arbejde fortsatte Niepce i april 1816 til forsøg med fotografi med et kamera. Disse forsøg kaldte han heliografi – soltegning. Det lykkedes ham sporadisk at fastholde billeder på papir ved hjælp af sølvklorid. Med denne metode lykkedes det Niepce den 19. juli 1822 at lave en fotografisk kopi af en tegning fæstnet på en glasplade (d 5/7 1833)

f John Fred. William Herschel, britisk astronom; efter i 1813 at have afsluttet sine matematikstudier i Cambridge begyndte han i 1816 på astronomistudiet. I 1826 fik han Det astronomiske Selskabs guldmedalje for med succes at have fortsat sin fars - Sir William Herschel - arbejde vedrørende dobbeltstjerner. Herschel blev adlet som knight i 1831. Inden udgangen af 1833 havde han både foretaget nye observationer af de dobbeltstjerner og stjernetåger, hans far havde beskrevet, og observationer af mange hidtil uopdagede. I årene 1833-1838 opholdt Herschel sig i Kapstaden for at studere den sydlige stjernehimmel. Ved dronning Victorias kroning 1839 blev han baronet. Herschels hovedværk blev det katalog over stjernetåger og dobbeltstjerner, han udarbejdede på grundlag af sin fars, egne og andre astronomers observationer. I årene 1850-55 var han kgl. møntmester. Efter sin død blev han begravet i Westminster Abbey tæt ved Isaac Newtons grav(d 11/5 1871)

 

f Karl Adolf Verner, sprogforsker; han blev født i Århus og var søn af fabrikant (strømpevæveri) Frederik Werner i Grønnegade, fra 1851 Vestergade 5. Allerede i sin gymnasietid interesserede han sig for sprogstudier, og i 1873 blev han magister i slaviske sprog, efter han 1871-72 havde været på studieophold i Rusland. I studietiden havde han beskæftiget sig med accentforholdene i indoeuropæisk, og 1876 kom hans vigtige afhandling "Eine Ausnahme der ersten Lautverschiebung" sammen med en anden, mindre afhandling "Zur Ablautsfrage". Afhandlingen om undtagelsen fra den germanske lydforskydning, som Verner forklarer som begrundet i de oprindelige indoeuro-pæiske accentforhold, fik indgribende betydning i sprogvidenskabens udvikling og vakte stor opsigt især i Tyskland. I årene 1876-81 var han ansat ved universitetsbiblioteket i Halle og derefter fra 1881 docent i slaviske sprog ved København Universitet. I 1888 blev han ekstraordinær professor i faget samme sted (d 5/11 1896)

1850 f Thomas Masaryk, tjekkoslovakisk politiker; afsluttede 1876 et studium i filosofi ved universitetet i Wien, hvor han tre år senere blev ansat som lektor i filosofi og udgav i 1881 sit første større sociologiske værk "Der Selbstmord als soziale Massenerscheinung der modernen Zivilisation". Det fulgtes senere af en lang række filosofiske, sociologiske og politiske værker. I 1882 blev han professor i filosofi ved det nyoprettede universitet i Prag og fra begyndelsen af 1890'erne ledende i den bevægelse, der krævede selvstændighed for den tjekkoslovakiske nation. 1891 blev han medlem af det østrigske deputeretkammer. 1900 stiftede han det tjekkoslovakiske progressive parti, senere kaldet Realistpartiet. Fra 1907 repræsenterede han dette parti i ovennævnte deputeretkammer. Under 1. Verdenskrig arbejdede han i udlandet for oprettelsen af en uafhængig tjekkoslovakisk stat. 1916 fik han dannet et nationalråd, som 1918 anerkendtes som den nye stats regering. Det skete efter Masaryk i maj i Washington havde fået den amerikanske udenrigsminister til at udsende en erklæring, der sagde, at USA med sympati så på opret-telse af en tjekkoslovakisk stat. USA’s allierede tilsluttede sig den 3. juni erklæringen og anerkendte det tjekkoslovakiske nationalråd som Tjekkoslovakiets regering. Den 18. november 1918 blev Masaryk valgt som den nye stats første præsident; han genvalgtes 1920 og 1927;i 1935 trak han sig tilbage på grund af alder(d 14/9 1937)

1865 d Georg Daniel Gerlach, officer; han blev landkadet 1808 og steg derefter reglementeret i graderne. Han blev oberstløjtnant i 1848 og deltog i Treårskrigen som bataljonschef. Han udmærkede sig i slagene ved Fredericia og Isted. Efter krigen blev han i 1850 oberst og kommandør for 6. infanteribrigade i Angel og i 1854 kommandør for 1. infanteribrigade i København. Ved krigsudbruddet 1864 var Gerlach generalløjtnant og divisionskommandant ved Danevirke og udmærkede sig i den heldige træfning ved Mysunde. Han støttede de Mezas beslutning om afmarch fra Dannevirkestillingen. Efter de Mezas fjernelse fra overkommandoen, blev han mod sin vilje beordret til at overtage denne. I skarp modsætning til ministeriet krævede han Dybbøls rømning, men forgæves. Mod slutningen af krigen - juli 1864 - blev han afløst som øverstkommanderende af generalløjtnant Steinmann og blev atter kommandant for sin gamle division (1. Division), som han førte resten af krigen. Han blev pensioneret decbr. 1864. Gerlach er blevet karakteriseret som værende en solid officer uden dog at have de store evner som hærfører. Omstændighederne bragte ham frem som hærens leder i 1864. Situationen dengang krævede imidlertid en mand med større militære evner end dem, Gerlach var i besiddelse af. De Meza, der nærede den største velvilje over for Georg Daniel Gerlach, karakteriserede ham som "Tel brille au second rang, qui s’éclipse au premier" (f 31/8 1797)

f Piet Mondrian, hollandsk maler, der betegnes som en af de centrale skikkelser i 1900-tallets malerkunst. Med udgangspunkt i kubismen og med stærk tilknytning til arkitektur og musik søgte han at nå frem til et såkaldt rent maleri, et maleri baseret på dets egne, konkrete virkemidler. I relationerne mellem det horisontale og det vandrette søgte han at genfinde harmonien i naturen. Det var hans opfattelse, at naturens former kunne reduceres til horisontlinjen, den vandrette linje og primærfarverne. Med udgangspunkt i disse tanker var han i 1917 blandt grundlæggerne af neoplastisismen, som netop var en puristisk, enkel, klar, saglig og plastisk stil. Han virkede i mange år i Paris; fra 1938 i London og fra 1940 i New York. Hans kompositioner er bygget op af homogene rektangulære flader sat sammen med det formål at give et statisk og monumentalt maleri. Dette maleri er befriet for subjektive oplevelser og søger en fordeling af de rene maleriske virkemidler. Efter ankomsten til USA forandrede han sit formsprog noget, fladen blev mere nuanceret og rytmisk behandlet, og de sorte skillelinjer forsvandt. Hans værker fik desuden en mere munter farveholdning og stærkere dynamik. Med sine billeder og teoretiske arbejder fik Mondrian betydning i moderne malerkunst, skulptur, arkitektur og industriel formgivning (d 1/2 1944)

 

f Thorvald Ellegaard, cykelrytter; professionel 1898-1926; vandt VM i sprint 1901, 1902, 1903, 1906, 1908 og 1911 og fik sølv fire gange. Derudover vandt han, hvad der i datiden blev betragtet som verdens fornemste sprinterløb, Grand Prix de la ville de Paris, i 1901 og 1911. Før Ellegaard blev professionel vandt han DM fire gange, 1899-1914 vandt han DBC’s (Dansk Bicycle Club) Grand Prix på Ordrupbanen 11 gange. Også i tandem-løb vandt han en række sejre, bl.a. med broderen Peter som makker. I sin lange karriere opnåede han 1560 placeringer i betydningsfulde cykelløb, heraf 925 sejre. Allerede omkr. århundredskiftet, da cyklerne vejede det tredobbelte af, hvad de gør i dag, formåede Ellegaard at køre de sidste 200 m af en sprintermatch på 11,3 sek. En tid som kun ganske få i verdenseliten kunne gøre ham efter før midt i 1950'erne. Ellegaard var verdens største cykelsportsnavn i en epoke, hvor banesporten tiltrak sig større opmærksomhed end landevejsløbene. I forbindelse med Danmarks Idræts-Forbunds 100 års jubilæum i 1996 var han blandt de fem nominerede mandlige kandidater til titlen "Århundredets danske sportsnavn". Efter endt karriere var Ellegaard bl.a. en overgang sportsleder på Ordrupbanen; Ellegaaard hører til de få danske eliteidrætsmænd, der har modtaget ridderkorset for sin indsats i sporten (d 27/4 1954)

1932 d Aristride Briand, fransk politiker og nobelprismodtager; Briand var Frankrigs regeringsleder ikke færre end 11 gange og bestred i alt 26 ministerposter i årene 1906-32. Han blev udnævnt til udenrigsminister i april 1925 og beholdt posten i 14 på hinanden følgende regeringer. I fire af disse var han også statsminister. Briands mærkesag var freden og blev af samtiden opfattet som en fredens apostel. En af hans helt store succeser indtraf den 27. august 1928 med underskrivelsen i Paris af Kellogg-Briand pagten, hvor 60 nationer lovede at afstå fra at bruge krig til løsning af internationale konflikter. Som udenrigsminister arbejdede Briand energisk for en normalisering af forholdet til den slagne arvefjende, Tyskland. Med Locarno-pagten mellem Storbritannien, Tyskland og Frankrig søgte Briand at normalisere forholdet mellem de tre lande. Pagten banede vej for Tysklands optagelse i Folkeforbundet. Dette arbejde, samt hans indsats for Folkeforbundet og verdensfreden i det hele taget, indbragte i 1926 Briand og hans tyske kollega Gustav Stresemann Nobels Fredspris. I december 1930 udtalte Briand sig offentligt om det ønskelige i en europæisk føderation, hvilket var højst usædvanligt på den tid. Han trak sig definitivt tilbage fra det politiske liv i januar 1932 efter forgæves at have forsøgt at blive valgt til Frankrigs præsident. Kort efter døde han (f 28/3 1862)

d Joakim Skovgaard, maler; studerede i Paris og blev her påvirket af Gustave Courbet og efter dennes eksempel begyndte han at male hverdagsprægede situationer; blandt disse er "Børn der bringer mad til skovarbejderen" (ca 1882). På rejser til Italien fordybede Skovgaard sig som de øvrige jævnaldrende i nuancerede skildringer af italienernes hverdag; han påbegyndte samtidig sine første bibelbilleder; det blev 1887-88 til billedet "Englen rører ved vandet i Bethesdas dam", der sammen med senere bibelske kompositioner udløste den store bestilling på udsmykning af Viborg Domkirke. Udsmykningen blev udført med bistand af andre malere 1901-06. Loftet blev malet 1912-13. Stilen var dannet under indtryk af samtidig fransk monumentalmaleri, middelalderlig italiensk freskodekoration og ældre dansk kunst. I tilknytning til arbejdet i Viborg udførte Skovgaard altertavler, mosaik-dekorationer; endvidere udsmykkede han bryllupssalen på Københavns rådhus. Skovgaards dekorative evner gav sig desuden udslag på så forskellige områder som fortegninger til gobeliner, bogillustrationer, keramik; sammen med Th. Bindesbøll udførte han Dragespringvandet i København. Skovgaard var medstifter og medlem af Den frie Udstilling og professor ved Kunstakademiet (f 18/11 1856)

 

Tyske tropper rykker ind i Rhinlandet, som i henhold til Versaillestraktaten var og stadig skulle være en afmilitariseret zone. Aktionen var også et direkte brud på Locarno-aftalen fra 1925, hvori Tyskland sammen med Storbritannien, Frankrig, Belgien og Italien udtrykkeligt havde forpligtet sig til at respektere bl.a. de bestemmelser om Rhinlandets afmilitarisering, der var fastsat i Versaillestraktaten. Hitler havde valgt tidspunktet for aktionen med omhu. Det italienske angreb på Abessinien, der var begyndt i oktober 1935, havde i Folkeforbundet ført til, at Italien på fransk og britisk initiativ var blevet stemplet som angriber, og at der var blevet indført sanktioner over for Italien. Tyskland havde ikke tilsluttet sig sanktionerne og udnyttede situationen til en tilnærmelse til Italien. Hitler kunne da regne med, at Italien ikke sammen med vestmagterne ville gribe ind i tilfælde af en tysk remilitarisering af Rhinlandet. Hitler forklarede Rhinbesættelsen som en forsvarsreaktion affødt af den fransk-sovjetiske alliance, som det franske deputeretkammer ratificerede den 27. februar. Aftalen byggede på gensidig hjælp, hvis et af de to lande blev angrebet af en anden europæisk stat. I en tale i rigsdagen den 7. marts erklærede Hitler, at Frankrig havde forrådt Europa ved sin alliance med den asiatiske magt bolsjevismen – den, som havde svoret at tilintetgøre alle den europæiske civilisations værdier. Endnu en gang måtte han – modstræbende, men uden at kny – bøje sig for det uundgåelige og tage de nødvendige skridt for at værne Tysklands interesser. Bortset fra at Folkeforbundet i skarpe vendinger fordømte Tysklands aktion og stemplede den som et brud på gældende aftaler, foretog vestmagterne sig intet. Da den tyske generalstab havde advaret mod aktionen af frygt for franske reaktioner, blev Hitlers autoritet over for hæren og generalstaben afgørende styrket ved den franske passivitet. Men det var ikke kun i Tyskland, at Hitlers stilling blev befæstet. Udadtil fremstod Tyskland nu atter som en stormagt - jævnbyrdig med England og Frankrig

1945 De allierede tropper krydser Rhinen over broen ved Remagen. Efterhånden som de allierede nærmede sig Rhinens vestbred, blev broerne i hele Rhinens længde ødelagt af de vigende tyske tropper. De havde planlagt, at Ludendorff-broen ved Remagen skulle sprænges i luften d. 7. marts kl. 16.00. Kl. 15.30 detonerede en af sprængningerne og frembragte et krater i den vestlige del af brodækket, men ladningen var for svag, og selve broen tog ingen skade. Kl. 15.50 nåede en amerikansk deling frem til den vestlige ende af broen og begyndte at rykke over den i enkeltkolonne. I dette øjeblik blev en anden ladning bragt til sprængning og slog en af hovedstiverne midt over. Men besynderlig nok detonerede hovedladningen - 250 kg trotyl - ikke samtidig. (Det antages, at en tilfældig træffer fra en amerikansk kampvogn havde ødelagt det svære kabel, der forbandt hovedsprængladningen med de mindre ladninger). Kl. 16.00 var 100 mand kommet over broen. Amerikanske pionerer fik repareret plankedækket og de svære dragere, således at lastbiler, kampvogne og tog kunne køre over. I løbet af 24 timer var over 8000 mand kommet over broen. Ti dage efter erobringen af broen brød den sammen efter gentagne angreb af tyske fly og beskydning med langtrækkende artilleri. Men da havde amerikanske ingeniørsoldater bygget flere broer over Rhinen, og det amerikanske brohoved på flodens østside var udvidet til en dybde af 13 km og en længde af 40 km

1966 d Osvald Helmuth, skuespiller; som dreng arbejdede han i faderens blomsterforretning. Siden kom han i lære som bager, men forlod lærepladsen for at blive skuespiller. Karrieren indledtes i Randers i 1913; herefter kom han til Nørrebros Teater i København. Der gik dog mange år med små roller i revyer og komedier, inden H fik sit gennembrud i 1929 med visen "Ølhunden". Herefter var han dansk revys ukronede konge frem til sin død. I 1935 var han med til at danne Cirkusrevyen. Hvor han året efter sang "Dit Hjerte er i Fare Andresen". Mange af sine største sucesser skabte han i Dagmarrevyerne gennem 1940’erne f.eks. "Herlig en Sommernat" (1949). H var hovedkraften i ABC-revyerne i begyndelsen af 1950’erne og sang her bl. a. "100 mand og en bajer" og "Faders vilje" (begge 1951); i begyndelsen af 1960’erne rundede han karrieren af i Helsingørrevyen med numre som " Bar’ engang imellem" (1963). Om Helmuth er der blevet sagt, at karaktervisen blev hans domæne. Ud fra omhyggelige karakterstudier af den lille mand i samfundet gav han rollen, som fremførte visen, dens eget liv på en varm og aldrig udleverende måde. Et kunstnerisk højdepunkt nåede Helmuth, da han i 1954 spillede Jeppe i "Jeppe på bjerget" på Det Kgl. Teater, og i 1960 var han "verdens bedste Doolittle" i "My Fair Lady" I Falkonercentret. Desuden medvirkede han i en række film bl. a. "Der var engang en Vicevært" (1937) og "Harry og kammertjeneren" (1961) (f 14//7 1894)

1976 d Tove Ditlevsen, forfatter; debuterede 1937 med digtet "Til mit døde barn" i tidsskriftet Vild Hvede. Digtsamlingen "Pigesind" (1939) blev rost for at udtrykke ægte kvindelighed; digtet "Barndommens Gade" fra "Lille Verden" (1942) er en kærlighedserklæring til opvækstmiljøet i arbejderkvarteret på Vesterbro i København. Arbejderklassens kontante forhold til seksualiteten er temaet i romanerne "Man gjorde et Barn Fortræd" (1941) og "Barndommens Gade" (1943), som tillige er en bred social skildring af proletarpigens opvækst. Omfattende journalistisk virksomhed, - udgivet i essaysamlinger som "Flugten fra opvasken" (1956) - og et mangeårigt hverv som brevkasseredaktør i ugebladet Familie Journalen foregreb 1970'ernes store debatter om kvinderollen. Brugen af prosadigtets moderne form med korte, urimede strofer i samlingerne "De voksne" (1969) og "Det runde værelse" (1973) viser det kunstneriske opbrud. De flg. erindringsbind "Gift" (1971) og "Vilhelms værelse" vakte med deres usminkede fremstilling af hendes ægteskaber og en mangeårig afhængighed af narkotika og alkohol voldsom offentlig interesse. I "Tove Ditlevsen om sig selv" (1975) bandt hun digt og virkelighed sammen til et nøgternt og barokt humoristisk selvportræt (f 14/12 1917)

 

Til top        8. marts

1466 d Francesco Sforza, condottiere, hertug af Milano; som søn af condottiere Muzio Attendolo Sforza voksede han op ved hoffet i Ferrara, hvor hans mor var gift med en af faderens officerer. Sforza kom med, da faderen i 1412 gik i tjeneste hos kong Ladislas af Napoli. Efter at have gjort tjeneste i et af regimenterne overtog han ved faderens død kommandoen over hele hæren. Herefter gik han i tjeneste hos Filippo Maria Visconti, hertug af Milano og de næste 20 år kæmpede han henholdsvis for eller imod ham. Trods disse skiftende alliancer blev han i 1441 gift med hertugens illegitime datter og eneste barn, Bianca Maria. I 1434 indgik Sforza alliance med Cosimo Medici og for et betydeligt beløb blev han condottiere for Firenze. I 1438 stod han i spidsen for en florentinsk-venetiansk liga mod Milano, som blev besejret og måtte afstå Verona. To år senere tilføjede han Milano et endnu større nederlag i slaget ved Anghiari. Da hertugen i 1447 blev dødeligt syg, og Milano var truet af en venetiansk hær, sendte han bud efter sin svigersøn for at få hans hjælp. På vej til Milano erfarede Sforza, at hertugen var død, og at han havde udnævnt ikke ham, men kongen af Napoli som sin efterfølger. Milaneserne erklærede deres by for republik og ansatte Sforza som deres hærfører. Herefter fulgte en krig med Venezia, og da milaneserne i 1449 bag ryggen på Sforza sluttede fred, tvang han gennem en belejring byen til overgivelse. 26. februar 1450 kunne han rykke ind i Milano som byens herre. Hans styre blev en slags oplyst enevælde, og skønt først og fremmest kriger blev han og hans sønner kendt som store mæcener. Francesco Sforza efterlod sig flere børn bl.a. sønnerne Ascano, der blev kardinal og Galeazzo Maria og Ludovico il Moro, der begge blev herskere i Milano (f 23/7 1401)

 

1717 d Abraham Darby, engelsk jernfabrikant, den første der med succes brugte koks ved jernfremstilling; efterhånden som Englands skove svandt, og trækul blev stadig dyrere, rettedes opmærksomheden mod muligheden for at anvende kul ved produktion af jern. Længe var dette ikke muligt, fordi kul indeholder svovl, som ødelægger jernet. Men omdannede man kullene til koks, forsvandt svovlet. Efter i 1708 at have grundlagt "Bristol Iron Company" i Coalbrookdale ved floden Severn i nærheden af forekomster af svovlfattige kul fremstillede Darby i 1709 jern i en koksfyret smelteovn. Hurtigt viste koksene deres overlegenhed i forhold til trækul; han kunne få en højere varme, bygge større smelteovne og få mere, bedre og billigere jern. Fremkomsten i 1712 af Thomas Newcomen’s damp-maskine skabte et nyt vigtigt marked for Darbys jern. I 1758, da Darby var blevet afløst af sin søn og navnefælle, havde man i Coalbrookdale fremstillet flere end 100 Newcomen cylindre. I 1779 byggede Darbys sønnesøn Abraham Darby III verdens første jernbro i Coalbrookdale, og i 1802 byggede Coalbrookdale Works det første jernbane-lokomotiv med en højtryksdampkedel (f ca 1678)

 

1726 f Robert Howe, britisk admiral; under krigen 1756-63 med Frankrig havde Howe kommandoen over den engelske flåde i Den engelske Kanal. Han var ligeledes aktiv i flåden under Den amerikanske Frihedskrig og havde flere sammenstød med den franske flåde. Skønt nu næsten 70 var han atter chef for den engelske flåde i Kanalen under revolutionskrigene i 1790'erne (d 5/8 1799)

 

1813 f Japetus Steenstrup, zoolog og en af tidens centrale skikkelser inden for dansk naturvidenskab. I forbindelse med hans zoologistudium fik han i 1837 tildelt universitetets guldmedalje, og han vandt en af Videnskabernes Selskab stillet prisopgave om træforekomster i moseaflejringer og blev dermed grundlægger af dansk mose-forskning. Han tog aldrig den afsluttende eksamen, da han fandt det overflødigt at honorere det samtidige krav om nøje kendskab til græsk og latin. Efter ansættelse som lektor ved Sorø Akademi blev Steenstrup i 1845 professor i zoologi. Hermed indledtes 40 års dynamisk virke som lærer, igangsætter og administrator. Han var i årtier sjælen i Dansk Natur-historisk Forening, den virksomme sekretær for Videnskabernes Selskab 1866-78. Steenstrup deltog i oprettelsen af Carlsbergfondet og var medlem af fondets første direktion fra 1876. Mosestudierne førte til en dyb interesse for den spirende arkæologi bl.a. køkkenmøddinger, hvis nu internationale navn han skabte. Japetus Steenstrups forfatterskab var stort og vidtfavnende, det omfatter bl.a. en monografi om den uddøde gejrfugl (1857) og talrige afhandlinger om blæksprutters systematik, morfologi og forplantning (d 20/6 1897)

 

1843 Islands Alting genoprettes. Det første Alting trådte sammen ca 930, hvorved Island blev et samlet lovområde, et land. Derefter blev tinget afholdt hvert år indtil 1798. Det var "alles ting" til forskel fra lokaltingene. Efter Island 1262-64 var blevet en del af Det Norske Rige blev Altinget omdannet til en domstol, men opretholdt dog en vis lovgivning indtil 1700-tallet. I 1800 blev Altinget erstattet af Landsoverretten, men både administrativt og nationalt efterlod udviklingen et savn, og den 8. marts 1843 blev tinget genoprettet som en rådgivende forsamling med sæde i Reykjavik. Den blev i følgende år centrum for Islands selvstændighedskamp mod det danske styre

 

d Karl 14. Johan, svensk konge 1818-1844; hans oprindelige navn var Jean-Baptiste-Jules-Bernadotte; han var af borgerlig herkomst og født i Syd-Frankrig som søn af advokat Henri Bernadotte og Jeanne de Saint-Jean; han gjorde hurtig militær karriere under Den franske Revolution og udmærkede sig i en række slag. I 1804 blev han marskal og efter deltagelse i slaget ved Austerlitz 1805 og felttoget mod Preussen 1806 udnævntes han til fyrste af Ponte Corvo. 1808 søgte han forgæves at føre spanske tropper over Danmark til angreb på Sverige. Bernadotte valgtes 1810 til svensk tronfølger, fordi Sverige med fransk støtte ønskede at genvinde Finland. I Sverige fik han tilslutning til en fuldstændig omlægning af svensk udenrigspolitik. Han afskrev tanken om generobring af Finland, sluttede forbund med Rusland og fik af Napoleons modstandere løfte om Norge for svensk assistance i kampen mod Napoleon. Forbundet med Rusland blev sluttet i 1812, og 1812-13 deltog han med et svensk korps i kampen mod Napoleon. Efter Napoleons nederlag ved Leipzig 1813 vendte han sig mod Danmark, som ved freden i Kiel 1814 måtte afstå Norge til Sverige. Den norske modstand mod denne ordning fik Karl 14. fjernet ved at godkende Eidsvoll-forfatningen. Dog var denne frie forfatning ham i mange år en torn i øjet og gav anledning til en ikke ringe spæn-ding mellem ham og nordmændene. I Sverige kom han i modsætning til rigsdagen, hvor liberale anskuelser fandt indpas navnlig efter julirevolutionen i 1830. Endvidere forsøgte han forgæves at bryde den liberale presses indfly-delse. Men efter 1840 fandt en vis udsoning sted mellem konge og rigsdag, og Karl 14. opnåede efterhånden en vis popularitet (f 26/1 1763)

 

1858 f Ruggiero Leoncavallo, italiensk komponist; studerede ved konservatoriet i sin fødeby Napoli; ernærede sig efter endt uddannelse ved at spille på caféer og ved at give sang- og klaverundervisning. I 1892 blev han meget hurtigt berømt på énakt-operaen "I Pagliacci"; med senere værker - f.eks. "I Medici", "Bohèmeliv" og "Der Roland" komponeret efter opfordring af den tyske kejser Wilhelm - opnåede Leoncavallo ikke samme succes (d 9/8 1919)

 

1869 d Hector Berlioz, fransk komponist; studerende ved Pariserkonservatoriet 1826-30. Han fik 1830 den eftertragtede udmærkelse Prix de Rome; opholdet i Italien inspirerede til symfonien "Harold en Italie" (1834). Trods to monumentale officielle bestillingsværker "Grande messe des morts", (Requim, 1837) og "Grande symphonie funè-bre et triomophale" (1840) lykkedes det ikke Berlioz at opnå anerkendelse i Frankrig, og han måtte i mange år ernære sig som musikkritiker. Men efter hans død erobrede hans musik Frankrig og den øvrige verden. 1843 udsendte han sin epokegørende lærebog i instrumentation "Grand traité d’instrumentation et d’orchestration modernes", hvorfra mange komponister har hentet inspiration. Bl. hans værker er operaen "Benvenuto Cellini" (1834-37), vokalværket "Te Deum" (1849), ouverturen "Romersk karneval" (1844) og den dramatiske symfoni "Roméo et Juliette" (efter Shakespeare, for soli, kor og orkester, 1839). Om Berlioz og hans værker er der blevet sagt, at hans historiske betydning har været overordentlig, mens værdien af hans musik stadig er omtvistet. Som forfatter afslørede Berlioz eminent fortællekunst og humor i bl.a. "Voyage musical en Allemagne et en Italie" (1844), "A travers chant" (1862) og i "Mémoires" udgivet efter hans død i 1870 (f 11/12 1803)

 

1874 d Millard Fillmore, USA’s præsident 1850-53; efter i årene 1829-32 at have været medlem af sin hjemstat New Yorks lovgivende forsamling var han 1833-35 og igen 1837-43 valgt til Repræsentanternes Hus i Washington DC for Whig partiet. 1847 blev han valgt til guvernør for staten New York, og året efter blev han vicepræsident for Zachary Taylor; efter Taylors død i 1850 overtog han præsidentposten. Han søgte som sin forgænger at slå bro mellem tilhængere og modstandere af slaveriet. Det var Fillmores opfattelse - som han delte med andre nordstats-politikere - at stillede man sig afvisende over for Sydstaterne, risikerede man unionens sammenbrud. Med da han underskrev den såkaldte Fugitive Slave Law, der gjorde det til en pligt for forbundsmyndighederne at bistå ved tilfangetagelse og tilbagesendelse af flygtede slaver, mistede han opbakning i Nordstaterne og blev ikke nomineret til præsidentvalget i 1852. I sin udenrigspolitik støttede han amerikansk ekspansion i Stillehavet, og for at hævde amerikanske interesser, sendte han i 1853 kommandør Matthew C. Perry med en flådestyrke til Japan. Den tvang den japanske regering til at opgive sin traditionelle isolationspolitik og i stedet åbne såvel handels- som diplo-matiske forbindelser med udlandet. Efter afgangen som præsident trak Fillmore sig da tilbage til sin sagførervirksomhed i Buffalo (f 7/1 1800)

 

1879 f Otto Hahn, tysk fysiker og kemiker; efter at have afsluttet sine studier i Marburg og München og have erhvervet doktorgraden i 1901 rejste Hahn i 1904 til England for der at fortsætte sine studier. Her blev han kendt med det nye forskningsområde, som radioaktiviteten repræsenterede, og i 1905 indentificerede han det radioaktive spaltnings-produkt af thorium, som er kendt under navnet radiothorium. Efter hjemkomsten til Tyskland blev han i 1906 ansat ved Kaiser-Wilhelm-Institut für Chemie i Berlin-Dahlem, fra 1912 som professor og fra 1928 desuden som direktør. Sammen med fysikeren Lise Meitner udførte Hahn en række undersøgelser over radioaktivitet, der bl.a. førte til opdagelsen af det radioaktive grundstof protactinium (1918) og i 1921 til opdagelsen af uran Z. Endvidere ydede H væsentlige bidrag til udvikling af den nye gren af kemi, som kaldes radiokemi, og som bl.a. omfatter anvendelse af radioaktive isotoper som sporelementer ved kemiske og fysiske processer. I samarbejde med Fritz Strassmann opdagede Hahn i december 1938 uranets fission, d.v.s. det dengang overraskende og uventede resultat, at neutronerne spaltede uranatomet i to omtrent lige tunge atomer, som var væsentlig lettere and uranatomet og hjemmehørende omtrent i midten af det periodiske system. Denne opdagelse var indledningen til atomenergiens udnyttelse og dermed til atomalderen. For denne opdagelse fik Hahn i 1945 Nobelprisen i kemi for 1944. 1948-60 var han præsident for Max-Planck-Geschellschaft. I 1962 udgav han bogen "Vom Radiothor zur Uranspaltung, eine wissenschaftliche Selbstbiographie" (d 28/7 1968)

 

1889 d John Ericsson, svensk/amerikansk ingeniør, opfinder af skibsskruen; allerede som ung syslede Ericsson med mekaniske opfindelser. Efter i 1826 at være rejst til datidens tekniske foregangsland Storbritannien lykkedes det ham i 1836 at konstruere en brugbar skibsskrue. Da det britiske admiralitets havde den opfattelse, skruen ikke havde nogen fremtid, rejste Ericsson i 1839 videre til USA. Her konstruerede han i 1843 dampmaskine, skrue og artilleri til en ny fregat til den amerikanske flåde, men under prøvesejladsen eksploderede en af kanonerne. Hans egentlige gennembrud kom med konstruktionen af "Monitor" i 1861, et dampdrevet skrueskib med et meget lavt panser-klædt skrog og to kanoner i et drejeligt tårn. Skibet var et revolutionerende skridt i krigsskibsudviklingen. Det gav ikke alene Nordstaterne søherredømmet i resten af Den amerikanske Borgerkrig, men blev også proto-typen for andre landes krigsskibsbyggeri helt frem til 1. Verdenskrig (f 31/7 1803)

 

1917 d Ferdinand von Zeppelin, tysk luftskibskonstruktør; han blev officer 1858 og deltog i borgerkrigen i USA i 1863, i krigen mod Østrig 1866 og mod Frankrig 1870-71. Han tog sin afsked fra hæren i 1890 og beskæftigede sig derefter med konstruktion af et styrbart luftskib, der i modsætning til alle tidligere kendte luftskibe skulle bygges med et indvendigt afstivningsskelet af aluminium. Den første "zeppeliner", som von Zeppelins luftskibe blev kaldt, var i luften 2. juli 1900. Hans arbejde blev af hele den tyske nation omfattet med den største interesse. Da han på et tidspunkt havde brugt sin egen, ikke ubetydelige, formue, og hans sidste nybygning var havereret, blev der på kort tid indsamlet over 6 mio. mark, der blev stillet til Z’s rådighed til videre forsøg. Før 1. Verdenskrig foretog von Zeppelin en række luftskibsfarter til europæiske (stor)byer bl.a. også Århus (luftskibet "Hansa" i 1909). Under 1. Verd.krig blev der på Zeppelin-værftet ved Bodensøen bygget 125 luftskibe til militært brug. Efter krigen blev der bygget flere trafikluftskibe, hvoraf "Graf Zeppelin" og "Hindenburg" blev anvendt til regelmæssig lufttrafik mellem Tyskland og Sydamerika og mellem Tyskland og USA. Efter "Hindenburgs" haveri i New York 6. maj 1937 opgav man al videre bygning af luftskibe (f 8/7 1838)

 

d William Howard Taft, USA's præsident 1909-1913, republikaner; efter at have afsluttet sin juridiske uddannelse i 1880 beskæftigede Taft sig dels med jura dels med politik; 1887 blev han højesteretsdommer i Ohio og i 1890 juridisk rådgiver for regeringen i Washington. I 1900 blev han af præsident McKinley overtalt til at opgive sine juridiske hverv og i stedet indtræde som formand i den kommission, der skulle organisere et civilt styre på Filip-pinerne, som var kommet under amerikansk overhøjhed efter den Spansk-Amerikanske Krig i 1898. Efter at have afsluttet det militære styre blev han øernes første civile guvernør. I 1904 blev han af præsident Theodore Roose-velt udnævnt til forsvarsminister. Som medlem af kabinettet fik Taft en fremtrædende position; han blev regerin-gens problemløser nr 1 og en slags udøvende sekretær for præsidenten. Denne position og Tafts dygtighed gjorde ham til republikanernes præsidentkandidat til at efterfølge Roosevelt og bevare præsidentposten på partiets hænder. Ved valget 3. november 1908 opnåede han 321 valgmænd over for demokraternes William Jennings Bryans 162. Som præsident fortsatte han Roosevelts imperialistiske udenrigspolitik og kampen mod trusterne; heller intet blev ændret i republikanernes toldpolitik med høje toldmure. Efter republikanernes valgnederlag ved præsidentvalget i 1912 og Tafts afgang blev han professor i jura ved Yale universitetet. Oktober 1921 kulminerede hans juridiske løbebane; han blev da dommer i USA’s højesteret, en post, han beklædte, til han en måned før sin død måtte trække sig tilbage på gr. af sygdom (f 15/9 1857)

 

1937 Stauning holder "Lænkehundstalen" i Lund. Efter rumlerier i konservative svenske dagblade om Danmarks manglende vilje og evne til at forsvare, hvad man betegnede som hele Nordens sydgrænse, besluttede Stauning, da han skulle holde tale i Lund i Sverige, at sige fra over for hvad han fandt var hykleri og samtidig berolige Tyskland. Talen blev hurtigt kaldt "lænkehundstalen", fordi Stauning uden formildende ordvalg eller tonefald erklærede, at Danmark ikke havde "fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne". Der var andet at tage hensyn til end Norden, når man skulle bedømme Danmarks militærpolitik, og et nordisk forsvarsforbund var en utopi. Hermed havde Stauning sat de svenske konservative på plads. I Tyskland registreredes talen positivt. I de nordiske medier og i det danske Folketing blev Stauning angrebet for talen af oppositionen. I formen var den stødende, men indholdet var sandt

 

1941 d Sherwood Anderson, amerikansk forfatter; han var industriarbejder i Chicago nogle år inden sin deltagelse i den spansk-amerikanske krig. Arbejdede herefter på et reklamebureau i Chicago, der i årene før og under 1. Verd.krig var centrum for en litterær opblomstring med forfattere som Carl Sandburg og Theodore Dreiser. Opmuntret af disse udgav Anderson romanen "Windy McPherson’ Son" (1916). Tre år senere vakte han opmærksomhed med "Winesburg, Ohio" (1919) en samling noveller om menneskeskæbner og forkvaklede sind i en småby i Midtvesten. 1920 kom romanen "Poor White", om hvordan maskinen ødelægger livet i en lille by. Fra 1925 er "Dark Laughter", hvor de sortes angivelige frigjorthed, deres latter og sang sættes op mod de hvides åndelige sterilitet. I 1930'erne udgav Anderson bl.a. nogle af sine bedste fortællinger f.eks. "Death in the Woods" (1933) og romanen "Kit Brandon" (1936) om forbudstidens USA. Selvbiografiske er "A Story-Teller’s Story" (1924) og "Tar, a Midwest Childhood" (1926). Anderson skrev desuden digte og redigerede to lokalaviser. I sit grundsyn er Anderson blevet karakteriseret som naturalist, men for ham havde menneskenaturen med dens instinkter og drifter noget mystisk, næsten religiøst ved sig. Hans personer er som oftest hjælpeløse og kontaktløse mennesker, ude af stand til at klare sig i det moderne samfund og ude af stand til at bryde ud af småbyens konventioner (f 13/9 1876)

 

Til top        9. marts

 

1444 d Leonardo Bruni, italiensk humanist og historiker; Bruni var en hovedfigur i den første formidling af klassisk litteratur i Vesteuropa. Han studerede i Firenze og arbejdede derefter en tid som diplomat for paven og endte i den prestigefyldte stilling som kansler i Firenze. Med egne latinske oversættelser fra græsk udbredte han kend-skabet til romersk historie (Prokopius, Plutarch) og til græsk filosofi (Aristoteles, Platon). Hans eget mangesidige latinske forfatterskab omfatter det metodisk epokegørende værk "Historia Florentini populi", breve, moralfilosofi m.m. Hans ungdomsværk om forholdet til antikken (Dialogus) og en senere selvbiografi (Commentarius) giver efter sigende et fascinerende indblik i ungrenæssancens Firenze (f 1370)

 

1454 f Amerigo Vespucci, italiensk søfarer og geograf, der fik en verdensdel opkaldt efter sig - Amerika; født og opvokset i Firenze; som ung kom han i tjeneste hos Medicierne, Firenzes ledende familie. I 1492 blev han sendt til Spanien for at varetage Mediciernes interesser der. I Sevilla førte hans kommercielle og geografiske interesser ham ind på en ny løbebane. Han ville forsøge at indfri Columbus' forhåbninger om at nå frem til Asien ved at sejle mod vest. I 1499-1500 og 1501-02 deltog han i to rejser mod vest for at finde vejen til Indiens rigdomme. Efter på den anden rejse at have sejlet omkr. 4.000 km mod syd til omkr. 650 km nord for den sydligste spids af Terra del Furgo, Ildlandet, uden at finde nogen passage mod vest, mod Indien, fik Vespucci den tanke, at den kyst, han havde fulgt, ikke var den østlige del af Asien, men et ukendt fastland. Vespucci udgav et antal meget læste rejsebreve, der oversattes til flere sprog. Ophavsmanden til navnet på den ny verdensdel var Martin Waldseemüller, en ukendt tysk præst, der boede i den lille by Saint-Dié i Lorraine. Han var medlem af et lærd selskab, der publi-cerede egne værker. I 1507 udgav selskabet en lille bog på 103 sider, "Cosmographiae Introductio". Bogen inde-holdt dels en beretning om en fjerde verdensdel dels et forslag at kalde den nye verdensdel Amerige (af de græske "ge", som betyder "land")d.v.s. Amerigas land eller Amerika, efter dets opdager Amerigo, "en såre dygtig mand". I 1508 blev Vespucci af den spanske dronning udvævnt til "Piloto Mayor", overnavigatør samt fik til opgave at oprette en navigationsskole. Mens han forberedte en ny rejse, døde han af malaria (d 22/2 1512)

 

1566 d myrdet David Rizzio (Riccio), Maria Stuarts italienske sekretær. Rizzio blev født i Pancalieri i nærheden af Torino som søn af en musikant. Han kom til Skotland i 1561, da han gjorde tjeneste hos hertugen af Savoyens ambassadør. Derefter kom han i tjeneste hos Maria Stuart som musikant og blev i december 1564 hendes franske sekretær; valgt for sin pålidelighed snarere end for sit kendskab til det franske sprog. Efter dronningens bryllup – den 29. juli 1565 - forblev han i hendes tjeneste og tog sig af hendes korrespondance med paven. Dronningens ægtemands - Lord Darnley - jalousi blev udnyttet af skotske adelsmænd, som betragtede R som en arrogant parvenu og ønskede ham fjernet som et indledende skridt til afsættelse af Maria Stuart. Mens Darnley var til stede blev R dræbt af skotske adelige i Holyroad House i Edinburgh (f ca 1533)

 

d Jules Mazarin, fransk kardinal og minister; født i Italien og uddannet i et jesuitterkollegiums skole; han studerede i Rom og i Spanien og blev dr. juris 1622. Herefter trådte han i pavelig tjeneste fra 1630 som diplomat. Som sådan viste Mazarin et stort talent. Frankrigs førsteminister Richelieu blev opmærksom på ham og ønskede at knytte ham til sig. M kom til Frankrig som pavelig nuntius i 1634 og gik i 1639 i fransk tjeneste. Tre år senere blev han fransk statsborger, og i 1641 fik Richelieu ham udnævnt til kardinal. M var Richelieus elev og efterfulgte ham som minister i 1642. Da Ludvig 13. døde, gjorde enkedronning Anne 1643 M til førsteminister. Hans politiske program var at videreføre og fuldende Richelieus politik. Det betød både at opretholde modstanden mod Habsburg og at få Rhinen som grænse. Han vandt fuldstændig herredømmet over den ikke særlig begavede Anna og blev hendes elsker. Han nød således kongelig tillid, men var hadet af borgerskab og adel, der i ham så en italiensk opkomling. Da han i 1648 ville beskatte embedsmændene, slog utilfredsheden ud i oprør, Frondeopstanden. Det lykkedes ham at ride stormen af, men to gange måtte han flygte fra Frankrig. M var mest interesseret i udenrigspolitik, og sammen med Richelieu og Ludvig XIV var han med til at skabe Frankrigs lederstilling i Europa i 1600-tallet. Han havde styrket statsmagten dels ved at fjerne alle ydre og indre fjender dels ved at få uddannet en falanks af loyale embedsmænd; han bevarede gamle og skabte nye instru-menter til styrkelse af den enevældige kongemagt, som kom til fuld udfoldelse efter hans død. M var dog hele tiden hadet i Frankrig, og han var ikke fri for egennyttige bagtanker; han forstod at skaffe sig selv store fordele. Ved sin død havde han en formue på 200-300 mill.kr og havde levet overdådigt, mens statsfinanserne var elendige (f 14/7 1602)

 

1749 f Honoré Gabriel Mirabeau, fransk greve, politiker og revolutionær; forskellige skandaler resulterede i, at han i 1777 blev arresteret og sad fængslet i henved 3 år. Efter han i 1780 var kommet på fri fod, skabte han sig et navn som journalist ved angreb på de herskende forhold i Frankrig. Efter at være blevet afvist af adelen opnåede M at blive valgt som medlem af Nationalforsamlingen i 1788 af tredjestand. Ved sin imponerende veltalenhed og skarpe, politiske intelligens blev han snart førende i forsamlingen, og det var ikke mindst hans dristige optræden, der bevirkede, at rigsstænderforsamlingen blev til en nationalforsamling, en grundlovgivende forsamling. M’s mål var et konstitutionelt monarki, og i et forsøg på at slå bro mellem monarki og revolution indlod han sig i maj 1790 i forbindelse med hoffet. Det lykkedes ham dog ikke at vinde dets fortrolighed, og kongen havde ikke i sinde at anerkende revolutionens politiske og sociale resultater. For sin forbindelse med hoffet fik M af kongen en månedlig gage på 6000 livres, hans gæld blev betalt, og han havde fået løfte om en belønning på en mio. livres, hvis han kunne redde monarkiet. Udadtil bevarede han sin popularitet som den store revolutionsmand, men et pludseligt forøget pengeforbrug vakte mistanke om korruption, og ved hans tidlige død var hans stilling i den grundlovgivende forsamling svækket. Dog ikke mere svækket end at han blev bisat i Pantéon. Men da det fulde omfang af hans forbindelse med hoffet stod klart, blev hans jordiske rester fjernet. Det skete i 1794. Som udtryk for M’s svage realpolitiske sans er der om ham blevet sagt, at han var for monarkistisk til revolutionen og for revolutionær til monarkiet (d 2/4 1791)

 

1796 Bryllup. Napoleon og Joséphine Beauharnais. For dem begge var der tale om et fornuftsægteskab. Joséphine var blevet gift som syttenårig og havde i sit ægteskab født to børn. Hendes mand blev henrettet i 1794. Derefter havde hun adskillige affærer med mænd fra Frankrigs ledende politiske kredse. Efterhånden var hun blevet 33 år. Tiden var ved at være inde til, hun fandt sikkerhed i et ægteskab. Det er blevet sagt, at Josephine efter rædselsherredømmets ophør i 1794 følte vejrforandringen i revolutionen, og at hun havde en fornemmelse af, at efter politikerne, der hidtil havde været almægtige, burde man fra nu af holde sig til soldaterne. Hun bestemte sig for at fange den mand, der syntes at have en stor fremtid for sig, og hvis navn var på hele Paris læber. Napoleon Bonaparte. Han var ikke uimodtagelig for hendes tilnærmelser. Også han ville få fordel af et ægteskab. Gennem Joséphine ville han få afgang til kredse, der hidtil havde været lukket for ham. 36 timer efter vielsen drog Napoleon til hæren i Italien. Den var han netop blevet chef for, og i spidsen for opnåede han sejre, der gjorde hans navn kendt over hele Frankrig, Joséphine havde valgt rigtigt

 

1814 Som forberedelse til det endelige opgør med Napoleon underskrives traktaten i Chaumont af Østrig, Rusland, Preussen og Storbritannien. Med indgåelsen af traktaten bandt underskriverne sig til hinanden for 20 år, lovede ikke at indgå separatfred Napoleon og at fortsætte krigen til Napoleon var væltet. Efter underskrivelsen opstillede deltagerne deres hære og marcherede mod Paris. Den 1. april marcherede tsar Alexander I af Rusland sammen med den preussiske konge Friedrich Wilhelm i spidsen for deres hære ind i Paris. Dermed ophørte kampene, og den 6. april abdicerede Napoleon. Hans forsøg på at genvinde sin magt efter flugten fra Elba og landgangen ved Antibes den 1. marts 1815 endte med nederlaget ved Waterloo 18. juni 1815

 

1831 Den franske fremmedlegion oprettes. Året før havde Frankrig begyndt erhvervelsen af Algeriet, og det var her legionen første gang blev sat ind. Selv om fremmedlegionen har deltaget i alle Frankrigs krige, er det i kolonikrigene, den først og fremmest har været sat ind. Mandskabet består af hvervede af alle nationaliteter uden hensyn til deres fortid. Ved indtræden tildeles den hvervede en ny identitet, og kontraktperioden er normalt 5-7 år. Indtil Algeriets selvstændighed var legionen garnisoneret der. Herefter forlagdes den til Korsika

 

1838 Kongen udsteder forordning, der skal skabe klare regler for forholdet mellem godsejer og fæster. Forordningen gjaldt især, de forhold under hvilke en fæster kunne fradømmes ejendommen. Det kunne først og fremmest ske, hvis han ulovligt overlod andre nogen del af den, uden aftale skovede i fæstegårdens skovtilliggende, overlod andre andel i dens tørvemose o.l. De første to gange kunne klares med en bøde, derefter var fæstet forbrudt. Stillet over for en sådan sagsøgning skulle fæsteren have fri proces med gratis sagfører. Samtidig blev gods-ejerens udpantningsret udvidet. Det blev bestemt, at udpanntningsretten efter aftale mellem parterne kunne omfatte aftalt pengeerstatning for hoveriets aqfløsning på gården. Hensigten var at fremme hoveriets afskaffelse. Det blev da også tilfældet, og forordningen blev af største betydning for hoveriets afløsning

 

1846 Underskrivelsen af fredsaftalen i Lahore afslutter Første Sikh Krig. Briternes erobringer i Nordindien fik sikherne til at frygte for tabet af deres uafhængighed. Forholdet mellem dem og briterne blev stadig mere spændt. Det blev ikke mindre, da sikherne under Den første Afghanske krig (1838-42) afslog at lade britiske tropper marchere gennem deres land. Begge parter forberedte sig på et væbnet sammenstød. Briterne koncentrerede en hær på 40.000 mand ved sikhernes land, Punjab. Over for denne hær kunne sikherne stille 60.000 mand, udrustet med flere kanoner end briterne. Men briterne havde fordel af at være bedre organiseret og kunne stille med flere reserver. Fjendtlighederne blev indledt den 11. december 1845, da sikherne angreb. I de to slag ved Mudki og Ferozeshab blev sikherne slået tilbage. På begge sider var tabene betydelige, men nogen afgørelse havde man ikke opnået. I januar 1846 angreb sikherne igen. Atter blev de slået tilbage. Det skete igen den 28. januar i slaget ved Aliwal. Da havde briterne fået ført svært artilleri frem, og indsættelse af det tilføjede sikherne et alvorligt nederlag. Med underskrivelsen af fredsaftalen overgik de nordindiske områder Jullundur, Jammu og Kashmir til britisk styre. Endvidere skulle sikherne betale briterne en bøde på 500.000£, og nedskære deres hær til 20.000 infanterister og 12.000 kavalerister. En britisk guvernør fik sæde i Lahore. En egentlig indlemmelse af hele sikhernes område blev opgivet på gr. af indbyggernes krigeriske natur. Sikherne var da heller ikke overbevist om deres nederlag, og i 1848 udbrød Anden Sikh Krig

 

1851 d H.C. Ørsted, fysiker og elektromagnetismens opdager; i studietiden var hans hovedinteresser filosofi, æstetik, fysik og kemi. 1796 vandt han universitetets pris for en æstetisk afhandling, året efter for en medicinsk. Samtidig tog Ørsted farmaceutisk embedseksamen, og 1799 blev han dr.phil. på en afhandling om Kants filosofi med titlen"Dissertatio de forma metaphysices elementaris naturae externae" i.e. om grundtrækkene af naturmetafysikken. Året efter blev han universitetslærer, fra 1806 som professor i fysik. Han var på flere grundige og alsidige studieture i udlandet. Han foretog en lang række eksperimentale forsøg over elektricitet, og det var herunder, han i 1820 gjorde den berømte opdagelse, at den elektriske strøm kan dreje en magnetnål. Denne opdagelse offentlig-gjorde Ørsted 21. juli 1820 i skriftet "Experimenta circa effectum conflictus electrici in acum magneticam". Der kom desuden flere kemiske afhandlinger og et antal bøger fra hans hånd. Fra 1815 gjorde han som sekretær i Videnskabernes Selskab et stort arbejde for at reformere selskabet. I 1824 oprettede han "Selskabet for Natur-lærens udbredelse", som i høj grad gennem hans virksomhed kom til at vække den almene interesse for naturvidenskaberne. Men Ørsted var også klar over nødvendigheden af en teknisk undervisning på et højere niveau, og han arbejdede ivrigt for oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt. Han var dennes direktør fra dens oprettelse 1829 til sin død. Også Meteorologisk Institut og universitetets kemiske laboratorium skyldtes ham. Dertil kom hans livslange og dybtgående æstetiske og naturfilosofiske studier, der resulterede i såvel bøger som foredrag. Hans litterære hovedværk "Ånden i naturen" kom i 2 bind i 1850 og blev oversat flere sprog. Hans interesse for dansk sprog fik ham til at danne nye ord, bl.a. vægtfylde, rumfang, ilt og brint (f 14/8 1777)

 

d dronning Caroline Amalie; hun var datter af hertug Frederik Christian af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta (datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee (Christian 7.)); maj 1815 blev Caroline Amalie gift med prins Christian Frederik, den senere Christian 8. og blev regerende dronning i 1839. Ægteskabet var barnløst og tilsyneladende harmonisk. Caroline Amalie engagerede sig i filantropisk virksomhed, asyler, skoler, pleje-foreninger m.m. Dybt religiøs knyttede hun sig til Grundtvigs forkyndelse og blev ham og den grundtvigske bevægelse en værdifuld beskytter. Som født augustenborger blev Caroline Amalie i 1840'ernes nationale røre mistænkt for manglende nationale sympatier, men hun erhvervede i løbet af sin lange enkestand en ægte popularitet (f 28/6 1796)

 

1881 f Ernest Bevin, britisk Labour politiker; Bevin kom fra et fattigt landarbejderhjem og gik ud af skolen allerede som 11-årig. Som forældreløs måtte han nu klare sig selv. Da han var 13 år blev han kusk ved et mineralvands-bryggeri. Han blev tidligt involveret i fagforeningsarbejde og blev i 1910 leder for den lokale transportarbejder-forening. Et par år senere startede han den Almindelige Transportfagforening, hvis generalsekretær han var 1922-46. Han var en af hovedplanlæggerne af den britiske generalstrejke i maj 1926. Efter forgæves at være opstillet ved parlamentsvalget i 1931 planlagde han at trække sig tilbage som 60-årig, men efter opfordring af Churchill var han 1940-45 arbejdsminister i dennes krigskabinet. Bevins indsats for den britiske krigsproduktion blev af største betydning for krigsførelsen. Først nu blev han medlem af Underhuset. Her repræsenterede han Central Wands-worth kredsen. Efter Labours valgsejr i juli 1945 blev han udenrigsminister. I denne egenskab søgte han at hævde imperiets interesser, men indså samtidigt nødvendigheden af et samarbejde i Vesteuropa samt af at fastholde USA’s interesse for Europa. Derfor støttede han Marshall-planen og var i 1947 initiativtager til den europæiske økonomiske samarbejdsorganisation OEEC (nuv. OECD). Bevin indgik i 1947 en forsvarsaftale (Dunkerqueaf-talen) med Frankrig, medvirkede i 1948 til oprettelse af Vestunionen og spillede en væsentlig rolle ved oprettelsen af Atlantpagten i 1949. De Konservative støttede oftest hans udenrigspolitik, hvorimod Labours venstrefløj var kritisk. Som følge af dårligt helbred måtte han i marts 1951 opgive posten som udenrigsminister. Han døde måneden efter (d 14/4 1951)

 

d Vilhelm 1.preussisk konge 1858/61-88, tysk kejser 1871-1888; ved sin ældre bror Frederik Vilhelm 4.’s tronbestigelse i 1840 blev han tronfølger. Broderens tiltagende sindssyge betød, at Vilhelm 1858 blev regent og ved Frederik Vilhelms død 1861 konge. I den såkaldte liberale æra - årene 1858-62 - var Vilhelm indstillet på at føre en liberal politik og udnævnte liberale ministre. Strid med Landdagen om militære bevillinger bevirkede imidlertid, at han efter at have overvejet at abdicere i 1862 udnævnte Bicmarck til ministerpræsident. Dermed indledtes en langt mere reaktionær og nationalistisk kurs, en kurs der resulterede i Vilhelms kåring til kejser over det nye tyske rige. Bismarck benyttede sig af den sejrrige fransk-tyske krigs (1870-71) patriotiske, fællestyske stemning til at få sit enhedsværk fuldbragt. Efter at den nordtyske rigsdag havde godkendt det Nordtyske Forbunds udvidelse med de sydtyske stater (Bayern, Württemberg, Baden og den del af Hessen, der lå syd for Main) og omdannelse til det Tyske Rige, blev Vilhelm i januar 1871 på slottet i Versailles hyldet som tysk kejser af de tyske fyrster, generaler og diplomater. I forbindelse med oprettelsen af det tyske rige var der mange vanskelig-heder at overvinde, især fra Bayern. Således stod der bitter strid om kejserens titel; Vilhelm holdt på "kejser af Tyskland", men Ludvig 2. af Bayern ville ikke gå med hertil; og "tyskernes kejser" afslog preusserkongen pure – det lugtede for meget af at være folkevalgt monark. Bismarck valgte da, til Vilhelms store misfornøjelse beteg-nelsen "tysk kejser". I forhold til sin rigskansler anerkendte Vilhelm Bismarcks storhed, men samarbejdet var ikke uden rivninger. I forholdet blev Vilhelm i årenes løb den vigende; han opgav dog ofte først sin modstand mod Bismarcks politik efter store kampe. I udenrigspolitikken var alliancen med Rusland Vilhelms faste holdepunkt, og indgåelsen af forbundet med Østrig-Ungarn i 1879 anså han for forræderi mod tsaren (f 22/3 1797)

 

f Vjatjeslav Molotov, sovjetisk politiker (udenrigsminister) og diplomat; han optrådte som Sovjetunionens repræsentant ved internationale konferencer under og umiddelbart efter 2. Verd.krig. Som medlem og grundlægger af det bolsjevikiske parti arbejdede han fra 1906 illegalt og var flere gange arresteret af tsarens politi for sine revoliutionære aktiviteter. Efter Martsrevolutionen 1917 spillede han en særlig rolle i tiden, før Lenin o.a. kendte kommunistiske ledere vendte hjem fra eksiler i udlandet. I 1921 var han kandidat til politbureauet. I personstriden i partitoppen efter Lenins død i 1924 sluttede han sig til Stalin og blev 1925 medlem af politbureauet. I årene 1930-41 var han statsminister (i.e. formand i folkekommissærernes råd); fra 1939 tillige udenrigsminister, en post han beklædte til 1949. Både i forhandlinger med tyskerne i perioden med den tysk-russiske pagt 1939-41 og senere i forhandlinger med de allierede viste han sig som en tålmodig, skarp og meget hårdnakket forhandler. Efter Stalins død 1953 blev han atter udenrigsminister. På gr. af udsoningen med Tito måtte Molotov, der stod som talsmand for traditionen fra Stalins tid, træde tilbage som udenrigsminister 1956. Han mistede sin politiske indflydelse efter sin deltagelse i det mislykkede forsøg i 1957 på at tvinge Sovjetunionens reelle leder, Khrustsjov bort. Han blev august samme år ambassadør i Den mongolske Folkerepublik og var 1960-61tillige Sovjetunionens faste delegerede ved Den Internationale Atomenergikommision i Wien. I 1964 erfarede man i Vesten, at Molotov havde mistet sit medlemskab i kommunistpartiet. I 1984 blev han atter medlem (d 8/11 1986)

 

d Lars Kruse, fisker og redningsmand; født i Skagen, hvor han levede hele livet som fisker. Han deltog i mange redningsaktioner og har i alt medvirket ved ca 200 menneskers redning. I 1862 reddede han alene i en lille båd og under overhængende livsfare en svensk skibsbesætning. Fra 1863 var han formand for Skagen redningsbåd. K omkom under en stærk storm under udøvelse af sit erhverv. Hans dåd er skildret af H. Drachmann, der ligeledes har forfattet hans gravskrift (f 5/6 1828)

 

f Jurij Gagarin, russisk kosmonaut; 12. april 1961 gennemførte han et kredsløb om Jorden i en rumkapsel (Vostok 1) og blev dermed den første mand i rummet. Gagarin omkom under træning med et jetfly, og hans urne blev anbragt i muren i Kreml, Moskva (d 27/3 1968)

 

1943 d Nis Petersen, forfatter, der karakteriseres som en stor lyriker, lige udmærket ved formens rytmiske styrke og følelsens intensitet. Som forældreløs voksede han fra 1899 op hos sin bedstemor i Herning. 1914 blev han apotekerelev i Nakskov og 1918-20 journalist i Holbæk, hvorefter han i en række år vagabonderede, afbrudt af tre år (1926-29) som skotøjsarbejder i Viborg. Fra 1931 kunne han nogenlunde ernære sig ved sin digtning. Han debuterede i 1926 med digtsamlingen "Nattens Pibere", hvori hans vagabondliv afspejler sig. Den efterfulgtes af "En Drift Vers" (1933), "Til en Dronning" (1935) og "Stykgods" (1940). Hertil kommer den posthumt udgivne samling "For Tromme og Kastagnet" (1951). Som prosaist nåede Nis Petersen højest med romanen "Sandal-magerens Gade" (1931), der skildrer Rom på Marcus Aurelius tid, men med træffende sammenligninger mellem antikken og forfatterens samtid. Den efterfulgtes af "Spildt Mælk" (1934), en bog om den irske borgerkrig i 1922, skrevet efter et ophold i Irland. P har desuden skrevet noveller samlet i "Engle blæser på Trompet" (1937), "Dag-tyve" (1941), "Muleposen" (1942) og "Stynede Popler" (1943) samt ud-givet et bind aforismer "99 Bemærkninger" (1936) (f 22/1 1897)

 

1985 d Frits Hammer Kjølsen, søofficer, marineattaché; han begyndte sin militære uddannelse i flåden 1909 og blev sekondløjtnant 1914. Herefter steg Kjølsen reglementeret i graderne, til han 1955 fik afsked fra søværnets linje som kommandør. 1939-41 var Kjølsen marineattaché i Berlin. Han spillede her en rolle ved formidlingen af de advarsler om et forestående tysk angreb på Skandinavien, som sivede fra tyske stabe til de udenlandske militær-attacheer i Berlin. Den 8. januar 1940 og 13. februar fik Kjølsen færten af sådanne rygter, men det var usikkert om Danmark var med i billedet. I slutningen af marts skete der tyske troppesamlinger i Nordtyskland. Meddelelsen kom til den danske legation via den svenske. Af sin chef blev Kjølsen med fly sendt til København for at give disse oplysninger til den danske regering. Da han var tilbage i Berlin den 4. april, fik han ensartede oplysninger fra henholdsvis den svenske og den hollandske militærattaché om, at der var tale om en tysk "agression" bl.a. mod Danmark. Igen blev der sendt en depeche til København. Betydningen af disse advarsler og den danske regerings holdning til disse har efter 1945 været diskuteret voldsomt. Bl.a. har det været hævdet, at Kjølsen selv i sin indberetning den 5. april 1940 afsvækkede troværdigheden i oplysningerne ved at antyde, at udsivningen af disse kunne være et tysk fif. I bogen "Optakten til 9. April" (1945) – der allerede var udkommet som pjece i Sverige i 1944 – har Kjølsen fremlagt sine synspunkter, men er blevet kritiseret for her at have overdrevet betydningen af advarslerne i forbindelse med hvilke han selv spillede en stor rolle – og tilsvarende undervurderet sin reservation i 1940. I august 1941 blev Kjølsen erklæret persona non grata, uden tyskerne angav nogen grund til udvisningen. I slutningen af 1943 kom Kjølsen til Sverige. 1946-49 var han marineattaché i USA og Canada afsluttede. Sin sidste post i den danske flåde havde Kjølsen 1951-55 som chef for Grønlands kom-mado og marinedistrikt (f 29/9 1893)

 

1989 Forlystelses- og butikscentret Scala i København åbner

 

 

Til top        10. marts

 

1202 d Sverre, norsk konge 1184-1202; voksede op på Færøerne og kom 1176 til Norge, hvor han udgav sig for at være af kongeslægt. Birkebeinerne hyldede ham som konge 1177 på Øreting; de flg. år førtes stadige kampe mellem Sverre og kong Magnus Erlingssøn, i 1184 sejrede Sverre afgørende i slaget i Norefjorden og var nu norsk enekonge. Hele sin kongetid måtte han kæmpe med forskellige oprørsflokke, men hans farligste modstander var kirken. Da biskop Erik nægtede at krone ham, kom det i 1190 til et brud. Biskoppen lyste Sverre i band og flygtede til Danmark. Tilskyndet af kirken gjorde Baglerne herefter oprør. Sverre førte kampen med stor dygtighed med såvel sværd som ord og pen og fandt støtte hos trønderne. 1202 tvang han Baglernes hovedstyrke til overgivelse ved Tønsberg, men døde kort efter i Bergen. Som konge fik Sverre Birkebeinerne organiseret til en fast sammentømret krigerskare; både i central- og lokalstyret fik han gennemført reformer, og han skabte en ny høvdingeklasse, der var afhængig af ham. Efter hans opfattelse var kongen Guds repræsentant og havde krav på folkets lydighed og troskab. Hans saga, som han lod udarbejde under eget tilsyn, viser, hvorledes han ønskede sig opfattet(f ca 1150)

 

1452 f Ferdinand den Katolske af Aragonien, konge 1479-1516; 1469 gift med Isabella, som 1474 arvede Castilien; derved blev den spanske nationalstat grundlagt. Dermed var grunden lagt til den dominerende magt, Spanien opnåede i løbet af 1500-tallet. I overensstemmelse med Isabella arbejdede Ferdinand på at hævde kronens magt og indskrænke stændernes gamle friheder; adelens uafhængighed blev knækket, bortkommet krongods ind-draget og retsplejen håndhævet. I 1492 erobredes Granada, det sidste mauriske rige i Spanien. Som tak for erobringen gav pave Innocens VIII kongeparret titlen "de katolske konger". Da Ferdinand og Isabella ville have trosenhed i deres rige, blev de muslimske mauere og jøder udvist, hvis de da ikke endte på inkvisitionens bål. Ferdinand og Isabella fik fire børn, blandt disse to døtre, Johanna, der blev mor til kejser Karl 5., og Catalina, der blev Henrik 8. af Englands første hustru under navnet Catherine af Aragonien og mor til Marie den Blodige (d 23/1 1516)

 

f Giovan Battista Strozzi, il Vecchio, italiensk forfatter; S var sin samtids betydeligste madrigaldigter; fra 1540 medlem af akademiet i Firenze (d decbr. 1571)

 

1628 f Marcello Malpighi, italiensk fysiolog og anatom; han tog 1653 doktorgraden i medicin og filosofi ved universitetet i fødebyen Bologna. Efter flere ansættelser ved læreanstalter i Italien - det meste af tiden i Bologna - rejste han 1691 til Rom og blev læge for pave Innocent XII. Han var også forsker, og med sine mange opdagelser kaldes han den mikroskopiske anatomis grundlægger. Med sit mikroskop opdagede han kapilærerne. I den forbindelse opklarede han lungernes bygning og funktion og åbnede dermed vejen til forståelse af åndedrætsprocessen. I sit skrift "De pulmonibus" redegjorde han i 1661 for disse opdagelser. Endvidere opdagede han tungens papiller og beskrev deres funktion; han foretog banebrydende undersøgelser af hjernens anatomi, beskrev de fine strukturer i cerebrum og cerebellum. Malpighi opdagede hudens pigmentlag og fik betydning for embryologiens udvikling gennem sine observationer af kyllingens udvikling i ægget - offentliggjort i 1673 i "Dissertatio epistolica de formatione pulli in ovo". Hans studier over silkeormen leverede den første detaljerede behandling af et hvirvelløst dyrs anatomi. Med sine undersøgelser af planter grundlagde han fytotomien eller planteanatomien (d 29/11 1694)

 

1710 Slaget ved Helsingborg udkæmpes under Store Nordiske krig – 1700-1721. Den danske hær stod i en tilsyneladende stærk stilling ved Helsingborg med fløjene dækket af moradser. Det var meningen at modtage det svenske angreb i denne stilling, men da den danske øverstkommanderende Jørgen Rantzau havde set den svenske opmarch, skønnede han, at svenskerne ville omgå hans højre fløj. For at forhindre det lod han en styrke rykke frem mod fjenden. Denne disposition var fornuftig nok, men Rantzau begik den store fejl at sætte sig selv i spidsen for fremstødet. Derved fik han vist, at han var en dygtig rytter og en tapper mand, men en elendig hærfører. Han havde succes i sit angreb, han sprængte nogle svenske rytterstyrker, men hans blinde faren løs på fjenden gav ikke varige resultater; den danske hovedstyrke manglede nu en leder, og R’s fremstød havde skabt uorden i de danske linjer. Svenskerne udnyttede med stor dygtighed svagheden, og efterhånden blev alle danske afdelinger kastet tilbage til Helsingborg i større eller mindre uorden. Nederlaget var katastrofalt. Danskerne mistede over halvdelen af styrken, 5000 mand døde og sårede, 2500 fanger. Svenskerne mistede ca 3000 mand. Det lykkedes at få resterne af mandskabet tilbage over Sundet, men alle forråd måtte efterlades, ligesom rytteriets heste

 

1813 Frederik Wilhelm 3. af Preussen indstifter under krigen mod Napoleon det preussiske/tyske krigsudmærkelsestegn, Jernkorset. Ordenen, hvortil kongen selv lavede udkastet, er formet som et mantovakors og er i skæringspunktet på den sorte forside med sølvkant smykket med tre egeblade. Over disse ses en kongekrone og årstallet 1813, og under bladene er kongens initialer. Jernkorset blev ligeledes uddelt i krigen mod Frankrig 1870 og i de to verdenskrige. I disse fire krige var jernkorset inddelt i to klasser, ligesom der for sejr i et slag kunne tildeles Jernkorsets storkors. Sidstnævnte blev kun tildelt generalfeltmarskallerne Blücher og Hindenburg. I 2. Verdens-krig var Jernkorset inddelt i fire grader, hvoraf tredje grad i løbet af krigen blev inddelt i fem klasser. Første grad, Jernkorset I, med ordensbånd. Anden grad, Jernkorset II, uden ordensbånd. Tredje grad, Jernkorsets ridderkors, en noget forstørret orden, der blev båret i et bånd om halsen. Hertil kom ridderkorset med egeløv, ridderkorset med egeløv og sværd, ridderkorset med egeløv, sværd og brillanter, ridderkorset med gyldent egeløv og sværd og brillanter. Sidstnævnte blev kun tildelt luftwaffeobersten H. U. Rudel. Fjerde grad, Jernkorsets storkors, som kun blev tildelt marskal Hermann Göring. De i 2. Verdenskrig tildelte jernkors var i stedet for egeblade forsynet med et hagekors. I 1957 blev det fastslået med lov, at det i Forbundsrepublikken kun var tilladt at bære jernkors med egeblade

 

