Forside    September

Vælg en dato:

1 2 3 4 5
6 7 8 9 10
11 12 13 14 15
16 17 18 19 20
21 22 23 24 25
26 27 28 29 30

Til top        1. september

1145 Lund domkirke indvies. Sankt Laurentius i Lund var som domkirke i ærkestiftet det middelalderlige Danmarks hovedkirke. Den er i anlæg som i enkeltheder eksempel på den katedraltype, den basikale korskirke i det bundne system, der udvikledes i 1000-tallet i det vestlige Europa, og som danner kulminationen i den romanske byggekunst. Dens grundplan som et latinsk kors blev i det ydre understreget ved at give midterskibet, korsarmene og koret fælles bredde og taghøjde. I en sådan kirke er grundplanen udformet som kvadrater med korsskæringens kvadrat som modul. Det skete af hensyn til kirkens overhvælving, da det romerske krydshvælv kun kunne bygges op over en kvadratisk grundplan. I Lund er tværskibets længde tre gange, langskibets fire gange korsskæringenskvadratets side, og sideskibene er som vanligt halvt så bredde som midtskibet. Opførelsen af Lundekirken blev påbegyndt kort efter stiftets ophøjelse til ærkesæde i 1104. Man begyndte i øst og kunne i 1123 indvi alteret i krypten, og den 1. september 1145 hovedalteret i overkirken. Nogle årtier senere opførtes en ny apsis uden på den netop færdigbyggede. Denne apsis anses for at være kirkens fornemste detalje. Over en høj dobbeltsokkel er muren inddelt i tre etager. Den nederste del af facaden har syv dobbeltblændinger, der hviler på halvsøjler, den mellemste ligeledes syv, men lettere enkeltblændinger, denne gang i et dybt relief, hvilende på frie søjler, og endelig fremtræder den øverste række som et luftigt dværgsøjlegalleri, der helt frigør sig fra den bagvedliggende mur. Omkring 1200 begyndte man opførelsen af vesttårnene. Efter en brand i 1234 fuldførte man kirken ved at indbygge de store midtskibshvælv

 

1159 d Hadrian 4. pave 1154-1159; hans fødenavn er Nicholas Breakspear, og han er den hidtil eneste engelskfødte pave. Han var munk og senere abbed i klostret St. Ruf ved Avignon. Omkring 1150 gjorde pave Eugenius II ham til kardinal, og i 1152 sendte Eugenius ham som legat til Skandinavien. Her stod han bag oprettelsen af ærkebispestolen i Trondheim og fik Norge og Sverige til at betale peterspenge til Rom. Han havde løst opgaven så godt, at han ved tilbagekomsten i Rom i 1154 blev valgt til pave. Året efter kronede han Frederik Barbarossa til tysk-romersk kejser, efter Frederik Barbarossa havde overladt Arnold af Brescia i hans varetægt. Denne var kendt for sin kritik af kirkens rigdomme, for dens verdslige magt og for dens korruption. Hans holdning havde medført, at paven i 1139 havde udstødt ham af kirken. Hadrian lod Arnold fremstille for et tribunal, der dømte ham som kætter. Arnold blev hængt, hans krop brændt, og hans aske smidt i Tiberen. Da kongen i det normanniske rige i Syditalien aflagde lensed til Hadrian, opstod den strid mellem pave og kejser, der fortsatte efter Hadrians død (f kendes ikke)

 

d Jacques Cartier, fransk søfarer og opdagelsesrejsende, hvis tre rejser 1534, 1535 og 1541-42 grundlagde de senere franske krav på Canada. Sin første rejse, hvor han var kong Frans 1.’s protegé for at søge efter guld, krydderier og en ny vej til Asien i.e. Nord-vestpassagen, foretog han med to skibe og 61 mand. Han kom til New Foundland, hvorfra han over Belle Islesundet nåede ind i St. Lawrence-bugten. Cartiers beretning om sin rejse pirrede kongens nysgerrighed, og året efter kunne han stævne ud på en ny rejse. Denne gang med tre skibe og 110 mand. På rejsen udforskede han St Lawrence-floden op til det nuværende Montreal og tog landet, som han kaldte Canada, i besiddelse som fransk. Cartier og hans mandskab overvintrede i Canada. Vinteren var streng og kostede 25 mand livet. Forholdene forværredes yderligere, da franskmændene fik de hidtil venligsindede indianere til fjender. Så da foråret kom, og floden igen var sejlbar, tog franskmændene to indianerhøvdinge til fange, satte sejl og sejlede hjem. Om sin rejse fortalte Cartier, at der længere inde i landet fandtes store rigdomme, og at en stor flod – 3.200 km lang – mentes at være vejen til Asien. Pga. krig kom Cartier ikke af sted på sin tredie rejse før 1541. Resultatet af denne rejse var magert. Guldet og diamanterne, Cartier havde med hjem, viste sig at være slagger. For Cartier betød det, at han havde været på sin sidste ekspedition. For Frankrig betød det, at det varede mere end et halvt århundrede, før der blev sendt et fransk skib til det nyopdagede land på den anden side af Atlanterhavet (f 1491)

 

d Ludvig 14. fransk konge 1643-1715; søn af Ludvig 13. og Anna af Østrig. Ludvig 14. regerede i stor udstrækning på grundlag af egne ideer og blev forbilledet for alle Europas enevældige monarker. Hans opfattelse af konges stilling var ærgerrig og selvfølende, og han ofrede store summer til forherligelse af kongeværdigheden f.eks. byggeriet i Versailles. Her blev et lille jagtslot ombygget til tidens mest prestigebetonede residens, hvor 4000-5000 adelige logerede med tjenestefolk. Det kostede adelen dyrt, men var man ikke ved hoffet, var man ingenting. Slottet i Versailles blev centrum for Europas aristokratiske etikette og mode. Indtil ca 1685 blomstrede åndslivet; fransk administration, handel og industri, hær og flåde blev de første i verden; det franske koloniomåde i Canada udvidedes stærkt, da hele mississippiområdet under navnet Louisiana blev inddraget under fransk overhøjhed.; efter ca 1685 skete der et brud med det hidtidige muntre hofliv og sejr for religiøs intolerance; 300.000 franske protestanter - huguenotter - måtte forlade landet. Det var nogle af Frankrigs flittigste og dygtigste indbyggere, der flygtede. Navnlig mange kapitalstærke købmænd og fagligt kyndige håndværkere fik nu en yderst velvillig modtagelse i Brandenburg, Nederlandene, Svejts og England. Frankrig led et alvorligt tab af kapital og arbejdskraft, der nu til dels kom dets fjender til gode. Det fik konsekvenser for Ludvig 14.s udenrigspolitik. Den lå i fortsættelse af Frankrigs traditionelle linje: rigets sikkerhed særlig over for faren ved den spanske indkredsning, og i almindelighed bekæmpelse af habsburgernes magtstilling. Indtil 1688 vandt Frankrig en række sejre, da lange krige med England og de østrigske og spanske arvefølgekrige medførte nederlag. Ludvig 14.s død føltes som en lettelse for franskmændene. Han efterlod sig et land udmarvet af krige og skatter (f 5/9 1638)

 

f Ove Høeg-Guldberg, minister; han studerede 1749-53 teologi, derefter historie og blev 1761 professor ved Sorø Akademi. I 1764 blev han lærer for arveprins Frederik - Frederik 5.'s søn i hans andet ægteskab. Efter årene som lærer forblev han i arveprinsens tjeneste. Som dansksindet og stærkt fortørnet over den udhulning af kongemagten, der fandt sted under Struensees styre 1770-72, var han virksom i sammensværgelsen, der 1772 fjernede Struensee. Han var endvidere medlem af den kommission, der dømte Struensee. Efter 1772 spillede Høeg-Guldberg en central rolle i dansk politik. Han blev chef for kabinettet og 1776 stats- og gehejmekabinetssekretær. Ikke uden held bestræbte han sig på at vinde den borgerlige middelklasse, der var misfornøjet med de mange fremmede på høje poster i stats- og samfundsliv, for det enevældige styre. I denne henseende arbejdede han for at ansætte borgerlige mænd i statsadministrationen på linje med adelen. Reelt var tiden en stilstands- om end ikke tilbagegangsperiode. De fleste af Struensees reformer ophævedes, og trykkefriheden begrænsedes (1773). Høeg-Guldbergs medvirken 1776 ved udstedelsen af loven om indfødsretten betegner fremskridt. Sin interesse for den danske nationalitet viste han ved, at arveprinsen fik en fuldstændig dansk uddannelse samt ved at indføre faget dansk i den lærde skole og dansk som kommandosprog i hæren. Ved denne indsats fik han stor betydning for udviklingen af en dansk identitet i slutningen af 1700-tallet. Ved kronprins Frederiks kup i 1784 fjernedes Høeg-Guldberg fra sine poster i statsstyret. Han blev derefter stiftamtmand i Århus; efter sin afgang i 1802 tilbragte han sine sidste år på herregården Hald, som han havde erhvervet i 1798 (d 7/2 1808)

 

f J. Th. Lundbye, maler; som 14 årig elev på Kunstakademiet. Han var bestemt til at være dyremaler, men gik over til i det væsentligste at være landskabsmaler. Påvirket af Grundtvig og den nationale bevægelse i 1840'erne blev han fortolker af det danske landskabs stemninger. Lundbye ville, at folk skulle glædes ved hans billeder og styrkes i deres kærlighed til Danmark og dets sagn og oldtidsminder, og at byboen skulle lære at værdsætte sin broder bag ploven og denne at værdsætte sig selv. Med "En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Isefjorden" (1842) har Lundbye præsteret en monumental skildring af et typisk dansk landskab. En rejse til Italien 1845-46 påvirkede ikke hans kunst i synderlig grad. Overalt hvor han på sin rejse kom frem, iagttog og studerede han med stor energi, men det direkte arbejdsudbytte af rejsen - en mængde tegninger og billeder, bl.a. "En Drift Okser i den romerske Kampagne" - hører ikke til hans betydeligste; aldrig havde han så stærkt som i denne tid mærket, han var bundet til den danske natur. Efter hjemkomsten gik han atter i gang med at skildre egnen ved Vognserup i Nordsjælland, bl.a. "Malkeplads ved Herregaarden Vognserup" (1847). Bl. hans senere billeder er en række studier fra egnen ved fødebyen Kalundborg. Fra samme år er desuden "Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde" Lundbye deltog som frivillig i Treårskrigen, men han kom aldrig frem til slagmarken. Hans kompagni var 25. april 1848 nået til Bedsted. Under et hvil sad Lundbye og tegnede. Da soldaterne fik ordre til at træde an, væltede en pyramide geværer. Et af dem gik af, og Lundbye blev dræbt. Når Lundbys trods sin tidlige død har erobret en fremtrædende plads i dansk kunst, skyldes det ikke alene hans malerkunst, men i lige så høj grad hans tegninger. Lundbyes evner som tegner har også sat sig spor i hans grafiske arbejder, der navnlig omfatter en række raderinger; hans fortrinlige evner som illustrator er mest kendt fra H.V. Kaalunds fabler, der udkom 1844 (d 25/4 1848)

 

f Sir Roger David Casement, irsk nationalist og britisk diplomat; i 1890’erne og i begyndelsen af det 20. århundrede gjorde Casement tjeneste som britisk konsul i flere afrikanske lande. Han opnåede international berømmelse for sine afsløringer af den oprørende grusomhed, de indfødte arbejdere i Belgisk Congo var udsat for. Hans rapport i 1904 om disse forhold førte til en større reorganisation af det belgiske styre i Congo. På gr.af dårligt helbred forlod Casement i 1912 sin tjeneste i det britiske udenrigsministerium og slog sig ned i Irland. Selv om han stammede fra en protestantisk ulsterfamilie, havde Casement stor sympati for de overvejende katolske, irske nationalister. I 1913 bistod han ved oprettelsen af den frivillige hær Irish National Volunteers, og i juli 1914 rejste han til New York for blandt irske udvandere at få økonomisk støtte til denne anti-britiske hær. Efter udbruddet af Første Verdenskrig rejste Casement i efteråret 1914 til Berlin for at undersøge mulighederne for tysk støtte til irsk uafhængighed. Men tyskerne var ikke interesserede i at risikere en aktion mod Irland. Ej heller kunne Casement blandt irske krigsfanger rekruttere mandskab til en hærafdeling, som skulle sættes ind i krigen mod briterne. Da Casement i april 1916 blev sat i land i Irland fra en tysk ubåd, blev han arresteret, ført til London, hvor han blev dødsdømt og henrettet for højforræderi (d 3/8 1916)

 

1870 Slaget ved Sedan. Slaget, der endte med fransk nederlag, blev udkæmpet i Den Fransk-Tyske krig ved det franske grænsefort Sedan ved floden Meuse mellem en fransk hær på 120.000 mand under marskal MacMahon og mere end 200.000 tyske soldater under general Helmuth von Moltke. MacMahon, der var ledsaget af den franske kejser, Napoleon III, havde til hensigt at føre sin hær fra Chalons-sur-Marne mod nordøst til Metz for at undsætte den franske Rhinhær, der var indesluttet i Metz. Gennem aviser erfarede von Moltke om den franske hærs bevægelser og førte hurtigt den netop formerede Meusehær under kronprins Albert af Sachsen mod nord for at standse MacMahons hær. I tre træfninger ved Meuse i dagene 29. til 31. august tvang tyskerne MacMahon til at trække sig tilbage til fortet i Sedan. Mens MacMahon overvejede, om han igen skulle forsøge at slå sig igennem mod øst mod Metz eller i stedet trække sig tilbage mod vest mod Paris, førte Moltke Den Tredje Preussiske Hær frem for at fuldende indeslutningen af Sedan. At MacMahon blev såret om morgenen den 1. september forårsagede forvirring i den franske overkommando. Derfor mødte tyskerne ikke større modstand, da de gennemførte indeslutningen. Desperate franske udbrudsorsøg – bl.a. omfattende massive kavaleriattak- førte kun til alvorlige tab. Efter det tyske artilleri dagen igennem havde beskudt den franske stilling, angreb de sidst på efter-middagen. Kejser Napoleon III indså, at stillingen var håbløs. Han kapitulerede, og næste morgen blev han og 83.000 franske soldater tyske krigsfanger. Franskmændenes tab var 3.000 dræbte, 14.000 sårede og 21.000 savnede eller tilfangne-tagne. Tyskernes tab var 9.000 dræbte og sårede. Under de sejrrige tyskeres march mod Paris, udbrød der opstand i den franske hovedstad. Den 4. september brød det franske kejserdømme sammen, og der blev dannet en provisorisk republi-kansk regering

 

1875 f Edgar R. Burroughs, amerikansk forfatter; mest kendt for Tarzanbøgerne, indledt med "Tarzan of the Apes" (1914) (dansk Tarzan Abernes konge, 1919). I sin ungdom havde han mange forskellige jobs. I 1910 fik han arbejde med at sælge annoncer til de såkaldte Pulp Magazines, billigt trykte ugeblade med historier om gangstere og Wild West. Da han fik fat i bladene for at se, om annoncerne kom i, kunne han jo lige så godt læse dem. Det fik ham til at tænke, at hvis man kunne få trykt den slags, så kunne han også skrive. Hans første bog blev en science fiction-historie i 1912 "Under the Moons of Mars" (dansk, Flugten til Mars, 1927). Han fik $400 for den. Magasinet fik derefter Burroughs til at skrive "The Outlaw of Torn" om Rosekrigene i 1400-tallets England. Den var fuld af fejl og blev afvist. Burroughs sluttede da: Marshistorien blev en succes, fordi ingen anede, hvad der foregik på Mars. Hans næste historie henlagde han til Afrika. Han befolkede sit ukendte område med en aberace, der var større og klogere end gorillaer og med en helt med navnet Tarzan. Når racen og området var ukendt, var der ingen der kunne anklage han for at lave fejl. Bøgerne om Tarzan blev en stor succes. De blev solgt verden over, og den første Tarzanfilm kom i 1918 (d 19/3 1950)

 

Ved USA’s mellemkomst underskrives fredsaftalen mellem Japan og Rusland i Portsmouth, New Hampshire, USA. Dermed er der sat punktum for opgøret mellem de to lande om herredømmet i Østasien. Krigen var begyndt året før den 8. august med japanernes angreb på den russiske flådehavn, Port Arthur. Ifølge fredsaftalen skulle det besejrede Rusland anerkende Japans ret til Korea og overlade den af kineserne tildelte lejeret af Port Arthur og Liao-tung halvøen til japanerne. Endvidere skulle russerne afstå den sydlige del af Sakhalin øen til Japan. Begge parter gik med til at tilbagegive Manchuriet til Kina. Trods disse gevinster var der i Japan en vis skuffelse over aftalen. For at få dækket de økonomiske omkostninger ved krigen havde japanerne sat næsen op efter en krigsskadeserstatning, men den fik de ikke. For sin rolle som fredsmægler modtog den amerikanske præsident, Theodore Roosevelt, Nobels fredspris

 

f Aksel Schiøtz, sanger; han blev i 1930 cand mag i engelsk og dansk og underviste herefter ved københavnske gymnasier, til han i 1939 søgte orlov og i 1948 sin afsked. Allerede i sin studietid havde han gjort sig bemærket som sanger, og i 1939 debuterede han på Det kgl. Teater som Ferrando i Cosi fan tutte. Ved koncerter og pladeindspilninger blev han kendt som en af sin generations betydeligste romance- og oratoriesangere. For sin fortolkning af danske sange blev han under besættelsen hele det danske folks nationale sanglige idol. En alvorlig sygdom greb efter besættelsen ind i hans tilværelse, men i efteråret 1948 kunne Schiøtz fortsætte sin karriere og virkede desuden som sangpædagog. I årene 1955-57 var han, samtidig med han turnerede som sanger, professor i sang ved University of Minnesota i Minneapolis, 1958-61 ved Royal Conservatory i Toronto, Canada og 1961-68 ved University of Colorado. I 1968 blev han udnævnt til professor i sang ved Danmarks Lærerhøjskole i København (d 19/4 1975)

 

1919 d Caroline Testman, kvindesagspolitiker; hun ønskede at studere, men fik ikke lov da det var i strid med familiens traditioner. Ved selvstændig læsning søgte hun derfor at skaffe sig de fornødne kundskaber. Under et halvandet års ophold i Italien fik hun rejsebreve optaget i "Fædrelandet". Hun kom i forbindelse med ægteparret Matilde og Frederik Bajer og blev 1871 medstifter af Dansk Kvindesamfund, for hvilket hun var sekretær og kasserer til 1883. I forlængelse af hendes egne ønsker om en egentlig uddannelse blev hun ivrig forkæmper for oprettelse af fagskoler for kvinder. 1872 oprettedes Handelsskolen for Kvinder, 1874 Søndagsskolen for arbejderkvinder. Sidstnævnte var et forsøg på at få arbejderkvinder tilknyttet bevægelsen. I 1876 stod Testman bag oprettelsen af Tegneskolen for Kvinder. Caroline Testman var forstander for såvel handelsskolen som søndagsskolen (f 6/2 1839)

 

1921 f Simonn Spies, forretningsmand, cand.polit. et psych. og en af de hidtil mest farverige aktører i dansk erhvervsliv; efter erfaringer som bl.a. chokoladesælger, fabrikant af ferietabletter, indehaver af et cykeldroskefirma og et biografbilletbureau Spies ramte en guldåre, da han begyndte at arrangere udlandsrejser. Inden da havde han i 1951 afsluttet et omfattende uni- versitetsstudium, og han blev såvel cand. polit. som cand. psych. og det med et af de højeste gennemsnit i landet. De første udlandsrejser arrangerede Spies i 1957, de gik med bus og skib til Mallorca. De "grå 50’ere" var ved at klinge ud, og en højere levefod for de såkaldte almindelige mennesker var ved at blive synlig. "De gyldne 60’ere" var forestående. Sammen med Eilif Krogager, som skabte Tjæreborg Rejser, stod Spies fadder til den danske charterturisme. Under mottoet "Spies, rejs og vær glad" opfordrede Spies sit publikum til livsglæde ofte med et stænk af frivolitet, og han gik selv i spidsen med et utraditionelt familieliv, som han gerne stillede til skue. Men samtidig med han skaffede sit firma gratis reklame gennem sin flamboyante livsførelse, var Spies i forretningsspørgsmål en alvorsmand. Det af ham oprettede og i hele hans levetid per- sonligt ejede selskab blev drevet med forsigtige forretningsmetoder såsom at udbyde få rejsemål, at vælge nye rejsemål med stor omhu og helst lade dem afprøve først af andre bureauer, altid at spare op til investeringer samt fortrinsvis at leje frem for at købe fly. Det betød, at selskabet Spies Rejser voksede støt og kunne ved grundlæggerens død fremvise en egenkapital på ca. 800 mio. kr. (d 16/4 1984)

 

Et kraftigt jordskælv i Japan dræber knap 143.000 mennesker og anretter store ødelæggelser i Tokyo og Yokohama. Kort før middag lørdag den 1. september 1923 revnede Jorden 80 km syd for Tokyo langs forkastningen i Sagamibugten og rasede i en feøjende bevægelse hen over Kantosletten inklusive Tokyo og Yokohama med rystelser af en varighed på henved fem minutter. Kort efter ramtes kysten af en morderisk tsunami (flodbølge) med over 10 m høje bølger. Træ var det mest udbredte byggemateriale i Yokohama ligesom overalt i Japan, og skønt træhuse er ganske modstandsdygtige over for de fleste jordskælv, ødelagde skælvet den 1. september alligevel 12.000 af byens 100.000 bygninger. Bjælker splintredes, og sammenfiltrede og itubrudte træbeklædninger væltede omkring. De mange træstumper viste sig snart at indebære en ny trussel mod de overlevende efter jordskælvet. Rødglødende kul fra væltede komfurer og kulbækkener blev spredt. Talrige hjem brød i brand. Tokyo kom bedre gennem jordskælvet end Yokohama. Der var måske 5000 bygninger, der brød sammen, eller omkring 1% af byens huse. Både i Tokyo og i Yokohama var det ikke rystelserne, der voldte de største skader. Det gjorde de mange små brande, der blussede op i de ødelagte huse. I Tokyo samledes de mange brande i en ildstorm, der fortsatte natten igennem. Søndag morgen var mere end 300.000 huse brændt ned til grunden, og over 4000 tønder land i den japanske hovedstad, to tredjedele af byen, var blevet forvandlet til glødende, sort aske

 

1923 f Rocky Marciano, amerikaner og verdensmester i professionel sværvægtsboksning fra 23. september 1952 til aprilm 1956. Han blev verdensmester, da han knock out besejrede verdensmesteren Joe Walcott i 13. omgang i en match i Philadelphia. I april 1956 trak han sig ubesejret tilbage. Marciano var ubesejret i 49 professionelle kampe; 43 gange opnåede han sejren ved knock out. Foruden Walcott var der yderligere to tidligere særvægts verdensmestre blandt dem, han slog ud: Joe Louis og Ezzard Charles. Han begyndte at bokse under Anden Verdenskrig, da han var soldat. Han havde sin første professionelle kamp i marts 1947. Knock out sejre over Rex Layne, Joe Louis, Lee Savold og Harry (Kid) Matthews banede vej for en kamp om verdensmesterskabet. Marciano havde Walcott i gulvet i 1. omgang, men var bagefter på points, da han slog Walcott ud. Da Marciano som 32 årig trak sig tilbage, havde han forsvaret sit verdensmesterskab seks gange. Marciano blev dræbt ved en flyulykke (d 31/8 1969)

 

1925 d Herman Trier, pædagog, politiker og folketingsformand; efter at være blevet cand. phil. i 1863 var det hans hensigt at tage magisterkonferens i pædagogik, men faktulteket ville ikke anerkende det som en særlig videnskab. Trier var da allerede begyndt at undervise på skoler og kursus i København. Han underviste særlig i dansk og pædagogik således 1870-1900 ved Femmers Kvindeseminarium og var i øvrigt optaget af offentlig virksomhed. Blandt andet var Trier medstifter og med-udgiver af tidsskriftet "Vor Ungdom" 1879-1902, medstifter af Studentersamfundet 1872, dets formand 1884-89 og 1882-1907 leder af dets aften-og arbejderundervisning; han var med til at indføre sløjdundervisningen herhjemme. Fra 1907 var Trier medlem af bestyrelsen for Ny Carlsberg-Glyptoket fra 1923 dens formand, desuden udgav han flere pædagogiske og historiske skrifter. Han var medlem af Folketinget i årene 1884-87 og 1890-1909, 1901-05 tingets formand. Fra 1909 til sin død var han medlem af Landstinget. Desuden var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1893-1917 og dens formand 1898-1908. Herman Trier tilsluttede sig i begyndelsen Venstre, stod en tid uden for partierne, sluttede sig 1895 til Venstrereformpartiet efter at have stemt mod det store forlig med Højre i 1894 og endte i Det Radikale Venstre (f 10/5 1845)

 

1939 kl 05.45 tysk angreb på Polen. Udbrud af 2. verdenskrig

 

1939 Statsradiofonien standser sine muntre udsendelser på grund af krigen

 

Alle jøder i Tyskland tvinges til at bære en gul Davidsstjerne. De antijødiske forholdsregler, der efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev gennemført i Tyskland, betød, at den jødiske befolkningsgruppe ved krigsudbruddet i 1939 stod uden for det folkelige fællesskab i en "ghetto uden mure", under særlig kontrol af politiet. Endnu på dette tidspunkt boede der 375.000 jøder i Tyskland. Kun cirka en fjerdedel af de oprindeligt 500.000 havde benyttet sig af chancen til at udvandre, men dette var ganske vist også forbundet med mange vanskeligheder, navnlig af økonomisk art. Størstedelen af de tilbageblevne jøder måtte ikke længere udøve deres erhverv og kunne snart kun ved at få anvist tvangsarbejde klare sig fri af elendigheden. Ved krigens begyndelse fulgte endnu en række radikale forholdsregler. Ved "Politiforordning ved-rørende kendetegn for jøder" af 1. september 1941 indførtes som et særligt kendetegn for Rigets jøder "jødestjernen" også kaldt "davidsstjernen". Den skulle være på størrelse med en åben hånd og bestå i en sort, optrukket stjerne af gult materiale med sort påskrift "Jøde". Den skulle bæres synligt fastsyet på "klædningsstykkets" venstre brystside. Samtidig blev det forbudt jøder at forlade deres hjemsogn uden at være i besiddelse af en skriftlig tilladelse af den lokale politimyndighed. Ej heller måtte jøder for fremtiden bære ordner, hæderstegn og andre emblemer. Forordningen trådte i kraft den 16. september

 

d Siegfried Sassoon, britisk forfatter; kendt for sin antikrigs poesi og for sine fiktive selvbiografier, berømmet for deres lovprisning af engelsk landliv. Som frivillig deltog han i Første Verdenskrig. Han blev såret to gange under tjeneste som officer ved fronten i Frankrig. I krigens sidste år blev han kendt i vide kredse for sin antikrigs poesi som f.eks. "The Old Huntsman" (1917) og "Counterattack" (1918). Til at gøre Sassoons navn kendt bidrog endvidere hans offentlig udtrykte pacifisme, og at han udtrykte den på et tidspunkt, da krigen ikke var afsluttet. Desuden gjorde det indtryk, at den blev udtalt af en, der var blevet tildelt The Military Cross for tapperhed. I første omgang blev hans propaganda tilskrevet granatchock, og for en tid blev han tilbageholdt på et sanatorium. Her mødte Siegfried Sassoon en anden pacifistisk digter også i uniform, Wilfred Owen, hvis arbejder Sassoon fik udgivet, da Owen var faldet. Blandt hans prosaarbejder er den selvbio-grafiske romantrilogi, "Memoirs of a Fox-Hunting-Man" (1928), "Memoirs of an Infantry Officer" (1930) og "Sherston's Progress" (1936) (f 8/9 1886)

 

1970 d Francois Mauriac, fransk forfatter; han var katolik, og han regnes for en af 1900-tallets betydeligste repræsentanter for en katolsk inspireret romankunst. Hans romaner skildrer lidelsesfyldte psykologiske konflikter i et borgerligt provinsmiljø. Efterhånden som familiedramaerne rulles op, afdækkes menneskenes egentlige, forpinte træk præget af gerrighed, seksuelt begær, jalousi, tomhed, had og mere end noget andet en uovervindelig følelsesmæssig ensomhed. Ingen menneskelig harmoni synes mulig uden Guds nåde. Dette tema står klart i gennembrudsværket romanen "Le Baiser au lépreux" (1922, dansk Kysset til den spedalske, 1927) og forstærkes i bl.a. "Le Næud de vipères" (1932, dansk Øglereden, 1942). Samme tema findes i en række af Mauriacs skuespil bl.a. i hovedværket "Thérèse Desqueyroux" (1927) og fortsættelsen "La Fin de la nuit" (1935). Endvidere har Mauriac skrevet religiøse skrifter og litterære essays. I sine essays er han ikke mindst optaget af forholdet mellem digtning og religiøs tro. Som journalist ved "Le Figaro" og "L’Express" og som politisk debattør bekæmpede han alle former for social og politisk uret. Han fordømte ethvert tilløb til fascisme og hyldede gaullismen. I 1952 modtog Mauriac nobelprisen i litteratur (f 11/10 1885)

 

d Wladyslaw Gomulka, polsk kommunistisk politiker; han begyndte sin politiske karriere i fagbevægelsen og blev fagforeningssekretær 1927 og aktivt medlem af det polske kommunistparti. Efter 1939 var han en af lederne af det illegale kommunistparti. 1942 blev han sekretær i partiets Warszawa-gruppe og 1943 sekretær i centralkomiteen; samme år kommunistpartiets førstesekretær (til 1948). Han var vicestatsminister i den af russerne indsatte Lublinregering 1945 (til 1948). September 1948 blev han afskediget fra sine stillinger i partiet, anklaget for nationale og titoistiske opfattelser. Gomulka var fængslet 1951-54. Efter den sovjetiske 20. Partikongres rehabiliteredes Gomulka og efter arbejderurolighederne i Polen samme år, overtog han atter posten som generalsekretær. Han indledte en række økonomiske reformer og en vis politisk liberalisering - det polske forår. Men fra 1957 begyndte han igen at stramme kursen og holdt sig i de flg. år nær til USSR både magtpolitisk og ideologisk. I forbindelse med lønstrejker og opstande i 1970 måtte Gomulka trække sig tilbage som partileder til fordel for E. Gierek (f 6/2 1905)

 

1985 Vraget af Titanic findes stående på havbunden i en dybde af 3,950 meter. Skibet blev lokaliseret på positionen 4l gr. 46 min. N, 50 gr. 14 min. W. og blev udforsket af et ubemandet undervandsfartøjs viddeokameraeer fra en amerikansk-fransk ekspedition. Den fandt ikke spor af den lange revne i Titanics skrog, man mente, var opstået ved kollisionen med isbjerget hin kolde nat mellem 14. og 15. april 1912. I stedet fremsattes hypotesen, at sammenstødet med isbjerget havde forårsaget, at nitningen mellem skibets plader havde løsnet sig og således medført, at Titanic sank

 

 

 

 

Til top        2. september

31 f.Kr. Slaget ved Actium. Ud for Actium - et forbjerg på Grækenlands vestkyst - vinder Octavian (kejser Augustus) et afgørende søslag over sin rival Marcus Antonius og den ægyptiske dronning Kleopatra. Sejren betød, at den lange borgerkrig efter mordet på Cæsar nu var slut, og at Octavian var enehersker i Romerriget. Inden slaget havde Octavian afskåret Antonius forbindelse med Peloponnes ved at besætter byerne Patrae og Korinth. Hvad enten det skyldtes et håb om at kunne vinde et søslag, da han var udmanøvreret på landjorden, eller det simpelthen var for at bryde blokaden, fulgte Antonius Kleopatras råd om at tage et søslag. Han placerede sine skibe på en linje uden for bugten. Bag dem lå Kleopatras flådeafdeling. Slagets enkeltheder er ukendte, men det var ovre, da Antonius signalerede til Kleopatra at flygte. Han afbrød derefter slaget, og med nogle få skibe lykkedes det ham at følge Kleopatra. Hans landstyrker og resten af flåden overgav sig til Octavian

 

1537 Den evangelisk-lutherske kirkeordinans udsendes i Danmark. Ordinansen var resultat af arbejdet i en kommission, der bestod af de mest fremtrædende evangeliske prædikanter bl.a. Hans Tausen. Resultatet af kommissionens arbejde var et udkast, som blev sendt ned til Luther i Wittenberg. Da Luther havde godkendt det, blev det yderligere underkastet et grundigt gennemsyn af den kendte reformator Johan Bugenhagen og af Luthers danske discipel Peder Palladius. Trods ordi-nansens indhold således afhang af direktiver fra udlandet, så beholdt eller rettere genvandt den danske kirke en ret betydelig indre selvstændighed. I stedet for paven var nu kongen øverste leder af den danske kirke. Den grundlæggende tankegang bag den nye kirkeordning var, at stat og kirke var to sider af samme guddommelige ordning for menneskelivet, men sam-tidig skarpt adskilte, og at fyrstens og kirkens embede ikke måtte gribe ind i hinandens områder. I de faldne bispers sted indsattes lutherske superintendenter (tilsynsførende), som dog snart blev betegnet biskopper. De skulle vælges af stiftets gejstlighed. Det samme demokratiske princip gjaldt alle kirkens embeder. I sognene valgtes præsterne af menighederne. Dette demokratiske princip modvirkedes af reglerne om valgets stadfæstelse. Præstevalget skulle godkendes af kongens lensmand, og efterhånden blev det almindeligt, at kongen udnævnte biskopperne. Andre sider af arven fra den katolske kirke foretrak statsmagten foreløbigt at skyde fra sig. Det gjaldt undervisningen og den sociale forsorg, som blev henvist til de lokale myndigheder. Ordinansen blev udsendt på latin. I 1539 blev den trykt på dansk og endelig – efter yderligere konsultationer hos Bugenhagen – tilføjedes 26 artikler i 1542

 

1652 d Jusepe de Ribera - kaldt Lo Spagnoletto, spansk maler og kobberstikker; elev af Francisco Ribalta i Valencia, studerede senere i Italien. Han slog sig 1616 ned i Napoli og blev den centrale figur i denne bys malerskole. Hans hovedværk i Napoli er dekorationerne i kartusianerklostrets kirke (1638-51). Jusepe de Ribera havde en dragning mod det brutale og grufulde, som man ser det i flere af hans martyrscener. "Bartolemeus martyrium" (1630) og "St. Andreas martyrium" (1628). Frem til 1635 er hans kolorit mørk og varm med de karakteristiske røde indslag, senere blev den lysere, sølvgrå med mildere lyskontrast (døbt 17/2 1591)

 

Londons Store Brand bryder natten til den 2. september ud i et bageri i Pudding Lane; antændelsen af adskillige tønder tjære på en nærliggende lagerplads forårsagede en eksplosion, og branden bredte sig hurtigt. Da det begyndte at lysne, var man klar over, at det ikke var en almindelig brand. Hele Pudding Lane var brændt ned, og i den stærke østenvind sprang flammerne fra hus til hus ned ad Thames Street.Ved aftenstid var guldsmedenes prægtige hal lagt i aske, det samme var fiskehandlernes monumentale lavshal, købmændenes og tømrernes haller var også antændt. Et dusin kirker var blevet flammernes bytte. Den kgl. børs var brændt, og den statelige Guildhall, borgmesterens eget rådhus, stod ikke til at redde. Dagen efter brændte det i en sammenhængende strækning fra London Bridge i øst til bymuren i vest. Da det blev aften, nærmede ilden sig Cheapside, den største markedsgade i byen – og St. Paul’s Cathedral. Da ilden nærmede sig området, bar dettes mange boghandlere, trykkere og forlæggere alle deres bøger og manuskripter ind i den store kirke – i troen på Herren og kirkens blytag. Men ud på aftenen blev varmen så stærk, at blytaget begyndte at smelte. De store vinduer sprang, murene revnede, klokketårnet styrtede sammen. Kirken lå åben for den voldsomme regn af gnister. Bøger brænder godt og længe. Da det begyndte at mørkne den 5., var fire femtedele af byen ødelagt. Vinden begyndte nu at lægge sig, og flammehavet faldt efterhånden til ro. De sidste flammer døde hen dagen efter. Mere end 400 gader var da lagt øde –og 13.200 huse. Af de 110 kirker i London var 89 brændt ned sammen med næsten alle lavshusene. Alle skoler og sygehuse og offentlige bygninger inden for de gamle bymure var forvandlet til aske og sorte ruiner i løbet af fire forfærdelige dage

 

f John Howard, engelsk fængselsreformator; 1773 blev han sherif i Bedfordshire. Som en embedspligt besøgte han fængs-let i Bedford. Han blev forfærdet over, hvad han så der. Hverken inspektøren eller fangevogterne fik løn, men var øko-nomisk afhængig af honorarer betalt af de indsatte. Nogle indsatte skulle forlængst have været løsladt, men var stadig fængslede fordi de ikke havde betalt honorar. 1774 overtalte Howard Underhuset til at vedtage to love, der sagde (1) at løsla-delseshonorarer var afskaffet og (2)at dommere fik pligt til at holde øje med de fængsledes helbred. Flere år senere fastslog Howard med beklagelse, at lovene ikke var blevet overholdt, som han havde forventet. I sin manddom fortsatte Howard ungdommens rejseliv, han undersøgte fængselsforholdene i flere vesteuropæiske lande. I 1777 kom hans bane-brydende værk "State of Prisons in England and Wales with Preliminary Observations and an Account of some Foreign Prisons". Howards reformtanker lå bag en lov fra 1779, som gav grønt lys for opførelse af to fængsler, hvor hans reformtanker kunne forsø-ges gennemført med udgangspunkt i enkeltmandsceller, faste arbejdstider og undervisning i kristendom. I sine sidste år foretog Howard undersøgelser om bekæmpelse af pest og om bekæmpelse af spredning af smitsomme sygdomme (d 20/1 1790)

 

Det engelske bombardement af København begynder. Englænderne ønskede at forhindre, at den dansk-norske flåde faldt i hænderne på Napoleon. Tilstedeværelse af en dansk-norsk flåde under fransk kontrol ville binde engelske blokadestyrker og nødvendiggøre ressourcekrævende engelske konvojer ind og ud af Østersøen. I juli 1807 krævede englænderne derfor, at Danmark-Norge enten indgik i alliance med England – og stillede sin flåde under engelsk kommando – eller udleverede sin flåde til England som pant på neutralitet. Da tvillingerigernes regent kronprins Frederik afviste det engelske ultimatum, sattes der magt bag kravet. Den 2. august ankom en engelsk flåde til Øresund og indledte en blokade af Sjælland. Den 16. august gik englænderne i land ved Vedbæk. Landgangen blev fra dansk-norsk side besvaret med en krigserklæring. Englænderne indesluttede nu København fra land- og søsiden. I København blev der arbejdet febrilsk på at sætte fæstningen i forsvarsstand. Borgervæbning og studenterkorps blev mobiliseret og mange frivillige meldte sig – i alt omkr. 13.000 forsvarere over for en styrke på 30.000 veluddannede og krigsvante engelske tropper. Den 2. september forløb forholdsvis roligt. Men lidt over klokken syv om aftenen begyndte englænderne at bombardere byen, og beskydningen dels med bomber dels med brandraketter varede til næste morgen ved 8-tiden

 

f Jacob Christian Jacobsen, brygger – grundlægger af Carlsberg; 24 år gammel overtog han faderens bryggeri ved dennes død. For at forbedre sin produktion og for at skabe nyt foretog han flere rejser i sær til Tyskland. Da det lykkedes ham at få 2 potter gær med hjem fra et bryggeri i München, begyndte han 1845 som den første i Danmark at brygge undergæret øl (bajersk øl). I de flg. år anlagde han Carlsbergbryggeriet i Valby; første bryg der 1848. Dets produkter blev snart kendt over hele Europa, og Jacobsen blev en særdeles velhavende mand. I 1876 stiftede han Carlsbergfondet på 1 mio. kr. og henlagde det under Videnskabernes Selskab. Det fik bl.a. til formål at fremme dansk forskning på forskellige naturvidenskabelige og historiske områder. Efter Frederiksborg slots brand i 1859 bidrog J i stor udstrækning til dets genopførelse. Dette er kun ét eksempel på den omfattende støtte Jacobsen ydede til kunstneriske og nationale formål. Han tog tidligt del i tidene frisindede bevægelser. 1843 var han medstifter af Skandinavisk Selskab; samme år blev han borgerrepræsentant (til 1857), 1846 stænderdeputeret og 1854 medlem af Folketinget (til 1857) og igen folketingsmand i årene 1861-64. 1866-1871 var J medlem af Landstinget. Om Jacobsen er det blevet sagt, at han er et smukt eksempel på, hvordan en borger ved midten af 1800-tallet, som ved sin dygtighed og ved konjunkturernes gunstige udvikling kunne opnå stor rigdom, stadig stærkt følte sine medborgerlige pligter og rundhåndet søgte at fremme bevægelser af national og immateriel art (d 30/4 1887)

 

1813 d Jean-Victor-Marie Moreau, fransk general; som jurastuderende i Rennes stod han i 1788 i spidsen for protester mod kong Ludvig 16.’s forsøg på at begrænse parlamenternes autoritet. Da revolutionen brød ud, organiserede han oprettelsen af en nationalgarde i Rennes. I 1791 blev han valgt til oberstløjtnant for en bataljon frivillige, og året efter deltog han i Nordfrankrig i kampene mod Østrig og Preussen. Efter at være blevet general for en division i april 1794 spillede han en stor rolle i den franske erobring af de østrigske Nederlande (nuværende Belgien), og i marts 1795 overtog han kommandoen over den franske nordhær. I marts 1796 fik han kommandoen over Rhinhæren og deltog i det næste års kampe i Tyskland og ved Frankrigs vestgrænse. I april 1799 blev Moreau udnævnt til øverstkommanderende for hæren i Italien. Da han i okt vendte tilbage til Paris, spillede han en mindre rolle i Napoleons statskup den 9. novbr 1799. Alligevel blev Moreau belønnet af Napoleon med kommandoen over Rhinhæren og de franske styrker i Den helvetiske Republik (Svejts). Med disse styrker besejrede han den 3. december 1800 østrigerne i slaget ved Hohenlinden. Den franske sejr fik ikke kun østrigerne til at bede om fred, den øgede Moreaus i forvejen store popularitet og vakte Napoleons skinsyge. Da diktakorens kone, Josephine, samtidig ikke lagde ikke skjul på sin afsky for Moreau, sluttede han sig til de kredse, der arbejdede på at vælte Napoleon. Planerne blev afsløret, og den 5. febr. 1804 blev Moreau arresteret. Napoleon landsforviste ham, og han drog til USA. Inviteret af franske royalister vendte han i 1813 tilbage til Frankrig og tilsluttede sig de allierede hære, der kæmpede mod Frankrig. I disse kampe blev Moreau såret (august 1813) og døde kort efter af sine sår (f 14/2 1763)

 

d Thomas Telford, skotsk ingeniør, hvis mangesidede virke kronedes i 1820’erne med hans design og konstruktion af Menai hængebroen i Wales. Telford blev udlært som murer og blev ved selvstudium arkitekt. I slutningen af 1780’erne arbejdede han i Shropshire, hvor han bl.a. stod for opførelsen af tre broer over floden Severn ved Montford, Buildwas og ved Bewdley. I 1793 blev han ansat som ingeniør ved Ellesmere Canal Company. Han blev berømt, da han under et kanalbyggeri brugte plader af støbejern i vandrenderne på de to aquadukter, som fører kanalerne over Ceiriog og Dee dalene i Wales ved Chirk og Pont Cysylltau. Ved at anvende støbejern havde Telford, midt under den industrielle revolution, vist en af de mange anvendelsesmuligheder, der var for den unge industris masseproduktion. Fra 1805, da Telford blev ansat ved staten, med henblik på udvikling af det skotske højland, stod han bag bygningen af Caledonian kanalen, udvidelse af havne bl.a. i Aberdeen og Dundee, konstruktion af mere end 1450 km vej og i forbindelse hermed flere broer. I 1820’erne under forbedringen af vejen fra Chester og Shrewsbury til Holyhead stod han for opførelsen af sine to berømte hængebroer over floden Conway og over Menai Straits. Berømmelsen skyldes dels, at hængebroer dengang var noget nyt i Storbritannien, dels Menaibroens store spænd – 177 meter – dels at Telford som den første anvendte smedejern ved opførelsen. De 16 kæder der bærer broen blev udført i smedejern. Bl.a Telfords andre arbejder er mange kanaler f.eks. kanalen fra Wolwerhampton til Nabtwich, endvidere Götakanalen i Sverige, Sct. Katherine dokkerne i London og broerne over Severn ved Tewkesbury og Gloucester (f 9/8 1757)

 

f Henry George, amerikansk skribent og økonom; i sin ungdom havde George forskellige jobs; han var butikslærling, typograflærling og ude at sejle. Men han tilegnede sig på egen hånd en ikke ringe boglig lærdom, og da han i 1870 kom til New York gav han sig i lag med social- og nationaløkonomiske studier, skribentvirksomhed og journalistik. I New York blev han rystet af over den elendighed, han så, og som trivedes ved siden af en uhyre rigdom. Fattigdommen syntes at stige i takt med rigdommen. I 1879 udsendte George "Progress and Poverty", der vakte megen opmærksomhed i såvel USA som Europa og blev meget læst. Hans politiske udgangspunkt var liberalt. han mente, at statens magt skulle begrænses, og han var fortaler for det frie initiativ og den frie verdenshandel. I sit værk fremhævede han uretten i grundspekulation, som bygger på den private ejendomsret til jorden, der dog får sin værdi som følge af samfundets udvikling. Midlet mod denne uret, der lå til grund for det meste af den sociale uretfærdighed, fandt han i samfundets inddragelse af jordrenten ved at pålægge jorden fuld grundskyld, idet jordrenten således kom helheden, samfundet, til gode. Derved ville arbejds- og kapitalindtægter friholdes for beskatning. Det var Georges overbevisning, at statens udgifter kunne finansieres alene ved beskatning af jorden. I Danmark lå hans tanker til grund for partiet Retsforbundet. George var selv politisk aktiv. Han dannede bl.a. United Labour Party, som han i 1886 opstillede for til borgmestervalget i New York. Han blev ikke valgt. I 1897 opstillede han igen, men døde under valgkampen (d 29/10 1897)

 

f Giovanni Verga, italiensk forfatter, der anses for at være såvel grundlægger af som den mest betydningsfulde repræsentant for den retning inden for italiensk romankunst, der benævnes "verismo" (realisme). Verga blev først og fremmest kendt for sine realistiske skildringer af bønders og fiskeres tilværelse på Sicilien. Hans anerkendelse var længe under vejs. Men blandt moderne kritikere vurderes han som hørende til blandt Italiens største romanforfattere. Hans indflydelse var især betydelig for generationen af italienske forfattere i årene lige efter Anden Verdenskrig. En milepæl i neorealistisk filmkunst Luchino Viscontis "Terra trema" (1948) var bygget over Vergas roman "I malavoglia". Han begyndte sin forfatterløbebane i Milano med naturalistiske romaner efter fransk mønster. Især skildrede han aristokratiet f.eks i "Tigre reale" (1873) og "Eros" (1875). Senere vendte han tilbage til Sicilien, hvor han var født. Her fandt han sin form med sicilianske bonde-fortællinger, som han høstede stor anerkendelse for. I løbet af få år skabte han sine mesterværker: novellesamlingerne"Vita del campi" (1880) og "Novelle rusticane" samt romanerne "I Malavoglia" (1881), "Mastro don Gesuldo" (1888). En dramatiseret novelle "Cavalleria rusticana"(1884) blev grundlaget for Pietro Mascagnis populære opera med samme navn. (1890) (d 27/1 1922)

 

f Wilhelm Ostwald, tysk fysiker, kemiker og filosof; han var professor i kemi ved Polyteknikum i Riga 1881-87, i fysisk kemi i Leipzig 1887-1906. Efter 1906 virkede han som privatforsker og forfatter. Ostwald foretog tidligt nogle af de undersøgelser inden for katalyse, kemisk ligevægt og kinetik, der i 1909 indbragte ham nobelprisen i kemi. I sin doktorafhandling (1878) påviste han, at syrer optræder med samme relative styrke over for alle baser og nogle år senere, at reaktionshastigheden ved bl.a. syrekatalyseret esterhydrolyse og rørsukkerinvasion er proportional med kvadratet på den anvendte syres styrke over for baser. I 1890’erne rettedes Ostwalds interesse mod kundskabsteoretiske og filosofiske spørgsmål. I skriftet "Die Überwindung des wissenschaftlichen Materialismus" (1895) hævdede han, at atom, molekyle og materie er unødvendige, metafysiske begreber. Derfor ville han erstatte den mekaniske naturopfattelse med en udvidet termodynamik. Den kaldte han energetik, og den byggede på grundsætningen, at alt, der sker og kan ske, i princippet lader sig entydigt og udtømmende beskrive som energitransformationer. Denne lære, som var uacceptabel for teoretiske fysikere, modificerede Ostwald i 1908, da han blev overbevist om, at molekyler eksisterede. Han var optaget af historiske problemer og begyndte 1889 publikationen af serien "Klassiker der exakten Wissenschaften" med kommenterede genoptryk af centrale naturvidenskabelige afhandlinger. Endvidere efterlod han sig et omfattende forfatterskab. Ostwald skrev 45 bøger, ca. 500 afhandlinger og ca 5.000 artikler og anmeldelser. Desuden redigerede han seks tidsskrifter. Hans selvbiografi i tre bind "Lebenslinien" udkom 1926-27 (d 4/4 1932)

 

d N.F.S. Grundtvig (f 8/9 1783)

.

f Frederick Soddy, britisk kemiker; han er en af pionererne i studiet af radioaktive fænomener. Allerede under et ophold i Montreal ved McGill universitetet i 1900-02 fremsatte han sammen med E. Rutherford teorien om den radioaktive disintegration, dvs, at radioaktiv stråling skyldes spontan grundstofforvandling. I 1903 påviste Soddy sammen med W Ramsey, spektroskopisk, at helium dannes ved den radioaktive spaltning af radon. At radon var en ædelgas, blev påvist af Rutherford og Soddy i 1900. I årene fra 1909 og fremover kom Soddy frem til den slutning, at grundstoffernes radioaktive omdannelse førte til dannelse af nye grundstoffer, som var fuldstændig ens med dem, de var opstået af. Derfor måtte de stå på samme plads i grundstoffernes periodiske system, men de adskilte sig ved , at de havde forskellig radioaktiv oprindelse, forskellige radioaktive egenskaber og forskellig relativ atommasse. I 1910 foreslog Soddy som den den første, at kalde sådanne grundstoffer for isotoper. Fra 1918 blev Soddy mere og mere optaget af økonomiske og sociale spørgsmål, og i en række bøger og skrifter rettede han til dels skarp kritik mod de herskende økonomiske og kapitalistiske forhold. Som 59-årig trak han sig tilbage fra sit professorat i kemi i Oxford. I 1921modtog han nobelprisen i kemi(d 22/9 1956)

 

Slaget ved Omdurman i Sudan. En britisk-ægyptisk styrke under kommando af generalmajor Sir Herbert Kitchener (senere Lord Kitchener) besejrer de såkaldte mahdister – islamiske krigere – under ledelse af Mahdien Abd Allah, der havde erklæret sig som Muhammeds efterfølger. Mahdisterne havde sat sig i besiddelse af store dele af Sudan, som tidligere havde hørt under Ægypten og dermed været under britisk kontrol. For at tilbageerobre det tabte fik ægypterne hjælp af briterne. Forberedelser til felttoget mod Abd Allah var begyndt i slutningen af juli 1898, da Kitchener fra Cairo fik tilført forstærkninger til sit hovedkvarter i Wad Hamad – på Nilens vestbred ved sjette katarakt. Her var der den 24. august samlet en forenet britisk ægyptisk styrke på 26.000 mand omfattende beredne styrker, artilleri, ingeniørtropper og en flotille. Mahdistens styrke talte omkr. 40.000 mand. Men med deres primitive våben var de ingen trussel for Kitcheners styrke, der var udstyret med moderne våben. På britisk side befandt der sig en styrke bestående af irregulære arabiske tropper, den blev sendt op ad Nilen for at nedkæmpe al modstand på flodens østbred frem til Den blå Nils tilløb. Samtidig kunne Kitchners styrke uden at møde modstand rykke frem langs Nilens vestbred. Den 1. september, efter at flotillen havde beskudt alle Mahdiens støttepunkter langs Nilen og sønderskudt forsvarsmurene om Omdurman, slog Kitchener lejr ved Egeiga otte kilometer oven for Omdurman. Dagen efter afviste hans tropper et mahdistangreb på lejren. Derefter rykkede man frem mod Omdurman, hvor man uden større besvær nedkæmpede mahdisterne. Et epigram fra tiden forklarer, hvorfor det gik, som det gik: "The difference is that we have got/The Maxim Gun and they have not." (Maxim Gun er et maskingevær). Resultatet af slaget var foruden ødelæggelsen af Abd Allahs hær, at Sudan kom under britisk kontrol

 

d Henri Rousseau, fransk maler; kendt som "Le Douanier", tolderen. I 1880 opgav han sin stilling som tolder for at leve som maler. Samtidig åbnede han en lille papirhandel, hvorfra han solgte sine billeder. Som maler var han 100% procent autodidakt (selvlært) og skabte sin egen såkaldte naivistiske stil, ved hjælp af hvilken han fortæller om sin originale oplevelse af tilværelsen og forenkler eller detaillerer for at gøre helheden og farverne indlysende og betydningsfulde. Rousseau malede især landskaber ved Seinen og Oise i en finpenslet teknik, befolket med enkle, borgerlige mennesker. Han hentede også sine motiver fra fantasiens verden, mærkelige dybgrønne jungler med mennesker og dyr i eksotiske og mystiske omgivelser, således "Slangetæmmer-sken" (1907) og "Skoven med aberne" (1908). Rousseau anses for at være grundlægger af naivismen, kunstretningen hvor der bevidst anvendes barnlige udtryksmidler. I Paris grundlagde Rousseau et slags akademi "Association philotecnique", hvor han underviste i musik og gav timer i maleri (f 21/5 1844)

 

1936 d Niels Neergaard, venstrepolitiker; han tog magisterkonferens i historie i 1879 og blev to år senere cand polit. 1881-82 studerede han stats- og samfundsforhold i Frankrig og England. Neergaard havde tidligt sluttet sig til Venstre, og i sin ungdom udformede han en liberal-demokratisk anskuelse med levende interesse for sociale spørgsmål. I 1887 blev han valgt til Folketinget i Nakskov; i 1890 blev han ikke genvalgt, men kom atter i Folketinget i 1892 valgt i Hornsletkredsen. Herefter var N folketingsmand i 40 år, fra 1898 valgt i Ebeltoft. I årene 1892-97 var Neergaard redaktør ved dagbladet Aarhus Amtstidende. Samtidig fortsatte han sine historiske studier, og i 1892 udsendte han første bind af sit værk om Danmarks politiske historie fra 1848 til 1866. Han kaldte det "Under Junigrundloven", men først i 1916 fik han udsendt andet og sidste bind. Han havde i 1891 hilst alderdomsunderstøttelsesloven velkommen, og det var hans forståelse for det nødvendige i en sociallovgivning, der i forfatningskampen gjorde ham til forligstilhænger. Herved kom Neergaard i modsætning til Venstres ledelse – først og fremmest I.C. Christensen. Modsætningen skærpedes med det forlig moderate venstremænd indgik med Højre i 1894. Her var Neergaard en af de ledende, da hans saglige indstilling lod ham tvivle på det hensigts-mæssige i en fortsat grundlovskamp. Fra 1901 stod Neergaard som de moderate venstremænds leder og nød stor anseelse, såvel personligt som i kraft af sin store viden og arbejdsevne Med De radikales brud med I.C. Christensen i 1905 og med justitsminister Albertis arrestation i 1908 kom Neergaard frem i forreste linje i dansk politik. I årene 1908 til 1929 var han finansminister fem gange i skiftende regeringer, forsvarsminister 1908-09 og konseilspræsident/statsminister 1908-09 og 1920-24. Han var en af fædrene til grundloven i 1915. Han trak sig tilbage fra politik i 1932. I 1935 udkom første bind af hans erindringer, der går til 1894. Han nåede ikke at afslutte dem inden sin død (f 27/6 1854)

 

1937 d Pierre de Coubertin, fransk historiker, der tog initiativet til genoptagelse af de antikke olympiske lege, bl.a. inspireret af sin deltagelse i den tyske arkæolog Curtis' udgravninger i Olympia. 1894 sammenkaldte han til en kongres i Paris med repræsentanter fra flere lande. Her besluttede man at danne den internationale olympiske komité og at lægge de første moderne olympiske lege til Athen 1896. For Coubertin havde sporten en opdragende betydning. Den fremelskede kvaliteter som koldblodighed, tillid og beslutsomhed. Også den olympiske bevægelse havde i Coubertins øjne en pædagogisk funktion som formidler af den olym-piske ideologi, olympismen. Coubertin var dog ikke entydig i sin tolkning af dens indhold. Men i al fald ville han skabe en sand internationalisme, som skulle bygge på gensidig individuel og national respekt. Efter Coubertins opfattelse var den sande olympiske helt den unge voksne mand, og han var imod, at kvinder deltog i offentlige idrætskonkurrencer. Coubertin stod i spidsen for den olympiske bevægelse indtil 1925, 1894-96 som generalsekretær og herefter som præsident. Men også efter at være trådt tilbage fra sine poster deltog han aktivt i den olympiske bevægelses arbejde (f 1/1 1863)

 

1942 Statsminister Vilhelm Buhl holder sin radiotransmitterede "stikkertale"; i talen advarede statsministeren indtrængende sine landsmænd om, at "den som begaar Sabotage eller som hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler mod sit Fædrelands Interesse". Buhl opfattede det sådan, at den begyndende (kommunistisk inspirede) sabotage undergravede de folkevalgtes politik, hvis vigtigste sigte det var at bevare en parlamentarisk regering og undgå en nazistisk magtovertagelse med den terror mod befolkningen, der måtte blive resultatet. Frihedskæmperne mente tværtimod, at samarbejdspolitikken med sine stadige knæfald udgjorde en glidebane i retning af en fuldstændig underkastelse, som i sidste ende var en farligere trussel end besættelsen som sådan

 

d Peter Freuchen, forfatter og polarforsker; som ung student deltog han i Danmarksekspeditionen til Østgrønland (1906-08) og anlagde i 1910 sammen med Knud Rasmussen en handelsstation, Thule, som han bestyrede til 1919. I den periode deltog han i 1. og i 1919-24 i 5. Thuleekspedition til arktisk Canada. Den blev han sidste egentlige polarekspedition, idet han under den mistede en fod på gr. af forfrysninger. Freuchen foretog dog siden flere rejser i arktiske egne. I stedet blev han redaktør for ugebladet Ude og Hjemme og drev desuden en omfattende foredrags- og forfattervirksomhed. Det virkelighedsstof Freuchen under sine rejser kom i berøring med, udnyttede han litterært dels i rejsebøger, erindringer og artikler dels i en række romaner f.eks. "Storfanger" (1927), "Nordkaper" (1929) og fra 1934 "Eskimo". Endvidere de to historiske romaner fra 1943 og 1948 "Hvid Mand" og "Larions Lov", den første om Hans Egede, den anden om Alaskaindianernes møde med civilisationen. I 1932 blev Freuchen nærmest verdensberømt for sin medvirken i filmen "Eskimo", som han desuden skrev manuskript til. På hans ældre dage vedvarede berømmelsen, og han var nærmest en eventyrskikkelse. Til dette billede bidrog, at han i 1956 vandt 64.000 dollars i en quiz i amerikansk fjernsyn på sin omfattende viden om verdenshavene (f 20/2 1886)

 

d John Ronald Reuel Tolkien, engelsk forfatter og filolog; han udgav flere middelaldertekster samt arbejder om heltedigtet Beowulf og om Geoffrey Chaucer. Tolkiens viden om engelsk middelalder og hans kærlighed til historie, eventyr og myter gen-spejles i romanerne "The Hobbit" (1937) og trilogien "The Lord of the Rings" (1954-55). Sidstnævnte udkom med bindene "The Fellowship of the Ring" (1954), "The two Towers" (samme år) og "The Return of the King". Tolkien var født i Sydafrika og kom til England som fireårig. Han blev uddannet på Oxford (B.A., 1913; M.A., 1919). Han gjorde militærtjeneste under Første Verdenskrig og var 1925-45 professor i angelsaksisk og 1945-59 professor i engelsk sprog og litteratur ved universitetet i Oxford. Blandt hans videnskabelige arbejder er "Sir Gawain and the Green King" (1925) og "Beowulf: The Monsters and the Critics". Tolkien begyndte at skrive sin trilogi, mens han var studerende. Til sine børn skrev han under dette arbejde som en introduktion til trilogien "The Hobbit". Såvel denne som "The Lord of the Rings" foregår i en mytologisk fortid; sidstnævnte beskriver kampen mellem forskellige gode og onde kongeriger om besiddelse af en magisk ring, der han den egenskab, at den kan ændre magtbalancen i verden. Den udmærker sig ved såvel dens fint tegnede fantasifigurer – feer, dværge og hobbitter – som dens stedse fantasirige fortællerglæde. Trilogien blev udgivet på dansk som "Ringenes Herre" 1968-70 (f 3/1 1892).

 

 

 

 

Til top        3. september

 

d Gian Galeazzo Visconti, hertug af Milano, og som bragte Visconti-dynastiet på højden af dets magt og var ved sin død lige ved at få magten over hele Nord-Italien. I 1378 efterfulgte han sin far Galeazzo II Visconti, der delte magten over Milano med sin bror Bernabó. Da Bernabó i 1382 indgik alliance med den franske fyrste Louis af Anjou og planlagde at gifte sin datter Lucia bort til Louis søn, følte Gian Galeazzo det som en trussel mod sin magtposition. Han lod han Bernabó fængsle. I fængslet døde Bernabó to år senere – sandsynligvis forgiftet. Herefter var Gian Galeazzo enehersker over alle Viscontifamiliens besiddelser. Eftersom han var en dygtig administrator, skabte han af dem en stærk enhedsstat. Han fremmede næringslivet, bl.a. fik han forlænget il Naviglio Grande, storkanalen, fra Milano til Pavia, og åbnede derved en vandvej gennem Italien fra Alperne gennem Milano ad Po til Adriaterhavet og skaffede vandingsmuligheder for tusinder af tønder land. Han grundlagde Pavias universitet, han påbegyndte opførelsen af domkirken i Milano og klostret Certosa di Pavia. Milanos styrke brugte han i sin politik over for Italiens andre stater, og ved sin død var Gian Galeazzo godt på vej til at blive herre over hele Norditalien. I 1387 styrtede han della Scala dynastiet i Verona og fik dermed kontrol over området nord for Venezia. I 1395 udnævnte den tyske kong Wenceslas ham til arvefyrste inden for det tysk-romerske rige med titlen hertug af Milano. I 1399 accepterede Pisa og Siena Gian Galeazzos herredømme. Året efter gjorde Perugia og andre byer i Umbrien det samme. I 1402 lagde han Bologna ind under sit herredømme. Kun Firenze stod nu mellem ham og herredømmet over hele Norditalien. Tre måneder efter erobringen af Bologna mønstrede han sine tropper til angrebet på Firenze. Men døden kom i vejen. Den 3. sept. døde Gian Galeazzo af pest (f 16/10 1351)

 

1499 f Diane de Poitiers, maitresse (Henrik 2.); efter sin mands død 1533 blev hun prins Henrik (2.'s) elskerinde. Skønt over 20 år ældre end prinsen indgød hun ham en stærk lidenskab som varede hele hans liv. Ved Henriks tronbestigelse (1574) blev hun Frankrigs reelle dronning og påvirkede kongens politik i flere tilfælde. Da Henrik døde, fik den franske dronning, Katharina af Medici, der havde stået fuldstændig i skyggen af Diane, hende straks forvist fra hoffet. Diane levede resten af livet tilbagetrukket på et af sine slotte (d 22/4 1566)

 

Svenskernes storm på og blodbad i Rønneby, Blekinge under Nordiske Syvårskrig. For danskerne var det i 1564 – krigens andet år - stadig det lysende mål at gennemføre det store togt mod Stockholm og med ét slag gøre ende på krigen. Men det blev svenskekongen, Erik XIV der opnåede årets største resultater, idet han fik gennemført et uhørt grundigt hærgningstogt gennem Blekinge. Rønneby blev taget med storm. I et brev har den svenske konge skildret den nedslagtning, der derefter fandt sted: "rødt som blod farvedes vandet i elven, fjenderne var så rædde, at man kun havde ringe besvær med dem; man stak i dem som i en hob vildsvin, ingen skånedes, alle mænd sloges ihjel, så at mere end 2000 mand i staden kom af dage, foruden en del kvinder og børn, som finnerne slog ihjel". Svenskekongen sluttede sit brev med stolt at konstatere "Og er nu alt afbrændt og fordærvet mellem grænsen og Sölvesborg"

 

1596 f Niccoló Amati, italiensk violinbygger; han var tredje generation i en familie af violinbyggere i den norditalienske by Cremona og anses for at være familiens dygtigste og mest berømte inden for faget. Han byggede instrumenter, der var kendt for deres gode håndværk og smukke klang. Blandt hans elever var Stradivari og Andrea Guarneri. Amatis virksomhed blev videreført af sønnen Girolamo (1649-1740), og skønt de instrumenter, han fremstillede, var på højde med dem, hans bedstefar og far havde lavet, kom han til at stå i skygge af Stradivari (d 12/8 1684)

 

Cromwell og englænderne besejrer skotterne i slaget ved Dunbar ved Edinburgh. Efter henrettelsen af Karl I i januar 1649 anerkendte skotterne ikke oprettelsen af den engelske republik. De anerkendte Karl I’s søn prins Karl (II) som deres konge. For at sætte skotterne på plads besluttede parlamentet i London at sende en hær mod dem. Kommandoen over hæren bestående af 10.500 infanterister og et kavaleri på 5.500 mand fik Oliver Cromwell, og den 22. juli krydsede den grænsen til Skotland. Den næste måned gik med småtræfninger, da skotterne ikke ville indlade sig i et større slag. I løbet af denne måned mistede Cromwell på grund af sygdomme næsten halvdelen af sine mænd, og hans forsyninger var ved at slippe op. Han førte da sine tropper til havnen i Dunbar for at afvente forstærkninger og forsyninger. Men skotterne udmanøvrerede englænderne, da de indtog positioner på højdedraget Doon 5 km. sydøst for Dunbar og derved afskar englænderne fra deres forsyningsbase. Den 2. september begik den skotske hærs leder en stor taktisk brøler. Han førte sine soldater ned fra højdedraget. Da Cromwell så det, besluttede han at overraske dem med et angreb den følgende dag. Skotterne afviste det første engelske angreb, men da Cromwell indsatte sine reserver – et kavaleriregiment og tre infanteriregimenter – veg såvel skotternes centrum som deres venstre fløj. De, der ikke nåede at flygte, blev hugget ned. Næste dag rykkede Cromwell ind i Edinburgh, men byens borg overgav sig ikke før juleaftensdag

 

Cromwell og hans tropper besejrer prins Karl (2.) styrker i slaget ved Worcester, Worcestershire. På trods af, at Cromwell med sine tropper forblev i Skotland efter sejren ved Dunbar, lykkedes det prins Karl at samle en ny hær i Skotland. Med den trængte han i august 1651 ned i England. Besluttet på en gang for alle at sætte en stopper for prins Karls drømme om at vinde sin fædrene trone satte Cromwell efter. Med ham fulgte en hær på 28.000 mand. I England fandt prins Karl ikke den store støtte. Da han drog ind i Worcester, udgjorde hans styrke 18.000 mand. I Worcester ville Karl lade sine mænd hvile, mens han ventede på forstærkninger fra Wales. Også Cromwell nåede frem til Worcester. Her deployerede han sin styrke øst og syd for byen. Han besluttede, at angribe byen på tre punkter. Da Karl havde ødelagt alle broer over floden Severn, der løber nord-syd gennem Worcester, og over floden Teme, der lige syd for byen udmunder i Severn, lod Cromwell indsamle alle både langs de to floder. Af bådene byggede han pontonbroer, og ad dem førte han sine tropper til angreb. Da Karls kavaleri efter tre timers kamp ikke længere kunne samles til modangreb, var slaget ovre. Karl flygtede. Hans nederlag ved Worcester afgjorde borgerkrigen. Karl slog sig ned i Frankrig. Herfra kunne han syv år senere vende hjem og overtage den engelske trone. At Cromwell døde på syvårsdagen for slaget, gav anledning til myten om, at han ved Worcester havde solgt sin sjæl til Fanden for en sejr og syv leveår

 

d Oliver Cromwell, engelsk statsleder; han tilhørte en beskeden lavadelig slægt fra East Anglia, og levede indtil 40-års alderen et stille liv som godsejer nær Cambridge. Omkr. 1630 gennemlevede den strengt puritanske Cromwell en åndelig krise, som overbeviste ham om, at han var Guds udvalgte redskab, hvis mission var at omdanne England til en jordisk gudsstat på puritansk grundlag. Dette mål forfulgte han stædigt, fra han 1640 blev medlem af Parlamentet og til sin død. I Parlamentet blev han modstander af den "tyranniske og upålidelige" kong Karl 1. Efter oprøret mod kongen stod Cromwell i Den Engelske Borgerkrig i spidsen for en ryttertrop (jernsiderne), og som fører for disse fik han afgørende indflydelse på slagene ved Marston Moor 1644 og Naseby 1645. Som øverstkommanderende knuste han irernes modstand 1649-50, og efter at have besejret skotterne, overvandt han den sidste kongetro hær ved Worcester 3. september 1651. Cromwell blev Lord Protector og dermed landets leder; Cromwells velvoksne hærmagt forøgede Englands anseelse i udlandet, og Navigationsakten og koloniale erhvervelser forbedrede økonomien. Oliver Cromwell blev begravet i Westminster Abbey; men efter kongemagtens genetablering blev hans jordiske rester på kongens/Karl 2.'s befaling gravet op og hængt op i en galge (f 25/4 1599)

 

1752 Storbritannien og de britiske kolonier går over til den gregorianske kalender. Efter 2. september følger 14. september

 

1783 Ved underskrivelse i Paris af en fredstraktat afsluttes Den Amerikanske Frihedskrig. Storbritannien anerkendte USA's selvstændighed med Mississippi floden som vestgrænse og overlod Florida til Spanien. Andre bestemmelser omhandlede amerikanske fiskerirettigheder ved New Foundland, og den amerikanske kongres løfter om fair behandling af kolonier/amerikanske delstater, der under krigen havde været loyale mod Storbritannien

 

Som hævn for massakren ved Fort Laramie, Wyoming den 19. august ødelægger amerikanske tropper under kommando af oberst William S. Harney en landsby beboet af brûleindianere nær Ash Hollow ved North Platefloden i Nebraska. Da Harney nåede landsbyen forlangte han at få udleveret de skyldige i massakren ved Fort Laramie. Brûlehøvdingen Lille Torden, der var klar over, at Harney ville kæmpe, trak sig ud af forhandlingerne for at advare sit folk. I samme øjeblik gav Harney ordre til angreb. Beskudt fra venstre af kavaleriet og fra højre af infanteriet flygtede indianerne. Harney forfulgte dem otte kilometer, indtil deres styrker var spredt for alle vinde. Hævnen omfattede 86 dræbte, fem sårede og 70 tilfangetagne kvinder og børn. Bortset fra en håndfuld høvdinge, der klamrede sig til håbet om at opnå et fredeligt kompromis med de hvide, var der i perioden efter massakren ved Ash Hollow næsten konstant strid mellem prærieindianerne og USA. Først næsten fyrre år efter Ash Hollow blev der våbenstilstand i kampene på prærien

 

1859 f Jean Jaures, fransk politiker og journalist; i 1883 blev han professor i filosofi ved universitetet i Toulouse. Samtidig påbegyndte han en politisk karriere. I årene 1885-89 var han indvalgt i Deputeretkammeret for Det republikanske Venstre. I årene 1892-98 og 1902-14 indvalgtes han af socialisterne. Med sine fremragende talegaver markerede Jaures sig hurtigt som en af sit partis ledende personligheder og som en samlende skikkelse for alle socialister. Til Jaures efterhånden fremtrædende position bidrog endvidere hans støtte til de strejkende minearbjdere i Carmaux i 1892 og hans støtte til Alfred Dreyfus i 1890’erne. Han tilhørte socialismens revisionistiske fløj og støttede derfor de borgerlige radikale regeringer. 1902 grundlagde Jaures bladet "Humanité", der indtil 1920 var partiets hovedorgan. Han var glødende pacifist og var imod indførelse af en treårig værnepligt og bekæmpede såvel militærbevillinger som Frankrigs skærpede udenrigspolitik op mod 1914. Hans autoritet inden for den internationale arbejderbevægelse gjorde, at han for mange fredsvenner personificerede arbejderbevægelsens vilje og evne til at afværge den stadig mere truende krigsfare. Til gengæld fremstillede nationalister ham som tysk agent, og han blev myrdet på en cafe i Paris under julikrisen i 1914, da krigen i Europa var umiddelbart forestående. Jaures udgav en mængde historiske, filosofiske og politiske skrifter, bl.a den franske revolutions historie i samle-værket "Histoire socialiste de la France" (d myrdet 31/7 1914)

 

Jernbanestrækningen Århus - Randers indvies. Strækningen var den første i Jylland, og indvielsen blev fejret på tilbørlig vis. Festlighederne startede i Århus, hvortil lederen af anlægsarbejdet, den engelske entreprenør Sir Samuel Morton Peto var kommet sejlende i sin private dampyacht; på indvielsesdagen lå den flagsmykket i havnen. Også Fredrik 7. og grevinde Danner kom sejlende til Århus. Det skete om bord på dampskibet Slesvig. Ministrene måtte nøjes med postskibet Freyer, som sejlede i rutefart mellem Århus og Korsør. De prominente gæster blev modtaget med fakkeltog og musik. Den nye banegård blev forevist, hvorefter selskabet kørte til Langå i et guirlandesmykket særtog. Her ventede entreprenørens festbanket

 

1877 d Adolphe Thiers, fransk politiker og historiker; han var født i Marseille og blev 1821 journalist i Paris. Som redaktør for den liberale avis "Le National" spillede han en central rolle ved udbruddet af julirevolutionen 1830 og ved valget af Ludvig Filip I til fransk konge. I de nærmeste år derefter havde han stor politisk indflydelse. Han var tilhænger af et konstitutionelt monarki og fremstod under julikongedømmet som en regimetro centrum-venstre leder. Thiers var medlem af kabinettet 1832-36 og som indenrigsminister i nævnte periode slog han flere oprørsforsøg og arbejderuroligheder ned. Han var konseilspræsident og udenrigsminister 1836 og 1840, men måtte begge gange træde tilbage efter kort tid, da kongen modsatte sig hans aktive udenrigspolitik. Efter først at have støttet Napoleons (III) valg til fransk præsident i 1848, brød Thiers med ham og vendte sig skarpt mod Napoleon 3.'s statskup 1851, der gjorde ham til kejser. Derefter blev han den liberale oppositions leder. Hans holdning medførte en landsforvisning på 1 år. Fra 1863 var han atter med i fransk politik og atter som oppositionens leder. Han modsatte sig krigen mod Preussen i 1870. I februar 1871, efter kejserdømmets fald, blev han valgt til chef for den udøvende magt, dvs. foreløbig præsident. I denne egenskab ledede han nedkæmpelsen af Pariserkommunen og sluttede fred med yskland efter franskmændenes nederlag i den fransk/tyske krig. Han trådte tilbage som præsident 1873. Adolphe Thiers havde succes som populærhistoriker og udgav bl.a. "Histoire de la Révolution Francaise" (I-X, 1823-27) og og i tilslutning til dette værket om konsulatet og kejserdømmets historie "Histoire du Consulat et de l'Empire" (I-XX, 1845-62) (f 18/4 1797)

 

f Ferdinand Porsche, tysk bildesigner og -fabrikant; Porche blev 1916 generaldirektør for "Austro-Daimler" i Wiener-Neustadt; blev 1923 ansat ved "Daimler-Motorengeschellschaft" i Stuttgart. 1931 grundlagde han egen konstruktionsvirksomhed Porsche AG i Stuttgart. Porche konstruerede 1934 Folkevognen og ledede folkevognsfabrikken til 1945. Før og under krigen konstruerede Porche bil- og flymotorer, racerbiler, kampvogne og vindkraftanlæg. 1948/49 udviklede han sammen med sønnen Ferdinand Porschesports-vognen (d 30/1 1951)

 

d Ivan Turgenjev, russisk forfatter; han studerede 1833-42 ved universiteterne i Moskva, Sct. Petersborg og Berlin. I årene 1847-50 og fra 1856 levede han i Frankrig. Som forfatter debuterede han med episke digte, men slog igennem med fortællingerne "En Jægers Dagbog" (1852), der dels er et stærkt angreb på livegenskabet dels en poetisk skildring af russisk natur og de livegnes bønders liv. I romaner med emner fra godsejermiljøet har Turgenjev med vemodig selvironi skildret de liberales svaghed og ubeslutsomhed, således "Rudin" (1856) og "En adelig rede" (1859). I hvad der er blevet betegnet som hans bedste roman "Fædre og Sønner" (1862), gav han en sympatisk skildring af en "nihilist", en repræsentant for den unge, revolutionære generation, men som blev misforstået af både konservative og radikale. Romanerne "Røg" (1867) og "Ny jord" (1877) førte til beskyldninger om, at han havde mistet kontakten med udviklingen i hjemlandet. Turgenjev skrev også en række fortællinger, hvor analyser af menneskelige relationer og menneskets psykologi dominerer over det sociale og politiske, bl.a. "Asja" og "Forårsbølger". Et stadigt gentaget og selvoplevet tema er kærlighedsforholdet mellem den stærke, lidenskabelige kvinde og den svage, ubeslutsomme mand. Turgenjev var den første russiske forfatter, der blev kendt i udlandet, og han fik stor betydning for den litterære realisme i Vesteuropa (f 28/10 1818)

 

1900 f Urho Kekkonen, finsk statsminister og præsident; jurist – mens han praktiserede som advokat, blev han fra 1920erne aktiv i den finske bondebevægelse. I perioden 1927-32 var han tjenestemand i landbrugsministeriet.1936-56 var han medlem af parlamentet repræsenterende Bondepartiet – senere omdøbt til Centerpartiet. Oprindelig gik han ind for en hård linje over for Sovjetunionen, og i 1940 var han den ene af de kun to parlamentsmedlemmer, der stemte imod at afgive finsk territorium til russerne i forbindelse med en fredsslutning. Men i 1943, da han var overbevist om, at tyskerne ville tabe krigen, indså han, at Finland måtte slå ind på venskabelig neutralitetspolitik over for Sovjetunionen, hvis Finland fortsat skulle være en selvstændig stat. Efter at have beklædt forskellige ministerposter blev Kekkonen statsminister i 1950, og 1956 efterfulgte han Paasikivi som præsident. Han blev genvalgt 1962, 1968 og 1978. I 1973 forlængede parlamentet hans tredje seksårsperiode som præsident med yderligere fire år. På grund af dårligt helbred trak Kekkonen sig tilbage i 1981 (d 31/8 1986)0

 

1916 Den første nedskydning af en Zeppeliner finder sted. Under et tysk bombeangreb på London går Captain Leefe Robinson i sit lille biplan til angreb på den tyske Zeppeliner; den bryder i brand og falder ned. Robinson modtog senere et Victoria Kors for sin dåd

 

1930 Diedonne Coste og Maurice Bellconte lander i New York efter den første non-stop flyvning fra Paris

 

Italien overgiver sig betingelsesløst til Storbritannien og USA. Efter Mussolinis fald og arrestation blev den 72årige marskal Pietro Badoglio Italiens førsteminister. Hans mål var at få Italien ud af krigen, men han havde ikke magt dertil, fordi otte tyske divisioner og et stærkt tysk flyvevåben var stationeret i Italien. En kapitulation ville betyde, at tyskerne overtog kontrollen i Italien og arresterede regeringen. Badoglio ville kun være i stand til at kapitulere, hvis de allierede kunne beskytte ham. Han erklærede derfor offentligt, at Italien ville fortsætte krigen, men i hemmelighed søgte han kontakt med de allierede. Efter vanskelige forhandlinger opnåedes enighed om, hvordan og hvornår Italiens udtræden af krigen skulle foregå. Den skulle offentliggøres samtidig med en allieret landgang på den italienske halvø. Den 8. september bekendtgjorde Badoglio over radioen den betingelsesløse italienske kapitulation. Herefter tog han sammen med den italienske konge ophold i Brindisi, der lå i den del af Italien, der kontrolleredes af de allierede. Den 9. september fandt den amerikanske landgang sted i Salernobugten. I mellemtiden havde Hitler øget antallet af divisioner i Italien til 16, og da Italien kapitulerede, kunne tyskerne uden at møde synderlig modstand afvæbne de italienske tropper. Italien var nu delt i to dele. En sydlig del kontrolleret af de allierede, der langsomt kæmpede sig nordpå ind i den del, der beherskedes af tyskerne. Den 13. oktober erklærede Badoglioregeringen Tyskland krig, hvorved Italien blev anerkendt som en allieret partner

 

d Eduard Benes, tjekkoslovakisk statsmand, præsident 1935-38, 1940-48; han var i eksil i Frankrig under Første Verdenskrig og deltog her i dannelsen af Det Tjekkoslovakiske Nationalråd, der krævede opløsning af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn og et selvstændigt Tjekkoslovakiet. Benes var aktiv i virkeliggørelsen af dette, og var sit lands udenrigsminister 1918-35, hvorefter han blev præsident. Hans udenrigspolitik byggede på alliance med Frankrig, men Frankrigs uvilje og manglende evne til at føre en aktiv udenrigspolitik over for Tyskland, bl.a.illustreret af franskmændenes accept af tyskernes besættelse og remilitarisering af Rhinlandet i 1936, umuliggjorde denne politik. Som konsekvens heraf måtte Benes og Tjekkoslovakiet acceptere, at Storbritannien og Frankrig ved Münchenaftalen i september 1938 bifaldt Hitlers territoriale krav på Tjekkoskovakiet. Kort efter Sudeterlands afståelse trådte B tilbage og emigrerede. Under 2. Verd.krig var han leder af den tjekkoslovakiske eksilregering i London. Som præsident efter 1945 forsøgte han at bygge bro mellem vestligt demokrati og socialisme; denne politik kom i krise fra 1947,da det tjekkoslovakiske kommunistparti på Sovjetunionens bud søgte eneherredømme. I februar 1948 måtte Benes nødtvungent acceptere kommunisternes magtovertagelse. Han gik af som præsident juni samme år og døde kort efter (f 28/5 1884)

 

1956 d Edith Rode, forfatter; hun voksede op i et velstillet borgerligt hjem i København. Sin barndom og opvækst har hun skildret i bogen "De tre smaa Piger" (1943). Den blev en succes. I bogen fortæller hun, at hun og hendes søstre fik friere livsudfoldesmuligheder end andre af tidens kvinder. Alligevel rystede debutromanerne "Misse Wichmann" og "Maja Engell" (begge 1901) borgerskabet med deres frie fremstilling af kvinders erotiske behov. På byllupsrejsen med sin første mand i Italien i 1902 forelskede Rode sig stormende i forfatteren Helge Rode. Hun tog med ham til Capri, hvor de slog sig ned og fik deres første barn i 1903. I 1905 blev de gift og vendte hjem til København. "Tilfredse Hjerter" (1905) hedder bogen om kærlighedsvalget, som følger forfatterens egen historie ganske tæt. For at tjene til dagen og vejen arbejdede R som journalist ved Berlingske Tidende, men hun fortsatte med at skrive. Især findyrkede hun genren noveller og novel-letter, som passede til offentliggørelse i dag- og ugeblade. Fra 1937 var Rode en værdsat brevkasseredaktør ved ugebladet Familie Journalen. Det hævdes, at hun arbejdede med den iagttagende, selektive fortællertype også i erindringsbøgerne "Der var engang" (1951), "Paa Togt i Erindringen" (1953) og "Paa Rejse i Livet" (1957) (f 23/3 1879)

 

1967 Sverige skifter fra venstre- til højrekørsel

 

d Ho Chi Minh, vietnamesisk statsleder; under studieophold i Frankrig 1917-23 deltog han i 1920 i grundlæggelsen af det franske kommunistparti. Fra Paris tog Ho først ophold i Moskva og derefter i Shanghai. Her dannede han i 1924 Vietnams Revolutionære Ungdomsforbund. Forbundet var en forløber for Indokinas kommunistiske parti, som blev grundlagt i Hong Kong i 1930. Efter et oprør i Vietnam 1930-31 med kommunistisk deltagelse dømtes han til døden. Det lykkedes ham at flygte, og 1932-40 levede han som flygtning i Moskva. Fra 1943 fremstod han som leder af Viet Minh guerillaerne i kampen mod japanere og franskmænd i Indokina, og den 2. september 1945 kunne han i Hanoi udråbe Den Demokratiske Republik Vietnam. Ho spillede en fremtrædende rolle i krigene i Indokina mod Frankrig og USA Efter Frankrigs nederlag i 1954 blev Vietnam ved Genevekonferencen samme år delt, og Ho var fra 1954 til sin død præsident i Nord-Vietnam. Om Ho er det blevet sagt, at selv om nationalismen formentlig var en stærkere drivkraft i hans virksomhed end kommunisme, var han en af 1900-tallets mest betydende revoliutionære ledere i Asien. Under 1960’ernes Vietnamkrig fik han i Vesten status som symbol for den tredje verdens frihedskamp mod nykolonialisme og Vestens kapitalistiske udbytning. Med sin beskedne fremtræden og efter sigende tarvelige levevis kom han for Vestens 68’ere til at stå som en Østens tænker og vismand. Råbet "Ho Ho Ho Chi Minh" hørtes da også ved de fleste af 1960’ernes antiamerikanske demonstrationer (f 19/5 1890

 

Den amerikanske rumsonde Viking 2 lander på Mars og begynder at sende billeder tilbage til Jorden

 

1982 Uden at udskrive valg træder den af statsminister Anker Jørgensen ledede socialdemokratiske mindretalsregering tilbage. Efter valget den 8. december 1981 dannede Anker Jørgensen noget tøvende en socialdemokratisk mindretalregering med partiets 59 mandater bag. Arbejdet i Folketinget gik meget trægt, fordi Venstre og konservative i stigende grad holdt sig ude af forhandlinger med regeringen og i stedet forsøgte at appellere til de mindre partier i folketingssalen for at opbygge et alternativ flertal mod regeringens politik. Uenigheden mellem regeringen og oppositionen fik tillige et ideologisk islæt, idet oppositionen gjorde regeringen ansvarlig for de økonomiske vanskeligheder, Danmark befandt sig i. På to konkrete områder viste det sig, at regeringen ikke ville kunne skaffe flertal. Det ene var realrentebeskatning af pensionskassernes formuer, som var vokset betydeligt på grund af de foregående års høje renteniveau. Det andet var indkomstpolitikken, som regeringen i højere grad end oppositionen ville overlade til arbejdsmarkedets overenskomstforhandlinger. På denne baggrund "besluttede" Anker Jørgensen, "med blødende hjerte at overlade opgaven til den forenede borgerlige front"

 

 

 

 

Til top        4. september

1241 f Alexander 3., konge af Skotland 1249-1286; hans var den sidste konge i det dynasti, der nedstammede fra Malcolm 3. Canmore (konge 1058-93),og som konsoliderede den skotske kongemagt. Han efterlod sig sit kongedømme uafhængigt, fredeligt og rigt. I årene efter Alexanders død blev hans regeringstid i stigende grad opfattet som en gylden periode af de mange skotter, der nu var indviklet i den lange og blodige konflikt med England. Som eneste søn af Alexander 2. (konge 1214-1249) var Alexander kun 7 år, da han kom på tronen. I 1251 blev han gift med Margrete, den engelske kong Henrik 3.’s 11-årige datter. Henrik begyndte straks at spinde rænker for at sætte sig i besiddelse af Skotland. I 1255 bemægtigede en proengelsk gruppe sig Alexanders person; men to år senere fik det antiengelske parti atter kontrol over magten; denne gruppe bevarede magten, til Alexander blev myndig (1262). I 1263 afviste Alexander en invasion ledet af den norske kong Haakon 4., som besad øerne ved Skotlands vestkyst. I 1266 overlod Haakons søn, Magnus 5. Lagabøter, Hebriderne og Isle of Man til Alexander. Da alle Alexanders børn var døde, arvede hans mindreårige barnebarn Margrete "the Maid of Norway" den skotske trone (d 19/3 1286)

 

1557 f Sofie, dansk-norsk dronning; datter af hertug Ulrik af Mecklenborg og Frederik 1.'s datter Elisabeth; hun blev som 15 årig gift med sin fætter den da 38 årige Frederik 2. af Danmark-Norge; ægteskabet blev, så vidt det vides meget lykkeligt i al fald børnerigt. Dronningen var en særdeles fornuftig og økonomisk husmoder, der med stor omhu tog sig af sine børns opdragelse. Der høres ikke noget som helst om rivninger mellem ægtefællerne. Sofie fulgte hyppigt kongen på hans rejser omkring i landet, deltog i hans jagter, plejede ham, når han var syg. Hun synes ikke at have haft indflydelse på landets styre. Først efter 1588, da hun var blevet enke, kom Sofie til at spille en aktiv politisk rolle. Hun kæmpede energisk for sine egne økonomiske krav og for de yngre sønners rettigheder. Som formynder for sin ældste søn – Christian 4. – i hertugdømmerne kom hun i strid med regeringsrådet, idet hun forsøgte at få delt den kongelige del mellem Christian 4. og hans brødre Ulrik og Hans. I 1594 blev hun af regeringsrådet forvist til sit enkesæde, Lolland og Falster. Her viste hun stor forretningsdygtighed, men også hårdhed over for bønderne. Hun blev en velhavende enkedronning og var i stand til at låne Christian 4 med store summer og efterlod ham en betydelig formue ved sin død (d 4/10 1631)

 

1588 d Robert Dudley, jarl af Leicester, dronning Elizabeth I af Englands yndling og muligvis elsker; de blev aldrig gift, men han var til sin død dronningens nære ven. Hans arrogance ødelagde hans muligheder for at blive en politisk og militær leder. Med Elizabeths tronbestigelse i 1558 begyndte en hurtig opstigen for Dudley Han vandt dronningens hengivenhed og protektion et forhold, der vakte bitter jalousi ved hoffet. Det kom til udtryk i forbindelse med Dudleys kone død i september 1560; da gik der snart rygter vidt og bredt, at Dudley havde myrdet hende for at blive gift med dronningen. Selv om påstanden ikke kan underbygges, blev Dudley en af dronningens trofaste bejlere. I 1571 indledte Dudley et forhold med enken Lady Sheffield. Højst sandsynligt var de aldrig gift, og i 1578 afbrød Dudley forbindelsen, da han blev hemmeligt gift med enken efter jarlen af Essex. Politisk var han leder af de protestanter, der udenrigspolitisk ville iværksætte en energisk indsats mod Spanien og hjemme mod katolikkerne. I 1585 sendte Elizabeth Dudley med en styrke på 6.000 mand til Holland for at støtte hollænderne i deres opstand mod spanierne, deres lands besættere. Her bekræftede L, at han ikke kun var inkompetent som militærleder, men også fejlede som politiker. Med sin politik, der var i modstrid med Elizabeths instruktioner og med sin arrogance stødte han hollænderne fra sig, og i 1587 blev han kaldt hjem. På trods af disse mangler udpegede dronningen ham i 1588 generalløjtnant ved den hær, der var ved at samles ved Tilbury for at imødegå Den spanske Armada. Senere samme år døde Dudley pludselig (f 24/6 1533)

 

Den slesvigske adel og gejstlighed aflægger troskabsed til Frederik 4. på Gottorp Slot. Ved fredsslutningen efter Store Nordiske Krig den 3. juli 1720 blev det bl.a. bestemt, at Danmarks gamle fjende Sverige opgav for fremtiden at støtte den holsten-gottorpske hertug, og at Frankrig og England gik i borgen for Danmarks besiddelse af den hertugelige del af Slesvig "til evig tid". Ved patent af 22. august 1721 løste Frederik 4. derfor indbyggerne i den hertugelige del af Slesvig fra deres troskabsed til hertugen af Gottorp og indkaldte hertugerne af Glyksborg og Augustenborg, ridderskabet, godsejerne og provsterne til at aflægge hyldningsed til sig som deres eneste suveræne landsherre. Handlingen motiveredes med, at kongen havde besluttet at tage den hertugelige del af Slesvig i besiddelse på ny "som en i onde tider på ulovlig måde fra kronen Danmark løsreven pertinens". Da nu ved fredsslutningen med Sverige og ved de mægtige magters garantier den evige og uforstyrrelige besiddelse af hele Slesvig følgelig også af den tidligere hertugelige del var sikret ham, havde han besluttet, "at forene og inkorporere samme andel med vor egen". I henhold til patentet af 22. august indfandt de pågældende personer sig på Gottorp Slot den 4. september og aflagde troskabsed til Frederik 4.

