Forside    Oktober

Vælg en dato:

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30
31

Til top        1. oktober

331 f.Kr Slaget ved Gaugamela. Alexander den Store vs perserkongen Dareios 3. Slagmarken - nordøst for Nineve ved Tigris, over for nutidens Mosul i Irak - var blevet valgt af Dareios; her ville han møde A’s fremrykkende hær, fordi sletten ved G var velegnet til hans rytteri, i hvilket perserkongen overgik Alexander. I det hele taget var A talmæssig underlegen; foran den persiske linje havde D placeret sine stridsvogne - han havde ladet sletten planere for at give dem mulighed for at udfolde sig. Men da de persiske stridsvogne rykkede frem, blev de fleste af dem uskadeliggjort af de græske spydkastere og bueskytter, før de nåede det græske infanteri, som åbnede sine rækker for at lade de øvrige passere gennem. Da D sendte stadig mere af sin venstre fløj frem, åbnede der sig et hul i den persiske front, som Alexander og hans tropper brød igennem, den persiske front brød sammen, og Dareios flygtede. Den makedonske sejr var ensbetydende med det persiske riges sammenbrud, og at Alexander nu var herre over den sydvestlige del af Asien

 

1207 f Henrik 3. engelsk konge 1216-1272; søn af Johan uden Land og Isabella af Angoulême. Han var ni år, da faderen døde, og mens han var umyndig, lå magten hos formynderne, jarlen af Pembroke og senere Hubert de Burgh. Henrik overtog styret 1227 og kom snart i strid med adelen, som klagede over kongens sløseri, hårde skatter og favorisering af de mange udenlandske lykkeriddere, der kom til England efter hans giftermål i januar 1236 med Eleanor af Provence. Under ledelse af Simon de Montfort rejste baronerne sig sammen med den nye landadel i oprør, og kongen måtte give dem stor magt (Oxford-provisionerne, 1258). Bestemmelserne betragtes som den første skrevne grundlov i engelsk historie. Henrik måtte bl.a. aflægge ed på, at ville regere sit rige sammen med et råd på 15 mand. Det skulle rådgive kongen i alle regeringssager og udtænke reformer til gode for almenvellet. I slaget ved Evesham den 4. august 1265 besejrede en kongetro hær under ledelse af H’s søn Edward (den senere kong Edward I) baronernes hær og dræbte Simon de Montfort. I realiteten havde Edward kongemagt, før Henrik døde. I Henrik’s regeringstid veg den massive normanniske arkitektur for gotikken med dens spidsbuer og ribbehvælv. Henrik lod Westminster Abbey genopføre, ligesom Salisbury Cathedral blev opført, mens H var konge (d 16/11 1272)

 

1487 d Iver Axelsen Thott, rigsråd; han var ud af den indflydelsesrige brødreflok Axelsønnerne. Iver støttede Christian 1.s indsættelse som svensk konge i 1457, og han blev lensmand på Gotland i 1468 efter broderen Olufs død. Da Ivar året efter ægtede Karl 8. Knutzons datter, besegledes en ny alliance mellem Akselsønnerne og Karls gamle tilhængere vendt mod Jöns Bengtsson Oxenstierna. I 1467 brød Christian med Akselsønnerne, som blev frataget deres danske len. Karl blev atter svensk konge, mens Iver fik løfte om at blive svensk høvedsmand ved Karls død. Da den indtraf i 1470, modsatte Iver sig dog ikke valget af Sten Sture d.æ. til rigsforstander, men han støttede ikke Sture mod Christian i slaget ved Brunkeberg i 1471. Iver forsøgte at blive forsonet med Christian; han fik snart nogle af sine besiddelser tilbage og foreslog i 1476, at Christian kunne genindsættes som svensk konge på nye regeringsbestemmelser, som Christian dog til dels afviste. I 1483 overtog kong Hans den dansk-norske trone på endnu strammere betingelser, men ikke den svenske. Iver kom nu i åben strid med Sture og måtte opgive de fleste af sine svenske len. Således presset overlod han kort før sin død Gotland til Hans, da denne ankom til øen med en flåde i 1487 (f ca. 1420)

 

1499 d Marsilio Ficino, italiensk forfatter, filosof og humanist, der var en af huset Medicis protegéer i Firenze og grundlagde der på opfordring af Cosimo de Medici efter græsk mønster et akademi for kunst, filosofi og poesi. I årene mellem 1463 og 1470 oversatte Ficino alle Platons værker til latin. Til oversættelserne skrev han så omfattende kommentarer, at de ofte fik karakter af selvstændige afhandlinger; således fik hans kommentar til "Symposion" stor betydning for udviklingen af begrebet "platonisk kærlighed". Med sit arbejde blev Ficino renæssancens store fornyer af den platoniske tradition i europæisk kultur, og han er blevet kaldt den italienske renæssances første platoniker. Hans oversættelser gjorde det muligt for en større kreds at studere Platon, og Ficino’s arbejde er derfor et vigtigt skridt i Europas intellektuelle historie. I Ficino’s selvstændige forfatterskab er det betydeligste værk "Theologia Platonica de immortalitate animorum" (1482, Platonisk teologi om sjælens udødelighed) og er et forsøg på at bygge bro mellem den kristne doktrin og de platoniske - eller rettere de nyplatoniske ideer; hertil kommer arbejder om medicin og astrologi (De vita libri tres, 1489) og om teologi (Liber de Christiana religione, 1474) (f 19/10 1433)

 

1507 f Giacomo Barozzi da Vignola, italiensk arkitekt, der sammen med Andrea Palladio og Giulio Romano dominerede den italienske manieristiske arkitektur på overgangen mellem renæssance og barok. Da han havde afsluttet sine studier i Bologna, kom han i 1530’erne til Rom for at udføre tegninger af ruiner og mindesmærker med henblik på en udgivelse af Vitruvius værk om arkitektur. Efter han i 1541-43 havde tilbragt 18 måneder ved Frans I af Frankrigs hof, kom han tilbage til Rom, hvor han blev pavens (Julius III) arkitekt. For paven opførte Vignola i årene 1551-55 sammen med Giorgio Vasari og Bartolomneo Villa Giulia, en sommervilla, bygget som en romersk villa fra antikken på grundlag af beskrivelser i Plinius den yngres værker. I 1554 stod han for opførelsen af kirken S. Andrea på Via Flaminia; den er et typisk eksempel på Vignolas manierisme ved som den første kirke at være bygget med en oval kuppel. I sit næste bygningsværk kirken Santa Anna dei Palafrenieri (opførelsen påbegyndt ca 1572) byggede Vignola videre på ideen fra S. Andrea. Santa Annas grundplan blev oval; dermed havde Vignola skabt et tema, som med forkærlighed blev brugt af 1600-tallets barokarkitekter. Vignolas hovedværk er Il Gesú-kirken i Rom; opførelsen af denne kirke – jesuitternes hovedkirke – blev påbegyndt i 1568. Den blev fuldført efter Vignola’s død og ikke ganske i overensstemmelse med hans tegninger; men grundplanen blev den, Vignola havde skabt. Den var formet som et latinsk kors, med et bredt midterskib, lavere sideskibe og korskæringen dækket af en kuppel. Denne kirketype dannede skole ud over Europa. Efter Julius III’s død i 1555 arbejdede Vignola især for familien Farnese for hvem han fuldførte den store Villa Farnese i Capralola ved Viterbo. Vignolas arkitekturstudier udmøntedes i "Regola delli cinque ordini d’architettura" (1562) og i en perspektivlære "Le due regole della prospettiva pratica" (d 7/7 1573)

 

Det engelske parlament vedtager Navigations akten. Den blev vedtaget dels for at fremme Englands skibsfart dels for at lamme landets vigtigste konkurrent Hollands handel. Navigationsakten gik ud på at forbyde fremmede skibe at indføre til England andre varer end deres eget hjemlands frembringelser og at forbeholde engelske skibe alene at føre alle varer fra fremmede verdensdele til England og dets kolonier. Navigationsakten fornyedes og skærpedes under Karl II 1661-64, men mildnedes i 1667 ved freden i Breda således, at tyske varer kunne indføres om bord på hollandske skibe. Efter Den nordamerikanske Frihedskrig blev Navigationsakten væsentligt indskrænket, fordi USA i 1787 vedtog en næsten enslydende lov og derved tvang England ind på et gensidighedssystem. Yderligere ændredes den i 1821-25 for i 1849 at blive endeligt afskaffet

 

d Pierre Corneille, fransk forfatter; han fik en juridisk uddannelse og virkede gennem mange år som advokat i fødebyen Rouen. Gennem omrejsende teatre fik han forbindelse med scenen og begyndte at skrive dramaer. Han slog igennem i 1636 med dramaet "Le Cid", inspireret af spansk litteratur, og som på teatret blev optakten til fransk klassicisme. Corneilles andre store dramaer er "Horace", (1640), hvori han priser fædrelandskærligheden, "Cinna" (1640) og "Polyeucte" (1642), som er bygget over et religiøst motiv; hovedpersonen giver afkald på sin kærlighed til hustruen Pauline for helt at vie sig til Gud; hun bliver omvendt ved hans martyrdød. Også i dette drama angiver Corneille sin rangorden af forpligtelser, der påhviler mennesket: højere end jordisk troskab står troskaben over for Gud. Corneille er mere end nogen anden skildrer af menneskelig sjælsstyrke. Det fornemste tegn på denne sjælelige styrke er, at hans helte overvinder sig selv og deres egoistiske tilbøjeligheder og underordner sig højere og uselviske mål. Hans helte forstår altså selv at løse de konflikter, de kommer ud i. Om sine dramaer sagde Corneille, at han ville skabe et teater, hvor beundringen for heltens storhed forårsager tilskuernes æstetiske oplevelse, og hvor den dramatiske spænding er knyttet til personens kamp med sig selv, før de vælger de heltemodige handlinger. Med dramaerne fra 1640’erne nåede Corneille højdepunktet, og selv om han derefter skrev endnu mange skuespil og også vandt nye sejre med nogle af dem, betegnes de som afgjort avagere. "Min digterkunst forsvandt på samme tid som mine tænder", skal Corneille have sagt. 1647 indvalgtes han i Akademiet; sit sidste skuespil skrev han i 1674. Da han døde, var han stærkt fordunklet af franskmændenes nye yndling Racine, der som dramatiker i høj grad var hans lærling (f 6/6 1606)

 

f Karl 6., østrigsk og tysk-romersk kejser 1711-1740. Som kejser Leopold 1.’s (1657-1705) næstældste søn var Karl arving til den spanske trone. Efter udbruddet af Den Spanske Arvefølgekrig (1701) fik Karl støtte i sit krav fra de fleste tyske stater, fra England, Nederlandene og Portugal. Da Karls bror, kejser Josef 1., døde i 1711, og Karl blev kejser, mistede han sin støtte. Hans allierede var imod den magtkoncentration, det ville være, hvis Karl 5.’s rige genopstod. Spansk konge blev Filip 5. af Bourbon. Ved fredsslutningen efter Spanske Arvefølgekrig (1713) fik Karl dog en del af sin spanske arv, nemlig Napoli, Lombardiet, Sardinien (senere ombyttet med Sicilien) og De spanske Nederlande (Belgien). Efter fredsslutningen førte Karl nogle succesrige krige med tyrkerne (1716-18). De førte til erhvervelse af store landområder i Ungarn og Serbien. Karls hovedproblem i sine senere år var at opretholde udeleligheden af hans habsburgske lande. Så tidligt som i 1713 udstedte han den såkaldte Pragmatiske Sanktion. I følge den skulle de østrigske lande gå til en kvindelig arving, i fald der ikke var nogen arving af hankøn. Da Karls eneste søn døde som barn, efterfulgtes han af sin ældste datter Maria Theresa. Da hendes arveret blev draget i tvivl af Sachsen, Bayern og Spanien, udbrød allerede i K’s dødsår Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-48) (d 20/10 1740)

 

1754 f Paul 1., russisk zar, 1796-1801; søn af daværende storfyrsttronfølger Karl Peter Ulrik (Peter III) og Katharina (senere K II den Store); hans mors kup mod faderen i 1762 var et chock for Paul, et chock han aldrig kom over. Han var overbevist om, at Katharina også pønsede på at rydde ham af vejen. Han overlevede dog, og i 1796 efterfulgte han sin mor på den russiske zartrone. Hans indenrigspolitik var præget af, at han dels ville fjerne alt, hvad moderen havde gennemført dels understrege sin enevælde. Hertil kom hans frygt for, at smitte fra den franske revolution skulle brede sig til Rusland. Som konsekvens heraf lod han i 1798 Rusland tilslutte sig den anden koalition mod Frankrig; men i 1800 svingede han om og indgik forbund med Napoleon mod England og havde planer om at lede et kosakangreb mod Indien. Misfornøjelse med hans planløse og kortsigtede politik og frygten for den opfarende zars uberegnelige luner, der til enhver tid kunne styrte enhver uden persons anseelse i ulykke, var baggrunden for dannelsen af en sammensværgelse for at fjerne Paul. Det skete, da en gruppe officerer trængte ind i det stærkt bevogtede St. Michael palads i St. Petersborg og myrdede ham Han blev efterfulgt af sin ældste søn Alexander 1. (d 24/3 1801)

 

1756 Slaget ved Lobositz (Lovosice) i Böhmen midtvejs mellem Prag og Dresden udkæmpes under Den Preussiske Syvårskrig mellem en preussisk hær på 70.000 mand under kommando af preusserkongen Frederik den Store og en østrigsk hær på 32.000 mand under kommando af Maximillian Ulysses von Browne. Ved krigens udbrud var Frederik den Store den 29. august 1756 med sine 70.000 mand trængt ind i Sachsen. Den 10. september kunne han drage ind i Sachsens hovedstad, Dresden, mens den sachsiske hær på 20.000 mand trak sig tilbage mod sydøst mod byen Pirna. Samtidig var von Brownes hær på vej fra Böhmen for at slutte sig til den sachiske hær i Pirna. For at undgå det førte Frederik sin hær fra Pirna ind i Böhmen og tilføjede ved Lobositz østrigerne et stort nederlag. Herefter vendte Frederik med sin hær tilbage til Sachsen, hvor han den 16. oktober modtog Pirnas overgivelse

 

Belgien bliver en del af den franske republik. Efter indlemmelsen kom alle den franske revolutions reformer også til at gælde i de belgiske områder. Kirkejorden blev inddraget, klostrene nedlagt, og de gamle fyrstendømmer forsvandt. Endvidere blev der oprettet ni departementer, privilegierne blev ophævet, og administrative og juridiske reformer, der siden har præget det belgiske samfund, blev indført. Efter Napoleons fald besluttede de allierede magter på Wienerkongressen 1814-15, at Nederlandene igen skulle forenes for at hindre en ny fransk ekspansion. Vilhelm I af Holland blev konge af de samlede Nederlande, og der blev udarbejdet en fælles grundlov. Sammenslutningen af Holland og Belgien varede til 1830, da der under indtryk af den franske Julirevolution udbrød oprør i Belgien. Oprøret førte til Belgiens løsrivelse og selvstændighed

 

1796 d Robert Bakewell, engelsk kvægopdrætter, der udførte et pionerarbejde for at fremavle kødfulde får og okser. Den smule avlsarbejde, der havde været før Bakewell’s arbejder, var i det væsentligste gået ud på at fremavle får, der producerede meget uld og okser, der var store og kraftige arbejdsdyr. I avlsarbejdet for at fremavle kødkvæg valgte Bskewell Leicestershire langhornskvæg og opnåede gode resultater. Racen var imidlertid dårligt malkekvæg, og endnu bedre kødkvæg blev senere opnået med Durhams korthornskvæg. Inden for fåreavl opnåede Bakewell større og permanent succes. Bakewell vogtede nidkært over sit arbejdes hemmeligheder og afslog til stadighed at sælge sine væddere og tyre. De kunne lejes, og Bakewell’s arbejde var så kendt, at han i 1789 havde en indtægt på 3000 guineas i bedækningsafgifter. Bakewell, der var ungkarl, modtog besøg fra fjern og nær af folk, der kom for at se og lære, og alle blev de overdådigt beværtet (f 1725)

 

1806 Første ballonopstigning i Danmark med personer om bord finder sted fra Rosenborg eksercerplads. Landing fandt sted ved Roskilde

 

f Alexander Foss, ingeniør, fabrikant, politiker; han blev cand polyt i 1882 og var fra 1885 ansat ved og fra 1887 medejer af F.L. Smidts ingeniørfirma. Foss beklædte en lang række tillidsposter, således var han 1903-12 formand for Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i København, 1911-21 formand for Industrirådet Han var blandt stifterne af Ingeniørforeningen og sad 1892-1901 i dens bestyrelse og var 1904-07 formand for foreningen. FossHan var medlem af Folketinget 1915-18, af Landstinget 1918-20 for Det konservative Folkeparti (d 24/11 1925)

 

f N. Peter Dahl, socialidemokratisk. kirkeminister 1924-26 og 1929-1935; han blev cand theol 1896 og var derefter sognepræst. Først i Brande i årene 1900-07 og derefter i Sædder ved Køge i årene 1907-24. Det var interessen for sociale og politiske spørgsmål, der førte Dahl til medlemskab af Soc.demokratiet. Sin politiske karriere indledte han i 1913, da han blev såvel medlem af som formand for Sædder sogneråd (til 1925). Samme år blev han indvalgt i Folketinget for Vordingborg-kredsen. Da kredsen blev nedlagt i 1918 forlod han Folketinget, men blev samme år medlem af Landstinget (for 2. kreds) og genvalgtes til sin død. Eftersom D var den første præst i Socialdemokratiet, og eftersom han stod Stauning nær, var det naturligt, han blev kirkeminister, da Stauning dannede regering i 1924 og igen i 1929. Hans forslag i 1925 til nedsættelse af et udvalg til undersøgelse af forholdet mellem stat og folkekirke evt. en adskillelse blev ikke til noget. Planerne om adskillelse af stat og kirke måtte Dahl og hans parti opgive efter dannelsen af regeringskoalitionen med de radikale i 1929 (d 7/5 1936)l

 

Oktobernegernes oprør på St Croix

 

d Ludvig Bødtcher, digter; ved faderens død tilfaldt der ham en arv, stor var den ikke, men tilstrækkelig til at gøre ham økonomisk uafhængig, og han bestemte sig til at foretage en større udenlandsrejse. Han sagde sin stilling i Overformynderiet op og rejste i 1824 til Rom. Her havde han tænkt at blive to år, men opholdet i Rom kom til at vare 11 år. Bekendtskabet med billedhuggeren Thorvaldsen og optagelsen i den kreds af kunstnere og danske romfarere, der samledes om ham, blev afgørende for Bødtchers poesi. Digte som "Morgen i Nemi", "Gjenkomst til Nemi" og "Piazza Barberina" viser alle, at Rom betød et digterisk gennembrud. Bødtcher vendte tilbage til Danmark i 1835 om bord på fregatten "Bellona", der hjembragte en stor del af Thorvaldsens arbejder. At Thorvaldsen i 1833 oprettede et lovformeligt testamente, hvormed hans kunstsamling og arbejder sikredes for Danmark, skyldtes i væsentlig grad Bødtchers indsats. I København fortsatte Bødtcher sin uafhængige tilværelse; end ikke Thorvaldsens anmodning til ham om at påtage sig stillingen som inspektør ved det museum, der skulle rumme Thorvaldsens arbejder, kunne lokke ham. Efter hjemkomsten fra Rom hørtes der som digter kun lidt til Bødtcher. Først 1856 udsendte han et bind "Digte, ældre og nyere". "Sidste Digte" udkom posthumt 1875. Hans "Nemi-digte" og "Piazza Barberini" - der hentyder til Bødtchers adresse gennem alle Rom-årene - er blevet klassikere. Hans samlede værk er blevet karakteriseret som sparsomt, men udsøgt (f 22/4 1793)

 

1881 f William Edward Boeing, amerikansk flykonstruktør; han grundlagde i 1916 firmaet Boeing, få måneder efter han havde været hovedkraften i udviklingen af et topersoners fly. Sin erfaring i virksomhedsledelse havde Boeing fra den risikable, men givtige tømmerdrift i det nordvestlige USA, som han i 1903 havde forladt studierne ved Yale University for at søge lykken i. Allerede i 1920’erne byggede Boeing postfly og forskellige militærfly. Efter Anden Verdenskrig, hvor Boeings fly havde været dominerende på amerikansk side, begyndte man i stor stil at producere fly til civil luftfart. I 1970 introduceredes Boeing 747, som kunne medtage dobbelt så mange passagerer som det hidtil største fly. I 1990’erne producerede Boeing civile og militære luft- og rumfartssystemer. Firmaet var verdens største flyproducent med hovedkvarter i Seattle. I 1990’erne opkøbte Boeing den store konkurrent MacDonald-Douglas. William Boeing havde dog allerede i 1934 solgt sine aktier i firmaet som konsekvens af den antimonopollovgivning, der indførtes efter 1930’ernes økonomiske depression. Han bevarede dog fortsat sin interesse for flyteknologi og fungerede under Anden Verdenskrig og i nogle år efter som konsulent på fabrikken (d 28/9 1956)

 

1884 Politiken begynder at udkomme. På Grundtvigs hundredsårsdag den 8. september 1883 bragte den ene avis efter den anden mindeartikler. Venstres hovedblad, den af Viggo Hørup og Edvard Brandes redigerede københavneravis "Morgenbladet", nævnte end ikke Grundtvigs navn. Den artikel skrevet af Brandes, som bladet bragte dagen efter, vakte harme og forbløffelse i det talstærke grundtvigske Venstre. Bedre blev det ikke, da Luthers 400-års- dag, som ellers blev fejret i hele den protestantiske verden, blev forbigået i tavshed. Konsekvensen blev, at fra nytår 1884 stod Hørup og Brandes uden blad. Men straks gik de i gang med at forberede udgivelsen af et nyt. Den nødvendige kapital blev skaffet og som forretningsfører – og største aktionær- fik man en særdeles effektiv mand i en af de første af Venstres københavnske agitatorer, Herman Bing. Den nye avis "Politiken" begyndte med nogle prøvenumre i september 1884, og fra 1. oktober kom den regelmæssigt. Snart overfløj den "Morgenbladet", og med sine velskrevne spalter med nyheder og begivenheder – i stedet for de ældre avisers omstændelige redegørelser – erobrede den store dele af det københavnske borgerskab for en radikaliseret venstrepolitik. Dristigt proklamerede man, at det nye blads opgave var "at være organet for den højeste oplysning i det danske folk"

 

1908 Henry Ford lancerer den første "Model T". Verdens mest - indtil fremkomsten af den tyske Folkevogn - solgte bil. Den var samtidig den første bil, hvor rattet var placeret i køretøjets venstre side

 

Under 1. Verd.krig erobrer Emir Faisals arabiske tropper med T.E. Lawrence som øverstkommanderende sammen med en bereden australsk division Damascus fra tyrkerne.

 

f Jimmy (James Earl) Carter, USAs præsident 1977-1981; han blev uddannet som ingeniør og flådeofficer, og efter at have afsluttet sin tjeneste i den amerikanske flåde begyndte han en karriere som jordnøddefarmer og forretningsmand. I 1962 gik han ind i politik i hjemstaten Georgia og var 1971-74 statens guvernør. Da han i 1976 gik ind i landspolitik for at blive demokraternes præsidentkandidat, var han ukendt for de fleste amerikanere. Men hans løfter om ærlighed, anstændighed og åbenhed samt hans manglende deltagelse i national politik sikrede ham en beskeden valgsejr over Gerald Ford. Som præsident opnåede han de bedste resultater inden for områderne energi, transport og miljøbeskyttelse. Udenrigspolitisk vandt han anerkendelse for sin rolle i fredsaftalen mellem Israel og Ægypten i 1979, den såkaldte Camp David-aftale. Men Sovjetunionens invasion i Afghanistan og besættelsen af den amerikanske ambassade i Iran svækkede ham. I sin indenrigspolitik forblev Carters resultater skuffende, idet det aldrig lykkedes ham at få etableret et ordentligt samarbejde med Kongressens ledere. At det ikke skete, er blevet forklaret dels ved økonomisk stagnation i USA, arbejdsløshed, energikrise dels ved Carters egen svingende politiske kurs, der skabte modstand i mange lejre. For mange blev Carter symbolet på en såret og svækket supermagt, og ved præsidentvalget i 1980 blev han besejret af republikaneren Ronald Reagan

 

1946 Der falder dom over de 22 tyske topnaziledere anklaget ved Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg. Retssagen begyndte den 21. november 1945, og dommene faldt efter 216 retsmøder. I løbet af de 10 måneder, retssagen varede, blev det tredje riges forbrydelser oprullet i alle detaljer. Hundredvis af vidner blev afhørt og tusindvis af dokumenter, som de allierede myndigheder havde bemægtiget sig i tyske militære hovedkvarterer, regeringsbygninger og andetsteds, blev fremlagt. Samtlige anklagede erklærede sig ved sagens start ikke-skyldige. 11 af de 21 anklagede samt den forsvundne Martin Bormann blev dømt til døden, mens 7 blev idømt fængsels-straffe – varierende fra 10 år til livsvarigt fængsel. Tre blev frifundet. Dødsdommene blev eksekveret ved hængning den 16. oktober

 

På Tianinpladsen i Peking proklameres Kinas kommunistiske Folkerepublik med Mao-tse-tung som formand for Folkets centrale administrative Råd. Straks efter den japanske kapitulation i august 1945 startede et kapløb mellem kommunisterne og Kinas Nationale Folkeparti (Guomindang)om at overtage de områder, japanerne havde kontrolleret. Kommunisterne under Mao satsede på Manchuriet. Denne satsning blev afgørende for udfaldet af borgerkrigen. Da russerne trak sig ud af området i foråret 1946, havde kommunisterne etableret en magtbasis i landsbyerne, der lagde grunden til den endelige sejr i 1949. Trods flere amerikanske mæglingsforsøg brød borgerkrigen for alvor ud i april 1946. I borgerkrigens første år havde Guomindang tilsyneladende overtaget. Men trods overlegenhed i udrustning og mandskab var nationalistpartiets styrker spredt over et for stort område, og fra 1948 lykkedes det kommunisternes hær, Folkets Befrielseshær, at nedkæmpe nationalistpartiets garnisoner enkeltvis. Kommunisterne opnåede afgørende sejre i Manchuriet og i Nordkina, og i januar 1949 kunne de rykke ind i Peking. Kommunisterne havde sejret og kunne udråbe Folkerepublikken. Med resterne af sin slagne hær flygtede nationalistpartiets leder Chang Kai-shek til Taiwan

 

1963 Atomprøvestoppet mellem Storbritannien, Sovjetunionen og USA træder i kraft. I begyndelsen af 1960’erne stod det klart for supermagternes ledere, at en kernevåbenkrig var uden mening, idet man kunne ødelægge hinanden næsten totalt; begge ville tabe, ingen ville vinde. Samtidig opstod der en folkelig modstand mod kernevåben, som bl.a. manifesterede sig i antiatommarcher. Protesterne var især rettet mod atomprøvesprængningerne og supermagternes våbenkapløb. Også Cubakrisen i oktober 1962 fik stor betydning for atomprøvestoppet. Så nær et kernevåbenragnarok ønskede supermagterne ikke at komme igen. For at undgå at våbnene kom til at tale, fordi lederne ikke nåede at få talt sammen, blev der oprettet en direkte fjernskriverforbindelse mellem Det hvide Hus og Kreml. Denne afspænding blev ført videre, da udenrigsministrene fra USA, Sovjetunionen og Storbritannien den 5. august 1963 underskrev en aftale om at standse atomprøvesprængninger. Landene lovede ikke at foretage nye prøvesprængninger i atmosfæren og under vand

 

1972 d Louis Seymour Bazett Leaky, britisk antropolog og arkæolog; født og opvokset i et missionærhjem i Østafrika; han blev uddannet i Cambridge, men begyndte allerede som 21-årig sine indsamlinger og udgravninger i Østafrika – især i Kenya og Tanzania, hvorfra han bl.a. beskrev store mængder palæolitiske stenredskaber – de første i Afrika – de har siden vist sig at være op til 2 mio. år gamle. Særlig betydningsfuld er hans udforskning sammen med hans anden hustru, Mary Leaky i Ol-duvaisslugten i Tanganyika; efter 28 års undersøgelser fandt han her i 1959 en knust men fuldstændig hjerneskal af en australopithecide, som blev kaldt Zinjanthropus. Leaky offentliggjorde 1964 en foreløbig beskrivelse af en række nye fund. Han mente at have fundet et meget primitivt ægte menneske, som blev kaldt Homo Habilis. L opstillede en teori om, at Homo Habilis er direkte forfar til Homo Sapiens, mens andre primitive tidl. kendte mennesketyper er at betragte som sidegrene. Med denne og andre teorier kom Leaky flere gange i modsætning til sine fagfæller, som fandt hans teorier og tolkninger svagt funderede. Men som formidler af palæontropologien på en populær måde har Leaky haft stor betydning, og nogle af hans mere tvivlsomme teorier har senere vist sig holdbare. Ud over talrige artikler skrev Leaky bl.a. bøgerne "Adam’s Ancestors" (1934 og 1953), "Unveiling Man’s Origins" (1969) og "Animals of East Africa" (1969) (f 7/8 1903)

 

1984 Det danske naturgasnet indvies. En 30 meter høj ildsøjle over flammetårnet på Dansk Olie og Naturgas A/S (DONG)’s anlæg i Nybro ved Varde markerede, at dronning Margrethe havde drejet op for naturgassen til de danske forbrugere. Knap et døgn senere blev prins Henrik hjemme på Fredensborg Slot tildelt det ærefulde hverv at tænde for slottets nye gasfyr. Det danske naturgaseventyr var en realitet, og gassen var nu nået fra Vestjylland til Hovedstadsområdet. I 1962 havde A.P. Møller fået eneret til efterforskning og eventuel udvinding af råstoffer på dansk område sammen med partnerne i Dansk Undergrunds Consortium (DUC). I 1968 viste undersøgelser i Nordsøen tegn på olie- og gasforekomster. Det var gas fra disse forekomster, dder den 1. oktober flød i nettet. For tre en halv time før dronning Margrethe åbnede for hanen og lod gassen strømme ind i ledingsnettet, havde den officielle åbning af Tyrafeltet fundet sted 214 km ude i Nordsøen

 

1988 TV2 sender for første gang

 

1990 Fra denne dato skal alle motorkøretøjer i Danmark køre med tændte lygter hele døgnet

 

 

 

 

 

Til top        2. oktober

 

1187 Den ægyptiske sultan Saladin erobrer Jerusalem fra korsfarerne. I 1169 blev Saladin vesir ved fatamide kalifatet i Ægypten og samtidig øverstkommanderende for landets syriske tropper. Hermed var han Ægyptens reelle hersker. Da han fra 1174 tillige var det af navn, blev han grundlægger af Ægyptens ajubide dynasti. Ud fra denne magtposition og ud fra opbygningen af en stærk hær og flåde indledte Saladin nu et opgør med korsfarerne i Mellemøsten. Efter med diplomatiske og militære midler at have vundet indflydelse over flere vigtige byer i Syrien – bl.a. Damaskus og Aleppo – var han i 1186 parat til det endelige opgør. Den 4. juli 1187 vandt hans hær i et blodigt slag ved Hittin (Hattin) ved Tiberias i det nordlige Palæstina en afgørende sejr over korsfarerhæren. Snart var hele Palæstina hans, og efter at have tilbudt korsfarerne og Jerusalems kristne indbyggere yderst favorable overgivelsesbetingelser kunne han i spidsen for sin hær rykke ind i den hellige by. Efter i 88 år at have været kristen var byen atter muslimsk

 

1452 f Richard 3. engelsk konge 1483-1485; yngste søn af Richard, hertug af York og Cicely. Da broderen Edward IV døde i april 1483, blev Richard regent for dennes 12-årige søn og efterfølger Edward V. Snart efter Edward IV’s død kom Richard i strid med en fraktion, der blev ledet af Edward IV’s dronning, Elizabeth Woodville. R brød fraktionens magt ved at arrestere og henrette dens ledere. Desuden fik han Edward V og dennes 9–årige lillebror, Richard i sin magt. Engelske præster blev herefter overtalt til at erklære Edward IV’s ægteskab ugyldigt og hans børn illegitime. Den 25. juni 1483 godkendte parlamentet dette, og dagen efter blev Richcard engelsk konge. Da de to små prinser forsvandt i august 1483, opstod der hurtigt rygter om, at deres onkel Richard havde fået dem myrdet. Måske er det sandt. Men en anden mistænkt var Richard’s nære medarbejder hertugen af Buckhingham, Henry Stafford. I det skjulte havde han modarbejdet Richard , så måske havde han fået prinserne myrdet for at sætte Richard i et dårligt lys. Det oprør, hertugen af Buckhingham rejste i oktober 1483, faldt sammen, og hertugen blev henrettet. Men støtten til Richard smuldrede, og da han blev udfordret af Henrik Tudor, tabte han. Han mistede såvel tronen som livet. Richard er gået over i historien som en særdeles kontroversiel person. I både historiske og litterære værker er han blevet beskrevet som et uforligneligt eksempel på ondskab. Nyere forskning har karakteriseret Richard som en kompetent hersker, og at billedet af ham som en ondskabsfuld djævel har sin oprindelse i Tudorslægtens propaganda i 1500-tallet (d 22/8 1485)

 

1608 Opfinderen af kikkerten den hollandske brillemager, Hans Lippershey, sender en skrivelse om sin opfindelse til Generalstænderne, Nederlandenes styrende forsamling, hvori han, "… en brillemager, som har opfundet et instrument, gennem hvilket man kan se på afstand, således som det blev vist for rådet, anmoder om, at det pågældende instrument må blive holdt hemmeligt, og at han i de næste tredive år må blive bevilget det privilegium, at det må være enhver anden forbudt at eftergøre dette instrument, eller at man tilstiller ham en årlig pension for at sætte ham i stand til at udvikle disse instrumenter udelukkende til brug for dette land og uden at sælge det til andre landes konger og fyrster". Efter at have afprøvet Lippersheys opfindelse fra et tårn i prinsens palæ udtalte komiteen, at det "sandsynligvis vil være til nytte for staten". Alligevel afviste Generalstænderne Lippersheys ansøgning, og han fik hverken penge eller ære for det nye instrument. Men snart var kikkerten almindelig kendt. Under betegnelsen "hollandske træstammer", "perspektiver" eller "cylindre" dukkede de snart op i flere europæiske byer. At Lippershey opfandt kikkerten siges at være sket ved noget af et tilfælde. Det fortælles, at to børn tilfældigt opholdt sig i hans værksted, hvor de legede med hans linser. De satte to linser sammen, og når de så gennem dem begge på én gang mod en fjern vejrhane på kirketårnet, blev den helt fantastisk forstørret. Lippershey tog linserne og så det selv, og derefter begyndte han at lave kikkerter

 

d Samuel Adams, amerikansk statsmand, der var blandt underskriverne af Den amerikanske Uafhængighedserklæring. Han var politisk aktiv i fødebyen Boston, og grunden til hans politiske indflydelse og hans kamp mod britisk indflydelse blev lagt, da briterne i 1765 påbegyndte en beskatning af befolkningen i de amerikanske kolonier. Han bekæmpede beskatningen, og var en af de første, der fremsatte kravet: "ingen beskatning, uden repræsentation" – nemlig i parlamentet i London. I sin propaganda mod briterne havde Adams ingen skrupler. I utallige avisartikler og pamfletter skrevet under forskellige navne beskrev han britisk politik, britiske embedsmænd, toldere og dommere i de mørkeste farver. Britiske soldater beskrev han i koloniens aviser som brutale krigsfolk, der undertrykte fredelige, ubevæbnede borgere og forulempede disses koner og døtre. Det britiske parlaments vedtagelse i 1773 af afgift på te solgt i de amerikanske kolonier gav Adams en god mulighed for at udfolde sine talenter. Selv om han ikke deltog aktivt i Boston Teselskabet, deltog han i planlægningen. Han var medlem af Massachusetts provinsialkongres i 1774-75, og som medlem af kontinentalkongressen til 1781 var han blandt de første, der talte for adskillelse med Storbritannien. I løbet af 1780’erne blev Adams mindre fremtrædende, og ved det første valg til den amerikanske kongres opnåede han ikke valg. Han var herefter nogle år ude af politik; men var 1789-1794 viceguvernør i Massachusetts og i perioden 1794-97 statens guvernør. Da han blev slået i valgkampen op til præsidentvalget i 1800, trak han sig ud af politik (f 27/9 1722)

 

Charles Darwin vender ombord på briggen "H.M.S. Beagle" tilbage til England efter fem års forskningsrejse Jorden rundt. Formålet med briggens rejse var dels at foretage opmålinger langs den sydamerikanske kyst dels at oprette kronometriske stationer kloden rundt. I denne del af arbejdet deltog Darwin ikke; han opholdt sig på land i lange perioder, specielt i Sydamerika. Han besøgte den brasilianske regnskov, gennemrejste den argentinske pampas, og fra Chile arrangeredes en ekspedition op i Andesbjergene. Endvidere besøgtes Tahiti, New Zealand og Australien. På turen over Stillehavet blev opholdet på Galapagosøerne særlig betydningsfuld, idet det blev afgørende for hans teori om arternes oprindelse. På Galapagos bemærkede Darwin, at nærtstående arter eller former havde tilpasset sig forskellige miljøer, så arterne trods forskelle i udseende og levevis, måtte antages at have udviklet sig fra en fælles stamform. På turen foretog Darwin omfattende indsamlinger af dyr og planter. Han artsbestemte og præserverede materialet og sendte det hjem til England, og allerede før hjemkomsten stod der respekt om Darwins navn hos de hjemlige specialister, der bearbejdede det indsamlede materiale. Straks ved hjemkomsten blev han accepteret af det videnskabelige establishment og i 1839 indvalgt i Royal Society

 

f Hans Smidth, maler; at han voksede op i den jyske natur, og at han ved personlig kontakt lærte den jyske almue at kende, kom til at betyde, at hans skildringer fra Jylland altid har et stærkt oplevet præg, og ingen anden maler kan måle sig med Smidth i skildringer af jyske hedenatur. Han blev student fra Viborg; i 1861 afbrød han det medicinske studium og gik et par år på Kunstakademiet; senere - 1870-71 - arbejdede han på Vilhelm Kyhns Aftenakademi. Efter årene i København levede han resten af livet i Skive. Familiens efterhånden gunstige økonomiske forhold - hans bror var cementfabrikanten F.L. Smith - og tro på Smidth’s evner var ham et godt rygstød, da hans kunst bestandig vandt i bredde og selvstændighed samtidig med, at publikum næsten svigtede ham. Først i hans sidste leveår vågnede forståelsen af hans betydning, og han er nu bredt repræsenteret på landets museer. Bl. hans folkelivsskildringer er "Stue, Fjends Herred" (ca 1865), "En fremmed spørger om vej" (1875) og "I en tredie klasses jernbanekupé" (1887). Inspirationskilde for ham var også Blichers skildringer; fra ca 1894 er således i blyant, pen og tusch: "Pennekas Drallers kjeltringebal". I oliebilleder malet gråt i gråt har han illustreret "En Landsbydegns Dagbog" (ca 1900) (d 5/5 1917)

 

f Paul von Hindenburg, tysk generalfeltmarskal og Tysklands præsident 1925-1934; han deltog som ung officer i krigen mod Østrig 1866, mod Frankrig 1870-71, og efter en strålende karriere blev han pensioneret som general i 1911. Ved verdenskrigens udbrud i 1914 blev han genindkaldt; han blev øverstkommanderende på østfronten og fik heltestatus, da han her i 1914-15 tilføjede russerne en række afgørende nederlag bl.a. ved Tannenberg og de masuriske søer. Efter at den store offensiv mod Verdun var strandet og general von Falkenhayn var trådt tilbage, kaldtes Hindenburg til vestfronten og overtog ledelsen af alle tyske hære indtil krigs-afslutningen. Han blev generalstabschef 1916. På vestfronten mødte Hindenburg imidlertid store vanskelig-heder og måtte i 1917 trække fronten tilbage. Under krigen repræsenterede han en holdning, der troede, at Tyskland kunne diktere fredsbetingelserne gennem en militær sejr, og det var først sent i 1918, Hindenburg erkendte det tyske nederlag. Han var blandt ophavsmændene til den såkaldte dolkestødslegende, der hævdede, at den ubesejrede tyske hær i november 1918 var blevet dolket i ryggen af hjemmefronten repræsenteret primært af jøder og socialister, senere kaldt novemberforbryderne. I 1925 blev Hindenburg valgt til rigspræsident af højrepartierne i 2. valgomgang. Han blev genvalgt 1932 denne gang med støtte af de moderate venstre-partier. De så i Hindenburg det bedste værn mod de stadig stærkere højrekræfter i Tyskland. De blev skuffede. For skønt Hindenburg længe havde vægret sig ved at udnævne denne "böhmiske korporal", udnævnte han januar 1933 Hitler til rigskansler. Derefter gled Hindenburg, der var blevet senil, helt i baggrunden. Han blev begravet under stor højtidelighed i et af tårnene i mindesmærke for slaget ved Tannenberg. Hindenburg blev efterfulgt af Hitler, der nedlagde præsidentembedet, eller rettede forenede dets myndighed med sin egen som rigskansler og antog titlen fører og rigskansler (d 2/8 1934)

 

f Ferd. Foch, fransk marskal; han deltog som frivillig i krigen 1870-71, men gjorde ikke fronttjeneste. I det hele taget var Foch’s militære karriere frem til 1914 noget triviel. Mens hans jævnaldrende officerskammerater gjorde tjeneste i kolonierne og kæmpede i Nordafrikas ørken eller i Indokinas regnskove, gjorde F tjeneste som stabsofficer eller kommandør ved garnisoner rundt om i Frankrig. Den institution, Foch blev mest kendt med, var Frankrigs militære Højskole – École de Guerre – her var han tjenstgørende tre gange. I 1885 som studerende, som underviser i 1895 og som chef 1907-11. Ved udbruddet af 1. Verdenskrig overtog han kommandoen af den 9. armé, og i spidsen for den bidrog han i september 1914 afgørende til sejren ved Marne. Kort tid efter fik han kommandoen over de nordlige armégrupper og ledede Artois- og Sommeoffensiverne i henholdsvis 1915 og 1917. I maj 1917 blev han generalstabschef, og da de allierede i forbindelse med den tyske offensiv i marts 1918 etablerede en fælleskommando, blev Foch øverste chef for ententens styrker på alle krigens fronter, og i juli indledte han den offensiv, der fortsatte til våbenhvilen den 11. november 1918. Efter krigen var Foch en uforsonlig fjende af Tyskland, hvad der bl.a. kom frem ved forhandlingerne i Versailles og hans bestræbelser for at gøre den franske besættelse af Rhinlandet permanent (d 20/3 1929)

 

f William Ramsay, skotsk kemiker; det, som først og fremmest har sikret Ramsay en plads i kemiens historie, er hans opdagelse af ædelgasserne og deres indordning i det periodiske system som en ny og uventet gruppe. Sammen med Lord Rayleigh opdagede han 1894 ædelgassen argon. I 1895 opdagede han helium i uranholdige mineraler og 1898 sammen med M.W. Travers neon, krypton og xenon. I 1903 påviste Ramsay sammen med F. Soddy, at helium blev dannet ved den radioaktive spaltning af radon og gav derved det første eksperimentelle bevis for, at et grundstof kan omdannes til et andet. At radon hørte til ædelgasserne, blev bekræftet ved den direkte atomvægtbestemmelse, som Ramsay sammen med W.R. Gray udførte 1910. Fra 1880 var Ramsay professor i Bristol og fra 1887 ved University College i London. I 1904 fik han Nobelprisen i kemi for sin forskning (d 23/7 1916)

 

1855 Helstatsforfatningen – proklameret ved Januarkundgørelsen 28. januar 1852 – træder i kraft. Enhver tanke om Danmark til Ejderen var skrinlagt. "Den europæiske nødvendighed" tvang Danmark til at føre helstatspolitik. Junigrundloven skulle som hidtil kun gælde for kongeriget; i Slesvig og Holsten-Llauenborg skulle stænderforsamlingen genindføres. Fællessagerne skulle undergives fælles styre og siden fælles forfatning. De omfattede udenrigs- finans- og forsvarsanliggender. I øvrigt bevaredes de særlige danske ministre, mens Slesvig og Holsten-Lauenborg fik hvert sit ministerium; enkelte specielle sager var fælles for hertugdømmerne og underlagdes de to ministre i fællesskab. Alle ministerierne skulle have sæde i København. Den danske og tyske befolkning i hertugdømmerne skulle nyde fuldkommen ligeberettigelse. Forfatningen blev mødt med stærk kritik i både Danmark og Holsten. 11. februar 1858 erklærede Det Tyske Forbund den for ugyldig, og 6. november 1858 satte den danske regering den sat ud af kraft i Holsten og Lauenborg, hvor enevælden blev genindført. Helstaten var dermed sprængt. I løbet af få år begyndte den danske regering igen at føre Ejderpolitik. Det kom til udtryk i Novemberforfatningen af 18. november 1863, der omfattede kongeriget og Slesvig. Den førte til krigen i 1864 og tabet af hertugdømmerne. Til 1920 var Danmarks sydgrænse Kongeåen

 

f Mohandas Karamchand Gandhi, af sine tilhængere kaldet Mahatma (store sjæl); 1888-91 studerede Gandhi jura i London og var derefter 1891-93 advokat i Bombay. I årene 1893-1918 opholdt han sig i Sydafrika, hvor han fik en indbringende advokatpraksis, som han opgav for helt at vie sig arbejdet for at forbedre de indvandrede inderes vilkår. Han skabte her sit kampmiddel "satyagraha", den passive modstand og opposition uden anvendelse af vold. Da han vendte tilbage til Indien var han en berømt og beundret skikkelse og blev ledende i kampen mod englænderne for Indiens nationale frihed og uafhængighed. I 1919 grundlagde han en slags klosterskole (ashram), hvor eleverne gennem en religiøs-etisk skoling skulle oplæres i samfundsspørgsmål og opdrages til "satyagraha" for at tjene Indien. Som i Sydafrika holdt han på "ikke-samarbejde" (asahyoga) og "borgerlig ulydighed" (f.eks. boycot og strejke) og fra 1924 også på økonomisk frihed (swadeshi) ved at gå i hjemmespundne og –vævede klæder for derved at ramme det økonomisk mest sårbare punkt i det udenlandske herredømme, tekstilindustrien. Trods Gandhis stadige appel om "ikke-vold" førte hans agitation gang på gang til alvorlige optøjer og blodsudgydelser, og han var flere gange fængslet eller interneret af englænderne. I 1930’erne trådte hans indflydelse noget i baggrunden for Kongrespartiets ledende politikere, og han arbejdede herefter især for forbedring af de kasteløses vilkår, for landsbyboernes vilkår og for hjemmevævningens udbredelse. Han blev blev myrdet af en ung hindu tilhørende et yderliggående parti, der var modstander af den enighed mellem hinduer og muslimer, som Gandhi tilstræbte (d 30/1 1948)

 

1871 Jyllands-Posten begynder at udkomme. Bag oprettelsen stod en kreds århusianske borgere, der var utilfredse med den stedlige Stiftstidendes passive politiske holdning. Bladet blev udpræget konservativ med en særdeles kritisk holdning over for Venstre. Som et borgerligt blad for hele Jylland var det imod københavneri inden for politik og kultur, og skulle desuden forsvare byen og borgerskabets interesser mod den stærke venstrepropaganda. Jyllands-Posten støttede varmt ministeriet Estrups forsvarspolitik og tog desuden til orde for en moderne socialpolitik. Bladet, der begyndte såre beskedent, havde i 1895 2800 abonnenter. Hundred år senere er bladet et af de tre oplagsmæssigt største morgenaviser på linje med Berlingske Tidende og Politiken, som det overhalede i begyndelsen af 1990’erne. I 1995-96 blev dets oplag også større end B.T. og Ekstra Bladet

 

f A.P. Møller, skibereder; han blev uddannet – delvis i udlandet – inden for handel og shipping. Han oprettrede i 1912 "Dampskibsselskabet af 1912", der begyndte sin virksomhed med to dampere på tilsammen 4400 t.dw. og en aktiekapital på 50.000 kr. Da det første regnskabsår afsluttedes pr ultimo 1912, havde selskabet tjent så meget, at der kunne udbetales et udbytte på 105% til aktionærerne. Dermed havde han startet det, der skulle udvikle sig til Nordens største rederi. At det gik sådan, skyldtes ikke mindst Møllers dygtige dispositioner og en udtalt omkostningsbevidsthed. Rederierne blev formuende, og de likvide midler brugtes til hyppige flådeud-skibsværft – plantager, maskinindustri, kemisk industri, Dansk Supermarked A/S m.m. og var 1928-52 formand for Den Danske Landmandsbanks bankråd. I 1962 blev han leder af Dansk Undergrunds Consortium, der samme år fik koncession til olieeftersøgning og -udvinding i den danske undergrund (d 12/6 1965)

 

f Graham Greene, engelsk forfatter, journalist, senere udenrigsministeriel embedsmand og forlagsdirektør. Greene konverterede som voksen til katolicismen, og et ofte tilbagevendende motiv i hans bøger er konflikten mellem det gode og det onde. I 1926 blev han ansat ved avisen The Times, og i årene 1935-41 var han filmanmelder ved bladet The Spectator. Gennem sit forfatterskab, der strakte sig over seks årtier, formåede Greene at belyse centrale moralske problemstillinger og forankre dem i spændingsgenren. Greene skelnede selv mellem sine "alvorlige" bøger og sine "entertainments" men det er ofte svært at sige, hvor skellet går, eller om der er noget skel. Begge typer er velskrevne og med stærke spændingsmotiver. Greene kan være vittig og ironisk som f.eks. i "Our man i Havanna" (1958), der gør grin med den britiske efterretningstjeneste. Har endvidere bl.a. skrevet "Stamboul Train" (1932), "A Gun for Sale" (1936), "The Confidential Agent" (1939) og "The Ministry of Fear" (1943). Han blev sin tids mest læste forfatter og markerede sig som den, der gjorde thrilleren alment accepteret. Foruden sine romaner skrev Greene skuespil, biografier og noveller. Såvel Stamboul Train, der i USA hed Orient Express, som Our Man in Havanna blev filmatiseret og opnåede stor succes (d 3/4 1991)

 

f Alexander Robertus Todd, baron af Trumpington, skotsk biokemiker; blev 1938 professor i kemi i Man-chester, 1944 i Cambridge. Adlet som baron i 1962 for sine videnskabelige fortjenester; Todd har ydet vigtige bidrag til vitaminernes kemi, særlig ved undersøgelser over thiamin, tokoferol og vitamin B12. Særlig betydningsfulde har været Todd’s undersøgelser over nukleosider, nukleotider og nukleotidcoenzymer. Disse arbejder har været et grundlæggende bidrag til opklaringen af nukleinsyrernes (genernes) struktur, og Todd modtog 1957 Nobelprisen i kemi for disse undersøgelser

 

1920 d Max Bruch, tysk komponist; han viste tidligt musikalske evner og skrev som 14-årig en symfoni. Den skaffede ham et stipendium, der gjorde det muligt for ham at påbegynde musikstudier i Köln. Her blev hans første opera "Scherz, List und Rache" opført i 1858. Herefter var han i en årrække kor- og orkesterleder i en række tyske byer – afbrudt af et treårigt ophold (1880-83) som kapelmester i Liverpool. Fra 1891 til sin tilbagetræden i 1910 var han direktør ved "Akademische Hochschule für Musik" i Berlin, samtidig med han var skolens professor i komposition. Som komponist var Bruch særdeles produktiv inden for næsten alle musikkens genrer. Blandt andet skrev han tre symfonier,to violinkoncerter og en fantasi for violin og orkester. Som aktiv opnåede han størst succes med sine arbejder for kor og orkester. Blandt disse er "Schön Ellen" (1867), "Das Lied von der Glocke" (1878) og "Gustav Adolf" (1898). Disse værker er i dag glemte. Af hans arbejder er det kun hans violinkoncerter – og især violinkoncerten i g-moll (opus 26) fra 1866 – der stadig spilles (f 6/1 1838)

 

d Svante August Arrhenius, svensk kemiker og fysiker; han tog doktorgraden i 1884, hvorefter han studerede nogle år i udlandet. I 1891 blev han lærer i fysik ved Stockholms Högskola, i 1895 professor og to år senere højskolens rektor. I 1903 modtog han nobelprisen i kemi for sine arbejder vedrørende den elektrolytiske dissociationsteori. Året efter blev han kaldt til Berlin, men afslog idet det svenske videnskabsakademi samtidig besluttede at oprette et Nobelinstitut for fysisk kemi med Arrhenius som direktør. Fra 1905 til sin død var han leder af dette institut. Han er grundlæggeren af teorien om elektrolytters dissosiation, en teori han kom ind på allerede i sin doktorafhandling og udformede nærmere i 1887. Teorien viste sig overmåde frugtbar og blev grundlaget for den moderne elektrokemi. Endvidere udførte Arrhenius vigtige arbejder om gassers ledning, kemiske reaktioners temperaturafhængighed, luftelektricitet, forskellige kosmiske problemer og anvendelsen af den fysike kemi i serumterapien. I hans senere år var det særlig de to sidstnævnte emner, der optog ham, og herunder bl.a. nordlys. Om dette vidner en række af hans bøger f.eks. "Lehrbuch der kosmischen Physik" (1902-03) og hans populære skrifter "Världarnas utveckling" (1906) og "Stjärnonas öden" (1915) (f 19/2 1857)

 

1935 d Georg Jensen, sølvsmed. Han er blevet karakteriseret som indbegrebet af dansk kunsthåndværk i sølv. Jensen blev født Rådvad, hvor hans far arbejdede på knivfabrikken med samme navn. Som 13-årig begyndte han at hjælpe sin far i fabrikkens støberi. Da familien flyttede til København, kom Jensen i guldsmedelære og fik svende-brev i 1884. Han fortsatte med at arbejde inden for sit fag, men begyndte samtidig at arbejde kreativt og lavede bl.a. en buste af sin far. En professionel billedhugger fik interesse for den unge guldsmed og efter at have lært billedhuggerfaget, blev Jensen i 1887 optaget på Akademiets billedhuggerskole. Han udstillede første gang på Charlottenborg i 1889 og tog afgangseksamen fra Akademiet i 1892. Trods positiv kritik af sin kunst kunne Jensen ikke leve af sine værker. Så han vendte tilbage til sit gamle fag. Han skabte et værksted for kunst-neriske metalar-bejder, hvor han især fremstillede sølvsmykker. Senere fremstillede han desuden tepotter og kander m.v. Virksomheden voksede og fik med årene stor betydning for dansk kunsthåndværk og design. I 1920 opnåede J en fornem anerkendelse, da udstillede han sin virksomheds på Charlottenborg. Ved hans 25-års jubilæum i 1929 blev Jensen af mange karakteriseret som: "sin tids største sølvsmed" (f 31/8 1866)

 

De internerede kommunister i Horserødlejren deporteres til KZ-lejren Stutthof ved Danzig (Gdansk) i Tyskland. Efter den danske regerings brud med den tyske besættelsesmagt rykkede tyskerne natten mellem den 28. og 29. august ind i Horserødlejren i Nordsjælland, hvor de pågreb 150 af de internerede kommunister, mens 90 nåede at stikke af. De internerede stolede på et tilsagn om at blive advaret fra fængselsmyndighederne, hvis tyskerne ville overtage lejren fra det danske fængselsvæsen. Den 28. opfordrede betjentene da også til flugt, men de internerede frygtede for at gå i en fælde og ønskede at afvente et signal højere oppefra. Det kom ikke. På eftermiddagens ministermøde rejste justitsministeren spørgsmålet om kommunisternes skæbne uden at få noget svar. Han anså formentlig ikke, forhandlingspolitikkens muligheder for udtømte, og i så fald ville en åbning af lejren kunne opfattes som en provokation. Den 2. oktober deporteredes Horserødfangerne - 143 mænd og 7 kvinder – til Stutthof, hvor mange af dem omkom

 

1962 Flådestation Frederikshavn tages i brug

 

d Paavo Nurmi, finsk langdistanceløber, der i perioden 1920-32 var verdens bedste løber fra 1500 m til maraton-distancen. Ved de olympiske lege i Antwerpen i 1920 vandt han guld på 10.000 meter og i terrænløb såvel individuelt som hold. Ved OL i Paris 1924 vandt han både 1500 og 5000 meter finalerne, som blev afviklet med en times mellemrum; han satte samtidig olympisk rekord og sejrede senere i terrænløbet både individuelt og for hold og på 3000 meter holdløb. Ved de olympiske lege i 1928 i Amsterdam vandt Nurmi 10.000 meteren. I alt vandt Nurmi 9 OL-guldmedaljer, hvortill kom sølvmedaljer på 5000 meteren ved OL i 1920 og igen på 5000 meteren og i 3000 m forhindringsløb i Amsterdam 1928. Nurmi satte 22 verdensrekorder i perioden. Som mange finner, som efter 1920 vandt olympiske medaljer, var Nurmi inspireret af sin landsmand Hannes Kolehmainen, som ved OL i 1912 vandt tre langdistanceløb. Ved træning og ved stævner havde Nurmi et stopur i hånden, så han kunne præcis kunne regulere sin indsats under løbet. Kort før starten på OL i Los Angeles i 1932 mistede Paavo Nurmi sine amatørrettigheder (f 13/6 1897)

 

 

 

 

Til top        3. oktober

1226 d Frans af Assisi, munk og grundlægger af franciskanerordenen; han var søn af en velhavende klædehandler og var midtpunkt for fødebyen Assisis velstående og letsindige ungdom. Han drømte om at blive ridder og troubadour. Under Assisis forsvar 1202 mod nabobyen Perugia var Frans med som soldat og måtte tilbringe et år i Perugia som krigsfange. Det tog hårdt på ham, han var hyppigt syg og oplevede i 1206 en religiøs krise. Han brød med sit gamle liv og sine gamle venner og ofrede sig for at pleje fattige og syge, især spedalske, som han tidligere havde følt en særlig afsky for. Da han ikke ville "tage imod fornuft", forstødte faderen ham. Han levede et par år som eneboer, bl.a. optaget af at genrejse forfaldne kirkebygninger. Under en messe i 1209 i Portiuncula ved Assisi hørte han evangeliet om udsendelse af apostle. Han følte, disse ord var rettet netop til ham. Han tog imod kaldet og besluttede at leve i fuldstændig apostolisk fattigdom og drage ud som bodsprædi-kant. Hans ildfulde forkyndelse og vindende personlighed, som på en sjælden måde forenede alvor, umiddelbarhed og livsglæde, fik mange til at slutte sig til ham for i fællesskab at leve et liv i forsagelse og Kristi efterfølgelse. Frans lavede en regel for sine tilhængere ved at sammenstille en del skriftsteder, som indskærpede fuldstændig fattigdom og selvfornægtende efterfølgelse af Jesus. Småbrødrene (latin, fratres minores) blev sendt ud to og to for at missionere. Frans var selv i Spanien, Ægypten og Palæstina i 1219 for der at sætte missionsarbejde i gang. I 1220 blev der indført en ordensdragt – grå kutte og hætte. I 1223 fik ordenen pavens stadfæstelse. Året efter trak Frans sig tilbage til ensomhed på Alvernerbjerget, dybt bekymret over, at fattig-domsløftet ikke blev overholdt af brødrene i dets oprindelige strenghed. To år efter sin død blev Frans kanoniseret - nemlig den 16. juli 1228 (f ca. 1181)

 

d Jens Baggesen, forfatter; han vakte tidligt opmærksomhed med nogle smådigte og debuterede med "Comiske Fortællinger" (1785), der indeholder hans første æstetik "Poesiens Oprindelse", en munter syndefaldsberetning om Odin, der skuffet henter sin kraft fra menneskene og returnerer den tvedelt som mosemjød til enhver og bjergmjød til de indviede. Nu åbnede alle krredse sig for Baggesen. På den holstenske adels slotte blev han en velset og hyppig gæst. Hans gamle venner så med uvilje på denne aristokratiske og delvis tyske omgang. Sin danskhed viste han dog fuldt ud med sin oversættelse af Holbergs Niels Klim fra latin. Den skaffede ham i 1789 støtte til en udenlandsrejse, skildret i "Labyrinten" (1792-93) – den først udgivne danske roman, hvor et moderne jeg søger sig selv. Efter 1796-97 at have været viceprovst på Regensen drog han atter udenlands. Inspireret af Vergils Æneide udgav han i 1803 skrevet på tysk heksametereposet "Parthenaïs", hvor den unge digter Nordfrank forelsker sig i en af de unge piger, han ledsager på en Alpevandring. Efter et par år som litteraturprofessor i Kiel (1811-13) opholdt Baggesen sig 1813-20 i København, hvor han kastede sig ud i polemikker, som vakte en misstemning, der drev ham i landflygtighed. Sine sidste år tilbragte han i fattige kår i Frankrig og Svejts, hvor han fuldendte sit følsomme epos "Adam og Eva", (1824). Undervejs til Danmark døde han i Hamborg. Om Baggesen er det blevet sagt, at hans skæbne var tragisk, og det ikke blot i hans personlige forhold. Han bortødslede sine rige evner uden at sætte dem et monument (f 15/2 1764)

 

1860 f Egmont H(arald) Petersen, bogtrykker og ugebladsudgiver; som 18-årig og nyudlært stillede han en hånd-drevet trykkerimaskine op i sin mors køkken. Han var for ung til at drive virksomhed efter datidens regler, så officielt måtte hans mor stå for forretningen. Fra 1882 drev han virksomhed i eget navn, og en rivende udvikling begyndte. Ved århundredskiftet ejede Petersen et af Københavns største og maskinelt bedst udstyrede bogtrykkerier. Han forstod tidligt reklamens betydning, og da han i 1904 igangsatte udgivelsen af ugebladet Hjemmet, begyndte en blomstrende karriere som udgiver. Man har hævdet om P’s virksomhed, at han gjorde meget ud af at følge med i og selv indføre nye tekniske landvindinger inden for trykkerifaget og forbedre arbejdsmetoderne. Blandt andet var han den første, der benyttede dybtrykket i Danmark. Virksomheden måtte ofte flytte til større omgivelser. Han nåede at give byggeordre til Gutenberghus i Møntergade-kvarteret i København, men så det ikke færdigbygget. Petersen var en betydelig filantrop, og i henhold til hans testamente oprettedes i 1920 Egmont H. Petersens Fond (d 5/8 1914)

 

1867 f Pierre Bonnard, fransk maler; efter juridiske studier blev han i slutningen af af 1880'erne uddannet på École des Beaux-arts og siden på Académie Julian. Som 25-årig vakte han opmærksomhed med sine plakater. I disse år var han en stor beundrer af Gauguins postimpressionistiske maleri. I 1888 sluttede han sig til Gauguin i Bretagne og blev samme år medlem af den nystiftede gruppe Les Nabis bestående af ligesindede Gauguin-beundrere. Bonnards motivverden lå i forlængelse af impressionisternes, idet han mest malede parisiske gademiljøer, landskaber, interiører med bordscener og figurbilleder med kvindelig nøgenmodel i hverdagssituationer. Bl. hans værker er "Kvinde, der gør toilette", fra ca 1922. Han er repræsenteret på Glyptoteket i København med bl.a. "Frokosten i Haven", fra ca 1909. Foruden at arbejde som maler og plakatkunstner var Bonnard bogillustrator, møbeldesigner m.v. (d 23/1 1947)

 

1867 d Elias Howe, amerikansk opfinder, hvis opfindelse af en anvendelig symaskine revulotionerede fremstillingen af klæder i såvel hjem som på fabrik. Han blev udlært som maskinarbejder og arbejdede på en fabrik, der fremstillede maskiner til anvendelse i bomuldsindustrien. Mens han arbejdede der, fik han at vide, at den der opfandt en maskine, der kunne sy, ville tjene en formue. I fem år brugte Howe al sin fritid på at udvikle en sådan maskine, og i 1846 fik han patent på en anvendelig symaskine. I USA vakte hans opfindelse i begyndelsen ikke større opmærksomhed, og Howe tjente ingen formue. Han opholdt sig 1846-48 i London solgte her sine patentrettigheder for 250 eng. pund. I det følgende år arbejdede for fem pund om ugen i forsøg på at perfektionerede sin maskine, så den kunne sy i læder og lignende materiale. Da han vendte tilbage til USA, fulgte en række skuffelsens år, før det lykkedes ham at få sin maskine ind på det amerikanske marked, hvor andre symaskiner - først og fremmest Singers maskine - var blevet introduceret og i almindelig brug. Det var i åbenlys strid med Hs patentrettighed fra 1846. Vundne retssager medførte, at Howe fra 1854, og indtil hans patent udløb i 1867, modtog royalties af alle symaskiner, der blev fremstillet i USA (f 9/7 1819)

 

Orientekspressen afgår for første gang - se bog på biblioteket i byen Cookridge: Orientekspressen 65.841 - 26. maj 98

 

Christiansborgs brand. Brandfaren i det Christiansborg, der blev bygget efter Christian 6.’s Christiansborg var brændt i 1794, var ikke væsentlig mindre end i det gamle. Også her vrimlede det med varmekanaler tæt op ad træpaneler, og fra en af dem udbrød der den 3. oktober 1884 brand omtrent på samme sted som i 1794 – i sydfløjens stueetage ved folketingssalen. Sidst på dagen, der var kold, blæsende og med regnbyger, vidste alle i København, at slottet brændte. Inden natten var begyndt, stod det store bygningskompleks som ruin. Ydermurene var der, men det indre var udbrændt. Også denne gang udfoldedes der store anstrengelser for at redde det værdifulde inventar. Så at sige hele den kongelige malerisamling, som havde været offentlig tilgængelig siden 1824, reddedes, fordi man resolut skar de store store lærreder ud af rammerne. Også mange skulpturer reddedes, derimod gik mange arkivsager til grunde. Brandens omfang og det, at den ramte kongeborgen – Christian 9. benyttede dog Amalienborg til bolig – og Rigsdagens hus gjorde et overvældende indtryk. Brandskæret sås langt ud over Sjælland og på den anden side af Øresund; i en af tidens gadeviser – af den muntre genre – hed det: "I Spanien var himlen blevet rød/ og Ruslands sne blev sort af røgen./I Afrika faldt en mægtig glød,/en neger brændte splitter nøgen". Det konservative "Nationaltidende" bragte dagen efter branden dansk presses mest berømte reportage. Den var skrevet af den 27-årige Herman Bang

 

1889 f Carl von Ossietzky, tysk journalist; på trods af sin pascifistiske indstilling deltog han i 1. Verd.krig. Efter krigen gik han atter aktiv ind i fredsarbejde. 1924 blev han medredaktør ved tidsskriftet "Die Weltbühne" og i 1927 eneredaktør. En artikel fra samme år med beskyldning mod Rigsværnet for delagtighed i de reaktionære "Fememord" førte til retssag mod Ossietzky og en medarbejder. De blev begge idømt fængselsstraffe, som efter kort tid blev ændret til bøder. Senere blev dommen helt ophævet. I 1929 offentliggjorde Ossietzkys blad en artikel, som angreb transportministeriet for camoufleret organisering af et flyvevåben (som Tyskland iflg. Versaillesfreden ikke måtte have). Artiklen medførte endnu en retssag, og efter en spionagelov fra 1914 blev Ossietzky og en medarbejder idømt 10 års fængsel. Dommen og Ossietzkys arbejde medførte, at han ved nazisternes magtovertagelse i 1933 var en af de første, der blev sat i kz-lejr. Her fik han tuberkulose og blev 1936 overført til et hospital, hvor han under politiopsyn tilbragte sine sidste år. I 1936 tildelte Nobelkomiteen ham fredsprisen for 1935. Men kun en forsvindende del af prisbeløbet kom Ossietzky og hans familie til gode. I Tyskland reagerede Hitler ved at forbyde tyske borgere at tage imod Nobelprisen (d 4/5 1938)

 

d William Morris, britisk maler, arkitekt, digter og samfundsteoretiker; han var under sine studier i Oxford med i kredsen "the Pre-Raphalite Brotherhood", som med stor iver fordybede sig i middelalderstudier. I 1858 kom "The Defence of Guenevere and Other Poems" med emne fra Arthurlegenden; 1868-70 udkom hans hovedværk "The Earthly Paradise" i 4 bd., bygget op på samme måde som "Canterbury Tales". I 1877 kom det store, episke "Sigurd the Volsung and the Fall of the Niblungs". Morris var en dygtig oversætter: Vergils "Æneiden" (1875) og "Odysséen" (1887); endvidere oversatte han flere ættesagaer og "Heimskringla" ("The Saga Library", 1891-1905). Som kunsthåndværker tegnede han mønstre m.m., og hans firma udførte bl.a. vævning. I 1891 grundlagde Morris bogtrykkeriet, "The Kelmscott Press", som udsendte smuk bogkunst. Morris var ivrig socialist og knyttet til tidsskriftet "The Commonweal Socialist" (fra 1884), hvor hans skildringer af det ideelle samfund "The Dream of John Bull" (1888) og "News from Nowhere" (1891) først blev trykt (f 24/3 1834)

 

f Louis Aragon, fransk forfatter; Aragons lyriske forfatterskab hørte fra debuten omkr. 1920 til dadaismen og senere arbejder til surrealismen. I 1926 udkom "Le Paysan de Paris", en montage af byvandringer. I 1927 blev han medlem af kommunistpartiet, og hans digtning fik et stærkt politisk og socialt indhold og et mere realistisk præg. Kommunismen blev for Aragon et blivende ideologisk ståsted, og han forblev også i efterkrigstiden partiets førende og moskvatro kulturpersonlighed. Under den tyske besættelse tog han aktiv del i modstandskampen og skrev patriotisk lyrik, som var meget skattede og gjorde ham kendt langt uden for Frankrigs grænser modstandsdigte. Aragon indtog en central plads i Frankrigs litterære liv. Hans omfattende forfatterskab består af lyrik, romaner og essays. I perioden 1934-51 udkom hans stort anlagte socialrealistiske romanværk "Le Monde réel". Blandt hans andre romaner er "Aurélien" (1944) og "La Mise à mort" (1965). I årene 1942-72 udfoldede han en udstrakt litteraturkritisk virksomhed i tidsskriftet Les Lettres francaises. Fra 1956 er det selvbiografiske værk "Le Roman inachevé" (d 24/12 1982)

 

1925 f Gore Vidal, amerikansk forfatter; hans oplevelser som soldat i Anden Verdenskrig danner grundlaget for hans tidlige romaner f.eks. "Williwaw" (1946). I 1950'erne skrev Vidal for scenen, filmen og fjernsynet – på alle tre områder med succes. Største succes opnåede "Visit to a Small Planet", spillet i fjernsynet 1955, opført på scenen (Broadway) 1957 og filmatiseret 1960. Endvidere skrev han kriminalromaner under peseudonymet Edgar Box. I 1960’erne kandiderede han til politiske embeder og fik bred anerkendelse for sine åndrige og skarpsindige essays om forfaldet i den amerikanske kultur og politiske moral. Samme emne behandlede han i romantrilogien "Washington D.C" (1967), "Burr" 1973" og "1876" (1976), der er nærgående skildringer af amerikansk politik. Blandt hans øvrige værker er den selvbiografiske "Two Sisters" (1970), romanerne "Kalki" (1978), en satire over nyfeminismen, og "Creation" (1981) en historisk roman med handling fra 400-tallet f.Kr.

 

d Gustav Stresemann, tysk udenrigsminister; sin politiske karriere begyndte han i 1907, da han blev nationalliberal rigsdagsmedlem; han sluttede sig til partiets højrefløj og fik hurtigt en fremtrædende position. Bortset fra 1912-14 var han som nationalliberal medlem af Rigsdagen til 1918. Fra 1919 var han rigsdagsmedlem som leder af det nydannede Tyske Folkeparti, et moderat-konservativt parti. Under Første Verdenskrig gik Stresemann ind for en annektionsfred og uindskrænket ubådskrig; han stemte imod Versaillesfreden og opponerede mod de allieredes erstatningskrav. Han kom efterhånden til den opfattelse, at det bedste grundlag for tysk genrejsning var amerikanske kreditter og samarbejde mellem fransk og tysk industri. Ud fra denne holdning tog Stresemann afstand fra den passive modstand mod franskmændenes Ruhrbesættelse og fra den uhæmmede inflation. I 1923 dannede han regering, men trådte tilbage året efter. Selv om hans regeringsperiode blev kort, løste han målbevidst og med stort mod – han blev genstand for de mest hadefulde angreb især fra nationalistisk side – de to store opgaver at genoptage opfyldelsespolitikken ved at opgive den passive modstand mod Ruhrbesættelsen og at gennemføre den store finans- og møntreform, der satte bom for inflationen. Efter afgangen som kansler beholdt han posten som udenrigsminister til sin død. Men også indadtil ydede han en afgørende indsats som republikkens, forfatningens og mådeholdets forkæmper. Som udenrigsminister stod Stresemann i spidsen for den tyske forsoningspolitik: Dawesplanen 1924, Locarnotraktaten 1925, Tysklands optagelse i Folkeforbundet 1926, Youngplanen 1929 og rømningen af Rhinlandet. Han anerkendte aldrig Tysklands grænse mod Polen. Hans mål var med fredelige midler at rejse Tyskland som stormagt. Han måtte i sine sidste år kæmpe en bitter kamp mod den nationalistiske reaktion, som også fandtes inden for hans eget parti. I 1926 modtog Stresemann sammen med den franske minister Briand Nobels fredspris (f 10/5 1878)

 

d Carl Nielsen, komponist; han startede sin musikalske karriere som militærmusiker. Herefter var han 1884-86 elev på Konservatoriet i København. I 1889 blev han violinist i Det Kgl. Kapel og 1908-1914 kapelmester samme sted. 1915-1927 var han Musikforeningens dirigent. I 1931 blev han konservatoriets direktør efter at have virket som lærer her siden 1916. Nielsen regnes for hovedskikkelsen i dansk musik i 1900-tallet med afgørende indflydelse på den flg. generation af komponister. Om Nielsens musik er det blevet sagt, at han forener lyrisk fabulerende evne med sans for kraftfuld dynamisk stofudvikling, i formel henseende med tilknytning til Wienerklassikken – i senere år med en friere, undertiden eksperimenterende indstilling. Han har skrevet operaerne "Saul og David" (1898-1901), "Maskerade" (1904-06), scenemusik, 6 symfonier (nr. 1, 1890-92, nr 2: "De fire Temperamenter", 1901-02, nr. 3: "Sinfonia espansiva" 1910-11, nr. 4: "Det Uudslukkelige" 1914-16, nr. 5, 1921-22, nr. 6: Sinfonia semplice" 1924-25) og andre orkesterværker (Helios-ouverturen, 1903, violion-, fløjte- og klarinetkoncerter) kammermusik (bl.a. 4 strygekvartetter, kvintetter, 2 violinsonater), klaver- og orgelkompositioner, korværker ("Hymnus amoris", 1896-97, "Søvnen", 1903-04, "Fynsk Forår", 1921), og ca 250 sange. Nielsens selvbiografi "Min fynske Barndom" fra 1927 hører til de betydeligste danske memoireværker; i 1925 udgav han essaysamlingen "Levende Musik", hvori han på dybt original og fængslende vis formulerede sin kunstneriske trosbekendelse (f 9/6 1865)

 

1935 Krigen i Etiopien (Abessinien) begynder. At komme i besiddelse af Etiopien, der lå syd for den italienske koloni Eritrea ved Det røde Hav og vest for Italiensk Somaliland, var en gammel italiensk drøm. I 1896 havde italienerne prøvet at erobre landet, men havde lidt et knusende nederlag i slaget ved Adua. I 1933 mente Mussolini, at tiden var inde til at gøre et nyt forsøg, og italienske våbensendinger og troppetransporter til Eritrea og Somaliland foregik herefter i stadig hurtigere tempo. Franske og britiske forsøg på at ordne sagen i mindelighed blev afvist af italienerne, og den 2. oktober 1935 kundgjorde Mussolini fra Palazzo Venezias balkon, at krigen mod Etiopien skulle begynde. Den ville, sagde han, blive ført til ende uanset, hvad andre magter eller Folkeforbundet ville foretage sig. Han sluttede talen med ordene: "Rejs dig proletariske og fascistiske Italien – Vittorio Venetos og revolutionens Italien! Lad genlyden af din beslutning fylde himlen og styrke soldaterne, som står beredte nede i Afrika, lad det lyde som en opmuntring til venner og en advarsel til fjender i alle dele af verden, dette råb om retfærdighed og sejr". Dagen efter rykkede de italienske tropper uden krigserklæring ind i Etiopien

 

Efter tysk pres træder Christmas Møller tilbage som minister. Christmas Møller, der siden 1928 havde været Det konservative Folkepartis formand, oplevede 9. april 1940 som en stor ydmygelse. Han ønskede, at det danske forsvar havde optaget en egentlig kamp, og han følte det bittert, at han ikke selv kom til at deltage i en sådan. Ved samlingsregeringens dannelse den 10. april 1940 blev han minister uden portefølje (tilknyttet handelsministeriet). Ved regeringsomdannelsen den 8. juli 1940 blev han handelsminister. Men da han på lukkede møder landet over udtalte sig i antitysk retning, bl.a. omtalte han tyskerne som "fjenden", måtte han på tyskernes krav gå af som minister

ck

1947 d Max Planck, tysk fysiker, hvis vigtigste arbejder skete på områderne termodynamik og varmestråling. For at forklare strålingsspektret fra sorte legemer og hvorledes det varierer med legemets temperatur, fremsatte han i 1900 den hypotese, at stråling ikke bliver udsendt kontinuerligt, men i små mængder, mindstekvantum, med energi lig frekvensen multipliceret med en konstant, som han kaldte virkningskvanten, som nu almindeligvis betegnes som Plancks konstans. Med Plancks hypotese kunne man nu forklare lysudsendelsen fra en glødende jernstang. Man kunne iagttage, at den først blev rød, siden gullig og til sidst hvid. Man havde ved målinger fundet frem til de love, som styrede denne varmestråling. Men ingen teori kunne forklare disse love, indtil Planck kom med sin teori om, at energien er kvantiseret. Det vil sige, at lyset udsendes i små "energipakker". Det var første gang det moderne kvantebegreb blev indført i fysikken, og arbejdet fik grundlæggende betydning for udviklingen af fysikken i 1900-tallet. I 1885 blev Planck professor i Kiel; i 1889 professor i teoretisk fysik i Berlin og i 1930 præsident for Kaiser-Wilhelm- Instituttet for fysik. I 1920 fik han nobelprisen i fysik for 1918 for sit bidrag til kvanteteoriens grundlæggelse og udvikling. I sine senere år arbejdede P væsentlig med filosofiske og erkendelsesteoretiske problemer (f 23/4 1858)

 

Storbritannien sprænger sin første atombombe - det sker vest for Australien

 

d Jean Anouilh, fransk forfatter; han beherskede især lige efter 2. Verdenskrig de europæiske scener med sine skuespil, der næsten alle handler om konstraten mellem ung ren kærlighed og samfundets og de ældres råddenskab og om oprøret mod enhver form for kompromis. Anouilh deler sin produktion i de såkaldte pièces noires, de sorte stykker, hvor pessimismen er overvejende, og de unges idealisme lider nederlag; ofte står valget for dem mellem døden og et middelmådigt liv. Konslusionen bliver for Anouilh tragisk: de unges kompromis-løshed er dømt til undergang i en besmittet verden. I sine pièces roses, de rosenrøde stykker, fremstiller Anouilh en sorgløs, poetisk verden. I de fleste af hans senere skuespil blandes elementerne fra de to genrer. Blandt hans skuespil er: "La Sauvage" (1934) som blev hans første store succes, "Le Voyageur sans Bagages" (1936), "Antigone" (1942) som behandler temaet fra Sofokles tragedie set i lyset af tidens politiske situation, "La Valse des Toréadors" (1952), "L’Hurluberlu" (1959) er et angreb på fransk patriotisme og æresfølelse (f 23/6 1910)

 

1996 d Palle Lauring, lærer, forfatter og historiker; han blev student fra Frederiksberg Gymnasium og uddannede sig derefter til lærer på Haderslev Seminarium. Som forfatter debuterede han med nogle historiske romaner bl. a. "Vitellius" (1944) og " Borger Alexandre" (1946). Efter nogle kom der fra hans hånd bedre fagligt funderede værker omfattende Danmarks historie. Lauring har beskrevet historiske begivenheder og lokaliteter, fx. "Her skete det. Sjælland" (1966), han har udarbejdet omfattende egnsbeskrivelser, fx." Bornholm" (1957), han har biograferet konger, dronninger og andre fremtrædende danskere, fx."Dronninger og andre kvinder i Danmarks-historien" (1981). Om hans arbejder som biograf er det blevet sagt, at han i denne genre altid forsøgte at forstå personerne ud fra deres personlige og historiske forudsætninger, men han vidste, at histori-keren bevæger sig på usikker grund, "når vi forlader sildepriserne og giver os til at tale om mennesker". Blandt hovedværkerne er Laurings ufuldendte Danmarkshistorie i ti bind (1954-79). Offentligheden lod først Lauring træde ud af skyggen fra ungdomsårenes fantasifulde udgivelser ret sent i livet. Som ældre kunne han til gengæld glæde sig over at være både populær, kontroversiel og anerkendt (f 16/10 1909)

 

 

 

Til top        4. oktober

1289 f Ludvig 10. "den stridbare" af Frankrig, konge 1314-16; ældste søn af kong Filip 4. og Jeanne af Navarra. Uroen i landet fra faderens tid fortsatte, og L’s korte regeringstid var præget af stormændenes forsøg på at genvinde noget af den tabte indflydelse efter Filip 4.’s autoritære regering. Så tronskiftet betød, at uroen truede med at blive til oprør. L skabte ro ved store indrømmelser og ved at fjerne faderens ministre. Han blev i 1305 gift med Margrete- datter af Robert 2., hertug af Burgund - hun blev 1315 anklaget, dømt og henrettet for utroskab. Ludvig blev gift anden gang med Clémence, datter af kong Karl 1. af Ungarn; med hende havde han den posthumt fødte søn Johan, der døde fem dage efter fødslen. Johans onkel, der efterfulgte ham på tronen som kong Filip 5., har været anklaget for at have ombragt ham, men intet er nogensinde blevet bevist(d 5/6 1316)

 

1497 d Benozzo Gozzoli, italiensk maler; blandt Gozzolis tidligste arbejder er hans samarbejde i fødebyen Firenze med Lorenzo og Vittoria Ghiberti ved udførelsen af den tredje bronzedør til byens baptisterium, samarbejdet (1447) med Fra Angelico om nogle fresker i pave Nikolaj V’s kapel i Vatikanet og fresker i hvælvingerne i Capella di S. Brizio i domkirken i Orvieto. I Viterbo malede han efter 1453 ni fresker med scener fra Sct. Roses liv. Efter at have malet en altertavle i Perugia for Collegio Gerolominiano (1456) og efter i 1458 at have været i Rom vendte han tilbage til Firenze, hvor han 1459-60 for Medicifamilien i Palazzo Medici-Riccardi malede sit mesterværk: de tre hovedbegivenheder i forbindelse med Jesu fødsel, Englenes hærskare, Hyrdernes tilbedelse og De hellige Tre Konger på vej til Bethlehem. Det er motivet. Indholdet er noget helt andet. Kongernes ridt finder sted i et frodigt toscansk landskab, og Cosimo Medici og hans søn Piero er afbildet som to af kongerne. Den byzantinske kejser Johannes 7. Palaiologos som den tredje. I øvrigt deltager hele den medicieske familie, bl.a. alle Pieros børn i optoget. At den byzantinske kejser og med stor sandsynlighed også patriarken af Konstantinopel er afbildet på fresken har en dobbelt kirkepolitisk baggrund. G’s værk er dels en mindetavle over konsiliet i Firenze i 1438, der forhandlede om forening af den romersk katolske og den græsk katolske kirkes i fælles modstand mod de hedenske muslimer. Til mødet indfandt den østromerske kejser sig med et stort følge. Dels befandt pave Pius II sig i Firenze i 1459, da Gozzoli arbejdede med freskerne. Paven var da på tilbagevejen fra en kongres i Mantova, hvor man var enedes om at iværksætte et korstog mod sultanen Muham-med II, som seks år tidligere havde erobret Konstantinopel. Gozzolis mest omfangsrige arbejde udførte han i Pisas Campo Santo. Her malede han fresker, der viser scener fra dagligdagen. I dag er de kun en sørgelig ruin. Under amerikanske bombardementer af Pisa under 2. Verd.krig blev de stærkt beskadiget (f 1420)

 

1626 f Richard Cromwell, lord protector i England fra september 1658 til maj 1659. Han var søn af Oliver Cromwell og efterfulgte uden succes denne som lord protector af det engelske Commonwealth. Richard Cromwell var ikke af sin far blevet opdraget eller uddannet til den høje position som Englands leder, han kom til at indtage. Først da hans far i 1657 fik tilladelse til selv at udpege sin efterfølger, kom Richard Cromwell frem i rampelyset. Han blev medlem af statsrådet, blev sat i spidsen for et regiment og fik sæde i det af faderen oprettede Overhus. Efterhånden blev R anerkendt som faderens efterfølger og blev det ved Oliver Cromwells død. Da R ikke som faderen var general, var der flere officerer, der tog afstand for udnævnelsen og ville have udnævnt en højt rangerende officer som landets leder. Den støtte, R havde blandt landets borgere og bønder, mente han ikke var tilstrækkelig, og den 25. maj 1659 nedlagde han sit embede. Efter den engelske kongemagts genetablering flygtede R til Frankrig, hvor han levede under jorden som John Clarke. Længe blev han af den engelske regering betragtet som en farlig person, og han var flere gange eftersøgt. I 1680 vendte han tilbage til England; her levede han i Hampshire til sin død uden at træde offentligt frem og uden at lide overlast (d 12/7 1712)

 

d Sofie, dansk-norsk dronning; datter af hertug Ulrik af Mecklenborg og Frederik 1.'s datter Elisabeth; hun blev som 15-årig gift med sin fætter den da 38-årige Frederik 2. af Danmark-Norge; ægteskabet blev, såvidt det vides meget lykkeligt i al fald børnerigt. Dronningen var en særdeles fornuftig og økonomisk husmoder, der med stor omhu tog sig af sine børns opdragelse. Der høres ikke noget som helst om rivninger mellem ægtefællerne. S fulgte hyppigt kongen på hans rejser omkring i landet, deltog i hans jagter, plejede ham, når han var syg. Hun synes ikke at have haft indflydelse på landets styre. Først efter 1588, da hun var blevet enke, kom S til at spille en aktiv politisk rolle. Hun kæmpede energisk for sine egne økonomiske krav og for de yngre sønners rettigheder. Som formynder for sin ældste søn – Christian 4. – i hertugdømmerne kom hun i strid med regeringsrådet, idet hun forsøgte at få delt den kongelige del mellem Christian 4. og hans brødre, Ulrik og Hans. I 1594 blev hun af regeringsrådet forvist til sit enkesæde, Lolland og Falster. Her viste hun stor forretningsdygtighed, men også hårdhed over for bønderne. Hun blev en velhavende enkedronning og var i stand til at låne Christian 4 store summer og efterlod ham en betydelig formue (f 4/9 1557)

 

d Rembrandt Harmenszoon van Rijn, hollandsk maler og raderer; efter læreår nedsatte R sig i 1625 som mester i fødebyen Leiden. For at dygtiggøre sig og samtidig studere lysets virkninger malede han i disse år mange portrætter. Et resultat af disse studier er bl.a. "Paulus i fængslet" (1627). I 1632 bosatte R sig i Amsterdam, hvor han hurtigt fik en stor kundekreds. Samme år malede han sit første store mesterværk "Dr. Tulps anatomiscene". 1634 ægtede han Saskia van Uylenburgh, en velstående borgmesterdatter, og de følgende år blev R’s lykkeligste. Blandt arbejderne fra denne periode er "Portræt af kunstneren selv og Saskia" (1636) og en række selvportrætter. I 1642 fuldførte han sit nok mest berømte maleri "Nattevagten". Samme år døde Saskia og dermed R’s lykke. Hans elever og kunder blev færre og færre, og 1656 gik han fallit; hans hus og kostbare samlinger kom på tvangsauktion. Herefter levede han meget tilbagetrukket; han ernærede sig mest ved en lille kunsthandel. Af sine egne billleder solgte han nu kun ret få, og så populær som i sine yngre dage blev han aldrig. Men samtidig med årene var økonomisk fattige, var de kunstnerisk rige. Hans kunst blev mere visionær, teknikken friere og koloritten mere glødende. Bl. disse arbejder er mytologiske og bibelske billeder f.eks. "Kristus i Emmaus" (1648). I sine senere år malede R en række mesterværker: "Jakob velsigner sine sønnesønner" (1656), "Saul og David" (1657), "Jødebruden" (ca 1668) og frem for alle "De Staalmesters" (1661), som betegnes som et mesterværk i R’s sene kunst. Det var et bestillingsarbejde så helt glemt kan R ikke have været i disse år. Dog døde han fattig, og hans død vakte kun liden opmærksomhed. I dag er der bevaret henimod 700 malerier, der tilskrives R. Dertil kommer omkr. 1400 tegninger og op mod 300 raderinger; som raderer anses Rembrandt almindeligt for verdenskunstens største (f 15/7 1606)

 