1845 f Aleksander 3. af Rusland, tsar 1881-94; søn af Aleksander 2. og Maria Aleksandrova (Marie af Hessen); han blev tronfølger ved sin ældre bror Nikolajs død. Under indtryk af de tre attentatforsøg på faderen og at det fjerde kostede ham livet, bestemte Aleksander 3. ved faderens død at slå ned på frihedsbevægelserne og i det hele taget at føre en reaktionær politik. Den hellige synodes generalprokurør Pobjedonostev, som var en afgjort fjende af vesteuropæisk tanke- og regeringsmåde og ivrig russisk ortodoks og patriot, blev hans vigtigste rådgiver, og omkr. 1885 var den revolutionære bevægelse så godt som knust. Politiet holdt alt og alle under opsyn og skred ind ved mindste anledning. Sideløbende med denne reaktionære politik foregik en hensynsløs tvangsrussifisering af de mange nationale mindretal i Rusland. Særlig gik det ud over de mange jøder i Syd- og Vestrusland, der gang på gang blev udsat for pogromer. Udenrigspolitisk fortsattes i Asien den russiske ekspa-nsion i farlig rivalisering med England. I fælles følelse af isolation i Europa nærmede Rusland og Frankrig sig hinanden, og i løbet af 1880’erne blev den traditionelle tyskvenlige politik forladt til fordel for samarbejde med Frankrig. Politiske og militære aftaler (1891 og 1893-94) gjorde dem til allierede. Under Aleksander 3. gjorde Rusland visse materielle fremskridt. Den ydre fred og tilsyneladende indre ro, som herskede i Aleksander 3.’s tid, førte til en overvurdering af Ruslands magt og tsarstyrets soliditet. Aleksander blev 1866 gift med den danske prinsesse Dagmar, datter af Christian 9. og dronning Louise (d 1/11 1894)

 

1863 Bryllup mellem Alexandra, datter af Christian 9. og dronning Louise, og prinsen af Wales (Edward 7). Forbindelsen mellem de to kom i stand på britisk initiativ. Efter at prinsens mor, dronning Victoria havde studeret fotografier af den danske prinsesse, blev der i 1861 arrangeret et "tilfældigt" møde mellem den 17 årige Alexandra og den 20 årige Edward. Ægteskabsplanerne gik pludselig i stå af en tragisk årsag: Edwards fars, prins Alberts pludselige død i december samme år efter et akut anfald af tyfus. Men september 1862 blev forlovelsen bekendtgjort. Brylluppet blev af Victoria fastsat til den 10. marts 1863. Hele London glædede sig til et festligt bryllup, men den stadig sorgfulde Victoria snød dem. Et bryllup i det kongelige kapel på St. James Palace, hvor hun selv 22 år tidligere var blevet viet til Albert, kunne hun ikke bære at se gentaget. St. Pauls Cathedral afviste hun også; en vielse her ville ikke være passende for en familie i sorg. Hun valgte da det lille St. Georges kapel på Windsor. Her vidste hun, at hun kunne nøjes med at vise sig – indhyllet i sorg – i den kongelige loge oppe på balkonen, højt hævet over gæsterne på kirkegulvet. Parrets fremtidige bolig blev Marlborough House i London, og som sommerresidens fik det overdraget Sandringham House i Norfolk

 

1868 d H.V. Bissen, billedhugger; som elev på Kunstakademiet i København vandt han i 1821 akademiets lille guldmedalje for et relief. To år senere fik han den store guldmedalje. I årene 1824-34 opholdt han sig i Rom, hvor han blev Thorvaldsens medhjælper. Dette forhold fik varig indflydelse på hans kunst, idet han blev stærkt præget af mesterens antikke motivkreds og klassisistiske formsprog. Det viser sig f.eks. i hans "Paris med æblet" (1831-40, Glyptoteket). Efter hjemkomsten i 1834 udfoldede B en rig virksomhed til dels foranlediget af offentlige bestillinger. Han påbegyndte den skulpturelle udsmykning af dronningetrappen på Christiansborg (18 kvindelige figurer) og det næsten 100 m lange relief med "Ceres og Bacchus’ tog". Efter skitser af Thorvaldsen udførte han kolossalstatuer til slottets facade. Omkring 1850 blev han grebet af den almindelige nationalliberale strømning og tillige stærkt påvirket af tidens ideer om en folkelig kunst. Disse forhold kom klart til udtryk i hans arbejder bl.a. i hans nok berømteste værk "Landsoldaten" i Fredericia (1850-51), der ligesom "Istedløven" ved Tøjhusmuseet (1859-60) er sat til minde om slag i Treårskrigen. Fra 1854-61 er den siddende Oehlenschlæger foran Det Kgl. Teater. Til hans betydeligste arbejder fra de senere år hører endvidere statuen af Frederik 6. i Frederiksberg Have (1855-58) og Frederik 7. til hest foran Christiansborg Slot (1863-73), fuldført af sønnen Vilh. B.). Dertil kommer ca. 150 buster af hans samtids betydeligste mænd. B blev professor ved Kunstakademiet 1840 og var dets direktør 1850-53 (f 13/10 1798)

 

d Guiseppe Mazzini, italiensk patriot og forfatter; oprettede 1831 "Giovine Italia" (Det unge Italien), en hemmelig politisk forening som arbejdede for et forenet, republikansk Italien; Italiens selvstændighed skulle bygge på et religiøst, moralsk grundlag, som skulle omskabe hele menneskeheden. "Dio e Popolo" (Gud og folket) var slagordet, og Italien skulle gå foran i en verdensomspændende bevægelse. I 1833 måtte M forlade Italien, og 1834 grundlagde han "Giovine Europa" i Bern, men måtte også forlade dette land og kom 1837 til London, hvor han fortsatte sit arbejde for Italiens selvstændighed bl.a. gennem udgivelse af ugeavisen Apostolo populare. Efter Februarrevolutionen i 1848 vendte M tilbage til Italien (Milano), hvor han blev modtaget med begejstring. Det kom dog hurtigt til et brud med de ledende politiske kræfter i Italien, idet disse ønskede Lombardiets tilslutning til kongeriget Sardinien, medens M ville gøre hele Italien til en føderalistisk republik. Da republikken brød sammen i juli 1849, idet franskmændene intervenerede på pavens vegne, måtte M igen flygte til England, herfra besøgte han flere gange hemmeligt Italien og foranstaltede flere revolutionsforsøg, som dog ikke blev til noget. For et af disse forsøg blev han dømt til døden; det var tredje gang, det skete. Alle disse forsøg mindskede hans ry blandt de italienske patrioter ikke mindst da han begyndte at angribe mere moderate politikere som f.eks. Cavour. M forsonede sig aldrig med det italienske kongedømme, skønt det grundlagde enheden. Han forblev republikaner til sin død. Mazzini forstod at begejstre, men kun få af hans planer blev til noget; han er da også blevet beskrevet som værende mere fantast end politisk leder (f 22/6 1805)

 

1892 f Arthur Honegger svejtsisk/fransk komponist; han voksede op i en svejtsisk familie i Le Havre, hvor hans musikuddannelse begyndte; senere fortsattes den ved konservatorierne i Zürich og Paris. Han var i 1916 med til at danne sammenslutningen "Les Nouveaux Jeunes"; i 1920 blev den omdannet til modernistgruppen "Les Six", som vakte international opmærksomhed ved sin afstandtagen fra impressionismen og efterromantikken. Som oratoriekomponist var Honegger en forgrundsfigur i international tonekunst; ekspressionisme og i formel henseende neoklassicisme indgik i hans stil, som kendetegnes af en livfuld rytmik og melodik, og ofte betjener sig af dissonerende polyfoni og polytonalitet. Hans gennembrudsværk var oratoriet "Kong David" (1921), det blev en succes med sin kombination af enkel form, moderne tonesprog og orientalismer. Det var det første i hans serie af oratorier; blandt disse er "Jeanne d’Arc på Bålet" (1935) og "Danse des Morts" (1938-39). Endvidere har Honegger skrevet fem symfonier og orkesterværkerne "Pacific 231" (1923) og "Rugby" (1928). Desuden var han en produktiv komponist af filmmusik. Sin rolle som komponist og sin estetik har han beskrevet i bogen "Je suis compositeur" (1951) (d 27/11 1955)

 

d J. P. E. Hartmann, komponist, organist og jurist; med en musikalsk produktion, der omfatter de fleste af tidens genrer, var Hartmann en af 1800-tallets mest fremtrædende danske komponister. Han blev cand jur 1828 og beklædte en stilling i statsadministrationen til 1870. Som barn fik han en grundig musikalsk uddan-nelse, og 1824 blev han organist ved Garnisonskirken efter sin far; samtidig fik han debut som komponist, og gennembrud 1832 med musikken til "Guldhornene", der anslog den særlige tone, som blev karakteristisk for hans musik, der udtrykker samtidens romantiske drøm om Nordens oldtid. Hartmann komponerede i alle genrer. Blandt hans tidlige værker er operaen "Ravnen" (1832), operaen "Liden Kirsten" (1846) blev et hoved-værk i dansk musik, ligesom musikken til baletten "Et Folkesagn", af hvilken Hartmann skrev musikken til 2. akt (Gade til 1.og 3.). Hans talrige kantater og korværker vandt stor anseelse, især "Sørgekantaten over Frederik VI" (1840) og "Kantaten til Christian VIII’s sølvbryllup" (1840); hans sange f.eks. "I sne står urt og busk i skjul" (1866) og "Slumrer sødt i Slesvig jord" (1850), salmer f.eks."Til himlene rækker din miskundhed, Gud" (1852) og "Den store mester kommer" (1873) og romancer indtager en fremtrædende plads i dansk sang-litteratur. 1839 var Hartmann medstifter af Studenter-Sangforeningen og var 1868-1900 dens formand; fra 1867 til sin død virkede han ved Musikkonservatoriet (f 14/5 1805)

1905 Japansk sejr over russerne i slaget ved Mukden. Japansk/russiske krig

 

1948 d Jan Masaryk, tjekkoslovakisk diplomat og udenrigsminister; studerede fra 1907 i USA, han vendte tilbage til Tjekkoslovakiet før udbruddet af Første Verdenskrig. Han blev indkaldt og gjorde tjeneste i den ungarske hær – det meste af tiden i Polen. Da hans fødeland blev selvstændigt, blev han ansat i udenrigsministeriet og blev i 1919 som chargé d’affaires sendt til Washington; gjorde derefter tjeneste ved den tjekkoslovakiske ambassade i London, inden han i 1921 vendte tilbage til Prag, hvor han blev sekretær for den tjekkoslovakiske udenrigsminister. I 1925 blev han sit lands minister i London; han trådte tilbage fra denne post efter Münchenforliget den 30. september 1938. Under Anden Verdenskrig. var han udenrigsminister i den tjekkoslovakiske eksilregering i London. Hans radiotaler til det tyskbesatte Tjekkoslovakiet gjorde ham for første gang populær i det hjemland, han havde været borte fra i lang tid. Efter sit lands befrielse 1945 fortsatte han som udenrigs-minister. En post han fandt det stadig sværere at bestride, og især efter Sovjetunionen tvang Tjekkoslovakiet til at afstå fra at modtage Marshallhjælp på trods af, at Tjekkoslovakiet havde sagt ja tak til det amerikanske tilbud om økonomisk hjælp. Efter det kommunistiske kup den 25. februar 1948 fortsatte Masaryk efter anmodning fra præsident Benes som udenrigsminister. Den 10. marts 1948 fandt man hans lig uden for udenrigsministeriet; alt tyder på han blev myrdet af kommunisterne ved at blive kastet ud af vinduet i udenrigsministeriet. Kommunisterne hævdede, Masaryk begik selvmord (f 14/9 1886)

 

Til top        11. marts

1514 d Bramante, Donato d'Angelo, italiensk maler og arkitekt; han betragtes som en af Renæssancens betydeligste arkitekter. Som ung virkede han som freskomaler i Urbino, Bergamo og Milano, hvor han også blev arkitekt på ombygningen af kirken Santa Maria presso San Satiro (1478-86). Dens kor forsynede hen med et illusionistisk, perspektivisk forlænget tøndehvælv. Bramantes hovedvirke som arkitekt udfoldedes i Rom, hvortil han kom i slutn. af 1490'erne. Her opførte han et af højrenæssancens hovedværker, den lille antikinspirerede rundbygning Il Tempietto (1502) ved kirken San Pietro in Montorio. Som pave Julius 2.’s chefarkitekt udarbejdede han 1505 planen til opførelse af en ny Peterskirke. Kirken skulle skabes som en syntese mellem de antikke bygninger Panthenon og Maxentius Basilika, bygget med tøndehvælv på piller samt en halvcirkulær kuppel. Kirken skulle fungere som et mikrokosmisk ideallegeme, grundet på cirklen og kvadratet, tidens symbol for det jordiske og himmelske kosmos. Efter Bramantes død gik arbejdet over til andre, f.eks. Michelangelo, og Bramantes plan ændredes. Samtidig med kirkebyggeriet begyndte B i 1506 den 300 m lange Belvederegård i Vatikanet; med sine mange antikinspirerede elementer f.eks. anvendelse af rektangulære, halvcirkulære og spirale trappeanlæg, triumsbuemotiver samt ved det overordnede perspektiviske arrangement af rummet realiserede gården den romerske højrenæssances visioner om den genskabte antikke kejserarkitektur (f 1444)

 

1526 f Henrik Rantzau, statholder og humanist; under sine studieår ved universitet i Wittenberg menes han at have mødt Martin Luther. I 1556 blev Rantzau Christian 3.s statholder i Hertugdømmerne – Slesvig og Holsten – og beholdt posten under Frederik 2., som han hjalp med betydelige lån under Den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Han var dansk forhandler ved fredsforhandlingerne i Stralsund 1567 og i Stettin 1570. Under formynder-regeringen - efter Frederik 2.s død i 1588 og under dennes søn Christian 4.s mindreårighed – hvor enke-dronning Sophie (d 4/10 1631) hævdede retten til at disponere for sine sønner i Hertugdømmerne, blev Rant-zau klemt i sin dobbeltposition som ridderskabets leder og kongens statholder, og hans tidlige afgang under Christian 4. kom ikke uventet. Rantzau var stærkt inspireret af Melanchtons humanisme og blev på mange måder formidler af disse værdier. Han korresponderede med mange fremtrædende kulturpersonligheder, og ved disse kontakter bragte han nye impulser til riget. F.eks. fik han via forlæggeren Georg Braun i Köln adskillige kobberstik af danske byer optaget i værket "Teatrum Urbinum". Rantzau var bogsamler og efterlod ved sin død et bibliotek på ca. 6.300 bind. Mange af disse blev skænket til Jesuitterklostret i Prag, men en del af værkerne opbevares i dag på Det Kongelige Bibliotek i København (d 31/12 1598)

 

1544 f Torquato Tasso, italiensk forfatter; han var elev på jesuitskolen i Napoli og derefter jurastuderende i Padova. Perioden 1565-75 tilbragte han som hofpoet og historiograf hos hertugfamilien Este i Ferrara, et liv i arbejde og fest, præget dels af kærlighedshistorier dels af religiøse kriser. Blandt hofdamerne fandt han modeller både til sit hyrdedigt "Aminta" (1573) og til de kvindeskikkelser, han smykkede "Jerusalems befrielse" med; dette hans store heltedigt med originaltitlen "Gerusalemme liberata" (da. Jerusalem befriet) med emne fra første korstog havde han fuldført 1575. Årene i Ferrara blev Tassos lykkeligste; fra 1579 til 1586 var han på et sindssygehospital. 1586 blev han indbudt til ophold hos hertugfamilien Gonzaga i Mantova, Tasso efterkom indbydelsen, men blev ikke længe i Mantova. Efter opholdet i Mantova fulgte en flerårig fattig og trøstesløs omstrejfen i Italien. Hans sidste opholdssted blev Rom (fra 1595). Her ville man foranstalte hans digterkroning på Capitol; men inden den kunne finde sted, døde han i klostret San Onofrio som munkenes gæst (d 25/4 1595)

 

1702 Londons første dagblad - The Daily Courant - begynder at udkomme

 

f Chr. Ditlev Reventlow, minister og bondereformator; efter ungdommens dannelsesrejse, hvor han bl.a. studerede det fremskredne engelske landbrug, begyndte han 1773 sin karriere i centraladministrationen. Efter faderens død overtog han i 1775 godset Kristianssæde på Lolland, hvorunder hørte 4 herregårde og 270 fæstegårde. På godset gik han straks i gang med en række praktiske reformer. Først omlagde han hovedgårdens drift til kobbelbrug, byggede nye avlsbygninger og anskaffede engelske landbrugsredskaber; så fulgte udskiftningen af bondejorden, landgilden blev gjort afhængig af kornprisen, hoveriet stærkt indskrænket eller helt afskaffet, og de fleste af bønderne blev arvefæstere. Endelig byggede han skoler, ansatte lærere og også jordemødre. Sin tid delte han mellem godset og kollegierne i København. Efter kronprinsens kup 1784 trådte R som leder af rentekammeret frem i forreste række og fik gennemført de store landboreformer; han var toneangivende i landbokommissionen, og 1787 gennemførtes fæstereformen og forordningen om bondens retsstilling. Med sidstnævnte opnåede bonden retslig ligestilling med den øvrige befolkning. I 1788 gennemførtes stavnsbåndets ophævelse og i 1799 hoveriets fastsættelse. 1805 gennemførte han skovbrugsforordningen, der bl.a. fredede den den eksisterende skov og forbød direkte rovhugst i forbindelse med godskøb. R havde fra 1797 sæde i gehejmekonseillet og fik herigennem afgørende indflydelse på landets almene politik. Han kom efterhånden i direkte modsætning til kronprinsen (fra 1808 kongen, Frederik 6.). I 1813 nedlagde han alle sine embeder og blev hjemme på Lolland (d 11/10 1827)

 

f Urbain Jean Joseph Leverrier, fransk astronom; fra 1854 var han direktør for observatoriet i Paris. Han er især kendt for sine omfattende arbejder over teorien for planeternes bevægelser. Han opdagede en bevægelse af Merkurperihelium (400 pr 100 år), som først har fået sin forklaring gennem Einsteins alm. relativitetsteori. Ud fra visse uregelmæssigheder i Uranus bevægelse drog han den dristige slutning, at de skyldtes tiltrækningen af en ukendt planet uden for Uranus; det var på grundlag af Leverriers beregninger, at denne ukendte planet blev fundet i 1846 af J.G. Galle og fik navnet Neptun. Denne opdagelse gjorde Leverriers navn kendt i hele verden. I 1875 afsluttede han et nyt kæmpearbejde, en ny diskussion af planeternes bevægelse, med beregning af nye tabeller (i "Annales de l’observatoire I-XIV", 1855-75), som i lang tid blev brugt som grundlag for beregningen i de astronomiske årbøger (d 23/9 1877)

 

Amerikas konfødererede staters forfatning underskrives

 

1899 f Frederik 9., konge 1947-74; søn af Christian 10. og dronning Alexandrine. Som kronprins gennemgik Frederik Søværnets Kadetskole og udnævntes i 1921 til sekondløjtnant. I 1927 fik han sin første chefkommando på torpedobåden "Søhunden" og avancerede herefter støt, indtil han i 1945 blev udnævnt til kontreadmiral. Efter at Christian 10. var blevet syg og svækket som følge af et styrt med sin hest den 19. oktober 1942, fik Frederik en væsentlig rolle som nationalt og politisk samlingspunkt under Besættelsen. Han viste ved flere lejligheder politisk mod og vandt stor anerkendelse for sit danske sindelag. Ved Christian 10.s død den 20. april 1947 overtog Frederik 9. tronen. Det var bl.a. et udtryk for en bred tillid til Frederik 9. og hans familie, at tronfølgeloven i 1953 blev ændret, således at hans ældste datter kunne efterfølge ham. Klassisk musik havde kongens store interesse; han dyrkede den bl.a. ved at optræde som orkesterleder. Denne beskæftigelse var genstand for betydelig interesse og opmærksomhed, hvilket kom til udtryk i flere bøger og en række avisartikler om kongen som dirigent. Frederik blev i 1935 gift med Ingrid af Sverige. I ægteskabet blev der født tre piger, Margrethe 2., Benedikte og Anne-Marie (d 14/1 1972)

 

1916 f Harold Wilson, britisk premierminister 1963-1970 og 1974-1976; han blev uddannet som økonom ved Oxford University og blev som 21 årig knyttet til universitetet som forelæser i økonomi. I 1939 kom han i regeringens tjeneste; her fik han en lynkarriere; fra økonomisk sagkyndig i kabinetssekretariatet og derpå i 1940 i krigs-kabinettet og i arbejdsministeriet til stillingen som departementschef for økonomi og statistik i brændsels- og energiministeriet i 1943. Han havde tidligt tilsluttet sig arbejderpartiet og blev i 1945 indvalgt i Underhuset. Fra september 1947 var han handelsminister i den af Attlee ledede Labourregering. I protest mod de forøgede forsvarsudgifter og besparelserne på socialbudgettet forlod han regeringen i 1951 og blev en af lederne af Labours venstrefløj, da partiet kom i opposition. Wilson blev 1952 medlem af partiets bestyrelse, og 1963-76 var han partiets formand. Oktober 1964 til juni 1970 var han premierminister, derefter leder af oppositionen. Efter valget februar 1974 blev Wilson for anden gang premierminister, nu i spidsen for en mindretalsregering. Da genforhandlingerne med EF havde givet et tilfredsstillende resultat, og folkestemningen i sommeren 1975 havde bragt flertal for Storbritanniens indtræden, og da også denne regeringsperiode var præget af Storbritanniens økonomiske problemer, og hans forsøg på løsninger skabte modsætningsforhold mellem ham og par-tiets venstrefløj og fagbevægelsen, var Wilson blevet træt af sin brydsomme politiske tilværelse. Med en erklæring om, at "han ikke længere havde kraft til at løse de påtrængende problemer", nedlagde han i april 1976 stillingerne som regeringschef og partileder og trak sig ud af politik. Wilson har bl. a. udgivet "Purpose in Politics" (1964), "The Labour Government 1964-1970" (1971). 1986 udkom hans erindringer "H.W. Memoirs 1916-1964. The Making of a Prime Minister" (d 24/5 1995)

 

1936 d David Beatty, engelsk admiral; begyndte sin tjeneste i flåden som 13-årig kadet om bord på træningsskibet "Britannia". Efter at have udmærket sig under nedkæmpelsen af boxeropstanden i Kina i 1900 blev han allerede som 29-årig udnævnt til kaptajn. Udnævnelsen til kontreadmiral skete i 1911. I 1914 ved 1. Verdenskrigs udbrud blev han viceadmiral og chef for slagkrydserne. I 1914 besejrede han de tyske flådeenheder i slaget ved Helgoland og året efter de tyske slagkrydsere på Doggerbanke. I Jyllandsslaget 1916 var hans eskadre engageret fra kampens begyndelse og led svære tab. Samme år blev Beatty øverstkommanderende for Grand Fleet, og i 1918 modtog han den tyske højsøflådes kapitulation. Beatty blev adlet i 1919 og udnævnt til First Sea Lord. En post, han beklædte, til han trak sig tilbage i 1927 (f 17/1 1871)

 

 

1941 Den amerikanske kongres vedtager låne- og lejeloven for at styrke demokratiernes - Storbritanniens - krigsindsats. Med loven fik præsidenten (Roosevelt) ret til at "sælge, overlade, bytte, udleje og udlåne eller på anden måde afhænde" alle slags krigsfornødenheder på én betingelse: at varerne på en eller anden måde blev erstattet, godtgjort eller leveret tilbage en gang i fremtiden. Loven gav Roosevelt mulighed for at yde en effektiv hjælp i form af al slags krigsmateriel til Storbritannien, som efter juni 1940 kæmpede alene mod Tyskland og Italien. Såsnart låne- og lejeloven var vedtaget, bevilgede Kongressen syv milliarder dollars ekstra til dette formål. Som modydelse for ordningen bogstaveligt talt overlod Storbritannien resterne af sin eksporthandel til USA og forpligtede sig til i den påfølgende Master-overenskomst af 23. februar 1942 efter krigen at afskaffe sin "imperium-præference" handel

 

d Alexander Fleming, skotsk bakteriolog; han afsluttede i 1906 sin uddannelse som læge ved St. Mary’s Hospital Medical School i London, hvor han derefter blev ansat som forsker. I 1922 opnåede han stor anerkendelse i videnskabelige kredse for sin opdagelse af enzymet lysozymi; det findes bl.a. i pattedyrs tårer og slim, hvor det nedbryder bakterier. Opdagelsen ledte Fleming til studiet af bakteriedræbende og -hæmmende stoffer. I 1928, da han arbejdede med stafylokokbakterier, oplevede han et tilfælde af skimmelsvampeangreb på sine agarplader. Han bemærkede, at der omkring kolonierne med skimmelsvampe var en ring uden bakterievækst. Fleming fandt ud af, at skimmelsvampene, som var pencillumsvampe, udskilte et kraftigt virkende baktericid, penicillin. I 1944 blev Fleming adlet, og i 1945 delte han nobelprisen i medicin med Ernst B. Cham og Howard Florey, som havde fortsat hans arbejde (f 6/8 1881)

 

d Erle Stanley Gardner, amerikansk krimiforfatter; uddannet som jurist; begyndte at skrive i 1921, men producerede kun få bøger de første par år. Fra 1934 helligede han sig næsten udelukkende rejser og forfattervirksomhed. Hans indstilling til egen produktion var altid rent kommercielt og ikke "litterær" et forhold, der gjorde ham til sin tids mest publicerede amerikanske forfatter. I 1933 kom den første af hans bøger om Los Angeles sagføreren Perry Mason. Gardners juridiske baggrund gjorde det nemt for ham, at lade handlingen i Perry Mason bøgerne veksle mellem proceduren i retssalen og advokatens aktive opklaringsarbejde. Under pseudonymet A.A. Fair skrev han romaner med detektivparret Donald Lam og Bertha Cool (f 17/7 1889)

 

1983 d Donald Maclean, engelsk diplomat, som spionerede for Sovjetunionen under 2. Verd.krig og i de første år af Den kolde Krig. I sine studieår i 1930erne ved Cambridge universitet tilhørte Maclean en gruppe privilegerede unge, som følte en vis foragt for det kapitalistiske demokrati. Rekruteret af agenter fra den sovjetiske efterretningstjeneste begyndte han at forsyne russerne med materiale, han fik fat i gennem sit arbejde. Maclean havde adgang til mere følsomt materiale end sin samtidige og gamle studiekammerat, Guy Burgess. Gennem sin stilling som sekretær for komiteen for den atomare oprustning kunne han få fingre i papirer, som russerne var meget interesseret i. Han forsynede ligeledes russerne med tophemmeligt materiale vedrørende oprettelsen af NATO. Som chef for den amerikanske afdeling i udenrigsministeriet var han i 1950 med til at formulere den britisk-amerikanske politik i forbindelse med Koreakrigen. I maj 1951fik Maclean og Burgess et vink om, at den britiske efterretningstjeneste var på sporet af deres aktiviteter. Begge forlod de England og forsvandt på mystisk vis. Man havde intet spor af dem, før de i 1956 dukkede op i Moskva og afslørede deres årelange forbindelse med kommunismen. I 1963 sluttede Kim Philby sig til dem. Han var en Cambridge medstuderende og kollega fra udenrigsministeriet, som – viste det sig – havde advaret Burgess og Maclean i 1951. I 1979 blev det afsløret, at spionringens fjerde mand var Sir Anthony Blunt, en højt respekteret kunsthistoriker og ansat i dronning Elisabeths hofstab. Det var Blunt, der havde kontaktet sovjetiske agenter for at arrangere Burgess og Macleans flugt fra England (f 25/ 1913)

 

1985 Mikhail Gorbatjov bliver generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti. Med udnævnelsen begyndte den udvikling, der endte med Sovjetunionens opløsning. Det viste sig, at de reformer G iværksatte under slagordene glasnost og perestrojka, ikke kunne gennemføres inden for de bestående politiske og økonomiske rammer. Reformprogrammet søgte at skabe større økonomisk effektivitet og gav udstrakt frihed til virksomhederne. Kulturlivet blev frigjort fra politiske menings- og smagsdommere, og fra 1988 udbyggedes programmet med politiske reformer. Der er almindelig enighed om, at G’s økonomiske reformer led skibbrud, først og fremmest fordi han var i vildrede med i hvilken retning, de skulle gå. Dertil kom de nationale modsætninger, der med den nye åbenhed kom til udtryk i et omfang og med en styrke, som hverken G eller hans parti havde taget højde for og derfor for sent erkendte

Til top        12. marts

604 d Gregor den (1.) Store, pave 590-604; født i en romersk patricerslægt og som andre fornemme unge romere gennemgik han retsstudiet. 30 år gammel blev han af kejser Justinian udnævnt til præfekt i Rom. Men han opgav sin politiske karriere. For sin fædrenearv grundlagde han seks klostre på Sicilien, også sit hus i Rom omdannede han til kloster, hvor han selv indtrådte som munk. I 579 blev han sendt til Konstantinopel som pavens diplomatiske udsending. Da han vendte hjem 585, blev han abbed ved et af sine klostre. 590 blev han af gejstlighed, senat og folk vagt til pave. Som pave organiserede Gregor de pavelige landområder i Italien, Gallien og Dalmatien; hans effektive, men i samtiden milde forvaltning lagde grunden for den senere pavestat. Med en diplomatisk sejr over logobardernre, der 593 truede med at invadere Rom, opnåede Gregor at blive reel hersker over byen. Snart strakte hans politiske indflydelse sig til hele Italien. Mission lå Gregor stærkt på sinde, og 596 sendte han en abbed ved navn Augustin og 40 benediktinermunke til England som missionærer; også Korsika blev kristent, mens Gregor var pave. Hans dogmatiske betydning er den, at han for første gang hævdede nadveren som en ublodig gentagelse af Kristi offerdød, han udviklede læren om skærsilden og de dermed sammenhængende sjælemesser; han fremmede helgen- og relikviedyrkelsen. Hans regelsamling "Regula pasto-ralis" var gennem århundreder rettesnor for romerkirkens præster. Gregor indtager en position som den fjerde og sidste af de vesterlandske kirkefædre og som den første pave i moderne forstand, idet han i teologisk henseende fremmede den udvikling, som førte fra oldtid til middelalder (f ca 540)

 

1507 d Cesare Borgia, italiensk hertug og kardinal; søn af pave Alexander 6. og udset til at gøre gejstlig karriere, men efter en ældre brors død blev Cesare hovedperson i faderens dynastiske politik, der gik ud på at skabe et verdsligt fyrstendømme med udgangspunkt i kirkestaten. Målbevidst, hensynsløst og med brug af alle midler gik Cesare Borgia som øverstkommanderende for pavestatens hær i gang med at sikre og udvide kirkestatens område. De øvrige italienske stater betragtede med stigende bekymring Cesare Borgias regulære erobringskrig i Midt- og Norditalien, mens andre - deriblandt Machiavelli, som portrætterede Cesare Borgia i sin bog "Fyrsten" - så op til ham som den, der skulle samle Italien og befri landet for udenlandske magters indflydelse. Da faderen døde i 1503, faldt alle de store planer til jorden. Cesare Borgia blev arresteret af den nye pave Julius 2., og da denne løslod ham efter et halvt år, lod den spanske konge ham fængsle. Først efter to år lykkedes det i 1506 Cesare Borgia at undslippe. Han flygtede til sin svoger, kongen i Navarra, i hvis tjeneste han faldt under en belejring (f 1475 eller 1476)

 

1609 Bermuda bliver britisk koloni. Det var spanierne, der i begyndelsen af 1500-tallet opdagede øerne. De var ubeboet, til 1609, da en gruppe engelske indvandrere tog dem i besiddelse. Fra 1612 blev Bermuda koloniseret i tilknytning til Virginia, der var under den engelske krone. Tre år senere blev de underlagt det til formålet oprettede selskab Somers Island Company, der iværksatte en bosættelse med engelske indvandrere og afrikanske slaver

 

1613 f André Le Notre, fransk havearkitekt; skaberen af den i slutningen af 17. århundredes omtrent enerådende franske havestil. Den første prøve på denne gennemførte han ved omlægning af finansminister Fouquets haver og indlagde sig derved så megen berømmelse, at Ludvig 14. udnævnte ham til generaldirektør for sine haver og overdrog ham at anlægge haven ved Versailles. Den blev anlagt om en midterakse i forlængelse af slottet som et regelmæssigt anlæg med alleer, plæner og bede, klippede træer og buske, skulpturer, bassiner og talrige sindrige springvandsindretninger. Datiden beundrede i høj grad dette anlæg; og som hoflivet i Versailles med dets ceremoniel og etikette blev toneangivende for alle europæiske hoffer, blev slottet med parken forbillede for Europas slotsbygningskunst. Det blev en modesag for Europas fyrster at have lignende haveanlæg ved deres slotte. Fra både Tyskland, Italien og England var der bud efter Le Notre for at levere planer til fyrstelige haver der (d 15/9 1700)

 

d Anders Arrebo, forfatter, præst; 21 år gammel blev han slotspræst i København. Han blev populær i hofkredse ved patriotisk lejlighedsdigtning og blev allerede 1618 biskop i Trondhjem. Her skaffede hans selvrådige embedsførelse ham fjender, samtidig med hans moralsk frimodige optræden gav dem gode våben i hænde. Han blev anklaget, og sagen resulterede i 1622 i afskedigelse. Først 1625 fik han tilladelse til igen at søge kald og blev sognepræst i Vordingborg. Han er ofte blevet benævnt den danske digtekunst far, fordi han gav dansk versekunst en ny udformning i sit hovedværk "Hexaëmeron" (1661), et stort anlagt digt om, hvordan Gud skabte verden på seks dage. Arrebo nåede ikke at fuldende Hexaëmeron med beskrivelsen af den syvende dags hvile, og værket blev først udgivet flere år efter hans død. I trængselsårene efter afskedigelsen fuldendte Arrebo sin oversættelse af Bibelens "Davids Psalter" (1623) (f 2/1 1587)

 

 

Anne Hyde, engelsk dronning; datter af Lawrence, jarl af Rochester; efter henrettelsen af Karl I var hun sammen med andre royalister i eksil fra 1649. Under eksilet mødte hun hertugen af York, den senere senere kong Jacob 2. De blev gift den 3. september 1660. I ægteskabet fødte hun bl.a. Marie og Anne, der begge kom til at beklæde den engelske trone (d 31/3 1671)

 

f George Berkeley, irsk teolog og filosof; Berkeley fremsatte i sit hovedværk "A Treatice on the Principle concerning Human Knowledge" (1710, En afhandling om grundlaget for den menneskelige erkendelse) den tese, at alt, hvad et menneske kan erkende, er dets eget bevidstindhold. I bogen argumenterer Berkeley for, at anta-gelsen af en ydre, bevidsthedsuafhængig verden er uholdbar. At noget eksisterer, betyder, at det enten opleves af en bevidsthed, eller at det er en bevidsthed. Baggrunden for dette princip er Descartes’ lære om, at mennesker aldrig direkte oplever fysiske genstande, men kun idéer om dem. At hævde, at der bag disse idéer findes materielle genstande, er ifølge Berkeley uden mening. Berkeley, der i 1710 var blevet præsteviet, opholdt sig 1728-33 i Amerika med det formål at fremme oprettelsen af et "universitet" på Bermudaøerne, hvor han ville missionere blandt de indfødte. Planen blev ikke til noget, men Berkeley bevarede forbindelsen til de nordamerikanske kolonier og bidrog i årene derefter med store boggaver til udviklingen af amerikansk viden-skab og åndsliv. Fem år efter, at University of California var blevet grundlagt i 1868, blev det omkringliggende bysamfund opkaldt efter ham (d 14/1 1753)

 

1699 d Peder Schuhmacher, greve af Griffenfeld; han var søn af en indvandret tysk vinhandler og en københavnsk købmandsdatter; de velhavende forældre sørgede for, at deres velbegavede dreng fik en god uddannelse. Han blev student som 12-årig, og i 1653 tog han teologisk eksamen. Så fulgte otte års studier i udlandet; de gjaldt især klassisk litteratur, orientalske sprog og statsvidenskab, men navnlig tilegnede han sig fransk selskabskultur. Efter hjemkomsten blev han Frederik 3.’s bibliotekar, og hurtigt skaffede hans viden, hans vid og hans vilje til at påtage sig arbejde kongens yndest. 1665 blev han tillige kongens sekretær, og samme år færdiggjorde han kongeloven, der var Danmarks "grundlov" til 1848. De følgende år gik det støt opad, 1669 blev Schumacher oversekretær i Danske kancelli, og under Christian 5. (konge 1670-99) kom forfremmelserne i stadig øget tempo. Han blev 1672 rigskansler og til den adelige ekscellence grev Griffenfeld. 1673 og 1674 bragte nye avancementer og æresbevisninger som ridder af elefanten og tysk rigsgrevetitel m.m. Men Griffenfeld synes ikke at have gjort sig klart, hvor oplagte angrebspunkter hans iøjnefaldende skrøbeligheder frembød: hans store modtagelighed for smiger, hans åbenbare forfængelighed, hans begunstigelser af familie og især, at han ingen embedsbesættelser foretog (f.eks. præstekald) uden at tage sig endda klækkeligt betalt. Mod Griffenfelds ønske udbrød der 1675 krig mod Sverige. Griffenfeld, der ønskede et godt forhold til Frankrig, der var Sveriges allierede, opretholdt under krigen forbindelse til Frankrig. For Griffenfeld blev det nu skæbnesvangert, at kongen, hvem den almægtige minister i sit overmod kunne behandle taktløst, var ved at være træt af ham. Da hærens overgeneral forelagde kongen bevis for, at Griffenfeld stod i hemmelig forbindelse med Frankrig, blev han 1676 pludselig arresteret; efter en husundersøgelse blev han anklaget for høj- og landsforræderi og grov bestikkelse. Højesteret dømte ham til døden, men på skafottet – umiddelbart før henrettelsen – ændrede kongen dommem til livsvarigt fængsel. Han sad fængslet resten – 22 år - af livet. Først i Kastellet; herfra blev han i 1680 overflyttet til øen Munkholm i Trondheimsfjorden, indtil han i 1698 på gr. af sygdom fik lov at tage ophold i Trondheim by (f 24/8 1635)

 

1790 f John Frederic Daniell, engelsk meteorolog og kemiker; hans tidligste videnskabelige arbejde var udviklingen af dugpunkt-hygrometret, et instrument, der hurtigt blev et standard-instrument til måling af luftfugtighed. Hans meteorologiske arbejder blev udgivet samlet under titlen "Meteorological Essays" (1823) og omfattede en fysisk beskrivelse af Jordens atmosfære, herunder passatvindene. I andenudgaven (1827) understregede han betyd-ningen af Jordens opvarmning og afkøling ved stråling. I 1835 begyndte Daniell sine elektrokemiske studier af voltasøjlen, som resulterede i hans konstruktion af et forbedret element, det såkaldte Daniell-element. Daniell erstattede svovlsyren omkring kobberelektroden med kobbersulfat, og de to elektroder adskiltes af en porøs skillevæg. Dette nye galvaniske element fik stor praktisk betydning for udviklingen af en række galvaniske teknikker. Daniell blev Fellow of the Royal Society i 1814. I 1831 blev han den første professor i kemi ved King’s College i London (d 13/3 1845)

 

1824 f Gustav Robert Kirchhoff, tysk fysiker; professor i Breslau 1850, i Heidelberg 1854, i Berlin 1875. Kirchhoff var matematisk fysiker og en af grundlæggerne af den matematiske eller teoretiske fysik. Kirchhoff fandt lovene for den elektriske strøms fordeling i forgrenede ledere, Kirchhoffs love. Han behandlede problemet om den elektriske strøm i ledere, som ikke er cylindriske. Opdagede sammen med Bunsen spektralanalysen, denne opdagelse førte ham til den berømte lov, at stoffernes udstrålingsevne og absorberingsevne for samme slags stråling er proportional, den såkaldte Kirchhoffs strålingslov (d 17/10 1887)

 

1832 d Frederik Kuhlau, komponist; Kuhlau fik musikuddannelse i fødebyen Hamborg fra sit 15. år og blev lærer og pianist dèr. Han flygtede til København 1810, da Napoleon erobrede Hamborg. Han debuterede i Danmark i januar 1811 ved en koncert på Det kgl Teater med bl.a. sin C-dur klaverkoncert op. 7. I 1813 blev han kgl kammermusicus, men foreløbig uden gage. Sit egentlige gennembrud fik han i 1814 med operaen "Røverborgen". 1816 blev han ansat som syngemester ved Det kgl Teater, men opgav stillingen efter et år. I 1818 fik han endelig stillingen som kammermusikus med gage. Stillingen forpligtede ham til, foruden at spille ved hoffet, hvert år at levere en opera til Det kgl. Teater. Trods megen succes, særlig med operaen "Lulu" og med "Elverhøj", offentlig anerkendelse, æresmedlem af Studenterforeningen og november 1828 titulær professor og almen berømmelse såvel i Danmark som i Tyskland, hvor hans klaver- og fløjtemusik stadig var i høj kurs, blev Kuhlaus sidste år formørket af økonomiske sorger, et vaklende helbred, der ikke bedredes af et stort alkoholforbrug. Kuhlau skrev musik inden for næsten alle genrer (undtaget kirkemusik) og nåede med sin hurtige måde at komponere på op på et anseligt antal værker (127 opusnumre). Med sin musik står Kuhlau som en fremtrædende komponist inden for den danske klassicisme på overgangen til romantikken (f 11/9 1786)

f Charles Cunningham Boycott, engelsk godsejer, den første der blev udsat for boykot; efter i 1873 at have trukket sig tilbage fra hæren som kaptajn blev han forvalter på jarlen af Erne’s gods i County Mayo i Irland. Da de irske bønder efter den dårlige høst i 1879 besluttede ikke at at anvende vold, men afbryde enhver kontakt med de godsejere/forvaltere, der ikke ville opfylde deres krav om en 25% nedsættelse af deres afgifter, var Boycott den første, der blev udsat for denne taktik. At den var en succes viste sig ved, at Charles Boycott måtte sende bud efter 25 frivillige fra Ulster, som måtte arbejde under beskyttelse af 900 bevæbnede soldater for at få høsten i hus. Allerede samme år forlod Charles Boycott Irland. I 1886 blev han forvalter på et gods i Suffolk, hvor han var til sin død. Efter 1880 brugte man i England begrebet boykot som betegnelse for en ikke-voldelig blokade (d 19/6 1897)

 

1849 Sikhernes lederes overgivelse sætter punktum for Den anden Sikh Krig. Efter afslutningen af Den første Sikh Krig den 9. marts 1846 havde briterne på grund af sikhernes krigeriske natur undladt at indlemme deres land, Punjab i den britiske koloni Indien. Det skete efter afslutningen af Anden Sikh Krig. Krigen var begyndt som et oprør i efteråret 1848. Oprørerne fik tilslutning af den regulære Sikh hær. Briterne tog offensiven. De to blodige, men uafgjorte slag ved Ramnagar og Chilianwalla førte til det afgørende slag ved Gujat den 21. februar 1849. Den britiske øverstkommanderende havde været udsat for voldsom kritik for at foretrække frontalangreb med infanterister frem for indsættelse af artilleri. Ved Gujat fik artilleriet lov at spille hovedrollen. Måske sikrede det briterne sejren. Men briternes tab var så store – 2.446 døde og sårede, at den britiske øverstkommanderende ved Gujat blev afløst af krigshelten Charles Napier. Slaget var dog vundet, før Napier nåede frem. På Trafalgar Square i London er der opstillet en bronzestatue af Napier

 

f Gabriele d’Annunzio, italiensk forfatter; omkr. 1. Verd.krig var han Italiens mest berømte - og mest berygtede forfatter. Hans forfatterskab, der rummer alle genrer, fylder 48 bind i nationaludgaven (1927-36). Hans bedrifter som flyverhelt under 1. Verd.krig gav genlyd i europæisk presse, og i 1919 organiserede han i protest mod behandlingen af Italien i Versailles besættelsen af Fiume ved den nordlige ende af Adriaterhavet. Hans eventyr som diktator her varede et år; da blev han tvunget til at forlade byen, efter at Italien og Jugoslavien var enedes om, at Fiume skulle være en fristad. Efter fascisternes magtovertagelse (1922) var han Mussolinis eneste rival til førerposten, men blev pacificeret som nationalskjald og holdtes under diskret overvågning i villaen ved Gardasøen. Forfatterskabet blev bedømt hårdt efter 2. Verdenskrig, men i 1990'erne delvis revurderet. Ofte umådeholden retorisk når d’Annunzio sine bedste resultater i digtene, først og fremmest "Laudi", hvis 3. samling, "Alcyone" (1903), leverer det markanteste udtryk for hans sensuelle og kosmiske livsførelse. Den regnes, sammen med den langt mere beherskede og intime dagbog fra krigen "Notturno" (1921), for hans bedste udgivelse. Om skue-spillene "La Città morta" (1898) og "Francesca da Rimini" (1902) er der blevet hævdet, at de snarere er lyriske værker end egentlige teaterstykker. Som romanforfatter havde han en central placering i italiensk litteratur med bl.a. "Il Trionfo della morte" (1894). "Il Fuoco" (1899) skildrer hans kærlighedsforhold til Elenora Duse. Hans fortjenenste som forfatter består først og fremmest i et fremragende sproglig og stilistisk udtryk med sjælden sans for det musikalske, maleriske og stemningsskabende. Både i sit liv og i sit forfatterskab fremstår D’Annunzio som den artistiske skønhedsdyrker, kynisk og rafineret, den yppige sanseligheds repræsentant (d 1/3 1938)

 

f Kemal Atatürk (Mustafa Kemal), tyrkisk statsleder; som ung officer sluttede A sig til ungtyrkerne, der ønskede reformer og modernisering i Tyrkiet. Han udmærkede sig under 1. Verd.krig og spillede en fremtrædende rolle i det vellykkede forsvar af Gallipolihalvøen i 1915-16. Her besejrede han briterne i to slag, og den tyrkiske presse priste ham som "Istanbuls redningsmand". Under det græske angreb på Tyrkiet 1919-22 blev han leder af den tyrkiske modstand, og det lykkedes ham at mobilisere den tyrkiske befolkning. I 1922 udråbte han republikken, og i november samme år blev han sit lands første præsident. Udenrigspolitisk lykkedes det ham ved fredstraktaten i Lausanne i 1923 at opnå anerkendelse af Tyrkiet som en fuldt selvstændig stat. Året efter brød han endegyldigt med Tyrkiets osmanniske fortid gennem afskaffelse af Kalifatet og indledte sit omfattende arbejde for at omdanne landet til en sekulariseret vestlig stat. Således blev islam i 1928 afskaffet som statsreligion, og samtidig blev det arabiske alfabet erstattet med det latinske. Hans store fremgang skyldtes hans politiske og organisatoriske dygtighed, hans militære og nationale prestige og hans til tider hensynsløse behandling af modstandere. Sin diktatoriske styremåde begrundede han med nødvendigheden af i løbet af kort tid at lægge grunden til et virkeligt demokrati i Tyrkiet. I forbindelse med et påbud om at alle tyrkere skulle have et familienavn, blev han i 1934 af nationalforsamlingen hædret med navnet Atatürk – tyrkernes far. Takken rettede Atatürk til de tyrkiske kvinder, de fik valgret samme år (d 11/11 1938)

 

1917 Da præsident Wilson den 12. marts 1917 gav ordre til, at amerikanske handelsskibe skulle bevæbnes, tog USA et stort skridt frem mod deltagelse i 1. Verd.krig. Efter tyskerne havde erklæret uindskrænket ubådskrig den 1. februar, var også amerikansk skibsfart blevet ramt. I løbet af marts blev fem amerikanske handelsskibe sænket. Torpederingen af allierede og neutrale skibe førte til, at mange neutrale skibe ikke vovede sig ud, og store varelagre hobede sig op i havnebyerne. Den amerikanske eksport til de allierede var i fare, og det ramte ikke kun industri- og finansinteresser i øststaterne, men også bomuldsdyrkerne i syd og farmerne i midtvesten, som eksporterede hvede og kødkonserves. Landet var truet af en økonomisk krise, og Wilson måtte, stillet over for de daglige torpederinger, igen spørge sig selv, hvad følgen ville blive for USA, hvis tyskerne ikke kun erobrede det europæiske fastland, men også blev herrer på Atlanterhavet. Folkestemningen gik tydeligt i retning af krig, og præsidentens medarbejdere var urolige over hans passivitet og pressede på. Den 20. marts indkaldte Wilson kongressen til 2. april, og han gjorde det klart, at han havde truffet sit valg

 

d Sun-Yat-sen, kinesisk politiker og revolutionsleder; fik sin uddannelse ved vestlige skoler bl.a. i Hong Kong, hvor han stiftede et hemmeligt selskab, som havde til formål at styrte manchudynastiet i Kina for dermed at begynde en modernisering af Kina ved at gennemføre gennemgribende reformer efter europæisk, japansk og amerikansk forbillede. Sun rejste rundt og agiterede for sine ideer blandt udvandrede kinesere. I 1904 stiftede han partiet Tung Meng Hui, som blev forløberen for Kuomintang-partiet. Dette oprettedes i 1912 – Kuomintang betyder det nationale kinesiske folkeparti. Tung Meng Huis revolutionære aktiviteter førte ikke til noget. Mellem 1906 og 1911 organiserede det otte opstande i det sydlige Kina alle uden resultat. Efter oprøret i Wuchang i oktober 1911 hvor også regeringens soldater deltog, og som fire måneder senere førte til kejsermagtens sammenbrud, vendte Sun tilbage til Kina og blev valgt til præsident for en provisorisk regering. Men efter kun halvanden måned blev han tvunget væk fra sin post af general Yan Shi kai, der bag sig havde en stærk og pålidelig hær. 1917 blev Sun tvunget i eksil i Canton, hvor han etablerede en ny regering. Sun arbejdede for en samling af Kina. Da han ikke vandt gehør for sine tanker hos vestmagterne, henvendte han sig til Sovjetunionen og sluttede i 1923 en aftale med russerne; det kinesiske kommunistparti blev optaget i Kuomintang, og Sovjet stillede militære og politiske rådgivere til rådighed. Men inden denne politik havde vist resultater, døde Sun. I sin politik var Sun-Yat-sen nationalist og antiimperialist; han var påvirket af vestlige ideer, og hans politiske program byggede på tre principper: nationalisme, demokrati og social velfærd (f 12/11 1866)

 

1932 d Ivar Kreuger, svensk forretningsmand, der blev en af sin samtids rigeste mænd. Han blev uddannet som polytekniker og havde arbejdet både i USA og europæiske lande, da han 1907 i Stockholm sammen med Paul Toll startede entreprenørfirmaet Kreuger og Toll. Fra 1912 begyndte K at få interesser i tændstikindustrien. I 1917 dannede han Svenska Tändsticks A/B og finansieringsselskabet Kreuger og Toll, der især arbejdede gennem tændstikfirmaet. Han opkøbte nu skove og savværker og grundlagde cellulosefirmaet Swedish Pulp. Co. Filialerne rundt om i verden samledes 1923 i International Match Co., og to år efter erhvervede K sit første statsmonopol på tændstikker mod lån. Størstedelen af K’s transaktioner efter 1925 bestod i ydelse af langfristede dollarlån til lande, der var i bekneb for fremmed valuta mod til gengæld at få monopol på salg af tændstikker i pågældende land. Denne form udvidedes i de følgende år til hele kloden, og 1932 beherskede K 90% af verdens tændstik-produktionen. Hertil kom, at han var blevet engageret i en lang række industriforetagender alle vegne, bl.a. svensk dag- og ugepresse. Men den internationale krise ramte fra 1930-31 også K. Han måtte låne store summer i den svenske rigsbank, hans papirer begyndte at falde stærkt, og Rigsbanken forlangte en undersøgelse af hans foretagenders soliditet. K undgik undersøgelserne ved at begå selvmord. De påfølgende undersøgelser viste dels K’s insolvens dels, at han havde anvendt kriminelle metoder ved finansieringen af sine mange foretagender. Desuden afsløredes det, at værdierne af hans selskaber og dets udbytter i vid udstrækning intet havde med virkeligheden at gøre; de var opdigtede (f 2/3 1880)

 

1938 Anschluss. Østrig bliver en del af Nazi-Tyskland. Dermed fuldbyrdes det, tyskerne havde forsøgt i 1934. Dengang havde Mussolini ved at sende en hærstyrke på 100.000 mand til Brenner forhindret Anschluss. Den italienske diktator ønskede at bevare Østrig som en stødpudestat ved Italiens nordgrænse. I stedet begyndte nazisterne en systematisk underminering af Østrig indefra. Ved begyndelsen af 1938 voksede det tyske pres på Østrig. Udefra var der ingen hjælp at hente. Gennem den tyske oprustning og tyske troppers indmarch i Rhinlandet var Frankrigs mulighed for at gribe ind stærkt forringet. Samtidig havde den tyske støtte til Italien under krigen i Abessinien fra 1936 og de to landes samvirken i borgerkrigen i Spanien ført til, at en fælles fransk-italiensk intervention til fordel for Østrig nu var udelukket. Efter et møde med Hitler den 13. februar måtte den østrigske forbundskansler Schuschnigg udnævne de østrigske nazisters leder Seyss-Inquart til indenrigsminister. Fortsat uro foranstaltet af nazisterne tilskyndet efter ordrer fra Berlin gjorde efterhånden situationen uholdbar for Østrigs regering. Da bekendtgjorde Schuschnigg den 9. marts, at der den 13. marts ville blive afholdt folkeaf-stemning om landets selvstændighed. En sådan afstemning, der uden tvivl ville falde ud til fordel for et frit og selvstændigt Østrig, bragte planerne om nazistisk magtovertagelse og "frivillig" tilslutning til Tyskland i fare. Tysk krav om Schuschniggs tilbagetræden og udnævnelse af Seyss-Inquart til kansler afvistes af Østrigs præsident. Fra Berlin fik Seyss-Inquart besked på, at han skulle betragte sig som regeringsleder og foretage det nødvendige. Det gjorde han ved at anmode den tyske regering om at sende tropper til landet for at genskabe ro og orden. Efter at de tyske tropper om morgenen den 12. marts havde overskredet den tysk-østrigske grænse besatte de hurtigt landet. Store folkemasser hilste soldaterne med jubel. Samtidig gennemførte SS-enheder og østrigske enheder en hensynsløs udrensning blandt dem, der havde været imod tilslutning til Tyskland eller imod nazismen. Schuschnigg blev arresteret og sad i tysk fangenskab til krigens slutning, de sidste år i KZ-lejr

 

Til top        13. marts

1470 Slaget ved Losecoat Field under den engelske Rosekrig - War of the Roses. Opgøret om den engelske trone mellem slægterne Lancaster – hvis våbenskjold var prydet med en rød rose – og slægten York i hvis våbenskjold indgik en hvid rose. I begyndelsen af marts 1470 erfarede kongen, Edward 4., at hans bror Georg, hertug af Clarence, og Richard Neville, jarl af Warwick havde startet et oprør i Lincolnshire. Efter Edward 4. i maj 1464 var blevet gift med Elizabeth Woodville, blev forholdet mellem ham og Warwick stadig værre; Warwick følte, at hans indflydelse blev mindre, eftersom kongen ansatte stadig flere af sin kones familie i høje embeder. I august 1469 holdt Warwick og hertugen af Clarence en kort periode kongen indespærret og fik henrettet dronningens far og en af hendes brødre. I marts 1470 fik de startet oprøret i Lincolnshire, men blev besejret i slaget ved Losecoat Field i nærheden af Stamford; de to ledere flygtede til Frankrig, hvor de i deres vanskelige situation måtte acceptere Ludvig 9.’s betingelser for at opnå hans støtte i deres kamp mod den engelske konge. De vendte tilbage til England september 1470, men blev besejret af kongen i slaget ved Barnet 14. april 1471, hvor Warwick blev dræbt

 

1619 d Richard Burbage, engelsk skuespiller; allerede som ung var Burbage medlem af jarlen af Leicester’s skuespillertrup og forblev medlem deraf under dens udvikling til "the King’s men" (1603). I hele sin karriere var Burbage i nært samarbejde med Shakespeare, og han var den første, der spillede rollerne som Richard 3., Romeo, Henrik 5., Hamlet, Macbeth, Othello og kong Lear. Sammen med sin bror Cuthbert stod han bag opførelsen af Globe Theatre i London i 1599 (f ca 1567)

 

1661 Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine flygter fra Hammershus. Det er en gåde, hvorfor Ulfeldterne efter at være flygtet fra deres svenske fangenskab i Malmø af alle steder tog til København (juli 1660). Urealistisk havde de sandsynligvis regnet med en udsoning med Frederik 3. Det var kongen ikke parat til, og desuden frygtede han, at Ulfeldt kunne blive samlingsmærke for utilfredse adelige. Den skånselsløse fremfærd mod Ulfeldt skulle demonstrere kongens vilje til at knuse alle, der stod ham i vejen. Parrets nye fængsel blev Hammershus, den middel-alderlige borg på Bornholm. De begyndte snart at forberede en ny flugt, deres sengelinned blev skåret i stykker og bundet sammen i lange liner. Endvidere lykkedes det Ulfeldt at få lirket jerntremmerne for et vindue løs. Men før flugten kunne realiseres, skulle Østersøen være isfri. Det var hensigten at stjæle en fiskerbåd og sejle til Lübeck, hvilket forudsatte, at vinden var i nordøst. Disse betingelser var til stede 13. marts 1661. Ved hjælp af det sammenbundne linned lykkedes det Ulfeldterne og deres tjener at komme de ca 13 m helskindet ned. Leonora og tjeneren firede sig ned siddende på et brædt, mens den syge Ulfeldt måtte hejses ned i en kasse. Mens de ledte efter et sted at komme over ringmuren, faldt Ulfeldt i en mødding og stod i skidt til livet. Det lykkedes de flygtende at komme over ringmuren, selv om der også her var 12-13 m ned. Under nedgangen til stranden var de flere gange ved at styrte i afgrunden. Da de var kommet ned til stranden ved Sandvig, kunne de ikke finde en båd. Et forsøg på at købe en båd mislykkedes; nu begyndte folk at stimle sammen, og de var ikke i tvivl om, hvem de tre personer var. Tilkomne soldater førte Ulfeldterne og tjeneren tilbage til Hammershus, hvor deres vilkår blev dårligere som følge af flugten. I december 1661 blev parret løsladt

 

f Joseph Priestley, britisk amatørkemiker, præst og filosof; på gr. af sine liberale anskuelser i religiøse og politiske spørgsmål og fordi han forsvarede den franske revolutions ideer, blev forholdene efterhånden så vanskelige for Priestley, at han i 1794 forlod England og slog sig ned i USA. Hans navn er fremfor alt knyttet til undersøgelse og opdagelse af en række gasser, først og fremmest ilt, som han opdagede 1774 og påviste, at den grønne plante er i stand til i dagslyset at udskille ilt af kuldioxid. I 1772 opdagede han hydrogenchlorid, ammoniak i 1773/74, svovldioxid i 1775 o.fl. Priestley har også æren for at have opfundet sodavand (1772). Denne opdagelse skyldes, at han på daværende tidspunkt boede i nærheden af et bryggeri og derfra kunne skaffe sig store mængder kul-dioxid. Når man tager i betragtning, at de fleste af Priestleys skrifter og afhandlinger var af teologisk, filosofisk og politisk art, og at hans beskæftigelse med kemi nærmest var en bibeskæftigelse, er det imponerende, hvor mange vigtige og grund-læggende kemiske iagttagelser og opdagelser, han gjorde. Det meste af hans øvrige livsværk er for længst glemt. Resultaterne af hans eksperimentelle undersøgelser over gasser vil imidlertid fortsat leve i kemiens historie (d 6/2 1804)

 

1741 f Joseph 2., kejser Østrig 1765-1790; ældste søn af Frans Stefan og Maria Theresa. Allerede fra ungdommen tilegnede han sig oplysningstidens ideer især oplysningsskribenternes statslære og økonomiske teorier. Da faderen døde 1765, blev han valgt til tyskromersk kejser og blev formelt moderens medregent i Østrig. Men hun havde kun liden tiltro til hans politiske dømmekraft, så hans indflydelse var ikke stor. Først efter hendes død 1780 havde han frie hænder og kunne begynde at realisere sine ideer. Som tilhænger af oplyst enevælde opfattede han sig som almenvellets første tjener, og hans reformer gik hovedsagelig ud på ensretning og effektivitet. Lige så skarpt han hånede adel og gejstlighed for tåbelighed, uduelighed eller dovenskab, lige så store krav om arbejdsindsats stillede han til embedsmændene – og til sig selv. Skole og undervisning reformeredes efter oplysningsfilosoffernes tanker, pressecensuren mildnedes, dødsstraffen indskrænkedes kraftigt, torturen blev gjort mildere, og godsejernes døm-mende myndighed afskaffet. Som tilhænger af fysiokraternes lære søgte Joseph at fremme landbruget. Men de mange reformer vakte stor modstand. I Ungarn fremkaldte hans indførelse af tysk som regeringssprog uro; inden sin død måtte han tilbagekalde eller modificere adskillige af sine reformer. På det udenrigspolitiske område fik han i 1770 det polske område Zips "genforenet" med Ungarn og gav dermed eksempel på deling af Polen. Mod sin mors ønske fik han gennemført, at Østrig deltog i Polens første deling i 1772. Joseph havde ingen børn og efterfulgtes af broderen Leopold 2. (d 20/1 1790)

 

1763 f Guillaume-Marie-Anne Brune, fransk marskal; under revolutionen blev han venner med Georges Danton; for denne skrev B forskellige pamfletter om militære anliggender. Under Direkroratets styre (1795-1799) var Brune i tjeneste hos to af direktørerne, Paul Barras og Napoleon Bonaparte. Efter tre måneders tjeneste ved hæren i Italien blev Brune i 1797 divisionsgeneral. Herefter virkede han dels som udsending – bl.a. til Konstantinopel – og som general i felten. I sidstnævnte egenskab besejrede han en engelsk-russisk hær i Holland ved Bergen og ved Castricum – september-oktober 1799. Efter af Napoleon at være blevet sendt til Italien for at afslutte det franske felttog der udkæmpede han der i december 1800 et slag med en østrigsk hær. Han blev marskal i 1804 og var i nogle år ambassadør i Konstantinopel. Af årsager, der aldrig er blevet klarlagt, blev han i 1807 tvunget til at nedlægge alle sine embeder. Ryget om, at han i 1792 havde været ansvarlig for henrettelsen af dronning Marie Antoinettes fortrolige veninde, prinsesse de Lamballe, førte 23 år senere til, at han blev lynchet af skare royalister (d 2/8 1815)

 

Planeten Uranus opdages af den engelske astronom Sir William Herschel. Herschels største interesse var at studere de mest lyssvage objekter på himlen. Hermed grundlagde han en ny og meget betydningsfuld gren af astronomien. Disse lyssvage objekter havde man ikke tidligere interesseret sig meget for, og ofte viste det sig, at et sådant objekt var en komet, der var på vej mod sit perihelium (det punkt i en planets eller komets bane der er solen nærmest) ved solen. Den 13. marts 1781 fik Herschel øje på et sådant lyssvagt objekt i sin kikkert. Da objektet flyttede sig, troede han i første omgang, at der var tale om en komet, men han blev hurtigt klar over, at det ikke kunne være tilfældet, for objektets bane var næsten cirkulær. Der måtte være tale om en planet, som ingen før havde set, og som befandt sig langt uden for Saturns bane. Herschel foreslog, at den nye planet skulle kaldes Georgium Sidus (Georgs stjerne), således at den blev opkaldt efter den engelske konge George 3.. Kongen blev meget smigret, og Herschel blev udnævnt til hofastronom. Men efter forslag af den tyske astronom Johann Bode blev planeten navngivet Uranus

 

d Christian 7. konge 1766-1808; søn af Frederik 5. og Louise af England; han viste som barn et vindende væsen, stor lærenemhed, en god hukommelse og forstod at føre sig med anstand. Men han var overfladisk og lunefuld, viste ingen mennesker tillid eller hengivenhed, var ondskabsfuld og sank ofte hen i åndsfraværelse eller viste besynderlige forestillinger, udslag af en frembrydende sindssygdom, skizofreni. Samstemmende berettes om Christian, som levede han i en uvirkelighedstilstand - en tid anså han sig for et forbyttet barn - en tilstand han kæmpede for at komme ud af ved at udsætte sig for voldsomme påvirkninger, fysiske som psykiske, i forventning om at denne skinverden ville falde bort, og virkeligheden, hans rigtige identitet, komme til syne. Under en længere udenlandsrejse i 1768, hvor Christian 7. i begyndelsen spillede rollen som konge upåklageligt, var som rejselæge ansat Struensee. Han behandlede kongen som syg, og at han som den første tog kongens fantasier alvorligt var sikkert medvirkende til, at Christian 7. kom til at føle sig knyttet til Struensee. Efter Struensee havde indført sit kabinetsstyre, og kongens underskrift på kabinetsordrene ikke var nødvendig, var det åbenlyst om ikke officielt, at Christian 7. var et redskab for andre. Efter Struensees fald blev Christian 7. udnyttet af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik; da disse blev trængt tilbage af kronprins Frederik i 1784, var det nu ham, der udøvede den reelle regeringsmagt. Efter Christians død blev hans liv karakteriseret som "Christian VII har egentlig aldrig levet, kun vegeteret sanseligt" (f 29/1 1749)

 

d Poul Martin Møller, forfatter og filosof; 1816 blev han cand teol, var derefter en tid huslærer; fra denne periode er "St. Laurentius" om bygningen af domkirken i Lund og "Aprilvise" (Grøn er vårens hæk). 1819-20 rejste han som skibspræst med en kinafarer. Fra denne lange sørejse er "Glæde over Danmark" og "Statistisk skildring af Lægdsgaarden i Ølseby-Magle", en parodi på de mange gejstlige sognebeskrivelser og samtidig et humoristisk billede af landlivet hjemme i Danmark, der blev digteren så nærværende i det fremmede; endvidere "Scener i Rosenborg Have", heri bl.a. "Hans og Trine". Da det ikke lykkedes ham at ramme tidsbilledet i en planlagt historisk roman i Walter Scotts stil om studenterne omkring Hans Tausen i reformationstiden, påbegyndte han i stedet en nutidsfortælling, der senere fik titlen "En dansk Students Eventyr". Den blev først blev læst i Studenterforeningen i 1824 og udgivet 1843. Heri karikeres den distræte licentiat og evighedsstudent, som af lutter lærdom og uendelig selviagttagelse aldrig får udrettet noget, han hænger til stadighed fast i de forberedende studier. 1826 blev Møller lektor og dernæst professor i filosofi ved universitetet i Oslo, 1831 blev han professor ved universitetet i København. Nu gik det meste af hans tid med filosofiske studier, der lå hans jordnære og uabstrakte væsen fjernt. Han betød dog meget for de studerende, således Søren Kierkegaard. Fra disse år er dialogdigtet "Revuen" (1836) og "Kunstneren mellem Oprørerne", hvori Møller vender sig mod tidens demagogiske tendenser, der forstyrrer kunstens stille og fornemme ro (f 21/3 1794)

 

f Tage Reedtz-Thott, udenrigsminister 1892-1897, konseilspræsident 1894-1897; han overtog ved faderens død i 1862 baroniet Gavnø; her forbedrede han driften betydeligt og oprettede mange husmandsbrug. Han tog livligt del i egnens offentlige liv og beklædte en række tillidsposter. Bl.a. var han medlem af amtsrådet 1875-94, formand for bestyrelsen af De Danske Sukkerfabrikker 1916-23 og sad i bestyrelsen for Gedser Jernbaneselskab, Dansk Folkemuseum og Store Nordiske Telegrafselskab. Han og hans hustru var påvirket af de grundtvigianske strømninger, og han havde en fri og jævn omgangstone med egnens bønder, hvad der gjorde ham meget afholdt af disse. Samme folkelige syn prægede hans politik. Ved folketingsvalgene i perioden 1873-84 stillede han sig forgæves i Vordingborg-kredsen. Han valgtes 1886 til Landstinget og var medlem til 1910. Først som højremand fra 1900 som frikonservativ. Reedtz-Thott tilhørte den del af Højre, der søgte samarbejde med de moderate dele af Venstre. Ligesom han tilstræbte en samling af landbrugets udøvere, store som små. Han var derfor blandt dem, der gennemførte det store forlig i 1894. Forliget der afsluttede forfatningskampen. I juni 1892 blev han udenrigsminister i ministeriet Estrup og beholdt denne post, da han august 1894 dannede sit eget ministerium. Dette, som repræsenterede Det forhandlingsvenlige Højre, dvs. mænd, der gik ind for forliget. Men det var trods alt højremænd. Derfor modtoges det med skepsis af mange inden for Venstre. Alligevel overlevede ministeriet til maj 1897. Efter sin afgang genoptog Reedtz-Thott mange af de tillidsposter, han havde givet afkald på i 1894 (d 27/11 1923)

 

d John Frederic Daniell, engelsk meteorolog og kemiker; hans tidligste videnskabelige arbejde var udviklingen af dugpunkt-hygrometret, et instrument, der hurtigt blev et standard-instrument til måling af luftfugtighed. Hans meteorologiske arbejder blev udgivet samlet under titlen "Meteorological Essays" (1823) og omfattede en fysisk beskrivelse af Jordens atmosfære, herunder passatvindene. I andenudgaven (1827) understregede han betydningen af Jordens opvarmning og afkøling ved stråling. I 1835 begyndte Daniell sine elektrokemiske studier af voltasøjlen, som resulterede i hans konstruktion af et forbedret element, det såkaldte Daniell-element. Daniell erstattede svovlsyren omkring kobberelektroden med kobbersulfat, og de to elektroder adskiltes af en porøs skillevæg. Dette nye galvaniske element fik stor praktisk betydning for udviklingen af en række galvaniske teknikker. Daniell blev Fellow of the Royal Society i 1814., og i 1831 blev han den første professor i kemi ved King’s College i London (f 12/3 1790)

