Forside    November

Vælg en dato:

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30

Til top        1. november

1596 f Pietro da Cortona, italiensk arkitekt og maler; han blev fra ca. 1612 uddannet i Rom, hvor han blev påvirket af antikkens og Raphaels værker. De mest betydningsfulde af hans tidlige malerier er tre fresker (1624-26) i Santa Bibiani i Rom. I de sene 1620’ere tegnede han Villa del Pigneto ved Rom for sin mæcen, familien Sacchetti. Hans ry nåede sin klimaks i 1630’erne med kirken Santa Luca e Martina (1635-40) og freskoudsmykningen af loftet i Palazzo Barberinis store sal, "Allegori over det guddommelige forsyn under Urban VIII" (1633-39); disse fresker betegnes som et hovedværk i romersk barok og er malet med en strålende farvepragt og en illusionsvirkning byggende på en sløret og diffus maleteknik. I dem gav han i pagt med tidens rådende smag udtryk for kristne ideer gennem allegorier med skikkelser fra den antikke mytologi. I Rom udførte C endvidere loftsdekorationer med motiver fra Aeneas’ historie i Palazzo Pamphilii og "Korsets Triumf" (1647-65) i Chiesa Nuova. I 1637 begyndte C arbejdet med freskerne "Menneskets fire tidsaldre" i Camera della Stufa i Palazzo Pitti i Firenze. Fra C’s atelier udgik tillige en strøm af oliemalerier, ofte store religiøse kompositioner. I 1647 vendte han tilbage til Rom, hvor han malede hvælvningsfreskerne i Sta. Maria nella Vallicella og for pave Innocent X loftet i det lange galleri i Pamphili paladset på Piazza Navona (1651-54) Foruden sit første arkitektoniske hovedværk, Santa Martina e Luca i Rom (1635-50) tegnede han kirkerne Santa Maria della Pace (1656-57) og Santa Maria in Via Lata (1658-62) begge i Rom. C anses for at være blandt de arkitekter, der skabte den stilrevolution, der fandt sted omkr. 1630, og som lagde grunden til højbarokkens bygningskunst (d 16/5 1669)

 

1755 Jordskælv i Lissabon. Det lagde 2/3 af byen i ruiner og dræbte 1/3 af byens indbyggere, dvs., at ca 60.000 mennesker omkom. Sekunder inden jordskælvet rejste der sig en storm, der fik Tejo-floden til at skylle ind over byen. Tidens digtere, bl.a. Voltaire skrev forfærdet og fortvivlet om katastrofen. Rystelserne mærkedes også i Danmark, hvor nyheden om den potugisiske hovedstads forfærdelige undergang inspirerede H.A. Brorson. I 1756 skrev han et længere digt om katastrofen. Det begynder: "O Lissabon! Hvo var paa Verdens Jord din Lige/Du havde gyldne Kar og Sølv som Sal’mons Riige"...

 

1757 f Antonio Canova, italiensk billedhugger; han fik sin uddannelse i Venezia, og her havde han 1774-79 eget værksted. I 1779 kom han til Rom, hvor han sammen med Thorvaldsen blev Europas førende inden for nyklassisistisk billedhuggerkunst. Men mens Thorvaldsen især søgte tilknytning til antikkens højklassiske stil, søgte C snarere til den skulpturelt friere og mere følelsesprægede hellenisme. I Rom vakte han først opsigt med en gruppe af "Theseus’ sejr over Minotaurus" (1785). Herefter udførte han to pavelige gravmæler nemlig over Clemens 13. (1787-91, Peterskirken) og over Clemens 14. (1783-87, SS Apostoli, Rom). I 1800-tallets første tiår virkede han efter indbydelse fra Napoleon i Paris og udførte her idealiserede portrætstatuer af denne og hans kreds. Samtidig holdt den mondæne elegance sit indtog i hans kunst, som det ses i portrættet af Napoleons søster Pauline Borghese som "Den sejrende Venus" (1804-08, Galleria Borghese, Rom). I 1815 vendte han tilbage til Rom, hvor hans ry var usvækket, og hvor han fortsat var en søgt portrættør, der huggede adskillige af tidens fremtrædende personer i marmor. I sin fødeby, Passagno, byggede han en kirke med Pantheon som model. Han udstyrede den med alterbilledet "Kristi begrædelse" og fik sin grav der. Modellerne til hans arbejder er samlet i Possagno i Gipsoteca, et af de første museer i verden viet til én enkelt kunstner (d 13/10 1822)

 

1762 f Spencer Perceval, britisk politiker, premierminister 1809-12. Perceval var uddannet som jurist ved Harrow og Trinity College, han blev medlem af Underhuset i 1796. I årene 1802-06 var han justitsminister og 1807-09 finansminister. I oktober 1809 blev han premierminister. Hans embedsførelse karakteriseres som værende i skarp modsætning til den tolerance, der havde været hans umiddelbare forgængeres kendetegn. Selv var han en af periodens få engelske statsmænd, der gav udtryk for en ekstrem religiøs intolerence. Af natur var han kold og utilnærmelig. Perceval blev skudt i Underhusets lobby af en sindssyg mandsperson ved navn John Bellingham, der forgæves havde søgt Perceval om støtte i forbindelse med sin konkurs. Skønt sindssyg blev Bellingham hængt (d myrdet i Underhuset 11/5 1812)

 

1778 f Gustav 4. Adolf, svensk konge 1792-1809; søn af Gustav 3. og Sophie Magdalene, dansk prinsesse, datter af Frederik 5. og dronning Louise. Blev konge ved faderens død i 1792 med en farbror som formynder. Gustav overtog selv styret i 1796. Han forsøgte længe at holde Sverige uden for tidens mange europæiske krige, men i 1805 gik han med i den tredje koalition mod Napoleon. I Sverige var der både blandt embedsmænd og officerer udbredt modstand mod kongens udenrigspolitiske kurs, som også snart bragte ulykker over landet. I 1807 måtte Pommern rømmes og Ruslands udtræden af koalitionen – freden i Tilsit 7. juli 1807 – førte til russisk angreb på og tab af Finland i 1808. Da Gustav ville fortsætte krigen og udskrev nye soldater først på året 1809, blev der dannet en sammensværgelse mod ham. Optræk en truende borgerkrig blev afværget ved arrestation af kongen den 16. marts 1809. Rigsdagen erklærede senere kongen for afsat, og i december samme år forlod han med sin familie landet. Under navnet oberst Gustavson førte han siden en omflakkende tilværelse, ofte i yderste nød. Han døde i St. Gallen. Hans lig blev i 1884 overført til Riddarholmskyrkan i Stockholm (d 7/2 1837)

 

Det af arkitekten C.F. Hansen tegnede andet Christianborg Slot i København bliver indviet. Efter det første Christianborg Slots brand i 1794 påbegyndtes opførelsen af det andet Christiansborg i 1803 i ren klassicistisk stil. De stående mure fra det brændte slot udnyttedes i så vid udstrækning som muligt, og etageinddelingen var stadig den gamle; men C.F. Hansen opgav karréformen og erstattede vestfløjen mod ridebanen med en åben kolonnade. Tårnet forsvandt. Den endnu bevarede slots-kirke opførte han som en selvstændig lille tempelbygning med klassisk søjlefront ud til slotspladsen og en lav, kobber-dækket kuppel, som skulle bringe romerske bygninger i erindring. Brandfaren i det nye Christiansborg var ikke væsentlig mindre end i det gamle. Også her vrimlede det med varmekanaler tæt op ad træpaneler, og fra en af dem udbrød der den 3. oktober 1884 brand omtrent på samme sted som i 1794 – i sydfløjens stueetage ved folketingssalen - og slottet nedbrændte. I 1918 indviedes det tredje og nuværende Christiansborg

 

f Johs. Nellemann, jurist, nationalbankdirektør, justitsminister; han blev 1858 lektor ved Københavns Universitet i retshistorie og proces – året efter professor i samme fag. I 1870 blev han valgt til Landstinget. Sandsynligvis var det interessen for gennemførelse af en retsplejelovsreform, der fik ham til at tage dette skridt. Men da den politiske situation i den store kamp om folketingsparlamentarismen mellem Højre og Venstre blev stadig mere tilspidset, blev han inddraget i politisk mere betydningsfulde opgaver. Politisk havde han oprindeligt nærmest tilhørt centrum, men i juni 1875 blev han af konseilspræsident Estrup overtalt til at indtræde som justitsminister i dennes højreministerium, og i de næste 21 år beklædte han denne post. I provisorietiden blev det Nellemanns opgave at tilvejebringe de juridiske argumenter for forsvarligheden af regeringens politik. Hans modstand mod folketingsparlamentarisme og Venstres deltagelse i regeringsmagten kom klart til udtryk, når han talte om, at "Bønder og Degne og Folke- og Friskolelærere og andre incompetente Personer vover på Veje og Stræder at prædike den provisoriske Finanslovs Grundlovsstridighed som en given Ting". Som justitsminister fik han ansvaret for den upopulære foreløbige lovgivning, der indledtes med riffelloven (1885) vendt mod Venstres skytte-foreninger og fortsattes med loven om oprettelse af gendarmerikorpset. Ved siden af Estrup var Nellemann regeringens mest fremtrædende medlem. Ved Estrups afgang i 1894 fortsatte han som justitsminister i ministeriet Reedtz-Thott til 1896, da han blev nationalbankdirektør. Sin plads i Landstinget bevarede han til sin død 26. august 1906

 

1842 De danske katolikkers hovedkirke Sankt Ansgars Kirke i København bliver indviet

 

d Aleksander 3. tsar af Rusland 1881-1894; søn af Aleksander 2. og Maria Aleksandrova (Marie af Hessen); han blev tronfølger ved sin ældre bror Nikolajs død. Under indtryk af de tre attentatforsøg på faderen og at det fjerde kostede ham livet, slog Aleksander ned på alle frihedsbevægelser og førte i det hele taget en reaktionær politik. Den hellige synodes generalprokurør Pobjedonostev, som var en afgjort fjende af vesteuropæisk tanke- og regeringsmåde og ivrig russisk ortodoks og patriot, blev hans vigtigste rådgiver, og omkr. 1885 var den revolutionære bevægelse så godt som knust. Politiet holdt alt og alle under opsyn og skred ind ved mindste anledning. Sideløbende med denne reaktionære politik fore-gik en henynsløs tvangsrussifisering af de mange nationale mindretal i Rusland. Særlig gik det ud over de mange jøder i Syd- og Vestrusland, der gang på gang var udsat for pogromer. Udenrigspolitisk fortsattes i Asien den russiske ekspansion i farlig rivalisering med England. I fælles følelse af isolation i Europa nærmede Rusland og Frankrig sig hinanden, og i løbet af 1880’erne blev den traditionelle tyskvenlige politik forladt til fordel for samarbejde med Frankrig. Politiske og militære aftaler (1891 og 1893-94) gjorde dem til allierede. Mens Aleksander var tsar gjorde Rusland visse materielle fremskridt. Den ydre fred og tilsyneladende indre ro, som herskede i Aleksanders tid, førte til en overvurdering af Ruslands magt og tsarstyrets soliditet. Aleksander blev 1866 gift med den danske prinsesse Dagmar, datter af Christian 9. og dronning Louise (f 10/3 1845)

 

d Theodor Mommsen, tysk historiker; han blev født i Slesvig og studerede jura og filologi i Kiel. I sin ungdom tog han aktiv del i det politiske liv i hertugdømmerne og var ivrig slesvig-holstener. Et rejsestipendium førte ham i studieårene til Italien. Opholdet gav ham interessen for indskrifter og blev bestemmende for hans senere virke som klassisk filolog og numismatiker. I 1860 udgav ham således "Geschichte des römischen Münzwesens". Sin akademiske karriere begyndte han i 1848 som professor i jura i Leipzig. Efter forskellige ansættelser blev han i 1858 sekretær for Videnskabernes Selskab i Berlin og fra 1861professor i oldtidshistorie samme sted. Med stor lærdom omfattede han så godt som hele oldtidsvidenskaben, og efterlod sig et særdeles omfattende forfatterskab. Det samler sig om romersk historie, og på mange områder skrev han banebrydende værker. Hans hovedværker er "Römische Geschichte" (bd 1-3, 1854-56) og 5 (1885), i hvilken han behandler både den politiske og kulturelle historie og "Römisches Staatsrecht", 1-3 (1871-88). Førstnævnte værk gav ham i 1902 nobelprisen i litteratur. Værkets bind 4, som skulle omhandle kejsertiden, blev aldrig udsendt. Blandt andre værker fra Mommsens hånd er og "Corpus inscriptionum Latinarum" om latinske indskrifter. Som nationalliberal var han 1873-79 medlem af den preussiske Landdag og 1881-84 af den tyske Rigsdag (f 30/11 1817)

 

Den algeriske opstand mod det franske styre bryder ud. Mens Frankrig ikke satsede særligt stærkt på at holde fast ved overherredømmet i Marokko og Tunesien, stillede det sig anderledes med Algeriet. Det ville man ikke slippe. Fransk-mændene insisterede på, at landet hverken var koloni eller protektorat, men en del af selve Frankrig. Mens der kun boede få franskmænd i Marokko og Tunesien, befandt der sig i Algeriet omkring en million franskmænd ved siden af otte-ni millioner muslimer, og disse franskmænd betragtede Algeriet som deres hjem. Den 1. november 1954 eksploderede situationen forskellige steder i Algeriet. En ny og mere agressiv gruppe nationalistledere, der kaldte sig den Nationale Befrielsesfront (FLN), havde taget ledelsen i kampen mod franskmændene. De mange voldsaktioner var ikke kun rettet mod franskmændene, men lige så nådesløst mod de muslimer, der var lunkne eller samarbejdede med fransk-mændene. I de første to et halvt år af opstanden myrdede FLN 1035 europæere, men hele 6352 muslimer. Den vilde og nådesløse krig bragte de Gaulle til magten i Frankrig i 1958, og hans politik førte i 1962 til fuld uafhængighed for Algeriet

 

1956 d Pietro Badoglio, italiensk marskal; han udmærkede sig under 1. Verd.krig og blev 1918 chef for generalstaben. Udnævnelsen til marskal skete i 1926; i årene 1928-33 var han generalguvernør i Libyen. Han stod i spidsen for den sidste del af det italienske felttog i Etiopien og blev ved Italiens indtræden i krigen mod Storbritannien og Frankrig juni 1940 øverstkommanderende for den italienske hær. B spillede en afgørende rolle i kuppet mod Mussolini i 1943; fra juli 1943 til maj 1944 var han leder af en militærregering, der i sept. 1943 kapitulerede til de allierede og i okt. s.å. erklærede Tyskland krig. Maj-juni 1944 var han leder - og desuden udenrigsminister - af en samlingsregering af alle antifascistiske partier. Da regeringen gik af juni 1944, afviste lederne af de politiske partier, at B fik til opgave at danne en ny regering på grund af hans tidligere forbindelse med det fascistiske Italien. Han trak sig derefter ud af politik; et krav i 1948 fra Etiopien om at få udleveret ham som krigsforbryder, blev afvist af den italienske regering. I 1936 udgav B "La guerra d’Etiopia"; i 1946 "L’Italia nella seconda guerra mondiale" og i 1947 "Storia dell’ultima guerra" (f 28/9 1871)

 

1961 Som led i afstaliniseringen bliver Stalins lig fjernet fra Lenins mausolæum på Den Røde Plads i Moskva. Tre år efter Stalins død gik Sovjetunionens leder Khrusjtëv til frontalangreb på den afdøde leder. På kommunistpartiets 20. partikongres i februar 1956 anklagede han Stalin for en række uhyrligheder, først og fremmest hans angreb på partiet med udrensninger og henrettelser. Fra mausolæet blev Stalins lig flyttet til en mere beskeden plads ved Kremls mure. Afstaliniseringen omfattede endvidere, at en række byer, der bar Stalins navn, blev omdøbt. Stalingrad kom således til at hedde Volgograd. I den sovjetiske historieskrivning blev Stalins indsats på forskellige måder reduceret eller vurderet mere nøgternt

 

1972 d Ezra Pound, amerikansk digter; i 1908 opgav han en lovende akademisk karriere i USA og slog sig ned i Europa. I London udgav han i 1920 sin gennembrudsdigtsamling "Hugh Selwyn Mauberley". Samme år flyttede han til Italien. Her udgav han i 1924 digtsamlingen "A Lume Spento". Den viser hans interesse for middelalderens og den tidlige renæssances digtning, særlig den italienske og provencalske. En interesse han havde vist allerede i 1910, da han udgav "The Spirit of Romance" om provencalsk digtning. I tyverne blev P interesseret i økonomi og blev især påvirket af tidens antikapitalistiske teorier. Med "ABC of Economics" (1933) og "Jefferson and/or Mussolini" (1935) havde han sluttet sig til den italienske fascisme. Hans overbevisning førte til, at han under 2. Verd.krig talte fascismens sag over italiensk radio. I 1945 blev han stillet for retten i USA anklaget for landsforræderi. Men han blev erklæret sindssyg og derfor strafuegnet. Han indsattes i forvaring på et militærhospital; blev frigivet i 1958, hvorefter han slog sig ned i Italien (f 30/10 1885)

 

 

 

 

 

Til top        2. november

1340 d Niels Ebbesen, jysk væbner; hans berømmelse og status som nationalhelt skyldes hans drab på holsteneren grev Gert (den kullede greve) i Randers i april 1340. Grev Gert havde ved freden i Kiel 1332 fået overdraget hele Nørrejylland og Fyn som pantelen for 100.000 mark sølv. I Danmarks historie er drabet ofte blevet opfattet som afslutning på landets nationale fornedrelse, og EbbESen er blevet hyldet som landets befrier. Men det er ikke let at dømme om hans motiv. Det er blevet udlagt forskelligt, og det kan ikke afgøres, om nationalfølelse eller noget privat var drivkraften. Samtidige kilder løser ikke problemet. Under alle omstændigheder blev drabet indledningen til kamp mod de holstenske panthavere. N.E. blev en af lederne i denne kamp en kamp, der kom til at koste ham livet. Det skete, da Ebbese n hen på efteråret belejrede Skanderborg. Stedets holstenske besætning tilkaldte hjælp fra deres landsmænd på Fyn. Da denne nærmede sig, gjorde besætningen udfald, og under den følgende kamp blev Ebbesen og to af hans brødre dræbt (f dato og år ukendt)

 

1587 d Hans Knieper, maler; han blev født i Antwerpen. Blandt andet for at bistå ved udsmykningen af Kronborg blev han i 1577 engageret af Frdr. II som gobelintegner. Foruden at virke som leder af Frdr. II’s tapetvæveri i Helsingør var Knieper virksom som hofmaler. I 1579 leveredes tyve gobeliner med motiver fra Det gamle Testamente. De eksisterer ikke mere.Til Kronborgs riddersal udførtes i begyndelsen af 1580’erne 40 gobeliner med motiver af 111 danske konger, idet alle Saxos sagnkonger var med tillige med kongen selv og tronfølgeren. Det var ikke Frederiks tanke, at hver konge skulle have sin egen gobelin. I et enkelt tilfælde er der på én gobelin samlet hele seks. Det lidt delikate spørgsmål med Christian II blev løst ved at fremstille ham med brækket septer og kronen liggende i græsset. Bag portrætterne skabtes en rig, levende og blomstrende baggrund med borge og skove, dyr og et overdådigt planteliv, alt omfattet af en bordure elegant og strålende som aldrig før set herhjemme. Af disse gobeliner eksisterer 14 kongefremstillinger på Kronborg og Nationalmuseet. Da kongeserien var afsluttet, fik Kniper 1585 bestilling på en pragtfulde tronbaldakin. Den måler 3,56 m i højden og 2,70 m i bredden. Den er vævet med sølv, guld og silke og er Nordeuropas fornemste stykke tekstil. Den blev 1659 stjålet af svenskerne og befinder sig i dag i Stockholm. Af regnskaber kan ses, at K har udført portrætter af medlemmer af kongefamilien. På Rosenborg hænger et noget medtaget billede af Chr. IV som 6-årig, mens Frederiksborg har et billede af Frdr. II i fuld rustning fra 1581. K regnes blandt de betydeligste kunstnere, som har virket her i landet (f kendes ikke)

 

1699 f Jean-Baptiste Chardin, fransk maler, som er den betydeligste repræsentant for den realistiske retning i fransk 1700-tals malerkunst. Han begyndte i enkel realisme og malede stilleben med frugt, grøntsager og alskens husgeråd. Det var med billeder af denne slags han slog igennem og åbnede ham adgang til akademiet. Fra slutningen af 1730'erne vendte han opmærksomheden mod det daglige liv i hjemmet. Han skildrede hverdagens gøremål - især barnets og kvindens - f.eks. "Dreng med snurretop" (1737). I sine portrætter afbildede han personer i deres vante miljø og gav derved malerierne en vis karakter af genrebilleder. På denne måde blev C det jævne borgerlivs maler og imødekom forståelsen for enkelhed og familielykke, noget som hørte til de mest karakteristiske træk i rokokotidens borgerlige livsopfattelse. Såvel hans stilleben som genrestykkerne var inspireret af 1600-t’s nederlandske kunst; med sin kunst ramte han noget tidstypisk, der stod som modstykke til den officielle hofkunsts opulente stil (d 6/12 1779)

 

f Marie Antoinette, fransk dronning; datter af Frans 1. af Østrig og Maria Theresia; 1770 gift med den senere Ludvig 16. af Frankrig; formålet med giftermålet var at styrke den franske alliance med Østrig. Men den stærke anti-østrigske stemning i Frankrig betød, at Marie Antoinette aldrig blev populær i sit nye land. Til hendes upopularitet bidrog hendes modstand mod at reformere enevælden. Som dronning fra 1774 var hun exorbitant ødsel og førte an i hoffets overdådige fester. Det bidrog dels til yderligere at svække kongehusets anseelse dels til at øge den i forvejen meget store franske statsgæld. Ved revolutionens udbrud lagdes en væsentlig del af ansvaret for Frankrigs ulykker på hende. Da hun forsøgte at få kongen til at modarbejde revolutionen, blev hendes hidtidige upopularitet til et folkehad. Berømt er den udtalelse, revolutionens agitatorer tillagde hende som svar på oplysningen, at folket manglede brød "Hvorfor spiser de så ikke kage?" På forskellig måde konspirerede hun med revolutionens fjender og søgte hjælp i udlandet; det var Marie Antoinette, der iværksatte kongefamiliens flugtforsøg fra Paris 1791; med den øvrige kongefamilie var hun derefter reelt fange. Efter kongens henrettelse blev hun anklaget for Konventet, dødsdømt og henrettet (d henrettet 16/10 1793)

 

f Joseph von Radetzky, østrigsk feltmarskal; han kom ind i den østrigske hær i 1784 og deltog i den tyrkiske krig 1788-89, i revolutionskrigene og Napoleonskrigen. I 1796-97 deltog han i de østrigske felttog i Italien mod Napoleon. Her kæmpede han også i 1805 nu med rang af generalmajor. I 1809 deltog han i slaget ved Wagram. Fra 1809 blev han som chef for den østrigske generalstab involveret i politik og militær planlægning. Han spillede således en central rolle i planlægningen af Napoleonskrigens sidste felttog, der kronedes med sejren ved Waterloo i 1814. Han var med i spidsen for de østrigske tropper, da de allierede marcherede ind i Paris efter sejren over Napoleon. Herefter vendte han tilbage til tjenesten i generalstaben, indtil han i 1829 forlod aktiv tjeneste. To år senere var han dog atter i tjeneste og igen i Italien. Her blev han øverstkommanderen i de østrigske besiddelser i Norditalien. I 1836 udnævntes han til feltmarskal. Delvis fordi man havde overhørt R’s advarsler, var Østrig uforberedt, da den revolutionære uro ramte Europa i 1848. I en alder af 82 år blev R igen kaldt under fanerne. Han reorganiserede den østrigske hær i Italien, og i slagene ved Custozza og Novarra besejrede han Savoyen og tvang dette til at slutte fred. Nederlagene var et alvorligt tilbageslag for den italienske nationalisme og et stort prestigetab for Savoyen. P var guvernør i Lombardiet-Venetien i Norditalien 1850-57. Han opnåede stor popularitet i Østrig-Ungarn, og en march af Johan Strauss d. Ældre er opkaldt efter ham (d 5/1 1858)

 

f James Knox Polk, USA's præsident 1845-1849; fra 1820 var han sagfører i Tennesse; her begyndte han som Demokrat sin politiske karriere med i årene 1823-25 at være at være medlem af sin hjemstats Senat. Derefter var han 1825-39 medlem af Repræsentanternes Hus i Wahnington D.C., og dets formand fra 1835. Efter at have beklædt guvernørposten i Tennesse i årene 1835-41, blev Polk som kompromiskandidat valgt til at repræsentere Demokraterne ved præsidentvalget i 1844. I sin valgkampagne overraskede han alle ved at indtage et fast standpunkt i to af datidens brændende spørgsmål. Det gjaldt forholdet til Mexico vedrørende Texas, og det gjaldt forholdet til Storbritannien vedrørende grænsen til Canada i det nordvestlige USA, hvor amerikanerne gjorde krav på territorier mod nordvest (Californien og Oregon). Mens de andre kandidater var uklare i deres holdning til problemet Texas, gik Polk ind for amerikansk annektion af området. Også vedrørende grænsen til Canada var hans holdning klar. Han førte sin valgkampagne med sloganet "54 gr. 40 min. or fight". Det referede til, hvor grænsen til Canada skulle være. Som den hidtil yngste kandidat vandt Polk præsidentvalget. I hans præsidentperiode udkæmpedes krigen mod Mexico, som førte til erhvervelse af de områder, der siden kom til at omfatte staterne Texas og New Mexico. Med Storbritannien fik Polk underskrevet en aftale, der fastlagde grænsen til Canada i overensstemmelse med de amerikanske ønsker. Ved præsidentvalget i 1848 genopstillede Polk ikke (d 15/6 1849)

 

1808 f Edvard Collin, embedsmand; han er bedst kendt som H. C. Andersens ven og støtte livet igennem. Collin blev student 1825 og seks år senere cand. jur. Herefter gjorde han karriere som embedsmand i centraladministrationen. Ved siden af dette arbejde var han bl.a. medstifter af Musikforeningen og i tyve år medlem af dens direktion. Han var tillige sekretær i Fonden ad usus publicos 1832-42. Collin udbyggede faderen Jonas Collins (f 6/1 1776) omfattende bibliotek og skænkede store dele af samlingen til Det Kgl. Bibliotek. Om samværet med H. C. Andersen har Collin skrevet "H. C. Andersen og det collinske Hus" (d 10/4 1886)

 

1840 Slaget ved Parwandarah. Første afghanske krig. Da den af englænderne afsatte afghanske konge - Dost Muhammed - i sit fangenskab hører om modstanden mod det engelske styre i Afghanistan, lykkes det ham at flygte fra sit fængsel og sætte sig i spidsen for det afghanske oprør. Dagen efter slaget ved Parwandarah overgiver Dost Muhammed sig til englænderne i Kabul; deporteres til Indien med størstedelen af sin familie. Men uroen i Afghanistan fortsatte, og januar 1842 forlod englænderne landet

 

Esaias Tegnér, svensk biskop og forfatter; i 1803 blev han docent i estetik i Lund, i 1812 professor i græsk, samme år blev han præsteviet. Han fortsatte med at undervise i Lund til 1824, da han blev udnævnt til biskop i Växjö en stilling, han beklædte til sin død. Med sit forfatterskab er han blevet betegnet som Sveriges nationalskjald frem for nogen. Efter en række reflekterende og elegiske læredigte og oder i 1700-tals stil fandt Tegnér sin egen form i politiske, pacifistiske digte som "Nelson og Pitt" og "England og Frankrig" (begge 1806). Han blev kendt med de patriotiske digte "Krigssång för skånska lantvärnet" (1808) og "Svea" (1811). I romantisk ånd hyldede han Napoleon – som han tidligere havde foragtet - som det store menneske, geniet med digtene "Hjälten" (1813) og "Den vaknende Örnen" (1815). Omkr. 1820 stod Tegnér på højden som digter, i dette år udkom heksameteridyllen "Nattvardsbarnen" inspireret af kristendom og platonisme; i 1821 udkom den i samtiden meget populære versfortælling "Axel" og i 1825 den norrøne romancecyklus "Frithiofs saga", som gjorde ham umådelig populær, og som blev oversat til de fleste europæiske sprog. Efter bispeudnævnelsen viede T en stor del af sin tid til praktiske og pædagogiske gøremål, til teologi og til arbejdet som medlem af rigsdagen. Politisk udviklede han sig i konservativ retning - nærmest ultraroyal - og kom i strid med de liberale. Hans lyriske produktion blev sparsom og fremkom mest som lejlighedsdigte (f 13/11 1782)

 

f Georges Sorel, fransk filosof; han var uddannet som civilingeniør, og han var 40 år, før han blev interesseret i sociale og økonomiske spørgsmål, indtil da havde hans synspunkter på disse områder været liberalt konservative, som det bl.a. kom frem i hans "Le Procès de Socrate" (1889). I 1892 trak han sig tilbage fra sin stilling som ingeniør i statens tjeneste for at hellige sig studier og et forfatterskab. I 1893 "opdagede" han marxismen og begyndte at forfatte sin analytiske kritik heraf. Han skabte dermed sit mest originale og værdifulde værk og blev marxismens skarpeste kritiker med værkerne "Intro-duction a l'économie moderne" (1903) og "La décomposition du marxisme" (1908). Med bøgerne "L’Avenir socialiste des syndicats" (1898) og "Réflexions sur la violence" (1908) bidog S til at udvikle syndikalismen, der er blevet karakteriseret som en med socialisme og anarkisme beslægtet revolutionær arbejderbevægelse. Ifølge syndikalismen skal hovedvægten i arbejderbevægelsen lægges på fagorganisationerne, og gennem uafbrudte strejker ledsaget af voldshandlinger skal klassekampens ånd holdes ved lige blandt arbejderne; frygten for voldshandlinger vil derefter drive borgerskabet til hård undertrykkelsespolitik, hvorved klassekampen når sit oprindelige renhed, og selve det store mål rykker nær - generalstrejken – i hvilken arbejderne ligesom i et af de store napoleonske feltslag skal knuse modstanderne og gennemføre revolutionen. Foruden sine bøger om socialismen skrev S inden for et usædvanligt bredt emnefelt: Bibelen, Aristoteles og Romerrigets undergang (d 28/8 1922)

 

f Niels Skovgaard, maler; hans kunstneriske arbejde er mangfoldigt og omfatter foruden oliemaleri også altertavler, skulptur, bogillustrationer og keramik. I 1874 blev Skovgaard elev på Kunstakademiet og debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1880. Han stillede sig skeptisk over for den nye franske kunst, og livet igennem dyrkede han med stor flid et naturalistisk landskabsmaleri, hvortil han vekselvis søgte sine motiver i Halland, Norge og Danmark. I årene 1888-89 og 1894-96 opholdt Skovgaard sig i Italien og Grækenland. Fra hans sidste rejse er malerierne "Kvindedansen i Megara" (1897, Statens Museum for Kunst) og "Udsigt fra vor bolig på Naxos" (Hirschsprungske samling). Om hans altertavlemaleri til valgmenighedskirken Immanuelskirken i København "Daaben paa Pinsedag" (1896-1905) er det blevet sagt, at den illustrerer indbegrebet af grundtvigiansk religiøsitet. Blandt hans øvrige altertavler er altertavlerne i Bøvling Valgmenig-hedskirke og i Rigshospitalets kirke. Blandt hans arbejder som bogillustrator er tegningerne til "Danske Sagn og Æventyr fra Folkemunde" (I-IV, 1913-29). Som billedhugger udførte Skovgaard en række grav- og mindesten. Endvidere er i Skibelund Krat opstillet hans skulptur "Magnusstenen" (1898) til minde om kong Magnus d. Godes sejr på Lyrskov Hede over en vendisk invasionshær i 1043. På Statens Museum for Kunst er hans relief i glaseret ler "Aage og Else" inspireret af folkevisen om ridder Aage og hans Else (d 3/2 1938)

 

f Warren Harding, USAs præsident 1921-1923 valgt af republikanerne; oprindelig journalist, senere redaktør og bladudgiver. I årene 1900-04 var han medlem af Ohios Senat og 1904-06 viceguvernør i Ohio. Inden Harding blev præsident var han 1915-21 medlem af det amerikanske Senat. Da man på det republikanske partis konvent i 1920 stod med tre lige kvalificerede kandidater og ikke kunne nå til enighed om, hvem der skulle være partiets præsidentkandidat, valgtes Harding som en kompromiskandidat. En kandidat som Harding, der fremstod som en fordringsløs og ligefrem mand fra Midtvesten, der ikke ville gennemføre store reformer eller involvere USA i internationale foretagender– f.eks. medlemsskab af Folkeforbundet, var den rigtige på daværende tidspunkt, og han vandt præsidentvalget med den hidtil største vælgertilslutning, 60,3%. Hans administrations vigtigste resultater omfattede indførelse af et nationalt budget, vedtagelse af en protektionistisk toldlov, skatteettelser og immigrationsbegrænsning. Udenrigspolitikken var isolationistisk, således nægtede Harding at tiltræde Versaillesfreden, men underskrev 1921 en proklamation vedtaget af Kongressen om fredstilstand med Tyskland og Østrig. Som politisk leder viste Harding tydelige svaghedstegn. De mennesker, han udnævnte til ministre og andre høje poster i administrationen, er blevet beskrevet dels som aldeles inkompetente til at beklæde offentlige stillinger dels som politisk nulliteter, hvoraf nogle tillige var uærlige mennesker. Denne udnævnelsespolitik førte til omfattende svindel og embedsmisbrug. Netop som en senatsundersøgelse var ved at oprulle skandalerne, døde Harding af et hjerteanfald (d 2/8 1923)

 

d Jenny Lind, svensk sanger; hun var elev på Kungliga Teaterns elevskole fra 1830, og mens hun var mellem 10 og 18 år, spillede hun 32 teaterroller, inden hun i årene 1838-44 var ansat ved operaen. Jenny Lind debuterede 1838 på Stockholm opera i "Jægerbruden". I årene 1844-48 foretog hun en enestående succesrig verdensturne med optræden i bl.a. København, Berlin, Wien og London. I København begejstrede hun bl.a. H.C. Andersen og Oehlenschlæger. Den intelligente og selvbevidste Jenny Lind oplevede dog også teaterlivets lave sociale status som ydmygende. Som kun 29 årig sagde hun farvel til teater og opera, men tiljubledes som "den svenske nattergal" på koncertturneer i USA og Cuba 1850-52. I USA blev hun i 1852 blev gift med sin akkompagnatør, pianisten Otto Goldschmidt. Fra 1856 var hun bosat i England, hvor hun virkede som pædagog bl.a. ved Royal College of Music i London. Hendes menneskelige varme og medfølelse gav sig udslag i storstilet gavmildhed, og hun oprettede flere stiftelser. Jenny Lind er blevet betegnet som en af 1800-tallets største sangerinder, med en overordentlig indtagende stemme og sjældne dramatiske evner (f 6/10 1820)

 

Den britiske regering udsteder Balfourdeklarationen. På sin regerings vegne meddeler den britiske udenrigsminister Arthur J. Balfour den zionistiske bevægelse, at det vil være Storbritanniens fremtidige politik at støtte bestræbelserne på at oprette et nationalt hjem for jøder i det britiske mandatområde, Palæstina. Selv om erklæringen sagde, at der ikke måtte ske overgreb på "de borgerlige og religiøse rettigheder for de i Palæstina eksisterende ikke-jødiske samfundsgrupper" kom erklæringen til at volde briterne store problemer. De havde troet, at jøder og palæstinensere kunne forliges, at jøderne kunne bygge deres eget samfund op i Palæstina, samtidig med at palæstinenserne fortsatte deres normale tilværelse. Således kom det langtfra til at gå

 

d Kai Nielsen, billedhugger; han var elev på Kunstakademiet 1902-06, inden da var han blevet udlært som håndværksmaler og var gået i gang med at male billeder. Med en akademikammerat søgte han nye udfordringer i Glyptotekets samlinger af nyere skulptur. En socialt engageret skulptur tog form med "Blind almuepige" (bronze 1907), mens "Marmorpige" (1909-10) vakte stor opmærksomhed i kraft af et nyt forhold mellem motiv og materiale, der kom til udtryk i en ligeværdig betoning af skulpturen som stenblok og som kvinde. I en række kvindefigurer er det erotiske motiv bærende, således i "Leda med svanen" (1918). Kvindeskulpturerne er placeret i flere danske byer, f.eks. "Århuspigen" (1921) ved Århus Stadion. Kai Nielsen var fynbo og blev fra oprettelsen repræsenteret i Fåborg Museum; stifteren, Mads Rasmussen, har han portrætteret i en monumental statue i museet i sort, poleret granit (1912-14). Blandt hans første udsmykningsopgaver er "Ymerbrønden" til torvet i Fåborg (sandsten 1913, bronze 1964), i sin tid meget omdiskuteret pga. guden Ymers nøgenhed. Omstridt var også den skelsættende udformning af Blågårds Plads i København (1912-16) tænkt som en demokratisk udsmykning til arbejderne og deres børn. 1918-20 skabte han en omfattende udsmykning til Klaveness Parken i Lysaker ved Oslo med bronzesklulpturen "Vandmoderen" i midten. En pendent til denne er i lysende hvid marmor opstillet i Glyptotekets vinter-have. Placeret i et vandbassin og omgivet af et væld af kravlende, diende og slumrende småbørn er kvinden her skildret som symbol på frugtbarhed (f 26/11 1882)

 

d George Bernard Shaw, britisk forfatter; fra midten af 1880’erne arbejdede han som journalist og virkede som musik- og kunstkritiker ved forskellige Londonaviser; påvirket af Henrik Ibsen begyndte han omkr. 1890 at skrive skuespil og vandt som dramatiker overordentlig berømmelse. Shaw fik sit første stykke opført i 1892. Det hed "Widower’s Houses" og var et angreb på udbyttere, der blev rige som udlejere i slumkvarterer. I 1903 slog han igennem hos et større publikum med "Man and Superman". I det fremstillede han kvinden som det uovervindelige redskab for livskraften – "the Life Force" – i dens kamp for at føre slægten videre og frembringe overmennesket. I 1939 kom hans 50. stykke "In Good King Charles' Days". Shaws stykker fra 1930'erne var ofte politiske satirer f.eks. "The Apple Cart" (1930) og "Geneva" (1936). I 1948 skrev han sit sidste skuespil "Buoyant Billions", og året efter udgav han selvbiografien "Sixteen Self Sketches". I 1880'erne havde Shaw sluttet sig til det socialistiske Fabian Society og blev udgiver af selskabets publikationer Fabian Essays og forfattede selv "Fabianism and the Empire" (1904). Sin socialistiske teori gav han en udførlig fremstilling af i "The Intelligent Woman’s Guide to Socialism and Capitalism" (1928). I 1925 fik Shaw nobelprisen i litteratur (f 26/7 1856)

 

1963 d Ngo Dinh Diem, vietnamesisk politiker, der var præsident med ditatoriske beføjelser i Sydvietnam fra 1954, til han blev myrdet i 1963. Hans forfædre var blandt de første, der i 1600-tallet konverterede til katolicismen. Han stod på god fod med Vietnams kejserlige familie, og i sin ungdom var han i 1930’erne kejser Bao Dais indenrigsminister. I 1945 blev han taget til fange af den kommunistiske leder Ho Chi Minhs tropper. Ho Chi Minh opfordrede Diem til at slutte sig til hans uafhængige regering i Nordvietnam iud fra den betragtning, at Diems tilslutning ville sikre den katolsk støtte. Men Diem afviste opfordringen. Han forlod Vietnam og boede det næste årti i udlandet. I 1954 vendte Diem hjem for at stå i spidsen for et amerikansk støttet styre i Sydvietnam. I et land, der var sønderrevet af stærkt uenige folkegrupper og politiske fraktioner, oprettede Diem et autokratisk regime, hvor de højeste poster var beklædt af medlemmer af Diems familie. Hans katolicisme og hans favorisering af katolikker betød, at han mistede støtten fra buddisterne, der udgjorde et stort flertal i Sydvietnam. Diem opfyldte aldrig sit løfte om at gennemføre jordreformer; i hans regeringstid var der stigende kommunistisk indflydelse, samtidig med den kommunistisk inspirerede Nationale befrieksesfront – eller Viet Cong – fik stadig større tilslutning, ligesom dens politiske gennemslagskraft var voksende. Diems fængsling og drab på flere hundrede buddister, som han hævdede støttede kommunistiske oprørere, fik USA til at fjerne dets støtte, og Diem blev myrdet af sine officerer i forbindelse med et statskup (f 3/1 1901)

 

1966 d Peter Joseph Willem Debye, hollandsk fysiker og kemiker, der er mest kendt for sine arbejder inden for elektrolytteori og for indførelsen af begrebet dipolmoment. Debye studerede elektroteknik og blev 1935 direktør for Kaiser Wilhlem Institut für Physik i Berlin. Efter Anden Verdenskrig forlod han Tyskland og blev professor i kemi ved Cornell University, USA. I sine tidligste arbejder forsøgte han at udvikle en teori for faste stoffers specifikke varmekapacitet ved lave temperaturer. Han påviste eksistensen af permanente dipoler i mange molekyler og satte dem i forbindelse med den molekylære struktur. D’s arbejde om elektrolytisk dissociation og elektrolytteori blev publiceret i 1923 og er kendt under navnet Debye-Hückels teori. For sit videnskabelige arbejde modtog han nobelprisen i kemi i 1936 (f 24/3 1884)

 

 

 

 

 

 

Til top        3. november

 

f Benvenuto Cellini, italiensk guldsmed, billedhugger og forfatter, han blev uddannet som guldsmed i Bologna, Siena og Pisa; derefter var han var 1523-40 ansat ved pavehoffet i Rom som medaljør. Under il sacco di Roma opholdt Cellini sig i Castel San Angelo, hvor han gjorde tjeneste som kanonér. Fra 1540 var han i tjeneste hos Frans 1. af Frankrig; derefter arbejdede (fra 1545) han hos hertug Cosimo 1. i Firenze. Cellinis hovedværk, statuen "Perseus med Medusas hoved" (1554) er opstillet i Loggia dei Lanzi i Firenze. Andre arbejder er: "Frans 1.’s saltkar" (1542) samt "Nymfen fra Fontainebleau", et bronzerelief C udførte for Frans 1. I sine senere år var Cellini beskæftiget med litterær virksomhed. Med sin selvbiografi "Vita di Benvenuto Cellini" skabte han et spændende kildeskrift til den italienske renæssance. Selvbiografien blev skrevet mellem 1558 og 1562. 1565 påbegyndte Cellini sit forfatterskab om guldsmede- og billedhuggerkunsten "Trattato dell’oreficeria" og "Trattato della scultura" (d 13/2 1571)

 

1628 f Jens Kofoed, landskaptajn, Bornholms befrier; som 13årig kom han ud at sejle; da han 1647 kom hjem, hjalp han sin mor i Skippergården i Rønne. Under et natligt gadeslagsmål stak han 1655 en mand ihjel. Kofoed søgte kongen om benådning. Den fik han – på visse betingelser. For at opfylde disse deltog han med to heste i efterårsfelttoget 1657 i Skåne. Mens kompagniet fra november overvintrede i Køge, fik Kofoed 14 dages juleorlov. Den ville han tilbringe på hjemøen. Men Østersøen frøs til, og Kofoed kunne ikke vende tilbage til sit kompagni. Ved Roskildefreden (26. februar 1658) blev øen afstået til svenskerne. Afståelsen betød, at Kofoed ikke længere var dansk soldat, han var løst fra krigstjeneste. Efter svenskekongen Karl Gustavs fredsbrud i august samledes Kofoed og andre hasleborgere om det mål at føre øen tilbage til Danmark. I december 1658 tog Kofoed og andre sammensvorne svenskernes øverstkommanderende til fange. Under tumulterne ved tilfangetagelsen blev svenskeren skudt. Den følgende nat holdt Kofoed i spidsen for en skare frivillige nattevagt ved Hammershus. Om morgenen, da flere sluttede sig til Kofoed og hans mænd, overgav fæstningens fåtallige besætning sig, uden der var affyret ét skud. Kofoed blev leder af fæstningens forsvar. Som sådan var han virksom, da 65 svenske dragoner blev lokket i land fra et skib og taget til fange. Da den bornholmske delegation den 29. december på Københavns slot overgav øen til Frederik 3., blev Kofoed benådet for det gamle manddrab. Endvidere blev han udnævnt til landskaptajn med 200 rigsdaler i årsløn (d 23/5 1691)

 

1718 f John Montagu, 4. jarl af Sandwich, britisk flådeminister (first lord of the Admiralty) under Den amerikanske Revolution (1776-81) og manden efter hvem sandwichen er opkaldt. Efter studier ved Eton og Trinity College, Cambridge og rejser i udlandet overtog han i 1739 sin bedstefars plads i Overhuset. Han beklædte høje poster inden for inden for administrationen; f.eks. var han "first lord of the Admiralty" i årene 1748-51 og 1771-82. I sidstnævnte periode blev han af sine modstandere anklaget for at modtage bestikkelse. Skønt han ofte blev anklaget for korruption, måtte man anerkende hans administrative evner. Af frygt for et fransk angreb insisterede han under krigen i forbindelse med Den amerikanske Revolution på at holde (for) meget af den britiske flåde hjemme i europæiske farvande; ligeledes blev han stærkt kritiseret for den dårlige tilstand, den britiske flåde var i, da krigen brød ud. S’s interesse for alt der angik flåden og hans støtte til opdagelsesrejser medførte, at kaptajn James Cook i 1778 opkaldte Sandwich Islands (Hawaii) efter ham. Hans "Voyage Round the Mediterranean" udkom i 1799. Sandwichen blev opkaldt efter ham cirka 1762, da han ofte tilbragte 24 mange timer ved spillebordet uden at indtage anden føde end sandwicher dvs. to skiver brød med skiver af f. eks. Kød, ost eller pø (d 30/4 1792)

 

Under Preussiske Syvårskrig udkæmpes slaget ved Torgau ved Elben. Slaget resulterede i preusserkongen Frederik den Stores sidste større sejr. I spidsen for sin hær på 45.000 mand stod Frederik den Store over for en østrigsk hær på 64.000 mand. Frederik sendte halvdelen af sin hær under Johann von Ziethen af sted for at omgå fjenden og angribe ham i ryggen. Manøvren mislykkedes, fordi von Ziethen undervejs blev opholdt af et fjendtligt detachement. På slagmarken førte Frederik personligt sine divisioneer i det voldsomme slag. Det østrigske artilleri tilintetgjorde de første preussiske angrebsforma-tioner, men Frederik fortsatte med at sende bølge efter bølge frem, og til sidst brød den østrigske linje sammen, og da von Ziethen på dette tidspunkt ankom med friske tropper, gav østrigerne op og trak sig tilbage. Godt nok var det østrigerne, der forlod slagmarken, men Frederiks sejr må betegnes som en pyrrhussejr. Østrigerne trak sig tilbage med et tab på 11.260 mand, men Frederik måtte efterlade 13.120 på slagmarken. Frederik trak sig tilbage til Breslau, der nu var hans hovedkvarter. Endnu en gang gav vinteren de overlevende en hvilepause

 

1793 f Steven Fuller Austin, med engelsktalende nybyggere grundlagde han i 1820erne store bosættelser i Texas, som dengang var mexicansk. Med sin indsats blev Austin gægger af staten Texas I årene 1814-19 var han medlem af territoriets Missouris lovgivende forsamling. Den økonomiske panik i 1819 fik hans far til at opgive sin blyminevirksomhed slutte sig til en gruppe nybyggere og drage til Texas. Af de mexicanske myndigheder fik faderen overdraget et stykke land, men døde kort tid efter. 1821 tog A til Texas for at vide-reføre faderens projekt. Han grundlagde en koloni (1822), der hurtigt blev befolket med flere hundrede engelske familier. I de følgende år steg koloniseringen af Texas, og A var en hoved-person i striden mellem Mexico og USA om ejendomsretten til kolonien. Han var ligeledes særdeles aktiv i kampen for at bevare slaveriet. Endvidere forsøgte han til stadighed at overtale den mexicanske regering til at lave Texas til en selvstændig stat i forbund med Mexico, så de amerikanske nybyggere kunne opnå den frihed og selvstyre, de som amerikanere var vant til. Da forsøget fejlede, foreslog A i 1833 - uden at man afventede svar fra den mexicanske regering - oprettelse af et selvstændigt Texas. A blev fængslet. Han blev løsladt 1835. Da der udbrød revolution i Texas i oktober samme år, tog han til USA for at få hjælp i kampen. A vendte hjem juni 1836; i præsidentvalget i den nydannede republik Texas blev han besejret af Sam Houston, men fungerede som udenrigsminister til sin død få måneder senere (d 27/12 1836)

 

f Vincenzo Bellini, italiensk komponist; endnu mens han studerede ved konservatoriet i Napoli fik han opført sit første arbejde, operaen "Blanca e Fernando". Hans næste arbejde skaffede ham international berømmelse. Der er tale om "Il pirata", der i 1827 blev opført La Scala i Milano. Af stor betydning for Bel succes var, at han som libbrettist havde Italiens bedste teaterdigter, Felice Romani. Med dette samarbejde som grundlag skrev B herefter seks operaer. Blandt disse er "I Capuletti ed i Montecchi" (1830) baseret på Shakespeares Romeo og Julie,"La sonnambula" (1831), en såkaldt semiseria opera, i.e. alvorlig, men med lykkelig slutning samt "Norma" (1831), der foregår i oldtidens Gallien og blev hans mest populære arbejde. I 1833 boede B en periode i England; resultatet af opholdet blev den sidste af hans i alt ni operaer "I puritani di Scozia" (1835), der ved opførelsen i Paris samme år høstede stort bifald (d 23/9 1835)

 

f Karl Baedeker, tysk forlægger; grundlagde 1827 et bogforlag i Koblenz, der specialiserede sig i rejseførere; forlaget blev 1872 flyttet til Leipzig; udgav 1829 sin første rejsehåndbog "Führer von Koblenz" 1828 udkom "Rheinreise von Mainz bis Cöln", den grundlagde forlagets succes, og gjorde det verdenskendt. Bøgerne gav ikke kun praktiske oplysnin-ger, men var tillige nyttige kunst- og kulturhistoriske håndbøger. Den første Baedeker på fransk udkom 1846; den første på engelsk 1861 (d 4/10 1859)

 

f Constantin Hansen, maler; om H er der blevet sagt, at han var virksom i alle sin tidsalders genrer, og hvis rige evner lige fra slutningen af 1820’erne førte ham frem i første række og gjorde ham til sit slægtsleds klassicist. Han var søn af portrætmaleren Hans H og kom til verden i Rom, blev døbt i Wien på forældrenes hjemrejse. Gudmoderen var Mozarts enke Constance, efter hvem H fik sit kaldenavn, Constantin. Som 12 årig begyndte han på Kunstakademiets bygningsskole for at uddanne sig som arkitekt; han afbrød disse studier i 1825 og begyndte på Kunstakademiets malerskole som elev af bl.a. Eckersberg. Den nationale vækkelse i 1820’erne gav sig udtryk i en interesse for Danmarks arkitektoniske fortidsminder, f.eks. "Parti af det indre af Ringsted Kirke" (1829). Fra 1836 til 1844 opholdt han sig i Rom. Fra denne periode er bl.a. malerierne "Scene på Molen ved Neapel, en Oplæser af Orlando Furioso omgiven af sine Tilhørere" (1838-39), "Det indre af kirken S. Maria sopra Minerva i Rom" (1839) og "Titusbuen i Rom" (1839). Inspireret af de antikke vægmalerier han havde set i Pompeji udsmykkede han efter hjemkomsten vestibulen i Københavns Universitet med fresker med motiver fra den græske mytologi f.eks. "Prometheus skaber mennesket af ler og Athene besjæler det". Freskerne, som var de første kalkmalerier i Danmark siden reformationstiden, er blevet betegnet som dansk malerkunsts eneste sidestykke til Thorvaldsens klassiske stil. H udførte desuden en lang række portrætter i lille format samt to monumentale værker: "Ægirs gæstebud" for Orla Lehmann (1853-57) og "Den Grundlovgivende Rigsforsamling" (1861-65) (d 29/3 1880)

 

1851 f Mutsuhito, kejser i Japan fra 1867 til 1912; det var i denne periode det japanske samfundpå dramatisk vis ændredes fra at være et feudalsamfund til en stormagt af vestligt tilsnit. Mutsuhitos bestigelse af kejseerkronen efter faderens død skete samtidig med afslutningen af Tokugawa Shogunatet og dermed kejserens overtagelse af den fulde politiske magt. Ulig sin far støttede M det voksende ønske i vide kredse om en modernisering af det japanske samfund efter vestligt forbillede. Ønsket havde sin baggrund i en stigende kontakt med udlandet; det skete efter mere end 250 års isolation. Dertil kom nogle ulige – ydmygende - traktater, som flere europæiske stater og USA efter 1854 tvang Japan til at indgå. Der blev straks opbygget en centraliseret og bureaukratisk statsmagt og en hær udstyret med europæiske våben. I 1872 blev der indført et nyt skolesystem¸unge japanere fik stipendier til at studere i udlandet, der blev oprettet universiteter og højere læreanstalter. Regeringen lod bygge jernbaner og telegraflinjer, søgående handels- og krigsskibe. Mutsuhito symboliserede omdannelsen af det japanske samfund: han gik i vestlig klædedragt og spiste vestlig mad; på den anden side skrev han i sin levetid mere end 100.000 digte i traditionel japansk stil (d 30/7 1912)

 

Den franske regering beordrer Marchand og hans mænd til straks at forlade Fashoda. Den 10. juli var den franske kaptajn Jean-Baptiste Marchand med syv europæiske officerer, 120 afrikanske soldater og to kanoner nået frem til den sudanesiske nillandsby Fashoda. Da franskmændene i 1888 erhvervede havnebyen Djibouti fik de et lille fodfæste ved Det Røde Hav. Tillige var der dermed skabt mulighed for at forbinde det franske Vest- og Centralafrika med Østafrika. Men herved kom franskmændene på kollisionskurs med briterne. De var i disse år ved at skabe et sammenhængende imperium i Østafrika. Hensigten var, at det skulle strække sig fra "Kap til Cairo". Marchands tilstedeværelse i Fashoda og folkestemningen i de to lande bragte da i nogle uger Frankrig og Storbritannien på randen af krig. Det blev dog ikke forhandlingerne mellem Marchand og Lord Kitchner eller den magtdemonstration sidstnævnte kunne lave med sine fem kanonbåde, to bataljoner ægyptisk infanteri og et kompagni højlændere, der afsluttede konflikten, men den franske regering. Den valgte at vige for briterne. Den var ikke interesseret i krig med Storbritannien. Tværtimod ønskede den britisk støtte i en krig med Tyskland. I 1899 kom der en aftale i stand mellem Frankrig og Storbritannien, hvorved det nordlige Afrika blev delt i en fransk og en britisk interessesfære

 

1901 f Andre Malraux, fransk forfatter og politiker; baggrunden for hans første romaner "Les Conquérants" (1928) og "La Condition Humaine" (1933) var en rejse til Det fjerne Østen 1923-27 og indtrykkene fra den samtidige kinesiske borgerkrig. "L’Espoir" (1937) handler om Den spanske Borgerkrig, hvori han deltog som eskadrillechef i det internationale republikanske flyverkorps. Bogen er blevet betegnet som et af de betydeligste litterære dokumenter fra borgerkrigen. Hans sidste rene roman var "Les Noyers de l’Altenberg (1943). Den var første del af en planlagt trilogi, beslaglagt af Gestapo. Efter krigen skrev han en række kunstfilosofiske værker bl.a. "Le Musée Imaginaire" (1947) og "Les Voix du silence" (1951). En hovedtanke i disse værker er, at kunstneren kan skabe en "frihedens verden" i modsætning til erfaringsverdenen, som er underlagt nødvendighedens lov. Efter en uproduktiv periode udgav han i 1967 første bind af sine erindringer "Antimémoires", den blev en af de største franske bogsucesser efter krigen. Som politiker blev han gaullismens kulturelle talerør. Han var informationsminister i den provisoriske franske regering 1945-46. I 1947 blev han generalsekretær i det nystiftede gaullistparti. Ved de Gaulles magtovertagelse 1958 var han informationsminister i en kort periode. Derefter i årene 1959-69 sit lands kulturminister. Herom skrev han "Les Chênes qu’on Abat" (1971), en slags "gaullismens testamente", udformet som en mere eller mindre fiktiv samtale mellem ham selv og generalen. Endvidere erindringsbøgerne "Lazare" (1974) og "Hotes de Passage"(1975)(d 23/11 1976)

 

d Annie Oakley (Phoebe Anne Oakley Moses), amerikansk mesterskytte; som ung vandt hun lokal berømmelse for sin skydefærdighed. Hun blev landskendt, da hun besejrede den nationale mesterskytte Frank E. Butler ved et skydestævne i Cincinnati. Senere blev Frank og Annie gift, og sammen rejste de rundt med forskellige cirkus og optrådte med deres skydefærdighed. 1885 blev A hovednummeret i Buffalo Bill's Wild West show. Hun optrådte som "Annie Oakley, the Peerless Lady Wing-Shot", mens Frank var hendes manager og assistent. De mest spektakulære numre i hendes optræden var på 30 skridts afstand at ramme den tynde side på et spillekort, at ramme en mønt kastet op i luften og at skyde gløden af en cigaret, Frank Butler havde mellem læberne. Under en optræden i Berlin overtalte hun kronprins Wilhelm - den senere kejser Wilhelm IIil at træde i Frank Butlers sted og være ham, der havde cigaretten mellem læberne. I mange var et minde om Annie Oakleys bedrifter brugen af termen "Annie Oakley" om de huller billettøren klippede i en billet for at gøre den ugyldig. Det var jo de samme slags huller Annie havde skudt i kort under sin optræden. Musical'en Annie Get Your Gun er bygget over Annie Oakleys liv (f 13/8 1860)

 

1954 d Henri Matisse, fransk maler og grafiker; han var elev ved École dea Beaux-Arts 1895-98. Efter et ophold i Svejts i 1900 begyndte han med neoimpressionistiske studier, hvilket afspejles i flere stilleben og hovedværket fra disse år "Luxe, Calme et Volupté" (1905). Året efter deltog han i Les Fauves-udstillingen. Gruppen blev benævnt således, fordi man i disse maleres forsøg på at forenkle linieføring og farve så et oprør mod den gamle tradition. Ca 1908-09 rettedes M’s interesse mod kubismen. I disse år skabte han nogle af sine hovedværker "Dansen" (1909), "De badende" (1910) og "Musikken" (1910). I de flg. år malede han en række stilleben, interiører, som repræsenterer højdepunkter i hans arbejder. I 1920'erne dæmpede M sine virkemidler, og tegningen blev mere ekspressiv forenklet. Han begyndte nu på et af sine mest berømte motiver, den siddende eller liggende kvinde mod en stormønstret arabeskagtig baggrund i stærke, rene farver. M’s tegninger og grafiske arbejder udmærker sig særlig ved den elegante og ofte ornamentale streg. Han illustrerede bl.a. Mallarmés Poésies og Baudelaires Les Fleurs du Mal. Med sine værker indtager M en fremtrædende plads i europæisk malerkunsts udvikling. Gennem sin søgen bort fra naturgengivelse fandt han frem til en afklaret form, hvor "ligevægt, renhed og ro" er de centrale begreber. M udførte 1949-1951 dekorative arbejder bestående af væg- og glasmalerier i dominikanerkapellet i Vence (f 31/12 1869)

 

Den sovjetiske hund Laika bliver det første levende væsen i rummet, da den opsendes med Sputnik 2

 

 

 

 

 

 

 

Til top        4. november

1475 d Coleone Colleoni, condottiere; efter at have lært krigerhåndværket under Sforza og Braccio da Montone kæmpede Colleoni skiftevis i Venezias tjeneste mod Milano og i milanesisk tjeneste mod Venezia; som condottiere udmærkede han sig bl.a., da man i Milano efter Visconti’ernes uddøen (1447) genoprettede republikken, og han slog den franske hær, som hertugen af Orleans havde sendt for at gøre sit krav på Milano gældende. Han tjente en formue ved sit krigerhåndværk, og han testamenterede 100.000 gulddukater til Venezia til oprettelse af stiftelser, dog på det vilkår, at man skulle rejse ham en rytterstatue på Markuspladsen. Gaven blev modtaget, og Verrochio udførte rytterstatuen, som dog ikke blev anbragt på byens fornemste plads, men på en afsides plads foran kirken San Giovanni e Paolo. Colleoni ligger begravet i domkirken i Bergamo, hvor han havde ladet udføre et fornemt gravkapel "for også efter døden at vise sin magt" (f 1400)

 

1520 Christian 2. krones i Stockholm som svensk arvekonge. Et af Christian 2.’s store mål var genoprettelse af unionen mellem de nordiske riger. 1520 blev handlingens år. Kort efter nytår gik en dansk hær ind i Sverige. Den stod under kommando af Otte Krumpen og bestod hovedsagelig af udenlandske lejetropper. Efter nogle sejrrige træfninger nåede hæren i april frem til Stockholm. Da der i farvandet uden for Stockholm lå en dansk flåde under kommando af Søren Norby, var byen fuldstændig indesluttet. Først i september overgav den svenske hovedstad sig, og den 7. september holdt Chr. 2. sit indtog i den by, der så længe havde holdt ud imod ham. Kroningen fandt sted i Stockholms Storkyrka "St. Nokolaj" og blev foretaget af Sveriges ærkebiskop Gustav Trolle; men det var danskere, der bar de svenske kronregalier, Otte Krumpen rigsæblet og Søren Norby septret, og da kongen senere uddelte ridderslaget til sine bedste mænd, var der ingen svenskere blandt dem. Et forhold kongen udtrykkeligt understregede med ordene: krigen var jo ikke ført med, men mod svenske våben. Kroningens sidste akt var, at kejserens udsending hængte den højeste orden i kristenheden, kejserens Gyldne Vlies, om kongens hals. Tre dage senere fulgte Stockholmske Blodbad

 

1575 f Guido Reni, italiensk maler; han fik sin uddannelse i fødebyen Bologna. I 1600 eller 1601 åbnede han med succes et atelier/værksted i Rom. Fra 1610 er hans fresker om Jomfru Marias liv i pavens kapel i Monte Cavallo (Palazzo del Quirinale). Skønt ikke særligt kendte regnes de for at være blandt hans bedste arbejder. Disse arbejder blev i 1613-14 fulgt af den berømte fresco "Phoebus and the Hours, Preceded by Aurora" i Palazzo Rospigliosi. Disse romerske værker viser R’s ungdomsstil, der er karakteristisk ved kraftig brug af lys og skygge, dristige afskæringer og kraftfulde kompositioner. I 1614 var R tilbage i Bologna, hvor han malede frescoen"The Glory of St. Dominic" i kirken St. Dominico. I årene 1617 til 1621 arbejdede han ved hertug Ferdinand Gonzagas hof i Mantova, her udførte han bl.a. fire malerier visende Herkules arbejder. Omkring 1630 slog han sig for bestandigt ned i Bologna; nu nåede hans kunst sin største perfektion - f.eks. "Madonna med rosenkrans", dette værk placerede ham som en af ungbarokkens betydeligste malere. Endvidere fik den gode komposition og følsomt sentimentale stil i hans raderinger stor betydning for mange af 1600-tallets franske og itallienske raderere (d 18/8 1642)

 

1605 Guy Fawkes bliver arresteret, og man finder ca 30 tønder krudt i kælderen under parlamentsbygningen i London. Fawkes havde i 1604 sluttet sig til den såkaldte krudtsammensværgelse – The Gunpowder Plot - en gruppe katolske fundamenta-lister, der havde planer om at sprænge parlamentet i luften. Det skulle ske på åbningsdagen den 5. noveber 1605. Planen blev imidlertid røbet i sidste øjeblik, og de fem sammensvorne pågrebet. Under tortur aflagde Fawkes tilståelse og blev henrettet den 31. jabuar 1606. Hensigten med attentatet var at gøre opmærksom på de engelske katolikkernes vilkår og opnå mulighed for at udøve deres tro. Afsløringen af attentatforsøget førte til en endnu hårdere kurs over for katolikkerne. I England mindes sammensværgelsen hvert år den 5. november – Guy Fawkes, day – med fyrværkeri og afbrænding af figurer forestillende Guy Fawkes

 

d Rasmus Bartholin, fysiker, matematiker og læge; han studerede 1646-56 i Holland, Frankrig, Italien og England. Under opholdet i Holland – i Leyden – grundlagdes hans hovedinteresse, matematikken. Et område han allerede da opnåede bety-delig anseelse på. Han vendte hjem, da der kunne skaffes ham et professorat i matematik. Det tiltrådte han i februar 1657og august samme år professor i medicin. Han blev i 1667 udnævnt til kongelig lærer i naturvidenskab (mathemathicus regis) og lærer for prins Jørgen. Bartholin fik stor betydning for udbredelsen og forståelsen af den tids nye matematik, dvs Descartes’ analytiske geometri. Sammen med sin senere svigersøn, Ole Rømer, arbejdede han på at udgive Tyge Brahes efterladte obervationer. Hans videnskabelige hovedværk er opdagelsen 1688 af dobbeltbrydningen i islandsk kalkspat – Experimenta crystalli Islandici disdiaclastici, 1669. I dette arbejde redegøres så indgående for krystalform, spalteretninger, karakte-ristiske vinkler m.m., at Bartholin med rette ved siden af Steno nævnes som krystallografiens grundlægger. Bartholins beskrivelse fik afgørende indflydelse på udviklingen af Huygens og Newtons lysteorier. Som læge indførte han kinin som middel mod andendagsfeber – malaria (f 13/8 1625)

 

1807 England erklærer Danmark krig

 

Det norske Storting vælger den svenske kong Karl 13. til norsk konge. I unionen blev Norge næsten ligestillet med Sverige. Dog bor kongen som regel i Stockholm. Regeringen i Kristiania ledes af en statholder, som kan være norsk eller svensk. Udenrigsledelsen for begge riger er helt svensk

 

1843 Nelsons statue bliver anbragt på toppen af søjlen på Trafalgar Square

 

d Felix Mendelssohn-Bartholdy, tysk komponist, der betegnes som den betydeligste repræsentant for den romantiske klassicisme. Han debuterede som pianist 1818 og begyndte at komponere 1820. Som 17 årig skrev han sit gennembruds-værk, der samtidig er et af romantikkens mest fuldendte værker, ouverturen til Shakespeares skuespil "En Skærsommer-natsdrøm". Et besøg i Skotland inspirerede ham i 1830 til ouverturen "Hebriderne". Efter hjemkomsten blev han musik-direktør i Düsseldorf. Med opførelser af Händeloratorier fastslog han her sit ry som dirigent og bidrog selv til genren med oratoriet Paulus. Fra 1835 virkede han som dirigent ved Gewandhauskoncerterne i Leipzig, og under hans ledelse udvikledes orkestret til Europas førende. I 1843 grundlagde han konservatoriet i Leipzig, som hurtigt opnåede interna-tionalt ry, og hvor bl.a. Niels W. Gade var lærer. M skrev fem symfonier bl. disse er "Reformationssymfonien" (1832); dertil kommer klaver- og violinkoncerter samt oratorierne "Paulus" (1834-36) og "Elias" (1846). Blandt hans kompositioner er endvidere scenemusik, sange og romancer bl.a. "Auf Flügeln des Gesanges" med tekst af Heine (f 3/2 1809)

 

d Danquart Dreyer, maler; som 15-årig kom han fra fødebyen Assens til København, hvor han blev elev på Kunstakademiet. Hans karriere her sluttede i 1837 med den store sølvmedalje. Han havde ry for at være den bedste tegner blandt eleverne på Akademiet og ville til at begynde med være historiemaler, men viede det meste af sit virke til landskabsmaleriet. Han arbejdede udelukkende i Danmark, og med sine værker ydede han et væsentligt bidrag til den danske nationalromantiske malerkunst. Som en af de første skildrede han – begyndende i 1838 - forskellige jyske egne. Landskabet omkring Silkeborg og Himmelbjerget gav de motiver, der bedst opfyldte hans forestillinger om den store og øde natur, som han ønskede at dramatisere, således "Udsigt mod Himmelbjerget, Aften" (1838-39). Hans hedelandskaber fik karakter af panorama. Han valgte et højt øjepunkt og skar den nærmeste forgrund fra. Med en lav horisont og en høj himmel udvidede han den virkelige udsigt og tilføjede den romantikkens følelse for kosmos. Også fødeøen Fyn vendte han gang på gang tilbage til. Her malede han de bakkede og skovbevoksede egne omkring sin hjemby Assens. D opnåede ikke de akademiske udmærkelser, han havde håbet på, og kritikerne var ham ikke venligt stemt. Han købte i 1848 en gård i Barløse ved Assens på Fyn. Han ophørte næsten med at male og døde på sin gård fattig, ensom og glemt (f 13/6 1816)

 

f Otto Gelsted, forfatter; efter et par år at have studeret matematik opgav han i 1911 studiet og virkede herefter en periode som huslærer. Forfatterskabet indledtes med en begejstret bog om Johs. V. Jensen (1913). Som 32-årig udsendte han sin første digtsamling "De evige Ting" (1920), der hurtigt fulgtes af andre. I begyndelsen af 1920'erne søgte han ud fra kulturelle synspunkter kontakt med den revolutionære retning inden for dansk arbejderbevægelse - bl.a. under indflydelse af Hans Kirk, som han tilegnede sit store antikapitalistiske digt "Reklameskibet" (1923). G’s socialistiske engagement kan endvidere ses i genoptagelsen af det lyriske forfatterskab med bl.a. "Rejsen til Astrid" (1927), "Henimod Klarhed" (1931) og "Under Uvejret" (1934). I 30'erne fik den politiske digtning en fremtrædende plads i hans arbejder. Han skrev til flere af tidens socialistiske og antifascistiske tidsskrifter. 1936 blev han medarbejder ved den kommunistiske presse. Under Besættelsen måtte han flygte til Sverige. Efter hjemkomsten blev han fast medarbejder ved kommunisternes dagblad Land og Folk. Hans kommunistiske engagement afspejledes i digtsamlingerne fra efterkrigstiden bl.a. "Frihedens Aar" (1947). Kulturarven fra oldtidens Grækenland var ham livet igennem en inspirationskilde. Hans prosabearbejdelser af Odysseen (1954) og Iliaden (1955) vandt anerkendelse. De blev fulgt op af populære fremstillinger af græsk mytologi i "Guder og Helte" (1956), "Græsk Drama" (1957) og "Den græske Tanke" (1958). Hans oversættelser fra engelsk, tysk, fransk, latin og græsk skaffede ham i 1958 Dansk Oversætterforbunds ærespris. Han blev medlem af Det danske Akademi 1961(d 22/12 1968)

 

f Henry Heerup, maler, grafiker og billedhugger; efter at have været i diverse lærepladser bl.a. som skiltemaler og litograf var han 1927-1933 elev på Kunstakademiets malerskole. 1929 debuterede han med en separatudstilling. 1942 blev han medlem af Corner- og Høstudstillingen og fra 1949 af Decembristerne. Han har endvidere deltaget i talrige udstillinger i ind- og udland. Kendetegnende for hans kunst – det være såvel maleri som grafik, overvejende linoleumssnit – er til-bagevendende figurer som kors, hjul og hjerte, men frem for alt kvinden, barnet og nissen, det hele bundet sammen i arabeskformede former og malet i stærke farver. Hans kunst er blevet beskrevet som båret af originalens enkle og frodige fantasi, og den er præget af en humor og menneskelighed, men også alvor der knytter ham nært til Storm P. H arbejdede kun udendørs, og legendarisk er hans have i Vanløse – fra 1946 – i Rødovre, der gennem et langt liv stod som et naturgroet arbejds- og udstillingsområde, befolket af fantastiske og ofte bemalede stenskulpturer. Som billedhugger skabte han fantastiske og ofte bemalede skulpturer inspireret af bl.a. dansk romansk granitskulptur. Ud over landet har Heerup skabt et stort antal udsmykninger og anlæg bl.a. Tivolis legegård (1958), Vesterbros ungdomsgård (1963), vægdekorationer til bl.a. Løjtegårdsskolen i Tårnby (1964), Kofoeds skole (1976); desuden har han tegnet talrige bogomslag, - bl.a. omslagsillustrationen til Gyldendals Danmarkshistorie - kagedåser, vinetiketter, platter, juleskeer, frimærker o.m.a. (d 30/5 1993)

 

d Gabriel Fauré, fransk komponist og organist; 1896 blev han organist ved Madelainekirken i Paris og samme år professor ved konservatoriet, 1905 dets leder, en stilling han beklædte, indtil døvhed og dårligt helbred i 1920 tvang ham til at opgive den. 1905 desuden medlem af Det franske Akademi. Som elev af Saint-Saëns videreførte F en klassisk-orienteret tradition i fransk musik og fik, ikke mindst gennem elever bl.a. Ravel afgørende indflydelse på fransk musik i 1900-t (neo-klassicisme) Som komponist blev F tidligt kendt for sine sange og klaverstykker, og det blev da også sådanne kortere værker, der dominerer hans produktion. Han skrev flere end 100 sange bl.a. "Apres un rêve" (ca 1865) og "Les roses d’Ispahan" (1884). Bl. hans større værker er "Requiem" (1887), operaerne "Prométhée" (1900) og "Pénélope" (1887), to kvartetter for klaver og strygere, en orkestersuite "Pelléas et Mélisande" (1898) og et stort korværk "La naissance de Venus" (f 12/5 1845)

 

1942 Under 2. Verd.krigs kampe i Nordafrika foretager briterne et afgørende gennembrud ved El Alamain, ca. 100 km vest for Alexandria. I løbet af sommeren 1942 havde den britiske 8. armé standset en tysk-italiensk hær, ført af den tyske general Erwin Rommel. Herefter fik briterne store forstærkninger og en ny arméchef Bernard Law Montgomery. Den 23. oktober indledte 8. armés 200.000 soldater angrebet på Rommels stillinger, der blev forsvaret af 100.000 mand. Efter 12 dages hård kamp var Rommel besejret, og resterne af hans hær tvunget på hastigt tilbagetog mod vest. 8. armé havde løst sin opgave: at gøre scenen klar til det næste slag mod det nazistiske Tysklands tropper i Nordafrika. Et angreb på dem vestfra. Det blev indledt med de allieredes landgang i Nordafrika den 8. november

 

1979 USA's ambassade i Teheran stormes af muslimske "studenter", der tager ambassadens 63 ansatte som gidsler. Formålet med aktionen var at tvinge den landflygtige iranske shah tilbage til Iran, så han kunne dømmes af en islamisk revolutionær domstol. Siden den 22. oktober havde han opholdt sig i New York for at blive behandlet for kræft. Da den amerikanske præsident Carter kategorisk afviste at gå ind på kravene, blev besættelsen af ambassaden langvarig. Den 19. november blev 12 kvindelige og sorte gidsler frigivet. Tilbage i ambassaden sad 52 gidsler, som Irans åndelige leder ayatollah Khomeiny truede med at stille for en islamisk domstol som spioner. Først efter 444 dages fangenskab blev de 52 gidsler frigivet den 20. januar 1981 – samme dag som Ronald Reagan blev taget i ed som USA’s præsident

 

 

 

 

 

Til top        5. november

1494 f Hans Sachs, tysk digter; efter endt skolegang kom han i skomagerlære og blev samtidig undervist i "mestersangens" indviklede regelsæt. Han sluttede sig tidligt til reformationen og udgav 1553 til Luthers ære digtet "Die wittenbergische Nachtigal". Sachs efterlod sig ikke mindre end 4000 "mestersange", 1700 fortællinger på vers og prosa og over 200 dramaer. Den lærde humanisme, som kom til at præge tysk åndsliv i 1500- og 1600-tallet, betød, at S næsten blev glemt, og det bvar først Goethes hyldest af ham i digtet "Hans Sachsens poetische Sendung", som igen trak ham ud af glemslen; et ekko af S’s versform kan tydeligt spores i første del af Goethes "Faust". Richard Wagner gav i sin opera "Die Meistersinger" (1867) et idealiseret billede af Sachs (d 19/1 1576)

 

1515 d Mariotto Albertinelli, italiensk maler; virksom i Firenze; arbejdede her tæt sammen med maleren Fra Bartolommeo; da denne i 1500 indgik i dominikanerordenen, videreførte Albert deres værksted. Hans værker "Hjemsøgelsen" (1503, Uffizierne, Firenze) og "Forkyndelsen" (1506-10, Galleria dell’Accademia, Firenze) er begge karakteristiske eksempler på den florentinske højrenæssances storladne helhedsvirknig (f 13/10 1474)

 

1675 d Cort Adeler, admiral; han blev født i Norge og kom som 15-årig til Holland for at blive uddannet i navigation og matematik. Han optoges som kadet i den hollandske flåde og var 1640-45 forhyret som konstabel på et armeret hollandsk skib, der sejlede på Middelhavet og en tid var fragtet af republikken Venezia. Ved skipperens død 1645 overtog C kommandoen af skibet. Omkr. 1648 gik han som skipper i veneziansk tjeneste og deltog i adskillige blodige sammenstød med den tyrkiske flåde. Han gjorde sig bemærket som en dygtig sømand og tapper kriger.1654 opnåede han berømmelse som søhelt i slaget ved Dardanellerne, hvor hans skib, omringet af fjenden, ene udholdt en langvarig og hård kamp, indtil en gunstig vind gjorde det muligt at undslippe. At han i 1663 blev kaldt hjem til Danmark menes at stå i forbindelse med Frdr. 3.’s ønske om at betro kommandoen over den udrustede flåde til en mand, der nød europæisk anseelse som en dygtig og erfaren søkriger. A interesserede sig meget for skibsbygning, og flere af de efter 1664 søsatte orlogsskibe byggedes efter tegninger, som han måske har udarbejdet. Det var således hans fortjeneste, at Danmark ved krigsudbruddet 1675 rådede over en førsteklasses flåde.Tanken om at genoptage handelen på Ostindien havde ofte været fremme, og A arbejdede ihærdigt på at realisere spørgsmålet. Da en i 1668 på A’s initiativ udrustet ekspedition endte med godt resultat og et godt overskud, oprettedes Det ostindiske Kompagni i 1670 med A som direktør. Ved Skånske Krigs udbrud i 1675 fik A overkommandoen over den dansk-norske flåde og tog i aug. station i Østersøen. Det kom ikke til sammenstød med den svenske flåde, stærke storme og sygdom blandt mandskabet hæmmede begge flåders bevægelser. Midt i okt. blev A angrebet af epidemien, 2. november afgav han kommandoen til Niels Juel og døde få dage efter (f 16/12 1622)

 

1757 Slaget ved Rossbach. Prøjsiske Syvårskrig; over for den preussiske hær på 21.000 mand stod en samlet styrke på mindst 41.000 mand fra dels en fransk hær dels fra en tysk rigshær. Den preussiske hærs større mobilitet og von Seydlitz strålende ledelse af det preussiske kavaleri var afgørende for, at sejren tilfaldt preusserne. Efter mindre end to timers kamp var slaget ovre; de allierede havde mistet 7.000 mand preusserne kun 550.