1710 d Ivar Huitfeldt, admiral; han var i sin ungdom i hollandsk og fransk tjeneste. I 1692 vendte han tilbage til Danmark, hvor han indtrådte i den dansk-norske flåde. Ved krigsudbruddet 1700 - Store Nordiske Krig - blev H chef på orlogsskibet "Prins Georg", men kom ikke i kamp. I 1709 blev han chef på "Prins Christian" og i 1710 på "Dannebrog". Hans berømmelse skyldes hans deltagelse med sidstnævnte skib i slaget i Køge Bugt 4. oktober 1710. Her blev den dansk-norske flåde uventer angrebet af en svensk flådestyrke. H lettede først og tvang ved en manøvre den svenske flåde til at ændre kurs, hvorved de andre dansk-norske skibe ikke alene vandt tid til at komme under sejl, men også lettere kunne formeres i slaglinjen. Ved atter at ankre fastholdt H Dannebrog på positionen, hvad der bragte uorden i den svenske slaglinje. Under kampen gik der ild i agterskibet på Dannebrog og for at hindre svenskernes fremfærd, lod Huitfeldt kaste anker og fortsatte med at beskyde fjenden, indtil hans skib sprang i luften (f 5/12 1665)

 

Slaget i Køge Bugt. Sygdom og mangel på såvel mandskab som proviant havde under Store Nordiske Krig gjort det vanskeligt at holde flåden i aktivitet. Men i september lykkedes det at få en flådeafdeling ud i Østersøen under befaling af admiral Ulrik Christian Gyldenløve. En voldsom storm forvoldte store skader på skibene, og først i oktober vendte de tilbage til Køge Bugt for at reparere. Svenskerne havde haft de samme problemer som danskerne. Det var dog også lykkedes for dem at få en flåde ud, og da den svenske admiral Wachtmeister hørte om de dansk-norske skibes tilstand, gik han til angreb. Gyldenløve blev overrasket, men han fik flåden under sejl. Da kun få af skibene kom i skudlinjen, førte mødet mellem de to flåder ikke til nogen større kamp. Blandt de kæmpende skibe var "Dannebrog", der kom i brand og eksploderede. Derved sikrede skibets kaptajn Ivar Huitfeldt sig evigt ry, "formedelst at, der skibet stod i fuldt brand, han da ikke holdt op med at bruge stykkerne sin fjende til muligt afbræk, men derimod lod se sin uforsagte tapperhed og ved eget eksempel animerede skibets folk til mandelig strid". Siden hyldede B.S. Ingemann ham med linjerne "Og flyver du mod himlen/i stolte luers favn/så nævn for stjernevrimlen/den tapre Hiutfeldts navn". Også svenskerne mistede skibe. Under kampen gik to store skibe på grund ved Amager. Det lykkedes ikke at bringe dem flot, og svenskerne sprængte dem selv i luften, men deres besætninger blev bjerget. Nogen egentlig afgørelse bragte slaget ikke med sig

 

f Giovanni Batista Piranesi, italiensk kobberstikker, grafiker og arkitekt, hvis store tryk, der afbilder fra klassisk og postklassisk Rom og dens omegn, bidrog på afgørende vis til Roms berømmelse i 1700’tallet og til fremvæksten af klassisk arkæologi og til den neoklacicistiske retning inden for kunsten – først og fremmest inden for arkitekturen. Som 20årig kom Piranesi til Rom som tegner for den venezianske ambassadør. Han studerede trykketeknik; endvidere bestod hans uddannelse i studier af den antikke arkitektur. Det var i disse år, han udviklede sin højest originale ætseteknik, der gav en kraftig kontrast lys og skygge. Gennem sit kendskab til Herculanum og Pompeji begyndte han at gengive oldtidsminderne i stik, og som sit første arbejde udgav han i 1745 "Carceri d'’nvenzioni", effekt- og fantasifulde billeder af fængsler.1756 kom hans fire binds værk "Antichità Romane" omfattende det antikke Roms topografi skildret i storladne tavler, og som vidner om Piranesis blændende raderteknik. Mellem 1748 og 1778 kom som enkelttryk med i alt 137 blade – "Vedute di Roma"; de er en hyldest til 1700-tallets "moderne" Rom. I forbindelse med sin samling af antikviteter begyndte Piranesi udgivelsen af "Vasi, candelabri, cippi, sarcofagi, tripodi etc." (1768 ff), som skulle få stor betydning for fremvæksten af den senere empirestil; Giovanni Piranesis produktion som grafier nåede ca 1000 grafiske blade; af hans arkitektoniske arbejder er kun ombygningen af Santa Maria in Priorato på Aventin i Rom bevaret (d 9/11 1778)

 

1793 f Hans Helgesen, oberst; født i Oslo og blev 1813 sekondløjtnant i Telemarkske regiment. Her sluttede han venskab med de to senere generaler Olaf Rye og Schleppegrell, hvis fædre var ansat ved regimentet. Ved Norges forening med Sverige nægtede han at aflægge troskabsed til den svenske konge og efter en kort periode at have gjort tjeneste i Preussen, fik han i sept. 1815 ansættelse som permierløjtnant i den danske hær. H kom til at gøre tjeneste ved det danske korps i Frankrig. I 1819 søgte han og blev bevilget afsked. Om H’s liv og færden 1819-38 vides intet med sikkerhed, men i lange perioder opholdt han sig i Frankrig. I 1840 var han atter i Danmark, men opnåede ikke genansættelse i hæren. Ved krigens udbrud 1848 indtrådte han ved Schleppegrells mellemkomst atter i hæren; han førte en bataljon ved Fredericia 6. juli og blev samme år forfremmet til oberstløjtnant; H forsvarede som kommandør Frederiksstad under de slesvig-holstenske oprøreres voldsomme angreb 29. september til 4. oktober 1850. Frederiksstads forsvar vakte stor opsigt, og Helgesens navn blev med ét slag kendt i ind- og udland. Fra 1852 til sin død gjorde han tjeneste som kommandant i Rendsborg; fra 1856 som oberst (d 28/2 1858)

 

f Jean-Francois Millet, fransk maler; han voksede op på landet i Nordfrankrig, men fra han var 19 år studerede han kunst i Cherbourg; 1837 kom han til Paris, han forlod byen og vendte tilbage til Cherbourg tre år senere, da Salonen afviste et af hans arbejder. Hans første succes fik Millet i 1844 med "Malkepigen"; med dette billede og mange andre monumentale fremstillinger af arbejdende bønder regnes Millet blandt grundlæggerne af det franske realistiske maleri ved midten af 1800-tallet. Han var blandt de første, som tog kropsarbejde og kropsarbejderen op som motiv og fik stor betydning for det senere realistiske maleri bl.a. for Van Gogh, der i Millet så virkelighedens sande mester. Milletss realisme kommer frem i såvel valg af emner som i kravet om psykologisk sandhed i skildringen; til maleriernes store virkning bidrager ikke mindst landskabet, som er den helt naturlige stemningsramme. Blandt Millets værker er "Høstfolk" (1845), "Bondekone, der ammer sit barn" (1845); fra 1851 er "De aksplukkende kvinder"; på grund af sin usminkede realisme vakte "Manden med hakken" voldsom forargelse, da det blev udstillet i 1863 (d 20/1 1875)

 

f A. Krieger, jurist, politiker; i 1844 blev han lektor ved Københavns universitet og året efter professor. Denne stilling beklædte han til 1855, da han blev departementschef i ministeriet for Slesvig. I 1848 gik han ind i politik som nationalliberal og blev indvalgt i borgerrepræsentationen i København. Her var han medlem til 1855 fra 1853 som forsamlingens viceformand. Han var medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Ved det første folketingsvalg i oktober 1849 valgtes han i Køge, men faldt august 1852 for en bondeven og søgte forgæves valg i Mariager i oktober samme år. I årene 1856-57 var han indenrigsminister og 1858-59 finansminister. Fra 1857 medlem af Rigsrådet og ordfører for gennemførelse af Novemberforfatningen, som han ikke synes at have været udelt begejstret for. Ofte citeret blev hans afsluttende ord ved fremlæggelsen: "Hvo som intet vover, han intet vinder, men dristigt vovet er halvt vundet". De er blevet udlagt som tegn på, K’s egen usikkerhed, og at han med formuleringen søgte at overvinde sin usikkerhed om det rigtige i vedtagelsen. Under våbenhvilen i krigen med Preussen og Østrig var K delegeret på Londonkonferencen 1864 om en deling af Slesvig. Ved sin usmidige holdning og sin overvurdering af Danmarks militære styrke var han medvirkende til, at konferencen sprængtes. Krigen blev genoptaget og resulterede i Danmarks tab af Slesvig og Holsten. I årene 1863-90 var K medlem af Landstinget og 1870-74 atter minister først justitsminister dernæst finansminister. K's dagbøger over perioden 1848-80 er en hovedkilde til tidens historie (d 27/9 1893)

 

d John Rennie, skotsk ingeniør; udlært af faderen arbejdede han som ung som møllebygger. Siden læste han nogle år ved universitetet i Edinburgh. Herefter virkede han som ingeniør og udførte arbejder ved anlæggelse af flere engelske kanaler f.eks. Kennet og Avon kanalen, Rochdale kanalen og Lancaster kanalen. Fra ca 1800 stod R i spidsen for store dræningsarbejder i de lavtliggende områder i Lincolnshire. Endvidere ledede R arbejdet ved anlæggelse eller konstruktion af mange havne incl. Wick, Grimsby, Holyhead og Hull. Han byggede East India dokkerne ved Themsen og flere broer bl.a. Southwark Bridge, Waterloo Bridge og London Bridge. R er bisat i St. Paul’s Cathedral i London (f 7/6 1761)

 

f Rutherford Birchard Hayes, USA’s præsident 1877-81; i årtiet forud for Borgerkrigen var H en succesfuld advokat i Cincinnati. Efter deltagelse i Borgerkrigen tilsluttede han sig det Republikanske parti og var medlem af Kongressen (1865-67) og guvernør i Ohio i årene 1868-76. Ved republikanernes partikonvent i 1876 var han sin hjemstats kandidat, og han vandt såvel nomineringen som det følgende præsidentvalg. I sin præsidentperiode arbejdede han for udsoning med sydstaterne. Han afsluttede den militære besættelse af sydstaterne og lovede, at valgene i sydstaterne for fremtiden kunne finde sted uden indblanding fra regeringen i Washington. Det betød, at de hvide Demoktrater atter fik den politiske magt i sydstaterne. Endvidere sørgede han for bevillinger til genopbygningen i sydstaterne, ligesom han udnævnte sydstatsfolk til regeringsembedsmænd. I hans tid som præsident var alkoholiske drikke forbudt i Det Hvide Hus; det skyldtes ikke mindst præsidentfruens indsats, og hun fik da også tilnavnet "Lemonade Lucy". Eftersom han ved sin tiltræden havde bekendtgjort, at han kun ville sidde en valgperiode, stillede Hayes ikke op ved præsidentvalget i 1880 (d 17/1 1893)

 

1830 En provisorisk regering erklærer Belgien selvstændigt. Det revolutionære Frankrig havde i 1794 erobret Belgien og i 1795 gjort det til en del af Frankrig. Efter Napoleons fald besluttede de allierede magter på Wienerkongressen 1814-15, at der skulle ske en sammenlægning af Holland og Belgien i et "Forenede Nederlande". Sammenlægningen skete for at hindre en ny fransk ekspansion. Kong Vilhelm I af Holland blev konge af de samlede Nederlande, og der blev udarbejdet en fælles grundlov. Kongen fik dog aldrig et godt forhold til belgierne, hvoraf mange frygtede, at Holland ville få en dominerende stilling. Endvidere var man i katolske kredse i Belgien var man imod kongen, fordi han som langt de fleste hollændere tilhørte den reformerte kirke og ville indføre et dogmefrit, statsligt skolesystem. Mere liberale kredse ønskede et reelt parlamentarisk styre med omfattende frihedsrettigheder, hvilket Vilhelm I ikke ville gå med til. I 1828 enedes den belgiske opinion om at samle sig i en fælles front, Unionen, og med inspiration fra den franske Julirevolution begyndte et oprør i Bruxelles i 1830, som resulterede i Belgiens løsrivelse og selvstændighed

 

Slaget ved Frederiksstad; efter flere dages beskydning stormer de slesvig-holstenske styrker sidst på eftermiddagen byen ved Ejdermundingen. Ved 23-tiden må angrebet opgives med et tab på mere end 800 faldne. Angrebet på byen var uden militær betydning, da afgørelserne efter slaget ved Isted blev truffet på politisk plan; men det mislykkede angreb svækkede afgørende slesvig-holstenernes tro på at kunne opnå resultater ved våbenmagt

 

Tyrkiet erklærer Rusland krig, og Krimkrigen er brudt ud. Den var kulminationen på en konflikt mellem russiske forsøg på at fastholde kontrollen over den osmanniske regering i Istanbul og over Dardanellerne og fransk-britisk frygt for russisk ekspansion i det østlige Middelhav. Denne frygt havde dikteret et fælles fransk-britisk ønske om at opretholde magtbalancen i området, bl.a. ved at bevare "Europas syge mand" det skrantende osmanniske Tyrkiets uafhængighed og integritet. I juli 1853 rykkede russiske tropper ind i fyrstendømmer (nutidens Rumænien) ved Sortehavet. Den osmanniske sultan anmodede vestmagterne om hjælp, og da britiske og franske flådestyrker i oktober løb ind i Mamarahavet, erklærede han Rusland krig. Da russerne vandt nogle sejre såvel til lands som til vands, erklærede vestmagterne den 28. marts 1854 Rusland krig. I september samme år gik en fransk-britisk hær i land på Krim og indledte en belejring af fæstningsbyen Sevastopol. Efter et års belejring og flere slag rømmede russerne i september 1855 byen. Krigen blev et knusende nederlag for russerne, hvis hær på 1 mill. mand ikke havde formået at besejre en invasionshær, der kæmpede langt fra hjemlandet og talte under 100.000 mand. Krigen blev afsluttet ved indgåelse af freden i Paris den 30. marts 1856

 

d Karl Baedeker, tysk forlægger; han grundlagde 1827 et bogforlag i Koblenz, der specialiserede sig i rejseførere. I 1829 udgav han en rejsehåndbog om Koblenz, "Führer von Koblenz". Året før havde han udsendt "Rheinreise von Mainz bis Cöln", og det var dennes 2. udgave, der grundlagde forlagets succes, og gjorde det verdenskendt. Bs hensigt med sine bøger var at give den rejsende så mange informationer, at der kunne ses bort fra betalte guider. Bøgerne gav ikke kun praktiske oplysninger, men var tillige nyttige kunst- og kulturhistoriske håndbøger. Særligt bemærkelsesværdige attraktioner blev forsynet med et antal "stjerner". På samme måde blev hoteller inddelt i gode og mindre gode. Ved Baedekers død var det meste af Europa dækket af hans rejseførere. Den første Baedeker på fransk udkom 1846 og den første på engelsk i 1861 (f 3/11 1801)

 

f Povl Engelstoft, historiker; tog i 1906 skoleembedseksamen med historie som hovedfag, men blev aldrig embedsmand. Han var redaktionssekretær ved Hagerups Konversationsleksikon 1909-14 og virkede i øvrigt som skribent og redaktør eller medredaktør af en lang række leksikale, topografiske og personalhistoriske værker og andre håndbøger. Engelstoft fik i 1907 universitets guldmedalje for en afhandling om rigsrådets historie 1448-1588 og skrev om Christian 4s tid i Det Danske Folks Historie IV, 1928, men som moden historiker var hans foretrukne arbejdsområde 1800-tallet. Hans vigtigste arbejder på dette område findes i Det Danske Folks Historie VII-VIII, 1926-29, hvor han skrev om perioderne 1848-70 og 1901-13 (uden væsentlige ændringer optrykt i Schultz Danmarkshistorie IV-V, 1942) og i hans som medforfatter "Haandbog i Danmarks politiske Historie fra Freden i Kiel til vore dage", 1934 som han skrev hovedparten af. Om Povl Engelstofts indsats som historiker er der blevet hævdet, at han ikke havde tid vel heller ikke tålmodighed til at samle sig om større videnskabelige afhandlinger med udgangspunkt i grundige kildestudier. Engelstoft foretrak hurtige resultater af sit arbejde og tilfredsstillede en stor del af sin forskertrang ved små personalhistoriske detektivundersøgelser. (d 9/6 1961)

 

f Walther von Brauchitsch, tysk general; han deltog i 1. verd.krig som generalstabsofficer og udmærkede sig i Argonnerne og ved Verdun. I 1936 blev han general og 1938 øverstkommanderende for den tyske hær. 1939 ledede B angrebet på Polen og det flg. år felttoget i Vesteuropa. Han forfremmedes juli 1940 til generalfeltmarskal og var øverstkommanderende under Balkanfelttoget i 1941 og i det russiske felttogs første fase. Han blev gjort ansvarlig for den militære krise ved Moskva december 1941 og afskediget. I 1945 blev han interneret af de allierede og døde i britisk fangenskab (d 18/10 1948)

 

Europas mest berømte internationale luksustog, Orientekspressen - fra Paris til Istanbul - afgår for første gang. Rejsetiden var i mange år 56½ time med afgang fra Paris hver mandag. Fra starten til 1888 var endestationen Giurgiu ved Donau. Herefter gennemførtes toget helt til Istanbul via Strasbourg-München-Wien og Budapest. Trækkraften leveredes af de enkelte landes jernbaneselskaber, mens det var Wagons-Lits, der leverede vognene, som udelukkende bestod af første klasse. Efter 2. Verd.krig sank standarden. Det blev nu mest benyttet af tyrkiske fremmedarbejdere. Driften blev ulønsom, og Orientekspressen standsede i 1977. I 1982 blev der åbnet en forkortet Orientekspresrute mellem London og Venezia med luksuriøse vogne indrettet i gammel stil

 

f Engelbert Dollfuss, østrigsk kansler 1932-1934; han blev uddannet som jurist i Wien og Berlin. Herefter fik han fremtrædende tillidsposter inden for den østrigske agrarbevægelse. Han var medlem af det konservative og kirkeligt orienterede Kristelig sociale Parti, hvis basis Østrigs katolske bønder. D steg hurtigt til tops i østrigsk politik. Han blev landbrugsminister i 1931. I 1932 kansler i en konservativ koalitionsregering, hvor hans eget parti dominerede. Under indtryk af den verdensøkonomiske krise og på grund af kritik fra såvel nationalister som socialdemokrater blev D’s styre stadig mere autoritært. Udenrigspolitisk blev Mussolini hans vigtigste samarbejdspartner. Den italienske diktator garanterede Østrigs suverænitet. Til gengæld skulle D ophæve alle politiske partier i Østrig og omdanne landets grundlov, så den var i overensstemmelse med fascismen. Denne proces begyndte D i marts 1933, og den kulminerede i september samme år. Da opløste D det østrigske parlament og omdannede Østrig til en korporativ stat. Østrig var blevet en autoritær stænderstat, der støttedes af de katolske og provinsielle elementer mod det socialistiske Wien. I en blodig kampagne knuste paramilitære enheder, der var loyale over for D, i januar 1934 Østrigs Socialdemokrati. Efter gennemførelse i maj 1934 af en ny forfatning havde D den fulde diktatoriske magt i Østrig. Hans modsætning til den voksende nazisme var uacceptabelt for Tyskland. Det nazistiske styre her fik deres østrigske trosfæller til at iværksætte et kup. Herunder blev D myrdet af kupmagere, der var trængt ind i regeringsbygningerne (d myrdet 25/7 1934)

 

f Buster Keaton, amerikansk skuespiller og instruktør; han var fra sine tidligste år med i forældrenes varieténummer; som seksårig var han nummerets trækplaster med specielle voldsomme fald. 1917 opløstes truppen på gr. af faderens drikkeri. K havde derefter biroller i en række film, hvor hans akrobatik blev det centrale. I 1920 havde han hovedrollen i "Buster som Børsmatador". Den blev en stor succes, og K havde grundlagt sin position som en af stumfilmens største komikere, hvis film synes uopslidelige og tidløse. Bl. senere film er: "Ship ohoy" fra 1924, "Sherlock Holmes jr" fra 1925 og "Generalen" (1926). Personlige problemer og uenighed med producenterne ødelagde o. 1930 hans karriere, og selv om han havde talrige store og små roller frem til sin død, nåede han aldrig at finde tilbage til de oprindelige Keaton films genialiteter (d 1/2 1966)

 

f Jens Søndergaard, maler; født og opvokset i Thy; et kort besøg i Akademiets forberedelsesklasse 1919-20 synes at have bekræftet hans mistillid til akademisk autoritet. Han debuterede 1919 på Kunstnernes Efterårsudstilling og efter at have udstillet her nogle år (til 1923) og haft en enkelt separatudstilling vakte han opmærksomhed med sine bevægede, stemningsrige landskaber. Han udstillede fra 1926 på Grønningen. Sin opvækst i Thy glemte S ikke. Han søgte hver sommer til det nordvestlige Jylland, som vedblev at være en del af hans identitet. Det ses også i hans værker, grundlaget i dem er til stadighed det samme: stærk oplevelse af naturens vælde og bevægelse nedlagt såvel i havet som i de bølgede, bakkede jyske landskaber. Om vinteren boede S i København; han ernærede sig som malersvend og malede foruden bybilleder især fra Rådhuspladsen, således "Rådhuspladsen"(1930) også figurmalerier i modelstudier, interiører og portrætter, f.eks. "Min kone og min Bedstemor (1922) og portrættet af maleren Niels Lergaard (1932). I "Højtlæsning i Granskov" (1936-37) forener S det figurlige og landskabelige til en helhed. Fra sommeropholdene i Thy er "Landskab fra Thy" (1929) (Statens Museum for Kunst). Han fik kun få officielle opgaver. 1930 udførte han en loftsdekoration i trapperummet i Det kgl. Teaters nye scene. Om Søndergaard er det blevet hævdet, at han sit ekspressive billedsprog, hvor form og farve er brugt som symbol eller som udtryk for kunstnerens følelse over for motivet, var S en af de vigtigste fornyere af den figurative kunst i mellemkrigstiden. (d 20/5 1957)

 

f Richard Sorge, tysk korrespondent og sovjetisk spion; efter at have gjort tjeneste i den tyske hær under 1. Verdenskrig erhvervede han en doktorgrad i statskundskab ved universitetet i Hamborg. Herefter drog han til Moskva. Herfra sendte Komintern ham i 1929 til Kina for at danne en spionagering. I Kina blev han kendt som en fremragende journalist og en loyal tysker. I 1933 tilsluttede han sig Nazipartiet. Året efter sendte Komintern ham til Japan, hvor han blev rådgiver for den tyske ambassadør. Den 12. maj 1941 kunne S rapportere til Moskva, at 170 tyske divisioner den 20. juni (angrebet blev indledt den 22.) ville angribe Sovjetunionen. I august 1941 rapporterede han til Moskva, at den japanske hær planlagde et angreb mod syd mod de rige råstofområder i bl.a. Indonesien. Med denne oplysning stod det klart for de sovjetiske politikere og generaler, at japanerne ikke havde til hensigt at angribe Sovjetunionen. Derfor kunne man flytte tropper fra grænsen til Manchuriet i Sibirien mod vest, hvor de i begyndelsen af december foran Moskva kunne sættes ind i et modangreb mod tyskerne. I oktober 1941 arresterede japanerne S, og i november 1944 blev han henrettet (d novbr. 1944)

 

1948 d Arthur Whitten Brown, engelsk flyver; han var uddannet som ingeniør og gjorde tjeneste i Royal Flying Corps under Første Verdenskrig. Hans berømmelse skyldes, at han som navigatør 14.-15. juni 1919 sammen med kaptajn John Alcock foretog den første non-stop flyvning over Atlanten. Turen, i et ombygget tomotores Vickers Vimy biplan bombefly foregik fra St. John’s på New Foundland til Clifden, Irland og tog 16 timer og 27 minutter (heraf 15 timer og 57 minutter over åbent hav). For bedriften vandt Brown og Alcock 10.000 engelske pund udlovet af Londonavisen Daily Mail, ligesom e begge blev adlet. (f 23/7 1886)

 

1957 Sputnik op. Den var verdens første kunstige satellit. Den vejede Opsendelsen af Sputnik kom som et chock for USA. Når russerne kunne skyde en satellit ud i rummet, kunne de også skyde en atombombe til USA. Det amerikanske kontinent var ikke længere beskyttet af de to store oceaner. Mens man i USA i årevis offentligt havde diskuteret frem og tilbage om mulighederne for, betydningen af og vanskelighederne ved at bringe kunstige satellitter i kredsløb om Jorden, havde russerne i dybeste hemmelighed ikke bare indhentet, men også overgået USA på et område, hvor dets overlegenhed hidtil var blevet anset for en selvfølge, den avancerede teknologi. Sovjetunionens forspring understregedes yderligere, da russerne en måned efter Sputnik sendte en ny satellit ud i rummet med en hund om bord. Fartøjet vejede 500 kg. Da amerikanerne en måned senere forsøgte en opsendelse, var det med en satellit på 1,5 kg, og forsøget mislykkedes

 

 

 

 

Til top        5. oktober

d Filip 3. "den dristige" fransk konge, 1270-1285; næstældste søn af Ludvig 11. og Margrete af Provence; besteg tronen efter at hans far Ludvig 11. den Hellige var død af pest på korstoget mod Tunis. F greb ofte ind i forholdene på den pyrenæiske halvø; hans ældste søn blev gift med Johanne, arvingen til Navarra, hvorved dette land knyttedes til Frankrig. I spidsen for en hær trængte F sommeren 1285 ned i Aragonien, men felttoget mislykkedes, da der udbrød pest blandt soldaterne. I F’s regeringstid blev de kongelige domæner udvidet med Poitou, Toulouse, Auvergne, Provence og Venaissin med Avignon. F efterlod sig fem børn; med Isabella af Aragonien efterfølgeren Filip 4. og hertug Karl af Valois. Med Maria af Brabant tre døtre bl.a. Margrete, som 1299 blev gift med Edward 1. af England (f 30/4 1245)

 

På initiativ af pave Gregor 13. tages den efter ham benævnte gregorianske kalender i brug i katolske lande. I den hidtil brugte julianske kalender var hvert fjerde år et skudår på 366 dage, men eftersom solårets gennemsnitslige længde ikke er 365,25 dage, som man regnede med i den julianske kalender, men 365,2422 vil det borgerlige år i tidens løb forskydes i forhold til det tropiske. I 1582 var forskydningen løbet op til 13 dage, og forårsjævndøgn faldt den 11. marts, hvilket udgjorde et alvorligt problem for påskeberegningen. Derfor bestemte pave Gregor, at dagen efter torsdag den 4. oktober skulle hedde fredag den 15., og at der for fremtiden skulle udelades tre skuddage i 400 år nemlig i de år, der ender på 00, men ikke er delelige med 400. Danmark-Norge gik over til den gregorianske kalender i år 1700 ved efter den 18. februar at skrive 1. marts. I 1753 fulgte Sverige efter

 

1600 Bryllup mellem Maria Medici og Henrik 4. af Frankrig

 

1641 f Francoise Montespan, (Francoise Athénaïs de Rochechouart, markise af M) maitresse (Ludvig 14); blev 1663 gift med Louis Henri de Pardaillan, marquis de Montespan. Hun blev hofdame hos den franske dronning Marie Therèse i 1664. I 1667 blev hun kongens elskerinde. Denne forbindelse varede 13 år, og i løbet af disse år fødte hun kongen otte børn. Tre døde tidligt, de øvrige blev legitimiseret. Ca 1680 trak M sig tilbage, da hendes børns guvernante overtog hendes stilling hos kongen. Sine sidste år levede hun i et kloster i Paris (d 28/5 1707).

 

1658 f Marie af Modena (Marie Beatrice d’Este) engelsk dronning, datter af Alfonso IV, hertug af Modena og Laura; oktober 1673 gift med Jacob II af England; ved sin ankomst til England blev hun af mange betragtet som spion for franskmændene og for paven, men hendes indflydelse på sin mands politiske og religiøse holdning synes at have været minimal. Ved hoffet var hun ganske populær og stod på god fod med sin steddatter Marie (den senere dronning Marie, død 1694). Mellem 1675 og 1682 fødte hun fem børn (fire døtre og en søn), der alle døde som små. Da hun fødte sin anden søn i juni 1688, opstod der hurtigt rygter om, at barnet ikke var hendes eget, men et barn smuglet ind på slottet for at sikre en katolsk tronfølger. Dette synes at have været den egentlige grund til Wilhelm af Oraniens landgang i England samme efterår. Ved udbruddet af den engelske revolution i 1688, der førte til hendes mands afsættelse, begik Marie den fejl at flygte til Frankrig med sin søn. Hun overtale sin mand til at følge sig på et tidspunkt, hvor det var i hans absolutte interesse at blive i England. I det tidligere kongepars eksil synes hendes indflydelse på ægtemanden at være voksende (d 7/5 1718)

 

f Denis Diderot, fransk filosof og skønlitterær forfatter; efter at have studeret jura, sprog og matematik ernærede han sig som sproglærer og oversætter fra engelsk. Det var især britisk filosofi, som var udgangspunkt for Diderots tænkning og livsværk. Hans oversættelse af Shaftesburys "Enquiry concerning Virtue" (1745) vakte opsigt, og den store Encyclopédie, som han planlagde og stod i spidsen for udgivelsen af, var oprindelig tænkt som en bearbejdelse af Chambers Cyclopaedia. Værket begyndte at udkomme i 1751; det blev forbudt i 1752 og 1759, men blev alligevel fortsat af Diderot på trods af mange farer og vanskeligheder. I encyclopædien samledes århundredets radikale kritik mod traditionen. I artiklen Encyclopédie skrev Diderot, at hensigten med værket var, "at de for-løbne århundreders anstrengelser ikke skal være spildte for de århundreder, der vil følge efter, for at vore efter-kommere samtidig med at være blevet mere oplyste kan blive dydigere og lykkeligere". Diderot skrev med forbavsende alsidighed om filosofiens historie og tekniske fag. Blandt hans selvstændige arbejder fra denne periode er det naturfilosofiske skrift "Interprétation de la nature" (1754). Efter at encyclopædiens tekst var færdig (1765), udgav Diderot stort set intet. Hans efterladte papirer blev udgivet efter hans død; flere af dem var meget betydelige arbejder og øvede stor indflydelse på den litterære udvikling i 1800-tallet. Blandt disse arbejder er romanen "La Religieuse" (1790), det kunstkritiske skrift "Les Salons" (1756-81), der betegnes som grund-læggende for moderne kunstkritik. Som filosof afspejlede Denis Diderot tidens materialistiske og determanistiske strømninger. Blandt hans arbejder på dette område er de tre filosofiske dialoger i "Le Rève de d’Alembert" (1769, d’Alemberts drøm) (d 30/7 1783)

 

1731 d Ditlev Vibe, embedsmand, statholder i Norge; han var fra barndommen kammerat med den senere Frederik 4., og i 1695 blev han knyttet til centraladministrationen. Fra Frederiks 4.s tronbestigelse i 1699 tog karrieren fart. Vibe blev i 1708 udnævnt til gehejmeråd med sæde i konseilet. Under Den Store Nordiske Krig 1700-21 havde han afgørende indflydelse på udenrigspolitikken. På denne tid kom han på kant med Frederik 4., da han ikke bifaldt kongens ægteskab med Anna Sofie Rewentlow. Formentlig var det derfor, han i 1721 blev sendt væk fra hoffet og sendt til Norge som statholder; Vibe beklædte embedet som statholder til sin død (f 15/11 1670)

 

f Chester Alan Arthur, USA's præsident 1881-1885; uddannet som jurist og virkede fra 1853 som advokat i New York city. Året efter sluttede han sig til det nystiftede republikanske parti og deltog herefter i lokalpolitik i New York, ligesom han var medlem af statens milits. Med den deltog han i Den amerikanske Borgerkrig og gjorde karriere inden for forsyningstjenesten. Efter krigsafslutningen genoptog han sin advokatvirksomhed. I november 1871 blev han af præsident Grant udnævnt til leder af toldvæsenet i New Yorks havn. Ved det republikanske partis nationalkonvent i 1880 accepterede A tilbudet om at opstille som vicepræsident sammen med præsidentkandidaten James A. Garfield, der på konventet blev valgt som kompromiskandidat ved den 36. afstemning efter 34 resultatløse afstemninger. Ved valget i november blev A vicepræsident, og han overtog præsidentembedet i september året efter ved præsident Garfields død efter et attentat. Hans præsidentperiode forløb uden større dramatik. A beskæftigede sig især med nationens forsvar og fik gennemført øgede bevillinger til flåden, som fik bygget sine første krydsere med jernskrog. Han var indstillet på at genopstille ved præsidentvalget i 1884, men på det republikanske partikonvent blev han besejret af James G. Blaine, der tabte præsidentvalget til demokraten Cleveland. Efter udløbet af sin præsidentperiode vendte A tilbage til New York, hvor han døde året efter (d 18/11 1886)

 

Valg til Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Valgret havde alle uberygtede mænd over 30 år, der havde selvstændig husstand og ikke havde været under fattigforsorg. Valgbarhed havde samme del af befolkningen, dog var aldersgrænsen her kun 25 år. Af de ca 200.000 stemmeberettigede deltog ca 33% i valget. De valgte 114 grundlovsfædre. 57 af dem var embedsmænd, og 38 var bønder, og i politisk henseende kunne lidt over 50 regnes for konservative, mens resten delte sig nogenlunde ligeligt mellem centrum og venstre. Den "almindelige valgret" til forsamlingen var bl.a. et resultat af regeringens ønske om at fastholde befolkningens støtte under Treårskrigen. Det vakte derfor opsigt, at regeringen ud over de 114 folkevalgte udpegede 38 "kongevalgte" medlemmer til forsamlingen. Tilstedeværelsen af de kongevalgte betød, at forsamlingens centrum og højre blev styrket i forhold til vælgernes afgørelse den 5. oktober. For selv om egentlige partier ikke fandtes, fremstod Bondevennerne som valgets vinder

 

f Robert Hutchings Goddard, amerikansk fysiker; han anses for den moderne rakettekniks grundlægger pga. sine banebrydende forbedringer af den kemiske raketmotor, især væskemotoren. Goddards bog "A Method of Reaching Extreme Altitudes" fra 1919 blev en klassiker inden for raketteknik. Han tog i 1911 doktorgraden i fysik ved ClarkU (d 10/8 1945)

 

d A.D. Jørgensen, historiker, rigsarkivar; som dansksindet blev han efter 1864 afskediget fra sin lærerstilling i Flensborg og kom til København. Tabet af Slesvig gjorde ham til historiker, og uden universitetseksamen blev han en af sin tids førende på dette område. Han blev ansat i gehejmearkivet og blev 1889 rigsarkivar. J’s historiske forfatterskab begyndte 1868 og koncentreredes om Danmarks ældre historie. I løbet af tre år offentliggjorde han 20 afhandlinger på tilsammen henved 500 sider. En del af dem samlede han i "Bidrag til Nordens historie i Middelalderen", 1871. Hovedværket fra denne periode er "Den nordiske kirkes grundlæggelse" (1874-78). J gik derefter over til nyere historie, hvor det betydeligste arbejde er bogen om Griffenfeld fra 1893; et tobinds værk som sprængte den biografiske ramme og blev det første forsøg på at skildre den ældste enevældes indre historie. Desuden har han skrevet om Sønderjyllands historie - f.eks "Sønderjyderne i den danske hær", 1876. J’s kendeste bog er "40 fortællinger af Fædrelandets Historie", den er udkommet i talrige oplag. Hans sidste større arbejde var et bidrag til "Danmarks Riges Historie", om tiden efter 1814, der førtes op til 1852, men var ufuldendt ved hans død (f 11/6 1840)

 

d Jaques Offenbach, fransk/tysk komponist; kom som dreng med sin jødiske far til Paris, der af faderen blev opfattet som mindre antisemittisk end Offenbachs fødeby Köln. I 1833 blev han elev i cello ved Paris’ konservarorium. Tre år senere blev han ansat i orkestret i Opéra Comique, og i 1849 blev han kapelmester ved Théâtre Francais. I mellemtiden havde han konverteret til katolicismen. I 1855 åbenede han sit eget teater, Bouffes-Parisiens. Operetten blev hans hovedfelt, og til sit teater skabte han den specielle pariser-operette, der parodierede den store opera og med sit politisk-satiriske vid hudflettede hele pariserselskabet med Napoleon 3., hoffet og regeringen i spidsen, blandt disse var "Orphée aux enfers" (1858, "Orfeus i underverdenen"). Efter ophold i Tyskland og Østrig vendte Offenbach i 1864 tilbage til Paris. Her skrev han en række nye operetter, der opførtes med stor succes, bl.a. "La Belle Helène" (1864 "Den skønne Helene"), "La Vie Parisienne" (1866, "Pariserliv") og "La Grande-Duchesse de Gérolstein" (1867, Storhertuginden af Gérolstein"). I årene 1872-76 ledede Offenbach Théatre de la Gaité. Til denne scene skrev han i 1874 en ny version af "Orfeus i underverdenen". Offenbachs eneste opera "Les Contes d’Hoffmann" (1880, "Hoffmanns eventyr) var ufuldendt ved hans død (f 20/6 1819)

 

Bosnien og Herzegovina indlemmes i Østrig-Ungarn. I 1875 udviklede en bondeopstand i Bosnien-Herzegovina sig til en konfrontation mellem militæret og hovedsagelig kristne bønder. Uroen gav Østrig-Ungarn anledning til at besætte området for at skabe "ro og orden". Reelt var Bosnien-Herzegovina dermed løsrevet fra Osmannerriget. Men først i 1908 drog dobbeltmonarkiet konsekvensen heraf og gjorde Bosnien-Herzegovina til en del af Østrig-Ungarn. Dette skabte voldsom forbitrelse især i Serbien, hvor man havde regnet med, at området skulle være serbisk, når tyrkernes herredømme på Balkan brød endeligt sammen. Det var baggrunden for den serbiske student Gavrilo Princips attentat på den østrig-ungarske tronfølger, Frans Ferdinand, da han var på officielt besøg i Bosnien-Herzegovinas hovedstad Sarajevo i juni 1914. Skuddet udløste den diplomatiske krise, der førte til udbruddet af Første Verdenskrig

 

1908 Bulgarien proklamerer sin uafhængighed. På Berlinerkongressen i 1878 efter den tyrkisk-russiske krig 1877-78 om herredømmet på Balkan blev der i området mellem Donau og Balkanbjergene oprettet fyrstendømmet Bulgarien formelt i vasalforhold til den tyrkiske sultan. Det osmanniske Tyrkiets fornyede vitalitet efter ungtyrkernes opstand i 1908 vakte bekymring i Bulgarien, og efter at have opnået Østrig-Ungarns accept brød den bulgarske regering Berlinerkongressens bestemmelse og erklærede Bulgarien uafhængig. Landets fyrste, Ferdinand, antog titlen tsar og prægede i de følgende år personligt bulgarsk politik

 

Norge erklærer, at man ikke vil anerkende Danmarks suverænitet over Østgrønland. Da det nordlige Østgrønland reelt var ubeboet, betragtede nordmændene det som herreløst og udtrykte over for den danske regering ønske om adgang til det. Fra dansk side var man indstillet på i vidt omfang at imødekomme nordmændenes ønsker om ret til at gå i land, jage, fiske og overvintre, men højhedsretten ville man ikke give afkald på. Ved en traktat indgået i 1924 gav man Norge disse indrømmelser foruden ret til at oprette vejrstation og telegraf. Det var en ensidig gestus, der intet kom ud af, da nordmændene stadig ikke ville anerkende Danmarks højhedsret. I 1930 gav den norske regering tilmed nogle nordmænd politimyndighed i Østgrønland, og året efter hejste norske jægere det norske flag i Mackenziebugten i Østgrønland og erklærede området for okkuperet under navnet Erik den Rødes Land, hvilket efterfølgende blev bekræftet af den norske regering. I 1932 besattes yderligere et område. Danmark havde allerede i 1931 udtaget stævning mod Norge ved Den internationale Domstol i Haag. Her fandt domstolen med 12 stemmer mod to Norges handling retsstridig og bekræftede Danmarks fulde højhedsret til hele Grønland

 

f Václav Havel, tjekkisk dramatiker og politiker; han betragtes som sin generations største tjekkiske dramatiker. Han fik sit gennembrud med skuespillet "Havefesten" (1963), der sammen med "Cirkulæret" (1965) gjorde ham internationalt kendt inden for det absurde teater. Som ivrig reformtilhænger og fortaler for det ikke-kommunistiske befolkningsflertals rettigheder blev hans arbejder forbudt efter den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. I 1970'erne var Havel talsmand for menneskerettighedsgrupper i sit hjemland og var ofte fængslet. Således fremførte han i 1975 i et åbent brev til den tjekkoslovakiske præsident en analyse af den krise det tilsyneladende normaliserede Tjekkoslovakiet befandt sig i. Brevet gjorde ham til et intellektuelt samlingspunkt for den demokratiske opposition. I 1977 var han blandt ophavsmændene til menneskerettighedsbevægelsen Charta 77, hvilket førte til, han i 1979 idømtes 4½ års fængsel. Af helbredsgrunde blev han løsladt i 1983 og genoptog sit virke som dramatiker og som menneskerettighedsaktivist. Efter kommunismens sammenbrud blev Havel det frie Tjekkoslovakiets første præsident i 1989. I januar 1993 blev han valgt til præsident i Tjekkiet

 

d Jakob Jensen, borgmester i Århus 1919-1932; han blev udlært som murer og var i 1883 medstifter af Murernes fagforening i Århus og tre år senere af Murer- og tømrerforbundet i Jylland. Ligeledes blev han medlem af Socialdemokratiet og kom i 1888 ind i Socialdemokratisk Forbunds bestyrelse. Under storlockouten i 1899 var han de århusianske arbejderes energiske leder. Sin kommunalpolitiske virksomhed begyndte Jensen som medlem af Århus ligningskommission 1894-1900. I sidstnævnte år blev han indvalgt i byrådet. I 1909, efter valgreformen i 1908, fik Socialdemokratiet flertal i byrådet, mistede det i 1913; genvandt det i 1917, og marts 1919 blev Jacob Jensen Århus første folkevalgte borgmester, et embede han beklædte til udgangen af 1932. En reform af sygehusvæsenet var noget af det første, han gik i gang med. Dertil kom modernisering og demokratisering af skolevæsenet, med ophævelse af "fattigskolen", bygning af store tidssvarende skolebygninger og indførelse af mellemskole og gymnasium. Da tanken om oprettelse af et universitet i Jylland rejstes, skyldtes det i høj grad Jacob Jensens indsats, at tanken realiseredes, og at universitetet kom til at ligge i Århus. Endnu som 73-årig var Jacob Jensen utilbøjelig til at trække sig tilbage, men henstillinger fra partiets ledelse betød, det skete. Dette forløb var medvirkende til, at Socialdemokratiet på kongressen i 1935 vedtog at anbefale anvendelse af 70-års aldersgrænsen, men dog stillede de enkelte kredse frit (f 15/11 1858)

 

1943 d Ole Olsen, filmproducent og kunstsamler; han var i sine unge år bl.a. sømand, inden han blev omrejsende markedsgøgler; i 1898 blev han leder af Malmö Tivoli. Han så muligheder i filmen, der var opfundet få år tidligere, og i 1905 åbnede han Biograf-Theatret i Vimmelskaftet i København. For at sikre leverancer af nye film til sin biograf gik Olsen ind i filmproduktion. Der var stor international efterspørgsel efter film, og Olsen satsede fra begyndelsen på eksport. Hans nye selskab, Nordisk Films Kompagni (Nordisk Film), voksede snart til et af verdens førende, med filialer i mange lande og en eksportandel på 98%. Olsen udbyggede suc-cesen ved at benytte flersporede film til produktionen, derved blev det muligt at lave længere film. Nu med en spilletid på 45-60 minutter mod før 10-15 min. I maj 1911 blev firmaet omdannet til et aktieselskab, med Olsen som generaldirektør. Første Verdenskrig medførte eksportproblemer for Nordisk Film; Olsen planer om eksport til Tyskland mislykkedes. Efter store tab måtte han i 1922 opgive posten som generaldirektør. I 1924 blev han trængt helt ud af selskabet. Han helligede sig derefter sin store samling af antikviteter og kunst. Han skrev erindringerne "Filmens Eventyr og mit eget" (1940). Efter eget ønske ligger han begravet i en specialbygget kæmpehøj i Ods Herred (f 5/5 1863)

 

 

1948 d Knud Bach, gårdejer og landsformand for Landbrugernes Sammenslutning – LS. Inden oprettelsen af LS var han "sognekonge" på sin hjemegn i Sdr. Vinge sogn, Viborg amt; under den økonomiske krise var Bach i 1930 den centrale kraft i oprettelsen af landets første afdeling af LS. Den blev navngivet "Landbrugernes Sammenslutning i Langaa-Thorup-Sdr Vinge Kommune", og Bach blev dens formand. LS spredtes som en løbeild over landet, og i 1932 var ca halvdelen af landbrugerne med i LS. Uden om de traditionelle landbrugsorganisationer henvendte man sig til regering og Folketing med krav om øjeblikkelig lettelse af landbrugets situation. LS benyttede sig, foruden af en voldsom agitatorisk stil, af demonstrationer - bondetoget 1935 - og bondestævner, valutaaktioner – dvs. man tilbageholdt den fremmede valuta, man havde tjent på landbrugseksport. Endvidere foranstaltede man produktionsstrejke – dvs man undlod at levere gårdens produktion til mejerier og slagterier. For Knud Bach blev hans og LS tilnærmelse til tyskerne og de danske nazister under besættelsen skæbne-svangert, efter befrielsen blev han idømt 5 års fængsel (f 26/9 1871)

 

 

 

 

Til top        6. oktober

d William Tyndale, engelsk reformator og bibeloversætter; han var uddannet som teolog i Oxford og Cam-bridge. Først i 1520’erne begyndte han at planlægge at oversætte Bibelen til engelsk. Da han i 1522 erfarede om Luthers tyske bibeloversættelse, søgte han i London forgæves støtte til sit projekt. Han rejste da til Tyskland til Wittenberg for at besøge Luther og for at indskrive sig ved universitetet der. Han begyndte at oversætte Bibelen til engelsk, og året efter påbegyndtes i Köln trykningen af hans oversættelse af Ny Testamente. I Köln greb myndighederne ind, og trykningen blev stoppet. Trykningen blev genoptaget i Worms, og her udkom i 1527 6.000 eksemplarer hans oversættelse af Nye Testamente, hvoraf nogle blev smuglet ind i England. Her lod kirken dem opkøbe og brænde. Men i de følgende år udkom der nye oplag, så der i alt udsendtes 18.000 eksemplarer. Stadig forfulgt flygtede Tyndale til Marburg, hvor han levede under beskyttelse af landgreven af Hessen. Her udgav han flere teologiske værker bl.a. "How Christian Rulers Ought to Govern" (1528) og "The Practyse of Prelates" (1530). Han gik nu også i gang med at oversætte Det gamle Testamente og i 1530 udkom hans oversættelse af de 5 Mosebøger. Fra 1530 boede Tyndale i Antwerpen. Her blev han fem år senere pågrebet efter ordre fra kejseren og fængslet i Vilvoorde ved Bruxelles. Efter ordre af Henrik 8. blev han dømt som kætter, stranguleret og brændt på bålet. Hans enkle, ordrette bibeloversættelse blev af grundlæggende betydning for engelsk sprogs udvikling, hovedsagelig ved den brug, man gjorde af hans oversættelse ved udgivelsen af kong Jacobs Bibel i 1611. Det menes, at henved 60% af det engelske Nye Testamente stammer fra Tyndales oversættelse (f ca 1494)

 

1552 f Matteo Ricci, italiensk jesuit missionær; skønt Kina var et lukket land for alle fremmede, lykkedes det Ricci i 1601 at komme ind i hovedstaden Peking, hvor han på gr. af sin store indsigt i matematik og astronomi blev ansat i statens tjeneste. Han gik meget langt i retning af at tillempe det kristne budskab til den lokale kultur (gudenavne, fædrekultur, æresbevisningerne for Kung-fu-tse osv.). Dette førte til, at det kristne budskab umiddelbart vandt frem, men senere også til strid mellem missionærerne og til svækkelse af det kristne arbejde. Riccis pragmatiske holdning blev forstået af hans ordensbrødre, men angrebet af katolske missionærer af andre ordner og til sidst fordømt af pave Benedikt 14. i 1742. Han forfattede flere skrifter på kinesisk om europæisk videnskab og den kristne tro (d 11/5 1610)

 

1459 f Martin Behaim, tysk søfarer og kosmograf; han tilbragte det meste af sit liv i Lisabon og på Azorerne. Som flamsk købmand var han i Portugal første gang omkring 1480. Idet han hævdede, at i Nürnberg havde været elev af afstronomen Johann Müller (Regiomontanus), blev han kong Johannes IIs rådgiver i navigation 1484-86 deltog han i den portugisiske admiral Diego Caos opdagelsesrejse langs vestkysten af Afrika til Congo. Behaim var matematisk interesseret og foretog astronomiske beregninger. 1490 vendte han tilbage til fødebyen. På grundlag af sine beregninger konstruerede han her verdens første globus. Den er stadig bevaret, men betegnes som meget ufuld-kommen. Det gælder også for Afrikas vestkyst, og det er overraskende i betragtning af de mange portugisiske rejser i netop disse farvande. (d 29/7 1507)

 

1742 f Johan Herman Wessel, digter; han blev født i Norge og kom til København i 1761. Han studerede fransk og engelsk, men tog aldrig nogen eksamen; han ernærede sig som sproglærer og ved oversættelsesarbejde. Wessel var blandt stifterne af Norske Selskab (april 1772). Samme år skabte han sit litterære storværk "Kjærlighed uden Strømper". Værker parodierer både efterligningerne af den franske tragedie og det italienske syngespil. Stykket gjorde stor lykke på scenen, og de angrebne skuespilgenrer havde med Wessels stykke udspillet deres rolle på det københavnske teater. Hans "sørgespil" står som et evigt monument over menneskets latterlighed og dårskab. Wessel ernærede sig kummerligt; han søgte at gøre sine poetiske evner indbringende ved at udgive et ugeblad på vers "Votre Serviteur, Otiosis" (marts 1784 til juli 1785). Det gjorde i begyndelsen stor lykke, men tabte efterhånden sine læsere. I bladet skrev Wessel de fleste af sine komiske fortællinger f.eks. "Smeden og Bageren", "Gaffelen" og "Hundemordet". Wessel sidste år var vanskelige. 1776 blev han alvorligt syg, lå i sengen halvandet år og blev siden aldrig helt rask. I vinstuen på hjørnet af Købmagergade og Skindergade tilbragte han sine bedste timer. Han blev begravet på Trinitatis kirkegård ved Rundetårn, ganske nær sin kære vinstue. Hans indbo var pantsat, og han efterlod sig kun gæld (d 29/12 1785)

 

James Cook og hans mandskab ankommer om bord på "Endeavour" til New Zealand. Det skete på hans første ekspedition 1768-71, hvor Cook af det britiske admiralitet var blevet udnævnt til chef på "Endeavour", der skulle til Tahiti for at udforske en Venuspassage. Da Venuspassagens astronomiske bestemmelser den 3. juni 1769 var fuldført, sejlede Cook mod syd for at udforske de da stort set ukendte egne. På færden opdagedes og kortlagdes de to store new zealandske øer. Desuden kortlagdes store dele af Australiens østkyst; Torres Strædet blev gennemsejlet, og dermed var det fastslået, at Ny Guinea var en ø. De opdagede australske lande blev annekteret for den britiske krone og blev navngivet New South Wales

 

f Ludvig Filip, fransk konge 1830-48, ældste søn af Louis-Philippe Joseph de Bourbon-Orléans, hertug af Orléans og Adélaide de Bourbon-Penthièvre. Som sin far havde Ludvig Filip prorevolutionære synspunkter og tilsluttede sig i 1789 en gruppe progressive adelige. Men i 1793 forlod han Frankrig og slog sig ned i Svejts, siden i USA. Efter Napoleons fald vendte han tilbage til Frankrig, hvor han tilsluttede sig den liberale opposition, samtidig med han intrigerede mod kongerne Ludvig 18. (1815-1824) og Karl 10. (1824-1830) for selv at blive konge. Denne mulighed kom med julirevolutionen og kong Karl 10.’s afgang i 1830. Den 30. juli lod han sig udråbe til rigsforstander – lieutenant général du royaume. Den 9. august valgte Deputeretkammeret ham til konge. Ludvig Filip konsoliderede sin magt ved at føre en midterkurs mellem de højreorienterede monarkister på den ene side og socialisterne og andre republikanere (inclusive Bonapartister) på den anden. Udenrigspolitisk styrkede han Frankrigs position i Europa. Han samarbejdede med Storbritannien ved i 1830 at tvinge hollænderne til at anerkende Belgiens selvstændighed; han vandt briternes good-will ved at standse landsmænds forsøg på at gøre krav på belgiske områder. Den økonomiske depression i 1846 medførte udbredt utilfredshed med Ludvig Filips styre på et tidspunkt, hvor han havde stødt det lavere borgerskab fra sig ved at modsætte sig en udvidelse af stemmeretten. Stillet over for et oprør af arbejderklassen og dele af middelstanden abdicerede Ludvig Filip den 24. februar 1848. Han slog sig ned i England, hvor han døde to år senere (d 26/8 1850)

 

f Frederik 7. konge 1848-63; søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenborg-Schwerin. I 1828 blev han gift med Frederik 6.’s datter Vilhelmine, men kronprinsens livsførelse med drikkeri og utroskab umuliggjorde samliv, og ægteskabet opløstes i 1837. I 1841 ægtede han Mariane af Mecklenborg-Strelitz; men historien gentog sig; i 1844 rejste prinsessen hjem igen på grund af Frederiks forbindelse til Louise Rasmussen, den senere grevinde Danner, og i 1846 blev ægteskabet opløst. I 1850 blev han viet til Louise Rasmussen, der var blevet Frederik uundværlig. Ægteskabet var til kongens venstre hånd, hvilket betød, at hun aldrig kunne blive dronning. Ved ægteskabets indgåelse fik Louise titlen lensgrevinde Danner. Frederik søgte til stadighed at skaffe grevinde Danner officiel anerkendelse, men disse bestræbelser var stort set forgæves. Det førte til lange ophold uden for hovedstaden, og på rejser rundt i landet blev parret mødt med folkelig begejstring. Han fra-sagde sig enevoldsmagten i marts 1848, og selv om han ikke havde nogen som helst indflydelse på udform-ningen af junigrundloven af 1849, kom han i store dele af befolkningen til at stå, som han "gav" landet en fri forfatning ved sin underskrivelse af grundloven. Om Frederik er det blevet sagt, at han er en af de mest paradoksale skikkelser på den danske trone. Uden evner for eller vilje til kongegerningen og med åbenlyse karaktermæssige brist formåede han alligevel at føre kongemagten fra enevælde til demokrati (d 15/11 1863)

 

1820 f Jenny Lind, svensk sanger; hun var elev på Kungliga Teaterns elevskole fra 1830, og mens hun var mellem 10 og 18 år, spillede hun 32 teaterroller, inden hun i årene 1838-44 var ansat ved operaen. Hun debuterede 1838 på Stockholm opera i "Jægerbruden". I årene 1844-48 foretog hun en enestående succesrig verdensturne med optræden i bl.a. København, Berlin, Wien og London. I København begejstrede hun bl.a. H.C. Andersen og Oehlenschlæger. Den intelligente og selvbevidste L oplevede dog også teaterlivets lave sociale status som ydmygende. Som kun 29 årig sagde hun farvel til teater og opera, men tiljubledes som "den svenske nattergal" på koncertturneer i USA og Cuba 1850-52. I USA blev hun i 1852 blev gift med sin akkompagnatør, pianisten Otto Goldschmidt. Fra 1856 var hun bosat i England, hvor hun virkede som pædagog bl.a. ved Royal College of Music i London. Hendes menneskelige varme og medfølelse gav sig udslag i storstilet gavmildhed, og hun oprettede flere stiftelser. L er blevet betegnet som en af 1800-tallets største sangerinder, med en overordentlig indtagende stemme og sjældne dramatiske evner (d 2/11 1887)

 

For at finde det bedste lokomotiv til brug på strækningen mellem Liverpool og Manchester finder det store lokomotivvæddeløb sted ved Rainhill nær Liverpool. Deltagerne var Cycloped, Perseverance, Sans Pareil, Novelty og vinderen Stephenson’s Rocket

 

f M.C. Lyngsie, fagforeningsformand; i 1896 fik L samlet forskellige københavnske arbejdsmandsgrupper i Arbejdsmændenes Fællesorganisation; han var herefter den drivende kraft bag sammenslutningen af de tre arbejdsmandsforbund, for Jylland og Fyn, for Sjælland og omliggende øer og for København og omegn som fra 1. jan 1897 blev til Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF). Forbundet havde ved stiftelsen 14.000 medlemmer, og L blev dets formand. DAF voksede til at blive landets største fagforbund; 25 efter dets oprettelse talte det 40.000 medlemmer, og ved L’s død nåede medlemstallet op mod de 100.000. L var 1898 med til at oprette De samvirkende Fagforbund i hvis hovedbestyrelse, han havde sæde til sin død. Han var medlem af socdem.’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg 1896-1914, af Folketinget 1898-1906 og af Landstinget fra 1925 til sin død. Ingen arbejderfører i Danmark har været hadet af modstanderne, smædet, bagvasket og karikeret som L. Og dog var hans mål alene at skaffe samfundets "bundklasser" bedre livsvilkår. Han skabte som middel hertil den sammenslutning af alle ufaglærte brancher i et stort forbund, som intet land har mage til, og som på mange måder giver dansk fagbevægelse sit særpræg (d 31/12 1931)

 

1866 f Nina Bang, historiker og politiker; hun blev i 1894 magister i historie; derefter arbejdede hun med regnskaberne over øresundstolden, hvoraf hun nåede at udgive to bind "Tabeller over Skibsfart og Varetransport gennem Øresund 1497-1660" i 1906 og 1922. Politisk sluttede hun sig til Soc.demokratiet og var fra 1898 medarbejder ved dagbladet Social-Demokraten; fra 1903 var hun medlem af partiets hovedbestyrelse og sad fra 1913 i Københavns Borgerrepræsentation, indtil hun blev valgt til Landstinget i 1918. Hun deltog i adskillige kongresser i 2. Internationale og spillede under Første Verdenkrig en aktiv rolle ved forsøget på at etablere en socialistisk fredskonference. Efter Første Verdenskrig arbejdede hun ivrigt for genoprettelsen af en socialdemokratisk internationale bl.a. på kongressen i Geneve i 1920. I hele sin aktive politiske tilværelse opretholdt hun en bred kontakt til udenlandske socialdemokrater. I 1924 blev Nina Bang verdens første kvindelige minister, da Stauning gjorde hende til undervisningsminister i sin første regering 1924-26. Skønt hun var en af de første aktive kvinder i dansk politik, var hun uinteresseret i den almindelige kvindesag. Hun betragtede de særlige kvindeproblemner, som et led i den almindelige politiske kamp (d 25/3 1928)

 

f Le Corbusier (Charles Édouard Janneret-Gris), fransk/svejtsisk maler og arkitekt og byplanlægger. Han startede egen arkitektvirksomhed i 1921 og markerede fra midten af 1920’erne sin stilling ved en række radikalt nyskabende arbejder, fortrinsvis villaer i og omkring Paris. De foretrukne materialer var beton og glas, som blev brugt til at skabe bygninger formet som kubistiske kompositioner helt befriet for smykkende detaljer. I denne såkaldte funktionalisme var hovedvægten lagt på det brugsmæssigt hensigtsmæssige. Med sine arbejder blev le C funktionalismens førende teoretiker og stilskaber; han fremførte sine ideer om en funktionalistisk arkitektur og byplanlægning i tidsskriftet "L'Esprit nouveau" (1919-25). I 1923 udgav han en række artikler i bogform under navnet "Vers une Architecture", som blev en århundredets mest skelsættende arkitekturmanifest. Blandt hans større værker er Frelsens Hærs natasyl (1929) og det svejtsiske studenterhus (1930-32) begge i Paris; et af hans hovedværker fra efterkrigstiden er Unité d’Habitation i Marseille (1947-52). Her realiserede han sit ønske om at udvikle en god boligform for den brede befolkning. Hans væsentligste bidrag inden for byplanlægning er udformningen af den nye hovedstad Chandigarh i Punjab i Indien. Her forestod han generalplanen (1950-51) og opførelsen af regeringsbygningerne (1952-64) (d 27/8 1965)

 

d Alfred Tennyson, engelsk digter; som lyriker var han arvtager efter de store romantikere. Han skabte sig et navn i 1830 med "Poems Chiefly Lyrical". 1832 kom "Poems" med flere af hans mest kendte digte bl.a. "The Miller's Daughter" og "The Lotos-Eaters". "Poems" fra 1842 fastslog definitivt Tennysons ry som tidens største digter. I disse år skrev han også på et langt, religiøst og filosofisk gribende mindedigt, "In Memoriam", som han havde påbegyndt under chocket af vennen Arthur Hallams pludselige død 1833. Det udkom 1850 og vakte straks alm. opsigt. I 1845 havde han fået tildelen livsvarig digtergage, og "In Memoriam" førte til, at dronning Victoria i 1850 udnævnte Tennyson til Poet Laureate. Fra nu af var han nationens digter og profet. Hans forfatterskab var i 1850’erne en idealistisk, symbolsk farvet digtning, der hyldede ridderlighed og kristne dyder. Helt i tråd med victoriatidens idealer. Med "Idylls of the Kings" (1859-85) gav han sine landsmænd en stor national digtcyklus; det er en victoriansk gendigtning af Arthur-legenderne, gennemtrængt af moralsk idealisme. Første del af nævnte digtcyklus blev ved udgivelsen i 1859 på seks uger solgt i det uhørt store oplag på 10.000 eksemplarer hans senere år kom samlinger som "Locksley Hall Sixty Years After" (1886), "Demeter, and Other Poems" (1889) og "The Death of Oenone" (1892). Tennyson blev adlet 1884. Som andre victorianere blev Tennyson nedvurderet og kritiseret gennem en stor del af 1900-tallet. Senere er hans anseelse atter vokset uden dog at nå fordums højder gennem en stor del af 1900-tallet. Senere er hans anseelse atter vokset uden dog at nå fordums højder (f 6/8 1809)

 

f Ernest (Thomas Stinton) Walton, irsk fysiker; han var 1927-34 stipendiat ved Cavendish laboratoriet i Cam-bridge og fra 1946 professor i Dublin. I Cambridge arbejdede Walton med udvikling af partikelakseleratorer og konstruerede sammen med J.D. Cockcroft et højspændingsanlæg, den såkaldte Cockcroft-Watson-generator. Med denne generator foretog de i 1932 den første kendte kernereaktion, der er blevet induceret ved kunstig accelererede partikler; opdagelsen regnes som indledningen til den moderne eksperimentelle kernefysik. Han modtog i 1951 Nobelprisen i fysik sammen med Sir John Cockcroft for sit arbejde (d

 

f Thor Heyerdahl, norsk forfatter, zoolog og etnograf; allerede som ung studerede HeyT den polynesiske befolknings kultur og oprindelse. Studierne fik T til at fremsætte den teori, at Polynesien i sin tid var blevet befolket fra Amerika og ikke fra Sydøstasien, som var den almindelige opfattelse. For at bevise at det var muligt for indianerne at rejse over Stillehavet til Polynesien før kolonitiden, sejlede han i 1947 over Stillehavet med flåden Kon-Tiki. Den var en kopi af de forhistoriske indianske flåder af basaltræ, som de blev lavet i Peru. Bogen om færden blev en verdenssucces, og for filmen om ekspeditionen fik H i 1951 en Oscar for bedste dokumentarfilm. For yderligere at underbygge sin argumentation organiserede H i 1953 en norsk arkæologisk ekspedition til Galapagos og opdagede sammen med to arkæologer de første oldsager af indiansk oprindelse. I 1955-56 ledede H en ekspedition til Påskeøen. Her blev der fundet tre kulturperioder i stedet for den ene, man hidtil havde kendt. H skildrede ekspeditionen i "Aku-Aku. Påskeøens hemmelighed" (1957). Men hans syn på Polynesiens bosætningshistorie er stadig omstridt. Maj 1969 startede H sammen med fem andre en færd fra Marokko til Amerika i sivbåden Ra, bygget af papyrus efter model af de gammelægyptiske modeller. Med denne færds søgte H at bevise, at sådanne både kunne have sejlet med Kanarie-strømmen over Atlanterhavet for 5000 år siden. I 1970’erne og 80’erne var han stærkt engageret i miljøarbejde

 

1927 I New York er der premiere verdens første tone- og talefilm, "The Jazz Singer" med Al Jolson. Filmen, der kun var en "part talkie" med musik, synkroniserede sangnumre og forholdsvis lidt tale, blev en kæmpesucces, som med ét slag fik alle producenter til at gå ind for talefilmen

 

d Peter Hansen, maler; han tilhørte Fynboerne og var en af gruppens betydeligste repræsentanter. Peter Hansen fik sin afgørende uddannelse på Kunstakademiet fra 1885 til ind i 90'erne; Han var i disse år tillige beskæftiget som stenografassistent i Rigsdagen; af stor betydning for ham var en række længere ophold i Italien, startende i 1899. På et af disse ophold malede han "Tiggere uden for en kirke. San Giuliano ved Pompeji" (1904-05). Peter Hansen var en flittig udstiller; deltog i Charlottenborg Forårsudstilling fem gange 1889-97, men sluttede sig til Den frie Udstilling 1898-1913, 1925-27 og til Grønningen 1915-19. På verdensudstillingen i Chicago 1893 fik han medalje for portræt af to børn. Hans motivkreds var rigt varieret, men udgangspunkt var og blev den sydfynske natur. At han også var en fremragende menneskeskildrer, viste han i billedet "Ungdommen paa Isen uden for Byen" (malet i Fåborg 1901). Fra 1905 var han bosat i København, hvor han skildrede folkelivet på Vesterbro og Nørrebro, f.eks i "Legende Børn, Enghave Plads" (1907-08) og "Ung Pige med en Barnevogn" (1910). Omkring 1918 gav han sig i lag med historiske fremstillinger i forarbejder til en påtænkt billedrække med motiver fra Grevens Fejde. Disse fremstillinger nåede dog aldrig til endelig udførelse (f 13/5 1868)

 

Chang Kai-shek bliver præsident i Kina. Ved et kup gjorde Chang sig i marts 1926 til leder af Kinas Nationale Folkeparti – Guomindang og til den nye partihærs overgeneral. Samme år begyndte han Den Nordlige Ekspedition mod krigsherrerne i Øst- og Centralkina, og i slutningen af året kontrollerede Guomindang syv provinser i denne region. I begyndelsen af 1927 brød Chang Kai-shek med Sovjetunionen og de kinesiske kommunister, og i april udløste han et kup i Shanghai, hvor hundredvis af kommunister og fagforeningsledere blev dræbt. Dermed var kommunisterne drevet under jorden eller fordrevet til Sydkinas mest uvejsomme bjergområder. Guomindangs fremgang fortsatte, og den 10. oktober 1928 indsattes den nye regering som Kinas nationalregering med hovedstad i Nanking og med Chang Kai-shek som præsident. I realiteten kontrollerede Guomindang kun en del af det østlige og centrale del af Kina. Resten af landet var fortsat behersket af krigsherreregimer, der blot formelt var underlagt regeringen i Nanking. På grænsen mellem Hunan og Jiangxi etablerede kommunisterne et baseområde

 

1973 Fjerde Arabisk-Israelske Krig bryder ud. Krigen, der af israelerne kaldes Yom Kippur Krigen af araberne Oktoberkrigen, blev indledt med et ægyptisk overraskelsesangreb på Sinaihalvøen koordineret med en syrisk fremrykning i Golan.

 

1981 d dræbt Anvar Sadat, ægyptisk officer og præsident; i 1943 deltog han i grundlæggelsen af undergrundsbevægelsen "Frie Officerer", der bekæmpede Ægyptens britiske styre; som oberst var han med i statskuppet mod kong Faruk i 1952 og blev medlem af Revolutionsrådet. Herefter var han flere gange minister og i årene 1960-69 formand for Nationalforsamlingen. Han var vicepræsident 1969-70 og afløste Nasser som Ægyptens præsident efter dennes død 28. september 1970. Som præsident var hans største problem de fortsatte fjendtligheder med Israel. Siden 1956 havde Ægypten udenrigspolitisk støttet sig til Sovjetunionen. Sadat overraskede verden, da han i sommeren 1972 udviste de sovjetiske teknikere fra Ægypten. Øjensynlig har Sadat følt, at den sovjetiske hjælp var for dyr, og at såfremt han skulle kunne opnå fred med Israel, var det ikke Sovjetunionen, men USA der på grund af sit gode forhold til Israel kunne være fredsmægler. USA var imidlertid afvisende over for Sadat For at få den fastlåste situation i Mellemøsten opløst startede Sadat i oktober 1973 en angrebskrig mod Israel. Med sit angreb viste Sadat, at Israel ikke var usårlig; i slutningen af 1973 blev der indkaldt til fredskonference i Geneve. I november 1977 overraskede Sadat igen; han erklærede, at han var parat til at tage til Israel, hvis det kunne føre til fred. Det kunne det. 26. marts 1979 blev fredsaftalen mel lem Israel og Ægypten underskrevet. Sadat havde fået den fred, der var nødvendig for økonomisk fremgang i Ægypten. At slutte fred med ærkefjenden Israel var for mange muslimer en dødssynd. Det var repræsentanter fra denne gruppe, der myrdede Sadat (f 25/12 1918)

 

 

 

 

Til top        7. oktober

1471 f Frederik 1. konge 1523-33; yngste søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg; da Frederik blev myndig 1490, deltes Slesvig Holsten mellem ham og broderen (kong) Hans. Frederik fik den gottorpske del. Han mente sig forfordelt, og forholdet mellem de to brødre var aldrig godt. Dog foretog de sammen det mislykkede togt til Ditmarsken i 1500. Ej heller forholdet til nevøen Christian 2. var godt, og Frederik accepterede derfor i december 1522 den oprørske jyske adels tilbud om at blive konge af Danmark; Frederik satte sig hurtigt i besiddelse af både Danmark og Norge. Skønt bundet af en streng håndfæstning havde han som konge på gr. af adelens frygt for Christian 2. en betydelig magt i landet. Han vedblev at residere i hertugdømmerne og kom kun til Danmark for at deltage i de årlige herredage. Han er da også blevet betegnet som "en gammel høne, der nødigt forlod sin rede i Gottorp". Hans regeringstid var præget af stærk uro blandt bønder og borgere inspireret af den konstante trussel fra den landflygtige Christian 2., som han i august 1532 mod givet frit lejde lod fængsle på Sønderborg slot. Frederiks kirkepolitik foregreb Reformationen, idet han beskyttede de evangeliske prædikanter. Hans forhold til de katolske biskopper blev derfor særdeles anspændt. I pengesager optrådte Frederik særdeles myndigt, og ved sin død efterlod han et fyldt skatkammer på Gottorp. I 1502 blev han gift med Anna af Brandenburg; efter dennes død indgik han i 1518 ægteskab med Sophie af Pommern. I ægteskabet med Anna fødtes hans efterfølger Christian 3. (d 10/4 1533)

 

1488 d Andrea del Verrocchio (Andrea di Michele di Francesco Cioni), italiensk maler, billedhugger; han voksede op hos guldsmeden Verrocchio, hvis efternavn han antog. Han kom i lære hos Donatello og blev dennes arvtager i florentinsk billedhuggerkunst. Verrocchios tidligste bevarede skulptur – udateret, men udført før 1476 - den i teknisk og naturalistisk henseende fremragende bronzefigur af "David" i Bargello i Firenze blev udført for Medicierne; det samme var tilfældet med gruppen "Kristus og den vantro Thomas" (1480) i Or San Michele-kirken i Firenze. Verrocchios hovedværk er rytterstatuen af condottieren Colleoni i Venezia. Byens råd (signoria) ønskede at hædre den hærfører, der havde ført så mange sejrrige krige for byen ved at opstille en rytterstatue af ham. Ved Verrocchios død var statuen endnu ikke støbt. Det blev overladt den venetianske billedhugger Allessandro Leopardi, og i 1496 kunne statuen afsløres. Sammen med Donatellos rytterstatue af Gattamelata i Padova betragtes Verrocchios statue af Colleoni som renæssancens betydeligste billedhugger-arbejde. I Uffizierne i Firenze er Verrocchios eneste bevarede maleri "Kristi dåb" (ca 1473-78). Leonardo da Vinci - der var elev hos Verrocchio - har på nævnte maleri malet den knælende engel til venstre; da Verrocchio så sin elevs arbejde, skal han iflg Vasari have erkendt sin utilstrækkelighed som maler og opgivet malerkunsten (f ca 1435)

 

1571 Slaget ved Lepanto nær Korinth. En tyrkisk flåde - der forsøger at erobre Cypern fra venetianerne besejres af Søligaen (Venezia, Genova, Malta og Spanien) under kommando af Don Juan. I forsøget på at fordrive venetianerne fra det østlige Middelhav invaderede sultan Selim II’s tropper i 1570 Cypern. Venetianerne indgik da en alliance med pave Pius V og Philip II af Spanien, der udnævnte sin halvbror Don Juan af Østrig til leder af alliancens styrker. Da de allieredes skibe i august 1571 samledes ved Messina, havde tyrkerne erobret Nicosia og var trængt ind i Adriaterhavet. Deres flåde lå i bugten ved Patras nær Lepanto på den græske kyst. Den 7. oktober nærmede de allieredes flåde på mere end 200 skibe sig i fire eskadrer den tyrkiske flåde, der var under kommando af Ali Pasha, Muhammed Saulak, guvernør i Alexandria og Uluj Ali, bey i Algier. Efter fire timers kamp var tyrkerne besejret. De allierede erobrede 117 galajer, hvilket betød, at 12.000 kristne galajslaver i muslimsk fangenskab blev befriet. Da venetianerne overlod tyrkerne Cypern året efter, havde sejren ikke stor praktisk betydning. Men sejren gav genlyd Europa over og betød en styrkelse af den europæiske moral i kampen mod muslimerne. Slaget slaget blev skildret i malerier af Titian, Tintoretto og Veronese

 

d Dorothea af Sachsen, dansk-norsk dronning; hun var datter af hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg og Cathrine af Braunschweig-Wolfenbüttel; efteråret 1525 gift med hertug Christian af Slesvig og Holsten, den senere Christian 3. Parret bosatte sig efter vielsen på Haderslevhus, hvor Reformationen gennemførtes allerede 1528. Dette kom til at præge Ds religiøse liv. Som dronning ved man ikke meget om hende; hun blev aldrig fortrolig med det danske sprog; hun synes at have næret uvilje mod kongens kansler Johan Friis. Som enke-dronning boede hun på Koldinghus og gennem hendes mange breve til sønnen Frederik 2. får man det indtryk, at hun var en personlighed af format, præget af levende og ægte menneskelighed, af djærvhed og stærke følelser. Brevene til Frederik 2. viser et forhold fuld af konflikter; således besøgte Frederik 2. ikke sin mor i mere end to år fra november 1564 til januar 1567. I Kolding stod hun bag oprettelse af saltværk og vandværk. På Sønderborg slot fik hun indrettet et moderne fyrstekapel bl.a. med hendes og gemalens anetavler, der i dag befinder sig på Frederiksborg slot (f 9/7 1511)

 

1573 f William Laud, ærkebiskop af Canterbury; grundlægger af den højkirkelige anglikanske kirke. Allerede som student i Oxford var hans modstandere puritanerne, og han forsvarede læren om genfødslen i dåben og bispeembedets autoritet. I 1616 blev Laud domprovst i Gloucester. Her havde puritanerne kort forinden nedbrudt kirkens højalter. Laud sørgede for, at det atter blev genopført. I 1621 blev han biskop i Wales, i 1628 biskop i London og i 1633 ærkebiskop i Canterbury. Sammen med sidstnævnte job var Laud kong Karl I’s kirkelige rådgiver. Han repræsenterede en ekstrem højkirkelighed med polemisk indstilling mod såvel Rom som puritanerne. Over for puritanerne brugte han tvangsmidler, som gjorde ham forhadt. Denne holdning og hans nære forbindelse til kongen betød, at da borgerkrigen brød ud, blev han fængslet 1641 efter ordre fra parlamentet. Først i 1644 begyndte man at forhøre ham. Laud blev anklaget for forræderi og forsøg på at genindføre katolicismen. Underhuset forlangte dødsstraf, Overhuset gav efter, og han blev halshugget (d 10/1 1645)

 

1771 Med et reskript må Struensee i forlængelse af hans reskript af 14. september 1770, der indførte uindskrænket trykkefrihed, indskærpe, at misbrug af ytringsfriheden ville blive straffet. Endvidere skulle for fremtiden ethvert skrift være forsynet med forfatterens navn eller – hvis han ønskede at være anonym – med navnet på den i så fald ansvarlige bogtrykker. Struensees trykkefrihed havde nemlig vist sig at være et tveægget sværd. Den strøm af skrifter – med forfatternavn eller anonyme – der vældede frem, kritiserede også Struensee, hans tyskhed, hans ugudelighed og hans manglende sans for sæd og skik. Allerede året efter fandt Struensee det derfor nødvendigt at gøre ytringsfriheden betinget. Indskærpelsen af, at trykkefriheden var under ansvar, viste sig at være tilstrækkelig for Struensee og for hans efterfølgere ved magten. Først den 13. maj 1814 blev der genindført forhåndscensur ’

 

Skibsklokken bliver reddet fra "Lutine", som var sunket ud for Hollands kyst. Klokken bliver skænket til Lloyds i London. Her bliver den kendt som Lutine-klokken og har lydt siden, hver gang en skibsulykke har fundet sted

 

1810 f Peter Faber, telegrafdirektør og forfatter; i 1845 blev han, der selv var polytekniker, inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt og 1852 "administrende Direktør for den electromagnetiske Telegraflinie"; han var en dygtig administrator, og han kom til at præge etatens tekniske og administrative opbygning. Under hans ledelse voksede telegrafvæsenet fra 8 stationer til ca 100, og ledningslængden tidobledes. Faber huskes dog først og fremmest som forfatter. Hans ældste selskabssange stammer fra årene på Borchs kollegium; fra 1840'erne er gemytlige, revyagtige småfarcer som "Familien Oxhall" og "Stegekjælderen". Faber blev almindelig kendt med sin vise om "Den tapre Landsoldat" skrevet 1848 efter opfordring fra Emil Hornemann, som ønskede en tekst til en march, han havde komponeret. Visen traf Treårskrigens nationale stemning præcist, og den blev en succes. Til de hjemvendende troppers - efter Treårskrigen - indtogsfestligheder i København skrev Faber "De danske kanoner på Tøjhuset stod". Folkekærest er Fabers to julesange "Sikken voldsom trængsel og alarm" og "Højt fra træets grønne top", begge fra 1848 (d 25/4 1877)

 

f Peter Holm, socialdemokratisk folketingsmedlem; som nyudlært skræddersvend kom han omkring 1871 til København, hvor han blev grebet af de nye tanker om arbejderklassens frigørelse af faglig, kooperativ og politisk vej. Han var 1873 med til at danne Skræddernes Fagforening og var dens formand 1874-75 og igen 1876-81. Hans tanker om kooperativt samarbejde realiseredes i 1875, da fagforeningen med Holm som bestyrer åbnede Skæddernes Produktionsforening. Den gav imidlertid kun tab og lukkede 1879. Da den unge arbejderbevægelse efter Pios og Geleffs flugt til Amerika truedes af opløsning, deltog Holm i at reorganisere bevægelsen og bringe bladet Social-Demokraten på fode. Ved folketingsvalget i 1884 erobrede Holm med 5385 stemmer over for en højremands 4493 stemmer Københavns 5. kreds og blev dermed sammen med Hørdum – socialdemokratiets første folketingsmedlem. Holm bevarede sit flertal i sin folketingskreds til og med 1898. I 1897 blev han medlem af Københavns Borgerrepræsentation og året efter dennes viceformand. Men i juli samme år nedlagde han sit mandat, ligesom han udtrådte af Folketinget. Han blev sigtet for at have misbrugt sin viden om forestående kommunale grundkøb til at skaffe sig personlig økonomnisk fordel. Syg og nedbrudt døde han i Vestre fængsels hospital, inden der var faldet dom i sagen (d 26/9 1898)

 

d Edgar Allan Poe, amerikansk forfatter; han debuterede i 1827 med digtsamlingen "Tamerlane", som blev trykt på egen bekostning. Større opmærksomhed vakte hans næste udgivelse"Poems" (1831). I midten af 1830’erne etablerede han sig som prosaforfatter, litteraturkritiker og medarbejder ved forskellige tidsskrifter. I en periode var han tillige en succesrig redaktør, idet hans fortælling "MS Found in a Battle" (1833) skaffede ham en redaktørstilling i Baltimore. I 1835 giftede han sig med sin 13-årige kusine, Virginia. Hendes død af tuberkulose i 1847, usle levevilkår og alkoholisme undergravede hans i forvejen skrøbelige helbred. Omstændighederne ved hans død med delerium tremens er uklare, og har i forbindelse med andre forhold i hans liv givet anledning til omfattende mytedannelser. Hans stemningsmættede, lydmalende digte blev stærkt beundret – "The Raven", "Annabel Lee", "The Bells" - og havde stor betydning for de engelske prærafaelitter og de franske symbolister. Hans speciale var den makabre fortælling og kriminalromanen. Med sine bøger i denne genre – begyndende med "The Murders in the Rue Morgue" (1841) bliver Poe betegnet som kriminallitteraturens fader, idet han var den første, der skrev historier med et logisk plot, der rationelt og metodisk opklares af en gennemgående detektiv. Poes detektiv hed Auguste Duoin, og han blev urtypen på kriminalromanens skarpsindige helt (f 19/1 1809)

 

1885 f Niels Bohr (d 18/11 1962)

 

1913 For at sætte fart i masseproduktionen starter verdens første samlebåndsproduktion på Fords fabrikker i Michigan

 

Folkeforbundsrådet stempler enstemmigt Italien som angriber i konflikten i Etiopien. Allerede på et tidligt tidspunkt havde den etiopiske kejser gjort rådet opmærksom på sagen. Efterhånden som de italienske krigsforberedelser i foråret 1935 blev stadig tydeligere, kom kejseren med indtrængende anmodninger til rådet om at gribe ind. Rådet holdt sig imidlertid passiv og lod sig berolige af italienske løfter om at acceptere en voldgiftsafgørelse i sagen. Det italienske angreb den 3. oktober tvang imidlertid rådet til at tage stilling i spørgsmålet

 

Østtyskland proklameres som Den Tyske Demokratiske Republik – DDR. Østtyskland blev i Anden Verdenskrigs slutfase besat af russerne, og ved sejrherrenes opdeling af Tyskland i fire besættelseszoner – en frank, en britisk, en fransk og en sovjetisk – tildelt Sovjetunionen. Politisk og kulturelt blev området ensrettet efter folkedemokratisk mønster. Landbruget blev kolektiviseret og industrien socialiseret, og en stor del af produktionen blev ført til Sovjetunionen som krigsskadeserstatning. I april 1946 fremtvang kommunisterne med sovjetisk støtte en samling af det socialdemokratiske parti og kommunistpartiet i Det socialistiske Enhedsparti – SED. Under Berlinblikaden i 1948-49 begyndte SED med sovjetisk accept at forberede oprettelse af en egen stat i den sovjet-okkuperede del af Tyskland. Et folkeråd fremlagde i marts 1949 forslag til forfatning, og der blev udskrevet valg til en folkekongres. Valget var samtidig en folkeafstemning om forslaget til forfatning. I maj stemte ca 7,9 mio. for og ca. 4 mio. imod forslaget. Det nye folkeråd trådte sammen i oktober, og den 7. oktober 1949 erklærede det formelt Den tyske demokratiske Republik (DDR) for oprettet

 

Kina invaderer Tibet. Efter at have nedkæmpet sporadisk modstand fra den tibetanske regeringshær rykkede kineserne i 1951 ind i hovedstaden Lhasa. Der blev indgået en aftale mellem den tibetanske og den kinesiske regering. Den sagde, at kineserne skulle varetage Tibets forsvar og udenrigspolitik, mens Tibet skulle beholde indre selvstyre, og at det religiøse liv og klostrenes stilling ikke anfægtes. I Øst-Tibet iværksatte kineserne ikke desto mindre en voldsom kampagne mod klostrene. Det udløste oprør i store dele af Tibet, som kineserne besvarede med bombeangreb og massiv terror. Det blev starten på en bitter guerillakrig og den 14. Dalai Lamas flugt til Indien. I 1965 blev Vest- og Central-Tibet omdannet til "autonome regioner" og i realiteten administrativt inkorporeret i Kina. Størstedelen af Øst-Tibet var allerede da indkorporeret i kinesiske provinser. Fra 1966-67 førte kulturrevolutionen til omfattende ødelæggelser af klostre, templer og alle slags religiøse genstande i Tibet. Kun et tital af flere tusind klostre undgik ødelæggelse. Tibetanerne blev organiseret i folke-kommuner efter kinesisk mønster. Mange mistede livet under kinesiske aktioner eller på gr. af sult. I såvel 1980’erne som 90’erne har der været uro i Tibet med tab af menneskeliv

 

1959 Den sovjetiske rumsonde Lunar 3 optager de første fotografier af månens bagside

 

1972 d Erik Eriksen, gårdejer, Venstre statsminister 1950-1953; han blev uddannet ved landbruget og var elev på Dalum Landbrugsskole 1923-24; han bestyrede sin fødegård fra 1928, overtog den som ejer 1939 og drev den til sin død. Sin politiske karriere begyndte han som formand for VU på Midtfyn 1927-29, hvorefter han var formand for VUs landsorganisation 1929-32. Han blev valgt til Folketinget i Vardekredsen 1935 og repræsenterede kredsen til 1968. Han blev landbrugsminister i befrielsesregeringen – 5. maj 1945 - og fortsatte som landbrugsminister i regeringen Knud Kristensen 1945-47; i 1950 blev han formand for Venstres landsorganisation. Da Hans Hedtofts socialdemokratiske regering gik af i 1950, dannede Eriksen den første VK-regering. Den sad til 1953, og i dens "levetid" gennemførtes Grundloven af 1953, som betragtes som Eriksens største politiske bedrift. Eriksen anså samarbejdet med de konservative som det eneste regeringsalternativ til Social-demokratiet, og trods fremgang ved valget i 1957 afslog han De Radikales tilbud om støtte til en ren Venstreregering. Han førte sit parti ind i et stadig tættere samarbejde med de konservative, bl.a. ved fremsættelse af et fælles VK-program i 1959. Eriksens udtalelse i maj 1965 om en sammenslutning af Venstre og Konservative ad åre skabte uro i partiet, og han kom i mindretal i folketingsgruppen. Som konsekvens heraf trådte han samme år tilbage som Venstres formand; 1967 meddelte han Vardekredsen, at han ikke ønskede genopstilling (f 20/11 1902)

 

Dansk Tipstjeneste har premiere på Lotto-spillet. Iden danske udgave af spillet skal man for at vinde hovedpræmien gætte syv tal blandt tallene 1-36. Men der gives også mindre gevinster for færre rigtige – ned til fire rigtige. Siden indførelsen har Lotto på trods af en meget lav udbetalingsprocent – iflg. Lov skal mindst 45% og højst 65% af indskuddet udbetales som præmie – fået en stor udbredelse og popularitet. Det skyldes dels, at hovedpræmien ofte har været på flere millioner kroner dels en særdeles intens markedsføring

 

 

 

 

Til top        8. oktober

1085 Sankt Markuskirken i Venezia bliver indviet

 

1354 d Cola di Rienzo, romersk politiker; i en alder af 20 år blev han notar i Rom. Her agiterede han voldsomt mod Roms forfald, som han mente var uværdigt for byens stolte traditioner. I 1343 blev Rienzo af romerne sendt til Avignon for over for pave Clemens VI at bede om reformer og for at vinde støtte for romerfolket mod de kæmpende, røveriske adelsmænd, der beherskede Rom. Efter et længere ophold i Avignon vendte han tilbage til Rom med pavens opmuntring og en sum penge. Clemens havde udnævnt Rienzo til notar ved camera urbana – Roms skatteforvaltning – og fra denne position begyndte han at gennemføre reformer. I Avignon havde han truffet Petrarca. Begge var de optaget af Roms glorværdige fortid, og opflammet af Roms ruiner og klassikere drømte Rienzo om genskabe Rom i dens tidligere storhed. I 1347 blev han folkepartiets leder, og iført en oldtidssenators hvide toga holdt han taler for den romerske befolkning og opfordrede dem til at gribe magten, genindføre folkeforsamlingen og vælge en tribun stærk nok til at beskytte dem mod den blodsugende adel. I maj samme år proklamerede han genoprettelse af republikken. Befolkningen valgte ham til diktator, og ved en senere afstemning lod de ham tage den gamle titel tribun. Han fordrev adelen fra byen og fik forbedret byens finanser og administration. Han gjorde skridt til at forene "hele det hellige Italien" som en sammenslutning af bystater og igen gøre Rom til verdens hovedstad. Men Rienzos egenrådige styre vakte modstand, og da Clemens VI trak sin støtte til ham tilbage, fordrev den romerske adel ham i december 1347. Efter syv år i eksil vendte han i 1354 tilbage til Rom, men samme år blev han dræbt af folkemængden. I eftertiden er Cola di Rienzo blevet vurderet meget forskelligt. Man har især hæftet sig ved, at han foregreb vigtige sider af den italienske renæssance og 1860’ernes italienske samling (f 1313)