 

f Juliane Marie dansk-norsk dronning; hun var datter af hertug Ferdinand Albert II af Braunschweig-Wolfenbüttel og Antoinette Amalie af samme hus og blev 1752 gift med Frederik 5., efter at dennes første dronning - den engelske prinsesse Louise - var død et halvt år i forvejen. Kongen gik kun nødtvunget med til giftermålet, og ægteskabet blev ikke lykkeligt. Juliane Marie sørgede for, at sønnen, arveprins Frederik, fik gode lærere, bl.a. Høegh-Guldberg. Som enkedronning blev hendes stilling over for den lunefulde og sindssyge stedsøn Christian 7., dennes dronning og yndlinge vanskelig. Med stor villighed lod hun sig derfor gøre til midtpunkt i den sammensværgelse, der i 1772 bragte Struensee til fald. Det var således hende, der ved kuppet sikrede sig den sindssyge Christian 7.’s underskrift på det dokumant, der afskedigede Struensee. Herefter og frem til 1784 havde hun stor indflydelse på landets styre, idet hun og Høegh-Guldberg var rigernes egentlige magthavere. Deres styre arbejdede for styrkelse af danskheden, f.eks. ved indførelsen af Indfødsretten 1776, og fik en ikke ringe støtte fra borgerskabet. Med regeringsskiftet 1784, hvor magten overgik til kronprins Frederik (6.), var hendes magttid forbi, og hendes død på Frederiksborg Slot gik temmelig upåagtet hen (d 10/10 1796)

 

f Francois René de Chateaubriand, fransk forfatter; under den franske revolution opholdt han sig i London og Amerika; han vendte tilbage til Frankrig i 1800. Her støttede han Napoleon i de første år af dennes regering og var en tid ambassadør i Rom. Senere kom han i opposition til Napoleon, sluttede sig til bourbonnerne, og i tiden mellem Napoleons fald og julirevolutionen i 1830 spillede han igen en aktiv politisk rolle i Frankrig. Hovedparten af C’s litterære produktion blev til i årene 1797-1811. Hans første værk, et historisk arbejde, blev udgivet i London i 1797 med titlen "Essai histo-rique, politique et morale sur le révolutions anciennes et modernes, dans leur rapport avec la revolution francaise". I 1802 udkom "Le Génie du Christianisme"; det er blevet betegnet ikke bare som C’s betydeligste værk, men som en milepæl i fransk litteratur. Værket, som er halvt teoretisk, halvt digterisk, har et dobbelt sigte: Det skal vise de kristne værdier, som oplysningstiden havde glemt, og det skal vise, at den kristne religion er den bedste inspirationskilde for kunstnere. Værket blev et programskrift for den franske romantik. C understregede værdien af middelalderens digtning og den gotiske kunst og ville forny naturskildringerne i litteraturen. Naturen skal ikke længere befolkes af mytologiske figurer, men udtrykkes direkte; den skal være et tempel, hvor Gud og menneskesjælen mødes. I værker som "Atala", "René" og "Les Martyrs" ville han realisere sit digteriske program. De to første fortællinger indgik oprindelig i Le Genié; hovedpersonen i René er en typisk romantisk helt, en rodløs ung mand, præget af livstræthed og evighedslængsel. I Les Martyrs fremstilles brydningerne mellem hedenskab og oldkirkens kristendom. Fra C’s senere år er det selvbiografiske værk "Mémoires d’outre-tombe", (udgivet posthumt 1848-50 (d 4/7 1848)

 

d César Francois Cassini de Thury, fransk astronom, der var direktør for observatoriet i Paris. Sin meste tid brugte C på den store trigonometriske opmåling af Frankrig, der efter hans forslag var blevet besluttet af Akademiet 1733, og som afsluttedes 1756 (f 17/6 1714)

 

f Anton Bruckner, østrigsk komponist og organist; han blev uddannet som lærer og arbejdede 1841-55 ved forskellige landsbyskoler, fra 1849 virkede han tillige som organist. I 1856 blev han domorganist i Linz. I 1868 professor i harmonilære, kontrapunkt og orgelspil ved konservatoriet i Wien. 1875 blev han docent ved universitetet og 1875 hoforganist. Ved koncerter bl.a. i Paris og London fik han et navn som en af samtidens største orgelvirtuoser. 40 år gammel blev han kendt med Wagners musik. Den fik afgørende betydning for hans livsværk. I de følgende år slog hans egen musikalske personlighed igennem i form af en helt ny, uakademisk skrivemåde. Hans musik er båret af en naiv og stærk katolsk tro og har sit udspring i østrigsk folke- og kirkemusik, hos Beethoven og i den tidlige romantik. Han var dybt forankret i den katolske tro og følte sig stærkt knyttet til religiøs mystik. Hans internationale gennembrud kom i 1885 med opførelsen af den 7. symfoni i tyske koncertsale, og efter 1890 slog et stigende antal opførelser hans navn fast som en af de største symfonikere i 1800-tallets sidste halvdel. Foruden 9 symfonier omfatter hans livsværk kammermusik, orgelmusik, sange og en lang række større og mindre kirkemusikværker flere messer, requiem og Te Deum (d 11/10 1896)

 

Ved underretningen om kejser Napoleon III’s tilfangetagelse den 2. september efter det franske nederlag i slaget ved Sedan i Den fransk-tyske Krig (1870-71) stormede pariserne Den lovgivende Forsamling og udråbte republikken. Med deltagelse af bl.a. Leon Gambetta dannedes en provisorisk forsvarsregering

 

1907 d Edvard Grieg, norsk komponist; han var elev på konservatoriet i Leipzig 1858-62; derefter studerede han i København. I årene her skrev han bl.a. de fire Humoresker opus 6, der betegnes som hans gennembrud som klaverkomponist. Fra 1866 var G bosat i Norge. Året efter udkom som hans opus 12 et hæfte med otte Lyriske småstykker for klaver. Det var det første af i alt ti samlinger Lyriske Stykker, der udkom i årene 1867-1901. I 1870’ernes begyndelse indledte G et samarbejde med Henrik Ibsen. Et samarbejde der førte til et af hans mest udbredte værker: musikken til skuespillet Peer Gynt. Uropførelsen fandt sted i Kristiania i 1876, og otte af satserne udgav han senere som Peer Gynt-suite nr. 1 opus 46, og nr. 2 opus 55. I 200 året for Holbergs fødsel skrev han orkestersuiten Fra Holbergs Tid (1884), som i versionen for strygeorkester straks vandt vid udbredelse. For G var norsk folkemusik en uudtømmelig inspirationskilde, og hans lyriske nationalromantiske kompositioner fik betydning for samtidens europæiske musik bl.a. impressionismen. Han var æresdoktor ved Cambridge og fik fra 1874 komponistgage af den norske stat (f 15/6 1843)

 

d Otto Mønsted, købmand og margarinefabrikant; fra 1853 var han i handelslære i Grenå og efter at have været kommis i Roskilde og København, nedsatte han sig i 1865 i Århus som grosserer i smør, korn og foderstoffer. I Århus startede han i 1883 den første danske fabrikation af margarine; da startvanskelighederne var overvundet, og konkurrenterne meldte sig, forstod M til stadighed at holde sin fabrik i spidsen. Forstod ikke alene rent teknisk, men også salgsorganisatorisk at anvise nye veje, f.eks. havde M's fabr. allerede i de første år lavet halv-kilo pakker i rulleform, ligesom han gennem en landsomfattende reklamekampagne af en intensitet som oversteg, hvad man dengang var vant til, fik fastslået sit firmanavn, OMA, (Otto Mønsted Aarhus). Da man begyndte at anvende vegetabilske råstoffer i margarineproduktionen, blev M interessent i Århus Oliemølle/Århus Oliefabrik, der på hans tilskyndelse tog fat på ved presning af sesamfrø at fremstille olie til margarineindustrien, hvilket i forbindelse med spiseolieindustriens rivende udvikling gjorde denne virksomhed til et stort foretagende. M var 1885-91 medlem af Århus byråd. 1898 flyttede han til København, hvor han i Kristianiagade lod opføre en pragtvilla, der efter 2. Verd.krig blev sovjetisk ambassaade. M var gift med Anna Sophie Broge, datter af Hans Broge (f 23/11 1838)

 

f Pal Maleter, ungarsk general; under Anden Verdenskrig var han i russisk krigsfangenskab. Efter krigen sluttede han sig til den ungarske folkearmé og var fra 1952 tilknyttet generalskaben. Under opstanden i 1956 fik Maleter ordre til at forsvare en kaserne i Budapest. Men han stillede sig på oprørernes side og blev en af de ledende i opstanden. Han blev forsvarsminister i Imre Nagys revolutionsregering. Efter nedkæmpelsen af opstanden blev han taget til fange af russerne, dømt til døden for statsfjendtlig virksomhed og desertering og henrettet. Rehabiliteret 1989 (d 16/6 1958)

 

Den første indenrigske flyverute i Danmark åbnes mellem Ålborg og København. Ruten blev befløjet med enmotorede fly af typen Fokker F VII a med plads til otte passagerer og en rejsehastighed på 160 km/t. Ruten var kun et forsøg og blev indstillet med udgangen af måneden. Men da havde der været i alt 277 passagerer, svarende til en belægningsprocent på 69, og det resultat var så godt, at man 1. maj 1937 genoptog flyvningerne, nu med to dobbeltture om dagen, både morgen og aften. På gr. af radionavigationshjælpemidlernes primitive stade blev ruten kun befløjet om sommeren, og i 1940 kom flyvningen slet ikke i stand på gr. af besættelsen

 

1948 Dronning Wilhelmina af Holland abdicerer til fordel for sin datter Juliana. Efter abdikationen trak Wilhelmina sig tilbage til slottet Het Loo ved Amsterdam. Her boede hun til sin død den 28. november 1962

 

1957 Guvernør Orval Faubus indsætter Arkansas National Garde for at afvise ni sorte studerende, der forsøger at komme ind på den hidtil kun for hvide Central High School. Præsident Eisenhower må gribe ind med tropper for at lov og orden kan opretholdes

 

d Robert Schuman, fransk statsmand; blev i 1919 medlem den franske nationalforsamling. Efter den tyske besættelse af Frankrig blev S i 1940 arresteret af Gestapo. I 1942 lykkedes det ham at flygte og deltog herefter i den franske modstandsbevægelse. Efter Frankrigs befrielse blev han atter deputeret. Han deltog i dannelsen af partiet Roman Catholic Mouvement Républicain. Juli-novbr. 1946 var S finansminister, han var ministerpræsident novbr. 1947-juli 1948 og aug-sept. 1948, udenrigaminister juli 1948 til decbr 1952 og justitsminister 1955-56. Som udenrigsminister udarbejdede S den såkaldte Schumanplan, der dels talte for et omfattende vesteuropæisk politisk og økonomisk samarbejde med sigte på en forbundsstat dels for en fransk-tysk tilnærmelse for at undgå en ny krig mellem de to stater. Den økonomiske side af Schumanplanen blev realiseret i 1952 med dannelsen af Den europæiske Stål- og Kulunion. Et økonomisk samarbejde mellem Beneluxlandene, Tyskland og Frankrig omfattende produktion af kul og stål. Samarbejdet var det første i den række, der førte til skabelsen af Det europæiske Fællesmarked (EF senere EU) fra 1958. Fra 1958 til 1960 var S formand for Fællesmarkedets kommission og medlem af denne til febr 1963. Endvidere spillede S en central rolle ved dannelsen af NATO og Europarådet. Hans plan om oprettelse af en Europahær blev forkastet af den franske nationalforsamling

 

1989 d Georges Simenon, belgisk født fransk krimiforfatter, hvis bøgers verdensomspændende udbredelse er uden fortilfælde inden for fransksproget litteratur; efter flere småjobs som ung kom han i lære som journalist på et blad i provinsen med politisager som sit område. I 1920 tog han til Paris, hvor han begyndte at skrive alle slags fortællinger under forskellige pseudonymer. I 1930 kom hans første kriminalroman med den parisiske politikommissær Maigret som hovedperson. S var utrolig produktiv; han udgav 5-6 bøger om året, nogle af dem historier uden Maigret, men næsten alle med en dystert psykologisk analyse af et forkvaklet miljø, højt såvel som lavt, hvor begivenhederne til sidst eksploderer i en kriminel handling. I Maigret-bøgerne sørger den store detektiv for opklaringen. Alfaderligt, piberygende, desillusioneret og mærkeligt reserveret træder Maigret frem og får lidt efter lidt folk til at lukke sig op og afsløret forbryderen. Selv om bøgerne handler om forbrydelser, er der en stilfærdig, lidt melankolsk stemning i Maigrets verden. Alt opleves gennem ham. S skrev flere hundrede kriminalromaner, hvoraf ca. 80 var med Maigret. Desuden har han skrevet realistiske, psykologiske romaner f.eks. "L'Homme qui Regardait Passer les Trains" (1938) (f 13/2 1903)

 

 

 

 

 

Til top        5. september

 

1187 f Ludvig 8. fransk konge 1223 -1226; søn af Filip August og Isabella af Hainault; 1216 forsøgte han - støttet af misfornøjede engelske stormænd - at gøre sig til herre i England. Han landede der med en lille styrke, og kort efter døde den engelske konge, Johan. Den engelske befolkning samledes imidlertid om Johans efterfølger Henrik 3., og 1217 måtte Ludvig opgive sit forsøg. Men ved fredsslutningen i Kingston fik han en større sum penge som kompensation. Som konge fortsatte han den styrkelse af den franske kongemagt, der var begyndt under hans far. Ludvig angreb det engelske herredømme i Sydvest- Frankrig og løb Poitou og dele af Gascoigne over ende. En betydelig styrkelse af kongemagten skete, da han kunne lægge de frugtbare områder Toulouse og Languedoc til kongemagtens domæne. Han fik også gennemført en bestemmelse, der gjorde det meget vanskeligt at afhænde kongeligt gods. Til styrkelse af kongemagten tjente endvidere Ludvigs bestemmelse, at vasallerne ikke kun aflagde lensed til kongen personligt, men til den franske kongemagt. I 1226 førte han en hær mod de kætterske albingenserne – en hovedgruppe af katharerne (de rene) 1226. Han var gift med Blanche af Kastilien, med hvem han havde 12 børn. Den franske kongemagts styrke og stabilitet viste sig ved Ludvigs død. Da efterfulgte hans ældste søn, Ludvig, ham uden problemer på den franske trone som Ludvig IX – senere kendt som Ludvig den Hellige (d 8/11 1226)

 

1569 d Pieter Brueghel d.æ. nederlandsk maler og grafiker; han blev mester i malergildet i Antwerpen 1551. Efter en rejse til Italien 1551-55 slog han sig ned i Antwerpen til 1561, da flyttede han til Bruxelles, hvor han boede til sin død. Af stor betydning for B var rejsen til Italien, men han forblev national i en tid, hvor hans landsmænd søgte at efterligne italienerne. Fra hans tidllige karriere kendes kun tegninger til kobberstik, dels satiriske, dels fantastiske i Boschs stil, og dels landskabsstudier fra ture i alperne og i Antwerpens omegn. Disse studier repræsenterer noget nyt i nederlandsk landskabskunst, idet de ikke er en ophobning af kuriøse detaljer og ikke topografiske skildringer, men naturen fanget som helhed og skildret af en, der har oplevet den følelsesmæssigt. Hans første daterede billede er fra 1558. Hans malerier, som består af figurrige landskaber og genrebilleder med fantastiske, bibelske og samtidige emner, særlig skildringer fra bonde-livet, viser udvikling fra en miniatureagtig brogethed til større enhed og stil. På grund af sine almueskildringer er Brueghel blevet kaldt Bonde-Breughel, hans ærinde var dog ikke joviale gengivelser af almuens liv, men allegorier over etik og moral, dyder og laster udført med en lyrisk følsomhed og med lune, humor og satire. I "Folketællingen i Betlehem" forlægger han scenen på ganske utraditionel vis til en hollandsk landsby og skildrer det hele med lige stor kærlighed til detaljen og sikkerhed i det folkloristiske. Menneskenes dårskaber har Brueghel fremstillet i "Bondebryllup" (1568) og "Lignelsen om de blinde" (1568). Sin samtid med politisk forfølgelse, inkvisition og altopædende, dødbringende epidemier har Bre skildret i "Dødens Triumf" (1562-63) (f ca 1525)

 

Holmens Kirke i København indvies. For at få en kirke til flådens mandskab og slottets tjenerstab lod Christian IV Frederik IV’s ankersmedje (bygget 1562-63) ombygge og senere – 1639-41 – udvide, da den viste sig at være for lille. Udvidelsen skete ved at inddrage nabohuset (ud mod kanalen) og tilbygge tværfløje, så grundplanen blev korsformet. Spiret flyttedes hen over korsskæringen, og en ny gavl med svejede sandstensornamenter blev opsat ud mod kanalen.Et stort gravkapel i langs kanalen blev bygget i barokstil i 1705-08. Det rummer bl.a. Tordenskjolds og Niels Juels sarkofager. Sit nuværende, for Christian IV’s bygninger typiske udseende, fik kirken ved en istandsættelse i 1871-73. Da blev murfladerne dækket af rødt cementpuds malet med hvide indfatninger. Oprindelig var bygningen gulkalket for at dække over det sammenflikkede murværk. Ved istandsættelsen blev hovedportalen opsat. Den stammer fra Roskilde domkirkes vestfacade, til hvilken Christian IV lod den udføre i 1635

 

Todages slaget ved Nördlingen begynder; det var et slag, der blev udkæmpet i det sydvestlige Tyskland under Trediveårskrigen. Det endte med en afgørende sejr til Det hellige tysk-romerske kejserrige og Spanien over svenskerne; sejren førte til opløsning Heilbronn alliancen, sluttede svensk dominans i Sydtyskland, og tvang Frankrigs førsteminister kardinal de Richelieu til fransk aktiv deltagelse i krigen. Anført af Matthias Gallas stod den forenede kejserlige og spanske hær over for svenskerne, ledet af dobbeltkommandoen Gustav Karlsson Horn og Bernhard af Sachsen-Weimar. Svenskerne var svækket ved fraværet af store kontingenter, som kæmpede mod polske hære. Skønt svenskerne opnåede fordele på slagets førstedag, blev disse ødelagt af de to leders uforenelighed. Horn kapitulerede, og den svenske hær blev nedkæmpet

 

f Ludvig 14. fransk konge 1643-1715; søn af Ludvig 13. og Anna af Østrig; han regerede i stor udstrækning på grundlag af egne ideer og blev forbilledet for alle Europas enevældige monarker. Hans opfattelse af en konges stilling var ærgerrig og selvfølende, og han ofrede store summer til forherligelse af kongeværdigheden f.eks. byggeriet i Versailles. Her blev et lille jagtslot ombygget til tidens mest prestigebetonede residens, hvor 4000-5000 adelige logerede med tjenestefolk. Det kostede adelen dyrt, men var man ikke ved hoffet, var man ingenting. Slottet i Versailles blev centrum for Europas aristokratiske etikette og mode. Indtil ca 1685 blomstrede åndslivet; fransk administration, handel og industri, hær og flåde blev de første i verden; det franske koloniomåde i Canada udvidedes stærkt, da hele mississippiområdet under navnet Louisiana blev inddraget under fransk overhøjhed.; efter ca 1685 skete der et brud med det hidtidige muntre hofliv og sejr for religiøs intolerance; 300.000 franske protestanter - huguenotter - måtte forlade landet. Det var nogle af Frankrigs flittigske og dygtigste indbyggere, der flygtede. Navnlig mange kapitalstærke købmænd og fagligt kyndige håndværkere fik nu en yderst velvillig modtagelse i Brandenburg, Nederlandene, Svejts og England. Frankrig led et alvorligt tab af kapital og arbejdskraft, der nu til dels kom dets fjender til gode. Det fik konsekvenser for Ludvig 14.s udenrigspolitik. Den lå i fortsættelse af Frankrigs traditionelle linje: rigets sikkerhed særlig over for faren ved den spanske indkredsning, og i almindelighed bekæmpelse af habsburgernes magtstilling. Indtil 1688 vandt Frankrig en række sejre, da lange krige med England og de østrigske og spanske arvefølgekrige medførte nederlag. Ludvig 14.s død føltes som en lettelse for franskmændene; han efterlod sig et land udmarvet af krige og skatter (d 1/9 1715)

 

d Jean Baptiste Colbert, fransk statsmand; som ung blev han ansat i krigsministeriet og vakte her Frankrigs mægtigste mand, Mazarins opmærksomhed. Han tog Colbert i sin tjeneste og anbefalede ham til den unge Ludvig 14. Colbert var 1661-83 finansminister og blev efterhånden Frankrigs ledende statsmand på omtrent alle områder. Det var hans mål at gøre Frankrig lige så rigt som Nederlandene. Dette mål søgte han at opå ved sin egen form for merkantilisme, ofte kaldt colbertisme. Han lod råvarer indføre uden afgifter, men lagde høj told på færdigvarer, særlig nederlandske. For at frem-hjælpe indenlandsk industri og handel lod han den franske infrastruktur udbygge, f.eks. kanalen fra Garonne til Middelhavet (Canal-du-Midi). Ligeledes fik han fjernet mange indenlandske toldgrænser og samordnede landets mønt, mål og vægt. Han hentede industriarbejdere og teknisk sagkyndige fra andre lande, han grundlagde kongelige fabrikker og gav privilegier og subsidier til private industriforetagender. Colbert forenklede statsadministrationen og afskaffede mange overflødige stillinger. Han moderniserede statens bogføring, udryddede megen korruption og sløseri. Som den første opstillede han et statsbudget og fik hurtigt statsgælden ud af verden. Han forsøgte at fordele skattetrykket retfærdigere, bl.a. ved en omlægning fra direkte skatter (la taille) til indirekte. Colberts skattepolitik blev dog kun en halv succes, da Ludvig 14. ikke tillod ham at fjerne adelens og præsteskabets skatteprivilegier. Colbert skabte Frankrigs krigsflåde. Da han døde, talte den over 200 skibe, og havnene Rochefort, Cherbourg, Brest og Dunkerque var tilsvarende udbygget. For handelen med Indien, middelhavslandene og Nordeuropa oprettede han handelskompagnier. Til kronens opgaver regnede Colbert også omsorg for kunst og videnskab. I 1663 grundlagde han "Académie des inscriptions et belles-lettres" og 1666 "Académie des sciences". Så systematisk som Colbert havde tænkt sin reformpolitik, fik han den ikke virkeliggjort. Men hans system blev alligevel epokegørende og greb kraftigt ind i hele Europas økonomiske udvikling (f 29/8 1619)

 

1759 d Laurids de Thurah, arkitekt og forfatter; han blev i 1719 optaget på Landkadetakademiet; her bemærkede man hans gode evner og flid, og af kongen blev han bevilget en studierejse for at uddanne sig i civilbygningskunsten. Studierejsen fandt sted i årene 1729-31 og gik til Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og England. På trods af sin uddannelse som civilarkitekt tilhørte de T hele livet formelt militæretaten. Ikke længe efter hjemkomsten fik han overdraget byggeopgaver for kongen og kom derved til at sætte sit barokkpræg på Christian 6.’s store byggerier. Palæet i Roskilde opførte han 1732-33 og viste her fortrolighed med den sydtyske-østrigske barok. I 1733 blev han hofbygmester og fik i 1735 tilsynet med kongens bygninger på Sjælland og Lolland-Falster. Han blev adlet 1740 og ved sin afsked fra ingeniørkorpset i 1753 blev han generalmajor, og året efter fulgte udnævnelsen til generalbygmester. Som arkitekt ombyggede eller nybyggede de T en lang række danske slotte og offentlige bygninger i en pompøs og fornem barok. Blandt hans tidlige værker er de mange ombygninger og udvidelser af Hirschholm Slot, der i flere etaper fandt sted i årene 1733-44. Slottet blev nedrevet 1810-12. I samme periode opførte han jagtslottet Eremitagen (1734-36) i Jægersborg dyrehave. Blandt andre af de T’s værker er Vor Frelsers Kirkes spir (1749-52), Gammel Holtegård (1756-57), Jægersborg gamle Kaserne (1734-39) samt i 1756 en fuldstændig ombygning af Sorgenfri Slot. Fra begyndelsen af 1740’erne blev det Nicolai Eigtved og hans elegante østr9igsk-franske rokoko, der nød hoffets og publikums bevågenhed, og Thurahs store tid som arkitekt var forbi. Selv om hans forfatterskab snarest er topografisk, er de Thurah blevet kaldt dansk arkitekturhistories far. Han udgav "Den danske Vitruvius" (1746-49) med beskrivelser og illustrationer af hovedstadens og provinsens arkitektur. Hans "Hafnia hodierna" (1748) er med sine beskrivelser og 110 kobberstik en vigtig kilde til baroktidens København (f 4/3 1706)

 

Den første amerikanske kontinentalkongres træder sammen i Philadelphia. Fra begyndelsen af 1770’erne var en følelse af fællesskab mellem de britiske kolonier i Amerika i stærk vækst og for at få fastlagt en enig optræden over for kolonimagten sammenkaldtes efter indbydelse fra Virginia et møde i Philadelphia med delegerede fra alle kolonier undtagen Georgia. Mødet, der kaldes "Første Kontinentale Kongres" vedtog en "Erklæring om Rettigheder og Klagepunkter", stilet til den britiske konge, det britiske folk og indbyggerne i Canada. Erklæringen formulerede de rettigheder, kolonisterne mente at have, og opregnede i godt en halv snes punkter parlamentets formentlige krænkelser af disse rettigheder. For at det gode forhold kunne genoprettes, måtte samtlige disse krænkelser ophøre. Til gennemførelse af en økonomisk boycot bestemtes det at iværksætte en "Association", en forpligtende slutten-sig-sammen under mottoet "Ikke Import, Ikke Forbrug, Ikke Eksport". Der opnåedes hurtigt enighed om at standse importen fra den 1. december. Indstillingen af eksporten blev udskudt til det følgende års september. Da denne del af programmet ville være meget mere tyngende for de sydlige kolonier end for de nordlige, var det vanskeligere at opnå enighed om dette problem. Nogle delegeredes forslag om at fritage den gode drik Madeira fra importforbudet blev forkastet

 

Den periode under den Franske Revolution, der kaldes Rædselsperioden begynder. Da landet var i krig med såvel indre som ydre fjender, besluttede den revolutionære regering at gøre "Terror" til dagens orden – iflg. dekret udstedt den 5. september – og tage barske forholdsregler i anvendelse mod dem, der mistænktes for at være fjender af revolutionen (adelige, præster og pengepugere). I Paris begyndte en bølge af henrettelser; ude i landet sørgede udsendinge fra regeringen og specielle overvågnings komiteer, at man fulgte Paris’ eksempel. Terroren havde en økonomisk side i den priskontrol, de lavere klasser havde krævet indført; dertil kom en religiøs side i iværksættelse af et afkristningsprogram. I Rædselsperioden udøvede Velfærdskomiteen (i hvilken Robespierre var det mest prominente medlem)et reelt diktatur. I foråret 1794 havde den elimineret alle sine fjender, det være sig såvel til højre som til venstre. Alligevel usikker på sin position fik komiteen den 10. juni 1794 gennemført en lov, der fratog en anklaget retten til en offentlig retssag og retten til juridisk bistand; endvidere fik nævningene nu kun mulighed for at frifinde den anklagede eller dømme ham til døden. Med Robespierres henrettelse den 27. juli 1794 endte Rædselsperioden. I perioden blev mindst 300.000 mistænkte arresteret; officielt blev 17.000 henrettet, og et ukendt antal døde i fængslet

 

1800 f Gottlieb Bindesbøll, arkitekt; da han som ung viste praktiske anlæg, satte hans far ham i lære hos en møllebygger; fra 1820 studerede han matematik og fysik; H.C. Ørsted fattede interesse for ham, og i 1822 var Bindesbøll Ørsteds ledsager på en videnskabelig rejse til Tyskland, Frankrig og England. Efter hjemkomsten blev Bindesbøll elev på Akademiets arkiteksskole. I årene 1824-33 vandt han alle Akademiets medaljer; i 1834 modtog han Akademiets rejsestipendium og begav sig på en længere udenlandsrejse til Italien og Grækenland. Under opholdet i Rom sluttede han venskab med Bertel Thorvaldsen og drøftede med denne planerne om et museum i København til Thorvaldsens værker. I 1839, året efter sin hjemkomst, blev Bindesbøll bygningsinspektør i Holsten, dog således at han skulle blive i København, så længe museet var under opførelse. I 1849 blev han udnævnt til bygningsinspektør for Jylland med bolig i Århus og derfra 1851 forflyttet til København. Thorvaldsens museum blev Bindesbølls egentlige livsopgave og indtager derfor en central plads i hans produktion. Det blev opført 1839-48 ved ombygning af den gamle kongelige vogngård ved Christiansborg Slot. Det blev et tempel i antik stil for såvel kunsten som kunstneren selv, idet Thorvaldsen blev begravet i museets indre gård. Hvad der mest forbavsede samtiden, var den polykrome behandling af murfladerne. Bindesbøll mente dermed at følge grækerne; men da man i virkeligheden ikke kendte meget til grækernes anvendelse af farver i arkitekturen, skyldes anvendelse af farver væsentlig Bindesbølls egen komposition. Få måneder før sin død blev Bindesbøll udnævnt til professor ved Kunstakademiet. Blandt andre af Bindesbølls arbejder er fra 1853-57 Lægeforeningens boliger (Brumleby) i København og Landbohøjskolen også i København (1856-58 (d 14/7 1856)

 

1800 De franske styrker på Malta overgiver sig til briterne som følge af den britiske flådes (Nelson) blokade. I 1798 havde franskmændene erobret middelhavsøen. Men deres tilstedeværelse blev kortvarig. Ved fredsslutningen mellem Storbritannien og Frankrig i Amiens i 1802 blev Malta tilbagegivet til Johannitterordenen, som siden 1530 havde været herrer på øen. Det var en ordning Maltas indbyggere protesterede imod. På visse betingelser anerkendte de britisk overhøjhed. Denne konstitutionelle ændring i Maltas tilhørsforhold blev ratificeret ved fredsslutningen efter Napoleonskrigene i 1814

 

1809 f Mads Pagh Bruun, politiker, fabriksejer og ejer af Jægergården, Århus; fra 1850’erne og til sin død var Bruun en af Århus’ mest fremtrædende mænd. 1835 var han med en bror medejer og enebestyrer af klædefabrikken Bruunshåb ved Viborg, som hans far havde grundlagt i 1821. Ud fra denne stilling blev Bruun en af de ledende mænd i jysk erhvervsliv. Bl. a. var han medlem af Viborg amtsråd og medstifter af og siden medlem af direktionen i Kreditforeningen af jyske landejendomsbesiddere. Den liberale opposition mod enevælden, der i 1830’erne og 1840’erne voksede frem overalt, vandt Bruuns sympati. I 1847 blev han stænderdeputeret som medlem af den rådgivende stænderforsamling i Viborg. Året efter blev han medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, hvor han sluttede sig til det nationalliberale centrum. Han var medlem af Landstinget 1849-53, af Folketinget 1854-55. Han afsluttede sin politiske karriere med endnu en periode i Landstinget. Det var årene 1857-74, hvor han 1862-69 tillige var tingets formand. Efter i 1856 at have solgt Bruunshåb købte Bruun Jægergården - en tidligere skovridergård under Marselisborg Gods ved Århus. Bruun kom dermed til at eje mere end en trediedel af det distrikt af Viby sogn, der i 1874 under navnet Frederiksbjerg blev indlemmet i Århus by. M.P. Bruunsgade bærer hans navn, og Jægergårdsgade er i dag det eneste minde om Jægergården. Allerede mens Bruun levede, var en stor del af gårdens jorder blevet bebygget dels med beboelsesejendomme dels med DSB's centralværksted. Gårdens bygninger blevet revet ned i 1910 (d 23/9 1884)

 

f Rasmus Malling Hansen, præst, forstander og opfinder; efter lærereksamen blev han ansat ved Det Kongelige Døvstum-meinstitut i København i 1859. Han blev cand. theol. i 1865 og blev samme år præst og forstander ved instituttet. Malling Hansen var i årtier den ledende kraft bag store pædagogiske og organisatoriske reformer i døvstummevæsenet. Han beskæftigede sig livet med en række andre banebrydende sager, alle med udgangspunkt i hans dagligr arbejde. I 1870 fik han eneretsbevilling (patent) i 15 år på skrivekuglen, verdens første skrivemaskine, der blev fremstillet i mange eksemplarer og modeller. I 1872 fik han eneretsbevilling på takygrafen, en særlig hurtig udgave af skrivekuglen beregnet til telegraf-kontorer, og i 1872 præsenterede han xerografien eller tørkopieringen, som var en mekanisk mangfoldiggørelse af breve og tegninger vha. karbonpapir og valser. I 1880’erne offentliggjorde Malling Hansen en række epokegørende opdagelser ved-rørende børns vækst, baseret på detaljerede målinger af kosten, højden og vægten hos eleverne på Døvstumme-instituttet. Det viste sig, at der var regelmæssige perioder i børnenes vægt- og højdeforøgelser. Indtil da havde man ment, at børn voksede jævnt. Opdagelsen førte ham til at undersøge træers vækst og en lang række andre fysiske forhold over hele jorden, som bekræftede hans konklusion, at alt liv vokser i regelmæssige perioder. Disse opdagelser vakte stor opsigt ved den internationale lægekongres i København 1884 og gennem bogen og tabelværket "Perioder i Børns Vækst og Solens Varme" (d 27/9 1890)

 

f Janus la Cour, maler; han voksede op på egnen syd for Århus og blev student fra Århus Katedralskole. Allerede da fik han undervisning i tegning; undervisningen fortsatte, efter han i 1853 kom til København. Først 1857 blev han elev på akademiet, men allerede to år tidligere havde han fået et billede "Strandparti ved Helgenæs" antaget på Charlottenborgudstillingen. Venskabet med den ældre erfarne landskabsmaler, P.C. Skovgaard, blev af afgørende betydning for la Cour, der modtog både vejledning og inspiration fra Skovgaard uden dog at stå i noget egentligt elevforhold til ham. Efter at have vundet akademiets rejsestipendium opholdt la Cour sig 1865-67 i Frankrig og Italien og 1868-70 i Svejts og Italien, som han siden besøgte talrige gange. 1871 modtog la Cour akademiets højeste udmærkelse udstillingsmedaljen for "Aftenstund ved Nemisøen". Året efter blev han medlem af akademiet og 1883 desuden af det svenske kunstskademi. 1884 slog han sig ned syd for Århus på Mariendal; 1888 købte han Langballegaard nærmere Århus. Her boede han resten af livet. I sin kunst repræsenterede la Cour det traditionsbundne, klassisk orienterede landskabsmaleri, og han vedblev at fastholde den samvittighedsfulde, minutiøse gennemarbejdning af de præcist iagttagne naturindtryk. Inden for landsskabsmaleriet kom la Cour ikke til at spille nogen rolle som fornyer. Han repræsenterede en trofast videreførelse af væsentlige elementer fra Eckersbergskolens tradition i en version, der i hans samtid nød stor popularitet. I det hjemlige malede han især motiver fra Århus-egnens kyst- og skovstrækninger og er dermed den mest fremtrædende skildrer af kysten og stranden ved Århus. Han har malet skrænten ved Risskov, en bygevejrsdag ved Århusbugten, strandpartier fra Helgenæs Vig, fra Begtrup Vig og fra Kaløvig for ikke at tale om Moesgaard strand. I Italien var la Cour navnlig fængslet af Roms omegn med Nemisøen og Villa d’Este i Tivoli. (d 13/10 1909)

 

1847 f Jesse (Woodson) James, amerikansk bandit og bandeleder; sluttede sig under Borgerkrigen med sin bror Frank til en sydstatsguerillagruppe; da krigen var slut, dannede brødrene kernen i en bande, der begik flere spektakulære bankrøverier, diligence- og togoverfald, som ofte medførte skyderi og drab. Den 13. februar 1866 plyndrede J sammen med 10-12 mand i Liberty, Montana den lokale bank i hvad, der anses for det første bankrøveri i USA foretaget om dagen. Senere fulgte flere bankrøverier. Samtidig synes James og hans bror at have levet et ret fredeligt liv beskæftiget på deres mors farm. Efter et bankrøveri i Gallatin, Montana den 7. december 1869, blev der efterladt en hest "tilhørende en ung mand ved navn James". Herefter var de to brødre konstant på avisernes forsider. Efter 1878 kastede brødrene sig over togrøverier. Det første fandt sted, da de forklædt som Ku Klux Klanmedlemmer at standsede et Rock Island tog nær Council Bluff, Iowa. Udbyttet blev beskedne 2.000 dollars. For mange tidligere sydstatssoldater var James en Robin Hood-skikkelse. Mens han for andre var en koldblodig dræber. En dusør på 10.000 dollars for pågribelse af Jesse James død eller levende var nok til, at et af bande-medlemmerne dræbte Jesse. Efter broderens død, var Frank to gange fremstillet for en dommer, men hver gang blev han frikendt. Han døde af en hjertesygdom 73 år gammel (d 3/4 1882)

 

d Auguste Comte, fransk filosof; under sine studier ved den polytekniske skole i Paris blev Comte inspireret til en af de grundlæggende ideer i sin filosofi: man må kunne opstille love for sociale fænomener på samme måde som for alt andet, som er genstand for menneskelig erfaring. Herved blev han en af grundlæggerne af den moderne sociologi en betegnelse, som også er skabt af ham. Størst betydning har Comte uden tvivl haft som grundlægger af 1800-tallets positivisme. I sit hovedværk "Cours de philosophie positive" (6 bd., 1840-42) viste han, at den historiske udvikling er gået fra et oprindeligt teologisk stade, hvor fænomener forklares ved indgreb af "guder" eller "ånder", gennem et metafysisk stade, hvor årsagerne er ideer eller "kræfter", til de positive eller videnskabelige stade. Her anerkendes ikke, at der er noget "bag" den sansbare eller empirisk givne verden. Den sociale såvel som den fysiske verden forklares gennem opstilling af naturlove baseret på nøjagtig observation af empirisk observerbare begivenheder. Comtes sidste leveår formørkedes af personlige kriser og økonomiske sorger. I denne periode skrev han "Système de politique positive ou traité de sociologie" (4 bd., 1851-54). Heri fremstod Comte nærmest som religionsstifter; centralt i hans forkyndelse står "det store væsen" (le grand ètre): den tidløse menneskehed opfattet som en enhed. At "leve for andre" er den højeste og mest moralske form for liv; for denne etiske holdning indførte Comte betegnelsen altruisme. Denne "menneskehedens religion" vandt mange tilhængere, og en række menigheder blev stiftet i Europa og Amerika (f 19/1 1798)

 

1877 d Crazy Horse, høvning for siouxerne; gennem hele livet nærede han et dybt had til de hvide og bekæmpede hårdnakket amerikansk bosættelse på den nordlige del af prærien. Crazy Horses holdning havde fuld opbakning i hans folk. Hans sioux navn, Hans indianernavnTashunca-Uitco hævdes mere korrekt oversat som vild (wild) eller utæmmet (unbroken) hest. Cracy Horse var til stede ved massakren på amerikanske soldater ved Fort Laramie, Wyoming, den 19. august 1854. Til gengæld var han ikke til stede, da amerikanske styrker som hævn den 3. september 1855 ødelagde indianerlandsbyen ved Ash Hollow, Nebraska. Men da han så scenen for blodbadet, steg hans had til amerikanerne yderligere. Den amerikanske Borgerkrig betød ikke, at der var ophold i indianerkrigene, og med Sand Creek massakren i 1864 indledtes et nyt afsnit i opgøret. I dette opgør spillede Cracy Horse en stor rolle. Han var involveret i massakren på kaptajn William J. Fettermann og hans styrke den 21. decbr. 1866, og han var til stede ved Wagon-Box kampen den 21. august 1867, begge nær Fort Phil Kearny, Wyoming. I de tidlige 1870'ere stod Crazy Horse i spidsen for mange overfald på undersøgelsesgrupper udsendt af Northern Pacific Railroad. I 1873 deltog han i to træfninger med general George A. Custers tropper ved Yellowstone River. De krigere, der fulgte Crazy Horse, blev stadig flere og blev til den store Sioux sammenslutning, der besejrede general George Crook ved Rosebud River den 17. juni 1876 og nedkæmpede general Custer og hans mænd ved Little Bighorn den 25. juni 1876. I begge slag havde Cracy Horse overkommandoen. Skønt de fleste andre siouxhøvdinge efterhånden overgav sig eller flygtede, fortsatte Crazy Horse kampen. Endelig den 6. maj 1877 overgav han sig til general Crook ved Fort Robinson, Nebraska. Da Crazy Horse åbenbart frygtede at blive sat i fængsel, forsøgte han at flygte, men blev skudt af en af vagterne (f omkr. 1849)

 

Septemberforliget underskrives. Forligets generelle bestemmelser om forholdet mellem fagbevægelse og arbejdsgivere blev en slags grundlov for forhandlinger og konflikter på arbejdsmarkedet. Gennem 1890’erne havde fagbevægelsen vind i sejlene. Stadig flere arbejdere lod sig organisere. I årtiets sidste halvdel fik bevægelsen afdelinger landet over, og i 1898 var der omkring 1000 fagforeninger med ca 80.000 medlemmer ud af en samlet arbejdsstyrke på omkring 150.000. Arbejderne var nu parate med de store opgør med arbejdsgiverne. Det kom allerede året efter i forbindelse med en lønkonflikt blandt jyske snedkere. Arbejdsgiverne krævede nu, at aftaler mellem de to parters hovedorganisationer skulle være bindende for alle og erklærede derefter lockout for 35.000 arbejdere. "Den store lockout" kom til at vare fra maj til september 1899 og endte med det store "septemberforlig". Mange af forligets regler er nu lavet om, men grundlaget for nutidens regler for forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere stammer fra 1899. Efter konflikten erklærede begge parter sig som sejrherre. Det viste sig hurtigt at være rigtigt, idet både fagforeninger og arbejdsgivere høstede fordel af, at der blev lagt faste regler for forholdet mellem dem. Forliget fastsatte regler for strejkers og lockouters etablering. Ingen arbejdsstrid måtte begyndes, før den med tre fjerdedele af stemmerne var vedtaget "af en efter vedkommende organisations love dertil kompetent forsamling", og før modparten var varslet om, at en sådan afstemning ville finde sted. Efter afstemningen skulle modparten underrettes om beslutningen mindst syv dage, før arbejdsstandsningen begyndte. Ingen af parterne måtte godkende eller understøtte en strejke eller lockout, der var i strid med reglerne. Fagforeningerne anerkendte arbejdsgiverne "ret til at lede og fordele arbejdet"

 

f Arthur Koestler, ungarsk/engelsk forfatter og kulturskribent; under sine studieår i Wien blev han kommunist. Han var krigskorrespondent under Den spanske Borgerkrig. Her blev Koestler taget til fange af fascisterne og dømt til døden; men eftersom han var britisk statsborger, blev han frigivet. Skuffet over Sovjetunionens politik forlod han i 1938 kommunistpartiet. I 1939 blev han interneret i den franske emigrantlejr Le Vernet. Fra 1940 var han bosat i England. Koestlers "Scum of the Earth" (1941) er en fremstilling af emigranterne og tilstandene i Le Vernet. "Darkness at Noon"(1940), måske hans bedste bog, giver i romanform en psykologisk forklaring på Moskvaprocessernes tilståelser og øvede stor indflydelse på eftertidens holdning til totalitære regimers udrensninger. "The Yogi and the Commissar" (1945) fortsatte polemikken mod Sovjetunionen. I 1951 kom fremtidsromanen "The Age of Longing". Fra K's senere år er "The Roots of Coincidence" (1972) og "The Thirteenth Tribe" (1976). Hans to-binds selvbiografi "Arrow in the Blue" og "The Invisible Writing" kom 1952-54. Koestler modtog Sonningprisen i 1968 (d 3/3 1983)

 

Fredsaftalen mellem Rusland og Japan som afslutning på den japansk-russiske krig 1904-05 underskrives i Portsmouth, New Hampshire, USA. Iflg. fredsbetingelserne, som blev forhandlet på plads af den amerikanske præsident Theodore Roosevelt, skulle det besejrede Rusland anerkende Japans ret til Korea og overlade den af kineserne tildelte lejeret af Port Arthur og Liao-tung halvøen til japanerne. Endvidere skulle russerne afstå den sydlige del af Sakhalin øen til Japan. Begge parter gik med til at tilbagegive Manchuriet til Kina. Roosevelts motiv til at optræde som fredsmægler mellem Rusland og Japan var at få opbygget en magtbalance i Det fjerne Østen, som på fredelig vis kunne sikre amerikanske interesser i området. Et forbedret forhold til Japan medvirkede til, at Roosevelt i 1907 kunne indgå den såkaldte "Gentlemen’s Agreement" med Japan. Iflg. aftalen blev den japanske udvandring til Californien begrænset betydeligt. Med aftalen fik Roosevelt endvidere dæmpet de anti-japanske følelser i Californien. Ligeledes i 1907 anerkendte Japan den amerikanske tilstedeværelse i Philippinerne, og amerikanerne anerkendte den japanske erobring og besættelse af Korea

 

Under Første Verdenskrig begynder slaget ved Marne, da den franske 6. armé og det tyske IV reservekorps støder sammen i Meaux-højderne. Ved angrebet mod vest 2. august 1914 fulgte tyskerne Schlieffen-planen fra 1898 for en tofrontskrig. Nemlig begynde krigen på vestfronten ved at angribe gennem Belgien og omgå de franske østgrænsefæstninger. Dernæst med en meget stærk højrefløj omringe og knuse den franske hær, inden den russiske kunne nå fuld styrke og angribe Østpreussen. Når man havde nået disse mål på vestfronten, ville tyskerne føre de frigjorte hære mod russene. Ved fjendtlighedernes begyndelse lykkedes alt efter Schlieffenplanen. De fem tyske hære (1. – 5.) trængte koncentrisk gennem Belgien mod den franske nordgrænse, hvor 2. tyske hær slog 5. franske hær tilbage ved Sambre, og 1. tyske hær den 23.-24. august slog den engelske hær tilbage til Marne syd for Meaux. Successen og russernes tilsyneladende stærke offensiv mod Østpreussen forledte den tyske øverstbefalende Moltke til for tidligt at svække højrefløjen ved at overføre tropper til Østpreussen og til 6. tyske hær på venstrefløj. Da den tyske 1. hærs øverstkommanderende herefter lod sine tropper marchere øst om Paris i stedet for som i Schlieffenplanen beskrevet vest om, opstod der en 50 km bred breche mellem tyskernes 1. og 2. hær, og da samtidig de to hæres flanke mod Paris var udækket, iværksatte franskmændene et modangreb. Med sine 1,2 millioner mand på hver side af en 300 km lang front var Marneslaget 5. til 9. september verdenshistoriens hidtil største slag. Resultatet af slaget blev, at tyskerne mistede initiativet, at deres offensiv gik i stå, og at krigen blev en stillings- og skyttegravskrig

 

1922 Den amerikanske militærflyver James H. Doolittle gennemfører på 21 timer og 19 minutter den første transkontinentale flyvning over USA. Doolittle, der under Første Verdenskrig havde gjort tjeneste i det amerikanske luftvåben, indlagde sig under Anden Verdenskrig hæder, da han som major i US Air Force den 18. april 1942 som leder af seksten B-25 bombemaskiner fra hangarskibet "Hornet" gennemførte et angreb på Tokyo

 

1950 Folketingsvalg. Det gav ikke den klare afgørelse, den socialdemokratiske mindretalsregering havde brug for. Socialdemokratiet gik to mandater frem og havde nu 59. Venstre var valgets store taber; det mistede 17 mandater og havde nu 32. Venstres tabte mandateer gik overvejende til Det Konservative Folkeparti; partiet mønstrede nu 17,8% af stemmeerne og 27 mandater mod før 17. Det radikale Venstre fik en fremgang på to mandater til 12. Det var alt, der kom ud af appellen til de socialdemokrater, der var imod deres gamle partis tilslutning til Atlantpagten (NATO). Kommunisternes tilbagegang fortsatte med to mandater til syv. Valgets ubestridte sejrherre var Retsforbundet, der havde ført sin valgkamp på en fuldstændig og omgående afskaffelse af reguleringer og rationeringer. Partiet fordoblede sit mandattal og fik 12. Partiernes forhandlinger om regeringsdannelse endte med, at Hans Hedtoft fortsatte som statsminister for en socialdemokratisk mindretalsregering

 

d Albert Schweitzer, fransk læge, filosof, organist og protestantisk teolog; han studerede teologi og filosofi ved universitetet i Strasbourg 1893-98. Herefter virkede han nogle år som præst. 1902-06 var han tilknyttet det teologiske fakultek ved universitetet i Strasbourg. Han havde allerede da ry som organist (debut 1894) og udgav 1905 en bog om J.S. Bach. Samme år besluttede han at studere medicin med henblik på at arbejde som lægemissionær. Efter lægeeksamen 1913 rejste S til Gabon, hvor han oprettede og ledede et hospital for den lokale befolkning Arbejdede her - afbrudt af internering under 1.verd.krig og foredrags- og koncertturneer til finansiering af hospitalet - til sin død. Han udfoldede et rigt forfatterskab, som omfatter filosofiske, teologiske og musikteoretiske emner. Hans filosofi har tydelige rationalistiske grundtræk, selv om den samtidig indeholder et vist indslag af mystik. Sin filosofi har han udviklet i "Kulturphilosophie" (1923-25), hvor han sætter respekten for alt levende som norm. Epokegørende inden for nytestamentlig teologi blev hans opfattelse af eskatologiens betydning for Jesus liv og virke, først fremlagt i "Das Abendmahlproblem" og "Das Messianitäts- und Leidensgeheimnis" (begge 1901), derefter i det idehistoriske værk "Von Reimarus zu Wrede" (1906). Fra 2.oplaget 1913 kaldt "Geschichte der Leben-Jesu-Forschung". S modtog Nobels fredspris 1952 og Sonningprisen 1959 (f 14/1 1875)

 

1970 Salvador Allende vælges til Chiles præsident. Det kom som en overraskelse, at Allende og hans folkefront Unidad Popular vandt over de konservative og kristelig-demokratiske modstandere. Ved valget fik folkefronten 36,3 pct. af stemmerne. Da det ikke var absolut flertal, skulle Kongressen afgøre, hvem der skulle være præsident. Trods manøvrer fra CIA, besluttede det kristelig-demokratiske parti at følge chilensk tradition og udpege Allende, fordi han havde fået flest stemmer. For første gang i Vesten var en marxistisk politiker blevet valgt til præsident på demokratisk vis. Men i den lovgivende forsamling havde Allendes folkefront kun 57 mandater over for højrepartiernes 93. De tre år, Allende var ved magten, blev derfor præget af en mere og mere bitter kamp mellem præsidenten og lovgivningsmagten

 

Medlemmer af den palæstinensiske terrororganisation Sorte September forøver massakre på israelske sportsfolk i den olympiske landsby i München. Otte palæstinensiske terrorister besatte det israelske kvarter i den olympiske by og tog israelske sportsfolk som gidsler. Terroristerne forlangte et stort antal palæstinensiske fanger i israelske fængsler løsladt. Da terroristerne og deres gidsler i helikopter ankom til en militær flyveplads uden for München, blev der åbnet ild af det tyske antiterrokorps. Terroristerne sprængte helikopteren med gidslerne i luften: 11 israelere, 5 palæstinensere og 2 tyskere blev dræbt

 

 

 

 

Til top         6. september

Under ledelse af Sebastián de Elcano ankommer de 17 overlevende besætningsmedlemmer fra Magellans ekspedition til Spanien ombord på Vittoria efter at have gennemført historiens første jordomsejling. For at nå frem til øgruppen Molukkerne med dens værdifulde krydderiproduktion ved at sejle syd om Sydamerika havde den spanske konge Karl 1. i 1519 sat Fernando de Magellan i spidsen for ca 270 mand og en flåde, der bestod af flagskibet "Trinidad" og fire andre skibe. Ekspeditionen opholdt sig længe ved Brasiliens sydkyst, inden flåden, der nu bestod af kun tre skibe, i oktober-november 1520 sejlede gennem strædet mellem Ildlandet (Tierra del Fuego) og Sydamerikas fastland, Magellanstrædet og ud i det farvand, som undervejs fik navnet Stillehavet. Efter mere end tre måneder uden friske forsyninger nåede ekspeditionen den 6. marts 1521 som de første europæere Guam i øgruppen Marianerne. Ti dage senere nåede flåden frem til Filippinerne. Ved aftaler med en lokal konge sikrede Magellan det første spanske fodfæste i det vestlige Stillehav. Den 27. april 1521 blev Magellan midlertid dræbt i kamp med indfødte på øen Mactan og nåede således hverken det oprindelige mål, Molukkerne, eller at sejle helt rundt om Jorden. Efter Magellans død overtog Sebastián de Elcano ledelsen af ekspeditionen og førte resterne af den hjem til Spanien

 

1566 d Suleiman 1. sultan i det osmanniske rige 1520-1566; som eneste søn af sultan Selim I var Suleiman guvernør på Krim og senere i det vestlige Lilleasien, inden han i september 1520 efterfulgte sin far. Han indledte straks en række krige, der gjorde hans rige større. I 1521 erobrede han Beograd, året efter Rhodos. I 1526 besejrede han ungarerne i slaget ved Mohács. Denne sejr betød, at han kunne inkorporere den sydlige del af Ungarn i sit rige og gøre Tanssylvanien til et vasalrige. Foruden krigene i Europa førte S tre krige mod Persien; ved disse erobrede han i årene 1534-35 området Erzurum i det østlige Lilleasien og Irak. Dertil kom områder omkring Vansøen – erobret i årene 1548-49. Endvidere fik han opbygget en flåde. Den blev den stærkeste på Middelhavet, og i 1551 erobrede han Tripolis i Nordafrika. Foruden at være en stor kriger var S den største administrator blandt de tyrkiske sultaner. Det løst opbyggede erobrerrige fik under ham større fasthed og indre styrke ikke mindst på grund af den alsidige lovgivning, han fik gennemført. Han omgav sig med et strålende hof, hvor også kunst og digtning fandt støtte. De mange fornemme moskeer og statelige rigmandshuse, der blev bygget i S’s regeringstid, vidner om fremgangen i rigdom og magt. Men hans undersåtter evnede ikke at hævde sig i handelskonkurrencen med de gamle handelsfolk ved Middelhavet, og hans riges udenrigshandel var næsten helt i hænderne på jøder, grækere, italienere og andre vesteuropæere (f november 1494 eller september 1495)

 

1666 f Ivan 5. russisk zar 1682-1696; yngste søn af zar Alexej Michailovitsch (1645-76) og dennes første kone Maria. Ivan var handicappet fra fødsel til død; han var retarderet såvel fysisk som psykisk; han led af skørbug, havde et dårligt syn og var i sine senere år delvis lammet. Da hans ældre bror zar Feodor III døde i 1682, blev hans halvbror Peter, en søn af Alexej og dennes anden kone Natascha, udnævnt til zar. Men Ivans helsøster Sophia ønskede, at hendes og Ivans gren af familien skulle sidde på magten. Hun fik held med sit forehavende, og rådet – bojar dumaen – erklærede, at såvel Ivan som Peter skulle være zarer med Ivan som "overzar". Selv om et kup i 1689 fjernede Sophia fra hoffet, fik Ivan, der bevarede en forsonende holdning til Peter, lov at bevare sin position til sin død. Han deltog aldrig i regeringssager. Det meste af hans tid gik med bøn, med faster og med pilgrimsrejser (d 8/2 1696)

 

d Sir Robert Dudley, hertug af Northumberland, jarl af Warwick, engelsk søfarer og ingeniør; i 1646-47 udgav han en i samtiden meget anvendt afhandling "Dell’ Arcano del mare" (Om Havets Hemmelighed) i tre bind. Den indeholdt summen af samtidens viden om navigation. I 1590’erne havde han deltaget i rejser til Caraibien og Mellemamerika og blev i 1596 adlet for sin indsats i de engelske offensive operationer mod spanierne for at ødelægge deres skibsfart mellem hjemlandet og den nye verden. I 1605 slog D sig ned i Italien, hvor han gik i tjeneste hos storhertugen af Toscana. Her forestod han udtørringen af sumpene mellem Pisa og Leghorn (1620) og konstruktionen af havnen i Leghorn. I sin Arcano skrev D bl.a.om skibskonstruktion, om at opbygge en orlogsflåde og om disciplinen om bord på denne. Endvidere skrev Dudley om beregning af geografisk længde, værket indeholdt søkort og beskrivelser af fremstilling af navigationsinstrumenter (f 7/8 1574)

 

1701 d Jacob 2. konge af Storbritannien og Irland 1685-88; allerede i sin brors Karl IIs regeringstid havde J en vis indflydelse. Trods det var tydeligt, han var ivrig katolik og havde til hensigt at føre en katolsk og franskvenlig politik, blev han efter Karls død i 1685 engelsk konge. Hans katolskvenlige politik skabte megen modstand, og da dronningen 1688 fødte en søn, frygtede oppositionen en katolsk tronfølger og henvendte sig til Js svigersøn, Vilhelm af Oranien og tilbød ham den engelske trone.Vilhelms tropper gik i land i Sydengland november 1688. Skønt J havde en stående hær og en ikke ubety-delig flåde til sin disposition, kunne Vilhelms ínvasionshær ikke slås tilbage. Js rådgivere og embedsmænd begyndte at forlade ham. Og uden der var affyret ét skud, flygtede – 10. december 1688 – J til Frankrig, hvor han sluttede sig til sin kone - dronning Mary - og parrets seks gamle drengebarn. Underhuset vedtog en erklæring, der sagde, at J havde søgt at omstyrke kongerigets grundlag ved at bryde den oprindelige kontrakt mellem konge og folk og derfor var afsat. Vilhelm og hans kone Maria blev valgt til konge og dronning af England. Begivenheden, der i engelsk historie hedder the "Glo-rious Revolution", var fuldbyrdet. J gjorde ét alvorligt forsøg på at genvinde sin krone. Støttet af franske tropper gik han i land i Irland i marts 1689, men hans invasionsforsøg brød sammen, da hans hær blev besejret i slaget ved boyne 1. juli 1690. Han vendte tilbage til Frankrig, hvor han forgæves ventede på mulighed nummer to for ved fransk hjælp igen at blive engelsk konge (f 14/10 1633)

 

f Marie Joseph Paul Yves Roch Gilbert du Motier, Marquis de La Fayette, fransk officer og politiker; efter sin deltagelse i Den Nordamerikanske Frihedskrig vendte han i triumf tilbage til Frankrig 1784; 1789 blev han medlem af Nationalforsamlingen valgt af adelen. Med en del af adelen gik han juni 1789 over til tredjestand og fremlagde juli 1789 udkast til erklæringen om menneskerettighederne. Efter stormen på Bastillen blev han chef for den nye nationalgarde. Som tilhænger af konstitutionelt monarki kom la Fayette i knibe efter kongens flugtforsøg. Det blev endnu værre, da krigen var brudt ud (1792), og nordhæren under la Fayettes kommando led nederlag. Han blev frataget sin kommando og måtte emigrere. 1792-97 var han østrigsk krigsfange. I Napoleonstiden levede han på sine godser. Under julirevolutionen 1830 blev la Fayette chef for den genoprettede nationalgarde. Imidlertid bidrog han til at kongemagten blev overdraget Louis Philip. Dennes højrepolitik skuffede la Fayette, og han tilsluttede sig oppositionen. I 1833 grundlagde han en republikansk forening for menneskerettigheder. Hans memoirer er udgivet i 6 bind (1837-38) (d 20/5 1834)

 

f John Dalton, britisk fysiker og kemiker; han havde ingen universitetsuddannelse, men efter selvstudieer af matematik, botanik og meteorologi og efter at have gjort sig bemærket ved en række offentlige forelæsninger blev han i 1793 lærer i matematik, fysik og kemi ved New College i Manchester. I 1800 fratrådte han stillingen, og resten af livet ernærede han sig som lærer ved sit eget "Matematiske Akademi". Som ældre var han højt anset og blev hyldet som en af Englands største videnskabsmænd. Han opstillede 1801 Daltons lov: at for en ideal gasblanding er totaltrykket lig med summen af de enkelte komponenters partialtryk, dvs, at der ikke virker kemiske kræfter mellem gaspartikler af forskellig art. Dalton arbejdede også med medicinske emner, hvoraf hans afhandling fra 1795 om farveblindhed regnes for den vigtigste. Dalton, der selv var farveblind, gav den første systematiske beskrivelse af denne defekt. Efter Daltons instruks blev hans øjne efter hans død udtaget og undersøgt, idet man sendte lys igennem for at se, om glaslegemet ændrede farverne, hvilket de ikke gjorde. I 1995 blev de velbevarede øjne undersøgt ved DNA-test, og man fandt da ud af, at Dalton var rød-grøn farveblind. Dette fænomen var i mange år kendt som daltonisme (d 27/7 1844)

 

f Hack Kampmann, arkitekt; udlært murer; elev på Kunstakademiet 1874-79; i 1882 vandt han den lille guldmedalje og tog samme år til Paris for yderligere uddannelse. Efter hjemkomsten vandt Kampmann den store guldmedalje med et pro- jekt til et rådhus i København. I 1889 fik han overdraget opførelsen af Landsarkivet i Viborg, der blev hans gennembrudsværk. I 1892 blev Kampmann kgl. bygningsinspektør i Jylland; værker fra denne periode, hvor han kom ind på en friere og fuldstændig ubunden udformning af af opgaverne, om end stadig med anvendelse af historiske motiver, er hans privatbolig villa "Kampen" på Standvejen i Århus, Statsbiblioteket/Erhvervsarkivet i Århus (1898-1902), Marselis- borg Slot (1899-1902), Århus Teater (1898-1902), Toldboden/Toldkammerbygningen i Århus (1897) og Glyptotekets nyere del (1901-06). I årene efter 1915 sluttede Kampmann sig til nyklassicismen, men så at sige alle hans arbejder inden- for denne retning er hovedsageligt tegnet af hans to sønner. Det betydeligste af disse arbejder er Københavns Politigård, endvidere bl.a. Viborg Katedralskole (1920'erne, fuldført efter Kampmanns død), Randers Statsskole (1922-23, fuldført efter Kampmanns død) og Frederiksberg Politistation og Domhus (1918-20). Med sine gode evner som tegner og akvarelmaler er Kampmann blevet betegnet som den måske mest fremragende repræsentant for tidens udbredte anven- delse af malerisk dekoration, overvejende dyre- og planteornamenter, bl.a. ørnefrisen på Århus Teater, rosenlågen til Marselisborg Slot. Hans lysekroner i læsesalen på Erhvervsarkivet nævnes som et af de fineste eksempler på dansk, jugendagtig stil. Til en udvidelse af Århus by udarbejdede Kampmann størstedelen af en plan, der var ledsaget af udfør- lig tekst, og som er blevet karakteriseret som et fremragende og skelsættende arbejde inden for dansk byplanlægning. I årene 1908-18 var Hack Kampmann professor ved Kunstakademiet (d 27/6 1920)

 

Den russisk-ortodokse Alexander Newskij kirke i Bredgade i København indvies. Kirken blev opført af den russiske regering med bidrag af tsar Alexander III på foranledning af dennes danskfødte kone kejserinde Dagmar, datter af Christian IX. Tegningerne til kirken blev udført af den russiske arkitekt Grimm, professor ved Kunstakademiet i Sct. Petersborg. Alexander Newskij kirkens former er helt russiske, hentet fra 1600-tallets bygninger i Moskva

 

1920 Folkeafstemning om grundlovsændring nødvendiggjort af Sønderjyllands genforening med kongeriget. Kun 47,5% af de stemmeberettigede stemte for ændringen – mindst 45% af de stemmeberettigede skulle stemme for forslaget. Med blot 33.000 stemmer færre ville forslaget være faldet. Det lave stemmetal skyldtes bl.a. Socialdemokratiets opfordring til sine tilhængere til ikke at deltage i afstemningen. Partiet havde under forårets grundlovsforhandlinger, tydeligvis under indtryk fra Påskekrisen, fremsat forslag bl.a. om indførelse af republik, afskaffelse af Landstinget og nedsættelse af valgretsalderen til 21 år. Desuden ønskede Socialdemokratiet mulighed for, at et bestemt antal vælgere – 100.000 – kunne forlange et i Folketinget forkastet lovforslag sendt ud til folkeafstemning. Forslagene fandt naturligvis ingen støtte hos de borgerlige partier, heller ikke Det Radikale Venstre, som dog ønskede folketingsparlamentarismen indskrevet i grundloven. Med en ændring af valgloven – som var nødvendig for at sikre Sønderjydernes repræsentation på Rigsdagen – udvidedes antallet af folketingsmedlemmer til 149, og valgretsalderen til Folketinget nedsattes til 25 år

 

1956 d Michael Ventris, britisk arkitekt og arkæolog, decifrerede i 1952 den minoisk-mykenske skrift - Linear B og påviste, den var græsk i den ældste kendte form, daterende sig fra ca. 1500 til 1200 f. Kr. f. Allerede i sin ungdom hørte V om den skrift, der omkr. 1900 var blevet fundet i Knossos på Kreta, og som var en stor gåde for forskerne. Som 18-årig offentliggjorde V en artikel i "American Journal of Archaeology", hvori han talte for muligheden af en forbindelse mellem Linear B og et andet problemfyldt sprog etruskisk. Efter at have uddannet sig som arkitekt og under 2. Verd.krig at have gjort tjeneste i Royal Air Force begyndte V i 1949 for alvor at søge efter nøglen til Linear B. Efter offentliggørelsen i 1951 af tekster fundet i 1939 på det græske fastland og skrevet i et system næsten identisk med Linear B, gjorde V hurtige fremskridt. I juni 1952 bekendtgjorde han i et radioprogram, at han var sikker på, Linear B var en arkaisk form for græsk. I samarbejde med Cambridge linguisten John Chadwick samlede V yderligere materiale, der underbyggede hans teori, og i 1953 offentliggjorde de deres historiske artikel "Evidence for Greek Dialect in the Mycenaean Archives". Deres "Documents in the Mycenaean Greek" (1956) offentliggjordes få uger efter, V omkom ved en færdselsulykke (f 12/7 1922)

 

 

 

 

Til top         7. september

1533 f Elisabeth, dronning af England 1559-1603; datter af Henrik 8. og Anne Boleyn; da hun var tre år, blev hendes mor henrettet. Hun beundrede sin far og kom til at stå ham nær. Fra 1543 fik hun i faderens 6. og sidste hustru, Catherine Parr en kærlig stedmor. Elisabeth fik en ypperlig uddannelse af de bedste humanistiske lærere; hun lærte først latin, senere italiensk, fransk, spansk og græsk og blev velbevandret i de klasssiske forfattere; dertil kom teologi og musik. Ved stedsøsteren Marie den Blodiges død i 1559 blev hun uden vanskeligheder dronning. Hun forstod at omgive sig med dygtige rådgivere og besad selv et sikkert instinkt for det engelske folks indstilling, ikke mindst som den kom frem i parlamentet. Religiøst balancerede hun omhyggeligt mellem katolicismen, hvis gudstjeneste tiltalte hende, og protestantismen, som hun af politisk nødvendighed måtte holde sig til. I hendes regeringstid blev grunden til Englands stormagtsstilling lagt; hun gennemførte reformationen i England og brød landets afhængighed af pavemagten og Spanien. Englands støtte til de calvinistiske nederlændere og Francis Drakes brandskatning af de spanske kolonier i Amerika førte til krig med Spanien, hvis uovervindelige armada led nederlag i Kanalen 1588. I England skete der økonomisk blomstring bl.a. med et opsving for tekstilindustrien. Til den økonomiske fremgang bidrog erhvervelse af kolonier i Nordamerika og oprettelse af handelskompagnier. Elisabeth forblev ugift, men drog politisk fordel af forhandlinger med fyrstelige bejlere bl.a. Filip 2. af Spanien (d 24/3 1603)

 

1548 d Catherine Parr, gift med Henrik 8 af England (nr 6); havde været gift to gange før, da hun i 1543 blev gift med Henrik 8. og blev hans sjette og sidste kone. Hun beskrives som lille og ikke smuk, men taktfuld og behagelig af væsen og udøvende en beroligende indflydelse på kongen i hans sidste leveår. Hun havde et varmt forhold til hans børn fra tidligere ægteskaber og tog interesseret del i deres uddannelse. Efter kongens død indgik Catherine Parr sit fjerde ægteskab; hun døde i barselsseng et år senere. Som særdeles religiøs og med en betydelig dannelse skrev hun "A Lamentacion or Complaynt of a Sinner" (1548); den blev udgivet efter hendes død (f 1512)

 

1559 d Robert Estienne, fransk grafiker og kongelig bogtrykker; 1527-28 udsendte han sin første komplette bibel på latin; 1531 fuldførte han sin store "Dictionarium seu linguae latinae thesaurus". Frans 1. udnævnte ham til kgl. bogtrykker for hebræiske og latinske værker i 1539, og i 1540 blev han det også for græske arbejder. Efterhånden blev Estienne involveret i urolig-hederne i forbindelse med reformationen; i december 1547 forbød den nye konges (Henrik 2.) råd derfor Estiennes latinske bibler. 1550 flygtede Estienne til Geneve, hvor han tilsluttede sig den reformerte kirke og blev til sin død. Arbejder trykt af Estienne i Geneve omfatter bl.a. et Nyt Testamente på græsk (1551), hvor den stadig brugte opdeling af teksten i vers an-vendes for første gang; endvidere det sarkastiske "Ad censuras theologorum parisiensium risponsio", (1552) Estinnes svar på Sorbonnes fordømmelse af ham (f 1503)

 

1677 f Stephen Hales, engelsk præst, fysiolog, kemiker og opfinder; han blev kendt for sit pionerarbejde inden for plante- og dyrefysiologi. I 1727 udsendte han første bind af Statical Essay, hvori han gør rede for sine undersøgelser inden for plantefysiologi bl.a. om fordampning fra planterne, om den hastighed hvormed skud og blade vokser. Det andet bind fra 1733 var et vigtigt bidrag til forståelse af blodets kredsløb; Hales gjorde de første kvantitative vurderinger af blodtryk, og hans arbejde førte til udviklingen af de instrumenter, der i dag bruges til måling af dette. Hales påviste rygmarvens betydning for refleksbevægelser; han opfandt en ventilator, der hurtigt fandt anvendelse på hospitaler og i fængsler; opfandt desuden et måleinstrument til lodning af vanddybder. Stephen Hales udgav anonymt 1734 "A Friendly Admonition of the Drinkers of Brandy and Other Distilled Spirit" og "A Description of Ventilators", et pionerarbejde af største praktiske betydning udkom 1743 (d 4/1 1761)

 

f Georges Louis Leclerc Buffon, fransk greve og naturforsker; han var oprindelig fysiker, og han overførte fysikkens og astronomiens nye verdensbillede på biologien. Verdensaltet blev opfattet som gigantisk mekanisme, der virker efter bestemte love. Med kendskab til disse ville såvel fortidens som fremtidens kosmiske forhold kunne beregnes matematisk. B mente, at forholdene på Jorden var underkastet de samme love, og det gjaldt såvel den uorganiske som den organiske verden. Han ville vise lovmæssigheden i den levende natur og sætte den ind i den store lovbundne kosmiske sammenhæng. B studerede både dyrets og menneskeskets biologi og påviste, at mennesket har de samme kropsfunktioner som dyrene. Han beskrev endvidere fossiler og påviste, at mange fossiler adskilte sig fra beslægterde nulevende former; en tanke om evolution lå dog B fjern. Han forfattede en gigantisk naturhistorie "Histoire naturelle" udgivet i 44 bind fra 1749 til 1804. Han var leder af Jardin du Roi, den botaniske have og naturhistoriske museum i Paris. Han oversatte Newton og Hales til fransk, videreudviklede sandsynlighedsregning og arbejdede med mikroskopi, brudstyrke, kosmologi, geologi og livets oprindelse. B huskes som en af dem, der vagt foregreb evolutionstanken og det såkaldte biologiske artsbegreb (d 16/4 1788)

 

f Francois André Philidor, fransk komponist og skakspiller; han komponerede flere operaer, som i hans samtid både var meget kendte og blev opført med succes. Med sine kompositioner blev P foregangsmand inden for opéra-comique. Han tilhørte en kendt musikerfamilie og fik fra barnsben en grundig musikundervisning, men som 18-årig opgav han musikken og deltog i skakturneringer Europa over. Mens han levede, var det som skakspiller og ikke som musiker og komponist, han var kendt; faktisk som den absolut førende. I perioder var han så overlegen, at han foretrak at spille med forgave (dvs. med en brik mindre) eller blindt (dvs. uden at se brikker og bræt) Især blev blev han godt modtaget i England, hvor han udgav en bog om skak, og hvor London Chess Club tildelte ham en årlig pension. I 1754 vendte han tilbage til Paris og til musikken. Han skrev nu nogle meget populære operaer bl.a. "Sancho Panca dans son isle" (1762) og "Tom Jones" (1765). For resten af livet fortsatte han som komponist og skakspiller og rejste regelmæssigt til London (31/8 1795)

 

1738 f Enevold Brandt, hofmand, greve; efter jurastudier blev han 1764 assessor ved højesteret. Samme år begyndte han en udenlandsrejse. På sin hjemegn, grevskabet Rantzau, blev han bekendt og ven med den jævnaldrende distriktslæge, Johan Friedrich Struensee. Om de to er det blevet sagt, at de på en ejendommelig måde supplerede hinanden, den muntre adelsmand og den lidet talende, tænksomme borgersøn; begge var de opvokset i pietistiske hjem, begge var de begejstrede for den nye franske samfundskritik og begge ambitiøse mht. karriere. Da Struensee foråret 1770 havde opnået den faktiske ledelse i forhold til kongen, kom B til hoffet. I juli udnævntes han til direktør for det franske hofteater, kunstkammeret og billedgalleriet, fra januar 1771 tillige for hofkapellet, teatret og hoffets forlystelser. Senere på året fik han overopsynet med kongens garderobe og dermed også hoffets personale. I november kom den officielle udnævnelse til Grand maitre de la garderobe hvormed fulgte excellencetitlen. Men hverdagen med Struensee blev anderlades end ventet. B tog ikke del i reformarbejdet, selv om han som jurist blev medlem af den kommission, der skulle forberede en ny ordning af højesteret. Hans opgave blev at være opvartende kavaler for den sindssyge konge – Christien 7. En opgave han ikke brød sig meget om, dog fortsatte han med at nyde hoflivet. Men kongen, der ikke kunne lide B, kastede mørke skygger over denne tilværelse. Ved en lejlighed måtte han således deltage i et af kongen provokeret slagsmål, hvorved hans majestæt fik nogle skrammer. Denne episode blev skæbnesvanger for B: det blev den, der dannede grundlag for dommen over ham. Sammen med Struensee arresteredes han 17. januar 1772, førtes til kastellet, hvor han var lænket til henrettelsen på Østre Fælled. B dømtes efter Danske lov for majestætsforbrydelse til at have liv, ære og gods forbrudt. Umiddelbart før vennen – Struensee – blev han halshugget, efter at højre hånd var blevet hugget af. Kroppen blev derefter parteret og lagt på hjul og stejle på det gamle rettersted på Vestre Fælled. En tradition vil vide, at slægtninge nedtog resterne og begravede dem i Sankt Petri krypt (d 28/4 1772)

 

Københavns overgivelse efter det engelske bombardement. Efter at Danmark havde afvist de engelske krav om en alliance, der indebar, at den dansk-norske sømagt skulle stilles under engelsk kommando, eller at Danmark-Norge udleverede sin flåde som pant på sin neutralitet, havde englænderne den 2. september indledt et bombardement af København. I byen havde man klaret den første nats bombardement. Det var især kvarteret omkring Frue og Petri Kirke, der blev ramt, men kun én stor ildebrand – grosserer Tuteins store pakhus fyldt med bomuld – fik lov at udvikle sig. Da bomberne om aftenen den 3. begyndte at falde, var man parat og fik igen slukket det fleste brande. Det var natten mellem den 4. og 5. september, der knækkede byen. Ilden fik fat i kvarteret omkring Frue Kirke og lod sig ikke standse. Det meste af bebyggelsen mellem Studiestræde, Skindergade, Landemærket, Sankt Gertrudsstræde og volden var et inferno af ild, nedstyrtende tage og mure og stadig faldende bomber og raketter. 300 ejendomme var totalt ødelagte, og mere end 1500 mere eller mindre beskadigede. Omkring 1600 indbyggere var dræbt – lige så mange sårede. Mandag den 7. september om morgenen overgav København sig. Den 20. og 21. oktober måtte københavnerne se, at englænderne drog af med den dansk-norske flåde

.

1812 Napoleons soldater på march mod Moskva besejrer russerne i slaget ved Borodino ca 100 km vest for Moskva ved floden Moskva. Slaget blev udkæmpet mellem Napoleons 130.000 mand med flere end 500 kanoner og en russisk styrke under kommando af general Mikhail Kutuzov på 120.000 mand med flere end 600 kanoner. Efter i hast at have opført forsvarsværker var det Kutuzovs hensigt at standse Napoleons fremrykning ved Borodino. Napoleon beordrede sin hær til at foretage et voldsomt frontalangreb på de russiske stillinger. At han gjorde det, skyldtes, a t han frygtede, en omgående bevægelse kunne slå fejl og give russerne mulighed for at flygte. Fra klokken seks om morgenen til henimod middag bølgede slaget frem og tilbage langs den fem kilometer lange front. Ved middagstid begyndte det franske artilleri at få overhånd, men flere franske stormløb var ikke stærke nok til at løbe de russiske stillinger over ende. Måske havde Napoleon på grund af den krudtrøg, der lå over slagmarken, ikke tilstrækkelig oversigt over situationen. I al fald afslog han at indsætte såvel den 20.000 mand store kejserlige garde som yderligere 10.000 mand, der blev holdt i reserve. Eftersom Kutuzov havde indsat alle sine tropper, kunne en indsættelse af de nævnte franske tropper måske have betydet, at Napoleon i stedet for en lille sejr ville have opnået en afgørende sejr. I løbet af eftermiddagen begyndte trætheden at melde sig på begge sider af fronten, så det til sidst kun var de to siders artilleri, der kæmpede. Skydningen fortsatte, til mørket faldt på. I løbet af natten trak russerne sig tilbage. De havde mistet omkr. 40.000 mand. Franskmændene omkr. 30.000. En uge senere rykkede Napoleon ind i Moskva. Trods de svære tab, overlevede den russiske hær til at udkæmpe nye slag. I det lange løb viste det sig mere afgørende, end Napoleons besættelse af Moskva

 

1817 f Louise, dronning; datter af landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel og Charlotte af Danmark; hun kom som 3 årig til København, hvor hun voksede op. Louise fik en alsidig uddannelse. Hun havde forskellige kunstneriske anlæg og modtog undervisning i tegning og maling. Den 26. maj 1842 blev hun gift med prins Christian (den senere Christian 9.). Gennem sin mor, der var søster til Christian 8., var hun mellem de til Danmarks trone arveberettigede, og resultatet af de lang- varige forhandlinger om arvefølgen blev, at Louises søskende overdrog hende deres ret til tronen, hvorefter hun i 1851 overdrog sin ret til sin ægtefælle, der ved Londontraktaten 1852 og tronfølgeloven 1853 anerkendtes som tronarving efter den barnløse Frederik 7. Da Christian i 1863 blev konge, delte Louise i høj grad hans upopularitet. Begge havde de ord for at være tysksindede. Harmen over Danevirkes rømning og Dybbøls fald vendtes ikke mindst mod Louise, og det kom til demonstrationer i København. Men efterhånden som årene gik, blev hun ligesom kongen meget afholdt af folket. Hun søgte på ingen måde at gøre sig gældende i den ydre eller indre politi. Dog havde hun væsentlig del i skabelsen af sine børns ægteskaber, og de gode partier, døtrene gjorde, kastede glans over hoffet og Danmark. Selv fik hun prædikatet "Europas svigermor og bedstemor" (d 29/9 1898)

 

I den mørke og stormfulde nat løber det lille dampskib Forfarshire fast på klipperne tæt ved Longstone fyrtårnet på Farne Islands ud for Northumberlands kyst. Fyrmesterens datter, Grace Darling, ror i en lille robåd de ca 1.5 km hen til det strandede skib og redder besætningen fire mænd og en kvinde. Hun blev en engelsk heltinde og legende

 

f Anna Mary Robertson Moses, "Grandma Moses", amerikansk maler, der 78årig med stor succes begyndte at male naivistiske landskabsbilleder. Hendes forældre var fattige farmere, hun blev født i en stor børneflok, hendes skolegang var ringe og hun kom tidligt ud at tjene. I 1887 blev hun gift med en landarbejder (farmhand). De lejede en farm nær Staunton, Virginia. I 1905 flyttede parret til Eagle Bridge, New York, hvor Grandma Moses boede resten af sit lange liv. Hun blev enke i 1927. Som 78-årig var hendes hænder så forkrøblede af ledegigt, at hun var ude af stand til at fortsætte arbejdet med jord og dyr. Hun begyndte da at male med oliefarver. I begyndelsen kopierede hun andre malere efter billeder i bøger og på postkort. Men snart begyndte hun at male efter hukommelsen. Hun havde altid været en opmærksom iagttager og havde en sikker følelse for farver og komposition. Hurtigt blev man opmærksom på hendes værker. Nogle af dem blev i 1939 udstillet på Museum of Modern Art i New Yorrk, og i 1940 afholdtes en separatudstilling af hendes værker på New York City Gallery. I sine billeder skildrede M det fredfyldte, idylliske landmandsliv i et velopdyrket, frodigt landskab på USA’s østkyst. Endvidere er det tætte forhold til dyr og jord centrale temaer. Da hun døde, var hun berømt og blev hyldet som "grand old lady of American art" (d 13/12 1961)

 

f. J.F. Willumsen, maler, billedhugger, keramiker og grafiker; gik 1881-82 på akademiets arkitektskole, 1883-85 på dets malerskole. Han udstillede 1883-89 på Charlottenborg, 1891-1950 ofte på Den frie Udstilling (medstifter). Han debu- terede som naturalist og malede folkelivsbilleder. Som grafiker udførte W i disse år bl.a. "En Valgdag i Københavns 5. Kreds" (1890), senere fornemme plakater til Den frie Udstilling (1896, 1902). 1890-94 var Willumsen bosat i Paris og malede her bl.a. "Billede af livet på Paris’ Quaier" (1890). Som kunstnerisk leder hos Bing & Grøndal 1897-1900 skabte han dansk keramiks store nybrud. Efter århundredskiftet søgte Willumsen symbolistisk "ud i naturen", således "En Bjergbestigerske" (1904), "Efter Stormen" og "Sol og Ungdom" (1902-10). Rejser til syden 1910-15 og fast bopæl i Nice fra 1916, i Cannes fra 1943 (med sommerophold i Danmark) gjorde Willumsens kolorit ekspressionistisk f.eks. i "Naturskræk" (1916). Påvirket af El Greco skrev Willumseni 1927 "La jeunesse du peintre el Greco". Fra denne periode er billeder som "Sophus Claussen læser sit Digt Imperia" (1915) og visionen "Maleren modtager Musikeren paa Parnasset" (1923) Senere malede Willumsen en række billeder fra Venezia (sidst 1950) og serien "Titian døende" (1935-38, med Willumsens egne træk). Som billedhugger skabte Willumsen 1905-10 statuen af Hørup (står i Kongens Have, København) (d 4/4 1958)

 

1901 Freden i Peking afslutter den nationale og anti-vestlige Boxeropstand i Kina. Iflg.aftalen skulle de besejrede kinesere over 39 år betale en bøde på 450.000.000 taels med en årlig rente på 4%. Desuden skulle forskellige forter nedbrydes, og den kinesiske hær blev nærmest nedlagt. Aftalen var særdeles ydmygende for Kina, og som uafhængig stat var Kina nærmest nedlagt. Efter opstanden måtte Kinas regent, enkekejserinde Tz’u-hsi erklære, at hun var blevet forledt ind i opstanden af dårlige rådgivere, og at hoffet hverken var mod de fremmede eller modsatte sig reformer. En bemærkelsesværdig erklæring eftersom Tz’u-hsi hidtil havde modsat sig alle forsøg på at modernisere Kina

 

d Sully Prudhomme, fransk digter; han studerede matematik og naturvidenskab; herefter havde han job på et fabrikskontor. Det forlod han for at studere jura og filosofi. Inspireret af en ulykkelig kærlighedsaffære udsendte han i 1865 sin første digtsamling "Stances et Poèmes". P er dog mest kendt for sin forbindelse med ’Les Parnassiens’, en gruppe, der reagerede mod romantikken. I stedet for dennes følsomhed og subjektivisme hævdede de forstandens betydning for poesien. Endvidere ønskede P i poesien at udtrykke den positivistiske filosofi og glæden over samtidens tekniske opdagelser. I 1866 udgav P sonetsamlingen "Les épreuves"; 1875 "Les vaines tendresses", 1878 det filosofiske digt "La Justice". P’s senere digte kan forekomme noget dunkle og afslører vanskelighederne ved beskrive filosofiske temaer på vers. Ved den første nobelprisuddeling i 1901 modtog P prisen i litteratur (f 16/3 1839)

 

f Baudouin, belgisk konge 1951-1993; søn af Leopold 3. og dronning Astrid. Som femårig mistede Baudouin sin mor; dronning Astrid blev dræbt i en bilulykke. Da tyskerne i maj 1940 invaderede Belgien, overskred Leopold sine beføjelser ved på egen hånd at have beordret den belgiske hær til at overgive sig. Mens regeringen efter nederlaget flygtede til London, blev kongen og hans tre børn i landet. Det blev af mange belgiere opfattet som landsforræderi, selv om familien under sidste del af krigen var interneret af tyskerne. Efter krigen måtte familien gå i eksil i Svejts. En folkeafstemning i 1950 viste fler- tal for, at Leopold kunne fortsætte som regent. Men en voldsom folkelig protestbølge tvang ham til at opgive tronen til fordel for sin ældste søn, Baudouin. I løbet af sin over fyrre år lange regeringstid lykkedes det Baudouin at genskabe monarkiets anseelse og optræde som et samlende og neutralt midtpunkt. Eneste gang, hans offentlige gav anledning til løftede øjenbryn, var, da han i 1990 abdicerede i 24 timer for at undgå at underskrive en abortlov, som han fandt i strid med sin katolske tro. I 1960 blev Baudouin gift med Fabiola de Mora y Aragón fra Spanien. Parret fik ingen børn, og ved Baudouins død overtog broderen Albert (2.) den belgiske trone (d 31/7 1993)

 

1936 f Buddy Holly, - døbt Charles Hardin Holly - amerikansk rockguitarist, sanger og komponist. Holly havde tidligere spillet country-inspireret musik, men udsendte i 1957 rockpladen "That’ll Be The Day", som blev et stort hit i både USA og Storbritannien Han havde i de næste to år en række hits, hvoraf nogle er blevet "klassikere", bl.a."Peggy Sue" og "Rave On". Holly havde stor indflydelse på 1960’ernes rockmusik, og hans musik inspirerede grupper som The Beatles,The Rolling Stones og The Shadows. Hollys karriere blev kort, som 22-årig omkom han ved en flyulykke. Kort efter sin tragiske død fik Holly sit største hit med pladen "It Doesn’t Matter Anymoe", som han havde indspillet få uger før ulykken (d 3/2 1959)

 

Under Anden Verdenskrig bliver London fra denne dag og til 2. november 1940 hver nat bombet af tyske fly. Den 16. juli 1940 udsendte Hitler krigsdirektiv nr. 16. Heri hed det bl.a. "har jeg besluttet at gøre forberedelser til, og om nødvendigt at gennemføre en invasion af England". 10. juli 1940 begyndte angrebene på britisk skibsfart i Kanalen og på havnene på sydkysten. I begyndelsen af august gav Hitler ordre til, at luftoffensiven skulle sættes ind for alvor. Målet var at nedkæmpe det britiske flyvevåben. Dernæst skulle tysk militær "kvæle de engelske forsyningslinjer ved at ødelægge landets havne og handelsflåde". Luftwaffes chef Herman Göring håbede at knuse det britiske jagerforsvar i Sydøstengland gennem serier bestående af fire angreb, som skulle følge tæt efter hinanden. Ved udgangen af august var tyskerne tæt ved at opnå deres mål. I dagene fra 26. august til 6. september dræbte tyskerne 103 britiske piloter og sårede alvorligt 128, mens 466 fly blev ødelagt eller alvorligt beskadiget. Tyskerne var altså godt på vej til at ødelægge det britiske luftvåben, da Göring den 7. september pludselig rettede angrebene mod London i stedet for mod flyvepladserne. Tilsyneladende skete der en intensivering gennem de voldsomme angreb på London. I virkeligheden fik den britiske jagerkommando et pusterum til at komme sig efter de voldsomme angreb i august. Angrebene mod London fortsatte med øgende styrke i anden halvdel af september, men afgørelsen var faldet den 15. september. Den dag gik britiske jagerfly sejrrige ud af den største luftkamp hidtil, og to dage senere blev operation "Seelöwe" – kodenavnet for invasionen af Storbritannien – udsat på ubestemt tid. Den 12. oktober blev foretagendet udsat til foråret 1941

 

1962 d Karen Blixen, forfatter; debuterede 1907 i tidsskriftet Tilskueren med novellen "Eneboerne". Samme sted blev også komedien "Sandhedens hævn" trykt i 1926. I 1914 blev Blixen gift og levede flere år i Kenya som bestyrer af en kaffe- farm. Kaffedyrkningen kom dog aldrig til at svare sig, og i 1931 vendte Blixen tilbage til Danmark. Under pseudonymet Isak Dinesen udgav hun i 1934 i USA sin første bog "Seven Gothic Tales" (gendigtet til dansk 1935, Syv fantastiske Fortællinger), som blev en verdenssucces. I 1937 udgav hun, som da var flyttet tilbage til Danmark, den personlige erindringsbog "Den afrikanske Farm" om sine oplevelser i Afrika. Til Afrikaerindringerne hører også "Skygger på græsset" (1960) og de posthumt udgivne "Breve fra Afrika" (2 bd. 1978). Den underfundige og velkomponerede novellesamling "Vintereventyr" kom 1942 fulgt af "Gengældelsens veje", udgivet under pseudonymet Pierre Andrézel i 1944. Blandt hendes senere værker er "Sidste for-tællinger" (1957) og "Skæbneanekdoter" (1958). Novellen "Den udødelige historie" blev i 1968 filmatiseret af Orson Welles, og Den afrikanske farm lå sammen med Judith Thurmans biografi til grund for Sydney Pollacks oscar-præmierede film om Blixens liv i Afrika - Out of Africa, 1985 (f 17/4 1885)

 

1984 d Liam O'Flaherty, irsk forfatter, hvis værker kombinerer brutal realisme, psykologisk analyse, poesi og bidende satire med en stedsevarende (abiding) beundring for det irske folks mod og udholdenhed. I sin ungdom opgav O’Flaherty en præsteuddannelse. I stedet indledte han en omflakkende og mangesidet tilværelse. Han var soldat i Første Verdenskrig og arbejdede herefter som skovhugger, hotelportier, minearbejder, fabriksarbejder, tallerkenvasker, dæksmatros og bankkontorist i Syd Amerika, USA og Canada. Efter i Irland at have deltaget i kampene mod englænderne slog han sig i 1922 ned i England. Her skrev han sine bøger, der bl.a. omfatter hans første roman "Thy Neighbor’s Wife" (1923). Den blev en succes. I 1924 kom "The Black Soul", en historie om en krigsskadet soldat, der søger fred og ro på en ø ved Vest Irlands kyst. Året efter udsendte O’Flaherty "The Informer" (da. Stikkeren, 1943), der handler om en enfoldig irsk revolutionær, der angiver sine venner til englænderne. I 1935 omskabte den amerikanske instruktør John Ford bogen til en oscarbelønnet film. Ofte henter O’F stoffet til sine bøger fra den nyere irske historie, således "The Famine" (1937), hvis handling foregår under den store hungersnød i Irland 1845-48. Endvidere "Insurrection", en roman der beskæftiger sig med Påskeoprøret i Irland i 1916 (f 28/8 1896)

 

 

 

 

 

Til top          8. september

1157 f Richard Løvehjerte, engelsk konge 1189-1199; tredje søn af Henrik 2. og Eleanor Akvitanien; blev som 11 årig hertug af Akvitanien, hans mors arv; i 1172 blev han desuden hertug af Poitiers. R lå til stadighed i strid med sin far snart i forbund med sine brødre snart med de franske konger. Da hans ældre bror, Henrik, var død ung, blev R ved faderens død 1189 konge. R var kriger, Frankrig var hans hjem, England gæstede han kun kort. I 1190 drog han ud på det 3. korstog. På Sicilien blandede han sig i tronstridighederne til fordel for tronkræveren Tancred mod kejser Henrik 6. Han sluttede sig herefter til den franske konge, og på vej til det hellige land erobrede de Cypern og i 1191 Akka. På gr. af strid i korsfarerhæren kunne man ikke erobre Jerusalem; efteråret 1192 rejste R da tilbage til Europa, men blev på tilbagevejen taget til fange af hertug Leopold af Østrig. Mod at betale en stor løsesum kom han fri og kom 1194 tilbage til England, hvor han måtte kæmpe om magten med broderen Johan uden Land; R vandt, men faldt senere i kamp i Frankrig. I middelalderens digtning blev R blev stærkt forherliget for at være begavet og dristig og for at være et mønster for datidens riddere. Senere er R blevet betegnet som langt fra svarende til ridderidealet og som ikke nogen god konge for sit land: han var grusom, gridsk og ødsel, og ingen god foranstaltning er i det engelske folks historie knyttet til hans navn (d 6/4 1199)

 

1474 f Ludovico Ariosto, italiensk forfatter; som sekretær og diplomatisk udsending var han ansat ved Estehoffet i Ferrara; først hos Ercole 1., senere hos sønnen kardinal Ippolito d'Este, til hvem hans hovedværk det store ridderepos Orlando Furioso er dediceret. Værket er blevet karakteriseret som "det mest strålende og komplekse litterære udtryk for hofkulturen i den italienske renæssance". Det udkom 1516 og i ændret og forøgede versioner 1521 og 1532 og henter sit stof fra den middelalderlige folkelige fortællertradition om Karl den Store og hans riddere og deres kampe mod maurerne. Orlando Furioso består af 46 sange med hver ca 100 strofer (oktaver). Ti år brugte Ariosto på at skrive Furioso og seksten mere til at afpudse det. Nu og da tilføjede han en sang, indtil det hele løb op til næsten 39.000 linier, mere end Iliaden og Odysseen tilsammen. Det besynger riddere og damer, elskov og bedrifter, især Orlandos søgen efter Angelica og hans "rasende" vanvid, da han erfarer om hendes elskov med Medoro. Gennem tre kontinenter forfølger han hende og glemmer i mellemtiden at komme Karl den Store til hjælp, da saracenerne angriber Paris. Han bliver vanvittig, da han erfarer, han har mistet hende; men genvinder sin fornuft seksten sange senere, da hans tabte forstand bliver fundet på månen og bragt tilbage til ham af en af forløberne for Jules Vernes måneskippere. Dette hovedtema bliver sammenrodet og forplumret ved indskydelse af et dusin andre ridderes eventyr, der forfølger deres respektive piger gennem 46 sange fulde af forførende vers. Orlando Furioso blev den første moderne bestseller, med ca 100.000 eksemplarer trykt i Italien i 1500-tallet. Blandt sine italienske landsmænd var Ariosto længe før sin død blevet en klassiker og en højt beundret og værdsat forfatter. I 1510 malede Rafael ham på Parnassos-fresken i Vatikanet sammen med Homer og Vergil, Horats og Ovid, Dante og Petrarca blandt menneskehedens største forfattere (d 6/7 1533)

 

1504 På Piazza della Signoria i Firenze fremvises Michelangelos skulptur "David" for første gang. Det var Operai del Duomo i Firenze – Bygningstilsynet ved domkirken – der bestilte Michelangelo til at hugge skulpturen. Arbejdet blev udført fra september 1501 til januar 1504. På Michelangelos anmodning blev der nedsat en kommission til at afgøre, hvor skulpturen skulle opstilles. Det blev besluttet, at Donatellos "Judith" skulle fjernes fra indgangen til Palazzo Vecchio på Piazza della Signoria for at give plads til "David". Her blev den stående til 1873, da den blev flyttet til byens Accademia di Belle Arti. I 1910 blev en marmorkopi placeret, hvor originalen havde stået. "David" er en herkulisk figur, nøgen og med stenslyngen i hånden roligt afventende Goliath. Iflg. Michelangelos samtidige kunstner ven og biograf Vasari viser "David" "….som han står med slyngen, at Firenze for altid ville blive forsvaret tappert og regeret retfærdigt…." Andre har ment, at dette er et eksempel på, at Vasari tager fejl, og at det eneste, Michelangelo har villet, var at skabe en gigantisk, nøgen mandsfigur

 

Den nederlandske koloni Nieuw Amsterdam under guvernør Peter Stuyvesant overgiver sig til den engelske flåde. Englænderne ændrede i 1669 koloniens navn til New York. New York Bay og Hudson floden blev i 1524 opdaget af Giovanni Verrazano. Ved underretning om det frugtbare land, de rige muligheder for pelsdyrjagt og de fredelige indianere sendte Det hollndske Østindiske Kompagni i de følgende år flere skibe af sted til området for at undersøge forholdene og handle med indianerne. I 1626 købte kompagniet Manhattan Island af den lokale indianerhøvding. Der blev bygget et fort. Den bebyggelse, der efterhånden voksede frem, fik navnet Nieuw Amsterdam. I 1650 havde den omkring 1.000 indbyggere og i 1664 omkring 1.500. I maj 1647 blev Peter Stuyvesant Nieuw Amsterdams guvernør. En stadig større engelsk interesse i området førte til krig mellem England og Holland. I marts 1664 overlod den engelske konge Karl 2. til sin bror James, hertug af York og Albany alt land fra vestbredden af Conneticut floden til østsiden af Delaware bugten samt Maine, Long Island og andre øer. En engelsk flåde blev sendt af sted for at tage området i besiddelse, og ved flådens ankomst overgav Peter Stuyvesant sig unden kamp

 

1760 Efter englændernes erobring af Montreal må franskmændene underskrive den kapitulation, der afsluttede det franske herredømme i Canada. Formelt fastslås dette dog først ved fredsslutningen i 1763 i Paris

 

1783 f. N.F.S. Grundtvig (d. 2/9 1872)

 

f Frédéric Mistral, provencalsk digter; han var økonomisk uafhængig så efter sin juridiske eksamen (1851) kunne han følge sit digterkald. Hans digte skildrer Provences natur, folkeliv og regionale traditioner. I 1859 udgav han "Mirèio", den nyprovencalske digtnings berømteste værk. Med dette epos var provencalsk påny hævet til et litteratursprogs rang. 1867 kom et nyt epos "Calendau" om Procences historie; 1896 det store digt om Rhônen ("Lou Poèmo dóu Rose"). Endvidere har han udarbejdet et stort provencalsk-fransk leksikon (1879-86). 1904 fik M nobelprisen i litteratur sammen med den spanske dramatiker Echegaray. M brugte pengene til at udbygge et kulturhistorisk museum for Provence i Arles, Museon Arlaten, som han selv havde grundlagt (d 25/3 1914)

 

1841 f Antonin Dvorak, tjekkisk komponist; han viste tidligt stor musikalsk begavelse og blev 1857 elev på organistskolen i Prag. Dvorak var en dygtig violinist og bratschist og i en årrække spillede han i nationalteatrets orkester i Prag. Allerede som 14 årig komponerede han danse og marcher, og 1872 vakte han stor opmærksomhed med det patriotiske korværk "Hymnus". 1875 fik han et østrigsk statsstipendium for en symfoni. Fra slutningen af 1860'erne skrev han slaviske danse, derpå fulgte slaviske rapsodier; snart var Dvorak kendt i Tyskland, og i 1884 blev han inviteret til England, hvor han 1891 blev æresdoktor i Cambridge.1890 blev han ansat som lærer ved konservatoriet i Prag, fra 1901 dets direktør. 1892-95 opholdt han sig i USA, hvor han var leder af National Conservatory i New York. Rytmisk og melodisk er Dvorak forankret i slavisk folkemusik. Han komponerede 10 operaer, skrev kirkemusik bl.a. Requiem, Te Deum og Stabat Mater. Dvorak er bedst kendt som instrumentalkomponist med fem symfoniske digte og ni symfonier (1865-93) deriblandt Fra den Nye Verden (1893) som han fik impulsen til under opholdet i USA; endvidere oratoriet Heilige Ludmilla (1894) samt en række strygekvartetter o.a.(d 1/5 1904)

 

Stormen på Sebastopol, hjemstedet for den russiske Sortehavsflåde. Havnebyen og fæstningen Sebastopol på Krim var under Krimkrigen udsat for en langvarig belejring samtidig med et energisk forsvar. Belejringen var begyndt den 17. oktober 1854 og blev foretaget af 50.000 britiske og franske tropper støttet af en piemontesisk hær på 10.000. Belejringsstyrken var under kommando af Lord Raglan og general Francois Canrobert. Belejringen varede 11 måneder, først og fremmest fordi de allierede manglede svært artilleri til at sønderskyde de russiske forsvarsstillinger. På den anden side var den russiske styrke for svag til at bryde belejringen. Vinteren var hård for de allierede tropper. Deres ledere havde kun truffet få eller ingen forberedelser til vinterkrig. Den endelige storm blev indledt den 5. med et heftigt bombardement, der varede 3 døgn. Den 8. erobrede franske soldater Malakov, et fort beliggende i byens sydøstlige udkant og en vigtig brik i dens forsvar. I S. befandt der sig ca 70.000 russiske soldater. Den 10. sænkede de skibene i havnen, sprængte forsvarsværkerne i luften og rømmede fæstningen. Uden at sætte efter de bortdragende russere, rykkede de britisk/franske tropper rykkede ind i Sebastopol den 11. september. Erobringen havde kostet angriberne ca 10.000 faldne, mens russernes tab beløb sig til ca 13.000 mand

 

f Siegfried Sassoon, britisk forfatter; kendt for sin antikrigs poesi og for sine fiktive selvbiografier, berømmet for deres lovprisning af engelsk landliv. Som frivillig deltog han i Første Verdenskrig. Han blev såret to gange under tjeneste som officer ved fronten i Frankrig. I krigens sidste år blev han kendt i vide kredse for sin antikrigs poesi som f.eks. "The Old Huntsman" (1917) og "Counterattack" (1918). Til at gøre Sassoons navn kendt bidrog endvidere hans offentlig udtrykte pacifisme, og at han udtrykte den på et tidspunkt, da krigen ikke var afsluttet. Desuden gjorde det indtryk, at den blev udtalt af en, der var blevet tildelt The Military Cross for tapperhed. I første omgang blev hans propaganda tilskrevet granatchock, og for en tid blev han tilbageholdt på et sanatorium. Her mødte Sassoon en anden pacifistisk digter også i uniform, Wilfred Owen, hvis arbejder Siegfried Sassoon fik udgivet, da Owen var faldet. Blandt hans prosaarbejder er den selvbiografiske romantrilogi, "Memoirs of a Fox-Hunting-Man" (1928), "Memoirs of an Infantry Officer" (1930) og "Sherston's Progress" (1936) (d 1/9 1967)

 

d Herman Ludwig Ferdinand von Helmholz, tysk fysiker og fysiolog; i 1849 blev han professor i fysiologi og patologi i Königsberg, derefter beklædte han professorater ved forskellige tyske universiteter, til han i 1871 blev professor i fysik Berlin. 1888 blev han direktør for den nyoprettede Psysikalisch-technische Reichanstalt i Berlin. H regnes for den mest fremtrædende tyske naturforsker i anden halvdel af 1800-tallet. Han forenede i sjælden grad betingelserne for at skabe det ypperste: en genial skabende fantasi, fremragende dygtighed til at eksperimentere, dyb filosofisk indsigt og dertil fuldkomment herredømme over matematikken. I begyndelsen gik hans arbejder mest i fysiologisk retning: undersøgelser over forholdet mellem muskeltemperatur og muskelarbejde, måling af impulsledninger i nervesystemet, særlig refleksbanerne. Til undersøgelse af øjet konstruerede han oftalmometret og opfandt 1851 øjespejlet. Af grundlæggende betydning var hans studier over farvesansen (1852). Hans arbejder over øret og tonefornemmelser vedrørte især tonernes klangfarve samt kombinationstoner, og i "Die Mechanik der Gehörknochelchen und des Trommenfells" (1869) gav han en teori for ørets virkemåde. Efterhånden gav Helmholz sig af med rent fysiske studier, bl.a. foretog han undersøgelser over farvespredningen, lovene for den elektromagnetiske induktion samt over bevægelser i væsker og luft, navnlig hvirvelbevægelser (f 31/8 1821)

 

1900 f Alice O’Fredericks, filminstruktør; efter at have haft biroller i stumfilm i 1920’erne tog hendes filmkarriere fart, da hun i 1926 vandt dagbladet B.T.s konkurrence om at skrive et manuskript til en Fy og Bi-film. Manuskriptet blev til filmen "Filmens Helte". Hun medvirkede ved indspilningen af flere Fy og Bi-film. Debuten som filminstruktør fik Alice O’Fredericks i 1934 med farcen "Ud i den kolde Sne". Derefter blev hun en af de mest produktive filminstruktører af især populære folkekomedier. Hendes film fra 1930’erne 1940’erne er romantisk-sociale komedier med nogle af de mest folkekære skuespillere. Det gælder f.eks. "Panserbasse" (1936) med Ib Schønberg, " Blaavand melder Storm" (1938) med Osvald Helmuth og "Frøken Vildkat" (1942) med Marguerite Viby og Ebbe Rode. Alice O’Fredericks lavede også socialt debatterende film som publikumsuccesen og den internationalt prisbelønnede "Vi vil ha’ et barn" (1949) om abort, barnløshed og adoption. I 1950’erne stod hun bag en af dansk films største succeser målt i antal biografgængere og indtjening, da hun i 1949 instruerede "De røde heste" (premiere januar 1950). Filmen byggede på en roman af Morten Korch, og blev den første af flere filmmatiseringer af de populære Morten Korch bøger. Alice O’Fredericks var også instruktør på de særdeles populære Far til Fire-film. I sine sidste år var Alice O’Fredericks plaget af gigt, og hendes sidste film blev instrueret fra kørestol (d 18/2 1968)

 

1908 Alberti melder sig til politiet. Albertis fratræden som justitsminister den 24. juli 1908 betød ikke, at pressens angreb på ham for hans økonomiske transaktioner ophørte. Det kom nu frem, at konseilspræsident I. C. Christensen havde lånt den af Alberti ledede Sjællandske Bondestands Sparekasse 1½ mio. kr af statskassen, og at beløbet ikke var tilbagebetalt ved juniterminen 1908. Artikler i Politiken kom nærmere og nærmere sandheden om Sparekassens kreditforeningsobligationer. Alberti hævdede, at de lå frie og ubehæftede i Privatbanken. Sandheden var, at han for længst havde solgt dem for at skaffe kontanter. Den 8. september beskæftigede Politiken sig med spørgsmålet. Den skrev, at man ved at se efter i Privatbanken let kunne konstatere, om obligationerne lå der fri og ubehæftede. Det fortælles, at Alberti samme morgen modtog et telegram fra England, indeholdende afslag på en anmodning om lån. Om det var umuligheden for at skaffe flere penge eller den dårlige presseomtale, som Alberti måtte forstå ville føre til undersøgelser i Sparekassen, der fik ham til at melde sig, er uklart. Efter at have spist frokost på Glyptotekskafeen og i tankeløshed at have ladet sig barbere to gange – en gang før og en gang efter frokosten – gik han omkring kl. 12 ind på domhuset på Nytorv og meldte sig. Alberti henvendte sig til den vagthavende overbetjent og sagde: "Jeg er kommet herop for at anmelde et bedrageri" – og for at gøre det klart for overbetjenten, der var noget forvirret over at få besøg af landets netop afgåede justitsminister, hvad det drejede sig om, tilføjede Alberti: "Ja, det er mig selv".