 

d Hans Egede, missionær; efter at have afsluttet sine teologiske studier blev E som 21 årig præst på Lofoten. 1710 udarbejdede han et forslag om grønlændernes omvendelse i den tro, der var tale om efterkommere af de gamle kristne nordboere, og at de var henfaldet til hedensk blindhed. I de flg år arbejdede han på at få denne plan virkeliggjort. I 1718 drog han til København. Her lykkedes det ham at få Frederik IV’s støtte til etablering af et grønlandsk handelsselskab i Bergen. I 1721 blev E udnævnt til missionær, og samme år rejste han til Grønland. Til hans store overraskelse var det ikke efterkommere af nordboerne, men eskimoer han mødte. Trods store vanskeligheder - eskimoernes vanskelige sprog, som manglede betegnelser for åndelige begreber, slette boligforhold, det øde land o.a. - lykkedes det E at vinde eskimoernes venskab og tillid. Da en koppeepidemi 1733-34 havde bortrevet størstedelen af befolkningen omkring den af ham i 1728 oprettede koloni, Godthåb lå resultatet af hans missionsvirksomhed i ruiner. Året efter døde hans kone, og da hans helbred var svækket, vendte han 1736 tilbage til Danmark. Her fik han oprettet et "Grønlands Seminarium", hvor studenter skulle uddannes til missionærer. 1740 blev E biskop over Grønland (f 31/1 1686)

 

1829 Polyteknisk Læreanstalt (Danmarks Tekniske Universitet, DTU) indvies. Den var oprindelig tænkt som en "næringsbrugsskole" efter tysk forbillede, men blev på H.C. Ørsteds initiativ en polyteknisk skole med henvisning til erfaringer fra École Polytechnique i Paris. I det hele taget var Ørsted meget aktiv i forbindelse med læreanstaltens oprettelse. I 1824 oprettede han "Selskabet for Naturlærens udbredelse", som i høj grad gennem hans virksomhed kom til at vække den almene interesse for naturvidenskaberne. Men Ø var også klar over nødvendigheden af en teknisk undervisning på et højere niveau; et arbejde der bar frugt med oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt. Han var dennes direktør fra dens oprettelse til sin død i marts 1851

 

1830 Nationalitetskampen mellem dansk og tysk i hertugdømmerne Slesvig og Holsten bryder løs, da slesvig-holsteneren Uwe Jens Lornsen udsender skriftet "Über das Verfassungswerk in Schleswig-Holstein". I det talte han for en fri forfatning for hertugdømmerne. Styret skulle være et tokammersystem efter norsk mønster, men med absolut veto for kongen. Desuden skulle hertugdømmernes styre flyttes fra København til Kiel. Virkeliggørelse af Lornsens tanker ville betyde en adskillelse mellem hertugdømmerne og kongeriget. Noget det danske styre selvfølgelig ikke kunne acceptere. Så for skriftet blev Lornsen arresteret, frakendt sit embede som landsfoged på Sild og idømt et års fæstningsarrest. Dermed var Lornsen uskadeliggjort, men en udvikling var sat i skred, og styret i København fandt, at tiden nu var inde til, at spørgsmålet om en stænderforsamling for Holsten blev løst. For eftersom Holsten var medlem af det tyske forbund, var Danmark forpligtet til at oprette en stænderforsamling i Holsten. Hos kronprinsen og hans mænd var opfattelsen var opfattelsen, at skulle Holsten have en stænderforsamling skulle monarkiets andre landsdele ogsa have en. Ligeledes var det opfattelsen i København, at de to hertugdømmer ikke skulle have en fælles stænderforsamling. Resultatet blev da, at kancellierne i København i januar 1831 fik ordre til at udarbejde forslag til indførelse af rådgivende stænderforsamlinger i Danmark. En for Slesvig, en for Holsten, to for kongeriget med sæde i henholdsvis Viborg og Roskilde

 

1831 d Johan Fdr. Clemens, kobberstikker, der regnes blandt de mest fremtrædende mestre i ældre dansk grafik; han blev uddannet 1761-73 på Kunstakademiet i København. Omkr. 1770 kom han i forbindelse med Johs. Wiedewelt, der havde brug for en kunstner til at stikke sine tegninger til pragtudgaven af til Holbergs Peder Paars. Arbejdet blev overdraget C, og efter dets fuldførelse – i 1773 - havde han midler til at foretage en studierejse til Paris. I de tre år opholdet varede, arbejdede han flittigt med modeltegning og kobberstikning og blev kendt som en dygtig kunstner. De tre år i Paris blev efterfulgt af et femårigt ophold i Geneve, hvor den svejtsiske naturfilosof Bonnet gjorde ham til medarbejder ved en pragtudgave af sine værker. Efter hjemkomsten til Danmark i 1778 blev C hofkobberstikker. I årene herefter udfoldede han en rig virksomhed. Bl.a. skabte han illustrationerne efter Abildgaards oplæg til Jens Baggesens oversættelse af Holbergs Niels Klim, men først og fremmest en mængde enkeltblade, portrætstik efter Jens Juel og "Sokrates" og "Ossian" efter Abildgaard. I 1787 fik C en ærefuld indbydelse fra Berlin til at udføre et stort stik efter Cunninghams maleri af Frederik den Store. Opholdet i Berlin varede til 1791. I årene 1792-95 var han i London for at udføre et stik efter den amerikanske maler Trumbulls billede "Montgomerys Død". På trods af den anerkendelse udlandet viste ham, blev han først i 1818 professor ved Kunstakademiet. Det store "Slaget på Reden" udførte han efter C.A. Lorentzens maleri i årene 1802-05 (f 29/11 1748)

 

1854 Slaget ved Inkerman. Krimkrigen; en britisk/fransk hær besejrer en russisk angrebsstyrke. En russisk hær under kommando af general Dannenberg angreb uden succes i den tidlige og tågede morgen den britiske styrke, der belejrede Sevastopol, russernes vigtigste flådehavn ved Sortehavet. Den russiske styrke bestod af omkr. 42.000 mand, men den blev ikke sat ind i et samlet angreb, og ledelsen af den var fantasiløs og ringe. Som formiddagen skred frem, voksede den britiske styrke til omkr. 8.000 mand. Men russernes angreb ville nok være endt med succes, hvis ikke en fransk undsætningsstyrke var blevet sat ind i kampen på det rette tidspunkt. Russerne begyndte at trække sig tilbage ved middagstid, og ved 14.30 tiden var slaget ovre. Tabene havde været hårde: de fransk/britiske tab udgjorde flere end 3.000 faldne; på russisk side faldt omkr. 10.000 soldater

 

d James Clerk Maxwell, engelsk fysiker; formulerede elektromagnetismens teori i sit skelsættende værk "Treatise on Electricity and Magnetism" (1873) (f 13/11 1831)

 

1884 d Erik Skeel, godsejer og politiker; han blev cand jur 1841og i 1844 ejer af hovedgården Dronninglund i Vendsyssel. Godsejer S var personlig afholdt over hele Vendsyssel, og det er sagt om ham, at han blev en ægte jysk godsejer, bred godmodig og lidt tung. Sine æreshverv fik Skeel inden for landbruget. Foruden at være medlem af Hjørring Amtsråd var han formand for Landboforeningen, medlem af bestyrelsen for Det kgl. Landhusholdningsselskab og Landbrugernes alm. Brandforsikring. I 1875 var han præsident for den 13. danske landmandsforsamling, vel dengang landbrugets største æreshverv. Foruden disse lokale tillidshverv var S medlem af Landstinget i årene 1859-66 og 1866-1884, medlem af Rigsrådets Landsting 1864-66 og 1869-75 næstformand i Landstinget. Politisk hørte han til de "nationale godsejere", der i modsætning til den gamle adel accepterede det konstitutionelle styre, men var modstandere af den almindelige valgret. S afslog i 1875 at danne regering; i stedet indtrådte han samme år i Estrups regering som indenrigsminister. Han blev Estrups håndgangne mand og regnedes snart for en af ministeriets mest hårdkogte forkæmpere. S’s ledelse af indenrigsministeriet var præget af hans landbrugsinteresser, og han viste ingen særlig interesse for det frembrydende industri- og bysamfunds sociale problemer. Han døde kort efter, han af helbredsgrunde var trådt tilbage som minister (f 22/2 1818)

 

d Karl Adolf Verner, sprogforsker; født i Århus som søn af fabrikant (strømpevæveri) Frederik Werner i Grønnegade, fra 1851 Vestergade 5. Allerede i sin gymnasietid interesserede han sig for sprogstudier, og i 1873 blev han magister i slaviske sprog, efter han 1871-72 havde været på studieophold i Rusland. I studietiden havde han beskæftiget sig med accentforholdene i indoeuropæisk, og 1876 kom hans vigtige afhandling "Eine Ausnahme der ersten Lautverschiebung" sammen med en anden, mindre afhandling "Zur Ablautsfrage". Afhandlingen om undtagelsen fra den germanske lydforskydning, som V forklarer som begrundet i de oprindelige indoeuropæiske accentforhold, fik indgribende betydning i sprogvidenskabens udvikling og vakte stor opsigt især i Tyskland. I årene 1876-81 var han ansat ved universitetsbiblioteket i Halle og derefter fra 1881 docent i slaviske sprog ved Københavns Universitet. I 1888 blev han ekstraordinær professor i faget samme sted (f 7/3 1846)

1955 d Maurice Utrillo, fransk maler, især kendt for sine malerier af huse og gadepartier fra det parisiske kvarter, Montmartre. Hans mor var maleren Suzanne Valadon; hans far kendes ikke, men han fik navn efter en spansk kunstkritiker, Miguel Utrillo. Tilskyndet af sin mor begyndte U at male som terapi i forbindelse med alkoholproblemer. På trods af flere tilbagefald malede U flere hundrede oliemalerier fra sit elskede Montmartre. Han var i det væsentligste autodidakt, men modtog impulser fra Pissaro og den sene impressionisme og udviklede sin egen stil præget af en neddæmpet kolorit og en ypperlig teknik, og som ikke viste tegn på et fysisk og psykisk forfald. Utrillos bedste billeder siges at være fra årene 1908-14 – pga. en rundhåndet brug af zinkhvidt kaldes perioden også den "hvide periode". I perioden var hans billeder præget af en blond kolorit, motiverne var hentet fra Montmartres gader med deres hvide og grå facader. Fra ca 1913-14 blev Utrillos kolorit mørkere og mere varieret, men hans kærlighed til det parisiske gademotiv og hans ukomplicerede gengivelse af de mange typiske detaljer forblev den samme. Hans særpræg som maler viste sig i disse billeder ved en stærk forenkling af gadebilledet i forbindelse med en postkortagtig tilsyneladende naiv komposition (f 25/12 1883)

1976 d Christian Bartholdy, præst og aktiv inden for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark; det var i sidstnævnte stilling, han blev landskendt. Han var i årene 1929-59 bestyrelsesmedlem og 1934-59 formand i Indre Mission. Som formand for nævnte organisation deltog han i tidens debat og blev kendt som en slagfærdig og humoristisk debatør med sans for livets modsætninger. Videre karakteriseres han som en såvel konservativ som kulturåben debatør, forfatter og prædikant, der ledede Indre Mission nogenlunde uskadt gennem mellem- og efterkrigstidens mange kriser. Såvel på tryk som i prædikener og radioforedrag evnede han ofte at give sine kommentarer til tidens begivenheder en pregnant og tit en udfordrende form, som når han kritiserede danskernes manglende tro eller betegnede folkekirkens præster som dovne. Hans sprogblomster kom også frem, da han betegnede det teologiske fakultek ved Århus Universitet som en "røverkule" pga. den historisk-kritiske bibelforskning. Bartholdy blev cand. theol. i 1912 og var derefter sognepræst i landsogne sidst i Haslev-Freerslev i årene 1943-54 (f 21/3 1889)

 

 

 

 

 

Til top        6. november

1632 Slaget ved Lützen (i Sachsen); i den tågede efterårsmorgen angreb en svensk-sachsisk hær med svenskekongen Gustav 2. Adolf som øverstkommanderende den velbefæstede stilling, hvor den kejserlige hær med Wallenstein i spidsen befandt sig. Wallenstein disponerede over 10.000 infanterister, 6.900 kavalerister og 24 kanoner. Under sin kommando havde Gustav Adolf 12.800 infanterister, 6.200 kavalerister og 20 kanoner. Slaget endte nærmest uafgjort. De kejserlige tropper trak sig tilbage fra slagmarken og Sachsen, dermed havde svenskerne opnået, hvad de ville. Men deres tab var de største, og den svenske konge faldt. Under slaget førte svenskekongen det smålandske rytterregiment på højre fløj, der i den tætte tåge blev indviklet i nærkamp. Kongen synes at være blevet isoleret under det voldsomme sammenstød, da en dræbende kugle ramte ham. Tabet af kongen kunne ikke erstattes. Med hans død var den politiske og militære ledelse borte, og ingen kunne erstatte den psykologisk opmuntrende virkning, kongens person havde haft på de svenske soldater

1632 d Gustav 2. Adolf af Sverige, konge 1611-32; søn af Karl 9. og Kristina af Holsten-Gottorp; han fik en meget omhyggelig uddannelse, herunder også i krigskunst. Han kom tidligt ind i landets styre, og ved faderens død i 1611 blev han som 16 årig Sveriges konge. Efter at have afsluttet krigen med Rusland - der bragte Sverige Keksholm len og Ingermanland - indledte Gustav en reform- og opbygningstid, der på mange måder styrkede Sverige. Administrationen blev forbedret, og i erhvervs-politikken fulgtes merkantilistiske principper. Det betød, at især bjergværksdriften gjorde store fremskridt. Endvidere blev der lagt stor vægt på at udbygge rigets krigsmagt. Bevæbningen blev moderniseret, og hærafdelingerne blev gjort mere bevægelige, idet han supplerede det tunge, spanske fodfolks svære stødkraft med en bevægelighed, der stammede fra nederlændernes krigsførelse og opnåedes ved at opstille fodfolket i lange linjer med få geledder. Endvidere blev svenskernes artilleri både lettere og kraftigere end fjendens og besad større skudhastighed. Endelig oprettedes der i den svenske hær som den første i verden selvstændige artilleriregimenter. Også flåden blev forstærket. 1630 greb Gustav ind i 30årskrigen og havde her stor fremgang. Den svenske hær var i mønsterværdig orden, disciplinen streng, og en begejstret ånd rådede blandt soldaterne. Pommern faldt i hans hænder, og Brandenburg blev tvunget til et forbund. Efter at have afslået Tillys angreb kunne svenskerne rykke ind i Sachsen, hvor de september 1631 besejrede Tilly ved Breitenfeld, og München blev erobret. 6. november kom det til slaget ved Lützen i Sachsen. De fjendtlige tropper måtte trække sig tilbage, men Gustav blev dræbt (f 9/12 1594)

1638 f James Gregory, skotsk matematiker og astronom; han var berømt i datiden for sin opfindelse af det gregorianske spejl-teleskop. Gregory udgav 1663 "Optica promota" i hvilken han beskrev sin store opfindelse. Fra omkr. 1665 studerede han nogle år ved universitetet i Padova og i 1667 udgav han "Vera circuli et hyperbolae quadratura" i hvilken han diskuterer uendelige konvergente rækker for cirklens og hyperblens areal. Ligeledes i Padova udgav Gregory i 1668 "Geometriae pars universalis", i dette værk beskæftigede han sig med en række regler for undersøgelse af kurver op beregning af deres omdrej-ningslegemers rumfang. Fra 1669 til 1674 fra han professor i matematik ved St. Andrews Universitetet og fra 1674-75 ved universitetet i Edinburgh (d okt 1676)

1814 f AdolpheA>z (Antoine Joseph) Sax, belgisk/fransk instrumentmager; efter at have studeret - med speciale i fløjte og klarinet - på konservatoriet i Bruxelles kom Sax i 1842 til Paris, hvor han fremviste sin opfindelse saxofonen. I 1857 blev Sax lærer i saxofon ved konservatoriet i Paris. I sine senere år forbedrede han flere andre instrumenter, men dog uden at få nogen økonomisk gevinst ud af sit arbejde, og i sine sidste år levede han i fattigdom (d 7/2 1894)

 

f Jonas Lie, norsk forfatter; han blev cand jur i 1858 og slog sig ned i Kongsvinger som sagfører. Samtidig med han var virksom som journalist og skribent, kom han med i store tømmerspekulationer. Omskiftelige handelsforhold medførte falitter, der drog Lie med sig. Han måtte opgive sin sagførervirksomhed og flyttede i 1868 til Oslo. Han besluttede at leve af sin pen og betale sin gæld. I 1870 udsendte han sin første fortælling "Den Fremsynte", som med sine stemningsfyldte billeder fra Nordland vandt et stort publikum. Lie blev kendt, fik statsstøtte og rejste til Rom. Herfra sendte han hjem "Fortællinger og Skildringer fra Norge" (1872) og samme år "Tremasteren, Fremtiden", den første norske sømandsfortælling. Fra 1874 er ægteskabsromanen "Lodsen og hans hustru". Sit største publikum vandt han med sine realistiske familieromaner for eks. "Familien på Gilje" (1883), der med sit kulturhistoriske miljøbillede fra 1840’erne er blevet karakteriseret som et hovedværk i norsk romandigtning. Efter at være vendt tilbage fra Italien opholdt han sig en tid i Tyskland, og fra 1882 tog han fast ophold i Paris. I sine senere år skrev Lie for scenen. I 1894 og 1897 kom komedierne "Lystige Koner" og "Lindelin". I 1900 udsendte han det samfundskritiske skuespil "Wulffie & Co". Lie udviklede efterhånden en ejendommelig impressionistisk fortælle-teknik, og Herman Bang var på dette felt hans beundrende lærling (d 5/7 1908)

f Cesare Lambroso, italiensk kriminolog og professor; som professor i psykiatri ved universitetet i Pavia opnåede L berømmelse med sit hovedværk "L’uomo deliquente" (1876 – Det kriminelle menneske). Hans hovedsynspunkt var, at visse mennesker enten var født kriminellle eller var atavistisk kriminelle – det biologiske fænomen at forsvundne egenskaber dukker op hos et senere individ. Endvidere hævdede han, at kriminelle kan identificeres ved visse karakteristiske fysiske træk. Fra 1876 til sin død var han professor ved universitetet i Torino. Selv om L’s synspunkter for længst er opgivet, fik de i datiden betydning ved en mere human og konstruktiv behandling af kriminelle (d 19/10 1909)

1836 d Karl 10. af Frankrig, konge 1824-30; søn af dauphinen (kronprinsen)Ludvig og Maria Josepha af Sachsen, lillebror til Ludvig 16. Efter stormen på Bastillen (14. juli 1789)emigrerede han og arbejdede for, at udlandet skulle skride ind med væbnet magt mod det revolutionære Frankrig med genoprettelse af kongedømmet for øje. Efter Napoleons fald (1815) vendte han til Frankrig og blev de ultrareaktionæres leder. Denne holdning vanskeliggjorde broderen Ludvig 18.’s moderate politik. Da Ludvig 18. døde i 1824, blev K konge. Han var da ganske populær, og hans smukke ydre og stærke katolicisme imødekom mange franskmænds forestilling om en rigtig konge. Bl.a. for at underbygge denne opfattelse lod han sig 1825 krone i Reims med middelalderlig pragt. Han var ikke tilhænger af det konstitutionelle monarki og med en yderliggående reaktionær-klerikal politik, gennemførte han i årene 1824-27 love, der indskrænkede pressefriheden, gav kirken indflydelse på skolevæsenet, og som gav 1 milliard francs i erstatning til de adelige emigranter. Ved valget i 1827 fik de liberale flertal, og en tid levede K med en liberal regering, men i 1829 udnævnte han en ultrakonservativ til regeringsleder. K’s håb var, at erobringen af Algeriet kunne styrke hans regime. Men da han den 25. juli 1830 forsøgte et kup mod det nyvalgte deputeretkammer, hvor der efter valget tidligere på måneden var liberalt flertal, udløstes julirevolu tionen den 27. juli. K abdicerede den 2. august og gik i eksil. Han slog sig ned i Skotland, hvor han boede nogle år; han døde under et besøg i Østrig (f 9/10 1757)

f John Philip Sousa, amerikansk orkesterleder komponist af militærmarcher; han debuterede tidligt som musiker, idet han som 11 årig var violinist i et danseorkester, og da han var 13 år, blev han medlem af United States Marine Corps orkester. Inden han var fyldt 18, ledede han et vaudeviulle orkester i et teater i Washington. I 1877 spillede han violin i et orkester, der var oprettet specielt til at spille ved koncerter under Jacques Offenbachs turné i USA. Det var dog først, da han tre år senere blev leder af den amerikanske flådes orkester, han skabte sit renommé som en formidabel orkesterleder. Denne stilling beklædte han til 1892. Da oprettede han sit eget orkester, the Sousa Band, med hvilket han gav koncerter over hele USA og 1900-05 også i Europa. Under 1. Verd.krig var S indkaldt til den amerikanske flåde og tog sig af uddannelse og træning af militærorkestre i Great Lakes Navel Base, i Illinois. Sousa skrev omkr. 140 militærmarcher, bl. disse er: "The Star and Stripes Forever" (1897), "Semper Fidelis" (1888), "The Washington Post" (1889) og "The Liberty Bell" (1893). Mellem 1879 og 1915 skrev han 11 operetter, af disse opnåede han størst succes med "El Capitain" (1896). Også som skribent var S aktiv. Han fik udgivet tre romaner, og i 1890 udkom hans "National, Patriotic and Typical Airs of All Lands". Hans selvbiografi "Marching Along" udkom 1930 (d 6/3 1932)

Efter pres fra Det tyske Forbund og med trusler om eksekution i.e. besættelse med tyske tropper af Holsten og Lauenborg ophæver den danske regering fællesforfatningen af 2. oktober 1855 for Holsten og Lauenborg uden at nogen bestemmelse om dens genoplevelse blev taget. Den danske helstat – en stat bestående af kongeriget Danmark (til Kongeåen) og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg - var sprængt for aldrig mere at opstå. I sine følger var begivenheden den 6. november 1858 skæbnesvanger for Danmark, fordi den banede vej for genoptagelse af Ejderpolitik – indlemme hertugdømmet Slesvig i kongeriget og udskille Holsten og Lauenborg – som det kom til udtryk i novemberforfatningen af 18. november 1863, der førte til krigen 1864 og tabet af hertugdømmerne. Til 1920 var Kongeåen Danmarks sydgrænse

 

1866 f Johs. Jørgensen, forfatter; efter studentereksamen studerede han naturvidenskab, men gled efterhånden over i journalistik og levede resten af livet som rejsende journalist og fri forfatter. Han debuterede 1887 med digtsamlingen "Vers", som efterfulgtes af fortællinger bl.a. "Forårssagn" (1888) og "Hjemve" (1894). De handler alle om provinsstudenter i København, om hjemlængsel efter barndommens tabte land og om ung fortvivlelse og ensomhed. Efter at have været en ivrig tilhænger af Georg Brandes og de radikale ideer konverterede J i 1896 til katolicismen og gjorde i bekendelsesskriftet "Livsløgn og Livssandhed" (1896) rede for sin omvendelse. I hans følgende forfatterskab indtog forkyndelsen af katolicismen en fremtrædende plads; det gjaldt ikke mindst i de store helgenbiografier, der gjorde hans navn kendt i den katolske verden: "Frans af Assisi" (1907), "Katharina af Siena" (1915) og "Birgitta af Vadstena" (1941-43). Desuden udsendte J enkelte prosafortællinger og en række digtsamlinger bl.a. "Brig Marie af Svendborg" (1925) og "Digte i Danmark" (1943). Han udgav 1916-28 sin selvbiografi "Mit Livs Legende" i 7 bd., der er blevet betegnet som et af hovedværkerne i dansk memoirelitteratur ikke mindst i kraft af sine miljøskildringer af 1880'ernes og 90'ernes København. I årene 1915-39 boede J fast i Assisi. De tre sidste år af sit liv boede han i føde- og barndomsbyen, Svendborg (d 29/5 1956)

f Marie Bregendahl, forfatter; født på en gård i Salling, men højskoleophold og frihedstrang førte hende ud af hendes miljø og til København, hvor hun 1893 blev gift med Jeppe Aakjær. Ægteskabet blev opløst i 1900, og hun måtte nu ernære sig med mindre korrekturopgaver og andre småjobs. Hun debuterede som romanforfatter i 1904 med "Hendrik i Bakken", der skildrer en kantet bondetype. I 1912 fik hun sit store gennembrud med erindringsromanen "En Dødsnat", der bl.a. skildrer hendes egen mors død. Den lille roman var banebrydende ved at lade synsvinklen følge børnene og ikke den døende barselskvinde en form, der blev fortsat i samlingen "Med aabne Sind" (1926). Det moderne kærlighedsægteskab var temaet i den historiske roman "Holger Hauge og hans hustru I-II" (1934-35), der samtidig beskriver de politiske og økonomiske vilkår i slutningen af 1800-tallet og de mange omstillingsprocesser i det danske landbrug. Romanen bliver da en andelslandbrugets historie. Som hendes hovedværk regnes "Sødalsfolkene I-II" (1935), der skildrer en begyndende gæring i det førindustrielle bondesamfund. Ved siden af romanerne udgav hun en række noveller, blandt disse er: "I de lyse nætter" (1920), "Thora" (1926) og "Møllen og andre fortællinger" (1936). Om B er det blevet sagt, at hun er en af Danmarks mest særprægede folkelige realister, og at hendes forfatterskab forener naturalistisk virkelighedsskildring med en nærmest grotesk realisme, der har rod i den mundtlige tradition (d 22/7 1940)

f John Alcock, engelsk flyver; han erhvervede flyvercertifikat allerede 1912, og ved 1. Verd.krigs udbrud blev han tilknyttet Royal Navy Air Force som instruktør. I 1916 blev han tilknyttet no. 2 wing i Mudros, hvor han udførte flere bemærkelsesværdige bedrifter, bl.a. gennemførte han 30. september 1917 en bombning af Istanbul. På hjemturen fra dette togt måtte han foretage en nødlanding på havet. A og de øvrige besætningsmedlemmer svømmede i land og blev taget til fange af tyrkerne. Efter at have forladt flyvevåbnet gennemførte han med A.W. Brown den 14.-15. juni 1919 den første flyvning over Atlanterhavet - fra St. John’s på New Foundland til Clifden på Irland. En uge efter atlanterhavsflyvningen forulykkede A med et amfibiefly under en flyvning til Paris og blev dødeligt kvæstet (d 18/12 1919)

1893 d Peter Tschaikowskij, russisk komponist; afbrød som 23 årig en ministeriel løbebane for at hellige sig musikken; han uddannedes de to flg. år på konservatoriet i Skt. Petersborg. 1866-79 var han lærer ved konservatoriet i Moskva. Fra 1877 modtog T en årlig livrente fra en rig adelsdame, som han indtil 1890 førte en omfattende korrespondance med, men aldrig mødte personlig. Fra begyndelsen af 1880’erne foretog han talrige udenlandsrejser bl.a. som dirigent med egne værker. Efteråret 1893 dirigerede han ved uropførelsen af hans 6. symfoni . Kort efter døde han af kolera. T vandt hurtigt et ry uden for Rusland, mens han først ret sent blev accepteret i sit hjemland. I sine værker anvendte han ofte indslag fra russisk folkemusik, men samtidig benyttede han som den første russiske komponist vestlige impulser. Det er først og fremmest fra Hector Berlioz og Franz Liszt, men i sine kompositioner også påvirket af Carl Maria von Webers og Robert Schuhmanns musik Til hans hovedværker regnes operaerne "Eugen Onegin" (1879) og "Spader Dame" (1890), baletterne "Svanesøen" (1876) og "Nøddeknækkeren" (1892). T har endvidere skrevet 6 symfonier; ouverturefantasier bl.a. "Romeo og Julie" (1869) og "1812 ouverturen" (1880), desuden komponerede han kammermusik, sange og talrige klaverstykker. I betragtning af den korte tid, Tsjajkovskij virkede som skabende kunstner, er hans produktion meget omfattende (f 7/5 1840)

d René Goscinny, fransk tegner og tekstforfatter, der var særdeles produktiv og samarbejdede med tegnere på forskellige serier. Blandt disse var to af verdens nok mest populære tegneserier, Asterix og Lucky Luke. Endvidere var G grund-lægger af og chefredaktør for ungdomsmagasinet "Pilote" (f 14/8 1926)

 

 

 

 

 

Til top        7. november

Freden i Pyrenæerne, i.e. fredstraktat mellem Ludvig XIV af Frankrig og Philip IV af Spanien; traktaten afsluttede den fransk-spanske krig 1648-59 og bliver ofte betragtet som begyndelsen på fransk hegemoni i Europa. I årene fra afslutningen af Trediveårskrigen (1648) til 1659 var der næsten uafbrudt krig mellem Frankrig og Spanien. Foruden denne krig var Spanien tillige indblandet i stridigheder med England. Fjendtlighederne tærede på landets resurser, og at Spanien var inde i en nedgangsperiode blev tydeligere og tydeligere. Enhver støtte, som spanierne kunne have håbet på fra den tysk romerske kejser, blev forhindret ved oprettelsen – i 1658 og 1659 – af en liga af tyske fyrster såvel verdslige som klerikale; ligaen havde Frankrigs fulde støtte. Oprettelsen af ligaen og det spanske nederlag i slaget i klitterne ved Dunkerque (14. juni 1659) banede vej for en fredsslutning. Iflg.aftalen blev Roussillon og Artois med sine mange fæstningsværker ved Spaniens nordgrænse afstået til Frankrig. Den franske erhvervelse af Alsace og Lorraine blev ratificeret, mens alle fransle erobringer i Catalonien blev tilbagegivet Spanien. Endelig indeholdt fredsaftalen et giftermålsarrangement mellem Ludvig 14. og den spanske kongedatter Maria Teresa de Austria. Bryllupsaftalen var dels garneret med en aftale om medgift – den blev aldrig betalt – dels med, at Maria Teresa frasagde sig såvel krav på den spanske trone som på alle spanske besiddelser. Denne sidste betingelse blev ignoreret i 1667, da Ludvig 14. ville have fat i de Spanske Nederlande, og tillige 40 år senere da han forsøgte at få sit unge barnebarn Philip placeret på den spanske trone. Efter fredsslutningen i Pyrenæerne fremstod Ludvig som den mest magtfulde monark i Europa

1504 Christoffer Columbus vender hjem fra sin fjerde og sidste rejse til Den ny Verden. Han havde forladt Spanien den 9. maj 1502, og den 25. maj forlod hans skibe De kanariaske Øer og begyndte den lange rejse over Atlanterhavet. Den 15. juni nåede man frem til en ø i De små Antiller. Rejsen gav ikke store resultater. Hele tiden var Columbus plaget af storme, udisciplinerede besætninger, der hele tiden var på randen af mytteri. Dertil kom hans eget svage helbred og den stadige mangel på fødevarer. Columbus var stadig overbevist om, han var kommet til Indien. Men heller ikke på sin sidste rejse fandt han den rige kejser af Indien eller guld i stor mængder

d Sir Godfrey Kneller, tysk født britisk maler; efter læreår i Amsterdam og Rom kom han i 1646 eller 1649 til England, hvor han snart blev en kendt portrætmaler, især efter kongen - Karl II - fik øje på ham, og han blev kongens foretrukne maler. K blev adlet 1692 og udnævnt til baronet i 1715. Mange af hans arbejder er mekanisk udførte eller bærer præg af at være blevet malet af hans talløse assistenter. Blandt hans bedre arbejder er 42 portrætter (nu i National Gallery i London) af medlemmerne i Kit Cat klubben. Portrætterne blev malet mellem 1700 og 1720. Klubben var et kendt mødested for Whig’er, og portrætterne er derfor af interesse, fordi de viser nogle af datidens fremtrædende personer. At K blev begravet i Westminster Abbey, afslører den store popularitet, han nød i sin samtid. I Westminster Abbey er der rejst ham et monument (f 1646)

Lov om undervisningen i den lærde skole (i.e. gymnasiet). Med loven frigjordes den højere skole helt fra kirkens tilsyn og underlagdes en egen direktion; de tidligere klasselærere eller hørere afløstes af særlige faglærere. Fra 1770’ernes reform bevaredes modersmålet ikke blot som undervisningssprog, men som undervisningsfag, men ved dets og latinens side træder nu i forståelse med tidens – Goethes og Thorvaldsens – æstetiske retning græsk som det egentlige smags- eller menneskedannende fag. Til de moderne sprog og reale fag toges der noget mere, men dog stadig kun underordnet hensyn. Engelsk og naturhistorie var frivillige fag

f Ernst Emil Rosenørn, overpræsident og kultusminister; han blev cand. jur. i 1838; hans politiske løbebane begyndte i 1855, da han i Varde valgtes til Folketinget, hvor han sad til 1864 og igen i årene 1866 til 1869. R var fra 1879 til sin død kongevalgt medlem af Landstinget. Han tilhørte oprindeligt de nationalliberales højrefløj. Men han var gennem hele sin politiske karriere kritisk indstillet over for partiet, han endte da også med at blive højremand. I 1869 indtrådte R i regeringen Frijs Frijsenborg som kultusminister; en post han kun beklædte et år. 1862-72 – bortset fra ministertiden – var R direktør for Landbohøjskolen og 1870-83 overpræsident i København. Hertil kom hverveve som kurator for Vem-melev kloster og Vallø stift. Af frivilligt arbejde, han påtog sig, var han i spidsen for Selvbeskatningsorganisationen afstedkommet af forsvarssagen (d 7/8 1894)

 

Slaget ved Tippecanoe – nær nutidens Lafayette i staten Indiana udkæmpes mellem amerikanske tropper og indianere. Siden århundredets begyndelse havde områdets indianere oplevet, at de traktater, de indgik med de amerikanske myndigheder, berøvede dem store landområder. For at bekæmpe nybyggernes ekspansion organiserede Shawnee-indianernes høvding, Tecumseh en sammenslutning af Midtvestens indianere. Ved den samlede indianerstyrkes lejrplads samlede Indiana-territoriets guvernør William Henry Harrison i løbet af den 6. november en styrke på 950 mand bestående af militsmænd og soldater. Før daggry den følgende dag gik indianerne til angreb, og på et tidspunkt var situationen kritisk for amerikanerne, og sejren synes at ville tilfalde indianerne. Men efter flere timers intens kamp blev indianerne drevet på flugt. Harrison havde omkring 185 dræbte og sårede. Indianernes tab angives som store. Den legendariske store sejr ved Tippecanoe gav Harrison en enorm prestige og spillede en afgørende rolle, da han i 1840 blev valgt til amerikansk præsident

f Marie Curie, polsk/fransk fysiker og kemiker; efter i nogle år at have arbejdet som guvernante og privatlærer i Polen begyndte hun i 1891 at studere matematik og fysik i Paris. De arbejder, som først gjorde hendes navn kendt, er knyttet til opdagelsen af polonium og radium. Med sin mand indledte hun 1896 sin udforskning af den nyopdagede radioaktivitet. De fandt, at uranmalm udsendte en mere intens stråling end rent uran og sluttede heraf, at malmen måtte indeholde en hidtil ukendt radioaktiv bestanddel. Efter langvarige undersøgelser kunne ægteparret offentliggøre opdagelsen af to nye grundstoffer, polonium og radium. For dette arbejde delte parret nobelprisen i fysik i 1903 med H. Becquerel. 1906 blev C den første kvindelige professor ved Sorbonne. I 1910 lykkedes det hende at fremstille metallet radium. Endvidere udarbejdede hun metoder til dets kvantitative bestemmelse. For disse arbejder fik hun i 1911 nobelprisen i kemi. Hun var dermed den eneste, som havde modtaget to videnskabelige nobelpriser. Hun stod bag oprettelsen af Institut du radium i Paris, og fra 1915 varetog hun dets ledelse. Under 1. Verd.krig og tiden derefter arbejdede C for den medicinske udnyttelse af røntgenstråling og radioaktivitet (d 4/7 1934)

f Lev Trotskij, (født Bronstein) sovjetisk politiker; under sine studier sluttede han sig til mensjevikkerne – moderate socialister. Han deltog i revolutionen i 1905, men blev taget til fange af tsarens politi og sendt til Sibirien. Det lykkedes ham at flygte herfra, hvorefter han i en årrække levede i udlandet. Her stod han i forbindelse med Lenin, hvis revolutionære politik, han nu tilsluttede sig. Han blev interneret i Canada i 1916. Herfra vendte han ved tsardømmets sammenbrud i foråret 1917 tilbage til Rusland. Sammen med Lenin var han ledende i oktoberrevolutionen 1917. Samme år stod han i spidsen for den russiske delegation ved fredsforhandlingerne med centralmagterne i Brest Litovsk. Efter oprettelsen af Sovjetunionen blev han kommissær (forsvarsminister) for Den røde Hær, hvis opbygning i høj grad skyldtes hans indsats. T var allerede inden Lenins død 1924 i et modsætningsforhold til Stalin; da Lenin var død, brød det ud i lys lue. T ønskede at arbejde for verdensrevolutionen, mens Stalin var for "socialisme i ét land". T blev taberen i magtkampen mellem de to, og i 1925 måtte han nedlægge sit hverv som krigskommissær (forsvarsminister). To år senere blev han forvist fra USSR. Han slog sig ned i Tyrkiet. Fra 1934 i Frankrig, derefter i Norge og fandt endelig i 1936 tilflugt i Mexico. Under processerne i Rusland 1936-38 var den virkelig anklagede Trotskij.1938 udgav han, der har præsteret et omfattende forfatterskab, sit hovedværk "The Betrayed Revolution". I 1940 blev Trotskij myrdet af en udsending fra Stalin, Ramon Mercader, der tildelte ham flere slag i hovedet med en isøkse (d 21/8 1940)

f Bertel Dahlgaard, politiker - Radikale Venstre; han blev cand polit i 1913 og var derefter ansat i Københavns kommunes Statistiske Kontor, som han ledede fra 1920. Under sin uddannelse var D blevet radikal og deltog i 1911 i oprettelsen af Radikal Ungdom. 1920-60 repræsenterede han Skivekredsen i Folketinget. I årene1929-40 var han indenrigsminister i den socialdemokratiske-radikale regering. Efter 1945 var det opfattelsen i Radikale Venstre, at partiet skulle stå frit, og i disse år var D’s indflydelse over for tidens mindretalsregeringer stor. På Christiansborg kunne der ikke forhandles eller træffes beslutninger, uden D var involveret. Dog lykkedes det ham ikke at vinde tilslutning til fortsættelse af den danske neutralitetspolitik ved at undlade dansk tilslutning i 1949 til Atlantpagten; ej heller oprettelse af Dansk Tipstjeneste kunne han forhindre, skønt han på et møde i Skive i maj 1948 vendte sig skarp mod "retten til at tippe i en statsorganiseret spilleanstalt - spillelysten er et opløsningstegn". Fra 1957 til 1961 var D økonomiminister i socialdem. ledede regeringer (d 31/3 1972)

 

f Albert Camus, fransk forfatter; som eksistensfilosofisk tænker, engageret skuespil- og romanforfatter, essayist, journalist og dramatiker spillede Camus en betydelig rolle i sin samtids politiske, kulturelle og litterære debat. Han var en af de franske digterfilosoffer, som i litterær form dels søgte erkendelse dels udtrykte en filosofisk "lære". Han tog udgangspunkt i en menneskehed uden Gud, i verdens mangel på mening og sammenhæng, i den absurditet som opstår i mødet mellem den irrationelle virkelighed og menneskets trang til klarhed, mellem "den menneskelige appel og verdens ugennemtrængelige tavshed". C’s første roman "L’Étranger" (1942) gav udtryk for den meningsløshed og fremmedfølelse, som det gælder om at erkende og overvinde. "Le Mythe de Sisyphe" (1942) giver i essayform en slags forklaring og filosofisk kommentar til "L’Etranger". I romanen "La Peste" (1947) viser han, hvorledes meningsløsheden kan bekæmpes ved nøgtern erkendelse, mådehold, medmenneskelighed og solidaritet. Kun ved at erkende sin samhørighed med andre mennesker kan oprøret mod den meningsløse skæbne begrundes. I C’s øvrige produktion er bl.a. skuespillene "Caligula" (1944) og "Les Justes" (1950), novellesamlingen "L’Exil et le Royaume" (1957) og romanen "La Chute" (1956), som er en besk satire over borgerlig selvtilstrækkelighed og et hensynsløst selvopgør. I 1957 fik Camus nobelprisen i litteratur. Han var født i en fattig arbejderfamilie i Algeriet, og ved hjælp af legater fik han studentereksamen. Han begyndte efterfølgende at læse filosofi, men måtte opgive studierne pga. tuberkulose. Camus tog fra Algeriet til Frankrig, da Anden Verdenskrig brød ud. Fra 1941 deltog han aktivt i den franske modstandsbevægelse. Han døde som følge af en trafikulykke (d 4/1 1960)

d Eleanor Roosevelt, amerikansk præsidentfrue, der var brordatter af præsident Theodor Roosevelt. I 1905 blev hun gift med sin slægtning den senere præsident Franklin Roosevelt, og i de følgende 11 år fødte hun fem børn. Da hendes mand i 1910 begyndte sin politiske karriere som medlem af staten New Yorks Senat, påtog hun sig den sociale og selskabelige rolle, der forventedes af en aktiv politikers kone. Men fra 1921 opbyggede hun sin egen position i det amerikanske samfund. Hun blev aktiv i en række organisationer bl.a. i League of Women Voters, the Women’s Trade Union League og the Women’s Division of the Democratic Party. Da hendes mand i 1933 blev præsident, holdt hun ugentlige pressekonferencer med kvindelige journalister, hun holdt foredrag landet over, og i flere år havde hun en daglig artikel i aviserne med titlen "My Day". Efter hendes mands død i 1945 nåede hendes aktive karriere sit højdepunkt. Hun blev medlem af USA's delegationer til FN’s generalforsamlinger, hun var formand for FN's kommission for menneskerettigheder og deltog i udformningen af FN’s deklaration om mennerettigheder. Hun udgav erindringerne "This is my Story" (1937), "My Days" (1938), "This I Remember" (1949), "On my Own" (1959) og en række andre bøger (f 11/10 1884)

Efter sporvognene ved midnat havde kørt deres sidste ordinære tur, indstilles sporvognsdriften i Århus. Ved en folkefest, der samlede flere tusinde mennesker, tog Århus afsked med sine sporvogne, der siden 1904 havde været en del af bybilledet. For at århusianerne kunne få en sidste tur med sporvognen kørte mellem kl. 11 og 14 et festligt smykket vogntog gennem byen

d Gene Tunney, amerikansk bokser, der den 23. september 1926 besejrede den regerende veerdensmester Jack Dempsey på points og blev professionel verdensmester i sværvægt. I en revancekamp over 10 omgange besejrede Tunney den 22. september 1927 Dempsey. Revancekampen er gået over i boksehistorien som "den lange tællings kamp". I 7. omgang blev Tunney ramt og gik i gulvet og syntes at være ude af stand til at komme op, inden han ville være talt ud. Inden han begyndte at tælle, viste kamplederen Dempsey tilbage til neutralt hjørne. Men Dempsey blev stående midt i ringen, og tidtageren var nået til fire, inden Dempsey begyndte at gå til sit hjørne. Først da begyndte dommeren at tælle. Tunney kom op på ni, kom til kræfter og vandt kampen. For en større kreds blev Tunney første gang kendt, da han i 1919 vandt det amerikanske militærmesterskab i letsværvægt. To gange var han amerikansk mester i letsværvægt. Som professionel boksede han 77 kampe og tabte kun én. I juli 1928 trak han sig ubesejret tilbage (f 25/5 1898)

1992 d Alexander Dubcek, tjekkoslovakisk politiker; født i Slovakiet, men voksede op i Sovjetunionen fra han var 4 til 17 år (1925-38). Efter Nazi-Tyskland i 1939 havde opløst Tjekkoslovakiet, blev han medlem af det illegale slovakiske kommunistparti KSS og deltog i modstandskampen under 2. Verd.krig. Fra 1949 gjorde han karriere som partifunktionær i KSS, der nu var en del af det tjekkoslovakiske komm.parti, KSC. Efter en langvarig strid inden for KSC mellem konservative og reformtilhængere blev D i 1968 leder af partiet og indledte den reformproces, det såkaldte Pragforår, der udløste den sovjetiske invasion i august 1968. Selv betegnede han reformerne med ordene "socialisme med et menneskeligt ansigt". Bl.a. skulle hele det politiske system demokratiseres. Ved valgene til nationalforsamlingen skulle der være flere kandidater at vælge mellem, og valgene inden for partiet skulle være hemmelige. I forbindelse med invasionen bortførte russerne D til Sovjetunionen. Her måtte han under pres godkende invasionen og love de sovjetiske ledere at indføre en "normalisering" i Tjekkoslovakiet, hvilket betød en tilbagevenden til det gamle på alle områder. D blev afsat som partileder og underlagt skarp overvågen. Efter fløjlsrevolutionen i 1989 fik han atter en aktiv politisk rolle. Han var 1990-92 formand for parlamentet i Prag og blev 1992 leder af det slovakiske socialdemokratiske parti (f 27/11 1921)

 

 

 

 

Til top        8. november

1226 d Ludvig 8. fransk konge 1223-1226; søn af Filip August og Isabella af Hainault; 1216 forsøgte han - støttet af misfornøjede engelske stormænd - at gøre sig til herre i England. Han landede der med en lille styrke, og kort efter døde den engelske konge, Johan. Den eng. befolkning samledes imidlertid om Johan's efterfølger Henrik 3., og 1217 måtte Ludvig opgive sit forsøg. Men ved fredsslutningen i Kingston fik han en større sum penge som kompensation. Som konge fortsatte han den styrkelse af den franske kongemagt, der var begyndt under hans far. Ludvig angreb det engelske herredømme i Sydvest- Frankrig og løb Poitou og dele af Gascoigne over ende. En betydelig styrkelse af kongemagten skete, da han kunne lægge de frugtbare områder Toulouse og Languedoc til kongemagtens domæne. Han fik også gennem-ført en bestemmelse, der gjorde det meget vanskeligt at afhænde kongeligt gods. Til styrkelse af kongemagten tjente endvidere Ludvig’s bestemmelse, at vasallerne ikke kun aflagde lensed til kongen personligt, men til den franske kongemagt. I 1226 førte han en hær mod de kætterske albingenserne – en hovedgruppe af katharerne (de rene) 1226. Han var gift med Blanche af Kastilien, med hvem han havde 12 børn. Den franske kongemagts styrke og stabilitet viste sig ved Ludvig’s død. Da efterfulgte hans ældste søn, Ludvig ham uden problemer på den franske trone som Ludvig 9. – senere kendt som Ludvig den Hellige (f 5/9 1187)

 

1308 d Johannes Duns Scotus, skotsk filosof og teolog; gik tidligt ind i franciskanerordenen og studerede i Oxford, hvor han efter 1290 var lærer; blev kendt for sine forelæsninger over Peter Lombardus’ "Sentenser", disse forelæsninger er samlet i hans hovedværk "Opus Oxoniense"; i årene 1305-07 underviste Duns Scotus i Paris og derefter i ordenens studiehus i Köln, hvor han døde og blev begravet. Han fulgte den augustinske linie i middelalderens skolastik; kritiserede Thomas Aquinas gudsbevis og betonede i modsætning til dennes lære, at viljen er det overordnede i menneskets personlighed. Menneskets vilje er fri; dets væsen berøres ikke af arvesynden. Fornuften er underordnet viljen. Troen er baseret på åbenbaring, ikke blot logik. Duns Scotus blev den mest behandlede filosof i de næste 250 år (f omkr. 1266)

 

1519 Spanierne og Hernán Cortés kommer til aztekernes hovedstad, Tenochtitlán, hvor de tager kongen, Montezuma som gidsel

 

1520 Stockholmske blodbad. Efter festlighederne i forbindelse med Chr. II’s kroning som svensk konge samledes den 7. november kongen, rigsrådet og mange af gæsterne i Stockholm Slots store sal. Her blev der oplæst et "skrift med klagemål" mod afdøde Sten Sture og en række andre navngivne personer, hvoraf flere var til stede i salen. Det var ærkebiskop Gustav Trolle, der her anklagede sine modstandere for, hvad der var sket ham i de foregående års kampe: de havde holdt ham fanget i Stockholm i to år, afbrændt og nedbrudt hans slot Stäket, tilegnet sig kirkens klenodier, øvet vold mod andre gejstlige og endnu mere. Kongen anmodedes om at arrestere de anklagede og straffe deres kætteri. Næste dag - torsdag 8. november - udarbejdedes et aktstykke, som mundede ud i, at de arresterede efter kirkens, kejserens og Sveriges love var åbenbare kættere. Samme dag begyndte henrettelserne på Stortorvet. Ligene sorteredes i tre bunker efter stand gejstlige, adelige og borgerlige hver for sig. Henved 100 personer mistede livet. Blodbadet var med til at bestemme de følgende års begivenheder i forholdet mellem Sverige og Danmark og cementerede modsætningerne mellem de to lande

 

Som det første slag i Trediveårskrigen udkæmpes slaget ved Det Hvide Bjerg ved Prag. En katolsk hær under Tilly besejrer Frederik V af Böhmen. Den religionsfrihed, böhmerne havde sikret sig ved protestantismens sejr ved en revolte i 1609, følte de, var truet, da ærkehertug Ferdinand i 1617 blev valgt til konge i Böhmen, året efter i Ungarn. Frygten var ikke ubegrundet. Ferdinand var en af jesuitternes trofaste disciple og dertil en overbevist tilhænger af centralisme og magtkoncentration. Sin kongegerning startede han med at lukke de protestantiske kirker, derefter udnævnte han katolske guvernører i Böhmen. Böhmerne reagerede håndfast og prompte ved at smide - defenestrere - et par af guvernørerne ud ad vinduet på slottet i Prag. Det blev Trediveårskrigens "skud i Sarajevo". Krisen skærpedes yderligere, da böhmerne afsatte Ferdinand og i stedet indsatte kurfyrste Frederik af Plalz, leder af den evangeliske union. Hermed var åben krig uundgåelig. Ferdinand aftalte med sin spanske slægtning kong Philip III, at en spansk hær skulle invadere kurfyrstendømmet Pfalz. Samtidig skulle en hær sammensat af tropper fra Østrig og den katolske liga invadere Böhmen. Frederik V havde forventet støtte fra sin svigerfar, Jacob I af England og fra de protestantiske fyrster i Nordtyskland. I begge tilfælde blev han skuffet. Nederlaget ved Det Hvide Bjerg betød, at Frederik V mistede såvel sin kongekrone som sit kurfyrstendømme. Han flygtede til Holland, hvor han døde i fattigdom. I Böhmen iværksatte sejrherrerne en kraftig katolsk modreformation

 

1622 f Karl X Gustav af Sverige, konge 1654-1660; søn af pfalzgreve Johan Kasimir og Katharina (en datter af Karl IX og dermed søster til svenskekongen Gustav II Adolf); da pfalzgreven blev fordrevet fra sit land, søgte han til Sverige, hvor Gustav Adolf udnævnte ham til hertug. Her blev Karl født, han blev opdraget her og følte sig altid som svensker. I 1640’erne tydede meget på, at han skulle blive gift med Gustav Adolfs datter, Kristina. Men til hans store skuffelse blev Kristinas voksende modvilje mod at gifte sig afgørende. 1642-45 var Karl i feltherrelære hos Torstenson og deltog i dennes danske felttog. Kristina, der i 1642 havde overtaget den svenske trone efter sin fars død, udnævnte i 1648 Karl til overgeneral for samtlige svenske hære. Året efter gennemtvang hun, at det modvillige svenske rigsråd accepterede Karl som tronfølger, og da Kristina juni 1654 nedlagde kronen, blev han svensk konge. 1655 begyndte han krig mod Polen og Rusland, men trods sejre var hans stilling vanskelig, og Danmark-Norges krigserklæring 1657 kom derfor som en befrielse for ham. I ilmarch trængte han frem til Jylland, indtog Frederiksodde (Fredericia), foretog sit berømte tog over bælternes is og fik ved freden i Roskilde: Bohuslen og Trondheims len, Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Da han genoptog krigen august 1658 for at gøre det af med det danske kongerige, svigtede krigslykken ham. Krigen endte med freden i København; Norge fik Trondheim len og Danmark Bornholm. I ægteskabet med Eleonora af Holsten-Gottorp blev født sønnen Karl (XI) (d 13/2 1660)

 

1656 f Edmond Halley, engelsk astronom; på St. Helena iagttog han som 20 årig den dengang i Europa næsten ukendte sydhimmel; han katalogiserede mere end 300 stjerner og offentliggjorde resultatet i "Catalogus stellarum australium" (1679, Katalog Over Sydhimlens Stjerner). På St. Helena iagttog han også en Merkurpassage (november 1677). Da han vendte tilbage til England, sluttede han venskab med Isaac Newton og bekostede udgivelsen af dennes "Principia". I 1680 indtraf en begivenhed, der fik afgørende betydning for Halleys fremtidige forskning og virke. Da viste en komet sig på himlen. Halley beregnede dens bane, som viste sig at være oval, og syntes dermed at følge Keplers love for planetbevægelser. Det lykkedes ham dog ikke at få fastslået, om kometen havde været observeret før. Men i 1682 kom endnu en komet til syne. Det var den komet, som senere fik navnet, Halleys Komet. På grundlag af Keplers kometobservationer og beskrivelser af en komet, den tyske matematiker og astronom Peter Bienewitz – med det latiniserede navn Apianus – havde gjort i sit værk "Astronomicum Caesareum", konkluderede Halley, at den komet Apianus havde set i 1531, var den samme, som Kepler havde set i 1607, og nu var den kommet tilbage. Halleys opdagelse var epokegørende. Han kunne fastslå, at kometen i 1682 ikke var et himmellegeme, der strejfede rundt på må og få. Den fulgte de samme love for sin bevægelse, som planeterne gjorde altså Keplers love. Halley forudsagde kometens næste passage i 1759. Det var første gang en sådan forudsigelse var blevet gjort, og den slog til. 1703 blev Halley professor i Oxford og var fra 1720 til sin død direktør (astronomer royal) for observatoriet i Greenwich (d 14/1 1742)

 

d Christian Rantzau, dansk-holstensk rigsgreve og overstatholder; han blev uddannet på Sorø Akademi i årene 1627-29. I 1634 blev han kammerjunker hos Christian 4. Men han var ikke længe i kongens tjeneste, fra 1636 koncentrede han sig om driften af sine mange godser. I 1648 udnævnte den nykronede Frederik 3. ham til statholder i Hertugdømmerne. 1650 blev Rantzau tysk rigsgreve, og så store var hans jordejendomme, at han var en sikker långiver for den dansk-norske krone. I begyndelsen stod han kongen meget nær, men hans selvsikre opførsel bragte ham på kant med kongeparret. Til trods for dette dårlige forhold – secielt til dronning Sophie Amalie - udnævntes han året efter Statsomvæltningen – enevældens indførelse – 1660 til overstatholder, en slags førsteminister, og som sådan tog han del i opgøret med Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina. Således var han med til at dømme førstnævnte til døden in absentia i 1663. Det var også Christian Rantzau, der ledede forhørene af Leonora Christina, da hun sad i Blåtårn (f 2/5 1614)

 

d John Milton, engelsk forfatter; efter i 1632 at have afsluttet sine studier i Cambridge i klassisk litteratur, italiensk, fransk, hebræisk og teologi kom hans første litterære arbejder. Der var tale om hyrdedigte, maskespil og yndefuld lyrik. 1638-39 var M i på rejse i Italien, hvor han fik stærke indtryk af den humanistiske ånd og renæssancelitteraturen. Efter hjemkomsten satte han sig mål at skrive et stort bibelsk epos med Homer og Vergil som forbillede. Foreløbig blev han dog grebet af det store opgør mellem konge og parlament. Han deltog ikke aktivt i krigen, men med tilknytning til Cromwells regering tog han ivrigt del i den politiske og religiøse polemik. Fra hans hånd kom der en lang række stridsskrifter. Blandt disse var "Areopagitica", hvor han krævede trykkefriheden indført; endvidere kom hans forsvar for Kong Karls afsættelse og henrettelse i skrifterne "The Tenure of Kings", "Eikonoklastes" og "Defensio Pro Popolo Anglicano"; hertil kom hans piecer "On Divorce", hvori han gik ind for ret til skilsmisse. Ved Cromwellstyrets fald og kongedømmets genindførelse var M’s liv en overgang i fare. Han slap med at miste sin ejendom samt med, at bøddelen brændte flere af hans skrifter. Sine sidste år fik han lov at leve i fred, men i særdeles beskedne kår. Det var i disse år, han skabte det storværk, hvorpå hans ry som en af Englands største digtere nu hviler: "Paradise Lost" (1667) i hvilket M beskrev det, der for ham var menneskehedens største tragedie, Adam og Evas syndefald i Edens have. Hans sidste digt "Paradise Regained" er en art fortsættelse af "Paradise Lost" i form af en digtning om Kristi fristelse og sejr over Djævelen, der iflg. M var grundlaget for forsoningen og salighedshåbet "genvindelsen af paradiset (f 9/12 1608)

 

Bryllup Christian 7. og Caroline Mathilde af England. I 1765 blev den engelske prinsesse af Frederik 5.s udsending, grev Hans C. von Bothmer, udvalgt som brud for den danske tronfølger Christian (7.). Uden selv at vide det trådte hun i stedet for søsteren Louise, der først var udset, men af Bothmer blev bedømt som for svagelig. Brylluppet fandt sted per procura på Carlton House den 1. oktober 1766. Efter en hård overfart, der tog seks døgn, førtes bruden til Holland og derefter til Altona, hvor den 15 årige Caroline Mathilde tog afsked med sit engelske følge. I Roskilde blev hun den 3. november modtaget af fætteren, den 17 årige Christian 7., konge siden februar, som hun her så for første gang. Sammen kørte de til Frederiksberg slot. Her opholdt hun sig, til hun den 8. november holdt sit indtog i den festsmykkede og jublende hovedstad. Erindringen i offentligheden om den forrige engelskfødte dronning, Louise, der havde været meget populær, i modsætning til efterfølgeren Juliane Marie, var stærkt medvirkende til at give Caroline Mathilde en modtagelse ud over det sædvanlige. Samme aften viedes kongeparret af Sjællands biskop Ludvig Harboe i Christiansborg slotskirke

 

d Frd. Wilhelm von Seydlitz, preussisk kavaleriofficer; han begyndte sin militære karriere i 1740 i tjeneste hos mark-greven af Schwedt i dennes regiment af preussiske kyrassérer. Seydlitzs første krigsindsats - i den Østrigske Arvefølge-krig - var mindre heldige; han blev taget til fange (maj 1742) men dog hurtigt udvekslet. I 1753 fik preusserkongen Frederik den Store øje på Seydlitz og satte ham i spidsen for sit 8. Kyrasserregiment. Den Preussiske Syvårskrig blev von Seydlitz store stund. Efter at have udmærket sig i slagene ved Prag (maj 1757) og Kolin (juni 1757) blev han generalmajor. I slaget ved Rossbach (5. november 1757) havde han kommandoen over den samlede preussiske kavaleristyrke - 38 eskadroner og vandt slaget næsten uden støtte af infanteriet. Hans kavaleri øvede ligeledes afgørende indflydelse på udfaldet af slaget ved Zorndorf (25. august 1758). Han deltog i de fleste af krigens slag og blev flere gange såret. Efter krigen blev von Seydlitz øverste chef for det preussiske kavaleri (f 3/2 1721)

 

1775 f Jakob Peter Mynster, biskop; han blev cand theol 1794 og var derefter til 1802 huslærer på Bregentved. I årene 1802-11 var han sognepræst i Spjellerup. I 1811 blev han residerende kapellan ved Vor Frue Kirke i København, i 1826 hofprædikant og i 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst. I København blev M en meget søgt prædikant, der med sin forkyndelse dannede en modsætning til den herskende rationalisme. Han var nok så meget som Grundtvig den, der ved sin prædiken vendte den rationalistiske strøm tilbage mod en mere central kristelig opfattelse. Som prædikant gjorde han et dybt indtryk på samtiden, og især hovedstadens intelligens samledes i stort tal om hans prædikestol. Blandt hans tilhørere var den gamle hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard og hans sønner Christian og Søren, der begge blev konfirmeret af Mynster. Hans "Betragtninger over de kristelige Troslærdomme" (1833) blev det københavnske borger-skabs opbyggelsesskrift. Han blev 1834 biskop over Sjællands stift; som sådan kom han til at stå som reaktionens tals-mand, bl.a. fordi han søgte at gennemføre tvangsdåb af baptistbørn. Med årene opfattedes han mere og mere som en ubøjelig statskirkemand, som enevældens biskopog og som forkæmper for overleverede værdier og former. Mynster var kongevalgt medlem af Roskilde Stænderforsamling 1834-48 og kongevalgt medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling (d 30/1 1854)

 

Bondecirkulæret udstedes. Fremsendelse af en adresse til kongen – Christian 8. - underskrevet af 9.824 bønder med krav om bl.a. indførelse af alm. værnepligt, afløsning af tiende, og at skatterne måtte blive udjævnet samt uro blandt bønderne og ikke mindst blandt husmændene i Holbæk amt førte til, at regeringen med bondecirkulæret forbød for det første: at afholde møder om bondestandens retsforhold uden tilladelse fra den lokale politimester, og for det andet: at udensogns mænd deltog i sådanne møder, der af samme årsag aldrig måtte afholdes i købstæderne. Hidtil havde bønderne aldrig tvivlet i deres hengivenhed for kongen og hans hus. Med cirkulæret og kongens afvisning af en deputation af bønder, der et par uger efter dets offentliggørelse, bad om cirkulærets tilbagekaldelse, fik denne tillid et knæk. Med sin afvisende holdning jog kongen bønderne i armene på de liberale. De fejrede deputationen ved en middag på Skydebanen i København, og de støttede et halvt år senere oprettelsen af Bondevennernes Selskab, der som formål havde "bondestandens emancipation og lige borgerlige ret med de andre samfundsklasser" - Bondecirkulæret blev tilbagekaldt 12. maj 1846

d Tom Sayers, britisk nævekæmper, som deltog i den første internationale sværvægts mesterskabskamp og var en af Englands bedst kendte boksere i 1800-tallet. Han målte 5 feet 8½ inches og vejede 155 pounds, det betød, at han var kendt som Little Wonder og Napoleon of the Prize Ring.I ringen mødte han ofte langt større modstandere; men alligevel tabte han kun én kamp i sin karierre – til Nat Langham i 61.(sic) omgang i oktober 1853. I kampen om det internationale mesterskab mødte Sayers í april 1860 amerikaneren John C. Heenan. Skønt han var syv år ældre og vejede 40 pounds mindre end Heenan, havde bookmakerne Sayers som favorit. Efter 42 omgange (mere end to timers boksning), da Sayers havde fået en skade i sin højre arm, og Heenan syntes at være på vinderkurs, entrede publikum i ringen. Kampen blev erklæret for uafgjort, og begge boksere modtog et mesterskabsbælte. Herefter trak Sayers sig tilbage fra boksning (f 25/5 1826)

f Herbert Austin, engelsk bilfabrikant; tilbragte størstedelen af sit tidlige liv i Australien, hvor han blev direktør for Wolsely Sheep-Shearing Machine Company, hvis produktion af maskiner, han også kontrollerede, da han havde slået sig ned i England. Havde allerede designet og deltaget i fabrikationen af biler da han i 1906 begyndte produktion af egne biler i Long-bridge fabrikkerne ved Birmingham og samme år grundlagde Austin Motor company. I en menneskealder var Austin en fremtrædende skikkelse i britisk industri; han blev adlet for sin indsats og fik titlen Lord Austin of Longbridge. Fabrikken i Longbridge var i 1930’erne blandt de største i Europa og fremstillede biler af alle typer. Særlig kendt var den lille Austin Seven. Under 2. Verdenskrig blev der foruden biler også lavet op mod 3000 flyvemaskiner af typen Lancaster og Hurricane. I 1951-52 fusionerede fabrikken med Morris Motors Ltd og dannede British Motor corporation (d 23/5 1941)

d César Franck, belgisk/fransk komponist; han var 1830-35 studerende ved konservatoriet i fødebyen Liège og 1837-42 ved konservatoriet i Paris. Fra 1844 tog han blivende ophold i Paris. Fra 1858 til sin død var han organist ved Sainte-Clotilde-kirken. Organistembedet inspirerede ham til flere betydelige orgelkompositioner, hvoraf det første – "Six Pièces" - kom 1862. F blev 1872 ansat som lærer i orgelspil ved konservatoriet. I den sidste halve snes år af sit liv skabte F en række kompositioner, der regnes for hovedværker i fransk musik og placerer ham i forreste række blandt fornyerne af 1800-t’s franske instrumentalmusik. Bl. hans værker er "Symfoniske variationer for klaver og orkester" (1885), symfoni i d-mol (1886-88) og strygekvartet i D-dur (1889). Desuden har han komponeret to store klaverværker "Prélude, choral et fugue" (1884) og "Prélude aria et final" (1886-87). Blandt hans korværker er oratoriet "Les Béatitudes" (1879) med tekst fra Bjergprædiken og de to oratorielignende symfoniske værker "Redemption" (1871-72) og "Psyché" (1887-88) (f 10/12 1822)

Som den sidste i Danmark henrettes Jens Nielsen ved halshugning i Horsens Tugthus. Han var flere gange blevet straffet for tyveri og brandstiftelse, da han i 1884 blev idømt 16 års tugthus for brandstiftelse og indsat i Horsens Tugthus. Efter N i 1892 for tredje gang havde forsøgt at dræbe en fængselsbetjent, blev han dømt til døden. Henrettelsen fandt sted i tugthusets gård og blev overværet af alle indsatte og fængslets personale

f Margaret Mitchell, amerikansk forfatter; som datter af formanden for Atlanta Historical Society voksede hun op i et hjem, hvor historie og især lokalhistorie spillede en stor rolle. Ved midten af 1920’erne begyndte hun samle de mange historier, hun i sin barndom havde fået fortalt om Den amerikanske Borgerkrig og genopbygningen i sydstaterne i tiden derefter, til en roman på flere end 1000 sider. Den omfangsrige roman blev udgivet i 1936 med titlen "Gone with the Wind", 1936 (da, Borte med blæsten) og blev både i USA og i udlandet en uhørt succes. Den satte salgsrekord med 50.000 eksemplarer på en enkelt dag og 1,5 mio eksemplarer i det første år efter udgivelsen. Den blev oversat til nogle og tredive sprog og var den mest omfangsrige roman, der nogensinde var blevet udgivet i blindskrift. For romanen modtog M de fornemme amerikanske forfatterpriser the Pulitzer Prize og National Book Award. I 1939 havde filmen baseret på romanen premiere. Også den blev en stor succes, og foruden en Oscar til filmens heltinde, Vivien Leigh, fik filmen yderligere ni Oscars. M omkom ved en bilulykke (d 16/8 1949)

 

f H.C. Svane Hansen, socialdemokratisk politiker; født i Århus og uddannet som typograf; han voksede op i et arbejderkvarter og i et politisk vågent hjem. Det betød, at han allerede fra sin tidligste ungdom var aktiv i Socialdemokratiet. Således var han 1933-37 formand for DSU efter i 1929 at være blevet denne organisations sekretær. Fra 1936 til sin død var han medlem af Folketinget valgt i Københavns amtskreds. Efter af tyskerne at være tvunget ud af politisk virksomhed var han 1944-45 medlem af kontaktudvalget mellem politikerne og Danmarks Frihedsråd. Han blev finansminister i befrielsesregeringen 1945, og beklædte atter denne post i den socialdemokratiske regering 1947-50. I perioden september-oktober 1950 var han handelsminister. Da soc.demokraterne atter dannede regering i 1953, blev H udenrigsminister. Efter statsminister Hedtofts død i januar 1955 blev H statsminister, en post han beklædte til sin død. Han var tillige udenrigsminister i årene 1955-58. Som politiker var han udpræget pragmatiker, hvilket bl.a. viste sig, da han i foråret 1956 lod et af arbejderne forkastet mæglings-forslag ophøje til lov. Det udløste de største arbejderdemonstrationer nogensinde i Danmark. Men russernes nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i efteråret 1956 belastede de danske kommunister, så en større vælgerflugt af arbejderstemmer til det danske kommunistparti skete ikke. Trods tilbagegang ved folketingsvalget i maj 1957 kunne H.C. Hansen danne en koalitions-regering bestående af Socialdemokratiet, Retsforbundet og Radikale Venstre. Han stod i spidsen for denne regering til sin død (d 19/2 1960)

1908 d Heinrich Hirschsprung, tobaksfabrikant, kunstsamler; stod fra 1858 sammen med sin ældre bror i spidsen for det af faderen grundlagte tobaksfirma; under de to brødres ledelse blev firmaet et af de ledende i branchen. H nærede hele livet en brændende kærlighed til kunst og fik opbygget en udsøgt samling af dansk kunsts bedste frembringelser på maler- og tegnekunstens område fra Eckersberg til "fynboerne". Hovedvægten blev lagt på Eckersberg og hans elever, af hvem samlingen rummede en særlig fyldig repræsentation, samt på 1880'ernes malerkunst. H anlagde sin samling efter det princip at vise udviklingen hos den enkelte kunstner ved indkøb af værker fra forskellige tidspunkter af deres virksomhed, et princip som dengang endnu ikke fulgtes ved indkøb til den kgl. Malerisamling, og han havde på et tidligt tidspunkt øje for skitsens selvstæn-dige værdi som kunstværk og sikrede derfor talrige studier og forarbejder. Ved gavebrev af 1. juli 1902 skænkede ægteparret H deres samlinger til "den danske Stat og vor Fødeby Københavns Kommune". Den efter tegninger af H.B. Storck opførte museumsbygning i Østre Anlæg i København blev indviet 8. juli 1911, efter at den Hirschsprungske samling var blevet ophængt. Den rummede ved åbningen 529 malerier, 1670 akvareller, pasteller og tegninger samt 187 billedhuggerarbejder I dens arkiv findes en betydelig samling af danske kunstneres breve og andre bidrag til 1800-tallets kunsthistorie (f 7/2 1836)

Ølstuekuppet i München. I Tyskland var der i august 1923 blevet dannet en bred koalitionsregering. Øverst på den nye regerings program stod en afslutning af den franske besættelse af Ruhrområdet. Da franskmændene afviste ethvert forslag til en overenskomst, blev den tyske regering tvunget til at afblæse den passive modstand mod de franske besættelsesmyndigheder uden nogen fransk modydelse. I nationale kredse i Tyskland blev denne politik opfattet som forræderi mod fædrelandet. Det var på denne baggrund Hitlers forsøg på at arrangere et statskup i Bayern skal ses. Ved et massemøde den 8. november i Bürgerbräukeller i München, hvor Bayerns generalkommissær med diktatoriske beføjelser von Kahr talte, trængte Hitler ind i salen i spidsen for en gruppe SA-mænd, afbrød taleren med et revolverskud i luften og erklærede, at der var udbrudt revolution i Tyskland. Da han dagen efter marcherede i spidsen for sine tilhængere til Feldherrnhalle for at proklamere revolutionen, åbnede politiet ild. 16 deltagere faldt, og demonstrationen gik i opløsning. Fire dage senere blev Hitler arresteret. Ved den påfølgende højforræderiproces fik deltagerne milde straffe, og de var alle på fri fod inden udgangen af 1924. Kupforsøget fik senere stor betydning for den nazistiske bevægelses selvforståelse og for skabelsen af førermyten omkring Hitler

1942 Under 2. Verd. krig foretager de allierede landgang i Fransk Marokko og Algeriet. Et invasionsforsøg i Nordafrika var særdeles vanskeligt og set fra et ressource-synspunkt et voveligt foretagende. En foruroligende faktor var, hvordan den franske Vichy-regerings tropper i Nordafrika ville reagere. Udfaldet var endvidere afhængig af adgangen til såvel krigsskibe som fragtskibe, og her var den tyske u-båds-offensiv i Atlanterhavet en alvorlig trussel. En tredje forudsætning var overlegenhed i luften. Men operationen lykkedes over al forventning. Øverstkommanderende var den amerikanske general Dwight D. Eisenhower. Som repressalie mod, at de franske styrker i Nordafrika ikke modsatte sig invasionen, gennemførte tyskerne den 11. november en fuldstændig besættelse af Frankrig. Vichy-regeringen protesterede, og den franske flåde, der lå fortøjet i Toulon, blev sænket af sine egne officerer. I denne situation stillede den franske Nordafrika-styrke sig til rådighed for vestmagterne

 

1986 d Vjatjeslav Molotov, sovjetisk politiker (udenrigsminister) og diplomat; han optrådte som Sovjetunionens repræsentant ved internationale konferencer under og umiddelbart efter 2. Verd.krig. Som medlem og grundlægger af det bolsjevikiske parti arbejdede han fra 1906 illegalt og var flere gange arresteret af tsarens politi for sine revoliutionære aktiviteter. Efter Martsrevolutionen 1917 spillede han en særlig rolle i tiden, før Lenin o.a. kendte kommunistiske ledere vendte hjem fra eksiler i udlandet. I 1921 var han kandidat til politbureauet. I personstriden i partitoppen efter Lenins død i 1924 sluttede han sig til Stalin og blev 1925 medlem af politbureauet. I årene 1930-41 var han statsminister (i.e. formand i folkekommissærernes råd); fra 1939 tillige udenrigsminister, en post han beklædte til 1949. Både i forhandlinger med tyskerne under den tysk-russiske pagt 1939-41 og senere i forhandlinger med de allierede viste han sig som en tålmodig, skarp og meget hårdnakket forhandler. Efter Stalins død 1953 blev han atter udenrigsminister. På gr. af udsoningen med Tito måtte Molotov, der stod som talsmand for traditionen fra Stalins tid, træde tilbage som udenrigsminister 1956. Han mistede sin politiske indflydelse efter sin deltagelse i det mislykkede forsøg i 1957 på at tvinge Sovjetunionens reelle leder, Khrustsjov bort. Han blev august samme år ambassadør i Den mongolske Folkerepublik og var 1960-61tillige Sovjetunionens faste delegerede ved Den Internationale Atomenergikommision i Wien. I 1964 kom det frem, at M havde mistet sit medlemskab i kommunistpartiet. I 1984 blev han atter medlem (f 9/3 1890)

 

 

 

 

Til top        9. november

1542 d Anders Sørensen Vedel, historiker og viseudgiver; han blev student fra Ribe og kom 1561 til København for at studere ved universitet. Men allerede året efter blev han hofmester for Tyge Brahe på dennes udenlandsrejse og vendte først 1565 tilbage Danmark. 1566 tog V magistergraden i Wittenberg og udnævntes 1568 til hofpræst i København. Af stor betydning for V blev den adgang, han fik til den højadelige kreds af historisk interesserede rigsråder og embedsmænd, som han selv har skildret i dedikationer og fortaler. Han blev inviteret til deres bord og påhørte og deltog i samtaler mellem disse nationalt og kulturelt bevidste samfundsspidser. Navnlig rigets kansler Johan Friis til Hesselagergård tog sig af V. Det blev tanken, at V skulle oversætte og fortsætte Saxo. Kansleren Niels Kaas gav ham 1573 et kanonikat i Ribe til understøttelse, og 1575 kom V’s Saxo-udgav. Den er dels blevet betegnet mere var en fri gengivelse end en oversættelse dels som en gengivelse skrevet på et rent og frodigt dansk. Langt senere blev den en sproglig inspirationskilde for romantikkens digtere og blev 1845-51 genudgivet på initiativ af digteren Christian Winther. V's arbejde med en fortsættelse af Saxo forløb mindre heldigt. 1581 flyttede han til Ribe, hvor han arbejdede utrætteligt på at samle stof til danmarkshistorien. 1584 udnævntes han til historiograf, men fik intet færdigt, hvorfor regeringen 1594 tog dette embede fra ham. Meget tyder på, at V faldt for fristelsen til at fordybe sig i enkeltproblemer og udenomsværker, herunder kronologien og landebeskrivelsen. Alt hvad V havde fået færdig brændte ved Københavns brand i 1728. 1591 udgav V efter opfordring fra dronning Sophie "Et hundrede udvalgte danske viser", folkeviser, han selv havde samlet og bearbejdet (d 13/2 1616)

1641 Ved Ribe ret dømmes Maren Splid til bålet som heks

Pooq og Qiperoq på henholdsvis 29 og 24 år bringes som de første grønlændere til Danmark, hvor de vakte stor opsigt og blev midtpunkt i en kampagne for at skaffe penge til det missionsarbejde i Grønland, der var begyndt med Hans Egedes rejse til Grønland i 1721. Qiperoq døde i 1725, mens Pooq vendte tilbage til Grønland, hvor han berettede om alt det sælsomme, han havde set i Danmark. Med sin kone besøgte han igen Danmark i 1728, hvor de begge døde af kopper

1773 f Thomasine Gyllembourg, forfatter; som 16-årig blev hun gift med sin sproglærer, den 16 år ældre forfatter Peter Andre-as Heiberg, og blev 18 år gammel mor til Johan Ludvig H. I 1801, året efter P. A. Heibergs landsforvisning, søgte hun skilsmisse og giftede sig med den landflygtige svenske baron Gyllembourg-Ehrensvärd. G begyndte at skrive for at skaffe stof til den af sønnen udgivne tidsskrift Kjøbenhavns Flyvende Post. En personlig notits i en annonceavis inspirerede hende til at digte et svar. Som 53-årig udsendte hun da anonymt den første af 24 noveller, der skildrer kulturnormer og samværsformer i guldalderens københavnske middelklasse og bidrog derved til at en ny, populær realistisk roman. Læserne tvivlede længe på, om der var tale om fiktive personer eller personer fra omgangskredsen. Hendes næste værk, romanen "En Hverdags-Historie" (1828), røbede forfatterskabet. Om det er det blevet sagt, at hun gav kvinderne en litte-rær identitet og gjorde det intime familieliv til et tema i kunsten. (d 1/7 1856)

d Giovanni Batista Piranesi, italiensk kobberstikker, grafiker og arkitekt, hvis store tryk, der afbilder fra klassisk og postklassisk Rom og dens omegn, bidrog på afgørende vis til Roms berømmelse i 1700’tallet og til fremvæksten af klassisk arkæologi og til den neoklacicistiske retning inden for kunsten – først og fremmest inden for arkitekturen. Som 20årig kom P til Rom som tegner for den venezianske ambassadør. Han studerede trykketeknik; endvidere bestod hans uddannelse i studier af den antikke arkitektur. Det var i disse år, han udviklede sin højest originale ætseteknik, der gav en kraftig kontrast lys og skygge. Gennem sit kendskab til Herculanum og Pompeji begyndte han at gengive oldtidsminderne i stik, og som sit første arbejde udgav han i 1745 "Carceri d'’nvenzioni", effekt- og fantasifulde billeder af fængsler.1756 kom hans fire binds værk "Antichità Romane" omfattende det antikke Roms topografi skildret i storladne tavler, og som vidner om P’s blændende raderteknik. Mellem 1748 og 1778 kom som enkelttryk med i alt 137 blade – "Vedute di Roma"; de er en hyldest til 1700-tallets "moderne" Rom. I forbindelse med sin samling af antikviteter begyndte P udgivelsen af "Vasi, candelabri, cippi, sarcofagi, tripodi etc." (1768 ff), som skulle få stor betydning for fremvæksten af den senere empirestil; P’s produktion som grafier nåede ca 1000 grafiske blade; af hans arkitektoniske arbejder er kun ombygningen af Santa Maria in Priorato på Aventin i Rom bevaret (f 4/10 1720)

 

Napoleons statskup. Mens Napoleon i perioden maj 1798 til oktober 1799 var optaget af felttoget i Ægypten, skete der tre afgørende ting, der fik betydning for den politiske udvikling. I Paris blev der gennemført et statskup, hvorved nogle af Direktoratets medlemmer forøgede deres magt ved at få optaget nogle af deres støtter i Direktoratet. Endvidere dannede Østrig den anden koalition rettet mod Frankrig, og den bataviske republik løsrev sig, hvorved alle erobringer i Italien – bortset fra Genova – gik tabt. Denne situation bevirkede, at skønt Napoleon var strafskyldig, fordi han havde forladt den ægyptiske hær uden Direktoratets tilladelse, var der ingen, der turde kræve ham til regnskab. Det gjorde ham dristig, og i troen på han var den eneste, der var i stand til at bringe orden i forholdene, fik han nogle af Direktoratets medlemmer på sin side, andre til at forholde sig neutrale og andre stillet under bevogtning. Da det var ordnet, gennemførte han den 9. november et statskup og dannede en provisorisk regering, der bestod af ham selv og to loyale støtter. En ny forfatning af 24. december lagde magten i hænderne på en førstekonsul – Napoleon – valgt for 10 år og to rådgivende konsuler. Herefter var Napoleon Frankrigs reelle enehersker

f Edward 7. af England, konge 1901-10; ældste søn af dronning Victoria og prins Albert. I 1863 ægtede han den danske prinsesse Alexandra, datter af Chr. IX og dronning Louise. I sin lange periode som kronprins deltog han ivrigt i den europæiske overklasses forlystelsesliv og var involveret i flere skandaler. Forholdet til moderen var derfor anstrengt, og hun udelukkede ham i mange år fra deltagelse i statssager. Med tronbestigelsen i 1901 indledte Edward og Alexandra en ny, glansfuld og mere frigjort stil i det britiske kongehus og i selskabslivet. Udenrigspolitik havde hans interesse, og efter at være blevet konge ydede han sit bidrag til opnåelse af et fast udenrigspolitisk samarbejde med Rusland og Frankrig, idet også han frygtede Tysklands voksende magt og personligt afskyede Tysklands kejser, Wilhelm II. Ved talrige rejser og sammenkomster virkede han for denne politik og kunne ved flere lejligheder yde sine regeringer støtte ved at åbne nye kanaler for politisk tilnærmelse. I det britisk-franske samarbejde i Afrikapolitikken syntes E at have været en drivende kraft. I tilnærmelsen til Rusland spillede hans forhold til ruslands tsar, Nikolaj II, en betydelig rolle for den britisk-russiske overenskomst af 1907 og for en klaring af forholdet til Mellemøsten, som fulgte efter E’s møde med tsaren ved Reval i juni 1908 (d 6/3 1910)

1902 f Poul la Cour, forfatter; 1921 elev i boghandel i Rønne; debuterede 1922 med digtsamlingen "Dagens Alter"; I 1923 påbegyndte han et syvårigt ophold i Frankrig. I perioden udsendte han fire digtsamlinger – blandt disse gennembrudsdigtene "Den galliske Sommer" (1927) - og én mindre roman. Efter hjemkomst til Danmark 1930 var han bl.a. konsulent ved Gyldendal. Fra 1935 er den selvbiografiske roman "Kramer bryder op"; i 1936 og 1938 kom digtsamlingerne "Dette er vort liv" og "Alt kræver jeg". Under krigen udsendte la C foruden en række artikler kun monografien "Astrid Noack", 1943; til gengæld intensiveredes hans oversættelsesarbejde af primært fransk digtning. Sine tanker om poesiens væsen og betydning nedfældede han i "Fragmenter af en dagbog" (1948). Han realiserede sine ideer i "Mellem Bark og Ved", 1950. Posthumt udkom "Efterladte Digte" (1957), "Græske Digte" (1958) og de udvalgte essays "Solhøjde" (1959) (d 20/9 1956)

Tyskland bliver republik. Fra et vindue i rigsdagsbygningen i Berlin proklamerer socialdemokraten Philipp Scheidemann den tyske republik. Den 4. november besluttede socialdemokraterne at arbejde for indførelse af republik, og den 7. krævede de under indtryk af uroen i hæren matrosernes mytteri i Kiel kejserens og kronprinsens øjeblikkelige tronafsigelse. Dagen efter faldt den første trone for oprøret; det skete i Braunschweig, hvor tronen blev beklædt af kejserens svigersøn. Samme dag blev også det bayerske kongedømme styrtet. Den 9. november, da arbejderne i Berlin begyndte en generalstrejke, rettede kansleren, prins Max, en forespørgsel til kejseren om, hvad han ville bestemme sig til. Kejseren kunne imidlertid ikke tage nogen bestemmelse, kunne og turde ikke føre hæren mod den oprørske hovedstad, men besad heller ikke mod til at se virkeligheden i øjnene. Prins Max handlede da på egen hånd, og uden nogen formel bemyndigelse udsendte han en erklæring om, at kejseren havde nedlagt regeringen, og at kronprinsen havde opgivet sin arveret til tronen. Derefter trak han sig tilbage og overlod sit embede til socialdemokraten Ebert. Uden nogen bemyndigelse udråbte Scheidemann om eftermiddagen samme dag republikken. Inden aften drog kejseren i landflygtighed i Holland

 

d Ramsay MacDonald, britisk premierminister; han blev født i Skotland og flyttede som ung til England, hvor han arbejdede som kontorist, sekretær og journalist. Han sluttede sig 1893 til Independent Labour Party og indvalgtes 1906 i Underhuset, hvor han 1911 blev leder af sit parti. Han bestred krigsfaren så sent som 3. august 1914 og forsvarede hårdnakket neutralitetspolitikken; derfor mistede nhan lederposteni sit parti. Under verdenskrigen fortsatte han med at være fredsven og arbejdede for at genoptage arbejdernes internationale forbindelser. Han mistede sin plads i Underhuset 1918, men genvalgtes 1922. Han dannede i 1924 Storbritanniens første arbejderregering, i hvilken han tillige var udenrigsminister. Regeringsskiftet kom til at markere et skifte i britisk udenrigspolitik. Den britiske regering, som hidtil havde støttet, eller i hvert fald ikke havde modsat sig Frankrigs hårde politik over for Tyskland med besættelsen af Ruhrområdet, slog nu ind på en anden og mere forsonlig linje over for Tyskland. Da Labour tabte valget samme år, fik MacD’s regering kun en kort levetid. I 1929 kunne han atter danne regering. Men den var magtesløs over for den økonomiske krise med dens store arbejdsløshed, og uenighed om den økonomiske politik førte i 1931 til et brud inden for arbejderpartiet. M dannede da i august i samarbejde med De Konservative og Liberale en national samlingsregering. Regeringen var domineret af de konservative, og MacD indflydelse blev stadig mindre. Ved det følgende valg fik M’s nydannede parti kun 13 pladser, og juni 1935 trådte MacD tilbage. Han blev efterfulgt af den konservative Baldwin. Af mange i Labour blev MacD betragtet som forræder, fordi han havde siddet i regering sammen med klassefjenden, de konservative, og han døde som en knækket og isoleret mand (f 12/10 1866)

Krystalnatten. Natten mellem 9. og 10. novbr. udviklede nazisternes terror mod Tysklands jøder sig til en regulær pogrom. Den ydre anledning var et mord på en tysk diplomat i Paris. Det hed sig, at det var blevet begået af en polsk jøde. Som repressalie blev jødiske butikker og boliger, skoler og synagoger over hele Tyskland nedbrændt under en "spontan" demonstration, udtænkt og ledet af propagandaminister Joseph Goebbels. Et stort antal jøder blev mishandlet i flere tilfælde dræbt. De materielle skader på jødisk ejendom blev opgjort til flere millioner Mark. I stedet for at få erstatning blev jødiske forretnings- og industriledere pålagt at betale en bøde på en milliard Mark. Betalingen af "bøden" betød konkurs for mange jødiske forretningsfolk. Ordet Krystalnat opstod på gr. af den store mængde knuste glasskår, der lå på gaderne efter SA-folkenes rudeknusning

d Neville Chamberlain, britisk konservativ politiker; uddannet som forretningsmand og gik 1897 ind i lokalpolitik. Han blev 1915 borgmester i hjembyen Birmingham. 1918 valgtes han til Underhuset, som han forblev medlem af til sin død. Indtil han i maj 1937 blev premierminister, beklædte han forskellige ministerposter. Som premierminister var det hans udenrigspolitiske mål at søge en ordning med Tyskland og Italien gennem direkte forhandlinger, og således prøve at forene det britiske imperiums interesser med Tysklands og Italiens ekspansionsplaner. Da den tjekkoslovakiske krise opstod i 1938 ved Hitlers krav på det tjekkoslovakiske Sudeterland, blev C’s holdning afgørende for udfaldet. Med erfaringerne fra blodbadet i 1. Verdenskrig ville han for næsten enhver pris undgå en krig, og det var hans opfattelse, at Storbritannien ikke kunne gå i krig for et lille fjerntliggende lands skyld. Efter Münchenmødet i september 1938, hvor Storbritannien og Frankrig overlod Tyskland Sudeterland, blev C hyldet som en fredens redningsmand, som nogen statsmand sjældent er blevet det. Men samtidig mødte hans politik en kritik, der betegnede den som svaghed oog en ydmygelse for England. Til trods for kritikken og til trods for at aftalen ikke førte til afspænding, fastholdt C den til den tyske invasion i Tjekkoslovakiet i marts 1939. Den førte til en ændring i britisk udenrigspolitik, og C søgte nu gennem alliancer og garantier for de lande, der var truet af Tyskland, at skabe en fredsfront. Hans politik led endeligt nederlag i september 1939, da han måtte erklære Tyskland krig efter tyskernes angreb på Polen. Efter det fejlslagne britisk-franske forsøg på at komme Norge til undsætning i foråret 1940 gik han af som premierminister (f 18/3 1869)

Erik Scavenius bliver statsminister. Da Christian 10. efter sin fødselsdag i september 1942 besvarede Hitlers lykønskningstelegram med ordene "Spreche meinen besten Dank aus", opfattede Hitler den kortfattede og upersonlige takkeskrivelse som en fornærmelse. Mellem Tyskland og Danmark opstod derefter den såkaldte telegramkrise, og i forbindelse med den krævede tyskerne udenrigsminister Scavenius som statsminister og nye ministre fra DNSAP og fagbevægelsen. Scavenius nægtede pure at optage nazister i regeringen, og hans kollegaer søgte længst muligt at undgå ham som statsminister. Det tyske riges befuldmægtigede - Best - insisterede imidlertid på ham. Da de tyske krav hverken omfattede dødsstraf eller jødeforfølgelser lagde kronprinsen - der efter kongens rideuheld d. 19. oktober havde overtaget regeringens ledelse - med henvisning til sammenholdets betydning sit lod i vægtskålen, og Scavenius kunne danne sin regering. De fire store partier var fortsat repræsenteret, men nu blev også nogle højtstående embedsmænd og LO's formand ministre