 

1530 d Quinten Massys (Matsijs), nederlandsk maler; virkede i Louvain og Antwerpen, hvor han 1491 blev mester; blandt hans værker er altertavler, således "Kristi begrædelse" (1511) i Antwerpen; udførte endvidere type skildringer af genreagtig tilsnit som f.eks. "Vekseleren og hans kone" (1514. Louvre). Massys kunst har tilknytning dels til malertraditionen i Louvain dels til Leonardo da Vinci. Den inspiration, Massys fandt hos Leonardo og i den norditalienske kunst, betød afslutningen på den gammelnederlandkse malerskole, og at en italieniserende retning trængte frem (f 1465)

 

1754 d Henry Fielding, engelsk forfatter; overtog 1737 New Theatre i London, hvortil han skrev en række skuespil, f.eks. "Tom Thumb" (1730). "Historical Register, For the Year 1736" (1737) var imidlertid så kras i sin satire over premierminister Walpole, at parlamentet vedtog en censurlov for teaterstykker. Fielding begyndte at studere jura, samtidig gjorde han sig bemærket som essayist; 1739-41 udgav han avisen "The Champion" . De blev de tre romaner "Joseph Andrews" (1742), "Tom Jones" (1749) og "Amelia" (1751), der sikrede Fielding en plads i litteraturhistorien. I "Joseph Andrews" optræder den udødelige Parson Adams, en naiv, hjertegod idealist, som har noget af Cervantes Don Quixote i sig. "Tom Jones" regnes af mange som Fieldings betydeligste roman; i den følger man den godhjertede, impulsive Tom gennem den tildels selvforskyldte modgang frem til visdom og "happy end". Titelpersonen i "Amelia" er et portræt af hans afdøde hustru. Efter at have arbejdet i flere år som advokat uden særlig succes, blev Fielding i 1748 fredsdommer for Westminster og Middlesex; han gjorde her en energisk indsats for at få bugt med kriminaliteten. De erfaringer han gjorde, resulterede i flere reformskrifter fra hans hånd, og Fielding blev kendt for sin humanitet. Fielding døde under en rejse til Lisabon. På rejsen skrev han "Journal of a Voyage to Lisbon". Fielding er blevet kaldt den engelske romans far; han blev overordentlig beundret af sine efterfølgere f.eks. Scott og Dickens (f 22/4 1707)

 

1803 d Vittorio Alfieri, italiensk forfatter; efter flere års rejser rundt i Europa slog han sig i 1772 ned i Torino og debuterede som dramatiker tre år senere med "Cleopatra". Alfieris tragedier er præget af hans personlige og nationale frihedstrang, som var inspireret af den politiske frihed, han havde set i England og af studier af franske oplysningsfilofoffer som Montesquieu, Rosseau og Voltaire. Tragedierne er skrevet i klassisk stil efter Racines mønster, men i modsætning til den sentimentalitet som hidtil havde præget italiensk drama. Som i det fransk-klassiske teater var emnerne hentet fra græsk-romersk oldtid og fra Bibelen. Blandt Alfieris 19 tragedier er "Saul" (1782) og "Mirra" (1787). Alfieri skrev også komedier, satirer og lyrik. Hans åbenhjertige beretning om sit liv "Vita" regnes blandt verdens ypperste selvbiografier. Alfieri døde i Firenze og blev begravet i Santa Croce kirken mellem Dantes, Michelangelo og Machiavellis gravmæler. Gravmonumentet over Vittorio Alfieri er et af billedhuggeren Canovas mesterværker. Alfieri anses for at være Italiens største tragedieforfatter, og han mindes som en tidlig forkæmper for Italiens frihed og enhed, med hædersnavnet Vate d’Italia (Italiens digterprofet) (f 16/1 1749)

 

d C.E.F. Weyse, komponist; født i Altona hvor han fik sin første undervisning i klaver- og violinspil af morfaderen, der var kantor i byen. Weyse kom i 1789 til København for at studere musik. I studieårene optrådte han ofte som pianist i Det harmoniske Selskab og i andre københavnske musikalske klubber. I 1796 udkom hans første kompositioner, hans seks første "Allegri di bravura". I årene 1795-99 skrev Weyse syv (for de flestes vedkommende senere reviderede) symfonier. I 1792 blev han organistvikar ved Reformert Kirke;og to år senere kirkens organist. I 1805 blev han organist ved hovedstadens domkirke,Vor Frue kirke. I 1816 blev han titulær professor. 1819 udnævntes han til hofkomponist med 1000 rdl. i årlig gage. Udnævnelsen medførte en forpligtelse til, når det forlangtes, enten at skrive for Det kgl. Teater eller sætte musik til en af de kantater, der i tilslutning til gudstjenesten ved de store højtider opførtes i hoffets kirke. Det blev da også som kantatekomponist, han kom til at yde sin væsentligste musikalske indsats. Ved Weyses 50 års jubilæum som organist (1842) udnævnte universitetet ham til æresdoktor. Med hans syngespil "Sovedrikken" (1808) fødtes romantikken i dansk musik. For orkester foreligger fra Weyses hånd foruden de 7 symfonier endvidere bl.a. operetten "Et eventyr i Rosenborg Have", 1825. Samtiden værdsatte især Weyse som kantatekomponist, således Reformationskantaten, 1817; hertil kommer melodier til B.S. Ingemanns morgen- og aftensange f.eks. "Nu vågne alle Guds fugle små" (1837), "I Østen stiger Solen op" (1837), "Dagen går med raske fjed" og til Grundtvigs "Den signede dag med fryd vi ser" (1826) (f 5/3 1774)

 

Som supplement til traktaten indgået i Nanking den 29. august 1842 efter det kinesiske nederlag i Den første Opiumskrig, må Kina med den såkaldte Boguetraktat gøre briterne yderligere indrømmelser. Iflg. den nye traktat fik britiske borgere i Kina eksterritorialret. Dvs. de var ikke underlagt kinesisk lov, men britisk lov. Endvidere indeholdt Boguetraktaten en mestbegunstigelsesklausul, der garanterede briterne de samme privilegier, Kina måtte tilstå andre lande

 

1869 d Franklin Pierce, USA's præsident 1853-57; som demokrat begyndte han sin politiske karriere ved i årene 1829-33 at være medlem af hjemstaten New Hampshires lovgivende forsamling. Herefter var han 1833-37 medlem af Repræsentanternes Hus og af Senatet 1837-42. Af personlige grunde trak han sig ud af politik og genoptog sin advokatvirksomhed i New Hampshire. Bortset fra en kort periode som officer i Den mexicansk-amerikanske Krig (1846-48) var Pierce ikke i offentlighedens søgelys, før det demokratiske partis national-konvent i 1852, hvor hans navn blev bragt på banen som kompromiskandidat, da de delegerede ikke kunne samles om én kandidat. Skønt ukendt af de fleste vandt Pierce såvel nominering som præsidentvalg. Et forsøg på at købe Cuba fra Spanien strandede, men viste at USA havde interesser uden for det amerikanske kontinent. Her gjordes der i Pierces præsidentperiode forberedelser til at bygge en transkontinental jernbanelinje. Det skete bl.a. ved fra Mexico at købe et område på 80.000 km2. Med Kansas-Nebraska loven i 1854 blev disse områder optaget i unionen som territorier, og de blev åbnet for amerikansk bosættelse mod tidligere at have været territorium for indianere. Da det i strid med Missourikompromiset af 1820, der forbød slaveri nord for breddegraden 36 gr 30 min, blev overladt til lokal afgørelse, om slaveri skulle være tilladt, opstod der borgerkrigslignende tilstande i territorierne. Pierces manglende evne til klare denne situation umuliggjorde, at hans parti genopstillede ham til endnu en periode som præsident. Han trak sig tilbage til advokatvirksomheden i Concord, New Hampshire (f 23/11 1804)

 

1871 Voldsom brand i Chicago bryder ud; iflg. en udbredt forklaring startede branden i Mrs O’Leary’s lade i DeKoven Street, hvor en ko sparkede en lampe omkuld. Branden varede tre døgn; mere end 250 personer omkom og 95.000 blev hjemløse

 

f Juan Domingo Peron, argentinsk præsident; uddannet ved millitæret og var i 1930’erne sit lands militærat taché i Italien. Efter deltagelse i militærkup 1943, blev Peron arbejdsminister og opbyggede en betydelig politisk støtte i arbejderklassen. I 1944 blev han forsvarsminister og vicepræsident; da hans kollegaer året efter forsøgte at afsætte ham, mobiliserede hans hustru Eva ("Evita") Duarte tusinder af "descamisados" (skjorteløse) fra Buenos Aires arbejderkvarterer til kæmpedemonstrationer. Ikke kun bevarede Peron sin magt, i 1946 blev han Argentinas præsident med efterhånden diktatorisk magt. På denne post gennemførte Peron udover at nationalisere britiskejet industri en række reformer, der gjorde ham endnu mere populær i arbejderkredse, men hadet i mellem- og overklassen. En stadig værre økonomisk krise bidrog til, at han i 1955 blev styrtet af Argentinas traditionelle magthavere, først og fremmest militæret. Perons person og politik spillede dog stadig en rolle, og fra sit eksil i Madrid havde han til stadighed indflydelse på argentinsk politik. I 1973 kunne han vende tilbage fra eksil og lade sig vælge til præsident. Han formåede dog ikke at leve op til sit ry, ej heller evnede han at forene de store modsætninger, der var i landet, og som også kom til udtryk inden for hans egen peronistbevægelse. Efter Perons død overtog hans tredje kone Isabella Peron præsidentembedet (d 1/7 1974)

 

1912 Montenegro erklærer Tyrkiet krig og begynder dermed 1. Balkankrig. I løbet af 1800-tallet blev der oprettet en række nye nationalstater på Balkanhalvøen i områder, der hidtil havde hørt under det tyrkiske Osmannerrige. At disse nye stater gjorde krav på at indlemme de nationale mindretal, der stadig boede i Osmannerriget, skabte en tilstand af kronisk spænding. Dertil kom de europæiske stormagters stadig voksende konkurrence om indflydelse og kontrol over Balkan og det døende Osmannerrige. I 1912 fandt de ellers rivaliserende Balkanstater sammen i et Balkanforbund. Det var et angrebsforbund, indstillet på at erobre landområder fra tyrkerne. Angrebene og krigen begyndte, da Montenegro den 8. oktober 1912 erklærede Osmannerriget krig. Ti dage senere trådte Balkanforbundets øvrige lande, Bulgarien, Grækenland og Serbien ind i krigen. I en lynkrig blev den osmanniske hær fordrevet fra næsten alle dens bastioner på europæisk område. Krigen blev afsluttet med en fredsaftale i London den 30. maj 1913

 

1916 d Nielsine Nielsen, læge, Danmarks første kvindelige akademiker; hun fulgte tidens traditionelle undervisningsmønster for piger,da hun ved konfirmationsalderen forlod skolen. Som 18-årig fik hun plads i et undervisningspensionat i København, hvor hun i to år blev undervist i de højere klasser mod selv at undervise i de lavere. I januar 1874 indgav hun ansøgning til kultusministeriet om at måtte indstille sig til studentereksamen med henblik på at studere medicin. Dette bevilgedes ved kgl. anordning i juni året efter. I 1877 blev hun student og i januar 1885 cand.med. og kandidat ved Københavns Kommunehospital. Nielsen deltog i nogen omfang i Dansk Kvindesamfunds arbejde, men det var lægegerningen, der optog hende. Da hun ikke i Danmark som kvinde kunne specialisere sig som gynækolog, foretog hun i 1888-89 en studierejse til Svejts og England med offentlig støtte. Efter hjemkomsten nedsatte hun sig som praktiserende læge i København, hvor hun fik en anselig praksis (f 10/6 1850)

 

1954 d Morten Korch, forfatter; som 14 årig kom han i lære i en købmandsgård i Nyborg. I 1898 blev han medinteressent i Wilh. Løngreens fabrik i Odense. Hvorefter han i årene 1903-08 var han selvstændig grossist. I de flg år ejede han Hakkemose Teglværk og Keramik fabrik på Sjælland. Fra 1916 levede Koch som forfatter og foredragsholder. Han debuterede 1898 med en samling fynske fortællinger "Fyensk Humør og Fynbosnak". Den præcise miljøopfattelse og lunefulde forståelse af fynske folketyper har gjort disse værker til nogle af hans bedste ting. Sit publikum vandt han dog som romanforfatter, den første "Guldglasuren" udkom 1912, og i årene herefter udsendte han en strøm af romaner, skuespil og novellesamlinger, der i det væsentligste foregår på det idylliske fynske land – i øens købmandsgårde og provinsbyeer, dens slægtsgårde, landsbyer og blandt snurrige småkårsfolk I sine romaner gav Morten Koch ofte en sterotyp skildring af den renhjertede helts kamp for at vinde slægtens besiddelser tilbage, efter de er blevet overtaget af banker og kreditforeninger. Hans forfatterskabs store popularitet med romaner som "Flintesønnerne" (1917),"Det gamle Guld" (1923) og "De røde Heste" (1943)gav ham betegnelsen "Danmarks mest læste forfatter". Kochs folkelige yndest fik et opsving efter 2. Verdenskrig, da man i 1950 filmatiserede "De røde Heste". I årene frem til 1976 blev der indspillet yderligere 18 Morten Korch-film, der for publikum blev indbegrebet af dansk hygge og stemning, og hvor biografgængerne strømmede til i tusindvis (f 17/1 1876)

 

1967 d Clement Attlee, britisk politiker; efter at have afsluttet et juridisk studium i Oxford blev han engageret i socialt arbejde i Londons fattigkvarter East End og tilsluttede sig i 1908 Labour. Under 1. Verdenskrig gjorde han tjeneste i et infanteriregiment ved Gallippoli, i Mesopotamien og i Frankrig. Efter at være demobiliseret vendte Attleee tilbage til London East End til socialt og nu også lokalpolitisk arbejde. Han opstillede forgæves ved byrådsvalget i London 1919. Men da Labour fik flertal i byrådet i Stepney Boruogh, overlod man Attlee posten som borgmester. I 1922 (til 1950) blev han medlem af Underhuset for Limehouse kredsen i East End, London; fra 1950 til 1955 var han medlem af Underhuset for West Walthamstow. I Parlamentet gjorde han ingen kometagtig karriere, støt og langsomt arbejde han sig op. Han havde ministerposter i Labourregeringerne 1924 og 1929-31. 1935 blev han partileder og maj medlem af den nationale samlingsregering. I 1942 udnævntes han til vicepremierminister. Labours valgsejr i 1945 bragte ham i spidsen for en Labour flertalsregering. Hans regering gennemførte reformer af sundheds- og socialvæsenet, hvorved det britiske velfærdssystem etableredes. Endvidere stod Attlees regering for nationalisering af flere private virksomheder – kul- og stålindustri, jernbanedrift, luftfart m.m. samt Bank of England. Efter de Konservatives valgsejr i 1951 fortsatte Attlee som oppositionsleder. Da han 1955 trak sig tilbage, blev han adlet som Earl of Walthamstow (f 3/1 1883)

 

 

 

 

 

 

Til top        9. oktober

28 f.Kr Apollontemplet på Palatiner-højen i Rom bliver indviet

 

1469 d Fra Filippo Lippi, italiensk maler; født i Firenze. 1420 gik han i kloster og levede et delvis uregelmæssig og omflakkende liv. L blev 1456 kapellan ved Santa Margherita-klostret i Prato. Til hans tidligste arbejder, som er præget af indflydelse af Fra Angelico, hører de stærke stemningsbetonede billeder af Madonna, som tilbeder jesusbarnet ude i naturen. Siden blev bibelske scener i stigende grad påskud til fremstilling af verdslig pragt - således "Madonna med barnet og to engle" (ca 1465, Uffizierne, Firenze). L’s billeder er perspektivisk nøjagtige og præget af mange detaljer. Malede 1452-65 fresker i Prato-domkirkens kor. I sine sidste år (1467-69) udsmykkede han koret i Spoletos domkirke med fresker over Marias liv, der betegnes som højdepunktet i hans kunst (f ca 1406)

 

1470 Henrik 6. af England genindsættes som konge efter at være blevet afsat i 1461. Efter at have lidt nederlag i slaget ved Towton den 29. marts 1461 i Rosekrigen i opgøret mellem slægterne York og Lancaster om den engelske trone flygtede Lancasterkongen Henrik VI med kone og sønnen Edward til Skotland. Her var de i de næste tre år, mens Yorkkongen Edward IV sad på den engelske trone. For at støtte et Lancasteroprør vendte Henrik i 1464 tilbage til England. I april og maj blev oprøret slået ned, og efter at have holdt sig i skjul i mere end et år blev Henrik taget til fange i juli 1465 og indsat i Tower i London. Striden mellem Englands stærke mand, Richard Neville, jarl af Warwick og Edward IVgjorde, at førstnævnte den 9. oktober 1470 genindsatte Henrik VI på tronen. Men Henriks tid som konge blev kort. Den endte, da Edward i april 1471 drog ind i London. Da havde han den 14. april i slaget ved Barnet besejret og dræbt Richard Neville. Edwards sejr over en Lancasterstyrke i slaget ved Tewkesbury den 4. maj 1471 beseglede Henriks skæbne. Han blev myrdet i Tower

 

1547 døbt Miguel de Cervantes Saaveda, spansk forfatter; som ung var han i Italien, hvor han lærte renæssancekulturen at kende. Han blev soldat og deltog i kampen mod tyrkerne. Bl.a. udmærkede han sig i slaget ved Lepanto. Da han i 1575 var på vej tilbage til Spanien, blev han taget til fange af sørøvere og var indtil 1580 slave i Algeriet. I 1585 udsendte han sin første roman, hyrderomanen "Galatea". Herefter havde han flere ydmyge hverv i sit hjemland bl.a. som proviantør til Den uovervindelige Armada og som skatteopkræver. 20 år efter "Galatea" kom l. del af hans hovedværk "Don Quijote". Bogen blev straks en stor succes. På ét år kom der seks udgaver, og kort efter udgivelsen blev den oversat til engelsk og fransk. Oprindelig havde det været C’s hensigt at skrive en parodi på tidens yndede ridderromaner. Men det blev til noget langt mere: en rig og livsklog, af mild hunor fyldt, almengyldig og klassisk skildring af menneskelivets grundvilkår. I de to hovedpersoner, den idealistiske, ædle og tapre, men fantastiske, lidet menneskekloge og fattige adelsmand, Don Quijote på sin magre Rocinante, og hans jordbundne, egoistiske, men forstandige og godlidende, bondefødte væbner Sancho Panza på sit æsel, skabte Cervantesw to uforgængelige mennesketyper fra livet selv. 1615 udsendte han 2. del af "Don Quijote". I mellemtiden havde Cervantes udgivet sit andet hovedværk "De 12 Lærerige Fortællinger" (1613) Gennem hele livet dyrkede Cervates poesien, hans største digt er "Rejsen til Parnasset" (1614), hvori han portrætterede en mængde forfattere inklusive sig selv. Af hans teaterstykker er mange gået tabt, bl. de bevarede er tragedien "El cerco de Numancia" (Belejringen af Numancia, fra 1580'erne) (d 23/4 1616)

 

d Gabriel Fallopius (Fallopio), italiensk anatom, som ved sine forskningsresultater skabte større viden om ørets og de menneskelige formeringsorganers anatomi. Han var kannik ved domkirken, men begyndte at studerede medicin i Ferrara, hvor han senere underviste i anatomi. Derefter var han ansat ved universitetet i Pisa (1548-51) og ved universitetet i Padua (1551-62). Fallopius’ udtømmende og detaljerede beskrivelser opnået ved dissektion af menneskelige lig og offenliggjort i "Observationes anatomicae" (1561)skabte ham ry som en fremragende anatom og ikke kun blandt fagkolleger. Han opdagede forbindelsen (æglederen – nu benævnt tuba Fallopio) mellem æggestok og livmoder. Endvidere beskrev han ørets anatomi, knoglernes og tændernes udviklingshistorie. Han var deltager i de voldsomme angreb på den klassiske anatom fra oldtidens Grækenland Galen og bidrog dermed til det holdningsskifte, der var af så stor betydning for udviklingen af renæssancens medicinske viden (f 1523)

 

f Karl 10. af Frankrig, konge 1824-30; søn af dauphinen Ludvig og Maria Josepha af Sachsen, lillebror til Ludvig 18. Efter stormen på Bastillen emigrerede han og arbejdede for, at udlandet skulle skride ind med væbnet magt mod det revolutionære Frankrig. Efter Napoleons fald vendte han til Frankrig og blev de ultrareaktionæres leder. Denne holdning vanskeliggjorde broderen Ludvig 18.’s moderate politik. Da Ludvig 18. døde i 1824, blev Karl konge. Han var da ganske populær, og hans smukke ydre og stærke katolicisme imødekom mange franskmænds forestilling om en rigtig konge. Bl.a. for at underbygge denne opfattelse lod han sig 1825 krone i Reims med middelalderlig pragt. Han var ikke tilhænger af det konstitutionelle monarki og med en yderliggående reaktionær-klerikal politik, gennemførte han i årene 1824-27 love, der indskrænkede pressefriheden, gav kirken indflydelse på skolevæsenet, og som gav 1 milliard francs i erstatning til de adelige emigranter. Ved valget i 1827 fik de liberale flertal, og en tid levede Karl med en liberal regering, men i 1829 udnævnte han en ultrakonservativ til regeringsleder. Karls håb var, at erobringen af Algeriet kunne styrke hans regime. Men da han den 25. juli 1830 forsøgte et kup mod det nyvalgte deputeretkammer, hvor der efter valget tidligere på måneden var liberalt flertal, udløstes julirevolutionen den 27. juli. Karl abdicerede den 2. august og gik i eksil. Han slog sig ned i Skotland, hvor han boede nogle år; han døde under et besøg i Østrig (d 6/11 1836)

 

d Christian Jacobsen Drakenberg, sømand; iflg. den halvt legendariske overlevering stak Drakenberg til søs som 13årig og foruden slagsmål, og hvad der ellers bød sig af eventyrlige sømandsoplevelser, skal han have døjet med forlis, fangenskab hos sørøvere og femten år som slave i Tripolis og andre Middelhavsegne. Omkring 1729 dukkede han op i København og fik efterhånden ry for sin høje alder. Han giftede sig i en alder som angives til 111 år, og forsøgte sig endda flere år efter hustruens død med frierier hist og her. I et forsøg på at bevise sin høje alder drog Drakenberg i 1732 hjem til sit fødesogn i Bohuslen og vendte tilbage med en udskrift af kirkebogen. Ifølge den skulle han være født den 18. november 1626, men man kender ikke andetsteds fra den angivne præst, der skulle have døbt ham, og præsten der foretog udskriften. Det er tilmed usandsynligt, at der skulle have været ført en så deltaljeret kirkebog i Norge, hvor kirkebøger først blev befalet indført i 1683. Sådanne detaljer tog man sig imidleertid ikke af. Siden 1735 modtog Drakenberg en årlig kongelig pension. Sine sidste år levede Drakenberg i Århus, og her tog hans velynder grev Frederik Danneskiold-Samsøe på Marselisborg sig af ham. Efter hans død blev han med pomp og pragt begravet i domkirken. Hans lig tørrede ind som en mumie og var i mange år en seværdighed, indtil dronning Caroline Amalie under et besøg i Århus i 1840 påbød, at den gamle mand skulle have fred i sin grav. Hverken mens Drakenberg levede eller senere, har det været muligt at finde bevis for hans høje alder, det eneste grundlag for hans berømmelse (f 18/11 1626)

 

1785 f Gerhard Christoph von Krogh, general; allerede i sit 10. år blev han sekondløjtnant ved kronprinsens regiment og avancerede efterhånden til oberst samtidig med, han forrettede tjeneste som kavaler hos dronning Marie Sofie Frederikke. 1847 udnævntes han til generalmajor og chef for 1. infanteribrigade. Juli 1848 afløste han general Hedemann som overgeneral og blev samtidig kommanderende general i Jylland. Efter flere stridigheder med forsvarsministeren måtte von Krogh sammen med sin stabschef oberstløjtnant Fr. Læssøe nedlægge kommandoen. 1850 overtog han igen overkommandoen og fra denne post planlagde og ledede han slaget ved Isted 25. juli 1850. Det slag der afgjorde om danskerne eller slesvig-holstenerne skulle beherske Slesvig. I den første fase af slaget opnåede slesvig-holstenerne fordele, og den danske hærs stilling var en tid stærkt truet. Men ved indsættelse af reserven lykkedes det op ad dagen for von Krogh, at tvinge slesvig-holstenerne til at gå tilbage mod syd. Efter sejren udnævntes von Krogh til generalløjtnant og storkors af Dannebrog og fik en nationalbelønning på 15.000 rdl (d 12/4 1860)

 

f Charles Camille Saint-Saëns, fransk komponist; han blev uddannet ved Pariserkonservatoriet, i årene 1858-77 var han organist ved Madéleine-kirken i Paris. Siden levede han som fri kunstner og foretog koncertrejser som pianist, organist og dirigent af egne værker. Af hans 14 operaer blev navnlig "Dalila og Samson" en succes. Hans instrumentalkompositioner omfatter fem symfonier, talrige symfoniske digte bl.a. "Omphales rok" og den nok mest kendte "La Danse Macabre" (1874). Endvidere skrev Saint-Saëns tre violinkoncerter, to cello-, tre violin-, og fem klaverkoncerter samt kammermusik. Blandt hans kirkelige værker er oratoriet "Syndfloden", en messe og et requiem og en del a capella-korværker. Saint-Saëns var også virksom som forfatter, han udgav essaysamlinger bl.a. "Harmonie er mélodie" (1885) og biografierne "Portraits et souvenirs" (1900) og "Notes et souvenirs" (1913) desuden gjorde han en indsats som organisator en indsats for samtidig musik ved grundlæggelsen af Société Nationale de Musique (1871). Med sine kompositioner står Saint-Saënt sammen med César Franck som den mest fremtrædende repræsentant for fransk senromantisk musik (d 6/12 1921)

 

1846 f Holger Drachmann, forfatter; efter studentereksamen begyndte han at uddanne sig til marinemaler; men han debuterede som forfatter i 1872 med en samling noveller "Med kul og kridt" samt et bind digte, hvori var digtet "Engelske Socialister". Det var inspireret af et besøg i London, hvor storbyens proletariat gjorde et stærkt indtryk på ham. Med dette digt og digtet "King Mob" satte Drachmanns aktuelle probelmer på lyrikkens dagsorden, dermed og med de følgende års produktion placerede han sig blandt "det moderne gennembruds mænd". Med rejsebogen "Derovre fra Grænsen" (1877) og med folkelige fortællinger "Paa Sømands Tro og Love" (1878), med typer fra Skagen og Hornbæk, skaffede Drachmann sig publikumsucesser i mere konservative kredse. Han fjernede sig mere og mere fra meningsfællerne fra 1870’erne, og med "Skygge-billeder" (1883) brød Drachmann med brandesianismen. "Han blev hjertets, hjemmets og fædrelandets digter" og toges helt til indtægt af Højre. Digtsamlinger som "Gamle guder og nye" (1881) og "Dybe Strenge" (1884) er gennemtrængt af en national-romantisk tone. Med samme grundtone er eventyrspillet "Der var engang" (1885) med midsommervisen "Vi elsker vort land" og en række melodramer fra 1890’erne bl.a. "Vølunds Smed" (1894) og "Dansen på Koldinghus" (1896). Drachmann var overordentlig produktiv. Fra 1872 til kort før sin død udgav han omkring 60 bøger og teaterstykker. Endvidere skrev han journalistik, malede og illustrerede sine egne bøger (d 14/1 1908)

 

På en konference med 22 deltagende lande i Bern, Svejts stiftes Verdenspostunionen – Union générale des postes, fra 1878 Union postales universelle. Hovedindholdet i aftalen var 1) Indførelse af samme lave brevposttakster i medlemmernes indbyrdes udveksling. Afsenderlandet beholdt taksten udelt. 2)Fastsættelse af lave land- og søtransportafgifter, der skulle afregnes på grundlag af en i to uger optaget årlig statistik. 3) Der sikredes medlemmerne uhindret adgang til transsitbefordring

 

f Nikolai Ivanovich Bukharin, russisk revolutionær, sovjetisk politiker og ideolog; som ung opholdt Bukharin sig i en årrække i udlandet. Her mødte han Lenin og Trotskij og sluttede sig til det russkiske socialdemokratis bolsjevikiske fløj. I 1917 vendte han tilbage til Rusland. Han tog aktivt del i revolutionen samt i opbygningen af den nye sovjetstat. Bukharin var partiets førende teoretiker og i klar opposition til enhver politik, han anså for at være en afvigelse fra marxismen. Som leder af "venstre-kommunismen" anførte han i 1918 oppositionen mod Brest-Litovsk-traktaten og var talsmand for industriarbejdernes direkte kontrol med fabrikkerne. Efter borgerkrigen svingede han imidlertid til højre og blev i 1920'erne ledende talsmand for den moderate "nye økonomiske politik" (NEP), der tillod privat landbrugs-, handels- og håndværksvirksomhed. Fra 1919 til 1929 var han medlem af Politbureau og redaktør for partiorganet Pravda. Han støttede Stalin i magtkampen efter Lenins død i 1924. Da Stalin i 1929 forkastede NEP-politikken og indledte en tvangskollektivisering af landbruget, kom det til et brud mellem ham og Bukharin, der nu stempledes som "højreafviger" og blev frataget alle vigtige poster. Som en af de hovedanklagede ved 1930'ernes Moskvaprocesser "indrømmede" han kontrarevolutionær virk-somhed og blev dødsdømt og henrettet. Bukharin udgav bl.a. værkerne "Kommunismens ABC" (1919), "Overgangsperiodens Økonomi" (1920) samt "Historisk Materialisme" (1921) (d henrettet 14/3 1938)

 

1890 f Edward Rickenbacker, amerikansk pilot og sit lands mest berømte jagerpilot (air ace) under 1. verd.krig. Men det var som racerkører Rickenbacker først gjorde sig bemærket. Da USA trådte ind i Første Verdenskrig, tilhørte han top tre blandt amerikanske racerkørere. Som jagerpilot lå han ved 94th Aero Pursuit Squadron. Han opnåede 26 sejre i luftkampe, blev dekoreret mange gange bl. a. med Medal of Honor. Sine oplevelser under krigen offentliggjorde Rickenbacker i bogen "Fighting in the Flying Cirkus" (1919). Efter krigen var direktør i bilindustrien. Derefter – fra 1932 – i lufttrafikken. I 1935 blev han generaldirektør i luftfartselskabet Eastern Air Lines. Under Anden Verdenskrig var han ansat som regeringsembedsmand – repræsenterende krigs-ministeren. På en inspektionsrejse i 1942 måtte hans fly nødlande i Stillehavet. Rickenbacker tilbragte derefter 23 døgn på en redningsflåde. Om disse døgn har han fortalt i bogen "Seven Came Through" (1943) (d 23/7 1973)

 

1899 f Thorkild Kristensen, politiker Venstre og økonom; han er blevet betegnet som en af efterkrigstidens tonegivende Venstremænd. Kritensen blev cand. polit. i 1927 og i 1938 professor i driftsøkonomi ved Århus Universitet. Hans politiske karriere begyndte, da han i 1945 blev medlem af Folketinget for Venstre. 1945-47 og 1950-53 var han finansminister i Venstre mindretalsregeringer. I sin første periode som finansminister måtte han bl.a. klare de mange ekstraordinære udgifter til en reorganisering af forsvaret, til de ca. 250.000 tyske flygtninge og hjælp til besættel-sestidens ofre. Kristensen indførte da en række ekstraskatter og forbrugsafgifter samt tvungen opsparing, hvorfor han blev kaldt Thorkild Livrem. Efter 1953 kom Kristensen i et stadig stærkere modsætningsforhold til Venstres leder Erik Eriksen og Venstres økonomiske politik. I 1960 meldte han sig ud af partiet og blev samme år general-sekretær i OEEC (fra 1961 OECD) i Paris. Han beskæftigede sig ikke mindst med u-landene og med globale økonomiske problemer. I 1969 vendte Thorkild Kristensen tilbage til Danmark og var 1969-72 direktør for Instituttet for Udviklingsforskning og 1969-78 præsident for Akademiet for Fremtidsforskning. I 1972 var han blandt initiativtagerne til oprettelsen af Komiteen for dansk tilslutning til EF, og fra begyndelsen af 1970’erne engagerede han sig tillige i oprettelsen af Syddansk Universitets Center (d 26/6 1989)

 

d myrdet Louis Bartou, fransk politiker; efter afsluttede jurastudier i 1884 blev han advokat.Bartou blev dog hurtigt draget ind i politik, og blev i 1889 valgt til det franske parlament. Han blev minister første gang i 1894, og i de fyrre år frem til sin død var Bartou flere gange minister. Som premierminister i 1913 gennemførte han en udvidelse af den franske værnepligt fra to til tre år. Efter afslutningen af Første Verdenskrig repræsenterede han sit land ved flere vigtige internationale konferencer. Desuden var han i 1920’erne formand for Den internationale Krigsskadeskommission. I 1934 blev Bartou udenrigsminister. I arbejdet for at inddæmme en mulig tysk agression søgte Bartou i sin udenrigspolitik at styrke båndene til Rusland, Storbritannien og Donaulandene. Efter at Bartou havde foretaget en rundrejse i østeuropæiske lande, var Jugoslaviens kong Alexander i efteråret 1934 inviteret til Frankrig for at drøfte de fransk-jugoslaviske relationer. Under dette besøg blev Bartou og den jugoslaviske konge myrdet i Marseille (f 25/8 1862)

 

1934 d myrdet Alexander konge af Jugoslavien 1921-34; på grund af faderen kong Peders sygdom blev han i 1914 Serbiens prinsregent og var under Første Verdenskrig øverstkommanderende i Serbiens hær. Ved faderens død i 1921 blev han konge over den i 1918 oprettede jugoslaviske stat. I begyndelsen regerede han efter parlamentarismens regler; men i 1929 tiltog han sig under påberåbelse af indre stridigheder i staten diktatorisk myndighed. I 1934 blev han sammen med den den franske udenrigsminister myrdet i Marseille af en kroatisk terrorist (f 16/12 1888)

 

1936 d Carl Peter Herman Christensen, politibetjent og Danmarks sidste skarpretter; i 1899 blev han politibetjent i Slagelse. Blandt 188 ansøgere blev Christensen i august 1906 ansat som skarpretter i kongeriget Danmark af justitsminister Alberti. Stillingen var blevet ledig, da Christensens forgænger i embedet, Theodor Seistrup, var blevet afskediget, fordi han mente, det lå under en skarpretters værdighed at fuldbyrde de pryglestraffe, der var blevet indført med Albertis pryglelov i 1905. Ved sin ansættelse blev Christensen beskrevet som en "ca. 175 cm. rank, kraftig, ca. 200 pund bygget mand i sine bedste år. Hans hår og velplejede overskæg er lyst, hans øjne blå. Hænderne muskuløse, og han står godt på fødderne. Hans krop bærer intet overflødigt fedt. Alt er muskler". Christensen kom aldrig til at udføre en henrettelse, men flere gange eksekverede han pryglestraffe. Efter afskedigelsen som skarpretter i 1926 ernærede C sig og sin familie som ejendomskommissær og drev lidt agenturvirksomhed. Han var også medhjælper hos en kreatur- og hestehandler i Slagelse. Det blev hans død. Han døde af de kvæstelser, han fik, da han blev klemt af en hest i en hestestald (f 13/8 1869)

 

d Erneste "Che" Guevara, cubansk læge og partisan; efter at være blevet læge i 1953 tilsluttede Guevara sig Fidel Castros undergrundshær i Mexico. Da den havde gjort landgang på Cuba i 1956, blev Guevara major og stod i spidsen for en del af de styrker, der sent i 1958 invaderede det indre af Cuba. Efter Castros sejr i begyndelsen af 1959 kom Guevara til at beklæde flere indflydelsesrige poster, bl.a. var han en periode industriminister. Guevara talte for centralisering og for skabelse af det nye socialistiske menneske. Nogle iagttagere har ment, at sovjetisk modstand mod Guevaras politik har været afgørende for, at han forlod Cuba i 1965. Guevara har bl.a. skrevet "Guerilla Warfare" (1961) og "Guerilla Warfare: A Method" (1953). I den sidstnævnte argumenterede han for, at en revolution i Latin Amerika kun kunne gennemføres gennem oprør i landbefolkningen. En holdning der blev afvist af de mere ortodokse latinamerikanske kommunistpartier. Da Guevara i 1966 med cubansk støtte oprettede en guerillalejr i Bolivia, lykkedes det ham da heller ikke at vinde støtte hverken i Det bolivianske Kommunistparti eller hos de lokale bønder. Han blev taget til fange og dræbt af en boliviansk hærenhed i landsbyen La Higuera vær Vallegrande (f 14/6 1928)

 

d Maria Lang, svensk krimiforfatter; pseudonym for Dagmar Lange; hun var fil.dr. på afhandlingen "Pontus Wikner som vitter författere" (1946). Lang var i en årrække rektor ved en pigeskole. Hun skrev sine første kriminalromaner omk 1950. Om Langs forfatterskab er det blevet sagt, at hendes styrke bestod i evnen til at skildre en gruppe mennesker - som regel højtbegavede - der lidt efter lidt viste sig at være brådne kar. Endvidere at hendes svaghed var det fortænkte, lidt for snakkesalige akademikermiljø, bøgerne ofte forgik i. På den anden side rettes der op på denne svaghed, ved det kendskab Lang selv havde til miljøet, så hun var i stand til at skildre disse typers særheder. I hendes bøger er der ofte en krybende uhyggestemning, mens hendes detektiv Christer Wijk står for opklaringen. Bl. hendes bøger er "Mördaren ljuger inte ensam" (1949), "Rosor, kyssar och döden" (1953), "Tre små gummor", 1963 og "Vi var tretton i klassen", 1973 (f 31/3 1914)

 

d Willy Brandt, vesttysk socialdemokratisk politiker; han arbejdede som journalist, da han i 1930 blev medlem af SPD; ved nazisternes magtovertagelse i 1933 flygtede han via Danmark til Norge, hvor han arbejdede som journalist. Ved det tyske overfald på Norge 9. april 1940 flygtede han til Sverige. Den norske eksilregering i London tildelte ham nu norsk statsborgerskab. Da krigen var ovre, vendte Brandt tilbage til Tyskland som korrespondent for "Arbeiderbladet" og i 1946 ansat som presseattache ved den norske militærmission i Berlin. Men tysk politik lokkede; i 1947 blev han atter tysk statsborger og meldte sig ind i SPD. I 1949 blev han valgt ind i Forbundsdagen og året efter i Vestberlins byparlament. I 1955 blev han dets formand. To år senere blev han byens overborgmester. En post han beklædte til 1966. Han høstede anerkendelse for sin indsats under Berlinkriserne; især efter opførelsen af Berlinmuren i 1961 blev han symbol på byens vilje til at modsætte sig sovjetisk pres. I 1964 valgtes han til formand for SPD og partiets kanslerkandidat. Han begyndte en tilnærmelse til det borgerlige parti CDU, og efter dannelsen af regeringssamarbejdet i "den store koalition" mellem SPD og CDU blev Brandt i 1966 udenrigsminister. Efter valget 1969 indgik SPD i koalition med FDP og han blev forbundskansler. Hans afspændingspolitik over for Østeuropa førte til aftaler med Sovjetunionen, Tjekko-slovakiet og Polen, disse garanterede bl.a. Polens vestgrænse samt gav Berlinaftalen i 1971 om byens status. Endvidere blev forholdet til DDR normaliseret, uden at Brandt dog anerkendte Tysklands deling. Han trådte tilbage som forbundskansler i maj 1974, da hans personlige sekretær var blevet afsløret som østtysk spion. Frem til 1987 forblev han en indflydelsesrig formand for sit parti. I 1971 tildeltes Brandt Nobels fredspris som anerkendelse for sin østpolitik (f 18/12 1913)

 

 

 

 

 

 

Til top        10. oktober

 

732 En noget usikker angivelse siger, at på denne dag standsede frankerne under ledelse af Frankrigs reelle hersker Karl Martel arabernes fremtrængen i Europa i slaget ved Poitiers. Slagmarken kan ikke lokaliseres nøjagtigt, og måske bestod slaget af træfninger over flere dage. Abd-ar-Rahman, muslimsk statholder i Cordoba i Spanien, havde invaderet Akvitanien – den sydvestlige del af Frankrig – og havde besejret den stedlige hertug, Eudes. Denne henvendte sig til Karl Martel om hjælp. Karl var dog allerede i felten, idet han før Eudes henvendelse havde placeret sit kavaleri til forsvar af byen Tours. Ifølge traditionen var det Karls kavaleri, der brød det muslimske angreb og dermed sikrede den frankiske sejr. Abd-ar-Rahman blev dræbt, og araberne trak sig tilbage. De forsøgte ikke senere nye angreb på fransk område, og Karls sejr er almindeligvis blevet betragtet som afgørende for verdenshistorien. Imidlertid ser det ud til, at det var interne stridigheder og berbernes revolte i Nordafrika, der satte en stopper for muslimernes fremtrængen. Med sejren voksede Karl Martels prestige betydeligt. Han blev i stand til at hævde sin autoritet i Akvitanien, hvor Eudes anerkendte ham som sin lensherre

 

1453 f Edward, prins af Wales, søn af Margrete af Anjou og Henrik 6. (d 4/5 1471, faldt i slaget ved Tewkesbury, Rosekrigene)

 

1471 Slaget ved Brunkeberg; i sine forsøg på igen at blive konge af Sverige førte Christian 1. 1471 personligt en hær mod Stockholm; den danske hær havde slået lejr på bjerget Brunkeberg uden for Stockholm; lejren blev angrebet fra vest af en bondehær og fra syd af besætningen fra Stockholm; efter hårde kampe blev danskerne fordrevet fra Brunkeberg, under kampen blev kongen såret; efter nederlaget opgav Christian 1. enhver tanke om at blive konge af Sverige

 

1684 f Antoine Watteau, fransk maler; han var grundlægger af det franske rokokomaleri og anses for at være en af de betydeligste skikkelser ved overgangen fra barok til rokoko. Efter uddannelse i Paris vendte Watteau i 1709 tilbage til fødebyen Valenciennes. Her malede han flere skildringer af soldater- og folkeliv og gjorde stor lykke. Med maleriet "Indskibningen til Kythera" blev han i 1717 optaget i det franske akademi som peintre des fétes galantes (de galante festers maler). På denne tid var hans motivkreds unge mænd og kvinder i elegante dragter, ofte sværmende i en parkagtig frodig vegetation. Watteau knyttede dem til hinanden og til naturen ved en aldrig svigtende yndefuld rytme, der undertiden understreges af musikinstrumenter i deres hænder og akkompagneret af farvelagte sarte nuancer. Watteau arbejdede også med en anden motivkreds, teaterlivet, således "Harlekins og Columbines flirt" og "Gilles" et portræt af pierrot’en Gilles. I skildringerne af den landlige idyl spiller landskabet en stor rolle, og sammensmeltningen af personer og landskab betragtes som en videre udvikling af barokkens pastoralmaleri, men helt præget af Watteaus ånd og gratiøse tone. Hans store produktion i sort-hvid og rødkridt blev en guldgrube for eftertidens dragtforskning; og gennem sine stukne serier har han bidraget til modeudviklingen (Watteau-folder). Med den franske revolution 1789 og klassicismens gennembrud blev Antoine Watteaus kunst underkendt, og der skulle gå hen ved 100 år, før den atter kom til ære og værdighed (d 18/7 1721)

 

1731 f Henry Cavendish, engelsk fysiker; fra 1766 udførte Cavendish en række grundlæggende undersøgelser over luftarternes kemi, fremstillede brint og kuldioxyd og viste deres forskellighed fra atmosfærisk luft, fandt at atmosfærisk luft overalt indeholder 20.8 rumfangsprocent ilt, at vand består af brint og ilt, at der dannes salpeter, når elektriske gnister slår gennem atmosfærisk luft. Cavendish bestemte i 1798 gravitationskonstansen (Cavendishs forsøg) og kunne beregne Jordens samlede masse. Jordens radius var kendt, og han kunne således beregne Jordens gennemsnitlige densitet. Den viste sig at være 5.5 g/cm3, og da de fleste bjergarter hat densitet omkr. 3.3 g/cm3, sluttede han, at Jorden måtte have en kerne af meget høj densitet. Ved sin forskning frembragte Henry Cavendish resultater, som indgik i den omvæltning, der i disse år fandt sted inden for fysik og kemi (d 24/2 1810)

 

d Juliane Marie, dansk-norsk dronning; hun var datter af hertug Ferdinand Albert II af Braunschweig-Wolfenbüttel og Antoinette Amalie af samme hus og blev 1752 gift med Frederik 5., efter at dennes første dronning - den engelske prinsesse Louise - var død et halvt år i forvejen. Kongen gik kun nødtvunget med til giftermålet, og ægteskabet blev ikke lykkeligt. Juliane Marie sørgede for, at sønnen, arveprins Frederik, fik gode lærere, bl.a. Høegh-Guldberg. Som enkedronning blev hendes stilling over for den lunefulde og sindssyge stedsøn Christian 7., dennes dronning og yndlinge vanskelig. Med stor villighed lod hun sig derfor gøre til midtpunkt for den sammensværgelse, der i 1772 bragte Struensee til fald. Det var således hende, der ved kuppet sikrede sig den sindssyge Christian 7.’s underskrift på dokumentet, der afskedigede Struensee. Herefter og frem til 1784 havde hun stor indflydelse på landets styre, idet hun og Høegh-Guldberg var rigernes egentlige magthavere. Deres styre arbejdede for styrkelse af danskheden, f.eks. ved indførelsen af Indfødsretten 1776, og fik en ikke ringe støtte fra borgerskabet. Med regeringsskiftet 1784, hvor magten overgik til kronprins Frederik (6.), var hendes magttid forbi, og hendes død på Frederiksborg Slot gik temmelig upåagtet hen (f 4/9 1729)

 

f Giuseppe Verdi, italiensk operakomponist; han fik fra 12-årsalderen musikundervisning først i fødebyen Busseto, senere hos operakomponisten Vicenzo Lavigna i Milano. Sin komponistkarriere begyndte han med at skrive marcher og sange, og i 1839 blev hans første opera "Oberto" færdig og opført på La Scala i Milano. Hans næste opera "Un giorno di regno" (1840) blev en fiasko. Men med operaen "Nabucco" (Nebukadnesar, 1842) grundlagde han sit ry som en af verdens største operakomponister. I Nabucco kom hans stærke patriotisme frem. Han deltog da også i det politiske liv.1860-65 var han medlem af det første italienske parlament og blev 1875 senator. I årene 1840-62 skrev Verdi 23 operaer, men på de fire følgende og sidste brugte han 31 år. Blandt hans talrige operaer fra 1840'erne er "Ernani" (1844) og "Louisa Miller" (1849). Verdis egentlige storhedstid begyndte med "Rigoletto" (1851), "Troubadouren" (1853) og "La Traviata" (1853), der anses for at være hans tre populæreste værker. En enorm succes opnåede han med "Aida" (1871), som han skrev på foranledning af vicekongen Ismail Pasha i anledning af Suez-kanalens åbning. I sin høje alder overraskede han sin samtid med "Othello" (1887), og endelig satte han 1893 kronen på sit livsværk med den komiske opera "Falstaff" (d 27/1 1901)

 

f Paul Kruger (Stephanus Johannes Paulus Kruger), sydafrikansk politiker; han og hans familie var blandt de boere af hollandsk afstamning, som havde boet i Sydafrika siden 1600-tallet, og som i 1836 i "det store trek" forlod Kapkolonien, drog mod nord og slog sig ned i Transvaal, fordi briterne i Kapkolonien havde ophævet negerslaveriet og taget føringen i området. tilværelse. Kruger var 1883-1900 præsident for den boerrepublik, der blev oprettet i Transvaal. I Transvaal levede boerne som kvægavlere med deres gammel-hollandske sædvaner og strenge kalvinisme. For dem var negeren fra Guds hånd den hvide mands slave. I kamp med zuluerne, og samtidig med negerslaver som landarbejdere og tjenestefolk levede mange boere på deres små gårde sammen med negrene i en patriarkalsk. Britiske krav om union mellem Transvaal og den britiske Kapkoloni blev i 1890’erne fremført med stigende styrke. 1895 forsøgte Kapkoloniens guvernør, Cecil Rhodes og den britiske koloniminister et kup mod K. Han kom styrket ud af kupforsøget. At forholdet mellem boere og briter skærpedes yderligere og sluttelig resulterede i krig skyldtes to forhold: at der i slutningen af 1880’erne blev fundet guld i Transvaal, og at K ikke ville give indfødsret (stemmeret) til de titusinder fremmede, guldfundene lokkede til Transvaal. K fastholdt, at minedriften først og fremmest skulle komme republikkens hvide statsborgere til gode. Med denne principfasthed og for at komme briterne i forkøbet erklærede K den 11. oktober 1899 Storbritannien krig, og det opgør, der er gået over i historien som Boerkrigen, var i gang. I krigens første år kunne Kruger notere fremgang, og han blev et internationalt symbol på antiimperialistisk kamp. Inden det endelige nederlag i 1902 søgte Kruger eksil i Schweiz, hvorfra han udgav sine memoirer (d 14/7 1904)

 

1861 f Frithjof Nansen; norsk polarforsker, filantrop og zoolog; han var professor i zoologi i Oslo 1897-1906 og fra 1908 i oceanografi. Inden da havde han gjort sit navn kendt som polarforsker. Som leder af en seks mands stor ekspedition krydsede han i 1888 på 40 døgn som den første Grønlands indlandsis fra øst til vest på ski. Hans største bedrift som polarforsker var Framekspeditionen i årene 1893-95. Den havde til formål med skibet "Fram" at efterprøve teorien om, at polarisen drev fra den nordsibiriske kyst over polarområdet til Grønland. I marts 1895 forlod N skibet for på ski og med hundeslæde at nå Nordpolen. Det mislykkedes, men N og hans ledsagere nåede 86 gr 4 min n.b., det nordligste nogen hidtil var nået. De nåede tilbage til "Fram" og fuldførte ekspeditionen. I 1905 gik N ind i diplomatiet, og han deltog i de forhandlinger i København, der førte til, at den danske prins Carl blev konge af Norge som Håkon 7. I årene 1906-08 var han Norges første ambassadør i London, hvorefter han for en kort periode vendte tilbage til sit professorat. Efter 1. Verd.krig forestod han som udsending fra Folkenes Forbund hjemsendelsen af 450.000 krigsfanger fra Sovjetunionen og Tyskland. Ligeledes ledede han hjælpearbejdet under hungersnøden i Sovjetunionen 1921-23 og befolkningsflytningerne mellem Tyrkiet og Grækenland. For dette arbejde modtog Nansen i 1922 Nobels fredspris (d 13/5 1930)

 

1877 f Viscount Nuffiels (William Richard Morris), britisk bilfabrikant og filantrop; hans første Morris-Oxford kom på gaden 1913. Han grundlagde 1919 Morris Motors Ltd., som i 1923 byggede den første MG. Fabrikken fusionerede med Austin Motor Co i 1935 til British Motor Co (d 22/8 1963)

 

f Alberto Giacometti, svejtsisk maler og billedhugger; arbejdede fra 1922 i Paris hvor han boede det meste af livet. Inspireret af primitiv kunst og surrealismens ideer om det ubevidste og de menneskelige drifter arbejdede han fra 1926 især med abstraktioner af menneskelegemet. Fra midten af 1930’erne modellerede G igen direkte efter naturen og skabte frem til sin død en lang række eksistentialistiske skildringer af mennesket som isolerede, langstrakte, tynde menneskefigurer med flossede overflader formet i knudret og mørk bronze, som det bl.a. ses i "Kvinde på kærre" (1942), der i 1966 blev opstillet i Holstebro. Giacomettis malerier og grafiske værker er udført monokromt eller i ganske få farver. Han udgav i 1943 selvbiografien "Von Stampa bis Florenz. Blätter der Erinnerungen" (d 11/1 1966)

 

1903 I sin kamp for kvindelig emancipation i Storbritannien grundlægger Emmeline Pankhurst Women’s Social & Political Union. Unionen blev oprettet i frustration over den hidtidige forsigtige taktik og resultatløse strategi, som prægede Women’s Franchise League. Første gang, unionen vakte opmærksomhed, skete den 13. oktober 1905, da to af dens medlemmer blev arresteret for gadeuorden og for overfald på politiet. De var blevet smidt ud fra et møde afholdt af De liberale, da de rejste krav om vedtagelse af en resolution, der krævede stemmeret til kvinder. På gaden udenfor kom det til uroligheder, og de to kvinder blev arresteret. Da de nægtede at betale en bøde, blev de fængslet. I årene herefter intensiverede unionen stemmeretskampen gennem civile ulydighedsaktioner og store demostrationer, siden voldstaktik med bomber, ildspåsættelser og angreb på offentlig og privat ejendom, hvilket førte til arrestationer, fængsling og stor international bevågenhed

 

f Leo "the lion" Mathisen, pianist, komponist; ved siden af et borgerligt erhverv som disponent i en musikforretning spillede Mathisen fra 1922-23 i en amatørkvintet. I 1924 blev denne som det første danske jazzensemble radiotransmitteret. I 1927 indspillede Mathisen sin første grammofonplade, "The more we are together". Samme år blev han fuldtids musiker og spillede herefter frem til 1931 i forskellige orkestre. I årene 1931 til 1936 var han medlem af Erik Tuxens orkester, som han prægede med sine arrangementer. I 1935 fik Mathisen kompositionen "Anytime" udgivet i USA. Fra 1936 til 1951 havde han sit eget orkester, med hvilket han i 1940 deltog i en række grammofonindspilninger, der har været med til at give perioden benævnelsen "den gyldne swingtid"; blandt disse plader er "Anita", "Take It Easy", "To Be Or Not" og "Long Shadows". På grund af sygdom trak han sig i 1953 ud af musiklivet (d 16/12 1969)

 

Vulkanudbrud på Tristan da Cunha – øen, der ligger midtvejs mellem Syd Afrika og Syd Amerika. Udbruddet truede bebyggelsen, og befolkningen på 295 personer evakueres til Storbritannien. En ekspedition udsendt af Royal Society kunne i marts måned året efter konstatere, at udbruddet var standset. Undersøgelser foretaget senere på året viste, at øen atter var beboelig, og i april 1963 vendte en fortrop på 50 personer tilbage til Tristan da Cunha. Resten fulgte efter i november samme år

 

1970 d Edouard Daladier, fransk politiker; fra 1919 var han deputeret for Det Radikale Parti. Som politiker gjorde Daladier sig tidligt bemærket og blev 1924 koloniminister. I de politisk urolige år mellem 1925 og 1933 var han minister i syv forskellige regeringer henholdsvis som krigsminister, undervisningsminister og minister for offentlige arbejder. I januar 1933 blev han regeringsleder, men hans regering overlevede kun til oktober samme år. I januar 1934 blev han atter leder af en regering, men denne gang overlevede hans regering kun i fire uger. Herefter var han igen minister i forskellige regeringer, og som krigsminister 1936-37 fik han vedtaget et stærkt forøget forsvarsbudget. I den stadig mere alvorlige internationale situation i slutningen af 1930'erne tilsluttede han sig den britiske premierminister Chamberlains eftergivende politik over for Hitler, og som ministerpræsident underskrev han september 1938 sammen med Chamberlain, Mussolini og Hitler Münchenaftalen, der tillod Hitlertyskland at sætte sig i besiddelse af det tjekkoslovakiske Sudeterland. I et forsøg på at forsvare sin politik udgav han i 1939 "Defense of France". Da Frankrig i sommeren 1940 var blevet løbet over ende af tyske tropper, blev han arresteret af Vichy-regeringen, som ved Riomprocessen i 1942 anklagede ham for at være en af de hovedansvarlige for det franske nederlag i 1940. Efter processen udleverede Vichyregeringen han til tyskerne, og under resten af krigen var han interneret i Tyskland. Efter krigen tog Daladier atter del i politik og var deputeret 1946-58 og 1957-58 leder af Det Radikale Parti (f 18/6 1884)

 

1985 d Orson Welles, amerikansk skuespiller og instruktør; han begyndte ved teatret som skuespiller og snart også som instruktør for producenten John Houseman, med hvem han dannede teatergruppen Mercury Theatre. Det var med skuespillere herfra, Welles i 1938 lavede det berømte radiospil efter H.G. Wells "Klodernes Kamp", der fik lytterne til at tro, at en invasion fra rummet faktisk havde fundet sted i New Jersey. Welles fik herefter et tilbud fra Hollywood og lavede 1941 sin første film "Citizen Kane", hvor han selv spillede hovedrollen. Han opholdt sig i Europa 1948-58. I 1958 vendte han tilbage til amerikansk film med kriminalfilmen "Politiets blinde øje". Welles spillede med i næsten alle sine egne film, men også i en lang række andre instruktørers film, berømtest som den kyniske Harry Lime i Reeds "Den tredie mand" (1949) (f 6/5 1915)

 

 

 

 

Til top        11. oktober

1303 d Bonifacius 8. Gaetani, pave 1294-1303; han fik en juridisk og teologisk uddannelse bl.a.ved universitetet i Paris. I en ung alder blev han knyttet til kurien i Rom. Her blev han 1281 kardinal og pavelig finansminister; han skaffede pavestolen stærkt øgede indtægter, men forøgede også sin egen godsejendom betydeligt. Som pave arbejdede han på at hævde pavelig overhøjhed over fyrstemagten, og han greb ind i politiske stridigheder ikke kun i Italien, men i hele Europa. Hans strid med Filip den Smukke af Frankrig fik skæbnesvangre følger, idet hans nederlag i striden blev begyndelsen til enden på pavestolens verdslige magt. Bagggrunden for striden var uenighed om overhøjheden over den franske gejstlighed. Trods pavens protest var kongen begyndt at pålægge gejstligheden skat. Bonifacius lyste kongen i band og offentliggjorde 1302 bullen Unam Sanctam, som inde-holder den klassiske formulering af pavestolens krav på verdensherredømmet. Fra fransk side blev striden gjort til en kamp for national uafhængighed, og begejstret sluttede stænderne op bag kongen. Denne besvarede bullen med at beskylde paven for usædelighed og trolddom; det flg. år overfaldt nogle af kongens mænd paven og holdt han som fange i to dage. Overfaldet blev vendepunktet i middelalderens stående konflikt mellem pavemagt og fyrstemagt, idet det markerer den begyndende nedbrydning af pavestolens åndelige magt over for de fremvoksende nationale fyrstestater. I et forsøg på at styrke sin og pavedømmets magt afholdt Bonifacius i 1300 historiens første jubelår: enhver pilgrim, der i løbet af året besøgte Rom i 15 dage, kunne her købe et afladsbrev, der fritog ham – efter skrifte – for al kirkelig bod. Det blev en enorm succes, og Roms befolkning fandt ideen glimrende (f ca 1235)

 

Pave Leo 10. tildeler den engelske konge Henrik 8. titlen "Defender of the Faith" (Fidei Defensor). Kongen fik titlen som belønning for den pamflet, han skrev mod Luthers lære "Assertio septem sacramentorum adversus Martinum Lutherum". Da Henrik 8. brød med romerkirken, fratog pave Paul 3. ham titlen, men i 1544 tildelte Parlamentet ham den atter. Siden er den blevet brugt af alle hans efterfølgere på den engelske trone. Ligeledes har siden Georg 1.’s regeringstid bogstaverne F.D. været præget på de engelske mønter

 

d Huldrych Zwingli, svejtsisk reformator; som studerede i Basel, Bern og Wien blev han indført i den humanistiske åndsretning. Han var bibelhumanist og reformkatolik, indtil han som præst ved domkirken i Zürich fra 1518 blev påvirket af Luther. I 1522 udgav han sit første reformatoriske skrift, et forsvar for overtrædelse af de katolske fasteforskrifter. I 1523 lod rådet i Zürich afholde en disputats om reformationen, og da Zwingli gik sejrrigt ud af den, blev klostrene ophævet og præsterne påbudt at forkynde evangeliet. I 1525 gennemførte han med bystyrets støtte en ny gudstjenesteordning. Endvidere blev billeder i kirkerne, altre, orgler og salmesang blev afskaffet. For fremtiden skulle gudstjenesten bestå af skriftlæsning, bøn, prædiken og fire gange årlig altergang i meget enkle former. Zwingli måtte forsvare sin reformation på tre fronter: mod katolikkerne, mod gendøberne i Zürich og mod Luther, der ikke ville anerkende Zwingli på gr. af dennes symbolske nadverlære. En religionssamtale mellem dem i Marburg 1529 førte ikke til enighed. Zwinglis hovedværk er "Commentarius de vera et falsa religione" (1525, Kommentar om sand og falsk religion). Han faldt i et slag, hvor züricherne kæmpede mod de katolske skovkantoner (f 1/1 1484)

 

1531 Under Kappelkrigene 1529 og 1531 udkæmpes slaget ved Kappel; krigene havde forbindelse med den svejtsiske reformation og har navn efter klostret i Kappel på grænsen mellem kantonerne Zürich og Zug. Episoden i 1529 opstod, da fem katolske kantoner i det svejtsiske forbund, Luzern, Uri, Schwyz, Unterwlden og Zug oprettede en union og allierede sig med Østrig for at forhindre kantonen Zürich i at sprede protestantisk propaganda i de områder, der styredes i fællesskab af de svejtsiske kantoner. Herefter sendte Zürich en hærstyrke mod unionen, men kampene var sporadiske, og den 26. juni 1529 blev der underskrevet en våbenhvile i Kappel; den blev fulgt op af en aftale, iflg. hvilken unionen opgav sin østrigske alliance, og man enedes om religionsfrihed i fællesområderne. Snart var det dog opfattelsen i de fem katolske kantoner, at protestantismen blev påtvunget befolkningen i fællesområdet Thurgau, og i oktober 1531 erklærede de Zürich krig. Zürich fik hurtigt opstillet en hær, men led nederlag i slaget ved Kappel 11. oktober 1531. Den anden fred i Kappel fastslog katolisismen som hovedreligion i de omstridte områder

 

d Otte Rud, admiral; han indledte allerede som 12-årig et omtumlet krigerliv; således deltog han 1534-35 i Münsters belejring og i sachsisk tjeneste i angrebet på hertug af Braunschweig 1542. Herefter vendte han hjem. Han blev ansat ved hoffet og efter nogle år i statsadministrationen, blev han 1549 lensmand på Dragsholm og 1551 på Gotland. Sin berømmelse opnåede Rud i Den nordiske Syvårskrig 1563-70. I foråret 1564 førte han orlogsskibet Byens Løve. I slaget 30.-31. maj ved Øland kom han tappert Herluf Trolle til undsætning i den ulige kamp med det svenske admiralsskib Makalös og syv andre skibe, og det var Rud, der entrede Makalös, inden det senere brød i brand og sprang i luften. I slaget ved Fehmern juni 1565, hvor Herluf Trolle blev livsfarligt såret, udmærkede han sig igen. Efter slaget søgte flåden til København, og her blev Rud udnævnt til admiral i Herluf Trolles sted. Om bord på Jægermesteren sejlede Rud fra København og stødte 7. juli på en overlegen svensk flåde under Bornholm. Efter en heltemodig kamp måtte han ved aftenstid overgive sig. Under ydmygende former blev Rud og de øvrige fanger i triumftog ført til den svenske konge. Kort efter døde han af pest i sit fangehul (f 15/5 1520)

 

f Frederik 4. konge 1699-1730; søn af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen; størstedelen af hans regeringstid var præget af Den store Nordiske Krig. Trods nederlag og skuffelser holdt Frederik ud, indtil krigen var vundet. Freden 1720 gav mulighed for at indlemme den gottorpske del af Slesvig, og året efter lod Frederik sig hylde som arveherre af stænderne i hertugdømmet Slesvig. Glæden over freden medførte, at den sommerresidens, Frederik 4. 1719 havde besluttet at bygge i Nordsjælland, blev navngivet Fredensborg. Frederik 4., der besøgte Italien i 1692-93 og 1708-09, var meget interesseret i arkitektur og havekunst. Inspirationen fra Italien viste sig, da han – fra 1699 – lod Frederiksberg slot opføre som en italiensk landvilla. I 1701 oprettedes en landmilits, og året efter blev vornedskabet afskaffet. I 1721 oprettedes 240 almueskoler på kronens ryttergods, ligesom der iværksattes forskellige missionsforanstaltninger bl.a. udsendtes Hans Egede til Grønland i 1721. Frederik 4. var gift med Louise af Mecklenburg-Güstow, men allerede inden hendes død, lod han sig 1713 vie til Anna Sofie Rewentlow til venstre hånd. Efter dronningens død 1721 indtog Anna Sofie hendes plads. Anna Sofie fødte Frederik flere børn, der alle døde som små. Dette og tiltagende sygdom bidrog til, at kongeparret i kongens sidste år nærmede sig pietismen (d 12/10 1730)

 

f Arthur Phillip, engelsk admiral og New South Wales første guvernør; som 17-årig indtrådte han i den briti-ske flåde; otte år senere trak han sig tilbage fra sømandslivet og blev farmer i England. Efter tretten års forløb meldte han sig atter til flådetjeneste – først i den portugisiske flåde mod spanierne (1776) og fra 1778 i den britiske i krigen mod Frankrig. I 1786 fik han til opgave at grundlægge en straffekoloni i New South Wales i Australien, og året efter forlod han England med 11 skibe med kurs mod Australien. Skibene ankom til Botany Bay januar 1788. Som New South Wales første guvernør var P’s største problemer oprørske straffefanger og oprørske soldater og – indtil midten af 1790 – truslen for sult. Men efterhånden fik P skabt et velfungerende samfund, hvorved den blev den første koloni i Australien. Men trods hans forsonende politik over for de australske aborigines, lykkedes det ham ikke at skabe fred mellem dem og de europæiske nybyggere. På gr. af dårligt helbred vendte han i 1792 tilbage til England. Men under krigen mod Frankrig gjorde han tjeneste til søs i årene 1796-98 og blev i 1814 forfremmet til admiral (d 31/8 1814)

 

1782 f Steen Steensen Blicher, forfatter; han blev cand teol i 1810 og derefter adjunkt i Randers. Blicher blev 1819 præst i det fattige Thorning, men fik 1825 et væsentligt bedre kald i Spentrup. Blicher sad i håbløs gæld, og han angiver selv ønsket om ekstraindtægter som en væsentlig grund til, han begyndte at skrive noveller til det århusianske underholdningstidsskrift Læsefrugter, og til han selv forsøgte sig med en konkurrent, Nordlyset (1827-29). Blich var en moden mand, da han fandt frem til novellen som sin form. Hans første litterære indsats var oversættelsen af "Ossians Digte" (1807-09) efter skotten Macpherson, et hovedværk i engelsk førromantisk litteratur. I 1824 kom "Digte. Første Deel"- heri det stadig yndede "Kiær est du Fødeland"; i 1827 andendelen "Jyllandsrejse i sex Døgn". Det lyriske hovedværk er "Trækfuglene" (1838) med præludiet "Sig nærmer Tiden, da jeg skal væk". Hans gæld og hans utrolige flid gjorde hans novelleproduktion overordentlig stor, fra den begyndte i 1824 med "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" i Læsefruger. I Nordlyset kom nogle af hans betydeligste noveller bl.a. "Røverstuen", "Hosekræmmeren", "Præsten i Vejlby" og "Kjæltringeliv". Fra 1830'erne er "Marie" og "Fjoren Dage i Jylland". 1841 kom "De tre Helligaftener" og 1842 "E Bindstouw", dansk litteraturs klassiske dialektdigtning. Med "Jyden han æ stærk aa sej", beregnet til at synges ved en planlagt folkefest på Hohøj 1846. Ved siden af præstegerningen fulgte han ivrigt med i tidens rørelser og gav overalt sit besyv med: om vekseldrift og hedeopdyrkning. Efter oprettelsen af de rådgivende stænderfor-samlinger (1834) nærmede Blicher sig liberale tanker og virkede gennem Himmelbjergmøderne (6 ialt, det første i 1839) for national vækkelse og folkelig oplysning. Hans sidste år var fulde af personlige sorger og skuffelser. Hans forhold til alle overordnede blev belastet, og efter flere sammenstød fik han sin afsked i 1847. Men døde i Spentrup præstegård inden nådensårets udløb (d 26/3 1848)

 

d Meriwether Lewis, amerikansk opdagelsesrejsende; han blev uddannet ved hæren og var kaptajn, da præsident Jefferson i 1801 ansatte ham som sin personlige sekretær. To år senere blev han af præsidenten opfordret til at gennemføre en transkontinental udforskningsekspedition. Lewis delte lederskabet af ekspeditionen med William Clark og foretog 1804-06 den første ekspedition over det nordamerikanske fastland fra østkysten til Stillehavet og tilbage. Rejsen blev en succes og offentliggørelsen af den af Lewis omhyggeligt førte dagbog om ekspeditionen udbredte kendskabet til de hidtil ukendte egne og bidrog derved afgørende amerikansk bosættelse i områderne; som belønning for den velgennemførte ekspedition modtog Lewis 1600 acres land og blev udnævnt til guvernør i Louisiana territoriet, der 1803 var blevet købt af Frankrig (f 18/8 1774)

 

1821 f George Williams, engelsk socialreformator og grundlægger i 1844 af YMCA (KFUM) (d 1905)

 

1827 d Chr. Ditlev Reventlow, minister og bondereformator; efter ungdommens dannelsesrejse, hvor han bl.a. studerede det fremskredne engelske landbrug, begyndte han 1773 sin karriere i centraladministrationen. Efter faderens død overtog han i 1775 godset Kristianssæde på Lolland, hvorunder hørte 4 herregårde og 270 fæstegårde. På godset gik Reventlow straks i gang med en række praktiske reformer. Først omlagde han hovedgårdens drift til kobbelbrug, byggede nye avlsbygninger og anskaffede engelske landbrugsredskaber; så fulgte udskiftningen af bondejorden, landgilden blev gjort afhængig af kornprisen, hoveriet stærkt indskrænket eller helt afskaffet, og de fleste af bønderne blev arvefæstere. Endelig byggede han skoler, ansatte lærere og også jordemødre. Sin tid delte han mellem godset og kollegierne i København. Efter kronprinsens kup 1784 trådte Reventlow som leder af rentekammeret frem i forreste række og fik gennemført de store landboreformer; han var toneangivende i landbokommissionen, og 1787 gennemførtes fæstereformen og forordningen om bondens retsstilling. Med sidstnævnte opnåede bonden retslig ligestilling med den øvrige befolkning. I 1788 gennemførtes stavnsbåndets ophævelse og i 1799 hoveriets fastsættelse. 1805 gennemførte han skovbrugsforordningen, der bl.a. fredede den den eksisterende skov og forbød direkte rovhugst i forbindelse med godskøb. Reventlow havde fra 1797 sæde i gehejmekonseillet og fik herigennem afgørende indflydelse på landets almene politik. Han kom efterhånden i direkte modsætning til kronprinsen (fra 1808 kongen, Frederik 6.). I 1813 nedlagde han alle sine embeder og blev hjemme på Lolland (f 11/3 1748)

 

f Eleanor Roosevelt, amerikansk præsidentfrue, der var brordatter af den tidligere præsident Theodor Roosevelt. I 1905 blev hun gift med sin slægtning den senere præsident Franklin Roosevelt, og i de følgende 11 år fødte hun fem børn. Da hendes mand i 1910 begyndte sin politiske karriere som medlem af staten New Yorks Senat, påtog hun sig den sociale og selskabelige rolle, der forventedes af en aktiv politikers kone. Men fra 1921 opbyggede hun sin egen position i det amerikanske samfund. Hun blev aktiv i en række organisationer bl.a. i League of Women Voters, the Women’s Trade Union League og the Women’s Division of the Democratic Party. Da hendes mand i 1933 blev præsident, holdt hun ugentlige pressekonferencer med kvindelige journalister, hun holdt foredrag landet over, og i flere år havde hun en daglig artikel i aviserne med titlen "My Day". Efter hendes mands død i 1945 nåede hendes aktive karriere sit højdepunkt. Eleanor Roosevelt blev medlem af USA's delegationer til FN’s generalforsamlinger, hun var formand for FN's kommission for menneskerettigheder og deltog i udformningen af FN’s deklaration om mennerettigheder. Hun udgav erindringerne "This is my Story" (1937), "My Days" (1938), "This I Remember" (1949), "On my Own" (1959) og en række andre bøger (d 7/11 1963)

 

f Friedrich Bergius, tysk kemiker, der som docent i Hannover gennem indgående videnskabelige undersøgelser i 1913 fandt frem til en proces, der gjorde det muligt at udvinde benzin og andre olieprodukter af kul. Metoden, der efter Bergius blev kaldt bergiusmetoden fik stor betydning for Tyskland under Anden Verdenskrig. Frem til afslutningen af Anden Verdenskrig var Bergius generaldirektør for Deutsche Bergin A.G. für Kohle und Erdölchemie i Heidelberg. Han modtog i 1931 nobelprisen i kemi (d 30/3 1949)

 

1885 f Francois Mauriac, fransk forfatter; han var katolik, og han regnes for en af 1900-tallets betydeligste repræsentanter for en katolsk inspireret romankunst. Hans romaner skildrer lidelsesfyldte psykologiske konflikter i et borgerligt provinsmiljø. Efterhånden som familiedramaerne rulles op, afdækkes menneskenes egentlige, forpinte træk præget af gerrighed, seksuelt begær, jalousi, tomhed, had og mere end noget andet en uovervindelig følelsesmæssig ensomhed. Ingen menneskelig harmoni synes mulig uden Guds nåde. Dette tema står klart i gennembrudsværket romanen "Le Baiser au lépreux" (1922, dansk Kysset til den spedalske, 1927) og forstærkes i bl.a. "Le Næud de vipères" (1932, dansk Øglereden, 1942). Samme tema findes i en række af Mauriacs skuespil bl.a. i hovedværket "Thérèse Desqueyroux" (1927) og fortsættelsen "La Fin de la nuit" (1935). Endvidere har Mauriac skrevet religiøse skrifter og litterære essays. I sine essays er han ikke mindst optaget af forholdet mellem digtning og religiøs tro. Som journalist ved "Le Figaro" og "L’Express" og som politisk debattør bekæmpede han alle former for social og politisk uret. Han fordømte ethvert tilløb til fascisme og hyldede gaullismen. I 1952 modtog Mauriac nobelprisen i litteratur (d 1/9 1970)

 

d James Prescott Joule, britisk fysiker, der anses for en af grundlæggerne af læren om varmen som energiform. Efter at have arbejdet med forskellige elektriske og magnetiske problemer, studerede han eksperimentelt forbindelsen mellem mekanisk arbejde og varme og fremlagde sine resultater 21. august 1843, da han kunne angive varmeenhedens arbejdsværdi. Denne varmeenheds mekaniske værdi målte han i de følgende år ved en række geniale forsøg og fik den bestemt med stor nøjagtighed. Hans undersøgelser over elektricitet og varme ledte ham til den lov, der bærer hans navn - Joules lov for elektrisk energiomsætning. I elektricitetslæren giver loven udtryk for, hvordan elektrisk energi omsættes til varme, når der går strøm gennem en leder. Ifølge loven er den energi, som pr. tidsenhed omsættes til varme lig produktet af resistansen (modstanden) i lederen og kvadratet af strømmen, som går gennem den. I varmelæren bruges Joules lov som betegnelse på den lov, som siger, at den indre energi af en gas er uafhængig af volumen. Joule opstillede denne lov på grundlag af eksperimenter, han havde udført. Senere har det vist sig, at loven kun gælder for ideelle gasser (f 24/12 1818)

 

f Fanny Jensen, socialdemokratisk minister, fagforeningsformand. Hun begyndte sin politiske karriere i føde-byen Horsens. J var fabriksarbejder og var 1912-35 formand for den lokale Kvindeligt Arbejderforbund. 1924-35 var hun tillige medlem af Horsens byråd repræsenterende Socialdemokratiet. I 1935 flyttede hun til København for at blive forbundssekretær, og 1937-47 var hun forbundsformand, i årene 1943-47 tillige medlem af Københavns borgerrepræsentation. Da scialdemokraterne dannede regering dannede regering i 1947 blev J minister uden portefølje "med særligt henblik på hjemmenes, husførelsens og børnenes interesser inden for sociale og forsyningsmæssige områder og på selverhvervende kvinders interesser". Socialdemo-kratiet satte netop i disse år stærkt ind på at få kvinder med i politik bl.a. ved opstilling ved folketingsvalg. J var netop blevet valgt i Roskildekredsen. Selv om J var en respekteret fagforeningsleder, havde hun dog ikke gjort sig stærkt gældende; da hun så tillige fik et så udflydende ministerium uden embedskontor, var der almindelig misførnøjelse blandt partiets kvinder over den placering, kvinder fik i regeringen. Det viste sig da også, at J ikke fik reel politisk indflydelse. Tilmed pegede hendes taler rundt om i landet mere i retning af de idealer vedrørende kvindens stilling, der hørte en tidligere generation til eller i bedste fald ikke pegede fremad mod en selvstændiggørelse gennem faglig uddannelse. Hun har formentlig også selv følt, at hun ikke havde fundet sin plads, for ved regeringsomdannelsen 1950, bad hun selv om sin afsked. Fanny Jensen fortsatte i Folketinget til 1953 (d 9/12 1969)

 

d Anto Bruckner, østrigsk komponist og organist; han blev uddannet som lærer og arbejdede 1841-55 ved forskellige landsbyskoler, fra 1849 virkede han tillige som organist. I 1856 blev han domorganist i Linz. I 1868 professor i harmonilære, kontrapunkt og orgelspil ved konservatoriet i Wien. 1875 blev han docent ved universitetet og 1875 hoforganist. Ved koncerter bl.a. i Paris og London fik han et navn som en af samtidens største orgelvirtuoser. 40 år gammel blev han kendt med Wagners musik. Den fik afgørende betydning for hans livsværk. I de følgende år slog hans egen musikalske personlighed igennem i form af en helt ny, uakademisk skrivemåde. Hans musik er båret af en naiv og stærk katolsk tro og har sit udspring i østrigsk folke- og kirkemusik, hos Beethoven og i den tidlige romantik. Han var dybt forankret i den katolske tro og følte sig stærkt knyttet til religiøs mystik. Hans internationale gennembrud kom i 1885 med opførelsen af den 7. symfoni i tyske koncertsale, og efter 1890 slog et stigende antal opførelser hans navn fast som en af de største symfonikere i 1800-tallets sidste halvdel. Foruden 9 symfonier omfatter hans livsværk kammermusik, orgelmusik, sange og en lang række større og mindre kirkemusikværker bl.a. flere messer, requiem og Te deum (f 4/9 1824)

 

Folkeforbundsforsamlingen vedtager at iværksætte økonomiske sanktioner mod Italien på grund af det italienske angreb på Etiopien. Få dage efter Folkeforbundsrådet den 7. oktober havde stemplet Italien som angriber i Etiopienkonflikten, gjorde forsamlingen det samme. Fire stater stemte imod resolutionen – det var Italien, Albanien, Østrig og Ungarn. Sanktionerne bestod i forbud mod eksport af krigsmateriel til Italien, forbud mod import af varer fra Italien, afspærring af kreditter og forbud mod at eksportere visse strategisk vigtige råvarer til Italien. 51 stater gik med til at iværksætte sanktionerne, og folkestemningen – ikke mindst i Storbritannien – var stærk for, at regeringerne skulle håndhæve bestemmelserne fuldt ud og helst udvide sanktionerne. Flere lande deltog dog ikke. USA var ikke medlem af Folkeforbundet, og selv om præsidenten og hans regering sympatiserede med aktionen, var det meget tvivlsomt om, Roosevelt kunne forpligte USA til at støtte den. Ej heller Tyskland og Japan var medlemmer, og de deltog ikke i sanktionerne. Da disse heller ikke omfattede olie, fik Folkeforbundets aktion ikke nogen betydning for den italienske krigsførelse i Etiopien

 

1963 d Edith Piaf, fransk sanger; egl. Gassion, kunstnernavnet Piaf betyder "spurv"; hun var datter af et artistpar og optrådte sammen med dem på gaderne i udkanten af Paris. Gennem flere år var hun gadesangerske, indtil en barejer engagerede hende til at synge for sine kunder, der hovedsagelig var folk fra underholdningsbranchen. Det var her hun fik navnet Piaf. Promoveret af bl.a. Maurice Chevalier fik hun sit gennembrud i 1939 på det store parisiske varietéteater ABC. Efter krigen havde hun stor succes i en række film og blev internationalt kendt på turneer i Europa og USA. Hendes stemme, hendes raffinerede fremtoning på scenen og ikke mindst hendes repertoire, der for det meste var parisiske kærlighedsviser af realistisk, melankolsk karakter, f.eks. "Milord", "Je ne regrette rien" og "La Vie en Rose" fik hende til at fremstå som en visens tragédienne. Piaf udgav memoirerne "Au Bal de la Chance" (1958) (f 19/12 1915)

 

Mary Rose - stoltheden i Henrik 8.'s flåde, som sank i Solent strædet i 1545 - bliver hævet. Vraget, der havde været kendt siden 1836, kom nogle år senere under konservering i Portsmouth. Konservaringen påregnes at vare 15-20 år. Bunden og det meste af styrbords side er bevaret, mens det meste af bagbords side mangler, hvilket gør det muligt at se dækkene inde i skibet. Mary Rose var 41 m langt og 11,6 m bredt, havde en besætning på 600-700 mand og var bestykket med en blanding af forlade- og bagladekanoner, i alt over 100 større og især mindre stykker. Det er hensigten kun at konservere det bestående, herunder at genindsætte løsfundne bjælker, spanter, knæ og andet. Der er altså ingen planer om at restaurere skibet ved at indsætte nyt tømmer som erstatning for det manglende

 

 

 

 

 

 

Til top        12. oktober

1428 Under Hundredårskrigen mellem England og Frankrig indleder en engelsk troppestyrke under Thomas de Montacute, jarl af Salisbury, belejringen af Orléans. En belejring der skulle vise sig at blive et vendepunkt i krigen. Belejringen blev påbegyndt efter den engelske erobring af det område, der i datiden hed Maine og i dag udgøres af departementerne Mayenne og Sarthe. Området var grænseområde mellem den del af Frankrig, der anerkendte Henrik VI af England som fransk konge og den del, der som konge anerkendte den ukronede franske konge Karl VII. I belejringens første uger erobrede englænderne flere strategisk vigtige steder ved Loire oven for og neden for Orléans. Dertil kom erobringen af et brohoved på flodens sydlige bred lige over for Orleans. Jarlen af Salisbury døde af sår den 3. novbr. 1428, og hans efterfølger William de la Pole, jarl af Suffolk gjorde ikke meget for at bringe belejringen til en sejrrig afslutning for englænderne. Først i begyndelsen 1429 iværksatte englænderne en intensivering af belejringen, uden det dog bragte den til afslutning. Et fransk forsøg på at afskære englændernes forsyningslinje blev afvist den 12. februar 1429, og byens forsvarere – under kommando af Jean d’Orléans, greve af Dunois – var ved at indstille sig på kapitulation. Da var det Jeanne d’Arc i Chinon overtalte Karl VII til at sende en hær mod Orléans for at befri den. Efter at have besejret englænderne og indtaget et af deres belejringsforter kunne Jeanne d’Arc den 30. april 1429 rykke ind i Orléans med forsyninger. I ugen herefter blev de vigtigste engelske belejringsforter indtaget, og den 8. maj hævede englænderne belejringen

 

1459 Under Rosekrigene i England udkæmpes slaget ved Ludford bridge. Betegnet som en mindre træfning. Men træfningen viste York partiets tøven til at kæmpe mod kongen (Henrik VI), for efter Ludford opløstes York partiets styrker og dets ledere flygtede. Hertugen af York til Irland, hans ældste søn Edward, med sin onkel Salisbury og fætter, til Calais.