 

1925 f Peter Sellers, engelsk skuespiller; han er mest blevet identificeret med figuren inspektør Clouseau i Den lyserøde panter-serien, begyndende med "Den lyserøde Panter" (1963). Hans debut som filmskuespiller fandt sted i 1951, og herefter medvirkede han i en række engelske komedier bl.a. "Plyds og Papegøjer" fra 1955 og den satiriske "Som brødre vi dele" (1959). Endvidere triplerollen i "Dr. Strangelove" (1964) og hans sidste film fra 1979 "Velkommen Mr Chance", hvor han fremstillede en gartner, hvis hjernetomme stilfærdighed forveksledes med geni (d 24/7 1980)

 

Grundtvigskirken i København indvies. I 1913 fik arkitekten P.V. Jensen-Klint 2. præmie i en konkurrence om at rejse et monument for N.F.S. Grundtvig. Jensen-Klints projekt var et tårn med en rig, orgelpibelignende blændingsdekoration. Projektet vakte megen opmærksomhed i kunstnerkredse, og selv om Jensen-Klint gjorde opmærksom på, at der bag tårnet lå en kirke, blev der flertal for hans forslag. Sinket af forholdene under Første Verdenskrig foregik grundstensnedlæggelsen først 8. september (Grundtvigs fødselsdag) 1921. Kirken blev opført som en treskibet hvælvningskirke i gule, håndstrøgne sten ude som inde. Kirkens tre skibe har samme bredde som tårnet, og arkitektonisk er den en "stemningsbetonet" gendigtning af en gotiske landsbykirke. Den 8. september 1933 kunne man holde rejsegilde, og syv år senere blev kirken indviet. At Danmark var blevet besat af tyskerne fem måneder tidligere betød, at der kom til at hvile et særligt skær over indvielsen. Kirken blev et nationalt symbol, indvielsen blev transmitteret i radioen, og aviserne refererede den i sidevis. Til stede i kirken var kongen med hele sin familie, statsminister Stauning med de fleste af sine ministre og en lang række borgmestre og amtmænd. Sjællands biskop Fuglsang Damgaard i gylden bispekåbe talte via radioen til hele det danske folk. Derpå velsignede han kongen; og alle de 1870 mennesker i kirken rejste sig spontant op og stod tavse. Kongen blev bevæget og nikkede til tak med tårer i øjnene

 

1942 Som indledning til en måneds orlov fra kampene på Østfronten marcherer Frikorps Danmark gennem København. Det skulle ligne et triumftog, men var det ikke. Befolkningen reagerede stærkt negativt, og det kom til sammenstød mellem de hjem-vendte frivillige, der fra aktiv krigstjeneste på Østfronten havde fået et førstehåndskendskab til krigens brutalitet, og de hjemmeværende danske, der generelt opfattede de frivillige som landsforrædere. Det gjorde ikke spændingen mindre, at frikorpsfolkene i mange tilfælde følte, at de med deres aktive indsats i kampen mod kommunismen havde været med til at gøre op med den skamplet, politikernes feje kapitulation den 9. april havde efterladt

 

Første V-2 raket lander i England, ved nedslaget i Chiswick vest for London bliver fire mennesker dræbt

 

d Richard Georg Strauss, tysk komponist; 1885-86 var Strauss hofkapelmester i Meiningen, 1886-89 dirigent ved operaen i München, 1889-94 i Weimar. Han ledede de filharmoniske koncerter i Berlin fra 1894. 1898-1918 kapelmester ved hof-operaen i Berlin, 1919-24 kapelmester ved og kunstnerisk leder for statsoperaen i Wien. Senere tog han ikke fast ansættelse, men gæstedirigerede ved forskellige festspil og foretog mange koncertrejser. Efter nazisternes magtovertagelse blev han i 1933 den første præsident for Reichmusikkammer i Tyskland, men trak sig tilbage to senere. I 1936 skrev han den olympiske hymne til de olympiske lege i Berlin, og i hele Hitertiden var han persona grata i Tyskland. Efter krigen kom han for afnazi-ficeringsdomstolen; han blev frikendt og dirigerede snart i udlandet igen. I 1947 blev han østrigsk statsborger. Som komponist er S blevet kaldt den tyske senromantiks sidste store skikkelse. Hans musik er rytmisk og harmonisk bevægelig og udmærker sig ved en blændende instrumentation f.eks. i de symfoniske digte "Don Juan" (1888), "Tod und Verklärung" (1891). I de sidste 20 år af sit liv viste Strauss værker en tydelig stilforandring mod klassicismens enkelhed og klarhed. Højdepunktet i Strauas skaben er hans operaer bl.a. "Salome" (1905), "Der Rosenkavalier" (1911) og "Capriccio" (1942). Endvidere har Strauss bl.a. skrevet to koncerter for horn og orkester (1883 og 1942), en række korkompositioner, ca 170 romancer, klaverstykker m.m. (f 11/6 1864)

 

SEATO - den sydøstasiatiske forsvarspagt underskrives. Pagten blev oprettet som led i den amerikanske inddæmningspolitik over for Sovjetunionen. Medlemslandene var Philippinerne, Thailand, Pakistan, Australien, New Zealand, Storbritannien, Frankrig og USA. Det område, som var omfattet af pagten, var vagt defineret til at omfatte Sydøst Asien, den vestlige del af Stillehavet syd for en bredde af 21 gr 30 min N og de asiatiske deltagerlandes territorium. Det kollektive forsvar skulle træde i kraft i tilfælde af væbnet angreb på et af pagtens medlemslande eller på et hvilken som helst land i området, der bad om støtte fra SEATO-landene, og disse lande var enige om at yde støtte. Kampuchea, Laos og Syd Vietnam var nævnt som lande, der kunne forvente støtte fra SEATO-landene i tilfælde af angreb. Fra begyndelsen var SEATO handicappet af at så vigtige lande som Indien, Indonesien, Burma og Malaisia ikke var medlemmer. Selv om USA, Australien, New Zealand, Thailand og Philippinerne sendte tropper til Syd Vietnam, kunne SEATO ikke hindre kommunisternes sejr her. SEATO blev opløst i 1977

 

1967 Hanstholm havn indvies. Da havnen indviedes, var det en gammel drøm, der opfyldtes. Omtrent samtidig med fremsættelsen af lovforslaget om havn i Esbjerg (1868), fremsattes det første forslag til at bygge en havn i Hanstholm. Forslaget satte gang i årelange diskussioner om nødvendigheden af en havn. Noget byggeri kom der dog i gang. I 1911 stod to læmoler færdige, og i 1917 vedtoges lovforslag om byggeri af en havn. I 1924 var man nået et lille stykke ud i vandet. Men byggeriet gik langsomt. Den økonomiske krise i 1930’erne sinkede det yderligere. I 1935 hævdede trafikminister Friis-Skotte, at havnen ville være færdig i 1947/48. Men 2. Verd.krig standsede byggeriet, og først den 18. februar 1960 blev der fremsat lovforslag om at færdigbygge Hanstholm havn som en kombineret fiskeri- og trafikhavn. Den havn, Frederik IX indviede den 8. september 1967, blev mod havet skærmet mod havet af to meget kraftige fangarme, den vestre og den østre ydermole. Disse moler er ca. 900 m lange fra strandkant til molehoved, og indsejlingens bredde er 140 m, mens indsejlingens dybde er 8,2 m. Inden for molerne er havnen ved to tværmoler delt op i en forhavn, der er beregnet til at dæmpe bølgerne og give skibene mulighed for at løbe farten af sig, og en inderhavn, hvor der er kajplads til de indkomne fartøjer. Inderhavnen blev delt op i to bassiner. Det ene beregnet til trafikhavn med en kajlængde på ca. 1,200 m det andet til fiskerihavn med en kajlængde på 2,500 m. Havnen blev hurtigt for lille, og den 8. september 1977 indviede dronning Margrethe et nyt bassin. Dermed havde Hanstholm havn en samlet kajlængde på 3.835 m med vanddybder fra 3,9 m til 7,0 m

 

 

 

 

 

Til top        9. september

1000 Slaget ved Svold; søslag mellem på den ene side Svend Tveskæg af Danmark og Olof Skötkonnung af Sverige og på den anden side Olav Tryggvesson af Norge, der faldt i slaget. Svold henlægges af Snurri Sturluson til den sydlige Østersø, af Adam af Bremen til et sted i Øresund

 

1087 d Vilhelm Erobreren, hertug af Normandiet og 1066-1087 engelsk konge; han var uægte søn af hertug Robert II af Normandiet og en garverdatter fra Falaise; han kaldtes derfor også Vilhelm Bastard. Da han i 1051 besøgte den engelske konge Edward Bekenderen, skal denne have lovet ham tronfølgen i Engalnd. Da den engelske stormand Harald Godwinsson efter Edward Bekenderens død gjorde sig til engelsk konge, landede Vilhelm med en hær i England og slog og dræbte Harald i slaget ved Hastings den 14. oktober 1066, hvorpå han juledag kronedes i London. Endnu var Vilhelm dog kun herre i Sydengland, men de følgende år udbredte han sin magt nordpå. Uden skånsel knuste han enhver modstand, og han konfiskerede jord til fordel for normanner. Da den skotske konge Malcolm rykkede ind i Nordengland, slog Vilhelm ham og tvang ham til at hylde sig. Med erobringen af Chester i 1070 havde Vilhelm magten over hele England. Vilhelm indførte et modificeret fransk lensstyre i England, og de større len var spredt over flere grevskaber. For at fastslå sine lensmænds ydelser foretog han en opgørelse af alt jordegods i England. Opgørelsen blev nedskrevet i den stadig bevarede Domesdaybook. Vilhelm døde af de kvæstelser han pådrog sig ved et fald med sin hest under en krig med Filip I af Frankrig (f ca 1028)

 

1513 d Jacob 4. skotsk konge 1488-1513; søn af Jacob 3. og Margrete, datter af Christian 1. af Danmark, Norge og Sverige; om Jacob 4. er det blevet sagt, at kun få om i det hele taget nogen skotsk konge har opnået en så almen popularitet og i sin regeringstid været fri for interne stridigheder som ham. Også i forholdet til udenlandske magter stod Jacob stærk. Han optrådte som ligemand med Europas stærkeste fyrster, blandt andre kejser Maximulian og Ludvig 12. af Frankrig. Forholdet til den engelske konge Henrik 7. var godt. I 1491 blev der undertegnet en femårig fredsaftale mellem de to lande. Da en englænder i 1495 dukkede op i Skotland og foregav at være Richard af York, Edward IV’s søn, var Jacob indstillet på at støtte hans krav på den engelske trone. Men det kom kun til nogle spredte grænsetræfninger, og i 1497 blev der undertegnet en syvårig fredsaftale mellem England og Skotland. Som led i de fortsatte fredsbestræbelser med England blev J 1503 gift med Henrik 7. ældste datter Margrete, en forbindelse der førte til skabelsen af Stuart dynastiet, som 1603-1714 beklædte såvel den skotske som den engelse trone. Men efter Henrik 8.'s tronbestigelse i England blev forholdet mellem de to lande køligere. Mod sine rådgiveres advarsler, men tilskyndet af sin allierede Ludvig XII af Frankrig indledte Jacob i 1512 krig med England. I den fandt den skotske konge døden. Sammen med op mod 10.000 af sine mænd blev Jacob dræbt i slaget ved Flodden (f 17/3 1473)

 

1513 Englænderne under jarlen af Surrey besejrer skotterne i slaget ved Flodden Field nær Braxton i Northumberland. Mens den engelske kong Henrik VIII var optaget af krig i Frankrig, invaderede franskmændenes allierede Jacob IV af Skotland med en hær på 30.000 mand støttet af artilleri England. Skotterne erobrerde borgene i Norham og Ford. En engelsk hær på lidt over 20.000 mand under kommando af Thomas Howard, jarl af Surrey blev sendt mod skotterne. Da hans forsyninger var små, var den engelske hærfører indstillet på at få felttoget afsluttet hurtigt. Han foretog da en dristig manøvre. Han førte sin styrke forbi skotternes stilling. Disse havde indtaget en stærk forsvarsposition ved udkanten af Flodden hede. Her afventede de et engelsk angreb fra syd. De engelske tropper krydsede floden Till vendte om og angreb skotterne fra nord. Jacob måtte da "dreje" sin hær og opstillede den på højdedraget Braxton. Slaget begyndte mellem klokken 16 og 17. Da englændernes mere mobile artilleri fik bragt skotternes kanoner til tavshed, beordrede Jacob et infanteriangreb mod englænderne. Men hans lansenerer formåede ikke at holde deres formationer, og i den følgende nærkamp var englændernes ca 2,5 m lange hellebard med dens øksehoved, krog og spydspids mere effektiv end skotternes ca 4,5 m lange lanse. Dette sammen med de engelske bueskytters indsats betød, at da mørket faldt på, var de spredte rester af den skotske hær nedkæmpet. De engelske tab betegnes som svære de skotske som katastrofale. De angives til op mod 10.000 mand og blandt disse kongen af Skotland

 

d henrettet Skipper Clement; han var i flere år en uforfærdet og dristig fribytter i Christian 2.s tjeneste og fejdede som sådan mod kongens fjender. 1531-32 deltog han i Christian 2.s Norges-togt, men var i Holland for at udbedre sit skib, da kongen indlod sig på forhandlinger og fængsledes. Men helt frem til Grevens Fejde fortsatte han som kaper i nordiske farvande. I sommeren 1534 sendtes han af Grev Christoffer til Vendsyssel for at rejse bønderne til kamp for Christian 2. og viste sig her som en dristig og dygtig fører. Den 14. september indtog han Ålborg, som blev hovedkvarter for hans virksomhed. Han besejrede okt. 1534 den jyske adelshær ved Svenstrup og beherskede nu hele det vestlige og nordlige Jylland indtil Gudenå. Men bøndernes uøvede skarer kunne ikke modstå Johan Rantzaus tyske lejetropper. Den 18. december blev Ålborg taget med storm og besætningen hugget ned. C blev taget til fange og blev ført til Gottorp, hvor Christian III lod ham underkaste forhør. Han indsattes dernæst på Flensborg for senere at blive overført til Koldinghus, hvor han sad fanget, til han blev henrettet på Viborg Landsting (f ukendt)

 

f Armand Jean de Plessis de Richelieu, begyndte 1602 en teologisk uddannelse; han blev en overmåde energisk prælat, der forfulgte kættere, var en anset prædikant og skrev en klar katekismus. R blev 1622 kardinal; 1624-42 var han kongens førsteminister og den faktiske leder af Frankrigs udenrigs- og indenrigspolitik. Udadtil var det hans mål at begrænse de spanske habsburgeres magt. Han fik bygget en - ganske vist endnu ret beskeden - flåde og skabt en anselig og duelig hær, men dette tog tid. Først i 1640'erne var den franske militærmagt spanierne jævnbyrdig. De første år efter 1624 var R derfor nødt til at føre en forsigtig udenrigspolitik og nøjedes med at modarbejde Spanien og kejseren med diplomatiske midler. Han forstod med dygtighed at udnytte Europas politiske og religiøse modsætninger. Skønt han selv var overbevist katolik, lod han ikke sin politik bestemme af religiøse hensyn. Straks efter 1624 støttede han Nordtysklands protestantiske fyrster, der var ængstelige over den habsburgske kejsers voksende magt. En politik han fortsatte, da han 1635 lod han Frankrig indtræde i Trediveårskrigen på protestantisk side. Indenrigspolitisk arbejdede han for at styrke centralmagtens (kongens) stilling og skabe grundlag for dens enevælde. For at knække højadelens indflydelse lod han en række af deres borge ødelægge. Centraliseringen af forvaltningen skærpedes gennem regeringsudsendte intendanter. De kontrollerede provinsguvernørernes lokale styre og havde ubegrænset fuldmagt til at gribe ind, hvor de fandt forholdene utilfredsstillende. R førte en ensidig finanspolitik; bønderne led under en hård skattebyrde, og der førtes ikke en politik, der på nogen måde fremmede eller støttede nærings-vejene. Sine kulturelle interesser viste R, da han 1635 stiftede Académie Francaise og 1631 grundlagde Frankrigs første avis. At R foretog disse to initiativer kan dog også skyldes, at han (staten)ønskede at organisere og kontrollere videnskab, litteratur og kunst (d 4/12 1642)

 

1626 f Cornelis Tromp, hollandsk admiral; som 20 årig havde han kommandoen over en lille eskadre, der jagtede sørøvere i Middelhavet. I 1652 og 1653 gjorde han tjeneste i den hollandske flåde i Middelhavet under admiral Van Galen, og efter træfningen med den engelske flåde ud for Leghorn, hvor Van Galen blev dræbt, blev T forfremmet til viceadmiral. Da T’s eskadre i aug 1666 led nederlag i et slag med en engelsk flådestyrke, blev T frataget sin kommando. I 1673 genindtrådte han i sin rang som viceadmiral, og i slag med allierede engelsk-franske flåder i juni samme år, beviste T, at hans genudnævnelse var berettiget. I det fjerne Danmark havde man også øje for hans evner. Med tilsidesættelse af Niels Juel fik Peter Griffenfeldt gennemført, at T i en periode under Skånske krig 1676-79 stod i spidsen for den dansk-norske flåde. I 1675 aflagde Tromp besøg i England, hvor han med store æresbevisninger blev modtaget af kong Karl II. Da Tromp døde, havde han netop modtaget kommandoen over en flådeafdeling, der skulle sættes ind mod franskmændene (d 29/5 1691)

 

1737 f Luigi Galvani, italiensk læge, professor i anatomi og fødselsvidenskab i Bologna; i 1780 iagttog han under eksperimenter med en frø, som han havde præpareret, så at den indre lårnerve var blotlagt, at musklerne trak sig sammen som i krampetræk-ninger, når nerven blev berørt med spidsen af en kniv. Han foretog eksperimentet under forskellige omstændigheder bl.a. for at se elektricitetens virkning på muskler og nerver. Han drog den slutning, at krampetrækningerne skyldtes en slags dyrisk elektricitet, som fandtes i nerver og muskler. Endvidere lagde G mærke til, at når han satte strøm til en muskel med en ledning med to tråde bestående af to forskellige metaller, blev musklens sammentrækning langt voldsommere, end hvis ledningen bestod af én tråd. G lagde ingen vægt på fænomenet, og hans forklaring på det var ikke rigtig. Fænomenet blev 1794 forklaret af Volta, som påviste, at sammentrækningen skyldtes den elektriske spænding, der opstår ved, at de to metaller er i fugtig forbindelse med hinanden. Fænomenet gav Volta navnet galvanisme (4/12 1798)

 

f William Bligh, britisk søofficer; han indtrådte i den britiske flåde i 1762 og fik i 1787 til opgave at føre skibet "Bounty" til Tahiti for at hente brødfrugttræer til Vestindien. B's voldsomme temperament var blandt årsagerne, da besætningen på "Bounty" under ledelse af førstestyrmanden Fletcher Christian gjorde mytteri den 28. april 1789. Sammen med 18 loyale mænd blev B sat i en åben båd, som han navigerede 5800 km til øen Timor. Mytteriet fik ingen betydning for B’s fortsatte karriere som søofficer. Han besejlede atter Tahiti og transporterede flere brødfrugttræer til Vestindien. I 1797 var han udsat for endnu et mytteri. Han blev sat i land, da hans besætning sluttede sig til mytteriet på et andet skib. Han deltog i Napoleonskrigene og var bl.a. kommandør og chef på fregatten "Glatton" under slaget på Reden 1801. I 1805 blev han udnævnt til guvernør i New South Wales. Tre år senere blev han på grund af sin tyranniske fremfærd afsat af koloniens officerer og under arrest sendt til London. Kupmagerne blev anklaget for mytteri, men deres milde straffe var indirekte en anklage mod Bligh. I 1811 blev han kontreadmiral. William Bligh forlod flåden i 1813 og blev året efter udnævnt til viceadmiral (d 7/12 1817)

 

1757 f Niels Rosenkrantz, udenrigsminister; efter en karrire ved militæret gik han ind i diplomatiet i 1782, da han blev lega-tionssekretær i Haag. Derefter var han gesandt i Sct. Petersborg og Berlin i de turbulente år omkring 1800. Han forhand-lede endvidere freden med Sverige efter den korte krig 1808-09 og benyttedes i særlige missioner til Napoleon – Dan-marks allierede. R tilhørte, hvad samtiden kaldte "det danske parti", og blev af det tilsvarende tyske, hvis leder beklædte posten som udenrigsminister, holdt væk fra topposter. Men efter nævnte udenrigsminister afsked i 1810 udnævntes R til hans efterfølger. Som meget loyal kongetjener førte han Frederik 6.s politik, der lænkede Helstaten – Danmark-Norge og hertugdømmerne – til Napoleon. Han advarede mod denne politik, men blev afvist og måtte i 1814 arrangere Kieler-freden, hvorved tvillingerigerne Danmark-Norge bliver delt, idet Sverige – der havde holdt på den rigtige hest dvs. Napoleons modstandere - bemægtiger sig Norge. R ledsagede Frederik 6. til Wienerkongressen, her forsvarede han dygtigt den amputerede Helstats interesser og ledede derpå udenrigspolitikken i de grå efterkrigsår til sin død (d 6/1 1824)

 

1778 f Clemens Brentano, tysk forfatter; 1798-1801 skrev han sit første større værk romanen "Godwi oder das steinerne Bild der Mutter" med den karakteristiske undertitel "Ein verwilderter Roman". Den romantiske forkærlighed for fantasiens arabesker, den selvironiske leg med fiktion og illusion nåede her et højdepunkt. Det samme gælder for Brentanos lystspil "Pouc de Leon" fra 1801, en litteraturkomedie inspireret af commedia dell'arte og Shakespeare og fuld af intriger og forklædninger. Han udgav 1805-08 sammen med Achim von Arnim "Des Knaben Wunderhorn". Karakteriseret som vel nok tysk litteraturs vigtigste Volkslieder. I en enkel, bevidst naiv prosa skrev Brentano "Chronika eines fahrenden Schülers" (1802 udgivet, 1818). Den er farvet af middelalderens legendestil og viser Brentanos sværmeri for middelalderen, som forekom ham mere poetisk end samtiden. Hans "Geschichte vom braven Kasperl und dem schönen Annerl" (1817) er en tragisk fortælling med et stærkt folkevisepræg. Om Clemens Brentanos poesi er det blevet sagt, at den viser såvel folkevisens enkelhed som en meget kunstbevidst følelsesintensitet og musikalitet. I 1817 gik han over til katolicismen og tilbragte en lang periode ved nonnen Anna Katharina Emmerichs sygeseng. Bogen "Leben der heiligen Jungfrau Maria" skildrer hendes visioner (d 28/7 1842)

 

f Lev Tolstoy, russisk forfatter; han debuterede 1852 med den delvis selvbiografiske "Barndom". Den vakte opsigt og blev fortsat i "Opvækst" (1854) og "Ungdom" (1857). For at virkeliggøre sine ideer om folkeoplysning oprettede han 1859 på familiegodset Jasnaja Poljana (15 km syd for Tula) en skole for bøndernes børn. 1863-69 skrev han den gigantiske roman "Krig og Fred", et epos om Rusland under Napoleonskrigene. Tolstoys næste storværk var "Anna Karenina", (1874-76), en kærlighedstragedie med en bred skildring af samtidens russiske samfund som baggrund. Kampen for at finde en mening med sit liv og en etisk lov, han kunne bygge på, skildrede han i "Bekendelse" (1882), som blev fulgt af en række teoretiske skrifter, hvori han udformede sin lære. Kernen i denne er en rationalistisk kristendom, hvor alle dogmer forkastes og kun evangeliernes enkle moralbud beholdes, forenet med den tro på "det naturlige menneske" og "det enkle liv", han i sin ungdom havde fået fra Rousseau. Romanen. "Kreutzersonaten" er fra 1889 og hans sidste store værk "Opstandelse" fra 1899. Den sidstnævnte medførte Tolstoys udstødelse af den ortodokse kirke. 1910 forlod Tolstoy Jasnaja Poljana for at gå i kloster, men døde inden. Sammen med Dostojevskij står Tolstoy som den betydeligste repræsentant for den realistiske russiske roman, og han har haft stor indflydelse på europæisk romankunst (d 20/11 1910)

 

f Poul Henningsen, arkitekt, forfatter og lysmager; som arkitekt hører han til de første forkæmpere i Danmark for funktionalismen og har opført en række villaer og beboelseshuse samt anlæg i Tivoli i København. Som lysmager konstruerede han i midten af 1920’erne den blændfrie PH-lampe, der var det første originale stykke industrikunst i Danmark, og som blev en enestående succes. Han har virket som journalist ved en række københavnske dagblade. Som forfatter har han bl.a. udgivet tidsskriftet "Kritisk Revy" (1926-29), der blev epokedannende ved at anskue arkitektur, design og andre kunstarter ud fra nye ideer om anvendt kunst i masseproduktion og i demokratiets tjeneste, debatbogen "Hvad med Kulturen?" (1933), hvori Henningsen angreb nazismens kulturpolitik og Socialdemokratiets passivitet, "Kærlighedens Billedbog" (1956-58) og "Erotikkens Historie" (1961). Poul Henningsen betegnes en dygtig sprogkunstner, og i sine revyviser nåede han et særligt mesterskab. Han har skrevet en række viser, der har opnået status som evergreens f.eks. "Ølhunden" (1929), "Tag og kys det hele fra mig" (1923), "Byens Lys" (1937) og "Naa" (1937); fra 1940 er "Man binder os på mund og hånd" skrevet til Kjeld Abells revykomedie "Dyveke". Den blev et første udtryk for modstand mod besættelsesmagten. I 1935 lavede Poul Henningsen filmen "Danmarksfilmen"; den er blevet betegnet som en hyldest til hverdagslivets Danmark i billeder, poesi og musik (d 31/1 1967)

 

d Stéphane Mallarmé, fransk digter; trods en beskeden produktion, bl.a. på grund af arbejde som gymnasielærer (1863-93) var Mallarmé en central skikkelse i symbolismen. I løbet af 1860’erne nærmede han sin egen poesiopfattelse gennem arbejdet med det meget personlige og særprægede digt "Scène d’Hérodiade" om skønheden og døden (1871) og hyrdedigtet "L'Apres-Midi d'un Faune" (1876), som senere inspirerede komponisten Debussy til en trilogi, hvoraf kun "Prélude à l’après-midi d’un faune" (1892-94) blev skrevet. Digtsamlingen "Poésies" (1887, posthumt udgave 1899) rummer sonetter og andre digte. Hans poesi brød med den traditionelle syntaks, de virker ofte flertydige, ofte synes det, som om digteren ikke ønsker at formidle nogen klar "mening", men vil skabe en ny helhed af billeder, rytmer og klange, som ikke har noget med "virkeligheden" at gøre. Mallarmé gav udtryk for, at digteren skal være et medium som formidler mødet med en dybere realitet. Men om digtene er det også blevet sagt, at det er muligt, han ønskede at give læserne en anelse om "det store intet", som befinder sig bag fænomenerne. Hans ideal var en poesi for de udvalgte; dens væsen var skønhed og mystik og fremfor udtrykkets klarhed foretrak han derfor symboler og analogier anvendt med en stedse mere raffineret til tider kunstlet teknik. Foruden sine digte skrev Mallarmé en del essays og artikler, hovedsagelig om litterære og æstetiske spørgsmål. Desuden udførte han prosaoversættelser af Edgar Allan Poe og udgav i 1878 en lærebog i engelsk, "Les Mots anglais" (f 18/3 1842)

 

1900 f James Hilton, britisk forfatter; mens han endnu var studerende ved Christ’s College i Cambridge, skrev han avisartikler og fik som 20-årig udgivet sin første roman "Catherine Herself" (1920). Han slog igennem med "Goodbye, Mr Chips" (1934, dansk, Farvel Mr. Chips, 1935), om en barnløs kostskolelærers liv og gerning i tiden før, under og efter 1. Verd.krig. Mr Chips blev fulgt af en lang række fængslende og underholdende romaner, med hvilke H nåede et stor læserskare og gjorde ham til den helt store bestsellerforfatter i 1930’erne. Blandt disse er "Lost Horizon" (1933, dansk, Den blaa Maanes Dal, senere udg. Tabte Horisonter, 1937), der skildrer en eventyrers oplevelser, da han i Himalayas bjerge fandt paradis i dalen Shangri La, hvor tiden stod stille. Begge dannede grundlag for succesfulde film. Allerede i 1930'erne var H flere gange i USA for at skrive filmmanuskripter over sine bøger. I 1940 slog han sig ned i Californien; han var nu tabt for litteraturen. Til sin død var han beskæftiget med at skrive filmmanuskripter (d 20/12 1954)

 

d Toulouse-Lautrec, fransk maler, der tilhørte den franske højadel; afgørende for hans fremtid blev, at han to gange i sin barndom brækkede benene, og de derefter ikke voksede, således at han aldrig blev højere end et barn. Dette forhindrede ham i at leve en adelsmands traditionelle liv og medvirkede til, at hans tegnetalent blev hans profession, at hans omgang blev Paris' bohème, cirkusfolk osv, og at hans motiver kom til at omfatte teatrets verden, dansesalonen, bordellet, væddeløb m.m. Han kom til Paris i 1882, og efter enkelte mytologiske og historiske billeder slog han sig 1886 ned på Montmartre og fandt her sin egen motivkreds og sit specifikke miljø. I 1891 vakte hans første plakater opsigt, og året efter begyndte han at arbejde med farvelitografi. Plakatkunsten var netop i denne periode i kraftig udvikling, og med sine træfsikre motiver, sine klart afgrænsede flader og sin faste kontur var hans stil som skabt for denne kunstart. Toulouse-Lautrec tekniske kundskaber var store, såvel litografiet som pastellen beherskede han. Det samme gjaldt olie og akvarel, desuden var han en ypperlig tegner. De fleste af hans malerier er malet med stærkt udtyndet olie på karton, med bevidst brug af de umalede partier. Toulouse-Lautrec var ikke interesseret i lyset som de rene impressionister, for ham var det formen, bevægelsen og den brede dekorative virkning,der var det vigtigste. Omkring 1899 tog hans drikkeri overhånd, hans arbejdskraft blev nedsat, og kun 37 år gammel døde han. Efter at have været kendt og skattet som kunstner af en snæver parisisk kreds står han i dag som en klassiker i fransk kunst (f 24/11 1864)

 

1908 f Cesare Pavese, italiensk digter og forfatter; han påvirkede i 1930'erne sit lands åndelige og kulturelle klima dels gennem sin antifascisme dels gennem oversættelser af moderne amerikansk litteratur. Desuden skrev han i det af ham selv udgivne og redigerede litterære og antifascistiske tidsskrift "La Cultura" mange artikler om amerikanske forfattere og amerikansk litteratur. Disse artikler blev efter hans død udgivet samlet i "Le Lettere americana et altri saggi" (1951). Som forfatter debutterede han i 1936 med digtsamlingen "Lavora Stanca". Endvidere skrev Pavese noveller baseret på erindring og, barndommens myter bl.a. "Feria d'agosto" (1946). Han blev dog bedst kendt som romanforfatter. Hans "Paesi tuoi" (1941) regnes for en af de første neorealistiske romaner i Italien; "La bella estate" udmærkede sig ved sine miljøskildringer fra P’s barndomsby Torino. Romanerne "Il carcere" (udg. 1948) og "Il campagno" bygger begge på oplevelser fra Paveses forvisning til Calabrien 1935-36. "La Casa in Collina" (udg 1948) og "La Luna e i falò (1950) beskriver begge krigen og partisankampene i Italien. I årene 1943-45 var Pavese aktiv i modstandskampen og levede i disse år i bjergene i Piemonte som partisan i den antifascistiske modstandsbevægelse. Hans dagbog "Il Mestière di vivere, diario 1935-1950" blev udgivet posthumt i 1952. I litteraturhistorisk sammenhæng er P's forfatterskab blevet karakteriseret som et væsentligt bidrag til ikke kun italiensk, men til europæisk litteratur (d 27/8 1950)

 

Allieret landgang ved Salerno, Italien. Den 10. juli 1943 var de allierede gået i land på Sicilien, og i løbet af den næste måned nedkæmpede de aksemagternes modstand. Den 3. september begyndte en fuldstændig ny fase af det italienske felttog. Da krydsede den britiske 8.armé under kommando af feltmarskal Montgomery fra Sicilien Messinastrædet til Reggio på sydspidsen af det italienske fastland. Det var første gang siden den allierede evakuering ved Dunkerque i maj 1940, at en allieret hær satte foden på det europæiske kontinent. Den 8. september kapitulerede italienerne, men tyskerne i Italien overtog hurtigt kontrollen, afvæbnede italienerne og traf forberedelse til at optage forsvarskamp. Den 9. september foretog den amerikanske 5. armé under general Mark Clark landgang i Salernobugten, Tropperne, der lige havde hørt om den italienske overgivelse, ventede kun ringe modstand. Den tyske øverstkommanderende, feltmarskal Kesselring, indsatte imidlertid lynhurtigt sine styrker. I otte døgn kæmpede den allierede armé med ryggen mod havet imod voldsomme modangreb. Forstærkninger blev hurtigt ført frem, men de allieredes frelse skyldtes først og fremmest flådens kanonild mod fjendens landstyrker. Salverne fra krigsskibene "Warspite" og "Valiant" 16 tommer kanoner viste sig særdeles virkningsfulde over for de tyske styrker. Den 15. var de forreste enheder af Montgomerys 8. armé kun 75 km fra det amerikanske brohoved. Tyskerne var nødt til at trække sig tilbage

 

1946 Britisk note - Septembernoten - vedrørende Sydslesvig overrækkes den danske regering. I Anden Verdenskrigs sidste fase og i månederne derefter indmeldte et stadig stigende antal sydslesvigere sig i de danske foreninger og sendte deres børn i danske skoler. I Danmark rasede der snart en voldsom strid om, hvordan man skulle bedømme denne bølge af danskhed, der skyllede hen over Sydslesvig. Spørgsmålet debatteredes ivrigt i pressen og på møder og sattes gang på gang til debat i Rigsdagen. Her kunne man ikke komme frem til en klar afgørelse. Med Septembernoten tvang den britiske regering Danmark til at tage et utvetydigt standpunkt. Den britiske regering, der som besættelsesmagt havde ansvaret for tilstandene i Sydslesvig, stillede den danske regering et faktisk ultimatum. Storbritannien tilbød Danmark valget mellem tre muligheder: at udveksle mindretallene på begge sider grænsen, at foretage en grænseregulering på grundlag af en folkeafstemning, eller simpelthen at flytte grænsen uden nogen afstemning. Danmark kunne selv vælge, men det burde ske "omgående eller i allernærmeste fremtid". En måned senere svarede den danske regering, at den ikke ønskede at stille forslag om Sydslesvigs statsretslige tilhørsforhold

 

1976 d Mao Ze dong, kinesisk statsleder; i 1913 kom han på seminariet i provinshovedstaden Changsha. Efter lærereksamen i 1918 rejste han til Beijing for at studere økonomi, historie og filosofi; han ernærede sig som assistent ved universitetsbiblioteket, hvis chef havde stiftet et selskab for marxistiske studier. Han var overbevist marxist, da han i 1919 vendte tilbage til Changssa. Her underviste han på seminariet. I 1921 var han en af det dusin lærere og studenter, der i Shanghai grundlagde Kinas Kommunistiske Parti. I sit partiarbejde blev han overbevist om, at byproletariatets revolutionære betydning var for ringe; det var på Kinas millioner af bønder, socialismen måtte bygge. For Mao stod bonden som den mest værdifulde mennesketype. I 1927 skrev han sit første revolutionsskrift om bondebevægelsen. Da Kinas nationalistiske parti Guomintang i 1927 brød med kommunisterne måtte Mao gå under jorden. Han var nu med i oprettelsen af "Bøndernres og Arbejdernes Revolutionshær". Da denne i sin base i Sydkina blev udsat fra voldsomme angreb fra nationalisthæren, beordrede Mao den i oktober ud på "Den lange March". Under marchen blev Mao i januar 1935 valgt til partiets formand. Marchen afsluttedes et år senere i provinsen Yanan i det nordlige Kina. Det blev Maos hjem i de næste 13 år. Efter Japan havde lidt nederlag i Anden Verdenskrig, og nationalisthæren besejret og resterne af den flygtet til Taiwan, kunne Mao den 1. oktober på Den himmelske Freds plads i Peking udråbe den Kinesiske Folkerepublik med sig selv som formand for både det Centrale Regeringsråd og partiet. "Formand Mao" bevarede siden da trods adskillige farlige fejlslag og kriser i 50’erne og 60’erne – forsøget med ytringsfrihed i 1956, "det store spring fremad" i 1958, den "store proletariske kulturrevolution" i 1966-69 – sin indflydelse. Under flere års tiltagende fysisk og åndelig skrøbelighed søgte Mao ro i sin hjemegn, hvor han døde (f 26/12 1893)

 

 

 

 

 

Til top        10. september

954 d Ludvig 4. fransk konge 936-954; tilnavn d'Outremer; søn af Karl den Enfoldige og Eadgifu. Da hans far 923 blev taget til fange af oprørske stormænd, bragte moderen ham i sikkerhed i England; her blev han opdraget ved sin onkel kong Athelstan's hof. 936 kaldte stormændene ham tilbage til Frankrig, og han blev dets konge. Hans regeringstid blev lidet rolig; under stadige kampe med Otto 1. af Tyskland, normannere, magyarer og oprørske stormænd, måtte han hævde sin magt. Kampen førtes med skiftende held; men Ludvig 4. beholdt sin magt, og ved hans død fulgte sønnen Lothar ham på tronen (f 921)

 

1167 d Matilda, hustru til den tysk-romerske kejser Henrik 5. og datter af kong Henrik I af England (1100-35) og dronning Matilda; for at erhverve den engelske trone førte hun gennem mange år en forgæves krig med den engelske konge Stephen (1135-54). Som eneste datter af Henrik I blev hun i 1114 gift med den tysk-romerske kejser. Efter dennes død i 1125 blev hun tre år senere gift med Geoffrey Plantagenet af Anjou. Skønt Henrik I havde udpeget Matilda som sin arving og efterfølger, satte et kup Stephen på den engelske trone. I 1139 satte Matilda magt bag sit tronkrav. Hun gik i land i England i spidsen for en hær, og i februar 1141 fangede hendes hær Stephen. Vejen til tronen lå åben for hende. Efter et gejstligt råd i april havde udpeget hende som "lady of the English", drog hun i juni ind i London. Men hendes arrogance og hendes stadige krav om penge fik indbyggerne til at fordrive hende, før hun var blevet kronet. Da hun frigav Stephen i november, var hendes forehavende allerede dødsdømt. Herefter slog hun sig ned i Normandiet, et af hendes mands besiddelser. Her forblev hun resten af livet og øvede herfra en betydelig indflydelse på sin søn, der i 1154 som Henrik 2. efterfulgte Stephen på den engelske trone (f 1102)

 

1574 Slaget ved Pinkie. England vs Skotland

 

1655 f Caspar Thomassøn Bartholin d.y., læge, anatom og generalprokurør; søn af Thomas Bartholin. Efter studier herhjemme tiltrådte han i 1674 en treårig udenlandsrejse, der omfattede studier i Holland, Frankrig og Italien. Efter hjemkomsten blev han professor i anatomi ved Københavns Universitet. Han var flere gange rektor samme sted. Indtil 1701 vedblev Bartholin at docere anatomi. Herefter har hans virkdomhed som universitetslærer næppe været omfattende, idet der blev lagt beslag på hans tid og kræfter på mange andre områder. Som så mange andre embedsmænd fik han nemlig sæde i højesteret (1691); i 1719 blev han generalprokurør, og 1724-30 var han deputeret ved finanserne. Bartholin forfattede mange litterære arbejder i den periode, han ikke var overlæsset med uvidenskabelige embedspligter; efter den tid er de kun få. Blandt andet har han skrevet flere arbejder inden for klassisk arkæologi; men største betydning fik han som lægevidenskabelig forfatter. Han beskrev 1684 udførselsgangen fra en af mundspytkirtlerne og påviste de to slimproducerende kirtler (glandulæ Bartholini), en på hver side af kvindens skedeåbning; bartholinitis er betændelse i en af disse kirtler (d 11/6 1738)

 

1660 Stændermødet i København afholdet sit første møde i riddersalen på Københavns Slot

 

1669 d Henrietta Maria, engelsk dronning, datter af Henrik 4. af Frankrig og Maria Medici. I 1625 blev hun gift med Karl I af England. Fra 1629 og 11 år frem fødte hun 8 børn. Blandt dem de senere konger Karl 2. (1660-85) og Jacob 2. (1685-88). Hendes åbenlyse katolicisme gjorde hende ikke populær i England. Men det mod og den beslutsomhed, hun udviste for kongens sag under første del af Den engelske Borgerkrig mellem royalisterne og Parlamentet, aftvang respekt. Da borgerkrigen brød ud i august 1642. var hun i Holland, arbejdende for støtte til sin mand. Hun gik selv i spidsen, da hun i Holland solgte sine smykker. I februar 1643 vendte hun tilbage til England. Hun gik i land i Bridlington, Yorkshire og satte sig i bevægelse mod Nordengland for der at virke for kongens sag. Hun sluttede sig til sin mand i hans "hovedstad", Oxford. Da hun til stadighed pressede kongen til dristige forehavender, gav kongens modstandere hende tilnavnet "generalissima". Det truende nederlag i borgerkrigen fik hende i juli 1644 til at flygte til Frankrig; hun genså aldrig sin mand, som efter ordre af parlamentet blev henrettet i januar 1649. Efter hendes søn, Karl 2., var blevet konge i 1660, besøgte hun flere gange England, men blev boende i Frankrig, hvor hun døde (f 25/11 1609)

 

1721 Freden i Nystad (Uusikaupunki) i Finland mellem Sverige og Rusland afslutter Store Nordiske Krig

 

f John Soane, britisk arkitekt og kunstsamler; fra 1771 var han elev ved Royal Academy; 1776 vandt han Royal Academy's guldmedalje; studerede 1777-80 i Italien. Da Soane havde fået storartede tilbud om arbejde af biskoppen af Derry, fuldførte han ikke sine studier i Italien. Biskoppen holdt ikke sine løfter, og indtil 1788 havde Soane kun moderat succes som arkitekt og bygmester af adelige herresæder. 1788 blev han udnævnt til arkitekt ved Bank of England. Ved Soanes udnævnelse henlå Bank of England som et kaos af bygninger, og der gik over 40 år, inden dette bygningsværk blev fuldført. Soane fik andre arkitektopgaver af regeringen, og 1806 blev han professsor i arkitektur ved Royal Academy og 1831 adlet. Soane står som en af empirens største arkitekter og opførte bl.a. Bank of England i London (1788) Chelsea Hospital (1807) og sit eget hus i Lincoln's Inn Fields, London. Sidstnævnte bygning skænkede han 1835 med sine store kunstsamlinger til staten. Den er nu indrettet som Soane Museum (d 20/1 1837)

 

1771 f Mungo Park, skotsk læge og opdagelsesrejsende; han begyndte sit rejseliv, da han som nyuddannet læge i 1793 var skibslæge på en ostindenfarer. Resultatet af de undersøgelser, han gjorde under rejsen af Sumatras plante- og dyreliv, var, at han fik støtte fra the African Association til at udforske Nigerflodens kilder og dens løb mod havet. Noget som på det tidspunkt var fuldstændig ukendt i Europa. Opdagelsesrejsen varede to år fra juni 1795 til juni 1797. Om rejsen udgav han 1797 "Travels in the Interior of Africa". Bogen blev uhyre populær og gjorde P berømt. Efter at have virket som læge nogle år i England blev P af regeringen bedt om at lede en ny ekspedition til Niger. 1805 vendte han tilbage til Afrika. P skulle fortsætte undersøgelserne vedr. Nigerflodens løb. I novbr 1805 skrev P til sin kone, at efter ekspeditionen havde forladt Sansanding en lille by ved floden, var det hans hensigt ikke at stoppe eller gå i land, før man nåede kysten, som man regnede med at nå ved udgangen af januar 1806. Det var det sidste, man hørte til P. Han menes druknet efter kampe med fjendtlige indfødte (d januar 1806)

 

1785 d Otto Thott, embedsmand, minister og bogsamler; han deltog ved oprettelsen af Kommercekollegiet i 1735 og forfattede det økonomiske programskrift "Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Commerciens Tilstand og Opkomst", der anbefalede en afhjælpning af landbrugskrisen ved en moderat merkantilistisk politik, Han blev i 1758 medlem af Gehejmekonseilet, men blev afskediget i 1770 af Struensee. Efter dennes fald blev han medlem af Gehejmestatsrådet og fik poster i finansforvaltnin-gen. T ejede fra 1737 godset Gavnø, hvor han lod hovedbygningen ombygge og anlagde en malerisamling. Desuden ejede han et palæ på Kongens Nytorv i København; det var i slægtens eje til 1930, da blev det købt af den franske stat, der lod palæet indrette til ambassade. I palæet skabte T en bogsamling af internationalt format. T var Danmarks største bogsamler og ejede ved sin død flere bøger end Det Kongelige Bibliotek, som arvede alle bøger ældre end 1530 og købte en stor del af de andre, som blev solgt ved en auktion (f 13/10 1703)

 

1797 d Mary Wollstonecraft gift Godwin; engelsk forfatter, en af de første talsmænd m/k for kvindefrigørelsen socialt og uddannelsesmæssigt. Sit forfatterskab begyndte hun med "Thoughts on the Education of Daughters", 1787; i 1790 kom "Vindication of the Rights of Men"; i "Vindication of the Rights of Women", 1792, hævder hun ligestilling mellem kønnene og økonomisk uafhængighed for kvinden. 1792 forlod hun London tog til Paris for at studere revolutionen. Her levede hun papirløst med en amerikaner. I foråret 1794 fødte hun en datter. Året efter, ulykkelig over opløsningen af forholdet til amerikaneren, forsøgte hun at drukne sig. W vendte tilbage til London.1796 indledte hun et forhold til en William Godwin; da hun blev gravid, giftede de sig (1797). Ægteskabet blev lykkeligt, men kort. W døde elleve dage efter at have født sin anden datter. W’s liv har altid interesseret biogafer. Begyndende med hendes mand, som efter hendes død udgav hendes efterladte arbejder "Posthumous Works", 1798. Ellers var det først og fremmest hendes skandaløse livsførelse, 1800-tallets biografer beskæftigede sig med. Med den fornyede kvindekamp i slutningen af 1900-tallet udkom der igen bøger om W. Blandt disse er "Mary Wollstone-craft" (1972) af Eleanor Flexner og "The Life and Death of Mary Wollstonecraft" (1975) af Claire Tomalin (f 27/4 1759)

 

1827 d Ugo Foscolo, italiensk forfatter; han blev politisk forfulgt helt fra sit første skuespil "Tieste" (1797), og med oden "A Bonaparte liberatore" (1797) gjorde han det klart, at han kæmpede for et selvstændigt Italien. Hans håb om at se Napoleon Bonaparte som Italiens befrier blev gjort til skamme, da den franske kejser overlod Venezia til Østrig. F’s første hovedværk er romanen "Le ultime lettere di Jacopo Ortis" (1798), en selvbiografisk brevroman, inspireret af Gorthes Den unge Werthers lidelser, og efter mønstret fra Goethes værk ender den med hovedpersonens selvmord. Årsagen er både fædrelandets og kærlighedens misere. Karakteristisk for F’s liv var hans politiske engagement, hans gradvise desillusionering, hans rastløshed og lidenskabelige kærlighedsliv, og hans forsøg på at optræde som den kritiske og fri forfatter. Brevdigtet – 295 urimede 11 stavelsers-vers - "Dei sepolcri" (1807, dansk Gravene, 1954) handler om døden og om gravsteder som en ubrudt forbindelse gennem tiden til de store myter, fædrelandets historie, fortidens genier og de afdøde, som hver enkelt har elsket. I senere politiske skrifter, bl.a. "Sulla origine e i limiti della giustizia" hævdede han i modsætning tidlige skrifter, at folkets demokratiske revolution var en utopi. En lignende politisk pessimisme findes i tragedie "Aiace" (1811). Foruden skønlitterære og politiske arbejder, skrev F litteraturkritiske arbejder og regnes som en af grundlæggerne af moderne litteraturanalyse (f 6/2 1778)

 

f H.N. Andersen, ØK's grundlægger; efter at være udlært som skibsbygger og nogle år til søs slog A sig i 1873 ned i Bangkok. Her arbejdede han bl.a. for landets konge som styrmand på et af dennes skibe. Sammen med nogle lokale forretningsmænd købte han en ladning teaktræ, som han sejlede til Europa og solgte med stor fortjeneste. Han havde nu så mange penge, at han kunne begynde for sig selv, og i 1884 stiftede firmaet Andersen og Co., der bl.a. beskæftigede sig med skibsproviantering. Med henblik på at etablere en dansk-østasiatisk forbindelse og igen gøre København til centrum for Nordeuropas handel med Fjernøsten stiftede han i marts 1897 Østasiatisk Kompagni (ØK). A investerede i oversøiske råvarer (soyabønner, sisal, kokos, gummi m.v.), som ØK kunne fragte til Europa, og i Danmark investeredes i industri, der kunne forarbejde råvarerne. I de følgende år udbyggede han kompagniet, idet rammerne til stadighed udvidedes: rederidrift, plantadrift, oliepresning, finansiering af beslægtede erhvervsgrene etc. Politisk øvede han indflydelse via kongefamilien og støttede Systemskiftet i 1901, hvorved ØK’s næstformand J.H. Deuntzer blev statsminister. Under påskekrisen i 1920 og uroen om grænsen til Tyskland efter det tyske nederlag i 1. Verd. krig påvirkede han Chr. X til at afskedige regeringen Zahle trods dennes flertal i Folketinget. A’s motiv var økonomisk. Sammen med sine britiske partnere havde han investeret 65 mio. kr. i baltiske selskaber, og investeringens succes krævede en sydligere grænse end den, Zahles regering ønskede. Da Landmandsbanken krakkede i 1922 gjorde bankkrisens konsekvenser A ængstelig, de indebar afsløring af hans egne tvivlsomme, men givtige transaktioner i børsspekulationer under 1. Verd.krig. Det lykkedes A fra 1923 at få begrænset og senere standset bankkommissionens undersøgelser (d 30/12 1937)

 

1855 f Roert Koldewey, tysk arkitekt og arkæolog; fandt oldtidens Babylon, som man indtil da havde ment hørte hjemme i myternes verden. Hans aktivitet som feltarkæolog begyndte med besøg i det gamle Assus (Assos) i det vestlige Tyrkiet (1882) og på Lesbos (1885). Senere ekspeditioner førte ham til Irak (1887) og til Zincirli Hüyük i Tyrkiet, hvor hittiternes by Samal ligger (1888-92). Han deltog også i udgravninger af græske templer i Syditalien og på Scilien. I 1897 mente han at have fundet hvor det gamle Babylon lå. Det var i det sydlige Irak og under det tyske orient selskabs auspicier, begyndte udgravninger, som med korte afbrydelser varede de næste atten år. Blandt Koldeweys mere bemærkelsesværdige opdagelser var fundamentet til guden Marduks tempel, en ziggurat – en terrasseformert struktur med et astronomisk observatorium på toppen. Koldewey troede, han havde fundet resterne af De Hængende Haver i Babylon, et af verdens syv underværker, da han udgravede en hvælvet ruin med en nærliggnde fornemt udført brønd. Han udgravede endvidere byens store bymur med den legendariske Ishtar port og processionsgaden til Marduktemplet. Om sine arbejder har Koldewey bl.a. udgivet "Die griech. Tempel in Unteritalien und Sicilien" (1-2, 1899); "Die Tempel von Baylon und Borsippa" (1911) (4/2 1925)

 

f Jeppe Aakjær, forfatter; han tog præliminæreksamen 1884 og var derefter elev på Askov Højskole. Efter at have læst historie et par år levede han nogle år som foredragsholder og lærer. Aakjær debuterede 1897 med et kampskrift mod Vilh Beck "Missionen og dens høvding". I 1899 kom hans egentlige litterære debut med fortællingen "Bondens Søn", lidt i 90’er stil, selvbiografisk og med drøftelse af livsproblemer. Samme år kom hans første digtsamling "Derude fra Kjærene". I de flg år kom en række tendens-romaner som f.eks i 1904 "Vredens Børn" om en tjenestedrengs liv. Den vakte voldsom debat, affødte mere end 800 avisartikler og dens problem indgik i Rigsdagens påfølgende debat om tyendeloven. Endvidere skrev Aa folkelige skuespil som f. eks. "Livet på Hegnsgaard" (1907). Sit digteriske gennembrud fik han i 1905 med "Fri Felt", med hans nok mest kendte sang Jeg er Havren; i 1906 kom samlingen "Rugens Sange". Aa’s lyrik spænder fra socialagitoriske digte hvoraf kun Jens Vejmand har formået at overleve over dialektdigte som Jenn' Hjemm' til naturpoesi som Jylland og Karup Å. Perlen blandt Aakjærs dialektdigtning er fortællingen "Af Gammel Jehannes hans Biwelskistaarri", hvor kimen er de udlægninger af Det gamle Testamente, Jeppe Aakjær som dreng hørte af den gamle Johannes Villadsen (d 22/4 1930)

 

f Lars Larsen-Ledet, journalist og afholdsagitator; i en meget ung alder indledte han sin journalistiske virksomhed; han arbejdede ved forskellige blade i Vendsyssel og Aalborg og var 1900 medstifter af Provinsjournalistforeningen. Efter studier bl.a. ved Sorbonne og i Oxford kom han i 1905 til Århus, hvor han blev tilknyttet den radikale avis Jysk Morgenblad. Året efter blev han redaktør af det nyoprettede Afholdsdagbladet, og efterhånden optog afholdssagen ham mere og mere. L-L var også politisk aktiv; han var radikal folketingskandidat i Århus 1913 og 1920 og sad i den radikale hovedbestyrelse 1912-21. I 1920'erne gik han over til Socialdemokratiet og var partiets kandidat i Sæbykredsen 1935. Hans hovedinteresse var dog nu afholdssagen. Her udrettede han et stort, livslangt arbejde som skribent og foredragsholder både i Danmark og udlandet, og under hans ledelse udviklede Afholdsdagbladet sig til den danske afholdsbevægelses hovedtalerør. Larsen-Ledet skrev levende og var den fødte folketaler, patetisk og rørende, drastisk i sin udtryksform, men også fyldt med lune og humor, en snarrådig debattør og til tider et et stridens tegn indadtil i afholdsbevægelsen og udadtil i offentligheden. Han har en stor litterær produktion bag sig bl.a. erindringerne "Mit Livs Karrusel" i ti bind, som udkom 1945-57. Foruden alt muligt andet beretter han i værket levende om presseforhold i Århus ved 1900-tallets begyndelse. Larsen-Ledet har fået en gade opkaldt efter sig i Århus nordlige bydel ved Sct. Johannes Kirke (d 10/7 1958)

 

f Franz Werfel, østrigsk forfatter. Han debuterede som lyriker med samlingen "Der Weltfreund" (1911). Den blev fulgt af andre f.eks samlingerne "Wir sind" (1913) og "Einander" (1915), samlet udgave som "Gedichte" (1927). Men han er først og fremmest kendt for sine skuespil og prosaværker, bl.a. det symbolske skuespil "Spiegelmensch" (1920), den psykologisk interessante novelle "Nicht der Mörder, der Ermorderte ist schuldig" (1920), kunstnerromanen "Verdi, Roman der Oper" (1924) og romanen "Die vierzig Tage des Musa Dagh" (1933) om masseforfølgelserne af de armenske kristne i Tyrkiet efter 1. Verdenskrig. Hans frie oversættelse af Euripides' "Trojanerinderne" (1915) fik stor betydning for mellemkrigstidens ekspressio-nistiske drama. Werfel, der var jøde, flygtede i 1938 til Frankrig. Ved Frankrigs fald i 1940 – afspejlet i hans scenesucces fra 1944 "Jacobowski und der Oberst" – besluttede Werfel at flygte til USA. Under sin flugt fandt han midlertidigt asyl i valfartsbyen Lourdes, hvor St. Bernadette omkring 1860 atten gange havde set Jomfru Maria. Her afgav Werfel da det løfte, at hvis han nåede USA, ville han skrive om helgenen. Han indfriede løftet med romanen "Das Lied von Bernadette", den blev filmatiseret i 1942. Filmen opnåede året efter fem Oscars. Werfels sidste roman var den satirisk-utopiske "Stern der Ungeborenen" (1946). Med sine fortællinger og romaner opnåede Werfel verdensberømmelse og var en fremtrædende repræsentant for mellemkrigstidens litterære ekspressionisme. Om hans forfatterskab er der blevet sagt, at han uden udtalt politisk tendens gav udtryk for bevidstheden om menneskenes samhørighed, samtidig med han viste en dyb religiøsitet, og i sine romaner og dramaer en voksende psykologisk indlevelsesevne (d 26/8 1945)

 

1891 d Line Luplau, kvindesagsforkæmper; da Luplau gennem sit sociale arbejde som præstekone i Varde nåede frem til den overbevisning, at kvinder i højere grad end mænd viste social forståelse, var hendes interesse for kvindens politiske rettigheder vakt, og hun meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund. Hun arbejdede aktivt for sine synspunkter. Således var hun en af de første kvinder - om ikke den første - der talte ved en grundlovfest. Line Luplau var ikke tilfreds med den forsigtige politik, Dansk Kvindesamfund førte ikke mindst om kvindens politiske rettigheder. Som konsekvens heraf oprettede hun Valgretsforeningen efter i 1888 at være flyttet til København. Ved folketingsvalget 1890 fik hun andre kvindeforeninger med til på vælgermøderne at spørge kandidaterne om deres syn på kvindernes politiske ligestilling. Denne interpellation fik stor betydning, idet stadig flere støttede kravet om valgret til kvinder. Samme år måtte Line Luplau på gr. af sygdom opgive formandsskabet. Efter hendes død sygnede Valgretsforeningen hen, men Line Luplau blev i en periode den samlende skikkelse i kvindernes kamp for ligestilling (f 22 /4 1823)

 

1898 d myrdet kej Elisabeth af Østrig-Ungarn; ved oprettelsen af dobbeltmonarkiet 1867 tillige dronning af Ungarn. Hun blev i 1854 gift med sin fætter Frans Josef I af Østrig, og i ægteskabet blev der født en søn og tre døtre. E var datter af hertug Maximillian Joseph, hertug i Bayern og Louisa Wilhelmina, men trods denne fyrstelige baggrund evnede hun ikke at indleve sig i kejserhoffets strenge etikette. Hun isolerede sig stadig mere, og især efter sønnen Rudolfs død opholdt hun sig i lange perioder i udlandet bl.a. på Kurfu, hvor hun lod opføre en pragtfuld villa. Hendes popularitet i Østrig var ikke stor. Til gengæld var hun ganske populær i Ungarn, idet hun talte Ungarns sag i dobbeltmonarkiets nationalitetskonflikt. Under et ophold i Geneve blev hun i 1898 myrdet af en italiensk anarkist (f 24/12 1837)

 

d Karl Peters, tysk opdagelsesrejsende, hvis rejser i Østafrika bidrog til oprettelsen af protektoratet Tysk Østafrika i Tanganyika – nu en del af Tanzania. Efter at have studeret de britiske principper for kolonisation grundlagde han i 1884 "Gesellschaft für deutsche Kolonisation". Samme år stod han i spidsen for en ekspedition til Østafrika, hvor han i Usambara-området i den nordøstlige del af nutidens Tanzania gennem traktater med lokale høvdinge erhvervede områder, der blev kernen i det senere Tysk Østafrika. Senere erhvervede han yderligere områder. I 1890 var han atter leder af en tysk ekspedition i Østafrika og nåede denne gang frem til Uganda, hvor han indgik en traktat med den lokale konge. Da den tyske regering ikke var underrettet, og da denne tidligere havde aftalt med briterne, at Uganda var britisk interessesfære, blev traktaten erklæret ugyldig. I 1891 blev P udnævnt til kejserlig Reichskommissar for Kilimanjaro-området. I 1897 blev han afskediget fra stillingen, anklaget for at have behandlet de indfødte for hårdhændet. Fra 1899 til 1901 ledede han en ekspedition til egnene omkring Zambesi-floden. Om ekspeditionens opdagelser af guldminer og fortidens byer skrev P "Im Goldland des Altertums" (1902). Blandt andre bøger om sine rejser udgav P endvidere "Die deutsche Emin Pasha Expedition" (1891) (f 27/9 1856)

 

1919 Fredsaftalen efter 1. verd.krig - Saint Germain traktaten - mellem Østrig og De allierede underskrives - den medfører opløsning af de østrig-ungarske dobbeltmonarki

 

1926 Tyskland optages i Folkeforbundet. Da de deltagende lande med underskrivelsen af Locarnopagten den 1. december 1925 garanterede grænserne mellem Tyskland og Belgien og mellem Tyskland og Frankrig, fik det det afgørende betydning for Folkeforbundets udvikling. Først og fremmest fordi det betød en afspænding i forholdet mellem Tyskland og Frankrig, og dermed gav mulighed for Tysklands optagelse i Folkeforbundet. Den 10. september 1926 indtog de tyske delegerede deres pladser i forsamlingen. Da de trådte ind i salen, blev de hilst med kraftig applaus fra den fuldtallige forsamling. Mødet er blevet betegnet som et af højdepunkterne i Forbundets historie. Dagens mænd var den tyske udenrigsminister Stresemann og hans franske kollega Briand. Stresemann talte først. Han understregede Tysklands vilje til at deltage i internationalt samarbejde, dets brændende ønske om at komme til forsoning med sine tidligere modstandere. Derefter holdt Briand en gribende tale, formet som en hymne til freden: "….De er endt," sagde han, "de smertefulde og blodige møder, som har plettet bladene i vor historie. Ganske vist er vore stridigheder ikke endt, men fra nu af er det dommeren, der afgør stridighederne. Væk med geværerne, mortererne, kanonerne! Giv plads til forsoningen, voldgiften, freden! – De ofre, som er nødvendige for at sikre freden vil ikke formindske landene, men gøre dem større…"

 

1933 d L.A. Ring, maler; han var udlært som håndværksmaler og rejste efter læretiden til København for at uddanne sig til kunstner. Han var elev på Teknisk Skole og dimitteredes herfra til Akademiet. Uden at have haft synderlig udbytte af undervisningen forlod han Akademiet i 1877, og i særdeles fattige kår måtte han finde vej frem som maler. Hurtigt fandt han dog de emner, der blev karakteristiske for hans kunst: skildringen af den sjællandske landsby, det sjællandske landskab og den sjællandske landalmue. Som autodidakt sled han sig frem til den personlige maleriske form, som og helt og holdent blev hans egen. Fra barndommen var han fortrolig med livet på skyggesiden. Det skildrede han i en saglig, registrerende stil.Et eksempel herpå er "Tiggerbørn uden for en bondegård i landsbyen Ring" (1883). Efter at have opnået anerkendelse som maler begav Ring sig ud på flere rejser. I Paris gjorde mødet med den nye kunst indtryk på ham, hvilket især ytrede sig i en mere dristig afskæring, som det ses i protrættet af hustruen "I havedøren" fra 1897 og i "Diset Vinterdag i Vinderød", 1901. Ring arbejdede i udstrakt grad med dybdeperspektiv i forbindelse med figurer i forskellige størrelsesforhold eller med diagonalkompositioner med skrå vinkler af ret kompliceret art, som f.eks. i "Når Toget ventes" (1914). Ved siden af vinterens bløde halvlys holdt Ring af at bruge det blændende forårslys. Det kunne være i landskabsmalerier fra marts i en dristig motivafskæring som i "Lundbyes bænk ved Arresø" (1899) og i "Kalkemanden. Det gamle Hus bliver pudset op" (1899) (f 15/8 1854)

 

d myrdet Huey "the catfish" Long, guvernør i Lousiana 1928-1931, US senator 1931-1935; skønt opvokset i beskedne kår lykkedes det ham at få en juridisk uddannelse. Med støtte fra Lousianas landdistrikter vandt han i 1928 guvernørvalget i sin fødestat. Han blev kendt i hele USA for sin velfærdspolitik og de mange offentlige arbejder, han fik iværksat i en stat, der havde ligget politisk brak i to generationer. Han var til stadighed de fattige hvides talsmand, han indførte gratis skolebøger i statens skoler, han sørgede for, der blev bygget veje til statens afsides egne, at der blev bedre forhold på statsuniversiteterne og oprettede et offentligt hospital, hvor det var tanken, der skulle være gratis behandling for alle. Som modstander af privilegier til de rige skaffede han pengene til gennemførelsen af sit program ved at hæve arveafgifter og indkomstskat for store indtægter samt ved en afgift på benzin, hvilket skaffede ham fjender inden for olieindustrien. L’s folkelige væremåde og hans sympati for de underprivilegerede fjernede opmærksomheden fra hans hensynsløse despoti. Som samtidens gangsterledere omgav han sig med en barsk bodygarde og ved trusler om vold fik han Louisianas lovgivere til at stemme, som han ønskede. Da han var blevet valgt til senatet i Washington, sørgede han for at få fjernet sin viceguvernør og erstattede ham med folk, han kunne regne med, så han kunne styre Lousiana fra Washington. Et truende valgnederlag i 1934 undgik han ved fuldstændig at omdanne Louisianas styrende organer og ved at give sig selv kontrol med alle udnævnelser inden for statens uddannelsessystem, politi og brandvæsen. Desuden fik han fuldstændig kontrol over Louisianas nationalgarde, domstole og statens skatteudskrivning. I Washington stod L for et "lad os dele velstanden-program", der lød lokkende i et samfund lammet af depression. Meget tydede på, at L ved præsidentvalget i 1936 kunne have fået så meget opbakning i vælgerkorpset, at han kunne være blevet tungen på vægtskålen mellem de to store partier. Intet kom der dog ud af dette, for han blev skudt af en ung læge, hvis familie var blevet forulempet af L (f 30/8 1893)

 

d Oluf Krag, Venstre politiker, rektor; han blev mag scient i matematik i 1893 og dr phil 1902 på en afhandling om "Studier over Pendulbevægelsen"; i årene 1897-1918 var han lærer ved Katedralskolen i Nykøbing F og derefter rektor ved Metropolitanskolen 1918-21. Efter forgæves at have været opstillet ved folketingsvalgene i 1910 og 1913 blev han 1914 medlem af Landstinget (til 1924). I 1924 afløste han I. C. Christensen som folketingsmand for Ringkøbingkredsen og repræsenterede denne kreds til sin død. I venstreregeringerne 1921-24 og 1926-29 var K indenrigsminister. Desuden var han minister uden portefølje fra 9. april til 8. juli 1940. I 1933 blev Krag Venstres parlamentariske leder. En post han beklædte til 1936. I mange år blev han af mange anset for at være rigsdagens bedste hoved. Han besad en imponerende arbejdsevne, havde sans for saglige og taktiske pointer. Men som akademiker og som en saglig tung taler savnede han forudsætningerne for at blive en folkelig politiker, og i Ringkøbingkredsen nåede han aldrig op i nærheden af sin forgæn-gers popularitet. Om hans taler er det på den anden side blevet sagt, at hans samtid imponeredes af de meget lange sætningbygninger, han udsmykkede sine taler med. Han tog matematikken med over i det sproglige. Krag kunne forme sætningskæder, som på én gang medtog alle sider og ethvert nødvendigt forbehold, uden at der på noget punkt forekom brist på logikken eller ord, der ikke nøje fulgte gramatikkens regler. Altid fandt han den afsluttende sætning i sin tales tilsyneladende så indviklede labyrint. Også på dette felt vandt han sine rigsdagskollegers respekt og adskilliges beúndring. Men i Vestjylland duede den slags taler ikke. For Krag var det væsentligste i politik de praktiske løsninger, og det lykkedes ham at frigøre Venstre fra tidligere tiders manchester-liberalistiske teorier, da verdenskrisen i 1930'erne kastede erhvervslivet og ikke mindst land-bruget ud i svære vanskeligheder, som kun kunne klares ved erhvervsstøttende foranstaltninger. Krags holdning førte til Venstres deltagelse i Kanslergadeforliget januar 1933 (f 23/9 1870)

 

1970 Forhistorisk Museum på Moesgaard indvies

 

ledere regnet med, at en borgerlig regering snart ville køre fast. I så fald forregnede de sig. Forude lå næsten 11 år med borgerligt styre med Poul Schlüter som statsminister i spidsen for forskellige borgerlige regeringskonstellationer

 

 

 

 

 

 

Til top        11. september

1297 Slaget ved Stirling Bridge ved floden Forth i Skotland. For den engelske konges repræsentant i Skotland, John de Warenne, jarl af Surrey var det en kendt sag, at nogle få beredne soldater uden større besvær kunne nedkæmpe et større antal fodsoldater. Da de fleste skotske adelsmænd og dermed dem, der rådede over rytteri, enten var passive, sad i engelsk fangenskab eller var gået over til den engelske konge, var han ikke i tvivl om, at han ikke ville have vanskeligheder med at nedkæmpe det oprør, der havde rejst sig i Skotland, efter Edward I af England i 1296 havde afsat og fængslet den skotske konge Johan Balliol. Ved underretningen om, at en engelsk hær nærmede sig, sammenkaldte skotternes leder William Wallace of Elderslie sine mænd, drog mod syd og opstillede sin styrke ved floden Forth. Englænderne var i klart overtal, men for at nå frem til skotternes stillinger skulle de krydse floden ad dens eneste bro, Stirling Bridge. Da halvdelen af den engelske styrke havde krydset floden og havde bevæget sig et stykke frem ad den højtliggende vej, der førte fra broen over et stykke fugtigt engjord til fastere grund, angreb skotterne. De engelske riddere blev trængt væk fra vejen ud i den bløde eng, hvor de i deres tunge rustninger var nærmest hjælpeløse og lette at nedkæmpe. Hjælp fra resten af hæren kunne de ikke få, eftersom skotterne samtidig med de angreb, ødelagde broen. For første gang havde en bondehær til fods vundet over en ridderhær. Men englænderne fik hævn året efter, da de i slaget ved Falkirk den 22. juli besejrede skotterne

 

1476 f Louise af Savoyen, fransk kongemor; mor til Margrethe af Navarra og Frans 1. af Frankrig i sit ægteskab med Karl af Valois-Orleans, comte de Bresse. Hun blev enke som 20 årig i 1496. Da hendes søn, Frans, blev konge 1515, kom hun til at spille en ikke ringe politisk rolle. Således var hun landets regent 1515-16 under sønnens felttog i Italien. 1525-26 var hun atter landets regent under Frans 1.'s andet felttog i Italien og under hans fangenskab i Spanien. Louise ledede de forhand-linger, der førte til den engelske konges - Henrik 8. - brud med kejser Karl 5. og forbundet med Frankrig. Det var Louise, der med Margrete af Østrig forhandlede freden i Cambrai - La Paix des dames - mellem Frans 1. og Karl 5. (d 22/9 1531)

 

1546 f Arild Huitfeldt, historiker, kansler; efter dannelsesrejse i udlandet indtrådte han 1570 i kancelliet; han blev rigens kansler og leder af retsforvaltningen i 1586 og samme år medlem af rigsrådet. Før midten af 1570'erne fandt Huitfeldt sammen med den kun lidt ældre Anders Sørensen Vedel i fælles interesse for Danmarks historie og ikke mindst i ønsket om, at den måtte få en tidssvarende fremstilling, der førte Saxo ajour. Huitfeldt opmuntrede Vedel til Saxooversættelsen (1575). Huitfeldts arbejde i kancelliet og de mange kontakter, det medførte, gav ham enestående muligheder for at afskrive historisk kilde-materiale, dokumenter og optegnelser i rigets centrale og lokale arkiver, breve og andet fra kirker og klostre og i adels-gårdenes gemmer. Om planerne fra begyndelsen tog sigte mod udgivelse af en fuldstændig eller blot delvis Danmarks-historie er usikkert, selv efter han omkr. 1580 havde fået adgang til historikerens Hans Svannings righoldige samlinger. I al fald skrev Huitfeldt ved årsskiftet 1587-88 "Jeg har samlet meget stof, nok til en hel Danmarkshistorie". De første hånd-gribelige resultater af Huitfeldts indsamlingsarbejde blev nogle kildeudgaver. For Huitfeldt var det efterhånden blevet magtpåliggende, at "slig en samling efter min død ikke skulle bortspredes eller forkommes uden frugt". Begyndelsen blev gjort 1595 med "Chr III’'s historie", som fortsattes med "Christian II's historie" (1596), 1597 med "Frederik I's historie" og i 1599 med "Christian I's historie" og "Kong Hans' historie". Et tilsagn om en Frederik II’s historie blev aldrig indfriet. De næste dele var led i en samlet plan om at dække tidsrummet efter Saxo, og i tre stofmættede bind vedr. tiden 1182-1448 udkom 1600-03 som "Chronologia I-III". Endelig afrundedes værket sidstnævnte år med et niende bind, hvis titel siden er kommet til at stå for hele værket: "Danmarckis Rigis Krønicke fra Kong Dan oc indtil Kong Knud den Siette". Hfortsatte som rigens kansler til foråret 1609. Det resterende halve leveår tilbragte han som privatmand på Herlufsholm, i hvis kirke hans kiste blev hensat (d 16/12 1609)

 

f Henri de la Tour d’Auvergne Turenne, fransk marskal; gennem sin mor var han i slægt med den hollandske fyrsteslægt Orange, og i sin ungdom gjorde han tjeneste i den hollandske hær. Her lærte han krigskunst – og især alt, der angik belejring. Efter han i 1630 var indtrådt i den franske hær, viste han sine evner som hærfører ved såvel belejring som i slag, og han gjorde derfor hurtig karriere. I 1639 blev han sat i spidsen for en hær i Italien, og i 1643 blev han marskal af Frankrig. Med denne udnævnelse fulgte overkommandoen over alle franske hære i Tyskland. Det var i Trediveårs-krigens sidste år, og ikke mindst T’s sejre i Tyskland banede vej for fransk diplomatis succes ved de forhandlinger, der førte til Den Westphalske Fred i 1648. Freden der satte punktum for Trediveårskrigen. Under Frondeopstanden i Frankrig (1648-53) rettet mod det styre, der regerede landet for den umyndige Ludvig 14., besejrede V i 1652 oprørernes hær og sikrede hermed den enevældige kongemagt. Da Ludvig 14. blev myndig, indledte han en ekspansiv udenrigspolitik, og der blev overladt T mange kommandoer. Således stod han i spidsen for de hære, der i 1672 invaderde Holland. Hans felttog i Alsace i 1674-75 er blevet kaldt mesterstykker, med hensyn til strategisk planlægning og taktisk udførelse. I et slag under nævnte felttog blev T dræbt (d 27/7 1675)

 

Prins Eugen af Østrig og hans tropper sejrer over tyrkerne i slaget ved Zenta i Jugoslavien. Slaget fandt sted under krigen 1683-99 mellem Det ottomanske Rige og Den hellige Liga (Østrig, Polen, Venezia og Rusland). Slaget begyndte da østrigerne angreb tyrkerne, medens disse var ved at krydse floden Theiss ved Zenta. Der gik panik i de tyrkiske tropper, de blev besejret, og deres anfører Kara Mustafa faldt. De mistede alt deres artilleri og sultanens skattekiste til østrigerne. Sultan Mustafa II, der havde mistet sin allierede – Frankrig – og året før området Azov til russerne, måtte bede om fred. Den blev sluttet i 1699 ved traktaten i Karlowitz

 

1700 f James Thomson, skotsk digter; han blev født i Skotland, men levede han fra sit 25. år i London. Mens han her levede af at undervise, udgav han sit hovedværk, et omfattende digt i blankvers og i fire dele "The Seasons". Første del "Winter" kom i 1726, anden del "Summer" i 1727, "Spring" og "Autum" kom i 1728 og 1730. The Seasons var det første gennemførte naturdigt på engelsk og afsluttes med "Hymn to Nature". Udgivelsen var en skelsættende begivenhed. Det nye i The Seasons lå ikke kun i emnevalget, men i dets struktur. Hvad der var mest overraskende for værkets første læsere, var den dristighed, hvormed T bandt sit digt sammen. Det gjorde han uden at anvende noget "plot" eller noget fortællende emne. Derved tog han afstand fra de aristoteliske karakteristika, der blev holdt i ære af neoklassicisterne. Men T’s digt var ikke kun beskrivende; med levende beskrivelser af naturen ville han inspirere sine læsere. The Seasons fik betydning også i Tyskland og Skandinavien for den naturdyrkelse, der opstod senere i århundrede, og som indvarslede 19. århundredes romantik. T’s overbevisning, at naturvidenskabsmanden og digteren må samarbejde i Guds tjeneste ved at berette om naturens undere, kom tydeligst til udtryk i hans "To the Memory of Sir Isaac Newton" (1727). I 1735 udsendte T det patriotiske læredigt "Liberty"; i 1740 dramaet "Alfred" med sangen "Rule Britannia" (d 27/8 1748)

 

1709 Slaget ved Malplaquet ved den fransk-belgiske grænse ca. 20 km syd for Mons udkæmpes under Den spanske Arvefølgekrig mellem en britisk-hollandsk-østrigsk hær på 100.000 mand under hertug Marlborough og prins Eugen af Savoyen og en fransk hær på 90.000 mand under marskal Claude-Louis-Hector hertug af Villars og marskal Louis-Francois hertug af Bouffiers. De allierede begyndte den 4. september en belejring af Mons; franskmændene forsøgte at bryde den ved at placere en hær ved det nærtliggende Malplaquet. For at fjerne denne trussel mod deres belejring var de allierede tvunget til at angribe. Marlboroughs og Eugens taktik gik ud på at angribe franskmændene i flanken. Når så franskmændene førte tropper fra deres centrum for at imødegå angrebet på deres flanke, ville de allierede med deres 30.000 mand store kavaleri angribe det udtyndede centrum. Trods svære tab lykkedes planen. Desperate infanterinær-kampe, dødelig fransk artilleriild og gentagne franske kavalerimodangreb påførte de allierede et tab på 22.000 døde og sårede. Franskmændenes tab var 12.000 døde og sårede. Franskmændene trak sig tilbage i god orden. De allierede kunne fortsætte belejringen af Mons. Den 26. oktober faldt byen. Tabene, der var de største i alle 1700-tallets mange slag, tvang de allierede til opgive enhver tanke om at rykke frem mod Paris, og gjorde det muligt for Marlboroughs politiske fjender at bringe ham i miskredit0

 

f Nicolai Abildgaard, maler; efter at være udlært som håndværksmaler var han fra 1764 elev på Kunstakademiet; her erhvervede han 1765 og 1766 den lille guldmedalje og i 1767 den store. Først i 1771 blev rejsestipendiet, der fulgte med den store guldmedalje, ledigt, og 1772-77 opholdt A sig i Italien. Året efter sin hjemkomst blev han med billedet "Svend Tveskæg løskøbes af de danske kvinder" medlem af Akademiet og samme år professor.1789 blev han valgt til direktør ved Akademiet, og fra 1801 til sin død bevarede han uafbrudt denne stilling. A’s virkefelt blev ikke kun malerkunsten, han var også virksom som på det arkitektoniske og dekorative område.Fra først af var malerkunsten hans egentlige felt. Motivet på med hans medlemsstykke var utvivlsomt valgt med henblik på det forestående Christiansborg-arbejde. I årene 1778-91 udførte han til udsmykning af riddersalen på det nyopførte residensslot ti store malerier om de oldenborgske konger. På tre nær gik de tabt ved slottets brand 1794. Allerede kort efter hjemkomsten fra Italien begyndte man at lægge beslag på A’s dekorative evner. Til teatret tegnede han gentagne gange dragter, og fra omtr. samme tid er hans første illustrationer, til Ewalds "Adam og Eva". Af hans større dekorative arbejder er "Emiliekilde" (1781). Senere udførte han forskellige andre mindestøtter. Tidligt i 1790'erne deltog han i udformningen af "Frihedsstøtten". I Kunstindustrimuseet i København og på Fr.borg Slot opbevares en række stole og skabe m.m., der er fremstillet efter A’s tegninger. Som maler har han behandlet emner fra den antikke mytologi og litteratur f.eks."Apollon pålægger Parcerne at opsøge den fra Jorden bortflygtede Ceres" fra 1809 og fra 1803 "Simo betror sin frigivne Sosia sine bekymringer over sin søns forhold til pigen fra Andros" (begge på Statens Museum for Kunst) (d 4/6 1809)

 

Washington og den amerikanske hær bliver besejret af englænderne i slaget ved Bandywine Creek Nordamerikanske Frihedskrig

 

f Frederik Kuhlau, komponist; fik musikuddannelse i fødebyen Hamborg fra sit 15. år og blev lærer og pianist dèr. Han flygtede til København 1810, da Napoleon erobrede Hamborg. Han debuterede i Danmark i januar 1811 ved en koncert på Det kgl Teater med bl.a. sin C-dur klaverkoncert op. 7. I 1813 blev K kgl kammermusicus, men foreløbig uden gage. Sit egentlige gennembrud fik han i 1814 med operaen "Røverborgen". 1816 blev han ansat som syngemester ved Det kgl Teater, men opgav stillingen efter et år. I 1818 fik han endelig stillingen som kammermusikus med gage. Stillingen forpligtede ham til, foruden at spille ved hoffet, hvert år at levere en opera til Det kgl. Teater. Trods megen succes, særlig med operaen "Lulu" og med "Elverhøj", offentlig anerkendelse, æresmedlem af Studenterforeningen og november 1828 titulær professor og almen berømmelse såvel i Danmark som i Tyskland, hvor hans klaver- og fløjtemusik stadig var i høj kurs, blev K’s sidste år formørket af økonomiske sorger, et vaklende helbred, der ikke bedredes af et stort alkoholforbrug. K skrev musik inden for næsten alle genrer (undtaget kirkemusik) og med sin hurtige måde at komponere på op på et anseligt antal værker (127 opusnumre). Med sin musik står K som en fremtrædende komponist inden for den danske klassicisme på overgangen til romantikken (d 12/3 1832)

 

1816 f Carl Zeiss, optiker; grundlagde 1846 i Jena en finmekanisk virksomhed, hvor der blev fremstillet mikroskoper og andre optiske præcisionsinstrumenter (d 3/12 1888)

 

d David Ricardo, engelsk økonom, der ved siden af af Adam Smith regnes som den ledende inden for den klassiske skole i socialøkonomien. R videreførte Adam Smiths liberalistiske synspunkter. Han var derfor varm tilhænger af frihandel og fremførte som den første et klart bevis for frihandelens fordele. Hans navn er især knyttet til tre centrale bidrag til økonomisk teori: I grundrenteteorien forsøgte han at vise, at grundejerens andel af nationalproduktet vil vokse, når udnyttelsen af jorden vokser. Hans bidrag til teorien for international handel gik ud på, at der altid vil være grundlag for handel mellem lande, selv om det ene land er mere produktivt på alle områder. Desuden leverede R bidrag til pengeteorien, hvor han var talsmand for kvantitetsteorien, d.v.s., at prisniveauet varierer parallelt med pengemængden. I sine pengeteoretiske skrifter - bl.a. "The High Price of Bullion" (1809) - gjorde han sig til talsmand for brug af pengesedler. Allerede før han var 30 år tjente R en betydelig formue på børsen. Han trak sig derefter tilbage fra aktiv forretningsvirksomhed for at hellige sig studier og forfatterskab.1817 kom hans hovedværk "On the Principles of Political Economy and Taxation". Fra 1819 til sin død var han medlem af Underhuset, hvor han særlig arbejdede for afskaffelse af korntold og for genindføring af guldindløsningspligten, nu da krigen mod Napoleon var slut (f 19/4 1772)

 

1877 f Feliks Dzjerzinskij, polsk-russisk politiker, han blev uddannet som ingeniør og tilsluttede sig i 1890'erne det polske socialdemokrati. For ulovlig politisk virksomhed var han flere gange i fængsel. Efter at have deltaget i revolutionen 1905-06 levede han i eksil. Efter den russiske revolution i marts 1917 spillede han som medlem af det russiske kommunist partis centralkomite og af den revolutionære militærkomite en vigtig rolle i planlægningen og udførelsen bolsjevikkernes revolution i november 1917. I december 1917 organiserede han og blev leder af Den Al-russiske Ekstraordinære Komité til Bekæmpelse af Kontrarevolutionær Virksomhed og Sabotage (Tschekaen - kommunistpartiets sikkerheds- og terrorkorps). Som dets chef stod D i spidsen for den røde terror, der bidrog til det almindelige kaos i Sovjetunionen i årene omkr. 1920. Efter 1921 bestæftigede D sig - efter eget ønske - mest med økonomiske spørgsmål. Bl.a. stod D bag en betydelig forbedring af det sovjetiske jernbanesystem; det opnåede han ved på nøgleposter at genansætte"bourgeois eksperter". Han bevarede dog som indenrigsminister, hvad han havde været siden 1919 og kontrollerede fortsat statens sikkerheds- og terrorkorps - 1922 omdøbt til O.G.P.U. Fra 1924 til sin død var Dzjerzinskij formand for USSRs Øverste Nationaløkonomiske Råd. I 1924 blev han desuden kandidatmedlem af partiets politbureau (d 20/7 1926)