 

d Chaim Weizmann, jødisk videnskabsmand og zionist, Israels første præsident; han blev født i Polen, men hans studier i biokemi skete ved universiteter i Tyskland og Svejts. Efter endt uddannelse underviste han i sit fag ved universitetet i Genève og fra 1904 i Manchester. Han blev britisk statsborger i 1910. Hans arbejder inden for organisk kemi gjorde ham kendt i vide kredse, samtidig med det gjorde ham velhavende. I årene 1916-19 var han direktør ved det britiske admiralitets laboratorier. Her fik hans videnskabelige arbejde stor betydning for krigsproduktionen, ligesom han blev kendt med flere af Englands mest fremtrædende personligheder. W var blandt ophavsmændene til Balfourdeklarationen i 1917. I den forbindelse var såvel W’s arbejde som de nævnte bekendtskaber ikke uden betydning, da det britiske udenrigsministerium udstedte deklarationen. Den sagde, at det ville være den britiske regerings politik at arbejde for oprettelse af et nationalt hjem for jøder i Palæstina. W blev i sin ungdom ivrig zionist, og han var præsident for den internationale zionistbevægelse og for Jewish Agency for Palestine 1921-29 og 1935-46. Fra 1932 var han rektor for det hebræiske universitet i Jerusalem.Da staten Israel blev grundlagt i 1948, blev han statens første præsident (f 27/11 1874)

d Charles André Joseph Marie de Gaulle, fransk officer og politiker; han afsluttede sin uddannelse ved militærakademiet Saint-Cyr i 1913; fra august 1914 deltog han i 1. Verd.krig; han blev såret og taget til fange i slaget ved Verdun 1916. I Frankrig troede man, han var død. Han blev posthumt udnævnt til kaptajn og dekoreredes med æreslegionen for tapperhed. Efter krigen fortsatte han sin militære karriere og var 1937 oberst og chef for et kampvognsregiment. I disse år blev han kendt i offentligheden, da han talte for et mere mekaniseret og bevægeligt fransk forsvar og kritiserede den defensive opfattelse, der satte sin lid til Maginotlinjen. Efter den franske kapitulation 1940 stod han i spidsen for de franske styrker, der fortsætte kampen uden for Frankrig. Det var dog vanskelige år for ham.Mens Churchill straks støttede ham, kunne Roosevelt ikke døje ham. Han blev udsat for talrige fortrædeligheder og ydmygelser som f.eks., at man intet hensyn tog til ham ved landgangen i Nordafrika i 1942. Først ved invasionen i 1944 opnåede han de Allieredes anerkendelse, og i august dette år kunne han omsider fejres i Paris som befrieren. Han blev leder af en provisorisk regering. Uenighed med politikerne om udformning af en ny forfatning medførte, at han jan. 1946 trak sig tilbage fra politik og gik i gang med at skrive sine erindringer. Under uroen i Frankrig i forbindelse med krigen i Algeriet optrådte de G atter som Frankrigs redningsmand; mens landet befandt sig på randen af borgerkrig og kaos, påtog han sig at danne en ny regering og styre landet ud af vanskelighederne. Nu kom storhedstiden for "Generalen" og for den europæiske statsmand. Han så sig sig selv som et med Frankrig. Han var overbevist om Frankrigs storhed og dets mission: "Frankrig er kun sig selv i forreste række", skrev han. Han var regeringsleder fra 1. juni 1958 til 7. januar 1959. 21. september 1958 blev han valgt til præsident for 7 år og 8. januar 1959 overtog han officielt præsidentposten. Han blev genvalgt december 1965, men trådte tilbage 1969 da en en rådgivende folkeafstemning om administrative reformer gik ham imod (f 22/11 1890)

Berlinmuren falder. Opførelsen af muren blev påbegyndt den 13. august 1961 for at standse flugten fra Øst- til Vestberlin. Siden oprettelsen af DDR i 1949 var et stort antal borgere flygtet fra DDR; frem til murens opførelse i alt 2,7 mio. I årene herefter blev "muren" symbol på det delte Europa. Her gik skillelinjen mellem det frie, demokratiske Vesteuropa og ufrihedens, kommunismens Østeuropa. Denne tingenes tilstand varede til 1989. Som følge af pres fra den østtyske befolkning og de voldsomme demonstrationer, der var blevet udløst af reformudviklingen i Sovjetunionen og de stadig ringere økonomiske forhold i DDR, måtte de kommunistiske ledere opgive den hidtidige holdning og åbne muren. Det skete om aftenen den 9. november 1989. Fuldstændig uventet meddelte den østtyske ledelse i aftenens tv-avis, at grænsen til Vesten ville blive åbnet. Østtyskerne valgte at opfatte meddelelsen således, at den ikke kun gjaldt dem, der ville flytte til Vesten permanent. Den skulle gælde alle østtyskere. Og allerede få timer efter nyheden i fjernsynet begyndte forventningsfulde østberlinere at samles ved grænseovergangene i muren. Ingen vidste på det tidspunkt rigtigt, hvornår de ville få lov at passere. Men henimod midnat blev presset mod grænseovergangene så stort, at grænsebetjentene, som nidkært havde vogtet overgangene i 30 år, gav op – de lod simpelthen folk passere. Ved Brandenburg Tor fik unge østberlinere lov til at kravle op på muren – noget de ville være blevet skudt for timer forinden. Med indførelse af fri udrejsemulighed smuldrede fundamentet for DDR’s eksistens

 

 

 

 

 

Til top        10. november

461 d Leo 1. den Store, pave 440-461; han betragtes som en af pavestolens største skikkelser og havde allerede før sit pavevalg stor autoritet i Italiens og Nordafrikas kirker og blev af statsmagten brugt i diplomatiske sager. Mens han var pave, fortsatte det vestlige romerriges opløsning, samtidig med forskellen mellem romerrigets vestlige og østlige kirke var voksende. Fra mange sider så man derfor hen til romerkirken som den eneste stabiliserende faktor. L var sig denne opgave bevidst, og over for biskopper i såvel øst som vest hævdede han den romerske biskops (pavens) magtstilling. Hans argumentation var, at Roms første biskop – Sct. Peter – havde fået sin magt af Kristus, og fra Peter stammede den magt, hans efterfølgere som Roms biskopper havde. I samtidens strid om Kristi natur vedtog konsilet i Chalkedon i 451, at Leos udlægning af Kristus menneskelige og guddommelige var udtryk for den sande tro, og at St. Peter havde talt gennem Leo. Da Attila i spidsen for sine hunner stormede frem mod Rom i 452, rejste Leo ham i møde og fik ham til at vende om. I 455 fik han vandalerne til at undlade at brænde Rom af og dræbe dens indbyggere. Men plyndring af byen undgik man ikke. Det gjorde vandalerne så grundigt, at deres navn blev synonym med at hærge og ødelægge. Leos indsats over for såvel hunner som vandaler styrkede pavestolens verdslige magt og bidrog til, at Leo – snarere end kejseren – stod som Vestens leder (f 390)

 

570 f Muhammed; stifter af den islamiske religion. Hans lære blev ikke til på én gang. Hovedtanken, som bestandig blev fastholdt, var hævdelsen af det monoteistiske princip. Hans optræden som forkynder af et budskab fra Allah fremkaldte først skuldertræk og spot, senere forargelse, dels af kultiske grunde – han angreb jo det nedarvede – dels fordi man fandt hans påstande frække og egnede til at så splittelse. Til sidst blev det til forfølgelse, og efterhånden udvandrede M’s tilhængere fra hans hjemby Mekka til Medina, og til sidst (sommeren 622) fulgte M selv med; denne bortrejse (hedjra) blev udgangspunkt for den muhammedanske tidsregning. Mens han før blot havde været profet, blev Muhammed fra nu af politiker og feltherre. De flg. år fortsattes en missionsvirksomhed blandt arabiske stammer, ligesom kampen mod Mekka fortsattes. Efter at M’s tilhængere i 627 havde afværget et sidste angreb fra Mekka på Medina, var den sidste kritiske periode i M’s liv overstået. Fra da af vandt M’s lære hurtig udbredelse. Få år senere - i 629/30 - kunne han drage ind i Mekka uden kamp, og inden hans død var den islamiske lære udbredt til næsten hele den arabiske halvø. En arabisk forbundsstat på teokratisk grundlag var blevet til (d 8/6 632)

1433 f Karl d Dristige, hertug af Burgund; faderen (Filip d. Gode) havde gennem arv, køb og erobringer udvidet sit område med store dele af det nuværende Belgien, Holland, Luxemborg og Nordfrankrig. K søgte at virkeliggøre faderens ambitioner om at skaffe sig en selvstændig stilling ved at skabe et stort kongerige i grænseegnene mellem Tyskland og Frankrig. For at realisere dette projekt skulle hertugdømmet Lorraine, som lå mellem K’s nordlige og sydlige områder, erobres. Derved kom han i et skarpt modsætningsforhold til sin franske lensherre Ludvig 11. Efter adskillige sammenstød fik Ludvig dannet et forbund mod Karl; det bestod af Frankrig, Lorraine og de svejtsiske kantoner, der alle følte sig truet af K’s planer. I 1475 erobrede K Lorraine. Året efter rejste befolkningen i Lorraine sig til modstand, den fik hjælp fra Svejts, og den burgundiske ridderhær blev flere slået af det svejtsiske fodfolk. 1477 gjorde svejtserne indfald i Lorraine for at befri det, og i slaget ved Nancy i Lorraine blev den burgundiske hær tilintetgjort og K dræbt. Gennem hans datter Maria, som kort efter K’s død blev gift med Maximilian af Østrig, kom de nederlandske områder og frigrevskabet Burgund m.v. til habsburgerne, mens det egentlige hertugdømme Burgund (Bourgone)sammen med de nordfranske besiddelser blev indtaget af Ludvig XI af Frankrig. K beskrives som en lærd, yderst pligtopfyldende, men nogen pedantisk mand, modig og tapper og meget ærgerrig, men som statsmand noget stivsindet og uden sans for realitetet (d 5/1 1477)

1483 f Martin Luther (d 18/2 1546)

d Dorothea, dronning; datter af markgreve Johan af Brandenburg og Barara; Dorothea var gift med kongerne kristoffer af Bayern (konge 1443-48) og Christian 1. (konge 1448-81); ægteskabet med Kristoffer af Bayern, der blev indgået i september 1445, varede kun 2½ år og var barnløst. Efter Kristoffers død sad rigsrådet tilbage med en 18 årig enkedronning, som var tilstået en ikke ringe livgeding (pension) og ingen tronarving. Problemet blev løst ved, at grev Christian af Oldenburg blev dansk konge, og han kunne så samtidig overtage Dorothea. Bryluppet fejredes samtidig med Christian 1.s kroning i oktober 1448. Meget tyder på, Dorothea var en stærk og dygtig kvinde med forstand på gods og penge. Om sin medgift og arv efter sin far førte hun en årelang strid med sin farbror. Under kongens hyppige fravær varetog hun rigets styrelse såvel indadtil som over for udlandet - og så vidt ses med ikke ringe kraft. Hendes kirkelige interesser gav sig praktiske udslag. Sammen med sønnen kong Hans grundlagde hun Køge kloster. Da hun fødte sit første barn, sønnen Olav, var det den første kongesøn født i Danmark i 100 år. Han døde som lille. Tre af hendes børn nåede voksenalder: kongerne Hans og Frederik I. Deres søster Margrethe blev i 1469 gift med Jacob 3. af Skotland. Dorotheas to rejser til Rom i henholdsvis 1475 og 1488 var virkelige pilgrimsrejser; hun fik dog også tid til at aflægge besøg hos sin søster hertuginden af Mantova, ligesom hun på rejsen 1488 aflagde besøg hos kejseren (f ca 1430)

 

d Paul 3. Farnese, pave 1534-1549; som ung blev han ansat i det pavelige kancelli og blev protegeret til skatmester, biskop og kardinal under Alexander VI (1492-1503), der havde hans søster - Julie Farnese - som elskerinde. Under de følgende paver havde han fortsat fremgang, og ved pavevalget i 1521 manglede han kun to stemmer i at blive valgt. 1534 lykkedes det ham at blive pave; samme år udnævnte han sin 14 årige sønnesøn og sin 16 årige dattersøn til kardinaler. P havde den bedste vilje til at reformere kirken: nedsatte en kommission til kirkens forbedring, han sendte legater til samtaler med protestanternes ledere og arbejdede for at få en kirkeforsamling sammenkaldt. Det lykkedes med indkal----delsen af Tridenterkoncilet i 1545. Med lange afbrydelser varede koncilet atten år og beskæftigede sig især med plan--lægningen af modreformationen. Som led i modreformationen og til undertrykkelse af protestantismen sanktionerede han i 1542 oprettelsen inkvisitionen; inden for inkvisitionen tog Jesuitterordenen, som P havde stadfæstet 1545, ledelsen. Med baggrund i sin slappe moral, sin grove nepotisme og sin rundhåndede støtte til kunstnere er P blevet betegnet som en typisk renæssancepave. Det var i P’s pontifikat Michelangelo malede "Dommedag" i det Sixtinske kapel; ligesom P fik Michelangelo ansat som arkitekt ved såvel opførelsen af sit Palazzo Farnese i Rom som ved Peterskirken (f feb. 1468)

f Francois Couperin, fransk komponist; han var den mest berømte i en kendt musikerslægt. Han var organist ved Saint Gervais-kirken i Paris 1685-1723 og fra 1693 tillige Ludvig 14.'s hoforganist og musiklærer for de kgl. prinser. Som klaverkomponist var han fører for en hel tidsperiode og forbillede for en senere slægt. Han komponerede små kunstværker og tonemalerier i tidens overlæssede stil pyntet med triller og forsiringer. I hans kirkemusik er to orgelmesser (1690) og åndelige sange. Han forenede den italienske triosonate (Corelli) med den franske dansesuite: "Les nations" (1726). Han udgav triosonaterne "Apothéose de Corelli" (ca. 1722) og "Apothéose de Lully" (1725), som en hyldest til forbillederne. I de fire bind bind "Pièces de clavecin", 1713-30 byggede C videre på 1600-tallets lutmusik, men varierede rækkefølgen og antallet af satser. Han udgav en banebrydende klaverskole "L'Art de Toucher le Clavecin" (1716) (d 12/9 1733)

1683 f Georg 2. britisk konge 1727-1760; eneste søn af Georg I og Sophia Dorothea af Celle; han fik en militær uddannelse og deltog i Den spanske Arvefølgekrig, hvor han udmærkede sig ved Oudenaarde. Hans deltagelse i krigen var sidste gang, en britisk konge personligt stod i spidsen for landets hær på slagmarken. Forholdet til faderen var dårligt, og G var i lang tid forvist fra hoffet. Det er blevet sagt om G 2., at hans personlighed ikke var mere værdig end faderens. Som denne havde han af åndelige interesser kun sans for musik. Han var smålig og gerrig og holdt elskerinder, skønt han var sin hustru oprigtig hengiven. G blev i 1705 gift med Caroline af Ansbach. Blandt deres børn var tronfølgeren Frederik, der døde allerede 1751. Det blev dennes søn, der som Georg 3. efterfulgte Georg 2. på den britiske trone. Endvidere havde Georg 2. og hans dronning datteren Louise, der blev gift med Frederik 5. af Danmark/Norge (d 25/10 1760)

1689 Den reformerte Kirke i København bliver indviet. I 1685 gav Christian V tyske, hollandske og franske kalvinister tilladelse til fri religionudøvelse, og allerede fire år senere stod deres Reformerte Kirke færdig. Den blev fuldendt i løbet af halvandet år med den hollandske (eller tyske) stenhugger Henrich Brockam som arkitekt. Den rektangulære bygning blev opført af røde hollandske mursten med arkitektoniske og dekorative enkeltheder af sandsten. Kirkens indre har karakter som en salskirke, idet den er uden sideskibe. Ved Københavns brand i 1728 ødelagdes dele af kirken. Den restaureredes 1731 og fik ved denne lejlighed størstedelen af sit nuværende barokke inventar

f William Hogath, engelsk grafiker og maler; som ung var han i guldsmedelære, hvorefter han besøgte James Thornhills malerskole. Hans ophold her sluttede brat, da han stak af med Thornhills datter og giftede sig med hende. Han arbejdede derefter som illustrator, bl.a. til Butlers "Hudibras" og tegnede satiriske blade til kobberstikforlag. Med "The Harlot’s Progress" (1731) (en skøges liv) fandt H sin egen specielle form, de såkaldte"Moral Pictures". Mønstret for disse moraliserende billeder var, som han selv sagde, de folkeopdragende dramaer. Men tidens tendensroman inspirerede ham også til på denne måde at reformere samfundet. Andre serier, som også blev udgivet i kobberstik, er bl.a. "Industry and Idleness" (flid og dovenskab), "The Four Stages of Cruelty"(grusomhedens fire stader). Hertil kom en række enkeltbilleder af tilsvarende karakter. Foruden nogle altertavler og religiøse kompositioner malede H mange portrætter. Sine etiske principper gav han udtryk for i skriftet "The Analysis of Beauty" (1753). Han blev hofmaler i 1757. På engelsk kunst virkede H igangsættende: han frigjorde den fra fremmed formsprog og lagde med sin realistiske, rammende skildring af såvel miljø som af mennesker, grunden til en selvstændig national udvikling (d 26/10 1764)

 

f Friedrich Schiller, tysk forfatter; han gennemgik nødtvungent militærakademiet i Württemberg. Dette skabte hans afsky for despoti og vakte ham for tidens frihedsidealer. Efter afsluttet medicinstudium blev han i 1780 regimentskirurg i Stuttgart. Samme år udsendte han anonymt sit første værk, dramaet "Die Räuber", et udtryk for samtidens ulmende had til politisk despotisme. I 1782 flygtede han fra ansættelsen i Stuttgart. I de nærmeste år herefter havde han svært ved at finde en levevej og oplevede magre tider. I 1787 fuldførte han dramaet "Don Carlos", som viser overgangen fra hans revolutionære Sturm und Drang tid til den klassiske periode. Fra 1787 arbejdede han med historiske studier, og 1789 blev han professor i historie i Jena. Inden for dette område skrev han bl.a. "Geschichte des Dreissigjährigen Krieges" (1791-93). I 1799 trak han sig tilbage fra universitetsarbejdet og flyttede til Weimar, hvor han virkede i nær forbindelse med det af Goethe ledede hofteater. Årene i Weimar udgør den egentlige klassiske periode i tysk digtning med Goethes rejse til Italien og S’s studier af antikken og hans oversættelser af den klassiske, antikke poesi som et vigtigt grundlag. Efter sit sidste store filosofisk-æstetiske afhandling "Naive und Sentimentalische Dichtung" (1795-96), hvori han med udgangspunkt i Goethes og sin egen personlighed udreder forskellen mellem antik og moderne kunst, vendte han tilbage til digtningen og dramaet. Med dramaerne "Wallenstein" (1800), "Maria Stuart" (1801), "Die Jungfrau von Orleans" (1801) om Jeanne d’Arc og "Wilhelm Tell" (1804) om svejtsernes frihedskamp satte han kronen på sit livsværk (d 9/5 1805)

d Joseph Francois Dupleix, fransk koloniadministrator; efter nogle år til søs fik han i 1721 gennem familieforbindelser ansættelse i den franske koloniadministration i Pondicherry i Indien. Foruden forretninger for sin arbejdsgiver drev han omfattende forretninger for egen regning og tjente en formue. I 1731 blev han superintendent ved det franske faktori i Chandernagore. Det gjorde han med så stor succes, at han i 1742 blev udnævnt til generalguvernør for alle franske besiddelser i Indien. Det blev således D, der i 1750’ernes begyndelse kom til at stå i spidsen for de franske interesser i det store opgør med briterne om magten i Indien. Opgøret truede med at ruinere det franske kolonikompagni, og i 1754 blev D kaldt hjem. I Frankrig var stemningen ham fjendtlig, og han døde glemt og fattig. D’s skudsmål blev, at han viste store evner som administrator og diplomat, men at hans militære evner ikke slog til. Taktiske evner og forstand på at føre folk på slagmarken havde til gengæld Robert Clive, briternes leder og D’s modstander i Indien, og det blev briterne, der sejrede i kampen om Indien (f decbr. 1696)

1860 d Søren Kanne, bonde, redningsmand; han gjorde sit navn kendt ved en heltemodig bedrift. Da et skib fra Hornbæk 16. febr. 1835 strandede på Djurslands kyst, og skipperen ikke ved egen hjælp ikke kunne redde sig, svømmede K trods forrygende storm med sine heste ud til skibet og bragte ham frelst i land. Blicher besang begivenheden i et digt. Kongen tildelte K Medaljen for Druknedes Redning og 40 rdl. K kom af dage ved at drukne i Gren å under eftersøgningen af en bortløben ko (f 10/2 1801)

f Michael Ivanovitch Rostovtzeff, russisk/amerikansk historiker og arkæolog. Han var professor i latin ved universitetet i St Petersborg 1901-18. Efter Oktoberrevolutionen forlod han Rusland, og efter i en kort periode at have undervist i Oxford rejste han til USA, hvor han var professor ved universitetet i Wisconsin 1920-25 og derefter ved Yale University 1925-44. I disse år skrev han sine mest kendte værker: "The Social and Economic History of the Roman Empire" (1926) og "Social and Economic History of the Hellenistic World" (I-III). I årene 1928-37 ledede han udgravningen af en hellenistisk by i Syrien og udgav "Dura-Europas and Its Arts" (1938). Endvidere udgav han værker om det sydlige Ruslands kunst og arkæologi. I det 20. århundredes første halvdel var R en af de mest indflydelsesrige autoriteter vedrørende græsk og romersk oldtidshistorie, især dens sociale og økonomiske aspekter (d 20/10 1952)

"Dr. Livingstone, I presume", Stanley finder Livingstone i Ujiji ved Tanganyika-søen. I 1866 var Livingstone rejst ud på sin sidste ekspedition, der som mål havde at finde Nilens kilde. Uheld og et svækket helbred gjorde rejsen vanskelig, og han blev flere gange meldt savnet. Af sit blad "New York Herald" fik journalisten Henry Stanley opgaven "go and find Livingstone"; efter 236 dages march fandt han Livingstone. Efter mødet rejste Stanley tilbage til England og bidrog med sine beretninger til Livingstones berømmelse. Selv drog Livingstone videre, men bukkede snart under og døde i 1873 i det nuværende Zambia

 

f John Epstein, amerikansk/britisk billedhugger; på gr. af dårligt syn måtte han opgive en påbegyndt karriere som maler; han blev i stedet billedhugger, og efter at have studeret to år i Paris åbnede han i 1905 et værksted i London. Trods den skandale, der i 1912 stod om hans skulptur af Oscar Wilde til dennes gravmæle i Paris, blev E toneangivende i britisk kunst og en søgt portrætbilledhugger. I 1913 var han blandt grundlæggerne af en løst organiseret London-gruppe af skribenter og billedkunstnere, der arbejdede for at udbrede kendskabet til den moderne kunst. I disse år arbejdede E mest i sten, men hans mest kendte arbejde fra disse år den robotlignende "Klippebor" (1913-15) er skabt i gips og derefter støbt i bronze. Efter opløsningen af London-gruppen i 1916 begyndte han at arbejde inden for to retninger. Den ene bestod af især religiøse og allegoriske figurer som f.eks. "Genesis" (1930) og "Ecce Homo" (1934-35); de var udhugget direkte af en megalit og havde ofte bevaret noget af blokkens oprindelige omrids. E’s andet hovedområde, som var hans største, bestod af portrætbuster i bronze udført for et internationalt klientel og skabt i en summarisk, ekspressiv udtryksform. Undertiden skabte han også monumentale bronzegrupper som f.eks. "Sankt Michael and the Devil" (1958) til Coventry nye domkirke. I sine senere år var E en kraftig modstander af abstrakt skulptur (d 19/8 1959)

d Jean Nicholas Arthur Rimbaud, fransk digter; i et bohememiljø i Paris stiftede R som 17-årig bekendtskab med sin digterkollega Verlaine og førte sammen med ham 1872-73 et omstrejferliv i England og i Belgien. Ved hjemkomsten i 1875 udgav han "Une Saison en Enfer" en slags psykologisk selvbiografi og hans farvel til digtningen. Efter nogle rejseår i det sydlige og sydøstlige Europa førte han et omflakkende liv i Orienten og Afrika og var i en periode repræsentant for et eksportfirma i Aden. Da han vendte tilbage til Frankrig var han dødssyg. Hans digtning, som i sin helhed blev til 1870-73, blev offentliggjort af Verlaine i "Les Illuminations" (1886), "Poésies complètes" (1895), "Oeuvres" (1898). Om R’s digteriske program er det blevet sagt, at det er mangetydigt. Snart fremstår han som en anarkistisk oprørsdigter, som driver gæk med alle litterære og samfundsmæssige konventioner. Snart virker det som han gennem digtningen søger at nå en overnaturlig erkendelse. Med sin digtning har han været en betydelig inspirationskilde for indbyrdes meget forskellige digterskikkelser, symbolister, surrealister og den moderne politiske oprørsdigtning (f 20/10 1854)

d Leonid Brezjnev, sovjetisk statsleder; han var ingeniøruddannet og havde fra 1935 lokale partiposter i Ukraine. Under 2. Verd.krig var han politisk officer på den ukrainske front og var fra 1943 politisk leder på 4. ukrainske front med rang af generalmajor. Herefter var han bl.a. partichef i Moldavien 1950-52 og 1954-56 i Kasakhstan. I 1952 medlem af centralkomiteen og kandidatmedlem af partipræsidiet. Ved Stalins død 1953 blev han næstkommanderende for hærens politiske forvaltning. I Kasakhstan fik han ansvaret for de store nydyrkningsprogrammer, som den daværende partileder Khrustsjov havde sat i gang, og vandt dennes tillid. I 1956 blev han kaldt tilbage til Moskva for at overtage en stilling som centralkomitesekretær. I 1957 steg han til tops og blev medlem af partipræsidiet og var 1960-64 formand for Den Øverste Sovjets præsidium, dvs Sovjetunionens statsoverhoved. Efter Khrustjovs fald i 1964 blev Brezjnev partisekretær. Mod slutningen af 1960'erne fremstod Brezjnev som Sovjetunionens faktiske leder og fra 1977 igen som statsoverhoved. Brezjnevs periode som Sovjetunionens leder var præget af stærkt faldende økonomiske vækstrater bl.a. på grund af den ineffektive planøkonomi. Udadtil cementerede han Sovjetunionens dominerende position i Østeuropa f.eks. med invasionen i Tjekkoslovakiet 1968. I forholdet til Vesten fulgte Brezjnev efter først at have gennemført en betydelig oprustning en afspændingspolitik, der førte til en række internationale aftaler, herunder Helsingforsaftalen, der bidrog til at mindske spændingen i verden (f 19/12 1906)

1983 d Carl E. Soya, forfatter; selv om hans mange offentliggørelser dækker over et flertal af genrer og former: journalistik, anmeldelser, lyrik, børnebøger, skolekomedier, aforismer m.m., har han især markeret sig som fortæller og dramatiker. Han debuterede i 1918 med novellen "De, der skammer sig". Om novellen er det blevet sagt, at den tematisk foregriber mange af de senere arbejder: den forbudte omtale af det forbudte; ønskedrømmen (den lykkebringende eller den ondartede) der risikerer at blive gjort til virkelighed. Han slog afgørende igennem med skuespillet "Parasitterne" (1929), der foregår i et småborgerligt miljø og afslører den menneskelige gemenhed. I hans store dramatiske produktion, der også omfatter hørespil, er bl.a. "Den Leende Jomfru" (1930), "Umbahumba" (1935). Bogen "Lutter Øre" indeholder 11 hørespil. Blandt S’s prosaværker er klunketidsromanen "Min Farmors Hus" (1943) og "Sytten" (I-III, 1953-54), der begge er formede som erindringsfantasier. S har endvidere udgivet aforismesamlinger f.eks. "Indfald og Udfald" (1945) og "Platinkorn" (1963) (f 30/10 1896)

 

 

 

 

 

Til top        11. november

d Hans Tausen, luthersk reformator, biskop; som munk i Johannitterordenens kloster Antvorskov ved Slagelse lærte han på en studierejse i Tyskland lutherdommen at kende.Efter hjemkomsten ca 1525 blev hans prior – efter hvad traditionen beretter – noget betænkelig ved hans noget lutherske prædiken og sendte ham til ordenens kloster i Viborg. Her prædikede han imidlertid offentligt Luthers lære under stor tilstrømning fra byens borgere, og det endte med, han blev udstødt af sin orden. Men samme år – 1526 – modtog han et værnebrev fra Frederik I, og han kunne henlægge sin prædiken til Skt. Hans kirke. I efteråret fik hans menighed åbnet den store Gråbrødrekirke for ham. Længe konkurrerede munkene og T’s menighed om, hvem der kunne overdøve den anden part i kirken, indtil munkene til sidst blev fordrevet. I 1529 kaldtes T af kongen (Frdr. I) til præst ved St. Nikolaj kirke i København, hvor der nu blerv afholdt evangelisk gudstjeneste. På et år omdannede han – med Poul Helgesens ord – denne by "til den mest forbryderiske hule for alskens ugudelighed og vanhelligelse". I 1537 blev han medlem af den kommission, der udarbejdede den lutherske kirkeordinans. Ved Universitetets genåbning blev han dets læremester i hebræisk. I 1542 blev han biskop i Ribe, hvor han ydede en stor indsats for reformationens praktiske gennemførelse. Hans bibeloversættelse blev aldrig udgivet, men han udsendte en postil – prædikensamling – til brug for "ulærde landsbypræster", og i 1544 udgav han den danske kirkes første salmebog (f 1494)

 

1569 d Daniel Rantzau, feltherre; han var som ung i kejserlig tjeneste. I 1559 deltog han i felttoget i Ditmarsken som gottorpsk høvedsmand, var med i Syvårskrigen mod svenskerne fra dens begyndelse i 1563 og udviklede sig snart til en krigsen-trepenør i stor stil. I kriseåret 1565 udnævnte Frederik 2. ham til øverstbefalende for de danske styrker. Det lykkedes Rantzau at undsætte Elfs borg (Älvsborg) og Bohus. I det blodige slag ved Axtorna i Halland den 20. oktober 1565, hvor det lykkedes Rantzau at lokke svenskerne frem fra en sikker position og ud i det åbne land. Der blev kæmpet hele dagen i regn og stærk blæst, og flere gange fik de svenske styrker overtaget, men takket være såvel Rantzaus evne til at skabe samarbejde mellem hærens forskellige våben som det danske rytteris store våbenfærdighed og tapperhed blev svenskerne besejret. De måtte trække sig tilbage med tabet af alt feltskyts. Så danskerne kunne erobre 48 kanoner foruden en stor mængde faner, våben og vogne. 6000 lig dækkede valpladsen omtrent lige mange danske og svenske. Daniel Rantzau faldt under belejringen af fæstningen Varberg (f 1529)

 

Tyge Brahe ser en supernova – en eksploderende stjerne. B’s målinger af den nye stjerne viste et for ham rystende resultat. Stjernen befandt sig langt fjernere fra Jorden end Månen. Den var længere borte end planeterne, for havde den befundet sig i en af planetsfærerne, ville den have deltaget i de bevægelser, der var særegne for disse sfærer. Den måtte høre til blandt fiksstjerne i den ottende sfære, hvis rotation den nøje fulgte. Den 26-årige astronom så ved hjælp af sine instrumenter det ske, som ikke kunne ske. Ude i uforanderlighedens hjemsted i det evige og afsluttede skaberværk skabtes en ny stjerne, som derefter langsomt slukkedes. I sin bog om fænomenet - De Nova Stella, der udkom sommeren 1573 - betegner B stjernen som "det største under, der har vist sig i naturen siden verdens skabelse". Alle filosoffer og videnskabsmænd havde gennem årtusinder anset det for en kendsgerning, at himmelrummet uden for månens sfære var uforanderligt, at stjernerne ikke kunne ændre sig, hvad angik antal og placering. Der var ét fortilfælde: Plinius fortæller, at Hipparchus også havde set en ny stjerne, men det havde filosoffer bortforklaret ved at hævde, at det var en komet eller en meteor i rummet under månen. Supernovaen forblev synlig med det blotte øje til marts 1574. og kunne ses om dagen

 

d Manderup Parsberg, rigsråd; på den traditionelle udenlandsrejse opholdt P sig bl. a. ved universiteterne i Wittenberg (1565) og Rostock (1567). Her havde han et skænderi med sin landsmand Tyge Brahe; det endte med duel. Den gik ud over Tyge Brahe, der fik næsen skamferet. De blev dog snart forligt og skal have været venner resten af livet. Temperamentsfuld og bramfri som P siges at have været tiltalte han Frederik II. Fra 1573 var han blandt de yngre adelsmænd, der uden at tilhøre hofstaben, indkaldtes til forekommende lejligheder. 1574 bekostede kongen hans bryllup og blev i de følgende år tildelt givtige len. Ligeledes fik han også hurtigt en fremtrædende stilling i diplomatiet. 1585 stod han således i spidsen for et gesandtskab til Skotland. Under Christian 4.’s mindreårighed var P et af de fire medlemmer af det såkaldte regeringsråd. Christian 4. gjorde i høj grad brug af P i sverigespolitikken. 1601 indkaldte P til grænsemøde, men svenskerne udeblev; stort bedre gik det ikke året efter, da kom forhandlingerne ikke i gang pga. titulaturstridigheder. 1612-13 deltog han i fredsforhandlingerne i Knäröd. . 1622 opgav han stillingen som lensmand i Ålborg og udtrådte samtidig af rigsrådet. P hørte til rådets mest iltre medlemmer. Så sent som 1604, da han var næsten 60 år, måtte rådsmedlemmer lægge sig imellem, for at forhindre en duel mellem P og et medlem af rigsrådet. Han blev en meget rig mand, og hans jordegods anslog man i hans dødsår til over 3000 tdr. hartkorn (f 24/12 1546-begravet i Århus domkirke)

 

1642 f André-Charles Boulle, fransk hofsnedker, der er kendt for sine rigt indlagte og dekorerede parademøbler (fr. meubles d’apparat) i dynamiske former, der bebudede regence- og rokokostilen. Som ung studerede Boulle tegning, maleri og skulptur; hans ry som den bedste møbelsnedker og –designer i Paris førte i 1672 til, at Ludvig 14. udnævnte ham til kongelig hofsnedker i Versailles. I hans værksted skabtes det meste af slottets møblement. Som hans mesterstykke i Versailles regnes udsmykningen af dauphinens private studerværelse med mosaikker i forskellige træsorter på gulv og i paneler (1681-83 nu ødelagt). Med tilladelse til også at arbejde for andre havde Boulle i sin kundekreds så fornemme folk som kong Philip af Spanien, hertugen af Bourbon og kurfyrsterne af Bayern og Köln. I Boulles værksted blev der fremstillet skabe, kommoder og borde, heriblandt flere nye typer, hvor forskelligtfarvede træsorter blev indlagt i geometriske mønstre og som blomster- og fuglemotiver, det såkaldte marketteri. Boulle-møbler blev et begreb, og de blev i 1800-tallet efterlignet i stor stil (d 29/2 1732)

 

d Ellen Marsvin, godssamler og svigermor til Chr. 4.; som enke i størstedelen af sit liv kunne hun koncentrere sig om landbruget. Det fik stor betydning for hende, at hun blev svigermor til Chr. IV. Kongen overdrog M forvaltningen af de store summer, han i tidens løb skænkede sin hustrus børn. Til gengæld blev de fleste af disse udsat for at skulle opdrages af den hårdhudede bedstemor. Hun forstod at tækkes kongen, der beundrede hendes økonomiske og praktiske evner. Disse evner kom f.eks. til udtryk i årene 1629 til 1636, på et tidspunkt, hvor mange adeliges økonomi var meget anstrengt, byggede hun sin netop erhvervede gård Ulfeldtsholm ved Nyborg helt om. Gården fik fire tårne med kobbertækkede spir. Selvbevidst omdøbte hun gården til Ellensborg (nu Holckenhavn). I første omgang ændredes det gode forhold mellem kongen og M sig ikke, da kongens samliv med datteren - Kirsten Munk - ophørte. Dette ændredes, da M fra 1635 tog datterens parti; desuden tvang fra midten af 1640'erne tiltagende alderdomssvækkelse M til at opgive politiseringen ved hoffet og holde sig i ro på Ellensborg (f 1/2 1572

 

1802 Netop hjemkommet fra en naturforskerrejse i Tyskland begynder naturforskeren og filosoffen Henrik Steffens en række forelæsninger i København, hvormed han introducerer romantikken i Danmark. På rejsen i Tyskland havde Steffens tilegnet sig den nye tyske poetiske og filosofiske dannelse, der var ved at overvinde det hendøende 18. århundredes borgerlige oplysning. Den kaldte sig romantik og krævede på grundlag af Goethes digtning og forskning i videnskaben et helhedssyn i stedet for en adspredt kundskab og i kunsten en skabende fantasi i stedet for en flad efterligning af det virkelige, dog med en tilsætning af ufilosofisk mystik og uhistorisk fortidsforherligelse, der var Goethe-kulturen fremmed. Steffens forelæsninger fik stor betydning for forfatteren Adam Oehlenschläger

 

1821 f Fiodor Dostovjevskij, russisk forfatter; i modsætning til de fleste samtidige russiske forfattere voksede Dovstovjevskij ikke op i et adeligt godsejermiljø, men fik sine første bestemmende indtryk i et bymiljø. Hans far var læge i Moskva. Her blev Dostovjevskijs livslange sociale engagement grundlagt. Han blev uddannet ved den militære ingeniørhøjskole i Skt. Petersborg (1841). Han forlod militæret i 1844 for at leve som forfatter. Han debuterede 1846 med brevromanen "Fattige mennesker", samme år kom "Dobbeltgængeren"begge hører til de såkaldte "små værker". Herefter fulgte en strøm af realistiske noveller blandt andre "Værtinden" (1847) og "Hvide Nætter" (1848). D’s forbindelse med revolutionære kredse førte til, at han 1849 blev idømt 4 års tugthus i Sibirien, der blev efterfulgt af fire år som menig soldat. Årene 1850-54 tilbragte Dostojevskij i tugthuset i Omsk. Opholdet her fik afgørende betydning for hans udvikling. Samværet med fangerne gav ham dyb indsigt i den menneskelige psyke, og hans opgør med den materialistiske socialisme begyndte, samtidig genfandt han sin "barndoms Kristus" og fik en ny tro på det russiske folk. 1854-59 gjorde han tjeneste i et regiment i Semipa-latinsk. I november 1859 fik han tilladelse til igen at bosætte sig i Skt. Petersborg. Efter hjemkomsten kom fangelejrskildringen "Optegnelser fra Det døde Hus" (1860). 1865 kom Dostovjevsskijs nok berømteste roman "Forbrydelse og straf", en beretning om hvordan et nihilistisk livssyn fører til mord, som først kan sones, da forbryderen, studenten Raskolnikov, åbner sig for den sande kristne tro. Det næste hovedværk var romanen "Idioten" (1868-69), hvor han som modstykke til den stolte Raskolnikov viser den ydmyge variant af sit etiske ideal i fyrst Mysjkins Kristuslignede skikkelse. I 1879-80 sættes kronen på livsværket med romanen "Brødrene Karamasov", hvori tre brødre repræsenterer hver sit religiøse og etiske ståsted. Med udgangspunkt i et fadermord viser Dostovjevskij, hvordan gold intellegtualisme og vantro nedbryder personligheden, mens den angrende synder genrejses ved lidelse og tro. Dostovjevskijs død og begravelse udløste landesorg, og siden har hans værker været udsat for mange tolkninger, han er blevet "genopdaget" og erklæret "moderne" adskillige gange (d 9/2 1881

 

1841 I Den slesvigske Stænderforsamling taler dens danske medlem, Hiort-Lorentzen dansk og vedbliver dermed. Hans tale var udtryk for den skærpede strid mellem dansk og tysk i Slesvig, og talen medførte, at mødet endte i larm og forvirring. Da stænderne mødtes igen d. 15. var stemningen fortsat ophidset, og mødet måtte aflyses. Dagen efter lagde mødets præsident det over til forsamlingens afgørelse, om H-L måtte tale dansk. Det blev ham nægtet - med 30 stemmer mod 2. Stemningen var stadig på kogepunktet med tilråb som "Heraus mit dem Dänen, heraus mit dem Hunde". Kongen (Chr. VIII) kunne ikke billige H-L’s optræden; regeringen udsendte 2. decbr. 1842 et reskript, der bevidst uklart fastslog, at de dansktalende havde naturlige rettigheder, og som bad forsamlingen fremkomme med forslag til, hvordan disse bedst kunne sikres. Afklaringen kom først umiddelbart før næste indkaldelse af stænderne i 1844, idet det såkaldte Sprogpatent af 29. marts 1844 fastslog, at de repræsentanter "som ikke tiltror sig at være det tyske sprog tilstrækkelig mægtige" måtte tale dansk

 

f Hannibal Sehested, stamhusbesidder - Broholm ved Nyborg, konseilspræsident 1900-1901. I 1894, da S efter moderens død overtog besiddelsen af Broholm, havde han gennem flere år beklædt fremtrædende poster i det offentlige liv. I 1886 blev han medlem af Landstinget, valgt af Højre i 6. kreds. Fra første færd tilhørte han den estrupske fløj, men gjorde sig i øvrigt ikke videre gældende i den politiske debat. Efter stærke opfordringer af kongen og Estrup lod han sig den 27. april 1900 overtale til at danne ministerium - det sidste Højreministerium - og overtog selv udenrigsministerposten. Men eftersom ministeriet stod svagt over for Folketingets venstreflertal, opnåede det ingen lovgivningsresultater af større betydning. En yderligere svækkelse af S's stilling som konseilspræsident skete, da Højre sprængtes i november 1900, og den såkaldte frikonservative gruppe dannedes. Endvidere skærpedes modsætningsforholdet til Venstre, da S i marts 1901 nægtede at fraskrive sig provisoriet som politisk middel. Ved folketingsvalget den 3. april 1901 halveredes højregruppen til nu kun otte mand. Kongen bad derefter S indgive sin afskedsbegæring. Forhandlingerne i de næste måneder førte til Systemskiftet den 24. juli 1901 (d 19/9 1924)

1849

d Martin Nyrop, arkitekt; var 1859-65 elev på Sorø akademi, men forlod skolen på gr. af dovenskab og uregelmæssig skolegang. Han kom derefter i tømrerlære og blev svend 1869. Året efter blev han optaget på Kunstakademiet og bestod 1876 akademiets afgangsprøve som arkitekt. Han vandt akademiets lille guldmedalje 1877 og den store i 1880 og dermed det store rejsestipendium. Efter hjemkomsten var hans første store opgave bygningerne til Den nordiske industri- landbrugs- og kunstudstilling i København 1888. Til trods for tidens forkærlighed for anvendelse af jern og glas ved opførelse af udstillingsbygninger, valgte N at opføre sine bygninger i træ, det materiale han kendte bedst af alle, og succesen var sikker. Efter denne succes fulgte inden for en relativ kort årrække en række betydningsfulde bygninger. Hans hovedværk var projektet til København Rådhus, som han efter to konkurrencer og en heftig debat i bystyret fik endeligt godkendt i 1892. Blandt hans øvrige arbejder er Eliaskirken, Bispebjerg Hospital og Landsarkivet - alle i København. Fra 1906 var han professor ved Kunstakademiet. Både hjemme og i udlandet fik han talrige tillidshverv og æresbevisninger. Han var således medstifter af Akademisk arkitektforening 1879, to gange dets formand og fra 1913 æresmedlem (d 18/5 1921)

 

d Søren Kierkegaard (f 5/5 1813)

 

f Victor Emanuel III, Italiens konge 1900-46, og med ham afsluttedes det italienske monarki. Han blev konge i 1900 efter mordet på hans far, Umberto I. Da det tryk, som Italiens deltagelse i 1. Verd.krig lagde på lagde på landets parlamentariske styre, lykkedes det ikke Victor Emanuel at forhindre Mussolinis og fascisternes magtovertagelse, skønt det var op til ham at underskrive dekretet om indførelse af undtagelsestilstand, som hans kabinet foreslog. Af Mussolinis dikratoriske styre blev Victor Emanuel hurtigt reduceret til blot og bar en kransekagefigur. Men i 1943 efter Italiens katastrofale tilbageslag i II Verd.krig kulminerende med de allieredes landgang på Sicilien overraskede Victor Emanuel verden ved at få Mussolini arresteret og udnævne marskal Pietro Badoglio til ministerpræsident. Handlingen førte hverken til, at Italien trak sig d af krigen eller til en forbedring af kongens vanskelige situation. I italienernes øjne var han for tæt knyttet til Mussolinis styre. Så den 5. juni 1944 – dagen efter Roms befrielse – udnævnte han sin søn, kronprins Umberto til generalløjtnant og overlod ham al udøvende magt; for sig selv beholdt han kun titlen konge. Men det italienske monarki stod ikke til at redde. I 1946 gennemtvang den offentlige en folkeafstemning, der skulle stemmes om: monarki eller republik. I et forsøg på at redde sit dynasti abdicerede Victor Emanuel den 9. maj til fordel for Umberto; med folkeafstemningen faldt ud til fordel for rebuplik. Både Umberto og Victor Emanuel drog i eksil (d 28/12 1947)

 

1882 f Gustav 6. Adolf, svensk konge 1950-73; han var Gustav 5.s og dronning Victorias ældste søn og efterfulgte faderen på den svenske trone. Han lagde tidligt kunstneriske og videnskabelige interesser for dagen. Især var han en dygtig arkæolog: han ledede udgravninger og gav svensk arkæologisk videnskab værdifuld støtte. Han var formand i Svenska Orient-sällskapet fra dets grund-læggelse i 1921 og præses i Vitterhetsakademiet 1945-50. Gustav var meget interesseret i idræt og var formand for Riksidrottförbundet 1903-33. Han viste også levende interesse for afholdsbevægelsen. Gustav nød stor respekt både for sine rige evner, sin pligttroskab og sin arbejdsindsats. Han blev i 1905 gift med prinsesse Margareta, datter af hertug Arthur af Connaught; i det kongelige ægteskab fødtes fire sønner og en datter, Ingrid dronning af Danmark. Efter prinsesse Margaretas død i 1920 blev han i 1923 gift med Lady Louise Mountbatten datter af prins Louis af Battenberg – fra 1917 marki af Milford Haven (d 15/9 1973)

 

f George Smith Patton, amerikansk general; han aflagde 1909 afgangseksamen fra militærakademiet West Point og deltog i femkamp ved OL i Stockholm 1912. I Første Verdenskrig gjorde han tjeneste ved det amerikanske Tank Corps; ved krigens afslutning var han oberst. I Anden Verdenskrig var Patton efter den amerikanske landgang i Algeriet i efteråret 1942 chef for de amerikanske tropper i Vestafrika. Under kampene på Sicilien efteråret 1943 stod han i spidsen for US 7th Army; hans kampvognes hurtige fremstød var afgørende for erobringen af Palermo for næsen af Montgomerys britiske ørkenrotter. Pattons største tid kom under kampene i Frankrig, hvor han efter invasionen den 6. juni 1944 stod i spidsen for 3. amerikanske armé. Hans arme bidrog afgørende til gennembruddet på Cherbourg-halvøen sommeren 1944, ligesom 3. armé spillede en vigtig stragetisk rolle i forsvaret af Bastogne under tyskernes Ardenneroffensiv ved juletid 1944. Ved udgangen af januar 1945 nåede Patton den tyske grænse; 1. marts rykkede han ind i Trier og havde ti dage senere nedkæmpet al modstand i hele området nord for Moselfloden. Hans tropper krydsede Mosel, sluttede sig til 7th Army, nedkæmpede tyskerne i Saar og Rheinland-Pfalz og tog mere end 100.000 fanger. Spektakulære bedrifter som de nævnte bidrog til at gøre George Smith Patton særdeles populær. Han blev 1945 militærguvernør i Bayern; men blev afskediget samme år på grund af offentlige udtalelser mod en for hastig afnazificering. Kort efter døde han ved et biluheld. Hans erindringer udkom i 1947 under titlen "War As I Knew It" (d 21/12 1945)

 

f Lucky Luciano, den mest magtfulde amerikanske gangster ved sin ledelse af organiseret kriminalitet i de tidlige 1930’ere, en ledelse han fortsatte fra sin fængselscelle i årene 1936-45 og efter sin deportation til Italien i 1946. Han kom til New York City fra Sicilien i 1906, og som 10-årig var han involveret i røveriske overfald, butiksrøverier og pengeafpresning. I 1916 blev han idømt 6 måneders fængsel for at sælge heroin. Ude igen erhvervede han tillnavnet "Lucky" (heldig) opnået ved at undgå at blive arresteret og ved at vinde i terningespil. I 1920 kom han ind i New Yorks kommende forbryderkonge Joe Masserias bande og blev i 1925 Masserias kronprins; han tog sig af spritsmugling, prostitution og narkotikahandel. Den blodige bandekrig i 1930-31 mellem Masseria og hans rival Salvatore Maranzano var en forbandelse for Luciano og andre unge gangstere; de var kede af offentlighedens mulighed for snagen, og de var kede af tabet af muligheden for at gøre forretninger og dermed tab af indtægter. I april 1931 fik Lucino lokket Masseria i et baghold og fik ham myrdet. I september fik Maranzano samme skæbne. Samtidig havde Luciano opbygget en gruppe af loyale medarbejdere og var blevet capo di tutti i capi – boss for alle bosser. I 1934 havde han og andre ledere af "familier" dannet et landsdækkende kriminalsyndikat eller kartel. I 1935 havde anklagemyndigheden i New York samlet så meget belastende materiale mod Luciano, at han året efter blev anholdt, anklaget, fundet skyldig og idømt en fængselsdom på mellem 30 og 50 år.. I 1946 blev han løsladt og deporteret til Italien. Samme år flyttede han til Cuba. Men presset fra den offentlige og fra USA’s narkotikapoliti fik de cubanske myndigheder til at deportere ham. Han kom til Napoli, hvorfra han fortsatte med at sende narkotika til USA. Han døde af et hjerteanfald og blev begravet i New York (26/1 1962)

 

1918Våbenhvilen i 1. Verd.krig mellem Tyskland og de allierede underskrives i en jernbanevogn i Compiègne skoven 70 km. nordøst for Paris. Trods sammenbruddet på vestfronten gik de tyske hære ikke i opløsning. Tilbagetrækningen i de første dage i november foregik i ro og orden. Den 8. november søgte en tyske delegation om forhandlinger om våbenhvile i den franske general Fochs jernbanevogn i Compiégne skoven. Forhandlinger kunne der ikke blive tale om. Sejrherrerne var ikke indstillet på at vise storsind. Frankrig ville have sikkerhed, og Tyskland skulle sone og betale. Så den 11. november måtte tyskerne underskrive en betingelsesløs kapitulation, der militært sluttede 1. Verd.krig. Aftalen pålagde tyskerne straks at rømme Belgien, Luxemburg, Frankrig og Alsace-Lorraine samt udlevere store mængder våben.Venstre Rhinbred skulle rømmes af tyskerne og besættes af allierede tropper – på tysk forplejning. Alle venstre Rhinbreds militære og civile forråd, fabrikker, trafikmidler osv. skulle efterlades urørt, desuden skulle 5000 lokomotiver, 150000 jernbanevogne og 5000 biler udleveres. På højre Rhinbred skulle de allierede have en række brohoveder, og der skulle oprettes en 10 km. dyb neutral zone. Allierede krigsfanger og evakuerede skulle udleveres, mens de allierede kunne disponere over deres tyske krigsfanger. I øst skulle alle tyske tropper rømme Tyrkiet, Rumænien og Østrig-Ungarn straks, mens førkrigs russiske områder først skulle rømmes efter allieret ordre. Tysk Østafrika skulle rømmes efter allieret ordre. Alle 138 ubåde, 6 dreadnoughts, 10 slagskibe, 8 krydsere og 50 destroyere skulle udleveres. Den øvrige flåde afvæbnes og interneres; men den allierede blokade vedblev uændret. Våbenhvilen afsluttedes kun for 36 dage, men fornyedes månedsvis

 

1920 Liget af en ukendt fransk soldat fra 1. verdenskrig bliver begravet under Triumfbuen i Paris

 

1920 Liget af en ukendt britisk soldat fra 1. verdenskrig bliver begravet i Westminster Abbey. Liget blev fundet ved, at man den 7. november på slagmarkerne ved Aisne, ved Somme, ved Ypres og ved Arras foretog opgravning af liget af en britisk soldat. Hvert af ligene blev lagt på en båre, dækket af Union Jack og anbragt i kirken i St. Pol. Her pegede brigadegeneral Wyatt på et af ligene. Det blev lagt i en kiste, mens de tre andre atter blev begravet. Under eskorte af franske soldater blev det udvalgte lig ført til Boulogne. Her overtog britiske soldater eskorten, og ombord på destroyeren Verdun blev liget ført over Kanalen. Ved ankomsten til Dover blev det hilst med en feltmarskals salut på nitten skud. Alle stationer, toget passerede på vejen til London, var fyldt med mennesker. Fra Victoria station førtes liget den 11. november på en kanonlavet trukket af seks sorte heste og ledsaget af 12 højtstående militærpersoner til Westminster Abbey. På hele ruten stod folk tæt, mange af dem havde ventet hele natten på processionen. I kirken var foruden den kongelige familie først og fremmest samlet enker og mødre til faldne soldater. Ceremonievar kort, men i følge The Times "den smukkeste, den mest rørende og den mest betagende denne ø nogensinde har set". For at lade sørgende defilere forbi graven, var det var planen, at den ukendte soldats grav skulle lukkes efter tre dage. Men tilstrømningen var så stor, at lukningen først skete den 15. november. Det ansloges da, at 1,250,000 mio. mennesker havde passeret forbi graven.

 

1938 d Kemal Atatürk (Kemal Mustafa), tyrkisk statsleder; som ung officer sluttede A sig til ungtyrkerne, der ønskede reformer og modernisering i Tyrkiet. Han udmærkede sig under 1. Verd.krig og spillede en fremtrædende rolle i det vellykkede forsvar af Gallipolihalvøen i 1915-16. Her besejrede han briterne i to slag, og den tyrkiske presse priste ham som "Istanbuls redningsmand". Under det græske angreb på Tyrkiet 1919-22 blev han leder af den tyrkiske modstand, og det lykkedes ham at mobilisere den tyrkiske befolkning. I 1922 udråbte han republikken, og i november samme år blev han sit lands første præsident. Udenrigspolitisk lykkedes det ham ved fredstraktaten i Lausanne i 1923 at opnå anerkendelse af Tyrkiet som en fuldt selvstændig stat. Året efter brød han endegyldigt med Tyrkiets osmanniske fortid gennem afskaffelse af Kalifatet og indledte sit omfattende arbejde for at omdanne landet til en sekulariseret vestlig stat. Således blev islam i 1928 afskaffet som statsreligion, og samtidig blev det arabiske alfabet erstattet med det latinske. Hans store fremgang skyldtes hans politiske og organisatiriske dygtighed, hans militære og nationale prestige og hans til tider hensynsløse behandling af modstandere. Sin diktatoriske styremåde begrundede han med nødvendigheden af i løbet af kort tid at lægge grunden til et virkeligt demokrati i Tyrkiet. I forbindelse med et påbud om at alle tyrkere skulle have et familienavn, blev han i 1934 af nationalforsamlingen hædret med navnet Atatürk – tyrkernes far. Samme år fik de tyrkiske kvinder valgret (f 12/3 1881)

 

1940 Bilfabrikken Willys Overland præsenterer den første Jeep - de to bogstaver GP - General Purpose car - gav den navn. Den var et terrængående, let hjulkøretøj, anvendt under 2. Verd.krig. Jeepen blev fremstillet i millionvis frem til 1985, da produktionen til militært brug blev indstillet. Køretøjet, der havde såvel differentialspærre som mulighed for skift mellem to- og firehjulstræk, anvendtes især af militæret til en lang række formål såsom chef-, signal- og opklaringskøretøj m.m., men det fandtes også i en civil udgave. I det danske forsvar anvendtes jeepen frem til midten af 1980’erne

 

 

 

 

 

Til top        12. november

d Knud den Store, konge i Danmark 1018-35 i England 1014-35; søn af Svend Tveskæg og Gunhild; ved faderens død i England i 1014 blev han af danerne valgt til konge i England. Han måtte føre en hård kamp med angelsaksernes konge Ethelred 2. og dennes søn og efterfølger Edmund 2. Ironside (Jernside),men ved hjælp fra Danmark, Norge og Sverige lykkedes det ham efter nogle nederlag og en sejr ved Assandrum 1016 at opnå forlig med Edmund Jernside, hvorved England blev delt mellem dem. Ved Edmunds død i november samme år fik Knud hele landet. I 1018 døde Knuds bror Harald, der var konge i Danmark, og Knud blev valgt til at efterfølge ham. I 1027 foretog Knud en rejse til Rom, hvor han deltog i kejser Konrad II’s kroning i Peterskirken og indgik en politisk alliance med kejseren, som opgav alle krav på overhøjhed over Danmark. I det hele taget havde Knud et godt samarbejde med kirken. Han indkaldte gejstlige fra Flandern og Lorraine til sine riger, men fastholdt stedse sin lederstilling i kirken. Efter hjemkomsten angreb han 1028 Norge, hvor stormændene var utilfredse med Olav den Hellige. Denne blev fordrevet og faldt to år senere i slaget ved Stiklestad. Knud herskede derefter til sin død ubestridt over Norge, og han herskede over et større rige, end nogen nordisk konge nogensinde havde gjort. Men rigerne manglede sammenhæng, og efter Knuds død faldt de fra hinanden. Knud følte sig aldrig som dansk, men som engelsk konge (f ca 995)

 

1202 d Knud 4. den Sjette konge 1182-1202, søn af Valdemar d. Store og Sophie; Knud kaldes i dag den Fjerde, det kan skabe problemer, når han tidligere blev kaldt den Sjette. Årsagen er muligvis, at man dengang regnede Hardeknud, som vistnok var Gorm den Gamles far, og Hardeknud, der regerede 1035-1042, med i rækken af konger, der hed Knud. Andre mener, at man har misforstået gavebrevet af 1085 fra Knud den Hellige til ærkesædet i Lund. Her kalder kongen sig Knud den Fjerde, men måske omtaler han sig blot som den fjerde søn af Svend Estridsen og ikke som den fjerde Knud i kongerækken. Misforståelsen har så ført til, at Knud 4. er blevet til Knud 6. Allerede 1165 blev Knud 4. på et vendertogt af ledingsflåden kåret som tronfølger. På et hirdstævne i Roskilde kort efter blev dette gentaget. Hans far ville sikre tronfølgen, så i 1170 blev Knud som den første danske konge i Skt. Bendts kirke i Ringsted salvet og kronet som tronfølger af ærkebiskop Eskild. 1177 blev han gift med den sachsiske hertug Henrik Løves datter Gertrud, og 1182 fulgte han sin far på tronen. Den ledende mand i regeringen var ærkebiskop Absalon, han ønskede en stærk kongemagt, og som et led i denne politik blev kongens ret til landsomfattende lovgivning fastslået ved den skånske forordning i december 1200. Efter hertug Bugislav af Pommern var blevet besejret i 1184, antog K titlen "de Venders konge". I Knuds sidste år indledte hans bror, hertug Valdemar, en kraftig ekspansionspolitik, hvorunder Holsten, Ditmarsken og Ratzeburg blev erobret, mens Lübeck overgav sig frivilligt. Midt under disse begivenheder døde Knud (f 1163)

 

1492 f Johan Rantzau, hærfører; efter ungdommens dannelsesrejse blev han efter hjemkomsten ca 1520 hofmester for hertug Christian (III). Efter Christian 2.s afsættelse (1523) førte han Frederik 1.s hær og sikrede ham den danske trone. R var nu ubestridt den ledende statsmand i monarkiet. Sine evner som hærfører viste han i nedkæmpelsen af den Christian 2. tro lensmand Søren Norbys skånske oprør. Efter Christian 2.s angreb på Norge i 1531 deltog han i de forhandlinger, der førte til kongens fængsling. Tidligt havde R sluttet sig til lutheranismen, og han var stærkt medvirkende til at bane vej for den lutherske kirkeordning i Danmark. Efter Frederik 1.s død var han Christian 3.s hærfører i Grevens Fejde. Det er for hans indsats i denne fejde, hans navn er kendt og berygtet. Efter at have nedkæmpet bondeoprørerne i Jylland satte han overrumplende via Als over til Fyn, hvor han i slaget ved Øksnebjerg -–11. juni 1535 - udslettede de samlede greve-lige tropper og bondehære. De fynske byer blev givet fri til plyndring, og med støtte fra flåden indledte han belejringen af København, som måtte overgive sig – 29. juli 1536. Christian 3.s første regeringsår var højdepunktet i R’s magt og indflydelse. Samtidig var han blevet en hovedrig mand. Hans mange sejre indbragte ham værdifulde "priser" efter princippet, at der tilkom feltherren en gård i hver erobret by. Som lensmand havde han bl.a. 1535-40 det store Riberhus len, og februar 1537 fik han også Vor Frue Kloster i Ribe. I sine sidste år levede han tilbagetrukket på sit nyanlagte gods Breitenburg. 1559 var han dog atter i felten; han førte den danske-holstenske hær, der erobrede Ditmarsken, som derefter blev delt mellem den danske konge (Frederik II) og de gottorpske fyrster (d 12/12 1565)

 

f Baccio Bandinelli, italiensk billedhugger, der var virksom i Rom og Firenze. Han fik mange store opgaver af Midicierne i Firenze bl.a. den monumentale figurgruppe "Herkules og Cacus" (1530-34) opstillet foran Palazzo Vecchio i Firenze og 88 relieffer på korskranken i byens domkirke, hvis opførelse han ledede fra 1547. I Rom udførte B de to gravmæler for Medicipaverne Leo X og Clemens VII i kirken Santa Maria sopra Minerva (1536-42) (d 7/2 1560)

 

d Anne, hertug af Montmorerncy, konstabel af Frankrig og havde stor indflydelse på sit lands styre under kongerne Frans I, Henrik II og Karl IX. Han gjorde tjeneste i de utallige krige i Norditalien og Sydfrankrig mod Karl 5., kejser og konge af Spanien. Opkaldt efter sin gudmor, dronning Anne, gift med kongerne Karl VIII og Ludvig XII voksede A op med den fremtidige kong Frans I, som gav store poster, da han blev konge i 1515. Sammen med kongen blev han taget til fange efter det franske nederlag til Karl 5. i slaget ved Pavia 24. februar 1525. Han blev frigivet og bidrog til færdigforhandling af Madridtraktaten, som sikrede frigivelse af Frans I. Derefter benyttedes han ved diplomatiske missioner og blev kongens førsteminister. I 1527 fik han England med i en alliance rettet mod Karl 5., men i 1529 bidrog han til at sluttefreden i Cambrai mellem Frankrig og kejseren. I 1538 var han atter i krig med Karl 5. først i Provence senere i Norditalien, tre år senere blev der sluttet fred. I 1541 tvang intriger ved hoffet A til at træde tilbage, men da Henrik II i 1547 blev konge, blev han kaldt tilbage. Han blev hertug, fortsatte som kriger og blev i 1557 taget til fange af spanierne. Han kom fri to år senere ved underskrivelse af traktaten i Cateau-Cambrésis mellem Spanien og Frankrig. I opgøret mellem katolikker og huguenotter i Karl IX’s regeringstid (fra 1560) støttede han først huguenotterne, men gik snart over til katolikkerne. I en træfning mellem nævnte to grupper blev A såret og døde to dage senere (f 15/3 1493)

 

1595 d John Hawkins, engelsk admiral; som slægtning til Francis Drake begyndte han sin flådekarriere i handelen på Afrika og blev den første engelske slavehandler. Den første rejse i denne branche foretog han i 1562-63 på vegne af en sammenslutning af London-købmænd. Den gav et så godt udbytte, at en gruppe rige og særdeles indflydelsesrige mennesker med dronning Elizabeth i spidsen finansierede hans anden rejse i 1564-65. Hans tredje rejse i 1567-69 sammen med Francis Drake endte i en tragedie. Flåden på seks skibe blev overfaldet af spaniere, og kun de to skibe ført af Hawkins og Drake slap hjem til England. Hændelsen blev starten på en lang periode med strid og krig mellem England og Spanien. Ved at få den spanske ambassadørs fortrolighed erfarede H i 1571 om detaljerne i et komplot – den såkaldte Ridolfi sammensværgelse – lavet af engelske katolikker. Med spansk hjælp ville de afsætte dronning Elizabeth og i stedet placere Maria Stuart på den engelske trone. Hawkins afsløringer førte til mange arrestationer og i 1586 til Maria Stuarts henrettelse. Fra midten af 1570’erne indtog Hawkins en fremtrædende position i flådeadministrationen, og det var ikke mindst hans indsats i opbygningen af en engelsk flåde, at England var i stand til bryde det spanske monopol på handelen med Den nye Verden og i 1588 besejre spaniernes Store Armada i dens angreb på England. I 1595 var Hawkins atter på togt med Francis Drake. Med en flåde på 27 skibe gik togtet til Vestindien. Her ville man angribe spanske besiddelser. Natten før et angreb på Puerto Rico døde Hawkins (f 1532)

 

d Hans Nansen, Københavns borgmester 1644-1667; som 16-årig var han med sin farbror på en handelsekspedition til Rusland. I de flg. år besøgte han flere gange Rusland. Derved erhvervede han et så godt kendskab til russisk, at regeringen flere gange brugte ham som tolk. Han var en dygtig og flittig købmand, og inden han var 30, havde han tjent en formue på handel på Island. Om sine geografiske og nautiske erfaringer udgav han i 1633 "Compendium cosmographicum". Med sin driftighed erhvervede han en fremtrædende position i det københavnske borgerskab, og i 1639 blev han rådmand. Fem år senere blev han efter kongens ønske og med magistratens flertal i ryggen 4. og yngste borgmester. I 1654 rykkede han i kraft af anciennitet op som 1. borgmester, og under svenskekrigen 1657-60 stod han ubestridt som de københavnske borgeres politiske leder. På stændermødet 1660 spillede han en central rolle. Det kan ikke afgøres, om N var ophavsmand til forslaget om indførelse af arveriget, men det var ham, der sammen med Sjællands biskop, Hans Svane var dets hovedforkæmper. Hans politiske rolle synes at have været ovre efter arvehyldningen den 18. oktober 1660. Ganske vis blev han i 1661 udnævnt til præsident i København, men nogen politisk indflydelse fik han ikke (f 23/11 1598)

 

f Edward Vernon, engelsk admiral; i den britiske flåde gjorde han en smuk karriere, men det er ikke for at have høstet militære laurbær, hans navn i to sammenhænge har sat sig spor. Han blev kaldt "Old Grog" fordi han lod sine uniformer sy af ’grogram’, groft uld. For at undgå udbrud af skørbug forlangte V, at hans mandskab drak en drik bestående af rom, vand og citronsaft. Drikken kom til at bære hans tilnavn: grog. V gik ind i flåden i 1700. Som viceadmiral stod han i 1739 i spidsen for en eskadre mod det spanske Vestindien, hvor Porto Bello blev erobret. Lawrence Washington, George Washingtons halvbror, gjorde i nogle år tjeneste under V, og til hans ære navngav han sit gods, Mount Vernon. Efter Lawrence W’s død blev godset Georges Washingtons ejendom og hjem og senere en national helligdom for amerikanerne (d 30/10 1757)

 

d Tordenskjold; Peter Jansen Wessel, dansk-norsk viceadmiral; han sejlede fra sit 16. til sit 20. år med Vestindisk- og Ostasiatisk Kompagnis skibe. I denne periode søgte han flere gange optagelse som søkadet, og i 1709 blev han antaget. I 1711 blev han næstkommanderende på fregatten "Postillonen", samme år chef for snauen "Ormen" og 1712 for den lille fregat "Løvendals Galej". Som fregatchef begyndte han en karrière, der var enestående. Han udførte en række heltemodige bedrifter, der i legendarisk form stadig er kendt af mange i Danmark og Norge. Søkrigshistorisk knyttedes hans navn først til admiral Gabels slag på Kolberg Red 24/4 1715, hvor svenskerne efter slaget søgte at sætte en del af deres skibe på land for at ødelægge dem. Det blev opdaget af T, som med trusler fik svenskerne til at opgive deres forehavende. T fik kommandoen over et af de på denne måde erobrede skibe, fregatten "Hvide Ørn". Efter indsatsen på Kolberg Red fulgte kampen i Dynekilen 1716, hvor forsyninger til den svenske hær blev taget eller ødelagt, det mislykkede angreb på Strømstad 1717, Marstrands erobring med fæstningen Karlstens kapitulation i 1719 og samme år angrebene på Nya og Gamla Älvsborg. 1716 blev han adlet under navnet Tordenskjold. T blev viceadmiral som 29 årig, mens mange af hans kadetkammerater endnu kun var løjtnanter (f 28/10 1690)

 

1755 f von Scharnhorst, Gerhard Johannes David, prøjsisk general, som udviklede det moderne generalstabsystem. Ligeledes var han ophavsmand til et system, så prøjserne kunne komme uden om den begrænsning af deres hærs størrelse, Napoleon havde tvunget dem til ved freden i Tilsit – 7. juli 1807. Iflg. fredsaftalen måtte prøjserne have 42.000 mand under våben. Denne lov overtrådte prøjserne ikke ved Scharnhorsts opfindelse, men man havde flere uddannede soldater. Det fik man ved at have en stor reserve af veluddannede soldater og officerer. Den samme politik brugte tyskerne som svar på de begrænsninger i deres hærs størrelse, Versaillesfreden pålagde dem efter 1. Verdenskrig. Efter at have gjort tjeneste i den hannoveranske hær trådte Scharnhorst i 1801 i preussisk krigstjeneste. Hans karriere her begyndte som lærer ved krigs-akademiet i Berlin, hvor en af hans elever var den senere berømte forfatter om strategi, Karl von Clausewitz. 1803 blev han medlem af generalstaben og deltog i 1806 i det preussiske felttog i Napoleonskrigen. Efter Tilsit-freden blev han generalstabens chef og direktør for krigsministeriet. Med udgangspunkt i disse to poster fik Scharnhorst stor anerkendelse for sin gennemgribende omorganisering af den preussiske hær på basis af den nyindførte værnepligt. Ved frihedskrigenes udbrud 1813 drog han i felten som den preussiske øverstkommanderende general Blüchers generalstabschef og som ophavsmanden til den preussiske felttogsplan. Scharnhorst blev i slaget ved Lützen – 2. maj 1813 så alvorligt såret, at han aldrig kom sig fuldstændig. Han døde i Prag, da han forhandlede med østrigerne om deres indtræden i krigen mod Napoleon (d 28/6 1813)

 

f Auguste Rodin, fransk billedhugger; uddannet på forskelige kunstskoler og skabte 1864 sit første betydelige værk "Manden med den brækkede næse". Arbejdede 1864-71 for Sèvres porcellænsfabrik. I 1875 opholdt han sig i Rom og Firenze, hvor Michelangelos og Donatellos kunst gjorde stærkt indtryk på ham. Med "Bronzealderen" fra 1876 og den omtrent samtidige "Johannes Døberen" viste R det tema, som han arbejdede med resten af livet: det kraftfuldte bevægelsesmotiv, som hæmmes og begrænses af modvirkende kræfter. I disse år begyndte hans portrætbuster at vække opsigt. Fra 1880'erne er hans store monument i Calais "Borgerne i Calais" (1884). I 1890’erne begyndte han at lade figurerne flyde i et med marmoret, eller han løste dem kun delvis ud fra baggrunden. Fra disse år er de fantasifulde digtermonumenter over Victor Hugo (1886-97) og Balzac (1892-97), som begge vakte kraftig modstand. Et arbejde, som optog R i mange år, var "Helvedesporten", en gigantisk port smykket med relieffer og kronet med tre figurer, hvoraf hovedfiguren er "Tænkeren". Dette livsværk, som han arbejdede på fra 1880 til sin død, var tænkt som hovedindgang til Musée des Arts décoratifs. I 1914 udgav R bogen "Les Cathédrales de France", hvor hans beundring for gotikken kommer til udtryk (d 17/11 1917)

 

f John William Strutt - Lord Rayleigh, britisk fysiker; blev 1879 professor i eksperimentalfysik i Cambridge; 1887-1905 professor ved Royal Institution i London; 1885-96 sekretær ved Royal Society og 1905-08 dets formand. R betegnes som en af de mest alsidige fysikere, der har levet. Han har offentliggjort 400 afhandlinger (de første, fra før han blev adlet) inden for næsten alle områder af fysikken såsom kapillaritet, optik, akustik, bølgelære, elektricitet og hydrodynamik. Med sin bog "Theory of Sound" (1877-78) grundlagde han den akustiske videnskab og teknik. Han betegnes som en fremragende matematiker, og at hans arbejder alle udmærker sig ved en klar forståelse af det væsentlige i problemet. R opdagede 1894 sammen med Ramsay grundstoffet argon i atmosfæren. Han fik 1904 nobelprisen i fysik for denne opdagelse og for undersøgelser af tætheden i gasser, som førte til opdagelsen (d 30/6 1919)

 

d Elizabeth Cleghorn Gaskell, engelsk forfatter; skrev kristelig-sociale romaner, hvori hun ud fra medlidenhed talte arbejdernes sag. Fødslen af seks børn, hvoraf fire døtre nåede voksenalder, samt et lykkeligt familieliv var baggrunden for forfatterskabet; men det betød også, at hun debutterede sent, og at hendes bøger var længe undervejs. Debutromanen "Mary Barton: a Tale of Manchester Life" udkom 1848, og er med sin bedske og bevægende skildring af arbejdsløsheden og arbejdsgivernes brutalitet en stærk protest mod social ulighed. Den gjorde med det samme G kendt og gav hende adgang til intellektuelle kredse uden for Manchester. Således var Dickens ivrig for at få hende som skribent til sit magasin "Household Words". I forfatterskabet behandler G som oftest sociale problemer, i "Ruth" (1853) den ugifte mors; i "North and South" (1855) konflikten mellem industriens Nord-England og landbrugets Syd-England. G var veninde med Charlotte Brontë og skrev hendes fars opfordring biografien "The Life of Charlotte Brontë" (1857). I kraft af det personlige kendskab G havde til Charlotte B sammen med den beundring hun nærede for såvel personen Charlotte B som dennes forfatterskab skrev G en biografi, der bliver betegnet som en af engelsk litteraturs betydeligste biografier (f 29/9 1810)

 

f Sun-Yat-sen, kinesisk politiker og revolutionsleder; fik sin uddannelse ved vestlige skoler bl.a. i Hong Kong, hvor han stiftede et hemmeligt selskab, som havde til formål at styrte manchudynastiet i Kina for dermed at begynde en modernisering af Kina ved at gennemføre gennemgribende reformer efter europæisk, japansk og amerikansk forbillede. Sun rejste rundt og agiterede for sine ideer blandt udvandrede kinesere. I 1904 stiftede han partiet Tung Meng Hui, som blev forløberen for Kuomintang-partiet. Dette oprettedes i 1912 – Kuomintang betyder det nationale kinesiske folkeparti. Tung Meng Huis revolutionære aktiviteter førte ikke til noget. Mellem 1906 og 1911 organiserede det otte opstande i det sydlige Kina alle uden resultat. Efter oprøret i Wuchang i oktober 1911 hvor også regeringens soldater deltog, og som fire måneder senere førte til kejsermagtens sammenbrud, vendte Sun tilbage til Kina og blev valgt til præsident for en provisorisk regering. Men efter kun halvanden måned blev han tvunget væk fra sin post af general Yan Shi kai, der bag sig havde en stærk og pålidelig hær. 1917 blev Sun tvunget i eksil i Canton, hvor han etablerede en ny regering. Sun arbejdede for en samling af Kina. Da han ikke vandt gehør for sine tanker hos vestmagterne, henvendte han sig til Sovjetunionen og sluttede i 1923 en aftale med russerne; det kinesiske kommunistparti blev optaget i Kuomintang, og Sovjet stillede militære og politiske rådgivere til rådighed. Men inden denne politik havde vist resultater, døde Sun. I sin politik var Sun-Yat-sen nationalist og antiimperialist; han var påvirket af vestlige ideer, og hans politiske program byggede på tre principper: nationalisme, demokrati og social velfærd (d 12/3 1925)

 

1893 f Fritz Clausen, læge, nazileder; hans forældre tilhørte det danske mindretal i Sydslesvig. Efter studentereksamen begyndte C at studere medicin ved universiteterne i Freiburg, Heidelberg og Kiel. 1914 indkaldtes han til tysk krigstjeneste. Han blev taget til fange på østfronten 1915. Under fangeskabet deltog han i arbejdet for oprettelse af en særlejr for sønderjyder; her var han læge 1915-16, derefter læge ved russiske militærhospitaler til 1918. Da krigen var slut, kom han via Finland til København. C afsluttede sine medicinstudier 1923, og året efter slog han sig ned som læge i Bovrup. Politisk var C meget højreorienteret og påvirkedes i 1920erne af den tyske nazisme. Han havde tidligt forbindelse med nazistiske kredse, og 1933 blev han leder - fører – for det danske naziparti, NSDAP. I årene 1939-45 repræsenterede han partiet i Folketinget. Allerede før udbruddet af 2. verd.krig havde C forbindelse med det tyske nazistiske efterretningsvæsen, fortsatte dermed efter 9. april 1940 og modtog betydelige beløb til nazistisk og antisemitisk propaganda. Han gjorde en stor indsats for at hverve mandskab til SS og for oprettelse af Frikorps Danmark. Hans udenomparlamentariske bestræbelser i sommeren og efteråret 1940 for at erobre regeringsmagten mislykkedes. Tilslutningen til NSDAP var ikke stor. Det viste sig ved folketingsvalget 1943; det gav ikke mandatfremgang, nazisterne fik uforandret 3 mandater. C meldte sig herefter til tysk krigstjeneste på østfronten. Med rang af Sturmbannführer arbejdede han som læge i WaffenSS, indtil han januar 1944 indlagdes på lazaret i Tyskland. Et par måneder senere hjemsendtes han. 5. maj 1945 blev han arresteret. Inden retssagen mod ham var begyndt, døde han i Vestre fængsel i København (d 5/12 1947)

 

1902 d Thomas Riise Segelcke, mejeripioner; han blev cand. polyt. i 1854; derefter foretog han studierejse, der bl.a. bragte ham til England, hvor det blev til et længerevarende ophold på Rotherham forsøgsstation, hvor S specialicerede sig i mejeribrug. I 1861 blev han konsulent for Landhusholdningsselskabet senere også konsulent i mejeribrug. Fra 1874 var han tillige docent i mejerilære og landbrugsbogholderi ved Landbohøjskolen, hvor han virkede som professor fra 1892. Han arbejdede som landets første egentlige landbrugskonsulent og kæmpede bl.a. ihærdigt for at få landmændene til at føre regnskab. S’s afgørende betydning for det moderne rationelle og videnskabeligt baserede mejeribrug skyldes ikke mindst hans hans arbejde som lærer for mejerister. I 1900 blev han præsident for Landhusholsningsselskabet (f 2/5 1831)

 

d Percival Lowell, amerikansk astronom, der var kendt for sine observationer af Mars og sine tolkninger af marskanalerne. I 1800-tallet havde den italienske astronom Schiaparelli opdaget nogle konturer på Mars. I offentliggørelsen af sine observa-tioner omtalte han konturerne som "canali", hvilket betyder render, men ved oversættelsen til engelsk blev konturerne i USA omtalt som kanaler. Som mange andre faldt L for den ide, at der levede intelligente væsner på Mars. I 1894 byggede han et observatorium i Flagstaff, Arizona til udforskning af planetsystemet. Han brugte megen tid på at udforske Mars, og han var helt besat af den tanke, at "marsmændene" engang havde bygget store kanaler på "den røde planet". Han mente, at kunne bevise påstanden, og han skrev bøger om emnet. På grundlag af sine observationer af de yderste planeter beregnede L på grundlag af uforklarlige pertubationer (forstyrrelser) af Uranus bane position og bevægelse tilstedeværelsen af en planet uden for Neptuns bane. Han regnede i over ti år på problemet, men fandt ingen ny planet. Efter Lowells død fortsatte andre undersøgelserne, og i januar 1930 førte iagttagelser på observatoriet i Flagstaff til opdagelse af planeten Pluto (f 13/3 1855)

 

Den første flyvning mellem England og Australien finder sted, da Ross og Smith letter fra Hounslow i deres Vickers Vimy. De landede velbeholdne i Australien 13. december

 

Hitler bliver arresteret for sin deltagelse i det mislykkede Ølstuekup i München den 8. november. Ved den følgende retssag, der vakte stor opmærksomhed og gav ham en betydelig omtale, blev han anklaget for landsforræderi og idømt fem års fængsel. Han blev dog benådet efter kun ni måneders afsoning. Med sine følgesvende afsonede Hitler de ni måneder i fængslet i Landsberg-am-Lech. Her begyndte han at skrive bogen Mein Kampf om sit liv og sine politiske ideer og mål

 

Japanske tropper besætter Shanghai. Japanernes besættelse af Manchuriet og udråbelsen i 1931 af områdets japanske lydstat Manchuko samt af en yderligere japansk besættelse af dele af det Indre Mongoliet fik på sovjetisk tilskyndelse de kinesiske kommunister til i 1937 at gå ind på en våbenhvile med Kinas nationalistiske parti med henblik på en fælles modstandskamp mod japanerne. Men kinesisk enhed stred mod Japans interesser; desuden mente man i Tokio, at den internationale situation var egnet til at trænge Sovjetunionens, USA’s og Storbritanniens indflydelse i Kina tilbage, og man var overbevist om, at man ved en militær aktion kunne tvinge Kina til et samarbejde. Sommeren 1937 gik de japanske hære da til åben krig mod Kina såvel nordfra som fra kysten op ad Yangtzedalen, året efter også ved landgang i Sydkina. Såvel nationalistpartiets hær som kommunisternes Røde Hær trak sig tilbage til det indre Kina, mens japanerne i de vældige områder, de havde erobret, måtte bruge mange kræfter for at hævde sig mod en livlig modstandsbevægelse. Tegn på at nationalistpartiet og kommu-nisterne ville opgive kampen kom ikke. Det nyttede heller ikke, at de i 1940 oprettede en kinesisk modregering i Shanghai

 

1940 d Arne Munch-Petersen, politiker; død 12. november 1940 – dødsformodningsdom afsagt i Københavns byret 13. november 1950). Han blev cand. mag. i 1928. Fra 1925 var han medlem af DKP (Danmarks kommunistiske parti), to år senere kom han i centralkomiteen, og 1931 blev han partisekretær. Ved folketingsvalget november 1932 blev han sammen med Aksel Larsen valgt ind som de første kommunistiske medlemmer af Folketinget. Han var folketingsmedlem til 1935, da han ikke genvalgtes. 1936 rejste Munch-Petersen til Sovjetunionen for at arbejde i Komintern som repræsentant for det danske kommunistparti. Men i sidste halvdel af 1937 mistede DKP forbindelsen med ham. Alle forespørgsler til sovjetiske myndigheder om hans skæbne var resultatløse. Dog havde DKPs inderkreds kendskab til de reelle hændelser, men intet blev røbet. Så helt frem til 1989 var det en gåde for hans familie og for offentligheden, hvad der var sket med ham. Først da blev det officielt bekræftet, at han i november 1940 var død af tuberkulose i en fangelejr i Sovjetunionen. Allerede året efter han var kommet til Sovjetunionen, blev Munch-Petersen fængslet i forbindelse med de omfattende arrestationer, Stalin iværksatte. Uden nogensinde at blive stillet for en dommer blev han fængslet efter først at have været underkastet tortur og gennemgået langvarige forhør (f 30/9 1904)

 

Det tyske slagskib "Tirpitz" sænkes af engelske fly ved Tromsø. Det ca 66.000 tons slagskib var blevet søsat sommeren 1941 og stationeret ved Nordnorges kyst, hvorfra det opererede mod konvojerne til Sovjetunionen. Det voldte det britiske admiralitet store bekymringer, idet en tilstrækkelig stærk dækningsstyrke til stadighed måtte skaffes fra andre krigsskuepladser, krigsskibe der var stærk behov for også andre steder. September 1943 deltog T i det store raid mod Svalbard, og vendte derefter tilbage til Kåfjorden. Her blev det 22. september angrebet af britiske dværgubåde og blev stærkt beskadiget. I april 1944 blev T atter i Kåfjorden stærkt beskadiget af britiske bombefly og derefter flyttet til Håkøybotn, et sund syd for Trømsø. Her blev skibet angrebet og sænket af britiske fly den 12. november med tabet af ca 1.200 mand

 

 

 

 

 

 