 

1492 d Piero della Francesca, italiensk maler; under påvirkning af fransk-nederlandsk realisme blev hans sans for det vidstrakte, detaljefyldte landskab vakt; hans ideal var en virkelighedsskildring, som stemte med de optiske love, og til dette brugte han linieperspektivet på en velberegnet, ofte overraskende måde. 1445 udførte han et madonna-alter for Misericordia-brødrene i hjembyen Borgo San Sepolcro. P var ofte gæst ved de italienske fyrstehoffer; malede bl.a. Sigismondo Malatesta i Rimini (1451) og i Urbino hertug Federigo da Montefeltro og hans hustrus portrætter (mellem 1461- 68). Om hans hovedværk – freskobillederne af det hellige kors historie i San Francesco i Arezzo – er blevet sagt, at han forenklede formen og gav billederne en stærk monumental virkning. Mod slutningen af sin levetid udførte han et mægtigt billede af Opstandelsen til den store rådhussal i Borgo San Sepolcro. Uden at danne skole fik della Francesca dybgribende indflydelse og står som rundlæggeren af først og fremmest det østitalienske renæssancemaleri (f 1410-20)

 

Columbus får land i sigte - San Salvador. Den 3. august 1492 havde Columbus med sin lille flåde på tre skibe forladt Spanien. Den 12. august nåede flåden De kanariske Øer. Her var man til den 6. september, da man satte kursen mod vest. At der var land forude, begyndte man at få vished for den 6. oktober. Da sås fugleflokke flyve mod sydvest, og dagen efter blev sandsynligheden bekræftet af planterester på vandet. To timer efter midnat den 12. oktober meddelte udkigsmanden på et af skibene, at der var land forude. Om morgenen åbenbaredes et jomfrueligt smukt land for de henrykte spaniere. Sammen med kaptajnerne fra de to andre skibe og en del af besætningerne gik Columbus i land. Han plantede det spanske flag på strandbredden, og i de spanske regenters – Ferdinand og Isabella - tog han landet i besiddelse. Stedet, man var kommet til, var en af øerne i Bahamaøgruppen. Spanierne navngav den San Salvador. Alt, hvad Columbus så, overbeviste ham om, at han var kommet til de øer, "der på kortene er placeret blandt øerne ved Østens kyst". Columbus gav ordre til hurtigt opbrud for at se "om jeg kan finde øen Cipango" (d.v.s. Japan)

 

f Edward 6. engelsk konge 1547-1553; søn af Henrik 8. og hans tredie kone Jane Seymour; hans mor døde 12 dage efter hans fødsel, selv var han et svageligt barn, og det var den almindelige opfattelse, han ikke ville få noget langt liv. Efter Henrik 8.’s død efterfulgte Edward sin far på den engelske trone som 9 årig. Ved at oprette et regeringsråd havde Henrik søgt at sikre sin søn. Men Edwards onkel Edward Seymour, jarl af Hertford sikrede sig positionen som barnekongens protektor og udøvede som hertug af Somerset den faktiske magt. Intriger og magtkampe ved hoffet gjorde, at Somersets magtperiode blev kort. Den nye magthaver blev John Dudley, jarl af Warwick, der som hertug af Northumberland knuste al opposition. Da de første tegn på en tuberkulose i hurtig udvikling viste sig jan 1553, overtalte Northumberland Edward til som sin efterfølger at udnævne Lady Jane Grey, der var gift med Northumberlands søn, Guildford. I maj 1553 var det almindeligt kendt, at kongen var døende. I ni dage beklædte Jane Grey den engelske trone, så blev Edward efterfulgt af sin søster Marie, der er gået over i historien som Marie den Blodige (d 6/7 1553)

 

1730 d Frederik 4. konge 1699-1730; søn af Chr 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen; størstedelen af hans regeringstid var præget af Den store Nordiske Krig. Trods nederlag og skuffelser holdt F ud, indtil krigen var vundet. Freden 1720 gav mulighed for at indlemme den gottorpske del af Slesvig, og året efter lod F sig hylde som arveherre af stænderne i hertugdømmet Slesvig. Glæden over freden medførte, at den sommerresidens, Fdr 4. 1719 havde besluttet at bygge i Nordsjælland, blev navngivet Fredensborg. F, der besøgte Italien i 1692-93 og 1708-09, var meget interesseret i arkitektur og havekunst. Inspirationen fra Italien viste sig, da han – fra 1699 – lod Frederiksberg slot opføre som en italiensk landvilla. I 1701 oprettedes en landmilits, og året efter blev vornedskabet afskaffet. I 1721 oprettedes 240 almueskoler på kronens ryttergods, ligesom der iværksattes forskellige missionsforanstaltninger, bl.a. udsendtes Hans Egede til Grønland i 1721. F var gift med Louise af Mecklenburg-Güstow, men allerede inden hendes død, lod han sig 1713 vie til Anna Sofie Rewentlow til venstre hånd. Efter dronningens død 1721 indtog Anna Sofie hendes plads. Anna Sofie fødte F flere børn, der alle døde som små. Dette og tiltagende sygdom bidrog til, at kongeparret i kongens sidste år nærmede sig pietismen (f 11/10 1671)

 

d Elizabeth Fry, britisk fængselsreformator; hun var af kvækerslægt og datter af en rig bankier. Fra sin tidligste ungdom deltog hun ivrigt i kvækernes møder, og i 1811 blev hun en af deres prædikanter. I 1813 begyndte hun at tage sig af de kvindelige fanger i Newgate-fængslet, og i 1817 dannede hun en forening, hvis formål var at hjælpe dem og skabe reformer i fængselssystemet. Bl. a. blev der oprettet særlige kvindeafdelinger, der blev ansat kvindelige fængselsbetjente, fangerne fik undervisning og sat til meningsfyldt beskæftigelse. 1838-41 studerede hun fængselsvæsenet i andre europæiske lande. Således var hun i 1841 i København. Takket være Frys utrættelige arbejde blev der efterhånden gennemført en række fængselsreformer ikke kun i England, men i flere europæiske lande. Også inden for sygepleje og andre sociale opgaver var Fry virksom (f 21/5 1780)

 

1866 f Ramsay MacDonald, britisk premierminister; han blev født i Skotland og flyttede som ung til England, hvor han arbejdede som kontorist, sekretær og journalist. Han sluttede sig 1893 til Independent Labour Party og indvalgtes 1906 i Underhuset, hvor han 1911 blev leder af sit parti. Han bestred krigsfaren så sent som 3. august 1914 og forsvarede hårdnakket neutralitetspolitikken; derfor mistede nhan lederposteni sit parti. Under verdenskrigen fortsatte han med at være fredsven og arbejdede for at genoptage arbejdernes internationale forbindelser. Han mistede sin plads i Underhuset 1918, men genvalgtes 1922. Han dannede i 1924 Storbri-tanniens første arbejderregering, i hvilken han tillige var udenrigsminister. Regeringsskiftet kom til at markere et skifte i britisk udenrigspolitik. Den britiske regering, som hidtil havde støttet, eller i hvert fald ikke havde modsat sig Frankrigs hårde politik over for Tyskland med besættelsen af Ruhrområdet, slog nu ind på en anden og mere forsonlig linje over for Tyskland. Da Labour tabte valget samme år, fik MacDonalds regering kun en kort levetid. I 1929 kunne han atter danne regering. Men den var magtesløs over for den økonomiske krise med dens store arbejdsløshed, og uenighed om den økonomiske politik førte i 1931 til et brud inden for arbejderpartiet. MacDonald dannede da i august i samarbejde med De Konservative og Liberale en national samlings-regering. Regeringen var domineret af de konservative, og MacDonald indflydelse blev stadig mindre. Ved det følgende valg fik MacDonalds nydannede parti kun 13 pladser, og juni 1935 trådte han tilbage. Han blev efterfulgt af den konservative Baldwin. Af mange i Labour blev MacDonald betragtet som forræder, fordi han havde siddet i regering sammen med klassefjenden, de konservative, og han døde som en knækket og isoleret mand ( d 9/11 1937)

 

d Robert E. Lee, amerikansk general og øverstkommanderende for Sydstatshæren under Den amerikanske Borgerkrig; bl.a. efter deltagelse i Den Mexicansk-amerikanske Krig 1846-48 havde han, da borgerkrigen brød ud, gennemgået en så smuk militærkarriere, at han af præsident Lincoln fik tilbudt overkommandoen over unionstropperne. Men da han hørte hjemme i Virginia, tog han sin afsked og trådte i sydstaternes tjeneste og blev overgeneral for disses samlede styrker. I de flg. år lagde han stor energi og dygtighed for dagen, og trods talmæssig lykkedes det ham at hindre Nordstatshæren i at nå Sydens hovedstad, Richmond i Virginia. To gange stod han i spidsen for offensiver ind i Nordstaterne, første gang i forbindelse med Slaget ved Antietam i 1862, anden gang, da han led det afgørende nederlag ved Gettysburg i 1863. Derefter førte han en langstrakt defensiv krig, til han i april 1865 måtte kapitulere ved Appomatox. Efter krigen var han præsident for Washington College i Lexington. Lees eftermæle siger, at han var en af krigens dygtigste feltherrer, og at han var meget populær blandt soldaterne (f 19/1 1807)

 

d Chr. Emil Krag-Juel-Vind-Frijs, lensgreve, konseilspræsident 1865-70; han var ejer af landets største gods Frijsenborg ved Hammel og fik tidligt stor lokal indflydelse. Ud fra en særdeles konservativ holdning begyndte han sin landspolitiske karriere, da han forgæves stillede op ved valget til Den grundlovgivende Rigsforsamling. I 1858 blev han medlem af Rigsrådet af 2. oktober 1855, hvor han i 1863 stemte for Novemberforfatningen, der førte til krigen med Preussen og Østrig i 1864 og tabet af Slesvig og Holsten. I 1865 blev han medlem af Folketinget; året efter flyttede han over i Landstinget, hvor han havde sæde til 1890. Da han samme år blev leder af gruppen De nationale Godsejere, rykkede han frem i forreste linje i dansk politik. I november 1865 blev han konsejlspræsident i den første af flere godsejerregeringer. I sin regering overtog han også posten som udenrigsminister. Ministeriet Frijs gennemførte bl.a. forfatningsrevisionen – "den gjennemsete grundlov" af 28. juli 1866 samt en nyordning af forsvaret med en mobil hær på 60.000 mand, som man håbede, i en tredie slesvigsk krig i samarbejde med Frankrig ville kunne vinde Slesvig tilbage. Frijs trådte tilbage som regeringsleder i maj 1870 (f 8/12 1817)

 

Det ultimatum, præsident Krüger i Transvaal har stillet briterne, udløber. Dermed er krigen mellem briterne og boerne en kendsgerning – Boerkrigen er i gang. For briterne, der siden 1814 havde haft magten over kolonien i Sydafrika, havde de uafhængige boerstater, Transvaal og Oranje længe været en torn i øjet. Her levede boerne som kvægavlere med deres gammel-hollandske sædvaner og strenge kalvinisme. For dem var negeren fra Guds hånd den hvide mands slave. I kamp med zuluerne, og samtidig med negerslaver som landarbejdere og tjenestefolk levede mange boere på deres små gårde sammen med negrene i en patriarkalsk tilværelse. Da der omkring 1870 blev fundet diamanter i Kimberley, vest for Oranje og i 1886 guld ved Witwatersrand i Transvaal, strømmede titusinder af spekulanter og eventyrere, minefolk og arbejdere, forretningsmænd og mange andre repræsentanter for et moderne samfund til. Snart udgjorde disse uitlanders flertallet i Transvaal, og hele det gamle boersamfund var ved at blive opløst. For briterne blev uitlanders murbrækkeren, der skulle sikre dem magten i Transval og Oranje. De betalte langt hovedparten af de to republikkers skatteindtægter, men havde ikke stemmeret. I 1897 rejste briterne over for præsident Krüger krav om stemmeret til uitlanders. Da en imødekommelse af kravet ville betyde afslutningen på boernes kontrol med områderne, blev det afvist. Man bevægede sig herefter frem mod et væbnet opgør. Den 9. oktober 1899 stillede Krüger briterne et ultimatum om tilbagetrækning af britiske tropper fra republikkernes grænser. Da der ikke kom noget svar inden fristens udløb, var krigen en kendsgerning

 

I et forsøg på at bryde gennem de allieredes linjer begynder tyskerne under Første Verdenskrig en offensiv ved Ypers i Belgien. Med angrebet indledtes det, der i historien bliver kaldt det første slag ved Ypres. Slaget varede til 22. november. Kejseren mødte selv op for at være vidne til gennembruddet. Den 31. oktober, da tyskerne brød ind i den britiske linje ved Geluwe (Gheluvelt), nåede slaget sit højdepunkt. Men i et forbløffende modangreb kastede de 368 overlevende briter fra Worcestershire regimentets 2. bataljon tyskerne ud igen. Efterhånden døde tyskernes angreb ud, især da den preussiske garde var blevet slået tilbage den 11. november. Så takket være de britiske soldaters stædige udholdenhed, og at der kom fransk hjælp i tide, lykkedes det ikke tyskerne at gennembryde de allieredes linjer. Det anslås, at briterne mistede over 50.000 mand, og tyskerne mindst dobbelt så mange, deraf næsten halvdelen af det indsatte infanteri. Den britiske sejr ved Ypres var på to måder en milepæl i Første Verdenskrig. Den understøttede den nationale begejstring i Storbritannien, hvor en hær af værnepligtige var ved at blive opbygget, og den konsoliderede den skyttegravskæde, der nu er blevet etableret fra den svejtsiske grænse til Kanalen.

 

d henrettet Edith (Louise) Cavell, britisk sygeplejerske; fra 1907 var hun leder af en sygeplejeskole i Bruxelles. Ved Første Verdenskrigs udbrud omdannedes skolen til lazaret. Under de allieredes tilbagetog fra Mons og Charleroi i august 1914 blev mange britiske og franske soldater afskåret fra deres enheder og havnede i tysk kontrollerede områder. For ikke at falde i tysk krigsfangenskab iførte de sig civile klæder. Ved at gøre det var de ikke mere beskyttet af Genevekonventionen om krigsfanger, men kunne henrettes som spioner. Det samme kunne de mennesker, som hjalp dem på deres flugt. En organisation bestående af belgiere fra alle samfundslag hjalp soldaterne med at flygte fra det besatte Belgien over grænsen til det neutrale Holland. Cavell blev spurgt om hun ville skjule de flygtende på sit hospital. Det ville hun, og hun bistod flere end 200 med at flygte til Holland. Tyskerne opdagede, hvad der foregik, og den 5. august 1915 blev Cavell sammen med 34 andre arresteret. Sammen med fem andre blev hun dømt til døden. Trods amerikanske og spanske forsøg på at få omgjort dommen blev hun henrettet. Henrettelsen af en kvinde – og tilmed en sygeplejerske – vakte forfærdelse mange steder, og i de Allierede lande blev hun betragtet som en martyr. Selv om det var politisk dumt, hvad tyskerne gjorde, kunne henrettelsen juridisk ikke anfægtes. Måske moralsk (f 4/12 1865)

 

1919 d Chr. Filtenborg, århusiansk grosserer; efter sin første handelsmæssige uddannelse i en onkels firma, der hovedsagelig handlede med ure en detail og en gros, blev Filtenborg efter yderligere uddannelse i udlandet 1891 medindehaver af onklens firma og efter få år eneindehaver. Under hans ledelse voksede virksomheden, der også var kommet til at omfatte optikervarer. Efter at have flyttet firmaet fra Tangen til byens nye hovedstrøg, Ryesgade indgik byens store grossererforretning i guld- og sølvvarer, Hans Jensen & Co. i Filtenborgs firma. Senere fulgte filialer i Ålborg og Odense sideløbennde med, at Filtenborg oprettede egen fabrik for bl.a. urtilbehør og barometre. Under en meget aktiv og frremsynet ledelse voksede virksomheden i årene op mod Første Verdenskrig til at blive Skandinaviens største i sin branche, og Filtenborg blev en særdeles velhavende mand. Han var 1897-1909 medlem af Århus Byråd, og han var meget virksom i planlægningen af Landsudstillingen i Århus 1909. Således var han udstillingens hovedkasserer, og økonomisk ydede han en stor indsats, som blev meget anerkendt – han udnævntes bl.a. til etatsråd. Christian Filtenborg var barnløs, og allerede mens han levede, anvendte han store summer til velgørende formål og til byens fremme. I 1903 lod han bygge en af byens prægtigste villaer på hjørnet af Strandvejen og Kongevejen ved den plads, der bærer hans navn (f 31/5 1852)

 

d Anatole France, fransk forfatter, der var påvirket af antikkens og oplysningstidens filosofi. Som Voltaire var han en skeptiker og en klar stilist med en omfattende viden. Hans forfatterskab er præget af ironi og medfølelse, vid og skarp intelligens, ofte sensuelt betonet som i de historiske romaner "Thaïs" (1890) og "La Rotisserie de la reine Pédauque" (1893). Han slog igennem i 1881 med en munter samtidsroman "Le crime de Sylvestre Bonnard", som blev prisbelønnet af Akademiet. Til dels selvbiografisk er "Le Livre de mon ami" (1885), hvori han giver poetiske billeder fra barndommens Paris; i samme genre er "Pierre Nozière" (1899). Med årene greb F stadig mere ind i samtidens liv, talte for frihed og ret; var en ivrig forsvarer for Dreyfus. Hans stilfærdige romaner er i grunden kraftige protester mod enhver form for undertrykkelse, enten den kommer fra religionen, fra "rettens" håndhævere eller fra militarismen. Endvidere har F skrevet biografien "Vie de Jeanne d’Arc" (1908) og den historiske fortælling "Les Dieux ont soif" (1912). Han fik Nobelprisen i litteratur 1921 og blev i samtiden betragtet som en digterhøvding. Om F er det blevet sagt, at hans indflydelse på fransk litteratur er lille, og at han var alt for bundet til sine litterære forbilleder (f 16/4 1844)

 

1928 d Dagmar, dansk prinsesse og kejserinde af Rusland under navnet Marija Fjodorovna; hun var datter af Christian 9. og dronning Louise og blev 1866 gift med storfyrst, fra 1881 kejser Alexander 3. af Rusland. Hendes ældste søn, Nikolaj, blev som Ruslands sidste kejser, myrdet sammen med sin familie af bolsjevikkerne i 1918. Hun undgik selv denne skæbne og blev i 1919 på et britisk krigsskib evakueret til Storbritannien. Fra 1920 til sin død levede Dagmar på Hvidøre nord for København og var til stor hjælp for landflygtige russere i Danmark (f 26/11 1847)

 

1940 d Tom Mix, amerikansk cowboy og filmskuespiller, der betegnes som stumfilmens mest populære cowboystjerne, og hvis bedste film var fyldt med wild-west action med Mix som den muntre, atletiske, romantiske helt iklædt et overdrevent flot kostume og den klassiske hvide hat. Med tonefilmens fremkomst i 1930’erne virkede hans film gammeldags, og han begyndte i stedet at optræde i cirkus med sine cowboy-færdigheder. Han indspillede henved 400 korte og lange film; hans første film er fra 1910: "The long Trail" og "The Range Riders"; de sidste er fra 1933: "Bandit-byen" og "Manden med den sorte maske" (f 6/1 1880)

 

1965 d Paul Hermann Müller, svejtsisk kemiker, der modtog nobelprisen i medicin 1948 for sin opdagelse af anvendelse af DDT som insektgift. Efter i 1925 at have fået en doktorgrad i kemi ved universitetet i Basel blev M ansat ved J. R. Geigy Company i Basel. Fra omkr 1935 begyndte M at arbejde med insektgifte. Da han forgæves havde prøvet flere forskellige stoffer, syntetiserede han dichlorodiphenyltrichloroethane (DDT), en forbindelse der synes at have alle de egenskaber, en ideel insektgift skal have. Det første DDT blev fremstillet i sept 1939 og blev med succes afprøvet af de svejtsiske myndigheder på Colorado biller. I december 1943 blev der anvendt DDT af de amerikanske tropper i Napoli til bekæmpelse af en truende tyfus-epidemi; ligeledes blev stoffet anvendt af amerikanerne i Stillehavskrigen i bekæmpelsen af sygdomsbærende insekter. Selv om anvendelsen af DDT efterhånden er blevet mindre, er M's bidrag til sygdomsbekæmpelse og væksten i verdens fødevareproduktion af blivende betydning (f 12/1 1899)

 

d Dean Acheson, amerikansk udenrigsminister 1949-53; efter at have afsluttet sine juridiske studier ved Yale og Harvard gjorde Acheson tjeneste i den amerikanske flåde under Første Verdenskrig. I 1921 blev han ansat i et advokatfirma i Washington D.C., og i de næste 50 år var han dels beskæftiget i denne lukrative praksis dels i statens tjeneste. Hans første ansættelse i statens tjeneste skete i 1933, da han i seks måneder var viceminister i finansministeriet. I 1941 begyndte hans tjeneste i udenrigsministeriet. Her var han i årene 1941-45 assisterende udenrigsminister og 1945-47 viceudenrigsminister. Efter udnævnelsen i 1945 var en af hans første opgaver at sikre Senatets godkendelse af amerikansk medlemskab af FN. Ved krigens afslutning var Acheson blevet overbevist antikommunist, en overbevisning, der fik afgørende indflydelse på hans ledelse af amerikansk udenrigspolitik. Han var overbevist om, at Sovjetunionen førte en ekspansiv udenrigspolitik, og han var drivkraften ved udformningen af inddæmningspolitikken over for Sovjetunionen. Således var han meget aktiv ved udform-ningen af Trumandoktrinen i 1947 og Marshallplanen i 1947-48. Som udenrigsminister 1949-53 arbejdede han ihærdigt for at støtte Vesteuropa bl.a. ved oprettelsen af Atlantpagten 1949. Hans "Europa først" holdning gjorde ham til en let skydeskive for visse konservative republikanere. De mente, at denne politik forsømte Asien, der netop med Maos sejr i 1949 og udbruddet af Koreakrigen i 1950 var udsat for alvorlige trusler. Efter hans afgang brugte forskellige præsidenter ham som uofficiel rådgiver således John F. Kennedy i forbindelse med Cubakrisen i 1962 (f 11/4 1893)

 

 

 

 

Til top        13. oktober

54 d Claudius, romersk kejser 41-54; han var yngste søn af Drusus den ældre og Antonia den yngre, datter af Marcus Antonius og kejser Augustus’ søster Octavia. Fra sin tidligste ungdom var C sygelig og plaget af talebesvær. Dette betød dels, at han af de mange tronprætendenter ikke ansås for en fare for deres ambitioner, og han derfor kunne leve i fred, dels at han ikke blev konsul før i 37, da nevøen Caligula efterfulgte Tiberius som kejser. Trods modstand fra Senatet blev C efter drabet på Caligula i 41 udråbt til kejser af prætorianergarden; forholdet mellem C og Senatet forblev derfor anspændt. Medvirkende hertil var C’s interesse for retsplejen og den rolle, som kejserens frigivne slaver kom til at spille i centralforvaltningen. I sin indenrigsplotik søgte han at forbedre Roms kornforsyning bl.a. gennem ændringer i administration og ved anlæggelse af et nyt havneanlæg 4 km fra Ostia. Udenrigspolitisk var C’s regeringstid karakteriseret af en udbygning af grænserne langs Rhinen og Donau samt indlemmelse af nye områder som provinserne Mauretania, Thrakien og Britannia. Efter sin første kones død giftede C sig med sin niece Agrippina den yngre og adpoterede Nero, der var hendes søn af første ægteskab. I sine sidste år var C under stærk indflydelse af sin hustru og hendes rådgivere, og hun stod formentlig bag hendes død, der banede Nero vej til kejsertronen. Efter sin død blev C som den første kejser siden Augustus guddommeliggjort. C’s unge år var helliget studier af bl.a. etruskisk historie, men intet er bevaret af dette omfangsrige forfatterskab (f 1/8 10 f.Kr.)

 

f Mariotto Albertinelli, italiensk maler, han var virksom i Firenze og arbejdede her tæt sammen med maleren Fra Bartolommeo.Da denne i 1500 blev munk, videreførte A deres værksted. Hans værker "Hjemsøgelsen" (1503, Uffizierne, Firenze) og "Forkyndelsen" (1506-10, Galleria dell’Accademia, Firenze) er begge karakteristiske eksempler på den florentinske højrenæssances storladne helhedsvirkning (d 5/11 1511)

 

1556 f Breide Rantzau, rigsråd; efter at have været på dannelsesrejse til europæiske universitetsbyer arvede han 1572 Brahetrolleborg på Fyn. I 1576 blev han hofjunker og kom i kraft af sin tyske afstamning til at fungere som binde- led mellem slesvig-holstenske adel og den danske. Kun 25 år gammel blev R i 1581 optaget i rigsrådet og var medlem af regeringsrådet 1589 og 1592. I 1601 blev han udnævnt til statholder i København og fik dermed ansvaret for hæren og orlogsflåden – og dermed også for krigsudrustningen forud for Kalmarkrigen 1611-13. (d 10/1 1618)

 

1660 På Stændermødet i København går adelen med til, at Danmark skal være et arvekongedømme. Den 8. oktober havde borgerstanden og gejstligheden tilbudt Frederik III arveriget i både Danmark og Norge. Dermed havde de ikke-adelige stænder med et slag forvandlet stændermødet fra et forum for det kendte taktiske spil om finans- og fordelingspolitik til skueplads for en historisk set enestående principdebat om rigernes forfatning. Rigsrådets medlemmer så klart konsekvensen af forslaget gennemførelse. Det ville betyde afslutningen af deres indflydelse på rigernes ledelse og deres privilegier – bl.a. skattefrihed. Siden kongerigets ældste tider havde Danmark været et valgrige. Efterhånden var det blevet sådan, at det var rigsrådet – repræsenterende landets 15-20 fornemste adelsfamilier – der valgte kongen. Inden han blev kronet, måtte han underskrive en af rigsrådet forfattet håndfæstning, der gav rigsrådsadelen afgørende indflydelse på rigets styrelse. Da rigsrådet den 10. oktober afkrævedes et svar, blev det derfor et nej. Men samme aften blev det politiske pres på rigsråd og adel suppleret med et militært. Kongen lod København sætte i militær undtagelsestilstand, ligesom byen blev afspærret fra omverdenen. Samtidig blev de militære garnisoner ude i landet sat i forhøjet beredskab, og kongen lod på flere måder forstå, at et hurtigt svar fra rigsrådet nu var nødvendigt, og at et nej ikke ville være acceptabelt. Stillet over for et sådant pres måtte adelen opgive modstanden mod borgernes og gejstlighedens arverigeforslag. Hermed var en lovformelig overdragelse af arveregeringen til Frederik III og hans mandlige og kvindelige efterkommere tilvejebragt

 

Ole Borch, polyhistor, filolog, kemiker, læge og botaniker; han er blevet karakteriseret som den sidste store polyhistor, der formåede at samle flere videnskabelige områder til en samlet, universel enhed. Således ud-nævntes han i 1660 til professor i filologi og ekstraordinær professor i botanik og kemi ved Københavns Uni-versitet, hvor hans tiltrædelsesdisputats hed "De lexicorum Latinorum jejunitate". Borch deltog i forsvaret af København 1658-59. I stormnatten havde han sin post ved Løngangen, hvor kampen var hårdest; for sin indsats fik han tillagt kongetienden af Strø sogn i Frederiksborg len på livstid. Han foretog 1660-66 en læn-gere udenlandsrejse bl.a. til Italien, hvor han studerede filologi. I Rom mødtes han med dronning Christina af Sverige, der ofte lod ham hente, for at de kunne tale sammen om "den hemmelige kemis studium" og søge at finde de vises sten, der kunne forvandle uædle metaller til ædle. Efter sin hjemkomst blev han atter professor og blev desuden 1667 udnævnt til hoflæge. Borchs væsentligste indsats inden for det medicinske og botaniske område var udgivelsen i 1688 af hans sidste større skrift, en populær lægebog "De usu plantarum indigenarum in medicina", med udførlige anvisninger til at helbrede de almindeligste sygdomme ved hjælp af indenlandske planter. Som filolog står Borch som en af grundlæggerne af dansk litteraturhistorie. Også som kemiker udgav B en række væsentlige skrifter blandt andre "De ortu et progressu chemiæ" (1668). Borch testamenterede sin betydelige formue til oprettelse af Borchs Kollegium i København (f 7/4 1626)

 

1673 d Christoffer Gabel, rentemester, statholder; han stammede fra en jævn borgerfamilie i Glückstadt og kom i 1639 i tjeneste hos den senere kong Frederik 3. som kammerskriver. Da Frederik blev konge i 1648, forblev G i hans tjeneste. Da G forstod at vinde den sky og mistroiske konges tillid, fik han efterhånden stor indflydelse. Men hans karriere var alene afhængig af kongens nåde og unåde. G’s eneste politiske ledetråd måtte derfor blive at virke for kongens interesser og en udvidelse af hans magt. Under stændermødet 1660 spillede G en vigtig rolle bl.a. som mellemmand mellem kongen og de ikke-adelige stænders ledere. Efter at enevælden - som G var en ivrig tilhænger af - var blevet indført, styrkedes han stilling yderligere. Han blev rentemester, medlem af statskollegiet og assessor i højesteret. I de flg. år befæstedes hans position. At det lykkedes ham, skyldtes tre ting, for det første Corfitz Ulfeldts forræderi, dernæst Frederik 3.’s mistro til den gamle adel, og endelig at han aldrig opfattede sig som statsmand, men forblev fyrstetjener. 1664 blev G statholder i København og fik fra 1665 den faktiske ledelse af udenrigspolitikken. Med Frederik 3.’s død febr. 1670 var grundlaget for G’s magt på én gang borte. April samme år måtte han indgive afskedsbegæring. En planlagt undersøgelse af hans administration blev ikke til noget, og efter hans død fik hans arvinger anerkendt en samlet fordring på 136.689 rigsdaler (f 6/1 1617)

 

1703 f Otto Thott, embedsmand, minister og bogsamler; han deltog ved oprettelsen af Kommercekollegiet i 1735 og forfattede det økonomiske programskrift "Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Commerciens Tilstand og Opkomst", der anbefalede en afhjælpning af landbrugskrisen ved en moderat merkantilistisk politik, Han blev i 1758 medlem af Gehejmekonseilet, men blev afskediget i 1770 af Struensee. Efter dennes fald blev han medlem af Gehejmestatsrådet og fik poster i finansforvaltningen. T ejede fra 1737 godset Gavnø, hvor han lod hovedbyg-ningen ombygge og anlagde en malerisamling. Desuden ejede han et palæ på Kongens Nytorv i København; det var i slægtens eje til 1930, da blev det købt af den franske stat, der lod palæet indrette til ambassade. I palæet skabte T en bogsamling af internationalt format. T var Danmarks største bogsamler og ejede ved sin død flere bøger end Det Kongelige Bibliotek, som arvede alle bøger ældre end 1530 og købte en stor del af de andre, som blev solgt ved en auktion (d 10/9 1785)

 

Grundstenen til Det hvide Hus, den amerikanske præsidents officielle bolig på Pennsylvania Avenue i Washington D.C., bliver lagt af præsident George Washington. Bygningen blev opført i nyklassistisk stil efter tegninger af arkitekten James Hoban, og i 1800 kunne præsident John Adams flytte ind

 

1798 f H.V. Bissen, billedhugger; som elev på Kunstakademiet i København vandt han i 1821 akademiets lille guldmedalje for et relief. To år senere fik han den store guldmedalje. I årene 1824-34 opholdt han sig i Rom, hvor han blev Thorvaldsens medhjælper. Dette forhold fik varig indflydelse på hans kunst, idet han blev stærkt præget af mesterens antikke motivkreds og klassisistiske formsprog. Det viser sig f.eks. i hans "Paris med æblet" (1831-40, Glyptoteket). Efter hjemkomsten i 1834 udfoldede B en rig virksomhed til dels foranlediget af offentlige bestillin-ger. Han påbegyndte den skulpturelle udsmykning af dronningetrappen på Christiansborg (18 kvindelige figurer) og det næsten 100 m lange relief med "Ceres og Bacchus’ tog". Efter skitser af Thorvaldsen udførte han kolossal-statuer til slottets facade. Omkring 1850 blev han grebet af den almindelige nationalliberale strømning og tillige stærkt påvirket af tidens ideer om en folkelig kunst. Disse forhold kom klart til udtryk i hans arbejder bl.a. i hans nok berømteste værk "Landsoldaten" i Fredericia (1850-51), der ligesom "Istedløven" ved Tøjhusmuseet (1859-60) er sat til minde om slag i Treårskrigen. Fra 1854-61 er den siddende Oehlenschlæger foran Det Kgl. Teater. Til hans betydeligste arbejder fra de senere år hører endvidere statuen af Frederik 6. i Frederiksberg Have (1855-58) og Frederik 7. til hest foran Christiansborg Slot (1863-73, fuldført af sønnen Vilh. B.). Dertil kommer ca. 150 buster af hans samtids betydeligste mænd. B blev professor ved Kunstakademiet 1840 og var dets direktør 1850-53 (d 10/3 1868)

 

d Joachim Murat, fransk marskal og 1808-15 konge af De to Sicilier i Napoli; han begyndte sin militære karriere i 1787, og da revolutionskrigen brød ud i 1792 forfremmedes han hurtigt. Napoleon fik øje på hans evner og under felttogene i Italien i 1796-97 var han dennes adjudant. Her og under felttoget i Ægypten 1798-99 lagde han grunden til sit ry som en dygtig og dristig kavaleriofficer. Murats belønning for at støtte Napoleon i statskuppet den 9.november 1799, der gjorde Napoleon til førstekonsul, var ægteskab med førstekonsulens yngste søster, Caroline. Hans indsats som leder af det franske kavaleri i slaget ved Austerlitz i 1805 bidrog afgørende til den franske sejr. Det samme var tilfældet i slagene ved Jena i 1806 og ved Eylau året efter. Belønningen blev udnævnelse til storfyrste af Berg og Clève. Murat regnede åbenbart med at hans indsats i Spanien ville blive belønnet med den ubesatte spanske trone. Men den overlod Napoleon til sin bror Joseph, og Murat måtte tage til takke med Josephs tidligere stilling som konge i Napoli. Her tilfredsstillede han ikke kun sin forfængelighed med et overdådigt hof, men iværksatte også en række reformer. Han lod udstykke de store godser, indførte dyrkning af bomuld og introducerede den demokratiske Code Napoléon. I 1812 deltog han i felttoget i Rusland og udmærkede sig atter som kavaleriofficer. Det skete i slaget ved Borodino. I forsøg på at redde sin kongekrone svingede han i 1813 mellem loyalitet med Napoleon og forhandling med de allierede. For at beholde sit rige indgik han en aftale med østrigerne. Murats situation blev vanskeligere, da Napoleon vendte tilbage fra Elba. Han appellerede nu til napolitanernes nationalisme, men blev besejret af østrigerne. Han flygtede til Korsika. I et sidste forsøg på at generhverve sit kongerige drog han stort set uden støtte til Napoli. Forgæves. Han blev taget til fange, dømt til døden og henrettet (f 25/3 1767)

 

d Antonio Canova, italiensk billedhugger; han fik sin uddannelse i Venezia, og her havde han 1774-79 eget værksted. I 1779 kom han til Rom, hvor han sammen med Thorvaldsen blev Europas førende inden for nyklassisistisk billedhuggerkunst. Men mens Thorvaldsen især søgte tilknytning til antikkens højklassiske stil, søgte Canova snarere til den skulpturelt friere og mere følelsesprægede hellenisme. I Rom vakte han først opsigt med en gruppe af "Theseus’ sejr over Minotaurus" (1785). Herefter udførte han to pavelige gravmæler nemlig over Clemens 13. (1787-91, Peterskirken) og over Clemens 14. (1783-87, SS Apostoli, Rom). I 1800-tallets første tiår virkede han efter indbydelse fra Napoleon i Paris og udførte her idealiserede portrætstatuer af denne og hans kreds. Samtidig holdt den mondæne elegance sit indtog i hans kunst, som det ses i portrættet af Napoleons søster Pauline Borghese som "Den sejrende Venus" (1804-08, Galleria Borghese, Rom). I 1815 vendte han tilbage til Rom, hvor hans ry var usvækket, og hvor han fortsat var en søgt portrættør, der huggede adskillige af tidens fremtrædende personer i marmor. I sin fødeby, Passagno, byggede han en kirke med Pantheon som model. Canova udstyrede den med alterbilledet "Kristi begrædelse" og fik sin grav der. Modellerne til hans arbejder er samlet i Possagno i Gipsoteca, et af de første museer i verden viet til én enkelt kunstner (f 1/11 1757)

 

f Harald Jensen, typograf, redaktør og socialdemokratisk politiker; han blev udlært som bogtrykker i København i 1871 og kom i 1875 til Århus, hvor han fik arbejde på Aarhus Amtstidendes trykkeri. Da fagforeningsbevægelsen omkr. 1875 spredtes fra København til provinsen, kom J med i dette røre. Han blev ophavsmanden til provinstypografernes moderne fagorganisationer. I 1883 trak han sig ud af det faglige arbejde, da politisk arbejde i stadig højere grad lagde beslag på ham. En af J i 1882 oprettet diskussionsklub, Demokratisk Samfund vedtog i april 1883 at antage Socialdemokratiets program og indmelde sig som afdeling under det i København i 1878 stiftede Socialdemokratisk Forbund. Samtidig gik J i gang med at skabe det jyske Socialdemokrati et blad. I juni 1883 kunne han udsende første nummer af "Socialdemokratisk Ugeblad", som skulle blive stammoder til Jyllands arbejderpresse. Fra 1. oktober året efter udkom bladet som dagblad, og antog samtidig navnet "Demokraten". Bladet voksede stærkt under J’s ledelse og var omkr.1914 Jyllands største dagblad med et oplag på ca. 12.000. I årene 1894-1916 var J medlem af Århus byråd, indtil 1900 som den første og eneste socialdemokrat. I byrådet var han virksom for kommunens køb af Marselisborg gods og for de opgaver, der var forbundet dermed. I 1890 blev han valgt til Folketinget i Århus amts 3. kreds (Skjoldelev-kredsen). Han tabte kredsen i 1892, men repræsenterede Århus søndre kreds i Folketinget 1895-1906. Herefter indvalgtes han i Randers i Landstinget, hvor han havde sæde til sin død. For sit mangesidede arbejde høstede J megen anerkendelse, og der lå både respekt og hyldest i det kendingsnavn, han bar langt ud over venners og partifællers kreds, "Kong Harald" eller "Jyllands ukronede Konge" (d 18/10 1925)

 

f Lillie Langtry, engelsk skuespiller; 1881 skabte L sensation ved at være den første society kvinde, der optrådte på scenen; hun debuterede på Haymarket Theatre i London som Kate Hardcastle i "She Stoops to Conquer". I nogen tid tog kritikerne hende ikke alvorligt. Men hun viste sig at være en kompetent skuespiller og fik succes. Hun spillede på teatre i hele England og var desuden på turne i USA. Hun blev tilbedt for sin skønhed, og blev kaldt "Jersey Lily" – hun var født på kanaløen Jersey. 1901 åbnede hun sit eget teater – Imperial Theatre. I 1917 trak hun sig tilbage fra scenen. Som en af sin tids smukkeste kvinder var hun til stadighed ombejlet og havde mange beundrere. En af dem var prinsen af Wales, den senere Edward 7.(d 12/2 1929)

 

f Albert Naur, maler; i 1909 påbegyndte han et juridisk studium, men blev fanget af kunsten og i årene 1912-15 udstillede han på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han faldt naturligt ind i tidens mest progressive tendenser med sine landskaber og figurkompositioner. Selv beskrev han sine egne ekspressionistiske billeder fra disse år som "præcise farveflader, men ofte løse og ubeslutsomme linjer". Efterhånden gjorde dog kubismens krav til form og rum sig i stigende grad gældende. Da Den Frie Udstillings ældre kunstnere modsatte sig hans og to andre kunstneres optagelse i udstillingen, førte det til stiftelse af Grønningen, hvor Naur derefter udstillede fra 1915. Om N’s malerier fra årene umiddelbart efter 1. Verd.krig er det blevet sagt, at da omslaget fra den modernistiske teoretiseren indtraf, greb han som en af de første danske malere tilbage til en harmonisk naturalisme, der skiftede sol og vind lige mellem naturfølelse og dyrkelse af form og farve. I sine portrætter og figurbilleder nåede Naur en sober elegance og en utvungen naturlighed, der bl.a. kom til udtryk i hans udsmykning af bryllupssalen på henholdsvis Århus og Søllested rådhus; han er desuden repræsenteret med flere billeder på Statens Museum for Kunst (d 2/2 1973)

 

1909 d Janus la Cour, maler; han voksede op på egnen syd for Århus og blev student fra Århus Katedralskole. Allerede da fik han undervisning i tegning; undervisningen fortsatte, efter han i 1853 kom til København. Først 1857 blev han elev på akademiet, men allerede to år tidligere havde han fået et billede "Strandparti ved Helgenæs" antaget på Charlottenborgudstillingen. Efter at have vundet akademiets rejsestipendium opholdt la C sig 1865-67 i Frankrig og Italien og 1868-70 i Svejts og Italien, som han siden besøgte talrige gange. 1871 modtog la C akademiets højeste udmærkelse udstillingsmedaljen for "Aftenstund ved Nemisøen". Året efter blev han medlem af akademiet og 1883 desuden af det svenske kunstskademi. 1884 slog han sig ned syd for Århus på Mariendal; 1888 købte han Langballegaard nærmere Århus. Her boede han resten af livet. I sin kunst repræsenterede la C det traditionsbundne, klassisk orienterede landskabsmaleri, og han vedblev at fastholde den samvittighedsfulde, minutiøse gennemarbejdning af de præcist iagttagne naturindtryk. I det hjemlige malede han især motiver fra Århusegnens kyst- og skovstrækninger og er dermed den mest fremtrædende skildrer af kysten og stranden ved Århus. Han har malet skrænten ved Risskov, en bygevejrsdag ved Århusbugten, strandpartier fra Helgenæs Vig, fra Begtrup Vig og fra Kaløvig for ikke at tale om Moesgaard strand. I Italien var han navnlig fængslet af Roms omegn med Nemisøen og Villa d’Este i Tivoli.Inden for landskabsmaleriet kom la C ikke til at spille nogen rolle som fornyer. Han repræsenterede en trofast videreførelse af væsentlige elementer fra Eckersbergskolens tradition i en version, der i hans samtid nød stor popularitet (f 5/9 1837)

 

1943 Italien - Badoglio regeringen - erklærer Tyskland krig. For ikke at vække tyskernes mistanke gik der nogen tid, før den nyudnævnte regeringsleder Badoglio efter Mussolinis fald den 25. juli udsendte de første fredsfølere til de allierede. Da der stod mange tyske tropper i Italien, ville Badoglio kun være i stand til at kapitulere, hvis de allierede kunne beskytte ham. Ved sin magtovertagelse erklærede han derfor offentligt, at Italien ville fortsætte krigen, men i hemmelighed søgte han kontakt med de allierede. Efter vanskelige forhandlinger opnåedes enighed om, hvordan og hvornår Italiens udtræden af krigen skulle ske. Den skulle offentliggøres samtidig med en allieret landgang på den italienske halvø. Den 8. september bekendtgjorde Badoglio over radioen den betingelsesløse italienske kapitulation. Den 9. september fandt den amerikanske landgang sted i Salernobugten. Herefter tog Badoglio sammen med den italienske konge ophold i Brindisi, der lå i den del af Italien, der kontrolleredes af de allierede. Herfra erklærede han den 13. oktober sin tidligere allierede krig

 

 

 

 

 

Til top        14. oktober

996 d Hugo Capet, fransk konge 987-996; hans kontrol over slægtens store besiddelser ved Paris og Orléans spillede en stor rolle, da en forsamling af frankiske stormænd i 987 valgte ham til konge. Han blev dermed den første af fjorten capetingerkonger i lige linje på den franske trone. Mandslinjen uddøde i 1328 med Karl 4. (konge 1322-28, men gennem kvindesiden nedstammede franske konger fra Hugo Capet til 1848 Efter faderen, Hugo den Store, arvede han i 956 slægtens besiddelser og titlen, Frankernes hertug. Han var nu Frankrigs mægtigste lensmand, idet han ikke alene var hertug over Ile de France, men også hertug af Burgund og gjorde krav på Akvitanien. Da hertugen af Akvitanien ikke havde i sinde at opgive sit hertugdømme, giftede Hugo C sig med hans datter, Adelaide. Ved at indgå de rigtige alliancer – bl.a. i en periode med de tyske kejsere Otto II og Otto III – var H’s indflydelse stadig voksende. Efter 980 var den større end Frankrigs konge Lothar, og det var kun af navn, H ikke var Frankrigs konge. Det blev han, da den sidste karolingerkonge Lothars søn (Ludvig 5. d. Dovne) døde 987. Han blev konge efter Lothars død i 986. Ludvig 5. døde i maj året efter. Nu var den franske trone ledig, og Hugo blev valgt den 3. juli 987 med forbigåelse af det eneste legitime carolingske kongeemne, Karl hertug af Lorraine, da Adalberon overbeviste forsamlingen af franske stormænd, at Frankrig snarere var et valgrige end et arverige, og at Karl var uegnet som konge. Alle årene i H’s regeringstid var fyldt med strid med franske stormænd, og meget tyder på, at når Hugo Capet overlevede på den franske trone, skyldes det manglende evne blandt hans modstandere til at koordinere deres modstand (f ca 938)

 

1066 Slaget ved Hastings bliver udkæmpet på Senlac Hill, omkring 10 km. nordvest for Hastings i Syd-England. Muligvis havde den engelske konge Edward Bekenderen udpeget sin slægtning, hertug Vilhelm af Normandiet som sin efterfølger. Men på sit dødsleje – den 5. januar 1066 – udpegede han den mægtigste blandt sine jarler, Harald Godwinsson til at efterfølge sig på tronen. For at komme eventuelle arvekrav fra Vilhelm i forkøbet lod Harald sig allerede dagen efter krone i Westminster Abbey. Fra maj holdt han sin hær og flåde parat ved sydkysten for at afvise Vilhelms forventede angreb. Men på gr. af uheldige vindforhold kom Vilhelm ikke, og i begyndelsen af september begyndte Harald at hjemsende sine mænd. I denne situation modtog han underretning om, at en tredje tronkræver, den norske konge Harald Harderåde Sigurdsson, havde gjort landgang ved Humber og rykkede frem mod York. I ilmarcher måtte Harald G med resterne af sin hær drage mod nord og nåede Stamford Bridge på kun fem dage. Den 25. september besejrede og dræbte han her Harald Hårderåde. Mens Harald G gik og glædede sig over sin sejr, fik han at vide, at nu var Vilhelms landgang sket. Den havde fundet sted ved Pevensey i Sussex. Harald G brød straks op, og med sin hær på ca. 7.000 mand marcherede han sydpå for at gøre op med Vilhelm. I løbet af den 13. oktober fik de to hære kontakt, og ved daggry den 14. oktober satte Vilhelms hær på henved 10.000 mand, hvoraf ca 3.000 var kavalerister, resten tungt infanteri og bueskytter sig i bevægelse for at angribe Haralds mænd, der var opstillet på et højdedrag. Her udgjorde de et godt mål for Vilhelms bueskytter, der var opstillet forrest i den normanniske angrebsformation. Da de påførtes svære tab af de engelske slynge- og spydkastere, satte Vilhelm sit kavaleri ind. Men det blev jaget på flugt af engelske infanterister bevæbnet med svære stridsøkser. Det lykkedes Vilhelm at få standset sit rytteris flugt, og dagen igennem angreb han den engelske stilling skiftevis med rytteri og med bueskytter. Ved to gange at finte tilbagetog fik han lokket en del af den engelske hær ned fra højdedraget og nedkæmpet dem. Lidt efter lidt blev den engelske styrke slidt ned. To af Haralds brødre faldt, og sidst på eftermiddagen faldt også Harald. Resten af hæren kæmpede videre, til mørket faldt på, hvorefter den forlod slagmarken. Sejren var Vilhelms. Han havde erobret et kongerige, og den 25. december blev han kronet som engelsk konge i Westminster Abbey

 

f Claude, fransk dronning, - blev gift med Frans 1. den 18. maj 1514 - datter af Ludvig 12. og Anne af Bretagne; Claude var arving til Bretagne; i ægteskabet med Frans fødtes syv børn bl.a. Henrik (2.), der efterfulgte sin far på tronen (f 20/7 1524)

 

f Jacob 2. Konge af Storbritannien og Irland 1685-88; allerede i sin brors Karl IIs regeringstid havde J en vis indflydelse. Trods det var tydeligt, han var ivrig katolik og havde til hensigt at føre en katolsk og franskvenlig politik, blev han efter Karls død i 1685 engelsk konge. Hans katolskvenlige politik skabte megen modstand, og da dronningen 1688 fødte en søn, frygtede oppositionen en katolsk tronfølger og henvendte sig til Js svigersøn, Vilhelm af Oranien og tilbød ham den engelske trone.Vilhelms tropper gik i land i Sydengland november 1688. Skønt J havde en stående hær og en ikke ubety-delig flåde til sin disposition, kunne Vilhelms ínvasionshær ikke slås tilbage. Js rådgivere og embedsmænd begyndte at forlade ham. Og uden der var affyret ét skud, flygtede – 10. december 1688 – J til Frankrig, hvor han sluttede sig til sin kone - dronning Mary - og parrets seks gamle drengebarn. Underhuset vedtog en erklæring, der sagde, at J havde søgt at omstyrke kongerigets grundlag ved at bryde den oprindelige kontrakt mellem konge og folk og derfor var afsat. Vilhelm og hans kone Maria blev valgt til konge og dronning af England. Begivenheden, der i engelsk historie hedder the "Glo-rious Revolution", var fuldbyrdet. J gjorde ét alvorligt forsøg på at genvinde sin krone. Støttet af franske tropper gik han i land i Irland i marts 1689, men hans invasionsforsøg brød sammen, da hans hær blev besejret i slaget ved boyne 1. juli 1690. Han vendte tilbage til Frankrig, hvor han forgæves ventede på mulighed nummer to for ved fransk hjælp igen at blive engelsk konge (d 6/9 1701)

 

f William Penn, engelsk kvæker; som studerende i Oxford blev han 1661 bortvist fra universitetet pga. sin uvillighed til at acceptere den anglikanske kirkelære. Han tilsluttede sig kvækerne, og da han i 1668 havde kritiseret bl.a. Kalvins lære om retfærdiggørelse, blev han kastet i Tower. Herfra udsendte han skriftet "No Cross, no Crown" der vakte stor opsigt ved sin stærke betoning af den kristne selvfornægtelse og "det indre lys i mennesket", ved hvilket det enkelte menneske kan erfare Jesu Kristi umiddelbare tilstedeværelse. Penn kom fri i 1669, og året efter arvede han en stor formue efter sin far og en fordring på staten på 16.000 pund. I stedet for penge fik han af Karl 2. en landstrækning ved Delawarefloden i N-Amerika og blev udstyret med suveræne rettigheder over området, som kongen lod kalde Pennsylvania. Penn åbnede her et fristed for alle, som var forfulgte pga. deres tro - først og fremmest for kvækere. I 1684 vendte han tilbage til England, hvor han blev rådgiver for Jacob 2. Efter revolutionen 1688 og Jacob 2.’s afsættelse blev han flere gange kastet i fængsel mistænkt for at konspirere mod den nye konge Wilhelm af Oranien. I 1699 rejste han atter til Pennsylvania. Her fandt han tilstandene ganske anderledes, end han havde håbet. Der var dyb splittelse blandt kvækerne, og de lå i strid med de andre kolonister. Slaveriet var blevet indført, og de europæiske kolonister var i krig med indianerne. Alle Penns forsøg på på at oprette ro og orden og virkeliggøre sine tanker om frihed og lighed var forgæves, og han vendte tilbage til England. Inden sin død erfarede han dog, at Pennsylvania som den første provins i Amerika havde forbudt indførelse af negerslaver, og at der var indført politisk frihed (d 30/7 1718)

 

d Thomas Kingo, salmedigter, biskop; efter teologisk eksamen var han huslærer og kapellan, inden han i 1668 blev sognepræst i Slangerup. 1677 udnævntes han til biskop over Fyns stift, og nogle år senere ophøjedes han i adelsstanden. Forfatterskabet begyndte han i huslærertiden med nogle humoristiske landlige digte bl.a. "Sæbygaards Ko-Klage". Sit digterry vandt han med pompøse lejlighedsdigte til flere af tidens stormænd bl.a. Griffenfeld. Chr 5. strategiske geni lovpristes i det i 1675 skrevne alexandriner-digt "Stormægtigste Monarks første og lyksalige Ledingstog". Sit digteriske format viste K dog først og fremmest i sin religiøse digtning. 1673 udgav han første del af "Aandeligt Sjunge-Kor", 1681 fulgte anden del. Den fremtrædende position, han efterhånden havde fået, viste sig, da han fik overdraget at udarbejde en ny salmebog. 1689 kom hans "Vinter-Parten af Danmarks og Norges Kirkes forordnede Psalmebog", men den vakte ikke tilfredshed på højeste sted, bl.a. fordi halvdelen af salmerne var K’s egne. Andre udarbejdede en ny salmebog, der var færdig 1699 - den såkaldte "Kingos salmebog" - hvor op mod 100 af K’s salmer var medtaget (f 15/12 1634)

 

1758 Slaget ved Hochkirch i Sachsen - Preussiske Syvårs Krig. Undervejs med en hærstyrke på 37.000 mand gennem Preussen til Schlesien for der at fordrive en østrigsk-ungarsk hær på 30.000 mand fandt kongen af Preussen Frederik den Store, at en østrigsk hær på 90.000 mand under marskal Daun spærrede ham vejen ved Hochkirch i Schlesien. Frederik opslog lejr i umiddelbar nærhed af fjenden og ventede i fire dage på tilførsel af forsyningerover, der skulle komme fra Dresden. Pludselig klokken fem om morgenen den 14. oktober 1758 faldt Daun, af hvem Frederik ikke havde ventet et sådant initiativ, over den preussiske højrefløj. Østrigernes bevægelser var foregået i skjul af en tæt tåge; preusserne blev bogstavelig talt overrasket sovende og nåede slet ikke at indtage den af Frederik planlagte taktiske opstilling. Preusserkongen selv satte sit liv hensynsløst på spil i sine bestræbelser på at genoprette ordenen; det lykkedes ham, men for sent til at redde situationen. Efter fem timers kamp gav han signal til tilbagetrækning. Sejren havde dog været dyr for østrigerne, de mistede 7.500 mand og kunne ikke hindre, Frederik trak sig tilbage til Schlesien. Preusserne mistede 9.450 mand

 

Slaget ved Jena (i Sachsen); slaget blev udkæmpet mellem en fransk styrke under kommando af Napoleon og en preussisk styrke under kommando af prins Friedrich Wilhelm von Hohenlohe-Ingelfingen og Ernst von Rüchel. Det var et skæbnesvangert skridt preusserkongen Frederik Vilhelm III gjorde, da han i september 1806 erklærede Napoleons Frankrig krig. I den fjerde koalitionskrig, som han dermed startede, kunne han i første omgang kun regne med én allieret, Sachsen. Ganske vist havde han en forsvarsaftale med Rusland, men alle var klar over, at det ville tage lang tid, før russerne kunne gribe aktivt ind. Og for at forhindre det, tog Napoleon hurtigt offensiven. Efter krigserklæringen satte den preussisk-sachsiske hær sig i bevægelse mod vest i et forsøg på at afskære Napoleons forbindelser til hjemlandet. Ved underretningen om, at Napoleon nærmede sig, placerede preusserkongen 63.000 mand ved Auerstädt under kommando af hertugen af Brunswick-Wolfenbüttel og omkring 51.000 mand under Friedrich Wilhelm von Hohenlohe på en 24 km. lang front mellem Weimar og Jena. Klokken seks om morgenen angreb franskmændene Hohenlohes 38.000 dårligt forberedte og dårligt ledede preussiske soldater; kl 12.30, da Napoleon havde indsat 54.000 soldater, havde han stadig 42.000 i reserve. Fra Weimar rykkede Rüchel med 13.000 mand langsomt frem for at hjælpe Hohenlohes hårdt pressede styrker, men begge hære var besejret mindre end en time, efter Rüchel var nået frem kl ca. 14.00. Før klokken var 16.00 havde preusserne forladt slagmarken, forfulgt af det franske kavaleri

 

1806 Slaget ved Auerstädt – omkring 21 km. nord for Jena - udkæmpes samtidig med slaget ved Jena mellem en fransk styrke på 26.000 mand under kommando af Louis-Nicolas Davout og den preussiske hovedstyrke på 65.000 mand under kommando af kong Friedrich Wilhelm III og Karl Wilhelm Ferdinand, hertug af Brunswick-Wolfenbüttel. Også her tilfaldt sejren franskmændene. At det gik sådan, skyldes bl.a. det franske artilleris overlegenhed, og at de angreb, preusserne trods deres talmæssige overlegenhed foretog mod de franske stillinger, blev ført med for ringe kraft.Ved middagstid begyndte preusserne at trække sig tilbage for at slutte sig til Hohenlohes og Rüchels tropper. Men da de preussiske tropper fra Auerstädt mødte de flygtende fra Jena, endte det hele i stor forvirring. Den franske dobbeltsejr kostede dem et tab på 12.000 mand; på preussisk-sachsisk side var tabene 24.000, hvortil kom 20.000 tilfangetagne. Den 27. okt. kunne Napoleon holde indtog i Berlin. Den 7. november overgav de sidste preussiske soldater sig, og bortset fra de afdelinger, det var flygtet til Østpreussen, var den preussiske militærmaskine blevet ødelagt på mindre end en måned

Freden i Schönbrunn. Efter Østrig i foråret (9. april) 1809 atter havde erklæret Frankrig krig, blev resultatet, at Østrig måtte søge fred efter slagene ved Eckmühl (22. april), ved Aspern og Esseling (21. maj) og det endelige østrigske nederlag i slaget ved Wagram den 5.-6. juli. Ved fredsslutningen i Schönbrunn måtte Østrig afstå Vestgalizien til storhertugdømmet Warszawa, Østgalizien til Rusland, Salzburg til Bayern og Istrien med Trieste og Fiume og Kärnten til Frankrig. Østrig blev helt afskåret fra havet, fik sin befolkning reduceret med yderligere 4 mill og måtte forpligte sig til ikke at have større militære styrker end 150.000 mand. Østrig var reduceret til en andenrangs magt

 

f Carl Georg Andræ, politiker og konseilspræsident 1856-57; 1825 blev han elev på Landkadetakademiet; i 1834 udnævntes han til premierløjtnant. Han gjorde karriere inden for militæret og blev oberstløjtnant 1851; A’s glimrende matematiske evner vakte opmærksomhed på højeste sted og gav ham adgang til to studieophold i Paris 1835-38. Sin politiske virksomhed begyndte han, da han blev kongevalgt medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Her var han forkæmper for et etkammersystem, hvortil valgretten skulle baseres på en ret høj skatteindtægt. Alligevel var det Bondevennerne, der valgte ham til Folketinget 1849, hvor han blev tingets første formand. Han var medlem af Landstinget 1853-63 og 1866-93, af Rigsrådets Landsting 1864-66. Han beklædte 1854-58 posten som finansminister og var 1856-57 tillige konseilspræsident. Han underviste 1842-53 ved Den Militære Højskole. I årene 1853-84 - kun afbrudt af årene som minister - var A direktør for Den danske Gradmåling og udarbejdede det omfangsrige værk "Den danske Gradmåling" (I-IV,1867-84) som blev af banebrydende betydning for geodæsien. Sine matematiske evner viste han, da han til beregning af valgresultater udarbejdede den såkaldte Andræs metode, der blev anvendt første gang ved valget til Rigsrådet 1856. Metoden var epokegørende, fordi den var verdens første praktisk anvendelige form for forholdtalssvalg, som dels indebar en mindretalsbeskyttelse, dels sikrede vælgerne frihed til at vælge mellem de opstillede kadidater. Metoden blev anvendt ved landstingsvalg til 1915 og med modifikationer ved landstingsvalg frem til Landstingets afskaffelse i 1953 (d 2/2 1893)

 

f Éamon de Valera, irsk politiker; født i New York, men voksede op hos bedsteforældrene i Dublin. I 1913 tilsluttede han sig Gaelic League og den irske frivillige hær for at kæmpe for et selvstændigt Irland. For sin deltagelse i påskeoprøret i 1916 blev han dømt til døden. Men blev, da han stadig var amerikansk statsborger, benådet med livsvarigt fængsel i Dartmoor. Ved en almindelig amnesti kom han fri allerede året efter. Han vendte tilbage til Irland, hvor han straks begyndte at reorganisere det republikanske parti Sinn Fein. Ved valget i 1918 blev han indvalgt i parlamentet i London. Men da han ikke ville aflægge ed til den britiske konge, mødte han ikke op. Kort efter blev han atter arresteret, mistænkt for oprørsplaner. Det lykkedes ham at flygte fra fængslet og blev af sinn-feinerne udråbt til den illegale irske republiks præsident. Han rejste derpå til USA, hvor det lykkedes ham ved bidrag fra irerne der at rejse en kapital på 5 mio. $ til fortsættelse af kampen for Irlands selvstændighed.Ved sin tilbagekomst fordømte han stærkt den overenskomst om oprettelse af den Irske Fristat, moderate irere havde indgået med briterne. I sommeren 1922 organiserede han et nyt oprør, nu mod fristatens regering. Den lod ham arrestere og holde i forvaring i et år. Men i 1926 rejste de Valera nye signaler; da Sinn Fein vedblivende modsatte sig en indbyrdes irsk forsoning, brød han med dette parti og oprettede 1927 et nyt parti, som han kaldte Fianna Fáil (Irlands soldater). I spidsen for partiet blev han indvalgt i Dáil Éireann, det irske parlament. Da partiet i 1932 vandt valget og blev Irlands største, blev de Valera premierminister. Han beholdt denne post til 1948 og arbejdede til stadighed for Irlands fulde selvstændighed. I årene 1951-54 og 1957-59 var han atter sit lands premierminister for så at blive Irlands præsident. Denne post beklædte han trods sin høje alder og blindhed lige til 1973 (d 29/8 1975)

 

f Katherine Mansfield, britisk forfatter (født i New Zealand); som 19-årig forlod hun New Zealand for i England at skabe sig en karriere som forfatter. I 1911udsendte hun sin første samling noveller, "In a German Pension". I de følgende tre skrev hun noveller til magasinerne "Rhythm" og "The Blue Review". De blev udgivet af kritikeren og essayisten John Middleton Murry, som hun blev gift med i 1918 efter opløsningen af sit første ægteskab. Da hun i 1915 mistede sin bror på fronten i Frankrig, blev hun rystet og erkendte, at hun stod i en "hellig gæld" til ham og til deres fælles minder fra opvæksten på New Zealand. "The Aloe" (1916) – senere omarbejdet og i 1918 udsendt som "The Prelude" – indleder en række noveller, der fortæller om hendes newzealandske baggrund. Disse og andre blev samlet i "Bliss" (1920), der gjorde M kendt. I de følgende to år arbejdede hun på det værk, der betegnes som hendes bedste "The Garden Party" (1922), der indeholder noveller som "At the Bay", "The Voyage", "The Stranger", alle med udgangspunkt i New Zealand. Hendes sidste arbejder blev udgivet posthumt "The Dove’s Nest (1923) og "Something Childish" (1924). De karakteriseres som fortællinger, der er blandt de fineste i britisk novellekunst, karakteristisk ved deres stemningsbilleder og psykologiske analyser. Fra hendes efterladte papirer udgav Murry i 1927 "Journal". Ligesom han i 1928 med kommentarer udgav hendes breve til ham. Mansfield døde af tuberkulose, som hun havde kæmpet med de sidste fem år af sit liv (d 9/1 1923)

 

f Dwight D(avid) Eisenhower; amerikansk officer og USAs præsident 1953-61; han tog i 1915 afgangseksamen fra militærakademiet West Point og begyndte derefter en militær karriere. I 1942 blev han generalløjtnant og året efter general. I juni udnævntes han til chef for de amerikanske styrker i Europa og ledede i november samme år de allieredes landgang i Nordafrika samt stod i spidsen for erobringen af Sicilien august 1943 og operationerne i Italien, til han i december samme år fik kommandoen over de tropper, der skulle foretage invasionen i Frankrig. E ledede de allierede tropper under kampene i Frankrig, Belgien og Vesttyskland til sejren maj 1945. I december 1950 udnævntes han til chef for NATOs styrker i Europa. Han beklædte denne post i to år, idet han i juli 1952 blev nomineret som præsidentkandidat for Republikanerne. Han vandt præsidentvalgene 1952 og blev genvalgt i 1956. Politisk repræsenterede han en moderat linje, og selv om hans valgsejr brød 20 års demokratisk styre, videreførte han på de fleste områder den politiske kurs, der var lagt af præsidenterne Roosevelt og Truman. Hans præsidentperiode blev således ikke det opgør med New Deal, som republikanernes højrefløj gerne havde set. Udenrigspolitisk videreførtes Trumans inddæmningspolitik over for Sovjetunionen. Det skete ved den såkaldte "massiv gengældelse", der sagde anvendelse af atomvåben fra krigens første dag. Da atomvåben var billigere end konventionelle styrker, var det samtidigt muligt at spare på statsbudgettet. Men efter Sovjetunionen i 1957 havde udviklet et interkontinentalt missil og i oktober opsendt Sputnik, steg forsvarsudgifterne atter. Hans tid som præsident er blevet betegnet som en stærkt betinget succes; navnlig i den anden periode blev han skarpt kritiseret for magelighed og passivitet; det hed sig, at præsidenten befandt sig bedst på golfbanen, på jagt og lystfiskeri eller ved bridgebordet; hans litterære behov tilfredsstilledes af westernromaner. Andre har set årene under Eisenhower som den sidste rolige og stabile periode i de gode gamle dage, inden 1960’ernes ungdomsoprør, hash, langhårede fyre og Vietnamkrig vendte op og ned på alting (d 28/3 1969)

 

Præsident Theodore Roosevelt er udsat for et attentat. En mentalt forstyrret mandsperson ved navn Schranke affyrer skud mod præsidenten. Præsidenten slipper uskadt takket være sin tykke frakke og nogle papirer, han havde i sin brystlomme

 

1926 I Folketinget fremlægger statsminister Stauning på sin socialdemokratiske mindretalsregerings vegne en kriseplan til imødegåelse af landets alvorlige økonomiske situation. Forslaget byggede på en omfattende hjælp til det nødestedte erhvervsliv gennem lån og garantier for lånet, eksportkredit, direkte tilskud til virksomheder, skattelettelser, igangsættelse af offentlige arbejder samt for landbrugets vedkommende grundforbedringsarbejder og moratorium for statshusmænd. Samtlige foranstaltninger skulle, medregnet garantier for lån, kunne medføre en udgift for staten på i alt 102 mio. kr. 25 mio. af dette beløb skulle skaffes til veje ved ekstraordinær formuebeskatning dvs. pålæggelse af en "kriseafgift", der for formuer over 200.000 kr. steg til 1%. Regeringen stillede folketingsopløsning i udsigt i tilfælde af, at planen ikke gennemførtes. Venstre og Konservative gik imod planen som helhed, og De Radikale ville ikke gå med til forslaget i den foreliggende form. Regeringen ønskede ikke at gøre indrømmelser, og efter at forslaget var forkastet i Folketinget, blev dette opløst, og folketingsvalg udskrevet til afholdelse den 2. december

 

En tysk ubåd - U47 - trænger ind i den britiske flådebase Scapa Flow på Orkneyøerne og sænker det britiske slagskib Royal Oak. Den tyske ubådsflådes øverstkommanderende admiral Dönitz så det som en udfordring at sende en af sine ubåde ind i Scapa Flow og få ram på et af briternes store krigsskibe. Uden held havde tyskerne gjort forsøget under 1. Verd.krig. Da såvel fly fra Luftwaffe som en ubåd i september 1939 havde skaffet gode efterretninger om briternes flådebase, tilkaldte Dönitz den 1. oktober en af sine bedste ubådskaptajner, Günter Prien og tilbød ham missionen. Efter at have studeret planerne erklærede Prien sig villig, og den 8. oktober forlod U-47 Kiel med kurs mod Orkneyøerne. Her var man fremme sent på aftenen den 13. oktober. Det var ikke briternes forsvar, men strømforholdene og den store tidevandsforskel der var de største hindringer for U-47. Men kl. 0027 kunne Prien notere i logbogen "Wir sind in Scapa Flow!!!". Den første affyring af tre torpedoer kl. 0058 var resultatløs. Briterne havde stadig ikke bemærket noget. Tyskerne kunne genlade torpedorørene, og kl. 0122 affyredes atter tre torpedoer. De ramte det 31,100 tons store HMS Royal Oak. Det sank på 13 minutter og trak 833 besætningsmedlemmer med sig i dybet. 375 redede livet. På trods af at briterne nu var vågnet op, og på trods af en kraftig indgående tidevandsbølge lykkedes det U-47 at slippe væk. Ved hjemkomsten den 17. oktober blev Prien og hans besætning fejret som helte. De blev alle fløjet til Berlin, hvor Prien modtog jernkorsets ridderkors, og hele besætningen blev inviteret til frokost hos Hitler

 

d Erwin Rommel, tysk officer; han udmærkede sig som kompagni- og bataljonschef på den italienske og serbiske front under 1. Verd.krig. Efter krigen fortsatte han sin militære karriere og sluttede sig tidligt til nazismen. Under Anden Verdenskrig deltog han i felttoget mod Polen 1939; på vestfronten ledede han i 1940 en panserdivision, som udmærkede sig under gennembruddet mod kanalkysten. I 1941 overtog han ledelsen af det tyske Afrikakorps og trængte 1942 ind på ægyptisk område. Sucessen blev belønnet med udnævnelsen til generalfeltmarskal. Da briterne i oktober 1942 åbnede deres store offensiv ved el-Alamain, var Rommel på sygeorlov i Tyskland; han vendte tilbage til N-Afrika og ledede den tyske tilbagetrækning. Rommel var efter nederlaget placeret på mindre betydningsfulde poster. Han stod ikke fremmed over for attentatet på Hitler 20. juli 1944 og fik af Gestapo valget mellem selvmord og degradering. Han valgte det første (f 15/11 1891)

 

I sit jetfly Bell X-1 bliver amerikaneren Chuck Yeager det første menneske, der bryder gennem lydmuren. Indtil 1947 troede man, det var umuligt at flyve med overlydshastighed. Man var overbevist om, at fly ikke kunne overvinde den kraftigt forøgede luftmodstand – den såkaldte lydmur, der opstår ved hastigheder tæt på lydhastigheden (Mach 1). Yeger fløj fløj Mach 1,15, og siden har supersonisk flyvning været dagligdags

 

1959 d Errol Flynn, amerikansk skuespiller; han markerede sig i 1930'erne og de tidlige 40'ere som Hollywoods mest populære stjerne i kappe- og kårdefilm, westerns og krigsfilm. Titelrollen i Curtiz’ "Kaptajn Blod" (1935) skaffede ham stjernestatus; filmene "Robin Hood" (1938) og "De døde med støvlerne på" (1941) befordrede karrieren, der samtidig blev hjulpet frem af Flynns ry som damernes mand. Et stort forbrug af alkohol og andre stimulanser satte o. 1950 en stopper for hans arbejde i Hollywood. Han forsøgte sig herefter uden held i Europa, men fik et mindre come back i 1957 med en karakterrolle i Hemingway-filmatiseringen "Og solen går sin gang" (f 20/6 1909)

 

1967 d Marcel Aymé, fransk forfatter; har skrevet en række romaner, hvor en udpræget realisme på en original måde forenes med et overstrømmende fantasiliv. Mest kendt i udlandet er romanen "La Jument verde" (1933, da., Den grønne hoppe, 1944) samt hans eventyr, der indledtes med samlingen "Les Contes duchat perché" (1939). I sit forfatterskab viser Aymé en humor, der afslører slægtskab med engelske humorister. Som teaterforfatter debuterede han i 1944 med "Vogue la Galère" og havde store successer med "Lucienne et le boucher" (1947), "Clérambard" (1950) og "La Téte des autres" (1952). Aymé og hans forfatterskab har været omdiskuteret, fordi hans samfundskritik kunne være svær at placere politisk. Snart syntes han at stå til højre snart til venstre. Dertil kom, at han harcellerede over visse sider af den franske modstandsbevægelse og angreb Sartres politiske engagement og moderne "utilgængelige" digtning. Træffende er Aymé da også blevet kaldt en konservativ anarkist (f 29/3 1902)

 

d Bing Crosby, amerikansk sanger og skuespiller; han var i sin samtid en af USA’s populæreste entertainere og var indbegrebet af en crooner. I 1930'erne fik han succes som den syngende helt i film som "Mississippi" (1935. Fra 1940 dannede han et populært komikerpar med Bob Hope i syv film. Blandt C’s film er "Blue Skies" (1946; "White Christmas" (1954) og fra 1956 "High Society" (f 2/5 1904)

 

 

 

 

 

Til top        15. oktober

 

70 f.Kr. f Virgil, romersk digter; selv om V levede et roligt og fredeligt liv, afspejler hans digtning hans samtids urolige år med borgerkrigen efter Cæsars død i 44 f. Kr. og udviklingen frem mod mere stabile forhold efter Octavians (kejser Augustus) erobring af den absolutte magt i romerriget i 31-30 f. Kr. Virgil tilhørte hofkredsen omkring Augustus og blev støttet af den kejserlige minister Maecenas, en af alle tiders mest berømte mæcener. Virgil debuterede med "Bucolica", en samling på 10 "Eclogae" (udvalgte sange), som var inspireret af Theokrits hyrdedigtning, og som med et slag gjorde ham berømt. Mellem mellem 37 og 29 f. Kr skrev han læredigtet "Georgica"; det beretter om landmandens liv, og rummer desuden smukke skildringer af Italiens natur. De sidste 10 år af sit liv skrev V på sit hovedværk "Æneiden" dvs digtet om Æneas, den trojanske kongesøn, der undslap sin brændende fædrendeby og efter mange års omflakken omsider kom til Italien, hvor han blev grundlægger af Rom og stamfader til den juliske slægt. Værket blev forfattet efter tilskyndelse fra Oktavians (Augustus) kreds som et romersk epos, der gennnem forherligelsen af Æneas hyldede såvel kejserslægten som de romerske hoveddyder virtus (manddom) og pietas (fromhed over for guderne og ærbødighed mod forældrene). Som Æneas havde grundlagt Rom, havde Augustus ud af krigens ragnarok skabt en guldalder for Rom karakteriseret først og fremmest af fred. V skrev "Æneiden" på heksametre og havde Iliaden og Odysseen som forbillede. Værket blev romernes erklærede nationalepos, der fremmanede romerfolkets verdenshistoriske, af skæbnen bestemte opgave: at styre folkene og bygge freden med lov (d 21/9 19 f.Kr.)

 

1534 Under Grevens Fejde besejrer en jysk bondehær med Skipper Klement i spidsen den jyske adels hær ved Svenstrup mellem Randers og Ålborg. I løbet af eftersommeren 1534 beherskede de oprørske bondeskarer hele det nordlige Jyllands halvhundrede herreder, og alle der ønskede at bevare livet, måtte sværge Christian 2. troskab. Ved Århus var en adelig rytterhær imidlertid ved at blive samlet for at tage kampen op. Formentligt har adelshæren i kraft af sine heste, sin udrustning og bedre træning følt sig bønderne overlegen. De er blevet betragtet som en sammenløben flok, der hverken havde mandstugt eller ordentlige våben, af hvem man kun ventede ringe modstand. Uden tvivl var det derfor, adelen drog mod nord uden at vente på de 600 landsknægte, hertug Christian (3.) havde sendt dem fra Holsten. Den 15. oktober nåede adelshæren landsbyen Svenstrup. Her gik den i natkvarter uden at besætte højdedragene nord for landsbyen. Her opstillede Skipper Klement sine 6.000 mand. På fast mark er det tvivlsomt, om bøndernes talmæssige overlegenhed havde hjulpet dem mod de pansrede ryttere. Efter at en del af rytteriet var sendt af sted for at falde bondehæren i ryggen, gik resten af rytteriet straks til angreb for i et stormridt at ride de kofteklædte bønder ned. For at kunne det, måtte det imidlertid gennem de sumpede og efterårs-opblødte enge ved Svenstrup Å. Stormløbet endte med, at hestene sank i til bugen. I det samme stormede bønderne ned fra deres stillinger. De havde kun ét for øje: at slå ihjel. De undslupne adelige søgte til Randers. Her blev de en tid belejret af Skipper Klement. Men byens forsvarsværker var for stærke for bondehæren

 

1608 f Evangelista Torricelli, italiensk fysiker og matematiker; inspireret af Galileis arbejder skrev han en afhandling om mekanik "De Motu" (Om Bevægelse). Galilei blev opmærksom på den og inviterede i 1641 Torricelli til sig i Firenze. Her blev han den gamle mesters assistent i de sidste tre måneder af dennes liv. Torricelli efterfulgte Galilei som hofmatematiker hos storhertugen i Firenze og blev tillige professor i matematik og fysik ved byens akademi. Torricelli var den første, som gendrev den gamle tro på horror vacui, dvs legemernes skræk for det tomme rum, idet han viste, at når f eks. kviksølv stiger op i et lufttomt glasrør, skyldes det den ydre lufts tryk. Han opfandt derved i 1643 barometret. Året efter opdagede han, at en væske med atmosfæretryk på overfladen vil strømme med samme fart som et legeme får ved at falde frit lige så langt som den lodrette afstand mellem væskeoverfladen og hullet (d 25/10 1647)

 

d Antoine de la Mothe Cadillac, fransk officer, der var grundlægger af den amerikanske by Detroit ved Detroit River og Lake St. Clair i staten Michigan og derefter guvernør i Louisiana. Han gjorde tjeneste ved hæren i Frankrig som kadet og løjtnant før sin første rejse til Canada i 1683; her deltog han i kampagner mod indianere og englændere. Efter et ophold i sit hjemland vendte Cadillac 1701 tilbage til Canada med henblik på at anlægge en fransk handelsstation på et godt strategisk sted til beskyttelse og fremme af den franske pelshandel. Sammen med 50 soldater og et lignende antal nybyggere og omkring 100 venligtsindede indianere blev handelsstationen anlagt i juli 1701 og fik navnet Fort Pontchartrain du Detroit. Cadillac var guvernør i Louisiana fra 1710 til 1717, da han blev hjemkaldt (f 5/3 1658)

 

1777 f Christian David Gebauer, dyremaler og raderer; på Kunstakademiet uddannede han sig i årene 1800 til 1806 til landskabs- og dyremaler; i 1813 var Gebauer dog stadig så optaget af bataljemaleriet, at han tog til Dresden for med egne øjne at iiagttage krigens rædsler. Som dyremaler var Gebauer en af foregangsmændene i dansk guldalder, og han fandt forbilleder til sine dyreskildringer i en anden guldalder, den hollandske i 1600-tallet. Akademiet havde tidligt taget Gebauer til sig, og i 1815 blev han med ti stemmer for og tre imod optaget som medlem med sæde i forsamlingen og fejret som landets første dyre- og kvægmaler. Gebauer belønnedes med bolig og atelier på Charlottenborg, og 1830 fik han – nu som århusianer med bolig på Store Torv – titel af professor. I hovedstaden var det økonomisk gået Gebauer mindre godt. Han levede et fattigt liv uden for de toneangivende kunstneres kreds. Så i 1828 valgte han at flytte til Århus med næring som tegnelærer for borgerskabets døtre og vejleder for mere seriøse kunstnerspirer. Af direktionen for den nye søndagstegneskole for håndværkere opfordredes Gebauer i juli 1830 til at indtræde som medlem, og allerede måneden efter var han sammen med andre århusianere med til at underskrive "Reglement for Prinds Ferdinands Søndagsskole for vordende Kunstnere og Haandværkere". I sine detalljerede raderinger dyrkede han bevægelsen, der ligesom i maleriet ofte kom til udtryk i voldsomme jagt- og kampscener, f. eks "En vildsvinejagt" (før 1830, Statens Museum for Kunst) (d 15/9 1831)

 

f Michael Drewsen, papirfabrikant og politiker; I 1840 blev han sammen med en bror kompagnon i faderens papirfabrik Strandmøllen nord for København. I 1848 blev brødrene ejere af virksomheden. De to brødre anlagde 1844 Silkeborg Papirfabrik for at udnytte Gudenåens vandkraft. Det var dog især Michael Drewsen, der tog sig af fabrikken i Silkeborg, som i årene efter kom til at spille en afgørende rolle for byens udvikling – faktisk var det om fabrikken byen voksede op. 1865 delte brødrene ejendommene mellem sig, og Michael Drewsen blev eneejer af Silkeborg fabrikken. Han var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og i årene 1849-51 og 1854-55 medlem af Folketinget uden fast partitilknytning. Det er blevet sagt om Drewsen, at nogen nøgtern og klog driftsleder var han ikke på nogen måde. Hans ledelse af Silkeborg Papirfabrik i 1850’erne og 1860’erne kan opvise adskellige eksempler herpå. Eksempler som i forbindelse med hans og sønnens kostbare og ekstravagante levemåde bevirkede en truende økonomisk tilbagegang for virksomheden i Silkeborg. Det er blevet hævdet om Drewsen, at hvordan han end bedømmes som menneske og forretnings-mand står det fast, at hans type passede til det unge Silkeborg. Hans initiativ, vovemod, fremsyn og virketrang i nybyggertiden kan næppe vurderes for højt. Som en konge sad han på Silkeborg. Reelt om ikke formelt er han byens grundlægger, og statuen af ham på byens torv er derfor fuldt berettiget (d 26/2 1874)

 

d Tadeusz Andrzei Bonaventura Kosciuszko, polsk officer og frihedshelt; han blev uddannet ved et militærakademi i Warszawa. I årene 1776-83 deltog han i Den Amerikanske Frihedskrig og var Washingtons adjudant. Han avancerede til generalmajor og blev i 1783 æresborger i USA. Året efter vendte han tilbage til Polen, hvor han i 1789 blev general og høstede hæder i kampene mod russerne før Polens 2. deling. Ved den polske opstands udbrud 1794 blev han overgeneral med diktatorisk myndighed. Han viste sig som en strålende fører: slog russerne ved Raclawice og tvang preusserne til at opgive Warszawas belejring. Men i oktober 1794 blev han ved Maciejowice besejret af en dobbelt så stor russisk styrke og kom i russisk fangenskab. Han blev løsladt i 1796 og levede resten af sit liv i landflygtighed. Under kampene med russerne udviklede han sin doktrin om polsk national befrielse og sine ideer om guerillakrigsførelse. Tanken var, at en national kamp for uafhængighed skal forenes med sociale reformer. Dette synspunkt blev fundamentet for 1800-tallets polske opstande mod preussere og russere. To år efter sin død fik Kosciuszko hædersplads blandt kongesarkofagerne i Kraków (f 4/2 1746)

 

d Karl Philipp fyrste af Schwarzenberg, østrigsk feltmarskal og diplomat; han var en af de mest succesrige allierede hærførere i Napoleonskrigen og bidrog afgørede til den franske kejsers nederlag 1813-14. S begyndte sin militære løbebane 1787 og deltog i krigen mod tyrkerne 1788-89. Fra begyndelsen af krigen mod Frankrig var han med. I Den Første Koalitionskrig (1792-97) deltog han som kavalleriofficer. I Den Anden Koalitionskrig (1798-1802) udmærkede han sig ved at dække den østrigske tilbagetrækning efter nederlaget ved Hohenlinden (1800). Efter at have reddet sine tropper ved overgivelsen ved Ulm (20. oktober 1805). blev Schwarzenberg udnævnt til formand for Hochkriegrat. Sin største succeser som diplomat, havde han, da han i 1809 overtalte den russiske zar Alexander I til at forhale dennes støtte til Napoleon, og da han året efter som udsending til Frankrig forhandlede giftermålet mellem Napoleon og den østrigske prinsesse Marie Louise på plads. 1813 udnævntes Schwarzenberg til feltmarskal og øverstkommanderende for de allierede styrker. Samme år besejrede disse Napoleon og hans hær i slaget ved Leipzig (beg. 16. oktober). Han fulgte succeen op, fulgte efter de franske styrker over Rhinen og stod i spidsen for de operationer i Frankrig, der i 1814 førte til det endelige sammenbrud af Napoleons hære. Schwarzenberg var medlem af sit lands delegation ved Wienerkongressen. Her modsatte han sig, at Preussen fik hele Sachsen, fordi det ville medføre en fuldstændig preussisk omklamring af det østrigske Böhmen (f 15/4 1771)

 

f Otto Nors, prokurator, bankdirektør og politiker; han kom til Århus i 1844, da han blev ansat som amtsfuldmægtig på stiftsamtmandens kontor. I 1853 blev han udnævnt til prokurator ved underretterne i Århus stift; i 1864 fulgte udnævnelsen til kancelliråd. Fra 1861 til sin død var Nors medlem af byrådet. I flere år var han rådets viceformand, ligesom han i en længere periode var formand for fattigudvalget. At Nors i det hele taget havde en central placering i rådet betød, at han i mange betydelige sager kom til at øve stor indflydelse. Som eksempel kan nævnes sagen om Frederiksbjergs indlemmelse i Århus i 1874. I 1871 var han medvirkende ved oprettelsen af Aarhuus Privatbank. Han blev valgt til bankens bestyrelse senere til direktionen, en post han bevarede til sin død. Nors havde desuden en lang række tillidshverv. Bl.a. blev han i 1853 valgt til kommunalrevisor og sad i bestyrelsen for et par af byens dampskibsselskaber. Allerede samme år han døde, fik Nors en gade opkaldt efter sig. Man var begyndt at bygge op ad bakken fra Nørre Allé (til Thunøgade), og den nyanlagte gade, ud for hvor Guldsmedgade senere blev ført igennem, fik navnet Norsgade. Gaden var en af de første i Århus, der blev opkaldt efter en person. Først i årene herefter blev det almindeligt at opkalde gader efter kendte personer (d 17/2 1875)

 

1844 d Friedrich Nietsche, tysk filosof og forfatter, der i årene 1869-1878 var professor i klassisk filologi i Basel. Fra 1889 var han uhelbredelig sindssyg og tilbragte resten af livet i moderens og søsterens varetægt og pleje. Han betragtes som en af Europas mest markante og omstridte filosoffer, og hans tanker har fået forskellige til dels modstridende tolkninger. Delvis skyldes det, at hans fremstilling og stil ikke er systematisk, men digterisk og rig på billeder, aforismer og paradokser. Sædvanligvis skelnes der mellem tre perioder i Nietsches udvikling. Til den første hører "Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik" (1872) og "Unzeitgemässige Betrachtungen" (1873-76). Nietsche er her en antiintellektuel livsdyrker og nedvurderer videnskaben og hævder, at livets mening findes i kunsten. I sin anden "positivistiske" periode var han påvirket af den moderne naturvidenskab "Die fröhliche Wissenschaft" (1882), og han afviser her både metafysik og religion. Til den tredje periode hører hans mest originale tanker og mest kendte skrifter: "Also sprach Zarathustra" (1883-85), "Jenseits von Gut und Böse" (1886), "Zur Genealogie der Moral" (1887) og den ufuldendte "Der Wille zur Macht". I disse værker er Nietsche først og fremmest optaget af moralfilosofiske ideer. Han afviser den gængse moral og vil omvurdere alle værdier og give ordene "godt" og "ondt" nyt indhold. Den kristne moral er en slavemoral med sin betoning af ydmyghed, medlidenhed, kærlighed osv. I dens sted vil Nietsche have en herremoral, som passer til den nye mennesketype, han profeterer: overmennesket. Dets moral bygger på viljen til magt, det anser krigen ikke freden for værdifuld. Med sådanne tanker satte Nazismen ham højt (d 25/8 1900)

 

f P.G. Wodhouse, engelsk/amerikansk forfatter, der vandt verdensberømmelse med sine underholdende romaner og noveller, præget af løssluppen situationskomik fra engelsk societyliv i den sene edwardianske æra. Hans mest vellykkede skikkelser er den af skæbnen forfulgte verdensmand Bertie Wooster og hans uforlignelige tjener Jeeves, desuden Lord Emsworth, den foretagsomme herre til Blandings Castle. Om Wooster og Jeeves har Woodhouse bl.a. skrevet "The Inimitable Jeeves" (1924), "Very Good, Jeeves" (1930) og "The Code of the Woosters" (1938). Woodhouse var en af de få britiske forfattere, som kunne benytte amerikansk engelsk. Det kom til udtryk, da han foruden sine humoristiske noveller sammen med Guy Bolton skrev teksten til en række populære Broadway mucicals bl.a. "Sally" (1920), "Sitting Pretty" (1924) og "Bring on the Girls" (1953). "Performing Flea" (1953) og "Over Seventy" (1957) er selvbiografier. Woodhouse var under Anden Verdenskrig interneret i Tyskland, hvor han 1940 lod sig udnytte i tysk radiopropaganda; han bosatte sig senere i USA og blev amerikansk statsborger i 1955 (d 13/2 1975)

 

Den franske officer Dreyfus arresteres og bliver anklaget for at have udleveret militære hemmeligheder til en fremmed magt. Dermed indledtes den såkaldte Dreyfusaffære, der varede til 1906, delte Frankrig i to uforsonlige lejre og bidrog til adskillelsen i 1905 af stat og kirke. I 1894 kendte en krigsret Dreyfus skyldig i spionage og idømte ham degradering og livsvarig deportation til Djævleøen ved Fransk Guyana. Da der i 1896 opstod begrundet mistanke om, at anklagen og dommen hvilede på et falsk grundlag, kom den franske opinion i oprør. I 1899 kom Dreyfus for en ny krigsret i Rennes. Han blevdømt "med formildende omstændigheder", men straks benådet af republikkens præsident. Benådning er ikke frifindelse, og først i 1906 blev Dreyfus fuldstændig renset, da dommen fra 1899 blev ophævet. Han indtrådte i hæren som major og tildeltes Æreslegionen

 

f Charles Percy Snow, britisk romanforfatter, fysiker og regeringsembedsmand. Som fysiker var han 1930-45 ansat ved Christ’s College, Cambridge; under Anden Verdenskrig var han videnskabelig rådgiver for den britiske regering. Snow blev adlet i 1957 og var i årene 1964-66 statssekretær i departementet for teknologi. I 1930’erne begyndte Snow at skrive sit hovedværk er en romanserie på 11 bind "Strangers and Brothers" (bind udkom 1940, serien blev afsluttet 1970 med "Last Things"). De foregår i hans egen tid og handler om en englænders akademiske, private og udadvendte liv. Flere af romanerne blev omarbejdet til teateropførelse. Som såvel forfatter som naturvidenskabsmand har Snow har endvidere beskæftiget sig med sammenhængen mellem naturvidenskab og humanistisk åndsvidenskab, ikke mindst i "The Two Cultures and the Scientific Revolution" (1959). Heri hævder han, at en udøver af den ene af disse discipliner ved meget lidt om overhovedet noget om den anden, og at kommunikation mellem dem er vanskelig om overhovedet mulig (1959) (d 1/7 1980)

 

d Mata Hari (Margaretha MacLeod, født Zelle), spion og danser; i 1895 blev hun gift med en hollandsk koloniofficer, og i årene 1897 til 1902 levede ægteparret på Java og på Sumatra, hvor hun lærte at udføre Østens rituelle danse. Efter at parret var vendt tilbage til Europa og blevet separeret, begyndte Mata Hari i 1905 at optræde som professionel danser i Paris under navnet Lady MacLeod. Snart begyndte hun at kalde sig Mata Hari, som sagdes at være et malajisk udtryk for Solen. Høj og flot og ikke uvillig til at optræde næsten nøgen opnåede hun en øjeblikkelig succes i såvel Paris som andre større byer. Gennem hele livet havde hun utallige elskere og blandt dem mange officerer. Hendes aktiviteter som spion henligger stadig i mørke. Mere end 50 år efter hendes død afviste de franske myndigheder at offentliggøre hendes sags officielle papirer. Ifølge en version skulle en tysk konsul, mens hun i foråret 1916 boede i Haag, have tilbudt hende at betale godt for enhver information, hun kunne få fat i under hendes næste rejse til Frankrig. Efter sin arrestation tilstod hun kun at have udleveret nogle forældede oplysninger til en tysk efterretningsofficer. Ifølge Mata Haris historie skulle hun være gået med til at virke som fransk spion i det tysk-besatte Belgien, men undlod at fortælle det franske efterretningstjeneste om sit arrangement med tyskerne. Tilsyneladende var det briterne, der informerede den franske efterretningstjeneste om Mata Haris møde med den tyske konsul i Haag. Den franske mistænksomhed om Mata Haris dobbeltrolle voksede, og den 13. februar 1917 blev hun arresteret i Paris. Hun blev fængslet, i juli dødsdømt ved en militærdomstol og henrettet ved skydning (f 7/8 1876)

 

1920 f Mario Puzo, amerikansk journalist og forfatter; han har skrevet realistiske underholdningsromaner som f.eks. "The Godfather" (1969) om opgør mellem forskellige mafiafamilier i New York. Den blev en verdenssucces og filmatiseret af Francis Ford Cappola og hjembragte såvel forfatter som filmskaber en Oscar. I forfatterskabet er endvidere "The Dark Arena" (1946) og "The Fortunate Pilgrim" (1964)

 

1926 f Michel Foucault, fransk filosof; han benævnes som en central figur inden for strukturalismen. I 1961 kom hans "Histoire de la folie à l’âge classique", hvor han diskuterer skillet mellem galskab og fornuft, sådan som det blev etableret i 1600´tallet.