 

f Percival Lowell, amerikansk astronom; der var kendt for sine observationer af Mars og sine tolkninger af Marskanalerne. I 1800-tallet havde den italienske astronom Schiaparelli opdaget nogle konturer på Mars. I offentliggørelsen af sine observationer omtalte han konturerne som "canali", hvilket betyder render, men ved oversættelsen til engelsk blev konturerne i USA omtalt som kanaler. Som mange andre faldt Lowell for den ide, at der levede intelligente væsner på Mars. I 1894 byggede han et observatorium i Flagstaff, Arizona til udforskning af planetsystemet. Han brugte megen tid på at udforske Mars, og han var helt besat af den tanke, at "marsmændene" engang havde bygget store kanaler på "den røde planet". Han mente, at kunne bevise påstanden, og han skrev bøger om emnet. På grundlag af sine observationer af de yderste planeter beregnede Lowell på grundlag af uforklarlige pertubationer (forstyrrelser) af Uranus bane position og bevægelse tilstedeværelsen af en planet uden for Neptuns bane. Han regnede i over ti år på problemet, men fandt ingen ny planet. Efter Lowells død fortsatte andre undersøgelserne, og i januar 1930 førte iagttagelser på observatoriet i Flagstaff til opdagelse af planeten Pluto (d 12/11 1916)

 

f Lau(ritz) Lauritzen, skuespiller, filminstruktør; han debuterede som skuespiller i 1907, skrev sit første filmmanu-skript i 1910 og blev i 1914 engageret af Nordisk Film, hvor han frem til udgangen af 1919 instru-erede ca. 200 film. Lauritzens genre blev lystspillene – farcerne, som han kom til at stå for indspilningen af. Disse film var en vigtig årsag til Nordisk Films økonomiske succes, idet de opnåede stor popularitet såvel i Danmark som i udlandet. Det var derfor noget af en økonomisk katastrofe, da Lau Lauritzen i 1920 skiftede arbejdsgiver til filmselskabet Paladium og samtidig tog de fleste af de komiske skuespillere med. I 1921 skabte L filmhistoriens første komikerpar Fyrtårnet og Bivognen. Flere af hans Fy og Bi-film blev internationale succeser bl.a. "Ole Opfinders Offer" (1924) og "Takt, Tone og Tosser" (1926). Fy og Bi havde også hovedrollerne i hans ambitiøse, men noget mislykkede "Don Quixote" (1925) efter Cervantes’ roman. Lauritzen lavede sin første lydfilm i 1932 en genindspilning af Fy og Bi-filmen "Han, Hun og Hamlet", det blev hans sidste film med komikerparret. Blandt hans senere film er "Køben-havnere" (1933) og " Barken Margrethe" (1934) (d 2/7 1938)

 

d myrdet Aleksander 2. russisk tsar 1855-1881; han kom på tronen året før Ruslands nederlag i Krimkrigen. Nederlaget betød et alvorligt tilbageslag for Ruslands ambitioner på Balkan og i Den nære Orient. Endvidere afslørede det Ruslands militære svaghed og dermed problemer i den socialøkonomiske struktur. Denne situation dannede baggrund for ophævelsen af livegenskabet i 1861, hvilket indbragte Aleksander tilnavnet "Befrieren" og i 1860'erne førte en omfattende og liberal lovgivning med sig. Hans motiver var dels militære, dels frygt for bonde-uro; men han måtte optræde bestemt over for godsejerne, der var imod reformer. Aleksander gav så meget efter for deres ønsker om erstatning, at den økonomiske byrde for bønderne blev stor. Da en almindelig reaktion satte ind, udhu-ledes reformerne i anden i anden halvdel af 1870'erne. Aleksanders udenrigspolitik var præget af en tyskvenlig kurs og genetablering af Ruslands position i Europa, hvilket bl.a. gik ud på at få ændret Parisfredens (efter Krimkrigen) bestemmelser fra 1856 om en neutralisering af Sorte-havet. Bestemmelserne sagde bl.a., at Rusland ikke måtte have krigsskibe i Sortehavet. Krigen med Tyrkiet 1877-78 blev vundet militært, men tabt diplomatisk, idet Bismarck på Berlinkonferencen stækkede Ruslands ambitioner på Balkan. Til gengæld førte krigen en betydelig ekspansion i Turkestan med sig. I 1879 meddelte den revolutionære organisation Narodnaja Volja "Folkes vilje" offentligt, at den havde dømt Aleksander til døden; han havde tidligere to gange (1866 og 1873) været udsat for attentater, og ved tre attentater 1879-80 (revolverskud, togsprængning og sprængninger af Vinterpaladset) søgte de revolutionære nu at fuldbyrde dommen. Det lykkedes den 13. marts 1881, da de kastede to bomber mod tsarens vogn under en køretur i Sankt Petersborg (f 29/4 1818)

 

1895 f Viggo Starcke, læge og politiker; han blev cand. med. i 1921 og arbejdede som læge til 1946. S blev politisk aktiv i Danmarks Retsforbund i 1920’erne, var partiets formand 1938-39, repræsenterede partiet i Folketinget 1945-60 og var 1946-57 formand for folketingsgruppen, en post, der gav ham mulighed for at bruge sine orato-riske evner i radioen. Som fortaler for frihandel og fuld grundskyld og som modstander af statslig indblanding i økonomien tegnede Starcke partiets profil; stærkt national sindet gik han dog i modsætning til flere partifæller ind for øgede forsvarsbevillinger og medlemskab af NATO. 1957-60 var han minister uden portefølje i Trekants-regeringen – et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Retsforbundet. Ved den af Dan-marks Radio fjernsyns- og radiotransmitterede afsluttende partilederdebat forud for valget i maj 1957 udnyttede Starcke millimeterdemokratiet til det yderste. Han havde sparet taletid op til de sidste minutter af udsendelsen og opremsede nu med patos samfundets moralske dårligdomme fra skilsmisser, aborter, selvmord til fyldte fængsler. Kuren mod alt dette skulle være at stemme på Retsforbundet. De andre deltagere i afslutningsdebatten havde kun sekun-der til at give udtryk for deres forargelse. Gevinsten ved dr. Starckes retoriske præstation viste sig i Retsforbun-dets stemmetal ved valget den 14. maj 1957. Her fik partiet 5,3% mod 3,5% ved valget i 1953. I mandater blev det til en gevinst på 3 til nu 9. Starcke forlod aktiv politik, da Retsforbundet ved valget i 1960 gled ud af Folketinget (d 22/3 1974)

 

1901 d Benjamin Harrison, USA's præsident 1889-1893; han afsluttede sit juridiske studium i 1854 og virkede herefter som advokat. Dette blev afbrudt af deltagelse i Borgerkrigen, hvor han udmærkede sig og blev udnævnt til titulær brigadegeneral. Efter krigen vendte han tilbage til sin advokatvirksomhed i Indianapolis og tilsluttede sig det republikanske parti. Forsøgte men blev ikke nomineret til guvernørvalget i Indiana 1872, og da han blev nomineret i 1876, blev han ikke valgt. I januar 1881 blev han valgt som den ene af Indianas to US-senatorer. Da han ikke blev genvalgt i 1887, blev han sin hjemstats favorit ved republikanernes præsidentnominering i 1888; H blev nomineret og vandt præsidentvalget med 233 valgmænd over for sin modstanders (Cleveland) 168. Som præsident fortsatte han den republikanske beskyttelsestoldpolitik; endvidere fik han gennemført en stramning af USA’s indvandringspolitik. For at knytte de syd- og mellemamerikanske stater i en tættere forbindelse med USA og således sikre "Amerika for amerikanerne", fik han gennemført den første konference for amerikanske stater. Ved præsidentvalget i 1892 tabte han til demokraten Cleveland, sin modstander i 1888 (f 20/8 1833)

 

Fredsslutning i Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen. Krigen var begyndt den 30. november 1939, da russerne angreb Finland bl.a. med et bombeangreb på Helsingfors. Måneden før var finnerne blevet stillet over for vidtgående russiske krav. Baggrunden for kravene var den almindelige krigstrussel i Europa. Derfor erklærede russerne, at Sovjetunionen måtte sikre sig, at Den finske Bugt blev lukket for en angriber. For at opnå det kræ-vede russerne, at grænsen på Det karelske Næs mellem de to lande skulle flyttes nordover. Finland skulle afstå flere øer i Den finske Bugt, bl.a. Suursaari og i nord skulle det afstå den vestlige del af Fiskerhalvøen. Endvidere krævede russerne ret til at oprette en militærbase på den finske halvø Hangø for at kontrollere indsejlingen til Den finske Bugt. Til gengæld ville Finland få overladt områder i Østkarelen, som var større i areal, men langt mindre i betydning end dem, som blev krævet afstået. Under de finsk-russiske forhandlinger understregede Stalin specielt Leningrads udsatte position. Da byen ikke kunne flyttes sydpå, var det nødvendigt at flytte grænsen nordpå, sagde han. De militære chefer krævede, at grænsen skulle gå 70 i stedet for 32 kilometer fra Leningrad. Forhandlingerne stod på i en måned, men da finnerne ikke kunne acceptere kravene, blev forhandlingerne afbrudt den 13. novem-ber, og den 30. november angreb russerne. Ved fredsslutningen 105 dage senere blev Finland tvunget til at afstå hele det Karelske Næs, Viborg len med byerne Viborg, Kexholm og Sordavala samt alle øer i det indre af den Finske Bugt. Desuden måtte finnerne længere mod nord afstå dele af Salla og Kulmo. Hangö ved den Finske Bugt blev bortforpagtet for 30 år. Omkr. 400.000 finner måtte i største hast forlade deres hjem. Rømningen af de afståede områder lignede mere en flugt end en flytning. Under den relativt korte vinterkrig mistede Finland i faldne ca 20.000 mand, mens russernes tab sandsynligvis var flere gange større

 

1947 I en tale til Kongressen lancerer den amerikanske præsident Truman den efter ham benævnte "Trumandoktrin". Den sagde, at det for fremtiden ville være USA’s politik at støtte alle "frie folk, der kæmper mod forsøg på undertrykkelse fra bevæbnede minoriteter eller kræfter udefra". Doktrinens umiddelbare baggrund var den græske borgerkrig og et voksende sovjetisk pres mod Tyrkiet. I borgerkrigen i Grækenland mellem kommunister og ikke-kommunister havde de sidstnævnte hidtil fået støtte fra Storbritannen. Men den elendige britiske økonomi tillod ikke mere denne støtte. Nu måtte USA træde til, hvis de to lande ikke skulle havne i Sovjets lejr. Den amerikanske kongres efterkom da også præsidentens ønske i talen om en bevilling på 400 mio $ til at styrke Grækenlands og Tyrkiets regeringer økonomisk og militært. Trumandoktrinen blev bestemmende for USA’s udenrigspolitik i de følgende årtier og var et led i USA’s bestræbelser for at inddæmme Sovjetunionen og andre kommunistiske stater under den kolde krig. Doktrinen var således afgørende for USA’s indgriben i Koreakrigen i 1950 og for deltagelsen i krigen i Vietnam fra omkring 1956. Endvidere var Trumandoktrinen et brud med den hidtidige amerikanske udenrigspolitik, som byggede på Monroedoktrinen fra 1823. Den sagde, at enhver euro-pæisk indblanding i amerikanske forhold ville blive opfattet som en fjendtlig handling mod USA. I 1823 blev der endvidere fra amerikansk side slået fast, at amerikanerne ville holde sig neutral i europæisk politik og respektere etablerede koloniers styre og tilhørsforhold. Fra 1947 var konflikter i alle dele af verden at betragte som poten-tielle trusler mod USA’s sikkerhed og kunne derfor føre til amerikansk intervention

 

Til top        14. marts

d Einhard, frankisk diplomat og forfatter; han var ven med Karl den Store, hvis biografi han skrev og kejser Ludvig 1. den Helliges betroede medarbejder. Fra 792/794 fik han undervisning i græsk og latin ved hoffet og blev efterhånden et fremtrædende medlem af paladsets akademi; han fik betroede opgaver, han var således sendebud til pave Leo 3. i Rom i 806 for at få pavens accept af, hvordan Karl den Store ville dele riget mellem sine sønner efter sin død. Efter Karl død udnævnte den nye kejser ham til abbed ved fire store klostre og betroede ham opgaven med opdragelsen af Ludvig 1.’s ældste søn. I disse år (817-22) skrev Einhard sit mest berømte værk "Vita Caroli", om Karl den Stores regeringstid. Gennem værket får man en levende skildring af livet ved hoffet, og man lærer at kende Karls personlighed, men nogen usikkerhed om skildringens nøjagtighed opstår derved, at E har lagt sin skildring meget tæt op ad Suetons biografi af Augustus (f ca 770)

 

1590 Slaget ved Ivry ved floden Eure. I sin ni år lange kamp for at sikre sin trone i det overvejende katolske Frankrig besejrer protestanten Henrik 4. Den katolske Liga under Hertugen af Mayenne. Inden slaget satte Henrik en hvid fjerbusk i sin hjelm og sagde til sine soldater: "Hvis kampens hede spreder jer en overgang, saml jer under de pæretræer, I kan se heroppe til højre for mig, og hvis I mister jeres standarter, tab så ikke min hvide fjerbusk af syne – I vil altid finde den på vejen til ære og, håber jeg, til sejr". Efter sejren genoptog Henrik belejringen af Paris. Hovedstaden havde ikke i sinde at åbne portene for en protestantisk konge. Det skete først fire år senere, da Henrik var gået over til katolicismen

 

1679 d Henrik Rysensten, hollandsk/dansk ingeniørofficer, født i Ruinen i provinsen Drenthe, Holland; fra 1661 var han i dansk tjeneste som generalkvartermester og overinspektør for fæstningsvæsenet. Han udarbejdede planen til og ledede arbejdet med opførelsen af Frederik 3.s kastel i København, med den foranliggende, ubebyggede Esplanade af hensyn til det frie skud; han udbedrede tillige Københavns volde efter svenskekrigen. Rysensten, der blev generalløjtnant, iværksatte flere andre fæstningsarbejder; han var med sine tusinder af soldaterarbejder entreprenør i stor stil og blev en overordentlig rig mand. 1671 blev han friherre, og af Bøvling Slot med tilhørende gods ved Lemvig, der var tilskødet ham af kronen, oprettedes lensbaroniet Rysensteen (f 9/4 1624)

 

1757 d henrettet John Byng, engelsk admiral; han indtrådte i flåden 1718 og blev kontreadmiral 1745. Ved udbruddet af Syvårskrigen med Frankrig (1755) blev han chef for en eskadre, der skulle forhindre fransk erobring af Minorca og den engelske base der. Da eskadren nåede frem (maj 1756) var en fransk styrke gået i land og belejrede den engelske base. Byng engagerede den franske flåde, der dækkede operationen på Minorca, men dårlig ledelse gjorde det muligt for franskmændene at afbryde træfningen og trække sig tilbage med ringe skade. Byng besluttede da, at hans styrke var for lille til at genoptage angrebet på de franske skibe og til at kunne undsætte den belejrede base på Minorca. Han vendte derefter tilbage til Gibraltar. Den fejlslagne ekspedition rejste en storm af vrede i England. I et forsøg på at skabe ro lod regeringen Byng arrestere og stille for en krigsret om bord på hans flagskib i Portsmouth. Byng blev frifundet for anklagerne for oprør og fejhed, men blev fundet skyldig i pligtforsømmelse under slag. Dommerne havde da ingen anden udvej end at dømme ham til døden, men anbefalede benådning. Da folket krævede en syndebuk, og regeringen var parat til at ofre Byng for at redde sig selv, blev Byng henrettet ved skydning om bord på "Monarque" i Portsmouth havn (f 1704)

 

1803 d Frd. Klopstock, tysk forfatter; studerede teologi i Jena og Leipzig og begyndte, påvirket af Milton, et stort epos om Kristus: "Messias", oprindelig anlagt i prosa, men omarbejdet i heksametre. De tre første sange udkom i "Bremer Beiträge" (1748); værket, på i alt 20 sange, fuldførtes først 1773. 1751 rejste han til København efter indbydelse fra Frederik 5. og Bernstorff, og lige til sin død modtog han understøttelse fra den danske stat. Efter Bernstorffs fald 1770 rejste Klopstock til Hamborg, hvor han boede til sin død. Hans interesse for den germanske fortid fandt udtryk i historiske nationale dramer med kor som "Die Hermanns Schlacht" (1769), "Hermann und die Fürsten" (1784) og "Hermanns Tod" (1787). Endvidere skrev han en række oder og åndelige sange, hvor han efter klassisk forbillede, især Horats, i klassiske metrer, besang venskab, Gud, udødelighed, natur, frihed, fædre-land, kærlighed (oderne til "Fanny") og - skøjteløb. På et tidspunkt, hvor rationalismen sad i højsædet, tilførte Klopstocks digtning tysk litteratur nyt blod og ny kraft; fantasi og følelse trængte atter frem i den verdslige digtning, og hans digtning blev den direkte forløber for Sturm-und-Drang, for den klassiske periode i Tyskland og for den tyske romantik (f 2/7 1724)

 

f Johann Strauss den Ældre, østrigsk komponist; blev 1819 medlem af et lille orkester; ledede fra 1825 eget danseorkester, som han udvidede til et koncertorkester, med hvilket han gav koncerter ikke kun i Wien men også 1833-37 foretog omfattende koncertrejser i Østrig, Tyskland, Frankrig og England. Fra 1835 dirigent ved hofballerne; blandt hans ca 250 kompositioner er foruden valse også marcher f.eks Radetzky march (1848) kvadriller og polkaer (d 25/9 1849)

 

f Victor Emanuel 2., konge af Sardinien-Piemonte og 1861-1878 det samlede Italiens første konge; han blev konge af Sardinien i 1849, da hans far abdicerede efter nederlaget til Østrig. I revolutionsåret 1848 udbrød der krig med Østrig. Victor Emanuel fik kommandoen over en division, og i den for hans rige så ulykkelige krig viste Victor E sig som en tapper soldat, men som en uduelig general. Som konge konsoliderede han sin position ved at undertrykke en republikansk venstrefløjs aktiviteter og ved at betale en erstatning til Østrig, en handling der gjorde ham særdeles upopulær i Italien. I novembeer 1852 foretog han det geniale træk ved at udnævne den eminent dygtige politiker og diplomat Cavour til sin førsteminister. Udnævnelsen medførte, at Cavours politik gjorde Victor Emanuel til konge af det samlede Italien, inden der var gået ti år. I hemmelighed støttede han Garibaldis erobring af Sicilien og Napoli; herefter lod han - skønt stillet over for en pavelig trussel om ekskommunikation - sin hær marchere ind på pavestatens område. Efter Cavours død i 1861 spillede Victor Emanuel en mere fremtrædende politisk rolle, og trods nogle tilbageslag opnåede han to bemærkelsesværdige triumfer: annekteringen af Venetien efter at have støttet Bismarck i Preussens krig mod Østrig i 1866 og erhvervelsen af Rom efter Frankrig i 1870 havde trukket sine tropper hjem. Noget pave Pius IX aldrig tilgav Victor Emanuel; men ikke desto mindre gav han tilladelse til, at Italiens første konge, Victor Emanuel blev gravlagt i Pantheon (d 9/1 1878)

 

f Jens Jacob Asmussen Worsaae, arkæolog og museumsmand om hvis virksomhed det er blevet hævdet, at den blev skelsættende i den ærkæologiske videnskabs udvikling. Som ganske ung blev han ansat som ulønnet assistent ved Oldnordisk Museum; samtidig studerede han først teologi siden jura, men tog aldrig en afsluttende eksamen. Worsaae var en intellektuel og polemisk begavelse, der i 20-25 års alderen rettede en fældende kritik mod en professor og en gehejmeråd for deres fejlagtige tolkninger af hhv. af et moselig (som dronning Gunhild) og naturlige klippesprækker i Runamo i Blekinge (som runer). I 1843 udgav han "Danmarks Oldtid", den første sammenfattende skildring bygget på C. J. Thomsens opdeling i sten-, bronze- og jernalder. Efter 1849 passede Thomsen og Worsaae i fællesskab tilsynet med Danmarks oldtidsminder. Worsaae arbejdede utrætteligt for at frede og sikre så mange jordfaste oldtidsminder som muligt. I 1855 blev Worsaae docent i oldtidsvidenskab ved Københavns Universitet; da havde han allerede skrevet en række banebrydende værker om de tre oldtidsperioder. I 1865 blev han direktør for Rosenborg og afløste samtidig Thomsen som direktør for de samlinger, der hidtil havde sorteret under ham. Ved en særbevilling fra Rigsdagen organisering han 1873 en systematisk, antikvarisk berejsning af Danmark, udgangspunkt for Det Kulturhistoriske Centralregister, der siden er opbygget på Nationalmuseet (d 15/8 1885)

 

1823 d John Jervis, Earl of St. Vincent, britisk admiral, sejrherren i slaget ved Kap St Vincent, Portugal, 1797. Besejrede her med sine 15 skibe en spansk flåde bestående af 27 skibe. Spanien var på daværende tidspunkt allieret med det revolutionære Frankrig, og sejren styrkede moralen i England, der på det tidspunkt var uden allierede. Jervis blev udnævnt til Earl. Under slaget udmærkede Horatio Nelson sig, og som følge af hans initiativ erobrede englænderne fire spanske skibe. For sin indsats blev Nelson Knigth of the Bath (f 9/1 1735)

 

1835 f Giovanni Virginio Schiaparelli, italiensk astronom; hans oplysninger om iagttagelse af nogle konturer på Mars overflade gav anledning til diskussion om liv på Mars. S studerede fra 1854 astronomi i Berlin; 1856 blev han assistent ved Pulkovo observatoriet i Rusland. I 1860 fik han en tilsvarende ansættelse ved Breraobservatoriet i Milano; fra 1862 til pensioneringen i 1902 virkede han her som direktør. I 1866 opdagede han asteroiden Hisperia. Endvidere foretog han observationer af dobbeltstjerner og af planeterne Merkur, Venus og Mars. Sine obser-vationer på Mars kaldte han "canali", ordet blev oversat til engelsk som canals "kanaler" i stedet for channels "revner". Mange faldt nu for den fristende tanke, at der levede intelligente væsener (Marsmænd) på planeten, og at de havde udgravet et omfattende kanalsystem for at overrisle tørre områder. Disse tanker blev først endeligt aflivet ved opsendelsen af den amerikanske marssonde Mariner 4 i 1965, der hverken observerede kanaler eller intelligent liv. Efter sin tilbagetræden studerede S de gamle jøders og babyloners astronomi og skrev "L’astro-nomia nell’antico testamento" (1903) (d 4/7 1910)

 

1857 Øresundstolden ophæves. Øresundstolden udgjorde en væsentlig del af den danske stats indtægter. I 1847 således ca 4,7 mill. kr af en samlet indtægt på 18 mill. Fra udenlandske magter havde der gentagne gange været klaget over den generende afgift; i USA blev sagen et spørgsmål af politisk betydning mellem partierne. 1855 opsagde USA handelstraktaten med Danmark af 1826 til udløb april 1856, og efter den tid nægtede amerikanerne at betale sundtold. En krig med USA kunne Danmark bl.a. af hensyn til de vestindiske øers skæbne ikke udsætte sig for, og at fritage Amerika, men ingen andre, lod sig ikke gøre. Også Preussen beredte sig på at opsige traktaten. Den danske regering enedes da om at indbyde de udenlandske magter til en konference om afløsning af sundtolden. Alle magter indvilgede undtagen USA, og konferencen samledes i januar 1856. Efter godt et års forhandlinger kom det den 14. marts 1857 til en overenskomst, hvorefter sundtolden fremtidig bortfaldt, mod at der af de hidtil betalende ydedes Danmark afløsningssummer på ialt 67 mio. kr

 

I udforskningen af Østafrika når det britiske ægtepar Samuel og Florence Baker som de første europæere frem til Albert-søen. Da Den hvide Nil fra Albertsøen løber mod nord, havde ægteparret Baker løst den årtusindgamle gåde om Nilens udspring. Allerede den græske historiker Herodot havde i det 5. århundrede før Kr. fødsel beskæftiget sig dermed. Søen blev navngivet Albertsøen til ære for dronning Victorias mand, prins Albert. Om sin opdagelse skrev Baker: "Bølgerne slikkede mod strandens hvide småsten; jeg styrtede ud i vandet, og tørstig af hede og udmattelse, med hjertet fyldt af taknemmelighed, drak jeg begærligt af Nilens kilder" og videre "Det var med den dybeste bevægelse, jeg nød det storslåede sceneri af den store Albert-sø, vi så længe havde stræbt efter. Ingen europæer havde nogensinde betrådt sandet, ingen hvid mand havde rettet sit blik ud over det umådelige hav. Vi var de første, og dette var nøglen til den store gåde, selveste Julius Cæsar havde længtes efter at løse, men forgæves. Her var Nilens store bassin, der modtog hver eneste dråbe vand fra såvel bygerne som de store bjerg-fosser, der afvandede Centralafrika mod nord. Dette var Nilens store resevoir." Om sin opdagelse har Baker skrevet "The Albert N’yanza. Great Basin of the Nile, and explorations of the Nile sources" (1886)

 

f Albert Einstein, tysk/amerikansk fysiker; afsluttede 1901 sine studier ved den tekniske højskole i Zürich. 1905 tog han doktorgraden. Samme år kom som et resultat af hans teoretiske studier tre små afhandlinger i tidsskriftet "Annales der Physik". I den ene anvendte han Plancks nye kvanteteori på de lyselektriske virkninger og på faste legemers varmefylde; i den anden, "De brownske bevægelsers teori", beregnede han molekylernes bevægelser; og i den tredje, "Om bevægede legemers elektrodynamik", opstillede han sin epokegørende specielle relativitetsteori. Få måneder senere offentliggjorde han sin teori om ækvivalens mellem masse og energi. Efter denne be-drift fik E 1909 et professorat i teoretisk fysik ved universitetet i Zürich. 1913 blev han direktør for Kaiser-Wilhelm-Instituttet for teoretisk fysik i Berlin. 1915 kom udvidelsen af relativitetsteorien til den alm. relativitets- og gravitationsteori. E var nu en berømt mand, og i 1922 fik han nobelprisen i fysik. I de flg. år beskæftigede han sig bl.a. med forholdet mellem energi og masse og søgte især at opstille en enhedsteori for materien. På gr. af sin jødiske afstamning og sine meninger blev E genstand for voldsomme angreb fra nazisterne (der bl.a. fandt, at relativitetsteorien var udtryk for en "opløsende", typisk jødisk tankegang). 1933 forlod han Tyskland. Samme år blev han professor ved Instituttet for videregående studier ved universitetet i Princeton i New Jersey, USA og 1941 amerikansk statsborger. Sommeren 1939 gjorde han i et brev til præsident Roosevelt opmærksom på de forsøg på at spalte uranatomet, der foregik i Tyskland; det gav stødet til konstruktion af atombomben. 1945 tog E sin afsked (d 18/4 1955)

 

1883 d Karl Marx, tysk forfatter; studerede jura i Bonn og senere filosofi og historie i Berlin. I 1841 blev han doktor på en afhandling om græsk naturfilosofi. I 1842-43 var han redaktør af "Rheinische Zeitung" i Kôln. Marx rejste 1843 til Paris, hvor han lærte Saint-Simons utopiske socialisme at kende. Omkring dette tidspunkt blev han socialist eller med et udtryk, han selv brugte: kommunist, dvs. tilhænger af fælleseje af produktionsmidlerne. I disse år kom han i forbindelse med forskellige socialistiske organisationer, og 1848 forfattede han sammen med Engels et program for "Bund der Gerechten", hvilket blev det berømte kommunistiske manifest. Påvirket af Hegel og utopisterne udkastede han sin materialistiske kritik af det kapitalistiske samfund og opfordrede proletarerne til at forene sig til kamp for at overtage magten i samfundet. Efter den mislykkede revolution i Tyskland 1848 måtte Marx forlade landet. Han slog sig ned i London, hvor han levede til sin død. 1864 var Marx medstifter af Den Internationale Arbejderassociation, senere kaldt Første Internationale. Dette forbund af arbejdersammenslutninger fra de mest udviklede lande havde til formål at modvirke internationale strejkebrydere og virke for arbejdernes politiske styrkelse. I sit hovedværk "Das Kapital", hvoraf kun det første bind udkom fra Karl Marxs egen hånd i 1867, udviklede han sine samfundsøkonomiske teorier, der profeterede, at den kapitalistiske samfundsorden til sidst ville føre til socialisme. Bind 2 og 3 blev efter Karl Marxs død redigeret og udgivet af Friedrich Engels i hhv. 1885 og 1894 på grund-lag af mere eller mindre ufærdige manuskripter (f 5/5 1818)

 

Afstemning i zone 2. Spørgsmålet om genforening mellem Danmark og Slesvig blev efter Tysklands nederlag i 1. Verd.krig behandlet af sejrherrerne på Versailleskonferencen, der begyndte den 18. januar 1919. Her blev det besluttet, at Slesvigs tilhørsforhold skulle afgøres ved folkeafstemning, at der skulle være to afstemningszoner, og at alle, der var født i afstemningszonerne, ville kunne stemme. Den 28. juni 1919 blev Versaillestraktaten under-skrevet. Men før afstemningerne kunne finde sted, skulle den ratificeres af de stater, der havde underskrevet traktaten. Det trak længere ud end forudset. Men den 10. januar 1920 trådte traktaten i kraft. Den 10.februar 1920 fandt afstemningen i zone 1 sted. Det var den nordligste af de to zoner. Med overvældende flertal stemte vælgerne her for tilknytning til Danmark. Stemmeprocenten var over 91, og af de fremmødte stemte 75.431 for Danmark og 25.329 for Tyskland. Efter afstemningen i zone 1 var der blandt danskerne store forventninger til afstemningen i zone 2. Men jo større forventningen havde været, des dybere blev skuffelsen. 57.724 stemte for Tyskland, 12.800 for Danmark. I Flensborg, som mange danske havde håbet igen ville blive en dansk by, var stemmetallene 27.081 for Tyskland og 8.944 for Danmark. For hele zonen var der 80% for Tyskland og 20% for Danmark. I sognene var der kun få steder anselige danske mindretal; flertal var der kun i et par småkommuner på øen Før

 

1932 d George Eastman, amerikansk opfinder og filantrop; han begyndte tidligt at arbejde med en forbedring af den fotografiske plade og startede i 1881 Eastman Dry Plate Company til fremstilling af tørre fotografiske plader. Eastman udarbejdede i 1885 sammen med William H. Walker en rulleholder til negativt papir (en film). Det var begyndelsen til en revolution inden for fotografiet. I 1888 kom ordet Kodak til. Sammen med det første Kodak-fotografiapparat (kamera) lancerede han også slagordet "De trykker på knappen, vi gør resten". Resten var at fremkalde filmen og sætte en ny i kameraet. I 1889 blev selskabets navn ændret til The Eastman Company, og i 1892 blev det endelige navn Eastman Kodak Company. Eastman tjente godt på sine opfindelser og i årenes løb donerede han mere end 100 mio. dollars til videnskabelige og sociale formål (f 12/7 1854)

 

1938 d henrettet Nikolai Ivanovich Bukharin, russisk revolutionær, sovjetisk politiker og ideolog; som ung opholdt han sig i en årrække i udlandet. Her mødte han Lenin og Trotskij og sluttede sig til det russkiske socialdemokratis bolsjevikiske fløj. I 1917 vendte han tilbage til Rusland. Han tog aktivt del i revolutionen samt i opbygningen af den nye sovjetstat. Han var partiets førende teoretiker og i klar opposition til enhver politik, han anså for at være en afvigelse fra marxismen. Som leder af "venstre-kommunismen" anførte han i 1918 oppositionen mod Brest-Litovsk-traktaten og var talsmand for industriarbejdernes direkte kontrol med fabrikkerne. Efter borgerkrigen svingede han imidlertid til højre og blev i 1920'erne ledende talsmand for den moderate "nye økonomiske politik" (NEP), der tillod privat landbrugs-, handels- og håndværksvirksomhed. Fra 1919 til 1929 var han medlem af Politbureau og redaktør for partiorganet Pravda. Han støttede Stalin i magtkampen efter Lenins død i 1924. Da Stalin i 1929 forkastede NEP-politikken og indledte en tvangskollektivisering af landbruget, kom det til et brud mellem ham og B, der nu stempledes som "højreafviger" og blev frataget alle vigtige poster. Som en af de hovedanklagede ved 1930'ernes Moskvaprocesser "indrømmede" han kontrarevolutionær virksomhed og blev dødsdømt og henrettet. B udgav bl.a. værkerne "Kommunismens ABC" (1919), "Overgangsperiodens Økonomi" (1920) samt "Historisk Materialisme" (1921) (f 9/10 1888)

 

d henrettet Aleksej Ivanovich Rykov, russisk revolutionær og sovjetisk politiker; han blev arresteret første gang af tsarens politi i 1900 for at organisere en 1. maj demonstration. I 1902 besøgte han Lenin i Genève og blev bolsjevik året efter. Den fejlslagne revolution i 1905 kostede dels R en forvisning til Sibirien, dels placerede den ham blandt de ledende russiske bolsjevikker. I forbindelse med februar-revolutionen i 1917 blev han medlem af det bolsjevikkiske partis centralkomite. 1917-18 var han indenrigsminister og blev 1918 formand for det nationaløko-nomiske råd. 1924-30 formand for folkekommissærernes råd (statsminister). Fra 1922 var R medlem af politbu-reauet. Efter Lenins død i 1924 hjalp han Stalin i magtkampen mod Zinovyev og Kamenev. Alliancen hvilede på Stalins kamp for en økonomisk politik, der opmuntrede udviklingen af en velstående landbrugssektor, der kunne finansiere udviklingen af landets industrialisering. Men da Stalin havde besejret sine venstre-fløjls modstandere, der gik ind for en hurtig industrialisering finansieret af et kollektiviseret landbrug, kom R i klemme. Han blev nu stemplet som højreafviger og i 1930 frataget sine stats- og partiposter. I 1937 blev han smidt ud af partiet; samme år fængslet og i 1938 i en skueproces anklaget for højforræderi, dødsdømt og henrettet (f 25/2 1881)

 

1953 d Klement Gottwald, tjekkoslovakisk premierminister, præsident 1948-1953; han blev uddannet ved handelen og deltog i 1. Verd.krig på østrigsk side. Han deserterede før våbenhvilen og tilsluttede sig den tjekkoslovakiske hær. Efter oprettelsen af en tjekkoslovakisk stat i 1919 var han ivrig deltager i skabelsen af sit lands kommunistiske parti, KSC. Gottwald blev i 1925 medlem af partiets centralkomité, i 1926 generalsekretær for KSC og tre år senere medlem af Nationalforsamlingen. Endvidere virkede han som journalist og var i 1936 aktiv i organiseringen af Den internationale Brigade til deltagelse på republikansk side i borgerkrigen i Spanien. Efter Münchenaftalen i september 1938 flygtede han til Sovjetunionen for herfra at organisere modstand mod nazisterne og den tyske besættelsesmagt i Tjekkoslovakiet. Under krigen øgedes KSC’s prestige og indflydelse, og Gottwald fik en ikke ringe indflydelse på indretningen af efterkrigstidens Tjekkoslovakiet. Han vendte tilbage sammen med Den røde hær og udnævntes 1945 til vicepremierminister. Samme år blev han leder af Den Nationale Front, en koalition af tilladte tjekkoslovakiske partier. I den flg. tid udbyggede han det kommunistiske partis position i nært samarbejde med Moskva. I 1946 blev han atter partiformand og tillige premierminister. Han gennemførte februar 1948 kommunisternes kup og overtagelse af magten i Tjekkoslovakiet. Herefter var han hovedansvarlig for den stalinistiske kurs i Tjekkoslovakiet og for gennemførelse af flere blodige skueprocesser. Fra juni 1948 til sin død var Gottwald landets præsident (f 23/11 1896)

 

Til top        15. marts

44 f.Kr d Cajus Julius Caesar; han blev 87 f. Kr. præst for Jupiter (flamen Dialis) og gjorde i 60'erne den traditionelle romerske embedskarriere; i 61 blev han statholder i Spanien, hvor han ved en rovkrig mod lusitanerne fik dækket den kæmpegæld, hans karriere havde kostet. Ved sin hjemkomst i 60 forenede han sig med Pompejus og Crassus i 1. triumvirat. Året efter fik han statholderembedet i de galliske provinser for fem år. Efter at have fået embedet forlænget med yderligere fem år erobrede han 58-50 det endnu uafhængige Gallien. Da det var kommet til et brud med Pompejus, tog Cæsar januar 49 offensiven og erobrede hurtigt Italien; i løbet af de flg. år besejrede han Pom-pejus og hans støtters hære og stod i 45 som Romerrigets enehersker. Straks efter erobringen af Italien havde Cæsar ladet sig udråbe til diktator, senere blev han det på livstid. Trods sin korte regeringstid gennemførtes mange betydningsfulde love; f.eks. fjernedes de værste sociale misforhold, ligeledes blev der skabt en mere hensigts-mæssig administration af verdensriget. Cæsar stod bag den kalenderreform - den julianske, der bestod i Danmark til 1700 og i Rusland helt til 1917, og som kun afviger lidt fra den nuværende. Da forskellige forhold gav næring til rygter om, at han ville tage kongenavn og flytte hovedstaden til Alexandria, blev der dannet en sammen-sværgelse mod ham; de sammensvorne havde held til at myrde ham under et senatsmøde. Cæsar havde ingen sønner, hvorfor han ved sit testamente adopterede sin søsterdattersøn, den senere kejser Augustus. Foruden sit politiske og militære virke fandt Cæsar tid til en kvalitativ betydelig litterær produktion. Bevaret er hans værker om Gallerkrigen i syv bøger og om Borgerkrigen i tre bøger, medens f.eks. et grammatisk skrift og en pamflet mod den yngre Cato (Anticato) er gået tabt (f ca 100 f. Kr.)

 

d Odoacer; han var den første barbarkonge i Italien; en position han fik 23. august 476, da han afsatte den sidste vestromerske kejser. Derfor er denne dag siden blevet betragtet som afslutningen på det vestromerske riges eksi-stens. Nogle betragter endvidere dagen som afslutningen på oldtiden og middelalderrens brgyndelse. I spidsen for sine germanske krigere var Odoacer i 470 draget ind i Italien og havde tilsluttet sig den romerske hær. Efter at den romerske general Orestes i 475 havde afsat kejser Julius Nepos, rejste Odoacer sine stammefolk i oprør mod Orestes, da denne ikke opfyldte et løfte om at give de germanske stammeledere jord i Italien. Fem dage efter at hans tropper havde udråbt ham som konge, lod Odoacer Orestes henrette og afsatte derefter hans søn kejser Romulus Augus-tus. Som konge havde Odoacer det romerske senats støtte, og han anerkendte den byzantinske kejser Zeno som sin overherre. Skønt Odoacer var arianer og dermed bestred Kristus guddommelighed, blandede han sig sjældent i den katolske kirkes anliggender. For at forhindre ostrogoternes hærgen i det byzantinske rige udnævnte kejser Zeno i 488 ostrogoternes konge Theoderik til konge af Italien. Theoderik invaderede Italien i 489, og august 490 havde han erobret næsten hele halvøen og tvunget Odoacer tilbage til Ravenna. Den 5. marts 493 måtte byen overgive sig. Theoderik inviterede Odoacer til en banket, hvor han dræbte ham (f ca 433)

 

1493 Columbus vender hjem efter sin første rejse. "For at opdage og tage i besiddelse for Kastilien visse øer og lande i Oceanien" forlod Columbus den 3. august 1492 med tre skibe Spanien. Fem uger efter at have forladt De Kana-riske Øer nåede Columbus den 12. oktober frem til en af Bahamaøerne. Øen blev af Columbus navngivet San Salvador (Den hellige frelser). Der er sandsynligvis tale om den ø, der i dag hedder Watling Island. Det var Columbus overbevisning, at det var det af Marco Polo beskrevne Østasien, han var nået frem til. Denne over-bevisning slap han ikke, da han fandt Cuba og Hispaniola, skønt hverken øernes natur eller befolkningen primitive kultur bekræftede den. Ved hjemkomsten blev Columbus modtaget med begejstring. En kolonisation blev straks iværksat, og på endnu tre rejser fandt Columbus Puerto Rico og Jamaica, de mindre Antiller og strækninger af Sydamerikas og Mellemamerikas kyster. Da Columbus døde i 1506, var han stadig fuldt overbevist om, at det var Indien han havde fundet

 

f Anne, hertug af Montmorerncy, konstabel af Frankrig og havde stor indflydelse på sit lands styre under kongerne Frans I, Henrik 2. og Karl 9.. Han gjorde tjeneste i de utallige krige i Norditalien og Sydfrankrig mod Karl 5., kejser og konge af Spanien. Opkaldt efter sin gudmor, dronning Anne, gift med kongerne Karl 8. og Ludvig 12. voksede Anne op med den fremtidige kong Frans I, som gav store poster, da han blev konge i 1515. Sammen med kongen blev han taget til fange efter det franske nederlag til Karl 5. i slaget ved Pavia 24. februar 1525. Han blev frigivet og bidrog til færdigforhandling af Madridtraktaten, som sikrede frigivelse af Frans I. Derefter benyttedes han ved diplomatiske missioner og blev kongens førsteminister. I 1527 fik han England med i en alliance rettet mod Karl 5., men i 1529 bidrog han til at sluttefreden i Cambrai mellem Frankrig og kejseren. I 1538 var han atter i krig med Karl 5. først i Provence senere i Norditalien, tre år senere blev der sluttet fred. I 1541 tvang intriger ved hoffet Anne til at træde tilbage, men da Henrik 2. i 1547 blev konge, blev han kaldt tilbage. Han blev hertug, fortsatte som kriger og blev i 1557 taget til fange af spanierne. Han kom fri to år senere ved indgåelsen af traktaten i Cateau-Cambrésis mellem Spanien og Frankrig. I opgøret mellem katolikker og huguenotter i Karl 9.s regeringstid (fra 1560) støttede han først huguenotterne, men gik snart over til katolikkerne. I en træfning mellem nævnte to grupper blev Anne, hertug af Montmorency såret og døde to dage senere (d 12/11 1567)

 

d Louise, dansk-norsk dronning; datter af hertug Gustav Adolf af Mecklenborg-Güstrow og Magdalena Sibylla af Gottorp. 5. december 1695 gift med den senere Frederik 4. Blandt hertugparrets døtre synes Frederik at have valgt den, han mente ville være ham til mindst besvær. Allerede 1699 begyndte hans åbenlyse utroskab ved forbindelsen med Elisabeth von Vieregg, som han 1703 indgik morganatisk ægteskab med. Forholdet fortsatte, så længe dronningen levede, og under former som ikke kunne undgå at såre og krænke hende. I det kongelige ægte-skab fødtes i årene mellem 1697 og 1706 fem børn, af hvilke de tre døde som små. Opdraget i den pietisme, der i disse år bemægtigede sig alle nordtyske fyrstehoffer, søgte Louise i sin krænkethed tilflugt i religion, men passivt uden evne til åndelig virksomhed. Som personlighed var hun uden tvivl ganske ubetydelig. Til gengæld sluttede sønnen, kronprins Christian (6.) sig tæt til hende og delte hendes harme mod faderen og hans maitresser. Som livgeding havde Louise fået Hørsholm, 1703 fik hun desuden Rungstedgård, hvor traditionen om hendes ophold mere end 50 år senere gav Johs. Ewald anledning til at nævne hendes "Kiærlige Kummer" i sin Rungsteds Lyksaligheder (f 28/8 1667)

 

1738 f Cesare Beccaria, italiensk kriminolog og filosof; som ung studerende i Milano blev han påvirket af de franske oplysningsfilosoffer Montesqieu og Voltaire og skrev om oplysning og reformer til tidsskriftet "Il Caffè". Han fik sit gennembrud 1764 med bogen "Dei delitti e delle pene" (da, Om forbrydelse og straf, 1796), hvori han gjorde op med samtidens opfattelse af strafferet og formulerede en række reformkrav. Hans argumentation i bogen hvilede på utilitarismens tanke om "den størst mulige lykke til det størst mulige antal mennesker". Rationalistisk og systematisk angreb han samtidens brutale straffe og domstoles behandling af kriminalsager. Hans grundsyn var, at straffe ikke burde være strengere end nødvendigt for samfundets sikkerhed. Han talte for afskaffelse af tortur og for offentlige og mundtlige retsforhandlinger. Beccaria var den første moderne forfatter, der tog dødsstraf op til diskussion. Her var hans synspunkt, at frihedsstraf forebygger forbrydelser bedre end dødsstraf. Hans argument for denne opfattelse var, at tanken om livsvarigt fængsel har en mere afskrækkende virkning end tanken om den hastigt fuldbyrdede dødsstraf. Hans værk blev oversat til flere europæiske sprog og fik stor betydning for samtidens diskussion om reformer inden for strafferetten. 1768-70 var han professor i økonomi i Milano. Han var den første, der anvendte matematik ved økonomiske analyser og om økonomi skrev han bl.a. "Elementi di economia pubblica" (udgivet posthumt i 1804). Fra 1770 til sin død arbejdede Beccaria som embedsmand i den østrigske administration i Milano. I litterære sammenhæng er han som æstetiker kendt for "Ricerche intorno alla nature delle stile" (1770) (d 28/11 1794)

 

1767 f Andrew Jackson, USA's præsident 1829-1837; uddannet som jurist og var sagfører i Tennessee, da han i 1796 blev den nydannede stats første repræsentant i Repræsentanternes Hus i Washington. 1797-98 var han medlem af Senatet for Tennessee. Under krigen med England 1812-13 stod han i spidsen for en hær af frivillige, han selv havde hvervet. Han førte den ikke mod englænderne, men mod deres allierede Creek-indianerne. I slaget ved Horseshoe Bend i Alabama blev de besejret; ved en formelig fredstraktat nogle uger senere blev Creek’erne tvunget til at afstå ca 23.000.000 acre d.v.s. ca 1/5 af staten Georgias område og mere end 3/5 af Alabamas område. Traktaten gjorde Jackson uhyre populær blandt de hvide amerikanere. Jackson’ angreb ind i Florida i 1818-1819 førte til den amerikanske erhvervelse af dette område. Disse militære successer gjorde ham til et oplagt præsidentemne. Ved valget i 1824 var han demokraternes kandidat, men blev ikke valgt. Det skete ved valget i 1828, og han blev genvalgt i 1832 (d 8/6 1845)

 

1781 Under den amerikanske uafhængighedskrig udkæmpes slaget ved Guilford Court House i North Carolina. Slaget blev vundet af amerikanerne over briterne, som snart efter var nødt til at opgive kontrollen med såvel South som North Carolina. Efter slaget ved Cowpens – den 17. januar 1781- samlede den amerikanske general Nathanael Greene de to afdelinger af sin 4.400 mand store sydhær ved Guilford Court House i North Carolina. Her blev amerikanerne indhentet af Lord Cornwallis i spidsen af en styrke på 1.900 britiske veteraner. I det følgende slag var de amerikanske tab lette de britiske svære. For at undgå et nederlag som det han havde lidt ved Camden i august året før trak Greene sine tropper tilbage. Da Cornwallis ikke ville forfølge amerikanerne ind i ukendt område trak han sig tilbage til Hillsbboro, North Carolina. At han ikke havde bekæmpet 5. kolonnevirksomheden i Syden indså Cornwallis nu var en fejl, og få uger senere trak han sig tilbage fra de centrale dele af staten marcherede ud til kysten for at hans styrke kunne få en tiltrængt hvil og komme til kræfter

 

Den østrigske kejser, Franz Josef anerkender ungarernes ret til selvstyre, egen regering og parlament. Grundstenen til dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn er lagt. I fortsatte forhandlinger nåede forhandlere fra de to lande frem til et kompromis om, at de to rigsdele skulle have fælles ministre for forsvaret, udenrigspolitik og finansieringen af fællesanliggender. Ministrene stod til ansvar over for "delegationer" fra rigsrådet i Wien og rigsdagen i Budapest. Hvert tiende år skulle der forhandles genforhandles om samordningen af handels-, told- og pengepolitik. I maj blev dobbeltmonarkiet proklameret, og den 8. juni 1867 blev Franz Josef og kejserinde Elisabeth under stor festivias kronet til konge og dronning af Ungarn

 

1898 d Henry Bessemer, engelsk ingeniør og opfinder; Bessemer udtog i alt mere end 100 patenter, men huskes i dag især for sin opfindelse af den såkaldte Bessemer-proces, en konverterproces, en hurtig metode til at lave højovnens råjern om til stål. Den revolutionerede ved sin fremkomst i 1856 industrien, fordi jern og stål kunne produceres meget billigere. Omdannelsen skete i Bessemer-konverteren, en pæreformet stålbeholder. Bessemer-processen krævede intet brændsel, den fik nødvendige varme fra den hurtige forbrænding af de opløste stoffer. Silicium- og manganoxid gik op i slaggen, mens kulilten forlod konverterens top som en larmende 5-10 m høj flamme. Bessemer udtog sit patent i 1855, og inden der var gået ti år, var verdens jern- og stålproduktion omstillet til denne proces. Ved Bessemerprocessen kunne man fremstille 15 tons stål på en time, hvilket indtil da havde taget to uger (f 19/1 1813)

 

1905 d Amalie Skram, forfatter; hun voksede op i Bergen og blev gift som 18 årig. Men ægteskabet holdt ikke, og efter tretten år opløstes det. Som 38 årig blev hun gift med den danske forfatter Erik Skram, ægteparret flyttede til København, hvor det kom ind i en radikal litterær kreds. I 1885 udsendte hun sin debutroman "Constance Ring" og vakte opmærksomhed med den og senere romaner, der viser fin psykologisk forståelse for den i ægteskabet misforståede kvinde, bl.a. "Bøn og Anfægtelser" (1886), her er ægtemanden en sindssyg overlæge på et sindssygehospital. Hendes hovedværk "Hellemyrsfolket" I-IV (1887-98) anses for at være blandt den nordiske realismes betydeligste værker. Hun vakte sensation med romanen "Professor Hieronimus" (1895) og fortsættelsen "Paa St. Jørgen", en skildring af det københavnske kommunehospitals sindssygeafdeling. Amalie Skram havde under en nervøs krise været indlagt på hospitalet. Den forargelse hun som fraskilt, blændende smuk, højttalende og cigarrygende journalist vakte i Kristiania sammen med den mangel på forståelse, der i Norge mødte "Hellemyrsfolket" og den større forståelse, der vistes hendes kunst i Danmark, gjorde, at hun ville kaldes dansk forfatter, og at der på hendes gravurne skulle stå "Dansk Borger, Dansk Undersåt og Dansk Forfatter" (f 22/8 1846)

 

1917 Tsar Nikolaj 2. af Rusland abdicerer. I slutningen af februar 1917 blev den russiske dumas "permanente udvalg" dannet. Det blev oprettet som svar på zarens beslutning om at hjemsende den valgte forsamling, der i krigsårene var blevet holdt i magtesløst uvirksomhed af zaren og hans nærmeste rådgivere. Udvalget var et første tegn på, at dumaens borgerlige flertal nu tog skridt til en magtovertagelse. Om situationen i hovedstaden sendte udvalget d. 11. marts et telegram til tsaren, som opholdt sig i hærens hovedkvarter, med følgende ordlyd: "Transport- og brændselssituationen er håbløs. Anarki i hovedstaden. Regeringen lammet. Den almindelige utilfredshed stiger. Opløb og skud i gaderne." Fire dage senere abdicerede Nikolaj 2. til fordel for sin bror Mikhael, som dog vægrede sig ved at overtage opgaven. Ansvaret for landets styre overgik nu til det permanente udvalg, som blev omdannet til en "provisorisk regering" under ledelse af den liberale fyrst Georgij Lvov

 

1925 d August von Wassermann, tysk bakteriolog; professor i Berlin 1898, fra 1906 bestyrer af afdelingen for eksperimentel terapi og biokemi ved Robert Koch Institut i Berlin. I 1913 leder af det nye Institut für Experimentelle Therapie der Kaiser-Wilhelm Geschellschaft. Han var her ledende blandt de forskere, der udarbejdede den første brugbare serologiske reaktion til påvisning af syfilis, kendt som Wassermanns reaktion (f 21/2 1866)

 

1939 Tyske tropper besætter Böhmen og Mähren og rykker ind i Prag. Indmarchen fandt sted uden episoder, og om aftenen den 15. marts kunne Hitler på slottet i Prag underskrive et dekret, som indlemmede Böhmen og Mähren i Tyskland. Slovakiet blev en "selvstændig" stat. Hermed havde Hitler åbent brudt den aftale, han et halvt år tidligere havde indgået i München. Her var England og Frankrig gået med til at lemlæste Tjekkoslovakiet ved at overlade Tyskland det overvejende tysktalende Sudeterland i Böhmen/Mähren, samtidig blev "rest"Tjekkoslovakiets integritet garanteret. I alle demokratiske lande blev der reageret voldsomt på den tyske besættelse og indlemmelse af Böhmen-Mähren. Hitler mistede den rest af troværdighed, han måske endnu havde. Hans erobringspolitik indskrænkede sig ikke længere til revision af Versaillestraktaten og til indlemmelse af tyske mindretal uden for Tysklands grænser. Den var afsløret som en ren magtpolitik, der skulle sikre tysk herredømme i Europa. Den britiske reaktion på indmarchen i Prag var da også skarp, og den omlægning af politikken, som fulgte, viser i hvor høj grad, britisk politik havde bygget på hypotesen om, at Hitlers mål var begrænset til at opfylde visse forståelige nationale krav. Hele vurderingen af Tysklands mål og hensigter måtte revideres. Selv om indmarchen var den logiske følge af Münchenaftalen, kom den alligevel til at omkalfatre den udenrigspolitik, Storbritannien havde ført siden fredsslutningrn i 1919. Det betød forceret oprustning og udstedelse af garantiet til Polen, Grækenland og Rumænien

 

1943 d Betty Nansen, skuespiller, sceneinstruktør og teaterleder; hun debuterede på Casino i 1893 og fik sit kunst-neriske gennembrud med Kameliadamen, som hun spillede første gang i 1896, instrueret af Herman Bang, der blev hendes nære ven og rådgiver. Samme år blev hun gift med forfatteren og forlagsdirektøren Peter Nansen. I årene 1896 til 99 var Betty Nansen ansat ved Det Kgl. Teater, men her fik hun ikke den anerkendelse, hun var vant til. Så hun gik til Dagmar-teatret og Folketeatret, hvor hun 1903 til 1905 også var meddirektør, og til de andre nordiske lande, hvor hun havde et stort publikum. Betty Nansen var i høj grad med til at skabe et ideal for sam-tidens kvinder. I 1912 blev hun skilt fra Peter Nansen og søgte derefter at skabe sig en karriere i udlandet. Under sit ophold i USA fra 1914 og de følgende par år indspillede hun flere film, og hun opnåede en vis berøm-melse blandt de amerikanske biografgængere. Men formåede dog ikke at gøre datidens store danske stumfilm-stjerne Asta Nielsen kunsten efter. I 1917 købte hun Alexandra Teatret på Frederiksberg og omdøbte det til Betty Nansen Teatret. Det var i de næste 25 år Københavns førende litterære scene, som dyrkede det nordiske og det moderne internationale og danske drama. I 1932 fik Kaj Munks skuespil "Ordet" således premiere her. På sit teater var hun instruktør og den førende skuespiller (f 19/3 1873)

 

 

Til top        16. marts

37 d Tiberius, romersk kejser 14-37; søn af Augustus hustru Livia i dennes første ægteskab; han gennemgik den sædvanlige embedskarriere og lagde i årene 16-8 betydelige feltherreevner for dagen ved Donau og i Germanien; han var tillige en dygtig administrator. Da alle arvinger i Augustus egen slægt var døde, måtte han i 4 e. Kr. adoptere sin stedsøn, som blev tronfølger. Ved Augustus død i 14. e. Kr. overtog han 56 år gammel med hærens og senatets støtte ledelsen i Romerriget. Han førte en forsigtig udenrigspolitik og opgav enhver tanke om at ind-lemme Germanien i Romerriget; desuden sørgede han for en god provinsforvaltning og bragte orden i rigets finanser; han øgede senatets magt ved igen at lade det vælge embedsmænd. 26 e. Kr. trak Trajan, der var blevet mennesky og bitter, sig tilbage til Capri. Han fulgte dog nøje udviklingen i hovedstaden. Magten her var nu i hænderne på Sejanus, prætorianergardens leder. Efter dennes fald var Macro Trajans vigtigste rådgiver. De aristokratiske kredses had til Trajan har givet sig udtryk i Tacitus’ og Suetonius skildringer af Trajan som en tyran og hykler; nyere forskning har givet et andet billede af Trajan nemlig som en kompetent, indsigtsfuld og dygtig leder af Romerriget. Han efterfulgtes af sin brors sønnesøn, Caligula (f 16/11 42 f. Kr)

 

455 d Valentinian 3., Flavius Valentinianus, romersk kejser 425-55, søn af patricieren Flavius Constantius (som herskede som Constantius 3. i 421) og Galla Placidia; på intet tidspunkt i sin lange regeringstid stod Valentinian personligt i spidsen for rigets ledelse. Fra hans første år som kejser til 437 kontrollerede hans mor rigets styre; ved periodens slutning blev patricieren Aetius en effektiv "minister". Den mest betydningsfulde begivenhed i disse år var van-dalernes landgang i Afrika i 429; ti år senere frigjorde de sig af Valentinians overherredømme, og området var tabt for Rom. Kun lidet vides om Valentinian og rigets forhold i disse år. I 444 udstedte Valentinian sammen med pave Leo 1. et edikt, der gav Roms biskop overhøjhed over kirkerne i romerrigets provinser. I Valentinians senere år var de politisk mest betydningsfulde begivenheder hunnernes indfald i Gallien (451) og i Norditalien (452); men intet vides om, Valentinian tog nogen del i de foranstaltninger, der blev gjort for af imødegå denne krise. Som et resultat af, at Valentinian var blevet forsynet med falske informationer om Aetius loyalitet, dræbte kejseren med egne hænder sin betroede "minister" i september 454. Året efter dræbte to af Aetius undergivne Valentinian på Marsmarken (f 2/7 419)

 

1072 d Adalbert, ærkebiskop af Hamborg/Bremen; blev kannik i Bremen i 1032. Han var nært knyttet til kejserne Henrik 3. og Henrik 4., men udøvede også stor magt i sit eget stift, ikke mindst i de slaviske og nordiske egne. Iflg. krønikeskriveren Adam af Bremen havde han stor indflydelse på den danske konge Svend 2. Estridsen: Han tvang kongen til at skille sig af med sin dronning på gr. af for nært slægtsskab. På den anden side forhindrede Svend, at Adalbert på egen hånd drev mission i Norden, og dette kan ses som et led i bestræbelserne på at få oprettet et selvstændigt nordisk ærkebispedømme, hvilket dog først blev virkelighed i 1104. I 1066 mistede A sin indflydelse ved kejserhoffet, og da han også lagde sig ud med pavestolen, var han stærkt politisk svækket ved sin død (f ca 1000)

 

1649 Efter henrettelsen af Karl 1. den 30. januar bliver det engelske monarki formelt og reelt afskaffet. Parlamentet indfører et commonwealth, der ledes at et statsråd på 41 medlemmer med Oliver Cromwell som præsident.

 

1698 d Leonora Christine Ulfeldt, kongedatter, forfatter; datter af Christian 4. og Kirsten Munk, blev opdraget hos mormoderen Ellen Marsvin og i Nederlandene. 1636 blev hun gift med Corfitz Ulfeldt. De nærmest flg. år blev hendes lykkeligste. Ulfeldt blev 1643 rigshofmester, og Leonora Christine indtog i kraft af sin fødsel og kultur førstepladsen ved hoffet. Da Frederik 3. blev konge (1648) vanskeliggjordes hendes stilling hurtigt. En undersøgelse mod Ulfeldt for hans regnskabsførelse bevirkede, at parret med deres børn drog til Sverige, hvor Corfitz Ulfeldt gik i tjeneste hos den svenske konge. Efter de danske nederlag i krigen mod Sverige, var Corfitz Ulfeldt svensk forhandler ved freden i Roskilde i 1658. I 1659 faldt han i unåde hos den svenske konge, og ved en påfølgende retssag blev han dømt. Da der verserede rygter om, at parret skulle forvises til Finland, flygtede de til København. Her var der ingen nåde at finde for Corfitz Ulfeldts forræderi. Ulfeldterne var 1660-61 indsat i fængsel på Hammershus og blev først lødladt, da Corfitz Ulfeldt havde givet afkald på sine godser uden for Fyn og lovet ikke at forlade Danmark uden kongens tilladelse. 1661 fik Corfitz Ulfeldt tilladelse til at tage på kur i Spa, men 1663 erfarede den danske regering om nye forræderiske handlinger fra Corfitz Ulfeldts side. Bl.a. havde han forhandlet med pavestolen om genindførelse af katolicismen i Danmark. Mens Corfitz Ulfeldt undslap tilfangetagelse, blev Leonora Christine taget til fange. Det skete, da hun i 1663 rejste til England for at afkræve Karl 2. penge, han skyldte hendes mand. Kong Karl udleverede Leonora Christine, der førtes til København. Her var hun 1663-85 fange i Blåtårn ved København slot. Først ved dronning Sofie Amalies død blev hun løsladt og boede herefter til sin død i Maribo kloster. Om sit fængselsophold skrev Leonora Christine "Jammersminde" (f 8/7 1621)

 

1750 f Caroline Lucretia Herschel, britisk astronom; søster til den hannoveranske/engelske astronom Sir William Herschel; opholdt sig hos broderen og deltog i dennes videnskabelige arbejde. Selv opdagede hun i perioden 1786-97 otte kometer. Efter broderens død (i 1822) vendte hun tilbage til Hannover. I 1828 afsluttede hun katalogiseringen af broderens mange observationer. I 1828 modtog hun Det britiske Astronomiske Selskabs guldmedalje (d 9/1 1848)

 

1751 f James Madison, USA's præsident 1808-1817; 1780-83 medlem af Kontinentalkongressen, hvor han talte for fuldstændig religionsfrihed. Som medlem af Virginia lovgivende forsamling 1784-86 virkede han for afskaffelse af statskirken. 1787 blev han medlem af den grundlovgivende forsamling i Philadelphia, hvor han fik stor indflydelse på udformningen af den amerikanske forfatning. En indflydelse der senere skaffede ham navnet "Forfatningens far". 1789-96 var han medlem af Repræsentanternes Hus, hvor han stod i spidsen for dem, der hævdede enkeltstaternes ret i forhold til unionen. 1801-09 var han udenrigsminister i præsident Jeffersons administration, og blev til 1817 dennes efterfølger som præsident. Han fortsatte Jeffersons fredelige udenrigspolitik og søgte at holde USA ude af Napoleonskrigene. Da England ikke ville gøre indrømmelser over for amerikansk handel, bad han i juni 1812 Kongressen om at erklære England krig. Den engelsk/amerikanske krig varede til 1814. Efter at have forladt politik trak M sig tilbage til sin farm i Virgina. Her var han aktiv i de bestræbelser, der i 1819 førte til åbning af University of Virginia (d 28/6 1836)

1787 f Georg Ohm, tysk fysiker; efter at have studeret matematik og fysik og taget doktorgraden blev Ohm 1813 lærer i Bamberg og 1817 overlærer i matematik og fysik ved gymnasiet i Köln. Her begyndte han i 1825 sine undersøgelser over den elektriske strøm; resultaterne samlede han i "Schweigger’s Journal" for 1826. Maj 1827 udgav han "Die galvanische Kette, matematisch bearbeitet". Heri sammenfattede han sine mange eksperimentelle resultater i en matematisk teori, hvor begrebrne elektrisk spænding, strøm og modstand såvel som sammenhængen mellem dem for første gang blev klart udtrykt. 1833 blev Ohm professor i fysik ved den polytekniske skole i Nürnberg, hvor han 1839-49 var rektor. Fra 1849 var han professor i fysik i München. Ohm har endvidere gjort opdagelser inden for krystallografi og akustik (d 7/7 1854)

1792 Dansk forordning om forbud mod indførsel af slaver til de vestindiske besiddelser. I årene op mod 1790 var den offentlige mening i de store slavehandelsnationer, England og Frankrig, begyndt at vende sig mod denne umenneskelige menneskehandel. Den stred afgørende mod tidens friheds- og lighedstanker. I Danmark frygtede man, at England og Frankrig ville enes om at forbyde slavehandelen og derpå lægge pres på de mindre slavehandelsnationer for at få dem til at gøre det samme. Det pres ville Danmark ikke kunne modstå. Derfor valgte man i Danmark at komme de to lande i forkøbet og sikre de danske plantager de nødvendige slaver, mens det endnu var muligt. Så måtte plantageejerne lære at behandle deres slaver bedre, så færre blev arbejdet ihjel. Den danske forordning var baseret på, at forbudet først skulle træde i kraft den 1. jan. 1803, og at den danske statskasse stillede kapital til rådighed for vestindiske plantageejere, så de inden da kunne forsyne sig med tilstrækkeligt mange slaver til, at de efter den tid kunne være selvforsynende med arbejdskraft. Da krigsudbruddet mellem England og Frankrig i 1797 gjorde det politisk umuligt for de to stormagter at skride ind over for slavehandelen, blev det danske forbuds umiddelbart mest bemærkelsesværdige resultat derfor, at tiåret 1793-1802 blev en af de mest intense perioder i den danske slavehandels historie. Desuden havde forordningen en anden skønhedsplet: den forbød kun import af negre. På de Dansk vestindiske Øer kunne de fortsat handles, ægtefæller kunne skilles på auktion, og spæde børn sælges fra moderen

1802 West Point - amerikansk militærakademi i staten New York - oprettes. West Point ved Hudson -floden ca 50 miles nord for New York city havde under Revolutionskrigen været et betydningsfuld fort. Baggrunden for oprettelsen af militærakademiet var bl.a., at amerikanerne under Revolutionskrigen i vid udstrækning havde været nødt til at ansætte udenlandske officerer i deres hær. Endvidere var amerikanske militære ledere, blandt disse George Washington, overbeviste om, at beherskelse af militære teknikker ikke kunne erhverves alene gennem praktisk øvelse, men krævede omfattende studier

1827 f Ferdinand Meldahl, arkitekt; stod i lære som former i faderens jernstøberi. Senere (fra 1842) blev han udlært som murer og gennemgik derefter arkitektuddannelsen på kunstakademiet. I årene 1864-1905 var han professor ved akademiet; foruden dette arbejde var han privat praktiserende arkitekt og i årene1865-1902 tillige kgl. bygningsinspektør. Blandt hans arbejder som arkitekt er: Blindeinstituttet i København (1857-58), Rådhuset i Fredericia (1859), Tinghusene i Ålborg (1861) og Randers (1862). Dertil kommer flere herregårde, villaer, avlsgårde osv. Han restaurerede slottene Bernstorff, Charlottenlund, Rosenborg og delvis Kronborg og herreården Frijsenborg (1860-67). Endelig ledede han to så betydelige arbejder som genopførelsen af Frederiksborg Slot, det ydre færdigt 1865, det indre 1893 og fuldendelsen af Frederiks-Kirken i København 1878-94. Som aktiv politiker (medlem af København Borgerrepræsentation 1883-96) og byplanlægger interesserede M sig levende for Københavns udvikling og udbygning. Det er ikke mindst hans fortjeneste, man i dag kan glæde sig over ringen af parker fra Ørstedsparken over Botanisk Have til Østre Anlæg. Kommunen ønskede en ganske anderledes hård og økonomisk lukrativ udnyttelse af disse forhenværende fæstningsarealer. M’s arbejder er meget uensartede og typiske for tidens anvendelse af historiske stilarter. Han kom til at stå som den akademiske konservatismes fornemste forfægter over for nye tanker, hvilket bl.a. viste sig i hans nidkære bekæmpelse af Martin Nyrops rådhusprojekt (d 3/2 1908)

 

1856 f Napoleon Louis Eugène, kejserlig prins af Frankrig; søn af Napoleon 3. og kejserinde Eugénie. Efter det franske nederlag til preusserne flygtede han 1871 til sin mor i England. Her uddannedes han 1872-75 ved officersskolen i Woolwich. Da han blev myndig i marts 1874, blev han hyldet af napoleonstidens ledere og 6.000 franskmænd som Napoleon 4. (faderen var død året før). Forsøg på, at få prinsen forlovet med den danske prinsesse Thyra - datter af Christian 9. og dronning Louise mislykkedes. For at vinde krigerry og således forberede sig til engang at genoprette det franske kejserdømme drog han i febr. 1879 til Sydafrika for at deltage i krigen mod zuluerne. Men under en rekognoscering ved Ulundi blev han overfaldet og dræbt (d 2/6 1879)

1839 f Sully Prudhomme, fransk digter; han studerede matematik og naturvidenskab; herefter havde han job på et fabrikskontor. Det forlod han for at studere jura og filosofi. Inspireret af en ulykkelig kærlighedsaffære udsendte han i 1865 sin første digtsamling "Stances et Poèmes". P er dog mest kendt for sin forbindelse med ’Les Parnassiens’, en gruppe, der reagerede mod romantikken. I stedet for dennes følsomhed og subjektivisme hævdede de forstandens betydning for poesien. Endvidere ønskede P i poesien at udtrykke den positivistiske filosofi og glæden over samtidens tekniske opdagelser. I 1866 udgav P sonetsamlingen "Les épreuves"; 1875 "Les vaines tendresses", 1878 det filosofiske digt "La Justice". P’s senere digte kan forekomme noget dunkle og afslører vanskelighederne ved beskrive filosofiske temaer på vers. Ved den første nobelprisuddeling i 1901 modtog P prisen i litteratur (d 7/9 1907)

1919 d Yakov Mikhailovich Sverdlov, sovjetisk politiker; sluttede sig i 1900 til det russiske Socialdemokrati og til dette partis bolsjevikkiske fløj i 1903; han hørte snart til partiets inderkreds og var flere gange arresteret af tsarens politi for revolutionær aktivitet. Februarrevolutionen i 1917 reddede ham fra en forvisning til Sibirien; i august samme år blev han medlem af bolsjevikpartiets centralkomite og spillede en fremtrædende rolle i planlægningen af Oktoberrevolutionen 1917. Efter revolutionen blev han 1. formand for sovjetternes eksekutivkomite; på denne post sikrede han partiets kontrol med statsapparatet. Sverdlov menes at være hovedansvarlig for mordet på tsarfamilien i Jekaterinenburg i sommeren 1918. Denne by blev i 1924 opkaldt efter Sverdlov og hed i sovjettiden Sverdlovsk (f 3/6 1885)

Tyskland indfører almindelig værnepligt. I foråret 1935 var den "hemmelige" tyske oprustning nået så langt, at fortsatte forsøg på at skjule den var umulig. Den 9.marts meddelte den tyske regering, at der fandtes et tysk luftvåben. Da dette var forbudt ifølge Verdsaillestraktaten, synes meddelelsen at have været en slags føler, udsendt for at se vestmagternes reaktioner. Da hverken den franske eller den britiske regering protesterede, mente Hitler at han kunne driste sig til en endnu mere sensationel meddelelse. En uge senere erklærede den tyske regering, at den havde til hensigt at genindføre almindelig værnepligt og oprette en hær, som i fremtiden skulle være på 36 divisioner. Dens talmæssie styrke ville blive på 500.000 mand. Fire dage før havde den franske regering, for at kompensere det reducerede antal rekrutter, som var følgen af det synkende fødselstal i årene 1914-18, fordoblet tjenestetiden og sænket værnepligtsalderen. Dette brugte Hitler som påskud for sin aktion. Han kunne fremstille det, som om Tyskland mod sin vilje blev drevet til dette skridt, udelukkende for at værge sig mod sine naboerds krigeriske trusler. Tyskland var det eneste land, erklærede han i sin proklamation til det tyske folk, som havde nedrustet, men nu, da de andre lande øgede deres styrker, havde tyskerne ikke noget valg. De måtte slå ind på samme vej. Denne erklæring blev modtaget med begejstring i Tyskland, og den 17. marts, som var Heldengedenktag – mindedag for de faldne – blev den tyske hærs genfødsel fejret overalt i Tyskland. Indførelse af værnepligt var et skridt i direkte strid med bestemmelserne i Versaillestraktaten. England, Frankrig og Italien protesterede da også omgående, men kun Frankrig forlangte Folkeforbundets indgriben. Den engelske regering viste sin valne holdning, da to af dens mest fremtrædende medlemmer, udenrigsminister John Simon og folkeforbundsministerAnthony Eden, ti dage senere aflagde officielt besøg i Berlin. Da Folkeforbundet den 17. april skarpt påtalte Tysklands traktatbrud, fik det da heller ikke praktiske følger

d Selma Lagerlöf, svensk forfatter; hun voksede op på gården Mårbacka i Värmland; hun tog lærereksamen 1885 og var lærer i Landskrona til 1895. I 1910 købte hun Mårbacka og boede der til sin død. Hun fik sit litterære gennembrud i 1891 med "Gösta Berlings saga", en fantasifuld beretning baseret på erindringer og mundtlig tradition fra hendes värmlandske hjemstavn. Grundproblemet i den er, hvordan mennesker skal kunne være "både glade og gode". Bogen fik en blandet modtagelse, men bl.a. Georg Brandes udtalte sig positivt. I de følgende år skrev hun en række noveller. De udkom samlet i "Osynliga Länkar" (1894). Den fik en gunstig modtagelse, hvilket betød, at hun kunne hellige sig arbejdet som forfatter. Men det første større værk efter debutbogen var "Antikrists mirakler" (1897). Indtryk fra en rejse til Italien, spec. Sicilien, blev i den formet til en allegorisk beretning med politisk-socialt indhold. Hendes forfatterskab er blevet karakteriseret som omfattende og ujævnt. Et højdepunkt var romanen om en religiøs vækkelse og oprettelse af en menighed i Palæstina: "Jerusalem I-II" (1901-02). Første del med titlen "I Dalarna" indeholder en beskrivelse af landsbyerne i Dalarna før og efter vækkelsen. Anden del " I det heliga landet" skildrer bøndernes liv i ejendomsfællesskab og barmhjertighedsarbejde i Jerusalem. I 1906-07 udkom hendes geografiske læsebog for børn "Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige". Den blev en succes og blev oversat til 30 sprog. I 1909 modtog L den litterære nobelpris (f 20/11 1858)

 

1963 d William Henry Beveridge, engelsk nationaløkonom og politiker; hans tanker om social sikkerhed har givet ham tilnavnet "velfærdsstatens arkitekt". Efter at have afsluttet sin uddannelse ved universitetet i Oxford i 1902 begyndte Beveridge at undersøge og skrive om sociale problemer. Under Første Verdenskrig var han ansvarlig for udviklingen af rationeringssystemet, og han blev adlet efter krigen. I mellemkrigstiden havde han flere lederposter – først på London School of Economics, derefter på Oxford University. Under Anden Verdenskrig skrev han på opfordring af arbejdsminister Ernest Bevin rapporten "Free Employment in a Free Society" (Fuld beskæftigelse i et frit samfund) om et velfærdssystem, der skulle give social sikkerhed fra vugge til grav og foreslog dermed større offentlig kontrol med økonomien. Dette sikrede ham en plads i Underhuset efter krigen, hvor han slog til lyd for, at statskontrol skulle supplere, men ikke erstatte privat initiativ. Senere blev Beveridge de liberales leder i Over-huset (f 5/3 1879)

1968 My Lai massakren. Denne dag nåede det amerikanske C kompagniet fra 1. bataljon, 20. infanteriregiment under kommando af løjtnant William Calley frem til den lille vietnamesiske landsby My Lai i Quang Ngai provinsen. Et navn som skulle blive kendt verden over, og som skulle få mange amerikanere til at ændre synet på deres lands krigsførelse i Vietnam. Der skete det, at flere hundrede ubevæbnede landsbybeboere, som ikke viste tegn på at ville gøre modstand, blev dræbt af soldater fra ovennævnte styrke. Nogle af landsbyboerne blev voldtaget og dræbt i deres hjem. Andre blev gennet ned i en afvandingsgrøft og her dræbt med automatiske våben. Affæren kom i første omgang ikke til den amerikanske offentligheds kendskab. Højtstående officerer skjulte kendsgerningerne. Hærens officielle beretninger fastslog, at intet usædvanligt havde fundet sted. En rapporrt skrevet af oberstløjtnant Frank Barker den 28. marts hævdede, at operationen var godt planlagt, godt gennemført og succesfuld. Hvad der var sket i My Lai kom frem, da en soldat, der ikke havde med i My Lai, men som havde hørt om begivenhederne der, den 29. marts 1969 skrev til forsvarsministeriet – med kopier til kongresmedlemmer og senatorer – og krævede en undersøgelse. Den 5. december 1969 offentlliggjorde magasinet "Life" fotografier af blodbadet. De var taget af en fotograf tilknyttet hæren. Mange amerikanere nægtede at tro, at amerikanske soldater havde udført massakren i My Lai. Andre hævdede, at vietnameserne havde provokeret soldaterne. Hæren anklagede 25 officerer og menige som i nogen grad at være ansvarlige for massakren. Med undtagelse af et tilfælde blev anklagerne opgivet, og de anklagede blev alle frikendt. Cally blev i 1970-71 stillet for en krigsret anklaget for overlagt mord på mindst 102 vietnamesere. Cally hævdede, at han fulgte sine ordrer og gjorde sin pligt. Endvidere hævdede Cally, at eftersom han fulgte ordrer fra en hær, der var skabt af det amerikanske folk, var den virkelige skyldige det amerikanske folk. Cally blev idømt 10 åra fængsel for at have dræbt mindst 22 vietnamesere. Efter at have afsonet tre år blev Cally prøveløsladt. Retssagen mod Cally og massakren i My Lai rejste store moralske og politiske spørgsmål; det gjaldt især individuel skyld over for kollektiv skyld

1978 Den italienske politiker og tidligere ministerpræsident Aldo Moro bliver bortført af medlemmer fra Røde Brigade, en venstreorienteret terrorgruppe. Regeringen afviste alle krav om at betale en løsesum, og den 9. maj blev M’s lig fundet i bagagerummet i en bil parkeret i Rom .