Til top        13. november

354 f Augustin, biskop; hans virke gjorde ham til den mest indflydelsesrige af alle latinske kirkefædre. Han har præget teologi og kirkeliv og har tillige haft stor betydning for vesteuropæisk åndstradition i bredere forstand. A var født i Nordafrika; hans far var hedning, mens hans mor var kristen. Som lærer i retorik i Milano fra 384 kom han i forbindelse med byens biskop, Ambrosius; dennes påvirkning medførte, at A blev omvendt til kristendommen og i 387 døbt. 388 vendte han tilbage til Nordafrika, hvor han boede med nogle venner i et klosterlignende fællesskab, indtil han i 381 blev præst i Hippo Regius (nuv. Annaba i Algeriet), hvor han var biskop fra ca 396 til sin død. Sin opvækst, omvendelse og første tid som kristen har A skildret i selvbiografien "Confessiones". Med dette værk skabte han en ny litterær genre, der fik stor betydning i europæisk kultur. I selvbiografien hævder han, at det er tiden og historien, som er den afgørende dimension i et menneskes liv; det er ikke tidløse idealer, men begivenheder, der bestemmer menneskets virkelighed. Ved siden af mange polemiske skrifter skrev han bibelfortolkninger, dels kommentarer, dels prædikener, ligesom han gav anvisning på oplæring i kristendom og på kunsten at prædike og fortolke Bibelen. I "De Trinitate" bearbejder han den græske teologis resultater og løftede den vesterlandske teologi op på et intellektuelt niveau, der var på højde med det, der var nået i den græsksprogede del af Romerriget. I "De civitate Dei" fremlagde han sin forståelse af historien (tiden) i dens forhold til evigheden og afviste enhver forbindelse mellem religion og jordisk lykke. Mod slutningen af sit liv tog A i "Retractationes" hele sit forfatterskab op til kritisk revision, vel vidende at skiftende forudsætninger og modsætningsforhold havde fremkaldt nuancer i hans standpunkter, som ikke altid uden videre kunne bringes i overensstemmelse med hinanden (d 28/8 430)

 

1312 f Edward 3. af England, konge 1327-1377; ældste søn af Edward 2. og Isabella af Frankrig; hans lange regeringstid var præget af krige med Skotland og Frankrig, pestepidemier – Den Sorte Død - i England fra 1348 samt Parlamentets voksende ind-flydelse på landets styre. For at finansiere sine krige var Edward 3. nødt til at søge Parlamentet om at udskrive skatter, hvilket gav de engelske baroner stigende politisk indflydelse. Edward begyndte sin regeringstid med sejre over Skotland, men da han tillige indledte krig med Frankrig, begyndelsen til Hundredårskrigen, vendte krigslykken til Skotlands fordel. Angiveligt blev krigen mod Frankrig begyndt for at realisere Edwards krav på den franske trone. Et krav han tillige viste ved at føre de franske liljer i sit våbenskjold. Afgørende for krigsudbruddet var dog også engelsk ønske om at bevare kontrollen over Guyenne og Bordeaux, vinhandelens centrum; endvidere at holde forbindelsen mellem de engelske uldeksportører og uldmarkedet i Flanders åben. I Frankrig blev det til engelske sejre i søslaget ved Sluys i 1340, der sikrede englænderne kon-trollen over Kanalen, samt ved Crecy i 1346 og ved Poitiers i 1356. Begge steder demonstreredes de engelske langbueskytters overlegenhed over de jernklædte franske riddere. Noget afgørende resultat gav sejrene dog ikke. Ved Edwards død udgjorde de engelske erobringer i Frankrig nogle kystområder ved bl.a. Calais og Bordeaux. I 1348 indstiftede Edward 3. Hosebåndsordenen - The Most Noble Order of the Carter (d 21/6 1377)

 

1319 d Erik Menved, konge 1286-1319; søn af Erik V Klipping og dronning Agnes; i den nordiske politik søgte han tilknytning til Sverige; indvævet i den nordiske politik var kongens forhold til ærkebiskop Jens Grand. Jens Grand støttede de danske og norske stormænd, der gik imod kongen, og i 1294 lod E ærkebispen fængsle. Dette førte til en proces ved pavestolen, og i 1297 lagde paven - Bonifacius VIII - interdidkt over Danmark og krævede beslaglagt kirkegods tilbageleveret. Striden blev ordnet med et forlig omkr. 1300; forliget bestemte, at kongen fik nedsat erstatningen for det beslaglagte kirkegods, samt at Jens Grand blev forflyttet til Riga. E genoplivede Valdemar II Sejrs ekspansive politik i Østersøområdet, men trods store omkostninger, der var en hård belastning for rigets finanser, opnåedes der kun lidet. E var gift med Ingeborg af Sverige; i ægteskabet blev der født 14 børn, 11 var dødfødte, 3 døde som små, det sidste ved at dronningen tabte det af en vogn; hun gik derefter i kloster (f 1274)

 

1460 d Henrik Søfareren (Dom Henrique o Navegador), portugisisk prins; i 1419 blev han guvernør i Portugals sydligste provins Algarve og bosatte sig i Sagres nær Kap Sao Vincente. Her studerede han astronomi og kartografi med udforskningen af Afrikas atlanterhavskyst for øje og på længere sigt finde en søvej til Indien. Han havde med interesse læst Marco Polos rejseberetning og havde i Marokko hørt om det Sudan, hvorfra araberne fik deres guld. Først og fremmest var han dog en ivrig religiøs mand, der levede som asket og brændte for kampen mod de vantro. Sin første karavel på opdagerfærd i Atlanten udsendte han allerede året før, han blev guvernør. Rejsen førte til, at Madeira blev genfundet, og den folketomme ø blev kort efter koloniseret med dyrkning af vin og sukkerrør for øje. Snart gik det slag i slag; ikke blot enkelte skibe, men hele flotiller blev udrustet og sendt ud. Selv deltog han aldrig. Men det varede længe, før H’s ellers kække kaptajner vovede sig forbi det berygtede Kap Bojador. Der gik nemlig de frygteligste historier om, hvad der ville møde én hinsides det. Det blev passeret i 1434. Fra da af begyndte Lisabons købmænd at interessere sig for opgaven og støttede sejladserne med penge eller selv at udruste flåder. Søvejen til Indien fandt man ikke i H’s tid. Men hans indsats førte til, at man foruden Madeira opdagede Kap Verde, Kap Verde-øerne, Senegal/Guinea-området og Acorerne. Da Henrik Søfareren døde i Sagres, var man nået til Sierra Leone (f 4/3 1394)

 

Corfitz Ulfeldt henrettes in effigie. Den 23. juli 1663 fastslog samtlige 26 "Eders Majestæts forordnede ministre, råd og assesores i den Højeste Ret", at Ulfeldt havde begået crimen laesae Majestatis in supremo grado dvs. højforræderi, og at hans hoved derfor skulle afhugges "og på et remarquable sted til afskyelig påmindelse på en spids at sættes". U var flygtet til udlandet, og da der efterhånden var gået mere end tre måneder, uden at det var lykkedes at fange ham, besluttedes det at effektuere henrettelsen in effegie. Den fandt sted i København Slots indre gård fredag d. 13/11 1663 kl. 9 om formiddagen. Da førte man til retterstedet den billedstøtte, der dagen før var blevet anbragt i Blåtårn i en celle neden under delikventens kone, Leonora Christinas fængsel. Først spyttede bøddelen på U’s adelige våben, trampede på det og til sidst huggede det sønder med sit sværd. Derpå tog bøddelen fat på træfiguren, som for at fuldende illusionen var blevet udstoppet med dyreindvolde. Først afhuggedes figurens højre hånd og hoved, hvorefter "liget" blev parteret i fire dele og sat på hjul og stejle. "Hovedet" og "hånden" blev til skræk og advarsel opsat på det gamle rådhus mellem Gammeltorv og Nytorv, hvor det sad indtil Københavns brand 1728. Resten blev sat op på volden

 

1663 f Arni Magnusson, professor, håndskriftsindsamler; han blev født og voksede op på Island. Efter at have studeret teologi i København blev han i 1684 amanuensis hos Thomas Bartholin. Under et vinterophold i Island i 1685-86 indsamlede han sine første håndskrifter. En indsats der blev af afgørende betydning for hele hans livsarbejde. Efter fortsatte studier bl.a. i Tyskland blev M i 1697 arkivsekretær og i 1701 ansat ved universitetet i København som professor i filosofi fra 1721 tillige i historie. Hans virksomhed i København var afbrudt af et ophold på Island i årene 1702-12. Han var udsendt af regeringen for at undersøge og komme med forslag til en forbedring af den konstaterede økonomiske tilbagegang på Island. Bl.a. skulle der udarbejdes en jordebog for Island og holdes mandtal over alle Islands beboere. Dette store arbejde trak ud, og i 1712 blev M kaldt hjem. Under det tiårige ophold i Island fortsatte M sin ungdoms indsamling af håndskrifter, og hans betydning ligger i dette store samlerarbejde. Han forstod de gamle mindesmærkers betydning og havde en fin sporsans; han samlede dokumenter, breve etc. i original eller afskrift samt gamle sjældne bøger. Også fra Danmark og Norge samlede M en mængde værdifulde håndskrifter (d 7/1 1730)

 

Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab oprettes. Bag oprettelsen stod historikeren Hans Gram og statsminister J.L. Holstein. Selskabets formål er at fremme dansk videnskab inden for historie, filologi, filosofi, matematik, fysik og biologi. Selskabet holder regelmæssigt forhandlingsmøder og begyndte allerede i 1745 udgivelsen af en skriftrække. Indtil 1841 ledede V kortlægningen af Danmark og udgav en lang række kort. Fra 1820-73 forestod det de meteorologiske observationer her i landet. Selskabet udpeger selv nye medlemmer efter strenge kriterier. Under en særlig af V valgt direktion er siden 1876 henlagt Carlsbergfondet

 

d Iver Rosenkrantz, statsmand; han begyndte sin karriere som kammerjunker ved hoffet i 1698. I årene 1702-05 fungerede han som gesandt i London, blev i 1716 amtmand i København, men forflyttedes i 1723 til Viborg som stiftsamtmand pga. Frederik 4.s uvilje mod den gamle danske adel. Efter Christian 6.s tronbesti-gelse kom han igen i første række og blev chef for Danske Kancelli og Tyske Kancelli, han var dermed storkansler og medlem af Gehejmekonseilet. Trods indre brydninger i statsledelsen fik R gennemført sit ønske om en alliance med England, men i flere andre sager bl.a. spørgsmålet om stavnsbåndet fik han ingen indfly-delse. Efterhånden svækkedes hans stilling. Han fik sin afsked som kancellichef i 1735 og som medlem af Gehejmekonseilet i 1740. Årsagen var dels hans kritiske indstilling til pietismen, som Christian 6. personlig var grebet af, dels at han sammen med andre adelige ved hoffet udgjorde en aristokratisk opposition, som ikke behagede kongeparret. Sine sidste år koncentrerede han sig om at være godsejer. Han boede især på sit gods Rosenholm, som han havde arvet efter sin far (f 5/12 1674)

 

1782 f Esaias Tegnér, svensk biskop og forfatter; i 1803 blev han docent i estetik i Lund, i 1812 professor i græsk, samme år blev han præsteviet. Han fortsatte med at undervise i Lund til 1824, da han blev udnævnt til biskop i Växjö en stilling, han beklædte til sin død. Med sit forfatterskab er han blevet betegnet som Sveriges nationalskjald frem for nogen. Efter en række reflekterende og elegiske læredigte og oder i 1700-tals stil fandt T sin egen form i politiske, pacifistiske digte som "Nelson og Pitt" og "England og Frankrig" (begge 1806). Han blev kendt med de patriotiske digte "Krigssång för skånska lantvärnet" (1808) og "Svea" (1811). I romantisk ånd hyldede han Napoleon – som han tidligere havde foragtet - som det store menneske, geniet med digtene "Hjälten" (1813) og "Den vaknende Örnen" (1815). Omkr. 1820 stod T på højden som digter, i dette år udkom heksameteridyllen "Nattvardsbarnen" inspireret af kristendom og platonisme; i 1821 udkom den i samtiden meget populære versfortælling "Axel" og i 1825 den norrøne romancecyklus "Frithiofs saga", som gjorde ham umådelig populær, og som blev oversat til de fleste europæiske sprog. Efter bispeudnævnelsen viede T en stor del af sin tid til praktiske og pædagogiske gøremål, til teologi og til arbejdet som medlem af rigsdagen. Politisk udviklede han sig i konservativ retning - nærmest ultraroyal - og kom i strid med de liberale. Hans lyriske produktion blev sparsom og fremkom mest som lejligheds-digte (d 2/11 1846)

 

begravet Thomas Chippendale, britisk møbelsnedker; åbnede i 1749 forretning i London med møbler og andre genstande til indretning af boligen. C’s store indflydelse på tidens møbelstil skyldtes hovedsagelig hans bog "The Gentleman and Cabints Maker’s Director" (1754); den skulle vejlede kunder og snedkere i deres valg af møbler. De 160 kobberstukne illustrationer med ledsagende tekst viste forslag til møbler i tidens tre moderne stilarter: gotik, kinesisk og rokoko. C var den første møbelsnedker, der gav navn til en møbelstil, Chippendalestilen; hvor møblerne oftest var udført i voksbehandlet mahogni og med den for stolene så karakteristiske gennembrudte ryg (døbt 5/6 1718)

 

1831 f James Clerk Maxwell, engelsk fysiker; formulerede elektromagnetismens teori i sit skelsættende værk "Treatise on Electricity and Magnetism" (1873) (d 5/11 1879)

 

f Robert Louis Stevenson, skotsk forfatter; han blev uddannet som jurist, men benyttede sig aldrig af sin uddannelse. Han blev forfatter. Hans tilbøjelighed til tuberkulose tvang ham til at søge mildere klima, og hans første udgivelser var rejseskildrer, resultat af rejser i Frankrig: "An Inland Journey" (1878) og "Travels With a Donkey in the Cevennes" (1879). 1882 kom hans første samling historier "The New Arabians Nights", fulde af spænding, uhygge og dramatik. Han slog sit navn fast med sørøverromanen "Treasure Island" (Skatteøen 1883), en velskrevet og spændende fortælling om sørøvere og skattejagt, som er blevet en klassiker i sin genre. Han begyndte på den under et kurophold i Svejts, og den blev først trykt som en serie i bladet "Young Folks" under titlen "The Sea-Cook" begyndende i oktober 1881. Samme år udsendte han sin første essaysamling "Virginibus Puerisque", hvoraf flere tidligere havde været trykt i magasinet "Cornhill". Hans historiske romaner, som fortsatte traditionen fra Walter Scott, blev straks populære: "Kidnapped" (1886), "The Master of Ballantrae" (1889), "Catriona" (1893). 1886 kom "Dr. Jekyll and Mr Hyde", historiens første psykologiske thriller. Novellesamlingen "The Merry Men" (1887) indeholder fine eksempler på S’s fortællekunst. I 1887 rejste S med sin familie til Amerika. Her var han særdeles kendt og fik tilbudt flere lukrative kontrakter. Med sin familie rejste han i juni 1888 fra San Francisco ud på et togt i Sydhavet. Om rejsen skrev S "In the South Seas" (1896) og "A Footnote to History". Efter længere ophold på bl.a. Tahiti, Honolulu og i Australien slog familien sig i oktober 1890 ned på Samoa. Her levede S til sin død. Hans pludselige død forhindrede fuldendelsen af romanen "Weir of Hermiston". Om den er det blevet sagt, at den trods fragmentarisk er et stort arbejde og S’s mesterstykke (d 3/12 1894)

 

I overensstemmelse med martskundgørelsen af 30. marts 1863 vedtager rigsdagen novemberforfatningen. Med vedtagelsen har Danmark forladt helstatspolitikken, dvs. bevare hertugdømmerne Slesvig og Holsten udelt under den danske konges myndighed, idet den nye forfatning kun gjaldt for kongeriget og Slesvig (Ejderpolitikken). Med novemberforfatningen havde den nationalliberale regering fastlagt Danmarks sydgrænse ved floden Ejderen, den gamle grænse mellem de to hertugdømmer, ophævet alt fællesskab mellem hertugdømmerne, indlemmet Slesvig i Danmark og udskilt Holsten. Holsten fik sin egen forfatning, sin egen hær og administration. For tyskerne var vedtagelsen næsten det samme som en krigserklæring. De tyske aviser skrev, at Danmark undertrykte tyske landsmænd, tvang dem til at lære dansk og ville med magt skille to tyske hertugdømmer fra hinanden. Nu manglede kun Frederik 7.’s underskrift. En ren og skær formalitet – troede man. Men den 15. november døde kongen. Denne den sidste oldenborgske konge var til sin død med på de nationalliberales kurs – Ejderpolitikken. Han kunne med sine ildnende tilråb som under Treårskrigen have betydet en ægte opblussen af den gamle kampånd. Nu stod politikerne med en usikker konge – Christian 9. – de ikke kendte. Og kongen med sin halvt tyske afstamning stod i en meget vanskelig situation i nationale spørgsmål. Den 18. november underskrev Christian 9. Novemberforfatningen oveerbevist om, at en krig var forestående

 

Stormflod på Lolland. I de foregående dage havde en kraftig vestenvind presset store vandmasser ind i Østersøen, hvorefter der opstod et kraftigt højtryk over Findland og et lavtryk over Mellemeuropa, hvilket bevirkede en kraftig østenstorm over Østersøen og Danmark i dagene 12.-14. nov1872. Vandene rejste sig i en flodbølge på indtil 32 meters højde ved den vestlige del af Østersøen, idet strømmem ikke hurtigt nok kunne føre vandmasserne bort gennem bælterne. Ca 25.000 ha land hovedsagelig på Lolland blev oversvømmet, ca 80 mennesker og mange dyr druknede. Over 50 skibe og både strandede ved de danske østersøkyster

 

f Carl Schenstrøm "Fy", skuespiller; udlært bogbinder; efter nogle år på valsen blev han uden forudgående skuespilleruddannelse antaget på Nørrebros teater, hvor han debuterede 1903. De næste 20 år arbejdede han her som en ofte anvendt birolleskuespiller, hvilket mere skyldtes et stort maskeringstalent end et egentlig skuespillertalent. For at supplere sin ikke høje gage ved teatret lod S sig engagere af filmen og debuterede i en birolle som etbenet soldat i "Peder Tordenskjold" (1910). I 1920 kom S til Palladium. Her skabtes den første Fy og Bi film "Film, Flirt og Forlovelse" i 1921. Fyrtårnet og Bivognen med S som den lange, tynde figur og Bivognen (Harald Madsen) som den lille tykke, blev straks en succes, og parret opnåede international berømmelse. Fyrtårnet fremstod med langt pjusket hår, uplejet hænge-skæg og en stor, bred opstoppernæse. Blandt deres mere vellykkede film er "Takt, Tone og Tosser" (1924), "Vester-Vov-Vov"(1927). Overgangen til talefilmen blev vanskelig for Fy og Bi. Deres første og længe ventede talefilm "Han, Hun og Hamlet" (1932) blev ingen succes. Det var en træt og uinspireret genindspilning af en af deres stumfilmsuccer af samme navn. Deres sidste film "I de gode gamle Dage" fra 1940 blev en fiasko.Tiden var blevet en anden, og de to komikere var ude af trit med den ny tid (d 10/4 1942)

 

Den Serbisk-Bulgarske krig bryder ud. Konflikten afslørede, at den fredsslutning angående Balkan, man var nået frem til på Berlinkongressen i 1878, havde visse mangler. De blev afsløret, efter et coup d’etat i Østrumelisn den 18. september 1885, og da denne selvstyrende provins i Det Ottomanske Tyrkiet derefter bekendtgjorde sin tilslutning til Bulgarien. I vide kredse i Serbien, som var særdeles utilfreds med omfanget af de landområder, Berlinkongressen havde tildelt det, var der utilfredshed – ja ligefrem en krigerisk stemning – mod den magtforøgelse indlemningen af Østrumelien havde givet rivalen Bulgarien. Efter statskuppet forlangte Serbiens regent, fyrst Milan, der håbede, at en aggressiv udenrigspolitik ville betyde en lettelse af hans indenrigspolitiske problemer, at Bulgarien overlod noget af sit territorium til Serbien. Igen var der uro og krigsfare på Balkan, og igen blev der indkaldt en international konference, der skulle tage stilling til dels Bulgariens styrkede position dels til Serbiens krav. Det formåede kongressen ikke, og Serbien erklærede krig. Alle forventede en hurtig seerbisk sejr, men fyrst Alexander I af Bulgarien vandt det afgørende slag ved Slivnitsa – 17.-19. november 1885 og rykkede den 26. november ind i Serbien. Først da Østrig-Ungarn truede med krigsdeltagelse på serbisk side, accepterede Alexander en våbenhvile. Afslut-ningen af krigen skete med underskrivelsen af fredstraktaten i Bukarest den 3. marts 1886. Iflg. den genoprettedes de serbisk-bulgarske grænser fra før krigen, og overlod Østrumelien til Bulgarien. Serbien fik således intet ud af krigen, og kimen til nye uroligheder og krige på Balkan, "Europas urolige hjørne" var lagt

 

1903 d Camille Pissaro, fransk maler; født på Skt. Thomas i en portugisisk/jødisk familie. Efter et kortere ophold i Paris, hvor han modtog tegneundervisning, opholdt P sig igen fra 1847 på Skt. Thomas. 1855 forlod han sin fødeø for stedse og tog til Paris og levede fra da af som kunstner. I Paris kom han under stærk påvirkning af bl.a. Manet, Monet og Cezanne. P sluttede sig til impressionisternes ideer og deltog i de første impressionistudstillinger med flere store lærreder. I sidste halvdel af 1870’erne dyrkede P især landskabsmaleriet, og hans kolorit var præget af mættet grønt. I disse år levede han i yderste fattigdom, men skabte samtidig en række af sine hovedværker bl.a. "Den lille bro, Pontoise" (1875) og "Valhermeil, Pontoise" (1880). P’s tilslutning til impressionismen var ikke ubetinget; hans maleri var mere naturalistisk og ikke underlagt flygtigheden i den impressionistiske opfattelse. Ved midten af 1880’erne blev han tiltrukket af pointilismen, og hans første pointilistiske billeder er fra 1886. Men allerede 1890 forlod han denne retning. Hans farver blussede op med stor intensitet, og penselstrøgene blev frie og stærkt ekspressive. Mens han tidligere næsten udelukkende havde valgt sine motiver på landet, viede han sine sidste år til skildringen af Paris, men led af stadig dårligere syn (f 10/7 1830)

 

1973 d Professor Tribini, gøgler, hans borgerlige navn var Chr. Jørgen Nielsen; siden 1942 var han teltholder på Dyrehavsbakken og gennem sin optræden blev han kaldt Danmarks sidste ægte gøgler (f

 

1990 Danmarks handelsbalance over for udlandet bliver positiv for første gang i 27 år

 

Ved folkeafstemningen i Sverige om optagelse i EU stemmer 52.2% af vælgerne ja og 46.9% nej

 

 

 

 

 

Til top        14. november

565 d Justinian 1. østromersk kejser 527-565; han var søn af en bonde og gjorde tjeneste i den kejserlige livgarde, da hans morbror, Justinus, i 518 blev kejser. Dermed var J lykke gjort. Han blev konsul, dernæst tronfølger, så medregent, og 527 efterfulgte han morbroderen på den byzantinske kejsertrone. Snart efter engagerede han sig i et forsøg på at genoprette det romerske kejserdømme i Vesten. I årene 532-34 blev vandalernes rige i Afrika erobret, derefter 535-53 østgoternes i Italien, desuden blev vestgoterne frataget Spanien. Krigene i vest betød, at Justinian måtte prisgive østgrænsen og købe fred med perserne for at opnå disse ikke særlig varige resultater i vest. Men han hævede det byzantinske rige til en kort magtperiode. Indadtil udfoldede han en utrættelig virkelyst. Han lod opføre store fæstningsværker ved alle grænser, og han indførte – ved udsmugling fra Kina – silkeormen og grundlagde silkefremstillingen i Konstantinopel. I 541 ophævede han konsulatet, i 529 lukkede han filosofskolen i Athen, og han lod juristen Tribonian redigere den berømte lovsamling Codex Justiniarius. Den indeholdt en sammenstilling af alle ældre, men stadig gældende romerske love og juridiske afgørelser tillige med de for-tolkninger og kommentarer, de romerske jurister gennem årene havde fremsat. Dette værk, den samlede romerret, der sammen med J’s egne love kaldes Corpus juris civilis, har været hovedgrundlaget for al senere europæisk retssudvikling. Desuden lod J kirken Hagia Sophia opføre, verdens dengang største kirke (f 483)

 

d Aleksander Nevskij, russisk helgen og fyrste af Novgorod; det var tidligt i livet, N ydede sine største præstationer. I 1240 besejrede han svenskerne ved Neva (deraf hans navn). I 1241 var der overhængende fare for, at de tyske riddere fra Den teutonske Orden ville invadere Novgorod. Efter at have fordrevet ridderne fra russisk jord førte A krigen ind i det tyskbesatte Estland. Her besejrede han i april 1241 de teutonske riddere i slaget på Peipus-søens is. At han herefter nåede til tops i fyrstehierakiet skyldtes bl.a. det store mandefald under mongolernes erobringstogter. A allierede sig - ligesom kirken - med mongolerne, og i 1246 blev han af mongolerne accepteret som fyrste af Kiev, mens hans bror, Andrei, blev storfyrste af Vladimir. Da Andrei efter et oprør i 1252 blev afsat af mongolerne, blev A samme år storfyrste i Vladimir. Ved at føre en forsigtig forhandlingspolitik undgik A tidligere tiders vilde og blodige mongolinvasioner. Efter et russisk oprør mod mongolerne i Suzdal i 1262 lykkedes det således A ved forhandlinger at undgå den af mongolerne planlagte straffeekspedition. Det blev Nevskijs efterkommere, der som storfyrster af Moskva samlede Rusland. Dette sammen med hans krigeriske bedrifter og hans afvisning af et paveligt initiativ til kirkeunion mellem den romersk-katolske og Ruslands ortodokse kirke medførte, at han kanoniseredes af den russiske kirke i 1547. Aleksander Nevskij-kulten blomstrede op under både Peter den Store og Stalin (f maj 1220)

 

1522 d Anne af Frankrig, - gift Dame de Beaujeu - ældste datter af Ludvig 11. af Frankrig og Charlotte af Savoyen; efter forskellige ægteskabsplaner lod Ludvig hende i 1474 ægte Pierre de Bourbon, seigneur de Beaujeu. Kongen havde stor tillid til Pierre, og på sit dødsleje betroede han sin datter og svigersøn opdragelsen af sin 13-årige søn og tronarving, Karl VIII. Det betød, at fra 1483 til 1491 havde ægteparret Beaujeu gennem regentskabet den faktiske magt i Frankrig. A betegnes som en energisk, viljestærk og snedig dame; dette sammen med en veludviklet politisk sans gjorde det muligt for hende at tackle de farer, der truede kongemagten. Stillet over for uroen fra de mange, som nu rejste sig efter Ludvig XI’s hårdhændede politik, lykkedes det A og hendes mand ved en blanding af indrømmelser og militær magt at fastholde kongemagtens autoritet. Pierre, der i 1488 blev udnævnt til hertug af Bourbon, døde i 1503 og overlod det dermed til A at varetage deres datters, Suzannes interesser og beskytte hertugdømmet mod kongelige overgreb. Det blev aktuelt i 1521, da kongehuset efter Suzannes død drog hendes mands arveret i tvivl. En sidste gang viste A da sin handlekraft i varetagelsen af slægtens interesser. Hun tøvede ikke med at opfordre sin svigersøn at søge støtte hos kongens fjender i forsvaret af sin ret

(f 1461)

 

d Frands Brockenhuus, rigsråd, rigsmarsk; som ejer af godserne Bramstrup og Egeskov var B knyttet til Fyn. I årene 1543-53 var han lensmand på Nyborg slot, hvor han ledede Chr. III’s store befæstningsarbejder. Hans tid som lensmand var en periode, som var særdeles betydningsfuld for landet. Den nye kirkeordning skulle føres ud i livet, og det krævede såvel streng hævden af kronens ret som hensyntagen til menigmand. B synes at have løst godt, og den endelige dom over ham sagde, at han var en "from""og rettænkende mand. Efter Frdr II’s tronbestigelse begyndte et nyt afsnit i B’s karriere; han trådte ind i det politiske liv og blev en af de ledende mænd i kongens omgivelser. 1562 blev han medlem af rigsrådet og overtog styrelsen af København, og Abrahamstrup len. 1567 udnævntes B til rigsmarsk og deltog både til lands og til vands i Den Nordiske Syvårskrig. Ved belejringen af Varberg blev han ramt i benet af en kugle og døde fjorten dage senere. I 1554 lod han det nuværende Egeskov opføre (f 9/2 1518)

 

f William 3. engelsk konge 1689-1702; søn af Vilhelm 2. af Oranien og Henrietta Maria Stuart, en datter af Karl 1. af England; ved Ludvig 14.’s angreb på Holland i 1672 blev landets faktiske leder, da købmandsaristokratiets førstemand Johan de Witt myrdet. Nu blev W statholder og sjælen i forsvarskampen. Han var ikke nogen fremragende feltherre, men han ejede gode statsmandsevner. Således var det hans diplomatiske dygtighed, der skabte og sammenholdt de store koalitioner mod Frankrig. 1677 blev han gift med sin kusine Marie, datter af den senere kong Jacob 2. af England. Hun var arving til England og Skotland. Februar 1689 blev W valgt til konge af England. Efteråret 1688 var Jacob 2. flygtet fra England. Parlamentet i London fastslog, at Jacob ved at flygte havde frakendt sig sin kongemagt, og at tronen var ledig. Ved Declarations of Rights fastsloges folkets ret over for regenten, og W og Maria blev erklæret for konge og dronning af England. Som engelsk konge forstod V at respektere parlamentets magt. Hans lidenskab var og blev udenrigspolitikken; ved "forsigtig konduite", som han sagde, fik han kampen mod Frankrig gjort til hele det engelske folks sag. Store og gennemgribende var både de reformer, der skete, og det ny, der skabtes, mens W var konge. Alle protestanter fik fri religionsudøvelse i 1689, Englands Bank grundlagdes 1694, 1695 indførtes trykkefrihed, og møntvæsenet ordnedes 1696. W’s tronbestigelse satte et vigtigt skel i Englands politiske udvikling: ved at vælge ham, en fremmed fyrste til konge, fastslog parlamentet sin suverænitet, og begyndelsen til den parlamentariske regeringsform blev gjort i W’s tid (d 19/3 1702)

 

1665 Kongeloven underskrives. Baggrunden for loven var de ændringer i statsstyret, der var sket med Statsomvæltningen i efteråret 1660 med arverigets indførelse og håndfæstningens kassation. Stænderne gav ved den såkaldte Enevoldsarveregeringsakt i januar 1661 kongen beføjelser til selv at udfærdige regler for kongemagtens indhold og om arvefølgen. Resultatet blev Kongeloven. Den fastslog, at kongen havde den øverste og totalt ubegrænsede lovgivende magt, han kunne udstede, ophæve eller ændre enhver lov. Den indeholdt en lang række paragraffer, der bl.a. detaljeret fastslog, hvem magten skulle overdrages til, hvis der ikke ved kongens død fandtes en fuldmyndig tronfølger. Den overordnede arveregel var, at mænd arvede tronen før kvinder, men at en kvinde kunne blive arveenevoldsdronning, hvis hun stammede fra mandslinien, og der ikke var flere mænd inden for denne linie. Kongeloven understregede, at det var stænderne, der havde overdraget kongen enevoldsmagten, så han kunne sikre undersåtterne, at de "kunne udi fred og rolighed uden frygt for indvortes tvist og oprør tryggeligen bygge og bo". Dermed sluttede Kongeloven sig til den i Europa så udbredte tanke, at folket frivilligt havde givet kongen den absolutte magt. Kongeloven blev ikke offentliggjort. Først under Frederik IV i 1709, da enevælden var vel konsolideret, blev den trykt

 

1687 d Nell Gwyn, maitresse (Karl 2. af England); hendes fars navn er ukendt, men iflg. traditionen døde han i et gældsfængsel i Oxford i N’s barndom. Hendes mor, Helena Gwyn, havde et bordel i Covent Garden området, hvor N voksede op. I 1664 fik N foden inden for ved King’s Theatre tiltrak sig den ledende skuespillers opmærksom - hun blev hans elskerinde - og i decbr 1664 debuterede hun på scenen. Fra 1666 til 1669 var hun teatrets førende skuespillerinde og havde til stadighed - bortset fra en kort periode i sommeren 1667, da hun opholdt sig i Epsom som Lord Buckhurst’s elskerinde - store roller. Da hun havde født kongens første barn i maj 1670, trak hun sig jan. 1671 tilbage fra scenen. Nu blev hun etableret i et fornemt hus på Pall Mall. Hun fik adgang til de fornemste kredse og var til kongens død hans "veninde". Da kongen døde, var N i så stor gæld, at hendes kreditorer truede hende med gældsfængsel. Kongen havde imidlertid ikke glemt hende; på sit dødsleje sagde han til sin bror: "Sørg for at stakkels Nelly ikke kommer til at sulte". Hendes gæld blev betalt, og resten af livet modtog hun en pension på 1.500 eng pund om året (f 2/2 1650)

 

d Gottfried Wilhelm Leibniz, tysk filosof og matematiker; han viste tidligt usædvanlige evner og begyndte som femtenårig at studere jura, matematik og filosofi i fødebyen Leipzig, og kun 20 år gammel tog han den juridiske doktorgrad. Inden han i 1672 rejste han til Paris, var han ansat hos ærkebiskoppen af Mainz som diplomat og politisk og juridisk rådgiver. Under opholdet i Paris – som varede til 1676 - studerede han matematik og udfandt de epokegørende regler for differential- og integralregning. Endvidere kunne han i 1675 præsentere en mekanisk regnemaskine for det parisiske videnskabsakademi. Fra 1676 var han i tjeneste hos kurfyrsten af Hannover som rådgiver og bibliotekar. I de følgende år beskæftigede han sig bl.a. med tekniske problemer og bjergværksdrift, og som historiker udgav han en række kilder til fyrstehuset Hannovers historie. Desuden arbejdede han for en religiøs verdensfred. Som et afgørende bidrag hertil så han sin filosofiske tankebygning, der søgte at forene gammelt og nyt, religion og videnskab til en sammenhængende, modsigelsesfri helhed. Politisk beskæftigede han sig med ideen om et folkenes forbund, der skulle hvile på staternes ligeret og forene Europas folk om at udbrede den europæiske kultur over hele Jorden. Han blev en særdeles lærd mand, hvem ingen videnskab var fremmed. Han var den sidste polyhistor, dvs. i besiddelse af sin samtids samlede kundskab. L’s værker er talrige, og han skrev en umådelig mængde breve til næsten alle datidens fremtrædende personligheder (f 1/7 1646)

 

f Robert Fulton, amerikansk ingeniør og opfinder inden for kanal- og sluseanlæg samt dampskibskonstruktion; Fulton blev uddannet som våbensmed. Han arbejdede 1782-86 som landskabs- og portrætmaler i Philadelphia. Fra 1786 besøgte han England og Frankrig og studerede særlig kanalbyggeri og kanaltransport. Under opholdet konstruerede han desuden undervandsminer og torpedoer. Han begyndte 1801 i Frankrig at bygge et dampskib, hvilket mislykkedes i første omgang. 1803 var et nyt skib færdigt; det foretog en vellykket prøvetur på Seinen for Det franske Akademi og en stor skare tilskuere. Fulton søgte støtte hos Napoleon til fortsatte forsøg, da det mislykkedes, forlod han Frankrig. Da han i 1806 vendte tilbage til USA, havde han med sig til sit fortsatte dampskibsbyggeri en stor Boulton & Watt dampmaskine, han havde fået bygget i England. I New York fik han bygget hjuldampskibet "Clermont", og i august 1807 foretog skibet en prøvetur på Hudson-floden fra New York til Albany. Det kunne sejle med en fart på 5 knob og præsterede at sejle 150 sømil på 22 timer. Skønt skibet ikke rummede egentlige tekniske nyskabelser, blev det verdens første rentable og praktisk anvendelige dampskib. I de flg. år byggede Fulton en række skibe, bl.a. dampfærger. I 1814 fik han bestilling fra Kongressen på det første dampdrevne krigsskib i verden (d 24/2 1815)

 

1770 Den skotske opdagelsesrejsende James Bruce finder Den blå Nils kilder i det nord-østlige Ætiopien. Han var britisk konsul i Algeriet 1762-65 og foretog flere og lange rejser i de nordafrikanske lande. Fast besluttet på at finde Nilens kilder indledte han i 1765 sin store rejse. Den gik via berberstaterne til Ægypten, derfra op ad Nilen til Aswan og så med en karavane til Kosseïr ved Det røde Hav. Under store farer og strabadser nåede B herfra Etiopiens daværende hovedstad Gondar; den 14. november 1770 nåede han Tanasøen i Ætiopien. Bruce kunne konstatere, at den blå Nil begynder sit løb her. Hjemrejsen blev lige så anstrengende som udrejsen, men også den endte lykkeligt. Bruce ankom til Marseille i marts 1773 og var i London året efter. I årene herefter skrev han på sin beretning om sine rejser. Resultatet blev "Travels to Discover the Source og the Nile" (1790). I Storbritannien blev der rejst tvivl om Bruces beretninger. Men rapporter fra senere rejsende bekræftede hans observationer. Der skulle gå mere end 100 år, før den hvide Nils kilder blev fundet

 

f Marie Francois Xavier Bichat, fransk anatom og fysiolog; fra 1797 afholdt han anatomiske demonstrationer og underviste i kirugi og fysiologi. Ved studier af vævet i menneskets organer blev han grundlægger af den moderne vævslære (histologi). Sine undersøgelser offentliggjorde han i "Traite des membranes"(1800). Skønt Bichat ikke var i besiddelse af et mikroskop skelnede han mellem 21 vævstyper, og han fastslog, at disse i forskellige kombinationer danner legemets organer. Foruden i sit arbejde som læge at iagttage legemets forandringer ved døende patienter, undersøgte han også de forandringer, der var sket i organerne, når hans disse var døde. Hans "Recherches physiologiques sur la vie et la mort" (1800) blev året efter fulgt op af "Anatomie générale". Han udsendte de to første bind af "Anatomie descriptive" (1801-03). Det tredie bind blev skrevet færdigt af hans elever efter hans død. Efter ordre fra Napoleon blev Francois Xavier Bichats buste opstillet i Hôtel Dieu (d 22/7 1802)

 

f Adam Oehlenschläger, forfatter; ved juletid 1802 udsendte han "Digte", der foruden en række stemningsfulde og farverige romancer over nordiske emner indeholder digtet "Guldhornene", der med sit ophøjede billedsprog viste det for det flg. århundrede afgørende brud med den rationalistiske kunstopfattelse, og det lille lyriske drama "St. Hansaften-Spil", der gav tonen til en del af den senere danske romantik. I 1805 kom hans "Poetiske Skrifter", der bl.a indeholder romancerne "Langelands-Reise" og hovedværket "Aladdin" og den romantisk opstemte fortælling "Valulundurs Saga". I årene 1805-09 foretog han en udenlandsrejse til Tyskland, Frankrig, Svejts og Italien. Allerede 1804 havde han påbegyndt en poetisk gengivelse af nordiske gudesagn. På rejsen genoptog han tanken. I Tyskland skrev han sin første tragedie "Hakon Jarl", året efter skrev han i Paris "Palnatoke". Begge dramaer behandler kampen mellem hedenskab og kristendom. Efter hjemkomsten blev O professor i æstetik ved universitetet i København. Om hans forfatterskab er det blevet sagt, at arbejderne fra tiåret 1810-20 ikke holder mål med dem fra det foregående tiår. 1814 kom det episke digt "Helge" og i 1817 prosafortsættelsen "Hroars Saga". 1819 udsendte han "Nordens Guder". I 1820'erne vendte han tilbage til tragedien bl.a. med "Væringerne i Miklagaard" (1827). Tragedien "Amleth", der blev opført på O’s 67 års fødselsdag, indbragte ham publikums hyldest. Også den næste nordiske tragedie, hans sidste, "Kiartang og Gudrun" (1849) gjorde lykke. Efter han i sommeren 1847 på en rejse i Sverige var blevet hyldet som nordisk digter, samledes med ham på hans 70 års fødselsdag en række fremtrædende mænd for at hylde ham som dansk digter. Hans fremtrædende position blev understreget, da Grundtvig ved denne lejlighed overrakte ham en laurbærkrans fra danske kvinder (d 20/1 1850)

 

f Charles Lyell, britisk geolog; uddannet jurist, man opgav juraen til fordel for geologi i 1827; han regnes for grundlæggeren af den moderne geologi først og fremmest på gr. af sit hovedværk "Principles of Geology" (1830-33). I det hævdede han, at dannelsen af bjergarterne fra tidligere geologiske perioder og de forandringer, som havde fundet sted i jordskorpen og ved jordoverfladen, kunne forklares ved virkningen af de samme geologiske processer, som stadig var virksomme. Med denne forklaring var L i modstrid med den da almindelige opfattelse, der sagde, at forholdene ved jordoverfladen i tidl. geologiske tidsafsnit havde været helt forskellige fra nutidens, og at de geologiske tidsperioder var skilt fra hinanden ved voldsomme naturkatastrofer, som havde ødelagt alt levende. Lyell indførte således udviklingstanken i geologien, før Darwin indførte den i biologien. Lyell blev adlet 1848, og udnævnt til baronet 1864; bisat i Westminster Abbey (d 22/2 1875)

 

d Georg Wilhelm Friedrich Hegel, tysk filosof; efter afsluttede studier var han en tid lærer. Derefter var Hegel professor i Jena 1805-07, i Heidelberg 1816-18 og i Berlin fra 1818 til sin død i 1831. I Berlin erhvervede han en førende stilling i samtidens filosofi. Hertil medvirkede hans historisk-konservative, antiliberale indstilling, der passede godt til den alm. reaktionære ånd, der herskede i tiden efter Napoleonskrigene. Hegel opfattede tilværelsen som en bestandig udvikling, en logisk, lovbunden tilblivelsesproces. Tillige var han sikker på, at der nu – takket være ham – var opnået indsigt i udviklingsprocessen, derfor måtte denne indsigt være processens afsluttende led, selve slutfasen. Dvs. at ligesom f.eks. den gudfrygtige, pligttro og ordenselskende preussiske embedsmand repræsenterede slutstenen på menneskets udvikling, således var den preussiske statsordning verdensfornuftens sidste og højeste politiske tilkendegivelse. I Berlin blev Hegels forelæsninger over æstetik, historiefilosofi og filosofihistorie genstand for stor tilstrømning, og hans berømmelse blev europæisk. Han stod som begrebet for det bestående, ikke mindst da han stemplede frihedstanken som egoistisk og nedbrydende, et maskeret ønske om at løbe fra pligterne. Efter Hegels død fik hans tanker en betydning, han næppe havde forestillet sig. 1830’erne og 40’ernes liberale samlet i det "Unge Tyskland" hævdede nemlig, at udviklingsprocessen på ingen måde var afsluttet – tværtimod ville verdensfornuften også bringe de eksisterende politiske tilstande til fald i overensstemmelse med den logiske udviklings gang. En anden elev, der øste af Hegels historiefilosofiske tanker, var Karl Marx (f 27/8 1770)

 

d Rasmus Rask, sprogforsker; på grundlag af læsning af Snorres Heimskringla lærte han sig allerede i sin skoletid på Odense Katedralskole islandsk og udarbejdede en islandsk ordbog og grammatik. 1807 blev han student og studerede derefter teologi, men dog især sprogvidenskab. Nogen afsluttende universitetseksamen tog gensen; lidt penge fik han ved at undervise i regning. Han udgav 1811 "Vejledning til det islandske eller gamle nordiske sprog". 1812 var han i Sverige bl.a. for at sætte sig ind i finsk og lappisk; han fik offentlig støtte hertil, men det var hensigten at han tillige skulle spionere, hvad der dog ikke kom meget ud af. Han blev ansat som bibliotekar ved Det kgl. Bibliotek. 1813-15 var han i studieøjemed på Island. I 1815 fik han Videnskabernes Selskabs guldmedalje for "Undersøgelser om det gamle nordiske eller islandske sprogs oprindelse". Heri undersøgte R slægtskabet mellem islandsk og andre sprog. Med offentlig og privat støtte foretog han 1816-23 en længere resultatrig studierejse: over Stockholm gennem Rusland til Indien og ad søvejen hjem. Under rejsen skrev han "Om zendsprogets og zendavestas ælde og ægthed". Hjemme kneb det opmuntring og støtte. Alligevel afslog han et godt tilbud om at blive bibliotekar i Edinburgh med de bekendte ord "Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette". Men først 1831 blev han professor i orientalske sprog. Han skrev nogle værdifulde afhandlinger om persisk og oldnordisk, udgav en serie grammatikker for forskellige sprog – bl. a. finsk og lappisk – udgav sagaer og kæmpede for en ny dansk retskrivning. Gennem sit arbejde hører R til grundlæggerne af den sammenlignende sprogvidenskab, og han var en af de første, der så sammen-hængen mellem de indoeuropæiske sprog (f 22/11 1787)

 

d Wilhelm Bendz, maler; borgmestersøn fra Odense der 1820 kom til København, og til 1825 var elev af Eckersberg og en af dennes mest talentfulde elever. Han døde som 28-årig i Vicenza under en studierejse, der var gået over Dresden og München til Italien. Ved sin tidlige død havde han allerede malet så meget, så anderledes og så koleristisk forfinet, at eftertiden ikke glemte ham. Hans omdømme har især været baseret på de enkle, Eckersberg påvirkede malerier som f.eks. "Familien Raffenberg" (1830) og "Interiør fra Amaliegade med kunstnerens brødre" (ca 1829). Sidstnævnte billede er et eksempel på det genremaleri, der blomstrede op fra midten af 1820’erne, da de unge malere foretrak at skildre samtidige motiver frem for historiske emner. Billedet er blevet karakteriseret som et af de fineste danske interiørbilleder fra guldalderperioden. Det viser et par mennesker i fredeligt samvær hver beskæftiget med sit i et lysfyldt arbejdsværelse. Bendz var den første danske maler, der gennemarbejdede clairobscuren som malerisk problem: "Malersksolen på Kunstakademiet" (1826) og "Etatsråd Jürgensens søndagsselskab" også kaldt "Et Tobaksselskab" (1827-28). I dette værk skildrede Bendz sig selv og en flok unge venner, der er samlet i en stue ved Frederiksholm Kanal omkring kortspil, musik og datidens studentikose tobaksrygning af lange piber. Det er malet i kunstig belysning, og det er lykkedes Bendz at fastholde den røgfyldte atmosfære og stemningen i dette københavnske akademikermiljø (f 20/3 1804)

 

1840 f Claude Monet, fransk impressionistisk maler; var med sin klarlæggelse af lysets væsen fransk impressionismes grund-læggende maler og gav med sit billede: "Impression, soleil levant" (Indtryk, solopgang-1872) navn til impressionismen. Den nye retning markerede sig første gang i april 1874 ved en udstilling i Paris. I en satirisk-parodisk anmeldelse kaldte en journalist udstillerne impressionister efter titlen på M’s billede. M begyndte som portrætmaler, men fra omkr 1870 gik han over til at udtrykke sig i lysfyldte landskaber. Hans friluftsmaleri blev til ansigt til ansigt med motivet og er rene studier over de atmosfæriske fænomener, over for hvilke motivets form og perspektiv underordnes; de faste konturer og former opløses, afgørende bliver alene de mange lysmættede farvers sammensmeltning til den helhed, der er motivet på lærredet. Samme notiv behandlede han ofte i talrige billeder under forskellige lysforhold. Kendte er hans billeder af katedralen i Rouen, som han har gentaget 18 gange i forskellige belysninger, således fra 1894 "Katedralen i Rouen, portalen og Albanertårnet i morgenbelysning". Blandt M’s øvrige værker er "Gare Saint-Lazare, Paris" (1877), "London, parlamentsbygningen gennembrudt af solen i tågen" (1904) og "Åkander" (ca 1910) i hvilket Monet strejfer det nonfigurative (d 5/12 1926)

 

f Leo Baekeland, belgisk født amerikansk kemiker, som med sin opfindelse af bakelit – det første termohæmmende plastic i.e. plastic som ikke bliver blødt ved opvarmning - bidrog til grundlæggelsen af den moderne plasticindustri. 21 år gammel afsluttede han med udmærkelse sine studier ved universitetet i Ghent og underviste der til 1889, da han rejste til USA og fik ansættelse i et fotofirma. Det varede dog ikke længe, før han åbnede eget firma med henblik på at producere sin opfindelse, Velox en film, hvis billeder kunne fremkaldes med kunstigt lys. Velox var en kommerciel succes. I 1899 solgte Baekeland sit firma og rettighederne til den amerikanske opfinder George Eastman for $1.000.000. De undersøgelser, der førte til opda-gelsen af bakelit, begyndte Baekeland i 1905 med hen blik at opfinde en syntetisk erstatning for shellak. Selv om bakelit, som er en kondensation af formaldehyd og fenol og fremstillet ved høj temperatur og tryk, siges at være fremstillet tidligere, var Baekeland den første, der fandt en metode til at forme det til en termohæmmende plastic, han udviklede dermed den første kommercielle plastic (d 23/2 1944)

 

f Jawaharlal Pandit Nehru, indisk statsleder; han fik sin uddannelse i England og var hele livet præget af britisk kultur. N blev i 1923 generalsekretær i Kongrespartiet og dets formand i 1929. Under kampen for Indiens selvstændighed var han flere gange fængslet; i alt tilbragte han 9 år i fængsel. Efter 2. Verd.krig deltog han i de forhandlinger, der resulterede i Indiens uafhængig-hed og delingen i Indien og Pakistan. Fra 1946 var han leder af overgangsregeringen, og i 1947 blev han det selvstændige Indiens første statsminister. Han fortsatte i denne stilling - undertiden kombineret med udenrigsministerposten eller posten som forsvarsminister - til sin død. I udenrigspolitik forsøgte Nehru at indtage en formidlende rolle mellem øst og vest og at fastholde Indiens alliancefrie stilling. I indenrigspolitikken kæmpede han på to fronter, mod kommunisterne og mod de reaktionære hinduer. Det var hans opfattelse, at Indiens fremtid lå i en hurtig industrialisering og modernisering efter europæisk forbillede. Inspireret af den sovjetiske udvikingsmodel lod han sit lands udviklingspolitik ske gennem en række femårsplaner. Ved sin mangeårige ledelse af Kongrespartiet og Indiens regering fik Nehru den største betydning for fremvæksten af det selvstændige Indien (d 27/5 1964)

 

f Sir Frederick Grant Banting, canadisk læge, der sammen med Charles H. Best opdagede insulin. Det skete i 1921. Under arbejdet i laboratorier tilhørende den skotske fysiolog, John Macleod, leder af Fysiologisk Institut ved universitetet i Toronto var de de første, der fremstillede et hormon, der var effektiv i behandlingen af diabetes. I 1923 blev B leder af nyoprettet afdeling for medicinsk forskning ved universitetet i Toronto. I 1923 modtog han sammen med Macleod nobelprisen i fysiologi/medicin for sit arbejde med insulin. Han delte frivilligt sin nobelpris med Best. Under 2. Verd.krig gjorde han militærtjeneste og blev dræbt ved et flystyrt (d 21/2 1941)

 

f Joseph McCarthy, amerikansk politiker (republikaner); uddannet som jurist; valgt til det amerikanske Senat 1946 som repræsentant for Wisconsin. Han var i 1950'erne en af de mest omstridte personer i amerikansk politik, efter han offentligt havde beskyldt en lang række amerikanske embedsmænd for "unational" virksomhed og for at være hemmelige medlemmer af kommunistpartiet. Hans kampagne – kaldt mccarthyisme – blev næsten synonym med den amerikanske antikommunisme under den kolde krig. Det hele begyndte, da han i en tale i West Virginia i februar 1950 hævdede, at Udenrigsministeriet var infiltreret af kommunister, og at han var i besiddelse af en liste med 205 navne. Hans anklager fik stor politisk betydning og skabte efterhånden en nærmest hysterisk nationalistisk og antikommunistisk stemning i vide kredse i USA. Da M efteråret 1954 rettede sine beskyldninger mod det amerikanske hær, og da hans grove beskyldninger efterhånden havde forgiftet det amerikanske samfund, blev M afhørt af en senatskomite. Hans optræden under de fjernsynstransmitterde høringer skadede hans omdømme, og afhøringerne afslørede, at der intet hold var i anklagerne. Efter Senatet i decbr 1954 havde vedtaget en fordømmelse af McC metoder, spillede han ingen politisk rolle(d 2/5 1957)

 

1914 d Frederick Sleigh Roberts Roberts, britisk feltmarskal, hvis navn er knyttet til 2. Afghanske Krig og Boerkrigen. Han udmærkede sig første gang under det store oprør i Indien (1857-58) og fik Victoriakorset for sin indsats. I 1885 blev han øverstkommanderende for de britiske tropper i Indien. Han vendte tilbage til England 1893, efter han i 1892 var blevet adlet som Baron Roberts af Kandahar. Det var ved Kandahar i Afghanistan, han i den 1. september 1880 besejrede den afghanske hær, efter han med sine tropper havde marcheret de 313 miles fra Kabul på 22 dage. I 1895 kom udnævnelsen til feltmarskal; samtidig blev R øverstkommanderende for de britiske tropper i Irland. Hans sidste opgave på slagmarken blev kortvarig. Da underretningen om de britiske tilbageslag i de første uger af Boerkrigen nåede London, blev R udnævnt til leder af den britiske styrke i Sydafrika. Efter at have rettet situationen op kunne han sommeren 1900 vende tilbage til England. Ved udbruddet af 1.Verd.krig tog R i november 1914 til Frankrig for at hilse på de indiske divisioner; men han fik lungebetændelse og døde. Han gravlagt blandt andre britiske krigshelte i St. Paul's Cathedral i London (f 30/9 1832)

 

Kerenskij forlader Rusland. Efter den borgerlig-liberale Martsrevolution i 1917 blev Kerenskij justitsminister og 25. juli statsminister for en regering, der repræsenterede såvel moderat socialistiske som borgerlige partier. Som følge af Ruslands fortsatte deltagelse i 1. Verd.krig fik Kerenskij ikke gennemført de nødvendige reformer. Ofte var han tværtimod tvunget til at gribe til metoder, der ikke afdskilte sig meget fra tsartidens. Hans regering var derfor svag og udsat for angreb fra såvel højre som venstre. Under bolsjevikkernes Novemberrevolution blev hans regering afsat. Det lykkedes Kerenskij at flygte; først til Frankrig, hvorfra han 1940 rejste til Australien. Fra 1946 til sin død i 1970 var han bosat i USA

 

Coventrys indre by bliver sønderbombet af "Luftwaffe". Der er tilsyneladende ingen grund til at tvivle på tyskernes ord om, at bombemålene i Coventry var byens ammunitionsfabrikker. Men ild og røg gjorde det umuligt at sigte ordentligt, og derfor kom bombardementet til at ramme områder, der ikke var tænkt som bombemål. Angrebet på Coventry er blevet beskrevet som det antagelig mest koncentrerede og ødelæggende angreb på noget britisk mål uden for London uder hele krigen. Mellem fire og femhundrede bombemaskiner var sat ind og fløj elleve timer mellem solens ned- og opgang på skift under idelle betingelser på en månelys nat. I begyndelsen af angrebet blev byens hovedvandtilførsel afbrudt, og bransmænd måtte ofte stå hjælpeløse og se til, mens en regn af brandbomber, der var blandet med højeksplosive bomber, der havde til formål at holde brandvæsenet borte, startede brand efter brand. Da den middelalderlige domkirke blev antændt, kunne man ikke sætte hjælp ind, og da dagen gryede, stod kun spiret og nogle sønderskudte mure tilbage. I byens centrum var fyrre hektar knust, næsten tusind huse totalt sønderbombet, og yderligere 32.000 skadet

 

1963 Et undersøisk vulkanudbrud ved Island skaber en ny ø, Surtsey sydvest for Vestmannaøerne. Øen blev bygget op på en 130 m dyb havbund ved vulkanudbrud i to perioder, fra november 1963 til maj 1965 og fra august 1966 til juni 1967. Udbruds-produkterne var aske og lava af basaltisk sammensætning. Under udbruddene blev lavaen kastet op til 400 m til vejrs. Da udbruddene var ovre, målte øen 2,8 km2 med en største længde på lidt over 2 km og en højde på 170 m over havet. Udbruddene under havoverfladen på siderne af vulkanen dannede to små øer, men de blev overskyllet og forsvandt. Indvan-dringen af planter og dyr til den nye ø blev fulgt med stor interesse. Den første landplante, strandræddike, blev fundet i 1965

 

1989 Den Danske Bank, Kjøbenhavns Handelsbank og Provinsbanken fusionerer under navnet Den Danske Bank

 

1990 I Warszawa undertegnede repræsentanter fra det genforenede Tyskland og Polen en traktat, der definitivt fastlagde Polens vestgrænse ved Oder-Neisse linien. Grænsedragningen, der forskød Polens område vestpå, blev foretaget på Potsdam-konferencen i sommeren 1945. Vestmagterne ville dog ikke de facto anerkende grænsedragningen, og de fik gennemført, at Polens vestgrænse først skulle fastlægges på en fredskonference, og at Polen indtil da skulle administrere områderne øst for floderne Oder og Neisse. Fredskonference er imidlertid aldrig blevet afholdt, og mens DDR i 1950 anerkendte Oder-Neisse grænsen, nægtede Vesttyskland det indtil 1970. Under forhandlingerne om Tysklands genforening i november 1990 bekræf-tede Forbundsrepublikken endeligt grænsen

 

 

 

 

 

Til top        15. november

1280 d Albertus Magnus, tysk skolastisk filosof og teolog, med tilnavnet "den universielle lærer"; han indtrådte 1223 i dominikanerordenen, hvis forsvarer og ledende teolog han blev. Han fik sin uddannelse i Padova og Paris; efter at have undervist ved bl.a. universitetet i Paris, var han 1260-62 biskop i Regensburg, men opgav denne stilling til fordel for at være lærer. A beskæftigede sig med at søge at samordne hele sin tids viden, udvidet med de græske og arabiske værker, som hans samtid opdagede. A var den ledende systematiske tænker i midten af 13. århundr. og den første, som havde et direkte og omfattende kendskab til Aristoteles filisofi. Hans fortolkninger af dennes skrifter fik stor betydning for middelalderens kendskab til den græske filosofi. Det er som banebryder for dette systems anvendelse på teologien, at A har den største historiske betydning; han lagde det grundlag, som Thomas Aquinas byggede på (f ca 1200)

 

1315 Slaget ved Morgarten. Slaget resulterede i den første større succes for den svejtsiske konføderation i dens kamp mod de østrigske Habsburgere. Da folk fra Schwyz, en medlemsstat i den svejtsiske konføderation, i 1314 angreb og plyndrede klostret i Einsiedeln, samlede den habsburgske hertug Leopold I af Østrig en hær med henblik på invasion af Schwyz gennem Morgarten passet. Det var Leopolds opfattelse, at Einsiedln lå i hans hertugdømme. Men inden Leopold og hans hær var ude af passet ved Morgarten blev de angrebet af mandskab fra Schwyz og Uri. 1.500 østrigere blev dræbt i passet, andre blev drevet ud i en sø, og resten drevet på flugt. Sejren betød, at den svejtsiske konføderation overlevede. Konføderationen blev fornyet mindre end en måned senere med overenskomsten i Brunnen den 9. decbr. 1315. På gr. af den prestige Schwyz opnåede ved sejren i Morgarten, blev konføderationen i udlandet nærmest lig med Schwyz

 

1609 f Henrietta Maria, engelsk dronning, datter af Henrik 4. af Frankrig og Maria Medici, 1625 gift med Karl 1. af England og mor til Karl 2. af England. Hendes åbenlyse katolicisme gjorde hende ikke populær. Men under den første del af Den engelske Borgerkrig (1652-51) mellem hendes mands parti, royalisterne og parlamentet udviste hun mod og beslutsomhed i sin kamp for kongens sag. Da borgerkrigen brød ud i august 1642 var hun i Holland, arbejdende for støtte til sin mand. Hun gik i land i Bridlington, Yorkshire i februar 1643 og satte sig i bevægelse mod Nordengland for der at virke for kongens sag. Da hun til stadighed pressede sin mand til dristige forehavender, fik hun tilnavnet "generalissima". Det truende nederlag i borgerkrigen fik hende i juli 1644 til at flygte til Frankrig; hun genså aldrig sin mand, som efter ordre af parlamentet blev henrettet i 1649. Efter hendes søn, Karl 2., var blevet konge i 1660, besøgte hun flere gange England, men blev boende i Frankrig, hvor hun døde (d 10/9 1669)

 

d Johann Kepler, tysk astronom; i 1589 kom han på universitetet i Tübingen, hvor han i 1591 blev magister og i 1594 doktor. Under studierne blev han stærkt interesseret i astronomi og blev en overbevist tilhænger af det kopernikanske system i.e. det heliocentriske verdensbillede. I 1594 blev han matematiklærer ved den lutherske skole i Graz, hvor han tillige virkede som kommunal matematiker med udarbejdelse af kalendere og horoskoper. På gr. af modreformationen blev hans stilling i Graz uholdbar, og han forvistes fra byen i august 1600. Han tog til Prag for at samarbejde med Tyge Brahe. Efter Brahes død i 1601 blev han dennes efterfølger som kejserlig matematiker. Ud fra Tyge Brahes planetobservationer kuldkastede K den indviklede ptolemæiske epicykelteori og fastslog, at planeternes bevægelser foregår i elipser med solen i det ene brændpunkt (K's første lov) og således at forbindelseslinien mellem solen og en planet overstryger lige store arealer til lige store tidsrum, d.v.s., at en planet bevæger sig langsommere i sin bane, når den er langt væk fra solen end når, den er tæt på solen (K's anden lov). Disse observationer offentliggjorde K i 1609 i Astronomia Nova. 1611 blev han distriktsmatematiker i Linz i Østrig. Han fortsatte med at udforske solsystemet og fandt igen en lovmæssighed for planetbevægelserne. Denne lov - K's tredie - siger, at der for hver planet er en ganske bestemt sammenhæng mellem planetens omløbstid og dens middelafstand fra solen. Dette offentliggjorde K i Harmonice Mundi fra 1619. Derefter redigerede han alle Tyge Brahes og egne astronomiske målebøger, og i 1627 blev de udgivet under titlen Tabulae Rudolphinae. Om Kepler er det blevet sagt, at hans betydning for eftertiden blev særdeles stor, ikke mindst fordi hans tre love blev en del af grundlaget for den newtonske fysik og dermed hele den senere himmelmekanik frem til nutiden (f 27/12 1571)

 

1670 d Johann Amos Comenius, pædagog, efter et noget omflakkende liv til dels forårsaget af Trediveårskrigens uro og nød fandt han 1656 et fristed i Amsterdam for resten af livet. Comenius regnes for rundlægger af pædagogik. Spiren til næsten alle senere pædagogiske ideer f.eks. enhedsskole, børnehave, anskuelsesundervisning findes i hans værker. Alle behøver opdragelse til visdom, dyd og fromhed, og med stadig henvisning til analoger fra naturen (f.eks. æggets og fuglenes udvikling) fremstiller han "naturens" egen fremgangsmåde som forbillede. Undervisningen skal stemme med den naturlige udvikling. Der skal ikke sås planter, men plantefrø. Nyttig viden skal erhverves gennem selvvirksomhed, sprogundervisning skal begynde med moders-målsundervisning. Skolerne skal være lyse med rummelige værksteder for arbejde, hvor der herskeer humanitet, ikke barba-risk tugt. Leg og legemsøvelser skal have deres plads. Både fattige og rige, drenge og piger skal opdrages ens og sammen, idet skolen organiseres som en trindelt enhedsskole. I moderskolen (hjemmet) skal barnet til seksårsalderen lære mådehold og lydighed gennem eksemplet desuden lære at bruge sine sanser. I modersmålets skole (6–12 år), som skal findes i hver menig-hed, læres at læse, skrive, regne og synge samt religion, historie, geografi og manuelt arbejde. I latinskolen (12-18 år): modersmål, latin, græsk, hebraisk, fysik, historie, moral, religion. Akademiet er for videregående studier (18-24 år). I 1629 udsendte Comenius sin store undervisningslære "Ditactica magna". To år senere kom hans værk om sprogundervisning "Janua linguarum reserata" (sprogdøren). 1654 udkom hans bog om anskuelsesundervisning "Orbis pictus" (verden i billeder) (f 28/3 1592)

 

1670 f Ditlev Vibe, embedsmand, statholder i Norge; han var fra barndommen kammerat med den senere Frederik 4., og i 1695 blev han knyttet til centraladministrationen. Fra Frederik 4.s tronbestigelse i 1699 tog karrieren fart. Vibe blev i 1708 udnævnt til gehejmeråd med sæde i konseilet. Under Den Store Nordiske Krig 1700-21 havde han afgørende indflydelse på udenrigspolitikken. På denne tid kom han på kant med Frederik 4., da han ikke bifaldt kongens ægteskab med Anna Sofie Rewentlow. Formentlig var det derfor, han i 1721 blev sendt væk fra hoffet og sendt til Norge som statholder; et embede han beklædte til sin død (d 5/10 1731)

 

f William Pitt d.æ. 1st Earl of Chatham, engelsk statsmand; efter studier i Oxford og tjeneste som kavaleriofficer blev han i 1735 medlem af Underhuset for landsbyen Old Sarum, en såkaldt "råden flække" (rotten borough) med kun syv vælgere og ejet af familien Pitt. I Underhuset blev han snart blandt de ledende og fik tilnavnet "the great commoner". Da P anklagede kongen – Georg II – for at interessere sig mere for sit kurfyrstendømme Hannover end for England, lagde han sig ud med kongen, og det varede flere år, før han blev minister. I 1746 opnåede han dog at blive generalkrigskommissær for hæren under Den østrigske Arvefølgekrig. Hans dygtighed og ubestikkelighed i embedet vakte almindelig opmærksomhed. Under den store kolonikrig med Frankrig blev P i 1757 krigs- og udenrigsminister (til 1761). Dermed var han den faktiske leder af Englands politik og krigsførelse. Han bidrog dermed væsentligt til den engelske sejr. En sejr der betød, at der sattes en stopper for den franske oversøiske ekspansion. I hele hans politiske karriere var hans mål indadtil at skabe et stærkt parlament, mens han udadtil ville skabe et stort kolonirige. Med sit blik for Englands verdensstilling var han især talsmand for de londonske købmænds særdeles materielle synspunkter. Efter 1761 var P leder af oppositionen, og i 1766 blev han adlet som Earl of Chatham. Dermed fik han sæde i Overhuset. Men da han samtidig mistede sin plads i Underhuset, var hans politiske indflydelse formindsket(d 11/5 1778)

 

1738 f Friedrich William Herschel, tysk født britisk astronom; han blev født i Hannover, hvor han fik en musikeruddannelse og blev oboist ved det hannoveranske garderregiment. 1757 drog han til England og blev 1765 organist i Halifax, 1766 i Bath. Hans interesse for astronomi blev, som tiden gik, mere og mere udtalt, og han begyndte selv at bygge kikkerter. Hans største interesse var at studere de meget lyssvage objekter på himlen. Den 13. marts 1781 fik Herschel øje på et sådant lyssvagt objekt. Da objektet bevægede sig, troede han i første omgang, der var tale om en komet. Herschel blev dog hurtigt klar over, det ikke kunne være tilfældet, da objektets bane var næsten cirkulær. Når det var tilfældet måtte der være tale om en planet. Opdagelsen af den nye planet var en stor triumf for astronomien og for Herschel. Musikeren fra Hannover, der syslede med astronomi i England, var med et slag verdensberømt. Men hvad skulle den nye planet hedde? Selv foreslog H at kalde den Georgium Sidus (Georgs stjerne). Den ville således blive opkaldt efter den engelske konge Georg III. Selv om planeten ikke fik dette navn, blev majestæten meget smigret, og han ansatte Herschel som hofastronom og lod i Slough indrette et observatorium, som efterhånden blev forsynet med den tids største teleskoper. Herschel opdagede senere de to inderste Saturnmåner, de to yderste Uranusmåner – blandt sidstnævnte den næststørste af Uranus fem større måner, Titania i 1787. Endvidere ca 700 dobbeltstjerner og ca 2000 stjernegrupper og tåger. Med sine opdagelser betragtes Herschel som grundlæggeren af af stellarastronomien. Desuden var han den første, som påviste omløbsbevægelser ved dobbeltstjerner. Det er derfor med rette, han kaldes "alle århundrerers største astro-nomiske opdager". Planeten, Herschel opdagede i 1781, fik navnet Uranus efter forslag af den tyske astronom Johann Elert Bode (1747-1826) (d 25/8 1822)

 

1741 f Johann Caspar Lavater, svejtsisk teologisk og filosofisk forfatter, der betegnes som en af den begyndende romantiks, "Sturm und Drang" periodes førere; uafhængig af personer og partier fik han stor indflydelse på sin samtid (Herder, Goethe og Baggesen) med sin barnlige fromme, dybt moralske, åbne og mangesidede begavede personlighed; Goethe spottede ham senere for hans teosofiske sværmerier. Efter rejser i udlandet levede han fra 1764 som præst og forfatter i Zürich. Han anså menneskeheden som et væsen skabt i Guds billede, delt i gudsbestemte individualiteter, som skal passe ind i hinanden, være hinanden "geniessbar"; Kristus er det fuldkomne individ i hvem Gud er fuldt ud "geniessbar"; dette udvikler han i sine bøger "Physiognomische Fragmente" (4 bd., 1775-78) og "Aussichten in die Ewigkeit" (1768-78). En uforfærdet tillid til sine medmennesker kom til at koste L livet; en fransk soldat sårede ham dødeligt som tak for en velgerning, da franskmændene erobrede Zürich i 1799 (d 2/1 1801)

 

d William Murdock, skotsk ingeniør, der i 1792 opfandt gasbelysning. I 1777 tiltrådte han en stilling i Matthew Boulton og James Watts ingeniørfirma i Birmingham. To år senere blev han sendt til Cornwall for at føre tilsyn med opstilling af Watts dampmaskiner. I sit hjem her eksperimenterede han med at udvinde gas af kul; disse eksperimenter lykkedes i 1792, og han kunne oplyse sit hus og sine kontorer med gas. Efter at være vendt tilbage til Birmingham omkring 1799 forfinede han sine metoder til fremstilling, opbevaring og rensning af gas. Disse forbedringer demonstrerede M, da han for at fejre fredsslutningen i Amiens i 1802 illuminerede dele af fabrikkens udendørs arealer med gasbelysning. Året efter kunne M gå videre. Nu blev der installeret gaslygter til oplysning af fabrikkens kontorer og værksteder. M’s opfindelse var en succes, og stadig flere – i første omgang i Birmingham og omegn - anvendte gasbelysning, og i 1808 blev M indbudt af Royal Society til at gøre rede for sin opfindelse. Som ingeniør bidrog M til mange forbedringer af dampmaskinen; dog mislykkedes hans arbejde for at lave en dampvogn – et vejlokomotiv (f 21/8 1754)

 

f Jakob Jensen, borgmester i Århus 1919-1932; Jacob Jensen blev udlært som murer og var i 1883 medstifter af Murernes fagforening i Århus og tre år senere af Murer- og Tømrerforbundet i Jylland. Ligeledes blev han medlem af Socialdemokratiet og kom i 1888 ind i Socialdemokratisk Forbunds bestyrelse. Under storlockouten i 1899 var han de århusianske arbejderes energiske leder. Sin kommunalpolitiske virksomhed begyndte han som medlem af Århus ligningskommission 1894-1900. I sidstnævnte år blev han indvalgt i byrådet. I 1909, efter valgreformen i 1908, fik Socialdemokratiet flertal i byrådet, mistede det i 1913; genvandt det i 1917, og marts 1919 blev Jacob Jensen Århus første folkevalgte borgmester, et embede han beklædte til udgangen af 1932. En reform af sygehusvæsenet var noget af det første, han gik i gang med. Dertil kom moder-nisering og demokratisering af skolevæsenet, med ophævelse af "fattigskolen", bygning af store tidssvarende skolebygninger og indførelse af mellemskole og gymnasium. Da tanken om oprettelse af et universitet i Jylland rejstes, skyldtes det i høj grad Jacob Jensens indsats, at tanken realiseredes, og at universitetet kom til at ligge i Århus. Endnu som 73-årig var Jacob Jensen utilbøjelig til at trække sig tilbage, men henstillinger fra partiets ledelse betød, det skete. Dette forløb var medvirkende til, at Socialdemokratiet på kongressen i 1935 vedtog at anbefale anvendelse af 70-års aldersgrænsen, men dog stillede de enkelte kredse frit (d 5/10 1942)

 

fGerhardt Hauptmann, tysk forfatter; han gik på Kunstakademiet i Breslau for at uddanne sig som billedhugger, han afbrød uddannelsen og studerede naturvidenskab og filosofi. Han blev grebet af naturalismens filosofiske og sociale ideer. Han blev forfatter og blev den tyske naturalismes førende dramatiker. I 1889 slog han igennem med dramaet "Vor Sonnenaufgang", der med sin skildring af en schlesisk drankerfamilies enkelte menneskæbner gav samtiden et forfærdende indtryk af de arvelige anlægs uafrystelighed. Dette og senere dramaer viser indflydelse fra Henrik Ibsen. I dramaet "Die Weber" (1892) skildrede han en opstand i 1844 blandt schlesiske vævere. Ved siden af hans naturalistiske produktion ligger en helt anden række dramatiske arbejder; i disse spiller drøm, eventyr, sagn og legende ind i den konkrete virkelighed. Blandt disse er eventyrspillene "Hanneles Himmelfahrt" (1892) og "Die Versunkene Glocke" (1896) alle med emner fra forfatterens schlesiske hjemstavn og dens sagnverden. Endvidere "Der arme Heinrich" (1902) og "Der Bogen des Odysseus" (1914). H har desuden udgivet en lang række fortællende arbejder; i 1910 kom romanen "Der Narr in Christo Emanuel Quint", om den fattige schlesiske tømmermandssøn, der i bjergene efterlever Kristi liv og må døje forfølgelse og hån. I "Das Abenteuer meiner Jugend" (1937) skildrede H de første 26 år af sit liv. I 1912 fik han den litterære nobelpris (d 8/6 1946)

 

d Frederik 7. konge 1848-1863; søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenborg-Schwerin. I 1828 blev han gift med Frederik 6.’s datter Vilhelmine, men hans livsførelse med drikkeri og utroskab umuliggjorde samliv, og ægteskabet opløstes i 1837. I 1841 ægtede han Mariane af Mecklenborg-Strelitz; men historien gentog sig; i 1844 rejste prinsessen hjem på grund af Frederiks forbindelse til Louise Rasmussen, den senere grevinde Danner, og i 1846 blev ægteskabet opløst. I 1850 blev han viet til Louise Rasmussen. Ægteskabet var til kongens venstre hånd, hvilket betød, at hun aldrig kunne blive dronning. Ved ægteskabets indgåelse fik Louise titlen lensgrevinde Danner. Frederik 7. søgte til stadighed at skaffe grevinde Danner officiel anerkendelse, men disse bestræbelser var stort set forgæves. Det førte til lange ophold uden for hovedstaden, og på rejser rundt i landet blev parret mødt med folkelig begejstring. Han frasagde sig enevoldsmagten i marts 1848, og selv om han ikke havde nogen som helst indflydelse på udformningen af junigrundloven af 1849, kom han i store dele af befolkningen til at stå, som han "gav" landet en fri forfatning ved sin underskrivelse af grundloven. Om Frederik 7. er det blevet sagt, at han er en af de mest paradoksale skikkelser på den danske trone. Uden evner for eller vilje til kongegerningen og med åbenlyse karaktermæssige brist formåede han alligevel at føre kongemagten fra enevælde til demokrati (f 6/10 1808)

 

1874 f August Krogh, fysiolog; han blev magister i zoologi i 1899 og i 1903 dr phil på en afhandling om "Frøernes Hud- og Lungerespiration"; 1908 blev han docent i dyrefysiologi ved Københavns Universitet. Samme år udkom hans "Lærebog i Menneskets Fysiologi for Gymnasiet", der i årtier blev anvendt i biologiundervisningen i gymnasiet. I årene 1916-45 var han professor i zoofysiologi ved Københavns Universitet. En samlet fremstilling af Kroghs undersøgelser af stofskiftets kvantitative forhold fremkom 1916 i "The Respiratory Exchange of Animals and Man". Undersøgelserne over kredsløbet og stofskiftet i hvile og under arbejde ledte naturligt ind på spørgsmålet om iltforsyningen til de arbejdende muskler og dermed hårkarrenes funktion. Krogh påviste, at musklerne regulerer blodforsyningen gennem åbning og lukning af hårkarrene. Undersøgelserne indbragte ham 1920 nobelprisen i medicin/ fysiologi. Krogh anses for at være en af grundlæggerne af den moderne arbejds- og idrætsfysiologi og for at have haft dybtgående indflydelse på den videnskabelige forsknings udvikling i Danmark. Gennem sit engagement i forskningens praktiske betydning formåede han at bringe sit fags resultater til anvendelse herhjemme og i udlandet. Om Krogh er der blevet sagt, at han var en af 1900-t.s førende naturvidenskabsmænd. Hans biologiske forskning var alsidig. Han studerede bl.a. insekters energistofskifte under flugt. I en karrusel drevet rundt af flyvende græshopper blev iltoptagelse og kuldioxidudskillelse målt. Det viste, at flyvende græshopper forbrænder fedt og ikke sukker, hvilket muliggør højt stofskifte under langvarig flugt (d 13/9 1949)

 

f Erwin Rommel, tysk general; han udmærkede sig som kompagni- og bataljonschef på den italienske og serbiske front under 1. Verd.krig. Efter krigen fortsatte han sin militære karriere og sluttede sig tidligt til nazismen. Under 2.Verd.krig deltog han i felttoget mod Polen 1939; på vestfronten ledede han i 1940 en panserdivision, som udmærkede sig under gennembruddet mod kanalkysten. I 1941 overtog han ledelsen af det tyske Afrikakorps og trængte 1942 ind på ægyptisk område. Sucessen blev belønnet med udnævnelsen til generalfeltmarskal. Da briterne i oktober 1942 åbnede deres store offensiv ved el-Alamain, var Rommel på sygeorlov i Tyskland; han vendte tilbage til Nord-Afrika og ledede den tyske tilbagetrækning. Rommel var efter nederlaget placeret på mindre betydningsfulde poster. Erwin Rommel stod ikke fremmed over for attentatet på Hitler 20. juli 1944 og fik af Gestapo valget mellem selvmord og degradering. Han valgte det første

(d 14/10 1944)

 

f Claus von Stauffenberg, tysk officer; han var blevet hårdt såret under kampene i Nordafrika og blev sommeren 1944 oberst og afdelingschef i overkommandoen i Berlin. Stauffenberg tilhørte den fløj af modstandsbevægelsen, som vendte sig mod Hiter personlig; han deltog i planlægningen af et attentat mod føreren og placerede 20. juli 1944 en bombe i Hitlers hovedkvarter i Rastenburg i Østpreussen. I den tro, at Hitler var blevet dræbt ved eksplosionen, gav han klarsignal til Berlin for oprørets begyndelse og tog selv med fly til hovedstaden. I fem timer holdt oprørerne regeringens nervecenter i Berlin besat og lukket ude for omverdenen. Det stod dog snart klart, at skønt direktiver og program var rede, og de ledende mænd i Tysklands første efter-nazistiske regering alle var parat til at begynde arbejdet, var de egentlige detaljer i et komplet statskup, som var militærledelsens opgave, overhovedet ikke blevet udarbejdet. Da efterretningen om, at Føreren var i live, kom igennem til Berlin hen mod aften, brød det hele sammen, og i løbet af aftenen var nazisternes myndighed i hovedstaden genoprettet. Stauffenberg og flere af de sammensvorne blev øjeblikkeligt arresteret. De blev dødsdømt ved en standret og henrettet samme aften (d henrettet 20/7 1944)

 

d Tz'u-hsi (Ci-xi), kinesisk kejserinde; hun kom ind i kejserpaladset 1851 som konkubine af lav rang hos kejser Hsien-feng (regerede 1850-61). Hun avancerede til medhustru, da hun i 1856 fødte kejseren en søn. Da kejseren døde, blev der udnævnt et regentskab, men beslutninger skulle have enkekejserindens og Tz’u-hsis godkendelse. Da sønnen 1873 overtog styret, fortsatte hun med at øve kontrol, til han døde to år senere. Da blev hun atter regent sammen med enkekejserinden for tronfølgeren, T’zu-hsis nevø og adoptivsøn, der regerede 1889-1908. Da adoptivsønnen besteg tronen, trak Tz’u-hsi sig officielt tilbage til sommerpaladset. Hun gjorde dog hyppigt sin indflydelse gældende ved besættelse af højere embedsposter, så hun gennem pålidelige tilhængere kunne have de fornødne magtmidler, hvis det skulle blive nødvendigt. Det blev det, da en flerårig konflikt med kejseren på gr. af dennes reformvenlige politik endte med, at Tz’u-hsi iværksatte et kup og overtog magten. Hun sympatiserede med bokserne, under deres opstand rettet bl.a. mod den store udenlandske indflydelse i Kina. Hun accepterede beslutningen i statsrådet i juni 1900 om fordrivelse af "de fremmede" og angrebet på de europæiske legationer i Peking. Da europæerne generobrede magten, flygtede hun med kejseren og hoffet til Sian i Nordvestkina. Det lykkedes hende at få væltet ansvaret for oprøret over på kejseren og reformvennerne. Da hun i januar 1902 vendte tilbage til Peking, begyndte hun en forsinket reformpolitik med sigte på at vinde stormagternes gunst. Ved sin position og gennem sin politik dominerede Tzu-hsi i næsten et halvt århundrede det kinesiske kejserrige. Derved blev hun en af de mest magtfulde kvinder i Kinas historie. Ved at udøvede sin magt gennem en klike af konservative, korrupte embedsmænd bevarede hun et jerngreb om det kejserlige hus, i de år der skulle vise sig at blive Manchudynastiets sidste (f 29/11 1835)

 

d f Émile Durkheim, fransk sociolog; han var blandt grundlæggerne af den positivistiske sociologi og den første teoretiker, som foretog en systematisk undersøgelse af begrebet solidaritet. Det skete i hovedværkerne "De la division du travail social" (1893), "Les Règles de la méthode sociologique" (1895) og "Le suicide" (1897). Han var desuden en glimrende forelæser, der brændte for sin sag, og om sig samlede en skare yngre forskere, der videreførte hans sociologi. Han var født i Epinal i Frankrig, og efter studier i Paris underviste han ved universitetet i Bordeaux og ved Sorbonne i Paris. Her udviklede han en sociologisk metode, der betragtede sociale fænomener som selvstændige størrelser, der ikke blot lod sig reducere til psyko-logiske fænomener. Således blev Durkheim betragtet som en af sociologiens fædre. Durkheim fremsatte ligeledes teorien om kollektive repræsentationer til tolkning af politiske ideer (f 15/4 1858)

 

SAS-ruten over Nordpolen – København Los Angelos - indvies af de tre skandinaviske statsministre

 

Folketingsvalg. Ved valget skulle vælgerne bedømme trekantregeringens (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Retsforbundet)politik. Valgets resultat er blevet betegnet som højst usædvanligt. De konservative vandt to mandater – fra 30 til 32; deres allierede, Venstre, mistede syv mandater – fra 46 til 39. Af regeringspartierne kunne Socialdemokratiet glæde sig over en pæn fremgang – fra 70 til 77, hvorimod de Radikale havde deres største modgang siden 1920, de mistede tre mandater fra 14 til 11. Trekantregeringens tredje parti, Retsforbundet, kom ikke over spærregrænsen og mistede alle dets ni mandater. Også kommunisterne mistede hvert eneste mandat – seks. Hovedparten af deres tidligere tilhængere var gået over til det nyligt stiftede Socialistisk Folkeparti. Dette overraskede ved med ét slag at vinde lige så mange mandater som de Radikale. Leder af Socialistisk Folkeparti var Aksel Larsen, til 1958 og siden 1932 det kommunistiske partis formand og folketingsmand. Også det højreorienterede parti De Uafhængige kom for første gang i Folketinget – med seks mandater. Tilsammen havde Social-demokratiet og de Radikale 88 mandater. Dvs. de manglede ét mandat i at nå det magiske tal 89, som betød absolut flertal i Folketal. Det opnåedes ved at udnævne det nyvalgte folketingsmedlem for Grønland til Grønlandsminister. Statsminister var fortsat socialdemokraten Viggo Kampmann. Han stod i spidsen for en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet og de Radikale. Den sad valgperioden ud og gjorde "gode tider bedre". I 1962 måtte Viggo Kampmann træde tilbage på gr. af sygdom. Han blev afløst af partifællen J.O. Krag

 

1976 d Jean Gabin, fransk skuespiller; han begyndte sin karriere som danser på bl.a. Folies Bergère. Gabin filmdebuterede 1930 og blev i løbet af få år fransk films store mandlige stjerne. Han brød igennem med "Ødemarkens Helte" i 1934. Hans talent kom til fuld udfoldelse i "Den store illusion" (1937), "Tågernes kaj" (1938) og "-og ved Daggry" (1939). 1940 flygtede Gabin til USA, hvor han var med i to middelmådige film. Derefter sluttede han sig frivilligt til de franske tropper i Nordafrika og blev dekoreret for sin krigsindsats. Gabin blev hyldet som krigshelt ved hjemkomsten til Frankrig i 1944, men karrieren tog et dyk. Han fik comeback i 50'erne med nyt image som moden og livsklog levemand eller pater familias og som Simenons detektiv Maigret. G medvirkede i ialt 95 film (f 17/5 1904)

 

Til top        16. november

42 f.Kr. f Tiberius, romersk kejser 14-37; søn af Augustus hustru Livia i dennes første ægteskab; han gennemgik den sædvanlige embedskarriere og lagde i årene 16-8 betydelige feltherreevner for dagen ved Donau og i Germanien; T var tillige en dygtig administrator. Da alle arvinger i Augustus egen slægt var døde, måtte han i 4 efter Kr. f. adoptere sin stedsøn, som blev tronfølger. Ved Augustus død i 14. e. Kr. overtog T 56 år gammel med hærens og senatets støtte ledelsen i Romerriget. Han førte en forsigtig udenrigspolitik og opgav enhver tanke om at indlemme Germanien i Romerriget; desuden sørgede han for en god provinsforvaltning og bragte orden i rigets finanser; han øgede senatets magt ved igen at lade det vælge embedsmænd. 26 e. Kr. trak T, der var blevet mennesky og bitter, sig tilbage til Capri. Han fulgte dog nøje udviklingen i hovedstaden. Magten her var nu i hænderne på Sejanus, prætorianergardens leder. Efter dennes fald var Macro T’s vigtigste rådgiver. De aristokratiske kredses had til T har givet sig udtryk i Tacitus’ og Suetonius skildringer af T som en tyran og hykler; nyere forskning har givet et andet billede af T nemlig som en kompetent, indsigtsfuld og dygtig leder af Romerriget. Han efterfulgtes af sin brors sønnesøn, Caligula (d 16/3 37)

 

1093 d Margrete, skotsk dronning og helgen, datterdatter af den angelsaksiske konge Edmund Jernside (reg. 1016) og datter af Edward Bekenderen (reg. 1042-1066); skønt hun var blevet opdraget med henblik på et liv som nonne, blev hun omkr. 1070 gift med Malcolm 3. Canmore, konge af Skotland fra han i 1058 besejrede Macbeth ved Lumphanan til 1093. Gennem sin indflydelse ved hoffet og på sin mand fremmede hun kirkens interesser i Skotland. M døde kort efter, hendes mand havde lidt nederlag til englænderne (Vilhelm II) i slaget Ainwick, Northumberland. Af de seks sønner M fødte, efterfulgte de tre deres far på den skotske trone, Edgar, Alexander I og David I. Hendes to døtre blev gift med henholdsvis Henrik I af England og Eustace III, greve af Boulogne. For sine mange velgerninger mod kirken blev Marrgrete i 1250 kanoniseret af pave Innocent IV(f ca 1045)

 

1272 d Henrik 3. af England, konge 1216-72; søn af Johan uden Land og Isabella af Angoulême. Han var ni år, da faderen døde, og mens han var umyndig, lå magten hos formynderne,jarlen af Pembroke og senere Hubert de Burgh. H overtog styret 1227 og kom snart i strid med adelen, som klagede over kongens sløseri, hårde skatter og favorisering af de mange udenlandske lykkeriddere, der kom til England efter hans giftermål i januar 1236 med Eleanor af Provence. Under ledelse af Simon de Montfort rejste baronerne sig sammen med den nye landadel i oprør, og kongen måtte give dem stor magt (Oxford-provisionerne, 1258). Bestemmelserne betragtes som den første skrevne grundlov i engelsk historie. H måtte bl.a. aflægge ed på, at ville regere sit rige sammen med et råd på 15 mand. Det skulle rådgive kongen i alle regeringssager og udtænke reformer til gode for almenvellet. I slaget ved Evesham den 4. august 1265 besejrede en kongetro hær under ledelse af H’s søn Edward (den senere kong Edward I) baronernes hær og dræbte Simon de Montfort. I realiteten havde Edward kongemagt, før H døde. I H’s regeringstid veg den massive normanniske arkitektur for gotikken med dens spidsbuer og ribbehvælv. H lod Westminster Abbey genopføre, ligesom Salisbury Cathedral blev opført, mens H var konge (f 1/10 1207)

 

f P. A. Heiberg, forfatter; han tog 1777 filologisk embedseksamen; på gr. af gæld måtte han i 1779 flygte til Sverige. Her lod han sig hverve til soldat. En farbror købte ham fri af tjenesten, og en tid studerede han i Uppsala. Men i 1782 rejste han til Bergen, hvor han arbejdede først som lærer senere som kontorist. Her begyndte hans litterære liv, idet han gjorde udkast til en tragedie "Aksel og Valborg". I 1785 var han atter i København, hvor han i de flg. år skrev en række komedier og syngespil. Som dramatiker debuterede han i 1788 med komedien "Forvandlingerne", der blev opført på Det kgl. Teater i marts 1788 og blev gunstigt modtaget.Emnet var fra en af Cervantes noveller en smule fordansket. Samme år kom karakterkomedien "Heckingborn". Hans dramatik var aktuel bestemt med mange satiriske udfald. Han havde ikke ringe anlæg for at blive en kværulant, og disse anlæg blev udviklet ved regeringens intolerante holdning over for ham. 1790 fik han en bøde på 150 rdl. for linjen "Ordner hænger man på idioter" og hans "dumdristige Kritik over Hans Majestæts Kongens Forhold med at uddele Ordener". 1794 bragte nogle ord om den engelske konge ham en ny bøde, denne gang på 300 rdl. H følte sig spec. forfulgt af embedsmanden Chr Colbiørnsen og rettede personlige beskyldninger mod ham, og decbr. 1799 blev han dømt til landsforvisning. Resten af livet boede han i Paris, hvor han indtil 1817 var ansat i det franske udenrigsministerium. Han fik en pension på 3000 frcs, og i sin alderdom var han en flittig forfatter. Også i danske blade skrev han fra tid til anden med sin stadig skarpe pen (d 30/4 1841)

 

f Olaf Rye, general; født i Norge og fik sin officersuddannelse i Norge. Da hans fødeland 1815 tilfaldt Sverige, forlod han Norge og gik i tjeneste i den danske hær, hvor han i 1816 blev udnævnt til premierløjtnant med garnison i Rendsborg. Her gjorde han tjeneste i 26 år, til han i 1842 udnævntes til oberstløjtnant og blev forflyttet til København. Her fik kommandoen over 1. linieinfanteribataillon, og i spidsen for denne indlagde han sig i 1848 stor hæder i slagene ved Bov og Slesvig. Blev derefter brigadekommandant og oberst og høstede nye laurbær i kampene ved Sundeved samme år. Hans navn blev nu kendt over hele landet, og han blev hædret og æret i alle kredse. 1849 atter i felten i spidsen for en brigade, men nu med rang af generalmajor. Mens slesvigholstenerne indesluttede og belejrede Fredericia, fik R med sin brigade til opgave at dække Jylland. Uden at have haft egentlige sammenstød med fjenden blev hans brigade ved midten af juni samlet på Helgenæs. Herfra blev hovedparten af infanteriet i hemmelighed udskibet til Fredericia for at deltage i udfaldet 6. juli. Under dette var R’s brigade engageret på højre fløj nærmest stranden. Mens han ledede angrebet på den stærke Treldeskanse faldt Rye for en fjendtlig kugle, uden de nærmere omstændigheder kendes nøjere (d 6/7 1849)

 

d Karl von Clausewitz, preussisk general og militærskribent; han begyndte sin militære karriere som 12 årig og blev i 1801 optaget på militærakademiet i Berlin. Fra 1806 deltog han i krigen mod Napoleon og var i en kort periode krigsfange. I 1810 blev han som major tilknyttet den preussiske generalstab. Efter at have gjort garnisonstjeneste blev han i 1818 direktør for Preussens Almindelige Krigsskole og udnævnt til generalmajor. Denne stilling beklædte han til 1830. Herefter gjorde han til sin død tjeneste ved grænsen til Polen. Allerede på et tidligt tidspunkt havde C indledt militærhistoriske studier. Han var dog andet og mere end militærhistoriker. Han ville analysere krigens væsen og nåede bl.a. frem til, at krig "er en voldshandling, der udføres for at få modstanderen til at gøre, hvad angriberen ønsker". Han udviklede begrebet total krig, hvis mål er modstanderens fuldstændige nederlag og betingelsesløse overgivelse. Han analyserede ca 130 felttog og med disse som grundlag, udarbejdede han 1816-30 en systematisk beskrivelse af samfundets organiserede vold. Han undersøgte krigens væsen og beskrev såvel strategi som taktik og de kræfter, der er afgørende for krigens gang. Han fastslog, at krig blot er en fortsættelse af politik med andre midler. Derfor skal føringen af krigen hele tiden underordnes de politiske mål. Hans værk "Vom Kriege" blev udgivet 1832-34 af hans enke Marie von C (f 1/6 1780)

 

f Paul Hindemith, tysk/amerikansk komponist og bratschist; han blev uddannet i såvel violin som komposition ved konservatoriet i Frankfurt am Main og var 1915-23 koncertmester ved operaen der. 1927-35 virkede han ved musikhøjskolen i Berlin, og i 1920'erne blev han et kendt navn inden for moderne musik. Men 1934 lyste nazisterne hans værker i band, og det blev vanskeligt for ham i hjemlandet. I 1935 blev han kaldt til Tyrkiet for at organisere musiklivet der; 1937 foretog han en koncertrejse til USA, hvor han bosatte sig i 1940 og blev i 1946 amerikansk statsborger. Fra 1940 virkede han ved Yale University, og efter 1951 vekselvis der og ved universitetet i Zürich, hvor han var professor. Hindemith’s meget omfangsrige produktion omfatter orkesterværker, som symfonierne "Mathis der Maler" (1934), "Symfoniske metamorfoser" over temaer af Weber og "Die Harmonie der Welt" (1951); sidstnævnte titel dækker også hans opera, der uropførtes i 1957, og hvori Johannes Keplers søgen efter sfærernes harmoni afspejler Hgi’s egen opfattelse af musikkens væsen. I H’s produktion er endvidere koncerter, kammermusik, klavermusik, bl.a. "Ludus tonalis", sangcyklen "Das Marienleben" (1923), omarbejdet 1939 og 47, operaerne "Cardillac" (1926) og "Neues vom Tage" (1929) balletten "Nobilissima Visione" (1938) og værker for kor og orkester f.eks. "An American Requiem" (1946). Hindemith har også udgivet de teoretiske lærebøger "Unterweisung im Tonsatz", (1937), "Traditional Harmony" (1943) samt essaysamlingen "A Composer’s World" (1952) (d 28/12 1963).