 

1928 Det tyske luftskib "Graf Zeppelin" gennemfører sin første transatlantiske flyvning. Den første "zeppeliner", som de luftskibe hed, der blev bygget af den tyske luftskibskonstruktør Ferdinand von Zeppelin, var i luften 2. juli 1900. Før 1. Verd.krig foretog Zeppelin en række luftskibsfarter til europæiske (stor)byer bl.a. også Århus (luftskibet "Hansa" i 1909). Under 1. Verd.krig blev der på Zeppelin-værftet ved Bodensøen bygget 125 luftskibe til militært brug. Efter krigen blev der bygget flere trafikluftskibe, hvoraf "Graf Zeppelin" og "Hindenburg" blev anvendt til regelmæssig lufttrafik mellem Tyskland og Sydamerika og mellem Tyskland og USA. Efter "Hindenburgs" haveri i New York 6. maj 1937 opgav man al videre bygning af luftskibe

 

1945 d henrettet Pierre Laval, fransk politiker, kollaboratør; som advokat i Paris fra 1909 skabte L sig et navn som forsvarer for fagforeningsmænd og venstreorienterede. Valgt af socialistpartiet blev han medlem af Deputeretkammeret i 1914. Da han ikke opnåede valg ved valget i 1919, forlod han socialistpartiet og blev borgmester (til 1944) i sin valgkreds Auberville. Politisk bevægede han sig fra venstre mod centrum, og i 1924 opnåede han atter valg til Deputeretkammeret; fra 1927 var han medlem af Senatet; han blev minister første gang i 1925 og beklædte herefter forskellige ministerposter, inden han i 1931 første gang blev regeringsleder. Han trådte tilbage året efter og var derefter koloniminister 1932-34 og udenrigsminister 1934-35, inden han i 1935 atter blev premierminister. Han var tillige udenrigsminister, i sidstnævnte egenskab lagde han stor vægt på samarbejde med Italien. Hans regering faldt i 1936, og han blev først minister igen, da han efter våbenstilstanden med Tyskland i 1940 indtrådte i Pétains regering. Efter en tid at have været arresteret af Pétains politi blev Laval regeringschef i Vichy april 1942. Overbevist om at hans personlige diplomati kunne føre til indrømmelser fra besættelsesmagten, indledte han et samarbejde med tyskerne. Men trods tvangsudskrivning af arbejdskraft til Tyskland og bekæmpelse af modstandsbevægelsen opnåede Pierre Laval intet. Efter Paris befrielse i 1944 flygtede han til Tyskland og året efter til Spanien. Her forberedte han sit forsvar for sin politik under krigen og vendte tilbage til Frankrig i juli 1945. Men Laval blev anklaget, dømt og henrettet som landsforræder (f 28/6 1883)

 

1962 Amnesty International bliver stiftet i London. Organisationens formål er at sikre respekt for og overholdelse af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948. A.I. arbejder først og fremmest for frigivelse af samvittighedsfanger, der er fængslet på gr. af deres tro, meninger eller oprindelse. Blandt dens øvrige opgaver hører afskaffelse af tortur og dødsstraf samt sikring af retfærdig rettergang. For at værne om sin uafhængighed modtager organisationen ikke statslige tilskud. Arbejdet finansieres gennem frivillige bidrag. Der blev oprettet en dansk afdeling i 1964. Amnesty International har observatørstatus ved FN og modtog i 1977 Nobels Fredspris

 

1965 TV-avisen udsendes for første gang

 

1993 d Dan Turèll, forfatter; han blev en del af studenteroprøret i slutningen af 1960’erne, men var ikke i særlig grad politisk engageret. Det, der gjorde ungdomsoprøret interessant for Turell, var de mange livsformer, det førte med sig. Oprøret blev begyndelsen til noget helt nyt. Nye ideer om frihed – i samlivet, i musikken og i forhold til euforiserende stoffer – vakte Turells interesse. Rammerne for, hvad kunst var, og hvad kunst måtte, var ligeledes ændret. Det benyttede Turell til at finde sin egen særegne form. Det nye i Turells poesi var bl.a., at hans ordvalg lå tæt på hverdagssproget. Religiøst var Turell i perioder et søgende menneske, der bl.a. stiftede bekendtskab med buddhismen, fordi han anså kristendommen for at være en stor forbandelse for den vestlige kultur. Turèll efterlod sig en meget stor litterær produktion. Han fik inspiration i det meget fjerne og det meget nære. Turèll voksede op i et arbejderkvarter – Vangede - i den ellers velhavende Gentofte Kommune. Turèlls erindringer om Vangede begyndte som poetiske indtryk i hans betydelige, buddhisme-påvirkede digtsamling fra 1974 "Karma Cowboy", og blev siden udviklet til en digtcyklus for endelig at blive omskrevet til romanen om Vangede. Inden prosadebuten var Turèll først og fremmest kendt som en eksperimenterende avantgarde lyriker, hvis digtsamlinger i begyndelsen udkom på små alternative forlag. Som prosaist videreførte Turèll sin folkelige berømmelse med krimiserien på 12 bind med en navnløs detektiv som jegfortællende hovedperson. Første bind "Mord i mørket" kom i 1981; sidste bind "Mord i San Francisco" ni år senere. Allerede før disse populære krimier var Turèll kendt som hele Danmarks "Onkel Danny", hans underskrift på de små causerende essays i dagbladet Politiken, som han skrev om sine ture i København fra midten af 1970’erne til sin død (f 19/3 1946)

 

 

 

 

 

Til top        16. oktober

1351 f Gian Galeazzo Visconti, hertug af Milano, og som bragte Visconti-dynastiet på højden af dets magt og var ved sin død lige ved at få magten over hele Nord-Italien. I 1378 efterfulgte han sin far Galeazzo II Visconti, der delte magten over Milano med sin bror Bernabó. Da Bernabó i 1382 indgik alliance med den franske fyrste Louis af Anjou og planlagde at gifte sin datter Lucia bort til Louis søn, følte Gian Galeazzo det som en trussel mod sin magtposition. Han lod han Bernabó fængsle. I fængslet døde Bernabó to år senere – sandsynligvis forgiftet. Herefter var Gian Galeazzo enehersker over alle Viscontifamiliens besiddelser. Eftersom han var en dygtig administrator, skabte han af dem en stærk enhedsstat. Han fremmede næringslivet, bl.a. fik han forlænget il Naviglio Grande, storkanalen, fra Milano til Pavia, og åbnede derved en vandvej gennem Italien fra Alperne gennem Milano ad Po til Adriaterhavet og skaffede vandingsmuligheder for tusinder af tønder land. Han grundlagde Pavias universitet, han påbegyndte opførelsen af domkirken i Milano og klostret Certosa di Pavia. Milanos styrke brugte han i sin politik over for Italiens andre stater, og ved sin død var Gian Galeazzo godt på vej til at blive herre over hele Norditalien. I 1387 styrtede han della Scala dynastiet i Verona og fik dermed kontrol over området nord for Venezia. I 1395 udnævnte den tyske kong Wenceslas ham til arvefyrste inden for det tysk-romerske rige med titlen hertug af Milano. I 1399 accepterede Pisa og Siena Gian Galeazzos herredømme. Året efter gjorde Perugia og andre byer i Umbrien det samme. I 1402 lagde han Bologna ind under sit herredømme. Kun Firenze stod nu mellem ham og herredømmet over hele Norditalien. Tre måneder efter erobringen af Bologna mønstrede han sine tropper til angrebet på Firenze. Men døden kom i vejen. Den 3. september døde Gian Galeazzo af pest (d 3/9 1402)

 

f Jacob 2. skotsk konge 1437-1460; efter drabet på sin far Jacob I i februar 1437 blev han som dennes eneste søn Skotlands konge. Da J var for ung til selv at overtage styret, faldt det stærke centralstyre, hans far havde fået oprettet, snart fra hinanden. I den følgende urolige tid kæmpede tre familier – Crichton’erne, Livingstone’nerne og Douglas’erne – om at få kontrol over den unge konge. Endelig i 1449 lykkedes det J at få fast greb om kongemagten. Han beslaglagde Livingstonefamiliens godser. Med den magtfulde Douglasfamilie opretholdt J en skrøbelig fred til 1450. Da kom han i åben strid med William, den ottende jarl af Douglas. I februar stak J egenhændigt jarlen til døde. Tre år senere lod J Douglasborgene nedrive og konfiskerede familiens store jordbesiddelser. Indtægterne fra disse landområder gjorde det muligt for J at opretholde et stærkt centralstyre og gennemføre forbedringer i Skotlands retsvæsen. Derefter vendte J opmærksomheden mod England, som havde fornyet sit krav på Skotland. I 1456 og i 1460 angreb han engelske stillinger i det sydlige Skotland. Under felttoget i 1460 blev J dræbt under belejringen af Roxburgh Castle (d 3/8 1460)

 

1523 d Luca Signorelli, italiensk maler; han var i 1460’erne elev af Piero della Francesca i Arezzo, og de ældst bevarede af hans værker viser tydelig påvirkning fra læremesteren. I 1470’erne synes han at have opholdt sig i Firenze, og i 1479 blev han indvalgt i fødebyens Cortonas "byråd". Resten af livet var han politisk aktiv. I årene 1482-83 var han i Rom, hvor han fuldførte Peruginos fresker i Det sixtinske kapel. Med disse værker var hans stil fastlagt, og hans skildringer af dramatiske scener med kraftige muskuløse mennesker har betydet, at han betegnes som en florentinsk naturalist, der virkede uden for Firenze. Samtidig ser man i hans figurrige billeder hans interesse for lysvirkningen, mens kolotitten ofte er mindre god. I årene 1497-98 udførte han en frescocyklus over St. Benedicts liv i klostret Monteoliveto Maggiore ved Siena. De betragtes som et præludium til hans hovedværk, freskerne i Orvietos domkirke (1499-1505). Her skildrede han Antikrists herredømme og fald, de dødes opstandelse, de saliges kor og de fordømtes fald. Selv om han levede endnu 20 år, kulminerede hans kunst med frescoerne i Orvieto, og den nye generation – først og fremmest Michelangelo og Raphael – fik de betydeligste bestillingsarbejder. S udførte også staffelibilleder, kendt var således "Pan og hans ledsagere" tidligere i Berlin, men gået tabt under 2. Verd. krig (f ca 1445/50)

 

1555 d Hugh Latimer, engelsk biskop, protestantisk reformator og martyr, der gennem sin prædikantvirksomhed og sit martyrium ved siden af Cranmer blev den betydeligste af reformationens forkæmpere i England. Han fik sin uddannelse i Cambridge og blev omkring 1510 ordineret som præst. I de to følgende årtier vandt han som prædikant en fremtrædende position i Cambridge. Omkring 1525 viste L sin sympati for Luthers lære. Han fik Henrik VIII’s velvilje, da han trods den katolske kirkes modstand talte for ophævelse af kongens ægteskab med Catharina af Aragonien. Han var en tid hofpræst hos Henrik VIII og blev 1535 biskop i Worcester. I 1539 måtte han opgive han sit embede, da kongens religionspolitik havde taget en prokatolsk vending. I resten af Henrik VIII’s regeringsperiode (til 1547) neddæmpede L sin agitation, dog synes han at være blevet anklaget for kætteri og tilbragt nogen tid som fange i Tower. Under Edw. 6. kunne L igen forkynde sin protestantiske lære. For frit at kunne gøre det afslog han at genindtræde i sit embede som biskop. Da katolikken Maria (den blodige) efter broderen Edwards død blev dronning i 1553, blev L straks arresteret. Han blev dødsdømt og brændt på bålet som kætter ved Balliol College, Oxford. Da han stod på bålet, udødeliggjorde L sig, da han til sin meddelinkvent Nicholas Ridley sagde: "Vær ved godt mod, mester Ridley, ved Guds nåde vil vi i dag tænde et sådant lys over England, som jeg tror, aldrig vil blive slukket" (f ca. 1485)

 

1555 d Nicholas Ridley, engelsk biskop, protestantisk reformator og martyr; han fik sin uddannelse i Cambridge og blev ordineret som præst i 1524. Efter studier i Paris og Louvain vendte han tilbage til en universitetskarriere i Cambridge. Begyndte at vise sympati for Luthers doktriner omk 1534 og blev kapellan hos ærkebiskop Cranmer i 1537. I 1540 vendte han tilbage til Cambridge, hvor han var særdeles aktiv for udbredelsen af Reformationens tanker. I Henrik 8.’s sidste år, da en katolsk reaktion satte ind, var R kendt som en overbevist "kætter". Straks efter Edw. 6. tronbestigelse, da der atter blæste milde vinde for Reformationen, blev R biskop i Rochester (1547). Tre år senere blev han biskop i London, og hans bispesæde her blev et vigtigt center for Reformationen. Det vakte især opsigt, da han indledte en kampagne for at bruge et almindeligt bord i stedet for alteret ved afviklingen af nadveren. Da Maria (den blodige) blev dronning 1553, blev R arresteret, dømt og brændt på bålet for kætteri ved siden af Hugh Latimer ved Balliol College, Oxford (f ca 1503)

 

f Constantin Marselis, godsejer; han blev født i Amsterdam som søn af Gabriel M, der som betaling for økonomisk støtte til Danmark under Svenskekrigene havde fået overladt en række gårde i Danmark bl.a. Havreballegård og Stadsgård ved Århus; 1667 kaldtes Constantin Marselis til Danmark af Frederik 3. for at overtage faderens gårde; han blev 1680 optaget i friherrestanden samtidig med, hans hovedgård Havreballegård blev ophøjet til baroniet Marselisborg. I 1703 oprettede hans enke, der, før hun blev gift, havde været kammerfrøken hos prinsesse Frederikke Amalie, af Stadsgård stamhuset Constantinsborg, der med sine 400 tdr. hartkorn var omtrent lige så stor som baroniet Marselisborg. Marselis ligger begravet under et prægtigt epitafium af Th. Quellinus i Århus domkirke. Familiens økonomiske formåen fremgår her af, at betalingen for epitafiet var på 6.450 rdl., svarende til værdien af henimod en halv snes af de store købmandsgårde på byens fornemste strøg (d 16/6 1699)

 

1660 Som konsekvens af rigsrådet og adelen den 13. oktober under stændermødet i København accepterede arverigets indførelse, blev der den 16. oktober af såvel rigsråder som stænderdeputerede underskrevet en erklæring, hvori håndfæstningen, der bandt kongens hænder og gav adelen afgørende indflydelse på rigernes styrelse, blev erklæret for at være "annulleret, tilintetgjort, dødet og magtesløs". Samtidig blev kongen løst fra sin ed om altid at ville overholde håndfæstningens bestemmelser

 

d henrettet Marie Antoinette, fransk dronning; datter af Frans 1. af Østrig og Maria Theresia; hun blev i 1770 gift med den senere Ludvig 16. af Frankrig. Formålet med giftermålet var at styrke den franske alliance med Østrig. Men den stærke anti-østrigske stemning i Frankrig betød, at M.A. aldrig blev populær i sit nye land. Til upopulariteten bidrog hendes modstand mod at reformere enevælden. Som dronning fra 1774 var hun usandsynlig ødsel og førte an i hoffets overdådige fester. Det bidrog dels til yderligere at svække kongehusets anseelse dels til at øge den i forvejen meget store franske statsgæld. Ved revolutionen lagdes en væsentlig del af ansvaret for Frankrigs ulykker på hende. Da hun forsøgte at få kongen til at modarbejde revolutionen, blev hendes hidtidige upopularitet til et folkehad. Berømt er den udtalelse, revolutionens agitatorer tillagde hende som svar på oplysningen, at folket manglede brød "Hvorfor spiser de så ikke kage?" På forskellig måde konspirerede hun med revolutionens fjender og søgte hjælp i udlandet; det var M.A., der iværksatte kongefamiliens flugtforsøg fra Paris 1791; med den øvrige kongefamilie var hun derefter reelt fange. Efter kongens henrettelse blev hun anklaget for Konventet, dødsdømt og henrettet (f 2/11 1755)

 

f Cardigan, James Thomas Brudenell, 7. jarl af C, engelsk officer; C fik under Krimkrigen kommandoen over det britiske ekspeditionskorps lette brigade og anførte 1854 kavaleriangrebet - the charge of the light brigade - mod de russiske kanonstillinger ved Balaklava, hvorunder næsten halvdelen af brigaden faldt. Selv om angrebet var vanvittigt, og de angribende kavaleristers tapperhed ikke førte til andet end døden for de fleste, vakte angrebet stor opmærksomhed i Storbritannien, hvor det for mange kom til at stå som bevis på britiske soldaters tapperhed. Angrebet blev udødeliggjort i Alfred Tennysons digt "The Charge of the Light Brigade". C betegnes som en krakilsk tyran, der drev mange af sine undergivne til lydighedsnægtelse. På den anden side gjorde C ved at bruge store summer af sin personlige formue sine kavalerister til de bedst klædte og de bedst udrustede i den britiske hær. Ved sin hjemkomst til England blev han fejret som en helt. I årene 1855-61 var han generalinspektør ved kavaleriet, og i 1861 blev han forfremmet til generalløjtnant. C har givet navn til cardigantrøjen, idet han bar en sådan under Krimkrigen (d 28/3 1868)

 

Slaget ved Leipzig begynder. I sommeren 1813 blev der under ledelse af den østrigske minister Metternich gjort forsøg på at få en fredsordning med Napoleon i stand. De krav, der blev stillet til Napoleon, var bl.a., at han skulle opgive hertugdømmet Warszawa, Rhinforbundet, en række tyske byer og Illyrien. Derimod ville Frankrig beholde Nederlandene, Italien og kongedømmet Westfalen. Men Napoleon ville ikke gøre indrømmelser, og Østrig erklærede Frankrig krig. Den sjette koalition blev derefter dannet. Den bestod af Storbritannien, Rusland, Østrig, Preussen og Sverige. Da slaget ved Leipzig begyndte, stod der over for Napoleons hær på 150.000 mand en allieret hær på 300.000 mand med 1.300 kanoner. På slagets første dag havde Napoleon overtaget over den østrigske hær under kommando af Schwarzenberg. Men da Blücher og dennes preussiske hær vandt over en fransk hærgruppe, var det muligt for de allierede at trække forstærkninger til. Så efter tre dages kampe, tre nætter med øsende regn og to voldsomme slag, der rasede fra om morgenen, til det blev mørkt, var Napoleons nederlag en kendsgerning. Efter nederlaget stod det klart, at Napoleon ikke længere kunne besejre Europa. Nu måtte han forsvare sin position og Frankrigs grænser

 

Napoleon går i land på St. Helena. Om bord på den britiske fregat "Northumberland" havde Napoleon den 10. august 1815 forladt britiske farvande, og den 15. oktober ankrede fregatten op ved St. Helena. Dagen efter gik Napoleon i land sammen med de personer, der frivilligt havde valgt at ledsage ham. Hans tilværelse på øen blev snart præget af bestemte rutiner. Han stod sent op, og spiste morgenmad ved 10 tiden. Han holdt sig for det meste inden døre. Han kunne færdes overalt på øen, men skulle være ledsaget af en britisk officer. Det havde Napoleon svært ved at acceptere og undlod derfor at gå ud. Han skrev og talte meget. Bl.a nedskrev hans sekretær det, der i 1823 blev udgivet som "Mémorial de Sainte-Hélène". Mellem klokken 19 og 20 spistes der aftensmad, hvorefter en del af aftenen blev tilbragt med højtlæsning. Napoleon elskede at få læst klassikerne højt. Undertiden blev der spillet kort. Omkring midnat var det sengetid. Napoleon begyndte at lære engelsk og fik tilsendt engelske aviser. Klimaet på St. Helena er godt, og Napoleons kost var god, varieret og omhyggeligt tilberedt, så den forværring i hans helbred, der indtrådte fra efteråret 1817, tilskrives almindeligvis hans inaktive liv. Sygdommen synes at have været et mavesår eller kræft i mavesækken. Fra begyndelsen af 1821 blev sygdommen stedse værre, og fra marts var han til stadighed sengeliggende. Måneden efter dikterede han sit testamente, og den 5. maj 1821 døde han

 

1846 På Massachusetts General Hospital i Boston gennemføres den første operation med brug af æter som bedøvelsesmiddel. Tandlægen T.G. Morton fjerner en knude fra en ung mands kæbe

 

f Oscar Wilde, britisk forfatter; som student i fødebyen Dublin og i Oxford brillerede han med sit vid og sine talegaver, egenskaber der efterhånden blev legendariske. I 1881 udgav han den prærafaelitisk prægede digtsamling "Poems". Med eventyrsamlingerne "The Happy Prince and Other Tales" (1888) og "A House of Promegranates" (1891) afslørede han sig som en fortræffelig eventyrfortæller. I sin eneste roman "The Picture of Dorian Gray" (1891) skildrede han konsekvenserne af et gennemført amoralsk og nydende livssyn. Den vakte sensation ved sin afspejling af forfatterens i datidens øjne abnorme seksualitet. Stor succes vakte Wildes elegante og vittige konversationsstykker "Lady Windermere’s Fan" (1892) og "The Importance of Being Earnest" (1895). De gjorde W til en forgrundsfigur i Londons litterære verden. Det vakte uhyre bestyrtelse, da Wilde i 1895 på højden af sin berømmelse blev afsløret som indviklet i en homoseksuel affære og dømt til 2 års tugthus. Wilde afsonede straffen i Reading fængslet; han levede efter løsladelsen incognito i udlandet og døde i fattigdom på et hotel i Paris. I 1905 i uddrag og i 1935 i sin helhed tryktes "Letters of O.W.", det er breve fra fængslet til vennen Lord Douglas fulde af pinefuld selverkendelse og bitter bebrejdelse (d 30/11 1900)

 

1860 d henrettet ved halshugning Balle Lars (Lars Nielsen); han blev dødsdømt og henrettet for at have dræbt enken efter gårdejer Ole Andersen i Ugledige ved Præstø. Efter mordet rettedes mistanken mod den dræbtes stedsøn, den 37-årige Niels Peder Olsen. Han havde et naturligt motiv til ugerningen, idet han havde købt den myrdedes gård, da hendes mand døde, men på den betingelse, at han først skulle overtage den, når hun engang døde. Under politiets afhøringer kom det frem, at Olsen havde betalt Balle Lars 100 rigsdaler for at skyde enkekonen. Det tilstod Balle Lars i første omgang, men senere trak han tilståelsen tilbage. Det fik dog ingen betydning. Både ved retten i Præstø og ved Højesteret blev Balle Lars dømt til døden. Kort inden højesteretsdommen var faldet, fik pastor Gjellebøl i Præstø af sin provst opfordring til at berede Balle Lars til døden. Om udførelsen af dette hverv, beretter pastor Gjellebøl i en lille pjece med titlen "Spildte Guds Ord paa Balle Lars", som udkom et par år efter henrettelsen. Præsten skriver heri, hvorledes alle hans forsøg – det være sig ved strenge ord eller ved mild og venlig tale – på at formå Lars til at indrømme sin skyld var aldeles omsonst. Ved retten i Præstø blev også Niels Peder Olsen dømt til døden, men Højesteret ændrede denne dom til tugthus på livstid

 

f Vilhelm Buhl, socialdemokratisk politiker og jurist; han gjorde karriere ved Københavns Kommune og blev skattedirektør 1924. På denne post reformerede han hele skatteadministrationen og gjorde skatteligningen mere effektiv. Fra sin ungdom var Buhl socialt interesseret, han deltog med iver i Studentersamfundets arbejde og var medstifter af Juridisk Diskussionsklub. Politisk sluttede han sig til Socialdemokratiet. Han var medlem af Landstinget 1932-39 og af Folketinget 1939-53. Han kom hurtigt frem i forreste række og var finansminister 1937-42. Ved Staunings død april 1942 var han dennes naturlige efterfølger som statsminister. Han videreførte samarbejdspolitikken med tyskerne; men det var Buhl, der 28. august 1943 formulerede regeringens nej til tyskerne. I den regeringsløse tid var B "den kommende og de facto regeringschef". Således var han den ledende politiker i forhandlingerne med Frihedsrådet om dannelsen af befrielsesregeringen, hvis leder han blev maj 1945. Efter sin afgang som statsminister – oktober 1945 - bevarede Buhl betydelig politisk indflydelse bl.a. som minister uden portefølje i den soc.demokratiske regering 1947-50 med den opgave at lede koordineringen af regeringens økonomiske politik (d 18/12 1954)

 

f David Ben-Gurion, israelsk politiker og Israels første regeringsleder; han blev født i Polen, men flyttede i 1906 med sin familie til Palæstina. Her var han i 1920 medstifter af de jødiske arbejderes fagorganisation, Histadrut og var dens generalsekretær i årene 1921-35; fra 1930 var han tillige generalsekretær i det jødiske arbejderparti (MAPAI); i årene 1935-48 beklædte han posten som præsident for Jewish Agency. Da briterne fra 1939 begyndte at føre en proarabisk politik, der begrænsede jødisk indvandring til Palæstina, opfordrede Ben-Gurion jøderne til at kæmpe for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Da dette med USA’s og Sovjetunionens støtte blev realiseret i 1948, blev han stats- og forsvarsminister i den provisoriske regering, og han beholdt disse poster til 1953. I februar 1955 atter forsvarsminister og var fra november 1955 til juni 1963 stats- og forsvarsminister. I 1963 forlod han regeringen og af MAPAIs ledelse året efter. I 1965 brød han med partiet og stiftede sit eget arbejderparti, RAFI, som i udenrigspolitik gik ind for at fastholde Israels rettigheder i forhold til arabstaterne. Ved valget efteråret 1969 opnåede det kun minimal tilslutning, og et halvt år senere trak Ben-Gurion sig tilbage fra politik. RAFI blev snart igen slået sammen med MAPAI og en anden udbrydergruppe til det israelske arbejder-parti (d 1/12 1973)

 

1890 f Michael Collins, irsk politiker; han betegnes som en af de største helte fra den irske uafhængigskrig med Storbritannien. Han sluttede sig tidligt til de irske nationalister og deltog i Påskeoprøret i 1916. Som ledende strateg (d 22/8 1922)

 

f Eugene O'Neill, amerikansk dramatiker; han slog igennem i 1920 med "Beyond the Horizon" og var fra denne tid anerkendt som USA’s ledende dramatiker. I 1920'erne eksperimenterede han med symbolik og ekspressionistiske virkninger i stykker som "The Emperor Jones" (1920), "The Great God Brown" (1926) og "Dynamo" (1929) mens f.eks. "Desire under the Elms" (1924) fortsatte den naturalistiske linje. Trilogien "Mourning Becomes Electra" (1931) var en gendigtning i New-England miljø af det græske Orestes-motiv. Efter komedien "Ah! Wilderness" (1933) og den mislykkede "Day Without End" (1943) gik der 10 år, før et nyt drama af O’Neill blev opført på Broadway. Det var tragedien "The Iceman Cometh" (skrevet 1939), som blev det sidste af hans stykker, der blev opført, inden han døde. De stykker, han efterlod ved sin død, var blevet til over en lang periode. To af disse er dele af en planlagt serie på 11 dramaer "A Tale of Possessors Self-Dispossessed. A Touch of the Poet" (skrevet 1935-42, opført 1957) og "More Stately Mansions" (skrevet 1939-41, opført 1962). Selvbiografiske er "Long Day’s Journey Into Night" (skrevet 1939-41, opført 1956) og fortsættelsen "A Moon for the Misbegotten" (1943, opført 1957), som blev det sidste drama, han kom til at fuldføre. O’Neill modtog Nobelprisen i litteratur i 1936 (d 28/10 1953)

 

f Palle Lauring, lærer, forfatter og historiker; han blev student fra Frederiksberg Gymnasium og uddannede sig derefter til lærer på Haderslev Seminarium.Som forfatter debuterede han med nogle historiske romaner bl. a. "Vitellius" (1944) og " Borger Alexandre" (1946). Efter nogle kom der fra hans hånd bedre fagligt funderede værker omfattende Danmarks historie. L har beskrevet historiske begivenheder og lokaliteter, fx. "Her skete det. Sjælland" (1966), han har udarbejdet omfattende egnsbeskrivelser, fx." Bornholm" (1957), han har biograferet konger, dronninger og andre fremtrædende danskere, fx."Dronninger og andre kvinder i Danmarks-historien" (1981). Om hans arbejder som biograf er det blevet sagt, at han i denne genre altid forsøgte at forstå personerne ud fra deres personlige og historiske forudsætninger, men han vidste, at histori-keren bevæger sig på usikker grund, "når vi forlader sildepriserne og giver os til at tale om mennesker". Blandt hovedværkerne er L.s ufuldendte Danmarkshistorie i ti bind (1954-79). Offentligheden lod først L træde ud af skyggen fra ungdomsårenes fantasifulde udgivelser ret sent i livet. Som ældre kunne han til gengæld glæde sig over at være både populær, kontroversiel og anerkendt (d 3/10 1996)

 

1925 d Christian Krogh, norsk maler; efter at være blevet cand jur fik han i 1870’erne en kunstnerisk uddannelse på malerskoler i Tyskland. I 1881-82 opholdt han sig i Paris, hvor han fik øjene op for impressionisterne. Krogh havde allerede da vakt opmærksomhed. Det skete i 1876 med "Et farvel" og et par kvindeportrætter. 1879 kom han for første gang til Skagen. Han vendte tilbage hertil i somrene 1882-84 og 1888. I samværet med de danske skagensmalere skabte Krogh nogle af sine ypperste billeder, f.eks. "Kone som skærer brød" (1879) og "Håret flettes" (1882). Samtidig begyndte han de mange norske lods- og sømandsbilleder, hvor han med bred pensel, i en lys og kølig kolorit og med overraskende afskæringer gav realistiske skildringer af livet til søs. Efter studieårene og hjemkomsten til Norge 1879 tog han for alvor portrætmaleriet op. Imidlertid kom Krogh mere og mere ind på tanken om kunstens sociale appel. Den skulle ikke kun være et estetisk anliggende, men gribe og ryste ved sin ubarmhjertige afsløring af den barske virkelighed. Så nu begyndte han på sin hovedopgave: at skildre fattigfolks tilværelseskamp i Kristiania; således i "Daggry" (1880) en fattig sypige, der er faldet i søvn over den fine kvindes balkjole. Efter 1890 var han ofte på rejser og opholdt sig i lange perioder i udlandet, således 1901-09 i Paris. I årene 1890-1901 supplerede han sin kunstnerindtægt som journalist ved dagbladet Verdens Gang. I årene 1909-25 var Christian Krogh professor ved det nyoprettede Statens Kunstakademi i Oslo. Hans kunst er blevet beskrevet som forening af en moderne impressionistisk inspireret teknik med et politisk revolutionært indhold (f 13/8 1852)

 

f Günther Grass, tysk forfatter, der betragtes som en af Tysklands betydeligste forfattere efter 2. Verd.krig. Han blev født i den dengang tyske by Danzig (Gdansk) og efter en kort tid som soldat, studier i Berlin, Düsseldorf og Paris slog han sig i 1960 ned i Vest-Berlin som forfatter, maler, grafiker og billedhugger. Han er bedst kendt som prosaist. Han blev berømt allerede med sin første roman "Die Blechtrommel" (1959). Den danner sammen med "Katz und Maus" (1961) og "Hundejahre" (1963) den såkaldte "Danzigertrilogi, der beretter om Tysklands katastrofale historie i 1900-tallets første halvdel. Sit Danzig-univers fulgte Grass i senere romaner, også når deres handling er mere aktuel – som f.eks. i "Örtlich betäubt (1969), der handler om 1960’ernes studenteroprør og forholdet mellem en lærer og hans revolutionære elev. Med "Ein Weites Feld" (1995) forlod Grass for første gang helt Danzig og henlægger handlingen til Berlin efter den tyske genforening. Som dramatiker vakte han opsigt i 1966 med "Die Plebejer proben den Aufstand"; her anklagede Grass Brecht for at have forrådt solidariteten med arbejderne. Fra midt i 1960’erne engagerede han sig politisk. Han var anbefaler og taleskriver for den socialdemokratiske forbundskansler Willy Brandt. Engagementet resulterede i samlingerne af taler og essays "Über das Selbstverständliche" (1968) og "Der Bürger und seine Stimme" (1974). Grass har modtaget mange æresbevisninger, bl.a. i 1996 Sonningprisen og i 1999 Nobels litteraturpris

 

Under borgerkrigen i Kina indleder Mao Tse-tung og hans 100.000 kommunistiske soldater deres legendariske "lange march" på 10.000 km til Shensi provinsen i Nordvestkina, efter de har kæmpet dig ud af Chang Kai-

shek og hans nationalisthærs belejring i Fukien provinsen i Sydkina. På marchen, der gik gennem nogle af Kinas mest uvejsomme områder, var kommunisterne udsat for gentagne angreb fra nationalisthæren. Det var da også kun omkring 8.000 mand, der nåede frem til Shensi. Forløbet af marchen bekræftede Maos ideer om guerillakrig, og på en partikonference undervejs i januar 1935 blev han leder af partiet. Da marchen var slut stod han som partiets ubestridte leder. Efter kommunisternes magtovertagelse i 1949 antog beretningerne om Den lange March nærmest mytologisk karakter, og veteraner fra marchen fik en særdeles høj status i Folkerepublikken

 

d Wilhelm Keitel, tysk feltmarskal; under 1. verd. krig gjorde i hovedsagen tjeneste i generalstaben; han havde i 1920'erne forskellige stillinger i rigsværnsministeriet; han blev generaloberst i 1938 og generalfeltmarskal i 1940. I 1935 blev Keitel stabschef for de væbnede styrker – en stilling der svarer til forsvarsminister. Da Hitler februar 1938 overtog den direkte kommando over den tyske krigsmagt, blev Keitel chef for den nyoprettede "Oberkommando der Wehrmacht". I denne stilling blev han Hitlers øverste militære rådgiver under hele 2. Verdenskrig og dermed den faktiske leder af de daglige operationer. I denne stilling udførte han lydigt og kritikløst alle Hitlers befalinger. Efter kapitulationen blev han stillet for krigsforbryder-domstolen i Nürnberg, anklaget for krigsforbrydelser, dømt til døden og henrettet ved hængning (f 22/9 1882)

 

1946 d Herman Gøring, tysk flyver og politiker; han deltog i Første Verdenskrig som flyver og tilhørte Richthofens berømte eskadrille. I 1922 sluttede han sig til nazismen og indvalgtes 1928 i Rigsdagen. Efter nazisternes store valgsejr i 1932 blev han rigsdagspræsident. Året efter udnævntes han til preussisk ministerpræsident, og på denne post gennemførte han nazisternes overtagelse af alle nøgleposter i Preussen. Da Hitler blev rigskansler i januar 1933, blev Göring rigsminister uden portefølje. I Maj 1933 blev han rigsminister for luftfarten. Han ledede opbygningen af luftvåbnet, fra 1935 som øverstkommanderende; Göring udnævntes til generaloberst 1936 og til generalfeltmarskal 1938. Fra 1936 også ansvarlig for gennemføringen af fireårsplanen, som skulle sikre den produkmæssige side af oprustningen. Da krigen brød ud, udnævnte Hitler ham til sin efterfølger, hvis der skulle tilstøde Føreren noget. Göring fik i 1940 titlen "rigsmarskal for det stortyske rige". Görings interesse for jagt førte i 1936 til oprettelse af et embede som Reichjagdmeister, og som sådan optrådte han i en selvkomponeret forstuniform. Trods sin naragtighed og forfængelighed var han en af de mere populære naziledere. Fra 1943 berøvede de store britisk/amerikanske luftangreb efterhånden Göring al indflydelse. I april 1945 flygtede han fra Berlin til Berchtesgaden og foreslog derfra, at Hitler skulle overlade ham ledelsen af riget. Han imidlertid frataget alle stillinger i riget og i partiet; han sad også en kort tid arresteret. Ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg blev han anklaget og dømt til døden for krigsforbrydelser, men begik selvmord få timer før henrettelsen (f 12/1 1893)

 

1946 d Julius Streicher, nazi demagog og politiker, han var en af de mest ondsindede fortalere for 1930’ernes jødeforfølgelser. Under 1. Verd.krig gjorde han tjeneste i den tyske hær; efter krigen var han folkeskolelærer i Nürnberg. I 1921 tilsluttede han sig nazipartiet og blev således et af de første partimedlemmer i Sydtyskland. På dette tidspunkt blev han tillige nær ven af Hitler. I 1925 blev S gauleiter i Franconia, som han efter magtovertagelsen i 1933 administrerede fra distriktets hovedstad, Nürnberg. Som grundlægger – 1923 – og chefredaktør af den anti-semitiske ugeavis "Der Stürmer" blev S en rig mand og fik stor indflydelse i det nazistiske Tyskland. "Der Stürmers" grove anti-jødiske sprog og dets stempling af jøderne som tilhørende en laverestående race, der kunne være en fare for de racerene ariere, gjorde det til en hjørnesten i nazisternes antijødiske politik. I "Der Stürmer" begyndte den kampagne, der føørte til Nürnberg-lovene i 1935. S’s ryggesløse livsførelse, hans seksuelle og sadistiske udskejelser medførte, at flere af hans partikammerater brød forbindelsen med ham. I 1940 blev han frataget sine partiposter, efter en kommission havde undersøgt hans særdeles mangelfulde varetagelse hans embedspligter; medvirkende til hans afskedigelse var også hans livsførelse. Takket være Hitlers protektion fortsatte S som chefredaktør ved "Der Stürmer" til krigens afslutning. I maj 1945 blev S arresteret af amerikanske tropper. Sammen med andre topnazister blev han anklaget ved Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg. Her blev han fundet skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og dømt til døden ved hængning (f 22/2 1885)

 

1946 d Joachim von Ribblentrop, tysk diplomat og udenrigsminister; efter at have fået skoleuddannelse i Tyskland, Frankrig, Svejts og England rejste han i 1910 til Canada, men vendte tilbage til Tyskland ved udbruddet af Første Verdenskrig. Han deltog i krigen på østfronten. Efter krigen arbejdede Ribbentrop som repræsentant i champagne; det gjorde han til 1920, da giftede han sig med sin rige chefs datter og blev økonomisk uafhængig. Han mødte Hitler i 1932 og blev samme år medlem af nazipartiet. Efter Hitler var blevet rigskansler – 30. januar 1933 - blev Ribbentrop dennes chefrådgiver i udenrigspolitiske spørgsmål. I 1934 var han leder af den tyske delegation ved nedrustningskonferencen i Geneve. Året efter kunne han på sit lands vegne sætte sin underskrift på den engelsk-tyske flådeaftale, der tillod tyskerne at opbygge en flåde. 1936 blev Ribbentrop ambassadør i London. En post han beklædte til 1938, da han blev udenrigsminister. 22. maj 1939 underskrev han sammen med sin italienske kollega Ciano "Stålpagten" om et tiårigt politisk og militært samarbejde mellem Tyskland og Italien. Hans største diplomatiske succes var underskrivelsen af ikkeangrebpagten med Sovjet-unionen 23. august 1939. Dermed var vejen banet for det tyske angreb på Polen 1. september 1939. Med udbruddet af krigen kom diplomati i anden række, det betød, at Ribbentrops indflydelse blev mindre. Han blev anklaget ved Den internationale Militærdomstol i Nürnberg for forbrydelser mod menneskeheden – fundet skyldig, dødsdømt og henrettet ved hængning (f 30/4 1893)

 

1949 d Albert Olsen, historiker og professor; han blev udlært som kleinsmed, blev student i 1910 og læste derefter en periode jura, men skiftede til historie og blev mag. art. i dette fag i 1920. Herefter var han en tid prokurist ved Forsikringsselskabet Nye Danske og senere medarbejder ved dagbladet Social-Demokraten. I 1930 blev han dr. phil. med disputaten "Studier over den danske Finanslov 1850-64". Samme år blev han professor ved det netop åbnede universitet i Århus. Seks år senere valgte han at flytte til København, da der blev et professorat ledigt her. Som historiker beskæftigede Albert Olsen sig især med økonomisk historie og skrev en række bøger inden for dette område. Her skal nævnes: " Bybefolkningen i Danmark paa Merkantilismens Tid" (1932) og "Kampen om Kolonierne" (1939). Desuden var han medforfatter på "Gyldendals Nye Verdenshistorie I-IV" (1936-38) og "Antisemitisme og Racedogmer i moderne tysk Politik" (1933). Albert Olsen var politisk aktiv, han var medlem af Socialdemokratiet og var bl.a sit partis repræsentant i Århus byråd i årene 1933 til 1937 (f 16/5 1890)

 

d George Marshall, amerikansk general og politiker; han deltog i 1. Verd.krig som stabsofficer og udnævntes ved 2. Verd.krigs udbrud i september 1939 til stabschef i USA’s hær og avancerede 1944 til general.Ved USA indtræden i krigen i 1941 blev han en af de allieredes førende strateger. Han var fortaler for "Europa først" tanken og talte for en tidlig invasion i Europa. Han var tiltænkt at være leder af invasionen i Normandiet, men præsident Roosevelt ville ikke undvære ham som medarbejder i Washington, og Eisenhower fik kommandoen. Efter krigen fratrådte han embedet som stabschef og var 1945-46 ambassadør i Kina. Her lykkedes det ham for en tid at bringe borgerkrigen til standsning. I januar 1947 udnævntes han til udenrigsminister og gjorde sig især bemærket ved i juni 1947 at fremsætte forslaget til den såkaldte Marshall-plan. Det var et hjælpeprogram på i alt 13 mia. dollar til 16 europæiske lande. Formålet var at støtte disse landes genopbygning efter 2. Verd.krig samt forhindre kommunistisk magtovertagelse i Vesteuropa. Da tilbuddet om hjælp også blev givet til Sovjetunionen og østeuropæiske lande, men afvist, er det næppe korrekt især at se planen i et koldkrigsperspektiv. Som følge af vaklende helbred måtte han jan 1949 træde tilbage. På gr. af den udbredte misstemning mod Truman-administrationen i begyndelsen af Koreakrigen ønskede Truman at styrke sin regering og overtalte M til at indtræde i regeringen som forsvarsminister. M beklædte denne post fra sept 1950 til sept 1951. M modtog i 1953 Nobels fredspris først og fremmest for sit arbejde med Marshallplanen (f 31/12 1880)

 

1963 Ludwig Erhard afløser Adenauer som vesttysk forbundskansler. Inden udnævnelsen til forbundskansler, som skete trods Adenauers modstand, var Erhard økonominister. Som forbundskansler var han meget populær og omtaltes som folkekansleren. Imidlertid blev han en svag regeringsleder, der især på gr. af manglende opbakning i sit parti havde vanskeligt ved at få gennemført store sager. På det udenrigspolitiske område nedkølede han Adenauers franskvenlige politik og søgte tættere kontakt med USA. Han trådte tilbage som kansler i 1966, men forblev medlem af Forbundsdagen til 1970

 

1964 Kina sprænger sin første atombombe

 

Den polske kardinal Karol Jozej Wojtyla vælges til pave under navnet Johannes Paul 2., som den første ikke-italienske pave siden 1523 (Hadrian 5.)

 

1981 d Moshe Dayan, israelsk general og politiker; Dayan var fra 1929 medlem af den illegale jødiske organisation Haganah og fængslet af de britiske myndigheder 1939-41. Efter oprettelsen af staten Israel i maj 1948 blev Dayan kommandant i Jerusalem, og 1953-58 var han chef for hærens generalstab og bl.a. ansvarlig for Sinaifelttoget i 1956 i Den Anden Arabisk-israelske Krig. I 1959 indvalgtes Dayan i det israelske parlament, Knesset, for Arbejderpartiet, og han var landbrugsminister 1959-64. Kort før udbruddet af Den Tredje Arabisk-israelske Krig i 1967 blev Dayan forsvarsminister og havde med sin militære begavelse stor andel i den israelske sejr. Han blev mødt af voldsom kritik i forbindelse med Oktoberkrigen (Den Femte Arabisk-israelske Krig) i 1973, og året efter trak han sig tilbage fra det politiske liv. I 1977 blev Dayan udenrigsminister og havde stor indflydelse på Camp David forhandlingerne i 1978. Han forlod regeringen i 1979 i protest mod regerings--partiet, Likuds, politik i de besatte områder. Moshe Dayan havde mistet det venstre øje i 1941 under en aktion i Libanon, hvor han ledede en afdeling af den jødiske militære organisation Haganah. Han bar derfor altid en sort klap for det manglede øje (f 20/5 1915)

 

 

 

 

 

 

Til top        17. oktober

 

1346 Slaget ved Neville’s Cross. For at hjælpe sine franske allierede under englændernes belejring af Calais foretog skotterne under kong David 3. et afledningsangreb ind i England. Den engelske konge - Edward 3. - havde imidlertid forudset situationen og efterladt en stærk styrke i de nordlige grevskaber. Slaget stod i nærheden af Durham og resulterede i et afgørende nederlag for skotterne. David blev taget til fange, den sydlige del af Skotland blev besat, og englænderne kunne fortsætte deres krig i Frankrig – Hundredårskrigen. David 3. var i engelsk fangenskab til 1357

 

1529 Henrik 8. af England fjerner kardinal Wolsey som Lord Chancellor og erstatter ham med Thomas More. Den umiddelbare grund til Wolseys fald var, at det ikke lykkedes ham at overtale pave Clemens VII til at ophæve kongens ægteskab med Catharine af Aragonien. Desuden havde der længe eksisteret en gruppe højadelige, der hadede den borgerfødte – hans far var slagter i Ipswich – og selvbevidste kardinal, og da pavens endelige afslag forelå i juli 1529, havde de let ved at vende kongens vrede og frustration mod hans førsteminister. Efter sin afskedigelse vendte Wolsey tilbage til York, hvor han var ærkebiskop. Her fik han ikke lov at blive. I november 1530 blev han arresteret, da kongen var overbevist om, at Wolsey konspirerede for at få sin gamle stilling tilbage. På vejen til London døde Wolsey. Også for Thomas More blev kongens ægteskabs- og skilsmisseplaner fatale. Da kongen truede med at bryde med Rom og med paven for at få sin skilsmisse, trådte More i protest tilbage som førsteminister i 1532. Året efter var bruddet med Rom en kendsgerning, og kongen fuldbyrdede skilsmissen fra Catharine. Da More nægtede at anerkende såvel dette skridt som kongens stilling som overhoved for den engelske kirke, blev han dømt til døden og halshugget

 

1552 d Andreas Osiander, tysk kirkereformator; under sit virke som katolsk præst i Nürnberg blev han kort efter 1520 grebet af Luthers tanker og arbejdede herefter for at indføre reformationen i Nürnberg. I 1548 måtte han flygte fra Nürnberg, da byen blev rekatoliseret. Han virkede derefter som sognepræst og professor i Königsberg; O fremkaldte en heftig strid blandt lutheranere ved sin lære om retfærdiggørelsen, som afveg fra Luthers lære. O betragtede retfærdiggørelse som en stadig omskabelse af mennesket. Den skete ved, at Kristi guddommelige natur på mystisk vis tog bolig i mennesket, hvorved det opnåede frelse. Osiander anså det for utænkeligt - som hævdet af Luther - at mennesket trods sin synd kunne opnå frelse alene ved Guds nåde (f 19/12 1498)

 

1577 d Jacob Brockenhuus, admiral; han fik sine første forleninger i 1540’erne og var 1548-1552 stiftslensmand på Roskildegård og havde herefter flere andre forleninger. Han gjorde tjeneste i flåden og nævnes som admiral i december 1562. Før udbruddet af Nordiske Syvårskrig i august 1563 lå Brockenhuus i maj med en flådestyrke på 11 skibe ved Bornholm. I tillid til, svenskerne ville respektere den danske højhedsret til søs, gik han den 30. maj med tre af sine skibe mod en svensk flåde på 19 skibe. De tre danske skibe admiralskibet "Herkules" samt "Hektor" og "Hinden", blev omringet, og efter nogle timers kamp, hvorunder de ikke blev undsat af de øvrige danske skibe, bordet og opbragt. Brockenhuus, hvis dispositioner kong Frederik II aldrig tilgav ham, førtes som fange til Stockholm. Da han i 1566 blev sendt til København for at udvirke en fangeudveksling, mislykkedes missionen for ham, hvilket skabte misstemning på både svensk og dansk side; da han vendte tilbage til Sverige, blev han af kongens nævn dømt til at agtes som en æreløs, ordløs og utro mand. Ved fredsforhandlingerne i Roskilde 1568 blev Brockenhuus fra dansk side alene af samtlige krigsfanger udtrykkelig undtaget fra befrielse. Han synes dog 1569 at have genvundet friheden, måske ved at tilkøbe sig den. Efter frigivelsen levede han tilbagetrukket først på Nakkebølle, hvis hovedbygning hans hustru havde ladet opføre under hans fravær, siden på Damsbo – begge gårde beliggende ved Fåborg (f 7/4 1521)

 

d Philip Sidney, engelsk digter og hofmand, der står som det engelske eksempel på Renæssancens ideal af en sand gentleman. Han havde forskellige diplomatiske opgaver for dronning Elizabeth I og deltog i krigen mod Philip II. Han døde af de sår, han fik i slaget ved Zutphen. Intet af S’s forfatterskab blev trykt, mens han levede. Den betydeligste del af S’s digtning er hans sonetter bl.a. "Astrophel and Stella". Disse sonetter bidrog til at fremkalde andre samlinger af samme slags og har bl.a. også haft indflydelse på Shakespeares sonetter. "Arcadia" er en hyrderoman - den første på engelsk - påbegyndt 1580 og udgivet 1590. Fra samme tid er "Apologie for Poetrie" (trykt 1595), i hvilken S forsvarer poesien mod puritanernes angreb, men også viser ham som en sand beundrer af den klassiske oldtid (f 30/11 1554)

 

f Jacob Matthiesen, født i Århus, og byens biskop 1645-1660; efter studier i København var han huslærer og sekretær hos Holger Rosenkrantz på Rosenholm. Derefter studerede han i Wittenberg. Disse studier efterfulgtes af matematiske studier (fra 1626) i Holland og 1629-30 studier i Oxford og Cambridge. I 1630 overtog han en lærestol i latin ved universitetet i København. Hans evne til at skrive flydende og elegant latin kom ham til god nytte som universitetets notarius. I et par småskrifter "De recte tradendis scientiis et disciplinis" (1630) og "Exercitatio de usu philologiæ in omni studiorum genere" (1635) tog til orde for vigtigheden af et grundigt filologisk studium. 1638 udnævntes Mattthiesen til hofpræst, og i 1640 tog han den teologiske doktorgrad. Udnævnelsen til biskop i Århus skete i 1645. I hele sin karriere nød han stor anseelse som gejstlig taler og blev som sådan meget benyttet ved adelens bryllupper og begravelser, hvad der skaffede ham betydelige ekstraindkomster (d 3/6 1660)

 

1605 d Akbar, 3. mogul kejser i Indien; han bliver betragtet såvel som den største regent i det muslimske dynasti, han tilhørte, som en af de mest bemærkelsesværdige personligheder i 16. århundrede. Ved sin fars død i 1556, da han var 14 år, besteg Akbar tronen, men frem til 1560 var han blot marionet i hånden på andre. Da han havde sikret sig den fulde magt, erobrede han i løbet af de to følgende årtier hele Nordindien og en del af Afgahnistan frem til Kabul og Kandahar. Senere tider har berømmet Akbar for styret i de erobrede områder. Bl.a. lod han foretage en opmåling af de enkelte jordstykker for at opnå en retfærdig skattebetaling. Metoden viste sig så anvendelig, at den overlevede, så også englænderne brugte den, da de blev herrer i Indien. Endvidere førte han en tolerant religiøs politik, der er blevet karakteriseret som langt forud for sin tid. Han kom sine hindu-undersåtter i møde ved at afskaffe en særskat kaldt jizya, de betalte, og ved at betro dem høje embeder inden for civil administration og militæret. Akbars ekspansion sydpå standsede, da hans søn, Salim, i 1600, rejste et oprør. Kort efter der var indgået en aftale mellem far og søn, døde Akbar (f i oktober eller november 1542)

 

d Morten Madsen, biskop i Århus 1627-43; på sin dannelsesrejse fra 1613 studerede han især orientalske sprog og opnåede en betydelig lærdom. Efter at være blevet magister i København i 1621 var han en kortere tid informator for Christian 4.’s og Kirsten Munks børn. Han blev 1622 slotspræst ved Frederiksborg slot og 1624 kgl. hofpræst og fulgte som sådan Christian 4. på felttoget i Tyskland, indtil han 1627 blev biskop i Århus. Skønt han ofte blev benyttet som mellemmand mellem kongen og Kirsten Munk på Boller, synes han efter at være blevet biskop ikke at stå så højt i gunst hos kongen som tidligere, og i 1634 måtte han modtage en skarp irettesættelse for uforsvarlig optræden i et par embedssager. Madsen var særdeles formuende. Men han havde formentlig også indtægter ved siden af lønnen som biskop. I 1638 ejede han sammen med andre en papirmølle, og i 1641 erhvervede han humlehaven bag klostret. Han skal have ejet ca 30.000 rdl., men mistede det meste i svenskekrigen. Under Torstensonkrigen mod svenskerne 1643-44 blev hans bibliotek stjålet og bortført af den svenske officer Torsten Stålhandske, hvis enke siden skænkede det til Åbo Akademis bibliotek, ved hvis brand i 1827 det gik til grunde (f 1596)

 

1651 Efter nederlaget til Cromwell i slaget ved Worcester må Karl 2. atter drage i eksil. For at trodse den engelske republik udråbte skotterne i 1649 efter Karl 1.’s henrettelse dennes søn som kong Karl 2. For at blive skotsk konge måtte den katolske Karl acceptere den presbyterianske skotske kirke, der var såvel stærkt antikatolsk som modstander af den engelske statskirke. Men Karls opgivelse af venner og principper var forgæves. Den skotske hær blev besejret af Oliver Cromwell i slaget ved Dunbar den 3. september 1650, og Karls invasion af England endte i hans nederlag i slaget ved Worcester på samme dato et år senere. Efter nederlaget var Karl flygtning. I 44 dage levede han skjult, eftersøgt i hele England. Men hjulpet af en håndfuld trofaste mænd lykkedes det ham den 17. oktober at undslippe til Frankrig. Men støtte til sin sag opnåede han ikke. Gennem sit effektive diplomati havde Cromwell sikret sig Frankrigs og Nederlandenes støtte. Ej heller andre af Europas fyrster interesserede sig for Karls sag, og forsøg på at blive gift med en prinsesse fra et af Europas kongehuse strandede. Heller ikke Cromwells død i 1658 forbedrede umiddelbart Karls situation. Efterhånden stod det dog klart for stadig flere englændere, at den bedste til at samle England var en konge og ikke Cromwells efterfølgere. I maj 1660 kunne Karl i triumf vende tilbage som Englands konge

 

d Rene Antoine de Réaumur, fransk naturforsker; besiddelse af en stor formue gjorde det muligt for ham at leve hele livet som fri forsker inden for naturvidenskab. Især studiet af insekter interesserede ham, og han betegnes som det tidlige 1700-tals betydeligste entomolog. I 1710 blev han af kong Ludvig XIV pålagt at udarbejde en beskrivelse af Frankrigs erhvervsliv og en oversigt over landets naturrigdomme. Endvidere opstillede han den temperaturskala, der bærer hans navn, han forbedrede teknikken ved fremstilling af jern og stål og forklarede regenerationen af krebsens lemmer. I 1734 udsendte han første bind af sit seks binds værk om insekternes liv "Mémoires pour servir à l'histoire des insectes". Selv om han ikke nåede at fuldende sit værk, står det som en milepæl i entomologiens – insektforskningens – historie. Han undersøgte den kemiske sammensætning i kinesisk porcelæn og opstillede i 1740 sin egen formel for det såkaldte Réaumur-porcelæn. I 1752 isolerede han mavesyre og undersøgte dets rolle i fordøjelsen. Han skrev afhandling om varmeledning og kuldeblandinger og beskrev dannelsen af fiskeskæl og perler (f 28/2 1683)

 

f Claude Henri De Rouvroy Saint-Simon, fransk socialfilosof; han fik en militær uddannelse og deltog 1779 i Den amerikanske Frihedskrig. Herefter opholdt han sig i Mexico, Spanien og England. Under revolutionen i Frankrig levede han i Paris, men deltog ikke i revolutionen. I Paris levede han i fattigdom og udgav en række samfundsfilosofiske programskrifter og udkast. Bl. disse er "Indledning til det 19. århundredes videnskabelige arbejde" (1808), "Katekismus for for det arbejdende samfund" (1823-24) og "Den nye kristendom" (1825). Saint-Simon ville skabe et nyt samfundsvidenskabeligt system og en ny livsopfattelse byggende på arbejdets ære og ret. Han prædikede næstekærlighed; han ville afskaffe krig og forbedre underklassens kår. Samfundsspecialister skulle oplære industrieksperter, som skulle organisere samfundet og produktionen, så at der blev rigeligt med varer til alle samfundsmedlemmer. Den videnskabelige forståelse af samfundet skulle samles i science politique baseret på induktioner fra historiske data og samtidige observationer. Med disse og andre ideer blev Saint-Simon en tidlig talsmand for teknokratiet. Af hans samtids spekulationer udviklede han teorier om samfundet, som senere blev sat i system i hans elev Auguste Comtes positivistiske sociologi. Den største betydning fik Claude Henri Saint-Simon for den samfundsopfattelse, som senere udkrystaliseredes i socia-lismen (d 19/5 1825)

 

I Den amerikanske Frihedskrig opnår de amerikanske kolonister en stor sejr, da den britiske general Burgoyne overgiver sig ved Satatoga i staten New York til general Horatio Gates. Slaget kaldes det andet slag ved Saratoga eller slaget ved Bemis Heights. Det første slag ved Saratoga eller slaget Freeman’s Farm udkæmpedes den 19. september og resulterede i amerikansk sejr. Den britiske hærs bevægelighed var stærkt hæmmet af dens tredive vogne med privat bagage, og af at mange af soldaterne medbragte kone og børn. Dertil kom, at mange af Burgoynes mænd desterterede, lokket af amerikanernes tilbud om frit lejde og tildeling af et stykke jord, hvis man ville være kolonist. Det skete samtidig med, at de amerikanske hærafdelinger uafbrudt fik forstærkninger af militsstyrker, der strømmede til fra alle sider. I begyndelsen af oktober trak Burgoyne sine mænd tilbage til landsbyen Saratoga. Efterhånden voksede de amerikanske styrker til 20.000 mand, og de omringede briterne på alle sider. Den 17. oktober overgav Burgoyne sig med resterne af sin hær. I forbindelse med overgivelsen blev det aftalt, at Burgoynes mænd kun skulle aflevere deres våben, og have lov at rejse tilbage til England på betingelse af, at de ikke mere deltog i krigen. Kongressen nægtede dog at anerkende aftalen, så man førte soldaterne til Virginia og beholdt dem som krigsfanger. Efter krigen foretrak en tredjedel af Saratogafangerne at blive i Amerika som kolonister. Sejrene i slagene ved Saratoga var medevirkende til, at franskmændene anerkendte USA’s uafhængighed, og at de nu ydede åbenlys militær assistance; derved markerede sejrene et vendepunkt i revolutionen og muliggjorde dens ultimative succes

 

1781 d Edward Hawke, engelsk admiral; han indrådte i flåden i 1720 og blev udnævnt til kontreadmiral for sine fortjenester i kampene mod Frankrig under Den østrigske Arvefølgekrig (1740-48). I oktober 1747 erobrede han syv franske krigsskibe i en aktion ved Bretagnes kyst. Som øverstbefalende for den eskadre, der i 1759 blokerede den franske flådebase Brest, spillede Hawke en fremtrædende rolle. Blokaden blev afgørende for den britiske erobring af Canada, idet blokaden forhindrede franskmædene i at forstærke deres styrker i Canada. Som modoffensiv besluttede franskmændene at invadere De britiske Øer; den franske flåde i Brest var afgørende for denne plan. Den 14. november 1759 benyttede den franske admiral Hubert de Brienne, comte de Conflans, sig af en åbning i den britiske blokade; han satte kursen mod sydøst ned langs den franske kyst for at hente tropper til invasionen. Seks dage senere indhentede Hawkes flåde på 23 fartøjer den franske flådestyrke på 21 fartøjer og i det påfølgende slag i Quiberon bugten blev ni franske flådefartøjer ødelagt; den resterende franske flåde var ude af stand til at gennemføre yderlige agressive aktioner. Samme år trådte Hawke tilbage fra aktiv tjeneste til søs. 1766 til 1771 gjorde han tjeneste som First Lord of the Admirality. 1776 blev han adlet som baron Hawke (f 1705)

 

Freden i Campo Formio (nuværende Campoformido, 8 km SV for Udine) mellem Frankrig og Østrig. Fredsslutningen markerede såvel afslutningen på den første revolutionskrig mellem de to lande som afslutningen på Napoleons sejrrige felttog i Norditalien. Østrig afstod De Østrigske Nederlande (nuv. Belgien), Milano og Mantova til Frankrig; endvidere accepterede østrigerne fransk herredømme på venstre Rhinbred. Til gengæld fik østrigerne størstedelen af den tusindårige republik Venezias område, Venezias selvstændighed ophørte hermed; dens territorium blev delt mellem Østrig, Frankrig og den af Napoleon oprettede Cisalpinske Republik. Med dette sit første felttog havde Napoeleon ændret Europas udseende, han var blevet en af sit lands ledende generaler med en stærk position inden for hæren. En position han forstod at udnytte

 

1849 d. Fred. Chopin, polsk komponist og pianist: han fik musikundervisning fra 4 års alderen og debuterede som pianist, da han var otte. Da han var 12, fik han undervisning i komposition. I 1828 gav han koncert i Berlin og året efter i Wien. I 1830 rejste han til Paris og vendte ikke siden tilbage til fødelandet. Han havde da allerede komponeret begge sine klaverkoncerter og blev både som pianist og komponist modtaget med begejstring i den franske hovedstad. Indtil 1835 gav han her mange koncerter. Vinteren 1835-36 blev han alvorligt syg. I 1836 stiftede han bekendtskab med forfatteren George Sand, som blev hans veninde i de følgende år. Forholdet bestod til 1846, da det kom til et fuldstændigt brud mellem de to. Under februarrevolutionen i 1848 flygtede Chopin til England; der og i Skotland gav han nogle få koncerter, inden han i november samme år alvorligt syg vendte tilbage til Frankrig. Her døde han året efter af tuberkulose. Som komponist skrev Chopin næsten udelukkende for klaver, og han skabte en helt ny personlig klaverstil, som fik indflydelse på så godt som alle senere klaverkomponister. Om Chopins kompositioner er det blevet sagt, at grundstemningen i hans produktion er lyrisk, drømmende, men den også giver plads for lidenskabelige, heroiske og patetiske træk, og at han var en af romantikkens store. Endvidere at han som komponist var en forfinet aristokrat; polske og franske impulser brydes i hans musik (f 1/3 1810)

 

d Gustav Robert Kirchhoff, tysk fysiker; Kirchhoff var matematisk fysiker og en af grundlæggerne af den matematiske eller teoretiske fysik. Han fandt lovene for den elektriske strøms fordeling i forgrenede ledere, Kirchhoffs love. Han behandlede problemet om den elektriske strøm i ledere, som ikke er cylindriske. Fra 1860 udviklede han i samarbejde med Bunsen spektralanalysen, som gjorde det muligt at identificere grundstoffer såvel på Solen og i stjernerne som i jordiske materialer. Opagelse førte ham til den berømte lov, at stoffernes udstrålingsevne og absorberingsevne for samme slags stråling er proportional, den såkaldte Kirchhoffs strålingslov. Han var professor i Breslau 1850, i Heidelberg 1854 og i Berlin fra 1875. (f 12/3 1824)

 

d Marie-Edme-Patrice-Maurice greve af Mac-Mahon, hertug af Magenta, fransk marskal og sit lands præsident 1873-1879; han begyndte sin tjeneste i den franske hær i 1827 i Algeriet; højdepunktet i hans militære karriere fandt sted under den franske deltagelse i kongeriget Sardiniens krig mod Østrig i Norditalien i 1859, da han efter sejren i slaget ved Magenta blev udnævnt til hertug af Magenta (duc de Magenta). I 1864 blev han generalguvernør i Algeriet. Som leder af Første armékorps i Alsace under den fransk-preussiske krig 1870-71 blev han såret og besejret i slaget ved Wörth. Efter en kort reconvalecens blev han sat i spidsen for Versailleshæren, med hvilken han nedkæmpede Pariserkommunen. Da Adolphe Thiers trådte tilbage som republikkens præsident i maj 1873, blev Mac-Mahon af højrekræfterne opfordret til at overtage embedet, og i november samme år valgte Nationalforsamlingen ham til præsident for en syvårig periode. I Mac-Mahons præsidentperiode kom det til flere konstitutionelle sammenstød og kriser mellem det republikanske Deputeretkammer og det konservative og monarkistiske Senat. Efter Deputeretkammeret flere gange havde nedstemt konservative regeringer udpeget af Mac-Mahon, måtte han i januar 1879 bøje sig for Deputeretkammeret, acceptere parlamentarismen og udpege en republikansk regering. Herefter trådte han tilbage – 28. januar 1879. Deputeretkammerets sejr betød, at præsidentembedet i Den tredje Republik først og fremmest blev en ceremoniel ærespost uden politisk betydning (f 13/7 1808)

 

1912 f Johannes Paul 1. Luciani, pave 26. august 1978 til 28. september 1978; han stammede fra en norditaliensk arbejderfamilie og blev præsteviet i 1935. Han virkede som præst, professor i teologi og som biskop i Vittorio Veneto fra 1958, inden han i 1969 blev ærkebiskop i Venezia og i 1973 kardinal. Hans potifikat blev et af de korteste i den katolske kirkes historie. Med sit dobbeltnavn markerede han, at han ville fortsætte sine to forgængeres – Johannes 23. og Paul 6. – reformbevægelse inden for den katolske kirke. Påstanden om, at han skulle være blevet myrdet, har hverken kunnet be- eller afkræftes (d 28/9 1978)

 

Supergangsteren fra Chicago Al Capone idømmes 11 års fængsel for skattesvig. Det lykkedes aldrig at få Capone dømt hverken for hans omfattende spiritussmugling eller for hans narkotikahandel, ulovlige hasardspil eller for de 400-500 mord, han menes at være ansvarlig for. Han blev dømt for ikke at have betalt skat af den fortjeneste, han havde haft af sit smugleri. Capone blev løsladt i 1939 på gr. af sygdom og god opførsel

 

1956 Dronning Elizabeth åbner Calder Hall, Storbritanniens første atomkraftværk. Værket ligger ved Englands vestkyst ca. 100 km. nord for Liverpool. Det er udstyret med fire reaktorer med grafitmoderator. Som brændsel anvendes metalstave med naturligt uran. Værket har en samlet elektriak effekt på 240 MW. Foruden elektricitet har værket produceret plutonium til kernevåben

 

d Pu-Yi, Kinas sidste kejser 1908-12 og japansk marionetkejser i Manchoukuo i årene 1934-45. Med udsigt til kejser Kuang-hsü snarlige død, udpegede enkekejserinde Tsu-hsi den 13. november 1908 fyrst Chun to-årige søn Pu-Yi til at efterfølge sin onkel på den kinesiske kejsertrone. Da kejseren døde, den 15. november blev Chun regent for sin søn. Regentskabet varede til den 12. februar 1912. Da måtte Chun acceptere, at Pu-Yi trådte tilbage til fordel for et republikansk styre. Pu-Yi blev således den sidste kejser af Manchudynastiet, der havde siddet på kejsertronen siden 1644. Pu-Yi fik tilladelse til fortsat at bebo det kejserlige palads, og der blev bevilget en apanage til den kejserlige families underhold. Efter militærafdelinger i 1917 havde gjort forgæves forsøg på at genoprette kejsermagten, abdicerede Pu-Yi igen. Han kaldte sig nu Henry Pu-Yi. Boede fortsat i kejserpaladset og indgik i 1922 ægteskab med en datter af en Manchu-adelsmand. Mens en hærafdeling fra Guomindang – Kinas Nationale Folkeparti – i november 1924 besatte Beijing, blev Pu-Yi tvunget til at forlade paladset. Han tog herefter ophold i det japanske eksterritorialområde i Tientsin. Den 9. marts 1932 indsatte japanerne ham som præsident i deres lydstat Manchoukuo (Manchuriet), og i årene 1934-45 var han lydstatens kejser. I august 1945 blev han taget til fange af russerne, som i 1950 overgav ham til de kinesiske kommunister. De anklagede og dømte ham som krigsforbryder. Efter at være blevet "genopdraget" blev Pu-Yi benådet i 1959 og begyndte i 1961 at arbejde for Beijing parkvæsen. Hans selvbiografi udkom i 1964. Samme år blev den oversat til engelsk som "From Emperor to Citizen" (f 1906)

 

 

 

 

 

Til top        18. oktober

1216 d Johan uden Land, engelsk konge 1199-1216; Henrik 2.’s yngste søn, bror til Richard Løvehjerte; han fik tilnavnet, fordi han ikke fik noget len af sin far. Han var vicekonge i Irland fra 1185; senere var han med i et oprør mod faderen, og da hans bror var på korstog 1191-92, prøvede han at tage magten i England. Som konge mistede J alle sine len i Frankrig. Han kom i strid med paven, men måtte kapitulere efter at paven - Innocens 3. - havde lyst interdikt over England (1208) og året efter sat Johan i band. De engelske stormænd ledet af ærkebispen af Canterbury (Langton) rejste sig i 1215 i oprør mod Johan, da han nægtede at forny Henrik 1. håndfæstning, som sikrede kirkens og baronernes stilling. Kongen kunne ikke kue oprøret, og 15. juni 1215 måtte han på Runnymede ved Windsor skrive under på et frihedsbrev, Magna Charta, som sikrede baronerne deres rettigheder. Snart fortrød Johan dog sin accept. Kampene blev genoptaget, men efter et års kampe døde han (f 24/12 1167)

 

1404 f Pius 2., Aeneas Silvius Piccolomini, pave 1458-1464; som sekretær for en kardinal deltog han i konventet i Basel 1432-35, og fra Basel foretog han flere diplomatiske rejser bl.a. til England og Skotland. Efter valget af Felix 5. (1439) blev Pius pavelig sekretær. I 1442 gik han i tjeneste hos kejser Frederik III. I 1447 udnævntes han til biskop af Triest og i 1449 i Siena. Han blev kardinal i 1456 ved Santa Sabina kirken i Rom og valgtes til pave i 1458. Gennem hele livet var Pius en flittig forfatter. Han skrev inden for næsten alle litterære genrer: roman, lyrik, epigram, dialog, essays, historie, rejseskildring, geografi, kommentarer, erindringer og en enkelt komedie. Som essayist kunne han bevæge sig fra et værk som "Hoflivets elende" til en afhandling om "Hestens Væsen og Pleje". Som historiker forfattede han korte levnedsbeskrivelser af berømte samtidige – "De viris claris", en biografi om Frederik III og en fremstilling om Husitterkrigene. Han planlagde en omfattende "Verdens Historie og Geografi". Han blev færdig med afsnittet om Asien, som Columbus læste med godt udbytte. Som pave skrev han fra dag til dag "Commentarii" eller dagbøger. I den skildrede han sin karriere op til sit pavevalg og sin tid som pave til få måneder før sin sidste sygdom. Dette værk er blevet kaldt historiens første selvbiografi og anses for at være blandt de seks bedste, der nogensinde er skrevet i denne genre. I sit pontifikat søgte P at samle Europas fyrster til et korstog mod tyrkerne, som året før hans pavevalg havde erobret Konstantinopel. Men forgæves. Han døde under forberedelserne (d 14/8 1464)

 

1511 d Philippe de Commines, fransk statsmand og historiker, der med sine "Mémoirs" placerer sig som en af Middelalderens største historikere. Som gudsøn af Philip den Gode, hertug af Burgund, voksede Commines ved det hertugelige hof og blev i 1464 væbner hos hertugens søn Karl, senere hertug af Burgund som Karl den Dristige. Da Karl i 1467 efterfulgte sin far, udnævnte han C til sin rådgiver. Desuden gjorde Commines tjeneste som hertugens ambassadør bl.a. på missioner til England, Bretagne og Spanien. Den franske konge Ludvig XI blev opmærksom på Commines evner og overtalte ham i 1472 til at forlade Karl og gå i sin tjeneste som nærmeste rådgiver. Da Karl af Burgund konfiskerede Commines besiddelser, fik han rigelig kompensation af Ludvig. Efter dennes død i 1482 var Commines i regenten dronning Annas tjeneste. I denne periode blev han indblandet i nogle intriger ved hoffet og sad i fængsel i flere måneder. Men den nye franske konge Karl VIII tog C til nåde. Også han gjorde brug af Commines som ambassadør. Bl. a. blev han sendt til Venezia ved begyndelsen af Karls italienske felttog (1494-95). Også Karl VIII’s efterfølger Ludvig XII brugte Commines som udsending til Italien. Første del af Commines "Mémoirs", der omhandlede Ludvig XI’s regeringstid, blev skrevet i årene 1489-91. Anden del, der behandler Karl VIII’s italienske felttog, skrev Commines 1495-98. Med sit værk afslører Commines sig som en skarpsindig iagttager med god forståelse for den menneskelige psykologi, med sans for det pittoreske og med en levende fortællemåde. På trods af sin harme mod Karl den Dristige og sin beundring for Ludvig XI behandler ham begge med en velafbalanceret upartiskhed. Commines betragtede historien som en akkumulation af erfaringer, og fra dette lager fremdrog han eksempler, der kunne være nyttige for landenes fyrster, ligesom han udfra historiens erfaringer reflekterer over, hvordan stater udvikler sig. Synspunkter som senere også blev fremført af Machiavelli (f ca 1447)

 

Arvehyldningen på slotspladsen i København. De forfatningsændringer, der var sket med arverigets indførelse den 13. oktober og håndfæstningens kassation den 16. oktober skulle også markeres tydeligt udadtil, og det skete ved en højtidelig akt, Arvehyldningen. Trods den korte tid til forberedelserne blev der skabt en pompøs ramme om festen, der foregik på slotspladsen foran børsrampen under overværelse af Københavns borgere. Fra slottet udgik en procession med herolder og trompetere i spidsen. En adelsmand bar en fane, fire andre kronregalierne, så fulgte kongen, dronningen og den kongelige familie, derefter stænderne, for fuldstændighedens skyld suppleret med nogle Amagerbønder. Kongen tog plads på en forhøjning. Der blev oplæst den ed, som de stænderdeputerede derefter aflagde knælende, én efter én. Derefter gik de op og kyssede kongens og dronningens hånd. Også amagerbønderne aflagde eden, men kun én fik lov at kysse de kongelige hænder. Da alle havde aflagt eden, gik processionen tilbage til slottet, mens kanonerne tordnede fra voldene og fra krigsskibene. Herefter tilbagestod statsomvæltningens tredje og sidste fase, indførelse af kongelig enevælde. Det skete med udstedelsen den 10. januar 1661 af Enevoldsarveregeringsakten, der i de følgende måneder blev underskrevet af stændernes deputerede. Dermed var der i Danmark-Norge indført et absolut monarkisk styre, der bestod til demokratiets indførelse i 1848-49

 

1663 f prins Eugen af Savoyen, østrigsk feltherre; da Ludvig 14. på grund af Eugens lidenhed og svaghed ikke ville lade ham få en militær uddannelse i Frankrig, gik han 1683 i østrigsk tjeneste. Han udmærkede sig straks i krigen mod tyrkerne (Wien 1683, Mochas 1687). 1690 blev Eugen general for de østrigske tropper, som drog til Italien for at hjælpe hertugen af Savoyen mod Frankrig. Da krigen mod tyrkerne atter brød ud, vandt han en af sine mest strålende sejre i det afgørende slag ved Zenta 11. september 1697. Slaget fandt sted under krigen 1683-99 mellem Det ottomanske Rige og Den hellige Liga (Østrig, Polen, Venezia og Rusland). Slaget begyndte da østrigerne angreb tyrkerne, medens disse var ved at krydse floden Theiss ved Zenta. Der gik panik i de tyrkiske tropper, de blev besejret, og deres anfører Kara Mustafa faldt. De mistede alt deres artilleri og sultanens skattekiste til østrigerne. Sejren betød, at ved freden i Karlovits (1699) fik Østrig næsten hele Ungarn og havde ryggen fri i Den spanske Arvefølgekrig (1701-14), hvor Eugen vandt store sejre sammen med Marlborough (Blenheim 1704, Malplaquet 1709) og alene (Torino 1706); efter 1718 var han kejserens førsteminister og udviste som sådan så glimrende evner, at han ikke alene er blevet betegnet som Østrigs største general, men tillige som en af dets mest fremragende statsmænd (d 21/4 1736)

 

1678 d Jacob Jordaens, flamsk maler; han var medarbejder hos Rubens med hvem, han er meget beslægtet i stil, motiver, farver osv, men fjernt fra Rubens er den borgerlige tone, der præger J's kunst og giver den et selvstændigt udtryk. Blandt hans tidlige arbejder er "Korsfæstelsen" (1627, Paulskirke, Antwerpen). Et hovedværk i J's kunst er "Apostlen Peter, der finder skattens mønt i fiskens gab" (ca 1620-25, Statens Museum for Kunst). Skønt motivet er bibelsk, blev billedet allerede i det 17. årh. kaldt "Færgebåden til Antwerpen", idet Peter og fisken spiller en underordnet rolle i kompositionen i sammenligning med det smukke sceneri, som udfolder sig i den tungtlastede båd, der til randen er fyldt med godtfolk i alle aldre, kreaturer og gods. I evnen til at fastholde de mange personer og udtryksfulde detaljer i en stor og rolig komposition bestemt af bådens form, afslører J et talent, der gør færgebåden til Antwerpen til et mesterværk i flamsk barok. Også som portrætmaler var Jordaens fremragende, hans selvportræt findes i Uffizierne i Firenze. Efter Rubens død i 1640 fremstod J som den førende flamske historiemaler, og talrige opgaver fra hele Europa tilfaldt ham. I sine sene arbejder blev han påvirket dels af den franske billedkunst dels af calvinismen, begge dele indgår i 1660'ernes religiøse billeder, således i "Kristus, der velsigner de små børn" (ca 1663, Statens Museum for Kunst) (f 19/5 1593)

 

1685 Ludvig 14. ophæver Nantesediktet. Som led i bilæggelsen af 1500-tallets franske religionskrige havde Henrik IV i 1598 udstedt et ediktet i byen Nantes, Nantesediktet. Det gav de franske protestanter, huguenotter, borgerlige rettigheder, styrkede deres retsstilling og gav dem visse byer, i hvilke de frit kunne udøve deres religion. Samtidig fik de ca 100 sikkerhedsbyer, hvor garnisonen og guvernøren blev aflønnet af kongen. Ludvig XIV’s ønsker om uniformitet og enevælde umuliggjorde eksistensen af to religioner, og ediktet blev ophævet. Ophævelsen betød, at op mod ½ million huguenotter, for en stor del handelsfolk og håndværkere, forlod Frankrig; nogle hundreder heraf kom til Danmark

 

f Giovanni Canaletto, italiensk maler; han arbejdede i sine unge år som teatermaler i fødebyen Venezia. I forbindelse med studier i Rom 1719-20 valgte han at specialisere sig i arkitektur- og vedutemaleriet. Det gjorde han med så stor succes, at han regnes blandt 1700-tallets største vedutemalere. Efter årene i Rom virkede Canaletto væsentligst i Venezia, hvor der var et stort marked for den i 1700-tallet så populære genre, vedutmaleriet. Markedet for denne kunstform var skabt af turisterne, som i stadig større antal søgte til Italien, og som ønskede souvenirbilleder fra de vigtigste steder, de besøgte. Canaletto blev især kendt for sin atmosfæriske gengivelse af kanalbyens glitrende havnepartier. Han var også populær i England, og han virkede i London i årene 1746-55. Her malede Canaletto prospekter ved Themsen og i Eton. Som de andre vedutemalere tillod han sig betydelige friheder over for motivet, og mange af hans værker er fantasibilleder. Men det var for sine topografiske prospekter fra Venezia, han blev berømt. Han skildrede byens monumenter, pladser og kanaler, dens fester og ceremonier i en lang række billeder, der kendetegnes af en kølig gennemsigtighed i atmosfæren, klarhed og monumentalitet i rummet og en lysende kolorit. Grafiske reproduktioner efter hans malerier bidrog til at gøre dem kendte og populære. Som grafiker udførte Canaletto desuden en række fornemme raderinger fra Venezia og omegn (d 20/4 1768)

 

Freden i Aachen (fransk, Aix-la-Chapelle) afslutter Den Østrigske Arvefølgekrig. Da kejser Karl 6. af Østrig døde i 1740, arvede ifølge den pragmatiske sanktion - aftale han havde truffet med flere af Europas fyrster – datteren Maria Theresa alle de habsburgske besiddelser i Europa. Hun ønskede, at gemalen, storhertug Frans Stefan af Toscana, overtog kejserværdigheden. Imidlertid meldte Karl Albrecht af Bayern sig som rival til såvel kejserværdigheden som de habsburgske lande; Elizabeth af Spanien ønskede at overtage husets besiddelser i Norditalien; Frederik II af Preussen ville have Schlesien og endelig var Frankrig principielt Østrig fjendtligt stemt. Kun Storbritannien stod på Østrigs side. Det blev Frederik II, der i december 1740 startede krigen, og da han den 8. april 1741 i slaget ved Mollwitz besejrede østrigerne, sluttede alle Østrigs fjender sig sammen. Med Rusland indtræden i krigen på Østrigs side i 1746 og med Storbritanniens overlegenhed til søs opnåedes en vis ligevægt mellem de stridende, og da de blev mere og mere krigstrætte, nåede man frem til fredsslutningen i Aachen. Her fik Spanien, Parma og Piacenza, medens Preussens besiddelse af Schlesien bekræftedes. Preussen, som gennem krigen svang sig op til virkelig stormagt, var krigens egentlige sejrherre. Men anslaget mod huset Habsburg var afvist, og som et udtryk herfor blev den pragmatiske sanktion bekræftet på fredskonferencen

 

f Heinrich von Kleist, tysk forfatter; han trådte som 15 årig ind i hæren, men tog sin afsked 1799 for at studere filosofi. Det blev dog ikke til stort med studierne. I stedet fulgte nu nogle urolige rejseår, der bl.a. førte ham til Paris og senere til Svejts, hvor han i rousseausk ånd en tid overvejede at blive bonde. I Svejts skrev han omkr. 1802 sit første drama, skæbnetragedien "Die Familie Schroffenstein". I årene 1804-07 var han preussisk tjenestemand ved finansforvaltningen i Königsberg. I 1808 var han i Dresden medudgiver af tidsskriftet "Phöbus". Det franske fremmedherredømme og Napoleons hærgninger vakte hans patriotiske følelser, og er baggrunden dramaet "Die Hermanschlacht". På dette tidspunkt opholdt Kleist sig i Prag, hvor han planlagde udgivelse af et tidsskrift "Germania", der skulle virke for Tysklands sag og bidrage til at rejse en europæisk modstand mod Napoleon. Men det tyske nederlag i slaget ved Wagram knuste alle forhåbninger. Han slog sig nu ned i Berlin, hvor han forgæves forsøgte at få opført sit drama "Der Prinz von Homburg", der ligesom "Die Hermanschlacht" har emne fra den nationale historie, og udtrykker hans glødende patriotisme. I Berlin begyndte Kleist udgivelsen af "Berliner Abendblatt". Af de samme politiske grunde, som hindrede opførelse af "Der Prinz vom Homburg", blev det lukket af censuren. I fortvivlelse over Tysklands skæbne og sit eget ulykkelige liv begik han selvmord. Kleists fire dramaer "Penthesilea" (1808), "Kätchen von Heilbron" (1810), "Die Hermannschlacht" og "Prinz Friedrich von Homburg" (begge udgivet 1821) er blevet karakteriseret som hovedværker i tysk dramatik, og at Kleist med disse arbejder på samme tid står som idealist og realist, klassisk klar og romantisk med træk af mystik. Også som lyriker og fortæller indtager Kleist en fremtrædende plads i tysk litteratur; det samme gør hans noveller f.eks. "Michael Kohlhaas" (1810) om en stivsindet brandenburgsk hestehandler, der forfølger sin hævn over en lidt uret ud i yderste konsekvens (d 21/11 1811)

 

Under Krimkrigen (1853-56) begynder krigens største militære operation – belejringen af Sevastopol, russernes største flådehavn ved Sortehavet. Belejringen varede til 11. september 1855, da erobredes Sevastopol af 50.000 franskmænd og briter (og fra 1855 af 10.000 piemontesiske soldater) under kommando af henholdsvis Lord Raglan og general Francois Canrobert. At belejringen kom til at vare 11 måneder, skyldtes primært, at de allierede manglede svært artilleri, der effektivt kunne smadre russernes forsvarsstillinger. På den anden side slog alle russiske forsøg på at bryde belejringen fejl. Eftersom de allierede ledere kun havde truffett få eller slet ingen forholdsregler for vinterkrigsførelse, medførte vinteren 1854-55 store lidelser og svære tab i de allieredes lejr. Den 8. september 1855 erobrede og holdt franske tropper Malakhov, en vital forsvarsposition i byens sydøstlige del. Den 11. september sænkede russerne alle skibe i havnen, sprængte mange af fæstningsværkerne i luften og evakuerede byen. De allierede rykkede ind i byen, men forfulgte ikke russerne. Krigen bevægede sig nu hastigt frem mod sin afslutning. Det skete med fredsaftalen i Paris 30. marts 1856

 

f Henri Bergson, fransk filosof; i årene 1900-21 var han professor ved Collège de France i Paris. Som filosof vendte Bergson sig mod den dyrkelse af naturvidenskaben, som havde kendetegnet 1800-tallets positivisme. Iflg. Bergson har filosofien sin egen særlige metode, intuitionen, som angår det konkrete og levende i modsætning til den videnskabelige metode, som angår det abstrakte og statiske. I sit sidste hovedværk "Les deux source de la morale et de la religion" (1932) hævder Bergson, at moralen grundes på menneskets stilling som samfundsvæsen ikke på fornuften; at religionen i sin oprindelige form er naturens forsvarsreaktion mod forstandens destruktive tendenser. Bergson var en af sin samtids mest beundrede og mest læste filosoffer. I 1928 modtog han nobelprisen i litteratur (d 4/1 1941)

 

d Viscount Henry John Temple Palmerston, britisk politiker; han blev uddannet i Italien, på Harrow, i Edinburgh og Cambridge. I 1807 blev han medlem af Underhuset, hvor han sluttede sig til torierne. Fra 1809 bestred han forskellige underordnede ministerposter og blev meget kendt dels på gr. af sin dygtighed og store arbejdskraft, dels som dandy i Londons saloner. I 1827 blev han krigsminister, men året efter gik han over til whiggerne. Han blev udenrigsminister i 1830, en post han beklædte i årene 1830-34, 1835-41 og 1846-51. Han var indenrigsminister 1852-55 og premierminister i årene 1855-58 og 1859-65. Indenrigspolitiske spørgsmål interesserede ham ikke meget. Udenrigspolitikken var hans område, og i størstedelen af perioden 1830-65 var han den bestemmende mand i britisk udenrigspolitik. P betragtede Rusland som Storbritanniens hovedfjende og som en trussel mod både den europæiske ligevægt og mod det britiske kolonirige. Han søgte derfor at standse den russiske fremrykning mod Konstantinopel og mod Indien, og han gik fuldt og helt ind for Krimkrigen. P støttede den italienske frihedskamp 1859-60 og ønskede et Italien uafhængigt af både Østrig og Frankrig; han støttede Danmark 1848-50, men 1863-64 fik danskerne kun ubestemte løfter. I sin lange politiske karriere forsømte P næppe nogen lejlighed til at betone Storbritanniens interesser og dets magt. Men han gjorde det på en udfordrende og selvrådig måde, så både ministerkolleger og dronning Victoria – der ikke lagde skjul på, hun ikke kunne lide ham – med rette følte sig tilsidesat. P kunne imidlertid støtte sig til en overordentlig popularitet i befolkningen (f 20/10 1784)

 

d Charles Babbage, britisk matematiker, der fremsatte nogle af de centrale ideer bag den programmerbare computer. Fra ca 1820 arbejdede han med konstruktioner af regnemaskiner først de såkaldte difference engines, der skulle beregne f.eks.logaritmetabeller; senere fra midten af 1830'erne med den såkaldte analytical engine, der skulle være en programmerbar regnemaskine. På grund af tekniske og økonomiske vanskeligheder lykkedes det ikke i B's levetid at færdiggøre nogen maskine. Først med den moderne elektroniske hjælp har man kunnet realisere hans tanker og ideer. B. tegnede i 1840'erne Difference Engine nr. 2. I 1991 blev denne maskinens ca 4000 enkeltdele konstrueret og samlet i Science Museum i London. Den kan beregne matematiske tabeller med 30 decimalers nøjagtighed (f 26/12 1792)

 

1893 d Charles Gounod, fransk komponist; efter tre års studier ved konservatoriet i Paris fik han i 1839 Romprisen og tilbragte de næste tre år i Rom.Efter hjemkomsten virkede han nogle år som organist og skrev nogle kirkemusikværker. Fra omkr. 1850 blev operaen hans hovedinteresse. Uden succes opførtes hans første to sceniske værker på operaen i Paris. I 1859 slog igennem med syngespillet "Faust" (1859), som 1869 blev omarbejdet til opera. Hans berømmelse er især knyttet til "Faust" og den nogen yngre "Romeos og Julie". Ved Den fransk-tyske Krigs udbrud i 1870 tog G ophold i London, hvor hans gamle interesse for kirkemusik fik ny næring. Under sit engelske ophold komponerede G bl.a. oratoriet "Gallia" med arien "Jerusalem". Efter hjemkomsten til Paris skrev han en betydelig mængde vokalværker af kirkelig og almen religiøs karakter, heriblandt de to oratorier "Rédemption" og "Mors et Vita" (f 18/6 1818)

 