 

f Asta Nielsen, skuespiller; i årene 1902-11 spillede hun på københavnske teatre og turnerede i Skandinavien. Men det blev med filmdebuten i "Afgrunden" (1910) hun gjorde sit navn internationalt berømt og samtidig lagde grunden til det erotiske melodrama og moderniserede stumfilmens spillestil med et mere behersket kropssprog."En vibrerende krop", sagde Herman Bang beundrende. Hun indspillede kun yderligere tre film i Danmark "Den sorte Drøm" (1911), "Balletdanserinden" (1911) og "Mod Lyset" (1919); allerede i 1911 kaldte udlandet, og hun var med i flere end 70 film – bl.a. for sit eget produktionsselskab - i Tyskland indtil sin sidste film, tonefilmen "Umulig kærlighed" (1932). Hun huskes især for "Mod Afgrunden" (1922); "Bag glædernes Maske" (1925) og "Dirnentragödie" fra 1927. Især blev N berømt i film om den store ulykkelige kærlighed, hvori hendes kvindefigurer lider og dør eller dræber på mangel af gengældt kærlighed. Men hun indspillede også lystspil, og komedien "Den lille Engel" (1913), hvor den da 32-årige skuespiller spillede en 17-årig, der må give sig ud for en 12-årig, var en af hendes største publikumsucceser. Med nazismens fremmarch vendte N tilbage til Danmark, hvor der ikke var brug for hende i filmens verden. Det blev "årene i lediggang", som hun udtrykker det i portrætfilmen "Asta Nielsen", instrueret af hende selv. Hun havde da tre ægte-skaber bag sig og var tvunget til at lade sin formue blive i Tyskland. Hun indspillede ikke flere film, og 13 gange søgte hun forgæves en biografbevilling. I 1945-46 udgav hun sin meget roste selvbiografi "Den tiende Muse" (d 25/5 1972)

 

1885 f David Herbert Lawrence, britisk forfatter; blev læreruddannet og underviste nogle år inden han af helbredshensyn opgav det. Livet igennem var han svagelig og døde som 45årig af tuberkulose. Hans første bog "The White Peacock" udkom i 1911. De selvbiografiske træk, den indeholdt, kom til fuld udfoldelse i L’s betydeligste roman "Sons and Lovers" (1913). I bogen reagerede L mod de bånd, han mente puritanismen og industrisamfundet lagde på menneskets fulde udfoldelse og mod de splittelser, de skabte mellem krop og sjæl. Han talte for materielt mådehold og gik ind for, at man ved at følge følelserne snarere end fornuften skulle komme i bedre harmoni med naturen både i og uden for en selv. Hans næste hovedværk var slægtsromanerne "The Rainbow" (1915) og "Women in Love (1920). I dem følges tre generationer af en engelsk familie. The Rainbow stødte an mod tidens sædelighedsbegreber og blev beslaglagt. Med nogle ændringer blev den udgivet senere. Under 1. Verd. krig blev L og hans tyskfødte kone mistænkt for at være spioner. Så snart krigen var ovre, forlod de i bitterhed England og boede siden for det meste i Italien og i New Mexico, USA. L skrev endnu adskillige romaner foruden essays – bl.a. "Studies in Classic American Litterature" (1923), skuespil, novellesamlinger og digte. Hovedværket fra hans senere år er "Lady Chatterley’s Lover" (1928). Med sine detaljerede beskrivelser af kønsakten vakte bogen voldsom forargelse, og kunne på gr. af lovgivningen om pornografi kun udgives forkortet i England (1932). Først i 1960 udkom den i en uforkortet udgave(d 2/3 1930)

 

Forhandlinger i Fashoda mellem Lord Kitchner og Marchand. Den 10. juli var franske kaptajn Jean-Baptiste Marchand med syv europæiske officerer, 120 afrikanske soldater og to kanoner nået frem til den sudanesiske nillandsby Fashoda. Da franskmændene i 1888 erhvervede havnebyen Djibouti fik de et lille fodfæste ved Det Røde Hav. Tillige var der dermed skabt mulighed for at forbinde det franske Vest- og Centralafrika med Østafrika. Men herved kom franskmændene på kollisionskurs med briterne. De var i disse år ved at skabe et sammenhængende imperium i Østafrika. Hensigten var, at det skulle strække sig fra "Kap til Cairo". Marchands tilstedeværelse i Fashoda og folkestemningen i de to lande bragte da i nogle uger Frankrig og Storbritannien på randen af krig. Det blev dog ikke forhandlingerne mellem Marchand og Lord Kitchner eller den magtdemonstration sidstnævnte kunne lave med sine fem kanonbåde, to bataljoner ægyptisk infanteri og et kompagni højlændere, der afsluttede konflikten, men den franske regering. Den valgte at vige for briterne. Den var ikke interesseret i krig med Storbritannien. Tværtimod ønskede den britisk støtte i en krig med Tyskland. I 1899 kom der en aftale i stand mellem Frankrig og Storbritannien, hvorved det nordlige Afrika blev delt i en fransk og en britisk interessesfære

 

1913 I Maribo Amtsråd besluttes det at give almindelig tilladelse til kørsel med motorvogne hele døgnet på amtets landeveje

 

1933 Århus universitet indvies

 

d Jan Christian Smuts, sydafrikansk general og politiker; to gange premierminister 1919-24 og 1939-48; han blev uddannet som jurist i Cambridge. Under Boerkrigen deltog han som regeringsrådgiver og militær leder i felten i kampen mod briterne. Efter det sydafrikanske nederlag var han en af drivkræfterne i skabelsen af Den Sydafrikanske Union og beklædte flere ministerposter. Han støttede Sydafrikas deltagelse i 1. Verd.krig på britisk side. Efter at have været premierminister siden 1919 måtte han efter sit partis – Det sydafrikanske Parti – nederlag ved valget i 1924 træde tilbage. I 1933 blev han vicepremierminister og justitsminister. Han virkede ivrigt for sydafrikansk deltagelse i 2. Verd. Krig på britisk side. Da denne holdning sejrede, blev han atter premierminister. I 1941 blev han udnævnt til britisk feltmarskal. I hele sin politiske karriere stod han for en hårdhændet raceadskillelsespolitik; således lod han flere gange opstande af de sorte sydafrikanere brutalt nedkæmpe. Denne holdning hindrede ham dog ikke i ved krigsafslutningen aktivt at deltage i udformningen af FN’s erklæring om menneskerettigheder (f 24/5 1870)

 

d Nikita Krustjov, sovjetisk statsleder; uddannet som metalarbejder og deltog aktivt i revolutionen 1917. Medlem af kommunistpartiet 1918 og deltog i borgerkrigen 1918-20. I 1929 kom han til Moskva, hvor han gjorde hurtig karriere, 1935-38 førstesekretær for partiorganisationen i Moskva og fra 1939 medlem i politbureauet. Under 1930'ernes udrensninger sendte Stalin ham til Ukraine som førstesekretær for det ukrainske kommunistparti. Opholdt sig i Ukraine under 2. Verd.krig som medlem af militærrådet ved forskellige stabe. Inden han i 1949 blev kaldt til Moskva, var han fra 1944 ukrainsk statsminister. I Moskva blev han sekretær i centralkomiteen og førstesekretær for partiorganisationen i Moskvaområdet. I 1953 blev han valgt til førstesekretær for centralkomiteen efter Georgij Malenkov. Fra 1958 var han også statsminister. K spillede en vigtig rolle i forberedelserne af den 20. partikongres i 1956, hvor med sin "hemmelige" startede afstaliniseringen. På et møde i centralkomiteen i okt. 1964 blev han afsat som statsminister og førstesekretær i partiet. Hans modstandere hævdede, at han havde ført en stærk personlig præget politik, at hans landbrugspolitik havde været forfejlet, og at han havde skadet forholdet til Kina. K levede derefter som pensionist i Moskva (f 17/4 1894)

 

1973 En militærjunta støttet af USA vælter det lovligt valgte styre i Chile. Den tilspidsede strejkesituation, der medvirkede til at udløse militærkuppet, havde sin baggrund i landets dybe splittelse. To uforsonlige grupper stod over for hinanden. Endvidere svækkedes præsident Allendes stilling, da den Folkefront, der havde bragt ham til magten, ikke kunne samles om en fælles strategi over for oppositionen, der havde flertal i Parlamentet. Efter kuppet indførte militærjuntaen undtagelsestilstand, og tusindvis af Folkefrontens tilhængere blev summarisk henrettet, fængslet eller tvunget i eksil. Alle politiske og faglige aktiviteter blev forbudt, og retsstaten blev afmonteret. Præsident Allende blev påstået at have begået selvmord. De fleste var dog af den overbevisning, at militærstyret dræbte ham

 

d Salvador Allende, Chiles præsident 1970-1973; kendt for at være den første demokratisk valgte socialistisk-marxistiske præsident i verden, men nok endnu mere for det militærkup, der fjernede ham og etablerede August Pinochets diktatur. Allende var født i en middelklassefamilie, men som medicinstuderende blev han involveret i radikal venstrefløjspolitik og marxisme. Han deltog i grundlæggelsen af Chiles socialistiske parti i 1933. Fra 1937 repræsenterede han partiet i Kongressen, og fra 1945 var han valgt til Senatet. I årene 1939-42 var han sit lands sundhedsminister. Allende spillede en fremtrædende rolle, da en folkefront mellem de radikale partier blev dannet i 1950’erne. Allende var disse grupperingers kandidat ved præsidentvalgene i 1952, 1958 og i 1964. Ved præsidentvalget i 1970 sejrede Folkefronten, og i november samme år blev Allende indsat som præsident. Han var den første parlamentarisk valgte socialistiske præsident i Latin-Amerika. Allende sagde, at hans mål var at indføre socialismen i Chile med demokratiske midler. Han ville nationalisere industrien, først og fremmest kobber-fremstillingen, som var på amerikanske hænder. Videre ville han intensivere jordreformerne og begrænse arbejdsløsheden. Disse planer skabte selvfølgelig vrede i ind- og udland – ikke mindst i USA. På den anden side mente fagforeninger og bønder, at Allende ikke gik langt nok. Nixon-regeringen i USA havde hele tiden været imod Allendes politik og søgt at forhindre hans valg ved at støtte hans politiske modstandere. Efter hans valg og offentliggørelsen af hans planer var modviljen endnu større, og USA arbejdede aktivt for at svække Chiles økonomi, mens CIA ydede støtte til chilenske højrekræfter, der pønsede på at vælte præsidenten. Da den demokratisk indstillede øverstbefalende for hæren, general Schneider, var ryddet af vejen samtidig med en tilspidset strejkesituation i sommeren 1973 gjorde Allendes stilling meget vanskelig. Et militærkup den 11. september 1973 fældede ham, og Allende blev fundet død i præsidentpaladset (f 26/7 1908)

 

Den bulgarske afhopper Georgi Markov er i London udsat for et attentat. Han bliver stukket med en forgiftet paraplyspids ført af en ukendt bulgarsk agent. Den ukendte gift medførte bevidstløshed og Markov døde den 15. september

 

 

 

 

 

Til top        12. september

1492 f Lorenzo di Piero de’Medici, hersker i Firenze 1513 til 1519; i sit ægteskab med Madeleine de la Tour d’Auvergne var han far til Katharina Medici, som i 1533 blev gift med Henrik, hertug af Orleans, senere konge af Frankrig som Henrik II (1547-1559); det var til Lorenzo, Niccoló Machiavelli rettede sin bog "Il Principe" og i den opfordrede ham til med våbenmagt at gennemføre Italiens samling og smide landets fremmede erobrere ud. Lorenzo’s far, Piero, søn af Lorenzo il Magnifico, blev af de fransk støttede republikanere fordrevet fra Firenze, da Lorenzo var to år gammel. I 1512, da den af paven ledede og af Spanien støttede Hellige Liga besejrede oprørerne, kunne Medicierne vende tilbage til Firenze og atter stå i spidsen for byens styre. Den ambitiøse Lorenzo var utilfreds med at stå i spidsen for et styre, der fra republikansk tid, var underlagt mange restriktioner; dertil kom, at han var underlagt en stadig stigende kontrol fra paven (medicieren Leo 10.). I sin iver for at forgylde sine slægtninge besluttede Leo ikke desto mindre at give Lorenzo hertugdømmet Urbino efter på et falsk grundlag at have fordrevet Urbinos hersker. Denne vendte imidlertid tilbage, og det var først efter en langvarig krig, Ltorenzo kunne tage sit hertugdømme i besiddelse. Megen glæde fik han ikke ud af det; under krigen var han blevet såret, og han døde kun 27 år gammel (d 4/5 1519)

 

1494 f Frans 1. fransk konge 1515-1547; søn af Karl af Orleans en fætter til Ludvig 12. og Louise af Savoyen. Som nærmeste tronarving efter den sønneløse kong Ludvig 12. kom han til hoffet og ægtede kongens datter Claude, og 1515 efterfulgte han så Ludvig 12. på tronen. Frans fortsatte dennes italienske erobringspolitik; sejrede ved Marignano 1515 og erobrede Milano. Han søgte 1519 at blive valgt til tysk-romersk kejser, men måtte vige for habsburgeren Karl 5., der besad Østrig og Spanien. Nu brød kampen mellem Frankrig og habsburgerne løs og fortsatte for lange tider. Med krigene ville Frans bryde den habsburgske indkredsning af Frankrig og bekæmpe Karl 5.’s forsøg på at skabe et universielt monarki. F led flere nederlag og tabte afgørende ved Pavia 1525, hvor han blev taget til fange. Han kom fri efter et års fangenskab mod at opgive alle krav på Italien. Det lykkedes ham således ikke at bryde habsburgernes ring om Frankrig eller ekspandere i Italien, men blot at begrænse habsburgernes magt. Frans søgte i det indre styre - rådet af sin mor - at gøre den kongelige enevælde gældende. Han styrkede kongemagten ved at indlemme vasallernes len i de kongelige domæner, ligesom han udbyggede administrationsapparatet og kontrollen med provinser og byer. Hans magt over kirken blev ved konkordatet i Bologna i 1516 øget på pavens bekostning. Frans var interesseret i humanistisk dannelse og renæssancekunst, og for eftertiden stod han som indbegrebet af renæssancefyrsten. Han lod opføre en halv snes slotte, støttede litteratur og kunst og kaldte flere italienske kunstnere - bl.a. Leonardo da Vinci - til Frankrig. I Frans regeringstid fik Reformationen fodfæste i Frankrig, og over for protestanterne, som til dels blev støttet af hans søster Margrete af Navarra, var han først tolerant, men fra midten af 1530’erne førte han en strammere kurs over for religiøse afvigere (d 31/3 1547)

 

d Michel de Montaigne, fransk filosof og essayist; hans far havde i 1500’tallets begyndelse deltaget i Frans 1.’s felttog i Italien og havde her fået et så stærkt indtryk af renæssancehumanismen, at han sørgede for, at hans søn blev opdraget som rigtig humanist. D.v.s. i ham vække kærligheden til antikkens Grækenland og Rom. Det skete bl.a. ved, at han fra ganske lille som huslærer fik en tysk student, der kun måtte snakke latin med ham, mens de øvrige husbeboere blev instrueret om de nødvendigste latinske brokker, så drengen helt kunne undgå at komme i kontakt med det franske. Således lærte Montaigne latin, før han lærte fransk, og lærte samtidig noget om moderne opdragelse uden prygl og remser. I øvrigt ved man ikke meget om hans studier. Sikkert er det, at han fra 1557 til 1571 beklædte et dommerembede i Bordeaux. I sidstnævnte år –i en alder af 38 år - trak han sig tilbage til sin ejendom, hvor han søgte at leve sorgløst og uberørt af tidens heftige religiøse og politiske strid, i flittig studium af oldtidens filosoffer. Efter ni år kom hans hovedværk "Les Essais" i to bind, og i 1588 kunne han udsende den samlede udgave af "Les Essais" indeholdende bind et og to i udvidet form samt et helt nyt tredje bind. I værket diskuterede han åbent og dybsindigt, hvordan man kan leve til glæde for sig selv og andre her på Jorden. Da det ærlige menneske må indrømme sin egen usikkerhed, havde Montaigne ikke nogen færdige løsninger. Derfor fandt han på at kalde sine skriverier essays, dvs "prøver" eller "afvejninger. Derved blev han stamfar til en litterær genre. Den udtrykkeer respekt for læseren, som ikke skal have banket en eller anden sandhed ind, men som får forelagt nogle reflektioner til personlig stillingtagen. Hans værk bliver da en samling betragtninger over filosofiske problemer og præget af tolerence og skepsis. Han holder, for fredens skyld, på det bestående; tvivler på alt, især på menneskeåndens evne til at nå til oversanselige sandheder. Hans etik er en sammensmeltning af stoiske og epikuréiske synspunkter: søg nydelsen, lad dig ikke kue af lidelsen og verdens omskiftelighed. Det eneste, han mener at kende, er sig selv; så beskriver han sig selv - og derigennem den skrøbelige og famlende menneskehed. (f 28/2 1533)

,

1609 Den engelske opdagelsesrejsende Henry Hudson opdager den flod, der i dag bærer hans navn: Hudson-floden i staten New York. Ekspeditionen til Nordamerika var Hudsons tredje ekspedition, og han foretog den i hollandsk tjeneste. Den 6. april 1609 forlod han Holland med en engelsk-hollandsk besætning for med skibet "Half Moon" at finde nordøstpassagen. Den 5. maj var han i Barentshavet, men ved mødet med isen ved Novaya Zemlya opstod der uro i besætningen, og et mytteri truede. For at imødegå det tilbød Hudson da, at man forsøgte at nå Stillehavet enten fra Davisstrædet eller fra Virginia. Planen blev accepteret, og man stævnede mod vest. Først i september nåede man Nordamerikas kyst ved Hodson-flodens udløb. Efter at have sejlet ca 300 km op ad floden – omtrent til nutidens Albany, forhandlet med indianerne og undersøgt landet, konkluderede Hudson, at han ikke havde fundet en kanal, der førte til Kina. Den 7. november var han tilbage i England. Her blev Hudson og de engelske besætningsmedlemmer fængslet for at have foretaget rejsen i hollandsk tjeneste. De blev snart frigivet, men med påbud om for fremtiden kun at sejle i engelsk tjeneste

 

1683 En tyrkisk belejringshær bliver besejret ved Wien, og tyrkerne må opgive deres belejring af den østrigske hovedstad. Belejringen, der var begyndt den 17. juli 1683, var en del af et tyrkisk felttog mod den tysk-romerske kejser habsburgeren Leopold I, og resulterede som nævnt i deres nederlag til en allieret hær ledet af den polske konge Johannes III Sobieski. Belejringen og nederlaget markerede begyndelsen på enden af tyrkisk dominans i Østeuropa. Lederen af de ungarske calvinister, Imre Thököly havde appelleret til den tyrkiske storvizir, Kara Mustapha om at angribe den østrigske hovedstad. Med stiltiende accept fra den ungarske hær belejrede 300.000 tyrker Wien. Det lykkedes dem at indtage de ydre forsvarsværker, hvorefter de begyndte at bygge tunneller frem mod byens indre mure. Da havde kejseren forladt sin hovedstad. Pave Innocens XI forsøgte forgæves at få Ludvig XIV af Frankrig til at hjælpe Leopold mod tyrkerne, og derefter rettede paven samme bøn til Polen denne gang med løfte om betydelig økonomisk støtte til foretagendet. Skønt Sobieski og kejseren tidligere på året havde indgået en militærpagt, tøvede Sobieski nu med at komme sin alliancepartner til hjælp. Hans tøven varede, indtil paven overtalte Karl af Lorraine til at tilslutte sig en fælles hær opstillet af kurfyrsterne af Sachsen og Bayern og 30 tyske fyrster. Sobieskis 80.000 mand blev opstillet på højene ved Wien og jog nogle af de tyrkiske tropper på flugt. Om morgenen den 12. september 1683 angreb tyrkerne fyrsten af Lorraines hær. Slaget havde raset i 15 timer, da det lykkedes at bringe det tyrkiske artilleri til tavshed og drive de tyrkiske belejrere ud af deres stillinger. Storvizirens røde telt blev ødelagt, men det lykkedes ham at undslippe; det skete, mens tusinder fra hans slagne hær blev slagtet eller taget til fange. Det fortælles, at det tog wienerne og soldaterne en uge at indsamle krigsbyttet, som tyrkerne havde efterladt

 

d Francois Couperin, fransk komponist; han var den mest berømte i en kendt musikerslægt. Han var organist ved Saint Gervais-kirken i Paris 1685-1723 og fra 1693 tillige Ludvig 14.'s hoforganist og musiklærer for de kgl. prinser. Som klaverkomponist var han fører for en hel tidsperiode og forbillede for en senere slægt. Han komponerede små kunstværker og tonemalerier i tidens overlæssede stil pyntet med triller og forsiringer. I hans kirkemusik er to orgelmesser (1690) og åndelige sange. Han forenede den italienske triosonate (Corelli) med den franske dansesuite: "Les nations" (1726). Han udgav triosonaterne "Apothéose de Corelli" (ca. 1722) og "Apothéose de Lully" (1725), som en hyldest til forbillederne. I de fire bind bind "Pièces de clavecin", 1713-30 byggede C videre på 1600-tallets lutmusik, men varierede rækkefølgen og antallet af satser. Han udgav en banebrydende klaverskole "L'Art de Toucher le Clavecin" (1716) (f 10/11 1668)

 

1764 d Jean-Philip Rameau, fransk komponist og musikdirektør; han voksede op i en musikerfamilie i Dijon. Han rejste i 1702 til Italien og efter hjemkomsten var han organist i forskellige byer bl.a.i Clermont-Ferrand og i Paris, hvor han bosatte sig i 1723. Hans første musikteoretiske værk "Traité de l'harmonie réduite à ses principes naturels" med læren om akkordernes omvending og den fundamentale bas udgav han 1722. Han komponerede klaverstykker bl.a. tre samlinger Pièces de Claverin; endvidere kirkemusik og mere end 20 operaer, der blev af største betydning for operaens udviklingen i Frankrig. Den første af disse "Hippolyte et Arcie" kom 1733, den blev fulgt af bl.a. "Castor et Pollux" (1737) og fra 1739 "Dardanus" (f 25/9 1683)

 

f Richard Jordan Gatling, amerikansk opfinder; assisterede sin far i konstruktion og forbedring af bomuldssåmaskiner og maskiner til udtynding af bomuldsplanterne. Slog sig ned som selvstændig i St Louis 1844. Her opfandt han en rissåmaskine. Efter at have været syg af kopper blev han interesseret i medicin og fuldførte et medicinstudium ved Ohio Medical college 1850. Efter udbruddet af Borgerkrigen arbejdede han med forbedring af eksisterende og udvikling af nye skydevåben. Richard Gatling Opfandt 1862 et flerløbet skydevåben - maskingevær - der kunne skyde 350 skud i minuttet. (d 26/2 1903)

 

d Gerhard von Blücher, prøjsisk feltmarskal; som preussisk kavaleriofficer gjorde han en hurtig karriere; i 1794 blev han generalmajor og i 1801 generalløjtnant. I Napoleonkrigenes tid ivrede han utrætteligt for kamp mod den franske kejser. I slaget ved Auerstädt 1806 førte han avantgarden og ledede efter nederlaget på mesterlig vis sine soldaters tilbagetog, men måtte kapitulere ved Ratkau. Ved frihedskrigenes udbrud fik han kommandoen over de preussiske tropper og indlagde sig stor hæder i slagene ved Lützen og Bautzen. Herefter fik han kommandoen over den schlesiske armé (preussiske og russiske tropper), og nu fulgte hans livs glansperiode. Til generalkvartermester fik han Gneisenau, og foreningen af dennes strategiske evner og B’s offensive temperament, viste sig at være en glimrende kombination. B greb straks offensiven. I slaget ved Leipzig den 16. oktober 1813 fik hans indsats afgørende indflydelse på slagets udfald. For da B og hans soldater besejrede en fransk hærgruppe, var det muligt for de allierede at trække forstærkninger til. Så efter tre dages kampe, tre nætter med øsende regn og to voldsomme slag, der rasede fra om morgenen, til det blev mørkt, var Napoleons nederlag en kendsgerning. Efter nederlaget stod det klart, at Napoleon ikke længere kunne besejre Europa. Nu måtte han forsvare sin position og Frankrigs grænser. Efter slaget trængte B som den førtse ind i Leipzig. 1. jan 1814 gik han over Rhinen og kæmpede med skiftende held mod Napoleon og indtog sluttelig Paris. 1815 led han nederlag ved Ligny (16. juni 1815), men bidrog to dage senere afgørende til Napoleons nederlag ved Waterloo (f 16/12 1742)

 

f Jakob Scavenius, politiker og godsejer (Gjorslev, Søholm og Bredelykke - nord for Store-Heddinge); han blev cand. polit. 1863 og meldte sig året efter som frivillig i krigen mod Preussen og Østrig. Oplevelserne i krigen blev et ledemotiv for hans senere politiske virke, en fast vilje til at forsvare Danmark. Ved sin indtræden i Folketinget i 1866 var hans program et opgør med de nationalliberale for den tabte krig, en samling af bondestanden og en stærk kongemagt. Scavenius var medlem af Folketinget 1866-95 og 1898-1901 som højremand, men stod Venstre nær. Således accepterede han omkring 1900 indkomstskat med progression og afskaffelse eller reduktion af hartkornsskatterne d.v.s. gamle venstrekrav. I Estrupregeringen var han 1880-91 kultusminister. I slutningen af 1880’erne var Scavenius’ politiske stilling svækket. Der verserede rygter om dårlig økonomi og usædelighed. Under valgkampen i 1887 angreb en missionsmand ham for at have aflagt besøg hos en prostitueret. Scavenius frigjorde sig ved en retssag, men kendsgerningen var, at han havde mange damebekendtskaber, og rygterne om hans usædelige levned tog til. Hans økonomi var svag, fordi han ikke tog sig af sit gods. Da pressen begyndte at skrive om Scavenius dårlige økonomi, mistede Estrup tålmodigheden, og juli 1891 trådte S tilbage. Fire år senere forlod han også Folketinget. Ret længe kunne han dog ikke holde sig ude af politik. I 1896 stiftede han sit eget parti "Højres Fremskridtsgruppe" med et frisindet konservativt program, der bl.a. indebar et vist samarbejde med Socialdemokratiet. Samme år indvalgte Odensekredsen ham i Folketinget. Scavenius var medlem af finansudvalget næsten uafbrudt fra 1866 til han blev minister og igen i årene 1898-1901. Da det konservative folkeparti blev grundlagt i 1915, var det på Scavenius ideer og af hans tilhængere (d 26/11 1915)

 

1850 Slaget ved Mysunde; ved landsbyen Mysunde er Slien på en strækning af ca 2 km 170-350 m bred. Slesvigholstenerne forsøgte her at overskride Slien; det lykkedes dog ikke at erobre den danske stilling syd for Slien, og kl 17.45 begyndte fjenden at trække sig tilbage, fulgt af de danske tropper, som tog 1 officer og 100 mand til fange. Slaget ved Mysunde havde kostet 245 faldne danske, fjenden mistede 296 mand.

 

f Herbert Henry Asquith; britisk premierminister 1908-1916 og leder af Det Liberale Parti 1908-25. Han var medlem af Underhuset fra 1886. Han var indenrigsminister 1892-95. På denne post gennemførte han en for arbejderne vigtig ulykkesforsikringslov. Efter sit partis valgnederlag i 1895 gled han ud af politik. Ved århundredskiftet kom han atter ind i politik. Asquith T blev finansminister i 1905 og var en af hovedkræfterne bag den liberale valgsejr i 1906. Som premierminister gennemførte han reformer på det sociale område. Ved Parliament Act af 18. august 1911 beskar han Overhusets magt til at standse love allerede vedtaget i Underhuset og åbnede dermed muligheder for en fortsat reformlovgivning. I sin udenrigspolitik arbejdede han for fortsat hævdelse af Storbritanniens position som stormagt og var derfor tilhænger af et stærkt militær. Hans bestræbelser for at indføre irsk hjemmestyre strandede på Overhusets modstand og uvilje i Ulster, hvor befolkningen i 1914 truede med væbnet opstand mod det britiske styre. Verdenskrigens udbrud standsede alle forhandlinger om Irlands fremtid. I krigens første år stod A som leder af britisk politik. Men den militære modgang fremkaldte kritik. Bl.a. kritiseredes han for ikke at udvise tilstrækkelig handlekraft. Hans stilling svækkedes yderligere ved Galipolifiaskoen. Bl.a på gr. af dårlig forberedelse var den britiske aktion - startet i marts og april 1915 - mod Dardanellerne for at "bombardere og erobre Gallipolihalvøen med Konstantinopel som det strategiske mål", endt i en katastrofe. Tabstallet var over 200.000 mand. Ved udgangen af 1916 trådte han tilbage og afløstes af Lloyd George. I 1925 blev Asquith adlet som Jarl af Oxford og Asquith (d 5/2 1928)

 

1866 f Sophus Claussen, forfatter og journalist; efter at have været ansat ved Horsens Folkeblad fra 1886 blev C i 1890 journalist ved Politiken. Her blev han nært knyttet til de to omtrent jævnaldrende digtere Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg.

I 1890’ernes begyndelse levede C i længere perioder i Paris og Italien. Opholdene nedfældedes i bl.a. prosabogen "Antonius i Paris" (1896) og fortællingen "Unge Bander" (1894). I 1905 blev C medudgiveraf Lolland-Falsters Folketidende. Som digter debuterede han i 1887 med samlingen "Naturbørn". 1898 udsendte han skuespillet "Arbejdersken", der samme år under instruktion af Herman Bang opførtes på Folketeatret og blev en fiasko. Skønt C har skrevet god prosa, fremfor alt i rejsebøgerne, hviler hans berømmelse på seks digtsamlinger "Pilefløjter" (1899), "Djævlerier" (1904), "Danske Vers" (1912), "Fabler" (1917), "Heroica" (1925) og "Hvededynger" (1925). Bag hele hans værk ligger en søgen efter at nærme sig tingenes væsen, det reale, det som han dog ved, at digteren i sidste instans aldrig kan gribe(d 11/4 1931)

 

1878 Kleopatras nål, Thotmoses III's obelisk (ca 1450 f. Kr.) næsten 69 engelske fod høj opstilles på Embankment ved Themsen i London

 

1879 d Peter Arnold Heise, komponist; H’s interesse for musik fik ham til at afbryde en påtænkt akademisk karriere og intensivere de musikalske studier, han havde begyndt i 1848, og som 1852-53 fortsattes i Leipzig. 1854-57 var han dirigent for Studentersangforeningen, til hvilken han komponerede en række værker for mandskor og –kvartet. I årene 1857-65 var han musiklærer ved Sorø Akademi. H var først og fremmest produktiv som sangkomponist, og hans mere end 300 sange spænder vidt. Hans sceniske hovedværk er operaen "Drot og Marsk" (1878), hvis libretto Chr Richardt formede over Carsten Hauchs tragedie Marsk Stig og folkeviserne om Marsk Stig og kong Erik Klipping. For scenen skrev H desuden "Pashaens Datter" (1868) og balletten "Cort Adeler" (1870). Sin største indsats ydede H med sine romancer; hans kendeste romancesamling er Dyvekes Sange fra 1879. Desuden komponerede han en symfoni i d-mol og kammermusik, herunder seks strygekvartetter og en cellosonate. Blandt Heises sangpro-duktion er "Jylland mellem tvende have" (1859) og "Det var en sommermorgen, endnu før det blev dag, da yppedes på heden et Holger Danske slag" (1864) (f 11/2 1830)

 

f Maurice Chevalier, fransk skuespiller, voksede op i et parisisk arbejderkvarter og debuterede som visesanger i 15 årsalderen. Gennembruddet kom i 1909, da han blev makker med Mistinguett i Folies-Bergère-revyen. Siden indspillede han hundredvis af grammofonplader og turnerede verden over med sine one-man-shows. C’s filmkarriere tog fart med tonefilmens komme, først i Hollywood i bl.a. "The Love Parade" (1929, Prinsgemalen). I sine senere år havde han stor succes i film som "Gigi" (1958), i hvilken han sang "Thanks Heavens for Little Girls" og i "Can Can" (1960). I 1958 blev Chevalier tildelt en Oscar for hele sin karriere (d 1/1 1972)

 

1906 Ellehammer flyver. Efter at have fremstillet og solgt over 1000 af sin Elleham motorcykel gik Ellehammer omkring århundredskiftet over til at eksperimentere med fremstilling af en flyvemaskine. Han beregnede den nødvendige kraft til fremdrivning af en sådan maskine. Han konstruerede en såkaldt stjernemotor, i.e. en motor hvor cylindrene er anbragt radialt ud for akslerne, og som var meget let i forhold til hestekraften, og han eksperimenterede med anordninger til højdestyring af bæreplanerne. E’s stjernemotor var langt ud for sin tid, og det hævdes, at hans arbejde førte til konstruktion af stjernemotoren "Whirlwind", der langt senere førte Charles Lindbergh over Atlanten. De praktiske forsøg blev gennemført på den lille ø Lindholm i Smålandshavet. Der blev anlagt en betonbane, og her startede forsøgsmaskinerne. Den 12. september 1906 lykkedes det Ellehammer efter mange forgæves forsøg og haverier som den første i Europa at hæve sig over jorden, således at maskinen – et biplan med en motor på 18 HK - svævede ca 42 m i ½ meters højde

 

f Jesse Owens, amerikansk atletikudøver; første gang, O blev kendt i en større kreds, var, da han som studerende ved Cleveland High School i 1933 i Chicago ved et nationalt skolemesterskab – National Interscholastic Champinships – vandt tre atletikkonkurrencer. På en og samme dag – den 25. maj 1935 – da han stillede op for Ohio State University ved et atletikstævne på University of Michigan tangerede O verdensrekorden i 100 yard løb (9,4 sek) og satte ny verdensrekord i 220 yard løb (20,3 sek), i 220 yard hækkeløb (22,6 sek) og i længdespring med 8,13 m. Verdensrekorden i længdespring blev først slået den 12. august 1960. Ved de olympiske lege i 1936 i Berlin vandt O guldmedalje på 100 m, 200 m, i længdespring og 4x100 m stafetløb. På et tidspunkt havde O – enten alene eller delt med andre – verdensrekorden på alle sprinterdistancer. Efter at have trukket sig tilbage som aktiv idrætsudøver deltog O i pædagogisk arbejde. Han foretog goodwillrejser for det amerikanske udenrigsministerium til Indien og Det fjerne Østen. Endvidere var han i en periode beskæftiget i reklamebranchen, ligesom Jesse Owen på et tidspunkt var sekretær ved Illinois State Athletic Commission (d 31/3 1980)

 

I Dordogne i Syd-Frankrig opdages Lascaux-hulen med forhistoriske hulemalerier. Grotten, der hører til blandt de rigest udsmykkede af Frankrigs mange huler, er ca 50 m lang og 4-5 m høj, rummer flere haller, hvis vægge er smykket af ualmindelig velbevarede dyremalerier (vildheste, urokse – hvoraf nogle er op til 3 m høje – hjorte, næsehorn, bjørn m.v.). Malerierne, der er blandt de ypperste inden for istidskunsten, knyttes til magdalénien- kulturen ca. 15.000 f. Kr. f. Det menes, at billederne har haft magisk betydning, og at grotterne næppe har været beboet. I 1963 blev Lascaux-hulen lukket for publikum, da malerierne var ved at forfalde, bl.a. på gr. af de mange besøgende, der bevirkede en ændring af hulens klima. Tæt ved den originale ligger en nøjagtig kopi af hulen og dens malerier

 

Den tilfangnetagne italienske diktator Benito Mussolini befries af tyske faldskærmssoldater. Siden sin afsættelse og arrestation den 25. juli 1943 havde Mussolini været holdt som fange forskellige steder i Italien. Den 28. august blev han overført til skisportshotellet "Campo Imperatore". Det lå på et plateau i ca 2000 meters højde på det højeste bjerg i Abruzzerne Gran Sasso et halvthundrede kilometer fra byen L’Áquila degli Abruzzi. Valget af "Campo Imperatore" var et godt valg, idet den eneste adgangsmulighed var en svævebane. Tyskerne fandt dog ud af, at der var en anden mulighed for at nå Mussolinis gemmested. Kort efter Mussolinis tilgangetagelse var de begyndt at arbejde med planer for hans befrielse. Udførelsen af disse planer blev overladt Hauptsturmführer i SS Otto Skorzeny. Da han erfarede, hvor Mussolini var, besluttede han, at befrielsesaktionen skulle finde sted med svæveplaner. Men det var farligt, fordi den eneste landingsplads var en lille trekantet mark lige bag hotellet. Da Skorzeny landede med sin styrke ombord på 12 svævefly hver med 9 mand ved "Campo Imperatore", kom det som en kæmpeoverraskelse for stedets bevogtningsmandskab. Det overgav sig straks. Om bord på et lille fly blev Mussolini sammen med Skorzeny fløjet til Rom og derfra til Wien. Den 27. september var han tilbage i Italien. Her blev han i Salò ved Gardasøen leder af den af tyskerne kontrollerede statsdannelse Repubblica Sociale Italiana

 

Nikita Khrustjev udnævnes til førstesekretær i Sovjetunionen. Ved Stalins død i marts 1953 synes Khrustjevs stjerne ikke at være særlig høj. Han mistede sin post som sekretær for partiet i Moskva med den motivering, at han skulle koncentrere sig om arbejdet i centralkomiteens sekretariat. En post Khrustjev havde haft siden 1949. Men inden månedens udgang havde Khrustjev vundet en sejr på vejen frem mod hans eneledelse af det kommunistiske parti. Da var han det eneste præsidiemedlem, der tillige var medlem af sekretariatet og var derfor automatisk den ledende. På centralkomitemødet den 12. september 1953 anerkendtes hans ledende stilling som leder af partiet, da han fik titlen førstesekretær. Ikke før 1941 havde Stalin formelt haft ledelsen af den sovjetiske regering. Hele hans magt var baseret på stillingen som generalsekretær, og det var gennem kontrollen med partiet, han gradvis havde vundet det absolutte herredømme over den sovjetiske stat og den internationale kommunistiske bevægelse. I september 1953 var det klart, at Khrustjev havde overtaget Stalins gamle stilling som generalsekretær. Spørgsmålet var nu, om historien ville gentage sig, og Khrustjev overtage eneledelsen. Eftersom ingen betvivlede, at partiet stod over staten og regeringen, stod det i september 1953 klart, at Khrustjev måtte betragtes som den første blendt ligemænd. I 1958 blev Khrustjev også ministerpræsident og var herefter frem til oktober 1964 Sovjetunionens ubestridte leder

 

1977 d Steven Biko, sydafrikansk studenterleder; han blev martyr i de sorte sydafrikaneres kamp mod det hvide mindretals apartheidstyre. Som medicinstuderende blev Biko politisk aktiv, og i 1968 stod han bag oprettelsen af South African Students’ Organisation (SASO), der var forbeholdt sorte og havde til formål at højne sort bevidsthed og selvrespekt. Biko blev organisationens præsident og var en af hovedkræfterne bag skabelsen af Black Consciousness-bevægelsen, hvis mål var at forene alle sorte sydafrikanere i kampen mod apartheid. I 1972 blev han tillige præsident for de sortes konvent, en paraplyorganisation for nogle og 70 frihedsbevægelser i Sydafrika. I 1973 forbød det hvide styre Bikos politiske virksomhed. Den åbenmundede Biko fortsatte imidlertid sin virksomhed og var i årene 1975-77 flere gange arresteret. Han døde i fængslet efter at have været udsat for politibrutalitet. Politiet forsøgte at fralægge sig ansvaret, men det er opfattelsen i vide kredse, at dødsårsagen var tortur eller mishandling i fængslet (f 18/12 1946)

 

 

 

 

 

Til top        13. september

81 d Titus, romersk kejser 79-81; søn af Vespasian (kejser 69-79); Titus stod i spidsen for Jerusalems erobring og ødelæggelse i 70. Store pengeuddelinger gjorde ham særdeles populær i hans korte regeringstid. Rundhåndet med såvel sin personlige formue som med statens sendte han hjælp til Campanien efter Vesuvs udbrud i 79, og efter Roms brand i 80 ydede han støtte til byens genopbygning. Han fuldførte opførelsen af det flaviske Amfiteater, bedre kendt som Colosseum, som hans far havde påbegyndt. Efter at have gjort tjeneste i Britannien og Germanien stod han i spidsen for en legion under faderen i krigen i Judæa (år 67). Da Vespasian blevr kejser efter Neros død i 69, satte han sin søn i spidsen for de romerske tropper i Judæa. Titus fortsatte krigen, under hvilken 1 mill. jøder siges at have mistet livet. Han bragte krigen til afslutning med Jerusalems erobring og ødelæggelse. Titusbuen ved indgangen til Forum Romanum i Rom står i dag som et minde om den romerske sejr. Da Titus i 71 vendte tilbage til Rom overtog han kommandoen over prætorianergarden. Flere gange delte han konsulembedet med sin far. I 79 undertrykte Titus en sammensværgelse, som synes at have haft forbindelse med tronfølgen. Men da hans far døde, efterfulgte Titus ham uden vanskeligheder som romerrigets kejser. Hans store popularitet viste sig, da romerfolket gav ham navnet "amor et deliciae generis humani" (menneskeslægtens lyst og glæde). Hans bror, Domitian, synes at have haft en anden opfattelse, idet meget tyder på, han stod bag Titus’ død (f 30/12 39)

 

1506 d Andrea Mantegna, maler; han stod sandsynligvis i lære i Padova, hvor han 1448-59 deltog i udsmykningen af Ovetari-kapellet i Eremitani kirken i Padova. Dette hovedværk i italiensk ungrenæssance gik delvis tabt ved bombardement i 1944. Ca. 1457-60 malede han højaltertavlen til kirken San Zeno i Verona, og i 1459 kaldtes han til hertug Lodovico Gonzagas hof i Mantua, hvor han forblev til sin død. Her skabte han et mesterværk, freskoudsmykningen i hertugslottets audiensgemak, Camera degli Sposi (1474); farvestrålende nærbilleder af livet ved det hertugelige hof i Mantua med ypperlige portrætter af hertugfamilien, omfattende et portræt af Christian I, der var gift med hertugindens søster, og som under sin Italiensrejse i 1470’erne gjorde ophold i Mantova. Rumudsmykningen danner en helhed, der understreges af det illusionistiske loftsmaleri, en nyskabelse af i tidens kunst. Livet igennem interesserede Mantegna sig for perspektivets muligheder. Han anses for at have indført den grafiske teknik i Italien, og som kobberstikker fik Mantegna afgørende betydning for kobberstikkunstens udvikling. Som kobberstikker og raderer udførte han en række meget store kompositioner med myto-logiske og religiøse motiver (f dato ukendt- år 1430 eller 1431)

 

Slaget ved Marignano - nuværende Melagnano, ved Lambro floden ca 15 km sydøst for Milano – udkæmpes under Frans 1. af Frankrigs første Italiensfelttog mellem hans hær og en svejtsisk hær i tjeneste hos hertug Massimiliano Sforza af Milano. Frans var fast besluttet på at erobre hertugdømmet Milano, en erobring der ikke var lykkedes for hans forgænger, Ludvig XII. Han havde sluttet alliance med Venezia og kunne forvente en vis genovesisk støtte. Hans modstander, hertugen af Milano, havde ikke kun alliancer med den tysk-romerske kejser Maximillian I, pave Leo X og Ferdinand II af Aragonien, men stod også som den svejtsiske føderations beskytter. Om eftermiddagen den 13. september rykkede en svejtsisk styrke på mellem 25.000 og 30.000 med 10 kanoner frem mod den stilling, den franske styrke på ca. 40.000 mand med 72 kanoner havde indtaget nær Marignano. Et fugtigt stykke eng med vandløb skilte de to hære. Et forhold, der viste sig at være til størst fordel for svejtserne, for jordbundens beskaffenhed gjorde det umuligt for det franske kavaleri at operere her. Så trods svære tab påført af det franske artilleri lykkedes det svejtserne at nå de franske stillinger. Noget afgørende gennembrud fik de dog ikke, og ved midnatstide, da kampen blev afbrudt, måtte svejtserne trække sig noget tilbage. Da dagen gryede, angreb svejtsernes igen. De lod deres højre og venstre fløj angreb franskmændene i flanken. I otte timer var slagets udfald usikkert. Afgørelsen faldt, da det venezianske kavaleri dukkede op. Da de franske styrker samtidig indledte et angreb, måtte svejtserne vige. Men franskmændene, der havde mistet 8.000 mand, var for svage til at sætte efter svejtserne. Resultatat af slaget blev, at Frans 1. vandt Milano, og at det svejtsiske infanteris ry som uovervindeligt var en saga blot

 

1520 f Lord Burleigh, William Cecil, engelsk statsmand; i årene 1572-98 dvs.i det meste af hendes regeringstid, var han dronning Elizabeths højt betroede medarbejder. Han kom ind i statstjenesten under Henrik VIII. Han blev statssekretær, mens den umyndige Edward VI (1547-53) var konge. Da Maria den Blodige (Katolske) besteg den engelske trone i 1553, nedlagde Cecil sit embede. I 1558 gjorde dronning Elisabeth ham atter til statssekretær. 1572 blev han storskatmester og havde herefter afgørende indflydelse på Englands indenrigs- og udenrigspolitik frem til sin død. Det skyldtes således hans indsats, at dronningens politik ledtes i en mere og mere protestantisk retning, og hvor lunefuld og stædig Elisabeth end var, bøjede hun sig oftest – efter nogen overvejelse for sin ministers kloge råd. Det var således efter hans råd, at Elisabeth støttede skotterne mod Maria Stuart. Dronningen og hendes ministre bloev stillet over for et vanskeligt dilemma, da Maria Stuart i 1568 søgte hjælp og støtte hos Elizabeth. Cecil opstillede da i et memorandum de tre muligheder, Elisabeth kunne vælge; han påpegede samtidig de farer, de alle indebar: Fik Maria Stuart lov at drage videre til Frankrig, ville hun genoptage sine krav på den engelske trone; fik hun lov at blive i England, ville hendes udsigt til at blive tronarving her, lidt efter lidt trække alle partier i Skotland over på hendes side. Fik hun engelsk støtte til genvinde tronen i Skotland, ville hun skubbe alle de engelskvenlige lorder, der nu havde magten til side, og atter søge fransk hjælp. Resultatet blev, at Elisabeth valgte at holde Maria fængslet. C’s rådgivning var ikke uden betydning, da fængslingen endte med henrettelse. Englands udenrigspolitik, der gjorde landet til hovedmodstanderen af den katolske reaktion i Europa, var Cecil’s værk. 1571 udnævnte dronningen ham til Peer og Lord af Burleigh, og til sin død havde han Elisabeths fulde tillid (d 15/8 1598)

 

d Philip 2. konge Spanien 1556-1598; søn af Karl 5. og Isabella af Portugal; efter 1543 at være blevet indsat som regent i Spanien arvede han ved faderens abdikation i 1556 Spanien med kolonier, Nederlandene, Milano, Napoli og Sicilien og blev i mere end 40 år den centrale figur i europæisk politik. Som ivrig katolik anså han det for sin og Spaniens vigtigste opgave at bekæmpe protestantismen og genoprette den katolske kirkes magt. Derved kom Philip i modsætningsforhold til de kalvinistiske provinser i den nordlige del af Nederlandene (Holland). Hans kamp mod opstanden her efter 1566 førte til, at Spanien mistede området. Philip arvede det spanske modsætningsforhold til Frankrig; men selv om hans hære besejrede franskmændene i slaget ved St. Quentin i 1557, og han fik støtte fra England, hvor hans ægtefælle Marie den Blodige regerede (1553-58), lod Frankrig sig ikke overvinde. Efter Marie den Blodiges død blev forholdet mellem England og Spanien stadig mere anstrengt, forårsaget bl.a. af engelske kaperes overfald på spanske skibe og engelsk støtte til de nederlandske oprørere. Da dronning Elisabeth af England i 1588 lod den katolske og tidligere dronning af Skotland Maria Stuart henrette, vendte Philip hele sin styrke mod England. Men hans landgangsstyrke, Den store Armada, blev i et flere dages søslag i Den engelske Kanal besejret englænderne. Mere held havde Philip i Middelhavet. Her lykkedes det i 1571 en spansk-veneziansk flåde i søslaget ved Lepanto at besejre en tyrkisk flåde og således genoprette ligevægten til søs i Middelhavet. I 1580 erobrede Philip det svækkede Portugal; han beherskede dermed hele Pyrenæerhalvøen og kunne føje de portugisiske kolonier i Afrika, Sydasien og Sydamerika til de spanske. På trods af disse sejre efterlod Philip ved sin død et rige med en anstrengt økonomi, og hvis europæiske stormagtsstilling var alvorligt svækket (f 21/5 1527)

 

Slaget ved Philiphaugh i Skotland. Ved udbruddet af Den engelske Borgerkrig i 1644 havde en skotsk hær sluttet sig til parlamentets hær i England for at bekæmpe Karl I. Samtidig havde kongens repræsentant i Skotland, James Graham, jarl af Montrose, med en hær bestående af højlændere gjort sig til herre over store dele af Skotland. Da efterretningen om denne udvikling nåede den skotske hær i England, opstod der uro. De skotske soldater måtte spørge sig selv, Hvad lavede man her, når royalisterne ødelagde deres hjem i Skotland? Under ledelse af generalmajor Sir David Leslie blev 4.000 skotter så sendt mod nord for at bekæmpe Montrose. Da Leslie krydsede grænsen, fik han de sidste underretninger om Montroses hær og dens bevægelser. Hjulpet af lokale stedkendte kunne han om morgenen den 13. september føre sin hær frem mod royalisternes lejr. Angrebet kom fuldstændigt bag på royalisterne, og de blev nedkæmpet. Montrose reddede sig ved flugt. Måske havde det været bedre for ham, at også han havde fundet døden ved Philiphaugh. For efter et nyt nederlag ved Carbisdale den 27. april 1650 blev han taget til fange og måneden efter hængt på markedspladsen i Edinburgh

 

d Hannibal Sehested, rigsskatmester; gennem en grundig uddannelse og rejser erhvervede Sehested i sine unge år kendskab til Europas vigtigste stater og deres politiske forhold; dette samt grundige sprogkundskaber parret med gode evner og støtte fra indflydelsesrige familiemedlemmer var grundlaget for hans hurtige og usædvanlige karriere. 1636 fik han sin første diplomatiske opgave. Samme år blev han forlovet med Christian IV’s ti år gamle datter, Christiane og hofmester for hendes bror grev Valdemar Christian, hvis dannelsesrejse til Vest- og Sydeuropa 1637-39 han ledede. Ved hjemkomsten fik han sin første forlening, og i maj 1640 blev han i en alder af kun 31 optaget i rigsrådet. I 1642 blev han gift med Christiane og to år senere statholder i Norge. Her gennemførte han flere gennemgribende reformer af den norske administration, som blev styret direkte af centralforvaltningen i Danmark. Bl.a. gennemførte han, at skatter betalt i Norge også skulle bruges i Norgel, ligeledes støttede han udbygningen af Norges erhvervsliv. Hans karriere sluttede brat kort efter Christian IV’s død. Han blev afsat i 1651 og dømt til at betale kongen (Frederik. 3.) en stor erstatning. Sehested opholdt sig derefter i udlandet. Han opsagde imidlertid ikke kongen troskab og huldskab, og han konspirerede ikke som en anden af Christian 4.s svigersønner, Corfitz Ulfeldt med rigets fjender. Tværtimod søgte han gentagne gange at genvinde kongens nåde. Det lykkedes ham i 1660, og samme år var han en drivende kraft bag statsomvæltningen (enevældens indførelse) Han udnævntes til rigsskatmester og gjorde et energisk arbejde fort at bringe orden i de af svenskekrigene ødelagte finanser bl.a. ved over-dragelse af krongods til statens kreditorer. Sehested er blevet betegnet som "vistnok den iderigeste og videst skuende statsmand Danmark i nyere tid har fostret" (f 1609)

 

Slaget på Abraham-sletten ved Quebec. Slaget fandt sted under opgøret om Canada mellem franskmændene og briterne. I 1759 sendte briterne en hær på 8.000 veltrænede og veludrustede mand under general James Wolfe mod det franske støttepunkt, Quebec. Hæren var ledsaget af en stor flåde under viceadmiral Charles Saunders. Til at forsvare Quebec og dens citadel havde den franske kommandant, Louis Joseph de Montcalm 15.000 mand af varierende kvalitet. Montcalm var indstillet på at drage fordel af de gode stillinger, hans tropper indtog, og lod sig ikke lokke ud i et åbent slag. I mere end to måneder var Wolfe i vildrede med, hvad han skulle gøre. Det lykkedes ham dog at lokke Montcalm ud af citadellet. På et fladt område – Abraham-sletten - nord for byen faldt afgørelsen den 13. september. Slaget varede mindre end én time; så flygtede franskmændene. Såvel Montcalm som Wolfe faldt. Med sejren tog briterne et vigtigt skridt i deres erobring af Canada. I 1760 overgav Montereal og resten af Canada sig, og det hidtil franske Canada overgik til Storbritannien og blev en del af det britiske imperium

 

1759 d James Wolfe, engelsk general; indtrådte 1741 i hæren i Royal Marines, men overførtes kort tid efter til 12th Foot. Efter at have udmærket sig på den europæiske krigsskueplads i Den østrigske Arvefølgekrig (1740-48) og som oberstløjtnant at have gjort tjeneste i Skotland og Syd-England var han i 1757 for første gang i Nord-Amerika. Her tjente han som brigadegeneral under generalmajor Sir Jeffrey Amherst i kampagner mod franske hære i Nordamerika. I 1759 blev W udnævnt til at stå i spidsen for et angreb på de franske styrker ved Quebec. Under slaget på Abraham-sletten den 13. september 1759 blev W, der allerede var alvorligt syg af tuberkulose og led af nyregrus, såret to gange, inden han døde af sit tredje sår; men tidsnok til at høre, at franskmændene flygtede. Quebec overgav sig fem dage senere (f 22/12 1726)

 

d Francois-Christophe Kellermann, hertug af Valmy, fransk marskal; han blev officer i den franske hær i 1752. Han kæmpede med stor hæder med britiske og preussiske tropper under Syvårskrigen (1756-63). Derefter blev han brugt på diplomatiske missioner i Østeuropa. I 1788 blev han feltmarskal, og i 1792 kort for krigen med Østrig og Preussen blev han generalløjtnant. I slaget ved Valmy sept. samme år betød Kellermanns sejr, at han standsede en østrigsk-preussisk invasionshær og dermed faktisk reddede Frankrigs revolutionære styre. I november 1792 fik Kellermann kommandoen over Alpehæren. Efteråret 1793 generobrede han Savoyen fra kongeriget Sardinien. Men i november blev han fængslet af det jakobinske styre mistænkt for illoyalitet. Kort efter jakobinernes fald i juli 1794 blev Kellermann frigivet, og fra 1795 til 1799 stod han igen i spidsen for Alpehæren. Da Napoleon blev førstekonsul i 1799, blev Kellermann senator. Han afslørede nu så gode administative evner for sager på det militære område, at han forlod aktiv fronttjeneste. I 1804 blev han marskal af Frankrig og i 1808 hertug af Valmy. Efter genindsættelsen af Ludvig 18. i 1815 blev Kellermann medlem af den lovgivende forsamling (f 28/5 1735)

 

d Nicolas Charles Oudinot, hertug af Reggio, fransk marskal; begyndte sin militære karriere i den kgl. hær i 1784. Eftersom ikke-adelige var udelukket fra forfremmelse, udtrådte han af hæren i 1787. Men efter revolutionen blev han i 1792 leder af Meuse militsen og indtrådte i den regulære hær i 1794. For den seje modstand hans tropper havde ydet i slaget ved Kaiserslauten, blev han i 1975 brigadegeneral. I 1799 blev han divisionsgeneral; som stabschef under André Masséna deltog Oudinot i felttogene i Svejts ig Italien. Herefter stod han i spidsen for elite division af grenaderer (1805-07) bl.a. i slagene ved Austerlitz og Ostrolenka. Efter slaget ved Wagram (1809) blev Oudinot forfremmet til marskal, og i 1810 blev han hertug af Reggio. Efter at have gjort tjeneste som guvernør i Holland (1809-12) og deltaget i felttoget i Rusland i 1812, led han et alvorligt nederlag i slaget ved Grossbeeren i Tyskland og blev afløst af Michel Ney. Da Napoleon havde abdiceret i 1814, sluttede Oudinot sig til Ludvig 18. og forblev ham tro under Napoleons 100 dage (1815). Senere gjorde han tjeneste som udsending i Spanien. Fra 1842 til sin død var han leder af les Invalides (veteranhjem)(f 25/4 1767)

 

f Walter Reed, amerikansk bakteriolog, der især er kendt for sin arbejde vedr. gul feber. Efter afsluttet uddannelse indtrådte han i 1875 i den amerikanske hærs lægekorps. I 1893 blev han udnævnt til major og blev professor i bakteriologi og klinisk mikroskopi ved Army Medical School i Washington. Da der under den spansk-amerikanske krig (1898)var flere tilfælde af gul feber blandt de amerikanske soldater på Cuba, blev Reed formand for en kommission, der skulle undersøge sygdommens årsager og dens smitteveje. Reeds undersøgelser fik ham til at tage afstand fra den dengang alm. opfattelse, at gul feber spredtes, når raske fik kontakt med de syges klæder, sengetøj osv. Reed påviste, at frembrud af gul feber skyldtes bid fra myggen Steggomyia fasciata (senere klassificeret som Aëdes aegypti). Efter en indsats af den amerikanske hærs sanitetskorps blev gul feber udryddet på Cuba (der var ikke nye tilfælde i 1902), og siden har sygdommen stort set ikke optrådt i disse egne (d 23/11 1902)

 

f John Joseph Pershing, amerikansk general, der var øverstbefalende for de amerikanske tropper i Europa under 1. Verd.krig. Efter at have afsluttet sin uddanelse på militærakademiet West Point i 1886 deltog Pershing i flere indianerkrige, i den spansk-amerikanske krig (1898) og var brigadegeneral på Phillippinerne (1906-13). Ved den amerikanske indtræden i 1. Verd.krig (april 1917) blev Pershing af præsident Wilson udpeget til at stå i spidsen for de amerikanske tropper, der skulle sendes til Europa. I USA fulgte man de tanker, Pershing i juni 1917 fremsatte i "General Organization Report" om at opbygge en hær på 1.000.000 mand i 1918 og 3.000.000 mand i 1919. Til almindelig tilfredshed løste Pershing sine opgaver; hans hurtige skabelse af AEF (American Expeditionaty Force) vakte beundring og blev af stor og afgørende betydning for de udmattede britiske og franske hære på vestfronten. Pershing havde da også heltestatus, da han efter krigen vendte tilbage til USA.Tilbud om en politisk karriere afviste han og forblev i hæren; fra 1921 til tilbagetrækningen i 1924 virkede han som generalstabschef. I 1931 udgav han sine erindringer i to bind, "My Experiences in the World War" (d 15/7 1948)

 

d Orla Lehmann, politiker, jurist; sin første politiske artikel skrev han i 1832; den handlede om valgretten til stænderforsamlingerne, og han ønskede tyngdepunktet lagt hos den "oplyste og agtværdige middelstand". Fra 1834 var han medarbejder ved "Kiøbenhavnerposten" og "Fædrelandet". Ved Frederik 6.’s død 1839 stod han som de liberales fører, "frihedens brudgom". 1840 blev han medlem af Københavns borgerrepræsentation, 1841 af stænderforsamlingen i Roskilde. I 1841 blev han fængslet for en tale til bønderne på Falster mod enevælden. Fængselsopholdet skaffede ham martyrkronen, og han spillede en fremtrædende rolle i de begivenheder, der førte til enevældens sammenbrud. Han var medlem af martsministeriet (marts-november 1848) og var blandt grundlovens fædre. I årene 1848-51 var han amtmand i Vejle; 1851-53 medlem af Folketinget; fra 1853 til 1870 af Landstinget. Men han var ikke mere de liberales leder, og han stod i stærk modsætning til bondevennerne. Frem til omkr. 1860 var hans politiske indflydelse derfor ringe. Men da ejderpolitikken fra dette tidspunkt atter kom i forgrunden, kom Lehmann som dens lidenskabelige talsmand atter i regeringen. Det skete i 1861 som indenrigsminister. Lehmanns politiske indsats i de følgende år betyder, at han bærer en stor del af ansvaret for novemberforfatningen, krigen 1864, nederlaget og tabet af hertugdømmerne. Efter at være gået af som minister 31. december 1863 spillede han ingen politisk rolle. Nederlaget 1864 slog Orla Lehmannn helt ud; fra da af var han syg og nedbrudt. Da håbet om Preussens nederlag brast ved franskmændenes nederlag ved Sedan, døde han få dage senere (f 19/5 1810)

 

f Christen Hauge; socialdemokratisk politiker og minister; født og udlært som snedker på Fur og etablerede sig 1896 som snedkermester i Esbjerg; 1898-1902 var han journalist ved byens "Vestjylland Social-Demokrat"; H var medlem af Esbjerg byråd 1898-1902. I 1902 blev han redaktør af den netop oprettede"Bornholms Social-Demokrat"og var 1905-20 medlem af Rønne byråd. Gennem Hauges agitation blev Socialdemokratiet i den grad styrket på øen, at han ved folketingsvalget i 1909 vandt Rønnekredsen. Han mistede mandatet ved valget i 1910, men var påny 1913-20 folketingsmand for Rønne. Som medlem af og i en periode næstformand for den overordentlige kommission var han med til at præge de mange indgreb, 1. Verd.krigs vareknaphed krævede. Det var således på hans initiativ, "den fattige mands snaps" ofredes i 1917, og det danske system med høj spiritusbeskatning indførtes. 1920 blev Hauge redaktør af "Fyns Social-Demokrat" i Odense, og september 1920 valgtes han til Folketinget for Odense 1. kreds, en kreds han repræsenterede til sin død. Han var medlem af finansudvalget 1922-24 og 1926-29. I Staunings første ministerium 1924-26 var han indenrigsminister. I det andet ministerium Stauning var han 1929-35 minister for handel og industri, 1933-35 tillige for søfart og fiskeri. Ved regeringsomdannelsen i 1935 blev han ikke igen minister. Det var mod Hauges eget ønske, han måtte trække sig tilbage. Staunings bevæggrunde til at forbigå Hauge er ikke oplyst. 1937 udgav han sine "Erindringer 1870-1924" (d 25/12 1940)

 

f Arnold Schönberg, østrigsk/amerikansk komponist; central skikkelse i 1900-tallets musikliv; han studerede for det meste på egen hånd; han opholdt sig mest i sin fødeby Wien, hvor han fra 1895 spillede cello i et amatørorkester. Han blev venner med dirigenter Zemlinsky, der gav ham hans eneste kompositionsvejledning. I årene 1901-03 opholdt han sig i Berlin, hvor han virkede som lærer, instruktør og kapelmester. Herefter vendte han tilbage til Wien, men stigende antisemitisme fik ham til at forlade Wien og vende tilbage til Berlin, hvor forholdene var tåleligere. Her var han 1926 til 1934 professor ved Musik-højskolen i Berlin. Efter naziregimets indførelse flygtede Schönberg 1934 til USA og var 1936-44 ansat ved University of California. Med "Tre Klaverstykker" (opus 11, 1908) brugte han den kromatiske skala som direkte grundlag, den såkaldte atonal-ekspressionistiske stil. Han arbejdede videre med denne stil og med "Klaversuite" (opus 25, 1923) havde han fuldendt sin endelige stil i tolvtone-serieteknikken. Blandt Schönbergs hovedværker er strygekvartetterne op. 7, 10 (med indlagt solo for en sangstemme og 30, orkesterværkerne "Pelleas und Mesalinde" (1905, melodramaet "Pierrot Lunaire" (1912), oratoriet "Jacobsstigen", forskellige klaverstykker og sange med orkester og klaverakkompagnement. Dertil kommer teoretiske værker som "Harmonilære" (1911), "Structural Function of Harmony" (1954) og "Fundamentals of Musical Composition" (udg 1967) (d 13/7 1951)

 

f Sherwood Anderson, amerikansk forfatter; han var industriarbejder i Chicago nogle år inden sin deltagelse i den spansk-amerikanske krig. Arbejdede herefter på et reklamebureau i Chicago. Byen der i årene før og under 1. Verd.krig var centrum for en litterær opblomstring med forfattere som Carl Sandburg og Theodore Dreiser. Opmuntret af disse udgav A romanen "Windy McPherson’ Son" (1916). Tre år senere vakte han opmærksomhed med "Winesburg, Ohio" (1919) en samling noveller om menneskeskæbner og forkvaklede sind i en småby i Midtvesten. 1920 kom romanen "Poor White", om hvordan maskinen ødelægger livet i en lille by. Fra 1925 er "Dark Laughter", hvor de sortes angivelige frigjorthed, deres latter og sang sættes op mod de hvides åndelige sterilitet. I 1930'erne udgav Anderson bl.a. nogle af sine bedste fortællinger f.eks. "Death in the Woods" (1933) og romanen "Kit Brandon" (1936) om forbudstidens USA. Selvbiografiske er "A Story-Teller’s Story" (1924) og "Tar, a Midwest Childhood" (1926). Anderson skrev desuden digte og redigerede to lokalaviser. I sit grundsyn er A blevet karakteriseret som naturalist, men for ham havde menneskenaturen med dens instinkter og drifter noget mystisk, næsten religiøst ved sig. Hans personer er som oftest hjælpeløse og kontaktløse mennesker, ude af stand til at klare sig i det moderne samfund og ude af stand til at bryde ud af småbyens konventioner (d 8/3 1941)

 

Slaget ved Tel el-Kebir udkæmpes i Ægypten mellem nationalistiske, oprørske ægyptere og en britisk hær under kommando af Sir Garnet Wolseley. Oprørets leder, Arabi Pasha en oberst i den ægyptiske hær, var særdeles populær i både hæren og befolkningen. Han var et levende symbol for modstanden mod såvel den tyrkisktalende minoritets som den europæiske indflydelse i Ægypten. Faren for en større rejsning og dermed risikoen for at miste kontrollen over Suezkanalen bragte den britiske og den franske flåde til Alexandria i maj 1882. Efter en massakre her i juni bombarderede den britiske flåde byens forter, og den britiske regering besluttede at nedkæmpe oprøret. En invitation til den franske og den italienske regering om at deltage blev afvist. Briterne landsatte da en ekspeditionsstyrke i Ismailia, som den 13. september besejrede Arabi Pashas styrker. Få dage senere overgav Arabi Pasha sig. Han blev dødsdømt, men benådet og forvist til Ceylon. Her opholdt han sig i 19 år, hvorefter han fik lov til at vende tilbage til Ægypten

 

f John Boynton Priestley, britisk forfatter; han slog igennem i 1929 " The Good Companions" (da. Kammeraterne, 1930). Blandt P’s andre romaner er " Angel Pavement" (1930), "They Walk in the City" (1936), "Black-Out in Gretley" (1942) og "Bright Day"(1946). I sit forfatterskab optræder han gerne som den typiske Yorkshiremand, ærlig, flegmatisk og undertiden sentimental og skildrer ud fra et optimistisk socialistisk syn engelsk hverdag. Priestley gjorde lykke på teatret i 1931 med en dramatisering af The Good Companions og skrev senere mange skuespil, bl.a. "Dangerous Corner" (1932), det første af en serie hvor han eksperimenterer med tidsdimensionen; i 1947 havde det moralsk-psykologisk betonede "Music at Night" premiere. Hans skildring af England med kommentarer fra en rejse omkring i landet "Englisk Journey" (1934) blev meget populær. Selvbiografisk er "Midnight on the Desert" (1937) og "Rain Upon Godshill" (1939). P udgav endvidere en række kulturhistoriske, rigt illustrerede værker, som "The Edwardians" (1970) og "The English" (1973). En stor del af Priestleys omfangsrige forfatterskab består af artikler om aktuelle spørgsmål i aviser og tidsskrifter. Desuden skrev han TV-stykker, litteraturkritik og essays (d 14/8 1984)

 

1945 d Anton Webern, østrigsk komponist og dirigent; fra 1902 studerede han musikvidenskab ved Wiens universitet. For hans musikalske udvikling blav det af afgørende betydning, at han fra 1904 blev Arnold Schönbergs elev. I 1908 afsluttede han studierne med "Passacaglia" opus 1 for orkester. Dette værk er tonalt, men Webern var allerede da begyndt at frigøre sig fra traditionel harmonik og udvikle en stil byggende på atonalitet. Med udgangspunkt i Schönbergs tolvtonemusik skabte han en helt særegen stil præget af knaphed og koncentration, hvor melodiske linier må vige til fordel for enkeltstående toner og klange. I sine værker udvikler han rækkeprincippet til også at omfatte andre parametre end skalaens tolv kromatiske toner, som rytme og klangfarve, herved blev han inspirator til udviklingen af serialismen efter Anden Verdenskrig. Weberns produktion er ikke stor – 31 opus – og omfatter især kammermusik, hertil kommer korværker og talrige sange (f 3/12 1883)

 

d August Krogh, fysiolog; han blev magister i zoologi i 1899 og i 1903 dr phil på en afhandling om "Frøernes Hud- og Lungerespiration"; 1908 blev han docent i dyrefysiologi ved Københavns Universitet. Samme år udkom hans "Lærebog i Menneskets Fysiologi for Gymnasiet", der i årtier blev anvendt i biologiundervisningen i gymnasiet. I årene 1916-45 var han professor i zoofysiologi ved Københavns Universitet. En samlet fremstilling af Kroghs undersøgelser af stofskiftets kvantitative forhold fremkom 1916 i "The Respiratory Exchange of Animals and Man". Undersøgelserne over kredsløbet og stofskiftet i hvile og under arbejde ledte naturligt ind på spørgsmålet om iltforsyningen til de arbejdende muskler og dermed hårkarrenes funktion. Krogh påviste, at musklerne regulerer blodforsyningen gennem åbning og lukning af hårkarrene. Undersøgelserne indbragte ham 1920 nobelprisen i medicin/ fysiologi. Krogh anses for at være en af grundlæggerne af den moderne arbejds- og idrætsfysiologi og for at have haft dybtgående indflydelse på den videnskabelige forsknings udvikling i Danmark. Gennem sit engagement i forskningens praktiske betydning formåede han at bringe sit fags resultater til anvendelse herhjemme og i udlandet. Om Krogh er der blevet sagt, at han var en af 1900-tallets førende naturviden-skabsmænd. Hans biologiske forskning var alsidig. Han studerede bl.a. insekters energistofskifte under flugt. I en karrusel drevet rundt af flyvende græshopper blev iltoptagelse og kuldioxidudskillelse målt. Det viste, at flyvende græshopper forbrænder fedt og ikke sukker, hvilket muliggør højt stofskifte under langvarig flugt (f 15/11 1874)

 

1988 d Christian Kampmann, forfatter; han var journalistuddannet og 1964-71 ansat ved TV-avisen og dagbladet Information. Som forfatter debuterede han i 1962 med novellesamlinger " Blandt venner", som med bidsk ironi skildrer hans barndoms overklassemiljø. Novellerne "Ly" (1965) og romanerne "Sammen" (1967), "Nærved og næsten" og "Uden navn" (begge 1969) skildrer solidarisk middelklassemennesker fastlåst i (små)borgerlige konflikter, døde konflikter og fortrængte konfli-kter. Romanserien i fire bind om familien Gregersen "Visse hensyn", "Faste forhold", "Rene linjer" og "Andre måder" (1973-75) beskriver gennem voksne og børn i et direktørhjem den borgerlige families opløsning, de unges frigørelsesforsøg og det danske samfund 1954-74. Med Gregersen-sagaen fik Kampmann et stort publikum (hvert bind kom i 120.000 eksemplarer), og han brød et tabu, da han ved udgivelsen af sidste bind fulgte kvindebevægelsens parole om "at offentliggøre det private" og fortalte frit om sin biseksualitet. Han gik ind i debatten om seksuel frigørelse som medredaktør af tidsskriftet Seksualpolitik (1975-78) og bearbejdede sit gamle identitetsskema – hvem er jeg? hvordan realiserer jeg mig selv? – i de selvbiografiske udviklingsromaner "Fornemmelser" og "Videre trods alt" (1977-79) om "at bryde igennem til virkeligheden". Især den første var nyskabende med sin stiliserede fortælleform. Kampmann blev dræbt af sin mangeårige ven og samlever under et skænderi i sit sommerhus på Læsø. Posthumt udkom romanen "Skilles og mødes" (1992) om et bøssemiljø truet af AIDS (f 24/7 1939)

 

1993 Den israelske premierminister Yitzhan Rabin og PLO-formand Yassir Arafat underskriver i Det hvide Hus i Washington D.C. en principerklæring om fredsprocessen og for de fortsatte forhandlinger om palæstinensisk selvstyre. Da det ud på sommeren 1993 forlød, at alt nu var klar til det endelige fredsmøde mellem PLO-formanden og den israelske premierminister, viste det sig, at det var næsten private samtaler mellem to israelere og to palæstinensere, der førte frem til den aftale, begge parter kunne blive enige om. Det blev dette private forslag fra Oslo-kontakterne, der blev grundlag for den principaftale, der blev indgået den 13. september 1993. Forinden havde de de to parter udvekslet breve, hvor Israel anerkendte PLO og PLO Israel. I indledningen til aftalen hedder det bl.a., at Israel og PLO er enige om, "at det er på tide at gøre ende på årtiers konfrontation og konflikt, gensidigt at anerkende hinandens legitime og politiske rettigheder og tilstræbe at leve i fredelig sameksistens og i gensidig respekt og sikkerhed og at opnå en retfærdig, varig og altomfattende fred og historisk forsoning gennem den aftalte politiske proces". Derefter opregnes de principper, efter hvilken fredsprocessen skal føres

 

 

 

 

Til top        14. september

258 d Cyprian, biskop, forfatter, helgen og martyr; han blev født i en rig hedensk familie i Karthago, der på det tidspunkt var det vestromerske riges næststørste by. Han omvendte sig 245 til kristendommen og blev snart diakon, presbyter og ca 248 biskop i Karthago. Under kejser Decius’ kristenforfølgelse (249-51) flygtede C ud i ørkenen, men derfra ledede og trøstede han gennem breve menigheden. Han greb især ind i tidens mest akutte kirkelige problem, hvordan skulle man stille sig til dem, som under forfølgelserne havde afsværget deres kristentro eller havde opgivet den, og som siden søgte om at blive genoptaget i kirken? Nogle så ikke noget problem deri. Andre fastholdt, at frafaldne først kunne genoptages på dødslejet. Cyprian ville, at man skulle skelne mellem forskellige klasser af frafaldne. De enkelte tilfælde skulle undersøges af biskopperne, som iflg. Cyprian var den eneste instans til at afgøre sådanne sager. Samtidig trængte han igennem med sin energiske fastholden ved bispeembedets forrang i menigheden. I sit skrift "De unitate Catholicae" (Om kirkens enhed) hævdede Cyprian, at selve kirkens eksistens og identitet afhang af lydighed mod biskoppen. Den, som bryder med sin biskop, bryder med kirken. Uden for den menighed, som en valgt og indviet apostelefterfølger stod i spidsen for, var ingen frelse mulig. Cyprian blev halshugget under kejser Valerian's kristenforfølgelser (f kendes ikke)

 

1321 d Dante, italiensk forfatter; som ung mand i fødebyen Firenze interesserede Dante sig for digtning, musik og tegning og blev kendt for "den kunst at sige ord med rim". 31 af sine bedste digte offentliggjorde han omkr. 1292 i prosadigtet "Vita Nuova", der som et forfinet kærlighedsdigt med religiøst-filosofisk indhold handler om hans kærlighed til Beatrice Portinari, som han elskede, siden de begge var ni år. Dante tilbad hende på afstand; hun blev gift med en rig florentinsk bankier. I 1302 blev Dante dømt til evig landflygtighed, og han vendte ikke tilbage til Firenze. Kærligheden til Beatrice præger også hans hovedværk "La Divina Commedia" – Den guddommelige Komedie. Det er en fortælling på vers om D’s vandring ned gennem helvedestragten og op ad skærsildsbjerget; på denne strækning er den oldromerske digter Vergil – symboliserende den menneskelige fornuft - hans fører og ledsager; men derefter leder Beatrice – symboliserende teologien - hans opstigning gennem paradishimlen til det rene guddomslys, hvor alkærligheden åbenbarer sig, den der som universets drivende kraft "svinger Solen og de andre stjerner". I digtet fører Vergil og Beatrice Dante ad frelsens vej, sådan som den klassiske visdom og den himmelske visdom, åbenbaringen, leder menneskeheden fremad, og sådan som det romerske kejserdømme – som Vergil digtede om – i samarbejde med kirken kan redde først og fremmest Dantes eget Italien. I digtet har Dante, der besad al sin tids lærdom, nedlagt al sin viden om den antikke verden og om sin samtid, og han møder en vrimmel af væsener, mytologiske figurer, historiske personer fra den klassiske oldtid og mennesker fra hans egen tid. Sine sidste år levede Dante i Ravenna. Her døde han, og her blev han begravet. Ravenna har med fasthed gentagne gange afslået Firenzes bøn om at få Dantes lig udleveret (f maj/juni 1264)

 

1402 Englænderne besejrer skotterne i slaget ved Homildon Hill ved floden Till. Henrik 4., der i 1399 havde erhvervet den engelske trone ved at afsætte og myrde sin fætter Richard 3., ville i juli 1402 demonstrere sin magt over for skotterne. Men hans invasion af Skotland mislykkedes. Da han med sin hær nåede frem til Edinburgh, så han det umulige i at erobre byens borg. En belejring ville komme til at vare længe og ville ødelægge disciplinen i hans hær. Henrik valgte da at trække sig tilbage. For at beskytte Nordengland mod skotske plyndringstogter efterlod han det meste af sin hær ved grænsen mellem England og Skotland. Det lykkedes dog én skotsk hær med jarlen af Douglas som leder at trænge ned i England, hvor den plyndrede Newcastle. Da englænderne erfarede om skotternes tilbagetrækningsrute, optog de forfølgelsen. Da Douglas spejdere rapporterede tilstedeværelsen af en stor engelsk hær, valgte han at indrette en forsvarsstilling ved Homildon Hill. Her blev skotterne, da englænderne nåede frem. Men da de engelske bueskytter, der havde krigserfaring fra deltagelse i Hundredårskrigen, begyndte at overdænge den skotske stilling med pile, blev situationen uholdbar for skotterne. Nu var ikke kun deres bytte, men også deres liv i fare. Men da de foretog et udfald, blev de besejret. Blandt de skotske fanger var der mange fremtrædende personer, som kunne indbringe en betydelig løsesum. Men Henrik, der havde et desperat behov for penge, krævede, at fangerne blev overladt ham. Det skete, men skabte utilfredshed og oprør. Et oprør, der førte til slaget ved Shrewsbury den 21. juli 1403

 

f Jan van Oldenbarnevelt, nederlandsk statsmand; var i 1568 blandt de ledende i Nederlandenes revolte mod Spanien. Han blev en af Vilhelm 1. af Oraniens betydeligste medarbejder i striden og havde betydelig indflydelse på de forhandlinger, der førte til Unionen i Utrecht (1579), den konstitutionelle basis for Den hollandske Republik. Efter Vilhelms død 1584 blev han leder af de Nederlandske provinser og stod bag den antispanske triplealliance med England og Frankrig. I den 12 årige fredsperiode fra 1609 fik Oldenbarnevelt skabt grundlaget for Hollands dominerende rolle i Nederlandene. Oldenbarnevelt var storborgeraristokrat, moderat kalvinist og tilhænger af provinsernes selvstændighed over for centralmagten; på grund af dette kom han i strid med Vilhelms søn Moritz af Oranien, som var streng kalvinist og tilhænger af centralisme. 1618 blev Oldenbarnevelt arresteret, dømt og henrettet for højforræderi og for undergravende religiøs virksomhed (d 13/5 1619)

 

1638 d Hans Poulsen Resen, biskop og forfatter; han blev student i 1581, studerede et par år i København og drog 1584 som hovmester for en ung adelsmand på en europæisk rejse, der varede syv år. I Wittenberg blev han 1588 magister, og efter hjemkomsten i 1591 blev han professor i dialektik og vikar for Sjællands biskop og i 1597 professor i teologi. Fra 1615 til sin død var han Sjællands biskop. Som nidkær vogter af den reformatoriske tradition og støttet af kongen for R hårdt frem mod alle afvigelser. Han arbejdede ivrigt for reformer i latinskolerne og for katekismeundervisningen. I 1607 udgav han en ny oversættelse af Bibelen fra hebræisk og græsk, der betød et brud med inspirationen fra Luthers bibeloversættelse. R karakteriseres som en dygtig og myndig biskop, der førte strengt tilsyn med præsterne og gjorde meget for at højne almuens kundskaber såvel verdsligt som kristeligt. Hans forfatterskab, både det folkelige og det lærde, byggede på traditionen fra Melanchton (f 2/2 1561)

 

d Giovanni Domenico Cassini (fra 1673 Jean Dominique C), italiensk/fransk astronom; professor i Bologna 1650. I 1671 blev han af Colbert kaldt til leder af det nyoprettede observatorium i Paris. Her udforskede han i de flg. år Saturn, og han opdagede yderligere fire af dens måner: Iapetus, Rhea, Tethys og Dione. I 1670'erne arbejdede Cassini med at bestemme pomløbstiden for de fire store Jupitermåner, og Ole Rømer, der på det tidspunkt befandt sig i Paris, blev inddraget i arbejdet. De to astronomer opdagede, at månerne bevægede sig i elipseformede baner omkring den store planet. Keplers lov gjaldt således også for Jupitermånerne, og deres fart varierede derfor under hvert omløb. Selv om der var tale om et vanskeligt arbejde, lykkedes det dem at fastslå månernes omløbstider. Det var under dette arbejde, Rømer konstaterede, at lyset udbreder sig med en endelig hastighed. Et fænomen han kaldte "lysets tøven". Mens Cassini var professor i Bologna opdagede han, at Jupiter roterer omkring sig selv, og han bestemte planetens rotationsperiode med en måleusikkerhed på kun få minutter.Under sine observationer af Saturn og dens ringe forklarede Cassini ringenes natur, og han opdagede, at der mellem dem er et stort tomt område, der naturligt nok kaldes "Cassinis gab". Endvidere bestemte Cassini afstanden til Mars, hvad der gjorde det muligt at bestemme afstande i solsystemet ret præcist (f 8/6 1625)

 

Efter Frederik den Store af Preussens katastrofale nederlag i Den preussiske Syvårskrig i slaget ved Kunersdorf den 12. august, hvor preusserkongen i løbet af seks timer mistede 18.000 mand, kan en østrigsk hær under kommando af L.J. von Dorn besætte Dresden. Siden den 9. september 1756 mindre end 14 dage efter krigens udbrud havde byen været besat af preusserne

 

f Alexander von Humboldt, tysk naturforsker og geograf; efter han i Berlin og Göttingen havde fået en naturvidenskabelig uddannelse, foretog han 1797-1804 en rejse til Syd- og Nordamerika og hjemførte til Europa store naturhistoriske og etnografiske samlinger (alene af plante- og dyreriget 6000 genstande). Humboldt opholdt sig efter rejsen i Paris for at udarbejde sin store rejsebeskrivelse "Voyage aux régions équinoxiales du noveau continent" i 30 bind med 1425 kobberstik. Fra 1827 var han bosat i Berlin, hvor han holdt en række forelæsninger, der senere blev indarbejdet i hovedværket "Kosmos". 1829 begyndte Humboldt sin anden store rejse; denne gang en 18.000 km lang rejse til Ural og det indre af Asien. Rejsen og dens resultater beskrev Humboldt i "Fragments de géologie et de climatologie asiatique" (1831) og i "Asie Centrale, recherches sur les chaines de montagnes et la climatologie comparée" (1843). Ganske vist gjorde H ingen geografiske nyopdagelser, men på baggrund af sin beherskelse af naturvidenskaberne satte han i sine værker en ny standard for præcis naturbeskrivelse. Dette i forbindelse med hans skarpe iagttagelsesevne, hans evne til at forklare forskellige fænomeners sammenhæng har gjort ham kendt som et af naturvidenskabens største navne, og som en af en af den moderne geografis grundlæggere. Fra 1845 til sin død arbejdede Humboldt på sit store værk "Kosmos" om verdensaltets fysiske love, og som han selv kaldte bogen om himmel og jord. Endvidere ydede han vigtige bidrag til læren om jordmagnetisme, meteorologi, klimatologi og geologi (d 6/5 1859)

 

Påvirket som han var af oplysningstidens ideer kombineret med ønsket om at reformere et forældet statsapparat og udrydde fordomme og traditioner ophæver Struensee censur og indfører uindskrænket trykkefrihed. Det var en politik, der vakte opsigt i enevældens og oplysningens Europa, og som bl.a. fik frisindets førstemand, den aldrende Voltaire, til at sende et smigrende brev til den danske konge. Ophævelsen af censuren skulle udtrykkeligt give "redelige personer" og "nidkære patrioter" mulighed for at kritisere "ældre tiders vildfarelser og fordomme" og "angribe misbrug". Hermed markerede Struensee sine politiske motiver, idet kabinetsordren opfordrede til kritik af de foregående magthaveres dispositioner. Struensees trykkefrihed var imidlertid et tveægget sværd. Den strøm af skrifter – med forfatternavn eller anonyme – der vældede frem, kritiserede også Struensee, hans tyskhed, hans ugudelighed og hans manglende sans for sæd og skik. Allerede året efter fandt Struensee det derfor nødvendigt at gøre ytringsfriheden betinget. I oktober 1721 indskærpedes derfor, at misbrug af ytringsfriheden ville blive straffet. Endvidere skulle for fremtiden ethvert skrift enten være forsynet med forfatterens navn eller – hvis man ønskede at være anonym – med navnet på den i så fald ansvarlige bogtrykker ..