 

d J.H. Deuntzer, jurist og politiker; konseilspræsident og udenrigsminister 1901-05. Han deltog som frivillig i krigen 1864, blev sekondløjtnant i artilleriet 1868 og var 1876-84 løjtnant af forstærkningen. Han blev cand jur i 1867 og udnævntes fem år senere til professor ved Københavns Universitet. Herefter virkede han til udnævnelsen til konseilspræsident i 1901 ved universitetet. Han skrev en lang række juridiske værker. Hans hovedværk er "Den danske Skifteret" (1885). Endvidere beklædte han tillidsposter. Bl.a. var han i 1897 medstifter af ØK og sad i dets bestyrelse til 1910 samt formand for voldgiftskommissionen af 1899 vedr. arbejdsstridigheder. Deuntzer var liberal, men havde ikke spillet nogen politisk rolle, da Christian IX i 1901 udpegede ham til at lede den første Venstreregering. Ved at vælge en person, der stod uden for den politiske magtelite, bevaredes endnu forestillingen om, at kongen havde retten til frit at vælge sine ministre. Selv så Deuntzer sig som mægler og formidler ved overgangen til det nye. Da Deuntzer var ganske ukendt med parlamentarisk virksomhed og uforberedt på at skulle sammensætte et ministerium fik han ikke megen indflydelse på dets sammensætning. Som udenrigsminister arbejdede han på at få stormagternes anerkendelse af Danmarks permanente neutralitet. Der kom dog intet ud af disse bestræbelser. Deuntzer var medlem af Folketinget 1902-13 og kongevalgt medlem af Landstinget 1914-18. I 1905 meldte han sig ud af venstrereformpartiet og gik i gruppe med Folketingets Venstre, senere Det radikale Venstre. Men egentlig partitilhænger af Radikale Venstre var DeuntzEr ikke (f 20/5 1845)

 

Folketingsvalg. Uenighed med oppositionen om landets valutapolitik benyttede lederen af den socialdemokratiske-radikale flertalsregering statsminister Stauning til at udskrive valg fem måneder før valgreriodens udløb. Ved valget opstillede Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti for første gang. Inspirationen var hentet i Tyskland. DNSAP’s ideindhold var i partiets program fra stiftelsen i 1930 kalkeret direkte af efter de tyske nazisters program fra 1920. Men selv om nazisterne havde succes i Tyskland, var det ikke tilfældet i Danmark. DNSAP fik ved valget i november 1932 757 stemmer. Ved Valget holdt Danmarks Kommunistiske Parti sit indtog i det danske parlament med to mand. Valgt blev Aksel Larsen, der sad i Folketinget til sin død i 1972 og Arne Munch-Petersen, der forsvandt under udrensningerne i Sovjetunionen i 1937. Regeringspartierne havde ikke større succes ved valget. Det store koalitionsparti - Socialdemokratiet - vandt ét mandat – 61 til 62, mens de radikale tabte to – fra 16 til 14. Men med 76 mandater ud af Folketingets 148 havde regeringspartierne satadig flertal. De konservative vandt tre mandater – fra 24 til 27, mens Venstre tabte ikke mindre end fem mandater – fra 43 til 38. Med datidens meget små – sammenlignet med hvad man har set fra 1970’erne – vælgervandringer var et tab på fem mandater alvorligt. Fremgang havde Retsforbundet fra to til tre mandater. Valgets resultat blev, at den socialdemokratiske-radikale koalitionsregering fortsatte

 

 

 

 

 

Til top        17. november

9 f Vespasian, romersk kejser 69-79; han kom til verden i forholdsvis beskedne kår, idet han blev født i en ikke særlig fremtrædende ridderslægt; han deltog med hæder i felttoget i Britannien i 40’erne. Herefter fulgte en traditionel romersk embedskarriere, der kronedes med konsulembedet i 51. Det efterfulgtes af posten som statholder i proivinsen Africa. Han nød Neros bevågenhed, men kom i unåde, fordi han faldt i søvn under kejserens kunstneriske optræden. Dog blev han i 67 af Nero udnævnt til statholder i Judæa, hvor der var udbrudt en opstand mod det romerske styre. Da Nero som følge af oprør blandt tropperne i Gallien og Spanien og prætorianernes svigten begik selvmord i 68, udråbte i sommeren 69 legionerne i Judæa, Syrien, Ægypten og på Balkan Ves til kejser. Hans søn Titus afsluttede ekspeditionen i Judæa med Jerusalems erobring og ødelæggelse. Som kejser tog V meget hensyn til senatet, hvori han optog en del provinsboere; han holdt hæren i tømme og udviste stor sparsommelighed med rigets finanser. Betydelige summer blev brugt til byggeforetagender: han lod således det kapitolinske tempel genopføre og sørgede for opførelsen af det flaviske amfiteater (Colosseum) (d 24/6 79)

375 d Valentinian I, romersk kejser 364-375, som med held forsvarede den vestlige del af romerriget mod germanske angreb. Få dage efter at være blevet kejser udnævnte V sin yngre bror, Valens til kejser over den østlige del af romerriget. Begge lovede at ville iagttage religiøs tolerance, et løfte som V i modsætning til sin bror overholdt. Meget af V’s regeringstid gik med at forsvare romerrigets grænser mod germanske barbarer. Disse kampe førtes med vekslende resultater. I januar 365 blev hans generaler i Gallien besejret af de germanske alemanner. Senere samme år slog V sit hovedkvarter op i Paris, hvorfra han ledede de operationer, der førte til flere sejre over germanerne, og som sikrede Gallien for flere år. I 367 flyttede V sit hovedkvarter til Ambiani (nuv. Amiens, Frankrig) for at være i tættere kontant med sin general Theodosius, der forsvarede Britannien mod saksere, piktere og skotter. For at sikre en fredelig arvefølge proklamerede V i august 367 sin niårige søn Gratian som medkejser. To måneder slog V sig ned i Trier, hvor han blev de næste syv år og fik opført et veludbygget forsvarssystem ved Rhinen. Under et felttog i Pannonien (Jugoslavien) mod indtrængende barbarer blev V syg og døde (f 321)

1225 Der sluttes aftale med Den sorte Greve - Henrik af Schwerin - om Valdemar Sejrs løsladelse. Under en jagt på Lyø i maj 1223 var Valdemar Sejr og hans søn Valdemar den Unge blevet taget til fange af grev Henrik af Schwerin, under påskud af et mellemværende om ejendomsdispositioner i forbindelse med prinsesse Oda af Schwerins ægteskab med grev Niels. I virkeligheden var der tale om en aktion, der havde til formål at svække den danske konge. Aktionen havde støtte i en koalition af tyske fyrster og havde kejser Frederik II’s tilslutning. For at kongen kunne løslades skulle der betales en løsesum på 45.000 mark sølv samt alt det guld, som hørte til dronningens skrud. Desuden skulle der gives klædninger til 100 riddere samt 100 rideheste. Kongen skulle afstå alt land mellem Ejderen og Elben til kejseren; blandt øvrige betingelser var, at alle mecklenburgske og pommerske vasaller blev løst fra deres lensed til Valdemar, og kongen måtte ikke hævne sig på Henrik. Løsesummen blev indsamlet og betalt, hvorefter kongen blev løsladt juledag 1225. Valdemar den Unge blev løsladt ved påsketid 1226.V’s umiddelbare reaktion efter frigivelsen var et stort forsøg på i et enkelt fremstød at vinde alt det tabte eller det meste deraf tilbage. Det mislykkedes ved nederlag i slaget ved Bornhøved i juli 1227, og kongen opgav ethvert videre forsøg på at tilbageerobre det tabte

1494 d Giovanno Pico della Mirandola, italiensk humanist, filosof; i hjemmet fik han en grundig humanistisk uddannelse. Derefter studerede han kanonisk ret ved universitet i Bologna og aristotelisk filosofi i Padova. Han lærte hebræisk, aramæisk og arabisk. 1486 udgav han et skrift "Oration", indeholdende 900 sentenser fra forskellige græske, arabiske, hebræiske og latinske forfattere. Med udgangspunkt i sentenserne beskæftigede P sig i skriftet med menneskets ophøjede natur. Men en pavelig kommission erklærede 13 af sentenserne for kætterske. Med skriftet "Apologia" forsvarede P sig og flygtede til Frankrig. Her blev han 1488 pågrebet og sat i fængsel af pavens udsendinge. Ved indgriben fra Lorenzo de'Medicis fik han lov at vende tilbage, og han slog sig ned i Firenze. I 1493 ophævede paven dommen for kætteri. I Firenze blev han en af frontfigurerne i det Akademi, der efter Platons forbillede var blevet oprettet i byen. Med sin understregning af menneskets ophøjede natur tog han afstand fra kirkens og den gængse opfattelse, at mennesket er anbragt på en fra tidernes morgen bestemt position i det himmelske hierarki. Menneskets natur og dets placering i verden afgøres alene af dets frie vilje (f 24/2 1463)

 

d Marie den Blodige af England, dronning 1553-1558; datter af Henrik VIII og hans første kone Katharina af Aragonien; af moderen blev hun bestyrket i sin katolske tro, som hun trofast bevarede hele livet; efter halvsøsteren Elizabeths fødsel blev M erklæret for uægte og slettet af tronfølgen. Men 1544 blev hendes arveret til tronen atter anerkendt, og 1553 efterfulgte hun broderen Edward på den engelske trone. Edwards yderliggående reformationspolitik havde skabt modvilje og splittelse i befolkningen. Derfor fik M ved sin tronbestigelse støtte fra en stor kompromissøgende befolkningsgruppe i arbejdet for en religiøs midterpolitik. Imidlertid stod det snart klart, at hun stræbte efter en rekatolisering af England. Det blev bekræftet, da hun i 1554 til manges forfærdelse indgik ægteskab med Filip II af Spanien, katolicismens stærkeste forkæmper. Der begyndtes nu et ihærdigt arbejde for føre England tilbage til den katolske kirke. Der blev gennemført en streng kætterlovgivning, der blev indsat katolske bisper, de antikatolske love fra forgængernes tid blev ophævet, de protestantiske prædikanter blev forfulgt. Nåede de ikke at gå i eksil blev de brændt på kætterbålet. Det var denne politik, der skaffede hende tilnavnet "den blodige". I alt skal ca 300 have lidt døden for deres tro. I 1558 mistede England den sidste besiddelse på det europæiske fastland - Calais til Frankrig. M’s lovgivning til fordel for katolicismen blev straks ophævet af hendes efterfølger, Elizabeth (f 18/2 1516)

d Reginald Pole, engelsk kardinal og ærkebiskop af Canterbury; han var en fjern slægtning af Henrik VIII, og kongen bekostede hans uddannelse i Oxford og Padova. P brød med Henrik 8., da han ikke kunne støtte kongen i dennes forsøg på at få ophævet sit ægteskab med Katarina af Aragonien. Han måtte forlade England og slog sig ned i Padova. Her fordybede han sig i teologiske studier. I december 1536 blev han i Rom udnævnt til kardinal. I et forsøg på at overtale Europas katolske konger til at danne en alliance mod Henrik sendte paven i 1537 og 1539 P på to diplomatiske missioner. Begge gange forgæves. Som hævn lod Henrik P’s bror og mor henrette. Da der efter Edward 5.’s død i juli 1553 blæste mildere vinde for katolicismen, udnævnte paven P til legat for England. Han vendte tilbage til England, og i november 1554 kunne han erklære, at England var vendt tilbage til den katolske kirke. Under Englands nye monark, den katolske Marie den Blodige opnåede P stor indflydelse, idet dronningen spurgte ham til råds i stort set alle spørgsmål. Han menes ikke at være ansvarlig for de forfølgelser og henrettelser på bålet af protestanter, der gav dronningen hendes tilnavn, men han gjorde heller intet for at forhindre eller stoppe dem. I marts 1556 blev han ærkebiskop af Canterbury (f 3/3 1500)

1612 f Pierre Mignard (Mignard le Romain), fransk maler; han opholdt sig ikke mindre end 20 år i Rom, hvor han skabte sig et navn som maler af Madonnabilleder og som portrætmaler; opholdet i Rom gav ham tilnavnet "le Romain"; efter hjemkomsten blev han påvirket af Rubens koloristiske ideer og var hovedsagelig beskæftiget i Paris og Fontainebleau. Den flamske påvirkning er tydeligst i hans mange portrætter; mange af datidens skønheder og berømtheder blev malet af M: Vicomte de Turenne, Molière, Jacques Bossuet, marquise de Montespan, marquise de Sévigné o.m.f. Af hans mange vægmalerier er freskerne i kuplen i Valde-Grace kirken i Paris bevaret. De regnes for hans hovedværk (d 30/5 1695)

f Ludvig 18. fransk konge 1814/1815-1824; søn af Ludvig 15.'s søn Ludvig og Marie Josephe af Sachsen; revolutionen tvang ham i 1791 til at flygte fra Frankrig. I årene herefter var han de emigreredes leder og opholdt sig dels i Tyskland dels i England, hvor han udsendte proklamationer vendt mod revolutionen, organiserede sammenslutninger blandt franskmænd fordrevne af revolutionen og søgte europæiske monarkers støtte i kampen mod revolutionen. Da den franske konge og dronning blev henrettet i 1793, udnævnte han sig til regent for deres søn, og ved dennes død i juni 1795 proklamerede han sig som fransk konge som Ludvig 18. Efter Napoleons nederlag i 1813 udsendte L et manifest, i hvilket han lovede, at han i et genetableret fransk kongedømme ville anerkende visse af de borgerlige friheder, revolutionen havde bragt. Den 2. maj 1814 kunne han drage ind i Paris hilst med jubel fra de krigstrætte parisere. Da Napoleon atter overtog magten i Frankrig efter flugten fra Elba, flygtede L til Ghent, men overtog atter den franske trone efter Napoleons nederlag ved Waterloo. Under L’s regering gjordes de første forsøg med et parlamentarisk styre i Frankrig. L havde den udøvende magt og havde lovinitiativ, mens et overvejende rådgivende parlament vedtog love og godkendte budgettet. Parlamentets overhus var modelleret efter det britiske. Valgretten til¸det franske andetkammer var særdeles begrænset. Det blev valgt af 90.000 velhavere i et land med flere end 26 mill. indbyggere. Reaktionen havde således stort spillerum. En ny forfatning i 1816 indførte et mere liberal styre; der blev bl.a. indført valg-, presse- og hærlove, som nogenlunde tilfredsstillede de liberale kredse. Fra 1820 fik reaktionen igen overtaget (d 16/9 1824)

 

1765 f Jacques-Étienne-Joseph-Alexandre Macdonald, duc de (hertug af) Tarente, fransk marskal; M, der var søn af en skotte i tjeneste hos det landsforviste britiske Stuart dynasti, var oberst ved udbruddet af krigene i forbindelse med den franske revolution. I 1793 blev han forfremmet til general og i 1796 til divisionsgeneral. Fra maj 1798 kommanderede M en hær i Italien og var guvernør i Rom. Efter Napoleons statskup i novbr. 1799, der gjorde ham til førstekonsul, var M øverstkommanderende i en del af den franske Rhinarmé. I 1800 vandt han Napoleons beundring og blev hyldet for ved vintertide at have ført sin hær over Alperne i Splügenpasset fra Svejts til Italien. M tilknytning til de intriger, der i 1804 var rettet mod Napoleon, førte til hans afsked. Først i 1809 blev han atter indkaldt til tjeneste, og hans bidrag til sejren over østrigerne i slaget ved Wagram i juli 1809 førte til hans udnævnelse til marskal og erhvervelse af hertugtitlen. Herefter gjorde han 1809-10 tjeneste i Østrig og 1810-11 i Catalonien. Under felttoget i Rusland i 1812 var han posteret i Kurland i Letland. I slaget ved Katzbach i Schlesien blev han i 1813 besejret af preusserne, og det var med nød og næppe han undslap med livet i behold i slaget ved Leipzig - oktober 1813. Skønt det var med tøven M accepterede Napoleons abdikation, tjente han med loyalitet Ludvig 18. og tilsluttede sig ikke Napoleon i dennes 100 dage, da han søgte at genoprette sit styre. Efter Napoleons nederlag ved Waterloo blev M udnævnt til generalmajor i den kongelige garde (d 25/9 1840)

d Katharina d. (2.) Store af Rusland, zarina 1762-96; datter af fyrsteparret Chr. August og Johanna Sophie af Anhalt-Zerbst; 21. aug. 1745 blev hun gift med den russiske tronfølger Karl Peter Ulrik, en ubegavet, brutal og halvt sindssyg person. I modsætning til ham var K velbegavet og meget belæst, og hun blev det endnu mere i sin ensomhed ved hoffet; især studerede hun Montesquieu, Voltaire og de andre opplysningsforfattere og brevvekslede bl.a. med Voltaire og d’Alembert. Ved åbenlyst at foretrække russisk sprog frem for sit modersmål vandt hun betydningsfulde russere for sig. Kort efter hendes mand i 1762 besteg tsartronen som Peter III, blev han fængslet af en gruppe gardeofficerer, der var K’s fortrolige. Hun blev nu udråbt til regerende kejserinde, og en uge senere fandtes Peter dræbt – dog næppe på hendes foranledning. Hendes regeringsidealer var den oplyste enevælde, og hendes mål var at genoptage Peter den Stores reformpolitik. Som denne blev hun da også en af Ruslands betydeligste regenter. Men mange af hendes planer blev aldrig realiseret, og revolutionen i Frankrig i 1789 gjorde hende nærmest reaktionær. Dog blev administrationen forbedret, retsplejen noget reformeret, og en alm. lovbog blev udstedt. Hun arbejdede ivrigt for at fremme næringvejene, men dette gik ud over de livegne bønder, hvis kår forværredes. Også i udenrigspolitik, som hun personligt ledede, fulgte K i Peter den Stores spor. De to tyrkerkrige 1768-74 og 1787-92 førte til erobringen af hele Sydrusland; delingerne af Polen udvidede hendes rige mod vest. Selv skrev hun en del, bl.a. skuespil og en opera samt et bind ungdomserindringer. K giftede sig ikke igen efter sin mands død; hun efterlod sig sønnen Paul, der efterfulgte hende på den russiske trone som Paul I (f 2/5 1729)

Slaget Arcole under Napoleons første Italiensfelttog. Slaget var det tredje af de slag, der fandt sted i forbindelse østrigernes forsøg på at undsætte den af franskmændene siden 4. juni belejrede by, Mantova. Tidligere havde Napoleon og hans tropper besejret østrigere i slagene ved Castiglione den 5. august og ved Bassano den 8. september. I undsættelsesforsøgene begik de to østrigske hærførere Dagobert Siegmund greve af Wurmser og baron Josef Alvintzy hver gang de samme fejl. I stedet for at søge slag med Napoleons hær forsøgte de – uden at koordinere deres bevægelser - at undsætte Mantova ad en af de kun fire veje, der førte til byen over floden Mincio. Det samme skete ved den undsætning, østrigerne indledte i begyndelsen af november. Også denne gang rykkede to hære frem mod Mantova. De var på henholdsvis 28.700 og 18.400 mand. Den førstnævnte under kommando af Alvintzy nærmede sig Mantova fra øst, den anden rykkede frem langs floden Adige. I slaget ved Arcole blev Alvintzy tvunget til at trække sig tilbage, og inden den 21. november var det samme tilfældet med den anden østrigske hær. Østrigernes fjerde og sidste undsætningsforsøg fandt sted i januar 17978. Det resulterede i deres nederlag i slaget ved Rivoli den 14. januar. Nederlaget førte til Mantovas overgivelse den 2. februar. Dermed havde Napoleon erobret Norditalien og grundlagt sit ry som en fremragende feltherre

 

1829 d Ove Malling, historiker og embedsmand; på Ove Høegh-Guldbergs opfordring udarbejdede M i 1777 "Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere". Værket var tænkt som en lærebog i latinskolerne, hvor undervisningen i dansk og fædrelandshistorie var blevet styrket i 1775. I bogen skildrer M efter klassisk forbillede, men i en helstatspolitisk kontekst forfædrenes dyder og bedrifter til inspiration for vordende borge-re og embedsmænd. Det var sammen med bl.a. Indfødsretten af 1776 udtryk for Guldbergstyrets bestræbelser på at vinde det dansk-nationale borgerskab for enevælden og dens helstatsideologi. Værket blev en stor succes og kom i otte oplag frem til 1885. M fik senere centrale poster i statsforvaltningen. I perioden 1777-1809 var han ansat i Det Vestindisk-Guienanske Rente- og Generaltoldkammer. Her gjorde han karriere og endte som 1. deputeret. I 1810 blev M præsident for den kommission, der havde ansvaret for Sjællands og øernes for-syninger under krigen mod England. Disse hverv var blot to af de mange andre, hvorved historikeren tjente enevælden. I 1824 blev han trods sin borgerlige herkomst indvalgt i Gehejmestatsrådet som gehejmestats-minister (10/12 1747)

d Robert Owen, engelsk fabrikant og filantrop; tyve år gammel blev han administrerende direktør for et nyåbnet bomuldsspinderi; 1796 købte han sin egen fabrik. Året efter købte han sammen med nogle kompagnoner et bomuldsspinderi i New Larnak med 2500 arbejdere; han overtog selv hele foretagendet i 1800. O, der var begejstret for oplysningstidens humane tanker og dens tillid til menneskene, iværksatte straks en række reformer. De omfattede bl.a. nedsættelse af arbejdstiden fra 16 til 10 timer, en betydelig forhøjelse af lønningerne og indskrænkning af børnearbejde. Han lod indkøbe forbrugsvarer en gros og fordelte dem blandt arbejderne til indkøbsprisen, indrettede syge- ulykkes- og alderdomshjælp og lod opføre gode boliger. Bag denne indsats lå tanken, at det bedste arbejde præsteredes af vellønnede, veluddannede og veltilfredse folk. Resultaterne var særdeles vellykkede, hans fabrik gav et anseligt overskud, og den blev kendt langt uden for Englands grænser. Fra 1820'erne blev O’s ideer socialistisk prægede, idet han foreslog, at samfundet skulle opdeles i arbejdskolonier, der først og fremmest skulle producere sine egne fornødenheder. Disse ideer søgte han at realisere i México og USA, men han satte sin formue til, og hans kolonier - ca 30 - døde snart. Tilbage i London organiserede han 1830-32 en varebank og arbejdsbørs, hvor ideen var, at arbejde skulle ombyttes med varer. Disse, ligesom et forsøg i 1834 på at danne et engelsk arbejderforbund, strandede. Derimod satte hans bestræbelser for at danne forbrugsforeninger frugt, og på dette felt blev han banebrydende (f 14/5 1771)

Suezkanalen åbnes. Bygningen af kanalen begyndtes i 1859, og den går fra Port Said ved Middelhavet øst for Nildeltaet mod syd langs østkysten af strandsøen Buheiret Menzale til byen El-Qantara, hvor den egentlige kanal begynder. Den føres mod sydsydøst gennem søerne Buheiret et-Timsah og Buheiret el-Murre til byen Suez. Ved åbningen var længden 165,8 km, dybden 10,5 m mindste bredde i overfladen 80 m, ved bunden 45-60 m. Der er ingen sluser. Senere er der foretaget flere såvel uddybninger som anlæg af parallelløb. Åbningen af kanalen skete i overværelse af regenter, fyrster, statsledere og fremtrædende personligheder fra en lang række lande. En procession af skibe med den franske kejserlige yacht "l’Aigle" med kejserinde Eugenie om bord i spidsen sejlede gennem kanalen. Adskillige tusind gæster repræsenterende et udsnit af europæisk og mellemøstlig overklasse var indbudt af kediven af Ægypten Ismael for at deltage i højtideligheden

f Bernard Law Montgomery, britisk feltmarskal og krigshelt; han deltog i 1. Verd.krig og avancerede til kaptajn. Ved udbruddet af 2. Verd.krig var han generalmajor og brigadechef, og i krigens første måneder var han fører af 2. division af det britiske ekspeditionskorps i Frankrig og efter Dunkerque øverstkommanderende for tropperne i Sydøst- England. I august 1942 overtog han kommandoen for den britiske 8. armé i Nordafrika. Dens moral var rystet efter flere nederlag til det tyske Afrika Korps. Men M fik genopbygget sine soldaters selvtillid. Han fik tilført forstærkninger, og den 23. oktober indledte 8. armés 200.000 soldater angrebet på de tyske stillinger, der blev forsvaret af 100.000 mand. Efter 12 dages hård kamp var tyskerne besejret, og resterne af deres hær på hastigt tilbagetog mod vest. Hermed var M’s plads i første række af de allierede feltherrer sikret. Han avancerede til general og modtog i 1944 marskalstaven. I 1943 førte han 8. armé i kampene på Sicilien og derpå i Syditalien. Da invasionen af Europa begyndte juni 1944, fik M kommandoen over alle de allierede landstyrker under Eisenhower. Han modtog som chef for det nordlige frontafsnit den tyske kapitulation 4. maj 1945 for det nordvesttyske, hollandske og danske områdes vedkommende. Efter krigens afslutning var M chef for de britiske besættelsesstyrker i Tyskland. Derefter chef for den britiske generalstab og havde poster inden for Atlantpagtens overkommando. Han trak sig tilbage 1958. Har bl.a. udgivet "Normandy to the Baltic" (1947) og "El Alamein to the River Sangro" (1948). Som en af de få, der hverken var statsoverhoved eller kongelig, var Montgomery Ridder af Elefanten (d 24/3 1976)

 

På det russiske Socialdemokratis kongres i London kommer det til et brud, da partiet revner mellem de revolutionære bolsjevikker (Lenin) og de moderate mensjevikker. Siden det russiske socialdemokrati blev dannet i 1898, havde de to retninger eksisteret i partiet. Ingen i de to retninger troede, at Rusland var modent til socialisme; striden stod derfor om, hvordan man skulle styrte tsarismen og gennemføre et demokratisk styre. Lenin nærede stærk mistro til de russiske liberale, og han hævdede, at bare en revolutionær arbejder- og bonderejsning, ledet af arbejderne, kunne bringe tsarregimet til fald. Mensjevikkerne derimod ville, at arbejderne skulle støtte den liberale opposition og i samarbejde med dem indføre demokrati. For derefter med stemmesedlen opbygge et socialistisk samfund. Uenigheden kulminerede i striden om organisationsformen. Mensjevikkerne ville organisere et bredt, demokratisk masseparti efter vesteuropæisk mønster, mens bolsjevikkerne ville have et lille, strengt disciplineret parti af folk, tilhørende det klassebevidste mindretal og som viede hele deres liv til revolutionen. De skulle lede masserne, være parate til illegalt arbejde og forberede sig til en revolutionær rejsning, når tiden var inde. Lenins folk blev kaldt bolsjevikker – flertalsmænd – fordi de fik et lille flertal på kongressen i London. Følgelig blev den anden gruppe kaldt – mensjevikker – mindretalsfolk

f Dronning Astrid af Belgien; datter af den svenske prins Carl. Hun blev i 1926 gift med den belgiske kronprins, den senere konge Leopold. Hun omkom ved en bilulykke i Svejts. Efterlod sig fire små børn blandt disse, de senere konger Boudouin og Albert (d 29/8 1935)

d Auguste Rodin, fransk billedhugger; uddannet på forskelige kunstskoler og skabte 1864 sit første betydelige værk "Manden med den brækkede næse". Arbejdede 1864-71 for Sèvres porcellænsfabrik. I 1875 opholdt han sig i Rom og Firenze, hvor Michelangelos og Donatellos kunst gjorde stærkt indtryk på ham. Med "Bronzealderen" fra 1876 og den omtrent samtidige "Johannes Døberen" viste R det tema, som han arbejdede med resten af livet: det kraftfuldte bevægelsesmotiv, som hæmmes og begrænses af modvirkende kræfter. I disse år begyndte hans portrætbuster at vække opsigt. Fra 1880'erne er hans store monument i Calais "Borgerne i Calais" (1884). I 1890’erne begyndte han at lade figurerne flyde i et med marmoret, eller han løste dem kun delvis ud fra baggrunden. Fra disse år er de fantasifulde digtermonumenter over Victor Hugo (1886-97) og Balzac (1892-97), som begge vakte kraftig modstand. Et arbejde, som optog R i mange år, var "Helvedesporten", en gigantisk port smykket med relieffer og kronet med tre figurer, hvoraf hovedfiguren er "Tænkeren". Dette livsværk, som han arbejdede på fra 1880 til sin død, var tænkt som hovedindgang til Musée des Arts décoratifs. I 1914 udgav R bogen "Les Cathédrales de France", hvor hans beundring for gotikken kommer til udtryk (f 12/11 1840)

1945 d Elna Munch, politiker; blev 1896 cand. mag. med matematik som hovedfag, hun underviste ved københavnske gymnasier i årene 1891-1918; ligeledes var hun medarbejder ved tidsskriftet "Det ny Aarhundrede". M var medlem af Studentersamfundets bestyrelse 1902-03, formand for Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret. Da kvinder fik stemmeret til Rigsdagen 1915, blev forbundet nedlagt; M opfordrede i stedet kvinderne til at nedlægge de særlige politiske kvindeorganisationer og i stedet gå ind i de politiske partier. Hun var medlem af Københavns borgerrepræsentation 1917-25 og af Folketinget 1918-35 for RadikaleVenstre valgt i København. Hun var således blandt de første kvinder, der blev indvalgt på Rigsdagen. I Folketinget var M indvolveret i arbejdet med udformningen af lovkomplekserne, der vedtoges kort efter kvindestemmerettens indførelse: loven 1919 om ligeløn for mandlige og kvindelige tjenestemænd, loven 1921 om mænds og kvinders lige adgang til offentlige embeder og hverv, hvor M talte for, at kvinder burde kunne blive præster, samt ægteskabslovene 1922 og 1925. Om Elna Munch er der blevet sagt, at hun nok var den af de nyvalgte kvindelige rigsdagsmedlemmer, der mest aktivt arbejdede for at fremføre kvindeinteresser i lovgivningsarbejdet. Foruden de her nævnte områder, havde også sundheds- og skolevæsenet hendes interesse (f 13/6 1871)

1945 d Jens Olsen, astromekaniker; han ville have været i lære som urmager, men blev udlært som låsesmed; som udlært var han på valsen, og under et længere ophold i Strasbourg blev han fortrolig med domkirkens astronomiske kunstur; herefter uddybede han i Basel sine teoretiske kundskaber i astronomi. Efter hjemkomsten til Danmark åbnede han eget værksted, hvorfra der i de flg. år udgik en række tårnure (Marstal kirke, Teknologisk Institut, København) astronomiske ure (Landmandsbanken og Arbejdernes Landsbank, København) samt astronomiske kikkerter og videnskabelige apparater. Han blev kendt som en særdeles kompetent urmager og betroedes restaureringen af soluret i Rosenborg have og Isaac Habrechts astronomiske kunstur på Rosenborg slot. I 1922 havde O de første skitser til sit livsværk, verdensuret på København rådhus, færdige. De endelige arbejdstegninger var færdige 1938; en donation fra Dansk Arbejdsgiverforen. på 100.000 kr gjorde det herefter muligt at sætte arbejdet i gang, og 15. decbr. 1955 blev uret sat i gang (f 27/7 1872)

 

 

 

 

 

 

Til top                18. november

Pave Silvester indvier den første Peterskirke, også kaldt Konstantinbasilikaen. Den blev opført som en femskibet basilika, med tværskib, et bredt midtskib og smallere sideskibe til minde om Sct. Peter og placeret over hans grav. Kirken var 120 m lang og 65 m bred. Foran selve kirken lå en rektangulær, søjleomgivet gård, et atrium. Midt i gården stod den store, antikke pinjekogle af bronze, der nu er placeret i Vatikalpaladsets Belvedere-gård. Den dannede midtpunkt i et fontæneanlæg, således at vandet løb ud af dens frø ned i et firkantet marmorbassin omgivet af søjler. Også de forgyldte påfugle, der i dag ses i Belvedere-gården, indgik i dette anlæg. I atriet udførte pilgrimmene et renselsesritual ved fontænen, før de gik ind i kirken. Gården var præget af en rig billedudsmykning. Søjlegangen foran kirken var udsmykket med episoder fra Peters og Paulus’ liv. På kirkens facade blev der i 1200-tallet placeret en mosaik forestillende den tronende Kristus mellem Maria og Peter og med de fire evangelistsymboler; foran Kristus knælede pave Gregor IX (1227-41). Gulvet i Konstantins basilika var indlagt med forskelligtfarvede mosaiksten i geometriske mønstre. Gulve der stadig kan ses i en del af Roms ældste kirker. De fem kirkeskibe adskiltes af søjlerækker, der udgjorde en sand skov af marmor- og porfyrsøjler i den rigt udskårne korinthiske orden. Det berettes, at den gamle kirkes indre var strålende udsmykket – med en rigdom og majestæt uden lige. Over jorden er der intet tilbage af Konstantinbasilikaen

1472 d Bessarion, byzantinsk teolog og humanist; han fik sin uddannelse i Konstantinopel og antog navnet Bessarion, da han i 1423 blev munk. I 1437 blev han ærkebiskop i Nikæa, og året efter ledsagede han den byzantinske kejser til konciliet i Ferrara/Firenze, der havde til formål at udjævne modsætningerne mellem den græske og romerske kirke for derved at skaffe byzantinerne hjælp i kampen mod de fremtrængende tyrker. På konciliet støttede B unionen, men den blev forkastet af den østromerske kirke. Efter koncilets sammenbrud, forblev B i Italien, hvor han blev midtpunkt for de studier af græsk filosofi, der blev af så afgørende betydning for renæssancen. Han betegnes som en af tidens mest lærde humanister. Han indlagde sig fortjeneste dels ved sine oversættelser bl.a. af Aristoteles Metafysik og Xenophons Memorabilia dels ved den store og righoldige samling græske håndskrifter af klassikerne, han tilvejebragte og testamenterede til Venezia, hvor de gør Bibilioteca Marciana til et af verdens mest værdifulde biblioteker. Efter at have slået sig ned i Italien blev B udnævnt til kardinal (f 2/1 1403)

1522 f Lamoral Egmont, hollandsk frihedshelt; som kejser Karl 5.’s betroede medarbejder var det E, der på vegne af Karls søn Philip (2.) var i England for at forhandle ægteskabet mellem Philip og Englands regerende dronning Marie (den Blodige). I 1559 blev han statholder i de spanske Nederlandes provinser Flandern og Artois og medlem af regenten Margrethe af Østrigs rådgivende råd. Da Philip - på trods af E’s og andre rådgiveres advarsler (1565) opretholdt sine hårde forholdsregler mod de hollandske protestanter, forlod E og nogle af hans meningsfæller deres poster som regentens rådgivere (novbr 1565). Men året efter forblev E loyal mod regenten og ydede kun begrænset støtte til en gruppe lavadelige, der overbragte Margrethe et bønskrift om større religionsfrihed. Han fortsatte i sit embede i Flanders-Artois, hvor han med hård hånd slog calvinske uroligheder ned. Da Philip med udnævnelsen af hertugen af Alba i december 1566 som øverstkommanderende lagde op til en stramning af politikken over for hollænderne, opfordrede hollændernes politiske leder Vilhelm af Oranien E til at deltage i væbnet modstand mod spanierne. E’s afslag skabte vanskeligheder for Vilhelm, han tøvede i flere måneder, før han søgte hjælp hos protestantiske fyrster i Tyskland. I mellemtiden svor E den troskabsed, som regentinden forlangte (foråret 1567), og ignorerede Vilhelms advarsler mod de farer, Albas ankomst repræsenterede.I sept 1567 blev E på Albas foranledning arresteret og sammen med andre adelige dødsdømt og halshugget for forræderi. I dramaet "Egmont" har Goethe behandlet E’s skæbne(d 5/6 1568)

Pave Urban 8. indvier nuværende Peterskirke. Ved midten af 1400-tallet var Konstantinbasilikaen så forfalden, at den truede med at styrte sammen. Et større reparationsarbejde iværksat af pave Nikolaj V gik i stå efter Nikolajs død i 1455. I et halvt århundrede lå arbejdet stille, til Julius II i 1506 besluttede at bygge en helt ny Peterskirke. Arbejdet blev overladt til Bramante. Han lod med hård hånd store dele af Konstantinbasilikaen nedrive og fik tilnavnet Bramante Ruinante. Bramante ville opføre den ny basilika med en grundplan som et græsk kors, i.e. et kors med lige lange arme og med en stor kuppel i korsskæringen. Ved Bramantes død i 1514 havde man fået bygget de fire piller, der skulle bære kuplen. Under de følgende paver betød røret i forbindelse med Reformationen, at byggeriet kun skred langsomt frem, og skiftende arkitekter vaklede mellem om, kirken skulle opføres med et græsk kors som grundplan eller med et latinsk kors, i.e. med et langt midterskib og kortere tværskibe. I Paul III’s pontifikat 1534-49 blev der under ledelse af Antonio da Sangallo den yngre bygget meget på kirken, og det skete med et latinsk kors som grundplan. Efter Sangallos død i 1546 overtog den 72-årige Michelangelo arbejdet. Han vendte tilbage til Bramantes plan og hans forbillede for kuplen var Brunelleschis på domkirken i Firenze. Michelangelo var arkitekt ved Peterskirken til sin død i 1569. I 1590 var kuplen fuldført. I 1605 beordrede Paul V nedrevet, både hvad der var tilbage af Konstantinbasilikaen og den nye kirkes ufuldførte facade. Paul V’s arkitekt, Carlo Maderno, gik derefter i gang med at bygge et midterskib, der dækkede såvel Konstantinbasilikaens skib som dens atrium. Derved fik kirken en indre længde på ikke indre end 186 m og dermed fuldført med et latinsk kors som grundplan

 

f Christian Jakobsen Drakenberg, sømand; iflg. den halvt legendariske overlevering stak D til søs som 13årig og foruden slagsmål, og hvad der ellers bød sig af eventyrlige sømandsoplevelser, skal han have døjet med forlis, fangenskab hos sørøvere og femten år som slave i Tripolis og andre Middelhavsegne. Omkring 1729 dukkede han op i København og fik efterhånden ry for sin høje alder. Han giftede sig i en alder som angives til 111 år, og forsøgte sig endda flere år efter hustruens død med frierier hist og her. I et forsøg på at bevise sin høje alder drog D i 1732 hjem til sit fødesogn i Bohuslen og vendte tilbage med en udskrift af kirkebogen. Ifølge den skulle han være født den 18. november 1626, men man kender ikke andetsteds fra den angivne præst, der skulle have døbt ham, og præsten der foretog udskriften. Det er tilmed usandsynligt, at der skulle have været ført en så deltaljeret kirkebog i Norge, hvor kirkebøger først blev befalet indført i 1683. Sådanne detaljer tog man sig imidleertid ikke af. Siden 1735 modtog D en årlig kongelig pension. Sine sidste år levede D i Århus, og her tog hans velynder grev Frederik Danneskiold-Samsøe på Marselisborg sig af ham. Efter hans død blev han med pomp og pragt begravet i domkirken. Hans lig tørrede ind som en mumie og var i mange år en seværdighed, indtil dronning Caroline Amalie under et besøg i Århus i 1840 påbød, at den gamle mand skulle have fred i sin grav. Hverken mens Drakenberg levede eller senere, har det været muligt at finde bevis for hans høje alder, det eneste grundlag for hans berømmelse (d 9/10 1772)

1647 f Pierre Bayle, fransk teolog og filosof; han var søn af en protestantisk præst, men gik i sin ungdom over til katolicismen og studerede en tid ved jesuitterkollegiet i Toulouse; senere gik han igen over til protestantismen og fortsatte studierne i Geneve. På gr. af Ludvig 14.’s forfølgelse af huguenotter rejste B til Rotterdam, hvor han underviste i filosofi 1681-93. Her stod han i forbindelse med de fleste af af samtidens betydeligste tænkere, bl.a. Leibnitz og Locke og markerede sig i sin indædte kamp mod overtro med "Pensées diverses sur la comète", (1682). Gennem sin kritik af sondringen mellem primære og sekundære sansekvaliteter fik B stor filosofisk betydning. I sin filosofi er han udpræget skeptiker. Men mod fornuften stillede han den religiøse tro; dens dogmer kan godt stride mod fornuften: troen overgår al fornuft og forstand.Hans position i 1700-t's europæiske idedebat skyldes især hans leksikon "Dictionnaire historique et critique", (1695-97). Fundamentet i værket er mere end to tusind artikler, hvis hovedsigte er at gøre op med de fordomme og myter, der er behandlet i artiklerne. Dette meget personlige opgør og hans energiske indsats for gennem rationalistisk funderet kritik af overleveringer at nå frem til mere holdbare synspunkter blev modtaget med begejstring i store dele af den lærde verden i Bayles samtid og nærmeste eftertid. Hans leksikon var det første forsøg på en samlet fremstilling af tidens viden. Det fik således stor betydning for encyclopædisterne og for oplysningstidens filosofi i almindelighed. Med sit virke fik B stor betydning for fødslen af den frie tanke (d 28/12 1706)

f Jørgen Hee, biskop i Århus 1777-1788; 1738 blev han sognepræst i Allerup og Davinde; da han 1758 havde udsendt første bind af et stort homiletisk arbejde "Vor Herres og Frelsers Jesu Christi hellige Lidelses, Døds og Begravelses Historie" (bd 2 og 3 kom 1760-66) vandt han indflydelsesrige velyndere. Efter de havde skaffet ham sognekaldet ved Skt. Hans kirke i Odense og fra 1763 embedet som stiftsprovst ved Skt. Knuds kirke, blev han allerede 1764 provst ved Holmens kirke. I denne stilling var han særdeles værdsat af såvel flådens mandskab som af kongehuset. Udpræget konservativ som han var, følte han sig knyttet til enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik. Som dem var han skarp modstander af Struensees styre, som han ofte ivrede mod fra prædikestolen. Efter Struensees fald i januar 1772 offentliggjorde han en eksalteret prædiken "Forstyrrernes Forstyrrelse og Mangelens glædelige forandring". I fængslet blev han sjælesørger for Struensees medanklagede, Enevold Brandt. Hees naive skrift "Paalidelig Underretning om den henrettede Enevold Brandts Forhold og Tænkemaade i hans Fængsel" (1772) vidner om, at han stod fremmed over for den fangne hofmands psyke. 28. april ledsagede han Enevold Brandt til skafottet. Hee stod landets nye magthavere nær, og ved Ove Høegh Guldbergs protektion blev han i 1777 biskop i Århus, et embede han beklædte til sin død (d 30/12 1788)

 

f Johs. Ewald, forfatter; i 1759 blev han som førsteårs teologistuderende så forelsket i sin værts brordatter, Arense, at han for at blive hende værdig opgav teologien og rejste til Hamborg og lod sig hverve til deltagelse Syvårskrigen. Det blev ham dog en skuffelse, og efter 1½ år vendte han tilbage til København og teologien. I midten af 1760’erne debuterede han som digter. Selv sagde han, at det var Arenses ægteskab 1764 med en hørkræmmer, der for bestandig gjorde ham "uenig med alt, hvad der hedder timelig lykke". Fra da af var han kun digter. Sørgekantaten "Hold Tåre op at trille", skrevet i anledning af Frdr.V’s død i 1766 gjorde ham berømt. Derefter fulgte dramaet "Adam og Eva" (1769). I tragedien "Rolf Krake" (1770) anvendte E som den første danske digter gammelnordisk stof. Da svireliv og truende sygdom så ud til at ødelægge ham helt, fik moderen ham 1773 flyttet til Rungsted og to år efter til Søbækshuset ved Espergærde. Her skrev han de flg. år sine betydeligste værker: det tragiske syngespil "Balders død" (1773) samt oden "Rungsteds Lyksaligheder" i hvilken han satte den skønne natur og følelsen af voksende skaberkraft et pompøst minde. "Ode til Sjælen" og "Til min Moltke" er ligeledes oder fra disse år. Fra efteråret 1777 levede E i København i Skindergade. Her var han omgivet af en voksende kreds af venner og beundrere. "Det danske Litteraturselskab" gjorde ham til æresmedlem, og "Balders død" blev opført på Det kgl. Teater. I 1777 kom hans sidste store arbejde syngespillet "Fiskerne", der skildrer nogle hornbækfiskeres redningsdåd. For første gang i dansk litteratur var almuefolk skildret som helte, og for første gang lød en ny national patos med sangen "Kong Kristian stod ved Højen Mast". E anses for at være den betydeligste danske lyriker i 1700-tallet og bebudede ved sine emner guldalderpoesien (d 17/3 1781)

f Louis Daguerre, fransk maler og opfinder; som maler udførte D bl.a. dekorationer til operaen i Paris og konstruerede dioramaer, store illusionistiske panoramaer, der kunne dramatiseres ved hjælp af transparanter og af lyd- og lyseffekter give et tredimensionalt indtryk af f.eks. et historisk landskab – slagscener – eller vilde dyr i deres naturlige miljø. I 1822 fandt J. Nicéphore Niepce frem til en metode til direkte fremstilling af billeder med kamera. Fra sidst i 1820'erne udførte D sammen med Niécpe fotografiske eksperimenter. D fortsatte dem efter Niépces død i 1833, og i de flg. år udviklede han daguerreotypien, i.e. den første praktisk anvendelige proces til fremstilling af holdbare fotografiske billeder. Teknikken fik revolutionerende betydning for 1800-tallets billedkunst ikke mindst som konkurrent til portrætmaleriet. Eksponeringstiden var i de første år op til 30 minutter. Men allerede i begyndelsen af 1840’erne var belysningstiden nede på få sekunder. Mod en årlig pension til Daguerre og Niépces søn overtog den franske stat opfindelsen og offentliggjorde den 1839 (d 10/7 1851)

f Uwe Jens Lornsen, embedsmand og politisk forfatter; under jurastudier i Kiel og Jena blev han påvirket af den tyske "burschenschaftbevægelse". Denne bevægelses ideer om tysk samling og tidens frihedsbegejstring prægede ham for livet. Efter afsluttede studier blev han i 1821 ansat i det Slesvig-Holsten-Lauenburgske kancelli i København og avancerede til kontorchef. 1830 blev han landsfoged på Sild. Julirevolutionen 1830 vakte hans liberale ideer, og på et møde i Kiel oplæste han for meningsfæller sit skrift om en fri forfatning for hertugdømmerne, Slesvig og Holsten. Styret skulle være et tokammersystem efter norsk mønster, men med absolut veto for kongen. Desuden skulle hertugdømmernes styre flyttes fra København til Kiel. Skriftet udkom i 9.000 eksemplarer med titlen "Über das Verfassungswerk in Schleswig-Holstein". Med sine "revolutionære" ideer om en fri forfatning og helstatens opløsning vakte skriftet ængstelse hos kongen (Frederik VI) og hans regering i København. Udgivelsen medførte derfor, at L dømtes fra sit embede og fik 1 års fæstningsarrest. Efter afsoningen slog han sig ned i udlandet og begik selvmord 1838. I slesvig-holstenske kredse betragtedes L siden som en heroisk skikkelse og den første martyr for slesvigholstenismen (d 12/2 1838)

 

f Jesper Bahnson, general og krigsminister 1884-1894; han deltog som artilleriofficer i krigene 1848-50 og 1864. I 1855 blev han skoleofficer og lærer i artilleri og fortifikation ved Landkadetakademiet. I 1859 lærer i kemi ved Den militære højskole. Da højsskolen og Landkadetakademiet ved hærlovsrevisionen 1867 afløstes af officersskolen på Frederiksberg slot ansattes B her som lærer i kemi og var skoleofficer 1870-76. Nu fik han for alvor lejlighed til at beskæftige sig med den sag, der blev hans livssag, forsvarsvæsenets udvikling. I 1871 foranledigede han oprettelse af Det krigsvidenskabelige Selskab, hvor spørgsmålet om Københavns befæstning blev drøftet. B, der 1880-84 var krigsministeriets direktør, arbejdede utrætteligt for sin plan, dels i ministeriet, dels i offentligheden, her kraftigt støttet af de i 1870’erne oprettede forsvarsforeninger. Deres antal øgedes, og der holdtes foredrag om hovedstadens befæstning i alle byer. Kvinder foranstaltede indsamlinger til forsvaret, og 1884 startedes Komiteen for Selvbeskatning, der ville indsamle midler til anlæg af fæstningsværker omkring København. Da B i september 1884 blev krigsminister håbede han sikkert, at han med støtte i den rejste forsvarssag kunne gennemføre hovedstadens befæstning ad normal parlamentarisk vej, men det lod sig ikke gøre, og han fulgte sin regeringschef J.B.S. Estrup ud i provisorierne. 1886 kom det første provisorium til kystbatterier ved Charlottenlund og Kastrup og til Københavns landbefæstning – Vest-Encienten. I de følgende år fortsatte såvel provisorielovgivningen som opførelsen af befæstningen. Men 1894 resulterede forhandlingerne mellem Højre og dele af Venstre i forlig om finanslov og provisoriernes ophør. Dermed var Bs politiske rolle udspillet, og 7. august 1894 gik han af som minister. I 1887 var han blevet medlem af Folketinget, men da han tabte valget i 1895, søgte han ikke genvalg og var ikke siden politisk aktiv. Fra sin afgang som minister til 1897 var Bahnson kommanderende general i 1.generalkommandodistrikt (d 26/8 1909)

f Joakim Skovgaard, maler; studerede i Paris og blev her påvirket af Gustave Courbet og efter dennes eksempel begyndte han at male hverdagsprægede situationer; blandt disse er "Børn der bringer mad til skovarbejderen" (ca 1882). På rejser til Italien fordybede S sig som de øvrige jævnaldrende i nuancerede skildringer af italienernes hverdag; han påbegyndte samtidig sine første bibelbilleder; det blev 1887-88 til billedet "Englen rører ved vandet i Bethesdas dam", der sammen med senere bibelske kompositioner udløste den store bestilling på udsmykning af Viborg Domkirke. Udsmykningen blev udført med bistand af andre malere 1901-06. Loftet blev malet 1912-13. Stilen var dannet under indtryk af samtidig fransk monumentalmaleri, middelalderlig italiensk freskodekoration og ældre dansk kunst. I tilknytning til arbejdet i Viborg udførte S altertavler, mosaikdekorationer; endvidere udsmykkede han bryllupssalen på Kbhvn. rådhus. S’s dekorative evner gav sig desuden udslag på så forskellige områder som fortegninger til gobeliner, bogillustrationer, keramik; sammen med Th. Bindesbøll udførte han Dragespringvandet i Kbhvn. S var medstifter og medlem af Den frie Udstilling og professor ved Kunstakademiet (7/3 1933)

f Ignac Jan Paderewski, polsk pianist, komponist og politiker; har komponeret flere større værker, bl.a. operaerne "Manru" og "Sakuntala"; i eftertiden er han mest kendt for sine talrige klaverstykker f.eks. "Menuet i G-dur". P var 1909-13 direktør for konservatoriet i Warszawa. Som pianist debuterede han 1887; senere foretog han lange koncertturneer - særlig i USA - og fik ry for at være en af sin tids bedste klavervirtuoser. P var glødende polsk patriot, og med sit nationale ry og sin verdensberømmelse blev han ved Tysklands sammenbrud i 1918 en af Polens politiske ledere. I Washington fik han præsident Wilsons tilsagn om støtte til de polske ønsker om genskabelse af en polsk stat. Ved fredsforhandlingerne i Versailles, hvor P deltog, blev ønsket til virkelighed. I 1919 blev P det nye Polens første premier- og udenrigsminister. Da Det konservative Parti brød med ham, måtte han i december 1919 træde tilbage. Han slog sig derefter ned i Svejts senere i USA, hvor han døde (d 29/6 1941)

Kongen (Chr 9.) underskriver novemberforfatningen. Efter vedtagelsen på Rigsdagen af den nye forfatning havde kongen tøvet med sin underskrivelse i tre dage. Han var valgt til tronfølger på basis af helstaten og var derfor imod regeringens Ejderpolitik. Da Rigsdagen den 15. november vedtog novemberforfatningen, forlod Danmark helstatspolitikken, dvs. bevare hertugdømmerne Slesvig og Holsten udelt under den danske konges myndighed, idet den nye forfatning kun gjaldt for kongeriget og Slesvig (Ejderpolitikken). Med novemberforfatningen havde den nationalliberale regering fastlagt Danmarks sydgrænse ved floden Ejderen, den gamle grænse mellem de to hertugdømmer, ophævet alt fællesskab mellem hertugdømmerne, indlemmet Slesvig i Danmark og udskilt Holsten. Holsten fik sin egen forfatning, sin egen hær og administration. For tyskerne var vedtagelsen næsten det samme som en krigserklæring. De tyske aviser skrev, at Danmark undertrykte tyske landsmænd, tvang dem til at lære dansk og ville med magt skille to tyske hertugdømmer fra hinanden. Tyskerne var besluttede på, at nu skulle Slesvig-Holsten ud af dansk besiddelse. Men bortset fra dronning Louises "Schreibe nicht, Christian" stod kongen næsten isoleret - stemningen i København var så truende, at hans valg stod mellem at abdicere eller at underskrive forfatningen og tage den krig, han kunne forudse, ville blive resultatet. Kongen skrev under med en erklæring om, at det var imod hans overbevisning, og at det skete på ministeriets ansvar.

 

1868 f Agnes Henningsen, forfatter; i hele H.s forfatterskab er det overordnede tema seksuel frigørelse for kvinden, og hun søgte selv at leve sådan. Det var hendes drøm, at det erotisk frie liv kunne forenes med kvindens andre livsbehov – som mor og hustru. At det var svært at realisere viser hendes forfatterskab. Hun debuterede i 1890’erne med noveller i dagbladet "København" og som romanforfatter i 1899 med "Glans-billeder", som er skrevet under stærk påvirkning af Herman Bangs impressionisme, men som samtidig giver et selvstændigt billede af livet i et pensionat, en lukket kvindeverden, der med sine mange kvindeportrætter og livlige erotiske sceneri anslog ovennævnte tema. "Polens Døtre" (1901), der foregår i polske boheme-kredse, regnes for hendes gennembrudsroman. H.s kamp mod dobbeltmoralen var et ømfindtlig emne i den borgerlige offent-lighed; 1918 lykkedes det den konservative presse at få oparbejdet en hetz mod romanerne "Den elskede Eva" (1911) og "Den store Kærlighed" (1917) og dermed forhindre, at H kom på finansloven. I årene 1941-55 kom i otte bind hendes erindringer. Heri har H givet et detaljeret og farverigt billede af den københavnske kunstnerverden omkr. århundredskiftet - 1900; med sine portrætter af bl.a. Gustav Wied, Holger Drachmann og Georg Brandes er det en vigtig kilde til periodens litteraturhistorie. H var mor til forfatteren og arkitekten Poul Henningsen (d 21/4 1962)

f Edvard Weie, maler; i 1890’erne var han i malerlære og var samtidig elev på Teknisk skole. Han blev afvist som elev på Kunstakademiet i København, og kom først som 26-årig på Zahrtmanns skole 1905-07. I 1907 var han med Zahrtmann på dennes årlige rejse til Civita d'Antino i Italien. W's billeder fra perioden viser, at han ikke bare fik lært adskilligt af læreren, men også for altid forelskede sig i sydens lys. Fra 1911 fandt han på Christiansø sin danske lysverden, her malede han i 1912 "Mindet, Christiansø" (Statens Museum for Kunst). Gengivelser af havet omkring Christiansø i såvel solskin som storm er sammen med læsning af græsk mytologi baggrunden for hans store komposition "Poseidon farer over Havet omgivet af Nereider og Tritoner" (udstillet 1918, men det store billede var mislykket og blev tilintetgjort). Et smukt eksempel på W’s koloristiske talent er hans "Nature Morte med potteplante og appelsiner" (ca 1925, Århus Museum). Arbejdet med farven og det monumentale samledes i W’s sene arbejder i en lykkelig enhed som f. eks. i "Vej gennem skov" (1932) og "Bortførelsen" (1940-41) Selv om motivet i begge billeder kan genkendes, er det uvæsentlig i forhold til farverne, der er spændt ud over en enkel skala og samlet af nogle hovedklange (d 9/4 1943)

d Chester Alan Arthur, USA's præsident 1881-1885; uddannet som jurist og virkede fra 1853 som advokat i New York city. Året efter sluttede han sig til det nystiftede republikanske parti og deltog herefter i lokalpolitik i New York, ligesom han var medlem af statens milits. Med den deltog han i Den amerikanske Borgerkrig og gjorde karriere inden for forsyningstjenesten. Efter krigsafslutningen genoptog han sin advokatvirksomhed. I november 1871 blev han af præsident Grant udnævnt til leder af toldvæsenet i New York havn. Ved det republikanske partis nationalkonvent i 1880 accepterede A tilbudet om at opstille som vicepræsident sammen med præsidentkandidaten James A. Garfield, der på konventet blev valgt som kompromiskandidat ved den 36. afstemning efter 34 resultatløse afstemninger. Ved valget i november blev A vicepræsident, og han overtog præsidentembedet i september året efter ved præsident Garfields død efter et attentat. Hans præsidentperiode forløb uden større dramatik. A beskæftigede sig især med nationens forsvar og fik gennemført øgede bevillinger til flåden, som fik bygget sine første krydsere med jernskrog. Han var indstillet på at genopstille ved præsidentvalget i 1884, men på det republikanske partikonvent blev han besejret af James G. Blaine, der tabte præsidentvalget til demokraten Cleveland. Efter udløbet af sin præsidentperiode vendte A tilbage til New York, hvor han døde året efter (f 5/10 1830)

d Marcel Proust, fransk forfatter; debuterede 1896 med novellesamlingen "Les plaisirs et les jours". 1913 begyndte han med udgivelsen af "Du côté de chez Swann" sit store hovedværk, der under fællestitlen, "À la recherche du temps perdu", (da. På Sporet af den tabte Tid, 1932-38) udkom i årene 1913-27, de sidste efter hans død. I romanserien, som er et moireværk, og som hele tiden kredser om filosofiske problemstillinger, genoplever P sit liv og beskriver detaljeret det aristokratiske miljø i Frankrig omkring 1900, præget af dekadence og opløsningstendenser. Værkets tema er tiden og de virkninger, den øver på mennesket. Personerne i romanen ses i stadig forandring; det skyldes, at både de selv og beretterens opfattelse af dem er i stadig udvikling. Samtidig handler værket om sig selv, om kunstværkets vækst i skaberens sind. For P bliver digtningen en erkendelsesform: idet han erindrer, erkender han tingene på ny, uafhængig af den tidsudvikling og den forgængelighed, de er underlagt. Da de første bind udkom, virkede værket for mange diffust og planløst, men P havde planlagt strukturen nøje. Små detaljer i det første bind kan således anslå temaer, der først udvikles flere tusind sider senere. Selv sammenlignede P værket med en katedral, hvor alle dele i bygningsværket er intimt forbundet. Sammen med bl.a. Zola var P en af Dreyfus ivrigste forsvarere. Dermed blev samtidens sociale og politiske spørgsmål inddraget i hans interesseområde. Det ses i en række artikler, hvoraf flere blev genudgivet i samlingen"Pastiches et mélanges" (1919) (f 10/7 1871)

 

1931 Samme dag, som Rigsdagen forlænger loven af 29. september om omhævelse af Nationalbankens pligt til at indløse sedler med guld, gennemfører de fire store partier i Rigsdagen "Lov om Foranstaltninger til Værn for den danske Valuta". Handelen med valuta blev centraliseret til bestemte banker og vekselererfirmaer, og de blev af Nationalbanken pålagt at tilgode se eksporterhvervene og reservere valuta til indkøb af råstoffer og produktionsmidler. Valutaloven og suspension af guldindløseligheden fik denne gang gyldighed 3½ måned frem

1962 d Niels Bohr (f 7/10 1881)

d Kurt von Schuschnigg, østrigsk jurist og politiker; som advokat i Innsbruck blev han i 1927 for det kristelig-sociale parti indvalgt i Østrigs parlament – Nationalrat. I 1932 blev han justitsminister og året efter undervisningsminister. Efter mordet på landets forbundskansler Dollfuss i juli 1934, blev S forbundskansler. I årene 1936-38 beklædte han tillige posterne som forsvars- og udenrigsminister. I kampen for at hævde østrigsk uafhængighed over for Tyskland eliminerede S den trussel, den nationalistiske, paramilitære organisation Heimwehr udgjorde, da han i maj 1936 fjernede dets leder fra posten som vicekansler og i oktober samme år opløste Heimwehr. Men allerede da havde S’s bestræbelser lidt et tilbageslag. Hidtil havde han forladt sig på at kunne hævde Østrigs uafhængighed ved støtte fra Italien. Denne mulighed faldt bort, da Tyskland og Italien nærmede sig hinanden, og juli 1936 måtte S gå med til en venskabsaftale med Tyskland. Det var den østrigske regerings håb, at aftalen var den endelige ordning af forholdet mellem Østrig og Tyskland. Men snart blev det klart, at Tyskland brugte aftalen til at øge presset på Østrig. Sidste akt i Østrigs rolle som selvstændig stat og S som politiker udspilledes i februar og marts 1938. Den 12. febr. 1938 blev S kaldt til Hitlers bolig "Berghof" ved Berchtesgaden. Her blev han af Hitler udsat for trusler om krig, hvis han ikke gik med til at optage tre repræsentanter for den "nationale opposition" (nazisterne) i regeringen. S gjorde et sidste forsøg på at standse nazismen ved at lade udskrive folkeafstemning. Hitler svarede med mobilisering og ultimatum 11. marts; S opgav folkeafstemningen og trådte tilbage. 15. marts rykkede tyske tropper ind i Østrig; Anschluss var en kendsgerning. S blev arresteret og sad i KZ-lejr til 1945. I årene 1948-68 var han professor i statsvidenskab ved universitetet i Saint Louis, USA. Herefter vendte han hjem og levede sine sidste år i Østrig (f 14/12 1897)

 

 

 

 

 

Til top        19. november

1551 d Frands Vormordsen, bibelhumanist, superintendent, biskop; født i Holland og medlem af et karmeliterkloster; han blev sendt til Danmark for videre studier, sikkert ved karmeliterklostret i Helsingør. Han var i Universitetets lærerstab, da biskop Lave Urne i 1527 greb ind, for at stoppe lutherske tendenser, der havde bredt sig fra Tyskland. V var på daværende tidspunkt meget optaget af tidens bibelhumanistiske og reformkatolske tanker. Han modtog i januar 1529 en kaldelse fra magistraten i Malmø om at komme til byen og virke som "prædikant". Efter ankomsten til byen stillede han sig snart på de lutherske prædikanters side, og fra katolsk side påstod man, at han i virkeligheden var værre end dem og kun i begyndelsen havde skjult sine meninger af opportune grunde. 1530 hørte V til de til herredagen i København indkaldte evangeliske prædikanter, og han deltog sikkert med iver i de mod katolicismen voldsomme prædikener, hvori man samlet havde gjort rede for den evangeliske lære. Juni 1531 udgav V "Forklaring og Forskel paa evangelisk og papistisk Prædiken og Lærdom" . V var medlem af den af kongen nedsatte kirkekommission til udarbejdelse af en "kirkeordinans" for riget. 2. september 1537 indviedes han i København sammen med de andre af kongen ansatte superintendenter som evangelisk biskop i Lund stift. For at fremme evangelisk forståelse udgav V 1537 en lille katekismus med forklaringer; i sit dødsår udgav han "En skøn liden Bønnebog", hvis mange oplag viser dens store påskønnelse som opbyggelsesskrift (f 1491)

1600 f Karl 1. af England, konge 1625-1649; søn af Jacob I og Anna (datter af Frederik II af Danmark/Norge); han delte sin fars ønske om en personlig enevælde og misbilligede parlamentets kamp mod katolicismen. Striden med parlamentet koncentrerede sig dog snart om penge. Parlamentet havde ikke tillid til K, og toldafgifterne, der hidtil var blevet bevilget for en konges levtid, ville parlamentet nu kun bevilge for ét år. 1629-40 regerede K da uden parlament. For at kunne gøre det måtte han spare, hvorfor han sluttede fred med Frankrig i 1629 og året efter med Spanien. Men selv om England opgav at spille nogen rolle i europæisk politik, kunne statsindtægterne alligevel ikke slå til. Han opkrævede derfor ubevilgede toldafgifter og andre ydelser. Samtidig hermed førtes en kirkepolitik, der betød forfølgelse af puritanere og lempelser for katolikkerne. Det medførte forbitrelse i befolkningen. En forbitrelse som ved den mindste anledning kunne føre til voldsomheder. Det skete i 1638, da skotterne udfordrede kongen i forsvaret af deres religion. For at skaffe penge til en krig mod skotterne sammenkaldte Karl i 1640 parlamentet. Men det ville ikke bevilge penge. Tværtimod kendte det hans hidtidige skatteopkrævning ugyldig. Striden mellem konge og parlament eksploderede to år senere i Den engelske Borgerkrig. Adelen og højkirken støttede kongen, mens byerne og putitanerne var kernen i parlamentsmodstanden. K og hans styrker led nederlag; kongen flygtede til Skotland, men blev udleveret (1647); han flygtede, og borgerkrigen begyndte igen. Atter blev kongen besejret og fanget; han blev dømt til døden og halshugget uden for sit slot Whitehall i januar 1649 (d 30/1 1649)

1616 f Eustache Le Sueur, fransk maler; han studerede ivrigt de italienske barok-kunstneres værker i Frankrig, og han blev da også kendt for sine religiøse billeder i klassisk fransk barokstil. Hans store forbillede var Rafael, og han fik tilnavnet "Frankrigs Rafael". Han grundlagde tidligt sit ry, og det voksede yderligere, da nogle af hans værker blev gengivet i gobeliner. Endvidere udførte han figurdekorationer med mytologiske motiver, i Hôtel Lambert i Paris. Han malede desuden bibelske billeder til kirker og klostre. Blandt disse er "Paulus prædiker i Efesos". Til karteuserklostret i Paris udførte han 22 scener fra den hellige Brunos liv, blandt disse er " Jesus hos Marta og Maria" og "Den hellige Martins messe" (1645-48). I en enkel stil og i kølige toner gav han udtryk for den stilfærdige og harmoniske stemning, som spillede så stor en rolle i datidens asketisk prægede katolske fromhed i Frankrig. L deltog i grundlæggelsen af det franske kunstakademi – Académie Royale de Peinture et de Sculpture - i 1648 (d 30/4 1655)

d Nicolas Poussin, fransk maler; om hans ungdom og studieår i Paris vides ikke meget. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det ham i 1624 at komme til Rom, hvor han - bortset fra et enkelt besøg (1640-42) i Paris - forblev til sin død. I den første tid i Rom var han især beskæftiget med store kirkebilleder bl.a. til Peterskirken "Den hellige Erasmus martyrium". Det første billede fra denne periode, hvormed han afslørede sin originalitet, er "Digterens inspiration" (1628-29). I musen stående ved Apollons højre side røber figurens stilling og drapering et indgående studium af antik skulptur. I 1630'erne malede P i hovedsagen relativt små billeder og hentede sine motiver i den klassiske mytologi og navnlig i temaer af et lyrisk-elegisk indhold, der viser ham som skaberen af det såkaldte "heroiske" patosfyldte landskab. Fra slutningen af 1630'erne gjorde antikkens indflydelse sig stærkere gældende, og i 1640'erne skabte han en række mesterværker f.eks. "Fokions aske" (1648) og "Et in Arkadia ego" (omkr. 1648). Fra P’s sene år er fire billeder, der viser hver sin årstid, men samtidig skildrer afgørende begivenheder fra Det Gl Testamente f.eks. "Vinteren eller Syndfloden". I P’s billeder er alle de kvaliteter til stede, der forbindes med fr. klassicisme, og hans kunst fik stor betydning for eftertiden; det var f.eks P’s kompositionskunst,Cézanne bestandig søgte tilbage til (f 1593/94)

 

1744 f Jacob Edvard Colbiørnsen, jurist, bondereformator; født i Norge, som han aldrig genså, efter han begyndte sine juridiske studier i København. Han blev cand. jur. i 1773 og virkede derefter nogle år som advokat; i 1780 blev han kammeradvokat, hvad der knyttede ham nært til centraladministrationen og især til rentekammeret. I 1786 blev han sekretær ved Den store Landbokommission og fik afgørende indflydelse på dens arbejde. Det skete efterhånden som de første resultater af forhandlingerne i kommissionen blev ført ud i livet i form af lovgivning. Da måtte kommissionen tage stilling til en lang række problemer vedrørende forordningernes tolkning. Dette arbejde påhvilede C, der tilsyneladende suverænt udformede besvarelserne. Desuden øvede han en betydelig indflydelse på selve forhandlingernes gang. Kommissionens arbejde betød en lovgivning, der gav bonden borgerlige rettigheder og sikrede ham mod overgreb fra herremanden. C stod således bag forordningen af 8. juni 1787 om tvungen synsforretning ved en fæstegårds overtagelse. Selv om han deltog i forarbejdet, synes han at have haft mindre indflydelse på loven om stavnsbåndets ophævelse i 1788. C var blandt initiativtagerne til Frihedsstøtten, opført 1792-97. Fra 1788 var han generalprokurør og øvede frem til 1804 stor indflydelse på lovgivningen. Omkring 1790 stod C som en af de mest indflydelsesrige personer i landets styre. Han nød stor popularitet i det reformvenlige borgerskab, hvor man betragtede ham som garant for en fortsat reformvenlig politik. Med årene blev C stadig mindre liberal og med sin medvirken til skærpelsen af Trykkefrihedsloven i 1799, mistede han sin hidtidige popularitet. Fra 1804 til sin død var han justitiarius i Højesteret (d 13/2 1802)

1770 f Bertel Thorvaldsen, billedhugger; lærte billedsniderfaget hos sin far, der var billedskærer. 1786 blev han optaget i Akademiets modelskole, hvor han fik sin egentlige uddannelse som billedhugger og vandt samtlige præmier. T fik den store guldmedalje i 1793, og august 1796 drog han som stipendiat til Rom. Her øvede han sig i marmorhugning og modnedes gradvis, indtil "Jason" stod færdig i gibs i 1802. Da en velhavende englænder bestilte statuen i marmor for en klækkelig sum, betød det både T’s økonomiske redning, og at grunden til hans berømmelse var lagt. T blev 40 år i Rom, hvor han skabte sig en position som en hovedskikkelse i den århundredlange nyklassicisme i Europa. Hovedværket fra romertidens første år er kæmpefrisen "Alexanders indtog i Babylon". Det blev udført i gibs til Kvirinalpaladset i anledning af Napoleons forventede besøg i Rom 1812. Blandt T’s mange andre arbejder er en række europæiske mindesmærker f.eks.: Potocki-monumentet i Krakow, Copernikus og Poniatowski i Warszawa, den siddende Byron i Cambridge, Schiller i Stuttgart. T var professor ved Firenze Akademi og præsident for det pavelige S. Luca akademi, et ærefuldt hverv for en protestant; han var ridder af den würtemburgske kroneorden og æresborger i Stuttgart og København. 1838 vendte T omsider hjem til fædrelandet og fik en fyrstelig modtagelse. I Danmark skabte han mange smukke senværker bl.a. den storslåede Hermes-statue, 1843 (i bronze i Prins Jørgens gård, København) og busten af Adam Oehlenschläger (1839). T nåede at se sit eget museum under tag og også stedet for sin grav i museets gård, inden han pludselig døde (d 24/3 1844)

f Carl Maria von Weber, tysk komponist; gennem sin far, der var musikdirektør og teaterleder, kom W tidligt i berøring med teatret og musikken. Han fik sin uddannelse i bl.a. Salzburg og blev i 1804 kapelmester i Breslau. Derefter 1806-10 musiklærer hos prins Ludwig i Stuttgart og 1813-16 kapelmester i Prag. I 1816 knyttedes han til Dresden for der at organisere og lede den der nyoprettede tyske opera. Det var navnlig som dramatisk komponist W fik betydning. Efter hans ungdoms opera "Silvana" (1810) fulgte "Peter Scholl" (1810) og syngestykket "Abu Hassan". I 1814 blev han almindelig kendt med sine seks mandskorsange fra Körners digtsamling "Leyer und Schwert". 1821 opførtes i Berlin hans lyriske drama "Preciosa" og samme år den romantiske opera "Der Freischütz"(Jægerbruden), der på én gang gjorde W til det tyske folks nationalkomponist. Han havde her skrevet den første tyske romantiske opera. Ved valget af et tysk sagn som operaens sujet såvel som ved melodiernes folkelige tone vandt han straks alles hjerter. På bestilling af Covent Garden-Operaen i London skrev W "Oberon" og fremførte den selv i London i 1826 som en dødssyg mand. Seks uger efter ankomsten var han død. W’s øvrige produktion står i skygge af hans operaer; i denne er der bl.a. 4 sonater og "Aufforderung zum Tanz" for klaver, to klaverkoncerter, to koncerter og koncertino for klarinet, en fagotkoncert,to symfonier, sange m.v. Sammen med Schubert var W den, der indledte romantikken i tysk musik (d 5/6 1826)

 

f Ferdinand de Lesseps, fransk diplomat og ingeniør; han fulgte sin families tradition, da han i 1820 indtrådte i Frankrigs diplomatiske tjeneste. Han var 1831-37 konsul i Alexandria. Det var under tjenesten her, han begyndte at drømme om, det måtte blive ham, der realiserede de planer, der verserede om at gennemgrave Sueztangen. Han blev gode venner med den ægyptiske vicekonge og dennes søn, Said Pasha. I 1854 fik L mulighed for at realisere sine gamle drømme. Da modtog han en invitation fra Said Pasha, der nu var ægyptisk vicekonge. Samme år undertegnede de to en aftale, der gav L koncession på at anlægge kanalen. To år senere gav en international kommission af ingeniører L’s plan sin accept. L’s begejstring for ideen var smittende, og det lykkedes ham at formå sine landsmænd til at tegne sig for mere end halvdelen af den kapital, der var nødvendig for at grundlægge det selskab, der skulle udføre arbejdet. Det skete i 1858, og den 25. april 1859 påbegyndtes arbejdet. Den 17. november 1869 foretog den ægyptiske kediv, Ismail Pasha den officielle åbning af kanalen. I 1879 fik L overdraget arbejdet med at gennemgrave Panama-tangen for dermed at forbinde Atlanterhavet med Stillehavet. 1880 begyndtes arbejdet, og 1881 dannedes et aktieselskab til dets fuldførelse. Opgaven viste sig at være for stor til at kunne løses af et privat selskab, og i 1889 trådte det af L i 1881 dannede aktieselskab i likvidation. Mange aktionærer mistede alle deres penge. Ved en retssag i 1893 blev L og hans søn idømt 5 års fængsel, men dommen fuldbyrdedes ikke (d 7/12 1894)

1828 d Franz Schubert, østrigsk komponist; var et musikalsk naturbarn, hvis evner blev fremelsket af hans færden i et miljø, hvor musikken var lige så nødvendig som det daglige brød. Da S tillige havde en smuk sopranstemme, blev han optaget i Konviktskolen i Wien, blev sangerdreng i det kejserlige kapel samt medlem af skolens orkester. På denne tid - i 13-14 års alderen - begyndte han så småt at komponere. I 1817 opgav han tanken om en fast livsstilling og gav sig musikken og sin egen skaberkraft i vold. I sin livsførelse var han den typiske bohème. Han levede og boede efter tilfældet, men udfoldede samtidig en nærmest fantastisk flid, som svækkede hans fysiske modstandskraft over for sygdom i hans sidste år. Kun 31 år gammel døde han af tyfus. Knudepunktet i S’s produktions er hans sange. Gennembrudsåret for ham er 1815. Da skrev han 150 sange, bl.a. den som opus 1 betegnede "Erlkönig". Fra 1823 og 1827 er cyklus’erne "Die schöne Müllerin" og "Winterreise". S’s store produktion omfatter endv. 8 (kendte) symfonier, heraf nr 7 kaldt "Den ufuldendte", fordi den kun har to satser. I hans kammermusik er klaverkvintetten i A-dur ("Forellen"), 15 strygekvartetter m.m. Endvidere dramatiske værker f.eks. musikken til "Rosamunde"; hertil kom hans kirkelige værker: 6 messer, flere "Salve regina"og "Tantum ergo" kompositioner. Med sin musik står S sammen med von Weber som indvarsleren af den romantiske periode i tysk musik (f 31/1 1797)

1831 f James Garfield, USA's præsident 1881; hans politiske karriere begyndte i 1859, da han som republikaner blev medlem af Ohios lovgivende forsamling; men karrieren blev afbrudt af borgerkrigen, hvor han deltog på nordstaternes side. Han deltog i rekrutteringen af 42nd Ohio Volunteer Infantry og blev dets oberst. Med sin styrke deltog han i flere træfninger. I 1862 blev han valgt til det amerikanske Repræsentanternes Hus, hvor han var medlem til 1880, da blev medlem af senatet i Washington D.C. Ved det republikanske partis partikonvent samme år, var de delegerede delt i valget af partiets præsidentkandidat. G deltog i konventet som leder af Ohios delegation og var en velkendt person. Efter 34 resultatløse afstemninger var der ikke opnået enighed om en kandidat. Da samledes man om G. Ved den 36. afstemning blev han enstemmigt valgt til sit partis præsidentkandidat, og ved valget i november blev han amerikansk præsident. Ved valget opnåede han kun 10.000 stemmer flere end modkandidaten. Hans embedsperiode blev kort. Efter kun fire måneder i embedet var han den 2. juli 1881 på jernbanestationen i Washington D.C. udsat for et attentat. Han blev alvorligt såret af skud fra en revolver. I perioden fra attentatet til G’s død opstod der forfatningsmæssige problemer vedrørende vicepræsidentens overtagelse af præsidentembedets funktioner. Problemer der først blev løst med det 25. forfatningstillæg i 1967 (d 19/9 1881)

1863 Præsident Lincoln indvier en national kirkegård ved Gettysburg i Pennsylvania for de faldne i slaget dér og holder sin berømte Gettysburg-tale. Slaget var blevet udkæmpet fire måneder tidligere – 1. til 3. juli – og betegnede et afgørende vendepunkt i Den Amerikanske Borgerkrig. Sejren tilfaldt Nordstaterne, som herefter havde initiativet i resten af krigen. Men sejren ved Gettysburg var dyrekøbt. Slaget var særdeles blodigt med ca. 50.000 døde, sårede og savnede. I talen, der kun varede få minutter, tolkede præsidenten dels krigens årsager dels sin politik, når krigen var forbi. For Lincoln blev krigen udkæmpet for at undgå udslettelse af den folkeskabte regeringsform "government of the people, by the people, for the people" – fra folket, ved folket, for folket, der var påbegyndt med Den Amerikanske Uafhængighedserklæring i 1776. Lincolns fremhævelse af den demokratiske offervilje stod i modsætning til tidens gængse helteforestillinger, hvor individuelle bedrifter stod i centrum

 

1917 f Indira Gandhi, indisk statsleder; hun var datter af Indiens mangeårige premierminister Jawaharlal Nehru. I 1948 tog hun fast ophold nod faderen som værtinde, sekretær og fortrolig rådgiver. Hun gled i disse år gradvis fra sin ægtemand uden dog at blive skilt.. Hun blev medlem af parlamentet i 1947, og var formand for kongrespartiet 1959-60. Efter faderens død i 1964 havde hun mindre ministerposter. Hun blev premierminister i 1966. Da kongrespartiet sprængtes 1969, fortsatte hun som leder af en mindretalsregering og vandt ved valget i 1971 en stor sejr. Men inden længe begyndte kritikken. Al hendes energi og alle hendes løfter syntes ikke at bringe løsningen af Indiens store problemer nærmere; personligt angreb man hende for embedsmisbrug og nepotisme. I 1975 blev hun dømt for valgsvindel ved valget i 1971, men vandt appelsagen ved Højesteret. Samme år søgte hun at styrke sin position ved at erklære landet i undtagelsestilstand, for på denne måde at få mulighed for at gøre op med sine politiske modstandere. Da hun i 1976 uventet udskrev valg til afholdelse marts 1977, fandt hendes yderst uensartede modstandere og kritikere sammen. Hun tabte valget stort og mistede selv sin plads i parlamentet. Hun vendte tilbage som premierminister efter sit partis valgsejr i 1980. I sin sidste periode som premierminister var G især optaget af at værne om Indiens enhed, og hun slog hårdt ned på en separatistbevægelse blandt shikerne i provinsen Punjab. Striden kulminerede, da hun i juni 1984 beordrede hæren sat ind mod militante sikhers besættelse af Det gyldne Tempel i Amritsar i Punjab. Episoden kom til at koste hende livet, idet hun som hævn fire måneder blev dræbt af to sikh medlemmmer af sin egen sikkerhedsvagt (d 31/10 1984)

Under 2.Verd.krig åbner russerne en offensiv på Volgafronten. Den fører til general Paulus og den tyske 6. armés indeslutning og senere overgivelse i Stalingrad

 

 

 

 

 

 

Til top        20. november

1602 f Otto von Guericke, tysk fysiker; studerede først jura, senere matematik og mekanik i Leyden; 1646 borgmester i Magdeburg en post, han beholdt til 1681, da han rejste til sin søn i Hamborg, hvor han boede til sin død. I sin borgmestertid syslede G med fysiske forsøg og gjorde sin berømte opfindelse: luftpumpen. Tidspunktet for opfindelsen kendes ikke, men 1654 vistes pumpen frem ved Rigsdagen i Regensburg, hvor forsøget med de "magdeburgske halvkugle" blev gjort. 16 heste, 8 for hver halvkugle havde stort besvær med at trække dem fra hinanden, når luften var pumpet ud. Pumpen vakte stor opsigt og blev snart forbedret af G. Endvidere fremstillede G en simpel elektrisermaskine. Hans elektriske forsøg blev dog glemt og fik ikke nogen større betydning (d 11/5 1686)

1700 Under Store Nordiske Krig udkæmpes slaget ved Narva i Estland, hvor den svenske hær under kommando af Karl 12. besejrer russerne, og svenskekongen opnår en af sine mest bemærkelsesværdige sejre. I september 1700 var russerne gået over grænsen for at erobre Narva, en af svenskernes østligste udposter. Da russernes angreb blev afvist, indledte de med en styrke på ca 37.000 mand en belejring af Narva. Det fik Karl 12. til straks at overføre en styrke på ca 10.500 mand til Estland. Efter landgang ved Reval begyndte svenskerne den 13. november marchen mod Narva, og den 20. kunne de indtage deres angrebsstillinger. Den svenske angrebsplan brød i to henseender med tidens taktiske sædvane. Dels gik den ud på et frontalangreb på en numerisk overlegen modstander, der befandt sig i befæstede stillinger, hvilket normalt ansås for vanvittigt, dels var grupperingen af angrebsstyrken ukonventionel med stærke fløje og intet center. Her var artilleriet anbragt. Russerne havde ikke ventet en så markant afvigelse fra normale militære principper og blev derfor – hvilket også var hensigten – chockerede allerede ved slagets begyndelse. Da angebet indledtes, begyndte det at sne kraftigt, og heldigt for svenskerne havde de snevejret i ryggen. De russiske tab angives til 15.000 mand og 12.000 tilgangnetagne. Svenskerne mistede 667 mand.