Den af Montenegro den 8. oktober startede krig mod det tyrkiske Osmannerrige får tilslutning af de øvrige medlemmer af det i 1912 oprettede Balkanforbund, Bulgarien, Grækenland og Serbien. De fire Balkanstater fordrev i en lynkrig den osmanniske hær fra næsten alle dens støttepunkter på europæisk område. Men samtidig var der rivalisering mellem Balkanstaterne om at sikre sig de bedste bidder af det erobrede. Således indtog græske styrker den vigtige makedonske havneby, Tessalonika, blot få timer før, den bulgarske hær nåede frem. Nederlagene betød, at der i december 1912 på osmannisk anmodning begyndte fredsforhandlinger i London under stormagternes ledelse.Et ungtyrkisk statskup i januar 1913 og det nye styres afvisning af Balkanstaternes krav om at beholde det erobrede førte til nye kampe. Også de resulterede i osmanniske nederlag, og krigen blev afsluttet den 30. maj 1913 med en fredsaftale i London. Aftalen sikrede Balkanstaterne det erobrede. Men hurtigt opstod der nye spændinger mellem de fire allierede. Især var Bulgarien utilfreds med sin andel af byttet. For at rette op på det begyndte Bulgarien 2. Balkankrig, da landet den 30. juni 1913 angreb Serbien og Grækenland

d Harald Jensen, typograf, redaktør og socialdemokratisk politiker; han blev udlært som bogtrykker i København i 1871 og kom i 1875 til Århus, hvor han fik arbejde på Aarhus Amtstidendes trykkeri. Da fagforeningsbevægelsen omkr. 1875 spredtes fra København til provinsen, kom Jensen med i dette røre. Han blev ophavsmanden til provinstypografernes moderne fagorganisationer. I 1883 trak han sig ud af det faglige arbejde, da politisk arbejde i stadig højere grad lagde beslag på ham. En af Harald Jensen i 1882 oprettet diskussionsklub, Demokratisk Samfund vedtog i april 1883 at antage Socialdemokratiets program og indmelde sig som afdeling under det i København i 1878 stiftede Socialdemokratisk Forbund. Samtidig gik Jensen i gang med at skabe det jyske Socialdemokrati et blad. I juni 1883 kunne han udsende første nummer af "Socialdemokratisk Ugeblad", som skulle blive stammoder til Jyllands arbejderpresse. Fra 1. oktober året efter udkom bladet som dagblad, og antog samtidig navnet "Demokraten". Bladet voksede stærkt under Jensens ledelse og var omkr. 1914 Jyllands største dagblad med et oplag på ca. 12.000. I årene 1894-1916 var Jensen medlem af Århus byråd, indtil 1900 som den første og eneste socialdemokrat. I byrådet var han virksom for kommunens køb af Marselisborg gods og for de opgaver, der var forbundet dermed. I 1890 blev han valgt til Folketinget i Århus amts 3. kreds (Skjoldelev-kredsen). Han tabte kredsen i 1892, men repræsenterede Århus søndre kreds i Folketinget 1895-1906. Herefter indvalgtes han i Randers i Landstinget, hvor han havde sæde til sin død. For sit mangesidede arbejde høstede Harald Jensen megen anerkendelse, og der lå både respekt og hyldest i det kendingsnavn, han bar langt ud over venners og partifællers kreds, "Kong Harald" eller "Jyllands ukronede Konge" (f 13/10 1851)

 

1931 d Thomas A. Edison, amerikansk telegrafist og opfinder; han er blevet kaldt verdens første professionelle opfinder og blev allerede i sin levetid betragtet som virkeliggørelsen af "den amerikanske drøm": den fattige og ulærde avisdreng, der ved egen genialitet bliver rig og berømt. I 1868 blev han anansat som telegrafingeniør ved Western Union Telegraph Co., og hans første opfindelser blev gjort på telegrafiens område. Hans børstelegraf kom således i 1869, og derefter en række forbedringer af det automatiske telegrafsystem. Blandt disse var opfindelsen af duplex- og kvadrupl-telegraferingssystemet, der gjorde ham berømt. Endvidere muliggjorde hans forbedringer af telefonen f.eks. induktionsrullen telefoni over større afstande. Fra 1878 stammer E’s opfindelse af fonografen - en forløber for grammofonen. En nål omsatte lydens svingninger til en rille på en foliebelagt valse, som kunne gemmes og spilles igen. Opfindelsen af fonografen gjorde ham berømt verden over. Han blev kendt som "Troldmanden fra Menlo Park". Efter at have opfundet glødelampen - nok hans mest kendte opfindelse - tog han initiativ til etablering af verdens første offentlige el-værk, opført ved New York i 1882. I 1887 flyttede E sine labo-ratorier i Menlo Park, New Jersey til West Orange, New Jersey. Her lod han opføre fonograffabrik, laboratorier og værksteder. En del af bygningskomplekset er bevaret og er i dag indrettet som museum (f 11/2 1847)

 

d Walther von Brauchitsch, tysk general; han deltog i 1. verd.krig som generalstabsofficer og udmærkede sig i Argonneerne og ved Verdun. I 1936 blev han general og 1938 øverstkommanderende for den tyske hær. 1939 ledede B angrebet på Polen og det flg. år felttoget i Vesteuropa. Han forfremmedes juli 1940 til generalfeltmarskal og var øverstkommanderende under Balkanfelttoget i 1941 og i det russiske felttogs første fase. Han blev gjort ansvarlig for den militære krise ved Moskva december 1941 og afskediget. I 1945 blev han interneret af de allierede og døde i britisk fangenskab (f 4/10 1881)

 

1966 d Elizabeth Arden, pioner inden for skønhedspleje; hun kom til verden i en fattig canadisk farmerfamilie og blev uddannet som sygeplejerske. Denne uddannelse supplerede hun med en oplæring i hud- og skønhedspleje. I 1910 åbnede hun sin første klinik på Fifth Avenue i New York. Den havde en skinnende rød indgangsdør, og en rød dør viste ind til Ardens saloner verden over. I årenes løb udviklede og introducerede hun mange cremer og parfumer. I 1930’erne etablerede A eget selskab i Danmark, og i Illum i København åbnedes den første skønhedsklinik, hvor kvinder kunne få ansigtsbehandling og lagt make-up (f 1878)

 

1977 d Andreas Baader, tysk aktivist og terrorist; han udgjorde kernen i den tyske terrororganisation Rote Armée Frak-tion (RAF) sammen med kampfællen Ulrike Meinhof. Han blev født i München og blev politisk aktiv i slutningen af 1960’erne, hvor han tilsluttede sig ungdomsoprøret og antikrigsbevægelserne. Som andre i ungdomsoprøret var han stærk kritisk over den herskende materialisme og den amerikanske tilstedeværelse i Tyskland. Det gjaldt såvel den militære tilstedeværelse som den indflydelse, amerikansk kultur havde på tyskernes hverdag. I 1970 dannede han en byguerilla sammen med Ulrike Meinhof, og sammen stod de over en årrække bag adskillige spektakulære terroraktioner rettet mod den tyske storkapital og det politiske establishment. Politiet fik fat i B, og i 1977 blev han idømt livsvarigt fængsel. En flykapring i Mogadishu skulle føre til Bs løsladelse, men i stedet døde han i fængslet Stammheim – officielt fordi han tog sit eget liv (f 6/5 1943)

 

1982 d Pierre Mendès-France, fransk politiker; han var uddannet som jurist og var i årene 1932-40 medlem af Nationalforsamlingen for det radikale parti. Efter at have været fængslet af Vichy regeringen deltog han i 2. Verd.krig i det frie franske flyvevåben. Han var finansminister i den provisoriske regering 1943-44 og økonomiminister 1944-45. I 1946 blev han atter medlem af Nationalforsamlingen. Som en skarp modstander af fransk kolonipolitik blev han ministerpræsident juni 1954 under den alvorlige krise, som opstod efter det franske nederlag i krigen i Indokina. Han fik gennemført Geneveaftalerne, der afsluttede Indokinakrigen og satte punktum for fransk tilstedevæ-relse som kolonimagt i Indokina. Samme år fik han tillige gennemført fransk tilbagetrækning fra Tunesien og anerkendelse af landets selvstyre. Han trådte tilbage som ministerpræsident i februar 1955. Han var minister i en kort periode i 1956; han blev ikke genvalgt i 1958, men i 1967 blev han atter medlem af Nationalforsamlingen. Mendès-Frace modsatte sig de Gaulles magtovertagelse i 1958 og var en indædt modstander af Den femte Republik. Hans rolle som den ikke-kommunistiske venstrefløjs centrale skikkelse blev i midten af 1960’erne overtaget af Francois Mitterand, og ved præsidentvalget i 1965 støttede han Mitterand mod de Gaulle, som blev genvalgt (f 11/1 1907)

 

I DDR overtager Egon Krenz Erich Honeckers position som partichef, formand for statsrådet (statsoverhoved) og Det Nationale Forsvarsråd. Krenz magtovertagelse var et forgæves forsøg på at holde liv i en stat, der var ved at gå i opløsning som følge af den masseflugt og de voldsomme demonstrationer, der var blevet udløst af reformudviklingen i Sovjetunionen og de stadig ringere økonomiske forhold i DDR

 

 

 

 

 

Til top        19. oktober

202 f.Kr Slaget ved Zama. Som afslutning på 3. puniske krig mellem Rom og fønikiernes koloni i Nordafrika, Karthago besejrer romerne under Scipio Africanus Karthago. Krigen var begyndt i 218, da Karthagos hærfører Hannibal førte en hær over Alperne ned i Italien. Her tilføjede han romerne en række nederlag. Men den afgørende sejr vandt han ikke. Krigslykken vendte, og i 204 f. Kr. førte romerne krigen over i fjendens lejr. I spidsen for et ekspeditionskorps på 30.000 mand gik Scipio Africanus i land i nærheden af Karthago. Hannibal blev kaldt hjem for at forsvare byen, og den 19. oktober i 202 f. Kr. mødtes tidens to største hærførere ved Zama godt 100 km sydvest for Karthago i krigens sidste og afgørende slag. For første gang led Hannibal nederlag, hans soldater måtte vige for det romerske infanteri og for Scipios numidiske ryttereskadroner. Karthago måtte søge fred og gå ind på at udlevere sin flåde, afstå Spanien – der blev romersk provins – betale en stor krigsskadeserstatning og fremtidig lade sin udenrigspolitik bestemme af romerne. Karthago var nu reduceret til en andenrangs magt, mens Rom med sejren ved Zama vandt herredømmet over det vestlige Middelhav og grundlagde dermed sit verdensherredømme

 

1416 d Peder Jensen Lodehat, biskop og kansler; han var biskop i Århus 1386-1395; opholdet i Århus er dog kun at betragte som en mellemstation på hans opstigen til rollen som en af det forenede Nordens ledende statsmænd. Alligevel blev Lodehats tid som biskop i Århus af største betydning for byen, idet han fostrede ideen til 1400’tallets store domkirkeudvidelser. Ved Olufs tronbestigelse 1376 var han klerk hos dennes mor, den senere dronning Margrethe 1. Trods sin herkomst i beskeden sjællandsk adel gjorde han karriere i Margrethe 1.’s tjeneste. I 1382 blev han biskop i Växjø. Fire år senere blev han biskop i Århus. I denne egenskab var Lodehat i 1387 som dansk rigsråd med til at kåre Margrethe til rigets "Fuldmægtige Formynder". Fra da af og til hendes død stod han bestandig ved hendes side som hendes trofaste ven og rådgiver. I 1395 blev han biskop i Roskilde. Samme år tillige rigets kansler og fik det store rigssegl i forvaring. Han deltog i en række vigtige statsforhandlinger bl.a. mødet i Kalmar 1397. Han synes i betydeligt omfang at have finansieret dronningens politik. Ligesom han også brugte store summer til at opføre altre i sine domkirker. Et monument over sin rigdom satte Lodehat i opførelsen af Gjorslev på Stevns. Da Margrethe var død, blev hendes lig ført til Sorø, hvor det var hensigten at gravlægge det hos hendes far, bedstefar og søn; men Lodehat lod - næsten med vold - liget bortføre og bisætte i koret i Roskilde Domkirke. (f ukendt)

 

1433 f Marsilio Ficini, italiensk forfatter, filosof og humanist, der var en af huset Medicis protegéer i Firenze og grundlagde der på opfordring af Cosimo de Medici efter græsk mønster et akademi for kunst, filosofi og poesi. I årene mellem 1463 og 1470 oversatte Ficini alle Platons værker til latin. Til oversættelserne skrev han så omfattende kommentarer, at de ofte fik karakter af selvstændige afhandlinger; således fik hans kommentar til "Symposion" stor betydning for udviklingen af begrebet "platonisk kærlighed". Med sit arbejde blev Ficini renæssancens store fornyer af den platoniske tradition i europæisk kultur, og han er blevet kaldt den italienske renæssances første platoniker. Hans oversættelser gjorde det muligt for en større kreds at studere Platon, og Ficinis arbejde er derfor et vigtigt skridt i Europas intellektuelle historie. I F’s selvstændige forfatterskab er det betydeligste værk "Theologia Platonica de immortalitate animorum" (1482, Platonisk teologi om sjælens udødelighed) og er et forsøg på at bygge bro mellem den kristne doktrin og de platoniske - eller rettere de nyplatoniske ideer; hertil kommer arbejder om medicin og astrologi (De vita libri tres, 1489) og om teologi (Liber de Christiana religione, 1474) (d 1/10 1499)

 

I Hundredårskrigens slutfase erobrer franskmændene Bordeaux. Den fremgang for de franske våben, der omkr. 1430 var indledt med Jeanne d’Arcs’ indsats, ophørte ikke med hendes død. I den fortsatte krig, der var afbrudt af langvarige våbenhviler, erobrede franskmændene stadig flere byer og områder fra englænderne. Da krigen således efter en våbenhvile blev genoptaget i 1448, erobrede franskmændene i løbet af det næste år hele Normandiet. I 1449 begyndte franskmændene et felttog for at tilbageerobre de områder, englænderne stadig havde i det vestlige og sydvestlige Frankrig – i Guyenne og Akvitanien. Men her mødte den franske hær en befolkning, der i modsætning til den i Normandiet havde en lang tradition for loyalitet mod den engelske konge. Så da en engelsk hær i oktober 1452 gik i land ved Gironde-flodens udløb, fik den støtte fra Bordeaux borgere. De rejste sig mod den franske styrke, der i juni 1451 havde erobret byen. I triumf kunne den engelske hær drage ind i Bordeaux. Den franske konge, Karl VII begyndte at samle en hær til en modoffensiv. Det blev dog ikke ham, men hans efterfølger Karl VIII, der i begyndelsen af 1453 i spidsen for en hær kunne rykke ind i Guyenne. Her tilføjede han den 17. juni englænderne et alvorligt nederlag i slaget ved Castillion nær Libourne. Atter blev Bordeaux belejret, og da byen overgav sig den 19. oktober, markerede det afslutningen på engelsk tilstedeværelse i Akvitanien. Selv om englænderne herefter kun havde Calais på det europæiske kontinent, havde de ikke i sinde at erkende deres nederlag og standse krigen. En egentlig fredsaftale har aldrig sat punktum for Hundredårskrigen. Men den våbenhvile, der blev indgået mellem Edward IV af England og Louis XI af Frankrig i Picquigny ved Somme-floden den 29. august 1475, viste sig i modsætning til de mange tidligere at være holdbar

 

d Jonathan Swift, britisk forfatter; voksede op i Dublin, Irland hvor han også studerede. I 1689 kom han til England og blev sekretær for en godsejer. I denne periode skrev han sin første prosasatire "A Tale of a Tub" rettet mod romerkirken og kalvinisterne, mens den stort set forsvarer Church of England. Hos godsejeren traf han "Stella" – Esther Johnson – som han senere overtalte til at flytte med til Dublin, og som han muligvis blev gift med. I 1694 blev han præsteviet og var i årene 1700-10 sognepræst i Laracor ved Dublin. Men han lod ofte det elendigt lønnede præstekald passe af en vikar, da han nu var blevet kendt som forfatter i politiske og litterære kredse i London og derfor opholdt sig der. I 1713 blev han domprovst ved St. Patrick i Dublin. I perioden 1710-13 holdt han Stella underrettet om sit liv fra dag til dag i en serie breve, som senere er udgivet som "Journal to Stella". I 1713 fulgte en anden kvinde - Esther Vanhomrigh "Vanessa" - med ham til Dublin. S er ualmindelig grov mod kvinderne i sine skrifter, og hans forhold til Stella og Vanessa er en af de mange gåder i hans liv. Han blev en nationalhelt for de undertrykte irere, da han skrev en række satirer mod englændernes penge- og handelspolitik, særlig de såkaldte "Drapier’s Letters" (1724) og "A Modest Proposal" (1729). I 1726 kom hans mesterværk og bogen, der gjorde ham verdensberømt "Gulliver’s Travels", hvor han under dække af fire fantastiske rejseskildringer harcelerer over menneskets dårskab. I det hele taget var hans bøger fyldt med bitter lede ved verden og menneskene – "den fordærveligste race af modbydeligt småkryb, som det nogensinde er blevet forundt at kravle på jordens overflade"(f 30/11 1667)

 

1775 f Kamma Rahbek; R er et af de sjældne mennesker, der er blevet berømt alene ved sit privatliv. Hun har intet forfatterskab, bortset fra sine utallige breve der er skrevet uden tanke på offentliggørelse. I sit ægteskab med Knud Lyne Rahbek skabte hun fra ca. 1800 af Bakkehuset på Frederiksberg, der i tyve år havde været hendes mands hybel, et hyggeligt hjem, der stod gæstfrit åbent og blev samlingsstedet for en vennekreds uden snævre grænser, men hvis grundstamme var tidens ypperste litterære personligheder. Stamgæsten J.M. Thiele har i "Erindringer fra Bakkehuset" (1869) skildret selskabeligheden. At 1800-tallets guldalderdigtere søgte til Bakkehusets aftensammenkomster, skyldtes R, hvis omgang foruden at skænke den fineste fornøjelse tillige var en sand opdragelse i moralsk og intellektuel henseende. Selv den ligegyldigste konversation gav hun et ejendommeligt præg ved sin lynsnare opfattelsesevne, lyst til modsigelse og godmodigt drilleri, sin humor og sit imitationstalent. R kunne mange sprog, hun lærte sig engelsk som tiårig og førte sig frem som en kosmopolit. Hun havde stor lidenskab for blomster og havekunst. Som en af de første i Danmark anlagde hun en prydhave med danske og mere eksotiske planter (d 21/1 1829)

 

Med Lord Cornwallis' overgivelse til George Washington i Yorktown i Virginia er Nordamerikanske Frihedskrig afgjort til amerikanernes fordel. I løbet af sommeren 1781 blev situationen stedse alvorligere for den britiske hær under ledelse af Lord Cornwallis. Den blev jaget rundt af amerikanske militsafdelinger, og dens tab var så store, at Cornwallis foretrak at holde sig langs kysten, hvor han kunne få hjælp ad søvejen. Han trak sig tilbage til en halvø i den yderste ende af Chesapeake bugten og begyndte her i august at bygge fæstningsværker i Yorktown. I løbet af de næste uger blev Cornwallis og hans mænd omringet. På søsiden lå en fransk flåde, amerikanernes allierede, og på landsiden blev de angrebet af en styrke, der var dobbelt så stor som den britiske, 9.000 amerikanere og 7.000 franskmænd. Da Cornwallis kapitulerede, faldt 7.241 mand, 214 kanoner, 6.658 musketter, 457 heste og 2.000 £ i den forenede amerikansk-franske styrkes hænder. Skønt Storbritannien stadig havde 16.000 mand i New York og 9.000 i Carolina, og først på året 1782 i et stort søslag i Vestindien tilføjede den franske flåde et klart nederlag, var der ikke i London stemning for at fortsætte krigen. I marts 1782 indledtes fredsforhandlinger i Paris

 

f Peter F. Heering, urtekræmmer, grosserer og fabrikant; efter i 1818 at have etableret sig som selvstændig urtekræmmer begyndte han kort efter i beskeden målestok fremstillingen af sin kirsebærlikør, der skulle blive hans guld-æg. På et tidligt tidspunkt opdagede han, at hans likør var særdeles populær i de varme lande.

 

Napoleon bryder med sin hær op fra Moskva og indleder den lange tilbagetrækning mod vest. Den 15. september havde den franske storarmé holdt sit indtog i Moskva. Nu skulle Napoleon og hans tropper havde et velfortjent hvil, og tsar Aleksander tvinges til fred. Men samme aften skete noget uventet: enkelte steder i byen brød der brande ud. Snart begyndte ilden at flamme op stadig flere steder, og den kraftige vind fik den til at brede sig uhyggeligt hurtigt. I fire døgn rasede branden, og mere end to tredjedele af byens huse blev flammernes bytte. Noget militært afgørende betød branden ikke. De fleste af de franske troppers forsyninger var i behold. Men den virkede stærkt nedbrydende på troppernes moral, og desuden var udsigterne til at forny forsyningerne blevet mindre. Napoleon selv bevarede en urokkelig ro. Han arbejdede på at få Aleksander til at slutte fred. Gennem forskellige mellemmænd fremsatte han flere forslag, der var særdeles gunstige for russerne. Men noget svar kom der ikke. Snart var der ikke andet at gøre end at begynde et tilbagetog. Det skete den 19. oktober. Få dage senere satte den hårde russiske vinter ind. Den blev en katastrofe for hæren. Mange soldater frøs ihjel, og hestene styrtede af udmattelse. Under disse forhold blev det stedse vanskeligere at opretholde disciplinen. Mange deserterede, og de som fortsatte marchen, måtte til stadighed kæmpe med angribende kosakafdelinger. Da franskmændene omsider nåede frem til den polske grænse, var hæren svundet ind til ca. 20.000 mand, dvs omkr. 5% af de ca. 400.000 mand, der den 24. juni havde startet angrebet

 

1813 d Jozef Antoni Poniatowski, polsk officer og fransk marskal; han blev uddannet som officer i den østrigske hær, inden han efter anmodning fra sin onkel, den polske konge Stanislaw 2. Augustus Poniatowski, i 1789 blev overført til den polske hær. Poniatowski udmærkede sig i krigen mod Rusland og deltog i Tadeusz Kosciuszkos antirussiske revolte i 1794. Poniatowski forlod hæren i 1795 efter Polens tredje deling, der opløste Polens som selvstændig stat. Men da Napoleon i 1807 oprettede hertugdømmet Warszawa, blev Poniatowski øverstkommanderende for dets hær. Han stod i spidsen for et polsk korps under Napoleons Ruslandsfelttog i 1812, og under slaget ved Leipzig (16.-19. oktober 1813) blev han udnævnt til marskal af Frankrig. På slagets sidste dag forsvandt Poniatowski, da han såret forsøgte at komme over Elsterfloden på hesteryg (f 7/5 1763)

 

f Alfred Dreyfus, fransk officer; han blev i 1894 dømt til degradering og livsvarig deportation for at have solgt rgeog viste, at Dreyfus var uskyldig, modarbejdede generalstaben, at sagen blev genoptaget, da man mente, det ville skade hærens renommé. Den franske offentlighed kom i oprør, og forfatteren Zola udsendte den 13. januar 1898 sit berømte anklageskrift J’accuse (’Jeg anklager’), hvori han angreb generalstaben. Artiklen indbragte Zola en bøde og fængselsstraf, men fik stor virkning på opinionen. Samme år blev dommen annulleret og D hentet hjem; men en ny retssag dømte ham påny for landsforræderi, dog under formildnende omstændigheder. Regeringen benådede straks Dreyfus. Benådning var ikke frifindelse, den kom først 1906. Dreyfus blev optaget i hæren som major og dekoreret med Æreslegionen (d 12/7 1935)

 

1862 f Auguste Lumière, fransk fototekniker og filmpioner; ved at prøve sig frem fremstillede han sammen med sin bror Louis L et filmkamera og en projektor, som de demonstrerede ved verdens første biografforestilling i Paris den 28. december 1895. Brødrenes tidligste film varede under ét minut og indeholdt hverken klip eller kamerabevægelser. De var hverdagsbilleder med titler som "Le Déjeuner de bébe" (Babys morgenmad), "La Sortie des usines Lumières à Lyon" (Arbejderne forlader Lumières fabrik i Lyon) og "L’Arrivée d’un train en gare de La Ciotat" (Et togs ankomst til Ciotatbanegården) alle optaget af Louis L i 1894-95. I 1907 førte deres opdagelser til, at den første farvefotometode kom i brug (d 10/4 1954)

 

I Den amerikanske Borgerkrig ender slaget ved Cedar Creek – 24 km. sydvest for Winchester i staten Virginia - med en sejr til en nordstatshær hær under General Sheridan over en hær fra Sydstaterne under general Jubal A. Early. Det angreb, Early startede ved daggry, truede på et tidspunkt med at bringe nordstatshæren i opløsning. Men Sheridan fik samlet sine tropper i et modangreb, og sejren tilfaldt ham og hans soldater. Med sejren sattes der en stopper for den kontrol over Shenadoah dalen, Sydstaterne havde haft de sidste tre år

 

d George Pullman, amerikansk designer, opfinder og fabrikant af sovevogne til jernbanebrug; fra 1855 boede George Pullman i Chicago, tjente en lille kapital som handelsmand og begyndte at tumle med planer om at fremstille en jernbanesovevogn. Den første Pullman sovevogn så dagens lys 1865. I dens kupeer var der sammenklappelige overkøjer, polstrede sæder, der kunne foldes ud som underkøjer. 1867 grundlagde han Pullman Palace Car Company, som fremstillede jernbanevogne og stod for George Pullmans kontrakter med jernbaneselskaberne (f 3/3 1831)

 

d C.F. Tietgen, bankdirektør; han var i købmandslære i fødebyen Odense og derefter i årene 1849-55 ansat i et handelsfirma i Manchester. Efter hjemkomsten blev han grosserer i København og to år senere (1857) direktør i den nyoprettede "Privatbanken". Den blev oprettet af en gruppe københavnske grosserere som den første landsdækkende bank efter Nationalbanken. Størst betydning fik Tietgen ved de mange industri- og transportvirksomheder, han var med til at oprette eller støtte. Ofte skete det ved sammenslutning af flere mindre foretagender til store konkurrencedygtige aktieselskaber. Blandt disse selskaber er "Det Forenede Dampskibsselskab" (1866) og "De Danske Sukkerfabrikker" (1872). Ved 1880’ernes begyndelse stod Tietgen som "handelskongen" og fra 1885 tillige som formand for Grosserersocietetets komité. I årtiet fortsatte han sine grundlæggelser og sine koncentrationer. Han oprettede et dampskibsselskab, specielt med henblik på udvandringen, han anlagde sporveje og oprettede Fakse Kalkbrud, ligesom han var virksom ved jernbaneanlæg og ved etablering af landets første telefonselskab ("Kjøbenhavns Telefonaktieselskab", 1882). Han var også den, der samlede mere end 200 små brændevinsbrænderier i "De danske Spritfabrikker" (1881) og et stort antal københavnske bryggerier til "De Forenede Bryggerier" (1891), hvortil Tuborg senere sluttede sig. Efter 1890 begyndte hans kræfter at svinde; i 1894 blev han syg, og i løbet af et par år måtte han helt opgive at virke i forretningslivet. Tietgen, der var stærkt kirkeligt interesseret (grundtvigianer), købte i 1874 Marmorkirkens ruin, lod kirken opføre og indvie i 1894 (f 19/3 1829)

 

d Cesare Lambroso, italiensk kriminolog og professor; som professor i psykiatri ved universitetet i Pavia opnåede L berømmelse med sit hovedværk "L’uomo deliquente" (1876 – Det kriminelle menneske). Hans hovedsynspunkt var, at visse mennesker enten var født kriminellle eller var atavistisk kriminelle – det biologiske fænomen at forsvundne egenskaber dukker op hos et senere individ. Endvidere hævdede han, at kriminelle kan identificeres ved visse karakteristiske fysiske træk. Fra 1876 til sin død var han professor ved universitetet i Torino. Selv om L’s synspunkter for længst er opgivet, fik de i datiden betydning ved en mere human og konstruktiv behandling af kriminelle (f 6/11 1835)

 

d Ernest Baron of Nelson Rutherford, britisk fysiker; han var født på New Zealand og blev professor i fysik i Montreal, Canada i 1907, i Manchester i 1907 og i 1919 professor ved Cavendish laboratoriet i Cambridge. Han var blandt pionererne inden for udforskningen af radioaktivitet, bl.a. fandt han loven for de radioaktive omdannelser. I 1911 opstillede han teorien om kerneatomet, hvorefter et atom minder om et miniature-solsystem med en lille positiv elektrisk kerne i midten, indeholdende så at sige hele atomets masse, og omgivet af et vist antal elektroder, der kredser omkring den. Hermed – og gennem Niels Bohrs teoretiske behandling af kerneatomet – grundlagdes hele den moderne atomfysik. Herefter beskæftigede Rutherford sig især med udforskningen af atomkernerne, og i 1919 lykkedes det ham at påvise den første atomkernesønderdeling (atomkerneproces). Med sine arbejder anses Rutherford for at være blandt grundlæggerne af den moderne atomfysik, og i sin samtid var han en førerskikkelse blandt forskerne inden for fysik. Han blev tildelt nobelprisen i kemi 1908 (f 30/8 1871)

 

1942 Christian 10. kommer alvorligt til skade, da han bliver kastet af hesten under morgenrideturen. Uheldet skete, da kongen var på vej tilbage til Amalienborg. På broen over havnesporene bag den Engelske Kirke, blev hesten pludselig sky og satte i galop ned ad bakken mod Esplanaden. Kongen mistede herredømmet over hesten og blev kastet af. Fra Esplanaden tilkaldtes en ambulance, der kørte kongen til Amalienborg. Herfra førtes han efter en foreløbig forbinding til Diakonissestiftelsen

 

1946 Oktobernoten – "den danske sydgrænse ligger fast" - således besvarer den danske regering den britiske henvendelse fra den 9. september 1946, den såkaldte septembernote vedrørende Sydslesvig og en evt grænseflytning. I deres note havde briterne fremlagt tre muligheder, hvortil man krævede dansk stillingtagen. Man kunne enten vælge en befolkingsudveksling, en folkeafstemning efterfulgt af grænseregulering eller en grænseregulering uden folkeafstemning

 

 

 

 

 

Til top        20. oktober

1435 f Andrea della Robbia, florentinsk billedhugger. Andrea var nevø til billedhuggeren Luca della Robbia (d 10. februar 1482), og ved dennes død fik han ledelsen af familiens billedhuggerværksted. Hans kendeste arbejde er de ti runde relieffer af svøbelsesbørn på facaden af Hittebørnshospitalet (Ospedale degli Innocenti) i Firenze (ca 1480). Karakteristiske eksempler på hans polycrome relieffer kan ses i Santa Croce-kirken i Firenze og i kirken Santa Maria degli Angeli i Assisi. (d 4/8 1525)

 

1524 d Thomas Linacre, engelsk læge; han blev uddannet i Oxford 1480-84, herefter studerede han græsk og latin i Italien samt medicin ved universitetet i Padova. I 1500 blev han først tutor for prins Arthur, søn af kong Henrik VII og derefter i årene 1509-20 hoflæge hos Henrik 8. Desuden havde han en særdeles velbesøgt parksis i London. Blandt hans patienter var humanisten Desiderius Erasmus, forfatteren til "Utipia", Thomas More og Henrik VIII chefrådgiver kardinal Wolsey. Da det gik Ls professionelle ære som læge nær, at hans erhverv blev udøvet af barberere, præster og i det hele taget af enhver, der havde lyst, opnåede han i 1518 Henrik VIII’s tilladelse til at oprette et råd af uddannede læger, der skulle anerkende enhver, der ville virke som læge i London. Rådet, The Royal College of Physicians of London, fik endvidere ret til at eksaminere alle læger og afgøre, hvem der måtte udøve lægegerningen overalt i kongeriget samt til at idømme bøder eller fængsel til dem, der overtrådte rådets bestemmelser. Da L i 1520 blev ordineret som katolsk præst, ophørte han med at virke som læge (f omk 1460)

 

1565 Under Nordiske Syvårskrig besejrer en dansk styrke under ledelse af Daniel Rantzau (d 11/11 1569) sven- skerne ved Axtorna i Halland. Tidligere på efteråret 1565 havde svenskerne erobret Varberg by og fæstningen der. På vej for at tilbageerobre fæstningen stødte en dansk og en svensk hær sammen på heden ved Axtorna. Det lykkedes Rantzau at lokke svenskerne frem fra en sikker position og ud i det åbne land. Der blev kæmpet hele dagen i regn og stærk blæst, og flere gange fik de svenske styrker overtaget, men takket være såvel Rantzaus evne til at skabe samarbejde mellem hærens forskellige våben som det danske rytteris store våben-færdighed og tapperhed blev svenskerne besejret. De måtte trække sig tilbage med tabet af alt feltskyts. Så danskerne kunne erobre 48 kanoner foruden en stor mængde faner, våben og vogne. 6000 lig dækkede valpladsen omtrent lige mange danske og svenske. Til minde om den danske sejr lod Frederik II slå en medalje, på hvilken han noget overdrevent lod skrive, at 4000 danske havde besejret 25.000 svenskere

 

1575 d Cornelis Floris, nederlandsk arkitekt og billedhugger; hans ophold i Italien i 1530’erne og 40’erne betød, at han i kunsthistorien nævnes som den, der førte den italienske højrenæssance til sejr i Nederlandene. Efter hjemkomsten ledede han et stort værksted i Antwerpen. Herfra nåede hans skulpturarbejder viden om. Ikke mindst til Danmark, hvor gravmælerne over Frederik 1. i Slesvig, over Christian 3. i Roskilde, over Herluf Trolle og Birgitte Gøje i Herlufsholm og over Niels Lange i Hunderup er arbejder fra hans værksted. Hans hovedværk som arkitekt er rådhuset i Antwerpen (1561-65). Det vidner om indgående studier af italiensk kunst og gengiver højrenæssancens strenge og sirlige former med stor dygtighed. Floris sammensmeltning af en gotisk gavl og en florentinsk renæssancefacade blev for lange tider modellen for nederlandske rådhuse (f 1514)

f Thomas Bartholin, læge og anatom; han studerede teologi i København 1634-37; derefter studerede han medicin og især anatomi i flere europæiske lande. I 1645 blev han dr. med. i Basel. Efter hjemkomsten blev han i 1648 professor ved København Universitet i anatomi. Udnævnelsen til professor i medicin skete i 1654. Under Bartholins ledelse opnåede det medicinske fakultek ved Københavns Universitet et højdepunkt af anseelse i ind- og udland. Selv er han først og fremmest berømt for sin opdagelse af menneskets lymfekar. I 1653 udgav han større værk om opdagelsen, og i 1670 udsendte han"Vasa lactea et lymphatica" med en udtømmende beskrivelse af lymfekarrenes anatomi. Endvidere udgav han talrige medicinske og anatomiske værker, således en forbedret udgave af faderens (Caspar B. d.æ.) anatomiske lærebog. Også den bidrog til at gøre Bartholins navn kendt i udlandet, idet den blev oversat til flere sprog. I 1658 udgav han receptsamlingen "Dispensatorium Hafniense". Han redigerede et af verdens første videnskabelige tidsskrifter "Acta medica et philosophica Hafniensia". Han deltog i udarbejdelsen af den første danske farmakope og medvirkede til jordemodervæsenets forbedring. I samarbejdede med Griffenfeld stod Bartholin i 1672 bag Danmarks første medicinalforordning (d 4/12 1680)

 

1632 f Christopher Wren, engelsk arkitekt og astronom; han blev i 1657 professor i astronomi i London og i 1660 i Oxford. Omkr. 1663 opførte han sit første værk Pembroke Chapel i Cambridge og 1664-69 Sheldon Theatre i Oxford. Londons brand i 1666 førte til, at Wren for alvor startede sin karriere som arkitekt. Han fremlagde et udkast til en byplan for de nedbrændte områder. Planen blev ikke virkeliggjort, men den gjorde Wren til leder af genop-bygningen, og i 1669 blev han generalinspektør for de kongelige bygningsarbejder. Samme år opgav han sit professorat. Herefter tegnede han bl.a. 51 sognekirker, alle forskellige og hovedsagelig opført i perioden 1670-86, selv om enkelte bygningsdele som tårn og spir er kommet til senere. I disse kirker er klassicistiske elementer sat sammen på en personlig måde og med stor fantasirigdom. Enkelte af kirkespirene har fået gotiske detaljer, og gotiske træk er der også i hans hovedværk, St Pauls Cathedral (1674-1710), verdens største protestantiske kirke og et af engelsk arkitekturs hovedværker. Med sit ydre er katedralen det fornemste eksempel på britisk barok-klassicisme, hvor særlig kuplen over korsskæringen har været højt værdsat i såvel samtid som eftertid. Blandt Wrens senere arbejder i London er Chelsea Hospital (1682-89) og Greenwich Naval Hospital (1698-1707), i Oxford Christ Church College (1681-82) og i Cambridge Trinity College Library (1676-84). Han blev adlet i 1673 og var i to perioder medlem af Parlamentet (d 25/2 1723)

 

1728 Branden i København begynder. På denne "den sidste onsdag i sommeren" lød i byens vesterkvarter, endnu før vægterne havde begyndt deres aftenrunde, råbet "Brand! Brand!". I et hjørnehus i Lille Sankt Klemensstræde, tilhørende Signe salig Børge Hansens, brød ilden løs. Men ildens årsag kunne bagefter ikke opklares. I den kraftige efterårsblæst med byger, der stod ind over byen, spredtes ilden hurtigt. Den forplantede sig til de tilstødende gader og stræder, Helligkorsstræde, Vognbadstuestræde, Antiquestræde og sprang over til Vestergade. Ud på natten nærmede ilden sig byens domkirke, Vor Frue Kirke, og da ilden samtidig nåede bispegården, stod kirken ikke til at redde. Den følgende dag blev hele den lærde stand hjemløs, da universitetet, Ehlers’ og Borchs kollegier samt Regensen brændte. Hele Universitetsbiblioteket brændte, ligesom instrumentsamlingen fra Tyge Brahes og Ole Rømers tid gik tabt. Det samme var tilfældet med de fleste offentlige samlinger, arkiver og instrumenter. Dagen før branden havde man på bøndervogne bragt Roskilde Domkirkes vældige arkiv af middelalderlige breve og skrifter til til Universitetsbiblioteket, og også denne uerstattelige samling gik tabt. Da branden endelig ved middagstid om lørdagen døde hen, lå to femtedele af hovedstaden i aske, 1670 af 4087 huse var brændt. Som det senere hed på en "ildebrandssten" om Københavns elendighed "Ilden brændte i trende dage/Navnet blev kun snart tilbage". For en stor del af byens borgere var branden en bedøvende katastrofe. I løbet af timer var hjem og ejendele blevet til intet. Tilbage var kun en sveden tomt – og penge til at bygge nyt for, havde man ikke. Ingen af husene var brandforsikret

 

1740 d Karl 6., østrigsk og tysk-romersk kejser 1711-1740. Som kejser Leopold 1.’s (1657-1705) næstældste søn var Karl arving til den spanske trone. Efter udbruddet af Den Spanske Arvefølgekrig (1701) fik Karl støtte i sit krav fra de fleste tyske stater, fra England, Nederlandene og Portugal. Da Karls bror, kejser Josef 1., døde i 1711, og Karl blev kejser, mistede han sin støtte. Hans allierede var imod den magtkoncentration, det ville være, hvis Karl 5.’s rige genopstod. Spansk konge blev Filip 5. af Bourbon. Ved fredsslutningen efter Spanske Arvefølgekrig (1713) fik Karl dog en del af sin spanske arv, nemlig Napoli, Lombardiet, Sardinien (senere ombyttet med Sicilien) og De spanske Nederlande (Belgien). Efter fredsslutningen førte Karl nogle succesrige krige med tyrkerne (1716-18). De førte til erhvervelse af store landområder i Ungarn og Serbien. Karls hovedproblem i sine senere år var at opretholde udeleligheden af hans habsburgske lande. Så tidligt som i 1713 udstedte han den såkaldte Pragmatiske Sanktion. I følge den skulle de østrigske lande gå til en kvindelig arving, i fald der ikke var nogen arving af hankøn. Da Karls eneste søn døde som barn, efterfulgtes han af sin ældste datter Maria Theresa. Da hendes arveret blev draget i tvivl af Sachsen, Bayern og Spanien, udbrød allerede i Ks dødsår Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-48) (f 1/10 1685)

 

1755 f Pierre-Francois-Joseph Lefebvre, hertug af Danzig, fransk marskal; han startede sin militære løbebane i 1773. Ved udbruddet af revolutionen i 1789 var han sergent; i de flg. år steg han hurtigt i graderne, fra sept. 1792 til januar 1793 således fra kaptajn til divisionsgeneral. 1793-96 kommanderede han fortroppen af Rhinarmeen og udmærkede sig i slagene ved Fleurus (juni 1794) og Duisburg (sept 1795). I 1799 blev han guvernør i Paris og blev af Napoleon overtalt til at støtte ham ved statskuppet den 9. novbr. 1799, der gjorde Napoleon til førstekonsul og dermed Frankrigs enehersker. I 1800 blev L senator og i 1804 marskal. I slaget ved Jena (14. okt. 1806) havde han kommandoen over infanterigarden; den 27. april 1807 indtog han Danzig, en bedrift der gav ham titlen duc (hertug) de Dantzig. L gjorde tjeneste i Spanien i 1808; året efter deltog han i krigen med Østrig og udmærkede sig i slagene ved Eckmühl og Wagram. Han var med på ruslandsfelttoget. Skønt han i 1814 bekæmpede de allierede hære i deres forsøg på at trænge ind i Frankrig, stemte han i senatet for Napoleons afsættelse. For denne handling blev han adlet af Louis XVIII, da Napoleon var blevet afsat. Da Napoleon vendte tilbage fra Elba, brød Lefebvre med Louis XVIII. Han sluttede sig til Napoleon og støttede ham i at generhverve magten i Frankrig. Da Louis XVIII vendte tilbage på den franske trone, blev Lefebvre frataget sine titler (d 14/9 1820)

 

f Pauline Bonaparte (Napoleons søster); hun blev i 1797 gift med general Leclerc, en af Napoleons stabsofficerer. Efter at være blevet enke blev hun i 1803 gift med fyrst Camillo Borghese, fra hvem hun lod sig skille for senere efter Napoleons fald atter at samleve med. Pauline var den af søstrene, Napoleon holdt mest af, men hun voldte ham ved sin letsindige opførsel og sine mange elskere mange bryderier. Hendes nedladne holdning til den nye kejserinde Marie Louise førte i 1810 til hendes bortvisning fra hoffet. Ikke desto mindre drog hun med sin mor til Elba i 1814 og udtrykte ønske om at dele sin brors eksil på Sct. Helena. I sin samtid omtaltes hun som særdeles charmerende og som en blændende skønhed. Hendes portrætstatue som liggende Venus med æblet af Canova kan ses i Villa Borghese-museet i Rom (d 9/6 1825)

 

f Viscount Henry John Temple Palmerston, britisk politiker; han blev uddannet i Italien, på Harrow, i Edinburgh og Cambridge. I 1807 blev han medlem af Underhuset, hvor han sluttede sig til torierne. Fra 1809 bestred han forskellige underordnede ministerposter og blev meget kendt dels på gr. af sin dygtighed og store arbejdskraft, dels som dandy i Londons saloner. I 1827 blev han krigsminister, men året efter gik han over til whiggerne. Han blev udenrigsminister i 1830, en post han beklædte i årene 1830-34, 1835-41 og 1846-51. Han var indenrigsminister 1852-55 og premierminister i årene 1855-58 og 1859-65. Indenrigspolitiske spørgsmål interesserede ham ikke meget. Udenrigspolitikken var hans område, og i størstedelen af perioden 1830-65 var han den bestemmende mand i britisk udenrigspolitik. P betragtede Rusland som Storbritanniens hovedfjende og som en trussel mod både den europæiske ligevægt og mod det britiske kolonirige. Han søgte derfor at standse den russiske fremrykning mod Konstantinopel og mod Indien, og han gik fuldt og helt ind for Krimkrigen. P støttede den italienske frihedskamp 1859-60 og ønskede et Italien uafhængigt af både Østrig og Frankrig; han støttede Danmark 1848-50, men 1863-64 fik danskerne kun ubestemte løfter. I sin lange politiske karriere forsømte P næppe nogen lejlighed til at betone Storbritanniens interesser og dets magt. Men han gjorde det på en udfordrende og selvrådig måde, så både ministerkolleger og dronning Victoria – der ikke lagde skjul på, hun ikke kunne lide ham – med rette følte sig tilsidesat. P kunne imidlertid støtte sig til en overordentlig popularitet i befolkningen (d 18/10 1865)

 

1792 f Colin Campbell, baron Clyde, britisk officer og øverstkommanderende under det store mytteri i Indien 1857; han indtrådte i hæren som 15-årig, men på gr. af sin ringe sociale herkomst skete Campbells forfremmelse uhyre langsomt; det varede således 30 år for ham at blive forfremmet fra kaptajn til oberst.Han deltog i Napoleonskrigene på Pyrenæerhalvøen, i Opiumskrigen mod Kina 1842 og blev adlet for sin indsats i Sikh krigen 1848-49. Under Krimkrigen (1854-56) kommanderede han Highland brigaden i slaget ved Alma (20. september 1854) og vandt ry ved at slå det russiske angreb ved Balaklava (25. oktober 1854) tilbage. Ved udbruddet af det store indiske oprør i 1857 blev han udnævnt til øverstkommanderende for de britiske tropper i Indien. Inden sin afrejse til Indien blev han modtaget i audiens af dronning Victoria. Han nedkæmpede opstanden med succes, og for sin indsats blev han adlet som baron Clyde og tildelt en årlig pension på £2000. Han havde fået heltestatus og blev begravet mellem andre af nationens helte og berømtheder i Westminster Abbey (d 14/8 1863)

 

Den østrigske hær indesluttet i Ulm overgiver sig til Napoleon. I juli 1805 indgik England et offensivt og defensivt forbund med Rusland. Måneden efter blev det tiltrådt af Østrig. Dermed var den såkaldte 3. koalition i krigen mod Napoleon dannet. Napoleon tog udfordringen op og besluttede at søge afgørelsen i Tyskland med 200.000 mand franske, bayerske og württembergske tropper. Han overtog selv kommandoen. Med sin sædvanlige hurtighed koncentrerede han sine styrker i Tyskland. Han omgik den østrigske general Macks højre fløj og tvang ham til at trække sig ind i Ulm, hvor han den 20. oktober måtte strække våben med 27.000 mand. Resterne af Macks hær, 22.000 mand, sluttede sig til den russiske hær på 30.000 mand ved Brunnau. Ved udgangen af november var den russiske hær nået op på 90.000 mand, og kejser Frants af Østrig og den russiske kejser Alexander sluttede sig til hæren. Over Wien var Napoleon fulgte efter de vigende østrigere og nåede 20. november Brünn, hvor han afventede forstærkninger. For der var opstået en ny fare for ham. Den 3. november havde Rusland og Preussen sluttet forbund, og den preussiske hær stod rede til at gribe ind. En sejr var nu en nødvendighed for Napoleon, inden hans modstandere fandt sammen og blev ham for stærke. Sejren fik han i Tre-Kejserslaget ved Austerlitz den 2. december 1805

 

1827 Historiens sidste større søslag med sejlførende træskibe finder sted i Navarino-bugten i det sydvestlige Peloponnes i Grækenland. Det blev udkæmpet under den græske uafhængighedskrig mellem en ægyptisk-tyrkisk og en kombineret britisk-fransk- russisk flåde under briten admiral Sir Edward Codrington. Den ægyptisk-tyrkiske flåde – bestående af 3 linjeskibe, 15 fregatter og over 50 mindre skibe – lå for anker i havnen. Den britisk-franske-russiske flåde – bestående af 11 linjeskibe, 9 fregatter og 4 mindre skibe -, som var blevet sendt til Middelhavet for at hjælpe grækerne ved at afskære tyrkiske forsyninger, samledes uden for havnen nærmest for at spille med musklerne. Et skud mod et af de franske skibe blev opfattet som et angreb, og slaget var i gang. Europæernes bedre kanoner og deres bedre betjening af disse sendte i løbet af kort tid tre fjerdedele af den ægyptisk-tyrkiske til bunds; andre drev europæerne på grund. Intet af den britisk-franske-russiske flådes skibe blev sænket. Det tyrkiske nederlag var så fuldstændig, at de 10 måneder senere begyndte at evakuere Grækenland; en aktion der førte til dannelsen af det uafhængige kongedømme Grækenland i 1832.

 

1842 d Grace Darling, engelsk heltinde; datter af William Darling, der var fyrmester på Longstone (Farne Islands) fyret. Om morgenen den 7. september 1838 løb luksusdampskibet "Forfarshire" på klipperne ved Longstone. Grace og hendes far roede over til vraget og reddede fire mænd og en kvinde. Fyrmesteren roede derefter med to af de reddede over og hentede resten af de skibbrudne i sikkerhed. Grace Darling og hendes far blev berømte i Storbritannien, der blev indsamlet en større sum penge til dem, og de blev tildelt Humane Societys guldmedalje (f 24/11 1815)

 

f Jean Nicholas Arthur Rimbaud, fransk digter; i et bohememiljø i Paris stiftede R som 17-årig bekendtskab med sin digterkollega Verlaine og førte sammen med ham 1872-73 et omstrejferliv i England og i Belgien. Ved hjemkomsten i 1875 udgav han "Une Saison en Enfer" en slags psykologisk selvbiografi og hans farvel til digtningen. Efter nogle rejseår i det sydlige og sydøstlige Europa førte han et omflakkende liv i Orienten og Afrika og var i en periode repræsentant for et eksportfirma i Aden. Da han vendte tilbage til Frankrig var han dødssyg. Hans digtning, som i sin helhed blev til 1870-73, blev offentliggjort af Verlaine i "Les Illuminations" (1886), "Poésies complètes" (1895), "Oeuvres" (1898). Om R’s digteriske program er det blevet sagt, at det er mangetydigt. Snart fremstår han som en anarkistisk oprørsdigter, som driver gæk med alle litterære og samfundsmæssige konventioner. Snart virker det, som han gennem digtningen søger at nå en overnaturlig erkendelse. Med sin digtning har han været en betydelig inspirationskilde for indbyrdes meget forskellige digterskikkelser, symbolister, surrealister og den moderne politiske oprørsdigtning (d 10/11 1891)

 

1859 f John Dewey, amerikansk filosof, pædagog og psykolog;

 

1890 d Sir Richard Francis Burton, britisk opdagelsesrejsende, officer og forfatter; efter afsluttet uddannelse i Frankrig, Italien og Oxford gjorde han i syv år tjeneste ved hæren i Indien, hvor han ivrigt indsamlede og rapporterede om etnografika. 1853 besøgte han forklædt som muslimsk pilgrim som en af de første europæere Mekka. Omkr 1854 begyndte han sine rejser i Østafrika for at finde Nilens kilder og nåede 1858 Tanganyikasøen. Om sine rejser i Afrika har han bl.a. udgivet "The Lake Regions of Central Africa" (1860) og "Zanzibar, City, Island and Coast" (1872). B var en enestående sprogbegavelse; det blev påstået, at da han døde, talte og skrev han ikke mindre end niogtyve sprog. En overgang boede han sammen med tredive aber for at studere deres lyde, og det lykkedes ham at udgive en lille "abeordbog". I 1880'erne vakte B forargelse og fik ry for at være en intellektuel vellystning ved sine teksttro og derfor dristige oversættelser af "Kamasutra" (1883) og "1001 nats eventyr" (1885-88) (f 19/3 1821)

 

f James Chadwick, britisk fysiker; fra 1919 var han en af Rutherfords nærmeste medarbejdere ved Cavendish laboratoriet i Cambridge. Efter at Rutherford i 1920 teoretisk havde antydet eksistensen af neutronen, lykkedes det C i 1932 at finde partiklen. For denne opdagelse fik han nobelprisen i fysik 1935. Samme år blev han professor ved Liverpool University. Under 2. verd.krig var han den ledende fysiker i bestræbelserne for at konstruere en britisk atombombe. Da dette blev opgivet, blev han leder af den gruppe, der samarbejdede med amerikanerne i det såkaldte Manhattanprojekt, og som i sommeren 1945 stod bag konstruktionen af de første atombomber. Efter krigen blev C leder af den britiske atomenergikommision (d 24/7 1974)

 

1905 f Gunnar "Nu" Hansen, journalist; han var kendt for sine medlevende og intensive reportager fra store sports-begivenheder rundt om i verden. Efter elevtid som journalist blev han i 1925 ansat ved dagbladet København. Her var han til 1928, da fik han ansættelse ved Morgenbladet senere ved Berngske Tidende. Her var han ansat tre år. I 30’ernes begyndelse kom H på den rette hylde. Da han kom til Idrætsbladet, beskæftigede han sig primært med stof fra sportens verden. I 1933 udgav han bogen "Fodbold", og 1935 stiftede han bekendtskab med radioen som medarbejder og oplæser af Pressens Radioavis. Samme år blev H chef for radioens sportsaf-deling. De olympiske lege i erlin i 1936 blev et gennembrud for H. Det var nu han blev landskendt, og det var nu han fik tilnavnet "Nu" pga. hans dramatiske anvendelse af ordet. Trods ledelsespligterne var H selv aktiv som kommentator ved Olympiske Lege, fodboldlandskampe og også ved forskellige royale og politiske begivenheder. Om hans journalistik er der blevet sagt, at den var kendetegnet af en varm, følelsesmæssigt medrivende og natiolstolt stil , som søgte det positive i præstationen og hos idrætsudøveren. En stil, der egnede sig i radions dage, men- H kom til kort, da han skulle kommentere sportsbegivenheder, der blev bragt i TV. Han glemte, at seerne ikke var radiolyttere og kunne se, hvad han referede (d 5/1 1993)

 

1935 Efter en march på 368 dage og omkr 10000 km for at undgå truslen fra den nationalistiske hær afslutter de kinesiske kommunisters 1. frontarmé under ledelse af Mao Tse-tung "Den lange March" i Shensi provinsen i Nordvestkina. Af de ca 100.000 mand, der begyndte marchen, nåede færre end 30.000 frem til Shensi.

 

d Michael Ivanovitch Rostovtzeff, russisk/amerikansk historiker og arkæolog; han var professor i latin ved universitetet i St Petersborg 1901-18. Efter Oktoberrevolutionen forlod han Rusland, og efter i en kort periode at have undervist i Oxford rejste han til USA, hvor han var professor ved universitetet i Wisconsin 1920-25 og derefter ved Yale University 1925-44. I disse år skrev han sine mest kendte værker: "The Social and Economic History of the Roman Empire" (1926) og "Social and Economic History of the Hellenistic World" (I-III). I årene 1928-37 ledede han udgravningen af en hellenistisk by i Syrien og udgav "Dura-Europas and Its Arts" (1938). Endvidere udgav han værker om det sydlige Ruslands kunst og arkæologi. I det 20. århundredes første halvdel var R en af de mest indflydelsesrige autoriteter vedrørende græsk og romersk oldtidshistorie, især dens sociale og økonomiske aspekter (f 10/11 1870)

 

d Herbert Clark Hoover, USAs præsident 1929-1933; i 1895 afsluttede han sin uddannelse som mineingeniør ved Stanford University. Under Første Verdenskrig organiserede han hjælpeforanstaltninger til krigszonerne i Belgien og Nordfrankrig. Efter krigen ledede Hoover fødevarehjælpen til og den økonomiske genopbygning af Europa. Under hungersnøden i Rusland i 1921-23 organiserede han tillige nødhjælpen her. I årene 1921-29 var han handelsminister under de republikanske præsidenter Harding og Coolidge. Som kandidat for Det Republikanske Parti vandt han præsidentvalget i 1928. Hans embedsperiode blev præget af børskrakket i 1929 og den efterfølgende økonomiske krise. Det var Hoovers opfattelse, at krisen bedst kunne løses uden den føderale regerings indgriben. Således modsatte han sig forslag om direkte føderal socialhjælp og godkendte en særdeles protektionistisk toldlov. Alligevel tog Hoover flere initiativer, som foregreb de senere New Deallove. Bl.a. fik han oprettet The Reconstruction Finance Corporation, som gav statslån til banker og private forretagender og finansierede offentlige arbejder. I Hoovers fire år blev der iværksat flere større offentlige arbejder end i de foregående 30, således broen over San Franciscobugten og Hoover Dam, den 221 m høje og 362 m lange dæmning i Coloradofloden på grænsen mellem Nevada og Arizona. Til Hoovers ulykke kom han til at personificere krisen, således blev de fremvoksende husvildebyer kaldt Hoovervilles, og ved præsidentvalget i 1932 tabte han til demokraten Franklin D. Roosevelt. På gr. af hans smukke og resultatrige karriere var forventningerne store, da H i 1929 overtog præsidentembedet. Forventningerne blev ikke indfriet. Tværtimod er Hoover i sit eftermæle blevet betegnet som en af det 20. århundredes mest tragiske skikkelser, og at ingen illustrerer bedre end ham den romerske historikers Tacitus ord om kejser Galba: "Omnium consensu capax imperii, nisi imperasset – af alle samstemmigt anset for bedst egnet til at herske, havde han blot ikke hersket" (f 10/8 1874)

 

 

 

 

 

 

Til top        21. oktober

1422 d Karl 6 fransk konge 1380-1422; søn af Karl 5. og dronning Jeanne de Bourbon; han blev sindssyg i 1392 og var herefter frem til sin død ramt af sygdommen i alt 44 gange, i anfald der varede fra tre til ni måneder, afbrudt af perioder på tre til fem måneder, hvor han var fuldstændig rask og frygtede nye anfald. Karls sygdom betød, at hans slægtninge Filip af Burgund og Ludvig af Orléans begyndte en magtkamp, som udviklede sig til borgerkrig. Begge søgte engelsk hjælp; da de begge var døde, førtes kampen videre. Fra 1407 af Filips søn Johan og dauphinen (tronfølgeren) Karl (7.). Efter englænderne havde besejret franskmændene ved Agincourt 1415, vandt Johan med engelsk hjælp overhånd, til han 1419 under et fredsmøde blev dræbt af dauphinen; 1420 traf hans søn Filip i Troyes aftale med englænderne om, at den engelske konge Henrik 5. skulle giftes med Karls datter og efterfølge ham som fransk konge med udelukkelse af dauphinen. Karl 6. blev i 1385 gift med Isabella af Bayern, med hvem han havde seks børn, bl.a. Karl 7., der trods aftalen i Troyes efterfulgte ham på tronen (f 3/12 1368)

 

1556 d Pietro Aretino, italiensk forfatter; han var kendt langt uden for sit hjemland for sine dristige, nærmest uforskammede litterære angreb på samfundets spidser. Hans breve og dialoger har stor biografisk betydning, og hans tragedie "Orazia" og hans fem komedier er blevet betegnet som hans samtids bedste. Som ung kom han til Rom, hvor han fik tjeneste ved pave Leo X’s hof. En smigrende sonet skaffede ham pavens yndest, og da Clemens VII blev pave, indyndede A sig hos ham med sine hyldestsange, Laudi di Clemente. Senere sonetter fandtes så anstødelige, at A måtte forlade Rom. Han levede derefter hos Medicierne i Firenze, hos Frans 1. af Frankrig og efter 1527 i Venezia, hvorfra han holdt hele Italien i en slags belejringstilstand med sin skarpe pen, der skaffede ham tilnavnet Fyrsternes svøbe. Hans forfatterskab fik nærmest karakter af pengeafpresning, for kronede hoveder, selv kejser Karl 5., tilkøbte sig hans lovprisninger eller blot hans tavshed med rige gaver. Blandt A’s værker er foruden hans satirer dialogerne, Ragionamenti, hvor romerske prostituerede betror hinanden om deres møder med fremtrædende romere. De afsløringer, der derved kommer frem, viser, at A aldrig tilgav romerne, de forviste ham. Hans komedier er forholdsvis fri for hans sædvanlige giftige angreb. De viser A som en skarp iagttager af livet i den folkelige underklasse. Størst succes havde han med "La Cortigiana" (1537, Livet ved hoffet). Den giver et fornøjeligt billede af det folkelige Rom. Hans eneste tragedie "Orazia" har som emne Horatiernes og Curiatiernes kamp (f 1492)

 

1650 f Jean Bart, fransk søhelt; hans berømmelse skyldes hans bedrifter under Ludvig l4s krige. Bart blev født i Dunkerque, som dengang tilhørte Spanien. Han begyndte sin flådekarriere i hollandsk tjeneste. Da den fransk-hollandske krig (1672-78) brød ud, og Dunkerque igen var under fransk herredømme, vendte han hjem til føde-byen og gjorde krigstjeneste på fransk side. Det var en stor fordel for ham, at han havde et stort kendskab til farvandet ud for Dunkerque. Denne kendsgerning gjorde det muligt for ham som leder af et antal mindre skibe at føre krig på hjemmebane. Ikke mindre end 81 fjendtlige lykkedes det Bart og hans mænd at erobre. Ludvig 14. belønnede Bart ved at udnævne ham til løjtnant. Under Den Pfalziske Arvefølgekrig (1688-97), hvor England og Frankrig igen stod over for hinanden, blev Bart taget til fange af englænderne, men undslap fra Plymouth i en mindre båd og roede i 52 timer, inden han nåede den franske kyst. Han blev forfremmet til kaptajn og havde kommandoen på "Alcyon" i slaget ved Beachy Head i 1690 og senere en flådeafdeling ved Dunkerque. Bart forsvarede Dunkerque under i de engelske angreb i 1694-95. I juni 1696, da sulten hærgede i Frankrig, erobrede Bart med sin flådestyrke ud for den hollandske kyst en konvoj på 96 skibe lastet med polsk og russisk korn. For denne bedrift blev Bart adlet. Da krigen var slut, havde Barts flådestyrke ødelagt 30 fjendtlige krigsskibe og erobret flere end 200 handelsskibe (d 27/4 1702)

 

1757 f Pierre Francois Charles Augereau, duc de (hertug af) Castiglione, fransk marskal; indtrådte som 17-årig i hæren og gjorde tjeneste i flere udenlandske hære inden han i 1792 vendte tilbage til Frankrig. Han steg hurtigt i graderne og stod i 1793 i spidsen for en division i den østlige del af Pyrenæerne. Hans indsats under felttoget i Italien fra 1795 - især i slaget ved Castiglione den 5. august 1796 - overbeviste Napoleon om hans duelighed. Hans modstand mod Napoleons statskup i november 1799 kom til at betyde, at han i nogle år kun blev tildelt mindre kommandoer. Men i 1806 stod han i spidsen for en division i Tyskland og udkæmpede flere succesrige træfninger i krigen med Østrig. Skønt han mistede halvdelen af sit korps, da det i slaget ved Eylau 7.-8. februar 1807 for vild i en snestorm, udnævnte Napoleon ham året efter til hertug af Castiglions og tildelte ham en ny kommando i Catalonien i Spanien. Her blev han dog besejret og i 1810 kaldt tilbage til Frankrig. Under Ruslandsfelttoget havde han en mindre kommando. I de flg. år havde han kommandoen ved felttogene i Tyskland, men efter slaget ved Leipzig i 1813 vendte han tilbage til Frankrig. Hans forhold til Napoleon havde aldrig været godt, og efter et nyt nederlag i 1814 angreb han med bitterhed Napoleon og erklærede sig royalist ved gen-oprettelsen af den franske kongemagt ved Ludvig 18. Efter Napoleons afgang levede Augereau tilbagetrukket på sit gods (d 12/6 1816)

 

1765 d Giovanni Paolo Pannini, italiensk maler og arkitekt; Ps tidligste år henligger i mørke, men han synes at have begyndt sin malerkarriere i fødebyen Piacenza. I 1718-1719 blev han medlem af St Luca akademiet i Rom med optagelsesbilledet "Alexander besøger Achilleus grav" (1719). Emnet for billedet er typisk for hans værker fra denne tid, idet hans malerier før ca 1730 først og fremmest viser religiøse eller historiske emner. Endvidere vandt han ry som en habil frescomaler, f.eks. hans "Det hellige kors triumf" i Santa Croce in Gerusalemme. Efter ca 1730 specialiserede P sig i gengivelser af den romerske topografi. De kunne være de såkaldte "vedute dal vero" dvs. nøjagtige gengivelser af bestemte gader, bygninger eller pladser f.eks "Piazza del Quirinale" (1743) eller "vedute ideale", hvor P i malerierne frit kombinerede datidens karakteristiske bygninger med oldtidens ruiner f.eks. "Colosseum og andre monumenter" (1735) og "Romerske ruiner med missionerende apostle" (1753). Samtidig med Panninis malede sine billeder, lavede Piranesi sine raderinger af Roms topografi. Begge forsynede de det marked, der var skabt af turisterne, som i stadig større antal søgte til Italien, og som ønskede souvenir-billeder fra de vigtigste steder, de besøgte. 1732 blev Pannini medlem af Det Franske Akademi i Rom og senere dets professor i perspektivlære. Fra 1754 var han leder af St Luca Akademiet. I de sidste fem år af sit liv malede han kun lidt (f 1691 eller 1692)

 

f Samuel Taylor Coleridge, britisk digter, kritiker og filosof; i sin ungdom deltog C i et fejlslagent forsøg på at oprette et utopisk idealsamfund i USA, et "Pantisocracy". Efter at være vendt tilbage til England mødte han i 1795 digteren Wordsworth, og sammen udgav de i 1798 digtsamlingen "Lyrical Ballads", der markerer romantik-kens gennembrud i England. C’s væsentligste bidrag til samlingen er "The Ancient Mariner". I 1817 kom den samlede udgave af hans digte "Sibylline Leaves". De udkom på et tidspunkt i C’s liv, der var præget af rolige og arbejdsomme år. Han var kommet i pleje hos en London lægefamilie, og her fik sit opiumsmisbrug under kontrol. Nu og i de flg. år udkom hans religiøse og politiske skrifter "The Statesman Manual" (1816), "Aids to Reflection" (1825) og 1830 "On the Constitution of Church and State". I sidstnævnte værk opstiller han, der var overbevist kristen, en syntese af religion, moral og politik. Fra samme periode er hovedværket "Biographia Literaria" (1830), som bl.a. indeholder hans teorier om digtning. C betegnes som en af engelsk romantiks betydeligste skikkelser. Men hans digteriske og intellektuelle evner hindredes i mange år i at komme til fuld udfoldelse på gr. af sygdom, opiummisbrug og åndelig selvransagelse. I sine sidste år vandt han anerkendelse og blev bl.a. medlem af Royal Society. Hans selvbiografi og hans litteraturteoretiske overvejelser har haft stor betydning for 1900-tallets litteraturteori (d 25/7 1834)

 

1805 Slaget ved Trafalgar; ud for Kap Trafalgar syd for Cadiz i Spanien udkæmpes slaget mellem en britisk flåde på 22 skibe under kommando af Nelson og en fransk/spansk flåde på 33 skibe under kommando af den franske admiral Villeneuve. Den allierede flåde havde ordre til at gå nordpå, slutte sig til den franske kanalflåde og deltage i Napoleons invasion af England. Takket være Nelsons taktik, de britiske skibes besætningers mod og sømands-dygtighed samt, at de var hurtigere ved kanonerne end besætningen på de franske og spanske skibe, vandt den britiske flåde en afgørende sejr. 19 eller 20 af de fransk/spanske skibe overgav sig. På trods af, at den allierede flåde havde plads til at manøvrere og en sikker havn inden for rækkevidde, var det den pga. Nelsons taktik umuligt at flygte. For Napoleon betød nederlaget, at enhver plan om invasion i England måtte opgives. For briterne betød sejren, at de i de næste mere end 100 år beherskede verdenshavene.

 

1805 d Horatio Nelson, britisk admiral; som barn var han svagelig og kom som 12-årig ind i marinen som kadet for at livet til søs kunne styrke hans helbred. 1770-77 var han på orlogs- og koffarditogter til Ostindien, Vestindien og polaregnene. I 1777 blev han løjtnant og året efter i krigen med de nordamerikanske kolonier chef for en brig. Allerede 1779 blev han fregatkaptajn, men led i de følgende år under stadige hovedsmerter, reumatisme og galdesten, der med mellemrum tvang ham til orlov. Ved udbruddet af krigen med Frankrig i 1793 blev han chef for et linjeskib. Hans virkeområde var mest Middelhavet. I en kamp ved Korsika mistede han i 1794 det ene øje. 1796 blev han kommandør, og i 1797 viste han i slaget ved San Vincente for første gang sine eminente søstrategiske evner, sin dristighed og sin resolutte handlekraft. Som belønning blev han kontreadmiral, adlet og æresborger i London. Senere samme år mistede han højre arm under et slag ved Tenerife. I 1798 stod han i spidsen for den flåde, der angreb og ødelagde den franske flåde ved Abukir (ud for Ægypten) og derved sikrede Storbritannien kontrol over Middelhavet. For sejren fik han titlen baron Nelson of the Nile og en årpenge på 2000 pund. Derefter var han stationeret ved Italien. N var næstkommanderende på den britiske flådeafdeling, der angreb den danske flåde i slaget på Reden ved Københavns havn april 1801. Herefter gjorde han atter tjeneste på Middelhavet. Som chef for middelhavsflåden – om bord på "Victory" – blokerede han 1803-05 den franske flådehavn Toulon og gik derefter på jagt efter den franske flådeafdeling, der skulle medvirke ved Napoleons planlagte invasion af England. Jagten gik til Vestindien og tilbage igen og endte den 21. oktober 1805 i slaget ved Trafalgar. Her førte N den britiske flåde til sejr over den fransk-spanske flåde og sikrede dermed Storbritannien kontrollen over verdenshavene; men sejren kostede ham livet (f 29/9 1758)

 

1807 Englænderne forlader København med den dansk-norske flåde. Da København overgav sig den 7. september efter englændernes bombardement af byen, var det betingelsesløst. Inden angrebet havde englænderne stillet krav om kontrol med den dansk-norske flåde. I dagene den 20. og 21. oktober måtte københavnerne se, at englænderne forlod Flådens Leje og sejlede nordpå med 15 fuldt udrustede linjeskibe, 15 fregatter og en del mindre skibe. For at ødelæggelsen af den dansk-norske flådemagt skulle være total, ødelagde englænderne et linjeskib i dokken og tre skibe under bygning, inden de rømmede Holmen

 

f Alfred Nobel, svensk kemiker og opfinder; under sin opvækst i Rusland, hvor hans far drev militærtekniske industrivirksomheder, fik N en uddannelse, der omfattede både naturvidenskab, litteratur og flere fremmedsprog. I årene 1850-54 var han i USA, hvor han fortsatte de undersøgelser, faderen havde påbegyndt vedr. sprængstoffer. Han udarbejdede 1862-63 en metode til fremstilling i stor målestok af nitroglycerin og opfandt samtidig dynamit, der er nitroglycerin opsuget i kiselgur. Dermed havde han fået et sikkerhedssprængstof, som første gang fik praktisk anvendelse i 1867. Med sin opfindelse blev N grundlægger af den moderne sprængstofteknik, og han startede flere fabrikker i Europa og USA for at udnytte sine opfindelser. På grundlag af dynamit opfandt N 1888 det såkaldte røgsvage krudt eller ballistit. De mange opfindelser skaffede ham en betydelig formue, som han for størstedelen testamenterede til oprettelse af en fond, hvis renter skulle bruges til fem prisbelønninger - de såkaldte nobelpriser, der hvert år skulle uddeles til personer "som i det forløbne år har gjort menneskeheden den største nytte" inden for fysik, kemi, fysiologi eller medicin, litteratur eller for freden. Siden 1969 har den svenske nationalbank, Riksbanken, tillige uddelt en nobelpris i økonomi (d 10/12 1896)

 

1847 f Edvard Brandes, radikal politiker, kritiker, journalist og forfatter; i 1872 blev han magister i orientalske sprog og i 1879 dr. phil. på en afhandling om Ushas og Ushashymnerne i Rigveda. Han var allerede da teaterkritiker, og som sådan angreb han Det Kgl. Teaters præstationer, dets kunstneriske tilbagegang og manglende forståelse for den nye franske og norske dramatik. B begyndte selv at skrive skuespil; 1881 opførtes hans "Lægemidler" på Det Kgl. Teater; i alt skrev han 14 skuespil. B’s artikelsamlinger "Dansk Skuespilkunst" (1880) og "Fremmed Skuespilkunst" (1881) indeholder eksempler på hans holdning til teatret. Hans journalistiske virksomhed nåede et højdepunkt, efter han 1884 havde været med til at grundlægge dagbladet Politiken. 1902-04 var han avisens chefredaktør og skrev til sin død jævnligt i bladet om såvel litterære som politiske spørgsmål. I årene 1880-94 var han medlem af Folketinget for Venstre; 1906-27 medlem af Landstinget for Rad. Venstre. I de radikale regeringer 1909-10 og 1913-20 var han finansminister. Gennem personlige kontakter til De Frikonservative og Chr. 10. ydede B en betydelig politisk indsats som mægler for den regering, han var medlem af (d 20/12 1931)

 

1885 Attentat på Konseilspræsident Estrup. Den 19-årige typograf Julius Rasmussen affyrede foran E’s bolig - Toldbodvej 26 (nu Esplanaden 34-36) - på nært hold to skud mod konsejlspræsidenten. E slap uskadt, idet det ene skud gled af på en knap, og det andet var en forbier. Der var endnu fire skud i revolveren, men inden et tredje kunne affyres, blev attentatmanden pågrebet af en forbipasserende. Julius Rasmussen blev idømt 14 års tugthus. I november 1889 begik han selvmord i Horsens tugthus

 

Under den japansk/russiske krig affyrer flere skibe i den russiske Østersøflåde på dens vej til japanske farvande deres kanoner af mod britiske fisketrawlere på Dogger Banke i Nordsøen i den tro, der er tale om japanske torpedobåde (sic!). En russisk-britisk krig blev kun undgået ved en uforbeholden russisk undskyldning og løfte om fuld erstatning

 

1940 f Marita Petersen, færøsk lærer, psykolog og lagmand; hun var den første kvinde, der beklædte embedet som lagmand på Færøerne og spillede derfor en fremtrædende rolle i forhandlingerne mellem Landsstyret og den danske regering om genopbygningen af den færøske økonomi efter den økonomiske krise i begyndelsen af 1990’erne. Hun blev lærer fra Hellerup Seminarium i 1964, samtidig med jobbet som lærer supplerede hun sin seminarieuddannelse med en eksamen som cand.pæd.psych. fra Danmarks Lærerhøjskole i 1980. Ni år senere blev hun leder af Undervisningsdirektoratet på Færøerne. P var medlem af Lagtinget i årene 1988-92 og 1994-98 og af Landsstyret 1991-94 og Lagmand 1993-94. Ved valget til Lagtinget i 1998 stillede Marita Petersen ikke op (d 26/8 2001)

 

1978 d Anastas Ivanovich Mikoyan, sovjetisk statsmand, som stod i spidsen for administrationen af indre og ydre handel, mens Stalin og Khrushchev stod i spidsen for Sovjetunionen. M’s støtte til Stalin under partistriden efter Lenins død skaffede ham en plads i partiets centralkomite. Han blev folkekommissær (minister) for ydre og indre handel i 1926, og beskæftigede sig herefter hovedsagelig inden for dette felt. I 1935 blev han medlem af politbureauet, og under krigen stod han i spidsen for forsyningstjenesten til de væbnede styrker. I 1946 blev han viceformand for ministerrådet med ansvar for unionens handel. Efter Stalins død i 1953 bevarede M sine poster. Hans støtte til Khrushchev i dennes overtagelse af den højeste myndighed i Sovjetunionen betød, at han blev Khrushchevs nære rådgiver og udnævntes til ministerpræsident. Efter Khrushchevs fald beklædte M især ceremonielle poster. Skønt han blev ekskluderet fra partiets præsidium, forblev han medlem af centralkomiten og fortsatte med at blive hilst som en højtstående og ældre indsigtsfuld statsmand (f 25/11 1895)

 

 

 

 

Til top        22. oktober

741 d Karl Martel, major domus og den reelle hersker i det frankiske merovingerrige fra 725 til 741; han var søn af Pepin af Héristal og Chalpaïda. Efter faderens død samlede han det meste af de frankiske lande under sin magt og gjorde påny frankerriget til hersker over de nærmeste germanske lande. Karl M lod merovingerkongen Teoderik 4. fortsætte som skyggekonge, til han døde 737 og lod derefter tronen stå tom. Akvitanien, som havde revet sig løs fra merovingerriget, måtte 731 søge hjælp hos Karl M mod araberne, som trængte frem sydfra. 732 besjrede Karl M araberne ved Poitiers og standsede derved den muslimske ekspansion. Sejren styrkede hans prestige og gav ham tilnavnet Martellus (hammeren). Akvitanien anerkendte nu Karl Martels overherredømme. Endvidere erobrede han Burgund og smed araberne ud af Provence, efter de havde erobret Arles og Marseille i 739. Derefter gjorde han klar til at gå over Alperne for at hjælpe paven, der havde påkaldt sig hans støtte mod longobarderne, men Karl M døde inden felttogets start. I hele perioden 725-41 herskede han som konge, selv om han ikke var det. Til gengæld gav han navn til til den kongeslægt – karolingerne, der beklædte den franske trone til 987, idet hans søn Pipin den Lille i 751 afsatte den sidste merovingerkonge – Kilderik 3. (f ca 688)

 

1764 Slaget ved Baksar i Bengalen mellem tropper fra det engelske East India Company under kommando af Major Hector Munro og Shah Alam kejserlige bengalske soldater. Englænderne sejrer og bekræfter dermed den kontrol over Bengalen, de havde indledt med sejren i slaget ved Plassey i 1757. Sejren betød enden på eksperimentet med at regere over Bengalen gennem et marionetstyre, herefter stod East India Company selv med ansvaret også f.eks. med skatteopkrævningen

 

1806 d Thomas Sheraton, britisk møbelarkitekt og møbelsnedker; arbejdede som omvandrende snedker til han omkr. 1790 åbnede butik i Soho i London. 1791-94 udgav han sit hovedværk "The Cabinet-Maker’s and Upholsterer’s Drawing Book" Dette værk blev brugt af møbelsnedkere over hele England og blev bestemmende for tidens møbelkunst. I 1803 udgav Sheraton "Cabinet Dictionary", 1804-07 udkom "The Cabinet-Maker’s and Artist's Encyclopidia" (f 1751)

 

1808 f Max Müller, general; han blev landkadet i 1822 og fik efter eksamen i 1835 sekondløjtnants anciennitet. Han steg herefter reglementeret i graderne og deltog som kompagnichef i de fleste kampe i Treårskrigen (1848-50). I 1848 blev han kaptajn og i 1863 oberst. I årene 1854-63 gjorde han tjeneste som kommandant i Rendsborg. December 1863 fik M kommandoen over 7. brigade, der bestod af 1. og 11. regiment, hvis mandskab var københavnere og jyder. Med denne styrke standsede M under tilbagetrækningen fra Dannevirke ved Sankelmark østrigernes angreb. M’s resolutte føring ved Sankelmark skaffede ham stor popularitet og gjorde hans navn kendt over hele landet. Resten af krigen lå han med sin brigade i København. Ved hærloven af 1867 blev M general. Han udtrådte af hæren i 1879 (d 28/10 1884)

 

1811 f Franz Liszt, ungarsk komponist og pianist; i årene 1836-47 turnerede L i Europa og fejredes som sin tids største klavervirtuos. Han fik sin første klaverundervisning af sin far, og som otteårig beggyndte han at komponere. Uddannelsen fortsatte i Wien og Paris. Som teenager var L en erfaren koncertpianist, men en voldsom koncert-aktivitet og et mislykket kærlighedsforhold medførte prioder med sygdom og psykiske kriser. 1848-59 var han hofkapelmester i Weimar. Da havde han opgivet det omrejsende liv som koncertpianist og helligede sig arbejder som komponist. Fra 1861 var han bosat i Weimar, men tilbragte også megen tid i Rom og Budapest. Han nærmede sig i stigende grad katolicismen og modtog i 1865 de lavere vielser, men blev ikke præsteviet. Både som komponist og pianist kom L til at præge en hel epoke, idet hans romantiske tonekunst påvirkede en lang række komponister, især Richard Wagner, der var hans svigersøn. I alt bærer ca 1300 kompositioner L's navn heraf bl.a. kirkemusik f.eks. "Ungarsk Kroningsmesse" (1867); blandt hans tonedigte er "Les Préludes" (1854); endvidere operaen "Don Sanche" (1825) samt klavermusik, 19 ungarske rapsodier, orgelmusik o.a. (d 31/7 1886)

 

1863 Københavns første sporvognslinje åbner. Det er den hestetrukne linje mellem Frederiksberg Runddel og Trommesalen

 

Metropolitan Opera House i New York åbner. Bag opførelsen stod pengestærke amerikanere, der på denne måde ville kaste glans over byen og fjerne indtrykket af amerikanerne som et kulturløst folk. Med hensyn til det første lykkedes det, for i løbet af 1890’erne fik "the Met" en position som en af verdens førende scener. Positionen er blevet bevaret siden, og utallige store sangere og dirigenter har medvirket hertil. Det oprindelige operahus med sine 3400 pladser blev i 1966 afløst af en nybygning med 3788 pladser i Lincoln Center for the Performing Arts

 

f Jens Lillelund, direktør, frihedskæmper; allerede 9. april 1940 blev L arresteret på gr. af af stærkt provokerende optræden over for en tysk værnemagtsafdeling. Efter sin uventede hurtige løsladelse var L trods primitive og hjemmelavede midler aktiv i modstandsarbejde. Med adgang til engelsk sprængstof fra begyndelsen af 1943 var han som medlem af gruppen Holger Danske deltager i en stadig stigende sabotageaktivitet. I december 1943 måtte han flygte til Sverige. Juni 1944 var han atter i Danmark. Han organiserde sabotage i Jylland og foretog et halvt hundrede alvorlige sabotager rundt om i Jylland. I begyndelsen af november 1944 tog L atter til Sverige, hvorfra han fortsatte til England. Her gennemgik han i de sidste måneder før kapitulationen en militær uddannelse. Efter krigen startede L sit eget firma i automobilbranchen og tog ofte med styrke del i den offentlige debat; var formand for bl.a. Dansk Israelsk Selskab og Ligaen for Tolerance (d 10/7 1981)

 

f Doris Lessing britisk forfatter, hvis romaner og noveller i vid udstrækning beskriver mennesker, der er udsat for det 20. århundredes sociale og politiske omvæltninger. Hun blev født i Iran, da hun var fem år, flyttede familien til Syd-Rhodesia, hvor hun boede til 1949, da hun flyttede til England. Da hun var i 20’erne, var hun aktiv kommunist. L debuterede i 1949 med "The Grass is Singing"; den handler om en hvid farmer, hans kone og deres afrikanske tjener i Rhodesia. Bogen behandler forholdene i Rhodesia ikke mindst racemodsætningerne. Den blev en bestseller. I 1952 kom "Martha Quest" som første bind i serien "Children of Violence". Den handler om en ung kvindes opvækst og modning, først i Afrika senere i England under indtryk af forholdene og begienhederne i tiden før, under og efter 2. verdenskrig. Såvel disse og romanen "The Golden Notebook" (1962) – der er blevet betegnet som hendes måske bedste bog – har stærkt selvbiografisk præg. Sidstnævnte skildrer bl.a. hovedper-sonens udvikling fra troende kommunist til uafhængig socialist, men er også stærkt optaget af den erotiske modningsproces. En dragning mod mysticisme kommer til udtryk i den science fiction inspirerede "Briefing for a Descent into Hell" (1971). I samme genre er fremtidsromanen fra 1974 "The Memoirs of a Survivor". Med "Shikasta" indledte hun en serie på fem satiriske romaner, hvis handling er lagt til et fjernt planetsystem. I "The Good Terrorist", der foregår i 1980’ernes London, er L optaget af konflikten mellem næstekærlighed og det hensynsløse politiske engagement

 

Folketingsvalg. Det var ikke sket før, at en regering tog Rigsdagen på sengen og udskrev valg et år før valgperiodens udløb. Men den socialdemokratiske-radikale regering havde nogle resultater at fremvise. Antallet af fuldførte lejligheder var steget fra 16.000 i 1932 til 23.000 i 1934 og 1935, arbejdsløsheden var fra 32% i 1932 faldet til 20% i 1935, industriproduktionen viste stigende tendens, og der var rimelige flæskepriser. Det store arbejderparti mobiliserede da også sin hidtil største valgkampagne. Man udnyttede til det yderste statsminister Staunings betydelige prestige. Det gav sig udslag i, at valgkampens mest iøjnefaldende plakat bar Staunings kontrafej og teksten:"Stauning eller Kaos". Selv om nogle hævdedes at have troet, at "Kaos" var en venstremand, var det en agitation, der gav resultat. Partiet nåede et resultat, det ikke har nået siden. Ved valget i 1935 kulminerede Socialdemokratiet. Det nåede aldrig det absolutte flertal, som valget i 1935 nok kunne tyde på kunne nås i løbet af et par valg. Socialdemokratiets andel af stemmerne steg fra 43% ved valget i 1932 til nu 46% - i mandater fra 62 til 68. Det andet regeringsparti – de radikale – bevarede sine 14 mandater. Også Retsforbundet – med fire mandater - bevarede stillingen fra valget i 1932. Valgets store taber var Venstre, der mistede 10 mandater; det gik tilbage fra 25% til 18% og nu kun fik 28 mandater. De konservative gik en procent tilbage – til 18% - og fik 26 mandater, et tab på et mandat. For yderfløjspartierne var valget en skuffelse. Kommunisterne bevarede sine to mandater, men gik i stemmer fra 1,1% til 1,6% eller i antal fra 17.000til 27.000. Ikke meget når man tager den høje arbejdsløshed og den sociale uro i betragtning. Tegn på dette var de ofte urolige valgmøder, hvor trusler om vold undertiden hang i luften. På selve valgdagen kom det til slagsmål i København. På højrefløjen led nazisterne – DNSAP – et svidende nederlag. Kun 16.000 stemte på partiet. Det svarede til en procent og gav intet mandat. Ud af valget kom således en styrket regering. I en urolig tid, hvor pesten bredte sig over Europa, var de to ærværdige og erfarne mænd, der stod i spidsen for regeringen, Stauning var 62 år og den radikale udenrigs-minister, P. Munch var 65 år

 

1975 d Arnold Joseph Toynbee, engelsk historiker; han var professor i byzantinsk, moderne græsk litteratur og historie ved London Universitet 1919-1924 og fra 1925 til pensioneringen i 1955 professor i international historie samme sted. Under såvel 1. som 2. Verd.krig arbejdede han for regeringen. Arbejdet medførte, at han var medlem af den britiske delegation til Versaillesforhandlingerne 1919-20 og medlem af den britiske delegation til fredskonferencen i Paris efter 2. Verd.krig. Han var blandt grundlæggerne af The Royal Institute of International Affairs. Desuden var han 1943-46 chef for udenrigsministeriets forskningsafdeling. T har et omfattende historisk og historiefilosofisk forfatterskab bag sig. Hans hovedværk er "A Study of History" (12 bd, 1934-61), hvor han søger at kaste lys over de faktorer, som bestemmer de forskellige samfunds udvikling, opløsning og undergang. Den afgørende rolle tildeler Toynbee religionerne. Og i modsætning til Marx mener han, historien ikke skabes af økonomiske, men af åndelige faktorer. Trods kritik af visse detaljer og af, at hans konklusioner mere er gjort af en kristen moralist end af en historiker, betragtes hans værk som et væsentligt bidrag til beskrivelse af civilisationens historie. I hans øvrige forfatterskab er bl.a. "War and Civilization" (1951), "The World and the West" (1952), "Hellenism" (1959) og "Experiences" (1969) (f 14/4 1889)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til top        23. oktober

912 f Otto 1. den Store, tysk konge fra 936, tysk romersk kejser fra 962; O styrkede kongemagten over for de tyske hertuger, og han udvidede Det tyske Rige gennem krig mod sakserne og slaverne i nord, mod Böhmen og mod magyarerne i øst. I 951 drog han til Italien og blev kronet til longobardernes konge. I 962 blev han kronet til romersk kejser af paven. Med kroningen grundlagdes Det tysk-romerske Kejserrige (Heiliges Römisches Reich Deutscher Nation), som formelt først blev opløst i 1806 i Napoleonskrigenes tid. Som kejser gennemførte O den orientering mod Italien, som prægede tysk kejserpolitik gennem middelalderen. Endvidere skabte han gennem sit effektive samarbejde med de tyske biskopper grundlaget for denne politik. Dette samarbejde kom bl.a. til udtryk ved, at det var kirkens folk, O ansatte i sin administration, at de modtog krongods og således blev rigsfyrster. På denne måde trængte han de gamle stammehertuger tilbage. For at styrke sin kongemagt sørgede O for, at det var de rigtige folk, der fik kirkens højeste embeder. Hans bror Bruno blev således ærkebiskop i Köln, og hans søn Wilhelm blev ærkebiskop i Mainz. Genskabelsen af et vestligt kejserdømme skabte probelmer i forhold til kejseren i Konstantinopel. De blev løst, og O opnåede Byzans’ anerkendelse som tysk-romersk kejser, da hans søn og medkejser Otto (2.)indgik ægteskab med Theophano, en slægtning til den byzantinske kejser Johannes 1. Tzimiskes (d 7/5 973)

 

1157 d Sven 3. Grathe; søn af Erik 2. Emune (1134-37) og dennes frille Thunna; han fik kongenavn 1146 ved Erik 3. Lams tilbagetræden, men i åben konflikt med kong Niels’ linje af kongeslægten, repræsenteret ved Knud 5. Magnussen, kong Niels’ sønnesøn, der valgtes til konge i Jylland, mens S måtte nøjes med Sjælland og Skåne. I den følgende kamp om hele riget fik de begge tysk støtte. Efter en række sejre over Knud fik Svend på en rigsdag i 1152 i Merseburg tildelt hele riget som tysk len af den tyske konge, senere kejser Frederik 1. Barbarossa. Til gengæld skulle Svend give Knud et passende len, mens Knud Lavards søn Valdemar (1. den Store) fik sin fars hertugdømme i Slesvig. Svend kom dog snart i strid med rigets stormænd. Valdemar, der hidtil havde støttet Svend, indgik nu en alliance med Knud. Og da de i 1154 tog kongenavn, skærpedes striden om den danske trone. I 1157 tvang stormændene de tre til at indgå forlig og dele riget. Sådan blev det da: Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland. Ved et gilde i Roskilde 9. august 1157, - Blodgildet i Roskilde - der skulle besegle forliget, lod Svend sine mænd angribe sine to medkonger, hvorved Knud blev dræbt, mens Valdemar såret kunne flygte. Det endelige opgør mellem de to stod på Grathe Hede. Her Svend blev besejret og dræbt (f uvis år og dato)