 

Napoleons indtog i Moskva. Dagen efter fulgte storarméen efter. I et brev til kejserinde Marie Louise skildrede Napoleon, hvor smukt byen skinnede i septembersolen med sine 1600 kirketårne og pragtfulde paladser. Nu skulle de franskes kejser og hans soldater have en velfortjent hvil, og tsar Aleksander tvinges til at slutte fred. Men om aftenen skete noget uventet: på enkelte steder i byen brød brande ud. Snart begyndte ilden at flamme op stadig flere steder i byen, og den kraftige vind fik den til at brede sig uhyggeligt hurtigt. I fire døgn rasede branden, og mere end to tredjedele af byens huse blev flammernes bytte. Noget militært afgørende betød branden ikke. De fleste af de franske troppers forsyninger var i behold. Men den virkede stærkt nedbrydende på troppernes moral, og desuden var udsigterne til at forny forsyningerne blevet mindre. Napoleon selv bevarede en urokkelig ro. Han arbejdede på at få Aleksander til at slutte fred. Gennem forskellige mellemmænd fremsatte han flere forslag, der var særdeles gunstige for russerne. Men noget svar kom der ikke. Snart var der ikke andet at gøre end at begynde et tilbagetog. Det skete den 19. oktober

 

d Pierre-Francois-Joseph Lefebvre, hertug af Danzig, fransk marskal; han startede sin militære løbebane i 1773. Ved udbruddet af revolutionen i 1789 var han sergent; i de flg. år steg han hurtigt i graderne, fra sept. 1792 til januar 1793 således fra kaptajn til divisionsgeneral. 1793-96 kommanderede han fortroppen af Rhinarmeen og udmærkede sig i slagene ved Fleurus (juni 1794) og Duisburg (september 1795). I 1799 blev han guvernør i Paris og blev af Napoleon overtalt til at støtte ham ved statskuppet den 9. november 1799, der gjorde Napoleon til førstekonsul og dermed Frankrigs enehersker. I 1800 blev Lefebvre senator og i 1804 marskal. I slaget ved Jena (14. okt. 1806) havde han kommandoen over infanterigarden; den 27. april 1807 indtog han Danzig, en bedrift der gav ham titlen duc (hertug) de Dantzig. Lefebvre gjorde tjeneste i Spanien i 1808; året efter deltog han i krigen med Østrig og udmærkede sig i slagene ved Eckmühl og Wagram. Han var med på ruslandsfelttoget. Skønt han i 1814 bekæmpede de allierede hære i deres forsøg på at trænge ind i Frankrig, stemte han i senatet for Napoleons afsættelse. For denne handling blev han adlet af Louis XVIII, da Napoleon var blevet afsat. Da Napoleon vendte tilbage fra Elba, brød L med Louis XVIII. Han sluttede sig til Napoleon og støttede ham i at generhverve magten i Frankrig. Da Louis XVIII vendte tilbage på den franske trone, blev Lefebvre frataget sine titler (f 20/10 1755)

 

Dagbladet Fædrelandet begynder udgivelse. Det startede som ugeblad som organ for den nationalliberale opposition, og med den vægt, det lagde på at behandle tidens politiske, sociale og økonomiske problemer, blev det snart det førende oppositions-blad, og ved tronskiftet 1839 blev det dagblad. I 1840’erne var bladets mærkesager først og fremmest det slesvigske spørgamål (Ejderpolitikken), kravet om fri forfatning, liberalisme og skandinavisme. Bladets skarpe opposition medførte i årtiet talrige sagsanlæg og domfældelser. Bladet voksede og fik en betydelig indflydelse i hovedstaden, og spillede en afgørende rolle i Martsdagene 1848 og gennemførelse af grundloven. Indtil 1864 bevarede F sin fremtrædende position som talerør for den nationalliberale politik. Efter 1864 begyndte bladet at tabe terræn, det blev konservativt og vendte sig mod alle nye strømninger inden for litteratur og kunst. Samtidig bekæmpede det det voksende Venstre. Bladet havde aldrig været nogen god forretning, men havde nu voksende underskud. Et konsortium forsøgte i 1881 at skabe et rent erhvervsblad, men forgæves. Året efter gik Fædrelandet ind

 

f Ivan Pavlov, sovjetisk læge og fysiolog; han blev dr. med. i 1883 og 1890 professor i farmakologi i St Petersborg, 1897 i fysiologi samme sted. For at studere fordøjelsesprocessen hos dyr udviklede han en ny operationsteknik. Han studerede først især bugspytkirtlens nerver og fukntion, senere mavesaftsekretionen og fik i 1904 Nobelprisen i fysiologi/medicin for disse arbejder. Med udgangspunkt i sine banebrydende studier af fordøjelsen kom Pavlov til at undersøge spytsekretionen og vilkårene for denne. Ved systematiske eksperimenter på hunde fandt han, at spyt ikke kun blev udskilt ved direkte stimuli, som f.eks. synet og lugten af mad. Andre stimuli, f.eks. lyden af en klokke, som lød samtidig med eller umiddelbart før hunden fik mad, blev efterhånden i stand til at fremkalde spytsekretion. Dette kaldte Pavlov "psykisk sekretion" senere betinget refleks. Gennem eksperimenter med indlærte reflekser udviklede Pavlov teorier om centralnervesystemets funktioner. Den betingede refleks anses i dag som et grundprincip i dyrs og menneskers indlæring. Pavlov's metoder, resultater og teorier blev af afgørende betydning for den såkaldte objektive psykologi, som den blev praktiseret i Sovjetunionen og behaviorismen i USA (d 27/2 1936)

 

d J F. Cooper, amerikansk forfatter; han blev relegeret fra Yale universitet 1805; han tog til søs og gjorde tjenste i marinen 1808-11. Med "The Spy" fra 1821 indledte Cooper en lang række romaner (ialt 33) som gjorde ham til en af tidens mest læste. I en tredjedel af sine romaner skildrer han livet til søs. Men det var med "The Pioneers" (1832, dansk Colonisterne, 1828-29), der foregår i civilisationens grænseområder, han fandt sit egentlige emne. Særlig kendt er hans bøger om Natty Bumppo eller Lædrstrømpe, en mytisk jægerskikkelse, der færdedes blandt nybyggere og indianere. "The Deerslayer" (1841, da. Hjortedræber, 1845), "The Last of the Mohicans" (1826, da. Den sidste Mohikaner, 1827, som den første udenlandske udgave) "The Pathfinder" (1840, da. Stifinder, 1851). Endvidere har Cooper skrevet sociale romaner f.eks. "Home and Found" (1838), der blev skrevet efter et ophold i Europa, og i hvilken Cooper som den første påpegede, at den offentlige menings enorme magt kan være noget negativt. Bl. hans romaner om livet til søs er "The Pilot" (1823). Hertil kommer rejsebeskrivelser, samfundskritiske bøger og historiske arbejder. Som den første forfatter, der bevidst henter sit stof fra Amerikas samtid og historie, dets byer og vildmark, hører Cooper med til USA's litterære pionerer. Samtidig blev han USA’s første internationalt kendte romanforfatter (f 15/9 1789)

 

d Arthur Wellesley 1st Duke of Wellington, engelsk feltherre og statsmand; han deltog i Kbhvns belejring 1807 og i kampen mod Napoleon ledede fra 1808 et britisk hjælpekorps på Pyrenæerhalvøen. Med korpset trængte han i 1813 ind i Syd-Frankrig. Efter udnævnelse til hertug og feltmarskal blev Wellesley chef for en allieret hær og sejrede sammen med Blücher ved Waterloo. Ved Wienerkongressen repræsenterede Wellington Storbritannien. Herefter var han 1814-15 sit lands gesandt i Paris. I 1827 blev han øverstkommanderende for den britiske hær og var 1828-30 leder af en toryregering. 1834-35 var han atter premierminister og i denne periode også udenrigsminister. Endelig var han i årene 1841-46 minister uden portefølje. I sin indenrigspolitik var "jernhertugen" konservativ og bekæmpede energisk alle reformforsøg fra "whiggernes" side (f 1/5 1769)

 

1852 d Augustus Welby Northmore Pugin, britisk arkitekt og skribent; han var en hovedskikkelse inden for britiskk nygotiksk arkitektur og interesserede sig især for gotikkens rationelle og konstruktive principper. Hans hovedværk som arkitekt er indretningen af House of Lords, St Chad's Cathedral i Birmingham og St.George Cathedral, Southwark; han udførte også møbler til Windsor Castle 1828-30 og til verdensudstillingen 1851, altsammen i eg og i en kraftig og rigt udskåret nygotik. Hans betydning som teoretisk skribent er grundlæggende for Gothic Revival, i.e. en betegnelse, der fra midten af 1800-tallet blev brugt i Storbritannien til at beskrive bygninger opført i middelalderens stil. Senere fik termen en mere omfattende betydning, nemlig beskrivende hele den ny-gotiske bevægelse. I værket "Contrats" (1836) vil Pugin påvise, hvorledes middelalderens løsninger var smukkere og bedre end klassicismens; af andre teoretiske værker udsendte han i 1841"The Principles of Pointed Architecture" og i 1843 "An Apology for the Revival of the Christian Architecture" (f 1/3 1812)

 

f Jacob Knudsen, forfatter; i 1881 blev han cand theol, hvorefter han var lærer på Askov Højskole til 1890, da han blev valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers fjord. En skilsmisse og et nyt ægteskab førte 1897 til et brud med menigheden, og Knudsen ernærede sig herefter væsentligst som foredragsholder og fremragende oplæser. Han indledte sit forfatterskab 1898 med "Et Gensyn"; derefter kom i hurtig rækkefølge en række romaner bl.a. "Den gamle Præst", 1899, med minder om barndomhjemmets præstegård, også dobbeltromanen "Gjæring – Afklaring" (1902) har tydelige selvbiografiske træk. "Sind" (1903) er en bog om en bondeslægts fanatisme og retfærdighedssøgen indtil det vanvittige."Lærer Urup" (1909) er et opgør med tidens moderne samfunds- og skoleideer. Det store værk "Angst-Mod" (1912-14) fortæller om Luthers udvikling til reformator og hans vanskelige vej til den sande tro. I sit forfatterskab forfægtede Knudsen kristelige og pædagogiske meninger med styrke, men også sociale problemer kom han ind på. Oplevelser fra sine foredragsrejser gav ham stof til nogle fortællinger (samlet i "Jyder" I-II, 1915-17). I hans sparsomme lyrik er salmerne "Se, nu stiger Solen af Havets skød" (1891) og "Tunge, mørke Natteskyer" (1890). De har overlevet. Det kan næppe siges om meget andet af Jacob Knudsens store produktion, bundet som den er til problemer fra hans samtids folkelige og religiøse område. Problemer der kun har historisk interesse for nutidens læsere (d 21/1 1917)

 

f Jan Masaryk, tjekkoslovakisk diplomat og udenrigsminister; studerede fra 1907 i USA, han vendte tilbage til Tjekkoslovakiet før udbruddet af 1. Verd.krig, han blev indkaldt og gjorde tjeneste i den ungarske hær. Da hans fødeland blev selvstændigt, blev han ansat i udenrigsministeriet og blev i 1919 som chargé d’affaires sendt til Washington; gjorde derefter tjeneste ved den tjekkoslovakiske ambassade i London, inden han i 1921 vendte tilbage til Prag, hvor han blev sekretær for den tjekkoslovakiske udenrigsminister. I 1925 blev han sit lands minister i London; han trådte tilbage fra denne post efter Münchenforliget den 30. sept. 1938. Under 2. Verd.krig. var Masaryk udenrigsminister i den tjekko-slovakiske eksilregering i London. Hans radiotaler til det tyskbesatte Tjekkoslovakiet gjorde ham for første gang populær i det hjemland, han havde været borte fra i lang tid. Efter sit lands befrielse 1945 fortsatte Masaryk som udenrigsminister. En post han fandt det stadig sværere at bestride, og især efter Sovjetunionen tvang Tjekkoslovakiet til at afstå fra at modtage Marshallhjælp på trods af, at Tjekkoslovakiet havde sagt ja tak til det amerikanske tilbud om økonomisk hjælp. Efter det kommunistiske kup den 25. februar 1948 fortsatte Masaryk efter anmodning fra præsident Benes som udenrigsminister. Den 10. marts 1948 fandt man hans lig; alt tyder på han blev myrdet af kommunisterne ved at blive kastet ud af vinduet i udenrigsministeriet. Kommunisterne hævdede, Masaryk begik selvmord (d 10/3 1948)

 

d William McKinley, som konservativ republikaner og ivrig forkæmper for protektionisme i toldpolitik var han USA's præsident 1897-1901; han var uddannet som jurist og begyndte i 1867 virksomhed som advokat i Canton, Ohio. I de 14 år mellem 1877-90 han var medlem af Repræsentanternes Hus, blev han især kendt som tilhænger af høje toldmure for at beskytte amerikansk industri. I 1891 blev han guvernør i Ohio, og opbyggede en så stærk position i sit parti, at han blev nomineret som præsidentkandidat og 1896 valgt til præsident. Straks han var blevet præsident, nedsatte han en komité til at revidere de amerikanske toldsatser. Det blev stort set hans eneste indenrigspolitiske initiativ i hans første præsidentperiode. Alle andre indenrigspolitiske spørgsmål kom til at stå i skygge af de uroligheder i den spanske koloni Cuba, der i foråret 1898 førte til den spansk-amerikanske krig. Krigen endte med amerikansk sejr og erhvervelse af de spanske kolonier. Heraf blev Hawaii annekteret af USA, mens der i Puerto Rico, Cuba og Filippinerne blev oprettet "selvstændige" stater under amerikansk beskyttelse. McK blev genvalgt i 1900. Men hans anden præsidentperiode blev ikke lang. Under et besøg på den Pan-Amerikanske udstilling i Buffalo, New York, blev han myrdet af en polsk anarkist (29/1 1843)

 

1927 d Isidora Duncan, amerikansk danser(inde); debuterede som skuespiller i New York i 1896. Hun blev inspireret til at tolke musik i bevægelse af sin mor, der var musiklærer. D var modstander af konventionel balletteknik og optrådte både privat og offentligt med egne soloforestillinger, hvor hun oftest dansede barfodet og i antikinspirerede gevanter. I 1897 rejste hun til Europa, hvor hun hovedsagelig optrådte til sin død. Foruden at danse i de europæiske storbyer etablerede hun flere balletskoler, bl.a. i Berlin 1905 og Moskva 1921-22. I USA blev hun aldrig accepteret. Det skyldtes både hendes begejstring for den nye Sovjetstat og hendes uortodokse levemåde. Hun er blevet karakteriseret som en romantisk revolutionær, frigørelsen af kroppen og dansen ville hun udstrække sig til at gælde kvindesag og samfundsreform. Hun fik en dramatisk død. Hun blev kvalt, da hendes tørklæde vikledes om hjulet på hendes bil (f 27/5 1878)

 

Ved rigsdagsvalget i Tyskland går nazisterne frem fra 12 til 107 mandater og bliver Rigsdagens næststørste parti. Den 16. juli 1930 forkastede den tyske Rigsdag med 256 stemmer mod 193 en del af regeringens skattelovsforslag. Præsident Hindenburg tvang derefter forslaget igennem ved et dekret i kraft af de nødretsfuldmagter, han havde ifølge forfatningen. Rigsdagen bestred den konstitutionelle gyldighed af denne handling og vedtog et nyt lovforslag, som krævede den dekreterede skattelov ophævet. Regeringslederen, Brüning, svarede igen med at opløse Rigsdagen og udskrive valg. I den to måneder lange valgkamp tog nazisterne alle tænkelige propagandakneb i brug for at tiltrække sig opmærksomhed og vinde stemmer. I storbyerne noterede man en kraftig stigning i antallet af gadespektakler med SA’erne som fremtrædende deltagere. De nazistiske slagord blev malet på husmure, plakater blev hængt op, der blev holdt demonstrationer og massemøder, nazisterne lod intet ubenyttet, som kunne give indtryk af energi, beslutsomhed og sejrsvilje. I byerne appellerede Hitler især til den depressionsramte middelklasse og tog sigte på at tage stemmer fra de mere moderate og "respektable" borgerlige partier. Samtidig ofrede nazisterne stor opmærksomhed på vælgerne på landet, og også her rev de den unge generation med. Mange, som stemte for første gang, reagerede ivrigt på nazisternes angreb på "systemet", som ikke kunne skaffe dem arbejde, og de blev begejstrede for nazisternes krav om disciplin, offer og handling

 

1937 d Thomas Masaryk, tjekkoslovakisk politiker; afsluttede 1876 et studium i filosofi ved universitetet i Wien, hvor han tre år senere blev ansat som lektor i filosofi og udgav i 1881 sit første større sociologiske værk "Der Selbstmord als soziale Massenerscheinung der modernen Zivilisation". Det fulgtes senere af en lang række filosofiske, sociologiske og politiske værker. I 1882 blev han professor i filosofi ved det nyoprettede universitet i Prag og fra begyndelsen af 1890'erne ledende i den bevægelse, der krævede selvstændighed for den tjekkoslovakiske nation. 1891 blev han medlem af det østrigske deputeretkammer. 1900 stiftede han det tjekkoslovakiske progressive parti, senere kaldet Realistpartiet. Fra 1907 repræsenterede han dette parti i ovennævnte deputeretkammer. Under 1. Verdenskrig arbejdede han i udlandet for oprettelsen af en uafhængig tjekkoslovakisk stat. 1916 fik han dannet et nationalråd, som 1918 anerkendtes som den nye stats regering. Det skete efter Masaryk i maj i Washington havde fået den amerikanske udenrigsminister til at udsende en erklæring, der sagde, at USA med sympati så på oprettelse af en tjekkoslovakisk stat. USA’s allierede tilsluttede sig den 3. juni erklæringen og anerkendte det tjekkoslovakiske nationalråd som Tjekkoslovakiets regering. Den 18. november 1918 blev Masaryk valgt som den nye stats første præsident; han genvalgtes 1920 og 1927; i 1935 trak han sig tilbage på grund af alder (f 7/3 1850)

 

1941 Det første spadestik på anlægget af Rødby-Fehmern ruten bliver taget. Allerede i 1866 blev der giver koncession på anlæg og drift af en direkte jernbane- og færgeforbindelse mellem København og Hamborg, men projektet strandede. Tanken om Fugleflugtslinjen levede dog videre, og i 1941 blev der vedtaget love om etablering af jernbane- og automobiloverfart over Femer Bælt med tilhørende jernbaneforbindelse på Lolland samt anlæg af en motorbej fra Storstrømsbroen til Rødbyhavn. Anlægsarbejdet blev påbegyndt samme år, men blev indstillet to år senere. At anlægsarbejdet begyndte i 1941 ses som et led i de tyske myndigheders ihærdige arbejde for at inddrage Danmark i det "Neuropa", der var Tysklands mål. Et ilde varsel for den planlagte tilknytning var det, at spaden knækkede i hænderne på trafikminister Gunnar Larsen, da han tog det første, symbolske spadestik. Underretningen om uheldet modtoges med jubel af den danske befolkning

 

1945 d Karen Marie Christensen, socialpolitiker, forstander. Hun var foregangskvinde i bestræbelserne på at gøre tilværelsen lettere for tjenestefolk og stærkt medvirkende til, at forholdet mellem tyende og arbejdsgivere blev lovgivningsmæssigt reguleret i 1921. Tyende fik nu flere rettigheder og kunne ikke længere udsættes for fysisk afstraffelse. Som tjenestepige i København dannede C i 1899 Københavns Tjenestepigeforening med det erklærede formål at gøre livet mere tåleligt for denne gruppe. I 1904 sluttede Tjenestepigeforeningerne sig sammen i De Samvirkende Tjenestepigeforeninger med C som formand. Hun fik hurtigt gennemført forbed-ringer; bl.a. opnåede tjenestefolk valgret til menigheds og kommunale valg. C var redaktør på foreningens blad "Husassistenten", der promoverede tjenestepigernes rettigheder. Netop betegnelsen "husassistent" var Cs fortjeneste. Det kom med tiden til at afløse det mere negativt ladede ord "tjenestepige". Således kom også landsorganisationen til at hedde Husassistenternes Forbund fra 1914. Fra 1917 til 1921 var C medlem af Køben-havns borgerrepræsentation repræsenterende Socialdemokratiet. I denne periode fik hun bl.a. forbedret arbej-desforholdene for husassistenterne på hovedstadens hospitaler. I en lang årrække var C forstander på husassistenternes fagskole i København (f 3/2 1871)

 

Den ubemandede sovjetiske rumsonde Lunik 2 lander på Månens overflade som det første rumfartøj, der når frem til Månen

 

 

 

 

Til top        15. september

1700 d André Le Notre, fransk havearkitekt; skaberen af den i slutningen af 17. århundr. omtrent enerådende franske havestil. Den første prøve på denne gennemførte han ved omlægning af finansminister Fouquets haver og indlagde sig derved så megen berømmelse, at Ludvig 14. udnævnte ham til generaldirektør for sine haver og overdrog ham at anlægge haven ved Versailles. Den blev anlagt om en midterakse i forlængelse af slottet som et regelmæssigt anlæg med alleer, plæner og bede, klippede træer og buske, skulpturer, bassiner og talrige sindrige springvandsindretninger. Datiden beundrede i høj grad dette anlæg, og som hoflivet i Versailles med dets ceremoniel og etikette blev toneangivende for alle europæiske hoffer, blev slottet med parken forbillede for Europas slotsbygningskunst. Det blev en modesag for Europas fyrster at have lignende haveanlæg ved deres slotte. Fra både Tyskland, Italien og England var der bud efter Le Notre for at levere planer til fyrstelige haver der (f 12/3 1613)

 

1789 f J. F. Cooper, amerikansk forfatter; han blev relegeret fra Yale universitet 1805; han tog til søs og gjorde tjenste i marinen 1808-11. Med "The Spy" fra 1821 indledte Cooper en lang række romaner (ialt 33) som gjorde ham til en af tidens mest læste. I en tredjedel af sine romaner skildrer han livet til søs. Men det var med "The Pioneers" (1832, dansk Colonisterne, 1828-29), der foregår i civilisationens grænseområder, han fandt sit egentlige emne. Særlig kendt er hans bøger om Natty Bumppo eller Lædrstrømpe, en mytisk jægerskikkelse, der færdedes blandt nybyggere og indianere. "The Deerslayer" (1841, da. Hjortedræber, 1845), "The Last of the Mohicans" (1826, da. Den sidste Mohikaner, 1827, som den første udenlandske udgave) "The Pathfinder" (1840, da. Stifinder, 1851). Endvidere har Cooper skrevet sociale romaner f.eks. "Home and Found" (1838), der blev skrevet efter et ophold i Europa, og i hvilken Cooper som den første påpegede, at den offentlige menings enorme magt kan være noget negativt. Bl. hans romaner om livet til søs er "The Pilot" (1823). Hertil kommer rejsebeskrivelser, samfundskritiske bøger og historiske arbejder. Som den første forfatter, der bevidst henter sit stof fra Amerikas samtid og historie, dets byer og vildmark, hører Cooper med til USA's litterære pionerer. Samtidig blev han USA’s første internationalt kendte romanforfatter (d 14/9 1851)

 

Jernbanen Manchester-Liverpool åbnes overværet af premierministeren, hertugen af Wellington og handelsministeren William Huskinson. Sidstnævnte har opnået den tvivlsomme ære at være den første, der er blevet dræbt af et tog. Dan trådte denne dag ud, hvor han troede, der ikke var nogen fare, men i det samme kom Stephensons The Rocket brusende, og historiens første jernbaneulykke var en kendsgerning

 

d Christian David Gebauer, dyremaler og raderer; på Kunstakademiet uddannede han sig i årene 1800 til 1806 til landskabs- og dyremaler; i 1813 var Gebauer78yuu6 dog stadig så optaget af bataljemaleriet, at han tog en tur til Dresden for med egne øjne at iiagttage krigens rædsler. Som dyremaler var Gebauer en af foregangsmændene i dansk guldalder, og han fandt forbilleder til sine dyreskildringer i en anden guldalder, den hollandske i 1600-tallet. Akademiet havde tidligt taget Gebauer til sig, og i 1815 blev han med ti stemmer for og tre imod optaget som medlem med sæde i forsamlingen og fejret som landets første dyre- og kvægmaler. Gebauer belønnedes med bolig og atelier på Charlottenborg, og 1830 fik han – nu som århusianer med bolig på Store Torv – titel af professor. I hovedstaden var det økonomisk gået Gebauer mindre godt. Han levede et fattigt liv uden for de toneangivende kunstneres kreds. Så i 1828 valgte han at flytte til Århus med næring som tegnelærer for borgerskabets døtre og vejleder for mere seriøse kunstnerspirer. Af direktionen for den nye søndags-tegneskole for håndværkere opfordredes Gebauer i juli 1830 til at indtræde som medlem, og allerede måneden efter var han sammen med andre århusianere med til at underskrive "Reglement for Prinds Ferdinands Søndagsskole for vordende Kunstnere og Haandværkere". I sine detalljerede raderinger dyrkede han bevægelsen, som også i maleriet ofte kom til udtryk i voldsomme jagt- og kampscener, f. eks "En vildsvinejagt" (før 1830 Statens Museum for Kunst) (f 15/10 1777)

 

1857 f William Howard Taft, USA's præsident 1909-1913, republikaner; efter at have afsluttet sin juridiske uddannelse i 1880 beskæftigede Taft sig dels med jura dels med politik; 1887 blev han højesteretsdommer i Ohio og i 1890 juridisk rådgiver for regeringen i Washington. I 1900 blev han af præsident McKinley overtalt til at opgive sine juridiske hverv og i stedet indtræde som formand i den kommission, der skulle organisere et civilt styre på Filippinerne, som var kommet under amerikansk overhøjhed efter den Spansk-Amerikanske Krig i 1898. Efter at have afsluttet det militære styre blev han øernes første civile guvernør. I 1904 blev han af præsident Theodore Roosevelt udnævnt til forsvarsminister. Som medlem af kabinettet fik Taft en fremtrædende position; han blev regeringens problemløser nr 1 og en slags udøvende sekretær for præsidenten. Denne position og Tafts dygtighed gjorde ham til republikanernes præsidentkandidat til at efterfølge Roosevelt og bevare præsidentposten på partiets hænder. Ved valget 3. november 1908 opnåede han 321 valgmænd over for demokraternes William Jennings Bryans 162. Som præsident fortsatte han Roosevelts imperialistiske udenrigspolitik og kampen mod trusterne; heller intet blev ændret i republikanernes toldpolitik med høje toldmure. Efter republikanernes valgnederlag ved præsidentvalget i 1912 og Tafts afgang blev han professor i jura ved Yale universitetet. Oktober 1921 kulminerede hans juridiske løbebane; han blev da dommer i USA’s højesteret, en post, han beklædte, til han en måned før sin død måtte trække sig tilbage på gr. af sygdom (d 8/3 1930)

 

d Isambard Kingdom Brunel, engelsk ingeniør; var ansvarlig for anlæg af mere end 1000 engelske miles jernbanespor; i forbindelse med dette arbejde byggede Brunel flere broer således Maidenhead-broen med den fladeste murstensbue i verden; desuden ydede Brunel fremragende bidrag til konstruktion af skibe, først og fremmest med sine tre skibe "Great Western" (1837), "Great Britain" (1843) og Great Eastern" (1858), hver især det største i verden ved søsætningen. Det første en hjuldamper af træ og den første succesfulde transatlantiske damper; det andet var verdens første skruedamper med jernskrog; det tredie blev drevet frem med både skrue og hjul og havde dobbelt skrog, noget der senere blev almindeligt for moderne oceandampere. Med en størrelse, der først blev overgået 40 år senere, var Great Eastern ingen succes som passagerskib, men det indlagde sig berømmelse ved at lægge det første transatlantiske kabel (f 9/4 1806)

 

1864 d John Speke, britisk opdagelsesrejsende, som gennem sin opdagelse af Victoriasøen løste problemet om (Den Hvide) Nilens kilder. I 1854 deltog han i sin første ekspedition til Afrika. Den gik til Somalia, men på gr. af uroligheder i landet - under hvilke Speke blev alvorligt såret - måtte ekspeditionen afbrydes. 1856 kom Speke med på en Royal Geographical Society ekspedition, der skulle undersøge de store søer, som sagdes at ligge i Afrikas hjerte og måske kunne være Nilens kilder. Efter at have rejst fem måneder erfarede ekspeditionen den 7. november om eksistensen af tre store søer (Nyasa-, Tanganyika- og Victoriasøen). Ekspeditionen nåede Tanganyikasøen i februar 1858. Alene fortsatte Speke nordpå for at finde den sø, han mente måtte være Nilens kilde. Han nåede frem til søen 3. august og navngav den Victoriasøen. Fra september 1860 stod Speke i spidsen for en ny ekspedition til Østafrika. Et år senere nåede man frem til Victoriasøen; ved at navngive Riponfaldene den 28. juli 1862 markerede Speke Nilens udløb fra søen. På gr. af borgerkrig i området måtte Speke opgive at følge Nilens løb nordpå. Da Speke vendte tilbage til England, blev der sået tvivl om hans opdagelser. For at afgøre tvivlsspørgsmålet arrangerede British Association en debat i Bath i sept. 1864. Men mens publikum sad og ventede på Speke, indløb der meddelelse om, at Speke var blevet fundet skudt af sit eget gevær under en jagt. Om sine rejser har Speke blandt andet skrevet "Journal of the Discovery of the Sources of the Nile" (1863) (f 3/5 1827)

 

1883 d Herman Meyer Bing, fabrikant; overtog efter faderes død 1844 dennes bog- og papirhandel sammen med en bror. Erhvervede 1846 et efter datidens forhold storartet lokale på hj. af Kronprinsensgade og Pilestræde, hvor han erhvervede sig et navn på kunst- og galanterihandelens område og udgav en række betydningsfulde bøger og kunstblade. Allerede 1852 havde B sammen med en bror og Fr. Grøndahl oprettet "Bing og Grøndahl's Porcelænsfabrik". Bing var 1858-77 medlem af Køben-havns borgerrepræsentation og 1868-71 formand i Industriforeningen (f 4/6 1807)

 

f Dame Agatha Christie, engelsk krimiforfatter, hvis bøger er blevet solgt i mere end 100.000.000 eksemplarer, og som med sine nogle og 80 kriminalromaner er blevet betegnet som den klassiske detektivromans dronning. I sit forfatterskab videreførte og perfektionerede hun Conan Doyles opskrift: en skarpsindig detektiv, et væld af indicier, et skønsomt udvalg af mistænkte og en overraskende løsning. Christie begyndte at skrive kriminalhistorier, mens hun gjorde tjeneste som sygeplejerske under 1. Verdenskrig. Sin første kriminalroman udgav Christie i 1920. Den hed "The Mysterious Affair at Styles", og i den intro-ducerede sin første helt, mesterdetektiven Hercule Poirot, en sofistikeret belgier med galliske manerer, enorme moustacher, ægformede hoved, og som i sit detektivarbejder gør krav på "orden og metode" og bruger sine "små grå hjerneceller. I cirka 25 romaner og i adskillige noveller er det Hercule Poirot, der opklarer forbrydelsen. I den sidste Hercule Poirot-roman "Curtain" fra 1975 vender Poirot tilbage til Styles, hvor han dør. Senere lancerede Agatha Christie den lille, nysgerrige gammel-jomfru Miss Jane Marple, som ved at trække paralleller med personer og begivenheder i sin hjemby, landsbyen St. Mary Mead løser de mest spidsfindige mordgåder ud fra tesen om, at den menneskelige natur er den samme overalt. Miss Marple dukkede første gang op i "Murder at the Vicarage" fra 1930. Agatha Christies anderkendelse skete med "The Murder of Roger Ackroyd" (1926). Som skuespilforfatter har hun bl.a. skrevet "The Mousetrap" (1952), som satte verdensrekord ved at blive opført længst på et og samme teater, stykket spillede i mere end 21 år og blev opført 8.862 gange på Ambassadors Theatre i London. Flere af Christies bøger er blevet filmatiseret, bl.a. "Murder on the Orient Express" (1934, 1974) og "Death on the Nile" (1937, 1978). Hendes ægteskab med oberst Archibald Christie endte med skilsmisse i 1928. Efter i 1930 at have indgået ægteskab med arkæologen Sir Max Malowan tilbragte hun hvert år adskillige måneder på ekspetioner til Irak og Syrien med ham. I 1971 blev Agatha Christie udnævnt til Dame of the British Empire (d 12/1 1976)

 

f Jens Otto Krag, socialdemokratisk statsminister; han blev cand polit i 1940 og var derefter ansat i Valutacentralen, der i 1940 skiftede navn til Direktoratet for Vareforsyning. Her avancerede Krag i 1945 til kontorchef. Inden for Social-demokratiet og fagbevægelsen var han samtidig blevet den førende økonomiske kommentator, men havde ingen organisationsposter. I partiet var det hensigten, at der efter krigen skulle gennemføres en vidtgående socialisering af erhvervslivet, og Krag kom til at sætte afgørende præg på dette program: "Fremtidens Danmark". December 1945 forlod Krag statsadministrationen og blev kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han var nu klar til at gå ind i politik. I 1946 blev han valgt ind i Frederiksberg kommunalbestyrelse og samme år opstillet til Folketinget i fødebyen Randers. Året efter valgtes han her og trådte ud af kommunalbestyrelsen, da han straks efter valget blev handelsminister. Efter valget i 1950 forlod han regeringen, og blev ansat ved den danske ambassade i Washington. Han vendte tilbage til dansk politik i foråret 1952, og da Socialdemokratiet dannede regering i september 1953 blev han minister uden portefølje med henblik på koordinering af den økonomiske politik; men allerede november samme år blev han økonomi- og arbejdsminister, en post han beklædte til maj 1957, da han blev minister for udenrigsøkonomi. Ved de sammenbrudte forhandlinger med "de seks" (EF) og derefter ved oprettelsen af EFTA var Krag den danske forhandlingsleder. I oktober 1958 blev Krag udenrigsminister. Sin politiske karriere afsluttede Krag med at være statsminister i årene 1962-1968 og 1971-1972. Det kom som en overraskelse for alle, da Krag dagen efter folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF den 2. oktober 1972 meddelte, at han ville træde ud af politik. Som grund for sin tilbagetræden lagde han ikke skjul på, at hans mål var at realisere en mere musisk side af sin personlighed. Han ville skrive og male (d 22/6 1978)

 

Kampvogne bliver for første gang indsat i kamp. De blev indsat af briterne, og det skete i Første Verdenskrig i slaget ved Flers under Somme-offensiven. Kampvognene blev dog ingen større succes. Successen udeblev bl.a., fordi man trods advarsler indsatte et for ringe antal. Af de 49 tanks, der var til rådighed, indsattes 11. Desuden mistede man overraskelses-momentet, dertil kom taktiske misforståelser og visse tekniske problemer. Mange i den militære overkommando mistede tiltroen til tankens anvendelsesmuligheder og var indstillet på at opgive den. Andre, måske mere klartseende, indså, at man her havde nøglen, der ved rigtig anvendelse kunne åbne barrieren af skyttegrave

 

1917 Rusland bliver republik. På gr. af bolsjevikkernes øjeblikkelige svaghed havde den borgerlige Aleksander Kerenskij alle muligheder for at konsolidere sin stilling, da han den 6. august 1917 blev regeringsleder. Men så kom der et angreb fra den modsatte politiske fløj. Den øverstkomanderende, general Kornilov, tog den 9. september skridt til at iværksætte en militær magtovertagelse. Operationen mislykkedes, og Kornilov måtte overgive sig til Kerenskij den 14. september. Kerenskij havde sejret, men sejren var en pyrrhussejr. Tanken om et gennemført militærkup fremkaldte hos mange russere om tsarismens genopstandelse. Fra da af var Kerenskij ikke meget mere end et gidsel for sovjetterne og det revolutionære venstre. Det betød, at han måtte give bolsjevikkerne friere spil. Den 14. september måtte han gå med til at indrette et snævert direktorium, som var overordnet regeringen og kontrolleret af sovjetten. Den 15. september erklærede direktoriet Rusland for en republik uden at afvente færdiggørelsen af den forfatning, der var under udarbejdelse

 

1919 Det danske postvæsen begynder luftpostbefordring. I sommeren 1919 foretog Postvæsenet i samarbejde med Marinen en række forsøgsflyvninger med post mellem København og Stege. Forsøgene foregik i perioden 1. juli til 24. august. De første egentlige luftpostruter åbnede året efter. I august 1920 blev der oprettet en samtrafikaftale mellem det netop oprettede "Det Danske Luftfartselskab", "Svenska Lufttrafik" og "Deutsche Luftreederei" om en rute København-Malmø-Warnemünde. Fra Warnemünde var der luftpostbefordring videre til Berlin. Ruten benyttedes fra den 12. august af det svenske postvæsen og fra den 15. september af det danske postvæsen. Samme dag havde DDL åbnet en rute mellem København og Hamborg, og denne rute benyttede Postvæsenet fra begyndelsen. Fra Hamborg var der luftpostbefordring videre over Bremen til Amsterdam og herfra til London. Luftposttillægget var 20 øre pr. 20 gram til Tyskland, 40 øre til Holland og 60 øre til England. Breve, der afgik fra København kl. 9.30, var i Berlin kl. 14.00

 

1933 Svømmehallen i Århus tages i brug. I årene 1909-26 lå Århus kommunale Folkebadeanstalt ved elektricitetsværket på Badevej lidt øst for den nuværende Toldbodgade. Den blev i 1933 afløst af Svømmehallen, Århus Kommunes Badeanstalt, opført i årene 1930-33. Svømmehallen kom til at omfatte ikke blot en hal med et 25x12 m bassin, men også afdelinger for brusebade, karbade, damp-, tørluft-, og solbade, hvile- og massagerum og andre faciliteter, såsom et pedicurerum, et venterum med konditori og såvel herre- som damefrisørsalon. Svømmehallen, hvor selve rummer er 33x20 m med en højde af 14 m fra bassinets dybeste punkt til loftet, er en typisk repræsentant for 1930’ernes enkle, klare, kølige stil, funkisstilen. Op gennem 1930’erne var Svømmehallen en af byens turistattraktioner og centrum for mange svømmestævner. Allerede i 1934-35 blev der afholdt fem svømmestævner, og der blev sat en verdemsrekord, en skandinavisk rekord, en hollandsk, en tysk, en engelsk, tyve danske og adskillige jyske rekorder

 

I Tyskland vedtager den nazistiske partidag i Nürnberg de såkaldte Nürnberg-love med omfattende indgreb mod Tysklands jødiske befolkningsgruppe. I udviklingen af den vedvarende skærpelse af anti-jødiske forholdsregler i Tyskland efter nazisternes magtovertagelse i 1933 var der flere faser. I årene 1933 til 1935 skabtes enkelte forholdsregler på grundlag af den skinlegalitet, man var nået frem til ved nødforordninger og bemyndigelseslove; 1935 til 1939 Nürnberglovene og deraf følgende foranstaltninger og forordninger; 1938 til 1941 pogromer og første massedeportationer; 1941 til 1945 fysisk masseudryddelse ved skydning og gasning. Nürnberglovene bestod af to love: "Rigsborgerloven" delte tyske statsborgere i "rigsborgere" og "statsborgere". Dermed stemplede man den jødiske del af den tyske befolkning som borgere med færre rettigheder. Således havde kun rigsborgere fulde politiske rettigheder. "Loven til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære" (Blutschutzgesetz) forbød "gennemtrængt af erkendelsen af, at det tyske blods renhed er en forudsætning for det tyske folks videre beståen, og besjælet af en urokkelig vilje til at sikre den tyske nation for al fremtid" indgåelse af ægteskab mellem jøder og rigsborgere af tysk eller artsbeslægtet blod. Ligeledes blev kønslig omgang uden for ægteskab mellem medlemmer af de to "racer" forbudt og straffedes sidenhen strengt

 

1938 Under indtryk af den stadig alvorligere krise om Tjekkoslovakiet og for at undgå at krisen skulle føre til krig, mødes Tysklands rigskansler Adolf Hitler og Storbritanniens premierminister Neville Chamberlain på sidstnævntes anmodning i Berchtesgaden. Ved det første møde var kun Hitler, Chamberlain og en tolk til stede. På mødet gjorde Hitler det klart, at det tjekkoslovakiske, men overvejende tysktalende Sudeterland, skulle indlemmes i Tyskland. Han understregede, at han var indstillet på at ordne sagen og ordne den hurtigt, og at han hellere ville tage en verdenskrig end at lade krisen om Tjekkoslovakiet fortsætte. Samtalen nåede et kritisk punkt, da Chamberlain søgte at få at vide, hvordan Hitler tænkte sig, denne indlemmelse skulle finde sted. Chamberlain blev affejet med, at det var et akademisk spørgsmål. Chamberlain spurgte lettere ophidset, hvorfor Hitler havde ladet ham komme til Berchtesgaden, hvis han i alle tilfælde havde besluttet at løse spørgsmålet med magt. Efter dette vredesbrud fra Chamberlain blev Hitler mildere stemt og forsikrede, at sagen kunne drøftes, hvis først den britiske regering i princippet accepterede, at områderne skulle indlemmes i Tyskland. Chamberlain godtog, at områderne skulle indlemmes i Tyskland, men han kunne ikke acceptere dette princip uden først at have rådført sig med sin regering. Dog kunne han forsikre Hitler, at han troede en ordning kunne findes, hvis indlemmelsen foregik på en fredelig måde. Næste dag fløj Chamberlain tilbage til London

 

d Thomas Olesen Løkken, forfatter; kom som 14-årig i skomagerlære og endnu ikke udlært begyndte han tre år senere skomagerforretning i Rubjerg i Vendsyssel. I årene herefter havde Olesen Løkken forskelligt arbejde og fik efterhånden en større børneflok. Fra sin tidligste barndom havde han drømt om at blive digter, og i konfirmationsalderen skrev han salmer; senere forsøgte han sig med noveller og skitser. Olesen Løkken debuterede i 1917 i Pressens Magasin med en lille fortælling "Jesper Spillemand". Sammen med en række andre fortællinger blev den antaget af et forlag, men bogen udkom ikke før 1925. Da han i 1920 udsendte sin første bog "Bonden Niels Hald" havde Olesen Løkken fået et sådant herredømme over sit stof, at han med ét vandt sig et navn. Olesen Løkken fortsatte romanen med "Niels Halds Hustru" (1922) og "Niels Halds Hjem" (1924). Serien om Niels fortæller om bondens ændrede kår under Første Verdenskrig, hvor bonden forlader sin jord for at kaste sig over handel og børsspekulation. Fra 1923 er den delvis selvbiografiske roman "Klavs Bjerg og Bodil". I disse år nåede Thomas Olesen Løkkens navn langt ud over landegrænsen; hans bøger blev oversat til tysk, svensk, finsk, hollandsk og engelsk, og herhjemme var han en af vore mest læste forfattere. Thomas Olesen Løkken blev fremfor nogen Vendsyssels folkelivsskildrer, og stærkest er han i sine selvoplevede billeder af landskabet og i skildringen af sine ukuelige helte (f 25/6 1877)

 

1973 d Gustav 6. Adolf, svensk konge 1950-73; han var Gustav 5.s og dronning Victorias ældste søn og efterfulgte faderen på den svenske trone. Han lagde tidligt kunstneriske og videnskabelige interesser for dagen. Især var han en dygtig arkæolog: han ledede udgravninger og gav svensk arkæologisk videnskab værdifuld støtte. Han var formand i Svenska Orient-sällskapet fra dets grund-læggelse i 1921 og præses i Vitterhetsakademiet 1945-50. Gustav var meget interesseret i idræt og var formand for Riksidrottförbundet 1903-33. Han viste også levende interesse for afholdsbevægelsen. Gustav nød stor respekt både for sine rige evner, sin pligttroskab og sin arbejdsindsats. Han blev i 1905 gift med prinsesse Margareta, datter af hertug Arthur af Connaught; i det kongelige ægteskab fødtes fire sønner og en datter, Ingrid dronning af Danmark. Efter prinsesse Margaretas død i 1920 blev han i 1923 gift med Lady Louise Mountbatten datter af prins Louis af Battenberg – fra 1917 marki af Milford Haven (f 11/11 1882)

 

 

 

 

 

Til top        16. september

1380 d Karl 5. fransk konge 1364-1380, med tilnavnet "den vise"; søn af Johan den Gode og Bonne de Luxembourg; han overtog styret da faderen var blevet taget til fange af englænderne i slaget ved Poitiers 1356 under Hundredårskrigen. Kongens tilfange-tagelse skabte uro i landet; med pariserborgeren Ètienne Marcel som fører prøvede stænderne at tage magten i staten; også bønderne gjorde oprør (Jacqueriet). Adelen sluttede sig til Karl, og den 31. juli 1358 blev Marcel dræbt. Bøndernes oprør brød sammen, og Karl kunne vende tilbage til Paris. Han blev konge, da faderen døde 1364. Da krigen med England brød ud igen i 1369, vandt franskmændene så mange sejre, at de betingelser, franskmændene havde måttet acceptere ved freds-slutningen efter nederlaget ved Poitiers, ikke mere eksisterede. Karls tilnavn skyldes bl.a. hans litterære interesser. Ved sit hof, omgav han sig med tidens forskere og havde et efter tidens forhold stort bibliotek: 910 bind. Han reorganisere hæren, skabte en ny flåde, ændrede skatteopkrævningen, så der blev indført en del indirekte skatter bl.a. en saltskar, Gabelle). Til at huse sit bibliotek lod han Louvre opføre. Politisk evnede han at styrke kongemagten; hans styrelse af finanserne var forsigtig og heldig, og der kom fasthed og orden i pengevæsenet. Som mæcen støttede han mange kulturelle og intellektuelle aktiviteter. End-videre blev englænderne drevet ud af det meste af Frankrig. Så i Karl 5.'s regeringstid oplevede Frankrig en mirakuløs opblomstring efter nederlagene og ødelæggelserne i Hundredårskrigens første fase (f 21/1 1338)

 

1387 f Henrik 5 engelsk konge 1413 -1422; søn af Henry, jarl af Derby - senere Henrik 4.- og Mary de Bohun; han genoptog krigen mod Frankrig bl.a. for at aflede opmærksomheden fra indre stridigheder i England. Han havde succes med sin franske krigsførelse og indledte den fase i Hundredårskrigen, som bragte England de største triumfer. Han vandt herredømme over Nord-Frankrig og slaget i ved Agincourt 1415, hvor engelske langbueskytter massakrerede en fransk overmagt, sikrede H sig middelalderens mest overvældende sejr. I 1417 vendte H tilbage til Frankrig med en hær, moderniseret med kraftigere artilleri. I Normandiet gik han i gang med at erobre Rouen, der havde en nøglestilling ved Seinen. Et halvt år holdt byens indbyggere ud. Da måtte Rouens heltemodige befolkning drevet af sult og nød kapitulere. Hele Normandiet var nu på engelske hænder. Sejrene førte til traktaten i Troyes 1420. Iflg. denne skulle der indgås ægteskab mellem Henrik 5. og den franske konges - Karl 7. - datter, Catherine af Valois; ligeledes blev H anerkendt som fransk tronfølger. Havde han levet to måneder længere, var han blevet fransk konge. Men den kun 35 år gamle Henrik 5. døde pludselig i 1422 af en maveblødning. Det var nu op til hans 9 måneder gamle søn at opfylde kravet på den franske trone (d 31/8 1422)

 

1498 d Tomás de Torquemada, spansk teolog, storinkvisitor og dominikanermunk; hans navn er kommet til at symbolisere de værste sider af den spanske inkvisition og blevet et synonym for religiøs hykleri og ondsindet fanatisme. Han blev dominikanermunk og var fra 1452 til 1474 prior ved klostret Santa Cruz i Segovia. Hans overbevisning om at omvendte fra Jødedom og Islam sammen med jøder og muslimer var en fare for Spaniens lykke inspirerede ham påvirke de katolske monarkers – dronning Isabella og kong Ferdinand V – religiøse politik; det havde han gode muligheder for, eftersom han var regenternes skriftefar og rådgiver. T, der ironisk nok selv var af jødisk herkomst, overtalte i 1492 Isabella og Ferdinand til at udvise alle jøder, der ikke ville lade sig døbe. Det betød, at omkring 170.000 jødiske undersåtter forlod Spanien. I august 1483 blev Tstorinkvisator for det spanske område. Året efter udstedte han 28 artikler som rettesnor for inkvisitionen, når der skulle dømmes for bl.a. kætteri, frafald fra den rette tro (i.e. katolicismen), trolddom, bigami, åger og bespottelse. Artiklerne tillod tortur, såfremt den tiltalte ikke ville tilstå. Flere end 2000 menes at være brændt på bålet som kættere som følge af T's arbejde; mange andre blev fængslet eller straffet på anden måde (f 1420)

 

d Gabriel Daniel Fahrenheit, polsk/hollandsk fysiker og termometermager; i 1708 besøgte Fahrenheit København, hvor han blev inspireret af Ole Rømers metode til graduering af termometre. I 1717 bosatte han sig i Amsterdam, hvor han ernærede sig som glaspuster og ved at konstruere termometre og barometre. Fahrenheit var den første, som justerede termometret ved hjælp af tre faste punkter, nemlig temperaturen i en blanding af is, vand, salmiak og kogesalt, - smeltende is - et sundt menneskes temperatur målt i armhulen eller i munden. Disse temperaturer betegnede Fahrenheit som henholdsvis 0 grader, 32 grader og 96 gr. Dette arbejder førte til hans udvikling af Fahrenheitstemperaturskalaen, der stadig benyttes i engelsktalende lande. I 1724 blev Fahrenheit medlem i det britiske Royal Society (f 14/5 1686)

 

1745 f Mikhail Illarionovich Kutuzov, russisk feltmarskal, som bekæmpede Napoleons invasion af Rusland i 1812. Han var kun 14 år, da han indtrådte i den russiske hær. K fik kamperfaring ved krigen i Polen 1764-69 og mod tyrkerne 1770-74. 1784 blev han generalmajor. Skønt han i 1774 havde fået et alvorligt sår i hovedet og mistet et øje, tog han aktivt del i Den Russisk-Tyrkiske Krig 1787-91. Efter krigen beklædte en række diplomatiske og administrative poster. Han deltog i krigen mod Napoleon fra 1802, med faldt i unåde efter nederlaget ved Austerlitz (2. december 1805) og blev afskediget af zaren. Men da Napoleons hær i juni 1812 overskred den russiske grænse, var K allerede taget til nåde og havde tilføjet tyrkerne alvorlige nederlag, så han 28.maj 1812 kunne underskrive en for sit land favorabel fredsaftale. K – nu feltmarskal – blev udnævnt til øverstkommanderende for alle russiske tropper ved Napoleons invasion. Da han ville bevare sin hær intakt, indlod han sig kun i mindre engagementer og lod sin hær vige foran de franske styrker. Men presset af den offentlige mening og mod sin egen overbevisning udkæmpede han et større slag ved Borodino 7. september. Skønt slaget endte uafgjort, mistede K halvdelen af sine mænd. Han trak sig tilbage mod sydøst og lod franskmændene drage ind i Moskva. Men Napoleon, der ikke havde opnået en fredsslutning og ikke ville tilbringe vinteren i Moskva, brød op fra byen i oktober. K blokerede den franske hærs forsøg på at drage vestpå ad en sydlig og mere frugtbar rute. Han tvang franskmændene til at forlade Rusland ad den rute, de havde lagt øde, da de invadere landet. Så uden at udkæpe et større slag bidrog Kutuzovs taktik til sammenbrudet af den franske hær. Efter Napoleons mænd havde krydset floden Berezina – 26.-28. november – fulgte dem ind i Polen og Preussen, hvor han døde (d 28/4 1813)

 

f Antonio (Andrew) Panizzi, italiensk født britisk bibliotekar; han måtte forlade Italien 1822 for at undgå arrest på grund af sin revolutionære virksomhed. Han rejste til England og efter at have undervist i italiensk i Liverpool, var han i årene 1828-37 professor i italiensk ved University College, London. I perioden 1831-1866 var han ansat i biblioteket ved British Museum – fra 1856 som førstebibliotekar. Her gjorde han en stor indsats for forbedring af bibliotekets forhold. Han planlagde og begyndte katalogisering af bibliotekets bogbestand; endvidere fik Panizzi udarbejdet en rapport over bibliotekets mangler, hvilket førte til bedre vilkår for biblioteket herunder flere penge til indkøb af bøger. Han tegnede og stod for indretningen af bibliotekets læsesal (åbnede maj 1857). Selv om han blev britisk statsborger i 1832, fortsatte Panizzi med at arbejde for Italiens frihed gennem sit venskab med fremtrædende liberale briter, med Thiers i Frankrig og med italienske politiske ledere. Efter Italiens samling afslog han invitationer fra Garibaldi og Cavour om at vende tilbage til Italien som senator eller som medlem rådet for offentlig undervisning. Han foretrak at blive i england som "uofficiel ambassadør" (d 8/4 1879)

 

1814 Wienerkongressen åbner. Kongressens formål var at ordne Europas forhold efter kejser Napoleons nedkæmpelse. I kongressen deltog tidens fornemste diplomater og adskillige af Europas fyrster bl.a. Frederik VI af Danmark. Et vigtigt spørgsmål var ordningen af Tysklands fremtidige statslige stilling. Man enedes om oprettelse af det tyske forbund, hvis medlemsstater skulle sende repræsentanter til forbundsdagen i Frankfurt. Endvidere tegnedes Europakortet helt om. Rusland fik Finland og det meste af Polen. Østrig fik Venezia og Dalmatien foruden sine gamle besiddelser i Norditalien. Endvidere blev flere mellemitalienske stater overgivet fyrster, der var stærkt afhængige af Østrig. Til gengæld afstod Østrig Belgien, der forenedes i personalunion med Holland. Preussen fik Westfalen, Vestpreussen og halvdelen af Sachsen samt afstod Lauenborg til Danmark som erstatning for Norge, som blev afstået til Sverige. Storbritannien erhvervede Helgoland, Malta, Ceylon, Kaplandet og en række andre kolonier. I en række sydeuropæiske stater vendte de gamle fyrstehuse tilbage, efter at det franske herredømme var brudt sammen. På kongressen fik den russiske tsar Aleksander lagt grunden til den såkaldte hellige alliance, et broderskab mellem de deltagende fyrster, hvis formål var at bekæmpe den franske revolutions ideer og alle fremtidige revolutioner. Alliancen fik dog ingen større betydning. Af større realpolitisk betydning var et stormagtsforbund, hvis formål var at skabe respekt om de afgørelser, som kongressen havde truffet. Den 10. juni 1815 sluttede kongressen

 

d Ludvig 18. fransk konge 1814/1815-1824; søn af Ludvig 15.'s søn Ludvig og Marie Josephe af Sachsen; revolutionen tvang ham i 1791 til at flygte fra Frankrig. I årene herefter var han de emigreredes leder og opholdt sig dels i Tyskland dels i England, hvor han udsendte proklamationer vendt mod revolutionen, organiserede sammenslutninger blandt franskmænd fordrevne af revolutionen og søgte europæiske monarkers støtte i kampen mod revolutionen. Da den franske konge og dronning blev henrettet i 1793, udnævnte han sig til regent for deres søn, og ved dennes død i juni 1795 proklamerede han sig som fransk konge som Ludvig 18. Efter Napoleons nederlag i 1813 udsendte L et manifest, i hvilket han lovede, at han i et genetableret fransk kongedømme ville anerkende visse af de borgerlige friheder, revolutionen havde bragt. Den 2. maj 1814 kunne han drage ind i Paris hilst med jubel fra de krigstrætte parisere. Da Napoleon atter overtog magten i Frankrig efter flugten fra Elba, flygtede L til Ghent, men overtog atter den franske trone efter Napoleons nederlag ved Waterloo. Under L’s regering gjordes de første forsøg med et parlamentarisk styre i Frankrig. L havde den udøvende magt og havde lovinitiativ, mens et overvejende rådgivende parlament vedtog love og godkendte budgettet. Parlamentets overhus var modelleret efter det britiske. Valgretten til¸det franske andetkammer var særdeles begrænset. Det blev valgt af 90.000 velhavere i et land med flere end 26 mill. indbyggere. Reaktionen havde således stort spillerum. En ny forfatning i 1816 indførte et mere liberal styre; der blev bl.a. indført valg-, presse- og hærlove, som nogenlunde tilfredsstillede de liberale kredse. Fra 1820 fik reaktionen igen overtaget (f 17/11 1755)

 

f Andrew Bonar Law, britisk konservativ premierminister 1922-1923; han var født i Canada og blev således den første britiske premierminister med kolonial baggrund. Som ung kom han til Skotland, hvor han gjorde karriere i jernindustrien. Han blev medlem af det britiske Underhus 1900 tilhørende det konservative partis imperialistiske fløj. I 1911 blev han sit partis leder. Under Første Verdenskrig var han finansminister 1916-19 og fortsatte i koalitionsregeringen med De Liberale som Lord Privy Seal (minister uden portefølje). I 1922 anbefalede han brud med De Liberale og blev premierminister i en rent konservativ regering. På grund af en kræftsygdom trak han sig tilbage som premierminister maj 1923. Laws politiske karriere fandt sted i den periode, hvor grundlaget for Det konservative Parti blev industriens folk mod tidligere godsejerne (d 30/10 1923)

 

d Christian de Meza, general; han deltog med hæder i krigen 1848-50 og avancerede fra major til generalmajor. Ved krigens udbrud blev han udnævnt til højstbefalende artilleriofficer og deltog i kampene ved Bov, Slesvig og Dybbøl. Han blev oberst 1849 og førte avantgarden under udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849. Deltog i slaget ved Isted, hvor hans indsats var afgørende for den danske sejr. I årene efter krigen var han 1858-63 kommanderende general i Jylland. Ved krigsudbruddet december 1863 udnævntes han til overgeneral for den mobiliserede hær. Kort efter nytår overtog han kommandoen og fik til opgave både at holde stillingerne ved Dannevirke og bevare hæren intakt. Men da det preussisk-østrigske angreb blev ført over de tilfrosne vandhindringer øst og vest for Dannevirke, blev opgaven uløselig. Efter at have holdt krigsråd meddelte de M derfor telegrafisk ministeriet, at han måtte trække hæren tilbage til Dybbøl, hvorpå han afbrød telegrafen, så han ikke kunne modtage kontraordre fra København. Den 5. februar 1864 beordrede han tilbagetog og reddede hæren. For rømningen af Dannevirke-stillingen tog de Meza ansvaret og hævdede til sin sidste stund, at ansvaret var hans alene. Men en folkestemning rejste sig mod de Meza, og december 1864 blev han afskediget som general i armeen; de Meza indesluttede sig herefter i sin bolig og modtog ingen; han døde ensom, uden egentlig sygdom. De sidste uger før sin død udarbejdede han to henvendelser bestemt til offentliggørelse. Den mest indgående og mest omfangsrige har han kaldt "Mit sidste og uigenkaldelige Votum med hensyn til Krigsførelsen og dennes forhold til Statsførelsen" (f 14/1 1792)

 

1891 f Karl Dönitz, tysk grossadmiral; skaber af 2. Verdenskrigs tyske ubådsflåde, efterfulgte Hitler og var i få dage Tysklands statsoverhoved. Under 1. Verdenskrig var han u-bådschef og stod – på trods af Versaillesfredens absolutte forbud - efter nazisternes magtovertagelse i 1933 i spidsen for opbygningen af tyskernes ubådsflåde, som han blev chef for i 1935. Hans flåde blev under 2. Verd.krig sat ind mod de allieredes handelsskibe og konvojer og påførte disse store tab i Slaget om Atlanterhavet. Men i 1943 vendte udviklingen til de allieredes fordel, og Dönitz mistede stadig flere af sine u-både. Dönitz blev admiral i 1942 og året efter – januar 1943 - blev han storadmiral og efterfulgte Erich Raeder som chef for den tyske flåde. Kort før sit selvmord udnævnte Hitler ham til sin efterfølger. Den 2. maj dannede Dönitz en regering med sæde i Flensborg, og den 7. maj 1945 kapitulerede han betingelsesløst på Tysklands vegne. Ved Nürnbergprocessen idømtes han 10 års fængsel. To år efter løsladelsen udgav han erindringsbogen "Zehn Jahre og Zwanzig Tage" (1958) (d 24/12 1980)

 

1943 Danmarks Frihedsråd stiftes. Siden foråret 1943 havde der været kræfter i gang for at sikre en bedre samordning af de forskellige modstandsorganisationers virker og paroler til befolkningen, og den 16. september mødtes repræsentanter fra de største grupper for at stifte Danmarks Frihedsråd, som i løbet af det følgende år blev et internationalt anerkendt magtcentrum i Danmark. Ledende personer i dette arbejde var hovedmanden i Ringen, socialdemokraten Frode Jacobsen, Børge Houmann fra Danmarks Kommunistiske Parti samt Frit Danmarks Mogens Fog, der også var kommunist, men med betydelig sans for at bygge bro til de demokratiske kræfter, herunder til den ideologiske ærkefjende, Socialdemokratiet. Også Dansk Samling stod bag initiativet, selv om partiet først noget senere for alvor gjorde sig gældende i Rådet. Frihedsrådet erklærede sig som leder og organisator af kampen mod tyskerne "paa alle Omraader og med alle Midler, der staar til Folkets raadighed". Fra starten repræsenterede Rådet en modpol til departementchefstyret med politikerne i kulissen, og det lagde ikke skjul på, at det ønskede et radikalt oprør med hele den politik, som samarbejdslinjen repræsenterede. Politikerne betragtede af samme grund Rådet med største mistænksomhed, ligesom en række borgerlige modstandsorganisationer var skeptiske over for, hvad de måtte anse for en kommunistisk dækorganisation. Også London tøvede, og først i slutningen af oktober 1943, kom den vigtige anerkendelse over BBC

 

1977 d Maria Callas, græsk-amerikansk operasanger; om Maria Callas er det blevet hævdet, at hun med sin enestående sopran, sine dramatiske evner og sin samvittigsfulde indstilling til operakunsten blev sin generations førende operastjerne, der fejrede triumfer over hele verden. Sammen med sin græskfødte mor rejste hun i 1937 fra hjemmet i USA til Grækenland og begyndte et studium ved Athens konservatorium. Hendes egentlige karriere begyndte i august 1947, da hun i Verona optrådte i Ponchiellis "La Gioconda". Herefter gik det slag i slag med koncerter i bl.a. Venedig, Firenze, Buenos Aires og Mexico City. Hendes talent gjorde det muligt at genoplive flere værker af Donizetti og Bellini. Med et omfattende repertoire turnerede hun i flere år. I 1952 optrådte hun i Covent Garden i London, to år senere var turen kommet til Chicago’s Lyric Opera. I 1970 spillede hun hoved-rollen i Pasolinis filmatisering af Euripides tragedie Medea. I 1973-74 gav hun en sidste koncertturné i Europa og USA. Da hun stoppede, havde hun optrådt i mere end 40 forskellige roller (f 2/12 1923)

 

1992 d Karl Popper, østrigsk/britisk filosof; han flygtede før Anschluss til New Zealand; efter 2. Verd.krig var han i årene 1949-69 professor ved London School of Economics. I de sidste årtider inden sin død var P en forgrundsfigur inden for videnskabsfilosofi, metodelære og kulturfilosofi. Slog sit navn fast med sit første betydelige arbejde "Die Logik der Forschung" (1934). Han har især interesseret sig for historievidenskab og hævder, at en rigtig forståelse af historien tager hensyn til de historiske og sociale loves egenart. De kan ikke bruges til at forudsige fremtidens historie. P var en nådesløs og veltalende kritiker af historismen i "The Poverty of Historicism" (1957). Mellem hans videnskabsfilosofi og hans almene kulturfilosofi var der en intim forbindelse. Således hævdede P, at det moralsk er bedre at forhindre og afbøde onder end at forsøge at virkeliggøre tusindårsriget med det højeste gode for alle. På baggrund af kritik af Platons, Hegels og Marx’ sociale og politiske filosofi – og af autoritær politisk teori i det hele taget – forsvarede P i værket "The Open Society and its Enemies" det åbne, demokratiske samfund. Den frie adgang til åben og offentlig kritik er en af livsnerverne i såvel videnskab som i åbne samfund (f 28/7 1902)

 

 

 

 

 

Til top        17. september

879 f Karl III, den Enfoldige, fransk konge 898-923. (d 7/10 929)

 

1179 d Hildegard af Bingen, tysk nonne, mystiker og abedisse; hun blev opdraget i et benediktinerkloster, hvor hun senere blev abedisse. Hun så i visioner forfærdelige staffedomme, som skulle rammr kejser, pave og gejstelighed. Hildegard skrev teologiske værker, digtede hymner og stod i brevveksling med paven og kejser Frederik Barbarossa, som hun formanede til bod. Hildegard blev aldrig kanoniseret, men anses som helgen (f ca. 1098)

 

1552 f Paul 5. Borghese, pave 1605-21; han blev kardinal 1596; hurtigt efter han var blevet pave, kom han i konflikt med Venezia over spørgsmål, der alle havde forbindelse med omfanget af den pavelige domstols myndighed inden for republikken Venezia. I maj 1606 lagde Paul Venezia under interdikt; men da hverken Spanien eller Frankrig ville være med i en militær indgriben mod Venezia, løstes konflikten ved forhandling. Uden succes arbejdede han for et korstog mod tyrkerne. I hele sit pontifikat frygtede Paul, at den fred, der var skabt i september 1555 i Augsburg – og som for første gang lagde et fundament for fredelig sameksistens mellem lutheranere og katolikkere – skulle briste. Så da der 1618 udbrød kampe i Tyskland mellem lutheranere og katolikker – kampe der udviklede sig til Trediveårskrigen – støttede Paul på ingen måde katolikkerne. 1605 lagdes grundstenen til Villa Borghese og Quirinalpaladset; han lod opføre Capella Borghese i Santa Maria Maggiore, hvor han ligger begravet. Endvidere ændrede han planerne til Peterskirkens genopførelse, idet han fik forlænget skibet og tilføjet den store facade. Paul genoplivede den gamle Aqua Trajana, som kejser Trajan havde bygget i 109. Den blev døbt Aqua Paolo og begyndte at strømme i 1612. Aquadukten udmunder på Janiculum, hvor Paul lod opføre en fornem mostra (d 28/1 1621)

 

1631 Slaget ved Breitenfeld, udkæmpes under Trediveårskrigen ved en landsby, der nu er forstad til Leipzig og resulterede i krigens første protestantiske sejr. Sejren blev vundet af en svensk-sachsisk hær på omkr.40.000 mand under kommando af svenskekongen Gustav II Adolf over en katolsk hær også på omkr. 40.000 mand bestående af enheder tilhørende den tyske kejser habsburgeren Ferdinand og enheder fra Den katolske Liga under kommando af grev Tilly. Sejren blev opnået ved svenskernes mere mobile organisering af såvel infanteri som kavaleri samt af deres større ildkraft fra både kanoner og musketerer. Den katolske hær var opstillet i massive infanteriformationer, 13 næsten kvadratiske enheder; på begge sider af infanteriet placeredes kavaleriet. Det var en opstillingsmåde, der længe havde domineret europæisk krigskunst, men som gjorde det vanskeligt at manøvrere med tropperne, når slaget var i gang. Sachserne, der var opstillet på svenskernes venstre flanke, blev jaget på flugt ved Tillys første angreb. Da Tilly herefter ville ændre angrebsretning, blev han hindret heri, da den svenske venstre flanke gik til angreb på hans infanteri. Samtidig modstod svenskernes højre fløj gennem syv timer gentagne katolske kavaleri-angreb. Slaget blev afgjort, da Gustav Adolf personligt anførte et voldsomt angreb rundt om Tillys venstre flanke. Under angrebet generobrede svenskerne såvel sachsernes kanoner som Tillys artilleri, hvorefter de nedkæmpede de massivt opstillede katolske infanterienheder. Tillys hær gik i opløsning, og de, der stadig var i live, flygtede. 12.000 mand fra Tillys hær lå sårede og døde på slagmarken. Selv slap han såret bort med nogle få tusinde mand. Næste dag rykkede svenskerne ind i Leipzig. Med sejren var katolikkernes militære styrke i Centraleuropa brudt, og Sverige blevet en stormagt

 

1743 f Jean Antoine Condorcet, fransk matematiker og filosof; Condorcet er blevet karakteriseret som en af oplysningstidens foregangsmænd og fortaler for undervisningsreformer. Han deltog ivrigt i revolutionen, var medlem af og fra februar 1792 formand for den lovgivende forsamling og medlem af konventet. Han tilhørte nærmest gironderne, blev som disse anklaget for konventet og, da han flygtede, dømt fredløs. Condorcet blev skjult af sympatisører i otte måneder, men da han vovede sig ud, blev han arresteret og dagen efter fundet død i sin celle. I sit skjul skrev han værket "Esquisse d’un tableau historique des progres de l’esprit humain" (Skitse til et historisk billede af den menneskelige ånds udvikling), hvori han, skønt selv offer for revolutionen, gjorde rede for sin tro på, at menneskeheden efter havde gennemgået ni udviklingstrin siden primitive tider, at den tiende og perfekte fase ville følge takket være de demokratiske ideers lykkebringende sejr. Som matematiker blev han i 1769 medlem af Académie des sceince og i 1782 af Académie francaise. Af Condorcets matematiske arbejder betegnes hans afhandlinger om sandsynlighedsteorien som særlig betydningsfulde. Hans værk om kometer blev prisbelønnet af akademiet i Berlin (d 29/3 1794)

1771 d Tobias George Smollett, britisk forfatter; bestemmende for Smolletts løbebane som forfatter var, at han som skibslæge var med på et togt til Vestindien i 1740. Han er blandt grundlæggerne af den realistiske engelske roman, idet han var den første som skildrede livet i den engelske marine, og han gjorde det med stor sans for farcepræget, grov humor og voldsomheder. Han gav nyt liv til den så kaldte pikareske tradition - den handlingsfyldte, episodiske rejsefortælling, hvor helten ofte er lidt af en slyngel. Smollett oversatte to af genrens klassikere "Gil Blas" og "Don Quixote". Blandt Smolletts romaner er "Roderick Random" (1748), "Peregrine Pickle" (1751) og "Humphrey Clinker" (1771, i brevform) desuden "Travels through France and Italy" (1766) (f marts 1721)

 

f Georg Friedrich Bernhard Rieman, tysk matematiker; hans arbejder har haft en gennemgribende indflydelse på matematikkens udvikling. Endvidere på fysikken, specielt relativitetsteorien. Hans indsats har haft størst betydning inden for områderne analyse og funktionsteori, geometri (med topologi) og talteori. Ved indførelsen af de såkaldte riemannske flader grundlagde Rieman den geometriske retning kompleks funktionsteori. Riemans arbejder på dette område repræsenterede en fortsættelse af Abels pionerarbejder om algebraiske funktioner og deres integraler. Med det tog Rieman et afgørende skridt mod grundlæggelsen af topologien. Hans doktorafhandling fra 1854 "Über die Hypothesen welche der Geometrie zu Grunde liegen" repræsenterer hans andet revolutionerende bidrag til geometrien. Det er her man første gang finder de ideer, som kom til at spille en hovedrolle i Einsteins relativitetsteori, og som går under navnet riemannsk geometri, som afviger fra den euklidiske geometri. Riemans navn er endvidere knyttet til Riemanns hypotese. Han har også bidraget til teorien om partielle differentialligninger og til teorien om trigonometriske rækker (d 19/7 1866)

 

1838 Thorvaldsen vender hjem. Efter Canovas død i 1822 anerkendtes Thorvaldsen almindeligt som Europas største billedhugger. Hans kunstsamling, som han i 1837 testamenterde København tillige med sine værker, var bekendt og kunne ses hver søndag af den romerske offentlighed. Samlingerne omfattede ikke blot oldsager fra Ægypten, Grækenland og Rom, men også moderne malerkunst som Thorvaldsen, der havde berøring med alle kunstnere, der færdedes i kortere eller længere tid i Rom, havde rig lejlighed til at iagttage. I Danmark voksede ønsket sig stærkt om at få Thorvaldsen, hans værker og hans samlinger hjem, og 1838 forlod T endelig Rom. Fra Livorno sejlede han med den danske flådes fregat "Rota" til København. Hyldesten ville ingen ende tage, da han den 17. september 1838 gik i land ved toldboden. Modtagelsen blev senere skildret i en billedfrise på Thorvaldsens Museums mure

 

Under Den amerikanske Borgerkrig udkæmpes slaget ved Antietam. Slaget havde afgørende betydning, idet det standsede sydstatshærens truende erobring af nordstaternes hovedstad, Washington, D.C. Efter sejren i det andet slag ved Bull Run førte sydstatsgeneralen Robert E. Lee sin hær ind i Maryland med håbet om at erobre Washington D.C. Den 17. september blev hans tropper mødt ved Antietam af en reorganiseret nordstatshær under kommando af general Geroge B. McCellan. Slaget, der blev et af borgerkrigens blodigste, fik ingen sejrherre. Nordstaterne standsede sydstatshærens fremrykning, men var efter slaget for udmattet til at sætte efter den vigende sydstatshær. Tabstallene var for nordstatshæren 12.000 sårede eller dræbte, i sydstatshæren var mellem 9.000 og 10.000 blevet såret eller dræbt. I Washington blev slagets resultat udlagt som en sejr. Den blev af præsident Lincoln benyttet til den 22. september at fremsætte en proklamation, hvormed han tog de første skridt til at afskaffelse af slaveri i USA

 

f Viggo Stuckenberg, forfatter; kun femten år gammel kom han til søs, men opgav uddannelsen til søofficer. Han blev student i 1844, men gennemførte ikke et påbegyndt studium i etnografi ved universitetet i København. 1886 udsendte han sit første bind "Digte" af naturalistiask tilsnit. Året efter giftede han sig med sin Ingeborg. Det unge ægtepars hjem i "kartoffelrækkerne" ved søerne i København blev samlingsstedet for en vennekreds bestående af bl.a. Sophus Claussen, Johs. Jørgensen og maleren Albert Gottschalk, alle Brandestro. Ingeborg Stuckenberg var kredsens muse, inspirator og kritiker Til sin død tjente S til dagen og vejen som timelærer. På trods af dette arbejdes ensfor-mighed følte han sig tiltrukket af dets regelmæssighed. I 1888 og 1889 kom to fortællinger "I Gennembrud" og "Messias". I 1890'erne udkom fortællingerne "Sol"(1897), "Hjemfalden" (1898) og 1899 romanen "Asmadæus og Vejbred", en samling myter og eventyr. 1898 udkom digtsamlingen "Flyvende Sommer" og 1901 samlingen "Sne", denne samling blev tidens populæreste, og den der har nået det største publikum. Herfra stammer det kendte digt "Ingeborg", hvor digteren portrætterer sin hustru og skriver de berømte linjer "og to,/som elsker hinanden/kan læge de ondeste Saar/blot ved at se paa hinanden/og glatte hinandens Haar". Så let gik det ikke i virkeligheden; ægteskabet var overmåde stormfuldt og endte i katastrofe. Efter flere forsøg på at bryde ud af ægteskabet forlod Ingeborg hjemmet i 1903; hun rejste med sin elsker til en bror i New Zealand, hvor hun året efter begik selvmord. Om S’s forfatterskab er det blevet sagt, at han som forfatter efterlevede symbolismens doktrin om, at et landskab er udtryk for en sjælstilstand. Han skrev ikke om det, der er over eller uden for ham, kun tilstandene i og omkring ham interesserede; et faktum der gør hans kendeste bøger til noget nær bekendelseslitteratur, dog uden at overskride grænsen til det pinlige (d 6/12 1905)

 

1863 d Alfred de Vigny, fransk forfatter; inden han debuterede som digter i 1822 med samlingen "Poèmes" og dermed lagde grunden til sit ry som en af Frankrigs betydeligste romantiske digtere, var han i nogle år officer i den franske hær. I 1829 udsendte han "Poèmes, antiques et modernes", der hører til den romantiske digtnings første frembringelser. Som digter udmærkede V sig ved evnen til at give filosofiske ideer form i konkrete symboler. Hans livssyn var dybt pessimistisk, men han mødte tilværelsen med heroisk resignation. Også i andre genrer var han en af romantikkens banebrydere, således ved den historiske roman "Cinq Mars" (1828) om en sammensværgelse i Ludvig XIII’s regeringstid. Med dette værk skabte han i Frankrig interessen for den historiske roman. Af dramaer har han skrevet "La maréchale d'Ancre"(1830) og "Chatterton" (1835). Sidstnævnte skildrer geniets forgæves kamp for eksistensen i en materialistisk og uforstående verden; det gjorde lykke og betragtes som romantikkens hovedværk. Foruden egne skuespil oversatte og bearbejdede han Shakespeares dramaer. V’s tanker om den kunstneriske skabelsesproces og om en ny religion, hvor kunstoplevelsen spiller en afgørende rolle, peger frem mod symbolismen. Efter hans død udkom digtene "Les destinèes" (1864) og hans dagbog "Journal d'un poète" ført gennem 40 år (f 27/3 1797)

 

1900 De britiske kolonier i Australien med Tasmanien og en del af Ny Guinea omdannes ved den såkaldte Commonwealth Act til det selvstyrende statssamfund Commonwealth of Australia med virkning fra 1. januar 1901

 

1925 Politimester Parker, Frederiksberg nedlægger forbud mod, at der danses Charlston i offentlige lokaler i Frederiksberg kommune. Politimesteren finder dansen uestetisk

 

Polens deles for fjerde gang, da sovjetiske tropper efter aftale med Nazi-Tyskland besætter den østlige del af landet. Den sovjetiske indmarch skete i overensstemmelse med den tysk-russiske ikke-angrebspagt af 23. august 1939. Den militære delingslinje var blevet fastlagt til at ligge langs floderne Pissa, Narew, Wisla og San. Allerede den 3. september havde Tyskland bedt Sovjetunionen om at rykke ind, men Kreml gav et undvigende svar. Den hurtige tyske fremrykning tvang imidlertid den sovjetiske regering til at træffe en hurtig afgørelse. Den tyske hær var i færd med at forfølge de polske styrker over den aftalte demarkationslinje, og i Moskva begyndte man at blive nervøse for, at Tyskland ikke ville overholde aftalen. Sovjetunionens intervention umuliggjorde fortsat polsk modstand i de østpolske sumpområder. Omkring 50.000 mand af den polske hær reddede sig over grænsen til Rumænien, hvor også den polske præsident og hans regering søgte tilflugt. Tre infanteridivisioner og to kavaleribrigader blev taget til fange af sovjetiske tropper og deporteret til Sovjetunionen. Polens tre tidligere delinger mellem Preussen, Rusland og Østrig fandt sted i 1772, 1793 og i 1795

 

Under 2. Verd.krig nedkastes britiske faldskærmssoldater ved den hollandske by Arnhem. Den 23. august gav de allieredes øverstkommanderende general Eisenhower førsteprioritet til den britiske 2nd Army under Montgomery fremrykning gennem Belgien mod Ruhrområdet. Den 3. september rykkede briterne ind i Bruxelles og dagen efter i Antwerpen med dens stort set ubeskadigede havn. Længere mod syd begyndte general Pattons US 3rd Army den 5. september at krydse Moselfloden ved Metz og synes at have gode muligheder for at opnå et gennembrud til det for tyskerne industrielt vigtige Saarland. Eisenhower kunne derfor ikke længere give Montgomerys tropper førsteprioritet med hensyn til forsyninger. Montgomery var imidlertid ikke indstillet på at opgive sin plan. Så for at sikre den vigtige bro over Rhinen ved Arnhem til fortsat fremrykning for sin 2nd Army lod han omkr. 10.000 mand fra 1st Airborne Division nedkaste ved Arnhem. Men tyskerne i området var stærkere end forudset, og de omringede og nedkæmpede den britiske styrke. Efter svære tab overgav de sidste britiske soldater sig den 26. september. Nederlaget forsinkede de allieredes fremrykning, og først syv måneder senere kunne briterne rykke ind i Arnhem. Ligeledes var nederlaget en svær belastning for Montgomerys omdømme

 

1948 d Folke Bernadotte, Røde-Kors leder og FN mægler; sit store filantropiske arbejde indledte B, da han som næstformand i Svensk Røde Kors i efteråret 1943 stod i spidsen for den praktiske gennemførelse af den første større krigsfangeudveksling mellem vestmagterne og Tyskland. I månederne februar til maj 1945 var B leder af en storstilet hjælpeaktion i Tyskland. Efter forhandlinger med tyskerne - med Himler - lykkedes det at befri ca 20.000 civile kz-fanger og transportere dem i hvide busser til Sverige. Hovedparten af fangerne var danske og norske. B blev i 1946 formand for Svensk Røde Kors; i maj 1948 blev han som følge af sin internationale anseelse mægler i Palæstina under Den Første Arabisk-israelske Krig. I juli lykkes det ham at få etableret en varig våbenhvile. Bs første fredsforslag blev forkastet af såvel israelere som arabere. 16. september B. fremlagde han et nyt fredsforslag - den såkaldte Bernadotte-plan: Israels eksistens anerkendtes, og der skulle oprettes en arabisk stat i Palæstina. S arbejde vakte beundring verden over, men samtidig havde han pådraget sig et uforsonligt had i yderliggående nationalistiske kredse i begge lejre. Dagen efter, han var kommet med sit forslag til etablering af fred blev Bernadotte myrdet af jødiske terrorister. B-planen blev skrinlagt efter at være blevet nedstemt i FN (f 2/1 1895)

 

1978 d Willy Messerschmitt, tysk flykonstruktør; han blev uddannet ved Münchens Tekniske Højskole; i 1926 blev han ansat ved Bayerische Flugzeugwerke i Augsburg, hvor han året efter blev chefdesigner; virksomheden blev senere omdøbt til Messerschmitt- Aktien-Geschellschaft, og 1938-1945 var M dens leder, og dets fly havde betegnelsen Me. Det nye selskab producerede M’s første militærfly, Me 109. Det var et etsædet, tomotoret jagerbombefly; og blev et af historiens mest anvendte jagerfly. Det var i aktiv brug fra 1937 til sidst i 1960erne. I 1939 satte det verdensrekord med 775 km i timen. Ved 2. Verd.krigs udbrud var Me 109 alle andre jagerfly overlegent. I løbet af 2. Verd.krig blev der fremstillet ca. 35.000 Me 109’ere til det tyske Luftwaffe. I slutningen af krigen fik det operative problemer med for kort flyvetid og navigation i dårligt vejr. Blandt Ms andre succesfulde fly var Me 110, et tosædet bombefly og natjager. Tidligt i 1944 gik Me 262 som det første jetfly i kamp i 2. verd.krig. I årene 1945-48 var M interneret i London, hvorefter han fortsatte sit udviklingsarbejde. Det skete bl.a. for luftvåbnene i Spanien og Ægypten. I 1958 var han tilbage som flykonstruktør. Med M som æresformand for bestyrelsen oprettedes 1968-69 Messerschmitt-Bölkow-Blohm. I 1970’erne beskæftigede firmaet ca. 20.000 mandmed fremstillingen af satellitter, helikoptere, missiler og fly (f 26/6 1898)

 

1997 d Elna Hiorth-Lorentzen, sygeplejerske, forstander; hun er især kendt som kommunisten og folketingsmedlemmet Arne Munch-Petersens kone, men var langt mere end det. I forbindelse med 1. verdenskrig blev H-L tiltrukket af sygeplejerskefaget og valgte at uddanne sig til sygeplejerske. Hun begyndte som elev på Sønderborg Statshospital og fik som færdiguddannet stilling på Finseninstituttet i København. Da hun fik tilbud om at komme til børnehospital i Chile, sagde hun ja og arbejdede de følgende tre år i Sydamerika. Her underviste hun chilenske sygeplejestuderende og oplevede landets sociale uretfærdighed. Hun blev politisk engageret under sit ophold i Sydamerika og fortsatte dette virke efter hjemkomsten til Danmark. Hun engagerede sig aktivt i fagforeningspolitik og meldte sig desuden ind i Danmarks Kommunistiske Parti. Her mødte hun sin kommende mand, folketingspolitikeren Arne Munch-Petersen, med hvem hun flere gange rejste på partiskole i Sovjetunionen. Da Arne Munch-Petersen forsvandt i Sovjetunionen i 1940 under mystiske omstændigheder, var H-L overladt til sig selv og uvisheden om mandens skæbne. Hun levede i uvished, indtil forfatteren og politikeren Ole Sohn i 1993 afslørede, at han var død i en sovjetisk fangelejr i 1940. Efter mandens forsvinden fortsatte H-L at arbejde som sygeplejerske og blev bl.a. forstander på Nykøbing Sjællands Sygehus (f 25/1 1902)

 

 

 

 

Til top        18. september

53 f Trajan, romersk kejser 98-117; han blev konsul i 91 og var derefter statholder ved Rhinen; han havde således en glimrende administrativ og militær karriere bag sig, da han i 97 blev adopteret af kejser Nerva. Nervas position var svag, idet han som civilist ikke havde hærens støtte. Det var åbenbart Nervas opfattelse, at den kunne han få ved at adoptere en fremtrædende militærleder. Allerede året efter døde Nerva, og T blev kejser. Hans regeringsperiode blev forholdsvis lang, og han betegnes som en fremragende regent og organisator. Han behandlede senatet med stor hensynsfuldhed uden dog at foretage nogen indskrænkning i sin egen magt. Han udbyggede Nervas alimenta, et offentligt understøttelsesprogram for forældreløse børn og fattige. I sin udenrigspolitik brød han med sine forgængeres defensive politik og førte krig i områderne Dacien (nutidens Rumænien) og Partherriget (Armenien, Mesopotamien og Assyrien). I 92 havde dacerkongen været i krig med romerriget; krigen var blevet afsluttet med en fredsaftale. Efter dacerkongen et par gange ikke havde overholdt fredsaftalen, og i 105 ovenikøbet havde krydset Donau og gjort indfald i den romerske provins Moesien, besluttede T at ødelægge det daciske kongerige. Felttoget var afsluttet i 107 og førte til dannelsen af provinsen Dacien. Til minde om sejren rejstes den i Rom stadig eksisterende Trajansøjle. Under krigen mod partherriget (113-117) erobrede T Armenien og gjorde området til romersk provins. For at beskytte denne provins indså T, at det var nødvendigt at erobre hele partherriget, romerrigets traditionelle fjende ved østgrænsen. I 115 førte han sin hær sydpå langs Eufrat, krydsede Tigris og erobrede Ctesiphon, partherrigets hovedstad. I 117 havde han her skabt de to nye provinser, Mesopotamien og Assyrien. Men allerede samme år døde Trajan, han blev efterfulgt af sin nevø Hadrian, der straks opgav den agressive politik ved østgrænsen (d 8/8 117)

 

96 d Domitian, romersk kejser 81-96, søn af Vespasian (kejser 69-79) og bror og efterfølger til Titus (kejser 79-81); som ung deltog D i faderens krige, og Titus inddrog sin bror som en næsten ligestillet samarbejdspartner; det betød, at D ved Titus’ pludselige død uden problemer kunne overtage kejsermagten. Bl. a. ved oprettelse af en befæstningslinje, den såkaldte limes, ned gennem det vestlige Tyskland, sikrede D romerrigets grænser. Han reorganiserede provinsstyret og var særdeles populær blandt provinsboerne. Han nød samme popularitet i Roms befolkning. Han støttede sit styre på ridderstanden og hæren snarere end på senatet. Dette forhold og at han kaldte sig dominus et deus (herre og gud) bragte ham på kollisionskurs med senatorerne og dermed den romerske overklasse. Efter år 87 og især efter en opstand i 89 havde D store politiske problemer, og hans senere år var præget af uro og majestætsprocesser. Men da de overleverede kilder, der beskriver D’s liv og holdninger, er forfattet af repræsentanter fra overklassen, er billedet af D uden tvivl noget for--tegnet. Han beskrives som magtbegærlig, som en næsten sygeligt mistænksom person, som vilkårligt henrettede sine modstandere. Den sammensværgelse, som kostede ham livet, var ledet af hustruen, Domitia, og en kreds af hans nærmeste ved kejserhoffet (f 24/10 51)

 

96 Nerva bliver romersk kejser. Da Domitians mordere tilbød Nerva kejsertronen, modtog han med glæde tilbuddet. Han var en ældre mand, et anset medlem af senatet og havde to gange - i 71 og 90 – været konsul. I modsætning til de tidligere kejsere søgte han at udvide senatets magtområde, ligesom han fritog sanatorerne for at møde for den kejserlige domstol i kriminelle sager. N søgte både ved besparelser og ved positive forholdsregler at fremme rigets, især Italiens økonomiske forhold. N var dog for svag til at kunne gøre sin autoritet gældende over for senatet og prætorianergarden. Da denne i 97 forlangte , at N skulle udlevere dem, der havde sikret ham kejserværdigheden, Domitians mordere, for at garden kunne straffe dem, erkendte han sin svaghed, og at han på en eller anden måde måtte sikre tronfølgen. Han søgte han støtte hos den dygtige officer Marcus Ulpius Trajanus, statholder i en af de germanske provinser. N adopterede Trajan og udpegede ham til sin efterfølger. Hvad han da også blev, da N efter en kort regeringsperiode døde (d 25/1 98)

 

d Erik Emune, konge 1134-1137; søn af Erik Ejegod og unævnt frille; anerkendt som konge efter at have besejret en styrke ledet af kong Niels og dennes søn Magnusi slaget ved Fodevig i Skåne 2. pinsedag – 4. juni – 1134. Her faldt Magnus og flere af landets biskopper. Niels flygtede, men blev dræbt i Slesvig kort efter – 25. juni 1134. Ved diplom af 6. januar 1135 ( det ældst bevarede originalbrev i Danmark) takkede E Gud og ærkeiskop Asser for sejren ved at give udvidede privilegier og en anselig godsgave til domkirken i Lund. Der vides kun lidt om hans kortvarige styre; han foretog resultatløse krigstog til Rügen, der var Lundekirkens missionsområde. Han synes at have grundlagt et slags kongeligt kancelli. Erik blev dræbt under et tingmøde i Ribe. Han blev begravet i Ribe. I ærkeiskop Assers Necrologium Lundense benævnes E som "glorisous", svarende til tilnavnet Emune, "den altid mindeværdige" (f dato og år kendes ikke)

 

d Ludvig 7. fransk konge 1137-1180; søn af Ludvig 6. og Adelaide af Provence. Som sin far arbejdede L til stadighed på at styrke kongemagten. Det skete bl.a. ved at udbygge kontrollen med de kongelige domæner, i administrationen at ansætte embedsmænd, der stammede fra samfundets lavere klasser og derfor var særdeles loyale over for kongen. Den alvorligste trussel mod hans styre kom fra greven af Anjou og dennes søn, Henrik, der i 1154 som Henrik II blev konge af England. L blev i 1137 gift med Eleanora af Akvitanien. På grund af dronningens utroskab blev ægteskabet opløst i 1152. Eleanor blev derefter gift med Henrik, der samtidig med han var engelsk konge, var Frankrigs mægtigste vasal, med hele Vest-Frankrig (Akvatanien) i len. Det kom hyppigt til kampe mellem H og L. Men kampene forblev uden større følger. Det skyldtes ikke mindst, at Henriks stilling svækkedes af hans strid i årene 1164-70 med ærkebispen af Canterbury, Thomas Becket og det oprør, hans sønner foranstaltede i årene 1173-74. Mens L deltog i det andet korstog 1147-49, blev Frankrig styret af Suger, abbed ved Saint Denis. Denne har tillige skrevet historien om Ludvig VII regeringstid. I 1160 blev L gift med Adèle de Champagne, med hvem han bl.a. havde en søn, den senere kong Filip August (f ca 1120)

 

1310 d Isarn, ærkebiskop i Lund; den franskfødte gejstlige blev 1295 som pavelig nuntius sendt til Danmark for at få kong Erik Menved til at løslade ærkebiskop Jens Grand. Da I i begyndelsen af 1296 nåede herop, var Jens Grand imidlertid und-sluppet af fængslet på Søborg, og han kunne derfor vende til Rom. Men to år senere blev det ham påny overdraget at rejse til Danmark, denne gang for at fuldbyrde den i Rom 23. december 1297 afsagte dom, der påbød kong Erik at betale ærke-biskoppen en exorbitant stor bod. Det blev et særdeles besværligt hverv med endeløse forhandlinger med de stejle mod-standere. Isarn bandlyste kongen og lagde landet under interdikt, som dog ikke synes at være blevet overholdt. Så skred han til eksekution, idet han i juli 1299 tilkendte ærkebiskoppen udlæg i kronens jord i Lunde stift for den sum, kongen skulle betale. Isarns arbejde i Danmark blev imidlertid afbrudt. Paven udnævnte ham i 1300 til ærkebiskop i Riga, og herfra forflyttedes han ved bulle af 11. april 1302 til Lund, mens Jens Grand skulle overtage ærkesædet i Riga. Målet var at få ende på den opslidende kamp mellem konge og ærkebiskop. Efter I var blevet ærkebiskop i Lund, skete udsonin-gen på et rigsmøde i Nyborg april 1303. Iøvrigt er det ikke meget, man ved om Is virke som ærkebiskop. Han var en fremmed, franskmænd og italienere ses i hans nærmeste kreds. 1310 blev han forflyttet Salerno, men døde på vej dertil (fødselsdag og –år kendes ikke)

 

Freden i Crépy sluttes mellem Frans I af Frankrig og den tyske kejser Karl 5. Fredsslutningen er den fjerde i den lange krig mellem Frankrig og Habsburg. Frans I giver afkald på Milano og Flandern. Karl på Burgund

f Samuel Johnson, engelsk forfatter; sit ry som klassisk lærd kulturpersonlighed befæstede han med sit livsværk "Dictionary of the English Language". Efter otte års arbejde afsluttede han i 1755 denne store og banebrydende ordbog udarbejdet efter oplysningstidens forbilleder. Værket er blevet betegnet som et imponerende arbejde for en enkelt mand, og en præstation at det trods hans mangelfulde etymologiske kundskaber blev et standardværk for engelsk stil i lange tider. At værket fik denne status skyldtes forfatterens præcise og omfattende definitioner og de anførte citater, som viser ordene i deres rette sammenhæng. Ordbogen sikrede ikke J økonomisk tryghed, og indtil han i 1762 fik en pension af kongen, levede han i en stadig kamp for udkommet undertiden i dybeste nød; for at klare sig skrev han skrev han artikler, biografier og den filosofiske allegori "Rasselaas, The Prince of Abyssinia: A Tale" (1759); også betegnet som en moraliserende roman. Han skrev den for at dække omkostningerne ved sin mors begravelse, og i den kritiserede han – baseret på egne erfaringer - menneskets tåbelige forventninger om et ideelt liv. En rejse, J foretog til øerne vest for Skotland, beskrev han i "A Journey to theWestern Islands" (1775). Hans sidste store arbejde var "The Lives of the Most Eminent English Poets" (1779-81, 4 bd), oprindelig indledninger til boghandlerudgaver af de forskellige forfattere, og med begrænsning derefter, men typisk for J's evne til karakteristik, både af mennesker og bøger. I en biografi fra 1791 beskrives Johnsons legendariske evner for samtalens kunst og hans højt udviklede sans for ægthed, originalitet og for menneskets dyder og svagheder (d 13/12 1784)

 

d Leonhard Euler, svejtsisk matematiker; han blev 1731 professor i fysik og i 1733 professor i matematik ved det nyoprettede akademi i St Petersborg. 1741 tog han imod et tilbud fra Frederik 2. den Store af Preussen om at komme til Berlins akademi. Her arbejdede han i 25 år, hvorefter uoverensstemmelser med kongen fik ham til at tage tilbage til St. Petersborg. Efter sygdom mistede han 1735 synet på det ene øje; i 1767 også på det andet øje. Hans arbejde fortsatte imidlertid, og efterhånden skaffede hans talrige artikler og lærebøger ham ry som idens største matematiker. Ti gange blev han tildelt det franske akademis pris. E's navn er knyttet til en række ( ca. 50) matematiske begreber; f.eks. eulerske tal, Eulers konstant, Eulers formel, Eulers polyedersætning. Disse sætninger, begreber, symboler og metoder vidner om Eulers store indflydelse på matematikkens udvikling. Vigtig er hans bidrag til variationsregningen, som udformede til en systematisk teori. Kendt blev også E's populære oversigt over naturvidenskaberne i samlingen "Brev til en tysk prinsesse", oprindelig undervisningsmateriale til prinsessen af Anhalt-Dessau. E er historiens mest produktive matematiker. Udgivelsen af hans samlede værker blev påbegyndt i 1911, 60 år senere var der udkommet circa 50 bind, og hele serien ventes at komme til at omfatte mere end 100 bind (f 15/4 1707)

 

f Christian 8. Konge 1830-48, søn af Arveprins Frederik og Marie Sophie Frederikke af Mecklenburg- Schwerin, brorsøn til Chr. 7. Det er dog almindeligt antaget, at faderen var arveprinsens adjudant Frederik von Blücher (1760-1806). 1813-14 var C statholder i Norge; efter vedtagelsen af Eidsvollforfatningen blev C den 17. maj 1814 valgt til konstitutionel konge af Norge. Men efter Kielerfreden og Norges afståelse til Sverige, lod landets selvstændighed sig ikke opretholde. Han frasagde sig tronen og vendte tilbage til Danmark; C ansås for at være liberal, og det forventedes, at han ville acceptere en fri forfatning i Danmark på samme måde, som Eidsvollforfatningen var blevet gennemført i Norge. Efter tronbestigelsen i 1839 afviste han kravet om en grundlov; folkets skuffelse gjorde hans stilling vanskelig, og forholdene i hertugdømmerne lettede den ikke; C ønskede at ligestille dansk og tysk; men det, at han stadig tog ængstelige hensyn, gjorde ham ubeslutsom, og hans politik usikker. I sine sidste år svingede han over i en stærkere dansk politik. I 1806 indgik han ægteskab med Charlotte Frederikke af Mecklenborg-Schwerin. Parret fik i 1808 sønnen Frederik (7.), men ægteskabet opløstes to år senere på gr. af Charlotte Frederikkes utroskab med komponisten du Puy. Efter at være vendt hjem fra Norge ægtede Christian i 1815 Caroline Amalie af Augustenborg. Dette ægteskab forblev barnløst. Christian 8. havde alsidige interesser, ikke mindst for kunst og videnskab. I årene 1815-39 foretog han flere store udenlandsrejser. På disse indkøbte han græske vaser og græske mønter fra antikken til sine betydelige samlinger, som nu findes på Nationalmuseet (d 20/1 1848)

 

1819 f Léon Foucault, fransk fysiker; fra 1854 fysiker ved Paris-observatoriet; 1862 astronom ved Bureau des longitudes; foretog målinger af lysets hastighed og af forskellen af dets hastighed i vand og luft. Udførte 1851 sit berømte pendulforsøg med et 2 m langt pendul, senere et 65 m langt ophængt under kuplen i Panthéon i Paris; herved viste F direkte, at jorden drejer sig om sin akse. Da et frit ophængt pendul stræber efter at beholde sit en gang givne svingningsplan, og da et sådant pendul alle steder på Jorden, undtagen på ækvator, drejer sig i forhold til en fast linie (N-S linien) må man slutte, at det er Jorden der drejer sig. F opfandt desuden gyroskopet (d 11/2 1868)

 

1848 Et halvt år efter udbruddet af Treårskrigen holder Frederik 7. mønstring på Lerbæk mark, ved Vejle over den i Jylland samlede armestyrke, på ca. 20.000 mand; kongen udtalte her til tropperne "Det skal ej ske"! - nemlig Slesvigs deling efter sproggrænse; kongen gik her imod opfattelsen i regeringen, og udtalelsen førte til regeringens - martsministeriets - afgang og opgivelse af tanken om at dele Slesvig ved Slien-Husum. En deling som de nationalliberale ledere var begyndt at indstille sig på som "det mindste onde". Den folkelige opinion – og altså også kongen – ville ikke opgive tanken om, at et udelt Slesvig til Ejderen var dansk

 

f Greta Garbo, svensk/amerikansk skuespiller; en af Hollywoods allerstørste stjerner, hvis særlige overjordiske og uopnåelige karakter blev omhyggeligt bygget op af MGM-studierne og understøttet af de roller, man valgte til hende i perioden, fra hun kom til Hollywood sidst i 1920'erne, til hun trak sig tilbage i 1941. Havde sit store gennembrud i 1927 med kærlighedsfilmen "Eros". Indspillede yderligere otte stumfilm. Hendes første talefilm var "Anna Christie" (1930) efter Eugene O'Neills nutidsdrama. 1930'erne var G’s store årti, hun indspillede i 1932 "Mata Hari", i 1933 "Dronning Christina", i 1935 "Anna Karenina", i 1936 "Kameliadamen", i 1939 "Ninotchka". I 1941 trak G sig totalt tilbage og levede utilnærmelig i sin Manhattanlejlighed i New York, hvilket dog kun skærpede offentlighedens interesse for hende (d 15/4 1990)

 

Landmandsbanken-katastrofen. Det meddeles, at Landmandssbankens reserver og størstedelen af aktiekapitalen er tabt. Under 1. Verd.krig voksede bankens virksomhed stærkt; i 1917 udvidedes aktiekapitalen til 100 mill. kr. Men fejlslagne dispositioner, dels finansiering af børsspekulation i verdenskrigens heftige gullashperiode, dels finansiering af tvivlsomme foretagender samt overekspansion på et for spinkelt grundlag førte efter 1920’s nedgangskonjunktur til uro om banken og dens krak i 1922. Med den position banken indtog som Nordens største, kunne et sammenbrud ikke accepteres. I de sidste dage af september 1920 rekonstrueredes den, idet staten, Ø.K., Store Nordiske og Nationalbanken tegnede en præferenceaktiekapital på 70 mill. kr, og direktion og bestyrelse udskiftedes. Den hidtidige bestyrelse havde ukritisk underskrevet bankens regnskab for 1921, et regnskab med overskud. Det viste sig senere at være helt misvisende; aktiverne var groft overvurderet, og de foregående års tab skjult

 

1931 Japan angriber Manchuriet. Baggrunden for aktionen, der skete på lokale japanske officerers initiativ på trods af ordrer fra Tokyo om at holde igen, var, at siden japansk-russiske krig 1904-05 havde Japan ret til militært vagthold langs jernbanelinjen i Sydmanchuriet. Nu påstod japanerne, at de havde overrasket en afdeling kinesiske soldater i færd med at sprænge et stykke af jernbanelinjen i luften. Japanernes aktion udviklede sig med lynets fart. I løbet af fire døgn havde japanske tropper besat alle kinesiske byer til over 300 km nord for Mukden – enkelte af dem langt uden for jernbanezonen. Ved midten af november var hele Nord-Manchuriet i japanernes hænder. Derefter vendte japanerne sig mod syd. Lige efter nytår 1932 var de nået frem til Shanhaikwan ved den store mur. I Folkeforbundet erklærede den japanske repræsentant, at hans regering ikke havde til hensigt at annektere kinesisk område; den japanske hær var gået til aktion udelukkende for at beskytte japanske borgere og ejendom mod kinesiske røverbander, og at man ville trække sig ud, så snart rolige og normale forhold var genoprettet. Sådan kom det ikke til at gå. Japanerne ville sikre sig Manchuriets jern- og kulminer. I november 1932 proklamerede japanerne vasalstaten Manchoko, og i februar 1933 udtrådte de af Folkeforbundet

 

Sovjetunionen bliver medlem af Folkenes Forbund. Fascismens voksende magt og Hitlers magtovertagelse i Tyskland januar 1933 fik de sovjetiske ledere til at indse, at deres hovedmodstander ikke var socialdemokraterne, men fascisterne. Endvidere blev man i Kreml i begyndelsen af 1934 urolige over tonen i den tyske propaganda mod kommunismen, den polsk-tyske ikkeangrebspagt og den blodige udrensning i juni 1934, der likviderede SA, og som viste, at Hitler ikke skyede noget middel for at befæste sin magt. I løbet af 1934-35 foretog sovjetregeringen da en fuldstændig omlægning af den udenrigspolitiske linje, som var blevet fulgt siden 1918. Sovjetstaten, der hidtil havde været i opposition til hele det eksisterende internationale orden, blev nu forkæmper for status quo, søgte samarbejde med vestmagterne for at hindre et tysk angreb og blev medlem af Folkeforbundet. En organisation som kommunisterne tidligere havde betegnet som et redskab for verdensimperialismen

 

d Dag Hammarskjöld, svensk naitionaløkonom, embedsmand og FN's generalsekretær 1953-61; han var docent i nationaløkonomi med Stockholms universitet 1933-36, derefter embedsmand i finansministeriet 1936-46. Herefter var han ansat i udenrigsministeriet som dets ekspert i finansielle og økonomiske anliggender og deltog i forhandlingerne om marshallplanens virkeliggørelse. Endvidere var han bl.a. bestyrelsesformand i Sveriges Rigsbank 1941-48. Fra 1948 deltog han som svensk hoveddelegeret i forhandlingerne om det europæiske samarbejde og i FN’s generalforsamling. Overalt nød han stor anseelse, og da Trygve Lie 1953 gik af som FN’s generalsekretær, blev H valgt til hans efterfølger med alle stemmer i Sikkerhedsrådet og 57 mod én i generalforsamlingen; i 1957 blev han enstemmigt genvalgt. Gennem personlig initiativ og nært samarbejde med det store flertal af små og mellemstore medlemslande lykkedes det ham ved flere anledninger at gribe afgørende ind og forhindre konflikter i spændingsfyldte områder. Da han et årstid før sin død lagde sig ud med Sovjetunionen, viste svagheden ved hans politik sig. Han gjorde sig mere og mere til de små staters talsmand. Men havde han ikke et godt forhold til stormagterne, nyttede hans gode forhold til de mindre stater intet. Den sovjetiske kritik kom især frem under congokrisen i 1960, uder hvilken han havde fået tildelt vidtgående beføjelser. Sovjetunionen ville såvel H’s tilbagetræden som nedlæggelse af generalsekretærembedet, hvis funktioner skulle fordeles på tre mand, en såkaldt "trojka". Under forsøg på at få bilagt konflikten i Congo omkom han ved et flystyrt i det daværende Nord-Rhodesia. I 1961 blev H posthumt tildelt Nobels fredspris (f 29/7 1905)

 

1964 Det kooperative bryggeri Stjernen lukker

 

1967 d Sir John Douglas Cockcroft, britisk fysiker; fra 1924 ansat ved Cavendish Laboratory, Cambridge; 1939-46 var han professor i Natural Philosophy samme sted; i årene 1946-59 var han direktør for Storbritanniens første eksperimentelle kernereaktor Harwell. Han begyndte 1928 sammen med E.T.S. Walton at arbejde med acceleration af protoner ved hjælp af høje spændinger; de fik bygget en højspændingsgenerator, som gav en spænding på 700 kilovolt, og påviste 1932 de første kernereaktioner frembragt ved kunstigt accelererede partikler. Et arbejde de i 1951 modtog nobelprisen for. Fra 1938 arbejdede Cockcroft med udvikling af radar. Han blev 1944 (til 1946) leder af det anglo-canadiske atomenergiprojekt i Montreal og fik derved ansvaret for bygningen af nogle af verdens første atomreaktorer, ligesom han spillede en stor rolle ved udviklingen af atombomben (f 27/5 1897)

 

1970 d Jimi Hendrix, amerikansk musiker; med sin sammensmeltning af rythm and blues og progressiv rock, sit virtuøse og særprægede guitarspil og sin revolutionerende anvendelse af de nye elektroniske muligheder fik Hendrix exorbitant stor indflydelse på rockmusikkens udvikling. Han holdt talrige koncerter og var en hovedattraktion på flere store festivaler – Monterey 1967, Woodstock 1969 og Isle of Wright 1970. Ved sin død efterlod han et stort indspillet materiale, og der udgivet mange plader efter sigende af varierende kvalitet. Hendrix medvirkede også i flere musikfilm, bl.a. Experience 1968 og Rainbow Bridge 1971 (f 27/11 1942)

 

1991 De københavnske fodboldklubber KB og B1903 fusionerer til FC København

 

 

 

 

 

Til top        19. september

 

1356 Slaget ved Poitiers; englænderne under ledelse af kongesønnen Edward - Den sorte prins - besejrer under Hundredårskrigen franskmændene under ledelse af deres konge, Johan den Gode. De to hære fik kontakt ved Poitiers den 17. september. Men da den følgende dag var en søndag, blev der aftalt en våbenhvile for den dag. Våbenhvilen gjorde det muligt for englænderne, hvis styrke på ca 7.000 mand kun var det halve af franskmændenes, at forskanse sig i nogle særdeles gode stillinger, beskyttet af buskadser og fugtige enge. Som det var sket tidligere under krigen, blev det også ved Poitiers englænderne, der trak det længste strå. Endnu engang kom de franske riddere til at betale dyrt for deres mangel på disciplin og utæmmelige tapperhed, mens englænderne sejrede ved deres koldblodighed. I stedet for at lytte til råd om at sulte englænderne ud beordrede kong Johan et rytterangreb. Det endte i kaos. De franske ridders rustninger var blevet så kraftige, at pilene fra de engelske bueskytter prellede af. I stedet skød englænderne på de ubeskyttede heste, så rytterne faldt af. Da det første angreb var slået tilbage, beordrede Johan på ny hæren frem, denne gang til fods. Det gik ikke bedre. Tværtimod blev kongen selv taget til fange. Han blev ført til London. For at komme fri måtte han i 1360 indgå freden i Brétigny (8.maj)

 

1551 f Henrik 3. fransk konge 1574-1589; søn af Henrik 2. og Kathatina af Medici; han forsøgte at styrke sin magt ved at spille på landets religiøse modsætninger mellem protestanter (huguenotter) og katolikker, men blev selv offer for denne strid. Han var medansvarlig for huguenotforfølgelserne, der kulminerede med myrderierne på den såkaldte Bartholomæusnat i 1572; fra 1575 var der åben krig mellem de to trosretningers tilhængere. Da der året efter ved Paix de Monsieur blev sluttet fred, blev denne opnået ved, at Henrik gjorde huguenotterne betydelige indrømmelser, og ved at overlade deres førere store besiddelser. Herved vaktes imidlertid katolikkernes harme, og krigen blev genoptaget; stridighederne varede resten af Henriks regeringstid. Kampene havde maj 1588 tvunget Henrik til at flygte fra Paris. Dagen før kongens erobringsstormløb mod byen (1. august 1589) tilføjede en dominikanermunk (Jacques Clément) ham et dødeligt knivstik (d 2/8 1589)

 

1710 d Ole Rømer; købmandssøn fra Århus, hvor han gik i skole, og hvor han blev student 1662; under sine studier i København blev han medhjælper hos den franske astronom J Picard. Da Picard vendte tilbage til Paris, fulgte Rømer med. I Paris viste Rømer sit praktiske håndelag ved at konstruere springvandene ved slottet i Versailles. Ludvig XIV gjorde ham til matematiklærer for kronprinsen. I 1670’erne arbejdede den franske astronom Cassini med at bestemme omløbstiderne for Jupiters fire store måner, og Rømer blev inddraget i dette arbejde. Cassini og R opdagede, at månerne bevæger sig i elipseformede baner omkring den store planet; Keplers love gjaldt således også for Jupitermånerne, og deres fart varierer derfor under hvert omløb. De to astronomers arbejde afsluttedes med succes, da det lykkedes dem at fastslå månernes omløbstider. Ved undersøgelser af Jupitermånernes formørkelser nåede Rømer frem til konklusionen, at lyset udbreder sig med en endelig hastighed. Denne fysiske kendsgerning kaldte han "lysets tøven". I 1676 beregnede Rømer lysets hastighed. I 1681 vendte han tilbage til Danmark og blev professor ved universitetet i København. Her fortsatte han sit videnskabelige arbejde, og han opfandt mange af de stadigvæk anvendte hovedtyper af astronomiske instrumenter. Navnlig blev han kendt for sin meridiankreds, med hvilken det blev muligt at bestemme stjernepositioner med stor nøjagtighed. Både i Rundetårn og i sit hjem i Store Kannikestræde opstillede han kikkerter, og i Vridsløsemagle indrettede han sit eget private observatorium. Rømer var aktiv på mange områder; ved siden af sit arbejde som astronom var han højesteretsdommer, politimester og borgmester. Han fik gennemført hele landets opmåling og matrikulering samt et rationelt system for mål og vægt med tilhørende justervæsen. Det var på hans initiativ, Danmark-Norge den 18. februar 1700 gik over til den gregorianske kalender. For København, der i disse år voksede stærkt, ordnede Rømer byggeforhold, gaders brolægning og belysning, vandforsyning og vandafledning, brandvæsen, vægter- og politiforhold (f 25/9 1644)

 

I Versailles er Ludvig 16. og Marie Antoinette blandt publikum, da brødrene Montgolfier demonstrerer den første "bemandede" ballonopstigning. Passagererne er et får, en and og en hane

 

Under Den amerikanske Uafhængighedskrig udkæmpes som det første slag ved Saratoga slaget ved Freeman’s Farm. Det andet slag blev afgjort den 17. oktober ved Bemis Heights. Det mislykkede amerikanske forsøg på en invasion i Canada 1775-76 havde efterladt en større britisk hærstyrke ved St. Lawrence floden. I 1777 bevægede disse tropper sig sydpå for at tilslutte sig general Sir William Howe’s tropper ved Hudson floden. Under marchen gennemtvang general John Burgoyne i spidsen for en styrke på 8000 britiske soldater den 6. juli overgivelsen af fort Ticonderoga og den 31. juli af Fort Edward ved øvre Hudson. Herefter krydsede Burgoyne Hudson og slog lejr nær Saratoga i staten New York. General Horatio Gates, den amerikanske hærchef, havde med en styrke på 12.000 mand, og som hver dag modtog forstærkninger slået lejr kun 7 km borte. Den 19. september engagerede Burgoyne amerikanerne i slaget ved Freeman’s Farm eller det første slag ved Saratoga. Det lykkedes imidlertid ikke Burgoyne at gennembryde Gates linjer og dermed åbne vejen til Albany; Burgoyne afbrød da slaget og trak sig tilbage. Da amerikanerne ligeledes vandt slaget ved Bemis Heights, bidrog sejrene i slagene ved Saratoga til fransk anerkendelse USA’s uafhængighed og til åbenlys militær assistance; derved markerede sejrene et vendepunkt i revolutionen og muliggjorde dens ultimative succes

 

f Jens Peter Trap, kabinetssekretær og forfatter; han blev cand jur 1833 og i 1835 kancellist i kabinetssekretariatet. Han avancerede efterhånden gennem de forskellige trin inden for kabinetssekretariatet. Således udnævntes han i 1856 til kabinetssekretær. Traps forfattervirksomhed begyndte, da han 1841 fik privilegium på udgivelsen af "Kgl. Hof- og Statskalender". Under arbejdet med denne modnedes hos Trap tanken om at udarbejde en afløser for Pontoppidans "Danske Atlas", 1700-tallets Danmarkstopografi. Resultatet blev, at Trap i subskription og på eget forlag i årene 1858-60 udsendte "Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark" i 5 bind. 1861-65 kom en tilsvarende beskrivelse af Slesvig i 2 bind. Teksten byggede i vidt omfang på Traps personlige kendskab til landet erhvervet gennem talrige tjenesterejser. Teksterne var pålidelige og systematiske og dertil illustreret med smukke litografier. Trap Danmark blev en succes; det solgtes i 4.800 eksemplarer og blev genudsendt i reviderede udgaver 1872-79, 1898-1906, 1920-32 og 1953-72. Trap havde allerede 1870 truffet aftale med Gads forlag om udgivelse af sine erindringer. I sit testamente overlod han manuskriptet til sin søn, og denne traf foranstalt-ninger til udgivelse. Denne hindredes imidlertid ved intervention fra hoffet, og først 1966-67 udsendtes Traps erindringer: "Fra Fire Kongers Tid" i 3 bind (d 21/1 1885)

 

1812 d Mayer Amschel Rothschild, tysk bankier (Frankfurt am Main); var af sin far udset til at være rabbiner, men begyndte med en lille vekselererforretning, som han fik oparbejdet på en sådan måde, at han skaffede forretningen politiske forbindelser og stor anseelse (f 23/2 1744)

 

Slaget ved Chickamauga Creek i Tennessee udkæmpes under Den amerikanske Borgerkrig som led i de mange manøvrer og kampe for at få kontrol over det vigtige jernbaneknudepunkt i det nærliggende Chattanooga. Nordstatsgeneralen William S. Rosencrans havde ladet sine tropper indtage stillinger i Chickamauga ca. 20 km sydøst for Chattanooga. Med egne styrker og støttet af tropper under general James Longstreet angreb sydstatsgeneralen Braxton Bragg Rosencrans stilling. I to døgn rasede kampene i de uvejsomme skove ved vandløbet Chickamauga. Nordstatsgeneralen George H. Thomas, ’The Rock of Chickamauga’, organiserede et glimrende forsvar og modstod flere voldsomme angreb, indtil ankomsten af et reservekorps gjorde en velordnet tilbagetrækning mulig. Med sine 34.000 sårede og døde ud af en samlet hærstyrke på 120.000 mand var slaget et af borgerkrigens blodigste. Eftersom det var sydstatshæren, der forblev på slagmarken, tilskrives sejren almindeligvis den. Men general Braxton Bragg valgte ikke at følge den op, og to måneder senere satte sydstaterne det hele til i slaget ved Chattanooga.