1752 f Thomas Chatterton, britisk digter; skaberen af den engelske litteraturs mest geniale falskneri; da han var 10 år skrev han sit første digt "On the Last Epiphany", og han fortsatte med at udgive digte under sit eget navn. Ved siden af har han sin mærkelige produktion af falsknerier: digte og beretninger, som angivelig skulle være forfattet af en gejstlig krønikeskriver og digter fra 1400-tallet, Thomas Rowley; værker, som C sagde, han havde fundet blandt gamle papirer i et rum i den lokale sognekirke, St. Mary Redcliffe. De første af disse lavede han som 12 årig, og i hans fødeby (Bristol) lod man sig dupere; mest kendt er beretningen om åbningen af Bristol Bridge 1248, og som C kom med i 1768. Derefter rejste C til London, hvor han 18 år gammel efter en forgæves kamp mod nød og modgang begik selvmord. Hvad C publicerede under sit eget navn, står ikke poetisk så højt, som det han udgav under navnet Rowley. C’s geni og tragiske skæbne har beskæftiget mange digtere og givet stof til en mængde større og mindre digte om ham (d 24/8 1770)

f Louis-Alexandre Berthier, prince de Wagram, fransk marskal; efter deltagelse i Den amerikanske Uafhængighedskrig var han 1791-92 stabsofficer og stabschef ved de franske revolutionære styrker. Som adelig måtte han gå under jorden under revolutionstidens rædselsperiode. Under felttoget i Italien 1796-97 gjorde han først tjeneste som general for en division siden som stabschef. Efter deltagelse i felttoget i Ægypten udnævnte Napoleon ham til stabschef ved le Grande Armée. Som stabschef stod B i spidsen for en stab bestående af seks generaler og otte oberster. Efterhånden som stabschefens betydning voksede, opstod der en vis friktion mellem B og de øvrige marskaller. Men Napoleon mistede aldrig tilliden til B og belønnede dennes loyalitet ved bl.a. at tildele ham titlen prince de Wagram i 1809. Under tilbagetoget i Rusland forblev B hos Napoleon til det sidste, og da kejseren havde forladt hæren, ydede B en stor indsats for at bevare en vis orden i resterne af hæren. Efter Napoleons abdikation gik B i tjeneste hos kong Ludvig 18., og som kaptajn i hans garde ekskorterede han ham ud af Frankrig, da Napoleon vendte tilbage fra Elba (d 1/6 1815)

Efter Napoleons tilbagekomst fra Elba, hans 100 dage og nederlag ved Waterloo underskrives den anden Pariserfred mellem Frankrig og de allierede. Sammenlignet den første Pariserfred af 30. maj 1814 blev freden af 20. novbr. 1815 dyr for Frankrig. Det måtte afstå en række mindre forsvarsværker og landområder til Holland, Preussen, Bayern og Sardinien. Det måtte betale en krigsskadeserstatning på 700 mill. francs og betale for underhold af 150.000 allierede soldater på fransk jord i op til fem år. Endelig blev det pålagt Frankrig at tilbagelevere de kunstskatte, som var blevet taget fra andre lande under revolutionen og Napoleon

 

1858 f Selma Lagerlöf, svensk forfatter; hun voksede op på gården Mårbacka i Värmland; hun tog lærereksamen 1885 og var lærer i Landskrona til 1895. I 1910 købte hun Mårbacka og boede der til sin død. Hun fik sit litterære gennembrud i 1891 med "Gösta Berlings saga", en fantasifuld beretning baseret på erindringer og mundtlig tradition fra hendes värmlandske hjemstavn. Grundproblemet i den er, hvordan mennesker skal kunne være "både glade og gode". Bogen fik en blandet modtagelse, men bl.a. Georg Brandes udtalte sig positivt. I de følgende år skrev hun en række noveller. De udkom samlet i "Osynliga Länkar" (1894). Den fik en gunstig modtagelse, hvilket betød, at hun kunne hellige sig arbejdet som forfatter. Men det første større værk efter debutbogen var "Antikrists mirakler" (1897). Indtryk fra en rejse til Italien, spec. Sicilien, blev i den formet til en allegorisk beretning med politisk-socialt indhold. Hendes forfatterskab er blevet karakteriseret som omfattende og ujævnt. Et højdepunkt var romanen om en religiøs vækkelse og oprettelse af en menighed i Palæstina: "Jerusalem I-II" (1901-02). Første del med titlen "I Dalarna" indeholder en beskrivelse af landsbyerne i Dalarna før og efter vækkelsen. Anden del " I det heliga landet" skildrer bøndernes liv i ejendomsfællesskab og barmhjertighedsarbejde i Jerusalem. I 1906-07 udkom hendes geografiske læsebog for børn "Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige". Den blev en succes og blev oversat til 30 sprog. I 1909 modtog L den litterære nobelpris (d 16/3 1940)

1889 f Edwin Powell Hubble, amerikansk astronom, som påviste eksistensen af galakser uden for vor egen, hvorved størrelsen af universet øgedes eksorbitant; fra 1919 til sin død var han ansat ved Mount Wilson- og Palomar-observatoriet. Her foretog han undersøgelser af galaktiske tåger og galakser, spec. studerede han Andromedatågen. På grundlag af en gruppe lysstærke,variable stjerner konkluderede H, at Andromedatågen var en selvstændig galakse. Under sit fortsatte arbejde nåede han frem til metoder, der gjorde det muligt at beregne afstanden til Andromedatågen Selv om hans resultat senere er korrigeret, viste H’s arbejde, at afstandene i universet er ufattelig store. I løbet af 1920’erne gennemførte han et ambitiøst forskningsprojekt, hvormed det lykkedes ham dels at bestemme de omtrentlige afstande til et stort antal galakser, dels at klassificere galakserne efter deres udseende. Han inddelte dem i tre hovedtyper: de elliptiske galakser, spiralgalakserne og de irregulære galakser. Samtidig fastslog H, at universet udvider sig, og på grundlag af sine omfattende arbejder over galaksernes radialhastigheder kunne han ligeledes fastslå, at hastigheden øges lineært med afstanden (Hubbles lov). For at delagtiggøre den astronomiinteresserede offentlighed i sine arbejder udgav H bl.a."The Realm of the Nebulae" (1936) og "The Nature of Science" (1954) (d 28/9 1953)

1890 f Harald Madsen "Bi", skuespiller; kom som 12 årig til cirkus Miehe, blev optaget i familien og oplært som akrobat og slangemenneske. I 1912 blev han 3. mand i klovnenummeret "Brødrene Miehe". I 1917 debuterede han som filmskuespiller i en birolle i Mauritz Stillers film "Alexander den Store". Han fortsatte film-karrieren, og i 1921 blev han valgt til at danne komikerpar med Carl Schenstrøm, parret fik navnet Fyrtårnet og Bivognen, oftest forkortet Fy og Bi. Allerede med deres første film "Film, Flirt og Forlovelse" fra 1921 lå deres karakter og kostume fast. Med sin lille og noget korpulente korpus var M’s kostume: for korte snævre bukser, en stumprumpet jakke, der var et par numre for lille. Som person var han barnlig, lidt bondesnu, sommetider iblandet et gran af ondskabsfuldhed. Fyrtårnet som den lange, tynde figur med langt pjusket hår, uplejet hængeskæg og en stor, bred opstoppernæse var Bivognens modsætning. De blev straks en succes, og parret opnåede international berømmelse. Deres bedste tid var perioden 1921-30, da det skulle vise sig, at det blev vanskeligt for dem at tilpasse deres stil til lydfilmens krav. Et højdepunkt nåede de med filmen "Han, Hun og Hamlet" fra 1922; en tonefilmindspilning fra 1932 af samme film nåede ikke på højde med førsteudgaven. 1934 og 35 medvirkede M i trioen Brdr. Miehe i sit eget cirkus Miehe-Madsen. 1939 forsøgte han igen med eget cirkus, men han måtte opgive pga. sygdom, som plagede ham i hans sidste år (d 13/7 1949)

f Erik Eriksen, Venstre statsminister 1950-1953; han blev uddannet ved landbruget og var elev på Dalum Landbrugsskole 1923-24; han bestyrede sin fødegård fra 1928, overtog den som ejer 1939 og drev den til sin død. Sin politiske karriere begyndte han som formand for VU på Midtfyn 1927-29, hvorefter han var formand for VU’s landsorganisation 1929-32. Han blev valgt til Folketinget i Vardekredsen 1935 og repræsenterede kredsen til 1968. Han blev landbrugsminister i befrielsesregeringen og fortsatte som landbrugsminister i regeringen Knud Kristensen 1945-47; i 1950 blev han formand for Venstres landsorganisation. Da Hans Hedtofts socialdemokratiske regering gik af i 1950, dannede E den første VK-regering. Den sad til 1953, og i dens "levetid" gennemførtes Grundloven af 1953, som betragtes som E’s største politiske bedrift. E anså samarbejdet med de konservative som det eneste regeringsalternativ til Socialdemokratiet, og trods fremgang ved valget i 1957 afslog han De Radikales tilbud om støtte til en ren Venstreregering. Han førte sit parti ind i et stadig tættere samarbejde med de konservative, bl.a. ved fremsættelse af et fælles VK-program i 1959. E’s udtalelse i maj 1965 om en sammenslutning af Venstre og Konservative ad åre skabte uro i partiet, og han kom i mindretal i folketingsgruppen. Som konsekvens heraf trådte han samme år tilbage som Venstres formand; 1967 meddelte han Vardekredsen, at han ikke ønskede genopstilling (d 7/10 1972)

 

1906 Charles Stewart Rolls og Frederick Henry Royce danner firmaet Rolls-Royce

d Lev Tolstoy, russisk forfatter; han debuterede 1852 med den delvis selvbiografiske "Barndom". Den vakte opsigt og blev fortsat i "Opvækst" (1854) og "Ungdom" (1857). For at virkeliggøre sine ideer om folkeoplysning oprettede han 1859 på familiegodset Jasnaja Poljana (15 km syd for Tula) en skole for bøndernes børn. 1863-69 skrev han den gigantiske roman "Krig og Fred", et epos om Rusland under Napoleonskrigene. T’s næste storværk var "Anna Karenina", (1874-76), en kærlighedstragedie med en bred skildring af samtidens russiske samfund som baggrund. Kampen for at finde en mening med sit liv og en etisk lov, han kunne bygge på, skildrede han i "Bekendelse" (1882), som blev fulgt af en række teoretiske skrifter, hvori han udformede sin lære. Kernen i denne er en rationalistisk kristendom, hvor alle dogmer forkastes og kun evangeliernes enkle moralbud beholdes, forenet med den tro på "det naturlige menneske" og "det enkle liv", han i sin ungdom havde fået fra Rousseau. Romanen "Kreutzersonaten" er fra 1889 og hans sidste store værk "Opstandelse" fra 1899. Den sidstnævnte medførte T’s udstødelse af den ortodokse kirke. 1910 forlod T Jasnaja Poljana for at gå i kloster, men døde inden. Sammen med Dostojevskij står T som den betydeligste repræsentant for den realistiske russiske roman og har haft stor indflydelse på europæisk romankunst (f 9/9 1828)

1917 Under 1. Verd.krig indsætter briterne i slaget ved Cambrai for første gang et større antal kampvogne. Syv måneder forinden var en ganske lille gruppe kampvogne forsigtigt blevet sat ind ved Somme. Ved Cambrai viste de sig at være særdeles uventet effektive. Støttet af seks divisioner og den rullende trommeild fra 1000 kanoner mejede de mægtige maskiner de tyske pigtrådsspærringer ned og satte over de brede skyttegrave. Da mørket faldt på, var briternes angreb resulteret i 10.000 tyske fanger 200 erobrede kanoner. Det var et sjældent oplevet resultat, og i London ringede kirkeklokkerne for første og eneste gang under krigen for at forkynde en sejr. Kampvognen havde vist, hvad den duede til. Tidligere havde britiske militæreksperter været skeptiske – den var blevet kaldt et pænt mekanisk legetøj. Men ved Cambrai brød kampvognen den stillestående skyttegravskrig. Dog skulle der gå endnu et år, inden kampvognen spillede en afgørende rolle i det endelige gennembrud. Da kampvognene ved Cambrai havde gennembrudt den tyske frontlinje og trængt syv kilometer frem, så der foran dem kun lå en tynd, halvfærdig skyttegravslinje, gik fremstødet i stå. På det tidspunkt var halvdelen af de indsatte kampvogne brudt sammen. Kun kavaleriet var til disposition for at følge fremstødet op

1925 d Alexandra, britisk dronning; hun var datter af Chr. 9. og dronning Louise og var endnu ikke sytten år gammel, da der på vegne af tronfølgeren, Edward, prins af Wales, senere Edward 7. af Storbritannien indledtes ægteskabsforhandlinger. Forlovelsen fandt sted september 1862 og brylluppet den 10. marts 1863. Da dronning Victoria efter gemalen prins Alberts død levede en tilbagetrukken tilværelse, kom mange repræsentative pligter til at hvile på tronfølgerparret. Da den dansk-tyske konflikt kulminerede i årene 1863-64, lagde A ikke skjul på sine dansk-nationale synspunkter og påvirkede derved en kreds i den britiske offentlighed, men nogen afgørende politisk betydning fik det ikke. Hendes besøg hos sin danske familie blev talrige, og 1906 købte hun sammen med sin søster enkekejserinde Dagmar af Rusland Hvidøre ved Klampenborg og lod det indrette til fælles sommerbolig. Danske i England nød godt af hendes støtte, og ligesom hun 1885 lagde grundstenen til en kirke for den engelske menighed i København, fik hun den finsenske lysbehandling indført på hospitaler i London (f 1/12 1844)

Statistisk departements oversigt over antallet af motorkøretøjer viser, at der i Mariager købstad er 1 motorcykel

1938 d Maud, norsk dronning; hun var yngste datter af Edward VII og dronning Alexandra. 1896 blev hun gift med sin fætter prins Carl af Danmark og bosatte sig med sin mand i København, til han 1905 blev norsk konge. 1903 havde hun under et besøg på slottet Appleton House født sit eneste barn, senere Norges kong Olav V. Sammen med kong Haakon holdt hun sit indtog i Kristiania 25. novembeer 1905 og blev kronet i Trondhjems domkirke 22. juni 1906. Maud døde i London og førtes til Norge på et britisk krigsskib; hun blev gravlagt i slotskirken på Akerhus (f 26/11 1869)

d Francis William Aston, engelsk fysiker; uddannet ved universiteterne i Birmingham og Cambridge. Fra 1909 fast knyttet til Trinity College i Cambridge, hvor J.J. Thomson var professor i fysik og leder af Cavendish Laboratory. A arbejdede der med Thomsons parabelmetode for studiet af positive stråler, og A og Thomson opdagede i 1912 med denne metode, at ædelgassen neonvar en blanding af to forskellige isotoper med atomvægtene 22 og 22. A fuldførte i 1919 arbejdet med sin masse-spektrograf efter et nyt fokuseringsprincip og opdagede, at de fleste grundstoffer i virkeligheden var en blanding af flere isotoper. A fik i 1922 Nobelprisen i kemi for opdagelsen af isotoperne; han døde som professor i fysik ved universitetet i Cambridge (f 1/9 1877)

 

Det Danske Akademi stiftes. Det blev stiftet med 12 medlemmer, 9 forfattere og 3 professorer. Den 9. maj 1961 offentliggjordes akademiets fundats, der bl.a. sagde, at formålet var "at virke til fremme af og værn om den del af Danmarks kulturelle liv, som i særlig grad knytter sig til dansk sprog og litteratur". Samtidig blev det bestemt, at akademiet "højst kan bestå af 16 medlemmer, hvoraf i hvert fald ni skal være skønlitterære forfattere". Akademiets ønske om at søge sine formål fremmet ved prisbelønninger fik fast grund under fødderne, da finansudvalget den 20. juni 1961 godkendte en ansøgning om af tipspengene at tildele akademiet en bevilling på 80.000 kr, hvoraf de 50.000 kr skulle uddeles for "en bog eller et forfatterskab af usædvanlig eller bemærkelsesværdig kvalitet". De resterende 30.000 kr måtte anvendes til administrative og repræsentative formål. Ved testamentariske og andre gaver kan akademiet desuden uddele priser inden for forskellige litterære genrer, herunder også journalistik og oversættelse. Siden 1963 holdes medlemsmøderne på Rungstedlund, hvor der også holdes møder med indbudte forfatttere, som oplæser prøver på endnu utrykte tekster. Siden 1967 har akademiet hvert syvende år udgivet en beretning indeholdende essays skrevet af medlemmerne over et valgt tema

d Casimir Funk, polsk født amerikansk biokemiker, fandt i risklid og ølgær et livsnødvendigt stof, som han kaldte vitamin; af dette isolerede han nitotinsyre, som er virksom mod pellagra (f 23/2 1889)

1975 d Franco, Francisco Franco Bahamonde, spansk officer og diktator; han blev i 1935 generalstabschef. F var kendt for sine særdeles højreorienterede synspunkter, så da folkefrontsregeringen blev dannet i 1936, var man klar over, den fare han udgjorde, og han blev sendt til De Kanariske Øer som guvernør. Det forhindrede ham dog ikke i at deltage i forberedelserne af oprøret mod den demokratisk valgte folkefrontsregering. I juli 1936 fløj han til Spansk Marokko, hvor oprøret begyndte 17. juli. Han ledede transporten af tropper til Spanien støttet af det fascistiske Italien. Under den flg. borgerkrig blev han den 1. oktober 1936 udnævnt til kommanderende general for den spanske oprørshær og chef for den spanske oprørsstat. 20. april 1937 udstedte han et dekret, der gjorde ham til den politiske og militære diktator for den spanske stat. Han ledede de militære operationer til Madrids overgivelse 28. marts 1939, og den 19. maj holdt han indtog i byen. Under 2. Verdenskrig opretholdt F formelt neutralitet, selv om han i de første krigsår udtrykte sympati med aksemagterne, som havde givet ham materiel og moralsk støtte under borgerkrigen. Spaniens neutralitet betød, at såvel landets fascistiske diktatur som F overlevede aksemagternes nederlag i 2. Verd.krig. Men efter 1945 blev hans styre stærkt kritiseret bl.a. i FN. En forfatningsændring i marts 1947 gjorde F til overhoved for kongedømmet Spanien, og i 1960 anerkendte han den spanske kongefamilies krav på tronen. Under den kolde krig styrkede F forbindelserne med Syd Amerika og USA. 1953 afsluttede han en militær støtteaftale med USA. En aftale der blev betragtet som en af F’s største diplomatiske sejre (f 4/12 1892)

d Trofim Lysenko, russisk planteforædler og plantefysiolog; fra 1921 var han ansat ved forsøgsstationerne i Azerbaidzjan og Odessa. I 1940 blev han direktør for Videnskabsakademiets genetiske Institut og tillige præsident for Leninakademiet for landbrugsvidenskab. I Stalintiden havde han en dominerende indflydelse på Sovjetunionens biologiske forskning. Den fik han, da han under 1930’ernes landbrugskrise påkaldte sig magthavernes interesse ved sin behandling af vintersædens kimplanter med lave temperaturer, hvorved deres blomstring blev fremskyndet. Det muliggjorde en udvidelse af de dyrkede arealer, og da metoden krævede stordrift, blev den samtidig brugt som argument for den igangværende tvangskollektivisering. L tog afstand fra den på Mendel byggende vesteuropæiske arvelighedslære og fremhævede de ydre kårs direkte skabende indflydelse på arvegrundlaget. Ved slutningen af 1930'erne lykkedes det L at få Stalin på sin side, og L's opfattelse blev den eneste rigtige og ophøjet til statsideologi. Det skete ved en hensynsløs demagogi, bl.a. ved at kalde den mendelske genetik borgerlig og dens udøvere trotskistiske sabotører. L’s nådesløse forfølgelse af tilhængere af den klassiske arvelighedslære betød, at mange af dem blev fængslet eller forvist. Efter Stalins død svækkedes L's position, og efterhånden blev det klart for den sovjetiske ledelse, at hele hans forskningsideologi havde været en kostbar videnskabelig fiasko. Det skete på baggrund af det stigende høstudbytte i den øvrige verden, bl.a. som følge af planteavl på den mendelske genetik. 1965 blev Lysenko afskediget fra alle sine poster, og han og hans medarbejdere fik skylden for de store vanskeligheder, landbruget i Sovjetunionen havde (f 29/9 1898)

 

1978 d Jens Aug. Schade, forfatter; efter studentereksamen i 1921 begyndte han at studere nationaløkonomi ved universitetet i København. Han forlod dog snart studierne til fordel for poesien og bohemetilværelse i det københavnske storbyliv. Siden debutbogen "Den levende Violin" (1926) viste han i en lang række digtsamlinger vist sit særlige talent for naivistisk lyrik, ofte surrealistisk i stil og erotomant i indhold. Med versromanen "Sjov i Danmark" (1928), vandt han sit første publikum i Danmark. Om den er der blevet hævdet, at nok har den skarpe udfald mod både skolen, militæret, kapitalisterne og statsmagten, med dens modbudskab er en upolitisk lovprisning af individualismen. Hovedpersonen Sjov fra byen Skæve (sml. Schade fra Skive – forfatterens føde- og barndomsby) gennemlever den normaldanske opvækst og opdragelse skarpt set og sanset af den satiriske fortæller, som humoristisk hoverende kan indlede hvert digt med "man ser". Det kunstneriske gennembrud kom med "Hjerte-Bogen" (1930). Senere kom bl.a. "Kærlighed og Kildevand" (1936) og "Schades Højsang" (1958). Desuden skrev S romaner som "Kærlighedens Symfoni" (1942), "Mennesker Mødes og Sød Musik Opstår i Hjertet" (1944; filmatiseret 1967). S fastholdt sin ungdoms beslutning om en uborgerlig tilværelse, gerne uden fast adresse, uden respekt for skattevæsenet, som tog revance, da han i 1963 fik Det Danske Akademis pris på 50.000 kr (f 10/1 1903)

d Trygve Bratteli, norsk soc.dem. politiker; var i sin ungdom på hvalfangst og arbejdede som bygningsarbejder; han fik tillidsposter inden for Arbejderpartiets ungdomsorganisationer og var tillige journalist og redaktør ved forskellige af Arbejderpartiets aviser. Han blev 1942 arresteret af tyskerne og sad tre år i KZ-lejr. Efter 1945 indtog han en fremtrædende position i norsk politik. I årene 1949 til 1981 var han medlem af Stortinget og 1945-65 næstformand i Arbejderpartiet. 1965-75 dets formand. Han var partiets parlamentartiske leder 1964-71 og igen 1976-81. Han var minister fire gange. Finansminister i 1951-55 og 1956-60, trafikminister 1960-63 og 1963-64. Som finansminister i 1950'erne havde han et stort ansvar for genrejsningen og den økonomiske politik efter 2. Verd.krig. Han blev statsminister 1971. Han engagerede sig stærkt for norsk medlemsskab af EF, og hans regering forhandlede med EF om fuld norsk medlemsskab. Da folkeafstemningen i september 1972 om norsk medlemsskab resulterede i et nej-flertal, gik hans regering af. Efter stortingsvalget i september 1973 dannede han atter en mindretalsregering og var statsminister til januar 1976. Året før havde han trukket sig tilbage som formand for Arbejderpartiet, og på partiets landsmøde i 1981 trak han sig ud af politik. Om sin tid i tysk fangenskab har han udgivet "Fange i natt og tåke" (1980) (f 11/1 1910)

 

 

 

 

 

Til top        21. november

1555 d Gregorius Agricola, latinisering af Georg Bauer, tysk humanist, læge og minerolog; var lærer i latin og græsk i Zwickau inden han 1527-34 var stadslæge Sankt Joachimsthal, senere beklædte han samme stilling i Chemnitz, hvor han 1545 blev borgmester. 1546 udgav han "De natura fossilium", der er den første systematiske håndbog i mineralogi. Samme år skrev han "De ortu et causis subterraneorum", et skelsættende værk inden for bjergartslæren, petrologien, især hvad angår klastiske og kemisk udfældede bjergarter. Efter A’s død udkom "De re metallica" (1556), hans monumentale hovedværk om minedrift og smelteværksindustri med erfaringsgrundlag fra hans hjemegn i Erzgebirge (f 24/3 1494)

1620 Mayflower ankommer til nuværende Princetown, Mass. USA med de første engelske kolonister, som anlægger den første permanente europæiske koloni i Nordamerika. Inden landgangen underskrev 41 mandlige kolonister, Mayflowerpagten. Ved den forpligtede de sig til at oprette og adlyde fælles love og bestemmelser. Pagten adskilte sig fra tidligere kontrakter mellem folk og regent ved at oprette et styre på basis af gensidige løfter mellem ligeværdige parter. Derfor kan den ses som en forløber for Uafhængighedserklæringen i 1776 og for USA’s forfatning i 1787. Storm og hård sø gjorde, at kolonisterne landede i Massachusetts i stedet for Virginia som planlagt. Rejsen var begyndt den 16. september fra Plymouth, England med 102 passagerer og besætningsmedlemmer om bord. Kun to mistede livet på den 66 døgns sejlads. Til gengæld var der blevet født en dreng under rejsen, og endnu en dreng kom til verden, mens Mayflower lå til ankers uden for Princetown. Efter at have sat passagererne i lang forblev Mayflower på stedet vinteren over. Den 5. april begyndte det rejsen tilbage til England.

1676 Ole Rømer fremlægger sin forklaring om lysets tøven. Det skete under R’s ophold i Paris med en artikel i "Journal des Scavans"; artiklens titel er "Demonstrations touchant le mouvement de la lumière trouvé par M. Roemer". Under opholdet i Paris i 1670’erne deltog R i den franske astronom Cassinis arbejde med at bestemme omløbstiderne for de fire store Jupitermåner. Selv om det var et vanskeligt arbejde, lykkedes det de to astronomer at fastlægge månernes omløbstider. Under arbejdet bemærkede R, at det tidspunkt, hvor månen Io enten skulle gå ind i eller komme ud af Jupiters skygge, afhang af Jordens position i forhold til Jupiter. På dette fænomen kunne der kun være én forklaring, nemlig den at lyset udbreder sig med en endelig hastighed. R kaldte denne fysiske kendsgerning, som han havde opdaget, for "lysets tøven". Han fastslog også lysets hastighed. Han bemærkede, at formørkelserne af Io indtraf 22 minutter senere, når Jorden er fjernest fra Jupiter, end når Jorden og Jupiter er tættest på hinanden. Lyset er derfor 22 minutter om at gennemløbe jordbanediametren. I 1676 beregnede R lysets hastighed c, og han fandt, at c = 214.300 km/s. I det 20. århundrede beregnede man c = 299792,458 km/s. Når R fik en anden værdi for c, skyldtes det først og fremmest, at man på R’s tid ikke kendte jordbanediametren med særlig stor nøjagtighed

f Voltaire = Francois Marie Arouet, fransk forfatter og filosof; som søn af en advokat skulle V have studeret jura, men valgte et forfatterskab, der gjorde ham til en af verdenslitterarurens største, inden for sin egen tidsalder, oplysningstiden, utvivlsomt den største. V begyndte forfatterskabet i 1717 med en tragedie "Oedipe", som med sit politiske indhold bragte ham i Bastillen og dereftere forvisning fra Paris. Han skrev nu under navnet Voltaire og hans skuespil og digte blev regnet for tidens bedste. I 1726 måtte han atter en tur i Bastillen fulgt af et tvunget ophold i England. Dette ophold, der varede til 1729, fik stor betydning for ham, bl.a. ved mødet med engelsk liberalisme og frisindede filosoffer som Locke, Newton og Hume. Han tilegnede sig nu sine meninger om samfundsforhold, filosofi, videnskab og religion. Ved sin tilbagekomst i 1729 udsendte han sine "Filosofiske breve", der priste britiske forhold på de franskes bekostning. Bogen blev 1734 brændt efter pariserparlamentets dom, og V måtte igen fortrække fra hovedstaden. Det var hverken første eller sidste gang, hans arbejder bragte ham i konflikt med de franske myndigheder, og fra 1758 tog han varigt ophold på sit slot i Svejts. Han var blevet en rig mand og kunne tillade sig hensynsløst at fremføre sine meninger i kampen for tolerance, humanisme og rationel oplysning. Hans forfatterskab omfatter tragedier, komedier, historiske arbejder. Blandt V’s historiske værker er: "Le siècle de Louis XIV" (1751) og "Essai sur les moeurs et l’esprit des nations" (7 bind, 1766). Blandt hans filosofiske værker er: "Lettres philosophiques sur les Anglais" (1734) med fremhævelse af den engelske tolerance og demokrati. Til hans store produktion kom yderligere hans enorme brevveksling; hans samlede værker udgør 70 bind. I sin kritik af det stivnede retsvæsen, den arrogante enevælde, de priviligerede stænder og et forældet statsmaskineri var V på linje med sine samtidige, særlig Diderot og d’Alembert, samt frem for alt Charles de Montesquieu (d 30/5 1778)

 

1759 I et slag, der var begyndt dagen før, tilføjer en britisk flådeafdeling under admiral Edward Hawke i slaget i Quiberon bugten ved den nordfranske kyst en fransk flådestyrke et afgørende nederlag. Nederlaget betød ikke alene, at franskmændene måtte opgive enhver tanke om invasion af de britiske øer, men også at britisk overlegenhed på havet var etableret for resten af krigen – Den store Kolonikrig (1756-63). For at gennemføre invasionen ville franskmændene forene deres Middelhavsflåde og deres Atlanterhavsflåde. Men undervejs mod nord blev Middelhavsflåden besejret og ødelagt af en britisk flådeafdeling under kommando af admiral Edward Boscawen den 19. august i slaget ved Lagos ved den portugisiske kyst. Samtidig blokerede en britisk flåde under kommando af admiral Edward Hawke Brest. Da han den 9. november trak sig tilbage til britisk farvand, stak den franske flåde i Brest til søs. Hawke vendte tilbage og i slaget i Quiberon bugten besejredes den franske flåde

Første ballonopstigning med mennesker (Pilatre de Rozier og d'Arlandes) om bord finder fra Chateau de la Muette i Boulogneskoven. Turen varede 25 minutter

I Berlin kundgør Napoleon dekretet om fastlandsspærringen. I 1806 var det en udbredt opfattelse i Frankrig, at den britiske økonomi var vaklende. Det var Napoleons opfattelse, at den engelske industri kun var levedygtig, så længe den kunne afsætte sine varer på det europæiske kontinent. Nogen direkte blokade af Storbritannien kunne der selvfølgelig ikke blive tale om. Napoleon kunne lige så godt give sig til at blokere månen, som et britisk overhusmedlem udtrykte det. Hans flådemagt var jo sat ud af spillet efter slaget ved Trafalgar. Men man var overbevist om, at kunne det europæiske kontinent blokeres for britisk afsætning, ville det frembringe en økonomisk krise og skabe uro i Storbritannien, som ville tvinge landet til at slutte fred. I indledningen til dekretet blev det understreget, at Storbritannien for længst havde brudt folkerettens principper ved sin omfattende blokade af det europæiske fastland. Derfor ville alle, som opretholdt økonomiske forbindelser med briterne blive opfattet som forbrydere mod folkeretten. Under disse forhold havde Frankrig ret til at gøre effektive modtræk. Da Rusland efter freden i Tilsit 1807 tilsluttede sig blokaden, var alle centrale dele af Europa fra Rusland i øst til Spanien i vest spærret for engelske varer. Det var kun udkanten - Danmark, Sverige og Portugal - der ikke var omfattet af fastlandsspærringen. Begge nordiske stater kom til at tiltræde blokaden efter dramatiske forspil og med store tab som følge. Sverige mistede Finland, Danmark mistede sin flåde og til sidst Norge

d Heinrich von Kleist, tysk forfatter; han trådte som 15 årig ind i hæren, men tog sin afsked 1799 for at studere filosofi. Det blev dog ikke til stort med studierne. I stedet fulgte nu nogle urolige rejseår, der bl.a. førte ham til Paris og senere til Svejts, hvor han i rousseausk ånd en tid overvejede at blive bonde. I Svejts skrev han omkr. 1802 sit første drama, skæbnetragedien "Die Familie Schroffenstein". I årene 1804-07 var han preussisk tjenestemand ved finansforvaltningen i Königsberg. I 1808 var han i Dresden medudgiver af tidsskriftet "Phöbus". Det franske fremmedherredømme og Napoleons hærgninger vakte hans patriotiske følelser, og er baggrunden dramaet "Die Hermanschlacht". På dette tidspunkt opholdt han sig i Prag, hvor han planlagde udgivelse af et tidsskrift "Germania", der skulle virke for Tysklands sag og bidrage til at rejse en europæisk modstand mod Napoleon. Men det tyske nederlag i slaget ved Wagram knuste alle forhåbninger. Han slog sig nu ned i Berlin, hvor han forgæves forsøgte at få opført sit drama "Der Prinz von Homburg", der ligesom "Die Hermanschlacht" har emne fra den nationale historie, og udtrykker hans glødende patriotisme. I Berlin begyndte han udgivelsen af "Berliner Abendblatt". Af de samme politiske grunde, som hindrede opførelse af "Der Prinz vom Homburg", blev det lukket af censuren. I fortvivlelse over Tysklands skæbne og sit eget ulykkelige liv begik han selvmord. K’s fire dramaer "Penthesilea" (1808), "Kätchen von Heilbron" (1810), "Die Hermannschlacht" og "Prinz Friedrich von Homburg" (begge udgivet 1821) er blevet karakteriseret som hovedværker i tysk dramatik, og at K med disse arbejder på samme tid står som idealist og realist, klassisk klar og romantisk med træk af mystik. Også som lyriker og fortæller indtager K en fremtrædende plads i tysk litteratur; det samme gør hans noveller f.eks. "Michael Kohlhaas" (1810) om en stivsindet brandenburgsk hestehandler, der forfølger sin hævn over en lidt uret ud i yderste konsekvens (f 18/10 1777)

 

f J.C. Christensen, Venstre politiker; han tog lærereksamen fra Gedved Seminarium 1877 og var derefter lærer ved forskellige skoler - fra 1886 i Stadil. Her kom han ind i sognerådet og blev dets formand. I 1890 opstillede han til folketingsvalget i Ringkøbingkredsen og valgtes med stort flertal til 1924. Der kom hurtigt til at stå respekt om den nye folketingsmand som følge af den store flid og grundighed, hvormed han, der straks blev medlem af finansudvalget, satte sig ind i alle sager. Fra 1895 tilhørte han Venstre-Reformpartiet, hvis formand han blev to år senere. Han blev dermed oppositionens leder med et systemskifte – dvs. farvel til de smalle Højreregeringer og dannelse af regeringer, der har et flertal i Folketinget bag sig = parlamentarisme - som sit faste mål. Som formand for finansudvalget fra 1895 havde han højreministerierne i sin hule hånd, og gennem de næste henved 30 år indtog han central plads i dansk politik. En position der kun forbigående blev svækket af albertiulykken i 1908. Ved systemskiftet 1901 blev han kultusminister. Denne post beklædte han til 1905, da han blev konseilspræsident. Det var han til 1908, hvorefter han 1909 var forsvarsminister, 1916-18 minister uden portefølje og 1920-22 kirkeminister. 1912-13 var han Folketingets formand. I 1924 trak C sig ud af politik. Gennem hele sin karriere var "I.C." omstridt som politiker. Hos sine vestjyske vælgere nød han en tillid, som ikke lod sig rokke. Hos sine politiske modstandere: Højre, Socialdemokraterne og navnlig De Radikale var han genstand for en indgroet mistillid. Man forstod simpelthen ikke hans personlighed; man mente, at hans iøjnefaldende træk af naiv selvtillid og troskyldighed var et udspekuleret dække over hensynsløs selvrådighed og bundløs upålidelighed. I årene efter sin tilbagetræden helligede han sig bl.a. ledelsen af Det danske Hedeselskab, som han blev formand for i 1921. Foruden et par kristelige skrifter udgav C erindringsbøgerne "Fra min Barndom og Ungdom" (1925) og "Ad Kirkesti og Kirkevej" (1928) (d 19/12 1930)

Tiende Oktober-Foreningen stiftes – "for at befordre velvillie og gensidig Tiltro imellem større og mindre Landejendomsbesiddere". Denne forening for samarbejde mellem de små og store bønder havde som baggrund en middag og fest på Hotel Phønix i København for godsejerpolitikere og bondevenner, afholdt den 10. oktober 1865. Festen formede sig som et håndslag mellem de to grupper, og talerne formede síg som et helt program, om end i svage vendinger. En talsmand for de små bønder sagde, at landboerne skulle arbejde for: agtelse for kongen, sparsommelighed og begrænsning af embedsmændenes magt. Oktoberforeningen var ingen politisk forening. Den gik udenom alle konkrete stridsspørgsmål mellem godsejere og bønder, især fæstespørgsmålet. Det skulle helst løses ad frivillighedens vej eller også ved en politisk overenskomst i Rigsdagen mellem godsejere og bønder, men der måtte ikke være tale om et diktat fra nogen af siderne. Denne manglende enighed havde man øje for i datiden. I en avis kunne man da også læse, at det eneste bånd, der bandt store og små bønder sammen, var hadet til De Nationalliberale. Det parti der i 1864 havde ført Danmark ud i krig og nederlag. Nu skulle landbefolkningen frelse landet. Sådan kom det ikke til at gå. Den manglende evne til at nå til enighed om essentielle spørgsmål blev foreningens død. I foråret 1870 da det stod klart, at godsejerne nu foretrak at samarbejde med De Nationalliberale, opløstes Oktoberforeningen

d Jens Chr. Hostrup, forfatter og præst; han blev cand theol i 1843; i studietiden vakte hans evner som visedigter f.eks. drikkevisen "Nu er det stille, han har os forladt" og hans spirende dramatikertalent opmærksomhed. Han skrev nogle små sangfarcer og blev kendt med komedien "Genboerne", der blev opført på Hofteatret i februar 1844. I 1846 kom stykket "En spurv i Tranedans", hvor H forsøgte sig som samfundskritiker. Med hans komediers succes nåede H’s arbejder fra studenterscenerne op på Det kgl. Teater, hvor "Genboerne" blev opført i det folkelige år 1848. Det skete trods direktionens betænkeligheder ved at opvarte bl.a. hoffet med stykkets kåde studenterløjer. Samme år opførtes her hans tredje større sangspil "Eventyr på Fodrejsen".Det havde han fået ideen til, mens han i årene 1844-47 var huslærer. Han arbejdede i flere år som lærer og foredragsholder, indtil han i 1855 blev sognepræst i Silkeborg. Her virkede han til 1862, hvorefter han i årene 1862-81 var slotspræst ved Frederiksborg. Sit otium tilbragte han på Frederiksberg og var stadig virksom som prædikant. I 1882 udkom hans taler under titlen "Folkelige Foredrag". I H’s forfatterskab er endvidere både folkelige sange som f.eks. "Høje Nord" og "Det, som lysner over Vangen" og alvorlige digte som f.eks. "Risbøgen", "Drøm og Liv" o.a. Kirkeligt og folkeligt arbejde i Grundsvigs ånd optog hans sidste år. Politisk tilsluttede han sig aktivt det Hørupsle Venstre (f 20/5 1818)

 

f René Magritte, belgisk maler; han studerede ved kunstakademiet i Bruxelles i årene 1916-18 og kom tidligt i kontakt med surrealistiske ideer. I 1920’ernes begyndelse arbejdede han for en tapetfabrik og forsøgte sig som reklametegner. I 1926 blev han med støtte fra en galeriejer fuldtidsmaler og opholdt sig i årene 1927-30 i Paris, hvor han spillede en aktiv rolle i surrealistiske kunstnerkredse. M var en revolutionerende moderne kunstner, samtidig med han udarbejdede sine værker i en konventionel, nærmest akademisk malemåde. De mest dagligdags ting gengives med en minutiøs nøjagtighed i detaljerne, samtidig med helheden kan fremvise helt absurde sammenstillinger, og i billederne er ingenting, hvad det ser ud til at være. Havet og store skyer ses ofte i hans malerier. I "Truende uvejr" (1928) har skyer form af en torso, en tuba og en stol. I andre værker gengives en fisk med menneskeben, en mand med et fuglebur som krop. I "Voldtægten" (1934) er en kvindes krop blevet hendes ansigt. I sin kunst satte han ofte billedet i relation til sproget for at undersøge forholdet mellem det betegnede og det betegnende. I maleriet "Drømmenes nøgle" viser han fire genstande i fire billedruder, i hvert billedrude står også et ord, et substantiv, men kun i et tilfælde betegner ordet genstanden i billedruden. Dette maleri – som så mange andre af M – kan ses som en kommentar til afstanden mellem sproget og det, man ser. M’s ganske omfattende teoretiske forfatterskab findes udgivet i "Écrits complets" (1979) (d 15/8 1967)

d P.S. Krøyer, maler; elev på Kunstakademiet 1864-70, debuterede 1871 på Charlottenborg; han vakte opmærksomhed med sine dygtigt udførte portrætter og med sine skildringer af fiskere ved Hornbæk, der på denne tid opdagedes af malerne. K opholdt sig 1877-81 i udlandet - Frankrig, Spanien og Italien. I Italien malede han "Italienske landsbyhattemagere" (1880). K var lærer ved De frie Studieskoler i København 1882-94. Fra 1882 havde han fast sommerophold i Skagen. I sit første år i Skagen malede K i Brøndums butik "I Købmandens Bod, når der ikke fiskes". I de flg år delte han sin tilværelse mellem København om vinteren og Skagen om sommeren. Om vinteren fik han afviklet de store bestillingsopgaver, der strakte sig fra enkeltportrætter til de store gruppemalerier, der var en af hans specialiteter: "Burmeister & Wains Jernstøberi" (1884-85), "Musik i Atelieret" (1886), "Aftenselskab i Ny Carlsberg-Glyptoteket" (1888), "Børsens Mænd samlet i Børssalen" (1895) og "Et møde i Videnskabernes Selskab" (1896-97). På Skagen blev det sommeraftenens, den blå times, solnedgangens, sommernattens stemninger ved stranden og de lyse nætter, der inspirerede ham: "De lyse Nætter. Uden for Bager Saxilds Hus" (1885), "Hip, Hip, Hurra!" (1888), "Fiskere på Nordstranden en sommeraften" (1891), "Badende Drenge. Skagen" (1892), "Sommeraften ved Skagen. Kunstnerens Hustru med Hund ved Strandkanten" (1892). Efter århundredskiftet kæmpede K med sygdom og personlige sorger. Han var flere gange indlagt på sindsygehospital, og i 1905 blev han separeret fra sin hustru, Marie Krøyer (f 23/7 1851)

1913 d Keiki Togugawa, japansk fyrste, landets sidste shogun (f ca 1830)

d Franz Joseph, kejser af Østrig 1848-1916 og konge af Ungarn 1867-1916; den forfatning, der var blevet indført efter revolutionsåret 1848, blev ophævet i 1851, og F regerede derefter enevældigt. Nederlaget i krigen i Italien i 1859 medførte det reaktionære styres sammenbrud, og han forsøgte derpå med forskellige forfatningsforslag. På samme måde skiftede hans politik mellem indrømmelser til det føderative princip og forsøg på stram centralisering. Nederlaget til Preussen i krigen 1866 tvang Østrig ud af Det Tyske Forbund, hvor det havde indtaget førstepladsen, og til en reorganisering af riget, der førte til Ungarns ligestilling. Fra da af regerede F som kejser i den østrigske rigsdel og som konge i den ungarske. Hans vigtigste indenrigspolitiske mål blev da at dæmpe de nationale modsætninger i riget. Og det tilskrives almindeligvis F’s indsats, at det lykkedes at holde sammen på det broget sammensatte rige så længe, som det trods alt gjorde. Udenrigspolitisk holdt han efter 1871 fast i forbundet med Tyskland. I sine sidste år gjorde han ikke noget for at standse den agressive Balkanpolitik, som førte til 1. Verd.krig. Han blev 1854 gift med sin kusine Elisabeth af Bayern. Ægteskabet blev ikke lykkeligt, og F blev som ældre ramt af mange personlige tragedier. Sønnen og tronfølgeren, kronprins Rudolf, begik selvmord 1889, kejserinden blev myrdet af en anarkist 1898, og i 1914 blev tronfølgeren, nevøen, Frans Ferdinand, myrdet i Sarajevo. Samme år førte F Østrig-Ungarn ind i 1. Verd. krig (f 18/8 1830)

 

1916 Prisreguleringskommissionen indstiller, at der skal indføres sukkerrationering. 1. verdenskrig

d Laurids Tuxen, maler; på Akademiet 1868-72 som elev af Marstrand. I anden halvdel af 1870’erne opholdt han sig i lange perioder i Paris og i Italien, primært i Firenze. I Frankrig påvirkedes han stærkt af den franske naturalisme og blev sammen med Krøyer dens banebryder i Danmark. Ved 1880’ernes begyndelse havde han opnået en vis anseelse. Vidnesbyrd herom er den bestilling, der ganske ændrede hans kunstneriske løbebane, nemlig kongehusets bestilling 1882 på at male et monumentalt billede af den danske kongefamilie på Fredensborg. Bestillingen medførte mange rejser til Europas hoffer. Det trak nye bestillinger fra disse hoffer med sig, og T blev en kosmopolitisk personlighed og fyrstemaler i stor stil. Foruden Fredensborgbilledet med titlen "Kong Chr. 9. og hans slægt på Fredensborg" (1883-86) malede han i denne genre bl.a. "Dronning Victorias Jubilæum" (1887-88), "Nikolaj 2.'s kroning 1896" (1899), "De fire Slægtled" (1902) og "Kong Edward 7. og Dronning Alexandras kroning" (1902-04). Foruden nævnte billeder udførte T opgaver af anden art, bl.a. mytologiske og historiske kompositioner blandt disse er "Arkonas Indtagelse af Valdemar den Store og Absalon 1169", der indtager en fremtrædende plads i naturalismens historiemaleri. Gennem hele sin karriere var T virksom som lærer. Han blev titulær professor ved Akademiet 1892 og var professor i malerkunst samme sted 1909-1916. 1920-23 var han Akademiets vicedirektør. Hans selvbiografi "En malers arbejde gennem tredssindtyve år" udkom posthumt i 1928 (f 9/12 1853)

1945 Nürnberg-processen mod de mest fremtrædende tyske krigsforbrydere begynder. "De ugerninger, vi står foran at skulle straffe, har været så kalkulerede, så ondskabsfulde og af en så omfattende karakter, at den menneskelige civilisation ikke vil kunne bære at inogrere dem, for den vil ikke kunne tåle, at de gentages. Det forhold, at fire store sejrrige nationer ikke desto mindre sænker hævnens hånd og frivilligt overgiver deres fangne modstandere til lovens afgørelse er en af de mest afgørende tributter, magtern nogensinde har ydet fornuften". Med disse ord indledte den amerikanske hovedanklager, Robert H. Jackson, behandlingen af Den Internationale Militærdomstols retssag mod en række af de hovedansvarlige for nazismens forbrydelser under Anden Verdenskrig. På anklagebænken i den gamle landsret i Nürnberg sad en række af det tredje riges topfolk med tidligere rigsmarskal Hermann Göring i spidsen. Dommene faldt den 1. oktober 1946

d Gunnar Gunnarson, forfatter; han blev født på Island og rejste 1906 til Danmark. Her var han til 1909 elev på Askov Højskole. Han blev i Danmark til 1939. Han debuterede med "Borgslægtens Historie" (1912-14), hvormed han vandt både publikum og anseelse. Et hurtigt voksende forfatterskab udbyggede begge dele, og fra og med denne bog var det slut med G’s økonomiske trængsler. G’s læsere satte pris på hans brede, folkelige fortællekunst med farverige skildringer af ensomt kæmpende helte. De fleste af G’s bøger er skrevet på dansk, men han henter oftest deres motiver på Island. Blandt hans romaner er: "Varg i Veum" (1916), "Edbrødre" (1918) og "Hvide Krist" (1930); endvidere den delvis selvbiografiske "Kirken på Bjerget" (1924-30); i bogens første bind skildrer han i poetisk forklædning sin barndom og opvækst på gården Ljóstadir ved Vapnafjord. Til den store udbredelse hans romaner fik i Norden, sluttede sig en lang række oversættelser, først og fremmest til engelsk og tysk. Bl. danske forfattere i 1920'erne og 30'erne var G en af de få, der kunne skabe sig virkelig betydelige indtægter ved forfattervirksomhed. Efter G vendte tilbage til Island skrev han på islandsk (f 18/5 1889)

 

 

 

 

 

 

Til top        22. november

1286 Mordet i Finderup Lade. Den myrdede er Erik Klipping, konge 1259-1286; søn af Christoffer I og Margrete Sambiria af Pommern; Erik K var gift med Agnes af Brandenburg, blandt deres børn var de senere konger Erik VI Menved og Christoffer II. E blev valgt til konge som femårig og kronet ved faderens død. Margrete Sambiria var regent, mens E var mindreårig. I midten af 1260'erne overtog E regeringen. Efter at have været i strid med danske stormænd måtte E i 1282 på et danehof i Nyborg besegle et forpligtelsesbrev (håndfæstning), der sikrede stormændene vigtige rettigheder. Erik omkom ved det gådefulde og uopklarede mord i Finderup Lade ved Viborg. En årbog nævner, at kongen blev dræbt Sankt Cecilie nat (22. novbr.) med 56 sår. 1287 blev nogle stormænd bl.a. marsk Stig Andersen dømt for mordet. Med da netop denne kreds siden håndfæstningen i 1282 havde haft regeringsmagten i landet, synes de dømte at være uden motiv til drabet. Erik 5. Klipping blev begravet i Viborg Domkirke (f 1249)

1428 f Richard Neville, Earl af Warwick, kaldt "The kingmaker" fordi han først hjalp Edward IV til at blive konge i 1461 og siden støttede genindsættelsen af Henrik VI i 1470; i 1453 allierede han sig med Richard, hertug af York (hvide rose), som kæmpede for at vriste magten fra Lancasteren (røde rose) Edmund Beaufort, kong Henrik 6. indflydelsesrige minister. I slaget ved St. Albans maj 1455, det første slag i Rosekrigene - War of the Roses - bidrog Warwick væsentlig til Yorks sejr. I de fortsatte kampe spillede W en fremtrædende rolle, og da Richard af Yorks søn Edward i 1461 blevb konge, var W dennes magtfulde minister. Da det efterhånden blev tydeligt, at kongen ville gøre sig fri af W’s indflydelse, allierede W sig med Edwards bror og fremkaldte i Nordengland et oprør mod kongen. Edward fik det nedkæmpet, og W måtte flygte til Frankrig (april 1470). Her allierede han sig med den afsatte Henrik 6.’s dronning, Margrete af Anjou. Han vendte tilbage til England og satte Henrik 6. på tronen. Men året efter var alt tabt for Warwick. I slaget ved Barnet sejrede Edward 4., og Warwick blev dræbt (d 14/4 1471)

1497 På deres store Indienrejse passerer portugiserne under ledelse af Vasco da Gama Kap Det gode Håb. Nordøst for Kap holdt portugiserne fest med de indfødte, som med sig bragte okser, køer og svin, spillede på fløjte og dansede, mens søfolkene blæste på trompeter, og også de dansede. Fuldt så idyllisk var det ikke alle steder, men en salve fra skibskanonerne drev nærgående indfødte på flugt. Europæernes første rejse til Indien syd om Afrika er beskrevet af en række historikere i 1500-tallet, men den pålideligste beretning giver sandsynligvis en dagbog, som er skrevet af en af deltagerne. I den findes også beretningen om festen ved Kap Det gode Håb

1515 f Marie af Guise, også kaldet Marie af Lorraine, skotsk dronning, datter af Claude, hertug af Lorrainer; efter hendes første ægtemands - Louis d’Orleans, hertug af Lonqueville - død blev hun 1538 gift med Jacob V af Skotland; denne døde få dage efter deres datters - Maria Stuarts - fødsel i december 1542. M var herefter regent for sin datter. Hendes regentskabs første år forløb lykkeligt, selv om der var nogen knurren på gr. af hendes favorisering af franskmænd ved besættelse af høje embeder. Sandsynligvis efter fransk pres måtte hun opgive sin tolerancepolitik over for de skotske protestanter. En retssag mod nogle protestantiske prædikanter førte i 1559 til uroligheder i Perth, hvor der bl.a. blev plyndret kirker. I første omgang blev striden bilagt ved et forlig, som protestanterne i eftersommeren samme år hævdede, M havde brudt. Under de følgende uroligheder, måtte M søge tilflugt i Edinburgh Castle. I oktober proklamerede hendes modstandere hende for afsat. M blev støttet af en fransk hær, mens protestanterne blev støttet af englænderne. Kampene fortsatte, og på sit dødsleje opfordrede M repræsentanter fra de to partier til at hjemsende de franske og engelske hære og slutte op bag hendes datter (d 11/6 1560)

d Martin Frobisher, engelsk søfarer og blandt de tidligste udforskere af Canadas kyster. I 1576 sejlede F fra England med tre små skibe for at finde en nordvestpassage til Stillehavet. Han nåede frem til Labrador og Baffins Island . Han vendte hjem med rapporter om fund af mulige guldminer. I såvel 1577 som 1578 foretog han nye rejser til området omkring Baffins Island og Labrador. Men han fandt intet guld. Hans forsøg på at oprette en bosættelse i området mislykkedes. I 1585 var F viceadmiral i Francis Drake’s ekspedition til Vestindien. Tre år senere spillede han en fremtrædende rolle i den engelske flådes kamp mod den spanske Store Armads angreb på England. I 1594 blev han dødeligt såret i en træfning med en spansk flåde ved den franske vestkyst. Til sin død var F overbesist om, at den efter ham opkaldte bugt – Frobisher Bay – på Baffins Island var et stræde, der førte til Stillehavet. Først i 1860 blev det fastslået, at der var tale om en bugt (f ca 1535)

 

1643 f Robert Cavelier, sieur de la Salle, fransk opdagelsesrejsende i Nordamerika; fik sin uddannelse ved en jesuitskole og virkede en periode som lærer. Hans vanskelighed ved at bøje sig for ordenens disciplin gjorde, at han 1667 blev frigjort fra sin tilknytning til jesuitterne. Samme år rejste han til Canada og begyndte sin karriere her som pelshandler. I 1678 fik la Salle af den franske konge tilladelse til at foretage en ekspedition ad Mississippi-floden til dens munding. Han fik bygget både på Ontario og Erie søen, han nåede flodens munding, og den 9. april 1682 erklærede han området langs Mississippi for fransk og gav det navnet Louisiana. la Salle vendte tilbage til Frankrig, og her fik han til opgave at anlægge en koloni ved Mississippis munding. Han vendte tilbage til Nordamerika, og tidligt i 1685 nåede man til det, der i dag er Matagorda Bay i Texas. Trods skipperens protester hævdede la Salle, det var Mississippis munding. Mange forsyninger gik tabt ved landingen, mange blev dræbt af indianere, og mange døde af sygdomme. Da la Salles forsøg på at lokalisere Mississippi slog fejl, besluttede han sammen med 20 kolonister at nå til Canada over land. Under turen opstod der strid i gruppen. Det kom til kamp, og under disse blev la Salle dræbt (d 19/3 1687)

1718 d Edward Teach, engelsk pirat, der sejlede under navnet Sortskæg; han var sandsynligvis født i Bristol og kommet til Karaibien under Den spanske Arvefølgekrig (1701-13); de første beretninger om T som pirat er fra slutningen af 1716. I 1717 erobrede han et stort fransk handelsskib. Han lod det ombygge til krigsskib og udstyre med 40 kanoner. Han navngav det "Queen Anne's Revenge". T’s voldshandlinger i Det karaibiske Hav og ved kysten af Virginia og Carolina gjorde ham snart almindelig berygtet. I 1718 indrettede han sin base i en vig ved North Carolinas kyst og indgik en aftale med statens guvernør, Charles Eden, om samarbejde og beskyttelse mod, at Eden fik halvdelen af T's udbytte. Hans hærgen blev dog for meget for statens plantageejere, de henvendte sig til Virginias guvernør om hjælp; han udsendte to kanonbåde. Efter at T's skib var blevet bordet og efter en heftig kamp, blev T skudt (f kendes ikke)

1767 f Andreas Hofer, tyrolsk frihedshelt; han var værthusholder i Skt. Leonhard i værtshuset "Am Sand" og havde derfor tilnavnet "Der Sandwirth". Allerede 1796 førte han en afdeling tyrolere i kamp mod de franske besættelsesstyrker. Som ivrig katolik og tro tilhænger af det habsburgske hus delte han sine landsmænds uvilje mod den af Napoleon i 1805 dikterede tilknytning af Tyrol til Bayern Da opstanden mod franskmændene brød ud 1809, blev H dens leder. Efter to slag i maj 1809, gjorde H sig til herre i Innsbruck. Efter en ny sejr ved Isel den 13. august var franskmændene drevet ud af Tyrol, og 4. oktober modtog H som belønning for sin indsats af den østrigske kejser en guldkæde med fortjenstmedalje og dertil adels rang. Ved freden i Wien, der stadfæstede Tyrols afståelse, var H indstillet på at opgive kampen. Men i stedet for som de andre oprørsledere at flygte til Østrig, holdt han sig skjult i en alpehytte, indtil en landsmand forrådte ham til franskmændene. Han blev ført til Mantova, og på Napoleons udtrykkelige ordre dødsdømt og henrettet (d 20/2 1810)

d Robert Clive, baron Clive af Passey, engelsk officer og grundlægger af det britiske herredømme i Indien; som 18 årig blev han kontorist i Det Ostindiske Kompagni. Senere gik han over i hæren og udførte flere spektakulære militære operationer. Således erobrede han i 1751 naboben af Carnatics hovedstad Atcot og holdt den mod overlegne indfødte og franske styrker. Endvidere erobrede han i 1757 Calcutta fra naboben af Bengalen, Siraj ud-Daula, og fik dennes minister Mir Jafar til at forråde naboben i slaget ved Plassey. Mir Jafar blev derpå nabob mod at betale 260000 pund til Ostindiske Kompagni og var derefter fuldstændig afhængig af England. 1760 rejste C hjem med uhyre rigdomme og blev 1762 baron af Plassey. I 1765 drog han igen til Indien. Denne gang med overordentlig fuldmagt til at ordne kompagniets administration og finansvæsen. Dette udførte han med hensynsløs energi, hvilket ikke gjorde ham populær i hverken engelske eller indfødte kredse. Hans fjender fik udvirket, at han nogle år efter at være vendt hjem til England i 1767 blev anklaget for myndighedsmisbrug og underslæb. C blev frifundet, men begik selvmord efter frifindelsen (f 29/9 1725)

 

1787 f Rasmus Rask, sprogforsker; på grundlag af læsning af Snorris Heimskringla lærte han sig allerede i sin skoletid på Odense Katedralskole islandsk og udarbejdede en islandsk ordbog og grammatik. 1807 blev han student og studerede derefter teologi, men dog især sprogvidenskab. Nogen afsluttende universitetseksamen tog han aldrig. Hans usædvanlige evner og skarpe blik for sproglig sammenhæng skaffede ham en friplads på Regensen; lidt penge fik han ved at undervise i regning. Han udgav 1811 "Vejledning til det islandske eller gamle nordiske sprog". 1812 var han i Sverige bl.a. for at sætte sig ind i finsk og lappisk; han fik offentlig støtte hertil, men det var hensigten at han tillige skulle spionere, hvad der dog ikke kom meget ud af. Han blev ansat som bibliotekar ved Det kgl.Bibliotek. 1813-15 var han i studieøjemed på Island. I 1815 fik han Videnskabernes Selskabs guldmedalje for "Undersøgelser om det gamle nordiske eller islandske sprogs oprindelse". Heri undersøgte R slægtskabet mellem islandsk og andre sprog. Med offentlig og privat støtte foretog han 1816-23 en længere resultatrig studierejse: over Stockholm gennem Rusland til Indien og ad søvejen hjem. Under rejsen skrev han "Om zendsprogets og zendavestas ælde og ægthed". Hjemme kneb det opmuntring og støtte. Alligevel afslog han et godt tilbud om at blive bibliotekar i Edinburgh med de bekendte ord "Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette". Men først 1831 blev han professor i orientalske sprog. Han skrev nogle værdifulde afhandlinger om persisk og oldnordisk, udgav en serie grammatikker for forskellige sprog – bl. a. finsk og lappisk – udgav sagaer og kæmpede for en ny dansk retskrivning. Gennem sit arbejde hører R til grundlæggerne af den sammenlignende sprogvidenskab, og han var en af de første, der så sammenhængen mellem de indoeuropæiske sprog (d 14/11 1832)

1792 f Arveprins Ferdinand; som yngste søn af Arveprins Frederik – søn af Frederik V - fik F en militær uddannelse og avancerede til kommanderende general over Sjælland og medlem af statsrådet. Han var middelmådig begavet og tillige en yderst slet økonom. Da han samtidig havde hang til spil, måtte han gentagne gange låne penge af sin bror, kong Christian VIII. Han blev 1829 gift med Fdr. 6.'s yndlingsdatter Caroline; ægteparret var meget populært i København; at ægtefællerne blev i byen under koleraepidemien 1853, bidrog yderligere til deres popularitet (d 29/6 1863)

1812 f Johanne Louise Heiberg, skuespiller, forfatter; kom som otteårig på balletskolen på Hofteatret, hvor hun blev opdaget af Johan Ludvig Heiberg, da hun febr. 1826 spillede med i dialogen "Hans og Trine". Inden sæsonen var til ende, havde hun spillet den første rolle, han skrev til hende, Trine i "Aprilsnarrene" (april 1826). 1831 blev hun gift med J.L. Heiberg. Deres hjem blev et toneangivende mønsterhjem i en biedermeier-tid, hvor hjemmets kultur stod højt. Et genskin af den udstråling af elegance og værdighed, hun viste på scenen, tog hun med i privatlivet. Hun blev et strålende midtpunkt i en kreds af landets fremragende mænd fra samfundets forskellige grene. Begavede kvinder var derimod sjældne gæster i det Heibergske hjem. H blev på scenen inkarnationen af den danske romantisme. Da alderen blev for nærgående, trak hun sig tilbage (juni 1862). Hendes styrke var ungpigecharme og den modne kvindes udstråling. Hun ville ikke, at en ældre H skulle ikke fordunkle mindet om den strålende H, der havde været en hel tidsalderes muse. Ved sin tilbagetræden havde hun spillet ca 270 forskellige roller på teatret.1867-74 virkede hun som sceneinstruktør på teatret. Hun fornyede repertoiret ved at indføre stykker af Bjørnson og Ibsen. Omkring 1855 begyndte hun at nedskrive sine memoirer "Et liv gjenoplevet i Erindringen". Året efter hendes død kom de to første bind og næste år de to sidste (d 21/12 1890)

f Laust Rasmussen, soc.demokratisk forsvarsminister 1924-1926 og 1929-1932; han blev udlært som typograf i fødebyen Horsens. I 1880'erne var han aktiv i bestræbelserne for at genrejse partiet efter Pio’s flugt. Han flyttede 1890 til Århus, hvor han blev sætter på "Demokraten" og Harald Jensens discipel og håndgangne mand.I årene 1893-97 var formand for De samvirkende Fagforeninger i Århus. Da "Horsens Social-Demokrat" 1898 blev et selvstændigt dagblad, blev R dets redaktør, en stilling han beklædte til 1918. Han var medlem af Horsens byråd 1900-17. I årene 1892, 1898, 1901 og 1903 var R forgæves opstillet til Folketinget i Fredericia. 1906 vandt han kredsen, tabte den i 1910, genvandt den i 1913 og bevarede den til 1935, da han nedlagde sit mandat. April 1924 indtrådte han som forsvarsminister i ministeriet Stauning. Da Stauning atter dannede regering i 1929, var han oprindelig ikke indstillet på at optage R i regeringen, men bøjede sig for henstillinger fra hovedbestyrelsen. R trådte ud af politik to dage efter sin 70 års fødselsdag (d 16/4 1941)

 

f Jean-Baptiste Marchand, fransk soldat og opdagelsesrejsende; kendt for sin besættelse i 1898 af Fashoda i Sudan og den deraf følgende storpolitiske krise med briterne. Efter fire år som menig kom M på officersskole og blev i 1887 underløjtnant. Han gjorde tjeneste i Vestafrika (1889), hvor han blev såret to gange. For sin tjeneste blev han ridder af æreslegionen. Allerede i 1890 udforskede han Nigers kilder. Senere udforskede han det vestlige Sudan (1892) og Elfenbenskystens bagland (1893-95). For at forhindre briterne i at forbinde Sudan med med deres besiddelse i Uganda sendte den franske regering i januar 1897 M ud på en march tværs over det centrale Afrika fra Brazzaville i Fransk Congo til Fashoda ved Den hvide Nil. Hertil ankom han i juli 1898 med en lille styrke. Hans tilstedeværelse ved Nilen fremprovokerede en krise i forholdet mellem Frankrig og Storbritannien. Da den franske regering tilbagekaldte sine krav, vendte M tilbage til Paris og blev et idol for den franske nation. For sin bedrift blev M kommandør af æreslegionen. Han fortsatte sin militære karriere under Boxeropstanden i Kina, under den kinesiske opstand mod vestlig og japansk indflydelse i 1900. Under 1. Verd.krig.deltog han som general i flere af de store slag på vestfronten. Da han trak sig tilbage i 1919, modtog han æreslegionens storkors (d 13/1 1934)

1876 f Erik Arup, historiker og embedsmand; han blev mag. art. i historie 1901 og dr. phil. i 1907 på en afhandling om handelshistorie. To år senere blev han arkivar i Udenrigsministeriet, hvorefter han blev departementschef i Konseilspræsidiet og fungerende statsrådssekretær under den radikale konseilspræsident C. Th. Zahle. 1916 blev A professor i historie ved Københavns universitet, et embede han beklædte til 1947. Som isoleret forsker og som en af fagfæller bekæmpet foregangsmand fik han kun få hædersbevisninger; medlem af Videnskaber-nes selskab blev han først i 1935, men af Vetenskaps-Societeten i Lund siden dets stiftelse i 1920. Af den yngre generation modtog han et festskrift på sin 70-årsdag. .A havde en omfattende videnskabelig produktion, der placerer ham blandt de største og mest markante danske historikere i det 20. århundrede. Med sin polemiske stil og efter samtidens opfattelse alternative opfattelse af danmarkshistorien skabte A et opgør med den tradi-tionelle nationale historieskrivning. Blandt hans hovedværker er "Leding og ledingsskat i det 13. århundrede" (1914), "Viggo Hørup" (1941) og ikke mindst den kontroversielle "Danmarks historie" (1925, 1932 og posthumt i 1955) (23/9 1951)

f Charles André Joseph Marie de Gaulle, fransk officer og politiker; han afsluttede sin uddannelse ved militærakademiet Saint-Cyr i 1913; fra august 1914 deltog han i 1. Verd.krig; han blev såret og taget til fange i slaget ved Verdun 1916. I Frankrig troede man, han var død. Han blev posthumt udnævnt til kaptajn og de-koreredes med æreslegionen for tapperhed. Efter krigen fortsatte han sin militære karriere og var 1937 oberst og chef for et kampvognsregiment. I disse år blev han kendt i offentligheden, da han talte for et mere mekaniseret og bevægeligt fransk forsvar og kritiserede den defensive opfattelse, der satte sin lid til Maginotlinjen. Efter den franske kapitulation 1940 stod han i spidsen for de franske styrker, der fortsætte kampen uden for Frankrig. Det var dog vanskelige år for ham. Mens Churchill straks støttede ham, kunne Roosevelt ikke døje ham. Han blev udsat for talrige fortrædeligheder og ydmygelser som f.eks., at man intet hensyn tog til ham ved landgangen i Nordafrika i 1942. Først ved invasionen i 1944 opnåede han de Allieredes anerkendelse, og i august dette år kunne han omsider fejres i Paris som befrieren. Han blev leder af en provisorisk regering. Uenighed med politikerne om udformning af en ny forfatning medførte, at han jan. 1946 trak sig tilbage fra politik og gik i gang med at skrive sine erindringer. Under uroen i Frankrig i forbindelse med krigen i Algeriet optrådte de G atter som Frankrigs redningsmand; mens landet befandt sig på randen af borgerkrig og kaos, påtog han sig at danne en ny regering og styre landet ud af vanskelighederne. Nu kom storhedstiden for "Generalen" og for den europæiske statsmand. Han så sig sig selv som et med Frankrig. Han var overbevist om Frankrigs storhed og dets mission: "Frankrig er kun sig selv i forreste række", skrev han. Han var regeringsleder fra 1. juni 1958 til 7. januar 1959. 21. septemer 1958 blev han valgt til præsident for 7 år og 8. januar 1959 overtog han officielt præsidentposten. Han blev genvalgt december 1965, men trådte tilbage 1969 da en en rådgivende folkeafstemning om administrative reformer gik ham imod (d 9/11 1970)

 

1916 d Jack London, amerikansk forfatter; han var i sin ungdom sælfanger og levede en periode som vagabond (skildret i "The Road", 1907). Under et kort ophold ved California University i Berkley (1896) blev han stærkt optaget af Darwin og Marx, og han blev overbevist socialist. Efter et år afbrød han studierne i Berkley for at søge lykken i Klondyke under guldfeberen der i 1897. Oplevelserne her og fortsat læsning bar frugt i hans første noveller. De udkom i 1900 under titlen "The Son of the Wolf" og fik straks et stort publikum. L var utrolig produktiv, og i de resterende 16 år af sit liv, skrev han 50 bøger. Skønt han blev den højest betalte forfatter i USA, kunne hans indtægter ikke matche hans udgifter, og han måtte til stadighed skrive for at skaffe penge. Det betød, at hans værker er af varierende værdi. Blandt hans mere kendte bøger er dyrefortællinger som "The Call of the Wild" (1903), om en hund der bliver leder af en ulveflok. Sammen med "White Fanf" (1906) og "Burning Daylight" (1910) er den blandt hans Alaska romaner. Et ophold i England i 1902 er baggrunden for "The People of the Abyss" (1903) en beskrivelse af levevilkårene i Londons slum. Selvbiografisk er "Martin Eden" (1909); hans socialisme kom til udtryk i romaner som "The Iron Heel" (1907) og "The Vally of the Moon" (1913). Hans død som følge af en overdosis narkotika betragtes almindeligvis som selvmord (f 12/1 1876)

 

Det første levende eksemplar af Den blå Fisk, som ansås for at være uddød for mere end 60 millioner år siden, fanges ud for East London i SØ-Afrika. Den afviger fra moderne benfisk bl.a. ved at have en trelappet halefinne, kraftige firelagede skæl og hule finnestråler. På trods af en kraftig kampagne for at finde flere eksemplarer gik der 14 år, før det næste dukkede op. Det skete ved Comorerne, en øgruppe nordvest for Madagascar. Siden er der fanget omkring 200 eksemplarer alle ved Comorerne. Næsten alle er fanget ved krogfiskeri på 150-170 m dybde på nogle klipperev. Man regner med, der er en bestand på nogle hundrede eksemplarer ved Comorerne

 

d Arthur Stanley Eddington, australsk astrofysiker; 1913 professor i Cambridge og 1914 direktør for observatoriet samme sted. Han blev kendt som grundlæggeren af teorien om stjernernes indre struktur. I begyndelsen af 1920'erne, hvor man ikke vidste meget om kernereaktioner og stjernernes energiproduktion, indså han, at stjernernes indre temperatur måtte være millioner af grader, ellers ville de være styrtet sammen. Han foreslog, at grundstofdannelse var ansvarlig for disse høje temperaturer. Allerede i 1917 havde han udformet en teori for cepheiders pulsationer, og i 1924 offentliggjorde han en masse-lysstyrkerelation, der viste, hvorledes stjernernes lysstyrke afhænger af deres masse. E sammmenfattede sit arbejde i "The Internal Constitution of the Stars" (1926). Har desuden skrevet flere bøger i populær form om astronomiske emner f.eks. "Space, Time and Graviation" og den til dansk oversatte "Stjerner og Atomer" (f 28/12 1882)

1946 De første kuglepenne - opfundet af ungareren Laslo Biro - kommer i handelen

d René Coty, fransk præsident 1953-1958 og dermed 4. republiks sidste præsident; han blev uddannet som jurist og var 1924-34 medlem af Deputeretkammeret, hvor han tilhørte en moderat konservativ gruppe; 1935-40 medlem af Senatet. Efter det franske nederlag i 1940 afviste C ethvert samarbejde med Vichyregeringen. I 1945 valgtes han til den konstituerende Nationalforsamling og var 1947-48 minister for genrejsning og byplanlægning. 1949-53 beklædte han stillingen som vicepræsident i Republikkens Råd. 1953 blev C valgt til præsident efter det længste præsidentvalg i landets historie. Hans valg var først klar den sjette dag, efter den trettende votering; hans navn var blevet lanceret ved den elvte. Han forsøgte i sin præsidenttid forgæves at gennemføre konstituelle reformer, som kunne tilvejebringe mere stabile politiske forhold. Under Algierkrisen i maj 1958 appellerede han forgæves til generalerne om at udvise moderation. Udsat for trusler om statskup bad han de Gaulle danne en ny regering. Efter at den nye forfatning var vedtaget, gik C af som præsident i januar 1959 og afløstes af de Gaulle (f 22/3 1882)

1963 d John F. Kennedy, USA's præsident 1961-1963 (demokrat); han var uddannet som jurist. Under 2. Verd.krig gjorde han i marinen og blev dekoreret for tapperhed. Efter hjemsendelsen arbejdede han en kort tid som journalist, indtil han i 1946 blev indvalgt i Kongressen for hjemstaten Massachusetts. I 1952 blev han senator. Under en rekonvalecens efter en flyulykke skrev han "Profiles in Courage" (1956), en essaysamling som indbragte ham Pulitzerprisen (1957). Den handler bl.a. om politikere, som satte principper over karrieren. Dette princip efterlevede han ikke selv som politiker, idet han som senator undlod at tage afstand fra sin kollega McCarthys metoder i dennes kommunistjagt. Alligevel bevarede K et image som en progressiv politiker. I 1956 tabte han kampen om at blive demokraternes vicepræsidentkandidat. Han satsede da stærkt på at vinde præsidentvalget i 1960. Ved valget sejrede han knebent over sin republikanske modkandidat, Richard M. Nixon. Som præsident indledte K en energisk reformpolitik med vægt på lige rettigheder for alle amerikanske borgere – "New Frontier" - samtidig med, han med styrke fastholdt USA’s ansvar for verdensfreden. Denne fasthed førte til konfrontation med Sovjetunionen under Cubakrisen i oktober 1962. Det skyldes ikke mindst håndteringen af denne krise, at K gik over i historien som en "stor" præsident. Indenrigspolitisk havde han større succes som taler og inspirator end som praktisk politiker. Han blev myrdet af en snigskytte under et besøg i Dallas, Texas (f 29/5 1917)

Folketingsvalg. I valgkampen blev statsminister Krag tit og ofte spurgt, om han ville regere med støtte fra Socialistisk Folkeparti. Krags svar var, at det ville han ikke, men med den væsentlige ændring i forhold til tidligere afvisninger, at SF’s stemmer talte med, når der var afstemning i Folketinget. Valgets resultat gav Krag anledning til at fremsætte sin ofte citerede bemærkning:"Man har et standpunkt, til man har et nyt". For valget var et ryk til venstre, og Krag og Socialdemokratiet måtte nu tage stilling om og hvordan man skulle samarbejde med SF. Blandt "højrepartierne" blev resultatet, at De Uafhængige forsvandt, Venstre og de konservative gik tilbage. Selv om Socialdemokratiet tabte syv mandateer – fra 76 til 69, opvejedes det rigeligt af fordoblingen af SF’s mandattal – fra 10 til 20. Nu var der "rødt" flertal. Der kom forhandlinger i gang mellem de to "arbejderpartier" om dannelse af en koalitionsregering. I løbet af et par dage stod det klart, at SF ikke ville/kunne være med i et regeringssamarbejde. Til stor lettelse for kredse i de to partier – i SF de principfaste dvs. dem, der mente Soc.demokratiet var et borgerligt parti og i højrefløjen i Socialdemokratiet - fortsatte den socialdemokratiske mindretalsregering