 

Til top        17. marts

180 d Marcus Aurelius, romersk kejser 161-180; han var den sidste af de "gode kejsere", og ved hans død sluttede 84 års stabilitet og fremgang for romerriget. Denne periode var begyndt i 98 med kejser Trajans overtagelse af magten, den første af de "gode kejsere". M var af fornem spansk senatorslægt og stærkt yndet af kejser Hadrian, der i 138 lod sin sønneløse adoptivsøn Antoninus Pius adoptere M sammen med Lucius Verus. M ægtede Antoninus’ datter Faustina. Han fik en glimrende uddannelse i retorik, filosofi og jura – om dette vidner en del bevarede breve mellem ham og hans yndlingslærer Fronto. M blev 147 sin sviger- og adoptivfars medregent. I 161 anerkendte han ved dennes død sin yngre og ubetydelige adoptivbror L Verus som medkejser, men blev selv den toneangivende i regeringen. Om Marcus Aurelius er det blevet sagt, at det han ikke påtog sig sin opgave med glæde og helst var forblevet privatmand og filosof. Men han gjorde sin gerning med urokkelig pligtfølelse og lagde stor kraft og myndighed for dagen, endda som feltherre, til trods for et skrøbeligt helbred. Fra 166 måtte den fredelige M, der var stoisk filosof og har efterladt sig et skrift, der viser hans humane og fredelige livsanskuelse, tilbringe det meste af tiden i felten ved Donaugrænsen, der truedes af bl.a. marcomanner. Efter endt dagværk beskæftigede han sig med sine filosofiske interesser og betroede sine tanker til sin dagbog, som han førte på græsk. Den blev senere udgivet som hans "Tanker til mig selv". Det gælder om at leve livet efter naturens orden, bevare sjælen uplettet af nydelse og smerte, af falskhed og fordom for sluttelig tage mod døden, der kommer iflg. naturens lov, som kun kan være noget godt. Fra L Verus’ død 169 til 177, da sønnen Commodus blev medkejser, styrede M alene. Det var til stor ulykke for fremtiden, M havde fået sin uduelige søn proklameret som sin efterfølger. Med Commodus blev der sat et brat punktum for de "gode kejseres" gode tid, og romerriget gled ud i ustabilitet og borgerkrig (f 26/4 121)

1394 d John Hawkwood (i Italien kaldt Giovanni Astuto), condottiere; i sin ungdom lærte han krigerhåndværket i Edward III’s krige i Frankrig. Efter krigens ophør ved freden i Brétigny (1360) blev han leder af en lejetrophær, med hvilken han fra 1363 stod i Pisas tjeneste; han deltog herefter de næste 30 år i stort set alle større krige i Italien. Ved at benytte sig af den krigskunst, der var udviklet af englænderne under krigene i Frankrig, opnåede H et stort ry; især gjorde hans troppers hurtige bevægelighed ham berømt; til hans berømmelse bidrog også hans ledelse af fodfolket, hans soldaters gode disciplin og deres velholdte udstyr. Han stod i tjeneste hos hertug Visconti i Milano og pave Gregor XI. Mellem 1378 og 1392 var han i Firenzes tjeneste og gjorde tjeneste andre steder, når byen ikke havde brug for ham. For sine tjenester fik han udbetalt enorme summer fra de italienske magter og erhvervede godser i Romagna; de blev solgt og nye købt ved Firenze, hvor han levede sine sidste år som godsejer. 1391 blev han han og hans mandlige efterkommere borgere i Firenze. Da han var over 70 besluttede han at tage tilbage til England, men døden indhentede ham, inden han fik realiseret sin beslutning. Byen Firenze bekostede begravelsen, men tillod året efter, at H’s lig blev ført til England og begravet der. For at hædre H lod byen male et stort rytterportræt af ham i domkirken, Santa Maria del Fiore. Det blev malet af Paolo Ucello i 1436 i den såkaldte chiaroscuro-teknik, der giver en tredimensional effekt (f ca 1320)

f Jacob 4. skotsk konge 1488-1513, søn af Jacob 3. og Margrete, datter af Christian 1. af Danmark, Norge og Sverige; om Jacob 4. er det blevet sagt, at kun få om i det hele taget nogen skotsk konge har opnået en så almen popularitet og i sin regeringstid været fri for interne stridigheder som ham. Også i forholdet til udenlandske magter stod Jacob stærk. Han optrådte som ligemand med Europas stærkeste fyrster, blandt andre kejser Maximulian og Ludvig 12. af Frankrig. Forholdet til den engelske konge Henrik VII var godt. I 1491 blev der undertegnet en femårig fredsaftale mellem de to lande. Da en englænder i 1495 dukkede op i Skotland og foregav at være Richard af York, Edward 4.s søn, var Jacob indstillet på at støtte hans krav på den engelske trone. Men det kom kun til nogle spredte grænsetræfninger, og i 1497 blev der undertegnet en syvårig fredsaftale mellem England og Skotland. Som led i de fortsatte fredsbestræbelser med England blev J 1503 gift med Henrik 7. ældste datter Margrete, en forbindelse der førte til skabelsen af Stuart dynastiet, som 1603-1714 beklædte såvel den skotske som den engelse trone. Men efter Henrik 8.'s tronbestigelse i England blev forholdet mellem de to lande køligere. Mod sine rådgiveres advarsler, men tilskyndet af sin allierede Ludvig 12. af Frankrig indledte Jacob i 1512 krig med England. I den fandt den skotske konge døden. Sammen med op mod 10.000 af sine mænd blev Jacob dræbt i slaget ved Flodden (d 9/9 1513)

 

1526 Frans 1. af Frankrig løslades af sit fangenskab i Spanien; han havde siddet fanget siden sit nederlag til Karl 5. i slaget ved Pavia den 24. febr. 1525. Fra Pavia blev kongen ført til indespærring på fæstningen Pizzighettone nær Cremona. Til Frans og Frankrigs regent Frans mor Louise af Savoyen sendte Karl 5., hvad der forekom ham mådeholdne fredstilbud, der kunne bane vej for kongens løsladelse: 1)Frankrig skulle opgive Burgund og alle krav på Flandern, Artois og Italien. 2)Alle lande og værdigheder krævet af hertugen af Bourbon skulle tilstås ham. 3)Provence og Dauphiné skulle gøres til en selvstændig stat. 4)Frankrig skulle overlade England alt fransk område, der tidligere var engelsk-dvs. Normandiet, Anjou, Gascogne og Guyenne. 5)Frans skulle indgå forbund med Karl og sammen med ham foretage et felttog mod tyrkerne. Louise svarede, at Frankrig ikke ville afstå en tomme land og var rede til at kæmpe til sidste mand. I løbet af sommeren 1525 blev Frans overført til Madrid. Indespærringen blødgjorde ham, og den 14. januar underskrev han med Karl freden i Madrid. Betingelserne var de samme, som Karl havde foreslået Louise, men de var nu endnu strengere, for de krævede, at kongens to sønner Frans på tolv år og Henrik på ni skulle overgives Karl som gidsler, og at Frans skulle gifte sig med Karls søster Eleonora, enkedronning af Portugal. Da Frans efter løsladelsen var ankommet til Frankrig, erklærede han, at han ikke havde til hensigt at holde de løfter, der var blevet ham aftvunget. Under påberåbelse af kanonisk ret løste pave Clemens VII ham fra løfterne. De to prinser kom fri ved la paix des dames, også kaldt freden i Cambrai. Den kaldes Paix des Dames, fordi den blev forhandlet af Louise af Savoyen, Frans’ mor og Margrete af Østrig, Karls tante. Den afsluttedes den 3. august 1529. Betingelserne for løsladelsen var bl.a., at Karl opgav alle krav på Burgund, og at Frans betalte en løsesum, og at han opgav alle krav på Italien og sin position som lensherre i Flandern og Artois

1773 f Carsten Niebuhr, geodæt, opdagelsesrejsende; født i Tyskland og uddannet som landmåler; fra 1762 var han i dansk tjeneste ved ingeniørkorpset. Til den danske videnskabelige ekspedition til Arabien og omliggende lande blev han valgt som medlem som sagkyndig i astronomi m.m. og som kasserer. 1761-62 var ekspeditionen i Ægypten, hvor N kopierede hieroglyf-tekster. 1763-64 var man otte måneder i Sydarabien og derefter i Bombay, hvor N stod ene tilbage, efter de fire andre ekspeditionsmedlemmer var bukket under for sygdomme. 1765 begyndte han hjemrejsen over Mesopotamien, Syrien, Palæstina og Lilleasien. Han nåede tilbage til København i slutningen af 1767. Her offentliggjorde han beskrivelsen af Arabien (1. bind) og rejsebeskrivelse fra Arabien og omliggende lande (2. bind), det tredje bind kom først 1837. N’s søkort over Det Røde Hav vakte beundring i datiden. Af størst betydning blev hans kopier af kileindskrifterne i Persepolis. Med deres fuldstændige nøjagtighed overgik de alle tidligere afskrifter, og det blev på grundlag af hans afskrifter, man senere fandt nøglen til forståelse af den persiske kileskrift. Fra 1778 til sin død var N landsskriver i Meldorf i Holsten (d 26/4 1815)

d Johannes Ewald, forfatter, i 1759 blev han som førsteårs teologistuderende så forelsket i sin værts brordatter, Arense, at han for at blive hende værdig opgav teologien og rejste til Hamborg og lod sig hverve til deltagelse i Syvårskrigen. Det blev ham dog en skuffelse, og efter 1½ år vendte han tilbage til København og teologien. I midten af 1760’erne debuterede han som digter. Selv sagde han, at det var Arenses ægteskab 1764 med en hørkræmmer, der for bestandig gjorde ham "uenig med alt, hvad der hedder timelig lykke". Fra da af var han kun digter. Sørgekantaten "Hold Tåre op at trille", skrevet i anledning af Frederik 5.’s død i 1766 gjorde ham berømt. Derefter fulgte dramaet "Adam og Eva" (1769). I tragedien "Rolf Krake" (1770) anvendte Ewald som den første danske digter gammelnordisk stof. Da svireliv og truende sygdom så ud til at ødelægge ham helt, fik moderen ham 1773 flyttet til Rungsted og to år efter til Søbækshuset ved Espergærde. Her skrev han de flg.år sine betydeligste værker: det tragiske syngespil "Balders død" (1773) samt oden "Rungsteds Lyksaligheder" i hvilken han satte den skønne natur og følelsen af voksende skaberkraft et pompøst minde. "Ode til Sjælen" og "Til min Moltke" er ligeledes oder fra disse år. Fra efteråret 1777 levede Ewald i København i Skindergade. Her var han omgivet af en voksende kreds af venner og beundrere. "Det danske Litteraturselskab" gjorde ham til æres-medlem, og "Balders død" blev opført på Det kgl. Teater. I 1777 kom hans sidste store arbejde syngespillet "Fiskerne", der skildrer nogle hornbækfiskeres redningsdåd. For første gang i dansk litteratur var almuefolk skildret som helte, og for første gang lød en ny national patos med sangen "Kong Kristian stod ved Højen Mast". Ewald anses for at være den betydeligste danske lyriker i 1700-tallet og bebudede ved sine emner guldalder-poesien (f 18/11 1743)

 

1782 d Daniel Bernoulli, svejtsisk matematiker og fysiker; professor i Skt Petersborg 1725-32 hvor han underviste i medicin og fysik; derefter i Basel professor i anatomi og botanik samt fra 1750 i fysik. I bogen "Exercitationes quedam mathematicae" (1724) demonstrerede han et sikkert håndelag for behandling af vigtige problemer i matematik om bl.a. løsning af differentialligninger ved separation af de variable. Som fysiker er hans hovedværk "Hydrodynamica" (1738) heri findes en generel beskrivelse af væskers strømninger, hvor udgangspunktet er princippet om energiens bevarelse. B gav endvidere væsentlige bidrag til teorien om den svingende streng, idet han påviste, at svingningen af en streng i et musikinstrument er sammensat af et uendeligt antal harmoniske svingninger (f 8/2 1700)

1830 d Laurent marquis de Gouvion-Saint-Cyr, fransk marskal; sluttede sig i 1792 til de revolutionære styrker og hans heltemodige indsats i slagene ved Mainz og Mannheim i 1795 sikrede ham forfremmelse til general. Derefter deltog han i felttogene i Italien og Ægypten. I 1801 udnævnte Napoleon ham til sin ambassadør i Spanien. Her spillede han en stor, men resultatløs rolle i Napoleons felttog. Under det russiske felttog blev han udnævnt til marskal. Da han i 1813 uden succes havde stået i spidsen for Dresdens forsvar, nedlagde han alle sine poster. I 1815 og igen i 1817 udpegede kong Louis 18. ham til krigsminister. Selv om G’s tidligere tjeneste under Republikken og under Napoleon svækkede hans troværdighed hos det yderste højre, fik han som minister gennemført vigtige reformer. Han fik skabt en ny hær på 240.000, og Napoleons tidligere officerer blev indkaldt til at lede den. Efter at være trådt tilbage skrev G nogle betydelige historiske værker, bl.a. "Mémoires sur les campagnes des armées du Rhin" (1829), der omhandler felttogene 1792-97. Posthumt udkom i 1831 hans "Mémoires pour servir à l’histoire militaire sous le Directoire, le Consulat, et l’Empire" (f 13/4 1764)

1834 f Gottlieb Daimler, tysk ingeniør og opfinder; i 1882 grundlagde han sin egen virksomhed, hvor han arbejdede med udvikling af forbrændingsmotorer. De følgende år udviklede D en firetakts benzinforbrændingsmotor (patent 1883), som med sine 80 kg vejede ca en fjerdedel af andre motorer. Motoren blev i 1885 afprøvet i et tohjulet køretøj og året efter i en firehjulet vogn. Daimler-motoren vandt stor udbredelse i bilproduktionens første årti (1890'erne), hvor de blev bygget på licens i et stort antal lande. På biludstillingen i Paris i 1889 præsenterede D sin første egentlige bilkonstruktion, og i 1890 blev Daimler Motoren Gesellschaft grundlagt (nu Daimler-Benz AG) (d 6/3 1900)

f Jutta Bojsen-Møller, kvindesagsforkæmper; hun var en af de store kvindesagsforkæmpere i begyndelsen af 1900-tallet og medvirkede stærkt til kvindernes opnåelse af valgret i 1915. Hun voksede op i grundtvigsk præget præstehjem, og det blev højskolesagen og kvindesagen, der var hendes livs hovedinteresser. Hun var ud af en børneflok på 11, men har i sin selvbiografi "Træk fra et langt Liv" (1924) beskrevet barndommen som lys og lykkelig. I sit ægteskab med præsten Otto Møller fik B-M 11 børn, hvoraf tre døde som spæde. Hun fik også tid til at pleje sin egen karriere. I 1888 blev hun højskolemor på den nyoprettede højskole Bojsen-minde i Sorø. Efter sin mands død i 1892 virkede B-M som husmor ved Grundtvigs højskole ved Lyngby i årene 1897 til 1905 og derefter ved broderen Frede Bojsens (f 22/8 1841)højskole i Rødkilde på Møn i perioden 1905-09. I 1894 valgtes B-M til formand for Dansk Kvindesamfund, som netop da var i gang med at organisere sig over hele landet. Hun fortsatte som formand til 1910, da trak hun sig tilbage som æresformand. B-M’s betydning for foreningen blev først og fremmest, at hun gjorde kvindesagen fra en københavner foreteelse til en landesag. I hendes tid som formand voksede medlemstallet fra 1000 til 7000, modstanden på Rigsdagen blev overvundet, og kvinderne fik i 1908 kommunal valgret. Da politisk valgret - i.e. valgret og valgbarhed til Rigsdagen - gennemførtes ved grundlovsændrigen i 1915, gik B-M som Dansk Kvindesamfunds nestor i spidsen for kvindernes tog til kongen 5. juni 1915 (d 12/1 1927)

 

d P. Hiort-Lorenzen, købmand og stænderdeputeret; han blev medlem af "de deputerede Borgeres Kollegium" (dvs byråd) i Haderslev og valgtes 1834 til medlem af Slesvigs stænderforsamling. Her sluttede han sig til de liberale, der arbejdede for en fri forfatning for Slesvig-Holsten og en "ærlig Union" af hertugdømmerne og kongeriget under en fælles regent. I samlingerne 1836 og 1838 mødte Hiort L stærk modstand fra hertugerne af Augustenborg og konservative medlemmer, der på ingen måde ønskede nogen borgerlig-liberal grundlov. Ud fra det håb, at vejen til konstitutionel frihed ville være lettere for Danmark end for Holsten, brød H.L. med de slesvigholstenske liberale og stræbte efter konstitutionel frihed for Slesvig i forbindelse med kongeriget; han nedlagde derfor sit mandat som stænderdeputeret (aug 1840). Ved de nye valg i jan 1841 valgtes han i Sønderborg og stod i samlingen 1842 som fører for stænderforsamlingens lille danske mindretal, der i den af nationale lidenskaber prægede samling bekæmpede diverse slesvigholstenske krav. I novbr 1842 talte H.L. dansk i forsamlingen. Forsamlingen fattede hurtigt den nationale demonstration, og et uvejr brød ud. I marts 1844 afgjorde kongen (Chr VIII), at kun de deputerede, som erklærede ikke at kunne tilstrækkelig godt tysk, havde lov at tale dansk. Herved blev H.L. og mindst tre til af de fem danske stændermænd tvunget til at tale tysk. Økonomiske foranstaltninger fra hans politiske modstanderes side betød, at Hiort-Lorenzen i 1844 måtte lukke sin købmandsgård; han fortsatte sit politiske virke, til han pludselig døde af lungebetændelse (f 24/1 1791)

d Christian Johann Doppler, østrigsk matematiker og fysiker; fra omkr. 1840 var han professor ved forskellige læreanstalter. Fra 1850 til sin død var han professor i eksperimentalfysik ved universitetet i Wien. D er især kendt for opdagelsen i 1842 af den såkaldte Dopplereffekt; det er det fysiske fænomen, der bevirker, at den frekvens, en lyd- eller lysbølge observeres med, afhænger af bevægelsen af bølgekilden, af iagttageren eller af dem begge. Dette kan f.eks iagttages ved passage af et udrykningskøretøj. Når det nærmer sig, modtager øret flere svingninger pr. sekund, end når det fjerner sig. Man hører derfor først en høj tone, som, når køretøjet passerer, skifter til en dybere. Effekten udnyttes i radarsystemer, til måling af bilers hastigheder, til alarmsystemer samt til undersøgelse af strømforholdene i blodkar ved hjælp af ultralyd. Ultralydekkoer fra objekter i bevægelse, f.eks. blodlegemer, har en anden frekvens end den udsendte ultralyd. D’s opdagelse har endvidere meget stor betydning i astronomien, hvor den muliggør måling af et himmellegemes hastighed i synslinjens retning. Er spektrallinjerne forskudt mod rødt (lavere frekvens), fjerner himmellegemet sig, er de forskudt mod blåt, nærmer det sig. Forskydningens størrelse angiver hastigheden (f 29/11 1797)

Den første italienske nationalforsamling samlet i Torino og proklamerer det forenede italienske kongedømme og udråber Victor Emanuel 2. som konge. Det nye kongerige omfattede Parma, Piemont, Lombardiet, Modena, Romagna, Lucca, Toscana, størstedelen af kirkestaten og de to Sicilier (Sicilien og Napoli og området syd herfor). Nationalforsamlingen vedtog at lade Italien overtage Sardiniens forfatning, lovgivning og administration. Det gjaldt om at smedje, mens jernet var varmt og stille Europa over for en fuldbyrdet kendsgerning. Med den tredje uafhængighedskrig i 1866 blev også Veneto med Venezia indlemmet. Først i 1870 faldt de sidste rester af kirkestaten, og dermed blev Rom det nye Italiens hovedstad

1922 Under årets storkonflikt kom det i Randers til et alvorligt sammenstød mellem ordensmagten og arbejdere. Konfliktens hovedtema var kampen for 8 timers arbejdsdag. At arbejdsgiverne iværksatte lockouter skabte megen bitterhed blandt arbejderne og bidrog til at skærpe konflikten. I Randers var politiet blevet tilkaldt for at beskytte de "skruebrækkere", Samfundshjælpen havde sat ind på havnen. Da politiet ikke kunne klare situationen, lod politimesteren en deling dragoner hente til hjælp. De blev bombarderet med sten og kulstykker og måtte i strakt karriere med dragne sabler forcere gaden for at komme fra havnen ind på kasernen igen. Derefter blev der tilkaldt politi fra andre byer og befalingsmandselever fra Viborg, der med påsatte bejonetter patruljerede i gaderne. Stemningen i arbejderbefolkningen blev nu så ophidset, at den lokale fællesorganisation næsten enstemmigt erklærede generalstrejke. Den var effektiv fra den 21. marts. Under generalstrejken var byen nærmest i undtagelsestilstand, og det kom, i de 28 dage strejken varede, til mange voldelige konfrontationer mellem de strejkende arbejdere, strejkebrydere, politiet og de beredne dragoner

d John Bagot Glubb (Glubb Pasha), britisk officer; var udstationeret i Mellemøsten fra 1920 og blev i 1939 leder af elitestyrken Den Arabiske Legion i det britiske mandatområde Transjordanien. Han fortsatte på posten efter Jordans selvstændighed. Da kong Hussein afskedigede G i marts 1956, blev det set som udtryk for pres fra arabiske nationalister og som en trussel mod britiske interesser i området(f 16/4 1897)

Til top        18. marts

978 d myrdet Edward 2. Martyren, angelsaksisk konge i England 975-978; søn af kong Edgar og Aethelflaed. Ved faderens død var der en gruppe, der ønskede E’s bror Aethelred som efterfølger. Men E blev valgt og kronet i Kingston upon-Thames inden årets udgang. I hans regeringstid var der en reaktion mod faderens positive klosterpolitik. Mange steder blev munke fordrevet, og deres jord inddraget. Meget andet vides ikke fra E’s korte regeringstid. Han blev dræbt under et besøg hos sin bror i Corfe, Dorset og blev begravet uden ceremonier i Wareham. Et år efter blev hans lig ført til Shaftesbury; snart hævdede man, at der skete mirakler ved hans grav. I modsætning til hvad der fortælles et århundrede senere, nævner ingen samtidig kilde, at hans stedmor Aelfthryth skulle stå bag drabet på ham (f kendes ikke)

 

1455 d Fra Angelico, italiensk maler; hed egentlig Guido di Pietro di Mugello, men kendes under sit ordensnavn. På et tidspunkt mellem 1418 og 1421 aflagde han munkeløfte og indtrådte i dominikanerklostret San Domenico i Fiesole. Hans første sikre værk er en altertavle udført før 1429 til kirken San Pietro Martire i Firenze; den viser Madonna med barnet, flankeret af Johannes Døberen og ordenens stifter Dominicus. Omkr. 1440 malede han til altertavlen i San Marco-kirken i Firenze, Madonna med barnet omgivet af engle og helgener. Samtidig med kirkens altertavle udførte Fra Angelico en storstilet freskoudsmykning af munkeceller, korridorer, kapitelsal m.m. i dominikanerklostret i Firenze. Kompositionen i billederne er bygget op efter det dengang nyligt udviklede centralperspektiv. Hans "Korsfæstelsen" i kapitelsalen viser, at han mestrede fremstillingen af det nøgne legeme, samtidig med han gav udtryk for sin altfavnende kristendom. Hans formål var ikke så meget at skabe skønhed som at vække til fromhed. Billederne blev siden hyppigt kopieret af Fra Angelicos elever og efterfølgere. Hans fromme frembringelser skaffede ham mange tilbud. Han svarede alle, at de først måtte indhente tilladelse hos hans prior. Havde de den, ville han ikke svigte dem. Da Nikolaus 5. i midten af 1440’erne bad ham om at komme til Rom, forlod han sin florentinske celle og tog af sted for udsmykke pavens kapel i Vatikanet med scener fra Stefans og Laurentius liv. Sommeren 1447 tilbragte Fra Angelico i Orvieto, hvor han udsmykkede domkirkens hvælv med freskoer. 1450 blev han prior ved klostret i Fiesole. Et par år senere tog han atter til Rom, hvor han døde (f ca 1400)

 

d Ivan 4. den grusomme, russisk tsar 1533-1584, søn af Vasilij III, storfyrste af Moskva og Helena Glinskaya; da han 17 år gammel fik magten i landet, tillagde han sig titlen tsar; 1561 bekræftede patriarken i Konstantinopel den ny titel, og fra da af betragtede Ivan sig som de østromerske/byzantinske kejseres retmæssige arving. Han indledte sin regeringsperiode med at skaffe sig afløb for sit had til det jordejende aristokrati, bojarerne; de blev forfulgt "med vild og utæmmet dyrisk grusomhed". Fra omkr. 1550 førte han krig med Polen og havde længe fremgang i krigen; da polakkerne i 1578 sluttede forbund med Sverige, vandt de det tabte tilbage, og da der blev sluttet fred i 1582, beholdt russerne kun en lille del af det østlige Estland. I indlemmede khanaterne Kazan og Astrakhan (1552 og 1557), og i hans regeringstid begyndte erobringen af Sibirien. Erobringen af Kazan i oktober 1552 blev betragtet som en stor sejr. For første gang var det lykkedes russerne at erobre et tartarkhanat - et rige, der repræsenterede de fjender, som i mere end 200 år havde hersket over deres land. Det var derfor med god grund, at man besluttede at rejse et værdigt mindesmærke for denne skelsættende begivenhed. Mindesmærket blev Vasilij-Blazjennyj-katedralen, som den dag i dag rejser sig for enden af Den røde Plads i Moskva. Erobringen af khanatet i Astrakhan to år senere betød, at Volga floden i hele sin længde - 3.685 km - nu var en russisk flod. Omkr. 1560 begyndte den periode i Ivan 4.s liv, der har givet ham hans tilnavn. Hans grusomhed udartede nu til et rent forfølgelsesvanvid. Men ved sin død efterlod han et rige, der var mere centraliseret både økonomisk og kulturelt, end det havde været før. Han havde skabt en stærk landejende klasse, der var trofaste over for tsaren, fordi det var ham, der havde skaffet dem rigdom, magt og indflydelse (f 25/8 1530)

 

1609 f Frederik 3. konge 1648-1670; søn af Christian 4. og Anna Cathrine af Brandenburg; efter sin ældre brors - den udvalgte prins (Christian) - død i juni 1647, var Frederik den nærmeste til at arve tronen. Da faderen døde i febr. 1648, kunne Frederik ikke umiddelbart blive konge. Først efter at have underskrevet en håndfæstning kunne han krones den 23. november 1648. Samme år blev han hyldet i Norge. Efter at have styrtet "svogerpartiet", Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, forbedrede Frederik skridt for skridt sine positioner uden dog at bryde håndfæstningen. Han fik anbragt sine betroede mænd på de rigtige poster. I 1657 mente han, det var tiden at få revanche for freden i Brømsebro og indledte krig med Sverige. Den endte ulykkeligt med freden i Roskilde; Karl X Gustavs fornyede angreb blev afslået ved Københavns forsvar, som F tappert deltog i, beredt til at "dø i sin rede". Freden i København 1660 bekræftede dog tabet af Bohuslen og de skånske landskaber. Danmark var udmarvet, og de lavere stænder så hen til Frederik som befrier for adelens magt. Ved stænder-mødet i København efteråret 1660 tvang borgerskab og gejstlighed igennem, at Danmark blev et arverige, og at Frederik blev løst fra håndfæstningen. Januar 1661 udstedte Frederik enevoldsarveregeringsakten, hvorved enevælden blev indført i Danmark og Norge. Frederiks interesseområde var betydeligt. Han var velbevandret i teologi og statsret. Hertil føjedes naturvidenskab, hvortil også alkymi blev regnet. På Københavns slot indrettedes en række værelser til at rumme Frederiks stadig voksende samling af kunstgenstande, instrumenter og kuriositeter. Andre værelser rummede kongens samling af bøger og håndskrifter. 1. oktober 1643 blev Frederik gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Af deres børn nåede to sønner voksen alder, Christian (V) og prins Jørgen, der 1683 ægtede Anne af York, senere dronning af England. Også de fire døtre, der nåede voksen alder, blev politisk og standsmæssigt tilfredsstillende gift; således blev Ulrikke Eleonora 1680 gift med Karl XI af Sverige. Da havde Frederik hvilet 10 år i sin grav. En lungebetændelse gjorde i februar 1670 ende på hans liv (d 9/2 1670)

 

d Robert Walpole, 1st Earl of Orford, britisk statsmand; medlem af Underhuset 1701; han beklædte derefter forskellige ministerposter, inden han 1721 blev premierminister; på denne post dominerede han til sin afgang i 1742 britisk politik. Han havde gode relationer til hoffet, han forstod at udnytte udnævnelser og bestikkelse til at kontrollere parlamentet. Han førte en ydre- og indrepolitik, der havde støtte fra et flertal af vælgerne. I udenrigspolitikken undgik han længe enhver militær indblanding på det europæiske fastland. På det økonomiske område stimulerede han udenrigshandelen, formindskede statsgælden og sænkede skatterne. I løbet af 1730'erne blev han udsat for stadig større kritik af sin fredsbaserede udenrigspolitik, som hævdedes at negligere vigtige britiske handelsinteresser. W bøjede sig for kritikken, og 1739 erklærede Storbritannien Spanien krig; kort efter blev landet involveret i Den østrigske Arvefølgekrig. Da det i 1742 stod W klart, at hans politik ikke havde et flertal i parlamentet bag sig, gik han af (f 26/8 1676)

 

d Anne-Robert-Jacques Turgot, fransk økonom, administrator under Ludvig XV og finansminister (1774-76) under Ludvig XVI; hans forsøg på økonomiske reformer blev blokeret af de privilegerede klasser. Da T i 1751stod over for at skulle ordineres som præst, erklærede han, at han ikke for resten af livet ville leve på et falsk grundlag, og at han faktisk var deist. Et par år senere begyndte T en karriere i statens tjeneste, samtidig indledte han et forfatterskab. Påvirket af fysiokratismen udgav han i 1766 sit mest kendte værk "Réflexions sur la formation et la distribution des richesses", hvortil kom blandt andre skelsættende værker "Lettres sur la liberté du commerce des grains" (1770). Skelsættennde fordi T i sine værkeer brød med enevældens snærende bånd inden for det økonomiske liv og talte for frihandel. I august 1774 udnævnte Ludvig XVI T til finansminister. Straks gik han i gang med en hårdhændet nedskæring af statsudgifterne. Både hæren, flåden og hoffet blev ramt af hans sparekniv, og selv gav han afkald på mere end halvdelen af de indtægter, hans forgænger i stillingen havde haft. Forpagterne af de indirekte skatter måtte indbetale langt større beløb end før. Fysiokraternes krav om fri kornhandel blev gennemført inden for Frankrigs grænser, og også korneksporten blev frigivet. T’s reformer faldt hofadelen skatteforpagterne for brystet, og samtidig førte dårlige høstår til dyrtid og dermed uro i underklassen. For at bremse den sociale uro tvang T i 1776 parlamentet til at indregistrere seks radikale reformlove, som bl.a. ophævede laugstvangen og erstattede bøndernes pligtarbejde på vejanlæggene med en pengeafgift, som skulle betales af alle. Adelen og gejstligheden, som imødeså et angreb på alle deres økonomiske særrettigheder, optrådte stadig mere fjendtlig mod finansministeren, og også hans religiøse tolerance frastødte gejstligheden. Heller ikke i radikale kredse fik T ubetinget støtte, fordi han ud fra økonomiske hensyn ville holde Frankrig ude af Den Nordamerikanske Frihedskrig, som brød ud i 1776. 12. maj 1776 gav kongen efter for presset fra T’s mange modstandere og afskedigede ham. Som et uhyggeligt varsel om kongens skæbne lød ministerens ord til ham i et brev kort før afskeden:"Glem aldrig, herre, at det var svaghed, som lagde Karl I’s hoved på blokken". Resten af livet levede T tilbagetrukket (f 10/5 1727

 

1837 f Stephen Grower Cleveland, USA's præsident 1885-1889 og 1893-1897; var fra 1859 advokat i Buffalo og indtog efterhånden en fremtrædende position i den lokale afdeling af det demokratiske parti. Fra 1881 var han byens borgmester; på denne post viste han så store evner, at han i 1883 blev guvernør i staten New York og i 1884 valgt til USA’s præsident med et snævert flertal (4.874.986 stemmer over for republikaneren James G. Blaine’s 4.851.981 stemmer). Som præsident styrede han upartisk, han forbedrede administrationen og søgte at standse partikorruptionen. Cleveland prøvede at få nedsat de høje toldsatser, men tabte præsidentvalget 1888 til den protektionistiske republikaner Benjamin Harrison. I 1892 blev Cleveland atter demokraternes præsident-kandidat og besejrede Harrison med 5,556,918 stemmer over for dennes 5,176,108 (Cleveland fik 277 valgmænd Harrison 145). Cleveland fortsatte sit arbejde med at forbedre administrationen, og han forøgede antallet af de embeder under unionsregeringen, som skulle unddrages de politiske partiers efterstræbelser. I 1894 indsatte han forbundstropper mod strejkende jernbanearbejdere med den begrundelse, at postbesørgelsen skulle sikres (d 24/6 1908)

 

1842 f Stéphane Mallarme, fransk digter; trods en beskeden produktion, bl.a. på grund af arbejde som gymnasielærer (1863-93) var M en central skikkelse i symbolismen. I løbet af 1860’erne nærmede han sin egen poesiopfattelse gennem arbejdet med det meget personlige og særprægede digt "Scène d’Hérodiade" om skønheden og døden (1871) og hyrdedigtet "L'Apres-Midi d'un Faune" (1876), som senere inspirerede komponisten Debussy til en trilogi, hvoraf kun "Prélude à l’après-midi d’un faune" (1892-94) blev skrevet. Digtsamlingen "Poésies" (1887, posthumt udgave 1899) rummer sonetter og andre digte. Hans poesi brød med den traditionelle syntaks, de virker ofte flertydige, ofte synes det som om, digteren ikke ønsker at formidle nogen klar "mening", men vil skabe en ny helhed af billeder, rytmer og klange, som ikke har noget med "virkeligheden" at gøre. M gav udtryk for, at digteren skal være et medium som formidler mødet med en dybere realitet. Men om digtene er det også blevet sagt, at det er muligt, han ønskede at give læserne en anelse om "det store intet", som befinder sig bag fænomenerne. Hans ideal var en poesi for de udvalgte; dens væsen var skønhed og mystik og fremfor udtrykkets klarhed foretrak han derfor symboler og analogier anvendt med en stedse mere raffineret til tider kunstlet teknik. Foruden sine digte skrev han en del essays og artikler, hovedsagelig om litterære og æstetiske spørgsmål. Desuden udførte han prosaoversættelser af Edgar Allan Poe og udgav i 1878 en lærebog i engelsk, "Les Mots anglais" (d 9/9 1898)

 

1848 Slesvig-Holstenerne kræver Slesvigs løsrivelse fra Danmark. På et møde i Rendsborg vedtager de deputerede fra stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten at sende en delegation til de to områders hertug, kong Frederik 7. i København med et fempunktsprogram, der som det vigtigste indeholdt kravet om en forfatning for den selvstændige stat Slesvig-Holsten, Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund og eget militær, baseret på en folkevæbning under selvvalgte officerer samt fuldstændig presse- og forsamlingsfrihed. Bag kravene lå de dønninger fra Februaropstanden i Paris, der hurtigt havde forplantet sig gennem Europa; i de første dage af marts rejste sig i Tyskland en bevægelse for skabelsen af et tysk rige med en fri forfatning. Det var foreningen af disse demokratiske og nationale ønsker, der alle vegne gav februar- og martsbevægelsen sit præg. Det samme gjorde sig nu gældende i Holsten. Med mødet i Rendsborg var det slesvigholstenske program åbent knyttet til de tyske enhedsbestræbelser, som således gjorde krav på hele Sønderjylland; dermed var også hele det danske monarki draget med ind i den tyske revolution. Den slesvig-holstenske delegation afsejlede den 21. marts fra Kiel til København

 

f Rudolf Diesel, tysk ingeniør, dieselmotorens opfinder; uddannet ved den tekniske Højskole i München; ved siden af sit arbejde som ingeniør, arbejdede han med en ide fra studietiden, gående ud på at konstruere en varmluftmaskine, som ville have mulighed for at arbejde med langt større økonomi end en dampmaskine. Udgav 1893 en afhandling "Theori und Konstruktion eines rationellen Wärmemotors". I 1897 lykkedes det ham at skabe en brugbar maskine, som i de følgende år udvikledes til den praktisk anvendelige dieselmotor (d 29/9 1913)

 

1869 f Neville Chamberlain, britisk konservativ politiker; uddannet som forretningsmand og gik 1897 ind i lokalpolitik. Han blev 1915 borgmester i hjembyen Birmingham. 1918 valgtes han til Underhuset, som han forblev medlem af til sin død. Indtil han i maj 1937 blev premierminister, beklædte han forskellige ministerposter. Som premierminister var det hans udenrigspolitiske mål at søge en ordning med Tyskland og Italien gennem direkte forhand-linger, og således prøve at forene det britiske imperiums interesser med Tysklands og Italiens ekspansionsplaner. Da den tjekkoslovakiske krise opstod i 1938 ved Hitlers krav på det tjekkoslovakiske Sudeterland, blev Chamberlains holdning afgørende for udfaldet. Med erfaringerne fra blodbadet i Første Verdenskrig ville han for næsten enhver pris undgå en krig, og det var hans opfattelse, at Storbritannien ikke kunne gå i krig for et lille fjerntliggende lands skyld. Efter Münchenmødet i september 1938, hvor Storbritannien og Frankrig overlod Tyskland Sudeterland, blev Chamberlain hyldet som en fredens redningsmand, som nogen statsmand sjældent er blevet det. Men samtidig mødte hans politik en kritik, der betegnede den som svaghed oog en ydmygelse for England. Til trods for kritikken og til trods for at aftalen ikke førte til afspænding, fastholdt Chamberlain den til den tyske invasion i Tjekkoslovakiet i marts 1939. Den førte til en ændring i britisk udenrigspolitik, og Chamberlain søgte nu gennem alliancer og garantier for de lande, der var truet af Tyskland, at skabe en freds-front. Hans politik led endeligt nederlag i september 1939, da han måtte erklære Tyskland krig efter tyskernes angreb på Polen. Efter det fejlslagne britisk-franske forsøg på at komme Norge til undsætning i foråret 1940 gik han af som premierminister (d 9/11 1940)

 

1884 f Oluf Høst, maler; efter konfirmationen stod han til søs et par år. Hjemkommet til Svaneke kom han i malerlære. Besøgte derefter private malerskoler, idet hans ophold på Kunstakademiet kun varede et par måneder i efteråret 1909. Han debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1909. På Charlottenborgs forårsudstilling udstillede han 1911-15; han blev medlem af Den frie Udstilling 1922 og udstillede der til 1953. Derudover deltog i en række udstillinger i ind- og udland. Af afgørende betydning for hans kunstneriske udvikling var et langt ophold sammen med Karl Isakson i Gudhjem og på Christiansø 1921. På foranledning af Isakson rejste H samme år til Köln og Berlin for at besøge to store udstillinger af Paul Cezannes og Van Goghs værker. Disse to kunstnere kom til at danne grundlag for hans modnere arbejder. Ligesom han modtog stærke impulser fra Isakson, bragte det nære venskab med Edvard Weie ham nærmere hans ønske om at give udtryk for sin betagelse af naturen. Sine motiver fandt han på Gudhjemegnen, hvor han fra 1929 boede året rundt. Det var karakteristisk for H, at han vedholdende arbejdede med de samme motivgrupper. Omkr. 1930 begyndte han at male en række kompositioner med badende kvinder set mod Bornholms farverige klipper. Men ganske særligt har skumringsstemningerne omkring en stråtækt bondegård, der ligger på højsletten oven for Gudhjem, opfyldt ham. I talrige, indbyrdes fint varierede tonaliteter har han malet den samme længe med por- ten set inde fra gården mod aftenhimlen, ofte med sneens tyste lag over stråtaget og jorden. Således "Efter solnedgang. Frost" (1941) (d 14/5 1966)

 

1901 f Galeazzo Ciano, italiensk udenrigsminister 1936-1943; han blev fascist som ganske ung. Fra 1925 arbejdede han som diplomat og blev 1930 gift med Mussolinis datter, Edna. I 1934 blev han viceminister og året efter propagandaminister. I 1936 udnævntes C til udenrigsminister og fik dermed en ledende rolle i Italiens imperialistiske politik i Middelhavsområdet. Han støttede oprindelig Mussolinis politik, men Tysklands interesser på Balkan og i Centraleuropa vakte hans bekymring. Efter krigsudbruddet i 1939 søgte han så længe som muligt at holde Italien ude af krigen. Da Aksemagterne i 1942 led flere nederlag på Balkan og i Nordafrika, tilsluttede C sig den gruppe i fascistpartiet, der ønskede en separatfred med de allierede. Han blev derefter fjernet som udenrigsminister i febr. 1943; i juli samme år medvirkede han til Mussolinis afsættelse og arrestation. Efter tyskernes befrielse af Mussolini og genoprettelse af det fascistiske styre i Norditalien blev C arresteret, dødsdømt for landsforræderi og henrettet (d henrettet 11/1 1944)

 

Underskrivelse af Évianaftalen og dermed formel afslutning på Den Algeriske Frihedskrig. Underskrivelsen fandt sted i den franske kurby Évian ved Genèvesøen efter forhandlinger siden maj 1961 mellem repræsentanter fra den provisoriske algeriske regering og den franske regering. I 1960 havde den algeriske Nationale Befrielsesfront (FNL) tilkendegivet, at den kun ville stille sig tilfreds med fuldstændig selvstændighed for Algeriet, skønt den franske præsident, de Gaulle stillede en rundhåndet økonomisk bistand i udsigt til et selvstyrende Algeriet i forbund med Frankrig. Aftalen i Évian opfyldte FNL’s krav og indebar Frankrigs accept af et frit og uafhængigt Algeriet. Den provisoriske regering og FNL garanterede for franske interesser i landet og for fortsat økonomisk samarbejde. Også europæerne i Algeriet fik garantier, som dog hurtigt blev værdiløse pga. fortsatte uroligheder. Så de foretrak næsten alle sammen at udvandre til Frankrig. I løbet af få måneder strømmede over en halv million flygtninge over Middelhavet. Évianaftalen godkendtes ved folkeafstemninger i de to lande i foråret og sommeren 1962

 

1978 d Willy Falck Hansen, cykelrytter; iført spejderuniform vandt han i 1922 det af dagbladet Politiken arrangerede De unges Cykelløb. Dette gav ham for altid tilnavnet "Spejderen". Året efter fik han en overbevisende debut som banerytter ved ikke alene at vinde Ordrupbanens begynderløb, men også DM på 1 mile og 1 km samt NM på 1 km. Bortset fra en sølvmedalje ved OL i 1924 forhindrede sygdom ham i deltagelse gennem de flg. to sæsoner. Men herefter gik det slag i slag. Ved OL i 1928 i Amsterdam vandt han guld i 1000 m på tid. Ved deltagelse i løb hjemme og ude opnåede han desuden sejre i sprint, tandem og motorpace. I 1928 blev han professionel og boede frem til 1939 i Paris. Dette mindskede dog ikke hans deltagelse i dansk-arrangerede løb, hvad ikke mindst vinterbanen i Forum kunne profitere af. Med sejre ved VM i sprint 1931 og Ordrupbanens Grand Prix 1931 og 1933 var "Spejderen" blevet et tilløbsstykke. Op gennem 30'erne forblev han national topfigur, omkring hvilken vinterbanen baserede sine par- og seksdagesløb. Efter at have forladt de aktives rækker medvirkede han til vinterbanens åbning efter krigen, og som sportslig leder stod han for arrangementer af utallige par- og seksdagesløb i 1950'erne (f 4/4 1906)

 

 

Til top        19. marts

721 f.Kr. Den tidligst registrerede solformørkelse ses over Babylon. Det er samtidig den ældste registrerede dato i menneskehedens historie

 

1286 d Alexander 3., konge af Skotland 1249-1286; hans var den sidste konge i det dynasti, der nedstammede fra Malcolm 3. Canmore (konge 1058-93), og som konsoliderede den skotske kongemagt. A efterlod sig sit kongedømme uafhængigt, fredeligt og rigt. I årene efter A’s død blev hans regeringstid i stigende grad opfattet som en gylden periode af de mange skotter, der nu nvar indviklet i den lange og blodige konflikt med England. Som eneste søn af Alexander 2. (konge 1214-1249) var A kun 7 år, da han kom på tronen. I 1251 blev han gift med Margrete, den engelske kong Henrik 3.’s 11-årige datter. Henrik begyndte straks at spinde rænker for at sætte sig i besiddelse af Skotland. I 1255 bemægtigede en proengelsk gruppe sig A’s person; men to år senere fik det antiengelske parti atter kontrol over magten; denne gruppe bevarede magten, til A blev myndig (1262). I 1263 afviste A en invasion ledet af den norske kong Haakon 4., som besad øerne ved Skotlands vestkyst. I 1266 overlod Haakons søn, Magnus 5. Lagabøter, Hebriderne og Isle of Man til A. A døde som følge af et rideuheld. Da alle A’s børn var døde, arvede hans mindreårige barnebarn Margrete "the Maid of Norway" den skotske trone (f 4/9 1241)

 

1314 d Jacques de Molay, tempelriddernes sidste stormester; han blev optaget i tempelriddernes orden i 1265 og blev ordenens stormester i 1298. I 1306 eller 1307 blev han kaldt til Avignon i Frankrig af pave Clemens V for dels at drøfte mulighederne for et korstog dels for at forhandle om en sammenslutning af tempelherrerne med johanitterordenen. M afviste enhver tale om sammenslutning af de to ridderordner; samtidig bad han paven undersøge de anklager, der var rejst mod hans orden. Dennes stærke magtstilling og store rigdomme, der gjorde den til "en stat i staten og en kirke i kirken", havde skabt en voldsom modvilje mod tempelherrerne, og fra mange sider blev der drevet en voldsom propaganda mod dem; bl.a. blev de anklaget for gudsfornægtelse. Forgæves havde den franske konge Filip den Smukke i slutningen af 1280’erne forsøgt at knække ordenen. Den 13. oktober 1307 slog Filip til igen. Alle tempelriddere – også de Molay – i Frankrig blev arresteret og underkastet forhør. De M indrømmede, at han ved optagelsen i ordenen havde fornægtet Kristus. Senere trak han og andre riddere dog deres tilståelser tilbage og hævdede, tilståelserne var blevet aftvunget dem under tortur. I november 1309 og i marts 1310 appellerede de M til paven om at gribe ind til fordel for ordenen. Men Clemens V var nu på linje med Filip den Smukke om at knuse ordenen. I marts 1314 dømte en domstol bestående af tre kardinaler de M og andre fremtrædende tempelherrer til livsvarig indespærring. Da de dømte hørte dommen, trak de atter deres tilståelser tilbage. Samme dag blev de anklagede brændt som kættere. Filip den Smukke kunne inddrage tempelriddernes rigdomme under kronen (f 1243)

 

1519 f Henrik 2. fransk konge 1547-1559, søn af Frans 1. og dronning Claude; som tronfølger var hans forhold til faderen dårligt på gr. af rivaliseringen mellem de tos maitresser, Diane de Poitiers og Anne de Pisseleu. Efter H’s giftermål i oktober 1533 med Katharina af Medici fortsatte hans forhold til Diane de Poitiers. I H’s regeringstid fik kalvinismen stor udbredelse i Frankrig, til trods for eller måske netop fordi H forfulgte dens tilhængere med hårde midler. Kalvin regnede selv med, at der i 1558 var henved 300.000 kalvinister (huguenotter) i Frankrig. På det udenrigspolitiske område fortsatte H sin fars krigsførelse mod den tysk-romerske kejser Karl 5. Ved underskrivelsen af traktaten i Chambord januar 1552 lovede H de tyske protestantiske fyrster støtte i deres kamp mod kejseren; til gengæld overlod de H bispedømmerne Metz, Toul og Verdun. Da England allierede sig med Spanien (og dermed med Karl 5.’s efterfølger Filip 2.) vandt Frankrig Calais fra englænderne (1558). Ved freden i Cateau-Cambrésis, 1559, beholdt Frankrig disse landvindinger. Freden med Spanien skulle besegles med ægteskab mellem kong Filip og H’s datter Elizabeth. I en turnering under bryllupsfestlighederne blev H såret og døde kort efter. Tre af hans sønner blev alle konger af Frankrig, Frans 2., Karl 9. og Henrik 3. Alle døde de uden arvinger (d 10/7 1559)

 

1593 f Georges de la Tour, fransk maler; var i sin samtid en meget kendt maler, men var glemt til slutningen af 1800-tallet og har først fået sin plads i kunsthistorien i 1900-tallet; han bliver nu betegnet som en af 1600-tallets mest originale kunstnere. L modtog tidligt impulser fra Caravaggios realisme og dyrkede særlig clair-obscurmaleriet med stor sans for den plastiske modellering. T’s clair-obscur kommer først og fremmest frem i hans poetiske nattescener oplyst af stearinlys, og ofte gengivende bevægende religiøse motiver. Kun få malerier kan i dag med sikkerhed tilskrives ham, og kun to kan med sikkerhed dateres (til 1645 og 1660). Han malede især religiøse motiver som "Den hellige Hieronymus" (Nationalmuseet, Stockholm), "Kristi fødsel" (Louvre), men også billeder som "Falskspilleren" og "Fangen" menes at være malet af la Tour. Han var længe ansat hos hertugen af Lorraine, men blev 1646 hofmaler hos Ludvig XIII (d 30/1 1652)

 

 

1661 døbt Thomas Quellinus, billedhugger; Q blev udlært i faderens værksted i Antwerpen og kom juni 1689 til København for at lede opstillingen af sin fars store marmorgravmæle i Trinitatis kirke over feltherren Hans Schack. Opstillingen af Schacks momument gav andre lyst til at mindes i eftertiden på lignende måde. Mange bestillinger fulgte, så Q voksede fast i København, som han først forlod 1707. 1697 købte han en gård i Norgesgade (nuværende Bredgade), 1701 var han medunderskriver til kongen om at få oprettet "eine regulierte Societet" til kunstens fremme, altså de første spor af et kunstakademi. I tiåret 1695-1705 udfoldede Q en livlig virksomhed og udførte en lang række mindre og større gravmæler; blandt de sidstnævnte er Jørgen Skeels i Auning kirke, Marcus Gøyes i Herlufsholm, det Marselis-Rodsteenske i Århus domkirke. Hans gravmælers form og stil er ret ensartet: den belgiske, af Rubens stærkt påvirkede form af den Berniniske barok. Q beherskede denne stil helt i mindste detalje, men tilførte den ikke nye træk. Han havde modtaget den fuld færdig fra sin far (d 1709 eller 1710)

 

1687 d Robert Cavelier, sieur de la Salle, fransk opdagelsesrejsende i Nordamerika; fik sin uddannelse ved en jesuitskole og virkede en periode som lærer. Hans vanskelighed ved at bøje sig for ordenens disciplin gjorde, at han 1667 blev frigjort fra sin tilknytning til jesuitterne. Samme år rejste han til Canada og begyndte sin karriere her som pelshandler. I 1678 fik la Salle af den franske konge tilladelse til at foretage en ekspedition ad Mississippi-floden til dens munding. Han fik bygget både på Ontario og Erie søen, han nåede flodens munding, og den 9. april 1682 erklærede han området langs Mississippi for fransk og gav det navnet Louisiana. la Salle vendte tilbage til Frankrig, og her fik han til opgave at anlægge en koloni ved Mississippis munding. Han vendte tilbage til Nordamerika, og tidligt i 1685 nåede man til det, der i dag er Matagorda Bay i Texas. Trods skipperens protester hævdede la Salle, det var Mississippis munding. Mange forsyninger gik tabt ved landingen, mange blev dræbt af indianere, og mange døde af sygdomme. Da la Salles forsøg på at lokalisere Mississippi slog fejl, besluttede han sammen med 20 kolonister at nå til Canada over land. Under turen opstod der strid i gruppen. Det kom til kamp, og under disse blev la Salle dræbt (f 22/11 1643)

 

1702 d Vilhelm 3. engelsk konge 1689-1702, søn af Vilhelm II af Oranien og Henrietta Maria Stuart, en datter af Karl 1. af England; ved Ludvig 14.’s angreb på Holland i 1672 blev landets faktiske leder købmandsaristokratiets førstemand Johan de Witt myrdet. Nu blev V statholder og sjælen i forsvarskampen. Han var ikke nogen fremragende feltherre, men han ejede gode statsmandsevner. Således var det hans diplomatiske dygtighed, der skabte og sammenholdt de store koalitioner mod Frankrig. I 1677 blev han gift med sin kusine Marie, datter af den senere kong Jacob 2. af England. Hun var arving til England og Skotland. Februar 1689 blev V valgt til konge af England. Efteråret 1688 var Jacob 2. flygtet fra England. Parlamentet i London fastslog, at Jacob ved at flygte havde frakendt sig sin kongemagt, og at tronen var ledig. Ved Declarations of Rights fastsloges folkets ret over for regenten, og V og Maria blev erklæret for konge og dronning af England. Som engelsk konge forstod V at respektere parlamentets magt. Hans lidenskab var og blev udenrigspolitikken; ved "forsigtig konduite", som han sagde, fik han kampen mod Frankrig gjort til hele det engelske folks sag. Store og gennemgribende var både de reformer, der skete, og det ny, der skabtes, mens V var konge. Alle protestanter fik fri religionsudøvelse i 1689, Englands Bank grundlagdes 1694, 1695 indførtes trykkefrihed, og møntvæsenet ordnedes 1696. V’s tronbestigelse satte et vigtigt skel i Englands politiske udvikling: ved at vælge ham, en fremmed fyrste til konge, fastslog parlamentet sin suverænitet, og begyndelsen til den parlamentariske regeringsform blev gjort i V’s tid (f 14/11 1650)

 

d Matthias Moth, oversekretær og leksikograf; blev 1666 baccalaureus i medicin og studerede derefter nogle år i udlandet. Da hans søster 1671 blev Chr. 5.’s maitresse, åbnede der sig en anden løbebane end lægens for ham. Han blev ansat i statsstyret, og 1688 blev han oversekretær for de norske sager i danske kancelli og i 1690 også for de danske sager; han var dermed faktisk landets indenrigs- og forsvarsminister. Hertil kom medlemskab af en lang række kommissioner. 1694 blev han en af direktørerne for Københavns vandvæsen, 1696 medlem af inspektionen med byens brand- og belysningsvæsen, 1697 medstifter af Børnehuset; 1688-99 var han med i ledelsen af det danske postvæsen. M er en af de største samlere af "ben", der har levet i Danmark. Hans arbejdsevne må have været enorm; thi foruden sit arbejde i statens tjeneste var han noget af en "litterat". Han oversatte Ovids metamorfoser til danske aleksandrinere; det lykkedes ham dog ikke at få dem udgivet. Hans livs hovedbedrift blev hans danske ordbog; et arbejde han planlagde allerede 1680. Han fik landets præster til at indsende ord og talemåder til brug ved ordbogen. Materialet har siden været en vigtig kilde for senere ordbogsforfattere og giver et usædvanligt billede af det talte sprog på en tid, hvorfra man ellers næsten kun kender litterært dansk (f 27/3 1649)

 

f David Livingstone, skotsk læge, missionær og opdagelsesrejsende; han kom til verden i et småkårshjem; ti år gammel begyndte han at arbejde på en bomuldsfabrik. Her blev han i 13 år. Men i sin fritid læste han meget på egen hånd, studerede endog teologi og medicin på universitet i Galsgow – om vinteren, når fabrikken en tid var lukket. 1836 meldte han sig til tjeneste hos London Missionary Society, som bekostede hans afsluttende medicinske uddannelse. Efter at have taget lægeeksamen sendte selskabet ham i 1840 til Sydafrika. Her virkede han først i Bechuanaland. Han blev hurtigt klar over, at kendskab til folk, land og sprog var nødvendig, hvis han skulle gøre gavn. Så allerede nu begyndte han de undersøgelser, som skulle gøre ham berømt. I 1849-51 foretog han sin første rejse. På den opdagede han Ngamisøen (1849) og Zambesifloden (1851). I årene 1853-56 foretog han sin anden rejse. Den gik langs Zambesi øvre løb og videre til Angola, så tilbage og langs floden til dens udløb ved Quelimane i Mozambique. Hertil nåede han efter fire års forløb som den første europæer, der havde krydset Afrika fra hav til hav. For denne rejse modtog han det geografiske selskabs guldmedalje og blev æresdoktor i Glasgow og Oxford. Under besøget i England gik Livingstone i den britiske regerings tjeneste som leder af en ekspedition til Syd- og Centralafrika. På denne sin tredje rejse (1858-64) opdagede Livingstone bl.a. Nyasasøen. På sin fjerde og sidste rejse nåede han frem til Nyangwe ved Lualaba (Congo) og til Tanganyika-søen. I et par år hørte man i Europa intet til Livingstone, og rygterne berettede om hans død. Et amerikansk blad sendte Stanley ud for at finde ham, og i november 1871 mødtes de to mænd i Ujiji ved bredden af Lake Tanganyika. Halvandet år senere døde Livingstone. Han døde i Ilala, på sydsiden af Bangweolosøen. Hans afrikanske ledsagere begravede hans hjerte på stedet. Man bar hans lig til kysten, en strækning på 1800 km. Herfra blev det ført til England og bisat i Westminster Abbey (d 1/5 1873)

 

1821 f Sir Richard Francis Burton, britisk opdagelsesrejsende, officer og forfatter; efter sin uddannelse i Frankrig, Italien og Oxford gjorde han i syv år tjeneste ved hæren i Indien, hvor han ivrigt indsamlede og rapporterede om etnografika. 1853 besøgte han forklædt som muslimsk pilgrim som en af de første europæere Mekka. Omkr 1854 begyndte han sine rejser i Østafrika for at finde Nilens kilder og nåede 1858 Tanganyikasøen. Om sine rejser i Afrika har han bl.a. udgivet "The Lake Regions of Central Africa" (1860) og "Zanzibar, City, Island and Coast" (1872). B var en enestående sprogbegavelse; det blev påstået, at da han døde, talte og skrev han ikke mindre end niogtyve sprog. En overgang boede han sammen med tredive aber for at studere deres lyde, og det lykkedes ham at udgive en lille "abeordbog". I 1880'erne vakte B forargelse og fik ry for at være en intellektuel vellystning ved sine teksttro og derfor dristige oversættelser af "Kamasutra" (1883) og "1001 nats eventyr" (1885-88) (d 20/10 1890)

 

f C.F. Tietgen, bankdirektør; han var i købmandslære i fødebyen Odense og derefter i årene 1849-55 ansat i et handelsfirma i Manchester. Efter hjemkomsten blev han grosserer i København og to år senere (1857) direktør i den nyoprettede "Privatbanken". Den blev opretter af en gruppe københavnske grosserere som den første landsdækkende bank efter Nationalbanken. Størst betydning fik Tietgen ved de mange industri- og transportvirksomheder, han var med til at oprette eller støtte. Ofte skete det ved sammenslutning af flere mindre foretagender til store konkurrencedygtige aktieselskaber. Blandt disse selskaber er "Det Forenede Dampskibsselskab" (1866) og "De Danske Sukkerfabrikker" (1872). Ved 1880’ernes begyndelse stod Tietgen som "handelskongen" og fra 1885 tillige som formand for Grosserersocietetets komité. I årtiet fortsatte han sine grundlæggelser og sine koncentrationer. Han oprettede et dampskibsselskab, specielt med henblik på udvandringen, han anlagde sporveje og oprettede Fakse Kalkbrud, ligesom han var virksom ved jernbaneanlæg og ved etablering af landets første telefonselskab ("Kjøbenhavns Telefonaktieselskab", 1882). Han var også den, der samlede mere end 200 små brændevinsbrænderier i "De danske Spritfabrikker" (1881) og et stort antal københavnske bryggerier til "De Forenede Bryggerier" (1891), hvortil Tuborg senere sluttede sig. Efter 1890 begyndte hans kræfter at svinde; i 1894 blev han syg, og i løbet af et par år måtte han helt opgive at virke i forretningslivet. Tietgen, der var stærkt kirkeligt interesseret (grundtvigianer), købte i 1874 Marmorkirkens ruin, lod kirken opføre og indvie i 1894 (d 19/10 1901)

 

f Alfred von Tierpitz, tysk admiral og hovedarkitekten bag opbygningen af den tyske flåde i de 17 år umiddelbart før udbruddet af Første Verdenskrig. I 1865 indtrådte han i den preussiske flåde og blev flådeofficer i 1869. I 1880’erne var han den tyske flådes torpedospecialist. Efter fra 1892 at have gjort tjeneste som stabschef i flådens overkommando blev han i 1896 sendt til Det fjerne Østen for at tiltræde som chef for Tysklands fjernøstlige krydserdivision. Da Tyskland på denne tid begyndte at opbygge en stormagtsflåde, blev von Tierpitz af kejser Wilhelm udset til marineminister. En post han beklædte de næste 19 år. Det var i denne egenskab han blev den tyske "Hochseeflottes" skaber. I april 1898 vedtoges den første flådelov. Iflg. den skulle der til aktiv brug i 1904 bygges 1 flagskib, 16 slagskibe, 8 pansrede kystbevogtningsskibe og 9 større og 26 mindre krydsere. En sådan flådestyrke mentes stor nok til begrænsede offensiver i en krig med Frankrig og Rusland. Senere fremsattes andre flådelove. Ved flådeloven af 1912 skulle den tyske flåde i 1920 bestå af 1 flagskib, 40 slag-skibe og 20 mindre og 40 større krydsere. Von Tierpitz var en stor propagandist, og gennem organisationen "Flottenverein" fra 1898 fik han såvel i rigsdagen som i befolkningen skabt forståelse for, at Tyskland måtte have en stor orlogsflåde. Første Verdenskrig blev en skuffelse for von Tierpitz. Den store flådestyrke, han havde skabt, lå uvirksom krigen igennem. Hans foresatte turde ikke sætte den ind mod den britiske flåde. Da han så 1915 ville iværksætte uindskrænket ubådskrig mod den britiske handelsflåde, satte regeringen sig også mod dette (først besluttet 1917), og von Tierpitz afgav sin afskedsbegæring som marineminister. Han var medlem af Rigsdagen 1924-28 repræsenterende Deutschnationale Volkspartei. I 1925 var han aktiv i bestræbel-serne for at få den tøvende feltmarskal Hindenburg til at stille op ved præsidentvalget (d 6/3 1930)