 

1870 Efter deres sejre i krigens begyndelse indleder preusserne under Den fransk-tyske krig deres belejring af Paris. Preusserne forstod ikke den patriotiske stemning i byen, og de vidste ikke, at madlagrene var så store, som de var. De regnede derfor med, at byen snart ville kapitulere uden kamp, og at krigen da ville være slut. Nogle mindre udfald fra byen viste, at man ikke formåede at bryde ud og da slet ikke slå preusserne. Ude i landet lykkedes det franskmændene at rejse nye hære. Men den begejstring, de var opfyldt af, viste sig i december og januar ikke at være nok over for de veluddannede og sejrsvante tyske soldater. I slutningen af januar blev tyskerne utålmodige og begyndte at bombardere Paris, og da tyskerne havde knust alle håb om sejre til de nye franske tropper, kapitulerede republikken Frankrig den 28. januar 1871 i Versailles, hvor tyskerne havde opslået deres hovedkvarter

 

d James Garfield, USAs præsident 1881; hans politiske karriere begyndte i 1859, da han som republikaner blev medlem af Ohios lovgivende forsamling; men karrieren blev afbrudt af borgerkrigen, hvor han deltog på nordstaternes side. Han deltog i rekrutteringen af 42nd Ohio Volunteer Infantry og blev dets oberst. Med sin styrke deltog han i flere træfninger. I 1862 blev han valgt til det amerikanske Repræsentanternes Hus, hvor han var medlem til 1880, da blev medlem af Senatet i Washington D.C. Ved det republikanske partis partikonvent samme år, var de delegerede delt i valget af partiets præsidentkandidat. Garfield deltog i konventet som leder af Ohios delegation og var en velkendt person. Efter 34 resultatløse afstemninger var der ikke opnået enighed om en kandidat. Da samledes man om Garfield. Ved den 36. afstemning blev han enstemmigt valgt til sit partis præsidentkandidat, og ved valget i november blev han amerikansk præsident. Ved valget opnåede han kun 10.000 stemmer flere end modkandidaten. Hans embedsperiode blev kort. Efter kun fire måneder i embedet var han den 2. juli 1881 på jernbanestationen i Washington D.C. udsat for et attentat. Han blev alvorligt såret af skud fra en revolver. I perioden fra attentatet til Garfields død opstod der forfatningsmæssige problemer vedrørende vicepræsidentens overtagelse af præsidentembedets funktioner. Problemer der først blev løst med det 25. forfatningstillæg i 1967 (19/11 1831)

 

1882 f Robert Storm Petersen, tegner, maler, skuespiller og forfatter; han var søn af en slagtermester fra Valby, og alt pegede på, han skulle overtage faderens forretning. Det skete også, men Storm P valgte at følge drømmen at blive kunstner. Han var stort set selvlært, fra 1903 leverede han tegninger til tidsskriftet Jakel og fra 1906 til Ekstra Bladet. Sideløbende hermed optrådte han som skuespiller i biroller 1903-09, han debuterede på Casino i Madame Sans Gêne, siden optrådte han på Dagmarteatret i København. Da Nordisk Film for alvor begyndte produktionen af spillefilm til det europæiske marked, blev Storm P tilknyttet både som idemand, dekorationsmaler og skuespiller. Han optrådte bl.a. som den første danske farcekomiker på film. Som maler udstillede han første gang 1909; han var medlem af Den Frie Udstilling. Storm P’s humoristiske talent udfoldede sig i flere af tidens kabaretter f.eks Edderkoppen 1914 og Bonbonnièren 1921-26. 1930-33 var han ansat ved Det kgl Teater. Fra 1914 ansat som tegner ved Det berlingske Hus; hertil leverede han en ubrudt strøm af tegninger og tegneserier bl.a. Tre Små Mænd, Peter og Ping, Dagens Flue. Sidstnævnte (fra 1939) er blevet karakte-riseret som hans mest tænksomme. Den hentede inspiration fra hans overbevisning, at han ikke selv var sjov – det var derimod det, han så. Beskueren kan føle sig iagttaget og måske også udleveret, men aldrig så betingelsesløst, at humoren ikke tillader at se ham selv. Af hans bøger, hvis originale indfald og sproglige nydannelser blev folkeeje, er hans første Tretten Øre-alt iberegnet (1915), blandt de populæreste. Storm Ps produktion er opgjort til ca. 150 malerier og ca. 60.000 tegninger, heraf talrige bogillustrationer. Hovedparten af disse arbejder findes på Storm P Museet, der åbnede 1977 ved Frederiksberg Runddel i København (d 6/3 1949)

 

1893 Som det første land indfører New Zealand kvindelig stemmeret

 

f William Golding, britisk forfatter; han gjorde tjeneste som søofficer under 2. Verd.krig og var senere lektor i den videregående skole. Som forfatter vakte han opsigt med sin første roman "The Lord of the Flies" (1954, dansk: Fluernes herre, 1960), en fantasifuld og til dels uhyggelig fabel om en flok drenge på en øde ø, hvor de langsomt forrås. Historien udtrykker Goldings opfattelse af en ulige eksistentiel kamp mellem bevidsthed om menneskelige værdier og instinktive urkræfter. Temaet gentages med variationer i Goldings senere romaner, der alle foregår steder fjernt fra den konkrete virkelighed. Således beretter "The Inheritors" (1955, dansk, De røde dyr, 1962) om de harmløse Neanderthalerers nederlag over for de livskraftige og beregnende Homo sapiens. Golding næste romaner "Pincher Martin" (1956) og "The Spire" (1964, dansk, Spiret, 1966) foregår henholdsvis i en tidløs bevidsthedsstrøm og i en stiliseret middelalder. Mere realistiske er "Free Fall" (1959)) og "The Pyramid" (1967), der begge afdækker de bestemmende erfaringer i en ung mands opvækst. Goldings forfatterskab afsluttedes med den symbolfyldte romantrilogi om en sørejse til Australien under Napoleonskrigene: "Rites of Passage" (1980, dansk Præsten, 1982), "Close Quarters" (1987, dansk Tæt på, 1988) og "Fire Down Below" (1989, dansk, Ild, 1989). I 1983 fik G nobelprisen i litteratur (d 19/6 1993)

 

d Hannibal Sehested, stamhusbesidder - Broholm ved Nyborg, konseilspræsident 1900-1901. I 1894, da Sehested efter moderens død overtog besiddelsen af Broholm, havde han gennem flere år beklædt fremtrædende poster i det offentlige liv. I 1886 blev han medlem af Landstinget, valgt af Højre i 6. kreds. Fra første færd tilhørte han den estrupske fløj, men gjorde sig i øvrigt ikke videre gældende i den politiske debat. Efter stærke opfordringer af kongen og Estrup lod han sig den 27. april 1900 overtale til at danne ministerium - det sidste Højreministerium - og overtog selv udenrigsministerposten. Men eftersom ministeriet stod svagt over for Folketingets venstreflertal, opnåede det ingen lovgivningsresultater af større betydning. En yderligere svækkelse af Sehesteds stilling som konseilspræsident skete, da Højre sprængtes i november 1900, og den såkaldte frikonservative gruppe dannedes. Endvidere skærpedes modsætningsforholdet til Venstre, da Sehested i marts 1901 nægtede at fraskrive sig provisoriet som politisk middel. Ved folketingsvalget den 3. april 1901 halveredes højregruppen til nu kun otte mand. Kongen bad derefter Sehested indgive sin afskedsbegæring. Forhandlingerne i de næste måneder førte til Systemskiftet og første Venstreregering den 24. juli 1901 (f 11/11 1842)

 

1927 d Michael Ancher, maler, født på Bornholm; 1865 blev han skriver på Kalø godskontor, hvorefter han 1871-75 var elev på Kunstakademiet. Ancher udstillede fra 1874 og kom samme år for første gang til Skagen. Her fandt han et oprindeligt miljø og en særpræget befolkning, som straks fængslede ham, og som han brugte sit liv på at skildre. Sit gennembrud fik han med den store figurkomposition "Vil han klare pynten", en hidtil uhørt heroisering af almindelige mennesker. Det blev udstillet 1880 og solgt til kongen. Af billeder inden for samme genre er "Fiskere i færd med at sætte en rorsbåd i vandet" (1881) og "Den druknede" (1896). I 1880 blev Ancher gift med Anna Brøndum fra Skagen. Parret bosatte sig i Skagen, og Ancher boede hele sit liv som kunstner i Skagen og delte sit arbejde mellem de heroiserende fiskerbilleder, hav- og landskabsmaleriet og de hjemlige motiver, hvortil hører en række indtrængende malede portrætter af hans hustru og af datteren Helga, f.eks. "Anna Ancher tegner for Helga, julenissen står model" (1888) og fra 1903 "Det Brøndumske Familiebillede, juledag 1900". Blandt As ypperste figurkompositioner regnes "En Barnedaab" (1884-88). Motivet er Helgas barnedåb i Skagen kirke. Men det var hans billeder af den skagenske fiskerbefolkning, der skabte hans berømmelse. Blandt hans arbejder med mindre fordringsløse motiver er "Børn og unge piger plukker blomster på en mark nord for Skagen"(1887) og "Pigen med Solsikkerne" (malet to gange 1889 og 1893); en lokal pige, Maren Brems, er model og står i døren i huset på Markvej med en kobberspand med de store blomster i sin favn (f 9/6 1849)

 

1936 f Al Oerter, amerikansk idrætsmand – diskoskaster; som en af de meget få har han vundet guldmedalje ved fire på hinanden følgende olympiske lege. Det skete i diskoskast, og i sin karriere satte han fire gange verdensrekord i nævnte disciplin nemlig i årene 1961, 1962-64. Med sin første verdensrekord på 61,10m var han den første, der kastede diskosen ud over 60 m. Hans bedste verdensrekord nåede han i 1964 med et kast på 62,94; ved de olympiske lege opnåede han sit bedste kast i 1968 med 64,78 m.

 

1944 Tysk aktion mod det danske politi. Under den revolte, der i juli 1944 førte til Paris befrielse, spillede det franske politi en betydelig rolle. Kom det til en allieret invasion i Danmark, frygtede tyskerne, at det velbevæbnede og veluddannede danske politi på ca. 10.000 mand kunne komme til at spille samme rolle. Som værnemagtens chef i Danmark von Hanneken i august 1943 havde skilt sig af med den fare, det danske militær frembød, således skilte besættelsesmagten sig nu af med det danske politi. I ly af en falsk luftalarm tog tyskerne ca 2000 politimænd i København, Århus, Odense og Ålborg til fange. De førtes straks sammen med 250 grænsegendarmer til koncentrationslejre i Tyskland, hvor ca. 100 politimænd og ca.40 grænsegen-darmer omkom. Aktionen satte punktum for politiets pinagtige samvirke med besættelsesmagten gennem mere end tre år, ofte i frontlinjen, hvor samarbejdspolitikken skulle beskyttes mod politiske aktivister og den fremvoksende modstandsbevægelse. De ikke tilfangetagne politifolk gik unnder jorden og samledes i de følgende måneder i et illegalt politi, der sluttede sig til modstandsbevægelsen

 

 

 

 

 

Til top        20. september

 

1519 Ferdinand Magellan sejler ud fra Sevilla på sin jordomsejling. Magellan lagde ud med fem skibe, en samlet beætning på ca 270 mand og proviant til to år. Han sejlede forbi Kanarieøerne, langs Afrikas kyst til Sierra Leone, over Atlanterhavet til Brasilien og sydover til La Plata, som han nåede januar 1520. Alle bugter på den patagoniske kyst blev undersøgt, og oktober samme år stod han ind i det 600 km lange stræde tæt ved Sydamerikas sydspids, som har fået navn efter ham. Magellan havde på dette tidspunkt mistet to skibe, et ved forlis og et ved mandskabets desertering. November 1520 begyndte den over tre måneder lange sejlads over det hav, som han kaldte Mar pacifico (Stillehavet). Endelig blev Philippinerne opdaget; her blev ekspeditionen godt modtaget. Men under et togt til øen Matan kom Magellan i kamp og blev dræbt. Med skibet Vittoria, det eneste som var tilbage af de fem skibe, kom 17 af den oprindelige besætning tilbage til Spanien 6. september 1522.

 

d Hans Svaning, historieskriver; efter studier i Wittenberg udnævntes han 1539 til professor i retorik ved Københavns Universitet og 1541 til opdrager (tugtemester)for den senere Frederik 2. Herfor belønnedes han med et dekanat i Ribe, hvor han boede fra 1552 til sin død. Svaning blev udnævnt til officiel historiker og fik til opgave at fortsætte Saxo. Samtidig med dette arbejde skrev han for regeringen nogle bestillingsarbejder. Således blev han under Den nordiske Syvårskrig (1563-70) sat til at imødegå et svensk skrift, der gav Danmark skylden for krigen. Svanings skrift forelå på latin i 1567, men blev beordret oversat og er bevaret i den danske version "En retractat eller forklaring paa den beretning, som nylig er udgangen de svenske til vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske og de svenske år 1565". I 1579 synes han at have fuldført sin opgave som officiel historiker og have afsluttet "Historia Danica". I al fald afleverede han det år, hvad han havde skrevet sammen med det indsamlede materiale til rigens kansler Niels Kaas. Denne overdrog værket til gennemsyn hos universitetsprofessorerne. Deres bedømmelse har tilsyneladende ikke været gunstig. Bortset fra visse dele, som blev trykt og udgivet, blev værket henlagt og indgik senere sammen med hans samlinger i universitetsbiblioteket, hvor det gik til grunde ved Københavns brand i 1728 (f ca 1500)

 

1643 Slaget ved Newbury udkæmpes i opgøret mellem parlamentets hær – rundhovederne – og kong Karl 1.’s hær under Den engelske Borgerkrig. Efter royalisternes sejr i slaget ved Roundway Down den 13. juli 1643 var udsigterne lyse for Karl 1. i hans kamp for at bevare tronen. Dertil kom, at da slaget ved Newbury begyndte, var rundhovederne i en dårlig forfatning. De havde marcheret adskillige kilometer, og natten havde de tilbragt under åben himmel i en kølig efterårsnat. I royalisternes hær var moralen høj. De var veludhvilede og mætte, og de var vidende om deres modstanders forfatning. De to hære var omtrent lige store, omkring 12.000 mand. Men rundhovederne havde intet, der kunne måle sig med royalisternes kavaleri. Slaget begyndte ved dagens første lys, og hurtigt syntes royalisterne at være på vej mod den ventede sejr. Men deres moral tog et dyk, da de pludselig blev udsat for beskydning fra kanoner fra et højdedrag, de havde undladt at besætte dagen før. Situationen var dog ikke katastrofal. Der var kun tale om to lette kanoner; men royalisterne led svære tab, da de erobrede kanonerne. I løbet af slaget opdagede royalisternes til deres overraskelse og ærgrelse, at parlamentshærens infanteri modstod flere angreb af deres berømte kavaleri. Da aftenen faldt på, var trætheden tydelig i begge hære. Royalisterne havde dog de største problemer. Deres kavaleri, af hvilket så meget afhang, havde lidt svære tab, og deres beholdning af krudt var foruroligende lille. Så da morgenen gryede den 21., opdagede rundhovederne, at royalisterne var forsvundet i nattens løb. Udgangen af slaget betragtes almindeligvis som uafgjort, dog med en strategisk sejr til rundhovederne. Vejen til det kongetro Wales var stadig spærret for kongen, og parlamentets hær havde vist at kunne klare sig over for royalisternes kavaleri. Trods triumfer i sommerens løb var der en ildevarslende udvikling begyndt for kongen

 

1745 Slaget ved Prestonpans, East Lothian, Skotland. Med englændernes trængsler under deres deltagelse på kontinentet i Den østrigske Arvefølgekrig (1740-48) var der gode muligheder for succes i den kamp for sin slægts generhvervelse af den engelske trone, stuarteren Charles Edward – the Young Pretender -, sønnesøn af den i 1688 fordrevne Jacob II, indledte, da han fra sit eksil i Frankrig den 2. august 1745 gik i land på Hebriderne. Da han gik i land i Skotland, erklærede han sin far, James Stuart – the Old Pretender – Skotlands retmæssige konge. Om Charles Edward samledes en hær på omkring 4.000 mand. I Edinburgh blev han modtaget med åbne arme. Med de bedste engelske hære optaget af krig på kontinentet, var erhvervelse af den skotske trone mulig. Alt, hvad englænderne kunne mobilisere mod ham, var en hær på mindre end 3.000 mand, hvoraf mange var uerfarne rekrutter. Fra Edinburgh satte Charles Edward sig i bevægelse mod syd, og den 20. september 1745 mødtes de to hære med Prestonspans tæt ved Edinburgh. Af en lokal bonde erfarede Charles Edwards om en sti, der førte gennem den mose, der beskyttede den engelske konges styrke stilling. Da Charles Edward herefter førte sine soldater frem ad stien, kom hans angreb fuldstændigt bag på englænderne og ifølge beretninger om slaget, var det hele overstået på et kvarter. Charles Edwards sejr betød, at bortset fra borgene i Edinburgh, Stirling og Dumbarton var hele Skotland hans

 

I krigen mellem på den ene side det revolutionære Frankrig og på den anden side Preussen og Østrig udkæmpes slaget ved Valmy, en landsby i Frankrig i departementet Marne. I landsbyen var placeret en fransk styrke, som det var de preussiske og østrigske troppers øverstkommanderende hertugen af Braunschweigs hensigt at angribe. De franske troppers mindre gode kvalitet taget i betragtning havde angrebet al mulig udsigt til at lykkes. Men angrebet blev indskrænket til en resultatløs artilleribeskydning. Tabet på de allieredes side var 188 døde; franskmændene mistede ca 3000 mand. Efter beskydningen trak de allierede sig tilbage stærkt reduceret af sygdom. I Frankrig blev udfaldet betragtet som en sejr for revolutionshæren og havde enorm betydning i landet. Sejren styrkede franskmændenes selvtillid, og fik mange rundt om i Europa til at tvivle på, om det var rigtigt, når man hævdede, at revolutionen havde svækket Frankrig. Det så jo tværtimod ud til, ukendte kræfter var ved at bryde frem. Goethe, som var med den preussiske hær, sagde om aftenen efter slaget: "Fra dette sted og fra denne dag begynder en ny epoke i verdens historie"

 

1803 d Robert Emmet; irsk patriot; for sin deltagelse i modstanden mod det engelske styre måtte han i 1799 flygte til Frankrig. Under en samtale med Napoleon fik han opfattelsen, at den fred, England og Frankrig havde indgået i Amiens den 27. marts 1802 snart ville blive brudt, og at man i Frankrig planlagde en invasion af England. Denne situation ville Emmet udnytte til at iværksætte et oprør mod englænderne. Emmet blev yderligere styrket i sine oprørsplaner, efter han i oktober 1802 vendte tilbage til Irland. I Dublin blev han forsikret om, at 17 grevskaber var parate til oprør, når signalet kom fra Dublin. Men det oprør, Emmet startede i juli 1803, brød sammen i fuldstændig forvirring, med fuldstændig mangel på disciplin, mistro mellem lederne og forræderi blandt oprørerne. En månedstid holdt Emmet sig skjult, til han blev fanget af englænderne. Han blev anklaget for højforræderi, dødsdømt og hængt. For generationer af irere blev Robert Emmet en romantisk helt i kampen mod det engelske styre (f 1778)

 

f Sir James Dewar, skotsk fysiker og kemiker; professor i Cambridge fra 1875 og ved Royal Institute i London fra 1877. Hans videnskabelige forskning dækker et stort felt. Blandt hans tidlige arbejder er afhandlinger om organisk kemi, måling af høje temperaturer og lysbuens kemi. Fra de tidlige 1870’ere arbejdede han med flydende gasser, og inden 1891 havde han konstrueret en maskine, der kunne fremstille flydende ilt i stor mængde. I 1870'erne opfandt han Dewar-karret, en termoflaske, der ved god varmeisolering gjorde det muligt for ham at opbevare væsker med en temperatur på ned til 4 K (minus 269 gr. C) gennem længere tid.. Princippet bag Dewar-karret er senere blevet brugt ved fremstillingen af termoflasker og –kander. I 1898 fremstillede Dewar flydende brint og i 1899 fast brint. Desuden påviste han, at flydende ilt har paramagnetiske egenskaber; sammen med F. Abel opfandt han sprængstoffet cordit. I sine sidste år studerede Dewar de fysiske egenskaber hos sæbebobler, som han kunne fremstille med en diameter på 1 meter (d 27/3 1923)

 

1854 Slaget ved Alma. Krimkrigen; for at blokere vejen til fæstningen Sevastopol tog en en russisk styrke på omkr. 36.000 mand stilling på højderne over Alma-floden på det sydvestlige Krim. Over for den russiske styrke stod 58.000 franske og britiske soldater. Slaget resulterede i en fransk/britisk sejr, og russerne trak sig tilbage mod Sevastopol. De russiske tab anslås til omkr. 5.700 faldne; briterne mistede ca 2.000 og franskmændene 1.340 mand

 

1857 Under det store oprør i Indien erobrer briterne Delhi. Oprøret var begyndt som et mytteri i den bengalske hær i Meerut den 10. maj, da indiske soldater, der var lagt i lænker, fordi de afslog at bruge nogle i hæren netop indførte patroner, blev befriet af deres kammerater. De skød deres britiske officerer og satte sig i bevægelse mod Delhi 64 km borte. Her var der ingen britiske soldater, og den indiske garnison sluttede sig til oprørerne. Fra Delhi spredtes oprøret til store dele af Indien. Selv om der skulle gå trekvart år, før oprøret var nedkæmpet, var briternes generobrig af Delhi et vigtigt skridt på vejen. Med briternes erobring af Gwalior den 20. juni 1858 var oprøret ovre

 

Zoo i København åbner. Den ornitologiske forfatter Niels Kjærbølling, der i 1848 havde fået overladt et lokale på Amalinborg og overtog pasningen af Christian VIII’s fuglesamling, fik i 1859 ved kgl.resolution overladt knap ½ ha af den vest for Frederiksborg Slot beliggende Prinsesse Wilhelmines Have. Da Kjærbølling den 20. september samme år åbnede "en større samling indenlandske pattedyr og fuglearter" var det begyndelsen til Zoologisk Have, som han udvidede 1861 og 1869 og snart fik gjort populær. Efter Kjærbøllings død i 1870 blev Zoologisk Have omdannet til et aktieselskab

 

d Jacob Grimm, tysk sprogvidenskabsmand, eventyrudgiver og grundlægger af germansk filologi; han studerede jura i Marburg og litteraturvidenskab i Paris; herefter arbejdede han flere steder i Tyskland som bibliotekar, inden han 1813 blev hessisk diplomat og 1816 blev betroet hvervet at kræve røvede tyske bogskatte tilbage fra Frankrig. Samme år blev han bibliotekar i Kassel; 1830 blev han professor og bibliotekar i Göttingen. 1840 blev han kaldt til Berlin som medlem af Videnskabernes Akademi og med jus docendi ved universitetet. Ved retshistoriske studier var Grimms interesse for den tidlige tyske tekstoverlevering og for historisk metode blevet vakt. Resultatet blev, at han sammen med broderen Wilhelm Grimm udførte et overordentlig omfattende udgiverarbejde. Med broderen udgav han bl.a. "Kinder- und Hausmärchen" (1812-14), den første videnskabelige udgave af folkeeventyr; desuden udgav de talrige ældre tyske værker i tidsskriftet Altdeutsche Wälder (1813-15), "Deutsche Sagen" (1816-18). Inden for sproghistorie udgav Jacob Grimm i 1819 "Deutsche Grammatik", og med den grundlagde han den historiske germanske sprogforskning. Også hans "Geschichte der deutschen Sprache" (1848) og "Deutsche Mythologie" (1835) markerer milepæle. Grimms retshistoriske studier resulterede i bl.a. "Deutsche Rechtsaltertümer" (1828), der omhandler ældre germansk ret (f 4/1 1785)

 

Italienske tropper rykker ind i Rom. Ved oprettelsen af kongeriget Italien i januar 1861 blev hele kirkestaten bortset fra byen Rom en del af det nye kongerige. I restkirkestaten kunne paven nu beskyttet af en fransk garnison udøve sin verdslige myndighed. Denne tingenes tilstand varede til september 1870. Da havde Frankrig tabt krigen til Tyskland, og den afsatte franske kejser Napoleon III var tysk fange. Først nu blev de franske soldater trukket hjem fra Rom. Uden at stormagterne blandede sig kunne italienske tropper da den 20. september ad Porta Pia rykke ind i Rom og gøre byen til det unge kongeriges hovedstad. Paven anerkendte ikke det skete. Han trak sig tilbage som "fange i Vatikanet". Først med konkordatet den 11. februar 1929 mellem pavemagten og Italien, anerkendte paven den italienske stat og opgav kravet på Rom. Samtidig anerkendte Italien Vatikanet som en suveræn stat

 

1872 f Maurice Gustave Gamelin, fransk general; han var 1914-16 stabschef hos den franske øverstkommanderende J. Joffre, 1931-35 chef for generalstaben, 1935-38 hærens generalinspektør og næstformand i det øverste krigsråd. Gamelin blev 1938 chef for forsvarsstaben - i realiteten forsvarschef; juni 1939 chef for den franske hær. Ved krigsudbruddet var han øverste chef for de britiske og franske styrker i Frankrig. Om Gamelin er det blevet sagt, at på denne post var han den forkerte mand, på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Gamelin havde aldrig tillagt panservåbnet nogen betydning og da slet ikke som selvstændig opererende våbenart. De skulle tjene som støtte for infanteriet. Han ville derfor føre krig med en rolig, velforberedt infanterifremrykning støttende sig til Maginotlinjen. Han var en typisk repræsentant for generalerne fra 1918. Af de Gaulle karakteriseret "de ældes på deres poster, formælet med de fejl, der engang havde grundlagt deres berømmelse". Med denne baggrund var Gamelin fuldstændig uforberedt på det tyske angreb gennem Ardennerne 10. maj 1940; et angreb der med kampvognsenheder og fly – (Stukaer -STUrz-KAmpf-flieger)skar den den allierede front over i to. 19. maj blev Gamelin afskediget og afløst af Weygand. September 1940 blev Gamelin arresteret, og ved Vichy-regeringens proces i Rion i 1942 gjort ansvarlig for det franske nederlag i 1940. Fra 1943 til krigens afslutning var han fængslet i Tyskland (d 18/4 1958)

 

f Gustav Noske, tysk socialdemokratisk politiker; han var i sin ungsom skovarbejder; han gjorde derefter karriere inden for den socialdemokratiske presse, inden han i 1906 blev indvalgt i Rigsdagen. Han var allerede da en kontroversiel person inden for partiet, fordi han støttede højrepartiernes militær- og kolonipolitik. På Rigsdagen beskæftigede sig især med koloni- og militærspørgsmål og blev anset for at høre til på partiets højrefløj. Under Første Verdenskrig. var han en af lederne af flertalssocialisterne dvs. den del af Socialdemokratiet, der støttede tysk krigsdeltagelse. At Noske blev betragtet som sit partis militærekspert betød, at han ved udbruddet af novemberrevolutionen 1918 af rigsregeringen blev sendt til Kiel for at lægge en dæmper på matrosernes revolution der. I december samme år indvalgtes han som forsvarsminister i det af socialdemokrater ledede seksmands råd, der regerede Tyskland til etableringen af Weimarrepublikken. Noske fortsatte som forsvarsminister i Weimarrepublikkens første regering. Han pådrog sig venstrepartiernes had, da han som øverstkommanderende for tropperne i Berlin i januar 1919 slog den kommunistiske Spartakus opstand ned. Han forlod regeringen marts 1920 og blev Oberpräsident - statens højeste embedsmand – i den preussiske provins Hannover. Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 blev han afskediget. Han havde en vis forbindelse til den gruppe, der stod bag det mislykkede 20-juli (1944) kup mod det nazistiske styre. Resten af krigen tilbragte han da i KZ-lejr. Noske har skrevet "Von Kiel bis Kapp. Geschichte der deutschen Revolution" (1920) og "Erlebtes aus Aufstieg und Niedergang einer Demokratie" (udgivet posthumt, 1947) (d 30/11 1946)

 

1878 f Upton Sinclair, amerikansk forfatter, hvis forfatterskab er præget af hans socialistiske og antifascistiske engagement såvel nationalt som internationalt; Sinclair slog igennem med "The Jungle" (1906), en tendensroman som skarpt kritiserede forholdene på slagterierne i Chicago. Som studerende var han ansat ved den socialistiske ugeavis "Appeal to Reason". Af avisen blev han sendt til Chicago for at undersøge og skrive om forholdene ved byens slagterier. Hans rapport – romanen "The Jungle" – fortæller om en litauisk immigrantfamilie, hvis medlemmer alle arbejder på slagterierne. Bogens hoved-person, det eneste familiemedlem, der ikke bliver slidt op på slagteriet, finder håb om en bedre tilværelse gennem sit medlemskab af socialistpartiet. Med fortjenesten fra bogen finansierede Sinclair det utopiske socialistsamfund Helikon Hall, som giktil grunde efter en brand med tab af menneskeliv. I de følgende år mødte han stærk modstand på gr. af sine radikale ideer. Han måtte udgive mange af bøgerne på eget forlag, og når han tjente penge, satte han dem gerne til i et eller andet politisk eller socialt foretagende Som forfatter af romaner, skuespil og pamfletter (mere end 100 udgivelser mellem 1901 og 1940) alle med stærk social tendens udfoldede Sinclair en en utrættelig virksomhed. Han har haft stor betydning i amerikansk samfundsliv. "The Jungle" resulterede i en lov om produktion af og handel med madvarer. Til 1933 tog Sinclair del i politik som medlem af det socialistiske parti. I nævnte år organiserede Sinclair bevægelsen EPIC ("End Poverty in California"), og han fortsatte som en utrættelig forsvarer af social retfærdighed, talefrihed og andre borgerlige rettigheder. I 1934 var han opstillet for Det Demokratiske Parti ved guvernørvalget i Californien, men blev ikke valgt (d 25/11 1968)

 

f Sophia Loren, italiensk skuespiller; hendes dramatiske talent kom først til sin ret i rollen som kvinden, der ødelægges af krigen i de Sicas "Huntigeren" (1960); med denne film vandt hun Oscar og berømmelse. De tidlige 1960'ere var højdepuntet i hendes karriere med endnu to de Sica film"I går, i dag og i morgen" (1963) og "Ægteskab på italiensk" (1964). Bortset fra En ganske særlig dag (1977) er hendes film siden da ubetydelige

 

1956 d Poul la Cour, forfatter; 1921 elev i boghandel i Rønne; debuterede 1922 med digtsamlingen "Dagens Alter"; i 1923 påbegyndte han et syvårigt ophold i Frankrig. I perioden udsendte han fire digtsamlinger – blandt disse gennembrudsdigte "Den galliske Sommer" (1927) - og én mindre roman. Efter hjemkomst til Danmark 1930 var han bl.a. konsulent ved Gyldendal. Fra 1935 er den selvbiografiske roman "Kramer bryder op"; i 1936 og 1938 kom digtsamlingerne "Dette er vort liv" og "Alt kræver jeg". Under krigen udsendte la Cour foruden en række artikler kun monografien "Astrid Noack", 1943; til gengæld intensiveredes hans oversættelsesarbejde af primært fransk digtning. Sine tanker om poesiens væsen og betydning nedfældede han i "Fragmenter af en dagbog" (1948). Han realiserede sine ideer i "Mellem Bark og Ved", 1950. Posthumt udkom "Efterladte Digte" (1957), "Græske Digte" (1958) og de udvalgte essays "Solhøjde" (1959) (f 9/11 1902)

 

d Jean Sibelius, finsk komponist; han studerede oprindelig jura, men gik over til musikken; allerede omkr. 1900 var Sibelius internationalt kendt som komponist, og han blev indbudt til at dirigere egne værker i både Europa og Amerika. Hans første kompositioner var af mere international karakter, men i begyndelsen af 1890'erne blev han stærkt nationalt interesseret, og i 1892 fuldførte han sit første store værk, korsymfonien "Kullervo", som var inspireret af nationaleposet Kalevala. I årene herefter kom en række kompositioner, som havde samme inspirationskilde. Sibelius blev også meget interesseret i finsk historie, dette resulterede i værker som suiterne "Karelia"og "Historiske scener" og orkesterstykket "Finlandia" (1899 omarb. 1900), som blev samlingsmærket i finnernes frihedskamp og en tid forbudt af russerne. Endvidere har Sibelius bl.a. komponeret syv symfonier, en række symfoniske digte, ca 100 romancer, meget klavermusik og en lang række korværker både for blandet kor, mandskor og damekor. Sibelius fik fra 1897 kunstnerløn fra den finske stat. Efter 1929 kom intet nyt værk fra hans hånd (f 8/12 1865)

 

d William Scharff, maler; hans første billeder var naturalistiske, men omkring 1917 engagerede han sig stærkt i Kandinskys maleri og udviklede i de flg. år en personlig stil, der var halvt abstrakt, idet motivet aldrig forflygtiges helt, men underordnedes en streng billedopbygning ud fra kubistiske principper. Hans foretrukne motiver var høns og granskov, senere naturlyriske og -mystiske emner. Indtryk fra Kandinsky mærkes i "Komposition i rødt. Høns" (1918). Blandt Scharffs hovedværker er flere billeder betegnet Legende (1911-28). Allerede i 1912 begyndte han i Tisvilde studierne til den store "Legende", han malede 1915-16, og som betegnes som hans ungdoms afgørende hovedværk. Om billedet er det blevet sagt, "at det først og fremmest er et farvens eventyr, en hymne til naturen af lysende fylde og klarhed. Her er sollys, granskov og dyr, men ingen mennesker"."Mosekonen brygger" (1928) er Scharffs sidste og mest omfattende legende. Det er indtryk af St. Hansbålene i den sjællandske sommernat og bondebefolkningens ældgamle overtro, Scharff har samlet i en vision af en egen tung alvor, men som i figurfremstillingerne ikke savner glimt af humor og lune. Endvidere har Scharff udført dekorativt rummaleri, således udsmykning af Vinterbølle Børnesanatorium ved Vordingborg (1939-42) og vægdekorationer i fresco i festsalen på Studentergården i København (færdige 1952). Blandt William Scharffs senere værker er fortæppet i Tivolis koncertsal samt gobeliner i Folketinget (1954-59). Han var professor ved Kunstakademiet i årene 1951-57(f 30/10 1886)

 

 

 

 

 

Til top        21. september

19 f.Kr d Vergil, romersk digter; selv om Vergil levede et roligt og fredeligt liv, afspejler hans digtning dels hans samtids urolige år med borgerkrigen efter Cæsars død i 44 f. Kr. dels udviklingen frem mod mere stabile forhold efter Octavians (kejser Augustus) erobring af den absolutte magt i romerriget i 31-30 f. Kr. Virgil tilhørte hofkredsen omkring Augustus og blev støttet af den kejserlige minister Maecenas, en af alle tiders mest berømte mæcener. Virgil debuterede med "Bucolica", en samling på 10 "Eclogae" (udvalgte sange), som var inspireret af Theokrits hyrdedigtning, og som med et slag gjorde ham berømt. Mellem mellem 37 og 29 f. Kr skrev han læredigtet "Georgica"; det beretter om landmandens liv, og rummer desuden smukke skildringer af Italiens natur. De sidste 10 år af sit liv skrev Vergil på sit hovedværk "Æneiden" dvs digtet om Æneas, den trojanske kongesøn, der undslap sin brændende fædrendeby og efter mange års omflakken omsider kom til Italien, hvor han blev grundlægger af Rom og stamfader til den juliske slægt. Værket blev forfattet efter tilskyndelse fra Oktavians (Augustus) kreds som et romersk epos, der gennnem forherligelsen af Æneas hyldede såvel kejserslægten som de romerske hoveddyder virtus (manddom) og pietas (fromhed over for guderne og ærbødighed mod forældrene). Som Æneas havde grundlagt Rom, havde Augustus ud af krigens ragnarok skabt en guldalder for Rom karakteriseret først og fremmest af fred. V skrev "Æneiden" på heksametre og havde Iliaden og Odysseen som forbillede. Værket blev romernes erklærede nationalepos, der fremmanede romerfolkets verdenshistoriske, af skæbnen bestemte opgave: at styre folkene og bygge freden med lov (f 15/10 70 f.Kr.)

 

d Flavius Aetius, romersk general og statsmand, der øvede en dominerende indflydelse på kejser Valentinian III og var en succesfuld feltherre i krige mod hunnere, frankere, burgundere og gotere. Aetius, der var søn af en kavaleriofficer, tilbragte nogle ungdomsår som gidsel hos visigoternes leder Alarik og senere hos hunnerne. Opholdene gav ham et betydeligt kendskab til nogle af hans samtids betydeligste barbarfolk. Efter med succes at have deltaget i kampe i Gallien mod visigoter og frankere blev han i 430 magister utriusque militiae – officer i begge tjenestegrene. I 432 fik han stor indflydelse ved hoffet og opnåede efterhånden fuldstændig kontrol med den unge kejser Valentinian III. Derved blev Aetius den mest indflydelsesrige person i det vestromerske rige. Han var konsul tre gange – 432, 437 og 446. Det blev sagt, at udsendinge fra provinserne ikke længere blev sendt til kejseren, men til Aetius. Til stadighed og med succes anførte han felttog i Gallien mod fjendtlige og oprørske stammer. I 437 nedkæmpede han skånselsløst burgunder kongeriget i Worms – en begivenhed, der nævnes i Nibelungenlied. I 437-39 førte han gentagne kampe med visigoterne ved Toulouse. I september 451 nedkæmpede han sammen med en visigotisk hær hunnerkongen Attilas styrker i slaget på De Catalauniske Marker. Sladder og usande informationer, der fik Valentinian til at tvivle på sin ministers loyalitet, medførte, at Aetius på sin magts tinde blev myrdet af Valentinian (f kendes ikke)

 

f Richard af York, hertug; han var far til kongerne Edward IV og Richard III; selv gjorde han under Rosekrigen krav på den engelske trone. Kravet blev begrundet med, at skønt både kongen (Henrik VI) og Richard nedstammede fra Edward III, var Richards stamfar, hertug Lionel af Clarence Edward III’s tredje søn, mens Henrik VI’s stamfar, John af Gaunt, hertug af Lancaster, "kun" var Edward III’s fjerde søn. I flere år tjente Richard dog kongen loyalt. Konflikten opstod i juli 1453, da Henrik VI blev syg og ude af stand til at regere. Dronningen – Margrethe af Anjou – gjorde krav på at få overdraget regentskabet, men hun var upopulær, og parlamentet overdrog Richard hvervet som rigets protektor og forsvarer. Da dronningen i okt 1453 fødte en søn, Edward, senere prins af Wales, frygtede hun, at Richard kunne blive rival til hendes søn i tronfølgen. Da kongen blev rask, overtalte hun sin mand til at afskedige Richard. Det ville Richard ikke acceptere. Han stillede sig i spidsen for et oprør, og de fjendtligheder, som varede til 1485, og som er gået over i historien som "War of Roses", Rosekrigen. Kampene fik navn efter de to slægters våbenskjold. Den ene part, Lancaster-partiet, havde en rød rose i sit, den anden, York-partiet, en hvid. Begge slægter gjorde krav på den engelske trone. Opgøret krævede mange ofre; blandt disse var Richard. Han blev dræbt i slaget ved Wakefield (d 30/12 1460)

 

f Savonarola, dominikanermunk; han blev munk i 1475 og kom 1482 til San Marcoklostret i Firenze; ti år senere blev han dets prior og gennemførte den strengeste tugt i sin ordensprovins. Allerede da havde han vakt opmærksomhed ved sine prædikener med heftige udfald mod tidens verdslighed og kirkens forfald. Fra 1491 prædikede han i domkirken og samlede vældige skarer; i flammende ord angreb han sine bysbørns liv, humanisternes skønhedslære og kirkens slaphed, når dens mænd mere beundrede Platon og Cicero end Kristus. Profetisk forudsagde han en nært forestående Guds straffedom over Firenze, Italien og kirken. 1494 drog den franske konge Karl VIII mod Firenze; heri så man opfyldelsen af Savonarolas profetier, og der udbrød panik i byen. Medicierne flygtede, deres palads plyndret, og deres styre fjernet. Byens nye herrer blev Savonarola og hans tilhængere "frateskerne". I julen 1495 forkyndte Savonarola Kristus som Firenzes konge. Byen skulle være et nyt Nazareth og styres efter teokratiske principper. Med hård hånd fjernedes alt, der tydede på vellevned og luksus; skarer af børn – i Savonarolas tjeneste – trængte ind i paladserne, plyndrede dem bl.a. for spillekort og terninger, spejle og sminkedåser, klæder, malerier, statuer og verdslige bøger og slæbte det hele sammen på torvene, hvor det blev brændt. Da Savonarola åbenlyst støttede Karl VIII som Guds udvalgte tugteredskab, fik han paven som modstander, og 1497 blev han bandlyst. I Firenze blev Savonarolas stilling efterhånden uholdbar, hans stilling svækkedes; florentinerne blev trætte af hans askesekrav, og både franciskanerne og byens velstillede borgere modarbejdede ham. I 1498 slog den ændrede stemning ud. Savonarola blev taget til fange, og efter en kort proces blev han dødsdømt, hængt og brændt som kætter foran byens rådhus, Palazzo Vecchio (d 23/5 1498)

 

1488 døbt Gustav Trolle, svensk ærkebiskop, som anstiftede det Stockholmske Blodbad. Han blev ærkebiskop i 1514. Som formand i statsrådet stod han i spidsen for den gruppe, der gik ind for at vælge Christian II af Danmark-Norge til svensk konge. Ledende i oppositionen mod denne politik var regenten Sten Sture den Unge, for hvem det i 1517 lykkedes at afsætte T. Dermed indledtes en borgerkrig. Den kostede Trolle dyrt. Han blev fængslet, og meget af hans embedsejendom blev brændt og ødelagt. Med pavelig fuldmagt intervenerede Christian II i 1518 og fik Trolle genindsat i hans embede. I efteråret 1520, efter Sten Sture var faldet på slagmarken, godkendte dennes tilhængere Christian II som konge, samtidig med de gik tilstået amnesti. Men efter festlighederne i forbindelse med Christian II’s kroning samledes den 7. november kongen, rigsrådet og mange af gæsterne i Stockholm Slots store sal. Her blev der oplæst et "skrift med klagemål" mod afdøde Sten Sture og en række andre navngivne personer, hvoraf flere var til stede i salen. Det var Gustav Trolle, der her anklagede sine modstandere for, hvad der var sket ham i de foregående års kampe: de havde holdt ham fanget i Stockholm i to år, afbrændt og nedbrudt hans slot Stäket, tilegnet sig kirkens klenodier, øvet vold mod andre gejstlige og endnu mere. Kongen anmodedes om at arrestere de anklagede og straffe deres kætteri. Næste dag - torsdag 8. november - udarbejdedes et aktstykke, som mundede ud i, at de arresterede efter kirkens, kejserens og Sveriges love var åbenbare kættere. Samme dag begyndte henrettelserne på Stortorvet. Modstanden mod Christian II blussede straks op igen, og Trolle måtte flygte til Danmark. Da Christian II blev afsat i 1523, fulgte Trolle ham i eksil. Han deltog i kongens mislykkede forsøg på at genvinde sin trone. Under det sidste af disse – Grevens Fejde 1533-36) – blev Trolle såret og taget til fange i slaget ved Øksnebjerg på Fyn – 11. juni 1535 – han døde kort efter (d 1535)

 

d Dyveke, maitresse (Christian 2); som barn kom Dyveke med sin mor Sigbrit Willemson fra Nederlandene til Bergen, hvor Sigbrit drev handel. Her traf Christian i 1507 eller 1508, mens han i sin fars, kong Hans sidste år, var statholder i Norge, Dyveke og hendes mor. Efter Christians tronbestigelse blev Dyveke hans officielle elskerinde og fra 1516 sammen med sin mor installeret i en fornem gård på Amagertorv. Også efter sit giftermål i 1514 med Elisabeth fortsatte kongen åbenlyst forholdet til Dyveke. Christian forblev upåvirket af henstillinger fra sin hustrus mægtige slægt - habsburgerne om at afbryde forholdet og sende Dyveke tilbage til Nederlandene. Da Dyveke i 1517 pludselig blev syg og døde, opstod hos kongen, for hvem Dyvekes død var et hårdt slag, mistanke om, at hun var død af forgiftning - hun skulle have spist forgiftede kirsebær. Torben Oxes - lensmand på Københavns Slot – henrettelse i december samme år mod rigsrådets dom synes at stå i en vis forbindelse med Dyvekes død. I al fald opstod efter Oxes henrettelse en af Danmarkshistoriens kendeste myter: Torben Oxe havde sendt Dyveke forgiftede kirsebær (f ca 1490)

 

1529 Den tyrkiske hær under sultan Süleyman den Prægtige må opgive belejringen af Wien. Efter i august 1526 i slaget ved Mohács at have brudt Ungarns militære styrke, var det Süleymans hensigt at indtage Wien for derved en gang for alle at fjerne østrigsk modstand. Mangel på forsyninger og dårligt vejr var mere afgørende for Süleymans beslutning om at opgive belejringen end modstand fra kristne hære. Men sultanen blev dog overbevist om, at Østrig ikke kunne besejres i et enkelt slag, og da han fik besværligheder ved sin østgrænse, sluttede han i 1533 våbenhvile med den østrigske ærkehertug

 

d Karl 5., tysk-romersk kejser 1519-56; K forenede den burgundiske arv fra farmoderen Maria - dvs bl.a. Nederlandene - med de habsburgske - Østrig - besiddelser fra farfaderen Maximilian og Spanien, Napoli og de amerikanske besiddelser fra morforældrene, Isabella og Ferdinand. Han voksede op i Nederlandene, og gennem sin opdragelse var han præget af traditionerne fra det burgundiske hof. Det sprog, han helst benyttede, var fransk, men han kunne også hollandsk; spansk talte han ikke så godt og tysk elendigt. Hans uddannelse blev ledet af fasteren, Margrete af Østrig, der var regentinde i Nederlandene. Men drengen syntes at udvikle sig langsomt, han havde ikke let ved at lære og virkede undertiden tung og ubegavet. Allerede ved faderens tidlige død i 1506 blev han af navn ærkehertug af Østrig og herre over Nederlandene, og 1515 blev han erklæret myndig. Overraskende lagde han nu betydelig handlekraft for dagen. Da bedstefaderen Ferdinand døde i 1519, sikrede han sig ved en personlig indsats kongemagten i Spanien, og i 1519 valgte kurfyrsterne ham – i skarp konkurrence med Frans 1. af Frankrig, der havde pavens støtte – til romersk konge; kroningen fandt sted i Aachen året efter, kejserkronen fik han 1530 i Bologna. K's mål var at forsvare de lande, Gud havde givet ham og yderligere at udvide dem, at skænke kristenheden fred og som "Guds fanebærer" at arbejde for den hellige katolske tros ære. Hans modspillere var Frankrig, Osmannerriget og de tyske protestantiske fyrster. De tyske katolske fyrster kunne K ikke stole på, idet de modsatte sig hans forsøg på at styrke riget på enkelt-staternes bekostning. Da Karl 1556 plaget af gigt og mismodig over det ikke var lykkedes ham at samle Europa til kamp med tyrkerne, opgav han kampen med de nævnte modstandere Han nedlagde kronen og trak sig tilbage til et kloster i Spanien. Hans riger blev delt mellem broderen Ferdinand, der fik de tysk-østrigske dele, og sønnen Philip 2. der fik de spansk-burgundiske besiddelser (f 24/2 1500)

 

1756 f J.L. Macadam, skotsk/engelsk vejbygningsingeniør; som godsejer i Ayrshire, Skotland og kommunal tillidsmand begyndte han at interessere sig for forbedring af de yderst slette landeveje; han fik for egen regning gennemført en række eksperimenter, som fortsattes, da han 1798 blev provianteringsagent for flåden og flyttede til Falmouth. Han fandt frem til det, der i dag kaldes en makadamiseret vej, nemlig at vejoverfladen lægges noget over terrænet og drænes ved grøfter; vejbelægningen skal bestå af et eller flere lag skærver - disse bør være af omtr. samme størrelse, ingen af større vægt end ca 0,17 kg - tilsat grus, der tromles under vanding. Om sine opdagelser udgav Macadam i 1819 "A Practical Essay on the Scientific Repair and Preservation of Roads" og i 1820 "Present State of Road Making" (d 26/11 1836)

 

d Walter Scott, skotsk forfatter; han blev advokat i 1792 og i 1799 sheriff i Selkirkshire. Hans interesse for digtning blev næret af den tyske romantik og af skotske ballader. Scotts samling af skotske ballader "Minstrelsy of the Scottish Border" (1802-03) inspirerede senere forskere og reddede gammelt stof fra glemsel. Hans første digt "The Lay of the Last Minstrel" (1805), et langt epos i den franske ridderdigtnings form, hentede sit stof fra de engelsk-skotske grænseegnes folkedigtning. De friske, letflydende vers blev straks populære og banede vejen for den romantiske poesi. Herefter fulgte flere værker af samme art, samtidig med at Scott var en flittig bidragsyder til Tory-tidsskriftet Quarterly Review, som han selv var med til at grundlægge. I 1814 udsendte Scott anonymt den første af sine berømte historiske romaner, "Waverley". Med den står han som skaberen af den historiske roman. Succesen var enorm, og han udgav efterhånden 29 romaner næsten alle historiske. Med stof fra skotsk historie og folkeliv er bl.a."Legend of Montrose", "The Abbot" og "The Fair Maid of Perth". Med emne fra engelsk historie er bl.a. "Ivanhoe", "Kenilworth". Med emne fra fransk historie er "Quentin Durward". En fængslende stil, god detailkundskab, troværdig skildring, smukke lyriske afsnit, broget persongalleri og humor gjorde, at S blev berømt – også på det europæiske kontinent. Det skete også i Danmark, hvor bl.a. B. S. Ingemann, H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher blev inspireret af Scott. 1826 blev Scott som parthaver inddraget i et boghandlerfirmas fallit. Han påtog sig at indfri gælden på ca 150.000 pund; det lykkedes, men det økonomiske pres gik ud over såvel kvaliteten i hans senere værker som hans helbred. Han rejste på kur ved Middelhavet, men døde kort efter hjemkomsten (f 15/8 1771)

 

1850 f Enevold Sørensen, journalist og minister; 1869 aflagde han lærereksamen fra Blaagaard Seminarium og var derefter et par år huslærer, inden han gik over i bladvirksomhed; 1872 blev han redaktør ved "Kolding Folkeblad", det første af Bergs blade og som bl.a. ved Sørensens indsats blev et meget anset blad, og det absolut førende blandt de bergske blade. 1894-1901 var Sørensen formand for Foreningen af Venstreblade i Danmark. I Kolding var han fra 1883 til 1901 medlem af byrådet, og da byen havde den undtagelsesstilling blandt købsstæder at være en by med venstreflertal, fik S såvel stor kommunal indflydelse som stort indblik i kommunale forhold. Han var medlem af Folketinget for Venstre 1887-1892 og 1898-1910; kongevalgt medlem af Landstinget 1910-18. Ved sin genindtræden i Folketinget i 1898 tilsluttede han sig venstre-reformpartiet og blev medlem af finansudvalget. Ved systemskiftet i 1901 blev han indenrigsminister i det første venstre-ministerium. På denne post kunne Sørensen udnytte sin store kommunale erfaring og sin sans for administration. Ved regeringsændringen i 1905 overtog Sørensen kulturministeriet, en stilling han beklædte til 1909. I Landstinget var Sørensen medlem af finansudvalget og gjorde sig navnlig gældende under grundlovssagens behandling 1912-14 (d 1/2 1920)

 

1860 d Arthur Schopenhauer, tysk filosof; han levede fra 1832 som formuende privatlærd i Frankfurt am Main. I sit hovedværk fra 1819 "Die Welt als Wille und Vorstellung" går S ud fra Kants tese om at verden, som den fremtræder for os, kun beror på vore egne forestillinger. S afviger dog fra Kant ved at hævde, at viden om virkelighedens sande væsen er mulig nemlig gennem viljen. I værket forfægtede S en udpræget irrationalisme. Tilværelsen har ingen anden mening end den, som følger af selve livsdriften, den blinde vilje til eksistens. Forbundet med dette syn er en dyb pessimisme. Sin etik udviklede han i "Die beiden Grundprobleme der Ethik" (1841). Moralen består i at fornægte viljen, og det kan ske gennem den estetiske betragtning, ved selvopofrelse eller gennem asketisk selvfornægtelse. Hans filosofi kulminerede i en pessimistisk forløsningslære som i visse træk ligner buddismens lære om nirvana: fred, frelse og forløsning fra "livshjulet" er ensbetydende med, at viljens stræben totalt ophører. Med sin betoning af intellektet som en sekundær, afledet kvalitet, og med sit syn på verden som produkt af en blindt virkende vilje, banede han vej for senere filosofiske retninger. Han har haft indflydelse på så forskellige tænkere og retninger som Nietzsche, Tolstoj, Wittgenstrin og eksistentialismen (f 22/2 1788)

 

f Henry George Wells, engelsk forfatter, journalist og sociolog; Wells naturvidenskabelige uddannelse danner baggrund for den del af hans forfatterskab, som falder ind under begrebet science-fiction bl.a. "The Time Machine", 1895 (da. Tidsmaskinen, 1976), som blev en øjeblikkelig succes. Wells fulgte successen op med "The Invisible Man" (1897) og "War of the Worlds", 1898 (da, Klodernes Kamp, 1912). Wells havde store socialpolitiske og historiske interesser og sidste del af hans forfatterskab var politisk-sociologisk; hovedværket her er "Outline of History", 1920 (da, Menneskeslægtens Historie, 1937-38). Han ville reformere historieundervisningen ved at lægge vægt på historien som enhed i modsætning til den snævre nationalistiske historieskrivning. I eftertiden er Wells mest kendt som romanforfatter, men i sin samtid havde han en betydelig position som samfundskritiker. Ved siden af science-fictionromanerne har Wells skrevet romaner, hvor han skildrer almindelig engelsk dagligdag, sådan som han kendte den: "Love and Mr. Lewisham" (1900) og "The History of Mr. Polly" (1910). Første Verdenskrig bragte metafysiske problemer i forgrunden: "Mr. Britling Sees it Through" (1916) og "The Undying Fire" (1919) o.a. Anden Verdenskrig gjorde ham til pessimist, videnskaben havde ikke udrettet det for menneskene, han havde håbet: "The Outlook for Homo Sapiens" (1942) og "Mind at the End of its Tether" (1945). Selvbiografien "Experiment in Autobiography" udkom 1934 (d 13/8 1946)

 

Folketingsvalg; valget var nødvendiggjort af grundlovsændringer i forbindelse med Sønderjylland genforening med kongeriget. Derfor var det tredje gang indbyggerne i det gamle kongerige var til folketingsvalg inden for et halvt år. Desuden var det første gang sønderjyderne deltog i et folketingsvalg, ligesom det var første gang de 25-29 årige havde stemmeret. I valgkampen havde Socialdemokratiet samlet sig om øjeblikkets opgaver og appelleret til brede kredse uden for arbejderklassen. Det fik pæn fremgang og vandt seks mandater – til 48. Også de Radikale og de Konservative havde fremgang om end mere beskeden – de Radikale vandt to mandater og havde nu 18 mandater; de Konservative vandt et enkelt mandat og havde nu 27. Venstre opnåede uændret 51 mandater. Erhvervspartiet mistede et mandat – fra 4 til 3. I Sønderjylland blev valgdeltagelsen kun 64%. Det blev udlagt som at sønderjyderne følte sig usikre, når de blev stillet over for de gamle danske partier. Valget viste også, at når de skulle vælge, foretrak de Venstre. Det fik flere stemmer end de andre partier tilsammen og fik fire af de syv sønderjyske kredsmandater, mens Socialdemokratiet og de Konservative fik et hver og de Radikale et tillægsmandat. Det syvende kredsmandat tilfaldt Slesvigsk Parti i.e. det tyske mindretals politiske organisation. Valgresultatet betød, at venstremindretalsregeringen ledet af Niels Neergaard fortsatte

 

1931 Det britiske parlament vedtager, at Storbritannien opgiver det britiske punds guldindløselighed. Den økonomiske krise, der ramte Europa i kølvandet på krakket i Wall Street i New York i 1929, medførte i Storbritannien massearbejdsløshed. Tallet på arbejdsløse holdt sig nogenlunde konstant på lidt under 1½ mio. indtil december 1929, men så steg det måned efter måned, indtil det nåede 2½ mio. i december 1930. Udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse og svigtende skatteindtægter medførte underskud på statsbudgettet. I foråret 1931 forudså man, at der i april 1932 ville være et underskud på 120 mio. £. Disse forhold underminerede finansverdenens tillid til det britiske pund. Allerede i sidste halvdel af juli 1931 blev Bank of England tappet for guld til en værdi af £ 2½ mio. om dagen. Man hævede diskontoen med hele 2 procentpoints til 4½% og opnåede udenlandske kreditter. Men flugten fra pundet fortsatte, og den 19. september måtte Bank of England bede regeringen om at blive løst fra guldindløseligpligten. To dage senere vedtog parlamentet at efterkomme Bank of Englands anmodning. Samtidig blev diskontoen hævet fra 4½ til 6%. I løbet af efteråret stabiliserede pundet sig på en kurs i forhold til $ på ca. 3,40 mod tidligere 4,86

 

f Stephen King, amerikansk forfatter af populære skrækfortællninger; hans første roman - Carrie (1974) - er om en teenagepige, der opdager, hun har overnaturlige evner og bruger dem i nødværge mod de småborgerlige og uforstående beboere, der truer hendes eksistens i en amerikansk lilleby. Bogen blev en verdenssucces og anslog det tema, King har fulgt i sit omfattende forfatterskab: at undersøge det fortrængtes dæmoniske kræfter. Fra 1977 "The Shining", der er blevet filmatiseret af Stanley Kubrick, med Jack Nicholson i hovedrollen. Endvidere bl.a. "Salem's Lot" (1975); "The Stand", (1978); "The Eyes of the Dragon" (1986) og "Misery" (1987)

 

d Håkon 7. norsk konge 1905-1957; søn af Frederik 8. af Danmark og dronning Louise. H blev norsk konge efter opløsningen af den norsk-svenske union. Efter en folkeafstemning i Norge, der viste et stort ja-flertal for H, blev han enstemmigt valgt til norsk konge af Stortinget. Den 25. november 1905 holdt han sit indtog i Oslo; kroningen fandt sted i Trondheim i juni året efter. Da tyskerne angreb Norge den 9. april 1940 forlod han Oslo og afviste det tyske ultimatum om at indsætte nazisten Vidkun Quisling som regeringschef. Den fortsatte tyske fremrykning tvang den 7. juni H til sammen med regeringen at forlade Norge. Resten af Besættelsen opholdt han sig i London, hvorfra han jævnligt holdt radiotaler til det norske folk. H’s hjemkomst den 7. juni 1945 – årsdagen for kroningen i Trondheim i 1906 – var en af de største folkefester i norsk historie. Kongens modige optræden under det tyske overfald på Norge og under hele 2. Verd.krig gjorde ham til et nationalt samlingspunkt. I 1896 blev Håkon gift med sin kusine prinsesse Maud af Storbritannien; parret fik ét barn, den senere Olav 5. (f 3/8 1872)

 

Folketingsvalg. For VKR-regeringen blev det ikke noget godt valg. Ved dens tiltræden havde store dele af befolkningen været indstillet på at bringe ofre for at rette op på landets økonomi, som iflg. de tre partier var elendig. Men vælgerne skuffedes, og de mål, regeringen satte ved sin tiltræden, blev ikke nået. VKR-regeringens økonomiske politik er da også blevet betegnet som mislykket. Godt nok lykkedes det regeringen at dæmpe – ikke at fjerne – inflationen og underskuddet på betalingsbalancen. Men skatterne og arbejdsløsheden steg. Foruden at skatteskruen fik en del omdrejninger ekstra, var det største problem for regeringspartierne, at de ikke fik bremset væksten i den offentlige sektor. Denne mislykkede borgerlige politik er blevet udlagt som forklaring på resultatet af jordskredsvalget to år senere, og den succes Fremskridtspartiet havde ved dette valg. Valgresultatet blev nærmest dødt løb. Socialdemokratiets skærpede profil som oppositionsparti gav bonus. Partiet vandt seks mandater og havde nu 70. Regeringsperioden havde som ventet tæret på Venstre og de Konservatives opbakning, nok mest fordi den økonomiske politik ikke havde været nogen succes. Venstre gik tilbage for femte gang i træk – partiet mistede 4 mandater og fik 30. De Konservative mistede 6 mandater og fik 31 og var dermed stadig større end Venstre. Radikale Venstre kom med 27 mandater uændret ud af valget. SF gik seks mandater frem til 17; det andet venstrefløjsparti, VS, mistede alle sine 4 mandater. De to blokke S-SF over for VKR kunne mønstre henholdsvis 88 mandater til VKR og 87 til S-SF. Sidstnævnte sikrede flertallet i kraft af de fire nordatlantiske mandater, hvoraf Socialdemokratiet fik støtte fra 3. Regerings magten gik derfor over til Socialdemokratiet med dannelse af en mindretalsregering med J.O. Krag som statsminister

 

 

 

 

 

Til top        22. september

1241 d dræbt Snorri Sturluson, islandsk høvding, skjald og historieskriver; han tilhørte landets mægtigste slægt og spillede en betydelig politisk rolle dels i kraft af sin rigdom dels ved kløgt og diplomati. En relativ fredelig periode 1220-35 resulterede i et omfattende forfatterskab. Ældst er sandsynligvis "Edda" (ca 1220), en lærebog i skjaldekunst med en oversigt over norrøn mytologi, så skjaldene kunne lave de korrekte henvisninger. Dialogformen i Edda har Sturluson fra tidens latinske lærebøger. Fra 1223 er "Háttatal", et hyldestdigt til den norske kong Håkon 4. Om Olaf den Hellige skrev Sturluson "Ólafs Saga" siden udvidet til en fuldstændig Norgeshistorie, sædvanligvis kaldt " Heimskringla", dvs Jordens kreds. Om Sturluson som historiker er der blevet sagt, at det, der karakteriserer ham, er hans kritiske sans, hans evne til at forklare og skabe psykologisk sammenhæng. Han bygger for en stor del på ældre skriftlige kilder, men korrigerer og supplerer dem på grundlag af samtidige skjaldekvad, og forklarer hændelserne ved hjælp af sin dybe psykologiske indsigt og sine erfaringer som praktisk politiker. Håkon 4. mistænkte Sturluson for andel i Skule Jarls opstand; dette menes at være grunden til, at kongen lod Sturluson dræbe (f 1179)

 

1515 f Anne af Kleve, gift med Henrik 8. af England; kongens fjerde kone. Hun beskrives som ikke at være en skønhed, men i besiddelse af et sagtmodigt og blidt temperament. Hendes giftermål med Henrik var et politisk arrangement. A kom fra det protestantiske Kleve, og Henrik ønskede en alliance med de tyske protestantiske fyrster, da han frygtede en sammenrotning mod sig af katolske stater. Men da de politiske forhold ændredes, og Henrik ikke ønskede at blive trukket ind i endeløse stridigheder med kejseren, var ægteskabet med Anne blevet en belastning. Den 9. juli 1540 erklærede et præstemøde ægteskabet ugyldigt. Anne fik en kompensation på 4.000 pund pr år på den betingelse, hun forblev i England. En ordning Anne tilsyneladende var glad for. Snart rapporteredes det nemlig, at hun var gladere end nogensinde og bar nye klæder hver dag (d 16/7 1557)

 

1531 d f Louise af Savoyen, fransk kongemor; (mor til Margrethe af Navarra og Frans 1. af Frankrig i sit ægteskab med Karl af Valois-Orleans, com1te de Bresse). Hun blev enke som 20 årig i 1496. Da hendes søn, Frans, blev konge 1515, kom hun til at spille en ikke ringe politisk rolle. Således var hun landets regent 1515-16 under sønnens felttog i Italien. 1525-26 var hun atter landets regent under Frans 1.'s andet felttog i Italien og under hans fangenskab i Spanien. Louise ledede de forhandlinger, der førte til den engelske konges - Henrik 8. - brud med kejser Karl 5. og forbundet med Frankrig. Det var Louise, der med Margrete af Østrig forhandlede freden i Cambrai - La Paix des dames – på vegne af Frans 1. og Karl 5. Fredsaftalen blev underskrevet 3. august og sagde, at Frans 1. opgav alle franske krav på Flanders, Artois og Italien mod, at Karl 5. opgav alle krav på Burgund (f 11/9 1476)

 

1601 f Anna af Østrig, fransk dronning, datter af Filip III af Spanien og Margrete af Østrig; 1615 gift med Ludvig XIII af Frankrig. Udbruddet af fransk-spanske fjendtligheder i forbindelse med Trediveårskrigen afskar hende fra enhver forbindelse med hendes spanske familie; samtidig sørgede den magtfulde minister, kardinal Richelieu for, at hun ikke fik den mindste politiske indflydelse. At tjene Frankrig, som syntes at være hendes højeste ønske, var umuligt, og hun blev flere gange udsat for ydmygende behandling. Således blev hun i forbindelse med "Val de Grâce affæren" udsat for indgående forhør foretaget af underordnede embedsmænd; Anna var mistænkt for via klostret Val de Grâce at stå i brevveksling med fjenden Spanien. Selv efter fødslen af sønnerne Ludvig (senere kong L 14.) og Philip (senere hertug af Orleans) indtog hendes mand en afvisende holdning til hende. For at hindre Anna i at få nogen indflydelse efter sin død, krævede Ludvig 13. i sit testamente oprettet et regentskab uden deltagelse af Anna. Men efter hans død (1643) blev hun anerkendt som eneregent. Hun var nu indstillet på at udføre den rolle, der hidtil var blevet nægtet hende. Hun ville, at hendes søn skulle overtage den enevældige magt, Richelieu havde skaffet hendes mand. For at det skulle lykkes, arbejdede hun tæt sammen med Richelieus efterfølger, Jules Mazarin. Hendes regentskab sluttede, da Ludvig 14. i 1651 blev erklæret myndig. Men hun levede længe nok til at se, der blev fred mellem Frankrig og Spanien (1659), og at Ludvig 14. blev gift med hendes brors datter (1660) (d 20/1 1666)

 

1703 d Vicenzo Viviani, italiensk matematiker; elev af Galilei og blev 1666 Første Matematiker hos Storhertug Ferdinand 2. af Toscana. Vivianis værk De maximis et minimis geometrica divinatio in quintum librum Apollonii Pergaei adhuc desideratum (1659) indeholder flere behandlinger af maksimums- og minimumsopgaver ved antikke metoder (f 5/4 1622)

 

Teatret i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade) i København åbner. Åbningsforestillingen var Molières "Gnieren", der blev afløst af Holbergs "Den politiske Kandestøber". Teatret lukkede seks år senere, men trods sin korte levetid fik det stor betydning. Her blev der spillet på dansk, hvor fransk og tysk hidtil havde været de dominerende scenesprog. Desuden var teatret den scene, hvortil Ludvig Holberg skrev sine komedier og så dem afprøvet i praksis. Der var tale om et logeteater. Tilskuerpladserne var i tre etager, og der var tillige plads til publikum på selve scenen. Teatret blev drevet af to franskmænd, der begge var tidligere medlemmer af Frederik IV’s teatertrup. Teaterdirektørerne hvervede primært deres skuespillerne blandt københavnske studenter

 

1735 Robert Walpole flytter som den første britiske premierminister ind i Downing Street 10. I den smalle gade, der går fra Whitehall til St. James Park, ligger der på dens nordside tre små huse. Et af disse har nr. 10, fra dengang det var et i en længere række huse. Nabohuset nr. 11 bebos af finansministeren, og dettes nabohus nr. 12 er der kontorer for regeringspartiet. På gadens modsatte side har udenrigsministeriet kontorer. Gaden er opkaldt af Sir George Downing (1623-1684). I 1660’erne var han finansminister, og i 1681 købte han jord i Whitehall og opførte fire huse. I 1735 stillede Kronen Downing Street 10 til rådighed som officiel bolig for premierminister Walpole og hans efterfølgere

 

1792 Første republik i Frankrig bliver dannet. Dagen efter revolutionsstyrkernes triumf ved Valmy trådte det nyvalgte Nationalkonvent sammen. Det talte 749 medlemmer. Omkring halvdelen af dem jurister, resten købmænd, håndværkere og godsejere. Desuden var der en del repræsentanter fra de frie, intellektuelle erhverv – forfattere og journalister. Kun to af repræsentanterne omtales som egentlige arbejdere. Det første konventet gjorde var at afskaffe kongedømmet. Det skete enstemmigt og med begejstret bifald fra tilhørerpladserne. I fakkelskær og med trompetfanfarer blev loven samme aften proklameret i Paris. For de radikale betød kongedømmets afskaffelse, at lighedens tidsalder var begyndt. Over alt indførte man revolutionære symboler i form af altre for friheden, og folk begyndte at kalde hinanden for "borger" – citoyen – og sige du til hinanden. Da man to måneder senere indførte en ny kalender, skulle man – i stedet for Kristi fødsel - efter den regne tiden fra 22. september 1792

 

1828 d Shaka, zuluhøvding; efter at have tilbragt sin ungdom i landsforvisning sikrede Shaka sig i 1816 positionen som høvding for zuluerne, som han herefter regerede med jernhånd. I løbet af ét år firdoblede han zulubefolkningen ved at indlemme resterne af de stammer, hans krigere havde besejret. Shaka var noget af et militært geni; han reorganiserede zuluhæren og introducerede nærkampsvåben. I zuluernes mest omfattende krige i Sydafrika besejrede hans hære Ndwandwe og Owabe stammerne og lagde dermed hele Natal under sit herredømme. Da de første europæere i 1824 kom til nutidens Durbanområde, tillod Shaka dem at slå sig ned i området. Da Shaka nogle år senere blev sindssyg, blev han myrdet af sine halvbrødre (f ca 1787)

 

Med sin proklamation af 22. septemper 1862 tog præsident Lincoln under Den amerikanske Borgerkrig det første skridt til ophævelse af slaveriet i USA. Sammen med en proklamation af 1. januar 1863 ophævedes slaveriet i de sydstater, der havde meldt sig ud af unionen og derved givet anledning til udbrud af borgerkrigen: Arkansas, Texas, Louisiana, Mississippi, Alabama, Florida, Georgia, South Carolina, North Carolina og Virginia. I Tennessee og i visse dele af Louisiana og Virginia så vel som grænsestaterne, der tillod slaveri var ikke omhandlet af proklamationerne, eftersom de ikke havde brudt med Washington D.C. I de områder, der var besat af Nordstatstropper, trådte proklamationerne straks i kraft. Men det kom kun til at dreje sig om 75.000 slaver. Den endelige ophævelse af slaveriet kom først efter sydstaternes overgivelse den 9. april 1865. Men da der rejstes tvivl, om en proklamation udstedt af præsidenten kunne have lovkraft i stater, der tillod slaveri, forberedte man i Washington en tilføjelse til forfatningen, så det kunne stå klart for enhver, at slaverne havde fået deres frihed på legal vis. Den 31. januar 1865 tilsluttede Repræsentanternes Hus sig Senatets godkendelse af forfatningsændringen. Den 18. december 1865 havde 2/3 af de amerikanske delstater ratificeret forfatningsændringen, og dermed var slaveri forbudt i hele USA

 

f Wilhelm Keitelt, tysk feltmarskal; under 1. verd. krig gjorde i hovedsagen tjeneste i generalstaben; han havde i 1920'erne forskellige stillinger i rigsværnsministeriet; han blev generaloberst i 1938 og generalfeltmarskal i 1940. I 1935 blev Keitel stabschef for de væbnede styrker – en stilling der svarer til forsvarsminister. Da Hitler februar 1938 overtog den direkte kommando over den tyske krigsmagt, blev Keitel chef for den nyoprettede "Oberkommando der Wehrmacht". I denne stilling blev han Hitlers øverste militære rådgiver under hele Anden Verdenskrig og dermed den faktiske leder af de daglige operationer. I denne stilling udførte han lydigt og kritikløst alle Hitlers befalinger. Efter kapitulationen blev han stillet for krigsforbryderdomstolen i Nürnberg, anklaget for krigsforbrydelser, dømt til døden og henrettet (d 16/10 1946)

 

f Erich von Stroheim, østrigsk instruktør og skuespiller; han hævdede at nedstamme fra en preussisk militærfamilie og levede op til denne påstand i sin karriere; i virkeligheden var han søn af en jødisk hattemager, der havde slået sig ned i Wien. Han kom til Hollywood 1914. Her instruerede sin første film i 1919 "Blinde Ægtemænd" med sig selv i rollen som en slesk europæisk officer, der forfører en gift amerikansk kvinde. Han instruerede kun få film; han var alt for eksentrisk og krævende for branchens pengemænd. Fra 1931 til sin sidste film i 1955 virkede han som skuespiller, især i franske film f. eks. som tysk officer i Renoirs "Den store illusion" fra 1937 (d 12/5 1957)

 

1920 f Anders Lassen, dansk major i den britiske hær; under de allieredes sidste offensiv i Norditalien faldt han ved Comacchio søen og tildeltes posthumt Victoriakorset som den eneste udlænding i britisk krigstjeneste. Efter endt skolegang kom han ud at sejle. Ved Danmarks besættelse var han jungmand på et dansk skib, der befandt sig i Den persiske bugt. Han var stærkt medvirkende til at få kaptajnen til at søge allieret havn for at lade skibet sejle under allieret flag. Allerede nu havde Lassen truffet beslutning om at søge optagelse som frivillig i de britiske yrker. Men først ved juletid 1940 lykkedes det ham at komme til England, og i begyndelsen af 1941 meldte han sig blandt de første danske i den britiske hær. Lassen blev specialuddannet i de hemmelige "raiding forces", og han deltog med en trawler i et togt på jagt efter tyske ubådsbaser på den vestafrikanske kyst. Tilbage i England blev han i begyndelsen af 1942 udnævnt til løjtnant og første gang indstillet til Military Cross. L deltog i flere natlige raids over Den engelske Kanal, men fra februar 1943 gjorde han tjeneste i Special Boat Service i Middelhavet. Her deltog han i raids mod den franske kyst, i felttoget i Nordafrika og i angreb på Saloniki og Athen. Han opnåede stort ry for sine fremragende soldateregenskaber såsom snarrådighed, mod, handlekraft og praktisk organisationstalent. Han avancerede til major og hædredes med høje militære æresbevisninger (d 9/4 1945)

 

1932 f Ingemar Johansson, svensk bokser, verdensmester i professionel sværvægtsboksning. Johansson fik sin VM-chance i 1958, efter han ved et stævne på Nya Ullevi stadion i Göteborg over for et rekordpublikum på 53.164 havde slået amerikaneren Eddie Machen ud i første omgang. Johansson erhvervede titlen på Yankee Stadium i New York den 26. juni 1959, da han besejrede Floyd Patterson, USA på teknisk knock out efter 2 min og 3 sek i 3. omgang. Johanssons mistede titlen til Patterson, den 20. juni 1960 på Polo Grounds, New York, da han efter 1 min og 51 sek i 5. omgang tabte på knock out. I en tredje VM-match mellem Johansson og Patterson vandt sidstnævnte i 1961 i Miami Beach på knock out efter 2 min og 45 sek i 6. omgang

 

Landstingsvalget afgøres ved lodtrækning. Landstingsvalg var en kompliceret sag. Først valgte alle vælgere over 35 år et antal valgmænd, og disse udpegede derpå landstingsmedlemmerne, som sad i otte år. Forud for landstingsvalget i september 1936 var spændingen stor. Socialdemokratiet stod til at vinde to pladser, hvis resultaterne fra partiets fremgang ved folketingsvalget i 1935 kunne holde. Kunne man erobre det tredje og dermed flertallet? Valgets resultat gav som ventet fremgang for Socialdemokratiet og tilbagegang for Venstre. Men på Bornholm stod 23 valgmænd fra regeringspartierne Socialdemokratiet og Det radikale Venstre over for 23 fra Venstre og de konservative. Der måtte lodtrækning til, og op af en bronzealderurne trak amtmanden – mens befolkningen åndeløst lyttede med ved radioen – en socialdemokratisk stemme. I Landstinget var mandatfordelingen derefter 38 socialdemokrater og radikale mod 37 fra Venstre og konservative. Den socialdemokratiske-radikale regering havde nu flertal i såvel Folketing som Landsting

 

1938Til bilæggelse af det tjekkoslovakiske spørgsmål – som truede med at udløse en europæisk storkrig - mødes den tyske rigskansler, Hitler og den britiske premierminister Chamberlain i Godesberg ved Rhinen. Efter de to statsmænds møde i Berchtesgaden den 15. september havde Chamberlain fået sit kabinets godkendelse af princippet om det tjekkoslovakiske, men overvejende tysktalende, Sudeterlands indlemmelse i Tyskland, som Hitler krævede. Også et fransk ja fik han. Det franske accept af landafståelsen fik Chamberlain først, da hans regering gik med til at garantere Tjekkoslovakiets selvstændighed. Det næste skridt var at få tjekkoslovakerne til at gå med til, at deres land blev sønderlemmet. I Prag kom forslaget som et chock for de fleste regeringsmedlemmer, og regeringen besluttede enstemmigt at sige nej. Den regnede med, at Frankrig og også Storbritannien trods alt ville komme til undsætning, hvis Tyskland gik til angreb. London og Paris fandt det derfor nødvendigt at gøre det helt klart, at Tjekkoslovakiet alene kom til at bære ansvaret for krigen, og at Frankrig – trods tidligere løfteer – ikke ville tage del i den. Det måtte den tjekkoslovakiske regering bøje sig for og accepterede det britisk-franske forslag. Regeringen i Prag regnede med, at alt endnu ikke var tabt. Rygter fra Berlin tydede på, at Hitler ville stramme sine vilkår, fra Moskva kom der besked om, at Sovjetunionen stod fast ved sine forpligtelser, og i Paris var indflydelsesrige medlemmer af regeringen mod yderligere indrømmelser.