 

1157 Slaget på Grathe Hede; på heden syd for Viborg udkæmpes det afgørende slag i striden om Danmarks trone. Striden var begyndt i 1131, da Magnus søn af kong Niels (1104-1134) den 7. januar lokkede Knud Lavard, søn af kong Erik 1. Ejegod (1095-1103) i baghold og dræbte ham. Med drabet ville Magnus fjerne enhver tvivl om, hvem der skulle efterfølge Niels på tronen. Det kom dog ikke til at gå, som Magnus ville. Han blev dræbt i slaget ved Fodevig pinsedag, den 4. juni 1134 i et opgør med Knud Lavards bror Erik 2. Emnue. Andre slægtninge fortsatte kampen, der først fandt sin afgørelse på Grathe Hede den 23. oktober 1157. Her stod Valdemar (søn af Knud Lavard) og en jysk styrke over for Sven (Grathe), søn af Erik Emune og hans skånsk-sjællandske hær. V og jyderne gik af med sejren. Sven måtte flygte, men blev genkendt af nogle bønder, der dræbte ham. Tronstriden havde fundet sin afgørelse. Den danske trone tilhørte nu Valdemar 1. (den Store)

 

Slaget ved Edgehill i Warwickshire. Karl 1.'s kavalerer og Cromwells styrker – rundhovederne - mødes i det første militære sammenstød under Den engelske Borgerkrig. Ved midten af oktober 1642 var såvel kongens hær som parlamentshæren på march fra Englands vestlige områder mod London. Det skete på næsten parallelle ruter, og den 21. oktober var der kun ca. 12 km mellem de to hære, der hver menes at være på 13 - 14 tusind mand. Da kongen opdagede, hvor nær parlamentshæren var, gjorde han klar til slag ved at opstille sine styrker på Edgehill, en 5-6 km lang sandstenshøjderyg, der brat og stejlt rejser sig i landskabet. Rundhovederne tog udfordringen op. De to parter opstillede begge deres hære med infanteriet i centrum og kavaleriet på fløjene. Karls næstkommanderende, prins Rupert, åbnede slaget ved at angribe med sin kavaleristyrke. Da det skete, sluttede en del af rundhovedernes kavaleri sig til kongens styrke. Resten flygtede, det samme gjorde en del af infanteriet. Da royalisternes kavaleri satte efter de flygtende, blev kongens hær efterladt på slagmarken uden rytteri. Den led da store tab, da rundhovederne indsatte deres kavalerireserve, og sejren synes at ville tilfalde parlamentshæren. Men royalisterne holdt stand, og da kongens kavaleri vendte tilbage, var begge hære udmattede. Da mørket samtidig var ved at falde på, besluttede parlamentshærens ledere at standse yderligere kamp. Begge hære overnattede på slagmarken, og da det gryede, trak kongens hær sig tilbage. Rundhovederne satte ikke efter. Dermed var slaget ved Edgehill ovre, og skønt begge parter havde haft mulighed for at vinde, endte det uden nogen sejrherre

 

1771 f Andoche Junot, hertug af Abrantès, fransk general og Napoleons første adjudant; han meldte sig til revolutionshærene i begyndelsen af 1790’erne og blev hurtigt kendt for sit store mod. Som sergent blev hans indsats under belejringen af Toulon i september 1793 bemærket af Napoleon. Han gjorde J til sin sekretær og udnævnte ham hurtigt derefter til sin adjudant og forfremmede ham til kaptajn. J gjorde herefter hurtigt karriere; i 1797 blev han brigadegeneral og i 1801 divisionsgeneral. Om J er det blevet hævdet, at hans indsats sammenlignet med Napoleons andre generaler kun var middelmådig. Det er da også en kendsgerning, at da Napoleon i forbindelse med sin kejserkroning i 1804 udnævnte 18 af sine generaler til marskaller, var J ikke blandt dem. I 1806 blev han guvernør i Paris; året efter blev han overstkommanderende for en fransk besættelseshær i Portugal. I august 1808 blev han besejret af englænderne i slaget ved Vimeiro og måtte acceptere de engelske betingelser om, at alle franske tropper skulle forlade Portugal. J’s lykkestjerne fortsatte med at dale; hans inkompetance i slaget ved Smolensk i august 1812 under Ruslandsfelttoget betød, at han blev udelukket fra sammen med Napoleon og de øvrige generaler at deltage i triumftoget ved indmarchen i Moskva. Efter han i februar 1813 var blevet guvernør i Den Illyriske Provins, fik han et sammenbrud og begik selvmord få måneder senere (d 29/7 1813)

 

f Pierre Larousse, fransk sprogforsker og leksikograf; efter i en periode at have virket som lærer i Toucy kom L 1840 til Paris, hvor han i otte år fulgte al den undervisning ved Sorbonne og Collège de France, hans tid og beskedne løn tillod. I samme periode var L begyndt at skrive skolebøger; den første af disse udkom 1849; den blev i de flg. år fulgt af en række gramatikker og ordbøger, han selv udarbejdede og udgav. Hans bøger afsattes godt, og de dannede det økonomiske grundlag for hans "Dictionnaire universel du XIXe siècle", en omfattende encyclopædi. I sin Dictionnaire søgte L at få alle de nyeste videnskabelige resultater med. Værket udkom i hefter hver 14. dag; første hefte i 1865, det sidste 1876. Om sin forfatter- og udgivervirksomhed udtalte L "Min første ambition var at undervise børn. Det arbejde ville jeg fortsætte ved at forsøge at lære enhver alt" (d 3/1 1875)

 

1848 Den Grundlovgivende Rigsforsamling begynder sine møder. Selv om egentlige partier ikke fandtes, var det Bondevennerne, der vandt ved valget til forsamlingen den 5. oktober. Men da den udover de 114 folkevalgte medlemmer kom til at bestå af 38 "kongevalgte", blev resultatet, at Den Grundlovgivende Rigsforsamling kom til at bestå af tre næsten lige store grupper: Konservative, Nationalliberale (centrum) og Bondevenner. Grundlovsforslaget blev udarbejdet af D.G. Monrad på grundlag af især den belgiske forfatning fra 1831 og den norske forfatning fra 1814. Da Bondevennernes ønske om et etkammersystem ikke kunne samle flertal, kom debatten til at dreje sig om valgretten til Rigsdagens to kamre. Da Treårskrigens kampe forhindrede repræsentanter fra Slesvig i at deltage i forhandlingerne, blev en udsættelse af hele grundlovssagen bragt i forslag. Da Bondevennerne frygtede, at tiden arbejdede for de konservative kræfter, tilsluttede de sig et forslag, der gav almindelig valgret for mænd til begge ting. Folketinget skulle vælges direkte for tre år. Landstinget skulle vælges ved indirekte valg for otte år og bestå af medlemmer med en relativ høj indtægt. Det monradske udkast havde haft den bestemmelse, at Landstingets medlemmer ikke skulle aflønnes med diæter, som det i udkastet var tilfældet for Folketingets medlemmer – for at give det et mere "velhavende" præg. Den endelige afstemning om Danmarks Riges Grundlov fandt sted den 25. maj, hvor forslaget blev vedtaget med 119 stemmer mod 4, og loven fik Frederik 7.’s underskrift den 5. juni

 

f Sophus Bauditz, forfatter; han påbegyndte i 1869 et jurastudium og afsluttede det som cand. jur. i 1875. Hans interesse for undervisning knyttede ham til skolen, og han var en længere årrække dansklærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn. I årene 1881-96 var han forstander for Det kgl. Teaters balletskoles læseskole. Fra 1896 til sin død var Bauditz skoledirektør i København. Som forfatter debuterede han 1873 med to små fortællinger "Ved Søen" og "I Skoven". I de følgende år fulgte flere småbøger, men først med "Historier fra Skovridergaarden" (1889) lykkedes det ham at få tag i den store læserkreds. I hans næste bog "Krøniker fra Garnisonsbyen" (1892) er det barndomsbyen Århus omkring krigsåret 1864, der skildres. Den rummer flere gode typeskildringer især fra byens førende kredse og grupperende sig omkring dragonregimentet, latinskolen og præstegården. Romanens gammeldags slyngede handlingsgang med dens forviklinger og spænding tiltalte et stort publikum og gjorde Bauditz til en af tidens mest læste forfattere. 1896 fulgte en romantisk og meget sindrig komponeret herregårdsroman "Hjortholm" med en rigdom af sikre landskabs- og årstidsbilleder. Det var den af Bauditzs bøger, der nåede længst ud. Efter en række jagt- og friluftshistorier kom 1912 en større fortællingskreds "Den gamle Kro" som en ny samling erindringer og krøniker om hovedpersonen fra Hjortholm. Om Bauditzs forfatterskab er det blevet sagt, at i en tid, da dansk litteratur brød nye veje, havde Bauditzs lette og underholdende bøger med deres muntre, danske stemning, deres friluftsglæde og deres lyse, forsonende livssyn let ved at skaffe ham en taknemmelig læserkreds (d 16/8 1915)

 

1872 d Théophile Gautier, fransk forfatter og kritiker; han var i sin tidlige ungdom kunstmaler, men blev hurtigt klar over, at hans kunstneriske kald lå inden for poesien. I disse tidlige år var han aktiv blandt romantikerne i kampen for digtningens uafhængighed af de klassiske regler. Han var tidens betydeligste talsmand for slagordet l’art pour l’art (kunst for kunstens skyld). Sine synspunkter lagde G frem i forordet til romanen "Mademoiselle de Maupin" (1835). Hans første digte udkom i 1830 "Albertus" et langt fortællende digt om en ung maler, som faldt i hæn-derne på en troldmand. Fra 1836 til 1855 leverede han ugentligt materiale til bladene "La Presse" og "Le Moniteur". I 1851 blev han redaktør af "Revue de Paris". Foruden disse job skrev han til flere andre tidsskrifter og aviser. Rejser til England, Algeriet, Italien, Tyrkiet, Grækenland og Rusland gav materiale til yderligere værker, f.eks. "Voyage en Italie" (1852) og "Voyage en Russie" (1866). Med sin lyrik blev G en forløber for parnas-sianerne, som ville en formfuldendt digtning med objektiv beskrivelse af den ydre virkelighed. Romaner som "Le Roy Candaule" (1847) og "Le Capitaine Fracasse" (1863) pegede frem mod realismens historiske romaner. Samtidig skrev G en række fantastiske fortællinger f.eks. "Omphale" (1834), "Avatar" (1856) og "Spirite" (1865). I disse møder man en mystisk og spiritualistisk virkelighedsopfattelse, som genfindes hos Baudelaire og de symbolistiske digtere (f 31/8 1811)

 

1902 f Ib Schønberg, skuespiller og teaterdirektør; han fik sit gennembrud som folkelig komiker på Det ny Teater 1932, og havde siden en mængde roller i lystspil, operetter og revyer. Han var direktør for Cirkus Ib i Fælledparken 1945-46, i Jægersborg Dyrehave 1953-55. Men det var som filmskuespiller, han blev landskendt og opnåede en enorm popularitet. Med sit runde korpus tegnede han dansk films joviale hyggetype i op mod hundrede folkekomedier, og i yderligere en halv snes roller lod han sin vennesæle komiske maske krakelere over betændte karakterer og svage mennesker i destruktiv forfald. Roller som den forkvaklede 'klassens tykke dreng' i "Mani" (1949), den fallerede redaktør i "Ta' hvad du vil ha'" (1947), gullashbaronen i "Tre år efter" (1948) og den alkoholiserede fabrikant i "Café Paradis" (1950) betegnes som monumenter i dansk film. Rollen som faderen i de første Far til fire-film er blevet karakteriseret som et forbilledligt udtryk for dansk folke-komedie(d 24/9 1952)

 

d Paul Cezanne, fransk maler; sin første kunstneriske uddannelse fik C i fødebyen Aix-en-Provence. Han forsøgte sig på jurastudiet 1859-61 og efter forgæves at have søgt optagelse på det officielle kunstakademi École des beaux-arts i Paris var han 1862-64 elev ved den frie kunstskole Académie Suisse i Paris. I sine tidlige år malede C mest dystre, patetiske, ekspressionistiske figurbilleder, blandt disse allerførste arbejder er "Onkel Dominique"(1865). I årene omkring 1870 begyndte han at male landskabsbilleder i det fri, og den heftige ungdomsstil veg for en mere disciplineret udtryksform. Blandt disse senere arbejder er "Landskab fra Jas-de-Bouffan, Provence" (1878-83), "Landskab fra Provence" (1885) og "Æbler og fajancekrus" (1885). C er blevet karakteriseret som en kunstner, der har grebet afgørende ind i maleriets historie, og at hans betydning ligger i, at han som en reaktion mod impressionismen strammede billedfladen op, både når det gjaldt form og farve. Han understregede linjens værdi, reducerede formerne geometrisk mod "kuben, cylindren og keglen", som han selv udtrykte det. Selv om C’s værker ved hans banebrydende stræben mod "det rene maleri" med årene kom til at rumme en tiltagende grad af abstraktion, blev hans udtryksform aldrig nonfigurativ. Han udfoldede sig i hele sit malerliv inden for maleriets traditionelle motivkreds: portræt, figurfremstilling, landskab og nature morte. Gennem sin søgen mod maleriets essentielle virkemidler, ved at reducere alle overflødigheder, står Cezanne som den, der inspirerede den retning, som udviklede sig lige efter hans død, kubismen (f 19/1 1839)

 

d John Dunlop, skotsk dyrlæge og dækopfinder; fra 1867 dyrlæge i Belfast. Han tog 1888 patent på et pneumatisk (luftfyldt)dæk til cykler; året efter grundlagde han en fabrik til fremstilling af disse dæk. I 1900 fik fabrikken navnet Dunlop Rubber Co, Ltd. og begyndte fabrikationen af pneumatiske bildæk. For at sikre at fabrikken til stadighed havde en uforstyrret tilførsel af rågummi, begyndte D at købe gummiplantager på Malakka halvøen (Malasya), og i 1926 var selskabet den største jordejer i the British Empire. Men i 1981 startede et salg af gummiplantagerne til de malaysiske investorer. Året efter solgte D størstedelen af dets europæiske foretagender til det japanske Sumitomo Rubber Industries, INC (f 5/2 1840)

 

1910 f Richard Mortensen, maler; han blev uddannet bl.a. på Kunstakademiet i København. I 1930’erne var M en forgrundsfigur inden for det nonfigurative maleri i Danmark, delvis med stærkt ekspressive og surrealistiske indslag. I årene 1947-64 var han bosat i Paris. Her var han tilknyttet Galerie Denise René i Paris, og hans kunst fik nu en mere afklaret form med vægt på det konstruktive i et konkret maleri med store klare, lysende farveflader, afgrænset af sorte konturer. M har foruden oliebilleder og grafik, især serigrafi, udført forlæg til billedtæpper, teaterdekorationer. Endvidere dekorative opgaver til bl.a. Århus Universitet, Det Danske Institut i Rom, Holmens Kirke i København, Ålborghallen og Odense Universitet. I årene 1964-80 var M professor ved Kunstakademiet i København (d 6/1 1993)

 

1925 Justitsminister Steincke fremlægger et lovforslag, der vil give mulighed for at man kan skifte fornavn

 

d Al Jolson, russisk født amerikansk skuespiller og sanger; var allerede et stort navn på Broadway da han i 1927 sang og dansede i verdens første talefilm-succes - Jazzsangeren (f 26/5 1886)

1979 Folketingsvalg. Valget blev en sejr for Socialdemokratiet, partiet vandt tre mandater til 68. Kommunisterne tabte alle sine syv mandater; noget af en overraskelse, eftersom de havde markeret sig stærkt tidligere på året i forbindelse med EF-valget gennem støtte til Folkebevægelsen mod EF. SF vandt 4 mandater – til 11; VS gik frem med et mandat – til 6. Retsforbundet mistede et mandat – til 5, det samme gjorde Kristelig Folkeparti – til 5. CD blev næsten halveret fra 11 til 6 mandater; Radikale Venstre havde fremgang med 4 mandater og havde nu 10; blandt taberne var Fremskridtspartiet, det mistede 6 mandater og endte med 20. Venstre havde en yderst beskeden fremgang på et mandat og havde herefter 22 mandater. Samme mandattal havde Konservativ Folkeparti efter ved valget at have vundet 7 mandater. Valgresultatet endte med dannelse af endnu en socialdemokratisk mindretalsregering med Anker Jørgensen som leder

 

 

 

 

Til top        24. oktober

51 f Domitian, romersk kejser 81-96, søn af Vespasian (kejser 69-79) og bror og efterfølger til Titus (kejser 79-81); som ung deltog han i faderens krige, og Titus inddrog sin bror som en næsten ligestillet samarbejdspartner; det betød, at D ved Titus’ pludselige død uden problemer kunne overtage kejsermagten og besad store erfaringer inden for såvel det politiske som det militære og administrative område. Bl. a. ved oprettelse af en befæstningslinje, den såkaldte limes, ned gennem det vestlige Tyskland, sikrede D romerrigets grænser. Han reorganiserede provinsstyret og var særdeles populær blandt provinsboerne. Han nød samme popularitet i Roms befolkning. Han støttede sit styre på ridderstanden og hæren snarere end på senatet. Dette forhold og at han kaldte sig dominus et deus (herre og gud) bragte ham på kollisionskurs med senatorerne og dermed den romerske overklasse. Efter år 87 og især efter en opstand i 89 havde D store politiske problemer, og hans senere år var præget af uro og majestætsprocesser. Men da de overleverede kilder, der beskriver D’s liv og holdninger, er forfattet af repræsentanter fra overklassen, er billedet af ham uden tvivl noget fortegnet. Han beskrives som magtbegærlig, som en næsten sygeligt mistænksom person, som vilkårligt henrettede sine modstandere. Den sammensværgelse, som kostede ham livet, var ledet af hustruen, Domitia, og en kreds af hans nærmeste ved kejserhoffet (d 18/9 96)

 

1375 d Valdemar Atterdag, konge 1340-1375, som under sit herredømme genoprettede en dansk kongemagt efter en kort kongeløs periode med udenlandsk dominans. V var søn af Christoffer 2. og Eufemia; efter faderen 1326 måtte gå i landflygtighed, blev V opdraget hos den tyske kejser. I 1330'erne fremførte han sine arvekrav på Danmark; men først 1340 efter drabet på Grev Gert (den kullede greve)fik han sin chance. Foråret 1340 ægtede han den sønderjyske hertugs datter, Hedvig og fik med hende det nordlige Jylland som medgift. Han blev straks hyldet som dansk konge, og i de flg. år lykkedes det ham at indløse store dele af Danmark, som havde været pantsat til holstenerne. For at øge kongemagten indtægter pålagde han nye skatter, tabt krongods blev inddraget, rigets administration blev udbygget, de kongelige slotte befæstedes og blev centre for den lokale forvaltning. 1360 generobredes Skåne, og 1361 erobredes Visby på Gotland. Herved opnåede V et stærkt udgangspunkt for kontrol af handelen ved Østersøen. Men det udfordrede andre magter ved Østersøen, og snart stod V over for en koalition bestående af Hansestæderne, Sverige, Mecklenburg og Holsten. V kunne ikke klare sig over for koalitionen, og i 1365 måtte han slutte fred og gøre visse indrømmelser bl.a. nedsætte afgifterne på Skånemarkedet. Efter et par år blev krigen genoptaget, og først 1370 lykkedes det at opnå fred, hovedsagelig på gr. af uenighed blandt Danmarks modstandere. Men V måtte acceptere, at hansestæderne fik handelsprivilegier i danske byer. Men det danske riges integritet forblev intakt. Valdemar Atterdag betegnes som hørende til blandt Danmarks betydeligste regenter, en stor diplomat og organisator (f ca 1320)

 

1535 d Francesco Maria Sforza, hertug af Milano; søn af Ludovico Sforza og Beatrice d’Este; efter faderen havde lidt nederlag til den franske invasionshær og blevet afsat, flygtede F til Tyskland. Efter de franske nederlag i kampen om Milano indsatte den tyske kejser i 1522 F som hertug af Milano. I 1534 blev han gift med den 13-årige Christine, datter af Christian 2. og dronning Elisabeth. Ved hertugens død året efter uddøde Sforzaernes hertugelige linje (f 4/2 1495)

 

d Jane Seymour, Henrik 8. af Englands tredje kone og mor til Edward 6. (konge af England 1547-53); J var hofdame hos Henriks første kone, Katherine af Aragonien og derefter hos hans anden kone, Anne Boleyn. Sandsyn-ligvis faldt Henrik for J, da han i 1535 aflagde besøg hos hendes far. Som Anne Boleyn tidligere var Jane Seymour parat til at gifte sig med kongen, men afslog at blive hans elskerinde. Denne holdning sammen med kongens voksende forelskelse bidrog sandsynligvis til Annes fald og henrettelse (maj 1536) Samme måned blev Jane Seymour og kongen gift. Som dronning var Jane Seymour populær, og hun tog sig kærligt af kongens datter med Katherine af Aragonien – Marie, og gjorde en stor indsats for at forbedre forholdet mellem Marie og hendes far. Jane Seymours fornemste opgave var at føde kongen en længe ventet søn og tronfølger; udførelsen af denne opgave kostede hende livet, idet hun til kongens oprigtige sorg døde 12 dage efter at have født sønnen - den senere Edward 6. (f ca 1509)

 

d Peder Oxe, rigshofmester; i 1552 blev han medlem af rigsrådet. I denne forsamling markerede han sig som et af de mest indflydelsesrige medlemmer og blev af kongen – Chr.III - benyttet til gesandtskabsrejser til udlandet. Men hans lykke vendte i 1558, da måtte han efter først at have afgivet sine len og sin plads i rigsrådet flygte til udlandet på gr. af en dunkelt belyst uoverensstemmelse med kongehuset. Hans omdømme var dog så stor, at med de finansielle vanskeligheder, der fulgte med Syvårskrigen (1563-70) med Sverige, udsonede kongen – Frederik II - sig med O, og denne vendte 1566 tilbage til Danmark. Han fik sit gods tilbage og blev atter medlem af rigsrådet. Året efter udnævntes han til rigshofmester, rigernes fornemste og største stilling. I årene herefter ledede han sammen med Johan Friis dansk politik. Krigen med Sverige førtes til ende, og han bragte orden i finanserne. O beviste her, at kongen havde gjort det rigtige, da han hjemkaldte ham. Som enhver dygtig finansminister evnede han ikke blot at skaffe pengene, men også at variere skatteobjekterne. I første omgang slog han ned på to muligheder, der hidtil ikke havde været udnyttet til bunds. Adelens skatteevne og Øresundstolden. Udbyttet af sidstnævnte fik han sat op, da der i stedet for told af det enkelte skib indførtes told af værdien af dets last. Fra 45.000 daler i 1566 steg toldindtægten for 1567 til 132.000 daler. Til krigens førelse havde mange af adelen ydet kongen lån, men uden på nogen måde at anerkende forpligtelsen til fortsat at bære krigens økonomiske byrder. Sidste gang adelen havde pålagt sig en "frivillig" skat for at hjælpe kronen var i 1542. Dengang havde den ydet 5% af sin formue. Nu fik O sine standsfæller til at bevilge en tredjedel af deres indtægter, arvegods, pantegods og forleninger. Alt i alt en indtægts- og formueskat på 33%. Endvidere sørgede han for en forbedring af mønten. På Gisselfeld lod O den nuværende hovedbygning opføre (f 7/1 1520)

 

d Tyge Brahe, lensmand, astronom; 12 år gammel begyndte han at studere retorik og filosofi ved Københavns Universitet. Allerede tidligt fik han interesse for astronomi, og da han fra 1562 var i Leipzig for at studere jura, brugte han det meste af tiden på astronomi. På dette område blev han navn hurtigt kendt ud over Europa. Det skyldes sandsynligvis mest, at han som astrolog havde gjort et par forudsigelser, der tilfældigt slog til. Denne anseelse førte til, at B’s slægtninge fandt sig i, at han fulgte en anden livsbane end den, de havde tiltænkt ham. Efter han i 1570 var vendt tilbage til Danmark, fortrængte for en tid alkymien interessen for astronomi. B vendte tilbage til astronomien, da han om aftenen 11. november 1572 så "det største under der har vist sig i hele naturen siden verdens skabelse"; hvad han så var en supernova i stjernebilledet Cassiopeia. Om sine observationer af fænomenet udgav han 1573 sin første bog "De nova stella". Med bogen var B’s position som astronom slået fast i hele det lærde Europa. Det stadig mere påtrængende problem med at finde en passende levevej for den adelige astronom blev løst, da Frederik 2. blev B’s mæcen. I 1574 holdt B på kongens anmodning forelæsninger i astronomi; fra 1576 fik han fast understøttelse og øen Hven i len. Her byggedes slottet Uranienborg og obser-vatoriet Stjerneborg. B byggede instrumenter, der overgik alle tidligere. Han udarbejdede et stort stjernekatalog og udførte de observationer af planeterne, som satte Kepler i stand til at finde lovene for deres bevægelser. Af forskellige grunde ville B ikke anerkende det kopernikanske verdenssystem; han konstruerede i stedet et hybrid system, halvt geocentrisk, halvt heliocentrisk. I dette system bevæger planeterne sig rundt om Solen, medens denne bevæger sig rundt om Jorden. Hans hovedværk "Astronomiae instauratae progymnasmata", hvor bl.a. verdenssystemet er beskrevet, udkom året efter hans død. Uoverensstemmelser med Christian 4. fik i 1597 B til at forlade Danmark. I 1599 fandt han en ny velgører i kejser Rudolf 2. i Prag. Her boede han til sin død med bl.a. Kepler som assistent (f 14/12 1546)

 

f Anton van Leeuwenhoek, hollandsk mikroskopist og naturforsker; han var i sin ungdom handelsmand, senere drev han studier af dyrs og planters bygning ved hjælp af en slags mikroskoper, han selv konstruerede, og som udmærkede sig ved linsernes fremragende slibning. Han havde lært sig selv med stor præcision at slibe ganske små, stærkt krummede linser, der monteret i en metalplade kunne forstørre op til 300 gange. Men også ved at bruge svagere forstørrelser gjorde han betydelige opdagelser. Ved hjælp af disse simple mikroskoper, som han fremstillede over 100 af, gjorde han betydelige opdagelser, som han nedskrev, ledsaget af præcise tegninger. Bl.a. studerede han de røde blodlegemer, musklernes tværstribning samt et utal levende organismer d.v.s. forskellige encellede dyr, ligesom han beskrev detaljer ved bittesmå insekter. Endvidere beskrev han indgående "sæddyrene" – d.v.s. sædcellerne. Dem betragtede han som det nye individs kærne, mens ægcellen blev opfattet som næring for "sæddyret". Desuden beskrev han den kapillære blodcirkulation, og af stor betydning var også hans beskrivelse af øjets linse hos mange dyrearter. Leeuwenhoek meddelte de fleste af sine iagttagelser i mere end 100 breve, som publiceredes i Philosophical Transactions of the Royal Society i London, hvor han i 1680 blev optaget som medlem (d 26/8 1723)

 

Westfalske fred underskrives og afslutter 30årskrigen. Fredsaftalen betød bl.a., at de habsburgske bestræbelser på at skabe en stærk centralmagt i det tyske rige brød sammen, idet de tyske fyrster i realiteten blev selvstændige. De kunne indgå traktater med udenlandske magter, føre krig og drive politik på egen hånd. I religionspørgsmål bestemte aftalen, at 1624 skulle være basisår ved fordelingen af kirkeligt land mellem protestanter og katolikker, og at calvinismen var anerkendt som ligeværdig med lutheranismen i henseende til rettigheder. Fra 1648 var religionsspørgsmål elimineret som konfliktstof i det tyske rige. Endvidere medførte aftalen, at Spanien omsider anerkendte Hollands selvstændighed, ligesom Svejts blev frigjort fra de formelle bånd, der endnu eksisterede til det tysk-romerske rige.

 

 

f George Frederick Samuel Robinson Ripon, 1st Marquess af R, engelsk statsmand, vicekonge i Indien; medlem af Underhuset som Liberal 1852; ved faderens død 1859 arvede han dennes plads i Overhuset; han beklædte i de flg år en række ministerposter inden han 1880 blev vicekonge af Indien. Som vicekonge fremmede R det lokale selvstyre, og på visse områder beskar han europæernes privilegier. Fra 1886 beklædte R igen forskellige minister-poster, fra 1892 således koloniminister. Ripon-vandfaldene ved Victoriasøen er opkaldt efter ham (d 9/7 1909)

1861 Den transkontinentale telegraflinie i USA er fuldført, og Pony Express Mail Service indstiller driften

1914 d Gustav Wied, forfatter; allerede som dreng begyndte W at digte; men han begyndte som boghandlerlærling Nakskov, derefter skriver på et sagførerkontor så huslærer på en herregård, timelærer på Sundby Realskole og i en kort periode skuespiller. Sidst i 1880’erne begyndte han at udgive nogle dramaer, som viser hans tidligt udviklede grundindstilling for det forargelige og skandaløse. W’s omfattende produktion falder i fortællinger, romaner og skuespil. De førstnævnte - f.eks. "Silhouetter" (1891), hvormed han slog igennem - samler sig om billeder fra land og by. De fortsættes i romanform bl.a. med det overgivne dobbeltværk "Livsens Ondskab" (1899) og "Knagsted" (1902) o. a. Som skuespilforfatter fik W succes med dramatiseringen af "Livsens Ondskab" og "Slægten Tummelumsen" (1900) og "Hendes gamle Nåde" (1904). En særlig originalitet viste Wied i sine "satyrspil" (nærmest en folke-etymologisk anvendelse af ordet), der fik deres særpræg ved de vidtløftige, veloplagte og fantasirige regibemærkninger. De begyndte 1895 i "Tilskueren" med "Herrens Venner ingen Sinde", blandt satyrspillene er endvidere "Adel, gejstlighed, borger og bonde" (1897) (f 6/3 1858)

1929 d Harald Plum, erhvervsmand og jurist; med en overbevisende forhandlingsteknik parret med en allerede tidligt i hans erhvervsksrriere benyttet kreativ bogføring skabte Plum en række selskaber til bl.a. eksport af smør og dåsemælk. I Det Transatlantiske Kompagni startet 1916 praktiserede han ovennævnte regnskabs-metode, og ved selskabets likvidation i 1922 påførtes Landmandsbanken et så stort tab, at Kompagniets for-hold blev inddraget i kommissionsundersøgelsen i bankens krak samme år. En retssag mundede ud i bødefor-læg til Plum på 4000 kr., som han imidlertid opfattede som frifindelse. En ny koncern så hurtigt dagens lys. Den blev opbygget med hjælp fra bl.a. Folkebanken for København og Frederiksberg i slutningen af 1920’erne omkring The Crown Butter Export Co., stiftet 1908, førte til nye anklager imod ham for falsk regnaflæggelse, og efter iværksættelse af en politiundersøgelse skød han sig. Med sine mange planer og deres realisering står Harald Plum som en typisk repræsentant for det på flere måder usunde økonomiske og finan-sielle klima i Danmark under og i årene lige efter 1. Verd.krig (f 30/1 1881)

1945 FN dag. Den 26. juni 1945 blev De forenede Nationers pagt underskrevet i San Francisco. Den skulle træde i kraft, når ratifikation forelå fra de fem stormagter (Kina, Frankrig, Sovjetuniuonen, Storbritannien og USA – dvs. Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer) og fra et flertal af de øvrige lande. Den 24. oktober var det opnået. Siden er denne dag blevet fejret som FN-dag. For Danmarks vedkommende havde Rigsdagen den 7. september tilsluttet sig pagten, og ratifikationsdokumentet blev afleveret i Washington den 9. oktober

1957 d Christian Dior, modecreateur, hvis kreationer dominerede verdens kvindemode i tiåret efter 2. Verdenskrig. Han var født i en velhavende familie og begyndte en uddannelse inden for diplomatiet; under 1930ernes økonomiske krise måtte han opgive diplomatiet. D begyndte i stedet at lave tegninger fra modeopvisninger til ugebladet Figaro Illustré. 1938 blev han assistent designer hos Paris førende modeskaber, Robert Piquet, og fire år senere blev han medarbejder i modehuset Lucien Lelong. 1947 åbnede han eget modehus i Paris og vandt med præsentationen af New Look-moden samme år straks berømmelse. Denne meget feminine mode bestod af stærkt taljerede dragter med stofrige, lange skørter og var et brud med 2. Verdenskrigs korte kjoler forsynet med vatpuder i skuldren. New Look-modens umiddelbare succes efterfulgtes af 10 år med tilsvarende succes. I 1950’erne var "Sækkemoden" eller "H" linien den karakteristiske silhouet ved Diors design. Han var medvir-kende til at gøre parisermoden verdenskendt og skaffede efter 2. Verd.krig atter respekt for den parisiske haute couture og genskabte dermed dens traditionelle førerstilling sammenlignet med amerikansk design (f 21/1 1905)

 

 

 

 

 

Til top        25. oktober

1047 d Magnus den Gode, søn af Olav 2. den Hellige af Norge og dansk konge 1042-1047; M blev i 1035 norsk konge. I 1042 blev han også dansk konge, men højst sandsynlig havde han ikke anden adkomst til dansk kongeværdighed end erobrerens ret. Ligeledes er det vanskeligt at vurdere hvor varigt og effektivt hans danske herredømme var. Dog viser møntfund, at M overtog Knud den Stores møntmestre og slog mønt i danske byer. Sin største bedrift som dansk konge ydede han, da han med sin navnkundige sejr standsede en vendisk invasion i slaget på Lyrskov hede i 1043. Sandsynligvis er det denne af skjaldene så lovpriste sejr, der har givet ham tilnavnet "den Gode". I al fald skriver Adam af Bremen, at M blev elsket af danerne for "sin retfærdigheds skyld". Men M måtte til stadighed kæmpe med Knud den Stores søstersøn Sven Estridsen om magten i Danmark. I kampene forblev M den stærkeste. Mens Sven, ofte besejret, bl.a. i et dramatisk beskrevet søslag ved Helgenæs, måtte flygte til Sverige og vist en enkelt gang måtte sværge M troskab som hans jarl. Efter Magnus død blev Sven Estridsen dansk konge (f ca 1024)

1154 d Stephen, konge af England 1135-1154; da Henrik I’s (1100-1135) to sønner druknede i 1120 nominerede han som sin arving og efterfølger datteren Matilda. Hun var gift med Geoffrey, greve af Anjou i Frankrig. I engelsk historie er han kendt som Geoffrey Plantagenet. Da Henrik I døde, var det imidlertid de engelske stormænds opfattelse, at en kvinde var uegnet til at regere, og tronen blev overladt Stephen of Blois, en nevø til Henrik og et barnebarn af Vilhelm Erobreren. Det skulle snart vise sig, det var et dårligt valg, stormændene havde gjort. I de 70 år, der var gået siden Vilhelm Erobrerens erhvervelse af kongemagten, havde England haft en stærk kongemagt, der havde sørget for fred og retfærdighed. Med Stephen, hvis regeringstid er blevet karakteriseret som "nitten lange vintre", erfarede englænderne, hvad en svag kongemagt betød. Waliserne og skotterne gjorde indfald i landet, og i 1139 gik Matilda i land i England med en hær for at kæmpe for sin ret til den engelske trone. I den borgerkrig, der fulgte, deltog stormændene snart på den ene side snart på den anden side. De byggede borge, hvorfra de terroriserede og hærgede hinandens områder. For befolkningen var det en hård tid. Som en krønike-skriver udtrykte det, var det som "Kristus og alle helgener sov". Striden om tronen blev løst ved et kompromis. Da Stephens søn døde i 1153, blev det besluttet, at Stephen skulle forblive konge, til han døde. Derefter skulle Matildas søn, Henrik af Anjou, være konge. Sådan blev det. I 1154 overtog han tronen som Henrik 2. (f ca 1097)

1400 d Geoffrey Chaucer, engelsk forfatter; Chaucer kaldes ofte "den engelske digtnings fader", og hans plads i traditionen anskueliggøres af Poet’s Corner i Westminster Abbey, hvor adskillige engelske forfattere ligger begravet omkring deres litterære forfader. Fra de unge år gjorde han tjeneste ved hoffet og blev i årene 1370-87 sendt på diplomatiske missioner til lande på kontinentet bl.a. i 1372 til Italien. Desuden fik han et indbringende embede som bestyrer af toldopkrævningen i London. I 1386 blev han parlamentsrepræsentant for grevskabet Kent. Senere vekslede hans kår nok så meget. Da han som ung kom til hoffet, herskede fransk sprog og litteratur sammen med latin stadig der. Alligevel valgte Chaucer at skrive på engelsk. Dermed bidrog han i væsentlig grad til det engelske sprogs fremgang på bekostning af det dengang officielle administrationssprog fransk og til, at hans dialekt – East Midland og London-dialekten – blev den herskende og grundlaget for det moderne engelske skriftsprog. Kærligheden i dens mange skikkelser er emnet i hans tidligst bevarede værk, elegien "Book of the Duchesse" (ca 1369) skrevet til minde om den uge hertuginde Blanche af Lancaster. Fra ca 1382-85 er vers-romanen "Troilus and Criseyde". Hans sidste og mest læste værk er "The Canterbury Tales", sandsynligvis påbegyndt ca 1387, men aldrig fuldført. På Chaucers tid var det almindeligt, at folk valfartede til martyrbispen Thomas Beckets grav i Canterbury. I Chaucers værk beskrives en sådan pilgrimsfærd fra London til Canterbury, hvor færdens 29 deltagere forkorter rejsetiden med at fortælle historier. I prologen skildres deltagerne én for én muntert ironisk og menneskelig overbærende. Med den og med de 24 historier giver Chaucer et nuanceret billede af et senmiddelalderligt samfund i hastig social og kulturel forandring på overgangen til renæssancen (f ca 1340)

Slaget ved Azincourt udkæmpes under Hundredårskrigen mellem England og Frankrig. Den 16. august gjorde den engelske konge Henrik V landgang fra 1.300 skibe med 11.000 mand ved Harfleur ved Seinemundingen. Efter at have indtaget Harfleur marcherede den engelske hær gennem det østlige Normandiet, Ponthieu og det vestlige Picardien mod Calais. Ved Azincourt mellem Calais og Amiens blev englændernes fremrykning mødt af en fransk hær. Landskabet her var dækket med småskove, så franskmændene havde ingen fordel af deres numeriske overlegenhed. Indledende angreb af fransk kavaleri blev slået tilbage af de engelske langbueskytter. Da franskmændene satte deres hovedangreb ind tværs over en opblødt pløjemark, blev de tungt pansrede fransk-mænd angrebet i flanken af de lettere udrustede og mere mobile englændere. Efter tre timers kamp var slaget ovre. For englænderne blev det en strålende sejr, for franskmændene en katastrofe. Den franske øverstkomman-derende, konstablen Karl I d’Albret, 12 andre fra den franske højadel, omkring 1.500 riddere og ca 5.000 krigere lå døde på slagmarken. Andre kilder angiver de franske tab til 10.000 mand. Englænderne mistede mellem 400 og 500 mand

 

1510 f Renée af Frankrig, fransk prinsesse og hertuginde af Ferrara, datter af Ludvig XII og Anne af Bretagne. Hun blev i 1528 gift med Ercole d’Este, der i 1534 som Ercole II blev hertug af Ferrara. Hendes hof i Ferrara blev et mødested for filosoffer og et asyl for franske protestanter. I 1536 aflagde Calvin besøg hos Renée, og i 1540 ophørte hun med at praktisere katolicisme. Dette medførte, at hendes mand fjernede hendes børn og i 1554 gav tilladelse til, at hun blev idømt fængsel for kætteri. Efter få dage blev hun dog benådet. Efter at være blevet enke i 1559 og på gr. af et dårligt forhold til sin søn, Alfonso II vendte R i 1560 tilbage til Frankrig. Hun tog ophold på Montargis, som hun gjorde til et center for protestantisk propaganda. Under religionskrigene blev hendes château i 1562 belejret af hendes svigersøn, Francois, hertug af Giuse; ligesom hun flere gange blev forulempet af katolske tropper (d 12/6 1575)

Som led i sin etapevise tilbagetræden overlader kejser Karl 5. styret af Nederlandene til sin søn Philip (2.). Karls højtidelige abdikation fandt sted i den samme sal i Bruxelles slot, hvor han 40 år tidligere var blevet udråbt til regent. Støttet til Vilhelm af Oraniens skulder tog kejseren i en værdig og vemodig tale afsked med generalstænderne, regeringen og ridderne af Den Gyldne Vlies. Han omtalte sit utrættelige arbejde, de stolte sejre og svidende nederlag. "Ni gange har jerg været i Tyskland, syv gange i Italien, ti gange er jeg blevet kaldt her til Flandern, fire gange er jeg i krigs- eller fredstid draget ind i Frankrig, to gange i England og to gange i Afrika, det er tilsammen fyrre ekspeditioner, uden at medregne mindre rejser for at besøge mine forskellige lande. Otte gange har jeg pløjet Middelhavets bølger, tre gange oceanets, så det bliver fjerde gang, når jeg nu drager ned for at søge min grav i Spanien". Til slut formanede han sin søn og efterfølger til at holde fædrenes tro i ære og arbejde for freden og retfærdigheden. Året efter overlod han også styret af Spanien til Philip. Samme år overgav han kejserpligterne til sin bror Ferdinand, selv om han først i februar 1558 formelt gav afkald på kejserværdigheden. Et halvt år senere døde Karl 5. i klostret St. Yuste i Spanien

d Evangelista Torricelli, italiensk fysiker og matematiker; inspireret af Galileis arbejder skrev han en afhandling om mekanik "De Motu" (Om Bevægelse). Galilei blev opmærksom på den og inviterede i 1641 Torricelli til sig i Firenze. Her blev han den gamle mesters assistent i de sidste tre måneder af dennes liv. T efterfulgte Galilei som hofmatematiker hos storhertugen i Firenze og blev tillige professor i matematik og fysik ved byens akademi. Torricelli var den første, som gendrev den gamle tro på horror vacui, dvs legemernes skræk for det tomme rum, idet han viste, at når f eks. kviksølv stiger op i et lufttomt glasrør, skyldes det den ydre lufts tryk. Han opfandt derved i 1643 barometret. Året efter opdagede han, at en væske med atmosfæretryk på overfladen vil strømme med samme fart som et legeme får ved at falde frit lige så langt som den lodrette afstand mellem væskeoverfladen og hullet (f 15/10 1608)

d Georg 2. engelsk konge 1727-60; eneste søn af Georg I og Sophia Dorothea af Celle; han fik en militær uddannelse og deltog i Den spanske Arvefølgekrig, hvor han udmærkede sig ved Oudenaarde. Hans deltagelse i krigen var sidste gang, en britisk konge personligt stod i spidsen for landets hær på slagmarken. Forholdet til faderen var dårligt, og G var i lang tid forvist fra hoffet. Det er blevet sagt om G 2., at hans personlighed ikke var mere værdig end faderens. Som denne havde han af åndelige interesser kun sans for musik. Han var smålig og gerrig og holdt elskerinder, skønt han var sin hustru oprigtig hengiven. G blev i 1705 gift med Caroline af Ansbach. Blandt deres børn var tronfølgeren Frederik, der døde allerede 1751. Det blev dennes søn, der som Georg 3. efterfulgte Georg 2. på den britiske trone. Endvidere havde Georg 2. og hans dronning datteren Louise, der blev gift med Frederik 5. af Danmark/Norge (f 10/11 1683)

f Balthazar Christensen, venstre politiker; han var jurist og 1829-31 embedsmand på Guineakysten, men han følte sig dårligt til rette i koloniadministrationen og blev 1839 sagfører i København. Han tog med liv og sjæl del i 1830’ernes gryende frihedsbevægelse. I 1834 udgav han et flyveblad om pressefrihed og deltog i 1839 i omdannelsen af de nationalliberales ugeblad "Fædrelandet" til et dagblad. Hans ry som demokratisk frihedsmand sammen med hans evne til at vinde landboernes tillid gjorde ham fra 1841 til medlem af Roskilde Stænderforsamling. I 1846 var han medstifter af Bondevennernes Selskab, der skulle virke for bondestandens "fuldstændige emancipation". Da den nye tid brød frem i "morgenrødens år" 1848, stod C som en af landets ledere. Et vidnesbyrd blandt mange om hans betydelige indflydelse på denne tid var, at han ved udbruddet af Treårskrigen i 1848 i løbet af fire dage fra sjællandske bønder fik fremskaffet 400 heste til anvendelse i hæren. Han var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsmling, i årene 1849-53, 1866-73 og 1875-82 medlem af Folketinget og medlem af Landstinget 1853-66. Livet igennem bevarede han ungdommens demokratiske idealisme, og i 1866 stemte han imod den reviderede grundlov. I 1870 gik C ind i Det forenede Venstre. Da havde han mistet sin politiske indflydelse, men blev æret som en af veteranerne fra det politiske livs første tid (d 20/4 1882)

 

f Fritz Jürgensen, urmager og tegner; han blev uddannet som urmager for med tiden at overtage faderens virksomhed som hofurmager og generalinspektør for den offentlige tidmåling i København. Allerede i skoletiden afslørede han kunstneriske evner, der dog blev avet af den strenge far, der ville, at sønnen skulle være urmager og ikke andet. Det skete. Men efter at have overtaget faderens forretning i 1843 opgav han den i 1848. Han modtog gennem en periode på tre år nogen undervisning hos maleren Jørgen Roed. J malede flere billeder, og på et tidspunkt udtalte han "Jeg har indgået en aftale med Vorherre, at han skal lade mig male eet eneste billede så godt, at det kan vidne om, at jeg var berettiget til at male". Sådan kom det ikke til at gå. At J stadig huskes, skyldes hans med tekst ledsagede tegninger, der skildrer situationer fra hans samtids borgerlige liv, og i hvilke J lægger en skarp psykologisk sans og en fin humor for dagen. Han forsynede dem selv med tekst, der har fået ordsproglig hævd. Fra 1843 stammer "Gyssebogen", som han tegnede til sin søstersøn. "Fa’r, er det Verdenshavet? Nej, lille Gysse, det er Frederiksholm Kanal". Fra 1862 er "Carl Ryders ABC" tegnet til en ungdomsvens søn (d 24/3 1863)

f Georges Bizet, fransk komponist, der står som en af fransk operas centrale skikkelser; han var usædvanlig tidlig udviklet og blev allerede som 10 årig optaget på konservatoriet i Paris. Her uddannedes han som en fremragende pianist, som 17 årig komponerede han sin symfoni i C-dur. Endnu inden han havde afsluttet sin uddannelse vandt han 19 år gammel den store Rom pris. Efter hjemkomsten fra Rom skrev han og fik opført flere værker, men de fik en dårlig modtagelse, og B var nødt til at give timer i komposition for at kunne leve. 1864 blev hans første store opera "Perlefiskerne" opført i Paris, men modtagelsen var dårlig. Bedre held havde han med scene-musikken til Daudets skuespil "L’Arlésienne" (Pigen fra Arles, 1872), hvoraf han sammensatte to orkestersuiter og ouverturen "Patrie" (1874). Tidligt i 1873 begyndte B på sit hovedværk "Carmen" og blev færdig efteråret samme år. Men premieren marts 1875 blev nærmest en fiasko. Samme år i oktober blev "Carmen" opført i Wien og gjorde stor lykke. Siden har den gået sin sejrsgang verden over og er blevet en af de mest opførte operaer i verden (d 3/6 1875)

Slaget ved Balaklava med Charge Of The Light Brigade udkæmpes under Krimkrigen. Efter en flertydig ordre fra den øverstkommanderende Lord Raglan fører Lord Cardigan sit rytteri til angreb på russiske stillinger, der er forskanset bag svært artilleri, og som kan beskyde det britiske angreb på tre sider. Af de 673 officerer og menige der deltog i angrebet, blev 247 dræbt eller såret. Selv om angrebet var vanvittigt, og de angribende kavaleristers tapperhed ikke førte til andet end døden for mange, vakte angrebet stor opmærksomhed i Storbritannien, hvor det for mange kom til at stå som bevis på britiske soldaters tapperhed og offervilje. Angrebet blev udødeliggjort i Alfred Tennysons digt "The Charge of the Light Brigade"

1881 f Pablo Picasso, spansk/fransk maler, billedhugger, keramiker og grafiker; P dominerede den europæiske billed-kunst i 1900-tallets første halvdel. Hans teknisk overlegne, ekspressive udtryksformer, der spænder fra klassiske, naturalistiske kompositioner til genstandsløs abstraktion, ustandseligt ændret i en stadig eksperimenterende proces, har inspireret en stor del af århundredets malerkunst og grafik (d 8/4 1973)

1903 f Bodil Koch, socialdemokratisk politiker og minister; hun blev cand. theol. i 1929; i slutningen af 1930’erne begyndte hun at tage del i samfundsdebatten. Under den tyske besættelse afleverede hun personligt en protest mod jødeforfølgelserne til den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best. Hun blev første gang offentlig kendt, da hun i 1944 var medstifter af og blev formand for den tværpolitiske sammenslutning Folkevirke, hvis blad "Folkevirke" hun redigerede 1946-53. Ligeledes var K aktiv i kampen for kvinders deltagelse i det politiske liv. Hun var medlem af Folketinget fra 1947 til 1971, da hun ikke genopstillede. Hun var landets første kvindelige kirkeminister i ministeriet Hedtoft 1950. Da Hedtoft atter dannede regering i 1953, blev hun igen kirkeminister og fortsatte på denne post under skiftende ledede socialdemokratiske regeringer til november 1966, da hun blev kulturminister. Sammen med den øvrige regering trådte hun tilbage februar 1968 efter det socialdemokratiske neder-lag ved folketingsvalget 23. januar. Bodil Koch var for, dansk tilslutning til Atlantpagten (NATO), men var seks år senere mod Vesttysklands optagelse i NATO (imod partiets linje), ligeledes var hun mod atomvåben på dansk jord og tidligt mod USAs engagement og krig i Vietnam. Endvidere var hun en varm talsmand for u-landenes interesser (d 7/1 1972)

Taiwan forlader FN for at gøre plads for Den kinesiske Folkerepublik. I Folkerepublikken Kina besluttede i 1970 kommunistpartiets leder Mao Tse-tung og premierminister Zhou Enlai at lægge landets udenrigspolitik radikalt om og bryde Kinas isolation ved at åbne for dialog med USA. Året efter besøgte USA’s udenrigsminister Henry Kissinger Kina for at forberede præsident Nixons besøg i 1972. Tilnærmelsen mellem de to lande medførte, at USA ikke længere blokerede for Folkerepublikkens Kinas optagelse i FN. Som følge heraf vedtog FN’s generalforsamling den 25. oktober 1971 med 76 stemmer, 35 imod og 17 blanke, at Den kinesiske Folkerepublik skal overtage Taiwans plads i FN

 

1983 Amerikanske tropper invaderer Grenada. På den lille ø – 378 km2 - i De Små Antiller i Caribien overtog i marts New Jewel Movement magten ved et ublodigt kup, og bevægelsens leder Maurice Bishop blev premierminister. USA indtog fra begyndelsen en fjendtlig holdning til det socialistisk orienterede styre. I oktober 1983 opstod der en intern magtkamp i New Juwel Movement, som medførte, at Bishop og nogle af hans loyale ministerkollegaer den 12. oktober blev sat i husarrest. Syv dage senere befriede en tusindtallig skare Bishop. Der opstod kaos, da militæret greb ind og åbnede ild mod folkemængden. Samme dag blev Bishop og syv andre ministre henrettet. Med baggrund i uroen angreb 500 amerikanske marinesoldater den 25. kl. 05.30 lokal tid angreb Grenadas østkyst, hvor de to timer senere havde kontrol over øens eneste lufthavn. I løbet af de næste timer landede der her 1000 falsskærmstropper. Tre dage senere var invasionsstyrken vokset til 6.000 mand, og efter en uge var den lille ø’s befolkede områder under fuld amerikansk kontrol. USA begrundede invasionen med, at "Grenada var ved at blive en sovjetisk-cubansk militærbase, hvis formål var at sprede uro til andre dele af Caraibien". Endvidere opholdt der sig på øen ca. 1000 amerikanske statsborgere, hvis liv USA mente var i fare efter de foregående dages uroligheder. Meddelelsen om USA’s invasion fik selv USA’s nærmeste allierede til at reagere skarpt, og mange latinamerikanske lande så i invasionen en genoplivelse af det kanonbådsdiplomati, der havde plaget området i mere end et århundrede

 

 

 

 

 

Til top        26. oktober

 

f Ercole d'Este, hertug af Ferrara; som hertug stod han tidligt over for en vanskelig situation, nemlig en koalition mellem Venezia og pave Sixtus IV. Koalitionen tvang ham i 1484 til at give afkald på området Polesine. Presset fra pavemagten fortsatte, og i 1501 var han nødt til at indgå en ægteskabskontrakt mellem sin søn Alfonso og Lucrezia Borgia for at sikre Ferrara mod hendes fars - pave Alexander VI’s rovlystne erobringsplaner. Han fortsatte d'Esternes støtte til kunst og kultur. Således tog han digteren Boiardo som minister og var mæcen for forfatteren Ariosto. Han var far til Beatrice og Isabella d'Este, der takket være den glimrende uddannelse, deres far sørgede for, de fik, blev to af den italienske renæssances mest fremtrædende kvinder (d 15/6 1505)

 

f Domenico Scarlatti, italiensk komponist; femten år gammel blev han hoforganist Napoli og de to første operaer, skrev han som attenårig. Efter yderligere studier i Venedig blev han 1714 Maestro di capella ved Peterskirken i Rom; han forlod Rom 1719 og drog til England, hvor han blev leder af The Royal Chapel og musiklærer for den potugisiske prinsesse Maria Barbara, datter af kong Johannes V af Portugal. S fulgte med prinsessen til Spanien efter hendes giftermål med den senere kong Ferdinand VI af Spanien. Han blev hendes maestro da camera (hofkapelmester), da hun 1746 blev dronning af Spanien og forblev i hendes tjeneste til sin død. Skønt S var berømt både som en særdeles dygtig cembalosolist og som komponist til mange former for musik, mens han levede, bygger hans berømmelse i nyere tid fortrinsvis på hans mere end 600 sonater og andre stykker for cembalo. Størstedelen af disse kompositioner - mindst 350 - blev komponeret fra han var 67 år gammel og fire år frem til hans død. Desuden har Scarlatti skrevet mindst 12 operaer (d 23/7 1757)

 

1759 f Georges Jacque Danton; fransk advokat og politiker; under Den franske Revolution var han medlem af Jacobinerklubben og regnes for en af ophavsmændene til kravet om kongens afsættelse. Han spillede en væsentlig rolle i organiseringen af stormen på Tuilerierne - 8. aug 1792 - som medførte kongedømmets fald. I den vanskelige tid derefter var D justitsminister og den ledende kraft for at organisere krigsindsatsen mod Preussen og Østrig. For at undgå folkelig selvtægt medvirkede han i marts 1793 ved oprettelsen af Revolutionsdomstolen. Fra april til juli 1793 var han et fremtrædende medlem af Velfærdsudvalget, hvor han især tog sig af udenrigspolitik og uden held søgte at slå ind på en fredspolitik. Den evindelige terror trættede ham, og i efteråret 1793 trak han sig ud af politik og slog sig ned i fødebyen Arcis. Da han i begyndelsen af 1794 vendte tilbage til Paris og søgte at afvikle Rædselsherredømmet, havde hans politiske modstandere med Robespierre i spidsen sørget for, hans position var svækket. Han blev arresteret og anklaget for at ville genindføre kongedømmet. Under retssagen viste D påny, hvilken magt hans veltalenhed havde. Da retssagen under indtryk heraf truede med at tage en for magthaverne ugunstig vending, dekreterede Konventet sagens afslutning. D blev dødsdømt og guillotineret. Til det sidste var hans holdning frygtløs, stolt og overlegen. "Vis folket mit hoved, det er værd at se på," var hans sidste ord (d henrettet 5/4 1794)

 

1764 d William Hogarth, engelsk grafiker og maler; som ung var han i guldsmedelære, hvorefter han besøgte James Thornhills malerskole. Hans ophold her sluttede brat, da han stak af med Thornhills datter og giftede sig med hende. Han arbejdede derefter som illustrator, bl.a. til Butlers "Hudibras" og tegnede satiriske blade til kobberstikforlag. Med "The Harlot’s Progress" (1731) (en skøges liv) fandt H sin egen specielle form, de såkaldte "Moral Pictures". Mønstret for disse moraliserende billeder var, som han selv sagde, de folkeopdragende dramaer. Men tidens tendensroman inspirerede ham også til på denne måde at reformere samfundet. Andre serier, som også blev udgivet i kobberstik, er bl.a. "Industry and Idleness" (flid og dovenskab), "The Four Stages of Cruelty"(grusomhedens fire stader). Hertil kom en række enkeltbilleder af tilsvarende karakter. Foruden nogle altertavler og religiøse kompositioner malede H mange portrætter. Sine etiske principper gav han udtryk for i skriftet "The Analysis of Beauty" (1753). Han blev hofmaler i 1757. På engelsk kunst virkede H igangsættende: han frigjorde den fra fremmed formsprog og lagde med sin realistiske, rammende skildring af såvel miljø som af mennesker, grunden til en selvstændig national udvikling (f 10/11 1697)

 

f Helmuth von Moltke, tysk generalfeltmarskal; han var søn af en dansk general og blev 1819 dansk officer. I 1822 trådte han i preussisk tjeneste og var 1835-40 militær rådgiver i Tyrkiet. Efter hjemkomsten var han tjenestegørende i den preussiske generalstab fra 1857 som dennes chef. I krigene mod Danmark 1864, mod Østrig 1866 og mod Frankrig 1870-71 var M den strategiske hjerne bag operationerne. Hans effektive udnyttelse af de nye kommunikationsmidler - især jernbanerne - samt en minutiøs udarbejdelse af de militære planer har sikret ham ry som en af den moderne krigshistories største begavelser. 1870-88 ledede M den tyske generalstab. Fra 1867 var han konservativt rigsdagsmedlem og fra 1872 medlem af det preussiske Herrnhaus. M efterlod sig et omfattende militærpolitisk forfatterskab, der udkom under titlen "Gesammelte Schriften und Denkwürdigkeiten" (d 24/4 1891)

 

1825 Erie kanalen i USA åbnes for trafik. Kanalen, der er en af de største og vigtigste i USA, går fra Buffalo ved Lake Erie til Albany ved Hudson River. Erie kanalen, som blev påbegyndt i 1817, er 46 m bred, har en længde af 547 km, en dybde på 3,7 m og omfatter 35 sluser. Kanalen har haft stor betydning for åbningen af Midtvesten og udviklingen af New York som finanscentrum og indfaldsport for immigranter. Fra omkr. 1850 blev den dog delvis udkonkurreret af jernbanerne. Men endnu ved 1990’ernes begyndelse fragtede pramme og slæbebåde ca. 1,5 mill. tons massegods på kanalen, som sammen med sidegrenene til Lake Champlain m.m. danner New York State Barge Canal (fuldført 1918)

1873 f Thorvald Stauning, cigarsorterer, socialdemokratisk politiker og statsminister 1924-26 og 1929-42; han var udlært som cigarsorterer og blev 1895 medlem af hovedbestyrelsen for tobaksarbejderforbundet og året efter formand for cigarsorterernes understøttelsesforening samt redaktør af tobaksarbejdernes fagblad. Flere bladmæssige hverv fulgte, og fra 1897 var han medarbejder ved "Social-Demokraten". I partiets ledelse havde man bemærket S’s flid, hans imponerende arbejdsevne og dygtighed i organisationsarbejde. Han blev 1898 hovedkasserer for Socialdemokratisk Forbund; snart var han partiformanden Peter Knudsens højre hånd og blev i 1910 på dennes anbefaling formand for Socialdemokratiet og for partiets rigsdagsgruppe. S stillede sig forgæves ved folketingsvalgene 1901 og 1903 i den udprægede Venstre kreds, Fakse. Han vandt kredsen 1906 og beholdt den til 1918, da han skiftede til Københavns Søndre storkreds, som han repræsenterede i Folketinget til sin død. Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1913-25, dens formand 1919-24. Under 1. Verd.krig indledte S et intimt samarbejde med Rad. Venstre og optoges 1916 i den radikale regering, fra 1918 med de sociale sager i indenrigsministeriet under sig. 23. april 1924 dannede han den første soc.dem. regering og var statsminister til 14. december 1926. Som chef for en mindretalsregering kunne han kun markere sit partis principielle krav, hvad der dog på ingen måde skadede partiet. I samarbejde med Rad. Venstre dannede S atter regering 30. april 1929 og var statsminister til sin død. Årene fra valgsejren i 1935 – da Socialdemokratiet med 46% af vælgerne bag sig opnåede en tilslutning, det ikke har haft siden – til 1939 var højdepunktet i S’s politiske karriere. Fra 1939 oplevede han smertelige skuffelser: grundlovssagens stranding, partiets stemmetab ved valget i 1939 og navnlig den 9. april 1940. Dybt pessimistisk og med svækket selvtillid svigtede hans før så sikre politiske instinkt flere gange. S døde efter en hjerneblødning (d 3/5 1942)

1880 f Knud Kristensen, venstre politiker og statsminister 1945-47; han blev født i et venstremiljø i Ringkøbing amt og ejede fra 1920 Biviumgård ved Humlebæk. Han var livet igennem aktiv landmand ved siden af sit politiske arbejde og opretholdt konsekvent billedet af sig selv som jysk bonde. Han var medlem af Folketinget 1920-1929 og 1932-1949. Han var partiet Venstres formand 1941 - 49. 8. juli 1940 blev han indenrigsminister i besættelsestidens samlingsregering; men forlod regeringen november 1942, da han ikke ville acceptere Scavenius som statsminister. I maj 1945 blev K indenrigsminister i befrielsesregeringen. Efter Venstres fremgang ved valget i oktober 1945 dannede han en ren venstremindretalsregering. Under det politiske røre om den dansk-tyske grænse efter krigen gik han klart ind for gennem en folkeafstemning at få Sydslesvig indlemmet i Danmark. I denne sag stod Venstre splittet, og i Folketinget var flertallet imod hans aktive Sydslesvigpolitik. Dette flertal måtte K bøje sig for, men forebeholdt sig ret til som privatmand at udtale sig for sydligere grænsedragning, såfremt tilvæksten til danskheden i Sydslesvig efter befrielsen holdt sig. Denne dobbelthed ville Folketinget ikke acceptere, og i oktober 1947 vedtog det et mistillidsvotum til statsministeren personligt. I utilfredshed med Venstres politik udtrådte K i 1949 af Folketinget. I protest mod den nye grundlov af 5. juni 1953 udmeldte K sig af Venstre og kaldte til samling om en kompromisløs borgerlig politik, hvilket førte til oprettelse af partiet De Uafhængige, som kom i Folketinget i 1960 for en kort periode, dog uden K's deltagelse (d 28/9 1962)

1881 Skududvekslingen ved O.K. Corral finder sted uden for Tombstone, Arizona mellem Ike Clanton banden og byens sheriff Vergil Earp, hans medhjælpere og brødre Wyatt og Morgan samt Doc Holliday. Ike Clanton's bror Billy bliver dræbt sammen med to andre af bandens medlemmer. Ike Clanton og Billy Claibourne flygter.

1972 d Igor Sikorsky, russisk/amerikansk flykonstruktør; han byggede 1909 sit første luftfartøj, en helikopter. Den var dog ingen succes, og S konstruerede herefter i stedet konventionelle fly. 1911 havde han bygget fem fly og var blevet en fremragende pilot. I perioden 1913-17 designede og byggede han fly, der var bemærkelsesværdige på gr. af deres størrelse og rækkevidde. 1919 flyttede han til USA og oprettede en flyfabrik på Long Island. Fabrikken fremstillede en lang række fly af mange typer, der blev anvendt såvel af militæret som civile flyselskaber. 1939 vendte S tilbage til sin gamle interesse og byggede den første succesfulde helikopter i USA. Han fortsatte udviklingen af helikopteren, indtil han trak sig tilbage fra sit firma, der var blevet en afdeling i United Aircraft Corporation (f 25/5 1889)

 

1979 SV-regeringen træder tilbage. Ved SV-regeringens dannelse den 30. august 1978 var der i Venstre en del skepsis over for regeringssamarbejdet, men der var også et udbredt ønske om at få en stabil regering, der kunne gøre noget ved landets alvorlige økonomiske problemer. Socialdemokratiets politiske ledere ønskede også at få skabt tilstrækkelig politisk stabilitet til at gennemføre en krisepolitik, der kunne bringe omkostningsniveauet ned. De havde imidlertid ikke sørget for at have baglandet i orden. Regeringsdannelsen udløste en proteststorm i fagbevægelsen og førte til intern splittelse i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Den økonomiske udvikling var ikke med SV-regeringen. Energiprisernes voldsomme stigning fra årsskifter 1978/79 forværrede de økonomiske problemer. I løbet af 1979 voksede betalingsbalanceunderskuddet, arbejdsløsheden steg, og underskuddet på statsbudgettet så truende ud. Overenskomstsituationen i 1979 blev meget vanskelig. Den store afstand mellem lønmodtagere og arbejdsgivere betød, at der var ringe udsigt til en fredelig løsning. Det skrøbelige SV-samarbejde gjorde det ikke lettere. Resultatet blev et politisk indgreb i form af en samlet overenskomstløsning (Forlængelsesloven), der var en stort set uændret forlængelse af de gældende kollektive overenskomster. Presset fra LO for at få en socialdemokratisk udformet indkomstpolitik, som indeholdt ØD, førte til en sprængning af regeringen. Venstre fandt, at partiet havde for ringe indflydelse på politikkens udformning, og for Socialdemokratiet var det et et stort problem, at fagbevægelsens opbakning manglede

 

 

 

 

Til top        27. oktober

939 d Athelstan, første angelsaksiske konge, der havde effektiv kontrol over hele England. Han var søn af Edward den Ældre og ved dennes død i 924 blev han valgt til konge i Mercia. Her var han vokset op hos sin tante, Aethelflaed, the lady of the Mercians. Efter den 4. september 925 i Kingston at være blevet kronet til konge over hele England gik Athelstan i gang med at opbygge en stærk kongemagt. I 937 blev hans position alvorligt truet, da en skotsk fyrste, Owain Strathclyde og Olaf Guthfredson, der gjorde krav på kongedømmet York, sluttede sig sammen og invaderede England. Athelstan besejrede dem i slaget ved Brunanburh. Seks bevarede lovbøger viser de bestræ-belser, der blev gjort for at bekæmpe tyveri og bestikkelse. Endvidere viser lovbøgerne, at unge lovovertrædere blev straffet mildere, samt at der var en vis fattigforsorg i England i Athelstans regeringstid. Formen og sproget i de mange dokumenter fra Athelstans tid antyder tilstedeværelsen af et antal veluddannede skrivere, der måske udgjorde begyndelsen til den engelske centraladministration (f kendes ikke)

 

1401 f Katharina af Valois, fransk prinsesse, engelsk dronning; datter af Karl 6. af Frankrig og Isabella af Bayern; efter at være blevet konge genoptog Henrik 5. af England de forhandlinger om giftermål med Katharina, hans far - Henrik 4. - havde indledt med den franske konge. Henriks krav om en stor medgift, og at England igen skulle overtage Normandiet og Akvitanien førte til krig, og brylluppet fandt ikke sted før 2. juni 1420. Katharina blev kronet i Westminster Abbey februar 1421, og fødte i december samme år sønnen Henrik (6.). Efter sin mands død i 1422 boede Katharina først på Windsor senere på Baynard Castle ved London. Fra omkr. 1425 opstod der rygter, der satte Katharinas navn i forbindelse med den walisiske godsejer Owen Tudor. Måske blev de gift i hemmelighed i 1429, eller de var måske allerede gift, da parlamentet i 1428 forbød hende at indgå giftermål uden kongens og hans råds tilladelse. Owen Tudor blev fængslet 1436, og Katharina trak sig tilbage til Bermondsey Klostret, hvor hun døde året efter. Med Owen Tudor havde Katharina tre sønner og to døtre; den ældste søn, Edmund, blev 1452 jarl af Richmond og far til Henrik 7.; Katharina af Valois blev således stammor til huset Tudor (d 3/1 1437)

 

1505 d Ivan 3. den Store, storhertug af Moskva 1462-1505; med udgangspunkt i sit storfyrstendømme samlede han det meste af Rusland under sin magt. Han erobrede fyrstendømmet Novgorod i to felttog 1472 og 1478 og lukkede 1494 hansestædernes kontor i byen Novgorod. Ved "Opmarchen ved Ugra" 1480 eliminerede Ivan truslen fra tatarerne, der i mere end 200 år havde været herrer i Rusland. 1492 indledtes erobringen af Litauens besiddelser i Rusland. Fyrstendømmet Tver blev erobret 1485. 1492 blev Ivan gift med den sidste byzantinske kejsers niece Sofia Palæologos; herefter betragtede han sig som Byzans arvtager og førte siden den byzantinske dobbeltørn som sit rigsvåben. Ivans voksende magt medførte, at man i det fjerne Italien fik øjnene op for de muligheder, der var i Rusland; mange italienere - bl.a. kanonstøbere og arkitekter - fandt vej til Moskva. Det var således en italiener - Aristol Fioravanti - der støbte de russiske kanoner, der blev anvendt mod Tver i 1485 (f 22/1 1440)

 

Under Den engelske Borgerkrig udkæmpes det andet slag ved Newbury i Berkshire. I efteråret 1644 stod Karl I stærkt i den sydlige og vestlige del af England. Men spredt i området havde parlamentets hær - rundhovederne - stærke støttepunkter, og kongelige fæstninger som Basing House og Donnington Castle var belejret af parlaments-hære. Dertil kom, at parlamentet kunne stille med en hær på 17.000 mand, mens kongen kun rådede over 10.000 mand. Trods denne underlegenhed rykkede Karl i begyndelsen af oktober frem mod belejringshæren ved Basing House. Men inden han nåede så langt, blev han ved Newbury mødt af parlamentets hær. Med den store forskel i størrelsen af de to hære er det om slaget her blevet sagt, at det kunne have afgjort krigen. Og ved dets begyndelse så det alt andet end lyst ud for royalisterne. Men som den store taktiker, kongen var, opstillede han sin hær, så den var beskyttet af terrænet, og bag sig havde Donnington Castle på hvis store tårn, kongen havde en glimrende observationspost. Royalisternes stærke stilling gjorde det umuligt for parlamentshæren at foretage et frontalangreb. Dens ledere valgte da at sende en del af hæren ud på en ca 30 km lang march, for at den kunne angribe royalisterne i flanken. Men en eventuel fordel af manøvren gik tabt, da kongen opdagede, hvad der var ved at ske. At det ikke gik, som planlagt af rundhovederne, skyldes endvidere, at de ikke fik koordineret deres angreb. Så selv om rundhovederne ved slagets begyndelse havde en vis fremgang, modstod royalisterne deres angreb. Der blev kæmpet hele dagen, og kampen ophørte først, da mørket sænkede sig og umuliggjorde fortsat kamp. Det var da ikke lykkedes nogen af hærene at fremtvinge en afgørelse; så som det første slag ved Newbury den 21. september 1643 betragtes også resultatet af det andet slag som uafgjort. Og igen lykkedes det kongen og hans mænd at slippe bort i ly af mørket

 

1661 Karl 2. af England sælger Dunkerque til Frankrig for 2.5 millioner livres. Byen var tilfaldet englænderne ved Pyrenæerfreden i 1659, der afsluttede krigen mellem Frankrig og Spanien. Mens England var republik under Oliver Cromwell, havde England støttet Frankrig, og som belønning var Dunkerque blevet overladt englænderne. Men da England atter var blevet et kongedømme, og Karl 2. arbejdede for at slette alle spor af Cromwelltiden, fik franskmændene byen tilbage

 

1728 f James Cook, engelsk søofficer og opdagelsesrejsende; han gik 1775 ind i den engelske flåde og deltog i krigen med Frankrig 1756-63. Herefter deltog han i opmålinger af Saint Lawrence floden og New Foundlands kyst. I 1768 blev han udpeget til ekspeditionsleder af admiralitetet og Royal Society. På sin første rejse 1768-71 med skibet Endeavour stod Cook i spidsen for den ekspedition, som fra Tahiti skulle iagttage en Venuspassage; fra Tahiti sejlede Cook derefter sydpå og kortlagde store dele af New Zealands kyster samt Australiens østkyst. 1772-75 krydsede han på sin anden ekspedition som den første den sydlige polarcirkel og sejlede omkring Antarktis. Derved aflivede han den gamle europæiske forestilling om Terra Australis Incognita ("det ukendte land mod syd"). Denne rejse var den første jordomsejling i vestlig-østlig retning. På sin tredje og sidste rejse 1776-79 denne gang med skibene Resolution og Discovery kortlagdes Amerikas hidtil ukendte nordvestkyst, og Cook fastslog med sikkerhed, at den længe eftersøgte Nordvestpassage mellem Stillehavet og Atlanterhavet ikke eksisterede. Efter opdagelsen af talrige øer i Stillehavet, deriblandt Hawaii-øerne, udforskede Cook Nordamerikas hidtil ukendte nordvestkyst og trængte gennem Beringsstrædet mod NV, men standset af is sejlede han tilbage til Hawaii. Her blev Cookk dræbt under et sammenstød med indfødte. Med sine rejser fik Cook endeligt inddraget Stillehavet i det europæiske verdensbillede, og hans indsats inden for navigation, kartografi og livet til søs, f.eks. indførelse af ernæringsrigtig skibskost blev epokegørende (d 14/2 1779)

 

f August von Gneisenau, preussisk generalfeltmarskal; i sin ungdom gjorde han tjeneste først i den østrigske hær senere i den britiske hær i Canada. I 1786 vendte han tilbage til Preussen og gjorde garnisonstjenste, til krigen med Napoleon brød ud i 1806. På det tidspunkt var han stadig kun kompagnikommandør, men med hans succesfulde forsvar af fortet i Kolberg mod franskmændene i 1807 skabtes grundlaget for de kommende års forfremmelser. I 1808 blev han chef for de preussiske fæstningsværker og for landets ingeniørkorps. Endvidere deltog han i arbejdet for at omskabe den preussiske hær fra i hovedsagen at være en lejetropshær til at være et instrument i moderne massekrigsførelse. Han talte for, at hovedvægten i soldaternes uddannelse skulle ligge på felttjeneste og ikke på eksercits på kasernens paradeplads, at officerernes forfremmelse skulle ske på grundlag af fortjenester. Kernen i Gneisenaus militære filosofi var omdannelsen af lejetrophæren til en folkehær. Resultatet var, at Preussen som det første land indførte værnepligt. I 1808 tvang Napoleon den preussiske regering til at afskedige Gneisenau, og i de følgende år rejste han på hemmelige missioner i Østrig, Rusland, Sverige og England for at få krigen mod Napoleon genoptaget. Da det skete i 1813, gjorde Gneisenau tjeneste som stabsofficer i den hær, der blev ledet af von Blücher, en af sejrherrerne ved Waterloo; fra juli 1813 var Gneisenau stabschef. Herved blev han ansvarlig for den preussiske hærs – og undertiden også for den russiske hærs – strategi. Denne strategi blev brugt med succes ved Waterloo. Senere blev hans principper udødeliggjort af vennen og kollegaen Carl von Clausewitz i dennes håndbog "Vom Kriege". Gneisenaus liberale synspunkter passede ikke ind i den reaktion, der satte ind efter Napoleons nederlag, og i 1816 blev han afskediget. Udnævnelsen til feltmarskal kom først i 1825. Under den polske opstand i 1831 havde Gneisenau kommandoen over de preussiske tropper i øst, men døde samme år (d 23/8 1831)

 

1782 f Niccolò Paganini, italiensk komponist og violinist; han optrådte for første gang offentligt som niårig i 1791. Sit store gennembrud fik han, da han gjorde stor lykke ved en koncert i Genova 1795. Herefter foretog han flere koncertrejser. I årene 1805-12 var han kammermusiker og orkesterleder hos Napoleons søster prinsesse Elisa Bacciochi i Genova, senere Firenze. En kort tid i 1813 var han hofviolinist hos fyrsten af Lucca, hvorefter han genoptog sine koncertrejser. Med sin blændende teknik blev Paganini ofte mistænkt for at være i pagt med Djævelen. Gennem sine mange instrumentale bedrifter bidrog Paganini til udvidelsen af violonteknikken med hensyn til dobbeltgreb, akkordspil og samtidigt bue og pizzicatospil. Blandt Niccolò Paganini talrige kompositioner er 24 Capricci for soloviolin, 12 sonater for violin og guitar, kvartetter for violin, bratch, guitar og cello (d 27/5 1840)

 

f Isaac Merritt Singer, amerikansk opfinder og fabrikant; 1851 udviklede Singer og fik patent på verdens første, praktiske, enkelttrådede symaskine. 1853 grundlagde Singer - I.M. Singer & Co; fabrikken blev snart verdens største producent af symaskiner; 1863 omdannedes firmaet til The Singer Manufacturing Company, Singer trak sig herefter tilbage og slog sig ned i England, hvor han døde (d 23/7 1875)

 

Napoleon rykker ind i Berlin. Aldrig kom Napoleon til at føre en så udpræget lynkrig, som det var tilfældet i efteråret 1806. Den 8. oktober rykkede han ind i Sachsen, og allerede den 14. oktober vandt han en knusende sejr over preusserne i slaget ved Jena. Samtidig slog marskal Davout den preussiske hovedstyrke ved Auerstädt. Kort tid efter blev garnisonerne ved de preussiske fæstninger sat ud af spillet. Sammenbruddet førte til, at Sachsen og flere nordtyske stater gik ind i det af Napoleon kontrollerede Rhinforbund. Den militære katastrofe fik umiddelbare og skæbnesvangre følger for moralen i de toneangivende befolkningsgrupper i Preussen. Den krigeriske holdning og det overmodige væsen veg for hjælpeløs utryghed og åbenbar servilitet. Efter Napoleon var draget ind i Berlin, smiskede borgerskabet for ham ved at give en række operaforestillinger og balletopvisninger til hans ære. Nogen goodwill hos sejrherren opnåede de imidlertid ikke. Napoleon skrev kort og godt "Sikke et folk! Sikke et land! Østrigerne mangler kraft, men de har ære! Preusserne har hverken ære eller sjæl – de er det rene pak"

 

f Theodore Roosevelt, amerikansk republikansk politiker og USA’s præsident 1901-09; han begyndte sin politiske løbebane som medlem af staten New Yorks lovgivende forsamling 1882-84. I årene 1895-97 var han politichef i New York og blev i 1897 udnævnt til vicemarineminister. Da krigen med Spanien brød ud i 1898, meldte han sig frivillig og dannede et kamplystent kavaleriregiment "the rough riders" af cowboys, jægere og college-idrætsmænd. Med det deltog han i krigen på Cuba. Her udmærkede han sig med sin dristighed; han blev oberst og uhyre populær. I 1899 blev han guvernør i staten New York. Ved præsidentvalget samme år var han opstillet som sit partis vicepræsidentkandidat. Republikanerne vandt valget, og da præsident McKinley blev myrdet september 1901, overtog Roosevelt præsidentposten. Han blev genvalgt 1904 for en periode til 1909. Hans popularitet skyldtes ikke alene hans indsats i krigen, men også hans hæderlighed og den hensynsløse energi, hvormed han som guvernør ryddede op i kurruptionen i New York. Som præsident var han en helt ny type. En der så det som sin ret og pligt at "gøre alt, som nationens vel krævede, for så vidt ikke forfatningen eller lovene forbød det". Selv kaldte han sin politik for den "nye nationalisme" dvs, den lod nationens ret gå forud for alle særinteresser. I udenrigspolitik var han grundlægger af den moderne amerikanske imperialisme, og han arbejdede for, at USA skulle skaffe sig kolonier og hævde sin plads som stormagt i verdenspolitikken. Roosevelt var i 1905 fredsmægler i krigen mellem Japan og Rusland. For denne indsats modtog han Nobels Fredspris i 1906 (d 6/1 1919)

 

1894 d Carl Ploug, journalist, forfatter og politiker; han begyndte i 1829 på det teologiske studium, men opgav det snart og studerede derefter forskellige fag uden nogensinde at tage en afsluttende eksamen. I studenterårene blev han engageret i tidens politiske og nationale rørelser. Dels blev han studenter-skandinavismens fører, dels skrev han nogle studenterkomedier, der i tidens liberale ånd uddelte drøje hug til enevælde og andre autoriteter. I nationalliberale kredse fik man øje på P’s evner som skribent, og fra 1841 var han tilknyttet partiets hovedorgan "Fædrelandet" som redaktør. Det blev hans livsgerning, og den varede til året før, "Fædrelandet" 1882 gik ind. Med sit engagement i kampen mod enevælden og for liberalismen, skandinavismen og danskheden i Slesvig prægede han bladet med mange polemiske artikler og blev en af de ledende nationalliberale. Men hans politiske indsats kom ikke til at stå mål med den journalistiske. Han fik aldrig nogen ledende stilling inden for det nationaleliberale parti. Han var medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, medlem af Folketinget 1854-58 og af Landstinget 1859-1890. Efter 1864 fulgte P sit parti i dets højredrejning. Han stemte for den reviderede grundlov 1866 og vendte sig med stor kraft mod Venstres krav om parlamentarisme. Alt det nye, der brød frem i begyndelsen af 1870’erne var ham imod, brandesianismen i særdeleshed. Som forfatter var han især populær som lejlighedsdigter. Men da det meste heraf var knyttet til nuet, er digtene gået i glemmebogen. Undtagelsen er "Påskeklokken kimed mildt over den danske Kyst" om det danske nederlag ved Slesvig i Treårskrigen i 1848 (f 29/10 1813)

 

1940 d Fini Henriques, komponist og violinist; H er blevet betegnet som en af de store danske komponister i første halvdel af 1900-tallet, og som violinist blev han sin tids betydeligste danske virtuos. Efter elevår i Danmark studerede han i årene 1888-91 i Østrig og Tyskland. Hjemvendt til Danmark blev H udnævnt til kgl. kapel-musikus og virkede derefter som koncertviolinist og komponist. Tillige var han musikpædagog og dannede sin egen strygekvartet. Gennem hele sin karriere nød han stor popularitet for sin uhøjtidelige optræden og charmerende musik. H optrådte mange gange i udlandet og fik også uden for landets grænser et godt ry. Han stiftede kammermusikforeningen Musiksamfundet, hvilken han var formand for til 1931. H er ophavsmand til et utal kompositioner. Af disse mange kompositioner udmærker de bedste sig ved umiddelbarhed og stor melodiøsitet. De vigtigste er baletten "Den lille Havfrue" (1909) og melodramaet "Vølunds Smed" med tekst af Drachmann (1896, omarbejdet til opera 1939-40). Han skrev også kammermusik, sange og utallige små-stykker (fx. "Myggedans" og "Vuggesang") (f 20/12 1867)

 

1955 d Aage Sikker Hansen, tegner; han blev udlært som litograf og arbejdede derefter som teatermaler. I 1932 havde han sin første udstilling og blev samme år knyttet til Politiken, hvor han regelmæssigt leverede tegninger til søndagstillægget Magasinet. Det varede ikke længe, før han slog sit navn fast hos publikum som tegner. Han iIllustrerede bøger bl.a. En Landsbydegns Dagbog og Kongens Fald (1944). Som plakatkunstner vandt han stor popularitet. Især gjorde museerne brug af ham; han tegnede plakater til Frilandsmuseet, til Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg og til Zoologisk Have i København. I 1935 udførte H vægdekorationerne til den danske pavillon i Bruxelles. Endvidere har han udsmykket KB-hallen i København, samt udført fortæpper til Århus Teater og til Bellevueteatret. Hans sidste store dekorationsarbejde var vægfelterne til bryllupssalen på Frederiksberg Rådhus. I 1945 begyndte han at tegne plakater for FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugs-foreninger. På plakaten, der reklamerede for Brugsens havregryn sås hans karakteristiske bløde streg med de to piger i kornet, tegningen prydede i mange år ligeledes pakkerne med Brugsens Davre Havregryn. Plakaten fulgtes af den piberygende indianerpige og kaffeplakaten med den sorte pigeprofil, der ligeledes i flere år prydede pakker med Brugsens Cirkel Kaffe (f 29/6 1897)

 

 

 

 

Til top        28. oktober

312 Omtrent 3 km fra Rom i slaget ved Milviske Bro (Ponte Molle) besejrer Konstantin den Store Maxentius. Konstantin er dermed enehersker i Romerriget

 

312 d Marcus Aurelius Valerius Maxentius, romersk kejser 306-312, dræbt i slaget ved Ponte Molle; faderen, kejser Maximian, abdicerede sammen med Diocletian i 305. Ved dannelsen af rigets nye styre det såkaldte tetrarki (to Augustus med hver en underkejser – en Cæsar) blev Maxentius forbigået til fordel for Flavius Valerius Severus, der blev udnævnt til Cæsar og året efter til Augustus. Men utilfredshed med Severus styre medførte, at prætorianergarden samme år udråbte Maxentius til Caesar. For at støtte Maxentius blev Maximian kaldt tilbage, og i 307 besejrede og dræbte han Severus. Herefter blev Maxentius udråbt til Augustus og beherskede nu Italien, Spanien og Afrika. Da der opstod uenighed mellem Maximian og Maxentius, søgte førstnævnte tilflugt hos Konstantin (den Store), som Maximian havde udpeget til Augustus ved sin abdikation i 305. I 312 rykkede M’s medaugustus Konstantin (den Store) fra sit magtområde Gallien ned i Italien og i slaget ved den Milviske Bro besejrede han M, der faldt i slaget. I Rom begyndtes opførelsen af Maxentius basilica. Den kaldes også Konstantins basilica, idet Konstantin afsluttede opførelsen i sit navn ca. 313. Med en grundareal på 5.600 m2 og med et 80 m langt og 25 m bredt hovedskib er den den største af de romerske basilicaer. På basilicaens nordside rejser nogle af hvælvene sig stadig uden støtte, og er dermed et bevis på den romerske byggetekniks høje stade og de romerske betonkonstruktioners holdbarhed (f ca 279)

 

1412 d Dronning Margrethe 1. Fuldmægtig frue til Danmark 1387-1412; datter af Valdemat Atterdag og dronning Hedvig; 1363 gift med Haakon VI af Norge, med hvem hun 1370 fik sønnen Oluf, der 1376 blev konge af Danmark og 1380 af Norge; Oluf døde 1397. M havde ført regeringen for den unge konge og blev efter hans død anerkendt som "frue og husbonde og hele rigets mægtige formynder". 1398 fik hun sin søsterdattersøn Erik af Pommern anerkendt som konge i Norge og 1396 valgt til konge i Danmark; også under hans regering bevarede M hovedindflydelsen til sin død. Støttet af de svenske stormænd, der var misfornøjede med Albrecht af Mecklenborg som konge, besejrede hun 1389 denne ved Åsle. 1396 valgte de svenske stormænd Erik til konge, og 1397 sluttede de tre nordiske riger den berømte union i Kalmar. I sit indre styre udvidede M kongemagten i alle rigerne, forøgede krongodset og indsatte mange danske fogeder i de andre lande. Over for Sønderjylland var M godt i gang med atter at gøre den danske krone gældende i området, da hun døde af pest om bord på sit skib på Flensborg Fjord (f marts 1353)

 

1609 f Hans Schack, greve, feltherre; han deltog i 30årskrigen på dansk, svensk og sluttelig på fransk side; 1651 tog han afsked fra fransk krigstjeneste og var derefter godsejer i Lauenborg. I 1656 var han kommandant i Hamborg. I januar 1658 trådte han i tjeneste hos Frederik 3. som generalløjtnant, regimentschef med løfte om et len (Riberhus og Møgeltønder) for livstid og naturalisation som dansk adelsmand. Under Karl Gustavs andet angreb på Danmark 1658-60 ledede S Københavns forsvar. På stormnatten 10. – 11. februar 1659 var han til stede på de afgørende punkter, og hans anordninger viste, at han fuldt ud beherskede, hvad der hørte til en fæstnings forsvar. Afværgelsen af svenskernes storm indbragte ham marskalstaven. I november samme år fik han hovedæren for den danske sejr ved Nyborg. S deltog i forreste række i de forhandlinger, der førte til enevældens indførelse. Han var således medlem af det udvalg, der vedtog håndfæstningens tilintetgørelse. Han blev udnævnt til rigsfeltherre, blev præsident i krigskollegiet og modtog som kongelen Møgeltønderhus - fra 1673 kaldt Schackenborg; 1671 ophøjedes S i grevestanden (d 27/2 1676)

 

1636 Som det første universitet i Amerika grundlægges Harvard Universitetet. Oprettelsen blev finansieret af de lokale kolonister. I 1639 tog det navn efter den engelske, puritanske præst John Harvard, som skænkede 779 engelske pund og sit bibliotek på 300 bøger til universitetet. Med boggaven grundlagdes universitetets bibliotek, der med næsten 12 mill. bind er et af verdens største