 

f Betty Nansen, skuespiller, sceneinstruktør og teaterleder; hun debuterede på Casino i 1893 og fik sit kunst-neriske gennembrud med Kameliadamen, som hun spillede første gang i 1896, instrueret af Herman Bang, der blev hendes nære ven og rådgiver. Samme år blev hun gift med forfatteren og forlagsdirektøren Peter Nansen. I årene 1896 til 99 var Betty Nansen ansat ved Det Kgl. Teater, men her fik hun ikke den anerkendelse, hun var vant til. Så hun gik til Dagmar-teatret og Folketeatret, hvor hun 1903 til 1905 også var meddirektør, og til de andre nordiske lande, hvor hun havde et stort publikum. Betty Nansen var i høj grad med til at skabe et ideal for sam-tidens kvinder. I 1912 blev hun skilt fra Peter Nansen og søgte derefter at skabe sig en karriere i udlandet. Under sit ophold i USA fra 1914 og de følgende par år indspillede hun flere film, og hun opnåede en vis berømmelse blandt de amerikanske biografgængere. Men formåede dog ikke at gøre datidens store danske stumfilmstjerne Asta Nielsen kunsten efter. I 1917 købte hun Alexandra Teatret på Frederiksberg og omdøbte det til Betty Nansen Teatret. Det var i de næste 25 år Københavns førende litterære scene, som dyrkede det nordiske og det moderne internationale og danske drama. I 1932 fik Kaj Munks skuespil "Ordet" således premiere her. På sit teater var hun instruktør og den førende skuespiller (d 15/3 1943)

 

f Josef Albers, tysk/amerikansk maler; efter studier i Berlin, Essen og München kom han i 1920 til Bauhaus-skolen i Weimar, hvor han efter en kort elevtid blev lærer. Da Bauhaus blev lukket i 1933, rejste han til USA, hvor han kom til at yde en stor kunstpædagogisk indsats på flere skoler og universiteter. Med udgangspunkt i den geometrisk abstrakte kunst udførte han foruden malerier og grafik også arbejder i glas, udsmykninger i forskellige former og møbler. Han var særlig optaget af forholdet mellem farve og form og af farvernes relativitet. Sine erfaringer opsummerede han i bogen "Interaction of Color" (1963). Til A’s hovedværker hører serierne af bl.a. malerier og serigrafier "Structural Constellations" (påbegyndt 1949) og hans "Homage to the Square"; i denne Hyldest til kvadratet, som han påbegyndte i 1950, har han arbejdet indgående med farvernes gensidige påvirkning og med billedelementernes proportioner (d 25/3 1976)

 

f Aksel Sandemose, dansk/norsk forfatter; han voksede op i Nykøbing Mors med en dansk far og en norsk mor. Han debuterede med "Fortællinger fra Labrador" i 1923. Blandt hans senere danske romaner er "Klabautermanden. Æventyrroman" (1927) og "Ross Dane. Roman om nordiske Indvandrere i Canada" (1928). I 1930 flyttede S til Norge, og året efter udkom hans første norske bog "En sjømann går i land". Den er hans første bog om den usikre unge mand, Espen Arnakke fra Jante, og dennes søgen efter en identitet. I 1933 udsendte han "En Flyktning krysser sit spor. Fortelling om en morders barndom". Gennem ukronologiske associationer skildres Espens barndom og livet i en småby. Det er i denne bog S formulerede Janteloven, som siden er blevet et begreb inden for socialpsykologien. Billedet af Espen uddybes i "Der stod en benk i haven" (1937) og "Brudulje" (1938). "Det svundne er en drøm" kom på svensk i 1944, mens S var flygtning i Sverige. Den udkom i Norge i 1946 og er formet som en række forord og et langt brev fra norsk-amerikaneren John Torson til sønnen, som blev født, efter at Torson måtte forlade Norge ved tyskernes overfald i 1940. Efter 2. Verd.krig slog S sig ned i Kjørkelvik i Søndeled. 1951-54 skrev han "Årstidene. Brev fra Kjørkelvik" en samling skitser og samtidskommentarer. Blandt hans senere værker er "Felicias Bryllup" (1961) og "Mytteriet på Barken Zuider-Zee" (1964) (d 6/8 1965)

 

1906 f Adolf Eichmann, SS-officer, Obersturmbannführer; Eichmann blev medlem af nazipartiet i 1932 og samme år medlem af SS. I 1934 blev han uddannet som SS-officer. I 1938 stod han i spidsen for aktionen mod de østrigske jøder, som blev sendt til koncentrationslejr. Han blev i 1939 for den afdeling i Himmlers Reichssicherheitsdienst, som fra 1942 havde til opgave at forestå "den endelige løsning" af jødespørgsmålet. Dermed blev Adolf Eichmann ansvarlig for millioner af jøders død. Efter Anden Verdenskrig blev han taget til fange af de allierede, men i 1946 lykkedes det ham at undslippe. Efter at have holdt sig skjult i flere år blev han opsporet i Argentina af israelske efterrretningsgrupper, taget til fange maj 1960 og bragt til Israel. Bortførelsen førte til en kontrovers mellem Argentina og Israel i sommeren 1960. Retssagen mod Eichmann fandt sted i Jerusalem fra april til december 1961. Han blev fundet skyldig i alvorlige forbrydelser mod Europas jøder, dødsdømt og henrettet efter at højeste-ret havde afvist hans anke (d

 

d Arthur James Balfour, britisk konservativ premierminister 1902-1905; han blev medlem af Underhuset 1874 og beklædte ministerposter 1885-92 og 1895-1902. Som minister for Irland 1887-1901 fulgte han en hård kurs over for de irske nationalister, hvilket skaffede ham tilnavnet Bloody Balfour. Dog gennemførte han en række reformlove bl.a. på landbrugets område for at fremme Irlands indre udvikling. I 1902 blev han premierminister og bidrog til at styrke Storbritanniens svækkede prestige efter Boerkrigen. Splittelse blandt de konservative om toldbeskyttelse førte til hans afgang 1905. Balfour var oppositionsleder 1905-11, men havde ikke succes og afgik som leder af det konservative parti 1911. I 1915 blev han marineminister og var 1916-19 udenrigsminister. I 1917 lagde han navn til Balfourdeklarationen, der sagde, at det ville være Storbritanniens politik at støtte bestræbelserne på at oprette et nationalt hjem for jøder i Palæstina. Selv om deklarationen støttede oprettelsen af "et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk", fremhævede den også, at der ikke måtte ske overgreb på de religiøse og med borgerlige rettigheder "for de i Palæstina eksisterende ikke-jødiske samfundsgrupper. Efter Første Verdenskrig deltog Balfour i Versailleskonferencen og spillede fortsat en betydelig politisk rolle i 1920'erne. I 1922 blev han adlet som jarl Balfour af Whittingehame (f 25/7 1848)

 

1946 f Dan Turell, forfatter; han blev en del af studenteroprøret i slutningen af 1960’erne, men var ikke i særlig grad politisk engageret. Det, der gjorde ungdomsoprøret interessant for Turrll, var de mange livsformer, det førte med sig. Oprøret blev begyndelsen til noget helt nyt. Nye ideer om frihed – i samlivet, i musikken og i forhold til euforiserende stoffer – vakte Turells interesse. Rammerne for, hvad kunst var, og hvad kunst måtte, var ligeledes ændret. Det benyttede Turell til at finde sin egen særegne form. Det nye i Turèlls poesi var bl.a., at hans ordvalg lå tæt på hverdagssproget. Religiøst var Turèll i perioder et søgende menneske, der bl.a. stiftede bekendtskab med buddhismen, fordi han anså kristendommen for at være en stor forbandelse for den vestlige kultur. Turell efterlod sig en meget stor litterær produktion. Han fik inspiration i det meget fjerne og det meget nære. Turell voksede op i et arbejderkvarter – Vangede - i den ellers velhavende Gentofte Kommune. Dan Turèlls erindringer om Vangede begyndte som poetiske indtryk i hans betydelige, buddhisme-påvirkede digtsamling fra 1974 "Karma Cowboy", og blev siden udviklet til en digtcyklus for endelig at blive omskrevet til romanen om Vangede. Inden prosa-debuten var Turell først og fremmest kendt som en eksperimenterende avantgarde lyriker, hvis digtsamlinger i begyndelsen udkom på små alternative forlag. Som prosaist videreførte Turèll sin folkelige berømmelse med krimiserien på 12 bind med en navnløs detektiv som jegfortællende hovedperson. Første bind "Mord i mørket" kom i 1981; sidste bind "Mord i San Francisco" ni år senere. Allerede før disse populære krimier var Dan Turell kendt som hele Danmarks "Onkel Danny", hans underskrift på de små causerende essays i dagbladet Politiken, som han skrev om sine ture i København fra midten af 1970’erne til sin død (d 15/10 1993)

 

1950 d Edgar Rice Burroughs, amerikansk forfatter; mest kendt for Tarzanbøgerne, indledt med "Tarzan of the Apes" (1914, da. Tarzan Abernes konge, 1919). I sin ungdom havde han mange forskellige jobs. I 1910 fik han arbejde med at sælge annoncer til de såkaldte Pulp Magazines, billigt trykte ugeblade med historier om gangstere og Wild West. Da han fik fat i bladene for at se, om annoncerne kom i, kunne han jo lige så godt læse dem. Det fik ham til at tænke, at hvis man kunne få trykt den slags, så kunne han også skrive. Hans første bog blev en science fiction-historie i 1912 "Under the Moons of Mars" (da. Flugten til Mars, 1927). Han fik $400 for den. Magasinet fik derefter Burroughs til at skrive "The Outlaw of Torn" om Rosekrigene i 1400-tallets England. Den var fuld af fejl og blev afvist. Burroughs sluttede da: Marshistorien blev en succes, fordi ingen anede, hvad der foregik på Mars. Hans næste historie henlagde han til Afrika. Han befolkede sit ukendte område med en aberace, der var større og klogere end gorillaer og med en helt med navnet Tarzan. Når racen og området var ukendt, var der ingen der kunne anklage han for at lave fejl. Bøgerne om Tarzan blev en stor succes. De blev solgt verden over, og den første Tarzanfilm kom i 1918 (f 1/9 1875)

 

1987 d Louis de Broglie, fransk fysiker; professor ved Institut Henri Poncaré i Paris 1928-62. I sin doktorafhandling fra 1924 antog De Broglie, at partikler i bevægelse, f.eks. en elektron, kan opføre sig som en bølge. I 1929 fik han nobelprisen i fysik for sin "opdagelse af elektronens bølgenatur". Denne bølge-partikel dualisme fik stor betydning for den senere formulering af kvantemekanikken (f 15/8 1892)

 

Til top        20. marts

43 f.Kr. f Ovid, romersk digter; født i Sulmo, allerede i sin tidlige ungdom kom han til Rom, hvor han en tid tænkte på en senatorkarriere, snart sluttede han sig dog til det mere letlevende Rom og skrev elegante, men vovede erotiske digte. Officielt blev disse grunden til, at kejser Augustus i 8 e. Kr. f. forviste ham til Tomi ved Sortehavet, ved Romerrigets og civilisationens yderste grænse. O synes dog at have været indblandet i kejserdatteren Julia d. yngres skandale ved hoffet, hvilket også kostede hende en forvisning. O’s bevarede digte er de korte kærlighedsdigte "Amores"; "Heroiderne", fingerede kærlighedsbreve på vers mellem mytologiske personer; "Ars amatoria", et læredigt i elskovskunsten; "Remedia amoris" et læredigt om lægemidler mod elskov; "Medicamina fafiei", et læredigt om kosmetik; "Ibis", et polemisk digt mod en modstander; "Halieutica", et læredigt om fiskefangst, samt de to hovedværker Metamorfoserne "Forvandlingerne", der i 15 bøger skildrer en række mytologiske sagn, der alle ender med en eller anden forvandling og "Fasti", kalenderen, hvori O i 6 bøger nåede at beskrive de første 6 måneder af den romerske festkalender og de dertil knyttede kultsagn o. lign. Fra landflygtigheden skrev O to digtsamlinger "Tristia" og "Epistulae ex Ponto", der anråber kejseren om nåde og trygler forskellige stormænd og venner i Rom om at virke for hans benådning, men forgæves; O genså aldrig sit elskede Rom (d 17 e. Kr.)

 

1413 d Henrik 4. engelsk konge 1399-1413; søn af John af Gaunt, hertug af Lancaster og Blanche af Lancaster. Mens kong Richard II var på felttog i Irland gjorde den landsforviste Henrik af Lancaster landgang i England (juli 1399). Når mægtige medlemmer af højadelen sluttede sig til ham, skyldtes de overgreb Richard havde udsat dem for. Overgrebene var kulmineret i 1398, da Richard konfiskerede store landområder tilhørende landets mægtigste mænd – blandt det beslaglagte var alt jordegods tilhørende fætteren, Henrik af Lancaster, som også blev landsforvist. Efter landgangen voksede Henriks slagkraft så hurtigt, at Richard erkendte sin underlegenhed, og kort efter sin tilbagevenden fra Irland opgav han kronen og sin egen person til Henrik. Parlamentet erklærede Richard for afsat og anerkendte Henrik som konge - sept. 1399. Året efter blev Richard myrdet i sit fængsel. Som tronraner var Henriks stilling til stadighed truet. Fra 1399 til omkr. 1410 var der tilbagevendende oprør. Richards halvbrødre rejste straks oprørsfanen, deres oprør blev dog slået ned. I Wales var der oprør, som ikke var nedkæmpet før 1410. Mod skotterne var der kampe i hele Henriks regeringstid. I sine sidste år var H en syg mand; sandsynligvis led han af spedalskhed. "Han gik", fortæller krøniken, "til Gud i en alder af 46 år, i stor rådløshed og liden glæde" (f april 1366)

 

1535 Slaget ved Faurskov Banker ved Assens. Johan Rantzaus lejesoldater nedslagter under Grevens Fejde en fynsk bondehær. I december 1534 havde hertug Christians (den senere kong Christian 3.) tropper under ledelse af Johan Rantzau indtaget Ålborg, undertvunget de jyske bønder og tilfangetaget oprørets leder Skipper Clement, der kæmpede for at få den fængslede Christian 2. tilbage på tronen. I marts 1535 foretog Christian med Rantzaus soldater landgang på Fyn for at bekæmpe lübeckernes hær under grev Christoffer, der formelt kæmpede for Christian 2.’s genindsættelse. Mens grevens folk ventede angrebet ved Lillebælt, gik Rantzau i land på halvøen Helnæs syd for Assens og gik straks nordpå for at sikre sig færgestederne ved Middelfart. Grevens tropper og bønderne bevægede sig herfra mod syd øjensynlig i et forsøg på at nå frem til den befæstede by Assens. De to hære mødtes nordøst for Assens ved Faurskov Banker. Grevens landsknægte gav hurtigt op. Måske har de på forhånd planlagt at bruge bondehæren til at dække deres tilbagetog. Landsknægtene trak sig ind i byen, mens Rantzaus foranstaltede et blodbad på bondehæren, der med sine primitive våben ikke kunne stille meget op mod Rantzaus professionelle landsknægte. Blodbadet var så omfattende, at hertug Christian bagefter fandt det nødvendigt at fralægge sig ansvaret. Efter sejren drog Rantzau mod nord, og ved det sted, hvor Lillebælt er smallest på Hindsgavlhalvøen over for Snoghøj, lod han bygge skanser, der kunne sikre en uforstyrret forbindelse med Jylland. Nye tropper kom til, og efter den afgørende sejr i slaget ved Øksnebjerg i de fynske alper den 11. juni var Fyn i Johan Rantzaus magt

 

1549 d Thomas Seymour, engelsk admiral; efter sin søster Jane Seymours giftermål med Henrik 8. fik Thomas Seymour ansættelse ved hoffet og deltog i diplomatiske missioner. I 1544 fik han kommandoen over den flådeafdeling, der var stationeret i Kanalen med henblik på aktioner mod Frankrig. Da hans bror blev rigsforstander ved den mindreårige Edward 6.’s tronbestigelse i 1547, blev Thomas Seymour udnævnt til Baron Seymour af Sudeley og admiral. I 1547 blev Seymour gift med Henrik 8.’s enke Catherine Parr og havde stor indflydelse på Edward 6.; sit embede brugte han til illegal men udbytterig handel med Kanalens pirater. Efter sin kones død, sept. 1548, lagde Thomas Seymour ikke skjul på, at det var hans hensigt at gifte sig med Henrik 8.’s datter Elizabeth (den senere dronning Elizabeth 1.). Hans bror, der var foruroliget over Thomas magt og planer, måtte nu reagere; han fik Thomas Seymour arresteret og anklaget for forræderi; anklagen blev fulgt, så Thomas Seymour blev dødsdømt og henrettet. Broderens hårde fremfærd mod Thomas Seymour var blandt anklagepunkter mod ham, da han blev fjernet fra sit embede i 1549 (f 1508)

 

1568 d Albrecht, den Teutonske Ordens sidste stormester og den første hertug af Preussen; som den Teutonske Ordens stormester var han som vasal under den polske konge herre over Østpreussen. Da han kun diplomatisk støttedes af Det tyske Rige i krige med sin lensherre, ændrede han efter Luthers råd ved overenskomsten af 8. april 1525 med den polske konge Preussens stilling til et arveligt hertugdømme med den polske konge som lensherre. Den tyske kejser Karl 5. satte herefter Albrecht i rigets band og opfordrede Den teutonske Orden at afsætte ham. Men forgæves. For at bryde sin diplomatiske isolation tilsluttede han sig en antikejserlig koalition med Danmark-Norge og Sverige. I Preussen blev administrationen sekulariseret; men Albrecht måtte tildele adelen mange privilegier, før den ville acceptere hans stilling som hertug og bevillige de nødvendige skatter. I 1544 grundlagde Albrecht universitetet i Königsberg (Kalingrad). I juli 1526 blev han gift med kong Frederik 1.’s datter Dorothea (f 17/5 1490)

 

1668 d Nicolas Mignard, kaldt Mignard d’Avignon, fransk maler; opholdt sig 1635-36 i Rom. Blandt hans arbejder er alterbilleder, portrætter og mytologiske scener. Indtil 1660 var han mest beskæftiget i Avignon; derefter i Paris, hvor han deltog i udsmykningen af rummene i Tuileries-slottet (døbt 7/2 1606)

 

1804 f Wilhelm Bendz, maler; borgmestersøn fra Odense der 1820 kom til København, og til 1825 var elev af Eckersberg og en af dennes mest talentfulde elever. Han døde som 28-årig i Vicenza under en studierejse, der var gået over Dresden og München til Italien. Ved sin tidlige død havde han allerede malet så meget, så anderledes og så koleristisk forfinet, at eftertiden ikke glemte ham. Hans omdømme har især været baseret på de enkle, Eckersberg påvirkede malerier som f.eks. "Familien Raffenberg" (1830) og "Interiør fra Amaliegade med kunstnerens brødre" (ca 1829). Sidstnævnte billede er et eksempel på det genremaleri, der blomstrede op fra midten af 1820’erne, da de unge malere foretrak at skildre samtidige motiver frem for historiske emner. Billedet er blevet karakteriseret som et af de fineste danske interiørbilleder fra guldalderperioden. Det viser et par mennesker i fredeligt samvær hver beskæftiget med sit i et lysfyldt arbejdsværelse. Bendz var den første danske maler, der gennemarbejdede clairobscuren som malerisk problem: "Malersksolen på Kunstakademiet" (1826) og "Etatsråd Jürgensens søndagsselskab" også kaldt "Et Tobaksselskab" (1827-28). I dette værk skildrede Wilhelm Bendz sig selv og en flok unge venner, der er samlet i en stue ved Frederiksholm Kanal omkring kortspil, musik og datidens studentikose tobaksrygning af lange piber. Det er malet i kunstig belysning, og det er lykkedes Wilhelm Bendz at fastholde den røgfyldte atmosfære og stemningen i dette københavnske akademikermiljø (d 14/11 1832)

 

1811 f Napoleon Francois Joseph Charles Reichstadt, hertug, søn af kejser Napoleon og Marie Louise; delvis fordi de tysk-romerske kejsere var blevet tituleret romernes konge, fik den længe ventede søn og arving af sin far tildelt titlen konge af Rom. Da Napoleons magt var ved at smuldre, bragte Marie Louise sønnen fra det udsatte Paris til Blois (1. april 1814). Da de allierede afviste Napoleons tilbud om at abdicere til fordel for sin søn, og kejserinden afviste at bringe drengen til området syd for Loire for, at han der kunne være symbol for fortsat kamp, tog Marie Louise ham med til Wien til sin far, den østrigske kejser Frans 1. I 1817 blev prinsen udelukket fra at kunne arve sin mors italienske besiddelser, hertugdømmet Parma. I stedet tildelte hans morfar ham en østrigsk titel, hertug af Reichstadt (1818). Den unge Napoleon drømte til stadighed om at vende tilbage til Frankrig som landets hersker. Men udenrigspolitiske hensyn gjorde, at han måtte blive i Østrig. Den militære uddannelse, han havde påbegyndt, blev afbrudt på gr. af dårligt helbred, som udviklede sig til en dødelig lungetuberkulose (d 22/6 1832)

 

1815 Napoleon rykker ind i Paris efter sin flugt fra Elba. I forsøg på at genvinde sin gamle magt var Napoleon den 1. marts med en styrke på 1100 mand flygtet fra Elba. På denne ø ved Italiens vestkyst havde hans besejrere anbragt ham. Napoleon var af den overbevisning, at han havde gode chancer for at få revance. Hans march mod Paris fra Sydfrankrig kunne tyde på han havde ret. Overalt blev han hilst med jubel, og hans indtog i Paris formede sig som en triumfmarch. Med sin flugt indledte Napoleon den periode, der er gået over i historien som de 100 dage, og som endte med hans endelige nederlag ved Waterloo den 18. juni 1815

f Johs. Magnus Mørk, århusiansk købmand; han var århusiansk købmandssøn; han kom i lære hos en købmandsenke i Studsgade. Han fortsatte sin uddannelse i bl.a. Hamborg og London og efter 5-6 års ophold i udlandet vendtte han tilbage til Århus. Her løste han i 1852 borgerskab og oparbejdede i kompagniskab med sin svoger Kiørboe en betydelig en gros-forretning i korn og smør, som pengekrien i 1857 imidlertid standsede. M opgav derefter selvstændig handelsvirksomhed, Han var fortsat deltager i forskellige merkantile foretagender, en årrække således formand for De Danske Cichoriefabrikers repræsentantskab. Men efteer den tid koncentrerede Mørk sig om politik og offentlig virksomhed 1856 blev han medlem af Århus borgerrepræsentation, og efter vedtagelsen af kommunalloven i 1868 medlem af byrådet til sin død; gennem alle årene var han en forgrundsfigur i byens kommunale liv, i sine senere år fik han især indflydelse på skolevæsenet. Som Århus-kredsens repræsentant i Folketinget 1861-73 viste han sig som realpolitiker og varetog med gode resultater sin kreds’ interesser. Det skyldes således væsentlig Mørks arbejde, at den jyske længdebane ikke, som oprindelig planlagt, førtes udenom Århus med stikbane fra Brabrand. 1873 overtog Mørk, der i mange år havde været knyttet til bladet som politisk medarbejder, redaktionen af Aarhuus Stiftstidende, som han ledede indtil april 1889 (d 17/6 1889)

 

f Henrik Ibsen, norsk forfatter; var 1851-57 knyttet til det nystartede teater i Bergen som instruktør og var senere i en femårig periode leder af Det Norske Teater i Kristiania. Årene som praktisk teatermand blev af den største betydning for Ibsen, idet han her skaffede sig den usædvanlige forståelse for teatrets krav, der var et kendetegn for hele hans dramatik. I’s ungdomsdigtning kulminerede med "Kongsemnerne" (1863), hvor dets historiske emne er belyst af en gennemtrængende personlig gennemlevelse af problemet: modsætningen mellem evne og higen. På et stipendium rejste I 1864 til Italien, og i de flg. 27 år opholdt han sig i udlandet. I Italien skrev han sine hidtil betydeligste værker "Brand" og "Peer Gynt", der begge behandler det etiske krav til personligheden. I 1870'erne kom Ibsen i forbindelse med den europæiske radikalisme, som delvis dækkede hans egne ideer. I de fire problemskuespil: "Samfundets Støtter" (1877), "Et Dukkehjem" (1879), "Gengangere" (1881) og "En Folkefjende" (1882) rettede han et angreb på den officielle samfundsmoral, der stiller sig i vejen for den enkeltes mulighed for lykke. Med "Vildanden" (1884) indtraf et vendepunkt. I’s digtning blev mindre udadrettet, og et stærkere symbolsk element gør sig gældende. "Vildanden" opponerer mod det ubetingede sandhedskrav, som tidens fremskridtsvenner dyrkede, og som Ibsen selv havde hyldet; i stedet fremstilles opfattelsen af livsløgnen som en betingelse for gennemsnitmenneskets lykke. Med sin dramatik var I repræsentant for det naturalistiske teater. Derved blev hans plads i verdenslitteraturen for en stor del historisk bestemt; han skabte en dramatisk udtryksform, der imødekom samtidens krav. Selv om naturalismen på scenen forlængst er et overstået stadium, har hans betydeligste stykker bevaret deres levedygtighed (d 23/5 1906)

 

1848 Casinomødet i København. Til dels foranlediget af begivenheder i Rendsborg to dage tidligere afholdes der møde i Casinoteatret med deltagelse af Københavns borgerrepræsentation. Denne havde tidligere på dagen vedtaget en adresse til kongen; adressen krævede ministeriets afgang, idet den erklærede, at staten ville opløses, hvis ikke kongen "uopholdelig" omgav sig med mænd, der var "opgavens storhed voksne" og kunne sikre regeringen "nationens bistand"; adressen sluttede med at anråbe kongen om "ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp". Adressen skulle overrækkes kongen næste dag. Mødet i Casino var offentligt, og det var de liberale ledere, der havde indkaldt til mødet. Med "med stormende begejstring" vedtog den tætpakkede sal borgerrepræsentationens adresse og desuden vedtoges der en henvendelse til kongen. I den afvistes en slesvig-holstensk forfatning, krævede en for Danmark og Slesvig fælles rigsforfatning. Altså et Danmark til Ejderen. Mødet sluttede med, at man vedtog at ledsage borgerrepræsentanterne, når de dagen efter gik til kongen

 

d Hans Christian Lumbye, komponist; 14 år gammel fik han ansættelse som trompeterelev ved faderens regiment, Fynske Lette Dragoner. Lumbyes blændende færdighed på trompet gjorde, at man efter ansøgning overflyttede ham til hestgarden, der var garnisoneret i København. I disse nye omgivelser tog hans musikalske udvikling fart, han begyndte at komponere danse. Af afgørende betydning for Lumbye blev, at København i 1830 fik besøg af et østrigsk orkester, der gav koncerter, hvor man for første gang hørte Strauss’ indsmigrende valse. Det bragte Lumbye ind på hans livsbane, for allerede året efter optrådte han for første gang i spidsen for eget orkester og foranstaltede lignende koncerter. Det blev en dundrende succes, der ikke blev mindre ved, at Lumbye som komponist viste sig at have tilegnet sig Strauss genre. Lumbye blev med et slag centrum i den lettere del af det københavnske musikliv. 1842 forlod han hæren, og 1843, da Tivoli åbnede, havde Carstensen – Tivolis grundlægger – sikret sig Lumbye som havens fornemste musikalske attraktion. I Tivoli virkede Lumbye inddtil 1872, da sygdom tvang ham til at træde tilbage. Uden for tivolisæsonen var han i København knyttet til forskellige etablisementer, bl a. Casino (fra 1847). Som det centrale i Lumbyes produktion står hans mere end 600 danse, herimellem polkaer (Britta, Amager), valse (Veemod, Amélie) og fremfor alt galopper (Kjøbenhavns Jernbane Dampgalop og den festligste af dem alle Champagnegaloppen (1845). Hertil føjer sig en række marcher (Frederik 7.s honnørmarch). Til Det kgl. Teater skrev han nogle dansedivertissementer og komponerede finalerne til baletter bl.a. "Livjægerne på Amager" og "Napoli". Endvidere komponerede han en række orkesterfantasier, herimellem "Drømmebilleder" (1846). Om Lumbye er der blevet sagt, at der over hans musik er en hjemlig tone, der forgylder mindet om 1840’ernes småborgerlige København (f 2/5 1805)

 

Bismarck træder tilbage. Lodsen går fra borde. Kejser Vilhelm 1.’s død i 1888 (das Dreikaiser Jahr) indvarslede politiske ændringer. Hans søn Frederik 3. døde efter kun tre måneder på tronen. Efterfølgeren den 27-årige Vilhelm 2.’s ønske om at spille en mere selvstændig rolle, om at være herre i eget hus, resulterede hurtigt i en uløselig konflikt mellem ham og den selvrådige Jernkansler. Den nye kejser ønskede bl.a. at føre en mere aktiv "verdenspolitik", ligesom han ønskede en mere forsonlig linje over for arbejderbevægelsen. Efter afgangen blev Bismarcks sidste forbindelse med den stat, han havde tjent så længe, at han modtog en anmodning om tilbagebetaling af sin gage som kansler for perioden 20. marts til 31. marts

 

1897 Østasiatisk Kompagni oprettes. Bag oprettelsen stod kaptajn senere etatsråd H.N. Andersen, bankdirektør Isak Glückstadt m.fl. Oprettelsen skete med det formål at drive handel, skibsfart og industriel virksomhed i ind- og udland. Ø.K. overtog H.N. Andersens firma "Andersen & Co". i Bangkok (grundlagt 1884 som skibshandel og hotel, fra 1894 endvidere savmølle) med afdeling i København og begyndte med en kapital på 32 mill. kr. (2 mill. i aktiekapital) - trods adskillig dansk skepsis - fra 1898 rutefart mellem Nordeuropa og Østasien med tre skibe á 6.000 tons og et skib på 1.000 tons i østasiatisk lokalfart

 

1925 d George Nathaniel Curzon, britisk politiker; i 1886 blev han som konservativ medlem af Underhuset; herefter havde han forskellige ministerposter, inden han i 1899 (til 1905) blev vicekonge i Indien. Her gennemførte han flere reformer og arbejdede målbevidst på at udvide den britiske indflydelse over de tilgrænsende lande. Han fik således i 1905 afsluttet en ny overenskomst med Afghanistan. I januar 1908 blev han medlem af Overhuset, og i 1911 blev han jarl. Under 1. Verd.krig blev han medlem af kabinettet og var maj 1915 til decbr. 1916 formand i Overhuset. Okt. 1919 blev C udnævnt til udenrigsminister. Som udenrigsminister gav han navn til den såkaldte Curzon-linje; den demarkationslinje, han i en note til den sovjetiske regering foreslog skulle være Polens østgrænse. Ved den polsk-russiske aftale i 1921 blev den foreslåede grænse imidlertid opgivet, og grænsen blev flyttet længere mod øst. Efter Polens erobring indgik tyskerne og russerne i sept. 1939 en aftale om, at demarkationslinjen skulle følge Curzon-linjen, På Jaltamødet i 1945 blev man ligeledes enige om, at Curzon-linjen skulle gælde som Polens østgrænse. I 1923 blev C foreslået som premierminister, men flertallet i det konservative partis ledelse fandt det uheldigt, at partiet skulle ledes af en lord, og C fortsatte som udenrigsminister, til han gik af i 1924 (f 11/1 1859)

 

d Louise, dronning; datter af senere kong Karl XV af Sverige-Norge og Louise af Nederlandene. Allerede som 17 årig blev hun forlovet med kronprins Frederik af Danmark. Brylluppet stod 28. juli 1869. Hun blev dronning ved Frederiks tronbestigelse i 1906. I ægteskabet blev der født otte børn bl.a. Christian X og Haakon VII af Norge. L førte en ret tilbagetrukken tilværelse og var aldrig ynder af repræsentative hverv; hun var dybt religiøs og støttede virksomt kristelig velgørenhed (f 31/10 1851)

 

d Ferd. Foch, fransk marskal; han deltog som frivillig i krigen 1870-71, men gjorde ikke fronttjeneste; i det hele taget var F’s militære karriere frem til 1914 noget triviel. Mens hans jævnaldrende officerskammerater gjorde tjeneste i kolonierne og kæmpede i Nordafrikas ørken eller i Indokinas regnskove, gjorde han tjeneste som stabsofficer eller kommandør ved garnisoner rundt om i Frankrig. Den institution, han blev mest kendt med, var Frankrigs militære Højskole – École de Guerre – her var han tjenstgørende tre gange. I 1885 som studerende, som underviser i 1895 og som chef 1907-11. Ved udbruddet af 1. Verd.krig overtog han kommandoen af den 9. armé, og i spidsen for den bidrog han i september 1914 afgørende til sejren ved Marne. Kort tid efter fik han kommandoen over de nordlige armégrupper og ledede Artois- og Sommeoffensiverne i henholdsvis 1915 og 1917. I maj 1917 blev han generalstabschef, og da de allierede i forbindelse med den tyske offensiv i marts 1918 etablerede en fælleskommando, blev F øverste chef for ententens styrker på alle krigens fronter, og i juli indledte han den offensiv, der fortsatte til våbenhvilen den 11. november 1918. Efter krigen var F en uforsonlig fjende af Tyskland, hvad der bl.a. kom frem ved forhandlingerne i Versailles og hans bestræbelser for at gøre den franske besættelse af Rhinlandet permanent (f 2/10 1851)

 

d Carl Th. Dreyer, filminstruktør; i nævnte stilling er der om Dreyer blevet sagt, at han i kraft af sin perfektio-nisme og kompromisløshed står som en ener i dansk filmproduktion, og at han formåede at realisere værker, som er blevet milepæle i filmkunstens historie og tegner dansk kulturliv i udlandet. Dreyer var i sine unge år journalist ved bl.a. Ekstra Bladet fra 1912. Samtidig skrev han sine første filmmanuskripter. Hans første film var "Præsidenten" fra 1912. En dramatisk familiesaga fra Østrig fra slutningen af 1800’tallet. Hans betydeligste danske stumfilm "Du skal ære din hustru" (1925) førte til en invitation fra Frankrig, hvor han indspillede "Jeanne d’Arcs lidelse og død" (1928). Denne film er blevet karakteriseret som et af de mest helstøbte klassiske værker fra stumfilmperioden. Men på trods af det havde Dreyer herefter svært ved at få realiseret sine projekter, således kunne hans planlagte engelske Maria Stuart-film ikke finde finansiering. Dreyer levede herefter stilfærdigt som journalist i København; han skrev bl.a. en fast klumme "Livet i byretten" for B.T. Under Besættelsen kom han tilbage med dokumentarfilmen "Mødrehjælpen" og spillefilmen "Vredens Dag", et drama om 1600-tallets hekseforfølgelser, i 1943 set som en allegorisk fremstilling af nazismen. Efter at have lavet en mislykket film i Sverige fik han i 1952 bevilling til Dagmar-biografen i København og nåede at skabe yderligere to film, den velmodtagne Kaj Munk-film "Ordet" (1955) og Hjalmar Söderberg filmati-seringen "Gertrud" (1964), der fik en blandet modtagelse (f 3/2 1889)

 

Til top        21. marts

1201 d Absalon, biskop af Roskilde 1158-92, tillige ærkebiskop af Lund fra 1177; han var den mest fremtrædende politiker og kirkefyrste i 1100-tallets Danmark. Han tilhørte den rige og mægtige sjællandske høvdingeslægt, der havde navn efter hans bedstefar Skjalm Hvide. Han voksede op på slægtens hovedgård i Fjenneslev sammen med kong Valdemar den Store. Da han var atten år, drog han til Paris for at få en uddannelse, der kunne bane vej for en karriere i kirken. Her opholdt han sig i henved ti år og studerede filosofi, kirkeret og teologi. Han må have været en af de første danskere, der blev uddannet ved universitetet i Paris. Efter hjemkomsten bistod han Valdemar under dennes kamp for eneherredømmet, og da Valdemar 1157 blev enekonge, blev Absalon året efter biskop i Roskilde. I en snes år var han mere kriger end biskop; så godt som hver sommer tog han del i vender-togene. Hans klostergrundlæggelser og opførelse af kirker vidner dog om, at hans gejstlige interesser også var levende. Da Absalon 1177 blev ærkebiskop, tillod paven ham foreløbig også at styre Roskilde stift, hvilket var en overordentlig sjælden begunstigelse. 1192 overlod han Roskilde til sin nevø Peder Sunesen, men beholdt København. I Skåne var Absalon mindre heldig; kun med kongens militære hjælp kunne han slå de oprør ned, der var rettet dels mod hans sjællandske fogeder dels mod hans forsøg på at indføre bispetienden. Hans administration i ærkestiftet har antagelig været hård og effektiv. Det var således ham, der fjernede sporene af en græskpræget liturgi i Lunds domkirke til fordel for den gudstjenesteordning, der blev foreskrevet fra Rom. Efter Valdemars død i 1182 var Absalon i nogle år yderst indflydelsesrig som den unge kong Knuds rådgiver. I 1184 trak han sig efterhånden ud af politik. Da var hans klerk Saxo i gang med at skrive den danmarkshistorie, som Absalon havde bedt ham udarbejde (f ca 1128)

 

1556 d brændt Thomas Cranmer, engelsk ærkebiskop; i 1533 blev han den første protestantiske ærkebiskop af Canterbury; nærmest ved et tilfælde blev han dybt involveret i den kongelige kirkepolitik. Det skete, da han i en samtale med to af Henrik 8.’s rådgivere blev spurgt, om han ikke kunne give dem et råd om, hvordan man løste kongens store problem: hans skilsmisse fra Katharina af Aragonien. Cranmer foreslog da, at man spurgte de teologiske fakulteker ved Europas universiteter, om en pave kunne tillade en mand at gifte sig med sin brors enke. – Katharina havde tidligere været gift med Henriks bror. At gifte sig med sin brors enke kunne betragtes som blodskam. Ved at hævde det, ville det ikke være umuligt at skabe en opinion, som selv pave Clemens 7. måtte kapitulere overfor. Sådan kom det til at gå. Cranmer kom i kongens tjeneste, og han blev den"teologiske arkitekt" bag Henrik 8.’s første skilsmisse og Englands brud med pavestolen. Han var i sit hjerte radikal protestant, men tilpassede sig forsigtigt efter kongens skiftende kirkepolitik. Først under Edward 6. (1547-53) kunne han realisere sine egne ideer. Ved at udarbejde "The Common Book of Prayer" (1549) og siden revidere den i radikal protestantisk ånd 1552 blev han den engelske kirkes mest betydningsfulde reformator. Med Marie den Blodige på tronen og katolicismens genindførelse i England var Cranmers skæbne afgjort. 14. februar 1556 blev han på ydmygende måde frataget sit embede som ærkebiskop. Derefter blev Thomas Cranmer dødsdømt og henrettet på bålet (f 2/7 1489)

 

f J. Sebastian Bach, tysk komponist; tilhørte en slægt, der i flere generationer havde dyrket musikken. Som forældreløs kom han som niårig i huset hos en ældre bror, der var organist i Ohrdurf; her gik han i latinskolen og fik musikundervisning af broderen. Som 15-årig var han kordreng og violinist i Lüneburg og uddannede sig selv med største energi, især i orgelspil. Han var derefter organist forskellige steder og studerede en tid hos Buxtehude i Lübeck. 1708 blev han kammermusikus og hoforganist hos hertugen i Weimar. Han var da berømt som orgel-virtuos, og ved denne tid begyndte hans vældige produktion for alvor; bl.a. forlangte hertugen, at han hver måned skulle præsentere "nye stykker". 1717-23 var Bach kapelmester i Köthen (i Anhalt) hos fyrsten der. Fra 1723 til sin død var han kantor ved Thomasskolen i Leipzig, hvor han tillige var dirigent ved byorkestret og ved univer-sitetet. Som komponist forbandt han på en helt personlig og dristig måde den ældre polyfone stil med det nyere dur- og molsystem og beherskede ikke mindst modulationen; det gjaldt ikke mindst fugaen, en form han mestrede med uovertruffen mesterskab. Han skrev foruden vokalmusik kompositioner ikke blot for orgel, men for alle instrumenter. Antallet af hans værker er særdeles omfattende. 1729 kom "Matthæuspassionen" og 1733-38 kom-ponerede han h-mol messen. Højdepunktet i hans fugakompositioner, hans sidste arbejde Fugaens kunst, udkom efter hans død. Efter sin død var Bach i et par menneskealdre glemt; først Mendelssohn-Bartholdy drog ham frem ved i 1829 at opføre "Matthæuspassionen" i Berlin. Sammen med Händel er Bach barokmusikkens største mester (d 28/7 1750)

 

f Poul Martin Møller, forfatter og filosof; 1816 blev han cand teol, var derefter en tid huslærer; fra denne periode er "St. Laurentius" om bygningen af domkirken i Lund og "Aprilvise" (Grøn er vårens hæk). 1819-20 rejste han som skibspræst med en kinafarer. Fra denne lange sørejse er "Glæde over Danmark" og "Statistisk skildring af Lægdsgaarden i Ølseby-Magle", en parodi på de mange gejstlige sognebeskrivelser og samtidig et humoristisk billede af landlivet hjemme i Danmark, der blev digteren så nærværende i det fremmede endvidere "Scener i Rosenborg Have", heri bl.a. "Hans og Trine". Da det ikke lykkedes ham at ramme tidsbilledet i en planlagt historisk roman i Walter Scotts stil om studenterne omkring Hans Tausen i reformationstiden, påbegyndte han i stedet en nutidsfortælling, der senere fik titlen "En dansk Students Eventyr". Den blev først blev læst i Studenterforeningen i 1824 og udgivet 1843. Heri karikeres den distræte licentiat og evighedsstudent, som af lutter lærdom og uendelig selviagttagelse aldrig får udrettet noget, han hænger til stadighed fast i de forberedende studier. 1822 blev M adjunkt ved Metropolitanskolen, 1826 lektor. To år senere blev M han lektor og dernæst professor i filosofi ved universitetet i Oslo, 1831 blev han professor ved universitetet i København. Nu gik det meste af hans tid med filosofiske studier, der lå hans jordnære og uabstrakte væsen fjernt. Hans særlige område var græsk filosofi; foruden et par anmeldelser offentliggjorde han kun få filosofiskee arbejder. Men han betød dog meget for de studerende, således Søren Kierkegaard. Fra disse år er dialogdigtet "Revuen" (1836) og "Kunstneren mellem Oprørerne", hvori M vender sig mod tidens demagogiske tendenser, der forstyrrer kunstens stille og fornemme ro (d 13/3 1838)

 

1814 f Hendrik Pontoppidan, købmand, generalkonsul, godsejer; Pontoppidan var præstesøn fra Thy; efter læretid i et københavnsk kornfirma og yderligere handelsuddannelse i Manchester og Altona begyndte han i 1841 egen handelsvirksomhed i Hamborg. Forretningen var i begyndelsen nærmest en fedevare- og hørkramforretning. Hertil knyttedes også pengehandel, idet Pontoppidanlighed med adskillige andre større hamborgske handelshuse blev bankier for danske købmænd, ligesom han også udførte forretninger for Nationalbanken og for det danske Finansministerium. 1851 blev P dansk generalkonsul. Under den alvorlige økonomiske krise i 1857 kom firmaet – som andre Hamborghuse – i likviditetsvanskeligheder som følge af sin udstrakte kreditgivning, og da man i Danmark frygtede, at dets fallit ville bringe mange danske købmandshuse til fald, blev der bevilget P et treårs millionlån, der reddede virksomheden gennem krisen. Oprindelig havde han ingen særlig tilknytning til Århus, men i 1867 købte han det forsømte Konstantinborg gods ved Århus (i Ormslev), som han i de følgende år forbedrede og gjorde til et mønsterbrug, bl.a. med malkekvæg og mejeridrift. P havde et nært samarbejde med Dalgas i Hedeselskabet, der i de første havde hovedsæde i Århus, ligesom Dalgas boede i Århus. Endvidere støttede P økonomisk landboforeningsarbejdet i såvel De Jydske Landboforeninger som den lokale landboforening. Han tog i 1871 initiativet til oprettelsen af Aarhuus Privatbank (d 22/1 1901)

 

f Christen Hørdum, soc.dem. folketingsmedlem; udlært som skomager 1864 i Ebeltoft; som soldat kom han 1869 – med kone og børn - til København. Efter soldatertiden levede han med sin familie i den yderste nød. Han sluttede sig tidligt til Pios bevægelse, men var fremmed over for mystikken og de store syner. For ham var det fattigdommens bekæmpelse så snart som muligt, der var det afgørende, og blot små forbedringer ville betyde umådeligt. 1878 blev han medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund og 1876 af partiets hovedbestyrelse. Hans indsats var herefter ikke uden betydning, da partiet skulle genopbygges efter Pios og Geleffs flugt til USA i 1877. Han var især aktiv ved genrejsningen af partiets blad Social-Demokraten, hvor han tog hånd i hanke med såvel dets økonomi som dets administration. Endvidere var han aktiv ved gennemførelsen af den aktietegning, der i løbet af et par år gjorde det muligt at opføre den store og præsentable forsamlingsbygning i Rømersgade i København. Fra 1886 var han medlem af repræsentantskabet for Arbejdernes Fællesbageri og for Bryggeriet Stjernen fra 1902. Ved valgene til Folketinget i 1884 stillede han sig i Christianshavns kredsen mod Højres folketingsmand marinekaptajn S.I. Paulsen og fik 245 stemmer flere end denne og var dermed sammen med P. Holm Socialdemokratiets første rigsdagsmand. Christen Hørdum tabte kredsen ved valget i 1887, han generobrede den i 1890 og blev genvalgt til 1909, da han trak sig tilbage af helbreds-hensyn (d 6/6 1911)

 

Folketoget til Christiansborg. Efter bestemmelsen på Casinomødet aftenen i forvejen havde der allerede fra tidlig morgen foran rådhuset på Gammeltorv samlet sig en efter datidens forhold uhyre mængde mennesker, op mod 15.000, over en tiendedel af byens befolkning. Fulgt af denne menneskemængde gik det samlede bystyre med borgerrepræsentationens formand L.N. Hvidt og overpræsident Michael Lange i spidsen fra rådhuset til Christiansborg for at overrække Frederik 7. resolutionen, der var vedtaget dagen i forvejen. Kongen tog imod kommunalbestyrelsen og meddelte den, at det gamle ministerium var afgået, at der var truffet foranstaltninger til at bevare Slesvig uadskilleligt fra Danmark, og at han ville stå det danske folk bi "som dets tro leder", når man blot havde tillid til ham. Derefter faldt byen så nogenlunde til ro. Det viste sig imidlertid svært at få dannet et nyt ministerium. Om det, der skete på Christiansborg denne 21. marts 1848, er det blevet sagt, at det altid vil stå som betydningsfuldt. Det vil det, fordi modsætningen mellem folk og monark løstes så lempeligt, mens den andre steder førte til revolution og voldsomme kampe

 

d Dronning Marie; datter af landgreve Carl af Hessen og Louise (søster til Fdr. V); 1790 gift med kronprins Frederik (VI). Ved hoffet betragtedes M som ret ubetydelig, og hun første en meget tilbagetrukken tilværelse; det ægteskabelige liv vanskeliggjordes med tiden af en sygdom, hun havde pådraget sig efter otte fødsler, seks af børnene døde som små; fra 1818 måtte hun affinde sig med, at kongen tilbragte sine private timer med sin maitresse, fru Dannemand. Mens kongen 1814-15 overværede fredskonferencen i Wien, var Marie indsat som regent. 1825 gav hun kongen ideen til at gøre hertug Wilhelm af Holstein-Beck, der var gift med hendes søster, til hertug af Glücksborg, og sønnen Christian (IX), der 1832 kom til København., betragtede kongeparret som deres egen. M gjorde genealogiske studier og udgav 1822-24 "Supplement-Tafeln zu Joh. Hübners genealogischen Tabellen" (f 28/10 1767)

 

1889 f Christian Bartholdy, præst og aktiv inden for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark; det var i sidstnævnte stilling, han blev landskendt. Han var i årene 1929-59 bestyrelsesmedlem og 1934-59 formand i Indre Mission. Som formand for nævnte organisation deltog han i tidens debat og blev kendt som en slagfær-dig og humoristisk debatør med sans for livets modsætninger. Videre karakteriseres han som en såvel konser-vativ som kulturåben debatør, forfatter og prædikant, der ledede Indre Mission nogenlunde uskadt gennem mellem- og efterkrigstidens mange kriser. Såvel på tryk som i prædikener og radioforedrag evnede han ofte at give sine kommentarer til tidens begivenheder en pregnant og tit en udfordrende form, som når han kriti-serede danskernes manglende tro eller betegnede folkekirkens præster som dovne. Hans sprogblomster kom også frem, da han betegnede det teologiske fakultek ved Århus Universitet som en "røverkule" pga. den historisk-kritiske bibelforskning. B blev cand. theol. i 1912 og var derefter sognepræst i landsogne sidst i Haslev-Freerslev i årene 1943-54 (d 5/11 1976)

 

f Emil Bønnelycke, forfatter; arbejdede i sine unge år på DSB’s kontorer i fødebyen Århus. Herefter arbejdede han nogle år i Norge og ernærede sig som arbejdsmand, da han skrev sin første digtsamling. Efter sit kunstneriske gennembrud i 1917 blev han medarbejder ved Politiken, senere ved Berlingske Tidende. Hans journalistiske talent fik næring gennem en række udlandsrejser. Rejserne gav stof til reportager og en udstrakt foredragsvirksomhed. Som digter debuterede han i 1917 og bragte med en række digtsamlinger fra 1917 og 1918 ekspressionismen ind i dansk lyrik. I digtene udtrykkes en begejstret dyrkelse af storby, fart og teknik. De hverdagskendte ting - sporvogne, plakatsøjler, tog og kiosker - besjæles og beskrives med sanseglæde. I B’s omfattende forfatterskab er også prosa. I 1919 kom romanen "Spartanerne", hvis grundtanke: ungdommens livsførelse stillet over for krigens katastrofer, belyses ud fra tre forskellige indfaldsvinkler. Bogen var den første ekspressionistiske roman i Danmark og blev vel modtaget af kritikken, men herefter kneb det både med inspirationen og anerkendelsen. I 1933 kom romanen "Lokomotivet", der foregår i det jernbanemiljø, han kendte så godt. Bogen blev rost for sin realisme og blev filmatiseret med titlen "Nat-Ekspressen" (1942). I 1920'erne udsendte B bl.a. digtsamlingerne "Gadens Legende" (1920) og "Københavnske Poesier" (1927). 1938 kom det religiøse digt "Lovsang til Døden" (d 27/11 1953)

 

 

Det andet Slag ved Somme begynder; i.e. en delvis vellykket tysk offensiv på vestfronten i den sidste del af 1. Verd.krig. Den tyske general Erich Ludendorff var overbevist om, at skulle tyskerne være i stand til at opnå en sejr på vestfronten i foråret 1918, før amerikanske tropper nåede frem i så stort et antal, at de effektivt kunne styrke deres krigstrætte allierede, skulle man indsætte de soldater, der efter Ruslands sammenbrud kunne frigøres på østfronten, på vestfronten.. Hans første offensiv var rettet mod de forholdsvis svage britiske hære nord for floden Somme mellem Arras og La Fère. Briternes skyttegrave blev overdænget med granater og gasset, før et massivt angreb i en tæt morgentåge sattes ind. Det overraskede totalt briterne, deres første og anden skyttegravslinje faldt hurtigt, og den 22. marts var briternes 5. armé på tilbagetog med store tab og uden kontakt med franskmændene mod syd. Tyskerne rykkede hurtigt frem i håbet om at kunne drive en permanent kile ind mellem de britiske og franske styrker. Men den 28. marts holdt briternes 3. armé frontlinjen, de allierede fik samlet friske tropper og standsede tyskernes fremrykning øst for Amiens. Med deres offensiv havde tyskerne opnået den største territoriegevinst på vestfronten siden krigens første måneder i 1914. Tyskerne var rykket næsten 64 km frem og havde taget omkr. 70.000 fanger. Men de allieredes linjer var kun blevet bøjet – ikke gennembrudt. Den 5. april var Det andet Slag ved Somme slut

1936 d Aleksander Konstantinovich Glazunov, russisk komponist; han begyndte at komponere som 11-årig; modtog i et par år undervisning hos Rimskij-Korsakov og skrev sin første symfoni som 16-årig. I 1889 blev han ansat som lærer ved konservatoriet i St. Petersborg, og 1905-28 var han konservatoriets direktør. Herefter turnerede han nogle år som dirigent, indtil han i 1932 slog sig ned i Paris, hvor han boede til sin død. G var uhyre produktiv, navnlig inden for instrumentalmusikken; han har skrevet otte symfonier og en lang række større og mindre orkesterstykker, en violinkoncert i a-moll, 2 klaverkoncerter, og ikke mindst en del kammermusik. Sammen med Rimskij-Korsakov fuldførte han Borodins opera "Fyrst Igor", som var ufuldført ved Borodins død i 1887 (f 10/8 1865)

1929 d Otto Liebe, højesteretssagfører, statsminister og kongehusets juridiske konsulent; han er den kortest rege-rende statsminister i danmarkshistorien – han sad i syv dage. L blev cand. jur. i 1882. Tre år senere ansattes han som overretssagfører og 1899 som højesterets-sagfører. Han var formand for Den Danske Sagførerfor-ening 1910-19 og sagførerrådet 1919-27. Sideløbende hermed havde han en karriere i erhvervslivet. Han var medlem af Privatbankens bankråd fra 1900, bestyrelsesmedlem i Gyldendalske Boghandel og Det Danske Kul-kompagni. 29. marts 1920 blev L placeret i orkanens øje. Uenighed om det sønderjydske spørgsmål og Danmarks sydgrænse havde fået Chri-stian 10. til at afskedige det radikale ministerium Zahle, havde Christian 10. tilkaldt kongefamiliens juridiske konsulent Liebe og ladet ham danne et forretningsministerium med det formål af afholde valg. Kongen og med ham nationale og højreorinterede kredse var utilfredse med resultátet af den netop afstemning i Mellemslesvig. Kongen og nævnte kredse ønskede en ny afstemning, men dette kunne ikke lade sig gøre med De Radikale ved magten. Kongen ønskede en regering, der havde støtte fra det borgerlige flertal i Landstinget. De næste dage blev særdeles urolige. Men L trådte tilbage 5. april, og den episode, der er gået over i danmarkshistorien som Påskekrisen var ovre. Efter det politiske mellemspil helligede L sig atter sin sagførervirksomhed (f 24/5 1860)

 

Tyskerne og deres danske håndlangere afholder en "Heltemindefest" på ingeniørkasernen i Ryvangen, København for de 378 frivillige danske i tysk tjeneste, der er faldet på østfronten

 

Til top        22. marts

1594 Henrik 4.'s indtog i Paris. Efter Henrik 3. som den 3. af Frans 1. sønner var død i 1589, var protestanten – huguenotten – Henrik af Navarra nærmeste arving til den franske trone. For at undgå en protestant som fransk konge greb Filip 2. af Spanien ind og besatte Paris, mens England støttede Henrik med tropper. Henrik 4. var dog ikke i stand til at overvinde sine modstandere militært, og langt den overvejende del af landets befolkning ønskede ikke en huguenot på tronen, men heller ikke en af spanierne indsat katolik. Efter nogle militære opgør, der faldt ud til Henriks fordel, stod han over for det afgørende spørgsmål: kunne han som protestant vinde og beholde tronen i et land, der var 90% katolsk? Det mente han ikke; på den anden side var ’Paris vaut bien une messe’ (Paris er vel en messe værd), og den 18. maj 1593 sendte Henrik bud til paven og Paris’ præsteskab, at han ønskede at blive undervist i den katolske tro. To måneder senere skriftede han, fik syndsforladelse og hørte messe. Han var blevet katolik. I de næste otte måneder fandt der mindre sammenstød sted; men også pariserne var efterhånden trætte af krig, og ved Henriks indmarch i byen forsøgte ingen at stille sig i vejen. Tværtimod blev han hyldet af store menneskemængder. Den religionskrig, der havde splittet landet i 32 år, var slut

 

1599 f Anton van Dyck, flamsk maler og grafiker; som 10 årig kom han i lære hos maleren Hendrick van Balen den ældre i fødebyen Antwerpen. Efter læretiden arbejdede han i Rubens værksted og blev Rubens vigtigste medarbejder; i læretiden udførte van Dyck også selvstændige arbejder f.eks. "Korsbæringen" (ca 1617-20) til Sankt Pauluskerk samt flere portrætter, f.eks. "Maleren Frans Snyders" (1620-21). Han rejste 1621 til Italien, hvor han især virkede i Genova. Her arbejdede han for aristokratiet, og i sine talrige portrætter udviklede han hele det repertoire af legemsstore portrætter, som han senere brugte i Antwerpen og London: rytterportrætter, store familiegruppeportrætter og fornemme enkeltportrætter f.eks. "Elena Grimaldi Marchesa" (ca 1623). I 1629 var han atter i Antwerpen; her udførte han store opgaver for byens kirker f.eks. "Skt Augustins vision" (1628) til Augustijnenkirk. Påbegyndte desuden sin "Ikonografi", en serie på 80 raderinger og stukne portrætter af berømte samtidige. 1632 rejste van Dyck til London, hvor han blev adlet af Karl I og udnævnt til hofmaler, og hvor han resten af sit liv virkede næsten udelukkende som portrætmaler for kongehuset og adelen. Blandt de kendeste arbejder fra denne periode er tre store rytterportrætter af kongen (ca 1633) og det tredobbelte brystportræt af Karl I (ca 1635) (d 9/12 1641)

 

1699 f J.G. von Langen, overjagtmester; blev uddannet inden for forstvæsenet i hjemlandet Sachsen. Han kom i dansk tjeneste, da han blev anbefalet til Christian 6. for at løse problemet med de forhuggede skove ved Kongsberg i Norge og de deraf følgende vanskeligheder med træ- og brændeforsyningen til sølvværket. Efter Christian 6.’s død (1746) vendte von Langen tilbage til Tyskland. Han trådte atter i dansk tjeneste i efteråret 1763, da man søgte en, der kunne forestå udarbejdelse af driftsplaner for de kongelige skove. I løbet af de næste år blev der tegnet skovkort, foretaget taksation og udarbejdet planer for seks nordsjællandske skovdistrikter. Ved de mange nyplantninger var de vigtigste træer i von Langens kulturer stadig de gamle danske træer eg og bøg, men som noget nyt blev der også plantet ask, elm, el, birk o.a. Det var især von Langens indførsel af nåletræer, der har påkaldt sig opmærksomhed, fordi de tidligere næsten ikke havde været dyrket i de danske skove, og fordi de senere fik så stor udbredelse. Med sin indsats er L blevet kaldt "fader til det ordnede skovbrug". Rester af von Langens plantager findes i Tinghus ved Mårum, i Nødebo Holt og i Nørreskoven ved Furesøen, hvor Danmarks højeste træ på over 47 m - en af von Langens ædelgraner - stod til 1965, da det gik ud (d 25/5 1776)

f Nicolas Henri Jardin, fransk/dansk arkitekt; uddannet på Kunstakademiet i Paris, men afgørende for hans uddannelse og senere virke blev et ophold i Rom i årene 1744-48. Her var den nyklassicistiske stil ved at tage form bl.a. inspireret af den fælleseuropæiske arv, de romerske ruiner. Af sin landsmand billedhuggeren Saly, skaberen af Frederik 5.’s rytterstatue på Amalienborg Slotsplads, blev Jardin i 1754 anbefalet som arkitekt for fuldførelsen af Frederikskirken i København og som professor ved det to år i forvejen åbnede Kunstakademi. I 1760 blev han desuden udnævnt til chef for det kongelige bygningsvæsen. Da man i 1770 af sparehensyn standsede arbejdet på Frederikskirken, var grundlaget for Jardins ophold i Danmark væk, og han vendte tilbage til Frankrig. Jardins sekstenårige ophold i København fik langvarig betydning både gennem hans mange elever og gennem hans bygninger, haver og interiører. Blandt hans værker er spisesalen i Moltkes Palæ på Amalienborg (1757), Fredensborg Slotshave (1760’erne), Bernstorff Slot og have i Gentofte (1759-68) samt i København Sølvgades Kaserne (1763-71) og Det gule Palæ i Amaliegade. Sidstnævnte var med sin facadedekoration i form af guirlanderomhængte medaljoner, festoner og vaseopsatser det første nyklassicistiske borgerhus i København. Helheder eller detaljer fra hans værker blev hyppigt brugt i andre sammenhænge, Bernstorff Slot således som forbillede for herregårdsbygninger (d 31/8 1799)

 

Det engelske parlament vedtager stempelmærkeloven, der pålægger de amerikanske kolonier indirekte skatter. Efter Syvårskrigen (1756-63) var den engelske økonomi anstrengt. I 1764 beløb statsgælden sig til 146 mio£, et beløb, der var uden sidestykke i landets historie. I efteråret 1764 sad 40.000 englændere i gældsfængsel. Modsat moderlandet havde kolonierne i Amerika haft økonomisk fordel af krigen; det var derfor ikke underligt, man i England fandt det rimeligt at lade kolonierne yde deres bidrag til en forbedring af den økonomiske situation. Men vedtagelsen af stempelloven førte til voldsomme reaktioner i de amerikanske kolonier; reaktioner der startede den proces, der i 1776 førte til koloniernes løsrivelse fra England

f Vilhelm 1., preussisk konge 1858/61-88, tysk kejser 1871-1888; ved sin ældre bror Frederik Vilhelm 4.’s tronbestigelse i 1840 blev han tronfølger. Broderens tiltagende sindssyge betød, at V 1858 blev regent og ved Frdr. Vilhelms død 1861 konge. I den såkaldte liberale æra - årene 1858-62 var V indstillet på at føre en libe-ral politik og udnævnte liberale ministre. Strid med Landdagen om militære bevillinger bevirkede imidlertid, at han efter at have overvejet at abdicere i 1862 udnævnte Bicmarck til ministerpræsident. Dermed indledtes en langt mere reaktionær og nationalistisk kurs, en kurs der resulterede i V’s kåring til kejser over det nye tyske rige. Bismarck benyttede sig af den sejrrige fransk-tyske krigs (1870-71) patriotiske, fællestyske stemning til at få sit enhedsværk fuldbragt. Efter at den nordtyske rigsdag havde godkendt det Nordtyske Forbunds udvidelse med de sydtyske stater (Bayern, Württemberg, Baden og den del af Hessen, der lå syd for Main) og omdannelse til det Tyske Rige, blev V i januar 1871 på slottet i Versailles hyldet som tysk kejser af de tyske fyrster, generaler og diplomater. I forbindelse med oprettelsen af det tyske rige var der mange vanskeligheder at overvinde, især fra Bayern. Således stod der bitter strid om kejserens titel; V holdt på "kejser af Tyskland", men Ludvig 2. af Bayern ville ikke gå med hertil; og "tyskernes kejser" afslog preusserkongen pure – det lugtede for meget af at være folkevalgt monark. Bismarck valgte da, til V’s store misfornøjelse betegnelsen "tysk kejser". I forhold til sin rigskansler anerkendte V Bismarcks storhed, men samarbejdet var ikke uden rivninger. I forholdet blev V i årenes løb den vigende; han opgav dog ofte først sin modstand mod Bismarcks politik efter store kampe. I udenrigspolitikken var alliancen med Rusland V’s faste holdepunkt, og indgåelsen af forbundet med Østrig-Ungarn i 1879 anså han for forræderi mod tsaren (d 9/3 1888)

f Friedrich Wilhelm August Argelander, tysk astronom; fra 1823 var han ansat ved observatoriet i Åbo og fra 1827 professor og direktør ved observatoriet i Helsingfors. Her interesserede han sig især for stjernernes egenbevægelser. Fra 1837 arbejdede A i Bonn, hvor han forestod udarbejdelsen af "Bonner Durchmusterung" (udg. 1859-62) et af verdens mest omfattende stjernekataloger med positioner for over 300.000 stjerner ned til størrelsesklasse 9.5. Han udviklede en metode til bedømmelse af størrelsesklasser, trinvurderingsmetoden, der havde overordentlig stor betydning før udviklingen af fotometre. A anses desuden for at være grundlægger af den videnskabelige iagttagelse af variable stjerner (d 17/2 1875)

Træfningen ved Sjællands Odde. Efter englænderne i september 1807 havde stjålet den dansk/norske flåde, blev det sidste brugelige af flådens store skibe, linjeskibet "Prins Christian Frederik", der lå ved Norge, 1. marts kaldt til Danmark for at støtte en spansk-fransk hjælpehærs overgang af Store Bælt. Da det passerede skærgården ved Göteborg, blev det observeret fra tre engelske linjeskibe, der lå indefrosne. De blev hurtigst muligt iset ud og stod sydpå. Ved Sjællands Odde mødte "Prins Christian Frederik" tre engelske fregatter og to af de udisede linjeskibe, der hver især var af samme styrke som det danske skib. Bittert nok var det ene af dem et tidligere dansk skib "Holsten", som englænderne havde erobret/stjålet. For "Prins Christian Frederik" var tidspunktet for kamp det dårligst mulige; blandt linjeskibets store besætning havde hærget en voldsom epidemi, og kaptajnen (Jessen) havde måttet sætte over 200 syge i land og komplettere sin besætning med, hvad der kunne skrabes sammen af søvante og ikke-søvante. Vejrforholdene gjorde det umuligt at undslippe, og Jessen belavede sig på at tage kampen op med den overmægtige fjende. Kampen begyndte efter solnedgang og fortsatte time efter time i den mørke martsaften. Da det sønderskudte skib tog grunden, strøg Jessen, der selv var såret, flaget i bevidsthed om, at skibet nu var ubrugeligt for fjenden.