 

16 lande - blandt disse Danmark - tiltræder – i.e. underskriver - Marshallplanen i Paris. Formålet med det amerikanske hjælpeprogram på i alt 13 milliarder dollars var at støtte modtagerlandenes genopbygning efter 2. Verd.krig samt at forhindre kommunistisk statsomvæltning i Vesteuropa. Den amerikanske hjælp blev givet dels som gave dels som lån. I årene 1948 og 1949 modtog Danmark i alt 784 millioner kroner fordelt med 149 millioner som lån og 635 millioner som gave. Sammen med devalueringen af de europæiske valutaer over for dollaren i 1949 forbedrede hjælpen forsyningssituationen i den udpinte europæiske efterkrigsøkonomi, som var præget af valutaknaphed, svigtende produktionsmuligheder, arbejdsløshed, social uro, inflation m.v., og indledte en god cirkel, hvor landenes produktion, beskæftigelse, forbrug, investering m.v. gensidig trak hinanden op samtidig med, at efterkrigsårenes dollarknaphed blev overvundet

 

Folketingsvalg. Det første efter gennemførelse af grundlovsændringen pr. 5. juni 1953. Nu var der 175 pladser i Folketinget, hvortil kom 2 repræsentanter fra Færøerne og 2 fra Grønland. Socialdemokratiets 41,3% af stemmerne gav 74 mandater i det nye Folketing. Næststørste parti var fortsat Venstre; det fik 23,1% af stemmerne og 42 mandater; de tilsvarende tal for Konservative Folkeparti var 16,8% og 30, for Radikale Venstre 7,8% og 14, for kommunisterne 4,3% og 8, Retsforbundet 3,5% og 6 og Slesvigsk Parti 0,5% og 1 mandat. Endvidere opstillede De Uafhængige uden at blive repræsenteret. Nu da grundloven var sikkert i havn, ville de Radikale ikke længere støtte en regering af Venstre og Konservative, men erklærede sig rede til sagligt samarbejde enten med en ren venstreregering eller med en socialdemokratisk regering. Da Venstres leder statsminister Erik Eriksen afslog at fornægte alliancen med de Konservative, dannede Socialdemokratiet under ledelse af Hans Hedtoft da en mindretalsregering

 

1956 d Frederick Soddy, britisk kemiker; han er en af pionererne i studiet af radioaktive fænomener. Allerede under et ophold i Montreal ved McGill universitetet i 1900-02 fremsatte han sammen med E. Rutherford teorien om den radioaktive disintegration, dvs, at radioaktiv stråling skyldes spontan grundstofforvandling. I 1903 påviste S sammen med W Ramsey, spektroskopisk, at helium dannes ved den radioaktive spaltning af radon. At radon var en ædelgas, blev påvist af Rutherford og S i 1900. I årene fra 1909 og fremover kom Soddy frem til den slutning, at grundstoffernes radioaktive omdannelse førte til dannelse af nye grundstoffer, som var fuldstændig ens med dem, de var opstået af. Derfor måtte de stå på samme plads i grundstoffernes periodiske system, men de adskilte sig ved, at de havde forskellig radioaktiv oprindelse, forskellige radioaktive egenskaber og forskellig relativ atommasse. I 1910 foreslog S som den den første, at kalde sådanne grundstoffer for isotoper. Fra 1918 blev Soddy mere og mere optaget af økonomiske og sociale spørgsmål, og i en række bøger og skrifter rettede han en til dels skarp kritik mod de herskende økonomiske og kapitalistiske forhold. Som 59årig trak han sig tilbage fra sit professorat i kemi i Oxford. I 1921 modtog han nobelprisen i kemi (f 2/9 1877)

 

d Mary Roberts Rinehart, amerikansk forfatter af spændingsromaner; hævdede selv, at hun aldrig havde skrevet detektivromaner, og bortset fra Miss Pinkerton (1932) optræder der da heller ingen detektiver i hendes mere end 20 romaner. Efter at være uddannet som sygeplejerske blev hun i 1896 gift med en læge. Da hendes familie under depressionen i 1903 fik økonomiske vanskeligheder, begyndte hun at skrive. Næsten fra begyndelsen opnåede hendes produktion stor popularitet. Hendes "The Man in Lower Tower" blev bragt som føljeton i et dagblad i 1907. Året efter udkom hendea første bog " The Cirkular Staircase". Ved siden af sine spændingsromaner skrev hun en længere serie om en uforfærdet gammeljomfrus oplevelser. I en længere årrække blev de bragt i avisen The Saturday Evening Post. Desuden skrev Rinehart rejsebøger, hvoraf nogle reflekterede hendes oplevelser som krigskorrespondent under Første Verdenskrig. Om sine spændingsromaner udtalte Rinehart, at hun var interesseret i mennesker og deres motiver og ikke i udlagte spor (f 11/8 1876)

 

1964 Folketingsvalg. Det var et valg med meget små ændringer i mandatfordelingen, til gengæld var de særdeles afgørende. Før valget havde de Radikale gjort betingelserne for et fortsat regeringssamarbejde med Socialdemokratiet klar. De to koalitionspartier skulle have flertal sammen, hvilket nok lå inden for mulighedernes grænser; men de Radikale skulle have fremgang ved valget, og hvis man kunne stole på opinionsundersøgelserne, ville det til gengæld være en sensation. Sensationen udeblev. Det radikale Venstre gik ét mandat tilbage – fra 11 til 10. Socialdemokratiet fik uændret 76 mandater. Også Venstre fik det samme valgresultat som ved valget i 1960 – 38 mandater. Valgets sejrherre var de Konservative, de gik fire mandater frem – fra 32 til 36. Disse fire mandater blev taget med et mandat fra hver fra – som nævnt de Radikale – endvidere fra Soc. Folkeparti, De Uafhængige og fra Slesvigsk Parti. Med dette udfald var en fortsættelse af koalitionsregeringen ikke mulig; Socialdemokratiet dannede da med J.O. Krag som statsminister en mindretalsregering

 

 

 

 

 

Til top        23. september

 

63 f.Kr. f Augustus – født Gajus Octavius; nevø til Julius Cæsar, der gjorde ham til sin hovedarving; ved Cæsars død antog Octavius navnet Gajus Julius Cæsar Octavianus, og skønt ung og ukendt og uden ydre magtmidler manøvrerede han sindigt, behændigt og fik inden udgangen af Cæsars dødsår vundet betydningsfuld politisk støtte og desuden 3000 af Cæsars veteraner. Midlet var i høj grad penge. Cæsars nære medarbejder og Octavius medbejler til magten i romerriget, Antonius, måtte respektere ham. I årene herefter undergravede han målbevidst, men uden at forhaste sig, Antonius magtposition og styrkede sin egen for til sidst i 31 f. Kr. at stå som verdensrigets enehersker. Efter borgerkrigen nedlagde Augustus sin militære kommando og oprettede formelt republikken; reelt regerede han fortsat enevældigt; han havde kommandoen over rigets tropper, havde en folketribuns beføjelser, var pontifex maximus, kontrollerede Roms kornforsyning, idet Ægypten var hans personlige ejendom. Augustus yndede at fremstille sig som fredsfyrste, men ved romerrigets grænser var der langt fra fred. Tværtimod lagde de romerske hære gennem adskillige felttog betydelige naboområder ind under riget, således bl.a. alpelandene, så at nordgrænsen fra Nordsøen til Sortehavet fulgte Rhinen og Donau. Til disse grænsekrige mærkede størstedelen af rigets indbyggere kun lidt. Derfor kom Augustus-freden til at stå for romerne som virkelighed – grundlæggelsen af den verdensfred, der senere blev døbt Pax Romana, en fred, som romerne følte, de havde skabt ved at lægge verden ind under romersk lov. I Rom iværksatte Augustus omfattende nybyggerier, bl.a. Marcellusteatret, ligesom han istandsatte flere af templerne (d 19/8 14)

 

1459 York sejr i slaget ved Blore Heath under Rosekrigen - War of the Roses – i England. Efter krigens udbrud i 1453 og dens første kampe herskede der fra 1455 en ustabil fred i England i opgøret om den engelske trone mellem de to slægter York – der havde en hvid rose i sit våbenskjold – og Lancaster – der havde en rød rose i sit våbenskjold. Lancasterkongen Henrik VI (1422-61 og 1470-71) regerede i 1459 over et land i tilbagegang. Parlamentet havde ikke været indkaldt i tre år, og landet var delt op mellem krigeriske stormænd. I Market Drayton havde den kongetro Lord Audley samlet en hær, og landets faktiske regent dronning Margaret beordrede ham til at standse en hærstyrke under jarlen af Salisbury, inden den nåede Ludlow, hvor hvide roses leder hertugen af York befandt sig med sine tropper. De to hære mødtes få kilometer øst for Market Drayton ved lokaliteten Blore Heath. Salisbury, der kun rådede over 3.000 mand og var i undertal i forholdet 2:1, kunne ikke undgå slag. Han opstillede da sine mænd på et højdedrag, hvor hans venstre flanke var dækket af en sumpet kratbevoksning, mens den højre var ubeskyttet. For at give den en vis beskyttelse lod Salisbury her opstille sin hærs trosvogne. Da han fingerede et tilbagetog, angreb Audley. Men hans to kavaleriangreb blev slået tilbage med svære tab. Lancaster-styrken forsøgte da med et infanteriangreb på yorkstillingen, men eftersom det ikke havde støtte fra kavaleriet, og Audley var fadet, slog også det fejl. Omkring 500 mand fra lancasterstyrken valgte da at skifte side, og Salisbury opnåede en fuldstændig sejr. Men Yorkpartiets triumf varede ikke længe. Mindre end en måned senere – den 12. oktober ved Ludford – var det lancasterpartiet, der triumferede.

 

1666 d Francois Mansart(eller Mansard), fransk arkitekt; blandt hans første selvstændige arbejder er Église des Feuillants, 1629; tilbygning til Blois-slottet 1635 og Hôtel de la Vrillière 1636-38. Hans mest berømte bygning er slottet i Maisons-Laffitte 1642-51; med det høje tag og de høje skorsten knyttede det sig til den ældre franske tradition, men han skabte epoke og indledte den franske klassiske arkitektur i kraft af den jævne fordeling mellem hovedmasse og risalitter, og ved at sløjfe al skulpturel dekoration og ved at bruge de rene arkitektoniske elementer til dekoration og modellering af fladen. Desuden blev Maisons-Laffitte med hovedbygning og sidepavilloner omkring en forgård, cour d’honneur, et skoleeksempel på et fransk landslot fra 1600-tallet. M udførte 1664 tegninger til Louvres østside. Mansardtag er opkaldt efter M. Han brugte denne tagkonstruktion første gang ved tilbygningen til Blois-slottet. Et mandardtag er udført med saddeltag øverst og en stejl del nederst, ofte med vinduer i den stejle del, hvor udnyttelsesmulighederne nærmer sig normaletagers (f 23/1 1598)

 

f Frederik Læssøe, oberst; Læssøes skandinavisme og hans skriverier i begyndelsen af 1840’erne i dagspressen om den fremtidige hærordning var ikke velset blandt de ældre officerer og medførte, at vurderingen af hans "Opførsel og Konduite i Tjenesten" kun var tilfredsstillende – uden for tjenesten mindre end tilfredsstillende. Som politisk interesseret stod han i nær forbindelse med ledende nationalliberale personligheder og var en hyppig gæst i Tschernings hjem. Da Tscherning marts 1848 blev forsvarsminister, udnævnte han Læssøe til stabschef ved Nørrejyske armékorps med den bagtanke at gøre ham til den egentlige leder. Som stabschef påhvilede det Læssøe at organisere armeen til en krigsdygtig enhed. Det var et betydeligt arbejde, men den 9. april i slaget ved Bov viste armeen sig operationsdygtig. I maj samme år blev Læssøe major og i august oberstløjtnant. I 1849 førte han en bataljon i Ryes korps, med hvilken han lå i kvarter på Als i næsten et år. Her arbejdede han ved stadige øvelser på at erhverve sig indgående kendskab til troppetjenesten. Under slaget ved Isted førte Læssøe - der var blevet oberst - avantgarden gennem Øvre Stolk. Ved angrebet på Gryde Skov red han op på en høj for at orientere sig og blev kl. 6 morgen ramt af en kugle i brystet og var død (d 25/7 1850)

 

d Vincenzo Bellini, italiensk komponist; endnu mens han studerede ved konservatoriet i Napoli fik han opført sit første arbejde, operaen "Blanca e Fernando". Hans næste arbejde skaffede ham international berømmelse. Der er tale om "Il pirata", der i 1827 blev opført La Scala i Milano. Af stor betydning for Bellinis succes var, at han som libbrettist havde Italiens bedste teaterdigter, Felice Romani. Med dette samarbejde som grundlag skrev Bellini herefter seks operaer. Blandt disse er "I Capuletti ed i Montecchi" (1830) baseret på Shakespeares Romeo og Julie,"La sonnambula" (1831), en såkaldt semiseria opera, i.e. alvorlig, men med lykkelig slutning samt "Norma" (1831), der foregår i oldtidens Gallien og blev hans mest populære arbejde. I 1833 boede Bellini en periode i England; resultatet af opholdet blev den sidste af hans i alt ni operaer "I puritani di Scozia" (1835), der ved opførelsen i Paris samme år høstede stort bifald (f 3/11 1801)

 

Planeten Neptun opdages af den tyske astronom Johann Galle. I 1846 fik Galle en anmodning fra den franske astronom Urbain Leverrier om at søge efter en planet, hvis position Leverrier havde beregnet på grundlag af nogle uregelmæssigheder i Uranus' bane. Sammen med sin assistent d’Arrest - der i 1857 blev professor i astronomi ved Københavns Universitet - fandt Galle den 23. september 1846 en planet på den beregnede position. I november 1846 blev det foreslået, at den nye planet skulle kaldes Leverrier, men den kom til at hedde Neptun. Om opdagelsen af den nye planet skrev Berlingske Tidende den 2. oktober "… at den nye Planet den 23de September virkelig er bleven seet og observeret der gjennem den store 14 Fods Kikkert…Neppe har Theroien vundet en skjønnere Seier. Af tilsyneladende uforklarlige Afvigelser i Uranus’ Bane finder Hr. Le Verrier sig berettiget til at antyde det Sted, hvor en fjernere Planet end Uranus maa være at see – og den ubekjendte Planet bliver seet paa det bestemte Sted!"

 

I Danmark indføres almindelig værnepligt. Dermed opfyldtes et af liberale kredse og af bondestanden som helhed længe næret ønske. Ved oprettelsen af Bondevennernes Selskab i maj 1846 var indførelse af almindelig værnepligt således et af selskabets krav. At værnepligt nu omfattede alle unge mænd, var en skelsættende begivenhed i demokratiseringen af Danmark. Fra bondestanden fjernedes nu dens særlige standsmærke. Foreløbig var det tilladt at stille en anden i sit sted og altså købe sig fri

 

f Oluf Krag, Venstre politiker, rektor; han blev mag scient i matematik i 1893 og dr phil 1902 på en afhandling om "Studier over Pendulbevægelsen"; i årene 1897-1918 var han lærer ved Katedralskolen i Nykøbing F og derefter rektor ved Metropolitanskolen 1918-21. Efter forgæves at have været opstillet ved folketingsvalgene i 1910 og 1913 blev han 1914 medlem af Landstinget (til 1924). I 1924 afløste han I. C. Christensen som folketingsmand for Ringkøbingkredsen og repræsenterede denne kreds til sin død. I venstreregeringerne 1921-24 og 1926-29 var Krag indenrigsminister. Desuden var han minister uden portefølje fra 9. april til 8 juli 1940. I 1933 blev Krag Venstres parlamentariske leder. En post han beklædte til 1936. I mange år blev han af mange anset for at være rigsdagens bedste hoved. Han besad en imponerende arbejdsevne, havde sans for saglige og taktiske pointer. Men som akademiker og som en saglig tung taler savnede han forudsætningerne for at blive en folkelig politiker, og i Ringkøbingkredsen nåede han aldrig op i nærheden af sin forgæn-gers popularitet. Om hans taler er det på den anden side blevet sagt, at hans samtid imponeredes af de meget lange sæt-ningbygninger, han udsmykkede sine taler med. Han tog matematikken med over i det sproglige. Krag kunne forme sæt-ningskæder, som på én gang medtog alle sider og ethvert nødvendigt forbehold, uden at der på noget punkt forekom brist på logikken eller ord, der ikke nøje fulgte gramatikkens regler. Altid fandt han den afsluttende sætning i sin tales tilsy-neladende så indviklede labyrint. Også på dette felt vandt han sine rigsdagskollegers respekt og adskilliges beúndring. Men i Vestjylland duede den slags taler ikke. For Krag var det væsentligste i politik de praktiske løsninger, og det lykkedes ham at frigøre Venstre fra tidligere tiders manchester-liberalistiske teorier, da verdenskrisen i 1930'erne kastede erhvervslivet og ikke mindst landbruget ud i svære vanskeligheder, som kun kunne klares ved erhvervsstøttende foranstaltninger. Krags holdning førte til Venstres deltagelse i Kanslergadeforliget januar 1933 (d 10/9 1942)

 

d Prosper Mérimée, fransk forfatter; med sin hang til mysticisme udgav han i 1825 sine skuespil "La Théâtre de Clara Gazul" som arbejder af en spansk skuespiller oversatte af en vis Joseph L’Estrange. Hans næste udgivelse og spøg var "La Guzla", nogle ballader som foregaves at være oversat fra illyrisk og handlede om mord, hævn og vampyrer. Med sin passion for historie og det usædvanlige og inspireret af den popularitet, Walter Scotts historiske romaner havde opnået, udgav Mérimée i 1828 "La Jacquerie", 36 billeder fra bondeoprøret i middelalderen og romanen "La Chronique du temps de Charles IX" (1829) om livet ved det franske hof i krig og fred. Som historiker og arkæolog skrev "Études sur l’histoire romaine" (1844), "Monumentes hélléniques" (1840-42) og "Architecture militaire au moyen áge" (1843). Mérimée havde tætte forbindelser Napoleon III’s hof og hans breve til førstebibliotekaren ved British Museum er blevet betegnet som ’det andet kejserriges historie’. Endvidere var Mérimée virksom som litteraturkritiker, og med sine oversættelser af Pusjkin og Gogol formidlede han, som en af de første, russisk litteratur til Frankrig. Mérimées forfatterskab er blevet karakteriseret som værede en genfødsel af klassicismen midt i romantikken, og at han med sin stræben efter virkelighed og lidenskabløshed foregriber realismen og naturalismen (f 28/9 1803)

 

d Mads Pagh Bruun, politiker, fabriksejer og ejer af Jægergården, Århus; fra 1850’erne og til sin død var Bruun en af Århus’ mest fremtrædende mænd. 1835 var han med en bror medejer og enebestyrer af klædefabrikken Bruunshåb ved Viborg, som hans far havde grundlagt i 1821. Ud fra denne stilling blev Bruun en af de ledende mænd i jysk erhvervsliv. Bl. a. var han medlem af Viborg amtsråd og medstifter af og siden medlem af direktionen i Kreditforeningen af jyske landejendomsbesiddere. Den liberale opposition mod enevælden, der i 1830’erne og 1840’erne voksede frem overalt, vandt Bruuns sympati. I 1847 blev han stænderdeputeret som medlem af den rådgivende stænderforsamling i Viborg. Året efter blev han medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, hvor han sluttede sig til det nationalliberale centrum. Han var medlem af Landstinget 1849-53, af Folketinget 1854-55. Han afsluttede sin politiske karriere med endnu en periode i Landstinget. Det var årene 1857-74, hvor han 1862-69 tillige var tingets formand. Efter i 1856 at have solgt Bruunshåb købte Bruun Jægergården - en tidligere skovridergård under Marselisborg Gods - ved Århus. Bruun kom dermed til at eje mere end en trediedel af det distrikt af Viby sogn, der i 1874 under navnet Frederiksbjerg blev indlemmet i Århus by. M.P. Bruunsgade bærer hans navn, og Jægergårdsgade er i dag det eneste minde om Jægergården. Allerede mens Bruun levede, var en stor del af gårdens jorder blevet bebygget dels med beboelsesejendomme dels med DSB's centralværksted. Gårdens bygninger blevet revet ned i 1910 (f 5/9 1809)

 

d William Wilkie Collins, britisk forfatter; de fleste af hans romaner udkom først som føjletoner, i begyndelsen særlig i Dickens' "Household Words" og "All the Year Round". Collins litterære berømmelse skyldes hans to hovedværker romanerne "The Woman in White" (1860) en historie om kidnapping og hvid slavehandel og "The Moonstone" (1868) om et mystisk og fatalt smykke fra Indien. The Moonstone anses for at være den første egentlige kriminalroman. Begge romaner er skrevet i William Wilkie Collins samtids melodramatiske og victorianske smag. I sin egen tid var han i popularitet kun overgået af Charles Dickens, som var hans ven, kollega og konkurrent. Datidens kritikere havde derimod kun foragt tilovers for hans sensationelle romaner. Først af eftertiden har William Collins fået delvis oprejsning som en væsentlig roman-forfatter (f 8/1 1824)

 

f Fred. von Paulus, tysk feltmarskal, der under 2. Verd.krig gjorde tjeneste på Østfronten, og hvis tilfangetagelse med hele sin hær blev et vendepunkt i krigen og bidrog afgørende til det tyske nederlag. Ved 2. Verd.krigs udbrud var Paulus tilknyttet generalstaben og deltog i udarbejdelsen af angrebsplanerne mod Sovjetunionen. Som øverstkommanderende for 6. armé fra begyndelsen af 1942 stod han i spidsen for fremstødet mod Stalingrad. Den 19. november 1942 indledte russerne en modoffensiv, der førte til omringning og indeslutning af 6. armé i Stalingrad. Skønt Paulus selv efterhånden anså sine troppers situation i byen for håbløs, søgte han på Hitlers udtrykkelige ordre at holde stillingen, men måtte kapitulere, og 2. februar 1943 var al tysk modstandskamp i Stalingrad ophørt. Overgivelsen betød afslutningen på den tyske offensiv i Sovjetunionen, nu var det russerne, der havde initiativet. Endvidere var overgivelsen et hårdt slag mod tyskernes moral og kostede dem 300.000 uerstattelige kernetropper. Paulus faldt i sovjetisk fangenskab. I de flg. år opfordrede han i sovjetisk radiopropaganda Tyskland til kapitulation; fra 1953 til sin død var han bosat i DDR (d 1/2 1957)

 

f Svend Unmarck Larsen, jurist, politiker og borgmester i Århus 1945-58; født og opvokset i Århus som søn af byens fattiginspektør; han blev cand jur i 1918 og var fra 1919 til 1939 dommerfuldmægtig i Århus. Ved siden af sit dommerhverv deltog han i det offentlige liv. Da han i perioden 1933-37 var medlem af byrådet valgt af socialdemokratiet, var det ikke mindst hans fortjeneste, at byen fik et moderne biblioteksvæsen – et område hvor Århus i forhold til sin størrelse stod uendeligt langt tilbage. I 1939 blev Larsen politimester i Lemvig; hans arbejde her blev dog kun kortvarigt. I september 1939 blev han justitsminister, men også dette embede beklædte Larsen kun kort tid. Ved dannelsen af samlingsregeringen 8. juli 1940 trådte han tilbage. Han blev derefter civildommer i Århus og tog atter del i den århusianske lokalpolitik. I 1943 blev han igen medlem af byrådet valgt af Socialdemokratiet. Han tog efter 1940 ikke del i landspolitik, men sin lokalpolitiske karriere afsluttede han med at være fødebyens borgmester fra 1945 til 1958 (d 23/3 1965)

 

1916 f Aldo Moro, italiensk politiker; efter at have afsluttet sine juridiske studier ved universitetet i Bari, blev han ansat der som lektor i strafferet. Efter 2. Verdenskrig sluttede han sig til partiet De kristne Demokrater. I 1946 blev han valgt til den grundlovgivende forsamling, og efter oprettelsen af den demokratiske republik, repræsenterede han dette parti i Deputeretkammeret. I 1950’erne var han flere gange minister bl.a. justitsminister og undervisningsminister. I december 1963 blev han regeringsleder i en koalitionsregering bestående af kristne-demokrater og socialister. Regeringsdannelsen var et eksperiment kaldt "åbning til venstre" – apertura a sinistra – for at forhindre en folkefrontsregering bestående af kommunister og socialister. Regeringen overlevede til 1968. I 1974 blev Moro atter ministerpræsident. Denne gang som leder af en mindretalsregering bestående af kristne- demokrater og republikanere. Efter hans regering havde overlevet i 13 måneder, trådte Moro tilbage i januar 1976. Den 16. marts 1978 blev Moro kidnappet af medlemmer af terrororganisationen De røde Brigader. Den italienske regering afviste at forhandle med terroristerne om en løsesum. Den 9. maj blev Moros lig fundet i bagagerummet i en parkeret bil i Rom (d myrdet maj 1978)

 

1939 d Sigmund Freud, østrigsk læge og psykolog; han begyndte sit videnskabelige arbejde som fysiolog og hjerneanatom; som læge specialiserede han sig i nervesygdomme og offentliggjorde flere arbejder om organiske nervelidelser. Hans interesse gik imidlertid mere og mere over til behandling af lettere sindslidelser (neuroser) og udforskning af deres sjælelige årsager. I behandlingen af disse anvendte Freud til at begynde med hypnose, men udarbejdede efterhånden sin egen metode til studium af det såkaldte ubevidste sjæleliv og blev dermed grundlægger af psykoanalysen. De resultater, han nåede frem til ved at anvende den psykoanalytiske metode, førte ham til en helt ny opfattelse af sjælelivets udvikling og struktur og fik således betydning langt ud over det medicinske område. Ikke mindst på gr. af den afgørende betydning han tillagde seksuelle faktorer, blev hans arbejde mødt med stor og tildels usaglig modstand. På trods af denne modstand voksede hans ry stærkt i årene efter Første Verdenskrig, og det blev alm. anerkendt, at hans indsats havde været epokegørende, selv om mange af hans teorier viste sig ikke at slå til. En særlig betydningsfuld rolle spillede hans synspunkter vedrørende opdragelse og seksualmoral. Men som bundkonservativ i stort og småt og puritansk i son livsførelse var han på ingen måde forkæmper for seksuel frigørelse. Endnu i 1930’erne udsendte Sigmund Freud flere bøger – hans samlede værker er på 18 bind – men da nazisterne marts 1938 rykkede ind i Østrig, flygtede han, der som jøde måtte frygte for sit liv, til England. Her døde han året efter (f 6/5 1856)

 

 

 

 

 

Til top        24. september

768 d Pepin den Lille, fransk konge 751-768, søn af frankernes major domus – hushovmester. Ved faderens død i 741 arvede Pepin sammen med sin bror faderens position og familiens store besidelser Da broderen seks år senere drog til Rom for at blive munk, blev Pepin frankernes enehersker. I mere end et århundrede havde merovingerkongerne kun af navn været frankernes konger. I 751 fik Pepin af pave Zacharias en juridisk kendelse, der fastslog, at den, der havde den reelle magt, også var konge. Forsynet med denne afgørelse blev Pepin i november i Soissons af en frankisk forsamlig hyldet som konge. Endvidere blev han velsignet af landets biskopper og modtog løfter om troskab fra storrmændene. Tre år senere kom pave Stefan 2. til Pepin for at bede om hans hjælp mod longobarderne i Italien. Pepin efterkom pavens anmodning. Til gengæld salvede paven i St. Denis Pepin, hans kone og sønner og pålagde frankerne kun at have konger af Pepins efterslægt. I 754 og i 756 stod Pepin i spidsen for krigstogter mod longobarderne, og de erobringer, han gjorde, overlod han paven. Med disse erobringer – kaldt Donatio Pepinii – blev pavestaten i Mellemitalien grundlagt. I 742 underlagde Pepin swaberne sit styre. Han førte krig mod bayerne og sachserne. Narbonne og Septimania underlagde sig hans styre i 759. Det samme skete med store dele af Akvitanien efter en krig, der varede fra 760 til 768. For eftertiden kom Pepin til at stå som en stor erobrer og som ven og beskytter af kirken (f kendes ikke)

 

d Innocens 2. pave 1130-1143; han blev kardinal i 1116 og var i 1122 en af pavens udsendinge, der indgik konkordatet i Worms. Herved afsluttedes investiturstriden mellem paven og kejser Henrik 5. om retten til at udnævne biskopper og andre af kirkens mænd. Hans pavevalg i 1130 udløste et skisma, og eftersom kun et mindretal i kardinalkollegiet havde peget på Innocens ved valget, måtte han i flere år kæmpe med den pave, flertallet havde valgt, Anacletus 2. Denne tvang i juni 1130 Innocens til at flygte til Frankrig. Her fik Innocens imidlertid så stærke fortalere som Bernhard af Clairveaux og ærkebispen af Magdeburg St. Norbert. Førstnævnte overtalte den franske kirke og den engelske kong Henrik I til at støtte Innocens, mens St. Norbert fik den tyske kirke og den tyske konge Lothar 2. til at støtte Innocens. Med Anacletus død i 1138 løstes problemet. Innocens var nu enepave. De resterende år af hans pontifikat var præget af, at han to gange måtte kæmpe for kirkens uafhængighed. Dels da der i Rom blev oprettet et senat, der ikke accepterede pavens verdslige magt, dels da han måtte lægge interdikt over Frankrig, da kong Ludvig 7. af Frankrig afslog at acceptere pavens valg ved besættelse af bispeembedet i Bourges (f kendes ikke)

 

1473 f Georg von Frundsberg, tysk hærfører, der både mens han levede og i flere århundreder derefter havde afgørende indflydelse på europæisk krigskunst. Med forbillede i de svejtsiske fodfolksformationer bestående af pikenerer oprettede han sin private hær af Landsknechte – lejetropper bestående af infanterister. Efter rytteriet i mere end tusind år havde domineret de europæiske slagmarker, bidrog von Frundsberg med sine landsknægte afgørende til, at infanteriet atter blev den dominerende våbenart. Sin største indsats ydede von Frundsberg i 1500-tallets første årtier i tjeneste hos habsburger kejseren Karl 5. i dennes kampe for at vinde herredømmet i det nordlige Italien. Von Frundsberg blev soldat i 1492, og hans første tjenesteår foregik i Svejts. Det var her, han tilegnede sig den svejtsiske infanteritaktik, hvor soldaterne var opstillet i rektangulære formationer og udstyret med lange stødlanser – en såkaldt pike, i.e. et spyd med en 4-6 meter lang stage og en kort od. Sidst i 1490’erne kæmpede von Frundsberg i Nederlandene og i Tyskland. Herefter på datidens vigtigste slagmark, Norditalien. Med sine sejre over franskmændene i slagene ved Bicocca 1522 og ved Pavia i 1525 sikrede han området for kejser Karl 5. Med sine soldater bidrog von Frundsberg endvidere afgørende til nedkæmpelsen af de tyske bønder ved deres oprør udløst af Luthers reformation (d 20/8 1528)

 

f Albrecht Eusebius Wenzel von Wallenstein, tysk kejserlig hærfører; han nedstammede fra en protestantisk tjekkisk adelsslægt, men gik som ung over til katolicismen. Han erhvervede ved arv og giftermål store godser og rigdomme; studerede naturvidenskab; ved Trediveårskrigens udbrud benyttede han lejligheden til at opkøbe godser, der blev konfiskeret fra oprørerne. 1624 fik han et af dem, Friedland, ophøjet til fyrstendømme og von Wallenstein kunne nu kalde sig hertug af Friedland. Året efter hvervede han til hjælp for kejseren en hær på 20.000 mand på egen bekostning. Den førte han mod de protestantiske tyske fyrster og Chr 4.; i slaget ved Lutter am Barenberg besejrede von Wallenstein den danske konge, besatte Jylland og tvang Chr. 4. til fred i 1629. Von Wallensteins modstandere blandt de katolske fyrster foruroligedes over W’s og kejsermagtens voksende magt og fik i 1630 kejseren til at afskedige von Wallenstein. 1631 blev han kaldt tilbage og opstillede en hær mod svenskekongen Gustav Adolf, men tabte ved Lützen og kunne ikke skabe en vending i krigen. Da W dels indledte fredsforhandlinger med svenskerne dels førte krigen nølende, fratog kejseren ham i 1634 igen kommandoen og anklagede ham for højforræderi. Von Wallenstein nægtede at lystre, og nogle af hans officerer dræbte ham (d 25/2 1634)

 

1625 f Jan de Witt, nederlandsk statsmand; han var Hollands faktiske regent i perioden 1653-72, da der ingen statholder var. Inden han trådte ind i politik, var han advokat i Haag. I 1650 blev han sat i spidsen for bystyret i fødebyen Dordrecht. Ud fra denne position blev han den ledende i konflikten mellem det hollandske parlament og statholderen/regenten Vilhelm 2., prins af Oranien. Vilhelm, der planlagde at genoptage krigen med Spanien, afviste i 1650 det hollandske parlaments krav om at reducere de væbnede styrker for dermed at mindske statens gældsætning. Skønt statholderen havde støtte fra hæren og flere af de nederlandske provinser, blev det de Witt og hans fraktion, der triumferede. For da Vilhelm døde i 1650, blev der ikke udpeget nogen ny statholder. Da de Witt i 1653 blev udpeget til at indtage den højeste udøvende post i Holland, var han landets faktiske leder. Året efter skaffede han med freden i Westminster sit land en tålelig fred efter krigen mod England 1652-54. Efter fredsslutningen fik de Witt genopbygget den hollandske flåde, forbedret de offentlige finanser, udbygget den hollandske dominans i handelen på Ostindien, og i 1656 og 1657-60 lod han Holland støtte henholdsvis Polen og Danmark i krigene mod Sverige, da han anså dette lands voksende magt som en trussel mod den hollandske handel på Østersøen. At de Witts flådeoprustning havde været en god investering viste sig, da Den Anden engelsk-hollandske Krig brød ud i 1665. Hollænderne vandt flere sejre til søs, og i slaget ved Chatham i 1667 ødelagde de det meste af den engelske flåde. Men da franskmændene samme år invaderede de spanske Nederlande (Belgien) og dermed truede såvel England som Holland, sluttede de to lande fred. Da Frankrig angreb Holland i 1672 fik huset Oraniens repræsentant Vilhelm 3.(fra 1689 konge af England som Vilhelm 3.) støtte i befolkningen. Han fik sin slægts gamle magtposition tilbage. Han blev statholder, og den 4. august 1672 blev de Witt tvunget til at trække sig tilbage. Den 20. august blev de Witt myrdet på gaden i Haag af en flok tilhængere af statholderen (d myrdet 20/8 1672)

 

f Horace Walpole, britisk historiker og forfatter; medlem af parlamentet 1741-68; Walpole byggede sin egen lille "gotiske" borg - Strawberry Hill (påbegyndt 1753) - i Twickenham ved Themsen, hvor han indrettede en kunstsamling og et trykkeri. Her skrev han ridder- og spøgelsesromanen "The Castle of Otranto" (1765), der opnåede stor popularirtet og dannede skole for den såkaldte "Gotic novel"; som historiker udgav han 1758 "Royal and Noble Authors"; i 1768 kom "Historic Doubts upon the Life and Death of Richard III". Walpoles mest betydningsfulde arbejder var imidlertid bestemt til at udkomme efter hans død nemlig hans erindringer. I 1822 kom "The Memoirs of the Last Ten Years of the Reign of George II". I 1845 kom "Memoirs of the Reign of King George III". Om disse to værker samt om Walpoles offentliggjorte korrespondance er det blevet sagt, at de viser W dels som en ypperlig historiker dels som den måske dygtigste og med sikkerhed den flittigste brevskriver, der nogensinde har benyttet sig af det engelske sprog. Endvidere giver værkerne et detaljeret og fængslende billede af 1700-tallets England (d 2/3 1797)

 

Wilhelm 1. af Preussen udnævner Bismarck til ministerpræsident. Om Bismarcks udnævnelse er det blevet sagt, at ingen har nogensinde tiltrådt sit lands højeste embede med en mere spinkel erfaringsbaggrund. Han havde aldrig været minister og havde kun tilbragt nogle få måneder i statsadministrationen som ung mand næsten tyve år tidligere. I sin korte tid i parlamentet havde han kun givet udtryk for yderst reaktionære synspunkter; han havde ikke prøvet at være i valgkamp eller samarbejdet sammen med andre. Bismarck blev udnævnt til ministerpræsident for at løse en konflikt mellem kong Wilhelm I og Landdagens liberale flertal om en hærreform, der betød øgede militærudgifter. Bismarck "løste" konflikten ved at gennemføre reformer i direkte modstrid med flertallet i Landdagen. Den liberale modstand fik Bismarck til at erklære, at "tidens store spørgsmål løses ikke med taler og flertalsbeslutninger, men med blod og jern", en udtalelse der har præget eftertidens opfattelse af ham. Bismarck beklædte posten som ministerpræsident til 1890

 

1890 d Jørgen Sonne, maler; for at få en militær uddannelse kom S som dreng på Landkadetakademiet. Skønt han snart kom på Kunstakademiet (1815), blev det korte ophold på Landkadetakademiet ikke uden betydning. Selv om han senere fandt emnerne til mange af sine bedste og mest kendte billeder i italiensk og navnlig dansk folkeliv, vendte han under Den første slesvigske Krig (1848-50) tilbage til sin barndoms interesse og skabte som bataljemaler sit ry som den første på dette område. Han genoptog genren senere og supplerede den med enkelte billeder fra krigen 1864. Blandt hans bataljebilleder er "Slaget ved Fredericia" (1849), "Slaget ved Isted" (1850) og "Kavalerifægtningen på Århus Mark 31. maj 1849" (1853). Allerede i syttenårsalderen begyndte S at udstille kopier efter ældre nederlændere og krigeriske scener med motiver fra dansk og fransk historie eller den græsk-tyrkiske krig. Som den eneste, der dyrkede faget bataljemaleri, modtog S 1828 støtte til en udenlandsrejse. Til 1831 opholdt han sig i München, hvorfra han fortsatte til Rom, hvor han blev i ti år. Selv om det første billede han malede her var "En valplads morgenen efter et slag", blev det dog italiensk folkeliv, der fængslede ham. Blandt disse arbejder er "Romerske Bønder, som drage til Marked". Efter hjemkomsten tilsluttede han sig tidens folkeligt-nationale bevægelse og skildrede dansk folkeliv f.eks "De syge, der St. Hansnat hviler ved Helene Kilde" (1847) og "Bønder der har tændt blus på en kæmpehøj". S's hovedværk Thorvaldsen-frisen (1846-48) på Thorvaldsen Museum, skildrer Thorvaldsens hjemkomst til København i 1838 (f 24/6 1801)

 

f Francis Scott Fitzgerald, amerikansk forfatter, der er blevet betegnet som tilhørende den "fortabte generation" af mellemkrigstidsforfattere. Han deltog i 1. Verd.krig og kom derefter til New York, hvor han begyndte sit forfatterskab med en roman om tidens rodløse ungdom "This Side of Paradise" (1920), som straks vandt ham et navn. Han fortsatte i samme genre med en række novellesamlinger bl.a. "Flappers and Philosophers" (1920). Om sit ægteskab og sin tilværelse i tiden efter 1. Verd.krig berettede F i romanen "The Beautiful and the Damned" (1922). Hans hovedværk "Den store Gatsby" (1925, filmatiseret 1974) er blevet karakteriseret som et af de centrale værker i amerikansk litteratur i 1900-tallet og har som tema en følsom, men også ironisk behandling af den amerikanske drøm, dens romantiske uskyld midt i en korrupt og materialistisk profit- og lykkejagt. Herefter brugte F ni år på at skrive romanen "Tender is the Night" (1934, dansk, Natten er blid, 1954 – filmatiseret 1962 og 1985), det fortæller om 1920’er generationens moralske og økonomiske nedtur. Senere fulgte novellesamlingen "All the Sad Young Men" (1926). Sine senere år tilbragte F som manuskriptforfatter i Hollywood. Hans sidste og ufuldendte roman "The Last Tycoon" om en filmproducents storhed og fald udkom posthumt i 1941 og blev filmatiseret i 1976 (d 21/12 1940)

 

d Niels Finsen, læge; han var allerede som ung handicappet af en alvorlig og uhelbredelig hjertelidelse; det betød, at han efter lægeeksamen i 1890 måtte afstå fra praktisk lægearbejde. Finsen blev ansat som undervisningsassistent i anatomi ved Københavns Universitet. Forsøg på at forbedre sit helbred ved hjælp af sollys førte ham ind på udforskningen af lysstrålernes biologiske virkninger, og i 1893 udgav han sit første videnskabelige arbejde om lysets indvirkning på den mennrskelige organisme. Hans fortsatte arbejde på området førte til en resultatrig forskning vedrørende lysets virkning på nogle hudsygdomme. Finsen blev derved grundlægger af den moderne lysterapi. Han udnyttede de røde lysstråler for at stoppe betændelser i koppeudslet og især for behandling af lupus vulgaris (hudtuberkulose). Behandlingen skete med ultraviolet lys fra en elektrisk kulbuelampe; ved hjælp af kvartslinser koncentrerede strålerne. Behandlingen bruges ikke mere. Inden sin tidlige død lykkedes det Finsen at indarbejde og udbygge sin behandlingsmetode samt at grundlægge det institut, der bærer hans navn, og som allede før hans død havde opnået verdensry. Instituttet blev indviet i oktober 1896 i en træbarak i Kommunehospitalets have i København. Dets formål var at undersøge lysstrålerne og eventuelt anvende disse i den praktiske medicins tjeneste. Anledningen til oprettelsen var, at Finsen havde helbredt to lupuspatienter ved bestråling med koncentreret kulbuelys. I 1903 fik han som den første danske læge tildelt nobelprisen i fysiologi/medicin "i anerkendelse af hans arbejde for behandling af sygdomme og særlig af lupus vulgaris ved koncentrerede lysstråler, hvorigennem han åbnede en ny vej i lægekunsten". Finsens kroniske sygdom lagde ham i graven kort efter prismodtagelsen (f 15/12 1860)

 

1938 Grundstenen til Århus Rådhus nedlægges. Det var meningen, at statsminister Th. Stauning og indenrigsminister Bertel Dahlgaard sammen med borgmester H.P. Christensen skulle nedlægge de tre fornødne sten, men på gr. af den truende internationale situation – Hitlers krav om tjekkoslovakisk afståelse af Sudeterland – måtte ministrene sende afbud. De blev så erstattet af byrådets to gruppeformænd Stecher Christensen (S) og J.C. Sørensen (Kons.), mens borgmesteren stadig tegnede sig for den tredje sten. Over udgravningen var der lagt et trægulv, indrammet af flag og besat med borde og stole til de indbudte. Midt på pladsen sås fundamentet, en cementsokkel med fordybning til stenene, og derover svævende, ophængt i en kran, den svære dæksten af sort granit. Denne sten var blevet fundet i grunden under byens ældste rådhus på Store Torv, da det blev revet ned i 1859. I adskillige år var den derefter opstillet ved indgangen fra Rosensgade til de kommunale kontorer i den tidligere stiftsprovstebolig. I det nye rådhus ses dens glatslebne overflade i parterreetagen under forhallen. Borgmestren bød velkomen, fortalte rådhusets forhistorie og oplæste grundstensdokumentet, som derefter blev nedlagt i et blyrør. Så fulgte henmuringen af de tre røde mursten. Ceremonien afsluttedes med, at borgmestren udbragte et leve for Århus by. Der blev derefter serveret vin og kransekage ved lange borde, og om aftenen var der festmiddag på Hotel Royal

 

1955 d f Jonathan Høegh von Leunbach, læge; han ydede i mellemkrigstiden en betydelig social – men omstridt – indsats for at bistå mindrebemidlede med seksuloplysning, prævention, han var også talsmand for, at abort kunne være tilladt i nogle tilfælde. Han blev cand. med. fra Københavns Universitet i 1912 og virkede som praktiserende læge i København. Her begyndte han at interessere sig for seksualoplysning til de samfundets mindrebemidlede klasser og skabte i samarbejde med Kommunistisk Kvindesekretariat en konsultation, hvor man kunne få oplysning om prævention og graviditet. I 1924 indledte han et tæt samarbejde med forfatteren Thit Jensen i Foreningen for Seksuel Oplysning. Foreningen kæmpede for, at abort skulle være tilladt af sociale grunde. Med årene blev Leunbach mere radikal i sin kamp. Internationalt var han et stort navn, men herhjemme mødte han massiv modstand fra de fleste politiske partier, lægelige og kirkelige kredse samt Dansk Kvindesamfund. Leunbach opstillede for kommunisterne – DKP – ved folketingsvalget i 1935, men blev ikke valgt. To gange blev han sigtet for medvirken til illegal abort. Han blev frikendt i 1935. Året efter idømtes han tre måneders fængsel og tab af de borgerlige rettigheder i fem år. Han selv og en del samtidige opfattede dette som en politisk dom. Meget af det, Leunbach kæmpede for, opfattes nu som selvfølgelige rettigheder. Han druknede under et ferieophold i Italien (f 16/12 1884)

 

1955 d Ib Schönberg, skuespiller og teaterdirektør; han fik sit gennembrud som folkelig komiker på Det ny Teater 1932, og havde siden en mængde roller i lystspil, operetter og revyer. Han var direktør for Cirkus Ib i Fælledparken 1945-46, i Jægersborg Dyrehave 1953-55. Men det var som filmskuespiller, han blev landskendt og opnåede en enorm popularitet. Med sit runde korpus tegnede han dansk films joviale hyggetype i op mod hundrede folkekomedier, og i yderligere en halv snes roller lod Schönberg sin vennesæle komiske maske krakelere over betændte karakterer og svage mennesker i destruktiv forfald. Roller som den forkvaklede 'klassens tykke dreng' i "Mani" (1949), den fallerede redaktør i "Ta' hvad du vil ha'" (1947), gullashbaronen i "Tre år efter" (1948) og den alkoholiserede fabrikant i "Café Paradis" (1950) betegnes som monumenter i dansk film. Rollen som faderen i de første Far til fire-film er blevet karakteriseret som et forbilledligt udtryk for dansk folkekomedie (f 23/10 1902)

 

 

 

 

Til top        25. september

1066 Slaget ved Stamford Bridge i det nordøstlige England i Yorkshire, 10 km øst for byen York. Dagen efter Englands konge Edward Bekenderen var død lige efter nytår 1066, lod Harald Godwinsson, den mægtigste blandt de engelske stormænd, sig udråbe til konge. Skønt han ikke havde nogen lovmæssig ret til tronen, og en legitim tronarving blev sat ud af spillet, gav kuppet ikke anledning til borgerkrig. Men hertugen af Normandiet, Vilhelm, gjorde ingen hemmelighed af, at han, som slægtning af Edward Bekenderen, stod nærmest til at overtage den engelske trone. Hertugens propaganda og den oprustning, han iværksatte, gav genlyd i England. Her samlede Harald Godwinsson folk og skibe til at modtage angriberne. I forsommeren var forsvaret bragt i orden, men månederne gik, der kom ingen invasion. Bønderne blev utålmodige. I september var hæren i færd med at opløses, mandskabet ville hjem på høstarbejde. I denne situation modtog Harald underretning om, at den norske konge Harald Harderåde Sigurdsson havde gjort landgang ved Humber og rykkede frem mod York. I ilmarcher måtte resterne af den engelske hær drage mod nord og nåede Stamford Bridge på kun fem dage. Ankomsten af Godwinssons hær kom som en stor overraskelse for vikingerne. På den varme og solrige dag hvilede de ud langs floden Derwent, og broen over den var ikke bevogtet. En enkelt viking forsvarede en tid broen, mens hans våbenbrødre kom på benene og gjorde sig klar til kamp. Englænderne kom over broen, og sejren blev deres. Sammen med Harald Hårderåde og Harald Godwinssons bror Toste Jarl fandt størstedelen af den norske hær døden på slagmarken. De overlevende tillod Harald Godwinsson at rejse hjem. Harald Hårderådes søn Olav førte resten af den slagne hær tilbage til Norge. De var ankommet med 300 skibe. På hjemturen kunne de være på 24 skibe. Slaget ved Stamford Bridge var det sidste slag mod vikinger på engelsk jord

 

1066 d Harald Hårderåde, norsk konge; søn af kong Sigurd Syr på Ringerrige og Asta Gudbrandsdatter. Som 15årig kæmpede Harald i slaget ved Siklestad – 29. juli 1030. Han flygtede derfra til Gardariget og drog videre til Miklagaard (Konstan-tinopel), hvor han i 1034 gik i den byzantinske krjsers tjeneste. I flere år kæmpede Harald for kejseren på Sicilien og i Bulgarien og gjorde til sidst tjeneste i livgarden. Han kom tilbage til Norge i 1045 og blev anerkendt som Magnus den Godes medkonge mod at dele sine hjembragte sølv- og guldskatte med ham. Da Magnus døde 1047, blev Harald ene-konge. I en årrække kæmpede han med Svend Estridsen om herredømmet over Danmark. Kampen endte med nederlag for Magnus. Svend Estridsen sad sikkert på den danske trone. Efter traditionen skal Harald have grundlagt Oslo. Både her og i Trondheim rejste han Mariakirker. 1066 sejlede Harald til England med en skibshær. Ifølge sagatraditionen efter opfordring af den engelske Toste jarl, en bror til Harald Godwinsson. Harald faldt i slaget ved Stamford Bridge. Hans to sønner, Magnus og Olav Kyrre efterfulgte ham som konge (f ca. 1015)

 

1396 Slaget ved Nicopolis. Det resulterer i tyrkisk sejr over en hær bestående af europæiske korsriddere, hvormed der sættes punktum for alle større internationale bestræbelser for at standse tyrkisk ekspansion på Balkan og i Centraleuropa. Da sultan Bajesid I Ilderim (herskede 1389-1402) i 1395 indledte en belejring af Konstantinopel, appellerede den byzantinske kejser Manuel I Palaealogos Europas kristne herskere om hjælp. Kong Sigismund af Ungarn svarede ved at organisere et korstog. I juli 1396 havde riddere fra Frankrig, Burgund, England, Tyskland og Nederlandene sluttet sig til Sigismund i Buda, hvorfra de drog ud for først at fordrive tyrkerne fra Balkan og dernæst marchere gennem Anatolien og Syrien til Jerusalem. Da de i august var trængt ind på tyrkisk besat område og erobret garnisonerne i Vidin og Rahova, begyndte de en belejring af Nicopolis, tyrkernes stærkeste støttepunkt ved Donau. Mens de ventede på, at den velforsynede og velbefæstede by skulle overgive sig, marcherede Bajesid fra Konstantinopel og opstillede sin hær på et højdedrag nogle kilometer fra Nicopolis. Skønt Sigismund bønfaldt sine allierede om at forblive i defensiven, indledte ridderne et angreb op ad højdedraget og spredte de forreste tyrkiske forsvarsstillinger. Men Bajesid ventede dem og angreb med friske kavaleristyrker forstærket med serbisk infanteri. Efter angrebet op ad bakke var korsridderne for udmattede til at kæmpe effektivt. Sigismund, hvis hær ikke havde deltaget i det første angreb, forsøgte at redde dem. Men da dele af hans hær deserterede, og hans ungarske styrke var for lille, var det forgæves. De fleste af korsridderne blev hugget ned, en lille del incl. Sigismund lykkedes det at flygte. De riddere, der blev taget til fange, lod Bajesid henrette. Tyrkernes sejr ved Nicopolis betød, at europæerne i årene fremover var mindre opsatte på at danne koalitioner mod tyrkerne. Disse kunne efter sejren opretholde presset mod Konstantinopel, de kunne skærpe deres pres mod Balkan, og de var blevet en trussel mod Centraleuropa

 

Den spanske erobrer Vasco Nunez de Balboa, der i 1510 havde grundlagt den første spanske koloni på det amerikanske fastland, ser i det fjerne som den første europæer Stillehavet ved Panama; da han dagen efter nåede havet, som han kaldte "Mar del Sud" (Sydhavet), tog han det i besiddelse for den den spanske konge "med øer og kyster fra pol til pol". Han havde da i spidsen for 190 spaniere og 800 indianere gennemført en ekspedition gennem junglen tværs over Panama-tangen

 

1534 d Clemens 7. Medici, pave 1523-1534; søn af den i Firenze domkirke myrdede Giuliano Medici (1478) og havde således sin rod i Firenzes fornemste familie. Som pave kom han i klemme i opgøret mellem den franske konge Frans 1. og den tyske kejser Karl 5. Under sidstnævntes troppers hærgen i Rom (il Sacco di Roma) i 1527, bragte Clemens sig i sikkerhed i fæstningen Castel San Angelo, men måtte betale en stor løsesum for ikke at lide overlast, da han forlod den. Beløbet var på 400.000 dukater. Desuden skulle Clemens overgive byerne Piacenza, Parma og Modena til Karl samt nogle fæstninger. Aftalen blev indgået 6. juni, men Clemens skulle blive i sin fæstning, indtil de første 150.000 dukater var betalt. Endvidere måtte han love at indkalde et koncil, der kunne gøre op med lutheranismen. Først den 7. december kom han fri og begav sig da forklædt som tjener til Orvieto. Men det lykkedes ikke Clemens, at stoppe udbredelsen af Luthers lære. Heller ikke Englands brud med moderkirken formåede Clemens at stoppe. Han tøvede for længe med at give Henrik 8. af England tilladelse til skilsmisse fra Katharina af Aragonien. Henrik 8. brød da med Rom, og etablerede den anglikanske kirke i England. Da Clemens døde, havde England, Danmark-Norge, Sverige, det halve Tyskland og en del af Svejts brudt med romerkirken. Italien var underlagt spansk herredømme, som blev skæbnesvangert for den frie tænkning og livsførelse, der havde præget renæssancen (f 26/5 1478)

 

Religionsfreden i Augsburg; for deltagerne i den religionskrig, der var brudt ud i Tyskland i 1546, stod det efterhånden klart, at ingen af dem havde kræfter til at tvinge den anden i knæ. På rigsdagen i Augsburg lod kejseren da den 25. september 1555 meddelede, at han sluttede fred med de lutherske fyrster. Fyrster, frie byer og rigsriddere fik ret til at indføre den lutherske kirke. Både den reformerte kirke og de radikale gendøbersekter ville derimod stadig være forbudt, og der blev ikke tale om personlig religionsfrihed. Kun når det gjaldt rigsbyerne, blev det bestemt, at protestanter og katolikker skulle have lige rettigheder der, hvor de havde opnået det for religionsfreden. Ellers var den eneste indrømmelse, som blev givet dem, som afveg fra fyrstens tro, et løfte om, at de ikke ville blive brændt som kættere, men få lov at udvandre uden tab af gods og ære. Cujus regio, ejus religio – den som regerer, bestemmer religionen – var det grundlæggende princip. Spørgsmålet om de gejstlige fyrsters ret til indføre den lutherske kirke i deres stifter, og fyrstens ret til at inddrage kirkegodset blev derimod ikke løst ved Augsburgfreden. Aftalen fik derfor mere præg af en midlertidig våbenhvile end en "bestandig, ubetinget og evigvarende" fred, som det stod i fredsdokumentet

 

f Francesco Borromini, italiensk arkitekt; gennem sin ungdoms studier blev han kender af antikkens arkitektur og blev tidligt inspireret af hellenismens barok med dens kontrastrige spil mellem de arkitektoniske elementer. Han blev udlært som stenhugger i Milano. Men var især virksom i Rom, hvortil han kom i 1620 for at arbejde for en ældre slægtning, Carlo Maderna, en fremtrædende arkitekt. Efter dennes død arbejdede han en tid under Bernini bl.a. ved Peterskirken. Fra 1633 arbejdede han som uafhængig arkitekt. Blandt Borrominis egne arbejder i Rom er kirkerne San Ivo alle Sapienza (1642-61), Sant’ Agnese ved Piazza Navona (1652-57) og San Carlo alle Quattro Fontane (1636-40), som på en behændig måde er bygget ind ved et gadehjørne, Blandt hans betydeligste profane bygningsværker er Collegio de Propaganda Fide (1646-62) og Palazzo Falconieri (1650-58). Med sine værker fremstår han som den betydeligste repræsentant for den antiklassiske retning i italiensk barokarkitektur, idet han opløste det tidligere stramme skema i grundplan og facader og erstattede det med et dristigt spil mellem konkave og konvekse flader og med buede og brudte linjer. Bygningskroppen blev på denne måde mere skulpturel og plastisk og dermed behandlet på en måde, der var anderledes end hos nogen af samtidens arkitekter. Men i dette arkitektoniske og ornamentale spil mistede Borromini ikke taget på kompositionen og helheden: selv i hans mest bizarre barokløsninger er der altid en sindrig organisation. Borromini fik især betydning for den tyske og østrigske barokarkitektur. Endvidere kan der i hans arbejder spores træk, der peger fremad mod rokokoen (d 2/8 1667)

 

1644 f Ole Rømer; købmandssøn fra Århus, hvor han gik i skole, og hvor han blev student 1662; under sine studier i København blev han medhjælper hos den franske astronom J Picard. Da denne vendte tilbage til Paris, fulgte Rømer med. I Paris viste R sit praktiske håndelag ved at konstruere springvandene ved slottet i Versailles. Ludvig XIV udnævnte R til matematiklærer for kronprinsen. I 1670’erne arbejdede den franske astronom Cassini med at bestemme omløbstiderne for Jupiters fire store måner, og R blev inddraget i dette arbejde. Cassini og R opdagede, at månerne bevæger sig i elipseformede baner omkring den store planet; Keplers love gjaldt således også for Jupitermånerne, og deres fart varierer derfor under hvert omløb. De to astronomers arbejde afsluttede med succes, da det lykkedes dem at fastslå månernes omløbstider. Ved undersøgelser af Jupitermånernes formørkelser nåede R frem til konklusionen, at lyset udbreder sig med en endelig hastighed. Denne fysiske kendsgerning kaldte han "lysets tøven". I 1676 beregnede R lysets hastighed. I 1681 vendte han tilbage til Danmark og blev professor ved universitetet i København. Her fortsatte han sit videnskabelige arbejde, og han opfandt mange af de stadigvæk anvendte hovedtyper af astronomiske instrumenter. Navnlig blev han kendt for sin meridiankreds, med hvilken det blev muligt at bestemme stjernepositioner med stor nøjagtighed. Både i Rundetårn og i sit hjem i Store Kannikestræde opstillede han kikkerter, og i Vridsløsemagle indrettede han sit eget private observatorium. R var aktiv på mange områder; ved siden af sit arbejde som astronom var han højesteretsdommer, politimester og borgmester. Han fik gennemført hele landets opmåling og matrikulering samt et rationelt system for mål og vægt med tilhørende justervæsen. Det var på hans initiativ, Danmark-Norge den 18. februar 1700 gik over til den gregorianske kalender. For København, der i disse år voksede stærkt, ordnede han byggeforhold, gaders brolægning og belysning, vandforsyning og vandafledning, brandvæsen, vægter- og politiforhold (d 19/9 1710)

d Samuel Butler, engelsk forfatter; i årene 1663, 1664 og 1678 udsendte han sit digt i tre dele: "Hudibras"; digtet var det første, der satiserede over ideer og ikke over personer. Det er en vittig og kraftig burlesk satire mod puritanerne for deres fanatisme, hulhed, pedanteri og skinhellighed; dets hovedperson er Sir Hudibras, en uvidende, pedantisk, uærlig, gnaven og trættelysten Presbyterianer. Han er langskægget, pukkelrygget og tykmavet. Med sin våbendrager Ralph drager han ud for at gøre ende på almuens forlystelser. Butler blev uddannet ved the King’s School i Worcester. Efter ansættelser bl.a. hos hertuginden af Kent kom han i tjeneste hos en oberst i parlamentets hær. Han var en stivsindet presbyritaner. Her havde Butler uden tvivl rig lejlighed til at studere den brogede skare af særlinge, fanatikere og slyngler, der tilsluttede sig puritanernes hær, og hvis "bedrifter" og tosserier blev emnet for hans digt. I Church of England kredse – og efter genindførelsen af kongedømmet dermed de herskende kredse - gjorde digtet overordentlig lykke. Det skal være blevet stærkt gouteret af kongen - Karl 2., der sammen med sin lord chancellor stillede Butler betydelige honorarer i udsigt. Et løfte der aldrig blev holdt. B døde som en fattig og skuffet mand. Om ham blev det sagt, at det eneste han havde nok af på sine gamle dage var fattigdom og lovprisning (døbt 8/2 1612)

 

d Jean-Philip Rameau, fransk komponist og musikdirektør; han voksede op i en musikerfamilie i Dijon. Han rejste i 1702 til Italien, og efter hjemkomsten var han organist i forskellige byer bl.a.i Clermont-Ferrand og i Paris, hvor han bosatte sig i 1723. Rameaus første musikteoretiske værk "Traité de l'harmonie réduite à ses principes naturels" med læren om akkordernes omvending og den fundamentale bas udgav han 1722. Han komponerede klaverstykker bl.a. tre samlinger Pièces de Claverin; endvidere kirkemusik og mere end 20 operaer, der blev af største betydning for operaens udvikling i Frankrig. Den første af disse "Hippolyte et Arcie" kom 1733, den blev fulgt af bl.a. "Castor et Pollux" (1737) og fra 1739 "Dardanus" (d 12/9 1764)

 

1690 Den første amerikanske avis - Publick Occurrences, Both Foreign and Domestic - begynder at udkomme i Boston

 

d Christian 5. konge 1670-1699; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Skønt kongen efter enevældens indførelse i 1660 var magtfuldkommen, var Christian kun dårligt forberedt til sit høje embede. Han havde fået en mangelfuld uddannelse, og lige til det sidste holdt hans far ham borte fra statssager. Dette vanskeliggjorde i forbindelæse med en mådelig begavelse hans tilegnelse af statssagerne. Han var derfor nødt til i vid udstrækning at støtte sig til andre, når sagerne skulle afgøres. Det gjorde han da også gerne, da han af naturen var åben og erkendte sine begrænsninger. Christians regeringstid blev en rig reformperiode; enevælden blev konsolideret, og samfundsstrukturen moderniseredes gennem initiativer som Danske Lov 1683, Norske Lov 1687 og Den store Matrikel 1688, der skabte et retfærdigere grundlag for skatteudskrivningen. Til at kaste glans over det enevældige hof udnævntes en ny adel af grever og baroner, ligesom Elefant- og Dannebrogsordenen indførtes. Christian 5. beskrives som værende i besiddelse af megen god fornuft og desuden et flittigt og samvittighedsfuldt menneske, hvis naturlige tilbøjeligheder gik i retning af det raske friluftsliv. Han jævne folkelighed gjorde ham til en af de mest populære blandt dansk enevældes konger. 1667 blev Christian gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel; i ægteskabet blev der født syv børn blandt disse Christians efterfølger Frederik 4. (f 15/4 1646)

 

døbt Dick Turpin, engelsk landevejsrøver og hestetyv; født i Hempstead som søn af en kroejer og udlært som slagter; da det blev opdaget, at han stjal får med henblik på salg, tog han skridtet fuldt ud og slog ind på forbryderbanen. Han opgav sit borgerlige erhverv og sluttede sig til en smugler- og tyvebande. Efter at denne bande var blevet afsløret, og to af dens medlemmer hængt, sluttede han sig til en berygtet landevejsrøver, Tom King. Ved et uheld kom Turpin til at skyde King, da denne var ved at blive arresteret for at have stjålet en hest, som faktisk var blevet stjålet af Turpin. Igen tog Dick Turpin flugten. Han endte i Yorkshire. Her blev han pågrebet efter et nyt hestetyveri; han blev dømt og hængt i York, Yorkshire. På vej til galgen ledsaget af lejede sørgende blev den flotte og velklædte hestetyv mødt med hyldestråb fra folkemængden. Det er noget af et mysterium, hvorfor Turpin blev en legendarisk folkehelt. Tilsyneladende startede legenden med udgivelsen af "Rookwood" (1834), en røverhistorie, i hvilken de tapre bedrifter tilskrives en ’Dick Turpin". I 1970’erne indspilledes en række TV-film om Turpins "bedrifter" (død, hængt 7/4 1739)

 

d Jacques-Étienne-Joseph-Alexandre MacDonald, duc de (hertug af) Tarente, fransk marskal; M, der var søn af en skotte i tjeneste hos det landsforviste britiske Stuart dynasti, var oberst ved udbruddet af krigene i forbindelse med den franske revolution. I 1793 blev han forfremmet til general og i 1796 til divisionsgeneral. Fra maj 1798 kommanderede M en hær i Italien og var guvernør i Rom. Efter Napoleons statskup i november 1799, der gjorde ham til førstekonsul, var M øverstkommanderende i en del af den franske Rhinarmé. I 1800 vandt han Napoleons beundring og blev hyldet for ved vintertide at have ført sin hær over Alperne i Splügenpasset fra Svejts til Italien. M tilknytning til de intriger, der i 1804 var rettet mod Napoleon, førte til hans afsked. Først i 1809 blev han atter indkaldt til tjeneste, og hans bidrag til sejren over østrigerne i slaget ved Wagram i juli 1809 førte til hans udnævnelse til marskal og erhvervelse af hertugtitlen. Herefter gjorde han 1809-10 tjeneste i Østrig og 1810-11 i Catalonien. Under felttoget i Rusland i 1812 var han posteret i Kurland i Letland. I slaget ved Katzbach i Schlesien blev han i 1813 besejret af preusserne, og det var med nød og næppe han undslap med livet i behold i slaget ved Leipzig - oktober 1813. Skønt det var med tøven M accepterede Napoleons abdikation, tjente han med loyalitet Ludvig 18. og tilsluttede sig ikke Napoleon i dennes 100 dage, da han søgte at genoprette sit styre. Efter Napoleons nederlag ved Waterloo blev MacDonald udnævnt til generalmajor i den kongelige garde (f 17/11 1765)

 

d Johann Strauss den Ældre, østrigsk komponist; blev 1819 medlem af et lille orkester; ledede fra 1825 eget danseorkester, som han udvidede til et koncertorkester, med hvilket han gav koncerter ikke kun i Wien men også 1833-37 foretog omfattende koncertrejser i Østrig, Tyskland, Frankrig og England. Fra 1835 var S dirigent ved hofballerne; blandt hans ca 250 kompositioner er foruden valse også marcher f.eks Radetzky march (1848) kvadriller og polkaer (f 14/3 1804)

 

Carlsbergfonden stiftes. Det blev stiftet af brygger J.C. Jacobsen, som i 1882 overdrog sit bryggeri, Gamle Carlsberg, til fondet. I 1902-03 overdrog også hans søn, Carl Jacobsen, sit bryggeri, Ny Carlsberg, i forbindelse med oprettelse af Ny Carlsbergfondet. Carlsbergfondet er et erhvervsdrivende fond, som til enhver tid skal have aktiemajoriteten i Carlsberg-gruppen. Fondet har endvidere til formål at støtte dansk grundforskning, mens Ny Carlsbergfondet støtter kunst og videnskab. Carlsbergfondet har fire afdelinger: Carlsberg Laboratorium, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Ny Carlsbergfondet, stiftet som en afdeling Carlsbergfondet i 1902-03, og Tuborgfondet, stiftet 1931 og underlagt Carlsbergfondet i 1991

 

f William C. Faulkner, amerikansk forfatter; under 1. Verd. Krig gjorde han som frivillig tjeneste i det canadiske luftvåben, men blev ikke sendt til Europa. Efter krigen studerede han en tid ved University of Mississippi og fik i 1924 udgivet digtsamlingen "The Marble Man" . Han arbejdede derefter som journalist i New Orleans. En del af fortællingerne fra denne tid er samlet i "New Orleans sketches" (1958). Gennembrudet kom i 1926 med "Soldier's Pay", en bitter fortælling om en hjemvendt døende krigsinvalid. F slog sig 1927 ned i Oxford i Mississippi, som både blev hans hjem og gav ham emner til størstedelen af hans senere forfatterskab. I 1929 i romanen "Sartoris" præsenteres for første gang landskabet Yoknapatawpha County med byen Jefferson (Oxford i let forklædning). De fleste af de mange romaner og noveller, der fulgte, er om menneskene i Yoknapatawpha og dets historie. Trådene knyttes fra bog til bog. En biperson i en novelle kan dukke op som hovedperson i en roman; og flere familier følges gennem flere generationer. Et af hovedtemaerne er det gamle aristokratiske agrarsamfunds forfald ved mødet med den nye materialisme og den sterile kapitalismes fremmarch. Blandt Faulkners senere romaner er "Light in August" (1932), som gennem en af hovedpersonerne, Joe Christmas, som ikke ved, om han er sort eller hvid, behandler idenditetsproblemet. Faulkner modtog i 1950 Nobelprisen i litteratur (d 6/7 1962)

 

f Dimitrij Schostakowitz, russisk komponist; S er blevet betegnet som den betydeligste russiske komponist i perioden efter revolutionen. Han blev professor ved konservatoriet i Leningrad i 1937, og var ansat som professor ved konservatoriet i Moskva 1943-48. I 1930'erne blev S gentagne gange angrebet af de sovjetiske myndigheder, som hævdede, at hans værker var præget af formalisme og antidemokratiske tendenser. Med operaen "Lady Macbeth fra Mtsensk" (1934) opnåede S stor succes i såvel Vesten som i sit hjemland. Men i 1936 blev den på Stalins foranledning angrebet i partiavisen Pravda. S trak sin 4. symfoni (færdiggjort 1936) tilbage inden uropførelsen (den blev først spillet i 1961) og forsøgte med sin 5. symfoni (1937) at finde en stil, der levede op til kommunistpartiets krav uden underkue sin kunstneriske integritet. I 1948 blev han atter fordømt af partiet. Efter Stalins død kunne han skrive lidt friere, og for sine senere værker tildeltes han de højeste statspriser; anerkendelse og æresbevisning var det også, at han i 1959 blev medlem af den øverste Sovjet. S har bl.a. komponeret operaer, 15 symfonier, 15 strygekvartetter, samt orkester-, vokal-, klaver-, og filmmusik. Blandt hans symfonier er især nr 7 "Leningradsymfonien" kendt, den blev skrevet i 1942 i tilknytning til den tyske belejring af Sovjetunionens næststørste by. S modtog Léonie Sonnings musikpris i 1973 (d 9/8 1975)

 

1954 I Little Rock i Alabama, USA indsættes nationalgarden for at gennemtvinge ophævelse af raceadskillelse

 

1970 d Eric M. Remarque, tysk-amerikansk forfatter; efter at have påbegyndt studier ved universitetet i Münster blev han som attenårig indkaldt til den tyske hær. Under 1. Verdenskrig gjorde han tjeneste på vestfronten og blev såret flere gange. Efter krigsafslutningen underviste han et års tid, hvorefter han havde jobs som bilmekaniker, racerkører og journalist. Mens han var ansat på redaktionen for et sportsmagasin begyndte han at skrive sin første roman, den selvbiografiske "Im Westen Nichts Neues" (1929, da. Intet nyt fra Vestfronten, 1929), en gribende og antimilitaristisk skildring af en soldats oplevelser under 1. Verd.krig. Den blev en øjeblikkelig succes og blev en af alle tiders bogsuccesser. Den blev oversat til 49 sprog og er udkommet i 20 mio. eksemplarer. Allerede året efter blev dem filmatiseret. Bogens fortsættelse kom i 1931 med titlen "Der Weg zurück" (da.Tiden der fulgte). Den skildrer frontsoldaternes tilpasningsvanskeligheder i efterkrigstidens Tyskland. Samme tema skildrede Remarque i "Drei Kammeraden" (1937, da. Kammerater). På grund af romanernes pacifistiske tendens var de ikke acceptable for nazisterne, og de var blandt de bøger, der blev smidt på bålet under bogbrændingen i Tyskland i 1933. Samme år bosatte Remarque sig i Svejts. I 1938 blev han frataget sit tyske statsborgerskab, og i 1939 slog Remarque sig ned i USA, hvor han 1947 blev statsborger. Flere af Remarques senere værker behandler flygtningens vanskelige situation, således "Arc de triomphe" (1946, da. Triumfbuen, 1947). Om en tysk soldats kærlighedsoplevelse under en orlov under 2. Verd. krig handler "Zeit zu leben zeit zu sterben" (1954). Senere udsendte Remarque bl.a. "Der Himmel kennt keine Günstlinge" (1961) og "Die Nacht von Lisabon" (f 22/6 1898)

 

Ved en folkeafstemning siger den norske befolkning nej til optagelse i EU

 

 

 

 

 

Til top        26. september

1580 Francis Drake vender hjem til Plymouth, England efter med det 100 tons store fartøj "Golden Hind" at have sejlet Jorden rundt på 33 måneder. Med "Golden Hind" og fire mindre skibe med omkring 160 mand om bord forlod Drake England den 13. december 1577. Via Kap Verdeøerne sejlede Drake langs Syd Amerikas kyst mod syd til San Julián, gennem Magellanstrædet, som han stod ud af den 6. september 1578. En storm drev ham mod syd til omkring 57 grader. Det er tvivlsomt, om han dermed opdagede Kap Horn. Sikkert er det, at han fastslog, Tierra del Fuega – Ildlandet – var en ø. På rejsen op langs Perus og Chiles kyst plyndrede han byer og spanske skibe. Det vides ikke, hvor langt mod nord, han nåede. Han krydsede Stillehavet til Molukkerne, hvor man lastede krydderier. Overskuddet af rejsen beløb sig til £ 500.000, og for sin andel købte Drake herresædet Buckland abbey i South Devon

 

1679 Freden i Lund-afslutter Skånske krig; Danmark-Norge havde begyndt krigen for at få revance for de tidligere nederlag til Sverige og for at vinde Skånelandene tilbage. Disse mål blev ikke nået. Den dansk-norske offensiv mod de svenske besiddelser i Nord-Tyskland førte til sejr, og den dansk-norske flåde under Niels Juel vandt søherredømmet i Østersøen. Men den dansk-norske invasion i Skåne i sommeren 1676 gav ingen hurtig militær afgørelse.I december samme år vandt svenskerne en afgørende sejr i slaget ved Lund, og den blodige krig trak ud. Krigen blev ikke afgjort i felten, men ved forhandlingsbordet. Sveriges allierede, Frankrig, gennemtrumfede fredsforhandlinger, hvor Danmark ikke opnåede territoriale gevinster af krigen. Dermed var Danmarks sidste alvorlige forsøg på generobring af de tabte provinser øst for Øresund slået fejl. Nok blev der i begge lande forordnet takkegudstjenester for freden; men begge steder var frustationen over de ringe resultater og magtesløsheden over for stormagternes diktat stor. Præsten i Helligåndskirken i København tolkede derfor sikkert manges følelser, da han i sin prædiken kaldte resultatet for "en skiden og skammelig fred"

 

1687 Efter at have overlevet gennem århundreder såvel som kirke som moske bliver Parthenon i Athen stærkt beskadiget under venezianernes belejring af byen. Få år efter tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453, erobrede de også Athen. Parthenon blev gjort til moske, og det kristne klokketårn, som var blevet rejst ved siden af bygningen, blev gjort til minaret, men ellers blev kun lidt ændret. Kun få rejsende fra Vesten kom på besøg i de næste to århundreder. Men i 1670’erne blev der lavet nogle tegninger, der bl.a. viser, at mange af vestgavlens skulpturer stod velbevaret på deres plads i gavlfeltet. Under en krig mellem Venezia og tyrkerne belejrede venetianerne i 1687 Akropolis.Tyrkerne havde oplagret deres ammunition i Parthenon. En venetiansk bombe satte ild til krudtet, og det eksploderede. Hele midterpartiet af Parthenon blev sprængt i luften. Selv om enderne var relativt ubeskadigede, var det, som hidtil havde været det bedst bevarede af alle græske templer, nu en ruin

 

1722 Den politiske kandestøber har premiere på det netop åbnede Grønnegade-teater. Første Holberg forestiling

 

Efter Napoleons nederlag bliver der på initiativ af den russiske zar Alexander 1. indgået et fyrsteforbund den såkaldte - Hellige Alliance - mellem i første omgang den russiske tsar, Frans I af Østrig og Frederik Wilhelm III af Preussen. Underskrivelsen af alliancen skete, mens stormagterne var samlet i Paris for at udarbejde en ny fredsaftale med Frankrig efter Napoleons 100 dage. Alexander holdt af at spille rollen som frigøreren af Europas folk. Friheden skulle det dog efter hans mening have af magtfuldkomne fyrster ikke som resultat af egen, målbevidst kamp. Alliancen skulle være et manifest for den nye tid, den tid som skulle afløse revolutionstidens forvirring og Napoleon-epokens tvang. I Den hellige Alliance hed det bl.a. "I overensstemmelse med den hellige skrift, som pålægger alle mennesker at betragte hinanden som brødre, skal de tre kontraherende monarker fortsat være forenet med et sandt og uopløseligt broderskabets bånd, og idet de ser sig som landsmænd, skal de ved enhver anledning og på ethvert sted yde hinanden bistand, hjælp og støtte. Idet de over for deres undersåtter og hære betragter sig som familiefædre vil de lede dem i den samme broderskabets ånd, som driver dem til at værne religionen, freden og retfærdigheden". I erklæringen var autoritetsprincippet fremsat i en ydmyg, næsten godmodig tone. For alle, der kæmpede for folkefriheden blev den imidlertid den store fare, og mange opfattede "Den hellige Alliance", som et fyrsternes almægtige internationale, som slog hurtigt og hårdt ned på alle demokratiske kræfter. Politisk kom "Den hellige Alliance" ikke til at betyde meget. Erklæringen var holdt i almindelige vendinger og forpligtede ikke underskriverne i noget konkret, magtpolitisk spørgsmål

d Daniel Boone, amerikansk "frontiersman" og jæger; han voksede op i North Carolina og levede det meste af livet som pelsjæger. På sine jagtture kom han så langt mod syd som Florida (i 1765) og sandsynligvis så langt mod vest som Yellowstone floden (i 1814). Men det var først og fremmest Kentucky, der blev Boones jagtområde. Han kom dertil første gang i efteråret 1767. I årene 1767-71 vendte han tilbage flere gange. Noget større økonomisk udbytte af sin jagt fik han ikke, men han kendte nu Kentucky og det nordlige Tennessee bedre end nogen anden hvid amerikaner. I august 1775 bragte Boone sin kone og sin datter til bebyggelsen Boonesboro i Kentucky. Bortset fra nogle fanger hos indianerne var de de første hvide kvinder i Kentucky, og deres ankomst betragtes almindeligvis som starten på den første permanente befolkning af Kentucky. I 1778 blev Boone for anden gang taget til fange af indianere. Han blev adopteret som søn af Shawnee høvdingen Sorte Fisk. Men efter fem måneder flygtede han og advarede nybyggerne i Boonesboro mod et forestående indianerangreb. Da det kom i september 1778, modstod Boonesboro med succes en 10 dage lang belejring. I tidens løb erhvervede Boone ofte store landområder, men det lykkedes ham aldrig at få økonomisk udbytte af jorden Så han fortsatte som jæger og som fører for folk, der drog mod vest (f sandsynligvis 2/11 1734)

 

Sidste del af Götakanalen – Vättern-Østersøen – åbnes. Kanalen er Sveriges største, og forener Østersøen ved Slätbaken med søerne Vätte,rn og Vänern. Gennem Trollhättan kanalen står Vänern i skibsforbindelse med Kattegat. Allerede i Gustav Vasas tid i 1600-tallet opstod de første tanker om at bygge en kanal gennem Sverige. Hensigten var at omgå Øresundstolden og undgå konflikt med Hansaforfundet. Men først i 1800-tallet kom byggeriet i gang. Der var til stadighed beskæftiget 200-7000 mand på projektet, og i alt skønnes 60.000 mand at have medvirket. Kanalen er 190 km lang, hvoraf de 87 km er gravede. Vänerns vandspejl ligger 44 meter over havet og Vätterns 89 meter over havet, det har derfor været nødvendigt at bygge i alt 58 sluser. De største tilladte mål for fartøjer er i længden 32 meter, i bredden 7 m og i dybden 2,82 m, dvs at kanalen ikke kan traffikeres af skibe på mere end 250-300 tons. Landevejstrafikkens gennembrud i 1930’erne påførte kanalen alvorlig konkurrence, og kort efter 2. Verd.krig ophørte godstransporten. I stedet kom passagersejlads til at spille en stadig større rolle. Nu befærdes kanalen udelukkende af passagerbåde i turistøjemed og private lystfartøjer. Det har derfor ingen betydning for varetransporten i Sverige, at isen lukker kanalen fire måneder om året

 

1870 f Christian 10. konge 1912-47, søn af Frederik 8. og Louise af Norge-Sverige; Christian var den første danske konge, der havde studentereksamen. Men det blev hans militære uddannelse, der kom til at præge ham. Efter eget udsagn var han soldat med liv og sjæl, og det faldt ham ikke let at ombytte soldatertilværelsen med arbejdet ved skrivebordet. Hans militære baggrund afspejledes i hans fremtræden og prægede hans hof gennem et stramt ceremoniel, der dominerede over alt uformelt og utvungent festligt. Af vigtige begivenheder for land og rige i hans regeringstid skete den første i 1915 med grundlovsændringen, der bl.a. gav kvinderne stemmeret ved rigsdagsvalg og ændrede sammensætningen af Landstinget. I 1918 blev Island selvstændigt kongerige, og i 1920 fandt Genforeningen med Nord-Slesvig sted. Den førte til en indrepolitisk krise med den følge, at kongen afskedigede den radikale regering Zahle. Den kritik og upopularitet, episoden medførte, blev først fuldt udlignet med Besættelsen. Da opnåede Christian til gengæld en popularitet uden sidestykke. Han blev det naturlige midtpunkt, nationen samledes om. Under Besættelsen fortsatte han såvidt mulig sin daglige levevis bl.a. morgenrideturen gennem København. I september 1942 indtrådte en farlig krise i forholdet til tyskerne på gr. af Hitlers reaktion på Christisns noget kølige svar på førerens lykønskning med kongens fødselsdag. I oktober 1942 styrtede kongen med sin hest på Esplanaden i København. Tilsyneladende var uheldet ikke alvorligt, men et sår på kongens fod ville ikke læges, og han genvandt aldrig sin fulde førlighed. Efter bruddet med tyskerne i august 1943 var Christian 10. frem til Befrielsen nærmest at betragte som fange. 1898 blev han gift med Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (1879-1952), som han havde to sønner med, Frederik 9. og arveprins Knud (d 20/4 1947)

 

1871 f Gustav Bang, forfatter og socialdemokratisk folketingsmedlem; han blev magister i historie 1894 og tre år senere dr. phil.1897 på en afhandling om "Den gamle Adels Forfald". Fra 1896 var han medarbejder ved "Social-Demokraten" og som en af de første akademikere medlem af Soc.demokratiet. Fra omkr. århundredskiftet indledte Bang et omfattende og vidtspændende teoretisk, samfundsanalytisk og populærvidenskabelig forfatterskab. Som den første socialdemokrat med dybtgående indsigt i marxismen prægede Bang med sine ugentlige mandagsartikler i partiavisen og gennem sine mange bøger og pjecer den generation af soc.demokrater, der fra omkr. Første Verdenskrig stod i spidsen for partiet. Endvidere udfoldede Bang en omfattende foredragsvirksomhed og var lærer ved partiets arbejderskole fra dens oprettelse i 1910. Blandt Bangs værker er "Europas Kulturhistorie", "Kapitalismens Gennembrud" og "Den socialistiske Fremtidsstat". Fra 1901 til sin død var han medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse; han var i årene 1901-09 opstillet som folketingskandidat i Odense, men blev ikke valgt. I 1910 blev han valgt i Københavns 10. kreds og var medlem af Folketinget til sin død; Gustav Bang var gift med Nina Bang (landets første kvindelige minister) (d 31/1 1915)

 

1871 f Knud Bach, gårdejer og landsformand for Landbrugernes Sammenslutning – LS. Inden oprettelsen af LS var han "sognekonge" på sin hjemegn i Sdr. Vinge sogn, Viborg amt; under den økonomiske krise var Bach i 1930 den centrale kraft i oprettelsen af landets første afdeling af LS. Den blev navngivet "Landbrugernes Sammenslutning i Langaa-Thorup-Sdr Vinge Kommune", og Bach blev dens formand. LS spredtes som en løbeild over landet, og i 1932 var ca halvdelen af landbrugerne med i LS. Uden om de traditionelle landbrugsorganisationer henvendte man sig til regering og Folketing med krav om øjeblikkelig lettelse af landbrugets situation. LS benyttede sig, foruden af en voldsom agitatorisk stil, af demonstrationer - bondetoget 1935 - og bondestævner, valutaaktioner – dvs man tilbageholdt den fremmede valuta, man havde tjent på landbrugseksport. Endvidere foranstaltede man produktionsstrejke – dvs man undlod at levere gårdens produktion til mejerier og slagterier. For Knud Bach blev hans og LS tilnærmelse til tyskerne og de danske nazister under besættelsen skæbnesvangert, efter befrielsen blev han idømt 5 års fængsel (d 5/10 1948)

 

f T.S. Eliot, amerikansk/engelsk lyriker, dramatiker og kritiker; bosatte sig 1915 i England og blev 1927 britisk statsborger. Hans første digtsamling "Prufrock and Other Observations" fra 1917 var påvirket af symbolismen og virkede uforståelig eller chokerende på nogle, fascinerende, nyskabende og betydningsfuld på andre. Ironien og satiren var fremtrædende, og storbyens neurotiske mennesker var i forgrunden. Samtidig var Eliot begyndt som anmelder og kritiker og udgav i 1919 essayet "Tradition and the Individual Talent", hvor han understregede betydningen af, at den litterære tradition holdes levende, og at digteren objektiviserer sine personlige følelser. I 1922 begyndte han at udgive tidsskriftet "The Criterion", og i dets første nummer offentliggjorde Eliot digtet "The Waste Land", der skildrer et totalt værdisammenbrud og blev samtidigt et markant udtryk for tidsånden umiddelbart efter Første Verdenskrig. "Ash Wednesday" fra 1930 drejer sig om digterens konvertering til katolicismen og forsøget på at leve et religiøst liv i den moderne ødemark. Som dramatiker fik Eliot sit gennembrud i 1935 med "Murder in the Cathedral", et historisk-psykologisk drama om mordet på ærkebiskop Thomas Becket. Samtidigt var det et gennembrud for det poetiske og det religiøse versdrama. Børnerimet "Old Possum's Book of Practical Cats", der udkom i 1939, blev i 1981 grundlaget for Lloyd-Webber mucicalen Cats, en af Englands største teatersucceser. Eliot er blevet karakteriseret som en meget indflydelsesrig kritiker, der især har haft betydning for den såkaldte "New Critisism" med dens vægt på digtningens indre, objektive kriterier. Blandt Eliots essaysamlinger indeholdende samfunds- og kulturkritiske arbejder er "The Idea of Christian Society" (1939) og "Notes Towards a Definition of Culture" (1948). I 1948 modtog Eliot Nobel-prisen i litteratur (d 4/1 1965)

 

f Martin Heidegger, tysk filosof; 1909-13 studerede han katolsk teologi og filosofi i Freiburg im Breisgau. 1923-28 var han professor i Marburg. I 1928 blev han professor i Freiburg, hvor han i 1933 blev valgt til rektor. Han meldte sig samtidig ind i nazipartiet og søgte at udbrede nazistiske ideer på universitetet. Han tog officielt aldrig afstand fra den nazistiske ideologi, og i 1945 blev han suspenderet fra sin stilling. I hele sin filosofiske virksomhed var nøgleproblemet for Heidegger spørgsmålet om meningen med menneskets særlige væren. I sit hovedværk fra 1927 "Sein und Zeit" analyserede han menneskets væsensform, idet værens mening kommer til syne i den menneskelige eksistens. Heideggers filosofi øvede i mellemkrigstiden stor indflydelse på tysk og fransk eksistensfilosofi. Selv tog han afstand fra at blive identificeret med eksistentalismen, idet hans sigte var ontologisk, hvilket vil sige, at spørgsmålet om "værens mening" betragtes som filosofiens grundspørgsmål. Endvidere var Heideggers filosofi en afgørende forudsætning for al moderne eksistensteologi (d 26/5 1976)

 

f Paul 6. Monti, pave 1963-1978; efter at være blevet præsteviet i 1920 modtog han videre uddannelse ved det pavelige akademi for diplomater og virkede fra 1923 som attaché i Warszawa. To år senere gjorde han tjeneste i Vatikanet, bl.a. som rådgiver for Italiens katolske studenterbevægelse – og støttede studenterne mod fascistiske overgreb. I Vatikanets statssekretariat blev han fra 1937 en af pave Pius 12.’s nærmeste medarbejdere. I 1954 blev han ærkebiskop i Milano, og i 1958 fulgte udnævelsen til kardinal. I juni 1963 blev han valgt til pave og antog navnet Paul 6. Som pave videreførte han sin forgænger Johannes 23.’s arbejde for international forståelse og fred. Ved det 2. Vatikankoncils afslutning i 1965 blev forbindelsen mellem den romersk-katolske og den ortodokse kirke officielt genoprettet efter bruddet i 1054; patriark og pave besøgte hinanden, første gang i 1964 og igen i 1967. Over for verden demonstrerede Paul 6. sin kirkes universalitet og besøgte en lang række lande (d 6/8 1978)

 

d Peter Holm, socialdemokratisk folketingsmedlem. Som nyudlært skræddersvend kom han omkring 1871 til København, hvor han blev grebet af de nye tanker om arbejderklassens frigørelse ad faglig, kooperativ og politisk vej. Han var 1873 med til at danne Skræddernes Fagforening og var dens formand 1874-75 og igen 1876-81. Hans tanker om kooperativt samarbejde realiseredes i 1875, da fagforeningen med Holm som bestyrer åbnede Skræddernes Produktionsforening. Den gav imidlertid kun tab og lukkede 1879. Da den unge arbejderbevægelse efter Pios og Geleffs flugt til Amerika truedes af opløsning, deltog H i at reorganisere bevægelsen og bringe bladet Social-Demokraten på fode. Ved folketingsvalget i 1884 erobrede Holm med 5385 stemmer over for en højremands 4493 stemmer Københavns 5. kreds og blev dermed sammen med Hørdum – Socialdemokratiets første folketingsmedlem. Holm bevarede sit flertal i sin folketingskreds til og med 1898. I 1897 blev han medlem af Københavns Borgerrepræsentation og året efter dennes viceformand. Men i juli samme år ned- lagde han sit mandat, ligesom han udtrådte af Folketinget. Han blev sigtet for at have misbrugt sin viden om forestående kommunale grundkøb til at skaffe sig personlig økonomnisk fordel. Syg og nedbrudt døde han i Vestre fængsels hospital, inden der var faldet dom i sagen (f 7/10 1848)

 

d James Keir Hardie, britisk arbejderleder og politiker. Uden skolegang begyndte Hardie at arbejde som syvårig; da han var ti år, blev han kulminearbejder. Sidst i 1870’erne blev han fyret og sortlistet af mineejerne for at opfordre til strejke. Fra 1881 var han aktiv i at danne fagforeninger for minearbejdere, mens han tjente til livets ophold som journalist og avisejer. I 1888 grundlagde han det skotske Labour Party; samme år led han et stort nederlag, da han forsøgte at blive valgt til det britiske Underhus. Ved valget i 1892 opnåede han valg, og som parlamentsmedlem deltog han i januar 1893 i oprettelsen af Independent Labour Party. "Partiet" var løst organiseret og er blevet beskrevet som snarere at være en propagandaorgani- sation end et politisk parti. Så da Hardie i 1895 mistede sin plads i Underhuset, planlagde han at skabe et Labourparti organiseret i stil med Storbritanniens to gamle partier, De Liberale og De Konservative. På en arbejderkonference i London i februar 1900 dannedes Labour Representation Committee, forløberen for partiet Labour. Samme år blev Hardie atter valgt til Underhuset, og seks år senere fik han følgeskab af 28 andre medlemmer af Representation Committee. De blev nu organiseret som et parti med partidisciplin og en valgt formand. Eftersom den udenrigspolitiske situation op mod 1914 blev stadig mere truende, var Hardie især beskæftiget med internationalt fredsarbejde og med at forpligte Anden Internationale til at erklære generalstrejke i alle lande ved et krigsudbrud. Da dette ikke lykkedes ham, og da flertallet i Labourpartiet støttede britisk krigsdeltagelse, forlod Hardie i skuffelse politik (f 15/8 1856)

 

d Hilaire Germain Edgar Degas, fransk maler; efter i en kort periode at have studeret jura blev han 1856 elev på Ecole des beaux-arts. Her blev han uddannet i den klassicistiske skole, og i sin tidlige karriere forblev han tro mod denne uddannelse, idet han især dyrkede historiemaleriet i klassicistisk stil. Omkr. 1870 skete der en række ændringer i hans kunst, han viede sig i større udstrækning den psykologiske indlevelse og karaktertolkning. Allerede fra begyndelsen fra 1850’erne havde Degas interesseret sig for hestevæddeløb, og nu blev dette motiv sammen med teaterlivet et fremtrædende element i hans kunst. Samtidig afveg hans kompositionsmåde stadig mere fra de klassiske regler; ofte afskar han motivet på en overraskende måde, og rykkede helt tæt på motivet. På denne måde opnåede han en virkning af overraskelse og momentan bevægelse, noget der hang sammen med hans interesse for fotografiet. I 1874 deltog Degas i den første impressionist-udstilling. Her viste han sig som en fremragende skildrer af samtidslivet, og ved siden af portrætter var dettte hans motivkreds i de følgende år. Det, der til stadighed interesserede ham, var bevægelsen, det være sig på væddeløbs- banen, bag scenen eller i cafeen. I 1880’erne malede han en serie af strygersker og danserinder. Desuden arbejdede Degas som modellør; fra hans hånd findes ca 70 mindre skulpturer af danserinder og heste, som alle er blevet støbt efter hans død (f 19/7 1834)

 

Storstrømsbroen - der forbinder Sjælland og Falster – indvies. Allerede i 1887 udarbejdedes det første projekt til en bro på stedet, hvor Storstrømsbroen blev bygget. Men først i 1932 besluttedes det at bygge en højbro, der på grund af biltrafikkens stærke udvikling blev indrettet til såvel jernbane- som vejfærdsel.Selve broen er 3211 m lang, men hertil slutter sig betydelige jorddæmninger, der på Falstersiden er ført ca. 400 m ud i vandet. I midten er der tre gennemsejlingsfag med spændvidder på 104, 138 og 104 m, medens broen i øvrigt består af fag med spændvidder på ca. 60 m. Den frie højde under broen er i midterste gennemsejlingsåbning 26 m, og herfra falder broen ind mod land til begge sider. Den største vanddybde i brolinjen er 14 m. På broen er der ét jernbanespor, en 5,6 m kørebane og et 2,5 m fortov til cyklister og fodgængere. Til opførelse af broen brugtes der ca. 21.000 tons stål i overbygningen, ca. 100.000 m3 beton i pillerne og ca. 2 mill. m3 jord i dæmningerne. Indvielsen fandt sted på kongens fødselsdag. Hele den kongelige familie med fødselaren i spidsen overværede sammen med 40.000 tilskuere indvielsen. Da opførelsen af broen var sket gennem et samarbejde mellem det britiske firma Dorman, Long og Co. Og det danske Christiani og Nielsen var den engelske handelsminister blandt talerne. Blandt disse var desuden den tyske trafikminister, der bl.a. udtalte: "…den nye bro er blevet til ved dansk-engelsk samarbejde. Vi håber, at broen over Storstrømmen må medvirke til forsoningen mellem samtlige Europas folk…"

 

d Bela Bartok, ungarsk komponist; allerede i 16-års alderen udgav han kompositioner, og han blev uddannet ved konservatoriet i Budapest og var professor der i klaverspil 1907-34. I 1940 flyttede han til USA, hvor han var bosat til sin død.. Han påbegyndte i 1905 en indsamling og undersøgelse af ungarsk folkemusik og efterhånden folkemusik i hele Central- og Østeuropa. Disse undersøgelser var af største betydning for Bela Bartoks egen udvikling som komponist, idet han indarbejdede folkemusiktraditionen i sin egen musik. Endvidere påviste han den ægte ungarske folkemusiks kendetegn og oprindelse til forskel fra sigøjnermusik. Hans musik vakte stor strid, og først efter Første Verdenskrig slog han igennem som komponist i såvel hjemlandet som internationalt. I Ungarn fik hans musik stor betydning, idet han grundlagde den un- garske nationalmusik, og i europæisk musik blev han en førerskikkelse. Bartok har især komponeret klavermusik, bl.a. "Allegro barbaro" (1911) og "Mikrokosmos" (ca 150 klaverstykker, 1926-37). Blandt hans scenemusik er operaen "Rid- der Blåskægs Slot" (1911) og musikken til baletten "Den forunderlige Mandarin" (1918-25), endvidere orkestermusik som "Musik for strygere, slagtøj og celeste" og "Divertimento for strygeorkester" (1939). Desuden kammermusik og et stort antal bearbejdede folkemelodier (f 25/3 1881)

 

d Robert Neiindam, skuespiller og teaterhistoriker; som skuespiller debuterede han 1899 på Folketeatret og var knyttet til forskellige københavnske teatre frem til 1919. Derefter gæstespillede han i Odense og Århus, indtil han i 1926 helt helligede sig den teaterhistoriske forskning. Dog var han i årene 1930 til 1950 lærer ved og forstander for Det Kgl. Teaters elevskole. Neiindam havde selv en meget stor del af de billeder af skuespillere, teaterplakater, skuespilleres efterladte papirer og andre genstande, der havde teaterhistorisk værdi. I 1922 indviede han Teatermuseet i Hofteatret på Christiansborg. Indtil sin død var han museets leder. Herfra bidrog han væsentlig til at levendegøre teaterhistorien dels ved en legendarisk indsamlingsvirksomhed dels gennem et omfattende teater- og personalhistorisk forfatterskab, der spænder fra enkelteatres historie fx, Det Kgl. Teaters og Folketeatrets, over forskning i markante eller pikante teaterhændelser til et væld af biografier især i Dansk Biografisk Leksikon. I 1958 blev NEindam æresdoktor ved Københavns Universitet (f 24/3 1880)

 

1967 d Kristen Bording, socialdemokratisk landbrugsminister; allerede som barn kom han ud at tjene og efter konfirmationen arbejdede han som karl. Fra 1899 var han et par år vognmandskusk i København og deltog her i både den faglige og politiske arbejderbevægelse. I 1903 vendte han tilbage til fødeegnen ved Øster Snede og overtog i 1908 en lille gård i Bøgballe. Her deltog han i oprettelse af en husmandsforening og en afdeling af Soc.demokratiet. Ved de første sognerådsvalg efter den nye kommunallov af 1908 opstillede egnens husmænd B øverst på deres liste, og 1909-21 havde han sæde i Øster Snede sogneråd. Ved folketingsvalget i 1918 opstilledes B som Soc.demokratiets kandidat i Herningkredsen. Han blev valgt og repræsenterede kredsen til 1946. Da Stauning i 1924 dannede den første socialdemokratiske regering, blev B til manges overraskelse landbrugsminister. Efter regeringens afgang i 1926 var han sit partis ordfører i de mange sager om hjælp til det kriseramte landbrug. Ved dannelsen af den soc.demokratiske-radikale regering i 1929 blev B atter landbrugsminister. Som minister var det tydeligt, at han især varetog det mindre landbrugs interesser. Efterhånden blev det mindre tydeligt, og fra slutningen af 1930’erne bedredes forholdet til landbrugsorganisationernes mænd. Under Besættelsen fortsatte B som landbrugsminister, og da ministeriet Scavenius formelt trådte tilbage ved kapitulationen, havde B været landbrugsminister i næsten 19 år. Han var dog ikke ude af politik, selv om han året efter trådte ud af Folketinget på gr. af alder. Da Hedtoft dannede regering i 1947 blev han atter landbrugsminister. Endnu engang lykkedes det ham at gennemføre vigtige landbrugs- og forsyningslove på trods af de skarpe fronter, krigsårene havde skabt mellem arbejderne og landbruget. Efter mere end 40 års virke i dansk politik trak B sig tilbage i 1950 (f 11/4 1876)

 