 

d Holger "den lærde" Rosenkranz, rigsråd, teolog; han gik i Århus skole 1586-90. På gr. af sin fars ængstelse for, at han skulle indpodes andet end den ortodokse lutherske rettroenhed, fik R kun lov til at studere ved universitet i Rostock (1590-92) og ved reformationens vugge i Wittenberg (1592-95). Den sædvanlige karriere for en ung adelsmand blev for R kort. Han gjorde tjeneste i danske kancelli i et års tid – januar 1597 til januar 1598. Men kancelliet var for ham et "modbydeligt tvangsarbejdshus". I stedet stiftede han i 1598 hjem og blev gift med Sophie Brahe. Hun fødte ham seks sønner og syv døtre, hvoraf fem dog døde tidligt; samme år arvede han Rosenholm. Omsorgsfuld og energisk, varetagende en stor del af husvæsenet og de omfattende regnskaber gav Sophie Holger ro til "i sit hjems mørke" at uddybe sine teologiske studier, som han opfattede som forudsætning for den rette indsigt i alle andre fag, som jura og politik. Snart stod der ry om H’s store lærdom, og i kirkespærgsmål søgte man i stigende omfang hans råd og domme. I 1614 blev han kannik ved Århus Domkirke og to år senere medlem af rigsrådet. På Rosenholm holdt han skole for sine børn og for andre adelsbørn; denne skole er blevet kaldt "Jyllands første universitet". Han støttede oprettelsen af slægtsskoler "gymnasier" for at højne et åndeligt og fagligt studenterniveau til universitetet. Da Odense gymnasium kom i gang i begyndelsen af 1620'erne, blev han dets "Director". Også ved ordningen af Århus skole deltog han og bidrog økonomisk. R udgav 1631 andagtsbogen"Hør danske mand" (f 14/12 1574)

 

f Tordenskjold, Peter Jansen Wessel, dansk-norsk viceadmiral; han sejlede fra sit 16. til sit 20. år med Vestindisk- og Ostasiatisk Kompagnis skibe. I denne periode søgte han flere gange optagelse som søkadet, og i 1709 blev han antaget. I 1711 blev han næstkommanderende på fregatten "Postillonen", samme år chef for snauen "Ormen" og 1712 for den lille fregat "Løvendals Galej". Som fregatchef begyndte han en karrière, der var enestående. Han udførte en række heltemodige bedrifter, der i legendarisk form stadig er kendt af mange i Danmark og Norge. Søkrigshistorisk knyttedes hans navn først til admiral Gabels slag på Kolberg Red 24/4 1715, hvor svenskerne efter slaget søgte at sætte en del af deres skibe på land for at ødelægge dem. Det blev opdaget af T, som med trusler fik svenskerne til at opgive deres forehavende. T fik kommandoen over et af de på denne måde erobrede skibe, fregatten "Hvide Ørn". Efter indsatsen på Kolberg Red fulgte kampen i Dynekilen 1716, hvor forsyninger til den svenske hær blev taget eller ødelagt, det mislykkede angreb på Strømstad 1717, Marstrands erobring med fæstningen Karlstens kapitulation i 1719 og samme år angrebene på Nya og Gamla Älvsborg. 1716 blev han adlet under navnet Tordenskjold. T blev viceadmiral som 29 årig, mens mange af hans kadetkammerater endnu kun var løjtnanter (d 12/11 1720)

 

d John Locke, engelsk filosof; fra 1652 studerede han medicin, filosofi, teologi og klassiske sprog i Oxford, han blev dog aldrig præst, men levede for frie studier og skribentvirksomhed. Den statsform med et stærkt parlament og en svag kongemagt, der fra 1689 var ved at tage form i England fik sin teoretiske begrundelse af Locke. I 1689 udkom hans "Two Treaties on Government", hvori han fremsætter påstanden, at alle mennesker er født lige, frie og uafhængige og i naturtilstanden havde ejet deres liv, deres frihed og deres gods. For gensidigt at garantere hinanden, at de fortsat kunne eje og nyde disse rettigheder, havde menneskene indgået en "samfundspagt". Det samfund til gavn for almenvellet, som var grundlaget for pagten, måtte have en lovgivende myndighed og tillige en udøvende myndighed. Den magt, disse sad inde med, var betroet dem af folket, som til enhver tid havde ret til at sætte sig op imod dem og fjerne dem, hvis de svigtede folkets tillid og krænkede dets medfødte rettigheder. Sin almindelige tolerance viste Locke i sin bog om opdragelse "Some Thoughts Concerning Education" (1693); i den tog han afstand fra korporlige straffe og lagde megen vægt på den legemlige uddannelse. Endvidere prioriterede han karakterdannelse langt højere end erhvervelse af boglig viden. I sit filosofiske hovedværk "An Essay Concerning Human Understanding" (1690) diskuterer han den menneskelige erkendelse, dens oprindelse, sikkerhed og grænser. I værket formulerede han sin empirisme, som siger, at menneskets erkendelse af omverdenen og dets ideer om den alle stammer direkte fra sansningen eller stammede fra den bearbejdelse af sanseindtrykkene, som fornuften foretog gennem tankearbejde; medfødte ideer spillede derimod ingen rolle. Med sin tro på, at det er muligt at opdrage mennesket til et fornuftsvæsen og til en god samfundsborger, fremstår Locke som en af oplysningstidens fædre (f 29/8 16032)

 

1767 f Marie Sophie Frederikke, dronning; datter af landgreve Carl af Hessen og Louise (søster til Frederik V). I 1790 blev hun gift med kronprins Frederik (VI) og blev dronning ved hans tronbestigning i 1808. Ved hoffet betragtedes Marie som ret ubetydelig, og hun førte en meget tilbagetrukken tilværelse. Det ægteskabelige samliv vanskeliggjordes med tiden af en sygdom, hun havde pådraget sig efter otte fødsler, seks af børnene døde som små. Fra 1818 måtte hun affinde sig med, at kongen tilbragte sine private timer med sin maitresse, fru Dannemand. Mens kongen 1814-15 overværede fredskonferencen i Wien, var Marie indsat som regent. I 1825 gav hun kongen ideen til at gøre Wilhelm af Holstein-Beck, der var gift med hendes søster, til hertug af Glücksborg. Hertugparrets søn, Christian (IX), der 1832 kom til København, betragtede kongeparret som deres egen. M gjorde genealogiske studier og udgav 1822-24 "Supplement-Tafeln zu Joh. Hübners genealogischen Tabellen" (d 21/3 1852)

 

1770 På initiativ af Struensee afskaffes helligdagene 3. juledag, 3. påskedag og 3. pinsedag

 

1818 f Ivan Turgenjev, russisk forfatter; han studerede 1833-42 ved universiteterne i Moskva, Sct. Petersborg og Berlin. I årene 1847-50 og fra 1856 levede han i Frankrig. Som forfatter debuterede han med episke digte, men slog igennem med fortællingerne "En Jægers Dagbog" (1852), der dels er et stærkt angreb på livegenskabet dels en poetisk skildring af russisk natur og de livegnes bønders liv. I romaner med emner fra godsejermiljøet har han med vemodig selvironi skildret de liberales svaghed og ubeslutsomhed, således "Rudin" (1856) og "En adelig rede" (1859). I hvad der er blevet betegnet som hans bedste roman "Fædre og Sønner" (1862), gav han en sympatisk skildring af en "nihilist", en repræsentant for den unge, revolutionære generation, men som blev misforstået af både konservative og radikale. Romanerne "Røg" (1867) og "Ny jord" (1877) førte til beskyldninger om, at han havde mistet kontakten med udviklingen i hjemlandet. Turgenjev skrev også en række fortællinger, hvor analyser af menneskelige relationer og menneskets psykologi dominerer over det sociale og politiske, bl.a. "Asja" og "Forårsbølger". Et stadigt gentaget og selvoplevet tema er kærlighedsforholdet mellem den stærke, lidenskabelige kvinde og den svage, ubeslutsomme mand. Turgenjev var den første russiske forfatter, der blev kendt i udlandet, og han fik stor betydning for den litterære realisme i Vesteuropa (d 3/9 1883)

 

Skidenstræde i København ændrer navn til Krystalgade. Strædet var anlagt ovenpå bækken, som via Kristen Bernikowsgade løb ud i stranden. Stykket fra Nørregade til Fiolstræde hed Lille Skidenstræde og stykket herfra til Købmagergade Store Skidenstræde. Det nye navn blev konstrueret med substantivet krystal for at markere afstanden til det hidtidige navn, som beboerne havde ansøgt om at slippe af med. Ændringen fra Skidenstræde til Krystalgade havde spøgt før 1818, for allerede på stadskonduktørens kort over København fra 1757 optræder Christall-Gade som en alternativ form til Skidenstræde. Navneændringen var den den første officielle ændring i København af et gadenavn og blev efterfulgt af andre

 

f Tokugawa Yoshinobu, den sidste Tokugawa shogun i Japan, og som ved sin holdning bidrog til at Meiji Restorationen i 1868 – i.e. afskaffelse af shogunatet og kejserdømmets genoprettelse – forløb forholdsvis fredelig. Da han blev shogun i 1866, forsøgte Yóshinobu forgæves at få fransk hjælp i forsvaret af sin magt. Efterhånden som modstanden voksede, gik han med til at afgive sin magt i 1867 og udtalte samtidig sin for-ventning at blive betragtet som den første blandt ligemænd i hvilken som helst magtstruktur, der måtte komme efter shogunatet. Men hans modstandere besluttede at slå til med det samme. Den 3. januar 1868 angreb og erobrede en gruppe radikale samuraier paladset i Kyoto og erklærede kejserdømmets genoprettelse. Skønt Yoshinobu var indstillet på at anerkende kuppet, havde hans ministre en anden opfattelse. Resultatet var en kortvarig borgerkrig. Da de kejserlige tropper nærmede sig shogunatets hovedstad Edo (nu Tokyo), overtalte Yoshinobu sine soldater til at overgive sig. Yoshinobu fik lov at trække sig tilbage. Han blev ikke på nogen måde forfulgt. 1902 fik han fyrsterang (d 22/1 1913)

 

1846 f George-Auguste Escoffier, kok; han begyndte sin karriere som 12 årig, og først efter 62 års virke trak han sig tilbage i 1920. Hans arbejde som kok i disse mange år bragte ham vidt omkring. Fra den første læreplads i Nice til Paris, Luzern, Monte Carlo og London med en afstikker som chefkok på kejser Vilhelm II’s yacht. Escoffiers navn blev verdenskendt, efter han i 1890 havde overtaget ledelsen af køkkenet på Savoy hotellet i London. Her skabte han 1893 péche Melba til ære for den australske sangerinde, der da var gæst på hotellet. 1899 flyttede han til Carlton Hotel i London, hvor han til sin tilbagetræden opbyggede hotellets ry for haute cuisine. Ved en lejlighed skal Vilhelm II have sagt til Escoffier "Jeg er kejser af Tyskland, men De er kokkenes kejser". Hvorefter kejseren overtalte ham til at tage jobbet som chefkok på den kejserlige yacht. Escoffier udgav flere bøger bl.a. "Le Guide Culinaire" (1903) med ca. 5000 opskrifter, "Le Livre de Menus" (1912) og "Ma Cuisine" (1934) (d 12/2 1935)

 

d Max Müller, general; han blev landkadet i 1822 og fik efter eksamen i 1835 sekondløjtnants anciennitet. Han steg herefter reglementeret i graderne og deltog som kompagnichef i de fleste kampe i Treårskrigen (1848-50). I 1848 blev han kaptajn og i 1863 oberst. I årene 1854-63 gjorde han tjeneste som kommandant i Rendsborg. December 1863 fik Müller kommandoen over 7. brigade, der bestod af 1. og 11. regiment, hvis mandskab var københavnere og jyder. Med denne styrke standsede Müller under tilbagetrækningen fra Dannevirke ved Sankelmark østrigernes angreb. Müllers resolutte føring ved Sankelmark skaffede ham stor popularitet og gjorde hans navn kendt over hele landet. Resten af krigen lå han med sin brigade i København. Ved hærloven af 1867 blev Müller general. Han udtrådte af hæren i 1879 (f 22/10 1808)

 

1886 Frihedsgudinden indvies. Placeret på en 47 m høj sokkel er den 220 tons tunge og 46 m høje statue af kobber og jern ved indsejlingen til New Yorks havn et amerikansk nationalmonument og en af USAs største turistattraktioner med mere end 4 mill. besøgende om året. Med en oprakt højre arm holder gudinden i hånden en fakkel, og oprindelig hed statuen "Friheden, der oplyser Veeden". Bogen i hendes venstre hånd bærer indskriften "July 4. 1776" til minde om den amerikanske uafhængighedserklæring. Ved statuens fødder er trælbindingens lænker fra den gamle lænker brudt, og soklen bærer som indskrift et digt, der begynder "Giv mig dine trætte, sultende masser, der længes efter frihed". Ideen til statuen, der er en gave fra Frankrig til USA, opstod i 1865 efter Den amerikanske Frihedskrig. Den skulle være en hyldest til de to landes bidrag til republikanske principper om lighed og folkelig regeringsform og et minde om USAs uafhængighed

 

I Istanbul underskriver de vigtigste europæiske lande og Tyrkiet Suezkanalkonventionen, der siger, at kanalen i såvel freds- som krigstid skal være åben og fri for alle nationers skibe, det være sig krigsskibe eller handelsskibe. Selv om Tyrkiet – der på daværende tidspunkt herskede over Ægypten – skulle være krigsførende, var krigeriske handliner forbudt på kanalens område samt i en afstand af 3 sømil fra udløbene, ligeledes var blokade af kanalen forbudt. Således fastslog konventionen Suez-kanalens internationale og neutrale status

 

1903 f Evelyn Waugh, engelsk forfatter, der af mange blev anset for at være hans tids mest brilliante satiriske romanforfatter. Under 2. Verd.krig gjorde han tjeneste først i Royal Marines og Royal Horse Guards siden i kommandostyrkerne i Jugoslavien. I sine første bøger giver Waugh vittige skildringer af engelsk overklassemiljø i mellemkrigstiden, f.eks. "Decine and Fall" (1928) og "A Handful of Dust" (1934). 1930 gik Waugh over til katolicismen, og i hans største romaner spiller katolicismen en væsentlig rolle; "Brideshead Revisited" (1945) skildrer en katolsk overklassefamilie, der får afgørende betydning for hovedpersonen. I trilogien om 2. Verdenskrig, "Sword of Honour", "Officers and Gentlemen" (1955) og "Unconditional Surrender" (1961), som skildrer det gradvise sammenbrud af æres- og gentlemanidealet, er hovedpersonen katolik. Waugh skrev en historisk roman "Helena" (1950) om Konstantin den Stores mor; desuden udgav han rejseskildringer og biografier, blandt sidstnævnte er bøger om Edmund Campion (1935) og Ronald Knox (1959). I 1964 kom første bind af en selvbiografi "A Little Learning" (d 10/4 1966)

 

1910 d P. Knudsen, fagforeningsmand og Socialdemokratiets formand 1882-1909; i 1867 blev han udlært som handskemager i fødebyen Randers. Som soldat oplevede han i 1872 Slaget på Fælleden og tilsluttede sig kort efter den unge socialistiske bevægelse. I 1876 var han medstifter af sit fags fagforening og var 1898-1903 formand for det nystiftede Handskemagerforbundet i Danmark. I arbejderbevægelsens mørkeste tid efter Pios og Geleffs flugt til USA blev K i 1882 formand for Socialdemokratiet, og det skyldes i væsentlig grad hans indsats, at det ud fra næsten ingenting lykkedes at opbygge et stort landsdækkende parti. Som næstformand 1898-1908 i De Samvirkende Fagforbund i Danmark fik han afgørende indflydelse på etableringen af det tætte samarbejde mellem fagbevægelse og parti. I årene 1897-1902 var han medlem af Københavns borgerrepræsentation. Han blev rådmand i 1902 og i 1909 borgmester for magistratens 3. afd. dvs "fattigborgmester". Endvidere var K medlem af Landstinget 1890-98 og af Folketinget 1898-1901 og 1903-09. Som medlem af "Social-Demokratens" redaktion var han ligeledes aktiv inden for arbejderbevægelsens presse. I sit rigsdagsarbejde medvirkede han ved udformningen af mange vigtige sociallove, således loven om anerkendte arbejdsløshedskasser i 1907. K’s viden og indsigt på det sociale område havde allerede i 1888 resulteret i hans udgivelse af bogen "Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse" (f 23/11 1848)

 

1914 f Jonas Salk, amerikansk læge og bakteriolog, som udviklede en vaccine mod polio; Salk blev læge i 1939, da han afsluttede sine studier ved New York University College of Medicine. Som medlem af National Research Group var Salk med i en gruppe, der fra 1942 ved University of Michigan School of Public Health arbejdede for at udvikle en vaccine mod influenza. I 1947 blev Salk professor i bakteriologi og leder af Virus Research Laboratory ved det medicinske fakultek ved universitetet i Pittsburgh. Her begyndte han sine undersøgelser vedrørende polio. I samarbejde med videnskabsmænd fra andre universiteter klassificerede Salk tre forskellige poliostammeer. Han påviste at dræbt virus fra hver af disse tre stammer gav aber immunitet mod sygdommen. I 1952 udførte han vaccinationer på børn. Først på børn som var blevet raske efter at have været angrebet af polio. Dernæst på personer som ikke havde været ramt af polio. Begge prøver afsluttedes med succes. Disse resultater offentliggjorde Salk året efter i "Journal of the American Medical Association". Efter yderligere undersøgelser og vaccinationer blev vaccinen mod polio – nu kaldt salkvaccine – frigivet i USA den 12. april 1955 (d 23/6 1995)

 

Rejsegilde på Christiansborg Slot. Efter det andet Christianborgs brand den 3. oktober 1884 kom der straks en indsamling i gang til slottets genopbygning. To frivillige komiteer indsamlede halvanden million kroner, og regeringen overdrog den gamle Theophilius Hansen, der i en menneskealder havde virket som arkitekt i Wien, at udarbejde projekter. Rigsdagen kunne imidlertid ikke acceptere hans projekter, bl.a. var de for dyre og for fremmedartede. Et af hans projekter var en rigsdagsbygning i venetiansk-maurisk stil. I de følgende år blev der til stadighed forhandlet og udarbejdet planer. Der gik politik i sagen, og den trak ud. Mest afvigende var et forslag, de socialdemokratiske folketingsmedlemmer lod uddele i 1895; det gik ud på intet mindre end at nedrive hele slotsruinen og lade Slotsholmen bebygge med boligkareer. På Christian 9.’s 40 års regeringsjubilæum den 15. november 1903 vedtoges langt om længe loven om Christianborgs genopførelse med plads til landets tre myndigheder: den udøvende, den lovgivende og den dømmende. Vinderen af en arkitektkonkurrence, hvortil der indkom 28 projekter, blev vundet af Thorvald Jørgensen. Den 15. november 1907 nedlagdes grundstenen til det nye slot af Frederik 8., og den 28. maj 1918 indviedes det

 

De italienske fascister gennemfører deres march mod Rom. Da 1. Verd.krig sluttede, stod Italien på sejrherrernes side, men i den italienske befolkning var der udbredt utilfredshed med, at Italien ikke ved Versaillesfreden var blevet tilstrækkelig tilgodeset i sine territoriale krav. Samtidig betød den russiske revolution i 1917 en radikalisering af det politiske liv i Italien. Strejker, fabriksbesættelser og demonstrationer hørte til dagens orden. Gennem de italienske byer og landsbyer drog flokke af syngende fascister og udfordrede kommunister og socialister til slagsmål. Dermed fremprovokerede og intensiverede de en anarkistisk situation og forberedte befolkningen på det fascistiske diktatur, deres fører Mussolini proklamerede var den eneste redning for Italien. I sommeren 1922 kom fascisternes chance. Der var proklameret generalstrejke, og Mussolini erklærede, at hvis ikke regeringen forhindrede den, ville fascisterne. Den 24. oktober sagde han i en tale til en forsamling på 40.000 fascister i Milano: "Enten vil regeringsmagten blive overladt os, eller vi vil marchere mod Rom og tage den". Senere samme dag besluttede Mussolini og andre ledende fascister, at de fire dage senere –efter at have fremprovokeret optøjer, besat politistationer, posthuse og præfekturer – ville marchere til Rom og fremtvinge, at regeringsmagten blev overladt dem. Selv ville Mussolini ikke deltage i marchen. Han ville, at kongen skriftligt skulle tilkalde ham. Selv om marchen langt fra var så stor og velorganiseret, som den fascistiske propaganda senere hævdede, var den stor nok til at bringe regeringen til fald. Og kongen, der var parat til at acceptere en fascistiskledet regering, sendte det telegram, Mussolini ventede på. Tre dage senere dannede han regering

 

Folketingsvalg. Med den såkaldte Oktobernote af 19. oktober 1946 til den britiske regering havde et stort flertal i Folketinget tilkendegivet den danske holdning i sydslesvigspørgsmålet. Det ville ikke stille forslag om ændring af Sydslesvigs statsretslige tilhørsforhold. Det måtte alene bero på den sydslesvigske befolkning selv, om den ønskede at rejse spørgsmålet om adgang til at udøve "sin naturlige selvbestemmelsesret". Men udtalelsen skabte ikke ro om sydslesvigspørgsmålet. Agitationen for en grænserevision fortsatte, og den fik støtte fra statsminister Knud Kristensen, der- ganske vist "som privatmand" – i strid med sine udtalelser i Folketinget gjorde sig til talsmand for en linje i klar modstrid med folketingsflertallets holdning. Efterhånden var de Radikale så forbitrede over Knud Kristensens optræden i sydslesvigspørgsmålet, at de stillede et mistillidsforslag til ham personligt. Natten til 4. oktober 1947 blev det vedtaget, og statsministeren udskrev valg. Han vandt en strålende sejr, der satte Venstres mandattal op fra 38 til 49, men den var vundet over de Konservative. De mistede en tredjedel af stemmerne fra valget i 1945 og gik i mandater fra 26 til 17. For socialdemokraterne som for Venstre var valget en triumf. Deres stemmefremgang udgjorde 25%. I mandater gik de op fra 48 til 57. De Radikale gik fra 11 til 10 mandater. Takket være sin agitation mod restriktionspolitikken fordoblede Retsforbundet sin repræsentation i Folketinget fra 3 til 6 mandater. Derimod udslettedes Dansk Samling. Udgangen af valget blev dannelse af en socialdemokratisk mindretals regering ledet af Hans Hedtoft. Den sad til 1950

 

d Eugene O'Neill, amerikansk dramatiker; han slog igennem i 1920 med "Beyond the Horizon" og var fra denne tid anerkendt som USA’s ledende dramatiker. I 1920'erne eksperimenterede han med symbolik og ekspressionistiske virkninger i stykker som "The Emperor Jones" (1920), "The Great God Brown" (1926) og "Dynamo" (1929) mens f.eks. "Desire under the Elms" (1924) fortsatte den naturalistiske linje. Trilogien "Mourning Becomes Electra" (1931) var en gendigtning i New-England miljø af det græske Orestes-motiv. Efter komedien "Ah! Wilderness" (1933) og den mislykkede "Day Without End" (1943) gik der 10 år, før et nyt drama af O’Neill blev opført på Broarday. Det var tragedien "The Iceman Cometh" (skrevet 1939), som blev det sidste af hans stykker, der blev opført, inden han døde. De stykker, han efterlod ved sin død, var blevet til over en lang periode. To af disse er dele af en planlagt serie på 11 dramaer "A Tale of Possessors Self-Dispossessed. A Touch of the Poet" (skrevet 1935-42, opført 1957) og "More Stately Mansions" (skrevet 1939-41, opført 1962). Selvbiografiske er "Long Day’s Journey Into Night" (skrevet 1939-41, opført 1956) og fortsættelsen "A Moon for the Misbegotten" (1943, opført 1957), som blev det sidste drama, han kom til at fuldføre. O’Neill modtog Nobelprisen i litteratur i 1936 (f 16/10 1888)

 

Med et flertal på 112 vedtager det britiske Underhus Storbritanniens tilslutning til EF

 

 

 

 

 

 

 

Til top                29. oktober

1314 d Filip 4. "den smukke", fransk konge 1285-1314; i sin regeringstid udbyggede han til stadighed kronens magt. I forholdet til paven kom det til en afgørende styrkeprøve, som Filip 4. vandt. Da paven forbød kirkens folk at betale skat til kongen, svarede Filip 4. igen ved at forbyde udførsel af sølv og guld fra Frankrig, hvorved paven gik glip af indtægterne fra Frankrig. På et stændermøde blev det fastslået, at den franske konge havde sin magt fra Gud alene. Filip 4. lod paven – Bonifacius 8. - tage til fange og fik en fransk ærkebiskop valgt til hans efterfølger. Denne slog sig ned i Avignon (1398) og indledte dermed pavemagtens "Babylonske fangenskab". Filip 4. havde svært ved at finansiere sin håndfaste politik og måtte undertiden gribe til farlige udveje. Bl.a. forfulgte han jøder og lombarder; 1307 opløste han den rige Tempelherreorden; medlemmerne blev arresteret og kongen overtog deres meget store rigdomme i form af jord og penge. Historiens dom over ham har været usikker; snart har man dadlet kongen som en usædvanlig utiltalende fyrsteskikkelse: troløs og falsk, hård og grusom, og kaldt hans styre for djævelens regime – snart man man prist ham som en af Frankrigs dygtigste og mest uegennyttige herskerperson-ligheder. Men han synes at have været ypperlig politisk begavet; som et bemærkelsesværdig træk forstod han værdien af at vinde støtte hos den offentlige mening ved flyveskrifter og tilkendegivelser. Fast står det, at hans regering i overordentlig grad styrkede den franske kongemagt (f 1268)

 

1507 f Hertugen af Alba, Fernando Álvarez De Toledo, spansk feltherre; allerede i 16 års alderen trådte han i spansk krigstjeneste og tjente Karl V i dennes felttog i Italien og mod tyrkerne i Ungarn. Efter Karl V i 1555 havde nedlagt kronen, gjorde Alba tjeneste hos hans efterfølger Filip II som hærfører. Efter at have deltaget i flere krige blev Alba 1567 sendt til de spanske besiddelser i Nederlandene. Hans opgave her var at bekæmpede kalvinisternes oprør, straffe de kætterske oprørere og genoprette kongens autoritet. Det gjorde Alba med religiøs fanatisme, terror og eksorbitante skatter. Han oprettede en ny domstol, der officielt hed Sandhedsrådet, Men hurtigt blev døbt Blodsrådet. I løbet af de seks år, hans statsholdertid varede, skal han have ladet 18.000 mennesker henrette. Med sin terrorpolitik opnåede Alba kun, at oprøret bredte sig stærkere end før og udviklede sig til åben frihedskrig. Han blev derfor kaldt tilbage 1573 og sad i husarrest i flere år. Da Filip i 1579 forberedte sit felttog til Portugal for at erobre den portugisiske trone, blev Alba taget til nåde og sat i spidsen for den spanske hær. Hans sejr den 25. august i slaget ved Alcante nær Lisabon sikrede den portugisiske trone for Filip. Men på trods heraf synes han ikke at have opnået sin konges gunst (d 11/12 1582)

 

d Walter Ralegh (Raleigh), engelsk opdagelsesrejsende, sørøver og historiker; han var i tjeneste hos dronning Elizabeth og fik 1584 patent på for dronningen at opdage og tage land i "fjerne hedenske og babariske lande" dvs. Amerika. På rejsen udforskede han kysten fra Florida til North Carolina. Kysten nord for Florida navngav han Virginia efter dronning Elizabeth, der på gr. af sin ugifte stand blev kaldt the Virgin queen (jomfrudronningen). I 1585 tog han initiativ til udsendelse af kolonister til Roanoke Island, North Carolina. Det mest blivende resultat af hans rejser var, at han indførte tobakken og kartoflen i England og Irland. I 1587 blev han officer i dronningens garde. I 1590'erne foretog Raleigh togter til Sydamerika, for at England kunne få del i Spaniens amerikanske guld. Deltog desuden i togter mod Cadiz (1596) og Azorerne (1597). Da Jacob 1. blev konge, faldt Raleigh i unåde og 1603 sat i Tower med kone og børn mistænkt for sammensværgelse mod kongen. Han blev dødsdømt, men sat på fri fod mod løfte om at søge guld langs Orinoco og ikke angribe spanske besiddelser. Ekspeditionen mislykkedes, og da han vendte tilbage til England (1618) blev den gamle dødsdom eksekveret. Mens Raleigh sad i Tower skrev han "History of the World", ført frem til 130 f. Kr. Endvidere "The Discoverie of Guiana" i hvilken han fortæller om udforskningen af Orinoco i søgningen efter et skjult Inka-rige (f 1554)

 

Kurantbanken oprettes. Banken var den første danske private seddeludstedende bank. Courantbanken var den almindelig anvendte betegnelse for bankens officielle navn: Kiøbenhavnske Assignations-, Vexel- og Laanebank. Den blev oprettet for at lette handelen gennem vekseldiskontering og anden långivning, men fra 1750’erne fik den også betydning som långiver for staten og blev i 1773 omdannet til en statsbank. Med denne nye ejer øgedes kreditgivningen så stærkt, at der ingen mulighed var for at genoptage den i 1757 afskaffede seddelindløselighed. Efter en nedskrivning af kurantdaleren i 1797 til 4/5 speciedaler d.v.s. med 2% mistede den under Napoleonskrigen – og især efter Danmark i 1807 havde erklæret England krig og tilsluttet sig Frankrig - stadig mere værdi. Denne udvikling endte i statsbankerotten i 1813. Da afskaffede man kurantdaleren som møntenhed og indførte den nye rigsbankdaler

 

1811 f Louis Blanc, fransk utopisk socialist og historiker; han studerede filosofi, jura og historie i Paris, men gik over i journalistik ved radikale venstreblade. Resultatet af sine økonomiske studier fremlagde han i 1839 i sit hovedværk "L’Organisation du travail", hans socialistiske program. Det vakte kolossal opsigt og blev straks de franske socialisters arsenal. Blanc så den frie konkurrence som årsag til arbejdernes dårlige forhold. Den trykkede lønnen ned, den forlængede arbejdstiden, den medførte alles kamp mod alle. I stedet ville han have flyttet produktionen over i en række "samfundsværksteder", derved ville kapitalist- og mellemklassen forsvinde, og "enhver skulle yde efter evne og nyde efter behov". Blanc befæstede sin popularitet med bogen i fem bind om Ludvig Filips første tiår som konge "Histoire de dix ans 1830-1840" (1841-44). Den bidrog til at berede jordbunden for februarrevolu-tionen 1848 og Ludvig Filips afsættelsae. Efter februarrevolutionen blev B medlem af regeringen, hvor han tog til orde for, at den politiske revolution hurtigt blev efterfulgt af en social. Men efterhånden blev hans stilling svag på gr. af de oprettede "samfundsværksteders" fiasko. Han forlod Frankrig og bosatte sig i London. Her levede han som journalist og forfatter, og her skrev han sit hovedværk "Histoire de la Revolution francaise" (1847-62). Efter kejserdømmets fald i 1870 vendte han tilbage til Frankrig; han blev indvalgt i Nationalforsamlingen, hvor han sluttede sig til det yderste venstre, men tog skarp afstand til Pariserkommunen (d 6/12 1882)

 

1812 d Claude-Francois de Malet, fransk general; de Malet startede sin militære løbebane hos kongens musketerer i 1771. Skønt adelig tilsluttede han sig med begejstring Revolutionen, hvorefter hans familie gjorde ham arveløs. Han trådte ind i Revolutionshæren i 1791 og gjorde tjeneste som adjudant i Rhinhæren. Hans næste år i hæren forløb uden store begivenheder, bortset fra han i 1799 under det italienske felttog fik til opgave at forsvare Saint Bernard passet, hvilket han gjorde så godt, at han blev forfremmet til brigadegeneral. Som glødende republikaner var det kun tøvende, de Malet accepterede Napoleons proklamation om indførelse af kejserdømmet. Fra 1805 gjorde han tjeneste i Italien; på gr. af deltagelse i sørtbørshandel blev han afskediget i unåde i maj 1808. Året efter blev han fængslet i Paris mistænkt for at tilhøre Societé des Philadelphes, et hemmeligt anti-Napoleon selskab. Fra juli 1810 havde han husarrest i sit hjem i Paris. Natten mellem 22. og 23. oktober 1812 lykkedes det ham at flygte. Han tillagde sig indentitetet som ’general Lamotte' gik ind på parisergardens kaserne og proklamerede, at Napoleon var død i Rusland, og at han af en provisorisk regering var blevet udnævnt til Paris kommandant. På kasernen troede man ham, og inden han blev afsløret og arresteret, fik han to fængslede pro-republikanske generaler sat på fri fod og henrettet Paris kommandant. Få dage senere blev de Malet stillet for en krigsret, dømt og henrettet. De Malets kup, der var tæt på at lykkes, fik Napoleon til hurtigt at forlade sin slagne hær i Rusland og vende tilbage til Paris (f 28/6 1754)

 

1813 f C. Plough, journalist, forfatter og politiker; han begyndte i 1829 på det teologiske studium, men opgav det snart og studerede derefter forskellige fag uden nogensinde at tage en afsluttende eksamen. I studenterårene blev han engageret i tidens politiske og nationale rørelser. Dels blev han studenter-skandinavismens fører, dels skrev han nogle studenterkomedier, der i tidens liberale ånd uddelte drøje hug til enevælde og andre autoriteter. I national-liberale kredse fik man øje på Ploughs evner som skribent, og fra 1841 var han tilknyttet partiets hovedorgan "Fædrelandet" som redaktør. Det blev hans livsgerning, og den varede til året før, "Fædrelandet" 1882 gik ind. Med sit engagement i kampen mod enevælden og for liberalismen, skandinavismen og danskheden i Slesvig prægede han bladet med mange polemiske artikler og blev en af de ledende nationalliberale. Men hans politiske indsats kom ikke til at stå mål med den journalistiske. Han fik aldrig nogen ledende stilling inden for det nationalliberale parti. Han var medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, medlem af Folketinget 1854-58 og af Landstinget 1859-1890. Efter 1864 fulgte Plough sit parti i dets højredrejning. Han stemte for den reviderede grundlov 1866 og vendte sig med stor kraft mod Venstres krav om parlamentarisme. Alt det nye, der brød frem i begyndelsen af 1870’erne var ham imod, brandesianismen i særdeleshed. Som forfatter var han især populær som lejlighedsdigter. Men da det meste heraf var knyttet til nuet, er digtene gået i glemmebogen. Undtagelsen er "Påskeklokken kimed mildt over den danske Kyst" om det danske nederlag ved Slesvig i Treårskrigen i 1848 (d 27/10 1894)

 

Røde Kors oprettes som en international humanitær organisation på initiativ af den svejtsiske filantrop Henri Dunant. En international konference i Genève i 1864 vedtog den første Genèvekonvention til beskyttelse af syge og sårede i felten. Den Internationale Røde Kors Komité (IRKK) overvåger Genèvekonventionens bestemmelser, konventioner som flere gange er blevet suppleret. I 1949 fik man på grundlag af erfaringer fra 2. Verd.krig revideret både den første Genèvekonvention om landkrig, den anden om krig til søs og den tredje konvention om forholdene over for krigsfanger. I tillæg kom den fjerde Genèvekonvention om beskyttelse af civilbefolkningen. I 1977 vedtog en diplomatkonference om menneskerettigheder i væbnede konflikter tillægsprotokoller, som tager speciel sigte på beskyttelse af ofre for internationale væbnede konflikter og beskyttelse af ofre for ikke-væbnede konflikter. Disse aftaler er anerkendt af de fleste lande

 

1879 f Franz von Papen, tysk politiker og diplomat; ved udbruddet af 1. Verd.krig var han militærattaché i Washington. Fra 1920 var han medlem af det katolske Centrumspartis gruppe i den preussiske Landdag. Papen stod på partiets højrefløj og havde tilknytning til den aristokratiske og reaktionære Herrnklub, hvis medlemmer primært var preussiske godsejere. I Weimarrepublikkens sidste måneder blev han i juni 1932 tysk rigskansler, og ved sin politik bidrog han til dens undergang. I et forsøg på at tage vinden ud af sejlene på det fremstormende naziparti afsatte han ved et kup den socialdemokratiske regering i Preussen, men fjernede dermed en af de stærkeste bastioner for demokratiet. Endvidere gjorde han et mislykket forsøg på at få Hitler til at træde ind i regeringen. Ud fra en overbevisning om at kunne "tumle" Hitler i et samarbejde var Papen aktiv, da Hitler dannede regering i januar 1933. I regeringen blev Papen vicekansler og tillige rigskommisær for Preussen. For Hitler havde Papen nu gjort sit arbejde, og i forbindelse med "de lange knives nat" i juni 1934 skilte Hitler sig af med ham. Han blev tvunget ud af politik, og som ambassadør i Wien vendte han tilbage til diplomatiet. I 1939 blev han ambassadør i Ankara. Da Tyrkiet 1944 brød de diplomatiske forbindelser med Tyskland, måtte Papen vende hjem. I oktober 1946 blev han frifundet ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. Men i februar 1947 blev han ved en tysk domstol idømt 8 års tvangsarbejde. Franz von Papen blev benådet 1949 og udgav sine erindringer i 1952 (d 2/5 1969)

 

1882 f Jean Giradoux, fransk forfatter; han debuterede i 1909 med novellesamlingen "Provinciales", i samme genre bl.a. også "Simon le pathétique" (1918) og "Suzanne et le Pacifique". Giradoux begyndte i slutningen af 1920'erne at skrive til scenen og fremstod snart som den førende franske dramatiker. Mange af hans arbejder er et forsvar for menneskets krav på jordisk lykke, i en verden af irrationelle, ødelæggende kræfter; han benyttede ofte antikke myter eller bibelske temaer for at udtrykke en moderne problematik. Blandt hans dramatiske arbejder er "La Guerre de Troie n’aura pas lieu" (1935, da. Den trojanske krig finder ikke sted) og "La Folle de Chaillot" (1945, da. Den gale fra Chaillot) (d 31/1 1944)

 

1897 d Henry George, amerikansk skribent og økonom; i sin ungdom havde han forskellige jobs; han var butikslærling, typograflærling og ude at sejle. Men han tilegnede sig på egen hånd en ikke ringe boglig lærdom, og da han i 1870 kom til New York gav han sig i lag med social- og nationaløkonomiske studier, skribentvirksomhed og journalistik. I New York blev han rystet af over den elendighed, han så, og som trivedes ved siden af en uhyre rigdom. Fattigdommen syntes at stige i takt med rigdommen. I 1879 udsendte han "Progress and Poverty", der vakte megen opmærksomhed i såvel USA som Europa og blev meget læst. Hans politiske udgangspunkt var liberalt. han mente, at statens magt skulle begrænses, og han var fortaler for det frie initiativ og den frie verdenshandel. I sit værk fremhævede han uretten i grundspekulation, som bygger på den private ejendomsret til jorden, der dog får sin værdi som følge af samfundets udvikling. Midlet mod denne uret, der lå til grund for det meste af den sociale uretfærdighed, fandt han i samfundets inddragelse af jordrenten ved at pålægge jorden fuld grundskyld, idet jordrenten således kom helheden, samfundet, til gode. Derved ville arbejds- og kapitalindtægter friholdes for beskatning. Det var Georges overbevisning, at statens udgifter kunne finansieres alene ved beskatning af jorden. I Danmark lå hans tanker til grund for partiet Retsforbundet. Henry George var selv politisk aktiv. Han dannede bl.a. United Labour Party, som han i 1886 opstillede for til borgmestervalget i New York. Henry George blev ikke valgt. I 1897 opstillede han igen, men døde under valgkampen (f 2/9 1839)

 

1897 f Joseph Goebbels, tysk politiker og propaganminister 1933-45; han blev erklæret uegnet til militær tjeneste under 1. Verdenskrig pga. klumpfod, og denne fysiske skavank plagede ham og fik ham til at føle sig under-legen livet igennem, især når hans modstandere trak paraleller til en haltende djævel. Efter at have studeret bl.a. historie blev i 1924 medlem af nazipartiet. Samme år blev han redaktør for Völkische Freitheit i Elberfeld og i 1927 for Nationalsozialistische Briefe. I 1927 blev Goebbels Gauleiter i Berlin og grundlagde her avisen Der Angriff, som han var redaktør for. Som Gauleiter stod han i spidsen for partiets organisations- og propaganda-arbejde i Berlin. Han blev i 1929 rigspropagandaleder. Efter magtovertagelsen i 1933 blev Goebbels rigsminis-ter og chef for det nyoprettede ministerium for folkeoplysning og propaganda. Efteråret 1933 grundlagde han og blev præsident for Reichkulturkammer. Goebbels opbyggede et stort propagandaapparat og stod i spidsen for ensretningen af massemedierne og kulturlivet. Han var selv en god, men demagogisk taler og agitator. Som sådan kom han til at stå bag den officielle hetz mod den jødiske befolkningsgruppe og blev en af hovedagita-torerne for Die Endlösung og deportationerne til udrydelseslejrerne i Østeuropa. Februar 1943 erklærede Goebbels den totale krig, og efter det mislykkede attentat på Hitler 20. juli 1944 fik han titlen rigsbefuld-mægtig for den totale krigsindsats. Han blev i Hitlers testamente udnævnt til efterfølger som rigskansler. Goebbels begik selvmord sammen med sin kone i førerbunkeren i Berlin efter at have dræbt deres seks mindre-årige piger med gift (d 1/5 1945)

 

1910 Industrirådet oprettes som industriens og Industriforeningen i Københavns hovedorgan. Fra oprettelsen var der et snævert fællesskab mellem de to organers virksomhed og ledelse. I’s formål var at varetage den danske industris almene interesser, dog bortset fra kollektive lønaftaler, som varetoges af Arbejdsgiverforeningen. Under 1.Verd.krig deltog I sammen med andre organisationer i administrationen af samhandels-overenskomsterne med udlandet. Under importreguleringerne i 1930’erne og især under Besættelsen støttede Industrirådet i vidt omfang statsadministrationen ved tilrettelæggelsen af import-, fordelings- og prisordninger samtidig med, det varetog industrivirksomhedernes almindelige og specielle interesser over for myndighederne. I 1992 fusionerede Industri-rådet og Industriens Arbejdsgiverforening, og under navnet Dansk Industri repræsenterer denne organisation dansk industris fælles politiske og faglige interesser. I 1994 havde DI ca. 350 medarbejdere og ca. 4.200 medlemsvirksomheder

 

1918 Det Danske Luftfartselskab (DDL) oprettes. Det regnes for verdens ældste luftfartselskab. DDL åbnede sin første luftrute, København-Warnemünde den 7. august 1920. I 1930 påbegyndtes natflyvning. I 1936 åbnedes den første indenlandske luftrute (København-Aalborg). I 1937 udvidedes aktiekapitalen fra 740.000 kr. til 3.200.000 kr. Året efter indkøbtes moderne trafikflyvemaskiner (Focke Wulff "Condor"). I 1943 udvidedes aktiekapitalen med 12 mill. kr., og i november blev den forøget til 30 mill. kr. I 1945-47 anskaffedes nyt moderne materiel bestående af Douglas DC-3, Douglas DC-4, Vickers "Viking". DDL indgik i 1946 som parthaver i Scandinavian Airlines System (SAS)

 

1922 Første radioudsendelse i Danmark

 

1950 d Gustav 5., svensk konge 1907-50; ved sin fars, Oscar 2., tronbestigelse i 1872 blev Gustav Norges og Sveriges kronprins. Foråret 1905 fungerede han som regent under faderens sygdom. Netop da udviklede den såkaldte unionskrise sig, en krise der førte til Norges selvstændighed. Da unionskrisen tilspidsedes, arbejdede Gustav energisk for, at opløsningen skulle ske i fredelige former. Som konge havde han i den første periode svært ved at respektere den parlamentariske styreform fuldt ud og greb flere gange personlig ind i det politiske liv. Denne kongelige politik vakte stigende modstand i Rigsdagen, og i 1917 måtte kongen bøje sig, da udnævnte han en regering bestående af liberale og socialdemokrater, siden overholdt han de parlamentariske spilleregler. Ved at tage initiativet til trekongemødet i Malmö efteråret 1914 slog Gustav en streg over det gamle modsætnings-forhold til Norge og muliggjorde samtidig et samarbejde mellem de tre nordiske lande under Første Verdens-krig. Under Anden Verdenskrig spillede han en aktiv rolle bag kulisserne, væsentlig for at støtte bestræbelserne for at holde Sverige uden for fjendtlighederne. Han opsøgte Hitler i 1940 for at dæmpe den tyske misfornøjelse med den anti-nazistiske holdning i svensk presse, og i 1941 gik han stærkt ind for, at den svenske regering skulle lade en tysk division rejse fra Norge gennem Sverige til Finland. I 1940 appellerede han til Hitler om ikke at erklære Haakon 7. afsat som Norges konge, og i 1943 støttede han den svenske regerings erklæring til fordel for de norske studenter, som blev deporteret til Tyskland. Gustav var kendt som en ivrig jæger og en fremragende tennisspiller, som deltog i offentlige turneringer under navnet Mr. G. I 1881 blev han gift med prinsesse Victoria af Baden. I ægteskabet blev der født tre drenge. Den ældste var Gustav, der efterfulgte faderen på den svenske trone (f 16/6 1858)

 

1956 Med et israelsk overraskelsesangreb i Sinai begynder Anden Arabisk-Israelske Krig. Baggrunden var en række palæstinensiske guerillaangreb på Israel, en ægyptisk blokade af Aqababugten med havnebyen Eilat og endelig dannelsen af et militært samarbejde mellem Ægypten, Syrien og Jordan. På denne baggrund og efter hemmelige forhandlinger med de britiske og franske regeringer, der ville gribe ind over for præsident Nasser nationalisering af Suezkanalen, besluttede Israel at indlede en præventiv krig. Militært blev angrebet en triumf for Israel, da det ægyptiske forsvar af Sinaihalvøen brød totalt sammen for den israelske offensiv. Imidlertid kunne den ægyptiske præsident, Nasser bortforklare nederlaget som en planmæssig tilbagetrækning, for at koncentrere indsatsen om et forsvar af Suezkanalen og selve Ægypten. Pres fra FN og USA fik israelerne til at standse fremrykningen den 5. november. Foråret 1957 trak Israel sig tilbage til sine udgangsstillinger efter at have sikret sig garantier mod ægyptiske kommandoangreb og blokader ved udstationering af FN-tropper i Gaza og i Sinai langs Aqababugten og ved konkrete amerikanske garantier

 

 

 

 

 

 

Til top        30. oktober

 

d Sven, biskop i Århus fra senest 1166 til 1191; i Saxos "Gesta Danorum" omtales Sven som tilhørende inderkredsen omkring kong Valdemar og Absalon. Sven er endvidere omtalt i Øm klosterkrønike og i legenderne om Hellig Niels af Århus. Han deltog i verdertogene. Ved Rügens erobring i 1169 modtog han sammen med Absalon Karenz’ overgivelse. Danskerne væltede rygboernes gudestatuer, og som en særlig hån kurede biskop Svend ud af afguden Rygevits tempel siddende overskrævs på billedstøtten af guden. I 1170’erne deltog han i Stettins erobring. Under det skånske oprør i slutningen af Valdemars regeringstid bønfaldt han kongen om ikke at fare for hårdt frem mod skåningerne. Bortset fra denne episode fremstår Sven hos Saxo som korsfarer og kriger. Ved siden af sin indsats som kriger er han kendt som fundator for cistercienserklostret Øm ved Mossø. Kilden til grundlæggelseshistorien er den del af Ømbogen, som er skrevet i 1207. En meget stor del af Øm klosters ældste godsmasse blev skænket af Sven og hans forgænger på Århus bispestol, Eskil. Hertil kom nogle kongelige donationer. Senere overlod Sven flere gange munkene i Øm gods og bøger. Fra 1183 findes et testamente til fordel for Øm kloster. Dette testamente og de bevarede bekræftelsesbreve spillede en central rolle i striden mellem bisp Tyge af Århus og abbed Bo af Øm i 1260’erne. Sven b menes afbilledet i relief på en ligsten fra ca 1490 fra Øm klosterkirke – nu i Ry kirke (f kendes ikke)

 

1340 Slaget ved Rio Salado; et slag udkæmpet med kristne styrker fra Castilien og Portugal mod muslimske styrker fra Nordafrika, da de sidstnævnte gjorde et sidste forsøg på at invadere den Iberiske Halvø. Slaget, som afbrød en række uoverensstemmelser mellem castilianere og portugisere om tronspørgsmål og territotiale spørgsmål, var den sidste alliance mellem de to for at afvise de muslimske erobrere. Muslimerne havde samlet en stor flåde og ødelagde den castilianske flåde i Gibraltarstrædet. De fortsatte ind i landet til Rio Salado tæt ved Sevilla, hvor de mødte de allierede anført af Alfonso XI af Castilien og Afonso IV af Portugal. Muslimerne led et katastrofalt nederlag og trak sig tilbage til Nordafrika

 

1459 d Francesco Poggio (Bracciolini), italiensk humanist; i 1414 blev han ansat hos den skismatiske pave Johannes XXIII og påbegyndte det arbejde, der har gjort hans navn kendt: at finde håndskrifter fra oldtidens Rom. Under et besøg i Cluny-klostret i Frankrig fandt han to hidtil ukendte taler af Cicero. I Saint-Gall i Svejts fandt han i juni-juli 1416 den første komplette tekst af Quintilians "Institutio oratoria", de første tre bøger og en del af fjerde bog af Valerius Flaccus’ "Argonautica". I de flg år lykkedes det Poggio at finde flere hidtil ukendte håndskrifter fra den klassiske oldtid. Efter et ulykkeligt ophold i England (1418-23); ulykkeligt fordi hans håb om at kunne fortsætte med at finde håndskrifter ikke lykkedes i England. Han vendte tilbage til Rom, hvor han blev ansat ved den pavelige curie og genoptog søgningen efter håndskrifter; i klostret Monte Cassino fandt Poggio således i 1429 den romerske "vandinspektør" Frontinus’ værk om akvadukterne "De aquaeductibus" fra 1.århundrede efter Kr. og Firmicus Maternus’ "Matheseos libri". I Poggio’s forfatterskab er "Facetiae" (1438-52) en samling humoristiske ofte usømmelige fortællinger, som indeholder kraftige satirer om munke og andre af kirkens folk. Hans "Historia florentina" i otte bøger er overvejende en beretning om Firenzes krige mellem 1350 og 1445 (f 11/2 1380)

 

1485 Henrik 7. opretter Yeoman of the Guard, der siden oprettelsen har gjort tjeneste som den engelske regents personlige livvagt. Som mandskab udvalgte Henrik 7. pålidelige og trofaste selvejerbønder (yeomen) i sin livgarde. Da Karl 2.’s blev drevet i landflygtighed fulgte Yeoman of the Guard ham. Korpset har således eksisteret uafbrudt siden oprettelsen til dagen i dag. Oprindelig var gardens pligter særdeles omfattende. Den var ansvarlig for majestætens sikkerhed på rejser såvel indenlands som udenlands, på slagmarken og inden for paladsets mure. Her stod de posteret med indgangene, de serverede maden ved det kongelige bord og smagte på den inden serveringen. Med omstændeligt ceremoniel redte de majestætens seng ("making the king’s bed"). Gardens mandskabsstyrke har varieret gennem tiderne. Ved oprettelsen talte den 50 mand. I 1990’erne består Yeoman of the Guard af 8 officerer og befalingsmænd samt 79 menige

 

d henrettet Claus Kniphof, skibsfører og kaper; han var fra 1521 i Chr. II’s tjeneste og synes i 1523 at have fulgt kongen til Nederlandene sandsynligvis som fører på et af flådens skibe. 1525 stod han til søs som fører for et i Chr. II’s navn udrustet skib. Herefter havde han base i Skotland og kæmpede herfra for den afsatte Chr. II. Han angreb Bergen og opbragte hansestædernes skibe. Skønt Chr. II opholdt sig i Nederlandene, erklærede den nederlandske regering af hensyn til landets handel Kniphof for sørøver og dermed fredløs. Han fortsatte imidlertid sine kaperier mod hansestæderne og lå i efteråret 1525 ved Greetziel ved Øster-Ems munding med en styrke på fire-fem store skibe for efter at have taget landsknægte om bord at gøre et togt til Norge med vidtstrakt fuldmagt fra Chr. II som dennes høvedsmand. I oktober blev han overrasket af en overlegen hamburgsk flådestyrke og efter en drabelig kamp ført som fange til Hamborg. Her blev han trods for Chr. II’s fuldmagtsbrev 30. oktober halshuggedet som sørøver. 75 af hans kammerater fulgte ham i døden. Den skæbne, der havde ramt den 25-årige sømand, der af sin konge var optaget i adelsstanden, og som ved sine dristige bedrifter havde skaffet sig et både æret og frygtet navn, ikke mindst ved sin ridderlighed og den ro hvormed han gik døden i møde, gjorde på samtiden et dybt indtryk. Et indtryk, der betød, at der siden blev skrevet adskillige folkelige viser til hans ære (f ca 1500)

 

La Rochelles overgivelse efter 14 måneders belejring. Under religionskrigene i Frankrig var den vestfranske havneby la Rochelle protestanternes – huguenotternes - stærkeste fæstning. Ved Nantesediktets udstedelse i 1598 regner man med, byen havde 25.000 indbyggere, hvoraf kun 6-8% var katolikker. Byens uafhængige stilling bragte den på kollisionskurs med Ludvig XIII, især da den bad England om militær hjælp. Efter sammenbrud af forhandlinger mellem byen og kronen påbegyndte sidstnævnte den 10. august 1627 en belejring af byen. For at hindre at byen fik hjælp fra englænderne anlagde belejrerne en dæmning tværs over havneindløbet. Efter næsten hele garnisonen og en tredjedel af indbyggerne var bukket under for sult og sygdom, over gav byen sig. Året efter garanterede Frankrigs førsteminister, kardinal Richelieu, huguenotterne den religiøse frihed, Henrik IV havde givet dem i 1598. Men retten til at have egne forsvarsorganisationer og befæstede byer som la Rochelle havde de mistet for stedse

 

f John Adams, USAs første vicepræsident og anden præsident (1797-1801); han var uddannet som jurist og blev efter i 1764 at have giftet sig til velstand en aktiv avisudgiver, der skridt for skridt kom til at stå i opposition til det britiske styre i de amerikanske kolonier. Han blev deltager i den revolutionære bevægelse, deltog i såvel første som anden kontinentalkongres i Philadelphia (1774-77), deltog i udarbejdelsen af Uafhængighedserklæringen (1776) og udgav "Thoughts on Government", hvori han talte for statsmagtens tredeling. Efter i 1778 at have været på en diplomatisk rejse til Frankrig deltog han i 1780 i udarbejdelsen af Massachusetts forfatning. Han vendte da tilbage til Europa, hvor han deltog i fredsforhandlingerne med Storbritannien efter den amerikanske Frihedskrig, der førte USA’s selvstændighed. I Holland udvirkede han et statslån til USA og blev sit lands første ambassadør i London. Under opholdet i London udgav han "Defence of the Constitutions of Government of the United States of America" (1787). Udgivelsen bidrog sammen med Adam.s indsats for at stabilisere det amerikanske forhold til de europæiske stormagter, at han blev valgt til vicepræsident. I 1796 fulgte valget til præsidentposten. Det store opgør i Europa mellem Napoleons Frankrig og først og fremmest Storbritannien prægede Adam.s præsidentperiode. Franske overfald på amerikanske handelsskibe truede på et tidspunkt med at udvikle sig til åben krig. Men med republikansk støtte og imod et flertal i Adam.s eget parti blev krigen undgået. Men splittelsen var medvirkende til, at han ikke blev genvalgt i 1800; herefter trak han sig ud af politik (d 4/7 1826)

 

d Edward Vernon, engelsk admiral; i den britiske flåde gjorde han en smuk karriere, men det er ikke for at have høstet militære laurbær, hans navn i to sammenhænge har sat sig spor. Han blev kaldt "Old Grog" fordi han lod sine uniformer sy af ’grogram’, groft uld. For at undgå udbrud af skørbug forlangte Vernon, at hans mandskab drak en drik bestående af rom, vand og citronsaft. Drikken kom til at bære hans tilnavn: grog. Vernon gik ind i flåden i 1700. Som viceadmiral stod han i 1739 i spidsen for en eskadre mod det spanske Vestindien, hvor Porto Bello blev erobret. Lawrence Washington, George Washingtons halvbror, gjorde i nogle år tjeneste under Vernon, og til hans ære navngav han sit gods, Mount Vernon. Efter Lawrence Washington’s død blev godset Georges Washingtons ejendom og hjem og senere en national helligdom for amerikanerne (f 12/11 1684)

 

1823 d Edmund Cartwright, engelsk præst og opfinder; C blev i 1779 præst i Goadby Marwood, Leicestershire. For at hindre den overproduktion af garn, der var en følge af Arkwrights opfindelse (ca 1769) af spindemaskinen, begyndte man omkring 1784 at spekulere på udvikling af en mekanisk væv. Det blev C, der fremstillede den første mekaniske væv, og han udtog patent på den i 1785. Han forbedrede i de flg år denne vævestol og udtog nye patenter 1786 og 1787. Nogen større udbredelse fik den dog ikke før efter napoleonskrigene. Den langsomme udbredelse skyldtes især, at der var vævere til stede i rigelig mængde, så fabrikanterne havde ingen tilskyndelse til forsøge en mekanisering. Ej heller C’s egne forsøg på at få økonomisk udbytte af sin opfindelse gav resultat, idet en tekstilfabrik, han i 1785 grundlagde i Doncaster, i 1793 blev overtaget af hans kreditorer. I 1789 fik han patent på en uldkartemaskine, men heller ikke den gjorde ham rig. I 1809 fik han dog nogen økonomisk gevinst af sine opfindelser. Da vedtog Underhuset at skænke ham 10.000 pund som påskønnelse for den økonomiske fremgang hans opfindelse af maskinvæven havde skabt. For beløbet købte C en gård i Kent, hvor han boede til sin død (f 24/4 1743)

 

f Alfred Sisley, fransk impressionistisk maler, der var en af foregangsmændene inden for nævnte isme. Skønt hans velhavende engelske forældre ikke lagde skjul på, at han skulle uddannes inden for handel, begyndte han at male. 1862 begyndte et årelangt venskab og samarbejde med Claude Monet og Renoir, også fremtrædende repræsentanter for fransk impressionisme. Den Fransk-Tyske Krig (1870) ruinerede Sisley familien, og S måtte for en tid opholde sig som flygtning i London. Det var på dette tidspunkt, han besluttede, maleriet skulle være hans levevej. Resten af livet var en konstant kamp mod fattigdom. Kort efter hans død fik man øje for hans talent, og prisen på hans arbejder steg kraftigt. I 1870erne arbejdede han i omegnen af Paris (Meudon, Sèvres) og malede især landskaber, der er bygget op over en enkel og fast komposition, gerne med markant centralperspektiv, farverne er blonde og oftest varme. Fra denne periode er "Seinen ved Saint-Cloud" (1877). Fra 1879 slog S sig ned nær Fontainebleauskoven og dyrkede de enkle motiver langs flodbredden og skovkanten. Hans kunst kan minde om Monets, men S bevarer altid en mere følelsesfuld indstilling over for landskabet. Fra denne periode er "Udsigten ved søbredden i Saint-Mammes" (1884) (d 29/1 1899)

 

1848 f Zinovi Roshestvenskij, russisk admiral; i sin tidlige karriere udmærkede han sig under den tyrkiske krig 1877-78 om bord på kanonbåden "Vesta". Han var skibschef i Østasien under den kinesisk-japanske krig 1894-96. I 1898 blev han kontreadmiral og var 1903-04 chef for marinens hovedstab. Efter japanerne i den russisk-japanske krig i 1904 havde ødelagt den russiske Stillehavsflåde, blev Rnohestvenskij chef for en eskadre, der i største hast blev udrustet i Kronstadt (ved Skt Petersborg). Som chef for eskadren bestående bl.a. af en afdeling på 5 panserskibe, 2 panserkrydsere, 5 andre krydsere blev Roshestvenskij sendt til japanske farvande for at tage kampen op med japanerne. Flåden gik gennem Suezkanalen 9/1 1905 og ved Madagascar modtog Roshest-venskij forstærkninger, der også var sendt ud fra Østersøen. Roshestvenskij’s store flåde var gennemgående ikke forberedt på kamp: besætningerne var uøvede, skydefærdigheden ringe, materiellet uensartet, og forholdet mellem officerer og mandskab var hverken godt eller tillidsfuldt. Da den russiske flåde mødte japanerne i Tushima-strædet blev resultatet af det påfølgende slag (27-28/5 1905) et frygteligt nederlag for russerne. R blev såret og taget til fange. I en i 1906 nedsat krigsret blev R frikendt for ansvar for nederlaget, men fik sin afsked (d 14/1 1909)

 

1864 Efter nederlaget i krigen med Preussen og Østrig må danske udsendinge underskrive freden i Wien. Det vigtigste stod i traktatens artikel III: "H.M.Kongen af Danmark afgiver Afkald paa alle Rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Fordel for Deres Maj. Kongen af Preussen og Kejseren af Østrig og forpligter sig til at anerkende de Bestemmelser, som de nævnte Majestæter vil træffe angaaende disse Hertugdømmer". Til gengæld for de kongerigske enklaver i Vestslesvig – områder der på dronning Margrethes tid var udskilt af hertugdømmet og lagt under kronen – fik Danmark otte sogne syd for Kolding og nogle områder ved Ribe. I øvrigt blev Kongeåen grænsen. Tabet omfattede 18.600 km2, og Danmark reduceres fra ca 58.000 km2 til ca 39.000 km2 og indbyggerantallet fra 2.5 millioner til 1.7 millioner. Af de nær ved 400.000 indbyggere i hertugdømmet Slesvig havde ca 170.000 dansk som omgangssprog og ca. 30.000 var tosprogede

 

f Ezra Pound, amerikansk digter; i 1908 opgav han en lovende akademisk karriere i USA og slog sig ned i Europa. I London udgav han i 1920 sin gennembrudsdigtsamling "Hugh Selwyn Mauberley". Samme år flyttede han til Italien. Her udgav han i 1924 digtsamlingen "A Lume Spento". Den viser hans interesse for middelalderens og den tidlige renæssances digtning, særlig den italienske og provencalske. En interesse han

havde vist allerede i 1910, da han udgav "The Spirit of Romance" om provencalsk digtning. I tyverne blev Pound interesseret i økonomi og blev især påvirket af tidens antikapitalistiske teorier. Med "ABC of Economics" (1933) og "Jefferson and/or Mussolini" (1935) havde han sluttet sig til den italienske fascisme. Hans overbevisning førte til, at han under 2. Verd.krig talte fascismens sag over italiensk radio. I 1945 blev han stillet for retten i USA anklaget for landsforræderi. Men han blev erklæret sindssyg og derfor strafuegnet. Han indsattes i forvaring på et militærhospital; blev frigivet i 1958, hvorefter han slog sig ned i Italien (d 1/11 1972)

 

William Scharf, maler; hans første billeder var naturalistiske, men omkring 1917 engagerede han sig stærkt i Kandinskys maleri og udviklede i de flg. år en personlig stil, der var halvt abstrakt, og hvor motivet aldrig forflygtiges helt, men underordnedes en streng billedopbygning ud fra kubistiske principper. Hans foretrukne motiver var høns og granskov, senere naturlyriske og -mystiske emner. Indtryk fra Kandinsky mærkes i "Komposition i rødt. Høns" (1918). Blandt S's hovedværker er flere billeder betegnet Legende (1911-28). Allerede i 1912 begyndte han i Tisvilde studierne til den store "Legende", han malede 1915-16, og som betegnes som hans ungdoms afgørende hovedværk. Om billedet er det blevet sagt, "at det først og fremmest er et farvens eventyr, en hymne til naturen af lysende fylde og klarhed. Her er sollys, granskov og dyr, men ingen mennesker"."Mosekonen brygger" (1928) er S’s sidste og mest omfattende legende. Det er indtryk af St. Hansbålene i den sjællandske sommernat og bondebefolkningens ældgamle overtro, S har samlet i en vision af en egen tung alvor, men som i figurfremstillingerne ikke savner glimt af humor og lune. Endvidere har S udført dekorativt rummaleri, således udsmykning af Vinterbølle Børnesanatorium ved Vordingborg (1939-42) og vægdekorationer i fresco i festsalen på Studentergården i København (færdige 1952). Desuden har Scharff udført fortæppet i Tivolis koncertsal samt gobeliner i Folketinget (1954-59). Han var professor ved Kunstakademiet i årene 1951- 57 (d 20/9 1959)

 

Kong Lobengula af Matabeleland accepterer, at hans land bliver et britisk protektorat og giver samtidig Cecil Rhodes eneret til minedrift i Matabeleland og Mashonaland (nuværende Zimbabwe). Året efter stod det klart for Lobengula, hvad der var sket. Han klagede sin nød til dronning Victoria, men fik intet ud af sin henvendelse. Samme år udtalte han til en missionær: "Har De set en kamæleon fange en flue? Kamæleonen anbringer sig bag fluen uden at røre på sig; efter nogen tid bevæger den sig lydløst, skridt for skridt hen imod fluen. Til sidst, når den er tilstrækkelig nær, farer dens tunge ud, og fluen forsvinder. England er kamæleonen, og jeg er fluen

 

f Carl Erik Soya, forfatter; selv om hans mange offentliggørelser dækker over et flertal af genrer og former: journalistik, anmeldelser, lyrik, børnebøger, skolekomedier, aforismer m.m., har han især markeret sig som fortæller og dramatiker. Han debuterede i 1918 med novellen "De, der skammer sig". Om novellen er det blevet sagt, at den tematisk foregriber mange af de senere arbejder: den forbudte omtale af det forbudte; ønskedrømmen (den lykkebringende eller den ondartede) der risikerer at blive gjort til virkelighed. Han slog afgørende igennem med skuespillet "Parasitterne" (1929), der foregår i et småborgerligt miljø og afslører den menneskelige gemenhed. I hans store dramatiske produktion, der også omfatter hørespil, er bl.a. "Den Leende Jomfru" (1930), "Umbahumba" (1935). Bogen "Lutter Øre" indeholder 11 hørespil. I prosaforfatterskabet små fortællinger, f.eks. "Handlingen foregaar i Danmark" (1936) og "Smaa venlige Smaafisk" (1941), afdækker Soya med grumhed og barok humor menneskelige svagheder. Publikumssuccesen den selvbiografiske roman "Min Farmors Hus" (1943) er blevet stående som øjenvidneberetningen i børnehøjde om klunketiden og viktorianis-men ved 1900-tallets begyndelse; den blev filmatiseret i 1984. Også romanen "Sytten" (1-3, 1953-54), som er en frimodig beretning om en 17-åriges erotiske opdagelser, vandt et stort publikum og blev filmatiseret i 1965 der begge er formede som erindringsfantasier. S har endvidere udgivet aforismesamlinger f.eks. "Indfald og Udfald" (1945) og "Platinkorn" (1963) (d 10/11 1983)

 

d Henri Dunant, svejtsisk forretningsmand og velgører; efter i 1859 at have overværet det blodige slag ved Solferino i Italien mellem en østrigsk hær og kongeriget Sardiniens og Frankrigs forenede styrker og konstateret den militære sygeplejes store mangler begyndte han at propagandere for forbedret omsorg for sårede. Han skrev bogen "Un souvenir de Solferino" (1862), hvori han foreslog dannelsen af neutrale korps i alle lande til hjælp for sårede soldater. Det førte i 1863 til grundlæggelse af Den Internationale Røde Kors Komité, og i 1864 blev den første Genèvekonvention underskrevet. Den giver sanitetspersonale, som bærer Røde Kors-mærket beskyttelse i krigszoner. D var i 1901 sammen med den franske pacifist Frédéric Passy den første, der fik Nobels fredspris (f 8/5 1828)

 

d Andrew Bonar Law, konservativ britisk premierminister 1922-1923; han var født i Canada og blev således den første britiske premierminister med kolonial baggrund. Som ung kom han til Skotland, hvor han gjorde karriere i jernindustrien. Han blev medlem af det britiske Underhus 1900 tilhørende det konservative partis imperialistiske fløj. I 1911 blev han sit partis leder. Under 1. Verd.krig var han finansminister 1916-19 og fortsatte i koalitionsregeringen med De Liberale som Lord Privy Seal (minister uden portefølje). I 1922 anbefalede han brud med De Liberale og blev premierminister i en rent konservativ regering. På grund af en kræftsygdom trak han sig tilbage som premierminister maj 1923. L’s politiske karriere fandt sted i den periode, hvor grundlaget for Det konservative Parti blev industriens folk mod tidligere godsejerne(f 16/9 1858)

 

1938 Orson Welles radiospil Klodernes Kamp efter H.G. Wells roman fremkalder panik i USA. Mange lyttere tror, at en invasion fra Mars faktisk er i gang

 

1945 Folketingsvalg. I valgkampen måtte de radikale stå for skud for overrumplingen den 9. april 1940, socialdemokraterne for besættelsestidens indrømmelsespolitik; kommunisterne rettede skytset mod alle de gamle partier for kommunisternes internering. En fremtrædende plads i valgkampen havde desuden Socialdemokratiets manifest "Fremtidens Danmark". Det var skrevet for at imødegå kommunisternes agitation og lagde derfor op til en radikalisering af Socialdemokratiets program. Selv om der ikke var megen revolution i det, blev det lanceret under rød etikette, som måske nok kunne vinde tvivlende arbejdere hjem fra kommunisterne, men på den anden side kunne skræmme de radikale og andre ikke-socialister. De to partier, der repræsenterede modstandsbevæ-gelsen, Dansk Samling og DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), gik frem ved valget. Dansk Samling kun fra tre til fire mandater, mens DKP, der før krigen havde tre mandater, fik nu 18. DKP’s fremgang modsvaredes af Socialdemokratiets tab på 18 mandater, hvilket betød, at partiet nu havde 48 pladser i Folketinget. Tabere var også de konservative, som tabte fem mandater – fra 31 til 26 og de radikale, som med et tab på to fik 11 mandater. Retsforbundet vandt et mandat og var nu tre. Sammen med DKP var Venstre valgets sejrherre; det vandt 10 mandater og nåede op på 38. Dermed var det atter det største borgerlige parti. Da Socialdemokratiet af gode grunde ikke ønskede at danne en mindretalregering, trådte Venstre til. Venstres leder, Knud Kristensen, fremstod som den uimponerede, stovte bonde med de personlige egenskaber, der var brug for efter besættelses-tidens uro og efterkrigstidens forvirring og modsætninger. Han blev statsminister i en Venstre mindretalrege-ring, der sad i to år til valget i oktober 1947

 

d Knuth Becker, forfatter; han voksede op i et indremissionsk hjem i Hjørring, og fra han var 11 år på en indremissionsk opdragelsesanstalt – Holsteinsminde. I hans fire digtsamlinger mellem 1916 og 1928 ser man et oprindeliggt følsomt-drømmende sind hærdes, og i de tre bind "Silhuetter" i krast realistiske livsbilleder vende sig lidenskabeligt mod alle former for officiel skinmoral – kirkens og overklassens – og samfundsvold – særlig militarismen. B indledte 1932 sit til dels selvbiografiske romanværk med "Det daglige Brød". Hans ophold på Holsteinsminde, hans oplevelser og den mishandling, han og andre drenge blev udsat for, er baggrunden for "Verden venter" 1-2 (1934). I romanerne er kraften og anklagen ikke mindre end i digtsamlingerne, men med stor kunst smeltet ind i miljøskildringen, både fra hjemmeet og den lille by og fra opdragelsesanstalten. B’s tid som smedelærling, landvæsenselev, soldat og handlende med landbrugsmaskiner er skildret i "Uroligt Forår" 1-3 (1938-39). De sidste titler i dette det mest omfangsrige danske romanværk er "Når Toget kører" 1-2 (1944) og "Marianne" (1956). Sidstnævnte er blevet karakteriseret som en af de smukkeste kærlighedsromaneer, der er skrevet på dansk. I 1961 modtog Becker som den første Det Danske Akademis litterære pris (f 21/1 1891)

 

 

 

 

Til top        31. oktober

d Johannes 7. Palaiologos, byzantinsk kejser 1425-1448; i hans regeringstid bragte osmannerne det byzantinske riges undergang nær. J rejste selv til Italien for at søge hjælp og overværede koncilet i Ferrara og Firenze 1438-39, hvor der blev sluttet en alliance mellem den græske og den romerske kirke. Alliancen var dog ikke i stand til at redde det byzantinske rige, idet byzantinerne forkastede aftalen, da J var vendt tilbage til Konstantinopel. Slaget ved Varna (1444), hvor kong Ladislaus af Polen og Ungarn blev besejret af sultan Murad, berøvede J ethvert håb om ved bistand fra Vesten at forhindre rigets undergang, som dog først indtraf nogle år efter hans død (f 1392)

 

1457 d Francesco Foscari, doge i Venezia; han førte byen ud i en række langvarige og ødelæggende krige med Milano. Hans livshistorie er behandlet i tragedien "The Two Foscari" af Lord Byron og i en opera af Verdi. Tilhørende en af Venezias fornemme familier blev F i 1401 medlem af bystatens udøvende organ. Umiddelbart efter sit valg til doge i 1423 indgik han en alliance med Firenze og indledte en krig med hertugen af Milano, Filippo Maria Visconti. Inden der blev sluttet fred i 1427, havde Venezia føjet Brescia til sit territorium. Krigen blev genoptaget i 1431, Men ved fredsslutningen i Ferrara to år senere fik man ikke etableret nogen sikker magtbalance i Norditalien. En krig med Bologna førte ved fredsslutningen i 1441 til yderligere forøgelse af Venezias territorium, som kort efter blev forøget med Ravenna. I 1443 genoptog F krigen med Milano. Størstedelen af Norditalien blev hærget, og intet medlem af det komplekse system af alliancer fremstod som sejrherre. Freden i Lodi i 9. april 1454 afsluttede fjendtlighederne, og Den italienske Liga, omfattende bl.a. Venezia, Firenze og Milano blev oprettet. Fredsslutningen i Lodi markerede begyndelsen på en 40 årig periode med relativ fred i Italien. I mellemtiden havde tyrkerne i maj 1453 erobret Konstantinopel. Optaget af krigene i Italien havde F negligeret østpolitikken, og Venezia havde mistet områder i Nærøsten til tyrkerne. Det var et hårdt slag for Venezias handel med Orienten, og F’s fjender arbejdede nu for at afsætte ham. Måske med urette blev han anklaget for at stå bag mordet på Venezias admiral. Denne anklage sammen med forvisningen af hans søn, der var mistænkt for landsforræderi, tvang F til at træde tilbage den 23. oktober 1457. Otte dage senere døde han (f ca. 1373)

 

1517 Reformationen i Tyskland begynder, da Luther Allehelgensaften den 31. oktober 1517 slår sine 95 teser mod aflandshandelen op på kirkedøren i Wittenberg. Mens Luther i 1512 var professor ved universitet i Wittenberg, fandt han i Paulus’ brev til romerne den enkle trossætning, som overvandt hans rædsel for Guds straffedom og hans tvivl om sin sjæls frelse: Det er ikke menneskets gode gerninger, som leder frem til frelsen. Den opnås alene ved Guds nåde. Herefter prædikede han både i sine forelæsninger og i sit virke som sjælesørger sit forjættende evangelium, at troen på Guds nåde var den eneste vej til frelse for en fordærvet menneskehed. Denne tanke måtte føre ham i konflikt med afladshandelen, som paven havde iværksat for at skaffe penge til Peterskirkens opførelse. I de 95 teser tog han ikke afstand til selve afladshandelen, men understregede at paven kun kunne fritage for straf her på jorden. Ingen uden Gud kunne give fuld syndsforladelse. Han afviste læren om kirkens skat af gode gerninger, som helgener havde optjent, og som kirken kunne trække på ved udstedelsen af afladsbreve. I teserne fastslog Luther "Kirkens sande skat er det allerhelligste evangelium om Guds herlighed og nåde". Selv om Luther anerkendte paven som kirkens overhoved, gav denne grundtanke teserne en revolutionær klang, som Luther selv næppe var helt klar over. De 95 teser spredtes som en løbeild over hele Tyskland

 

døbt Jan van der Meer van Delft, hollandsk maler; han levede og døde i Delft. I sin samtid var van M særdeles værdsat, men efter hans død sænkede glemslens mørke sig over hans kunst. Sådan var det i de næste to hundrede år, til franske kunstkritikere i 1860'erne opdagede hans kunst storhed. Det betød, at van D nu sammen med Rembrandt og Frans Hals står som den største hollandske maler i 1600-tallet. Der kendes ikke mange billeder af V (i alt ca 30 - 40 landskaber og interiører), men de viser ham som en af verdenskunstens ypperste kolorister. Fra slutningen af 1650'erne udførte han især interiørbilleder - fra perioden er der kun to udendørs billeder "Gade i Delft" og "Udsigt over Delft" - med en enkelt person eller få, ofte musicerende personer i et rum, hvor lyset falder ind fra venstre og omslutter person og interiør i et blødt skær, der står i kontrast til samtidens skarpe clair-obscurmaleri. Karakteristisk for van M er tillige hans hyppige anvendelse af komplementære farveklange. Blandt hans billeder er "Kniplersken", "Maleren i sit Atelier" og "Damen med Perlehalsbåndet" (begravet 15/12 1675)

 

1795 f John Keats, engelsk digter; han anses for at være en af engelsk romantiks betydeligste digtere. Barndommens ophold på en kostskole gav ham den første kærlighed til poesi og mytologi. Senere var han i lære hos en apoteker og kirurg, studerede medicin ved Guy’s Hospital og fik 1816 sit diplom som farmaceut. Han opgav dog hurtigt sit arbejde som kirurgisk assistent til fordel for digterkunsten. 1817 kom hans første digtsamling "Poems" og året efter det mytologisk-aalegoriske "Endymion". Stilen i disse første digte er ofte overlæsset, og kritikerne slagtede dem brutalt. 1819 blev Keats’s store skaberår, da skrev han "The Eve of St. Agnes" og sine udødelige oder "Ode to a Nightingale", "Ode to a Grecian Urn" "Ode on Melancholy" o. fl. Samlingerne blev vel modtaget, og om digtene er der blevet sagt, at de taler til alle sanser og er båret af en intens, af og til ekstatisk følelse, og af bevidstheden om det menneskeliges forgængelighed i forhold til kunstens og naturens uforanderlige fuldkommenhed. Med udgangen af 1819 ophørte hans digteriske virksomhed. I 1820 fik han alvorlige tuberkulosesymptomer og drog til Italien med håb om bedring, men døde i Rom året efter. Keats var en flittig brevskriver, og i brevene giver han udtryk for sine betragtninger over digtningen og livets forgængelighed (d 23/2 1821)

 

1807 Efter det engelske røveri af den danske flåde for at hindre den faldt i hænderne på Napoleon underskriver repræsentanter fra Danmark en dansk fransk alliancetraktat i Fontainebleau. Danmark bandt dermed sin skæbne til Napoleon. Berøvet sin flåde havde Danmark politisk og militært ingen anden mulighed end at slutte sig til Frankrig og dets allierede.Ved forhandlingerne med franskmændene ønskede Danmark at kunne videreføre den størst mulige del af sin udenrigshandel, at opnå Frankrigs hjælp i tilfælde af angreb samt – som det vigtigste – Frankrigs garanti for monarkiets territoriale integritet. Franskmændene ønskede derimod en aktiv dansk deltagelse i krigen mod England. Aftalen i blev et kompromis. Trods fransk modstand lykkedes det at opnå ikke blot Napoleons tilsagn om militær hjælp i tilfælde af et angreb, men også hans garanti for monarkiets territoriale integritet. Til gengæld måtte Danmark forpligte sig til fuldstændig tilslutning til fastlandsspærringen. Og Danmark måtte yderligere forpligte sig til sammen med Frankrig og Rusland at erklære Sverige krig for i overensstemmelse med Tilsit-aftalen at tvinge det til at tilslutte sig fastlandsspærringen

 

f Louise, dronning; datter af senere kong Karl XV af Sverige-Norge og Louise af Nederlandene. Allerede som 17 årig blev L forlovet med kronprins Frederik (8.) af Danmark. Brylluppet stod 28. juli 1869. Hun blev dronning ved Frederiks tronbestigelse i 1906. I ægteskabet blev der født otte børn bl.a. Christian X og Haakon VII af Norge. L førte en ret tilbagetrukken tilværelse og var aldrig ynder af repræsentative hverv; hun var dybt religiøs og støttede virksomt kristelig velgørenhed(d 20/3 1926)

 

1867 d Rosse, William Parson, 3die Jarl af Rosse, irsk astronom og teleskopkonstruktør; foruden sit arbejde som astronom var han politisk aktiv. Han var medlem af Underhuset 1821-34, og efter faderens død overtog han dennes plads i Overhuset. R var en eminent kikkertbygger. Hans kikkerter var datidens største, og de blev bygget efter metoder, han selv havde udviklet. I 1840 lykkedes det ham at bygge et teleskop med et spejl, der havde en diameter på 3 engelske fod (0,9124 m). Hans mesterværk – fra 1842 - var en spejlkikkert, hvor spejlets diameter var 6 fod (1,8248 m). Spejlet var fastgjort for enden af et 17,7 m langt rør, og kikkerten var anbragt mellem to 17 m høje mure, der også tjente som vindskærme. I 1845 begyndte Lord Rosse at observere himlen med sin kæmpekikkert, der naturligt nok blev kaldt Kolossen fra Parsontown. Med kikkerten ville R udforske stjernetågerne, som i det 19. århundrede hørte til astronomiens gådefulde objekter. Allerede tre år senere havde han afsløret, at 50 tåger kunne opløses i enkeltstjerner, og at de havde en særpræget spiralformet struktur, der nærmest lignede en strømhvirvel set fra oven. Andre tåger som f. eks. Krabbetågen kunne det store spejlteleskop ikke opløse i nogen enkeltbestanddele. Konklusionen måtte derfor være, at der findes to arter tåger, de opløselige, der er store stjernesystemer som Mælkevejen og de uopløselige, der er støv- og gasskyer. R’s teleskoper var i brug til henimod århundredets slutning. R blev 1843 præsident for British Association for the Advancement of Science og for Royal Society i perioden 1849-54. 1862 blev han rektor for universitetet i Dublin (f 17/6 1800)

 

f Chiang Kai-shek, kinesisk /taiwansk statsleder; han var leder af nationalistpartiet Guomintang fra 1926 til sin død og den dominerende lederskikkelse i Kina fra 1928 til 1949. Han fik i årene 1907-11 militæruddannelse i Kina og Japan. Efter at være blevet partileder lykkedes det ham i 1926-27 at fastholde sovjetisk støtte til felttog mod krigsherrene i Nordkina og gennemføre landets genforening under Guomintangs ledelse – samtidig med han underminerede kommunisterners indflydelse. Han prioriterede opgøret med kommunisterne over forsvaret mod Japan og tvang Den røde Hær ud på den legendariske "Lange March" i 1934-35. I 1936 måtte han acceptere borgfred med kommunisterne for at samle kræfterne mod den japanske invasion af Kina. Trods de overvældende japanske sejre kom Chiang Kai-shek til symbol på Kinas modstandsvilje. Efter japanernes angreb på Pearl Harbour i december 1941 blev han USA’s allierede, og hans magt kulminerede. På Cairokonferencen i 1943 kunne han stå frem sammen med Roosevelt og Churchill som repræsentant for en af verdens "fire stormagter" (USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Kina). Da 2. Verd.krig var ovre, blussede borgerkrigen i Kina op. Kommunisterne sejrede, og i 1949 måtte Chiang Kai-Shek med resterne af sin slagne hær trække sig tilbage til øen Taiwan, hvor han fortsatte som leder af Guomintangstyret til sin død (d 5/4 1975)

 

Benito Mussolini udnævnes til italiensk regeringschef. For at give indtryk af der var tale om en national samlingsregering blev alle partier – bortset fra socialister og kommunister – repræsenteret i regeringen. Foruden Mussolini, som selv overtog indenrigs- og udenrigsministeriet – var der kun tre fascister i regeringen. De ledere af de gamle partier, som sluttede op om regeringen, regnede uden tvivl med, at Mussolini og hans kampfæller ville blive mere moderate, efterhånden som de blev trukket ind i det parlamentariske maskineri. Derfor havde de heller ingen betænkelighed ved at give regeringen omfattende fuldmagter. Der skulle imidlertid ikke gå lang tid, før de mærkede, at det var en regimeændring, der havde fundet sted. Allerede ved sin tiltrædelsestale i parlamentet den 16. november 1922 understregede Mussolini, at det gamle parlamentariske styre for altid var ude af sagaen. Han lagde heller ikke skjul på, at han kunne have taget styret med magt. "......jeg kunne have lukket parlamentet og dannet en ren fascistregering. Jeg kunne have gjort det, men jeg ville ikke, - i hvert fald ikke netop nu". Denne udtalelse var et vink til de demokratiske partier om, hvad der var i vente. I ly af fuldmagterne gennemførte Mussolini i løbet af 1923 en række nye love. Blandt disse var en ny valglov. Den bestemte, at den liste, som samlede mere end fjerdedelen af samtlige stemmer, skulle have ret til 2/3 af pladserne i parlamentet. Det sikrede fascisterne sig ved valget i 1924. Selv om resultatet uden tvivl var opnået ved valgsvindel, sikrede det Mussolini den fulde magt i Italien i de næste 20 år

 

d Harry Houdini, amerikansk tryllekunstner og udbryderkonge; efter at have debuteret som akrobat i mindre music-halls optrådte H fra 1900 kun på de største scener med sine numre. Han optrådte sammen med sin kone med trylleri og tankelæsning i cirkus m.v. Men det blev hans udbrydernumre, der gjorde ham verdensberømt. Allerede i sin ungdom var han blevet en autoritet inden for låsemekanismer af enhver art, han havde kendskab til alle slags låse og ikke mindst til, hvordan man kunne få dem op. I sine forestillinger brød han ud af kufferter, spændetrøjer og flygtede fra tilsyneladende flugtsikre fængsler. Da han var en stor showmand, tiltrak hans optræden altid et stort publikum, og da H gerne optrådte i det fri, var det millioner, der i årenes løb fik set ham optræde. Endvidere kunne hans numre bestå i, at han befriede sig af en spændetrøje, mens han hang nogle meter oppe med hovedet nedad eller komme fri af en tilboltet kasse, der var sænket ned i en brusende flod. Houdini har skrevet flere bøger om magiens historie (f 24/3 1874)

 

RAF angreb på Gestapos hovedkvarter i Århus - dvs kollegierne ved Universitetet

 

USA sprænger sin første brintbombe. Det sker ved Eniwetak Atollen i Marshall øerne i Stillehavet

 

1984 d Indira Gandhi, indisk statsleder; hun var datter af Indiens mangeårige premierminister Jawaharlal Nehru. I 1948 tog hun fast ophold nod faderen som værtinde, sekretær og fortrolig rådgiver. Hun gled i disse år gradvis fra sin ægtemand uden dog at blive skilt.. Hun blev medlem af parlamentet i 1947, og var formand for kongres-partiet 1959-60. Efter faderens død i 1964 havde hun mindre ministerposter. Hun blev premierminister i 1966. Da kongrespartiet sprængtes 1969, fortsatte hun som leder af en mindretalsregering og vandt ved valget i 1971 en stor sejr. Men inden længe begyndte kritikken. Al hendes energi og alle hendes løfter syntes ikke at bringe løsningen af Indiens store problemer nærmere; personligt angreb man hende for embedsmisbrug og nepotisme. I 1975 blev hun dømt for valgsvindel ved valget i 1971, men vandt appelsagen ved Højesteret. Samme år søgte hun at styrke sin position ved at erklære landet i undtagelsestilstand, for på denne måde at få mulighed for at gøre op med sine politiske modstandere. Da Indira Gandhi i 1976 uventet udskrev valg til afholdelse marts 1977, fandt hendes yderst uensartede modstandere og kritikere sammen. Hun tabte valget stort og mistede selv sin plads i parlamentet. Hun vendte tilbage som premierminister efter sit partis valgsejr i 1980. I sin sidste periode som premierminister var Indira Gandhi især optaget af at værne om Indiens enhed, og hun slog hårdt ned på en separatistbevægelse blandt shikerne i provinsen Punjab. Striden kulminerede, da hun i juni 1984 beordrede hæren sat ind mod militante sikhers besættelse af Det gyldne Tempel i Amritsar i Punjab. Episoden kom til at koste hende livet, idet hun som hævn fire måneder blev dræbt af to sikh medlemmmer af sin egen sikkerhedsvagt (f 19/11 1917)

 

1993 d Federico Fellini, italiensk filminstruktør; han havde en fortid som journalist og tegneserietegner, da han i 1945 debuterede i filmens verden som manuskriptsforfatter. I 1951 debuterede han som instruktør med sin første film "Den hvide sheik". Med "Dagdriverbanden" (1953) om unge døgenigte i Fellinis fødeby Rimini indledtes den selvbiografiske linje, som har været hans varemærke. Det store internationale gennembrud og en Oscar (den første af fem) fik han med "La Strada" (1954). I Fellinis film blev den kvindelige hovedrolle ofte spillet af hustruen siden 1943, Giulietta Masani, som i "La Strada" og "Gadepigen Cabiria" (1957). I begge film fremstillede hun undertrykte kvinder. Blandt Fellinis andre film er "8½" (1963) og "Det søde liv" (1960). Sidstnævnte, der bl.a.indeholder den berømte scene, hvor Anita Ekberg bader i Trevifontænen, blev fordømt som amoralsk af den katolske kirke, men belønnet med De Gyldne Palmer ved Filmfestivalen i Cannes. Blandt Fellinis senere film er "Ginger og Fred" (1985), hvor Giulietta Masani sammen med Mastroianni ømt fremstillede et aldrende dansepar, som tiden var løbet fra (f 20/1 1920)

 

Til top