 

1808 d Peter Willemoes, søofficer; han blev kadet 1795, sekondløjtnant 1800 og premierløjtnant 1807. Som følge af flådens krigsberedskab blev W i foråret 1801 chef for det såkaldte "Gernerske flådebatteri No. 1". Flådebatteriet var en slags artilleripram med 24 kanoner, der specielt var konstrueret til at virke på Københavns Red. Under slaget på reden 2. april samme år var W med sit flådebatteri placeret i Kongedybet i den danske defensionslinjes sydlige del. Denne del af linjen blev hårdt angrebet af de engelske skibe, deriblandt admiral Nelsons flagskib Elephant. I ca tre timer holdt W linjen, men kappede derefter ankertovene og drev ind bag den. Efter slaget blev W det københavnske borgerskabs yndling, og han blev feteret overalt. Da det engelske angreb på Danmark kom i 1807, blev W sat til at lede troppetransporterne mellem Langeland og Lolland. Det var i denne egenskab han mødte Grundtvig, der på dette tidspunkt var huslærer på Egelykke. Allerede mens W levede, skrev Grundtvig hyldestdigtet "Kæmpevise om Willemoes" til ham. Efter W’s død vendte Grundtvig flere gange tilbage til søhelten i sin digtning f.eks. i "Kommer hid I piger små" og "De Snekker mødtes i Kveld på Hav". Den 25. december 1807 mødte W til tjeneste på linjeskibet "Prins Christian Frederik" og blev dræbt i træfningen ved Sjællands Odde. I sin samtid kom W til at stå som et symbol på den vågnende nationale bevidsthed og idealistiske ånd, som fandtes i Danmark i det første årti af 1800-tallet. En medvirkende årsag til, at W’s navn hører til kredsen af danske søhelte, har ikke mindst været Grundtvigs digtning, der på en kraftfuld måde sammenfatter nationalfølelse og mandsmod. Dette kommer tydeligt til udtryk i slutlinjerne i hans indskrift på den sten, der 1809 sattes på Odden kirkegård over de faldne i træfningen ved Sjællands Odde. "Danske de vare, hvis møre ben/under mig smuldrer i jorden/danske af tunge, af æt og af id/thi skal de nævnes i løbende tid/fædrenes værdige sønner" (f 11/5 1783)

1832 d Johann Wolfgang Goethe, tysk forfatter; blev 1771 dr. juris i Strasbourg; året efter var han en kort tid knyttet til rigskammerretten i Weimar, men gik nu ellers helt op i litterære interesser og arbejder med store digteriske udkast. 1773 kom hans tragedie "Götz von Berlichingen" og året efter romanen "Die Leiden des jungen Werthers", der begge gjorde ham berømt, det første værk i Tyskland, det andet over hele Europa. 1775 kom G til Weimar efter indbydelse af hertug Karl August; der forblev han resten af livet, først som hofmand og hertugens ven, snart dog som adlet statsråd og travl minister. 1794 begyndte det berigende og stimulerende samarbejde med Schiller, der varede til dennes død i 1805. Desuden gjorde i disse år den franske revolution og Napoleon dybt indtryk på ham; endvidere viede han naturen, nyplatonismen, Spinoza og Bibelen indgående studier. Hans store interessefelt fik udtryk i et anseligt antal større og mindre, yderst forskellige værker: epos (som "Hermann og Dorothea", 1797), tragedier, romaner, selvbiografi. Men højest nåede han som lyriker og med sit hovedværk "Faust". Med afbrydelser beskæftigede G sig med det fra ungdommen og fuldførte det først lige inden sin død. Det skildrer, hvad han selv kaldte "et godt menneske", d.v.s., et menneske i dunkel, ubevidst pagt med tilværelsens modsætningsfyldte mysterium, og fra hvem der derfor udgår en velsignelsesrig kraft. Sin lange alderdom tilbragte G med omfattende studier, bl.a. naturhistoriske og fysiske. Hans alsidige evner forblev friske og modtagelige til det sidste, og som "olymperen" i Weimar nød han europæisk berømmelse (f 28/8 1749)

Martsministeriet dannes. Det blev dannet efter drøftelser om det slesvigske spørgsmål på Casinomøderne og de nationalliberales krav om deltagelse i regeringen. Ved udnævnelsen af ministeriet erklærede kongen – Frederik 7. - at han fra da af ville betragte sig som konstitutionel konge og gøre statsrådet ansvarlig for regeringens førelse - han ville kun overvære møderne efter indbydelse. Det betød, at enevælden var død, og at Danmark var blevet et konstitutionelt monarki. I spidsen for dette Danmarks første "frie" ministerium stod A.W. Moltke med titlen premierminister. Gennem flere år havde han tjent den enevældige konge som minister. Over for tidens fremvoksende liberale røre stod han ikke uvillig, men uden begejstring, og han afslog at tage sæde i det udvalg, der efter kongeskiftet januar 1848 skulle udarbejde den nye forfatning. Men da det gamle ministerium trådte tilbage den 21. marts 1848, og dannelsen af et nyt var mislykkedes for flere, lod M sig overtale til at danne regering. Ved at påtage sig denne opgave formidlede Moltke overgangen fra det gamle – enevælde - til det nye – folkestyre. Den nye tids ministre var de nationalliberale D.G. Monrad, L.N. Hvidt og Orla Lehmann, bondevennen A.F. Tscherning. Ministeriets første handling var afvisning af de slesvig-holstenske krav om en fri forfatning for Slesvig-Holsten og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Slesvigs uopløselige forbindelse skulle tværtimod styrkes ved en fælles fri forfatning. Holsten skulle få sin særlige, frie forfatning, så det kun stod i personalunion med Danmark. Ministeriets udtalelse var en tydelig bekendelse til ejderprogrammet og havde som sådan utvivlsomt næsten hele befolkningens tilslutning. Martsministeriet organiserede desuden valgene til Den grundlovgivende Rigsforsamling, udarbejdede forslaget til Junigrundloven og udstedte love om pressefrihed, husmænds kår og almindelig værnepligt

 

1855 f Henrik Cavling, journalist, redaktør og forfatter. Efter i 1881 at have taget eksamen fra Blågård Seminarium skrev C sin første egentlige reportageartikel i 1882 og blev 1886 fast medarbejder ved det radikale dagblad Politiken. C skrev ikke opinionsjournalistik, som morgenbladene stadig satsed e på, men farverige skildringer af store og små begivenheder, sociale forhold, kriminalitet og skæbner i hovedstaden og andre storbyer bl.a. rejseskildringer fra USA. 1886-87 var han udlandskorrespondent i Paris og kom året efter til USA. C beskrev omkring århundredskiftet væsentlige verdensbegivenheder på nærmeste hold. F. eks. Dreyfus-affæren i Fran-krig (1899) og krigen på Cuba (1896-98). 1905 blev han chefredaktør på Politiken og skabte de normer, hvor-efter bladet blev skrevet i de følgende årtier. Således blev emner som sport, nyheder fra udlandet og den dag-lige kronik indført som faste ingredienser. Det blev en succes, efter ti år var Politiken landets største avis, og et eksempel til efterfølgelse for andre dagblade. Efter de radikales nederlag ved Påskekrisen i 1920 blev Politiken ramt af boycot og tabte terræn. C overlod gradvist ledelsen af bladet til andre og gik af i 1927. I 1904 var han initiativtager til oprettelsen af Københavns Journalistforbund (en forløber for Dansk Journalist-forbund), men efter 1905 var han ikke aktiv i hverken politik eller i pressens organisationer. Han var dog fortsat aktiv som forfatter, og efter sin fratræden udsendte han sine erindringer:"Efter Redaktionens Slutning" (1928) og "Journalistliv" (1930) (d 7/8 1933)

f René Coty, fransk præsident 1953-1958 og dermed 4. republiks sidste præsident; han blev uddannet som jurist og var 1924-34 medlem af Deputeretkammeret, hvor han tilhørte en moderat konservativ gruppe; 1935-40 medlem af Senatet. Efter det franske nederlag i 1940 afviste C ethvert samarbejde med Vichyregeringen. I 1945 valgtes han til den konstituerende Nationalforsamling og var 1947-48 minister for genrejsning og byplanlægning. 1949-53 beklædte han stillingen som vicepræsident i Republikkens Råd. 1953 blev C valgt til præsident efter det længste præsidentvalg i landets historie. Hans valg var først klar den sjette dag, efter den trettende votering; hans navn var blevet lanceret ved den elvte. Han forsøgte i sin præsidenttid forgæves at gennemføre konstituelle reformer, som kunne tilvejebringe mere stabile politiske forhold. Under Algierkrisen i maj 1958 appellerede han forgæves til generalerne om at udvise moderation. Udsat for trusler om statskup bad han de Gaulle danne en ny regering. Efter at den nye forfatning var vedtaget, gik C af som præsident i januar 1959 og afløstes af de Gaulle (d 22/11 1962)

1933 I tysk presse meddeler fungerende politipræsident i München, Heinrich Himmler, at den 22. marts 1933 vil den første koncentrationslejr blive åbnet i Dachau. Den ville komme til at rumme 5000 fanger. Himmler gjorde opmærksom på, at Tysklands nye magthavere ved et sådant projekt ikke ville lade sig påvirke af småborgerlige indvendinger. Nazisterne var overbeviste om, at åbningen af kz-lejren ville "betrygge" alle, som ønskede nationens vel og tjene deres interesser. I det lejrregulativ, Himmler samtidig lod udarbejde, hed det, at i visse tilfælde i lejren ville kunne beordres piskning ."At være at hænge" ville lovovertrædere, der ansås for agitatorer: "enhver som ….holder ophidsende taler og arrangerer møder, danner kliker, lusker rundt med andre, og alle, som forsyner oppositionens propaganda med rædselsberetninger og til dette formål indsamler sandfærdige eller falske oplysninger om koncentrationslejrene". Anbringelse i koncentrationslejr betød indtil andet bestemmes anbringelse på ubestemt tid (skrevet påskedag den 15. april 01)

1974 d Viggo Starcke, læge og politiker; han blev cand. med. i 1921 og arbejdede som læge til 1946. S blev politisk aktiv i Danmarks Retsforbund i 1920’erne, var partiets formand 1938-39, repræsenterede partiet i Folketinget 1945-60 og var 1946-57 formand for folketingsgruppen, en post, der gav ham mulighed for at bruge sine orato-riske evner i radioen. Som fortaler for frihandel og fuld grundskyld og som modstander af statslig indblanding i økonomien tegnede S partiets profil; stærkt national sindet gik han dog i modsætning til flere partifæller ind for øgede forsvarsbevillinger og medlemskab af NATO. 1957-60 var han minister uden portefølje i Trekantsregerin-gen – et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Retsforbundet. Ved den af Dan-marks Radio fjernsyns- og radiotransmitterede afsluttende partilederdebat forud for valget i maj 1957 udnyttede S millimeterdemokratiet til det yderste. Han havde sparet taletid op til de sidste minutter af udsendelsen og oprem-sede nu med patos samfundets moralske dårligdomme fra skilsmisser, aborter, selvmord til fyldte fængsler. Kuren mod alt dette skulle være at stemme på Retsforbundet. De andre deltagere i afslutningsdebatten havde kun sekun-der til at give udtryk for deres forargelse. Gevinsten ved dr. Starckes retoriske præstation viste sig i Retsforbun-dets stemmetal ved valget den 14. maj 1957. Her fik partiet 5,3% mod 3,5% ved valget i 1953. I mandater blev det til en gevinst på 3 til nu 9. Starcke forlod aktiv politik, da Retsforbundet ved valget i 1960 gled ud af Folke-tinget (f 13/3 1895)

 

 

 

Til top        23. marts

1429 f Margrete af Anjou, engelsk dronning; datter af René I af Anjou og født i faderens hertugdømme, Lorraine 23. april 1445 gift med Henrik 6. af England; hun blev hurtigt indblandet i stridighederne omkring den engelske trone - Rosekrigene; hendes upopularitet i befolkningen blev cementeret af hendes griske og herskesyge optræden; ej heller hendes franske baggrund var heldig for hende på et tidspunkt, hvor englænderne led nederlag i Hundred-årskrigen i Frankrig. Oktober 1453 fødte hun sit eneste barn, sønnen Edward. Uheldigvis for M blev hendes mand få måneder senere sindssyg og ude af stand til at regere. Den naturlige rigsforstander ville under disse omstæn-digheder være hertugen af York, men M frygtede, han ville være en fare for hendes søns muligheder for at blive konge. Stridighederne udviklede sig herefter hurtigt og stadig alvorligere; efter flere kampe med sejre og nederlag for M i War of the Roses, endte hendes optræden i engelsk historie med det fuldstændige nederlag i slaget ved Tewkesbury d. 4. maj 1471. Hendes søn blev dræbt, selv blev hun taget til fange; tre uger senere blev hendes hendes mand myrdet i Tower. I 1475 løskøbte hendes slægtning Ludvig XI af Frankrig hende; dog for hendes egne penge, for kongen krævede, at hun gav afkald på arv efter sin far. Sine sidste år - fra 1475 - levede hun i Frankrig (d 25/4 1482)

1680 d Nicolas Fouquet, markis af Belle-Isle og fransk finansminister; efter en karriere som bl.a. intendant blev han i 1653 udnævnt til leder af finansvæsenet som tak for sin støtte til kardinal Mazarin under de oprør (Fronden), der opstod 1648-53 som reaktion på mange års hård beskatning og en voksende kongemagt. Med sine forbindelser i finanskredse kunne han rejse store lån til staten; samtidig udnyttede han sin stilling til egen fordel. Tilskyndet af F’s rival, Colbert, lod Ludvig 14. i 1661 F anklage for underslæb. F skulle bl.a. have anvendt de tilranede penge til opførelse af sit pragtslot Vaux-le-Vicomte. Som kunstinteresseret støttede F bl.a. Corneille, Molière og La Fontaine. I en retssag, forfalsket af Colbert, blev F idømt livsvarigt fængsel og fik sine godser konfiskeret (f 1615)

1819 d myrdet August von Kotzebue, tysk dramatiker og russisk spion; født i Weimar, men levede mange år i St. Petersborg, hvor han både blev adlet og beklædte flere statsembeder. I 1817 blev han sendt til Tyskland for som agent for den russiske regering at indberette om tyske tilstande. Som forfatter var han hele livet overordentlig produktiv og har bl.a. skrevet over 200 dramatiske arbejder inden for alle genrer; de viste sig i besiddelse af et umådeligt publikumstække; alene i København opførtes i tiden 1800-25 70 af hans stykker. Populærest var hans sentimentale skuespil bl.a. "Menschenhass und Reue" (1789) og "Die Indianer in England" (1790). Forgæves søgte K forbindelse med sin samtids litterære storheder, bl.a. Goethes kreds og romantikerne, men det lykkedes ham aldrig at opnå litterær anerkendelse. I den offentlige bevidsthed stod han som en forbitret modstander af liberalisme og tysk nationalisme. Især hans reaktionære og spottende skriverier i sin ugeavis om ungdommens liberalisme og nationale ideer virkede ophidsende, og de var det egentlige motiv til, at en ung student - Karl Sand - myrdede K på gaden i Mannheim (f 3/5 1761)

d Stendhal, fransk forfatter (Marie Henri Beyle); som ung deltog han i Napoleonskrigene og var med ved Marengo, Jena, i Ruslandfelttoget og de efterfølgende kampe i Tyskland. S levede derefter et isoleret, tilbagetrukket liv, for en stor del i Italien. Hans første litterære arbejder behandlede kunst og musik; i skriftet "Racine et Shakespeare" tog han afstand fra den klassisistiske dramatik; skrev desuden en række skildringer fra Italien og den analyserende "Essai sur l'amour". Hans hovedværker er de to romaner "Le Rouge et le noire" (1831) og "La Chartreuse de Parme" (1839), som begge behandler tiden umiddelbart efter Napoleons fald. Stendhal var en overmåde skarp og fin psykolog. Drivkraften i hans produktion var hans intense interesse for udfoldelsen af den menneskelige personlighed, som han ønskede så fyldig og stærk som muligt. Hovedmotivet i hans romaner er lidenskabens udløsning i handling (f 23/1 1783)

1848 Oprøret i Slesvig Holsten begynder. Martsministeriet afgav d. 24. marts sit svar til den slesvig-holstenske delegation på de krav, der var blevet vedtaget i Rendsborg d. 18. marts: Holsten ville få sin egen forfatning, Slesvig skulle indgå i et forfatningsmæssigt fællesskab med kongeriget og ikke optages i Det Tyske Forbund. Inden dette svar blev kendt i Kiel, havde begivenhederne i København fået slesvigholstenerne til at tage sagen i egne hænder. Under henvisning til, at "landsherrens vilje ikke mere er fri" dannedes der i Kiel en provisorisk regering "i vor arvehertugs navn" til "opretholdelse af landets og hans rettigheder", også for at tysk land ikke blev givet "til pris for de danskes rovlyst"; den provisoriske regering erklærede yderligere, at den med kraft ville slutte sig til Tysklands enheds- og frihedsbestræbelser". Hermed var den tyske revolution også kommet til udbrud på dansk statsområde i form af en slesvigholstensk frihedskamp mod det danske herredømme

 

1849 Slaget ved Novara (45 km vest for Milano). I slaget, der blev udkæmpet i den første italienske Uafhængighedskrig, blev 100.000 dårligt uddannede italienske soldater under kong Charles Albert af Sardinien-Piemonte besejret af 70.000 østrigske soldater under feltmarskal Joseph Radetzky. 11 dage tidligere havde Charles Albert opsagt den våbenhvile, han havde underskrevet efter sit nederlag i det første slag ved Custoza. Det nye nederlag, som var en følge af Radzkys numeriske overlegenhed og hans bedre uddannede soldater og Charles Alberts manglende støtte fra andre italienske stater, førte 9. august til en fredsaftale, der bl.a. sagde, at Sardinien-Piemonte skulle betale Østrig krigsskadeserstatning på 65.000.000 francs. Endvidere førte nederlaget til Charles Alberts abdikation til fordel for sønnen Victor Emmanuel 2.

Pio og Geleff forlader Danmark og rejser til USA. De to stiftere af Socialdemokratiet var blevet bestukket af politiet til at forlade Danmark. Pio fik 10.000 kr, Geleff det halve. Det viste sig siden, at Burmeister og Wain og tekstilfabrikant B.H. Ruben havde forsynet politidirektøren med beløbene. Politiet satsede på, at aktionen ville foregribe en forventet alvorlig uro i landet i forbindelse med konflikten i Rigsdagen – striden om folketingsparlamentarisme dvs. om det parti, der i det ved almindelig valgret valgte Folketing har et flertal bag sig, skal danne regering, eller regeringen dannes af det parti, der har flertal af det ved privilegeret valgret valgte Landsting. Politidirektøren vidste, at Estrup-regeringen agtede at udstede en provisorisk finanslov, som ville gøre befolkningens flertal rasende, og de københavnske arbejdere kunne være et særligt farligt uroele-ment i den forbindelse. Aktionen lykkedes. Den danske arbejderbevægelse var totalt lammet efter ledernes bortrejse. Først langt op i 1880'erne fandt den igen fodslaget

1879 f Edith Rode, forfatter; hun voksede op i et velstillet borgerligt hjem i København. Sin barndom og opvækst har hun skildret i bogen "De tre smaa Piger" (1943). Den blev en succes. I bogen fortæller hun, at hun og hendes søstre fik friere livsudfoldesmuligheder end andre af tidens kvinder. Alligevel rystede debutromanerne "Misse Wichmann" og "Maja Engell" (begge 1901) borgerskabet med deres frie fremstilling af kvinders erotiske behov. På byllupsrejsen med sin første mand i Italien i 1902 forelskede R sig stormende i forfatteren Helge Rode. Hun tog med ham til Capri, hvor de slog sig ned og fik deres første barn i 1903. I 1905 blev de gift og vendte hjem til København. "Tilfredse Hjerter" (1905) hedder bogen om kærlighedsvalget, som følger forfatterens egen historie ganske tæt. For at tjene til dagen og vejen arbejdede R som journalist ved Berlingske Tidende, men hun fortsatte med at skrive. Især findyrkede hun genren noveller og novelletter, som passede til offentliggørelse i dag- og ugeblade. Fra 1937 var R en værdsat brevkasseredaktør ved ugebladet Familie Journalen. Det hævdes, at hun arbejdede med den iagttagende, selektive fortællertype også i erindringsbøger-ne "Der var engang" (1951), "Paa Togt i Erindringen" (1953) og "Paa Rejse i Livet" (1957) (d 3/9 1956)

1880 f Robert Neiindam, skuespiller og teaterhistoriker; som skuespiller debuterede han 1899 på Folketeatret og var knyttet til forskellige københavnske teatre frem til 1919. Derefter gæstespillede han i Odense og Århus, indtil han i 1926 helt helligede sig den teaterhistoriske forskning. Dog var han i årene 1930 til 1950 lærer ved og forstander for Det Kgl. Teaters elevskole. N havde selv en meget stor del af de billeder af skuespillere, teaterplakater, skuespilleres efterladte papirer og andre genstande, der havde teaterhistorisk værdi. I 1922 indviede han Teatermuseet i Hofteatret på Christiansborg. Indtil sin død var han museets leder. Herfra bidrog han væsentlig til at levendegøre teaterhistorien dels ved en legendarisk indsamlingsvirksomhed dels gennem et omfattende teater- og personalhistorisk forfatterskab, der spænder fra enkelteatres historie fx, Det Kgl. Teaters og Folketeatrets, over forskning i markante eller pikante teaterhændelser til et væld af biografier især i Dansk Biografisk Leksikon. I 1958 blev N æresdoktor ved Københavns Universitet (d 26/9 1966)

1905 f Lale (Lise Lotte) Andersen, Lili Marleen, tysk sanger; blev kendt da hendes indspilning fra 1938 af soldatersangen "Lili Marleen" i 1941 blev udsendt i den militære radio i Budapest (d 28/8 1972)

1912 f Werner von Braun, tysk/amerikansk raketkonstruktør; blev ingeniør i 1932 og derefter optaget på universitetet i Berlin, hvor han forskede i flydende raketbrændstof. Han tog doktorgrad i fysik i 1934 og blev 1937 teknisk direktør ved det tyske raketudviklingscenter i Peenemünde. Her udvikledes i 1942 det langtrækkende missil A-4, som af det tyske propagandaministerium blev benævnt V-2. Som amerikansk krigsfange genoptog B og hans gruppe fra sept. 1945 raketforsøgene i White Sands i New Mexico, USA, hvor de var internerede til 1950. I 1952 blev han leder af det amerikanske ballistiske våbenprogram i Huntsville, Alabama. Under B’s ledelse udvikledes her Redstone-raketten, som videreudvikledes til Jupiter-C, Juno og senere til Pershingmissilerne. Det var med Juno-raketten den første amerikanske satellit blev sat i kredsløb om Jorden (januar 1958). Efter oprettelsen af NASA fik B ansvaret for udviklingen af Saturn-raketterne. Det var en Saturn V, som 1968-72 blev benyttet til de bemandede Apollo-opsendelser til Månen og i 1973 til opsendelse af den amerikanske rumstation, Skylab. I 1972 blev B vicepræsident i Fairchild Industries Inc. (d 16/6 1977)

f Roger Bannister, engelsk mellemdistanceløber og læge; første mand under 4 min. på en engelsk mile. Løb i 1954 milen (1609,34 m) på 3,59,4 min. Samme år vandt han EM-guld på 1500 m samt guld på distancen en mile i British Empire Games

 

1943 Folketingsvalg. Valgdeltagelse 89.5%, den er aldrig overgået. Omstændighederne ved valget er et godt og tydeligt eksempel på besættelsestidens dobbelthed. Statsminister Scavenius var upopulær i befolkningen, hvis støtte på den anden side var nødvendig for partierne. Men derved kom de i klemme, fordi besættelsesmagten ikke ville godkende nogen anden statsminister end ham. Det kom de fem partier – Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative Folkeparti, Venstre og Retsforbundeet - bag forhandlingspolitikken udenom ved i en fælleserklæring at tale om, at valget alene gjaldt den Rigsdag "som nu og i den kommende tid skal give folkets vilje udtryk" altså ikke Scavenius-regeringen, som fire – Retsforbundet var ikke repræsenteret - af partierne var repræsenteret i. Budskabet opfattedes rigtigt, og til overflod tydeliggjordes det i ugerne før valget – nogen egentlig valgkamp var ikke tilladt - at valget ikke var for eller imod Scavenius, men for eller imod folkestyret. Når politikerne ønskede valget afholdt, skyldtes det, at valgperioden udløb 2. april. Undlod man valget, risikerede man, at tyskerne ikke ville acceptere en Rigsdag, der med henvisning til nødretten havde forlænget sig selv. Når Det tyske Riges befuldmægtigede i Danmark Dr. Best tillod valgets afholdelse, var det fordi, han dermed over for sine foresatte i Berlin kunne vise, han havde kontrol med situationen, alt var normalt og roligt i mønsterprotektoratet Danmark. Såvel den store valgdeltagelse som valgets udfald – 140 af de 148 plader i Folketinget tilfaldt de fem sam-arbejdende partier - hilstes som en stor national sejr både herhjemme, i det øvrige Norden og blandt danske i Storbritannien

1943 Som følge af en sabotage om aftenen den 22. marts mod en tysk barak på hjørnet af Høegh Guldbergsgade og Langelandsgade indførtes der undtagelsestilstand i Århus. Fra kl. 20 skulle teatre, biografer og offentlige forlystelser ophøre; af hensyn til folketingsvalget var det tilladt denne aften at holde restaurationerne åbne. Fra den følgende dag - d. 24. - skulle restaurationerne være lukket fra kl 20 til kl 6. Endvidere skulle fra kl 21.30 til kl 6 al offentlig færdsel indskrænkes til det absolut nødvendige, og det indstilledes indtrængende til enhver at holde sig inden døre i nævnte tidsrum

1953 d Raoul Dufy, fransk maler og grafiker; hans tidlige arbejder er præget af den postimpressionistiske tradition, som han forlod efter mødet med fauvismen på Salon d’automme i 1905. Under indflydelse af den tidlige kubisme og især af Georges Braque lagde han mere vægt på billedernes struktur for omkr. 1910 at vende sig mod en mere dekorativ kunst. Efter l. Verd.krig fandt D sin karakteristiske udtryksform med flader af ofte lyse og livlige farver, hvorpå motivet er tegnet med en barok, levende streg domineret af arabesker. D illustrerede bøger, designede stoffer til franske modehuse, udførte forlæg til keramiske fliser og lavede scenografi. I sine sene værker, der ofte har motiver fra musikkens verden, bevægede han sig ofte mod en ny enkelhed, der i nogle tilfælde tangerede det monokrome (f 3/6 1877)

1964 d Peter Lorre, tysk/amerikansk skuespiller; hans udstående øjne og særegne stemme gav ham en karriere i tyske og amerikanske horror- og kriminalfilm. Han fik sit gennembrud og opnåede international berømmelse med sin på en gang gribende og afskyvækkende indsats som den psykopatiske barnemorder i "M" (1931). Med sit runde ansigt, sine barnligt store øjne og sin umodne fistelstemme karakteriserede L præcist det forvoksent infantile hos en mand, der kun kan få seksuel tilfredsstillelse sammen med små piger.Ved nazisternes magtovertagelse forlod han Tyskland og indspillede i England bl.a. Hitchcock’s "Manden der vidste for meget" (1934). 1937 knyttedes L fast til amerikansk film, og hans Hollywood-debut var gyseren "Mad Love" (1935). Efter at have spillet i en række b-film som den japanske detektiv Mr. Moto blev L fast indslag i 1940'ernes film noirs, begyndende med "Ridderfalken" (1941). Efter krigen vendte L tilbage til Tyskland, hvor han iscenesatte "Der Verlorene". Tilbage i USA havde han mange TV-roller og var kort før sin død med i gyserkomedien "Ravnen" (1963) (f 26/6 1904)

d Svend Unmarck-Larsen, jurist, politiker og borgmester i Århus 1945-58; født og opvokset i Århus som søn af byens fattiginspektør; han blev cand jur i 1918 og var fra 1919 til 1939 dommerfuldmægtig i Århus. Ved siden af sit dommerhverv deltog han i det offentlige liv. Da han i perioden 1933-37 var medlem af byrådet valgt af socialdemokratiet, var det ikke mindst hans fortjeneste, at byen fik et moderne biblioteksvæsen – et område hvor Århus i forhold til sin størrelse stod uendeligt langt tilbage. I 1939 blev U-L politimester i Lemvig; hans arbejde her blev dog kun kortvarigt. I september 1939 blev han justitsminister, men også dette embede beklædte U-L kun kort tid. Ved dannelsen af samlingsregeringen 8. juli 1940 trådte han tilbage. Han blev derefter civildommer i Århus og tog atter del i den århusianske lokalpolitik. I 1943 blev han igen medlem af byrådet valgt af socialdemokratiet. Han tog efter 1940 ikke del i landspolitik, men sin lokalpolitiske karriere afsluttede han med at være fødebyens borgmester fra 1945 til 1958, da han trådte tilbage på grund af sygdom (f 23/9 1893)

 

 

1981 d Claude John Eyre Auchinleck, britisk feltmarskal; efter sin grundlæggende militæruddannelse indtrådte han i 1904 i den indiske hær. I 1. Verd.krig gjorde han tjeneste i Mellemøsten. Herefter var hans militære karriere gennem flere år tæt forbundet med den indiske hær. Da tyskerne invaderede Norge den 9. april 1940, var A chef for de allierede styrker, der maj-juni 1940 blev sendt til Nordnorge for at hjælpe nordmændene. Derefter var han øverstkommanderende for styrkerne i Sydengland og organiserede forsvaret mod en eventuel tysk invasion. I december 1940 vendte han som øverstkommanderende tilbage til Indien. Året efter blev han chef for de britiske styrker i Mellemøsten. Her førte han kampen mod aksemagterne med vekslende held. Således måtte han i juni 1942 opgive Tobruk til det tyske Afrikakorps under Rommel. Auchinlecks strategi i Nordafrika har været meget omdiskuteret, men i 1960 bedømte den officielle britiske krigshistorie A’s rolle i Nordafrika, som medvirkende til at "vende nederlag til modoffensiv". I august 1943 blev han igen øverstkommanderende i Indien, hvor han med energi og dygtighed ledede kampen mod japanerne i Burma. Auchinleck blev udnævnt til feltmarskal i 1946, og hans tjeneste i Indien sluttede ved landets uafhængighed i 1947

(f 21/6 1884)

 

 

 

Til top        24. marts

1401 Timur Lenk indtager Damaskus

1494 f Gregorius Agricola, latinisering af Georg Bauer, tysk humanist, læge og mineralog; var lærer i latin og græsk i Zwickau inden han 1527-34 var stadslæge i Sankt Joachimsthal, senere beklædte han samme stilling i Chemnitz, hvor han 1545 blev borgmester. 1546 udgav han "De natura fossilium", der er den første systematiske håndbog i mineralogi. Samme år skrev han "De ortu et causis subterraneorum", et skelsættende værk inden for bjergartslæren, petrologien, især hvad angår klastiske og kemisk udfældede bjergarter. Efter A’s død udkom "De re metallica" (1556), hans monumentale hovedværk om minedrift og smelteværksindustri med erfaringsgrundlag fra hans hjemegn i Erzgebirge (d 21/11 1555)

1603 d Dronning Elisabeth af England, regent 1559-1603; datter af Henrik 8. og Anne Boleyn; da hun var tre år, blev hendes mor henrettet. Hun beundrede sin far og kom til at stå ham nær. Fra 1543 fik hun i faderens 6. og sidste hustru, Catherine Parr en kærlig stedmor. E fik en ypperlig uddannelse af de bedste humanistiske lærere; hun lærte først latin, senere italiensk, fransk, spansk og græsk og blev velbevandret i de klasssiske forfattere; dertil kom teologi og musik. Ved stedsøsteren Marie den Blodiges død i 1559 blev hun uden vanskeligheder dronning. Hun forstod at omgive sig med dygtige rådgivere og besad selv et sikkert instinkt for det engelske folks indstilling, ikke mindst som den kom frem i parlamentet. Religiøst balancerede hun omhyggeligt mellem katolicismen, hvis gudstjeneste tiltalte hende, og protestantismen, som hun af politisk nødvendighed måtte holde sig til. I hendes regeringstid blev grunden til Englands stormagtsstilling lagt; hun gennemførte reformationen i England og brød landets afhængighed af pavemagten og Spanien. Englands støtte til de calvinistiske nederlændere og Francis Drakes brandskatning af de spanske kolonier i Amerika førte til krig med Spanien, hvis uovervindelige armada led nederlag i Kanalen 1588. I England skete der økonomisk blomstring bl.a. med et opsving for tekstilindustrien. Til den økonomiske fremgang bidrog erhvervelse af kolonier i Nordamerika og oprettelse af handelskompagnier. E forblev ugift, men drog politisk fordel af forhandlinger med fyrstelige bejlere bl.a. Filip 2. af Spanien (f 7/9 1533)

1603 England og Skotland i personalunion, da Jacob 6. af Skotland efter dronning Elizabeth 2.’s død bliver engelsk konge som Jacob 1.

1607 f Michiel Adriaanszoon de Ruyter, hollandsk admiral; indledte i sin tidlige ungdom som matros den karriere i den hollandske flåde, som han afsluttede med topstillingen som generaladmiralløjtnant. Under Karl Gustav-krigen 1658-60 bragte han 1659 i spidsen for en hollandsk flåde danskerne undsætning. I krigene mod England 1652-54 og 1664-67 deltog han med stor dygtighed, først som underadmiral under Tromp d. Ældre og derefter fra 1666 som flådens chef. I sidstnævnte år blokerede han efter sejren ved North Foreland Themsen, hvorved englænderne blev tvunget til freden i Breda 1667. Under den følgende krig mod Frankrig leverede han 1676 i spidsen for de hollandske søstridskræfter i Middelhavet det store søslag ved Messina; her blev de Ruyter så alvorligt såret, at han døde kort efter (d 29/4 1676)

1628 f Sophie Amalie, dansk/norsk dronning; datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg og Anna Elenora af Hessen-Darmstadt. 1.oktober 1643 gift med hertug Frederik (senere kong Frederik 3.). Som rigernes dronning ville hun nyde sin ungdom og omgive tronen med glans og pragt. At hofudgifterne i forhold til rigets dårlige finanser herved blev så svimlende store, var i første linje hendes skyld, selv om hun her kun fulgte parolen fra Europas andre fyrstehoffer. Når rigens råd og størstedelen af adelen så skævt til hende, var dette dog ikke eneårsagen. Hun så denne adel som hæmsko for sin mands kongemagt. Tysk af opdragelse og følemåde stod hun fremmed over for dansk-adelig som dansk kulturtradition overhovedet. Da gejstlighed og borgerskab på stændermødet 1660 tilbød kongen og hans hus arveregering, mens rådet stred imod, har Sophie Amalie uden tvivl bearbejdet sin forsigtige mand og nølende ægtefælle til at tage den store beslutning. Ved det nye enevældige hof blev Sophie Amalie det naturlige midtpunkt, og hun gav sin glæde ved pragt og fester adskilligt friere tøjler, end den bitre pengenød tillod. Fra 1661 opførtes Dronninggård (Søllerød sogn), hvor pragtfulde friluftsfester afholdtes i hyrde- og senbarokstil, 1669-73 slottet Sophie-Amalienborg (Amalienborg) ved den 1664 anlagte franske have. I kraft af sit temperament, sin trang til magt og politisk aktivitet har S ophie Amalie grebet stærkere ind i politik end de fleste af landets dronninger (d 20/2 1685)

 

1776 d John Harrison, britisk urmager; mens europæiske søfarende allerede i oldtiden kunne fastslå breddegraden, var det stadig under De Store Opdagelser meget vanskeligt at fastslå længdegraden, hertil krævedes et meget præcis ur. I 1604 tilbød kong Filip 3. af Spanien en pris på 10.000 dukater til den, der kunne løse problemet, og senere tilbød kong Ludvig 14. af Frankrig 100.000 floriner. Mange forsøgte; men man byggede pendulure, og et pendulur kan ikke holde en præcis takt på et gyngende skib. I 1658 havde englænderen Robert Hooke fundet ud af, at regulatoren i et skibsur kunne fremstilles ved hjælp af fjedre. Det var denne indsigt, der gjorde det muligt for ham at fremstille et præcis kronometer. I 1714 vedtog det britiske parlament at uddele en pris på 20.000, til den, der fandt frem til en praktisk metode til beregning af længdegrader til søs med en halv grads nøjagtighed. I 1761 mente Harrison, at hans model nr 4 kunne klare prøven. På en ni-ugers rejse til Jamaica tabte hans ur kun fem sekunder eller omkr. 1,25 længdeminutter, hvilket var klart inden for den margen på 30 min., som konkurrencebetingelserne sagde. En betingelse var også, at vinderens ur skulle kunne kopieres. En kopi af Harrisons ur blev med succes afprøvet på James Cooks anden rejse 1772-75, og Harrison fik nu den fulde dusør udbetalt (f 1693)

1801 d Paul 1., russisk tsar 1796-1801, søn af daværende storfyrsttronfølger Karl Peter Ulrik (Peter III) og Katharina (senere Karl 2. den Store); hans mors kup mod faderen i 1762 var et chock for ham, et chock han aldrig kom over. Han var overbevist om, at Katharina også pønsede på at rydde ham af vejen. Han overlevede dog, og i 1796 efterfulgte han sin mor på den russiske tsartrone. Hans indenrigspolitik var præget af, at han dels ville fjerne alt, hvad moderen havde gennemført dels understrege sin enevælde. Hertil kom hans frygt for, at smitte fra den franske revolution skulle brede sig til Rusland. Som konsekvens heraf lod han i 1798 Rusland tilslutte sig den anden koalition mod Frankrig; men i 1800 svingede han om og indgik forbund med Napoleon mod England og havde planer om at lede et kosakangreb mod Indien. Misfornøjelse med hans planløse og kortsigtede politik og frygten for den opfarende tsars uberegnelige luner, der til enhver tid kunne styrte enhver uden persons anseelse i ulykke, var baggrunden for dannelsen af en sammensværgelse for at fjerne Paul. Det skete, da en gruppe officerer trængte ind i det stærkt bevogtede St. Michael palads i St. Petersborg og myrdede ham. Han blev efterfulgt af sin ældste søn Alexander 1. (f 1/10 1754)

1834 f William Morris, britisk maler, arkitekt, digter og samfundskritiker; under sine studier i Oxford var han med i kredsen "the Pre-Raphalite Brotherhood", som med stor iver fordybede sig i middelalderstudier. I 1858 udsendte han "The Defence of Guenevere and Other Poems" med emne fra Arthurlegenden; 1868-70 udkom hans hovedværk "The Earthly Paradise" i 4 bd., bygget op på samme måde som "Canterbury Tales". I 1877 kom det store, episke "Sigurd the Volsung and the Fall of the Niblungs". Morris var en dygtig oversætter: Vergils "Æneiden" (1875) og "Odysséen" (1887); endvidere oversatte han flere ættesagaer og "Heimskringla" ("The Saga Library", 1891-1905) Som kunsthåndværker tegnede han mønstre m.m., og hans firma udførte bl.a. vævning. I 1891 grundlagde Morris bogtrykkeriet, "The Kelmscott Press" , som udsendte smuk bogkunst. Han var ivrig socialist og knyttet til tidsskriftet "The Commonweal Socialist" (fra 1884), hvor hans skildringer af det ideelle samfund "The Dream of John Bull" (1888) og "News from Nowhere" (1891) først blev trykt (d 3/10 1896)

d Bertel Thorvaldsen, billedhugger; lærte billedsniderfaget hos sin far, der var billedskærer. 1786 blev han optaget i Akademiets modelskole, hvor han fik sin egentlige uddannelse som billedhugger og vandt samtlige præmier. Han fik den store guldmedalje i 1793, og august 1796 drog han som stipendiat til Rom. Her øvede han sig i marmorhugning og modnedes gradvis, indtil "Jason" stod færdig i gibs i 1802. Da en velhavende englænder bestilte statuen i marmor for en klækkelig sum, betød det både Thoirvaldsens økonomiske redning, og at grunden til hans berømmelse var lagt. Thorvaldsen blev 40 år i Rom, hvor han skabte sig en position som en hovedskikkelse i den århundredlange nyklassicisme i Europa. Hovedværket fra romertidens første år er kæmpefrisen "Alexanders indtog i Babylon". Det blev udført i gibs til Kvirinalpaladset i anledning af Napoleons forventede besøg i Rom 1812. Blandt hans mange andre arbejder er en række europæiske mindesmærker f.eks.: Potocki-monumentet i Krakow, Copernikus og Poniatowski i Warszawa, den siddende Byron i Cambridge, Schiller i Stuttgart. Thorvaldsen var professor ved Firenze Akademi og præsident for det pavelige S. Luca akademi, et ærefuldt hverv for en protestant; han var ridder af den würtemburgske kroneorden og æresborger i Stuttgart og København. 1838 vendte Thorvaldsen omsider hjem og fik en fyrstelig modtagelse. I Danmark skabte han mange smukke senværker bl.a. den storslåede Hermes-statue, 1843 (i bronze i Prins Jørgens gård, København) og busten af Adam Oehlenschläger (1839). Thorvaldsen nåede at se sit eget museum under tag og også stedet for sin grav i museets gård, inden han pludselig døde (f 19/11 1770)

 

1848 Garnisonen i Rendsborg går over til de slesvig-holstenske oprørere. Ved dannelsen af den provisoriske regering i Kiel den 23. marts 1848 begyndte oprøret i Slesvig-Holsten og dermed Treårskrigen 1848-50. Oprørerne fik militær styrke, da garnisonen i fæstningsbyen ved Ejderen, Rendsborg gik over til dem. Det skete, da en af oprørets ledere, prinsen af Nør, marcherede ind i fæstningen i spidsen for nogle hundrede mand, dels regulære tropper, dels frivillige borgere og studenter. Fæstningens menige mandskab og en del af officererne sluttede sig til ham. Ved dette kup havde den provisoriske regering fjernet den umiddelbare militære trussel mod sin eksistens. Tillige rådede den nu over en af rigets hovedfæstninger, troppestyrker, udrustning og fæstningens pengekasse. Endvidere betød Rendsborgs kapitulation, at de øvrige garnisoner og fæstninger i hertugdømmerne sluttede sig til det slesvig-holstenske oprør. Prins Frederik af Nør var prins af Augustenborg, mem kaldes som regel "af Nør" efter sin herregård mellem Ekernførde og Kiel

1863 d Fritz Jürgensen, urmager og tegner; han blev uddannet som urmager for med tiden at overtage faderens virksomhed som hofurmager og generalinspektør for den offentlige tidmåling i København. Allerede i skoletiden afslørede han kunstneriske evner, der dog blev avet af den strenge far, der ville, at sønnen skulle være urmager og ikke andet. Det skete. Men efter at have overtaget faderens forretning i 1843 opgav han den i 1848. Han modtog gennem en periode på tre år nogen undervisning hos maleren Jørgen Roed. Jürgensen malede flere billeder, og på et tidspunkt udtalte han "Jeg har indgået en aftale med Vorherre, at han skal lade mig male eet eneste billede så godt, at det kan vidne om, at jeg var berettiget til at male". Sådan kom det ikke til at gå. At Jürgensen stadig huskes, skyldes hans med tekst ledsagede tegninger, der skildrer situationer fra hans samtids borgerlige liv, og i hvilke Jürgensen lægger en skarp psykologisk sans og en fin humor for dagen. Han forsynede dem selv med tekst, der har fået ordsproglig hævd. Fra 1843 stammer "Gyssebogen", som han tegnede til sin søstersøn. "Fa’r, er det Verdenshavet? Nej, lille Gysse, det er Frederiksholm Kanal". Fra 1862 er "Carl Ryders ABC" tegnet til en ungdomsvens søn (f 25/10 1818)

1874 f Harry Houdini, amerikansk tryllekunstner og udbryderkonge; efter at have debuteret som akrobat i mindre music-halls optrådte H fra 1900 kun på de største scener med sine numre. Han optrådte sammen med sin kone med trylleri og tankelæsning i cirkus m.v. Men det blev hans udbrydernumre, der gjorde ham verdensberømt. Allerede i sin ungdom var han blevet en autoritet inden for låsemekanismer af enhver art, han havde kendskab til alle slags låse og ikke mindst til, hvordan man kunne få dem op. I sine forestillinger brød han ud af kufferter, spændetrøjer og flygtede fra tilsyneladende flugtsikre fængsler. Da han var en stor showmand, tiltrak hans optræden altid et stort publikum, og da han gerne optrådte i det fri, var det millioner, der i årenes løb fik set ham optræde. Endvidere kunne hans numre bestå i, at han befriede sig af en spændetrøje, mens han hang nogle meter oppe med hovedet nedad eller komme fri af en tilboltet kasse, der var sænket ned i en brusende flod. Houdini har skrevet flere bøger om magiens historie (d 31/10 1926)

1884 f Peter Joseph Willem Debye, hollandsk fysiker og kemiker, der er mest kendt for sine arbejder inden for elektrolytteori og for indførelsen af begrebet dipolmoment. Debye studerede elektroteknik og blev 1935 direktør for Kaiser Wilhlem Institut für Physik i Berlin. Efter 2. Verdenskrig forlod han Tyskland og blev professor i kemi ved Cornell University, USA. I sine tidligste arbejder forsøgte Debye at udvikle en teori for faste stoffers specifikke varmekapacitet ved lave temperaturer. Han påviste eksistensen af permanente dipoler i mange molekyler og satte dem i forbindelse med den molekylære struktur. Debyes arbejde om elektrolytisk dissociation og elektrolytteori blev publiceret i 1923 og er kendt under navnet Debye-Hückels teori. For sit videnskabelige arbejde modtog han nobelprisen i kemi i 1936 (d 2/11 1966)

1905 d Jules Verne, fransk forfatter; han uddannet jurist og var senere børsmægler samtidig med han var forfatter; hans litterære debut skete med historien "Un Voyage en ballon", som i 1851 blev trykt i børnebladet Le Musée des familles. Succeen kom med "Cinq Semaines en ballon" (1863). Senere fulgte bl.a. "Voyage au centre de la terre" (1864, da. Rejsen til Jordens indre), "Vingt milles lieues sous les mers" (1869, da. En Verdensomsejling under Havet) og "Le tour du monde en quatre-vingts-jours" (1873, da. Jorden rundt på 80 dage). Hans bøger var meget populære og opnåede stor udbredelse. Årsagen til denne yndest skyldtes den fantastiske behændighed, hvormed Jules Verne forstod at udnytte den moderne naturvidenskab, rejselysten og opdagertrangen; han frugtbargjorde eventyret i sin tids store opfindelser og opdagelser, populariserede resultaterne og digtede problemernes løsning eller videre udvikling i fantastisk retning. På mange måder foregreb Jules Verne den moderne science fiction- roman (f 8/2 1828)

 

d Arne Jacobsen, arkitekt; han var fra 1924 elev på Kunstakademiet i København og fik afgang i 1927. Året efter vandt han den mindre guldmedalje med et projekt til et nationalmuseum. Efter et par års ansættelse hos stadsarkitekten i København fik han egen tegnestue og slog i årene omkr. 1930 sit navn fast med en række opsigts-vækkende byggerier, der introducerede den internationale funktionalisme herhjemme. Dermed opnåede han en position, han bevarede til sin død. Han kom til at stå i midten af den arkitektoniske udvikling i Danmark. Blandt hans arbejder er boligbebyggelsen Bellavista i Klampenborg (1933-34), Bellevue teatret (1935-36), Århus Rådhus, sammen med Erik Møller (1939-42), Rødovre Rådhus (1957), SAS-huset i København (1960) samt en lang række villaer, navnlig i kvarteret omkring Ordrup krat. Jacobsen fik desuden mange opgaver i udlandet; 1966 afsluttedes Saint Catherine College i Oxford, hvor Jacobsen samme år blev æresdoktor. Endvidere har han haft stor betydning for dansk kunstindustri ved at fremstille forlæg til møbler, tekstiler, tapeter og sølvtøj m.m. F.eks. skabte han i begyndelsen af 1950'erne sin første stol i formspændt træ "Myren". Til Royal Hotel skabte han andre velkendte stoletyper, "Svanen" og "Ægget". Han var ekstraordinær professor ved kunstakademiet 1956-65 og medlem af akademirådet 1955-71 (f 11/2 1902)

1976 d Bernard Law Montgomery, britisk feltmarskal og krigshelt; han deltog i 1. Verdenskrig og avancerede til kaptajn. Ved udbruddet af 2. Verdenskrig var han generalmajor og brigadechef, og i krigens første måneder var han fører af 2. division af det britiske ekspeditionskorps i Frankrig og efter Dunkerque øverstkommanderende for tropperne i Sydøst- England. I august 1942 overtog han kommandoen for den britiske 8. armé i Nordafrika. Dens moral var rystet efter flere nederlag til det tyske Afrika Korps. Men Montgomery fik genopbygget sine soldaters selvtillid. Han fik tilført forstærkninger, og den 23. oktober indledte 8. armés 200.000 soldater angrebet på de tyske stillinger, der blev forsvaret af 100.000 mand. Efter 12 dages hård kamp var tyskerne besejret, og resterne af deres hær på hastigt tilbagetog mod vest. Hermed var Montgomerys plads i første række af de allierede feltherrer sikret. Han avancerede til general og modtog i 1944 marskalstaven. I 1943 førte han 8. armé i kampene på Sicilien og derpå i Syditalien. Da invasionen af Europa begyndte juni 1944, fik Montgomery kommandoen over alle de allierede landstyrker under Eisenhower. Han modtog som chef for det nordlige frontafsnit den tyske kapitulation 4. maj 1945 for det nordvesttyske, hollandske og danske områdes vedkommende. Efter krigens afslutning var Montgomery chef for de britiske besættelsesstyrker i Tyskland. Derefter chef for den britiske generalstab og havde poster inden for Atlantpagtens overkommando. Han trak sig tilbage 1958. Har bl.a. udgivet "Normandy to the Baltic" (1947) og "El Alamein to the River Sangro" (1948). Som en af de få, der hverken var statsoverhoved eller kongelig, var Montgomery Ridder af Elefanten (f 17/11 1887)

 

Til top        25. marts

1306 Robert 1. Bruce krones til konge af Skotland. Han tilhørte en normannisk slægt, der var kommet til Skotland i det tidlige 1100-tal. Gennem ægteskab var den i slægt med kongefamilien, og Robert Bruces bedstefar havde gjort krav på den skotske trone. Kun lidt vides om Robert Bruce’s færden i den forvirrede tid i Skotland efter kong John de Balliol’s tilbagetræden i 1296 og Edward 1. af Englands overtagelse af kongemagten i Skotland. Den afgørende begivenhed var uden al tvivl Roberts mord på John ("den røde") Comyn i franciskanerkirken i Dumfries den 10. februar 1306. Mordet på Comyn, der var nevø af John de Balliol og derfor en rival til tronen, tyder på, at Robert Bruce havde klare planer om at blive konge af Skotland

1767 f Joachim Murat, fransk marskal og 1808-15 konge af De to Sicilier i Napoli; han begyndte sin militære karriere i 1787 ved et kavaleriregiment, og da revolutionskrigen brød ud i 1792 forfremmedes han hurtigt. Napoleon fik øje på hans evner og under felttogene i Italien i 1796-97 var han dennes adjudant. Her og under felttoget i Ægypten 1798-99 lagde han grunden til sit ry som en dygtig og dristig kavaleriofficer. Murats belønning for at støtte Napoleon i statskuppet den 9.november 1799, der gjorde Napoleon til førstekonsul, var ægteskab med førstekonsulens yngste søster, Caroline. Murat udmærkede sig i slaget ved Marengo i 1800, og i 1804 fulgte udnævnelsen til marskal. Hans indsats som leder af det franske kavaleri i slaget ved Austerlitz i 1805 bidrog afgørende til den franske sejr. Det samme var tilfældet i slagene ved Jena i 1806 og ved Eylau året efter. Belønningen blev udnævnelse til storfyrste af Berg og Clève. Murat regnede åbenbart med at hans indsats i Spanien ville blive belønnet med den ubesatte spanske trone. Men den overlod Napoleon til sin bror Joseph, og Murat måtte tage til takke med Josephs tidligere stilling som konge i Napoli. Her tilfredsstillede han ikke kun sin forfængelighed med et overdådigt hof, men iværksatte også en række reformer. Han lod udstykke de store godser, indførte dyrkning af bomuld og introducerede den demokratiske Code Napoléon. I 1812 deltog han i felttoget i Rusland og ud-mærkede sig atter som kavaleriofficer. Det skete i slaget ved Borodino. I forsøg på at redde sin kongekrone svingede han i 1813 mellem loyalitet med Napoleon og forhandling med de allierede. For at beholde sit rige indgik han en aftale med østrigerne. Murats situation blev vanskeligere, da Napoleon vendte tilbage fra Elba. Han appel-lerede nu til napolitanernes nationalisme, men blev besejret af østrigerne. Han flygtede til Korsika. I et sidste forsøg på at generhverve sit kongerige drog han stort set uden støtte til Napoli. Forgæves. Han blev taget til fange, dømt til døden og henrettet (d 13/10 1815)

1801 d Novalis, pseudonym for Georg Friedrich Philipp Freiherr von Hardenberg, tysk digter; han studerede jura i Jena, Leipzig og Wittenberg; 1795 blev han forlovet med den 13 årige Sophie von Kühn, som døde to år senere. Denne oplevelse blev af afgørende betydning for N’s liv og digteriske virksomhed. Efter jurastudierne fortsatte han sin uddannelse og studerede ved bjergværksakademiet i Freiberg. Han var tidligt kommet ind i Fichtes og Schlegels kreds og debuterede med nogle få "Fragmente" (1798), som endnu bar præg af rokoko og oplysningstid. Men i de berømte "Hymnen an die Nacht" (1800) fremtræder han som romantiker. Hymnen an die Nacht er skrevet i rytmisk poesi og skildrer N’s egen oplevelse af kærlighed og død. Kristendom og panteisme præger hans "Geistliche Lieder" (1802). Hans ufuldførte roman "Heinrich von Ofterdingen" er det mest typiske udslag af den tyske romantiks naturfilosofi og poetiske livsindstilling; her indgår drøm og virkelighed i en intim forbindelse. I "Heinrich von Ofterdingen" møder man "die blaue Blume", symbolet på romantikkens evighedslængsler, og N’s ægte poetiske sværmeri for middelalder og mystik. Et lignende billede får man i skriftet "Die Christenheit oder Europa" (skrevet 1799, udgivet 1826). Med sin digtning blev N en central skikkelse i den ældre tyske romantik med dens stræben efter at lade religion, kunst og videnskab smelte sammen i en højere enhed (f 2/5 1772)

1867 f Arturo Toscanini, italiensk/amerikansk dirigent; efter studier ved konservatoriet i fødeyen Parma spillede T cello i forskellige orkestre således ved verdenspremieren af Verdis "Othello". Han lev dirigent, da han reddede en opførelse af "Aida" ved et gæstespil i Rio de Janeiro i 1887. Han var kunstnerisk chef ved La Scala-operaen i Milano 1898-1903, 1906-08 og derefter til 1915 ved Metropolitan Opera House, New York. Han vendte hjem til Milano, og hans virksomhed ved La Scala i årene 1919-28 etegnes som en glansperiode for operaen. Han var leder af New York Philharmonic Orchestra 1928-36 og det af ham selv skabte NBC Symphony Orchestra 1937-54, med hvilket han som noget nyt opførte store radiokoncerter. T tog offentligt afstand fra fascisme og nazisme. Han lev amerikansk statsborger 1939, men stadig knyttet til gæstespil i Bayreuth, Salzburg osv (d 16/1 1957)

 

d Wilhelm Marstrand, maler; blev som 15 årig elev på Akademiet, hvor han havde Eckersberg som lærer. Bl. hans tidligste arbejder er anekdotiske optrin fra det københavnske gadeliv. I "En flyttedagsscene" (1831) ser man en fattig familie, som er blevet sat på gaden. Værten i døren beder dem vredt forsvinde, mens den nye lejer - en meget tyk dame med en ligeså fed moppe under armen - er ved at flytte ind. Bl. a. værker i denne genre er "Gadescene i hundedagene" og "En auktionsscene". Samtidig begyndte M at male portrætter af sine venner - f.eks. af vennen, arkitekt Gottlieb Bindesbøll - og medlemmer af det københavnske borgerskab. Mesterværket fra 1830'erne er de to gruppebilleder, han malede til hofagent Waagepetersen. I det første (1834) "Et musikalsk aftenselskab" er skildret et musikalsk aftenselskab hos den rige vinhandler; et billede der viser den kultiverede provinsialisme, der også karakteriserede guldalderens København. To år senere fulgte han successen op med "Det Waagenpetersenske familiebillede". Endvidere blev han kendt for sine malede Holberg-illustrationer. M var flere gange i Italien (første gang 1836-41) og har malet flere italienske folkelivsbilleder, således "Lystighed uden for Roms mure på en Oktoberaften" (1839). 1848 blev han professor ved Akademiet. Med billedet fra sin bryllupsrejse til Dalarne i Sverige "Kirkefærd til Leksand over Siljan søen" imødekom han samtidens ønske om en nordisk og folkelig kunst. Bl. hans senere arbejder er foruden altertavler de store dekorationsarbejder i Roskilde Domkirke 1864-66. I Chr. 4.’.s kapel valgte han at skildre to begivenheder fra kongens liv: Chr. 4. i røg og damp på "Trefoldigheden" i slaget ved Femern og kongen, der dømmer Christoffer Rosenkrantz fra ære og liv. Mellem vinduerne i kapellet malede han den opstandne frelser. Til udsmykning af Kbhvn. Universitet malede han til dets festsal "Universitetets indvielse i Vor Frue Kirke den 1. juni 1479". Det blev hans sidste værk (f 24/12 1810)

1881 f Bela Bartok, ungarsk komponist; han blev uddannet ved konservatoriet i Budapest og udgav allerede i 16-års alderen kompositioner. Han var professor i klaverspil ved konservatoriet i Budapest i årene 1907-34. I 1940 flyttede han til USA, hvor han var bosat til sin død.. Han påbegyndte i 1905 indsamling og undersøgelse af ungarsk folkemusik og efterhånden folkemusik i hele Central- og Østeuropa. Disse undersøgelser var af største betydning for B’s egen udvikling som komponist, idet han indarbejdede folkemusiktraditionen i sin egen musik. Endvidere påviste han den ægte ungarske folkemusiks kendetegn og oprindelse til forskel fra sigøjnermusik. Hans musik vakte stor strid, og først efter 1. Verd.krig slog han igennem som komponist i såvel hjemlandet som internationalt. I Ungarn fik hans musik stor betydning, idet han grundlagde den ungarske nationalmusik, og i europæisk musik blev han en førerskikkelse. B har især komponeret klavermusik, bl.a. "Allegro barbaro" (1911) og "Mikrokosmos" (ca 150 klaverstykker, 1926-37). Blandt hans scenemusik er operaen "Ridder Blåskægs Slot" (1911) og musikken til baletten "Den forunderlige Mandarin" (1918-25), endvidere orkestermusik som "Musik for strygere, slagtøj og celeste" og "Divertimento for strygeorkester" (1939). Desuden kammermusik og et stort antal bearbejdede folkemelodier (d 26/9 1945)

1914 d Frédéric Mistral; provencalsk digter; var økonomisk uafhængig så han efter sin juridiske eksamen (1851) kunne følge sit digterkald. Hans digte skildrer Provences natur, folkeliv og regionale traditioner. I 1859 udgav han "Mirèio", den nyprovencalske digtnings berømteste værk. Ved dette epos var provencalsk påny hævet til et litteratursprogs rang. 1867 kom et nyt epos "Calendau" om Procences historie; 1896 det store digt om Rhônen ("Lou Poèmo dóu Rose"). Endvidere har han udarbejdet et stort provencalsk-fransk leksikon (1879-86). 1904 fik M nobelprisen i litteratur sammen med den spanske dramatiker Echegaray. M brugte pengene til at udbygge et kulturhistorisk museum for Provence i Arles, Museon Arlaten, som han selv havde grundlagt (f 8/9 1830)

d Claude Debussy, fransk komponist, der skabte den såkaldte musikalske impressionisme, en betegnelse, der er overført fra malerkunsten. Betegnelsen hentyder til den passive, rent receptive holdning, som er et væsentligt træk i D's musik. Allerede som elev ved konservatoriet i Paris eksperimenterede han med usædvanlige klangforbindelser. I 1884 vandt han den store Rom-pris med kantaten "L’enfant prodigue". D brød sig ikke om Rom og fuldførte ikke de obligatoriske tre års studier der. I 1890’erne komponerede han især vokalmusik, og i orkesterværket "Prélude à l'aprés-midi d'un faune" (1894) fandt hans impressionistiske stil udtryk i instrumentalmusik. Fra 1892 arbejdede han med operaen "Pelléas et Mélisande", som efter flere omarbejdelser blev opført på Opéra-Comique i Paris i 1902, og som betød hans gennembrud som komponist. Hans succes som orkesterkomponist blev fulgt op med "Nocturnes" fra 1889 og "La Mer" 1905". For klaver har han bl.a. skrevet "Suite bergamasque" (1890), "Estampes" (1903) og "Childrens Corner" (1906-08). En smertefuld kræftsygdom nedbrød i D’s sidste år hans arbejdskraft (f 22/8 1862)

 

1908 d Hans Broge, århusiansk købmand; som 15-årig kom han i handelslære hos H. Meulengracht & Søn i Århus; december 1847 startede han egen forretning i Århus, som hurtigt - bl.a. på gr. af Englands overgang til frihandel - fik god fremgang. Især efter krigen 1864 blomstrede Englandshandlen, og den fik et sådant omfang, at den gjorde Århus til Jyllands handelsmæssige midtpunkt. For landbrugsvarerne modtog man overvejende kul og andre råstoffer. Denne handel betød, at B fik stor interesse i at højne kvaliteten af det danske smør, der var hans største eksportartikel. Englænderne var begyndt at stille kvalitetskrav til smørret og truede med ikke længere at ville købe den danske vare. Derfor arbejdede B for, at de danske landmænd blev oplyst om, hvordan de skulle behandle smørret for at højne kvaliteten. Som eksportartikel optog B ikke blot sommersmør, men efterhånden også vintersmør, idet han blandt landmændene agiterede stærkt for at give kreaturerne kraftfoder om vinteren, således at en regelmæssig eksport af vintersmør kunne komme i gang. Den udbredte handel med England medførte, at havneforholdene i Århus blev forbedret og udbygget. I 1860'erne stod han bag oprettelsen af Det jysk-engelske Dampskibsselskab, der 1868 begyndte farten med Århus- Newcastle som hovedlinje. I 1865 var B medstifter af Dampskibsselskabet Aarhus-København af 1865. Han var også medstifter af en række århusianske virksomheder som f.eks. Århus Palmekærnefabrik(senere Århus Oliefabrik) og Århus Svineslagteri. Ved siden af sin smørforretning drev B en korn- og foderstofforretning, som 1896 gik op i Korn- og Foderstofkompagniet. Også banelinjerne Århus-Grenå, Århus-Odder og Århus-Hammel skyldtes B’s initiativ. I sidste tredjedel af 1800-tallet øvede han en så stor indflydelse på Århus kommunes anliggender såvel uden for som inden for byrådet, hvoraf han var medlem 1857-70, at det i Århus ikke kom noget større forehavende af almen betydning i stand, uden at hans navn på den ene eller anden måde var knyttet dertil (f 4/12 1822)

1928 d Nina Bang, historiker og politiker; hun blev i 1894 magister i historie; derefter arbejdede hun med regnskaberne over øresundstolden, hvoraf hun nåede at udgive to bind "Tabeller over Skibsfart og Varetransport gennem Øresund 1497-1660" i 1906 og 1922. Politisk sluttede hun sig til Soc.demokratiet og var fra 1898 medarbejder ved dagbladet Social-Demokraten; fra 1903 var hun medlem af partiets hovedbestyrelse og sad fra 1913 i Københavns Borgerrepræsentation, indtil hun blev valgt til Landstinget i 1918. Hun deltog i adskillige kongresser i 2. Internationale og spillede uder 1. Verd.krig en aktiv rolle ved forsøget på at etablere en socialistisk fredskonference. Efter 1. Verd.krig arbejdede hun ivrigt for genoprettelsen af en socialdemokratisk internationale bl.a. på kongressen i Geneve i 1920. I hele sin aktive politiske tilværelse opretholdt hun en bred kontakt til udenlandske socialdemokrater. I 1924 blev B verdens første kvindelige minister, da Stauning gjorde hende til undervisningsminister i sin første regering 1924-26. Skønt hun var en af de første aktive kvinder i dansk politik, var hun uinteresseret i den almindelige kvindesag. Hun betragtede de særlige kvindeproblemner, som et led i den almindelige politiske kamp (f 6/10 1866)

1957 Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF-Traktaten) og Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM-traktaten) underskrives i Rom af repræsentanter fra Frankrig, Italien, Holland, Belgien, Luxemborg og Vest-Tyskland

d August Piccard, svejtsisk/belgisk fysiker; professor i Bruxelles 1922-54; blev verdensberømt for sine ballonopstigninger i stratosfæren. Han benyttede en ballon på 14.000 m3 fyldt med brint og med en lukket, kugleformet gondol af aluminium. På to ture, maj 1931 og august 1932 nåede han op i en højde af henholdsvis 15.780 m og 16.940 m. P konstruerede også en dykkerklokke og nåede med denne i 1953 en dybde af 3.150 m (f 28/1 1884)

1976 d Josef Albers, tysk/amerikansk maler; efter studier i Berlin, Essen og München kom A i 1920 til Bauhaus-skolen i Weimar, hvor han efter en kort elevtid blev lærer. Da Bauhaus blev lukket i 1933, rejste han til USA, hvor han kom til at yde en stor kunstpædagogisk indsats på flere skoler og universiteter. Med udgangspunkt i den geometrisk abstrakte kunst udførte han foruden malerier og grafik også arbejder i glas, udsmykninger i forskellige former og møbler. Han var særlig optaget af forholdet mellem farve og form og af farvernes relativitet. Sine erfaringer opsummerede han i bogen "Interaction of Color" (1963). Til A’s hovedværker hører serierne af bl.a. malerier og serigrafier "Structural Constellations" (påbegyndt 1949) og hans "Homage to the Square"; i denne Hyldest til kvadratet, som han påbegyndte i 1950, har han arbejdet indgående med farvernes gensidige påvirkning og med billedelementernes proportioner (f 19/3 1883)

 

 

Til top        26. marts

1130 d Sigurd 1. Jorsalsfar, norsk konge 1103-1130, søn af kong Magnus Barfod; deltog 12 år gammel med faderen på dennes sidste togt til øerne i Atlanterhavet, hvor han 1102 blev indsat som konge over Man og Suderøerne. Efter kong Magnus var faldet i Irland 1103, forlod S sit rige og vendte tilbage til Norge, hvor han blev konge sammen med sine brødre Øystein og Olav. 1107 sejlede S fra Norge med en flåde af korsfarere. På udrejsen kæmpede han mod mauerne i Spanien og deltog i erobringen af Sidon (decbr. 1110). Hjemrejsen gik over Konstantinopel, hvor han var kejserens gæst. Derefter over land, Ungarn, Tyskland og Danmark. Fra denne færd har han til tilnavn "Jerusalemfareren". Efter hjemkomsten regerede han sammen med sine brødre og fra 1123 som enekonge. 1123 foretog han et nyt korstog; denne gang til det endnu hedenske Småland. Under S havde kirken gode vilkår. Stavanger bispedømme blev oprettet, og tienden blev indført. S blev gravlagt i Hallvardskirken i Oslo. Hans hovedskal fra graven opbevares i dag på Akerhus i Oslo (f 1090)

1523 Hertug Frederik (Frederik 1.) hyldes i Viborg som Danmarks konge. I løbet af efteråret 1522 var der blevet etableret den forbindelse mellem hertugen og de jyske rigsråder, der førte til oprøret mod Christian 2. i januar 1523 og tilbudet til hertug Frederik om at overtage den dansk-norske trone. Efter hyldningen i Viborg udstedtes en foreløbig håndfæstning, og i løbet af de næste måneder indtog F hele Danmark. Den 13. april samme år forlod Christian 2. sammen med sin familie Danmark for at søge hjælp i udlandet

1827 d Ludwig van Beethoven, tysk komponist; han blev født i Bonn i en musikerslægt, der med hans bedstefar var indvandret fra Nederlandene. B viste tidligt store musikalske evner. Som otteårig optrådte han offentligt som pianist, og 1782 blev hans første klaversonate udgivet. Året før var han blevet vikar hos hoforganisten og var tillige musiker i kurfyrstens orkester i fødebyen. 1792 kom han til Wien, hvor han en kort tid blev undervist af Haydn og studerede Bach og Mozart. Allerede nu komponerede B meget og blev yndet i Wiens musikinteresserede aristokrati. Han fik gode økonomiske kår, og hans berømmelse var stor. Fra årene 1800-1808 stammer hans første seks symfonier; den tredje, "Eroica", var tilegnet Napoleon, men da B 1804 erfarede kejserkroningen, sønderrev han dedikationen. 1813-14 kom 7. og 8. symfoni, og endnu under Wienerkongressen 1814 blev han stærkt hyldet, men jo mere han i de senere år fulgte egne veje, jo mindre forstod samtiden. 1824 opførtes hans 9. symfoni, og Wien gjorde ham til æresborger. B var den sidste store komponist i den klassiske Wienerskole og tillige den, der i sin personlige følelsesstyrke brød ud af den; hans lidenskabelige bekendelsesmusik sprængte såvel den faste sonate- og symfoniform, det traditionelle tonesprog som den overleverede orkesterbesætning; uden selv at ville det indledte han dermed den romantiske musik (døbt 17/12 1770)

f George Smith, britisk assyriolog, der decifrerede kileskrift og som gennem sit fund af Gilgamesheposet udbredte kendskabet til Mesopotamiens – d.v.s. sumerernes – tidlige historie. Samtidig med han var i lære som gravør, studerede han på egen hånd den unge videnskab assyriologi. Han blev ekspert i at læse tavlerne med kileskrift, som omkr. 1861 begyndte at ankomme til British Museum i London fra Nineve (Ninawa, Irak). S’s offentliggørelse af sine opdagelser vakte opmærksomhed, og han blev ansat som assistent ved British Museum. Under sit fortsatte arbejde med indskrifterne stødte S på en beretning om en oversvømmelse, der havde mange lighedspunkter med Det gamle Testamentes beretning om syndfloden. Da han offentliggjorde denne opdagelse i december 1872, fik det karakter af en sensation hos såvel lærd som læg. Londonavisen Daily Telegraph stillede midler til rådighed for S, så han kunne udruste en ekspedition til Mesopotamien for at finde det fragment, der manglede for at gøre beretningen om syndfloden fuldstændig. Med et helt usandsynligt lykketræf fandt S i maj 1873 på ekspeditionens femte udgravningsdag det manglende fragment. I triumf kunne han vende hjem med lertavlen og andre værdifulde fund. Senere stod han i spidsen for andre udgravninger i Mesopotamien, og under en af disse døde han pludselig. Hans "Chaldean, Account of Genesis" (1876) var en af datidens mest solgte bøger (d 19/8 1876)

 

1848 d Steen Steensen Blicher, forfatter; cand teol i 1810 og derefter adjunkt i Randers. Blev 1819 præst i det fattige Thorning, men fik 1825 et væsentligt bedre kald i Spentrup. B sad i håbløs gæld, og han angiver selv ønsket om ekstraindtægter som en væsentlig grund til, han begyndte at skrive noveller til det århusianske underholdningstidsskrift Læsefrugter, og til han selv forsøgte sig med en konkurrent, Nordlyset (1827-29). B var en moden mand, da han fandt frem til novellen som sin form. Hans første litterære indsats var oversættelsen af "Ossians Digte" (1807-09) efter skotten Macpherson, et hovedværk i engelsk førromantisk litteratur. I 1824 kom "Digte. Første Deel" - heri det stadig yndede "Kiær est du Fødeland"; i 1827 andendelen "Jyllandsrejse i sex Døgn". Det lyriske hovedværk er "Trækfuglene" (1838) med præludiet "Sig nærmer Tiden, da jeg skal væk". Hans gæld og hans utrolige flid gjorde hans novelleproduktion overordentlig stor, fra den begyndte i 1824 med "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" i Læsefruger. I Nordlyset kom nogle af hans betydeligste noveller bl.a. "Røverstuen", "Hosekræmmeren", "Præsten i Vejlby" og "Kjæltringeliv". Fra 1830'erne er "Marie" og "Fjorten Dage i Jylland". 1841 kom "De tre Helligaftener" og 1842 "E Bindstouw", dansk litteraturs klassiske dialektdigtning. Med "Jyden han æ stærk aa sej", beregnet til at synges ved en planlagt folkefest på Hohøj 1846, afsluttede B den side af sin jyske digtning, som siden toges op af Aakjær. Præstegerningen synes ikke at have interesseret ham. Derimod fulgte han ivrigt med i tidens rørelser og gav overalt sit besyv med: om vekseldrift og hedeopdyrkning og om grækernes frihedskamp. Hans jagtinteresse udmøntede sig i tidsskriftet Diana (1832-36). 1839 udgav han det topografiske værk "Vestlig Profil af den cimbriske Halvø", en levende beretning om en rejse langs den jyske vestkyst. Efter oprettelsen af de rådgivende stænderforsamlinger (1834) nærmede B sig liberale tanker og virkede gennem Himmelbjergmøderne (6 ialt, det første i 1839) for national vækkelse og folkelig oplysning. Hans sidste år var fulde af personlige sorger og skuffelser. Hans forhold til alle overordnede blev belastet, og efter flere sammenstød fik han sin afsked i 1847. Men døde i Spentrup præstegård inden nådensårets udløb (f 11/10 1782)