1980 d Mae West, amerikansk skuespiller; i filmhistorien har hun fået betegnelsen, filmens første og største sex-komiker. Hun startede som skribent og cabaret-skuespiller. I 1926 fik hun fængselsstraf for stykket "Sex". Hun brød igennem med Broadway-forestillingen "Diamond Lil", 1928. Den blev filmet 1933 som "Damen fra Varietéen". W var manuskriptforfatter til de fleste af sine film i 1930'erne, som var hendes store årti. Fra dette årti bl.a."Jeg er ikke nogen engel" (19339, "Klondike Annie" (1936), "Go West, young Man/En trestjernet Pige" (1937) (f 17/8 1892)

 

 

 

 

Til top        23. november

d Tyge, biskop i Århus 1261-1272; er måske den mest fremtrædende blandt de teologer og jurister, der stod på kongemagtens side i den store kirkestrid med ærkebiskop Jakob Erlandsen. T er afgjort blandt dem, der har æren for, at de kongelige indlæg i striden ved kurien i Rom kunne markere sig med en juridisk-teknisk form af international standard. T’s biskoppelige forvaltning er særlig bekendt gennem Øm klosters krønike; klostret, der stod på ærkebispens side i kirkestriden, nægtede ham det gæsteri, Århusbispen fra gammel tid havde ret til af klostret i kraft af, at en række af dets ejendomme oprindelig havde tilhørt Århus bispestol. Den pavelige legat Guido afgjorde sagen i 1267 til klostrets overvejende fordel, men den synes ikke at have fået den tilsigtede virkning. Det var sikkert lykkedes T at lægge Øm kloster ind under den biskoppelige magt igen. T fik betydelige opgaver uden for sit stift. Bl.a. forestod han den korstogprædiken og indsamling af korstogsbidrag (1% af alle gejstlige indtægter), paven satte i værk for fem år i sommeren 1263. (f kendes ikke)

1553 f Prospero Alpini, italiensk læge og botaniker, der tilskrives æren for at have introduceret kaffe og bananer i Europa. Mens han i årene 1580-83 var læge hos Venezias konsul i Cairo, drev han omfattende studier af Ægyptens og nordafrikanske landes botanik. Han siges at være den første, der kunstigt bestøvede dadelpalmer. I 1593 blev han professor i botanik ved universitetet i Padova. Her dyrkede han flere af de arter af Orientens planter, han beskrev i sin "De plantis Aegypti liber" (1592, Bogen om Ægyptens planter); i værket var de første europæiske beskrivelser af kaffe- og bananplanten samt en slægt inden for ingefærfamilien (Zingiberaceae), som senere blev navngivet Alpinia. Hans beskrivelse af samtidens lægepraksis i Ægypten "De medicina Aegyptorum" (1591) blev et vigtigt bidrag til lægevidenskabens historie. Hans studium af Ægyptens sygdomme kulminerede i det højt anerkendte værk "De praesagienda vita et morte aegrotontium" (1601, tegn/varsel om liv og død i Ægypten" (d 23/11 1616 eller 6/2 1617)

1598 f Hans Nansen, Københavns borgmester 1644-1667; som 16-årig var han med sin farbror på en handelsekspedition til Rusland. I de flg. år besøgte han flere gange Rusland. Derved erhvervede han et så godt kendskab til russisk, at regeringen flere gange brugte ham som tolk. Han var en dygtig og flittig købmand, og inden han var 30, havde han tjent en formue på handel på Island. Om sine geografiske og nautiske erfaringer udgav han i 1633 "Compendium cosmographicum". Med sin driftighed erhvervede han en fremtrædende position i det københavnske borgerskab, og i 1639 blev han rådmand. Fem år senere blev han efter kongens ønske og med magistratens flertal i ryggen 4. og yngste borgmester. I 1654 rykkede han i kraft af anciennitet op som 1. borgmester, og under svenskekrigen 1657-60 stod han ubestridt som de københavnske borgeres politiske leder. På stændermødet 1660 spillede han en central rolle. Det kan ikke afgøres, om N var ophavsmand til forslaget om indførelse af arveriget, men det var ham, der sammen med Sjællands biskop, Hans Svane var dets hovedforkæmper. Hans politiske rolle synes at have været ovre efter arvehyldningen den 18. oktober 1660. Ganske vis blev han i 1661 udnævnt til præsident i København, ligesom han var assessor i Statskollegiet og medlem af Højesteret, poster som gav ham megen ære, men nogen politisk indflydelse fik han ikke gennem dem (d 12/11 1667)

Frederik den 3.'s kroning. Efter Christian IV’s død den 28. februar 1648 trak det ud med kroningen af hans søn og efterfølger. Ikke kun skulle der afholdes en valgrigsdag, forfattes en håndfæstning og foretages hyldning i såvel Danmark som Norge, man skulle også have indløst kronen, der var pantsat til en købmand i Hamborg. Man skulle have lavet septer og rigsæble foruden en særlig krone til dronningen. Også de private rustede sig til festen. Et vidnesbyrd herom er bevaret i fortegnelsen af de mængder vin og andre drikkevarer, adelen indførte til København fra udlandet, nemlig ca. 63.000 potter vin og 94.000 potter øl. Kroningen fandt sted i Vor Frue Kirke i København. Kongen kom ridende til kirken, ledsaget bl.a. af de højeste rigsembedsmænd, der ligeledes var til hest og bar kronjuvelerne. Ceremoniellet i kirken var ældgammelt, det gik tilbage til middelalderen, men var i tidens løb blevet forøget med adskillige for adelen tiltalende træk, f.eks. at håndfæstningen oplæstes i kirken, før kongen svor sin kongeed. Derpå salvede Københavns biskop kongen, først højre arms håndled og derpå korsvis mellem skuldrene. Men hovedceremonien bestod i kroningen. Bispen indviede kongekronen, der lå på alteret, hvorpå rigsråderne satte den på kongens hoved

 

f Francois Noël Babeuf, fransk revolutionær; han blev uddannet som landmåler, men ved udbruddet af revolutionen kastede han sig med stor iver over sociale spørgsmål. Det betød, at han allerede i 1790 måtte vandre i fængsel for de voldsomme udfald mod de besiddende klasser, han lod komme for dagen i bladet "Le correspondent picard". Fra 1795 genoptog han agitationen for sine nærmest kommunistiske ideer i sit blad "Le Tribun du peuple". Både jorden, industrien og handelen skulle overtages af samfundet, og dette skulle organiseres som en spartansk kommunistisk republik, hvor der hverken skulle være rige eller fattige. Sin opfattelse byggede B 100% på naturretten, særlig på Rousseau. Endvidere dannede B en hemmelig, revolutionær organisation, som skulle erobre magten og gennemføre hans ideer. Denne organisation – "La conspiration des égaux" - fik en del tilslutning af revolutionære, som havde spillet en rolle under jakobinerdiktaturet; den havde forbindelser i arméen, og den håbede på tilslutning fra arbejderne, som led under inflationen. Sammensværgelsen blev imidlertid røbet for politiet og lederne arresteret. B blev anklaget ved højesteret, dømt til døden og henrettet. B’s ideer, der i 1828 blev offentliggjort i "Babeuf et la conspiration des égaux", spillede en stor rolle for den socialistiske bevægelse i Frankrig i 1800-tallet (d 28/5 1797)

1804 f Franklin Pierce, USA’s præsident 1853-57; som demokrat begyndte han sin politiske karriere ved i årene 1829-33 at være medlem af hjemstaten New Hampshires lovgivende forsamling. Herefter var han 1833-37 medlem af Repræsentanternes Hus og af Senatet 1837-42. Af personlige grunde trak han sig ud af politik og genoptog sin advokatvirksomhed i New Hampshire. Bortset fra en kort periode som officer i Den mexicansk-amerikanske Krig (1846-48) var P ikke i offentlighedens søgelys, før det demokratiske partis nationalkonvent i 1852, hvor hans navn blev bragt på banen som kompromiskandidat, da de delegerede ikke kunne samles om én kandidat.Skønt ukendt af de fleste vandt P såvel nominering som præsidentvalg. Et forsøg på at købe Cuba fra Spanien strandede, men viste at USA havde interesser uden for det amerikanske kontinent. Her gjordes der i P’s præsidentperiode forberedelser til at bygge en transkontinental jernbanelinje. Det skete bl.a. ved fra Mexico at købe et område på 80.000 km2. Med Kansas-Nebraska loven i 1854 blev disse områder optaget i unionen som territorier, og de blev åbnet for amerikansk bosættelse mod tidligere at have været territorium for indianere. Da det i strid med Missourikompromiset af 1820, der forbød slaveri nord for breddegraden 36 gr 30 min, blev overladt til lokal afgørelse, om slaveri skulle være tilladt, opstod der borgerkrigslignende tilstande i territorierne. P’s manglende evne til klare denne situation umuliggjorde, at hans parti genopstillede ham til endnu en periode som præsident. Han trak sig tilbage til advokatvirksomheden i Concord, New Hampshire (d 8/10 1869)

d Johann Elert Bode, tysk astronom; grundlagde i 1774 "Astronomisches Jahrbuch", hvortil han i de næste 51 år hvert år skrev og udgav et bind. Blandt hans øvrige arbejder er "Anleitung zur Kenntnis des gestirnten Himmels" og "Uranographia" (1801), der bestod af 20 stjernekort og et katalog over 17.240 stjerner og stjernetåger. B sørgede for, at den empiriske lov, der i 1766 var blevet fremsat af Johann Daniel Titus af Wittenberg blev kendt. Loven har betydning ved beregning af planeters afstand fra Solen. Den var således en vigtig faktor ved opdagelsen af småplaneterne (asteroiderne) i området mellem Mars og Jupiter. I forbindelse med undersøgelserne af småplaneterne var B den første, der beskrev det af Piazzi i 1801 fundne himmellegeme som en planet (Ceres). I 1786 blev B direktør ved Berlins observatorium, en stilling han beklædte til året før sin død (f 19/1 1747)

1833 d Jean-Baptiste grev Jourdan, fransk marskal; efter at have gjort tjeneste i Ludvig 16.’s hær bl.a. i Vestindien (1778-84) trak J sig tilbage og blev klædehandler i Limoges. Men udbruddet af revolutionen kaldte ham tilbage til militæret. Hans støtte til revolutionen gjorde, at han blev valgt til oberstløjtnant i den frivillige revolutionshær i 1791. I 1793 blev han general og var konsulent for Velfærdskomiteen i forsvarsspørgsmål. Da han havde opnået successer i krigen med østrigerne blev han i marts 1794 kommandør i hæren ved Mosel. I slaget ved Fleurus den 26. juni tilføjede han østrigerne et så afgørende nederlag, at østrigsk modstand vest for Meusefloden var ophørt. I oktober kunne han med sin hær besætte Belgien. I 1797 blev han valgt til De Femhundredes Råd, hvor han fik gennemført den almindelige værnepligt og tvangsudskrivning til revolutionshæren. Som øverstkommanderende i Rhinhæren belv han besejret af østrigerne i okt. 1798. J måtte overlade sin kommando til André Masséna og blev igen politiker. På trods af hans modstand af Napoleons statskup, der den 9. novbr. 1799 gjorde Napoleon til Frankrigs enehersker, blev J sat i spidsen for hæren i Italien og i 1804 udnævnt til marskal. Året efter måtte han imidlertid aflevere sin kommando i Italien til Masséna. J fik ingen kommandoer i krigen med Østrig; i stedet blev han guvernør i Napoli og militær rådgiver for Napoleons bror Joseph. Da Joseph i 1808 blev konge i Napoli, blev J kongens stabschef. På gr. af for dårlig ledelse af sine tropper mistede J i 1813 den kommando, han i 1812 havde fået i Spanien, efter han i nogle år før havde trukket sig tilbage skuffet over Napoleon ikke ville bruge ham i aktiv krigstjeneste. Ved Napoleons afgang støttede J den nye konge (Ludvig 18.), som udnævnte ham til chef i Rhinarmeen. Under Julirevolutionen i 1830 var J i en kort periode udenrigsminister (f 29/4 1762)

 

f Otto Mønsted, købmand, margarinefabrikant; fra 1853 var han i handelslære i Grenå og efter at have været kommis i Roskilde og København, nedsatte han sig i 1865 i Århus som grosserer i smør, korn og foderstoffer. I Århus startede han i 1883 den første danske fabrikation af margarine. Det skete fra egen fabrik i Vestergade, kaldet Aarhus Butterine Compagni. Da startvanskelighederne var overvundet og konkurrenterne meldte sig, forstod M til stadighed at holde sin fabrik i spidsen. Han forstod ikke alene rent teknisk, men også salgsorganisatorisk at anvise nye veje, f.eks. havde M's fabr. allerede i de første år lavet halv-kilo pakker i rulleform, ligesom han gennem en landsomfattende reklamekampagne af en intensitet som oversteg, hvad man dengang var vant til, fik fastslået sit firmanavn, OMA, (Otto Mønsted Aarhus). Da man begyndte at anvende vegetabilske råstoffer i margarineproduktionen, blev M interessent i Århus Oliemølle/Århus Oliefabrik, der på hans tilskyndelse tog fat på ved presning af sesamfrø at fremstille olie til margarineindustrien, hvilket i forbindelse med spiseolieindustriens rivende udvikling gjorde denne virksomhed til et stort foretagende. M var 1885-91 medlem af Århus byråd. 1898 flyttede han til København, hvor han i Kristianiagade lod opføre en pragtvilla, der efter 2. Verd.krig blev sovjetisk ambassaade. Mønsted var gift med Anna Sophie Broge, datter af Hans Broge (d 4/9 1916)

1848 f P. Knudsen, fagforeningsmand og Socialdemokratiets formand 1882-1909; i 1867 blev han udlært som handskemager i fødebyen Randers. Som soldat oplevede han i 1872 Slaget på Fælleden og tilsluttede sig kort efter den unge socialistiske bevægelse. I 1876 var han medstifter af sit fags fagforening og var 1898-1903 formand for det nystiftede Handskemagerforbundet i Danmark. I arbejderbevægelsens mørkeste tid efter Pios og Geleffs flugt til USA blev K i 1882 formand for Socialdemokratiet, og det skyldes i væsentlig grad hans indsats, at det ud fra næsten ingenting lykkedes at opbygge et stort landsdækkende parti. Som næstformand 1898-1908 i De Samvirkende Fagforbund i Danmark fik han afgørende indflydelse på etableringen af det tætte samarbejde mellem fagbevægelse og parti. I årene 1897-1902 var han medlem af Københavns borgerrepræsentation. Han blev rådmand i 1902 og i 1909 borgmester for magistratens 3. afd. dvs "fattigborgmester". Endvidere var K medlem af Landstinget 1890-98 og af Folketinget 1898-1901 og 1903-09. Som medlem af "Social-Demokraten" redaktion var han ligeledes aktiv inden for arbejderbevægelsens presse. I sit rigsdagsarbejde medvirkede han ved udformningen af mange vigtige sociallove, således loven om anerkendte arbejdsløshedskasser i 1907. K’s viden og indsigt på det sociale område havde allerede i 1888 resulteret i hans udgivelse af bogen "Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse" (d 28/10 1910)

f Billy the Kid (William H. Bonney), amerikansk bandit, der siges at have begået sit første mord som 12-årig, da han med en kniv dræbte en mand, der havde fornærmet hans mor. Fire år senere var han indblandet i et røveri og mord på fire indianere. I 1876 var han cowboy i Pecos Valley i New Mexico og sagdes nu at være skyldig i 12 mord. Da Lincoln County kvægkrig brød ud i New Mexico i februar 1878, blev B leder af en af krigens bander og deltog i flere blodige sammenstød. Klimax kom den 1. april, da han og fire bandemedlemmer dræbte sheriff James A. Brady og en af dennes mænd. I august samme år afslog B et tilbud om amnesti. I stedet foretog han som leder af en bande på 12 flere kvægtyverier. Disse tyverier resulterede i flere drab. I 1880 blev en af B’s tidligere venner, Patrick F. Garrett, sheriff. Han indledte en kampagne for at udrydde B’s bande. Juleaften undgik B tilfangetagelse efter en ildkamp i Fort Sumner, New Mexico. Men få dage senere blev han taget til fange sammen med tre kammerater. Efter at være dømt til døden for mordet på sheriff Brady undslap B fra fængslet i Lincoln, New Mexico ved at dræbe begge sine fangevogtere. Den 15. juli 1880 blev han sporet til en lejlighed i Fort Sumner. Her blev han skudt af Patrick Garrett. Traditionelt tilskrives B at have dræbt 21 mennesker. Men der er intet troværdigt belæg for antallet. På grund af hans ungdom og udfordrende optræden voksede der en romantisk legende op om Billy the Kid, og han blev det vilde vestens mest berømte bandit (d 15/7 1881)

Under Den amerikanske Borgerkrig udkæmpes slaget ved Chattanooga ved Tennessee-floden. Chattanooga havde som jernbaneknudepunkt stor strategisk betydning for sydstaterne. I september 1863 blev en nordstatshær under kommando af general William S. Rosencrans indesluttet der af en sydstatshær under general Braxton Bragg. Måneden efter blev nordstatsgeneralen Ulysses S. Grant sat i spidsen for en hær for at befri tropperne i Chattanooga og i det hele taget sørge for, at nordstaterne var i offensiven. Med støtte af styrker fra general Joseph Hooker og general William T. Sherman besejrede Grant i en række slag i dagene 23., 24. og 25. november sydstatshæren, som måtte opgive belejringen og med et tab på ca. 7.000 mand trække sig tilbage til Georgia. Nordstatshæren havde et tab på ca. 6.000 mand. Målt med tabene i andre af krigens slag var disse tab beskedne; men slagets betydning kan måle sig med slagene ved Vicksburg og Gettysburg samme år. Vejen lå nu åben for, at Sherman med sin hær året efter kunne rykke frem til Atlanta og Savannah

 

f Valdemar Poulsen, ingeniør, opfinder; efter i årene 1889-93 at have været i gang med forskellige studier var han i lære på en maskinfabrik i Århus og nogle år fra midt i 1890’erne til 1898 ansat ved KTAS tekniske

afdeling. Han lærte ved selvstudium elektronik og opfandt 1898 en elektromagnetisk fonograf - dvs en forløber for båndoptageren - som han kaldte telegrafonen. Med den kunne man optage menneskelig tale ved magnetisering af en hærdet ståltråd og ved påfølgende aftastning få talen gengivet i en telefon. P opfandt 1903 lysbuegeneratoren, og allerede 1904 udtog han patent på forskellige anordninger for buens anvendelse til trådløs telefoni. Samme år blev den første buegenerator til radiotelegrafi opstillet i Lyngby. I 1907 installeredes en forsøgsstation i dampskibet "Hellig Olav", som på en rejse til New York modtog telegrammer fra Lyngby over en afstand på 3.300 km. P lagde med indførelsen af kontinuerte radiobølger grunden for rationel radioteknik og muliggørelsen af radiofoni.Teknologien fik for udbredelse under 1. verdenskrig, hvor den tyske krigsmarine benyttede P’s opfindelse. Han regnes derfor med rette for at være en af radioens største pionerer. 1909 blev han æresdoktor ved universitetet i Leipzig, 1914 medlem af Videnskabernes Selskab og 1929 æresdoktor ved Polyteknisk Læreanstalt (d 23/7 1942)

1896 f Klement Gottwald, tjekkoslovakisk premierminister, præsident 1948-1953; han blev uddannet ved handelen og deltog i 1. Verd.krig på østrigsk side. Han deserterede før våbenhvilen og tilsluttede sig den tjekkoslova kommunistiske parti, KSC. Han blev i 1925 medlem af partiets centralkomité, i 1926 generalsekretær for KSC og tre år senere medlem af Nationalforsamlingen. Endvidere virkede han som journalist og var i 1936 aktiv i organiseringen af Den internationale Brigade til Spanien. Efter Münchenaftalen i september 1938 flygtede han til Sovjetunionen for herfra at organisere modstand mod nazisterne og den tyske besættelsesmagt i Tjekkoslovakiet. Under krigen øgedes KSC’s prestige og indflydelse, og G fik en ikke ringe indflydelse på indretningen af efterkrigstidens Tjekkoslovakiet. Han vendte tilbage sammen med Den røde hær og udnævntes 1945 til vicepremierminister. Samme år blev han leder af Den Nationale Front, en koalition af tilladte tjekkoslovakiske partier. I den flg. tid udbyggede han det kommunistiske partis position i nært samarbejde med Moskva. I 1946 blev han atter partiformand og tillige premierminister. Han gennemførte februar 1948 kommunisternes kup og overtagelse af magten i Tjekkoslovakiet. Herefter var han hovedansvarlig for den stalinistiske kurs i Tjekkoslovakiet og for gennemførelse af flere blodige skueprocesser. Fra juni 1948 til sin død var G landets præsident (d 14/3 1953)

1902 d Walter Reed, amerikansk bakteriolog, der især er kendt for sin arbejde vedr. gul feber. Efter afsluttet uddannelse indtrådte han i 1875 i den amerikanske hærs lægekorps. I 1893 blev han udnævnt til major og blev professor i bakteriologi og klinisk mikroskopi ved det netop åbnede Army Medical School i Washington. Da der under den spansk-amerikanske krig (1898) var flere tilfælde af gul feber blandt de amerikanske soldater på Cuba, blev R formand for en kommission, der skulle undersøge sygdommens årsager og dens smitteveje. Undersøgelserne fik R til at tage afstand fra den dengang almindelige opfattelse, at gul feber spredtes, når raske fik kontakt med de syges klæder, sengetøj osv. R påviste, at frembrud af gul feber skyldtes bid fra myggen Steggomyia fasciata (senere klassificeret som Aëdes aegypti). Efter en indsats af den amerikanske hærs sanitetskorps blev gul feber udryddet på Cuba (der var ikke nye tilfælde i 1902), og siden har sygdommen stort set ikke optrådt i disse egne (f 13/9 1851)

Landets ældste firma Munke Mølle i Odense holder 800 års jubilæum

1946 d Hans Peter Hjerl Hansen, forretningsmand; H stiftede i 1915 Hjerl-fonden, som fra 1910 havde opkøbt hedearealer ved Flynder sø syd for Skive. Hedearealet blev fredet, og Hjerl Hede Frilandsmuseum anlagt. H kom i 1885 i lære i et smørgrossistfirma, hvor han hurtigt gjorde karriere fra 1897 som medindehaver. I 1904 overtog han firmaet, som eksporterede smør og fremstillede konserves fra 1932 under navnet Plumrose. H var pioner i det danske erhvervsfremstød i Sibirien i begyndelsen af 1900-t. Han grundlagde i 1904 Det Sibiriske Kompagni og i 1916 Det Almindelige Handelskompagni; begge firmaer måtte lukke i 1930. Samme år genskabte H Sibirisk Kompagni som en handels- og industrivirksomhed. Begyndelsen på frilandsmuseet på Hjerlhede blev gjort i 1928 ved erhvervelsen af "Danmarks ældste bondegård" fra Vinkel ved Viborg. Museets store samling af landbygninger, hvoraf de fleste er jyske, gårde og huse (landhåndværk), møller, kro, smedje, mejeri, skole og præstegård samt en kopi af en romansk kirke. H var i 1920 kortvarigt finansminister i Otto Liebes regering (f 27/4 1870)

 

Lindø værftet indvies. Værftet blev indviet som en udvidelse af Odense Stålskibsværft. Dette var blevet for lille. Dets placering ved Odense Kanal betød, at man på værftet kun kunne bygge skibe på op til 40.000 tdw. Da man i 1957 fik ordre på en serie tankskibe på 50.000 tdw, besluttedes det at bygge et nyt og større værft med Munkebo nordøst for Odense. For at bygge værftet her talte bl.a., at der var dybt vand tæt ind til kysten (ca 11 m.) og derfra til søs (7,5 – 12 m.), og fordi grundforholdene var velegnede. Ved indvielsen var det nye værft udstyret med to tørdokke, hvor der kunne bygges skibe på op til 200.000 tdw. Endvidere var der på værftets område, der dækkede ca 40 ha, bl.a. en skibsbygnings- og svejsehal på 12,000 m2, en værkstedsbygning på 9.000 m2 og en magasinbygning på 4.000 m2. Senere er værftet blevet udvidet flere gange

1963 d Aldous Huxley, engelsk forfatter; han debuterede 1916 med digtene "The Burning Wheel"; siden fulgte bl.a. samlingen "The Defeat of Youth" (1918). Men han er først og fremmest kendt som essayist og romanforfatter. I 1920'erne skrev han spirituelle og desillusionerede fabler om, hvordan moderne psykologi og naturvidenskab nedbrød traditionelle værdier og ført til rodløshed blandt de intellektuelle. H’s forfatterskab kulminerede med satiren "Brave New World" (1932), en fremtidsvision hvor teknologien har elemineret alle problemer og konflikter, og hvor enhver moralsk stræben er blevet overflødig. I 1941 udsendte han et værk om pater Joseph, Richelieus vigtigste udenrigspolitiske rådgiver: "Grey Eminence: a Study in Religion and Politics". Med romanen "Ape and Essence" (1948) vendte han tilbage til den satiriske fremtidsskildring, denne gang af verden efter en atomkrig. H’s essaysamlinger spænder over et stort område: i "Science, Liberty and Peace" (1947) redegør han for sit pacifistiske standpunkt; "Brave New World Revisited" (1958) er et tilbageblik og en opsummering af de fysiske og psykiske farer, som truer det moderne samfund (f 26/7 1894)

d Andre Malraux, fransk forfatter og politiker; baggrunden for hans første romaner "Les Conquérants" (1928) og "La Condition Humaine" (1933) var en rejse til Det fjerne Østen 1923-27 og indtrykkene fra den samtidige kinesiske borgerkrig. "L’Espoir" (1937) handler om Den spanske Borgerkrig, hvori han deltog som eskadrillechef i det internationale republikanske flyverkorps. Bogen er blevet betegnet som et af de betydeligste litterære dokumenter fra borgerkrigen. Hans sidste rene roman var "Les Noyers de l’Altenberg (1943). Den var første del af en planlagt trilogi, beslaglagt af Gestapo. Efter krigen skrev han en række kunstfilosofiske værker bl.a. "Le Musée Imaginaire" (1947) og "Les Voix du silence" (1951). En hovedtanke i disse værker er, at kunstneren kan skabe en "frihedens verden" i modsætning til erfaringsverdenen, som er underlagt nødvendighedens lov. Efter en uproduktiv periode udgav han i 1967 første bind af sine erindringer "Antimémoires", den blev en af de største franske bogsuccesser efter krigen. Som politiker blev han gaullismens kulturelle talerør. Han var informationsminister i den provisoriske franske regering 1945-46. I 1947 blev han generalsekretær i det nystiftede gaullistparti. Ved de Gaulles magtovertagelse 1958 var han informationsminister i en kort periode. Derefter i årene 1959-69 sit lands kulturminister.Herom skrev han "Les Chênes qu’on Abat" (1971), en slags "gaullismens testamente",udformet som en mere eller mindre fiktiv samtale mellem ham selv og generalen. Endvidere erindringsbøgerne "Lazare" (1974) og "Hotes de Passage"(1975)(f 3/11 1901)

 

 

 

 

 

 

 

Til top        24. november

 

d Jean d’Orleans greve af Dunois, fransk militærmand og diplomat, der spillede en vigtig rolle i sit lands endelige sejr over englænderne i Hundredsårskrigen. 1420 trådte han i tjeneste hos sin fætter, dauphinen, den senere Karl VII og blev en betroet rådgiver. D’s første bemærkelsesværdige bedrifter var, da han 1427 besejrede englænderne i slaget ved Montargis, og da han 1427-28 forsvarede Orléans til, Jeanne d’Arc kom. Han ledsagede Karl til kroningen i Reims, deltog i en række træfninger, der kulminerede 1436 med triumftoget i det genvundne Paris. D var medlem af den franske delegation til forhandlingerne med englænderne i Gravelines 1439 og samarbjdede med kongen om reorganisationen af den franske hær. Han fik grevskabet Dunois af sin halvbror, hertugen af Orléans, senere (1443) fik han grevskabet Longeville af Karl VII. Han var med i forhandlingerne med englænderne om indgåelse af våbenhvilen 1444 og i forhandlingerne 1447-49 om modpaven Felix Vs abdikation. Da Ludvig XI blev konge i 1461, fortsatte greven af Dunois sin tjeneste ved hoffet hos ham (f 1403)

1572 d John Knox, skotsk kirkereformator; om K’s tidlige liv vides stort set intet, og først efter 1543 kendes han som protestant. I 1551 var han præst i Newcastle og var derefter hofkapellan for Edward VI. Han fik tilbudt et bispeembede, men afslog da han ikke ville antage Common Prayer Book. Da katolikken Marie den Blodige besteg den engelske trone, flygtede han til Geneve. Her blev han Calvins lærevillige discipel, og i det toårige ophold i Genève rodfæstedes de calvinistiske synspunkter hos ham. Sammen med nogle venner oversatte han Biblen til engelsk. I England dømte bisperne ham til bålet. K svarede igen med skrifterne "Opråb til Skotlands adel og rigsstænder" og "Første trompetstød mod det monstrøse kvinderegimente" (1558). Sidstnævnte skrift var rettet mod Marie den Blodige. Men det ramte også dronning Elizabeth. Noget denne aldrig tilgav K. 1559 vendte han tilbage til fædrelandet (Skotland), efter at de skotske protestantiske adelsmænd havde stiftet et edsforbund, der forpligtede dem til at kæmpe ihærdigt til det yderste for den protestantiske kirke. Som præst i Edinburgh kæmpede han mod Maria Stuarts "katolske afguderi", så kirke- og billedstorm fulgte i hans spor. Foruden bibeloversættelsen forfattede K den skotske kirkes bekendelsesskrift og dens kirkeordning "First Book of Disciplin", der organiserede kirken som ren presbyritansk. Når K er blevet kaldt Skotlands reformator, er det ikke som reformationens første, men som dens mest energiske forkæmper, som har givet den skotske kirke dens strenge, puritanske præg. (f 1505 eller 1515)

1632 f Benedictus de Spinoza, jødisk/hollandsk filosof; han gik i den jødiske skole i Amsterdam og skulle være rabbiner. Da rabbinere skulle kunne et håndværk, lærte han samtidig diamantsliberi. Han blev særdeles velbevandret i såvel jødisk som kristen filosofi, og han studerede latin, klassisk litteratur, matematik og fysik. Som følge af hans omgang med ikke-jødiske lærde blev han – efter at have fået en advarsel – i 1656 udstødt af menigheden og lyst i band som kætter. Fra 1670 boede han i Haag og ernærede sig ved linseslibning. Han fik talrige tilbud om gode stillinger, professorater o.lign. i udlandet, men afslog dem alle, til trods for at de hollandske kalvinister var ham venligtsindede. Derimod havde han mange venner blandt den lærde verdens mænd, og disse venner lod efter hans død to af hans hovedværker trykke. Hans vigtigste værk er "Tractatus theologica-politicus" (anonymt 1670), hvori bl.a. findes en første historisk bibelkritik; endvidere de efter hans død udgivne "Ethica", "Tractatus politicus" og "De intellectus emendatione" (om forstandens forbedring) (alle 1677) Iflg. S er det højeste gode sand frihed, som nås gennem erkendelse, og den højeste form for denne er en intuition, hvor man ser tingene sub specie aeterni dvs under evighedens synsvinkel. S’s grundbegreb er substansen, der er ét med Gud eller med naturen. Heri er hans lære en panteisme. Substansen fremtræder under to former (attributer), nemlig som ånd og materie, sjæl og legeme. Disse er da i grunden det samme, blot oplevet på to måder. Efter et århundr.’s upåagtethed blev S kendt, gennem bl.a. Goethes interesse for ham, og har siden været anset for en af filosofiens store (d 20/2 1677)

Hollænderen Abel Tasman opdager Van Diemens Land; i 1856 omdøbt til Tasmanien efter dets opdager. I 1632 eller 1633 kom Tasman i tjeneste i Det Hollandske Ostindiske Selskab. Da han den 14. august 1642 med de to skibe "Heemskerk" og "Zeehaen" stævnede ud på sin opdagelsesrejse fra Batavia i Ostindien, havde hollænderne på tidligere rejser besejlet Australiens vestkyst, men hvor langt denne kyst strakte sig sydpå, havde man ingen anelse om. At finde ud af det var bl.a. en af opdagelsesrejsens formål. Fra Batavia sejlede Tasman til Mauritius, som nåedes 8. oktober. Derfra gik det videre sydpå og derefter mod øst, og skibene nåede deres sydligste position på 49 gr. syd 94 gr. øst. Herefter sattes kursen atter nordpå, og den 24. november opdagede man land på 42 gr. 20 min. syd. Tasman sejlede langs dets sydlige kyst og navngav det Van Diemens Land. Van Diemen var Det Ostindiske Kompagnis øverste chef. På den fortsatte rejse besejledes farvandene ved New Zealand og man opdagede Tonga- og Fijiøerne. Med tabet af kun 10 mand nåede skibene efter en rejse på 10 måneder atter Batavia den 13. juni 1643

 

f Karl XI svensk konge 1660-97; søn af Karl X og Eleonora af Holsten-Gottorp; han blev konge, da han var fire år. Regeringen førtes af et regentskab, til han blev myndig i 1672. Tre år senere blev Sverige inddraget på fransk side i den europæiske krig, hvis nordiske del benævnes Skånske krig. Sveriges modstandere var bl.a. Brandenburg og Danmark. Under modgangen i krigens første år begyndte K at frigøre sig for formynderne og spille en selvstændig rolle. Han havde sin store andel i de svenske sejre ved Lund (4.december 1676) og Landskrona (14. juli 1677). Sejrene betød, at Sverige i den følgende tid havde overtaget, og at krigen sluttede uden landafståelser for Sverige. Dermed forblev Skåne svensk. Efter fredsslutningen begyndte K en gennemgribende reorganisation af sit lands styre. Han inddrog ulovlige forleninger, hvorved adelens magt blev brudt. Med tvang nedsattes renterne på statslån. Denne hårdhændede reduktion medførte en tiltrængt sanering af finanserne. Kongens enevælde blev efterhånden legaliseret, idet han i 1682 fik lovgivningsret. Selv om han fortsat arbejdede sammen med stænderne, blev enevælden i høj grad personlig. Han lod de gamle rigsembeder stå ubesatte og tålte nødig nogen selvstændig vilje ved siden af sig. Han blev selv forvaltnings- og finansekspert og gik op i regeringsarbejder med enestående arbejdsomhed og en sans for økonomi, som grænsede til det smålige. Udenrigspolitisk indtog K en fjendtlig holdning over for Danmark og støttede den gottorpske hertug. Dette samarbejde styrkedes ved ægteskab mellem hertug Frederik af Gottorp og K’s datter. K var gift med den danske prinsesse Ulrika Eleonora (datter af Frederik III) og havde børnene Karl (XII), Hedvig Sofia og Ulrika Eleonora (d 5/4 1697)

1762 Våbenhvile Østrig-Prøjsen. Prøjsiske Syvårskrig

f Zachery Taylor, USA’s præsident 1849-50; han begyndte en militær karriere i 1808 som løjtnant ved 7th Infantry. Som kaptajn og major deltog han herefter i flere krige mod indianere, f.eks. i 1832 i Illinois mod indianere under Black Hawk og i Den anden Seminole Krig i Florida (1835-42). T’s indsats som brigadegeneral i krigen mod Texas i 1840’erne, især hans sejr i februar 1846 over den mexicanske general Antonio López Santa Anna i slaget ved Buena Vista, overbeviste nogle Whig politikere om, at han ville have gode muligheder for at vinde et præsidentvalg. Ved partiets konvent i 1848 opnåede T nominering ved den fjerde afstemning. Efter også at have vundet præsidentvalget blev T i marts 1849 indsat som USA’s 12. præsident. Det største problem T blev stillet overfor som præsident, var inkorporeringen af de fra Mexico erobrede områder. Således modsatte sydstats kongresmedlemmer sig T’s forslag om at optage Californien som stat i unionen, fordi Californien havde forbudt slaveri. T’s tid som præsident blev kort. Han døde under en omdannelse af sit kabinet. En omdannelse der blev nødvendig, da krigsministeren var anklaget for korruption (d 9/7 1850)

f Ditlev Gothard Monrad, biskop, minister; cand theol 1836 og 1838 magister i orientalsk filologi. Han blev i 1840'erne ledende i den liberale bevægelse. Sin politiske karriere begyndte han som borgerrepræsentant i København i årene 1841-46. I 1846 blev han præst i Vester Ulslev på Lolland. I 1848 begyndte han sin usædvanlige voksengerning. Først blev han kultusminister ved dannelsen af Danmarks første demokratiske regering, martsministeriet. Han var medforfatter til det første grundlovsudkast, og det var ikke mindst M’s indsats, der sikrede gennemførelsen den almindelige valgret. I juni 1848 udtrådte han af regeringen og blev året efter biskop på Lolland-Falster. Denne post beklædte han til 1854, da han blev afskediget for politisk opposition. Han var medlem af Folketinget 1849-65 og 1882-86 som liberal, nærmest Højre, fra 1882 nærmest Venstre. Han beklædte i 1850'erne og 60'erne forskellige ministerposter og blev 31. decbr. 1863 regeringsleder. Da de uundgåelige ulykker som følge af krigen med Preussen-Østrig kom, fik M skylden og måtte træde tilbage (11. juli 1864). Katastrofen 1864 ramte M hårdt. Nedbrudt over nederlaget og tvivlende på Danmarks mulighed for at overleve som selvstændig stat fik ham til at forlade landet, og 1865-69 opholdt han sig i New Zealand. Han vendte tilbage til Danmark og blev præst i Brøndbyøster, 1871 atter biskop på Lolland-Falster. I sin sidste periode som medlem af Folketinget kom Monrad, der nærmest var modstander af folketingsparlamentarisme, til at stå skarpt over for Estrup; modløs over provisorierne og visnepolitikken nedlagde han 1886 sit mandat (d 28/3 1887)

f Grace Darling, engelsk heltinde; datter af William Darling, der var fyrmester på Longstone (Farne Islands) fyret. Om morgenen den 7. september 1838 løb luksusdampskibet "Forfarshire" på klipperne ved Longstone. Grace og hendes far roede over til vraget og reddede fire mænd og en kvinde. Fyrmesteren roede derefter med to af de reddede over og hentede resten af de skibbrudne i sikkerhed. Grace og hendes far blev berømte i Storbritannien, der blev indsamlet en større sum penge til dem, og de blev tildelt Humane Societys guldmedalje (d 20/10 1842)

 

Charles Darwin's "Origin of Species by Means of Naturel Selection" (dansk oversættelse ved J.P. Jacobsen "Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg, 1872) offentliggøres. I værket, der med et førsteoplag på 1200 eksemplarer blev udsolgt på udgivelsesdagen, hævdede D, at de højere levende væsner havde udviklet sig af de lavere; det var sket gennem en "naturlig udvælgelse", idet de bedst egnede under "kampen for tilværelsen" havde klaret sig, mens de andre var gået til grunde. Den tanke, at de forskellige dyrearter er resultat af en udvikling, havde D fået 20 år tidligere på sit 5 årige togt med "Beagle" Jorden rundt. Han havde da haft lejlighed til at iagttage, hvorledes nærtstående dyreformer afløste hinanden i de forskellige dele af Sydamerikas kontinent, og hvorledes Galapagosøerne husede en dyreverden, som var beslægtet med, men tydeligvis var forskellig fra fastlandets, og som atter viste små forskelle fra ø til ø. Disse iagttagelser fik D til at antage, at arterne gradvis forandres. Efter sin hjemkomst samlede han i 20 år kendsgerninger til støtte og nærmere belysning af sin antagelse. Ved at samle et så overvældende materiale af kendsgerninger og ved at kombinere teoretisk tænkning med empirisk arbejde blev D’s tanke relativt hurtigt almindelig antaget i videnskabelige kredse. Men ved i sin afstamningslære at placere mennesket i dyreriget og ved at benægte, at det var Gud, der havde skabt mennesket og alt levende, vakte D’s værk forfærdelse i kirkelige kredse

f Toulouse-Lautrec, fransk maler, der tilhørte den franske højadel; afgørende for hans fremtid blev, at han to gange i sin barndom brækkede benene, og de derefter ikke voksede, således at han aldrig blev højere end et barn. Dette forhindrede ham i at leve en adelsmands traditionelle liv og medvirkede til, at hans tegnetalent blev hans profession, at hans omgang blev Paris' bohème, cirkusfolk osv, og at hans motiver kom til at omfatte teatrets verden, dansesalonen, bordellet, væddeløb m.m. Han kom til Paris i 1882, og efter enkelte mytologiske og historiske billeder slog han sig 1886 ned på Montmartre og fandt her sin egen motivkreds og sit specifikke miljø. I 1891 vakte hans første plakater opsigt, og året efter begyndte han at arbejde med farvelitografi. Plakatkunsten var netop i denne periode i kraftig udvikling, og med sine træfsikre motiver, sine klart afgrænsede flader og sin faste kontur var hans stil som skabt for denne kunstart. T-L tekniske kundskaber var store, såvel litografiet som pastellen beherskede han. Det samme gjaldt olie og akvarel, desuden var han en ypperlig tegner. De fleste af hans malerier er malet med stærkt udtyndet olie på karton, med bevidst brug af de umalede partier. T-L var ikke interesseret i lyset som de rene impressionister, for ham var det formen, bevægelsen og den brede dekorative virkning,der var det vigtigste. Omkring 1899 tog hans drikkeri overhånd, hans arbejdskraft blev nedsat, og kun 37 år gammel døde han. Efter at have været kendt og skattet som kunstner af en snæver parisisk kreds står han i dag som en klassiker i fransk kunst (d 9/9 1901)

1887 f Erich von Manstein, tysk general, som planlagde overfaldet på Frankrig i 2. Verd.krig. Han begyndte sin militære løbebane i 1905. Som stabschef hos general von Rundstedt hævdede M, at ved et angreb på Frankrig ville en kampvognsstyrke kunne trænge gennem Ardennerne, derved ville man komme udenom franskmændenes Maginotlinje. Denne plan blev accepteret af den øverste tyske militærledelse i februar 1940. Han blev udnævnt til generalfeltfarskal 1942. 1941-42 var M chef for den tyske armé, som trængte ind på Krim og til slut erobrede Sevastopol. I december 1942 blev han chef for den tyske sydfront i Rusland og skulle søge at standse den russiske fremrykning. I august/september 1943 blev hans hære imidlertid tvunget tilbage. Eftersom han talte for en tysk tilbagetrækning fra Stalingrad, blev han afskediget marts 1944. Som krigsforbryder blev han i 1949 idømt 12 års fængsel; benådet i 1953. M udgav i 1955 den selvbiografiske "Verlorene Siege" (d 10/6 1973)

d Alexander Foss, ingeniør, fabrikant, politiker; han blev cand polyt i 1882 og var fra 1885 ansat ved og fra 1887 medejer af F.L. Smidts ingeniørfirma. F beklædte en lang række tillidsposter, således var han 1903-12 formand for Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i København, 1911-21 formand for Industrirådet. Han var blandt stifterne af Ingeniørforeningen og sad 1892-1901 i dens bestyrelse og var 1904-07 formand for foreningen. Han var medlem af Folketinget 1915-18, af Landstinget 1918-20 for Det konservative Folkeparti (f 1/10 1858)

 

1929 d Georges Clemenceau, fransk politiker, premierminister 1906-09 og 1917-20; han begyndte sin politiske karriere i 1870, da han blev borgmester i Montmartre; fra 1876 repræsenterede han Montmartre i Deputeretkammeret, hvor han blev blandt lederne af Det radikale parti. Han mistede sin plads i kammeret i 1893, men hans kampagne for Dreyfus’ uskyld, førte ham igen frem i forreste linje. 1902 blev han senator og i 1906 indenrigsminister. Samme efterår dannede han selv regering. Den sad til 1909. Sit reformprogram om bl.a. alderdomsforsørgelse, 8-timersdag og progressiv indkomstskat fik han ikke gennemført, men der gennemførtes adskillelse mellem stat og kirke. Udenrigspolitisk styrkede han alliancen mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland. I 1917 dannede den 76-årige C den såkaldte "sejrens regering". Han reorganiserede hæren, stimulerede kampmoralen, bekæmpede tilhængerne af en forståelsesfred med Tyskland og fik "defaitister" og pacifister tiltalt og dømt. På fredskonferencen i Versailles blev han en af "de fire store" og konferencens præsident. I Versailles arbejdede han konsekvent for Frankrigs sikkerhed og dermed for Tysklands svækkelse. Versaillestraktaten tilgodeså i høj grad C's ideer; alligevel blev han i 1920 vraget som præsidentkandidat. Da hans regering faldt samme år, trak han sig ud af politik og helligede sig et forfatterskab af filosofiske og biografiske værker (f 28/9 1841)

 

 

 

 

 

Til top        25. november

1560 d Giovanni Andrea Doria, condottiere og genovesisk admiral; han startede sin karriere som condottiere (lejetropsfører) i Italien bl.a. for Pavestaten og for kongeriget Napoli. Han blev særdeles velhavende, og i begyndelsen af 1500-tallet udrustede han for egne midler en flåde, der flere gange besejrede tyrker og pirater i Middelhavet. Derefter deltog han i kampene mellem habsburgerne (kejser Karl V) og franskmændene (Frans I) om herredømmet på Den italienske halvø. Først var han i fransk tjeneste som admiral, men gik 1528 i tjeneste hos Karl V for at befri sin fødeby Genova for en fransk besættelsesstyrke. Som tak gav genoveserne ham tilnavnet "liberator patriae" (fædrelandets befrier), og han indførte et aristokratisk styre i byen. Karl V udnævnte Doria til kejserlig storadmiral, og han deltog til 1555 - dvs som 89 årig! - i flådesammenstødene med de fremtrængende tyrker (f 30/11 1466)

 

1562 f Lope de Vega, spansk digter og dramatiker; han fik sin uddannelse hos jesuitterne i Madrid sandsynligvis med henblik på at blive præst. Men han blev aldrig præst. Allerede i sin ungdom begyndte han at skrive stykker til teatrene i Madrid, samtidig med han var i tjeneste som sekretær hos forskellige adelige. I 1588 deltog han i Den uovervindelige Armadas togt mod England. Fra 1605 til sin død var de Vega privatsekretær hos hertugen af Sessa. I 1605 havde han dog allerede slået sit navn fast som en af tidens mest fremtrædende forfattere. Hans litterære produktion er stor og mangeartet. Et af hans berømteste digte er "Madonnas Vuggesang" i romanen "Betlehems hyrder" (1612). Blandt hans fortællende digte er "La Dragontea", (1598) om den den engelske søhelt, Armadaens modstander, Sir Francis Drake. Lope de Vega var først og fremmest kendt som dramatiker. Af hans comedias er bevaret ca 460 og desuden kendes titlerne på over 200, som ikke er bevaret. Hjemlige sorger – inden for to år døde såvel hans yndlingssøn som hans kone og elskerinde – kan være forklaringen på den religiøse krise, der i 1612 fik de Vega til at lade sig præstevie, og, såsnart det var ham økonomisk muligt, at opgive dramaet og i stedet skrive religiøs poesi f.eks. "Rimas sacras" (1614). Senere optog de Vega dog for en tid et mere verdsligt liv, men til sin død fortsatte han med at skrive poesi. I 1627 tildelte pave Urban VIII ham Malteserordenen for hans digt om Maria Stuarts død "Corona tragica" (d 27/8 1635)

 

1609 f Henrietta Maria, engelsk dronning, datter af Henrik IV af Frankrig og Maria Medici. I 1625 blev hun gift med Karl I af England. Fra 1629 og 11 år frem fødte hun 8 børn. Blandt dem de senere konger Karl 2. (1660-85) og Jacob 2. (1685-88). Hendes åbenlyse katolicisme gjorde hende ikke populær i England. Men det mod og den beslutsomhed, hun udviste for kongens sag under første del af Den engelske Borgerkrig mellem royalisterne og Parlamentet, aftvang respekt. Da borgerkrigen brød ud i august 1642, var hun i Holland, arbejdende for støtte til sin mand. Hun gik selv i spidsen, da hun i Holland solgte sine smykker. I februar 1643 vendte hun tilbage til England. Henrietta Maria gik i land i Bridlington, Yorkshire og satte sig i bevægelse mod Nordengland for der at virke for kongens sag. Hun sluttede sig til sin mand i hans "hovedstad", Oxford. Da hun til stadighed pressede kongen til dristige forehavender, gav kongens modstandere hende tilnavnet "generalissima". Det truende nederlag i borgerkrigen fik hende i juli 1644 til at flygte til Frankrig; hun genså aldrig sin mand, som efter ordre af parlamentet blev henrettet i januar 1649. Efter Henrietta Marias søn, Karl 2., var blevet konge i 1660, besøgte hun flere gange England, men blev boende i Frankrig, hvor hun døde (d 10/9 1669)

 

d Niels Steensen (Nicolaus Stenonis), anatom, geolog og teolog; studerede i 1660 anatomi i Amsterdam. Under studierne her opdagede han ørespytkirtlens udførselsgang (ductus parotideus Stenonianus). 1660-64 var han i Leyden, hvor han udgav betydningsfulde arbejder bl.a. om tårekirtlerne, mundens og næsens blodkar, hjertet og musklerne. Gennem sit studium af hjertet nåede Steensen frem til, at det var en muskel og forkastede dermed den opfattelse, der havde været gældende siden oldtiden, at hjertet var et filtret væv og sæde for livets varme. Efter han 1664 var blevet forbigået ved besættelsen af et professorat i København, tog han ophold i Italien. Han bosatte sig i Firenze, hvor han blev støttet økonomisk af storhertugen af Toscana. Her ændredes hele hans videnskabelige interesse. I Toscana foretog han undersøgelser af jordlagene, og som den første erkendte han forsteningernes rette natur og viste, at lagene var gamle havbundsaflejringer. Med denne opdagelse lagde Steensen en bombe under den hidtidige opfattelse, at Jorden én gang for alle var blevet skabt af Gud og ikke havde ændret udseende siden. Som følge af disse opdagelser betragtes han som geologiens grundlægger. I 1672 var han atter i Danmark, inviteret af Griffenfeld. Men opholdet blev ingen succes. De dominerende universitetskredse så med skepsis på den berømte videnskabsmands tilstedeværelse. Allerede 1674 forlod han Danmark og tog tilbage til Firenze. Baggrunden for den kølige modtagelse, han fik i sit fædreland, var bl.a., at han i 1667 var konverteret til katolicismen. Ved tilbagekomsten til Italien sagde han farvel til sit videnskabelige arbejde. I 1675 blev han præsteviet, og resten af livet søgte han at fuldkommengøre sig selv ved bodsøvelser og askese. I 1676 blev han biskop i Hannover, 1680 i Münster, 1683 i Hamburg og 1685 i Schwerin. Steensen ligger begravet i Firenze (f 1/1 1638)

 

f Andrew Carnegie, amerikansk fabrikant og filantrop; han blev født i Skotland, men udvandrede i 1848 med sin familie til Pittsburgh, USA. Her begyndte han at arbejde i en bomuldsfabrik; senere blev han driftsleder i et jernbaneselskab. Snart dannede han sit eget jernbaneselskab, der som noget helt nyt introducerede sovevogne. I 1864 købte han nogle oliekilder i Pennsylvania, som dog hurtigt blev afhændet til Rockefeller. I stedet grundlagde C Keystone Bridge Works, som fremstillede jernbanebroer. Efter Borgerkrigen anlagde han flere jernværker, hvor han i 1868 indførte Bessemerprocessen i stålfremstillingen. Fra 1873 koncentrerede han sig om stål og opkøbte flere store stålværker; de blev alle forenet i Carnegie Steel Co., som også omfattede jernbaner, kulminer, dampskibe m.m. I 1901 købte den amerikanske ståltrust, organiseret af J. Pierpont Morgan (United States Steel Corporation) Carnegie ud for 500 millioner $. Herefter trak C sig tilbage til privatlivet. Af sin formue gav han ca 350 millioner $ til almennyttige formål i første række til biblioteker, universiteter og tekniske højskoler i såvel USA som Storbritannien. Han oprettede endvidere "Carnegie-Hero-Fund-Trust" til belønning af heltemodige handlinger i fredstid og Fondet for International Fred (Carnegies Endowment for International Peace) til fremme af mellemfolkelig forståelse. C ydede væsentlige bidrag til opførelse af Fredspaladset i Haag. C udgav bl.a. "Triumphant Democracy" (1886) og i 1902 "The Empire of Business" (d 11/8 1919)

f Johannes 23. Roncalli, pave 1958-1963; han blev præsteviet i 1904. Fra 1905 var han privatsekretær hos biskoppen i Bergamo og tillige professor i kirkehistorie m.m. ved præsteseminariet i samme by afbrudt af tre år som feltpræst under 1. Verd.krig. Han blev bispeviet i 1925. Fra 1934 var han stationeret i Istanbul fra 1937 i Athen, hvor han under den tyske besættelse forhindrede deportation af græske jøder. Fra 1944 gjorde han tjeneste i Paris, hvor han i den vanskelige overgangsperiode fra krig til fred opnåede en lempelig behandling af 33 franske biskopper, som havde kompromitteret sig under den tyske okkupation ved at samarbejde med den tyskvenlige franske Vichyregering. I 1953 blev Roncalli kardinal og ærkebiskop af Venezia. I 1958 blev han pave efter Pius 12. og antog navnet Johannes 23. Få uger efter sin tiltræden overraskede han verden ved at erklære, at han ville sammenkalde et økumenisk koncil i Rom. Da han i juni 1960 oprettede et sekretariat for kristen enhed og pålagde det at indbyde repræsentanter for andre kirkesamfund som observatører ved koncilet, slog han ind på en ny linje i pavestolens forhold til andre kirker og til den økumeniske bevægelse. J udsendte fem encyclikaer. I Mater et Magistra (1961) om kirkens sociale lære, gjorde han sig til talsmand for bl.a. mindsteløn for arbejdere, ulandshjælp og socialisering, hvor det måtte være nødvendigt. I Pacem in Terris (1963) behandlede han menneskerettighederne og grundlaget for varig fred, med skarp fordømmelse af atomoprustningen. Få måneder han havde chokeret alle højrekatolikker ved at modtage Khrustjovs datter og svigersøn i audiens, døde han (d 3/6 1963)

1895 f Anastas Ivanovich Mikoyan, sovjetisk statsmand, som stod i spidsen for administrationen af indre og ydre handel, mens Stalin og Khrushchev stod i spidsen for Sovjetunionen. M’s støtte til Stalin under partistriden efter Lenins død skaffede ham en plads i partiets centralkomite. Han blev folkekommissær (minister) for ydre og indre handel i 1926, og beskæftigede sig herefter hovedsagelig inden for dette felt. I 1935 blev han medlem af politbureauet, og under krigen stod han i spidsen for forsyningstjenesten til de væbnede styrker. I 1946 blev han viceformand for ministerrådet med ansvar for unionens handel. Efter Stalins død i 1953 bevarede M sine poster. Hans støtte til Khrushchev i dennes overtagelse af den højeste myndighed i Sovjetunionen betød, at han blev Khrushchevs nære rådgiver og udnævntes til ministerpræsident. Efter Khrushchevs fald beklædte M især ceremonielle poster. Skønt han blev ekskluderet fra partiets præsidium, forblev han medlem af centralkomiten og fortsatte med at blive hilst som en højtstående og ældre indsigtsfuld statsmand (d 21/10 1978)

Tyskland og Japan underskriver antikominternpagten. I stedet for at slutte en pagt direkte rettet mod Sovjetunionen, blev den givet en ideologisk karakter rettet mod den kommunistiske "verdenssammensværgelse" organiseret i Komintern – Kommunistisk Internationale. Den del af pagten som blev offentliggjort, drejede sig kun om at udveksle gensidige oplysninger om Kominterns virksomhed og om samarbejde om at modvirke dens indflydelse. I en hemmelig protokol forpligtede begge stater sig til ikke at slutte politiske aftaler med Sovjetunionen, og i tilfælde af angreb af Sovjetunionen eller en trussel om angreb forpligtede de sig til ikke at foretage sig noget, som kunne gavne Sovjetunionen. Den hemmelige del var derfor forholdsvis forsigtig udformet. Siden slutningen af 1800-tallet havde Japan rivaliseret med Rusland om indflydelse i Manchuriet og Kina. Som forbundsfælle havde det sikret sig Storbritannien, som også frygtede Ruslands ekspansive politik i Det fjerne Østen. Antikominternpagten betød en fortsættelse af denne gamle antirussiske politik, men nu med Tyskland som forbundsfælle. Baggrunden var, at Japan først med erobringen af Manchuriet i 1931, og dernæst gennem sine forsøg på at skaffe sig kontrol med Kina truede vigtige britiske interesser. Pagten blev underskrevet med en gyldighed på fem år

 

Ved fornyelsen af antikominternpagten underskriver udenrigsminister Erik Scavenius på Danmarks vegne pagten i Berlin. Da Danmark den 20. novbr. blev opfordret til at tilslutte sig pagten, sagde regeringen nej. Selv om pagten nok formelt alene var rettet mod Sovjetunionen, frygtede man, at en underskrivelse ville indebære risiko for, at regeringen på et senere tidspunkt måtte acceptere jødeforfølgelser, udskrivning af soldater osv. Men udenrigsministeren fik ved truslen om at gå af gennemtrumfet et ja. Til gengæld fik han tilføjet nogle forbehold, som bl.a. indebar, at Danmarks stilling som ikke-krigsførende ikke ville blive antastet, og at de forpligtelser, Danmark påtog sig, kun angik dansk territorium. Scavenius udnyttede behændigt,at tyskerne af propagandamæssige grunde og udenrigsminister Ribbentrop af prestigehensyn ønskede, at også Danmark underskrev pagten. Selv om Scavenius havde fået modifikationer igennem, og tyskerne havde erklæret sig tilfredse omend kun nødtvungent, ydede tilslutningen til antikomminternpagten et stort bidrag til at undergrave regeringens tilpasningspolitik. Da Scavenius kom hjem fra Berlin, blev han møde med råbet landsforræder. Studenterne gik i demonstration til Amalienborg, og for første gang offentlig krævedes "norske tilstande"

1950 d Johs. V. Jensen, forfatter; han debuterede 1896 med romanen "Danskere", om en ung provinsstudents møde med storbyen København. Efter en kort Amerikatur og ophold i Spanien og Paris som korrespondent kom "Himmerlandsfolk" (1898), indeholdende historier om jyske bønder og andre almuefolk. Hans første hovedværk var den historiske roman fra Chr II's tid, "Kongens fald" (1899-1901). Med den ville J bl.a. skildre dansk sinds udvikling og egenart. Rejseår til Østen og USA skabte et gennembrud for hans digtning, som det kom til udtryk i romanerne "Madame d'Ora" (1904) og "Skovene" (1904). I dem skildrede han den moderne verdens modsætninger: USA i "Madame d’Ora" og Østen i "Skovene". I 1906 kom hans epokegørende samling "Digte", som senere blev fulgt af flere andre samlinger bl.a. "Aarstiderne" (1923) og "Paaskebadet" (1937). Sin mytedigtning indledte J med "Myter og jagter" (1907) og "Nye Myter" (1908); sidstnævnte år begyndte også en ny afdeling af hans forfatterskab med "Bræen; myter om istiden og det første menneske", hvor han fremsatte et evolutionistisk syn på menneskeslægten og dens første optræden i Norden. Denne hans teori om de nordiske folks plads i historien blev uddybet i de værker, J sammenfattede under fællestitlen "Den lange Rejse" (1908-21). Af Himmerlandshistorierne kom der en tredje samling i 1910. I 1930'erne kom nogle artikelsamlinger af dels filosofisk, dels kunsthistorisk indhold bl.a. "Det blivende" (1931) og "Thorvaldsen" (1938). Fra samme periode er romanerne "Dr. Renaults fristelser" (1934) og "Gudrun" (1936). Fra rejser i Norden og Amerika er stoffet hentet i "Paa danske veje" (1931),"Fra Fristaterne" (1939) og "Nordvejen" (1939). I 1944 modtog J nobelprisen i litteratur (f 20/1 1873)

1953 Ungarn slår England 6-3 på Wembley. Første gang et engelsk landshold taber på Wembley

1968 d Upton Sinclair, amerikansk forfatter, hvis forfatterskab er præget af hans socialistiske og antifascistiske engagement såvel nationalt som internationalt; han slog igennem med "The Jungle" (1906), en tendensroman som skarpt kritiserede forholdene på slagterierne i Chicago. Som studerende var han ansat ved den socialistiske ugeavis "Appeal to Reason". Af avisen blev han sendt til Chicago for at undersøge og skrive om forholdene ved byens slagterier. Hans rapport – romanen "The Jungle" – fortæller om en litauisk immigrantfamilie, hvis medlemmer alle arbejder på slagterierne. Bogens hovedperson, det eneste familiemedlem, der ikke bliver slidt op på slagteriet, finder håb om en bedre tilværelse gennem sit medlemskab af socialistpartiet. Med fortjenesten fra bogen finansierede S det utopiske socialistsamfund Helikon Hall, som gik til grunde efter en brand med tab af menneskeliv. I de følgende år mødte han stærk modstand på gr. af sine radikale ideer. Han måtte udgive mange af bøgerne på eget forlag, og når han tjente penge, satte han dem gerne til i et eller andet politisk eller socialt foretagende Som forfatter af romaner, skuespil og pamfletter (mere end 100 udgivelser mellem 1901 og 1940) alle med stærk social tendens udfoldede S en en utrættelig virksomhed. Han har haft stor betydning i amerikansk samfundsliv. "The Jungle" resulterede i en lov om produktion af og handel med madvarer. Til 1933 tog Sinclair del i politik som medlem af det socialistiske parti. I nævnte år organiserede han bevægelsen EPIC ("End Poverty in California" og fortsatte som en utrættelig forsvarer af social retfærdighed, talefrihed og andre borgerlige rettigheder. I 1934 var han opstillet for Det Demokratiske Parti ved guvernørvalget i Californien, men blev ikke valgt (f 20/9 1878)

 

d U-Thant, burmesisk lærer, embedsmand, diplomat og FN’s tredie generalsekretær (1962-71); ved faderens død i 1928 måtte Thant afbryde sine studier ved universitetet i Rangoon. Han vendte hjem til sin fødeby, Pantanaw og blev lærer – tre år senere rektor ved samme skole. Efter afslutningen af 2. Verd.krig blev Thant embedsmand i forskellige ministerier. Dog var han 1948 chef for statsradiofonien i Burma, inden han 1949 blev statssekretær i informationsministeriet. I årene 1952-53 var han medlem af sit lands delegation ved FN. Fra 1957 til 1961 var Thant Burmas permanente repræsentnt ved FN. Ved generalsekretær Hammarskjölds død 1961 kunne USA og Sovjetunionen ikke blive om, hvem der skulle efterfølge ham. Som kompromiskandidat blev Thant 3. november 1961 valgt til midlertidig at beklæde embedet. Et år senere – 30. november – valgtes han til FN's permanente generalsekretær. 2. december 1966 genvalgtes han for en femårig periode. Ved udløbet af denne trak han sig tilbage. U-Thant døde i New York af kræft. Begravelsen skulle finde sted i Rangoon. Her blev Thants afsjælede legeme midtpunkt i en bizar strid mellem universitetsstudenter, der 2. december 1974 "stjal" det og gravlagde det i et hastigt opført mausoleum ved universitetet og politiet, der "generobrede" liget med magt den 11. december, begravede det på en privat grund og forseglede graven med beton. De følgende dages uro med gadekampe krævede flere dødsofre. Thant skrev – på burmesisk – bøger om FN, om det burmesiske uddannelsessystem og et trebinds værk om Burmas historie efter 2. Verd.krig (f 22/1 1909)

 

 

 

 

 

 

Til top        26. november

1504 d Isabella den Katolske, dronning af Kastilien 1474-1504; hun blev i 1469 gift med Ferdinand af Aragonien; ved broderens – kong Henrik IV af Kastilien – død i 1474, blev I Kastiliens regent. Det betød, at grunden til Aragoniens og Kastiliens forening til ét rige: Spanien, var lagt. Foreløbig var forbindelsen dog rent personlig, idet Kastiliens uafhængighed var sikret ved store garantier; i Kastilien indtog Ferdinand kun en ret underordnet stilling, mens I var den reelle regent. Isabella var en betydelig personlighed og spillede en selvstændig politisk rolle i en periode, hvor Spanien førtes fra middelalder ind i nyere tid. Det skyldtes ikke mindst hendes indsats, at maurernes magt blev endeligt knækket i Spanien ved Granada overgivelse den 6. januar 1492. Endvidere gav Isabella Columbus den støtte, han behøvede for at gennemføre sine rejser. Om hende er det blevet skrevet, at hun dannede et udmærket supplement "til sin mere småtskårne ægtefælle" og at "ligesom hendes private husholdning var mønsterværdig, forstod hun i statsstyrelsen at gennemføre en streng orden og sparsommelighed" (f 22/4 1451)

 

1812 Overgangen ved Berezina. Da Napoleons Grande Armée under tilbagetoget fra Moskva nåede floden Berezina, fandt franskmændene, at russerne havde ødelagt broerne. Natten mellem 25. og 26. november fik franskmændene bygget to broer ved Studyanka, mens en skinmanøvre længere mod syd tiltrak sig russernes opmærksomhed. Under stadige kampe med kosakker krydsede resterne af hæren den 26. og 27. november floden; tusindvis af sårede måtte efterlades, og kosakkernes angreb medførte 1.400 faldne. Den 29. kl 9.00 brændte franskmændene broerne af. Tilbagetoget kunne fortsætte

 

1836 d J.L. MacAdam, skotsk/engelsk vejbygningsingeniør; som godsejer i Ayrshire, Skotland og kommunal tillidsmand begyndte han at interessere sig for forbedring af de yderst slette landeveje; han fik for egen regning gennemført en række eksperimenter, som fortsattes, da han 1798 blev provianteringsagent for flåden og flyttede til Falmouth. Han fandt frem til det, der i dag kaldes en makadamiseret vej, nemlig at vejoverfladen lægges noget over terrænet og drænes ved grøfter; vejbelægningen skal bestå af et eller flere lag skærver - disse bør være af omtr. samme størrelse, ingen af større vægt end ca 0,17 kg - tilsat grus, der tromles under vanding. Om sine opdagelser udgav MacAdam i 1819 "A Practical Essay on the Scientific Repair and Preservation of Roads" og i 1820 "Present State of Road Making" (f 21/9 1756)

 

1847 f Dagmar, dansk prinsesse og kejserinde af Rusland med navnet Marija Fjodorovna; hun var datter af Christian 9. og dronning Louise og blev 1866 gift med storfyrst, fra 1881 kejser Alexander 3. af Rusland. Hendes ældste søn, Nikolaj blev som Ruslands sidste kejser myrdet sammen med sin familie af bolsjevikkerne i 1918. Hun undgik selv denne skæbne og blev i 1919 på et britisk krigsskib evakueret til Storbritannien. Fra 1920 til sin død levede Dagmar på Hvidøre nord for København og var til stor hjælp for landflygtige russere i Danmark (d 12/10 1928)

 

d Nicolas-Jean de Dieu Soult, duc de Dalmatie, fransk marskal; begyndte sin militære karriere i 1785 og ved udbruddet af revolutionen var han sergent i Strasbourg. Herefter gjorde han tjeneste under forskellige kommandører og blev udnævnt til general for sin indsats i slaget ved Fleurus (juni 1794). Under Napoleon blev han guvernør for den sydlige del af kongedømmet Napoli (1801-02), og i 1804 blev han udnævnt til marskal. Soults i forvejen store ry voksede yderligere efter hans afgørende indsats i de franske sejre i slagene ved Ulm (okt 1805), Austerlitz (decbr 1805) og Jena (okt 1806). I 1808 blev han udnævnt til duc de (hertug af)Dalmatie og sat i spidsen for de franske styrker i Spanien. Her blev hans modstander britiske tropper under ledelse af Arthur Wellesley (senere hertug af Wellington). Soult blev i Spanien i fem år, men til slut tvang Wellesley Soults numerisk underlegne tropper på tilbagetog og besejrede dem ved Toulouse i Frankrig (april 1814) fire dage efter Napoleons abdikation. Efter indførelsen af det franske kongedømme (1814) erklærede Soult sig som royalist. Men under Napoleons 100 dage sluttede han sig til den tidligere kejser og var hans stabschef ved Waterloo. Efter Napoleons nederlag blev Soult sendt i eksil, men blev kaldt tilbage i 1819 og var i de flg. år minister tre gange. Som krigsminister havde afgørende indflydelse på den franske erobring af Algeriet i 1840'erne. Da kongedømmet blev styrtet i 1848, erklærede Soult sig som republikaner (f 29/3 1769)

 

1869 f Maud, norsk dronning; hun var yngste datter af Edward VII og dronning Alexandra. 1896 blev hun gift med sin fætter prins Carl af Danmark og bosatte sig med sin mand i København, til han 1905 blev norsk konge. 1903 havde hun under et besøg på slottet Appleton House født sit eneste barn, senere Norges kong Olav V. Sammen med kong Haakon holdt hun sit indtog i Kristiania 25. novembeer 1905 og blev kronet i Trondhjem domkirke 22. juni 1906. Maud døde i London og førtes til Norge på et britisk krigsskib; hun blev gravlagt i slotskirken på Akerhus (d 20/11 1938)

 

1882 f Kai Nielsen, billedhugger; han var elev på Kunstakademiet 1902-06, inden da var han blevet udlært som håndværksmaler og var gået i gang med at male billeder. blev blev (d 2/11 1924)

f Heinrich Brüning, tysk politiker og rigskansler 1930-32, fra 1931 tillige udenrigsminister. Han gjorde militærtjeneste under 1. Verd.krig, og efter fredsslutningen indledte han en politisk karriere. I 1924 blev han medlem af Rigsdagen for det konservative katolske parti, Zentrum. I Rigsdagen vandt han en fremtrædende position som finans- og skatteekspert og blev i 1929 formand for sit partis rigsdagsgruppe. Året efter for partiet. Marts 1930 udnævntes B til rigskansler og leder af en borgerlig midterregering. Efter at regeringen var blevet nedstemt, udskrev han valg i juli samme år og gennemførte et forkastet finanslovforslag ved hjælp af et dekret. Forsøg på at bekæmpe den økonomiske krise med en deflationspolitik havde ingen effekt på krisen, men medvirkede til nazistpartiets gennembrud ved valget sept. 1930. Det blev klart for B, at uden international samarbejde og støtte ville han ikke være i stand til at modstå de yderliggående højrepartier. Han opnåede da en ordning med 1. Verd.krigs sejrherrer om en reduktion af Tysklands krigsskadeserstatninger. Derimod var det forgæves, da han forsøgte at få de allieredes accept af en tysk oprustning, der skulle bringe Tysklands militære styrke på linje med vestmagternes. En oprustningspolitik ville dels nedbringe arbejdsløsheden dels styrke B i nationalistiske kredse. En uoverensstemmelse med præsident Hindenburg tvang i 1932 B til at gå af. Efter nazisternes magtovertagelse emigrerede han til USA, hvor han var professor ved Harvard University 1937-45; 1951-54 var han professor i statsvidenskab ved universitetet i Köln (d 31/3 1970)

f Eugéne Ionesco, fransk/rumæmsk forfatter; delvis opvokset i Frankrig, hvor han var bosat fra 1938 til sin død. I har med sit antiteater spillet en fremtrædende rolle for nyere scenekunst og sat spørgsmåltegn ved de traditionelle teaterkonventioner. Han blev regnet som repræsentant for "det absurde teater". Men det absurde var for ham ikke, som for eksistentialisterne, en filosofisk erkendelse af tilværelsens meningsløshed. Det absurde for ham var oplevelsen af alt meningsløst i dagliglivet og særlig erfaringen af, at sproget ikke var egnet til at være bindeled mellem mennesker. I hans stykker tager tingene ofte pludselig truende dimensioner og overvælder menneskene. Mennesket befinder sig i en verden, som det ikke forstår, og hvor værdierne går i opløsning. Mange af I’s stykker er tolket som angreb på totalitære elementer i samfundet eller som billeder på menneskets ensomhed og hjælpeløshed over for døden. Hans stykker kan virke meget pessimistiske, men i flere af dem er der også en tro på livet, repræsenteret ved gennemgangsfiguren Bérenger, "den lille mand", som tager kampen op mod det, der truer og undertrykker. Blandt I’s stykker er "La Cantatrice chauve" (1950, Den skaldede sangerinde), "Les Chaises" (1952, Stolene), "Le Roi se meurt" (1962, Kongen dør). I 1960'erne og 70'erne gjorde I sig desuden bemærket ved sine reflektioner om moralske og æstetiske spørgsmål "Notes et contre-notes" (1963), "Journal en miettes" (1967) og "Antidotes" (1977). Heri kritiserede han bl.a. samtidens litteratur, fordi den efter hans mening ikke længere var optaget af de store metafysiske spørgsmål. I var på samme tid modernist og forsvarer af traditionelle, menneskelige og kulturelle værdier. I blev 1970 medlem af Det Franske Akademi (d 28/3 1994)

1915 d Jakob Scavenius, politiker og godsejer (Gjorslev, Søholm og Bredelykke - nord for Store-Heddinge); han blev cand. polit. 1863 og meldte sig året efter som frivillig i krigen mod Preussen og Østrig.Óplevelserne i krigen blev et ledemotiv for hans senere politiske virke, en fast vilje til at forsvare Danmark. Ved sin indtræden i Folketinget i 1866 var hans program et opgør med de nationalliberale for den tabte krig, en samling af bondestanden og en stærk kongemagt. S var medlem af Folketinget 1866-95 og 1898-1901 som højremand, men stod Venstre nær. Således accepterede han omkring 1900 indkomstskat med progression og afskaffelse eller reduktion af hartkornsskatterne d.v.s. gamle venstrekrav. I Estrupregeringen var han 1880-91 kultusminister. I slutningen af 1880’erne var S’s politiske stilling svækket. Der verserede rygter om dårlig økonomi og usædelighed. Under valgkampen i 1887 angreb en missionsmand ham for at have aflagt besøg hos en prostitueret. S frigjorde sig ved en retssag, men kendsgerningen var, at han havde mange damebekendtskaber, og rygterne om hans usædelige levned tog til. Hans økonomi var svag, fordi han ikke tog sig af sit gods. Da pressen begyndte at skrive om S’s dårlige økonomi, mistede Estrup tålmodigheden, og juli 1891 trådte S tilbage. Fire år senere forlod han også Folketinget. Ret længe kunne han dog ikke holde sig ude af politik. I 1896 stiftede han sit eget parti "Højres Fremskridtsgruppe" med et frisindet konservativt program, der bl.a. indebar et vist samarbejde med Socialdemokratiet. Samme år indvalgte Odensekredsen ham i Folketinget. S var medlem af finansudvalget næsten uafbrudt fra 1866 til han blev minister og igen i årene 1898-1901. Da det konservative folkeparti blev grundlagt i 1915, var det på S's ideer og af hans tilhængere (f 12/9 1838)

1964 d Bodil Ipsen, der anses for at være sin generations største skuespillerinde. Hun fik sin filmdebut i 1913, men det blev kun til få film i stumfilmens æra. Derimod medvirkede i flere tone- og talefilmklassikere, bl.a. "Bolettes Brudefærd" (1938) og "Sørensen og Rasmussen" (1940). I 1940'erne og 50'erne instruerede hun en række spillefilm (med Lau Lauridsen jr.) To blev belønnet med en Bodil, Filmmedarbejderforeningens prisstatuette: nemlig "Mordets Melodi" (1944) og "Cafe Paradis" (1950) (f 30/8 1889)

 

 

 

 

 

Til top        27. november

 

8 f Kr. d Horats, romersk digter; som studerende i Athen traf H cæsarmorderen Brutus. Mødet betød, at han gjorde et politisk fejltrin, da han deltog på Brutus side i slaget ved Filippa i 42 f.Kr. Fejltrinnet medførte, at han fik sin fædrendegård konfiskeret, da Cæsars adoptivsøn Augustus havde hævnet sin "far" og var blevet romerrigets enehersker. Senere fik H i politikeren Maecenas, der forærede ham en gård i Sabinerbjergene, sin "mæcen" og levede fra da af for poesien. Hans originaleste indsats i litteraturen er hans satirer. Kejserdømmet udelukkede politisk satire, derfor holdt han sig til den moralske og almentmenneskelige. Han gør grin med sin samtids fejl ofte med personlige hentydninger, men aldrig med angreb på en fremtrædende person. Undertiden er der slet ingen satire, mem kun humoristisk beretning om personlige oplevelser. Satirerne får derved værdi ved at give et levende billede af datidens Rom. I H’s forfatterskab er endvidere hans epoder, polemiske digte i lyrisk form. Dertil kommer hans litterære og almentbetragtende breve samt Carmen Sæculare, et digt ved Roms hundredsårsfest i år 17 f. Kr. At kejser Augustus overlod H at skrive festdigtet viser den store anseelse, han nød. Gennem H’s breve og satirer træder hans personlighed frem. Det betyder, at bortset fra Cicero er der ingen romer, eftertiden kender så godt som Horats (f 8/12 65 f.Kr.)