1975 d Jacob Paludan, forfatter; han begyndte sit forfatterskab efter en rejse til Amerika 1920-21 med romanen "De Vestlige Veje" (1922), der ligesom "Søgelys" (1923) og digtsamlingen "Urolige sange" (1923)udtrykker en fordømmelse af den åndløst mekaniserede, ensrettede amerikanske kultur, der truede den europæiske kulturs ro og individualisme. I de tre værker anslog P dermed et af hovedtemaerne i forfatterskabet: en humanistisk, til tider reaktionær afstandtagen fra teknikkens vold mod de åndelige og menneskelige værdier. Efter romanen "En vinter lang" (1924), kom i 1925 "Fugle omkring Fyret", der kontrasterer den rolige, naturgroede livsform og teknikken i profitjagets tjeneste og i 1927 "Markerne modnes", der demonstrerer den moderne livsforms destruktive virkning. P's hovedværk er den store udviklingsroman "Jørgen Stein", fællestitlen for "Torden i syd" (1932) og "Under Regnbuen" (1933). Det er en udviklingsroman med selvbiografiske træk, temaet er "årgangen, der måtte snuble i starten", d.v.s. den rodløse krigsgeneration, som P selv tilhørte. Romanen indeholder tillige en skildring af danske stemninger og tilstande i årene 1914-33. Om værket er det blevet sagt, at det både ved sin dybde og sin fornemme stilkunst er en af mellemkrigstidens betydeligste danske romaner. P var virksom som dagbladskritiker og essayist. Inden for sidstnævnte genre har P bl.a. skrevet "Feodor Jansens Jeremiader" (1927), den blev skrevet bl.a. under indflydelse af den øjeblikkelige debat om feminismen. I samme genre er "Aaret rundt" (1929) og "Som om intet var hændt" (1938). Endvidere var han redaktør af Hasselbalchs Kulturbibliotek og medlem af Det Danske Akademi fra dets oprettelse i 1960 (f 7/2 1896)

 

1984 Storbritannien indvilger i at overdrage Hong Kong til Kina i 1997. Briterne overtog Hong Kong i 1842, og i 1898 indgik de et 99-års lejemål med kineserne. Efterhånden som lejemålets udløb nærmede sig, indledtes der forhandlinger mellem de to lande, og den 26. september 1984 blev der underskrevet en aftale, der sagde, at Hong Kong ville vende tilbage Kina den 1. juli 1997. Under princippet "ét land-to systemer" skal Hong Kong i en 50-årig overgangsperiode fungere som et særligt administrativt område med stor autonomi

 

d Alberto Moravia, italiensk forfatter; hans forfatterskab er meget omfattende og omfatter romaner, novellesamlinger, essays, filmmanuskripter, adskillige rejseberetninger og flere teaterstykker. Han debuterede 22 år gammel med romanen "Gli Indifferenti". Den blev en succes; det er en skildring af det romerske borgerskab optaget først og fremmest af penge og sex. Moravia kom selv fra Rom, og senere i sit forfatterskan gav han gennem en række romaner og noveller brutale og voldsomme skildringer af det romerske borgerskabs depraverede liv. Under fascismen blev han generet af regimet på flere måder og fik ikke lov til at udgive til mesterværk "Agostino"(færdig i 1942, udgivet 1944, dansk 1950). Romanen skildrer en sommer ved Ostia og har som hovedperson en dreng i pubertetsalderen, der har problemer med at blive voksen. I 1947 med romanen "La Romana" (1947) en skildring af en prostitueret piges skæbne i 1930'ernes Rom indledte Moravia sit forfatterskabs store periode. Fra disse år er bl.a. romanen "Racconti romani" (1954) og "Nuovi racconti romani" (1959), anekdotesamlinger om det folkelige Rom. Perioden afsluttedes i 1960 med romanen "La Noia" (dansk, Livslede, 1962). I disse år var han en af de betydeligste repræsentanter for den litterære neorealisme i efterkrigstiden. Rom var Moravia hjemby. Han forlod kun byen i de perioder, han foretog rejser i Vest- eller Østeuropa og i Afrika. Indtryk fra disse rejser beskrev han i Milano-avisen "Corriere della Sera" samt i flere rejsebøger bl.a."Lettere del Sahara" (1981) (f 28/11 1907)

 

 

Til top        27. september

 

1540 Det af Ignatius Loyolas stiftede Jesu Selskab (Societas Jesu) også kaldt jesuitterorden stadfæstes af paven. Ordenens primære formål var mission, og snart var den aktiv i Nord- og Sydamerika, hvor jesuitterne samlede indianerne i kollektive landbrugssamfund til beskyttelse mod kolonister. De missionerede i Indien, Kina og Japan. I Europa arbejdede mange jesuitter som undervisere i gymnasier og på universiteter. Ordenen spillede en afgørende rolle i modreformationen. Det kom til at præge dens image i protestantiske lande, hvor jesuitten fremstilledes som ungdomsfordærver, en intrigant person og med en upålidelig moral. Nogle jesuitters virke som opdragere og skriftefædre for fyrstehuse og organisering af indfødte uden om det spanske og portugisiske kolonistyre førte til politiske forviklinger. Resultatet blev jesuitternes fordrivelse fra Portugal i 1759, fra Frankrig i 1764 og fra Spanien i 1767 og pavens ophævelse af ordenen i 1773. Den blev genoprettet i 1814 og med sine ca. 23,000 medlemmer i 1996 er den i dag den katolske kirkes største orden

 

f Ludvig 13. af Frankrig, konge 1610-1643; søn af Henrik 4. og Maria af Medici; han var ofte i konflikt med sin mor, der førte styret af landet, til Ludvig blev myndig i 1617. Samme år forviste Ludvig hende fra hoffet. Men efter mægling fra biskoppen af Lucon (den senere kardinal Richelieu) kom hun tilbage. Striden fortsatte dog, og den fandt først sin løsning i 1631, da Maria slog sig ned i Bruxelles, hvor hun levede i fattigdom til sin død. I 1624 udnævnte Ludvig Richelieu til sin førsteminister. Forholdet mellem de to var altid køligt, men kongen anerkendte Richelieus overlegenhed som politiker og støttede ham altid. Førsteministeren fjernede al modstand mod kongens enevælde, og al magt blev centreret i Paris hos kongen. Det skete efter Frankrig i 1620’erne havde været truet af opløsning pr. af kampe mellem rivaliserende grupper og en opblussen af huguenotkrigene. Udenrigspolitisk modarbejdede Ludvig og Richelieu habsburgernes magt; de støttede således den habsburgske kejsers modstandere i Trediveårskrigen, og selv om kejseren i krigen repræsenterede katolicismen, lod Richelieu i 1635 Frankrig træde ind i krigen på protestantisk side. Fra 1635 var Frankrig også i krig med Spanien, og her havde de franske våben stor fremgang. Da Ludvig døde, var Frankrig Europas ledende magt, men landets finanser var i en elendig stand og skatterne tunge. 1635 blev Det franske Akademi oprettet ved en kgl. forordning; Frankrigs første avis, som blev udgivet i Paris fra 1631, fik en halvt officiel karakter med kongen selv som bidragyder. Ludvig havde to sønner, Ludvig 14. og Filip, stamfar til huset Orléans (d 14/5 1643)

 

f Samuel Adams, amerikansk statsmand, der var blandt underskriverne af Den amerikanske Uafhængighedserklæring. Han var politisk aktiv i fødebyen Boston, og grunden til hans politiske indflydelse og hans kamp mod britisk indflydelse blev lagt, da briterne i 1765 påbegyndte en beskatning af befolkningen i de amerikanske kolonier. Han bekæmpede beskatningen, og var en af de første, der fremsatte kravet: "ingen beskatning, uden repræsentation" – nemlig i parlamentet i London. I sin propaganda mod briterne havde S ingen skrupler. I utallige avisartikler og pamfletter skrevet under forskellige navne beskrev han britisk politik, britiske embedsmænd, toldere og dommere i de mørkeste farver. Britiske soldater beskrev han i koloniens aviser som brutale krigsfolk, der undertrykte fredelige, ubevæbnede borgere og forulempede disses koner og døtre. Det britiske parlaments vedtagelse i 1773 af afgift på te solgt i de amerikanske kolonier gav S en god mulighed for at udfolde sine talenter. Selv om han ikke deltog aktivt i Boston Teselskabet, deltog han i planlægningen. Han var medlem af Massachusetts provinsialkongres i 1774-75, og som medlem af kontinentalkongressen til 1781 var han blandt de første, der talte for adskillelse med Storbritannien. I løbet af 1780’erne blev S mindre fremtrædende, og ved det første valg til den amerikanske kongres opnåede han ikke valg. Han var herefter nogle år ude af politik; men var 1789-1794 viceguvernør i Massachusetts og i perioden 1794-97 statens guvernør. Da han blev slået i valgkampen op til præsidentvalget i 1800, trak han sig ud af politik (d 2/10 1803)

 

1736 d Karen Brahe, godsejer, legatstifter og bogsamler. Efter moderens død (1683) styrede hun huset for sin far på Engelsholm, Fyn, så længe han levede (død 1708). Efter hans død flyttede hun til Østrupgård, der ved skiftet efter moderen var tilfaldet hende og søsteren Birgitte og blev boende der resten af livet; 1735 udkøbte hun søsteren af gården. Karen Brahe havde praktisk greb på godsadministration, og de rige midler, hun fik rådighed over, anvendte hun for en stor del til offentlige formål. Foruden en skole og et hospital i Svannige oprettede hun Odense adelige jomfrukloster. Til denne stiftelse testa-menterede Karen Brahe sin bogsamling, en enestående skat af ældre dansk litteratur. Samlingen omfatter ca. 3.400 numre, hvoraf ca. 2.100 numre er danske værker. Hun var tidligt begyndt at samle på bøger, men grundstammen i hendes bibliotek havde hun arvet. På dette grundlag arbejdede hun videre og forøgede samlingen ved systematiske indkøb, foruden at hun takket være sine udmærkede forbindelser fik mange bøger som gave. Blandt manuskripterne findes flere vigtige folkevise-håndskrifter og blandt de trykte bøger mange unica. Samlingen er det eneste privatbibliotek fra den tid, der er bevaret for eftertiden i nogenlunde uskadt stand; en del har den lidt ved tidligere tiders vanrøgt, men er nu – siden 1907 – deponeret i Landsarkivet for Fyn (f 1/12 1657)

 

Den franske revolution i 1789 satte spor i Danmark, og fra midten af 1790’erne reagerede styret mod de kritiske og politisk radikale holdninger, som især gennem aviser blev bragt på tryk. I første omgang resulterede det i nogle opsigtsvækkende retssager mod enkelte forfattere. Styrets irritation blev yderligere næret af klager fra russiske og britiske diplomater over de "jacobinske" københavnske skribenter. Så den 27. september 1799 lod kronprins Frederik sin far – den sindssyge Christian 7. – underskrive den "Forordning som nærmere forklarer og bestemmer Trykkefrihedens Grænser". Dermed formulerede styret den restriktive lovgivning for ytringsfriheden, som i hovedtræk skulle komme til at gælde frem til enevældens fald. Forordningens vage titel afslører, at enevælden var ude i en balancegang. I fortalen forsikrede kongen, at han var for trykkefrihed og imod censur. Men trykkefrihed måtte ikke "udarte til tøjlesløs frækhed og blive et middel for ondskab". Da "nogle ildesindede personer med strafværdig frækhed dagligen antaste og forhåne alt, hvad der i ethvert borgersamfund er helligt og agtbart", var kongen derfor nødt til at sætte grænser og præcisere, hvad det kostede at overskride dem. Kronprins Frederik og hans statsråd afstod fra at genindføre en egentlig forhåndscensur. På den anden side var de emner, som det herefter blev strafbart at omtale og behandle kritisk, både mange og væsentlige. De vigtigste var: den enevældige forfatning, kongehuset, religionen, statens almindelige forhold, embedsmænd og privatpersoner, samt venligtsindede fyrster og magter. Som noget nyt indeholdt forordningen præcise straffebestemmelser for de enkelte forseelser. At forordningen var blevet givet for at blive brugt, demonstrerede styret tre måneder efter dens offentliggørelse. Den 24. december 1799 blev forfatteren Peter Andreas Heiberg landsforvist for overtrædelse af forordningen. Samme skæbne overgik året efter en anden af styrets åbenmundede kritikere, Malthe Conrad Bruun

 

Fredskovforordningen "Skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning i Kongeriget Danmark" udstedes; den betød omfattende statsindgreb over for private skovejeres dispositionsrettigheder. Styret forlangte samtlige ejendomsfællesskaber til skov ophævet over et kort åremål. Det fredede den eksisterende skov og forbød direkte rovhugst i forbindelse med godskøb. Der blev grebet ind over for det misbrug, man så mange steder – at en skov blev købt og rovhugst begyndt, med det formål at dække købssummen for så at efterlade en ruin. For fremtiden måtte nye ejere ikke sælge gavntømmer før ti år efter købet, og skoven skulle holdes ved lige under statstilsyn. Styret gik selv i spidsen for en ny udvikling og gennemførte omfattende nåletræsplantninger. 1807 var den eksisterende skov sikret og enten underlagt eller på vej til at blive underlagt en rationel forstmæssig drift

 

f Karl Peters, tysk opdagelsesrejsende, hvis rejser i Østafrika bidrog til oprettelsen af protektoratet Tysk Østafrika i Tanganyika – nu en del af Tanzania. Efter at have studeret de britiske principper for kolonisation grundlagde han i 1884 "Gesellschaft für deutsche Kolonisation". Samme år stod han i spidsen for en ekspedition til Østafrika, hvor han i Usambara-området i den nordøstlige del af nutidens Tanzania gennem traktater med lokale høvdinge erhvervede områder, der blev kernen i det senere Tysk Østafrika. Senere erhvervede han yderligere områder. I 1890 var han atter leder af en tysk ekspedition i Østafrika og nåede denne gang frem til Uganda, hvor han indgik en traktat med den lokale konge. Da den tyske regering ikke var underrettet, og da denne tidligere havde aftalt med briterne, at Uganda var britisk interessesfære, blev traktaten erklæret ugyldig. I 1891 blev P udnævnt til kejserlig Reichskommissar for Kilimanjaro-området. I 1897 blev han afskediget fra stillingen, anklaget for at have behandlet de indfødte for hårdhændet. Fra 1899 til 1901 ledede han en ekspedition til egnene omkring Zambesi-floden. Om ekspeditionens opdagelser af guldminer og fortidens byer skrev P "Im Goldland des Altertums" (1902). Blandt andre bøger om sine rejser udgav P endvidere "Die deutsche Emin Pasha Expedition" (1891) (d 10/9 1918)

 

1890 d Rasmus Malling Hansen, præst, forstander og opfinder; efter lærereksamen blev han ansat ved Det Kongelige Døvstum-meinstitut i København i 1859. Han blev cand. theol. i 1865 og blev samme år præst og forstander ved instituttet. Malling Hansen var i årtier den ledende kraft bag store pædagogiske og organisatoriske reformer i døvstummevæsenet. Han beskæftigede sig livet igennnem med en række andre banebrydende sager, alle med udgangspunkt i hans dagligr arbejde. I 1870 fik han eneretsbevilling (patent) i 15 år på skrivekuglen, verdens første skrivemaskine, der blev fremstillet i mange eksemplarer og modeller. I 1872 fik han eneretsbevilling på takygrafen, en særlig hurtig udgave af skrivekuglen beregnet til telegraf-kontorer, og i 1872 præsenterede han xerografien eller tørkopieringen, som var en mekanisk mangfoldiggørelse af breve og tegninger vha. karbonpapir og valser. I 1880’erne offentliggjorde Malling Hansen en række epokegørende opdagelser vedrørende børns vækst, baseret på detaljerede målinger af kosten, højden og vægten hos eleverne på Døvstumme-instituttet. Det viste sig, at der var regelmæssige perioder i børnenes vægt- og højdeforøgelser. Indtil da havde man ment, at børn voksede jævnt. Opdagelsen førte ham til at undersøge træers vækst og en lang række andre fysiske forhold over hele jorden, som bekræftede hans konklusion, at alt liv vokser i regelmæssige perioder. Disse opdagelser vakte stor opsigt ved den internationale lægekongres i København 1884 og gennem bogen og tabelværket "Perioder i Børns Vækst og Solens Varme" (f 5/9 1835)

 

1893 d A. Krieger, jurist, politiker; i 1844 blev han lektor ved Københavns universitet og året efter professor. Denne stilling beklædte han til 1855, da han blev departementschef i ministeriet for Slesvig. I 1848 gik Krieger i nd i politik som nationalliberal og blev indvalgt i borgerrepræsentationen i København. Her var han medlem til 1855 fra 1853 som forsamlingens viceformand. Han var medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Ved det første folketingsvalg i oktober 1849 valgtes han i Køge, men faldt august 1852 for en bondeven og søgte forgæves valg i Mariager i oktober samme år. I årene 1856-57 var han indenrigsminister og 1858-59 finansminister. Fra 1857 medlem af Rigsrådet og ordfører for gennemførelse af Novemberforfatningen, som han ikke synes at have været udelt begejstret for. Ofte citeret blev hans afsluttende ord ved fremlæggelsen: "Hvo som intet vover, han intet vinder, men dristigt vovet er halvt vundet". De er blevet udlagt som tegn på Kriegers stræben efter at overvinde egen usikkerhed. Under våbenhvilen i krigen med Preussen og Østrig var Krieger delegeret på Londonkonferencen 1864 om en deling af Slesvig. Ved sin usmidige holdning og sin overvurdering af Danmarks militære styrke var han medvirkende til, at konferencen sprængtes. Krigen blev genoptaget og resulterede i Danmarks tab af Slesvig og Holsten. I årene 1863-90 var Krieger medlem af Landstinget og 1870-74 atter minister først justitsminister dernæst finansminister. Kriegers dagbøger over perioden 1848-80 er en hovedkilde til tidens historie (f 4/10 1817)

 

1939 Warszawa kapitulerer. Det skete efter et voldsomt bombardement fra fly og beskydning fra svære kanoner. På trods af tapper polsk modstand blev felttoget afsluttet hurtigere, end de tyske generaler havde regnet med. Det polske felttog var den første demonstration af moderne lynkrig, hvor luftvåbnet lammede forbindelseslinjerne, skabte forvirring i ryggen på modstanderen, og panserafdelingerne splittede modstanderens styrker. Med sin store fart og bevægelighed gjorde kampvognene det umuligt for fjenden at få til til at samle sig til organiseret modstand eller modangreb. Tyskerne tog 700.000 fanger, og deres egne tab var va. 10.000 dræbte, 30.000 sårede og 3.409 savnede. Omkring 50.000 mand af den polske hær reddede sig over grænsen til Rumænien, hvorfra det lykkedes dem at komme til Storbritannien for som selvstændige polske enheder at indgå i de allierede styrker. I de østlige dele af Polen kæmpede isolerede polske enheder videre til 5. oktober. Men Sovjetunionens intervention umuliggjorde fortsat modstand

 

Tyskland, Italien og Japan indgår en 10årig militæralliance. Med Japans tilslutning til det militære samarbejde mellem Tyskland og Italien blev USA stillet over for truslen om en "to- havs-krig". Hensigten med Tremagtsalliancen var da også at skræmme USA tilbage i isolation. Men virkningen blev snarere den modsatte. Japans erobringspolitik i Det fjerne Østen var nu blevet knyttet sammen med Tysklands krig i Europa, og USA blev stillet over for truslen om et Europa domineret af Tyskland, og et Asien domineret af Japan. Denne trussel fik USA til at øge hjælpen til Tysklands og Japans to vigtigste modstandere – Storbritannien og Kina

 

1941 d Niels Larsen Stevns, maler og billedhugger; udlært som håndværksmaler og dimitteredes 1887 fra Teknisk skole til Akademiet. Fra 1888 til midten af 1890’erne fulgte han undervisningen på Zartmanns skole. I denne periode arbejdede han for brødrene Skovgaard. Således bistod han Niels Skovgaard med udfærdigelsen af dekorationerne i Immanuelskirken i København, og blev endvidere Niels Skovgaards betroede medarbejder ved udsmykningen af Viborg domkirke, hvor han deltog i arbejdet fra begyndelsen, til det var afsluttet, ofte med personlige indsatser. S’s produktion falder i to hovedgrupper: landskabsbilleder og blomsterbilleder i olie og akvarel og større figurkompositioner i fresko eller olie. De sidstnævnte ofte koncentrerede om motiver fra Bibelen, danmarkshistorien og fra den nationale litteratur. Blandt hans bibelske kompositioner er "Den blinde ved Vejen raaber efter Kristus" (1910) og "Indtoget i Jerusalem" (1917). Mange af hans religiøse billeder er malet som altertavler til forskellige kirker, hvor han også har udført en lang række freskomalerier. Hans evner som monumentalmaler førte ham senere over i historiemaleriet. Hans mest populære værker inden for denne genre findes i H.C. Andersens hus i Odense, hvor han udførte otte fresker med motiver fra H.C. Andersens "Mit Livs Historie" i årene 1931-32 (f 9/7 1864)

 

 

 

 

Til top        28. september

1043 I slaget på Lyrskov Hede nord for Danevirke knuser den dansk/norske konge Magnus den Gode en stor vendisk invasionshær. Under opgøret om den danske trone mellem Magnus den Gode og Svens Estridsen blev de vendiske overfald stadig mere plagsomme. I store skarer var venderne trængt op i Sønderjylland, hvor de hærgede og plyndrede. Derfor landede Magnus ved Hedeby med en stor flåde og et stort dansk mandskab, som han havde udskrevet for at gøre op med venderne. Sydfra kom hans svoger, sachseren Ordulf, ham til hjælp med sine styrker, men venderne var stadig talmæssigt langt overlegne. Imod at kæmpe talte desuden, at de norske styrker ikke var ivrige efter at forsvare Danmark mod venderne. Endvidere var de danske stormænd ikke glade for at hjælpe Magnus til at være den, der befriede landet for de fremmede, hvilket automatisk ville forøge hans popularitet. Da viste Magnus’ afdøde helgenfar, Olav den Hellige, sig for ham i en drøm, beroligede ham og lovede at følge ham i slaget. Magnus opstillede sin hær med nordmændene midt i slagordenen med danskerne på den ene fløj, fjernest fra skoven, så de ikke kunne stikke af, og Ordulf og sachserne på den anden fløj. Slaget på Lyrskov Hede blev ikke langvarigt, men det sagdes, at der aldrig var faldet så mange i ét slag i Norden, i den grad blev venderne mejet ned. For Magnus gik det som forudset. Han blev genstand for danskernes taknemmelighed og styrkede sin position i Danmark

 

1066 Vilhelm Erobreren og normannerne går i land i England ved Pevensey. Kort efter den engelske konge Edward Bekenderens død først i januar 1066 udbrød der strid om, hvem der var hans retmæssige efterfølger. Såvel Harald Godwinsson som hertug Vilhelm af Normandiet gjorde krav på den engelske trone. Da Harald Godwinsson proklamerede sig som konge af England, besluttede Vilhelm at kæmpe for tronen. Fra det tidlige forår forberedte han en invasion af England. Der blev bygget en flåde, samlet mandskab og forsyninger. Men i flere uger hindrede dårligt vejr, at flåden kunne stikke til søs. På den engelske side af Kanalen var man klar over, hvad der ventede. Hele sommeren ventede den engelske hær på sydkysten og den engelske flåde ved Isle of Wight på den normanniske styrke. Da Harald Godwinssons hær og flåde var ved at blive hjemsendt, for at mandskabet kunne komme hjem på høstarbejde, erfarede man om en norsk landgang ved Humber-flodens udløb i Nord-England. Den nordvestenvind, der i uger havde hindret Vilhelms flåde i at komme i aktion, havde bragt en norsk invasionsflåde på 300 skibe med henved 9.000 mand til England. For at møde dem hastede Harald med resterne af sin hær mod nord, og i slaget ved Stamford Bridge besejrede han nordmændene. Vilhelm mødte derfor ingen modstand, da han med henved 10.000 mand og 3.000 heste gik i land fra 600 skibe på den engelske sydkyst

 

d Paracelsus = Theophrastus Philippus Aureolus Bombastus von Hohenheim, svejtsisk læge og naturforsker; han studerede ved universitetet i Basel og opholdt sig derefter nogle år blandt minearbejdere i Tyrol. Her undersøgte han minedrift, mineralers natur og minearbejdernes sygdomme. Han vendte tilbage til Basel i 1526 og underviste i medicin ved universitetet. Men hans uortodokse syn på sygdommes opståen og deres behandling, og at han forelæste på tysk og ikke på latin, gjorde ham upopulær blandt fagkolleger. Han genoptog da sit vandrerliv. I 1541 blev han af ærkebispen inviteret til under hans protektion til at slå sig ned i Salzburg. Her levede han til sin død. P’s originale sygdomsopfattelse kom til at danne grundlag for den moderne lægevidenskab. Ifølge den herskende opfattelse, som var arvet fra klassiske forfattere, var en sygdom en forstyrrelse af balancen mellem kroppens fire væsker, gul galde, sort galde, blod og slim. Heraf fulgte, at der var lige så mange forskellige sygdomme, som der var forskellige individer, i og med at sygdommen bestod i en forstyrrelse i en persons unikke væskeforhold. Over for dette hævdede P, at en sygdom skyldes en bestemt årsag uden for kroppen. P’s opfattelse fik ham til at hævde, at der ikke fandtes uhelbredelige sygdomme, kun uvidende læger. Ud fra sit kendskab til mineraler og metaller profeterede P, at hvorfor skulle man ikke bruge alle de råstoffer, som Gud havde skabt – mineralske såvel som vegetabilske og animalske, uorganiske såvel som organiske – til at helbrede legemets sygdomme? Dermed blev han grundlægger af den medicinske og farmaceutiske kemi, og selv opdagede han flere kemiske forbindelser. På epitafiet ved hans grav i Salzburg kom der bl.a. til at stå:"Her hviler Philippus Theophrastus, der med underfuld kunst helbredte de frygteligste kvæstelser, spedalskhed, gigt, vattersot og andre af legemets smitsomme sygdomme" (f ca 1490)

 

f Caravaggio, italiensk maler, der anses for at være den tidlige baroks mest fremtrædende mester. Han kom som 20-årig til Rom. Det var her, han udformede sin barokke figurkunst med modeller hentet fra småkårsfolket selv i de mest ophøjede kristne scener. I Santa Maria del Popolo-kirken malede han bl.a. "Peters korsfæstelse" og "Paulus omvendelse". Hans stil er her fuldt udviklet. Han opbyggede sine kompositioner med en lysføring af enestående virkning; den ofte skjulte lyskilde lader lyset falde dramatisk og til tider næsten mystisk over scenen. I sine genrebilleder benyttede han den samme kontrast mellem lys og skygge, f.eks. i "Lutspillersken" og i "Falskspillerne". I 1606 måtte han forlade Rom efter at have dræbt en modstander i en duel. Han opholdt sig derefter bl.a. i Napoli og på Malta. Da han 1610 fik mulighed for at vende tilbage til Rom, døde han på vej til byen (af enten feber eller som følge af et overfald). Caravaggko fik grundlæggende betydning for 1600-tallets maleri i Italien, Frankrig, Spanien og Holland. I Italien fik mange efterfølgere, som videreførte flere af de motivkredse, han havde udviklet, bl.a. soldater- og folkelivsskildringerne. I Holland fik Caravaggios kunst betydning for Rembrandt og for 1600-tallets flamske kunst (d juli 1610)

 

f Pierre-Louis Moreau de Maupertuis, fransk matematiker og astronom; han blev medlem af Académie des Sciences, Paris i 1731, og året efter introducerede han i Frankrig Newtons doktrin om tyngdekraften. I årene 1736-37 stod M i spidsen for en ekspedition til Lapland, hvis formål var empirisk at underbygge Newtons teori om jordklodens sammentrykning ved polerne. Ekspeditionens succes gjorde M berømt. Frederik den Store af Preussen blev opmærksom på ham og kaldte ham til Berlin. Her blev han medlem af det preussiske videnskabsakademi og var dets præsident i årene 1745-1753. han skrev mange bidrag om matematik til Académie des Sciences tidsskrift. Endvidere skrev han bøger om geografi, astronomi og kosmologi. I sine biologiske værker foregreb han mutationsbegrebet. I 1744 formulerede M mindste virknings princippet. Senere offentliggjorde han det i "Essai de cosmologie" (1750). Princippet er blevet formuleret således: Blandt alle mulige bevægelser af systemer vælger naturen den, som fører til målet med mindst virkning. Iflg. Maupertuis illustrerede princippet Guds visdom, ligesom han mente ad denne vej at kunne sikre mekanikken et sikkert metafysisk grundlag (d 27/7 1759)

 

f Prosper Mérimée, fransk forfatter; med sin hang til mysticisme udgav han i 1825 sine skuespil "La Théâtre de Clara Gazul" som arbejder af en spansk skuespiller oversatte af en vis Joseph L’Estrange. Hans næste udgivelse og spøg var "La Guzla", nogle ballader som foregaves at være oversat fra illyrisk og handlede om mord, hævn og vampyrer. Med sin passion for historie og det usædvanlige og inspireret af den popularitet, Walter Scotts historiske romaner havde opnået, udgav M i 1828 "La Jacquerie" 36 billeder fra bondeoprøret i middelalderen og romanen "La Chronique du temps de Charles IX" (1829) om livet ved det franske hof i krig og fred. Som historiker og arkæolog skrev "Études sur l’histoire romaine" (1844), "Monumentes hélléniques" (1840-42) og "Architecture militaire au moyen áge" (1843). M havde tætte forbindelser Napoleon III’s hof og hans breve til førstebibliotekaren ved British Museum er blevet betegnet som ’det andet kejserriges historie’. Endvidere var M virksom som litteraturkritiker, og med sine oversættelser af Pusjkin og Gogol formidlede han som den første russisk litteratur til Frankrig. M’s forfatterskab er blevet karakteriseret som værede en genfødsel af klassicismen midt i romantikken, og at han med sin stræben efter virkelighed og lidenskabløshed foregriber realismen og naturalismen (d 23/9 1870)

 

f Georges Clemenceau, fransk politiker, premierminister 1906-09 og 1917-20; han begyndte sin politiske karriere i 1870, da han blev borgmester i Montmartre; fra 1876 repræsenterede han Montmartre i Deputeretkammeret, hvor han blev blandt lederne af Det radikale parti. Han mistede sin plads i kammeret i 1893, men hans kampagne for Dreyfus’ uskyld, førte ham igen frem i forreste linje. 1902 blev han senator og i 1906 indenrigsminister. Samme efterår dannede han selv regering. Den sad til 1909. Sit reformprogram om bl.a. alderdomsforsørgelse, 8-timersdag og progressiv indkomstskat fik han ikke gennemført, men der gennemførtes adskillelse mellem stat og kirke. Udenrigspolitisk styrkede han alliancen mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland. I 1917 dannede den 76-årige C den såkaldte "sejrens regering". Han reorganiserede hæren, stimulerede kampmoralen, bekæmpede tilhængerne af en forståelsesfred med Tyskland og fik "defaitister" og pacifister tiltalt og dømt. På fredskonferencen i Versailles blev han en af "de fire store" og konferencens præsident. I Versailles arbejdede han konsekvent for Frankrigs sikkerhed og dermed for Tysklands svækkelse. Versaillestraktaten tilgodeså i høj grad Clemenceaus ideer; alligevel blev han i 1920 vraget som præsidentkandidat. Da hans regering faldt samme år, trak han sig ud af politik og helligede sig et forfatterskab af filosofiske og biografiske værker (d 24/11 1929)

 

f Sir John Denton Pinkstone French, First Earl of Ypres, britisk feltmarskal; han var øverstkommanderende for de britiske tropper på vestfronten august 1914 til december 1917, da han efter pres måtte træde tilbage. Slagene, der blev udkæmpet under hans ledelse - ved bl.a. Ypres - er især blevet husket for de enorme tab, de påførte den britiske hær; således døde der 110.000 i de første to slag ved Ypres. Den 19.oktober 1914 beordrede French sin styrke til at indlede en offensiv mod øst fra den belgiske by Ypres. De britiske styrker kolliderede med tyske tropper, som havde indledt en offensiv den 20. oktober En måned senere - 22. november døde slaget hen. Frenchs troppers modstand forekom den britiske offentlighed heroisk; i virkeligheden var der kun opnået, at den britiske linje holdt. Offensiverne i 1915 ved Neuve-Chapelle (fra den 10. marts), atter ved Ypres (fra 22. april) og ved Loos (fra 25. september) førte heller ikke til noget afgørende resultat. Frenchs rådvilde og tilfældige brug af reserverne ved Loos førte til hans fjernelse. I eftertidens bedømmelse er French blevet anset for at være uegnet til såvel at tilpasse sig til den usædvanlige krigsførelse under Første Verdenskrig bl.a. formåede han ikke at skabe et godt samarbejde med regeringen i London, sine undergivne og de franske og belgiske generaler. French var indtrådt i hæren i 1874 og var blevet kendt i offentligheden for sin succesrige indsats som øverstkommanderende for det britiske kavaleri under Boerkrigen (1899-1902). Inden han overtog kommandoen på vestfronten, var han fra 1913 chef for den britiske generalstab (d 22/5 1925)

 

Som et internationalt arbejderforbund stifter socialister og revolutionære republikanere Første Internationale i London. I 1840’erne og 50’erne var der blevet gjort flere forsøg på at få dannet internationale socialistiske organisationer. Den nærmeste anledning til dannelsen af Internationale var et møde af britiske og franske arbejdere i forbindelse med verdensudstillingen i London i 1862. Året efter holdt britiske fagforeninger et stort arbejdermøde til fordel for den polske opstand, og drøftelserne blev fortsat med en fransk arbejderdelegation og tyske emigranter. Resultatet var mødet 28. september 1864, hvor Internationale blev dannet med tilslutning fra britiske og franske fagforeninger og tyske, polske, italienske og ungarske emigranter. Karl Marx udarbejdede programmet. Det byggede på de samme tanker som hans "Kommunistiske Manifest", men holdt i en mere moderat tone for ikke at støde de britiske fagforeninger. Målet var arbejderklassens økonomiske frigørelse, det vil sige erobring af produktionsmidlerne; men dette var ikke muligt uden, at arbejderne først erobrede den politiske magt. For at få styrke dertil, måtte arbejderne i alle lande stå sammen, og derfor måtte de danne en international arbejderorganisation. I løbet af 1870’erne kom fraktionsstridigheder til at lægge beslag på en stor del af organisationens kræfter. En kongres i Philadelphia besluttede da den 15. juli 1876 at opløse Første Internationale. Anden Internationale blev dannet i 1889

 

Pietro Badoglio, italiensk marskal; han udmærkede sig under 1. Verd.krig og blev 1918 chef for generalstaben. Del af det italienske felttog i Etiopien og blev ved Italiens indtræden i krigen mod Storbritannien og Frankrig juni 1940 øverstkommanderende for den italienske hær. Badoglio spillede en afgørende rolle i kuppet mod Mussolini i 1943; fra juli 1943 til maj 1944 var han leder af en militærregering, der i september 1943 kapitulerede til de allierede og i oktober s.å. erklærede Tyskland krig. Maj-juni 1944 var Badoglio leder - og desuden udenrigsminister - af en samlingsregering af alle antifascistiske partier. Da regeringen gik af juni 1944, afviste lederne af de politiske partier, at Badoglio fik til opgave at danne en ny regering på grund af hans tidligere forbindelse med det fascistiske Italien. Badoglio trak sig derefter ud af politik; et krav i 1948 fra Etiopien om at få udleveret Badoglio som krigsforbryder, blev afvist af den italienske regering. I 1936 udgav Badoglio "La guerra d’Etiopia"; i 1946 "L’Italia nella seconda guerra mondiale" og i 1947 "Storia dell’ultima guerra" (d 1/11 1956)

 

d Francois Achille Bazine, fransk marskal; han blev løjtnant i 1833 og kæmpede som ung officer i Algeriet. Som oberst udmærkede han sig under Krimkrigen (1854-57) og blev forfremmet til generalmajor og guvernør i Sevastopol. I den fransk-sardinske krig mod Østrig om Norditalien indtog han i juni 1859 Solferino. Han deltog i den franske ekspedition til Mexico 1862-67, blev ekspeditionsstyrkens leder og blev marskal i september 1863. Ved udbruddet af den fransk-tyske krig 1870 førte han 3. armékorps og fik 12. august overkommandoen over Rhinhæren. Efter nederlaget ved Gravelotte trak han sig med sin ca 180.000 mand stærke hær ind i fæstningen ved Metz. Her blev han indesluttet og efter et par kraftløse udbrudsforsøg, indledte han efter det franske nederlag ved Sedan forhandlinger med tyskerne. Forhandlingerne endte med, at Bazine overgav sig med hele sin hær, der stadig var intakt. For disse handlinger blev han 1872 stillet for en krigsret, som enstemmigt dømte ham til døden for forræderi. Ved indgriben af landets præsident blev straffen nedsat til 20 års fængsel. 1874 undslap Bazine sit fangenskab; resten af livet levede han i meget beskedne kår i Madrid (f 13/2 1811)

 

d Herman Melville, amerikansk forfatter; efter at have studeret nogle år uden at aflægge nogen eksamen stod M i 1839 til søs. I 1841 påmønstrerede han hvalfangeren "Acushnet", og hans oplevelser fra dennes togter er baggrunden for hans første roman "Typee" (1846). M’s fortsatte sømandsliv i 1840’erne gav stof til en række romaner. I 1850 kom hans "White Jacket", der fortæller om den periode, M gjorde tjeneste i den amerikanske flåde om bord på fregatten "United States". Disse hans første arbejder gjorde M kendt som forfatter til eksotiske og eventyrlige fortællinger. Hans første forsøg på at skrive et mere seriøst værk "Mardi" (1849), en politisk og moralsk allegori, blev ingen succes. I 1850 slog han sig ned i Massachusetts. Her fuldendte han sit mesterværk "Moby Dick" om jagten på "den store hvide hval". Den udkom i 1851 uden at vække større opsigt, men blev genopdaget i 1920’erne og anerkendt som en af de første moderne romaner. M’s næste arbejde "Pierre" (1852) fik en sønderlemmende kritik og blev en økonomisk katastrofe for ham. Den skildrer en forfatters arbejde med sit livs roman. Herefter fortsatte M endnu nogle år med at udgive romaner og digtsamlinger. En rejse i 1856 til Europa og Palæstina er skildret i det store fortællende digt "Clarel" (1876) sammen med borgerkrigsdigtet "Battle-Pieces and Aspects of the War" (1866) viser disse to digte M som en fin lyriker. I 1866 blev han ansat ved toldvæsnet i New York og levede de resterende 25 år af sit liv i ubemærkethed. Melville blev genopdaget i 1920’erne og er siden blevet regnet for en af USA’s største forfattere (f 1/8 1819)

 

d Louis Pasteur, fransk kemiker og mikrobiolog; i 1849 blev han professor i kemi i Strasbourg. Efter fra 1854 at have været professor ved universitetet i Lille var han fra1867 professor ved Sorbonne; fra 1889 var P chef for Pasteurinstituttet i Paris. Han lagde grunden til sin berømmelse, da han påviste, hvordan forskellige typer fermentering forårsagedes af bestemte bakterier og gær, og at disse mikroorganismer ikke opstod ved såkaldt spontan genese, men måtte tilføres udefra. Disse forsøg gav anledning til den britiske læge Joseph Listers indførelse af antiseptikken. I 1864 blev P sendt til Jura, fordi vindyrkerne der var ved at blive ruinerede af uheld med vinfremstillingen. P fandt ud af, at vinen blev sur på grund af en parasit, som det lykkedes ham at fjerne ved i kort tid at varme vinen op. Denne metode har senere fået betegnelsen pasteurisering. Året efter befriede P silkeindustrien for en sygdom, som ramte silkeormene, og som blev fremkaldt af mikroorganismer. I 1877 rettede P sin interesse mod miltbrand, en sygdom som ramte fårebestanden voldsomt. Dette arbejde blev afbrudt nogle år senere, da han en tid arbejdede med at finde årsagen til hønsekolera. Han isolerede den mikrobe, som forårsagede sygdommen og fremstillede en vaccine mod den. Han nåede samme resultat, hvad angik miltbrand. Også studiet af hundegalskab – rabies – beskæftigede P sig med og opnåede også her gode resultater. I 1895 lykkedes det ham at helbrede en ung mand, som var blevet bidt af en hund med rabies. Det gav stødet til oprettelse af Pasteurinstituttet i Paris. Instituttet blev indviet i 1888, men P var da så svækket, at han aldrig kom til at lede eller arbejde i instituttet (f 27/12 1822)

 

f Max Schmeling, tysk bokser; efter en kort karriere som amatør blev han i 1926 tysk mester i prof. letsværvægt- og sværvægtsboksning og i 1927 europamester i letsværvægt. Da han den 12. juni 1930 i New York City besejrede amerikaneren Jack Sharkey blev han som den første tysker verdensmester i sværvægt. I juni 1932 mistede S titlen til Sharkey, da denne efter 15 omgange vandt på points i Long Island City, New York. S’s mest bemærkelsesværdige sejr skete i New York City den 19. juni 1936, da han i 12. omgang knockoutede den hidtil ubesejrede amerikaner Joe Louis. Efter Joe Louis var blevet verdensmester i 1937, vandt han den 22. juni 1938 i New York City på knock out i 1. omgang over S. Under 2. Verd.krig gjorde S tjeneste i faldskærmstropperne, og blev såret under den tyske invasion af Kreta i 1941. I årene 1947-48 var S atter aktiv som bokser og vandt i Tyskland tre af fem kampe, inden han som 43-årig trak sig tilbage

 

f Brigitte Bardot, fransk skuespiller, der var 1950'ernes og de tidlige 60'ere førende europæiske sex-symbol og med sin type skabte hun mode i frisure og tøj. Hun fik sit store gennembrud i 1956 i "Gud skabte kvinden", som til fulde udnyttede hendes mutte og veldrejede talenter. Hun trak sig tilbage fra filmen 1973, men har med sit engagement for dyrenes beskyttelse stadig medietække

 

d Edwin Powell Hubble, amerikansk astronom;, som påviste eksistensen af galakser uden for vor egen, hvorved størrelsen af universet øgedes eksorbitant; fra 1919 til sin død var han ansat ved Mount Wilson- og Palomar-observatoriet. Her foretog han undersøgelser af galaktiske tåger og galakser, spec. studerede han Andromedatågen. På grundlag af en gruppe lys-stærke, variable stjerner konkluderede Hubble, at Andromedatågen var en selvstændig galakse. Under sit fortsatte arbejde nåede han frem til metoder, der gjorde det muligt at beregne afstanden til Andromedatågen. Selv om hans resultat senere er korrigeret, viste Hubble’s arbejde, at afstandene i universet er ufattelig store. I løbet af 1920’erne gennemførte han et ambitiøst forskningsprojekt, hvormed det lykkedes ham dels at bestemme de omtrentlige afstande til et stort antal galakser, dels at klassificere galakserne efter deres udseende. Han inddelte dem i tre hovedtyper: de elliptiske galakser, spiral-galakserne og de irregulære galakser. Samtidig fastslog Hubble, at universet udvider sig, og på grundlag af sine omfattende arbejder over galaksernes radialhastigheder kunne han ligeledes fastslå, at hastigheden øges lineært med afstanden (Hubbles lov). For at delagtiggøre den astronomiinteresserede offentlighed i sine arbejder udgav Hubble bl.a."The Realm of the Nebulae" (1936) og "The Nature of Science" (1954) (f 20/11 1889)

 

d William Edward Boeing, amerikansk flykonstruktør; han grundlagde i 1916 firmaet Boeing, få måneder efter han havde været hovedkraften i udviklingen af et topersoners fly. Sin erfaring i virksomhedsledelse havde Boeing fra den risikable, men givtige tømmerdrift i det nordvestlige USA, som han i 1903 havde forladt studierne ved Yale University for at søge lykken i. Allerede i 1920’erne byggede Boeing postfly og forskellige militærfly. Efter Anden Verdenskrig, hvor Boeings fly havde været dominerende på amerikansk side, begyndte man i stor stil at producere fly til civil luftfart. I 1970 introduceredes Boeing 747, som kunne medtage dobbelt så mange passagerer som det hidtil største fly. I 1990’erne producerede Boeing civile og militære luft- og rumfartssystemer. Firmaet var verdens største flyproducent med hovedkvarter i Seattle. I 1990’erne opkøbte Boeing den store konkurrent MacDonald-Douglas. William Boeing havde dog allerede i 1934 solgt sine aktier i firmaet som konsekvens af den antimonopollovgivning, der indførtes efter 1930’ernes økonomiske depression. William Boeing bevarede dog fortsat sin interesse for flyteknologi og fungerede under Anden Verdenskrig og i nogle år efter som konsulent på fabrikken (d 28/9 1956)

 

d Knud Kristensen, Venstre statsminister 1945-47; han blev født i et venstremiljø i Ringkøbing amt og ejede fra 1920 Biviumgård ved Humlebæk. Han var livet igennem aktiv landmand ved siden af sit politiske arbejde og opretholdt konsekvent billedet af sig selv som jysk bonde. Han var medlem af Folketinget 1920-1929 og 1932-1949. Han var partiet Venstres formand 1941 - 1949. 8. juli 1940 blev han indenrigsminister i besættelsestidens samlingsregering; men forlod regeringen november 1942, da han ikke ville acceptere Scavenius som statsminister. I maj 1945 blev Kristensen indenrigsminister i befrielsesregeringen. Efter Venstres fremgang ved valget i oktober 1945 dannede han en ren venstremindretalsregering. Under det politiske røre om den dansk-tyske grænse efter krigen gik han klart ind for gennem en folkeafstemning at få Sydslesvig indlemmet i Danmark. I denne sag stod Venstre splittet, og i Folketinget var flertallet imod hans aktive Sydslesvigpolitik. Dette flertal måtte Kristensen bøje sig for, men forebeholdt sig ret til som privatmand at udtale sig for sydligere grænsedragning, såfremt tilvæksten til danskheden i Sydslesvig efter befrielsen holdt sig. Denne dobbelthed ville Folketinget ikke acceptere, og i oktober 1947 vedtog det et mistillidsvotum til statsministeren personligt. I utilfredshed med Venstres politik udtrådte Kristensen i 1949 af Folketinget. I protest mod den nye grundlov af 5. juni 1953 udmeldte Kristensen sig af Venstre og kaldte til samling om en kompromisløs borgerlig politik, hvilket førte til oprettelse af partiet De Uafhængige, som kom i Folketinget i 1960 for en kort periode, dog uden Kristensens deltagelse (f 26/10 1880)

 

d Nasser, ægyptisk præsident; i utilfredshed med den store udenlandske indflydelse i Ægypten blev Nasser omkring 1945 leder af en gruppe yngre officer, der ville fremme ægyptisk nationalisme. Det ægyptiske nederlag i krigen med Israel 1948-49 styrkede yderligere gruppens bitterhed over deres lands inkompetente og korrupte styre. Selv om magten formelt lå i et 11-mands revolutionsråd og generalmajor Mohammed Naguib stod som leder af det militær regime, der overtog magten i Ægypten, efter kong Faruk var blevet styrtet ved et kup i juli 1952, var Nasser som leder af revolutionsrådet Ægyptens reelle leder. I årene 1954-56 var han premierminister og fra 1956 til sin død præsident. Hans første politiske succes var de forhandlinger, der i 1954 førte til tilbagetrækning af de britiske styrker i Suezkanalzonen. Hans nationalisering af Suezkanal Selskabet i juli 1956 som svar på et britisk-amerikansk afslag på et lån til opførelse af Aswandæmningen resulterede i en ny krig i Mellemøsten. Selv om den endte med ægyptisk nederlag havde Nasser talt de imperialistiske magter imod, og hans prestige i den arabiske verden var herefter uden sidestykke. Hans udenrigspolitik var domineret af fjendskabet til Israel og afvisningen af anerkendelse af denne stat. Dertil kom antikolonialisme og støtte til de nye stater i Afrika og Asien. Sammen med Jugoslaviens Tito og Indiens Nehru kom Nasser til at stå som leder af den tredje verdens lande. Hans udenrigspolitik hæmmedes dog af det nære forhold til Sovjetunionen. Indenrigspolitisk søgte inden for rammerne af en arabisk socialisme ved jordreformer og industrialisering at forbedre Ægyptens økonomiske og sociale struktur og opbygge landet militært. Nederlaget til Israel i krigen 1967 gav ham visse problemer, men da han tilbød at gå af, blev det afvist. Faktisk gav det ægyptiske folk ham massiv støtte i form af troskabserklæringer og folkelige demonstrationer landet over (f 15/1 1918)

 

1973 d Wystan Hugh Auden, britisk/amerikansk digter; fra 1939 bosat i USA og 1946 amerikansk statsborger; han var venstreorienteret og deltog i den spanske borgerkrig; A's særpræg er et moderne ofte sjagongpræget symbolsprog med billeder hentet fra teknik og psykologi. Hans første digtsamling "Poems" kom i 1930, og A viste sig med den som en af den engelske modernismes mest formsikre og traditionsbevidste lyrikere. Han samarbejdede med C. Isherwood om symbolske versdramaer, f.eks. "The Ascent of F6" (1936) og med bl.a. Benjamin Britten om operalibrettoer. Hovedtemaet i forfatterskabet, som også rummer væsentlig litteraturkritik, er kunstens ordnende funktion i en kaotisk verden. Et eks. Er det lange reflekterende digt "New York Letter" (1940). Bl. hans senere værker er digtsamlingerne "Nones" (1952), "Homage to Clio" (1960) og "About the House" (1966) og essaysamlingen "The Dyer's Hand" (1963). 1956-61 var A æresprofessor i poesi i Oxford (f 21/2 1907)

 

1978 d Johannes Paul 1. Luciani, pave 26. august 1978 til 28. september 1978; han stammede fra en norditaliensk arbejderfamilie og blev præsteviet i 1935. Han virkede som præst, professor i teologi og fra 1958 biskop i Vittorio Veneto fra 1958, inden han i 1969 blev ærkebiskop i Venezia og i 1973 kardinal. Hans potifikat blev et af de korteste i den katolske kirkes historie. Med sit dobbeltnavn markerede han, at han ville fortsætte sine to forgængeres – Johannes 23. og Paul 6. – reformbevægelse inden for den katolske kirke. Påstanden om, at han skulle være blevet myrdet, har hverken kunnet bekræftes eller afkræftes (f 17/10 1912)

 

 

 

 

Til top        29. september

48 f. Kr. d Pompejus, romersk feltherre og statsmand; som 17-årig deltog han i forbundsfællekrigen og formerede senere sin egen hær på 3 legioner af klienter og faderens veteraner. Med den knuste han i 71 f. Kr. resterne af Spartacus slavehær. Sejren medførte, at han uden at have beklædt noget embede blev i 70 konsul. I årene herefter deltog han i utallige felttog. I 67 rensede Pompejus Middelhavet for sørøvere, og året efter fik han overkommandoen i krigen mod Mithradates, og efter et sejrrigt felttog i Østen kunne han i 63 indlemme Syrien og Palæstina i det romerske rige. I de mange krige viste han sig som en fremragende feltherre og i besiddelse af et stort organisationstalent. I 60 indgik han det første triumvirat med Cæsar og Crassus. Ved triumviratets fornyelse i 56 blev Pompejuskonsul for anden gang, hvorpå han fik Spanien som provins. Forholdet mellem Pompejus og Cæsar kølnedes efterhånden, og ved borgerkrigens udbrud fik P kommandoen over senatshæren, men fortrak for Cæsars hurtige fremmarch til Grækenland. P synes at have manglet Caesars politiske og folkelige flair, og han formåede aldrig at samle en trofast gruppe omkring sig. I Grækenland blev P i 48 afgørende besejret af Cæsar i slaget ved Farsalos. Efter nederlaget flygtede han til Ægypten. For at tækkes Caesar lod den ægyptiske konge P dræbe ved landgangen (f 106 f.Kr.)

 

1276 f Kristoffer 2. dansk konge 1320-32; næstældste søn af Erik Klipping og dronning Agnes; K lå til stadighed i strid med broderen kong Erik Menved. Selv om denne i 1303 overlod K Estland og i 1306 Halland, gik K i 1307 i forbindelse med landets fjender og synes at have stræbt Erik efter livet. Efter Erik Menveds død blev K valgt til konge efter at have måttet acceptere en meget hård håndfæstning. Bl.a. forpligtede han sig til at overtage broderens gæld og nøjes med rigets almindelige indtægter for at indfri den. Det kunne K ikke, og i 1325 måtte han flygte fra landet over for en koalition af danske stormænd og de holstenske grever Johan og Gerhard. I stedet blev Valdemar Erikssøn blev 1326 valgt til konge. I 1329 blev K igen konge som følge af et jysk herremandsoprør, og fordi grev Gerhard, der var rigsforstander og formynder for den umyndige Valdemar Erikssøn, ikke kunne enes med andre holstenske grever om magtens deling. Det var dog kun en mindre del af det danske rige, der stod til kongens rådighed. Resten af Danmark var pantsat, Jylland og Fyn til Gerhard og det meste af Østdanmark til grev Johan af Plön. I en kamp ved Slesvig by i 1331 mellem Gerhard og Johan deltog K på Johans side, men led nederlag. Sin sidste tid levede han på Lolland i største fattigdom. Med dronning Eufemia af Pommern havde K sønnerne Erik, Otto og Valdemar (Atterdag) (d 2/8 1332)

 

1494 d Angelo Poliziano, italiensk humanist og forfatter; var fra 1475 opdrager af Lorenzo Medici's søn Piero; Poliziano vandt sit første ry 1475 ved sin oversættelse af Iliaden (2- 5. sang) til latinske heksametre. Hans mesterstykke fra denne periode er et digt på italiensk og i ottava rima "Stanze per la giostra del Magnifico Giuliano de'Medici" (1475-78); det regnes blandt de fornemste værker inden for italiensk litteratur. Han overværede mordet i Santa Maria del Fiore på Giuliano Medici og skrev en dramatisk rapport om begivenheden i samme stil som den romerske historiker Sallust "Pactianae coniurstionis commentarium" (1478). Efter stridigheder med Medicifamilien forlod Poliziano maj 1479 Firenze. I 1480 opholdt han sig i Mantua, hvor han skrev "Favola d'Orfeo", et hyrdedrama; det er blevet kaldt historiens første opera, og er det første skuespil, der er skrevet på italiensk. 1480 var Poliziano atter i Firenze og blev professor i græsk og latin. Hovedværket fra hans senere år er "Miscellanea" (1489) en samling af 100 afhandlinger (centuria) om klassiske tekster; arbejdet er blevet karakteriseret som et vendepunkt i den klassiske filologis historie (f 14/7 1454)

 

f Tintoretto (den lille farver. Faderen var farver. Tintoretto var døbt Iacopo Robusti), italiensk maler; han var virksom i Venezia, hvor han i sin ungdom var elev af Tizian. Under en rejse til Rom 1546-47 synes især Michelangelo at have gjort indtryk på ham. Sit gennembrud fik han med "Markusunderet", hvor han for første gang virkeliggjorde sit motto: "Michelangelos tegning og Tizians farver". Billedet viser frem for alt en ny dramatisk følelse udtrykt bl.a. gennem stærkt markerede forkortninger. Typisk for Tintorettos stil i begyndelsen af 1550'erne er tre billeder, han malede for Scoula della Trinità i Venezia, alle udpræget manieriske. Fra slutningen af 1550'erne er udpræget dekorative billeder som "Susanna og de gamle" og "Josef og Potifars hustru". En mere dramatisk følelse for for rum og bevægelse er udviklet i bl.a."Marias tempelgang" (1556). I 1565 begyndte han sit 20-årige arbejde for broderskabet Scuola di San Rocco, hvor han udsmykkede tre sale med f.eks "Kristus for Pilatus" og andre begivenheder fra Kristus liv. I Dogepaladsets store rådssal malede han "Paradiset" påbegyndt 1588. Med sine 500 m2 skal det være kunsthistoriens største maleri; det viser mennesket på vej mod den store forløsning. Sin sidste skildring af lysets magiske kraft, af rum og bevægelse giver han i "Nadveren" (San Giorgio Maggiore, 1593-94). Med sin forening af Tizians farve og Micheangelos form forlader Tintoretto renæssancen og går ind i manierismen og formidler således overgangen mellem renæssance og barok (d 31/5 1594)

 

1530 d Andrea del Sarto, italiensk maler; han virkede hele liv i fødebyen Firenze – bortset fra et års ophold (1518-19) ved Frans 1.s i Frankrig - og er blandt hovedrepræsentanterne for den florentinske højrenæssance. Blandt han tidlige arbejder (1510-14) er fresker med motiver fra den hellige Benizzis liv (1510), "Helligtrekongers tog" (1511) og "Marias fødsel" (1514) alle i kirken S. Annunziatas forhal. Samme sted er desuden hans "Diskussionen om treenigheden" og gruppen "Madonna delle Arpie" (1517), begge holdt i en dæmpet farve-skala og mer eller mindre sløret clair-obscur. Del Sarto har også dekoreret korsgangen i "Compagnia dello Scalzo", ligeledes i fresco, med scener fra Johs. Døberens historie. Blandt hans arbejder i Firenze er endvidere "Madonna del Sacco" i S. Annunziata (1525) og "Nadveren" i San Salvi (1525-27), som viser inspiration fra Michelangelo og Leonardo da Vinci. Del Sarto var også en fremtrædende portrætmaler; men kun tre portrætter kan med sikkerhed tilskrives ham: et selvportræt og portræt af en pige (begge i Uffizierne, Firenze) og portræt af en billedhugger (i London) (f 14/7 1486)

 

1560 d Gustav 1. Vasa af Sverige, konge 1523-1560; i årene 1517-18 deltog han på Sture-partiets side i kampen mod Christian 2. I 1518 blev han taget til fange og ført til Kalø, hvorfra han 1519 flygtede til Lübeck. 1520 var han atter i Sverige og rejste året efter Dalarna til oprør mod det danske styre. Samme år blev Gustav rigsforstander og indgik 1522 forbund med Lübeck, som ydede ham flådestøtte, så han i 1523 kunne indtage Stockholm og blive valgt til konge. Gustavs stilling var i begyndelsen svag, gælden til Lübeck var enorm, og huset Stures mange tilhængere fik bønderne til at gøre oprør flere gange. På rigsdagen i Västerås 1527 lykkedes det Gustav at få gennemført en væsentlig reduktion af kirkegodset og selv blive kirkens overhoved. I 1540 mistede kirken sin forholdvis frie stilling og kom under fuld kontrol af staten. Samtidig gennemførte Gustav omfattende reformer i forvaltningen. Hans magtstilling øgedes væsentligt, efter stænderne i 1544 havde vedtaget den såkaldte "Västerås arvefølge", som gjorde Sverige til et arverige. Gustav havde dermed befæstet sin magt og styrede enevældigt. Ved at inddrage lenene til kronen og erstatte de tidligere lensmænd med loyale fogeder og statholdere fik Gustav kontrol over hele landet. Han bragte orden i finanserne og oprettede en stående hær og en stærk flåde. Sverige blev en velorganiseret og fasttømret rigsenhed, og Gustav betragtes som den svenske nationalstats grundlægger. Han førte en fredelig udenrigspolitik, og i hele hans regeringstid var forholdet til Danmark stort set godt (f 12/5 1496)

 

1703 f Francois Boucher, fransk maler; efter et treårigt ophold i Italien vendte han 1731 tilbage til Paris. Her fik han hurtigt en fornem kundekreds, hvilket ikke mindst skyldtes, at han var den kgl. maitresse Madame Pompadours protegé. Boucher malede hendes portræt flere gange. I 1734 blev han medlem af Akademiet, i 1763 hofmaler og direktør for Akademiet. Boucher er rokokoens mest typiske repræsentant med dens gratie og lethed såvel som for dens overfladiskhed. Som barn af sin tid vil hans malerier med amoriner og små buttede nymfer, gudinder og hyrdinder bevare deres interesse som udtryk for tidens stil og smag. Hans indflydelse blev også stor gennem stillingen som leder af Gobelinfirmaet i Paris, samtidig med han allerede fra 1734 leverede kartoner til Beauvais-fabrikkerne. Bouchers gobeliner viser især galante scener, ofte med en pikant amourøs pointe. I de rent dokorative vævninger indførte han kinesiske motiver, de såkaldte chinoiseries, der blev meget populære og kom til at danne mode. Blandt Bouchers arbejder som maler er "Venus' toilette" (1751) i Metropolitan Museum, New York. Da smagen i Frankrig omkr. 1760 ændredes i retning af nyklassicisme, fik Boucher ofte en ublid medfart af kritikken (d 30/5 1770)

 

f Robert Clive, Baron Clive of Passey, engelsk officer og grundlægger af det britiske herredømme i Indien; som 18 årig blev han kontorist i Det Ostindiske Kompagni. Senere gik han over i hæren og udførte flere spektakulære militære operationer. Således erobrede han i 1751 naboben af Carnatics hovedstad Atcot og holdt den mod overlegne indfødte og franske styrker. Endvidere erobrede han i 1757 Calcutta fra naboben af Bengalen, Siraj ud-Daula, og fik dennes minister Mir Jafar til at forråde naboben i slaget ved Plassey. Mir Jafar blev derpå nabob mod at betale 260000 pund til Ostindiske Kompagni og var derefter fuldstændig afhængig af England. 1760 rejste C hjem med uhyre rigdomme og blev 1762 baron af Plassey. I 1765 drog han igen til Indien. Denne gang med overordentlig fuldmagt til at ordne kompagniets administration og finansvæsen. Dette udførte han med hensynsløs energi, hvilket bestemt ikke gjorde ham populær i hverken engelske eller indfødte kredse. Hans fjender fik udvirket, at han nogle år efter at være vendt hjem til England i 1767 blev anklaget for myndighedsmisbrug og underslæb. Clive blev frifundet, men begik selvmord efter frifindelsen (d 22/11 1774)

 

1758 f Horatio Nelson, britisk admiral; som barn var han svagelig og kom som 12-årig ind i marinen som kadet for at livet til søs kunne styrke hans helbred. 1770-77 var han på orlogs- og koffarditogter til Ostindien, Vestindien og polaregnene. I 1777 blev han løjtnant og året efter i krigen med de nordamerikanske kolonier chef for en brig. Allerede 1779 blev han fregatkaptajn, men led i de følgende år under stadige hovedsmerter, reumatisme og galdesten, der med mellemrum tvang ham til orlov. Ved udbruddet af krigen med Frankrig i 1793 blev han chef for et linjeskib. Hans virkeområde var mest Middelhavet. I en kamp ved Korsika mistede han i 1794 det ene øje. 1796 blev han kommandør, og i 1797 viste han i slaget ved San Vincente for første gang sine eminente søstrategiske evner, sin dristighed og sin resolutte handlekraft. Som belønning blev han kontreadmiral, adlet og æresborger i London. Senere samme år mistede han højre arm under et slag ved Tenerife. I 1798 stod han i spidsen for den flåde, der angreb og ødelagde den franske flåde ved Abukir (ud for Ægypten) og derved sikrede Storbritannien kontrol over Middelhavet. For sejren fik han titlen baron Nelson of the Nile og en årpenge på 2000 pund. Derefter var han stationeret ved Italien. N var næstkommanderende på den britiske flådeafdeling, der angreb den danske flåde i slaget på Reden ved Københavns havn april 1801. Herefter gjorde han atter tjeneste på Middelhavet. Som chef for middelhavsflåden – om bord på "Victory" – blokerede han 1803-05 den franske flådehavn Toulon og gik derefter på jagt efter den franske invasionsflåde, der skulle medvirke ved Napoleons planlagte invasion i England. Jagten gik til Vestindien og tilbage og endte den 21. oktober 1805 i slaget ved Trafalgar. Her førte Horatio Nelson den britiske flåde til sejr over den fransk-spanske flåde og sikrede dermed Storbritannien kontrollen over verdenshavene; men sejren kostede ham livet (d 21/10 1805)

 

1810 f Elizabeth Cleghorn Gaskell, engelsk forfatter, der skrev kristelig-sociale romaner, hvori hun ud fra medlidenhed talte arbejdernes sag. Fødslen af seks børn, hvoraf fire døtre nåede voksenalder, samt et lykkeligt familieliv var baggrunden for forfatterskabet; men det betød også, at hun debutterede sent, og at hendes bøger var længe undervejs. Debutromanen "Mary Barton: a Tale of Manchester Life" udkom 1848, og er med sin bedske og bevægende skildring af arbejdsløsheden og arbejdsgivernes brutalitet en stærk protest mod social ulighed. Den gjorde med det samme G kendt og gav hende adgang til intellektuelle kredse uden for Manchester. Således var Dickens ivrig for at få hende som skribent til sit magasin "Household Words". I forfatterskabet behandler Gaskell som oftest sociale problemer, i "Ruth" (1853) den ugifte mors; i "North and South" (1855) konflikten mellem industriens Nord-England og landbrugets Syd-England. Gaskell var veninde med Charlotte Brontë og skrev hendes fars opfordring biografien "The Life of Charlotte Brontë" (1857). I kraft af det personlige kendskab Gaskell havde til Charlotte B sammen med den beundring hun nærede for såvel personen Charlotte B som dennes forfatterskab skrev Gaskell en biografi, der bliver betegnet som en af engelsk litteraturs betydeligste biografier (d 12/11 1865)

f Walther Rathenau, tysk politiker; ved udbruddet af 1. Verd.krig overtog R ledelsen af det af faderen grundlagte Allgemeine-Elektricitäts-Gesellschaft, AEG. Samtidig overbeviste R den tyske regering, at hvis krigen skulle vindes, måtte der føres nøje kontrol med anvendelsen af råvarer i den tyske industri. Fra august 1914 til foråret 1915 blev R da sat i spidsen for et departement i det tyske forsvarsministerium, der stod for fordeling og anvendelse af råstoffer i den tyske krigsindustri. Herefter vendte han tilbage til AEG. Efter krigen blev R politisk aktiv. Han deltog i oprettelsen af det borgerlige Deutsche Demokratische Partei og talte for samarbejde med socialdemokraterne. I maj 1921 blev R minister for genopbygning og gik ind for tysk opfyldelse af Versaillestraktaten som led i en almindelig europæisk genopbygning. I januar 1922 blev R udenrigsminister, og skønt orienteret mod samarbejde med vestmagterne afsluttede han i april samme år Rapallotraktaten med Sovjetunionen. Den oprettede diplomatisk forbindelse og styrkede de økonomiske forbindelser mellem de to stater. På trods af denne diplomatiske succes blev R i stigende omfang udsat for forhånelser i Tyskland. For de højreorienterede repræsenterede R, der var jøde, det eftergivende efterkrigssystem, de hadede. Endvidere hævdede de, at R ved samarbejdet med Sovjetunionen fremmede "den snigende bolsjevisme", der hævdedes var ved at forpeste Tyskland. Det var da også disse kræfter, der stod bag mordet på R. Han blev skudt ned på åben gade på vej til arbejde (d 24/6 1922)

 

f Frits Hammer Kjølsen, søofficer, marineattaché; han begyndte sin militære uddannelse i flåden 1909 og blev sekondløjtnant 1914. Herefter steg K reglementeret i graderne, til han 1955 fik afsked fra søværnets linje som kommandør. 1939-41 var K marineattaché i Berlin. Han spillede her en rolle ved formidlingen af de advarsler om et forestående tysk angreb på Skandinavien, som sivede fra tyske stabe til de udenlandske militærattacheer i Berlin. Den 8.1. 1940 og 13.2. fik K færten af sådanne rygter, men det var usikkert om Danmark var med i billedet. I slutningen af marts skete der tyske troppesamlinger i Nordtyskland. Meddelelsen kom til den danske legation via den svenske. Af sin chef blev K med fly sendt til København for at give disse oplysninger til den danske regering. Da han var tilbage i Berlin den 4. april, fik han ensartede oplysninger fra henholdsvis den svenske og den hollandske militærattaché om, at der var tale om en tysk "agression" bl.a. mod Danmark. Igen blev der sendt en depeche til København. Betydningen af disse advarsler og den danske regerings holdning til disse har efter 1945 været diskuteret voldsomt. Bl.a. har det været hævdet, at K selv i sin indberetning den 5. april 1940 afsvækkede troværdigheden i oplysningerne ved at antyde, at udsivningen af disse kunne være et tysk fif. I bogen "Optakten til 9. April" (1945) – der allerede var udkommet som pjece i Sverige i 1944 – har K fremlagt sine synspunkter, men er blevet kritiseret for her at have overdrevet betydningen af advarslerne i forbindelse med hvilke han selv spillede en stor rolle – og tilsvarende undervurderet sin reservation i 1940. I august 1941 blev K erklæret persona non grata, uden tyskerne angav nogen grund til udvisningen. I slutningen af 1943 kom K til Sverige. 1946-49 var han marineattaché i USA og Canada afsluttede. Hans sidste post i den danske flåde havde K 1951-55 som chef for Grønlands kommado og marinedistrikt (d 9/3 1985)

 

1898 d Louise, dronning; datter af landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel og Charlotte af Danmark; hun kom som 3 årig til København, hvor hun voksede op. Louise fik en alsidig uddannelse. Hun havde forskellige kunstneriske anlæg og modtog undervisning i tegning og maling. Den 26. maj 1842 blev hun gift med prins Christian (den senere Christian 9.). Gennem sin mor, der var søster til Christian 8., var hun mellem de til Danmarks trone arveberettigede, og resultatet af de langvarige forhandlinger om arvefølgen blev, at Louises søskende overdrog hende deres ret til tronen, hvorefter hun i 1851 overdrog sin ret til sin ægtefælle, der ved Londontraktaten 1852 og tronfølgeloven 1853 anerkendtes som tronarving efter den barnløse Frederik 7. Da Christian i 1863 blev konge, delte Louise i høj grad hans upopularitet. Begge havde de ord for at være tysksindede. Harmen over Danevirkes rømning og Dybbøls fald i krigen i 1864 vendtes ikke mindst mod Louise, og det kom til demonstrationer i København. Men efterhånden som årene gik, blev hun ligesom kongen meget afholdt af folket. Hun søgte på ingen måde at gøre sig gældende i den ydre eller indre politi. Dog havde hun væsentlig del i skabelsen af sine børns ægteskaber, og de gode partier, døtrene gjorde, kastede glans over hoffet og Danmark. Selv fik hun prædikatet "Europas svigermor og bedstemor" (f 7/9 1817)

 

1898 d Trofim Lysenko, russisk planteforædler og plantefysiolog; fra 1921 var han ansat ved forsøgsstationerne i Azerbaidzjan og Odessa. I 1940 blev han direktør for Videnskabsakademiets genetiske Institut og tillige præsident for Leninakademiet for Landbrugsvidenskab. Lysenko havde i Stalintiden en dominerende indflydelse på Sovjetunionens biologiske forskning. Den fik han, da han under 1930’ernes landbrugskrise påkaldte sig magthavernes interesse ved sin behandling af vintersædens kimplanter med lave temperaturer, hvorved deres blomstring blev fremskyndet. Det muliggjorde en udvidelse af de dyrkede arealer, og da metoden krævede stordrift, blev den samtidig brugt som argument for den igangværende tvangskollektivisering. Lysenko tog afstand fra den på Mendel byggende vesteuropæiske arvelighedslære og fremhævede de ydre kårs direkte skabende indflydelse på arvegrundlaget. Ved slutningen af 1930'erne lykkedes det Lysenko at få Stalin på sin side, og Lysenkos opfattelse blev den eneste rigtige og ophøjet til statsideologi. Det skete ved en hensynsløs demagogi, bl.a. ved at kalde den mendelske genetik borgerlig og dens udøvere trotskistiske sabotører. Lysenkos nådesløse forfølgelse af tilhængere af den klassiske arvelighedslære betød, at mange af dem blev fængslet eller forvist. Efter Stalins død svækkedes Lysenkos position, og efterhånden blev det klart for den sovjetiske ledelse, at hele Lysenkos forskningsideologi havde været en kostbar videnskabelig fiasko. Det skete på baggrund af det stigende høstudbytte i den øvrige verden, bl.a. som følge af planteavl på den mendelske genetik. 1965 blev Lysenko afskediget fra alle sine poster, og han og hans medarbejdere fik skylden for de store vanskeligheder, landbruget i Sovjetunionen havde (d 20/11 1976)

 

1901 f Enrico Fermi, italiensk født amerikansk fysiker; han var professor i teoretisk fysik ved universitetet i Rom 1927-38. Her blev under Fermis ledelse det fysiske fakultek i løbet af 1930’erne et internationalt centrum for teoretisk og eksperimentel kernefysik. Da Mussolini i 1938 indførte racelove efter nazistisk mønster, emigrerede Fermi med sin jødiske kone og deres to børn til USA. Her var han i årene 1939-45 professor i fysik ved Colombia University og fra 1945 til sin død professor ved universitetet i Chicago. Fermis arbejder har været banebrydende på mange områder af atomfysikken. Han grundlagde således den statistiske behandling af elektronbevægelser i atomer og faste stoffer; gjorde vigtige opdagelser ved en lang række forsøg over kunstig radioaktivitet og over neutroners spredning fra atomkerner. Efter at fisionsprocessen var blevet kendt i 1939, arbejdede Fermi med konstruktionen af kernefysiske reaktorer for at nyttiggøre den nye energikilde, og han har en væsentlig del af æren for, at verdens første reaktor kom i gang 2. december. 1942. Herefter var Fermi frem til krigens slutning stærkt engageret i udviklingen af atombomben i Los Alamos i New Mexico. Ved verdenskrigens slutning vendte han tilbage til sit professorat i Chicago. I 1938 modtog han Nobelpris i fysik. Fermi betegnes som en af de få af 1900’tallets fysikere, som gjorde sig bemærket både som eksperimentalfysiker og som teoretiker (d 28/11 1954)

 

1902 d Émile Édouard Charles Antoine Zola, fransk forfatter og den vigtigste repræsentant for den naturalistiske roman i Frankrig. Han fik 1862 ansættelse ved et parisisk forlag og debuterede 1864 med en let romantisk præget realisme i en samling fortæl-linger, "Contes à Ninon". Men med sit næste værk romanen "Thérèse Raquin" (1867) havde han udformet naturalismens principper. Forfatteren skulle med nøjagtige iagttagelser og eksperimenter ligesom naturvidenskabsmanden i sit laboratorium bidrage til at forklare menneskelivet videnskabeligt ud fra arvebiologiske og miljømæssige faktorer. Psykologiske fænomener blev ført tilbage til fysiologiske, hvilket indebar en materialistisk determinisme. Allerede i Thérèse Raquin reducerede Zola personernes handlinger til en række primitive instinktreaktioner. Han principper kom dog først til fuld udfoldelse i hans romanserie på tyve bind, hvoraf første bind "La fortune des Rougon" kom i 1871. Det blev en succes, og med dette og de flg. følgende nitten bind skabte Zola en slægtshistorie fra det andet kejserdømme (1852-70) om arvelig belastning, forfald og forbrydelser, der i litterær form er udtryk for tidens videnskabelige forskning inden for arvelighed, degeneration, det sociale miljø. Slægtshistoriens titel er "Les Rougon-Macquart, histoire naturelle et sociale d’une familie sous le second Empire", og den udkom i årene 1871-93. På trods af sit pessimistiske livssyn var Zola en politisk og social idealist. At han var stærkt engageret i sin samtids problemer viser bl.a. hans berømte åbne brev J'accuse fra 1898 som forsvar for Dreyfus (f 2/4 1840)

 

f Georg F. Duckwitz, tysk diplomat; i årene 1928-33 opholdt han sig i København som direktør for et tysk kaffefirma. I årene op til krigen var han ansat i "Hamburg-Amerika-Linien". De erfaringer, han her gjorde, og hans kendskab til Danmark var baggrunden for, det tyske udenrigsministerium i november 1939 sendte ham til København, hvor han frem til kapitulationen gjorde tjeneste ved det tyske gesandtskab som søfartsrådgiver. Duckwitz havde tidligt vendt sig mod nazismen og lod under den tyske besættelse gang på gang informationer sive ud til danskerne, bl.a. om aktionen mod de danske jøder i efteråret 1943. Under folkestrejken i København i sommeren 1944 mæglede han i forhandlingerne mellem Best og de danske politikere, og i de sidste besættelsesdage i april-maj 1945 gjorde han en aktiv indsats for at fremme kapitulationsforhandlinger med de allierede, så Danmark ikke blev hvirvlet med i den tyske undergang. Efter krigen gjorde han karriere i det vesttyske diplomati, bl.a. som ambassadør i Danmark 1955-58. Han sluttede sin diplomatiske karriere i 1967 som statssekretær i udenrigsministeriet i Bonn (d 16/2 1973)

 

1913 d Rudolf Diesel, tysk ingeniør; dieselmotorens opfinder; uddannet ved den tekniske Højskole i München; ved siden af sit arbejde som ingeniør, arbejdede han med en ide fra studietiden, gående ud på at konstruere en varmluftmaskine, som ville have mulighed for at arbejde med langt større økonomi end en dampmaskine. Udgav 1893 en afhandling "Theori und Konstruktion eines rationellen Wärmemotors". I 1897 lykkedes det at skabe en brugbar maskine, som i de flg. år udvikledes til den praktisk anvendelige Dieselmotor (f 18/3 1858)

 

1931 Med de fire store partiers stemmer vedtager Rigsdagen loven om suspension af Nationalbankens pligt til at indløse sedler med guld. Den devaluering, der skete af det britiske pund, da Storbritannien den 20. september suspenderede guldindløseligheden af pundet, kom overraskende for alle. Den danske regering var i nogle dage ikke i stand til at beslutte, om man skulle lade kronen følge pundet, eller man skulle bruge andre midler til at lette denne ekstra belastning for eksporterhvervene. I forventning om et kursfald begyndte folk at veksle deres sedler til guld, og Nationalbankens beskedne valutareserver kunne hurtigt blive tømt. Regeringens første skridt var famlende, den 23. september indførte man forbud mod at føre guld ud af landet. Den 26. september forhøjede Nationalbanken diskontoen fra 4½% til 6%, hvorved depressionen fik endnu adskillige omdrejninger nedad. Den uenighed, der kan have været i regeringen, om de rigtige forholdsregler, blev afgjort den 27. september, da Norge og Sverige meddelte, de ville forlade guldpariteten. Foruden at ophæve guldindløseligheden sagde den lov, der blev vedtaget på Christiansborg den 29. september, at Nationalbanken skulle handle i overensstemmelse med den kgl. bankkommissær, dvs. handelsministeren, og der blev nedsat et rigsdagsudvalg til at følge valutapolitikken. Loven gjaldt foreløbig kun for to måneder, men blev siden til stadighed fornyet

 

1935 f Jerry Lee Lewis, amerikansk rocksanger og pianist; efter debuten i 1954 fik han sit første store hit i 1957 med "Whole Lotta Shakin’ Going On" fulgt op af "Great Balls" samme år. Fra sidst i 1960’erne slog han sig med stor succes på countrymusik, men fra begyndelsen af 1990’erne optrådte han fortrinsvis med sit gamle rockrepertoire og sin karakteristiske vilde optræden med et klaverspil, hvor også fødderne tages i brug på tangenterne

 

1938 Münchenaftalen underskrives. Aftalen blev indgået i München mellem Tyskland, Italien, Storbritannnien og Frankrig, repræsenteret ved Hitler, Mussolini, Chamberlain og Daladier. Den gik ud på, at det overvejende tysktalende Sudeterland i Tjekkoslovakiet skulle overlades Tyskland. Over for Hitlers voksende overmod og krav havde vestmagterne i erkendelse af deres militære svaghed ført en forsigtig og vigende politik, samtidig med de lovede Tjekkoslovakiet hjælp i tilfælde af tysk angreb. Da sudetertyskernes krav om tilslutning til Tyskland blev stærkere dag for dag, fik Mussolini, der på dette tidspunkt ville undgå en verdenskrig, Hitler til at invitere Chamberlain og Daladier til et møde i München, hvor Hitler fik overladt Sudeterland. Hvad, man nåede frem til på mødet, var, at Tysklands overgreb legaliseredes ved de tre stormagters accept. Tjekkoslovakerne var ikke blevet hørt, og de var blevet skændigt bedraget. Også stormagten Sovjetunionen var blevet holdt udenfor. Et forhold der fik Sovjetunionen til at lægge sin udenrigspolitik om og søge forståelse med Tyskland. De freds-løfter og garantier Tjekkoslovakiet fik for dets nye grænser, der udsendtes gennem de fire statsmænd, viste sig at være ganske uden værdi, idet Hitler ikke havde til hensigt at holde dem. Det viste sig et halvt år senere, da tyske tropper rykkede ind i Tjekkiet. For skønt Münchenaftalen for hele Verden måtte stå som en triumf for Tyskland, følte Hitler sig snydt for det felttog mod Tjekkoslovakiet, han havde været så opsat på. Kort efter Münchenmødet begyndte han da også at lægge planer for indmarchen i Prag og dermed likvidering af den tjekkoslovakiske stat. Dermed blev det afsløret, at Chamberlains fredspolitik var forfejlet. Han betragtede Münchenaftalen som et skridt hen mod en almindelig fredelig regulering af konflikterne i Europa. Forhandlinger skulle erstatte anvendelse af magt ved løsning af uoverensstemmelser, det ville i de fleste tilfælde sige at give indrømmelser til Tyskland

 

 

 

 

 

Til top        30. september

1568 På grund af utilregnelighed afsættes den svenske konge Erik XIV

 

1732 f Jacques Necker, svejtisk bankier, fransk politiker og fransk finansminister; skønt udlænding og protestant lykkedes det ham at gøre en strålende om end omskiftelig karriere i det franske finansvæsen. Som finansminister 1776-81 og 1788-90 søgte han at sanere de franske finanser og gennemføre liberale reformer; i 1781 offentliggjorde N en såkaldt Compte rendu au Roi over finansforholdene; det var ikke et egentligt budget, men en indberetning til kongen om den foreliggende finansielle situation ledsaget af et forsvar for de midler, han hidtil havde anvendt. Skriftet indeholdt en kritik af hoffets ødselhed. Men da hoffet ikke ville gå med til de krævede besparelser, blev N afskediget. I 1788 blev han genindsat i sit embede i håb om, at man derved kunne undgå en truende statsbankerot. Han fik kongen til at indkalde Generalstænderforsamlingen maj 1789 og satte igennem, at tredjestand fik halvdelen af repræsentanterne. Men han havde ikke fasthed til at drage konsekvensen af dettte: afstemning efter hoveder. Han blev derfor årsag til den store konflikt i juni 1789 mellem tredjestand og hoffet. N blev 11. juli 1789 afskediget af kongen; men da N nød stor folkelig popularitet, kom det til folkebevægelsen 12., 13. og 14. juli kulminerende med Stormen på Bastillen. Kongen blev nødt tik at kalde N tilbage. Det skete den 29. juli. September 1790 tog N sin afsked på grund af uenighed med Nationalforsamlingen. Han trak sig tilbage til sit gods Coppet ved Genèvesøen og deltog ikke siden i politik. Hans hustru, Susanne Necker (1739-94) var sjælen i den Necker'ske salon i Paris. Ægteparrets datter var Madame de Staël, der skrev Neckers biografi ind i sin "Considérations sur la Révolution Francaise" (d 9/4 1804)

 

1772 d James Brindley, engelsk kanalbygger, der byggede den første kanal af større økonomisk betydning. Han blev udlært som møllebygger. B betegnes som velbegavet og udrustet med teknisk snilde; det viste han i 1752, da tegnede og byggede han en maskine, der kunne pumpe vandet op fra en kulmine i Clifton, Lancashire. I 1759 var hans dygtighed så kendt, at hertugen af Bridgwater udbad sig hans råd angående anlæggelse af en kanal fra Worsley til tekstilcentret i Manchester. B's løsning af problemer ved anlæggelsen - bl.a. bygningen af Barton akvædukten, der fører kanalen over floden Irwell - fastslog Bs navn som sin samtids dygtigste kanalingeniør. Han stod for anlæg af 360 eng miles kanaler. Denne forbedring af landets infrastruktur var af afgørende betydning for Englands industrielle revolution. B – ingeniør uden teoretisk uddannelse – fuldførte sine arbejder uden skriftlige kalkulationer eller tegninger; det betyder, at det eneste vidnesbyrd om hans indsats er hans arbejder (f 1716)

 

1788 f Lord Raglan, Fitzroy James Henry Somerset, 1st Baron of Raglan, britisk feltmarskal, der var øverstkommanderende for de britiske tropper under Krimkrigen 1854-55; han indtrådte i hæren i 1804 og deltog fra 1808 som adjudant hos Arthur Wellesley – den senere hertug af Wellington – i kampene i Portugal og Spanien mod Napoleons hære. Han udmærkede sig i disse kampe. I slaget ved Waterloo i 1815 blev han så hårdt såret, at hans højre arm måtte amputeres. Efter afslutningen af Napoleonskrigen fortsatte han tjenesten hos hertugen af Wellington. I 1852 blev han adlet som Baron of Raglan, og to år senere blev han udnævnt til øverstkommanderende for det britiske ekspeditionskorps, der blev sendt til Krim for sammen med franskmændene og tyrkerne at stoppe russerne i deres forsøg på at få kontrol med udsejlingen fra Sortehavet. Her gav han en tvetydig ordre til Earl of Cardigan, der førte til slaget ved Balaclava, som førte til den katastrofale "Charge of the Light Brigade" den 25. oktober 1854. Alligevel blev han kort efter udnævnt til feltmarskal. Samtidig blev han som uerfaren øverstkommanderende i en vanskelig situation dadlet (måske med urette) for ikke at få krigen afsluttet og for hans troppers lidelser. På grund af mangelfuld udrustning og dårlige forsyninger led det britiske ekspeditionskorps meget i løbet af vinteren 1854-55. Mange blev syge, og blandt disse var R. Skuffelsen over et mislykket angreb på den russiske fæstning Sevastopol bidrog til hans død i lejren foran Sevastopol. Rs navn blev knyttet til den frakke, der blev almindelig omkr. 1855. Raglanfrakken er karakteristisk med sine vide ærmer, der fortsætter kileformet op under kraven (d 28/6 1855)

 

f Fredrick Sleigh Roberts Roberts, britisk feltmarskal, hvis navn er knyttet til 2. Afghanske Krig og Boerkrigen. Han udmærkede sig første gang under det store oprør i Indien (1857-58) og fik Victoriakorset for sin indsats. I 1885 blev han øverstkommanderende for de britiske tropper i Indien. Han vendte tilbage til England 1893, efter han i 1892 var blevet adlet som Baron Roberts af Kandahar. Det var ved Kandahar i Afghanistan, han den 1. september 1880 besejrede den afghanske hær, efter han med sine tropper havde marcheret de 313 miles fra Kabul på 22 dage. I 1895 kom udnævnelsen til feltmarskal; samtidig blev R øverstkommanderende for de britiske tropper i Irland. Hans sidste opgave på slagmarken blev kortvarig. Da underretningen om de britiske tilbageslag i de første uger af Boerkrigen nåede London, blev R udnævnt til leder af den britiske styrke i Sydafrika. Efter at have rettet situationen op kunne han sommeren 1900 vende tilbage til England. Ved udbruddet af 1.Verd.krig tog R i november 1914 til Frankrig for at hilse på de indiske divisioner; men han fik lungebetændelse og døde. Han gravlagt blandt andre britiske krigshelte i St. Paul's Cathedral i London (d 14/11 1914)

 

1888 I de tidlige morgentimer myrder Jack the Ripper to kvinder i London's East End. Den første - den 45 årige 'Long Liz' (Elizabeth Stride) - blev fundet kl 12.45; det så ud som om morderen var blevet forstyrret, idet liget ikke som sædvanligt var blevet skamferet. Efter det første mord har Jack the Ripper bevæget sig næsten en engelsk mile til Mitre Square, hvor han myrdede Catherine Eddowes - også 45 år gammel. Uforstyrret har Jack her haft tid til at udføre sin sædvanlige rituelle skamfering af liget

 

d Vilhelm Beck, præst; efter sin fars - der var præst - ønske studerede B teologi og blev cand teol. i 1855. Da han ikke ville være præst, blev han lærer i Kalundborg. Jævnligt vikarierede han for sin far, og da denne blev syg, måtte B - meget uvilligt - blive hans kapellan; som sådan virkede han i Ubby 1856-65 og optrådte som vækkelsesprædikant i stor stil. Fra 1874 til sin død var han sognepræst i Ørslev-Solbjerg på Sjælland. Mens han var kapellan, fik han kontakt med vakte kredse. Selv om han først 1881 blev formand, lå fra 1861 Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark fast i hans hånd; herunder også Indre Missions Tidende, som han redigerede til sin død, og som han bankede op til at have 16.000 abonnenter. I en stadig balancegang mellem bevægelsens yderfløje styrede B i 40 år med fast hånd foreningen og gjorde Indre Mission til en landsdækkende kirkelig retning med missionærer, missionshuse m.m. Ustandselig rejste han som prædikant over hele landet, og ingen har som han draget så store skarer ved sin forkyndelse. B lagde vægt på, at alt samledes om "det ene fornødne", omvendelsen og troslivet. Det hang sammen med, at Indre Mission appellerede til folkelag, der lå under den socialt og kulturelt mere avancerede grundtvigske gårdmandsstand og spillede på modsætningen inden for landalmuen (f 30/12 1829)

 

1904 f Arne Munch-Petersen, politiker; (d 12/11 1940 – dødsformodningsdom afsagt i Københavns byret 13. november 1950). Han blev cand. mag. i 1928. Fra 1925 var han medlem af DKP (Danmarks kommunistiske parti), to år senere kom han i centralkomiteen, og 1931 blev han partisekretær. Ved folketingsvalget november 1932 blev han sammen med Aksel Larsen valgt ind som de første kommunistiske medlemmer af Folketinget. Han var folketingsmedlem til 1935, da han ikke genvalgtes. 1936 rejste M-P til Sovjetunionen for at arbejde i Komintern som det danske kommunist partis repræsentant. Men i sidste halvdel af 1937 mistede DKP forbindelsen med ham. Alle forespørgsler til sovjetiske myndigheder om hans skæbne var resultatløse. Dog havde DKPs inderkreds kendskab til de reelle hændelser, men intet blev røbet. Så helt frem til 1989 var det en gåde for hans familie og offentligheden, hvad der var sket med ham. Først da blev det officielt bekræftet, at han i november 1940 var død af tuberkulose i en fangelejr i Sovjetunionen. Allerede året efter han var kommet til Sovjetunionen, blev M-P fængslet i forbindelse med de omfattende arrestationer, Stalin iværksatte. Uden nogensinde at blive stillet for en dommer blev han fængslet efter først at have været underkastet tortur og gennemgået langvarige forhør (d 12/11 1940)

 

1924 f Truman Capote, amerikansk forfatter; han voksede op hos forskellige ældre slægtninge i småbyer i Louisiana og Alabama. To små selvbiografiske fortællinger beretter om denne periode, "A Christmas Memory" (1965) og "Thanksgiving Visitor"(1968). Da hans første roman "Other Voices, Other Rooms" udkom i 1948, blev C omtalt som en talentfuld og lovende ung forfatter. Bogen handler om en 13-årig drengs søgen efter sin biologiske far og sin egen identitet i et dekadent sydstatsmiljø. Hans næste roman "The Grass Harp" (1951) var i gysergenren. C's noveller om kærlighedsløse og isolerede personer er samlet i "A Tree og Night" (1956). Sammen med komponisten Harlod Arlen skrev C i 1954 musicalen "The House of Flowers". Samme år skrev han manuskriptet til en film instrueret af John Houston "Beat the Devil". Om sine mange rejser skrev C "Local Color" (1950) og "The Muses are Heard" (1956), den sidste om en turné med "Porgy og Bess" i Sovjetunionen. Fra 1966 er "In cold Blood" en detalieret beretning om et brutalt massemord skrevet efter seks års research (d 25/8 1984)

 

1928 Den britiske bakteriolog Sir Alexander Fleming offentliggør sin opdagelse af penicilin

 

1938 Ved sin hjemkomst fra mødet med Hitler i München fortæller premierminister Neville Chamberlain til de forsamlede på Heston Airport: "I believe it is peace in our time" og vifter med den aftale, han og Hitler har underskrevet. Han blev skuffet – meget skuffet

 

1952 Kafferationeringen ophævet

 

1955 d Dean, amerikansk skuespiller, der efter sin død fik status som en myte. Inden han døde, havde han foruden lidt reklamefilm og tv-arbejde samt småroller kun haft tre rigtige filmroller – "Øst for Paradis" (1955), "Vildt Blod" (1955) og "Giganten" (1956) – om disse filmroller er der blevet sagt, at D her til fuldkommenhed personificerede tidsåndens utilpassede, trodsige, men også yderst følsomme yngling, 50'ernes 'rebel without a cause' (f 8/2 1931)

 

d Charles Richter, amerikansk fysiker og seismolog; kendt for for sin medvirken ved udviklingen af en metode til angivelse af, hvor kraftigt et jordskælv er. Hans navn er derfor knyttet til den skala - Richter skalen - der angiver intensiteten af et jordskælv. Efter studier ved University of Southern California 1916-17 aflagde han eksamen i fysik i 1920 ved Stanford University. Det fulgte han op med en Ph.D eksamen i samme fag i 1928 ved California Institute of Technology. I I årene 1927-36 var R ansat ved Seismological Laboratory ved Carnegie Institution of Washington i Pasadena, Californien. I årene 1937-70 arbejdede i dets seismologiske afdeling samtidig med han forelæste i såvel fysik som seismologi (læren om jordskælv) ved California Institute of Tecnology i Pasadena, fra 1952 som professor i seismologi. Sammen med en kollega (Beno Gutenberg) udviklede R i 1935 den skala, til måling af et jordskælvs styrke, der kom til at bære hans navn. Richterskalaen erstattede den unøjagtige Mercalliskala, der målte et jordskælvs intensitet ved målestationen og ikke som Richterskalaen ved jordskælvets epicenter. Sammen med ovennævnte Beno Gutenberg udgav R i 1949 "Seismicity of the Earth and Associated Phenomena" (f 26/4 1900)

 

1988 d P(oul) G(eorg) Lindharth, teolog og professor; da han i 1952 holdt et foredrag på Askov Højskole om det evige liv, vakte han stor opsigt og sensation. Det skete i såvel kirkelige miljøer som i den brede befolkning. Synspunktet, L frem-førte, var, at forkyndelsen af opstandelsen og det evige liv var det modsatte af at have tiltro til fremtiden. I 1952 blev han udnævnt til professor i kirkehistorie ved Århus Universitet. Til udforskningen af den nyere og nyeste tids danske kirke-historie bidrog han på banebrydende måde, f.eks. ved prægnante tolkninger af 1800- og 1900-tallets "Vækkelser og kirkelige retninger" (1951), af sammenhængen mellem religiøse vækkelser og samfundsændringer. L’s sans for de religi-øse personligheders menneskelige motiver satte sig spor i mange personalhistoriske studier. Størst folkelig gennemslags-kraft fik han som foredrags-holder og skribent og ikke mindst som prædikant. Fra 1945 til 1980 var han hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Århus, og de fleste af hans mange trykte prædikner stammer fra dette virke f.eks. "Gentagelse" (1975) og "Eftertryk" (1980). Om L.s virke er det blevet hævdet, at han var en hovedperson i efterkrigstidens danske kristen-doms- og kulturhistorie, kendt for sine udfald mod indadvendt kirkelighed, religiøs selvspejling, og kulturel og politisk selvtilstrækkelighed (f 12/12 1910)

Til top