1868 f Francis Beckett, kunsthistoriker, som docent 1897-1931 var han sit fags eneste repræsentat ved Københavns Universitet; intriger hindrede ham i at få det professorat, han var selvskreven til. 1897 blev han inspektør ved Den Kgl. Afstøbningssamling, direktør 1915-33. B blev dr. phil. 1897 med disputatsen "Renaissance og Kun-stens Historie i Danmark". Værket er blevet karakteriseret som banebrydende. I det fremlagde han et program for en beskrivelse af kunstens hist)orie i Danmark fra oldtid til nutid. I 1924 begyndte han udsendelsen af "Danmarks Kunst, I-II" ( 1924-27) omhandlende middelalderen – det blev ikke fulgt af flere bind. Med sin kunsthistorie fremlagde B for første gang et meget stort antal kunstværker , og de var præsenteret i deres hjemlige og europæiske sammenhæng. Metoden var den klassiske form- og stilanalyse kombineret med de relevante historiske kilders udsagn. Billedernes symbolværdi var ham dog heller fremmed, og han røber her såvel som i den ofte fornemme karakteriseringsevne sin baggrund i ungdommens venskaber med kunstnere som Sophus Clausen, Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg (d 12/7 1943)

1892 d Walt Whitman, amerikansk digter; han kom i bogtrykkerlære, og arbejdede senere som trykker, lærer, journalist og redaktør af en række tidsskrifter og aviser. Han var stadig journalist, da den første udgave af hans hovedværk "Leaves of Grass" udkom på eget forlag i 1855. Værket, der blev indledt med "Song of Myself", vakte ikke stor opmærksomhed. Gennem hele livet fortsatte W at arbejde med Leaves of Grass, dels med at revidere tidligere digte dels med at skrive nye afsnit. Under Borgerkrigen arbejdede han som frivillig sygeplejer ved et feltlazaret, senere bosatte han sig i Washington, hvor han arbejdede som sekretær i forskellige regeringskontorer. Sine sidste år levede han i Camden, New York. Selv om der til stadighed har stået strid om W’s placering som digter, regnes han som en af de mest betydelige og særprægede lyrikere i amrk. litteratur. Blandt hans digte er "Crossing Brooklyn Ferry", "Passage to India" Prosaarbejder er "Specimen Days and Collect" (1882) bl.a. om oplevelserne under Borgerkrigen og "Democratic Vistas" (1871), en hyldest til demokratiet og individualismen og en kritik af amrk. materialisme i tiden efter Borgerkrigen (f 31/5 1819)

1902 d Cecil Rhodes, britisk/sydafrikansk politiker, finansmand og imperialist; af helbredshensyn udvandrede han i sin ungdom fra England til Syd-Afrika, hvor han på kort tid skabte sig en formue ved minedrift (guld og diamanter). I Kapkolonien blev han 1881 parlamentsmedlem og 1884 finansminister. 1888 medvirkede han ved grundlæggelsen af De Beers Consolidated Mines, Ltd og dannede1889 British South Africa Company for at udnytte råstofrigdommene nord for Limpopo-floden. Som politiker havde han store visioner dels om en sydafrikansk union, der også omfattede boerrepublikkerne Oranje og Transvaal, dels om et sammenhængende britisk koloniimperium fra "Kap til Cairo". Videre gik hans drømme ud på, at Storbritannien og USA skulle forenes og hele Afrika, Forasien og Sydamerika underlægges et angelsaksisk styre, simpelt hen fordi Vorherre nu engang havde udvalgt angelsakserne til at styre bedre end andre og sprede velfærd ud over kloden. Så vidt nåede han ikke, men han ledede koloniseringen af de områder, som 1895 efter R fik navnet Rhodesia (nuv. Zambia og Zimbabwe).1890 blev han premierminister i Kapkolonien, men måtte gå af i 1896, da det blev kendt, at han var involveret i de militære forsøg på i 1895 at undertvinge de to boerrepublikker. Han døde som en af verdens rigeste mænd og testamenterede hovedparten af sin formue til en stipendiefond ved universitetet i Oxford (f 5/7 1853)

 

1904 f Leck Fischer, forfatter; det første betydelige værk fra hans hånd er trilogien "Leif den Lykkelige" (1928), "Uværdighedens Marked" (1929) og "En dag af Aaret" (1929), der med baggrund i gullaschårene under 1. Verd.krig skildrer en ung mands opvækst. F’s romaner fra 1930'erne og siden den store københavnerroman er det vigtigste i forfatterskabet. Med romanen "Kontormennesker" (1933) nåede F det stærkeste og mest karakteristiske i sit værk, kollektivromanen, i skildringen af skæbnerne på en papirfabrik, som går ned under den økonomiske krise. Bl. hans øvrige romaner fra 1930'erne er "Det må gerne blive Mandag" (1934), der skildrer arbejdsløsheden blandt håndværkere.Endvidere "Hvordan i Morgen". Et hovedværk er syvbindsromanserien om københavnerfamilien Faber fra århundredskiftet op til folkestrejken under Besættelsen. Første bind "Kaptajnen" (1941) foregår i 1899 og sidste bind "Dette latterlige Land" (1950) i 1944. F arbejdede også flittigt som dramatiker. "Manden i Maanen" (1951) og "Fri Søndag" (1954) er blevet betegnet som hans bedste større dramatiske arbejder. Det førstnævnte fængslede ved sin ironisk engagerede skildring af en ældre stationsforstanders dagdrømme om en ny tilværelse. Fri Søndag skildrer en midaldrende værkførerkones oprør efter en menneskealders misbrug. F skabte en intelligent sociologisk romankunst. Hans arbejder handler om og kommenterer tidens problemer og ideer. De gav ham en stor og begejstret læserskare, men de har vist ringe evne til at overleve (d 17/6 1956)

1911 f Tennessee Williams, amerikansk forfatter; efter at have skrevet lyrik blev han kendt, da han debuterede med skuespillet "Battle of Angels" (1940). Det blev ingen succes. Der gik fem år før han med sit næste arbejde "The Glass Menagerie" (da. Opførelse 1948: Glasmenageriet) fik sit gennembrud og placerede sig som en af århundredets største dramatikere. Han fulgte successen op med stykker som bl.a. "A Streetcar Named Desire" (1947; dansk opf. 1949: Omstigning til Paradis:), der udspiller sig i New Orleans slum og skildrer hvorledes en neurotisk kvindes drømmeverden krakelerer, da en svoger lægger an på hende. I 1951 kom"The Rose Tattoo" (dansk opf.1951: Den tatoverede Rose) og i 1955 "Cat on a hot Tin Roof" (da. Kat på et varmt bliktag)hvori kampen om kontrollen over en plantage udløser bitre og abnorme familjemodsætninger. Fra 1950’erne er endvidere 1959). Senere stykker som "Kingdom of Earth" (1968), "In a Bar of a Tokyo Hotel" (1969) og "Small Craft Warnings" (1972) anses for at være svagere end hans tidlige arbejder. Med dristig åbenhed skildrede W menneskers lidenskaber og skæbner i et indelukket sydstatsmiljø. Han har også skrevet noveller og romanen "The Roman Spring of Mrs Stone" (1950), flere novellesamlinger, f.eks. "The Knightly Quest" (1967), "Eight Ladies Possessed" (1974). Dertil kommer digte og selvbiografien "Memoirs" (1975) (d 25/2 1985)

1945 I 2. Verd.krigs slutfase rykker sovjetiske tropper ind i Danzig og Gdynia. Den røde hærs offensiv i det afsluttende felttog var planlagt til at begynde den 20. januar 1945. Men i betragtning af de vanskeligheder, de allierede styrker var ude for i Ardennerne ved juletid 1944, rykkedes tidspunktet på den britiske premierministers anmodning otte dage frem. Med offensiven angreb Den røde hær samtidig på fem fronter langs en strækning, der var over 1200 km lang, og som gik fra Østersøen til Karpaterne. Efter de første gennembrud af de tyske linjer rullede store tankformationer langt ind i det tyske forsvars bagland. De sovjetiske tropper opnåede nogle fantastiske sejre. Tyskerne blev slået i Østpreussen og Pommern. Ad offensivens hovedlinje nåede sovjetiske styrker Oder i begyndelsen af februar. I marts fordrev de tyskerne fra hele Oders østlige bred og udvidede deres brohoved på dens vestbred i Küstein-området. Havnebyerne ved Østertsøen blandt disse Danzig og Gdynia blev erobret, og de sovjetiske tropper syd for Karpaterne slog et tysk angreb tilbage ved Balaton-søen

d David Lloyd George, britisk liberal politiker; 1890 blev han medlem af Underhuset for Caernavon i N-Wales; 1905-08 var han handelsminister. 1908 blev han finansminister (til 1915). Sit første budget, som han efter en heftig debat fik vedtaget i 1909, var præget af en stærk social radikalisme. Da budgettet herefter blev forkastet i Overhuset, førte G an i den forfatningskamp, som i 1911 endte med en indskrænkning i Overhusets vetoret; herefter fik han gennemført omfattende socialreformer. Som ammunitionsminister 1915-16 fik han gennemført en omfattende reorganisering af Storbritanniens krigsindsats. Som premierminister 1916-22 i en koalitionsregering af liberale og konservative var han en drivende kraft i vestmagternes krigsførelse. Under fredsforhandlingerne søgte han at mægle mellem den franske regeringsleder Clemenceau og den amerikanske præsident Wilson. Lloyd Georges ledelse af britisk politik i de første år efter krigen vakte voksende kritik; og efter hans indrømmelser til irerne i 1921, der førte til oprettelse af Den irske Fristat, og hans stillingtagen for grækerne i deres kamp mod tyrkerne i 1922, voksede uviljen mod ham i konservative kredse, og han blev tvunget til at gå af. Som partileder fra 1925 var hans indflydelse ringe; i 1931 dannede han Independent Liberal Party, som dog kun opnåede minimal repræsentation i Underhuset. I årene 1933-36 kom hans "War Memoirs" og i 1938 "The Truth About the Peace Treaties". To måneder før sin død blev han adlet som Earl Lloyd George of Dwyfor (f 17/1 1863)

 

1959 d Raymond Chandler, amerikansk krimiforfatter og betegnes som en klassiker inden for genren; han blev født i Chicago, men voksede op i England og studerede sprog i Tyskland og Frankrig. Han begyndte en karriere som journalist, som blev afbrudt for deltagelse 1. Verdenskrig på engelsk side. Efter krigen vendte han tilbage til sit fødeland, hvor han startede en karriere som free-lance journalist. Chandlers berømmelse som forfatter hviler på hans bøger med detektiven Philip Marlowe. Hans første bøger kom i begyndelsen af 1930'erne, helten var endnu ikke Philip Marlowe, men det var den samme høje, rolige, kyniske, intelligente skikkelse, ridderen uden frygt og dadel, der er oppe mod både kyniske gangstere og korrupte politifolk. I alt skrev Chandler syv bøger med Philip Marlowe, den første "The Big Sleep" i 1939 (da. Den lange søvn, 1983) og den sidste i 1958 "Playback" (da, Blindebuk, 1959). Det er blevet hævdet, at Chandler med sit forfatterskab placerer sig som den betydeligste amerikanske krimiforfatter efter 2. Verdenskrig. Flere af bøgerne er filmatiseret f.eks. "The Big Sleep" med Humphrey Bogarth som Philip Marlowe (f 23/7 1888)

 

Til top        27. marts

1221 d Berengaria, dronning; datter af Sancho I af Portugal og Dulce, maj 1214 gift med Valdemar 2. Sejr; om Berengarias liv vides meget lidt. I et kongeligt diplom udstedt på kongsgården på Samsø 1216 optræder hun som brevvidne. Ved løskøbelsen i 1225 af Valdemar fra fangenskabet hos "den sorte grevce" indgik i løsesummen "alt det guld som hørte til dronningens pryd med undtagelse af kronen, og det hun før sin død havde givet kirker og klostre". Hun fødte sønnerne Erik, Abel og Christoffer, alle senere konger og datteren Sophie. I folkeviserne skildres hun som hård og ond – "hun var så besk en blomme" - i modsætning til den milde og gode Dagmar, Valdemars første kone. Folkevisernes kildeværdi til vurdering af Berengarias person er tvivlsom, bl.a. fordi viserne først er nedskrevet i 1500-tallet. Men de har været bestemmende for den traditionelle opfattelse af Berengaria. Arild Huitfeldt formuleres således: "Hun var ond og rådede til, at skatte bønder og almue. Fik skyld for alt det, ilde var gjort". Ved åbningen af kongegravene i Ringsted fandtes Berengarias grav forstyrret, i den lå resterne af en ca 160 cm høj kvinde (f juni 1170)

 

1606 f Hans Svane, biskop; som studerende var hans hovedinteresse østerlandske sprog. Dem studerede han primært i udlandet – Paris, Wittenberg, Leiden og Oxford. 1633 beskikkedes han til professor i orientalske sprog ved universitetet i København. I de næste to år studerede han arabisk i Paris, og først 1635 overtog han sit professorat. I 1646 fulgte udnævnelsen til professor i teologi, og samme år blev han dr.teol. Ved ægteskab blev han en særdeles velhavende mand. Under svenskekrigene var han således i stand til at låne kronen store summer, og efter krigene havde han en fordring på mere end 59.000 rdl., hvilket placerede ham på linje med kronens store borgerlige kreditorer. I 1655 blev han af de sjællandske købstadspræster valgt til Sjællands biskop. Det er dog hverken som filolog eller teolog, Svane har fået en fremtrædende plads i danmarkshistorien. Derimod kom han under stændermødet i 1660 til at spille en politisk rolle, om hvilken der er blevet sagt, at den ikke er nået af nogen anden dansk biskop i det lutherske tidsrum. Dog bortset fra D.G. Monrad (i 1864). Fra mødets begyndelse indtog Svanw en tydelig adelsfjendtlig holdning, og han havde afgørende indflydelse, da de ikkeadelige stænder efter adelens afvisning af at opgive sin hidtidige skattefrihed tilbød kongen arveriget. I de videre forhandlinger var det ikke mindst takket være Svane, at kongen blev løsgjort for håndfæstningen, og at indførelse af et enevældigt styre dermed var muligt. Påskønnelserne for Svanes indsats lod ikke vente på sig. I slutningen aflagde han ed som kongelig råd og assessor i statskollegiet, hvortil kom at han blev titulær ærkebiskop, den eneste Danmark har haft siden reformationen. Desuden modtog han store forleninger. Derimod kom han ikke til at spille nogen politisk rolle efter 1660. Hvilket på ingen måde var ensbetydende med, at han mistede kongens velvilje og bevågenhed i øvrigt. Svane er blevet beskrevet som en typisk repræsentant for 1600-tallets gejstlige kultur: umådelig lærd, snæversynet ortodoks, autoritær, men ikke uden social forståelse og en stor patriot (d 26/7 1668)

 

1615 d Margrete af Valois, la Reine Margot, datter af Henrik 2. af Frankrig og Katharina Medici; som led i fredsbestræbelserne i borgerkrigen mellem Frankeigs protestanter – huguenotterne – og katolikker blev Margrete mod sin vilje 1572 gift med huguenotternes leder, Henrik af Navarra, senere Henrik 4. af Frankrig. Få dage efter deres bryllup fandt massakren Bartholomæus-natten sted. I årene efter bryluppet levede hun og Henrik uden at bryde sig meget om hinanden; trods begges talrige uægteskabelige elskovsforbindelser modsatte M sig en skilsmisse. I 1586 blev hun - efter hendes bror, kong Henrik 3., over for hoffet havde oplæst navnene på hendes elskere - forvist fra hoffet. Hendes mands voksende magt og dermed dynastiske nødvendighed for at få en arving gjorde en annullering af deres barnløse ægteskab nødvendig. I 1600 gav M tilladelse til, at Henrik giftede sig med Maria Medici; M beholdt sin titel og sin position og levede sine sidste år i strålende pragt i Paris. Hun efterlod sig en samling Poésies og en samling Mémoires (f 14/5 1553)

 

d Jacob 1., skotsk konge 1567-1625, fra 1601 tillige af England som Jacob 6., søn af Maria Stuart og Lord Darnley; J’s oldemor Margrete tudor (1489-1541) var søster til Henrik 8. af England, og ved Elizabeth 1.’s død i 1603 var han derfor nærmeste arving til den engelske trone. Allerede som etårig blev han ved sin mors tvungne abdikation i 1567 Skotlands konge. Han følte sig mest hjemme i Skotland og talte hele livet med skotsk accent. Også i sine bøger brugte han skotsk dialekt. I sit forfatterskab behandlede han emner fra religion, statskunst og verslære. I sit 18.år brød han med sine højadelige rådgivere og overtog selv styret. Baronerne måtte give afkald på den næsten enevældige magt, de havde opnået. Jacob opbyggede herefter den samme stærke kongeautoritet, som Elizabeth havde skabt i Engæland. Men han mangledes dennes evne til kompromis, og han stod stejlt på kongedømmets guddommelighed og de kongelige prærogativers ukrænkelighed. Striden med Parlamentet blev da også et hovedpunkt i hans tid som engelsk konge. Med sin konfrontationspolitik lagde han grunden til den skærpelse af forfatningskampen, der under hans søn og efterfølger Karl I (1625-49) kulminerede i Den Engelske Borgerkrig, og som førte til Karls henrettelse. I 1589 blev J gift med Anne, datter af Frederik II af Danmark-Norge og søster til Christian IV (f 19/6 1566)

 

f Matthias Moth, oversekretær og leksikograf; blev 1666 baccalaureus i medicin og studerede derefter nogle år i udlandet. Da hans søster 1671 blev Chr. 5.’s maitresse, åbnede der sig en anden løbebane end lægens for ham. Han blev ansat i statsstyret, og 1688 blev han oversekretær for de norske sager i danske kancelli og i 1690 også for de danske sager; han var dermed faktisk landets indenrigs- og forsvarsminister. Hertil kom medlemskab af en lang række kommissioner. 1694 blev han en af direktørerne for Københavns vandvæsen, 1696 medlem af inspektionen med byens brand- og belysningsvæsen, 1697 medstifter af Børnehuset; 1688-99 var han med i ledelsen af det danske postvæsen. M er en af de største samlere af "ben", der har levet i Danmark. Hans arbejdsevne må have været enorm; thi foruden sit arbejde i statens tjeneste var han noget af en "litterat". Han oversatte Ovids metamorfoser til danske aleksandriner; det lykkedes ham dog ikke at få den udgivet. Hans livs hovedbedrift blev hans danske ordbog; et arbejde han planlagde allerede 1680. Han fik landets præster til at indsende ord og talemåder til brug ved ordbogen. Materialet har siden været en vigtig kilde for senere ordbogsforfattere og giver et usædvanligt billede af det talte sprog på en tid, hvorfra man ellers næsten kun kender litterært dansk (d 19/3 1719)

 

1686 I Danmark afskaffes de faste bods- og bededage, d.v.s. dage med bod og bøn, som foreskrevet af den katolske kirke. Ved forordningen i 1686 blev bods- og bededagene samlet i Store Bededag, som ligger på den fjerde fredag efter påske

 

1714 d Charlotte Amalie, dansk/norsk dronning, datter af landgrev Vilhelm VI af Hessen-Kassel og markgrevinde Hedvig Sophie af Brandenburg, juni 1667 gift med kronprins, senere kong Christian 5.; Charlotte.Amalie beskrives som ikke værende smuk, men en brav og velbegavet kvinde, der forstod at optræde venligt og taktfuldt. Som så mange af den tids fyrstinder måtte hun finde sig i, at ægtemanden holdt maitresse. Hun var en omhyggelig mor for sine børn, hvilket særlig fremgår af den række breve, hun under sin yngste søn Carls udenlandsrejse skrev til dennes overhofmester. Charlotte Amalie var en praktisk og økonomisk kvinde, der med stor dygtighed styrede sine store godser. Allerede som kronprinsesse havde hun af Frederik 3. fået Frederiksdal, Bagsværd og Gentoftegård på livstid. Senere købte hun som privatejendom parpimøllen ved Strandvejen, Vemmetofte og næsten hele Stevns herred, samt Børglum kloster, Dronninglund og Dronninggård i Jylland. I København købte hun af Ulrik Frdr. Gyldenløve hans palæ på Kongens Nytorv, som efter hende kaldtes Charlottenborg. Charlotte Amalie var mor til bl.a. Frederik 4. (f 27/4 1650)

 

1770 d Giovanni Battista Tiepolo, italiensk maler; blandt - om ikke den største - 1700-tallets store venezianske malere. Allerede som 20 årig var T en moden kunstner; han betegnes som den sidste store venezianer. Hans billeder er stemt i lyse, festlige farveakkorder, hvori "Tiepolo-blåt" er fremherskende. T’s tidligst kendte arbejde "Isaks ofring" malede han til kirken Ospedaletto i Venezia (1715-17). I dette og hans senere arbejder er udgangspunktet barokkens illusionistiske teatermaleri, men omsat i en lettere og livligere form med lysere farveholdning og udført i en frigjort teknik som med sine brede strøg og impressionistiske træk ikke har noget sidestykke i 1700-tallet. I 1727 udførte T freskerne i Udinepaladset, de første i hans lange række af monumentalmalerier. Andre hovedværker er dekorationerne i Villa Valmarana (1737); de er blevet betegnet som blændende lysmalerier med fantasifulde figurkompositioner, der ejer rokokoens gratie og lethed. Dertil kommer enkeltbilleder (staffelibilleder)som "Den hellige Katarina" (1746, Wien) og "Kongernes tilbedelse" (1747, München). Hans livs største værk blev udført 1751-53, da han udsmykkede kejsersalen og trappeopgangen i fyrstebiskoppens slot i Würzburg (1751-53) med historiske og allegoriske motiver (bl.a. de fire årstider); 1763-64 udsmykkede han tronsalen på kongeslottet i Madrid (f 5/3 1696)

 

1797 f Alfred de Vigny, fransk forfatter; inden han debuterede som digter i 1822 med samlingen "Poèmes" og lagde grunden til sit ry som en af Frankrigs betydeligste romantiske digtere, var han i nogle år officer i den franske hær. I 1829 udsendte han "Poèmes, antiques et modernes", der hører til den romantiske digtnings første frembringelser. Som digter udmærkede V sig ved evnen til at give filosofiske ideer form i konkrete symboler. Hans livssyn var dybt pessimistisk, men han mødte tilværelsen med heroisk resignation. Også i andre genrer var han en af romantikkens banebrydere, således ved den historiske roman "Cinq Mars" (1828) om en sammensværgelse i Ludvig XIII’s regeringstid. Med dette værk skabte han i Frankrig interessen for den historiske roman. Af dramaer har han skrevet "La maréchale d'Ancre"(1830) og "Chatterton" (1835). Sidstnævnte skildrer geniets forgæves kamp for eksistensen i en materialistisk og uforstående verden; det gjorde lykke og betragtes som romantikkens hovedværk. Foruden egne skuespil oversatte og bearbejdede han Shakespeares dramaer. V’s tanker om den kunstneriske skabelsesproces og om en ny religion, hvor kunstoplevelsen spiller en afgørende rolle, peger frem mod symbolismen. Efter hans død udkom digtene "Les destinèes" (1864) og hans dagbog "Journal d'un poète" ført gennem 40 år (d 17/9 1863)

Freden i Amiens mellem England og Frankrig. Efterhånden som krigen med Frankrig trak ud - den havde stået på siden 1792 - opstod der i England ønske om fred. Britiske politikere var af den opfattelse, at en fortsat søkrig mod Frankrig kun ville bidrage til at styrke Frankrigs stilling på kontinentet. Britiske købmænd håbede, at en fransk-engelsk fred ville åbne det franske marked for britiske varer. Derfor indbød briterne til fredsforhandlinger. For Napoleon ville en fred først og fremmest have betydning i form af en indre pacificering i landet. Fredsforhandlingerne blev indledt i vinteren 1801, men den endelige fred blev først indgået og underskrevet et år senere i Amiens. Ved freden forpligtede England sig til at levere Ceylon tilbage til Nederlandene, Trinidad til Spanien, Malta til Johanitterne og Ægypten til sultanen. Frankrig lovede at trække dets tropper tilbage fra Rom og Napoli. Med Lunévillefreden med Østrig 9. februar 1801 havde Frankrig fået anerkendt Rhinen som østgrænse, og med freden i Amiens havde Frankrig fået fred for og med sin sidste og mægtigste fjende. Med de to fredsslutninger havde Napoleon banet vejen for de næste skridt i sin politiske karriere, konsulatet for livstid og kejserdømmet

 

1809 f Georges Eugené Haussmann, fransk embedsmand; efter at have studeret jura blev han embedsmand; i 1853 blev han præfekt i departementet Seine og fik den særlige opgave af kejser Napoleon III at organisere og gennemføre kejserens vældige planer om omlægningen af Paris byplan. Baggrunden for de store gadegennembrud var Napoleons ønske om at vanskeliggøre indre uroligheder i hovedstaden, hvor de gamle, smalle gader havde vist sig skæbnesvangre ved bekæmpelsen af revolutionære bevægelser. Men udadtil fremtrådte planerne som en storstilet byplanmæssig forskønnelse af Paris. Op mod halvdelen af byens gamle huse blev nedrevet, og nye boulevarder og pladser skabtes. Der blev bygget broer, trafikårer og offentlige bygninger, bl.a. den store opera. H gennemførte planerne med stor energi og uden at være ømfindtlig med metoderne. Hans position var enestående, han fik sæde i kabinettet og stod kun til ansvar over for kejseren. I 1867 blev han medlem af Det franske Akademi. Napoleons fald medførte H's afsked, Et årstid opholdt han sig i udlandet, men vendte hjem og blev i 1877 deputeret for bonapartisterne (d 11/1 1891)

 

1814 Slaget ved Horseshoe Bend. Navnet dækker over en bugtning af Tallapoosa floden nord for Martin Lake østligt i det centrale Alabama. Creek’erne, som beherskede store frugtbare landområder i Alabama og Georgia, følte sig presset af de stadig flere europæiske/amerikanske nybyggere og havde rejst sig i oprør, samtidig med USA’s krig med Storbritannien i 1812. Ved Horseshoe Bend blev omkr. 1.000 creek-krigere i en forskanset stilling angrebet af 2-3.000 amerikanske soldater under kommando af generalløjtnant Andrew Jackson. Da kampen havde stået på i 7 timer var indianernes forsvarsværker ødelagt; da de ikke ville overgive sig blev de alle - på nær ca 50 - dræbt. For creek’erne var nederlaget uopretteligt. Nogle måneder senere blev de ved en formelig fredstraktat tvunget til at afstå store landområder til amerikanerne, og de flg. år fulgte nye afståelser. I 1830 var situationen den, at kun en fjerdedel af Alabama endnu var i indianernes besiddelse. Slagmarken ved Horseshoe Bend er nu indrettet som Horseshoe Bend National Military Park

 

1845 f Wilhelm Röntgen, tysk fysiker; efter at have været professor ved forskellige tyske universitetet var han 1900-20 professor i München. R udførte en række arbejder i varmelære, elasticitet, elektricitet osv. I forbindelse med undersøgelser af elektrisk udladning i gasser opdagede han i 1895 en ny slags stråler, som han kaldte x-stråler. Omtrent samtidig opdagede han, at strålerne kunne bruges til at gennemlyse stof, som var ugennemtrængelig for almideligt lys, og at man ved hjælp af dem kunne få fotografiske skyggebilleder af levende menneskers skeletter. Strålerne fik snart efter navnet røntgenstråler. For opdagelsen gik R i 1901 den første Nobelpris i fysik (d 10/2 1923)

 

1923 d Sir James Dewar; skotsk fysiker og kemiker; professor i Cambridge fra 1875 og ved Royal Institute i London fra 1877. Hans videnskabelige forskning dækker et stort felt. Blandt hans tidlige arbejder er afhandlinger om organisk kemi, måling af høje temperaturer og lysbuens kemi. Fra de tidlige 1870’ere arbejdede han med flydende gasser, og inden 1891 havde han konstrueret en maskine, der kunne fremstille flydende ilt i stor mængde. I 1870'erne opfandt han Dewar-karret, en termoflaske, der ved god varmeisolering gjorde det muligt for ham at opbevare væsker med en temperatur på ned til 4 K (minus 269 gr. C) gennem længere tid. Princippet bag Dewar-karret er senere blevet brugt ved fremstillingen af termoflasker og –kander. I 1898 fremstillede D flydende brint og i 1899 fast brint. Desuden påviste han, at flydende ilt har paramagnetiske egenskaber; sammen med F. Abel opfandt han sprængstoffet cordit. I sine sidste år studerede D de fysiske egenskaber hos sæbebobler, som han kunne fremstille med en diameter på 1 meter (f 20/9 1842)

 

1929 Skoleskibet "København" meldes savnet. Den femmastede bark var bygget i 1921 i Leith som skoleskib til ØK. Det målte 132 m i længden og 15 m i bredden. Dets dødvægt var 5200 tons, og dets samlede sejlareal var 4645 m2. Disse mål betød, at det i en periode var verdens største sejlskib. Den 14. december 1928 forlod "København" Buenos Aires med Adelaide i Australien som mål, men forsvandt på rejsen med sin besætning på 60 mand, hvoraf 45 var elever. Trods en meget omfattende eftersøgning frem til september 1929 fandt man ikke dengang og har heller ikke siden fundet det mindste spor af skibet. Man formoder, at det enten er kollideret med et isbjerg eller under fuld sejlføring er blevet overrasket af en storm

 

d Klaus Berntsen, højskolemand og Venstrepolitiker; han voksede op i en grundtvigsk gårdmandsfamilie på Fyn. Han kom på højskole og derefter 1860-61 på Christen Kolds høj- og friskole i Dalby. Et ophold der prægede ham dybt. Allerede som 22 årig blev han friskoleleder og var 1881-89 højskoleforstander, hvorefter han flyttede til København. Fra 1866 var han aktiv i skyttesagen; sin karriere som politiker begyndte han som kommunalpolitiker og var 1869-75 sognerådsformand i Højslev, 1886-94 i Særslev; Berntsen var medlem af Odense amtsråd 1881-87 og 1898-1908. Desuden beklædte han en lang række bestyrelsesposter, var f.eks. fra 1884 formand for Odense Amts Skytteforening og 1910-22 formand for De Danske Skytteforeninger. 1872 deltog han i oprettelsen af Fyns Tidende. Uden at blive valgt opstillede han i Kertemindekredsen ved folketingsvalgene i 1869 og 1872. 1873 vandt han et omvalg i Bogensekredsen og repræsenterede kredsen i Folketinget til 1884, da han ikke opstillede. 1886 valgtes han i Assenskredsen og var til 1926 medlem af Folketinget. Her tilsluttede han sig det moderate Venstre, som for at få afsluttet forfatningskampen i 1894 havde indgået forlig med Højre og først i 1908 blev taget af Venstrereformpartiet. Dermed åbnedes der nye muligheder for Berntsen, der 1908-09 var indenrigsminister, 1910-13 konseilspræsident og forsvarsminister. Han gennemførte forsvarsordningen af 1909 og forbedrede forholdene for de menige soldater. Derimod lykkedes det ham ikke at få gennemført en grundlovsrevision med henblik på at afskaffe den privilegerede valgret til Landstinget. 1920-22 var han forsvarsminister og 1922-24 minister uden portefølje. 1873 og 1883 udgav Berntsen "Folke-Eventyr for Skolen og Hjemmet" samt bl.a. "Friskolen kontra Præsten Otto Møller i Gylling" (1877) og 1921-25 sine erindringer i tre bind (f 12/6 1844)

 

Japan forlader Folkenes Forbund. I september 1931 indledte japanerne deres angreb på de kinesiske styrker i Manchuriet. I begyndelsen af 1932 havde de erobret hele Manchuriet, og november 1932 blev den japanske vasalstat Manchukuo oprettet i det område, der hidtil havde været en del af Kina. Allerede ved japanernes første angreb appellerede Kina til Folkeforbundet om støtte mod japanernes krænkelser. Men først i februar 1933 fordømte Folkeforbundet Japans overgreb mod freden. Fordømmelsen fik Japan til at forlade Folkeforbundet. Udgangen på Manchuriet-konflikten betød et alvorligt slag mod Folkeforbundet og hele den internationale ide. Den rejste overalt tvivl om, hvorvidt medlemmerne af Folkeforbundet - og da særlig stormagterne - i det hele taget havde evne eller vilje til at sætte en farlig angrebsmagt på plads

 

1943 Sabotage mod Århus Stadion. I 1940 beslaglagde tyskerne begge stadionhaller; de blev dog hurtigt frigivet. Men i 1942 blev Stadion igen beslaglagt, selv om det officielt hed sig, at der var oprettet en lejekontrakt med kommunen. Ved sabotagen nedbrændte tennishallen øst for søjlehallen. Det var den eneste bygning, tyskerne på det tidspunkt sad på. Her havde de opmagasineret feltsenge, madrasser, tæpper og lignende. Alt blev ødelagt. Det blev det danske politi, der fik til opgave at finde gerningsmændene. Fire århusianere i 17-årsalderen blev dømt for brandstiftelse. Som følge af sabotagen skete der en skærpelse af den undtagelsestilstand, der var indført den 23. marts efter sabotagen mod en tysk barak på hjørnet af Høegh Guldbergsgade og Langelandsgade. Nu blev alle offentlige forlystelser og møder af enhver art, herunder sportskampe, forbudt. Beværtninger skulle være lukkede fra kl 18.00 til kl 5.00. Al færdsel og trafik mellem kl 19.00 og kl. 5.00 var forbudt. Undtaget fra udgangsforbudet var, i det omfang deres hverv nødvendiggjorde det, personer fra f.eks. politi, brandvæsen, DSB, post- og telegrafvæsen. Enhver anden, der inden for nævnte tidsrum blev "antruffet" på gade, vej eller plads, ville "uværgerlig" blive anholdt af Værnemagtens eller politiets patruljer. Overtrædelser ville være at straffe med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Allerede næste dag tillod byens tyske kommandant, at foranstaltningerne blev lempet, således at man vendte tilbage til tilstanden den 23. marts. Den 1. april blev undtagelsestilstanden ophævet

 

 

1945 d Jørgen Nielsen, forfatter; han blev født i meget små kår på et midtjysk husmandssted. Hjemmet var stærkt præget af et indremissionsk sortsyn, og N var fra barnsben i opposition til det. Han blev uddannnet som journalist og boede fra 1927 i København. Inspireret af Nietzsches og Oswald Spenglers civilisationskritik skildrer Nielsen i sine romaner – "Offerbaal", 1929, "En Kvinde ved Baalet", 1933, "En Gaard midt i Verden", 1936, og novelle-samlingerne "Lavt Land", 1929, "Vi Umyndige", 1934, "Figurer i et Landskab", 1944 i en nøgtern "objektiv" form jyske bønder og husmænd. Hans grundopfattelse er, at det er dem, der lever i civilisationens yderområder, der har dens krise tættest inde på livet og lider mest under den. Forfatterskabets hovedværk er den delvis selvbiografiske dobbeltroman "Dybet" (1940) og "Et Hus splidagtigt med sig selv" (ufuldendt, udgivet posthumt i 1945), et knugende, "moderne" portræt af en husmandsfamilie, hvis medlemmer hverken forstår eller kan nå hinanden. Jørgen Nielsen havde siden barndommen lidt af svære depressioner og begik selvmord (f 18 /11 1902)

 

1968 d Jurij Gagarin, russisk kosmonaut; 12. april 1961 gennemførte han et kredsløb om Jorden i en rumkapsel (Vostok 1) og blev dermed den første mand i rummet. G omkom under træning med et jetfly, og hans urne blev anbragt i muren i Kreml, Moskva (f 9/3 1934)

 

Til top        28. marts

193 d Publius Helvius Pertinax, romersk kejser fra januar til marts 193; han var søn af en frigivet slave; inden han trådte ind i hæren, var han lærer. Han kommanderede troppeafdelinger i Syrien, i Britannien, ved Donau og ved Rhinen. Han udmærkede sig under den store invasion af germanske stammer i 169. Han fik rang som senator og stod nu i spidsen for en legion. Han fik herefter kommandoen over tropperne i Moesien, Dacien og Syrien, men under kejser Commodus (herskede 180-192) kom han midlertidig sammen med den fremtidige kejser Septimius Severus i unåde. I Commodus senere år blev Pertinax præfekt i byen Rom, mens Severus førte tropperne ved øvre Donau. Da Commodus blev myrdet den 31. december 192, proklamerede senater Pertinax som kejser. Han forsøgte forgæves at gennemføre upopulære forholdsregler for at forbedre såvel den militære som civile økonomi. Efter mindre end tre måneder på kejsertronen blev han myrdet af en lille gruppe soldater. Da Severus blev kejser, beordrede han guddommeliggørelse af sin myrdede forgænger (f 1/8 126)

 

d Valdemar 2. Sejr, konge 1202-1241; søn af Valdemar 1. den Store og Sophie. Som hertug af Sønderjylland fra 1188 erobrede han efter 1197 Holsten og Ratzeburg. Efter han i 1202 var blevet konge fortsattes erobringerne, og han synes at have haft planer om et dansk imperium ved Østersøen. Sikkert er det, at han gennemførte en række korstog, 1210 til Preussen, 1219 og 1220 til Estland. Det nordtyske imperium var imidlertid en skrøbelig statsdannelse. De nordtyske fyrster, som i begyndelsen havde støttet den danske konge, ønskede kun at bruge ham som en modvægt mod den tyske kejser. Da grev Henrik af Schwerin i 1223 fangede V og hans søn under en jagt på Lyø, rev de nordtyske fyrster sig løs. Da Valdemar efter at være frigivet (1225) forsøgte at genvinde det tabte, led han i 1227 et knusende nederlag ved Bornhøved og opgav herefter enhver indblanding i nordtyske forhold. I indenrigspolitikken fortsattes under Valdemar den stabilisering af kongemagten, som var begyndt under hans far. Hans udenrigspolitik krævede mange penge, og hans regering forøgede skatterne, bl.a. ved en omlæg-ning og mere effektiv udnyttelse af den gamle ledingsskat. I den såkaldte "Kong Valdemars Jordebog" fra 1230'erne er bevaret en oversigt af kronene indtægter og ejendomme landet over. I 1241 udsendte Valdemar "Jyske Lov", som gjaldt for Jylland, Fyn og omliggende øer. For at sikre arvefølgen lod V i 1215 sin søn Valdemar hylde og 1218 krone som sin efterfølger. Da Valdemar den Unge døde 1231, blev Valdemars næst-ældste søn Erik i 1232 kronet som sin fars efterfølger. Samtidig overdrog Valdemar sine yngre sønner store dele af rigets grænseegne (Sønderjylland, Lolland, Halland og Blekinge) som fyrstelen. Herved lagde han grunden til en farlig svækkelse af rigets enhed, navnlig for Sønderjyllands vedkommende (f 24/6 1170)

 

f Johann Amos Comenius, pædagog, efter et noget omflakkende liv til dels forårsaget af Trediveårskrigens uro og nød fandt han 1656 et fristed i Amsterdam for resten af livet. C regnes for rundlægger af pædagogik. Spiren til næsten alle senere pædagogiske ideer f.eks. enhedsskole, børnehave, anskuelsesundervisning findes i hans værker. Alle behøver opdragelse til visdom, dyd og fromhed, og med stadig henvisning til analoger fra naturen (f.eks. æggets og fuglenes udvikling) fremstiller han "naturens" egen fremgangsmåde som forbillede. Undervisningen skal stemme med den naturlige udvikling. Der skal ikke sås planter, men plantefrø. Nyttig viden skal erhverves gennem selvvirksomhed, sprogundervisning skal begynde med modersmålsundervisning. Skolerne skal være lyse med rummelige værksteder for arbejde, hvor der herskeer humanitet, ikke barbarisk tugt. Leg og legemsøvelser skal have deres plads. Både fattige og rige, drenge og piger skal opdrages ens og sammen, idet skolen organiseres som en trindelt enhedsskole. I moderskolen (hjemmet) skal barnet til seksårsalderen lære mådehold og lydighed gennem eksemplet desuden lære at bruge sine sanser. I modersmålets skole (6 –12 år), som skal findes i hver menighed, læres at læse, skrive, regne og synge samt religion, historie, geografi og manuelt arbejde. I latinskolen (12-18 år): modersmål, latin, græsk, hebraisk, fysik, historie, moral, religion. Akademiet er for videregående studier (18-24 år). I 1629 udsendte C sin store undervisningslære "Ditactica magna".To år senere kom hans værk om sprogundervisning "Janua linguarum reserata" (sprogdøren). 1654 udkom hans bog om anskuelsesundervisning "Orbis pictus" (verden i billeder)(d 15/11 1670)

 

f Sophie Amalie Moth, maitresse (Christian 5.); kom som 16 årig i forbindelse med kongen og blev snart hans elskerinde. Hendes stilling som kongens officielt anerkendte maitresse blev først slået fast efter Griffenfelds fald, da kongen i december 1677 ophøjede hende til grevinde af Samsø; ved et åbent brev af 1.januar 1678 erklærede kongen desuden sine børn med hende for sine legitime børn med slægtsnavnet Gyldenløve. Moth synes at have været temmelig ubetydelig og har vist heller ikke haft nogen som helst politisk betydning. Efter Christian 5.s død levede Sophie Amalie Moth et meget tilbagetrukket tilværelse på Jomfruens Egede, efter sigende opfyldt af dyb anger over sit tidligere liv (d 17/1 1719)

 

1660 f Georg 1. britisk konge 1714-1727; søn af kurfyrst af Hannover Ernst August og Sofia af Pfalz, et barnebarn af kong Jacob 1. Georg blev i 1698 kurfyrste af Hannover, og i medfør af Act of Settlement fra 1701, der forbød katolikker på tronen, blev han 1714 konge af Storbritannien og Irland. Herved kom et nyt dynasti, Hanno-veranerne, på den britiske trone. Georg var dog mere interesseret i sit tyske kurfyrstedømme end i sit nyerhvervede kongerige, hvilket skabte udenrigspolitiske interessekonflikter. Da han mistænkte Torypartiet for fortsat at være loyal over for den katolske gren af kongefamilien, støttede han sig til Whigpartiet. Hans ringe kendskab til britiske forhold - han lærte f.eks. aldrig at tale engelsk - bevirkede, at premierministerembedet blev institutionaliseret på kongemagtens bekostning. Fra Hannover medbragte Georg to elskerinder, men ingen kone. 1682 var han blevet gift med sin kusine Sophie Dorothea, men på gr. af hendes utroskab blev ægteskabet opløst i 1694. I ægteskabet var der to børn Georg (2.) og Sophie Dorothea, som 1712 blev mor til Frederik den Store af Preussen. Georg giftede sig ikke igen (d 11/6 1727)

 

1769 f Schack von Staffeltt, forfatter af to digtsamlinger; han betegnes som ikke særlig agtet i sin samtid, men senere rehabiliteret som en af dansk romantiks betydeligste digtere. Staffeltt var grundig forberedt på den rolle, han havde håbet på, som den gryende tyske romantiks sendebud i dansk litteratur. Som søn af en indvandret tysk adelsfamilie havde han tysk som modersmål og fik aldrig helt udryddet sporene af dette sprog. Han fik en militær uddannelse, samtidig vaktes hans interesse for litteratur. Som ung løjtnant var han 1791-93 på et toårigt studieophold i Göttingen, og efter to år hjemme gennemrejste han Europa i yderligere fem år, hvor han sugede til sig af den nye tids filosofi og digtning. Men hvad den kantede Staffeltt møjsommeligt havde lært gennem et tiår, opsnappede den ti år yngre intuitive begavelse Adam Oehlenschläger hurtigere og omsatte til poesi i sin debutsamling. Så da Staffeltt året efter fik sin debut undet samme titel "Digte" (1804), blev han uretfærdig betragtet som blot en forsinket efterligner af den vordende digterkonge. Om Staffeltts værk er der blevet sagt, at S i sine digte ikke blot demonstrerer en dybere indsigt i den romantiske filosofi end sin unge, lyse digterkollega, han formåede også at omsætte dens forestilling om verdens fundamentale splittelse mellem idéernes og fæno-menernes sfære til "Poesi af uforgængelig Skønhed". Da hans anden udgivelse "Nye Digte" (1808), der indeholder hans smukkeste kærlighedsdigte, forblev upåagtet, holdt Staffeltt inde og lagde fra 1810 sin energi i det opslidende amtmandserhverv i Hertugdømmerne, hvor han endte sine dage bitter og glemt (d 26/12 1826)

f Karl Adolf von Basedow, tysk læge; han var virksom som stadsfysikus i Merseburg; beskrev 1840 den efter ham opkaldte sygdom-Basedows syge-i Caspars Wochenschrift für die gesamte Heilkunde(d 11/4 1854)

 

England og Frankrig erklærer Rusland krig. Krimkrigen er i gang. Det stadig svagere osmanniske Tyrkiet - Europas syge mand - var et lokkende bytte for et ekspanderende Rusland. De græsk-katolske kristnes kampe på Balkan mod det tyrkiske styre var russernes påskud til indblanding i tyrkiske forhold; russerne ville støtte deres slaviske brødre. De stillede hårde krav i Konstantinopel, og sommeren 1853 marcherede ussiske tropper over floden Prut ind i Moldavien og Valakiet, de områder der senere blev til Rumænien. Samtidig sejlede en større britisk og en nogen mindre fransk eskadre ind i Sortehavet som støtte for tyrkerne. Med denne støtte erklærede Tyrkiet i oktober 1853 Rusland krig. 28. marts året efter kom den engelsk-franske krigserklæring til Rusland. For de to vestmagter var Rusland ved at blive for mægtigt, og de ville ikke have, at den russiske indflydelse skulle vokse yderligere på det osmanniske riges bekostning. De to vestmagter havde selv betydelige interesser i denne del af verden, og for dem var det udmærket, at det var det svage Tyrkiet, der havde kontrol med stræderne til Sortehavet. Krigen sluttede med russisk nederlag. Med underskrivelsen af fredsaftalen i Paris den 30. marts sattes der punktum for Ruslands forsøg på øge sin magt i området på bekostning af Tyrkiet. At det var det svage Tyrkiet, der var den dominerende magt i området og beherskede udsejlingen fra Sortehavet, passede udmærket England og Frankrig

 

1862 f Aristide Briand, fransk politiker og nobelprismodtager; Briand var Frankrigs regeringsleder ikke færre end 11 gange og bestred i alt 26 ministerposter i årene 1906-32. Han blev udnævnt til udenrigsminister i april 1925 og beholdt posten i 14 på hinanden følgende regeringer. I fire af disse var han også statsminister. Briands mærkesag var freden og blev af samtiden opfattet som en fredens apostel. En af hans helt store succeser indtraf den 27. august 1928 med underskrivelsen i Paris af Kellogg-Briand pagten, hvor 60 nationer lovede at afstå fra at bruge krig til løsning af internationale konflikter. Som udenrigsminister arbejdede Briand energisk for en normalisering af forholdet til den slagne arvefjende, Tyskland. Med Locarno-pagten mellem Storbritannien, Tyskland og Frankrig søgte Briand at normalisere forholdet mellem de tre lande. Pagten banede vej for Tysklands optagelse i Folkeforbundet. Dette arbejde, samt hans indsats for Folkeforbundet og verdensfreden i det hele taget, indbragte i 1926 Briand og hans tyske kollega Gustav Stresemann Nobels Fredspris. I december 1930 udtalte Briand sig offentligt om det ønskelige i en europæisk føderation, hvilket var højst usædvanligt på den tid. Han trak sig definitivt tilbage fra det politiske liv i januar 1932 efter forgæves at have forsøgt at blive valgt til Frankrigs præsident. Kort tid efter døde han (d 7/3 1932)

 

1866 Hedeselskabet stiftes. Stiftelsen af Det danske Hedeselskab skete på et møde i Århus. Blandt initiativtagerne var E. Dalgas. Tanken om at opdyrke de jyske heder havde været fremme allerede før midten af 18. århundrede Spørgsmålet vedblev at optage sindene, indtil det efter nederlaget i 1864 tog mere bestemte former. Selskabets formål blev på enhver måde at fremme frugtbargørelsen af de jyske heder samt forbedring af vejforholdene, at udbrede mergling og fremme træplantning.

 

1868 d Cardigan, James Thomas Brudenell 7. jarl af Cardigan, engelsk officer; han fik under Krimkrigen kommandoen over det britiske ekspeditionskorps lette brigade og anførte 1854 kavaleriangrebet - the charge of the light brigade - mod de russiske kanonstillinger ved Balaklava, hvorunder næsten halvdelen af brigaden faldt. Selv om angrebet var vanvittigt, og de angribende kavaleristers tapperhed ikke førte til andet end døden for de fleste, vakte angrebet stor opmærksomhed i Storbritannien, hvor det for mange kom til at stå som bevis på britiske soldaters tapperhed. Angrebet blev udødeliggjort i Alfred Tennysons digt "The Charge of the Light Brigade". Cardigan betegnes som en krakilsk tyran, der drev mange af sine undergivne til lydighedsnægtelse. På den anden side gjorde han ved at bruge store summer af sin personlige formue sine kavalerister til de bedst klædte og de bedst udrustede i den britiske hær. Ved sin hjemkomst til England blev han fejret som en helt. I årene 1855-61 var han generalinspektør ved kavaleriet, og i 1861 blev han forfremmet til generalløjtnant. Cardigan har givet navn til cardigantrøjen, idet han bar en sådan under Krimkrigen (f 16/10 1797)

 

f Maksim Gorkij, sovjetrussisk forfatter; hans forfatterskab danner bro mellem den førrevolutionære og den efterrevolutionære epoke i russisk litteratur. Han debuterede i 1890'erne med noveller; med disse indførte han den anarkistiske russiske vagabond i litteraturen. Efterhånden skiftede han retning ved at skildre miljøer (bagernes, skøgernes, pramdragernes og de fattige jøders miljøer). Tyngepunktet blev derved flyttet fra det psykologiske til det sociale moment. Af hans dramatik formåede kun "Natteherberget" at hævde sig på scenen. I sine store romaner, bl.a. "Foma Gordejev" (1899), "Moderen" (1906), "Kozjemjakins levned" (1911) gav G typisk sociale biografier, hvor et mægtigt stof søgtes presset ind i et levnedsløbs rammer. Denne stil fejrede triumfer i hans selvbiografiske værker "Barndom" (1914), "Ude blandt folk" (1918), "Mine universiteter" (1923). Længe før revolutionen havde G sluttet sig til marxismen; men havde efter revolutionen svært ved at anerkende den bolsjevikiske kurs. Han fik stor betydning som reorganisator af den russiske litteratur. I en berømt tale på den første sovjetiske forfatterkongres i Moskva 1934 proklamerede han den socialistiske realisme som den nye litteraturs arbejdsmetode. I 1932 blev hans fødeby Nizjnij Novgorod omdøbt til Gorkij - som den første af en lang række hædersbevisninger. Gorkij døde efter sigende som offer for revolutionsfjendtlige elementers efterstræbelser (d 18/6 1936)

 

d Henrik. Nicolai. Clausen, professor og politiker; cand theol 1813; kun to efter blev han dr. phil. på en afhandling om Platon og kirkefædrene. Han blev tillige dr. theol. i 1826 på en disputats om Augustin. Fra 1822 til 1874 var han professor i teologi ved København Universitet. Han udsendte 1825 "Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus". H. N, Clausen hævdede heri, at katolicismen bygger på kirken og paven, protestantismen på Kristus og skriften, dog således at de bibelske skrifter må gøres til genstand for en historisk-kritisk undersøgelse. Imod denne kritiske skriftteologi rettede Grundtvig sit "Kirkens Gjenmæle", der i stedet for skriften hævdede den "apostolske" trosbekendelse ved dåben som den højeste målestok for den sande kristendom. I kirkens navn krævede han, at Clausen skulle gøre afbigt for sin ukristelige lærdom eller nedlæg-ge sit embede og aflægge sit kristne navn. Ved en påfølgende injurieproces dømtes Grundtvig en bøde på 100 rigsdaler. Politisk tilhørte Clausen nationalliberalismen og havde fra 1830 en central placering i den fremvoksende opposition mod enevæl-den. 1840-48 var han medlem af Roskilde stænderforsamling og var forsamlingens præsident 1842-46. Efter Chr. 8.’s død i januar 1848 var han medforfatter til skriftet "Ved Thronskif tet", der krævede fri en forfatning for Danmark og Slesvig; han deltog i organiseringen af Casinomøderne, som førte til enevældens afskaffelse i marts 1848. Ved valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i okt. 1848 tabte han til en væver fra Mern, Hans Hansen; han blev i stedet kongevalgt medlem. Clausen var medlem af Folketinget 1849-53 og medlem af Landstinget 1853-54 og 1855-63 (f 22/4 1793)

 

d Ditlev Gothard Monrad, biskop, minister; cand theol 1836 og 1838 magister i orientalsk filologi. Han blev i 1840'erne ledende i den liberale bevægelse. Sin politiske karriere begyndte han som borgerrepræsentant i København i årene 1841-46. I 1846 blev han præst i Vester Ulslev på Lolland. I 1848 begyndte han sin usædvanlige voksengerning. Først blev han kultusminister ved dannelsen af Danmarks første demokratiske regering, martsministeriet. Han var medforfatter til det første grundlovsudkast, og det var ikke mindst hans indsats, der sikrede gennemførelsen den almindelige valgret. I juni 1848 udtrådte han af regeringen og blev året efter biskop på Lolland-Falster. Denne post beklædte han til 1854, da han blev afskediget for politisk opposition. Han var medlem af Folketinget 1849-65 og 1882-86 som liberal, nærmest Højre, fra 1882 nærmest Venstre. Han beklædte i 1850'erne og 60'erne forskellige ministerposter og blev 31. december 1863 regeringsleder. Da de uundgåelige ulykker som følge af krigen med Preussen-Østrig kom, fik M skylden og måtte træde tilbage (11. juli 1864). Katastrofen 1864 ramte ham hårdt. Nedbrudt over nederlaget og tvivlende på Danmarks mulighed for at overleve som selvstændig stat fik ham til at forlade landet, og 1865-69 opholdt han sig i New Zealand. Han vendte tilbage til Danmark og blev præst i Brøndbyøster, 1871 atter biskop på Lolland-Falster. I sin sidste periode som medlem af Folketinget kom Monrad, der nærmest var modstander af folketingsparlamentarisme, til at stå skarpt over for Estrup; modløs over provisorierne og visnepolitikken nedlagde han 1886 sit mandat (f 24/11 1811)

 

1895 d Wilhelm Dinesen, forfatter, godsejer (Rungstedlund)og officer; han gjorde en fornem militær karriere; han blev officersaspirant i 1863 og oktober s.å. sekondløjtnant i infanteriets krigsreserve, overført til linien 1864. Han deltog i slaget ved Dybbøl 18. april 1864, hvor han udmærkede sig. 1867 udnævntes han til premier-løjtnant, 1870 sattes han uden for nummer (afsked 1873). D rejste derpå til Frankrig, hvor han som kaptajn deltog på fransk side i Den fransk-tyske Krig 1870-71. Efter det franske nederlag i 1871 rejste D til USA, hvor han en tid opholdt sig i Nebraska, levede siden to år som jæger blandt indianerne i Wisconsin. Han kom hjem til Danmark i 1874, men efter et par år rejste han igen ud. Denne gang til Tyrkiet, hvor han på tyrkisk side deltog i den russisk-tyrkiske krig 1877-78. Han vendte derefter definitivt tilbage til Danmark købte Rung-stedlund og Folehave og levede som godsejer og landmand. Fra 1895 var han sognerådsmedlem og fra 1892 folketingsmedlem valgt i Grenå. Om hans ikke store litterære indsats er der blevet hævdet, at den afspejler hans bevægede liv og de forskellige sider af hans væsen: soldaten, eventyren, politikeren og jægeren. Størst sucess havde han med sine Jagtbreve udsendt under pseudonymet Boganis: "Jagtbreve" (1889) og "Nye Jagt-breve" (1892) (f 19/12 1845)

 

1901 f Kronprinsesse Märtha af Norge; datter af prins Carl og prinsesse Ingeborg af Sverige; 1929 gift med kronprins Olav (den senere Olav 5.); mor til kong Harald (d 5/4 1954)

 

1939 De spanske fascister (Franco) erobrer Madrid. Efter næsten tre år borgerkrig mellem Spaniens demokratiske regering og de fascistiske oprørere anerkendte Frankrig og Storbritannien den 27. februar Francos nationale regering. På papiret var den spanske republik dermed død. Alt tydede da også på, at Franco allerede havde vundet borgerkrigen. Men endnu var der en republikansk regering i Madrid, og i de tidlige forårsmåneder 1939 samlede Franco en uovervindelig storhær til det sidste afgørende angreb på den spanske hovedstad. Til stor overraskelse for lederne i Madrid indbød Franco dem til at sende en delegation til forhandling i sit hovedkvarter i Burgos. Men da udsendingene den 22. marts mødte Franco, blev der ikke tale om forhandling om en våbenhvile. Fascisternes leder krævede betingelsesløs kapitulation. Den 26. marts gav Franco ordre til det endelige angreb på Madrid, to dage senere rykkede hans fascistiske tropper rykke ind i byen, og den 1. april kunne Franco erklære Den spanske Borgerkrig for afsluttet. En næsten fyrre års mørk, fascistisk nat sænkede sig over Spanien

 

d Virginia Woolf (Adeline Virginia Stephen), britisk forfatter; september 1912 blev hun gift med forfatteren Leonard Woolf; deres hjem blev et af centrene for "Bloomsbury Group". Woolf var æstet i lighed med de andre i gruppen og stærkt optaget af enhver oplevelses kvalitet og hvert øjebliks stemning. En sjælden følsomhed kom til syne allerede i hendes første roman "The Voyage Out" (1915), og i "Jacob’s Room" (1922) viste hun sin evne til original, impressionistisk komposition. I "Mrs. Dalloway" (1925) fulgte hun hovedpersonen og hendes tanker gennem en eneste dags oplevelser, og i "To the Lighthouse" (1927) flettede hun en familiekreds og et sommersted i oHebriderne sammen i et virkningsfuldt mønster af stemninger og symboler. Senere fulgte bl.a. "The Waves" (1931) og "The Years" (1937). Virginia Woolf var en fin, intuitiv kritiker og udgav essaysamlinger bl.a. "The Common Reader" (1925). Om kvindens frigøring som skabende kunstner handler "A Room of One’s Own" (1929). Sammen med sin mand startede Virginia Woolf i 1917 et trykkeri, The Hogarth Press, som senere udviklede sig til et større forlagsforetagende. Hun led periodevis af depressioner og tog til slut sit eget liv (f 25/1 1882)

 

d Sergei Rakhmaninov, russisk komponist og pianist; efter at have været professor ved konservatoriet i Moskva og kapelmester ved den kejserlige opera i St. Petersborg forlod Rakhmaninov efteråret 1917 Rusland; han rejste først til Skandinavien; hvorefter han fra 1919 til sin død var bosat i USA. De fleste og vigtigste af sine kompositioner skrev R, mens han endnu var bosat i Rusland. Efter 1917 blev han først og fremmest kendt som klavervirtuos; han blev hyldet som en af sin tids største klavervirtuoser og især som en fremragende Chopin-fortolker. Rakhmaninov skrev fire klaverkoncerter, hvoraf nr 2 i c-mol er en af verdens mest spillede, tre symfonier, operaer, orkesterfantasier, kamme- og kormusik, blandt andet Vesper (1915), der bygger på ortodoks russisk kirkemusiktradition, mange klaverkompositioner og sange (f 1/4 1873)

 

d Kaare Klint, arkitekt; han begyndte en uddannelse som maler og besøgte flere malerskoler, men påvirket af faderens virke som arkitekt og egen personlighed begyndte han en uddannelse til arkitekt. Han oplærtes af faderen og blev dennes medarbejder. Afgørende for Klints udvikling blev hans deltagelse i indretningen af Fåborg Museum. Hertil tegnede han en serie møbler, der fremhæves som noget af det ypperste i dansk møbelhåndværk. Det blev samtidig indledningen til hans betydningsfulde og grundlæggende indsats for møbelkunsten, hvor han med egne møbler og som lærer i møbelkunst på akademiet, fra 1924 som docent og fra 1944 som professor, skabte grundlaget for den højt vurderede danske møbeltradition efter 2. Verd.krig. Klint tegnede kun få bygninger; han forestod restaureringsarbejdet ved Thorvaldsens Museum 1921-42 samt den store ombygning af Frederiks Hospital til Kunstindustrimuseet 1921-36. Efter faderens død overtog han færdiggørelsen af Grundtvigskirken. Byggeriet blev fortsat efter faderens tegninger, men Klint tegnede selvstændigt inventar, prædikestol og alterbord. Endvidere tegnede han en del momumenter, bl. disse er sammen med Gerhard Henning "Gåsepigen" i Ålborg (1937) og sammen med Mogens Bøggild "Grisebrønden" i Århus (1950). Han fortsatte en familiesyssel fra sin barndom, de foldede papirskærme, som man dengang lavede til eget og venners brug. Efterspørgslen blev efterhånden så stor, at Klint i 1943 satte den i produktion under navnet Le Klint skærme (f 15/12 1888)

 

d Dwight D. Eisenhower, amerikansk officer og USA’s præsident 1953-61; han tog i 1915 afgangseksamen fra militærakademiet West Point og begyndte derefter en militær karriere. I 1942 blev han generalløjtnant og året efter general. I juni udnævntes han til chef for de amerikanske styrker i Europa og ledede i november samme år de allieredes landgang i Nordafrika samt stod i spidsen for erobringen af Sicilien august 1943 og operationerne i Italien, til han i december samme år fik kommandoen over de tropper, der skulle foretage invasionen i Frankrig. Eisenhower ledede de allierede tropper under kampene i Frankrig, Belgien og Vest-Tyskland til sejren maj 1945. I december 1950 udnævntes han til chef for NATO’s styrker i Europa. Han beklædte denne post i to år, idet han i juli 1952 blev nomineret som præsidentkandidat for Republikanerne. Han vandt præsidentvalgene 1952 og blev genvalgt i 1956. Politisk repræsenterede han en moderat linje, og selv om hans valgsejr brød 20 års demokratisk styre, videreførte han på de fleste områder den politiske kurs, der var lagt af præsidenterne Roosevelt og Truman. Hans præsidentperiode blev således ikke det opgør med New Deal, som republikanernes højrefløj gerne havde set. Udenrigspolitisk videreførtes Trumans inddæmningspolitik over for Sovjetunionen. Det skete ved den såkaldte "massiv gengældelse", der sagde anvendelse af atomvåben fra krigens første dag. Da atomvåben var billigere end konventionelle styrker, var det samtidigt muligt at spare på statsbudgettet. Men efter Sovjetunionen i 1957 havde udviklet et interkontinentalt missil og i oktober opsendt Sputnik, steg forsvarsudgifterne atter. Hans tid som præsident er blevet betegnet som en stærkt betinget succes; navnlig i den anden periode blev han skarpt kritiseret for magelighed og passivitet; det hed sig, at præsidenten befandt sig bedst på golfbanen, på jagt og lystfiskeri eller ved bridgebordet; hans litterære behov tilfredsstilledes af westernromaner. Andre har set årene under Eisenhower som den sidste rolige og stabile periode i de gode gamle dage, inden 1960’ernes ungdomsoprør, hash, langhårede fyre og Vietnamkrig vendte op og ned på alting (f 14/10 1890)

 

d Marc Chagall, russisk/fransk maler; han begyndte sin kunstneriske uddannelse i fødebyen Vitebsk i Hviderusland, derefter 1907-10 på akademiet i St. Petersborg. Fra 1910 i Paris, hvor han lærte en række moderne malere at kende. I Paris tog hans billeder motivisk udgangspunkt i Vitebsks jødiske kultur, således "Jeg og landsbyen" (1911). Andre arbejder prægedes af kubismens formeksperimenter, f.eks. "Digteren, klokken halv fire" (1911-12). Ved udbruddet af 1. Verd.krig var Chagall i Rusland og kunne ikke vende tilbage til Vesteuropa. Han åbnede en kunstskole i Vitebsk; fra 1920 var han i Moskva, hvor han begyndte at skrive sine erindringer, der udkom 1923 på jiddisch (1965 på dansk:"Mit liv og min kunst"). Fra hans russiske ophold stammer intense natur-skildringer fra Vitebsk. I 1923 kom Chagall efter et kort ophold i Berlin tilbage til Frankrig, hvor han op-holdt sig til 1941. I 1931 besøgte han Palæstina og påbegyndte en serie raderede illustrationer til Bibelen, udgivet 1956. Chagall var i eksil i USA 1941-48. Chagall har arbejdet med alle teknikker, akvarel, olie, grafik og har også arbejdet med reliefskulptur og keramik. Dybt engageret i tidens hændelser og jødernes skæbne malede han i 1930’erne serier med religiøst indhold. Efter at være vendt tilbage til Frankrig, hvor han boede til sin død, udførte han bl.a. en række glasmalerier til katedralerne i Metz og Reims og et loftsmaleri til Operabygningen i Paris (1964). Chagalls fantasifulde og farveglade kunst har opnået stor popularitet. Han er repræ-senteret i mange museer verden over. Til Marc Chagall senere værker hører også grafiske arbejder til La Fontaines Fabler (1952) og en række store malerier, der findes på det museum for hans bibelske billeder, der i 1973 blev åbnet i Nice (f 7/7 1887)

 

1994 d Eugéne Ionesco, fransk/rumænsk forfatter; delvis opvokset i Frankrig, hvor han var bosat fra 1938 til sin død. I har med sit antiteater spillet en fremtrædende rolle for nyere scenekunst og sat spørgsmåltegn ved de traditionelle teaterkonventioner. Han blev regnet som repræsentant for "det absurde terater". Men det absurde var for ham ikke, som for eksistentialisterne, en filosofisk erkendelse af tilværelsens meningsløshed. Det absurde for ham var oplevelsen af alt meningsløst i dagliglivet og særlig erfaringen af, at sproget ikke var egnet til at være bindeled mellem mennesker. I hans stykker tager tingene ofte pludselig truende dimensioner og overvælder menneskene. Mennesket befinder sig i en verden, som det ikke forstår, og hvor værdierne går i opløsning. Mange af Ionescos stykker er tolket som angreb på totalitære elementer i samfundet eller som billeder på menneskets ensomhed og hjælpeløshed over for døden. Hans stykker kan virke meget pessimistiske, men i flere af dem er der også en tro på livet, repræsenteret ved gennemgangsfiguren Bérenger, "den lille mand", som tager kampen op mod det, der truer og undertrykker. Blandt hans stykker er "La Cantatrice chauve" (1950, Den skaldede sangerinde), "Les Chaises" (1952, Stolene), "Le Roi se meurt" (1962, Kongen dør). I 1960'erne og 70'erne gjorde Ionesco sig desuden bemærket ved sine reflektioner om moralske og æstetiske spørgsmål "Notes et contre-notes" (1963), "Journal en miettes" (1967) og "Antidotes" (1977). Heri kritiserede han bl.a. samtidens litteratur, fordi den efter hans mening ikke længere var optaget af de store metafysiske spørgsmål. Han var på samme tid modernist og forsvarer af traditionelle, menneskelige og kulturelle værdier. Ionesco blev 1970 medlem af Det Franske Akademi (f 26/11 1912)

 

Til top        29. marts

1461 Slaget ved Towton, udkæmpet Palmesøndag i nærheden af landsbyen Towton, ca 10 miles sydvest for York i Yorkshire, England. Det var det største og blodigste slag i Rosekrigen - War of the Roses. Slaget sikrede tronen for York’eren (hvide rose) Edward 4. i kampen mod hans Lancaster-modstandere (røde rose). Lancaster-partiet havde ikke sikret sig London efter dets sejr i det andet slag ved St. Albans den 17. febr. 1461 og var nødt til at trække sig tilbage, inden de to York-hære under ledelse af henholdsvis Edward 4. og Richard Neville, Earl of Warwick forenede sig. Ved Lancaster-hæren befandt sig den afsatte Lancaster-konge Henrik 6., hans dronning Margaret (af Anjou) og deres søn Edward. York-hæren optog forfølgelsen krydsede Aire-floden den 28. og angreb dagen efter. De to hære havde kæmpet i 10 timer i en voldsom snestorm, da ankomsten af friskeYork-tropper under ledelse af John Mowbray, 3. hertug af Norfolk brød Lancaster-folkenes moral og startede deres flugt. Henrik, Margrete og deres søn flygtede til Skotland. Kildernes angivelser af deltagere og faldne i slaget varierer, men der er ingen tvivl om, at både med hensyn til deltagere og faldne var slaget ved Towton det største i husene York og Lancasters kamp om den engelske trone

 

1551 f Giovan Battista Strozzi, (il Giovane), italiensk forfatter (d 1634)

 

1612 d Anna Cathrine, dansk-norsk dronning; datter af markgreve, senere kurfyrste af Brandenburg Joachim Frederik og Cathrine af Küstrin; 27. november 1597 gift med Christian 4. I sit ægteskab fødte hun seks børn, hvoraf tre nåede voksenalder, den udvalgte prins Christian, Frederik (III) og hertug Ulrik. Anna Cathrine synes at have været lidet fremtrædende og udøvede øjensynlig ingen politisk indflydelse. Hun roses af samtiden for sin beskedenhed og religiøsitet. Det fremhæves også, at hun trods sin tyske fødsel viste interesse for det danske sprog. Hun fulgte ofte Christian 4. på rejser, men ellers vides der ikke meget om deres gensidige forhold; dog bestod kongens forbindelse med Kirsten Madsdatter, mens Anna Cathrine endnu levede (f 26/6 1575)

 

f Nicolas-Jean de Dieu Soult, duc de Dalmatie, fransk marskal; begyndte sin militære karriere i 1785 og ved udbruddet af revolutionen var han sergent i Strasbourg. Herefter gjorde han tjeneste under forskellige kommandører og blev udnævnt til general for sin indsats i slaget ved Fleurus (juni 1794). Under Napoleon blev han guvernør for den sydlige del af kongedømmet Napoli (1801-02), og i 1804 blev han udnævnt til marskal. Soults i forvejen store ry voksede yderligere efter hans afgørende indsats i de franske sejre i slagene ved Ulm (oktober 1805), Austerlitz (december 1805) og Jena (oktober 1806). I 1808 blev han udnævnt til duc de Dalmatie (hertug af Dalmatien) og sat i spidsen for de franske styrker i Spanien. Her blev hans modstander britiske tropper under ledelse af Arthur Wellesley (senere hertug af Wellington). Soult blev i Spanien i fem år, men til slut tvang Wellesley Soults numerisk underlegne tropper på tilbagetog og besejrede dem ved Toulouse i Frankrig (april 1814) fire dage efter Napoleons abdikation. Efter indførelsen af det franske kongedømme (1814) erklærede Soult sig som royalist. Men under Napoleons 100 dage sluttede han sig til den tidligere kejser og var hans stabschef ved Waterloo. Efter Napoleons nederlag blev han sendt i eksil, men blev kaldt tilbage i 1819 og var i de flg. år minister tre gange. Som krigsminister han havde afgørende indflydelse på den franske erobring af Algeriet i 1840'erne. Da kongedømmet blev styrtet i 1848, erklærede Soult sig som rebublikaner (d 26/11 1851)