450 d Galla Placidia, romersk kejserinde; hun var datter af kejser Theodosius I (reg. 379-395) og søster til den vestromerske kejser Flavius Honorius (reg. 393-423). Hun var gift med den vestromerske kejser Constantius III (reg. 421) og mor til den vestromerske kejser Valentinian III (reg. 425-55). Galla Placidia blev taget til fange i Rom i 410, da goterne erobrede og plyndrede byen. Hun blev taget med til Gallien, hvor hun 414 blev gift med den visigotiske høvding Ataulphus, som blev myrdet i 415. Året efter blev Galla Placidia sendt tilbage til romerne. I 417 blev hun gift med Constantius. I dag huskes hun for de kirker, hun lod bygge i Ravenna og for det lille kapel, der i dag fejlagtigt benævnes Galla Placidias Mausoleum. Det viser med sine mosaikker nogle særdeles fornemme eksempler på byzantinsk kunst (f 390)

511 d Chlodevech I (Klodevig) fransk konge 481/482-511; han efterfulgte sin far Childerik I som konge over de saliske franker med hovedsæde i Tournai. Han regnes for grundlægger af Frankerriget. I sin tredive års regeringstid udvidede C ved felttog mod nabolande og med mord på andre frankiske konger sit domæne, til det omfattede et område, der stort set svarer til nutidens Frankrig. Først gjorde han ende på den sidste rest af romersk herredømme i Gallien, idet han 486 besejrede Syagrius, der herskede over et lille romersk område i Nordgallien. Dernæst besejrede han i 496 alemannerne ved Rhinen og i 507 visigoterne. I 493 blev C gift med en burgundisk prinsesse Clothilde, der var kristen. Hun søgte at omvende C, men først da han 496 indledte krigen mod alemannerne, lovede han umiddelbart før det første slag at blive kristen, om Kristus hjalp ham til sejr. Han vandt og lod sig tillige med 3000 frankere døbe i Reims. Det blev en skelsættende begivenhed. Ikke kun fordi frankerne nu havde en kristen konge, men også fordi C valgte katolicismen, og ikke arianismen som andre germanske konger havde gjort. Herefter støttede gejstligheden og de katolske indbyggere C, og de hidtil uafhængige byer mellem Seine og Loire underkastede sig ham frivilligt. Han brugte religionsforskellen som påskud, da han i 507 vendte sig mod de arianske visigoter. Med sejren over dem erobrede han Akvitanien, men videre fremtrængen blev standset af ostrogoterkongen Theoderik (f ca 465)

Pave Urban 2. holder sin korstogstale under konciliet i Clermont-Ferrand i Frankrig. I sin tale skildrede paven den nød og elendighed, som var blevet Østens kristne til del under de muslimske seldjukkers herredømme, hvordan Kristi fjender havde underlagt sig de hellige steder og nu truede med at indtage større områder. Der var dog meget, der tydede på, at seldjukernes erobring af Jerusalem i 1071 ikke betød, det var umuligt at foretage pilgrimsrejser til Det hellige Land. Vanskelighederne ved rejsen var blevet større end før. Men de kunne afbødes, når man rejste i samlet flok. Så sent som i 1088 havde Flanderns greve ledet en stor og vellykket pilgrimsfærd til Palæstina. Det er ikke utænkeligt, at Urban ikke havde havde Østens kristne trosbrødre i tankerne, da han lancerede korstogstanken. Såfremt Det hellige Land blev erobret af tropper, som stod under pavelig overhøjhed, ville det ikke alene være et vidnesbyrd om Romerkirkens lederstilling. Den ville tillige triumfere over for kejser og patriark i Konstantinopel. De havde ikke kunnet forsvare Palæstinas hellige steder. Det kunne paven i Rom. I Clermont-Ferrand tog pavens tilhørere med begejstring imod opfordringen og besluttede, at korsfarerne den 15. august 1096, efter at årets høst var i hus, skulle starte fra deres hjemsteder for at mødes i Konstantinopel. Omkring 4000-4500 mand til hest og 30.000 mand til fods begav sig afsted. I foråret 1097 blev den overlevende del af korsfarerhæren sat over Bosperus. Den 7. juni 1099 nåede hovedstyrken frem til Jerusalem, og byen faldt den 15. juli

 

1570 d Jacopo Sansovino, italiensk billedhugger og arkitekt, som introducerede højrenæssancen i Venezia. I 1502 blev han i fødebyen Firenze lærling hos billedhuggeren Andrea Sansovino; i beundring for sin mester tog han dennes navn. I 1505 var han i Rom; her studerede han klassisk arkitektur og billedhuggerkunst, mens han samtidig var ansat hos paven (Julius II) for at restaurere gamle skulpturer. Tilbage i Firenze skabte han statuerne "St. Jacob, den ældre" (1511-18; Santa Maria del Fiore) og "Bacchus" (ca 1514, Bargello, Firenze). Fra 1518 arbejdede S i Rom først med "Madonna del Parto" (ca 1519; S Agostino, Rom); den viser den fortsatte indflydelse fra Andrea Sansovino. Efter il Sacco di Roma i 1527 flygtede S til Venezia, hvor han blev protomagister ved domkirken. Senere blev han byens førstearkitekt, en stilling han bevarede til sin død. Hans første bygning i Venezia er Palazzo Corner della Ca’Grande (1533). Det viser slægtsskab med romerske paladser af Bramante og Raphael. Men S tilføjede en (ekstra) en tredie etage og ændrede den enkelte etages proportioner og nærmede dermed sit arbejde til traditionelt venetiansk paladsbyggeri. Mange af S’s betydeligste arbejder er dekorative elementer på hans bygninger; han er da også blevet betegnet som den af renæssancens arkitekter, der med størst succes har forenet arkitektur og billedhuggerkunst. S forblev fortaler for højrenæssancens balance og mådehold i en tid, da mannerismen var på fremmarch som den dominerende arkitektoniske trend i Italien (f 2/7 1486)

Bryllup. Christian 4. og Anna Cathrine af Brandenburg. Da der var pest i København, fandt bryllupet under beskedne former sted på Haderslevhus. Den 11. juni året efter kronedes dronningen i Vor Frue Kirke i København. Om Anna Cathrine er det blevet sagt, at det er et paradoks, at den mest folkekære af alle danske konger ved sin side havde den mest anonyme af alle Danmarks dronninger. Man skal helt tilbage til den ældre middelalder for at træffe danske dronninger, hvis personlighed eftertiden har så dårligt indtryk af. Hun betegnedes i samtiden som beskeden og religiøs. Desuden rostes hun for den interesse, hun viste sit nye land og det danske sprog. Anna Cathrine døde allerede 1612, men nåede dog at blive mor til syv børn, hvoraf en var dødfødt, og tre døde som spæde. Den ældste af de børn, som levede, var sønnen Christian, der kom til verden i 1603 og i 1608 valgtes til tronfølger. Den næstældste overlevende var hertug Frederik født 1609, der som Frederik 3. blev faderens efterfølger på tronen, da den udvalgte prins Christian døde året før faderen

1684 f Yoshimune Tokugawa, ottende Tokugawa shogun, han bliver betragtet som en af de største herskere, Japan har haft. Hans gennemgribende reformer, der fuldstændig omskabte centraladministrationen, standsede for en tid shogunatets nedgang. Straks da han blev shogun begyndte han sit reformprogram. Han gik selv i spidsen ved at afskaffe unødig luksus ved hoffet og vende tilbage til den spartanske husholdning, der havde været ved hoffet under det første Tokugawa-shogunat. Samtidig søgte han at forbedre administrationen og lancerede et uddannelsesprogram for alle hans undersåtter med henblik på at skabe den rette nationalfølelse og disciplin. Eftersom skat på landbrugsprodukter var hovedindtægtskilden forsøgte Y at øge denne indtægt ved at opdyrke ny jord og få bønderne til at dyrke nye afgrøder som sukkerør og søde kartofler på arealer, der var uegnet til risdyrkning. Mens der ikke kan være tvivl om, at Ys reformer inden for administrationen gav gode resultater, er der sat spørgsmåltegn ved hans omdømme som en af Japans største herskere, eftersom hans andre reformer kun midlertidig forbedrede hans lands situation. Efter hans død var ineffektivitet og korruption igen fremherskende. Y trak sig tilbage i 1745 og overlod shogunembedet til en søn, men øvede indflydelse på denne til til død (d 12/7 1751)

f Anders Celsius, svensk astronom og fysiker; hans arbejder omfatter forskellige områder; mest kendt er hans indførelse af centesimalskalaen på termometret (Celsiusskalaen). Men at han fik indført teoretisk og praktisk astronomi i Sverige, er blevet karakteriseret som hans største indsats. For egne midler indrettede han i 1729 et beskedent observatorium i Uppsala. For at sætte sig ind i den nye astronomis teoretiske og praktiske sider begav han sig i 1732 på en længerevarende studierejse rundt i Europa. Han opholdt sig en tid i Nürnberg. Herfra gik rejsen til Italien. Under opholdet i Rom beskæftigede C sig bl.a. med at bestemme den gammelromerske fods sande længde og med at måle intensiteten af sollyset. For at få afgjort uenigheden om Jordens form deltog C i sidste halvdel af 1730'erne som eneste fagastronom i en ekspedition til Lapland. Selv om målingerne var af tvivlsom kvalitet, viste de, at Jorden, som forudsagt af Newton, virkelig var fladtrykt ved polerne. Hans energiske indsats for at få bygget et svensk observatorium af international standard bar frugt i 1740, da der blev opført et observatorium i Uppsala. C døde forholdsvis ung og nåede ikke at færdiggøre de mange forskningsprojekter, han havde sat i gang. Herunder også hans arbejde for at få indført den gregorianske kalender i Sverige. Det skete først i 1753. 53 år senere end i Danmark-Norge (d 25/4 1744)

 

1871 d Carl Ferdinand Allen, historiker; han studerede teologi og blev cand. theol. i 1836. Men det blev som histo- riker, han blev kendt. Det skete 1840. Da udkom hans "Haandbog i Fædrelandets Historie". Den blev en succes. Dels fordi den i overensstemmelse tidens stemning var skrevet ud fra et klart nationalt synspunkt, dels fordi den afhjalp et savn i datidens danske historieskrivning. I de flg. årtier udkom bogen i flere nye optryk. Den var lærebog ved universitetet. En forkortet version til brug i den lærde skole fik endnu større udbredelse. Håndbogens succes bidrog til, at Allen kunne fortsætte sine historiske studier, og 1844 blev han magister i faget. Året efter begyndte han en treårig udenlandsrejse, hvis formål var i en række udenlandske arkiver at samle materiale til dansk historie i 15, 16 og 1700-tallet. Resultatet blev hans livsværk. En fremstilling af de forenede nordiske rigers historie på overgangen fra middelalder til nyere tid. "De tre nordiske Rigers Historie under Hans, Christiern den Anden, Frederik den Første, Gustav Vasa, Grevefeiden. 1497-1536" (I-V, 1864-72). Allens nationallierale holdning kom frem i såvel i hans historiske arbejder som i hans aktive deltagelse i tidens politiske liv. Allen var professor i historie ved universitetet i Køenhavn fra 1851. 1859 optoges han i Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab (f 23/4 1811)

f Chaim Weizmann, jødisk videnskabsmand og zionist, Israels første præsident; han blev født i Polen, men hans studier i biokemi skete ved universiteter i Tyskland og Svejts. Efter endt uddannelse underviste han i sit fag ved universitetet i Genève og fra 1904 i Manchester. Han blev britisk statsborger i 1910. Hans arbejder inden for organisk kemi gjorde ham kendt i vide kredse, samtidig med det gjorde ham velhavende. I årene 1916-19 var han direktør ved det britiske admiralitets laboratorier. Her fik hans videnskabelige arbejde stor betydning for krigsproduktionen, ligesom han blev kendt med flere af Englands mest fremtrædende personligheder. W var blandt ophavsmændene til Balfourdeklarationen i 1917. I den forbindelse var såvel W’s arbejde som de nævnte bekendtskaber ikke uden betydning, da det britiske udenrigsministerium udstedte deklarationen. Den sagde, at det ville være den britiske regerings politik at arbejde for oprettelse af et nationalt hjem for jøder i Palæstina. W blev i sin ungdom ivrig zionist, og han var præsident for den internationale zionistbevægelse og for Jewish Agency for Palestine 1921-29 og 1935-46. Fra 1932 var han rektor for det hebræiske universitet i Jerusalem. Da staten Israel blev grundlagt i 1948 blev han statens første præsident (d 9/11 1952)

Suezkanalen kommer under britisk kontrol, da den britiske premierminister, Disraeli for 4 millioner pund køber den ægyptiske kedivs aktier. Da Disraeli atter blev premierminister i 1874, var han besluttet på at rette op på Storbritanniens internationale prestige. Efter hans mening havde den taget skade i de seks år, de liberale havde haft regeringsmagten. Hans første udenrigspolitiske succes kom, da han for næsen af franskmændene købte kedivens aktier. Ægyptens ekstravagante og ødsle hersker, kediven Ismail, ejede knap halvdelen af Suezkanalselskabets aktier. Resten var på britiske og franske hænder. Da det britiske udenrigsministerium erfarede, at kediven var parat til at sælge sine aktiver, anså man her tanken om et køb for absurd. Men Disraeli gik uden om sin udenrigsminister, og for midler stillet til rådighed af hans ven den særdeles velhavende bankier Rothschild overtog han kedivens aktier. Senere havde Disraeli ikke problemer med at få parlamentets flertal til at bevilge de 4 millioner £, aktierne kostede

d Alexandre Dumas d.y., fransk forfatter; ødsel livsførelse og bundløs spillegæld ledte ham ind på en litterær succeskarriere i sin berømte fars fodspor. 1848 udkom hans roman "La Dame aux camélias" (da: Kameliadamen). Bogen vakte stor opsigt og blev straks oversat til mange sprog og dannede grundlag for Verdis opera "La Traviata" (1853). Det blev dog som dramatiker, D skabte sig et navn. Det var på dette område hans skarpe iagttagelsesevne og sans for troværdig karaktertegning kom til sin ret. Han gjorde scenen til et forum for drøftelse af samfundsproblemer. Han havde en idealistisk tro på, at teatret kunne forandre såvel samfund som sæd og skik. I sine stykker forsvarede D familien og angreb romantikkens forherligelse af ægteskabsbrud. Han kæmpede for retten til skilsmisse og for, at kvinder og mænd skulle have lige rettigheder og samme ansvar. Blandt hans arbejder er "Le demi-monde" (1855), "Un père prodigue" (1859) ,"L’ami des femmes" (1864) og "L’étrangère" (1876). D’s stykker spilles nu ikke meget, men med sit forfatterskab kom han til at øve stor indflydelse på senere fransk dramatik (f 27/7 1824)

 

1921 f Ole Sarvig, kunsthistoriker, forfatter; han blev uddannet som kunsthistoriker og var ansat som kritiker ved dagbladet Information 1950-53 og ved Danmarks Radio 1953-54. Som lyriker debuterede Sarvig i 1943 med "Grønne Digte", der er den første af i alt seks digtsamlinger, der udkom fren til 1952. Samlingerne har Sarvig komponeret til en sammenhængende digtkreds, i et forkortet udvalg kaldt "Den sene dag" (1962), der er blevet betegnet som et hovedværk i tidens digtning. Her skildres et erkendelsesforløb, der fra naturgrund-laget i "Grønne Digte" går over fremmedgørelsen i "Jeghuset": Mennesket lever isoleret i en verden, hvor gamle sammenhænge er opløst i tom modernitet, behersket af gold intellektualisme. De senere samlinger søger en forløsning gennem Kristusidentifikation og kærlighedens åbning til medmennesket, men henter især billedkraft fra naturens vækstmysterium. Også i Sarvigs essays, der især handler om modernismen i billed-kunsten, f. eks. "Krisens billedbog" (1950), blandes sansekonkrete iagttagelser og en kulturpessimistisk tolk-ning af moderniteten. Blandt hans romaner er "Havet under mit vindue" (1960), hvor Sarvig blander krimi-nalintrige og en metafysisk symboltolkning. Den mere lyriske "Limbo" (1963) er en kvindes erindringsmono-log om den mand, hun elskede. Sarvigs senere værker omfatter bl.a. dramatik og den store roman "De rej-sende" (1978), en handlingsmættet og kulturfilosofisk skildring af det europæiske menneske. Før sit selvmord nåede han også at udgive "Salmer og begyndelser til 1980’erne" (1981) – Sarvigs mangfoldige afsked med et tiår (d 4/12 1981)

f Alexander Dubcek, tjekkoslovakisk statsmand; født i Slovakiet, men voksede op i Sovjetunionen fra han var 4 til 17 år (1925-38). Efter Nazi-Tyskland i 1939 havde opløst Tjekkoslovakiet, blev han medlem af det illegale slovakiske kommunistparti KSS og deltog i modstandskampen under 2. Verd.krig. Fra 1949 gjorde han karriere som partifunktionær i KSS, der nu var en del af det tjekkoslovakiske kommunistparti, KSC. Efter en langvarig strid inden for KSC mellem konservative og reformtilhængere blev D i 1968 leder af partiet og indledte den reformproces, det såkaldte Pragforår, der udløste den sovjetiske invasion i august 1968. Selv betegnede han reformerne med ordene "socialisme med et menneskeligt ansigt". Bl.a. skulle hele det politiske system demokratiseres. Ved valgene til nationalforsamlingen skulle der være flere kandidater at vælge mellem, og valgene inden for partiet skulle være hemmelige. I forbindelse med invasionen bortførte russerne D til Sovjetunionen. Her måtte han under pres godkende invasionen og love de sovjetiske ledere at indføre en "normalisering" i Tjekkoslovakiet, hvilket betød en tilbagevenden til det gamle på alle områder. D blev afsat som partileder og underlagt skarp overvågen. Efter fløjlsrevolutionen i 1989 fik han atter en aktiv politisk rolle. Han var 1990-92 formand for parlamentet i Prag og blev 1992 leder af det slovakiske socialdemokratiske parti (d 7/11 1992)

d Tage Reedtz-Thott, lensbaron og udenrigsminister 1892-1897, konseilspræsident 1894-1897; han overtog ved faderens død i 1862 baroniet Gavnø; her forbedrede han driften betydeligt og oprettede mange husmandsbrug. Han tog livligt del i egnens offentlige liv og beklædte en række tillidsposter. Bl.a. var han medlem af amtsrådet 1875-94, formand for bestyrelsen af De Danske Sukkerfabrikker 1916-23 og sad i bestyrelsen for Gedser Jernbaneselskab, Dansk Folkemuseum og Store Nordiske Telegrafselskab. Han og hans hustru var påvirket af de grundtvigianske strømninger, og han havde en fri og jævn omgangstone med egnens bønder, hvad der gjorde ham meget afholdt af disse. Samme folkelige syn prægede hans politik. Ved folketingsvalgene i perioden 1873-84 stillede han sig forgæves i Vordingborg-kredsen. Han valgtes 1886 til Landstinget og var medlem til 1910. Først som højremand fra 1900 som frikonservativ. Han tilhørte den del af Højre, der søgte samarbejde med de moderate dele af Venstre. Ligesom han tilstræbte en samling af landbrugets udøvere, store som små. Han var derfor blandt dem, der gennemførte det store forlig i 1894. Forliget der afsluttede forfatningskampen. I juni 1892 blev han udenrigsminister i ministeriet Estrup og beholdt denne post, da han august 1894 dannede sit eget ministerium. Dette, som repræsenterede Det forhandlingsvenlige Højre, dvs. mænd, der gik ind for forliget. Men det var trods alt højremænd. Derfor modtoges det med skepsis af mange inden for Venstre. Alligevel overlevede ministeriet til maj 1897. Efter sin afgang genoptog R-T mange af de tillidsposter, han havde givet afkald på i 1894 (f 13/3 1839)

 

1943 I Teheran begynder konferencen mellem de tre store, Stalin, Roosevelt og Churchill

d Emil Bønnelycke, forfatter; arbejdede i sine unge år på DSB’s kontorer i fødebyen Århus. Herefter arbejdede han nogle år i Norge og ernærede sig som arbejdsmand, da han skrev sin første digtsamling. Efter sit kunstneriske gennembrud i 1917 blev han medarbejder ved Politiken, senere ved Berlingske Tidende. Hans journalistiske talent fik næring gennem en række udlandsrejser. Rejserne gav stof til reportager og en udstrakt foredragsvirksomhed. Som digter debuterede han i 1917 og bragte med en række digtsamlinger fra 1917 og 1918 ekspressionismen ind i dansk lyrik. I digtene udtrykkes en begejstret dyrkelse af storby, fart og teknik. De hverdagskendte ting - sporvogne, plakatsøjler, tog og kiosker - besjæles og beskrives med sanseglæde. I B’s omfattende forfatterskab er også prosa. I 1919 kom romanen "Spartanerne", hvis grundtanke: ungdom-mens livsførelse stillet over for krigens katastrofer, belyses ud fra tre forskellige indfaldsvinkler. Bogen var den første ekspressionistiske roman i Danmark og blev vel modtaget af kritikken, men herefter kneb det både med inspirationen og anerkendelsen. I 1933 kom romanen "Lokomotivet", der foregår i det jernbanemiljø, han kendte så godt. Bogen blev rost for sin realisme og blev filmatiseret med titlen "Nat-Ekspressen" (1942). I 1920'erne udsendte B bl.a. digtsamlingerne "Gadens Legende" (1920) og "Københavnske Poesier" (1927). 1938 kom det religiøse digt "Lovsang til Døden" (f 21/3 1893)

1955 d Arthur Honegger, svejtsisk/fransk komponist; han voksede op i en svejtsisk familie i Le Havre, hvor hans musikuddannelse begyndte; senere fortsattes den ved konservatorierne i Zürich og Paris. Han var i 1916 med til at danne sammenslutningen "Les Nouveaux Jeunes"; i 1920 blev den omdannet til modernistgruppen "Les Six", som vakte international opmærksomhed ved sin afstandtagen fra impressionismen og efterromantikken. Som oratoriekomponist var H en forgrundsfigur i international tonekunst; ekspressionisme og i formel henseende neoklassicisme indgik i hans stil, som kendetegnes af en livfuld rytmik og melodik, og ofte betjener sig af dissonerende polyfoni og polytonalitet. H’s gennembrudsværk var oratoriet "Kong David" (1921), det blev en succes med sin kombination af enkel form, moderne tonesprog og orientalismer. Det var det første i hans serie af oratorier; blandt disse er "Jeanne d’Arc på Bålet" (1935) og "Danse des Morts" (1938-39). Endvidere har H skrevet fem symfonier og orkesterværkerne "Pacific 231" (1923) og "Rugby" (1928). Desuden var han en produktiv komponist af filmmusik. Sin rolle som komponist og sin estetik har han beskrevet i bogen "Je suis compositeur" (1951) (f 10/3 1892)

Charles de Gaulle siger nej til britisk optagelse i EF

 

 

 

 

Til top        28. november

1231 d Valdemar den unge, søn af Valdemar Sejr og dronning Dagmar; sandsynligvis som udtryk for faderens ønske om at etablere det teokratiske kongedømme i Danmark blev V som barn sin fars medkonge. I 1215 modtog V på Samsø troskabsed af "rigets bedste mænd", og samme år blev han hyldet af folket på Viborg landsting. 1216 tog paven ham i sin særlige beskyttelse, og 24/6 1218 på et storslået fyrstemøde i Slesvig kronede faderen ham i overværelse af femten biskopper og seks hertuger og grever. Sammen med sin far blev han i maj 1223 under en jagt taget til fange på Lyø af grev Heinrich af Schwerin, og han delte med sin far fangenskabet hos greven. Efter forhandlinger og betaling af en stor løsesum kom han fri i april 1226 nogen tid efter faderen. Alle Valdemar Sejrs planer om tronfølgen blev til intet, da Valdemar den unge han under en jagt på Refsnæs blev dræbt ved et vådeskud. Det blev i stedet hans halvbrødre, Berengarias sønner, der efterfulgte Valdemar Sejr på tronen (f 1209)

1290 d Eleanor af Kastilien, engelsk dronning (Edward 1.); datter af Ferdinand III af Kastilien og dennes anden kone Johanne. Hun blev gift med Lord Edward i Burgos oktober 1254. Senere kom E til England, tog ophold på Windsor castle, hvor hendes første barn blev født, juni 1264. Hun ledsagede Edward på hans korstog 1270-73, og har fået æren for at have reddet hans liv, da han blev såret ved Acre i 1272. På vejen tilbage til England besøgte hun sin bror Alfonso X i Kastilien; ved hjemkomsten blev hun og Edward kronet - 19. august 1274. Som dronning var hun ganske popiulær, selv om det skabte nogen kritik, da hun brugte jødiske pengeudlånere for at erhverve jord og for hendes behandling af fæstere. Hendes ægteskab var lykkeligt. Ægtefællerne var hinanden dybt hengivne, og Edward kom sig aldrig fuldstændig over hendes død i Harby, Nottinghamshire: han fik rejst de berømte "Eleanor" kors ved hvert sted, man havde gjort holdt med hendes lig på dets vej til London (f 1246)

1520 På sin jordomsejling sejler Magellan gennem Magellanstrædet og står ud på Sydhavet, som han omdøber til Det stille Ocean

1680 d Giovanni Lorenzo Bernini, italiensk arkitekt og billedhugger; han betragtes som barokkens betydeligste kunstner i 1600-tallets Rom. Hans værksted løste de fleste af periodens store arkitektoniske og skulpturelle opgaver, og hans kunst fik både langvarig og vidtrækkende betydning. Han udførte opgaver for otte på hin-anden følgende paver; lavede desuden adskillige buster samt gravmælerne for paverne Urban VIII (1627-47) og Alexander VII (1671-78). B satte præg på det romerske bybillede med flere fontænegrupper:"Fontane del Tritone" (1640) på Piazza Barberini og "Fontane dei Quattro Fiume" (1640) på Piazza Navona. Om denne De fire Floders fontæne er det blevet sagt, at man skal se sig meget om i verden for at finde et kunstværk, hvor så mange tons marmor giver et sådant indtryk af vægtløshed. Der er klipper, fire store marmorstatuer, en løve, en hest, et bæltedyr o.a., alt samlet i en harmonisk komposition. Statuerne symboliserer de fire ver-densdele. Donau (Europa), Ganges (Asien), Nilen (Afrika) og Rio de la Plata (Amerika). De fire flodguder hviler på klipper, hvorfra vandet spreder sig vifteformet i fint skumsprøjt ned i det store runde bassin. Nilen ligger med tilsløret ansigt, en hentydning til dens dengang ukendte kilder. Midt i fontænen hæver sig en 18 meter høj obelisk. Den lille kirke Sant’ Andrea al Quirinale (1658-70), hvis grundplan er oval, anses for at være hans mest helstøbte værk inden for kirkearkitekturen. Endvidere tegnede han adskillige paladser i Rom, bl.a. Palazzo Barberini (ca 1629), facaden til Collegio di Propaganda Fide (1642-44) og Palazzo del Monte Citorio (1650-55). B byggede også kolonnaden på Peterspladsen og 1624-33 tabernaklet ved højalteret i Peterskirken. Som billedhugger skabte han med et stort antal individualistiske portrætbuster et formsprog, der blev normdannende i 1600-tallet og langt ind i 1700-tallet (f 7/12 1598)

f Peter Hygom, biskop i Århus 1738-64; i sin studietid sluttede han et livslangt venskab med med brødrene H.A. Brorson – biskoppen og salmedigteren - og Broder Brorson. I sit virke som sognepræst og kapellan viste han sig som en typisk pietist. Han fremkaldte en stærk vækkelsesbevægelse, der spaltede menigheden i to partier. Ikke-pietisterne fortørnedes især over H’s strenge krav om bodskampens nødvendighed og klagede over ham til biskoppen i Ribe. De fik dog intet ud af deres klage. I 1736 blev H sognepræst ved Vor Frue kirke i Århus, hvorfra han allerede 1737 forflyttedes til Ålborg som stiftsprovst. 1738 blev han udset til at være biskop i Akerhus stift i Norge, men før han blev udnævnt til dette embede, beskikkedes han til sin glæde til biskop i Århus, hvor han blev til sin død. Som biskop virkede han som i sine tidligere embeder i afgjort pietistisk ånd bl.a. ved sin iver for at udbrede Erik Pontoppidans katekismeforklaring. Hans pietistiske tro medførte et modsætningsforhold til stiftets præster og menigheder. I 1742 klagede han f.eks.over, at der endnu fandtes steder, hvor der holdtes bryllupper og gilder om søndagen, og igen i 1747 fastslog han, at præsterne røbede kødeligt sind, agerede den lystige person i selskabeer og gjorde sig selv til grin. Hans mange bevarede visitationserklæringer vidner om, at han røgtede sit bispeembede nidkært og flittigt. Noget forfatterskab efterlod han ikke, men fra tysk oversatte han nadversalmen "Jesu, din søde Forening at smage" – trykt første gang i Pontoppidans salmebog 1740 (d 8/6 1764)

 

Frederik 4. udsender forordning om, at Danmark-Norge skal have en ny kalender. Allerede i 1582 var de katolske lande på pave Gregor 13.’s bud gået fra oldtidens julianske kalender til den gregorianske. Ved århundredskiftet år 1700 skiftede Frederik 4.’s riger til den nye tidsregning. Februar 1700 skulle kun have 18 dage. Efter 18. februar fulgte 1. marts. Kongen truede med bøder for "forsætlig svigt og bedrageri" med kalenderreformen

f Sofie Magdalene, dansk-norsk dronning; hun var datter af markgreve Christian Henrik af Brandenburg-Kulmbach og Sophie Christiane af Wolfstein og mødte den danske kronprins Christian (6.) ved den sachsiske dronnings hof juli 1721. Chr havde af sin far (Frederik IV) fået lov til på egen hånd at udsøge sig en brud, og han besluttede sig for S.M. uden tøven, tiltrukket især af hendes stærke religiøsitet. De var i meget ens, indadvendte og sky, snævre i horisonten og tunge af gemyt. I den strenge pietisme og dens regler søgte og fandt de et nødvendigt værn om egen usikkerhed. Det tilskrives S.M., at livet ved Chr. VI’s hof blev så påfaldende kedsommeligt. I den københavnske offentlighed forblev hun upopulær, men samlivet med kongen blev i sjælden grad harmonisk. Hendes fattige opvækst havde på ingen måde lært hende økonomisk sans, så hun forekom samtiden uhyre ødsel. Et forhold der bidrog til hendes upopularitet. I sin lange enkestand boede hun på Hirschholm, hvor hun som bedstemor viste andre og mildere sider af væsen. S.M. er blevet karakteriseret som ikke værende nogen stor begavelse, men at hun bestræbte sig for som dronning med stærk pligtfølelse at spille den rolle, naturen havde givet hende få gaver til (d 27/5 1770)

1757 William Blake, engelsk digter, maler og gravør; han levede næsten hele livet i London i små kår og ofte i fattigdom. Som 10 årig kom han på tegneskole og fire år senere i gravørlære. I 1779 blev han elev på Royal Academy. I 1821 afholdt han en udstilling med 16 malerier og akvareltegninger. Men i sin samtid var han mest kendt som grafiker. Han trykte selv sine værker fra kobberplader, hvor han havde indgraveret teksten med dekorative rammer og illustrationer. Som forfatter udgav han bl.a. digterværket "Songs of Innocense" (1789) og fra 1794 "Songs of Experience". I sit forfatterskab opponerede B ikke blot mod den industrielle revolutions sataniske fabrikker og arbejdernes fremmedgørelse over for eget arbejde, men også imod engelsk erfaringsfilosofi (empirisme) og imod oplysningsårhundredets fremhævelse af det abstrakte og generelle på det konkrete, sanselige livs bekostning. Fra slutningen af hans liv stammer hans mesterværk i raderkunsten, illustrationerne til Jobs Bog (1822-23). Endvidere skabte han en serie illustrationer i blyant og akvarel til Dantes Guddommelige Komedie (1826-27). B er blevet bedømt som en ener i engelsk romantik og værende forud for sin tid, idet han i digterisk-visionær form med sin radikale kritik af den moderne verden foregreb indsigter hos senere tiders tænkere som Marx, Nietzsche og Freud (d 12/8 1827)

d Cesare Beccaria, italiensk kiminolog og filosof; som ung studerende i Milano blev han påvirket af de franske oplysningsfilosoffer Montesqieu og Voltaire og skrev om oplysning og reformer til tidsskriftet "Il Caffè". Han fik sit gennembrud 1764 med bogen "Dei delitti e delle pene" (da, Om forbrydelse og straf, 1796), hvori han gjorde op med samtidens opfattelse af strafferet og formulerede en række reformkrav. Hans argumentation i bogen hvilede på utilitarismens tanke om "den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker". Rationalistisk og systematisk angreb han samtidens brutale straffe og domstoles behandling af kriminalsager. Hans grundsyn var, at straffe ikke burde være strengere end nødvendigt for samfundets sikkerhed. Han talte for afskaffelse af tortur og talte for offentlige og mundtlige retsforhandlinger. B var den første moderne forfatter, der tog dødsstraf op til diskussion. Her var hans synspunkt, at frihedsstraf forebygger forbrydelser bedre end dødsstraf. Hans argument for denne opfattelse var, at tanken om livsvarig fængsel har en mere afskrækkende virkning end tanken om den hastigt fuldbyrdede dødsstraf. Hans værk blev oversat til flere europæiske sprog og fik stor betydning for samtidens diskussion om reformer inden for strafferetten. 1768-70 var han professor i økonomi i Milano. Også på dette område var han banebrydende. Han var således den første, der anvendte matematik ved økonomiske analyser. Om økonomi skrev han bl.a. "Elementi di economia pubblica" (udgivet posthumt i 1804). Fra 1770 til sin død arbejdede B som embedsmand i den østrigske administration i Milano. I litterære sammenhæng er han som æstetiker kendt for "Ricerche intorno alla nature delle stile" (1770) (Undersøgelser om stilens natur) (f 15/3 1738)

 

f Friedrich Engels, tysk filosof og socialistisk politiker; han boede længe i England, hvor han som funktionær og senere som aktionær i en fabrik i Manchester lærte forholdene ved industriforetagender i 1840’ernes England at kende. I 1842 traf han Karl Marx, og to år senere indgik de et intimt samarbejde. Sammen med Marx er E grundlæggeren af den marxistiske dialektiske materialisme. Sammen med Marx skrev han en række af de klassiske marxistiske værker, f.eks. "Den hellige Familie" (1845), "Den tyske Ideologi" og "Det kommunistiske manifest" (1848). Efter Marx's død udgav Engels 2. bind af "Das Kapital" og forberedte 3. bind. Selv står E som forfatter af en række vigtige værker, f.eks. "Die Lage der arbeitenden Klasse in England" (1845), "Grundsätze des Kommunismus" (1847), "Die Entwicklung des Socialismus von der Utopie zur Wissenschaft" (1882) og "Der Ursprung der Familie, des Privateigentums und des Staates" (1884). Særlig vigtig og omstridt inden for marxistisk filosofi har E været gennem sine teorier om naturens dialektik. Her stod han i modsætning til Marx, som især så økonomiske, sociale og politiske forløb som skuepladsen for dialektiske processer. Gennem sit forfatterskab populariserede E den historiske materialisme og bidrog derved til marxismens udbredelse. Endvidere står han sammen med Marx som den moderne socialimes betydeligste teoretiker (d 5/8 1895)

f Hans Schourup, århusiansk købmand; efter at have været i isenkræmmerlære og efter læretidens udløb været ansat en tid hos sin læremester - N. Baadsgaard & Co. i Århus, åbnede S i 1870 selvstændig isenkramforretning i Immervad 6, Århus, som han med tiden førte frem til en af provinsens største i branchen. Han afstod forretningen i 1889, og koncentrede sig herefter udelukkende for sin engros-handel med grovere isenkramvarer; firmaet blev i 1901 sammensluttet med Jyllands Staal- og Maskinforretning til aktieselskabet Hans Schourup & Jyllands Stål- og Maskinforretning A/S. H.S. ledede til sin død virksomheden, der udviklede sig til en af landets største i branchen. I 1908 flyttede den til en nyopført lagerbygning på Frue Kirkeplads samt et forhus i Vestergade. Som følge af den kraftige ekspansion oprettede firmaet en filial i København. Trods travlheden med egen stærkt voksende forretning sad S i en længere årrække i ledelsen af byens største jernindustrielle virksomheder, A/S Frichs og Th. Sabroe samt Aarhuus Privatbank og tog aktiv del i det kommunalpolitiske arbejde. 1890-1906 sad han som repræsentant for de konservative i Århus byråd; her ydede han en betydelig indsats for oprettelsen af byens første elektricitetsværk. Herudover var han bestyrelsesmedlem af bl.a. Handelsstandsforeningen, Teatret, Velgørenhedsselskabet o.a. (d 14/6 1914)

d Christen Berg, venstrepolitiker, der var en central figur i bondeliberalismen gennembrud efter 1864. Han blev lærer fra Ranum Seminarium i 1859. I årene 1865-91 var han medlem af Folketinget, og han fremstod som en naturlig leder, da Det Forenede Venstre blev dannet 1870. Trods den store respekt, der stod om ham, blev han aldrig egentlig rigsdagspolitiker. Debatten i salen lå mindre godt for ham, hans selvtillidsfulde, ofte ret anmasende og docerende optræden stødte an og skaffede ham betegnelsen "overfolketingsmanden" . Han havde sin styrke som agitator og organisator. Blandt sine jyske vælgere var B i sit es. Det var denne brede folkelige tillid, der sikrede ham stillingen som Venstres "høvding". I årenes løb grundlagde han en række dagblade. De Bergske Blade, der blev grundstammen i Venstrepressen og talerør i hans kamp, for at Venstre skulle opnå den politiske magt i Danmark. Samme hensigt havde hans mange og meget anstrengende agitationsrejser. Regeringen Estrup var dog urokkelig over for B’s stormløb, fordi kongen og administrationen anerkendte Højres fortolkning af Grundloven. Den sagde, at kongen frit valgte sine ministre. Kongen behøvede derfor ikke at tage hensyn til Venstres krav om, at regeringen skulle udgå fra det parti, der havde flertal i det ved almindelig valgret valgte Folketing. I 1885 lykkedes det regeringen at ramme B med en urimelig retssag, der sendte ham seks måneder i fængsel. Dette svækkede ham; han fik sukkersyge og var i sine sidste år uligevægtig og ubehersket i forholdet til partifællerne. Han bevarede dog til det sidste sin store popularitet blandt vælgerne Om Christen Berg er det blevet sagt, at han: "som den første, der gav den danske bondebevægelse ånd og stemme, er en høvdingeskikkelse i partiet Venstres historie" (f 18/12 1829)

 

1893 På denne dag deltager kvinder for første gang i et demokratisk valg. Det sker ved parlamentsvalget i New Zealand

d Alberto Moravia, italiensk forfatter; hans forfatterskab er meget omfattende og omfatter romaner, novellesamlinger, essays, filmmasnuskripter, adskillige rejseberetninger og flere teaterstykker. Han debuterede 22 år gammel med romanen "Gli Indifferenti". Den blev en succes; det er en skildring af det romerske borgerskab optaget først og fremmest af penge og sex. M kom selv fra Rom, og senere i sit forfatterskan gav han gennem en række romaner og noveller brutale og voldsomme skildringer af det romerske borgerskabs depraverede liv. Under fascismen blev han generet af regimet på flere måder og fik ikke lov til at udgive til mesterværk "Agostino"(færdig i 1942, udgivet 1944, dansk 1950). Romanen skildrer en sommer ved Ostia og har som hovedperson en dreng i pubertetsalderen, der har problemer med at blive voksen. I 1947 med romanen "La Romana" (1947) en skildring af en prostitueret piges skæbne i 1930'ernes Rom indledte M sit forfatterskabs store periode. Fra disse år er bl.a. romanen "Racconti romani" (1954) og "Nuovi racconti romani" (1959), anekdotesamlinger om det folkelige Rom. Perioden afsluttedes i 1960 med romanen "La Noia" (dansk, Livslede, 1962). I disse år var han en af de betydeligste repræsentanter for den litterære neorealisme i efterkrigstiden. Rom var M's hjemby, som han kun forlod i perioder, når han foretog rejser i Vest- eller Østeuropa og i Afrika. Indtryk fra disse rejser beskrev han i Milano-avisen "Corriere della Sera" samt i flere rejsebøger bl.a."Lettere del Sahara" (1981) (d 26/9 1990)

1954 d Enrico Fermi, italiensk født amerikansk fysiker; han var professor i teoretisk fysik ved universitetet i Rom 1927-38. Her blev under F’s ledelse det fysiske fakultek i løbet af 1930’erne et internationalt centrum for teoretisk og eksperimentel kernefysik. Da Mussolini i 1938 indførte racelove efter nazistisk mønster emigrerede F med sin jødiske kone og deres to børn til USA. Her var han i årene 1939-45 professor i fysik ved Colombia University og fra 1945 til sin død professor ved universitetet i Chicago. F’s arbejder har været banebrydende på mange områder af atomfysikken. Han grundlagde således den statistiske behandling af elektronbevægelser i atomer og faste stoffer, gjorde vigtige opdagelser ved en lang række forsøg over kunstig radioaktivitet og over neutroners spredning fra atomkerner. Efter at fisionsprocessen var blevet kendt i 1939, arbejdede F med konstruktionen af kernefysiske reaktorer for at nyttiggøre den nye energikilde, og han har en væsentlig del af æren for, at verdens første reaktor kom i gang 2. december. 1942. Herefter var F frem til krigens slutning stærkt engageret i udviklingen af atombomben i Los Alamos i Mew Mexico. Ved verdenskrigens slutning vendte han tilbage til sit professorat i Chicago. I 1938 modtog han Nobelpris i fysik (f 29/9 1901)

1962 d Eksdronning Wilhelmina af Holland, regent 1890-1948; hun blev 1901 gift med prins Heinrich af Mecklenburg-Schwerin. Under den tyske besættelse af hendes land under 2. Verd.krig var hun i eksil i Storbritannien. Hun abdicerede 1948 til fordel for datteren Juliana (f 31/8 1880)

 

 

 

 

 

Til top        29. november

1517 d henrettet Torben Oxe, rigshofmester; nævnes som hofsinde under kong Hans 1509. 1514 eller 1515 blev O forlenet med Københavns slot, hvortil Krogen blev lagt. 1517 fik han tilladelse til at indløse Lindholm i Skåne, men samme år lod kongen ham fængsle, anklage for Rigsrådet og henrette. Affærens enkeltheder er usikre og omstridte; det er umuligt at fastslå, om O har begået den eller de forbrydelser, han blev anklaget for. Det er sandsynligt, at anklagen har bestået i eller omfattet en beskyldning for giftmord på Dyveke (kongens elskerinde), og at Rigsrådet har frifundet ham for dette forhold. Kongen skal derefter have ladet ham føre for et herredsting af tolv bønder, som har kendt ham skyldig med formlen "vi dømmer ham ikke, men hans gerninger dømmer ham". O-sagen fik politisk betydning ved at markere og skærpe modsætningen mellem kongen og rigsrådskredsen; endvidere var sagen blandt klagepunkterne mod Chr. II i Frdr.I.’s håndfæstning, og andetsteds findes påstanden om, at O blev henrettet "mod hans nådes råds dom" (f kendes ikke)

d Thomas Wolsey, engelsk kardinal og statsmand; fra 1505 i tjeneste hos Henrik VII. Under Henrik VIII gjorde han hurtigt karriere og blev den egentlige leder af Englands udenrigspolitik. I 1515 blev han lordkansler, samme år kardinal og 1518 pavelig legat for England. Han øgede Englands anseelse ved at udnytte modsætningen mellem Frankrig og det habsburgske monarki. England støttede først Karl V og var flere gange i krig med Frankrig, men efter slaget ved Pavia (1525), hvor franskmændene tabte, og Karl V vandt. Derved styrkedes dennes magt. Det kunne true engelske interesser, og W fik gennemført et forbund med Frankrig. Indenrigspolitisk søgte W at skabe et stærkt centralstyre og en stærk kongemagt. Endvidere arbejdede han for en reform af den engelske kirke og oprettede flere højere læreanstalter bl.a. Christchurch College i Oxford. Da Henrik VIII ønskede skilsmisse fra sin dronning Katharina af Aragonien, forhandlede W med paven, men det lykkedes ham ikke at få kongens ønske gennemført. W’s fjender benyttede sig heraf, og 1529 fik de ham styrtet; året efter blev han anklaget for højforræderi; W døde på vejen til Tower. Han lod ca 1515 opføre Hampton Court Palace (f ca 1473)

1626 d Grev Ernst von Mansfeld, tysk hærfører med tilnavnet kristenhedens Atilla, som under Trediveårskrigen kæmpede på protestantisk side. Fra sin tidligste ungdom kæmpede han i de katolske habsburgerers hær med i de fleste krige i Europa. Han var født som illegitim søn af en habsburgsk fyrste. Illegitimiteten gjorde, han følte sig tilsidesat. Det fik indflydelse på hans karriere, idet han i 1600-tallets første tiår blev en fjende af det habsburgske kejserdømme i Østrig. Fra Trediveårskrigens begyndelse kæmpede han da på protestantisk side i Den protestantiske Unions hær. Med sin lejetrophær kæmpede han i Böhmen, hvor det dog ikke lykkedes ham at komme Böhmens konge, den protestantiske Frederik V til undsætning, da denne blev besejret i slaget ved Det Hvide Bjerg den 8. november 1620. Derimod lykkedes det M at forsvare Frederiks kurfyrstendømme Pfalz. Det gjorde han til 1623, da var Frederiks pengekasse tom, og M gik i nederlandsk tjeneste. Året efter koordinerede han efter at have modtaget finansiel støtte fra den engelske konge sin krigsførelse med Christian IV. Mens Christian IV skulle operere i Sachsen mod Tilly, skulle M bekæmpe den østrigske kejsers general von Wallenstein ved Dessau. M’s offensiv lykkedes ikke, og Christian IV led sit nederlag ved Lutter am Barenberg i oktober 1624. Finansieret af franskmændene kæmpede M herefter mod østrigerne på Balkan. Da han følte sig svigtet af sine allierede, besluttede han at gå i venetiansk tjeneste. Men undervejs til Venezia døde han (f 1580)

d Claudio Monteverdi, italiensk komponist; han fik sin første uddannelse i fødebyen Cremona, og inden han var 18, udgav han tre bind med motetter og madrigaler. Fra senest 1592 var han ansat hos hertugen af Mantova, først som violinist, derefter som sanger, så som leder af et ensemble og fra 1601 som maestro di capella, d.v.s. leder af såvel hof- som kirkemusikken. Fra 1613 til sin død var han korleder ved Markuskirken i Venezia. Selv om kirkemusik optog en stor del af hans tid, beskæftigede han sig også med verdslig musik. Han blev tidligt berømt for sine madrigalkompositioner, og han udgav i løbet af sit liv bl.a. 8 bind med verdslige madrigaler. I samtiden var de særdeles efterspurgte og blev genoptrykt flere gange. Med sin første opera "Orfeo" (1607) indledte han operaens udvikling som selvstændig kunstart. Af hans næste opera, som opnåede samme succes som Orfeo, er kun klagesangen Lamento d’Arianna bevaret. Helt afklaret er stilen i "L’Incoronazione di Poppea" (Poppeas kroning, 1642), hvor man finder de solistiske sangformer arie, duet og resitativ næsten fuldt udviklet. Den blev uropført i historiens første operahus med offentlig adgang, Teatro di San Cassiano i Venezia.Fra M’s hånd foreligger også en lang række kirkelige værker. Han var den første store musikdramatiker og fik også stor betydning for udviklingen af instrumentalmusikken (døbt 15/5 1567)

 

d Marcello Malpighi, italiensk anatom og fysiolog; han tog 1653 doktorgraden i medicin og filosofi ved universitetet i fødebyen Bologna. Efter flere ansættelser ved læreanstalter i Italien - det meste af tiden i Bologna - rejste han 1691 til Rom og blev læge for pave Innocent XII. Han var også forsker, og med sine mange opdagelser kaldes han den mikroskopiske anatomis grundlægger. Med sit mikroskop opdagede han kapilærerne. I den forbindelse opklarede han lungernes bygning og funktion og åbnede dermed vejen til forståelse af åndedrætsprocessen. I sit skrift "De pulmonibus" redegjorde han i 1661 for disse opdagelser. Endvidere opdagede han tungens papiller og beskrev deres funktion; han foretog banebrydende undersøgelser af hjernens anatomi, beskrev de fine strukturer i cerebrum og cerebellum. M opdagede hudens pigmentlag og fik betydning for embryologiens udvikling gennem sine observationer af kyllingens udvikling i ægget - offentliggjort i 1673 i "Dissertatio epistolica de formatione pulli in ovo". Hans studier over silkeormen leverede den første detaljerede behandling af et hvirvelløst dyrs anatomi. Med sine undersøgelser af planter grundlagde han fytotomien eller planteanatomien (f 10/3 1628)

f Johan Fdr. Clemens, kobberstikker, der regnes blandt de mest fremtrædende mestre i ældre dansk grafik; han blev uddannet 1761-73 på Kunstakademiet i København. Her vandt han et par medaljer og arbejdede nogle år som malersvend. Omkr. 1770 kom han i forbindelse med Johs. Wiedewelt, der havde brug for en kunstner til at stikke sine tegninger til til pragtudgaven af til Holbergs Peder Paars. Arbejdet blev overdraget C, og efter dets fuldførelse – i 1773 - havde han midler til at foretage en studierejse til Paris. I de tre år opholdet varede, arbejdede han flittigt med modeltegning og kobberstikning og blev kendt som en dygtig kunstner. De tre år i Paris blev efterfulgt af et femårigt ophold i Geneve, hvor den svejtsiske naturfilosof Bonnet gjorde ham til medarbejder ved en pragtudgave af sine værker. Efter hjemkomsten til Danmark i 1778 blev han hofkobberstikker. I årene herefter udfoldede han en rig virksomhed. Bl.a. skabte han illustrationerne efter Abildgaards oplæg til Jens Baggesens oversættelse af Holbergs Niels Klim, men først og fremmest en mængde enkeltblade, portrætstik efter Jens Juel og "Sokrates" og "Ossian" efter Abildgaard. I 1787 fik C en ærefuld indbydelse fra Berlin til at udføre et stort stik efter Cunninghams maleri af Frederik den Store. Opholdet i Berlin varede til 1791. I årene 1792-95 var han i London for at udføre et stik efter den amerikanske maler Trumbulls billede "Montgomerys Død". På trods af den anerkendelse udlandet viste ham, blev han først i 1818 professor ved akademiet. Det store "Slaget på Reden" udførte han efter C.A. Lorentzens maleri i årene 1802-05 (d 5/11 1831)

d Maria Theresia, regent i Østrig 1740-1780; datter af kejser Karl VI og dronning Elizabeth; da hun ingen brødre havde, var hun arving til de habsburgske lande, hvilket hendes far ved forhandlinger med europæiske lande fik alle – undtagen Bayern – til at godkende. M.T. tilhørte den oplyste enevældes fyrster, og selv om hun i kraft af sin respekt for nedarvede rettigheder var noget tilbageholdende med reformer, gennemførte hun dog gennemgribende reformer. Bl.a. blev skolevæsenet reformeret, og torturen afskaffet. Endvidere arbejdede hun for næringsvejenes udvikling og tog initiativet til afskaffelse af indenlandske toldskranker. Straks ved tronbestigelsen i 1740 blev hendes lande angrebet af Frederik d. Store af Preussen, som berøvede hende den rige provins Schlesien. Trods nederlaget var hendes stilling urokkelig, og hendes lyst til at personlig at regere blev styrket. Hun blev nu i egentligste forstand landsmoderen, der tog sig af alt, respekteret og afholdt. Men samtidig blev hun navnlig i religiøse spørgsmål mindre frisindet; protestanter og ortodokse jøder ville hun ikke have i sine lande. I krigen 1756-63 forsøgte hun forgæves at vinde Schlesien tilbage. Ved Polens første deling i 1772 erhvervede hun Galizien. Hendes mand - Frans Stefan af Lothringen - som i 1745 blev valgt til tysk-romersk kejser som Frans I var hendes medregent. Men det var til stadighed hende, der var den reelle magthaver. Det kejserlige ægtepar blev velsignet med 16 børn – heraf 11 døtre. Blandt børnene var hendes efterfølger Josef II, som hun kun i begrænset omfang lod deltage i statsstyret, dels fordi hun tvivlede på hans politiske dømmekraft dels var imod hans forcerede reformarbejde. Ikke underligt at forholdet mellem de to ikke var godt. Blandt hendes døtre var Marie Antoinette, der i 1770 blev gift med den franske tronfølger Ludvig (16.) (f 13/5 1717)

d Sophie Frederikke, arveprinsesse og mor til Christian VIII; hun blev i 1774 gift med arveprins Frederik, søn af Frederik 5. i dennes andet ægteskab. Om S.F. er det blevet sagt, at hun havde alle de egenskaber, hendes gemal savnede: hun var glad, let og munter, velbegavet og naturlig og dertil overordentlig elskværdig. Ægteskabet varede tyve år, indtil hendes død. I de første 12 år fik hun ingen børn, men fra hun var 28, til hun blev 34 år gammel, fødte hun arveprinsen fire børn. At den uskønne og ikke for godt begavede arveprins Frederik efter 12 års barnløst ægteskab pludselig var i stand til at sætte fire børn i verden, af hvilke i alle fald de tre ældste – prins Christian (8), og prinsesserne Juliane og Charlotte - hørte blandt blandt de smukkeste og bedst begavede, Oldenborgerne hidtil havde præsteret, fyldte mange med forbavselse. Ved hoffet var det opfattelsen, at faderen til de tre ældste børn var arveprinsens adjudant, kammerjunker Frederik von Blücher. Dette forhold, som allerede samtiden vidste besked om, svækkede ikke arveprinsens hengivenhed for sin kone eller iver for børnenes opdragelse. S.F. døde af tuberkulose efter længere tids svagelighed (f 24/8 1758)

 

1797 f Gaetano Donizetti, italiensk komponist; allerede som meget ung drev han musikstudier, og da hans familie ikke ville acceptere hans ønske om at blive musiker, stak han af hjemmefra. Han trådte ind i den østrigske hær. Det bragte ham til flere større byer, og overalt benyttede han lejligheden til at studere opera som tilhører. Han forsøgte sig som operakomponist i 1818, og da han havde succes, opgav han militærlivet for helt at hellige sig musikken, navnlig operakomposition. I de følgende år indtil 1834 skrev han omkr. 40 operaer mest for Napolis scene, bl.a. "L’elisir d’amore" (Elskovsdrikken, 1832). Næsten alle gjorde de lykke, og gjorde D kendt. I 1834 blev han lærer ved konservatoriet i Napoli og snart efter direktør samme sted. I disse år skrev D operaer som "Lucretia Borgia" og "Lucia di Lammermoor" (Napoli, 1835), der hører til hans berømteste. Fra 1838 tog D ophold i Paris; der videreførte han sin succesrige karriere med bl.a. med "La Favorite" og den komiske opera "La Fille du régiment" (Regimentets Datter,1840), af hvilke den første straks gjorde stormende lykke, mens den anden havde en langsommere, men mere holdbar succes. Endnu nogle år tilbragte D på rejser, bl.a. i Wien, hvor han havde stor succes med operaerne "Linda di Chamounix" og "Don Pasquale". Sine sidste år tilbragte D stærkt sygdomssvækket i sin fødeby Bergamo (d 8/4 1848)

1803 f Christian Johann Doppler, østrigsk matematiker og fysiker; fra omkr. 1840 var han professor ved forskellige læreanstalter. Fra 1850 til sin død var han professor i eksperimentalfysik ved universitetet i Wien. D er især kendt for opdagelsen i 1842 af den såkaldte Dopplereffekt; det er det fysiske fænomen, der bevirker, at den frekvens, en lyd- eller lysbølge observeres med, afhænger af bevægelsen af bølgekilden, af iagttageren eller af dem begge. Dette kan f.eks iagttages ved passage af et udrykningskøretøj. Når det nærmer sig, modtager øret flere svingninger pr. sekund, end når det fjerner sig. Man hører derfor først en høj tone, som, når køretøjet passerer, skifter til en dybere. Effekten udnyttes i radarsystemer, til måling af bilers hastigheder, til alarmsystemer samt til undersøgelse af strømforholdene i blodkar ved hjælp af ultralyd. Ultralydekkoer fra objekter i bevægelse, f.eks. blodlegemer, har en anden frekvens end den udsendte ultralyd. D’s opdagelse har endvidere meget stor betydning i astronomien, hvor den muliggør måling af et himmellegemes hastighed i synslinjens retning. Er spektrallinjerne forskudt mod rødt (lavere frekvens), fjerner himmellegemet sig, er de forskudt mod blåt, nærmer det sig. Forskydningens størrelse angiver hastigheden (d 17/3 1853)

f Pauline Worm, forfatter, kvindesagsforkæmper; som privatlærer i Præstø skrev hun 1848 ved Frdr. VII’s tronbestigelse et hyldestdigt til kongen; det kom først i dagbladet "Fædrelandet", siden som særtryk og er det første bevis på hendes digteriske begavelse, ligesom det vidner om hendes stærke nationalfølelse. Langt stærkere end de fleste var hun grebet af ånden fra 1848. I 1850 kom hendes første digtsamling "En Krands af ni Blade" og i 1857 romanen "De fornuftige I-II". I den nationale genrejsningstid efter 1864 var hun en søgt national foredragsholder i folkelige foreninger med foredrag som f.eks. "Om Holger-Danske Sagnet", "Om Tydsken i vore Skoler", "Arbejderspørgsmålet og Kvindesagen" og "Kvinden som Personlighed". I sine senere år viste hun sin store iver for forsvarssagen; i 1875 samlede hun således jyske kvinders underskrifter på et opråb til fordel for en udbygning af flåden. I sit dødsår havde hun den glæde at se sit navn på finansloven sammen med ni andre kvindelige forfattere (d 13/12 1883)

Den såkaldte Novemberopstand mod det russiske styre bryder ud i den russiske del af Polen. Inspirationen til opstanden kom fra de samtidige revolutioner i Frankrig og Belgien. Den begyndte med et mislykket mordforsøg på den russiske statholder, storfyrst Konstantin og blev fulgt af en væbnet opstand af de polske kadetter fra infanteriets officersskole. Oprørerne fik hurtigt herredømmet over Warszawa, og der blev dannet en provisorisk regering med henblik på forhandlinger med tsar Nikolaj 1. Da han afviste forhandlinger, erklærede den provisoriske rigsdag i januar 1831 Nikolaj for afsat som konge af Polen og Polen for en selvstændig nation. I februar 1831 rykkede en russisk hær over grænsen, men flere gange lykkedes det polakkerne at slå russerne tilbage. Den 26. maj led polakkerne imidlertid et afgørende nederlag, og den 6. september rykkede russerne ind i Warszawa. En stor del af den polske hær nåede at komme over grænsen til Preussen og Østrig, ligesom mange af de politiske ledere emigrerede, især til Frankrig. Herefter blev Polen udsat for hård undertrykkelse; 1833-56 var der krigsretstilstand, og der blev systematisk indført russisk sprog og lovgivning på alle områder

 

1835 f Tz'u-hsi (Ci-xi), kinesisk kejserinde; hun kom ind i kejserpaladset 1851 som konkubine af lav rang hos kejser Hsien-feng (regerede 1850-61). Hun avancerede til medhustru, da hun i 1856 fødte kejseren en søn. Da kejseren døde, blev der udnævnt et regentskab, men beslutninger skulle have enkekejserindens og T’s godkendelse. Da sønnen 1873 overtog styret, fortsatte hun med at øve kontrol, til han døde to år senere. Da blev hun atter regent sammen med enkekejserinden for tronfølgeren –T’zu-hsis nevø og adoptivsøn, der regerede 1889-1908. Da adoptivsønnen besteg tronen, trak T sig officielt tilbage til sommerpaladset. Hun gjorde dog hyppigt sin indflydelse gældende ved besættelse af højere embedsposter, så hun gennem pålidelige tilhængere kunne have de fornødne magtmidler, hvis det skulle blive nødvendigt. Det blev det, da en flerårig konflikt med kejseren på gr. af dennes reformvenlige politik endte med, at T iværksatte et kup og overtog magten. Hun sympatiserede med bokserne, under deres opstand rettet bl.a. mod den store udenlandske indflydelse i Kina. Hun accepterede beslutningen i statsrådet i juni 1900 om fordrivelse af "de fremmede" og angrebet på de europæiske legationer i Peking. Da europæerne generobrede magten, flygtede hun med kejseren og hoffet til Sian i Nordvestkina. Det lykkedes hende at få væltet ansvaret for oprøret over på kejseren og reformvennerne. Da hun i januar 1902 vendte tilbage til Peking, begyndte hun en forsinket reformpolitik med sigte på at vinde stormagternes gunst. Ved sin position og gennem sin politik dominerede Tzu-hsi i næsten et halvt århundrede det kinesiske kejserrige. Derved blev hun en af de mest magtfulde kvinder i Kinas historie. Ved at udøvede sin magt gennem en klike af konservative, korrupte embedsmænd bevarede hun et jerngreb om det kejserlige hus, i de år der skulle vise sig at blive Manchudynastiets sidste (d 15/11 1908)

1878 f Sylvia Pio, lensgrevinde; som datter af Socialdemokratiets grundlægger (Louis Pio, f 14. december 1841) fik hun stor symbolsk betydning for det hurtigt voksende arbejderparti. Hun var født i USA under faderens landflygtighed. Som 24-årig mødte hun grev Eggert Knuth, som hun blev gift med. Hun kunne således rejse hjem til Danmark som lensgrevinde til Knuthenborg på Lolland. Men ægteskabet holdt kun knap ti år. I 1917 blev Sylvia Pio i stedet gift med skuespilleren Johannea Poulsen. Heller ikke dette forhold holdt, parret blev skilt i 1922. Hendes politiske liv begyndte for alvor med indmeldelsen i Socialdemokratiet i 1920. I forbin-delse med partiets jubilæum i 1921lykkedes det at få faderens aske til Danmark med hjælp fra partiets første-mand, Thorvald Stauning. Mellem de to udviklede der sig et kærlighedsforhold – et papirløst forhold - der varede til Sylvia Pios død. Hun kæmpede for at få dannet en socialdemokratisk kvindebevægelse. Disse bestræbelser førte i 1928 til dannelse af et kvindeudvalg inden for partiet. I 1930 blev adskillige kvindeudvalg samlet i Kvindeudvalgenes Klub, hvor Sylvia Pio blev formand. Hendes sidste år var præget af sygdom og delvise lammelser (d 24/4 1932)

1879 f Jacob Gade, komponist og kapelmester; han er i dag især kendt for én komposition "Tango Jalousie" fra 1925, som han skrev efter at have læst en avisartikel om en mand, der havde dræbt sin elskede i et jalousidra-ma. Under 1. Verd.krig var G kapelmester på Dagmarteatret i København, og blev kendt for sine festlige kompositioner og lette underholdningsmusik. I 1919 rejste han til USA, hvor han bl.a. blev medlem af Natio-nal Symphony Orchestra i New York. I 1921 vendte G tilbage til København og blev kapelmester i Palads-teatret, hvor han komponerede og dirigerede musikken til stumfilm. I de følgende år udfoldede han her sine rige evner som kapelmester, solist og komponist. I 1925 lancerede han den senere verdenskendte "Tango Ja-lousie". Allerede året efter blev kompositionen udgivet i Paris og New York. I 1938 vakte den international opmærksomhed ved Arthur Fiedlers og Boston Pops grammofonindspilning, der i 1952 som den første i underholdninsbranchen rundede en million solgte eksemplarer. G fortsatte med at komponere til sin død. For-uden "Tango Jalousie" har han bl.a. komponeret revymelodierne "Maggiduddi" (1923), "Peter kom ned og leg" (1927) og tangoen "Romanesca"(1933). Indtægterne for sine kompositioner testamenterede G til en af ham oprettet fond – Jacob Gades Fond – med en grundkapital på en halv mio. kr. Fondens formål var og er stadig at støtte unge musikere under uddannelse. Desuden skal den fremme musikkens kunst til unge menne-sker (d 20/2 1963)

1883 d Hans Henrik Liisberg, købmannd, rådmand i Århus; sammen med en bror åbnede L i 1839 en købmandsforretning i Mejlgade. Med en ny kompagnon slog L sig i 1847 på brændevinsbrænderi. Efter at have overtaget et konkurrerende brænderi drev de to kompagnoner i de følgende år virksomheden frem til at blive Århus største. En overgang var den tilmed landets største inden for branchen. Efter kompagnonens død i 1859 udvidede L forretningen med studeopfedning på bærmen fra brænderiet samt med salg af "bayersk øl" fra Carlsberg. Sammen med Hans Broge var L i 1870’erne byens største skatteyder. Han var fra 1861 til 1868 rådmand og sad i byrådet 1869-70 og igen 1873-76. Han var derudover med i en del foreningsbestyrelser og var i mange år værge for Domkirken. To år før sin død solgte L brændevinsbrænderiet til De danske Spritfabrikker, som drev det videre til omkring 1920. Herefter blev bygningerne hjemsted for en produkthandel, men i 1928 brændte virksomheden. Kort tid efter blev der på grunden anlagt en ny gade, som fik navnet Rådmand Liisberggade. Gaden går mellem Mejlgade og Knudrisgade (f 31/8 1815)

 

1924 d Giacomo (Antonio Domenico Michele Secondo Maria) Puccini, italiensk komponist; født i Lucca i en slægt, der i flere generationer havde været højt ansete komponister og kirkemusikere i byen. 19 år gammel blev han organist og kantor ved San Martino i Lucca. Han fik sin første uddannelse i fødebyen og var derefter i årene 1880-83 elev på konservatoriet i Milano. Han modtog stærke indtryk fra den veristiske opera og fra det franske lyriske drama og skabte en egenartet, personlig operastil, som har haft stor indflydelse på yngre operakomponister. Hans første opera "Le Villi" skrev han i 1884 på opfordring af sin kompositionslærer på konservatoriet. Med "Manon Lescaut" (Torino 1893, København 1930) vandt han en stor sejr; han blev velhavende og købte en landejendom ved Lucca. Med "La Bohème" (1896)fik han ikke kun sit gennembrud, men blev international berømt. Senere fulgte "Tosca" (1900) og "Madame Butterfly" (1900, ny version 1904). Hans værker blev nu opført på alle store operascener i Europa og USA, og uropførelsen af "La fanciulla del West" (Pigen fra Vesten) fandt sted på Metropolitanoperaen i New York i 1910. Udover elevarbejder og operaer har han af anden musik kun skrevet to menuetter for strygeorkester, en messe (1880), et Requiem (1905) til minde om Guiseppe Verdi og en del sange (f 22/12 1858)

Politiet nedlægger forbud mod, at den tyske nazi-fører Dr. Goebbels holder tale i Studenterforeningen i København

d Philipp Scheidemann, tysk socialdemokratisk politiker; han blev udlært som bogtrykker og var senere journalist. I årene 1903-1918 var han medlem af Rigsdagen, fra 1911 i ledelsen af sit parti. Han tilsluttede sig det flertal i socialdemokratiet, der støttede Tysklands deltagelse i 1. Verd.krig. Mod slutningen af krigen – oktober 1918 – blev han minister uden portefølje i kejserrigets sidste regering. Uden nogen autorisation fra hverken parti eller Rigsdag udråbte S den 9. november 1918 den tyske republik fra et vindue i rigsdagsbygningen i Berlin. Fra november 1918 til februar 1919 var S medlem af republikkens provisoriske regering. Februar 1919 blev han Weimarrepublikkens første rigskansler. Han trådte tilbage fra denne stilling fire måneder senere, da han ikke kunne acceptere Versaillesfreden. Herefter var han overborgmester i Kassel i perioden 1920-25. Som medlem af Rigsdagen fra 1920 til 1933 førte han en hårdnakket kamp mod alle højrekræfter. En holdning der i 1922 førte til, at han var udsat for et attentatforsøg. På gr. af nazisternes forfølgelser flygtede han i 1933 til Danmark, hvor han levede til sin død. S har udgivet "Der Zusammenbruch" (1921) og "Memoiren eines Sozialdemokraten" (2 bd., 1928) (f 26/7 1865)

FN vedtager at dele Palæstina i en jødisk og arabisk del. Siden begyndelsen af 1500-tallet havde Palæstina været en del af det tyrkiske rige. Tyrkisk deltagelse i 1. Verd.krig på tysk side førte i 1917-18 til britisk erobring af Palæstina. Forhandlingerne mellem Frankrig og Storbritannien om fordelingen af de tidligere tyrkiske lande i Mellemøsten resulterede i, at Storbritannien på Folkeforbundets vegne styrede Palæstina som et mandatområde. En stadig større jødisk indvandring i området – i høj grad fremmet af, at briterne i 1917 i den såkaldte Balfourerklæring havde lovet jøderne et nationalt hjem i Palæstina – førte i slutningen af 1920’erne til blodige sammenstød mellem jøder og og områdets arabiske befolkning. Den følte sig svigtet af briterne, fordi den i 1916 til gengæld for støtte i kampen mod Tyrkiet havde fået britisk løfte om dannelse af en arabisk storstat i Mellemøsten. Efter afslutningen af 2. Verd.krig eskalerede striden, og briterne meddelte i begyndelsen af 1947 FN, at de agtede at trække sig ud af Palæstina. I marts vedtrog FN at sende en særlig undersøgelseskommission til Palæstina for at komme med forslag til løsning af konflikten. Kommissionen blev boycottet af araberne. Det var deres opfattelse, at det ikke tilkom FN at afgøre Palæstinas fremtid. Følgelig boycottede araberne også FN’s delingsplan

d Erik Scavenius, diplomat og stats- og udenrigsminister; efter at være blevet cand polit blev han i 1901 ansat i udenrigsministeriet. Her gjorde han hurtigt karriere og var 1906-08 legationssekretær i Berlin og blev 1909 kontorchef. Fra oktober 1909 til juli 1910 var han udenrigsminister i det første ministerium Zahle. Efter at have været gesandt i Wien og Rom blev S udenrigsminister i Zahles andet ministeriet 1913-1920. Efter ministeriets afgang var S i hele mellemkrigstiden bortset fra en kort tid som formand for Radikale Venstre (1922-24) og landstingsmand 1918-20 og 1925-27 uden for det politiske liv. Han købte Voergård i Vendsyssel og forsøgte at leve som godsejer. I årene 1932-40 var han formand for bestyrelsen for dagbladet Politiken og 1924-27 gesandt i Stockholm. Ikke mindst på gr. af de gode forhandlingsevner S havde vist i forholdet til tyskerne under 1. Verd.krig blev han bl.a. efter kongens ønske udenrigsminister i juli 1940. Fra november 1942 var han desuden statsminister. I befolkningens øjne var det S, der tegnede forhandlingspolitikken med tyskerne. Det betød, at han efter 5. maj 1945 i offentlighedens bevidsthed stod som en af besættelsestidens mest foragtede, forhånede og hadede politikere. Et billede ingen af Christianborgs politikere gjorde noget for at ændre. Efter afhøringer i den parlamentariske kommission måtte det erkendes, at han kun havde ført den politik, der var såvel rigsdagens som folkeflertallets. S har forklaret og forsvaret sin politik i to erindringsbøger "Forhandlingspolitikken under Besættelsen" (1948) og "Dansk udenrigspolitik under den første Verdenskrig" (1959). Han blev dog aldrig taget til nåde og døde som en skuffet og bitter mand (f 13/6 1877)

 

1986 d Gary Grant, engelsk/amerikansk skuespiller; fik sin skuespiltræning ved engelske musicals; debuterede ved teatret i USA 1927 og fra 1932 havde han mindre roller i Hollywood. Fra 1935 udviklede hans karriere sig. Han afslørede en udtalt sans for komik i flere af periodens store komedier, hvor han uden besvær kombinerede meget fysiske gags med sin helt egen karakteristiske diktion i hæsblæsende replikskifter, bedst i "Den frygtelige sandhed" (1937), "Han, hun og leoparden" (1938). Fra begyndelsen af 1940'erne markerede han sig i dramatiske roller primært hos Hitchcock, der med held brugte ham i mesterværker som "Mistanken" (1941), "Berygtet" (1946) og "Menneskejagt" (1959). Trak sig tilbage i 1966, mens han endnu var en højt betalt stjerne (f 18/1 1904)

 

 

 

 

 

 

 

Til top        30. november

 

1466 f Giovanni Andrea Doria, condottiere og genovesisk admiral; han startede sin karriere som condottiere (lejehærleder) i Italien bl.a. for Pavestaten og for kongeriget Napoli. Han blev særdeles velhavende, og i begyndelsen af 1500-tallet udrustede han for egne midler en flåde, der flere gange besejrede tyrkerne og pirater i Middelhavet. Derefter deltog han i kampene mellem habsburgerne (kejser Karl V) og franskmændene (Frans I) om herredømmet på Den italienske halvø. Først var han i fransk tjeneste som admiral, men gik 1528 i tjeneste hos Karl V for at befri sin fødeby Genova for en fransk besættelsesstyrke. Da det var sket, gav genoveserne ham som tak tilnavnet "liberator patriae" (fædrelandets befrier), og han indførte et aristokratisk styre i byen. Karl V udnævnte Doria til kejserlig storadmiral, og han deltog til 1555 - dvs som 89 årig! - i flådesammenstødene med de fremtrængende tyrker (d 25/11 1560)

1508 f Andrea Palladio, egentlig Andrea dalla Gondola, italiensk arkitekt og en af tidens mest indflydelsesrige; til han var 28 år arbejdede han som bygningsarbejder som medlem af stenhuggernes laug. Tilskyndet af humanisten Giangiogio Trissino begyndte han at studere arkitektur. Af Trissino blev han kaldt Palladio en allusion til gudinden Pallas Athene. Senere antog han navnet til erstatning for sit familienavn. I 1545 kom P til Rom, hvor han blev fængslet af antikken; han studerede og tegnede byens antikke ruiner. I 1549 vendte han hjem til fødebyen Vicenza. Her blev hans første opgave en ombygning af byens rådhus, den såkaldte Basilika. Den store bygning i to etager blev i begge etager omgivet af en søjlegang – kronet af en balustrade med statuer. Dette byzantinsk-venezianske toetagers system anvendte P også i sit næste arbejde, Palazzo Chierigati i Vicenza. Underetagen er omgivet af en søjlegang i dorisk stil, og med midterpartiet lidt fremskudt som en risalit. Bag denne ligger en vestibule, androne, der på tre sider er omgivet af en søjlegang, hvorfra monumentaltrapper fører op til den øverste etage. Også den er på husets yderside omgivet af en søjlegang. Foruden i hjembyen var P virksom i Venezia, hvor han byggede kirkerne San Giorgio Maggiore og Il redentore. Det "palladianske" kommer imidlertid stærkest til udtryk i hans villaer. De er formede som enkle, kubiske blokke, præget af kompromisløs symmetri i såvel grundplan som facade, og med et fremskudt parti a la klassisk tempelfront sat ind på en eller flere sider. Både i det ydre og det indre følger proportionerne strengt enkle talforhold, f.eks. 2 : 3 : 4. Mest karakteristisk er den dobbeltsymmetriske Villa Rotonda ved Vicenza. Gennem sine mange villaer og gennem sit i 1570 udkomne værk "I quattro libri dell’architettura" (Arkitekturens fire bøger)– hvor man med sine egne værker som eksempel søgte at lave en lærebog på linje med den romerske Vitruvius - kom Palladio til at udøve en enorm indflydelse på europæisk arkitektur i 1600 og 1700-tallet (d 19/8 1580)

1554 f Philip Sidney, engelsk digter og hofmand; står som det engelske eksempel på Renæssancens ideal af en sand gentleman. Havde forskellige diplomatiske opgaver for dronning Elizabeth I; deltog i krigen mod Philip II og døde af sår han fik i slaget ved Zutphen. Intet af S’s forfatterskab blev trykt, mens han levede. Den betydeligste del af hans digtning er hans sonetter bl.a. "Astrophel and Stella" . Disse sonetter bidrog til at fremkalde andre samlinger af samme slags og har bl.a. også haft indflydelse på Shakespeares sonetter. "Arcadia" er en hyrderoman - den første på engelsk - påbegyndt 1580 og udgivet 1590. Fra samme tid er "Apologie for Poetrie" (trykt 1595), i hvilken S forsvarer poesien mod puritanernes angreb, men også viser ham som en sand beundrer af den klassiske oldtid (d 17/10 1586)

f J. Swift, irsk forfatter; voksede op i Dublin, Irland hvor han også studerede. I 1689 kom han til England og blev sekretær for en godsejer. I denne periode skrev han sin første prosasatire "A Tale of a Tub" rettet mod romerkirken og kalvinisterne, mens den stort set forsvarer Church of England. Hos godsejeren traf han "Stella" – Esther Johnson – som han senere overtalte til at flytte med til Dublin, og som han muligvis blev gift med. I 1694 blev han præsteviet og var i årene 1700-10 sognepræst i Laracor ved Dublin. Men han lod ofte det elendigt lønnede præstekald passe af en vikar, da han nu var blevet kendt som forfatter i politiske og litterære kredse i London og derfor opholdt sig der. I 1713 blev han domprovst ved St. Patrick i Dublin. I perioden 1710-13 holdt han Stella underrettet om sit liv fra dag til dag i en serie breve, som senere er udgivet som "Journal to Stella". I 1713 fulgte en anden kvinde - Esther Vanhomrigh "Vanessa" - med ham til Dublin. S er ualmindelig grov mod kvinderne i sine skrifter, og hans forhold til Stella og Vanessa er en af de mange gåder i hans liv. Han blev en nationalhelt for de undertrykte irere, da han skrev en række satirer mod englændernes penge- og handelspolitik, særlig de såkaldte "Drapier’s Letters" (1724) og "A Modest Proposal" (1729). I 1726 kom hans mesterværk og bogen, der gjorde ham verdensberømt "Gulliver’s Travels", hvor han under dække af fire fantastiske rejseskildringer harcelerer over menneskets dårskab (d 19/10 1745)

 

1699 f Christian 6. konge 1730-1746; søn af Frederik IV og Louise af Mecklenburg-Güstow; han fik en udmærket uddannelse, men hans noget kejtede og ubehjælpsomme optræden gjorde ham fremmed over for omgivelserne. Han blev i 1732 gift Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. Ægtefællerne mødtes i en fælles streng pietistisk religiøs overbevisning og en forkærlighed for tysk sprog, hvilket isolerede dem fra befolkningen. C var sammen med dronningen i høj grad sin kongelige enevoldsmagt bevidst. Det gav sig udslag på flere måder; bl.a. tjente de kostbare byggerier af slottene Christiansborg og Hørsholm (Hirschholm) til at demonstrere kongemagtens ophøjethed. Christianborgs nyopførelse kostede ikke mindre end 2,7 mio. rdl., og betydelige beløb anvendtes til inventar og indretning af andre slotte. Kongeparrets religiøsitet gav sig udslag i indførelse af konfirmationen i 1736 samt en streng forordning om kirketugt fra 1735. Ifølge forordningen medførte udeblivelse fra gudstjeneste bøder eller ophold i gabestok. Også offentlige teaterforestillinger og private fester på søn- og helligdage var forbudt og straffedes ved overtrædelse. Bortset fra kirkelovgivningen deltog Chr. VI ikke med større interesse i regeringsarbejdet, og loven om Stavnsbåndets indførelse i 1733 skyldtes ikke hans, men den siddende godsejerregerings ønsker. Men med deres tyskhed og religiøst-moraliserende snæversind satte kongeparret et markant præg på hof- stats- og åndsliv (d 6/8 1746)

f Theodor Mommsen, tysk historiker; han blev født i Slesvig og studerede jura og filologi i Kiel. I sin ungdom tog han aktiv del i det politiske liv i hertugdømmerne og var ivrig slesvig-holstener. Et rejsestipendium førte ham i studieårene til Italien. Opholdet gav ham interessen for indskrifter og blev bestemmende for hans senere virke som klassisk filolog og numismatiker. I 1860 udgav ham således "Geschichte des römischen Münzwesens". Sin akademiske karriere begyndte han i 1848 som professor i jura i Leipzig. Efter forskellige ansættelser blev han i 1858 sekretær for Videnskabernes Selskab i Berlin og fra 1861professor i oldtidshistorie samme sted. Med stor lærdom omfattede han så godt som hele oldtidsvidenskaben, og efterlod sig et særdeles omfattende forfatterskab. Det samler sig om romersk historie, og på mange områder skrev han banebrydende værker. Hans hovedværker er "Römische Geschichte" (bd 1-3, 1854-56) og 5 (1885), i hvilken han behandler både den politiske og kulturelle historie og "Römisches Staatsrecht", 1-3 (1871-88). Førstnævnte værk gav ham i 1902 nobelprisen i litteratur. Værkets bind 4, som skulle omhandle kejsertiden, blev aldrig udsendt. Blandt andre værker fra Mommsens hånd er og "Corpus inscriptionum Latinarum" om latinske indskrifter. Som nationalliberal var han 1873-79 medlem af den preussiske Landdag og 1881-84 af den tyske Rigsdag (d 1/11 1903)

f Mark Twain (Samuel Langhorne Clemens), amerikansk forfatter; han voksede op i den lille by Hannibal ved Mississippi i Missouri; var i bogtrykkerlære og derefter lodselev på Mississippi. Herfra stammer hans forfatternavn, der egl. ikke er noget navn, men betyder "mærk to (favne)" et råb, der hørtes på floden, når man loddede dybden. Senere var T journalist, guldgraver. I 1860’erne begyndte han en karriere som populær foredragsholder og udgav sin første bog "The Celebrated Jumping Frog of Calaveras County and Other Sketches" (1867). Omkr. 1870 blev T gift og slog sig ned i Hartford, Connecticut, hvor han blev boende resten af livet. 1873 udgav han romanen "The Gildes Age", et satirisk angreb på korruptionen og spekulationsmentaliteten efter borgerkrigen. Barndomserindringer ligger til grund for "The Adventures of Tom Sawyer" (1876) og "The Adventures of Huckleburry Finn" (1884), som med sin skildring af drengen Huck og den bortløbne slave Jim og deres færd på en flåde nedad Mississippi betragtes som T’s bedste bog. Den blev særdeles populær og har bevaret sin status som et hovedværk i amerikansk litteratur. I T’s særdeles omfattende forfatterskab er: "The Prince an the Pauper" (1882) og "Following the Equator" (1897) (d 21/4 1910)

 

1840 Napoleons lig overføres fra Sankt Helena til Paris

f Winston Churchill, britisk statsmand; da C i 1900 blev medlem af Underhuset - valgt som konservativ i Oldham - var han allerede kendt fra avisartikler om sine oplevelser som soldat i Sudan (1898) og som journalist under Boerkrigen. I 1904 vakte det opsigt, da han på gr. af sine frihandelssynspunkter gik over til De Liberale. Herefter beklædte C forskellige ministerposter; 1911 blev han marineminister; gik af 1915 og tog til fronten i Frankrig. Han var derefter rustningsminister 1917-19, krigsminister 1919-21; som koloniminister 1921-22 måtte han især tage sig af problemer i de nye britiske mandatområder i Mellemøsten bl.a. Palæstina. Han tabte sin kreds ved valget i 1922; han blev valgt i 1924 som uafhængig kandidat i Epping og forblev medlem af Underhuset til 1964. C’s tilbagevenden til De konservative blev bekræftet, da han blev finansminister 1924 (til 1929). Han markerede sig som hørende til på sit partis højre fløj, da han førte an i regeringens kamp mod fagforeningerne under generalstrejken i 1925. I 1929 lagde han sig ud med sit parti, og i 1930'erne angreb han som menigt parlamentsmedlem regeringen for svaghed over for den tyske oprustning og Hitlers agressioner. Ved krigsudbruddet 1939 blev han igen marineminister og maj 1940 premierminister. I krigsårene blev C det dynamiske midtpunkt i Storbritanniens kamp mod aksemagterne. Labours valgsejr i 1945 viste, at han var ude af trit med briternes forventninger om sociale reformer, når krigen var vundet. Som leder af oppositionen vakte han opsigt på den internationale scene med sin "jerntæppetale" i Fulton, Missouri, hvori han advarede mod de sovjetiske ambitioner i Østeuropa. C blev igen premierminister som 77-årig efter den konservative valgsejr i 1951. C efterlod sig et omfattende forfatterskab heri bl.a. "My Early Life" (1930), "The Second World War" (1948-54). I 1953 fik han nobelprisen i litteratur og havde i 1950 af Frederik IX modtaget Elefantordenen (d 24/1 1965)

d August Bournonville, koreograf og balletmester; som barn fik han en flersidig kunstnerisk uddannelse og debuterede på Det kgl. Teater i oktober 1813. I 1820 blev han engageret som danser og modtog samtidig stipendium til et studieophold i Paris. Efter et par års ophold i København vendte han i 1823 tilbage til Paris. Her opholdt han sig til 1829 og var tilknyttet pariser-operaen som solodanser. Da han vendte tilbage til København, modtog han en attenårig kontrakt som solodanser og dansedirektør ved Det kgl. Teater. Frem til 1877 stod han i spidsen for den danske ballet. Til 1848 forenede B alle funktioner i sin person. Han var solodanser, forfatter af ballettekster og organisator. Han fornyede balletten i Danmark ved at uddanne et fremragende korps, for hvilket han komponerede sine arbejder. Han skabte over 50 balletter foruden et utal af divertissementer og indslag i operaer og skuespil. Han arbejdede inden for alle balettens genrer, det være sig historiske balletter som "Valdemar" (1835), vaudevilleballetter som "Livjægerne på Amager" (1871), folkelivsballetter som "Brudefærden i Hardanger" (1853) eller romantiske balletter som "Sylfiden" (1836) og "Napoli" fra 1842. Da han i 1848 tog sin afsked som danser, udsendte han første del af sine erindringer i fire bind "Mit Theaterliv". De resterende bind kom i årene 1865 og 1877-78. B’s baletter opføres stadig hyppigt i Danmark og i udlandet. Således fik han ikke ret, da han to år før sin død til en ven skrev at: "Intet i denne verden er uforgængeligt og allernindst scenens flygtige fremtoninger" (f 21/8 1805)

d Oscar Wilde, britisk forfatter; som student i fødebyen Dublin og i Oxford brillerede han med sit vid og sine talegaver, egenskaber der efterhånden blev legendariske. I 1881 udgav han den prærafaelitisk prægede digtsamling "Poems". Med eventyrsamlingerne "The Happy Prince and Other Tales" (1888) og "A House of Promegranates" (1891) afslørede han sig som en fortræffelig eventyrfortæller. I sin eneste roman "The Picture of Dorian Gray" (1891) skildrede han konsekvenserne af et gennemført amoralsk og nydende livssyn. Den vakte sensation ved sin afspejling af forfatterens i datidens øjne abnorme seksualitet. Stor succes vakte W’s elegante og vittige konversationsstykker "Lady Windermere’s Fan" (1892) og "The Importance of Being Earnest" (1895). De gjorde W til en forgrundsfigur i Londons litterære verden. Det vakte uhyre bestyrtelse, da W i 1895 på højden af sin berømmelse blev afsløret som indviklet i en homoseksuel affære og dømt til 2 års tugthus. W afsonede straffen i Reading fængslet; han levede efter løsladelsen incognito i udlandet og døde i fattigdom på et hotel i Paris. I 1905 i uddrag og i 1935 i sin helhed tryktes "Letters of O.W.", det er breve fra fængslet til vennen Lord Douglas fulde af pinefuld selverkendelse og bitter bebrejdelse (f 16/10 1854)

 

Krystalpaladset - tegnet af Sir Joseph Paxton og bygget i Hyde Park, London til den store udstilling i 1851 - nedbrænder. Paladset var den første bygning opført af glas og støbejern. Ligeledes var det første gang, man her anvendte præfabrikerede bygningselementer: søjler og dragere af støbejern, og næsten 300,000 maskinproducerede glasplader og planker. Bygningens grundplan målte 124x564 meter. Den havde et fladt glasloft, mens dens midterste del var overhvælvet. Hvælvet hvilede på en række støbejernssøjler i hver side, hævede sig i en højde af 53 meter og spændte over 22 meter. Efter udstillingen blev Krystalpaladset brudt ned og genopført i Sydenham syd for London, hvor det var en stor turistattraktion, til det nedbrændte. Der blev afholdt teaterforestillinger og koncerter. Der var faste og skiftende udstillinger. Blandt de faste udstillinger var der etnografiske og historiske afdelinger med modeller af bygninger fra fortiden og afstøbninger af sådanne. F.eks. fra det gamle Grækenland og Rom. På enkelte dage kunne besøgstallet nå op på 80.000 mennesker, så det var et stort tab for englænderne, da Krystalpaladset – Crystal Palace - nedbrændte

Russerne angriber Finland. Den 5. oktober modtog den finske regering en henvendelse fra Moskva. Finnerne blev bedt om at sende en repræsentat til Moskva for at drøfte visse politiske spørgsmål. Den finske ambassadør i Stockholm, Juho Paasikivi, blev udpeget som finsk forhandler. I Moskva blev han stillet over for vidtgående krav. Den sovjetiske udenrigsminister, Molotov, erklærede, at Sovjetunionen måtte sikre sig, at Den finske Bugt blev lukket for en angriber, og russerne fremsatte følgende krav: grænsen på Det karelske Næs skulle flyttes nordover. Finland skulle afstå flere øer i Den finske Bugt, bl.a. Suursaari og i nord skulle det afstå den vestlige del af Fiskerhalvøen. Endvidere krævede russerne ret til at oprette en militærbase på den finske halvø Hangø for at kontrollere indsejlingen til Den finske Bugt. – Til gengæld ville Finland få overladt områder i Østkarelen, som var større i areal, men langt mindre i betydning end dem, som blev krævet afstået. Under forhandlingerne understregede Stalin specielt Leningrads udsatte position. Da byen ikke kunne flyttes sydpå, var det nødvendigt at flytte grænsen nordpå, sagde han. De militære chefer krævede, at grænsen skulle gå 70 i stedet for 32 kilometer fra Leningrad. Forhandlingerne stod på i en måned, men da finnerne ikke kunne acceptere kravene, blev forhandlingerne afbrudt den 13. november, og den 30. november angreb russerne Finland bl.a. med et bombeangreb på Helsingfors. Den finsk-russiske vinterkrig, der varede til 12. marts 1940, var begyndt

1946 d Gustav Noske, tysk socialdemokratisk politiker; han var i sin ungsom skovarbejder; han gjorde derefter karriere inden for den socialdemokratiske presse, inden han i 1906 blev indvalgt i Rigsdagen. Han var alle-rede da en kontroversiel person inden for partiet, fordi han støttede højrepartiernes militær- og kolonipolitik. I Rigsdagen beskæftigede sig især med koloni- og militærspørgsmål og blev anset for at høre til på partiets højrefløj. Under 1. Verdenskrig var han en af lederne af flertalssocialisterne dvs. den del af socialdemo-kratiet, der støttede tysk krigsdeltagelse. At han blev betragtet som sit partis militærekspert betød, at han ved udbruddet af novemberrevolutionen 1918 af rigsregeringen blev sendt til Kiel for at lægge en dæmper på matrosernes revolution der. I december samme år indvalgtes han som forsvarsminister i det af socialdemo-krater ledede seksmands råd, der regerede Tyskland til etableringen af Weimarrepublikken. N fortsatte som forsvarsminister i Weimarrepublikkens første regering. Han pådrog sig venstrepartiernes had, da han som øverstkommanderende for tropperne i Berlin i januar 1919 slog den kommunistiske Spartakus opstand ned. Han forlod regeringen marts 1920 og blev Oberpräsident - statens højeste embedsmand – i den preussiske provins Hannover. Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 blev han afskediget. Han havde en vis forbindelse til den gruppe, der stod bag det mislykkede 20. juli (1944) kup mod det nazistiske styre. Resten af krigen tilbragte han da i KZ-lejr. N har skrevet "Von Kiel bis Kapp. Geschichte der deutschen Revolution" (1920) og "Erlebtes aus Aufstieg und Niedergang einer Demokratie" (udgivet posthumt, 1947) (f 20/9 1875)

 

Til top