 

f John Tyler, USA’s 10. præsident - 1841-45; som vicepræsident blev T præsident, da præsident William Henry Harrison døde. Han blev født i en politisk aktiv familie. Den unge T studerede jura og begyndte sin politiske karriere som medlem af sin hjemstats – Virginias – lovgivende forsamling 1811-16, 1823-25 og 1839. Han var medlem af den amerikanske kongres 1817-21, guvernør i Virginia var han 1825-27, og 1827-36 havde han sæde i det amerikanske Senat. Selv om T havde lagt sig ud med mange på Capitol Hill, fik hans administration gennemført flere vigtige ting. Landets flåde blev reorganiseret, oprettet det amerikanske meteorologiske institut (U.S. Weather Bureau)og fik standset indianerkrigen i Florida (Second Seminole War 1835-42). Tyler genopstillede ikke ved sin embedsperiodes udløb. Han fortsatte med at spille en fremtrædende rolle i politik og var stedse en vedholdende fortaler for sydstaternes rettigheder og interesser. Da Borgerkrigen nærmede sig arbejdede han ihærdigt for at bevare unionen. Tidligt i 1861 var Tyler formand for en fredskonference – Washington Peace Conference – et forgæves forsøg på at opnå et kompromis i uoverensstemmelserne mellem Syd og Nord. Kort før sin død blev Tyler indvalgt i Repræsentanternes Hus i Sydstaterne (18/1 1862)

 

1792 d Gustav 3. svensk konge 1771-1792; han afsluttede Frihedstiden med et statskup i 1772, som flyttede magtens tyngdepunkt fra stænderrigsdagen til kongemagten. Mens G var konge blev der indført en række reformer præget af oplysningstidens ideer. Reformerne omfattede bl.a. uddannelse og videnskab. Endvidere skete der en modernisering af centraladministrationen og en humanisering af retsplejen. På trods af reformerne opstod der utilfredshed i vide kredse. Bønderne klagede over de høje skatter, som bl.a. gik til slotte, teatre, fester og til militæret. Stænderne og embedsmændene kritiserede kongens styre, som udartede til et favoritstyre. Under krigen mod Rusland i 1788 opstod en politisk krise, som G udnyttede til at få afskaffet adelens privilegier. På stænderrigsdagen i 1789 blev der vedtaget en sikkerhedsakt, hvor de lavere stænder overdrog kongen næsten enevældig magt mod til gengæld at opnå lige adgang til embeder og ret til at eje jord. Herefter var adelens forbitrelse mod kongen så stor, at nogle adelsmænd sammensvor sig for at rydde ham af vejen. I 1792 var han i Stockholms opera udsat for et attentat og blev dødeligt såret (f 24/1 1746)

 

1794 d Jean Antoine Condorcet, fransk matematiker og filosof; Condorcet er blevet karakteriseret som en af oplys-ningstidens foregangsmænd og fortaler for undervisningsreformer. Han deltog ivrigt i revolutionen, var medlem af og fra februar 1792 formand for den lovgivende forsamling og medlem af konventet. Han tilhørte nærmest gironderne, blev som disse anklaget for konventet og, da han flygtede, dømt fredløs. Condorcet blev skjult af sympatisører i otte måneder, men da han vovede sig ud, blev han arresteret og dagen efter fundet død i sin celle. I sit skjul skrev han værket "Esquisse d’un tableau historique des progres de l’esprit humain" (Skitse til et historisk billede af den menneskelige ånds udvikling), hvori han, skønt selv offer for revolutionen, gjorde rede for sin tro på, at menneskeheden efter havde gennemgået ni udviklingstrin siden primitive tider, at den tiende og perfekte fase ville følge takket være de demokratiske ideers lykkebringende sejr. Som matematiker blev han i 1769 medlem af Académie des sceince og i 1782 af Académie francaise. Af Condorcets matematiske arbejder betegnes hans afhandlinger om sandsynlighedsteorien som særlig betydningsfulde. Hans værk om kometer blev prisbelønnet af akademiet i Berlin (f 17/9 1743)

 

De danske jøder får fuld borgerret. Endnu i 1651 blev det forbudt jøder at komme til Danmark uden særskilt lejdebrev fra kongen. Men 1657 fik "portugisiske jøder" tilladelse til at rejse rundt i landet og drive handel, og det varede ikke mange år, før enkelte jøder ligefrem bosatte sig i København. 1684 fik også "tyske (polske) jøder" lov hertil, og omtrent samtidig tillodes bosættelse i Fredericia, Nakskov og Ribe. I begyndelsen af 18. århundrede var der dog kun en snes jødiske familier i København, men tallet steg stærkt. Fra 1785 forbedrede en række regeringsforordninger jødernes kår, og de fik efterhånden flere rettigheder. Adgang til lavene 1788, til universitetet i 1798, til grundejendom og landbrug 1802, til gengæld pålagdes der dem tjeneste i borgervæbningen 1801 og i hæren 1809. Endelig fastsatte forordningen af 29. marts 1814 deres retslige stilling. De fik fuld borgerret og stilledes helt under landets love. Ved grundloven af 1849 fik jøder fuld politisk ligestilling

 

1816 f Kristen Kold, højskoleforstander, friskolemand; som 16-årig blev Kold "omgangslærer" ved Fårtoft almueskole og fortsatte som lærer, til han 1834 blev optaget på Snedsted Seminarium. Efter at have afsluttet uddannelsen her var han huslærer forskellige steder. Ved krigens udbrud i 1848 meldte han sig frivilligt, men viste sig uegnet til militærtjeneste og blev igen huslærer. Fra 1849 var han huslærer hos præsten Vilhelm Birkedal i Ryslinge, hvor han samtidig holdt efterskole for drenge og historiske lørdagsforedrag for byens unge karle med oplæsning, sang og samtale. I Ryslinge kom Kold i nærmere forbindelse med Grundtvig og hans vennekreds, og nu modnedes tanken om et egentlig højskolearbejde. I 1851 begyndte han med økonomisk støtte fra Grundtvig og dennes venner sin folkehøjskole i Ryslinge. Året efter begyndte han en fri børneskole i Dalby ved Kerteminde og flyttede 1853 højskolen hertil. 1862 fik han opført en ret stor skolebygning i Dalum ved Odense, og her virkede han til sin død. I dansk skolehistorie står Kristen Kold som den, der oprettede friskolen, den egentlige forældrekredsskole. Desuden skyldes det hans indsats, at højskolen vandt fodfæste i den jævneste del af befolkningen. K forstod at tage folk, hvor de stod og så, at der måtte tages mere sigte på vækkelse og udvikling, end man havde forstået på de ældre højskoler. I højskolens historie står Kristen Kold som far til det, der er blevet kaldt hans "metode", den frie, beåndede fortælling, en videreførelse af den gamle almues fortællekunst, og som bredte sig til den offentlige skole (d 6/4 1870)

 

f Wilhelm Liebknecht, tysk socialist, forfatter; deltog i revolutionen 1848/49, efter dens nedkæmpelse flygtede han til Svejts. I årene 1850-62 levede han i London som lærer og aviskorrespondent. Her blev han Karl Marx’ ven og trofaste forbundsfælle og blev medlem af Det kommunistiske Forbund. I 1862 vendte han tilbage til Tyskland. Her grundlagde han i 1869 sammen med Aug. Bebel Sozialdemokrat. Arbeiderpartei, ligesom den af ham grundlagte avis "Volksstaat" - senere "Vorvärts" - blev partiavis. 1874 blev han indvalgt i den tyske Rigsdag, af hvilken han - bortset fra årene 1887-88 - forblev medlem til sin død, og hvor han inden for sit parti indtog den ubestridte førerstilling. Efter at socialistloven var blevet ophævet i 1890, bosatte L sig i Berlin og overtog her chefredaktørstillingen ved socialdemokraternes hovedorgan, det genoprettede "Vorvärts". I hele sin karriere forblev L det ortodokst-revolutionære standpunkt tro og fremstod som en energisk og talentfuld taktiker og kamppolitiker. Kort før sin død deltog han med stor kraft i den rigsdagsinterpellation, der kritiserede den preussiske tvangspolitik i Sønderjylland (d 7/8 1900)

 

1867 Britisk Nordamerika forener Quebec, Ontario, Nova Scotia og New Brunswick i Dominion of Canada med hovedstad i Ottawa

 

1880 d Constantin Hansen, maler, der var virksom i alle sin tidsalders genrer, og hvis rige evner lige fra slutningen af 1820’erne førte ham frem i første række og gjorde ham til sit slægtsleds klassicist. Han var søn af portrætmaleren Hans H og kom til verden i Rom, blev døbt i Wien på forældrenes hjemrejse. Gudmoderen var Mozarts enke Constance, efter hvem H fik sit kaldenavn, Constantin. Som 12 årig begyndte han på Kunstakademiets bygningsskole for at uddanne sig som arkitekt; han afbrød disse studier i 1825 og begyndte på Kunstakademiets malerskole som elev af bl.a. Eckersberg. Den nationale vækkelse i 1820’erne gav sig udtryk i en interesse for Danmarks arkitektoniske fortidsminder, f.eks. "Parti af det indre af Ringsted Kirke" (1829). Fra 1836 til 1844 opholdt han sig i Rom. Fra denne periode er bl.a. malerierne "Scene på Molen ved Neapel, en Oplæser af Orlando Furioso omgiven af sine Tilhørere" (1838-39), "Det indre af kirken S. Maria sopra Minerva i Rom" (1839) og "Titusbuen i Rom" (1839). Inspireret af de antikke vægmalerier han havde set i Pompeji udsmykkede han efter hjemkomsten vestibulen i Københavns Universitet med fresker med motiver fra den græske mytologi f.eks. "Prometheus skaber mennesket af ler og Athene besjæler det". Freskerne, som var de første kalkmalerier i Danmark siden reformationstiden, er blevet betegnet som dansk malerkunsts eneste sidestykke til Thorvaldsens klassiske stil. H udførte desuden en lang række portrætter i lille format samt to monumentale værker: "Ægirs gæstebud" for Orla Lehmann (1853-57) og "Den Grundlovgivende Rigsforsamling" (1861-65) (f 3/11 1804)

 

1891 d Georges Seurat, fransk maler; blandt grundlæggerne af den neoimpressionistiske skole kaldet pointilisme; i sin kunst tog han udgangspunkt i impressionismens teknik, men reagerede mod dens spontane malemåde og flygtige stemningsbeskrivelse. Han beskrives som en eftertænksom og rationel natur, forelsket i matematikken. Det kommer tydeligst frem i sene arbejder som "Le Chahut" (1890) og "Le Cirque" (1891). De er præget ikke bare af det bevidste arbejde med farveproblemerne, men også af et stærkt intellektuelt betinget studium af kompositionen, som fik en geometrisk streng karakter. Han var 1878-80 elev på École des Beaux-Arts. 1884 vakte han første gang opmærksomhed; det skete med værket "Baignade à Asnières" (Badende ved Asnières). Badestedet ved Seinen i den parisiske forstad Asnières var et yndet udflugtsmål for industriområdets store arbejderbefolkning. Med badescenen skabte S sit første hovedværk, hvori han forenede en impressionistisk opfattelse med en strengt klassicerende formopfattelse ikke mindst i menneskeskikkelserne.1886 gjorde hans "Un Dimanche à La Grande Jatte" skandale på Salonen. Dette hovedværk blev til på grundlag af ikke mindre end 38 malede forarbejder og 23 forberedende tegninger. I maleriet er linjeføringens graciøse spil, brugen af kontrastfarver og det prikkede penselstrøg anvendt til sin yderste konsekvens. Billedet er hans første gennemarbejdede pointillistiske værk. Lærredet er påført ublandede farver i små strøg eller prikker. Det farveindtryk, der opstår på beskuerens nethinde, når billedet ses på den rette afstand, er en blanding af det reflekterede lys fra de enkelte prikker. Trods sin tidlige død har S’s arbejder sat spor i fransk kunst. De indledte neoimpressionismen og forberedte kubismen (f 2/12 1859)

1899 f Laurentij Beria, sovjetisk politiker; sluttede sig 1917 til bolsjevikkerne i sit hjemland Georgien. 1921 ansat i Tjekaen (det hemmelige politi). Fra 1931 var han førstesekretær for det georgiske kommunistparti, indtil han i 1938 blev hentet til Moskva og gjort til indenrigsminister. Under indenrigsministeren hørte sikkerhedstjenesten og det vidtstrakte system af tvangsarbejdslejre, og hermed blev B hovedansvarlig for den politiske terror i de sidste 15 år af Stalins regime. 1939 kom han som kandidatmedlem af politbureauet (fuldt medlem i 1946) i magtens centrum, og under 2. verdenskrig sad han i den fem medlemmer store komité, der ledede den sovjetiske krigsind-sats. I 1946 blev han forfremmet til viceministerpræsident med ansvar for USSR’s atomprogram. Ved regeringsomdannelsen efter Stalins død i 1953 blev B foruden viceministerpræsident igen indenrigsminister. Juli s.å. blev han arresteret af sine kolleger i partipræsidiet og blev i decbr. efter en kort proces henrettet (d 23/12 1953)

 

f Marcel Aymé, fransk forfatter; han har skrevet en række romaner, hvor en udpræget realisme på en original måde forenes med et overstrømmende fantasiliv. Mest kendt i udlandet er romanen "La Jument cvderr3verde" (1933, da., Den grønne hoppe, 1944) samt hans eventyr, der indledtes med samlingen "Les Contes duchat perché" (1939). I sit forfatterskab viser A en humor, der afslører slægtsskab med engelske humorister. Som teaterforfatter debuterede han i 1944 med "Vogue la Galère" og havde store successer med "Lucienne et le boucher" (1947), "Clérambard" (1950) og "La Téte des autres" (1952). A og hans forfatterskab har været omdiskuteret, fordi hans samfundskritik kunne være svær at placere politisk. Snart syntes han at stå til højre snart til venstre. Dertil kom, at han harcellerede over visse sider af den franske modstandsbevægelse og angreb Sartres politiske engagement og moderne "utilgængelige" digtning. Træffende er A da også blevet kaldt en konservativ anarkist(d 14/10 1967).

 

Kongen (Christian 10.) afsætter det af socialdemokraterne støttede radikale venstre ministerium Zahle. I begyndelsen af 1920 lød det fra flere og flere sider, at regeringen var maskeret socialistisk og udansk; den repræ-senterede ikke folket og havde ikke mandat til at løse den sønderjyske sag, den var en direkte hindring for et dansk Flensborg. Samtidig stivnede fronterne på arbejdsmarkedet, hvor fagforeningerne, drevet af frygt for syn-dikalister og venstresocialister, skærpede kravene, mens arbejdsgiverne bestemt afviste enhver yderligere lønstigning og til sidst varslede lockout til begyndelsen af april. Regeringen tog dog ikke videre notits af den hadefulde stemning; den havde fremsat forslag til en ny valglov, der ville give partierne en mere ligelig repræsentation. Da resultatet for afstemningen i zone 2. den 14. marts forelå med dets beskedne danske stemmetal, fremkaldte det i konservative kredse bestræbelser for, at Flensborg skulle reddes for Danmark. Det krævede en hurtig indsats, i det mindste for en internationalisering af 2. zone for en årrække, hvad regeringen var ganske uvillig til. Den måtte altså fjernes. Det lykkedes aktivisterne at påvirke Venstre, men frem for alt kongen. Samtidig med at regeringens flertal blev draget i tvivl – en socialdemokratisk og en radikal folketingsmand sluttede sig til flensborgbevægelsen, mens en konservativ tog regeringens standpunkt; stillingen var da 70 mod 69 i regeringens favør - og rigsdagen tog på påskeferie, offentliggjorde Venstre og konservative resolutioner, der krævede ufortøvet valg, mens adskil-lige blade førte det voldsomste sprog mod regeringen. Da Zahle den 29. marts nægtede at følge Christian 10.’s henstilling om at udskrive valg, inden den nye valglov var vedtaget, eller træde tilbage, afskedigede kongen mini-steriet. Såvel kongen som Zahle havde en eruptiv natur, og faktisk reagerede kongen på Zahles bemærkning om, at det jo stod kongen frit for at afskedige ministeriet. Da kongen havde afskediget Zahke, glemte han at anmode Zahles regering at fungere, til en ny var udnævnt. Og Zahle sagde ingenting. Det betød også, at der var ingen nyudnævnt regeringschef til at underskrive Zahleregeringens afskedigelse. Dermed var Danmark uden lovlig rege-ring. Den såkaldte påskekrise var brudt ud

 

Til top        30. marts

1282 Sicilianske vesper. I aftenbønnens time - vesper - rejser Palermos indbyggere sig mod det forhadte franske styre. Efter i slaget ved Benevento 26. februar 1266 at have besejret og dræbt den hidtidige konge af Napoli og Sicilien Manfred havde den franske hertug Karl af Anjou og franskmændene etableret sig på Sicilien med fransk adel, fransk bureaukrati, et fransk militær og fransk gejstlighed; de herskede og udskrev skatter med en foragtelig absolutisme, der betød, at opstanden udviklede sig til en revolte, der omfattede hele øen. Alle franskmænd - over 3.000 - blev dræbt. Heller ikke de franske gejstlige blev skånet. Mod en fransk hævn var sicilianerne ikke i stand til at forsvare sig. De tilbød da deres ø til Pedro 3. af Aragonien. Pedro kom med en hær og flåde og grundlagde 1282 det aragonske kongehus af sicilianske herskere. Det bestod til 1501, da øen blev en del af det spanske kongerige.

 

1707 d Sébastien le Prestre de Vauban, fransk militæringeniør og marskal af Frankrig; gjorde efter sin uddannelse til ingeniørofficer tjeneste i den spanske hær og fra 1653 i den franske. I 1678 blev han generalinspektør for fæst-ningsvæsenet. I Ludvig 14.’s krige stod han i spidsen for flere belejringer - f.eks. af Maastricht i 1673 og af Namur i 1692. Han ledede byggeriet af befæstninger om byer som Metz, Strassbourg; befæstninger som indtil anden halvdel af 19. århundrede blev anset for at være uindtagelige. De grundsætninger og regler, han fremlagde i sit skrift "De l’attaque des places". I senere værker skrev de Vauban om økonomi. Dog blev hans bog "Projet d’une dixme royale" (1707), i hvilken han talte for et indkomstskattesystem, forbudt. Endvidere foretog de Vauban demografiske undersøgelser; disse undersøgelser har betydet, at han regnes blandt grundlæggerne af den videnskabelige statistik (f maj 1633)

 

1746 f José de Goya, spansk maler og raderer; han studerede i Italien 1767-71. 1773 slog han sig ned i Madrid og arbejdede 1776-91 for en tæppefabrik. Her malede han kartoner (forlæg) til billedvævninger. De viser genrescener fra spansk folkeliv og fra adelens og hoffets liv på landet i en idyllisk, rokokopræget stil. 1798 blev han direktør for akademiet og året efter hofmaler. Som hofmaler veg han ikke tilbage for i sine portrætter at give en usminket og afslørende karakteristik f.eks. i "Karl 4. med familie" (1800). Goyas "Den nøgne Maja" og "Den påklædte Maja" (ca 1800-02) er sensuelle skildringer af kvindekroppen. Oplevelserne under kampene mellem spanierne og franskmændene i Napoleonskrigene inspirerede ham til gribende kompositioner som "Den 3. maj 1808" (1814-15) og raderingsserien "Desastres de la guerre" (Krigens rædsler, 1810-13). Blandt hans mange religiøse værker er "Kristus tages til fange" (1798, Domkirken i Toledo) og freskerne i kirken San Antonio de la Florida ved Madrid (1798). Efter freden 1814 levede han mere isoleret i sin villa Huerta del Sordo, som han udsmykkede med uhyggelige vægmalerier, gentaget i raderingsserien "Tauromachia" (Tyrefægtning, 1815). 1824 rejste Goya til Bordeaux, men først 1826 tog han sin afsked som direktør for akademiet i Madrid. Fra hans sidste år er "Malkepigen fra Bordeaux". Goya øvede stor indflydelse på Europas senere kunst, både gennem sin voldsomme udtryksmåde, sine dynamiske kompositioner og gennem sin impressionistiske malemåde og sin suveræne anven-delse af akvatinta-teknikker i de grafiske blade. Kunstnere som Eduard Manet og Edgar Degas fandt i anden halvdel af 19. århundrede inspiration hos Goya, ligesom Picasso i 1900-tallet dyrkede Goyas billedverden i både maleri og grafik (d 16/4 1828)

 

1808 Koldinghus brand. Midt i marts 1808 under krigen mod England var et par regimenter spanske hjælpetropper under kommando af marskal Bernadotte, fyrste af Corvo, senere konge af Sverige, rykket ind på Koldinghus. På gr. af for stærk fyring i en kamin med en utæt skorsten opstod der natten mellem den 29. og 30. marts efter en fest hos marskallen brand i gemakkerne over vagtstuen ved porten. Den 30. var hele slotte omspændt af flammer. Den 31. marts styrtede kæmpetårnet ned og knuste i sit fald hvælvingerne over slottets kirke. Herefter lå det gamle kongeslot hen som ruin.

1823 d Carl Vilhelm Jessen, søofficer, chef på linjeskibet "Prins Christian Frederik" under træfningen ved Sjællands Odde 22. marts 1808. Jessen blev kadet 1776, han steg derefter i graderne og blev kommandør i 1815. Allerede inden sin udnævnelse til officer var han 1781-83 med fregatten "Møen" på togt til Vestindien; herved fik han en sådan kærlighed til Vestindien, at han kom til at aflægge det flere besøg. Efter hjemkomsten fik han tilladelse til at gå i koffardifart og sejlede i ca fire år som styrmand på Vestindienfarere. Herefter gjorde han tjeneste i orlogs-flåden og var 1800-01 som chef på "Lougen" atter i Vestindien. Med "Lougen" tog han september 1800 en stor engelsk kaper "Eagle", der længe havde forulempet danske handelsskibe i Vestindien. Marts 1801 var han med "Lougen" og skonnerten "Vigilant" i kamp ved Sct. Thomas med to engelske kaperfregatter. Da øerne kort efter måtte overgive sig til englænderne, blev Jessen sammen med officerer og mandskab fra de danske orlogsskibe sendt til England, hvor de blev frigivet. Ved hjemkomsten udtalte kronprins Frederik (6.) sin tilfredshed og gav Jessen en æressabel. 1803-04 var Jessen som chef for fregatten "Fredrikssten" atter i Vestindien. Ved udbruddet af krigen med England 1807 blev han chef for "Prins Christian Frederik". Efter kampen mod den engelske overmagt ved Sjællands Odde måtte hanstryge flaget, da skibet var forskudt og blev vrag. Jessen, der var såret, førtes som fange til Göteborg, men blev udvekslet juli samme år. Jessen var herefter atter i tjeneste og var bl.a. 1810-13 chef for batteriet "Trekroner" og 1813-14 chef for kanonbådsflotillen i Sundet. Efter fredsslutningen (1814) fik han orlov til at føre koffardiskib på Vestindien, indtil han 1817 måtte stoppe på gr. af sygdom. 1822 fik han afsked fra søetaten med kontreadmirals karakter, da han var blevet udnævnt til guvernør på Sct. Thomas; en stilling han forblev i til sin død (f 10/7 1764)

 

1827 Landsforvisningsstraffen afskaffes

 

1844 f Paul Verlaine, fransk forfatter; i nogle år førte Verlaine et vagabondliv bl.a. sammen med digteren Arthur Rimbaud. I 1873 blev han fængslet i Belgien for et drabsforsøg på Rimbaud; han gennemgik i fængslet en religiøs vækkelse. Fra 1875 boede han i Paris, hvor han fik en central position blandt de unge digtere og genoptog sit gamle bohemeliv, som nedbrød ham psykisk og fysisk. Verlaines første digtsamling "Poèmes saturniens" udkom 1865. Under påvirkning af Rimbaud fandt Verlaine frem til sin personlige udtryksform, som præger samlingen "Romances sans paroles" (1874). I de følgende år kom flere digtsamlinger f.eks "Sagesse" (1881) og "Jadis et naguère" (1884), som bl.a. indeholder symbolisternes æstetiske programdigt "Art Poétique" I 1884 udgav han desuden essaysamlingen "Les Poètesmaudits". Selvbiografiske bøger er "Mes hôpitaux" og "Confessions" (1895) (d 8/1 1896)

 

f Vincent van Gogh, hollandsk maler; var i sin ungdom nogle år ansat i kunstforretninger; studerede en tid teologi og var prædikant blandt minearbejdere i Brabrant. 1880 vendte han sig helt til malerkunsten. Van Gogh var væsentlig selvlærd; motiverne søgte han blandt bønderne og de fattige minearbejdere. Hans kolorit er i hans første værker mørk, tungsindig; sorte og brune toner er fremherskende, ofte isprængt en dunkel flaskegrøn farve. Fra denne tid er "Kartoffelspiserne" (1885). Under et ophold i Paris 1886-88 ledtes hans interesse hen på impressionisterne, hvis teknik han med stor energi tilegnede sig. I Paris mødte han Paul Gauguin. De tidlige bybilleder og landskaber fra Paris, f.eks. "Moulin de la Galette" er holdt i en ret mørk farveskala. Snart fik hans arbejder en intensiv lysfylde, f.eks billedet af broderen Theo van Gogh. Ved sin brors hjælp rejste han februar 1888 til Arles, hvor han nåede frem til sin personlige stil. Med luende, rene farver gav han spontane udtryk for sin naturfølelse. Han malede byen og dens omegn, solsikkerne, postbudet Roulin og talrige selvportrætter. Hans kunst fjernede sig fra impressionismen og blev ekspressionistisk. Den voldsomme anspændelse, hvorunder han arbejdede, nedbrød hans nerver. Ved juletid 1888 truede han under et anfald af sindssyge vennen Paul Gauguin på livet; i anger herover skar han sit ene øre af. Han interneredes; en tid tilbragte han på et hospital i St. Remy; maj 1890 flyttedes han til Auvers-sur-Oise, hvor han i juli gjorde ende på sit liv. Fra hans seneste tid, i hvilken hans skaberevne var uformindsket, er hospitalshaven i Arles, nogle frie bearbejdelser efter Millet og Delacroix, landskab med cypresser, potræt af dr. Gachet og Daubignys have (d juli 1890)

 

Freden i Paris afslutter Krimkrigen, der var blevet udkæmpet mellem Rusland på den ene side og Storbritannien og Frankrig på den anden. Baggrunden for krigen var, at de to vestmagter ikke ønskede, at Rusland skulle øge sin magt på det svage Tyrkiets bekostning og f. eks.få kontrol med Dardanellerne – forbindelsen mellem Sortehavet og Middelhavet. Efter der den 25. februar var indgået våbenhvile, var de fleste spørgsmål blevet ordnet forud for fredskonferencen. Ved fredsaften blev det fastslået, at Tyrkiet var en suveræn og uafhængig stat, og Rusland måtte fraskrive sig retten til at beskytte de græskkatolske kristne i tyrkiske områder. Herefter skulle enhver handling, som krænkede Tyrkiets suverænitet, være at opfatte som "et spørgsmål af europæisk interesse". Endvidere blev der bl.a. besluttet, at Sortehavet skulle demilitariseres; hverken Rusland eller Tyrkiet måtte have flåder eller baser der, bortset fra små vagtstyrker. Rusland måtte heller ikke befæste Ålandsøerne; det var i overensstemmelse med svenske ønsker, men det betød, at den britiske flåde i en ny krig kunne beherske Østersøen. Øst for Sortehavet måtte russerne evakuere de tyrkiske grænseområder, de havde besat under krigen; i Europa slap de med at afstå en del af Bessarabien, så de blev trængt bort fra Donaus udløb. Krimkrigen knuste Ruslands prestige. Det havde vist sig, at landet var en kolos på lerfødder; dets menneskemasser og militaristiske statsform kunne ikke opveje dets tekniske og økonomiske tilbageståenhed. Demilitariseringen af Sortehavet viste sig at være vanskelig at opretholde, og den blev ophævet i 1871

 

1863 Efter at Holsten har afvist forhandlinger om forbliven i det danske monarki, skærer den danske regering igennem og udsender en kongelig kundgørelse – martskundgørelsen -. Den sagde, at Holsten og Lauenborg skulle have selvstændige forfatninger. Den lovede, at de to hertugdømmer ville få deres egen afdeling af hæren, en særskilt forvaltning og egen økonomi i form af en fastsat procentdel i de fælles indtægter og udgifter. Regeringen stillede i udsigt, at den ville udarbejde forslag til en ny fællesforfatning for kongeriget og Slesvig. Hermed var terningerne kastet. Der var tale om et officielt brud på aftalerne 1851-52. En ligestilling af rigsdelene var opgivet. Kundgørelsen var et brud på den 11-årige danske helstatspolitik, et forsøg på at vende tilbage tidligere tiders Ejderpolitik. Det danske udspil havde som baggrund ikke kun de mange fejlslagne forsøg på at få fællesforfatningen til at virke. Den internationale situation syntes at være god for Danmark. Det polske oprør mod den russiske besættelse i begyndelsen af 1863 havde vakt sympati i Østrig, Frankrig og England. Preussen havde derimod støttet Rusland i nedkæmpelsen og syntes at stå isoleret. Dertil kom en tiltro til, at den svensk-norske regering aktivt ville støtte en politik, der tilstræbte Holstens udskillelse. Men kundgørelsen førte til krigen 1864 og tabet af hertugdømmerne. Til 1920 var Kongeåen Danmarks sydgrænse

 

1867 For 7.2 millioner dollars overdrager tsar Alexander Alaska til USA. I 1728 og 1741 udforskede russiske ekspeditioner under ledelse af danskeren Vitus Bering farvandene ved Alaska. Senere i århundredet oprettede russiske pelshandlere bosættelser i området. Fra 1799 var Alaska underlagt et russisk handelsmonopol under det kejserlige privilegerede Russisk-amerikanske Pelskompagni. På grund af et drastisk fald i havodderbestanden og økonomiske problemer efter Krimkrigen (1853-56) ønskede Rusland at afhænde området. Det skete i 1867, da USA købte Alaska

 

1894 f Sergeji Valdemirovitj Ilusjin, sovjetisk flykonstruktør; han blev indkaldt som værnepligtig i den russiske hær ved udbruddet af 1. Verd.krig. Senere overførtes han til hærens flyvevåben, hvor han i 1917 fik flyvercertifikat. Han indtrådte i Den røde Hær i 1919 og blev to år senere optaget på luftvåbnets ingeniørhøjskole i Moskva, hvorfra han tog sin eksamen i 1926. Herefter konstruerede han forskellige flytyper; i 1939 således IL-2 (Shturmovik), et bevæbnet angrebsfly. Efter 2. Verd.krig konstruerede han civilfly. I 1946 kom IL-12, et tomotores passagerfly, i 1957 IL-18 ("Moskva"), et firemotores turboprop transportfly og i 1962 IL-62, et turbojet passagerfly. I det sovjetiske luftvåben blev I generalløjtnant, ligesom han blev professor ved den ingeniørhøjskole, hvor han havde fået sin uddannelse (d 9/2 1977)

 

1920 Efter at have afskediget det radikale ministerium Zahle, havde Christian 10. tilkaldt kongefamiliens juridiske konsulent højesteretssagfører Liebe og ladet ham danne et forretningsministerium med det formål af afholde valg. Men Socialdemokratiet, der opfattede kongens handling som statskup, mere end antydede sammen med den socialdemokratiske arbejderbevægelse, at den ville svare igen med generalstrejke, hvis grundloven ikke blev respekteret, - kongen havde brudt grundloven, idet han ikke kunne afsætte/afskedige en regering, det tilkommer alene Folketinget - regeringen ikke blev genindsat, og Rigsdagen ikke blev genindkaldt. Situationen var nu yderst alvorlig, der fandt republikanske demonstrationer og grove optøjer sted i København, og den nye regering hentede tropper til byen. Venstres leder, I.C. Christensen, opfordrede Liebe til at stå fast.

d Rudolf Steiner, østrigsk filosof; efter tekniske og filosofiske studier i Wien var S gennem flere år knyttet til Goethe-arkivet i Weimar, hvor han forestod udgivelsen af Goethes naturvidenskabelige skrifter. Han så det som en opgave at give en erkendelsesteoretisk begrundelse af Goethes syn og metode. Som resultat af dette arbejde udgav han i 1886 "Erkenntnistheroie der Goetheschen Weltanschauung". I 1894 fremlagde han sin egen filosofi i hovedværket "Die Philosophie der Freiheit" (1894). Hans tanker fandt kun genklang hos datidens teosoffer, og han var 1902-12 generalsekretær for den tyske sektion af Teosofisk Samfund. I 1912 brød han med teosofiens indisk orienterede retning og grundlagde antroposofien, hvori en esoterisk kristendom spiller en central rolle. Inden for antroposofiens ramme udformede S en biodynamisk landbrugslære, en ny pædagogik og grundlagde i Svejts en fri højskole for åndsvidenskab, "Goetheanum". Erfaringerne herfra har dannet grundlag for de såkaldte Steiner-skoler. Den første af disse blev startet ved Waldorf-Astoria fabrikkerne i Stuttgart i 1919. De er opbygget som en 12årig enhedsskole, hvor lærestoffet både i form og indhold afpasses efter barnets alder.Tegning, maling, musik, eurymi og drama er vigtige elementer i undervisningen, ligesom der lægges vægt på en tidlig undervisning i fremmede sprog (f 27/2 1861)

 

Limfjordsbroen ved Aalborg indvies. Vejbroen blev bygget som erstatning for en i 1865 indviet pontonbro. Den nye bro var 405 m lang og havde i alt seks faste fag med spændvidder varierende mellem 56 og 67 m samt et klapfag (dobbelt klap) med en fri gennemsejlingshøjde på 30 m og en fri højde på 9,75 m. Den 30. marts blev broen åbnet for gående og dagen efter for kørende trafik. Statsminister Stauning, der holdt festtalen ved broindvielsen, gik lidt uden for manuskriptet, da han efter at have ønsket til lykke med broen sagde: "Hvad fanden skal man egentlig til Nørresundby efter. Nå, man kan jo altid drikke en bajer der". Stadsingeniøren i Nørresundby blev så fortørnet over denne bramfri udtalelse, at han rejste sig fra sin plads og udvandrede i vrede. For at betale udgifterne til brobyggeriet blev der opkrævet bropenge for passage af broen. Bropengene blev afskaffet i 1935. Trafikken over broen voksede støt, og da der i gennemsnit i 1957 passerede 16,000 køretøjer i døgnet, blev det bestemt at udvide broen. Udvidelsen var færdig i 1960, og allerede i 1962 nåede broen sin maksimumkapacitet med 30.000 køretøjer pr døgn. Problemet blev løst, da man i 1969 indviede Limfjordstunellen

 

d Hans A. Brendekilde, maler; han var udlært som stenhugger; fra 1877 var han elev på Kunstakademiet Efter at have fået afgang som modellør i 1881, slog han pludselig om. Han blev maler og debuterede som sådan 1882. På akademiet mødte han L.A. Ring. Sammen med ham malede han på Fyn i begyndelsen af 1880'erne. Her og på Sjælland fandt han sin motivkreds i landsbymiljøerne blandt landbefolkningens fattigste, f.eks. "Akssamlerne, Raagelunde" (1883), og han skildrede dem i et koloristisk raffineret formsprog. I hans skildringer af landbefolk-ningens liv kunne han undertiden anslå en dramatisk og socialt engageret tone f.eks. i "Udslidt" (1889). Men efterhånden blev det mere religiøse islæt, der karakteriserede Brendekildes værker, f.eks. "En landevej" (1893), hvor en ung tømrer prædiker for stenslageren og hans hustru. Efter århundredskiftet slog hans produktion over i den rutineprægede og harmløse landsbyidyl med stokroser og stråtage (f 7/4 1857)

 

1949 d Friedrich Bergius, tysk kemiker; opfinder af en proces der gjorde det muligt at udvinde olie af kul; modtog i 1931 nobelprisen i kemi (f 11/10 1884)

 

d Leon Blum, fransk socialistisk politiker; han studerede litteratur og jura og arbejdede herefter som litteratur- og teaterkritiker og udgav flere essaysamlinger. Dreyfusaffæren blev afgørende for hans politiske engagement og bragte ham i forbindelse med socialisten Jean Jaurès, hvis parti han tilsluttede sig i 1902. I 1919 blev Blum valgt til Deputeretkammeret, og året efter var han på Tourskongressen den samlende skikkelse i kampen mod den del af partiet, som ville tilslutte sig Lenins teser og senere dannede det kommunistiske parti. Efter Folkefrontens valgsejr i 1936 blev Blum leder af en socialistisk-radikal regering, støttet af kommunisterne. Trods regeringens korte levetid nåede den at gennemføre skelsættende reformer, bl.a. 40 timers uge, ferieordning, forhandlingsret for arbejderne og kollektive aftaler på arbejdsmarkedet. Blum var som jøde og socialist et yndet offer for højres kampagner, og da kapitalisterne strejkede ved at undlade at investere i fransk erhvervsliv og i stedet føre kapitalen til udlandet, kunne hans regering ikke gøre meget for at bekæmpe 30'ernes økonomiske krise; allerede i 1937 måtte hans regering gå af. Derefter var han vicekonseilspræsident i en af de socialistiske-radikale partirer dannet mindretalsregering. I 1938 var han i nogle måneder påny ministerpræsident i en folkefrontsregering. I 1940 blev Blum arresteret af Vichyregeringen; fra 1943 til befrielsen var han kz-fange i Tyskland. Blum opnåede at blive den 4. republiks første regeringsleder i den korte periode fra december 1946 til januar 1947 (f 9/4 1872)

 

Til top        31. marts

1492 Det spanske regentpar Ferdinand og Isabella udsteder et edikt, at medmindre de lader sig døbe skal alle jøder i Spanien forlade landet. 160.000 jøder forlader Spanien

1547 d Frans 1. fransk konge 1515-1547; søn af Karl af Orleans en fætter til Ludvig 12. og Louise af Savoyen. Som nærmeste tronarving efter den sønneløse Ludvig 12. kom han til hoffet og ægtede kongens datter Claude, og 1515 efterfulgte han så svigerfaderen på tronen. Han fortsatte dennes italienske erobringspolitik; sejrede ved Marignano 1515 og erobrede Milano. Han søgte 1519 at blive valgt til tysk-romersk kejser, men måtte vige for habsburgeren Karl 5., der besad Østrig og Spanien. Nu brød kampen mellem Frankrig og habsburgerne løs og fortsatte for lange tider. Med krigene ville Frans bryde den habsburgske indkredsning af Frankrig og bekæmpe Karl 5.’s forsøg på at skabe et universielt monarki. F led flere nederlag og tabte afgørende ved Pavia 1525, hvor han blev taget til fange. Han kom fri efter et års fangenskab mod at opgive alle krav på Italien. Det lykkedes ham således ikke at bryde habsburgernes ring om Frankrig eller ekspandere i Italien, men blot at begrænse habsburgernes magt. F søgte i det indre styre - rådet af sin mor - at gøre den kongelige enevælde gældende. Han styrkede kongemagten ved at indlemme vasallernes len i de kongelige domæner, ligesom han udbyggede administrationsapparatet og kontrollen med provinser og byer. Hans magt over kirken blev ved konkordatet i Bologna i 1516 øget på pavens bekostning. F var interesseret i humanistisk dannelse og renæssancekunst, og for eftertiden stod han som indbegrebet af renæssancefyrsten. Han lod opføre en halv snes slotte, støttede litteratur og kunst og kaldte flere italienske kunstnere - bl.a. Leonardo da Vinci - til Frankrig. I hans regeringstid fik Reformationen fodfæste i Frankrig, og over for protestanterne, som til dels blev støttet af hans søster Margrete af Navarra, var Frans først tolerant, men fra midten af 1530’erne førte han en strammere kurs over for religiøse afvigere (f 12/9 1494)

 

1596 f Rene Descartes, fransk filosof, matematiker og naturforsker; med sin bog "Indledende tanker om metoden" blev han en af grundlæggerne af moderne europæisk filosofi. Som udgangspunkt for erkendelse søgte han et absolut sikkert udgangspunkt; han fandt det i en sætning, om hvis sandhed det forekom umuligt at tvivle: Jeg tænker, altså er jeg til (cogito, ergo sum). Det var altså mennesket selv, der var udgangspunktet. Descartes fandt desuden, at mennesket i sin bevidsthed besad adskillige forestillinger, som det ikke havde erfaret, f.eks. om en årsagssammenhæng; sådanne ideer måtte ligge forud for al sansning og måtte derfor være medfødte, d.v.s, de måtte stamme fra Gud. Fra dette dobbelte grundlag - menneske og Gud - måtte al videre tænkning ske ved deduktion, d.v.s., at man - som i geometrien - slutter fra almene og simple grundbegreber til det specielle og sammensatte. Verden bestod, mente Descartes, af to helt forskellige og adskilte bestanddele. Den ene kaldte han den "udstrakte substans" og mente hermed alle de fysiske fænomener, der kunne opfattes af mennesket, og som lød mekaniske love. Den anden betegnede han som den "tænkende substans", det var alle de psykiske foreteelser, der ytrer sig i den menneskelige tanke og følelse: ånden eller sjælen, der måtte være udødelig. Ved disse tanker blev Descartes ophavsmanden til den rationalistiske filosofi og den mekaniske naturopfattelse; da han fremsatte dem ikke på latin, men på fransk blev de tilgængelige for alle interesserede landsmænd. 1649 efterkom han en indbydelse fra dronning Kristine af Sverige til at komme til Stockholm for at undervise hende i filosofi. Her han døde et halvt år senere af lungebetændelse (d 11/2 1650)

 

1671 d Anne Hyde, engelsk dronning; datter af Lawrence, jarl af Rochester; efter henrettelsen af Karl I var hun sammen med andre royalister i eksil fra 1649. Under eksilet mødte hun hertugen af York, den senere senere kong Jacob 2. De blev gift den 3. september 1660. I ægteskabet fødte hun bl.a. Marie og Anne, der begge kom til at beklæde den engelske trone (f 12/3 1637)

 

1723 f Frederik 5. dansk konge 1746-1766; søn af Christian VI og Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach; han fik en tysk opdragelse, men opnåede alligevel en stor popularitet ved sit vindende væsen og venlighed. Samme egenskaber havde hans første kone, Louise af England (gift 1743, død 1751), mindre hans anden, Juliane Marie af Braunschweig (gift 1752). Efter hans tronbestigelse forsvandt den pietistiske ånd fra hoffet, hvor der nu blev ført et muntert, men i begyndelsen enkelt liv. F’s evner var ikke store og hans deltagelse i regeringen lille; men om sig havde han dygtige ministre. Udenrigspolitisk støttede udenrigsminister J.H.E. Bernstroff sig til vestmagterne. Indenrigspolitisk blev handelen fremmet, en fri drøftelse af samfundsspørgsmål blev tilladt, der blev forberedt landboreformer, industrien blev støttet efter merkantilistisk mønster, Sorø Akademi blev oprettet, Holbergs komedier blev atter opført. Livet igennem havde F vekslende maitresser. I en årrække var den foretrukne en madam Hansen, der i årene 1746-51 fødte ham fem børn. Med årene tiltog F’s drikfældighed, og efter han i 1760 i beruselse havde brækket et ben, svækkedes han meget. Efter et samtidigt udsagn var kongens drikkeri så kraftig, at han ofte sås i en tilstand "hvor hans arm ikke var mægtig at bringe hans hat på hans hoved uden hjælp". Men som et udtryk for, at det var majestæten, der stod for alt det gode, skrev Johs. Ewald ved den kun 42 år gamle konges død en ode med linjerne: "O Ynk! Saa bær da Norden/Din største Skat til Jorden" (d 14/1 1766)

 

1727 d Isaac Newton, engelsk naturvidenskabsmand; studerede i Cambridge, hvor han blev professor i matematik som 27-årig. N er en af alle tiders største naturvidenskabsmand. Hans største bedrifter er: opdagelsen af, at hvidt lys er sammensat af farver, opstillingen af bevægelseslærens grundlove, opdagelsen af tyngdeloven og opfindelsen af differential- og integralregning. 1672 offentliggjorde han sit første arbejde om lys og farve i "Philosophical Transactions" og indledte dermed en ny tradition ved at gøre en videnskabelig opdagelse kendt gennem en afhandling i et tidsskrift. N’s optiske arbejder blev kendt gennem hans forelæsninger, som han tidligt havde planer om at lade trykke. De udkom i 1704 som værket "Opticks", der i det flg århundrede blev regnet for lyslærens hovedværk. Værket "Philosophiae naturalis principia mathematica", kendt som "Principia", udkom 1687. Det indeholdt grundlaget for de næste århundreders udvikling inden for fysik og astronomi, og der findes næppe noget andet værk inden for fysikken, som kan sidestilles med det i betydning. N’s periode som nyskabende fysiker regnes for at være afsluttet med udgivelsen af "Principia". 1689-90 og igen fra 1701 var han medlem af parlamentet. I 1696 forlod han Cambridge og blev opsynsmand for Den kongelige Mønt i London. I 1699 blev han Master of the Mint (møntmester). Fra 1703 var han præsident for Royal Society, hvor han var blevet medlem 1672 (f 4/1 1643)

 

1732 f Joseph Haydn, østrigsk komponist; han begyndte sin musikalske karriere som otteårig i koret ved Stefansdomen i Wien. Da han forlod koret som attenårig, havde han lært så meget, at han var i stand til leve som lærer i klaverspil og som kirkemusiker på orgel og violin. I de følgende år fik han sin første egentlige kompositionsundervisning. 1761-90 var han kapelmester ved huset Esterházys hof i Eisenstadt og Wien. Hans forpligtelser var af såvel kunstnerisk som administrativ art. Til fyrst Esterházy personligt skrev H i årenes løb flere end 125 værker. At fyrsten satte pris på H’s kunst fremgår af, at der i 1779 blev oprettet en ny kontrakt, som på alle måder var til fordel for H. Han kunne frit råde over sine kompositioner, hvilket han gjorde med udtalt forrretningssans. Efter denne periode havde H to succesfulde turneer i England. 1795 var han atter ansat ved Esterházys hof og tilbragte sine sidste år i Wien. H’s musikalske produktion er særdeles omfattende: 104 symfonier og mere end 100 kammermusikværker, deraf 83 strygekvartetter; endvidere 80 divertimenti, kassationer o.l., talrige messer, oratorier m.m. De ideer, som bl.a. Mannheimerskolen og C.P.E. Bach havde arbejdet med, fandt hos H deres endelige udformning; han skabte den siden ham klassiske sonateform, den firsatsede symfoni (i f.eks de såkaldte Salomon Symfonier eller London Symfonier nr 93-104, 1791-95). Han var wienerklassikens første store mester og øvede stor indflydelse på Mozart og Beethoven. Hans musik blev undervurderet af romantikerne, som overså dens varme og alvor; senere tider har givet den en central plads i musikhistorien (d 31/5 1809)

 

Akademiet for de skønne kunster - Kunstakademiet - oprettes. På sin fødselsdag underskriver Frederik 5. fundatsen for akademiet. Sammenhængen mellem kongehuset og oprettelsen af Kunstakademiet afspejler forsinket et mønster, der allerede længe havde gjort sig gældende i de store europæiske residensbyer. Arkitekterne, billedhuggerne og malerne skulle med deres kunst fremhæve og understrege det enevældige kongehus som institution og vise fyrsten som magtens symbol. Opførelsen af Chr. 6.’s Christiansborg havde vist, at det var nødvendigt at oprette en uddannelsesinstitution for hele tiden at kunne disponere over en tilstrækkelig mængde veluddannede folk. Chr. 6. startede med at stille et mindre beløb til rådighed, og i 1738 begyndte den første undervisning. I 1748 blev der skaffet bedre undervisningslokaler på Christiansborg, men allerede i 1753 var elevtallet så stort, at der igen var pladsproblemer. Ved underskrivelsen af fundatsen overlod Frederik 5. derfor Akademiet sin kronprinsresidens, Charlottenborg

 

f Robert Wilhelm Bunsen, tysk kemiker; efter at have taget sin eksamen i Göttingen i 1830 underviste han ved forskellige tyske universitetet; fra 1852 til 1889 som professor i Heidelberg. Bunsen er blevet karakteriseret som en af 1800-tallets eligste naturforskere. Hans første forskningsområde var organiske arsenforbindelser. En eksplosion kostede ham synet på det højre øje, og han beskæftigede sig derefter udelukkende med fysik-kemiske problemer. I 1841 opfandt han bunsenelementet og fremstillede grundstofferne aluminium, chrom og magnesium elektrolytisk. Omkring 1859 opdagede han i samarbejde med Gustav Kirchoff, at hvert grundstof udsender lys på en bølgelængde, der er karakteristisk for netop dette stof. Dermed var spektralanalysen grundlagt, og ved hjælp af deres spektroskop fandt de to forskere i 1860 og 1861 grundstofferne cæsium og rubidium. B’s undersøgelser af de gasser, der dannes i højovne, viste, at op mod 80% af varmen i højovnene gik til spilde. Foruden forbedringer af højovnene førte disse undersøgelser til metoder til måling af luftarters volumen, et resultat B redegjorde for i sin "Gasometrische Methoden" (1857). Da Heidelberg fik indlagt gas, konstruerede Bunsen i 1855 bunsenbrænderen til laboratorieforsøg. Endvidere opfandt han vandluftpumpen i 1865 og Bunsens iskalorimeter i 1870 (d 16/8 1899)

 

1819 f Vilhelm Kyhn, maler; elev på Akademiet 1836-43, hvor han synes at have arbejdet sig frem mod det mål, han tidligt havde sat sig, landskabsmaleriet. 1843 udstillede han for første gang bl.a. med "Et bornholmsk Strandparti". I flere år herefter besøgte han Bornholm. 1850-51 var K på den obligatoriske studietur til Paris og Rom. Efter hjemkomsten tilbragte han somrene mange forskellige steder i Danmark. Ved sin store studiemark blev han således på en måde indfrieren af det løfte den omtrent jævnaldrende, men allerede 1848 afdøde J. Th. Lundbye havde givet sig selv om at "male det kære Danmark". K tilsluttede sig den nationale bevægelse, og i overensstemmelse hermed malede han i 1845 et billede af Frederiksborg Slot, faktisk det eneste arkitekturbillede han malede. K’s kunstneriske hovedbestræbelse gik ud på det stemningsvækkende, og hans motivforråd var stort og udvidedes til stadighed. Han skildrede utallige former for dansk natur og specialiserede sig ikke i bestemte dags- eller årstider, og han var lige interesseret i de store, vidtstrakte udsigter og i de små intime naturudsnit. Han kunne ikke mindst i de små billeder, og i særdeleshed ved skildringen af lys og atmosfære, nå yderst forfinede resultater (d 11/5 1903)

 

1837 d John Constable, britisk maler, der sammen med J. Turner betegnes som den betydeligste britiske landskabsmaler i 1800-tallet. Hans naturalistiske udtryksform fik stor betydning for landskabsmaleriets udvikling, og den foregreb impressionismen. Fra 1799 var han elev på Royal Academy of Arts, og i 1802 udstillede han på akademiet sit første landskabsbillede. Herefter formidlede han sin veludviklede naturfølelse i en række maleriske beskrivelser af det engelske bondelandskab. C besad en uforlignelig evne til at skildre små skift i naturens bevægelser, en sky, der går for solen eller et vindpust gennem trækronerne. Især elskede han drivende skyer og væde, han malede gerne landskabet efter regn eller med det glitrende lys i duggen, som dækker marken. Et af hans mest berømte arbejder "Høvognen" (1820) blev i 1824 udstillet på Salonen i Paris. Billedet fik betydning for flere franske kunstnere, bl.a. Barbizonskolens malere og impressionisterne. Disse har været med til at formidle interessen for C’s skitser, der i dag værdsættes for deres egne kvaliteter og ikke blot som forstudier til de større, gennemarbejdede udstillingsbilleder (f 11/6 1776)

 

1842 f Severin Jørgensen, FDB's grundlægger; som uddeler i Vester Nebel fra 1875 drev han ved siden af brugsforeningen en efterhånden ret betydelig grovvareforretning, og i 1883 udkastede han en plan om et fællesindkøb, idet han tilbød 150 brugsforeninger at benytte ham som grossist. I første omgang vandt ideen ikke tilslutning, men fra omkring 1890 fik J’s fællesindkøb god fremgang - 1889 var 36, 1895 154 foreninger tilsluttet, og omsætningen steg i samme tidsrum fra 136.000 til 600.000 kr. 1893 omdannedes fællesindkøbet fra reelt at være J’s firma til et andelsselskab. Ved sammenslutning pr 1. januar 1896 med et hensygnende sjællandsk fællesindkøb blev Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, FDB, dannet. J var formand for FDB fra oprettelsen til 1913. Han var tidligt aktiv for en samordning af danske andelsvirksomheder. Han medvirkede således afgørende til oprettelsen af Dansk Andels Ægeksport (1895), Dansk Andels-Gødningsforretning (1901) og Andelsbanken (1909). J opfattede mere end nogen anden af sine samtidige andelsbevægelsen som en bred samfundsomformende bestræbelse i slægt med tidens folkelige bevægelser og byggende på centrale elementer i et kristent og socialt samfundssyn (d 10/1 1926)

 

1854 Japansk-amerikansk traktat underskrives i Kanagawa. I juli 1853 havde en amerikansk flådestyrke aflagt besøg i Japan for at "overtale" det til at oprette diplomatisk forbindelse med USA. Japanerne fik at vide, at amerikanerne ville vende tilbage for at få et svar. Det skete i februar 1853, da en stor amerikansk flådestyrke ankrede op i bugten ud for nutidens Tokyo. Japanerne bøjede sig for magtdemonstrationen og underskrev en traktat med amerikanerne. Iflg. den måtte japanerne åbne havnene i Shimoda og Hakodate for amerikansk handel. Med underskrivelsen af traktaten demonstreredes det japanske styres svaghed og dets manglende evne til at fastholde landets traditionelle isolationspolitik; traktaten bidrog derfor til sammenbrudet af det feudale system i Japan og til starten på landets modernisering efter vesterlandsk mønster

 

1855 d Charlotte Brontë, engelsk forfatter; skrev guvernanteromaner om den uforsørgede middelklasseskvindes kamp for at b.live selverhvervende og dog bevare sin kvindelighed. Hun forenede realisme og romantik for at beskrive de spirende ønsker om både kvindefrigørelse og udvikling af kvindens særlige psyke og seksualitet. Trods skolegang og et par guvernantestillinger tilpassede den lille, sky og utiltrækkende C.B. sig aldrig samfundet. Hendes første roman "The Professor", der behandler hendes oplevelser fra et skoleophold i Bruxelles, blev afvist af forlaget. Romanen "Jane Eyre" (1847) blev et gennembrud til et stort publikum og til det litterære miljø. Det er en dannelseshistorie om den forældreløse Janes vej fra undertrykkelsen i plejefamilien og skolen til selvdisciplineringen som guvernante og forelskelsen i den dæmoniske arbejdsgiver, der vil giftes med Jane, selv om han skjuler en gal hustru på loftet. "Shirley" (1849) udfolder et bredere socialt panorama omkr. maskinstormeriet i 1812. "Villette" (1853) er en fornyet gennemskrivning af historien om en engelsk lærerindes forelskelse i en belgisk lærer. C.B. giftede sig i 1854 med faderens kapellan, men døde året efter i forbindelse med et svangerskab (f 21/4 1816)

 

1875 d Christian Flor, højskoleforstander og politiker; han blev cand theol 1816 og seks år senere sognepræst til Tølløse og Aagerup; i 1835 blev han dr. theol. og 1836 lektor i dansk ved universitetet i Kiel med titel af professor. I Kiel medvirkede F til at rejse den dansk-nationale sag i Sønderjylland. Som ikke-slesviger kunne F ikke agitere offentligt, men bl.a. stod han bag oprettelsen af bladene Dannevirke i 1838 og Aabenraa Ugeblad 1840, endvidere Foreningen til dansk Undervisnings Fremme i 1843 og samme år Den slesvigske Forening. I 1844 grundlagde han Rødding højskole, som han 1845-47 var forstander for efter at have nedlagt sit embede i Kiel. Flor forblev medlem af skolens bestyrelse til 1864, hvorefter han bidrog til dens flytning til Askov. 1848 medlem Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Flor udgav 1831 "Dansk Læsebog", i 1858 en dansk sprog- og retskrivningslære og i 1864 en dansk sætningslære. Med grundlæggelsen af verdens første højskole i Rødding i 1844 førte Flor Grundtvigs ord om, at bønderne udgjorde folkets kerne, ud i livet (f 1/1 1792)

 

1889 Eiffeltårnet åbnes. Det blev bygget af ingeniør A.G. Eiffel for et privat aktieselskab til verdensudstillingen i Paris 1889. Tårnet var ment som et provisorium, men er som offentlig ejendom blevet stående som et vartegn for sin by. Med sine 300 m holdt det stillingen som verdens højeste bygning, indtil det i 1930 blev overgået af Chrysler Building i New York

 

1896 d Rudolph Wulff, århusiansk købmand, der blev handelsuddannet i fødebyen Rønne og i Stubbekøbing. Efter ansættelser i England og Hamborg etablerede han sig i 1865 i Århus som medindehaver af firmaet Bech og Wulff fra 1867 arbejdede han alene, indtil han 1870 sammen med D. B.dler og Co. i København og H. Meyer oprettede firmaet Adler, Wulff & Meyer, der bl.a. var med i stiftelsen af Aarhus Oliefabrik. 1874 omdannedes firmaet til en bank, Jydsk Handels- og Landbrugsbank i hvis direktion W havde sæde til 1876. Fra dette år til sin død førte han egen købmandsforretning under firmanavnet Rudolph Wulff. Han handlede med kul, råjern og skifer og oparbejdede navnlig en betydelig forretning i petroleum, hvoraf han som importør var den største i provinsen. 1889 gik hans forretning op i Det danske Petroleums Aktieselskab; han fortsatte derefter som selskabets repræsentant og oplagshaver i Århus. W havde en vis tilknytning til Hans Broge, og 1889 valgtes han samtidig med Otto Mønsted til bestyrelsesmedlem i Århus Handelsforening. 1893 blev han formand i bestyrelsen, men trak sig tilbage året efter på gr. af svigtende helbred. Han vedblev dog til sin død at være medlem af byrådet, hvori han blev indvalgt 1893. W var kendt og afholdt for sin hjælpsomhed og godgørenhed over for enkeltpersoner i nød. Institutioner og foreninger gik sjældent forgæves til ham, han uddelte understøttelse og gaver ved mange lejligheder og testamenterede legatmidler til børneasylet på Frederiksbjerg (i Sct. Paulsgade) og til "hjælp for enker og ugifte døtre af århusborgere". (f 5/7 1838)

 

1908 f Karl Skytte, minister og folketingsformand; han blev tidlig aktiv i Det Radikale Venstre på Fyn og efter nogle år som hovedbestyrelses medlem i Radikal Ungdom var han denne organisations formand 1933-37. I perioden 1933 til 1969 var han medlem af sit partis hovedbestyrelse. Skytte var først kommunalpolitiker og 1947-78 medlem af Folketinget. Som selvstændig landmand interesserede han sig især for landbrugspolitik. 1957 blev han landbrugs-minister i den af socialdemokraten H.C. Hansen ledede trekantsregering – det tredje parti i regeringen var Retsforbundet. Efter Trekantsregeringens fald i 1960 fortsatte Skytte som landbrugsminister i de følgende års SR-regeringer frem til 1964. I Skyttes tid som landbrugsminister var landbruget inde i en betydelig omstilling, men selv om han indførte forskellige støtteordninger, der fik stor betydning, kom han i flere tilfælde på kant med erhvervets repræsentanter. I 1961 blev Skytte De Radikales politiske leder. Han ønskede at fortsætte samarbejdet med Socialdemokratiet, men i 1968 sejrede en anden opfattelse i hos De Radikale personificeret i Hilmar Baunsgaard, han ønskede et samarbejde med de to store borgerlige partier, det fik han i 1968 med dannelsen af VKR regeringen med ham selv som statsminister. Karl Skytte kom til at beklæde kongerigets fornemste embede, han blev Folketingets formand. Dette embede havde han til sin udtræden af tinget i 1978 (d 6/1 1986)

 

1914 f Maria Lang, svensk krimiforfatter; pseudonym for Dagmar Lange; hun var fil.dr. på afhandlingen "Pontus Wikner som vitter författere" (1946). L var i en årrække rektor ved en pigeskole. Hun skrev sine første kriminalromaner omk 1950. Om L’s forfatterskab er det blevet sagt, at hendes styrke bestod i evnen til at skildre en gruppe mennesker - som regel højtbegavede - der lidt efter lidt viste sig at være brådne kar. Endvidere at hendes svaghed var det fortænkte, lidt for snakkesalige akademikermiljø, bøgerne ofte forgik i. På den anden side rettes der op på denne svaghed, ved det kendskab L selv havde til miljøet, så hun var i stand til at skildre disse typers særheder. I hendes bøger er der ofte en krybende uhyggestemning, mens hendes detektiv Christer Wijk står for opklaringen. Bl. hendes bøger er "Mördaren ljuger inte ensam" (1949), "Rosor, kyssar och döden" (1953), "Tre små gummor", 1963 og "Vi var tretton i klassen", 1973 (d 9/10 1990)

 

De dansk vestindiske øer overdrages USA. Overdragelsesceremonien begyndte kl. 16, da midlertidig guvernør, kontreadmiral Henri Konow og den amerikanske commander Pollock underskrev overdragelsesprotokollen i kommandantboligen på Sct. Thomas. Derefter tog de to underskrivere opstilling foran hver sit æreskompagni på pladsen foran kommandantboligen. Under præsenteret gevær udtalte Konow: "Confirming to the order of his Majesty King Christian the Tenth of Denmark I have now together with the representative of the President of the United States of America signed the Protocol for the transfer of the Danish Westindian Islands to the United States of America, and I have now to fullfill his act by hauling down our old flag". Derpå kommanderede Konow på dansk "Klar overalt" og "Hal ned Dannebrog". Flaget på salutbatteriets flagstang blev derpå halet langsomt ned, medens det danske æreskompagnis musikkorps spillede "Kong Christian", og begge æreskompagnier præsenterede gevær. Da flaget var nede, blev der saluteret med 21 skud fra salutbatteriet og fra de to krydsere, den danske "Valkyrien" og amerikanernes "Hancock". De to æreskompagnier skiftede plads; commander Pollock holdt tale og gav ordre til at hejse det amerikanske flag, som gik til tops, mens det amerikanske musikkorps spillede "Hail Columbia". Da det var i top, blev der igen saluteret med 21 skud fra salutbatteriet og de to orlogsskibe. Øerne var amerikanske

 

1920 Påskekrisen tilspidses. I avisen "Social-Demokraten" hed det denne morgen: "Født i løgn, fuldbyrdet i forbryderisk letsindighed skal kuppet knuses i folkets harme. Landets overhoved skal ikke lades i tvi vl om den pris, det koster, nu at trodse arbejderklassens ènstemmeige vilje". Senere på dagen ved arbejderbevægelsens kompetente forsamlinger at erklære generalstrejke fra 6. april. Den lange frist for strejkens ikrafttræden var bestemt med velberådet hu. Den ville give mulihed for at løse konflikten gennem forhandlinger. Det så dog ud til at have lange udsigter. Hver dag stillede de venstreorienterede syndikalister sig i spidsen for møder og demonstrationer i København og de større provinsbyer. Der var hyppige sammrnstimlinger på Amalienborg Slotsplads med antimonarkistiske talekor mod kongens residenspalæ. Alt imens uroen således ulmede i de københavnske gader, indledte regeringen Liebe sit arbejde. For at hindre Rigsdagens indkaldelse og et storpolitisk opgør blev det i et statsråd onsdag den 31. marts besluttet at hjemsende Rigsdagen straks, at opløse Folketinget og udskrive valg til den 20. april

 

 

1939 Engelsk garanti om hjælp til Polen, ifald landets selvstændighed bliver truet. Efter den tyske besættelse af Böhmen Mähren (den vestlige del af Tjekkoslovakiet) den 15. marts 1939 rejste Hitler igen kravet om Danzigs indlemmelse i Tyskland og nu i betydeligt skarpere vendinger. Den polske udenrigsminister afviste de tyske krav og erklærede, at enhver ændring af Danzigs status ville blive betragtet som et angreb på Polen og udløse krig. Polakkerne havde stærk støtte for den faste politik i England. Her krævede opinionen nu, at der blev sat en stopper for den hidtidige eftergivende politik og taget et klart standpunkt mod Hitlers fremfærd. I konsekvens heraf og stillet over for en umiddelbar trussel om tysk indmarch i Danzig sagde premierminister Chamberlain den 31. marts 1939 i Underhuset, at Storbritannien følte sig forpligtet til af al magt at støtte Polen, hvis den polske regering på nogen måde mente, at landets selvstændighed var truet. Hermed havde England givet Polen en ensidig og ubetinget garanti. Eller, som Hitler fortolkede det, givet Polen carte blanche til at fortsætte sin uforsonlige politik over for Tyskland

 

1970 d Heinrich Brüning, tysk politiker og rigskansler 1930-32, fra 1931 tillige udenrigsminister. Han gjorde militærtjeneste under Første Verdenskrig, og efter fredsslutningen indledte han en politisk karriere. I 1924 blev han medlem af Rigsdagen for det konservative katolske parti, Zentrum. I Rigsdagen vandt han en fremtrædende position som finans- og skatteekspert og blev i 1929 formand for sit partis rigsdagsgruppe. Året efter for partiet. Marts 1930 udnævntes han til rigskansler og leder af en borgerlig midterregering. Efter at regeringen var blevet ned-stemt, udskrev han valg i juli samme år og gennemførte et forkastet finanslovforslag ved hjælp af et dekret. Forsøg på at bekæmpe den økonomiske krise med en deflationspolitik havde ingen effekt på krisen, men medvirkede til nazistpartiets gennembrud ved valget september 1930. Det blev klart for Brüning, at uden internationalt samarbejde og støtte ville han ikke være i stand til at modstå de yderliggående højrepartier. Han opnåede da en ordning med Første Verdenskrigs sejrherrer om en reduktion af Tysklands krigsskadeserstat-ninger. Derimod var det forgæves, da han forsøgte at få de allieredes accept af en tysk oprustning, der skulle bringe Tysklands militære styrke på linje med vestmagternes. En oprustningspolitik ville dels nedbringe arbejdsløsheden dels styrke Brüning i nationalistiske kredse. En uoverensstemmelse med præsident Hindenburg tvang i 1932 Brüning til at gå af. Efter nazisternes magtovertagelse emigrerede han til USA, hvor han var professor ved Harvard University 1937-45; 1951-54 var han professor i statsvidenskab ved universitetet i Köln (f 26/11 1885)

 

d Berthel Dahlgaard, politiker - Radikale Venstre; han blev cand polit i 1913 og var derefter ansat i Københavns kommunes Statistiske Kontor, som han ledede fra 1920. Under sin uddannelse var Dahlgaard blevet radikal og deltog i 1911 i oprettelsen af Radikal Ungdom. 1920-60 repræsenterede han Skivekredsen i Folketinget. Det var ikke mindst hans fortjeneste, at Radikale Venstre placerede sig som et centrumsparti og dermed blev tungen på vægtskålen i dansk politik. I årene1929-40 var han indenrigsminister i den socialdemokratiske-radikale regering. Efter 1945 var det opfattelsen i Radikale Venstre, at partiet skulle stå frit, og i disse år var Dahlgaards indflydelse over for tidens mindretalsregeringer stor. På Christiansborg kunne der ikke forhandles eller træffes beslutninger, uden Dahlgaard var involveret. Dog lykkedes det ham ikke at vinde tilslutning til fortsættelse af den danske neutralitetspolitik ved at undlade dansk tilslutning i 1949 til Atlantpagten; ej heller oprettelse af Dansk Tipstjeneste kunne han forhindre, skønt han på et møde i Skive i maj 1948 vendte sig skarp mod "retten til at tippe i en statsorganiseret spilleanstalt - spillelysten er et opløsningstegn". Fra 1957 til 1961 var Dahlgaard økonomiminister i socialdem. ledede regeringer. Hans politiske modstander venstremanden Knud Kristensen har sagt følgende om Dahlgaard: "I sin færd som folketingsmand og minister har han ydet et stærkt bidrag til rigsdagens ry for ubestikkelighed og hæderlighed". (f 7/11 1887)

 

1980 d Jesse (James Cleveland) Owens, amerikansk atletikudøver; første gang, O blev kendt i en større kreds, var, da han som studerende ved Cleveland High School i 1933 i Chicago ved et nationalt skolemesterskab – National Interscholastic Champinships – vandt tre atletikkonkurrencer. På en og samme dag – den 25. maj 1935 – da han stillede op for Ohio State University ved et atletikstævne på University of Michigan tangerede O verdensrekorden på 100 yard løb (9,4 sek) og satte ny verdensrekord på 220 yard løb (20,3 sek), i 220 yard hækkeløb (22,6 sek) og i længdespring med 8,13 m. Verdensrekorden i længdespring blev først slået den 12. august 1960. Ved de olympiske lege i 1936 i Berlin vandt O guldmedalje på 100 m, 200 m, i længdespring og 4x100 m stafetløb. På et tidspunkt havde han – enten alene eller delte med andre – verdensrekorden på alle sprinterdistancer. Efter at have trukket sig tilbage som aktiv idrætsudøver deltog O i pædagogisk arbejde. Han foretog goodwillrejser for det amerikanske udenrigsministerium til Indien og Det fjerne Østen. Endvidere var han i en periode beskæftiget i reklamebranchen, ligesom han på et tidspunkt var sekretær ved Illinois State Athletic Commission (f 12/9 1913)

Til top